ROPS

2020

• Juni 2020
• Juli 2020
• August 2020
• September 2020
• Oktober 2020
• November 2020
• December 2020

2021

• Januar 2021
• Februar 2021
• Marts 2021
• April 2021
• Maj 2021
• Juni 2021
• Juli 2021
• August 2021

Indledning

Jeg havde længe frygtet repressalier fra enkelte psykiatere, som måtte erkende, at de ikke havde opført sig helt, som de burde. Det gjorde jeg imidlertid ikke så meget længere. Nu handlede det primært om at holde ud længe nok til, at jeg kunne nå at skrive min bog færdig. Da jeg både eksplicit og implicit var blevet truet med tvangsbehandling med livsfarlig medicin som straf, og for at lukke munden på mig, ville jeg ikke tage nogen chancer. Hvis enkelte psykiatere alligevel gjorde alvor af deres trusler, måtte jeg sætte min lid til at gode mennesker greb ind.

Ofte når jeg har havde læst autobiografier, der var skrevet af mennesker, som havde været udsat for traumatiske oplevelser, havde de skrevet om dem, når de var overståede. Derfor oplevede jeg at forfatteren var tilstrækkeligt følelsesmæssigt distanceret fra oplevelserne til, at teksten ikke bar synderligt præg af den desperation, fortvivlelse og afmagt, som vedkommende følte under selve traumerne. Det var næsten et krav at forfatteren havde bearbejdet de traumatiske oplevelser, hun skrev om, for at teksten var læsværdig, sammenhængende, og ikke for skinger.

Livslang tvangsbehandling

Fordi jeg var idømt livslang tvangsbehandling i psykiatrien, og fordi mine traumer primært skyldes netop denne institution, kunne jeg i sagens natur ikke vente med at skrive om mine oplevelser til et senere tidspunkt. Min situation og livsvilkår blev hele tiden værre, og derfor var det utroligt svært for mig at distancere mig fra traumerne. Jeg måtte derfor undskylde med det samme, at jeg ikke havde været i stand til at fjerne mine mishagsytringer fra det, jeg havde skrevet.

Nu var mennesker som bekendt meget forskellige, og det, som for nogle var svært traumatiserende, var for andre nærmest dagligdag. Det, jeg mere end noget andet syntes var ulideligt, var lediggang, uvished og meningsløshed. Det første var især noget jeg fik at mærke som følge af den svinestreg af en lov, der hed fireårsreglen, som fik det værste op i mine ældre, tidligere kollegaer. Senere blev jeg udsat for overgreb af praktiserende læge Camilla Elvekjær og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, som gav mig en fejldiagnose, som de nægtede at korrigere, og som endte med at blive en dødsdom.

Jeg var ikke den eneste, der havde været igennem psykiatrien og retmæssigt eller uretmæssigt var blevet stigmatiseret og marginaliseret. Mange psykiatriske patienter begik selvmord, og jeg havde obduceret ikke så få af dem, hvoraf en del var sprunget ud foran toge i deres desperation.

Når det havde så livsomvæltende negative konsekvenser at få en psykiatrisk diagnose, og når psykiatriske diagnoser var noget af det mest usikre inden for lægeverdenen, var det absurd at man ikke kunne få fejldiagnoserne slettet eller berigtiget.

Sidste chance

Jeg havde forsøgt alt, men jeg blev svigtet af de mennesker, hvis job det var at hjælpe mig. Her mente jeg især Yngre Læger og Lægeforeningen. Det var utilgiveligt. Det samme var tilfældet for Styrelsen for Patientsikkerhed, og de psykiatere, jeg skrev om. Ikke nok med at de ignorerede mig, de var aktivt med til at skabe livsvilkår, der var dybt skadelige for mig, og i deres magtarrogance nægtede de at have taget fejl.

Ét langt afskedsbrev

Om min bog var ét langt afskedsbrev, måtte tiden vise. For at den enorme hjælp, jeg havde modtaget fået af mine venner ikke skulle være forgæves, gav jeg det en sidste chance. Efter omkring fem år i et helvede, forårsaget af en praktiserende læges paranoia og fejldiagnose, gad jeg snart ikke mere.

For en god ordens skyld måtte jeg oplyse, at når jeg fremkom med postulater, så burde jeg vel i juridisk henseende hver gang indlede postulatet med et forbehold i form af eksempelvis: "I min optik", "sådan som jeg opfattede det", "jeg mener", osv., men i givet fald ville teksten for det første ville blive meget tung og omstændig, og dels formodede jeg at læseren implicit var klar over at teksten var udtryk for min opfattelse. Omvendt var jeg ligeglad med konsekvenserne, hvis nogen valgte at hive mig i retten, for jeg havde bogstaveligt talt intet at tabe længere, håb, livslyst, fremtidsudsigter og formue var for længst pist væk.

Denne del af bogen var temmelig rodet. Det beklagede jeg, men årsagen er ret enkel: For mig er det vigtigste først og fremmest at få så meget materiale ud på nettet som muligt. Jeg mente i al stilfærdighed at det fremgik af teksten, hvorfor jeg havde så travlt. Hvis det lykkedes mig at få skrevet tilstrækkelig meget inden den 26. august, kunne jeg altid efterfølgende koncentrere mig om design og grafik.

Oversigt over mails, jeg har sendt

Juni 2020

Billede. Det blæste og regnede kraftigt, så jeg søgte læ bag ovenstående træstabel i Vestskoven. Efter et par nætter syntes jeg ikke, det var morsomt. Det fortalte jeg sygeplejerske Susanne Emde i ROPS, og nævnte samtidig, at jeg måtte gøre et eller andet, når man i ROPS-ambulatoriet allerhøjest bedrev nødtørftig symptombehandling.

Billeder. Det eneste jeg ville var at arbejde som læge, havsvømme og leve en stille og rolig tilværelse. Jeg gjorde min pligt som borger og læge, men blev straffet med en fejldiagnose og social katastrofe. Fem år efter havde jeg fortsat ingen penge, og jeg levede meget sparsommeligt. Sådan havde det været i flere, længerevarende perioder.

Mail og klage til DUP'en af 17. maj 2020

"Indledning

2 stk. iPhones 5, som efter endt reparation var funktionsdygtige, men som politiet under deres ransagning ødelagde, i en grad at de ikke virkede og ikke af ut. kunne repareres."

Intet af det, jeg gennemgik, var den psykiatriske overlæge og sygeplejerske uviddende om. Alle mine nærmeste var en efter en oppe og tale med overlægen, og forklarede ham sagens rette sammenhæng, men lige meget hjalp det. Jeg skulle fastholdes i en sygerolle resten af mit liv, selv om det i så fald ikke ville komme til at vare længe. Psykiateren var iskold. Retslægerådet kunne ikke tage fejl, nu havde det talt, og sådan blev det. Hvis jeg havde været i overlægens sko, ville det kræve en meget stor indsats for mig at ignorere virkeligheden, og aktivt bidrage til langsomt at aflive et grundlæggende raskt menneske.

Billeder. Det var umuligt at vide hvad Susanne Emde gentlig tænkte, da jeg fortalte, at jeg gradvist ville skrive min historie på Facebook, men hun foreslog helt upåvirket, at jeg også kunne bruge Twitter. Et mærkeligt foreslag, med mindre hun var ironisk og skjulte det særdeles godt. Hun var en del af problemet, men det lod ikke til, at hun var klar over det, selv om jeg flere gange venligt havde sagt til hende, at det system hun var en del af, endte med at koste mig livet. Hver gang huskede jeg naturligvis at indlede samtalen med at fortælle hende, at det ikke var hende personligt, min frustration var rettet i mod. Det, jeg mente var, at hun ikke var hovedansvarlig, det var overlægen, men at hun ukritisk og blindt alligevel var medløber.

Billeder. Da jeg ankom til forsorgshjemmet havde jeg kun ét par bukser, sko og strømer. Sidstnævnte havde jeg haft på i flere dage, og da jeg havde sovet under åben himmel i samme tidsrum, var både sko og strømper som følge af duggen konstant gennemblødte. Jeg måtte simpelthen kassere dem, og låne et par sko fra forsorgshjemmets kælder.

Det var et par bukser i kælderen som passede, men desværre var der ingen strømer, jeg kunne låne, og jeg havde ingen penge til at købe nogle selv. Derfor gik jeg i starten rundt med bare tæer i skoene, men da de var et nummer for små, fik jeg så mange vabler, at jeg til sidst kun kunne humpe rundt i smerte.

Personalet var søde, og klippede hver dag plastre til mig, som jeg satte strategiske steder på fødder og tæer, men det var ikke nok. På et tidspunkt var der en af de andre beboere ("X"), der åbenbart havde set mig humpe rundt, der lånte mig to par sokker. Det var skønt, at der ikke var direkte kontakt mellem huden og det syntetiske materiale skoene var lavet af.

De første uger efter ankomsten var det temmeligt varmt, og jeg svedte meget i de lange bukser og de solide sko, men så snart jeg fik penge igen, købte jeg nogle sutsko i Fakta, hvilket var mere komfortabelt.

På et tidspunkt fik jeg også råd til at købe shorts, hvilket var ret kritisk qua heden. I Røde Kors forretningen på Hovedgaden fandt jeg et fremragende par af slagsen for 40 kr. Dagen efter købte jeg endnu et par i Aldi til 50 kr., men de var alt for store. Brillerne have været defekte i et par år, men da jeg landede på forsorgshjemmet var de så ødelagte, at hverken kontaktlim eller tape længere var nok.

Personalet klippede ellers plastre på livet løs til mine fødder og tæer, og også briller, men sidstnævnte sad så skævt at jeg fik dobbeltsyn, og til sidst måtte jeg gå rundt uden, hvilket betød at jeg nærmest var handicappet på grund af mit dårlige syn (minus hhv. 5,75 og 5,50). Efter en lille måned fik jeg råd til at betale 138 kroner i depositium hos Louis Nielsen, så jeg kunne få kontaktlinser. Briller var helt udelukket.

Desværre begik Lægernes Bank igen en fejl, så jeg ikke kunne betale den kommende måneds forbrug af kontaktlinser, som også kostede 138 kr., så derfor var jeg nødt til direkte at lyve overfor optometristen, og sige, at jeg da bestemt havde tilmeldt mig betalingsservice, men nok måtte have begået en fejl, som jeg imidlertid straks ville sørge for at få rettet. Det var godt nok ubehageligt og skamfuldt, men jeg magtede ikke at gå rundt og være funktionelt blind i to uger til.

Jeg tænkte, at hvis man havde gidet at besvære sig med at yde rigtig hjælp til mig i ambulatoriet, så ville det være sket for længe siden. Jeg ville ikke rådne op længere, og som en kæreste engang hele tiden sagde, hvad var så det værste, der kunne ske? Uanset hvad end jeg foretog mig, kunne det ikke rigtig blive værre. Derfor var det oplagt at gå all-in, og få redigeret og skrevet min dagbog færdig.

Billede. Jeg var nødt til at smide mine ellers udmærkede sko ud, da jeg ikke kunne bære på dem, og meget andet, længere. Jeg havde overnattet i et busstoppestod, fordi det regnede så meget. Det blev ikke til mange timers sammenlagt søvn, og søvnkvaliteten var ikke den bedste, så jeg var meget træt den efterfølgende dag, hvor billedet er taget. Jeg havde ikke overskud til at skrive om det, så som så ofte tidligere, var det meget mere overkommeligt at tage et billede af det, jeg foretog mig.

Billede. En dag i foråret 2020 var jeg nødt til at finde et andet sted at være.

Billede. En nat i foråret 2020 var jeg igen nødt til at finde et andet sted at være akut. Jeg kunne ikke bære alt, jeg havde med, hvorfor jeg enten måtte kassere det, eller lade andre få glæde af det, så det røg i genbrugscontaineren. Jeg var dog ikke helt sikker på at de ældre, men dyre skjorter, ville gøre megen gavn.

Billede. Mine mindre end behagelige lånesko.

Billede. Jeg havde forinden ankomsten til forsorgshjemmet siden i en længere periode i dette festivaltelt til 129 kroner.

Billede. Den venlige nattevagt "Kasparov" vidste hvor det gode plaster lå.

Det var nemt at dehumanisere og latterliggøre et mennesker. Efter års systematisk psykisk nedbrydning i psykiatrien, hjalp det nogle gange på selvtilliden, at tænke tilbage på tiden før fejldiagnosen, og før, at jeg af en vred psykiatrisk overlæge på Bispebjerg Hospital (Toke Troelsen) fik at vide, at jeg "ikke skulle have for høje tanker om mig selv".

Det havde jeg pudsigt nok heller aldrig haft, så jeg var virkelig forundret over hans udsagn. Men på det seneste fik det mig til at tænke, at jeg omvendt heller ikke skulle være så selvudslettende, som jeg altid havde haft en tendens til at være. Det var ikke rart at sidde som 39-årig, og tænke tilbage på hvad man engang var, før det blev ødelagt af et par af ens tidligere kolleger.

Billeder. Jeg var ikke i dag væsentlig forskellig fra den, jeg var, da jeg lavede min CV. Alligevel var jeg så sent som i sidste måned (juli 2020) tvunget til at samle flasker for at blive mæt. Jeg ville ønske, at jeg var polemisk, at det var løgn, men desværre passede det.

Mail til Lægernes Bank

Klage over Mette Larsen

"Forleden kom jeg desværre til at miste mit VISA/Dankort, hvorfor jeg ikke kunne hæve penge til mad. Derfor forsøgte jeg at overføre penge til en bekendt, der så ville kunne hæve pengene til mig.

24. august 2019".

Lægernes Bank har de sidste fem år haft for vane at sjofle og ignorere mig, og denne mail resulterede da heller ikke i noget respons.

"Tak for oplysningen om at Yngre Læger ikke har noget med autorisationsgenerhvervelse at gøre.

38 år, tidligere læge og modtager af invalidepension, til trods for, at han intet fejler."

Juli 2020

1. - Er et spørgsmål, der aldrig er blevet stillet inden for den danske lægeverden, for Albert Gjedde er dansk neurovidenskabs svar på Justin Bieber. Beklageligvis nåede jeg aldrig at møde ham personligt. Det længste jeg nåede, var at tale med hans venlige sekretær, der spurgte om jeg ville "tale med Albert", men jeg turde alligevel ikke forstyrre ham, og måtte takke nej. I min optik står Albert Gjedde som en diametral modsætning til overlæge Egill Rostrup i forhold til moralsk habitus, intelligens og kreativitet.

Der eksisterer mennesker, der er så suveræne, at de ikke behøver at snyde, svindle, manipulere og lyve, for at være de absolut bedste indenfor deres felt. Albert Gjedde og medlemmer af Bohrfamilien, jeg til gengæld har været så privilegeret at tale med, og som hørte til de mest venlige og sympatiske mennesker, jeg har mødt, hører selvsagt til denne gruppe af mennesker - overlæge Egill Rostrup gør ikke. Jeg selv gør det heller ikke, men det beror på manglende evner, ikke på manglende moral og samvittighed.

Billeder. For at rydde eventuelle misforståelser af vejen, måtte jeg hellere skynde mig at tilføje, at de pantflasker, jeg samlede, ikke stammede fra eget forbrug, men derimod var opsamlet fra området omkring Glostrup Hospital. Jeg kendte efterhånden alle de gode steder og skraldespande på, og omkring, matriklen.

Det var interessant, at jeg i 2020 var nødt til at samle flasker for at stille sulten, alene fordi jeg ikke må arbejde, som følge af praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose, men i 2012 lavede nedenstående forskningsprotokol i min fritid, ved siden af arbejdet som læge. Den ser ikke ud af meget, men det tog mange timer at lave den, og det gjorde jeg - som det var vilkåret for yngre læger - selvfølgelig helt gratis. Hvad var takken for min indsats, som i allerhøjeste grad også ville have kommet den danske befolkning til gavn? En fejldiagnose, som nogle psykiatere videreførte ukritisk og blindt. I dag ærgede jeg mig over, at jeg lavede så meget forskning, herunder nedenstående protokol, ulønnet og i fritiden. Det viste sig at være spild af tid og gode kræfter.

Billeder. Der var primært to årsager til, at jeg bragte ovenstående billeder:

1. Når man var fuldstændigt udbrændt, orkede man ikke at skrive særligt meget. Så var det lettere bare at tage et billede, som man altid senere kunne kommentere på, og som en ekstra bonus fik man også både tid, dato og lokalisation.
2. Jeg var af psykiatere flere gange blevet bebrejdet, at jeg udstillede mig selv ved at tage billeder af de vilkår, jeg levede under, og fremvise dem for omverdenen. Det, psykiaterne i virkeligheden mente, var, at jeg udstillede dem og de konsekvenser deres svigt og misbrug af deres fag havde haft for mig. Virkeligheden var, at jeg havde forsøgt alt op til flere gange, at jeg havde fået en fejldiagnose, der gjorde, at jeg levede i reel fattigdom, og at jeg dels var parkeret på den såkaldte invalidepension, der gjorde at jeg ikke måtte arbejde, og dels at denne unødvendige ydelse var temmelig lav. Derudover havde jeg i lange perioder ingen indkomst har haft overhovedet.

Jeg kunne have udført alverdens arbejde, om det så var lægefagligt eller ikke-lægefagligt, men selv om jeg havde forsøgt (bl.a. to reelle job i "SF" og "CC", samt frivilligt arbejde på tre biblioteker) var det ikke lykkedes. Jeg kunne under coronakrisen eksempelvis have stået og podet dagen lang, og det ville være fint for mig. Men jeg havde været, og var fortsat, fastlåst. Det var for nuværende umuligt at italesætte eller skrive om, uden at jeg blev desperat. Jeg havde livet igennem måske nok været ufokuseret, men samtidig ekstrem målrettet.

Billederne var taget i 2019 og 2020. Intet havde dog grundlæggende forandret sig fra 2014 til i skrivende stund, august 2020. Jeg havde ikke hørt om andre lande, hvor man behandlede yngre læger som i Danmark. Jeg fik det fysisk dårligt af at tænke på i hvor mange år, jeg efterhånden havde været tvunget til at være uberettiget passiv.

Manglende forståelse af min sultestrejke

Tidligere læge, Kjeld, d. 23. april 2020."

Jeg tabte dokumenterbart ca. 20 kg på omkring en måned. Jeg blev vejet ved fremmøde i ambulatoriet hver fjortende dag, så både psykiater Hans Raben og sygeplejerske Susanne Emde var udemærket klar over det, og jeg italesatte årsagen over for dem hver gang jeg talte med dem. Det var hverken sjovt eller let at sulte så længe, men jeg var uendelig træt af min usle tilværelse, og havde ingen penge til en advokat, så jeg kunne få min autorisation tilbage. Det er om muligt en værere situation jeg hér i august 2020 befinder mig i, end da jeg sultestrejkede.

"Kære Hans Raben

Kjeld."

Mail til Hans Raben 2

"Kære Hans Raben

Kjeld."

"Kære Hans Raben

Kjeld."

Hvad var det nu Hans Raben sagde, da jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt mig at skrive om mine oplevelser i psykiatrien? "Jeg har ikke selv noget imod du skriver om mig, men jeg kan ikke garantere for, hvordan mine kolleger vil reagere". For det første, så siger det sig selv at Hans Raben principielt ikke kan garantere hvordan andre mennesker vil reagere, for det andet - helt ærligt - så kan jeg ikke tage mig af Hans Rabens kolleger, jeg skriver om, for hvis jeg skriver om dem, betyder det, at de har misbrugt deres fag og magt til at ødelægge mig. Ja, det er et hårdt og primitivt udsagn, men jeg håber og tror at de fleste mennesker vil forstå mig. Psykiaterne har gang på gang bevist, at deres holdninger, følelser og fornemmelser er irrelevante.

Billede. En af personalet på forsorgshjemmet var så sød at købe brød til mig, da jeg ikke havde adgang til min konto, fordi Lægernes Bank endnu engang havde lavet fejl. Lige så glad, jeg var for at den ansatte på eget initiativ købte brød til mig, fordi jeg ingen penge havde og faktisk var sulten, lige så ubehageligt var det, at jeg var fuldstændig overladt til andres nåde i forhold til noget så essentielt som mad.

Mail til journalist Anders S på Politiken

"Kære Anders Det holdt hårdt og tog længere tid end beregnet, men jeg har først i dag fået penge til mad. Den seneste uge har jeg måtte samle flasker i området omkring forsorgshjemmet, og det har været ulideligt. Jeg frygter altid de møder jeg skal have men den psykiater, jeg er tvunget til at se resten af mit liv. Det selv om at vedkommende heller ikke mener jeg er psykotisk, men mine oplevelser på Retspsykiatrisk afdeling 81 sidder stadig dybt i mig og gør at jeg ofte har mareridt og PTSD lignende symptomer. Jeg vover derfor at sende dels et link til min næsten færdige webside til dig som sikkerhed samt mine breve til Gitte Ahle, ifald jeg skulle blive tvangsindlagt og tvangsmedicineret når jeg fremmøder ambulant på mandag. Jeg ved at det ikke er overvejende realistisk, men omvendt ved jeg også at alt kan ske og det skræmmer mig altid. Jeg vil også sende mit materiale til Institut for Menneskerettigheder og sikkert også andre relevante institutioner. Jeg har levet i reel frygt i over fire år pga. en fejldiagnose, og ingen mennesker skal leve i evig frygt for overgreb.

Link til næsten færdig hjemmeside: - https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/ Venlig hilsen, Kjeld Andersen, tidligere læge"

"Kære psykiater Hans Raben.

Efter at have lyttet mine optagelser af psykiater Lennart Bertil Jansson igennem, er jeg kommet frem til den konklusion, at det eneste rigtige er, at sende min bog til så mange læger som muligt.

Jeg orker ikke at lytte alt igennem igen, det er simpelthen for stor en belastning at høre, hvordan eksempelvis psykiater Lennart Bertil Jansson udvander og omdefinerer psykosebegrebet fra ICD-10s, DSMs, og lærebøgerne i psykiatris officielle definitioner til hans egnen hjemmebryggede af slagsen. Eller når førnævnte psykiater henviser mig til Mændenes Hjem i Istedgade? For ham er det et job, for mig er det en eksistentiel trussel.

Eller lytte til at psykiater Henrik Jurlander nægter at udfærdige en speciallægeerklæring, der kan give mig en indtægt, når Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet, at jeg ikke må arbejde, fordi jeg har fået en fejldiagnose. Hvordan kan han få sig selv til det? Jeg har ikke engang råd til at gå til tandlæge, når jeg har ondt i tænderne, eller råd til nye briller, endsige indskud til en lejlighed, og så nægter Henrik Jurlander at foretage sig noget. Er det lægefaglighed, der hér er tale om? Der er meget mere, men det er så traumatiserende at forholde sig til, især når man bor på et forsorgshjem, som jeg gør nu, at andre eller ingen, må gøre det i mit sted.

Det eneste, man kan gøre i min situation, er at registrere hvad jeg løbende bliver udsat for af modbydeligheder. Hvad skulle jeg ellers gøre? Acceptere skadelig medicin, selv om jeg aldrig har været psykotisk, så det på papiret ser ud som om at praktiserende læge Camilla Elvekjær og forpersonerne for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke tog fejl? At to embedslæger heller ikke tog fejl? Acceptere et liv på invalidepension (som det faktisk hedder i mit tilfælde) på grund af noget, jeg aldrig har fejlet? Eller hvad med, at jeg ikke har råd til tøj eller mad, sådan som det har været tilfældet i perioder i de sidste knapt fem år, og senest i sidste måned?

Jeg har taget en af de længste og hårdeste uddannelser i Danmark, jeg har undervist på universitetet, og forsket og udgivet artikler i internationale tidsskrifter, og jeg har gjort det af kærlighed til lægefaget, ofte gratis og i fritiden - er takken så, at jeg bliver nødt til at samle flasker for at blive mæt?

Det kan måske være svært at sætte sig ind i, hvis man har en villa, et job, to biler, forsikring, pension, råd til tandlæge, optikker, tøj, sko, mad, ferie, og ingen gæld, som man umuligt kan tilbagebetale. Det må være rart at have et solidt økonomisk fundament, og samtidig være fordømmende over for andre.

Normalt kan man sikkert forvente at få en rimelig behandling af Retslægerådet, men når hele to forpersoner for Dansk Psykiatrisk Selskab har tilsidesat al moral og faglighed, og når den formentlig nuværende forperson har udsat mig for regelret psykisk vold, og truet med at tvangsmedicinere mig med medicin, der reducerer min levealder med 20 år, så kan jeg næppe forvente at få en uhildet behandling af nogen psykiater i Danmark.

Min nuværende psykiater nægter at fjerne fejldiagnosen, selv om han siger, at jeg ikke er psykotisk. Det er jo flot at han erkender dét, som alle andre end et par mindre saglige psykiatere, en praktiserende læge og to embedslæger, hele tiden har vidst, men det hjælper mig ikke.

Jeg nægter at være brændemærket med en åbenlys fejldiagnose, som har ødelagt alt for mig, og som fremover ligeledes vil ødelægge alt for mig. Nu har jeg så prøvet det, og jeg er hverken blevet klogere, et bedre menneske eller mere empatisk, og jeg har intet lært. Derfor er det på tide at fejldiagnosen fjernes. Koste hvad det vil.

Jeg begriber ikke at det tilsyneladende er så svært for mine tidligere kolleger at forstå, men nu er jeg heldigvis blevet immun overfor deres fordømmelser, og jeg håber ikke længere på at få deres forståelse. Jeg har nu været igennem alle modbydeligheder det danske samfund kan intimidere mig mig, og intet af det skræmmer mig længere. Det er værre at få en fejldiagnose som "kronisk, vedvarende psykose" og rådne op, stigmatiseret og isoleret, end det er at være i Vestre Fængsel, eller tvangsindlagt på retspsykiatrisk afdeling.

Jeg er blevet behandlet med større venlighed af mordere, voldsmænd og narkobagmænd, end jeg er blevet af Yngre Læger og samtlige psykiatere. Det siger en hel del om både førstnævnte og sidstnævnte grupper.

Med andre ord, må jeg konkludere, at intet længere holder mig tilbage, og at jeg har intet at tabe. Så det er egentligt et let valg for mig. Jeg koncentrerer mig i første omgang om mit ufrivillige ophold på de to retspsykiatriske afdelinger. Omfanget af teksten skal være på under 200 sider inkl. billeder, fakta og kommentarer.

Hvis jeg når mere inden den 26. august, bliver det om Lennart Bertil Jansson og Henrik Jurlander, og herefter om praktiserende læge Camilla Elvekjær og overlæge Egill Rostrup, samt om Onkologisk afdeling på Rigshospitalet.

Det er ærgerligt at det er kommet hertil, men sådan er livet nu en gang. Hvis nogen af dem, jeg har nævnt i bogen, bliver vrede over at jeg offentliggør deres navne, og beskriver og dokumenterer deres handlinger, så er mit råd til dem, det samme, som jeg fik af den psykolog, jeg blev tvunget til at tale med, nemlig at de bare skal sige pyt, og tænke på det som et bump på vejen.

Man skal ikke undervurdere effekten af, at en psykiater vedvarende fortæller én, at man er psykotisk. Jeg mener ikke at nogen som helst, alene ved at true og intimidere mig, kan gøre mig psykotisk, eller få mig til at tro, at jeg er psykotisk. Omvendt så skaber det enorm frustration, vrede - og til sidst - apati. Det virkede - og virker - som om, at psykiaterne desperat forsøger at få virkeligheden til at stemme overens med deres fejlopfattelse af mig, men selv om det har givet mig store ar på sjælen, så kommer det aldrig til at lykkedes for dem.

I dagens udgave af Politiken læste jeg nedenstående artikel, som mindede mig lidt om mine oplevelser. Det er et interview i Debatten af den svenske sociolog og professor i organisationsstudier i Lund, Roland Paulsen, og omhandler hans nyeste bog ‘Tänk om - et studie i oro’. Det er ikke alt i den citerede tekst, der kan appliceres på mig, men det, jeg studsede over var, hvor stor effekt andres fortolkninger af én har af ens selvopfattelse, om så de er udsprunget af fejldiagnoser eller ej. Desuden, at tvungen psykoterapi - især med en forkert præmis - rent faktisk kan gå hen og blive skadelig, hvilket netop var noget, jeg oplevede på afsnit R3 på Sankt Hans Hospital. Hvor psykisk nedbrydende selv noget så umiddelbart uskyldigt som psykoterapi er, kom bag på mig, men det skal nok ses i sammenhæng med hvor modbydelig afdelingen, plejepersonalet og psykiaterne - fraset “Fyrtårnet” og “Enhjørningen” - var:

“Hvis du er meget opmærksom på, hvordan du har det, og du betragter dit indre som noget, der kan være sygt, kan det få dig til at føle dig syg”.

Hvilken effekt ville det mon have på dig, hvis du af Københavns Vestegns Politi blev beskyldt for to knivdrab, og du blev ransaget fordi politiet ledte efter gerningsvåbnet?

Eller når du kontakter din forsvarsadvokat, dybt rystet, efter ransagningen, og får at vide, at det er klart at politiet ransager dig, når du er "sindssyg og utilregnelig"?

Advokaten hjælper dig ikke, men tager sig godt betalt for at konstatere dét, du udmærket er klar over selv, til trods for at det ikke passer.

Så begynder det lige pludseligt at blive alvor, at du har fået en fejldiagnose af en paranoid praktiserende læge, og så begynder du at blive desperat.

Eller hvad med de fem ulovlige ransagninger som Københavns Vestegns Politi i alt har foretaget hos dig?

Hvor fedt er det mon at være stavnsbundet til et værelse i flere måneder, og bare vente på at politiet næste gang dukker op og traumatiserer dig? Alene fordi du er stigmatiseret med en fejldiagnose, som en praktiserende læge (Camilla Elvekjær) stædigt fastholder, selv om hun tydeligvis stillede den i ond tro, og herefter foretog en tvangsindlæggelse på røde papirer, altså farekriteriet, fordi hun stille og roligt blev bedt om at berigtige en mulighedserklæring?

Hvad hvis retsvæsenet ignorerer dig, og en eller anden dommer konstant giver politiet lov til at udøve psykisk terror mod dig og din familie, uden at du i øvrigt må se en ransagningskendelse?

Så er det i min verden justitsmord.

Men der er meget, meget mere.

Eksempelvis at jeg risikerer at blive tvangsindlagt alene for at nævne navnet på den praktiserende læge, der udover at give mig en katastrofal fejldiagnose, også gjorde mig hjemløs, arbejdsløs, løj i retten under vidneansvar, og var skyld i at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, udsatte mig for psykisk tortur igennem flere måneder.

Der er endnu mere, og jeg har for et par år siden anmeldt det hele til Københavns Vestegns Politi - som sjovt nok intet har foretaget sig.

Hvordan ville du reagere? Det gad jeg godt at vide.

Især ville jeg gerne vide hvordan en såkaldt ekspert i psykopatologi, psykiater Lennart Bertil Jansson, kan sidde og kloge sig over min reaktion, uden at han kender årsagen til den?

Hvordan kan Lennart Bertil Jansson sove om natten, velvidende at det sludder han skrev i min journal, som var i modstrid med virkeligheden, blev brugt af Gitte Ahle som argument for at tvinge mig til med vold at få indsprøjtet medicin på daglig basis, der ville reducere min levealder med 20 år?

Hvor er Lægeforeningen henne? Hvor er Yngre Læger henne? Hvor er politiet, Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet henne? Eller den joke, som Retslægerådet er?

Alle de selvretfærdige og forargede mennesker, hvor er de, når det virkeligt gælder? Den største indsats de har gjort, er at knytte hænderne i deres lommer.

Der er noget helt, helt galt når min eneste patientsikkerhed og retssikkerhed er mine venner og deres livreddende indsats.

Jeg må ikke kritisere den danske stats tjenere, der har begået overgreb mod mig. Hvis jeg gør det, bliver jeg tvangsindlagt og tvangsmedicineret. Jeg skal med andre ord ikke spolere den gode stemning, jeg skal holde min kæft og acceptere at mit liv er irreversibelt ødelagt. Det kommer til at blive et regelret justitsmord af mig.

Det er interessant, hvor langt danske psykiatere er villige til at gå, når det drejer sig om at misbruge deres lægefaglighed til at ødelægge mig. Hvordan man på magisk vis er i stand til at omdefinere psykosebegrebet, så det passer til ens eget formål.

Jeg kommer aldrig til at holde min kæft, om jeg så bor på gaden eller på et herberg, som det er tilfældet nu, om jeg ikke har råd til mad, eller til at gå til tandlæge. Tværdigmod.

Nu handler det bare om at få lagt så meget ud på nettet, før Styrelsen for Patientsikkerhed pudser politiet på mig - for 8. gang.

26. august kommer til at være deadline.

Det lader til at det ikke kun er i plejesektoren at mennesker, der er umyndiggjorte og negligerede, bliver udsat for overgreb.

Det sker også i dansk retspsykiatri, hvor patienterne ikke kun er sindssyge, men også farlige kriminelle, og det betyder, at havner man først dér, så er det ligefrem acceptabelt at man bliver mishandlet, fordi man jo er ond.

Det betyder igen at retspsykiatrien er en slags legeplads for de psykiatere, der er mest usikre, laver flest fejl og er mest sadistiske, da ingen - ingen - kunne drømme om at kritisere "heroiske psykiatere", der passiviserer onde mennesker, der er til fare for samfundet.

Som altid er virkeligheden dog mere nuanceret, og jeg trøster mig med at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab er langt mere farlig for andre mennesker, end jeg nogensinde har været.

Der er stor forskel på at sige nogle slemme ting i desperation, og så at gå på arbejde, for at skade andre mennesker.

Det er i øvrigt en myte at man forhindrer kriminalitet, hvis man bare mishandler syge (eller raske) mennesker tilstrækkeligt meget og længe. De fleste indlagte, jeg har mødt, har været "stamkunder", og er således blevet tvangsindlagt igen og igen - på grund af fornyet kriminalitet.

Det skal dog siges, at hvis man afliver yngre mennesker med antipsykotika, som det skete for "Enestående", "Store Abdi" og "Kristian", så begår de ikke gentagen kriminalitet.

Man skal bare ikke foregive, at man hjælper psykisk syge kriminelle, når man tvangsbehandler dem med medicin, der tager livet af dem - man skal sige det, som det er: Vi er paranoide og bange, og derfor slår vi patienter ihjel med medicin. Vi gør det bare langsomt, og allerhelst gør vi tilværelsen så ulidelig for dem, at de begår selvmord.

Nu er kriminalitet jo mange ting, og de fleste tror sikkert, at jeg og mine medpatienter alle sammen har begået frygtelige forbrydelser; det er faktisk undtagelsen. De fleste har begået banale lovovertrædelser, såsom at ryge hash, eller have f.eks. en totenslager liggende i lejligheden, som politiet opdager ved et tilfælde.

Helt galt er det imidlertid, når man som i mit tilfælde, truer åbenlyst raske mennesker med livsfarlig tvangsmedicinering, især taget i betragtning, at årsagen til, at jeg blev tvangsindlagt, var en årelang desperat kamp imod en fejldiagnose, som ødelagde mit liv, hvilket jeg vidste allerede samme dag den blev fremsat - fordi jeg er læge.

Jeg vender tilbage til dette senere, men jeg var både i byretten og i landsretten, hvor to prominente psykiatere henholdsvis løj og undlod at sige sandheden.

Når man således har gået rettens vej, og i øvrigt forsøgt alt andet lovligt, og når man véd at en fejldiagnose som "paranoid psykose" er lig med en dødsdom, især for en læge - så har man to valg: At acceptere fejldiagnosen, og lægge sig til at dø, eller på anden måde forsøge at få fejldiagnosen ændret.

Igen ville jeg utrolig gerne vide, hvordan andre i min situation ville reagere? Jeg tænker, at nogle ville begå selvmord, men sådan er jeg dog ikke indrettet, i hvert fald ikke til at starte med.

Men det er nok svært at sætte sig ind i min situation, både for fire år siden og nu, hvis man er blevet speciallæge, har villa nord for København, og sit på det tørre. Så er det sikkert ret nemt at fordømme andre, der har væsentlig sværere livsvilkår.

Har jeg i tilbageblik været tåkrummende pinlig, polemisk, skinger, rasende, anmassende, påtrængende, gået over stregen, og udstillet mig selv og andre? Ja, det er der vist næppe nogen tvivl om.

Er jeg blevet straffet, udskammet, ignoreret, foragtet, latterliggjort, ydmyget, fornedret, og udsat for en hel det traumatiserende overgreb pga. ovenstående? Absolut.

Men har nogen af dem, der med stor iver har trampet på mig, haft nogen indsigt i min situation? Nej, til dato har kun meget få mennesker haft indsigt i samtlige traumatiserende forhold, jeg har været udsat for.

Det er så let og mageligt at sidde trygt i det økonomisk, have et drømmejob, og så blive forarget over mig og min adfærd. Det er også let som psykiater bare at bagatellisere alt, jeg har været igennem, og affeje min reaktion på fem års konstant deroute som "uindfølelig" (psykiater Lennart Bertil Jansson), eller fortælle mig, at jeg "ikke skal have for høje tanker om mig selv" (psykiater Toke).

Jeg har aldrig haft særlig høje tanker om mig selv, men jeg har fra begyndelsen set, hvor det bar hen, og jeg har forgæves kæmpet imod for at forhindre min situation i at blive værre. Så tidligt som i 2015 fortalte jeg psykiater Søren, at det var som at svømme længere og længere ind i en fiskeruse. Han forsøgte også at hjælpe, endda en hel del, men desværre forstod han aldrig helt hvad det drejede sig om, og han svigtede, da det virkeligt betød noget.

Blot for at nævne lidt af, hvad der gennem de seneste år er sket:

• Mistet en planlagt og fuldt finansieret Ph.d. som straf for, at jeg italesatte en åbenlys forkert praksis med håndtering af følsomme patientdata, som Datatilsynet fire år efter afgjorde var ulovlig.
• Arbejdsløs i nogle måneder, hvorefter jeg ikke havde råd til at beholde min bil.
• Mistet retten til at blive speciallæge i Danmark, fordi jeg mistede min Ph.d.
• Tvunget til at sygemelde mig fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet, fordi jeg ikke måtte blive speciallæge i Danmark.
• Måtte ikke få dagpenge af min A-kasse, fordi jeg var sygemeldt.
• Tvunget til at afmelde mig A-kasse, da jeg ikke havde råd til at betale kontingent længere.
• Kunne ingen støtte få af Københavns Kommune, da jeg jo var sygemeldt.
• Tvangsindlagt af en praktiserende læge på farekriteriet, fordi jeg ville raskmeldes, så jeg kunne arbejde, og betale husleje
• Fået en stigmatiserende fejldiagnose af samme praktiserende læge, i form af paranoid psykose, på et dokumenterbart forkert grundlag.
• Mistet min bolig som følge af tvangsindlæggelsen og fejldiagnosen.
• Nødsaget til at smide de fleste møbler ud af praktiske årsager.
• Tvunget på invalidepension.
• Tvunget til at blive fulgt hos en psykiater, som følge af en alvorlig sygdom, jeg ikke led af.
• Tabt en anke af tvangsindlæggelsen i Københavns Byret.
• Tabt endnu en anke af tvangsindlæggelsen i Østre Landsret.
• Mistet min autorisation som læge pga. praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose.
• Konsekvent blevet ignoreret af Styrelsen for Patientsikkerhed alle de gange jeg har forsøgt at få autorisationen igen.
• Mistet mit lager, hvor de resterende ejendele var opbevaret pga. manglende indkomst.
• Blevet henvist til Mændenes Hjem af psykiater Lennart Bertil Jansson (faktisk ret humoristisk, hvis ikke det var alvor).
• Ingen indkomst i perioder på flere måneder, bla. fordi psykiateren, jeg var tvunget til at gå hos, nægtede at udfærdige en erklæring.
• Ingen hjælp at hente fra Rødovre Kommune i form af kontanthjælp eller akutbolig (fordi jeg var borger i Københavns Kommune, da jeg mistede boligen).
• Ventet i uvished og reel fattigdom i flere år.
• Mistet min forsikring, pga. økonomisk ruin, og kan ikke tegne en igen pga. fejldiagnosen.
• Ikke råd til mad i længere perioder, måtte låne penge af venner og familie, samt sulte.
• Meldt til inkasso flere gange fordi jeg ikke har kunnet betale for kontaktlinseabonnement og mobilabonnement.
• Ulovligt ransaget af politiet seks gange, hvoraf jeg ikke aner hvorfor fire af gangene, men det er vist Styrelsen for Patientsikkerhed der står bag.
• Falsk anklaget for to knivmord (!).
• Falsk anklaget for misbrug af praktiserende læge Camilla Elvekjærs CPR nummer.
• Falsk anklaget for at have ulovlig adgang (altså hacket) til Det Fælles Medicinkort.
• Falsk anklaget for at have misbrugt Det Fælles Medicinkort.
• Gået helt ned med stress, belastning og depression flere gange.
• Som direkte følge af mine traumer, beskrevet som kronisk selvmordstruet.
• Sjoflet flere gange af Lægernes Bank, således at jeg har sultet, senest for tre uger siden.
• Mangler alt fraset lidt tøj, har ikke råd til tandlæge eller nye briller.
• Været reelt hjemløs i flere omgange, og bor nu på herberg, fordi jeg ikke orker mere og ingen penge har.
• Oplevet hvordan det er at være stigmatiseret med en alvorlig fejldiagnose, som psykiaterne stadig ikke gider at berigtige.
• Udsat for truslen om livsfarlig tvangsmedicinering af forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab gennem måneder.

Der er meget meget mere, jeg i skrivende stund ikke kan komme i tanke om. Og det eneste, jeg hele tiden har villet, var at arbejde som læge, havsvømme, og i øvrigt leve en stille og rolig tilværelse. Derfor har jeg det svært med en psykolog, der mener det “bare er et bump på vejen", at jeg “bare skal sige pyt", eller en arrogant psykiater, der ikke gider lytte til mig, eller forklare hvorfor vedkommende på et helt ufuldstændigt grundlag mener, jeg er psykotisk, paranoid og narcissistisk.

Hvad jeg i øvrigt selv har gjort for at komme ud af "fiskerusen" igen, vender jeg tilbage til.

...Der æres bør, og det er efter min bedste overbevisning hverken forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, psykiater Gitte Ahle, klinikchef på Q81, psykiater Anne Mette Brandt Christensen, Retslægerådet, eller jeg selv, for den sags skyld. Danske borgere kan blive straffet hvis de udtrykker berettiget kritik af staten eller landets myndigheder, mens myndighedernes pligtforsømmelse yderst sjældent bliver påtalt. Det syntes jeg er ret tankevækkende, fornuftsstridigt og i øvrigt kryptofascistoidt (som er et ord, der eksisterer på Google, hvorfor det i det mindste ikke er min neologisme).

Når offentligt ansatte chefer, som Anne Mette Brandt Christensen, eller forkvinden for et lægeligt selskab, som Gitte Ahle, helt utilsløret og i ond tro udsætter mig for psykisk tortur og vold, så mener jeg i al stilfærdighed, at det skal have retslige konsekvenser. Det får det selvfølgeligt ikke i mit tilfælde, fordi en psykiater har lov til at foretage en fejlvurdering, uanset hvor absurd og forkert den er. Jeg tager derfor loven i egen hånd, og udøver selvtægt ved at nævne førnævntes navne. Jeg er ligeglad med konsekvenserne, og dels har begge overlæger haft over et år til at vedkende sig deres overgreb, og dels har jeg under tvangsindlæggelsen troligt afleveret de breve, jeg offentliggør på siden, til både Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen.

I følge min egen "private logik" bør statens tjenere, netop fordi de har uforholdsmæssig stor magt og indflydelse, udvise den højeste faglighed og moral. De bredeste skuldre bør bære de tungeste byrder, og en magtfuld position er - i min optik - ikke et fripas til at begå åbenlyse overgreb mod de svageste i samfundet, eller nogen som helst andre.

Hvad angår Retslægerådet (og Styrelsen for Patientsikkerhed), så har jeg den "vrangforestilling" at offentlige institutioner i virkeligheden ikke er mennesker med følelser, men bare en betegnelse for en organisatorisk enhed, selv om de åbenbart er mennesker i juridisk henseende. Ud fra min logik burde jeg kunne kritisere Retslægerådet sønder og sammen, uden at skulle udsættes for repressalier i form af tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering, ironisk nok fordi jeg i givet fald kritiserer Retslægerådet for at blåstemple netop tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering af mig.

"Kære Retslægerådet

Retslægerådet bedes sende sagsakterne og svarene på mine spørgsmål til denne email adresse, da jeg er undtaget E-boks. Jeg fritager i den sammenhæng Retslægerådet for ethvert ansvar i forhold til GDPR-reglerne. Alternativt bedes materialet sendes til Kjeld, Forsorgshjemmet."

Jeg kom i tanke om efter jeg havde skrevet min mail til Retslægerådet, at denne instans kun forholder sig til henvendelser fra advokater. Imidlertid har jeg ingen advokat, jeg har ikke råd til en advokat, og da jeg havde en advokat, hjalp vedkommende mig ikke i nævneværdig grad. Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at sende mailen alligevel.

Noget andet jeg kom til at tænke på var, at jeg formentlig har lov til at offentliggøre dele af min egen journal, og hvis jeg har fået scannet de ikke så få breve og mails jeg har skrevet til diverse psykiatere ind i min journal, så har jeg vel lov til at offentliggøre disse, hvis jeg skulle få lyst? Så er der, som jeg umiddelbart ser det, ingen juridisk årsag til at censurere noget som helst i brevene?

Der er naturligvis to farer, hvis jeg alligevel af-censurerer brevene: For det første kan jeg meget vel tage fejl, da jeg for det første ikke er jurist, og for det andet i følge Toke ikke skal have for høje tanker om mig selv. For det andet, så kan de psykiatere, jeg nævner i brevene føle sig ramt på stoltheden, og få mig tvangsindlagt under påskud af, at jeg "skandaliserer" mig selv. Da enhver dommer i Danmark ukritisk og blindt retter sig fuldstændig efter hvad en psykiater mener, føler, eller lyver om, til trods for at vedkommende selv er part i sagen, er det naturligvis et forhold, jeg skal være opmærksom på. Da Danmark er et lille land, og da der er et overskueligt antal psykiatere i landet (selv om det stadig er alt for mange i forhold til det reelle behov), er det ikke usandsynligt, at de psykiatere, hvis navne jeg offentliggør bare kan få deres ægtefælle, tidligere læsemakker, ven eller veninde til at tvangsindlægge mig. Så er der nemlig ikke tale om inhabilitet.

Konklusionen må være den, at jeg af-censurerer alle de breve, der er indscannet i min journal, uanset konsekvenserne heraf. Jeg er ligeglad med hvad de "skimlede kældermennesker", som de fleste psykiatere er, har tænkt sig at gøre i deres forsmåede, passivt aggressive raseri.

Da jeg for lidt siden gik ned på Glostrup Bibliotek for at arbejde med de dokumenter, der omhandler de mange afslag på dispensation for 4. årsreglen, samt lytte til optagelserne af forskellige psykiatere, der systematisk og i ond tro gennem fem år har ødelagt mig, måtte jeg afbryde og pakke sammen igen. Jeg begyndte simpelthen at svede profundt, få hjertebanken, føle svært akut ubehag, udtalt desperation, nedtrykthed, fortvivlelse og opgivenhed. Det går simpelthen ikke, at jeg arbejder videre, og eksponerer mig selv yderligere for alle de nederlag og katastrofer, jeg har oplevet de forudgående fem år.

Mit problem er, at jeg ikke har noget valg, selv om jeg for længst er druknet i bureaukrati og modvilje. Det gælder på stort set alle planer, og der er kun ganske få mennesker, der forstå hvordan det er, at blive kasseret som læge i en relativ ung alder, og resten af livet ikke har nogen positive udsigter eller håb. Især det sidste er ulideligt. Jeg har tigget og bedt om hjælp mange gange, men udover af mine venner, jeg har ingen reel hjælp fået. Jeg kan og vil ikke forsøge at beskrive på nuværende tidspunkt hvordan der har været - og på femte år fortsat er - at leve en tilværelse som min. Hvad skal jeg sige til kommunen, når jeg har møde den 26. august?

Hvordan skal jeg forklare en kommunal sagsbehandler om min situation på 10 minutter? Hvordan skal jeg forklare hende, at jeg har fået en fejldiagnose af embedslæge Elisabet Tornberg Hansen og praktiserende læge Camilla Elvekjær fra Citydoctors? Det er umuligt, og jeg har allerede i 2017 forsøgt uden held at få hjælp af netop kommunen.

Tænk at psykiaterne tolker det som psykose, at jeg er udbrændt og desperat for at få et normalt liv, som alle andre, efter jeg har arbejdet utroligt hårdt i mange år på at blive læge? Det er uudholdeligt og modbydeligt. Fem års fornedrelse og tab af alt, hvorefter systemet forventer jeg vil acceptere at rådne op på et forsorgshjem eller sidde i en lejlighed, som kommunen om cirka et halvt år finder til mig, fordi en praktiserende læge gav mig en fejldiagnose, og nægtede at berigtige den.

Det kommer ikke til at ske. Enten skynder Styrelsen for Patientsikkerhed sig at give mig min autorisation igen, hvilket den burde have gjort aller aller senest i 2017, samt selvfølgelig også fjerne fejldiagnosen. Eller også må jeg sørge for at gøre noget, som jeg er sikker på vil tiltrække sig opmærksomhed, så Styrelsen for Patientsikkerhed ikke kan ignorere mig længere, som de i fem år har gjort.

Jeg er fuldstændig ligeglad om jeg kommer i fængsel eller bliver tvangsindlagt. Jeg har i ikke bestilt andet i fem år end at få myndighederne, Lægeforeningen og Yngre Læger til at involvere sig. Ingen har gidet at røre en finger. Med andre ord, kan det umuligt komme som en overraskelse for nogen, hvad mit mål er, og hvad jeg har i sinde.

Først skriver jeg endnu engang til psykiater Hans Raben i ROPS. Jeg har, som man kan læse, forgæves forsøgt at få ham til at gøre noget, så jeg kan få et liv. Det nægter Hans Raben desværre. Derimod truer han mig implicit med tvangsindlæggelse, hvis jeg gør noget for at forbedre de trøstesløse livsvilkår, som jeg bliver fastholdt i.

Jeg ved at det er spild af tid, at jeg endnu engang skriver til ham og tigger ham om at hjælpe mig - på den fagligt og moralsk korrekte måde, ikke som hidtil, ved at insinuere at jeg bliver tvangsindlagt og tvangsmedicineret, hvis jeg gør opmærksom på, at min situation er uholdbar.

Jeg har lært at det værste, man kan gøre over for en psykiater, dels er at virke desperat og dels at kritisere vedkommende. Det betyder nemlig at han eller hun kan og vil bruge det som påskud til at udøve tvang. På den anden side er det ved at blive for meget, og jeg har alligevel intet at tabe længere, så jeg er nødt til at foretage mig et eller andet. Jeg tror, jeg starter med at sende Hans Raben følgende mail hurtigst muligt, hvor dokumentet jeg vedhæfter, er den samlede tekst på hjemmesiden:

"Kære psykiater i ROPS, Hans Raben (ikke afsendt)

Kjeld."

Mail til psykiater (ikke afsendt)

"Kære psykiater og overlæge Hans Raben, ROPS

Kjeld."

"Kære Hans Raben (overlæge og psykiater i ROPS)

Kjeld.

På den ene side mener jeg helt alvorligt, at jeg vil have scannet min bog ind i min journal, på den anden side véd jeg, det ikke kommer til at ske."

"Kære Hans Raben

"Kære Hans Raben (Cc. Amanda mfl.)

1. Hjorthøj CR, Madsen T, Agerbo E, et al. Risk of suicide according to level of psychiatric treatment: a nationwide nested case-control study. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2014;49:1357-65.

Når man befinder sig i det vakuum, som forsorgshjemmet er, er det vanskeligt at få feedback på det man skriver. Jeg er derfor nødt til at reflektere en hel del over teksten. På det seneste har jeg tænkt på, om det jeg har skrevet om Steffen har overskredet nogen juridisk grænse. Det lander forhåbentligt i en gråzone, hvor det kan gå begge veje.

Omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om jeg har gjort det korrekte i en moralsk henseende. I den sammenhæng har jeg skrevet alt for lidt om Steffen ulækre og forulempende adfærd. Dertil kommer at alt jeg har skrevet er en fuldstændig gengivelse af virkelige hændelser, og jeg har i al ydmyghed en ret god hukommelse; det er trods alt den, der har skaffet mig 11 i anatomi på medicinstudiet.

Problemet er selvfølgelig, at jeg jo ikke har stået med et kamera og filmet Steffen overgreb - eller har jeg? Det kunne være jeg faktisk havde optaget denne persons ugerninger med min telefon. Men det ville omstændighederne taget i betragtning nok have været svært at fange det rigtige øjeblik, uden at blive opdaget og udsat for bæltefiksering eller andre sanktioner. Jeg er imidlertid meget tilregnelig, og jeg kan garantere, at jeg, såfremt jeg havde optaget Steffen stå og rage "W" og "L" i skridtet, for længst have offentliggjort optagelsen sammen med Steffen rigtige navn.

Jeg ville i det tilfælde være fuldstændig ligeglad med konsekvenserne for mig selv; når man som Steffen misbruger den magt, det er at arbejde et sted, hvor det angiveligt er ulovligt for patienterne at dokumentere overgreb begået mod dem selv, så kan det ikke være rigtigt at systemet beskytter de mennesker der er skyld i overgrebene, og straffer budbringerne.

Sådan er det imidlertid i Danmark anno 2020, og det minder mig om hvad forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab intimiderede mig med under tvangsindlæggelsen på hendes afdeling, nemlig at det var ulovligt at skrive om mine oplevelser under tvangsindlæggelsen. At jeg havde en slags tavshedspligt, der betød at jeg ikke måtte skrive om den psykiske vold hun udsatte mig for. Hvilket absurd udsagn. Havde hun glemt at jeg ikke var ansat på afdelingen? Eller troede hun, at jeg havde skrevet under på, at jeg ikke ville skrive om mit mareridt i dansk psykiatri? I givet fald, dream on. Selv hvis det passede, ville jeg være totalt ligeglad.

Jeg er nok lidt for pessimistisk, og har svært ved at værdsætte de positive aspekter ved tilværelsen. Det vil jeg forsøge at råde en smule bod på ved at glæde mig over det utrolige held det har været, at hele to forpersoner for Dansk Psykiatrisk Selskab har forbrudt sig mod deres egen faglighed og handlet amoralsk med det formål at ødelægge mig psykisk. Hvis det bare var to ordinære psykiatere, var det ikke i samme grad en skandale, som befolkningen har krav på at blive oplyst om. Derfor er det, jeg skriver om relevant for andre end mig selv. Jeg takker oprigtigt Torsten Bjørn Jacobsen og Gitte Ahle for ikke at gøre det rigtige. At begge har ladet sig spænde for en vogn af nogle andre læger viser i min optik hvor useriøs og uprofessionel psykiatrin er.

Ambulatorium

I dag skal jeg møde op i ambulatoriet. Det er jeg tvunget til at gøre hver 14. dag resten af mit liv. Det er hver eneste gang som at møde op til sin egen skinhenrettelse eller spille russisk roulette, bortset fra der i sidstnævnte tilfælde intet er at vinde, udover to ugers yderligere uvished og ulidelig afventen indtil næste fremmøde.

Det der foregår i ROPS er rent skuespil: Sygeplejersken spørger mig hvordan det går. Jeg svarer at det går fremragende. Sygeplejersken spørger om der er noget jeg vil tale om. Jeg svarer nej. Jeg har tidligere forsøgt at fortælle hende, at det er ekstremt ubehageligt at møde op i ambulatoriet og blive spurgt om hvordan jeg har det og om der er noget jeg vil tale med hende om. At det er som at få hevet alle tænderne ud uden bedøvelse. At den eneste grund til at jeg har det dårligt netop er at jeg skal møde op i ambulatoriet, og at jeg har det tåleligt, når jeg ikke tænker på det, og det ikke er dagen før, selve dag eller dagen efter fremmødet.

Hvis jeg sagde til sygeplejersken præcis hvordan jeg havde det, ville hun blive "bekymret" og få fat i overlægen, som ville tvangsindlægge mig. Det svarer til udtrykket "først pisser de på mig, og så brokker de sig bagefter over lugten". Det er absurd.

Det er så ubehageligt at skulle ind til ROPS, at jeg på selve dagen begynder at ryste på hænderne, trække vejret hurtigt, koldsvede og dertil føle et uudholdeligt ubehag. Det gælder om at være i ambulatoriet så kort tid som overhoved muligt.

Når man kommer op i ambulatoriet, er der lidt til højre for indgangen på den modsatte væg en stor tavle med psykiaternes navne, så man kan se hvem der er på arbejde. Oftest har der stået Dimitri på tavlen, hvilket er utrolig ubehageligt at læse i sig selv, men sidst jeg var der, så jeg der stod "Peter Worm Jantzen" i stedet for Dimitri.

Det er en hel del bedre, for så kan jeg være temmelig sikker på, at jeg ikke risikerer overgreb, eller mere eller mindre latente trusler om overgreb den dag.

Billeder. Jeg var ude at gå en længere tur med en af mine venner fra herberget. Det bragte os til Brøndbyøster, og jeg forsøgte at tage et billede af den campingplads (Absalon camping), som først blev kontaktet for at høre, hvor meget det kostede at ligge i telt dér på en mere permanent basis. Selv med det billigste telt, sovepose og liggeunderlag var det heldigvis for dyrt, hvorfor det i stedet blev herberget.

De resterende billeder er fra i formiddags, og viser mit værelse på herberget.

Jeg træner hver dag, og det er den bedste kur mod det utrolige stress og ubehag enhver tvunget kontakt med psykiatrien medfører.

Andet der afhjælper den ulidelige belastning psykiatrien udgør, er forberedelse. Man kan selvsagt ikke gardere sig mod hverken psykiatri eller politi uanset hvor meget man end gør sig umage, men der er nogle simple forholdsregler, man kan tage, hvis man frygter overgreb, som jeg gør. Man skal sørge for, at det ikke er en livstruende katastrofe at blive spærret inde på en lukket afdeling. I mit tilfælde, hvor jeg er tvunget til at skrive en bog nu, fordi jeg ikke kan vente til jeg er ude på den anden side at psykiatrien, gælder det om at sørge for at resten af samfundet, venner og familie, har mulighed for at læse det, jeg har skrevet, uanset hvad der sker med mig. Det har jeg i høj grad sørget for, og det er mærkbart angstdæmpende.

Man kan naturligvis også sørge for at få bisiddere, og helst så mange som muligt, med til alle fremmøderne. Det er tilsyneladende mest fedt at begå overgreb eller true med overgreb, hvis ofret for disse er alene, fordi ofret i psykiatrien per definition er utroværdig, uanset hvad han eller hun påstår.

Problemet er desværre, at når man som jeg resten af livet, hver anden uge, skal møde op i ambulatoriet, er det urealistisk at tro at man til samtlige fremmøder kan få bisiddere med.

Endelig skal man være opmærksom på hvordan man fremstår i mødet med psykiateren: Det handler helt overordnet om hvordan man ser ud, ens kropssprog og hvad man siger.

Det måske vigtigste er at fremstå rolig og afslappet. På samme måde som hunde kan lugte frygt og reagerer på det med aggressiv adfærd og bid, på samme måde lægger psykiateren mærke til om man udviser tegn på frygt i mødet med vedkommende, og vil i journalen beskrive det som tegn på psykopatologi, altså psykisk sygdom.

Det absurde ved det er naturligvis, at - som i mit tilfælde - gentagne trusler om vold, overgreb og sygeliggørelse udøvet af psykiatere i sig selv, hos raske og normale mennesker, giver sig udslag i en retraumatisering i fremtidige møder med en psykiater. Det er virkeligt meget banalt, men af en eller anden årsag lader det ikke til at det er gået op for psykiaterne, hvilken effekt de har eller kan have på deres ufrivillige patienter, der måske, som jeg, yderligere har mistet alt, som følge af en forsmået og arrogant psykiatrisk overlæge (Toke Troelsen).

Så for mig gælder det især om at være afslappet i forbindelse med fremmødet, og det der hjælper mest, er fysisk aktivitet umiddelbart forud herfor. Det bedste for mig at cykle fra Glostrup til Ydre Østerbro. Men her opstår der et andet problem, nemlig den måde jeg ser ud på. Når jeg tager toget sørger jeg for - udover naturligvis at være ekstra soigneret - at have så præsentabelt og passende tøj på, som min elendige økonomi tillader. Når jeg cykler er det imidlertid umuligt, og derudover kommer jeg til at svede en hel del. Havde jeg penge, kunne jeg bare købe noget dyrt mærketræningstøj, men det er ikke tilfældet.

Planen er derfor at jeg fotograferer de til ambulatoriefremmøde i sidste måned indkøbte bukser, som jeg via denne (eller mine mange "mirror sites") hjemmeside i givet fald kan fremvise, hvis en psykiater skulle bruge min påklædning som "undskyldning" for tvang. Man kunne eksempelvis sige at den var udtryk for "negative symptomer", som er et tegn på psykose og skizofreni.

At jeg er opmærksom på både at vise og fortælle at jeg er psykisk rask og normal, kan naturligvis også bruges af en psykiater til at begrunde overgreb mod mig, idet vedkommende kan påstå, at jeg er paranoid eller simulerer at være rask, mens jeg i virkeligheden er "meget, meget" og "alvorligt" syg, som Gitte Ahle gjorde.

Hvis man læser hvad jeg på hjemmesiden har skrevet, håber jeg dog at man kan forstå hvorfor jeg er så påpasselig; det skyldes mine rædselsfulde, bevidnede og dokumenterede oplevelser i psykiatrien, og der er ingen grund til at tage nogen chancer i forhold til at række psykiateren bare en lillefinger.

I psykiatrien har man termer til at beskrive en helt normal person som meget psykotisk, og i sidste ende er det den enkelte psykiaters følelser, holdning, mening osv. der bestemmer om man er psykotisk eller ej. Det er farligt, især hvis pågældende psykiater er bange for at modsige kolleger, der har taget åbenlyst fejl.

Tog en af herbergets lånecykler og kørte ind til ambulatoriet. Jeg ankom omkring tyve minutter før tid, blev lukket ind, og gik ned ad gangen mod kaffeautomaten. På vejen passerede jeg den store tavle, som jeg kastede et hurtigt blik på, og kunne til min lettelse konstatere at der ud for Dimitri var skrevet et minustegn. Ikke et ondt ord om hans påklædning og frisure, men måske havde Moskva ringet til ham fra 90'erne og kaldt ham hjem? Dimitri havde sidste år på Sankt Hans Hospital forsøgt at opstarte mig i Abilify, som er et antipsykotisk præparat. Han begrundede det med Retslægerådet fejlkonklusion, som var helt i modstrid med virkeligheden, som Dimitri åbenbart ignorerede.

Det stod tydelig klart i min erindring, hvor traumatiserende Dimitris behandlingsplan havde været, men heldigvis blev den ikke effektueret.

Jeg tog plads på gangen, strategisk placeret foran kaffeautomaten. Selv om jeg sad en plads væk fra psykiaterens kontor, kunne jeg høre, at han sad og talte med en anden mand, og meget af det, de talte om kunne jeg tydeligt høre. På et tidspunkt sagde den velkendte stemme: "Jeg har været i psykiatrien i 36 år, og -". Desværre kunne jeg ikke høre fortsættelsen på sætningen, da en elektriker på samme tidspunkt åbnede døren til naboafdelingen, mens han talte med en kvinde med en påfaldende accent. Samtaleemnet var, at kvinden ikke havde signal til det trådløse netværk. Jeg nåede aldrig selv som læge at prøve kræfter med Sundhedsplatformen, men alle de steder, jeg har været tvangsindlagt, har det været et konstant tilbagevendende emne, og årsag til irritation, så hvis jeg umiddelbart skulle gætte på hvad det var psykiateren havde sagt, så var mit bedste bud, at han have været 36 år i psykiatrien (forhåbentligt som ansat), og endnu ikke havde stiftet bekendtskab med et journalsystem, der var så omstændigt og uegnet til brug i psykiatrien som Sundhedsplatformen. Men det var som sagt kun et empirisk gæt.

Susanne var i gang med at udlevere "doping" til en anden tosse, og de gik til og fra medicinrummet, mens min med-tosse sagde: "Nu har jeg det, jeg skal bruge, Ritalin og sovepiller". En upper og en downer, så han selv kunne bestemme sin døgnrytme ret præcist. Det måtte vist være en VIP-patient. Med mindre personalet havde stukket ham lidt Seroquel, Truxal eller Phenergan, og bildt ham ind, at det var "sovemedicin". Snydt igen.

Så blev det min tur, og Susanne spurgte, om jeg ville ind og tale med hende. Ja, jeg vil gerne ind og tale med dig om, hvor enerverende og unødvendigt det er at tale med dig. Tænkte jeg, mens jeg sagde: "Nej, det har jeg ikke behov for". Fra nu af vil jeg tage tid på hvor hurtigt jeg kan få mine påtvungne fremmøder overstået, så jeg kan arbejde på hele tiden at reducere den sundhedsskadelige eksponering for psykiatrien.

Mine samtaler med Susanne mindede mig om en scene i filmen "Joker", hvor hovedpersonen Arthur Fleck siger til sin sagsbehandler: "You don't listen do you?". Som jeg huskede denne scene, var det som om, at det var noget Arthur Fleck bare tænkte, og ikke i virkeligheden sagde til sagsbehandleren, og i givet fald var det også det, jeg tænkte, når jeg sad overfor Susanne. Jeg havde flere gange direkte sagt til hende, at det, system hun arbejdede for, aktivt ødelagde mig langsomt, men hun gled bare af, og skiftede samtaleemne. Hun var imidlertid dygtig og kompetent i forhold til at udføre konkrete opgaver, men det var i hvert tilfælde kun symptombehandling, og i sidste ende meningsløse tiltag. Når præmissen var forkert, var alt andet afledt heraf forkert.

Før Susanne Embde fik tid, nåede jeg lige at veje mig på vægten for enden af gangen. Sidste gang sagde vægten 84 kg, nu var den på 95,6 kg. Som følge af min mislykkede sultestrejke havde jeg tabt ca. 20 kg på lidt over en måned. Planen var først at se om jeg havde viljestyrke nok til at tabe tilpas nok vægt, før jeg afslørede over for psykiateren at jeg var gået i gang med at sultestrejke, så jeg ikke blev til grin, hvis jeg først sagde, jeg sultestrejkede, men efterfølgende ikke kunne gennemføre mit forehavende.

Set i bakspejlet burde jeg have ringet til professor Merete Osler for at få nogle tips. Hvis jeg skulle få lyst til at genoptage sultestrejken, kan jeg bare gå de ca. 50 meter der er fra forsorgshjemmet til hvor professoren holder til, når hun ikke huserer på Center for Sundhed og Samfund på det tidligere Kommunehospital. Eller endnu engang er blevet tvangsindlagt på den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskabs lukkede psykiatriske afdeling.

Billede. Min psykiatrikonsultationsuniform. Så snart jeg fik penge på kontoen, købte jeg disse to par bukser, der kun skulle bruges til at fremstå præsentabel til den tilbagevendende tvangskonsultation hos psykiateren. De kostede i alt 250 kr. og kvaliteten er så ringe, at det i praksis er bukser til engangsbrug. Det skulle ikke undre mig, hvis stoffet smelter ved kontakt med vand. Måske kan jeg helt slippe for at tage det andet par bukser i brug? Der er en del penge at spare, hvis jeg kan nøjes med at vise overlægen dette billede af de bukser, jeg ville have taget på til konsultationen med ham, og således demonstrere både vilje og evne til at varetage egenomsorg og hygiejne, samt kognitive evner i forhold til at sammensætte en hensigtsmæssig påklædning.

Billede. Jeg påstår ikke, at det er i denne bygning at professor Merete Osler nogle gange ("stundom") holder til. Men det er det jo nok.

Billede. Afdeling Q81.

Billede. Afdeling Q81.

Psykiaternes fiduser

På cykelturen tilbage fra ambulatoriet kom jeg til at tænke på andre fiduser og tricks, psykiaterne brugte til egen fordel, og til skade for deres patienter. En formulering, jeg havde set blandet andet overlæge og psykiater anvende til at klare frisag i det lokale Psykiatriske Klagenævn, var meget simpel, og bestod kun af to ord: "Samlet set". Den formulering brugte til at blåstemple sit overgreb og videreførelse af en fejldiagnose kort tid før jeg ankom til hendes kollegas afdeling, Q81. Grunden til at psykiateren havde fundet anledning til at gøre dette var, at jeg havde fortalt hende, at jeg havde den holdning, at psykiatrien var et "pseudospeciale", altså et falsk lægeligt speciale, en opfattelse jeg naturligvis fortsat havde i skrivende stund.

Det blev jeg imidlertid straffet for af den fornærmede og nærtagende psykiatriske overlæge, idet hun pludselig mente, at jeg var psykotisk, dog uden at kunne forklare præcis hvorfor. På den ene side var hun - som hendes anden gode kollega psykiater Toke - åbenbart ikke i stand til at opdigte en regelret løgn, men på den anden side kunne hun heller ikke få sig selv til at indrømme, at hun og hendes kolleger havde taget fejl. Hun må også have følt sig personligt ramt af min ærlighed, hvorfor jeg naturligvis skulle diciplineres til at vise hende respekt. Det var i hvert fald den opfattelse, jeg stod tilbage med. En professionel psykiater ville have været i stand til at sætte sig ud over min holdning til vedkommendes fag, og frem for bare at affeje mig med en videreførelse af en fejlagtig psykosediagnose, samt andre passivt aggressive termer såsom "devaluerende" og "grandiøs", ville den professionelle psykiater havde forsøgt at sætte sig ind i hvordan, det mon kunne være, at jeg havde den holdning, jeg havde. Måske skyldtes min aversion mod psykiatrien mine forudgående, negative og livsomvæltende erfaringer med denne institution, måske havde hendes kolleger rent faktisk ikke, modsat alle andre mennesker, været ufejlbarlige, og måske havde de - ligesom selv - videreført en fejldiagnose.

Overlægens to trumfer

Jeg var - ligesom det altid havde været tilfældet - ikke spor psykotisk, og derfor klagede jeg over psykiaterens misbrug af sin position og sit fag. Da jeg iført håndjern blev ført ind til det lokale Psykiatriske Klagenævns ensemble på Psykiatrisk Center Glostrup, så jeg psykiater , en repræsentant for Sind, en psykiater og en jurist. Især juristen var let genkendelig, idet hendes ene hånd var svært deform, den havde nærmest form som en lille klo, men imponerende nok var hun alligevel i stand til at bruge den til at føre en kuglepen. Psykiater kunne præcis som hendes kollegaer og veninder ikke rigtigt forklare, hvordan det kom til udtryk, at jeg skulle være psykotisk, men så smed hun to esser på bordet:

• Det ene var, at andre psykiatere havde skrevet, at jeg havde været psykotisk, igen uden at de dog havde været i stand til at kunne konkretisere manifestationen af denne åbenbart meget sjældne form for psykose, som ikke kunne beskrives med ord, men som var noget man havde "følt", "ment", og "fornemmet". Det var svært for mig at argumentere mod og hendes forgængeres følelser og kollegiale hensyn.
• Det andet es var overlægens konklusion og trumf: "Patienten findes samlet set psykotisk". Denne magiske formulering var som en besværgelse i en Harry Potter bog. Det var en usaglig og plat undskyldning for at ikke kunne pege på ét eneste konkret symptom på psykose, men at hendes "følelse" havde været at summen af alle enkeltdelene, havde været at betragte som psykotiske. På den måde lykkedes det for hende ved at undlade nogle elementer, forstørre og forvrænge andre elementer, samt at anvende den magiske formulering, at manipulere det Psykiatriske Klagenævn til at få medhold. Dermed bidrog til at bevise, at psykiatrien ikke er et rigtigt lægefagligt speciale, og at psykiatere vægtede hensynet til dem selv og deres kolleger højere end hensynet til deres patienter.

Klagenævnet en joke

Samtidig bevidste det lokale Psykiatriske Klagenævn også, at det var en overflødig instans, hvis eneste reelle formål tilsyneladende var at generere en indtægt for dets medlemmer. I sidste ende kunne den pågældende psykiater altid sige noget sludder, som eksempelvis at patienten "samlet set er psykotisk". Denne trylleremse kunne, ville eller gad Klagenævnet ikke imødegå. Det var kun i de tilfælde, hvor psykiateren havde været så letsindig at glemme enten denne trylleremse eller tilsvarende vrøvleargumenter, at Klagenævnet kunne gøre noget. Det mindede mig om, at jeg også hellere måtte få sendt en mail til det Psykiatriske Klagenævn, om hvorvidt jeg måtte skrive, at det var en joke.

Som jeg tidligere havde skrevet, så var psykiatrien en af de få institutioner i Danmark, hvor en løgn, der blev gentaget tilstrækkeligt mange gange, blev til en "sandhed". Jeg havde for eksperimentets skyld nogle gange forsøgt at erstatte ordet "psykiater" og "psykiatrien" med "kardiolog" og "kardiologien", og lige så naturligt det havde følt at skrive at de fleste psykiatere var "forsmåede, jeg-svage, og passivt aggressive professionelle smagsdommere" og "psykiatrien var et rent subjektivt og pseudovidenskabeligt lægeligt speciale", lige så unaturligt, mærkeligt og fornuftsstridigt havde det været at skrive det samme om kardiologerne (hjertemedicinske læger) og kardiologien (hjertemedicinen). Det skyldes formentligt at hjertemedicinen i meget høj grad var funderet på evidens, objektivitet, rationalitet, og at hjertemedicinske undersøgelser ligeledes ofte kunne reproduceres, hvorimod psykiatrien primært var baseret på subjektivitet, følelser, og flygtige samfundstendenser. Samtidig var det et faktum at psykiaterne kun med få undtagelser samlet set udgjorde de mest magelige og uambitiøse af alle læger. Tit blev man psykiater, fordi man ikke havde vilje eller evner til at blive andet, mens hjertelæger omvendt hørte til blandt de bedste læger, dem, der var mest dedikerede og talentfulde.

Hellere på herberg end blive psykiater

Hvis jeg havde gjort hvad den regering, der i samarbejde med Yngre Læger indførte fireårsreglen, ønskede, nemlig at tvinge mig og andre yngre læger til at blive psykiatere, ville jeg have været overlæge i psykiatri i skrivende stund. Det var ikke en efterrationalisering eller et forsøg på at få hævn over de psykiatere, der havde misbrugt deres fag og stjålet foreløbig fem år af mit liv, at jeg kunne konkludere dette: Jeg ville hellere bo på forsorgshjem og samle flasker for at stille sulten, som jeg havde gjort, frem for at degradere mig til psykiater. Jeg havde aldrig været så følagtig, at jeg lod mig skræmme af fireårsreglen, og selv om jeg ikke længere var læge, takket være bl.a. praktiserende læge Camilla Elvekjær, Egill Rostrup, og netop et par psykiatere, så var jeg i min optik stadig mere læge end en psykiater var det.

En af overlæge Anna Gry Billes kolleger hed Brian. Jeg kan desværre ikke huske hvad Brian hed til efternavn, men også Brian misbrugte sit fag og sin position til at skade mig, idet jeg nægtede at få taget blodprøver, da jeg havde nåleskræk, og da der ingen indikation var for at få taget blodprøver, fraset naturligvis at forberede opstart af den livsfarlige antipsykotiske tvangsmedicin. Det fortalte jeg stille og roligt Brian, som - hvilket jeg burde havde forventet - kvitterede med at oplyse mig om at han så under voldelig fysisk fastholdelse ville få blodprøverne udtaget under tvang. Jeg holdt fast. Anna Gry Billes eneste argument for hvorfor blodprøverne var relevante var, at det var noget alle tvangsindlagte patienter skulle have taget i forbindelse med indlæggelse. Det ville i så fald ville være et klokkeklart overgreb. Det endte med et slags bizart kompromis, hvor Brian på den ene side alligevel undlod at gøre alvor af sin voldstrussel, men på den anden side straffede mig med at kalde mig psykotisk (naturligvis uden at kunne konkretisere hvorfor) og fik sat en fast vagt til at holde øje med mig konstant, døgnet rundt i omkring tre dage. Hvis Brian gerne ville bekoste en meget dyr mandsopdækning af mig, var det helt i orden med mig. Så havde jeg nemlig nogle forholdsvis normale mennesker at tale med.

Civil ulydighed

Hvad berettigede at jeg havde skrevet det, jeg netop havde gjort om overlæge og psykiater Anna Gry Bille og hendes kollega, psykiater Brian? Det gjorde følgende: Anna Gry Bille og Brian var begge ansat på Psykiatrisk Center Glostrup, og det var psykiater og overlæge, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, også. Hvis ikke i samme organisatoriske enhed, så i hvert fald på samme matrikel, og Gitte Ahle henviste netop til det usande sludder som og Brian havde skrevet i min journal, da hun skulle begrunde sin beslutning om at tvangsmedicinere mig. Derfor havde de to førnævnte psykiatere i ond tro været med til at slået søm i min kiste, samt udsat mig for psykisk vold. Derudover gjorde jeg det rigtige, nemlig at klage over overlæge og Brian til det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Desværre tabte jeg, da talte mod bedrevidende. Når retssamfundet var defekt og denne defekt udgjorde en livsfare for mig, så mente jeg ikke, at jeg havde noget moralsk ansvar i forhold til at skrive respektfuldt om og Brian. Begge var psykiatere og havde frivilligt valgt at arbejde som hhv. afdelingslæge og overlæge, samt blive fyrsteligt økonomisk belønnet for det, mens jeg var tvangsindlagt på deres afdeling, og intet valg havde. Det var med andre ord endnu en virkelig ubehagelig oplevelse for mig, men for Anna Gry Bille og Brian var det bare endnu en dag på arbejde. Om jeg gjorde mig skyldig i injurier, var jeg fuldstændig ligeglad med - jeg var så gældsplaget af især sagsomkostninger, og tvungen arbejdsløshed, at jeg gerne ville risikere at skylde lidt ekstra til og Brian, som jeg alligevel ikke havde nogen realistisk mulighed for at tilbagebetale.

Læge og tillidsrepræsentant Kristine Chemnitz

Jeg måtte vende tilbage til ovenstående på et senere tidspunkt, for der var sket noget interessant i går (24. august 2020). Da jeg var vendt tilbage fra ambulatoriet, kom en af personalet og bankede på døren til mit værelse. Hun sagde, at politiet havde ringet til hende. I det korte tidsrum, der gik fra hun sagde det, til forklaringen kom, nåede følgende at ske: Akut indsættende uvirkelighedsfølelse og svært ubehag, hjertet sprag et slag eller to over, og jeg begyndte at trække vejret hurtigt, mens jeg forestillede mig hvad det kunne være politiet ville mig; skulle jeg i fængsel? Tvangsindlægges? Var der kommet nye falske anklager og nye sigtelser? Var det fordi jeg ikke kunne betale sagsomkostningerne? Måske var der netop blevet begået et mord, som jeg også direkte eller indirekte ville blive beskyldt for?

Den ansatte var i virkeligheden ikke nølende, og årsagen til politiets henvendelse var, sagde hun, at man nu havde undersøgt min mobiltelefon og laptop, og der havde ikke været noget ulovligt at finde på nogen af delene. Angsten forsvandt momentant, og blev efterfulgt af en følelse af ligegyldighed. Politiet havde med mellemrum gennem tre år foretaget seks ransagninger af mig, og jeg skulle tænke mig grundigt om, hvis jeg skulle erindre alt det de havde taget. Jeg vidste ikke hvorfor det skulle tage dem så lang tid at undersøge mine computere og mobiltelefoner, måske sad der en medarbejder nede i kælderen på politigården og systematisk afprøvede alverdens tænkelige passwords: "Er det mon 111111? Nej? Ok, hvad så med 222222?" osv.

Fordi alle ransagningerne var sket med så tilpas langt tidsinterval, havde jeg hver gang været tvunget til at købe en ny laptop og en ny mobiltelefon. Da jeg fik lov til at afhente det meste af udstyret i juli 2019, fik jeg således tre laptops og fire mobiltelefoner igen.

Fordi jeg i flere år enten har modtaget invalidepension eller slet ingen indkomst har fået, og naturligvis ikke har måtte arbejde, har det betydet at jeg hver gang har måtte købe det aller billigste udstyr. Efter omkring tre år havde jeg glemt de fleste passwords, og udstyret var forældet og værdiløst. Derfor kasserede jeg det meste af det.

At politiet lidt over en måned efter af for mig uvisse årsager havde fortrudt at de havde udleveret udstyret og hev mig i retten for gud ved hvilken gang, var mest af alt bare sørgeligt. Men godt for min forsvarsadvokat, som derved tjente flere tusind kroner på min bekostning uden af skulle andet end at møde op i retten i ca. 10 min. Jeg er glad på hans vegne.

Så det udstyr jeg nu allernådigst kunne få lov til at trave fra Glostrup til Albertslund for at hente, ville være værdiløst for mig. Det, der lå på udstyret, var så vidt jeg huskede dokumentation af de ugerninger de såkaldte læger, jeg havde skrevet så meget om, havde begået. Det var for traumatiserende at forholde sig til, og der var alligevel ingen myndigheder, der havde gidet at besværge sig med at forholde sig dokumentationen alligevel, så også det udstyr var værdiløst og uinteressant.

Det, der til gengæld var ret interessant var, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde brugt politiets efterforskning og undersøgelse af mit udstyr som begrundelse for ikke at give mig min autorisation som læge igen.

Faktisk havde Styrelsen for Patientsikkerheds samvittighedsfulde, uhildede og dygtige jurister hver gang jeg forsøgte at få min autorisation igen, brugt forskellige tosseargumenter, som udover politiets flere år lange og frugtesløse undersøgelse af mit IT-udstyr, også inkluderede fejldiagnosen og at jeg havde ytret kritik af Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandling (eller mangel på samme).

Med andre ord, og i overført betydning, havde Styrelsen for Patientsikkerhed flere gange pisset på mig og efterfølgende brokket sig over lugten.

Spørgsmålet i forhold til at hente mit udstyr var imidlertid om man igen ville fortryde udleveringen og efter et stykke tid hive mig i retten, hvilket kun var en økonomisk og psykisk belastning for mig.

Det burde politiet gøre uanset hvad, hvis de ville hævne sig på mig, for selvom de ikke havde en sag, så havde jeg forlængst opgivet at åbne post og tjekke E-boks, simpelthen fordi jeg ingen gode nyheder havde fået i over fem år, og dermed kunne politiet anholde og tvangsindlægge mig alene for at udeblive fra retten, fordi jeg ikke havde åbnet en tilsendt indkaldelse.

Vi opfatter dig som normal

Jeg kom til at tænke på hvad fængselsbetjentene en dag sagde sagt til mig. Det kom sig at at to af dem en dag, jeg skulle have aftensmad, havde spurgt mig om hvorfor jeg engenlig var havnet i cellen. Jeg fortalte dem det uden omsvøb, idet jeg formodede at de udmærket var klar over årsagen. Det kom tydeligvis som en overraskelse for dem, og de sagde at de og deres kollegaer efterhånden havde lært mig godt nok at kende til at de havde et klart indtryk af hvordan jeg var som person, og at der ikke var nogen af dem der på nogen måde anså mig for hverken psykotisk og utilregnelig, tværdigmod. De fortalte mig endvidere at de selvfølgelig vidste noget, men ikke lige den detalje, som overraskede dem en hel del.

Noget andet, de heller ikke kunne forstå, var, at jeg havde konsekvent takkede for maden når de kom og serverede den, hvilket man ikke var vant til. De troede først jeg lavde sjov med dem, men jeg var helt oprigtig, og jeg fortalte dem at jeg havde boet på gaden i perioder og ikke havde haft råd til at købe ordentlig mad. Nu havde jeg fået tag over hovedet og tre måltider dagligt, så jeg havde intet at klage over. Derudover kom jeg også godt ud af det med de andre, og det var både de indsatte og de ansatte.

De to psykiatere på stedet, jeg havde talt med, en ældre mand og en ældre kvinde, havde begge fortalt mig spontant og uopfordret, at jeg "selvfølgelig ikke var psykotisk" - men de må have skrevet det modsatte i min journal, for også hvad de angiveligt havde anført, brugte forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab som argumentation for tvangsmedicinering omkring halvanden måned efter.

En medmenneskelig psykiater

Den ældre mandlige psykiater havde kridhvidt hår, der bagtil gik ned til nakken, og han havde et armbånd på med kulørte perler, hvilket fik mig til at tænke, at det måske var et hans barnebarn havde lavet til ham. Han var venlig og sympatisk, og han fremstod og opførte sig lidt hippie-agtigt i en absolut positiv betydning, faktisk ikke helt ulig Søren/"Zeus". Det skulle undre mig meget, hvis han i modstrid med hvad han fortalte mig, havde skrevet at jeg var psykotisk, hvilket forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab påstod. Måske havde han skrevet det, for at få mig overflyttet til Anna Gry Billes afdeling i Glostrup i den tro, at det ville gavne mig?

Den ældre kvindelige psykiater, fik jeg en længere samtale med, og til forskel fra mange andre seniore læger og psykiatere, der havde bebrejdet mig at jeg havde prøvet forskellige lægelige specialer, så havde hun den holdning, at det faktisk ikke var en ulempe at have lidt bred medicinsk viden, uanset hvilket speciale, man til sidst endte i. For at eksemplificere at hun ikke bare talte mig efter munden, fortalte hun mig en historie om naboen til hendes sommerhus, som i en længere periode havde haft mere eller mindre konstant, let feber. Lægerne på det lokale sygehus i det nordlige Sjælland havde ikke været i stand til at finde ud af, hvad nabokonen fejlede.

Det kunne det ældre psykiater imidlertid, da hun før hun endte i psykiatrien, havde været læge på en gigtafdeling; hun sagde til naboen at hun skulle foreslå lægerne at give hende binyrebarkhormon, da hendes symptomer lød fuldstændig som febris reumatika. Det viste sig efterfølgende at den ældre psykiater havde haft ret, og naboen kunne få den rette behandling.

Jeg fortalte hende også om min forliste ph.d., og psykiateren spurgte, om jeg da havde talt med Albert, for hun var sikker på at han ville have forståelse for min situation. Jreg bed mærke i at hun, lige som Albert Gjeddes sekretær, brugte professorens fornavn, og omtalte ham, som om hun kendte ham personligt, hvilket på ingen måde ville have været umuligt.

Selvom den praktiserende læges fejldiagnose ikke var et emne, vi havde berørt, sagde den ældre psykiater spontant da samtalen var ved at være forbi: "Nej da, du er jo ikke psykotisk". Jeg nægtede simpelthen at tro på at hun havde skrevet noget som helst andet i journalen, end det hun havde sagt til mig, og da Gitte Ahle påstod at hun angiveligt havde skrevet det i journalen, blev jeg oprigtigt ked af det. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig at sige til hende at psykiatrien var et pseudospeciale, og ud over Peter Worm Jantzen og Solvej var hun en psykiater, jeg havde respekt for.

Sundheds- og Ældreministeriet

Hvis jeg var utilfreds med at én enkelt embedslæge havde ment af jeg var paranoid og skulle indlægges akut på en psykiatrisk afdeling med henblik på antipsykotisk behandling, fordi jeg før samtalen ringede til hende, og venligt og forsigtigt bad om at komme til samtale hos en anden embedslæge, fordi jeg anså embedslægen (Elisabet Tornberg Hansen) for inhabil, fordi hun havde forsket og derfor personligt kendte professor Merete Osler, som havde det formelle ansvar for de data, overlæge Egill Rostrup misbrugte og som sjovt nok sagde jeg var paranoid, da jeg fortalte hende om misbruget, som Datatilsynet efter fire år gav mig ret i - kunne jeg da ikke bare anke denne emnedslæges afgørelse til Sundheds- og Ældreministeriet? Dette ministerium måtte vel være en overordnet instans i forhold til en enkelt embedslæge, og vedkommendes helt private inhabile vurdering og afgørelse?

Mail sendt personligt til hver af nedenstående politikere af 20. december 2020

"Kære Rasmus Horn Langhoff/Martin Geertsen/Henrik Dahl/ Kirsten Normann Andersen/Torsten Gejl

CPR:"

Forgæves råb om hjælp til alle medlemmer af Folketingets Retsudvalg og Sundheds- og Ældreudvalg af 24. december 2020

Vedr. Retssikkerhed, corona, og læge Kjeld Andersen

"Kære [specifikt medlem af Retsudvalget, §71-udvalget og Sundheds- og Ældreudvalget]

Kjeld Andersen."

Forgæves forsøg på at involvere medierne af 24. december 2020

"Om dansk psykiatri, tvang og corona

Kjeld."

"Kære politi

Kjeld."

Mail til Sundheds- og Ældreministeriet af 5. oktober 2016

"Kære rette vedkommende

Kjeld."

Tog mod til mig og ringede for at få udleveret mit resterende IT-udstyr. Samtalen foregik egentlig i et venligt og roligt toneleje fra begges side af, indtil jeg - fortsat roligt og venligt - spurgte om hvordan jeg skulle søge erstatning for, at man havde taget mit udstyr. De havde jo brugt to år på at undersøge det, og det var værdiløst på nuværende tidspunkt, men hvad der var værre var, at jeg var blevet falsk anklaget for en forbrydelse, jeg ikke vidste hvad var, da jeg aldrig havde fået udleveret nogen ransagningskendelse eller andre oplysninger, endsige nogen kosterliste, altså over oversigt over hvad man havde stjålet fra mig. Styrelsen for Patientsikkerhed havde brugt efterforskningen som undskyldning for at nægte mig at få min autorisation som læge igen, men allerværst var de mange og dybt traumatiserende ransagninger, som havde efterladt dybe ar i min families sjæl, og tvunget mig på gaden.

En væsentlig årsag til, at jeg nu boede på herberg og ikke engang havde råd til at gå til tandlæge, eller hyre en advokat for den sags skyld, var netop ransagningerne. Hvis man ikke havde fundet noget ulovligt på mit udstyr (formentlig tegn på, at jeg skulle hacket et centralt medicinregister, hvilket var en vrangforestilling praktiserende læge Camilla Elvekjær havde indberettet til Styrelsen for Patientsikkerhed), ikke sigtede mig for noget, og tilbageleverede udstyret, var måtte det i sagens natur være fordi at den toårige undersøgelse havde været uberettiget. Med en erstatning kunne jeg betale for tandlæge, hvilket var særdeles tiltrængt.

Mit spørgsmål foranledigede at medarbejderens attitude hurtigt skiftede til at være ubehagelig, nedladende og arrogant. Han mente ikke at der var belæg for at jeg skulle have erstatning for noget som helst. Jeg insisterede dog på alligevel at søge om denne, hvorfor jeg spurgte til hvordan jeg gjorde det. Nu mente den arrogante medarbejder, at jeg havde modtaget en klagevejledning, men han var ikke sikker. Jeg kunne ikke få lov til at maile til ham, og han oplyste ikke sit efternavn. Jeg skulle skrive til hovedmailen. Så spurgte jeg ham om, hvordan jeg uden nogen som helst oplysninger kunne få min mail videresendt til ham, og om han eksempelvis havde et tjenestenummer, han ville oplyse, idet jeg regnede med, at han ligesom alle sine kolleger, jeg tidligere havde talt med, ikke ville oplyse andet. Først lod han som om, han ikke vidste hvad, jeg mente. Derfor gentog jeg spørgsmålet, hvortil han svarede: "Jeg kan ikke huske mit tjenestenummer". "Kan du virkelig ikke huske dit tjenestenummer?", spurgte jeg vantro. "Nej, men du kan få sagens journalnummer, sagde han.

Hvor var han dog tarvelig og uprofessionel. Jeg havde lyst til at spørge ham ad, hvordan han selv ville have det, hvis han og hans familie var blevet chikaneret af politiet gennem flere år, men jeg undlod, og takkede for hjælpen.

Jeg besluttede for mig at sende optagelsen direkte til uafhængige politiklagemyndighed. Det var mildest talt noget svineri, og endnu et bevis på at retssikkerhed ikke var noget, der var gældende for mig.

Jeg var dog glad på medarbejderens vegne, da han nu sikkert følte sig som en helt i sin selvtilfredshed, på min bekostning. Jeg tænkte på hvor skønt det måtte være at have et job som hans, hvor man kunne være korrupt, uden at det fik nogen konsekvenser. Hvis man altså var til den slags magtmisbrug, hvilket jeg desværre ikke var.

Jeg havde ingen som helst respekt for folk som denne medarbejder; hvor var det uendeligt nemt for ham at træde på mig, mens jeg lå ned, det var som en lille dreng, der begejstret over sin egen magt, rendte rundt og trådte myrere ihjel. Hvor var det dog en stor bedrift, hvor var det imponerende, at han legede jurist, og troede han havde noget som helst at skulle sige, i forhold til et erstatningsspørgsmål.

Var denne pave i det hele taget klar over hvad jeg - især af hans kolleger - havde været udsat for i omkring fem år? At hans slags var skyld i, at jeg nu havde PTSD? Jeg vidste ikke hvad der var værst, at han var ignorant eller at han var fuldt orienteret i alle detaljer i sagen?

Jeg var utrolig træt af, at magelige, uvidende og megalomane folk, som medarbejderen, troede, at de havde så stor indsigt i min situation, at de havde ret til at fordømme mig. Jeg gad virkeligt godt at vide, hvordan denne medarbejder ville reagere, hvis han havde været udsat for præcis det samme som jeg. Så var rimelig sikker på, at hans selvovervurderende bedrevidenhed ville fordampe som dug for solen.

Det fik mig igen til at tænke på, at jeg så vidt jeg vidste, aldrig på foranledning, uanset hvor venlig jeg end havde været, have fået oplyst tjenestenummeret på én eneste af medarbejderens kolleger. Det var måske en vrangforestilling, at jeg troede, at de havde pligt til at oplyse mig om fem intetsigende tal? Jeg havde engang spurgt en af medarbejderens kolleger om vedkommendes tjenestenummer, som han nægtede at oplyse, men desværre for ham, havde han ikke sjult mærkaten, der sad på hans skulder, hvor der stod "24238". Gad vide om det var sådan et tjenestenummer så ud?

Hvordan kunne det være, at statens tjenere i mange tilfælde, jeg havde oplevet, konsekvent ikke fulgte landets love? Det var ubegribeligt. Hvorfor skulle jeg så pseudonymisere navnet på Elisabet Tornberg Hansen, som reelt havde udsat mig for et justitsmord?

Jeg besluttede mig for, at jeg takket være denne medarbejders magtarrogance og dumhed senere ville de-pseudonymisere alt. Jeg var efterhånden klar til igen at tage i (u)retten for at forsvare mig selv.

Nu blev det spændende at hente mit udstyr i morgen klokken 10.00 i Taastrup. Jeg måtte sørge for at spritte det hele af, efter at beskidte fingre havde pillet ved det i så mange måneder. Det var lidt ligesom at en anden, på alle måder ringere mand havde stjålet ens boksershorts, og gået rundt med dem i to år, for derefter at levere dem tilbage. Hvem kunne så i deres vildeste fantasi finde på at tage dem på igen? Jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg havde mest lyst til at smide det hele ud, men omvendt kunne jeg ikke tillade mig det, da jeg ingen penge havde. Løsningen måtte være at sælge det.

Som om det ikke var nok at skulle kæmpe mod psykiatrien hér fra samfundets absolutte bund. Der var ikke andet for end at bide tænderne sammen, dokumentere alt, og koncentrere sig om det efter jeg var færdig med psykiatrien.

Retssystemet havde efter min bedste overbevisning fejlet eklatant. Ingen patientsikkerhed, ingen retssikkerhed, ingen økonomisk sikkerhed, ingen fremtid, intet håb, ikke noget som helst. Jeg vidste at de mennesker jeg uden omsvøb havde fortalt alt, og som havde lyttet til mig, ikke havde reageret med fordømmende, ringeagtelse og had, men de fleste, primært dem, der på en eller anden måde havde en aktie eller fordel af min deroute, stod ivrigt forrest i den pøbel, der stenede mig. Der var stort set ingen myndigheder, der reelt set havde hjulpet mig, tværdigmod havde de anonyme bureaukrater gjort alt for aktivt at modarbejde at jeg kunne få en normal tilværelse.

Statens tjenere, herunder i høj grad den medarbejder, jeg i dag havde talt med, udviste efter min bedste overbevisning det tætteste man kunne komme på regelret ondskab i Danmark. For disse tjenere handlede det overhovedet ikke om at tjene landets borgere, det eneste de gik op i var at udnytte den magt de havde til egen vinding og til at opretholde deres egen position. Hvis det ikke var på den måde, hvordan kunne det så være at jeg skulle køres i sænk af dem? Hvor var disse modige og heroiske tjenere henne, da jeg gjorde min borger- og lægepligt? De kaldte mig paranoid, uden at gide at begrunde hvorfor, men jeg havde som bekendt haft ret, og havde ikke været spor paranoid.

Det var umuligt at få tjenerne til at erkende at de havde taget fejl eller begået overgreb mod mig i ond tro - så hellere lade som ingenting og fortsætte med den psykiske vold imod mig. Jeg havde efterhånden en ret god sag, og i sidste ende var det mig, der i overført betydning ville komme til at kaste den sidste sten. Men spørgsmålet var, hvor længe jeg kunne holde til presset, som trods alt havde varet i fem år.

Det handlede virkeligt om ikke at lade sig distrahere, og hver dag arbejde videre mod målet, som var en normal tilværelse. Hvis jeg skulle kaste alt jeg havde gang i fra mig på grund en jurist-wannabe medarbejder, ville jeg intet opnå, som en hund der jagtede en frisbee, der blev kastet mellem to mennesker. "Gem og glem": Minutiøst dokumentere og gemme alt, og glemme det, indtil jeg havde tid til at tage mig af det. Det eneste problem med den tilgang til at kæmpe mod et helt system var, at dette system lukrerede på forældelsesfrister. Det smarte var, at hvis statens tjenere bare var mange nok og sørgede for at belaste mig nok, for at køre mig i sænk og holde mig nede, så var det umuligt ene mand at fortsætte kampen i mange år. Sådan gik det når gode mennesker intet foretog sig.

Set i det perspektiv var det ikke skamfuldt, at jeg måtte vælge mine enkelte kampe med omhu, og ignorere andre uretfærdigheder. Alle mennesker ville knække, når bare man bøjede dem frem og tilbage tilstrækkeligt mange gange, og jeg var nok ikke hverken dårligere eller bedre end de fleste andre. Derfor ville jeg for en stund ignorere medarbejder-hateren, og fortsætte mit bogprojekt. Måske havde han skabt sig som han havde gjort, fordi han var en dårlig taber. Fra hans perspektiv måtte det være et nederlag af dimensioner, at han til trods for enorme ressourcer, efter omkring to år intet ulovligt havde fundet. Ikke at det var spor mærkeligt, da jeg intet ulovligt havde på udstyret, men to år? Gad vide hvor mange penge det havde kostet dem at undersøge mit udstyr til ingen verdens nytte?

En dag måtte jeg forsøge at estimere hvor mange af skatteydernes penge, denne hater havde spildt på sit foretagende. Dermed burde jeg i virkeligheden være glad, faktisk burde jeg være særdeles glad, da medarbejder-hateren havde dummet sig yderligere, da jeg talte i telefon med ham, da han "ikke kunne huske" sit tjenestenummer, og da han forsøgte at bilde mig ind, at "der ikke var belæg for erstatning". Jeg skulle bare lade ham dumme sig yderligere, det måtte være planen.

Jeg skulle bare holde hovedet koldt og min mund lukket, så sørgede hateren automatisk for resten.

Afhentning af ejendele hos politiet

Jeg sov ikke meget om natten. Da klokken var omkring 9 om formiddagen lånte jeg en af forsorgshjemmets cykler - de var alle damecykler med cykelkurv på - og kørte afsted mod Tåstrup. Det var som at cykle ind i "Mordor". På grænsen mellem Albertslund og Taastrup fik jeg øje på en Aldi, der lå ud mod Roskildevej. Jeg standsede, og gik ind og købte en lille flaske med håndsprit, så jeg kunne fjerne snavset fra de beskidte grisefingre, der havde forulempet min ejendom i to år.

"Medarbejders" arbejdsplads lå mellem Teknologisk Institut og Nordea, et lille stykke fra Ikea. Jeg ankom til den store anonyme kontorbygning præcis kl. 10.00. Jeg stillede damecyklen foran svingdøren, som lod til at være hovedindgangen til "vulkanen", og ringede til "Medarbejderen", som tog telefonen og oplyste sit fornavn og sin arbejdsgiver. Jeg kvitterede med roligt, klart og tydeligt at sige: "Hej, det er Kjeld Andersen fra forsorgshjemmet". Jeg fik af "Medarbejderen" at vide, at jeg skulle komme hen til en nærliggende gitterport, hvor han så ville komme ned og mødes med mig.

Jeg trak cyklen hen til gitterporten, og ud fra hovedbygningen kom - ironisk nok - den menneskelige udgave af "Frodo". Han var flankeret af sin solariebrune og høje kæreste, som straks rettede sit skulende blik mod mig, men jeg fastholdt øjenkontakten indtil hun kiggede ned. Der var en lidt undervældende oplevelse at møde "Frodo", som i lighed med sin bedre halvdel bar sit tjenestevåben synligt i siden. Her var to mennesker, der ikke behøvede at købe Viagra; og så alligevel.

"Frodo" havde en papkasse med, som han stillede under et halvtag umiddelbart til højre for gitterporten. I papkassen lå min ejendom, som jeg fik overleveret, én genstand ad gangen, som jeg så kvitterede for. Hvis det var rigtigt, skulle jeg vel have udleveret en liste over det "Frodo" havde "lånt", men jeg gad ikke at spørge efter den. Mens "Frodo" stod og udtalte fabriksnavnet på mine to mobiltelefoner forkert (han kunne ikke finde ud af at sige "Huawei"), stod hans kæreste helt utilsløret og forsøgte at kigge ned i min medbragte rygsæk. Jeg ignorerede hende, hun kunne få lov til at kigge alt det hun ville, jeg havde ikke taget en bombe eller andre våben med.

Efter overdragelsen var overstået, takkede jeg høfligt og sagde, at det var lige som juleaften at få mine ting igen. Jeg undlod at anbefale "Frodo" at tage en MMSE demenstest, ligesom jeg heller ikke udtrykte min bekymring over, at en relativt ung person som ham, med så udtalt hukommelsestab, var sat til at opklare IT-kriminalitet. Det var foruroligende, for der var - til forskel fra mig - rigtige IT-kriminelle, der skulle stoppes, og det kunne "Frodo" næppe med sin "early onset dementia".

Det jeg steg på cykel for at køre tilbage til forsorgshjemmet, kom jeg i tanke om hvor jeg havde set "Frodo" før

Det var ham, der to år forinden havde forsøgt at tackle mig bagfra inde i en forretning i Indre By, sammen med en af hans venner fra rastepladsen, og en kvinde.

Jeg kunne ikke lade være med at smile; dengang havde "Frodo" været i civil, og var iklædt en lysegrå cottoncoat, som om han var klædt ud som Neo fra filmen The Matrix. Selv om han havde angrebet mig bagfra (hvilket han sikkert selv var vant til at blive i en helt anden sammenhæng), og selv om jeg dengang havde sover flere måneder på Tippen i Sydhavnen og derfor ikke havde trænet, havde jeg været stærkere end han. Heller ikke dengang havde "Frodo" turde oplyse sit tjenestenummer til mig, og da han og kvinden havde været i civil, var det deres uniformere ven fra parken, hvis tjenestenummer - 24238 - jeg havde set.

Jeg tænkte på, hvordan det kunne være at personer som "Frodo" og hans kæreste var endt hvor de var, men jeg syntes det var positivt at deres arbejdsgiver havde været inkluderende og ved at ansætte dem forsøgte at afspejle befolkningssammensætningen.

Jeg ville hverken eje eller have noget, der var forulempet af "Frodo", men omvendt tænkte jeg at jeg hellere måtte gemme udstyret, hvis de professionelle og dygtige efterforskere lige som sidst fortrød de havde udleveret udstyret til mig, og halvanden måned efter hav mig i u(retten) for at få det tilbage.

Billeder: Uanset hvor grundigt og hvor længe jeg sprittede mit udstyr af, føltes det stadig urent. Jeg sprittede også mine covers af, både indvendigt og udvendigt, men lige meget hjalp det.

Billede: Hvis jeg bare undgik steder som disse, øde rastepladser og parker efter mørkets frembrud, slap jeg for at møde "Frodo" igen.

Planen var, at jeg om mandagen ville finde den juridiske ækvivalent til en rottweiler af en advokat, som ikke var jovial, gemytlig eller pragmatisk i retten, som jeg havde været vant til, og som havde resulteret i truslen om invaliderende og livsforkortende tvangsmedicinering med fastholdelse og sprøjte hver eneste dag. Min nye advokat skulle have samme mentalitet som jeg, men bare være meget, meget bedre på alle planer, og så skulle han eller hun være ekstremt detaljeorienteret og pedantisk, utrættelig og uimponeret over dommeren såvel som anklageren.

Denne, min drømmeadvokat, skulle aldrig gå på kompromis, og ingen skulle gå fri, uanset hvor lille andel de havde i at ødelægge mit liv. Advokaten skulle jeg have resten af mit liv, og de mennesker, der ivrigt havde tyret sten efter sten i ansigtet på mig, skulle denne advokat retsforfølge resten af deres liv.

Hvis jeg fandt en sådan advokat, ville jeg give han eller hun mine ene nyre til gengæld, hvis det var det vedkommende stod og manglede. Det mente jeg helt oprigtigt. Skimlede kældermennesker som "Frodo" havde ødelagt hele livet for et af deres medmennesker i ond tro, og statens tjenere havde velvilligt ladet sig spænde for deres vogn, som de nyttige idioter, de var. Selvom jeg ofte dagen efter, jeg havde skrevet noget, som det jeg netop havde skrevet, slette det igen, fordi de hårde ord skyldtes fem års vrede og frustrationer, så ville jeg lade dagens dagbogsnotat blive stående.

Den stilling jeg fik som læge i introduktionsstilling på neurologisk afdeling på Rigshospitalet havde der været 24 andre ansøgere til. Jeg måtte derfor takke nej, da de ringede fra den neurologiske afdeling på Bispebjerg Hospital, og spurgte om jeg ville have en tilsvarende stilling dér. Til denne havde der været 15 andre ansøgere. Jeg skulle i følge den psykiatriske overlæge på Bispebjerg Hospital, ham, der i et anfald af inkompetence havde straffet mig med at videreføre praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose, ikke have for høje tanker om mig selv. Det havde jeg aldrig haft, men det burde jeg måske have?

Denne overlæge udstillede blot sit eget mindreværd. "Frodo" kunne slet ikke være med på det niveau. Han var hverken fysisk stærk eller intelligent; ikke at jeg var det heller i al almindelighed, men dog mere end "Frodo". Jeg ville få min kommende advokat til at tage sig af ham, mens jeg koncentrerede mig om mine tidligere kolleger.

Herunder embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, som helt uhørt havde "diagnosticeret" mig som paranoid og anbefalet akut indlæggelse på psykiatrisk afdeling til antipsykotisk behandling, fordi jeg havde stillet velunderbygget spørgsmål til hendes habilitet. Datatilsynet havde givet mig ret i, at min mistro til Elisabet Tornberg Hansens upartiskhed havde været relevant nok. Hendes vidneudsagn var derudover væsentligt medvirkende til at jeg blev udsat for truslen om tvangsbehandling. Desværre stod førnævnte de jure over loven, men det skulle ikke forhindre mig i noget som helst.

Det kunne godt være at det ikke var nu, men på et tidspunkt ville andre begynde at interessere sig for embedslægernes enevældige magtbeføjelser, hvor den enkelte embedslæge var dømmende og udøvende magt, og hvor pågældende embedslægens beslutning ikke kunne ankes til nogen instanser.

Til forskel fra hvad man skulle tro, nemlig at så stor og ubegrænset magt nødvendigvis måtte gå hånd i hånd med den yderste stringens, moralsk urokkelighed og saglighed, så var det eksakt omvendte tilfældet. Embedslægernes magt have korrumperet mindst to af disse, og nu var det på tide sat nogen greb ind, og om det var Ombudsmanden, pressen eller folketinget var ligegyldigt i min optik.

I flere år havde jeg stort set ikke mødt andet end fordømmelser og forlegenhed fra omverdenen. Det var imponerende hvor mange forargede, men samtidig ignorante mennesker, der fandtes. Hvordan disse frelste sjæle spyede ild på de sociale medier, hos myndighederne og i retten. Det virkede unægteligt på mig som om at disse mennesker, når de trampede rundt på andre, der lå ned, i deres forsøg på at blive en del af det "gode" og moralsk "overlegne" fællesskab, som i virkeligheden udgjorde en pøbel, bare udstillede deres egen svaghed.

Jeg kunne også nemt skrive og mene alt det rigtige, intet i hele verdenen ville være lette, men dels var hykleri og dobbeltmoral ikke min kop te, og dels var alt der var let, det heller ikke. Og det var min holdning og mentalitet, når jeg var ovenpå socialt og økonomisk; når jeg havde befundet mig i det dybeste hul socialt og økonomisk i fem år, når jeg igennem samme periode var blevet chikaneret af politiet og psykiatrien, af statens voldsmonopol og af de kronisk forsmåede smagsdommere, så blev denne mentalitet bare forstærket.

Når det handlede om egen overlevelse, trådte al politisk korrekthed og al pragmatisme i baggrunden. Ingen, der levede over den relative, danske fattigdomsgrænse havde nogen som helst ret til at fordømme mig eller mene at jeg var pinlig. Dem, der havde været gennem de samme som jeg, derimod, kunne og måtte kritisere mig sønder og sammen, hvis de ville det, og jeg ville i så fald lytte respektfuldt til hvad de havde at sige, og tage det til efterretning. Alle andre skulle - igen undskyld mit sprog - holde deres kæft. Hvor jeg befandt mig nu, var der on off 27 andre beboere i alt, og hér var der ingen, der var fordømmende eller gav udtryk for at være moralsk overlegne.

Selvfølgelig var der på stedet andre forhold, som jeg ikke brød mig om, både adfærdsmæssige og praktiske - jeg glorificerede hverken rige eller fattige mennesker - men det var alt sammen noget, jeg kunne forholde mig til og håndtere, modsat de bedrevidende, ignorante og magelige medløberes forargelse, samtidig med at de skubbede mennesker som jeg ud i skyggen, så de kunne få en endnu bedre plads i solen.

Det var helt sikkert et af de vigtigste formål med at skrive denne bog: En landsretsdommer, en forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, øverste chef for Styrelsen for Patientsikkerhed eller politiet, alverdens konger og paver, var i min optik præcis lige så lidt eller så meget værd som en narkoman, der lå i en rus på fortovet foran Mændenes Hjem kl. 4 om morgenen med kanylen fortsat liggende i en af de ganske få fungerende vener, og bukserne gennemvædet af urin.

Nu havde jeg obduceret tilstrækkeligt mange mennesker, også mere velstillede af slagsen, til at jeg havde forvisset mig om, at en menneskekrop i forrådnelse lugtede lige slemt, uanset hvor meget der stod på afdødes konto. Måske var der en dømmede gud, måske var der ikke en dømmende gud, men i begge tilfælde var det ikke op til en psykiatrisk overlæge, en efterforsker eller dommer, der alle troede de var guder, at have en nogen form for kvalificeret mening om, hvorvidt jeg eller andre var gode og moralske mennesker eller ej. I hvert fald ikke før de havde et fyldestgørende kendskab til årsagen til vores handlinger.

Set i det lys, var jeg paradoksalt nok den, der var den egentlige jantelovs-rytter af alle. Når den psykiatriske overlæge Toke på Bispebjerg hospital i sin blå Hugo Boss polo og sit overordentligt velplejede skæg med had og foragt i stemmen havde i 2016 havde fortalt mig, at jeg ikke skulle have for høje tanker om mig selv, som respons på, at jeg bad ham om med fagterminologi at beskrive, hvordan det kom til udtryk, at jeg skulle være psykotisk, farlig og tvangsindlæggelseskrævende, hvilket han ikke kunne på grund af inferiør faglighed, så var det ikke mig, der var megaloman eller grandiøs, det var Toke, der ikke var fagligt eller moralsk kompetent til at være psykiater og overlæge.

Det samme var i øvrigt tilfældet, når forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabet mente jeg led af storhedsvanvid, fordi jeg var uenig med hende i, at jeg skulle tvangsbehandles med livsfarlig antipsykotisk medicin for noget jeg ikke fejlede, fordi jeg bad hende om at bruge hendes egne, magiske vrøvleord, som jeg kunne huske det fleste af, selv om det havde været seks år siden, jeg arbejdede som reservelæge på en psykiatrisk afdeling.

I begge tilfælde handlede det ikke så meget om, at jeg forsøgte at fremhæve eller hævde mig selv eller egne evner, det handlede udelukkende om, at jeg ikke ville udsættes for livsfare og hvor fagligt og moralsk ringe forkvinden var. Jeg havde aldrig nogensinde troet jeg var noget som helst, at jeg havde nogen særlige eller positive egenskaber, der hævede mig over alle andre. Det havde altid handlet om, at jeg afskyede mennesker, der førte sig frem uden at de havde noget at have det i, så at sige.

Hvis du var dygtig og viste omverdenen det, så lyttede jeg respektfuldt til dig, men hvis du "mere syntes end at være", hvis du troede, at du gjorde dig fortjent til min respekt, alene fordi du rendte rundt i en kontorbygning i et industrikvarter med dit tjenestevåben hængende synligt i siden, eller hvis du havde behov for at iklæde dig tweed jakke med lapper på albuerne og retrobriller for at signalere, at du var en akademisk, intellektuel psykiater, så var du intet efter min mening, så fortjente du ikke engang den respekt, jeg automatisk mødte andre mennesker med uanset deres baggrund, så var afsky det eneste du kunne forvente fra mig af.

Så hvis en mindre gruppe af skrivebordspsykiatere havde behov for at kalde sig et "råd" for at indgyde ærefrygt og autoritet, og hvis selv samme "råd" tydeligvis tog fejl - så fuck dette "råd". Så var det jo intet værd. Om så medlemmerne af det retlige råd af læger hver og én iførte sig hermelinsforede kongekåber, jakker med brillantbesatte guldtrådsknapper og korte, posede benklæder, defilerede rundt med scepter og guldkrone, eller hvis rådets medlemmer ved fuldmåne mødtes dybt nede i kælderen under Rigshospitalet, hvor de siddende i en cirkel, efter et passende dyreoffer - formentlig en ged - i skæret fra høje vokslys fik en kollektiv åbenbaring, der sagde, at jeg skulle tvangsbehandles med invaliderende og livsforkortende antipsykotisk medicin - så fuck dette retslige lægeråd.

Så handlede det ikke om, at det var mig, der troede at jeg var mere værd end nogen som helst andre, så mig det ikke mig, der led af storhedsvanvid, så var der tale om at jeg prøvede at undgå uberettigede og livsfarlige overgreb begået af mennesker, der selv troede de var guder og dermed selv led af storhedsvanvid. Fik jeg en dom for injurier for at skrive det, jeg netop havde gjort, ville jeg indramme dommen og hænge den op på væggen som et diplom. Det forudsatte naturligvis at jeg engang fik en lejlighed, for på forsorgshjemmet måtte man ikke slå søm i væggen.

Jeg havde spildt mange timer i dag i forsøget på at få liv i mit gamle udstyr. Det viste sig desværre at jeg ikke længere kunne huske hverken email adresse eller password til noget af det, fordi geniet "Frodo" havde lånt udstyret i to år, og fordi jeg på trods af min i al ydmyghed gode hukommelse, ikke kunne huske hvilke af mine mange mailadresser jeg havde brugt, hvilket irriterende nok var et krav for at bruge min tablet og mine mobiltelefoner.

"Frodo" havde altså som følge af sin dovenskab og chikane effektivt sørget for at de fleste jeg fik tilbage er bricked, altså fuldstændigt ubrugeligt. På den måde havde gnomen også sørget for at den dokumentation jeg havde fra før 2018 for det mestes vedkommende var uigenkaldeligt tabt.

Det var smart nok af "Frodo", da en del af denne dokumentation omhandlede hans kollegers ugerninger og magtmisbrug. Det positive var at "Frodo" var en god kollega, det negative var for mig at han dermed var korrupt. "Frodos" IT-kundskaber var ikke noget at råbe hurra for, men måske kunne han en dag blive en nogenlunde habil IT-supporter et sted, hvis altså ikke hans tidligt indsættende demens satte en stopper for det. Jeg kunne af den årsag slet ikke forstå at "Frodo" havde så lav en moral, at han havde forsøgt at manupulere mig til ikke at søge erstatning.

Så på trods af at "Frodo" havde bidraget væsentligt til at ødelægge to år af mit liv, stjæle mit udstyr, udlevere det til mig i ubrugelig stand, så var han alligevel fræk nok til at påstå at "der ikke var beløb for at søge erstatning". Sikke en helt, det var ærgerligt at han ikke i Taastrup kunne høre, at jeg sad og klappede ad ham i Glostrup.

Om aftenen, mens jeg fandt billederne frem af det busstoppested, jeg havde sovet i en nat, hvor regnen stod ned i stænger, kom jeg uden nogen særlig anledning til at tænke på månederne før jeg blev overflyttet til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs private kongedømme. På Britta Nielsen og på "Godfather". Jeg var blevet behandlet overraskende pænt af alle, og det var uden tvivl årsagen til, at jeg ikke havde mareridt om det sted, til forskel fra Q81 og Sankt Hans Hospital. Omdrejningspunktet for mine mareridt om det første sted handlede om samtalerne med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, hvor hun med øjnene glødende af had og hævnlyst kaldte mig psykotisk, og truede med tvangsmedicinering Det sidstnævnte sted var der tale om mere uspecifikke mareridt med forskellige temaer, eksempelvis om håbløshed, meningsløshed, marginalisering, isolation og - især - om at dø.

Det var ikke morsomt at tænke tilbage på fem års mere eller mindre daglig lidelse, som følge af en praktiserende læges fejldiagnose, samt en overlægens svindel med min Ph.d. og data. Denne svindellæge havde formelt set været ansat på Klinisk Fysiologisk afdeling, men hans primære arbejdsopgave var at varetage det delte ledelsesansvar af den lille tværfaglige forskningsenhed, med navnet “Functional Imaging Unit”, i daglig tale forkortet til “FIUNIT”. Begge disse afdelinger havde i øvrigt til huse på den anden side af gaden i forhold til forsorgshjemmet, på Glostrup Hospital. Derfor var det vigtig at tænke på nogle af de få gode stunder i løbet af perioden, som mest af alt var mine venners livreddende hjælp på Gitte Ahles afdeling, men også i høj grad drejede sig om tiden umiddelbart forud herfor. Jeg kunne skrive om Britta Nielsen, men det kom jeg ikke til havde jeg gjort op mig selv for længst. En anden person jeg lærte at kende, og som på sin vis også reddede mig, var "Godfather".

"Godfather"

"Godfather" var jeg på den ene side simpelthen nødt til at skrive om, men på den anden side var det yderst vigtigt at jeg intet skrev om ham, der på nogen som helst måde ville kunne bruges til at identificere ham. Ikke fordi var vidste noget om nogen ulovligheder i forbindelse med "Godfather", men af respekt og fordi jeg skyldte ham meget.

Jeg kom til at tale med "Godfather" i sammenlagt adskillige timer, og hvordan han reddede mig, ville jeg skrive om senere, men kort fortalt havde det været hans motiverende opbakning, der på det tidspunkt fik mig til at spise igen efter fem dage uden mad. Jeg havde aldrig nogen af de steder, jeg havde opholdt mig ufrivilligt, været bange eller nervøs for mine lidelsesfæller de pågældende steder; jeg udgjorde ikke nogen trussel mod andre som helst, men omvendt var jeg heller ikke så svag at andre forsøgte at udnytte mig.

Desuden havde jeg heller ikke nogen attitude, og - nok så vigtigt - så røg jeg heller ikke cigaretter, hvilket faktisk alle steder havde været årsag til meget ballade. Cigaretter og stoffer, hvor sidstnævnte heller ikke var noget jeg gjorde mig i.

Modsat hvad andre, og jeg selv for den sags skyld troede, havde jeg det relativt godt på det sted. Jeg mødte som sagt "Godfather", og efter han havde forvisset sig om at jeg var ok, begyndte vi at tale en del sammen. Han havde både i denne omgang og tidligere tilbragt en del tid på pågældende og lignende steder. "Godfather" kedede sig mest af alt, og som han fortalte mig, var barren meget lav i forhold til det folk talte om og vidste. Der var ikke mange dér, man kunne diskutere politik, religion og videnskab med på et lidt højere niveau.

Hvorfor kunne jeg ikke fortælle, men alle de andre havde respekt for "Godfather", som ganske vist var fysisk stor, men samtidig legemlig syg, havde dårligt knæ og måtte støtte sig til en stok, og lidt oppe i årene. Hans intellekt fejlede dog intet, og han var knivskarp. Vi kom på et tidspunkt til at tale om hierarkiet på stedet, og jeg havde undret mig over, at når "Godfather" og jeg sad og talte, så kom der altid mange hen for at hilse på ham og give ham hånden. Da jeg sagde det til ham, begyndte han at grine, og sagde: "Hvis jeg sidder på bænken med en cigaret, skal jeg bare række den ud i luften, så kommer der automatisk én hen og tænder den for mig. Prøv at lægge mærke til det næste gang vi er ude". Det var vi dagen efter, og utroligt nok havde "Godfather" ret.

Præcis hvorfor "Godfather" havde det status var ikke noget han sagde, ikke noget jeg spurgte ham om, og det var også for mit vedkommende helt ligegyldigt.

Vi fik leveret Politiken på forsorgshjemmet, og den læste jeg hver dag. I dagens udgave var det blandt andet anmeldelsen af Lars Løkkes erindringsbog, som vakte min interesse, og det i en grad at det kriblede i mig for at købe den. Jeg nåede så langt som at google prisen på bogen, som faktisk ikke var særlig dyr. Men når man reelt set ingen penge havde, var det ligegyldigt om bogen var nok så billig, så jeg slog koldt vand i blodet, og besluttede at vente til den var til udlån på biblioteket.

Det jeg dog fik ud af at læse anmeldelsen var - udover at den var velskrevet - at jeg fik nogle gode råd til hvordan jeg skulle skrive min egen erindringsbog. Nu ville en psykiater nok mene at jeg ikke skulle tro at jeg var forhenværende statsminister eller at jeg havde noget som helst at berette, der var interessant for andre end mig selv, at jeg var narcissistisk, megaloman og psykotisk, at jeg led af alle andre desavouerede lidelser og tilstande, men jeg var villig til at løbe den risiko, og desuden var jeg næsten sikker på at i hvert fald "Eneståendes" familie ville være interesseret i at læse om deres søn og bror, som de facto var blevet aflivet, og det ville i så fald være mere end nok interesse fra andres side af for mig.

Jeg syntes ikke det var særligt morsomt at skrive om mine traumer, og på den måde udstille mig selv, men jeg havde ligesom ikke rigtigt noget valg. At nogen kunne være så arrogante og ignorante at de mente at det var udtryk for selvfedme var ikke engang noget jeg længere gad at hidse mig op over. Men min hjemmeside var en stor, forvirret blanding af genrer set med litterære briller. Det jeg skrev i nutid under denne sektion var en blog eller dagbog. Det, jeg havde skrevet i de andre sektioner var dels autentisk materiale, og dels mine kommentarer om materialet, samt supplerende erindringer. Jeg havde forsøgt tydeligt at markere hvad, der var originalt materiale, en slags kildemateriale, og hvad der var alt andet, men det var ikke nok.

Hvis jeg havde mentalt overskud til at sætte mig ind i den autobiografiske genre, ville jeg måske have en chance for at skrive noget folk faktisk gad at læse. Men det var ikke tilfældet, især taget de aktuelle begivenheder og min situation i betragtning. Jeg måtte i første omgang bare skrive på rutinen, og håbe på det bedste. Jeg kunne dog gøre det lettere for mig selv ved nogle helt basale metoder, eksempelvis at tage og koncentrere mig om at færdiggøre én sektion ad gangen. Jeg kunne også forsøge at strukturere arbejdet, så jeg hver dag skemalagde hvor meget tid jeg skulle bruge på denne, aktuelle dagbogssektion, og hvor meget jeg skulle bruge på de andre sektioner. Jeg havde forsøgt begge dele, men det var for uoverkommeligt. Og nu måtte jeg også kæmpe mod "Frodo", der havde statens voldsmonopol i ryggen.

"Frodo" og hans venner fra krattene, rastepladserne og parkerne havde knækket mange ved konstant at chikanere og stresse dem, så de til sidst ikke orkede at kæmpe videre. Det skulle ikke lykkedes i mit tilfælde, så jeg måtte undertrykke ubehaget, angasten og stressen, og finde en hard core advokat.

Godt begyndt var halvt fuldendt sagde man, og for mig var der noget om snakken, for så snart markøren stod og blinkede i søgefeltet, blev katastrofetænkningen og angsten mærkbart reduceret. Nu galt det om ikke at hvile på lauerbærene, men at bruge det momentum til at komme videre.

Det tog mig ikke længe at finde den advokat, jeg instinktivt vidste ikke ville være karrierefremmende for "Frodo". Hvis vedkommende ellers ville tage min sag, hvilket ikke var sikkert, da jeg var fattigere end en kirkerotte. Omvendt kunne jeg måske lokke med at advokaten, såfremt denne fandt resten af mine sager interessante, også hellere end gerne måtte gå i krig med dem. Det var ikke utænkeligt at de ville give denne advokat medieeksponering, hvilket også var en slags valuta. Jeg skulle bare have reddet livet, så var alt andet ligegyldigt.

Jeg havde læst i førnævnte anmeldelse at man ikke skulle skrive om alt for mange anekdoter og foretage for mange sidespring i ens fortælling, men jeg kunne ikke lade være med at reflektere over "Frodos" strategi, som forvirrede mig meget.

Enten havde jeg voldsomt undervurderet ham, eller også var han idiot; der var kun de to muligheder. "Frodo" vidste udmærket godt at jeg selektivt optog myndighedspersoner, der misbrugte deres position og magt, som ham selv, hvilket jeg var nødt til, da patient- og retssikkerhed ikke gjaldt for mig. Og han vidste også godt at jeg uddannet læge, og umuligt kunne være helt retarderet. Men hvorfor dummede han sig i den grad så, da jeg talte med ham i telefonen? Vidste han ikke, at jeg ville optage samtalen, netop som følge af at hans venner aldrig oplyste deres tjenestenummer til mig?

Troede "Frodo" virkelig, at jeg hoppede på, at han havde noget som helst at skulle sige i forhold til et erstatningsspørgsmål, når det var hans chikane, jeg ville have erstatning for? Jeg kunne ikke begribe, at selv han var så ignorant. Omvendt, hvis jeg havde undervurderet ham, og han rent faktisk var intelligent, hvad var så meningen med at fremstå som en idiot? Det forvirrede mig en hel del, men uanset hvad, så ville jeg kontakte pågældende advokat og krydse fingre.

Har du det godt?

Var der en af personalet, der spurgte mig i dag. Spørgsmålet var helt sikkert stillet i bedte mening, og som en slags høflighedsfrase, men det var alligevel et spørgsmål, jeg hadede ud over alle grænser. Det insinuerede meget kraftigt, at jeg ikke havde det godt, at præmissen var, at jeg havde det dårligt, og nu fik jeg så en mulighed for at sætte ord på det. Det var lige som at spørge en mand, om han stadig slog sin kone.

Mændenes Hjem

I “Hus Forbi” læste jeg en interessant passage. I en artikel, der strakte sig over flere sider kunne man læse om den grønlandske “Hus Forbi” sælger Thomas West, som boede på en husbåd i Ishøj Havn med sin hund. Thomas havde været hjemløs i en længere periode både på Grønland og i Danmark, havde kæmpet for de hjemløses sag, og havde nu fået konstateret tarmkræft, der havde bredt sig til lungerne og en prognose, der kun gav ham op til seks måneder at leve i. I artiklen fortalte Thomas, at han havde været haft en misbrug af alkohol og hash, og beskrev sin vej igennem systemet. Artiklen satte fokus på grønlandske hjemløse - i Grønland. Det var svært for mig at forstå, hvordan man kunne overleve som hjemløs i et arktisk klima. Set i den sammenhæng, var det alt andet lige nemmere at være hjemløs i Danmark.

Artiklen var særdeles interessant i sig selv, og dertil dybt foruroligende, for hvordan kunne man behandle mennesker på den måde? Igen var det sundt for mig at få sat min egen situation i perspektiv.

Den interessante passage, som også, omend på en anden måde perspektiverede min situation i 2017, stod på side 10, handlede om hvor Thomas havde boet, og lød sådan her:

“Jeg har også været på Mændenes Hjem i 22 dage, så smed jeg mig selv ud. Min sagsbehandler syntes, det var en god ide, for jeg var kun hashmisbruger dengang". (Hus Forbi nummer 8, august 2020)

Passagen gjorde mig vred af flere årsager. Jeg var vred på Thomas' vegne, for hvorfor skulle det være op til et udsat menneske, at redde sig selv fra et sted, der havde dårlig indflydelse på ham? Hans sagsbehandler havde åbenbart ment, at det var en god idé at Thomas på eget initiativ havde forladt stedet, men hvorfor pokker havde denne sagsbehandler så ikke selv foreslået Thomas at finde et andet sted at bo?

Jeg var imidlertid også vred på egne vegne, for jeg havde aldrig haft noget misbrug, hverken af alkohol, hash eller andre euforiserende stoffer, og alligevel havde den psykiatriske overlæge Lennart Bertil Jansson henvist mig til Mændenes Hjem. Det havde intet med lægefaglighed at gøre, det var intet andet end et perfidt og desavouerede angreb på mig, mens jeg lå ned. Det var også derfor jeg på et tidspunkt fik nok af Lennart Bertil Jansson, og en dag smuttede fra hans afdeling, efter at have skrevet et længere brev til ham om mine bevæggrunde herfor.

”Frodos” pludselige og uventede kontakt til mig havde fjernet mit fokus fra bogen, og udgjorde en ekstra belastning oven i mine eksisterende belastninger. Der var dog ingen vej udenom end at fortsætte, og acceptere ubehaget. De forudgående fem år havde været som at deltage i en lavintens væbnet konflikt.

Det værste der kan ske

Hvad er det værste der kan ske? Hende, der havde sagt det hver gang, jeg gav udtryk for mine neurotiske hæmninger, havde overlevet metastaser i hjernen, så hun havde noget at have det i. Når hun sagde det, lyttede jeg.

Det værste der kunne ske ^var sket. Mine hvidkitlede brødre og søstre havde svigtet mig. Ikke nok med, at de havde svigtet mig, nogle af dem havde aktivt forsøgt først at drive mig til selvmord, og dernæst da det ikke var lykkedes, fået deres venner, psykiaterne, til at tag livet af mig med den medicinske form for det hvide snit som antipsykotisk medicin var.

Hun havde haft ret. Overlæge Egill Rostrup, Yngre Læger, Lægeforeningen, embedslægerne Anette Lykke Petri og Elisabet Tornberg Hansen, lægerne på Onkologisk afdeling Kristine Chemnitz og Mogens Bernsdors, den praktiserende læge Camilla Elvekjær og hendes far, psykiaterne Torsten Bjørn Jacobsen, Toke Troelsen, Finn, Lennart Bertil Jansson, Gitte Ahle, Anne Mette Brandt Christensen, Dimitri B, Michael Andersen - og Hans Raben (for som den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab havde fortalt mig, så skulle jeg ikke bide hånden der fodrede mig) - havde hver især slået et søm i min ligkiste. Kjeld mod rov.

Så mange læger kunne vel umuligt tage fejl? Selvfølgelig kunne de det, men derudover kunne de også handle helt bevidst i ond tro til egen fordel, for der var tale om, at ingen af dem havde været uhildede, at hver eneste en havde en stor fordel i at varetage egne interesser, samt at deres svigt var sket gennem en årrække. Det ene svigt førte så at sige til næste svigt. Disse læger kendte ikke nødvendigvis hinanden, der var ikke tale om en konspiration, eller paranoia fra min side af, det var intet odiøst over den måde de havde handlet på, for hvis valget stod mellem at tro på en prominent overlæge, som eksempelvis Egill Rostrup, og jeg, en yngre læge, så vandt overlægen hver gang. Naturligvis var der altid untagelser fra denne regel, lidt ligesom at alle mennesker havde en onkel, der startede med at ryge og drikke som 7-årig, havde gjort det hele livet igennem, og alligevel nåede at blive 95 år gammel.

Det samme var tilfældet med retsvæsenet: Selvfølgelig troede dommeren mest på hvad en siddende forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab enten løj om, fordrejede eller helt undlod at sige i retten. Selvfølgelig. Led jeg så af storhedsvanvid, fordi jeg kæmpede i mod alle disse højtrangrende læger? Jeg kæmpede imod dem på nøjagtigt samme måde, som en person, der er ved at drukne, kæmper imod at synke ned under overfladen. Storhedsvanvid og overlevelseskamp var to vidt forskellige ting. At personer som eksempelvis Gitte Ahle og Torsten Bjørn Jacobsen i overført betydning stod inde på bredden, og klogede sig over min desperate kamp for ikke at drukne få meter fra dem, var jeg fuldstændig ligeglad med.

Og jeg var også ligeglad med den kommende IT-supporter eller centervagt, "Frodo", og hans kæreste "Pretty face". Nu skulle jeg tale med advokaten.

Møde med min kontaktperson

Min kontaktperson var på arbejde i dag. De seneste uger havde jeg undgået hende, når hun var på arbejde, fordi jeg vidste at hun på et tidspunkt ville henvende sig til mig, og sige noget i stil med: "Har du tid til at tale med mig?". Efterhånden kunne jeg ikke udstå den formulering, og endnu mindre indholdet af samtalen, for når præmissen var forkert, så var alt andet også forkert.

Disse møder var aldrig til gavn for mig, tværdigmod var de skadelige for mit psykiske velvære, et velvære jeg møjsommeligt ved hårdt arbejde havde formået at øge. Når jeg havde møde med førnævnte, var det som at blive slået hjem i Ludo. Jeg skulle altid fortælle, hvordan jeg havde det. Jeg tænkte det samme, når jeg havde møde med kontaktpersonen, som når jeg talte med sygeplejerske "Telfon"; nemlig at jeg havde det godt, lige indtil hun spurgte mig om hvordan jeg havde det. Så fik jeg det dårligt at den paternalistiske implicitte sygeliggørelse.

En bureaukrat havde fundet på at implementere en evalueringsmetode, der gik under navnet "FIT". Det var bare nogle udsagn, man kunne være mere eller mindre enig i. Det kunne man så markere ved at flytte på en lille bjælke på iPadens skærm. Jeg kunne som regel huske hvad jeg angav sidst, hvorfor det gjaldt om at svare lidt mere positiv ved den aktuelle undersøgelse, således at personalet fik indtryk af at det gik fremad.

Især de spærgsmål, der handlede om "relationen" til pågældende kontaktperson, var det vigtigst at besvare så positivt som muligt, uden at give indtryg af at man manipulerede vedkommende for at blive belønnet med velvilje . især fordi at den person man skulle vurdere stod ved siden af en og kiggede med hvad man svarede, så man kunne "tale" om hvorfor man eventuelt var utilfreds med vedkommende.

Man havde tilsyneladende ikke hørt om begrebet "bias" i spørgeskemaundersøgelser, for selvfølgelig svarede jeg ikke intuitivt og ærligt på hvor godt jeg følte mig respekteret af kontaktpersonen osv.Så denne undersøgelse var lidt af en i praksis ubrugeligt joke, som var til for bureaukratiets og akkrediterings skyld, så en "Excel" mellemleder kunne falsk indtryk af, at man gjorde det rigtige.

Jeg kunne ikke skrive om forsorgshjemmet, når jeg selv boede frivilligt på det, for man bider ikke den hånd, der fodrer én, men jeg kunne sagtens vente til jeg flyttede, for jeg huskede det meste.

Men indtil da, så nøjedes jeg med engang imellem at skrive om aktuelle begivenheder uden at publicere det.

Min mor var pædagog, så jeg havde stor respekt for denne profession, lige som jeg havde respekt for socialrådgivere, men med fare for at lyde arrogant, hvad vidste førnævnte om de vilkår, man som læge var underlagt? Hvad vidste de om psykiatriske (fejl)diagnoser? Ikke mere end jeg selv gjorde. Langt fra mere end jeg selv gjorde. De stolede tilsyneladende blind på hvad psykiaterne postulerede, også selv om de psykiatriske diagnoser var det allermest usikre inden for lægeverdenen. Så frem for at tage udgangspunkt i virkeligheden, videreførte og forstærkede de noget der ikke passede. Hvad skulle de ellers gøre? Jeg ville virkelig ønske at de var skeptiske over for noget, der tydeligvis ikke passede, men jeg måtte indse, at det ikke var så let endda for dem.

Derfor skulle jeg ikke spilde mine sparsomme ressourcer på hvad alverdens forudindtagede socialarbejdere sagde og mente. Når de ikke ville modsige en psykiater på afvej, så var deres hjælp til ingen nytte for mig. Det var psykiaterne, jeg skulle fokusere på. Jeg skulle ud af det kommunale og offentlige helvede i en fart, og derefter fortsætte kampen.

Det kommunale system var i lighed med psykiatrien undværligt og skadede mig langt mere end det gavnede. Men det var svært at forstå at de kommunale tjenere, som for manges vedkommende faktisk var dedikerede og intelligente ikke ville give mig den hjælp jeg havde brug for, hvilket bestod i at få mig ud af deres system hurtigst muligt.

FIT undersøgelsen: fit-outcomes.com

Af en eller anden grund syntes jeg, at jeg måtte bruge nogle timer på at undersøge det videnskabelige grundlag for FIT-undersøgelsen. Først prøvede jeg bare at google FIT, og de mest relevante links førte mig til nogle hjemmesider, som kun skamroste FIT, men samtidig gav mig indtryk af at præsentere unbiased forskning. En af hjemmesiderne nævnte oven i købet, at FIT var evidensbaseret, og byggede på studier med et astronomisk antal forsøgsdeltagere. Pudsigt nok førte henvisningerne til hjemmesider, der ikke eksisterede, eller til hjemmesiden for den psykolog, der vist havde "opfundet" FIT-konceptet. Hans hjemmeside havde også links til en masse forskning, men jeg fandt ikke rigtig nogen relevante videnskabelige artikler; en enkelt artikel eller to, som virkede som om der var noget at komme efter rent forskningsmæssigt, kunne kun tilgåes hvis man tegnede et dyrt abonnement på det pågældende tidsskrift.

Det var en blindgyde, så jeg prøvede at finde de online-databaser, hvor man kunne finde psykologisk forskning. Udgangspunktet var apa.org, og igen var der enten ikke rigtigt noget, eller også blev jeg standset af en betalingsmur.

Rutiner

Om morgenen handlede det om at tage ud og væk fra forsorgshjemmet i en fart. Jeg havde efterhånden indarbejdet en god rutine med at stå op klokken 7.00 hver eneste dag, og der var ingen grund til at bryde med denne ved at sove længe i weekenden.

Jeg havde erfaret, at hvis jeg ikke hurtigt derefter tog ned og træne, ville jeg blive tiltagende rastløs og indestængt. Derfor havde jeg også bevidst sørget for at gøre dette så hurtigt som muligt. Hård og langvarig fysisk aktivitet havde altid været det eneste, der kunne få mig til at falde til ro, sidde stille og holde fokus på en given opgave i længere tid ad gangen.

Desværre vidste jeg af bitter erfaring, at det med garanti ville resultere i overbelastningsskader, som på et tidspunkt ville være så smertefulde at Ipren ingen nævneværdig effekt have, hvilket resulterede i at jeg så måtte holde pause fra træningen. Derved bille min verden brase i grus, og især i øjeblikket måtte det ikke ske. Det var det eneste, der holdt mig i live, bogstaveligt talt.

Jeg havde tidligere løst dette problem ved at starte til svømning i USG (“Universitetets Studenter Gymnastik”). Svømning - og cykling for den sags skyld - var den perfekte form for motion for mig, fordi jeg kunne svømme lige så tosset jeg ville, uden at få skader. Det gav mig derudover mulighed for at møde mange fantastiske mennesker, som jeg hurtigt også omgikkes med uden for bassinet. Jeg begyndte efter nogle år til havsvømning, hvilket var det måske næstbedste, jeg havde gjort, efter at uddanne mig til læge.

Hvis jeg elskede indendørs svømning, kunne man gange den følelse med tusinde, hvad angik havsvømning. Udover at møde endnu flere interessante mennesker, fik jeg nogle uvurderlig naturoplevelser. Nu troede jeg mit liv og tilværelse var sikret: Jeg var uddannet læge og havde løst mit aktivitetsbehov på den bedst mulige måde. Nu kunne jeg begynde at tænke på at stifte familie. Men så blev jeg først ramt af fireårsreglen, dernæst var jeg så dum at påpege overlæge Egill Rostrups håndtering af følsomme patient og forsøgsdeltageres data, som var i strid med loven, så blev jeg på grund af Egill Rostrups hævn kasseret fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet, og endelig fik den praktiserende læge Camilla Elvekjær ødelagt den allersidste rest af håb og fremtidsudsigter med hendes fuldstændigt uberettigede tvangsindlæggelse af mig på farekriteriet, altså røde papirer.

For at vende tilbage til træningen, så holdt min 38 årige gamle krop til min store overraskelse til, at jeg kunne træne intensivt i indeværende periode. Men det kunne hurtigt vende, og i min håbløse situation ville det være en katastrofe. Så jeg måtte tvinge mig selv til at tage en hviledag. Det var ikke lykkedes for mig endnu, selvom jeg faktisk gjorde en indsats for det, ved eksempelvis at gå lange ture i stedet.

Kunne jeg ikke bare yde en større indsats, og få det til at lykkedes? I virkelighedens verden nej, for hver gang jeg endelig formåede at afstresse, kom der en ny traumatiserende hændelse, jeg ikke havde indflydelse på. I forrige uge var det den kommende center vagt “Frodo”, som gav mig mit udstyr tilbage, hvilket jeg selvfølgelig selv skulle cykle ud for at hente, og så sent som i går var det min kontaktpersons psykisk nedbrydende af, hvem jeg var som person, der havde retraumatiseret mig.

Min kontaktperson

Det groteske var, at min kontaktperson sagde, at hun godt vidste, at det var traumatiserende for mig at deltage i det kommunale helvede, at jeg ville blive nedgjort og ydmyget for jeg véd ikke hvilken gang. Alligevel deltog hun aktivt i allerhøjeste grad i denne traumatisering. Hvorfor? Jeg troede ikke at netop hun følte sig mere værd som menneske, ved at trampe på dem, der lå ned, men jeg kunne ikke afvise det. Hvordan mon hun havde det, når hun fik fri fra arbejde, velvidende at hun aktivt og fuldt ud bevidst havde en yderst skadelig virkning på mig? At hun overhovedet ikke på nogen måde reelt set havde gjort andet end at skade mig?

Hun var en af de eneste mennesker, jeg havde fortalt min historie til, som ikke straks havde reageret med fordømmende eller uforståenhed, da jeg tydeligt kunne se på hendes ansigtsmimik, at hun havde medlidenhed med mig. Alene det gav hende stjernestatus hos mig, men selv om fraværet af arrogance og ignorant fordømmelse var skønt at opleve for én gangs skyld, så var det jo ikke nogen løsning på mine problemer. Jeg kunne heller ikke bruge medlidenhed til noget som helst. Derfor var det måske mest sandsynligt, at hun allerhøjest kortvarig tænkte, “godt det ikke er mig”, hvis hun da overhovedet skænkede det en tanke.

Hvad det faktisk ville hjælpe mig

Hvad det offentlige burde gøre, var oplagt: Hjælpe mig ud af det kommunale mareridt. Det kunne ske ved at hjælpe mig med at finde et andet sted at bo. Det vidste hun godt, for jeg havde sagt det til hende, men hun insisterede på at traumatisere mig med et unødvendigt og meningsløst møde med “En grim hater fra kommunen”.

Heldigvis havde jeg nu fået så relevant stort overskud at jeg selv var i stand til skrive mig op i to boligselskaber, men det var kun begyndelsen. Efter fem års helvede i systemet havde jeg fået nok. Jeg skulle ud af det i en fart. Jeg ville ikke deltage i noget, der var så ubehageligt, at jeg fik selvmordstanker af bare at skrive om det. Hun kunne holde sit møde med repræsentanten fra kommunen helt selv, jeg ville ikke deltage, uanset hvor meget hun måtte true mig med at få de værste mennesker jeg kunne komme i tanke om til at deltage, nemlig dem fra psykiatrien.

Traume efter traume

Hvis jeg på trods af det offentliges traumatiseringer og virkelighedsfornægtelse undgik at tage livet af mig selv, skulle jeg ikke glemme at skrive om “den lille ondskab”. Måske var det ligefrem en skærpende omstændighed, at hun var fuldt ud bevidst om, at hun aktivt skadede mig? Jeg havde ikke tid til at ruminere over de pågørte psykotraumer, for næste af slagsen ville finde sted allerede i morgen, når jeg var tvunget til at møde op et sted, der var langt værre end noget kommunen kunne udsætte mig for, nemlig psykiatrien, der med sikkerhed i løbet af relativt kort tid, ville få mig til at tage livet af mig selv, fordi psykiaterens psykiske tortur efterhånden var uudholdelig. Ingen pause fra træningen i dag altså.

Umyndiggørelse

Det ord jeg ubevidst havde ledt efter var naturligvis "umyndiggørelse". Det var præcis det, jeg havde været underlagt i de sidste fem år, og det var det, jeg nu havde fået nok af, og som jeg ville gøre alt for at undgå.

Når stressfaktorerne stød i kø, og når hver enkelt stressfaktor i sig selv var for stor en mundfuld, måtte jeg prioritere dem benhårdt.

Jeg havde talt med en anden beboer på forsorgshjemmet i dag, og vedkommende gav spontant udtryk for hvor belastende og nedladende personalet på stedet var, når de ofte og uden varsel dagligt bankede på beboerens dør for at spørge om vedkommende "var ok". Denne beboer ønskede bare at få lov til at få lidt fred og privatliv, der var ingen grund til at personalet i deres bevidstløse magtdemonstration forklædt som omsorg stalkede beboeren, der præcis lige som jeg hadede den umyndiggørelse, der blev praktiseret. Nu var beboeren blevet så ulidelig træt af at personalet behandlede vedkommende infantilt, at det eneste denne kunne tænke på var at komme væk fra forsorgshjemmet i en fart.

Det var præcis den måde, jeg selv havde det på, og jeg takkede denne beboer for at dele sine frustrationer med mig, og dermed bekræftede at det ikke kun var mig, der syntes at stedet var forfærdeligt at opholde sig på.

Boligsøgning

Det tog mig bogstaveligt talt under to minutter at finde de første syv værelser til leje i lokalområdet til en overkommelig pris. Udover bad og toilet, havde jeg kun behov for den plads der svarede til, at der kunne ligge en madrads på gulvet, samt en stikkontskt til min oplder til mobiltelefon.

Det var et positivt førstehåndsindtyk jeg hermed fik af mulighederne for at få et værelse. Hvis det var så let, som det gav indtryk af, hvorfor pokker havde man så ikke hjulpet mig med det, hvis man endelig insisterede på at umyndiggøre mig? Hvorfor skulle jeg slæbes igennem det kommunale søje? Hold da op hvor var hele det sociale system i Danmark ulækkert. Det var som om det primært var designet til at skabe et b-hold, som de mennesker, der sad trygt og godt i det havde nogen de kunne se ned på og udskamme. Rødovre Kommune var ikke andet end en taberfabrik. Om så jeg fik tildelt hele Rødovre Kommunes hovedbygning som bolig, hvis blot jeg accdpterede det forkerte præmis om at jeg var svag og syg, så ville jeg uden at blinke hellere bo i en papkasse bag Hovedbanegården, hvis bare jeg kunne få lov til at arbejde som læge igen.

Fik afleveret mit brev til min kontaktperson for forsorgshjemmet. Jeg havde det dårligt med at skrve det til hende, som jeg havde gjort, for hun var meget kvalificeret og venlig. Det fortalte samtlige af de andre beboere mig, og de var utroligt glade for hendes hjælp. Der var to ansatte på forsorgshjemmet, som udelukkende fik ros af beboerne, og min kontaktperson var den ene. Mit problem var at jeg ikke havde brug for den hjælp en nok så dygtig kontaktperson kunne yde. Det forventede jeg heller ikke. Jeg havde ikke noget valg end at sige fra over for kommunen og desværre altså også over for min kontaktperson. Undskyld til hende. Jeg havde formået at holde en hviledag fra styrketræningen, men jeg var simpelthen nødt til at få rørt mig, så jeg aflevede mit brev til kontaktpersonen og løb flere runder i den nærliggende park. Nu galt det om at forberede sig på, at personalet kom rendende og hmrede på døren til mit værelse for at høre om "alt var ok", fordi jeg havde skrevet mit brev. Det var helt sikkert man ville komme, og det stressede mig temmelig meget, men jeg var nødt til at sidde på værelset og skrive på grund af det kølige vejr.

Jeg besluttede mig for ikke at bringe brevet jeg havde afleveret til min kontaktperson på hjemmesiden af respekt for hende. Jeg ville give mig for at sygeplejerske Susanne skulle have en kopi i morgen, udelukkende for at komme forsorgshjemmet i forkøbet. Min respekt for Susanne lå på et meget lille sted, og hendes følelser var jeg ligeglad med, for jeg huskede tydligt, at hun startede med at ringe til Absalon Camping så jeg kunne ligge i telt der, før hun ringede til forsorgshjemmet. What. The. Fuck. Susanne. Var du fuld den dag? Hvad tænkte du dog på, siden at du syntes at en campingplads var en god ide? Spørgsmålene var retoriske, for jeg var præcis så ligeglad med hendes svar, som hun var for mit velbefindende.

Der var folk, der havde langt mere brug for at være på et forsorgshjem end jeg, især taget den kommende vinter i betragtning, så jeg skulle bare væk i en fart derfra.

Det sidste døgn havde været ekstraordinært stressende, som følge af den traumatiserende samtale med min kontaktperson i går, som tvang mig til helt utvetydigt at sige fra og lukke den stressfaktor ned, så jeg kunne fokusere på min egentlige fjende, psykiatrien, som jeg skulle kæmpe med allerede i morgen. Jeg faldt i søvn kort efter jeg var begyndt at skrive, men måtte fortsætte igen da jeg vågnede. Der var ingen andenpræmier i det spil jeg spillede.

Da jeg flere gange i løbet af årene havde mistet alt, genetableret mig, og så mistet alt, jeg havde oparbejdet på ny, havde jeg lært ikke at knytte mig alt for meget til noget som helst. Selv om jeg endnu ikke havde fundet et nyt sted at bo, havde jeg i læbet af eftermiddagen allerede taget mentalt afsked med forsorgshjemmet, smidt seks bøger ud jeg havde købt i den lokale Røde Kors forretning, ryddet op og i aften ville jeg give min ven mit improviserede natbord. Det galt om hele tiden at være parat til at rykke teltpælene op med meget kort varsel.

I morgen ville jeg give det ubrugelige udstyr, jeg havde fået tilbage fra "Frodo" og hans kæreste "Pretty face" til de af beboerne, der ville havde det, og ellers måtte jeg kassere det. Det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at søge erstatning for det. Dernæst ville jeg lave en liste over de småting jeg manglede, finde ud af hvad mit rådighedsbeløb var, lave et detaljeret budget, og sætte mig ind i alt om lejekontrakter og øvrige formalia.

Det tog mig kortere tid at finde en detaljeret budgetskabelon i Excel på nettet, end det gjorde at skrive, at jeg ville lave et detaljeret budget i morgen. Nu ville jeg gå en aftentur med en ven fra forsorgshjemmet, lave et træningsskema på turen eller når jeg kom tilbage, og så gå tidligt i seng, så fjolserne i psykiatrien ikke kunne påstå at jeg var manisk og ikke sov.

Ambulatoriet

Var nede i Fitness World og træne med en ven, og det var altid motiverende at have en træningsmakker, hvorfor træningen varede længere end normalt. Jeg nåede lige akkurat hjem til frokost på forsorghjemmet, før jeg måtte afsted igen, denne gang på en af stedets cykler. Det tog lidt under en time at cykle fra Glostrup til Østerbro, hvor ambulatoriet lå. Jeg ankom omkring 20 minutter før tid, og den uvante kredsløbstræning var hård, især på grund af den forudgående styrketræning, så jeg var drivvåd af sved, men til gengæld mere rolig og afslappet, end hvis jeg havde taget toget.

Det var som sædvanligt særdeles ubehageligt at skulle ind i ambulatoriet for at sygeliggøres, og dertil kom den altid tilstedeværende frygt for tvang og andre overgreb, især taget min blog i betragtning. Derfor handlede det om for mig at bruge mindst mulig tid der. Da jeg var kommet op ad trappen og blev lukket ind, passerede Hans Raben mig på gangen. Jeg ignorerede ham helt bevidst, da jeg absolut ikke havde lyst til at tale med ham.

Heldigvis var Susanne Emde ledig, selv om jeg var ankommet lidt tidligere, så efter jeg havde drukket en kop vand, og vejet mig på vægten på gangen (95,2 kg), fik jeg udleveret mine lykkepiller og Concerta af hende.

Mit ærende i ambulatoriet varede reelt set kun fem minutter, men Susanne Emde ville så gerne have at jeg blev lidt længere, så hun kunne nå at patronisere og patologisere mig. Susanne Emde så jeg havde taget en dåse Red Bull med, og sagde at koffein belastede hjertet. Måske kørte hun bare på rutinen, måske var det et forsøg på small-talk, men det var en lidt unødvendig oplysning, da jeg rent beset havde glemt mere om koffeinmolekylets farmakodynamik end hun nogen sinde havde vidst. Jeg overvejde ganske kortvarig at fortælle hende af jeg havde haft både biokemi og farmakologi på medicinstudiet, men lod heldigvis være, og sagde bare "nå ok".

I døråbningen overrakte jeg Susanne Emden kopi af det brev jeg havde skrevet og givet til min kontaktperson dagen forinden. Jeg fortalte Susanne at jeg kun gav hende det til information. Da det fyldte under fire sider, håbede jeg at jeg slap for at skulle vente til at Susanne Emde havde læst det, så jeg insinuerede kraftigt at hun bare kunne kigge på det når jeg var kørt, for det var ikke særligt vigtigt, og det handlede bare om, at jeg var i gang med at finde en lejlighed.

"Vil du gerne finde en lejlighed?" spurgte Susanne Emde mig med vantro og forundring i stemmen, som om jeg havde fortalt hende at jeg ville bestige Mount Everest i morgen. "Ja", svarede jeg, "jeg har ikke lyst til eller behov for at bo på et forsorgshjem". Susanne Emde kendte mig alligevel ikke særligt godt, siden hun tilsyneladende ikke troede på, at jeg var i stand til at klare mig selv i egen lejlighed. I så fald var det hende der var overordenlig galt afmacheret, og havde ringe sociale færdigheder, for selvfølgelig kunne jeg det. Det var det nemmeste i hele verden, men der var så meget Susanne Emde ikke vidste, og jeg gad ikke efter fem år i hendes system at uddybe det, lige som hendes uvidenhed eller fejlvurdering heller ikke længere gik mig på. Fred være med Susanne Emde, hun var sikkert en udmærket sygeplejerske, selv om hun ikke scorede højt på hendes empatiske evner. Jeg skulle bare have samme tilgang til hende, som pingvinerne i animationsfilmen "Madagaskar", nemlig "smile and wave boys, just smile and wave". Næste gang jeg skulle belemres med fremmøde i ambulatoriet var den 21. september, og der skulle jeg tale med overlæge Hans Raben. Indtil da skulle jeg bare slappe af, og lede efter et værelse eller en lejlighed.

Jeg gik tidligt i seng, og før jeg faldt i søvn lå jeg og tænkte på, at det altid var den samme måde jeg havde det på, før jeg mødte op, nemlig svært ubehag, hjertebanken, irritation, og rastkøshed, og efterfølgende var jeg udtalt modløs, nedtrykt, samt fysisk og mentalt udmattet.

Tiden var ved at løbe ud. Jeg blev ikke ligefrem yngre, og for hver dag der gik, minimeredes mine chancer for at få et normalt liv, som det normale menneske jeg var. Susanne Emde og Hans Raben var lige så nådesløse som robotter, men det var også naivt at tro at de ville risikere noget for min skyld. De var begge udelukkende en del af problemet. Min eneste chance for at overleve på sigt var at andre myndigheder eller pressen involverede sig, og fik sundhedsmyndighederne til at få disse psykiatriens tjenere til at rette ind efter virkeligheden. Men jeg orkede næsten ikke mere, især ikke flere afvisninger.

Der blev nødt til at ske noget relativt hurtigt, og det kunne kun være mig, der gjorde det. Jeg havde adskillige timers optagelser af psykiatere liggende, og jeg måtte bare tvinge mig til at lytte til dem.

Økonomi

Det var ikke nok at sige, at jeg gerne ville behandles som et normalt og ressourcestærkt individ. Jeg var også nødt til at demonstrere, at jeg var det. Planen havde egentlig været at fokusere på den største stressfaktor ført, nemlig den videre kontakt til min advokat i forbindelse med erstatningssagerne, men én ulykke kom som bekendt sjældent alene, og nu var jeg blevet tvunget til at skifte fokus til en anden af slagsen, der var langt mere akut og presserende: Jeg skulle hurtigst muligt væk fra forsorgshjemmet, og det krævede en større indsats fra min side af.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det jeg foretog mig var det eneste rigtige, hvis jeg ville overleve på sigt, at det var det mest rationelle, jeg kunne foretage mig, men desværre så mine nære omgivelser ikke sådan på det. Det gjorde mig ked af det, men det var der ikke noget at gøre ved. Nu havde jeg udelukkende ved egen hjælp formået at oparbejde mine daglige rutiner på ny, og nu måtte jeg for alt i verden ikke lade mig passivisere af den umyndiggørelse, der havde gjort mig apatisk og handlingslammet i omkring fem år.

Jeg flyttede hjemmefra som syttenårig, og havde klaret det ganske udmærket indtil jeg mistede min bolig i 2016, som følge af en praktiserende læges fejldiagnose. Jeg var endt på forsorgshjemmet alene fordi jeg havde mistet alt håb og havde givet op, men nu var det på tide at komme videre. Jeg havde været udsat for paranoia fra en enkelt af personalet en lille måneds tid forinden. Det kom sig af, at jeg havde fortalt en af beboerne, der på det tidspunkt havde været særdeles påvirket af en eller flere rusmidler, at jeg var i gang med at skrive en bog, og jeg havde været så uforsigtigt at vise vedkommende den.

Desværre havde denne beboer misforstået noget, og troet at jeg fotograferede og optog hvad der foregik på forsorgshjemmet, og fortalt dette til pågældende personale, som havde opsøgt mig om aftenen og belært mig om reglerne på stedet. I dette personales optik var jeg skyldig. I virkeligheden havde jeg aldrig hverken optaget lyd eller video, eller skrevet om nogen som helst af hverken beboerne eller de ansatte, men alligevel skulle jeg dømmes for noget jeg ikke havde gjort. Det havde jeg sjovt nok prøvet en del gange tidligere, og det havde haft katastrofale konsekvenser for mig, så jeg blev meget fortørnet, og skrev et langt brev til lederen, som jeg imidlertid aldrig fik afleveret.

Jeg opholdt mig på forsorgshjemmet frivilligt, i hvert fald rent formelt, for jeg havde ikke haft noget valg, så derfor var det - foruden juridisk - ikke moralsk forsvarligt at jeg skulle skrive eller optage noget fra det. Jeg var faktisk i stand til at skelne mellem hvem og hvad jeg skriv om og optog, men hvis man, som denne beboer, var overordentligt påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, så blev det hurtigt til at jeg optog alt jeg kom i nærheden af, hvilket var helt forkert. Jeg gjorde udelukkende det, der var nødvendigt for at undgå yderligere overgreb i psykiatrien, og alt andet var jeg ligeglad med, herunder hvad der foregik på forsorgshjemmet. Der var ellers masser af skrive om, men det gjorde jeg altså ikke.

Jeg var på nuværende tidspunkt nødt til igen at skære tingene ud i pap:

1. Det eneste jeg dokumenterede, om det så var med optagelse af lyd eller video, fotografier eller skrift, var det, jeg var tvunget til, og som havde ødelagt min tilværelse både bagudrettet og fremadrettet.

2. Fraset det under punkt 1 anførte, dokumenterede jeg ingenting på nogen måde.

Jeg fattede simpelthen ikke at det var så svært for nogle at forstå, men det var det altså. Og så var det mig der var paranoid? Jeg kunne huske stort set alt, så jeg havde - hvis jeg alligevel havde tænkt mig at skrive om forsorgshjemmet - slet ikke brug for at dokumentere noget som helst.

Årsagen til bogen

Jeg kunne bede om nok så venligt at blive taget seriøst på forsorgshjemmet, men det ville aldrig blive respekteret. Selve den konkrete årsag til at jeg overhovedet var begyndt at skrive min bog, havde været en episode for et par månbeder siden, hvor jeg tilsyneladende havde virket nedtrykt. Derfor gik jeg ind på mit værelse, for at være lidt i fred. Men desværre havde personalet set at jeg havde fremstået trist, og som jeg senere skulle erfare, så var det politikken på stedet at personalet opsøgte beboere, der virkede anderledes end de plejede, for at høre hvorfor de så ud til at de eksempelvis virkede triste.

Humørpolitiet

Praksis var således, at to af personalet bankede på døren til ens værelse, og uanset hvad man sagde, kort tid efter gik ind. Det galt ikke bare mig, for flere andre beboere havde uopfordret og spontant fortalt mig at de syntes det var angstprovokerende og grænseoverskridende at man ikke kunne være i fred, hvis det var det man ville. Den pågældende dag kom personalet ind på mit værelse hele to gange, og én af gangene følte jeg mig tvunget til at fortælle, hvad der gik mig på. Jeg sagde, at jeg var trist til mode, fordi jeg i flere år ikke måtte arbejde som læge. Det pågældende medlem af personalet svarede, at det skulle jeg ikke være ked af, for der var sikkert noget andet, jeg kunne arbejde som.

Det var den helt forkerte måde at "trøste" mig på. Hvorfor skulle jeg arbejde som andet end læge, når jeg aldrig havde skadet eller fejlbehandlet nogen patienter? Jeg havde fortalt hendes kollega, som invaderede mit privatliv et stykke tid forinden, at jeg var lidt trist, men helt ok, og bare havde brug for at være lidt alene. Nu var jeg blevet presset til at fortælle den næstkommende ansatte hvad årsagen var, og det havde afstedkommet at jeg fik det endnu dårligere.

Personalet på de psykiatriske afdelinger havde opført sig på samme måde, og de havde også invaderet mit privatliv, gerne op til flere gange dagligt, hvilket havde givet mig traumer i forhold til folk, jeg ikke havde inviteret, som bankede på min værelsesdør for derefter at låse sig ind. Nu gjorde personalet på forsorgshjemmet det samme. Og i de to forudgående dage var der som sagt to beboere, der helt uopfordret havde fortalt mig at de havde været udsat for lignende praksis, at de hadede det, den ene i så svær grad, at vedkommende nu bare havde tænkt sig at komme væk fra stedet.

Jeg syntes det var en forkvaklet og misforstået filosofi, der blev praktiseret på forsorgshjemmet, især når man ikke respekterede, at jeg flere gange venligt havde sagt fra overfor denne meget stressende og umyndiggørende praksis, men jeg måtte respektere, at det nu engang var sådan reglerne var, og brød jeg mig ikke om dem, måtte jeg bare finde et andet sted at være. Når jeg dertil - præcis som mange andre beboere - havde udviklet en aversion mod stedet i en grad at jeg fik det fysisk dårligt af at opholde mig der, så skulle jeg bare væk. Et telt på en campingplads var at foretrække, hvis jeg slap for den enerverende, paternalistiske umyndiggørelse.

Har du det godt?

Så sent som i formiddags blev jeg stillet det spørgsmål jeg efterhånden hadede mere end noget andet, nemlig "Har du det godt?" og "Har du haft en god weekend?". Jeg orkede ikke igen at fortælle at jeg godt vidste at spørgsmålele ikke var ondt ment, men at det generede mig hele tiden at skulle implicit sygeliggøres. Da jeg selv var læge på psykiatrisk afdeling i Ballerup var det præcis de samme spørgsmål jeg stillede til de akutte selhenvendere i psykiatrisk skadestue. Men hvis nogen af dem havde bedt mig om at lade være med at spørge om hvordan de havde det, så ville jeg da respektere det.

Frivillig tvungen fællessang

Jeg kom til at tænke på at jeg for nogle uger siden var blevet bebredjet at jeg ikke deltog i et sangarrangement. De steder jeg havde været ufrivillig gæst var netop fællessang noget, som personalet gik vældig meget op i, og jeg var mere eller mindre tvunget til at deltage i sangen, selv om jeg på ingen måde havde lyst til det. På trods af dette havde jeg alligevel deltaget i to ud af de fire forudgående sangarrangementer på forsorgshjemmet, alene fordi jeg syntes det var flot af den frivillige og ulønnede musiker at stillede op. For et par uger siden, var jeg dels i gang med at vaske tøj, og dels havde jeg virkeligt ikke lyst til at deltage. Alligevel blev jeg flere gange kraftigt opfordret til det. Hvorfor i alverden skulle jeg presses til at gøre noget, jeg aldrig havde brudt mig om? Jeg hadede at synge fællessang, og det samme gjorde flertallet af beboerene. Hvorfor troede personalet at vi kunne lide at sidde og synge? Havde man nogensinde spurgt os ad? Hvis man havde arrangeret noget fodbold eller lignende, deltog jeg gerne.

Nok om forsorgshjemmet og klientliggørelsen, som havde belastet mig hele den tid, jeg havde været på stedet. Jeg vidste at jeg så langt fra var den eneste, der havde det på den måde, at jeg intet kunne gøre for at blive behandlet normalt, og at løsningen var at jeg - nu da jeg havde fået fornyede ressourcer - fandt et andet sted at bo.

Det var naturligvis også opfattet som et sygdomstegn at jeg åbenbart var så megaloman, at jeg troede at jeg var dygtig nok til selv at finde et værelse eller en lejlighed, og man skulle nok sørge for at psykiatrien fik det at vide, men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke gjort noget som helst forkert på forsorgshjemmet, tværdigmod, og det vidste jeg nu med sikkerhed passede.

Der var en grund til at jeg afholdt mig fra eksempelvis at tjekke post eller sætte mig ind i min økonomi. Det skyldes, at det stort set hver gang jeg gjorde det, var som at få et hårdt slag i ansigtet. Det var særdeles traumatiserende hver eneste gang, og - lige som alle andre i en lignende situation som min, havde jeg erfaret - havde jeg efter flere år helt opgivet det. Men nu var jeg desværre igen tvunget til det i mine bestræbelser på at betale indskud til et værelse.

Det groteske var, at jeg udmærket var i stand til at arbejde og forsørge mig selv, men at jeg ikke måtte. Så der var intet jeg kunne gøre. Da jeg tjekkede min konto i dag for at se hvad mit rådighedsbeløb var, fik jeg endnu et stort shock: Lægernes Bank havde ensidigt reduceret den øverste grænse for min kassekredit på meget kort tid med så meget, at jeg nu kun havde 1235.66 kroner tilbage til resten af måneden, til trods for at mit forburg var meget beskedent. Jeg fik straks svær kvalme og udtalt angst, og koldsveden begyndte af springe frem.

Bankrådgiverens hævn

Jeg tænkte, at det måtte være min bankrådgivers hævn for, at jeg havde klaget over hende for snart længe siden, pga. de forholdsvis mange fejl hun havde begået gennem årene, men heldigvis så jeg i min netbank, at hun langt om længe var blevet udskiftet, hvilket jeg ligeledes havde bedt om for længst. Måske var jeg så udmattet af den seneste (og kommende) tids traumer, der var kommet efter hinanden som perler på en snor, måske skyldte det, at det på en måde var som at få en ny og frisk start i Lægernes Bank efter flere års økonomisk chikane, men det lykkedes mig for første gang siden 2014 at skrive en forholdsvis venlig besked til banken, som var en forespørgsel om at få haævet min kassekredit en smule, så jeg havde råd til indskud til et værelse.

"Jeg undrer mig over at det maksimale beløb på min kassekreditkonto er -66.000. Det må betyde at Lægernes Bank ensidigt har reduceret min maksimale kassekredit fra 100.000 til nu blot 66.000. Da jeg har et minimalt forbrug, og kun har råd til det allermest nødvendige, undrer det mig, at Lægernes Bank har sat det maksimale beløb så langt ned så hurtigt. Jeg har i skrivende stund kun 1235.66 kr. tilbage til resten af måneden, efter min huslejerestance for min plads på forsorgshjemmet til Rødovre Kommune er betalt.

Kjeld."

Jeg skulle være tilbage på forsorgshjemmet inden frokosten sluttede kl. 13.00, for ellers var det meget sandsynligt at personalet kontaktede psykiatrien fordi de var "bekymret" over at jeg ikke spise frokost, hvilket helt sikkert måtte være et sygdomstegn. Men jeg havde syv bananer i min træningstaske netop med det formål for øje, at jeg så ikke blev sulten efter den fysiske udfoldelse, og endnu mere vigtigt var det, at jeg for første gang i over et år utroligt nok kunne holde ud at sidde på biblioteket uden at blive angst eller få klaustrofobi.

Jeg var "in the flow", og selv om det havde været ret så ubehageligt at erfare, at jeg til trods for mit meget begrænsede forbrug var så fattig, så havde det enten været relativt kortvarigt, eller også var schokets reaktionsfase forsinket til senere. Jeg måtte ikke risikere at jeg mistede modet til at fortsætte med at få styr på formalia, for første gang i flere år, så jeg besluttede at løbe risikoen for at personalet blev "bekymrede" og sidde på biblioteket indtil kort før dagpersonalet gik hjem, så de i det mindste kunne forvisse sig om at jeg var i live og ikke sultede.

Der var mange måder man kunne få en ekstra, uofficiel indkomst på ved at arbejde sort. Der var desværre ikke umiddelbart en muligthed for mig, og at arbejde på normale vilkår måtte jeg jo ikke. Det var en god måde at knække mennesker på, at fastholde dem marginaliserede og afhængige af passiv forsørgelse.

Jeg måtte selvfølgelig også forsøge at se på nogle af de positive aspekter af min påtvungne fattigdom: Først og fremmest var mit budgetskema meget let at udfylde; tandlæge, indbetaling til A-kasse, fagforening, sygesikring, pension, TV, streaming og apps, pensionsindbetaing og transport, byture, ferie, biografture, ja, faktisk alt andet end de billigste hygiejneprodukter havde jeg ikke råd til. Afbetaling af gæld, cykel og alt andet overflødigt pjat. Møbler havde jeg ikke brug for, og tøj kunne jeg få udleveret i forsorgshjemmets kælder.

Gaver, slik, sodavand og frisør slap jeg også for at bekymre mig om. Bøger kunne jeg låne på biblioteket. Jeg slap også for at stresse over at få erstatning ved hjælp af en advokat. "Hvordan har du det?". "Fremragende, tak."

Jeg kom til at tænke på en uventet, meget positiv oplevelse jeg havde i fitnesscentret i formiddags. Efter træningen i omklædningsrummet var der et stort brød, omkring 10 år ældre end jeg, der også var ved at klæde om. Da vi begge var kommet i tøjet ønskede han mig en god dag. Jeg vidste der ikke var andre i omklædningsrummet, så det måtte nødvendigvis være mig, han henvendte sig til. Jeg takkede høfligt, og sagde i lige måde. Det afstedkom at vi kortvarigt small talkede om at det var rart at badet var åbnet op igen efter coronatidens restriktioner, og manden sagde, at han var glad for det, da han ikke kunne tillade sig at møde op på arbejde efterfølgende "i civil" med sveden drivende af sig.

Det var bare en kort høflighedstilkendegivelse, men det var første gang i meget lang tid at jeg var blevet mødt på lige fod af et andet menneske, der ikke fik løn for at være venlig over for mig, at jeg tilsyneladende så ud og opførte mig - ikke som et monster - men som et helt normalt menneske. Det var en meget vigtig oplevelse, jeg skulle huske mig selv på fremover. Efter så mange belastninger havde jeg tidligere oplevet at blive overvældet af nedtrykthed, trække mig og blive apatisk. Det måtte for alt i verden ikke ske nu, for så ville jeg miste alt, jeg havde oparbejdet. Hvis jeg blev smidt ud af forsorgshjemmet, måtte jeg sørge for at have en plan B og helst også en plan C. Det værste der kunne ske var at jeg blev tvangsindlagt eller fængslet, men selv om det ikke var morsomt, så fik jeg begge steder både mad og tag over hovedet, og jeg havde oplevet det, der var værre. Jeg skulle tvinge mig til at glæde mig over det jeg trods alt havde nu og ikke fokusere på alt det negative, som jeg plejede.

Servicelovens §110

Jeg havde som nævnt i 2017 forsøgt ved fremmøde i, og ved flere telefoniske henvendeser til, Rødovre Kommune, at blive opskrevet på deres akutboligliste, og jeg havde sågar et troværdigt vidne til disse forsøg i form af min ven, der var journalist. Jeg var dum nok til ikke at optage disse henvendelser, men den gang troede jeg ikke det kunne blive nødvendigt.

Jeg havde fået afslag på at blive opskrevet, da jeg dels ikke modtog kontakthjælp, og dels havde mistet min bolig i Københavns Kommune, hvorfor Rødovre Kommune oplyste, at jeg skulle henvende mig dér, og at man intet ville gøre for at hjælpe mig. Jeg forsøgte dernæst at få kontakthjælp, så jeg måske alligevel var berettiget til at komme på ventelisten, men da jeg jo havde en (fejl)diagnose, var jeg jo syg, og så var jeg ikke berettiget til at modtage kontakthjælp.

Ganske vidst havde den privatpraktiserende psykiater Henrik Jurlander i en erklæring af 2. marts 2017 konkluderet at jeg "ikke var psykotisk", samt at det "intet var til hinder for at jeg kunne arbejde som læge igen". Den sendte jeg til Styrelsen for Patientsikkerhed, som med garanti også modtog den, men styrelsen ignorerede bare det prykiateren havde skrevet.

Herefter mistede jeg alt mod, og gav simpelthen op. Det måtte ikke ske igen, men jeg havde lovet mig selv at gøre et sidste forsøg på at få den tilværelse, jeg i al ydmyghed havde fortjent, og der var fortsat masser jeg kunne gøre.

I forhold til psykiatrien var der intet at gøre længere. Jeg havde prøvet alt, men man nægtede simpelthen at berigtige fejldiagnosen, således at jeg i det mindste havde en minimal chance for at skabe mig en tilværelse.

Økonomisk blev jeg fastholdt i et jerngreb af Lægernes Bank, der hver gang jeg havde modtaget den fornedrende og ydmygende "Invalidepension", hurtigt reducerede min kassekredit, så jeg i øjeblikket kun havde omkring 1300 kr. til rådighed. Jeg var tvunget til at opholde mig et sted, jeg ikke havde behov for at opholde mig, da jeg nu - så vidt jeg vidste - ikke længere var jaget vildt af "Frodo", samt indtil for et par dage siden, var mere end parat til at komme videre. Hvad forhindrede mig i et bo i egen lejlighed eller på et værelse? Kun indskuddet. Hvad var det, jeg ikke var i stand til i forhold til at bo i egen bolig? Ingenting.

Indtil jeg modtog svar fra Lægernes Bank (som sandsynligvis ville være et afslag), måtte jeg finde et hvilket som helst arbejde, i det mindste bare midlertidigt. Igen, hvad var det jeg ikke kunne i forhold til at gøre rent eller lignende? Ingenting.

Det gjorde ondt at tænke på at ingen ville røre en psykotisk og utilregnelig kriminel som jeg med en ildtang, at min eneste reelle mulighed for beskæftigelse var at være selvstændig, samt at de mange afslag ville tage hårdt på mig, men i det mindste kunne jeg dokumentere, at jeg havde forsøgt.

Jeg kunne ikke tillade mig at lyve, og jeg kunne ikke rigtigt bruge min lægeuddannelse eller mit CV til noget, men jeg kunne i det mindste undlade at fortælle alt.

Først måtte jeg lave en køreplan for den nærmeste fremtid, der snævert fokuserede på egen bolig og beskæftigelse:

• Dokumentation for aktiv boligsøgning (udført)
• Om udformningen af en lejekontrakt
• Dokumentation for aktiv jobsøgning (igangværende)
• Jobansøgning
• CV
• Udarbejdelse af tentativt og realistisk budget (udført)
• Indtægter
• Udgifter
• Rådighedsbeløb
• Konvertering af hjemmesiden til en e-bog
• Redigere indholdet af bogen, så det var mindre emotionelt, vredt, polemisk og skingert, og mere relevant og læsværdigt for andre
• Få solg eller bortgivet det mere eller mindre ubrugelige IT-udstyr, jeg havde fået retur (delvist udført).
• Have styr på alle udeståender: Afmelde prøveperiode for Netflix (udført dd.), aflevere biblioteksbøger (udført dd.)
• Forberede mig på at kunne flytte med meget kort varsel.
• Vintertøj - tjek
• Vinterjakke - tjek
• Halstørklæde - tjek
• Hue - ikke nødvendigt nu
• Vanter - ikke nødvendigt nu
• Vintersko - ikke nødvendigt
• Træningstøj - tjek
• Håndklæder - tjek

Til at starte med måtte jeg for en god ordens skyld kaste et blik på serviceloven.

Fra: https://sim.dk/arbejdsomraader/udsatte-voksne/hjemloeshed/servicelovens-tilbud-til-personer-i-hjemloeshed/ (tilgået 8. september 2020) og se appendiks.

---

Var nede for at købe aftensmad i Netto, og fandt til alt held bestik til salg som spotvarer. Jeg købte en pakke med 10 knive og 10 gafler til hver 20 kr. Tjek. Jeg delte bad, toilet og køkken med en anden beboer, så jeg havde fin mulighed for selv at lave mad, men da jeg jo skulle spare ret meget havde jeg ikke råd til at købe råvarer, så jeg nøjedes med en pakke med fire makral i tomatsovs og noget næsten datooverskrevet rugbrød nedsat til tre kroner.

Jeg måtte hellere færdiggøre én ting ad gangen, så jeg kastede mig over mit budget, og udfyldte det jeg kunne. Dog var udgifterne til mad noget, jeg måtte undersøge nærmere, så jeg googlede og fandt på casa-analyse.dk det såkaldte minimumsbudget, som var fremragende at bruge som vejledning. Mens jeg arbejdede krydsede jeg fingre for at "humør" politiet ikke kom og skulle høre, hvorfor jeg ikke havde spist aftensmad på forsorgshjemmet. Mit alibi var at jeg havde spist makral i tomatsovs, og jeg havde gemt bevist i min skraldepose.

Fra nu af måtte jeg hellere arbejde in cognito, så efter madbudgettet var lavet, ville jeg skjule denne del af bogen, og fokusere på de andre dele. Jeg læste om "minimumbudgettet" (se appendiks).

Uddrag af brev til lederen af forsorgshjemmet

Møde med leder af forsorgshjemmet, 10. september 2020 kl. 9.00

Kjeld.

Mail til psykiater

Kære overlæge Hans

Kjeld.

Exit forsorgshjemmet 2

Samme dag jeg oprettede en profil på boligportalen.dk skrev og ringede to interesserede udlejere til mig. Jeg tog kontakt til den udlejer, der havde den mest relevante værelse. Han lød venlig og sympatisk i telefonen, og vi aftalte at jeg kom forbi og så værelset allerede i dag.

Jeg var meget nervøs, og tænkte på hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle fremstå. Jeg havde intet dyrt mærketøj, og havde været nødt til nødt til klippe mig selv med en trimmer de seneste år, da jeg ikke havde råd til at gå til frisøren. Da jeg vidste at udlejer styrketrænede dagligt i hele to forskellige motionscentre, og da jeg gjorde det samme, var det oplagt, at jeg som undskyldning for manglen på dyrt tøj, var iført træningstøj og havde den dyreste beklædningsgenstand, jeg ejede på, nemlig en Häglöf outdoor jakke.

Jeg tog bussen til Taastrup hvor værelset lå. Det var "Enestående"-land: Jeg kunne stå af bussen på Taastrup Station, og gå hen og spørge den første person, der så ud som om han var banderelateret, og spørge ham om hvem "Enestående" var, og enten ville vedkommende give mig hånden eller "jumpe" mig, afhængigt af tilhørsforhold.

Det var ikke kun Taastrup der var "Enestående"-land, også i Sydhavnen havde han været en person, man vidste hvem var. Mange ville mene at "Enestående" ikke var guds bedste barn, men det havde han været over for mig, og desuden, var de psykiatere, der havde taget livet af ham og mange andre sagesløse patienter bedre? Nej, "Enestående" nåede ikke psykiaterne til sokkeholderne hvad angik nødesløshed og farlighed.

Hellere én "Enestående" end samtlige psykiatere i kongeriget Danmark. Jeg hadede dobbeltmoral og hykleri mere end noget andet, og "Enestående" pyntede sig ikke med lånte fjer som psykiaterne.

Kort fortalt var udlejer og værelset perfekt. Da jeg returnerede skrev jeg til ham, og vi aftalte at mødes den kommende uge for at udfærdige en lejekontrakt. Jeg havde lært aldrig at tage noget for givet, så til trods for at værelset var så godt som mit, var der ingen grund til at glæde sig over noget. Det skulle da måske lige være, at uanset hvad end der skete, uanset om jeg alligevel ikke fik værelset, så havde jeg ved egen hjælp, og uden Rødovre Kommunes såkaldte hjælp, på under to dage formået at finde en velegnet bolig, med udfærdigelse af alle formalia og et meget realistisk budget.

Selv om jeg var så godt som sikker på at mit forehavende ville lykkedes, måtte jeg alligevel sørge for at have en backup plan. Psykiatrien ville elske, hvis det ikke lykkedes mig at varetage selv at få en bolig, for så var det lykkedes for dem at ødelægge mig helt, og så kunne de påstå at jeg havde lidt et funktionsevnetab.

Hvis det omvendt lykkedes mig at undslippe det kommunale kviksand, var der intet tilbage, de kunne bruge som ammunition til at desavuere mig. Og jeg ville jo nok være lige så uforsonelig som dem, der i selvretfærdigt raseri havde gjort alt de kunne for at få mig aflivet med fattigdom og tvangsmedicinering.

Rastløshed

Normalt var jeg meget rastløs, men i dag var rastløsheden langt værre end normalt. Jeg måtte for alt i verden undgå overbelastningsskader, så jeg forsøgte at holde hviledag fra styrketræningen hver søndag; i dag var det anden gang jeg forsøgte at slappe af, hvilket havde været ulideligt, hvorfor jeg gik en lang tur i Vestskoven. Selv om turen var på omkring 20.000 skridt, var det langt fra nok, og jeg blev tværdigmod bare mere indestængt. Måske skyldtes det de mange nætter jeg havde overnattet i selv samme skov, der retraumatiserede mig, måske var det den nye uge i uvishedens tegn, jeg var ikke klar over det. Jeg glædede mig usigeligt meget til mandag morgen, hvor jeg hurtigst muligt ville tage ned i motionscentret.

Arbejde

Jeg havde ikke haft lov til at arbejde i fem år efterhånden, ikke engang frivilligt arbejde måtte jeg udføre. Det havde været et mareridt. På forsorgshjemmet måtte alle beboerne imidlertid udføre såkaldt dusærarbejde, det kunne være hvad som helst fra rengøring til at luge ukrudt. En times dusørarbejde fik man 26 kroner i timen for før skat, hvilket måske var årsagen til at det ikke var særlig populært. Jeg havde arbejdet adskillige timer med alt jeg kunne komme i nærheden af, men det var først for nyligt at jeg var begyndt at registrere timerne, så jeg fik løn for dem.

For mig havde ethvert arbejde altid været løn nok i sig selv, men fordi jeg havde været så dum at betale husleje til Rødovre Kommune, havde jeg næsten ikke flere penge tilbage, så nu var jeg tvunget til at skrive timerne ind. Jeg var begyndt på at slibe forsorgshjemmets teaktræ havemøbler, og give dem olie efterfølgende, og det var et meget omfattende arbejde. Jeg elskede imidlertid at stå i værkstedet og arbejde, og kunne gøre det i timevis hver dag. Det var meget tilfredsstillende at se resultatet af ens slid, og det kom alle til gode.

Traumer

Fordi jeg i princippet var frivilligt på forsorgshjemmet måtte jeg udvise ekstra forsigtighed i forhold til at skrive om de andre beboere. Faktisk havde jeg kun tænkt mig at skrive - ikke om, men sammen - med en enkelt af de andre på stedet. Fordi jeg var så svært kronisk udkørt af års mishandling i psykiatrien havde jeg haft overordentligt svært ved at fastholde selv mine tætteste relationer, men nu havde jeg besluttet mig for at give livet en allersidste chance, og dertil hørte at etablere og især fastholde de positive relationer jeg havde på forsorgshjemmet. Det drejede sig i første omgang om tre andre beboere, som jeg for første gang i lang tid - udover bare at ses på hjemmet - også skriv sms'er og ringede til. Ligeledes i flere år havde jeg opgivet at tage min telefon, svare på e-mails, læse sms'er og tjekke min post, simpelthen fordi jeg var udbrændt, og fordi jeg så længe ikke havde modtaget andet end trusselsbreve fra især det offentlige.

Nu var det gået godt med på ny at kontakte mine nye bekendte, så det måtte jeg for alt i verden fastholde, så jeg ikke igen blev isoleret og ensom. Men hvis det gik godt med de tre medbeboere, var der ingen grund til ikke at udvidde min bekendtskabskreds yderligere.

Men det havde især været en af disse tre beboere, som ganske konsistent gennem et par måneder havde fortalt mig om hvad han havde oplevet i et mindre udviklet land syd for grænsen, der dels satte mine egne traumer i perspektiv, og dels gav mig en ide. Denne beboer havde oplevet så horrible ting i sit tidligere hjemland at alt andet blegnede i forhold til det. Men til forskel fra mine tidligere medpatienter i psykiatrien, der desværre for de flestes vedkommende var tvangsmedicineret med stærkt sløvende medicin, var denne beboer særdeles velartikuleret, og skrev lige som jeg også dagbog.

Jeg syntes at hans beretninger om hans oplevelser var langt mere relevante for andre mennesker end mine egne, at han potentielt set kunne gøre en virkelig forskel og at han - hvis det var muligt - skulle få udgivet dem. Det var desværre meget følelsesmæssigt belastende for ham at genkalde sig de oplevelser, der var så forfærdelige at selv det at høre om dem, var meget svært for mig. Jeg havde kun ganske overfladigt og kun via litteratur eller beretninger fra mine tidligere kolleger på Retsmedicinsk Institut, hørt om forbrydelser mod menneskeheden, nu sad jeg overfor en intelligent, mentalt kapabel og ikke af alkohol eller rusmidler påvirket person, der i flere år selv havde været meget direkte vidne til disse modbydeligheder.

Hans historie måtte simpelthen fortælles, selvfølgelig under forudsætning af, at han kunne holde ud at blive traumatiseret på ny. Det var overflødigt at skrive at det helt og holdent var hans beslutning, og det var ikke nødvendigvis mig, han skulle betro sig til, men jeg ville tilbyde ham at gøre hvad jeg kunne for at hjælpe ham, uanset hvor lidt det så var, jeg kunne bidrage med. Det behøvede ikke at være nu, men en dag han havde overskud til det. Kontakten til ham skulle opretholdes. Denne beboer havde hver dag i flere år hjulpet ofre for de mest forfærdelige forbrydelser og havde fået ar på sjælen af at hjælpe de mennesker, nu kunne han måske via sin beretning hjælpe endnu flere.

"En psykiater ved intet og kan intet"

Efterhånden havde jeg lært de fleste af de restrende 28 beboere godt at kende, og jeg faldt i snak med en anden i dag, der lige som jeg havde været ufrivillig gæst i psykiatrien. Ud fra vedkommendes beretning stod det lysende klart, at beboeren var blevet fejlmedicineret. Også denne beboers historie var værd at videreformidle - anonymt og med vedkommendes accept naturligvis - fordi psykiaternes fejl var så grel, og havde haft så store negative følger for beboeren. Faktisk mindede vedkommendes beretning så meget om nogle af de cases, jeg havde læst i Peter Gøtsches bøger, at jeg fortalte vedkommende om denne usædvanligt modige og eminent dygtige professor, der ene mand, gang på gang, og med evidens som våben, havde besejret psykiaterne. Om 200 år ville ingen danskere kunne huske navnene på nogen psykiatere, hvorimod Peter Gøtsche havde sørget for at indskrive sig i dansk medicinsk historie. Peter Gøtsche havde jo været en af pionererne inden for evidensbaseret medicin og metaanalyser, og hans insisteren på objektivitet stod i direkte modsætning til psykiaternes pseudovidenskabelige og anakronistiske tilgang. Derudover fortalte jeg også min medbeboer denne joke:

"En kirurg ved intet, men kan alt."

"En intern mediciner ved alt, men kan intet."

"En psykiater ved intet og kan intet."

"En patolog ved alt og kan alt, men så er det for sent."

Jeg var notorisk dårlig til at fortælle vittigheder, og denne havde jeg kun hørt én gang for omkring 10 år siden, så jeg gengav den sikkert ikke korrekt, men den var meget illustrativ, dels i forhold til hvordan rigtige lægers syn på psykiaterne var, og dels i forhold til at psykiatrien som lægefagligt speciale til forskel fra alle andre specialer var baseret på subjektivitet, følelser, fornemmelser, holdninger, flygtige samfundstendenser, magtmisbrug, psykiaternes hybris, samt hvilke medicinalfirmaer, der sponsorerede den enkelte psykiater.

Skyklapper

I dag var det vigtigt at fokusere ekstra meget på at komme videre i tilværelsen, og ikke lade sig distrahere af nogen eller noget. Det var alt eller intet nu, og det nyttede ikke noget at blive ved med at skrive dagbog, uden samtidig at bruge den til noget. Først og fremmest måtte jeg ned og træne. Dernæst skulle jeg redigere dagbogsteksten, så den var mindre emotionel og skinger og mere relevant for andre end mig selv. Herefter ville jeg de-pseudonymisere alle navnene på psykiatere og embedslæger. Når det galt selve mit liv, var der ingen grund til at bekymre sig om injurier.

Lige så elendigt vejr det havde været i går, lige så smukt vejr var det i dag. Det var ingen grund til at ligge på den plastikbeklædte skummadras i sengen på forsorgshjemmet, når man kunne gå en tur. Jeg gik rundt i det nærliggende industrikvarter indtil jeg havde gået de omkring 13.000 skridt mit Garminur mente jeg skulle, hvorefter jeg vendte tilbage.

Biofeedback

Hvis heart rate variability var udtryk for det autonome nervesystems aktivitet, hvis det igen var korreleret med stress, og hvis mit to år gamle Garminpulsur kunne måle HRV tilstrækkeligt præcist og konsistent, så var mit stressniveau faldet støt fra 80 den 8. september 2020 (Teksten fra min app: "Du har næsten ikke haft hviletid denne dag. Stress forbruger kroppens ressourcer. Hvis du er stresset i længere perioder ad gangen, kan du blive udmattet".) til 34 i dag ("Du har haft tilstrækkelig hviletid denne dag for at afbalancere stressreaktioner"). Nu var dagen ikke ovre endnu, og alt kunne ske, men det tydede umiddelbart på at tendensen ville fortsætte. Årsagen havde været min beslutning om at forlade forsorgshjemmet hurtigst muligt. Det var jeg i og for sig blevet tvunget til, og det var ikke sjovt at have en fraflytningsdato, når man ikke havde nogen penge, men det var et vilkår, og jeg havde ikke behov for at være der længere. Det havde været psykiatriens udmarvrende og vedvarende nedsabling af mig, der havde været årsagen til at jeg efter endnu et år uden håb, fastlåst og sygeliggjort til sidst havde været så opgivende, at jeg ikke magtede noget længere.

Mit problem havde hele tiden været at jeg ikke måtte arbejde og tjene mine egne penge, og det var fortsat et problem, men nu var det som om at det ikke pinte mig så meget. Jeg vidste, at jeg på et basalt niveau kunne arbejde med hvad som helst i mindst otte timer dagligt alle ugens dage, og at jeg kunne arbejde som læge meget længere tid, så psykiatriens devaluering, nedgørelse og formynderi paralyserede mig ikke så meget som tidligere. Desuden havde jeg, som det normale menneske jeg var, formået at skabe nok relationer til at jeg ville kunne få en eller anden form for beskæftigelse. Kommunens umyndiggørelse var måske gavnlig for nogle, men for mig var den kun skadeligt, rigtig, rigtig skadelig. Helle død end rød(ovreborger). Den kommune, jeg var vokset op i, kunne have hjulpet mig i 2017, men havde svigtet. Det var der ingen undskyldning for. Rødovre Kommune var gift for mig. Der var ingen ignorant "Grim hater fra kommunen" der skulle sidde og kloge sig på mine vegne. Jeg vidste at de fleste beboere havde det lidt på samme måde, at de hadede deres respektive kommuner i en grad, at de gjorde hvad som helst for ikke at skulle tale med deres patroniserende og ligeglade sagsbehandler.

En af dem jeg talte med på stedet havde så mange mentorer, sagsbehandlere og andre kommunalt ansatte, og det var i hele to kommuner, at vedkommende havde svært ved at holde styr på alle de folk. Jeg foreslog vedkommende at han skulle ansøge om at få en sagsbehandler, der kunne være tovholder og koordinere de andre kommunalt ansatte. Guderne måtte vide, hvor dyrt det var at have alle disse mennesker ansat, især taget i betragtning at det ikke virkede som om at det gavnede den pågældende beboer i nogen grad. Tværdigmod stressede det ham, og gjorde ham handlingslammet og indifferent.

Der var stort set ingen, der kunne holde ud at være på forsorgshjemmet, og det var naturligvis også mig selv. Man havde to valg: Enten at gå over på den tilstødende kirkegård og misbruge det man havde lyst til, eller forsøge at udholde ubehaget. Jeg gjorde sidstnævnte, men det var umuligt, og derfor skulle jeg væk i en fart.

Eutanasi

På vej ned til træning om formiddagen sammen med en af mine venner fra forsorgshjemmet, var der en beboer der med tårerne løbende ned af kinderne spurgte mig, om jeg ikke nok ville hjælpe vedkommende. Da jeg på den ene side ikke ville skrive alt for detaljeret om de generelle forhold på forsorgshjemmet, mens jeg selv boede der, men på den anden side i det sekund jeg forlod stedet, havde tænkt mig at gå all-in og formentligt skrive mere om forsorgshjemmet end alle de andre steder jeg havde gæstet til sammen, var det lidt af en balancegang, hvorfor jeg indtil videre bare måtte benævne beboeren "X".

"X" var ikke meget ældre end jeg, men havde efter min bedste overbevisning ikke mange år tilbage at leve i. Jeg kendte efterhånden "X" ret godt, så det gjorde mig virkelig ked af at tænke på, især fordi at "X" havde et barn, som "X" savnede meget, men som "X" qua vedkommendes situation var forhindret i at se. Overhovedet.

"X" var et helt igennem godt menneske, men også skrøbeligt, og "Xs" hjælpsommelighed og gode hjerte var der selvfølgelig nogle, der misbrugte, men der var også dem der hjalp "X", og denne gruppe var heldigvis større end førstnævnte. Det som "X" gerne ville have min hjælp til var at formulere end klage over at "X" netop var blevet smidt ud fra forsorgshjemmet med to dages frist.

Det var meningsløst at bebrejde "X" at vedkommende selv var skyld i bortvisningen, for hvad fanden havde man regnet med at "X" skulle gøre? "Xs" tilværelse var vitterligt håbløs uanset hvad "X" gjorde, så hvorfor ikke bare lade "X" gøre som "X" havde gjort, når nu "X" ikke skadede andre end sig selv? Hvem ville ikke hellere leve ét år bedøvet end to år i et fysisk og eksistentielt smertehelvede?

Nu blev "X" så smidt på gaden igen. "X" viste mig selv bortvisningsbrevet, så jeg ved selvsyn kunne læse dommen. Det var virkelig ubehagelig og ulækker læsning, for på ganske få linjer blev bortvisningen meddelt "X" på en klodset immitation af distanceret kanvillisprog af en wannabe akademiker. "X" anede ikke sine levende råd, for der var ingen klagevejledning, hverken mundtlig eller skriftlig, ingen rådgivning om hvem "X" kunne tage kontakt til eller hvad "X" skulle gøre.

Den måde brevet til "X" var formuleret på mindede mig i høj grad om den dødsdom forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selslab havde skrevet til mig, da hun efter måneders psykisk vold ville tvangsmedicinere mig. Det var så uretfærdigt og fejt at "X" var blevet bortvist uden videre, og jeg var ikke den eneste der havde den holdning. Der eksisterede jo steder hvor det var tilladt mennesker som "X" at praktisere hvad de gjordem hvorfor var "X" så ikke blevt overflyttet et sådant sted hen? Nu skulle "X" så bo på gaden igen, alene, med dårligt reguleret insulinkrævende sukkersyge, nervebetændelse i benene, der umuligtgjorde gangdistancer på mere end et par meter, fysisk stærkt svækket, men intellektuelt ret skarp. Der ville ikke gå mere end en måned eller to, så ville "X" ligge på et koldt stålbord i kælderen på Retsmedicinsk Institut, mine tidligere kolleger hurtigt ville konstatere dødsmåde og dødsårsag, hvorefter "X" ville blive kremeret og urnen sat i de ukendtes grav efter en bisættelse uden andre tilstedeværende end præsten.

Men så have en kommunalt ansat sikkert følt en berusende magtfølelse strømme igennem sig ved tanken om at vedkommende meget konkret og hurtigt i realiteten havde smidt et medmenneske på gaden for at dø. Jeg tænkte meget over hvad jeg dog kunne gøre for "X", og talte med en af mine venner på forsorgshjemmet om det, og i morgen ville vi forsøge at få "X" til at tage kontakt til et forsorgshjem hvor det var tilladt at gøre det som "X" gjorde.

Ja, jeg skulle i særdeleshed skrive om forsorgshjemmet, når jeg var smuttet fra det. Hvis ikke folk som "X" kunne få hjælp på det herberg som stedet var, så havde det ingen eksistensberettigelse. Igen var hykleriet til at kaste op over, for mange andre beboere gjorde stort set det sammen som "X", men det havde ingen konsekvenser for dem, da de havde charmeret og manipuleret sig ind på det langt fra altid professionelle personale.

Nogle beboere var mere lige end andre. Det ville jeg skrive meget mere om. Og i morgen blev jeg nødt til at hjælpe "X" så godt jeg kunne, på samme måde som "X" som den eneste og til forskel fra personalet havde givet mig to par sokker, da jeg kom hertil og ingen havde selv. Hvorfor skulle jeg humpe rundt i bare tæer i for små sko, så jeg fik vabler overalt på fødder og tæer? Hvordan kunne det være at personalet på forsorgshjemmet ikke havde i det mindste bare ét par sokkeer jeg kunne låne? Hvorfor var det "X", der skulle give mig sokker?

Jeg ville skrive en hel bog kun om forsorgshjemmt, og den skulle dedikeres til "X".

Blev opringet af politiet to gange i dag. Første gang ville vedkommende vide, om jeg var helt sikker på at jeg ville klage over "Frodos" mange brølere til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Svarede, at det ville jeg gerne. Efter tre kvarter ringede selvsamme person igen og spurgte om jeg var helt sikker. Ja, det var jeg. Som om at politiet skulle have lov til at undersøge sig selv.

"X"

Jeg havde i går aftes skrevet nogle sms'er til "X", hvor jeg oplistede de muligheder vedkommende havde. Problemet var at det var meget nemt at komme med gode råd, men formentlig uoverkommeligt for "X" at følge disse råd. Det var endnu mere uoverkommeligt for mig at hjælpe "X" med mere end råd og vejledning. Men det var vel det personalet på forsorgshjemmet fik løn for? Kunne man ikke hjælpe "X", var det ensbetydende med at kaste håndklædet i ringen. Hykleriet var udtalt på forsorgshjemmet, for der var nogle af beboere, der fik lov til at ryge hash ad libitum, hvilket personalet selvfølgelig godt var klar over, men disse beboere havde charmeret sig ind på personalet i en grad, at sidstnævnte overfor disse beboere havde droppet den professionelle distance og behandlede dem som deres venner. Det var måske "Xs" fejl? Det var det "X" skulle have misbrugt.

Personligt var jeg fuldstændig ligeglad med hvad de andre beboere misbrugte. Jeg misbrugte ikke noget selv, og det gjorde dem jeg primært brugte tid sammen med heller ikke. Når jeg i gang imellem så nogle beboere sidde inde på selve forsorgshjemmet og ryge hash, sagde jeg ingenting. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? Jeg gjorde det der var rigtigt for mig, nemlig at komme videre i mit liv, og hvis andre mente det bedste for dem var at misbruge hvad end det så var de misbrugte, så var det ikke op til mig at gøre mig til dommer over for dem. Det var personalets fejhed, der gav sig udslag i at de slog hårdt ned på "X", fordi "X" var svag, mens de ikke turde være lige så seje overfor nogle af de andre beboere. Godt for dem. Ikke så godt for "X".

Set i et større perspektivt var det måske ikke så mærkeligt at personalet reagerede som de gjorde. Hvis man fik løn for at være på forsorgshjemmet, var det ensbetydende med at man nok ikke ligefrem selv havde de størte ambitioner, arbejdede hårdest og var blandt de bedste inden for deres respektive fagområde. Så gjorde man det, der var mest bekvemt, og det var at foregive at man var handlekraftig ved at lade "X" være syndebuk, fordi det var det nemmeste.

Jeg måtte erkende at jeg intet kunne gøre for at hjælpe "X", udover at skrive hvad der var så åbenlyst at "X" selvfølgelig udemærket var klar over det selv. Man kunne og ville argumentere at "X" havde fået en chance, som "X" nu havde forpasset, og at der stod masser i kø som boede på gaden og ingen chance havde fået.

Jeg havde kun lige akkurat ressourcer nok til selv at holde hovedet oven vande, jeg levede uden overdrivelse fra time til time, havde stadig ingen penge, intet mål eller håb og ingen fremtid, jeg var magtesløs.

48.000 kroner om måneden

Rødovre Kommune havde fejlet i 2017 i forhold til mig. Jeg betalte for at bo på forsorgshjemmet, men samtidig vidste jeg at alle beboeres respektive hjemkommuner også betalte for deres borgeres ophold, og jeg vidste, at vi hver og en kostede vores kommuner 48.000 kroner om måneden. Det var vanvittigt dyrt, og helt grotesk i forhold til at jeg uden problemer kunne klare mig selv for en tredjedel af det beløb. Jeg håbede at kommunen sendte regningen for mit ophold til psykiatrien, som kunne dele den med praktiserende læge Camilla Elvekjær, der var skyld i, at jeg var havnet hvor jeg var. Der var ikke brug for mere psykiatri i Danmark, der var brug for meget mindre. Men spurgte man psykiaterne, om de havde brug for flere penge, var det ikke mærkeligt, at de sagde at selvfølgelig gjorde de det og malede i den forbindelse fanden på vægen, så befolkningen og politikerne blev skræmt til at tilføre denne undværlige sektor flere midler. Heller ikke i den sammenhæng var psykiaterne uvildige og objektive eksperter.

Træning

Jeg kunne se på mit motionscenters hjemmeside, at jeg siden første august havde været nede at træne 38 gange. Det var godt, men ikke godt nok. Hvorfor skulle jeg lade mig begrænse af andet end hvad min krop kunne holde til? Jeg ville allerhelst arbejde, men når jeg ikke måtte det, skulle jeg have noget andet, der kunne distrehere mig fra mine negative og realistiske tanker. Jeg måtte begynde på holdtræning eller dyrke kredsløbstræning om aftenen, og fortsætte med styrketræningen om morgenen.

Igen: Hvis Ombudsmanden kunne eller ville hjælpe mig, havde denne instans vel gjort det for længst? I forhold til det offentlige, så blev alle henvendelser, der ikke var tilsendt dem via E-boks. som jeg ikke havde adgang til kasseret. Udover E-boks og borger.dk, var kravet at man skulle udfylde den ene blanket efter den anden og anføre så mange svært tilgængelige eller direkte utilgængelige oplysninger, der skulle anføres på blanketterne, at de fleste borgere uanset hvor mange ressourcer de havde, effektivt blev hægtet af. Det var et faktum at alle disse forhindringer umuliggjorde at mine medbeboere og jeg havde en chance i helvede for nogen sinde at trænge igennem til den rigtige sagsbehandler eller embedsperson. Derved slap systemet for at tage sig af dem, der havde mest brug for hjælp.

Psykiatrien og bureaukratiet var udtryk for, at vi grundlæggende set havde så få virkelige problemer i Danmrk, at vi måtte opfinde nogle, lidt på samme måde som immunsystemet i følge en fremherskende teori i de vestlige lande som følge af vores høje hygeijnestandarter ikke blev eksponeret for især parasitter, hvorfor det begyndte at "kede sig" og i stedet angreb ikke-sygdomsfremkaldende partikler så som pollen, hvorved forekomsten af allergier var eksploderet. Min analogi var nok meget forsimplet eller også havde jeg besvær med at forklare hvad jeg i virkeligheden mente, for selvflgelig var der masser af alvorlige problemer for en enkelte dansker, men det var af en anden type end de fleste andre steder i verden: Vi havde ikke krig, borgerkrig, hungersnød, folkemord eller naturkatastrofer. Men vi havde stadigvæk eksempelvis sygdomme, og det var ikke de psykiatriske, der med vigtige undtagelser, for de flestes vedkommende var sofistiske vrøvlediagnoser, men rigtige sygdomme som det gav mening at forebygge og behandle. Det var det, jeg var blevet læge for; at dedikere mit liv til at behandle mennesker for dødelige og invaliderende biologiske sygdomme. Jeg havde ikke gjort mig så stor umage for at blive psykiater, og dermed glemme alt jeg havde lært igen.

Psykiaternes magt(misbrug) og fyrstelige lønninger var aldrig noget der havde tiltalt mig. Psykiatrien var et luftkastel, og der lå intet reelt bag det en psykiater kunne, på samme måde som alle mennesker kunne anskaffe sig et skydevåben og dermed true sig til en slags respekt, men det krævede hårdt arbejde, vilje og evner at blive dygtig til kampsport og på den måde fortjene respekt. Det var simpelthen for nemt det andet. De fleste mennesker kunne efter et kursus på et par måneder fungere som psykiatere. De fleste mennesker kunne intuitivt fornemme om en person de sad overfor var psykotisk; det var ikke svært. Det samme med depression og mani. Hvis man ville sikre sig at psykosen ikke var stofudløst, kunne alle finde ud af at lave en urinscreening eller få en sygeplejerske eller lignende til at tabe en blodprøve på patienten. Psykologi var måske sofistikeret, psykiatri var i hvert fald ikke. Det var umuligt at sidestille en hæmatologs viden og ekspertise med en psykiaters; det var virkeligt svært at fake at være hæmatolog, mens alle med et minimum af sociale egenskaber fint kunne agere psykiater.

Selvfølgelig var jeg generaliserende og unuanceret i forhold til min opfattelse af psykiatrien, og jeg var, og ville fremover, også af psykiaterne blive straffet for min mening om dem. Men ultimativt set mente jeg det kom an på overlevelse. Man kunne selv forsøge sig med et lille tankeeksperiment: Hvis du var en del af en lille gruppe mennesker, der skulle overleve under primitive og livstruende forhold, og du skulle vælge mellem at have en ortopædkirurg eller i psykiater med i gruppen, hvem ville du så vælge? Jeg vidste godt hvem du ville vælge, nemlig ortopædkirurgen. Selv en psykiater, der i tankeeksperimentet ikke selv var psykiater, ville sikkert også vælge ortopædkirurgen. Når alt kom til alt, og tingene blev sat på spidsen, tabte psykiateren altid i sidste ende. "En psykiater kan intet og ved intet, en kirurg kan alt, men ved intet". Nogle gange var tingene komplekse, og nogle gange var de meget enkle. Nogen gange kunne man generalisere, og andre gange kunne man ikke.

Arbejde

At betale min huslejerestance til Rødovre Kommune for mit ophold på forsorgshjemmet var noget af det dummeste jeg nogen sinde havde gjort. Lægernes Bank havde været så venlige samtidig og uden at informere mig, som sædvanlig, reduceret min kassekredit betydeligt, så nu havde jeg næsten ingen penge tilbage, og jeg manglede snart tandpasta og shampoo. Mange på stedet betalte slet ikke husleje, og det var i min optik helt forståeligt, når nu man var blevet ekskluderet af samfundet. De fleste var mere økonomisk trængte end jeg, og selv om det principielt set var forkert ikke at betale de omkring 2700 kroner i ejenbetaling om måneden for opholdet, så var det for let bare at fordømme de der ikke betalte, hvis man ikke selv vidste hvordan livet var på den absolutte bund. Jeg kunne også godt sidde og pudse min egen glorie, føle mig krænket og fordømme alverdens ting og sager, men dels vidste jeg godt, at jeg ikke var hellig eller bedre end alle andre, og dels - hvorfor? Når man var på forsorgshjemmet så havde man tabt, mange vidste det udmærket, og hvis ens ulidelige tilværelse kunne forsødes en smule ved at bruge ejenbetalingen på hash eller alkohol, så helt ærligt, hvad så?

Misbrug

Jeg havde ikke behov for hverken at ryge hash eller drikke alkohol, jeg var fast besluttet på at komme væk og videre, men jeg var ikke den, der skulle kaste den første sten efter andre. Det var det psykiaterne var til for. For min skyld kunne folk bruge eller misbruge hvad de havde lyst til, så længe det ikke generede mig, og det gjorde det ikke her på stedet. Man burde se igennem fingre med alt misbrug på forsorgshjemmet, men det, der var klamt var, at man kun gjorde i forhold til nogle beboere og ikke i forhold til andre. Man kunne i det mindste behandle alle lige. Om der var en kausal sammenhæng var jeg ikke klar over, og ofte misbrigte folk flere rusmidler samtidig, men det lod umiddelbart til at de, der røg hash havde det lettest og var mindre stressede. Hash var måske alt andet lige mindre skadeligt end alkohol? Man skulle bare ikke holde op med at ryge hash, men sådan var det jo i den sammenhæng også med alkohol.

Vold og trusler

Af alle de steder jeg havde været, var forsorgshjemmet det sted med mest vold og flest trusler. Jeg var ikke selv blevet udsat for nogen af delene, men jeg var også ligeglad hvis jeg blev det, for dem der praktiserede både volden og truslerne, var ikke nogen, der udgjorde en fysisk trussel imod mig, og dertil kom at den hyppigtigste årsag til konflikterne var cigaretter, som folk lånte af hinanden, og jeg røg gudske lov ikke. Så sent som i går da jeg sad i haven og skrev, var jeg vidne til et optrin, der udspillede sig mellem to ældre mænd, hvor den ene nærmest jagtede den anden, mens han råbte, "nu vil jeg fandme have den pakke cigaretter du skylder mig! Giv mig den pakke cigaretter nu, ellers kommer du til skade!". Da skyldneren nåede at løbe væk udviklede det sig ikke yderligere, og når det bare var trusler, var jeg ligeglad og behøvede ikke at intervenere, men selv om personalet umuligt havde kunne undgå at høre optrinet, skete det ikke yderligere.

Ikke fordi det var noget jeg gik op i, men det jeg til gengæld gik op i var, at personalet gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at vold og trusler medførte bortvisning og politianmeldelse uanset hvad - men i virkeligheden galt det ikke alle.

To af de yngre mænd på forsorgshjemmet, som var røget i totterne på hinanden for måneds tid forinden blev dog begge bortvist.

Whistleblower

Jeg sad som sædvanlig og læste Politiken her til morgen, og en artikelserie jeg havde fulgt med interesse omhandlede FE og afsløringer af at en whistleblowers optagelser var det primære materiale, som Tilsynet med Efterretningstjrnesterne havde baseret deres kritik på. Man skulle ikke skyde mig i skoene, at jeg selv var så grandiøs at jeg troede at jeg var whistleblower, men artiklen fik mig til at tænke på flere ting. For det første at denne modige patriot, som havde tjent den danske befolknings interesser fremfor skimlede kældermenneskers skjulte agenda, for alt i verden måtte beskyttes mod den danske stat, som ubønhørligt og nådesløst ville sætte hele dens magtapparat ind mod denne ene person for at gøre ham eller hende utroværdig, og til sidst ødelæggende vedkommende. Det var en misforståelse at den danske stat primært tjente den danske befolkning, nej, staten tjente først og fremmest sig selv. Ad åre ville denne whistleblower med sikkerhed ende i psykiatrien, for når det handlede om at desavuere og tilintetgøre deres medmennesker, stod psykiaterne altid på spring med billidelig talt fråde om munden, parat til at sparke nedad, så de selv kunne stive deres eget lave selvværd af.

Det næste jeg kom til at tænke på var, at jeg selv i 2014 havde kontaktet Region Hovedstsdens whistleblowerordning, som blev varetaget af et kendt advokatfirma. Alt, jeg havde oplyst til Datatilsynet, oplyste jeg til advokatfirmaet, og jeg sikrede mig, at min henvendelser blev registrerede. Alligevel skete der intet yderligere i sagen, og jeg hørte aldrig fra advokatfirmaet igen.

Det sidste jeg hæftede mig ved var, at en juraprofessor fra Københavns Universitet, som blev interviewet til artiklen, oplyste at det var lovligt at optage samtaler, man selv deltog i. Det var præcis hvad jeg selv havde gjort, det var det som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab vredt havde bebrejdet mig, da hun ville tvangsmedicinere mig med invaliderende og livsforkortende antipsykotisk medicin. Ups, Gitte Ahle.

Jeg havde desværre ikke tid til at skrive mere, for jeg måtte tilbage til forsorgshjemmet i en fart, så jeg kunne komme i dag med at arbejde. I dag stod den på slibning af teakhavemøbler, og jeg fik 12 kroner for 1 times arbejde, hvilket var nok til jeg kunne købe shampoo og tandpasta efter en dags arbejde. Desværre blev pengene først udbetalt på mandag, men det var trods alt bedre end at vente til den første.

Podcast om afdeling M

Jeg var så dum at lytte til en podcast fra DR af rapporteren Mikkel Rønnau, der handlede om afdeling M, dobbeltdiagnoseambulatoriet under Psykiatrisk Center Sankt Hans Hospital. Det måtte være naboambulatoriet til mit. I podcasten fulgte man tre patioenter, som fortalte om deres sygdom. I podcasten hørte man også en sygeplejerske fra ambulatoriet tale om arbejdsforholdene mv. og her begyndte jeg at fortryde at jeg havde downloaded podcasten, for hun var så klam at lytte til, at jeg fik det fysisk dårligt. Jeg have aldrig været psykotisk, og det var ikke bare noget jeg mente, men alle andre end forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Jeg kunne ikke lade være ved at blive vred over hvor mange år psykiatrien uberettiget havde stjålet af mit liv.

Jeg havde ventet og ventet i år efter år, og intet skete. Nu sad jeg fortsat og ventede mens samfundet passerede forbi mig, og jeg bare rådnede op. Jeg måtte bruge vreden til noget konstruktivt, ikke blive apatisk, som jeg havde en tendens til.

Hvis nogen myndigheder eller pressen virkeligt havde ville hjælpe mig, havde de forlængst gjort. Hver dag mistede jeg håbet i takt med at dagen skred frem og intet positivt skete. Der var ingen redning i sigte. Fem år, ulidelig afventen hver dag, seks rangsagninger, og en sygeplejerske og en psykiater, der passivt så til mens jeg langsom blev aflivet. Det var allerede utilgiveligt, men hvad skulle jeg gøre for at komme videre? Hvis jeg ville overleve, skulle jeg snart foretage mig et eller andet, og så måtte det enten gå grueligt galt eller give mig mit liv tilbage. Jeg måtte tage en chance igen, ellers kunne jeg sidde og skrive indtil dommedag.

Rundsendelse af min bog til Lægeforeningens medlemmer

I dag skulle jeg have en løsning. Først ville jeg gøre arbejdet med at de-pseudonymisere alle navnene på psykiatere og læger. Dernæst ville jeg prøve at finde min liste over alle medlemmerne af Lægeforeningen. Når bogen var færdigredigeret måtte jeg lave en version uden billeder, så den fyldte mindst muligt, og dernæste sende den til alle Lægeforeningens medlemmer. Enten eller. Jeg kunne ikke vente længere.

Jeg måtte i den forbindelse få samlet alle mine optagelser af i første omgang psykiater Hans Raben og sygeplejerske Susanne Emde. Tænkt at de to i nu over et år havde ladet mig lide.

Kort afvist

Jeg var nede i Netto i morges før træning sammen med mine træningsmakker for at købe lidt frugt, rugbrød og tandpasta. Det blev vel omkring 50 kroner i alt. Da jeg ville betale blev mit kort afvist. Jeg skulle taste koden ind, hvilket normalt ikke var nødvendigt. Kortet var stadig afvist. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, og koldsveden og ubehaget ramte mig som en knytnæve i ansigtet. Prøvede igen. Afvist. Min træningsmakker måtte betale for mig, og allerede på vej ud af butikken var det som jeg gik rundt i en tåge, svimmel og totalt handlingslammet. Jeg havde prøvet tilsvarende mange gange tidligere, og det var hver gang virkeligt ubehageligt.

Jeg tvang mit selv til at logge ind på Lægernes Banks hjemmeside for at se hvad der var i vejen. Jeg havde kun 40 kroner tilbage på min konto til resten af måneden. Jeg havde lyst til at græde i afmagt, men holdt heldigvis facaden udadtil, og overfor min træningsmakker. Det var ikke til at bære. Efter fem år var det ikke slet slet ikke til at bære længere. Lægernes Bank havde venligt afvist at lade være med at tvangsafbetale min kassekredit, så jeg kunne komme væk fra forsorgshjemmet og leje et værelse. Nu var det ødelagt.

Jeg var en sund og rask, nu 39-årig læge, der fordi jeg havde betalt huslejerestance til Rødovre Kommune kun havde 40 kroner til resten af måneden. Jeg blev holdt i et jerngreb af psykiatrien, og der var ingen udsigt til at jeg nogensinde fik lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske jeg var. Jeg havde nu valget mellem af tage livet af mig, som jeg havde mest lyst til, eller kæmpe videre. Jeg skrev følgende til Lægernes Bank:

Kære Lægernes Bank.

Kjeld Andersen.

Nu ville jeg ikke blive mæt indtil den 1. oktober 2020. Med mindre jeg skyndte mig at udføre mere såkaldt dusørarbejde til 12 kroner i timen. Ud at arbejde med at slibe havemøbler og så ind og sende bogen til Lægeforeningens medlemmer. Ikke mere pjat.

Det var meget tilfredsstillende at slibe havemøbler med trekantsliberen, og derefter give træet olie. Det var meningsfuldt og konkret arbejde, og fra i starten, hvor jeg skulle lære at bruge maskinen, til nu, var der sket en betydelig fremgang. Det var selvfølgelig en meget, meget lille bedrift, men ikke desto mindre betød det meget for mig.

Jeg havde desværre et vigtigt ærinde, så jeg gik glip af aftensmaden. Jeg var defor meget sulten om aftenen, men jeg var heldigvis også tilsvarende træt efter træningen og over fire timers slibearbejde, samt vaskeritjansen, så det skulle nok gå. Jeg kunne sagtens tåle at smide mindst fem kilo. Hvis der ikke skete noget uventet negativt, kunne jeg holde modet oppe indtil den 1. oktober. Men der skulle selvfølgelig nok ske et eller andet uventet negativt.

Sult

En af personalet var i morges så sød at give mig shampoo. Det var noget, jeg ikke havde penge til indtil den 1. Jeg gik straks i gang med at arbejde. Bænken, jeg havde slebet i går med trekantsliberen, havde nogle steder, hvor den ikke kunne nå, hvorfor jeg brugte en times tid på håndslibning. Derefter tog jeg en opvredet klarklud og tørrede savsmuldet væk. Da jeg efter et par timer skulle til at påføre olie, blev jeg pudselig meget sulten, svimmel og ufokuseret. Jeg havde spist så meget morgenmad, det var muligt, og faktisk havde jeg også - lidt usædvanligt - fået et æg.

Måske var det fordi jeg ikke havde nået at få aftensmad i går, måske trænede jeg for meget, men den grundlæggende årsag var sikkert, at det skyldtes at jeg ikke havde penge til at købe ekstra mad. Forsorgshjemmet havde simpelthen ikke økonomi til at tilbyde beboerne mere mad, end det var tilfældet. Det kunne jeg umuligt klandre personalet for, der for manges vedkommende gjorde hvad de kunne for at hjælpe mig.

Selv om jeg blev sjoflet af Lægernes Bank, var det i sidste ende ikke bankens problem. Problemet var, at jeg ikke for to emnedslæger (Anette Lykke Petri og Elisabet Tornberg Hansen) havde måtte arbejde i fem år. De to læger, der igen var skyld i det, var praktiserende læge Camilla Elvekjær og overlæge Egill Rostrup. Jeg kunne ikke blive ved med at kæmpe. De førnævnte læger havde uendeligt flere penge end jeg, de havde råd til al den advokatbistand som penge kunne købe, de havde den samlede Lægeforening og Yngre Læger i ryggen, og samtidig havde de manipuleret psykiaterne til at tvinge uberettiget antipsykotisk medicin i mig med tvang.

Den tidligere forperson og overlægen

Jeg spurgte den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, om han kendte overlæge Egill Rostrup personligt. Det gjorde han, fortalte han mig. Mit spørgsmål stillede jeg ham i forbindelse med, at Torsten Bjørn Jacobsen fortalte mig om hvad han havde skrevet Ph.d. i.

Den nuværende forperson og overlægen

Var der en fællesnævner mellem overlæge Egill Rostrup og forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab? Ja, der var en mulig fællesnævner, idet Egill Rostrup deltog i flere forskningsprojekter, som ph.d. studerende psykiatere forskede i. Jeg var selv med til som videnskabelig assistent at hjælpe flere af disse ph.d. studerende med at kvantificere MR-scanninger. De fleste psykiatere var digitale analfabeter, og selv det mest banale måtte jeg oplære dem i.

Det var ph.d. studerende og psykiatere og kommende psykiatere ansat på Psykiatrisk Center Glostrup, som Egill Rostrup hjalp med deres forskning. Det psykiatriske forskningscenter på Glostrup hed vist CNSR, men det var jeg usikker på og jeg orkede ikke at google det. Var en toneangivende psykiater med efternavnet Glenthøj en del af det center? Havde psykiaterne Gitte Ahle, Brian og haft deres gang på forskningscentret? Havde de lært Egill Rostrup eller hans hustru, der også var læge og ansat på Glostrup Hospital, at kende i den forbindelse? Var Egill Rostrup efterfølgende blevet ansat i psykiatrien? Måske på Psykiatrisk Center København?

Det var alt sammen spørgsmål, der var interessante for mig at få svar på.

Jeg måtte skynde mig ned i Fakta og købe det eneste, jeg havde råd til, som var fem bananer. Jeg spiste de fire på tilbagevejen, og da jeg nåede hjem måtte jeg ligge mig i sengen, da jeg havde det skidt.

Håbløshed

Jeg var igen tidligt ude om morgenen for at få arbejdet med havemøblerne. I dag skulle jeg påføre banken teakolie på bag- og undersiden. Jeg arbejdede i lidt over en time, før jeg måtte holde op, fordi jeg ret hurtigt blev sulten. Der var brunch i dag, som erstatning for morgenmad og frokost, men det var først kl. 10.

Det var på ingen måde hårdt arbejde, men jeg var bare nødt til at acceptere, at jeg ikke skulle arbejde videre, før jeg havde fået et solidt måltid, og det var der en time til. Det betød samtidig at jeg heller ikke kunne træne, hvilket ellers var meget vigtigt for at jeg kunne holde ud at eksistere. Alle dage var dårlige dage, men i dag lod til at blive en endnu dårligere dag.

Håbløsheden gav mig ikke noget valg. Jeg måtte bare fortsætte og fortsætte. Jeg kunne kun arbjde med lav effektivitet, jeg hadede det, og jeg hadede at skrive om mig selv. Men der var jo ikke så mange andre jeg kunne tillade mig at skrive om. Og der skete ingenting, hvis jeg ikke selv gjorde noget.

Styrelsen for Patientsikkerhed havde ignoreret mig i fem år, mens jeg langsomt druknede. I styrelsen havde man bare ladet som ingenting. Jeg var for længst holdt op med at svare på SMS'er, telefonopkald (med mindre det drejede sig om at politiet via forsorgshjemmets personale fik mig til at ringe dem op) eller åbne post.

Min aversion mod at åbne post fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke var alene om. De fleste af de andre beboere havde det på præcis samme måde som jeg. Vi var alle ødelagte af det, man kunne kalde systemet. Det var sådan at bureaukraterne, som dem i Styrelsen for Patientsikkerhed, effektivt kunne smadre borgere som jeg.

Det var nemt at være uforstående overfor ikke at åbne post eller sky det offentlige system som pesten. Før jeg selv havnede i det mareridt, jeg var i, havde jeg sikkert heller ikke kunne forstå, hvorfor jeg da ikke bare kunne åbne min post; hvor svært kunne det være? Det var på nuværende tidspunkt helt umuligt. Jeg havde ingen løsning.

Mine vilkår blev utroligt nok hele tiden værre. Det var som om at det offentlige ubønhørligt gjorde alt hvad det kunne for at knække mig. Det var prisen for at jeg nægtede at være klient og passiviseret i systemet. Jeg vidste at en tilværelse i systemet var døden. Jeg vidste, at jeg ikke længere ville leve isoleret, marginaliseret og stigmatiseret.

Det blev nødt til at stoppe, koste hvad det ville. Det var ikke til at forstå, at de fleste åbenbart havde så svært ved at sætte sig ind i min situation. Jeg var nødt til at sende min bog til udvalgte politikere også. Udover til Lægeforeningens medlemmer. Men jeg ville ikke sende bogen til nogen psykiatere, kun til alle de rigtige læger.

Netflix

Jeg havde tidligere spildt adskillige timer på at se Netflix, mens jeg ventede på at Styrelsen for Patientsikkerhed ville give mig min autorisation som læge igen. Nu var jeg i en endnu værre situation, så jeg var tvunget til at gøre hvad som helst for at aflede de negative tanker. Derfor tilmeldte jeg mig igen Netflix, men da jeg kronisk ingen penge havde, måtte jeg nøjes med en gratis prøvemåned. Jeg havde set alt, der bare havde den mindste interesse, men en serie, jeg især havde været optaget af, var The Umbrella Academy. Når jeg så den, blev jeg i en sjælden grad opslugt og jeg glemte min trøstesløse tilværelse, uden udsigt til noget godt. Nu var den gratisperiode udløbet i sidste uge, og jeg havde intet TV.

Filmstriben and chill

Jeg havde foruden den ene times oliepåføring af teakbænken i morges, her til aften stået tre timer med rundellen og trekantsliberen. Altså havde jeg tjent ca. 48 kroner, som var halvdelen af hvad togbilletten til ambulatoriet kostede. Jeg var tvunget til at tage derind igen allerede om mandagen, og denne gang skulle jeg straffes med - ligeledes under truslen om tvagsindlæggelse - at tale med den psykiatriske overlæge. Sidst jeg var i ambulatoriet havde været modbydeligt, men da Susanne havde fortalt mig, at jeg skulle tale med Hans den 21. september, uden - ligeledes som sædvaneligt - at fortælle mig hvorfor, havde jeg dristet mig til at spørge hende om hvad agendaen for samtalen var. Det var utroligt at hun ikke automatisk sagde det til mig, for hun vidste godt at jeg ikke kunne holde uvisheden ud, men jeg havde opgivet hende.

"Han skal høre hvordan det går med udtrapningen af dine lykkepiller", sagde Susanne . Jeg fortalte hende, at det skam gik udmærket, men det var klart at jeg skulle bruge penge, jeg ikke havde, på at tage helt derind og fortælle ham det selv. Jeg kunne selvfølgelig ikke bare ringe og sige det til ham. Ren idioti. Det var jo ikke sådan at psykiateren hjalp mig, således at jeg havde bare den mindste interesse i at møde op. Den psykiatriske overlæge havde slet ikke hjulpet mig på nogen som helst måde, tværdigmod havde han udelukkende skadet mig og nedbrudt mig psykisk. Det var selvfølgelig heller ikke sådan at denne psykiater varetog samfundets interesser ved at udsætte mig for psykisk tortur; igen tværdigmod, for jeg blev mere og mere desperat og vred i takt med at mine fremtidsudsigter blev mere og mere trøstesløse.

Den psykiatriske overlæge kunne gøre præcis hvad han ville, de dygtige danske dommere rettede sig blindt efter hvad en psykiater sagde, men nu havde jeg fået bevågenhed af nogle myndigheder, og det kunne måske afholde Hans Raben fra at misbruge sit fag og sin position, og undskylde sig med at jeg havde fået en dom, hvilket gav ham moralsk og lægefagligt fripas til at gøre præcis hvad han havde lyst til i forhold til at ødelægge mig yderligere. Så alt kunne altid ske, men kendte jeg overlægen ret, så var det meget sandsynligt at han ville sørge for at dække sin ryg, og vaske hænder i den forstand, at han ville tvinge mig til at lytte til, at han opremsede psykiatriloven, som var det en magisk trylleformular, hvilket desværre ikke var helt forkert.

Hvis der imidlertid var en fordel ved at befinde sig så dybt på samfundets bund, at man ikke engang havde råd til mad eller helt basale fornødenheder, så var det, at det næsten ikke kunne blive værre. Selvfølgelig ville jeg ikke kunne sove natten til mandag, hvor jeg skulle fremmøde i ambulatoriet til afretning, og selvfølgelig ville jeg være traumatiseret resten af dagen, præcis som jeg plejede, men jeg måtte sørge for at kanalisere den af psykiateren inducerede desperation, fortvivlelse og nedtrykthed til produktivitet. Jeg havde naturligvis sikret mig at uanset hvad psykiater Hans Raben end gjorde imod mig, så havde jeg løbende sendt og overgivet alt mit materiale til mennesker, som Hans Raben eller andre på hans hold ikke kendte. Det gav mig også en vis tryghed.

Tænk at jeg gik rundt og var så bange for at blive dømt for injurier! Som om at det betød noget som helst nu. Selvfølgelig ville de læger og psykiatere jeg havde nævnt, fortsat gøre alt hvad de kunne for at knække mig helt, de havde hver især langt flere økonomiske ressourcer end jeg nogensinde kunne gøre mig håb om, de var nådesløse og amoralske, og de havde retsvæsenet, politiet, Lægeforeningen og Yngre Læger bag sig. Jeg havde fået livreddende og mirakuløs hjælp og venner og familie, men jeg kunne ikke tilgive mig selv, hvis jeg belastede dem yderligere eller foranledede at politiet chikanerede dem mere end det i forvejen var tilfældet. Derfor var jeg efter eget valg alene. Men i sidste ende var jeg chanceløs uanset hvor meget hjælp jeg fik af mine pårørende, for ingen kunne stille noget op imod den danske stat. Det havde en tidligere advokat, "Opportunisten", godt vidst, hvorfor hun på forhånd havde opgivet mig.

Min eneste reelle chance var at flygte fra Danmark, hvis jeg skulle gøre mig nogen tanker om at overleve på sigt.

Nu ville jeg prøve at finde nogle gode film på filmstriben.dk, som var bibliotekernes gratis streamingtjeneste. I forhold til gode film, var der langt mellem snapsene, men det var så langt at foretrække frem for aklternativet, som var ingenting.

Strategi

Jeg havde sendt udkastet til mig bog til psykiater Hans Raben, så på den måde havde jeg været meget oprigtig. Men nu var det på tide, at jeg på ny holdt ham og sygeplejerske Susanne hen i uvidenhed. Derfor måtte jeg også flytte bogen fra denne adresse til en anden, men da jeg foruden de mennesker, der havde fået mine backups løbende også havde fire mirrorsites, hvor bogen lå, var det lige til.

Alle andre myndigheder ville jeg selvfølgelig stadig holde tæt kontakt med og orientere om alt, men da alle psykiatere fraset Peter Worm Jantzen og Solvej var mine modstandere, og da der ikke var grund til at invie mine modstandere i hvad jeg havde tænkt mig at gøre, handlere det fra nu af om at sige så lidt til psykiater Hans Raben som overhovedet muligt. Jeg skulle bare sørge for at sige nok til at han kunne få sin ryg dækket, og ellers bare holde mund. Det gjorde osgå mit arbejde med at transkribere alle mine optagelser lettere, jo mindre jeg sagde.

Så altså: Fra nu af holde kortene tæt ind til kroppen i forhold til både psykiatrien og Amanda. Igen: Hvis nogen af dem havde ville, evnet eller kunne have hjulpet mig, var det være sket for længst, for jeg havde igen og igen og igen fortalt dem alt det jeg havde skrevet i min bog, så ingen kunne undskylde sig med uvidenhed.

Når hverken jeg eller mine pårørende havde kunnet få førnævnte til at hjælpe mig, må myndigheder og organisationer gøre det og lægge pres på dem.

"X"

Jeg havde udtalt undgåelsesadfærd, som betød at jeg blev stresset hvis jeg fik eksempelvis SMS'er. "X" havde jeg skrevet sammen med siden hun blev smidt ud af forsorgshjemmet til gaden, angiveligt fordi hun ikke kunne lade være med at drikke. Nu havde jeg hørt fra tredjepart at man ikke havde sørget for at "X" blev indlagt eller henvist til et bosted, hvor man var realistiske og lod beboerne drikke.

Nu havde jeg tvunget mig til at læse samtlige SMS'er, så jeg ikke gik glip af, hvis "X" skrev til mig. Her til morgen kunne jeg se, at hun havde skrevet i går aftes, som svar på at jeg havde skrevet til "X" i går formiddags for at høre hvor hun befandt sig efter hun blev sparket ud. Det jeg havde foreslået "X" at gøre, var jeg godt klar over at hun selv udmærket var klar over, men hvad skulle jeg ellers stille op?

Man burde have sørget for at "X", der ikke kunne gå længere end få meter med krykker, som følge af svære neuropatiske smerter, og som havde dysreguleret insulinkrævende sukkersyge, fremfor bare at få to timer til at pakke, og så blive smidt ud, fik en taxa til et sted, hvor man kunne tage sig af hende.

Nu skrev "X" så at hun havde sovet på gaden i nat, hvilket havde været ret koldt, hvorfor hun havde frosset. Jeg svarede "X" at hun skulle tage på natherberg for kvinder, hvilket hun skrev at hun også havde tænkt sig at gøre. Hvis "X" bare drak, ville jeg ikke være så bekymret for hende, men faktum var, at hun havde haft insulininducerede hypoglykæmiske anfald, hvor hun var blevet svært dårlig, nær havde mistet bevidstheden og bare havde siddet og kigget hjælpeløst ud i luften, indtil nogen gav hende noget juice eller lignende.

Nu var jeg tilfældigvis uddannet læge og havde arbejdet et halvt år på endokrinologisk afdeling på Herlev Hospital, hvorfor jeg ikke var uviddende om faren ved "Xs" anfald, som meget vel ville tage livet af hende relativt snart. Personalet på forsorgshjemmet var selvfølgelig ikke uviddende om "Xs" anfald, og alligevel havde man bare smidt hende på gaden. Jeg havde selv set den skriftlige begrundelse som "X" havde modtaget for bortvisningen. Der stod intet om, at man havde forsøgt at få "X" eksempelvis indlagt. Jeg måtte lade tvivlen komme personalet til gode, men det var som om, at der var noget helt galt.

Hvis "X" var så træt af andres formynderi og bedrevidenhed at hun havde opgivet livet, kunne jeg sagtens forstå det. Men som jeg skrev til hende, ville folk i "systemet" være ligeglade med om hun døde på gaden. Der var ingen der ville sove dårligt om natten fordi de havde sendt "X" ud for at dø på et fortov på Vesterbro. De ville allerhøjest forsikre sig selv om at de jo havde givet "X" et valg, at hun "bare" kunne lade være med at drikke alkohol, at hun "bare" kunne tage sig sammen, at de havde været gode mennesker, og så videre. Så let var det selvfølgelig ikke, men at komme frem til det resultat krævede viden og empati.

Mit eget liv var ét stort kaos, og jeg blev selv smidt ud fra forsorgshjemmet den 15. oktober, fordi jeg nægtede at tale med "En grim hater" fra Rødovre Kommune til et ydmygende, nedværdigende og formynderisk såkaldt netværksmøde, som ville munde ud i, at jeg blev endnu mere stigmatiseret og marginaliseret, hvilket igen ville være en sikker dødsdom. Jeg kunne komme med nok så gode råd til "X", men jeg kunne ikke tvinge hende til noget, og jeg respekterede også, hvis hun var så træt af en håbløs tilværelse, at hun ikke magtede at kæmpe længere. Jeg havde ikke engang råd til en busbillet ind til Vesterbro for at mødes med hende, så hvad pokker kunne jeg stille op?

Hvis jeg ikke selv havde stået på afgrunden, kunne jeg i hvert fald forsøge at hjælpe "X". Det var endnu en grund til at fortsætte det, jeg var i gang med.

"X"

Kl. 12.11 skrev "X": "Nøj hvor jeg fryser og er træt". Jeg var nede og træne, og da jeg kom tilbage var jeg så træt at jeg tog en lur. Dagen før jeg skulle i ambulatoriet, og selve dagen, hvor jeg var tvunget derind, var altid modbydelige. Hvis jeg havde haft noget som helst andet i min tilværelse, kunne jeg måske holde ubehaget fra døren, men nu havde selv samme psykiatri effektivt sørger for at jeg ikke havde noget tilbage. Det var svært at distrahere mig fra de negative tanker om ambulatoriet, men "X" havde det nok dårligere end jeg. Jeg havde lagt telefonen væk fordi den stressede mig, men da jeg bågnede så jeg hendes SMS, og jeg svarede:

"Har du fundet ud af noget?". Intet svar. For kort tid siden prøvede jeg igen: "Har du taget ind på kvindeherberget på Vesterbro?". Stadig intet svar. Jeg var ikke den eneste af beboerne som var bekymret for "X", og jeg var heller ikke den eneste som "X" havde rakt ud efter. Jeg talte med et par af de andre beboere om hvad vi skulle gøre for at hjælpe "X". Til min store lettelse var der en meget ressourcestærk og juridisk velbefaret beboer, som allerede havde taget telefonisk kontakt til det pågældende herberg, og denne beboer ville i morgen ringe til lederen af herberget, som vedkommende kendte.

I formiddag havde jeg sikret mig så godt jeg kunne at "X" ikke var i så dårlig forfatning at jeg blev nødt til at bryde min fortrolig med hende. "X" var måske fuld, men ikke mere end at hun skrev at hun godt vidste hvad hun skulle gøre, men at det højest ville give hende tre dages indlæggelse og så ville hun være på haden igen. Jeg skrev at tre dage var bedre end nul dage, og at hun så ville være udhvilet, afruset og ikke forfrossen. Efter tre dage ville "X" have mere overskud til at finde et egnet herberg eller forsorgshjem, ikke det kvindeherberg hvor hun kun kunne overnatte. Hvor havde "X" i øvrigt sine ting?

Jeg vidste dels fra "X" selv og dels fra den anden beboer at de hjemløse som "X" havde kendt på "pladsen", som de kaldte Enghave Plads, for de flestes vedkommende enten var indlagt, blandt andet med corona, eller for et par stykkers vedkommende, døde. "X" havde ikke rigtig nogen til at passe på sig længere. "X" havde fået nogle chancer på forsorgshjemmet, men hun kunne ikke undvære alkoholen. Det var ikke svært at forstå, for selv i det allerbedste scenarie havde hun næppe mange år tibage at leve i. Alkoholisk kronisk pankreatit? Sandsynligvis multiorganpåvirkning med nefropati og retinopati. Og hvem ved hvilke andre sygdomme?

Man skulle ikke tro alt hvad man hørte, men om det virkelig var "Xs" egen skyld, at hun ikke kunne være på forsorgshjemmet eller ej, spillede ikke den store rolle. Det, der betød noget, var at "X" havde en datter, hun kun sjældent havde talt om, som hun ikke måtte se, og som hun savnede. Måske savnede datteren ikke "X", måske var det bedste for hende ikke at se "X" igen, men hverken "Xs" datter eller samfundet kunne være tjent med at "X" lå og døde på Enghave Plads. Jeg havde givet "X" alle de fif jeg kendte til fra mine lægedage, som ville sikre hende tag over hovedet, men "X" ville ikke gøre det jeg foreslog, hun påstod at der ikke var pladser nogen steder, og måske havde hun ret, men hun havde ikke forsøgt det jeg foreslog og hun skrev at hun var modløs, men ikke selvmordstruet.

Nødblus

Hvis jeg for måneder tilbage havde kastet en flaskepost i havnen, så havde jeg på det seneste skudt et nødblus op i den kulsorte nat. Jeg havde sovet nogenlunde sammenhængende, men var efter morgenens træning udkørt og modløs. Jeg havde ondt i flere led af at træne så meget, men ingen penge til Ipren. Samtidig havde "X" skrevet til mig igen; hun havde sovet på "pladsen" i nat. Hvad var det egentlig hun ville? Hvis "X" havde brug for hjælp, men ikke ville gøre det, der var mest oplagt for at få den, hvad forventede hun så at jeg skulle gøre?

Hun kunne jo godt lide det kvindeherberg, jeg blandt andet havde forslået hende, så hvorfor sov hun så udendørs lige over for herberget? Hun måtte da vide, at jeg intet kunne gøre udover at give hende de råd, jeg allerede havde givet hende? Jeg havde ingen penge, så jeg måtte låne en cykel på forsorgshjemmet for at komme ind til ambulatoriet. "X" havde paradoksalt nok flere penge end jeg, for hun havde penge til alkohol. Jeg kunne ikke give hende noget, jeg ikke havde.

Det var enormt stressende, at jeg skulle bruge mine tiltagende sparsomme ressourcer på at hjælpe "X", især når hun alligevel ikke gjorde brug af det, jeg kunne tilbyde. Hvad værre var, så fik jeg kortvarig håb, hver gang jeg modtog en SMS; måske var det nogen, der ville hjælpe mig? Når jeg så åbnede SMS'en, var den fra "X", hvor hun bare skrev, at hun ikke havde gjort det, jeg og andre beboere havde rådet hende til. Så mistede jeg al håb igen.

I min situation kunne jeg simpelthen ikke tillade mig at blive skuffet én gang til. Falsk håb var farligt for mig. Enten rigtig og vedvarende hjælp eller slet ingen. Og absolut ikke den "hjælp" som kommunen eller psykiatrien kunne tilbyde, da det netop var deres "hjælp" der havde nedbrudt mig psykisk og fysisk.

Jeg vidste nøjagtigt hvad det var jeg ønskede: Et arbejde. Sådan havde det været hele tiden, uden undtagelse, de sidste fem år. Helst lægearbejde, men nu ville hvilket som helst arbejde være et mirakel.

Det var klart at psykiatrien og Kriminalforsorgen hver gang skulle ødelægge det for mig, og selvfølgelig skulle jeg nedbrydes og knækkes hver anden uge i forbindelse med de enerverende ambulante fremmøder. Min straf for at reagere som et normalt menneske var psykisk nedbrydning.

Nu var det tid til at jeg måtte cykle afsted..

Heldigvis nåede jeg i sidste øjeblik at låne min træningsmakkers rejsekort. Masker fik forsorgshjemmet udleveret af Glostrup Kommune, og de distribuerede maskerne videre til beboerne, så jeg havde af den årsag et mindre lager af dem. Det var mærkeligt at sidde i toget med maske på. Personligt frygtede jeg ikke coronavirussen, det var mit mindste problem i øjeblikket, men som i alle andre tilfælde, end de ganske få, der handlede om min overlevelse, respekterede jeg loven og myndighedernes anbefalinger og påbud, hvorfor jeg troligt bar masken fra da jeg gik ind på stationsområdet til jeg igen forlod det på Svanemøllen station. Til gengæld var der nogle passagerer, der til min overraskelse enten slet ikke bar mundbind, eller havde mundbindet siddende neden om hagen. Måske var man lovligt undskyldt, hvis man ikke bar mundbind, men hvorfor have mundbind på, uden at sætte det korrekt? Mystisk, men det kom ikke rigtigt mig ved.

Jeg ankom lidt tidligere til ambulatoriet, så mens jeg ventede, sad jeg i solen og skrev. Jeg kom i tanke om at "X" jo havde sendt en sms til mig, mens jeg sad i toget. Det var svar på min sms fra om formiddagen om, hvorfor hun igen havde sovet på "pladsen". Nu svarede "X" at det var fordi hun "ik gad" tage over på den anden side af gaden, og indlogere sig på kvindeherberget, et sted hun ellers havde talt godt om.

Det var det forkerte at skrive til mig. Jeg kunne forstå hvis "X" ikke havde lyst, fordi hun eksempelvis var uvenner med nogen, hun vidste sov på herberget den nat, eller bare hvilken som helst undskyldning, men dovenskab var ikke noget som jeg sympatiserede med.

"X" skrev også, at hun havde fået stjålet sin pung, fordi hun havde overnattet på "pladsen", og derfor kun havde "2,5 kr. tilbage til resten af måneden". Heller ikke af den årsag fik hun altså min medlidenhed. Jeg skrev, som sandt var, at jeg selv ingen penge havde til resten af måneden, så hvad var det hun ville have, at jeg skulle gøre

Ambulatoriet

Mit succeskriterium for at tale med den psykiatriske overlæge var dybest set at han ikke tvangsindlagde mig. Men der var også andet, der var vigtigt, nemlig dels at tilbringe mindst mulig tid i ambulatoriet, og dels sige hvad, jeg havde på hjerte.

Jeg mødte præcis til tiden, og kort tid efter kom sygeplejersken og overlægen, og vi satte os alle tre ind i samtalerummet. Mit hjerte hamrede derud af, jeg svedte, trak vejret hurtigt, var tør i munden, og følte det velkendte, svære ubehag. Netop da vi havde sat os, ringede telefonen, og overlægen undskyldte høfligt, og sagde at det var et vigtigt opkaldt fra udlandet, han havde ventet på.

Nu sad jeg så alene i rummet med sygeplejersken. Pladen kørte i samme rille, da hun spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte hende stille og roligt, at jeg havde det dårligt alene fordi jeg var tvunget til at møde op i ambulatoriet for at blive sygeliggjort, men at jeg havde det fint min situation taget i betragtning, når jeg altså ikke blev eksponeret for psykiatriens helbredsskadelige formynderi.

Hvis hun insisterede på at stille mig det samme, dødsyge spørgsmål igen og igen, måtte jeg bare være vedholdende, og igen og igen fortælle hende, at den eneste grund til at jeg havde det dårligt var, at jeg var tvunget til at tale med hende og overlægen. Jeg sagde til hende, at hun udmærket vidste, hvor skadeligt det var for mig at være i hendes og overlægens system, samt at jeg havde sagt det så mange gange tidligere.

Så kom overlægen tilbage. Jeg fortalte ham kort det samme, jeg havde sagt til sygeplejersken, nemlig at det var modbydeligt at tale med dem, og at jeg havde det relativt godt mellem samtalerne. Der var ikke noget at tale om, men overlægen og sygeplejersken gjorde ikke ansalg til at afslutte samtalen. Derfor sad vi et stykke tid i tavshed, hvilket var et effektivt samtaletrick, der skulle få patienten til at føle sig pinligt til mode, og tvinge vedkommende til at sige noget.

Jeg kunne godt sidde og kigge ud i luften, mens psykiateren og sygeplejersken sad og betragtede mig, men hvorfor spilde tiden med det? Jeg sagde derfor: "Hvis der så ikke er mere, så vil jeg gerne hjem". Det fik overlægen til at stille et par ekstra spørgsmål, hvilket gav mig anledning til at fortælle ham om min økonomiske situation. Ikke at han kunne eller ville gøre noget i den sammenhæng, men et eller andet skulle jeg jo sige.

Jeg brød mig slet ikke om at tale om mig selv, især ikke når det var under tvang. Venlig tvang, ganske vidst, men stadig tvang. Jeg fortalte også overlægen, at det var stressende at jeg blev smidt ud af forsorgshjemmet den 15. oktober, men at jeg havde stor forståelse for, at det var vilkåret, når man ikke ville klientliggøres yderligere, og dertil slet ikke havde behov for at bo på forsorgshjem, mens andre, der havde, stod i kø.

Jeg fortalte også om hvor traumatiserende politiets seks uberettigede ransagninger havde været, og hvor retraumatiserende det også havde været at hente mit udstyr forleden, samt på min fødselsdag at blive ringet op to gange af politiet, som ville sikre sig at jeg ville klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Det var meget nedslående at erfare at overlægen ikke vidste noget som helst om disse ransagnnger. Påstod han, for jeg havde i løbet i det sidste års tid fortalt ham om dem i hvert fald et par gange. De spillede en enorm og meget negativ rolle for mig, så hvordan kunne det være, at han tilsyneladende lod som om han intet vidste? Det burde været en essentiel del af hans vurdering af min tilstand, og det forklarede meget, så han skulle altså sætte sig ind i de forhold.

Noget helt andet var, hvorfor det var så svært for psykiatriens tjenere at forstå, at jeg ville have lov til at leve en normal tilværelse, som det normale menneske jeg var? At fem år væk fra det, jeg elskede mest, lægefaget, var en katastrofe, fordi jeg ikke kunne vedligeholde min kunnen? Netop sidstnævnte var det, der i hele perioden havde været det allerværste og mest stressende. Eftehånden havde jeg glemt så meget, at det eneste jeg kunne blive, var psykiater. Men det var måske sådan man rekrutterede nye læger til specialet?

Post-ambulatorie-blues

Det var altid det samme, og det havde det været i al den tid jeg kunne huske: Når jeg forlod ambulatoriet igen, var jeg den første halve time, eller deromkring, melankolisk nedtrykt og trist. Denne sindstilstand tiltog, og i løbet af et par timer blev jeg markant nedtrykt og desperat, håbløsheden skyllede ind over mig, som en sort tsunami, al initiativ forsvant og jeg blev mentalt forkrøblet.

Det bedste jeg kunne gøre i de timer, var, at være for mig selv, og især holde mig væk fra forsorgshjemmets patronisering, mens jeg tænkte over, hvor længe jeg kunne holde til den ikke-tilværelse, som psykiatrien fastholdt mig i. Så satte udmattelsen ind, og jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne. Efter at være kommet til hægterne, blev jeg meget sulten, og når jeg ingen penge havde til mad, eller noget som helst andet, blev jeg mere trist og opgivende.

Hvis jeg tænkte over, at jeg ville have det på den måde resten af mit liv, forekom den eneste løsning at være, at det såkaldte liv blev afsluttet hurtigst muligt. Så handlede det om at forsøge at aflede mig selv, men det lykkedes næsten aldrig. I dag gik jeg direkte i gang med at færdiggøre det runde teakbord, men efter halvanden times arbejde, hvor jeg ikke kunne lade være med at ruminere over alt det psykiatrien også fremadrettet ville ødelægge for mig, måtte jeg opgive at fortsætte. Hvis jeg var heldig, havde jeg det bedre i morgen, bortset fra at næste, lige så ubehagelige psykiske traume ville finde sted meget snart, når jeg blev tvunget til at tale med "A", som ganske vidst sad og smilede venligt til mig, men som overhovedet intet kunne eller ville gøre, for at gøre mit liv bare lidt tåleligt.

At tale med hende var endnu mere spild af tid, end at tale med dem i psykiatrien. Den psykiatriske sygeplejerske havde i det mindste tilbudt mig at give mig en togbillet hjem, så jeg ikke skulle gældsætte mig yderligere med 22 kroner, hvilket jeg selvfølgelig takke nej til, med begrundelsen, at jeg bare ville væk hurtigst muligt fra ambulatoriet, og ikke havde lyst til at vente på at hun fik printet billetten ud, hvilket fik overlægen til at grine kortvarigt. Det var skam også morsomt, men ikke hvis man faktisk mente det, hvilket jeg gjorde. "A" kunne ikke engang betale min billet, så jeg kunne sidde og blive traumatiseret ved at møde op hos hende. Næ, jeg skulle betale for mine psykotraumer.

Dagbogen

Jeg havde sendt min dagbog til psykiateren, men han havde tilsyneladende ikke læst særligt meget, hvis da overhovedet noget som helst, af den. Jeg kunne ikke rigtig blive enig med mig selv om det var godt eller dårligt, for jeg frygtede netop at møde op i ambulatoriet i dag, fordi jeg troede at han havde læst det jeg havde skrevet, og som følge heraf ville udsætte mig for behandlingsmæssige repressalier.

Det var måske en bevidst strategi at tie mig ihjel, bogstaveligt talt.

"X"

Det var muligt at få aftensmad på forsorgshjemmet mellem kl. 18.00 og 19.00, En halv time efter aftensmaden blev serveret, kunne man få en portion mere, hvis der var noget til overs. Jeg kunne umuligt blive mæt af en enkelt portion, og jeg var ikke den eneste, der havde det på den måde; mange af mændene gjorde det samme som jeg, nemlig kom og spiste første portion kl. 18.20, og så næste kl. 18.30. På den måde kunne jeg lige klare det, men i dag havde nogen fået den geniale ide at servere tomatsuppe med to små skiver lyst brød til. En meget delikat forret, absolut, men den mættede ikke. Heller ikke anden portion mættede, og suppen var så krydret med hvidløg og peber, at jeg så to af beboerne kassere maden efter at have smagt på den, og gå i vrede. For os var maden meget vigtig, så deres reaktion overraskede mig ikke.

Imidlertid var jeg fuldstændig ligeglad med smagen, jeg skulle bare ikke være sulten senere på aftenen, så selv om suppen var stærk og efterhånden også kvalm, skulle den ned. Jeg var ved at kaste op, men sådan var det. Hvis jeg insisterede på at klare mig selv, uden at få hjælp, skulle jeg heller ikke brokke mig.

Nu var jeg ved at få det bedre psykisk. Jeg havde talt med en anden beboer om "X"; denne beboer kendte "X" fra tidligere, og kunne berette, at "X" kunne drikke overordenlilgt meget på kort tid. Det bekymrede mig en hel del, så jeg måtte gøre et eller andet.

Jeg blev enig med denne beboer om, at jeg ringede til det pågældende kvindeherberg, og kort og koncist fortalte dem om "X". Jeg vidste naturligvis godt at personalet på herberget ikke måtte udtale sig om nuværende eller tidligere beboere, men jeg vidste også at de udmærket kendte "X", og jeg håbede, at de ville lytte til mig, for selv om de ikke måtte oplyse mig om noget, så måtte jeg godt oplyse dem om "X". Denne medbeboer kendte oven i købet de to, der var på arbejde til aften, og jeg blev anbefalet at ringe til herberget efter kl. 20.00, hvilket jeg ville gøre.

Jeg tænkte over hvad, jeg skulle sige, og det bedste ville nok bare være at sige det, som det var, og som sagt gøre det kort, og uden alt for mange forklaringer. Personalet ville vide hvem og hvad jeg talte om. Det var lidt fejt af mig at tørre problemet af på personalet, men når min træningsmakker kom hjem senere i aften, kunne jeg måske låne Hans Rabenejsekort igen og tage ind på "pladsen".

Hvis jeg var overbevist om at "X" var i livsfare, skulle jeg såmænd nok gå, løbe eller cykle ind til Vesterbro, men ud fra hendes beskeder lod det ikke til at være tilfældet. Omvendt så brugte "X" insulin, og hvis hun var så fuld, som min medbeboer fortalte mig at hun kunne blive, og hvis "X" ingen penge havde til mad, var det ret alvorligt. Meget alkohol, ingen mad, ingen mulighed for at administrere insulin, nattekulde, svært nedsat gangdistance, krykker, risiko for yderligere overfald, alene og forsvarsløs på Enghave Plads?

Fuck det, jeg havde det jo alt andet lige godt, der gik ikke noget af mig ved at tage ind til "X". Jeg kunne låne en af forsorgshjemmets cykler. Først ville jeg lige ringe til "X".

"X" indlagt

Jeg ringede og talte med "X" i omkring 10 minutter. Hun tog straks telefonen, og lød rolig og fattet, omend grådlabil og trist. Hun var orienteret i tid, sted og egne data, hendes stemme var ikke snøvlende, og hun svarede relevant på mine spørgsmål. "X" var indlagt på hospitalet. Årsagen var netop hendes insulinkrævende sukkersyge. Jeg kunne høre typiske hospitalslyde i baggrunden, alarmer og personalets stemmer. Hun var taget ind på kvindeherberget til sidst, og havde talt med personalet, som havde foranstaltet at "X" blev indlagt. Ups.

Kort fortalt var "X" blevet bortvist på grund af rygter på forsorgshjemmet. Først en skriftlig bortvisning, hvorfor "X" havde ringet til SAND (en organisation for hjemløse), som havde fortalt hende, at man ikke måtte bortvise hende til gaden. Det havde "X" så fortalt personalet på forsorgshjemmet, som havde givet hende et nyt dokument, hvor ordet "bortvisning" var udskiftt med ordet "henvisning", og man havde bare vedlagt en liste udprintet fra internettet over alle herberger og forsorgshjem i Københavnsområdet, og givet "X" tre dage til at forlade stedet. Alt sammen ifølge hende selv. "X" havde ringet rundt, men fået at vide, at der ingen pladser var på grund af corona. Hun havde kontaktet kommunen, som ikke kunne hjælpe hende med indskudet til den lejlighed, hun havde fået tildelt den fra den 1. oktober. Hendes sagsbehandler var på ferie og kom først hjem ugen efter. Nu var "X" så på den, og anede ikke sine levende råd.

Jeg sagde, at jeg var glad for at "X" var på hospitalet, og indskød at hun skulle sørge for at få dem til at holde hende indlagt så længe som muligt. Jeg ville tale med den anden beboer, som havde langt mere tjek på tingene end jeg, og så ville jeg ringe til hende i morgen. Det handlede om §72 og §100, sagde "X".

Hvis "X" havde fortalt sandheden, hvilket det lod til, så var det ualmindeligt tarveligt at forsorgshjemmet havde gjort, hvad det havde gjort. Smidt et fysisk handicappet og insulinkrævende sukkersygeramt menneske på gaden for at dø, som følge af rygter? Det var sgu flot. Jeg havde kendt "X" længe nok til, at jeg kunne høre på hende, om hun var fuld, og det var hun ikke, da jeg talte med hende. Alle vidste hvad der foregik på forsorgshjemmet, og jeg var formentlig den, der vidste mindst, og alligevel stod det klart selv for mig, hvor massivt der blev misbrugt på stedet. Jeg var super ligeglad med om så folk sad og injicerede sig med heroin, så længe de ryddede op efter sig og opførte sig nogenlunde normalt efterfølgende. Jeg kunne ikke drømme om at sige noget som helst til hverken personalet eller de andre beboere om det eller lignende. Jeg misbrugte intet, men hvis andre havde lyst til at bruge deres penge på alkohol og euforiserende stoffer, så godt for dem, jeg var glad på deres vegne. Men med misbrug fulgte paranoia og konflikter, især de sidste tre uger hver måned, når folk havde brugt alle deres penge. Så blev stemningen giftig, og beskyldninger og rygter florerede livligt på forsorgshjemmet. Det var sådan det var.

Men at personalet for nogles vedkommende tilsyneladende var følagtige og naive nok til at tro på løse rygter, udbredt af paranoide misbrugere, og oven i købet smed alvorligt somatisk syge mennesker på gaden som følge af disse rygter, det var utilgiveligt. Man skulle ikke tro hvad som helst, jf. det for nogles vedkommende uprofessionelle personale, og jeg skulle ikke falde i samme forargelses- og fordømmelsesfælde som dem, så jeg måtte have lidt flere oplysninger fra "X", og se de dokumenter, hun påstod man havde givet hende. Der var en tilsynsperson, som personalet havde bedt mig om at tale med i forbindelse med vedkommendes inspektion af forsorgshjemmet (hvormed de havde skudt sig selv i foden), men besøget var blevet flyttet til meget snart, så vidt jeg huskede. Jeg havde skrevet et par sider til vedkommende allerede, og nu var der bare endnu mere, jeg kunne fortælle hende. Personalet måtte simpelthen ikke ukritisk tro på hvad nogle påvirkede beboere sagde, og smide folk ud på den baggrund, det var så forkert. Jeg kunne ikke finde den beboer, der vidste noget om paragrafferne, men jeg vidste jeg ville møde vedkommende til morgenmaden i morgen, og så måtte vi tage den derfra. Jeg blev vist nødt til at læse §72 og §100, og når nu jeg alligevel sendte alt, jeg skrev til Ombudsmanden, hvorfor så ikke sende lidt mere?

§72, stk. 4

Det var Ankestyrelsen, jeg skulle have fat i. Jeg havde fundet loven på retsinformation.dk, samt læst diverse hjemmesider, og især Ankestyrelsens var interessant. Og hvorfor vente på et tilsyn, når man selv kunne bestille et? Den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, advarede mig i 2016, da han sagde, at jeg ikke skulle bide den hånd der fodrede mig, hvilket var noget sludder, for Torsten Bjørn Jacobsen gjorde ikke andet end at skade mig, men forsorgshjemmet fodrede mig helt konkret. Dog ikke nok.

Sult

Vågnede i nat fordi min mave knurrede. Jeg så på min mobil at klokken var 02.46. Jeg lå og lyttede til Joe Rogan podcast en lille times tid, før jeg fald i søvn.

Træthed

Da alarmen på min mobil vækkede mig kl. 7.00 i morges var jeg usædvanlig træt. Normalt vågnede jeg af mig selv et par minutter før alamen satte i gang. Jeg havde også normalt meget travlt med at komme afsted til træning, så snart det var muligt efter det obligatoriske morgenmøde, men i dag måtte jeg tvinge mig selv afsted. Hurtig opvarmning i romaskinen, som også gjorde mig mere forpustet end sædvanlig. Selve styrketræningen gik egentlig udmærket, og jeg fik gennemført det sædvanlige antal øvelser. I dag var det fire ryg- og lændeøvelser, samt tre bicepsøvelser. Mit træningsprogram var et ret generisk tre dages splitprogram, som jeg gennemførte to gange ugenligt med en dag pause i form af kredsløbstræning, der som oftest var løb i den nærliggende park, hvor der var en grussti, som var et relativt skånsomt underlag at løbe på, når man som jeg ikke havde nogen løbesko.

"X"

Jeg havde skrevet en sms til hende i morges, og spurgt hvornår det passede bedst at jeg ringede. Jeg havde endnu ikke modtaget noget svar, men uanset hvad, ville jeg ringe til hende i eftermiddag efter stuegang.

Bogen

Man kunne diskutere i hvor høj grad at det, jeg havde skrevet, var en egenlig bog, men når jeg hver eneste dag skulle belastes af enten politi, forsorgshjem eller psykiatrien, og dertil var sulten, ingen penge havde, fordi jeg havde betalt min gæld til kommunen, arbejdede flere timer dagligt til 12 kroner i timer, og var opgivende, fordi jeg efter fem år stadig ikke havde hverken en tilværelse, håb, eller fremtidsudsigter - ja, så var det svært at få overskud til at omskrive min tekst, og fordybe mig i perspektiverende litteratur, jeg kunne henvise til.

Etik i psykologien

Jeg ville forsøge at skrive lidt om etik eller manglen på samme inden for psykologien. Det kom sig af, at jeg var blevet tvunget til at tale med en psykolog på både afdeling Q81 og R3, således at jeg kunne slippe for at blive tvangsmedicineret af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Psykologen på R3 havde ikke kunne forstå, at det kunne være rigtigt, at jeg var blevet tvunget til at tale med hende. Hun troede simpelthen ikke på hvad jeg sagde. Jeg spurgte hende, om hun rent faktisk havde læst hvad der stod i min journal. Det havde hun ikke, indrømmede hun. Selv om psykoterapi langt fra var så skadelig som antipsykotisk medicin, så var det alligevel psykisk nedbrydende at være tvunget til at tale med psykologer, som vedvarende duknede mig i hovedet med psykisternes vrøvlediagnoser, som psykologerne ikke turde modsige, selv om de var i klar modstrid med virkeligheden.

Nu var det interessant at undersøge, om danske psykologer havde et moralkodeks, om der var etiske retningslinjer for dem også. Jeg havde selvfølgelig optaget mine samtaler med psykologen på R3, og dem skulle jeg også finde frem og transskribere. Nå ja, og så rette stavefejl, for ofte når jeg skrev, var det om aftenen, når jeg lå i sengen og lyset var slukket, og min ældre discount Chromebook havde ikke baggrundsbelysning i tastaturet.

På Dansk Psykolog Forenings hjemmeside læste jeg noget, der i dén grad vandt genklang hos mig. Under "Fag & Politik" stod dette citat fra forpersonen for foreningen:

“Psykiatriens vision burde være at gøre sig selv overflødig. Vi burde jo arbejde for, at ingen bliver så syge, at de må indlægges for at få hjælp til psykiske lidelser.”

Eva Secher Mathiasen

Jeg mærkede en varm og behagelig følelse strømme igennem min krop; det var netop også min vision at gøre psykiatrien overflødig. Faktisk havde flere navngivne psykiatere også ved deres handlinger bevist, at deres eget fag var overflødigt. Det var naturligvis en megaloman vision jeg havde, men hvorfor ikke have ambitioner? Aim high and shoot low, som man sagde. Det var lige meget at jeg ikke rigtig kunne gøre noget for at psykiaternes usaglige magtmisbrug og kammarateri ophørte, hvis bare jeg kunne gøre en lille bitte smule, var jeg tilfreds, men der var ingen grund til ikke at drømme.

Psykologen på Q81 hed Stine, men jeg havde desværre aldrig fået oplyst hendes efternavn, hvorfor det umiddelbart var lidt sværere at klage over hendes etiske og faglige virke, der var under standard, da hun aktivt skadede mig med at udøve psykisk vold imod mig under tvang, idet hun havde insisteret på at jeg - i modstrid med den virkelighed alle andre end Gitte Ahle og Retslægerådet oplevede - skulle være psykotisk og svært personlighedsforstyrret under mine tvungne samtaler med hende. Måske kunne hun rent juridisk undskylde sig med at en dommer på forkert grundlag havde dømt mig til livslang tvangsbehandling med invaliderende og stærkt livsforkortende antipsykotisk medicin, men rent moralsk og fagligt kunne Stine det selvfølgelig ikke.

Psykologen på R3 var en notabilitet inden for dansk psykologi, og selv om jeg kunne bevise, at hun ikke havde læst min journal (som måske havde været meget godt, da hun så ikke var forudindtaget), hvilket var noget sjusk, så havde hun korrekt konkluderet, at jeg ikke var psykotisk og ikke personlighedsforstyrret, men derimod - ligeledes korrekt - led af ADD. Set i tilbageblik burde jeg ikke være bitter over hendes behandling af mig, for det var i sidste ende psykiaternes skyld, nærmere betegnet deres forperson, Gitte Ahle, at jeg i skrivende stund havde psykiske mén efter opholdet på Q81, og således var der ingen grund til, at jeg skulle nævne hendes rigtige navn. Irene Oestrich var heller ikke et desavuerende øgenavn i min optik, og det var heller ikke ment som et sådant, men skyldtes primært psykologens store, viltre, mørke, krøllede hår, og de mange farverige og i øjnefalde smykker hun bar.

Jeg havde rigeligt med fjender allerede, så fred være med Irene Oestrich, som ikke havde vidreført fejldiagnosen, som hendes kollega Stine og psykiaterne havde gjort.

Men jeg ville forsøge at få appliceret "Bekendtgørelse af lov om psykologer m.v." på Q81s psykolog, Stine. Og selvfølgelig også på den psykolog, der var tilknyttet Retspsykiatrisk Klinik. Han var langt værre end Stine, for han havde lavet så grove fejlvurderinger eller fejlskøn, at han havde bidraget til at jeg blev truet med livsfarlig tvangsmedicin. Stine kunne jeg måske tilgive, men det var ikke tilfældet med ham. Jeg ville virkelig ønske jeg vidste hvad han hed, og jeg ville ikke tøve ét sekund med at skrive hans fulde navn eller sende det rundt, uanset konsekevnserne. Han var en farlig mand, og gud ved hvor mange andre patienter Hans Rabeninge faglighed og dømmekraft havde skadet? Det mindede mig om at psykiateren på Retspsykiatrisk Klinik, som havde et endnu større medansvar for de traumer som forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab udsatte mig for, vist nok hed Ulla Noring til fornavn.

Retspsykiater Ulla Noring havde dømt mig på forhånd, hvilket hun klart og tydeligt tilkendegav under en af samtalerne. Jeg havde derfor italesat overfor hende, at jeg ikke var skyldig, og at hun ikke kunne tillade sig at bebrejde og fordømme mig inden retssagen. Jeg havde selvfølgelig optaget Ulla, og optagelserne havde jeg for længst sendt til min forsvarsadvokat, som også havde kvitteret for at have modtaget disse, der rent teknisk var af en ret god kvalitet.

Ulla Noring var også interessant rent fagligt, da Information havde skrevet en artikel om hende for år tilbage, en artikel som lå frit tilgængelig på nettet, hvor man kunne læse, at hun havde diagnosticeret en patient som skizofren vist nok uden nogensinde selv at have siddet over for vedkommende. Det var med forbehold for min hukommelse naturligvis, men et eller andet havde Ulla Noring vist gjort sig skyld i. Derfor var denne retspsykiaters faglighed, moral og dømmekraft heller ikke helt acceptabel.

Etiske principper for nordiske psykologer (2020)

Se appendiks.

Socialdarwinisme og Lægernes Bank

Det var en særlig modbydelig form for mobning som Styrelsen for Patientsikkerhed havde udsat mig for: At tvinge mig fra hus og hjem, samt at fastholde mig i virkelig fattigdom. Jeg ved ikke hvordan embedslægerne havde troet jeg ville reagere på ulidelige livsvilkår, som de qua deres fejldiagnose var skyld i, men det var ved at blive for meget, og på et tidspunkt ville det risikere at ende galt. Det var en illusion at tro andet, og det var især en illusion at tro, at langt de fleste mennesker i Danmark ikke ville reagere på samme måde som jeg. Man skulle være særegn arrogant, hvis man ikke kunne sætte sig i mit sted.

Til frokosten i dag kom jeg til at tygge på skorpen på en skive rugbrød, hvilket afstedkom en kraftig jagende smerte ned igennem underkæben. Jeg havde ikke haft råd til at gå til tandlæge i fem år, og allerede i 2017 vidste jeg, at jeg måtte have huller i en eller flere tænder. Nu var den gal igen, men jeg kunne ikke engang købe smertestillende håndkøbsmedicin, fordi jeg ingen penge havde, og jeg kunne hverken få udleveret Ipren eller Panodil af forsorgshjemmet.

Jeg gik en aftentur med min træningsmakker ned i den lokale Fakta, for at købe en discount cola zero. Jeg vidste, at jeg havde ganske få penge tilbage, men jeg var sikker på at jeg havde 9,57 kroner til sodavanden. Jeg havde desværre taget fejl, og min debitkort fra Lægernes Bank blev igen afvist, og igen måtte min makker lægge ud for mig, fordi han tilsyneladende godt kunne se, hvor hårdt det ramte mig, når det skete. Det var sikkert også for grandiøst af mig at tro, at jeg havde penge til noget så overflødigt som en sodavand.

Jeg var 39 år gammel, havde levet fem år ekstremt udsat pga. et par læger, jeg arbejdede flere timer hver dag til 12 kroner i timen, og alligevel skulle jeg stadig straffes af dem. Jeg måtte ikke blive vred over hvor ulidelig min tilværelse var for psykiaterne, for så var det ifølge dem uindføleligt og et tegn på psykose.

Det eneste vanvittige ved det, var den måde psykiaterne opførte sig på. Ingen voksne og normale mennesker - som jeg i al ydmyghed betragtede mig selv som - kunne eller ville finde sig i at blive behandlet, som jeg var blevet det i så mange år.

Jeg havde så sent som i går fortalt den psykiatriske overlæge og sygeplejersken, at jeg ingen penge havde, at det skyldtes, at jeg havde betalt husleje, og at Lægernes Bank tvang mig til at afbetale min kassekredit, selv om jeg måned efter måned ikke havde penge til mad eller lejlighed, eller noget som helst andet. Både overlægen og sygeplejersken var fuldstændig ligeglade. De betragtede og behandlede mig ikke som et menneske, og de bidrog i meget høj grad til at fastholde mig i knugende og paralyserende fattigdom.

Selvfølgelig var jeg vred. Men det galt om virkeligt at slå koldt vand i blodet, at fortsætte det, jeg var påbegyndt, og ikke være så tilbageholdende. Jeg blev også snart smidt ud fra forsorgshjemmet, fordi jeg var så fræk at tro, at jeg ikke havde brug for mere ydmygelse, denne gang fra kommunen af.

Hvorfor var det ikke nogen, der rent faktisk gjorde noget? Hvorfor mente de fleste åbenbart, at det var helt i orden, at jeg langsomt skulle pines til døde? Ja, hvis der faktisk var nogen myndigheder, der havde gidet at hjælpe mig, havde de gjort det for længst. Hvorfor gik jeg så rundt og håbede, at man en dag nok skulle hjælpe mig? Det var vist mig, der var naiv.

Jeg måtte til at tage mig alvorligt sammen. Selvfølgelig kunne man ikke byde mig det, selvfølgelig var det grotesk, og alt andet end i orden at frarøve mig den normale tilværelse, jeg lige som alle andre havde gjort mig fortjent til. Den praktiserende læge fra Citydoctors, der havde givet mig en dødsdom af en fejldiagnose, og den svindlende og manipulerende overlæge, der havde fusket med forsøgspersoners og patienters data måtte virkelig have magtfulde venner.

Det var fint nok at tie mig ihjel, som man havde gjort i fem år, men så skulle man heller ikke klynke over min reaktion, og over at jeg for at redde mit liv blev tvunget til at nævne navnene på mine bødler. Jeg måtte bide fortvivlelsen og desperationen i mig og fortsætte indtil landets myndigheder gjorde deres arbejde.

Mail til psykiater Hans 22. august 2020

1. Hjorthøj CR, Madsen T, Agerbo E, et al. Risk of suicide according to level of psychiatric treatment: a nationwide nested case-control study. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2014;49:1357-65."

Politikerne

Jeg kom ikke uden om at sende det, jeg indtil videre havde skrevet til først udvalgte politikere, og gradvist til dem alle; alle politikere i Folketinget og i regionerne.

"X"

Jeg havde ringet til "X" i eftermiddags, men hun tog ikke telefonen. Jeg ville høre, hvordan hun havde det, om hvor længe hun skulle forblive indlagt, og hvis man havde tænkt sig at smide hende på gaden igen i dag eller i morgen, så ville jeg fortælle hende præcis hvad hun skulle sige til lægerne, så hun kunne være sikker på at blive på hopitalet lidt længere.

"X" var ikke meget ældre end jeg, men på grund af hendes livsstil, havde hun sørgeligt nok ikke mange år tilbage at leve i. Jeg blev ked af det, hver gang jeg tænkte på hende, og på hvordan hun blev behandlet. Ja, jeg var rasende over hvordan jeg selv blev behandlet af nogle svinske psykiatere, en dyssocial (psykopatisk) praktiserende læge, en fusker-overlæge og to embedslæger, og det var vitterligt svinsk og umenneskeligt den måde, hvorpå de aktivt igennem fem år havde forsøgt at knække mig, men jeg kunne overleve, hvis jeg ville, jeg var - og havde hele tiden været - sund og rask, men det var "X" langt fra: Hun var fysisk handicappet som følge af den svære nervebetændelse, hun havde ingen penge til mad, hun fik ingen mad, men brugte insulin og var smidt på gaden pga. andre misbrugeres ulækre rygter, som personalet blindt havde troet på.

Jeg ville ikke have hjælp af det sociale system, som jeg hadede mere og mere som årene var fløjet afsted. Men jeg kunne ikke slippe ud af det forbandende og perverse bureaukrati. Omvendt havde "X" forgæves igen og igen tigget og bedt om hjælp fra selv samme vamle system, som konsekvent ignorerede hende. Hvad var meningen? Var det så simpelt, at det bare handlede om omvendt psykologi? Skulle jeg fake at jeg havde behov for hjælp af systemet, og så ville man lade mig være i fred? Helt, helt utroligt.

Jeg måtte simpelthen flygte fra Danmark, det gik ikke længere. Jeg havde ikke noget pas, men jeg var ligeglad, om så jeg skulle svømme til Sverige. Jeg måtte bare spare minimalt op først, og så farvel. Hellere dø i udlandet end at leve i Danmark, hvor nogle arrogante psykiatere kunne manipulere landets myndigheder til at holde mig i et modbydeligt jerngreb. Men jeg skulle først smække med døren, i overført betydning naturligvis. Nå ja, og så skulle jeg ind for at spilde min tid med at tale med "A" den 29. september. Jeg havde ingen penge til toget fra Glostrup til Østerbro, og "A" havde overhovedet intet gjort for at bedre min situation i al den tid, jeg var blevet tvunget til at tale med hende om ingenting, hvilket var over et år. Jeg havde så sent som i dag skrevet en sms til hende, og forklaret, at jeg ingen penge havde, men intet svar fået, fordi mit brokkeri selvfølgelig ikke ragede hende.

Plan

Ringe til "X" igen nu.

Maskinoversætte det jeg havde skrevet til engelsk

Alligevel finde optagelserne af psykologen og lægge dem op på YouTube og i Soundcloud. Havde hun ikke pligt til at indberette hendes kollega fra Q81, Stine? Jeg havde skam fortalt Irene flere gange om både Stine og Gitte Ahle, var hun så ikke forpligtet til at reagere?

"X"

Ringede til hende igen kl. 20.46, og ventede et godt stykke tid, men telefonen blev ikke taget. Jeg skrev derfor en længere besked til hende, og i morgen ville jeg ringe igen.

Jeg fandt i øvrigt ud af at den af personalet på forsorgshjemmet, der havde forbarmet sig over mig sidst, jeg ingen penge havde, og var desperat sulten, og havde købt en pakke rugbrød til mig, var blevet fyret. Jeg havde heller ikke set hende et stykke tid. De måtte hellere få slettet hendes billede på infoskærmen på gangen, lige som i Big Brother, hvor Winston arbejdede med at omskrive aviserne, som om de borgere, som regimet havde sørget for forsvandt, aldrig officielt havde eksisteret.

"Vi lader bare som om medarbejderen aldrig har været ansat". Både beboerne og personalet på forsorgshjemmet var lige slemme, jeg selv inklusiv, på hver vores måde. Den fyrede medarbejder var hverken værre eller bedre end alle andre, måske var hun også blevet falsk anklaget for et aller andet? Det var åbenbart sådan man positionerede sig selv på forsorgshjemmet, spredte rygter, der ikke var hold i, og beskyldte andre for alt muligt, ligeledes uden hold i. Personalet faldt pladask i hver gang. Det var en kujonagtig måde at opføre sig på, men jeg var heldigvis ikke en del af det, lige som jeg heller ikke kunne ændre noget som helst i den henseende, og jeg havde heller ikke lyst til at forsøge, for de fleste var lige gode om det. "X" var heller ikke uskyldigheden selv i den forbindelse, men hun var blevet straffet alt for hårdt.

Billeder. Det var fast kutyme at jeg altid ryddede ekstra grundigt op på værelset, den dag jeg skulle i ambulatoriet. Det var et faktum at sygeplejersken ringede til forsorgshjemmets personale, og spurgte dem om hvordan jeg havde det. Fint for mig, for det modsatte ville kunne misforstås som paranoia. Jeg vidste at man på Q81 havde noteret i min journal hvor "bemærkelsesværdigt pænt og ordenligt" mit værelse på afdelingen fremstod. Langt de fleste normale mennesker, jeg selv medregnet, rodede en smule en gang imellem. Men et rodet værelse kunne og ville psykiateren bruge som bevis på psykopatologi.

Sult

Aftensmaden i går havde været fremragende, idet den havde stået på Bøf Stroganoff og kartoffelmos. Jeg frygtede at vi skulle have noget, der mindede om den foregående dags sørgelige tomatsuppe, der ikke mættede, og som havde været kvalm. Jeg var meget opmærksom på ikke at brokke mig, uanset hvor meget jeg havde lyst til det, men en medbeboer havde spontant fortalt mig, at hun syntes at suppen havde smagt mærkelig, samt at hun efter at have spist den, havde kastet op og følt sig skidt tilpas. Men i går aftes var jeg faktisk blevet mæt efter nummer to portion, og det havde været ret store portioner. Jeg spiste mere end min træningsmakker, der vejede 110 kilo. Morgenmaden i morges var til gengæld håbløs; en bolle og lidt guldkorn. Jeg kunne ikke få mere, og sådan var det.

Jeg besluttede mig for at jeg ikke kunne træne, når jeg om kort tid ville blive sulten igen, så jeg begyndte i stedet at pensle det bord, jeg arbejdede på, med olie. Det tog længere tid end man skulle tro, hvilket bla. skyldtes de mange svært tilgængelige hulrum mellem lamellerne, og selv om arbejdet var alt andet end hårdt, måtte jeg stoppe efter en time, fordi sulten gnavede og maven rumlede så meget.

Biblioteket

Det lille medicinske bibliotek lå meget tæt på, kun adskildt fra forsorgshjemmet af børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Jeg havde ofte siddet der, da jeg var videnskabelig assistent i 2014, så jeg tænkte, at jeg måske igen kunne sidde der og skrive. Jeg skiftede tøj, så jeg fremstod nogenlunde præsentabel, og gik derover.

Der var ingen mennesker på biblioteket udover bibliotekaren, som spurgte, om hun kunne hjælpe mig med noget. Jeg måtte ikke falde igennem, så jeg gav hende en lidt søgt forklaring, som dog var sand nok, nemlig at jeg tidligere, før coronakrisen, havde siddet og arbejdet der, og nu ville gøre det igen. "Hvor er du fra?", ville hun vide. "Øh, fra afdelingen lige over for børne- og ungdomspsyk", fik jeg fremstamemt. Hun spurgte ikke, om jeg var ansat, og der stod ingen steder, at det var et krav for at frekventere biblioteket, at man skulle være ansat. I givet fald kunne hun have bedt mig om at vise mit medarbejder ID, og det gjorde hun ikke.

Bibliotekaren virkede ikke som om hun rigtigt troede på mig, men sagde ikke mere. Jeg satte mig ved bordet, og kiggede på bøgerne i reolen. At se alle mine gamle lærebøger i nyere udgaver, gjorde mig så trist, at jeg pakkede sammen igen og forlod biblioteket. Jeg nåede dog at se en kasse med kasserede bøger, hviilket til gengæld var helt perfekt, for dels bidrog det til at give mig en vis troværdighed i andres øjne, og dels var det rigtig gode bøger, man kunne tage. Jeg havde lyst til at tage dem alle sammen, men beherskede mig, og nøjedes med to, som jeg for en god ordens skyld lige spurgte bibliotekaren, om det var ok jeg tag, hvilket det var. Ja, jeg kunne da også låne de nyeste udgaver med tilbage til mit kontor på afdelingen, sagde hun venligt. Ups. "Nej tak", svarede jeg, "for jeg kan jo ikke overstrege og skrive noter i bøger til udlån". Puha. "Det er da også rigtigt", sagde hun, "jamen god fornøjelse". "Tak", sagde jeg, og skyndte mig ud igen.

Billeder. På medicinsk bibliotek på Glostrup Hospital. Bøgerne var kaserede ligesom jeg selv.

Billede. Mit profil til boligportalen. Mit smil var mildest talt anstrengt. Jeg tog det bevidst i forsorgshjemmets konferencerum, så det gav indtryk af at være på en arbejdsplads. Men det var ikke noget jeg skrev, hverken det ene eller det andet, billedet kommenterede jeg slet ikke i profilen. Det var virkelig ikke min stil at foregive noget som helst, men jeg havde intet valg.

Billede. Jeg burde have kigget rundt på forsorgshjemmets omgivelser, i stedet for at kigge på min skærm hele tiden, for der var masser af æbler i haven, der netop nu var modne. Mange var på nuværende tidspunkt ligefrem overmodne, og det irriterede mig, at jeg ikke havde lagt mærke til det tidligere. Det var en elegant løsning på mit blodsukkerproblem.

"X"

Jeg havde igen forsøgt at ringe til "X", men ingen svarede. Jeg var ikke så bekymret for hende længere, da hun havde sendt mig et billede, hun have taget fra hospitalssengen. Jeg vidste, at personalet fra kvindeherberget var inde over, de var uendeligt mere behjælpelige og kompetente end jeg, og desuden det var utænkeligt, at man ville smide "X" på gaden med insulinkrævende sukkersyge, men uden penge til mad.

Søvnbesvær

Vågnede første gang kl. 00.02. Jeg var ganske vidst også faldet tidligt i søvn, omkring ved halv ti-tiden. Jeg havde tænkt mig at holde pause fra træningen i går, men det kunne jeg selvfølgelig ikke, hvorfor jeg var taget ned i det lokale fitnesscenter. På vejen derned havde jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg ikke skulle træne med vægte, kun dyrke kredsløbstræning på løbebåndet eller i romaskinen, men jeg kunne ikke lade være med at lave bryst- og tricepøvelser, da jeg først kom derned. Jeg fokuserede på hele tiden at udvikle min træningsteknik, og lære nye øvelser, og det lykkedes rigtigt godt i forbindelse med træningen i går, da jeg fik udført tre nye tricepsøvelser teknisk korrekt. Jeg havde gudskelov ikke smerter nogen steder i kroppens led, og det ville være en katastrofe, hvis jeg blev kronisk skadet af overbelastninger, for så vidste jeg ikke hvordan jeg kunne coope med min ulidelige og stressende tilværelse. Træningen var utvivlsomt årsagen til, at jeg havde været rolig og afslappet, og var faldet i søvn tidligere end normalt.

Det skete så hyppigt, at jeg som regel ikke skrev om det, men i flere år havde jeg ikke sovet særligt godt om natten. Det var ikke hver nat, men ofte nok til at det var et problem, og især i øjeblikket var søvnbesværet udtalt.

Det, jeg altid lå og tænkte på, var, at jeg var arbejdsløs, og stigmatiseret med en fejldiagnose. De temaer var krydret med de aktuelle problemer, hvilket kunne være fremmøder i ambulatoriet, eller som i nat, at jeg var sulten.

Detronisering

Til morgen og formiddag måtte jeg igen gøre et forsøg på at holde en pause med vægttræningen, men allerede nu kl. 10, kunne jeg fornemme, at det ville blive umuligt. Jeg var modløs, opgivende og rastløs, jeg var stavnsbundet til forsorgshjemmet, fordi jeg var afhængig af de måltider, jeg kunne få på stedet, men samtidig var det ulideligt at opholde sig på værelset.

Ingen af de andre beboere, jeg havde talt med, kunne holde ud at opholde sig på forsorgshjemmet, og selv om jeg bare kunne gå en tur, havde jeg gjort det så mange gange, at det intet nyt var at se. Jeg kendte området særdeles godt, og det hjalp mig ikke at traske rundt på de samme ruter og ruminere over meningsløsheden. Det var uforståligt for mange, at jeg ikke "bare" kunne gå ned på biblioteket og sidde, at jeg ikke "bare" kunne gå en tur, og ikke "bare" kunne tage telefonen, eller åbne min post, men alle på forsorgshjemmet havde det på samme måde som jeg, og det skyldtes for os alle sammens vedkommende en årelang nedbrydning i "systemet".

Når man konstant fik trusselsbreve fra det offentlige, når man var tvunget til at være passiviseret, og når der intet håb var, ville stort set alle mennesker på et tidspunkt blive demotiverede og apatiske. Det var der intet mystisk i. Dertil kom at stort set alle medbeboere havde haft et forløb i psykiatrien. Hvis psykiatrien var samfundets skraldespand, så var forsorgshjemmet psykiatriens skraldespand. Så sent som i morges havde jeg siddet og talt med en anden beboer om hvordan psykiaterne kunne leve med dem selv, når man tænkte på, hvor mange mennesker de havde forkrøblet og ødelagt. Var de bare kyniske eller prøvede de at retfærdiggøre deres amoralske magtmisbrug med, at det var "det bedste for patienterne", også selv om patienterne selv meget ofte var helt uenige i det synspunkt? Måske prøvede de at retfærdiggøre deres handlinger med at det, de lavede, måske ikke var det bedste for den enkelte patient, men at man ihvertfald beskyttede samfundet fra de gale mennesker. Også det var en misforståelse, for de psykiske traumer som psykiaterne påførte deres ofre, glemte ofrene aldrig, og det førte bare til had og vold, enten mod ofrene selv eller mod andre.

Behandlingsformer i det sociale system

Jeg havde tidligere ganske kort berørt evalueringsmetoden FIT, som tilsyneladende var et profitabelt svindelnummer, som mange kommuner ukritisk havde indført, og det mindede mig om en helt åbenlyst fup-behandlingsform, som man gjorde reklame for på forsorgshjemmet, som man kaldte NADA; det var ren overtro eller bare banal svindel med nåle. Var der ikke noget med, at "nada" betød noget i stil med ingenting på spansk? Jeg troede det var en slags joke, men så talte jeg med en beboer, der var uddannet sociolog, og vedkommende kunne fortælle, at metoden skam var ubredt og tilmed accepteret som behandling, hvilket fremgik af socialstyrelsens hjemmeside. Det kunne simpelthen ikke passe, at noget der var så uvidendkabeligt blev blåstemplet af staten. Men så fandt jeg til min store bedrøvelse dette på førnævnte styrelses hjemmeside:

https://socialstyrelsen.dk/filer/voksne/alkohol-og-stofmisbrug/anonym-ambulant-stofmisbrugsbehandling/nada-brochure-kobenhavn.pdf.

"Find fem fejl". Jeg havde tænkt mig at prøve at finde evidens for mange af de tilbud, der eksisterede i den jungle af fornuftsstridige og dyre såkaldte behandlingsformer og evalueringsmetoder, der blev anvendt i det offentlige, men det projekt skulle jeg hurtigst muligt glemme igen. Det var så uoverkommeligt, at jeg mistede modet. Hvordan kunne man forsvare at spilde penge på noget som tåbeligt som NADA? Hvor var politikerne og medierne henne? Millioner af skattekroner gik til pseudo-videnskabelige svindelnumre som NADA, og alle var ligeglade. Det var ikke bare lavthængende frugter, det var frugter, der lå og rådnede på jorden, og de eneste der havde gavn af eksempelvis NADA behandlingen, var de fupmagere, der havde opfundet konceptet, og nu tjente styrtende med penge på det.

Jeg var langt fra den eneste, der ikke syntes, at der var mad nok, hvorfor pokker brugte man ikke først penge på mad, og derefter på fupbehandlinger? Kritikken af det offentlige system havde jeg tidligere ment var overdreven og ideologisk, men nu stod det klart, at den ikke bare var fuldt ud berettiget, men tilmed alt for afdæmpet. Hellere dø af sult end at have noget med det offentlige system at gøre.

Billeder. "Svindel 101". NADA var tilsyneladende løsningen på alle mine problemer.

Beboerhjælp

Til aften diskuterede jeg maden med to af de andre beboere. Kort fortalt var mit synspunkt, at maden var virkelig god, men at der bare var for lidt af den, for få gange dagligt. Jeg fortalte, at jeg hellere ville have mulighed for at spise mig mæt, når jeg var sulten, at det var vigtigere end hvor delikat maden var og tog sig ud. At smagen var underordnet mængden. En anden beboer pointerede at vedkommende gerne så at der var frugter, og en tredje beboer mente, at vi bare skulle være glad for at vi kunne få mad. Jeg var i princippet enig med den sidste beboer, men jeg fastholdt at jeg hellere ville være mæt end at have en gastronomisk oplevelse, at det, der var dyrt, ikke var basisfødevarer, som rugbrød, ris, pasta og kartofler, men alle de ekstra ingredienser, der blev anvendt til madlavningen.

Jeg fortalte, at jeg var nødt til at gå på æblerov i forsorgshjemmets have for at få flere kalorier, og at jeg ofte vågnede om natten fordi jeg var sulten. Beboeren der havde efterspurgt frugt, henvendte sig til mig her til aften, da jeg gik og sprittede alle håndtagene på forforgshjemmet af, og tilbød mig, at jeg altid kunne komme forbi hende hvis jeg blev sulten, for hun havde altid selv frugt og havregryn på værelset. Det var sødt af hende. Der var enkelte beboere, der var solidariske. Det havde "X" også været, ikke bare havde hun givet mig to par sokker, som jeg på det tidspunkt virkelig manglede, hun havde også lånt mig 200 kroner til mad, da jeg i starten heller ingen penge havde. Jeg brød mig absolut ikke om at låne noget som helst, og det var også en engangsforestilling. Så snart Lægernes Bank havde taget sig sammen til at sende mig mit hævekort, overførte jeg 300 kroner til hende.

Da jeg var færdig med afspritningen, og havde vasket mit tøj, gik jeg ud på kirkegården sammen med Vikingen, hvor vi fandt et stykke plæne uden grave, og spillede fodbold. Jeg havde for et par måneder siden spurgt en af gartnerne, om det var i orden, og det var det på området uden grave. Der foregik i øvrigt alt muligt i smug på den kirkegård døgnet rundt. Der var både hjemløse der sov, drak og røg der, eller bare sad og hang ud. Det var en offenlig kendt hemmelighed.

Billeder. Der foregik mere på kirkegården end man skulle tro. Jeg vidste at jeg havde obduceret nogle af de afdøde, hvis urne nu lå begravet på den.

Billede. En af de havemøbler, jeg arbejdede på at istandsætte. Jeg havde påført dette bords plade med teakolie.

Forperson for Psykiatrifonden

Jeg var i alt andent end godt humør, da jeg i morges var så uforsigtig i ren og skær kedsomhed at læse Psykiatrifondens medlemsblad. Jeg var nysgerrig af natur, og jeg syntes at psykiatri var interessant, men på samme måde, som jeg også syntes at astrologi var interessant. Jeg var netop ikke psykisk syg, og derfor burde jeg afholde mig fra at eksponere mig for den triste verden, men min nysgerrighed vandt.

På en af de første sider, så jeg et billede af et velkendt ansigt; det var såmænd ingen ringere end den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen. Det var topmålet af hykleri at netop han var blevet forperson for den forening, for selv om Torsten Bjørn Jacobsen ikke havde været den værste psykiater, jeg havde været tvunget til at tale med, så han også svigtet, og hamret et af de første søm i min ligkiste.

At han foregav at hjælpe psykisk syge mennesker, gav mig straks kvalme at tænke på. Han havde jo skadet mig i ond tro. Jeg kunne huske rigtig mange detaljer fra mine daglige tvangssamtaler med ham i 2016, at han kendte Egill Rostrup personligt, at han fik sin bil lavet på Hvidsværmervej i Rødovre, at han havde spurgt mig, om jeg lavede lister, hvor jeg skrev, hvordan jeg skulle agere i sociale situationer, fordi han troede jeg var autist (jeg svarede nej til det helt ubegribeligt dumme spørgsmål, som sagde mere om Torsten Bjørn Jacobsens faglighed eller mangel på samme, end det sagde noget om mig i psykopatologisk henseende). Jeg havde hårdt presset af Torsten Bjørn Jacobsen givet ham lov til at tale med mine forældre, hvilket var en stor fejltagelse, for da jeg senere spurgte min far om hvordan den samtale var gået, var han et kort øjeblik blev vred, noget han meget sjældent blev, og sagde at det var spild af tid, og en sludder for en sladder.

Torsten Bjørn Jacobsen misbrugte dermed ikke kun min tillid, var også den psykiater, der dels undlod at sige sandheden, fordrejede sandheden, og direkte løj i Københavns Byret, ligesom han havde gjort det over for det Psykiatriske Klagenævn. Derfor tabte jeg i disse instanser. Han var oven i købet så arrogant forud for både hans optræden i Det Psykiatriske Klagenævn og i Københavns Byret, at fortælle mig at jeg "jagtede vindmøller". Det var utilgiveligt gjort af Torsten Bjørn Jacobsen. At han nu foregav at tale de psykisk syges sag, svarede efter min mening til at Harvey Weinstein blev leder af Reden.

Torsten Bjørn Jacobsen stod desværre over loven. Ingen anklager, forsvarer eller dommer i Danmark turde stille kritiske og relevante spørgsmål til ham, endsige sige ham imod. Han var udmærket klar over hvilket helvede, jeg de efterfølgende fire år på grund af hans blåstempling og forsvar af hans kollegers overgreb, befandt mig i, og han foretog sig intet.

"X" og #MeeToo

I dag havde jeg i Politiken læst en støtteerklæring mod sexisme og sexchikane underskrevet af lidt over 300 kvinder. Denne gang var turen kommet til Christiansborg. Inde i avisen kunne man læse flere eksempler på sexchikane, som kvindelige politikere havde været udsat for. Jeg gik heller ikke ind for sexchikane eller sexisme, og jeg havde også underskrevet støtteerklæringen, hvis jeg kunne, men i min verden var det en selvfølge at sexisme, homofobi og racisme var forkert. Jeg havde helelr ikke behov for det, man vist kaldte "virtue signalling", at pudse sin egen glorie, at fremstille egen selvgodhed og moralske overlegenhed. Men jeg hadede den frelste "debat" om sexisme, som samtlige medier var fulde af, og det gjorde jeg ikke fordi jeg var tilhænger af sexisme, tværdigmod, men af én eneste årsag: Hvis man skulle fokusere på sexisme, hvorfor så fokusere på at en ældre mandlig politiker havde sendt et lummert blik efter en yngre kvindelig politiker, som jeg havde kunne læse i Politiken, når det var klart for alle og enhver, at der på det danske samfunds absolutte bund var kvinder, der blev regelret voldtaget og udsat for vold, måske ikke på daglig basis, men så i hvert fald ofte?

Dét var et alvorligt problem, men den debat jeg læste om i avisen, og så i forsorgshjemmets TV-stue, handlede kun om vamle seksuelle opfordringer, og andet på det niveau. Ikke at det ikke var forkert, for selvfølgelig var det forkert, men det der fik min hyklerialarm til at ringe var, at det var de ressourcestærke og magtfulde kvinder, der fik taletid, og det de talte om var dem selv, og deres egne vilkår og interesser. Kvinderne der boede på gaden, som var prostituerede, misbrugere, alene, og ikke så charmerende og veltalende som de politikere og journalister, der nu fik taletid, hvor var deres stemme? De allersvageste kvinder, dem som fik bank, blev voldtaget og nogle gange slået ihjel, det var da de kvinder, man først og fremmest skulle hjælpe, eller også skulle man både italesætte de allersvageste kvinders forfærdelige vilkår og den sexchikane, som de veluddannede kvinder led under på arbejdspladsen.

Jeg havde ringet til "X" tidligere i dag, men ingen svarede. Til min store lettelse havde hun ringet et par timer efter, mens jeg var nede og træne med min træningsmakker. Så snart jeg så det, ringede jeg hende op igen, men heller ikke denne gang blev der svaret. Jeg skrev en SMS til hende om at jeg ville ringe senere. "X" havde boet på Pladsen, som var det navn Enghave Plads gik under blandt de lokale, i halvandet år. Mon ikke hun havde været udsat for og bevidnet lidt af hvert? Hvem af de fine journalister havde været en tur forbi Reden eller Pladsen for at høre de hjemløse og prostituerede kvinder om hvilke seksuelle overgreb som de havde været udsat for? Hvor var avisernes støtteerklæringer til dem?

Jeg ringede til "X" flere gange i går aftes, men ingen svarede. Der var heller ikke nogen, der afbrød forbindelsen. Måske havde "X" det på samme måde som jeg, at hun ikke havde overskud til at tage opkald? Eller måske var hendes telefon på lydløs fordi hun befandt sig et sted, hvor man ikke havde mulighed for at ringe når hun havde lyst til det?

Exit forsorgshjemmet

Det var helt forståeligt, hvis det var den måde "X" havde det på. Det jeg skulle til at koncentrere mig om nu, vafr mit snarlige exit fra forsorgshjemmet, når jeg blev smidt ud, fordi Rødovre Kommune ville tvinge mig til at lade mig ydmyge og fornedre. Mit problem var ikke, at jeg nu ville få det endnu sværere i den kommende måned end jeg havde det haft det længe. Mit problem var, at de fleste mennesker umuligt ville forstå hvorfor jeg ingen penge havde, hvorfor jeg blev holdt i et jerngreb af psykiatrien og så videre. Jeg havde sovet på et liggeunderlag i et halvt år i Sydhavnen, og det havde ikke generet mig sønderligt, og nu skulle jeg til det igen. Det var ikke problemet. Problemet var, hvordan jeg skulle forklare andre hvorfor jeg ikke havde nogen seng, ingen møbler, og sov på et liggeunderlag.

Badminton

Jeg havde tilmeldt mig badmintonholdet, som var et tilbud som sundhedsfællesskabet havde. På Q81 havde jeg spillet en hel del badminton, og det havde været et kærkomment afbræk fra den konstante trussel om tvangsmedicinering, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selvskab havde udsat mig for. Jeg var ikke specialt god til spillet, men heller ikke specialt dårlig, og jeg syntes virkelig godt om det. Derfor havde jeg sammen med min træningsmakker tilmeldt mig, og i dag var første gang vi deltog. Selv om jeg skydede alle kommunale såkaldte tilbud, så var netop sundhedsfællesskabet et virkelig godt tiltag. Man kunne deltage gratis i forskellige former for fysisk aktivitet, og udover badminton drejede det sig om eksempelvis svømning, boksning og yoga. Min makker og jeg mødte op i den lokale sportshal, og blev taget venligt i mod af træneren.

Vi var i alt seks mennesker, og man kunne næsten gætte sig til hvem af de andre deltagere, der var nuværende eller tidligere misbrugere, psykisk syge, eller raske. Alt det var selvfølgelig ligegyldigt, for det var mit folk, og de andre vidste også at der var noget galt med mig og min makker, selv om det i hans og mit tilfælde primært var sociale problemer vi sloges med. Jeg sagde at jeg kom fra forsorgshjemmet, og ingen så meget som hævede et øjnbryn. Det var befriende ikke at skulle fortie noget, og dertil kom at det var fantastisk at spille badminton i halvanden time. Alt i alt en (sjælden) rigtig positiv oplevelse. Jeg var virkelig afslappet efterfølgende, men også meget sulten, og jeg vidste at denne ville blive mere udtalt som dagen skred frem.

Mikroaggression

Fordi jeg skulle spille badminton, var jeg nødt til at spise frokost hurtigt, da jeg ellers ikke ville kunne nå til træningen i tide. Ja, jeg spiste hurtigt, men det var ikke fordi spiste for hurtigt, eller så hurtigt at jeg fik maden i den gale hals, eller sad og svinede. Enkelte af personalet på stedet var imidlertid fantastisk smålige, og desværre satte lederen sig ved mit bord. Jeg havde travlt, og desuden brød jeg mig ikke om at tale med netop hende. Og ganske rigtigt kunne hun ikke læse mit kropssprog eller min tavshed, hvorfor hun naturligvis skulle kommentere at jeg spiste - efter hendes mening - for hurtigt, så hun sagde til mig i et toneleje som var jeg et børnehavebarn at hvis jeg spiste så hurtigt, kunne jeg risikere ikke at trække vejret.

Helt ærligt, hvorfor skulle hun kommentere hastigheden på mit fødeindtag, al den stund at jeg havde god bordskik og så videre? En dum konstatering fortjente et dumt respons, så jeg svarede hende, at jeg var glad for at hun gjorde mig opmærksom på at jeg skulle trække vejret, for det havde jeg da ikke overvejet at gøre, og af alle ting, jeg godt kunne lide at gøre, var vejrtrækning nok min yndlingsbeskæftigelse. Til min overraskelse begyndte to andre ansatte, der sad ved siden af os af grine - ikke af mig, men med mig.

Mail til psykiater Hans Raben af 28. december 2020

“Kære Hans Raben

Kjeld.”

"X"

"X" havde gudskelov ringet til mig sent i går aftes. Hun lød fuld, og var skiftesvis vred og grådlabil. Det hun fortalte, var ikke ligefrem sammenhængende, og en del af det var en gentagelse af hvad hun havde fortalt mig sidst jeg talte med hende. "X" var utroligt nok blevet udskrevet allerede i tirsdags fra hospitalet. Udskrevet til gaden. Ved lidt af et mirakel havde hun fået kontakt til en sygeplejerske eller socialarbejder (det var lidt uklart) via det tilsynaladende meget kompetente og handlekraftige personale på kvindeherberget på Vesterbro, og vedkommende havde foranstaltet at "X" kunne bo 12 dage på et mindre herberg på Amager. Det var et super godt sted ifølge "X", men nu var dagene meget snart gået, hvorfor hun skulle bo på gaden på ny. Hun græd da hun fortalte mig det. Hun kunne ikke klare mere, hun var rådvild og kunne ikke manøvre rundt i det offentlige system.

Den sagsbehandler fra kommunen, som skulle havde sørget for indskud til den bolig hun ellers ville kunne flytte ind i fra og med 1. oktober, havde ikke gjort det han havde lovet hende, var derefter fraværende en uge, og kom først tilbage i dag, fik hun at vide. Det var én opgave som hun ikke magtede. Selve den klodsede udsmidning (bortvisning rent formelt) fra forsorgshjemmet havde "X" utroligt nok påklaget til en bestemt jurist, som i følge "X" havde været rasende over den behandling som "X" havde fået, blandt andet fordi juristen havde sagt til hende at det nu var anden gang på kort tid at det samme forsorgshjem - angivligt - uberettiget havde bortvist en beboer til gaden.

Nu var juristen på sagen, og det var også rigtigt godt. Men "X" havde jo brug for tag over hovedet, og mad fra og med i dag? Det havde hun ikke nogen løsning på, sagde hun, for alt afhang af hvad der skete i dag. Jeg var rigtig glad for at langt klogere mennesker end jeg var i fuld gang med at hjælpe "X", men bekymret for om "X" blev smidt på gaden i dag, og indtil der måske kom en løsning på hendes boligproblem

Jeg aftalte derfor at ringe til hende efter kl. 15.00, da jeg dels ikke ville forstyrre førnævntes arbejde, og dels regnede med at de fleste kommunalt ansatte var gået hjem på det tidspunkt. Jeg ringede også til hende kort efter kl. 15.00, men ingen tog telefonen. "X" havde også fortalt mig i går at hun havde ringet til hendes far, som havde afsluttet samtalen med et "så må du havde det godt", uden at havde gjort noget som helst for at hjælpe hende. Det fortalte "X" mig også mens hun græd. Jeg var ikke klar over at hun havde forældre, og det var umuligt at fordømme faren, hvis han vitterligt havde sagt det som "X" fortalte. Det var ikke til at vide om hendes forældre havde brugt alle deres egne ressourcer igennem årene i deres forsøg på at hende.

Kontaktlinser

Mine egne problemer stressede mig også. Jeg havde for et par dage siden erfaret, at jeg snart løb tør for kontaktlinser, og da jeg ingen briller havde, var det en katastrofe. Jeg kunne tydeligt huske hvordan det var at gå rundt i 14 dage uden hverken briller eller kontaktlinser, da jeg ankom til forsorgshjemmet, fordi jeg ingen penge havde. Nu havde jeg fortsat ingen penge og snart ingen kontaltlinser. Det var særdeles belastende, og afmagten gjorde mig irritabel. På vej til træning i fitnesscentret i morges var jeg derfor taget forbi optikeren, hvor jeg igen måtte lade som om at jeg var uviddende om at jeg ingen penge havde.

Nu var jeg imidlertid ikke længere flov og skamfuld over min økonomiske situation, snarere angst for at jeg igen måtte rende rundt i en tåge på grund af mit dårlige syn. Jeg var ligeglad med hvor meget jeg skulle ydmyge mig over for optikeren, jeg ville bare ikke opleve det samme igen, og slet ikke nu. "Jeg kan se i vores system at banken har afvist betalingen", sagde hun, og fortsatte, "jeg kan også se at du har adressebeskyttelse".

Jeg vidste med sikkerhed at jeg havde tilmeldt mit kontaktlinseabonnement til Betalingsservice, og jeg havde også fået tilsendt den første pakke med kontaktlinser, hvorfor adressebeskyttelsen ikke rigtig var en undskyldning. Heldigvis kom den søde optiker mig i forkøbet, da hun sagde: "Har du et Dankort? Så kan jeg bare tilmelde dig Betalingsservice med dit konto- og registreringsnummer". "Ja, naturligvis", sagde jeg, og gav hende kortet. Hun fik også mit sygesikringskort, så hun (igen) kunne skrive min adresse ind i systemet. Jeg fortalte hende at jeg løb tør for kontaktlinser meget snart, og spurgte om jeg måtte købe nogle ekstra sæt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte hende om jeg måtte købe flere kontaktlinser, for jeg havde bogstaveligt talt ingen penge tilbage overhovedet. Optikkeren svarede, at jeg da bare kunne få 10 sæt kontaktlinser med uden beregning. Hvilket vidunderligt menneske. Hvor var det venlig og god service af hende. I det øjeblik var jeg utrolig taknemmelig for hendes elegante hjælp, og jeg takkede hende mange gange. Jeg var slet ikke vant til at blive behandlet så godt. Den optiker (hos Louis Nielsen) skulle bare vide hvor meget det betød for mig at jeg fik de linser, så jeg kunne klare mig til jeg fik penge igen. Det var svært for mig at holde igen, og lade være med at give udtryk for hvor desperat jeg var.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab

Jeg kom i tanke om, at jeg havde været så dum alligevel at læse Politiken, som jeg plejede at gøre dagligt. Konkret bestod min fejl i at jeg læste en artikel, som var voldsomt interessant; den handlede om disproportional anvendelse af tvang i psykiatrien overfor tosprogede patienter. Det var et emne jeg vidste en hel del om, for det var præcis hvad jeg selv havde oplevet under mine ufrivillige ophold i psykiatrien. Det var sole klart at kultur- og sprogbarrierere faciliterede brugen af tvang.

Jeg kunne skrive om det i timevis. Det var selvfølgelig kun anekdotisk viden jeg havde, og man skulle aldrig generalisere udfra egne oplevelser, men nu havde Institut for Menneskerettigheder altså foretaget en meget omfattende undersøgelse af fænomenet. Jeg havde meget stor beundring for Institut for Menneskerettigheder, og den person fra instituttet, der blev interviewet til artiklen var intet mindre end en heltinde i min optik.

Dansk psykistri var helt oplagt og yderst tiltrængt en institution, som krævede mange og omfattende undersøgelser. Der var simpelthen så meget råddenskab inden for psykiatrien, som i langt, langt de fleste tilfælde blev fejet ind under gulvtæppet. Lægemiddeldødsfald var det måske allerstørste problem. Desværre blev modparten (og især modsætningen) til Dansk Institut for Mennekerettigheder også interviewet til artiklen - ingen ringere end forkvinden. Selv samme forkvinde som i allerhøjeste grad var skyld i min undgåelsesadfærd, der eksempelvis gjorde, at jeg ikke åbnede post.

Det var også hendes trusler om tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende medicin, der i dén grad havde givet mig ar på sjælen, som gjorde at jeg sov dårligt hver nat, og som havde slået mig helt ud. Jeg blev straks ramt af udtalt behag, koldsved, rysten på hænderne, kvalme og handlingslammelse, så snart jeg så forkvindens navn. Jeg måtte virkelig sørge for at undgå at læse noget som helst om psykiatrien fremover. Bare det at skrive om at jeg havde læst den pågældende artikel gjorde mig skidt tilpas.

Mæt

Her til aften forsøgte jeg igen uden held at få fat på "X", hvorefter jeg gik i gang med at reparere en anden beboers laptop. Der var en form for solidaritet på forsorgshjemmet, hvilket "X" på bedste vis havde demonstreret ved at give mig to par sokker, på et tidspunkt hvor det var det, jeg manglede allermest i min tilværelse, men man skulle på ingen måde være naiv i den henseende; når det galt helt basale fornødenheder, oplevede jeg at der generelt var stor hjælpsomhed, men drejede det sig om mere end det, stoppede solidariteten også.

Det var udmærket med mig, for jeg havde stadig mødt større velvilje blandt beboerne end blandt mine tidligere lægekolleger. Efterhånden havde jeg dog lært mange rigtigt godt at kende, og nogle stykker oven i købet så meget at jeg stole på den i et vist omfang, også når det blev sidst på måneden og samtlige beboere var ved at blive desperate over ikke at have penge. Sidstnævnte gruppe af beboere stolede også på mig, faktisk så meget at de ikke skjulte personlige oplysninger, hvis jeg hjalp nogen med at ringe til firmaer og institutioner for at tale for dem. Det samme var tilfældet når jeg lavede computere for de andre.

Især to beboere, som jeg havde et gensidigt fortrolighedsforhold til, havde jeg hjulpet med at reparere deres laptops. Den ene beboers laptop havde jeg brugt rigtig mange timer på at reparere. Jeg gjorde det af ren lyst, fordi jeg kedede mig forfærdeligt, og fordi at jeg ret let og hurtigt kunne løse de andres IT-tekniske problemer; de blev meget glade, og det var let arbejde for mig. Denne beboer havde jeg talt med til aften, og da jeg havde afleveret hans laptop til ham, og var på vej til at gå, gav han mig en pose med proteinpulver. Faktisk var det hele fem kilo proteinpulver af høj kvalitet, i et kendt mærke, og embalagen, som jeg undersøgte meget grundigt, da jeg aldrig tog i mod mad fra nogle af de andre beboere, var intakt.

Jeg google også produktet for en sikkerheds skyld, og alt stemte. Det var en helt fantastisk gave, for jeg var ofte sulten, som regel i flere timer dagligt, men nu kunne jeg stille sulten på en let og sund måde. Det meget opløftende, især fordi den kommende måned ville blive endnu hårdere end de foregående, uden penge til noget som helst, og knapt nok til mad. Jeg sagde først nej tak til gaven, men han insistere vedvarende, og jeg kendte ham godt nok til at vide at han mente det. Jeg havde alligevel dårligt samvittighed efterfølgende, men tilgengæld var jeg mæt.

Tre positive ting

Konklusionen måtte være, at jeg i dag havde oplevet tre positive ting: 1. Fået kontaktlinser. 2. Startet til badminton. 3. Fået fem kilo proteinpulver.

Tre negative ting

I virkeligheden var der mange flere, men af nye negative ting, drejede det sig primært om: 1. Jeg var løbet tør for taletid, og ingen penge havde til ny. 2. Jeg havde intet hørt fra "X". 3. Jeg var så dum at læse artiklen som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var blevet interviewet til, og som uden overdrivelse meget vel ville give mig mareridt i nat.

Beboernes cyklus

Proteinpulveret havde gjort underværker, jeg var ikke sulten i nat, og heller ikke efter morgenmaden, fordi jeg havde taget noget af det. Det smagte oven i købet fint selv om jeg kun havde vand at blande det op i. Hvis jeg tog et halv glas mælk, og lod som om det var til kaffen, og blandede mælk, koldt vand og proteinpulver sammen, så var det ligefrem velsmagende. Min medbeboer havde tænkt sig at smide pulveret ud, og han havde haft det stående i relativt lang tid. På den måde var det genialt. Jeg reddede alle de data han havde på hans laptop, som tog mig omkring et kvarter, hvilket han ikke selv kunne have gjort, og samtidig fik jeg proteinpulver af ham, som han ikke selv brugte, men som betød alverden for mig, alene fordi proteinpulveret mættede. Det var win-win. Faktisk var der mange beboere på forsorgshjemmet, der hver især havde nogle unikke kompetencer, som de kunne bidrage med, men fordi der generelt herskede en stemning af paranoia og mistro, og fordi rygterne florerede livligt, og for enkelte beboere havde katastrofale konsekvenser, var alle meget tilbageholdende med at afsløre noget som helst om dem selv.

Det var virkeligt en skam. Det virkede som om at stofferne og alkoholen, samt ikke mindst abstinenserne heraf, var en væsentlig årsag til denne giftige atmosfære. Fra og med at folk fik "løn", som man åbenbart kaldte den kontakthjælp eller førtidspension som alle modtog, for, til overraskende få dage efter, var der liv og glade dage. Få beboere spiste måltider på forsorgshjemmet, og de virkede mere afslappede. Efter højest en uge var stemningen vendt. Nu havde de fleste få eller ingen penge tilbage, og visheden om de snarlige abstinenser, og tre ugers afsavn begyndte at melde sig.

Sådan blev situationen gradvist værre og værre de efterfølgende to uger, indtil den sidste uge, hvor enkelte tydeligt bar præg af, at de havde det ret svært. Den sidste dag før næste "løn" blev udbetalt på deres konto, var folk i særklasse på dupperne, og spændingen var så kraftig, at man næsten kunne mærke den i luften. Sådan var den typiske cyklus for os på forsorgshjemmet, og det galt i allerhøjeste grad også for mig selv, men det jeg desperat manglede var hverken stoffer eller alkohol, men mad og en seng til når jeg snart blev smidt ud, fordi jeg havde fået nok af det sociale system.

"X"

"X" havde skrevet en SMS til mig, mens jeg var nede og træne. Hun havde også sendt mig nogle MMS'er. I teksten stod der bare, at hun havde fået lov til at bo yderligere syv dage på det andet herberg. Det var en betydlig lettelse at læse. Hun stod ellers til at blive smidt på gaden i går, og hun havde ingen penge til hverken mad eller cigaretter. Tilsyneladende var især sidstnævnte meget vigtigt for alle, jeg havde mødt i "systemet", om det så var i psykiatrien eller på forsorgshjemmet.

Der var langt flere konflikter på grund af cigaretter end på grund af noget som helst andet. Når man var på bunden af samfundet, var det særdeles unfair at bebrejde nogen at de røg. Om jeg kunne sætte mig ind i den trang folk havde efter nikotin eller ej, var helt underordnet, det var ikke bare en illusion at prøve at få dem til at kvitte smøgerne, det var et direkte provokerende og ignorant angreb mod det menneske, der intet havde i øvrigt.

De MMS'er jeg modtog gjorde mig også i bedre humør, for de viste et fyldt køleskab med sunde, gode fødevarer, lige fra morgenmadsprodukter til aftensmad. Ingen alkohol eller ingen sodavand. "X" havde jo insulinkrævende sukkersyge, hvorfor det havde været grotesk bare at smide hende på gaden fra forsorgshjemmet. Rigtig godt. De andre billeder viste de fysiske rammer på herberget, og det så ud som om at de var endnu bedre end på forsorgshjemmet. Fremragende, og det havde "X" mere end fortjent efter det helvede hun havde været igennem de seneste fjorten dages tid.

"X" var fuldt ud kognitivt i stand til at klare sig selv i egen bolig, men kommunen havde svigtet hende igen igen, så hun ikke havde penge til indskuddet til den lejlighed hun rent faktisk havde fået. Hvor var det i grunden ondt først at sætte hende en bolig i udsigt, men så få uger før hun kunne flytte ind i den, så smide hende på gaden, hvorved det hele ramlede for hende "X". Det var virkeligt imponerende.

Politiken

Til min både store glæde og skræk så jeg forsiden på avisen i dag. Det var bare i et splitsekund, men billedet og overskriften var rigeligt til at fremkalde de følelser i hos mig. Billedet var af en bælteseng, og overskriften berettede om tvang i psykiatrien. Hvor var det fantastisk at Politiken gik ind og dækkede de inhumane og modbydelige forhold, der herskede i dansk psykiatri! Tusinde tak til Politiken. Hvor var det godt, og hvor var det tiltrængt. Jeg håbede at avisens journalister var klar over hvor meget, der var at skrive om, og hvor mange patienter og pårørende de kunne hjælpe; ikke blot hjælpe, men rent faktisk reddde liv og livskvalitet. Det var potentielt set i tusindevis, både tidligere, nuværende og fremtidige ofte for dansk psykiatri.

Jeg håbede virkeligt at Politikens journalister var kritiske, seriøse, skarpe og ikke mindst modige nok til ikke at lade sig intimmidere af folk som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, eller den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, og nuværende forperson for Psykiatrifonden. Uanset hvor påtaget empatiske og sleske, eller hvor frygtindgydende, vredladne og autoritære disse forpersoner end var, skulle journalisterne ikke holde sig tilbage, de skulle vide, at forpersonernes facade dækkede over ingenting, at journalisterne var mindst lige så intelligente som forpersonerne - og så skulle de kontakte Peter Gøtzsche; det ville være fantastisk hvis denne professor kunne medvirke, enten bag tæppet som konsulent, eller som modpart til forpersonerne. Tak, tak, tak Politiken.

"A"

Jeg havde været tvunget til at ringe til "A" i dag, kl. 15.30. Det var jeg oprigtig talt glad for, da jeg ikke havde penge til togbilletten, faktisk ingen penge havde what so ever. Så det var positivt. Som det absolut eneste. Samtalen varede ret præcis 30 minutter, og indholdet af samtalen var grundlæggende set eksakt som alle tidligere samtaler med "A": Indholdsløst, ligegyldigt og fornedrende. Jeg skulle bare tvinges til at berette om min usle tilværelse, om at jeg stadigvæk intet job havde, at jeg ingen penge havde til mad, at jeg slet ikke havde noget, der bare tilnærmelsesvist kunne kaldes livskvalitet.

"A" var som sædvanligt venlig, og hun lyttede tålmodigt, men gjorde som hun plejede, nemlig ingenting. Til slut i samtalen, da jeg ikke orkede, for jeg ved ikke hvilken gang, at sidde og traumatisere mig selv ved at erindre og italesætte fem års social katastrofe og komplet mangel på fremtidsudsigter og håb, sagde "A": "Jeg kan se på dine mails, at du synes det er psykisk belastende at tale med mig". Lang pause. "Ja", svarede jeg, "det er psykisk belastende, men jeg har jo ikke noget valg", og fortsatte, "og desuden er det dyrt at tage helt ind til dig på Østerbro med toget, især når jeg ikke har nogen penge".

Der var ingen grund til "explicit" at fortælle hende sandheden, at jeg blev så nedtrykt af at skulle tvinges til at blive retraumatiseret, at jeg fik selvmordstanker den pågældende dag, og ofte også dagen før og efter. At hun fortsat intet gjorde for rent faktisk at hjælpe mig med noget som helst, og at der var masser, hun kunne hjælpe mig med, som tilmed hørte til hendes arbejdsopgaver, og som ville være nemt for hende at gøre, men som hun ikke gjorde. I stedet var det bare tom og psykisk nedbrydende snak: "Så du sidder økonomisk stramt i det?". "Ja, siden 2015 og resten af mit liv, vil jeg sidde overordenligt økonomisk stramt i det".

"Nå, ok". Ingen løsningsforslag, ingen tilbud om retshjælp, så jeg kunne få min lægeautorisation tilbage, ingen vejledning i at søge om fri proces, intet job som rengøringsassistent, eller hvad som helst andet, bare en tilkendegivelse af, at hun rent formelt havde hørt at jeg havde sagt et eller andet, og at hun nu kunne stille næste meningsløse spørgsmål. "A" prøvede at indgyde mig falsk mod ved, da jeg bare for at fortælle hende noget, sagde at jeg var begyndt til gratis badminton hver mandag på "taberholdet", med falsk glæde i stemmen at udbryde "det er da positivt!". Ja, jeg kunne næsten ikke få armene ned af ren og skær begejstring. Hold da helt op. Det var ikke så positivt endda, at et voksent og højtuddannet, sundt og raskt menneske kunne finde ud af at spille badminton på et meget basalt niveau en enkelt gang om ugen. Jeg var uendeligt træt af den velmenende patronisering og devaluering.

"A" var på ingen måder et usympatisk menneske, men det var spild af både hendes og min tid, at jeg var tvunget til at "betro" mig til hende. Og meget værere for mit vedkommende var det at det tilmed var psykisk svært belstende. Hvorfor kunne "A" ikke bare være oprigtig, og sige til mig: "En del af din straf er at tale med mig. Jeg kan, vil eller gider ikke gøre noget som helst for at forbedre dine levevilkår. Men da du også spilder min tid, skal jeg bare lige høre dig, om der er noget, du gerne vil fortælle mig? Nej? Godt, så tales vi ved om tre uger".

Men det gjorde hun ikke, og forståligt nok, da det jo ikke var en straf, hvis jeg ikke led og følte svært ubehag. Når jeg hver fjortende dag var tvunget til at tale med psykiater Hans eller med sygeplejerske Susanne , og jeg samtidig omkring hver tredje uge var tvunget til at tale med "A", så betød det at jeg cirka hver halvanden måned havde fem dage med tvangssamtaler og retraumatisering, nedtrykthed og håbløshed. Men når det oftest som minimum også var både dagen før og dagen efter, at jeg havde det så psykisk dårligt, så var det femten dage på halvanden måned, som var helt unødvendigt og svært psykisk belastende. Og dertil kom alle de andre uforudsigelige svære belastninger, såsom min økonomiske situation, min boligsituation, og en indholdsløs tilværelse uden mening og glæde. Det var alt, alt for meget.

Jeg måtte se at for lagt mine mails til "A" op...

Ernæring

Thank you so much "Y".

Politiken og bæltefiksering

I morges dristede jeg mig til at læse Politiken igen. Det første, der vakte min opmærksomhed var lederen, som handlede om en fantastisk dom, som netop var afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, og som handlede om en 35-årig mand, der havde fået 74.000 kroner i erstatning for uberettiget bæltefiksering i 23 timer. Det fantastiske var dels at det overhovedet var lykkedes ham at få sin sag for domstolen, og dels at dommeren havde tilkendt ham en historisk høj erstatning for det modbydelige overgreb, han havde været udsat for.

Dette offer for dansk psykiatri var modigere end jeg, for han havde ikke ladet sig holde tilbage af frygt for repressalier fra psykiaterne. Han var en helt. Psykiaterne fra Næstved havde været dumme nok til at være ærlige i forhold til det, de havde skrevet om patienten i journalen. Samtidig havde de brugt bæltefikseringen "forebyggende". Selv medicinstuderende vidste, at man ikke måtte det, men genierne i Næstved havde tilsyneladende i deres magtarrogance glemt det, eller var måske bare ligeglade, fordi de havde vænnet sig til at deres misbrug af lægefaget ingen konsekvenser havde.

Løgne i journalen

Jeg fattede ikke at psykiaterne i Næstved havde været så usandsynlige stupide, at de på den måde havde skudt sig selv i foden, og på den ene side ærligt noteret, at patienten havde været rolig og sovende, og samtidig havde opretholdt en dermed ulovlig bæltefiksering. Hvorfor havde de ikke gjort som psykiaterne i København, og bare skrevet noget usandt i journalen, altså direkte løjet, som i mit tilfælde? De kunne bare havde skrevet nolge få linjer om at patienten i modstrid med virkeligheden havde været til fare for sig selv eller andre. Selv om det ikke havde passet, ville psykiaterne have været urørlige i juridisk henseende, lige som psykiaterne havde været det i mit tilfælde.

Overlæge havde jo direkte talt mod bedreviddende i min sag overfor det Psykiatriske Patientklagenævn, og med hendes løgn havde hun klaret frisag. Det var fantastisk at den 35-årige patient havde vundet, men det var skræmmende at det kun afslørede toppen af isbjerget, for i langt de fleste tilfælde skrev psykiaterne bare noget usandt vås i journalen som ikke passede, men som senere ville give dem fripas i retten. Godt nok var danske psykiatere for langt de flestes vedkommende de ringeste, mest dovne og uintelligente læger, men kun i Næstved havde de selv dokumenteret deres lovbrud. Så tak til dem, og tak til den modige 35-årige patient og til Politiken.

Forkvindenn for Dansk Psykiatrisk Selskab

Jeg glemte helt at rose forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab for at stå frem i Politiken, og tage klart afsted fra den tortur som "forebyggende" bæltefiksering var. Ret skulle være ret, og i dette tilfælde måtte jeg virkeligt tage hatten af for Gitte Ahle. Tak Gitte Ahle, var er aldrig for sent at blive et bedre menneske.

Sidste dag på forsorgshjemmet

I virkeligheden havde jeg ikke rigtigt gjort noget for "X". Kommunen og forsorgshjemmet havde vist heller ikke rigtigt gjort noget for hende. Dem, der så vidt jeg vidste, havde hjulpet hende, var personalet på det jeg havde kaldt kvindeherberget, men som hed "Café Klare". Kudos til disse seje kvinder, som på en helt konkret måde, med stor sandsynlighed havde reddet "Xs" liv. "X" led af flere tilstande, der hver især meget vel ville have taget livet af hende. Nu havde "X" en uge mere at løbe på før hun måtte forlade hendes nye, og i øvrigt meget bedre, herberg.

I mellemtiden måtte Københavns elendige kommune simpelthen tage sig sammen, og få betalt det indskud til den lejlighed "X" havde ventende på sig, så hun kunne få tag over hovedet. Hvis kommunen ikke engang kunne finde ud af det, hvad var så formålet med at have en - givetvis - meget dyr socialforvaltning? Hvad gik københavnernes skattekroner så til? Var det egentlige formål med det overflødige og omkostningstunge bureaukrati blot at sørge for at de mennesker, der formelt var ansat i forvaltningen, men reelt langt fra ydede den service og hjælp de skulle, havde en indkomst?

"X" var jo ikke den eneste jeg kendte, der havde fået en mildest talt stedmoderlig og nedværdigende behandling af den instans. Anekdotisk viden skulle man selvfølgelig passe på med at generalisere, men havde Københavns Kommune ikke netop fået kritik pga. den måde Jobcentret fungerede, eller rettere, ikke fungerede på? Jeg syntes det var fair nok, hvis man som kommune ikke gad at hjælpe borgerne, men så skulle man i det mindste være ærlig og indrømme det, ellers var det bare hykleri, lige som inden for psykiatrien. Frem for at stille de borgere, der rent faktisk tiggede og bad om at overformynderiet tog affære i udsigt at man gjorde hvad man kunne for dem, burde man gøre lidt i stil med hvad Glistrup engang foreslog, og installere en telefonsvarer, der sagde: "F... af", "Snydt igen, taber" eller lignende, og afbrød forbindelsen. Så slap man for at vente i uvished, og for at nære falske forhåbninger.

Tilbage til min egen situation. Jeg gik fra og med i morgen en endnu mere usikker fremtid i møde. Det var skræmmende at tænke på hvad jeg så skulle stille op, især fordi jeg i oktober måned ville have markant færre penge end normalt, hvor jeg heller ikke havde særligt mange penge, men jeg så sådan på det: Hvis man efter fem års fornedrelser, ydmygelser og periodevis psykisk tortur ikke gad længere, så havde det omkostninger. Hvis jeg nægtede at sælge min sjæl og sidste rest af værdighed (jeg havde kun værdighed i homeopatiske mængder efterhånden) til Rødovre Kommune, så måtte jeg lide. Ikke bare kommunen, men især psykiatrien, opførte sig som en jalous og forsmået ekskæreste, der ikke ville have, at man skulle finde nogen som helst andre, hvis man ikke ville have hende. Jeg forestillede mig "En grim hater fra kommunen eller psykiatrien" sige:

"Du skal bare indrømme, at du er en psykisk syg, social taber, og så vil vi gerne hjælpe dig; men hvis du tror du er noget, hvis du tror du er rask og ressourcestærk, så får du intet, ingenting, så må du bare rådne op. Kom nu, bare sig at du er en taber. Det er ikke så svært. Ydmyg dig selv, vær underdanig over for os ansatte i kommunen og psykiatrien, så skal vi nok skrive dig på en akutliste, så du kan få en lejlighed, mad på bordet, magelighed, passivitet, ensomhed og isolation. Efterhånden bliver du helt marginaliseret og udstødt, du udvikler et misbrug, og inden for omkring 5 - 15 år dør du af en kombination af livsstilssygdomme og misbrug, du begår selvmord, måske bliver du slået ihjel af din drukkæreste/venner ved et uheld, mens I er mest fulde, måske omkommer du i trafikken, fordi du ryger så meget hash eller heroin, at du ikke orienterer dig ordentligt mens du krydser gaden, eller fordi du tror at du er i stand til at køre bil/knallert/cykel i din rus. Bare indrøm, at du er en taber i livets spil, bare giv op, og lad dig synke ned under ovenfladen, det er så nemt. Kom nu."

Fuck "En grim hater fra kommunen eller psykiatrien". Det stod krystal klart at den danske stat og de danske myndigheder intet havde gjort, og intet ville gøre. Myndighederne og psykiatrien så helst, at jeg bare forsvandt lige så stille. På nuværende tidspunkt var det på en måde det eneste, der holdt mig oppe. Den canadiske psykolog Jordan Peterson havde sagt, at livet var hårdt for alle mennesker, at alle unægteligt ville møde meget modgang i deres tilværelse, men at livet på trods af al den lidelse alligevel for de flestes vedkommende lige akkurat var værd at leve.

Størstedelen havde noget der var positivt i deres tilværelse, som netop gjorde tilværelsen udholdelig. Så var det ikke for mig, og sådan havde det ikke været for mig i fem år. Der var virkelig ingenting tilbage, der gjorde livet værd at leve. Og det skyldtes enkelte navngivne menneskers helt konkrete handlinger, eller fraværet af handlinger, de burde havde foretaget sig. At leve på trods var ikke noget jeg kunne i længden. Det var kun næsten muligt at gøre det nu, men spørgsmålet var, hvornår det ville ophøre. Man kunne presse mennesker til at gøre hvad som helst i desperation, og jeg var ingen undtagelse.

Jeg havde bevidst at jeg kunne klare mig i psykiaternes og lægernes verden ganske udmærket, og at jeg også kunne klare mig i den eksakt modtsatte verden, på samfundets absolutte bund. Det var højst tvivlsomt at nogle af de såkaldte læger, jeg havde skrevet om, ville kunne overleve i den verden, der var min nu. Alligevel havde nogle af dem været så arrogante, at gøre sig klog over min reaktion på at leve i det helvede jeg levede i, til trods for at ingen af disse hyklere havde prøvet noget lignende selv, eller havde empati til at sætte sig i mit sted. Jeg ville gerne skrive mere, men det nyttede tydeligvis ikke noget. Når jeg på et tidspunkt reagerede normalt på den helt ekstraordinært ulidelige og unormale tilværelse jeg levede, når jeg igen, som det helt normale menneske jeg var, blev grebet af fortvivlelse og desperation, ville jeg sørge for at man kunne læse om årsagen til mine handlinger.

Jeg havde gjort alt hvad jeg overhovedet kunne for at råbe omverdenen op, med de stærkt begrænsede ressourcer jeg havde, men jeg blev mødt med tavshed og foragt. Jeg skrev ikke, fordi jeg havde lyst til det, men fordi jeg var nødt til det, hvis jeg ville overleve. Nu var det op til visse myndighedspersoner at udvise den fornødne faglighed og moral. Gjorde man ikke det, var det bare et spørgsmål om tid. Jeg kunne starte med at de-pseudonymisere navnene på plejepersonalet. De havde været modbydelige på R3, og generelt venlige på Q81, men det var lige meget nu. De skulle begge steder klart have sagt fra overfor psykiaterne, og hvis de var for feje til at gøre det direkte til dem, skulle de have kontaktet eksempelvis Ombudsmanden, medierne eller whistleblowerordningen annonymt. Det gjorde de ikke, så dermed svigtede de deres fag, moral og mig. Derfor fortjente de ikke at være annonyme.

Billede. Det nemmeste var at skrive teksten ind direkte. Desvæære medførte det en del stavefejl. Jeg havde ikke så meget tid tilbage, men jeg ville alligevel forsøge at lave en e-bog i skriveprogrammet Pages, og ligge den op i iBooks. Én e-bog per kapitel, og i en dansk og engelsk version.

632 kroner

Modtsat de fleste andre i Danmark modtog jeg først min ydmygende, unødvendige og ret lave "Invalidepensionsydelse" den 1. i hver måned. Det var en mindre detalje, men igennem årene havde det været årsag til en hel del besværligheder og stress. Dertil kom at Lægernes Bank selvfølgelig var ligeglade med, om jeg levede eller døde, den trak trods mine mange desperate protester og klager trolig 1200 kroner hver måned. Mit humør var elendigt i forvejen, men det blev om muligt endnu dårligere, grænsende til det ulidelige, da jeg opdagede, at mit rådighedsbeløb til hele oktober måned var på 632 kroner. Og det indbefattede vel og mærke penge til mad, og alt andet.

Det var helt uvirkeligt. Det måtte være en syg joke eller en fejl. Hvis jeg levede en god eller bare en tålelig tilværelse, kunne jeg sagtens leve for 632 kroner en hel måned, hvis jeg havde noget positivt i sigte, et mål eller et realistisk håb, kunne jeg også leve for det beløb i en tilsvarende periode, men jeg havde ingen af delene. Ydermere skulle jeg allerede den 4. oktober ind i ambulatoriet og traumatiseres på ny. Både den 3. og 5. oktober var derfor også ødelagt. Nu måtte det virkeligt godt stoppe. Jeg havde intet incitament til at overholde nogen love, når det værste, der kunne ske var, at jeg blev indespærret, hvilket jeg mentalt og fysisk alligevel fortsat var, og havde været i fem år, samt at jeg ville være sikker på at få tre måltider dagligt. Så var det jo pludseligt ikke en straf, men en belønning. Det var meningsløst og irrationelt. Det danske system var meningsløst og irrationelt.

Too little, too late

I morges havde forsorgshjemmet foranstaltet en annonym tilfredshedsundersøgelse. Absolut ikke alle beboere og personale, men flertallet i begge grupper fortjente ikke at jeg gav min mening tilkende. Det var en kamp alle mod alle på stedet, det drejede sig om beboerne mod personalet, beboerne mod beboerne, og personalet mod personalet. Ingen jeg havde talt med, hvilket var de fleste, kunne holde ud at opholde sig, endsige bo, på forsorgshjemmet. Så sent som i går og i morges havde to beboere spontant fortalt mig præcis det. Der udspandt sig konstant større eller mindre konflikter, og stemningen var intens og giftig.

Kommunerne

I morges før morgenmødet talte jeg med en beboer, der netop havde fået tildelt en lejlighed. Han havde stået på kommunens akutliste i et år. Nu var det endelig lykkedes for ham at få en lejlighed. På den ene side var han glad, men på den anden side virkede han noget bekymret. Han skulle flytte omkring 50 kilometer fra Glostrup til et sted, der var lidet attraktivt, men det var ikke det, der lod til at bekymrede ham; det var, da han talte om at han ikke kunne lade være med at tænke på, om kommunen alligevel ville lave flere fejl, og forhindre hans exit i sidste øjeblik. Pudsigt nok var det netop det, som "X" havde oplevet og som virkelig knækkede havde. Et par timer senere fortalte endnu en beboer mig, at hun havde kæmpet mod Glostrup Kommune i omkring tre år, og nu var super træt af det. Hun kunne i øvrigt heller ikke fordrage forsorgshjemmets på samme tid både rigiditet og inkonsistens, samt umyndiggørelse og formynderi.

"X"

"X" havde svaret på min sms; hun skrev: "Ja har nyt.. men jeg skriver om lidt.. græder af glæde.. men skal lige ordne noget..". Senere skrev hun endnu en sms, hvori der stod at hun havde fået et mere permanent sted at bo, og hun skrev også hvad det hed. Nu var "X" i sikkerhed. Forhåbenligt ikke mere gadeliv til hende. Jeg håbede på det bedste for hende, for det havde godt nok ikke været morsomt at være i hendes sko især den sidste måneds tid.

Jeg var træt og udkørt efter at have gået i en time, tyve minutter og 29 sekunder, fordi der ikke var flere penge på det rejsekort, jeg havde lånt. Det handlede ikke om at jeg ikke kunne lide at gå langt, det var udelukkende et spørgsmål om at jeg var tvunget til at gå af økonomiske årsager, og deri lå hele forskellen. Jeg var begyndt at lægge mærke til ting, ikke tidligere havde skænket en tanke. Det var egentlig min træningsmakker, som havde lært mig at være observant i forhold til alle mulige detaljer, jeg ellers overså; det drejede sig om alverdens indgange til virksomheder i industrikvarter, som vi nogle gange gik ture rundt i.

Det kunne være riste, der førte direkte ind i den pågældende virksomhed, som der ellers var højt pigtrådshegn omkring, og en masse overvågningskamerarer, eller det kunne være tagvinduer, som var let tilgængelige, hvis bare man klatrede op på et elskab, der stod op ad den tilstødende mur. Fordi jeg kedede mig grusomt, var jeg også begyndt at gå og lægge mærke til sådanne ting. Det galt også mennesker og biler, hvilket min træningsmakker også havde lært mig at observere. På min lange gåtur var det især en ældre mand, der med en lommelygte åbnede de store grønne plasatkskraldespande, der stod på Fakta på Diget, der tiltrak min opmærksomhed. Det spøjse med ham var udover Hans Rabenoden rundt i skraldet, at han ikke lignede én, man ellers ville tænke gjode det. Han var rimelig velsoigneret og pæn i tøjet, og ved siden af containeren stod Hans Rabenelativt nye cykel. Gad vide hvorfor han havde behov for at lede efter kasserede fødevarer?

Tager du hormoner?

Var et spørgsmål et par af de mere seriøse beboere var begyndt at stille mig. Det var noget de havde spurgt mig om med rynket pande og oprigtig forundring i stemmen. Det var ikke en joke, og det var heller ikke et kompliment. De kunne ikke forstå, at jeg fra jeg ankom til forsorgshjemmet til nu, faktisk bare på to måneder, havde taget så meget på i vægt, og en hel del af det var muskler. Det var der imidlertid intet mærkeligt ved, jeg havde bare trænet næsten hver dag i to måneder og spist fornuftigt.

Det ville netop være mærkeligt, hvis det hårde arbejde ikke havde givet sig udslag i mit udseende. Jeg var komplet ligeglad med om min træning blev afspejlet i mit udseende, det eneste det handlede om for mig, var at være fysisk aktiv. Jeg havde svært ved at tage folk, det udelukkende trænede for udseenets skyld alvorligt, men på den anden side, så godt for dem. Det var ikke min opgave at være smagsdommer i den henseende, og til syvende og sidst kom det ikke mig ved hvad der motiverede andre, så længe de ikke forsøgte at kloge sig over hvad der motiverede mig.

Uudholdeligt

Hvordan kunne mine livsvilkår bare blive ved og ved og ved med have tiden at forringes? Var jeg virkelig så ond, at jeg fortjente den nådesløse behandling, fornedrelsen og ydmygelsen?

Jeg oplevede jo ikke at hverken beboere eller personale for de flestes vedkommende var ondkabsfulde; problemet var hovedsageligt personalet, der i de fleste tilfælde bare var lykkelig ligeglade. Det ene nederlag afløsste det andet. Jeg havde som bekendt kun lidt over 600 kroner tilbage til hele oktober måned. Det skyldtes, at jeg til forskel fra de fleste andre ikke havde fået indskudet til det værelset, jeg havde lejet, dækket af kommunen.

De få penge jeg havde, skulle gå ubeskåret til mad fra den 15. oktober til den 1. november, når jeg ikke længere måtte bo på forsorgshjemmet. Men jeg havde ingen møbler, endsige en seng.

Skuffelse på skuffelse

En beboer, "B", der havde stor indsigt i de vilkår vi var underlagt, fortalte mig at man ved fraflytning fra Solvang fik i omegnen af 2000 kroner, der vist nok hed "fraflytningsydelse", "fraflytningsgodtgørelse" eller "fraflytningsbidrag". Til trods for at jeg stolede på hvad denne beboer fortalte, blev jeg alligevel nødt til at få det bekræftet af personalet på forsorgshjemmet. De penge ville i givet fald i dén grad redde den næste måneds tid, fjerne stressen og bekymringerne. Jeg henvendte mig til Socialrådgiver Vian.

Gitte Ahle

Jeg sad på biblioteket og læste aviser. Jeg havde besluttet mig for at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for ikke at blive vred og bitter i dag, at netop i dag skulle jeg forsøge ikke at tænke over min situation. Men så nåede jeg til Information. Efter at have læst om regeringens udspil til en ny og skræmmende epidemilov, så jeg et tillæg med titlen, "Når mor slår ihjel". Jeg læste det sporadisk, indtil jeg så hvem der - selvfølgelig - havde udtalt sig til avisen som "ekspert", og jeg fik akut kvalme og opkastningsfornemmelse. Det var ingen ringere end Gitte Ahle, som klogede sig, og jeg læste, at hun havde udtalt til avisen, at psykisk sygdom var et tabu på linje med døden, var jeg nødt til at ophøre læsningen, og sætte Information på plads.

Gitte Ahle var den psykiater, der vedvarende og i modstrid med virkeligheden, med hvad jeg, mine venner og min familie, og hendes eget plejepersonale vedvarende havde fortalt hende, alligevel insisterede på at jeg led af paranoid psykose og derfor skulle tvangsmedicineres. Det var regelret psykisk tortur, som Gitte Ahle i ond tro udsatte mig for, som jeg havde dokumenteret var psykisk tortur qua min dagbog, og så skulle jeg sidde og læse i en avis som Information, at selvsamme torturbøddel nu udtalte sig om hvor ødelæggende psykisk sygdom var for den ramte. Hvad så med den psykisk raske, der intet fejlede, men som selvsamme psykiater havde gjort alt for at overbevise om var psykotisk? Gitte Ahle havde forsøgt at give mig en alvorlig psykotisk lidelse, jeg ikke led af, samtidig med at hun vidste, at psykisk sygdom var et tabu på linje med døden. Hun ville tvinge invaliderende, livsfarlig - og ikke indiceret- antipsykotisk medicin i mig ved daglig fysisk fastholdelse og indsprøjtning.

Jeg tænkte: Har du slet ingen moral og samvittighed, Gitte Ahle? Ingen nedre grænse for dine modbydeligheder? Hvordan kan du få dig selv til at udtale dig om noget så forfærdeligt, samtidig med at du gjorde alt i din magt for at pådutte mig det?

Selvfølgelig var det en forbrydelse hvad hun havde gjort, og selvfølgelig var det utilgiveligt. Det spillede da ikke nogen rolle at hun havde gjort det i den danske stats navn, at hun fik løn for hendes ugerninger, og at ingen turde eller ville gøre noget som helst for at stille hende til ansvar. Folk var ikke dumme, Gitte Ahle, og alle dine fine titler og poster til trods, kunne den almindelige dansker sagtens se lige igennem dig. Jo større behov nogen havde for at fremvise alle deres medaljer og ordener, jo mindre fortjente de dem, og jo svagere mennesker var de.

Ved at en psykiater som Gitte Ahle ikke for længst var blevet fyret og retsforfulgt, havde staten blåstemplet hendes tortur af mig. Jeg overlevede, men kun fordi mine venner greb ind, og jeg havde nu ar på sjælen - PTSD og depression som minimum - som direkte konsekvens af hvad Gitte Ahle havde udsat mig for. Jeg kunne aldrig få et normalt liv takket være Gitte Ahle, og hver gang jeg forsøgte, måtte jeg opgive igen. På grund af Gitte Ahle.

Men hvad med "Enestående", hvis behandling Gitte Ahle også havde været ansvarlig for? Han var jo død af bivirkningerne af den type medicin, som doktor Gitte Ahle ville tvinge i mig. Gad vide, hvad man havde bildt hans forældre ind? "Ja, det er tragisk, men det var det bedste for ham og samfundet, at han fik den tvangsmedicin. Han var dybt psykotisk, og han kunne jo bare havde rørt sig lidt mere." Bla bla bla. "Enestående" havde ikke været psykotisk gennem de måneder jeg havde kendt ham, og jeg havde set, hørt og talt med ham hver eneste dag i den tid.

Desværre var hans forældre formentlig ikke så velbevandret i det danske sprog, måske var de for autoritetstro, og måske havde de ikke ressourcer nok til at stille de rette kritiske spørgsmål til psykiaterne? Nu var "Enestående" død og begravet, og bare endnu et nummer i rækken. "Han var en tosse, ikke et rigtigt menneske, det var nok det bedste", var sikkert noget personalet på R3 sagde til hinanden, hvis de da i det hele taget italesatte at de havde bistået i et aflive et andet menneske, der endnu ikke var fyldt 30.

Sjælørbanden og Taastrupgård

Ja, "Enestående" havde udvist et utroligt mod, da han en dag, før jeg skulle ind og skinhenrettes af Gitte Ahle, vredt havde spurgt hende hvorfor hun ville tvangsmedicinere mig, når jeg intet fejlede. Gitte Ahle havde skyndt sig forfjamsket videre, flankeret af sine de facto bodyguards. Alt var relativt, og hvis man var i "Eneståendes" situation, tvangsindlagt og tvangsmedicineret, og turde henvende sig direkte til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, for at italesætte hendes dumhed og amoralske ufaglighed, uopfordret og uden at få noget for det, så var man fucking modig. Det var ikke sjovt at være tvangsindlagt på R3, og hver gang vi hørte Gitte Ahles karakteristiske fodtrin på gangen, fik vi alle sammen dårlige nerver. Ingen kunne vide sig sikre når hun var på arbejde, hun kunne pludselig komme og hive én ind til en "samtale", hvor man blev fordømt og truet med sanktioner eller tvangsmedicin.

"Enestående" var ikke ligefrem uskyldigheden selv, og han havde nok også været et "utryghedsskabende" element i Taastrupgård og i Sydhavnen, men i min optik var han uendeligt bedre end Gitte Ahle. Hvis man endelig skulle være forbryder, var det meget lettere at dække sig ind under statens voldsmonopol, men det var også bare så forbandet fejt. Jeg vidste hvilke forbrydelser "Enestående" var dømt for, og det var langt fra nogen, der berettigede dødsstraf. Langt fra. Men at dræbe patienter i statens tjeneste var ikke engang nogen forbrydelse, det fik man løn og blev forfremmet for.

Ja, "Enestående" havde uselvisk, og direkte henvendt til den øverste ansvarlige, italesat hykleriet og magtmisbruget, så det mindste jeg kunne gøre var, at forsøge hvad jeg kunne for at han ikke blev glemt. Information skulle skamme sig over at give Gitte Ahle taletid, men det var vel hvad man kunne forvente af et mainstream medie, der havde solgt ud af sin integritet og idealisme.

Føtex

Jeg holdt en pause og gik ned og hævede 100 kroner i automaten. Det var trods alt bedre at blive afvist der, end ved kassen i Føtex. Heldigvis lykkedes det at få pengene, hvorefter jeg gik ind i Føtex og ned til bordet og køledisken, hvor det ekstra nedsatte mad lå. Det var et fremragende tiltag at de fleste supermarkeder nu nedsatte fødevarer, man ellers ville kassere inden for kort tid. De fejlede intet, kvaliteten var stort set uændret, og de sikrede at jeg - i hvert fald indtil videre - havde mulighed for at få sund og nærende mad. En lækker salat med kikærter til 12,5 kroner, og en pakke pølsebrød til fem kroner. Ja tak, ned i kurven med dem, sammen med en energidrik til 5,75 kroner. Oppe på biblioteket igen var jeg mæt og træt. Jeg satte mig i en stol ved vinduerne, og begyndte at skrive, mens jeg spekulerede på hvad jeg skulle foretage mig.

Jeg skulle stadig have mange timer til at gå, men jeg var løbet tør for ideer, og desuden var jeg ved at falde i søvn. Jeg vidste i teorien præcis hvad jeg burde gøre, men jeg kunne ikke gøre det i praksis. Det var brokkeri, hvis det altså ikke havde været fordi at jeg næsten hver dag gik i gang med noget af det jeg burde gøre, kæmpede indædt med det, kun for at give op i løbet af eftermiddagen. Jeg burde ikke skrive så meget, og i stedet bruge energien på det, der var rationelt, men jeg kunne ikke. Det var en dyd ikke at give op, men det var heller ikke en løsning at gentage den samme frugtesløse opgave dag ud og dag ind, når man var dømt til at fejle. Jeg havde virkelig lyst til at lægge mig ned på gulvet og sove.

Fire timer tilbage

Jeg sad og nikkede med hovedet, mens jeg kæmpede for at holde øjnene åbne. Det var alt for tidligt at blive træt. Tiden skulle bare gå hurtigt, så dagen og weekenden kunne slutte.

Besluttede mig for at vende lidt tidligere hjem end beregnet. Jeg var fast besluttet på at vaske tøj, hvilket jeg plejede at gøre om søndagen. Da jeg trådte indenfor, og pakkede vasketøjet sammen, skulle til at tage vaskebrikken og gå ned i vaskekælderen, mistede jeg modet, og lagde mig på foldemadrassen i stedet. Jeg burde jo tage mig sammen og gøre forsøget, som så mange gange tidligere, men hvorfor rulle stenen op på toppen af bjerget, når den hver gang bare trillede ned igen? Det var ikke kritisk med rent tøj, men det var stadigt et nederlag.

Jeg var virkelig træt, men at sove så tidligt var måske ikke hensigtsmæssigt.

Jeg vågnede efter cirka to timer. Klokken var lidt over 19. Det nyttede ikke noget at holde sig vågen, for der var intet jeg kunne foretage mig alligevel. Lagde mig til at sove igen.

Sidste chance forpasset

Jeg havde sovet direkte på gulvet på værelset i fire dage, inden den uforstående, men meget venlige udlejer spurgte, om jeg ikke ville låne en foldeudmadrads, han havde liggende i kælderen. Først takkede jeg pænt nej, men han fik mig alligevel lokket mig derned, så jeg kunne se den. Neden i kælderen så jeg han havde to foldeudmadradser i meget fin stand, og da han insisterede, accepterede jeg nødtvunget at låne foldeudmadradsen, men kun den ene, selv om han ihærdigt forsøgte at få mig til at låne begge. Han havde også to stole, som jeg opgav at undgå at låne, så dem fik jeg også med op på værelset.

Billede. Kirken i Brøndby Strand. Min ven C var fast gænger og han tog mig med i foregårs.

Ja, han havde tilmed et strygebrædt og et strygejern, han tog med op. Hvor var det skammeligt og pinligt, og samtidig ufatteligt skønt og venligt af ham at hjælpe mig. Jeg kunne acceptere hans hjælp, fordi han behandlede mig som et menneske, til forskel fra de ansatte på forsorgshjemmet Solvang. Alene ved min udlejers handlinger, havde han gjort mere for mig end personalet på Solvang. Det forsorgshjem var i øvrigt det værste sted jeg nogensinde havde opholdt mig i mit liv. Primært pga. personalets attitude og inkompetence.

Forsorgshjemmet Solvang

Jeg blev nødt til at skrive minutøst detaljeret om dette hæslige sted før jeg takke af.

Ligegyldighed

Nu var jeg tilbage til udgangspunktet. Alene uden noget at foretage mig, meget fattig. Nu var jeg fuldstændig ligeglad med alt. Hvis nogen generede mig, ville jeg ikke holde mig tilbage fra noget.

Jeg levede af proteinpulver, havde intet, måtte finde på historier konstant om, hvorfor en læge som jeg var så fattig osv. osv. Så hellere få det overstået, komme i fængsel eller dø.

Hvorfor gad jeg spilde mine meget sparsomme ressourcer på igen igen at råbe ignorante mennesker op?

Mail til flere

"Kære alle

39 år, tidligere læge."

Jeg lå og tænkte på at alt, jeg havde skrevet var omsonst. Det havde intet afstedkommet, udover at gøre mig selv til grin. Jeg havde lyst til straks at forlade lejligheden, og tage et ikke-nærmere specificeret sted hen. Denne følelse havde jeg ofte, og den kunne holde mig vågen til langt ud på natten. Men noget havde altid afholdt mig fra at tage afsted. Men hvorfor ikke bare gøre det, og få fred? Det var vel bare et spørgsmål om tid. Jeg måtte tænke nøje over hvem, der havde det største ansvar. Det skulle ikke gå ud over nogen uskyldige.

Hvis jeg alligevel tog mod til mig og begyndte at åbne brevene, og jeg læste den første dårlige besked, ville jeg uden at tænke over det straks tage afsted. Det var en væsenlig årsag til at jeg ikke åbnede brevene. Jeg havde det så dårligt over mine nuværende og tidligere påtvungne vilkår, at det var svært ikke bare at klæde sig på, og få det overstået. 5 år. 10 år. 16 år. Mit liv var ødelagt uanset hvad, og folk var ligeglade. Der gik nogle rundt, som tilsyneladende ikke var klar over, hvor ufatteligt heldige de var, på min bekostning.

I morgen havde jeg intet at stå op til. Det lokale bibliotek var coronaramt, så der kunne jeg ikke være. Helvede, helvede, helvede, dag ud og dag ind. Retsvæsenet måtte stille nogen til ansvar for hvad jeg blev udsat for af tortur. Jeg kunne ikke leve med tanken om det modtsatte.

Ingen løsning

De var ingen løsning på min situation.

Jeg skrev følgende SMS til Susanne Emde:

"Hej Susanne Emde. Som jeg fortalte din kollega, har jeg ikke flere penge tilbage, og heller ikke flere penge på mit rejsekort. Hvordan kommer jeg ind til dig og Amanda Bech d. 30. november kl. 14.00? Og hvad er dagsordenen egentlig? Vh Kjeld."

SMS'er til Susanne Emde

5. Oktober 2020

Sengen på billedet [havde sendt en MMS af den] fandt jeg og en ven, og vi bar den fra containeren og hjem. Har spurgt to af personalet på forsorgshjemmet om jeg kan få den kørt til værelset i Taastrup, men fået afslag.

Det er rutine at beboere der fraflytter Solvang til egen bolig får flytteomkostninger dækket og penge til inventar og bestik mv.

Jeg har spurgt flere (bla. socialrådgiver ["V"] i går), samt læst lovgrundlaget på borger.dk, men jeg kan ikke få nogen hjælp. Jeg kan ikke engang låne af kommunen, hvilket andre i min situation har mulighed for.

Jeg må af brandsikkerhedsmæssige årsager ikke have sengen stående nogen steder, hvorfor jeg er tvunget til snart at smide den ud.

Jeg har lidt under 1000 kroner tilbage til resten af oktober. Jeg har ingen overflødige udgifter. Jeg må ikke arbejde for Styrelsen for Patientsikkerhed, selv om jeg i 2017 af en psykiatrisk speciallæge blev erklæret fuldt ud egnet til at virke som læge. Styrelsen ignorerede erklæringen.

Jeg lever en tilværelse med daglige nederlag. Jeg er ked af at du ikke kan se at det er et problem.

9. Oktober 2020

Ja. Jo længere tid der går mellem at jeg skal tale med Hans Raben og dig, jo bedre. Bare til info har jeg 900 kroner til resten af måneden. Alle flytteudgifter har jeg afholdt selv, og jeg kan ikke låne penge af kommunen til mad, en seng, eller transport af de indtil videre to senge jeg har fundet i storskrald. Tak for jeres hjælp. Vh Kjeld.

9. Oktober 2020

Hej. Mandag den 19/10 har Hans desværre ikke mulighed for at deltage i den planlagte samtale. Vil det være okay for dig at skyde det 14 dage til den 2/11? Vh Susanne.

Mail til Civilstyrelsen

"Kære Civilstyrelsen mfl.

Kjeld."

Mail til flere modtagere

"Undskyld den desperate tone, men jeg kan snart ikke mere.

Kjeld."

Sidste chance forspildt

I morges var jeg så nedtrykt, at jeg tvang mig selv til at sove videre, da alarmen på min mobiltelefon vækkede mig. Det havde været et stykke tid siden jeg havde haft det sådan sidst, og dengang var det gået galt for mig.

Jeg vågnede flere gange i løbet af de næste par timer indtil sulten fik mig til at rejse mig fra foldeudmadradsen. Jeg fandt den halve pakke rugbrød, jeg havde købt dagen forinden, åbnede en af de billige energidrinks fra Netto, og spiste. Havde mest lyst til bare at lægge mig igen og dø. Aldrig mere vågne op til en tabt kamp, men jeg kunne desværre ikke falde til ro, og jeg var alt andet end træt nok til at falde i søvn igen.

Nu måtte jeg bare ud af lejligheden så hurtig som muligt. Jeg tvang mig til at barbere mig, og komme i tøjet, hilste kejtet på udlejeren, der i det samme kom hjem, og skyndte mig så ud på gaden med rygsæk og træningstaske.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, jeg havde under 100 kroner tilbage til resten af måneden, ingen penge på rejsekortet, og ingen mundbind. Jeg begyndte derfor at gå mod Glostrup Bibliotek, nærmest per refleks. Desværre blev jeg på vejen så akut svært nedtrykt, at jeg havde lyst til at gå ud foran en lastbil. På grænsen til Albertslund måtte jeg derfor i al hast forlade vejen, og gå ind på en sti, Vejleårstien, for ikke at risikere noget.

Billeder. Exit forsorgshjemmet Solvang.

Billede. To reoler til hver 49,95 kr. i Harald Nyborg, samt en luftmadrads til 119 kr. fra Biltema. Luftmadradsen viste sig hurtigt at være defekt. Den mistede luft fra en sted, der var tilpas lille til at det tog nogle timer, før jeg i realiteten lå på gulvet, og til at jeg kunne finde og lappe det.

Billede. Afskedsgave fra Solvang. En for mig ubrugelig sæbeholder til badeværelset, som jeg skyndte mig at give videre til en anden beboer.

Billeder. Jeg fandt en nærmest ny seng, der var smidt til storskrald et par kilometer fra Solvang. Den manglede kun nogle ben, jeg selv kunne lave. Min træningsmakker og jeg bar den ikke helt lette seng tilbage til Solvang, det var et hårdt slid, men absolut det værd. To stole fandt jeg også til storskrald, men jeg kunne ikke tage med mig til mit nye værelse pga. transportproblemer, hvorfor de måtte kasseres.

Billede. Jeg havde beklageligvis ikke penge til at få transporteret sengen fra Solvang til mit nye værelse. Jeg spurgte derfor to forskellige ansatte om de ikke ville være søde at køre den for mig i én af de to minibusser, eller i den bil med anhængertræk og trailer, som forsorgshjemmet rådede over. Jeg vidste, at det var en service man ydede andre beboere, der fraflyttede det pragtfulde sted, men jeg fik afslag på at få hjælp, hvorfor jeg ikke havde andet valg end at kassere sengen. Der var forskel på beboerene, og hvis man fedtede nok for personalet, kunne man få det, som man ville.

Billede. Det lykkedes mig at sælge to mobiltelefoner til de andre beboere på forsorgshjemet for henholdsvis 500 og 200 kroner. Utroligt nok gav den beboer, der købte sidstnævnte telefon, 230 kroner til mig, hvilket bestemt ikke var en fejl, for penge var noget alle havde minutiøst styr på, men nok nærmere udtryk for medlidenhed.

Billede. Farvel og aldrig nogensinde på gensyn.

Billede. Taastrup Station. Dette var det eneste sted, jeg kunne opholde mig den dag. Efter et par timer blev det dog for kedeligt.

Billede. Den 20. oktober havde jeg 150 kroner til resten af måneden.

Dagen i dag var forfærdelig. I morgen ville blive værre, og weekenden helt utålelig. Hvordan kunne jeg undgå det? Det var noget jeg tænkte på hver evig eneste dag. Der var intet svar. Eller mere præcist: Jeg vidste eksakt hvad der skulle til, men jeg kunne ikke længere sørge for at det skete. Jeg måtte indse, at det var forbi. Det bedste ville være, at jeg ikke vågnede igen, når jeg engang faldt i søvn.

Billede. A wiser, weaker man, den 13. oktober 2020.

Tidligt op

Der var ingen vej uden om; jeg måtte stå tidligt op og tage afsted, for at indarbejde nogle rutiner, og for at give indtryk af, at jeg havde en tilværelse. Jeg følte det som om det var min sidste chance for ikke at synke ned længere ned under overfladen, at jeg skulle op kl. 7.00, som jeg plejede. Når så meget afhang af, at jeg kom op og ud, måtte jeg hellere tage mine forholdsregler, så jeg satte alarmen til kl. 7.00, kl. 7.30 og kl. 8.00. Det viste sig imidlertid at være unødvendigt, for jeg var så stresset, at jeg først faldt i søvn omkring kl. 1.00, og vågnede omkring hver time indtil klokken var 6.40, og jeg stod op.

Det var en mindre sejr, men jeg skulle også pakke tasker, både min laptop og mit træningstøj skulle med, for planen var, at jeg først ville vende tilbage til værelset så sent som overhovedet muligt. Jeg skulle træne to gange, først i den lokale Fitness World, og kl. 12.00 stod den på boksetræning, hvilket var et tilbud til tabere som jeg. Jeg havde ikke spist hverken aftensmad eller morgenmad, det eneste jeg havde fået indenbords var pulverkaffe, som jeg i øvrigt heller ikke havde særligt meget tilbage af, så da jeg kort efter stod og varmede op i Fitnesscentret, bekyndte jeg at få det dårligt med kvalme, koldsved og hjertebanken.

Det var vigtigt for mig at gennemføre træningen, så jeg fortsatte, men med noget mindre belastning end ellers. Efter træningen havde jeg det imidlertid en del bedre, og den proteindrik, jeg kunne trække i automaten hjalp på sulten. Jeg var imidlertid stadig svært nedtrykt over min situation, og der var alt for lang tid til jeg fik penge igen. Normalt ville det ikke være et problem for mig, men intet havde været normalt i et stykke tid, og det tog hårdt på mig.

Efter træningen gik jeg til Albertslund, hvor der var et udmærket bibliotek, til forskel fra det i Taastrup. Jeg nåede dog ikke at sidde der særligt længe, før det igen var tid til at gå tilbage til Taastrup og boksetræningen. Det var et hold man skulle tilmelde sig fra gang til gang, og det havde jeg troligt gjort også i dag, men da jeg var den eneste, der havde gjort det, blev træningen ikke til noget. Til gengæld fik jeg en tur ud af det, og samtidig fik jeg set det nye værested, som lå på den samme folkeskole, hvor træningen ellers ville have fundet sted. Der var kun en pædagog og så træneren på værestedet, og jeg sad og fik mig en god snak med førstnævnte, hvorefter jeg tog tilbage igen.

Det var alt andet end sjovt at have ca. 10 kroner i gennemsnit at leve for dagligt resten af måneden. Jeg blev nødt til at indskrænke min træning så meget som muligt, selv om det ville have negativ effekt på mit humør, der i forvejen næsten ikke kunne blive dårligere. Hvis bare der var den mindste lille bitte smule håb, bare et lysglimt for enden af tunnelen, vidste jeg det nok skulle gå. Men der var jo intet, og jeg var alene. Hvad skulle det gøre godt for? Hvad troede man man ville opnå? Det var perverst at behandle nogen som helst på den måde, jeg blev behandlet. Jeg måtte forsøge at sove nu, så jeg slap for at have det dårligt. Problemet var hvad jeg skulle gøre, når jeg vågnede? Jeg levede time for time.

At høre til

Jeg havde ikke hørt til nogen steder i over fem år, og det var en væsentlig årsag til mit daglige ubehag. Biblioteker var det bedste bud på steder, jeg kunne opholde mig, men jeg havde efterhånden udviklet en aversion mod at opholde mig de steder, fordi jeg ikke længere havde noget formål med det, og fordi det mindede mig om dårlige tider. Især søndage var ulidelige for mig, og især her under coronakrisen når alle biblioteker, jeg kendte, var lukket helt hver søndag.

Noget af det mest brutale og lidelsesfulde man kunne udsætte mennesker for i et vestligt demokrati, var at give dem en forkert alvorlig psykiatrisk diagnose, som i mit tilfælde var "kronisk, paranoid psykose". Det var i forvejen en ret sjælden lidelse, der primært ramte mennekser, der var omkring 65 år gamle, hvis diagnosen da i det hele taget eksisterede. Når den som i mit tilfælde var helt åbenlyst forkert, var det en dødsdom.

Det var forfærdeligt at have det forkerte prædikat, og det var brutal tortur at man nægtede at rette ind efter virkeligheden, og fjerne diagnosen, specielt når den var så oplagt forkert. Den læge eller psykiater, den havde stillet eller videreført denne, min fejldiagnose, fortjente på nuværende tidspunkt, efter fem års afsavn og lidelse, kun det allerværste. Det danske retsvæsen havde fejljet to gange så tidligt som i 2016 ved ikke straks at fjerne fejldiagnosen, og det var efter det tidspunkt, at det gik op for mig, at diagnosen ville blive min dødsdom, og at jeg ville gøre alt for at slippe af med den igen.

Det havde jeg desværre ikke gjort, og nu var det for sent. Det var utroligt, at der fandtes læger i Danmark, der var så forrådede, arrogante og selvretfærdige, at de hellere så mig lide og dø end at erkende, at de havde taget fejl. Det havde jeg aldrig selv gjort, nægtet at indrømme, at jeg havde taget fejl i mit lægelige virke, og fordi jeg rent faktisk var dygtig til det, jeg foretog mig, havde det heller ikke forekommet særligt ofte, men de få gange det var sket - og det var gudskelov aldrig noget der havde eller potentielt set havde alvorlige konsekvenser - havde jeg mandet mig op, og blankt indrømmet det over for patienten, og fortalt vedkommende, at jeg var forfærdelig ked af det, hvilket havde været i fuld overensstemmelse med den måde, jeg havde det på. I min verden kunne man ikke høre til blandt de bedste inden for noget som helst, hvis man var kujon og fej, og hvis man ikke magtede at erkende over for et andet menneske, at man havde begået en fejl.

Nu var alle betragtninger som ovenstående ligegyldige. Jeg havde under 100 kroner tilbage til resten af måneden, jeg led som følge af dette, der var mennesker, der udmærket var klar over, hvor desperat min situation var, og de var fuldstændig ligeglade. Enten ligeglade, eller også måtte de have forfærdelig dårlig samvittighed. Det parakdoksale var, at hvis de havde haft ret i, at jeg var utilregnelig og psykotik, var mindst én af dem ikke live i dag. At jeg havde holdt ud i over fem år og behersket mig i al den tid, var det bedste bevis på at jeg aldrig nogensinde kunne blive utilregnelig, at ubærlig stress og smertealdrig kunne gøre mig psykotisk, at manaldrig kunne udsætte mig for noget, der kunne få mig til at udsætte et medmenneske for fysisk overlast.

Man kunne få mig til at sige og skrive hvad som helst for at undgå årelang fysisk og psykisk tortur, men det var noget helt, helt andet, og i givet fald selvforsvar, eller måske nærmere en form for instinktiv afværgerefleks. Der var ingen mennesker, jeg havde talt med, der ville finde sig i det samme, som jeg havde fundet mig i. Jeg havde været ærlig over for dem, jeg havde talt med, og de reaktioner jeg havde fået, havde været noget i stil med, "hvis jeg var blevet truet med tvangsmedicinering under tvangsindlæggelse på en lukket psyiatrisk, var jeg vendt tilbage og havde skudt dem alle sammen".

Selv om psykiaterne og plejepersonalet alt andet lige havde været onde mennesker, havde jeg aldrig skænket det en tanke at hævne mig på dem. De fortjente det, hver og en, men jeg gjorde det ikke, og det var ikke noget jeg tænkte over. Det eneste, der kunne fritage nogen af førnævnte for moralsk og juridisk ansvar var, hvis man havde sagt fra og ageret whistleblower eller lignende, men det havde ingen mig bekendt gjort. Man havde været feje og magelige, og forholdt sig passive, velviddende hvor store negative konsekvenser svigtet havde haft for mig.

Jeg sad i et busstoppested og skrev. Mine fingre var kolde, hvorfor jeg lavede slåfejl, og batteriet på min laptop var snart død for strøm. Heldigvis regnede det ikke, men det skulle det nok gøre snart, for det var overskyet, og det havde regnet tidligere i dag. Når man som jeg så længe var blevet gjort til noget, man ikke var, og når man ikke kunne holde ud at opholde sig indendøre et sted uden privatliv, blev man tvunget ud på gaden. Samtidig var jeg ekstremt påpasselig og opmærksom på hvordan jeg tog mig ud. Jeg kunne ikke tillade mig at ligne det, jeg var, et virkeligt fattigt og modløst menneske.

Jeg måtte ikke falde igennem, så derfor kunne jeg ikke bare sætte mig ud i Vestskoven og skrive på min bærbare. Det ville undre forbipasserende, med mindre selvfølgelig, der var andre normale mennesker, der sad i Vestskoven og skrev på deres bærbare, men det gjorde der ikke, for alle andre normale mennesker på 39 havde arbejde og familie, eller var blot midlertidigt marginaliseret. Desuden havde stort set alle mennesker i Danmark penge, bare ganske få i det mindste, især hvis de ikke havde et misbrug eller var ludomaner eller lignende, men jeg havde ingen, fordi jeg insisterede på at være det, jeg var, nemlig normal.

Desværre ville systemet ikke erkende det, fordi det frygtede fejl mere end noget andet, så derfor tvang systemet, i mit tilfælde Styrelsen for Patientsikkerhed, mig ind i en sygerolle, der var så forkert som den overhovedet kunne være. Det var en forbrydelse. En simpel og vammel forbrydelse, en utilgivelig forbrydelse, en forbrydelse, jeg skulle sørge for aldrig nogen sinde blev glemt.

Den danske befolkning skulle vide at Styrelsen for Patientsikkerhed var en forbryderisk og modbydelig institution, der fungerede på bedste Orwelske vis. At Sundheds- og Ældreministeriet var Styrelsen for Patientsikkerheds bitch, på samme måde som denne styrelse var politikernes bitch. Når jeg italesatte eller skrev om Styrelsen for Patientsikkerhed skulle jeg aldrig moderere mit sprog eller beherske mig, faktisk skulle jeg som en tvangshandling altid huske at forbande Styrelsen for Patientsikkerhed, hver gang jeg nævnte den.

Det var denne klamme institutions skyld at jeg sad og spiste aftensmad i et andet busstoppested i går, og at denne aftensmad var en almisse fra en ven. Hvem var de umennesker, der arbejdede i Styrelsen for Patientsikkerhed? Der kunne umuligt være tale om læger. Ingen læger kunne være så nedrige og hensynsløse, som de ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed. Men hvem var det så? Var det bare en dysfunktionel algoritme, der var programmeret ind i en computer som HAL fra Rumrejsen år 2001? Det måtte det jo næsten være, da ingen mennesker kunne træffe beslutninger, som denne skamplet på demokratiet havde truffet i mit tilfælde.

Corona

Mikrobiologi var et af de fag på medicinstudiet, jeg syntes var mest spændende, og som jeg havde nydt at læse. Jeg kunne på stående fod på 6. semester, hvor vi havde faget, nævne samtlige bakterier, virus, svampe, og parasitter i pensum. Faktisk skrev jeg det, der på medicinstudiet udgjorde vores ækvivalent til en bacheloropgave i biokemi, og emnet var prionsygdomme, mere specifikt om den fejlfoldede udgave af prionproteinets molekylære struktur, som dels gjorde det særdeles resistent og vanskeligt nedbrydeligt, og dels infektiøst, således at man ved at indtage eksempelvis kød med materiale fra centralnervesystemet hos køer med kogalskab, kunne få den progressive og fatale sygdom Creutzfeldt–Jakob. Hér var der altså tale om et smitsomt protein, hvilket var ret unikt og vanvittigt spændende. Det var i min optik rigtig lægevidenskab, ikke det sludder som psykiaterne prædikede.

Men på trods af min fascination af patogener var jeg måske det menneske i Danmark, der var mest ligeglad med coronaviruset. Jeg risikerede ikke at blive smittet, alene fordi jeg var så påtvunget socialt isoleret, og selv hvis jeg skulle blive smittet og udvikle symptomer, hvad var så det værste, der kunne ske? Intet. Indlæggelse og død? Ligegyldigt. Død var ensbetydende med fravær af lidelse, og indlæggelse betød bare at jeg var sikret tre måltider dagligt, sekundær gevindst, samt al den kaffe, jeg kunne drikke. Det betød ikke, at jeg ikke overholdt alle forholdsregler til punkt og prikke, og ligeledes gjorde det, jeg hørte om de lidelser, som de stakkels mennesker, der var smittet, og deres pårørende, gennemgik, stort indtryk på mig.

De enorme negative sociale konsekvenser som pandemien resulterede i for alle i samfundet, gik mig heller ikke forbi, og jeg havde stor medfølelse med de mange, der var blevet arbejdsløse og ensomme som følge af nedlukningen af Danmark. Men for mig betød corona intet, og når pandemien engang var overstået, og folk talte om hvordan det havde været for dem under coronakrisen, ville jeg ikke kunne bidrage med noget. Til gengæld var jeg ekspert i isolation og ensomhed. De emner kunne jeg tale om i timevis, og jeg kunne godt lade som om at årsagen var conora, og ikke det, der i virkeligheden var årsagen, nemlig Styrelsen for Patientsikkerhed. Påtvungen social isolation var dybt skadelig for alle normale mennesker, og på alle planer. Det ødelagte dem, der var ramt af det, og der skulle ikke gå særligt længe før skaderne var blivende.

Isolation var psykisk tortur. Det var ikke blot noget, jeg mente og følte, men et faktum. Det var etableret viden, slet ikke nogen hemmelighed, eller noget, jeg som den første person i hele verden havde lidt under, og det var især noget psykiaterne burde vide alt om, specielt når det i mit tilfælde var deres fortjeneste. Men fordi psykiaterne notorisk var de dovneste og mest arrogante læger, kunne man ikke engang være sikker på, at de vidste noget om deres eget pseudo-speciale. Faktuel viden var ikke lige deres kop te, og at gøre sig umage med noget som helst havde de færreste af dem prøvet. Når man som psykiater de facto var alt tings målestok, når det vrøvl man i god eller ond tro påstod ukritisk blev taget for gode varer, så behøvede man omvendt heller ikke gøre en indsats for noget som helst.

Eneste succes

Ja, det kunne godt være, at jeg var en taber, at jeg havde mistet alt, at jeg led hver eneste dag, men jeg havde aldrig været så føjelig og fej, at jeg havde slået hælene sammen og sagt "javel", dengang regeringen indførte fireårsreglen, der tvang yngre læger som jeg til at blive psykiatere, fordi nogen havde bildt politikerne og befolkningen ind, at der manglede læger inden for dette falske-speciale. Det var sjovt nok den helt grundlæggende årsag til at mit liv var så tarveligt og ødelagt nu. Men jeg havde aldrig fortrudt at jeg ikke, som mange af mine tidligere kolleger, havde været en bitch, og ladet mig skræmme til at degradere mig til noget, der intet havde med rigtig lægevidenskab at gøre. Det var omtrent det eneste, der stadig kunne få mig til at smile, mens jeg travede rundt i regnen, eller sad og skrev i busstoppesteder, som jeg eksempelvis havde gjort det i går og i dag.

Solvang

Last thing I remember

But you can never leave"

(Hotel California, Eagles.)

Måske var det min eneste anden succes nogensinde, at jeg alligevel var undsluppet dette modbydelige sted ved egen hjælp?

Jeg havde, efter jeg var flygtet fra Solvang, erfaret hvor skadeligt det sted rent faktisk var for alle, hvor elendigt det fungerede, eller nærmere, ikke fungerede, og hvor heldig jeg var, at jeg ikke længere befandt mig dér. Der foregik nogle virkeligt skræmmende ting på Solvang (som jeg havde lovet ikke at skrive om), og jeg havde nu fået fortalt, at det havde været om muligt endnu værre før jeg ankom der. Det var ikke mig, der havde taget fejl, når jeg havde kritiseret Solvang, jeg havde ramt spot on. Tak til Solvang for ingenting. Her var for én gangs skyld et sted, jeg intet skyldte.

Mirakel

Man skulle tro, at det var noget, jeg havde opdigtet til lejligheden, at jeg havde pyntet eller overdrevet de vilkår, jeg levede under, men jeg gjorde en dyd ud af at beskrive alt i overensstemmelse med virkeligheden. Det eneste, jeg havde, var min troværdighed, og desuden behøvede jeg ikke at overdrive noget som helst, det var fuldt ud tilstrækkeligt bare at skrive om tingene som de var. Derfor nyttede det heller ikke noget, at jeg tav om de meget sjældne positive oplevelser jeg havde. I går havde jeg eksempelvis oplvet noget, der var så fantastisk, at jeg havde svært ved at tro at det var sandt. Jeg måtte jo sørge for til alle tider at afspejle, at jeg var det, jeg var, nemlig helt ordinær, normal og kedelig.

Det betød igen, at jeg var unormalt opmærksom på hvordan, jeg tog mig ud over for omverdenen; jeg kunne ikke tillade mig at slappe af, og "bare lade håret stå" på noget tidspunkt, og derfor vaskede jeg hellere tøj ti gange for meget, end én gang for lidt. I går aftes, efter at have gået en af de længeste distancer, jeg kunne huske, jeg nogensinde havde tilbagelagt, vaskede jeg tøj, og da jeg tog tøjet ud af maskinen, så jeg utroligt nok en våd 200-kroneseddel ligge mellem bukser og trøjer. Jeg tog seddelen op, og måtte med møje og besvær undertrykke trangen til at holde den op i mod lysstofrørene i vaskekælderens loft for at sikre mig at den var ægte.

Den var god nok. Seddlen dryppede af vand, da jeg stod med den i hånden, men den var helt intakt, farverne var knivskarpe, og ikke udviskede. Det var som at vinde i Lotto, relativt set. Det var en formue jeg stod med, og selv om jeg håbede at nogen havde givet et fuck og plantet den der, vidste jeg godt, at jeg kun kunne takke min egen fejlbarlighed for, at jeg havde været så sjusket og sløset, at jeg havde glemt den.

En gang imellem dukkede der spontant et kortvarigt håb op i min bevidsthed, når nogen skrev en SMS eller ringede til mig - måske var det min redning? Måske var det en eller anden pinlig berørt myndighedsperson, der pludseligt var kommet i tanke om, at han eller hun nu på femte år havde ladet mig rådne op, og ringede for at oplyse mig om, at systemet havde begået en frygtelig fejl. Jeg blev altid vred på mig selv over min egen underbevidste naivitet, for der var gået alt for lang tid til at nogen nogensinde ville eller kunne tillade sig at klatre ned fra træet, uagtet konsekvenserne for mig.

Enhver psykiater eller embedslæge vidste, at det var karrieremæssigt selvmord, at erkende virkeligheden, for det var især efter jeg havde anket og tabt i Landsretten, fordi psykiaterne løj under vidneansvar, en meget alvorlig og strafbar forbrydelse, at man havde fastholdt en fejldiagnose. Hvis man var embedslæge eller psykiater var man i forvejen moralsk anløben og nådesløs, så det var en illusion at en af disse pseudo-læger gjorde deres moralske og faglige pligt. Falsk håb var værre end intet håb, for det gjorde virkeligt ondt, når man efter at alle bekymringerne, usikkerheden og angsten et ultra kortvarigt øjeblik var væk, igen blev ramt i ansigtet af virkelighedens knyttede knæve, og måtte erkende, at der ikke længere kom nogen til undsætning. Jeg havde modtaget al den livreddende hjælp af venner og familie, jeg overhovedet kunne bede om og håbe på, og nu var der intet tilbage.

Hverdagen

Udover de 200 kroner, var der intet at råbe hurra over. Jeg havde ikke sovet mange timer i nat pga. alle bekymringerne, så jeg havde bare ligget og lyttet til Joe Rogan Podcast det meste af natten, og da min alarm ringede kl. 7.00, havde jeg samlet set måske sovet halvanden time, jeg var dødtræt, men måtte rejse mig fra foldeudmadradsen og ud af værelset og lejligheden, for at opretholde den essentielle rutine, og for at opretholde illusionen over for omverdenen om, at jeg havde en tilværelse. Jeg fremstod upåfaldende og præsentabel, men hvis man kom tæt nok på, kunne man se de mørke rande under mine øjne.

Jeg havde ingen steder at tage hen, og min taletid slap op, da jeg nåede til Taastrup Station. Jeg var også fysisk udmattet efter gårsdagens endeløse vandretur, så jeg faldt i og købte en togbillet, så jeg slap for at slæbe min gamle krop til Albertslund eller Glostrup Bibliotek, hvilket ellers ville tage mig omkring hhv. 45 minutter og halvanden time at gå. Det var 24 kroner, og så skulle jeg også tilbage igen. Jeg kunne simpelthen ikke undvære taletid på min mobil, så det var yderligere 99 kroner, jeg måtte undvære, så slutresultatet, hvis jeg også ville tilbage til Taastrup uden at falde om på vejen, var 52 kroner. Men jeg havde hverken fået aftensmad eller morgenmad, og jeg var meget sulten.

Supermarkederne havde ikke åbnet endnu, så jeg gjorde noget, jeg ellers aldrig ville, nemlig gik ind hos en bager og købte en kanelsnegel. Jeg fik det fysisk dårligt af at indtage så meget fedt og sukker på én gang, maven protesterede, og jeg blev forkvalmet. Jeg havde kun tre mundbind tilbage, og kunne ikke drømme om at bruge mine sidste penge på at købe nye, så jeg passede godt på dem. Det passede mig ganske udmærket at bære mundbind, for dels var jeg ikke for køn i forvejen, og dels gav denne uniformering mig en anonymmitet og et slags tilhørsforhold, jeg godt kunne lide.

Billede. Den 23. oktober 2020.

Billede. Den 25. oktober 2020.

Billeder. Ingenmandsland.

Forpersonen for Lægeforeningen

Jeg kom i tanke om, at jeg forleden ved et tilfælde så hvem den nuværende forperson for Lægeforeningen var. Det var rart og trygt en sjælden gang på ingen måde at blive overrasket. Jeg havde naturligvis optaget mine telefonsamtaler med vedkommende i 2015, hvor forpersonen havde dummet sig gevaldigt. De optagelser havde jeg heldigvis fået tilbageleveret, og efterfølgende lagt både offentligt og privat så mange steder på nettet, at de nok aldrig forsvandt igen. "You can run on for a long time, run on for a long time, run on for a long time.." Og det gjaldt for denne forperson (som jeg i øvrigt havde haft som såkaldt mellemvagt på endokronologisk afdeling på Herlev Hospital, da jeg var i det, der tidligere hed turnus) såvel som for mig, og alle andre for den sags skyld.

Prøvet

Jeg var så kontrolleret, rolig, og ligeglad, at jeg på trods af, at min tålmodighed blev alvorligt testet her til aften, opførte mig fuldsændigt korrekt, og lod nåde gå for ret.

"Spiste du ikke med, fordi du ikke har nogen penge?"

Blev jeg spurgt om på værestedet af det venlige og ovrraskende forstående personale. Jeg havde venligt takket nej, da personalet spurgte ud i lokalet hvem der skulle spise med. En lille time efter de andre havde spist, opsøgte den mandlige socialpædagog mig, og stillede mig dette spørgsmål. Jeg fortalte ham det præcist, som det var, og luftede mit dilemma om på den ene side at blive umyndiggjort, og på den anden side at være så sulten af jeg var ligeglad med det. Jeg var positivt overrasket over den måde personalet havde håndteret situationen på, og derfor tog jeg imod maden med taknemmelighed, som jeg spiste på vej tilbage. Samtidig var det dog alt andet lige ydmygende, men det var ikke værestedets personale, der havde ydmyget mig, det var der et par psykiatere, der havde sørget for. Jeg måtte bide skammen i mig, og ikke lade mig gå på.

Denne måde momentant at undertrykke selv særdeles ubehagelige følelser på, mindede mig om et ligsyn jeg havde foretaget på Retsmedicinsk Institut i 2012. Det var liget af en pige, der var omkommet i et færdselsuheld, jeg skulle undersøge, og det var måske det mest ubehagelige, jeg nogensinde havde været udsat for. Den politibetjent, jeg foretog ligsynet med var fattet, men havde tårer løbende ned af kinderne. Det skyldtes at betjenten til forskel fra mig selv havde børn, og det var også grunden til at det lykkedes mig at beherske mig i en grad, at det ikke kunne aflæses på mit ansigt hvordan jeg havde det. Derudover kunne jeg kortvarig undertrykke det helt ekstraordinære ubehag og den sorg, jeg følte. Selv om jeg ikke kunne sammenligne aftenens ydmygelse med oplevelsen på Retsmedicinsk Institut, så var den måde, jeg havde det på, kulminationen på fem års psykisk tortur, og jeg havde næsten ikke sovet den nat.

Billeder. Jeg fik mad fra værestedet.

Trang til tvang

Det var åbenbart ikke kun i Danmark at myndighederne var garanteret, at der altid stod en psykiater eller en psykolog til tjeneste, og var mere end villig til at stille op, når det drejede som om at skade sagesløse medmennesker. Det var et pudsigt tilfælde, at jeg natten mellem i forgårs og i går havde ligget og lyttet til et fremragende afsnit af Joe Rogan Podcast, hvor der som gæst medvirkede journalist og forfatter Tom O'Neill. Han havde brugt omtrent 20 år af sit liv på at skrive en bog om CIA's forbindelse til den amerikanske kultleder og morder Charles Manson. Det var en podcast, jeg noget usædvanligt lyttede til igen to gange, fordi den var så medrivende. Det inspirerede mig igen til at søge på YouTube efter "MKULTRA" og "CIA", hvilket resulterede i flere spændende og seriøse foredrag, der især fokuserede på de amerikanske psykiatere og psykologer, der havde bistået CIA med deres fuldstændigt amoralske operationer og programmer.

Da jeg i går gik ind på Glostrup Bibliotek, kom jeg tilfældigvis til at se på hvilke bøger, bibliotekarerne mente var anbefalelsesværdige, og mindsanten om en af disse ikke var professor emeritus i psykologi Rolf Kuschels bog "Psykologer i CIA's tjeneste - eksperimenter med sindelagskontrol" (Dansk Psykologik Forlag). Bogen var hurtigt læst, og lige så tankevækkende den var, lige så forarget blev jeg, for det Rolf Kischel skrev om psykologisk tortur, specielt de konsekvenser denne tortur havde, kunne jeg genkende fra mig selv. Det, jeg læste, passede meget præcist med den måde, jeg havde det på. Det var ikke mig, der var noget galt med. Det var den årelange psykologiske tortur af varierende intensitet, jeg havde været udsat for, den var var helt gal med. Samtidig var den samvittighedsløse måde de omtalte psykologer og psykiatere agerede på, meget lig med den måde jeg havde oplevet danske psykiatere og psykologer havde behandlet mig og andre på.

Også de amerikanske myndigheders hensynsløshed kunne jeg genkende i den måde, de danske myndigheder havde været over for mig på. Og endnu et tilfælde fandt sted om aftenen, da jeg sad i værestedets TV-stue, og så en navngiven embedslæge tone frem på skærmen, hvor hun på mest hykleristiske vis stod og belærede danskerne om, at de skulle hjælpe deres naboer. Og det var den embedslæge, der var meget direkte ansvarlig for den psykologiske tortur, jeg stadigvæk efter over fem år var dybt påvirket af. Det var helt utroligt. Endnu mere utroligt var det, at hun i mellemtiden var blevet forfremmet, selv om hun i virkeligheden burde sidde i fængsel for de forbrydelser hun havde medvirket til mod mig i den danske stats navn.

Derudover havde jeg nu kun mønter tilbage til mad i de sidste dage af oktober. Jeg havde ikke fået anden morgenmad end to dåsecolaer, min udlejer havde købt til han og jeg (og tak for det! Han var i øvrigt en super cool fyr), og senere den proteindrik, jeg kunne få i Fitness Worlds automat, fordi jeg i begyndelsen af oktober havde betalt 109 kroner ekstra i abonnement. Én ting var at lade mig sulte, hvilket isoleret set ikke gik mig sønderligt på, men at gøre det så ofte i så lang tid uden at have en slutdato, var helt uacceptabelt og meget belastende. Det var dét, der bl.a. var psykologisk tortur.

Post

Jeg modtog nogle gange post, men jeg åbnede den aldrig. Det var nok det største enkeltstående problem, jeg havde. Posten var bureaukraternes våben, som de havde brugt til stor skade for mig gennem årene til at meddele mig den ene voldsomt angstprovokerende dårlige nyhed efter den anden. Ligesom de fleste mennesker værgede sig mod at berøre en glohed kogeplade, eller et elektrisk hegn, som de på forhånd vidste, der var høj spænding i, på samme måde kunne jeg kun med største møje og besvær, og svært, svært ubehag forholde mig til de breve, jeg modtog. Og det var bare det at se hvem afsenderen af brevet var. Det var beklageligvis også noget af det sværeste at forklare andre.

Det vil sige, at jeg igennem årene i systemet havde mødt rigtig mange, der havde det på præcis samme måde som jeg. Ingen havde lyst til at forholde sig til det offentliges trusselsbreve, og de reaktioner jeg havde hørt mine lidelsesfæller berette om, havde rangeret fra at gemme deres post troligt, ligesom jeg, til bare at smide brevene ud med det samme. Jeg morede mig en del over den kammerat, der havde udtrykt en helt oprigtig forundring over mit problem med at åbne post, for han smed da bare samtlige breve direkte ud i skraldespanden uden at tænke mere over det. Jeg ville ønske jeg kunne være så ligeglad, men det var umuligt, og alle breve som jeg modtog, og ikke åbnede, huskede jeg ganske tydeligt, og blev spontant mindet om flere gange dagligt, hvilket var årsag til en hel del angst og svær stress.

Det, de fleste uforstående havde foreslået mig, var, at jeg "da bare" skulle se at få det overstået, og få åbnet brevene, på samme måde som man ikke hev et plaster af langsomt, men hurtigt. Det, de ikke kunne forstå var, at det var præcis hvad jeg havde gjort de første år, men nu magtede jeg det ikke længere. Jeg havde endnu ikke modtaget én eneste god nyhed i over fem år, og nu da jeg havde opgivet min kamp helt, var jeg ligeglad med konsekvenserne af, at jeg ikke forholdt mig til min post. Faktisk var det eneste, jeg i skrivende stund kunne tænke på, hvordan jeg skulle få mit næste måltid. Hvis politiet ville have fat i mig, kunne de bare gøre som de plejede, og komme og anholde mig.

Fanget

Jeg var i fængsel, selv om jeg på papiret kunne gøre, som jeg ville. Det var dog en illusion, at det var muligt, jeg var totalt fastlåst, og kunne ikke gøre andet end at vente på hvornår næste eksistentielt truende krise skulle ramme mig. Det var som at ligge på jorden i fosterstilling med armene og hænderne beskyttende hovedet, mens der stod en gruppe voldsmænd, og bare blev ved og ved med at slå og sparke mig. "Hvorfor rejser du dig ikke bare op?", spurgte nogle tilskuere undrende, der var dukket op, og nu bare stod og iagttog overfaldet. "Jamen, du kan da bare rejse dig op, børste støvet af dit tøj, og spadsere herfra", blev tilskuerne ved. Hvad skulle jeg sige? Jeg havde mere eller mindre opgivet at forklare mig længere. Det nyttede ikke noget, det var spild af kræfter, jeg ikke længere besad, og de, der havde været igennem det samme som jeg, var de eneste, der kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det, og dem behøvede jeg slet ikke at forsvare mig verbalt overfor.

Jeg kunne omvendt heller ikke, eksempelvis, rigtigt forstå hvordan det var at have brystkræft. Det var umuligt for mig. Det, jeg til gengæld kunne, var at erkende, at jeg aldrig helt ville kunne forstå hvordan det var at have brystkræft, men at det var virkelig forfærdeligt for den ramte kvinde (der var, så vidt jeg huskede, rent faktisk også et par mænd, der hvert år blev ramt af brystkræft), og lade denne viden definere hvordan jeg forholdt mig til en brystramt kvinde. Når jeg havde siddet over for alvorligt syge patienter, havde jegaldrig brugt frasen, "det forstår jeg godt", for jeg forestillede mig, at det måtte være særdeles provokerende for patienten, hvis jeg foregav at forstå vedkommende, for det gjorde jeg dybest set ikke.

Jeg fandt derfor på andre måder at udtrykke min empati over for vedkommende på. Ofte gjorde denne empati mig utroligt bedrøvet, for selv om jeg ikke kunne sætte mig helt ind i den pågældende patients situation, så var det, jeg trods alt kunne forstå, så skrækkeligt, at jeg alt for ofte tænke på han eller hun, når jeg cyklede hjem efter endt vagt. Det var dog heller ikke uproblematisk over for patienten at udtrykke at man selvfølgelig ikke helt kunne forstå vedkommendes lidelser, for denne konstatering kunne risikere at blive opfattet som en form for afstandstagen af patienten, og det kunne igen resultere i en følelse af dyb ensomhed af vedkommende, at den lidende var helt alene i verden, i og med sin lidelse, og det var heller ikke godt.

På samme måde, som det var befriende for mig at opholde mig i selskab med andre socialt udstøtte, da jeg end ikke behøvede at forklare noget som helst over for dem, på samme måde måtte det være befriende for den brystkræftramte kvinde at opholde sig sammen med andre kvinder ramt af samme kræftlidelse. Men det kunne også være gavnligt for de pårørende til den kræftramte at finde sammen i et fællesskab, for de ufattelige frystrationer og frygt de pårørende havde, var for meget at være alene om.

Fællesskab

Det vigtgste overhovedet, næstefter at trække vejret, var at være sammen med andre mennesker. Det var dybest set ligegyldigt hvem, bare at man ikke var alene, eller i det mindste ikke alene hver eneste dag. Det var derfor at påtvungen isolation var psykologisk tortur, og et så effektivt redskab til at nedbryde mennesker. CIA's sindelagskontrolprogram, "MKULTRA", var ledet af biokemikeren Sidney Gottlieb, der havde flere psykiatere på sin lønningsliste. Sidstnævnte havde bl.a. ved hjælp af sensorisk deprivation, social isolation, og andre former for psykologisk tortur, herunder brug af LSD, haft to overordnede formål: At nedbryde et menneske psykologisk, og genopbygge vedkommende bagefter. Konklusionen af mange års groteske og totalt amoralske eksperimenter med gud ved hvor mange ofre til følge, var, at det kun var lykkedes CIA at nedbryde mennesker psykisk, og disse ofre blev aldrig sig selv igen.

Jeg vidste på nuværende tidspunkt, at psykiatere også havde nedbrudt mig psykisk, og at jeg aldrig ville få det godt, eller blive mig selv igen. Det var ikke et eventyr med en lykkelig slutning, og selv hvis enden helt urealistisk blev god, så var det ikke ensbetydende med at alting så blev godt. Mit liv var irreversibelt ødelagt, og der var ikke noget at gøre. Det vidste psykiaterne naturligvis godt, og det havde jeg vidst fra dag ét af. Nu handlede det bare om, at den sidste rest af min tilværelse blev så skånsom som muligt, men det virkede som om, at alting bare blev værre, uanset hvad jeg gjorde. Derfor var det nye værested så godt et sted at være. Jeg skulle bare ignorere at socialpædagogerne per automatik anså mig som noget, jeg ikke var, og spille med, så kunne jeg sidde og snakke med de andre udsatte om alting og ingenting.

Det var hyggeligt, tiden gik hurtigere, og jeg kunne ikke sidde og tale med de andre, og på samme tid ruminere over min utålelige situation. Ja, lad bare de ansatte tro hvad de ville, det betød intet, så længe jeg kunne modtage social palliativ behandling på værestedet. Jeg havde iøvrigt fundet på en troværdig undskyldning for, at jeg ikke spiste aftensmad med de andre udsatte: Socialfobi. Jeg var ikke tryg ved at indtage et måltid sammen med så mange fremmede menesker på én gang. Det ville socialpædagogerne straks forstå. Perfekt. Jeg skulle ikke havde fortalt dem i går, at jeg simpelthen ikke havde de 40 kroner som aftensmaden kostede. Selv om jeg var vant til ydmygelser, betød det ikke, at jeg ikke forsøgte at undgå dem, hvis jeg kunne, og det var bedre bare at sulte, og så slippe for medlidenheden.

Værestedet

Jeg havde på værestedet gjort nogle observationer, jeg i al beskedenhed fandt tankevækkende:

1. Psykiatriens ofre
2. Accept

I forhold til første punkt var det sådan, at jeg spontant og uopfordret fra to vidt forskellige "brugere" (en betegnelse vi gik under), havde fået fortalt, at de efter at have været dopet i årevis af psykiatrien, nu endelig var blevet reduceret, eller helt udtrappet af psykofarmaka, på eget initiativ vel og mærke, og af den årsag havde fået det så eklatant bedre psykisk, at de havde været i stand til komme ud af deres lejlighed, og ned i værestedet. Det var således ikke pillerne skyld at de havde fået det bedre, det var omvendt. Den ene havde fået syv forskellige psykofarmaka dagligt, den anden ni, men efter hhv. ned- og udtrapning havde den af medicinen apati aftaget sig i en grad, at de var vendt tilbage til livet. 0 - 2 til dansk psykiatri.

I forhold til det andet punkt, havde min brug af værestedet og sundhedsfællesskabet afstedkommet modstridende følelser hos mig. Det stod klart, at jeg ikke genuint hørte til i socialpsykiatrien, fordi jeg reelt set ingen psykiske problemer havde. Samtidig var det alligevel accepteret, at jeg gjorde brug af tilbudene, fordi jeg havde et socialt problem (men ingen problemer med at være social), som var så udtalt, at jeg fik madkuponner af personalet i forgårs, da jeg ikke havde råd til at betale for aftensmaden.

Jeg var ærlig omkring min situation, selv om det var alt andet end rart, og det var heldigvis blevet accepteret. Det virkede som om, at man godt var klar over, hvor skadelig social isolation var for stort set alle mennesker, at social isolation meget tit var kausaliteten til angst og depression, ja, generel forværring af stort set alle psykiske sygdomme og lidelser, at medmenneskelig interaktion på et eller andet plan, i en eller anden grad, var gavnlig for alle. Træneren til boksning havde første dag smilt indforstået til mig, og spurgt, om jeg rent faktisk var bruger. Jeg havde totalt misforstået hans spørgsmål, og sagt, at jeg ikke brugte noget som helst. Jeg troede, at han spurgte, om jeg var misbruger, hvilket jeg ikke var. Det var det, jeg var vant til at blive spurgt om, fordi de fleste i det system, jeg befandt mig i, misbrugte eller ofte mere pænt formuleret, "brugte" alkohol eller euforiserende stoffer.

Nej, systemet havde nådesløst og forgæves forsøgt at gøre mig til noget, jeg aldrig havde været, og derfor var jeg blevet marginaliseret og efterhånden apatisk. Det var også det, som den danske forffatter og professor emeritus i socialpsykologi havde skrevet i hans bog, om de langsigtede konsekvenser af CIA's "udviddede forhørsmetoder", nemlig søvnbesvær, apati, depression, angst mv. Når en stat begik overgreb mod dens borgere, havde det alvorlige konsekvenser for ofret, mens det omvendt aldrig havde konsekvenser for bødlerne. Mine bødler var blevet forfremmet, og især forfremmelsen af det "skimlede kældermenneske" af en embedslæge, der havde løjet i retten under vidneansvar, til uoprettelig skade for mig, havde forarget mig, men egentlig ikke overrasket mig.

Men som jeg også fortalte en af socialpædagogerne, så vidste jeg, at det ville være yderst skadeligt for mig, hvis jeg ikke havde daglig meningsfuld medmenneskelig kontakt, og jeg kunne lige så godt forebygge, at det skete, så derfor var det i min optik berettiget, at jeg benyttede mig af tilbuddet.

Ikke at tale med andre dagligt i længere tid havde den konsekvens, at jeg gradvist mistede min stemmes brug. Da jeg for et par år siden havde gjort mig den erfaring, havde det virkeligt overrasket mig, for det havde jeg aldrig hørt om før. Det var ikke en funktionel eller psykisk lidelse, det handlede meget basalt om manglende aktivering af den muskulatur, der gjorde mig i stand til at artikulere ordene. Den atroferede eller forvitrede simpelthen, og jeg blev hæs og hurtigt udtrættet, når jeg så endelig fik mulighed for at gøre brug af min stemme igen. Efter at have hvilet min stemme i et varierende tidsrum, kunne jeg forsøge mig igen.

Det var aldrig lykkedes mig at komme op på samme niveau som for fem år siden, da en sindssyg praktiserende læge havde tvangsindlagt mig uberettiget og akut på farekriteriet, men det skyldtes alene den efterfølgende påtvungne marginalisering. Jeg havde endnu ikke prøvet at være isolationsfængslet, men jeg havde talt med flere, der havde været det i chokerende lange tidsrum, op til halve år, faktisk knapt et år i et enkelt tilfælde, og de kunne berette, at de relativt hurtigt var begyndt at tale med dem selv, og opleve hallucinationer og vrangforestillinger. Der var én, som psykiaterne i fængslet havde fået medlidenhed med, og således dopet ham med benzodiazepiner det meste af opholdet. Det var han glad for, for dels havde det forhindret ham i at blive vanvittig, og dels kunne han ikke huske særligt meget fra det års tid, det havde stået på.

Det var i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at jeg fra flere havde hørt, at danske læger og psykiatere havde bistået og blåstemplet danske myndigheders tortur. Disse falske læger havde muliggjort tortur, for langvarig isolationsfængsling havde FN jo erklæret for tortur. Det var en forbandet skændsel for Danmark og den danske lægestand, så hvor var eksempelvis forkvinden for Lægeforeningen henne? Havde hun fordømt, at hendes medlemmer for ussel mammon, og som følge af dovenskab og fejhed havde et direkte ansvar for at danske statsborgere var blev psykisk forkrøblede resten af deres liv?

Mens jeg sad på bænken foran Albertslund Bibliotek og skrev, måtte jeg undertrykke en svær trang til at begynde at klappe af forkvinden for Den Danske Lægeforening over hendes mod, og hendes moralske og faglige habilitet. Eller hvad med selveste forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, der personligt og dokumenterbart havde udsat mig for tortur? Jeg kunne godt forstå, at den ene forkvinde ikke turde kritisere den anden offentligt, og det ville desuden også afstedkomme en lidt pinlig stemning, når de efterfølgende mødte hinanden i golfklubben. At få ødelagt den gode stemning skulle vi nyde noget af, tak.

Velkommen til Vestegnen, hvad så hvad?

De to breve, jeg havde modtaget i går, var jeg kommet til skade for at se hvem afsenderne var. Den ene afsender var Civilstyrelsen. Det drejede sig nok om den enorme gæld, jeg umuligt kunne afdrage af i øjeblikket, og held og lykke med at få mig til det. Det havde jeg ikke behov for at åbne. Det andet brev indeholdt til gengæld mit nye sygesikringskort. Velkommen til Taastrup. Det burde fejres med Jakabov og to Tuborg Guldøl på den nærmeste bænk, mens jeg sad og råbte af de forbipasserende, men desværre havde jeg ikke råd til nogen af delene, så jeg måtte nøjes med at sidde på bænken i tavshed.

Heldigvis var de brugere af værestedet, jeg havde talt med, born and raised i Taastrup, de havde ikke nået at flygte (men det var mig, der var til grin, for jeg var frivilligt tilflyttet kommunen), så jeg havde allerede fået en masse interessant at vide om kommunen, som vist nok formelt hed Høje Taastrup Kommune. Disse mennesker vidste alt om Taastrup, og måske jeg burde sætte mig lidt ind i det sted, jeg var tilflyttet? Det var god stil at gøre, og mon ikke der var nogle relevante bøger på Albertslund Bibliotek om emnet?

Jeg burde have været mere vedholdende i min søgen efter lokalhistorisk materiale, men under min søgen så jeg tilfældigvis nogle bøger, der så spændende ud, og derfor gav jeg mig i kast med dem. Den ene var skrevet af Lars Møller, der var en berømt oberst og militærhistoriker. Jeg nåede til side 254, før jeg opdagede at klokken havde passeret 20.00, og det var tid til at gå hjem, hvillket tog mig omkring en time. Det var godt, at jeg fik rørt mig så meget, men det var bedst, når det var et valg, og ikke fordi man ingen penge havde. Jeg så frem til at se de andre brugere af værestedet i morgen, og heldigvis var de sociale tilbud ikke underlagt samme restriktioner som resten af samfundet.

Det var noget, vi brugere havde talt om, og der var generelt enighed om, at det måske ikke var så mærkeligt endda, idet vi alle sammen var så socialt depriverede, at de stort set eneste steder, vi opholdt os, var hjemme eller på værestedet. Udover det, var det interessant, at vi nu alle fra i morgen af også skulle have mundbind på i supermarket og på biblioteket. Det kom til at blive anstrengende, ikke fordi det i sig selv var et stort problem, men fordi at jeg, der var dybt afhængig af, at kunne opholde mig på biblioteket, ingen mundbind havde, og ingen penge til at købe nye. Desuden, hvis bibliotekerne nu igen var steder man ikke måtte opholde sig, ville det være en katastrofe.

Skærsilden

De næste dage indtil jeg fik penge igen ville blive særdeles hårde. Ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Jeg var træt og måtte prøve at falde tidligt i søvn.

Vestegnen

Jeg hadede Vestegnen, men jeg elskede Vestegnen. Jeg var kommet straight outta Vestegnen, og ind på Københavns Universitet, men takket være en dyssocial (psykopatisk) og forloren lektor, var jeg blevet slået hjem, for jeg skulle ikke tro, at jeg var noget. Jeg skulle ikke tro, at jeg var god nok til at bo i Indre By, jeg skulle tilbage, hvor jeg kom fra. Men man skulle ikke undervurdere Vestegnen, som ikke kun var underklassens, men også middelklassens højborg. Der kom en masse grimt fra Vestegnen, men engang imellem hændte det, at en stjerne blev født på Vestegnen, både helt konkret, som i Anders Mattesens tilfælde, og i overført betydning, som en smuk ide, som hele Albertslund (a propos Anden) havde været. Ganske vist var sidstnævnte røget på røven i mellemtiden, men jeg var sikker på, at der var mange børn af Albertslund, som på trods af at de var fraflyttet byen, irreversibelt var blevet præget af den, også på en god måde. På Vestegnen kunne jeg stadig gå rundt i kondisko og cowboybukser uden at nogen gav et fuck. Her var der både plads til én, uanset om man var bums eller hustler.

Høje Taastrup Kommune

Jeg forsøgte igen at finde noget lokalhistorisk litteratur om Taastrup, og da Albertslund Bibliotek var velforsynet med bøger, tog det lidt tid. Jeg bevægede mig forbi reolen med bøger om psykiatri ("Eventyr & Myter" kaldte biblioteket ganske vist emnet, men jeg vidste bedre), indtil jeg fandt den eneste bog, der var hjemme, som handlede specifikt om den kommune, jeg var tilflyttet. Forfatteren til "Høje-Taastrup Kommune", som bogen hed, havde taget sin opgave alvorligt, og startede med "Rensdyrsjægerne fa ca. år 11.000 f.v.t". Det var måske at gå lidt for meget all-in, hvorfor jeg begyndte med perioden fra ca. 100 e.v.t. til ca. 1800. Det, jeg især interesserede mig for, var de kendetegn fra perioden, jeg havde mulighed for at se på mine mange og lange ture i området. Men først måtte jeg færdiggøre Lars Møllers bog.

Wulff-Morgenthaler

Der var meget sandhed at finde i Wulff-Morgenthaler striberne. Det var meget lommefilosofisk, og sikkert plat, men man måtte bære over med mig. Der var to af dem, jeg umiddelbart kom til at tænke på, når jeg reflekterede over hvad, der egentlig var så forfærdelig ved min situation. Isoleret set var den ikke særlig slem. Hvis jeg bare lod være med at tænke over tingene, var det ikke noget særligt at gå rundt og være sulten. Det havde alle prøvet, så hvorfor skabte jeg mig så over det? Den stribe, jeg kom til at tænke på i den sammenhæng viste to scenarier: Et af en nørd, der stod til en fest, men alene mens de andre festede omkring ham, mens han stod med en øl i hånden og sveden haglende ned af sig.

Det andet forestillede - så vidt jeg kunne huske - en terroist, der blev waterboardet. Teksten sagde vist noget i stil med, at tortur var relativt. Så måske var det i virkeligheden bare mig, der havde et problem med manglen på mad? I modsætning til nørden i Wulff-Morgenthaler striben havde jeg ikke rigtigt social fobi, men kortvarig manglende dækning af et andet basalt behov, som sult, var åbenbart noget, jeg havde problemer med at udholde. Det kunne også være, at det var en årelang fratagelse af kontrollen over noget, der af de fleste blev betragtet som noget, der var helt essentielt, som var enerverende for mig.

Den anden stribe forestillede en hjemløs og en hipster. Jeg kunne ikke huske, om der overhovedet var anden tekst end netop "hjemløs" og "hipster", men pointen var vist at de lignede hinanden til en forveksling. Den mindede mig om, at man på mnge måder kunne tillade sig at fremstå lidt som man havde lyst til, og slippe afsted med det meste, så længe man bare var selvsikker eller ligeglad nok. En hjemløs lugtede måske knapt så godt som en hipster, men jeg mente i al ydmyghed stadig at Wulff-Morgenthaler havde en valid pointe. Selvindbildskhed var et win, vel og mærke hvis man bildte sig selv ind, at man bare skulle slappe af, ikke tage tingene så tungt, at det hele bare var et bump på vejen. Det var bedre at ligne en hjemløs og have masser af selvtillid, end at være pænt klædt og soigneret, men ekstremt usikker og kejtet, rødmende, svedende, stammende, havde dårlig øjnkontakt osv. Det var måske lidt ligegyldige betragtninger, men jeg havde ikke andet at lave.

Dilemma

Jeg havde ikke tænkt over det, før jeg satte mig ved bordet på Albertslund Bibliotek. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg modsat alle andre, jeg nogensinde havde talt med, fik penge ("løn", som de andre på passiv forsørgelse kaldte deres understøttelse for, hvilket altid havde moret mig gevaldigt) den 1. i hver måned, og ikke sidste dag i den foregående måned. Til trods for, at det lød som en ubetydelighed, så var det ret afgørende, når man kronisk ingen penge havde. Det gik op for mig, at den 1. var på søndag, hvorfor jeg også ville få "løn" i dag. Mit dilemma bestod i at Lægernes Bank systematisk havde chikaneret mig i årevis, og ofte, når jeg var allermest desperat efter penge til mad, havde lavet "fejl", hvilket rent faktisk havde været deres fejl, og vel og mærke var sjuskefejl eller fejl som følge af "forglemmelser".

Det gjorde mig rasende i en grad, at jeg oftest helt værgede mig imod alt der havde med bank, udbetalinger og penge at gøre. Skulle jeg nu, på et tidspunkt, hvor jeg var belastet i en helt usædvalig grad, udsætte mig for den ubeskrivelige skuffelse, det ville være at konstatere, at Lægernes Bank igen igen havde lavet en fejl og ikke udbetalt penge til mig, eller at jeg havde misforstået noget, og at jeg først ville få pengene på mandag? Jeg havde desværre ikke noget valg, da jeg jo bl.a. skulle betale husleje. I modsat fald ville jeg nok undlade at logge på min netbank, selv om jeg i skrivende stund kun havde 2,5 kroner tilbage, ikke havde fået morgenmad eller aftensmad, ikke havde flere mundbind osv. osv.

Utroligt nok var der kommet penge ind på kontoen. Men der var ingen grund til at juble over at jeg nu kunne købe rigtig mad, for der var ikke råd til meget mere end det, når min gæld også var blevet hhv. fratrukket og betalt. Jeg havde fortsat ingen møbler, udover to reoler fra Harald Nyborg til sammenlagt 100 kroner, og jeg sov på en brugt foldeudmadrads på gulvet, som jeg havde lånt af min udlejer. Jeg havde en ven der modtog integrationsydelse, som i et anfald af medlidenhed spontant havde rakt mig 2000 kroner. Først ville jeg under ingen omstændigheder tage imod pengene, men han var heldigvis irriterende vedholdende, hvorfor jeg skamfuldt endte med at tage imod dem. Det var en utrolig smuk gestus, for det viste sig senere, at det var alle de penge han havde tilbage selv til resten af måneden. Denne person var altså en diametral modsætning til Lægernes Bank. Han skulle have sine penge tilbage hurtigst muligt, så jeg skrev en sms til ham og spurgte om jeg kunne overføre til ham eller om vi skulle mødes. Under alle omstændigheder skulle han have sine penge tilbage i dag, hvorfor jeg i givet fald måtte tage til Glostrup.

Så var der selvfølgelig Rødovreskod Kommune, der også skulle have knapt 1500 i denne og næste måned (som minimum) som afbetaling for mit ulidelige ophold på Solvang. Denne kommune havde svigtet flere gange, da det havde været dens pligt at hjælpe mig, hvilket skete i 2017, så til trods for at jeg ville græde tørre tårer hvis kommunen gik fallit alene som følge af, at jeg ikke tilbagebetalte huslejen, så måtte jeg hellere betale og være fattig(ere), hvis bare det betød jeg kunne slippe for at havde noget med disse "Grimme hatere fra kommunen" at gøre. Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre brug af de madkuponner jeg havde modtaget på værestedet, men nu kunne jeg betale de 40 kroner det kostede at spise aftensmad på stedet. Det kunne godt være at det var billigt for et aftensmåltid, men jeg kunne gøre det billigere selv, og den eneste grund til at jeg ville spise med, var det sociale aspekt, samt at jeg så slap for at skulle svare på, hvorfor jeg ikke gjorde det.

Nej, der var absolut intet at glæde sig over, det var mere et spørgsmål om en relativ reduktion af lidelse. Jeg skulle stadig leve overordentligt nøjsomt resten af denne måned også, og alt hvad der hed tandlæge, tøj og sko (samt møbler selvfølgelig), var fortsat uden for min rækkevidde. Problemet var ikke, at jeg følte noget stort behov for eksempelvis møbler, og jeg sov fint på foldeudmadradsen, det var i langt højere grad et spørgsmål om hvordan jeg fremstod i forhold til omverdenen. Jeg orkede ikke at svare på flere spørgsmål, og det var netop hvad fraværet af møbler afstedkom.

Værere end jeg

Jeg kom til at tænke over hvor selvcentreret jeg egentlig var. Hvad med mennesker, der sultede, men som også havde familie og børn, der sultede? Det måtte være ganske forfærdeligt. En ting var, hvis man selv blev pint. Noget helt andet, og langt, langt værere var det, hvis ens familie blev pint, oven i købet hvis det var ens egne børn, der led sammen med en selv, uden man kunne gøre noget ved det. Det måtte være det ultimativt værste man kunne udsætte nogen for. På den måde var det meget heldigt, at mine bødler havde sørget for, at jeg ikke havde nogen realistisk mulighed for at skabe mig min egen familie selv, for havde jeg selv børn, samtidig med at jeg var marginaliseret i den grad, det var tilfældet, var jeg nok blevet meget primitiv.

Når andre mennesker, mennesker med magt, mente hvad der var bedst for en, og brugte tvang og tortur for at presse hvad de troede ned over ens hoved, men tog fejl, og nægtede at indrømme at have taget fejl, så kunne konsekvenserne være yderst alvorlige og skadelige. Hvis man selv havde to biler og en dyr villa nord for København, skulle man ikke gøre en kollega hjemløs, fordi man var en svært personlighedsforstyrret og sadistisk praktiserende læge, der elskede at sparke nedad.

Man skulle især ikke lade som om man alligevel havde ret, og dermed fortsætte torturen og tvangen igennem flere år. Tortur var sjældent effektivt til at fremskaffe brugbare informationer, eller til at ændre menneskers ideologi, identitet eller tro, i hvert fald ikke sammenholdt med andre ikke-traumatiserende metoder, men var formålet med torturen at forkrøble ofret uomgørligt, var der som regel altid succes. Hvis der kom en tidligere patient hen til mig og sagde, at jeg havde fejlbehandlet vedkommende, ville mit svar være, "ok, men er du ikke sød lige at forklare mig hvordan og hvorledes".

Jeg ville aldrig gøre som min egen tidligere praktiserende læge havde gjort, nemlig straks at affærdige patienten med at vedkommende var paranoid, og true ham eller hende med tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering, hvis vedkommende fastholdt, at jeg havde begået en fejl, for derefter at føre min trussel ud i livet. Når det efterfølgende viste sig at patienten faktisk havde ret, så ville jeg have et enormt problem. Jeg ville derefter heller aldrig stædigt og i klar modstrid med virkeligheden fastholde at patienten tog fejl. Det var hvad Camilla Elvekjær havde gjort, og det ville havde lykkedes hende at få Gitte Ahle til at tvangsmedicinere mig, hvis ikke det havde været for mine venners mellemkomst.

Hvis ikke de havde interveneret, ville det have været næsten umuligt for mig efterfølgende at bevise, at hun havde taget fejl. Det var enormt skræmmende bare at tænke over det faktum, og over at det ikke havde haft nogen som helst konsekvener for de to. De sad formentlig og krydsede fingre for, at jeg ville begå selvmord fordi jeg efter flere år ikke kunne holde min tilværelse ud. Så kunne de jo sige, "se, vi havde ret, han var så syg at sygdommen fik ham til at tage livet af sig, hvis vi bare havde haft held med at tvangsbehandle ham med antipsykotisk medicin, havde det været for hans eget bedste, og han ville være i live i dag".

Det var rigtigt at min tilværelse var så ulidelig, at jeg var blevet beskrevet som kronisk selvmordstruet (af , og tak for det), men det var ikke rigtigt, at det skyldtes psykisk sygdom: Det skyldtes ene og alene at min tilværelse var ulidelig som følge af Camilla Elvekjærs, Tokes, og Gitte Ahles overgreb og tortur, og de afledte konsekvenser heraf. Og heldigvis for det, for det var nok den vigtigste årsag til, at jeg trods alt holdt ud; jeg ville vise alle og enhver at disse menneskers umenneskelige gerninger uden for enhver rimelig tvivl havde været forkerte. Og ud fra den betragtning kunne de udsætte mig for hvad som helst i så lang tid det skulle være, jeg ville aldrig nogensinde give op, eller begå nogen fejl, jeg ville kæmpe videre, dag ud og dag ind, og fortætte og fortsætte og fortsætte, og aldrig stoppe. Jeg ville bide mig fast som en Rottweiler, og aldrig give slip.

Man havde taget mit liv fra mig, men man havde dummet sig derved, at man ikke havde gjort sit arbejde godt nok, og nu var det for sent. Det var ikke min fortjeneste, at det ikke var lykkedes for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab at passivisere og langsomt aflive mig med antipsykotisk medicin, det var alene mine venners. Det var lige så mirakuløst, som det var skræmmende. Intet patientklagenævn og ingen dansk retsinstans ville have stoppet Gitte Ahle, hvilket hun iøvrigt selv fortalte mig under en af de mange traumatiserende samtaler jeg havde med hende, i et vredt toneleje ("tror du selv at patientklagenævnet vil underkende min behandling?"). Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget, men desværre huskede jeg alt. Det sidste blev illustreret ved, at det jeg sagde og skrev igennem en periode på nu over fem år, ikke ændrede sig.

Jeg havde lært aldrig at håbe på noget, aldrig at forvente noget godt, og jeg havde aldrig været hovmodig. De kunne og ville fortsat smide alt de kunne slippe afsted med i hovedet på mig, og hvis jeg lavede bare den mindste fejl, ville de bruge den som påskud for at udsætte mig for fornyet psykologisk tortur og tvang. Derfor accepterede jeg hvad som helst. Men de kunne aldrig lave om på, at de havde dummet sig gevaldigt, de kunne kun håbe på at jeg dummede mig, og det gjorde jeg ikke, i det mindste ikke på den måde de håbede. Jeg var ligeglad med om jeg blev smidt i fængsel for injurier imod mine bødler, jeg fastholdt at jeg til enhver tid kunne og ville nævnte de statsautoriserede sadister ved navns nævnelse, og jeg ville hellere sidde i en celle og smile som følge af injurier mod førnævnte, end jeg ville forvitre i tavshed.

Nu havde jeg tilbagebetalt min gæld til dem, der betød noget, og havde mildt sagt ikke for meget tilbage. Udover den sidste rest af integritet. Det var ikke meget, men langt bedre end ingenting. Tænk at en mand fra Afrika uden dansk statsborgerskab og på integrationsydelse skulle betale mellem en tredjedel og halvdelen af alt han fik om måneden til en dansk læge i Danmark så han havde råd til at købe mad. What. The. Fuck. Det var pinligt. Men ikke så meget for mig, som for det land, der havde svigtet mig. Det var så bizart at man skulle tro, at det enten var noget jeg havde opdigtet eller aftalt med ham, men det var det ikke. Hvornår var det nogensinde sket i kongeriget? Han skulle have en medalje, og straks evakueres fra hvor han boede.

Høje-Taastrup

Min umiddelbare holdning til den kommune jeg var tilflyttet var, at det var en god kommune, og at den var bedre end Rødovre Kommune. Minepeers på værestedet var ganske vist ikke enige i mit indtryk af det sted de havde boet hele deres liv, som de ikke havde høje tanker om, men de havde omvendt heller ikke oplevet min tidligere kommune. Når det var sagt, så kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg sad og læste i den bog jeg havde lånt på Albertslund Bibliotek om byen, da jeg læste følgende om Høje-Taastrups byvåben fra 1952: "Den gyldne bund med kløver markerer, at Høje-Taastrup Kommune er et landbrugsområde. De to røde mure symboliserer henholdsvis København og Roskilde.". Her var altså en kommune, der var så selvudslettende, at den pitchede sig på at være den mark, der lå mellem to mere betydningsfulde byer. Jeg havde et bedre forslag til min nye kommunes byvåben, hvori der skulle indgå en butterfly kniv, der krydsede over en Kalashnikov, på en glødende rød baggrund, der skulle symbolisere City 2's logo, som lyse op i nattehimlen.

Forbilleder

Jeg havde brug for et forbillede. Da jeg havde gynækologi og obstetrik, og var i klinik (det samme som praktik) på Gentofte Hospital og Rigshospitalet, skulle jeg følges med en overlæge. Jeg var kun 180 høj, men han var måske 10 centimeter lavere, og 30 kilo lettere. Mange af hans mandlige (og kvindelige for den sags skyld) kolleger var høje og atletiske med alvorlige miner, så denne overlæge skildte sig i høj grad ud, og han blev vist ikke taget helt alvorligt af de andre. En dag jeg gik rundt med ham, skulle vi ind til en kvinde, hvor fødslen var gået i stå, hvorfor hun skulle forløses med sygekop.

Kvinden lå og skreg i smerte, hendes mand stod ved hendes side, og var ligbleg med sveden løbende ned af ansigtet. Jeg stod i hjørnet og prøvede at gøre mig så usynlig som mulig. Man kunne lige akkurat ane barnets isse. Det hele skulle times, således at den udmattede og forpinte kvinde i forbindelse med veerne skulle presse alt hvad hun kunne, samtidig med at overlægen trak i sugekoppen, som skulle placeres på barnets hovede. Jordemoren og social- og sundhedsassisten virkede bekymrede og farede omkring. Overlægen sad på en taburet med benene over kors, og virkede fuldstændig upåvirket af situationen. Ikke ligeglad, men totalt i zen, rolig og afventende, og da det rigtige øjeblik kom, forløste han barnet med sugekoppen, hvilket var lidt af en fysisk anstrengelse for ham. Han fortrak ikke en mine under seancen, men han var heller ikke indifferent.

Han kunne lige så godt have skænket sig selv et glas mælk. Det var præcis den attitude, jeg skulle efterstræbe, også selv om jeg aldrig kunne blive så cool som ham. Jeg skulle ikke være den bedste, jeg skulle blive bedre end jeg var. Hvordan var straks en helt anden sag.

Der var også den unge forsker, jeg engang havde overværet et foredrag af på Panuminstituttet til en neurobiologisk kongress. Salen i auditoriet var fyldt til bristepunktet med prominente forskere, og de forudgående foredragsholdere havde været gode, men også en smule nervøse. Man kunne fornemme, at de var grundigt forberedte og adstadigt påklædte, og at de tog det meget alvorligt. Så var det den unge forskers tur til at holde fordrag. Han var dansker, men lavede ph. d. på Harvard Medical School. Denne unge fyr kom spadserende ind i auditoriet, og selv om han ikke havde hænderne i lommerne, omvendt kasket på og fløjtede, var det netop den udstråling han havde, som om han tilfældigt var kommet fordi en sal fuld af de fremmeste forskere i verden inden for det neurobiologiske felt.

Han havde et par hvide snickers, lyse cowboybukser og en t-shirt på. Uden at rømde, stamme eller tøve, gik han i gang med det bedste foredrag af alle. Efterfølgende svarede han perfekt, selvsikert og ydmygt på samtlige spørgsmål fra salen. Det var normalt at ens kolleger, der samtidig var ens største konkurrenter, forsøgte at pille ens foredag og forskning fra hinanden med kritiske spørgsmål, så de dels kunne fremhæve sig selv og dels sable forskeren ned. Det var svært at forberede sig på alle potientielle kritikpunkter, og som regel var det på det tidspunkt at fårene blev skilt fra buggene. Så vidt jeg husker vandt den unge forsker prisen for det bedste foredrag.

Fællesnævneren i de to eksempler var, at begge læger var fagligt suværene, men samtidig også at kriteriet for at være faglig suværen var, at man var fuldstændig sikker på sig selv. Det var som yin og yang, dét at synes og dét at være. En kirurg kunne have en nok så uovertruffen finmotorik, men hvis han eller hun blev nervøs og stresset, og lod sig gå på af alvoren i indgrebet, konsekvenserne, hvis det gik galt, smerteskrigene, og at vedkommende skulle handle hurtigt, så var det hele ligegyldigt, så ville kirurgen fejle. På samme måde med foredragsholderen, som skulle være i stand til ikke at lade sig distrahere af det store og prominente publikum, ikke være så selvbevidst over den måde han fremtod på, at det blev en hæmsko, og ikke frygte at blive til grin og latterliggjort over for samtlige kolleger i ind- og udland. Hvis man osede af selvsikkerhed og have en attitude, som var man verdensmester, mens man i virkeligheden var uduelig, blev man hurtigt afsløret. Så var det modsatte trods alt bedre. De fleste mennesker var ikke dumme, og det var meget bedre at overvurdere end at undervurdere andre.

Biblioteket

This is my church

This is my church

(God Is a DJ, Faithless)

Der var meget, der havde ændret sig i down town Albertslund, men der var også meget, der ikke havde. Føtex lå hvor den også havde ligget for 20 år siden, det samme gjorde Cafe Felix, New Fitness, som jeg trænede i fire - fem dage om ugen, når jeg fik fri fra gymnasiet, grønthandleren var der også, men Netto, der havde ligget over for Føtex, var overraskende nok forsvundet, og på den tidligere busholdeplads, hvor også diskoteket (Alcatraz) havde ligget, var der nu bygget huse og en Fakta. Når jeg holdt en pause og gik rundt i området, blev jeg nærmest bombaderet med minder. Det var sådan set fint nok, men det der ikke var, var det faktum at jeg var vendt tilbage som en taber. Det havde ikke ligefrem været meningen, men det var som det var.

"Den, som kæmper, taber aldrig helt"

Et tredje forbillede var den sorte ridder fra Monty Python, og den hellige gral. Om det var fiktive eller virkelige forbilleder var ligegyldigt. Den ukuelighed og fanden-i-voldskhed den sorte ridder udviste, var ikke kun morsom, men også noget, der var efterstræbelsesværdigt. Jeg kunne ikke huske hvorfor den sorte ridder ikke ville lade Kong Arthur passere broen, måske var der en grund, men hvis der ikke var, passede det udmærket med min situation, jeg vidste ikke hvorfor jeg stod op hver dag, og tog afsted, for der var intet meningsfuldt eller livsbekræftende, jeg kunne foretage mig, om det så skyldes indre eller ydre forhindringer, men alligevel stod jeg op hver dag, som var det en refleks. Jeg kom tit til at tænke på filmen "En ny dag truer" med Bill Murray og Andie MacDowell, bortset fra at Bill Murray så at sige fik en ny chance hver dag, og hans handlnger i værste fald ingen konsekvenser havde. Han kunne øve sig på at perfektionere Hans Rabeneaktioner på alle de begivenheder, han på forhånd vidste ville finde sted.

Jeg havde vasket tøj, ryddet op, og strøget skjorter i går aftes. Skjorte på, når jeg tog afsted. Skjorte af, og t-shirt på, når jeg skulle i værestedet. Jeg var placeret i en kategori, jeg ikke hørte til, men det betød ikke, at jeg ikke havde brug for socialt samværd med andre, og dem, jeg normalt ville bruge tid sammen med havde job og familie. For mig betød det intet hvem, jeg talte med, så længe man bare var nogenlunde fornuftig, og det var alle i værestedet. Jeg havde brug for at opholde mig der, men det betød ikke, at jeg ikke skulle tage hensyn til de andre brugere. Jeg skulle være endnu mere ydmyg end normalt, og ikke føre mig frem på nogen måde. Der ville med sikkerhed være en del, der umiddelbart tænkte hvad fanden jeg lavede på det sted, der er var deres frirum, hvor de kunne slappe af og være sig selv.

Jeg måtte gøre en stor indsats for at gøre de andre brugere det klart, at det ikke var for sjov, jeg tilbragte min tid der, at jeg i allerhøjeste grad også havde mine udfordringer, at jeg var bedøvende ligeglad med om de havde pletter på trøjen eller ikke havde barberet sig. Det var rent ud sagt pisseirriterende, at jeg ikke rigtigt hørte til nogen steder, og de første gange, jeg var i værestedet havde ikke været morsomme. Efterhånden så jeg dog frem til at komme derned, og det var vist gået op for de fleste, at jeg på mange måder var som dem. Hverken værre eller bedre. Jeg stillede ingen ubehagelige spørgsmål, og forsøgte ikke at positionere mig eller noget i den dur, jeg ville bare gerne have et sted at tilbringe min dag i selskab med andre mennesker. Jeg ville virkelig gerne hjælpe med alt, jeg kunne slippe afsted med, fra at samle de nye IKEA reoler til at opsætte Dell-PC'ere, men da jeg holdt lav profil, måtte jeg holde mig tilbage.

Live-blogging fra Ingenmandsland

Af årsager, jeg ville skrive om ved en senere lejlighed, var jeg nødt til at overnatte ude i nat. Skylden var helt igennem min egen. Klokken var nu 5.37, og jeg sad i busstoppestedet og skrev. Jeg sad og tænkte på hvornår det var passende at vende tilbage, og gjorde op med mig selv, at kl. 7.00 nok var det længeste jeg kunne trække den, for jeg var død træt af at have været vågen, kold og våd i så mange timer.

Da jeg kom hjem besværede jeg mig ikke med at tage tøjet af og krybe ind under dynen, men tog skoene af, smed min jakke på gulvet og lagde mig på madrassen, hvilket efterhånden i realiteten betød at jeg lige så godt kunne ligge direkte på gulvet sammen med min jakke, da førnævnte var permanent fladtrykt som en pandekage. Der gik ikke længe før jeg sov, men selve kvaliteten af søvnen var ikke den bedste, da jeg for ikke at vække min vært havde undladt at trække det larmende rullegardin ned, hvorfor jeg snart lå badet i sol og vågnede flere gange af denne årsag. Da klokken nærmede sig to om eftermiddagen kunne jeg ikke trække den længere, og stod op, gik i bad, barberede mig og tog afsted.

Som et computerspil

Da jeg nu langt om længe (sådan føltes det i hvert fald) havde penge på kontoen, men ikke lige frem særligt mange, gjaldt det om at bruge dem så fornuftigt som muligt. Det mindede i høj grad om de computerspil jeg engang havde spillet på min PC, hvor man skulle opbygge alt fra en millitærbase til en hel by, hvorfor det handlede om hele tiden at bruge de virtuelle penge eller ressourcer mest hensigtsmæssigt eller mest strategisk. Man kunne selvfølgelig skynde sig at bruge alt man havde på almindelige soldater, for så var man sikret mod de hurtigt indsættende fjendtlige angreb, men gjorde man det, havde man ikke samtidig råd til at bygge det raffinaderi, der gjorde at man kunne få flere ressourcer, eller udvikle den teknologiske landvinding, der var nødvendig for at kunne lave tanks, som modsvar til fjedens stadig mere omfattende angreb.

Så til trods for at jeg havde lyst til at brænde alle mine penge af på tøj, sko og møbler med det samme, så vidste jeg godt at den ikke gik i længden. Det vigtigste var husleje og gæld. Dernæst mad. Tre måltider dagligt hele måneden. Derefter opfyldning af rejsekortet, samt taletid på mobilen. Frisør og cykel var en uopnåelig drøm. Tøj ligeledes, men sko var jeg nødt til at købe en af dagene. Hvad angik dem, nyttede det ikke noget bare at købe de første og bedste, eller dem, jeg syntes bedst om; jeg skulle afsøge alle muligheder, opsnuse alle relevante tilbud, og naturligvis forvisse mig om, at genbrugsbutikken ikke tilfældigvis havde et par sko i min størrelse. Det var som at spille skak, og jeg måtte hver evig eneste gang jeg brugte penge nøje overveje, om det var nødvendigt i forhold til alle mulige og umulige hensyn og potentielle situationer, der kunne opstå i løbet af måneden.

No contry for old men

Derudover havde jeg det fint. Selv om jeg havde været totalt udmattet da jeg lagde mig til at sove, efter at havde vandret rundt på Vestegnen med en tung rygsæk og en Føtexpose aftenen, natten og morgenen igennem, var jeg overraskende og heldigvis ganske velbefindende, da jeg stod op. Nu sad jeg på biblioteket og skrev, men snart ville jeg læse Edward Snowdens biografi færdig. Jeg var begyndt at læse bøger i en fornuftig kadance, i gennemsnit én om dagen, og denne midlertidige eskapisme var den bedste medicin imod rumminationer.

"X" og #MeToo

"X" havde både ringet og skrevet til mig i går, men jeg var for nedtrykt, for kold og for modløs til at svare. Jeg kunne ikke overskue særligt meget, da jeg havde lagt mig til at hvile i busstoppestedet i industrikvarteret, jeg rystede bare af kulde og forsøgte at pakke mig ind i engangsregnfrakken fra Normal, og da jeg havde ligget sådan i et par timer, havde jeg været nødt til at gå rundt på de øde veje blandt de mennesketomme bygninger for at få varmen, og sådan var det fortsat. Men da hun ringede igen her til aften svarede jeg. Det korte af det lange var, at jeg igen igen spontant fik at vide - og bekræftet - hvor modbydeligt et sted Solvang faktisk var. Det der var modbydeligt var personalet, og den kultur, der herkede blandt dem.

Jeg talte jo med vidt forskellige beboere flere gange om ugen, og jeg gjorde en dyd ud af aldrig selv at bringe emnet Solvang på banen, for ikke at påvirke mine venner til at begynde at tale dårligt om stedet bare for at please mig, men det behøvede jeg nu heller ikke, for disse meget forskellige mennesker (for ikke at være årsag til rygtedannelse, fortalte jeg ikke til en beboer at jeg havde talt med en anden beboer) begyndte helt af sig selv at berette om hvor ulideligt stedet var. Kulturen blandt det meste af personalet på Solvang var dybt syg.

Tæsket og stukket ned

"X" var efter Solvang smed hende på porten først blevet tæsket af hendes tidligere "venner", som havde både slået og sparket hende i hovedet og på kroppen, og derefter tortureret hende ved at vride og rive i huden på hendes ben. Hun led af svær og meget smertefuld nervebetændelse, hvilket hendes "venner" selvfølgelig udmærket vidste, og da personalet på Solvang havde konfiskeret de piller "X" tog mod smerterne i hendes ben for at straffe hende for ikke at "samarbejde", havde det gjort ekstra ondt på hende. Det resolutte personale på Cafe Klare havde efterfølgende først sørget for at "X" blev indlagt, men efter udskrivelsen da hun blev smidt tilbage på gaden, havde de skaffet hende et andet sted at bo.

Desværre var det tidsbegrænset, men så havde hun fået et mere permanent sted. Der var hun blevet stukket i maven med en længere kviv, hvilket havde ført til indlæggelse og undersøgelse på Retsmedicinsk Institut. Disse undersøgelser havde jeg selv engang udført, så derfor vidste jeg at det havde været alvorligt. "X" forsøgte også at begå selvmord med en overdosis af Insulin, men var vågnet op da lægeambulancen havde bragt hende tilbage til livet. Jeg ville gerne havde gået i detaljer, men det krævede et informeret samtykke fra "X". Det vigtigste var, at "X" nu var i sikkerhed et sted hun var glad for at være. Det var særdeles bekymrende hvad hun havde gennemgået, og hun kunne nemt have været død, blot 40 år gammel, pga. den situation Solvang havde sat hende i, som let kunne have været undgået.

Hvor var #MeToo-bevægelsen henne? Hvor havde de gået i fakkeloptog til støtte for "X"? I hvilken avis havde de skrevet indignerede og hidsige dabatoplæg og læserbreve over de overgreb "X" havde været udsat for? Nej, det var ikke i orden at en ældre mandlig politiker kom med en lummer kommentar til en yngre kvindlig, underordnet politiker, men måske var det endnu mindre i orden at blive stukket i maven med en kniv og være i livsfare som følge deraf? Måske skulle man sætte kræfterne ind på at løse de mest alvorlige problemer først? Moral var godt, men dobbelmoral var dobbelt så godt.

Billede. Det var under "Eventyr & myter" på Albertslund Bibliotek at psykiatrisk faglitteratur stod placeret.

Billede.

Billede. Ingenmandsland i grænseområdet mellem Albertslund og Taastrup.

Billeder. Jeg var for træt og det regnede for meget til at jeg kunne skrive natten igennem, fraset fra kl. 05.37 i Ingenmandsland, hvorfor jeg nøjedes med at tage billeder med omkring en times mellemrum. Jeg prøvede at finde et shelter i Vestskoven, jeg kunne overnatte i, og det lykkedes også, men desværre var jeg blevet så gennemblødt på vejen, at jeg opgav og tog tilbage til mit busstoppested. For at få tiden til at gå travede jeg rundt, og omkring kl. 5 bragte det mig forbi IKEA, hvor jeg et øjeblik stod og drømte om at bryde ind for at lægge mig i en seng i en af udstillingerne.

Vestskoven

In the forest, lives a monster

Please save me, please rescue me

(Sunscreem vs. Push - Please Save Me, 2001)

Da jeg tossede rundt i Vestskoven for at finde det shelter jeg kendte fra tidligere, havde regnen taget til. Jeg havde håbet, at det ville lykkedes mig at finde det overdækkede sted tørskodet, men så heldig skulle jeg ikke være. På den affalterede vej gik det meget godt, de få store vandpytter der var undgik jeg at træde i, men da jeg trådte ind i selve skoven (det var vel strengt taget en plantage anlagt for ikke så forfærdeligt længe siden), gik jeg på mørke grusstier, hvor det var umuligt at undgå at vandet trængte ind gennem den tyde og åndbare overflade i mine træningssko.

Snart blev også mine bukser gennemblødt fra ankelniveau og op, og det var på det tidspunkt jeg besluttede at tage tilbage til busstoppestedet for at tilbringe natten dér. Desuden kunne jeg ikke genfinde shelteret i mørket, det var lang tid siden jeg havde været der sidst, og for ikke at give min mobil vandskader, undgik jeg at hive den frem og tjekke Google Maps. Det var ved et tilfælde at jeg på vejen tilbage igennem den mennesketomme skov så den lille sti, der udgik fra den lidt større grussti jeg gik på, som førte ind til shelteret. For en god ordens skyld ville jeg lige kigge ind i det, for måske det alligevel var et velegnet sted at overnatte. Det var relativt vindstille mellem de høje træer, der stod tæt på hver side, og da jeg var kommet et stykke ind på stien kunne jeg dufte parafume, der hang i den fugtige luft.

Efter et par meter forsvandt duften igen, og jeg kom ind i en lysning, hvor shelteret lå. Der var ingen mennesker at se, men til gengæld måtte der have været nogen ikke alt for længe før mig, for jeg kunne mærke varmen fra et slukket bål, og lugte den karakteristiske bålrøg. Selv om jeg havde mødt nogen i skoven, kunne jeg ikke udelukke, at der måske ville komme nogen på et tidspunkt, måske dem, der havde siddet omkring bålet, og det gik op for mig, at det var mig, der var monsteret, det var mig, der som enlig mand overnattede i en skov, der ville give andre anledning til frygt, hvis de skulle møde mig. I hvert fald hvis man spurgte psykiaterne.

Ikke i virkeligheden. Men uagtet det brændemærke, jeg uberettiget havde fået, ville vil tilstedeværelse jo nok ikke ligefrem være "tryghedsskabende" for yngre mennesker, hvorfor jeg alligevel besluttede mig for, at det nok var bedst, hvis jeg bare smuttede tilbage til stoppestedet i industrikvarteret. Hvis man havde været en tur for Spejdersport og brugt en formue på det rigtige friluftstøj og udstyr, så uskyldig ud, og havde en eller anden plausibel forklaring på hvorfor man befandt sig i Vestskoven mellem lørdag og søndag på en regnfuld efterårsnat, kunne det måske gå an. Eller hvis man omvendt lignede, lugtede og opførte sig som en legit hjemløs, kunne man også hive den hjem, for så passede det i omverdens forudindtagede optik, og det ville ikke give anledning til undren og frygt. Men en mand på min alder, der hverken var det ene eller det andet, ville anledning til stor undren og tilkaldelse af politiet. Det var i givet fald forståeligt nok.

Gode mennesker

Der eksisterede stadig gode mennesker, og lykkeligvis mødte jeg ikke så få af dem. Desværre kunne jeg ikke tillade mig at skrive om dem, for jeg vidste, at visse personer ville skade dem for at ramme mig indirekte. Den navngivne person, der til forskel fra mig rent faktisk havde ydet "X" konkret og livreddende hjælp, hun var en helt, og jeg ville ønske, at hendes indsats blev annerkendt, men det gjorde den desværre ikke. En anden helt var min udlejer, der var uendelig tålmodig med mig, og havde lånt mig ikke bare en foldeudmadrads, men også to stole, som jeg brugte som bord

Min udlejer, som blev vred på mig, da jeg ville betale for foldemadrassen, og som købte cola'er, jeg bare kunne tage af ad libitum. De ansatte og de andre brugere af værestedet, jeg havde talt med, var også gode mennesker, der rummede mig uden videre, og som ofte var mere velorienterede end jeg. Jeg var ikke bedre end disse mennesker, som jeg kunne lære meget af, og også ydmygt gjorde det. Visse personer havde allerede sørget for at jeg ikke kunne tillade mig at opretholde kontakten med familie og venner, og det bedste var, at jeg bare holdt mig for mig selv, og agerede lynafleder.

De kunne ikke skade mig ret meget mere end de havde gjort i forvejen, så derfor havde de gået efter dem, jeg holdt mest af. Det var en primitiv og fej, men også meget effektiv pressionsmetode. Det med at være lynafleder var endnu en årsag til at jeg skrev min bog/bagbog. De kunne bare komme og straffe mig for det jeg skrev, det var jeg mere eller mindre ligeglad med. En anden væsentlig årsag var, at jeg til alle tider kunne sansynliggøre, at jeg var helt normal og ganske stabil, og jeg altid havde været det, uagtet hvad ignorante idioter troede og klogede sig på. En tredje årsag var, at jeg gerne ville bibringe et andet og mere nuanceret syn på mine lidelsesfæller i den klasse jeg nu tilhørte, underklassen. Selv om jeg ikke var noget orakel, og selv om mit syn på mine ligesindede måske i sig selv ikke var den skindbarlige sandhed, så var alt det jeg skrev en så præcis gengivelse af den virkelighed, jeg oplevede, som det var muligt.

Nu var det ikke sådan at jeg gik rundt og troede at nogen rent faktisk læste det jeg skrev, jeg skulle ikke tro, at noget jeg skabte nogensinde kunne være relevant og af interesse for andre, men hvis der bare var én eneste, der engang skulle fatte interesse for at læse det, jeg skrev, ville det være det hele værd. Helvdigvis skrev jeg ikke for at fange nogens interesse, og den frihed det gav mig, gjorde at jeg kunne tillade mig at skrive det jeg havde lyst til, forstået på den måde, at jeg ikke behøvede at overdrive eller lyve for at tækkes nogen potentielle læsere, jeg skrev det, jeg gjorde uagtet hvor kedeligt, ligegyldigt og uinteressant det end måtte være.

Hvis det jeg skrev endelig adskildte sig fra den "sande" virkelighed, så var det dels det jeg var tvunget til at undlade at skrive om af hensyn til andre, og dels at jeg ofte var nødt til at underdrive. Nej, jeg beskrev virkeligheden, og hvis jeg påstod noget, eksempelvis det jeg skrev om "X", så sørgede jeg for altid at kunne dokumentere at det jeg skrev passede. Jeg havde ingen interesse i eller lyst til at lyve eller fordreje sandheden, og som jeg tidligere havde anført, så behøvede jeg det heller ikke, hvis det var fordi jeg ville gøre min fortælling mere dramatisk, for virkeligheden var rigelig "dramatisk".

"X"

Jeg talte med "X" i over en time her til aften. Det hun kunne fortælle var meget sørgeligt, og påvirkede mig i høj grad. Jeg glædede mig over de mennesker, som jeg kunne forstå på "X" havde hjulpet hende, herunder især den føromtalte person, og til min store og positive overraskelse havde også politiet ydet en stor indsats for at passe på hende. "X" var besværlig, men jeg var sikkert mindst lige så besværlig, og uanset hvordan hun end opførte sig, var hun værd at gøre en indsats for at redde, og at flere personer også havde indset det, var jeg uendelig taknemmelig for. Jeg krydsede virkelig fingre for at hun kunne acceptere det sted, hun befandt sig nu, at hun gav det en chance, og at hun aldrig nogensinde opsøgte sine gamle "venner" igen.

De var intet værd, og hun kunne sagtens få nye venner, også venner, der ikke var misbrugere. Men hun skulle selvfølgelig også ville det selv. Hun havde givet mig to par sokker, da jeg allermest havde brug for sokker, da sokker var forskellen på stor lidelse og fravær af stor lidelse, så jeg skulle nok holde forbindelsen, lytte til "X", og gøre hvad jeg kunne, men jeg måtte også med skam erkende, at jeg stadig reelt set intet havde gjort for hende, ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg var magtesløs, at dem, der have reddet hende kunne noget, jeg ikke var i stand til. Det var voldsomt frustrerende for mig, men det vigtigste var selvfølgelig at "X" havde fået hjælp, ikke hvem, der havde givet hende hjælpen.

Ingen plan

Jeg havde netop læst John Le Carrés "Dame konge es spion" færdig og afleveret den. Da jeg efterfølgende satte mig på biblioteket for at foretage mig et eller andet meningsfuldt, var jeg ude af stand til at fokusere eller koncentrere mig om noget som helst. Selv om det langt fra skete så hyppigt som tidligere, var det fortsat et problem. Først forsøgte jeg at sætte mig ind i Docker, men da jeg hverken evnede at fordybe mig eller var motiveret, opgav jeg det igen. Jeg spiste lidt mad, og prøvede derefter at repitere det, jeg vidste om datavisualisering (D3.js), men heller ikke dette lykkedes. Jeg var mere nedtrykt end sædvaneligt, men det var vanskeligt at stætte fingeren på præcis hvad årsagen til det var.

Mine bedste bud var, at jeg ikke havde sovet særligt meget eller særligt godt i nat, samt "Xs" situation, som det var umuligt for hende at forbedre, og endnu mere umuligt for mig at gøre noget som helst ved. Jeg kunne fortælle "X" alt de rigtige hun skulle gøre for at rette op på sin trøstesløse tilværelse, men hun vidste det godt i forvejen, jeg vidste selv hvor uendeligt svært det var at gøre det, der var mest rationelt, og når jeg foreslog hende det ene eller andet, blev hun vred og råbte af mig i telefonen.

Jeg forstod hende ikke, jeg sagde bare det samme som alle andre, og mere i den dur. Selv havde "X" ingen konkrete løsningsforslag, det handlede mest om, at hun skulle afreagere på mig, og det var det kun kortvarig symptomlindring for hende, og desuden tærede det hårdt på mig, hvilket desværre ikke bare var kortvarigt. Jeg blev fuldstændig drænet for energi, men det lykkedes mig dog vagt at fortælle hende, at hun ikke kunne tillade sig at smide så meget i hovedet på mig, uden at forvente at jeg gjorde det eneste jeg kunne, nemlig at fortælle hende det, hun vidste i forvejen, fordi det var det eneste jeg kunne gøre. Når folk var påvirkede, kunne de være umulige at føre en meningsfuld samtale med, ofte glemte de hurtigt hvad man havde talt om, de var umulige, vrede, troede de var sjove, havde enorm selvmedlidenhed, var melankolske, manipulerende, rettede beskyldninger mod gud og hver mand, de åd én op, kørte én ned, og brugte én som gulvklud.

Selv havde jeg ingen planer, jeg havde opgivet nogensinde at komme videre i min tilværelse, jeg åbnede aldrig post, svarede aldrig når jeg ringet op af nogen, jeg ikke havde stående i mine kontakter, jeg tjekkede og læste aldrig mails, jeg forholdt mig ikke til E-boks eller borger.dk, og jeg tilgik kun min netbank, når jeg blev pisket til det. Jeg sørgede for at fremstå så upåfaldende som muligt, men da jeg ikke havde særligt mange penge, drejede det sig mest om at gå på Røde Kors crawl og købe genbrugstøj. Jeg havde et godt indtryk af i hvilken gengrugsforretning jeg skulle lede efter et billigt jakkesæt til mellem 150 og 300 kroner, men hvorfor jeg ikke bare opgav helt og sparede mig selv for at forholde mig til tøjkøb og at stå op kl. 7.00 hver dag for at tage bus og tog væk fra Taastrup for at foregive at jeg havde en tilværelse, var jeg ikke klar over. Måske var det bare et mere sofistikeret udtryk for udmattelse og opgivenhed, da jeg så slap for det mest enerverende jeg vidstr, nemlig spørgsmål og undren.

Jeg var meget bevidst om hvad jeg skulle gøre for at stige op til overfladen igen, men jeg kunne ikke, jeg havde gjort forsøget utallige gange i løbet af de foregående fem år, og hver evig eneste gang var jeg bare blevet mere traumatiseret af den endeløse strøm af dårlige nyheder. Der var intet længere noget positivt ved min tilværelse, der var intet der interesserede mig, og det eneste der motiverede mig til noget som helst var truslen om at min tilværelse i modsat fald ville forværres. Først havde man sat mig på stand by, men nu var jeg helt slukket. Det var der intet odiøst i, omend det var ligegyldigt om det var indføleligt eller ej.

Trump, Beiden og terror

Jeg havde fulgt sporadisk med i det amerikanske præsidentvalg, men mest fordi Joe Rogan ofte bragte emnet på bane, og fordi det gav mig noget jeg kunne tale med om. Der var terror i Europa, og dertil selvfølgelig covid-19, der havde afstedkommet nogle restriktioner, hvis omfang tisyneladende ikke stod i mål med skadevirkningerne af sygdommen i sig selv, og som forpestede danskernes tilværelse; ikke så meget mundbindene (selv om de var for dyre for min økonomiske situation), men mere den generelle nedlukning af landet, som gjorde folk arbejdsløse, isolerede, ensomme og frustrerede. Jeg var så langt nede, at jeg hverken interesserede mig for hvem, der vandt præsidentvalget eller for den modbydelige terror.

Solen skinnede, og det var et smukt efterårsvejr med de nedfaldene blade, der malede alt i gulgrønne nuancer, men jeg var ligeglad. Jeg havde opgivet at træne i sidste måned af den simple årsag at jeg ikke havde penge til mad, og nu kunne jeg ikke komme i gang igen. Træningen havde været noget af det eneste, der gjorde min hverdag mindre ulidelig. Spørgsmålet var, hvad der ville ske? Hvis mine vilkår blev værere, ville det gå galt, og det gjorde de helt automatisk når nu samfundet intet foretog sig, og idet jeg ikke selv længere magtede at bedre min situation. Jeg vidste at det offentlige system var nådesløst, og ignorerede mig, så det var udelukkende op til mig selv at "komme videre", men det kunne jeg heller ikke. Det var vanskeligt for mig at se, hvordan det nogensinde skulle kunne blive bedre.

Docker, Grafana, og Node-RED

På Albertslund Bibliotek lykkedes det mig alligevel at installere Docker. Det handlede om ikke at give så hurtigt så op. Tage en pause, og se lidt Netflix, som jeg faldt til patten og tegnede abonnement på alligevel, fordi det alt andet lige var en rigtig god kilde til underholdning og ikke kostede særligt meget. Arbejd 15 minutter, se Netflix i 15 minutter, eller se Netflix og arbejd samtidig. Docker var det vigtigste og mest basale værktøj, og jeg ville starte med Node-RED i Docker. Jeg havde en god ide, et realistisk begynderprojekt, hvor jeg ville ekstrahere noget tekst på en engelsk hjemmeside, omformattere teksten, oversætte den til dansk ved hjælp af Google Translate, og automatisk overføre den til en anden hjemmeside på Github. Jeg skulle nok også i gang med en Influxdatabase i den sammenhæng. Grafana kunne jeg efterfølgende, og måske også som en del af projektet, sætte op.

Offermentalitet

Jeg måtte se at komme i gang med træningen igen, og det skulle være i morgen. Jeg skulle fokusere på at gennemlæse alt jeg havde skrevet, og redigere det kraftigt. Det gav mig et formål, men jeg skulle være meget påpasselig med ikke at arbejde for meget på teksten. Det var rigtigt at teksten alt for hyppigt demonstrerede min offermentalitet. Det var mit største problem, at distancere mig følelsesmæssigt fra de store dele af den som mindede mig om perioder og begivenheder, der ikke var rare at tænke på, som gjorde mig vred, bitter og så videre. Det var ikke sundt for mig at skrive om min deroute, men jeg havde ikke kunne foretage mig andet. Det eneste jeg havde behov for, var at være beskæftiget, uanset med hvad det var, og jeg havde en masse mere hensigtsmæssige ideer til projekter, men jeg kunne bare ikke overskue nogen af dem.

Men ingen gad at læse en masse brokkeri, det gad jeg jo ikke selv, så derfor kunne jeg heller ikke forvente at andre ville. Omvendt var det ikke primært for andre jeg skrev, men hvorfor ikke arbejde på at gøre det, jeg skrev, relevant for andre end mig selv? Hvis det altså var relevant for andre? Det jeg regnede med at andre kunne bruger til noget, var, hvis jeg tog udgangspunkt i mine egne oplevelser, og perspektiverede dem med fakta i form af lærebogsviden, studier, og andres oplevelser. Det var mit bedste bud. Men lige nu havde jeg altså ikke overskud til andet end at skrive mine dagbogsnotater, hvilket alt andet lige var det vigtigste, da man ikke i det virkelige verden kunne være bragende vanvittig, og samtidig have kognitivt og psykisk overskud til at forfatte en længere, meningsfuld og sammenhængende tekst. Det var ikke en garanti, men det bedte jeg kunne, næstefter at varetage et rigtigt job.

Delmål

I forhold til teksten måtte jeg forsøge at fokusere på nedenstående, og ikke overgøre det. Hvis bare jeg formåede at bruge en halv time dagligt på det, og hvis bare jeg var diciplineret og dermed vedvarende, så ville de mange små bække på et tidspunkt blive til en år. Alt var dog betinget af, at der ikke skete mere p.s., ikke flere psykotraumer, ikke flere ubehagelige overraskelser.

• Udfærdige en disposition
• Redigere ét afsnit ad gangen
• Fjerne alle tegn på offermentalitet
• Nedtone de emotionelle passager kraftigt
• Fjerne personhenføre oplysninger
• Grammatisk gennemgang

I forhold til de personhenførbare oplysninger, så gav det mening at anføre dem, da jeg skrev den pågældende tekst, fordi det var en bedre ventil for min vrede end alternativet, det havde en terapeutisk virkning, meget lig med at tale om det med eksempelvis en psykolog. Men det gav mig for det første disproportionalt flere problemer end det gavnede, og for det andet fjernede det fokus for et eventuelt budskab, og var ligegyldigt for læserne, skulle det vække en interesse for andre end mig selv. Men det måske vigtigste var at få en anden ind over det jeg havde skrevet, på den måde jeg havde fået i dag.

[D. 5. november 2020. Jeg læste tilfældigvis bagsiden af Ole Hasselbalchs bog med titlen "Dragsdahl sagen - KGB og historieforskningen", og hér formulerede forfatteren langt bedre end jeg kunne, mit forsvar for måske allgevel at nævne visse toneangivende personer ved navns nævnelse, nemlig: "Meningen med injuriereglerne er at beskytte den, derfortjener beskyttelse. Jo mindre man gør sig fortjent til sådan beskyttelse, desto mindre "ære" har man at forsvare, og desto tungere vejer hensynet til offentlighedens interesse i at få besked. Omvendt: Desto tungere samfundsinteressen er i at få forholdene belyst offentligt, desto mere må den påståede injurierede tåle". Nu vidste jeg ikke om Ole Hasselbalch efter udgivelsen af sin bog faktisk var blevet dømt for injurier, og dertil kom at nogle ville indvende, at det ikke var op til Ole Hasselbalch selv at agere dommer.

Men uden at kende til særligt meget til de faktuelle forhold vedrørende Dragsdahl sagen, så vidste jeg at danske dommere kunne tage fejl, at de også var en slags mennesker, som lige som alle andre blev påvirket af alle mulige bevidste og ubevidste hensyn som intet havde med den givne sag at gøre isoleret set, men som skyldtes dommerens egne karrieremæssige interesser, hensynet til konkrete politikere, den herskende politiske elite, hensynet til den offentlige stemning (altså hensynet til medierne) og så videre.

Da jeg selv i flere retsinstanser var idømt tvangsbehandling med livsfarlig og unødvendig antipsykotisk medicin for noget jeg aldrig havde fejlet, ville jeg vove at påstå hvor skræmmende uperfekte også danske dommere var, at de også kunne være mentalt dovne, magelige, arrogante, feje, ukritiske, forudindtagede og ignorante, og jeg vidste også at det som følge af de juridiske dommers svigt, i særlige tilfælde var berettiget at tage loven i egen hånd, i hvert fald når det drejede sig om at overleve. Så i dén optik kunne Ole Hasselbalch måske godt i moralsk henseende forsvare en eventuel overtrædelse af injurielovgivningen. Lige som det var en misforståelse at tro at psykiaterne ikke kunne tage fejl, eller at de var amoralske og skræmmende ofte tilsidesatte deres faglighed, på nøjagtig samme måde forholdt det sig med de danske dommere efter min mening.]

Eller måske flere ind over. Hvis flere uafhængigt af hinanden gav mig samme konstruktive kritik, var der ikke noget at diskutere. Det med at være tudeprins, og for tåkrummende emotionel havde jeg fået at vide flere gange, så det skulle i hvert fald rettes. Problemet var bare at det var rigtigt svært for mig, men måske jeg engang kunne betale mig fra det, og få en anden til at omskrive eller bare slette den del. Jeg kunne selvfølgelig også bare tage mig lidt sammen, for der var ingen, der havde sagt, at det skulle være nemt. Det skulle jo for pokker heller ikke være en tekst, der var klinisk renset for følelsesmæssige udtryk, der beskrev hvordan der var og hvordan det havde været, tøsedreng eller ej. Jeg var ikke affektflad og ligeglad, det var et helvede, uanset om jeg havde fortjent det eller ej, og uagtet om jeg var offer eller ej. Jeg var uperfekt, og følte mig ikke som et offer, jeg var ikke perfekt, og et offer.

Men jeg havde lidt og jeg led fortsat, og det var det, der var vigtigt at kommunikere ud. Mit mål havde fra dag ét været at arbejde, og længere var den ikke, men jeg måtte acceptere, at andre opfattede det jeg skrev som udtryk for en offermentalitet, og så var dén heller ikke længere, og jeg måtte bare arbejde med det aspekt, så budskabet enten slet ikke kom ud, eller druknede i følelser og offermentalitet. Der var virkeligt meget, jeg skulle arbejde på at forbedre, hvis jeg skulle modbevise, at det jeg havde været igennem var "et bump på vejen", som var noget tåbeligt sludder, den uempatiske psykolog havde sagt. Dertil kom at der udover det, jeg måtte slette, helt sikkert var meget, jeg burde tilføje, som jeg ikke havde tænkt på. Jeg burde også gøre langt mere ud ad personkarakteristikkerne og af at beskrive omgivelserne. Der var alt for meget jeg burde, men ikke kunne.

Jeg burde også have råd til at gå til tandlæge, til optiker og frisør, i biografen, eller McDonnalds. Jeg burde finde mig et ufaglært job, uanset hvad end det var, der var rigtig meget jeg burde gøre, men ikke var i stand til at gøre. Hvis jeg havde huller i mange tænder, som i et par år havde generet mig og været årsag til smerter, hvilket var tilfældet, til trods for, at jeg gjorde meget ud af tandhygeijne, og jeg bitchede over det, hvad så? Var det måske det, man anså som udtryk for offermentalitet? Eller var det når jeg brokkede mig over mine livsvilkår, hvor det mere præcis var udtryk for en grænseløs frustration over min egen utilstrækkelighed og den mangel på forståelse, jeg oftest blev mødt med? Det, jeg måtte gøre mere ud af var måske at beskrive, at det dels var det, der holdt mig tilbage, og dels at jeg også aktivt blev holdt tilbage af psykiatrien og Styrelsen for Patientsikkerhed. Det handlede også om, at jeg ikke følte noget behov for at skrive noget som helst, når jeg havde et eller andet meningsfuldt at foretage mig, og at motivation og interesse var det første, der forsvandt, når man var så udtalt nedtrykt som jeg var.

Nej, det var ikke sundt at være så navlepillende, og selvreflekterende, men jeg gjorde faktisk alt jeg formåede i forhold til at finde noget andet at gå op i, og helt konkret havde jeg opsøgt værestedet netop med det formål for øje.

Offermentalitet

Man påtog sig en offermentalitet, hvis man gerne ville opnå en fordel for sig selv som følge af fortidige påståede overgreb. Man gjorde det, fordi man gerne ville have medlidenhed, fordi man gerne ville forsvare at man var doven og ugidelig. At man havde været udsat for uretfærdigheder, som ud over enhver rimelig tvivl varuretfærdigheder, at man gjorde alt man kunne for at vriste sig fri af fortiden, men dels fortsat var meget påvirket af den, og dels minimum hver fjortende dag af psykiaterne blev tvunget til at få trukket en alvorlig fejldiagnose ned over hovedet, en fejldiagnose, der var så forkert og åbenlys i modstrid med virkeligheden, at det var ufatteligt at den stædigt blev videreført af førnævnte falske læger, det havde jo ikke noget med "offermentalitet" at gøre.

At jeg hver evig eneste forbandede dag som direkte følge af fejldiagnosen blev fastlåst i en grad, at det nu var umuligt at komme videre, trods en daglig indædt kamp, havde intet med offermentalitet at gøre. Jeg afskyede medlidenhed mere end noget andet, jeg havde ikke brug for sekundær gevindst, det eneste jeg havde brug for var at komme videre. Det var ikke synd for mig, og jeg havde slet ikke brug for at nogen syntes det, jeg ville bare videre, sådan havde det været hele tiden, og jeg ville gøre stort set hvad som helst for at få lov til at få en tilværelse. Jeg havde fejlet i at videreformidle det budskab, men det ændrede som sådan ikke noget som helst.

Uskønt

Jeg kendte engang en pige, der havde overlevet metastaser i hjernen. Når hun fortalte mig om sit sygdomsforløb, så hørte jeg efter. Det var hende, der altid hvis jeg var neurotisk spurgte mig retorisk om hvad det værste var, der kunne ske. Ved nærmere eftertanke var det værste, der kunne ske, ikke særligt slemt, hvorfor min forsigtighed som ofte var uberettiget. Hun var ufattelig modig, og der var ingen tvivl om at det, hun havde gennemlevet, havde været en virkelig livstruende sygdom, som havde vendt hendes liv. Hun var i begyndelsen af 20'erne, da sygdommen havde vendt hendes liv 180 grader: Første tegn på at noget havde været galt var, da hun under en spinningtime pludselig fik et epileptisk anfald, mistede bevidstheden og var faldet ned at cyklen. En tilfældig anden deltager på holdet var kommet hende til undsætning, og havde passet på hende indtil ambulancen ankom. Denne hjælper blev senere hendes bedste veninde. Hun blev naturligvis scannet på hospitalet, hvor man fandt kræftknuder i hendes hjerne. Hun gennemgik et modbydeligt og ufatteligt hårdt og langvarigt forløb med kemo- og stråleterapi, samt flere operationer i hjernen.

Hun fik æggestokkene fråsset ned, da kemoterapien gjorde hende steril. At hun havde overlevet sygdommen såvel som behandlingen var lidt af et mirakel, eller også var det netop ikke på grund af et mirakel, men på grund af hende ukuelige stædighed, rå viljestyrke og optimistiske livssyn. Hun havde været smuk før behandlingen, men alt andet en køn under den, med et skaldet hovede, mørke rande om øjnene, blege og gustne hud og opsvulmet ansigt. Det var uskønt og alt andet end charmerende. Men efter behandlingen var hun endnu smukkere end før. Det eneste synlige tegn på hvad hun havde gennemlevet, var et ar i hovedbunden, som man kun kunne se, hvis hun først slog håret til side, og man ledte nøje efter det. Det havde været let bare at opgive og dehumanisere hende, mens det hele stod på, men i givet fald havde det været en utilgivelig fejl.

Det var ikke kønt, men hun havde overlevet, og nu var hun som sagt mindst lige så køn og charmerende som tidligere. Jeg kunne ikke sammenligne mig med hende, det ville være forkert på alle måder og skamfuldt, men jeg kunne lade mig inspirere af hende, og jeg kunne konstatere, at det nemmeste ikke var ækvivalent med det mest korrekte, det mest rigtige, og at virkeligheden til tider kunne være ret så uskøn, men at det ikke var ensbetydende med, at man skulle væmmes over den og udskamme, afsky og foragte uskønne mennesker, at det for alle - fraset psykiaterne naturligvis - var et eksistentielt vilkår at være uperfekt og uskøn, og at det meget vel kunne være en selv eller ens nærmeste det næste gang gik ud over.

Min veninde havde besluttet sig for ikke at lade sig holde tilbage af den kræft hun havde overvundet, og en af måderne hun havde gjort det på var, at træne sig op til og gennemføre en Ironman. Den ukuelighed misundte jeg hende virkeligt. Det var en slags fuckfinger til en dødelig sygdom, der havde tabt til hende. Hun fik oven i købet en ret god tid. Det var mere end noget andet hendes viljestyrke, der fik hende til at gennemføre, og det var heller ikke særligt kønt og charmerende, hvilket nok også ville være ret umuligt, men det var sådan set ligegyldigt, det eneste der betød noget var, at hun kom i mål. Hvis nogen havde haft en helt igennem forståelig grund til at føle sig som et offer, var det min veninde, men hun gjorde det aldrig. Man kunne ikke sammenligne rigtig sygdom og af en praktiserende læge og nogle psykiatere opdigtet psykisk sygdom.

Det var også noget, der gjorde mig rasende og bitter at tænke på, for selv om den lidelse jeg gennemgik var virkelig og forståelig nok, var den et helt anden og mere skamfuld og tabuiseret lidelse, og så havde jeg heller aldrig haft den påstået sygdom - det var ikke en naturkatastrofe eller modbydeligt og uretfærdigt uheld, der til forskel fra min veninde havde ramt mig; det var en bevidst og menneskeskabt og forkert sygdom, som de førnævnte forlorne læger i ond tro eller på grund af kollegiale hensyn, fejhed og dovenskab havde opdigtet. Al den lidelse, alle de tabte år af mit liv, alt det jeg måtte undvære, var på grund af - ingenting. Der var ikke og havde aldrig været nogen psykose, ingen andre end de forlorne læger havde nogensinde oplevet noget som helst, der bare svagt kunne minde om psykose hos mig, og det var både før, samtidig med og efter det sludder, de forlorne læger havde opdigtet. Det enste, der var virkeligt, var de sociale konsekvenser af fejldiagnosen.

Konklusionen måtte være, at min veninde havde haft en totalt forståelig grund til at føle sig som et offer, og til at modtage medfølelse og medlidenhed, men det havde hun bare altig haft behov for. Jeg befandt mig i en helt anden og usammenlignelig situation. Hvis jeg faktisk havde været psykotisk, kunne man også argumentere for at det var synd for mig og så vidre og så videre, men da det ikke var tilfældet, kunne jeg ikke gøre mig fortjent til noget som helst. Det var fint nok, for jeg ville ikke havde noget som helst af det. Mit problem var, at de forlorne læger nægtede at fjerne deres fejldiagnose, de nægtede at erkende at de havde taget fejl, de nægtede at rette ind efter virkeligheden - og hvad der var værere - så havde de forlorne dommere ukritisk og blind været kujonagtige nok til tro på hvad de forlorne læge havde løjet om. Det var ufatteligt.

Hvis man var ramt af kræft med metastaser i hjernen, mens man var i starten af tyverne, var det svært at rette sin vrede mod nogen konkrete personer, selv om det nok var helt naturligt at gøre det alligevel fordi man var desperat og bange, men i det tilfælde var det ingens skyld, det var meningsløst ud over alle grænser. Jeg vidste derimod præcis hvemder var skyld i den fejldiagnose, der havde ødelagt mit liv, offermentalitet eller ej, jeg havde faktisk nogen at rette min vrede og frustrationer imod, det havde jeg gjort, og nu var jeg fastlåst på femte år. Hvis du vidste, hvem der var hovedårsagen til at du led, hvad ville du så gøre? Hvis du havde gået rettens vej, men den person der var skyld i din deroute sad og løj, hvis et par psykiatere sad ii retten og løj, hvis alle mydigheder ignorerede dig, selv om du ikke fejlede noget, hvad ville du så stille op? Ombudsmanden? Ingen hjælp. Pressen? Ingen hjælp. Hvad så?

Hvis du gjorde alt, der var menneskeligt muligt for at rejse dig, men konstant blev slåt til jorden igen af andre, konkrete mennesker, ville du så blive desperat og fortvivlet på et tidspunkt, eller ville du bare sige "pyt"? Og hvis du bare ville sige "pyt", havde du så engentlig forstået, hvad det var jeg skrev om, havde jeg fejlet i at videreformidle mit budskab, eller var det bare mig, der var kværulant og svag? Måske var jeg bare svag. Jeg var ikke så stærk som min veninde, det var ret tydeligt, men omvendt havde jeg aldrig mødt nogen med en jernvilje som hendes. Hvad var den normale måde at reagere på, og lå jeg inden for det normale spektrum?

Generisk

I øjeblikket var det mest ønskelige for mig at fremstå upåfaldende og upåagtede, som "den grå mand". Der var heller ikke noget nyt i det, jeg havde altid elsket uniformer, fordi jeg så slap for at forholde mig til, og bruge penge og tid på tøj. Den hvide lægekittel var fremragende i den henseende, nogle havde behov for at føre sig frem og udtrykke deres individualitet og identitet, men ikke jeg. Jeg hadede opmærksomhed, og at skille mig ud. Enhver i Danmark kunne købe nok mærketøj til at ligne noget, de ikke var. Det var intet andet end ren overflade, og når det var tilfældet, når det eneste der virkelig betød noget, var ens krop og hjerne, hvorfor skulle jeg så gå og spekulere over hvordan jeg tog mig ud i omverdens øjne hele tiden?

Det skulle jeg fordi tøj, sko, frisure, og fremtoning desværre betød ret meget. Jeg var blevet bildt ind da jeg var knægt at alle mennesker var nøjagtig lige meget værd, og skulle behandles på eksakt samme måde, om de så var royale eller bumser. Det var ud fra en etisk betragtning rigtigt, men ud fra de erfaringer jeg havde gjort mig hele livet igennem, og især nu, var det helt, helt misforstået. Man blev bare behandlet dårligere af andre, hvis man ikke gik og udstillede sin sociale status, eller i fald ens sociale status var så ringe som min, at foregive at man havde en social status fordi man gik klædt i dyrt mærketøj. Man gjorde folk en bjørnetjeneste ved at bilde dem ind at det var det indre, der betød noget, når det i virkeligheden forholdt sig modsat. Det var da en smuk tanke, men hvorfor ikke bare være realistisk?

Når det var sagt, så kunne stærke individer, eller bare individer med en ukuelig viljestyrke, selvsikkerhed, eller indbildskhed godt få succes. Selv om jeg ville ønske at jeg var en af dem, så var jeg det bare ikke, og fremfor at forfølge et umuligt mål, var det letteste bare at gøre som de fleste andre. Ergo måtte jeg sørge for at skaffe noget tøj, der gjorde at jeg slap for alt besværet. Jeg skulle have så meget mærketøj som muligt, og da jeg var fattig som en kirkerotte, og aldrig havde begået butikstyveri, eller røveri for den sags skyld, og ikke havde tænkt mig at gøre det nu, og da den allerbedste måde at skaffe penge på, nemlig at tjene dem ved at arbejde også var udelukket, måtte jeg finde på noget andet.

Røde Kors forretningerne kunne man ofte regne, med hvis man altså havde tid til at tage rundt og lede efter de gode fund. Og det havde jeg. Det var ikke engang fordi det tog særlig lang tid at finde mærketøj forbavsende billigt og i god stand. I dag fandt jeg eksempelvis en Ralph Lauren polo til 40 kroner. Ikke et eksemplar der var 20 eller 10 år gammelt, og heller ikke fra i år, men måske et par år gammel og i rigtig god stand. Haps. Jeg så også et næsten nyt sort Hugo Boss jakkesæt til den uhørte pris af 150 kroner. En jakkesæt ville måske være at gå over the top, hvis mit mål var at passe ind og slippe for spørgsmål.

Jeg skulle bare være præcis så præsentabel, at folk gik forbi mig uden at ænse min tilstedeværelse. Jeg havde ikke kunne finde nogen sko i genbrugsforretningerne, så meget mod min vilje måtte jeg investere i et par Björn Borg sko, der var kraftigt nedsat til 500 kroner. Det var nødvendigt, da jeg nu havde gået rundt i mine træningssko alt for længe, hvilket ikke var unormalt at gøre på Vestegnen, heldigvis for det og desuden var de langt bedre at gå i, men det passede bare ikke til mit narretiv.

Node-RED

Docker, Grafana, Prometheus, Python, Wigle og nu Node-RED, R-Studio, InfluxDB og Earth Engine. Det var det, der interesserede mig mest i øjeblikket, selv om intet rigtigt interesserede mig ud over at være læge. Jeg havde gudskelov en lille smule held med at få det til at lykkedes, for havde jeg ikke haft det, ville jeg meget hurtigt give op. Det var facinerende hvad man kunne gøre med især Wigles API og R-Studio, det var så let at give sig i kast med, og selv på mit lave niveau fandt jeg ud af at lave noget, der kunne bruges. Men der var meget mere. Hvis man var oprigtigt interesserede i andre mennesker, hvis man var nysgerrig, ikke forudindtaget, og ikke havde brug for at stive sit eget ego af ved at være arrogant, og foregive at man bedre end nogen andre, kunne man lære overraskende meget.

De fleste mennesker kunne et eller andet, havde en eller flere evner, eller havde gjort sig nogle erfaringer, som som jeg kunne meget af. Selv uden alt dette, var alle mennesker interessante i sig selv. En af de andre brugere af værestedet havde en omfattende viden om elektronik, mere specifikt om computerhardware. Han kunne godt lide at lære fra sig, og jeg kunne godt lide at lytte og lære, så det var perfekt. Han vidste noget om blandt andet Internet of Things, IoT, og ESP8266 chips, og det kombineret med især Node-RED kunne jeg bruge til mange spændende projekter. Det var ikke ligefrem rocket science, men det var ikke så manget spild af tid som Netflix.

Træning

Kom først i gang med at træne i dag, selv om jeg burde havde startet i det sekund jeg fik penge til mad igen. Der varintet, der var bedre for mig end træning. Alle former for fysisk aktivitet, om det så bare var den mindste bevægelse, var den mest effektive medicin, og intet kom i nærheden af træning, når det drejede sig om at reducere bekymringerne, ængsteligheden, rumminationerne, usikkerheden, nervøsiteten, og så videre. Jeg kunne klare alt, hvis bare jeg kunne træne, og selv om man kunne påstå at jeg da "bare" kunne lette røven og komme i gang, var det desværre ikke helt så enkelt for mig. Eller, jo, det var meget enkelt, da jeg havde haft penge til at købe det rigtige træningstøj og udstyr, da jeg havde min egen lejlighed og privatliv, og i særdeleshed selvtillid og en mening med min tilværelse. Alt var lettere, når bare man befandt sig tilstrækkeligt højt i behovspyramiden. Jeg var aldrig blevet stresset af at arbejde, uanset hvor fysisk og mentalt udmarvrende det havde været, og det havde ofte været ret hårdt, ikke mindst ansvaret for andre menneskers liv og helbred havde været en tung byrde på mine skuldre, men intet var så enerverende og udmattende som at være uden job og uden nogen faste holdepunkter.

Jeg blev stresset af ikke at have et job, og sådan havde det altid været. Nogle havde måske en interesse i at vende årsagssammenhængen om, fordi de var forudindtaget, eller fordi de havde en interesse i at gøre det, men ikke jeg. Hvis det lykkedes mig at komme oven på igen, hvilket ville sige, at få sparet så relativt mange penge op, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om, hvor jeg skulle sove, eller hvordan jeg skulle skaffe aftensmad, ville jeg aldrig holde pause med at træne igen. Jeg var pissetræt af at skulle forholde mig til hvad der var "normalt" hele tiden. Hvis jeg nu engang trivedes med at arbejde hele tiden med det, jeg elskede mest, hvorfor måtte jeg så ikke det det?

Hvis jeg havde det godt med at arbejde hele tiden, og hvis jeg ikke blot ikke lavede nogen fejl, men tværdigmod kun blev en dygtigere læge af at arbejde meget, hvorfor måtte jeg så ikke det? Hvorfor blev det anset som en anomali at arbejde meget, og hvorfor havde så mange en automatisk opfattelse af, at der selvfølgelig så måtte være noget galt? Jeg havde oplevet den samme type sociale "mikrokontrol" så ofte, at jeg fik kvalme af det. Hvis jeg ikke havde nogen penge, og derfor ikke råd til alt det, der forventedes, at jeg burde have af materielle goder, men iøvrigt havde det fint med det (når det altså ikke lige drejede sig om mad og tandlæge etc.), hvorfor blev det så betragtet som et sydomstegn eller autisme?

For det gjorde det jo. Og det var ikke engang fordi jeg var ligeglad med luksus, jeg påskønnede skam både dyrt tøj og et kæmpe fladskærms-TV, men hvis det bare ikke var omdrejningspunktet i mit liv, hvad var så problemet? Det var heller ikke fordi jeg ikke undede andre mennesker at leve en tilværelse med materiel overflod, og jeg havde ikke nogen ideologisk holdning til forbrug, jeg var ligeglad med hvordan andre levede deres liv, og hvis det eneste man gik op i var til alle tider at have den nyeste og dyreste iPhone, eller den dyreste sportsvogn, så godt for dem, der havde det på den måde, jeg var glad på deres vegne, men hvis jeg havede det fint med ikke at eje et møbel, fordi jeg var i økonomisk lavvande, eller fordi jeg bare ikke havde behov for et eller andet latterligt køkken, hvad var der så galt i det?

Måske var jeg bare uheldig og havde mødt for mange mennesker, der fik det bedre med dem selv ved at være forarget og krænket over mig og mine valg. Jeg håbede der engang kom et tidspunkt, hvor jeg helt ærligt kunne påstå at jeg ikke gav et fuck for hvad andre mente. Det var også noget, jeg havde hørt en del gange, at jeg "bare" skulle være ligeglad med hvad andre mente, men så let var det jo ikke, selvfølgelig betød det noget hvad andre mente. Bare fordi man sagde noget, betød det ikke, at det passede. Det var ofte kun psykiaterne, der troede, det forholdt sig på den måde, og at man "bare" kunne det ene eller andet, at hvis man kunne formulere noget, var det det samme som også at gøre det. Jeg havde vist også mødt for mange, der troede at de var verdensmestre i alt, og derfor også havde al verdens "gode" råd.

Jeg havde erkendt, at når jeg selv hadede når nogen sagde at jeg "da bare" kunne gøre noget, og kom med elendige, bedrevidende råd, så var det hyklerisk hvis jeg selv faldt i samme grøft, og derfor var jeg for længst holdt op med at "rådgive" nogen om noget som helst. Hvis jeg havde brug for råd, hvilket ofre var tilfældet, så spurgte jeg selv om dem, og hvis nogen spurgte mig om råd, så gav jeg dem, men at rende rundt og være bedrevidende gad jeg ikke.

Overlægen

Det var lidt interessant, og så alligevel ikke. Da jeg kom op ad trappen til Albertslund Bibliotek, efter at have købt lidt mad og to Red Bull i Føtex, og trådte ind ad døren, så jeg den psykatriske overlæge. Jeg genkendte ham med det samme, både hans udseende, påklædning og stemme (han sad og talt i sin mobiltelefon) bragte straks en række associationer frem i min bevidsthed, associationer, der handlede om dengang jeg var læge på Psykiatrisk Center Ballerup. Jeg kom i tanke om, at overlægen dengang var en, jeg havde stor respekt for, han havde faglig og moralsk integritet, han kunne være meget bestemt og nærmest frygtindgydende, men kun når det var påkrævet, og hvis man tog hans fag alvorligt og gjorde sit bedste, var han venlig og en ivrig læremester.

Han gav mig engang et hæfte ("Agripa"?) hvori han havde skrevet en længere redegørelse for den personlighedsforstyrelse, der gik under navnet "borderline" eller vist nok i dag "emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline type". Med fare for at give indtryk af at jeg "splittede", så kunne jeg godt lide de fleste psykiatriske overlæger på Psykiatrisk Center Ballerup. Men især den nævnte psykiater måtte jeg tage hatten af for.

Meget a propos min aversion overfor mennnesker, der mere "syntes end at være", var denne overlæge helt modsat. Jeg kunne tydeligt huske at han boede i Albertslund (fordi jeg havde talt med ham om byens særlige tilblivelse, byplanlægning og arkitektur, en dag han og jeg tilfældigvis havde fri samtidig, og jeg mødte ham på cyklen i krydset på grænsen til matriklen), og at jeg for omkring 10 år siden havde set ham sidde og læse avisen Information på netop Albertslund Bibliotek. Jeg kunne huske at han dengang sad i en af de stole, der stod foran eller tæt på det store vindueparti, der vendte ud mod kollegiet og jernbanen. Dengang lod jeg som ingen ting og forstyrrede ham ikke.

Denne overlæge var tydeligvis ret ligeglad med hvordan han fremstod. Ikke fordi han var sløset med sin påklædning eller usoigneret, slet ikke, men fordi hans tøjstil var praktisk og uimponerende. Han lod til at hvile i sig selv, og på den måde en slags undercover-overlæge, idet ingen af de andre gæster på biblioteket i deres vildeste fantasi ville kunne gætte, at denne høje, slanke, ældre herre var overlæge. På mange måder personificerede han Albertslund, og mindede mig om at man aldrig skulle bedømme en bog på dens omslag, at man aldrig kunne vide, hvem den person jeg passerede på gaden i virkeligheden var, og det uanset hvordan vedkommende tog sig ud. Og at man derfor skulle behandle alle mennesker med samme grundlæggende respekt. Det var godt at der stadig eksisterede mennesker som denne overlæge, med mindre - naturligvis - at han en dag ville tvangsmedicinere mig.

Søvn

Jeg havde for en gangs skyld sovet længe, idet jeg faldt i søvn omkring midnat, og først vågnede kl. 11.44. Det var ikke et mysterium hvorfor det var sket, det kunne kun være fordi jeg havde trænet dagen forinden. Jeg var dog ikke særlig udhvilet, da jeg stod op, men det var fint nok.

Da jeg normalt stod op kl. 7.00 hver morgen, og først vendte tilbage omkring halv ni om aftenen, var det ikke meget, jeg fik talt med ham. Men i dag var det anderledes, og igen oplevede jeg en lille gestus, der var meget opløftende, nemlig da han sagde til mig, at han havde set jeg havde købt pålæg, men ikke noget brød. Det skyldtes en forglemmelse fra min side af da jeg købte pålægget, hvilket i øvrigt var ren proforma, der skulle give et indtryk af, at jeg skam var et normalt menneske med normalt funktionsniveau, der kunne tage vare på sig selv med sund, billig og nærende mad, så da jeg glemte brødet, var det mig, der var var idioten.

Det var det sædvanelige pjat med, at jeg ikke kunne nøjes med at købe sund og billig mad, når jeg var ude, men også måtte demonstrere over for mine nærmeste omgivelser at jeg spiste sund mad, og det var meget nemmere at vise hvad man gjorde end at sige det. Men altså, min udlejer sagde, at jeg var meget velkommen til at tage noget af Hans Rabenugbrød, hvis jeg ville. Det rørte mig dybt. Men samtidig var det en smule bekymrende, at han var så omsorgsfuld. Ikke i sig selv, men fordi jeg så ofte tidligere havde oplevet psykiaterne begrunde deres overgreb og tvang med "bekymring" og "omsorg" for mig, at "det var for mit eget bedste", at de skadede mig, og selv om det for de flestes vedkommende var meningsløse floskler, da de udmærket var klar over, at det ikke passede, så ville andre mennesker måske efterfølgende tro, at de havde gjort deres ugerninger i bedste mening. Det var ikke uden grund, at man sagde at vejen til helvede var brolagt med gode intentioner. Hvor om alting var, så tvang det mig til demonstrativt at spise i lejligheden, selv om jeg ikke havde lyst til det, alene for at skære ud i pap, at alt skam var i skønneste orden.

Formålet med at skrive

Nej, mit mål var ikke at tegne et glansbillede af mig selv. Det ville ellers have været det letteste i verden at skrive noget, der fik mig til at fremstå som et nobelt og perfekt menneske. Men jeg gjorde ikke noget, fordi det var nemt, for så kunne det være lige meget. Det skulle gerne koste noget. Mit mål var først og fremmest at vise, at jeg var et menneske, og de fleste mennesker var en gang imellem uskønne, skingre, pinlige, og traf forkerte valg, især hvis de var pressede, og jeg var ingen undtagelse. Jeg var blevet behandlet som en skal eller et fernis, der ikke dækkede over nogen substans, eller over et individ, der kunne tænke, føle, var habilt, voksent, og i stand til at træffe egne, rationelle valg. Med andre ord var jeg blevet dehumaniseret i svær grad meget længe, og det var lettere at forulempe og pine en person, man opfattede som et ikke-menneske, som en robot.

Det var derfor, at den såkaldte plejehjemsag kunne finde sted; plejepersonalet havde ikke opfattet de demente som mennesker. Plejepersonalet i psykiatrien var på ingen måde anderledes, og når de skulle retfærdiggøre over for dem selv, at deres overgreb var berettigede, var de nødt til at undskylde deres handlinger med floskler, så som at det var for patientens eget bedste, at vedkommende var psykotisk og ikke sig selv, at de godt nok havde udøvet vold mod et medmenneske, men at det var et nødvendigt onde, og at patienten og vedkommendes pårørende i sidste ende godt kunne indse det. De færreste turde nok, som i mit tilfælde, tænke, "shit, Kjeld fejler jo ikke noget psykisk, han er ikke psykotisk, men alligevel medvirker vi til at true ham med fysisk fastholdelse og tvangsmedicinering. Vi er sgu ude på et skråplan, men da jeg ikke har lyst til at miste mit arbejde, lader jeg som ingenting, og det er også psykisternes ansvar, ikke mit, jeg adlyder bare, og det er da en dyd at parere ordre, min samvittighed er ren".

Jeg måtte tydeliggøre, at det ikke var ligegyldigt eller en bagatel, hvad jeg havde været ude for. At spærre en læge, der ikke var psykotisk, inde på en lukket psykiatrisk afdeling, og true ham med vold og tvangsmedicinering, og nedbryde ham psykisk ved stædigt at påstå, at han var psykotisk, selv om det tydeligvis var forkert, var ikke en bagatel. At vedholde det, selv om plejepersonalet, hans familie og venner skrev rapporter og breve til psykiaterne, hvor man hhv. havde anført, at lægen på intet tidspunkt under indlæggelsen (over 100 dage) havde udvist det mindste tegn på psykose, samt skrevet at man havde kendt lægen hele livet, og at han var præcis som altid, bare mere stresset, var ikke en bagatel.

Hvis sådan noget faktisk var en bagatel, hvorfor havde man så lavet film som "Gøgereden" (som byggede på en roman af Ken Keseys) og "Unsane"? Det var tilsyneladende et alvorligt problem, men altså ikke i mit tilfælde? Skulle jeg bare være glad for, at jeg var sluppet for tvang, og for at få min levealder reduceret med 22 år i 11. time, og derfor holde min kæft? Det var ganske vist kun på grund af mine venners indgriben at jeg var sluppet, men alligevel. Den person, jeg havde givet pseudonymet "Enestående", var blevet tvangsmedicineret, og han var med meget stor sandsynlighed død af bivirkninger af medicinen, inden han nåede at blive 30 år gammel. Overreagerede jeg så?

Et andet formål var at forebygge. Selvfølgelig var det risikabelt at nævne navnene på mine bødler, men omvendt havde jeg erfaret, at tvang var fedest at udøve, hvis man kunne gøre det anonymt og skjult for offentligheden. Måske ville det afholde nogle psykiatere for i fremtiden at begå overgreb mod mig?

Desuden havde det en klar terapeutisk virkning at svine mine bødler til, og måske var det årsagen til, at det ikke var gået grueligt galt endnu, fordi jeg fik afløb for mine frustrationer og min vrede? Det jeg skrev i denne sektion som dagbog, var det ikke meningen at jeg ville udgive i en bog. Det var kun fordi jeg ikke magtede at gøre mere ud af den egentlige bogtekst i øjeblikket, at jeg skrev dagbog.

Træning

Jeg var nede og træne i dag igen. Jeg lavede ikke mange bryst- og tricepsøvelser, og det kulminerede da mine arme rystede efter 3 gange 10 dips. Det var godt nok hårdt og meget nedslående, hvor svag jeg var blevet på så relativ kort tid, men hvis man så bort fra det, var det skønt, og jeg havde det fremragende bagefter. Den ro der faldt over mig, blev eksempliceret på hjemvejen, da jeg krydsede vejen i et fodgængerfelt for grønt; en bilist havde åbenbart ikke set mig, da hun med høj fart lavede et vejstresving, og havde jeg ikke set hende, og havde stoppet op, havde hun ramt mig. Nu bremsede hun hårdt op midt i fodgængerfeltet, og da jeg fik øjnkontakt med hende, reagerede jeg på en helt anden måde end jeg ellers ville have gjort, idet jeg smilte venligt til hende, og gav tegn til med armen at hun da gerne måtte køre. Hun pegede bare op på lyssignalet, der stadig viste grønt for mig, og rystede på hovedet. Jeg gav hende et thumbs op, og gik videre.

Node-RED

Jeg fik installeret Node-RED på min mobil, og fungerede upåklageligt. Der var uanede muligheder med den applikation, det var let at gå til, så det var bare at komme i gang. Ham fra værestedet, der havde glemt mere om computere og elektronik end jeg nogensinde havde vist, kunne godt tænke sig real time tracking af sine katte med bluetooth low energy, og han ville kode alt selv, men havde desværre ikke helt de nødvendige mentale ressourcer til det, fordi han blev så hurtigt træt og ukoncentreret. Jeg havde det lidt på samme måde, men ikke så udtalt, så hvis han kunne give mig nogle pejlemærker, ville jeg gå i gang med det lille projekt. Den var vel en slags indoor GPS, der var tale om, og hvis man havde nogle Raspberry Pi's, EPS32'er, eller Arduino'er, kunne det sikkert lade sig gøre, og det behøvede ikke at være særligt svært.

Vi havde både hardwaren og softwaren, han havde den viden, jeg skulle bruge, og jeg havde den vedholdenhed han manglede. Det morsomme var i øvrigt, at det for ham have en betydning, hvor kattene befandt sig i hans lejlighed, da de kunne gemme sig mange steder, hvor han ikke kunne se dem pga. en dårlig ryg; hvis de f.eks. gemte sig under sofaen kunne han ikke se under den pga. smerterne, så det var ikke kun for sjov at vi lavede projektet. Jeg foreslog at han for at gøre det meget lettere nøjedes med at monitorere og få en sms eller mail, når kattene kom ind eller ud af lejligheden. Det var dog for nemt, mente han, og desuden fortalte det ikke præcist under hvilket møbel kattene var.

Afsted

At jeg ikke brød mig om at opholde mig indendøre, for slet ikke at nævne et værelse, havde intet med mit nuværende værelse eller udlejer at gøre. Sådan havde jeg bare fået det efterhånden. Når jeg var vågnet, gjaldt det bare om at komme væk og ud så hurtigt som muligt, og når jeg var ude, så handlede det om at være ude længst mulig tid. På med skjorten og de finere herrosko, jeg som en af de få genstande havde haft med mig de sidste fem års tid, ikke brugt særligt meget, og derfor næsten fremstod som nye. Derefter den dyre italienske jakke, jeg havde fundet i en Røde Kors forretning til 160 kroner, som lige præcis ikke passede, da den var for lille, hvilket dog ikke kunne ses, hvis jeg lod den stå åben. Ud.

I tasken havde jeg mine normale sko, og en billig polo t-shirt. Nede på stationen var der ikke mange mennesker. Jeg lagde mærke til en kvinde på min alder, plus minus nogle år. Hun var fin i tøjet, og lignede en, der var på vej til arbejde i Illum eller Magasin. Da toget standsede på perronen, og hun skulle åbne døren, faldt hun i sin gamle vane med at trykke på knappen med fingrene, og hun trak lynhurtigt hånden til sig, som havde hun rørt en rødglødende kogeplade, og brugte albuen i stedet. Hun kunne for min skyld åbne døren som hun ville, men det var lidt morsomt at se.

Havde coronapolitiet aka de altid krænkede og forargede medborgere, som var hurtige til at påpege og udskamme dem, der ikke marcherede i takt i højre side af gangen i det lokale butikscenter, virkelig så stor en magt? Jeg overholdt myndighedernes fascistoide påbud til punkt og prikke, ikke fordi de alle var rationelle, men fordi det var lettest bare at slå hælene sammen. Man skulle vælge sine kampe med omhu, og hvis nogle ikke havde andet at gå op i end at fremhæve egen selvgodhed ved at være aggresive overfor et glemsomt eller ufokuseret medmenneske, der ikke havde ansigtet i kørselsretningen i S-toget, så godt for dem. Selvfølgelig skulle man udvise samfundssind, og overholde de mange inkonsistente og ofte irrationelle restriktioner, der hele tiden blev ændret, men at være så smålige, som jeg havde set nogle mennesker være, var i overkanten.

Man skulle ikke undervurdere coronavirussets farlighed, men heller ikke det modsatte, og selv om jeg på ingen måde var ekspert på området, havde det jeg havde læst beroliget mig noget. Man skulle tage virusset alvorligt, men at indføre så omfattende og langvarige restriktioner, lod mere til at være en form for defensiv medicin; ingen politikere eller læger i Sundhedsstyrelsen havde lyst til at være kendt som den, der havde gjort for lidt, hvis det efterfølgende havde vist sig at coronapandemien var langt mere dødelig end først antaget. For så ville pressen kaste sig frådende over dem, og det ville være enden på deres karriere. Det handlede ikke om hvad, der var bedst for befolkningen, det handlede mest af alt om hvad der var bedst for den enkelte politiker eller embedslæge selv. Og om pressen, der elskede skandaler og hadede nuancer, og befolkningen, der gjorde det samme.

Fake till you make it

Man skulle ikke undervurdere nogen. De fleste mennesker var alt andet end dumme, og kunne lynhurtigt regne ud, hvis man foregav at være noget, man ikke var. Alt det med hvordan man tog sig ud overfor omverdenen var rigtigt nok. Det drejede sig for hovedpartens vedkommende om, at signalere status, selvsikkerhed og overskud mv. Men jo tættere ind på livet af folk man kom, jo sværrede var det at opretholde en facade og foregive, at man var noget, man ikke var. Hvis man boede tæt sammen med andre mennesker, som jeg gjorde, da jeg lejede et værelse i en mindre lejlighed, hvis ejer var intelligent, observant og tydeligvis en menneskekender, var det svært, hvis da ikke umuligt. Abraham Lincoln var angivligt ophavsmand til citatet: "Du kan bedrage alle mennesker en gang imellem; du kan bedrage nogle mennesker altid; men du kan ikke bedrage alle mennesker altid.

Som det var tilfældet med så mange andre bon mot, så var det ikke den forkromede og eviggyldige sandhed, men der var utvivlsomt noget om det. Det var let at narre folk, man passerede på gaden, det var også relativt let at konversere med fremmede, men at leve tæt sammen med en eller flere andre i længere perioder, og fake, at man var noget andet end tilfældet var, det var - for mig - umuligt. Mine lommefilosofiske betragtninger stemte ganske vidst ikke helt overens med citatet, men det var heller ikke i modstrid med det. Jeg burde bare lægge alle kortene på bordet overfor min udlejer, som jeg var overbevist om godt kunne forstå mig. At jeg ikke bare krøb til korset beroede kun på min egen svaghed.

Omvendt var der altid mulighed for at jeg kunne tage fejl, og i det tilfælde var jeg på den. Jeg havde ingen plan b. Mit mål var at slippe ud af forsorgshjemmet, der fastholdt beboerne i en taberrolle, og det var så langt jeg formåede at tænke. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre nu, udover at leve time for time, og dag for dag, og dertil kom at det var meget begrænset hvad jeg kunne foretage mig, alene af økonomiske årsager.

Yad Vashem

Hvad var det værste, der kunne ske? På Holocaust museet i Jerusalem kunne man se det værste, der kunne ske, det værste udover enhver fatteevne. De besøgende, der skulle ind til udstillingen, blev ledt ned af en gang, hvor de passerede dem, der var på vej ud fra den. Det var slående, at førstnævnte gruppe ganske vidst havde et ærbødigt, men også forventningsfuld ansigtsudtryk, mens dem, der havde set hele udstillingen, og var på vej ud, havde et forstenet udtryk i ansigtet og tomme, blanke øjne. Selv om det, man kunne se på udstillingen, ikke svælgede i modbydeligheder, og ikke viste de værste billeder, jeg vidste, der eksisterede så mange af, så var det som om at al livsmod og håb blev suget ud af kroppen.

Det var ubeskriveligt hvad der var sket. Alt andet blegnede til sammenligning. Mine egne problemer forsvandt som dug for solen, der var pludselig intet at tale om, de var irrelevante for andre at beskæftige sig med. Hvis man skulle bruge tid på at læse om det værste mennesker havde udsat andre mennesker for, stod Holocaust øverst på listen. Og næstøverst, og trejdeøverst og så videre. Stalin og Maos forbydelser stod også på listen, det samme gjorde de modbydeligheder, som psykiatrien til stadighed forårsagede. Det var meget vigtigt at blive virkelighedskorrigeret en gang imellem, og få sine egne byrder perspektiveret. Derfor stod det klart for mig, at jeg skulle rense min tekst fuldstændigt for alle beklagelser og brokkerier. Hvis det lykkedes mig, kunne det måske være, at jeg kunne skrive noget, andre end jeg selv kunne bruge.

Case "Z"

For et par år siden havde jeg mødt denne person. "Z" havde arbejdet mange år med at hjælpe piger et sted langt syd for Danmark, der var blevet udsat for ubeskrivelige overgreb. Der var så sket det at "Z" selv fik en datter. "Z" var ovenud lykkelig, men også bange for, at der ville ske hende noget. Derfor var "Z" oppe det meste af natten for at sikre sig at babyen havde det godt, og trak vejret, og også for at aflaste "Zs" partner. Snart blev partneren opmærksom på, at noget ikke gik helt som det burde. Partneren troede at "Z" var deprimeret, og fik den praktiserende læge til at opstarte "Z" i Sertralin (populært kaldet en lykkpille). Det havde imidlertid kun gjort det hele værre, og "Z" sov herefter slet ikke, og blev kun mere bekymret for datteren.

Efter et par uger uden søvn fik "Zs" partner "Z" indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. "Z" blev narret til at lade sig frivilligt indlægge. "Z" ville hurtigt lade sig udskrive igen, men nu klappede fælden, og "Z" blev tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret med antipsykotisk medicin. Det havde været et mareridt for "Z", der fik voldomme bivirkninger af medicinen, gik rundt i en tåge, eller sad bare og kiggede ud i luften og savlede. "Z" havde været dybt ulykkelig og græd hver dag i flere uger. "Z" savnede datteren og følte sig svigtet af partneren og psykiaterne. Da "Z" endelig blev lukket ud, havde partneren søgt om skilsmisse, og "Z" måtte ikke se datteren længere. Nu var "Z" mildt sagt bitter.

Det eneste, der holdt "Z" oppe, og fik "Z" til at kæmpe, var håbet om at se datteren igen. Ret usædvanligt havde "Z" vundet alle tre retssager mod den tidligere partner, men da "Z" var blevet rubriceret som tosse, selv om "Z" tydeligvis ikke var det, var det ligegyldigt. Partneren, der var sundhedsprofessionel, havde været smart. Det stod klart, at "Z" havde PTSD, og ikke postpartum psykose eller depression. "Z" skulle aldrig have haft Sertralin, som kun forværrede tilstanden, og heller ikke antipsykotisk medicin, men derimod sovepiller eller benzodiazepiner i en kortere periode, kombineret med psykologsamtaler. Endnu et offer for ignorance, kynisme og psykiatri.

Som dagene gik, og der intet godt skete, måtte jeg erkende, at det aldrig ville blive bedre, kun værre. Nu havde jeg været uden arbejde i over fem år, og det var alt for lang tid til, at jeg kunne vende tilbage på arbejdsmarket igen. Jeg levede et dobbeltliv, som var ulideligt og stressende. Hver fjortende dag var jeg tvunget til at blive ydmyget og nedværdiget i ROPS. På en eller anden måde måtte det ophøre. Jeg havde mistet mit pas for længst, og havde ingen penge, så jeg kunne ikke flygte til et andet land. Jeg var for gammel til at jeg kunne starte forfra, til at jeg kunne stifte familie, og leve et normalt liv. Jeg var ked af, at jeg ikke var stærk nok til at holde ud, men omvendt var det svært at skamme sig over, at man ikke kunne gøre det umulige. Det var kun i film og bøger, at den stoiske helt efter langvarig tortur kunne komme med en kæk og vittig bemærkning til sine bødler.

Virkeligheden var lige som vejret i dag; blæsende, koldt, og gråt med truende mørke skyer i horisonten. Jeg havde tænkt på alle mulige løsninger, kontaktet den ene efter den anden, men det havde været spild af tid. Jeg kunne sidde på biblioteket og skrive, eller kigge ud i luften til evig tid, eller jeg kunne gøre noget mere aktivt. Det var en unfair kamp mod viljer, hvor mine bødler havde statens sympati og magtapparat i baghånden. Jeg havde intet, og jo længere tid der gik, jo værre blev det, indtil jeg engang blev så svag og magtesløs, at jeg intet kunne foretage mig. Jeg havde aldrig efterstræbt opmærksomhed, tværdigmod, men jeg kunne heller ikke acceptere, at bødlerne kunne lade som ingenting, og fortsætte som intet var hændt. Jeg var ikke ude efter sympati, empati eller medlidenhed fra nogen, og antipati, kritik, devaluering og afstandstagen, måtte jeg gøre mit bedste for at ignorere. Skulle jeg virkelig leve op til det falske prædikat, jeg havde fået?

Alt, jeg havde gjort, havde været nyttesløst, herunder - til sidst, da alt andet havde fejlet - min kontakt til pressen. Det eneste, der kunne få myndigheder og politikere til at reagere, var pressen. Horrible sager kunne stå på i årevis med både embedsmænds- og politikeres viden, men først når pressen skrev om det, handlere de (og ofte med en overreaktion), samtidig med at de lod som om det kom som et shock for dem. Det var virkeligt uskønt at overvære. Problemet var, at pressen i det store og hele havde kastet alle idealer på møddingen, og kun gad at beskæftige sig med et emne, hvis det havde katastrofe, sensations- eller skandalepræg. Så det var hvad jeg skulle give dem. Jeg skulle gøre noget, som ingen kunne ignorere. Det måtte være noget, der var yderst grænseoverskridende.

Og hvorfor i det hele taget spilde tid på at skrive? Det spillede ikke længere nogen rolle, hvis nogen troede det var et udslag af narcessisme. Jeg havde prøvet og prøvet, dag ud og dag ind i over fem år, og jeg havde fejlet. Samtidig var jeg blevet så irreversibelt skadet, at resten af mit liv ville være et helvede, uanset hvor godt det end måtte gå. I panden på Jared Letos "Joker" i filmen Suicide Squat, var der tatoveret "Damaged". På min pande kunne man meget vel tatovere "Very damaged".

Jeg behøvede ikke engang at fremlægge alle de modbydelige sagsakter, i det falske håb, at nogen ville opdage diskrepansen mellem det sludder, og virkeligheden; lige så snart jeg havde sørget for at skabe tilstrækkeligt med opmærksomhed, ville pressen sørge for at få alt udleveret. Selvmedlidenhed, offerrolle, narcessisme? Nej, nej, og fucking nej. Jeg aldrig ville slippe ud af det "hurtlocker", jeg var fanget i. Jeg var blevet for svag til at gøre noget konstruktivt, og jeg havde oplevet for meget. Jeg skulle helt slippe tanken om at nogen kom og reddede mig, og at jeg ved egen hjælp kunne redde mig selv. Det spillede ingen rolle hvad andre mente om mig, og den manglende forståelse var helt i orden. Hvis det her var min skæbne, havde jeg intet valg end at acceptere den. Måske det også ville give mig en form for ro og meningsfuldhed.

Dødsbo

Hvis der skete noget, ville jeg ikke overlade alle mine ting til udlejeren, så han skulle belastes med rydde op efter mig. Han havde allerede hjulpet mig en hel del, og dertil været meget tålmodig med mig. Jeg frygtede, at han var skuffet over mig, at han havde forventet noget mere, end det vrag af et menneske, der var dukket op. Derfor måtte jeg smide så meget ud som overhovet muligt, og derfor var det som at rydde op i ens eget dødsbo.

Jeg havde kronisk svær dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne leve op til det billede han og alle andre havde af en læge. Det var skamfuldt, og jeg ville ønske jeg havde mod til at fortælle ham alt, men jeg kunne ikke risikere noget. Jeg havde ikke nogen mulighed for at bo andre steder, og jeg ville hellere dø end at måtte returnere til forsorgshjemmet. Hvis det gik galt igen, således at jeg måtte fraflytte og bo på gaden igen - og hvis det ikke var min egen skyld - så ville det ikke i første omgang komme dertil at jeg behøvede at miste livet. Hvis man var plakat fuld, eller befandt sig i en hash- eller stofrus, kunne det måske lige akkurat lade sig gøre at bo på gaden. Men det var jeg ikke, og det havde jeg aldrig været, så derfor havde jeg oplevet alt uden filter, og det var rædselsfuldt.

En anden strategi var at kende tilstrækkeligt mange andre hjemløse til at man havde nogle at støtte sig til, men igen havde det ikke været tilfældet for mig. Nu havde jeg prøvet at gå rundt i tilstrækkeligt mange kolde nætter til at jeg havde lyst til at prøve det igen. Jeg kendte imidlertid en meget effektiv måde hvorpå jeg kunne få gratis kost og logi. Jeg ville ikke tøve ét sekund, hvis det kom dertil. Det var kun et spørgsmål om tid, før næste jeg igen skulle udsættes for noget dårligt, og det måtte jeg hele tiden være forberet på. Jeg måtte mentaltræne hver dag, så jeg vidste præcis hvad jeg skulle gøre når det skete. Jeg stod virkelig på kanten, og ved det mindste skub ville jeg få overbalance, og falde ned i dybet. Eller også sprang jeg selv derned. Ingen langsigtede planer, ingen strategi, intet håb. Jeg var virkeligt på den, og jeg havde ikke nogen løsning eller udvej.

Lukke og slukke

Jeg skulle rydde op i alt. Både i forhold til mine ting og i forhold til bogen. Bog var et stort ord, men det var nemmest at kalde det, jeg havde skrevet, for en bog. De mails jeg ikke havde bragt, skulle bringes. Teksten skulle være så gennemarbejdet som muligt. Jeg skulle være parat til alle mulige situationer, gennemtænkte alt. Alle jeg havde mødt, der fik løn for passivt at bevidne, at jeg blev nedbrudt af psykiaterne, havde et medansvar, og derfor fortjente de ikke anonymitet. Kun mine lidelsesfælles gjorde.

Tirsdag morgen

Jeg havde sovet dejligt længe i nat, og var kun vågnet et par gange. Ingen mareridt, og forhåbenligt havde jeg ikke råbt i søvne. Jeg var søvnig, og havde mest af alt lyst til at sove videre. Sætte ørepropper i, og lade som om jeg ikke eksisterede. Sove indtil det hele var overstået, og jeg kunne vågne og stå op til en ny dag, som var en hel ny dag, og ikke bare en gentagelse af den samme trøstesløse og grå dag, hvor jeg vidste, at det mest positive der kunne ske var, at der ikke skete noget. Hvor det bare handlede om at overleve time for time, hvor jeg aldrig kunne slappe af og bare være mig selv, og hvor jeg havde overskud til at læne mig tilbage og nyde tilværelsen, som den var, nyde at være i live, og være taknemmelig for at jeg havde overlevet, og at jeg var sund og rask.

Men det var naturligvis for nemt. Der var intet at gøre. Det var bare med at stå op, børste tænder, gøre mig klar, og komme afsted. Lade som om jeg havde et arbejde, eller bare noget at foretage mig. Gøre alt det et normalt menneske gjorde, og bilde mig selv ind, at jeg havde noget jeg skulle nå, noget som jeg ikke måtte komme for sent til. Skynde mig ud af døren, uden at være febrilsk og usikker, men lade som om, at det eneste, der betød noget var at møde til tiden.

I virkeligheden havde jeg intet at foretage mig. Jeg sad bare på biblioteket indtil jeg skulle træne eller ned i værestedet, og så hjem omkring ved halv ni tiden, rydde lidt op, og ligge mig på den nu flade foldemadras, og forsøge at falde i søvn. Det eneste privatliv jeg havde, var fra jeg slukkede lyset og lagde mig, og lod som om jeg sov, til at jeg faktisk faldt i søvn. Jeg var dødtræt, da jeg sad og skrev på biblioteket. Jeg kæmpede for at holde mig vågen, hvilket kun lykkedes med møje og besvær.

Den tid på måneden

Nu var det igen den tid på måneden hvor jeg måtte regne med at jeg få eller ingen penge havde tilbage. Det var derfor meget ubehageligt at skulle handle ind, og jeg magtede ikke at se hvad jeg i virkeligheden havde stående på kontoen af frygt for at jeg var gået i nul igen. I de resterende dage i november måtte jeg leve så sparsommeligt, som overhovedet muligt.

Taastrup Bibliotek

Taastrup Bibliotek var måske det mest smålige af slagsen jeg i mit liv havde oplevet. Mens man alle andre steder, jeg havde været, kunne få lov til at sidde i en stol eller lignede, var det stort set umuligt på Taastrup Bibliotek, hvor der på hele biblioteket kun var to siddepladser, til trods for rigeligt med kvardratmeter. Man kunne uden risiko for smittespredning snildt lave det femdobbelte antal pladser, så der var ingen rationel årsag til det bemærkelsesværdige lave antal, men hvad skyldtes det så? Jeg spurgte en af bibliotekarerne hvordan det kunne være at man alle andre steder godt kunne få lov til at sidde, mens det på Taastrup Bibliotek stort set var umuligt, hvortil jeg fik det intetsigende og patetiske svar, at det var noget man havde besluttet i kommunen. Jeg skulle havde spurgt, hvorfor der så alligevel var fuld bemanding med bibliotekarer, når man ikke ville have at folk brugte biblioteket, hvorfor de var overflødige, men jeg gad ikke. Man havde forskellige steder stablet alle stolene, og viklet en rød og hvidstribet plastikstrimmel rundt omkring, så brugerne ikke skulle tro de kunne benytte faciliteterne. Hvor var det tarveligt og paranoidt af Taastrup Bibliotek. Så luk dog stedet ned permanent og fyr alle bibliotekarerne. Det var uacceptabelt hvis man ikke gad at arbejde, men gerne ville have løn alligevel. Jeg ville aldrig igen sætte min fod på det asociale og overflødige biliotek.

Bus 123

På vejen hjem fra biblioteket i bussen overhørte jeg nogle unge knægte snakke ophidset med hinanden i bagenden af bussen. "Vi bliver kneppet! Shorta (Shota?) kommer hjem til os i morgen tidlig klokken 7 og tager os med! Hvad skal vi gøre mand!?". De diskuterede videre, og der var noget med en snitch, men jeg hørte ikke mere, udover nogle usammenhængende brudstykker. Jeg vidste godt hvordan det var at blive vækket af primitive og afstumpede Shorta, det havde jeg prøvet mange gange, og ingen af gangene havde det været berettiget, men de psykiske ar havde jeg resten af mit liv, og et par tusinde kroner i erstatning engang om et par år, var ikke kun ligegyldigt, det var en hån. Mod mig, mod min familie, og mod mine venner. Den eller de Shorta, der havde været ansvarlige, skulle da fyres for det uskønne magtmisbrug. Formålet kunne umuligt havde været andet end at stresse og nedbryde mig. Det vidste Shorta, og det vidste jeg. Hvordan kunne denne statssanktionerede tortur være acceptabel? Man skulle som Shorta være meget afstumpet og beregnende for at gøre det, man havde gjort.

Der var også en anden episode, der fandt sted i bussen, uafhængigt af den med drengene, og kort tid efter. Denne gang var det en ung mand, der råbte noget til buschaufføren. Det lød som om at han gerne ville af, men bussen fortsatte ufortrødent. Manden blev mere og mere ophidset, og da bussen gjorde holdt ved næste stoppested, og dørene åbnede, råbte manden rasende: "Jeg klager fandeme over dig!", samt noget mere jeg ikke kunne forstå.

Der var generelt en spændt atmosfære i Taastrup. Det var ikke kun episoderne i bussen her til aften, der fik mig til at konkludere det, jeg havde været vidne til flere episoder, der næsten udartede sig til håndgemæng, eller endnu oftere, episoder i trafikken, der nær havde endt helt galt. I går var det to drenge på cykel, der var ved at krydse vejen, og uden at se sig for, var på vej ud foran en lastbil i høj fart. Eller træneren, hvis kæreste var blevet torpederet af to andre drenge på el-løbehjul for et par dage siden, og kaldt hende en luder. De havde desværre for dem ikke set træneren, der cyklede lidt bag hende. Heldigvis for dem var han fornuftig nok til at indvolvere politiet. Alt dette inden for relativt kort tid. Og jeg befandt mig ikke særlig meget i Taastrup. Gad vide hvad der ellers skete på daglig basis i byen? Jeg boede oven i købet et godt sted, der var nogle områder jeg aldrig bevægede mig rundt i, som jeg vidste statistisk set var mere uroplagede. Der var også store villakvarterer i Taastrup, og byen havde en konservativ borgmester. Der var måske en sammenhæng mellem de to ting? Jeg havde ingen aktie i den konflikt, hvis der i det hele taget var nogen, men jeg kunne være uheldig og blive collateral damage.

Nu havde jeg købt en stor og en lille flad tallerken i Søsterne Grene. Jeg var også kommet en del videre med Node-RED, JSON og webscraping mm. Jeg havde fået hjælp af en IT kyndig bruger af værestedet i går, og det havde været det, der skulle til. Jeg havde også skrevet til lederen af Glostrup Bibliotek, og forsigtigt foreslået hende, at fortsætte makerspace-projektet, som corona havde sat en stopper for. Det havde en af bibliotekarerne opfordret mig til, for nogle dage siden.

Albertslund

Det hed Shorta, og det var ikke en Fakta, men en Kvickly, der lå hvor busholdepladsen tidligere var. Der var bygget en del nyt i downtown Albertslund, men grundlæggende set var byen uforandret. Man havde anlagt størstedelen af den engang i 70'erne på en mark, så vidt jeg kunne huske, og det virkede som en man havde forsøgt at anlægge forskellige kvarterer som slags landsbyer, med hver deres særegne præg. Derudover var det meste af byen i to niveauer, med et stisystem til fodgængere og cykelister i det laveste niveau, og biltrafikken på det øvre. Man kunne nogen gange fornemme hvem, der var opvokset i byen, og havde lært at færdes i de forskellige niveauer, men for mig var det irriterende, og jeg havde ikke tålmodighed til at fucke rundt i labyrinterne, når jeg skulle finde vej, så jeg endte ofte oppe på gadeniveauet, så jeg lettere kunne orientere mig.

Tanken med niveauopdelingen havde vist nok været at børnene kunne bevæge sig frit rundt uden at risikere at komme til skade i trafikken. Det man nok ikke havde kalkuleret med var, at det var noget der hed gadekriminalitet. På de mørke og øde stier, som det var svært at komme væk fra (fordi det netop var meningen), var man på den, hvis man var alene og signalerende "offermentalitet". Hvis hunde og psykiatere lugtede frygt, bed de.

En beboer på forsorgshjemmet var netop en af de første indbyggede. Det passede godt med at han var okring 15 år ældre end jeg. Han havde boet det meste af sit liv i byen, og kendte den selvfølgelig ud og ind, han kendte gud og hver mand, mentaliteten og så videre. Han hadede Albertslund som pesten. Det var ham, der gjorde mig opmærksom på volden og kriminaliteten, på knallaterne i gangsystemerne, på at politiet ikke gjorde noget, eller ikke kunne gøre noget på stierne, på alle problemerne. Jeg overhørte på et tidspunkt beboeren fortælle en anden beboer, at han havde trænet i Mikenta i 17 år.

Som læge, især som læge på Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet, var det en dyd at observere andre mennesker, hvordan de stod, sad, lå, bevægede sig, talte, interagerede med omverdenen, ja, jeg havde i en del år ikke foretaget mig andet end at bruge alle mine sanser til at observere andre, analysere og fortolke dem. Derfor var det ikke usandsyneligt at denne beboer fortalte sandheden i forhold til at have trænet kampsport i så mange år. Han var en ældre herre, men slank og atletisk. Hans bevægelser var flydende, balancen og koordinationen perfekt, og når han stod stille, var det som han var vokset sammen med gulvet.

Nu var det efter mange måneder på den såkaldte "akutliste" (var det et år?), så endelig lykkedes ham at få en lejlighed i Nordvestsjælland. Det så han virkeligt frem til. Jeg ønskede ham held og lykke.

Minkskandalen

Jeg var nødt til at holde mig orienteret om hvad der skete i omverdenen. Fordi jeg stadig havde en rest af nysgerrighed tilbage, og fordi det var nødvendigt hvis man ville smalltalke med fremmede såvel som bekendte. I øjeblikket var det regeringens dillatanteri, der var på tapetet. Den ville så gerne udvise handlekraft, at den havde overreageret. Nu lugtede oppositionen blod. Lige så idiotisk regeringens magtmisbrug var, lige så hyklerisk var oppositionens forargethed. Tænk at Sophie Løhde af alle politikene kunne holde masken, mens hun fordømte regeringen. Det var topmålet af dobbeltmoral. Det hele virkede som ét stort skuespil. Virkede? Nej, det var et skuespil, alle politikerne vidste det og pressen vidste det. Var jeg så ikke også dobbeltmoralsk, når jeg spillede skuespil? Når jeg stod trofast op hver morgen kl. 7.00, iklædte mig sjorte og tog bussen, som om jeg skulle noget? Sikkert. Det var mig, der var til grin, når jeg udstillede min egen svaghed og mangler.

Når jeg kom hjem om aftenen og hilste på udlejer, havde han det med at sige, at jeg var en arbejdshest. Det var på samme tid helt forkert og helt rigtigt. Jeg havde intet arbejde, men det var det sværeste arbejde jeg nogensinde havde haft at finde på noget jeg kunne foretage mig fra jeg tog afsted omkring klokken halv otte om morgenen, til jeg kom hjem mellem halv ni og ni om aftenen. Intet var lettere for mig end at have et rigtigt arbejde, eller bare et hvilket som helst meningsfuldt og fast holdepunkt i hverdagen. Jeg kunne intet foretage mig uden et mål. Jeg kunne ikke engang gå en tur uden at have en destination. Der var nogle menneker, der kunne "slendre rundt" mere eller mindre i timevis, men ikke jeg. Når jeg ikke længere kunne holde ud at sidde på biblioteket, men der stadig var mange timer til jeg kunne komme i værestedet eller vende hjem, var der ikke andet jeg kunne gøre end at gå en tur. Det kunne også bare dreje sig om en halv time, jeg skulle slå ihjel, det var ligegyldigt, jeg skulle have en destination, et mål. Pak sammen. Tag jakke og mundbind på. Forlad biblioteket. Gå ned for enden af gaden. Find på et nyt mål på vejen.

Jeg var iøvrigt ikke en særlig gennemført skuespiller. Jeg vidste hvad jeg skulle sige og gøre, jeg vidste hvordan jeg skulle klæde mig på, barbere mig og hvilken frisure, jeg burde have, hvordan jeg burde indrette mit værelse, jeg vidste det - og jeg følte det - alt sammen, men dels kunne jeg af økonomiske årsager ikke gøre alt det, jeg burde, og dels var jeg for hæmmet. Desværre kunne jeg ikke som et TV tænde med det samme efter at havde været på standby i fem år. Jeg kunne skamme mig over min egen utilstrækkelighed, men det gjorde jeg ikke.

Jeg var til gengæld grænselæst frustreret. Jeg var næsten ligeglad med hvor uskøn og pinlig jeg var, så længe jeg overlevede. Jeg havde gjort det rigtige og det noble til at starte med. Det havde ikke virket. Så måtte jeg prøve noget andet. Det havde heller ikke virket, og det havde ikke været rart, men det havde været forsøget værd. Jeg var fra første dag blevet sparket til hjørne og dehumaniseret, så jeg var blevet utroværdig, og min klage over den forlorne lektor kunne affærdiges over påskud af dette. Selvfølgelig vidste jeg det. Der var intet sofistikeret eller kompliceret over den svinestreg.

Det krævede ikke at man var geni for at regne dén ud. Det krævede til gengæld at man var en genuint dygtig skuespiller og en fuldstændig skruppelløs psykopat, og den forlorne lektor var begge dele. Dertil naturligvis et fejt og anonymt bureaukrati, som Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet, Region Hovedstaden, og Styrelsen for Patientsikkerhed var. En udbrændt og arrogant praktiserende læge, et impotent Datatilsyn og så videre, og så kunne det lade sig gøre. Hvorfor skulle en institution som Ombudsmanden, eller en "fagforening" som Yngre Læger, også spilde tid og ressourcer på at hjælpe ét enkelt menneske, der var kommet i knibe? Der var hver dag mange mannesker i Danmark, der var eller kom i en knibe, der var større end min, på grund af diverse myndigheders svigt og uduelighed, og uanset hvad var det eneste logiske at bruge en begrænset mængde ressourcer på den bedst mulige måde, hvilket ville sige at man først hjalp de mennesker, der havde mest brug for hjælp, eller, hvis der var tale om en gruppe mennesker, så ydede den hjælp, som ville reducere den samlede mængde af lidelse mest mulig.

Bella Ciao

Jeg så sidste afsnit af "Papirhuset" (der også gik under navnet "Money Heist") i går aftes. Det var en spøjs og bestemt ikke uinteressant serie på Netflix, "X" havde anbefalet mig at se. Den indeholdt alle de elementer, som var in for tiden, #MeToo, homokultur, det statslige magtapparats undertrykkelse, tortur, kynisme, og forkærlighed for anonymitet og røgslør. De to første elementer var da fine nok, men det var nok mest det sidste, der interesserede mig, og vandt genklang hos mig. Den var ikke ligefrem en dokumentar, men serien må alligevel havde ramt tidsånden, qua dens popularitet. Og statens mere eller mindre rationelle overformynderi under coronaepidemien, gjorde nok ikke temaet mindre tidssvarende og aktuelt.

Jeg så frem til at se den første Netflix serie, hvor omdrejningspunktet var coronapandemien. Man kunne diskutere om minkavlerne var professionelle dyreplagere, men uanset hvad, så havde regeringen i et anfald af magtarrogance ødelagt adskillige menneskers levebrød og livsværk. Det var fuldstændigt uacceptabelt, og jeg kunne sagtens sætte mig i minkavlernes sted. Især var det provokerende at politikerne gik så meget op i ansvarsforflygtigelse, hændervasken, og om hvilken ordbrug man havde anvendt, som om det var det, der betød noget som helst for de fleste danskere, om man havde brugt "opfordring" eller "påbud". Det var ligegyldigt, danskerne havde i det store hele efterlevet restriktioner og påbud uden at blinke, og til gengæld havde myndighederne misbrugt vores tillid. Det var ikke synd for nogen politikere, de fik penge og magt for at påtage sig et ansvar, det var ingen der tvang dem til det, og de kunne til hver en tid trække sig, og finde noget andet at lave. De tjente ikke befolkningen, de tjente sig selv. Deres selvhøjtidelighed og påtaget alvorlige miner var jeg immun over for. Der skulle nok være enkelte politikere, der tog deres opgave og ideologi alvorligt, men de befandt sig nok ikke i regeringen eller i de store oppositionspartier. Når det var sagt, og til trods for min generelle ringeagt over for pressen, var det ganske udmærket, at medierne havde taget minkavlersagen op og tilsyneladende var gået all-in. Det måtte jeg trods alt tage hatten af for.

Sårbar boksning

Jeg kom til at overkommunikere i går i værestedet, da jeg fortalte en af pædagogerne, at jeg generelt var særdeles godt tilfreds med de tilbud, Høje-Taastrup Kommune havde, men at det måske var mindre velvalgt at kalde sportsaktiviteterne, især boksetræningen, for "sårbar". Det var faktisk lidt devaluerende overfor brugerne, som i forvejen havde talrige negative og fornedrende prædikater siddende på sig. Desuden var det i sig selv en sejr og modigt at deltage i sportsaktiviteter, når man var så langt nede, som vi var. Relativt set var det uendeligt nemmere for en voksen person med godt helbred, solid økonomi, og arbejde, at tilmelde sig ethvert idrætshold, end det var for os defekte mennesker. Pågældende pædagog var en af ophavsmændene til "sårbar" prædikatet, så jeg var nødt til at trække lidt i land igen.

Det var i øvrigt komisk og meget sigende at pædagogen havde henvendt sig til mig med ordene "nå, er det for meget med alle de mennesker?". Der var kun fire andre brugere af værestedet, som også var dem, jeg havde mest og bedst med. Jeg havde sat mig ind i et tilstødende lokale, så jeg kunne tilslutte min Raspberry Pi Zero W til USB porten på den eneste funktionelle PC værestedet rådede over, så den kunne få strøm. Det havde intet at gøre med hvad jeg "følte" eller hvor jeg "havde det". Det var præcis den forudindtagende og devaluerende automatreaktion jeg hadede så utroligt meget. Pædagogen patologiserede mig uden nogen grund, og det var potentielt farligt for mig, når han efterfølgende skrev i journalen at jeg havde trukket mig fra de andre, fordi jeg ikke evnede at begå mig socialt. Det var så forkert som det kunne være, for jeg kunne tale med hvem som helst om hvad som helst så længe det skulle være. Det var dog et godt eksempel på rigtig mange ansattes fejltolkning af brugernes adfærd. Da pædagogen var flink, lod jeg som ingenting, men hvor var det dog sørgeligt at jeg ikke engang kunne tilbringe nogle minutter i et andet rum, uden en "bekymret" eller "omsorgsfuld" pædagog ville fejltolke det som udslag af svaghed, sårbarhed, eller sygdom. Kunne jeg ikke bare slippe for hele tiden at skulle tænke over hvordan jeg opførte mig, så det ikke blev fejltolket som noget det ikke var?

Trænigen var god, som den plejede at være. Vi var nogle flere i dag, og det var hårdere end ellers. Det var øvelser med Kettlebells, der stod på programmet, og det inkludere en masse hårde øvelser for benene, og det i en grad at jeg var helt flad bagefter. Mine ben var så udtrættede og mælkesyrefyldte, at jeg på gåturen til Albertslund ikke kunne gå så hurtigt som jeg plejede. Det var skønt. Efter træningen spurgte jeg en af knægtene, om han havde weekendplaner, om han eksempelvis skulle hænge ud foran Kebabistan sammen med hans venner og råbe af de forbipasserende. Det var ment som en joke, en dårlig en af slagsen, men fyren tog mig alvorligt, og svarede, at han skulle hjem til en kammerat. Jeg kunne ikke lade være med at følge op, og sagde "Ok, så du skal altså ikke ud og stjæle biler i dag?". Nej, det skulle han ikke, svarede han. Velkommen til Taastrup..

"Den største politiske politiske skandale"

"Den største politiske skandale, han havde set", sagde Professor Peter Gøtzsche til TV2. Det, han udtalte sig om, var minkskandalen. Der var mange tidspunkter i løbet af dagen, hvor vreden og desperationen var næsten uudholdelige, og et af de tidspunkter opstod, da jeg, efter at have sovet for længe, var på vej til fods til Albertslund. Jeg havde altid hadet weekenderne, og nu hvor hver eneste dag var som en dødsyg og trist søndag, var de egentlige lørdage og søndage bare blevet endnu mere uudholdelige. Om fredagen faldt humøret endnu mere, og jeg gik og tænkte på hvordan det skulle lykkedes mig at overleve indtil mandag. Det lød overdrevet, men efter så mange års fortvivlelse, var det et helt reelt problem for mig. Ofte når jeg lagde mig på foldemadrassen om aftenen, og lod som om jeg ikke eksisterede, håbede jeg at jeg ikke vågnede igen når jeg først var faldet i søvn.

Når jeg var tvunget til at møde om i ROPS om mandagen var denne følelse så stærk, at jeg måtte tvinge mig til at ikke at tænke på det. Jeg hadede alt ved ROPS: Bygningerne, placeringen og ikke mindst personalet. Mit had til personalet, som fastholdt mig i en sygerolle, der var i modstrid med virkeligheden, og som nød at ydmyge mig, var så stærkt at det næsten var palpabelt. Når jeg havde det selvmordsagtigt dårligt fordi jeg tænkte på ROPS, var det eneste, der kunne lindre følelsen, det jeg forestillede mig at jeg ville gøre. Det var naturligvis ikke noget jeg kunne skrive om, for i Danmark var tankeforbrydelser også forbrydelser, men en venlig torturbøddel var stadig en torturbøddel, og det der foregik i ROPS var på alle måder i modstrid med menneskerettighederne.

Selv om det stort set aldrig var berettiget, endte mange diskussioner, der handlede om forhold, der i større eller mindre grad var modbydelige, altid med at blive sammenlignet med topmålet af ondskab, nemlig nazisme. Og når jeg skulle lide så utroligt meget som følge af personalet i ROPS, var jeg ikke bedre end at jeg sammenlignede dem med nazister, nærmere bestemt dem, der helt konkret efter ordre udførte de mest horrible forbrydelser mod menneskeheden i verdenshistorien. "Vi fulgte bare ordrer", var undskyldningen. På samme måde med personalet i ROPS: "Vi gør bare som dommeren har sagt". Som om en eller anden dommer var selveste gud. Derfor var de mennesker, der rent konkret torturerede mig i deres egen optik uskyldige. De troede de var gode mennesker, de henviste til en autoritet som berettigelse for deres ugerninger, og når de fik fri fra arbejde, kørte de hjem til villaen i deres hybridbil - fordi de var miljøbevidste - hyggede sig med familien, tog på ferie, og gik til fitness tre gange om ugen. I mellemtiden sad deres ofre, som jeg selv, ødelagte, marginaliserede, udsatte, og kunne ikke tænke på andet end at lindre den smerte som deres selvgode bødler i ROPS havde forårsaget, og undskyldte sig med at de bare gjorde som dommeren havde sagt de skulle gøre.

Jeg hadede disse mennesker så indædt, at jeg, selv om det var forkert af mig, opfattede dem som de menige tyske soldater, der stod i vagttårnene i KZ-lejrene, og skød dem, der prøvede at flygte. De adlød også bare ordre, og at dehumanisere og slå andre mennesker ihjel - om det var med livsfarlig medicin eller geværkugler - blev på et tidspunkt hverdag for de fleste. Det var et grotesk faktum at også KZ-vagterne, efter fyraften, hyggede sig med hinanden, tog på udflugter i området omkring lejrene, dyrkede sport, forelskede sig, ja, levede et forbavsende normalt liv. Ikke skyggen af dårlig samvittighed, og på de billeder jeg havde set af disse kujoner, stod de med armene rundt om hinanden i civil påklædning, mens de smilte eller grinede.

Men de var lige så skyldige som den nazi-chef, hvis ordre de "bare" fulgte. Selv de mindste tandhjul i maskineriet var nødvendige for at det kørte rundt, og derfor skulle de huskes til evig tid, om man var psykiater, sygeplejerske eller bare sekretær i ROPS, eller om man var ham, der stod i vagttårnet i en KZ-lejr, eller blot den, der havde bygget hegnet rundt om lejren, eller skovlede sne så vejene hen til lejren var farbare, var ligegyldigt. De tyske nazister foregav at de gjorde det, der var bedst for samfundet, på samme måde som retspsykiaterne gjorde. Nazisterne aflivede jøder, og psykiaterne aflivede de mennesker, der var eller som de troede eller foregav at tro var psykisk syge.

Nazisterne aflivede i øvrigt også psykisk syge, såvel som homoseksuelle, handicappede, romaer, og kommunister. Ja, det var heller ikke så forfærdeligt mange år siden at psykiaterne også opfattede homoseksualitet som en psykisk lidelse, og danske psykiatere havde velvilligt deltaget i at kastrere homoseksuelle for at kurere dem, noget der ofte havde ledt til at den homoseksuelle efterfølgende begik selvmord. Måske havde psykiaterne offentligt undskyldt for disse ugerninger, som det var så moderne at gøre i forhold til andre fortidige synder?

Det skulle handle om Peter Gøetzsche, men det kom det ikke til. Årene var gået, og folk var ligeglade. Alle henvendelser til myndighederne havde været forgæves. Derefter havde jeg forsøgt at henvende mig til alle andre, men det var også fejlet, måske fordi jeg på det tidspunkt var så smadret og skinger at det ikke var til at holde ud at lytte til mig. Det skulle havde været omvendt, jeg burde først have henvendt mig til alle andre end myndighederne, for i sidste ende ville myndighederne da skide på mig, med mindre at andre mennesker, pressen især, havde involveret sig i sagen. Det nyttede ikke længere noget at appellere til nogen.

I hverfald ikke i Danmark. Men måske var der en mikroskopisk chance for at en eller anden i udlandet undrede sig over hvordan man behandlede yngre læger i Danmark, eller at den danske stat ikke var et hak bedre end alle andre stater, at man som whistle blower i Danmark kunne stemples som psykotisk, hvorefter ingen længere troede på hvad man sagde? At næsten samtlige danske psykiatere var bundrådne moralsk såvel som fagligt? Sikkert ikke, men det var et forsøg værd. Heldigvis var det let at få maskinoversat min tekst til engelsk.

Ned i Føtex og hamstre fra køleboksen og bordet med mad, der som følge af snarlig datooverskridelse var ekstra nedsat. En pakke rugbrød til 5 kroner. En pakke kyllingenuggets til 12 kroner. Haps. Hver gang jeg skulle betale, uanset hvor småt beløbet end var, fik jeg det dårligt, og det sekund det tog at godkende transaktionen føltes meget længere. Efterfølgende lettelsen over at jeg også i dag kunne blive mæt. Normalt var det lettere, specielt når jeg ikke orkede at skrive om det, bare at tage et billede af den mad jeg levede af, men det blev desværre misforstået.

Men det var ikke for sjovt jeg gjorde det, jeg gjorde, og det var ikke for at få medlidenhed eller svælge i offermentalitet. Det var for at huske, og for at ingen elendig psykiater efterfølgende skulle kunne affærdige de afsavn jeg led med at det "bare" var noget jeg forestillede mig, eller at det da ikke var så slemt igen, at jeg kun huske alt det dårlige etc., med andre ord alle deres undskyldninger for at deres ugerninger ikke havde været så slemme endda. Det var de, og at jeg ikke evnede at formidle den objektive virkelighed var ikke ensbetydende med at den ikke eksisterede.

Billeder. Den 2. november 2020. ROPS var et hul i jorden, et patient- og retssikkerhedsmæssigt vakuum, som ingen kunne holde ud at møde op i. Det var tilsyneladende ikke kun mig, der havde det på den måde, for det var ikke min gin. At møde op i ROPS, var som at blive kastet i en celle uden mad, hvorefter døren blev åbnet hver fjortene dag, så fangevogteren kunne se, om man fortsat var i live, for derefter at lukke døren igen.

Tre timer tilbage

Jeg skulle have tre timer til at gå før jeg kunne vende tilbage til værelset. Der var 40 minutter til at biblioteket lukkede. Det var vigtigt at få opladet mobiltelefonen før det skete, så jeg ikke skulle gå rundt på gaderne i to timer og kede mig. Der var pyntet op til jul i Albertslund, men det betød ingenting, og det havde ikke betydet noget som helst i flere år. Men jeg skulle som sædvanligt finde på en undskyldning når tiden nærmede sig. Det betød igen at jeg skulle ud på gaden og eventuelt overnatte der, ikke bare én, men flere gange. På en af mine mange gåture på Vestegnen havde jeg set et rigtigt shelter, hvor man ikke skulle ligge på jorden.

Jeg havde fundet en erstatning for "Money Heist", nemlig "American Horror Story". Det var også en fængslende serie. Jeg forsøgte at leve mig ind i den, men jeg kunne efterhånden heller ikke holde ud at tilbringe det meste af min vågne tid på offentlige steder i selskab med fremmede mennesker. Det var fint nok halvfems procent af tiden, men det ville være befriende og skønt bare at have en time for sig selv dagligt, uden at skulle foregive at sove, eller faktisk sove.

Det hjalp ikke ligefrem på mine sætningskonstruktioner og min stavning, at jeg skrev mens jeg så Netflix. Jeg lavede alt for mange fejl, og dels kunne det misforstås hvis nogen læste det jeg skrev, og dels tvang det mig til at bruge ressourcer, jeg ikke havde på at forholde mig til teksten og rette fejl. Jeg kunne godt relatere til "American Horror Story", for jeg var selv et spøgelse. Det var hårdt at starte forfra hele tiden, og især når det hver gang var fra bunden af. Hvad skulle der til for at jeg kunne komme videre vidste jeg ikke. Alting sluttede heldigvis, og det var ikke kun det gode, men også det dårlige.

"Transaktionen afvist af kortudbyder"

Da jeg skulle betale for morgenmaden i Lidl, blev mit kort afvist. Jeg havde heldigvis den hundredekroneseddel, jeg hævede forleden, og den betalte jeg med. Heldigvis var der ikke så mange kunder i forretningen, der lige var åbnet. Jeg gik ned i den nærliggende Danske Bank, og forsøgte at hæve 100 kroner i deres automat. Transaktionen afvist. Jeg havde håbet på at jeg kunne trække den lidt længere, før jeg løb tør for penge, så det kom alligevel som en ubehagelig overraskelse. Jeg havde lidt over 150 kroner tilbage til resten af måneden.

Billede. Den 16. november 2020. Ikke flere penge til resten af måneden.

Jeg vidste med sikkerhed at jeg havde været yderst sparsommelig i november. Jeg havde ikke brugt pengene på noget som helst overflødigt, kun på det mest nødvendige. Jeg orkede ikke at se på min netbank præcis hvad der var sket. Det var formentlig afbetalingen på min gæld, der have væltet læsset.

Der var ingen grund til at jeg skulle udholde mere. Jeg havde så ofte prøvet at gå rundt og være sulten. Det var enerverende og på et tidspunkt blev jeg desperat af sult, og var villig til at gøre hvad som helst for at få mad. At jeg ikke var begyndt at stjæle i forretningerne var formentlig bare et tilfælde.

Jeg kunne ikke længere se nogen udvej. I skrivende stund var jeg mæt, men det ville snart ændre sig. Jeg havde stadig en del proteinpulver tilbage, så det var ikke fordi jeg risikerede at dø af sult, men når jeg i forvejen befandt mig på det absolutte lavpunkt i mit liv, når proteinpulveret ikke mættede, ville jeg ikke holde ud i mange dage endnu.

Hvis staten ikke kunne knuse en på andre måder, måtte den ty til at udsulte dens ofre. Når jeg ikke havde mere taletid tilbage, kunne jeg ikke købe ny. Tandpasta manglede jeg også. Hvad skulle jeg sige i værestedet, når jeg nu igen ikke havde råd til at betale 40 kroner til aftensmad? Skulle jeg bare blive væk, for at slippe for at skulle forklare hvorfor? Hvad med deltagelse i træning? Jeg havde i fredags tilmeldt mig badminton, som var i dag, jeg havde pakket tasken med sportstøj, det var intet til hinder for at jeg kunne spille med, og jeg vidste at det ville havde enorm positiv effekt på mit humør, men hvad så bagefter når jeg blev sulten?

Til gengæld gav badminton mig et alibi for ikke at spise aftensmad i værestedet, for det startede relativt kort tid efter. At jeg ville blive ekstra sulten som følge af den fysiske udfoldelse, var der ikke noget at gøre ved.

Hvis der i det hele taget ved noget positivt ved min situation, var det at det pressede mig til at gå linen fuldt ud. Jeg havde hvad jeg kunne, jeg levede så nøjsomt som det var muligt, og når jeg alligevel ikke havde penge til noget så basalt som mad, følte jeg ikke det store moralske ansvar for mine handlinger længere. Nu var det de mennesker, der fastholdt mig i en uudholdelig situations ansvar. Det var Susanne og Hans s ansvar. De kunne jo eksempelvis begynde med at skrive en erklæring til de relevant myndigheder om at jeg var helt og aldeles rask, at det simpelthen ikke passede hvad Gitte Ahle havde påstået, nemlig at jeg skulle lide af kronisk paranoid psykose, og at jeg skulle have økonomisk erstatning for den fejldiagnose.

Det var selvfølgelig ønsketænkning fra min side, at Susanne Emde og Hans Raben gad, kunne eller turde forholde sig til virkeligheden, og gøre det, der var det eneste rigtige. Jeg kunne til hver en tid få Susanne til at printe en togbillet ud til mig, så jeg kunne møde op hos hende og Hans Raben og blive ydmyget og fornedret. Det var naturligvis generøst af hende. Men at give mig 10 kroner til en pakke rugbrød eller - endnu bedre - give mig mulighed for at få et arbejde, så jeg kunne tjene mine egne penge, det var helt utænkeligt. Det svarede lidt til at ofret for water boarding selv skulle betale for de håndklæder, der blev viklet om vedkommendes hoved og påhældt vand under torturen.

Det værste jeg kunne gøre i denne situation var at gå i panik. Jeg måtte være fuldstændig rolig og afslappet når jeg i eftermiddag skulle mødes med Susanne og Amanda . Jeg skulle sige det, som det var: Jeg havde været yderst sparsommelig, ikke bare i november måned, men i de sidste mange år. Alligevel havde jeg ikke flere penge. De måtte hellere end gerne se min konto, så de kunne forvisse sig om at jeg ikke bare havde hævet alle pengene og løj. Derefter skulle jeg gøre dem klart, at det ikke kunne blive ved på den måde. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at jeg igen skulle sulte, og at det snart kom dertil at det var bedre for mig at blive fængslet eller tvangsindlagt og få mad, end at være ude i "friheden" og sulte.

Hverken Susanne Emdeller Amanda kunne eller ville hjælpe, men de skulle have chancen. De skulle ikke efterfølgende kunne påstå at de var uvidende om min situation, at hvis jeg bare havde sagt til dem, at jeg ikke havde penge til mad, så ville de da selvfølgelig kaste alt, de havde i hænderne for at hjælpe mig, som de gode og omsorgsfulde mennesker de var.

Herefter var det tid til at gøre noget. Jeg vidste ikke helt hvad, men jeg havde nogle ideer. Til at starte med ville jeg sende min tekst rundt til alle jeg kunne komme i tanke om.

Jeg gik en tur i den varme efterårssol ned i den nærliggende Netto. Netop denne Netto havde som regel meget nedsatte fødevarer, og heller ikke i dag blev jeg svigtet. En pakke rugbrød, der normalt kostede 20 kroner til 5 kroner. Den kunne højst holde sig til i dag, skulle man tro datomærkningen, men det skulle man ikke nødvendigvis, så jeg snuppede tre pakker. Satte mig på en bænk og spiste halvdelen af den ene, hvorefter jeg gik tilbage til biblioteket.

I mellemtiden kunne jeg meget passende skrive, hvordan jeg havde det. Jeg var stadig træt, og jeg havde ikke energi til at læse eller til at gøre noget i øvrigt. Jeg kunne sidde på min stol på biblioteket og skrive, eller jeg kunne lukke øjnene og få noget søvn, samtidig med at jeg støttede hovedet med den ene hånd på en sådan måde, at den dækkede mit ene øje, så det ikke var så let at se at jeg blundede.

Tilfældigvis havde jeg valgt en siddeplads, som var et par meter fra et af kontorerne. Vedkommende der sad på den anden side af væggen kunne jeg tydeligt høre. Hun sad og talte i telefon, og det hun tale om var intet mindre end hvilke tiltag man skulle iværksætte eller afslutte. Det var en smule interessant for mig, fordi jeg tilbragte så mange timer der, og fordi jeg havde plæderet for et såkaldt makerspace. Jeg hørte mange brudstykker, så som: "Hvilke tilbud er det brugerne har brug for", "Prøver at spørge borgerne", og lignende. Jeg skulle have to timer til at gå, men jeg anede ikke med hvad. Jeg havde snart ikke mere taletid eller data tilbage på min mobiltelefon, så bare at gå en tur og lytte til podcast kunne jeg ikke.

Det viste sig, at jeg heller ikke kunne holde ud at side på biblioteket og forsøge at holde mig vågen, så jeg gik fra Glostrup til Brøndbyøster. Desværre var der stadig en time til at jeg skulle med toget, så jeg satte mig på en bænk foran stationen og ventede. Solen skinnede lidt endnu, men det blæste, og snart sad jeg og frøs. Da det var tid, gik jeg op og tog toget til Svanemøllen Station.

På grund af corona måtte jeg ikke møde fysisk op i ROPS, på nær umiddelbart før jeg havde tid, hvilket var kl. 14.00, så jeg måtte også sætte mig på nedgangen til en bunker, der lå foran bygningen og vente ca. 20 minutter. Da tiden endelig oprandt, kæmpede jeg mig op ad den gamle trappe, og ringede på. En venlig kvinde med noget der lød som norsk accent lukkede mig ind. Umiddelbart inden for døren stod et lille bord, og på bordet lå en lamineret seddel der opfordrede én til at afspritte hænderne. Jeg trykkede på spritbeholderen to gange, smurte mine hænder grundigt ind i sprit, ventede lidt og gentog proceduren, som jeg havde lært det den gang for længe siden da jeg var læge. Kvinden oplyste mig om at Susanne var gået hjem for i dag, og Amanda var der heller ikke, hvilket ellers var aftalen. I stedet kom en høj, ældre, slank herre med gråsprængt hår og briller. Jeg fortalte ham kort, at jeg havde erfaret i dag at jeg ikke havde mere end 150 kroner tilbage til resten af måneden.

Jeg sagde også, at det ikke var fordi jeg havde brugt pengene til noget som helst andet end det mest nødvendige, for jeg vidste godt hvad han - med god grund da han ikke kendte mig - måtte tænke. Den ældre mand spurgte mig om jeg havde nogen steder jeg kunne gå til og få hjælp. Nej, svarede jeg som sandt var. Jeg kunne få lov til at tale med en socialrådgiver, tilbød han mig. Det var en sympatisk og kompetent socialrådgiver, vidste jeg, men jeg vidste også at denne ikke kunne gøre noget som helst for mig. På nær at indskrive mig på et forsorgshjem. Det sagde jeg til den ældre mand. Jamen så kan du jo komme på forsorgshjem, foreslog han. Jeg svarede, at det netop var lykkedes mig at komme væk fra et forsorgshjem, og fået et værelse, samt at det var tåbeligt hvis jeg skulle flytte tilbage. Jeg skulle selvfølgelig ikke tilbage til Solvang. Jeg havde det fint nok med at tabe mig nogle kilo.

Mens dem, der burde kære sig om mig, alene fordi jeg var deres ansvar, og fordi de fik penge for det - ja, fordi jeg var tvunget til at være deres ansvar - var ligeglade, så var det helt anderledes med dem, der intet fik for at hjælpe mig. Deres hjælp fortjente jeg imidlertid ikke, men det var rørende hver gang nogen uselvisk og uden egen vinding for øje tilbød mig hjælp. Det var vigtigt også at være i stand til at modtage hjælp, når man fik den tilbudt, selv om det var ubehageligt og skamfuldt. Jeg havde dog efterhånden tvunget mig selv til at modtage så meget hjælp, at der skulle virkeligt meget til før jeg kunne få mig selv til det igen.

Her til aften da jeg returnerede efter badminton blev jeg tilbudt en sådan hjælp, som var fra én der ikke behøvede at gøre noget som helst for mig, men alligevel havde gjort det flere gange, og nu igen stod parat. Udlejeren spurgte mig om jeg ikke ville have noget ordentligt at sove i fremfor foldemadrassen. Jeg måtte vel få ondt i ryggen af at ligge på den, mente han. Han kunne da bare køre mig en tur i IKEA i hans vogn en dag jeg var tidligere hjemme. Så kunne jeg købe en billig seng, og transporten ville han stå for. Hvor var det venligt.

Jeg fik en knude i halsen, og akut dårlig samvittighed. Jeg kunne jo ikke fortælle ham, at jeg ingen penge havde. Hvor var det pinligt og skamfuldt. Tænk at jeg havde spildt så relativt mange år på at blive læge, og så havde det dårligt over at jeg slet ingen penge havde og ikke engang var i stand til at modtage meget velmenende hjælp. Jeg kunne næsten græde af skam og frustration. Jeg sagde pænt tak, og jeg forsikrede ham om at jeg nok skulle sige til når jeg en dag kom tilbage lidt tidligere.

Jeg var nødt til at komme i gang med et eller andet, alene for min udlejers skyld. Psykiaterne kunne ikke få mig til at læse et Anders And blad, om de så tiggede eller truede mig til det, men min udlejer kunne få mig i gang med hvad som helst, uden nogensinde at bede om det. Det var svært at forklare med ord, men jeg kunne sgu ikke tillade mig at modtage hjælp uden at gøre mig fortjent til den. Det var tankevækkende at alene udlejeren havde hjulpet mig mere end Yngre Læger havde gjort. I Yngre Læger var man dygtig til indholdsløs snak uden handling, mens min udlejer blandt så mange andre handlede uden så meget pjat, og dermed faktisk gjorde en forskel for mig.

Jeg kunne godt mærke at min mave rumlede. Jeg havde stadig to pakker rugbrød der helst skulle spises i dag, men de var sikkert også ganske udmærkede i morgen. Det kom til at blive hårdt - rigtig hårdt - på et tidspunkt, der ikke lå så mange dage ude i fremtiden, men den tid den sorg. Når det blev alt for slemt, ville jeg sende min tekst til alle Lægeforeningens medlemmer. Hvis bare man pressede nok, kunne man få folk - herunder jeg selv - til hvad som helst, og der måtte være en eller to medlemmer, der rent faktisk læste, det jeg havde skrevet, og kunne forstå mig.

Oppe kl. 7.00 og ud af døren omkring halv otte. Jeg havde lige akkurat halvtreds øre over minimumsbeløbet på rejsekortet, så turen til Albertslund med toget var betalt. Sad på bænken. Personalet havde kage med.

Jeg var lidt svimmel, og konstant sulten, men ellers var det som det plejede. Hvis jeg lod være med at tænke over i morgen, ikke gav efter, og købte det, jeg havde lyst til i Aldi, men i stedet nøjedes med den billigste pakke rugbrød, hentede en "gratis" proteindrik i FitnessWorld, og drak en masse vand, gik det. Hvis jeg havde noget at se frem til, ville det være helt anderledes udholdeligt.

Seng

Jeg var nødt til at købe en rigtig seng. Udlejer havde flere gange med bekymret mine spurgt ind til, om jeg ikke fik ondt i ryggen af at ligge på foldemadrassen, og han havde gået så langt som at tilbyde mig at hente sengen i Jysk eller IKEA i hans varevogn, jeg skulle bare bestille den. Det var utroligt venligt af ham, men jeg var ikke i stand til at tage imod hjælp længere. Selv om jeg kunne læse at det var en del af social færdighedstræning at bede nogen om noget, så havde jeg bedt rigtig mange om alt for meget, og det kunne ikke blive ved. Jeg havde i øvrigt heller ikke brug for social færdighedstræning, hvilket min IKEA tur i al ydmyghed demonstrerede.

Jeg fandt den næstbilligste seng i IKEA, og fik sat den op. Det lå i kortene at jeg ikke rigtigt kunne tillade mig at være for meget hjemme på værelset, så jeg gik rundt i Taastrup efter jeg havde modtaget sengen. Det blev til i alt 27824 skridt, og lidt over 21 følte jeg det var acceptabelt at returnere. Det var koldt, tørt og blæsende vejr, og da jeg kom ind på værelset, lagde jeg mig på sengen med det samme.

For første gang i over fem år ville jeg i nat sove i min egen seng. Efter jeg mistede min lejlighed på grund af den praktiserende læges fejldiagnose, havde jeg sovet udendørs i perioder, og når det havde været for koldt til at sove udendørs, var jeg var gået rundt hele natten for at holde varmen, og havde småsovet på forskellige biblioteker om dagen.

Jeg havde blandt andet sovet udendørs på Vestre Kirkegård, på Tippen i Sydhavnen, på Amager Fælled, i Vestskoven, på Vestvolden, i Brøndbyskoven, i busstoppesteder, i telte i venners baghaver mv. Sådan var det ikke at have penge i længere perioder, samt at være for nedtrykt og demotiveret til at kunne overskue morgendagen.

Jo færre og billigere ting og sager jeg havde, jo bedre, for jeg havde lært ikke at knytte mig for tæt til noget som helst. Jeg havde mistet alt flere gange end jeg havde tal på, så det var nemmere ikke at have noget.

Jeg havde penge til mad til resten af måneden, men ikke til meget mere end det. Hvis jeg eksempelvis fik for ondt i tænderne, så havde jeg ikke råd til at gå til tandlæge, men det var nu ikke noget, der bekymrede mig.

Radiologi

Jeg var begyndt at repitere radiologi, bare for at have noget meningsfuldt at foretage mig. Jeg havde trods alt taget det første år af speciallægeuddannelsen i radiologi på Rigshospitalet, så det var meget oplagt. Selv om der var et skønsmæssigt aspekt i tolkningen af scanninger og røntgenundersøgelser, så var radiologi alligevel meget en diametral modsætning til psykiatri, fordi det materiale, man analyserede, kunne analyseres igen og igen, af alle og enhver, hvorfor man var nødt til at gøre sig umage. En psykiaters (fejl)vurderinger kunne aldrig modsiges uanset hvor forkerte de måtte vise sig at være, hvilket var meget tit, men sådan var det ikke inden for rigtig lægevidenskab, som radiologien tilhørte.

All Along the Watchtower

There must be some kind of way outta here

Said the joker to the thief

There's too much confusion

I can't get no relief

Business men, they drink my wine

Plowmen dig my earth

None will level on the line

Nobody offered his word

Hey, hey

No reason to get excited

The thief, he kindly spoke

There are many here among us

Who feel that life is but a joke

But, uh, but you and I, we've been through that

And this is not our fate

So let us stop talkin' falsely now

The hour's getting late, hey

Hey

All along the watchtower

Princes kept the view

While all the women came and went

Barefoot servants, too

Well, uh, outside in the cold distance

A wildcat did growl

Two riders were approaching

And the wind began to howl, hey

All along the watchtower

All along the watchtower

(Jimi Hendrix, Curtis Knight. Tekst Bob Dylan)

"There must be some kind of way outta here". Når jeg var mest fortvivlet og uden håb, var det denne linje, der gik igen, det var mit mantra.

I går formiddags havde jeg været presset. Jeg skulle aflevere bøger på Albertslund Bibliotek, og umiddelbart derefter til boksetræning, samt have mit sædvanlige grej med, computer mv. Det var tungere end jeg var vant til. Da jeg nåede til Taastrup-hallerne begyndte jeg at få det skidt. kvalme, svimmelhed, sorten for øjnene, koldsved, og det var som om mine ben hele tiden var ved at give efter. Længere mod Albertslund, umiddelbart før tunnellen under motorvejen på Taastrup siden, lå en lille sø, og på hver side af søen var der to bænke. Jeg stavrede videre, og satte mig tungt på den dugvåde bænk. De første minutter sad jeg og kiggede forstenet ud i luften, indtil jeg langsomt kom mig så meget, at jeg kunne åbne rygsækken og tage posen med rugbrød op, som jeg langsomt begyndte at spise, mens jeg skyllede det ned med en proteindrik fra Fitness World.

Rugbrødet havde jeg købt dagen forinden i Føtex, en stor pakke, næsten datooverskredet, til fem kroner. Heldigvis betalte jeg 109 kroner ekstra om måneden i abonnement til Fitness World, hvilket tillod mig at trække én proteindrik dagligt i automaten i centeret. Det var faktisk en god investering i mit tilfælde, for hver morgen tog jeg forbi Fitness World, påførte mig mundbind, gik målrettet ind gennem indgangspartiet efter at have bippet mig ind med mit medlemskort, hen til automaten, trak proteindrikken, vendte om, og jeg lige så målrettet ud igen. Som om jeg skulle op og nå mit tog.

Jeg ville hellere skære min højre arm af og spise den, end jeg ville tilbage til Solvang, så der var ikke så meget at tænke over. I mandags blev der serveret kage i værestedet i forbindelse med et brugermøde omhandlende potentielle aktiviteter. Jeg deltog aktivt i mødet, og kom med en række konstruktive - omend ikke ligefrem geniale - forslag, så det var ikke proforma, jeg så hvem af de andre der spise flest stykker af kagerne, og tog det samme antal som vedkommende. Efter mødet var der stadig rigeligt med kager tilbage. Udlejer havde købet et par rammer dåsecolaer til han og jeg, og engang imellem om morgenen tog jeg en, når jeg skulle afsted. Det var alt sammen kalorier, og jeg havde den luksus ikke at skulle tænke over om jeg blev for fed af dem.

Mens jeg sad og skrev til formiddags fik jeg det dårligt igen, men dels sad jeg på biblioteket, og dels vidste jeg det ville gå over. Desuden ville episoderne hvor sulten føltes uoverkommelig også snart foretage sig i takt med at kroppens metabolisme omstillede sig, og dertil kom at jeg vidste af erfaring at jeg kunne undvære mad helt i mindst en uge, så det var ikke noget større problem.

Det, der til gengæld var et stort problem var, at jeg i forgårs løb tør for taletid. Jeg kunne ringe og skrive sms'er, hvilket var heldigt nok, men jeg havde intet data tilbage, hvorfor mine yndlingseskapismer - skrivning, IT og Netflix - forsvandt. Der var tilsyneladende ikke meget taleradio tilbage på FM-båndet, så nu havde jeg en ekstra udfordring. Bøger kunne jeg dog altid skaffe.

Det var flere dage siden jeg løb tør for penge på rejsekortet, men det var lækkert så længe det varede ikke at skulle gå i gennemsnit knapt 17.000 skridt hver dag med en tung rygsæk og træningstaske for at komme på biblioteket eller til træning.

Det var svært at fokusere på at skrive, når jeg havde det sådan som det var tilfældet nu, men jeg måtte ikke glemme på et tidspunkt at skrive om hvor menneskefjendsk, småligt, småborgerligt og asocialt det museum, som officielt gik under navnet Taastrup Bibliotek, var. Samt naturligvis også om hvor dobbeltmoralske mange af de få brugere var, de ældre herrer i deres cottencoats, bukser med pressefolder og cardigan, der ikke gad afspritte deres hænder når de tog avisen, og som tog to aviser ad gangen, som om der gjaldt andre og bedre regler for dem. Selvfølgelig var det disse hyklere som stemte konservativt i den tro at de var hæderlige og ordentlige mennesker.

Jeg havde flere gange observeret følgende adfærd: En gammel han (eller hun) elefant kom prustende op ad trappen, gik direkte hen - med eller uden mundbind - til avisstativet og tog uden at spritte hænder af først to aviser. De bladrede aviserne igennem, måske læste de også nogle af artiklerne, men når de så skulle op efter en ny forsyning - uden mundbind eller afspritning - var det at min passive aggressivitet slog igennem.

Når jeg så den opførsel, gjorde jeg en dyd ud af at læse hele den avis jeg sad med, alle artiklerne, og selv om jeg havde en i al ydmyghed høj læsehastighed, tog det alligevel lang tid. Så sad den såkaldt fine herre eller dame og skulede til mig, de rømmede sig, først diskret, så mere udtalt, med en forventning om at jeg skyndsomt satte avisen tilbage, så de kunne læse den, for sådan plejede det jo at være. Men det gjorde jeg bare ikke. Jeg læste ufortrødent videre, jeg lod ikke som om jeg læste, jeg sad ikke bare og holdt på avisen for at irritere dem, og de kunne se mine øjne bevæge sig venstre mod højre, oppe fra og ned, og hvis de ellers kærede sig om andet end deres egen indskrænkede verden, kunne de stille spørgsmål til teksten, og jeg ville svare korrekt på dem.

Der var forleden dag en af disse elefanter, som udviste den egoistiske adfærd, der til sidst begyndte at sukke. Da jeg så havde læst færdigt, og blev nødt til at sætte avisen på plads, og dermed havde tabt til den utålmodige og asociale mand, tog jeg mundbind på, sprittede mine hænder af, og rejste mig halvt. Så kom jeg heldigvis i tanke om at jeg før elefantens ankomst havde sprunget de uinteresante artikler over i starten af hovedsektionen af avisen. Derfor satte mig ned igen, og startede forfra. Det havde manden alligevel for travlt til at vente på, og han gik igen. Han havde været igennem samtlige aviser, udvist en asocial og arrogant, smittefarlig adfærd, så jeg havde ikke dårlig samvittighed over ham. Det var netop for hans skyld at jeg sprittede af og fulgte reglerne med hensyn til mundbind, jeg var personligt ligeglad med coronaviruset, men denne fysisk svækkede, hykleriske mand, som ville være den første til at blive indlagt, men nok ikke udskrevet igen, var tilsyneladende ligeglad med andre end sig selv.

Jeg var nærmest opvokset på et bibliotek, det var min hjemmebane, og få kunne slå mig på den.

Der var nogle af de gamle der respekterede "avisetiketten", og så havde jeg ingen problemer med eksempelvis at afbryde læsningen af en artikel, hvis vedkommende venligt spurgte om jeg var færdig med en eller anden sektion. Så gav jeg ham hele avisen, ikke fordi han havde bedt om den hele, men for at understrege min pointe.

At en del - men ikke alle - bibliotekarer var på samme måde som de gamle mænd og damer undrede mig en del, for de måtte da kunne regne ud at når man med hensyn til coronarestriktioner gik langt ud over de andre biblioteker på Vestegnen, især den påfaldende mangel på yderst påtrængte siddepladser taget i betragtning, så var der også færre brugere, og færre brugere overflødiggjorde den relativt høje normering af bibliotekarer. Det ville i sidste ende betyde at den konservative borgmester og hans store flertal ville spare på driften af biblioteket. Det handlede i øvrigt ikke om nogen bestemt gruppe af brugere, de unge af slagsen var lige så irriterende, bare på en anden måde.

Taastrup Bibliotek lukkede allerede kl 14.00, hvorfor jeg måtte fortrække og tage til Albertslund Bibliotek, som lukkede kl. 18.00. Det småregnede da jeg trådte udenfor, og den overskyede grå himmel afspejlede meget godt mit humør. Ned ad den sædvanlige rute som gik gennem naturområdet Store Vejleådal. Jeg nåede til Albertslundstien da jeg begyndte at få det dårligt. Jeg havde ikke haft det fremragende forinden, men på det tidspunkt fik jeg pludselig udtalt kvalme. Der var ikke mange mennesker i området. Jeg passerede to yngre kvindelige kondiløbere ved Albertslundstien, og på fortovet to ældre mennesker med hver deres lille hvide hund, som jeg regnede med var et ægtepar.

Albertslundstien var lukket, så jeg gik ned på vejen, og da kvalmen og sulten begge gradvist tiltog, åbnede jeg tasken og tog et datooverskredet stykke rugbrød op og spiste det. Der gik ikke mange sekunder før kvalmen blev så voldsom at jeg kastede op. Der kom ikke meget ud, da jeg kun havde drukket en proteindrik, vand, en dåsecola, og rugbrødet. Jeg var nede ved tunnelen på det tidspunkt, hvilket var heldigt, da jeg ikke kunne kontrollere opkastningerne. Jeg kastede i hvert fald op fire gange i alt, og de første var voldsommest, syntes jeg, eller også var det bare noget, jeg følte. De kom i hurtig rækkefølge, men efter den første skyndte jeg mig så hurtigt, jeg kunne, at dreje omkring mig for at se om der var nogen, der havde overværet optrinnet. Ingen at se, og det eneste jeg kunne høre, var lyden af bilerne på motorvejen.

Mine mavemuskler var kommet på overarbejde, benene rystede, tårerne flød ud af øjenkrogene, det brændte i halsen, og mine tænder føltes som om de var ved at æste bort. Det var hvad det var; det, der bekymrede mig, var den kraftige og brændende smerte opadtil i midtlinjen af maveregionen. Mavesmerten var noget nyt.

Jeg skyndte mig op på den lille sti der løb på volden, som flugtede med motorvejen, så jeg kunne forblive uset. Jeg havde som regel vådservietter liggende i tasken, og i dag heldigvis også vand. Og tandpasta og tandbørste havde jeg altid med. Jeg tørrede mit ansigt, og gurglede så mange gange jeg kunne, tog noget tandpasta i munden, gurglede igen, og drak den sidste slurk vand.

Benene rystede stadigt, da jeg skyndte mig væk, jeg var en smule svimmel, og jeg havde det godt nok dårligt, men kvalmen var stort set forsvundet, og det var skønt. Jeg gik igennem naturområdet, hen over den kunstige eller omlagte sø, og hen på biblioteket. Jeg stavrede gennem kanalkvarteret, mens jeg forsøgte at lade som om at alt var i skønneste orden.

Jeg var helt udmattet da jeg satte mig i en af de bløde stole på biblioteket, og jeg orkede ikke at gå tilbage til Taastrup igen. Der skulle ske noget. Det måtte simpelthen slutte. Fattig og håbefuld eller mæt og økonomisk overskud og håbløs. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at jeg på femte år skulle være begge dele foruden, mens de ansvarlige myndigheder og enkeltpersoner så passivt til.

Nå ja, jeg var meget sikker på at jeg ikke havde corona, for det passede simpelthen ikke med symptomerne og forløbet, men i sidste ende var jeg også ligeglad.

Lige før lukketid på Albertslund Bibliotek, idet jeg havde pakket og rejst mig for gå, fik jeg øje på den ældre psykiatriske overlæge. Han stod ovre ved avishylden med en avis i hånden. Hans sweater var så karakteristisk for ham at det nærmest var en uniform. Han stod med siden til mig og så mig ikke. Jeg gik langsomt og usikkert hjem i regnen, jeg var svimmel på en mærkelig måde, der intet havde med min hovedposition eller bevægelser at gøre, den brændende smerte i maven var der fortsat, og jeg havde mistet appititten. Da jeg var tilbage i Taastrup havde skridttælleren passeret 18.000, hvilket efterhånden var mit daglige gennemsnit.

Udlejer var ikke hjemme, og jeg gik ned for at vaske tøj. Jeg blev i vaskekælderen og læste en interessant bog med tittel "Masada". Efter 200 sider og et par timer var tøjet vasket og tørret, klokken nærmede sig 22, og jeg gik op. Udlejer var nu hjemme og jeg hilste på ham. Min stemme var suspekt hæs, så jeg skyndte mig ind på værelset, så jeg ikke afslørede mig selv mere ved at indlede en konversation med ham. Jeg lagde mig på madrassen, og faldt i søvn, kun for at vågne et par timer efter.

Jeg kunne ikke sove, og det eneste taleradio, der var, var noget der hed "Nattevagten". Folk ringede ind og tale med værten om alt muligt. Der var vist et emne, men dem der ringede ind holdt sig ikke helt til det. Hvis man gik op i psykopatologi, var det en guldgruppe at lytte til. En mand, der tydeligvis var fuld ringede ind, og kørte ud af en tangent. En anden talte om en ny verdensorden, refererede en masse kilder på nettet, og værten spurgte ham om han var paranoid. Mod slutningen var der to ældre damer der ringede til programmet, og de talte om København i gamle dage. Det var vist ikke helt meningen, men omvendt var det det eneste interessante jeg hørte i den udsendelse. På det tidspunkt var værten ved at falde i søvn, og den sidste der ringede, spurgte flere gange om hun stadig var der.

Jeg var mildest talt smadret og træt, da jeg stod op kl. 8.00, og tog afsted. Mine mavemuskler føltes som om jeg havde lavet 100 situps i går. På vejen gik jeg ind til Fitness World for at trække en proteindrik i automaten. Personalet bag disken hilste venligt på mig, og ønskede mig en god dag, da jeg umiddelbart efter forlod stedet igen med min morgenmad i hånden, som om jeg havde fortrudt at jeg var taget til træning. Pinlig.

Gik ad den sædvanlige rute, men jeg var underlig svag, så for ikke at udfordre skæbnen udså jeg mig et busstoppested længere fremme på vejen. Da jeg nåede hen til det, så jeg en fra værestedet sidde på bænken. Hun var meget venlig, men en af dem, der ikke sagde så meget, så jeg hilste på hende og gik videre hen til det næste busstoppested, hvor jeg sad og hvilede mig. Jeg var svimmel, og den brændende følelse opadtil i maven var der stadig, men ingen feber eller hoste.

Så rejste jeg mig igen og gik videre. Næste bænk, jeg satte mig ved, var ved søen i Store Vejleådalen. Kort tid efter jeg havde taget plads, kom en ældre mand hen og satte sig ved siden af mig. Han lignede en gammel biker med sin kraftige kropsbygning, sit store hvide skæg og solbriller. Han havde en markant tatovering på venstre håndryg, og manglede det meste af venstre lillefinger. Han havde to store labradorer med sig. Han virkede ikke fjentlig, og han hverken så på mig eller sagde noget. Som om jeg ikke eksisterede tog han en stor Tuborg Classic op, åbnede den og drak det meste af den i et hug. Jeg kunne ikke lade være med at grine og sagde skål til ham. Sådan gør jeg hver dag, svarede han. Jeg sagde, at han da selvfølgelig skulle have morgenmad. Han lod til at være ligeglad med min hæshed. Så faldt vi i snak. Den ene af de to store hunde var en overvægtig han, som hed Rocky. Den var meget venlig, og kunne godt lide at blive kløet. Vi talte sammen i måske en halv times tid om alt muligt, og jeg glemte alt andet. På et tidspunkt var det tid til at fortsætte mod biblioteket, han gav mig hånden og vi udvekslede navne.

Hvis man var pertentlige, snerpede og paranoide på Taastrup Bibliotek, var det omvendte tilfældet på Albertslund Bibliotek. Det var både godt og skidt. Det, der var godt, var de lange åbningstider. Det, der var knapt så godt, var hygiejnestandarden, især på toiletterne, samt at mange af brugerne højlydt sad og snakkede, som var det en hashklub. Faktisk var toiletterne så ulækre, at jeg sad og tænkte, at man burde indkapsle bygningen i beton, som man havde gjort ved Tjernobylværket. Hvis der var et epicenter for coronasmitte på Vestegnen, var Albertslund Bibliotek en oplagt kandidat. Mit problem var, at jeg havde været så vant til at studere på universitetsbiblioteker, hvor folk var hard core og holdt deres kæft, fordi det ikke var for sjov at de sad der, at jeg fejlagtigt forventede at brugerne af folkebiblioteker opførte sig på samme måde, og ikke ødelagde andre brugeres koncentration. Det var vel bare et udslag af den generelle egoisme og ignorance, der herskede så mange steder i Danmark.

35 kroner plus det løse

Jeg havde 35 kroner samt en del halvtresører tilbage. Det var ikke godt, men det var sådan det var. Jeg blev nok nødt til at gøre noget. Det eneste, jeg kunne gøre, var at skrive rundt. Igen. Det skulle ikke længere være op til mine venner, min udlejer eller værestedet at redde mig. De, eller mere præcis, den myndighed der var ansvarlig for min ulykke, skulle redde mig. Ingen ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed ville røre en finger, så derfor skulle andre myndigheder, pressen eller politikere, tvinge denne Styrelsen for Kærlighed til at røre en finger. Det handlede ikke om principper, stædighed, had, hævn, eller retfærdighedssans; det handlede om min overlevelse.

Albertslund Bibliotek

I går aftes var jeg vidne til en uforståelig episode, mens jeg sad og lavede online øvelser i R-Studio. Jeg sad som sædvanlig med ørepropper i ørene, da en mindre gruppe, der foregav at studere, reelt set bare sad og hyggesnakkede højlydt. Jeg havde siddet på biblioteket tilpas mange gange til at jeg kunne genkende stemmerne. Det var dem, der ejede biblioteket og dikterede adfæren, hvilket var den adfærd, der passede dem bedst. Selv om det var uden for betjeningstid, var der åbenbart alligevel en bibliotekar til stede, som sad bag skranken. Jeg sad koncentreret og arbejdede, men kunne ikke undgå at lægge mærke til at der stod en gruppe mennesker foran bibliotekaren, og at de havde stået der påfaldende længe. Jeg kiggede op, og så 5 - 6 teenagedrenge, der stod foran bibliotekaren, som var en hvidhåret, ældre kvinde. Jeg kunne genkende den kvalme lugt af hash, som ramte mig da jeg sad i trækken fra udgangen.

Drengene lignede noget fra et modekatalog, og med hånlige smil på læberne. Jeg tog ørepropperne ud, så jeg kunne høre hvad der skete. Jeg kunne se deres ansigtsmimik, fordi de ikke havde mundbind på. Bibliotekaren bad dem venligt om at tage det på, hvilket drengene kvitterede med at kalde hende for en luder, samt andre tilsvininger. Det gjorde bibliotekaren bange, og hun sagde at hun ville ringe efter vagten, hvis de ikke påførte sig mundbind, samtidig med at hun bakkede ud af skranken, hen mod den låste dør til kontorerne.

Det fik drengene til at tage mundbindene op af lommerne, mens de grinende fortsatte videre ind på biblioteket, samtidig med at de svinede den gamle dame til. Jeg sad og kiggede på dem. Hvor var det dog bad ass og modigt i en gruppe på 5 - 6 at skræmme en ældre bibliotekar, der bare gjorde sit job. Biblioteket var plastret til med kameraer, der var flere vidner, men det fik ingen konsekvenser for de yngre "mænd", som var over den kriminelle lavalder. Hvorfor kom de i det hele taget på biblioteket, når de ikke gjorde brug af stedet til noget som helst? Hvem havde i det hele taget bedt dem om at være her og skabe utryghed, uden nogen som helst grund? Når de nu ødelagde det for alle andre, hvorfor fik de som minimum ikke karantæne fra biblioteket? Det var at gå alt for langt i den rummelighed, som Albertslund stadigvæk var gennemsyret af.

Selv om det ikke var mange timer efter åbningstid jeg ankom til biblioteket, lugtede toiletterne af abegrotte. Stakkels mennesker, der skulle gøre dem rent. De måtte have en hazmat-dragt på og rense toiletterne med en flammekaster.

Billede. "Bare lad som om du er hjemme". Hvis jeg blev forarget over, at det her blev tolereret, var det så mig, der var idioten?

Hvis jeg havde været et produktivt og positivt bidragende medlem af samfundet, havde jeg stemt på et parti, som slog hårdt ned på asocial og egoistisk adfærd, som ovenstående billede illustrerede, men det var jeg desværre ikke. Dem, der havde pengene, måtte bestemme hvad de skulle bruges til, og Albertslund var ikke min kommune, så hvis det var normen at sidde med fødderne oppe på bordene eller skræmme bibliotekarerne i Albertslund, så var det mig, der tog fejl. Desværre kunne jeg ikke sidde på biblioteket i min egen kommune, fordi holdningen var, at man ikke havde lyst til at have brugere, hvilket de to (2) eneste siddepladser på biblioteket vidnede om. Det var sjovt, at det åbenbart ikke kunne lade sig gøre at have en mellemting mellem Taastrup og Albertslund Bibliotek. Gad vide hvem det var, der altid ødelagde det for andre på offentlige steder?

SMS til ROPS

Da jeg nu havde 15 kroner tilbage til resten af november, ingen penge på mit rejsekort, ikke mere data tilbage på min taletid, og hvert øjeblik løb tør for SMS og telefoni, måtte jeg hellere skrive til min kontaktsygeplejerske, Susanne , og Amanda . Jeg skulle tvangsfremmøde til en samtale hos dem den 30. november kl. 14.00, og det foregik på Østerbro. Jeg havde været tvangsfulgt hos begge i omkring halvandet år, og ingen have på noget tidspunkt gjort noget som helst for at hjælpe mig ud af den uholdbare situation jeg befandt mig i. Det var med andre ord fuldstændig meningsløst og spild af tid, men mødte jeg ikke op for at blive ydmyget og nedværdiget, ville jeg blive anholdt, tvangsindlagt, og tvangsmedicineret, så det var naturligvis vigtigt at jeg gjorde det. En bøddel er en bøddel er en bøddel, uanset hvor venlig og smilende hun end var.

Jeg skrev følgende SMS til Susanne Emde:

Hej Susanne. Som jeg fortalte din kollega, har jeg ikke flere penge tilbage, og heller ikke flere penge på mit rejsekort. Hvordan kommer jeg ind til dig og Amanda d. 30. november kl. 14.00? Og hvad er dagsordenen egentlig? Vh Kjeld.

Det med dagsordenen var naturligvis et retorisk spørgsmål, for der var aldrig nogen dagsorden, selv om jeg for længst havde bedt om at få en oplyst forud for mit fremmøde, så jeg kunne forberede mig. Der var ingen dagsorden, fordi jeg ikke fejlede noget alvorligt psykisk og aldrig havde gjort det, men da hverken Susanne Emdeller Amanda kunne eller ville gøre noget i den henseende, var det nemmeste for dem bare at lade som ingenting.

Men det gav mig anledning til at se hvad jeg ellers havde skrevet til Susanne, og det var ikke noget jeg var stolt af, selv om jeg heller ikke skammede mig over min lidet noble, den klagende og passivt aggressive tone. Det var ikke for sjov at jeg skrev hvad jeg gjorde.

SMS'er til Susanne

5. oktober 2020

Sengen på billedet [havde sendt en MMS af den] fandt jeg og en ven, og vi bar den fra containeren og hjem. Har spurgt to af personalet på forsorgshjemmet om jeg kan få den kørt til værelset i Taastrup, men fået afslag.

Det er rutine at beboere der fraflytter Solvang til egen bolig får flytteomkostninger dækket og penge til inventar og bestik mv.

Jeg har spurgt flere (bla. socialrådgiver ["V"] i går), samt læst lovgrundlaget på borger.dk, men jeg kan ikke få nogen hjælp. Jeg kan ikke engang låne af kommunen, hvilket andre i min situation har mulighed for.

Jeg må af brandsikkerhedsmæssige årsager ikke have sengen stående nogen steder, hvorfor jeg er tvunget til snart at smide den ud.

Jeg har lidt under 1000 kroner tilbage til resten af oktober. Jeg har ingen overflødige udgifter.

Jeg må ikke arbejde for Styrelsen for Patientsikkerhed, selv om jeg i 2017 af en psykiatrisk speciallæge blev erklæret fuldt ud egnet til at virke som læge. Styrelsen ignorerede erklæringen.

Jeg lever en tilværelse med daglige nederlag. Jeg er ked af at du ikke kan se at det er et problem.

9. oktober 2020

Ja. Jo længere tid der går mellem at jeg skal tale med Hans Raben og dig, jo bedre. Bare til info har jeg 900 kroner til resten af måneden. Alle flytteudgifter har jeg afholdt selv, og jeg kan ikke låne penge af kommunen til mad, en seng, eller transport af de indtil videre to senge jeg har fundet i storskrald. Tak for jeres hjælp. Vh Kjeld.

SMS'er fra Susanne Emde

9. oktober 2020

Hej. Mandag den 19/10 har Hans desværre ikke mulighed for at deltage i den planlagte samtale. Vil det være okay for dig at skyde det 14 dage til den 2/11? Vh Susanne.

Coronahysteri

På Taastrup Bibliotek for at læse dagens aviser. Jeg plejede at læse alle samtlige aviser på det smålige bibliotek, for på dets hjemmeside kunne jeg læse at de to siddepladser biblioteket rådede over var reserveret til avislæsere. Så i den tid jeg opholdt mig på stedet, skulle jeg læse avis. Derfor læste jeg alt, ikke fordi jeg havde lyst til at læse så mange uinteressante artikler, men fordi at jeg ikke havde andre steder at tage hen, og fordi jeg naturligvis måtte overholde de regler der gjaldt på stedet, også selv om de var åndsvage og var mere - unødvendigt - restriktive end på de andre biblioteker, jeg opholdt mig på.

Jeg bar pligtskyldigt mundbind og sprittede hænderne af, når jeg ankom, og forud for hver gang jeg tog en ny avis. Når jeg rejste mig for at tage en ny avis halvanden meter fra stativet, tog jeg mundbind på, og når jeg havde sat mig igen, tog jeg mundbindet af. Præcis sådan som jeg kunne læse man skulle på Taastrup Biblioteks hjemmeside. På et tidspunkt i dag sad vi to avislæsere. Vi sad begge ned, og hver især havde vi mundbindet liggende på stolen vi sad på. Alligevel kom der en bibliotekar hen til mig, og spurgte, hvorfor jeg ikke havde mundbind på.

"Fordi", sagde jeg, "jeg ikke skal have mundbind på, når jeg sidder ned". "Nå", sagde geniet. Idiot. Jeg havde ikke noget imod strenge regler, men jeg havde noget imod hykleri og ignorance. Tænk at bibliotekaren ikke engang kendte reglerne for anvendelse af mundbind på det bibliotek hvor han selv arbejdede, men alligevel skulle udskamme mig for at jeg fulgte reglerne. Omkring ti minutter efter kom der en ældre, fint klædt herre hen til avisstativet, og udbrød, "Nå, man skal have mundbind på her?". Han var kommet op ad trappen og gik rundt uden mundbind på. Jeg sagde til ham at han skulle passe på coronapolitiet, når nu han gik rundt uden mundbind på, men det forstod han ikke. Jeg uddybede, at det ikke var påkrævet at bære mundbind når man sad ned, kun når man stod op eller gik rundt.

Jeg havde det ikke godt. Den dumbe smerte opadtil i maven, den mere eller mindre latente kvalme, koldsveden, og svimmelheden, samt den lettere usikre gang. Sulten var der fortsat, maven rumlede, men kvalmen og smerterne overdøvede sulten. Der var noget galt, det var ikke sundt, og jeg vidste at jeg løb en ikke ubetydelig risiko, men jeg var oprigtigt talt ligeglad, for jeg skulle aldrig tilbage til forsorgshjemmet. Ikke på grund af de andre beboere, men på grund af personalets ulækre nedladenhed og umyndiggørelse - samt det faktum at de ikke hjalp hverken mig eller de andre beboere med at komme videre i livet. Det eneste jeg havde brug for at få hjælp til af personalet var at de åbnede min post. Men det ville man ikke gøre på grund af GDPR reglerne. Jeg gav personalet to udførlige fuldmagter til at åbne min post, men de nægtede stadig.

Jeg havde præcis 25 kroner tilbage til resten af måneden, men derudover havde jeg seks kroner i pant fra colaer. Jeg havde været til træning i går, men nu kunne jeg ikke mere før jeg fik rigtig mad igen. Ikke mere taletid, ikke flere penge på mit rejsekort. I værestedet om aftenen var jeg nødt til at sidde ned fordi jeg havde det dårligt og var svimmel. Jeg sad med de sædvanlige tre andre brugere og spillede brætspil, og mens de spiste aftensmad, var jeg på nettet, indtil de havde spist færdigt og vi fortsatte med at spille til klokken var lidt i 20 og stedet lukkede. Jeg fik det dårligere på gåturen tilbage til lejligheden, og da jeg var helt tilbage, hilste jeg på udlejer, foldede madrassen ud og lagde mig på den med hjertebanken og hurtig puls.

Jeg vågnede et par gange om natten, men faldt i søvn igen, indtil klokken var lidt i seks. Lå og lyttede til P4, som var den eneste taleradiostation, jeg kunne modtage, det meste af natten. Da alarmen ringede klokken 7.00 var jeg vågen, men der var ingen grund til at stå så tidligt op, især ikke når jeg havde det som det var tilfældet. Det hastede ikke at med skubbe stenen op på toppen af bjerget, jo længere tid jeg sov, jo kortere tid skulle jeg stresse rundt for at finde et sted jeg kunne opholde mig. Jeg kunne ikke tillade mig at være på værelset hele dagen, når udlejer også var hjemme hele dagen, hvilket jeg ikke havde været klar over, da jeg lejede værelset. Det var ikke noget jeg var, eller kunne tillade mig at være, sur over, for udlejer havde gjort lidt det samme som jeg selv. På den måde var det så fair som det overhovedet kunne være, og dertil kom at jeg ikke behøvede at skamme mig så meget over mit eget skuespil, som jeg havde gjort.

Jeg havde booket et rum på Taastrup Bibliotek i forgårs til i dag fra 10.00 til 14.00. Stod op og tog afsted. Jeg var stadig let svimmel. Gik forbi den lokale Netto, og købte en pakke rugbrød til 3 kroner, der som det eneste lå i kurven med snart datooverskredne fødevarer. Gik ned på biblioteket, og tog plads i projektrummet. Som om jeg havde noget meningsfuldt at foretage mig. Ringede til Susanne, fordi jeg ikke havde fået svar på min SMS. Hun tog ikke telefonen, så jeg lagde en besked på hendes telefonsvarer. Lige nu havde jeg det ok, men hvad med om nogle timer, når jeg skulle videre? Solen skinnede lige nu, vejret var smukt, men hvor banalt det end var, så blev det snart mørkt og begyndte at regne igen. Den gode nyhed var at jeg kunne købe en pakke rugbrød til 3 kroner. Det var ikke mange flasker jeg skulle samle.

Mindre godt var det at jeg 1. Ikke havde nogen steder at tage hen. 2. Ikke havde noget at lave. Jeg havde tidligere forgæves forsøgt at få lov til at udføre frivilligt arbejde, men nu måtte jeg forsøge igen. Jeg kunne godt lide at arbejde, om det så var ulønnet, og drejede det sig om at gøre rent eller handle ind. Hvor mange mennesker sad der ikke rundt omkring i deres lejligheder og huse, og var ikke i stand til eksempelvis at handle ind? Det var så ubegribeligt tåbeligt. Jeg savnede mening og beskæftigelse, og elskede fysisk aktivitet. Samtidig - og især på grund af corona - var der mennesker derude, som savnede at nogen købte ind for dem, eller viste dem hvordan de sendte en e-mail eller indstillede deres fjernsyn. Jeg måtte finde ud af hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg vidste selvfølgelig godt hvorfor det ikke var lykkedes mig at få lov til at udføre frivilligt arbejde tidligere. Det var fordi jeg var brændemærket. Jeg var ikke en del af det gode selskab længere. Måske kunne jeg gøre noget andet, som gavnede både mig selv og andre, uden at det var nødvendigt at involvere overformynderiet og de frelste.

Jeg ringede til Susanne Emden gang til, men heller ikke denne gang var der nogen, der tog telefonen. Igen lagde jeg en besked på hendes telefonsvarer. Det var lidt mærkeligt at jeg ikke automatisk blev viderestillet, men jeg skulle gerne forsøge igen i morgen hvis jeg stadig havde flere minutter tilbage.

Jeg havde det ekseptionelt dårligt, og det tog mig et par timer at stå op og komme afsted. I går aftes konstaterede jeg, at jeg blødte mere fra tandkødet end normalt, selv om jeg hele tiden havde børstet tænder og brugt tandtråd hver dag på den korrekte måde. Jeg havde brugt den sidste tandpasta i går. Jeg var udtalt svimmel, med hovedpine og kvalme, men der var fortsat hverken feber eller hoste. Jeg var sulten udover det sædvanlige, og havde under ti kroner tilbage i småmønter. Nu kunne jeg hverken sende SMS'er eller ringe længere. De næste dage ville blive forfærdelige, og jeg forberedte mig på at blive på værelset for at spare på kræfterne, indtil jeg blev tvunget til at møde op i ROPS på mandag.

Jeg kunne kun komme på nettet i værestedet, hvorfor det ikke blev til meget skriveri. Så skete der igen noget fantastisk, noget der næsten var for godt til at være sandt, som om jeg havde fundet på det. Desværre var intet af det jeg skrev opdigtet, alt kunne i sidste ende dokumenteres og bevidnes. En af værestedets brugere hev cirka tyve minutter i otte en lille plastikpose op med et SIM-kort i. "Sagde du ikke, at du ikke havde mere data tilbage?", spurgte han, idet han hentydede til i forgårs, da jeg havde siddet med min mobil og downloadet Netflix afsnit, og han havde spurgt mig hvorfor. Han havde ubegrænset data, så jeg kunne bare låne et ekstra SIM-kort, han havde. Jeg kunne ikke ringe eller skrive SMS'er med det, men det var ligegyldigt. Tusinde, tusinde tak til ham. Jeg havde det overordentligt dårligt, samtidig med at en følelse af taknemmelighed skyllede igennem mig. Det blev lidt mindre forfærdeligt de næste dage. Takket være en anden bruger. Det var fandme værd at huske på.

Jeg følte, at jeg slingrede ned ad gaden. Hjertet hamrede derudaf, kvalmen, hovedpinen og svimmelheden blev bare værre. Jeg satte mig på en bænk på vejen for at sunde mig. Spiste en mindre proteinbar fra Fitness World, som var det eneste, jeg havde indtaget i dag, men den mættede ikke det mindste. Det var som om jeg havde et hul i maven. Lagde mig på foldemadrassen på gulvet, mens det hele kørte rundt. Da jeg ankom i værestedet kl. 15.00, og så på min telefon, kunne jeg se at Amanda havde ringet tidligere i dag, hvor jeg havde haft telefonen på lydløs. Jeg satte telefonen på lyd igen, og skrev en SMS til hende. Jeg kunne ikke sende den fordi jeg ikke havde opbrugt den sidste taletid. Satsede på hun ville ringe igen i morgen, så jeg kunne høre hvad der var los. Jeg havde ikke mere man kunne tage fra mig, og det var både helt bogstaveligt og i overført betydning. Der var intet tilbage, ingen glæde, intet håb.

Amanda ringede og vækkede mig. Klokken var omkring 10, og jeg havde sovet længe fordi jeg var vågnet ved fire-tiden, og lå i et par timer, og tænkte over hvordan det skulle gå. Med en formel tone i stemmen oplyste hun mig om, at hun og en, der hed Lars, ville deltage i mødet på mandag. Susannes patienter skulle overdrages til andre. Susanne var sygemeldt, og jeg håbede ikke at det var noget alvorligt. Én ting var psykiatriens arbitrære og flygtige vrøvle-diagnoser. Noget helt andet var rigtige sygdomme, som ramte kroppen, og som man skulle tage yderst alvorligt. Det var desværre ikke sådan at alle andre sygdomme holdt ferie, bare fordi corona havde stjålet fokus. Imens jeg sad og krydrede røv, havde Danmark og verden desperat brug for læger. Hvis jeg ønskede hævn over den behandling, jeg havde modtaget, var der ikke nogen bedre end at forblive passiv.

Men det var ikke tilfældet. Det, jeg ønskede, var mad og tandpasta. Jeg havde ondt i tænderne, ondt i maven, sulten i en grad jeg sjældent tidligere havde oplevet, jeg sov på gulvet, jeg anede ikke hvordan jeg skulle klare det til den 1., Amanda havde ringet og koldt informeret mig om at den ene bøddel blev erstattet af den anden, og solen skinnede. Jeg havde kun tre kroner i flaskepant tilbage, og jeg kunne ikke ringe eller skrive SMS til nogen.

Jeg havde ikke noget mod social-darwinisme, men jeg havde noget mod hykleri og dobbeltstandarder. Jeg kunne ikke holde ud at være på værelset, men jeg havde det fysisk dårligt og var svimmel når jeg rejste mig op.

Jeg vaklede ud ad døren med retning mod Albertslund. Var begyndt at hoste en smule, og udtalt svag i benene. Satte mig på alle bænkene på vejen, og havde ikke lyst til at rejse mig igen.

Jeg kunne ikke holde ud at sidde på biblioteket fordi jeg var så sulten, men jeg kunne heller ikke holde ud ikke at sidde på biblioteket. Uanset hvad jeg gjorde, var det ulideligt og uudholdeligt. Jeg gik ind i Aldi og brugte 7,5 kroner på en pakke brød. Lige inden for indgangen stod et parti slikposer, og jeg tvang mig selv til ikke at tage en pose, og skynde mig ud igen. Nu havde jeg 50 øre tilbage. Jeg var ved at kløjs i det tørre brød, men det var umuligt at tage den med ro. Vreden begyndte at vælde op i mig. Hvad fanden var meningen at jeg skulle lide sådan? Jeg kunne ikke holde ud at eksistere, og jeg havde jo fortalt Susannes afløser i ROPS den 16. november at jeg ikke havde nogen penge tilbage til resten af måneden, og at jeg kun havde brugt pengene på det allermest nødvendige. Han var ligeglad. Hvad bildte han sig ind? Hvad var det for et umenneske?

Hvis det ikke var berettiget at jeg gjorde noget drastisk nu, hvornår så? Det var uoverskueligt for mig at skulle gå tilbage til Taastrup, jeg orkede det simpelthen ikke. Jeg måtte igen skrive til myndighederne og forklare dem situationen. Det var for helvede ikke for sjov.

Jeg skrev nedenstående til de sædvanlige modtagere. Jeg vidste godt, at det ingen effekt ville have, og at det nok røg direkte i spamfolderen, men jeg var ligeglad. Det kunne jo ikke blive ved.

"Kære Civilstyrelen mfl.

Kjeld."

Jo mere jeg tænkte over det, jo vredere blev jeg. Var Amanda da ikke uddannet socialrådgiver? Var det ikke hendes arbejde at hjælpe mig med de socialrådgiver relevante problemer jeg havde? Hvorfor havde hun så ikke gjort det i det over halvandet år, jeg havde været tvunget til at møde op hos hende? Når man alligevel ikke gjorde brug af de kompetencer man formelt havde, kunne man så ikke bare hive folk ind fra gaden, og lege at de var socialrådgivere?

Psykiater Hans gik også snart på pension, havde han fortalt mig, og så overtog en anden bøddel hans job. Som om det ragede mig hvem der overtog torturen af mig. Ja, man kunne godt betale min togbillet i ROPS, så jeg kunne fremmøde og blive nedværdiget, men at give mig 10 kroner til fucking mad, ville man ikke.

Ondskab i Danmark anno 2020 var at lade folk rådne op, isolerede og uden håb og meningsfuldhed.

Jeg faldt i søvn kl. ca. 18 i går, vågnede flere gange, men fik alt andet lige sovet det meste af tiden, indtil jeg stod op kl. 12 i dag. Jeg var helt udmattet, og orkede ingenting. Jeg havde ellers besluttet mig for at blive i "sengen" hele dagen, men kunne ikke holde ud at være på værelset, hvorfor jeg tog afsted. En gåtur, der normalt tog omkring 45 minutter, var jeg næsten tre timer om. Jeg fortrød at jeg var taget afsted, så snart jeg forlod opgangsdøren, og da jeg satte mig på biblioteket, virkede det fuldstændigt uoverkommeligt at jeg på et tidspunkt skulle gå tilbage igen.

Sulten var permanent, den var et vilkår, som jeg ikke kunne gøre noget ved, og selv når jeg satte mig på en bænk og gumlede på det gamle, tørre rugbrød, havde det ingen effekt på sulten.

Hvad hjalp det at få mad? Sulten og håbløs, eller mæt og håbløs, i sidste ende var det uden betydning. Jeg skulle have et mål, et håb, noget jeg kunne foretage mig, så jeg slap for at gå og ruminere over min egen situation. Det var flere år siden jeg havde været glad eller lykkelig. Lyst, interesse eller motivation for noget som helst var pist væk. Jeg tænkte på og drømte om døden hver dag, og havde gjort det alt for længe.

Jeg sad og prøvede at fokusere på Netflix' Queen's Gambit. Jeg ville ønske at jeg havde et særligt talent, som hovedpersonen i serien. Så kunne det hele være ligegyldigt, så skulle alt nok gå i sidste ende. Med et særligt talent kunne jeg sidde hvor som helst i verden og stadig arbejde mig op igen. Jeg havde måske en særlig evne til at fucke alt ting op, men det var svært at profitere på det.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på at den psykolog som Gitte Ahle indirekte havde truet mig til at have samtaler med på R3. Måske skyldtes det at jeg havde set en af de få bøger der stod i værestedet, som hun var forfatter til. Psykologen hed Irene Oesteriech, og var tilsyneladende lidt af en celebrity. Interessant.

Men det var et sidespring. Det, der var vigtigt, var hvordan jeg skulle klare den indtil tirsdag. Jeg skulle have et eller andet at håbe på, et eller andet. Det kunne ikke blive ved og ved. Jeg kunne ikke holde ud at starte forfra hele tiden.

Billede. I Taastrup havde man hængt nogle børn i det lokale gastårn til skræk og advarsel. De små stakler var vist blevet revet ud af sengen, for de havde stadig den egnspecifikke røde nathue på.

Jeg var sulten og tørstig, kunne ikke holde ud at være nogen steder, men var samtidig for udmattet til at rejse mig, og tage nogen steder hen. Jeg var parat til at gøre hvad som helst for at få noget mad og et glas iskoldt vand. Jeg var så træt at jeg ikke engang havde lyst til at brokke mig, som jeg plejede. Min laptop løb snart tør for strøm, men jeg gad ikke at tage opladeren op af tasken og slutte den til.

Living of the land

Det, der mentes med udtrykket, var måske ikke ligefrem at samle flaskepant i Albertslund Centrum, men alligevel lykkedes det mig at finde nok tomme dåser til, at jeg kunne købe en pakke næsten for gammelt rugbrød, og en halv liter danskvand i Føtex, og så havde jeg oven i købet 1 krone og danskvandens pant tilovers.

Hele processen tog mig vel en halv times tid i alt. Mit held var at jeg var god til at spotte selv de dåser, der lå inderst i buskene, samt at jeg vadede ind efter dem som en jagthund. Flovt og nedværdigende, helt sikkert, men nu også mindre sulten, og i lidt bedre humør. Jeg skulle have tiden til at gå indtil klokken 20.00, og så hjem.

For første gang siden jeg løb tør for penge den 16. november, følte jeg at jeg nok skulle klare det til tirsdag. Selvmedlidenhed? Nej, ikke rigtigt, det handlede snarere om at jeg ikke gad mere, at jeg var uendelig træt af mit liv, og at jeg ville gøre næsten hvad som helst for at få lov til at leve som et rigtigt menneske.

Jeg havde jo ikke engang skrevet om de virkeligt forfærdelige ting, der var overgået mig. Måske var det derfor at jeg fremstod så klynkende og skinger. De traumer havde jeg også med i bagagen, og farvede min reaktion på alt andet. Selvfølgelig var det ikke noget i sig selv at jeg de facto lå og sov på gulvet, og havde gjort det i et par måneder. Men jeg havde jo også sovet de facto på gulvet på et tyndt liggeunderlag i næsten et år i Sydhavnen i 2017, og det havde jeg vist aldrig nævnt, men det havde også sat sig sine mentale spor hos mig. Og det var under alle omstændigheder kun en meget lille del af helheden.

Hvad skulle jeg sige til Amanda og Susanne s afløser i morgen?

Jeg kunne jo starte med igen at bede hende om at forholde sig til alle de formalia og administrative opgaver, breve, E-boks mv, som jeg ikke kunne holde ud selv at varetage. Ikke fordi jeg kognitivt ikke var i stand til det, for på det punkt fejlede jeg stadig intet, men fordi det emotionelt var for svært. Der skulle intet til før at læsset væltede, og min erfaring sagde mig, at et enkelt trusselsbrev fra det offentlige var mere end rigeligt for at det skete, og hvis mit "læs" væltede, ville det havde alvorlige konsekvenser.

Så enkelt var det. Jo længere tid der gik før man gad at åbne mine breve og formidle indholdet for mig, jo værre blev det, og det var meget slemt allerede. Hvorfor gad man ikke gøre det? Det, der efterhånden var en umulighed for mig, var utroligt banalt og let for alle andre, så hvorfor havde man ikke lyttet til hvad jeg havde sagt så mange gange?

Jeg havde givet de forskellige "Hatere" fra det offentlige så mange mundtlige og skriftlige fuldmagter, at de kunne gøre hvad som helst på mine vegne helt ansvarsfrit, måske skulle jeg forsøge at bestikke dem til at hjælpe mig? Tanken havde strejfet mig flere gange, men selv om det ville være godt for mig såvel som for samfundet, havde jeg aldrig fået spurgt. 1000 kroner for at åbne al min post og formidle indholdet på en fornuftigt og forståelig måde? Det ville være verdens bedste investering for mig, og så snart jeg fik penge igen havde jeg råd til det.

ROPS

Det positive først: Jeg fik en kop gratis kaffe, samt to engangsmundbind. Ellers var det som det plejede, en svært nedslående oplevelse. Socialrådgiver Amanda gjorde præcis hvad hun plejede, nemlig ingenting, men til gængæld havde hun taget Martin, som vist skulle afløse Susanne, med. Amanda vidste godt at jeg ingen penge havde, herunder kun havde fået meget sparsomt med mad i 14 dage, men udover at konstatere det, havde hun ingen løsning.

Jeg fortalte hende at jeg ville have et job, et hvilket som helst job, hvortil hun spurgte hvor meget jeg måtte tjene ved siden min invalidepension, hvilket mig bekendt var intet, men jeg havde aldrig fået rådgivning om det.

Da de var smuttet igen, fik jeg Susanne til at åbne alle brevene for mig. Den ene ubehagelige besked efter den anden. Rykkere og gældsoversigter (130.000 kroner i sagsomkostninger, 64.000 kroner i kassekredit) var indholdet i størstedelen af brevene.

Politiet havde frikendt sig selv, hvilket ikke var nogen overraskelse for mig. Det var helt ufatteligt at de kunne chikanere mig som de ville, men når man stod over loven, kunne alt lade sig gøre.

Så nåede vi til brevene fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som blot lakonisk meddelte mig at jeg skulle tage kontakt til anklagemyndigheden, hvis jeg ville have min autorisation som læge tilbage. Intet yderligere. Det var så ualmindeligt tarveligt at læse, at jeg fik akut kvalme. Styrelsen skulle virkeligt skamme sig, men det gjorde den selvfølgelig ikke. Jeg havde sjældent oplevet en mere hadsk og nådesløs instans end denne, som var direkte skyld i at jeg levede i virkelig fattigdom.

Jeg spekulerede over hvor meget mere jeg kunne klare af modgang. Sulten var én ting, Styrelsen for Patientsikkerheds dødsdom noget andet og meget værre.

Jeg fik jo ingen penge i dag, først i morgen ville jeg kunne spise mig mæt, og maven rumlede i toget på vej tilbage. Togbiletten, som jeg allernådigst fik betalt af ROPS, så jeg kunne møde op og få frataget alt håb, kostede 72 kroner. Hvis jeg fik de penge i hånden så jeg kunne købe mad, ville jeg gladeligt gå hele vejen frem og tilbage, fra Taastrup til Østerbro og retur.

Det kunne simpelthen ikke blive ved. Det var tæt på at udvikle sig til en katastrofe for mig, og jeg kunne simpelthen ikke se nogen udvej.

Mine ben rystede, og jeg var svimmel, da jeg gik hjem fra værestedet. Jeg var tæt på at græde af fortvivlelse og raseri. Hvordan kunne Styrelsen for Patientsikkerhed få sig selv at behandle mig på den måde? De havde jo kvitteret for at de havde modtaget alt det, jeg havde skrevet. Det var helt klart at der var en hel del forhold, der var særdeles grelle, og som denne styrelse havde en forpligtelse til selv at melde til politiet.

Hvordan kunne Styrelsen for Patientsikkerhed se igennem fingre med at jeg var blevet truet med tvangsmedicinering selv om jeg ikke var behandlingskrævende? Hvordan kunne det være? Eller hvad med politiets mange ransagninger, som jeg intet havde fået at vide om, udover at jeg vidste at de var sket på Styrelsen for Patientsikkerheds foranledning? Der var mange flere forhold, men jeg kunne næsten ikke mere.

Alt, jeg havde gjort, havde jeg gjort fordi mit levebrød og livsgrundlag, nemlig min autorisation som læge, var blevet frataget mig på uberettiget vis, og jeg var blevet kasseret som affald og parkeret på invalidepension, selv om jeg aldrig havde opfyldt kriterierne for denne ydelse, fordi jeg ikke havde været syg.

Hvad var i det hele taget meningen?

Hvis jeg ikke fik penge i morgen, så kunne jeg ikke betale husleje eller mad. Det var ikke mit ansvar længere. Der var gået fem år, og det var alt, alt for længe, det skulle ikke fortsætte. Jeg skulle nok kontakte "anklagemyndigheden", men jeg kunne ikke vente meget længere på at blive læge igen.

Hvor var det grænseløst perverst. Der var ingen af de myndigheder, jeg havde henvendt mig til, der havde gjort noget som helst, for hvis de havde gjort noget, ville jeg jo ikke sulte eller skulle kontakte anklagemyndigheden selv, en anklagemyndighed, som havde idømt mig livstids tvangsbehandling med livsfarlig og uberettiget antipsykotisk medicin.

Og hvad med pressen? Den kunne jeg heller ikke bruge til noget, den havde været et falsk håb. Der var så ulideligt mange fuldstændig ligegyldige artikler i medierne hver eneste dag, men hvis det drejede sig om at redde et menneske, mere specifikt mig, så var det intet at gøre.

Jeg skulle gøre alt jeg kunne for at holde mig selv i live. Jeg ville ikke gå til i tavshed.

Der var ingen nåde at finde i "systemet", mine tænder gjorde ondt, jeg var forbandet sulten, og modløs på 5. år.

Jeg kunne ikke falde i søvn eller bare falde til ro. Jeg skrev nedenstående til de sædvanlige modtagere i mangel af bedre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg ikke fik penge i morgen til mad og husleje. Jeg skammede mig over at det var nødvendigt at skrive dette, men jeg kan ikke holde ud at gå rundt og tænke over min fremtid, eller om jeg nogensinde fik råd til at gå til tandlæge.

Undskyld den desperate tone, men jeg kan snart ikke mere.

Kjeld.

Jeg var så sulten at jeg ikke kunne falde i søvn. Tjekkede konstant min konto for at se om der var dukket penge op. Det var der ikke indtil tidligt i morges, hvor jeg måtte afsted. I løbet af natten blev det så ulideligt at jeg listede ud og hentede to dåsecolaer i køleskabet, som jeg blandede op med det sidste proteinpulver jeg havde tilbage. Det blev til en ækel tyk sovs, som jeg indtog så hurtigt at jeg var ved at kaste op. Sidst jeg havde fået noget at spise havde været en lille proteinshake omkring middag før jeg var i ambulatoriet.

Jeg sov slet ikke i nat, og da jeg tog afsted, havde jeg fået ondt opadtil i maven igen, var blevet svimmel, og havde fortsat kvalme. Jeg tog hen til biblioteket som jeg plejede, men selv om der burde være åbent for selvbetjening, kunne jeg ikke komme ind. Det regnede, så først gik jeg ned til stationen og satte mig på bænken og lod som om jeg skulle med toget. Efter noget tid forsøgte jeg biblioteket igen. Stadig lukket. Jeg satte mig ind i et busstoppested og ventede. Forsøgte igen, stadig lukket. Satte mig tilbage.

Da klokken blev lidt over 8 vovede jeg at tjekke kontoen igen. Så stod der penge. Ikke mange, men tilstrækkeligt. Tankede mit rejsekort op, og tog væk. Da jeg stod af toget gik jeg ind i en Aldi og købte to sandwich og noget æblejuice. Spise og drak som en ulv. Glædede mig til at børste tænder igen med tandpasta efter ca. tre dage kun med børstning og tandtråd.

Det drejede sig om ikke at slappe af nu, bare fordi jeg havde fået penge til mad. Jeg vidste præcis hvilke regninger der skulle betales og hvem, der skulle ringes til. Derefter tilmelding til julefrokost i værestedet senere, og taletid til mobilen.

Og så selvfølgelig anklagemyndigheden, så jeg kunne få min autorisation som læge tilbage, en autorisation, der var blevet mig frarøvet uberettiget, idet jeg aldrig havde været spor psykotisk. Styrelsen for Patientsikkerhed skulle havde tænkt sig bedre om dengang for fem år siden, da den forvandlede mit liv til et mareridt, for selv ikke Styrelsen for Kærlighed kunne gøre mig til noget jeg ikke var.

To sandwich og en pose kanelgifler på tilbud senere, følte jeg mig som et menneske igen. Jeg måtte stoppe med at skrive særligt meget mere, og virkelig koncentrere mig om at redigere teksten, så den kunne vedlægges til min henvendelse til anklagemyndigheden. Dertil naturligvis relevante optagelser, og som minimum en tidslinje hvor alt materialet skulle plottes ind. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Hvad havde man tænkt på, da man parkerede mig på invalidepension? En pervers og sadistisk ydelse, jeg aldrig havde været berettiget til, men som jeg måtte acceptere, fordi jeg troede at det kunne redde min daværende to værelses lejlighed. Det kunne det desværre ikke, men efterfølgende havde jeg ikke haft andet valg end at lade mig passivisere af ydelsen.

Mine primære bøddler havde til sammen tjent millioner af kroner siden den gang de kasserede mig som affald, de havde villa og flere biler, de tog på ferie, havde fede jobs, familie, masser af sympati og sekundær gevindst, og led ikke økonomisk nød, men for ikke så mange timer siden havde jeg i fjerten dage stort set ingen penge haft til mad. Det var ikke noget jeg havde fundet på eller opdigtet, sådan var virkeligheden nu en gang. Og så var det mig, der var monsteret? Det var jo en syg joke. Ikke at materiel overflod motiverede mig, men det var alligevel lidt interessant at tænke over.

Ned i værestedet. Dødtræt. Hyggeligt som sædvanligt, følte mig rigtig godt tilpas der. Venlige brugere og ansatte. Jeg spillede Catan i dag med de sædvanlige andre tre brugere. Der var julestemning og oppyntet behørigt. Det føltes helt uvirkeligt, at jeg havde været så presset ikke så få timer tidligere i dag. Jeg ville ønske at det aldrig skulle ske igen, men jeg vidste af erfaring at det altid kunne blive værere. Det var dog fortid, nu gjaldt det kun om at komme videre.

Winston Churchill skulle være ophavsmand til citatet: "Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå!". Det var hvad jeg skulle gøre, fortsætte. Starte forfra hele tiden, og fortsætte, skubbe stenen op på toppen af bjerget dag ud og dag ind. Igang med at træne, igang med at redigere min tekst, kontakte anklagemyndigheden, og få min velfortjente lægeautorisation igen eller dø i forsøget. Når nu man havde taget den fra mig fordi jeg skulle havde været "paranoid og psykotisk", men hverken havde været eller var paranoid og psykotisk, så måtte man fandeme give mig autorisationen igen. Man kunne ikke bare ændre begrundelse efter forgodthavende, selv om det selvfølgelig var, hvad man havde tænkt sig, for hvad skulle man ellers gøre? Erkende at man havde taget fejl? Det var der ingen embedsmænd (embedspersoner), læger eller psykiatere, der var store nok til at gøre.

Styrelsen for Patientsikkerheds og Dansk Psykiatrisk Selskabs temasang

Som grøn konfirmand blev jeg af mor

sat i lære på et officielt kontor.

Jeg svang min kost og pudsed´ vinduesfag

og jeg gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.

Han gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.

Fordi jeg gnubbede for dem der sidder højt på strå

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Fordi han gnubbede for dem der sidder højt på strå

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

Så blev jeg på grund af al min flid

kontorist på mindre end et halvt års tid.

Min flip var hvid, og mit smil var stift

og blanketterne skrev jeg ud med spids og sirlig skrift.

Blanketterne skrev han ud med spids og sirlig skrift.

Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå

så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.

Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå

så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.

Og jeg kom ind i en fin kommission

for i sådan én skal der altid sidde no´n!

På mit klatpapir jeg tegned otte år i træk

brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.

Brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.

Efter otte år med lås og slå

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Efter otte år med lås og slå

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

Politisk set var jeg liberal -

socialistisk - højresindet - radikal.

Jeg stemte altid med den største flok

og de tanker, andre tænkte, var mig mer´ end nok.

og de tanker, andre tænkte, var ham mer´ end nok.

Da mine egne tanker var så små og få

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Da hans egne tanker var så små og få

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

Med strømmen flød jeg stolt min vej

for den der flyder, ja, han synker ej!

Ad små kanaler strømmen foer

til jeg landede på flådens admiralskontor.

til han landede på flådens admiralskontor.

Fordi jeg kendte vejen, som en strøm kan gå

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Fordi han kendte vejen, som en strøm kan gå

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

I landsmænd her, som gerne vil nå op

til vor samfundsstiges allerhøjeste top,

flyd med, men hold jer i enhver forstand

til stadighed og altid fra det dybe vand.

Til stadighed og altid fra det dybe vand.

Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!

I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!

Stå aldrig til søs!. Lad de andre stå!

I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!

(Admiralens vise (Pinafore). Komponist Arthur Sullivan. Tekst Jens Louis Petersen)

Medicinstuderende

Da jeg ankom til biblioteket sad der en yngre mand og kvinde i hver deres stol på avislæsesalen. Biblioteket havde været så storsindet at sætte en ekstra lænestol ud, så der i alt på hele Taastrup Bibliotek nu var tre siddepladser. De to sad og lyttede til noget, jeg troede var en podcaast eller YouTube video. Da jeg satte mig med avisen, spurgte den yngre mand mig venligt, om lyden generede mig. Fordi han var hensynsfuld, svarede jeg at det overhovedet ikke var noget problem.

Før jeg nåede at tage plads, kunne jeg høre ord som allel, homozygot, heterozygot, x-bunden recessiv, dominant og consanguinitet fyge igennem luften, og jeg smilede til dem og sagde, "er det genetik?". "Ja", svarede de i kor. "Det er spændende, men også lidt svært", sagde jeg, hvilket de bekræftede. Det viste sig at være fjernundervisning, og den høflige yngre mand blev nedsablet af den ældre og autoritært lydende strenge kvindlige lærer. Jeg læste ikke et ord i avisen, men sad bare og lyttede til undervisningen mens minderne farede gennem hovedet på mig.

Det var smukt og rørende at lytte til de to unge mennesker, der gik på 2. semester eller i hvertfald et af de første semestre på medicinstudiet på Københavns Universitet. På et tidspunkt fik de begge en sms-beked. Det viste sig at være fra FADL, foreningen af danske lægestuderende. Kvinden ringede vagtkontoret op, og indvilligede at tage en vagt på Psykiatrisk Center Ballerup, min gamle arbejdsplads, for at passe på en pige på anoreksiafdelingen. Den yngre mand sagde til læsemakkeren at det var et godt sted at være, stille og roligt, og at sygeplejerskerne var søde på den afdeling. Kvinden ringede op og tog vagten.

Jeg håbede det allerbedste for de to medicinstuderende, jeg håbede at de aldrig nogesinde ville støde ind i den falske lektor Egill Rostrup, der havde ødelagt min mulighed for at blive speciallæge, ødelagt min Ph.d. og misbrugt forsøgsdata, eller den praktiserende læge Camilla Elvekjær, der havde tvangsindlagt mig på farekriteriet, fordi jeg havde fortalt hende om hendes gode kollega Egill Rostrups svindel, som havde gjort mig hjemløs og rettet falske anklager mod mig til Styrelsen for Patientsikkerhed, som havde taget det sidste jeg havde fra mig.

Jeg havde lyst til bare at sidde og snakke med de to, spørge ind til dem og fortælle dem om mine erfaringer, men det var selvfølgelig ikke passende, og selv om det var svært at løsrive sig fra at lytte til dem, gjorde det for ondt til at jeg kunne holde ud at blive siddende. Jeg gik derfor over på en bænk hvor jeg sad og skrev indtil jeg kunne sptte mig ind i det lokale jeg havde booket.

Psykiatriens, politiets - og Styrelsen for Patientsikkerheds mishandling af mig havde aldrig for alvor rystet mig, jeg havde aldrig grædt én eneste tåre på grund af de svin, men de to unge medicinstuderende kunne have fået mig til det på en rigtig dårlig dag.

Men det her var ikke en rigtig dårlig dag. Jeg var taget direkte ned i den lokale Netto, hvor jeg købte ind som en konge. Jeg havde børstet tænder med tandpasta i går som en sindssyg, og spist mig mæt, så nu var det bare at komme i gang.

Jeg var skide ligeglad med alle neurotiske tanker om stavefejl, for emotionel og selvmedlidende tekst, samt især om jeg skulle nævne navne på andre end lægerne og psykiaterne. Hvorfor skulle sygeplejerskerne, social- og sundhedsassistenterne, og socialrådgiverne ikke stå til ansvar med navns nævnelse? Det var at nedvurdere og ringeagte dem, hvis man anså dem for ansvarsfrie, fordi de ikke var læger. Jeg ringeagtede skam alle faggrupper lige meget eller lige lidt, og jeg havde endnu ikke oplevet én eneste fra plejepersonalet være modig og samvittighedsfuld nok til at sige psykiaterne imod. Det turde man alligevel ikke, så hellere deltage i bekvem mishandling, og tosserne var der jo ingen der tog alvorligt alligevel.

Gældsstyrelse

Det var ikke rart, men det skulle jo gøres, hvis jeg ville slippe for at blive stalket endnu mere af det offentlige. Derudover kunne jeg også demonstrere overfor Hans, Susanne og Amanda at jeg havde overblik over min økonomi, og dermed et tilstrækkeligt funktionsniveau, og så kunne de notere det i deres journal. Sidstnævnte var direkte latterligt, for det beroede på for formert præmis at jeg skulle demonstrere noget som helst over for disse genier, men jeg måtte vælge mine kampe med omhu, og der var ikke noget at gøre ved at førnævnte ikke var større mennesker end tilfældet var. Susanne havde fortalt mig at Gældsstyrelsen kunne indefryse min invalidepension hvis jeg ikke reagerede på Gældsstyrelsens trusselsbrev, men den venlige dame jeg talte med fortalte at det skam kun var, hvis jeg fik løn, at hun kunne indefryse nogen midler, så jeg kunne selv bestemme hvor meget jeg ville afdrage med.

Problemet var selvfølgelig at jeg hver måned betalte 795 kroner alene i renter. Lægernes Bank tvangstilbageholdt over 1000 kroner hver måned af min invalidepension (som jeg absurd nok aldrig havde været reel kandidat til at modtage), trods mine protester, og dertil kom alle andre udgifter. Hvor var det ærgerligt at Styrelsen for Patientsikkerhed på et forkert grundlag havde besluttet sig for at jeg i over fem år og i al fremtid ikke måtte arbejde.

Til sidst var der ikke meget tilbage, og derfor lå jeg stadig i skrivende stund på en foldemadras på gulvet, derfor havde jeg ingen møbler, ikke penge til frisør, tandlæge, ferie, at spise ude, gå i byen, tøj, sko, julegaver, fødselsdagsgaver, cykel osv. osv. Ja, jeg skrev ofte det samme, men der var fordi det ikke trængte ind hos nogen. Jeg besluttede mig for at afdrage med 795 kroner hver måned. Desuden at jeg ikke gad at sidde og fortælle Hans Raben, Susanne Emde og Amanda (nu Martin) mere eller mindre det samme 23 gange om året, hvorfor jeg fremover bare ville henvise til denne tekst, så kunne de selv følge med, og så slap de også for at spille skuespil når vi mødtes. Det var win-win.

"Vikingen"

Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg ikke havde kontaktet "Vikingen", "Y" eller "X" på det seneste, men jeg havde ikke haft overskud til det, og selv om jeg vidste at de alle ville have (og før det også havde) hjulpet mig, da jeg ingen penge havde til mad, så ville jeg ikke belaste dem med mine problemer, når de selv havde det hårdt. "Vikingen" skulle have min Windows PC, men jeg havde ikke fået den klargjort til ham, så det måtte jeg i hvertfald igang med en af dagene.

Det psykiatriske journalkoncept - Eksempel 1

Inspireret af http://instrukser.dk/psykiatrisk-journal/ (den 3. december 2020). Her kunne man læse følgende, som opstillede hvilke punkter man skulle gennemgå ved journaloptagelse på psykiatriske patienter. Det var vigigt for tidligere, nuværende og fremtidige ofre for psykiatrien at vide noget om psykiaterens kliniske tankegang. Psykiatri var trods alt kun ord som overhovedet ikke behøvede at beskrive virkeligheden, og langt fra altid gjorde det. Når den enkelte mentalt dovne psykiater var altings målestok, og vedkommendes ord var lov, som danske dommere ukritisk, blindt og ansvarsforflygtigende rettede sig efter - fordi det var det nemmeste - så var det nødvendigt for ofrene at kende til dette våben, hvorved psykiaterens magt blev reduceret.

Det psykiatriske journalkoncept - Eksempel 2

Inspireret af https://www.psykiatri-regionh.dk/undersoegelse-og-behandling/Behandling/Tvang/Undervisningsmateriale/Sider/Journalf%C3%B8ring.aspx (den 3. december 2020)

Ad emotionel kontakt

Når jeg talte med en psykiater eller en ansat inden for psykiatrien, ville jeg altid have "læderet emotionel kontakt". Når jeg talte med alle andre mennesker, havde jeg ikke "læderet emotionel kontakt". Årsagen til førstnævnte var den simple, at jeg havde fået mit liv ødelagt af psykiatrien, at jeg hadede psykiatere og plejepersonalet som pesten, at jeg var tvunget til mod min vilje og til stor skade for mig at tale med disse mennesker, som umyndiggjorde og stigmatiserede mig, og at det var en særdeles asymmetrisk situation, hvor jeg var den svage part, som altid risikerede flere overgreb og tvang.

Jeg kunne og ville ikke spille skuespil overfor mennesker jeg afskyede, og heldigvis var det stort set kun ansatte i psykiatrien, jeg afskyede, og ikke mennesker generelt.

Men hvis man ikke var klar over dette forhold, ville man fejltolke min reaktion som et sygdomstegn, hvor det i virkeligheden ikke var det, faktisk var det en yderst sund reaktion. Desværre havde psykiaterne så ringe selvindsigt at de var blinde overfor deres egen skadelige rolle.

Ny seng

Sengen var da udmærket at ligge i, men dens største værdi var kosmetisk, for jeg havde ikke ondt i ryggen eller andre gener af at ligge på foldemadrassen, jeg vågnede stadig flere gange om natten, og jeg havde stadig mareridt. Det var positivt at jeg fik købt den, men trods den lave pris, var det et væsentlig indhug i mit rådighedsbeløb. Jo færre genstande jo bedre, herunder jo færre møbler, og i det perspektiv tjente sengen også et formål, idet jeg nu kunne lægge så meget ned under den, at jeg kunne tømme den ene af de grimme, ultrabillige reoler fra Harald Nyborg, og således få frigjort flere kvadratmeter.

Psykiater Marianne Geoffrey

På vej til biblioteket kom jeg i tanke om denne psykiater, som relativt set havde skadet mig om muligt lige så meget som Gitte Ahle, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Jeg havde formuleret præcis hvad jeg ville skrive om hende, mens jeg gik ned til stationen, men da jeg nåede frem til biblioteket, orkede jeg simpelthen ikke at forholde mig til hendes ugerninger. Dog skulle jeg nok sørge for at huske at berette om hende ved en senere lejlighed. Kort fortalt havde hun i væsentlig grad, mod bedre vidende, bidraget til at udsætte mig for hendes formentlig veninde eller læsemakkers senere psykologiske tortur, med måneder varende konstante trusler om tvangsmedicinering med invaliderende, livsfarlig , og fuldstændig ikke-indiceret antipsykotisk medicin.

Psykiateren i film og litteratur

Det med at stort set ingen psykiatere turde at kritisere deres kollegers fejlbehandlinger beroede måske på det stærke gruppetilhørsforhold man som en så (helt berettiget) forhadt og latterliggjort faggruppe havde udvilket? Overalt i det litterære- og cinematiske univers blev psykiaternes forbrydelser mod deres medmennesker jo skildret, igen og igen, og jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde set en film eller læst en bog hvor en psykiater (eller psykiatrisk sygeplejerske) blev portrætteret som en helt, eller bare som et sympatisk menneske. Bare for at nævne det seneste jeg havde set, hvor psykiateren var fremstillet magtarrogant, fej, egoistisk, afvigende, reaktionær, amoralsk, troløs, pervers, bizar, narcissistisk, misbruger og skryppelløs, kunne jeg nævne de to Netflixserier "Ratched" og "American Horror Story". Det var tankevækkende at denne fremstilling af psykiaterne i den fiktive verden stemte så godt overens med mine egne erfaringer.

Men hvorfor egentlig bruge så meget tid på den lægevidenskabelige blindgyde, som psykiatrien var, når jeg kunne repitere radiologi? Min efterhånden aldrende Raspberry Pi kunne fint bruges som PACS, og jeg havde allerede fundet en masse spændende DICOM-filer, så nu gjaldt det om at indarbejde en fornuftig repiteringsrutine. Selv om jeg altid havde næret en særlig forkærlighed for neuroradiologi, ultralyd, interventionsradiologi, og kvantitiv radiologi, elskede jeg at analysere CT scanninger med kontrast (væske) af ax og abdomen (bryst- og maveregionen). Der gemte sig simpelthen et utal af essentielle informationer i netop den type scanninger, og det var helt fantastisk. Jeg havde fundet en fremragende radiologi-app i går, så jeg kunne se på CT-scanninger, mens jeg travede rundt på mine daglige, ufrivillige vandreture, og med ét var det der stod i aviserne, som jeg ellers havde sat en dyd i at læse hver dag, helst samtlige, uinteressante og nærmest ligegyldige. På nær Weekendavisen måske.

Aviser uinteressante

Den ene krise afløste den anden, den ene politiker efter den anden misbrugte hans - eller pt. især hendes - magt, og den ene tendens afløste den anden. I øjeblikket var det "drengene mod pigerne", "virtuesignalling" "kønnet er udelukkende en social konstruktion" mv., der var på mode, og det var skam ikke fordi, jeg ikke syntes at sexisme, trans- og homofobi var forkert, det var bare det, at jeg aldrig havde været transfob, homofob eller sexist, eller udvist en adfærd svarende til disse såkaldte fobier og ismer (a propos virtuesignalling), jeg havde bare mine egne og altopslugende problemer, der overgik at en kvindelig politiker engang til en julefrokost af en ældre mandlig politiker havde fået berørt sit lår, eller at det var verdens største uretfærdighed hvis en mand, der følte sig som en kvinde, ikke måtte spille på kvindernes håndboldlandshold, eller hvordan det nu var. Men det var da godt at den slags problemer fyldte så meget i medierne, problemer skulle selvfølgelig diskuteres, og det var da overhovedet ikke i orden at biologiske og fænomenologiske mænd, der følte sig som kvinder, blev mødt af fordomme, hvis de ville benytte sig af offentlige toiletter til kvinder. Det var vigtigt med den slags diskusioner.

Værelset

Konsekvenser af faste

Den ældre overlæge

Statsministerens presemøde

Det som "Big Mother" sagde på pressemødet var en katastrofe for mig, selv om man tilsyneladende ikke skulle stole alt for meget på hvad hun sagde

Det var ikke mange dage siden at jeg var så sulten at jeg havde lyst til at stjæle mad i forretningerne, og måtte samle flasker omkring Albertslund Bibliotek for at købe gammelt rugbrød i Føtex til tre kroner pakken, og endnu færre dage siden jeg købte en seng efter at have ligget på en udpint foldemadras.

Jeg nåede akkurat at genfinde kærligheden til radiologien, og jeg havde de sidste par dage siddet og kigget på CT scanninger i timevis, hvilket fik mig til at glemme alt andet, og så kom statsministerens besked om at bibliotekerne, idræts- og motionscentrene skulle lukke.

Det var svært ikke at blive helvhenførende, for det var som om at jeg skulle sables ned hver gang jeg havde formået at rejse mig op. Mine vilkår blev nu helt uudholdelige, når jeg ikke havde nogen steder at være i dagtiden og ikke kunne motionere. Det blev hele tiden værre.

Hvis man syntes det var slemt at skulle arbejde hjemme, så skulle man prøve at være i mine sko, så skulle jeg garantere for at man ville slå ihjel for at få lov til i det hele taget at arbejde.

Før jeg igen sank for langt ned under overfladen og gav op, måtte jeg finde en løsning. Det eneste, jeg her og nu kunne og have overskud til at gøre, var et finde det billigste lagerrum på Vestegnen, og så sidde i det om dagen. Det havde jeg jo takket være den praktiserende læge og Styrelsen for Kærlighed gjort tidligere, men denne gang var det ikke mine ejendele, der skulle opbevares i lagerrummet, men mig selv, så på den måde var det logistisk set lettere. Jeg havde også tilbragt juleaften i mit daværende lagerrum, så det kunne jeg snildt gøre igen.

Jeg var svært nedtrykt da jeg vendte tilbage til værelset efter at havde været i værestedet om eftermiddagen og aftenen. Jeg havde brugt hele dagen indtil da på Albertslund Bibliotek, hvor der havde var dukket en del flere mennesker op end normalt på det tidspunkt. Jeg havde afleveret alle de bøger og brætspil, jeg havde lånt, og samme ærinde havde de fleste af de andre brugere også.

Jeg havde søgt og søgt efter et sted jeg kunne opholde mig, og jeg kom tæt på at finde et kontorfællesskab jeg havde råd til, men selvfølgelig var det billigste sted lige netop uden for min rækkevidde. Derfor blev det et lagerrum, og det billigste af slagsen, for det eneste det skulle opbevare var mig selv. Jeg var dødtræt af altid at skulle slukke brænde, altid at stå på kanten og kigge ned, og altid at være motiveret af frygt, vrede og nødvendighed, og aldrig af lyst.

Det var en syg joke, og jeg fortsatte med at smide så meget ud som muligt. Det kunne jo ikke blive ved. Når de ikke havde styr på tingene i ROPS og STPS, måtte de voksne overtage.

Solidaritet

Jeg oplevede ikke rigtig nogen solidaritet, eller at danskerne stod sammen, eller hvad det var for noget pladder overformynderiet opfordrede til. Alle melede deres egen kage, og havde nok i sig selv, eller kun i deres allernærmeste. Sammen, alene og forladt. Måske eksisterede der solidaritet i en vis grad inden for enkelte subgrupper, som følte en eller anden form for fællesskab og samhørighed, men i samfundet generelt var der intet at komme efter. Min sidste rest af tiltro til mennesker i al almindelighed var ætset væk. Selvfølgelig havde jeg glimtvist oplevet venlighed fra mine omgivelser, men summen af alt det lort jeg stadig gennemgik var bare meget større. Det var også klart at mine problemer ikke ragede nogen en høstblomst, for alle havde det jo dårligt engang imellem, det var et eksistentielt vilkår for alle, så hvorfor fanden skulle jeg så tro at jeg var speciel eller mine problemer større end alle andres? Jeg kunne jo bare tage mig sammen, jeg kunne bare det ene eller det andet. Men hvis det var sådan, hvorfor skulle jeg så tage hensyn til andre, lytte til dem og deres problemer, eller tilbyde min hjælp? Men hvis man ophøjede den holdning til almentgældende lov og adfærd, hvad var det så for et samfund, der kom ud af det? Ikke et særligt godt et af slagsen formentlig. Men det ironiske var, at det ikke var mig, der ville komme til at lide mest eller gå under i det samfund. Hvis alle danskere blev underlagt de vilkår der gjaldt for mig, ville jeg ligge lunt i svinget. Det gav ikke den store mening, men det behøvede det heller ikke. Hvis det bare handlede om at være egoistisk, og springe over hvor gærdet var lavest, så fint med mig, så måtte det jo være sådan. Hvis jeg respektere andre, og faktisk overholdt loven, så var det mig, der var idioten. Og hvorfor havde jeg været så dum at søge det ene frivillige job efter det andet? Hvorfor tilbød jeg at hjælpe de andre brugere af værestedet med praktiske opgaver de ikke selv kunne klage, fordi de var i for fysisk dårlig stand? Det var jo bare latterligt. Måden at overleve på i Danmark var at være et dumt svin.

Lagerrum 2.0 aka "Lager-livet"

Jeg fik lejet et ny lagerrum i dag. Et skridt frem og to tilbage. Det var på 2 kvadratmeter, billigt, og lige præcist stort nok til at jeg kunne ligge udstrækt i det hvis jeg ville, hvilket slet ikke var utænkeligt.

Min plan var - udover at sidde der og repitere radiologi - at træne i lagerrummet, nu hvor regeringen havde fjernet det næstsidste frirum jeg havde, nemilg motionscentret, boksetræningen og badminton.

Jeg havde ingen ide om hvordan jeg skulle komme igennem december måned. Hver gang det lykkedes mig at gøre et lille fremskridt, blev jeg straks sat tilbage. Jeg var eksempelvis netop blevet introduceret til Taastrup Medborgerhus af en anden bruger af værestedet. Det var et sted man kunne komme ind fra gaden, og bl.a. sidde og arbejde med sin PC, spille skak, spise i cafeen, og gå til alle mulige arrangementer. Jeg havde siddet og spillet brætspil med den pågældende anden bruger af værestedet. Så lukkede regeringen medborgerhuset. Det var ikke til at holde ud. Jeg var også blevet inviteret til F1 og brætspil sammen med to andre brugere af værestedet forleden, og også det havde været hyggeligt, men det var kun en enkelt dag, der gik med det.

Jeg hoppede fra den ene brændende platform til den anden, og jeg anede ikke hvorfor jeg overhovedet gad blive ved. Der var ingen målstreg eller præmie, jeg havde ikke lyst til at blive ved med at kæmpe for ingenting, så hvorfor jeg så gjorde det anede jeg ikke. Hvordan kunne man lade det fortsætte? Hvad foretog Hans sig? Hvad var det jeg skulle bevise?

Jeg var meget tæt på at gøre et eller andet ekstremt mod andre eller mig selv, eller begge dele. Jeg var ligeglad.

Tilfældet ville, at jeg forleden erfarede, at jeg boede i samme opgang som en anden bruger af værestedet, der kom der en sjælden gang.

Jeg fik talt med vekommende for første gang i opgangen i dag, og qua dennes udtalte bevægeapparatgener tilbød jeg at hente hendes julepynt i kælderen og hænge det op for hende. Det var mindst lige så meget til gavn for mig, som for hende, så jeg håbede på hun ville sende mig en sms en af dagene.

Det var utroligt nok lykkedes mig at skabe et lille netværk i Taastrup, også uden for værestedet, men det var stadig meget spinkelt, og kunne desværre ikke udgøre den stabilitet og forankring, jeg havde brug for.

At flytte et nyt sted hen, mens man var allermest presset, og skabe nye relationer, havde været usandsynligt svært, men det var til en vis grad lykkedes. Hvis jeg rent faktisk havde været psykisk syg, ville det jeg havde gjort været umuligt. Jeg vidste godt jeg ikke selv måtte sige det, for de kronisk forsmåede psykiatere, men det var nødvendigt at få italesat, og kun fordi det var endnu et fremragende bevis for at jeg intet som helst fejlede.

Jeg var også kommet en hel del videre på den tekniske front med ESP32 og IoT, hvilket alt sammen var fint nok, men jo ikke noget, der bragte mig videre som sådan.

NU

Der skulle ske noget. Det kunne sgu ikke vente. Jeg havde tigget og bedt om rigtig hjælp i flere år uden held, så jeg kunne ikke regne med andre end mig selv. Og det kunne jeg heller ikke, i den forstand at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre.

Når jeg selv havde forsøgt alt, når jeg havde bedt alle og enhver om hjælp, og når alt havde været forgæves, burde det ikke længere være mit ansvar hvad jeg foretog mig for at redde mit liv og min tilværelse. Nogen til vist til at vågne og gøre deres arbejde.

Hvis gør vi nu?

I morgen gik det igang; tre dage som jeg skulle have til at gå. Ud mellem 7.00 og 8.00, og hjem mellem 20.00 og 21.00. Men ingen steder jeg kunne opholde mig indendøre. Jeg havde søgt på nettet og spurgt alle, brugere såvel som personale på værestedet, men der var ingen der havde nogen forslag.

Der var intet at gøre. Jeg måtte ud på en ufrivillig og opslidende trekkingtur i morgen tidlig. Til gengæld havde jeg fundet et sted at vandre hen. Jeg tilsluttede mine powerbanks, så jeg havde rigeligt med strøm til en hel dag. Jeg overvejdede kraftigt at skrive en mail til Hans Raben, og spørge ham om hvad fanden meningen var, hvorfor helvede han dog ikke bare kunne skrive det han flere gange selv havde konstateret, så mit mareridt sluttede, og jeg havde en fremtid og et håb, men det nyttede ikke, for så havde han gjort det for længe siden.

Bog til politikere

Jeg overførte bogen til Google Docs, hvor teksten uden billeder fyldte 427 sider. Jeg kunne fint rette den til på mobilen mens jeg travede afsted i morgen. Når det var gjort blve den sendt til samtlige politikere i Folketinget og i Regionerne. Nu gad jeg ikke mere. Jeg ville have min tilværelse tilbage.

Billeder. Mit værelse den 10. december 2020. Både værelset og lejligheden var fremragende. Hvis jeg havde penge til det, havde jeg købt en kommode til tøjet og smidt den ene reol ud. Måske et lille skrivebord, og en printer. Ellers havde jeg ikke brug for noget.

28196

Var antallet af skridt jeg gik i dag. Det var hverken meningen, at jeg skulle gå langt eller hurtigt, jeg skulle bare have tiden til at gå, og samtidig undgå at sidde så længe at jeg frøs for meget. Jeg havde planlagt at gå hen for at se hvor Ole Rømers observatorium havde ligget, men det tog kortere tid end jeg havde håbet på, hvorfor jeg gik en ekstra tur igennem Albertslund og Glostrup, hvor jeg rundede mit lagerrum, hvorefter jeg tog tilbage.

Jeg planlagde ad hoc hvor jeg ville gå hen, og når jeg nåede destinationen fandt jeg et sted, typisk et bustoppested, hvor jeg sad indtil det blev for koldt, hvorefter jeg rejste mig og drog videre. Det var som i et mareridt. Jeg var død træt, men kulden tvang mig afsted, og min rygsæk føltes tungere og tungere. En gang i mellem gik jeg ind i et supermarket for at få varmen, samt for at købe lidt at spise og drikke. Jeg var desværre ikke blevet syg med COVID-19, men det kunne nåes endnu, og lykkedes det, var belønningen et dejligt isolationsophold med gratis forplejning, og sekundær gevindst.

Jeg elskede at gå, og jeg elskede det danske landskab uanset vejret, selv om jeg foretrak solskin og sommer, men hold da op hvor var jeg ulidelig træt af bare at trave rundt uden et rigtigt formål. Det var nådesløst, men det byggede jo karakter, som man sagde. Imens jeg spildte min tid og havde det dårligt, lå der massere af danskere på hospitalerne, smittet med coronavirus, og ventede på en læge. Hvor var det dog flot. Mens jeg gik afsted så jeg radiologiske videoer på YouTube, hvilket var en trøst.

Mens jeg gik, blev jeg mere og mere vred og fortørnet. Hvor var det latterligt og tarveligt, at man fastholdt en fejldiagnose, og ødelagde mit liv, fordi man ikke turde indrømme, at man havde taget fejl.

Da jeg kom tilbage, var jeg frossen som havde jeg overnattet i kølerummet på Retsmedicinsk Institut, og for opgivende og nedtrykt til at jeg skammede mig over ikke at have noget liv. Igen overraskede udlejer mig positivt, og jeg måtte tage hatten af for ham.

Da jeg havde lagt mig og begyndte at skrive, kunne jeg mærke at jeg ikke havde lyst til at vågne igen, kun for at tage ud og gå rundt hele lørdagen i kulden, uden noget mål, bitter og vred.

Billeder. Ole Rømers observatorium.

Billeder. En gravhøj med et kors, jeg passerede på vejen.

Billede. Mit nye lagerrum, hvor jeg skulle holde jul og nytår.

24310

Var kun det antal skridt det blev til i dag. Jeg var for træt og demotiveret til mere, og jeg nåede da også tilbage allerede kl. ca. 16.30, hvilket var lidt pinligt, da min udlejer havde gæster. Jeg havde set Høje Taastrup på den anden side af Roskildevej, og jeg gik til og rundt i Ishøj.

Det var som det var, og til gengæld havde jeg skaffet mig en aftale i morgen, således at jeg hverken behøvede at trave rundt eller være på værelset. Så kunne jeg lige holde det ud, men hvad jeg så skulle finde på i næste uge, var ikke godt at vide.

Billeder. Der var ikke meget at se på min tur i området mellem Høje Taastrup og Ishøj. Her fangede jeg dog et smukt øjeblik, da solen brød frem gennem skyerne.

Brætspil

Det var de færreste mennesker, jeg mødte ansigt til ansigt, jeg ikke kom godt ud af det med. En del af det havde utvivlsomt noget at gøre med, at jeg var oprigtigt interesseret i andre, og at jeg aldrig fremhævede mig selv (fordi der aldrig havde været grund til det). Jeg lyttede langt mere end jeg talte, og jeg satte mig ind det mine samtalepartnere fortalte. Desuden var jeg fuldstændig ligeglad med andres status eller forestillede status.

Beklageligvis var det noget som dem i ROPS aldrig oplevede. Jeg havde for længst opgivet disse umennesker, og jeg betalte også prisen for det. Men når jeg var mig selv, var der ingen der havde problemer med at invitere mig hjem hos dem, man stole på mig, og med rette. Jeg havde aldrig været utilregnelig, og jeg kunne ikke drømme om at gøre noget som helst forkert. Det var mere end noget andet et bevis på hvor meget Retslægerådet havde taget fejl.

Fordi andre menneskers dømmekraft var intakt, vurderede de mig til at være en person de kunne stole på, og derfor var jeg hurtigt blevet inviteret hjem til en af de andre brugere af værestedet hver søndag, hvor vi var tre eller fire, der så Formel 1 og spillede brætspil fra 13.00 til omkring 22.00. Jeg var utrolig taknemmelig for at jeg blev lukket ind i det fællesskab, og det i en grad at jeg satte mig ind i såvel Formel 1 som samtlige af de brætspil vi spillede.

Der var rigtig meget som dem i systmet intet anede om, som de burde vide, men som de selv var skyld i at jeg aldrig fortalte dem om, fordi jeg anså dem for hæslige mennesker.

En grund til at jeg blev inkluderet i brætspilleklubben var også at jeg lærte de forskellige spil lynhurigt, så de andre ikke skulle bruge tid og kræfter på at instruere mig i reglerne. Vi spillede et bredt udvalg af spil, Matador, Skak, Settlers of Catan, Century of Spice, Stone Age, 7 Wonders, Majesty, Splendor, Carcassonne og Deadwood. Derudover lavede jeg IT småprojekter med den ene af de andre, som var uddannet datamatiker. I øjeblikket var det ESP32 med diverse sensorer, hvis data blev registreret og visualiseret i Grafana.

Det morsomme var naturligvis at den teknik jeg lærte i den sammenhæng ikke var noget som nogen af mine bødler ville fatte en brik af, samtidig med at de troede at de vidste bedre end jeg.

ROPS

Hver gang jeg forsøgte at få myndighederne til at behandle mig som det jeg var, nemlig normal, gjorde Susanne og Amamda (og nu Martin) hvad de kunne for at sable mig ned. Det var svært ubehageligt, og på sin vis grusomt. I dag var ingen undtagelse.

Når de blev ved med at udsætte mig for svært psykisk ubehag, havde jeg ikke noget andet valg end at øge indsatsen, indtil de var tvunget til at forholde sig til virkeligheden.

Jeg havde ikke brug for nogen mentor, hvilket Amanda og Martin havde været så stupide at foreslå. Til gengæld havde de to i allerhøjeste grad brug for en sådan, så de kunne få vejledning i at finde en anden karrierevej, når nu de ikke egnede sig til at være socialrådgivere.

Hvad angik Susanne, så skulle hun fandeme skamme sig. Hvad bildte hun sig ind? Hvorfor deltog hun så ihærdigt i at ødelægge den sidste rest af tilværelse jeg havde? Hvor var det ulækkert.

Jeg skulle egentlig til julefrokost i værestedet, men jeg var så rasende at jeg overvejede at tage hjem, og fortsætte min umulige kamp. Hvis Susanne, Amamda og Martin mente de var professionelle og gode mennesker, så håbede jeg på at de selv ville ende hvor jeg var, hvor de aktivt sørgede for at jeg forblev, til den dag jeg stillede træskoene.

Jeg ville hellere beskæftige mig med nærmest hvilket som helst andet end mig selv og min egen situation, men jeg blev tvunget til hele tiden at gøre det alligevel, fordi min situation blev tiltagende mere alvorlig hver dag. Jeg startede med at sende nedenstående til Amanda og Martin, som respons på mit særdeles ubehagelige møde med Susanne i dag:

Kære Amanda og Martin

Kjeld.

Det var problematisk at man sjoflede mig så meget, for det var kun et spørgsmål om tid før det gik galt.

Det ville unægteligt være resultatet, ikke bare for mig, men for alle andre i min situation. Den sejr skulle man imidlertid ikke have, så jeg måtte gøre alt jeg overhovedet kunne for at forhindre at det skete.

Det inkluderede alle ikke-voldelige tiltag jeg kunne komme i tanke om, såsom at skrive til udvalgte politikere. Jeg havde allerede fundet frem til dem, jeg ville kontakte, men først skulle jeg fortsætte med at redigere min tekst og lave den til E-bog.

En joke

De seneste par dage havde været ulidelige, og så skulle jeg høre på det pis med en mentor. Jeg lå og vendte og drejede mig, og kunne ikke falde i søvn, fordi jeg lå og tænkte på hvor meget mere jeg kunne tage af den slags helt misforstået idioti, da det gik op for mig, at det måtte være en joke. En syg joke, ganske vist, men stadig en joke.

Det kunne selvfølgelig også være en test; et eller andet geni havde fundet på, at jeg skulle testes for at se om jeg kunne knækkes, hvilket det var tæt på at jeg gjorde, men heldigvis holdt jeg fortsat stand. Men det var kun et spørgsmål om tid. Nu var det helt op til "systemet" hvad der skulle ske.

Det var en trøst at alt det som Hans, Susanne og Amanda (og Martin) skrev og troede i sidste ende var irrelevant. Disse mennesker kendte mig ikke, og ville aldrig komme til at kende mig. Det samme med hensyn til Styrelsen for Patientsikkerhed, og den sørgelige dillatentiske og ansvarsforflygtende instans som Retslægerådet var. De vidste jo ingenting. De mennesker, der turde at se mig i øjnene, dem der talte med mig, ville aldrig nogensinde i deres vildeste fantasi tro, at jeg fejlede noget som helst. Kun forudindtagede og dovne bureaukrater troede, at det parallelunivers, de befandt sig i, bag skrivebordene, var den virkelighed, som alle andre danskere oplevede.

Efter at have sovet på det, stod det mere og mere klart for mig, at Amanda selvfølgelig lavede sjov med mig. Hun og hendes socialrådgiverkolleger var også en slags mennesker, som havde brug for at koble af og have noget at grine over. Jeg skulle selv lære bare at grine af overformynderiets ignorante idioti, men det var bare så forbandet svært, når man havde virkelige problemer, som alle dybest set handlede om, at man ikke måtte arbejde som læge.

Amanda ville mig bare det bedste, og selv om det, hun kunne tilbyde af hjælp var latterligt, så mente hun mig det godt. Det var sådan, jeg skulle se på det; hun var en hammer, og det eneste hun kunne, var at hamre søm i et stykke træ, selv om der var behov for en skrue. Hun ville så gerne gøre noget godt, men var spejlblank, og anede ikke hvad det handlede om. Jeg vidste præcis hvad det var, jeg havde brug for, og en mentor - med mindre selvfølgelig at vedkommende var læge - var det allersidste. Det var en pseudo-løsning med endnu en professionel smagsdommer, der ikke anede, hvad vedkommende havde med at gøre, men alligevel troede at han eller hun havde alle svarene, at vedkommende vidste, hvad det var, jeg ikke fattede, og at denne person mente at have løsningen, uden selvfølgelig at være i stand til, eller gide, at sætte sig ind i min situation. Tak Amanda, men nej fucking tak, find noget andet at spilde skatteydernes penge på.

Amandas komplet idiotiske og devaluerende forslag om en mentor (= støttepædagog) havde ødelagt det meste af natten, og dagen med. Var hun stiv, da hun kom på den ide? Havde hun og Martin været til julefrokost, og fået en tår over tørsten? Hvor var det bare ringe og tarveligt af hende. Men mere bekymrende var det, at det fint bekræftede min formodning om, at hun i virkeligheden ikke vidste noget om mig, og at hun ikke havde lyttet til mig de efterhånden mange gange, jeg havde forklaret hende, hvad det var, jeg ønskede, og hvad det var, jeg havde brug for hjælp til.

For et par år siden havde jeg ladet som ingenting, når jeg mødte én som hende, der var uerfaren og uempatisk, men selv om jeg ikke orkede at råbe op om hvor både uvirksom og skadelig hendes såkaldte hjælp til mig havde været, så måtte det efterhånden stoppe. Jeg ville ikke være en prøveklud længere. Selvfølgelig lød det arrogant, og det var det sikkert også, men det, jeg havde gennemgået, og fortsat gennemgik, ville hun ikke selv have klaret, hun kunne groft sagt intet, jeg ikke selv var i stand til, så at foreslå en mentor, var så ubegribeligt åndssvagt og misforstået, at jeg ikke kunne finde ord for det. Hvor havde jeg dog spildt meget tid på mennesker som hende, selv om det desværre havde været nødvendigt for mig at gøre det, fordi disse uduelige personer havde magt. Hvor ville det være stressreducerende og befriende at slippe for sådanne mennesker. Men systmet var fuld af disse type, der var magelige, og ikke kunne eller ville tænke selv.

Jeg havde det på den ene side dårligt med at nævne de ansatte med navns nævnelse, men på den anden side var jeg nødt til det, for det var min eneste chance for at de tænkte sig en ekstra gang om. Det sekund de rent faktisk gjorde noget for at bedre mit liv, bare en lille bitte smule, ville jeg holde min kæft, men den dag lod ikke til at oprinde. Jeg havde langt fra været perfekt, men jeg havde altid gjort mig umage, og jeg havde aldrig været perfid og sadistisk overfor de mennesker, jeg havde ansvaret for, til forskel fra dem, jeg nu var tvunget til at forholde mig til.

Tik tak

Tiden var ved at rinde ud. Der skulle ske noget meget meget snart, og det, der skulle ske, var at jeg fik min autorisation tilbage, så jeg fik mulighed for at tjene penge, og have et håb for fremtiden, for første gang i over fem år. Amanda, Martin, Susanne Emde og Hans Raben skulle sætte sig ned, og sammen udarbejde en plan for hvordan jeg fik min autorisation igen. Det var meget enkelt, og jeg var ligeglad med hvilke meningsløse og ydmygende tiltag, jeg skulle gennemgå, så længe målet var at jeg kunne beskæftige mig med det, jeg elskede allermest. Det skulle de i øvrigt have gjort for længe siden, men nu handlede det om fremtiden. De kunne jo passende tage kontakt til personalet i værestedet, hvis de ville vide, hvordan jeg i virkeligheden var som person.

Jeg ville fortsætte med at rette stavefejl i mit udkast, maskinoversætte det til engelsk, sende det til politikerne, herunder førnævte personers chefer, til medierne for en god ordens skyld, samt lave en e-bog, eller endnu bedre en app, som jeg ville udgive.

Nå ja, optagelserne skulle også ud.

Lidt bedre

I dag havde jeg det lidt bedre, for der var sket nogle positive ting både i går eftermiddags i værestedet, samt i formiddags. I værestedet havde jeg utroligt nok af hele to yderligere brugere spontant fået deres telefonnummer, samt opfordringer til at gå henholdsvis en tur i det område, der gik under navnet Hedeland, og til at få en PlayStation 3 (som jeg skyndte mig at takke nej til).

Desuden var der en tredje bruger, jeg kendte godt i forvejen, der havde inviteret mig over i aften, så vi kunne gense filmen Alien. Han var lige som jeg en filmentusiast, og vi kunne sidde i ganske lang tid og tale om alt fra diverse skuespillere og instruktører til filmtekniske emner, såsom CGI og markedsføring.

Den gamle dame og trappen

Da jeg havde lukket døren til lejligheden, og stod på reposen med mit vasketøj, kunne jeg høre slæbende fodtrin på trappen. Langsom kom en mildst sagt ældre dame prustende, men vedholdende, op af trappen. Hun måtte mindst være 90, hendes hår var kridhvidt, og hun havde en kropsholdning som et vindblæst træ, eller som hun stædigt kæmpede en tabt kamp mod tyngdekraften, men hun gjorde ikke holdt før hun nåede anden sal, hvor jeg boede. Jeg blev stående og holdt ærbødigt afstand til hende, for gud forbyde at jeg kom til at smitte hende med corona, selv om jeg havde lyst til at give hende min arm, eller bare løfte hende op, og bære hende resten af vejen.

Hun var umådeligt imponerende. Det var da flot nok at en ung topatlet kunne præstere dette eller hint, men jeg havde langt mere respekt for den gamle dames kamp med at komme op på 2. sal, og hun fik ingen hæder eller ære, hun blev ikke eksponeret og hyldet i medierne, selv om hun burde, mens en elite af veluddannede kvinder havde erobret avisernes spalter og forsider i de foregangene mange måneder, fordi et gammelt (eller ungt, jævnfør det Radikale Venstre) svin havde raget på dem til en julefrokost engang. Hvilket selvfølgeligt også var uacceptabelt.

Det, den gamle dame gjorde, var rigtig girl power, hun var hard core og en bad ass på sin egen måde. Der var ingen medsøstre, der bekræftede hende på de sociale medier, og fortalte hvor fantastisk modig hun var. Den gamle dame båede på 2. sal, der skulle hun op, og så var den ikke længere. Da hun kom helt op, kiggede hun på mig, smilede til mig, og ønskede mig god jul og godt nytår. Hun mindede mig rigtig meget om min mormor, og jeg havde lyst til at spørge hende, om der ikke var et eller andet, jeg kunne hjælpe hende med, gøre hendes lejlighed rent, købe ind, male, hvad som helst, men jeg kunne ikke, og det ville også på en eller anden måde også være devaluerende overfor hende, for hun kunne tilsyneladende godt.

Yderligere en positiv oplevelse var, da jeg mødte en anden bruger af værestedet, netop som jeg skulle til at gå ned ad trappen til vaskekælderen. Jeg vekslede et par høflige bemærkninger med ham, og fortsatte ned. Og minsandten om ikke en helt anden bruger af værestedet ringede til mig da jeg havde sat mig til at skrive. Det var skønt at omgåes andre mennesker, der vel og mærke ikke var ansat i det offentlige til at sygeliggøre en. Hende der ringede, havde jeg skrevet nogle sms'er med for nyligt.

Jeg havde bl.a. skrevet: "Ja, du må endelig sige til hvis der er noget, jeg kan hjælpe med. Jeg har den lommefilosofiske holdning, at stort set alle mennesker dels kan bidrage med noget, og dels mangler noget, andre kan bidrage med, og således går det i sidste ende op til alles fordel.". Det var meget lommefilosofisk, men også noget jeg virkeligt troede på.

Jeg kunne huske at hun havde fortalt mig, at hun havde fibromyalgi, og derfor var svært smerteplaget og indskrænket i al fysisk udfoldelse. Vi var kommet til at tale om jul, og hun fortalte mig at hun havde flere kasser med julepynt i kælderen, men at hun ikke magtede at bære dem op. Hun boede i min opgang, så derfor tilbød jeg hende at bære kasserne op til hende. Jeg hørte ikke yderligere fra hende, men så havde jeg brug for at smide en del ragelse ud i skralderummet, hvilket krævede en nøgle, som udlejer ikke havde.Derfor skrev jeg til hende, og spurgte om hun vidste hvor jeg kunne få fat i viceværten. Det endte mig at hun tilbød mig at jeg kunne låne hendes nøgle, hvilket jeg gjore. Nu ringede hun så og spurgte om jeg ville hjælpe hende med kasserne med julepynt. Selvfølgelig ville jeg det.

Over stregen

I mit arbejde med at redigere teksten, kunne jeg godt se, at jeg flere steder var gået over stregen i forhold til hvad, jeg kunne tillade mig at skrive. Dertil kom, at jeg for de fleste vedkommende var ligeglad med hvad de hed, men at jeg var nødt til at tvinge dem til at reagere, hvilket jeg erfaringsmæssigt vidste at de ikke kunne drømme om, hvis de forblev anonyme. Det stressede mig en del, at jeg var nødt til at få det rettet, inden De Blå Drenge kom og hentede mig på foranledning af diverse forsmåede bødler.

Online kurser

Dels var jeg nødt til at gå op i andet end at skrive denne tekst, og dels skulle jeg åbenbart endnu engang bevise overfor diverse offentlige myndigheder at jeg skam ikke fejlede noget, og at mit funktionsniveau var helt normalt. Løsningen lå lige for; online kurser. Jeg havde gennem årene taget en hel del af slagsen, og jeg kendte en del til de forskellige udbydere. De kurser jeg tog, skulle naturligvis være gratis, men det var heldigvis ikke noget problem at finde nogle af den slags. Jeg havde desuden også et konkret sigte med de kurser, jeg ville tage, nemlig at kunne lave flere og mere avancerede tekniske småprojekter med den datamatiker, jeg havde lært at kende.

Nedlukning af City 2

Hjemme hos min kammarat så vi i nyhederne live fra City 2, hvor det blev meddelt at centret snart sammen med store dele af detailbranchen blev lukket ned. Det var pudsigt nok ikke mere end en times tid siden jeg selv havde været der. Jeg havde for et par dage siden netop fundet ud af at jeg kunne sidde og arbejde visse steder i centret, hvilket havde gjort mig kortvarigt mindre nedtrykt, og jeg havde tænkt at jeg lige akkurat ville kunne klare mig til at landet forhåbenligt efter nytår blev åbnet mere op igen. Så naturligvis skulle mit nye fristed lukkes, det var da klart. Jeg gad ikke engang at blive frustreret over det. Lad det endelig fortsætte for min skyld, jo længere tid danskerne led under de restriktioner som en hardliner regering og en forkølelsesvirus havde skabt, jo flere mennesker ville ende i samme båd som jeg, hvilket forhåbenligt betød en større forståelse for hvordan jeg havde haft det alt for længe. Jo flere der blev ensomme, og fejrede jul og nytår alene, jo mindre unormal ville jeg fremstå.

Jeg havde gået og hidset mig op over at en socialrådgiver ville pudse en helt igennem unødvendig mentor på mig, og det havde ødelagt rigtigt meget, men det måtte jeg bare ikke lade mig gå på af, for det var ulideligt. Det var skønt at sidde og tale teknik og se Terminator 2 extended cut, og jeg glemte det latterlige og misforstående mentor-forslag i nogle timer, men nu var det ved at dukke op min i min bevidsthed igen. Jeg skulle aflede mig selv, så hun ikke havde held med at psyke mig endne mere.

Jul og nytår

Der var to dage jeg følte stort ubehag ved at tænke på, nemlig juleaften og nytårsaften. Der skyldtes ikke sentimentalitet eller ensomhed, men udelukkende at jeg under ingen omstændigheder kunne være på værelset mens udlejer havde familie og venner hos sig til fest. Det ville være pinagtigt for alle parter, hvis jeg ikke sørgede for at være væk hele dagen og gerne hele natten ved begge højtider. Det var blevet for koldt til at jeg kunne overnatte i et busstoppested, og erfaringsmæssigt vidste jeg at jeg var tvunget til at gå rundt hele natten for at holde varmen. Det gad jeg godt nok ikke at gøre igen, men hvad skulle jeg så?

Ved et lille mirakel fik jeg i dag en invitation af to brugere af værestedet til hhv. juleaften og nytårsaften. Jeg skulle ikke glæde mig for tidligt, men noget tydede på at de to problemer blev løst. Ikke af ROPS eller KF, men af de mennesker, jeg havde lært at kende ved egen indsats, og uden mellemkomst af en latterlig mentor. De mennesker jeg socialiserede med fra værestedet, var de mest velfungerende, og de var alle kognitivt helt normale. Og bare fordi de var brugere af et værested, betød det ikke at de var naive eller retarderede, tværdigmod var de veluddannede, misbrugte intet, og havde lært på den hårde måde hvem de kunne stole på, og hvem der prøvede at tage røven på dem. Hvis disse brugere nu kendte mig godt nok til at de stolede så meget på mig, at de inviterede mig hjem til dem, så var der nok noget om det, så var jeg nok ikke det utilregnelige, psykotiske monster, som Retslægerådet havde gjort mig til. Myndighederne skulle se at komme ind i kampen, og begynde af forholde sig til virkeligheden. Og det skulle gå meget stærkt. Jeg kunne aldrig vide, hvilke nederlag morgendagen bragte, og der skulle næsten intet til for at vælte læsset.

Normal

Jeg havde haft travlt i en sjælden grad i dag, hvilket ikke var særligt imponerende i forhold til hvor travlt de fleste erhvervsaktive danskere havde det. Om formiddagen og eftermiddagen var jeg sammen med en jag havde lært at kende i værestedet, og hele aftenen til ud på natten tilbragte jeg i selskab med de andre brugere af værestedet, hvor vi lavede mad, og så film. Dem jeg havde set i dag var kognitivt og psykisk ganske velfungerende, og alle havde en kort eller mellemlang videregående uddannelse i bagagen. Jeg fungerede helt normalt i mit sammenværd med andre mennesker, og jeg var næsten sikker på at blandt andre disse tre fæller hvis nogen skulle finde på at spørge dem om hvordan jeg var, til hver en tid ville fortælle vedkommende, at jeg var fuldstændig normal.

På samme eller tilsvarende måde ville jeg til hver en tid hjælpe dem, hvis de havde brug for det, og det havde to af dem faktisk haft i dag. Derfor var det - eller burde være - omsonst hele tiden at skrive om, og eksemplificere hvor normal jeg var. Hvis jeg blev behandlet som det jeg var, havde jeg det udmærket, og heldigvis var det den måde langt de fleste behandlede mig på. Når jeg tilgængæld af nogle enkelte ignoranter blev behandlet som noget andet, og helt forkert, så blev jeg nærmest rasende. Brændt barn skyer ilden, som man sagde.

Åbne breve

Jeg havde modtaget tre breve i dag, hvoraf det ene gav anledning til stor bekymring. Da den eneste reelle hjælp Susanne havde givet mig var at åbne trusselsbrevene fra det offentlige, og da det var den eneste udfordring jeg havde, måtte jeg for at gøre mig helt uafhængig af hende, selv åbne de breve. Så havde de intet på mig. Det gjorde jeg således, hvilket var skønt at få gjort.

E-bog næsten færdig

Parallelt med denne tekst, var jeg begyndt at redigere teksten i et tekstbehandlingsprogram, og jeg var næsten færdig. Desuden havde jeg lavet en maskiniversættelse af teksten til engelsk, og lagt den på et andet websted. Dertil kom at jeg havde fundet en af de største portaler for gratis e-bøger på nettet, hvor man også kunne publicere egne tekster i de rigtige formater. Det meldte jeg mig straks til.

City 2

Jeg var en kort tur i City 2. Det var meget nedslående, at jeg ikke kunne sidde nogen steder i centret nu. Jeg kunne dog få varmen, så jeg sad i et busstoppested for at få tiden til at gå, og når det blev for koldt, og mine fingre føltes som istapper, gik jeg en tur rundt i City 2, for derefter at sætte mig ud i busstoppestedet igen, og sådan fortsatte det i en tre-fire timers tid, indtil jeg følte at det var acceptabelt at returnede til lejligheden.

Online kurser

Mens jeg hængte ud i busstoppestedet, sad jeg og fulgte med i det online kursus, jeg havde tilmeldt mig forleden. Det hed "Data Science: R Basics" og blev gratis udbudt af sitet edX. Selv om jeg havde brugt r-statistics, R-Studio, og Shiny Server en del tidligere, skadede det ikke at starte forfra.

Sociale kompetencer

Noget Hans og Susanne gik meget op i, var mine evner udi at begå mig socialt. Det havde jeg heldigvis ingen vanskeligheder med, men førnævnte havde svært ved at forholde sig til virkeligheden, så derfor måtte jeg gøre en dyd ud af igen og igen og igen at påpege at jeg heller ikke på det område havde nogen deficit eller udfordringer. Således fik jeg i dag skrevet sms'er med tre bekendte, talte i telefon med en fjerde, og fik aftalt en gåtur i morgen, samt en filmaften, ligeldes i morgen.

581 kroner

Jeg brugte aldrig penge på stoffer, alkohol, tobak eller sex, og det tøj jeg engang imellem anskaffede mig, købte jeg i Røde Kors. Jeg havde i denne måned brugt penge på en seng og på et beskedent lagerrum på 2 kvadratmeter. Det var det. Jeg kørte min økonomi super tight, og alligevel havde jeg ikke flere penge end 581 kroner. Det kunne jeg fint overleve på, men der var ikke råd til alt muligt "pjat", som julehygge, julegaver, besøg af folk, der ikke boede i gåafstand fra Taastrup, deltagelse i jule- og nytårsaggangementer mv. Jeg kunne sagtens lægge et budget (jeg havde i al bekedenhed gennemført en kandidatuddannelse på Københavns Universitet), men hvis jeg ikke havde nogen penge at gøre godt med, blev det et fantasibudget, og det kunne alverdens mentorer næppe lave om på. Det var således hverken evner eller vilje, men fraværet af penge, der forhindrede mig i at leve en form for minimumstilværelse. Deg var morsomt af folk som Amanda og Martin var så ignorante, at de troede at min elendighed kunne reverteres til noget bedre, hvis bare de skaffede mig en støttepædagog. What the fuck Amanda og Martin.

Længsel

Jeg havde i over fem år længtes efter at "systemet" gav mig mit liv tilbage, og jeg kunne ikke vente længere. Hvis man ikke havde prøvet noget lignende, var det sikkert svært at sætte sig ind i, og før jeg selv endte på bunden af samfundet, havde jeg nok heller ikke selv rigtig kunne forstå hvor ulideligt det var. Men det måtte jeg jo så gøre noget ved. Andre jeg talte med som var i en tilsvarende situation som jeg, bekræftede mig gang på gang i at jeg ikke overreagerede, men til forskel fra dem, havde jeg 7-9-13 akkurat det mentale overskud, det krævede for at skrive om det.

Vestegnens Politi

Det brev jeg modtag i går, var fra Vestegnens Politi. Selv om jeg tidligere ikke havde overskud til at åbne det selv og forholde mig til indholdet, gjorde jeg det nu, og jeg kunne læse, at man i august havde modtaget min anmodning om erstatning for uberettigede ransagninger og værditab af mit IT-udstyr, samt at man ville vende tilbage og kontakte mig, når man havde vurderet kravet. Jeg vidste af erfaring selvfølgelig godt at politiet kunne gøre præcis som de ville, uagtet om det var i direkte modstrid med dansk lov og almen anstændighed og hæderlighed, og at jeg intet fik, når politiet undersøgte sig selv (sjovt nok fik stort set ingen noget ud af at klage til Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed, som bestod af tidligere politibetjente), men jeg fik dog én ting ud af brevet: Susanne Emde, Amanda, Martin og Hans Raben kunne ikke længere henvise til at jeg ikke magtede at åbne min post. De ville så gerne have at jeg skulle udvise selv det mindste sygdomstegn, og intet var for småt til dem, men de havde jo ikke nogen, og især ikke nu. Alt jeg trods alt havde opnået af succesoplevelser, var lykkedes på trods af dem, og på grund af min egen indsats.

Rundsendelse af bogen

Jeg var ved at blive fysisk syg af stress, og jeg kunne ikke sove. Jeg måtte gøre noget, da det ikke kunne fortsætte. Idet jeg havde redigeret teksten så meget at jeg kunne være bekendt at sende den til de sædvanlige modtagere, og da det holdt mig vågen at jeg ikke gjorde det, var det lige til. Jeg sendte den hellere til ti for mange end til en for lidt, så nedenstående modtog den. Vigtigst var dog politiet.

• kbhv@politi.dk
• stps@stps.dk
• stpk@stpk.dk
• dt@datatilsynet.dk
• dadl@dadl.dk
• yl@dadl.dk
• post@ombudsmanden.dk
• patientklage@naevneneshus.dk
• anders@pol.dk
• amnesty@amnesty.dk
• info@humanrights.dk
• amanda@krfo.dk
• hans.raben@regionh.dk

Jeg havde aldrig sendt teksten til så mange, og jeg var ikke færdig. Når jeg havde sovet, ville mange flere modtage den. Jeg kunne næsten ikke mere, så det var nu eller aldrig. Det var berettiget hvad jeg gjorde, for det var dybt alvorligt for mig.

Mail til anklagemyndigheden

"Til anklagemyndigheden vedr. generhvervelse af autorisation som læge (Kjeld, CPR:)

CPR:"

"Kære

CPR:"

Hedeland

Mødtes med min kammerat som aftalt kl. 10.00 på Hedehusende Station. Herfra gik vi en lang tur og snakkede om alt muligt. Min ven havde også været en tur gennem psykiatrien, men fik til sidst nok, og afsluttede sit forløb mod psykiaternes ønske. Det havde afstedkommet at han i dag havde det mærkbart bedre end nogensinde før i sit knapt 40-årige liv.

Billede. Gravhøj i Hedeland.

Som sædvanlig forsøgte jeg ikke at opildne til et had mod psykiatrien, og som sædvanlig var det heller ikke nødvendigt, da han helt spontant og af sig selv udtrykte hvor skadelig dansk psykiatri havde været for ham. Vi fik spaseret omkring halvanden time, hvilket svarede til omtrent 10.000 skridt. Jeg gik tilbage til Taastrup, da jeg alligevel ikke havde andet at af foretage mig.

Billede. Tour de Vestegnen. Efter at have rundet de 30.000 skridt var det som om jeg aldrig blev træt. Når jeg fortalte den ene psykiater efter den anden, at fysisk aktivitet var den bedste medicin, var passede det.

Billede. Jeg sad eksempelvis og skrev en halv times tid i et busstoppested, hvorefter jeg begyndte at gå for at få varmen, og sådan kunne jeg få en hel dag til at gå.

Billede. Mine hjemmearbejdspladser.

Billede. Der var ikke noget at råbe hurra for i forhold til mit udseende. Der var kun et eneste formål med billedet, og det var at demonstrere overfor psykiaterne at jeg havde et funktionsniveau der var tilstrækkeligt til at jeg kunne varetage egenomsorg, påklædning mv.

Billede. Når jeg gik rundt på må og få repiterede jeg anatomi og radiologi på mobilen.

Billede. City 2.

Billede. City 2.

Billede. Ja tak.

Billede. Et stemningsbillede fra Hundige.

Når og hvis politiet kom og anholdt mig i lejligheden, ville jeg aldrig vende tilbage til den af ren skam. Hvis det skete, overdrog jeg hermed alle de ejendele jeg havde i mit værelse til udlejer.

Retslægerådet

Jeg modtog forleden et brev fra denne instans, hvor jeg blev oplyst at man nægtede at gøre noget som helst. Men da Retslægerådet havde et væsentlig medansvar for at forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, ville tvangsmedicinere mig, var det afgørende, at jeg sendte det hvad jeg havde skrevet. Med juristeri havde man frakendt sig ethvert ansvar, men det betød ikke, at man ikke havde et moralsk ansvar, eller et personligt ansvar.

En voksen til stede

Jeg var mærktbart mere rolig og afslappet efter gårsdagens gåtur, og jeg havde sovet langt bedre end normalt. Så nu var jeg oven på igen. Så det handlede om at udnytte det nuvundne overskud, iden det forsvandt, og det ville det erfaringsmæssigt ske i morgen eller i overmorgen.

Introvert

Formiddagens let opløftede (nok snarere mindre nedtrykte) sindsstemning var pist væk, og den knude jeg altid havde i maven var vendt tilbage. Den knude var især udtalt når jeg skulle hjem om aftenen, for jeg frygtede altid at udlejer havde lagt min post til mig, og det var ikke til at holde ud at modtage post fra især politiet. Tit havde jeg gået rundt i kvarteret i en times tid, så det blev endnu mere sent, og jeg håbede på at udlejer var gået i seng, hvorfor jeg slap for at blive konfronteret med brevene fra politiet, som jeg ikke kunne forklare. Det brev jeg fik forleden fra Vestegnens Politi var heldigvis ikke entydigt negativt, men det kunne udlejer jo ikke vide. De skulle bare vide hvor udmarvrende det var, og jeg forbandede dem for ikke at sende mig post elektronisk eller i det mindste gøre deres breve mere anomyne. Det gav dem en sadistisk tilfredsstilelse at blive ved med at straffe og udskamme mig. Jeg havde jo udtrykkeligt bedt politiet om udelukkende at sende mig elektronisk post, så hvorfor gjorde de det ikke? Så sent som i dag havde jeg forvisset mig om at jeg havde adgang til E-boks, så der var ingen undskyldninger for ikke at sende alt elektronisk.

Hurtlocker

Mine modstandere havde desværre haft held med at overbevise myndighederne om at jeg var svært narcessistisk og opmærksomhedssøgende, men det var diametralt modsat: Jeg hadede al opmærksomhed som pesten, og det havde virkeligt store omkostninger og var yderst pinefuld for mig at bede om hjælp. Det var uden tvivl også årsagen til at mine nødråb var så kiksede og desperate. At jeg var introvert og ikke spor narcessistisk var noget, som selv psykiater Søren havde konstateret, så det var ikke kun mig, der troede det forholdt sig på den måde.

Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke blive ved med at leve en ikke-tilværelse, og så længe myndighederne ignorerede mig, havde jeg ikke noget valg end at blive ved med at gøre omverdenen opmærksom på de forhold jeg levede under, som var uudholdelige. Det var utroligt at visse mennesker ikke forstod det. Så jeg blev ved. Knuden i maven var kommet for at blive og voksede sig større for hver dag der gik. Jeg havde siddet på en bænk i formiddags og var begyndt at skrive, men støvregnen satte en stopper for det, og desuden blev det for koldt. Jeg havde intet at lave og gik rundt på må og få i downtown Taastrup indtil værestedet åbnede.

Manglende kræftbehandling

Jeg kunne læse i dagens gratis BT at kræftbehandlingen blev neglegeret pga. coronapandemien. Det var ironisk, for sidste stilling jeg havde haft var en intoduktionsstilling i onkologi på Rigshospitalet, altså var jeg begyndt på at uddanne mig til kræftlæge. Men fordi jeg uforvarende (fordi jeg blev straffet for at indberette Egill Rostrup datasvindel) havde overskrevet 5. årsfristen for yngre lægers videreuddannelse, havde uddannelsesansvarlig overlæge Ulla Noring direkte sagt at jeg var uønsket som kræftlæge.

Billede. De andre sygdomme holdt ikke pause, fordi corona dominerede.

Bedre at forebygge

Selv om det var svært ubehageligt, måtte jeg fortsætte med at sende min bog rundt. Jeg var efter fem års påtvungen deroute, fejldiagnosticering, marginalisering, og nu coronarestriktioner tilpas indestængt til at der ikke skulle meget til før jeg gjorde et eller andet. Det måtte ikke ske, men hvis ikke man gad at fjerne fejldiagnosen, hvis man ignorerede mig, så var der ikke noget at rafle om. Jeg havde ventet i over fem år, fem modbydelige år fuld af afsavn på alle planer, og selv om man var optaget af at bekæmpe coronavirusset, så havde det varet flere måneder, og det kom til at vare mange flere måneder endnu, og jeg kunne ikke vente længere.

De mennesker jeg sendte en mail og min bog, fik så mange mails hver eneste dag, at jeg var nødt til at gøre noget ekstraordinært for at stikke ud fra mængden. Det gjorde jeg ved at skrive mit CPR-nummer under mit navn. Lige så vigtigt var det at modtagerne kunne vide at jeg virkeligt mente hvad jeg skrev, samt at de kunne vide at det var mig, der sendte mailen. I teorien i hvert fald. Mine modstandere ville sige det i sig selv var et tegn på psykose, og det havde de som bekendt gjort før, men det var det selvfølgeig ikke. Det var et tegn på at jeg ikke kunne eller ville vente længere, at hver eneste dag var et helvede, hvor jeg ingen steder havde at gå hen pga. coronarestriktionerne, udover værestedet, at jeg havde forsøgt alt andet gennem flere år, samt at jeg ikke kunne blive ved med at leve i fattigdom, selv om jeg sparede alt hvad jeg kunne. Jeg måtte sætte min lid til at de mennesker, jeg rakte ud til, var empatiske og fornuftige nok til at forstå at jeg ikke fejlede spor. Og hvad betød mit CPR -nummer i forhold til selve mit liv og min fremtid?

Formålet med at rundsende bogen

Mit formål med at sende de mails jeg havde sendt på det seneste var følgende:

• Ikke at udhænge nogen navngivne personer.
• Ikke at skade nogen som helst.
• Ikke at undslippe straf.
• Ikke at få hævn.

Formålet var ene og alene at få slettet en fejldiagnose og at få min autorisation som læge tilbage. Og naturæigvis at forhindre at blive udsat for flere overgreb. At jeg ikke havde anonymiseret alle navnene i teksten, skyldtes kun den omstændighed at jeg ikke havde ressourcerne til det, samt at jeg ikke havde nogen steder at være i dagtiden, hvor jeg kunne sidde i fred og skrive og rette teksten. Det var jeg ked af, men der var grænser for hvad jeg kunne magte udover alt det andet, jeg skulle hver dag, så som at koncentrere mig om ikke at hoppe ud foran et tog. Desuden havde jeg kun sendt ovenstående til en udvalgt skare af modtagere, som jeg i hvert enkelt tilfælde havde vurderet var relevant at sende materialet til ift. mit formål.

Kontakt værestedet

De mennesker, der havde hånds- og halsret over mig kendte mig ikke. Det var et problem. Derfor måtte de kontakte noget der gjorde i en fart, så de kunne få deres vurdering af mig, som de kunne notere i journalen, som igen skulle udgøre grundlaget for den vurdering som skulle give mig autorisationen tilbage og få slettet fejldiagnosen. De mennesker man skulle kontakte var personalet i værestedet i Taastrup. De var professionelle og fagligt kompetente til at vurdere mig, og de var ikke - modsat de der havde hånds- og halsret over mig - forudindtaget. Selv om førnævnte personer kunne tvangsindlæge- og tvangsmedicinere mig ved at knipse med fingrene, havde de tilsyneladende ikke lov til at kontakte personalet i værestedet uden mit informerede samtykke, og omvendt havde værestedets personale ikke lov til at videregive oplysninger om mig uden selv samme.

Som noget af det sidste, jeg ville sende til Hans Raben, var nedenstående:

Mail til Hans Raben, ROPS

Kære Hans Raben

CPR:

Lig på bordet

Jeg var så indestængt, nedtrykt og fortvivlet, at jeg gik en lang omvej hjem fra værestedet. Jeg hørte ikke til der, selv om jeg godt kunne lide de ansatte og brugerne, især de to-tre mest velfungerende. Jeg var nødt til at komme videre i tilværelsen, men gøre alt jeg kunne for at bibeholde kontakten til især én af de andre brugere. Det var ikke mentalt sundt for mig at tilbringe så meget tid sammen med mennesker, der til forskel fra mig rent faktisk havde psykiske udfordringer. Ikke at det som sådan var et problem, men når det var de eneste andre mennesker jeg socialiserede med, så blev det et problem. For de ansatte såvel som de andre brugere anså mig automatisk som psykisk syg, hvilket var meget forståligt, for hvad lavede jeg da ellers sådant et sted?

Jeg manglede et sted at opholde mig i dagtiden, helst et arbejde, samt daglig kontakt med andre normale mennesker. Skulle der virkelig lig på bordet, før nogen gad tage mig alvorligt? Hvorfor gjorde Hans Raben eller hans kolleger ikke det rette, inden det gik helt galt? For det ville det jo meget snart. Jeg kunne ikke leve i uvidenhed længere. Jeg VILLE have et håb, og en plan for hvad jeg skulle gøre. Over fem år stemplet som noget jeg aldrig havde været. Det ville ingen mennesker da finde sig i, så hvorfor troede psykiaterne så at jeg ville?

Jeg havde aldrig været voldelig, men ethvert menneske kunne knækkes, hvis bare man bøjede vedkommende frem og tilbage tilpas mange gange. Hvis man virkelig vidste hvordan det havde været og fortsat var at være i min situation, så var fem år meget, meget lang tid at beherske sig i.

Jeg blev ved med at skrive det i håbet om at nogen ville reagere, men det var et spørgsmål om meget kort tid før det endte i en katastrofe. Det var kun held og tilfældigheder der var årsagen til at det ikke forlængst var gået galt, hver dag gamblede jeg så at sige med tilværelsen.

Hans Raben eller en af hans kolleger skulle meget snart kontakte mig med en god nyhed, jeg skulle have noget at se frem til, det kunne ikke blive ved. Der kom altid noget i vejen, om det var ferie, sygdom, kurser, afspasering, coronapandemi, jul, juleferie, nytår, eller fordi Hans Raben gik på pension og en anden tog over.

Gør noget konstruktivt, eller accepter konsekvenserne. Jeg kan ikke vente længere. Det er ikke svært, dyrt eller tidskrævende at komme med en plan for hvordan jeg får mit liv igen. Gør noget mens det går nogenlunde, og lad være med at vente til der kommer lig på bordet.

I morgen endnu en dag i helvede

Jeg orkede ikke at tænke på det, men jeg kunne ikke opholde mig i lejligheden i morgen heller, hvorfor jeg skulle tidligt ud af døren, og vende tilbage sent om aftenen. Men der var ingen steder jeg kunne tage hen! Jeg var så uendelig træt af at gå rundt hele dagen, fra stoppested til stoppested, uden noget formål udover at få tiden til at gå. Alt var lukket ned, jeg kunne ikke opholde mig indendøre nogen steder i Danmark. Og ja, jeg elskede at bevære mig, men ikke når jeg blev tvunget til det.

Jeg var næsten sikker på at den efterhånden permanente brændende smerte opad i maveregionen var et mavesår. Jeg blev fysisk syg af den stress, som Hans Rabens ubeslutsomhed eller ligegyldighed resulterede i. Det føltes som tortur, og det var tortur.

Jeg kunne ikke gøre andet end at fortsætte med at sende min tekst rundt til så mange medier og politikere som muligt. Det var sørgeligt at det var nødvendigt, og det var sørgeligt at Hans Raben og co ikke kunne eller ville indse at det var nødvendigt.

Selv om jeg var temmelig desperat efterhånden, måtte jeg ikke synke til Hans Rabens, Amandas, og Susanne Emdes niveau, så jeg måtte stramme mig an for at holde en sober tone, selv om det var umuligt.

Ud

Billede. En affaldscontainer ved Høje Taastrup Station, der havde "rematerialiseret" sig.

Coronakontoret

Stoppestedet. Min mobile arbejdsplads havde lave etableringsomkostninger, og endnu lavere driftomkostninger, og fandt man det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, var man helt og aldeles alene, og dermed i selvisolation. Derudover var man tæt på offentlig transport, og idet man frøs for meget, og derfor måtte gå en lille tur for at få varmen, så var man ikke udsat for stillesiddende arbejde.

I sommerhalvåret, og når bibliotekerne ikke var lukkede ned som følge af en meget smitsom forkølelsesvirus, var vejret ikke noget man behøvede at tage med i sine overvejelser, men om vinteren, specielt denne vinter, var elementerne den største udfordring. Kulde, blæst, regn og sne, måtte man tage sine forholdsregler overfor. Praktisk påklædning var en selvfølge, men samtidig var det vigtigt ikke at medbringe for meget, så ens rygsæk blev for tung.

Det var bedre at have flere lag tøj på, som man hurtigt og nemt kunne regulere temperaturen, så man hverken svedte eller frøs for meget. Når jeg gik, tog jeg hue og halstørklæde af, og lynede jakken halvt ned, og omvendt når jeg satte mig for at skrive. Det var i virkeligheden meget basalt, men nogle gange risikerede man at være uopmærksom på dette, hvilket eksempelvis resulterede i at man blev straffet i form af afkøling når man gjorde holdt efter at have gået for længe og svedt.

Der var også andet udstyr man med fordel kunne medbringe:

Billede. Siddeunderlag. Jeg brugte det hvis den overflade jeg satte mig på var våd af regn eller dug.

Billede. Powerbank. Var en rigtig god ide at medbringe, da især min mobiltelefon og de trådløse høretelefoner ikke holdt batteri længe.

Billede. Fornuftigt fodtøj. Det vigtigste af alt.

Billede. Engangsbestik. Den ordning mod madspild de fleste supermarkeder havde, var guld værd for mig, for så var jeg sikret sund, nærende, og ikke mindst billig mad.

Billede. Regndække til rygsæken. Paraply var ikke en nødvendighed, da det ofte blæste for meget, og da jeg alligevel kunne søge læ.

Billede. Computer. Her var det vigtig med en bærbær, der ikke vejede for meget, og havde lang batterilevetid. Den mest ideele bærbare jeg endnu havde haft, var min gamle, billige og fremtagende chromebook

Billede. Mundbind. Når man sad i et stoppested eller på en togstation, eller skulle provianterte i et supermarket, var det en nødvendighed med mundbind.

Desuden en affaldspose til embalange, noget at drikke, helst en af de billige energidrikke fra Aldi til 5,75, og gerne nogle vådservietter.

15537

Var antallet af skridt jeg havde gået indtil videre, bortset fra at mit ur var løbet tør for batteri fra før jeg tog afsted, til jeg havde fået det ladet det op, da jeg nåede Hedehusende Station. Måske var det reelle tal på omkring 25.000 skridt. Uanset hvad, var det ikke specielt langt jeg havde gået, men jeg var allerede udmattet, og der var mange timer til jeg kunne vende hjem.

Billeder. Høje Taastrup Landsby.

Billeder. Hedeland. Et interessant naturområde med stor variation i landskabet, men naturligvis yderst få siddesteder, og affaldsspande, for områpdet var da ikke beregnet til at opholde sig for læge i, måske frygtede man at det blev for slidt. Nej, gå endelig en runde, men smut så hjem igen inden vi slipper hundene løs.

Hjem

Billede. Jeg kom til at træde ned i en dyb vandpyt på den bælgragende mørke landevej.

Billede. Et levn fra City 2's koloniale fortid.

Anfald af panik

Det skete flere dag om dagen at jeg blev grebet af en slags panik, som når man ikke kunne få vejret, og jeg blev desperat. Det skete altid når mine tanker vandrede, og jeg begyndte at tænke på hvordan jeg skulle klare den ulidelige tilværelse, jeg levede nu, hvor jeg på femte år gik rundt i total uvished pga. psykiaternes ligegyldighed og manglende evne til at træffe en beslutning.

Mens Hans således med stor sansynlighed sad og hyggede med familien, med børn og børnebørn, sad jeg på en våd bænk ved siden af en overraskende trafikkeret vej i Hedehusende og skrev, mens jeg ventede på han forholdt sig til virkeligheden.

Billede. Jeg sad og skrev i ca. 45 minutter til mine fingre var følelsesløse, og jeg var svimmel.

Der var i forbindelse med disse "anfald" at jeg blev motiveret til at sende min tekst rundt i håbet om at nogen ansvarlige mennesker ville sætte en stopper for psykiaterens neglect.

Sådan som jeg havde det nu, håbede jeg at jeg kunne sidde så længe på bænken at jeg ville dø af kulde. Jeg havde ikke lyst til at rejse mig igen, for hvad var pointen med det? Jeg vidste jo hvad der ventede mig på både kort og lang sigt, og det kunne jeg ikke holde ud at tænke på.

Da jeg vendte tilbage hjalp jeg underboen, gik op og tog et langt varmt brusebad, lavede lidt cirkeltræning, lavede udstrækning, spiste hele pakken med leverpostej på rugbrød, jeg havde købt i går, og gik i gang med at skrive. Det gik godt i dag, men det var rent held, og kun fordi jeg havde fået rørt mig så meget.

Billede. Jeg levede stort på nedsat mad.

Gør noget Hans Raben

Hans Raben måtte gerne skynde sig at foretage sig noget. Jeg kunne ikke tænke på andet end at komme ud af denne knibe, og jeg måtte eskalere indtil nogen gjorde hvad der var rigtig. Hvis ikke Hans Raben gav mig bare det mindste håb snart, måtte jeg selv finde på noget.

Juleaften

Jeg var lykkelig for at jeg skulle hjem til en af de andre for at holde juleaften. Jeg havde kun lidt over 100 kroner tilbage til resten af måneden, så jeg håbede, at jeg kunne slippe afsted med at betale drikkevarer, hvilket ville sige Faktas efterligning af Cola Zero. Ingen af os drak alkohol.

Juleaften

Tidligt op. Gøre værelset rent, stryge skjorte, barbere mig, i bad, og sikre mig hvad jeg skulle medbringe. Det var pinligt at jeg måtte belaste mennesker, der havde langt vigtige ting at forholde sig til end jeg, og jeg havde det virkeligt dårligt med det, men det var mit sidste forsøg. Rigtig god jul til Hans Raben og kollegaerne.

Billede. Før julemiddagen. Jeg håbede det var sidste gang jeg måtte sidde på en bænk og skrive, i hverfald i vinterhalvåret.

Julemiddagen

Jeg var utrolig taknemmelig for at jeg blev lukket ind i "Us" hjem, og fik lov til at holde juleaften hos ham. Han havde bestilt varer hjem, og vi tilberedte andebryst, sovs, brune kartofler, rødkål og bønner. Det var en ganske udmærket middag, og den bedste jeg havde fået i lang tid. Så så vi en film, 51 State, og resten af tiden så vi TV, og talte om IoT, RFID og Arduino.

Før middagen fik jeg æren af at deltage i et Zoom møde med "U" og hans familie, som grundet corona var delt op i tre selskaber, og det fungerede overraskende godt. De virkede som søde og venlige mennesker, som rigtige mennesker, der hverken var ansatte eller syge. Jeg savnede ubeskrivligt meget at være en del af et sådan fællesskab igen.

Lidt i midnat gik jeg tilbage gennem den iskolde og klare vinternat, og jeg havde mest lyst til at gå en lang tur, men besindede mig.

Når jeg var sammen med andre mennesker, især som i aften, havde jeg det godt, men når jeg var alene og fik tid til at tænke, blev jeg voldsomt nedtrykt. I dag var igen undtagelse. Jeg havde lidt over 60 kroner tilbage til resten af måneden, og de næste dage ville blive rigtig hårde. Jeg havde ikke lyst til at vågne i morgen, og jeg ville forsøge at holde mig vågen så længe som muligt, så jeg kunne sove hele dagen væk.

Det eneste jeg tænkte på var at finde en vej ud at mareridet, og jeg ville gøre næsten hvad som helst. Hvad skulle jeg gøre for at få det bedre? Det var meget svært at se. Det var helt op til psykiaterne.

En deadline

Jeg var simpelthen nødt til at have en deadline. Hvis ingen ville stoppe det her vanvid, så ville jeg selv. Præcis hvornår, og hvad jeg ville gøre, havde jeg stadig ikke helt besluttet mig for.

1. Juledag

Solen skinnede som var det en fornøjelse, og nattens rimfrost på græsplænen lå og glitrede i solstrålerne. Det var også det eneste jeg kunne glæde mig over. Udlejer var kommet hjem, og vi udvekslede nogle høfligheder, inden jeg gik ned i vaskekælderen for at vaske tøj, og skrive.

Mentor

Hvis jeg selv kunne vælge en mentor, skulle det være udlejer. På mange måder var han et forbillede. Men det som Amanda mente med begrebet mentor, var ikke det samme som jeg; hvor hun mente jeg var svag og sygelig, og havde brug for en støttepædagog, så var en mentor i min optik en forbilledelig læremester, der havde en særlig erfaring og kunnen, som var attråværdig.

En mentor i min optik var eksempelvis en overlæge, som man fulgtes med og lærte af, en særlig dygtig træner, eller en forsker. Det kunne også være min udlejer, som var selvstændig, og lod til at havde fundet en ro og balance i sit liv, der gjorde at han kunne nyde det.

Det var ikke Amandas støttepædagog, der fik løn for at lære mig at gøre rent, lave mad eller tage bussen, hvilket jeg sådan set udmærket kunne i forvejen.

Amandas og Gitte Ahles våben

Det våben Amanda og Gitte Ahle besad, og som var langt mere dødbringende end et boldtræ eller en knytnæve, var "diagnose" våbnet, som ikke bare ødelagde et helt liv, men også gjorde livskvaliteten så dårlig at det var at sammenligne med tortur. Hvis de blev for irriterede på mig, hvis de ikke formåede at argumentere mod mig, så kunne de straffe og lukke munden på mig med denne sygliggørelse, der med et slag gjorde alt jeg sagde utroværdigt i omverdens øjne.

Det var den ultimative form for passiv aggressivitet, især når den som i mit tilfælde ikke på nogen måde var i overensstemmelse med virkeligheden, men kun blev brugt som straf eller diciplinering.

Billede. Jeg sad og repiterede analyse og tolkning af CT scanninger, samtidig med at Amanda mente jeg havde brug for en støttepædagog. Det var lidt mærkeligt (billede er et anonymt demobillede frit tilgængeligt på https://www.softneta.com/).

Billede. Jeg var i fuld gang med at genopfriste r-statistics, og selv om det ikke var rocket science, så virkede det besynderligt at Amanda ville pudse en støttepædagog på mig.

Billede. Jeg hyggede mig med Grafana i Docker, samt Node-Red. Kom ind i kampen Martin og Amanda.

60 kroner + det løse

Var hvad jeg havde tilbage til resten af måneden. Jeg havde spist mig mæt i går, og jeg ville komme til at spise mig mæt i morgen, men i dag havde jeg været ret sulten. Jeg havde ikke adgang til en vægt, så jeg vidste ikke hvor meget jeg havde tabt mig på det seneste, men jeg kunne spænde mit bælte halvanden tak ind, og jeg kunne passe alle mine bukser, til forskel fra et par måneder siden. Jeg havde heldigvis en pakke madspildsrugbrød fra i forgårs, som jeg sad og gumlede på, og jeg havde stadig pulverkaffe tilbage. Jeg måtte sørge for at få nogle rester med hjem fra middagen i morgen. Jeg havde sendt min tekst til en række mennesker, men jeg kunne ikke få mig selv til at se om og hvad de havde svaret. Det eneste jeg kunne var at række ud til omverdenen i håbet om at et barmhjertigt menneske ville gøre noget, eksempelvis kontakte Hans og stille de krav til ham, jeg ikke havde lyst til af frygt for behandlingsmæssige repressalier.

Jeg støvsugede og ryddede værelset op, strøg to skjorter, en til i morgen, og en fordi jeg alligevel var igang. Lavede nogle flere armbøjninger og udstrækningsøvelser for at stresse af, og lagde mig og så "Snowpiercer" på Netflix.

Corona Suicide Squad

Hvad angik mig selv, og mit eget helbred, var jeg ligeglad med coronavirusset, og jeg havde flere gange håbet på at blive smittet, så jeg kunne blive indlogeret i isolation og få tre gratis måltider mad om dagen. Jeg havde næsten skrevet mig op til en test, som - ifald den var positiv - kunne være min adgangsbillet til det gode liv. Mange, selv unge mennesker, var rædselsslagne for virussen, så hvorfor sendte man ikke mig ud for at arbejde med coronasmittede patienter? Det ville være win-win for alle, og jeg kunne for en gangs skyld gøre noget godt for andre.

Gør noget, tak

Jeg håbede og bad til at nogen ville gribe ind og få mig ud af dette mareridt. Jeg kunne ikke selv.

2. Juledag

Jeg havde svært ved at falde i søvn, fordi jeg tænke og tænke over hvordan jeg skulle komme videre, over alle de uoverkommelige forhindringer i form af mennesker og institutioner, der aktiv nedbrød mig psykisk. Til sidst faldt jeg dog i søvn, og fik sovet de sædvanlige 8 - 9 timer. Jeg stod og, gik i bad, tog skjorte på og var nede i værestedet til såkaldt julefrokost.

Jeg var så nedtryt og opgivende over min situation, over ensomheden og stigmatiseringen at jeg ikke orkede noget som helst, og selv om det var hyggeligt nok, orkede jeg ikke at deltage helhjertet. Jeg hørte ikke til der, jeg var ikke syg, hverken fysisk eller psykisk.

Jeg kunne ikke se nogen udvej, meningsløsheden tyngede mig så meget at det var uudholdeligt, og jeg havde ikke lyst til at skrive mere. Jeg besluttede mig for - meget symbolsk - at sætte min deadline til den 1. januar 2021. Hvis jeg ikke havde fået et håb, en plan eller noget positivt at leve for inden, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.

Udstillet

Når jeg ikke havde overskud til at skrive, eller når det var praktisk vanskeligt, tog jeg billeder eller optog videoer. De billeder og videoer havde psykiaterne fortalt mig var pinlige, skingre og udstillede eller skandaliserede mig selv. Alt sammen naturligvis et klart bevis på at jeg var psykotisk, i følge dem.

Det var imidlertid kun fordi psykiaterne ikke evnede eller ville bruge deres egne psykose-definitioner, eller fordi det var fordelagtigt for den enkelte psykiater at påstå at jeg var noget jeg ikke var.

Det jeg gjorde, var at dokumentere virkeligheden. Ikke min private virkelighed eller logik, men den virkelighed alle andre end enkelte psykiatere oplevede. Det var en virkelighed præget af reel fattigdom (relativ fattigdom), og afsavn. Jeg gjorde en dyd ud af kun at formidle det, der var objektivt sand, jeg overdrev eller løj aldrig, og jeg opsatte aldrig noget som helst. Først og fremmest var det ikke min stil at opdigte og foregive noget. Dernæst behøvede jeg heller ikke at gøre det, for virkeligheden var slem nok som den var. Og til sidst ville alle løgne og usandheder på et eller andet tidspunkt blive opdaget.

Når jeg eksempelvis i nedenstående foto illustrerede hvad jeg havde tilbage til resten af måneden, så var det alt jeg havde tilbage til resten af måneden. Det kunne hurtigt objektivt bevises. Jeg havde også to pantflaster med en samlet værdi på 6 kroner, som jeg måske burde have medfotograferet, men udover det, havde jeg intet af værdi, og der var ingen jeg kunne eller ville låne penge af, og jeg havde intet jeg kunne sælge.

Billede. Jeg kunne forklare og forsvare alle mine udgifter, og ingen psykiater kunne påstå at jeg ikke havde styr på min økonomi, eller at jeg kunne havde brugt mine penge mere hensigtsmæssigt. Og jeg var begyndt at blive sulten igen.

Inviteret

Mens jeg sad og tænkte over hvad jeg skulle gøre, fik jeg en sms fra en fra værestedet, jeg ikke tidligere havde skrevet med. Vedkommende spurgte, hvad jeg lavede, og inviterede mig over. Denne person boede meget tæt på Høje Taastrup station. Jeg tog afsted, og var der i flere timer. Jeg ville gerne købe et eller andet jeg kunne tage med, noget kage eller lignende, men det krævede penge, så jeg nøjedes med at medbringe pulverkaffen. Det var hyggeligt, og jeg slap for at tænke over hvor umuligt det hele var for en stund.

Bisidder

Jeg havde desperat brug for en bisidder til alle samtaler med Susanne, Amanda og Hans. Det kunne være hvem som helst, der var skarp, var på min side, og stillede de spørgsmål og rejste de krav til førnævnte, jeg ikke selv kunne tillade mig af frygt for repressalier. Enhver der opfyldte de kriterier havde min tilladelse til at deltage i fremtidige samtaler med dem.

Det var så psykisk nedbrydende at blive sygeliggjort af Susanne og Amanda, at jeg efter hver samtale havde lyst til at springe ud foran et tog på Svanemøllen Station, så det var bydende nødvendigt med en bisidder, der vel og mærke ikke var en del af systemet.

Som psykiatrisk sygeplejerske kunne man ikke undskylde sig med at det var psykiaterens ansvar. Man skulle som psykiatrisk sygeplejerske kunne diagnostisere eksempelvis psykose, og dermed også fraværet af psykose, så når jeg ikke var psykotisk, så var det Susannes forbandede pligt at notere det i journalen og gøre psykiateren opmærksom på det. Det var bare ikke mageligt eller nemt at påpege at kejseren ikke havde noget tøj på, så derfor gjorde hun det ikke.

22694

Op og ud om formiddagen. Jeg var vågnet to gange i nat pga. sult. Det var blæsende, koldt og overskyet, og jeg var nødt til at gå mig varm. Jeg skulle tilbringe tre timer udendørs i dag før værestedet åbnede, så jeg gik lidt rundt i Store Vejleådal og Vallensbæk, hvor jeg var blevet så varm at jeg kunne sidde og hvile mig lidt i stoppestedet. Jeg havd endnu kke fået noget at spise, så jeg var sulten og lettere svimmel.

Billede. Sad i stoppestedet og hvilede mig.

Billede. Gik rundt på må og få i Vallensbæk.

Billede. Intet interessant at fotografere på Taastrup Station.

Puds visiret

Jeg fejlede ikke noget som helst, hverken fysisk eller psykisk, men jeg led som følge af blandt andet Hans Rabens passivitet. Det var fortsat uudholdeligt, og han var virkelig nødt til at gøre noget konstruktivt for mig. Han behøvede ikke at bryde sig om mig, der var ikke tale om at han gjorde mig en tjeneste, han fik jo løn for det, så hvorfor skete der ikke noget? Skulle det virkeligt gå galt før han eller andre ville gøre noget?

Mail til Hans Raben

"Kære Hans Raben

Kjeld."

Billede. Mennesketomt i City 2 her til aften.

Billede. Jeg hadede at eksponere mig, men jeg var nødt til at vise, at jeg ikke lignede en person, der fejlede noget psykisk, at jeg formåede at varetage egenomsorg osv. Selv jeg kunne se på billedet at jeg havde tabt mig en hel del.

2,5 kroner tilbage

Det hængte mig langt ud af halsen at henvende mig til fremmede i det spinkle håb at en eller anden hæderlig sjæl ville gøre noget. Hvad skulle jeg selv gøre? Jeg kunne ikke gøre andet end det jeg gjorde i forvejen, så det var ikke op til mig.

Billede. Efter dette køb havde jeg 2,5 kroner tilbage. Jeg købte en kop kaffe i værestedet, som kostede 3 kroner, men jeg fik lov til at slippe med at betale 2,5. Jeg skyldte i forvejen 40 kroner for aftensmad i sidste uge, men da jeg ville betale havde personalet lukket kassen. Jeg måtte huske at betale den gæld når jeg fik penge igen.

Hvad skulle jeg finde på i morgen? Hvor skulle jeg gå hen? Hver dag gik med at spørge de andre på værestedet om de ville gå en tur eller se en film eller noget tredje. Det var meget stressende, fordi jeg nærmest var tvunget til det. I dag havde jeg heldigvis fået en aftale i hus, som var en længere gåtur på onsdag, men ellers levede jeg time for time, og hver morgen når jeg vågnede, var det uvished på den ufede måde igen.

Måske var det ikke så slemt igen. Ja, naturligvis var jeg sulten, men hvis jeg fik penge allerede på onsdag, var det kun en enkelt dag, jeg skulle lide afsavn, og selv om jeg kun havde fire - fem skriver rugbrød tilbage, havde jeg 500 gram leverpostej, så det skulle selvfølgelig nok gå.

I forhold til sidste måned var det faktisk en forbedring. Jeg havde næsten ikke haft andet valg end at købe sengen, og nu havde jeg den så, og behøvede ikke at bekymre mig om det mere.

Meta

Jeg vågnede lidt over 2 i nat fordi jeg var sulten. Jeg listede ud i køkkenet, og smurgte to leverpostejmadder. Nu havde jeg ikke mere rugbrød, og det var ret dumt at jeg gav efter og spiste den sidste mad, for der ville ikke gå længe før jeg blev sulten igen.

Fordi jeg levede i et vakuum af isolation, og fordi det jeg skrev i juridisk henseende nok befandt sig i en gråzone, og ikke i den nuværende form hjalp mig, måtte jeg definere nogle regler at navigere efter.

• Hvis jeg blev behandlet hæderligt af de personer, der repræsenterede systemet, måtte jeg anonymisere dem.
• Hvis jeg led afsavn, som var reelle, og som medførte ubehag, var det acceptabelt at give udtryk for dette, men kun så længe det stod på.
• Jeg måtte gå forrest, og starte med at anonymisere bødlerne, men kun de nuværende. Det var også nødvendigt at holde psykiaterne ansvarlige for deres handlinger, og hvis de ikke blev holdt personlige ansvarlige, havde de intet incitament til at handle.
• Hvis nogle af de tidligere bødler henvendte sig til mig eller til myndighederne for at hjælpe mig, skulle de anonymiseres.
• Jeg måtte sætte mig i bødlernes sted; hvis jeg beskrev mig, som jeg beskrev bødlerne, ville jeg heller ikke røre en finger for mig.
• Det var usundt at jeg fokuserede for meget på min egen elendighed, og det fastlåste mig i et negativt tankemønster.
• Jeg måtte bruge langt flere kræfter på at beskrive andre, deres problemer, samt omgivelserne.
• Ingen gad at læse om mit brokkeri, og selv om det for mig primært handlede om at få afløb for mine frustrationer, så blev det misforstået som selvmedlidenhed. At give udtryk for at lide var ikke helt det samme selv selvmedlidenhed.
• Jeg måtte finde ud af hvordan jeg blev hørt, uden at "råbe" højere.
• Det var helt uacceptabelt hvad der skete, og hvad der var sket, uanset hvad jeg skrev. Jeg havde ikke magt til at ændre de forhold jeg var underlagt, det handlede ikke om at jeg bare skulle tage mig mere sammen.
• Jeg skulle ikke gentage mig selv.

Jeg startede med at fjerne mine aktuelle bødlers efternavne.

Desuden sendte jeg seneste udgave af bogen til Datatilsynet med teksten:

Mail til Datatilsynet

"Jeg sender jer seneste udgave af min bog. Uden jer havde jeg aldrig kunne skrive den, desværre mest af alt fordi jeres langsommelighed afstedkom den fejldiagnose, jeg stadig lider under.

Kjeld."

Når Datatilsynet ikke tog deres opgave alvorligt, så jeg heller ingen grund til at tage Datatilsynet alvorligt.

Billede. Foran værestedet.

Billede. På stand by.

Billede. Udbyttet af flaskepanten.

Billede. Flaskepanten (3 x 3 kroner) reddede mig.

Må jeg få 100 kroner?

Der var ikke mange bøger i værestedet, men især én havde min interesse: "KRAP" (som en huskeregel "CRAP") hed den, og omhandlede det, titlen var en forkortelse for, nemlig "Kognitiv Ressourcefokuseret Annerkendende Pædagogik", så vidt jeg kunne huske. Det var en interessant bog, og det eneste negative ved den jeg umiddelbart kunne komme i tanke om var, at forfatterne i et afsnit referede til psykologen Irene H. Oestrich, som jeg havde været tvunget til at tale med på R3 for at undgå tvangsmedicinering.

Det var sundt en gang i mellem at blive mindet om det, man vidste i forvejen, og i formål til bogen, drejede det sig om anvendelsen af delmål, hvoraf det første hed et "snublemål", som skulle være så let at man ikke kunne undgå at fuldføre det.

I et afsnit i bogen blev der opsummeret konkrete mål i social adfærdstræning, og to af disse mål var henholdsvis at bede om noget og at håndtere et afslag. Jeg gik derfor ud til en af pædagogerne og spurgte ham med en alvorlig mine om jeg måtte få 100 kroner af ham. Der blev helt stille i lokalet, hvor der sad fire andre brugere.

Pædagogen var i øvrigt en af de bedste af personalet, yderst betænktsom og professionel, og det var interessant at observere Hans Rabeneaktion på mit spørgsmål. Han tøvede kun ganske kort, hvorefter han spurgte mig om, hvad jeg skulle bruge pengene til. Ikke noget, svarede jeg, og viste ham bogen. Vi talte lidt om hvor mange penge han ville have gået med til at give mig, og det var et par kroner, men i øvrigt spillede formålet også en væsentlig rolle.

Jeg havde ikke tænkt mig helt godt om, da jeg overvejede hvilket beløb, jeg skulle bede ham om. Jeg tænkte at der skulle være let nerve i det for mig, så hvis jeg bad om eksempelvis 5000 kroner, ville udfaldet være så selvfølgeligt at der ikke var nogen satsning i det. Men 100 kroner var i virkeligt også alt for højt sat. Hvis jeg virkelig skulle have testet mig selv, skulle jeg have bedt ham om 10 kroner. Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at bede om så meget som 50 ører, men det var heller ikke pointen.

Nytårsaften

Den oprindelige aftale om deltagelse i nytårsaften var ikke blevet til noget. Det var hvad det var, og havde intet med mig at gøre, men det lagde et ekstra pres på mig i 11. time for at finde et alternativ. Det lykkedes i sidste øjeblik, men krævede en del hårdt lobbyarbejde, så jeg var dødtræt her til aften.

Jeg havde gudskelov fået penge, og det var eklatant stressreducerende. Det var dog fortsat en stor belastning for mig før jeg kom hjem at tænke på at udlejer havde lagt nogle ubehagelige breve til mig. Når jeg kunne konstatere at det ikke var tilfældet, afløstes ubehaget af lettelse.

Udover at handle ind til nytårsaften, besøgte jeg en ven i Hedehusene. Det, han kunne fortælle om mishandling i psykiatrien, bekræftede igen at det, jeg selv mente og havde skrevet, på ingen måde kun var egne erfaringer og opfattelser.

Jeg var for træt til at hidse mig op over psykiatrien. Det var ufatteligt hvor meget skade den havde forvoldt så mange.

Plan

Det kunne godt være jeg ikke helt nåede hvad jeg havde planlagt inden 1. januar 2021, men det ville ikke være mange dage efter.

#Tandstatus

De fleste fra værestedet havde udtalte tandproblemer. De var kroniske, smertefulde og meget dyre. Det drejede sig især om parodontose. Årsagerne var en kombination af neglect som følge af sygdom, stofmisbrug og medicinbivirkninger. Mange manglede mindst én tand, men det var ofte nogle af de bageste tænder, så det ikke umiddelbart kunne ses.

#PsykiskSårbarhed

En del af de andre i værestedet betegnede sig selv som psykisk sårbare. Det var et prædikat jeg hadede, for jeg var det ikke selv, men jeg måtte nok erkende at det for nogen nok var meget passende. Ord man kunne beskrive de psykisk sårbare med, var ængstelige, påpasselige, bekymrede, let angste, forsagte, tilbageholdende, vagtsomme, forsigtige, og i nogle tilfælde var skrøbeligheden så udtalt at man måtte være meget varsom og venlig, når man talte med den pågældende. Mange var simpelthen ødelagte skæbner, uden at det var muligt at komme det nærmere.

Nogle gange dummede jeg mig, når jeg sagde noget, jeg troede var indforstået, eller min dårlige humor blev misforstået. Jeg måtte virkelig stramme mig an, undgå at være så social offensiv, og lade andre komme til orde.

Data Camp

Jeg havde færdiggjort det R Statistics online kursus, jeg var påbegyndt. I den forbindelse blev jeg opmærksom på en anden form for E-learning, der hed Data Camp. Jeg havde prøvet muligheden tidligere på den gratis del af sitet, men hvis man ville fortsætte kurserne, kostede det naturligvis. Jeg vovede at ofre 29 dollars for en måneds adgang.

Gør noget

Jeg håbede fortsat at nogen ville gøre noget. Fortælle mig at der var håb, at der var en grund til at kæmpe videre. Jeg kunne ikke vente længere. I går var der én, som ikke kendte mig i forvejen, der spontant fortalte mig, at jeg så tynd ud. Resultatet af omverdens tilsyneladende liggyldighed og ansvarsforflygtigelse var, at torturen fortsatte.

Nytårsmiddag

Jeg havde styr på alle indkøbene til aftenens nytårsmiddag, alt var pakket og klar og skjorten strøjet. Jeg tog ned i værestedet for at deltage i nytårsmiddagen. Personalet var søde, og havde pyntet pænt op. Omkring halvdelen af de tilmeldte var fræværende, og vi var fem brugere. De var som altid venlige, men lidt forsagte, og blev akut svært nedtrykt af stemningen.

Med al respekt for brugerne og i taknemmelighed for den gode modtagelse, jeg blev mødt med i starten, ville jeg aldrig nogensinde ende som dem. Det handlede ikke om at jeg følte mig bedre end de andre, der var stor spredning i de andre brugeres funktionsniveau, og de tilstedeværende til nytårsfrokosten var de mest udfordrede af de sædvanlige brugere, men det var simpelthen for meget at jeg kun havde det sted at opholde mig. Maden var dog rigtig god.

Nytårsaften

Jeg havde så meget at bære på, og da det sted, jeg skulle fejre nytår lå så relativt lang væk i Høje Taastrup, tog jeg bus 117 derhen. Ved ankomsten til hvor Google Maps havde dirigeret mig hen, ringede jeg på og havde heldigvis fundet det rigtige sted. Jeg vaskede op og gjorde rent, mens forretten blev lavet. Mellem retterne så vi TV, herunder Dronningens nytårstale, og da klokken passerede midnat skålede vi i Asti, ønskede hinanden godt nytår, og så fyrværkeriet. Det var sådan set det. Det var en fremragende aften og nat, stille og rolig.

2021

Om formiddagen gik jeg hjem gennem et mennesketomt, gråt, blæsende og koldt Høje Taastrup, som fuldstændig afspejlede mit humør.

Billede. City 2 blues.

Billede. City 2 blues.

Billede. Lidt over midnat 2021 i Høje Taastrup.

Nytårsfortsæt

Havde jeg aldrig været typen, der havde. Hvis jeg ønskede forandring, forsøgte jeg at skabe den med det samme, jeg kunne ikke vente til en arbitrær dato med et års mellemrum. Det var da meget fint med mellemrum at reflektere over det hedengangne år, men mere var der ikke i det.

Mareridt siden 2015

Mit liv havde været et mareridt siden 2015, og hver eneste dagen siden havde jeg ikke tænkt på andet end at slippe ud af det. På den ene side stod jeg og enkelte fantastiske pårørende. På den anden side stod Lægeforeningen, Yngre Læger, dansk psykiatri, Styrelsen for Patientsikkerhed, politiet, Retspsykiatrisk Klinik, Retslægerådet, og retsvæsenet som sådan. Det var en umulig kamp, men jeg havde ligesom ikke noget valg end at kæmp.

Kæmpe videre

Jeg kæmpede videre. Jeg var ligeglad med alt andet. Jeg ville have mit liv tilbage, eller intet liv. Ikke det liv jeg levede nu, hvor jeg ikke kunne planlægge eller se ud over de næste par timer.

Omvendt bevisbyrde

Jeg var normal, jeg havde hele tiden været normal, og jeg kunne ikke blive mere end normal. Jeg kunne jo ikke gøre mere, så derfor var ikke op til mig at gøre noget.

Netværk

Næst efter at trække vejret og drikke vand, var det vigtigste i verden et socialt netværk. Ikke et hvilket som helst af slagsen, for negative sociale relationer kunne også være yderst belastende (det var jeg selv i forhold til mange mennesker), men tæt på.

Her til aften ringede en bekendt til mig. Det var som at vinde et par tusinde på et skrabelod. Vedkommende var jævnaldrende med mig, vi havde fælles interesser, han var helt legit og så ville han også gerne fremad i tilværelsen. Fantastisk.

Sjæl

"Fortabte sjæle er opslugt af noget, der forhindrer dem i at være i kontakt med livet"

Netop. Fortabt siden 2015. Regeringens såkaldt fireårsregel forhindrede mig i at være i kontakt med livet.

"Du er klar til at leve, 22"

Fra omkring 1.24.08 blev filmen virkelig. Til forskel fra 22 havde jeg skam fundet min livsgnist. Nogle stjal den fra mig. Og jeg havde hele tiden været parat til at leve.

Statsministerens nytårstale

Jeg lyttede til den med interesse, men den gjaldt ikke for mig. Jeg var ikke en del af hendes samfund, som var forbeholdt gode mennesker som Gitte Ahle, Hans, Martin, Amanda, Camille, Anette Lykke Petri, Toke, Elisabet Tornberg Hansen og Egill Rostrup. Jeg oplevede lige så lidt "solidaritet" og "sammenhold" under coronapandemien, som før. Jeg regnede ikke med at være i live om to måneder alligevel, men jeg var glad på de førnævntes gode menneskers vegne, godt for dem, og hvor havede de dog lidt under coronakrisen. Disse mennesker anede ikke hvad det ville sige at lide, være ensom, isoleret eller utålmodig, for den sags skyld. Det som statsministeren betegnede som den største krise i hendes levetid, var intet i min optik. I forhold til alt andet, jeg gennemgik, var coronapandemien allerhøjest en parantes. Men alt var selvfølgelig relativt, og havde man ikke for alvor lidt afsavn på alle planer, så var coronapandemien sikkert alvorlig.

Det offentliges trusselsbreve

De feje bureaukraters vigtigste våben var breve med ansvarsforflytgende indhold. Jeg kunne åbne dem, men hvorfor dog det? Det var ligegyldigt, især på nuværende tidspunkt. Jeg fortsætte det jeg måtte, inden det var for sent eller det gik helt galt.

Inviteret

Jeg tog hjem til min kammerat. Han havde en overraskelse til mig, havde han fortalt mig. Det viste sig at han havde købt en paraply til mig og pakket den flot ind i gamle regninger. God humor. Det var meget betænktsomt af ham, for gaven var helt perfekt, da han havde husket at jeg i sidste uge forgæves havde ledt efter en paraply, da han og jeg var i den lokale Fakta. Han var ikke så initiativløs som jeg, hvorfor han havde fået kasseassistenten til at ringe efter en servicemedarbejder, der havde led efter en paraply, men ikke fundet den. Min kammerat havde efterfølgende selv fundet paraplyen i den selv samme Fakta, så det var endnu et twist.

Min kammerat boede i en lille lejlighed, der var stilfuldt indrettet, og der var dejligt rent og opryddet i lejligheden. Det sagde ret meget om hans høje funktionsniveau, hvis man altså tænkte som en deduktionistisk psykiater. Han lavede ovnbagt laks med persille og hvidløgssmør med rodfrugter og kartofler. Det var super velsmagende. Jeg havde dårlig samvittighed over denne gestus, men han havde insisteret på at jeg ikke skulle købe noget med. Dog lykkedes det mig at få ham til at acceptere at jeg købte cola og noget dessert.

Elendig psykiatri

Vi talte om erfaringer i "systemet", og han havde præcis samme syn på psykiatrien som jeg, og som sædvanligt behøvede jeg ikke først selv at fortælle om mine elendige erfaringer, for han udtrykte spontant præcis det jeg selv syntes, bare bedre formuleret. Endnu mere interessant var, at han forløb havde været et meget anderledes forløb end mit eget.

God socialpsykiatri

Mit syn på hele det kommunale system var meget negativt, hvilket jeg fortalte min kammerat. Han var dog uenig; han var faktisk oprigtig glad for den støtte han havde modtaget i det sociale system, overordnet set i hvertfald. Især hans støttekontaktperson havde givet ham uvurderlig hjælp. Det var vigtigt at huske på at der var enkelte solstrålehistorier fra den kant af. Hvis man havde behov for hjælpen. Og det havde jeg ikke.

Antologi eller interviewbog

Vi talte om hvordan vi kunne give vores erfaringer videre til andre. Så kunne man bruge hvad man havde lyst til. Ingen bedrevidenhed, moralisering, eller løftede pegefingre. Vi havde ikke svaret, vi vidste kun hvad der var bedst for os selv. Min kammerat kunne godt tænke sig at holde et fordrag i værestedet. Jeg syntes det var en fremragende ide. Jeg kunne godt tænke mig at lave en bog, hvor de mennesker jeg havde mødt på min vej i socialgruppe 5, fortalte deres historie, hvad der ikke fungerede i systemet og hvad der gjorde. Det skulle være deres egen historie. Jeg skulle ikke redigere ét eneste ord, de måtte skrive anonymt eller med navns nævnelse, og det de skrev eller fortalte måtte være så politisk ukorrekt som de havde lyst til. Hvis de havde gode erfaringer med stoffer, skulle det med i teksten. Det skulle afspejle virkeligheden. Og de mennesker der arbejdede i systemet skulle høre sandheden fra dem, det drejede sig om. Der var en utrolig diskrepans mellem det, som sofisterne på borgen troede virkede, og det som brugerne vidste virkede. Jeg havde hørt fra enkelte at de var blevet interviewet af journalister eller såkaldte forskere, og når de havde læst artiklen eller rapporten, var de blevet rasende, fordi man havde "samlpet" og forvrænget det de havde sagt i en grad at det ikke længere var retvisende. De færreste professionelle havde nogen anelse om hvad der i virkeligheden foregik på bunden af samfundet.

"NADA er noget lort"

Jeg spurgte min kammerat om han havde prøvet NADA "behandlingen". Det var hvad han udbrød. Jeg var flad af grin. Jeg havde aldrig selv prøvet NADA, for dels var det ikke relevant for mig, og dels var min intuitive opfattelse at NADA var et scam, gammel svindel på nye flasker. NADA var en joke ("nada" betød meget passende "ikke noget" på spansk, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30935106/). En dyr joke. Som nogle entrepanente mennesker have snydt kommunerne til at indføre. Det var amoralsk at påstå at NADA hjalp på noget som helst, andet end svindlernes økonomiske formåen, men jeg måtte dog på et eller andet plan tage hatten af for svindlerne, fordi det var lykkedes dem at narre kommunerne. Her var en sag for Peter Gøtzsche.

No evidence was found that acupuncture as delivered in this study is more effective than relaxation for problems with anxiety, sleep or substance use or in reducing the need for further addiction treatment in patients with substance use problems and comorbid psychiatric disorders. The substantial attrition at follow-up is a main limitation of the study.

(https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4959048/)

Gå dog en tur i stedet

Hvorfor skulle det hjælpe på misbrugsbehsndling at sætte nåle i øret? Hvorfor skulle det dog hjælpe på noget som helst? Hvad med at undersøge om det ikke var signifikant mere gavnligt for misbrugere at gå en lang tur end at få sat nåle i øret af en person der skulle have løn for det, og modtage et kursus i det? Man kunne få NADA te, fortalte en af værestedets brugere mig. Ja, selvfølgelig kunne man det; det var vist det man kaldte mersalg. En joke. Hvorfor skulle nålene sættes i lige præcis ørene? Hvorfor ikke armen? Hvorfor var flere nåle bedre end en enkelt nål? Spillede nålene i virkeligheden nogen som helst rolle? Måske var det alene det at slappe af, der hjalp? Meditation virkede mig bekendt; måske var det den effekt man observerede, hvis man i det hele taget observerede noget?

Jeg gik tilbage. Det var en perfekt nat, og jeg havde lyst til at gå en stor omvej.

Hænderne i skødet

Jeg vaskede tøj, handlede ind, ryddede værelset op og vaskede gulvet. Desuden klippede jeg mig. Coronapandemien gav mig heldigvis en masse undskyldninger. Jeg kunne eksempelvis henvise til restriktioner og selvisolation, hvor det i virkeligheden handlede om manglende penge og reel isolation. Det var meget positivt.

Derudover var det intet at rube hurra for; vi var den britiske mutation af coronavisussen på banen, resultat var en mere alvorlig situation, sygehusvæsenet var presset, folk var ved at være udbrændte efter at have knoklet i så mange måneder, der skulle tests og vaccineres - og jeg sad fortsat med hænderne i skødet. Det var flot af Styrelsen for Patientsikkerhed. Årsagen til min aktuelle situation skyldtes at jeg brændte for lægetfaget, at jeg ville arbejde, (og jeg var dygtig til det, jeg havde aldrig fejlbehandlet nogen patienter) frem for alt. Det var så perverst at tænke på at jeg var påtvunget passiv, led voldsomt under passiviteten, at der var brug for min arbejdskraft, men at jeg ikke måtte arbejde. Det kunne man huske når coronakrisen engang var overstået og støvet havde lagt sig. Så var det på sin plads at rejse en skamstøtte over Styrelsen for Patientsikkerhed og dansk psykiatri. Den danske befolkning led fordi nogle psykiatere, embedslæger, en svindellæge og en praktiserende læge skulle hævne sig på mig.

Nedtrykt

Jeg havde været ude til aften og besøge en fra værestedet. Det var hyggeligt at sidde og tale med vedkommende, og jeg havde købt noget pulverkaffe og to stykker nedsat kransekage i Føtex, som jeg medbragte.

Da jeg kom tilbage et par timer efter, kunne udlejer godt se på mig at der var noget galt. Men det havde jo intet med ham at gøre, tværdigmod. Men hvad skulle jeg sige til ham? Han gjorde det perfekt. Det var mig og min situation den var gal med, eller nærmere, det var min påtvunge situation der påvirkede mig negativt i en grad at jeg blev så dybt nedtryk at jeg ikke kunne skjule det. Hvor var det dog usselt af Hans, Susanne og Amanda, at de intet foretog sig udover at fastholde mig i en uberettiget sygerolle og marginaliseret. Hver eneste dag, faktisk hver time var en kamp, som jeg ofte tabte. Når folk som førnævnte forsømte deres pligter, endte det galt. Jeg fik en knude i maven og en klump i halsen af udlejers bekymring for mig. Jeg måtte tage mig sammen og få afsluttet det her. Det var udelukkende Hans Rabens ansvar hvad jeg nu foretog mig. Fem forbandede år..

Resume

Jeg boede på forsorgshjem. Det var et forfærdeligt sted at bo, hovedsageligt på grund af det patroniserende personale. Jeg skulle væk i en fart. På papiret var jeg et monster, som ingen ville dele noget som helst med, og slet ikke lejlighed. Jeg var derfor nødt til at "justere" på sandheden, uden egentligt at lyve, en form for justeri som også vores statsminister nød at bruge. Jeg havde fundet et perfekt sted at bo, men var ræd for at blive afsløret og dermed hjemløs igen. Derfor turde jeg ikke at tale for meget med udlejer, af frygt for at falde igennem i en samtale. Hans Raben kunne, burde og skulle udfærdige en erklæring, der beskrev den virkelig han selv havde italesat flere gange, nemlig at jeg: A. Ikke var psykotisk. B. At jeg led af ADD, der var medicinsk velbehandlet. C. At jeg ikke led at nogen psykiske sygdomme. D. At jeg ikke var misbruger. E. At jeg ikke var utilregnelig. F. At jeg ikke var personlighedsforstyrret. G. Men at jeg havde et socialt problem, og desperat manglede beskæftigelse om læge, og at jeg aldrig havde fejlbehandlet nogen patienter. Der var naturligvis meget meget mere Hans Raben burde skrive en en erklæring, men når han i forvejen ikke engang formåede at skrive førnævnte, var det en illusion at tro at han ville udvise den fornødne omhu og uhildethed i forhold til dette.

Økonomi

Det gik fremad med økonomien, omend langsomt. Jeg havde så mange penge i denne måned at jeg ikke skulle sulte, og jeg havde købt det mest nødvendige møbel, nemlig en seng, så jeg behøvede ikke mere. Jeg havde ikke råd til tøj, sko og tandlæge, men selvfølgelig kunne jeg vente til næste måned med det.

Mail til Retslægerådet

Kære Retslægerådet

Kjeld.

Psykosesymptom

Jeg vidste af erfaring at alene det at skrive noget med store bogstaver af psykiaterne blev anset for at være et tegn på psykose. Faktisk kunne alt være et tegn på psykose, det handlede mest om hvad der var oppopunt for den enkelte psykister i forhold til kollegalitet, mindst mulig arbejdsbyrde, praktisering af defensiv medicin mv, og hvis det en sjælden gang skulle ske, at selv ikke den mest forrådede psykiater kunne finde et eneste tegn på psykose, ja, så kunne hun bruge betegnelsen "samlet set". Det var en joker, der dækkede alt, og så aldrig senere hen kunne betvivles, da det jo beroede på psykiaterens "følelse", "fornemmelse", eller slet og ret var tegn på at vedkommende psykiater havde konklusionen på forhånd, uagtet den måde den pågældende patient præsenterede sig på.

Jeg var meget fejlbarlig, men det havde jeg ikke problemer med at indrømme. Her var Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik helt omvendte: Da havde tydeligvis taget fejl i forhold til mig, men fordi de var rethaveristiske, turde de ikke indrømme det. Det var ikke kønt i omverdens øjne, og ingen kunne lide en person eller instans, der nægtede at se virkeligheden i øjnene, erkende en fejltagelse, og - vigtigst af alt - rette denne fejltagelse.

Jeg ville blive straffet for min holdning til Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik, men på nuværende tidspunkt var det vist ligegyldigt, og jeg var i øvrigt også ligeglad: Retslågerådet og Retspsykiatrisk Klinik var begge en joke. Uanset hvor adstadigt og autoritært emblem disse elendige myndigheder havde, uanset hvor floromvundet de blev beskrevet, så dækkede det alt sammen kun over nogle mennesker, der i mit tilfælde havde taget fejl. Jeg havde råbt om det faktum i flere år, og der var intet sket. Det var en skandale i sig selv, men helt konkret for mig, var det en katastrofe.

Konkrete problemer

Af helt konkrete og kortsigtede problemer havde jeg følgende:

Jeg havde ikke mulighed for at tilbringe dagtiden sammen med andre normale mennesker på normale vilkår.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme igang med at dyrke motion systematisk igen.

Der var mennesker ansat til at sygeliggøre mig, mennesker som mente jeg skulle "rehabiliteres" og have en "mentor", men der var intet at rehabilitere fra, og derfor havde jeg heller ikke brug for en mentor. Kampen mod disse mennesker var udmattende og nådesløs. Jeg arbejdede hårdt på det med at starte med at dyrke motion igen, jeg spurgte alle jeg kom i nærheden af om de ville træne med mig, men det kunne eller ville de fleste ikke. Jeg kunne selvfølgelig bare gøre noget selv, og det forsøgte jeg også, men det var demotiverende og svært.

Case A

En fra værestedet begyndte spontant at fortælle mig om sit forløb i psykiatrien og i det sociale system. Som sædvanlig behøvede jeg ikke at lægge nogen ord i munden på nogen som helst i forhold til at de fortalte om deres forfærdelige forløb i psykiatrien. Kort fortalt sagde brugeren, at han havde lidt af svær panikangst i 10 år, igennem en periode hvor kommunen negligerede ham. Så fik han otte samtaler med en psykolog, og var herefter kureret for denne invaliderende lidelse. Som brugeren udtrykte det, "det tog ti år, men burde være klaret på tre dage". Det var sørgeligt at lytte til.

Venlighed

Udlejer udviste en meget venlig gestus her til aften. Jeg var ligeglad med systemets overgreb mod mig selv, men ikke mod mine omgivelser som følge af at de var så uheldige at have kontakt med mig. Det kunne jeg ikke acceptere. Hvis systemet på nogen måde forulempede eller skandaliserede udlejer som følge af at jeg lejede et værelse hos ham, ville jeg blive meget vred. Det var ikke acceptabelt. Han havde ikke gjort andet end at være tålmodig med mig, venlig og hjælpsom. Så skulle han ikke udsættes for repressalier af eksempelvis politiet i deres forsøg på at knække mig psykisk.

Jeg var fuldstændig ligeglad med en undskyldning, men systemet skulle undskylde overfor mine venner og min familie, som havde lidt på grund af mig. Det var så modbydelig en strategi politiet havde brugt, at det var en skændsel. Jeg ville sørge for at deres amoralske og feje nådesløshed ville blive husket i mange år fremover. Det værste var næsten at deres chikane havde været forgæves, for jeg havde jo ikke gjort det de beskyldte mig for. Flot genier. Jeg håbede de var stolte af ders svinske magtmisbrug.

Solvej

Jeg håbede at jeg ikke kom til at skulle tale med Hans igen. Det ville være pinligt for os begge. Jeg kunne godt lide Hans Raben som person, men jeg kunne ikke lide hans passivitet. Hans Raben var menneskelig, og nogle gange kunne jeg se i hans øjne og i hans ansigtsmimik at det jeg fortalte ham trængte ind bag facaden.

Billede. Ja, det var ikke min. Skattejagt i Taastrup.

Billede. Jeg sad på bænken og skrev.

Hans Raben var med stor sandsynlighed gået på pension, og en anden tog over. Hvis jeg var heldig var det Solvej. Han var den eneste psykiater, jeg kunne huske at have mødt, som også var læge. Jeg havde generelt stor respekt for læger, og der var derfor ikke grund til at optage Solvej, eller nævne ham med navns nævnenlse. Træerne voksede imidlertid ikke ind i himlen, og selv Solvej var kun et menneske. Jeg var dog nødt til at gå forrest og udvise samarbejdsvilje, og jeg håbede at kunne skabe den behandlingsalliance, som jeg ikke tidligere havde haft med nogen anden psykiater.

Solvej var på mange måder diametral modsætning til Gitte Ahle. Jeg kunne fornemme at han ikke var en del af parnasset. Endnu. Som forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab lå det i kortene at man var inhabil, og vægtede hensynet til kollegerne og eget genvalg højere end alt andet, herunder selvfølgelig hensynet til patienterne. Derfor var det ikke nødvendigvis til gavn for andre end førnævnte hvis en psykiater fik mere magt. De nemmeste mennesker i hele verden at korrumpere var psykiaterne. Hvis "Frodo" i "Ringenes Herre" havde været psykiater, ville bøgerne havde været meget korte, faktisk ville trilogien slutte fra det øjeblik "Frodo" satte ringen på fingeren første gang.

Det var "Enhjørningens" medmenneskelige egenskaber, hans personlighed kombineret med høj faglig og moralsk integritet (og for en psykiater sjælden god tøjsmag), der gik op i en højere enhed. De første kunne man ikke lære på universitetet. Man kunne ikke læse sig til medmenneskelige egenskaber. På den måde kunne man godt argumentere for at psykiatri var en slags kunst. Men der var så langt mellem snapsene at det i praksis ikke var relevant.

Et interessant fund

Nu havde jeg endeligt fundet det, jeg havde ledt efter. Det, som politiet uberettiget havde stjålet og beholdt i over to år, før jeg fik det tilbageleveret. Fordi det ikke var ulovligt. De havde ransaget mig seks gange uden at finde noget ulovligt, fordi der ikke var noget ulovligt at finde, og derfor havde jeg fået tilbageleveret mit udstyr. De havde ødelagt mig og gjort mig hjemløs i den forbindelse, men politiet var ligeglde, og Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed havde frikendt deres tidligere kolleger.

Dette fund var altså ikke ulovligt, og det jeg havde tænkt mig at bruge det til var heller ikke ulovligt. Jeg havde ikke behov for hævn, så jeg så ikke nogen grund til at gøre brug af det. Men jeg havde behov for min autorisation som læge og beskæftigelse som sådan. Jeg havde også behov for ikke at blive udsat for nogen sygeliggørelse, klientgørelse, umyndiggørelse, eller noget overgreb, ydmygelse eller fornedrelse.

Jeg havde heller ikke behov for at skulle frygte at tale med Hans Raben, Amanda, Martin eller Susanne Emde. Især havde jeg ikke behov for at modtage ligegyldige trusselsbreve fra det offentlige.

Det, jeg havde fundet, kunne - anvendt korrekt - være min vej ud af det helvede, jeg i over fem år havde befundet mig i. Det bedste ville selvfølgelig være hvis myndighederne var sig deres ansvar bevidst, og udviste rettidig omhu. Men gjorde de ikke det, og skete det ikke meget snart, så ville jeg selvfølgelig ikke tøve ét sekund, og gøre brug af mit fund.

Det jeg snart ville gøre, var ikke ulovligt, og samtidig gav det mig relativ stor magt. Hvis mine modstandere vidste hvad jeg ville gøre, havde de gjort noget akut. Men deres strategi var jo at negligere mig ihjel. Nu skulle jeg snart sørge for at de umuligt kunne fortsætte med at ignorere mig, og dermed fastholde mig i daglig lidelse og desperation.

Guldægget

Det første jeg gjorde når jeg faldt over noget så værdifuldt som mit nye fund, var at sikre det i et borderline paranoidt omfang. Da der ikke var tale om ulovligt materiale eller ulovlig brug af materialet, havde politiet ikke noget at skulle sige. Ikke at det stoppede voldsmonopolet i at bryde loven og udøve magtmisbrug og overgreb, det havde de gjort så mange gange før, men med dette nye fund, kunne de varetægtsfængsle eller tvangsindlægge mig uberettiget i årevis, og jeg ville holde ud vel viddende at guldæget ventede på mig.

Der faldt en dejlig ro over mig. Nu behøvede jeg ikke at råbe højere og mere skingert. Jeg kunne droppe den hadefulde og desperate tone, som visse psykiatere valgte at fejltolke som psykose, for jeg vidste at jeg nu ville blive hørt, om så jeg i overført betydning hviskede mit budskab ud ganske sagte, og kun netop hørtbart.

Jeg ville ikke vente længere

Man sagde at man skulle stoppe mens legen var god. For mit vedkommende havde legen aldrig været god, men hvis den blev værre, ville det være en katastrofe for ikke bare mig, men - og det var langt værre - muligvis også for andre. Jeg havde overskredet mine egne grænser så mange gange for at undgå at det udartede sig, jeg havde skrevet til alle de myndigheder, politikere og journalister, jeg kunne komme i tanke om, ligeledes flere gange, og jeg havde skrevet til Hans Raben og psykiatrien talrige gange. Alt sammen forgæves.

Ikke psykotisk

Jeg var fuldstændig rolig og fattet, ikke i affekt, og jeg havde ikke de fjerneste symptomer på psykose. Det var ikke bare min holdning, men alle jeg omgikkes med hver dags holdning. Jeg var nedtrykt og frustreret, men ikke selvmordstruet, og ikke til fare for mig selv eller andre. Alle jeg havde kontaktet havde tilsyneladende svigtet, for jeg sad stadig på en bænk og skrev, jeg gik på femte år stadig rundt i ulidelig uvished og håbløshed, og jeg havde intet hørt fra nogen.

Og derfor gik jeg nu igang.

Værestedet

Der var nærmest andægtig stilhed da vi i værestedet lyttede til statsministerens pressemøde, hvor hun fremlagde de nye restrktioner. Det var ikke nogen overraskelse. Jeg havde efterhånden lært personalet godt at kende, og jeg måtte tage hatten af for dem. De kunne noget qua deres sociale egenskaber, jeg ikke kunne, og det lod til at de faktisk hjalp de mennesker de eksempelvis var kontaktpersoner for. Jeg sagde stort set aldrig noget i den forbindelse, men det gjorde de andre brugere jo hellere end gerne og ofte, og de var rigtig glade for den hjælp de modtog. Jeg vidste konkret at visse brugere ikke ville have været i live i dag, hvis det ikke havde været for deres kontaktpersoner. Det gjorde stort indtryk på mig.

Jeg have taget træningstøj med, og jeg løb en længere tur halvanden time før værestedet lukkede, og vendte tilbage halv otte. Det var ubeskriveligt skønt med løbeturen. Det ville være en overdrivelse at påstå at jeg fløj over asfalten, men jeg havde tabt mig ret meget de seneste måneder som følge af sult, som igen var en følge af for lav indkomst. Hvis min ktop kunne holde til at løbetræne hver dag, var det løsningen på de fleste af mine problemer.

Jeg var meget taknemmelig over min udlejers positive indstilling og hans tålmodighed med mig. Hvis jeg kunne, gik jeg langt for at hjælpe mine nærmeste, og udover dem fra værestedet, var det udlejer.

Pinligt

Filnavnet på det jeg kaldte min en bog var forkert. Hvor var det pinligt. Det korrekte navn var "1. januar 2021..."

Håb

Jeg ville have et håb. Jeg ville have drømme, ikke de mareridt jeg så ofte led af. Og vished. Ja, selvfølgelig eksisterede fuldstændig vished ikke, men jeg ville have en minimal grad af vished, lige som de fleste andre mennesker i Danmark. Jeg ville ikke frygte at blive anholdt hvert øjeblik det skulle være. Jeg blev holdt i et jerngreb i en umulig situation, og vovede jeg at gøre opmærksom på det, ville jeg blive mødt af repressalier. Men jeg havde jo ikke noget valg, vel? Min situation var helt uacceptabel. Jeg kunne intet gøre for at forbedre den, for det var ikke op til mig. Hvad skulle jeg så gøre? Hvad skulle der til? Mere af det samme var ikke en mulighed.

Dem der kunne give mig et håb her og nu, havde mit telefonnummer. De kunne ringe og fortælle mig hvad der skulle ske. Det gjorde de ikke, så derfor måtte jeg blive ved, selv om jeg hadede det.

Dem der ikke kendte mig nærede et stærkt had mod mig. Dem der kendte mig hadede mig ikke. De havede nok blandede følelser i forhold til mig, men ingen af dem hadede mig.

Apsykotisk

Det var fantastisk så ikke-psykotisk jeg var i dag. Eller måske ikke, for det havde jeg jo været hele tiden, hver eneste dag hele mit liv. Jeg havde desværre ikke ressourcer til at gennemarbejde hele min tekst, og anonymisere alt, sådan som jeg gerne ville. Rent juridisk spillede det ikke nogen rolle, men det var som det var. Politiets studentikose anklagere kunne jo bare gøre som de plejede, nemlig at tage en sætning ud af en kontekst, eller sammensætte ord fra flere sætninger til en enkelt sætning. Politiets anklagere måtte være juristernes ekvivalent til psykiatere. Tage en mikroskopisk del ud af en meget, meget større helhed, og bruge den i mod mig overfor en arrogant og ignorant dommer, der kørte på rutinen.

Det eneste positive ved denne dag var, at alt var dækket af sne. Nu kunne jeg gå de samme endeløse ture på Vestegnen igen, og lade som om det var første gang.

Gem min bog når jeg bliver anholdt igen, tak

Mens jeg sad og sendte bogen til for mig ukendte modtagere, blev jeg ramt af en nagende tvivl; havde jeg været for afdæmpet i min kritik af psykiatrien? Var den så subtil, at man nærmest skulle læse mellem linjerne for at se den? Det var ihverfald noget, jeg måtte kigge nærmere på.

Sat på spidsen

Mens jeg traskede afsted i seen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at der tragisk nok måtte være danske læger, der havde mistet livet til coronavirusset. Læger der havde familie og noget at leve for. Imens tossede jeg rundt på Vestegnen og forsøgte at få tiden til at gå; jeg havde ingen familie, intet at leve for, og jeg var fuldstændig ligeglad med coronavirussen, herunder de helbredsmæssige konsekvenser af at blive smittet. Var der nogen, der kunne se hvor jeg ville hen? Sæt dog mig i forreste linje! Håbet om at jeg gik ad mortem i corona ville glæde mine fjender og bødler, så det var et win hele vejen rundt.

Where ever the wind blows, I'll be there

Jeg havde ikke nogen ide om hvor jeg ville gå hen, så jeg lod det være op til tilfældet. Jeg nåede ud på Køgevej, hvor jg besluttede mig for at finde den hemmelige passage mellem Taastrup og Hundige. Det førte mig igennem Ishøj Landsby, og havde det ikke været for at mine sko og bukser hurtigt blev gennemblødt, var det en god og smuk tur. Måske var det bare mig, men det var som om at folk kørte virkeligt råddent. Kunne det skyldtes det at der var så relativt få mennesker på gaden og så lidt trafik. Varevognene fra forskellige transportfirmaer, der udbragte pakker til de isolerede danskere dominerede vejene. Jeg havde kun gået 16969 skridt før jeg i Greve besluttede mig for at tage bussen hjem. Til trods for paraplyen fra min ven, var min jakke også næsten gennemblødt, og jeg havde en hel del medvarer at skæbe på.

Billede. På vej til Ishøj Landsby.

Billede. På vej til Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Bussen

Der var spærret af i bussen optil hvor chaufføren sad. Man skulle stige ind ad den midterste udgang, og det var ikke umiddelbart muligt at scanne sit rejsekort. Det var nyt, i hvertfald i denne omgang. Jeg kunne godt forstå chaufførene. At de i det hele taget accepterede at arbejde skulle man være glad for, især med tanke på hvor asociale alt for mange passagerer var.

Ensomhed

For første gang oplevede jeg en bruger i værestedet udtrykke oprigtig fortvivlelse over hvor ensom han var, og hvor ulideligt det føltes. Det var vanskeligt at vurdere om det skyldtes de nye restriktioner, for det fremgik ikke. Jeg burde have spurgt ind til det. Jeg ville gerne holde enhver med selskab, der inviterede, men jeg var også ret tilbageholdende, for det ville risikere at blive opfattet forkert. Jeg kunne og ville gøre rent og handle ind for hvem som helst, og naturligivs gratis, for min betaling var meningsfuld beskæftigelse, men igen skulle jeg passe på. Der var mennesker ansat til dette formål, professionelle, og jeg skulle ikke blande mig for meget i deres arbejde.

Hyggeligt

Af en eller anden årsag oplevede jeg en ny fornemmelse, når jeg opholdt mig på værelset. Det var en fornemmelse af ro og afslappethed, af at det var ok at jeg var på værelset, at jeg ikke var en gæst eller parasitterede på udlejer. Jeg var som jeg var, og det var i orden. Der var næppe nogen tvivl om at det skyldtes statsministerens nye restriktioner og anbefalinger. Lige pludseligt var det ikke bare acceptabelt at selvisolere sig, det var faktisk meget vigtigt. Fra at være et socialt udskud, var jeg nu et ansvarligt og samfundsbevidst menneske. Og jeg havde ikke ændret adfærd. Jeg følte også at jeg nu kunne bidrage positivt til tilværelsen i lejligheden, jeg gjorde rent som meget som muligt (selv om der i forvejen var meget rent og ordentligt), og nu havde jeg for første gang råd til at købe fælles dåsecolaer.

Ingen grund til at skrive dagbog

Jeg følte ikke det samme presserende behov for at føre dagbog hver eneste dag. Nu hvor jeg ikke behøvede at afsætte så store mentale ressourcer på hele tiden at finde et nyt sted at opholde mig, var jeg ikke så stresset. Naturligvis fortsatte jeg med at skrive om noget jeg fandt interessant, om psykiatriens idelige patroniserende sygeliggørelse, om tåbelige og meningsløse mentor aka støttepædagogordninger etc.

Udløsende årsag

Det var Amandas og Martins ide om at jeg skulle have en mentor, der fik mig til at sende bogen rundt. Det var simpelthen nødt til at stoppe. Jeg ville ikke udsættes for mere pjat fra myndighederne. Det var som at deltage i et bizart socialt eksperiment, tvunget og uden længstetid. Det handlede ikke om rethaveri, men om overlevelse. Det var psykisk tortur igennem så mange år at blive sygeliggjort.

Farvel til værestedet

De nye restriktioner betød at værestedet de facto lukkede. Det kom ikke lige frem som en overraskelse, og det var måske i virkeligheden meget godt. For mig i det mindste. Jeg havde opnået det, jeg havde sat mig for, nemlig at lære andre mennesker i Høje Taastrup at kende, og for så vidt angik klientellet på værestedet, var det lykkedes.

Billede. Jeg ydede ikke værestedet den respekt det fortjente. Lige så trøstesløst det var uden for det, lige så varmt og hjerteligt var det indendøre.

Jeg var for længst begyndt at ses med de andre brugere uden for værestedet, og det var det jeg skulle fortsætte med. Jeg havde været glad for at benytte stedets faciliteter, men jeg havde ikke det fjerneste behov for at gøre brug af det personalet kunne tilbyde. Tværdigmod var det farligt alene det at indikere at det var noget man var interesseret i, for med al (og oprigtig) respekt for personalet, så var det sygeliggørende og klientgørende at blive fedtet det mindste ind i det offentlige system. Det var noget man skulle undgå som pesten, med mindre det var strengt nødvendigt, og det var det jo på ingen måde i mit tilfælde.

Så farvel og tak til værestedet og sundhedsfællesskabet, dets personale og dets brugere, undtagen dem jeg sås med uden for det. Jeg havde allerede to aftaler med to forskellige brugere i hhv. i morgen og lørdag, jeg var godt i gang med DataCamp og radiologi, samt diverse andre mere bogligt orienterede opgaver, og jeg havde lagt et motionsprogram. Skulle det komme dertil at jeg blev smidt ud af værelset fordi udlejer nu ville finde ud af at jeg ingen beskæftigelse havde - ja, så var det bare ærgerligt. Jeg havde ikke råd til indskud til noget som helst, så når og hvis jeg endte på gaden igen, var det Hans' problem, og i det tilfælde skulle jeg nok sørge for at skabe problemer.

Forkert billede?

Når jeg dristede mig til at læse det jeg havde skrevet, gav det mig ikke indtryk af, at det var en særlig sympatisk person, der var forfatteren. Det kunne dels være fordi at det ikke var tilfældet. Det kunne også være fordi jeg hele tiden stod i en særdeles ubehagelig situation, som stressede mig enormt, og fordi jeg brugte teksten til at afreagere, således at det stort set kun var de dårlige sider der blev fremhævet. Endelig kunne det selvfølgelig være en kombanation. Jeg regnede ikke med at nogen var særlig interesseret i hvordan jeg rent faktisk var som person, men hvis nogen i et parallelunivers alligvel havde tænkt sig at få svar på det spørgsmål, skulle man ikke læse hvad jeg skrev, men derimod spørge de mennesker, der kendte mig.

Hvis jeg eksempelvis forleden tog en stor opvask for en bruger af værestedet, og nægtede at ville modtage noget for det, så ville jeg da ikke skrive om det. Nu gjorde jeg det så alligevel, men hvad nu hvis det ikke var første gang jeg gjorde det? Eller noget lignende? Støvsugede, vaskede gulv, gjorde badeværelse og toilet rent? Donerede tøj, lamper og elektronik? Jeg havde godt nok set en del i Høje Taastrups laveste socialklasse efterhånden. Og i Glostrups og Sydhavnen, for at nævne nogle andre.

Rolig og afslappet

Også i dag var jeg rolig og afslappet. Fortsat helt og aldeles apsykotisk, fortsat ikke selvmordstruet, eller til fare for mig selv eller andre. Jeg glædede mig til at mødes med min ven senere i dag.

Bedste terapi

Var at tale med en ven.

Billede. På vejen hjem. Der var helt øde.

Billede. På vejen hjem. Charmerende hus i Høje Taastrup Landsby.

Billede. På vejen hjem. Hér kom jeg aldrig til at sætte min fod.

Billede. På vejen hjem.

Motivation

Min motivation for det jeg foretog mig, var:

Jeg havde fortsat intet hørt fra nogen myndigheder.

Jeg havde fortsat intet håb og ingen fremtidsudsigter.

Jeg gjorde fortsat alt jeg kunne for selv at komme videre i tilværelsen.

Jeg havde kæmpet en umulig kamp mod en fejldiagnose i over fem år.

Jeg havde fortsat ikke fået min autorisation som læge igen efter at have kæmpet for den i over fem år.

Jeg havde mistet alt som følge af fejldiagnosen.

Jeg levede fortsat på fattigdomsgrænsen.

Jeg havde igen og igen kontaktet myndighederne, men var blevet ignoreret.

Som følge af coronarestriktionerne var mine livsvilkår blevet ulidelige.

Mine mails var mit mindstemiddelprincip.

Man skulle have gjort noget, men det havde man ikke gjort i en periode på over fem år.

Jeg ville ikke længere sygeliggøres.

Anonymisering

Jeg fandt til min store skræk ud af at jeg ved en fejl havde sendt den forkerte udgave af min bog ud. Det, der var fejlen var, at jeg ikke havde fået anonymiseret alle navnene i bogen. Det var jeg ked af og måtte undskylde, og jeg skyndte mig at rette fejlen, men nu kunne jeg forvente repressalier fra de personer jeg havde nævnt. Det var meget ubehageligt, stressende og det forhindrede mig i at sove. Men det med repressalierne var fair nok, og det måtte jeg acceptere.

Søvnløs

Jeg kunne ikke falde i søvn efter jeg blev klar over min store fadæse. Jeg havde virkeligt dummet mig, og nu lå jeg bare og ventede på at politiet dukkede op for at ransage eller anholde mig. Det var det de havde gjort otte gange tidligere. Når jeg som i nat blev grebet af eksistentiel klaustrofobi, måtte jeg for alt i verden undgå at gøre noget overildet, som at sende min tekst rundt. Det var næppe over 20 modtagere, der havde modtaget bogen, men som jeg havde erfaret, var antallet underordnet.

Solskin over Taastrup

Vejret i dag var fremragende med solskin fra en smuk, klar himmel. Det var koldt og blæsende, og jeg havde aftalt at gå en tur med en af mine bekendte. Vi talte om løst og fast, og det var super hyggeligt, men som alt godt fik det en ende.

Dødsygt

Nu skulle jeg have resten af weekenden til at gå med et eller andet. Jeg var ikke motiveret for noget som helst. Der var ikke intet at glæde sig over, eller glæde sig til.

Professionalismen i ROPS

Jeg kom til at tænke på fraværet af rigtig lægevidenskab i ROPS ambulatoriet; Jeg havde aldrig fået tilbudt at få foretaget blodprøver, jeg kunne ikke huske hvornår man sidst havde målt min puls og mit blodtryk, og det samme med min vægt. Ellers hvad med et EKG? Det ville da også være relevant at få udført.

PTSD

Spørgsmålet var, om politiet ikke havde givet mig PTSD. Det føltes unægteligt sådan. I øjeblikket følte jeg mig fysisk syg af stress. Jeg troede ikke det var COVID, men jeg havde det meste af dagen følt periodevise kuldegysninger, unaturlig varme i kinderne, kolde hænder og fødder, træthed, og fornemmelse af trykken i højre mellemøre. Dertil kom at jeg havde det udefinerbart dårligt, ikke så meget at der var tale om at jeg var alment påvirket som sådan, men bare jeg havde det bare skidt. Jeg følte at det eneste rigtige at gøre var, at gå i seng klokken lidt i 19.00. Jeg havde ikke været i kontakt med andre end normalt, og jeg brugte mundbind i massevis og korrekt, holdt afstand, og sprittede ivrigt hænder. Derudover medbragte jeg altid spritservietter, som jeg også gjorde brug af.

Dogmeregler

Jeg måtte indføre nogle regler for hvornår jeg sendte min bog ud. Det var ikke i modsætning til hvad nogle troede, et spørgsmål om narcessisme og opmærksomhed. Det var et spørgsmål om overlevelse, og selv om det lød overdrevet, så var det ikke. Det var virkelig en daglig kamp for ikke at springe ud foran toget på Taastrup Station. Det skyldtes udelukkende eksterne faktorer, især den ulidelige tilværelse, jeg var tvunget ud i.

En regel var, at jeg ikke udsendte noget, med mindre jeg var meget nedtrykt, og denne nedtrykthed skyldtes noget, jeg blev forhindret i eller tvunget til. Hvis min nedtrykthed bare var forårsaget af min egen dovenskab, svaghed eller neuroticisme, ville jeg ikke belaste andre med mine problemer.

Brætspilleaften

Omkring kl. 15 tog jeg afsted. Jeg skulle købe 1 kg løg til aftensmaden hos min ven. Først i Føtex i City 2, derefter videre. Vi var fire i alt, og vi spillede Majesty og Carcassonne i cirka fire timer, hvorefter vi spiste aftensmad, for derefter at spille videre i cirka to timer. Jeg var i rigtigt dårligt humør fordi jeg skulle ristes af både Martin, Amanda, Susanne Emde og Hans Raben i morgen. Det var ikke til at holde ud at tænke på, så derfor gik jeg før de andre.

I henhold til mindstemiddelprincippet

Det var det sludder psykiaterne brugte som en trylleremse når de skulle forklare deres overgreb. Derved forsvandt alle domme i patientklagenævnet på magisk vis. Når de kunne bruge det vrøvl, kunne jeg også. Fordi jeg havde det dårligt på grund af forhold jeg ingen indflydelse havde på, måtte jeg i henhold til mindsteprincippet og min dogmeregel udsende min bog.

Bisidder

Jeg blev nødt til at få en bisidder til at deltage i de modbydelige samtaler. Jeg kunne ikke holde dem ud.

Mailteksten

Hermed vedhæfter jeg min bog.

Den uredigerede udgave med billeder kan ses på:

• https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

God oplevelse i ROPS

I dag var det måske den bedste dag, jeg havde haft i ROPS. Jeg fremmødte fem minutter i 14 som sædvanlig. Sygeplejerske Lars tog i mod. Jeg fik udleveret min Concerta, og jeg gik igen. Det tog vitterligt kun fem minutter, Lars var venlig, jeg var venlig, og det eneste han spurgte om var, om han måtte skrive at jeg var velbefindende. Det takkede jeg ja til, og så var den ikke længere. Fremragende. Når det foregik på den måde havde jeg intet mod at fremmøde i ROPS.

Martin

Jeg var ekstremt påpasselig med at de myndigheder jeg var tvunget til at have kontakt med, havde alle mine kontaktinformationer, og at jeg altid forsynede dem med de seneste ændringer. Alligevel var der gået noget galt mellem Amanda og Martin, da sidstnævnte kun havd mit gamle telefonnummer, selv om jeg med usvigelig sikkerhed vidste at jeg havde givet Amanda det nye. Hun havde jo ringet mig op på det nye nummer, så det kunne ikke være mig, der havde dummet mig. Geniet Martin havde efterfølgende skrevet hele to SMS'er til mig på det gamle telefonnummer, den 23. december 2020 og i dag. Hvis jeg ikke tilfældigvis havde ringet ham op i dag, kunne jeg risikere at blive anhold og tvangsindlagt - som følge af Martins svigt. Det gjorde mig godt nok vred, men jeg formåede at holde en meget sober tone under telefonsamtalen med ham. Som naturligvis blev optaget, hvilket jeg i følge dansk lov gerne måtte.

2247 kroner

Jeg havde gjort det til en vane at tjekke min konto hver dag, så jeg slap for ubehagelige overraskelser. Jeg kunne til min meget store glæde konstatere at jeg havde 2247 kroner tilbage til resten af måneden (det var også min samlede formue), hvilket jeg sagtens kunne købe sund og nærende mad for i en grad at jeg ikke behøvede at sulte i januar også. Jeg passede neurotisk godt på mine tænder, og selv om jeg stadig havde meget brug for et tandeftersyn, forventede jeg ikke akutte tandgener. Jeg havde hul i sålen på min højre sko, således at vandet trængte ind hvis fortovet var vådt, men det betød ikke det store.

Gammel ven

Til min store glæde ringede en gammel ven til mig i dag. Det betød mere end at være mæt. Derudover skrev en anden ven og inviterede mig og nogle andre til aftensmad og film. Perfekt.

Billede. På vej hjem i bussen. Det var det Danmark, jeg havde oplevet i flere år efterhånden. Nogle få kærede sig, som buschaufføren, de fleste var ligeglade.

Anonymisering

Jeg fortsatte med at anonymisere teksten. Det var ikke gået som jeg helst havde set det med at dette arbejde, og det var jeg ærgerlig over, men det var som det var, det var det bedste jeg kunne gøre, og jeg skulle nok tage straffen for det. Til dem, der følte sig forulempede, kunne jeg bare give samme fremragende råd, som psykologen Stine på R3 gav mig: "Bare sig pyt, og kom videre".

Kontakt mig

Mig bekendt var der fortsat ingen, der havde kontaktet mig i forbindele med min såkaldte bog (det var lidt af en tilsnigelse), eller forinden. Politiet og andre myndigheder havde mit aktuelle mobiltelefonnummer, det var evident, men de eneste myndighedskontakter, jeg havde modtaget, var Politiets, Styrelsen for Patientsikkerheds, Sundhedsministeriet og Retslægerådets ansvarsforflygtelse. Det var ikke godt nok.

Alt dette her var forårsaget af en fejldiagnose, der igen havde resulteret i at jeg mistede min autorisation som læge. Jeg havde aldrig fejlbehandlet eller skadet nogen patienter, og lægefaget var mit et og alt. Jeg mistede bogstavligt talt mit liv for over fem år siden, som følge af fejldiagnosen. Hvad jeg gjorde eller folk troede at jeg gjorde efterfølgende, var intet i forhold til hvad jeg forud for det var blevet udsat for.

Selv om det efterfølgende viste sig at man tog fejl, nægtede man alligevel at korrigere fejldiagnosen og give mig mit liv igen. Derfor udsendte jeg min tekst. Den praktiserende læge kunne købe sig til alverdens bistandsadvokater, der kunne sable mig ned, og hun kunne spille forudrettet, og manipulere den til enhver tid siddende forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab til at udsætte mig for psykisk tortur, men det ændrede intet i virkelighedens verden, hvor alle jeg mødte ikke opfattede mig som utilregnelig eller psykotisk.

Stop mens legen er god

Det var en alt for tung byrde at lægge på mine eller nogen som helst andres skuldre. Det kunne da ikke være meningen at jeg skulle risikere at en sofistisk overlæge i psykiatri kunne slippe afsted med at sige at mine mails var udtryk for jeg var psykotisk, når den var det eneste mulighed jeg havde. Hvad skulle jeg ellers gøre? Stop det nu, tak. Men på den rigtige måde, ikke den sædvanlige idiotiske og skadelige.

Inviteret

Jeg levede dag for dag på grund af coronarestriktionerne. I dag skulle jeg spille brætspil med de tre andre, og i morgen skulle jeg støvsuge hos en bruger af værestedet, som havde ondt i ryggen og ikke selv kunne. Hvordan kunne det være at disse mennesker inviterede det monster jeg på papiret var hjem til sig? Hvorfor var der ingen der gad at tænke sig om?

Slemt til værre

Jeg havde tilbragt hele eftermiddagen og aftenen sammen med tre venner. Først spillede vi brætspil, så spiste vi aftensmad, og dernæst så vi film. Det vat hyggeligt, men samtidig var det ingen hemmelighed at jeg kun deltog fordi alternativet var værre, nemlg at sidde isoleret på værelset. Jeg ville utroligt gerne tilbringe masser af tid sammen med normale mennesker, og jeg ville utroligt gerne arbejde. Jeg var i langt dårligere humør end normalt, og da jeg kom hjem kunne jeg ikke se at der var nogen udvej, eller at det nogensinde skulle blive godt igen. Jeg var efterhånden ligeglad med konsekvenserne af mine handlinger, så længe der var et mikroskopisk håb om at de kunne få mig ud af dette helvede.

Jeg kunne næsten ikke holde til mere. Jeg skulle væk herfra hurtigst muligt, eller sådan følte jeg, men så havde et par forlorne læger vundet, så det gik ikke.

DataCamp

Intet at lave, så jeg fortsatte med DataCamp. Jeg var begyndt at få anfald af kortvarige venstresidige brystsmerter i hvile, og selv om det selvfølgeligt ikke var angina, så var det alligevel bekymrende, for det var heller ikke muskelspasmer eller kramper, hvilket jeg jo udmærket kendte til. Eksistentiel uvished gav stress, og kronisk svær stress gav forhøjet blodtryk, som igen kunne give alverdens livsfarlige sygdomme.

Snydt igen

Jeg havde været forbi den bruger af værestedet, der havde ondt i ryggen, og støvsuge for hende. Som jeg havde oplevet det tidligere, fortalte vedkommende mig at hun havde købt en ny seng, og at den venlige sælger havde været fordi hende for at vejlede hende om den helt rigtige type. De havde kommet til den løsning at den korrekte seng var en model til 17.000 kroner, hvoraf lidt under halvdelen skulle finanseres med et lån. Et lån med en tilsyneladende ÅOP på mindst 20%. Det værste var, at hun havde penge nok til at betale hele beløbet uden at skulle låne. Det lod altså til at hun var blevet snydt. Suk. Hun var også blevet lokket til at betale 5000 kroner for et antivirusprodukt, som hun kunne få gratis.

Hvor var det koldt og kynisk af firmaerne at snyde psykisk sårbare mennesker. Jeg blev vred, og fik lyst til at ringe til disse to firmaer for at spørge dem om, hvad fanden de bildte sig ind, men jeg gjorde det ikke, og jeg viste ikke min vrede overfor brugeren, men jeg forslog hende at få hendes søn (der var revisor) inddraget. Jeg kunne sidde hele dagen og ringe for psykisk sårbare til disse anløbne firmaer, og opsige ubrugelige svindelabonnementer, lån og produkter, og forhindre rykkergebyrer og fodeindkaldelser mv.

Jeg havde oplevet lignende tidligere, og dengang lykkedes det mig med pågældendes accept at kontakte firmaet mens hun sad og deltog i samtalen, hvorved hun fik opsagt det pågældende for hende fuldstændig ubrugelige produkt. Jeg fik naturligvis hendes skriftlige accept, men da hun var psykotisk, var det et godt spørgsmål om det i virkeligheden var legitimt. Til gengæld vidste jeg at det var det helt korrekte hvad jeg gjorde, for det var pågældendes udtrykkelige og gentagne ønske at jeg opsagde det abonnement, som hun aldrig havde brugt, og nu stod og skulle i Foderetten med, fordi hun ikke betalte det.

Efter et par timer hos brugeren kunne jeg ikke trække den længere, så jeg måtte afsted. Brugeren ville gerne takke mig for arbejdet, selv om det aldrig havde været italesat eller forventet af mig. Desuden havde jeg fået belønningen, som bestod i at få lov til at opholde mig indendøre et andet sted end på værelset. Sidst jeg støvsugede for hende, ville hun også give mig noget for besværet, hvilket jeg afslog, og jeg skulle til det igen, da hun imellemtiden havde hentet min belønning, som bestod af et refleksarmbånd, som hun havde købt i Fakta for 10 kroner. Det var faktisk noget jeg kunne bruge, idet jeg kunne sætte det på min taske, når jeg gik rundt, når det var mørkt, og selv om jeg måtte undertrykke et afslag, så var det en meget symbolsk belønning, og det var også vigtigt at kunne modtage, vigtigt for hende, så hun ikke følte hun skyldte mig noget, og ikke følte sig underdanig. Jeg tog afsted. Jeg gik halvvejs til Hedeland, men fik nok af at gå rundt på Vestegnen som en idiot, så jeg tog bussen hjem. Jeg havde i går købt den eneste håndvægt, jeg kunne finde i Bilka, den var nedsat til 99 kroner, så jeg trænede med den for at falde til ro.

Ulidelig uvished

Jeg kunne ikke holde uvidenheden ud. Det var tortur. Jeg kunne ikke vide om politiet ville dukke op om fem minutter eller ej. Jeg kunne ikke vide om udlejer, der havde nøgle til postkassen, ville banke på og stå med en bunke ubehagelige breve fra politi og myndigheder i hånden om fem minutter eller ej. Hvis jeg ikke foretog mig noget, skete der heller ikke noget, og det kunne jeg heller ikke holde ud længere. Jeg var rolig og fattet, ikke selvmordstruet eller aggressiv, og jeg havde ingen psykotiske symptomer - fortsat. Jeg var heller ikke paranoid bare fordi jeg frygtede repressalier fra politiet, for jeg havde otte gange tidligere igennem årene fået uventet og traumatiserende besøg af dem, så min følelse var absolut berettiget. Fordi jeg havde det dårligt over den situation, andre havde påtvunget mig, var det i min optik berettiget at fortsætte med at udsende mails. Jeg var ikke blevet kontaktet af nogen, ingen havde oplyst mig om hvad der skulle ske, om hvornår jeg kunne begynde at se fremad, og få et håb.

Tilregnelig

Jeg var meget tilregnelig, og havde altid været det. Man kunne derfor trygt regne med at jeg ville gøre hvad jeg kunne for at slippe for tortur og deroute. Jeg var opskrevet i tre af de største boligselskaber, men jeg havde ikke penge til indskud i nogen lejligheder, uanset hvor billige de end var. Derfor var jeg fastlåst.

Forlængelse af restriktioner

Havde ikke lyst til at udsende mails, så da en ven ringede, var jeg glad for at stoppe. Jeg browsede lidt rundt på nettet, og kom til at se på TV2 at restriktionerne ville blive forlænget. En forventet katastrofe. Når jeg ikke kunne vide om jeg blev anholdt eller chikaneret yderligere af politiet (på foranledning af Styrelsen for Patientsikkerhed, som oftest, og gerne som følge af en paranoid praktiserende læges vrangforstillinger) lige pludselig, var det umuligt at planlægge fremadrettet. Der var som sådan ikke det jeg ikke kunne, om det var træning eller onlinekurser, noget socialt, eller noget helt fjerde. Det var sådan man kunne torturere mennesker: Stille dem noget reelt modbydeligt i sigte, uden at fortælle hvornår. Gerne noget livstruende eller eksistentielt truende, en ydmygelse, en fornedrende behandling mv. Det vidste myndighederne naturligvis godt, og det var en bevidst strategi fra deres side af. Jeg skulle nedbrydes psykisk og fysisk, det var det åbenbare konsekvenser af deres behandling af mig. Det var svært at forstå for mange, og endnu sværre for mig at forklare, men dem, der var eller havde været i mit sted, vidste præcis hvordan det føltes.

Indsigt

Nu måtte det snart være på tide at en eller anden forloren læge skulle prøve bare lidt af hvad jeg havde været udsat for. Men det kom aldrig til at ske, for hvis man misbrugte sin magt og sit fag og samtidig gjorde det i den danske stats tjrneste, var man ansvarsfri og en helt. Ombudsmanden var en tandløs institution, der intet kunne eller ville gøre, selv om det var åbenlyst af flere myndigheder havde "taget fejl". Men selv om Ombudsmanden var impotent og trængte til Viagra, var det intet i forhold til Datatilsynets svigt og uformåen. Når systemet svigtede, kunne det have alvorlige konsekvenser. Jeg vidste godt hvordan de feje embedsmand ville reagere, hvis miraklet skete og der skulle placeres et ansvar. Det kujonerne var bedst til, måske det eneste de rent faktisk egnede sig til, var ansvarsforflygtigelse og hændervasken. Hvis jeg faktisk var eller havde været psykotisk, ville de enkelte embedsmænd forblive anonyme. Gudskelov var jeg og blev jeg psykisk normal, og derfor ville jeg sørge for at den klamme kontorist, som det endelige ansvar faldt på, ville blive landskendt. Og intet andet. Vedkommende skulle vedkende sig magtmisbruget og pligtforsømmelsen med navns nævnelse. Det var vigtigt af to og kun to årsager: Jeg skulle aldrig udsættes for det infame svineri fra denne person igen. Andre skulle heller ikke udsættes for denne persons moralske og faglige underløighed. Og måske kunne denne embedsperson tjene som eksempel for vedkommendes feje kolleger, så de måske tænkte sig om to gange i fremtiden. Drømme kunne man vel altid.

Funktionsevne

Jeg havde brugt betegnelsen en hel del fordi der var nogle i det offentlige system, der ikke evnede eller gad at tænkt selv, og dermed troede ukritisk på det vrøvl, der stod i min journal. Jeg kunne i store træk godt huske hvad der gemte sig bag begrebet (fra faget "Social medicin"), men det var nødvendigt med en genopfriskning. På https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/funktionsevnemetoden fandt jeg noget, der lod til at være en god introduktion til emnet.

Uddrag af "Funktionsevnemetoden" Se appendiks¹

Everything is awesome

Everything is cool when you're part of a team

Everything is awesome, when we're living our dream

...

Have you heard the news, everyone's talking

Life is good 'cause everything's awesome

Lost my job, it's a new opportunity

More free time for my awesome community

...

(Everything is Awesome, The Lego Movie)

Udhvilet

Jeg sov lidt sent, men jeg stod også sent op, og jeg havde for en gangs skyld sovet sammenhængende, uden afbrydelser, og uden mareridt.

Legosangen

Min hensigt med denne sang var på en måde at ironisere over hvor uendeligt nemt det meste var, hvis man ikke var alene.

Frygt

Jeg havde ikke noget valg, hvis jeg ville undgå at gå til, så jeg måtte fortsætte med mine desperate mails, selv om det var ulideligt og voldsomt angstprovokerende. Men hvis alternativet var selvmord eller druk, så var der ikke noget alternativ. Jeg havde kontaktet samtlige relevante myndigheder, og også nogle mindre relevante af slagsen, men intet var sket, jeg blev ignoreret. Jeg havde kontaktet alle andre professionelle derudover, og intet var sket. Over fem års mareridt.

Indespærret i uvished

Ikke positiv og spændende uvished, som var det juleaften, men en stadig modbydelig eksistentiel uvished. Ingen steder at gå hen. Fanget på værelset. Det var jo tortur. Derfor måtte jeg fortsætte med mine henvendelser til nogert gjorde noget, for jeg kunne ikke længere selv. Det jeg ikke kunne var at lide et eneste yderligere nederlag. Jeg ville ikke overleve igen igen at bede om hjælp (men netop ikke den "hjælp" det sociale system eller psykiatrien troede jeg havde behov for) og få afslag.

Exit socialgruppe 5

Jeg havde intet mod mine lidelsesfæller på samfundets bund, men det var et problem for mig at dem, jeg omgikkes med befandt sig et helt andet sted end jeg, og at det skyldtes at jeg var fejlplaceret. Ikke at jeg var bedre end de andre, slet ikke, alle mennesker var lige ringe, jeg selv inklussiv, men jeg hørte ikke til i den kategori, de fleste jeg sås med interesserede sig overhovedet ikke for motion, eller bare det at gå en tur, de interesserede sig ikke for viden og dygtiggørelse, de fleste var ikke særligt nysgerrige, og fraset ham, jeg lavede de små elektronikprojekter med, vidste de fleste ikke meget om noget. Det var desværre sandheden, og når jeg forsigtigt prøvede at involvere de andre i eksempelvis at gøre deres bolig rent, kunne jeg hurtigt fornemme at det ikke var noget, man havde lyst - eller måske mere korrekt - overskud til.

Jeg havde accepteret, at jeg ikke skulle tale om disse emner, og at jeg for alt i verden ikke skulle blande mig i deres tilværelse. Jeg havde en god situationsfornemmelse, så det blev aldrig et problem i min omgang med de andre, men apatien gjorde mig meget nedtrykt, og det i en grad at jeg ikke havde lyst til at blive eksponeret for meget for dem. Hvis de bare ville spørge mig, om jeg ikke ville hjælpe dem med et eller andet. De kunne bare gøre det meget subtilt, det handlede ikke om at jeg forestillede mig, at jeg var bedre end dem, det handlede meget basalt kun om, at det var lige så gavnligt for dem som det var for mig, de hjalp mig lige så meget som jeg hjalp dem, men det kunne jeg desværre ikke helt forklare dem. Det handlede også om deres autonomi og værdighed, det var deres hjem, deres domæne, og jeg skulle naturligvis ikke blande mig i det, og jeg skulle ikke give dem dårlig samvittighed over det de ikke kunne. I min verden var det et ligeværdigt forhold, der derved kunne eksistere mellem os.

Frivilligt arbejde

Der var intet i verden jeg hellere ville end at arbejde, og meget gerne frivilligt, men det havde jeg forsøgt flere gange i løbet af årene, og hver gang fik jeg at vide at jeg ikke måtte. Ærgerligt, men meget forståligt, det sludder der stod i min journal taget i betragtning. Det var typisk at mine modstandere ved at straffe mig, også straffede andre, nemlig dem, jeg faktisk kunne gøre noget for. Klassisk dansk rigid, hævngerrig, forsmået jantelovsmentalitet.

Reddet af en ven

Mens jeg sad og var mest nedtrykt, ringede en ven. Det var fantastisk. Vi aftalte at mødes i weekenden, og netop denne ven kunne jeg sagtens få til at gå en lang tur med mig, faktisk havde jeg spillet badminton med ham før det hele lukkede ned, og han udtrykte spontant at han savnede at være fysisk aktiv.

Alle har det svært

Det havde forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab sagt til mig til en af de mange ulidelige samtaler jeg var tvunget til at have med hende, og det var jo også rigtig. Det måtte være svært at leve, hvis man havde penge til en brugt cykel, tandlæge, tøj og sko, egen bolig mv. Så var livet godt nok hårdt. Hvis man ikke var påtvunget marginaliseret og stigmatiseret, og således havde overskud, måtte det hele være svært. Eller hvis man var pålagt coronarestriktioner, der forhindrede at man kunne gå i byen, så måtte det da være særdeles svært. Det måtte være meget svært at gå og drømme og have forhåbninger om fremtiden. At gå op i noget, var sikkert også svært, og at have en job, det måtte være det hårdeste af alt. Nøj hvor var man træt, når man kom hjem og havde gjort en forskel.

Noget af det sværeste måtte dog alligevel være, at være professionel bøddel, og dermed tvunget til at skade, invalidere og presse mennesker ud i selvmord på en daglig basis. Disse psykiatere måtte have det meget hårdt. Alle de overgreb de skulle begå, alle de tvangsmedicineringer med livsfarlig og invaliderende medicin, alle bæltefikseringerne, for ikke at tale om ødelagte liv, man skabte, det måtte var noget af det sværeste i hele verden. Hver gang man passerede en psykiater, var det vigtig at vise sin påskøndelse over denne tunge, men nødvendige byrde, som disse mennesker bar for os andre, og sige "tak for indsatsen" til vedkommende. Psykiaterne havde det sværest af alle, de skulle have rigelig kompensation og ferie, og gratis psykologhjælp.

Hvad skal jeg gøre?

Nogle uhildede mennesker måtte fortælle mig hvad jeg skulle gøre, som jeg ikke i forvejen gjorde. Det var bydende nødvendigt, og det skulle ske hurtigt.

Alt det vrøvl med "kan du ikke bare"-rådene ville jeg gerne være fri for. Jeg havde fået så mange hjernedøde råd at jeg kunne skrive en bog med dem. Jeg vidste at der eksisterede mennesker derude som formådede at sætte sig ind i min situation, og ikke mindst de fem foregående år, som ville kunne rådgive mig hensigtsmæssigt, men jeg anede ikke hvor de befandt sig eller hvem de var. Det var usandsynligt at en af disse personer var socialrådgiver. Det var skam ikke fordi jeg ikke respekterede socialrådgivere højt; der var tale om intellektuelle sværvægtere, kunne jeg godt fornemme efter at have læst "Funktionsevnemetoden". Jeg ville ønske at jeg havde været dygtig nok til at læse til socialrådgiver, og ikke spildt min tid på universitet med at læse til læge og forske som en anden idiot.

Ulideligt

Venteliden og uvisheden var ulidelig. Jeg kunne ikke holde ud at være på værelset, og bare vente på noget negativt - i værste fald i sagens natur - eller på ingenting, hvilket også var uudholdeligt. Hvordan kunne det være jeg havde det sådan? Udover politiets traumatiserende og uberettigede ransagninger, var der ingen tvivl om at det var som følge af især opholdet på forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs afdeling, der havde givet mig PTSD, idet personalet mange gange dagligt bare var braset ind på min stue (celle) uden varsel, hvilket var ekstremt grænseoverskridende, da der absolut ingen grund var til det. Tak for det, Gitte Ahle. Du invaliderede mig psykisk, og du blinkede ikke. Selvfølgelig var jeg bitter og vred over det, det var da ikke spor morsomt at hun havde givet mig ar på sjælen og gjort min tilværelse pinefuld. Jeg havde også udtalt lydoverfølsomhed, og farede sammen ved selv lave pludselige lyde. Tak igen, Gitte Ahle.

Da det blev for meget, begyndte jeg at stryge skjorter (tre stk.) og ryddede op på de 12 kvadratmater som værelset var på. Jeg fandt nogle småting, jeg egenligt ikke havde brug for, som jeg kasserede. Det fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas, af en eller anden årsag. Jeg havde det bedst, når jeg havde alle mine mest værdifulde genstande på mig i rygsækken, og fuldstændig styr på alle resterende ejendele. Det var også noget, der var opstået efter Gitte Ahles tortur.

Ender galt?

Jeg vidste godt at det bare var et spørgsmål om tid før det endte galt. Sådan var det når man behandlede mennesker som jeg var blevet behandlet, og når de havde taget skade af det i form af PTSD, og fortsat var udsat for de traumer, der var årsagen til tilstanden i første omgang. Jeg var alvorligt bekymret for hvordan jeg ville reagere hvis nogen læste det der fejlagtigt var anført i min journal op, eller bare videreførte fejldiagnosen, uden at tænke selv. Det var ikke noget jeg kunne gøre noget ved. Det var derfor helt konkret ikke mit ansvar, min reaktion heller ikke, når jeg nu gang på gang, år efter år, havde kæmpet en forgæves kamp for at blive behandlet som der jeg var, nemlig ganske normal.

Ulven kommer

Lige præcis indtil det til øjeblik hvor det hele ramlede, forsøgte jeg at advare om det, og netop indtil det sekund, ville ingen tro mig og bare ignorere mig.

Åndedrætsøvelser

Var noget, der faktisk hjalp en hel del. Sammen med motion og meningsfuld beskæftigelse.

Vandregrupper

Der måtte eksistere andre mennesker, der holdt af at gå en fælles tur. Nedslående resultat på min Googlesøgning. Første hit førte til en side, hvor der stod at al aktivitet var aflyst på grund af corona. Helt uforståeligt og paranoidt. Jeg var ligeglad om jeg skulle iføre mig en hazmat dragt, eller bare mundbind på en eventuel tur, det var ubegribeligt at man aflyse sådanne aktiviteter. Næste hit var "Lesbisk Vandregruppe". Selv var jeg ligeglad med om de andre mennesker, der også nød at gå en tur og sludre, var homo-eller heteroseksuelle, og selv om det da var forståeligt nok at de lesbiske gerne ville have deres eget fællesskab hvor de kunne være sig selv uden frygt for fordomme og had, så kunne de godt udvise lidt samfundssind og rumme os andre.

Regeringen mente det med selvisolation alvorligt. Det eneste positive ved det var at jeg havde en søgt undskyldning for at være isoleret og ensom. Det var som om at det ikke rigtigt var gået op for politikerne hvor skadelig deres nedlukning af samfundet var i forhold til ensomhed, isolation, angst, depression, vrede, fortvivlelse, vold, druk, misbrug, trafikulykker osv. osv. Jeg ville hellere være alvorligt syg af corona med socialt samvær med andre normale mennesker, end rask, ensom og isoleret.

Ud ud ud

I morgen skulle jeg bare ud, uanset vejret, uagtet at jeg ikke havde lyst til at tosse rundt, og at der ikke var nogen steder jeg enten ikke i forvejen kendte godt, eller var interessante. Jeg tænkte at jeg måtte finde den powerfitbane, der lå i Hedeland. Det var målet. En time ad gangen, en dag ad gangen, i over fem år.

Hedeland

Jeg var relativt tidligt oppe, og afsted. Det var smukt, men koldt vejr, for koldt til at jeg kunne sidde og skrive i særligt mange minutter. Jeg havde taget skiundertøj på, som jeg havde på under våddragten, når det blev efterår, dengang jeg havsvømmede. Så længe jeg gik i et roligt tempo var det ikke koldt, og når jeg gik i solen, var det skønt. Jeg gik ind i Hedeland den vej jeg kendte, fra Hedehusene Station. Lederen af værestedet havde fortalt mig hvordan jeg skulle finde powerfitessbanen, men jeg ville lige nyde udsigten fra skibakken først, og så se skulpturen "Templet".

Dernæst gik vejen forbi grusgraven, over vejen til parkeringspladsen på den anden side. Jeg fandt først veteranbane stationen, og udmiddelbart i nærheden af den lå powerfitnessbanen. Jeg gik lidt rundt og tjekkede den ud. Jeg var ikke ligefrem klædt på til at gennemføre banen. Det eneste jeg nåede var tre gange 10 dips og nogle armbøjninger. Hvis jeg en dag fik råd til en cykel, ville jeg cykle derud og træne. Jeg gik hen til 600S, der gik tæt på. Jeg havde været ude at vandre i omkring seks timer i alt, men ikke gået mere end 26052 skridt. Det handlede ikke om at gå meget eller langt, men om at være udendørs i længst mulig tid. Det var skønt at sætte sig op i bussen, som gik til Hundige, og derfra 400S til City 2.

Hjemme igen efter den lange bustur, trænede jeg med min nyindkøbte håndvægt når nu jeg alligevel var i humør til det. Det var fuldstændig lige meget hvad jeg foretog mig, det var uinteressant for både andre og for mig selv, men hvis jeg skulle gøre mig håb om at slippe for flere patroniserende og unødvendige funktionsevnevurderinger af oligofrene ergoterapeuter med svære kognitive deficits, som Heidi og Line, var det desværre nødvendigt. Det var det som psykiaterne "troede" var narcissisme, hvis man altså gik op i hvad de "følte" og "fornemmede".

Billede. Narcissist.

Billede. Trying times. Så længe jeg bare kunne gå rundt i City 2 og ligne en handlende, kunne jeg få varmen, og så var det ok.

Billede. Fandt dette cheatsheet til psykiaterne, socialrådgiverne og ergoterapeuterne mv.

Billede. Studieteknik. Jeg skrev, læste eller repiterede anatomi i 45 minutter, holdt pause i 15 minutter, og så fremledes. Jeg forberedte mig på fremtidige tvungne ergoterapeutiske vurderinger.

Billede. Repitering af anatomi når jeg tossede rundt på må og få.

Billede. Min belønning fra forleden for at støvsuge.

Billede. I Hedeland. Skibakken.

Billede. I Hedeland. Uden for Hedeland amfiteater.

Billede. Hedeland amfiteater.

Billede. Hedeland amfiteater.

Billede. Skulpturen "Templet" i Hedeland.

Billede. Udsigt fra skibaken i Hedeland.

Billede. Hedeland amfiteater.

Billede. Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. For foden af skibakken i Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. På vej til Powerfitnessbanen. Lergrav.

Billede. På vej til Powerfitnessbanen.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Fem Ege Station.

1595,23 kroner

Det gav ro at jeg hver dag tjekkede hvad der stod på min konto. En ultra nem metode hvis man ville vide om man havde penge til mad dagligt til resten af måneden, var simpelthen at tage ens rådighedsbeløb og dividere med det restende antal dage i måneden. Så jeg havde ikke problemer på lige dét punkt.

Civilstyrelsen

Jeg fik et chok da jeg kom hjem og så et brev ligge på sengen. Det var heldigvis bare fra Civilstyrelsen, hvorfor det ikke var vigtigt, og derfor behøvede jeg ikke åbne det. Jeg lod altid min dør stå på vid gab når jeg ikke var i lejligheden, så udlejer kunne forvisse sig om at jeg intet suspekt havde på værelset, at der altid var pinligt rent og opryddet, og jeg havde aldrig låst døren, selv om jeg havde en nøgle.

Psykiaternes snydetrick

Jeg stolede 100% på udlejer, for en gang i mellem var det nødvendigt at stole på andre. Man kunne komme meget langt med i forhold til hvem man kunne stole på med normale sociale kompetancer, men til syvende og sidst var det altid et sats. Psykiatere var mennesker, der gav patienterne et indtryk af at de kunne stole på dem, at de altid ville dem det bedste, men i virkeligheden var det et plat skuespil, der handlede om at lokke patienten til at "afsløre" alle hans eller hendes hemmeligheder, som psykiateren efter hukommelsen, eller bare hvad psykiateren fandt på, eller huskede forkert, skrev i patientens journal, hvorefter det aldrig kunne slettes igen, men blot blev bevidstløst videreført af psykiaterens kolleger.

Et klassisk snydetrick var at psykiateren fortalte en modvillig patient at vedkommende da bare kunne lade sig indskrive og overnatte, og så blive udskrevet den efterfølgende dag. Hvis patienten bed på krogen, var det meget administrativt lettere at tvangstilbageholde patienten, hvis vedkommende fortrød og ville hjem. Hvis man skulle tvangsindlægge en patient fra gaden så at sige, var det en større opgave, der involverede politiet og en anden psykiater eller skadestuelæge.

Reddet af en ven

Det var på en og samme tid fantastisk og forfærdeligt. Fantastisk fordi jeg ikke til forskel fra så mange andre var helt alene. Forfærdeligt fordi jeg hver evig eneste dag stod på en brændende platform, og skulle finde et sted at opholde mig. Selvfølgelig var det polemisk formuleret, men jeg var sgu ligeglad, og det var desuden rigtigt. Jeg havde intet hørt, min situation var ulidelig i al almindelighed, det var en kamp at overleve, så derfor var det berettiget af sende mails.

Billede. Sad og skrev på parkiningspladsen i cirka 45 minutter. Det var alt for koldt, og da jeg rejste mig for at tage afsted var jeg svimmel, og ansigtet og benene følelsesløse.

Billede. Skibakken i Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Skibakken i Hedeland. Min ven havde medbragt kaffe, kopper, og kiks.

Billede. Skibakken i Hedeland. Mærkeligt at det var nødvendigt med dette skildt.

Høje Taastrup Stien

Vi lavede burgere med ovnbagte rodfrugter, hvorefter vi så Mandrillen på YouTube de efterfølgende timer. Det var bydende nødvendigt at grine over noget, og selv om Styrelsen for Patientsikkerhed og Retslægerådet var en joke, gav det mig ikke anledning til at le.

Jeg burde tage bussen hjem, men det var så skønt med den stjerneklare himmel, frosten og stilheden, at jeg tog Høje Taastrup Stien tilbage. På den måde fik jeg også brugt den blinkende refleksarmbånd der var min belønning for at støvsuge for brugeren forleden.

Til mit store held fandt jeg nogle udendørs træningsredskaber foran Hedehusendehallen, og selv om det ikke blev til mange pullups for at sige det mildt, så var det skønt. Længere nede ad stien stod tre bænke med måske 50 meters mellemrum, som jeg lavede armbøjninger op ad, ét sæt per bænk og pausen var den tid det tog at gå hen til næste bænk. Endnu mere skønt. Det var ikke noget fysisk aktivitet ikke kunne behandle, det gjorde mig rolig og afslappet. Da jeg nåede hjem havde jeg gået 30096 skridt. Vidunderligt.

Billede. På vej hjem.

Billede. Et lidt bedre billede af stationen.

Corona?

Jeg kunne godt mærke at jeg havde lidt ondt i halsen, og jeg var begyndt at hoste. Måske havde jeg også lidt feber? Jeg måtte hellere blive testet, så jeg bestilte tid til det i morgen. Det ville da være forfærdeligt, hvis jeg var positiv, og måtte inkvarteres på det nærliggende Zleephotel for at komme i selvisolation som en konge. Det ville være en katastrofe for mig hvis Høje Taastrup Kommune nu skulle betale for hotelopholdet og tre gratis måltider dagligt.

Corona Kai

På vejen hjem i går var det eneste, jeg kunne tænke på, hvordan jeg kom videre i tilværelsen. Hvordan kom jeg ud at det her mareridt. Jeg var nødt til at tage mig sammen, og gøre noget, der virkede og var rationelt. Ikke blive ved med at irritere andre. Det var meget banalt at italesætte hvad løsningen var. Det var alt for let at sige hvad jeg skulle gøre, men det var helt anderledes at føre det ud i livet. Der var ikke det, jeg ikke kunne løse i teorien, så hvordan det kunne være så svært at gøre det rigtige, var uforståeligt. Jeg vidste at rutiner var essentielle for mig, og nu flød alt på grund af coronaen. Det var det som psykiaterne reduktionistisk henførte til, at jeg var autist eller led af Aspbergers (hvis diagnosen stadig eksisterede, det var jo en psykiatrisk diagnose). Jeg befandt mig desværre ikke i autismespektret, og jeg var skam meget omstillingsparat og fleksibel, men derfor kunne rutiner sgu godt være noget der duede for mig alligevel.

Om modellen stadig var "legit" vidste jeg ikke, men jeg kunne gode lide Maslows behovspyramide². Den skulle ikke diktere min tilværelse, for der var ikke tale om en naturlov, men der var meget sandhed i den alligevel. Hvis man vendte pyramiden om, var den således:

1. Fysiske behov

"Mennesket har førend alt andet behov for vand og mad for at overleve. Derfor er de fysiologiske behov de stærkeste af alle behovene. Når mennesket er sultent fyldes hele bevidsthedsfeltet af behovet for at stille sin sult og alle de andre behov træder i baggrunden og er praktisk taget ikke-eksisterende."²

I forhold til min situation, var det, der var relevant især fraværet af ufrivillig sult og kulde, samt mulighed for bevægelse. Det krævede naturligvis en tilstrækkelig indkomst, så jeg kunne få tag over hovedet og købe mad. Jeg havde igennem over fem år i perioder været uden begge dele. Det var svært for nogen at forstå, men nok mest for dem, der var forudindtagede og ignorante. Det var ikke for sjov at jeg gjorde opmærksom på dette. Her var det især Styrelsen for Patientsikkerhed og danske psykiatere, der havde sat mig i en situation, hvor jeg led disse afsavn.

2. Behov for sikkerhed

"Det handler om behovet for sikkerhed, stabilitet, beskyttelse, frihed fra frygt, nervøsitet og kaos. Behov for struktur, orden, lov, grænser, osv. Derfor er kaotiske, aggressive og forstyrrede forhold i hjemmet en forhindring for at opnå sikkerhed."..."Tryghedsbehovet sikre den fortsat dækning af de fysiske behov og behovet for sikkerhed, tryghed, stabilitet, orden og beskyttelse mod vind og vejr, smerter og andet ubehag og fravær af angst og frygt. Det kan også være en person, der har prøvet sult og nød, og som nu bruger megen energi og tid på at sikre sig og sin familie. Uddannelse, job, tyverialarm og cykelhjem er andre eksempler på varer som dækker tryghedsbehovet."..."I dag kommer sikkerhedsbehovet i den civiliserede del af verden mest til udtryk som behovet for et fast arbejde, en opsparing, forsikringsordninger – behovet for kendte snarere end ukendte ting omkring os."²

Hvor skulle jeg begynde? En dyssocial og paranoid praktiserende læge tvangsindlage mig uberettiget på røde papirer. Det var ikke tryghedsskabende at blive anholdt af to aggressive civile betjente med hænderne på deres tjenestevåben, der havde taget så mange stereoider, at det var svært at se hvem af dem, der var Anders og hvem, der var Katrine. Det var den første sten, der blev kastet. Siden kom politiet tilbage otte gange og begik overgreb mod min familie og mig. Politiet ydmygede, fornedrede og skabte frygt for liv og helbred. De havde synlige våben, var brovtende og arrogante, det de gjorde var psykisk tortur, det var svært nedbrydende. Sådan opererede Vestegnens Politi. Heltene i blåt, eller snarre heltene i civil. Den praktiserende læge og Styrelsen for Patientsikkerhed havde "pudset" dem på min familie og mig. Tak for indsatsen. Jeg havde aldrig helt forladt niveau 2.

3. Sociale behov

"For at kunne trives og udvikle sig, har mennesker behov for fællesskab, kærlighed, venskab samt behovet for tilhørsforhold til enkeltpersoner og grupper. Mennesket bliver smerteligt bevidst om sin mangel på venner, kærester, ægtefælle, børn, og vil længes efter en kærlig og omsorg."... "Det er også spørgsmålet om at føle sig accepteret af sine nære omgivelser, familie, naboer og arbejdskolleger, men også som borger i samfundet. Det social behovet dækker også økonomisk tryghed i en familie i stabile rammer og i et samfund, der giver beskyttelse."²

Det højeste jeg formåede at klatre op på behovspyramiden, var dette trin. Det var ikke så rigoristisk, at jeg kunne forlade niveau 2, jeg var oftest på niveau 2 og 3, og en gang imellem, alt for mange gange, også på niveau 1.

4. Behov for agtelse

"På dette niveau drejer behovene sig om agtelse, selvrespekt, selvtillid, kunnen, anerkendelse, status og værdighed."... "Det er ikke nok at være accepteret, men man ønsker at hævde sig, få succes og blive beundret, og man søger derfor at få dækket sit ego behov. Ego behovet bliver dog først påtrængende, når behovene på de tre lavere niveauer er tilfredsstillet."

Ego behovene leder til selvsikkerhed, selvværd, styrke, duelighed og tilstrækkelighed, af at være nyttig og nødvendig for verden. Manglende opfyldelse af dette behov leder til mindreværdsfølelse, svaghed, og til hjælpeløshed."²

Ikke relevant for mig.

5. Behov for selvrealisering

"På det øverste niveau har man i et vist omfang fået dækket de fire underliggende behov, og man søger at få dækket behovet for selvrealisering, som behovet for at virkeliggøre sine mål, at realisere medfødte eller senere erhvervede evner, at opnå såkaldte højdepunktsoplevelser eller åbenbaringer."

Maslow mente, at vi mennesker har bedre mulighed for at bevæge os op mod det højeste niveau, hvis vi får en uddannelse og dermed indsigt til at vokse og udvikle os."²

Nej.

1. https://da.wikipedia.org/wiki/Maslows_behovspyramide/

2. https://net2change.dk/maslows-behovspyramide/

Når jeg ikke kunne forlade niveau 2, hvorfor bekymrede jeg mig så om nogle e-mails, jeg sendte rundt i det spinkle håb, at en eller anden gav et fuck? For nu at udtrykke det på Vestegnsk. Måske fordi to psykiatriske overlæger ville tvangsbehandle mig med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin, der reducerede levealderen med i gennemsnit 20 år, med argumentet om at det at sende mails alene og i sig selv var uindføleligt, og dermed et psykotisk symptom, som nødvendiggjorde tvangsmedicineringen. Var det virkelig ingen, der kunne forstå hvorfor det var min eneste mulighed? Var det mig, der var idioten her?

Brætspilleaften

Til alt held skrev en ven (som jeg havde lært af kende i værestedet, men som jeg nu betragtede som en ven, og ikke en anden bruger) og inviterede til at spille brætspil. Jeg kom hjem til ham lidt over kl. 14, og en anden ven var der også, så var tre i alt. Vi spillede to for mig nye brætspil, og selv om jeg ikke ligefrem brændte for spillene, så var de to faktisk ret gode. Det ene hed noget på japansk, det andet hed Hacienda. Vi spillede indtil ca. kl. 23, kun afbrudt af en kortere pause, hvorefter jeg fulgtes med den anden ven et stykke af vejen tilbage gennem den vindstille og frostklare Taastrup-vinternat.

Rutiner

Det var bydende nødvendigt at planlægge nogle rutiner, hvoraf de vigtigste var fysisk aktivitet, onlinekurser og repitation. Jeg blev simpelthen nødt til hver dag at planlægge hvad jeg skulle foretage mig den næstfølgende dag, og ikke fokusere på noget som helst andet hvad angik fremtiden, ellers blev det for trøstesløst. Jeg vidste nu hvor der var udendørs træningsudstyr tre steder i nærheden, så det var bare at komme igang. For nogle måneder siden ville jeg have været for sky til at benytte redskaberne, men nu var jeg ligeglad.

1226 kroner

Jeg tvang mig til at tjekke saldoen på min konto hver eneste dag. Det havde været næsten umuligt i starten, men efterhånden blev det rutine og frygten forsvandt. Som en tommelfingerregel skulle jeg have mindst 50 kroner per dag de resterende dage i måneden.

Martin

Jeg var først faldet i søvn ved 4 tiden i nat, fordi jeg var bekymret over min samtale med Martin kl. 12.00. Den skulle heldigvis foregå telefonisk takket være COVID-19. Da jeg havde konstateret, at jeg vist ikke fik sovet i nat alligevel, begyndte jeg at se Tiger King på Netflix. Det var en af de vildeste serier, jeg kunne huske, jeg havde set, og jeg kom igennem samtlige afsnit. Jeg havde udtænkt en aganda til samtalen med Martin, fordi jeg ikke gad mere p.. fra hans og Amandas side af.

Fordi det begyndte at sne, mens jeg sad på bænken og forberedte mig på samtalen, kunne jeg ikke skrive på min hårdt prøvede laptop, men jeg havde købt en æske med to kuglepinde i Føtex til 24,95, og på bagsiden af et af de uåbnede breve, jeg altid havde på mig, skrev jeg disposition for samtalen:

Hvis det var lovligt at optage samtalen med Martin, så havde jeg optaget den, og hvis ikke det var, havde jeg ikke optaget den. Jeg var meget venlig og det samme var han. Beklageligvis kunne eller ville Martin intet gøre for at bedre min situation. Han var bare kontrollant, og havde ingen løsningsforslag på mine presserende problemer, som bestod i at varetage kontakten til diverse myndigheder, finde et sted jeg kunne opholde mig i dagtiden, beskæftigelse og at få min autorisation igen. Det var en god samtale, men det var nok mest fordi Martin ikke nævnte noget om nogen tåbelig mentor. Man skulle tro at Martins job var at sørge for, at jeg ikke blev yderligere marginaliseret og desperat, men dér tog jeg godt nok fejl. Martin kunne intet gøre for mig, og fred være med det. Jeg bad ham om at oplyse mig dagsordnen forud for de kommende samtaler og møder med ham, så det ikke var så angstprovokerende, og så jeg kunne forberede mig mentalt og praktisk.

31077 skridt

Jeg vågnede omkring halv ti, klædte mig på (herunder iførte mig skiundertøjet), og tog afsted med det samme. Jeg gik til Hedeland, og ringede til Martin på vejen omrking Taastrup Gymnasium. Det var heldigt, at jeg havde klædt mig så varmt på, det var let blæsende, iskoldt og overskyet med periodevis let slud. Jeg fandt en hurtigere vej til powerfitnessbanen i Hedeland. Jeg gik rundt til de forskellige stationer, tog billeder og prøvede nogle af dem. Det var skønt og derudover fik jeg varmen. Jeg tog bussen tilbage, og da jeg nåede helt hjem var klokken omkring 19. På grund af påklædningen var det ikke særligt slemt at være udendørs i så mange timer, og det var ikke fordi jeg havde gået vanvittigt mange skridt, men jeg havde dog også idag en tung rygsæk på, og det var ikke af lyst at jeg var så mange timer ude. Det kunne ikke blive ved. Det positive ved turen, udover powerfitnessbanen, var, at jeg fik udarbejdet en hel del vigtige rutiner mens jeg gik.

Institut for Socialdarwinisme

Kort tid efter at jeg havde talt med Martin, besluttede jeg mig for at få lejet et lille lokale i et kontorfællesskab, hvor jeg kunne opholde mig om dagen, og sidde i fred og ro og arbejde. Jeg kontaktede en lokal og meget billig udlejer. Vi aftale, at jeg kunne få en rundvisning på onsdag. Desværre skulle jeg have et CVR nummer, men det havde jeg jo haft tidligere, og mens jeg fortsatte til Hedeland, fandt jeg på et meget intetsigende og generisk navn til firmaet. Jeg forsøgte først at finde på nogle sjove navne til mit bull shit proforma firma, men jeg var ikke særlig kreativ, og desuden skulle jeg bare blende ind uden at vække opsigt. Da jeg nåede ud i Hedeland, fandt jeg en bænk, hvor jeg satte mig med computeren og oprettede firmaet. Det tog ikke mere end 20 minutter, men det var godt nok super koldt, hvilket imidlertid øgede min effektivitet betragteligt.

897,23 kroner

Jeg var tvunget til at købe noget til husholdningen samt mad, så mit rådighedsbeløb var i dag knapt 900 kroner. Det var sådan set fint nok, og en forbedring i forhold til sidste måned.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Til funktionsevnevurderingen.

Pseudo Corp.

Det lykkedes mig utroligt nok at få et CVR nummer. Da det var et bull shit proforma firma, måtte jeg finde på et bull shit logo, bulls shit hjemmeside, bull shit koncept mv. Lige præcis det kunne jeg sagtens. "Jamen, har du tænkt på", var noget jeg var vant til at høre ad nauseam, og i langt de fleste tilfælde havde jeg tænkt på det, hvad end det så var. Det var fint nok at skulle lytte til den slags spørgsmål en gang i mellem, men når man blev regnet for noget man ikke var, og når det var nærmest konstant, var det nedvurderende og ringeagtende at blive pillet ned med den slags, der som regel ikke handlede om at hjælpe mig i forhold til konkrete problemstillinger, men nærmere at insinuere, at det da vist var noget, jeg ikke havde gennemtænkt eller kunne finde ud af. På den måde positionerede spørgeren sig selv. Jeg kunne ikke bruge den slags mennesker eller spørgsmål til noget konstruktivt, og jeg gad ikke at være objekt for deres selvhævdelse længere.

Den Særlige Klageret

I min pause faldt jeg tilfældig over denne historie:

https://ekstrabladet.dk/krimi/klager-over-retsformand-skulle-hjem-og-lufte-hunde/8400385

"I den konkrete sag er det tilliden til retsvæsenet, der er blevet sat på spil, fremgår det af klagerettens dom.

Den enkelte dommer bør gøre sit yderste for at optræde med den fornødne værdighed, ligesom vedkommende skal koncentrere sin opmærksomhed om sagen og dens parter, lyder det."

Historien var interessant i sig selv, og retsvæsenets ligegyldighed og skødesløshed kunne jeg kun alt for tydeligt genkende, men hvad der var mere interessant var en instans, jeg ikke kendte, som hed Den Særlige Klageret. Den måtte jeg hellere læse lidt om.

"Det er en forretningshemmelighed"

Det var hvad jeg måtte sige indtil jeg havde opdigtet yderligere, hvis nogen spurgte. Jeg skulle stå foran spejlet og øve mig i at sige bull shit så som intellectual property, patentansøgninger, forretningshemmeligheder osv. mens jeg holdt masken. Jeg brød mig virkeligt ikke om at lyve, og derfor lod jeg generelt bare være med at sige noget som helst, men hvis jeg blev tvunget til det, måtte jeg jo bare gøre det. Til gengæld måtte jeg gøre en dyd ud af at holde mig så meget til sandheden som overhovedet muligt.

Ergoterapi

Jeg læste om ergoterapi da jeg vendte tilbage, og kom i tanke om at jeg hellere måtte huske at skrive at jeg i dag helt selv kunne følgende: handle ind, vaske tøj, stryge skjorte til i morgen, rengøre hullede sko, sy velcro på venstre jakkeærme, klippe mit eget hår, barbare mig, støvsuge, rydde op, støve af, tale med en ven i telefonen, skrive med to andre venner på sms, og tale med udlejer.

Pseudo Corp.

Billede. Velcroen på min jakke var flosset, og da det tydeligt kunne ses, måtte jeg sy det. Beklageligvis nåede jeg det ikke før mødet, så jeg var nødt til bare at klippe det af.

På vejen over til Høje Taastrup Station, tænkte jeg over hvad jeg dog skulle fortælle hende, der skulle vise mig rundt i kontorfællesskabet. Da jeg talte med hende i telefonen i forgårs, havde jeg sagt at jeg var lægeuddannet, hvilket jeg gerne måtte. Jeg måtte jo ikke sige at jeg var læge, da jeg jo havde mistet minautorisation på et forkert grundlag. Jeg mødtes med hende foran bygningen. Der var en nærliggende bogstander, hvor man frit kunne tage bøger, eller aflevere gamle bøger, og jeg havde fundet to stykker, hvilket var en god samtalestarter.

Billede. Narcissist. Formålet med dette foto var at demonstrere overfor fremtidige ergoterapeuter, at min "aktivitet" og "deltagelse" intet fejlede, at jeg ikke havde noget funktionsevnetab. Taget på mit "corona-kontor" i City 2 forud for mødet.

Vi gik ind i bygningen, op ad trappen, og rundvisningen startede på første sal. Vi kom kun et par meter hen ad gangen før vi standsede op og begyndte at tale om mit foretagende. Der blev vi stående i cirka 45 minutter, og drøftede forskellige forretningsplaner- og strategier. Der var helt fantastisk at tale med hende. Jeg havde jo ikke noget produkt, jeg skulle sælge, jeg skulle bare have et sted at opholde mig i dagtiden, men det lå i kortene at adgangsbilletten var et i mit tilfælde fiktivt produkt. En ting var, at det utroligt nok lykkedes mig at bull shitte mig gennem samtalen uden egentligt at lyve, men noget andet og langt vigtigere var, at hun gav mig så mange ideer undervejs, at jeg blev helt inspireret til faktisk at producere noget.

Samtalen med et andet normalt menneske var meget opløftende, og noget af det bedste jeg havde oplevet i flere måneder. Desværre havde jeg spildt hendes tid, hvilket gik op for mig, da jeg så det mindste kontor hun kunne tilbyde. Det var tre gange større end mit værelse, umøbleret, og udstyret med en glasvæg ud mod gangen. Jeg havde lige akkurat råd til at betale lejen, men jeg havde simpelthen ikke penge til inventar. Jeg var vandt til at sidde på en siddeunderlag på gulvet på værelset, eller i et busstoppested og skrive. Det var ganske udmærket for mig, men når kontoret havde en glasvæg, kunne jeg ikke skjule at jeg sad på gulvet, fordi jeg ikke havde råd til nogen møbler, og det ville være uacceptabelt i forhold til kontorfællesskabets renome og hvor attraktivt det var for nye interesserede lejere. Det var meget nedslående, men det værste var, at jeg havde spildt rundviserens tid. Jeg havde virkelig ikke tænkt på den glasvæg, for i så fald ville jeg have vist på forhånd, at det var urealistisk at leje kontoret fordi jeg ikke havde råd til inventar, og dermed ikke spildt hendes tid.

På det lægefaglige område var der ikke noget at sætte en finger på, men da rundviseren begyndte at tale om alt, der havde med forretningsstrategier at gøre, kunne jeg se på hendes øjne, at her var jeg på bar bund. Det var jeg til gengæld fuldstændig ærlig omring, hvorfor hun gav mig en markedsføring 101 lektion, hvor hun nævnte en fyr der hed Porter:

https://www.investopedia.com/terms/p/porter.asp

Hvis jeg alligevel skulle fake et produkt, hvorfor så ikke bare skabe et rigtigt produkt? Jeg skulle jo ikke tjene penge på det, så mit eneste successkriterie var, at det gavnede andre mennesker, og dermed var meningsfuldt for mig at beskæftige mig med.

Lysten driver værket, og hvad var min største passion? Det var at muge ud i den ildelugtende stald, hvor psykiatrien og det sociale system boede. Problemet var ikke at disse sektorer manglede økonomiske midler; problemet var at de blev brugt helt forkert, hvilket kom patienterne til skade og kostede skatteyderne milliader af kroner. Det var selvfølgelig megalomant af mig at tro, at jeg kunne reformere de to enorme systemer, men det var heller ikke mit mål. Mit mål var at yde en indsats, der - uanset hvor lille og ubetydelig den end var - kunne gøre en positiv forskel.

"Gør det du er bedst til"

Jeg vidste i al beskedenhed noget om de systemer, jeg var ufrillig bruger af. En pseudo-terapiform, der blev anprist flere steder, og som lugtede af bull shit, var NADA behandlingen. Den kunne jeg starte med. Det var ikke en videnskabelig undersøgelse, jeg skulle i gang med, jeg ville bare gerne finde ud af om jeg kunne falsificere min "nul-hypotese", som var at NADA behandlingen var gavnlig. Den kunne også være at NADA behandlingen havde en ligeværdig effekt i forhold til dyrere alternativer. Jeg var jo overordentlig negativt forudindtaget overfor NADA, men så længe jeg kunne redegøre for mine bias, var det vel næsten acceptabelt.

Billede. Umiddelbart forud for mødet havde en bruger skrevet og spurgt om jeg ville kigge fordi og spise hjemmebagte muffins. Da jeg efter mødet kom fordi vedkommende syede jeg den afklippede velcro fast. Det var ikke godt, men det var godt nok.

Rutiner

Spændende og skræmmende læsning af KLs rapporter om socialpsykiatrien. Jeg havde indført følgende rutiner:

• Arbejde med bogen: Minimum 2 x 45 minutter dagligt.
• Arbejde med NADA: Minimum 1 x 45 minutter dagligt.
• Læsning om ergoterapi: 1 x 45 minutter dagligt.
• (DataCamp: 1 x 45 minutter dagligt.)

Jeg ville forfærdeligt gerne indføre flere rutiner, men det var umuligt, når jeg ikke kunne tænke længere end en dag ad gangen. Jeg fik det fysisk og psykisk dårligt, alene ved tanken om, hvor jeg dog skulle opholde mig i morgen. Det var fuldstændigt ulideligt, og jeg orkede det ikke mere. Jeg blev også vred, når jeg tænkte på morgendagen: Hvad fanden bildte psykiaterne sig egentlig ind at fastholde mig i denne helt uacceptable situation af fattigdom, uvished og marginalisering? Modbydelige mennesker..

Jeg kunne sagtens lave alverdens træningsskemaer, stå tidligt op, og alt muligt andet, men hvad fanden skulle jeg foretage mig, hvis jeg eksempelvis stod op kl. 7.00 og tog afsted? Hvor skulle jeg tage hen? Det var faktisk pisse koldt uden for, og jeg ville ikke trave rundt i mange timer hver dag alene for at holde varmen. Forbandede udsigter. Det kunne godt være at andre mennesker også led under restriktionerne, men modsat psykiaterne følte jeg ikke glæde ved andres lidelser, og jeg og mine lidelsesfæller var usamenligneligt dårligere stillede end gennemsnitsdanskeren.

Det var kommet så langt ud nu, at jeg umuligt kunne tilgive eller glemme mine bødler. Jeg havde vist gjort mere end opmærksom på mine vilkår, og der skete intet.

Jeg gjorde op med mig selv, at universet ville skide på mig, og at jeg ikke skulle holde vejret og vente på at de professionelle tog sig sammen. Jeg stod op kl. 7.00 fra nu af, gik rundt til klokken var 15.00 eller jeg døde af kolde, og først derefter vendte tilbage. Motion fik jeg nok af, så træningsprogrammer var ikke relevante. At arbejde med bogen og NADA kunne jeg i værste fald gøre om aftenen.

NADA er fup

Suk..:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/ingen-dokumenteret-effekt-kommuner-bruger-akupunktur-i-alkoholbehandling

Hvorfor kommunerne spildte pengene på nonsens måtte guderne vide. Det lod til at jeg måtte finde noget andet at beskæftige mig med.

Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed

Det var præcis det, jeg hver dag gik og frygtede for når jeg vendte hjem: At der lå et brev fra en myndighed, såsom politiet eller den såkaldte Uafhængige Politiklagemyndighed. Det var kun udlejer, der havde adgang til postkassen, det var ham, der gav mig disse modbydelige breve, hvilket selvfølgelig gav anledning til stor undren hos ham og også spørgsmål, der var umulige for mig at svare på. Alt det kunne i sidste ende meget vel føre til at han mistede tilliden til mig, hvilket igen kunne resultere i at jeg blev opsagt, og dermed smidt på gaden - igen.

Jeg fik det så utroligt fysisk og psykisk dårligt, da der lå en brev fra Den Uafhængige Politiklagemyndiged til mig på sengen her til aften. Jeg vidste hvad det var: Et afslag, som sædvanlig. Så der var ingen grund til at åbne det. Jeg var ikke masochist. Vestegnens Politi havde efter min mening systematisk chikaneret og traumatiseret min familie og jeg igennem årene som følge af uberettigere anklger. Det var jo bla. årsagen til at jeg ikke kunne holde ud at åbne breve. Jeg havde IKKE knivmyrdet en mor og hendes ufødte barn, og jeg havde aldrig været psykotisk og eller utilregnelig, så hvad bildte politiet sig så ind at ransage min familie og mig, i deres søgen efter drabsvåbnet? Der var meget, meget mere Københavns Vestegns Politi, som jeg så det, havde chikanert mig med, falske anklager fra paranoide og dyssociale læger, men jeg orkede ikke mere. Københavns Vestegns Politi kunne tilsyneladende gøre præcis hvad de havde lyst til, uanset hvor forkert og ødelæggende det var, og det fik aldrig nogen konsekvenser for dem. Ingen erstatning, ingen beklagelse eller undskyldning. Det eneste Den Uafhængige Politiklage myndighed kunne finde ud af var efter min opfattelse at frikende deres tidligere kolleger. Ingen mennesker kunne holde til de byrder jeg igennem så mange år var blevet belastet med. Det danske retsvæsen var en syg joke i min optik.

34127 skridt

Jeg var taget afsted tidligt om formiddagen og vendte først tilbage omkring klokken halv seks. Jeg var meget træt efter at have gået til powerfitnessbanen i Hedeland og trænet på den, taget bussen til Hundige, gået ned til stranden, og tilbage til bussen igen på Ishøj Station. Jeg havde snart ikke flere penge, og det perverse brev, der meget vel kunne gøre mig hjemløs på ny, havde slået mig så meget ud, at jeg ikke magtede at udføre de udstrækningsøvelser, jeg ellers plejede efter en så lang tur med tung rygsæk.

Brev til politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Når de danske myndigheder skandaliserede mig over for min udlejer, når jeg ingen penge havde til juridisk bistand, og når folk var ligeglade med om jeg boede på gaden eller ej - så var jeg naturligvis selv nødt til at varetage mine egne interesser. Jeg var nødt til endnu engang at bede politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at benytte min E-boks, så jeg slap for at gå og frygte deres breve.

CPR:

Billede. Hedeland. Sund, nærende og billig mad.

Billede. Greve Marina.

Billede. Greve Marina.

Billede. Kite surfere ved Greve Strand.

Billede. Kite surfere ved Ishøj Strand.

Billede. Greve Marina.

Billede. Hjemme igen.

En ellers næsten tålelig dag blev fuldstændig ødelagt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Fri mig fra det offentlige system

Mens jeg vandrede rundt, læste jeg oversigtsartikler på Pubmed om occupational therepy, som ergoterapi hed på engelsk. Det var spændende læsning, især de nyeste teknologiske metoder, var fascinerende. Efter en lur på en times tid, var humøret bedre. Jeg havde også læst om hvilke specifikke opgaver socialpædagoger havde, og hvilke forskelle og ligheder der var mellem ergoterapeuter og socialpædagoger. Hvis det ikke var gået op for mig tidligere, så blev det nu klart, at enhver kontakt med det kommunale system i Danmark skulle undgåes som pesten. Jeg vidste at det samme var tilfældet med psykiatrien. Jeg skulle væk i en fart. Væk fra socialrådgivere og socialpædagoger, væk fra umyndiggørelse og stigmatisering. Med fare for at lyde arrogant, var der intet egentligt nyt at læse om de to professioner. Helt ærligt. Jeg havde downloaded en quiz app om ergoterapi, der virkede valid og af høj kvalitet, den test jeg tog fik jeg otte ud af ti rigtige i, og det var alt andet end banale spørgsmål, bl.a. handlede det om specifikke reflekser i to-måneders alderen, Brown Sequard syndromet, og gribefunktion. Ét af de spørgsmål jeg ikke svarede korrekt på, handlede om hvilke specialle arbejdsopgaver en særlig overbygning på ergoterapeutuddannelsen i USA varetog, hvilket jeg næppe kunne forventes at kende til i forvejen. Kom nu ind i kampen..

558,55 kroner

Det var hvad jeg havde tilbage til resten af måneden til alt. Lidt over 50 kroner dagligt. Det var godt nok bekymrende, for jeg havde virkelig ikke brugt pengene på andet end det allermest nødvendige. Nytårsaften havde været omkostningstung, som det eneste. Jeg havde ikke købt noget tøj, som sædvanlig, ingen luksusvarer, og den ene af mine hverdagssko var så hullet at mine sok blev drivvåd, hvis det havde regnet. Det var måned efter måned jeg stort set ingen penge havde. Helt absurd at jeg blev fastholdt i fattigdom.

Brud med værestedet 1

I går i Hedeland fik jeg en opringning fra et 38-nummer, jeg gik ud fra var værestedet, især da jeg umiddelbart efterfølgende modtog en sms derfra der startede med ordlyden:

"Kære alle. Vi savner jer allesammen"

Det var et interessant psykologisk trick at insinuere, at det skam var værestedet, der havde brug for brugerne, at vi var værdsætte, og at det var os, der gjorde værestedet en tjeneste ved at deltage i dets aktiviteter. Var det et eksempel på noget jeg for år tilbage havde hørt i radioen, noget der hed "nudging"?

Omvendt var det faktisk en meget venlig besked, og en rigtig god ide at kombinere fysisk aktivitet med socialisering, og noget man burde indføre på fast basis, så det var helt fint at de skrev til os, men jeg kunne lige så godt benytte lejligheden til at bryde med stedet på en hæderlig måde, så jeg sms'ede følgende tilbage i dag:

Kære Værested. Tak for din søde besked. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er desværre nødt til at slå op. Vi har haft en skøn tid sammen, men jeg føler at vi er vokset fra hinanden. I starten var vores forhold uforpligtende og spændende, men nu er det blevet for rutinepræget. Det er ikke dig, der er noget galt med, men mig, og jeg håber vi kan forblive gode venner. Jeg vil altid tænke tilbage på dig med et smil. Nå ja, din affære med Høje Taastrup Kommune hjalp sgu heller ikke ligefrem på det. Knus Kjeld.

Jeg havde på et tidspunkt modtaget et brev fra Høje Taastrup Kommune, som jeg naturligvis ikke havde åbnet, for hvorfor skulle jeg dog det? Jeg boede i kommunen, men modtog ikke én krone fra den.

Socialpædagogik (social worker) - noter - se Appendiks

Brætspil og middag

En af de andre havde inviteret mig og to andre. Vi spillede brætspil og spiste. Jeg var efterhånden dødtræt af brætspil, også selv om jeg næsten hver gang vi spillede blev introduceret til nye af slagsen, hang det mig virkeligt ud af halsen, men det var den sociale kontrakt, der gjaldt, når jeg var gæsten. Det var gået op for mig, at de officielle spilleregler kun var vejledende, hvilket ofte førte til lange og ophedede diskussioner mellem de andre, så jeg havde gjort det til en vane at læse reglerne. Efter omkring fem timers samkvem skulle jeg videre til en anden bekendt, der boede i området.

Nanoferie

Jeg var hos mit bekendtskab lidt over 21 i går aftes. Her sov jeg på sofaen, og tog afsted om formiddagen. Jeg gik til powertrackbanen i Hedeland, tog bussen derfra til Hundige, gik ned til stranden, og tog nogle generiske sol-over-vandet billeder, mens jeg gik ned ad stranden til Ishøj, hvor jeg fra stationen tog bussen hjem. Jeg havde kun penge på rejsekortet til én tur til. Hjemme igen efter at have sprittet behørigt af, gav jeg mig til at skrive videre.

Billede. Generisk billede fra Ishøj Strand.

Billede. Generisk billede fra Ishøj Strand.

Billede. Til funktionsevnevurderingen.

Brud med værestedet 2

Værestedet svarede på min sms:

"Skal jeg lige ringe Kjeld? Er lidt nysgerrig på affæren:)"

Mit svar til værestedet:

"Ok, det er måske kun en flit :-). Du behøver ikke at ringe, ellers tak. Kjeld."

Anonymisering

Beklageligvis opdagede jeg at jeg ved en fejl ikke havde fået anonymiseret efternavnene på de personer, jeg havde skrevet om i den uredigerede online udgave af min tekst. Jeg forbandede mig selv, da jeg opdagede det i dag, og skyndte mig at anonymisere resten. Årsagen var, at jeg dels ikke var ærligt rutineret i programmet og metoden, og dels at jeg troede at jeg havde gemt alle filerne når jeg havde anonymiseret navnene via funktionen "Replace in files" i GitHub programmet, gemt filen, og synkroniseret til GitHub efterfølgende. Jeg troede at alle ændringer blev synkroniserede på denne måde, men jeg skulle først have valgt "Save All" så ændringerne i alle filerne blev gemt og synkroniseret, og ikke kun den aktuelt åbne fil.

Spørgsmålet var, om det på nuværende tidspunkt betød noget, for min erfaring sagde mig, at anklagemyndigheden for længst var gået i gang med deres anklageskrift. Jeg havde lige akkurat penge nok til mad til resten af måneden, jeg havde talrige gange sendt min tekst til alle tænkelige myndigheder - for ikke at tale om min påtvungne psykiater - længe før jeg udsendte teksten per mails og lagde den online, jeg var fortsat desperat, og jeg havde fortsat intet relevant hørt fra nogen myndigheder, udover ansvarsforflygtelse. Hvad skulle jeg ellers gøre? Vente? Hvor længe i givet fald? Yderligere et år? To år? Tre, fire eller måske fem år? Det blev kun værre med tiden, jeg måtte snart finde min egen lejlighed, men jeg havde ikke penge til et indskud, jeg kunne ikke låne penge til et indskud, psykiatrien og Amanda/Martin havde intet gjort for at hjælpe mig med at finde et sted at bo, og de havde haft halvandet år til det, men aldrig så meget som tilbudt mig hjælp til det, og jeg havde jo flere gange bedt om hjælp til netop det.

Kom til at vælte en 2 liter discount cola, så min hovedpude og mit gulvtæppe blev oversprøjtet. Jeg var rasende på mig selv over noget, der var så relativt ligegyldig, men der skulle intet til længere.

409 kroner

Havde jeg tilbage, så det var fint. Jeg havde ikke råd til at tage hjem fra ROPS i morgen, så enten måtte jeg gå fra Østerbro til Høje Taastrup, ellers også måtte Susanne tage sig sammen og printe en billet ud til mig. Jeg havde blot gået knapt 28.000 skridt i dag, og selv om jeg nok kunne klare at gå distancen i morgen, så havde jeg fået et gnavesår ud for højre achillessene, fordi mine sko var slidt i bund, så jeg ville gerne undgå at gøre det værre.

Jeg var en smule glad for at det var lykkedes mig at være væk fra værelset i så mange timer hen over weekeden, og først var returneret i dag omkring 21.30. Så havde jeg ikke så dårlig samvittighed overfor udlejer, og jeg slap for at skulle afsløres i at være den taber jeg var. Problemet var naturligvis at jeg allerede igen i morgen skulle finde på et sted at være i dagtiden, og jeg var udmattet fysisk og mentalt. Fordelen ved at være så nedtrykt og demotiveret var, at jeg var helt ligeglad med konsekvenserne af mine mails og mine handlinger i øvrigt. Jeg var oprigtigt talt ligeglad med om jeg levede eller døde. Intet gjorde mig rigtigt glad længere, jeg havde intet at se frem til, og hver eneste dag var en tabt kamp.

Jeg havde haft den luksus at måtte takke nej til en invitation, da jeg allerede havde en anden aftale. Det var mange år siden, det var sket sidst. Hos min ven var to andre af hans venner, jeg ikke havde mødt tidligere, men fordi jeg intet fejlede, og fordi jeg udmærket kunne omgåes andre mennesker, fremmede som velkendte, var det ikke noget problem. Det var super hyggeligt, og jeg kunne tale frit og være mig selv, da alle tre var normale mennesker, ikke psykisk syge, retarderede, ergoterapeuter, eller misbrugere. Jeg havde intet imod førnævnte grupper, men det var ulideligt hvis de var de eneste man som normal var tvunget til at omgåes. Jeg var ikke på noget måde bedre end dem, jeg opførte mig ikke som om jeg var det, og det var slet ikke et issue, men de havde bare andre problemer og interesser end jeg, og så var den bare ikke længere. De var sikkert lige så trætte af mig, som jeg var af dem.

Jeg havde mistet al livslyst, jeg kunne ikke se nogen udvej, og jeg var meget nedtrykt over min situation; men når jeg gik en af mine marathonture og hadede livet, fordi jeg havde det på den måde, var der stadig én ting, der kunne få mig til at smile bredt: Jeg havde ikke bøjet nakken, og ladet mig skræmme til at blive psykiater. Og om jeg så blev tilbudt at blive overlæge i psykiatri i morgen, ville jeg til hver en tid foretrække den tilværelse, jeg levede nu. Og jeg ville fortsætte til evig tid med at sende mails og skrive.

Take the long way home

Jeg besluttede mig for alligevel at gå hjem. I starten gjorde det ondt fra såret på højre hæl, men efterhånden som mine sko blev våde, gik det over. Desværre havde jeg som sædvanlig mine computere med mig i rygsækken, hvilket ikke var optimalt i forhold til at gå langt, men det var som det var. Mit ur og dermed min skridttæller var løbet tør for batteri, men mit mål var heller ikke at gå mange skridt, men derimod at få tiden til at gå. Jeg gik fra Østerbro til Høje Taastrup gennem Emdrup, Brøndshøj, Husum, Herlev, Glostrup, og Albertslund. Jeg startede turen omkring klokken 12.30 og var hjemme klokken 18.50. Mens jeg gik, så jeg Watchmen på Netflix på mobilen. Jeg var helt færdig da jeg kom tilbage. Fik lavet diverse udstrækningsøvelser, inden jeg gik igang med at skrive. Penge havde jeg få af, jeg manglede en hue og nye sko.

Billede. Ejby.

Billede. The streets of Albertslund.

Hvad nu?

Tøjvask, og så hjem til en bekendt. Tilbage til lejligheden allerede omkring klokken 16. Hvad skulle jeg så finde på? Der var som sædvanligt intet jeg kunne tage mig til, og jeg interesserede mig heller ikke for noget længere. Det eneste, jeg kunne tænke på, var hvor jeg skulle gå hen i morgen. Jeg gad simpelthen ikke længere. Der skete ingenting, og jeg viste ikke hvor længe mareridtet fortsatte.

Jeg kunne alvorligt talt vanskeligt forestille mig hvordan jeg kunne overleve de vilkår jeg var underlagt meget længere. Jeg forsøgte så godt jeg kunne at aflede mig selv, men det var stort set umuligt. Det var et mirakel at der ikke var sket mere end det var tilfældet. Jeg havde skevet og fortalt det så mange gange tidligere, men det var mere presserende end nogensinde. Jeg var da ligeglad med trusler om fængsling og tvangsindlæggelse. Jeg havde gjort alt jeg kunne ved brug af fredelige midler, og havde tydelig fejlet. Tortur og håbløshed skabte desperation og fortvivlelse, som først resulterede i frygt, siden vrede, og på et tidspunkt - vold. Sådan var det for alle mennesker, og jeg var hverken mere eller mindre standhaftig end alle andre mennesker.

Det så sort, sort ud. Det var umuligt hele tiden at kæmpe, år efter år, kæmpe for noget så basalt som et sted jeg kunne opholde mig uden at fryse eller blive våd af regn, at jeg IKKE havde penge til mad måned efter måned selvom jeg vendte hver en krone. Lars spurgte mig så utroligt dumt igår om jeg havde fået styr på min økonomi. Var han idiot? Jeg sagde til ham, at jeg jo ikke havde nogen økonomi, at jeg havde minutiøst styr på samtlige udgifter og indtægter, men at jeg ikke havde nogen penge. Jeg fik modsat andre i min situation IKKE boligtilskud, eller dækket andre enkeltudgifter. Der var ingen udbetaling af feriepenge, eller coronapenge, jeg kunne ikke trække noget som helst fra, og jeg tvangsafbetalte både sagsomkostninger og kassekredit. Det ville ende helt galt, og hvis jeg var skyld i noget i morgen, mens jeg gik rundt for at få tiden til at gå, var jeg ligeglad. Det var konsekvenserne af tortur, det var indestængthed som følge af danske myndigheders tortur af mig. Det positive ved at jeg gjorde noget, som ingen ønskede, var, at myndighederne og medierne så nok skulle læse det jeg havde skrevet og sendt til dem.

Handling

Det var så ulideligt at jeg blev nødt til at sende min tekst til alle igen. Og igen og igen. På et tidspunkt når det udartede sig til en katastrofe, kunne medierne så spørge de politikere og myndigheder, jeg havde sendt teksten til, om hvorfor de intet havde foretaget sig. De danske myndigheder gamblede med mit og andres helbred. Normalt hadede jeg ansvarsforflygtigelse, men når det så var sagt, så havde jeg gjort alt menneskeligt muligt, og man kunne umuligt klandre mig for noget i den henseende. Alt jeg foretog mig fra nu af var ikke mit ansvar. Så længe jeg blev udsat for tortur, ville jeg ikke holde mig tilbage, og hvis man fordømte mig for de handlinger jeg foretog mig, betød det at man ikke havde empati og sat sig ind i min situation.

Mail til politikere

"Kære ...

30467

Var antallet af skridt jeg nåede op på i alt i dag. Jeg havde ikke sendt eller arbejdet videre på udkastet til mailen fra i går. Jag havde været ret vred og fortvivlet, og det var nødvendigt for mig at rase ud på skrift, når der ikke var nogen jeg kunne tale med. Jeg burde slette udkastet, men hvis jeg gjorde det, kunne jeg jo ikke lære af mine fejl, så jeg lod det stå. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen i dag, så jeg prøvede at gå i en ny retning, der førte mig til Sengeløse, en charmerende landsby skændet af et par relativt stærkt trafikerede veje.

Billede. God ide.

Billede. Hakkemosen.

Billede. Sengeløse.

Sengeløse Kirke er landsbyens ældste bygning. Kirken, der er hvidkalket, er bygget af rå og kløvede kampesten, der stikker frem ved kirkens fod.

Til venstre for våbenhuset ses frihedsstøtten for Lauritz Lassen. Stenen stod oprindelig ved Roskildevej, men blev i 1827 genrejst her på Lassens grav og forsynet med en gravskrift på forsiden.

https://da.wikipedia.org/wiki/Sengel%C3%B8se

Billede. Sengeløse.

Billede. Sengeløse.

184 kroner

Ikke meget, men nok til den 1. I mellemtiden kunne jeg lave et fantasibudget til Lars. Jeg anede ikke hvor jeg skulle tage hen i morgen. Uanset hvad jeg gjorde, ville jeg tabe. Det blev hårdt og vablerne gjorde ondt. Det var komplet ligegyldigt hvis jeg bare havde noget at se frem til. Måske skulle jeg blive hjemme, og gøre hvad jeg kunne for at afslutte det.

Det var alligevel for koldt til at jeg kunne sidde og skrive udendørs. Jeg nåede kun at sidde to forskellige steder i henholdsvis omkring 45 minutter og en halv time. Solen skinnede en gang i mellem, og så var det skønt at være ude, men det meste af tiden blæste det for meget, og himlen var overskyet. Da jeg rejste mig efter at havde siddet anden gang, blev jeg svimmel lidt for længe til at det var fedt, så jeg vendte næsen hjem. Jeg nåede kun op på 25612 skridt, men det var vist mere end rigeligt, og såret på højre achilleshæl var kommet for at blive.

Billede. Albertslund.

Billede. Coronakontoret.

Forlængelse af restriktionerne

Det var forventet at statsministeren ville forlænge restriktionerne, og det var måske indiceret, men det var samtidig en katastrofe for mig. Jeg tvivlede stærkt på at jeg havde lyst til at fortsætte ævred så længe. Der var ingen udvej, der kom ingen og reddede mig, det var alt for koldt og jeg havde snart ingen penge til mad, ikke penge til noget som helst, og derfor var det efterhånden kritisk. Fra nu af gjorde jeg alt, jeg kunne.

95,89 kroner

Det var ikke sjovt at konstatere, at jeg kun havde det tilbage på kontoen, for selv om det var rigeligt til mad indtil jeg fik penge igen den 1., gik det mig på, at jeg ikke havde råd til tandpasta, tøj (det, jeg havde, var flere år gammelt og ret slidt), sko (huller i mine hverdagssko, mine træningssko så slidte at jeg fik slidsår), og mundbind. Jeg havde naturligvis slet ikke råd til møbler, indskud til en bolig, et TV, en brugt cykel, eller optankning af mit rejsekort.

Det var én lang klagesang, det vidste jeg godt, og det så ikke kønt ud, men jeg havde i flere år ydmygt holdt min mund omkring mine vilkår, og det havde heller ikke ført til noget. Jeg syntes det var fair nok at beskrive virkeligheden, og jeg lagde hverken til eller fra i det jeg skrev.

Der var gået betændelse i såret på højre hæl, til trods for at jeg gik i bad hver dag, som andre normale menneker, samt vaskede såret hver aften med vand og sæbe, men når jeg ikke havde andre sko at gå i, eller råd til plaster eller indlæg i skoen, var der ikke noget at gøre. Det gjorde kun ondt i starten når jeg gik afsted.

Da jeg tog afsted i dag, havde jeg intet sted at tage hen og intet mål. Jeg var nået til City 2, da en ven tilfældigvis ringede, og spurgte om jeg ville forbi til frokost. Jeg var udtalt modløs og opgivende, da han ringede, så det var som at blive smidt i vandet langt fra kysten, hvorefter der pludselig og uventet kom en redningsbåd fordi, og samlede én op.

Jeg blev mere og mere indestængt og vred, når jeg gik mine lange ture og tankerne fik frit løb. Det kunne utilsigtet ende helt galt. Der var virkeligt nød til at ske noget i en fart. Alle mennesker ville på et tidspunkt eksplodere, hvis bare man pinte dem tilstrækkeligt, og jeg var blevet pint i en grad i så lang tid, at det var ganske indføleligt, hvis det skete for mig. På den måde gamblede visse myndigheder med mit og måske andres helbred.

Jeg havde aldrig været paranoid eller psykotisk, og derfor var min autorisation som læge blevet frataget mig på forkert grundlag. Præcis dét havde afstedkommet den situation jeg nu befandt mig i. Når det forholdt sig på den måde, var det nok en god ide at give mig min autorisation igen, især hvis man ville undgå at det hele eskalerede. Det kunne godt være at et par psykiatere, embedslæger og en praktiserende læge, blev nødt til at indrømme at de havde taget fejl, og det var synd for dem, det kunne jeg godt se, men der var vist ikke andet de kunne gøre. Jeg var personligt ligeglad med om hvad de blev nødt til at indrømme eller ej, det absolut eneste det drejede sig om for mit vedkommende var det samme, som det hele tiden havde været, nemlig at komme til at arbejde som læge igen.

Jeg var i den heldige situation at jeg ikke bare i dag, men næsten hver dag var sammen med andre mennesker, der ikke kendte min baggrund, og derfor ikke for forudindtaget, som psykiaterne var det, mennesker, som man kunne kontakte og spørge af hvordan jeg havde opført mig i deres selskab. Lur mig om ikke de alle ville sige det, som det var, nemlig at jeg var helt upåfaldende og normal.

Til anklagemyndigheden:

Det var smukt vejr, og jeg havde stor trang til at gå en tur og tage nogle billeder, men det bedste ville være at give såret lidt hvile. På et tidspunkt kunne jeg ikke holde ud at være indendøre, og så gik jeg helt automatisk ud alligevel, men jeg prøvede at trække den længst muligt. Det var pinligt, at jeg ikke havde nogen steder at tage hen i dag, men det værste var at jeg intet havde at gå op i. Jeg ville ønske at jeg kunne samle mig om at læse et eller andet. Det gik desværre ikke at blive på værelset. Jeg måtte ud, og jeg skulle have otte timer til at gå.

Hjemløse-challange

Jeg var sikker på at konceptet var opfundet og afprøvet forlængst, men det kunne være sjovt at gentage det. Jeg havde i perioder sovet under åben himmel, men jeg havde ikke som eksempelvis "X" boet og sovet i over et år på Enghave Plads. Det var hard core, og lur mig om ikke samtlige hjemløse på Enghave Plads var konstant påvirket af som minimum alkohol for at kunne holde det ud. Problemet med et TV-show var naturligvis at man ikke kunne indføre det mest enerverende aspekt, nemlig uvisheden om hvornår det sluttede.

Straight Outta Sengeløse

Jeg skulle have otte timer til at gå udendørs, og da jeg nåede til Sengeløse efter en lille times tid, måtte jeg finde på noget. Coronakontoret var lukket i dag, det var simpelthen for koldt. Virkningen af den isende kulde forstærkedes af vinden, der blæste hen over markerne. På vejen til Sengeløse passerede jeg to gravhøje på min venstre hånd, som jeg var meget nysgerrig efter at kigge nærmere på. Min højre fod voldte mig en del problemer. Jeg gik videre fra Sengeløse til Vadsby, hvilket var utilsigtet, da jeg bare fulgte en tilfældig vej

Vadsby

Jeg fik taget nogle billeder af Vadstrup og læst lidt om dens historie på et skildt.

"Troldene i Byhøj

Sagnet er fortalt af Skrædder N. K. Pedersen, Borre, 1921, efter Hans Johansen, født i Vasby 1838."

Fra https://sn.dk/Taastrup/Lokalhistorie-Byen-ved-vadestedet/artikel/552684, tilgået den 31. januar 2021.

Billede. Før Vadsby.

Billede. Tekst fra skildtet: "Vadsby betyder 'bebyggelsen ved vadestedet'".

Billede. Vadsby.

Billede. Bavnagergaard. En af de fire gårde i Vadsby, der blev liggende i byen efter jordreformerne i 1787.

Billede. Vadsby.

Soderup

Billede. Tekst fra skildtet: "Soderups navn knytter sig til mandenavnet Sorte eller Soti".."Soderup betyder derfor Soti's udflytterbebyggelse".."De historiske kilder fortæller ikke, hvem Soti var".

Fløng

Billede. Fløng.

Kallerup

Billede. Kallerup.

Baldersbrønde

Billede. Baldersbrønde.

Tour de Taastrup

Høje Taastrup var en geografisk omfangsrig kommune. Jeg havde gået og gået, og jeg havde ikke ikke været i alle landsbyerne i kommunen endnu. Der var rigtig meget interessant historie at se i landskabet, og jeg burde tage mig sammen og læse langt mere om det sted jeg var tilflyttet, sådan som man burde. Min fod var defekt, men i dag havde jeg fået strukket ordentligt ud. Jeg kunne godt mærke de seneste dages ture i kroppen, men gudskelov ikke på nogen dårlig måde, udover gnavesåret.

Billede. Til funktionsevnevurderingen.

24,65 kroner

Var der på min konto i morges. Jeg måtte have noget at drikke og spise med på turen, så i Føtex købte jeg to liter discount cola, og en pakke nedsat rugbrød. Det blev 21 kroner. I morgen, søndag, havde jeg kun det resterende rugbrød til hele dagen, og jeg havde intet i køleskabet.

Slut mandag

Afklaring mandag. Nu skulle det fandeme stoppe. Jeg gad ikke at være en belasatning for udlejer, og jeg gad ikke at kæmpe hver dag for at finde nogen jeg kunne være hos. Jeg ville til hver en tid gerne besøge de mennesker, jeg havde lært at kende, men det skulle ikke være fordi det var nødvendigt for at jeg kunne holde varmen. For en sikkerheds skyld måtte jeg skrive et brev til udlejer, hvis det gik galt.

Strategi

Jeg vidste at jeg skulle ud af passiv forsørgelse hurtigst muligt. Desuden tærede det hårdt på psyken at blive behandlet som noget jeg ikke var.

1. Jeg skulle have min autorisation som læge igen, så jeg kunne arbejde og tjene mine egne penge. Grundlaget for min autorisationsfratagelse var fra starten uberettiget. Alle mine andre problemer ville løses ved at jeg kom i arbejde.

2. Jeg gad ikke at have nogen til at fortælle mig noget jeg vidste i forvejen. Sygeplejerske Lars' og sygeplejerske Susannes nedladende og bedrevidende såkaldte hjælpsomhed skulle stoppe. Indtil videre havde ingen af dem fortalt mig noget, jeg ikke var klar over i forvejen, og ingen - udover Susannes åbning af nogle breve - havde gjort noget aktivt for at hjælpe mig. Det var fordi at tale var let, og handling mindre let.

3. Jeg var uendelig træt af systemets passivitet, ligegyldighed og snak. Snak, snak, og atter snak. Jeg skulle have konkrete handlinger på punktform.

4. Jeg var ikke berettiget til nogen former for økonomisk tilskud, fordi jeg ikke modtog kontanthjælp eller førtidspension. Det var der ingen socialrådgivere eller psykiatriske sygeplejersker, der forstod. Den helt forkerte og uberettigede ydelse jeg modtog, "Invalidepension" var en slags forsikringsydelse, som de ikke fattede, og som de ikke gad at sætte sig ind i, da det jo krævede minimal indsats fra deres side af.

5. Et nej var et nej. Når jeg frabad mig noget, skulle det fandeme respekteres. Hvis jeg havde brug for råd og vejledning, skulle jeg nok selv sørge for at bede om det.

4 kroner

Det var heldigvis kun i dag, jeg skulle leve af gammelt rugbrød. Når jeg i morgen fik penge, ville jeg tanke mit rejsekort op, og tage væk. Der måtte ske noget i morgen.

"Magtesløs i systemet"

For at aflede mig selv fra de negative tanker om min situation, var jeg så uforsigtig at se "Magtesløs i systemet" på DR (https://www.dr.dk/drtv/se/magtesloes-i-systemet_-jeg-giver-snart-op_197433). Jeg fik det fysisk dårligt af at se afsnittene, men jeg kunne ikke lade være. Alt det jeg så, kunne jeg fuldt ud sætte mig ind i. Når den frustrerede borger sad og græd fordi kommunen igen havde brudt en aftale, eller når en anden borger ikke kunne holde ud at tjekke E-boks, mærkede jeg en snert af samme følelse.

Der var alt for meget indholdsløs snak, alt for mange frugtesløse møder, aflyste aftaler og alt muligt andet. Og selvfølgelig en masse modstridende og forkerte diagnoser. Det eneste systemet kunne forholde sig til var diagnoser, især psykiatriske diagnoser, og af tvivlsom gyldighed.

Intet var sort eller hvidt, og de medvirkende i programmerne var - ligesom jeg selv - ikke perfekte mennesker, men det var jo tydeligt, at der var en række enorme forhindringer der gik igen i systemet. Det var ikke rocket science hvad der gik galt igen og igen, og alle var klar over det, men ingen, især dem, der fik penge for det, gad at gøre noget ved det. Jeg havde en perfekt løsning, nemlig på godt dansk, ikke så meget pis. Ofte var de professionelle lige eller mere forvirrede end klienterne, og det var forfærdeligt at bevidne. De medvirkene i programmet ville det eksakt modsatte af mig, de ville have førtidspension, og jeg ville arbejde, men den modstand vi alle mødte i systemt, og den enorme afmagt vi mødte, havde vi tilfælles. Det kommunale system var rendyrket idioti, og selv om det måske hjalp nogle, så ødelagde det alt for mange. Og hvad var meningen med alle de elendige konsulentfirmaer, som kommunerne outsourcede deres sagsbehandling til? Det var en enorm industri, der mest af alt lod til at tilgodese dem, der arbejdede i det. Før jeg selv havnede i systemet, var jeg ikke klar over hvor grelt det faktisk stod til i det kommunale system, og jeg magtede simpelthen ikke at kæmpe mod en ignorant kommune også, psykiatrien var rigelig. Det var klart, at det havde store økonomiske konsekvenser for mig at nægte at række kommunen en lillefinger, men det var jeg fuldstændig afklaret med. Det var langt mere ærefuldt at samle flasker for at købe mad, end det var at falde til patten og acceptere en fejldiagnose, som jeg fra dag ét af vidste ville ende med at sende mig på førtidspension, og det var jo helt vanvittigt.

Jeg havde mere end rigeligt med kognitive ressourcer til at læse pensum i ergoterapi på overraskende kort tid - men det interesserede mig bare ikke, og hvorfor degradere mig fra læge til ergoterapeut? Lige så arrogant det lød, lige så sandt var det. Når jeg som nu blev tvunget til at forholde mig til begreber som "deltagelse" og "aktivitet", var det imidlertid langt sværere for mig.

Da det var ved at blive kritisk i eftermiddags, så jeg tilfældigvis at en bekendt havde skrevet en sms, og inviteret mig hjem hos vedkommende til æbletærte. Det var fantastisk, og jeg var meget taknemmelig for denne gestus. Jeg kvitterede med at tage ugens opvask, og installere NemID-appen på vedkommendes mobiltelefon. Jeg var fast besluttet på at det skulle slutte i morgen. Jeg skulle have et håb og en konkret plan, ellers måtte jeg sørge for at man ikke kunne ignorere mig.

Retspsykiater Peter Worm Jantzen

Jeg var ude ad døren lidt over klokken 9. Jeg fik hurtigt betalt de regninger, der ikke var tilmeldt Betalingsservice. Ringede for at tale med overlæge Peter Worm Jantzen. Han var på farten, men da han vendte tilbage ringede han mig op, og vi fik talt sammen hvilket var rigtig heldigt og beroligede mig noget.

Min højre fod dunkede som følge af såret, og selv om jeg havde taget to par strømper på hjalp det ikke sønderligt. Jeg tog derfor i Aldi og købte nogle såkaldte fritidstøvler til 199 kroner, hvilket var et win, fordi min hæl på den måde blev skånet. Jeg tog ud til powertrackbanen og trænede lidt.

Billeder. Generiske billeder af Arken.

Billede. Powertrackbanen.

Billede. Toget i Hedeland.

Støvlerne var tunge, men det gjorde ikke noget. Det lykkedes mig at være udendørs hele dagen indtil omkring kl. 20, og det var perfekt. Jo mindre jeg opholdt mig på værelset, jo bedre. Fordi vejret var så godt med sol i flere timer, behøvede jeg ikke at gå rundt så meget som normalt for at holde varmen, og jeg slap med 34104 skridt i alt. Jeg fik strukket ud flere gange undervejs og derhjemme, hvilket hjalp en hel del. Om aftenen begyndte jeg dog at få det dårligt, idet jeg var forkvalmet med lette diffuse mavesmerter og halsbrand, samt let svimmelhed. Jeg anede ikke hvor jeg skulle tage hen i morgen, hvilket var stressende.

På coronakontoret

Man skulle aldrig håbe på noget, og det kunne altid blive værre, men indtil videre lod det til at i dag var bedre end i går. Jeg vågnede som sædvanlig omkring kl. 5, men fremfor at sove videre, lå jeg vågen indtil halv otte, hvorefter jeg gjorde mig klar og tog afsted. Selv om enkelte dyssociale tidligere kolleger havde sat mig på standby i over fem år, og selv om det ikke lod til at jeg nogensinde kom tilbage på arbejdsmarkedet, så lå det åbenbart så dybt i mig at stå op og komme ud ad døren i en fart for at tage på arbejde, at jeg stadig blev emotionelt belønnet alene for det at emulere at jeg tog på arbejde om morgenen.

Først til Bilka for at købe en rigtig hovedepude, så jeg ikke behøvede at bruge tre sammenfoldede håndklæder. Jeg havde taget rigeligt med tøj på, faktisk så meget, at jeg følte, at jeg brændte og fik det dårligt. De nye støvler var gode forstået på den måde, at jeg ikke mærkede så meget til såret på hælen, men til gengæld var de tunge, og så varme, at mine fødder dampede når jeg tog dem støvlerne af, hvilket jeg gjorde flere gange undervejs. Jeg havde også købt vaskemiddel, skyllemiddel, og en massse mad, og min rygsæk, der var bugnende fuld, vejede alt for meget, og dertil havde jeg to indkøbsposer. Jeg tog forbi powertrackbanen og lavede pullups, og gik gennem Hedeland hen til bussen, som jeg tog hjem.

Jeg havde det generelt fysisk dårligt, og halsbranden og mavesmerterne var tiltaget. Jeg var nødt til at stoppe flere gange undervejs, fordi jeg var stegende varm, fuldstændig udmattet og lettere forpustet. For en gang skyld beroligende det mig ikke at gå langt, og jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem, uanset hvor mange breve, der lå og ventede på mig.

Hele dagen havde jeg følt mig ekstraordinært stresset, hvilket ikke sagde så lidt, da jeg normalt var meget stresset. Jeg kunne ikke holde ventetiden, uvisheden og isolationen ud, det blev kun værre og værre, og det gik mig på i en grad, at jeg blev fysisk syg af det. Jeg tog nogle billeder undervejs på turen, men det var bare gentagelse på gentagelse hvad jeg fotograferede, og der var fortsat ingen af billederne, der var noget bare tilnærmelsesvist interessante eller flotte.

Udover den måde, jeg havde det på, var intet ændret psykisk; jeg var fortsat fuldstændigt apsykotisk, og fortsat ikke til fare for mig selv eller andre. Når der alligevel intet nyt skete i min tilværelse, var der ingen grund til at skrive hver dag, for at demonstrere at jeg stadig var helt normal på alle planer, og at min funktionsevne ligeledes stadig var upåfaldende, præcis som den altid havde været. Hele ideen med at skrive dagbog var jo at beskytte mig selv mod flere overgreb fra psykiatrien og politiet, som til hver en tid kunne og ville påstå, at det svineri, de udsatte mig og min familie for var helt berettiget, da jeg jo ifølge dem var psykotisk: Af uforstålige årsager var førnævntes ord altid lov, men hvis jeg hver dag førte dagbog, og hvis jeg efterfølgende kunne dokumentere, at jeg den pågældende dag havde ført dagbog - vel og mærke med et indhold, der overhovedet ikke tydede det mindste på at jeg skulle være psykotisk - var det sværre for dem at påstå det, de gjorde. Hvis man ikke selv havde prøvet det, jeg havde været igennem, var det næsten umuligt at forestille sig, hvordan det var at være i min situation. Det var som at deltage i en bizar film eller have mareridt, der havde varet i over fem år.

Jeg var ikke psykotisk, og jeg havde aldrig været psykotisk, så var den ikke længere, og på nuværende tidspunkt kendte jeg så mange mennesker, der kunne bevidne, at jeg var, og fungerede, fuldstændig normalt, at det ikke gav mening at skrive længere. Bortset fra, naturligvis, hvis min psykiske tilstand ændrede sig. Indtil da stoppede jeg, og kastede mig over at redigere teksten. Alle der havde bidraget til at smadre mig som menneske, måtte jeg sørge for at få nævnt, og det skulle selvfølgelig være på det mest sobre og ordentlige måde, som selv ikke den mest pedantiske og onskabsfulde anklager eller bistandsadvokat kunne sætte en finger på det. Det eneste systemet efter min erfaring gik op i var at beskytte sig selv, alle praktiserede defensiv medicin eller embedsførelse, og fraset ganske få mennesker, jeg havde mødt på min vej gennem det bureaukratiske helvede, var de ulideligt magelige og ligeglade. Derfor hjalp det at udpege førnævnte, for der var gået noget helt galt i min sag, det var efterhånden ganske tydeligt for enhver, og hvis disse professionelle skulle gøre det mindste for at gøre deres skade god igen, måtte de stå til ansvar for deres handlinger ved navns nævnelse.

Jeg havde gået 36368 skridt i dag, men det gav ikke længere mening at dokumentere det. Fra nu af handlede det kun om at stå op til normal tid, konkret kl. 7.00, og komme afsted, for at returnere mellem 15.00 og 16.00 om eftermiddagen, således at jeg kunne opretholde en god rutine, og emulere at jeg havde et job. Det skulle være virkeligt kold, hvis det ikke skulle lykkedes mig at tilbringe de timer udendørs.

Bekymrende

Jeg havde indtil videre penge til at tanke mit rejsekort op, så jeg tog tilfældige busser fra den lokale togstation til den pågældende bus' endestation for at undgå at fryse. Såret på højre hæl blev ikke bedre, og når jeg gik jog smerterne opad i underbenet for hvert skridt jeg tog, indtil jeg havde gået en lille times tid, hvorefter smerten mildnedes. Den artikel, jeg læste på dr.dk, bekymrede mig en del, for som alle vidste, var koldt, men vildstille vejr ikke det store problem i forhold til at holde varmen, mens der ikke skulle særlig kraftig vind til at gøre det pinefuldt at være udendørs i frostvejr:

"Lavtryk syd for Danmark giver stadig plads til, at vi får kolde vinde fra både det nordlige Skandinavien og Østeuropa. Faktisk kan vi flere dage komme helt ned på temperaturer på minus 15 grader i løbet af de næste tre uger.

Og som om det ikke er koldt nok isoleret set, så vil vinden sørge for, at kuldeindekset meget vel kan få det til at føles som 20 graders frost. De laveste temperaturer vil ligge i løbet af nætterne, men dagstemperaturerne er også særdeles vinterlige med et leje omkring minus seks grader flere dage."

(https://www.dr.dk/nyheder/vejret/vinteren-bider-haardere-end-den-har-gjort-i-flere-aar)

Mens jeg gik rundt eller sad i en bus og lyttede til Roger Penrose, tækte jeg over hvordan et system kunne knække mennesker fysisk og psykisk. Set udefra var det et mærkeligt fascinerende emne, og jeg følte i et øjebliks grandiositet, at jeg kunne skrive en lille bog om det, en slags manual for både apparatchikker inden for systemet, og for læger uden for systemet, der gerne ville misbruge selvsamme system til at få has på deres kritikere.

"Harmfull effects of social isolation on health"

Det var held i uheld for mig, at så mange mennesker som følge af COVID-19 oplevede en snert af det, jeg havde oplevet i over fem år, men for rigtig at forstå hvordan jeg havde det, skulle man også prøve at forestille sig hvordan det var at leve i konstant og reel frygt for at Vestegnens Politi for 9. gang ville komme og beskylde mig for noget modbydeligt, jeg ikke havde gjort, og ransage mit hjem. Politiet havde intet fundet de otte gange de havde forulempet mig, men hvem talte? Det var det, jeg mente, når jeg skrev om hvor forfærdeligt, jeg rent faktisk havde det, og det var det, de fantasiløse og arrogante psykiatere ikke kunne forstå. På et tidspunkt ville nogen forstå det. Læg dertil adskillige afsavn som følge af objektiv fattigdom. Læg dertil og i den forbindelse sult og kuldeeksponering oven i. Læg dertil tandsmerter og smerter fra bevægeapparatet oveni. Læg dertil alle de pykologiske afspekter oveni. Alt det gjorde, at jeg led hver eneste forbandede dag. Det havde ikke det fjerneste med psykose at gøre. Det havde grundlæggende intet med noget psykisk at gøre, men selvfølgelig havde det påvirket mig psykisk. Det værste var næsten, at "alle" vidste hvor ulidelige mine vilkår var, men ingen gjorde noget ved det. Det satte mig i en umulig situation, som der ikke var nogen god løsning på.

Da jeg havde fået det værre, var det relevant at skrive. Det almene ubehag, den trykkende fornemmelse for brystet, hjertet, der galoperede afsted, svimmelheden, hududslættene, mavesmerterne og halsbranden var tiltaget markant, mine fødder og hænder var iskolde, og selv om jeg godt vidste, at det nok ikke ville ske, så føltes det som om at hjertet hvert øjeblik, det skulle være, ville give op af udmattelse. Jeg var ligeglad med om det skete, og jeg var ligeglad med coronavirusset, selv om jeg skam fulgte retningslinerne til punkt og prikke. Det var utilgivelig, at man intet foretog sig, og at jeg som direkte følge heraf led ret slemt. Enhver professionel ansat i det offentlige system, der troede de kunne hjælpe mig, gjorde netop kun mine problemer om muligt endnu værre, da deres misforståede bekymring blot sygeliggjorde mig yderligere på papiret.

Det var et faktum, at det forholdt sig sådan, og det vidste jeg, fordi jeg selv engang havde været en del af systemet. Enhver, der påstod andet, talte mod bedreviddende. Min absolut eneste redning var, at komme ud af systemet i en helvedes fart. Feber havde jeg i øvrigt ikke. Hvis det eneste, jeg skulle forholde mig til, var coronapandemien, ville det ikke have påvirket mig i nævneværdig grad. Tænk hvis mit væsentligste problem bare var coronapandemien. Jeg kunne have vaccineret folk i 12 timer dagligt hver dag hele pandemien, hvis jeg måtte have arbejdet. Jeg elskede den slags rutinearbejde, og jeg havde ingen problemer med meget lange og fysisk hårde arbejdsdage.

Men måske skulle jeg alligevel være glad for, at jeg var blevet kasseret, fordi jeg var "psykotisk" og "paranoid". På den måde skånede jeg kroppen, og jeg blev ikke eksponeret for coronavirusset. Hvis jeg var egoist, burde jeg derfor takke Styrelsen for Patientsikkerhed. På et tidspunkt, når røgen havde lagt sig, skulle regningen imidlertid gøres op, og nogen kom til at skulle forklare hvorfor jeg, hvis problemer alle skyldtes, at jeg ikke måtte arbejde, selv om jeg intet fejlede, sad med hænderne i skødet, mens jeg kunne have gjort en virkelig forskel. Ikke at jeg troede, at nogen gad at forholde sig til min sag, men så måtte jeg jo gøre opmærksom på den selv, idet jeg ikke rigtig havde noget valg, hvis jeg ville overleve.

(https://www.nia.nih.gov/news/social-isolation-loneliness-older-people-pose-health-risks). Ganske vidst handlede artiklen om ældre voksne over 50, men mon ikke at man kunne ekstrapolere til dem på 39.

"Loneliness is an experience that has been around since the beginning of time—and we all deal with it, according to Ami Rokach, PhD, an instructor at York University in Canada and a clinical psychologist. "It’s something every single one of us deals with from time to time," he explains, and can occur during life transitions such as the death of a loved one, a divorce or a move to a new place. This kind of loneliness is referred to by researchers as reactive loneliness.

"That’s when things can become very problematic, and when many of the major negative health consequences of loneliness can set in," she says."

(https://www.apa.org/monitor/2019/05/ce-corner-isolation)

Der var altså ikke kun mig, der var idiot, og der var tonsvis af forskning om emnet.

Jeg oplevede uvandt venlighed fra fremmede hele to gange i dag. Det skete i Netto, da jeg skulle købe en Faxe Kondi Booster, stillede mig i kø, og to foranstående kunder sagde, at jeg gerne måtte komme foran dem, hvis jeg ikke skulle have mere.

Barbara Bertelsen

"Et særligt dramatisk potentiale har beskrivelsen af Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Som Anne Mette Brandt Christensen Frederiksens højrehånd spiller hun en central rolle og er meget tidligt på færde for at sikre, at Danmark tager covid-truslen alvorligt. Efter blot en uge i sit nye job er hun bekymret over, om Sundhedsstyrelsen nu har indset, hvor slemt det kan blive. 26. januar begynder hun at spørge intenst til sagen. Strømmen af spørgsmål bliver suppleret med artikler fra aviser og fra tidsskriftet The Lancet.

Hun oplever, at Sundhedsstyrelsen nedtoner risikoen og gentager 9. februar: »Truslen er ikke overstået«. Et par uger før det første kendte danske smittetilfælde, slutter hun 11. februar en mail til Sundhedsstyrelsen med beskeden: »Hope is not a strategy«."

(https://politiken.dk/kultur/medier/art8039793/Nu-f%C3%A5r-vi-indsigt-i-mailene-fra-Anne Mette Brandt Christensen-Frederiksens-h%C3%B8jre-h%C3%A5nd.-Og-det-er-en-stor-sejr). Hvor var det pinligt for Sundhedsstyrelsen, at den skulle belæres af en jurist, der læste Lancet. Men godt at Barbara Bertelsen var i stand til at tænke selv, og turde stille spørgsmålstegn til den såkaldte fagkundskab.

Afskedsbrev

I går, da jeg var ude at gå, var jeg selvfølgelig tilregnelig og ikke spor psykotisk, men jeg var samtidig presset ud over det normale. Jeg gik og tænkte på mit fremmøde i ROPS på mandag, og det gav mig selvmordstanker, jeg ikke kunne tage afstand fra.

Det jeg frygtede ved mødet var, at jeg fik at vide at jeg ikke kunne få min autorisation som læge igen. Ude i Hedeland, satte jeg mig og tog min computer fra, og skulle til at skrive noget, der nærmede sig et afskedsbrev, som jeg ville lægge online. Jeg havde befundet mig ude i den isende kolde og blæst, der gjorde alt værre, og jeg var ret svmmel og havde det endnu mere skidt i end dagen forinden fysisk. På den computer, jeg havde medbragt, fandt jeg imidlertid ud af at jeg ikke kunne skrive på min dagbog, da teksten fyldte for meget (1,3 MB). Derfor måtte jeg opgive. Jeg skulle mødes med min ven, hvorfor jeg helt opgav mit forehavende. Hvis jeg ikke have haft den aftale, og hvis min ven ikke var så godt et menneske han var, havde der været en reel mulighed for at jeg havde begået selvmord i går. Fordi jeg ikke efter over fem år i et påtvunget helvede ville mere, og ikke kunne holde ud at jeg ikke måtte arbejde som læge. Jeg var sammen med min ven i flere timer, og da jeg endelig kom tilbage, havde jeg gået knapt 36000 skridt, og være udendørs i alt for mange timer.

I dag havde jeg ikke tankerne fra i går, hvorfor jeg også turde skrive ovenstående, men én ting var sikkert: Hvis jeg på mandag ikke fik en plan for hvordan jeg kunne få min lægeautorisaton igen, ville jeg overfor psykiateren fremstå upåvirket, men derefter sende en sidste mail, et afskedsbrev, rundt til samtlige kapt 16000 læger, hvis mail-adresser jeg lå inde med, og dernæst tage livet af mig selv. Jeg kunne mærke at det beroligede mig at det ville stoppe på mandag uanset hvad. Langt de fleste mennesker ville handle som jeg, og det var uhyggeligt at systemet kunne tvinge mig til at begå selvmord. I morgen måtte jeg forberede mig.

I går besøgte jeg først en bekendt, der boede i nærheden. Bagefter købte jeg en Tranbjerg kommode i Jysk til 450 kroner. Resten af pengene var øremærket til mad til resten af måneden, der var ikke råd til noget som helst andet. Det var overordentligt hårdt at bære kasserne hjem.

Billede. Alt for tungt møbel.

I formiddags tog jeg afsted cirka klokken halv ni. Det var så koldt at jeg besluttede at starte med at træne på powertrack banen i Hedeland, hvilket jeg erfaringsmæssigt vidste ville give mig varmen i op til et par timer efterfølgende. Jeg vandrede rundt på må og få, sad i læ, når jeg kunne, og tog en bus når det blev for koldt. Jeg vendte hjem lidt over 16 om eftermiddagen. På grund af den isende vind, gik jeg konsekvent rundt med mundbind på. Jeg var udtalt svimmel i længere tid end jeg plejede, og fingrene, ørene og kinderne var lang tid om at blive varme igen.

Alt det var intet i forhold til hvordan jeg havde det psykisk: Jeg kunne ikke holde ud at tænke på at jeg skulle i ROPS i morgen og med overvejende sandsynlighed modtage den endelige dødsdom. Det eneste jeg kunne tænke på var at skrive det afskedsbrev og få det afsluttet. Det var så ulideligt at tænke på i morgen, at jeg ville have overfaldet forbipasserende, hvis de havde kigget forkert på mig.

Den eneste grund til at jeg ikke gjorde alt det var, at udlejer venligt spurgte mig, om jeg kunne holde varmen, da jeg trådte ind ad døren. Så vidste jeg at jeg kunne holde ud til i morgen. Men det primære problem, dødsdommen, forsvandt desværre ikke, og jeg vidste at det kun blev livstruende værre, for hver dag, der gik, og at jeg afsluttede det, hvis jeg ikke fik en plan eller et håb i morgen. Jeg havde lagt plan for præcis hvad jeg så ville gøre.

Selvfølgelig var jeg stadig ikke det fjerneste psykotisk eller til fare for andre, jeg fejlede intet psykisk eller fysisk, jeg var stadig tilregnelig, og alle mine problmer skyldtes stadigt at jeg ikke kunne få min lægeautorisation igen, så jeg kunne tjene penge til mad, lejlighed, møbler, og alt andet. Det lod til at det var mine bødler, der skulle beslutte om jeg måtte få min autorisation igen, som de var skyld i at jeg mistede, på et forkert grundlag, og det var både absurd og nedslående. Mine bødler var stadig ansvarlige for at jeg - selv om det lød polemisk og overdrevet - var i reel livsfare. Det berettigede at jeg gjorde hvad som helst, der ville sikre min overlevelse på både kort og lang sigt. Det danske retsvæsen havde svigtet mig fælt, og det var efter min opfattelse defekt og intet værd, når det kunne dømme en psykisk rask og ikke-psykotisk læge til døden, eksekveret ved tvangsbehandling med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin.

Oprydning

Jeg ryddede op på værelset, så alt var så parat som muligt, og så udlejer havde så få problemer som muligt. Jeg ville vente med at offentliggøre de breve jeg var i gang med at skrive til i det sekund, jeg var ude ad døren efter Peter Worm Jantzen med beklagelse i stemmen havde bekendtgjort at jeg ikke fik min autorisation igen, fordi mine bødler ikke ville have det, hvorfor jeg blev fastlåst i den torturlignende tilværelse. Jeg ville sende alt til alle for sidste gang. Jeg gad ikke mere. Det kunne være at jeg fik en god nyhed, hvorved jeg intet ville foretage mig, men det var en latterlig tanke, det var falsk håb, og det var ikke noget jeg gad at tænke på. Jeg fejlede intet psykisk, jeg fejlede intet fysisk, der var ikke hjemmel til at tvangsindlægge eller tvangstilbageholde mig, og i Danmark var det lovligt at tage livet af sig selv.

Den praktiserende læges dødsdom af mig

Der var intet at gøre. På grund af den dyssociale (psykopatiske) praktiserende læges overgreb og fejldiagnose, befandt jeg mig i en situation, hvor jeg knapt nok havde penge til mad, og Peter Worm Jantzen fortalte mig at han nu havde undersøgt sagen og havde fået at vide, at jeg skulle have en advokat, hvis jeg skulle have en minimal chance for at generhverve min autorisation som læge. Det var jeg klar over i forvejen, og jeg havde for år tilbage kontaktet den gratis retshjælp, som ikke kunne hjælpe mig dengang, så hvorfor Peter Worm Jantzen troede det nu var anderledes, var et godt spørgsmål, men det var sødt af ham at kontakte retshjælpen for mig, hvilket han var den første psykiater til at gøre.

Således havde Den praktiserende læge givet mig en dødsdom, et faktum, jeg var klar over allerede da jeg flygtede fra politiet for over fem år siden, da førnævnte læge havde tvangsindlagt mig uberettiget på røde papirer. Jeg var dengang på ingen måde psykotisk eller til fare for mig selv eller andre, det kunne man jo høre på min optagelse, og dermed var Den praktiserende læge skyld i alt efterfølgende. Den praktiserende læge havde ved hjælp af politiet udsat mig for vold og frihedsberøvelse, hun havde rettet falske anklager mod mig til Stryrelsen for Patientsikkerhed, hun havde løjet i det juridiske dokument som en tvangsindlæggelseserklæring var, hun havde tvunget mig fra hus og hjem, ødelagt mit liv og min fremtid, og hun var sluppet godt fra det. Det var alt det, jeg havde reageret på. Den praktiserende læge havde skadet mig uendeligt mere, end jeg havde skadet hende. Hun var langt mere kriminel end jeg, og hun startede såmænd. Det var hende, der skulle være tvangsindlagt, ikke mig. Nu tjente hun vel et par millioner om året, mens jeg som følge af hendes overgreb og misbrug sad på en bænk i en park i Søborg i isende kulde og skrev på en gammel laptop, som politiet i øvrigt havde stjålet fra mig i over to år, fordi Den praktiserende læge og Styrelsen for Patientsikkerhed havde bildt politiet ind at jeg havde hacket det fælles medicinkort. Det danske retsvæsen var til at lukke op og skide i. Ud fra en rationel betragtning var det en fordel hvis jeg overtrådte loven og blev fængslet eller tvangsindlagt, idet jeg så ville kunne spare op til den advokat, der var min eneste mulighed for at få min autorisation som læge igen.

Billede. Konsekvensen af Den praktiserende læges overgreb for fem år siden.

Det håb Peter Worm Jantzen havde givet mig var så urealistisk og spinkelt, at det var det samme som intet håb, og jeg tvivlede stærkt på at det kunne holde mig i live i 14 dage til næste gang jeg skulle tale med ham. Hvis jeg i en fantasiverden forestillede mig at Peter Worm Jantzen ved at tage kontakt til den gratis retshjælp, brugte samlet set ret få minutter på forehavnet, og derved skaffe mig min lægeautorisation tilbage - hvorfor havde hans foregænger Hans Raben så ikke gjort det, og derved sparet mig for halvandet års afsavn og lidelse? Hvorfor havde Hans Raben intet foretaget sig, udover at sidde på hænderne og observere, at det gik dårligere og dårligere for mig? Hvad var dét nu for noget?Hvorfor havde sygeplejerske Lars' forgænger Susanne Emde heller ikke foretaget sig det fjerneste for rent faktisk at hjælpe mig? Min fornemmelse var, at Lars ikke rigtig havde kontakt til virkeligheden, hvilket skyldtes hans velmenende og dumme spørgsmål, men jeg vidste at Susanne var skarp nok, og godt var klar over hvad der foregik.

Jeg var hjemme cirka kvart over otte om aftenen, efter at have været udendørs siden halv tre. Jeg nåede at gå 30913 skridt. Jeg havde ikke taget skiundertøj på som normalt, så den kolde vind gik lige gennem tøjet og gjorde ben, armen og ansigt følelsesløse. Det var så koldt at vejene var dækkede af hvid frost og is. Til sidst gik det op for mig, at jeg måtte tage bussen, selv om jeg skulle spare på rejsekortet. På det tidspunkt var jeg en smule konfus, og kom til at gå i den modsatte retning et stykke tid, indtil jeg tilfældigvis så et skildt, der fik mig til at undre mig, hvorefter det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Da jeg sad og ventede de 11 minutter, der gik indtil bussen kom, var jeg ved at falde i søvn. Brusebadet derhjemme gjorde ondt i ekstremiteterne, og hjalp ikke helt i forhold til at få varmen i fødder og hænder, og jeg havde det ikke fremragende rent fysisk.

Flere løgne

Jeg kom i tanke om endnu en løgn, Den praktiserende læge havde fremsat, denne gang i retten: Så vidt jeg huskede, påstod hun vredt, at jeg havde kastet en sten ind af hendes konsultationsvindue, og dermed bragt hende i livsfare. Det var løgn. Det havde jeg aldrig gjort. Og det satte mig i endnu dårligere lys overfor dommeren. Var Den praktiserende læge da ikke under vidneansvar? Hvis hun var det, måtte hun så gerne lyve? Når det nu var løgn, at jeg skulle have kastet noget ind ad hendes vindue, skulle hun så ikke straffes for at lyve under vidneansvar? Det var ikke en ligegyldig og triviel løgn, den skadede mig i høj grad. Den praktiserende læge havde også misbrugt mit CPR-nummer, noget der var dokumenteret sort på hvidt, samtidig med at hun rettede falske anklager til Styrelsen for Patientsikkerhed mod mig for at misbruge hendes CPR-nummer, hvilket var løgn, hvorfor der da heller intet bevis eksisterede på hendes paranoide og psykotiske påstand. Men når hun brød loven, var det helt i orden, you go girl.

Jeg havde intet tilbage, intet positivt at leve for, og intet håb. Hvad forventede man, at jeg skulle gøre, og hvordan troede folk, at de selv ville reagere i min situation? Nu var det på tide at begynde at skrive rundt.

Selv om jeg var dødtræt i nat kunne jeg ikke sove før omkring klokken 5 om morgenen, fordi jeg lå og tænkte på samtalen med Peter Worm Jantzen og Lars Andersen. Jeg var dybt skuffet over resultatet af samtalen og over Peter Worm Jantzen. Jeg havde nok sat ham op på en piedestal, hvilket var min egen fejl. Han var trods alt kun et menneske, og måske havde han også været "Svindellægens" læsemakker, eller forsket sammen med ham. Peter Worm Jantzen ville ikke forholde sig til selve årsagerne til min reaktion, han ville ikke forholde sig til det svineri og de klokkeklare ulovligheder Den praktiserende læge og Svindellægen havde begået, og som alle ande i systemet faldt han tilbage på paragraffer og juridiske termer, når han ville sable mig ned. I nat var jeg så nedtrykt og fortvivlet over min håbløse situation, at jeg var akut selvmordstruet. I dag var jeg det ikke, men jeg kunne ikke vide hvad der skete i nat eller i morgen, og det blev hele tiden værre.

Jeg kunne umuligt vente 14 dage til at Peter Worm Jantzen havde talt med den gratis retshjælp. Problemet var, at hvis jeg betroede mig til nogen inden for systemet, ville det resultere i en tvangsindlæggelse, og det var morbidt ironisk, da mine selvmordstanker netop og udelukkende var forsaget af selv samme system. Derfor ville det være den sikre død at indlægge mig. Det var sjovt nok præcis det jeg havde skrevet til Camilla Elvekjær i 2015 før hun uberettiget tvangsindlagde mig på røde papirer. Jeg begreb ikke, hvorfor det var så svært for psykiaterne og lægerne at forstå. Måske handlede det i virkeligheden om én eneste ting, nemlig at de bedrev defensiv medicin, og skulle have dækket deres egen ryg, idet ingen havde mod til at risikere at havne på forsiden af Ekstra Bladet, ifald de havde undladt at tvangsindlægge en selvmordstruet patient, som efterfølgende gjorde alvor af truslen. Psykiaterne gjorde altid primært hvad der var godt for dem selv i enhver tænkeig situation, ikke patienten, og det var selvfølgelig dybt amoralsk. Der var således flere årsager til at de ansatte i systemet var de sidste jeg ville betro mig til. Hvis det mod forventning lykkedes Peter Worm Jantzen at give mig min autorisation som læge tilbage, var jeg ham dybt og evigt taknemmelig, men i modsat fald var han en del af problemet, og hvert sekund jeg var tvunget til at tale med ham skadede mig overordentlig meget psykisk. Han virkede oprigtigt som et godt menneske, hvilket var unikt inden for psykiatrien, og det måtte være svært for ham at acceptere at han først og fremmest skadede mig.

Der gik iøvrigt et par timer før blodcirkulationen vendte helt tilbage i hænderne i går, og i dag producerede jeg purulent ekspektorat, men var ellers feberfri, og hostede ikke. Der var ingen tvivl om at den vedvarende svære stress eroderede mit immunsystem, og gjorde mig fysisk syg.

Jeg var ude fra lidt i ti til lidt over 17. Jeg var fuldstændig drænet for energi, og jeg orkede ikke at gå særligt meget. I bussen og på bænkene sad jeg og blundede, og i sidstnævnte tilfælde var det med tre engangsmundbind og halstørklæde snørret rundt om hovedet for at beskytte mod den kraftige og iskolde vind. Jeg var godt nok ude i Hedeland og lave pullups, men det var en kamp, og jeg præsterede ikke det jeg plejede. Bagefter var jeg nødt til at sidde i flere minutter på en bænk for at sunde mig. Jeg oplevede flere kortvarige episoder af trykkende venstresidige brystsmerter, og det var ubehageligt, omend sikkert ganske fredelige ekstrasystoler. Det var svært at vurdere om jeg havde feber, for når jeg var ude, var det meget koldt, og når jeg kom ind brændte kinderne. Jeg gik meget, men jeg kørte også en del med bus, og de steder jeg færdedes hørte til de mest coronaplagede i landet. Derfor var jeg yderst omhyggelig med at spritte af, og jeg havde altid en lille flaske med håndsprit med mig. Mine endagskontaktlinser voldte problemer, den kraftige vind, kulden og den periodevise kraftige sol havde de ikke godt af.

Billede. Isen på badebroen var smuk.

Billede. Fandt et sted med læ i klitterne.

Social isolation

"Men hvad har coronakrisen egentlig kostet både økonomisk og for vores folkesundhed? Og hvilke langsigtede konsekvenser vil coronakrisen få for vores sundhed?

(https://www.dr.dk/nyheder/indland/coronakrisens-langsigtede-konsekvenser-bekymrer-eksperter-kan-risikere-tabe-de)

Det, Rikke Lund fortalte, havde jeg stiftet bekendtskab med allerede i 2015, da jeg blev kasseret på Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet, fordi Svindellægen havde sørget for, at jeg ikke måtte blive speciallæge, og derfor var uønsket. Læg dertil fornedrelsen og ydmygelsen ved at være tvunget til at møde op i ROPS hver fjortende dag. Det var ikke til at bære, og dem, der kritiserede og hånede mig, anede ikke hvad det var for vilkår, jeg var underlagt, de have aldrig på egen krop følt hvor ødelæggende det var, og derfor var deres fordømmelse intet værd. Hvis de fik det bedre med dem selv ved at latterliggøre mig, så var jeg glad på deres vegne, men overfor mig skulle de holde deres kæft, og glæde sig over at de havde job, familie og fremtidsudsigter. Social isolation var psykisk tortur, og man kunne få folk til at sige og skrive hvad som helst, hvis man udsatte dem for tortur. Sådan var og havde det også været for mig, og det skammede jeg mig ikke over, selv om jeg selvfølgelig heller ikke var stolt over det. Jeg var sikker på at jeg nok skulle klare den i nat, om ikke andet fordi jeg var så træt at jeg kom til at sove igennem.

Jeg var apatisk, fortvivlet og nedtrykt, men jeg havde ingen selvmordstanker eller impulser. Der var ikke andet at gøre end at gå i seng, selv om klokken kun var lidt i 20.

Den ubehagelige trykken i venstre side af brystet tiltog, varede længere og længere tid, og forhindrede mig i at falde i søvn. Jeg kunne heller ikke lade være med at rumminere over min håbløse situation. Jeg ville forfærdeligt gerne fokusere på noget andet, men det var umuligt, som jeg lå i mørket og vendte og drejede mig. Jeg havde igen mistet alt, jeg med stor møje og besvær havde bygget op: Det meste af det netværk, jeg havde skabt i området, havde jeg mistet kontakten til igen. Jeg var igen på vej ned i det sorte hul, og der var vist ingen tvivl om hvad årsagerne til det var.

Jeg lå også tænkte på hvor jeg skulle tage hen i morgen, og jeg anede det ikke. Jeg kunne sagtens koncentrere og fordybe mig, men der var intet, jeg interesserede mig for længere. Jeg kunne slet ikke vente i 14 dage på hvad Ps havde fundet ud af. Det kom til at ende helt galt, al initiativ og motivation var pist væk. Når man ødelagde mennesker, skulle man gøre arbejdet ordentligt, og få dem slået i hjel af ens venner i psykiatrien med tvangsbehandling med livsfarlig medicin, eller gøre tilværelsen så trøstesløs for dem, at de tog deres eget liv. Hvis de mennesker, man ødelagde overlevede, men intet havde at miste, og intet havde at leve for, kunne det ende galt. Når man på grund af en åbenlys fejldiagnose fjernede ens forsørgelsesgrundlag og livsværk, risikerede man at ofrene blev vrede, ja, faktisk rasende. Så gjaldt det om at berigtige fejldiagnosen i en fart, men var man for arrogant og grandios og nægtede, så satte man ens offer i en umulig og ulidelig situation, der ikke var nogen vej ud af. De foranstaltninger man havde i Danmark til at sikre at arrogante praktiserende lægers, psykiateres og embedslægers fejldiagnoser blev korrigeret, var defekte, og sovsede ind i interessekonflikter.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle give mig i kast med, jeg kunne ikke holde ud at se mere Netflix, og der var ingen steder, jeg havde lyst til at gå hen. Der var aldrig gode nyheder, og jeg orkede ikke at tjekke hvor meget, der stod på min konto, for jeg brugte kun penge på billig mad, og jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til, når jeg løb tør for penge igen. Så stod den på sult igen igen, og det magtede jeg ikke at tænke på. På et tidspunkt, når jeg stod i Aldi, ville mit kort blive afvist, og så vidste jeg, at jeg var på røven. Det var helt utroligt, at blandt andre psykiaterne ikke fattede hvor modbydeligt det var, og at jeg aldrig øslede mine penge bort, men jeg kunne jo ikke blive ved med at prøve at forklare dem det. Jeg fattede heller ikke, hvorfor der ikke var nogen "voksne", der greb ind, men hvad skulle jeg gøre? Det handlede vel om den naturlov, der gennemsyrede det offentlige system, der hed "magelighed" - der var selvfølgelig markante undtagelser, Peter Worm Jantzen blandt andet - men de fleste gjorde bare som de plejede, og spildte ikke energi på at tænke kritisk og selvstændigt, og jeg vidste, at jeg langt fra stod alene med den oplevelse. Det var derfor vigtigt at hylde de ildsjæle, der lyste op i mørket, og en af mine venner havde nogle eksempler på offentligt ansatte i kommunen og psykiatrien, der havde hjulpet ham enormt meget, og hvis jeg en dag fik overskud til det, var han klar til at lade mig interviewe ham om disse mennesker, så jeg kunne skrive om dem, og hvorfor de var guld værd.

Det var nu ikke fordi jeg havde høj ancinnitet i systemet sammenlignet med dem, jeg omgikkes, men ikke desto mindre drømte jeg om at skrive en bog om hvad der virkede og hvad der absolut ikke gjorde i systemet, og her var det oplagt at få mine bekendte til at berette om deres erfaringer. Jeg kunne sagtens være nuanceret, hvis det skulle være, og bogen skulle være konstruktiv, og ikke kun indeholde brokkeri. Der var så mange lavt hængende frugter at plukke, og det jeg i al beskedenhed kunne bidrage med var, at jeg havde været på begge sider i systemet. Det kunne derfor også være fedt at tage kontakt til andre med en relevant faglig baggrund, der også havde været på begge sider, socialrådgivere, socialpædagoger, og sygeplejersker eksempelvis. Det var sikkert noget, der var lavet tidligere, men det var værd at arbejde videre med ideen. Min erfaring var, at de fleste nye tiltag inden for psykiatrien, eksempelvis, var udarbejdede af skrivebordsgeneraler, der ikke anede, hvad de lavede, og det resulterede i dyre og tåbelige tiltag såsom sanserum og NADA behandling. Fancy prestigeprojekter, en afdeling eller kommune kunne profilere sig på, men som var virkningsløse.

Noget andet, der kunne være virkelig gavnligt, var at lade ansatte i kommune og psykiatri udtale sig anonymt om utilfredsstillende forhold for patienter og borgere. Det behøvede ikke at være de store afsløringer, det skulle netop være de små forhold i dagligdagen, som medierne ikke gad at skrive om, men som samlet set var meget skadelige og ressourcekrævende. Igen var det nok noget, der var blevet lavet i forvejden, men min fornemmelse var, at det i såfald var udført af arbejdsgiverne, og at medarbejderne ikke turde være helt bramfri. Og selv hvis man havde den viden, der skulle til, var det ikke sikkert, at den blev implementeret, og et fremragende eksempel på det, var den enorme forskel, der var på afdeing 81, som fungerede nogenlunde, og så R3, som var et helvede på jord, hvor intet fungerede, især ikke de ansatte.

Ja, der var meget, jeg kunne lave, men tilbage til virkeligheden igen, var jeg sat skakmat på grund af enkelte rådne tidligere lægekolleger, og et retsvæsen, der ikke fungerede. Ofte tænkte jeg, at det var omsonst at kæmpe videre for at få lov til at leve et værdigt liv, og at jeg skulle have begået selvmord umuddelbart efter Den praktiserende læges overgreb, da jeg jo allerede på det tidspunkt vidste at mit liv var ødelagt, og den mulighed var desværre stadig yderst realistisk. Jeg kunne ikke holde ud at leve den tilværelse hun havde skabt til mig, hvor livet langsomt blev klemt ud af mig, hvor det hele tiden blev værre og mere uudholdeligt, og hvor tiden arbejdede imod mig. Hun og hendes venner havde gjort et godt stykke arbejde med at smadre mig psykisk og fysisk, og gøre alt jeg sagde utroværdigt. I den sammenhæng var den ellers alvorlige coronapandemi for intet at regne.

Jeg kunne heller ikke sove i nat før omkring klokken 4. Det var længe siden jeg havde haft det så dårligt psykiisk, og det var ikke rocket science at regne ud hvad årsagen var, nemlig det katastrofalt skuffende og ubehagelige fremmøde i ROPS i foregårs. Jeg havde det så elendigt at jeg måtte fokusere på ikke at gøre noget aktivt for at afslutte pinslen. Det var dybt amoralsk og uansvarligt at behandle nogen på den måde. Når den eneste kontakt man havde med andre mennesker var dybt fornedrende, var det et alvorligt problem. På den ene side var jeg taknemmelig for Ps hjælp, på den anden side var det alt for lidt, alt for sent, og hvorfor gjorde han det ikke for halvandet år siden? Det tog ikke ham mere end ti minutter at tale med den gratis retshjælp, men de få minutter ville bogstavgligt talt redde mit liv potentielt set. Og hvor stod det i den danske straffelov, at jeg skulle udsættes for psykiisk tortur resten af mit liv? For det var det jo at skulle tvinges til at møde op i ROPS, og blive behandlet som noget man ikke var. Hvis folk vidste hvordan det var, ville de få et chock. Jeg kunne ikke holde til det svineri, og hvis jeg ville gøre mig håb om at overleve, måtte jeg flygte fra Danmark til et land, hvor psykiatri og retsvæsen ikke var defekt, og hvor mennesker kunne tænke selv. Fysisk var jeg totalt udmattet, og jeg sad og blundede i både bussen og på flere bænke.

Københavns Vestegns Politi

Jeg havde det rigtig skidt, og var derfor nødt til at tage hjem, da jeg ikke kunne sidde og sove på en bænk på Ishøj Station eller foran Hundige Storcenter. Når jeg havde det allerværst, var det klart, at der selvfølgelig skete noget, der fik mig til at have det endnu værre, og det var et brev fra Københavns Vestegns Politi, som udlejer havde lagt til mig. Det var så ubehageligt, at jeg bogstavligt talt var ved at kaste op. Jeg åbnede det, og kunne læse at Københavns Vestegns Politi igen havde frikendt sig selv: Politiet skulle ikke på foranledning oplyse deres tjenestenummer. Det gjorde mig rasende at læse det, som S, juridisk konsulent i Københavns Vestegns Politi havde afgjort. Jeg skrev tilbage til hende med det samme:

Kjeld Andersen."

Af alle betjente, jeg havde stiftet bekendtskab med fra Københavns Vestegns Politi, var der så vidt jeg kunne huske kun en enkelt, der var hæderlig. Jeg kunne have skrevet et venligere brev til Charlotte, men jeg orkede ikke mere. Der var engang jeg trode at politiet var de mest korrekte, ordentlige, ansvarsbevidste og grundige mennesker i Danmark, og jeg var ubetinget tillidsfuld i forhold til dem, samt autoritetstro, men så blev min familie og jeg chikaneret af dem syv gange, og det tvang mig til at søge væk fra min familie, og mine venner for den sags skyld, for at beskytte dem fra yderligere overgreb.

Jeg kunne virkelig ikke klare mere, det var som om jeg brændte, mine øjnlåg var hævede, øjnene blanke, og når jeg havde sovet, måtte jeg sende min tekst rundt igen. Eller måske skulle jeg nøjes med Folketingets Retsudvalg igen. Det var vigtigt at landets læger, og politikere blev gjort bekendt med hvordan politiet fungerede i forhold til den enkelte borger. Pressen skulle ihverfald have en kopi. Men hvorfor hidsede jeg mig egentlig op over politiets opførsel? Det var jo ligegyldigt, ligesom det hele var ligegyldigt. Regler var til for systemets skyld, men de gjalt jo ikke for systemet selv. Det var en joke, og jeg burde bare grine af det, og lade være med at spilde tiden med at varetage egen retssikkerhed. Måske blev jeg behandlet så ringe af politiet fordi de troede på det vrøvl de kunne læse at Retspsykiatrisk Klinik havde skrevet om mig i deres journal? Hvis jeg faktisk var psykotisk og utilregnelig, var det jo berettiget at behandle mig som affald. Gad vide hvordan de mennesker ville have det hvis det de udsatte mig og min familie for skete for dem? Det ville de da ikke finde sig i, de ville også blive desperate på et tidspunkt. Jeg var ganske udmærket klar over at politiet hadede og latterliggjorde mig, men det var kørt alt for langt ud, og jeg var ligeglad med deres eventuelle repressalier på nuværende tidspunkt.

De såkaldte trusler mod Styrelsen for Patientsikkerhed, som IKKE var trusler, skyldtes afgrundsdyb desperation over at jeg havde fået at vide af politiet i forbindelse med en af deres mange uberettigede ransagninger, at ransagningerne var sket på foranledning af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det kostede mig livslang tvangsbehandling, for det danske retsvæsen var retfærdigt på den måde, men det illustrerede at alt ting skam hang sammen: Myndighedernes magtmisbrug og overgreb resulterede i fortvivlelse og bemærkninger udtalt uden at der var tænkt over dem først. Det var naturligvis klart at jeg ikke kunne tillade mig at blive desperat over årelang chikane, og at det måtte straffes med de facto aflivning.

Det var kritisk at nogen tog sig sammen og gjorde noget. Hvor var Institut for Menneskerettigheder? Hvor var Ombudsmanden? Hvis jeg blev udsat for det jeg blev udsat for, blev andre det selvfølgelig også, eller også var de i risiko for at blive behandlet som jeg, og derfor var min situation relevant for andre, i al beskedenhed. Var det virkeligt for meget at forlange at blive behandlet ordentligt? Var samfundets institutioner virkeligt så forrådede at man fortsatte med at ødelægge mig psykisk og fysisk? Der måtte da være bare en enkelt bureaukrat, der havde dårlig smag i munden, og om ikke andet, så anonymt tippede nogen om det.

Jeg måtte hellere blive coronatestet i en fart, så jeg bestilte en tid på nettet til senere i aften. Jeg var ligeglad med om jeg havde den eller ej, men af hensyn til udlejer måtte jeg afsted og få det afklaret. Hvis testen var positiv, skulle jeg i isolation.

Jeg var ude klokken 21.45 og blive testet. Jeg sejlede rundt med feber og kvalme. Der var -5 grader, og det blæste en smule. Jeg havde siddet og læst på stationen i en lille time, men kom alligevel 45 minutter før tid, så jeg gik rundt i området indtil det blev min tur. Selve testningen foregik overraskende let, det hele kørte som smurt, og testeren var meget venlig. Jeg samlede på venlige mennesker, der var ikke noget der var bedre end venlige mennesker. Jeg var meget træt og sad og blundede i bussen, men så snart jeg kom hjem og lagde mig i sengen kunne jeg ikke sove.

Det trykkende ubehag i venstre side af brystet var kommet igen, og der var ikke tale om hjertebanken. Det var sikkert belastning, og som læge vidste jeg godt hvad det betød på sigt, og det var bekymrende. Det var meget skadeligt for helbredet at blive sjoflet og chikaneret af myndighederne, og det var bogstavligt talt den måde man døde af stress på. I et rigtigt retssamfund ville sådan noget ikke forekomme, men på grund af psykiatrien var Danmark ikke et rigtigt retssamfund. Det var ikke nogen overdrivelse, og jeg var ikke i tvivl om at eftertiden ville se tilbage på psykiatrien som en kræfsvulst på lægestanden. Jeg kunne skrive en bog om de mennesker jeg havde mødt og deres dårlige erfaringer i psykiatrien. Det var helt vildt hvor meget og hvor længe psykiaterne behandlede de sagesløse patienter med antipsykotika. Alle jeg kendte, der fik det lort, var plaget af svært sundhedsskadelige bivirkninger, og alle kunne fortælle hvor forfærdeligt det var at være totalt handlingslammet af medicinen, og bare sidde i deres lejlighed og kigge ud i luften, mens årene gik, og hvor godt det var når deres egen læge, ikke psykiateren, eller når de selv nedtrappede medicinen. Den praktiserende læges overgreb havde været nådesløst, og den alvorlige fejldiagnose hun havde givet mig, var en dødsdom. Derfor blev hun nødt til at korrigere den, og hvis hun var for rethaverisk og arrogrant til at gøre det, måtte andre og mere ansvarsfulde og voksne mennesker gøre det for hende. Jeg var sgu ligeglad, men jeg kunne aldrig acceptere hendes dødsdom, uanset hvor meget hendes veninder og venner truede og intimmiderede mig. For mig drejede det sig om selve min eksistens, for hende drejede det sig om forfængelighed. Hvad ragede det mig at jeg blev truet med tvangsindlæggelse pg fængsling for ikke at acceptere hendes dødsdom? Som om det betød noget. Jeg var ikke så "psykisk sårbar" som idioterne troede. Det mest ulidelige var ventetiden, ikke selve myndighedernes overgreb.

Gåtur

Jeg havde ikke kunnet falde i søvn i nat som følge af politiets brev. Hvor var det dog tarveligt og under lavpunktet den måde de behandlede mig på. Samtidig med at jeg var maksimalt presset både psykisk og fysisk, skulle jeg forholde mig til slags svineri. Jeg kunne huske den pågældende politiassistens makkers tjenestenummer, selv om jeg kun så det kortvarigt en enkelt gang for snart tre år siden (24238), og så kunne han ikke engang huske sit eget tjenestenummer, og han havde ikke eksekutive evner til at fremskaffe det. Det var godt nok pinligt og useriøst, og jeg skulle nok sørge for at gå all-in på det, og følge sagen til dørs.

Hvor om alt ting var, så havde jeg det fortsat dårligt med udtalt svimmelhed, kvalme og feber. Jeg havde godt af at gå en lang tur oven på i går, men udover min fysiske tilstand, var det ret koldt udenfor, og selv om jeg sad i solen og læse i den nyeste bog, jeg havde fundet i tagselv bogreolen ved stationen ("Et liv i rødt og grønt" af Morten Lange), varede det ikke længe før jeg frøs så meget at jeg var tvunget til at bevæge mig. Jeg var totalt udmattet og havde ikke lyst til at gøre andet end at ligge i sengen, men takket være politiet kunne jeg ikke holde ud at være hjemme, og desuden turde jeg ikke risikere at være til for meget besvær for udlejer ved min tilstedeværelse af frygt for en opsigelse af mit lejemål, og skete det, ville det være helt uoverskueligt. Jeg ville hellere dø end tilbage på forsorgshjemmet, og jeg havde ingen penge overhovedet.

Svar på coronatesten

De to gange jeg havde logget ind for at se testsvaret, havde der været tekniske problemer, så jeg måtte forsøge igen i morgen. Der var vist ingen tvivl om at noget var helt galt, men de andre infektionssygdomme holdt ikke ferie fordi COVID-19 var den nye dreng i klassen. For ikke at eksponere udlejer sprittede jeg alt af.

Også i dag kom jeg vidt omkring, men jeg fik desværre ikke målt skridtantal, da mit ur var løbet tør for batteri. Jeg var dog non-stop udendørs fra ca. 10.30 til lidt over 20 her til aften. Den sidste times tid havde jeg siddet og læst på stationen, og jeg var ret afkølet til sidst. Hjemme igen brændte mine kinder, faktisk hele ansigtet, og jeg var meget utilpas. Hosten var ikke blevet bedre. Det eneste positive ved min tilstand var, at jeg ikke havde overskud til at kære mig om repressalier fra politiet eller psykiatrien. Om jeg lå i min egen seng, i sengen i en fængselscelle eller på en lukket psykiatrisk afdeling var lige meget nu.

Billede. Meget smukt og meget koldt vejr.

Billede. Siluet af en gravhøj på vej fra Sengeløse.

Coronaadfærd

Når jeg bevægede mig rundt på Vestegnen kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til hvordan folk håndterede coronarestriktionerne. Der var en række fællestræk, der karakteriserede forskellige grupper af personer. Der var de unge i mindre grupper, der ikke bar mundbind, måske for at provokere, for at vække opmærksomhed, som et statement, for at gøre oprør, eller for at positionere sig inden for gruppen. Uanset hvad, så gjorde de det på bekostning af deres medmenneskers liv og helbred. Der var også enkelte voksne, som ikke bar mundbind, ikke havde synligt tegn på at de var undtaget, og ikke fremstod som om at de var undtaget. Jeg så ingen der kommenterede det, og jeg gjorde det heller ikke selv. Der var også dem, som ganske vidst bar mundbind, men som ikke havde luret at næsen også skulle dækkes. På den måde var det lidt mere symbolsk. Det var mundbindene. Der var også afstandskravet, som de fleste forstod og overholdt, men der var også både dem, som ikke holdt afstand, selv om de var få, og dem, der eksempelvis i køen i supermarkedet demonstrativt stod mindst fire meter fra den foranstående. Og dem som ikke handlede ind alene, men med hele familien.

Der var også enkelte, der udover visir og mundbind, også bar engangshandsker og afsprittede håndtagene på indkøbskurvene. I forhold til at afspritte hænderne, var der vel omtrent lige så mange der gjorde det, som ikke. Noget der virkede som om at det blev underprioriteret, var alle de steder hvor folks fingre og hænder spredte smitte: Det var alt fra butiksvarer, som man tog op, kiggede på og lagde tilbage igen, til dørhåndtag, gelændre, automater, eksempelvis billetautomater, stænger i busserne, som man holdt fast i, rejsekorttjeckindautomaterne og hæveautomaterne mv. Generelt var det dog imponerende så mange, der overholdt restriktionerne som de skulle.

Palle alene i verden

Hvad folk talte om i al almindelighed, hvad der var in, hvad man syntes om alt der havde med coronapandemien at gøre, var jeg ikke klar. Jeg var som et spøgelse, og jeg talte stort set ikke med andre mennesker længere. Det var ligesom i filmen den 6. sans, bortset fra at jeg godt vidste at jeg ikke eksisterede. Jeg fulgte dog med i alle de store online nyhedsmedier, så jeg var ikke helt afkoblet. For mig var coronarestriktionerne en kvantitativ ændring af hvotdan det havde været i flere år for mig, ikke som for de fleste andre en kvalitativ ændring af deres levevilkår. Der dukkede flere og flere artikler op om de afledte konsekvenser af restriktionerne, som handlede om skadevirkningerne på bl.a. det psykiske velbefindende, og jeg tænkte at det var helt rigtigt, men at flertallet af danskere ikke havde oplevet noget som helst endnu - social isolation åd ens sjæl op, og på et tidspunkt ville folk blæse på restriktioner og helbredsrisici, og genoptage deres gamle tilværelse.

Jeg benægtede ikke hvor farlig COVID19 var i sig selv, men det var intet i forhold til skadevirkingerne af restriktionerne, og det var trods alt ikke den sorte død, der var tale om. For nogle var det tragisk nok fatalt, og for de ramte og deres pårørende var statistik ligegyldig, og det var frygteligt for dem, men for mange andre var det ud fra en kynisk betragtning værre med restriktionerne. For mig var alt det ligegyldigt, fordi jeg havde så mange andre problemer, der hver især var meget større. Jeg levede allerhøjst fra dag til dag, og hver dag var ulidelig. Der var ingen der kom og reddede mig længere, og det var min egen skyld, men det betød ikke at det var noget jeg realistisk set havde kunne gøre for, da det ikke var mangel på vilje til at opretholde relationer, men især myndighedernes chikane og det faktum at jeg var totalt ødelagt som menneske. Jeg kunne være død 1000 gange, og ingen ville have gjort noget for at forhindre det. Det var nådesløst, og det påvirkede mig også på den måde at jeg blev mere afstumpet. Hvis man blev behandlet som lort, var det svært at være glad og optimistisk og troen på mine medmennesker var pist væk.

Det blev værre og værre. Summen af belastninger oversteg mine ressourcer. På nettet kunne jeg læse at udmattelsen i befolkningen var nået til et punkt, hvor flere eksperter var begyndt at råbe vagt ved gevær. Jeg var ærligt talt led og ked af det hele. Jeg fik det selvmordsagtigt dårligt hver gang jeg mødte frem i ROPS. Uanset hvad jeg gjorde, hjalp det ikke, men at forblive passiv havde jeg prøvet, og det hjalp slet ikke. I skrivende stund var jeg villig til at gøre hvad som helst for at komme videre i tilværelsen, samtidig med at jeg næsten ikke kunne klare flere nederlag. Selv om jeg var oprigtig taknemmelig for Ps intervention i forhold til at fremlægge min sag for den gratis advokathjælp, var det et så spinkelt håb, at jeg ikke kunne forlade mig på det alene. Jeg regnede ikke med at det hjalp spor at skrive til de samme myndigheder igen, men jeg var simpelthen nødt til at gøre noget, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at overleve. Det var forbandet at jeg ikke havde kunnet få hjælp af nogle af dem, for jeg havde faktisk i starten troet på at de ville foretage sig noget, især fordi det var kritisk for mig. Omvendt var det sikkert min egen skyld, for jeg var kørt så langt ned, at jeg ikke kunne indgå i en dialog med dem, fordi jeg netop i de første år havde gjort præcis dette, og jeg havde også fremmødt fysisk op på deres adresser, hvilket især gjalt Ombudsmandens lokaler i Indre By.

Dengang var jeg ikke blevet taget alvorligt, hvilket jeg siden hen tilskrev, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde den tekst, jeg nu tilsendte myndighedere. Min pointe var, at jeg havde gjort det, jeg burde gøre nu allerede. Men det var som om at jeg ikke trængte igennem til dem. Det var ikke en sjov situation at befinde sig i, og til trods for at jeg ikke ville være uforskammet over disse mynigheder, i det tilfælde at de forgæves havde forsøgt at kontakte mig, men at jeg på det tidspunkt ikke havde ressourcerne til at gøre andet end at håbe på at de ville agere på mine vegne, var det vanskeligt for mig at finde ud af hvad jeg skulle foretage mig.

Mail til Ombudsmanden

"Kære Folketingets Ombundsmand

Hvad skal jeg gøre for at nogen gider at tage affære? Skal jeg udtrykke mig i mere kraftige vendinger? I mindre kraftige vendinger? Udfylde en særlig formular? Eller skal der virkeligt lig på bordet? Jeg kan snart ikke dette her længere. Jeg har gjort alt, jeg kunne, nu er det jeres ansvar."

Jeg sendte aldrig mailen fra i går. Det gik op for mig at modtagerne var ligeglade. Hvis Ombudsmanden rent faktisk ville have hjulpet mig, ville det nok være sket i 2014, da jeg først rettede henvendelse til institutionen.

Hvad skulle den enkelte danske borger gøre, hvis en omfattende katastrofe ramte landet, og alle myndigheder gik i alarmberedskab? Ihvertfald ikke ringe til Ombudsmanden. Hvis jeg kun havde penge på mit taletidskort til at ringe ét eneste nummer op, ville det aldrig være hverken politi, Ombudsmand, eller presse for den sags skyld. Hvis det virkeligt gjaldt liv og død, kunne man ikke regne med de danske myndigheder.

Tværdigimod var der en stor risiko forbundet med at kontakte myndighederne, hvis man var desperat og faktisk havde god grund til at være det, for de foretog sig ingenting, især ikke hvis ens problemer var bare en smule mere end ganske banale, og nemme at gå til. Jo mere desperat man blev, jo mindre alvorligt blev man taget, og til sidst ville myndighederne kontakte politiet, som ville få én tvangsindlagt på den nærmeste lukkede psykiatriske afdeling. Efterfølgende var man stemplet som kværulantforrykt, og alt man sagde var utroværdigt i andres ører.

I Danmark kasserede vi irreversibelt alle mennesker, der ikke var perfekte. Der var intet at gøre, når man først var stemplet som jeg, og ingen gad at gøre en ekstra indsats eller bare gøre sig en smule umage og give én en chance.

Flertallet af bureaukraterne levede i et beskyttet parallelsamfund, helt afsondret fra den virkelighed langt de fleste danskere befandt sig i. Den bureaukratiske mennesketype var autistiform borderline, og blev usikker og angst hvis ikke tingene passede perfekt i deres snævne kasser. Kasser som det langt fra var muligt at mase virkeligheden ned i. Derfor elskede bureaukraterne psykiaterne og deres reduktionistiske diagnoser. Jeg kunne kun alt for godt sætte mig i bureaukraternes sted, for jeg havde beklageligvis en snert af sammen tankegang, men dog heldigvis ikke i så udtalt grad at jeg ikke var i stand til at erkende det, og korrigere for det. George Orwell var ikke evig aktuelt for ingenting. De mest succesrige mennesker i et samfund som det danske, var dem, der forstod bureaukraterne, og kunne lede dem i den retning vedkommende ønskede, som de viljeløse får bureaukraterne var.

Jeg havde efterhånden ikke nogen samlet holdning til regeringen og dens embedsmænd, men jeg måtte virkelig tage hatten af for Barbara Bertelsen, fordi hun havde tænkt ud af boksen, og belært Sundhedsstyrelsen på dets eget ekspertområde, fordi Sundhedsstyrelsen var blevet alt for magtarrogant og doven. Det var opløftende at tænke på, og alene for den præstation fortjente hun at blive foreviget i form af en statue, der som en skamstøtte skulle stå foran indgangen til Sundhedsstyrelsen, så alle besøgende og ansatte blev mindet om denne styrelses hybris. Hvad angik psykiatrien som sektor kunne man passende fyre halvdelen af alle ansatte i samtlige faggrupper, og derefter begynde at skære ned.

Økonomi

På det område var der heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg havde tjekket min saldo i går, og kunne konstatere, at jeg havde omkring 1500 kroner tilbage til resten af måneden. Det var som det var. Rigeligt til mad, og nok også til et par optankninger på rejsekortet. Udover det manglede jeg ikke noget essentielt, forudsat at alt gik som det skulle. Lykkeligvis var vejret fremragende i dag med kun svag vind og solen skinnende fra en skyfri himmel. Hr . og fru Danmark var ude at gå tur i det fine vejr, med behørig afstand naturligvis, og når de vendte tilbage til eftermiddagskaffen med dryppende næser og røde kinder, og blev enige med sig selv og hinanden om at det vist ikke var så slemt endda, og at de nok skulle overleve "den største krise siden anden verdenskrig".

Imens sad jeg på en bænk eller i et busstoppested, og glædede mig til at klokken blev 20, så jeg kunne vende næsen ad hjem med god samvittighed. Det var så varmt at folk havde taget plads på bænke i solen, mem jeg var desværre den eneste der sad og skrev på min laptop. Det var i starten grænseoverskridende og ubehageligt for mig at sidde og arbejde, men efterhånden var jeg lidt ligeglad med at folk gloede, som var jeg faldet ned fra månen. Jeg var kun glad for at jeg kunne underholde dem, og give dem noget at tale om. Gad vide hvordan de ville reagere hvis de vidste at deres bedsteforældre døde af COVID-19, mens en fuldt ud kapabel læge sad, hvis ikke med hænderne i skødet, så på tastaturet, og spildte tiden fordi Styrelsen for Patientsikkerheds dygtige embedslæger havde klippet hans stetoskop? Den process svarede vel nærmest til en form for eksponeringssterapi.

Efter jeg var blevet færdig med Morten Langes erindringsbog havde fundet en neurologisk lærebog frem, som jeg gik og læste i. Jeg elskede neurologi, og når jeg repiterede teksten, var det som at møde en kær gammel ven.

Både ur, mobil og laptop løb forholdsvis tidligt tør for batteri. Det var ærgerligt, da vejret havde været så vidunderligt smukt. Da mørket faldt på og jeg gik på den kulsorte landevej eller var i Hedeland, funklede stjernerne som man skulle tro at nogen havde drysset dem ud med rund hånd. Det var meget lang tid siden jeg sidst havde set så mange stjerner, og dertil også givet mig tid til at betragte dem. Det havde været iskoldt så snart solen var væk, men heldigvis var der næsten vindstille. Jeg gik den formentlig længste tur efter jeg flyttede til Høje Taastrup, og jeg fik set blandt andet Torslunde, og genbesøgt Reerslev. Jeg havde med sikerhed sat rekord med hensyn til antal timer udendørs; fra omkring klokken halv ni i formiddags til cirka kl. 21.30. Jeg var fysisk meget presset, og svimmelheden så udtalt, at jeg på den sidste del af turen måtte gøre mig umage for at gå lige. Jeg havde spist rigeligt og fornuftigt, men havde negligeret væskeindtaget, og fik først stillet tørsten i Reerslev. Musklerne i benene krampede og jeg havde ondt i fødderne, som var nærmest mascererede, da jeg fik skoene af, men det var ikke noget større problem, da jeg fik strukket grundigt ud flere gange undervejs.

Ishøj

Det var lidt spontant jeg besluttede mig for at tage til Ishøj. Det var ikke den bedste ide, hvilket jeg blev klar over, da jeg til min store og ubehagelige overraskelse så uniformeret politi i gadebilledet, og kunne høre politihelikopterens intimiderende snurren over mig. Senere læste jeg på nettet at Styrelsen for Patientsikkerhed tidligere i dag havde indsat dens - hvis det stod til embedslægerne - paramillitære Task Force. Ja, det skulle nok hjælpe. Bortset fra det, var der rigtig mange mennesker på stranden, hvor jeg og skrev i relativ lang tid.

Billede. Ishøj Strand.

Det var en stor fejl at jeg ikke for længst var begyndt at repitere neurologien. Det gav mig et større psykisk boost end noget andet. Her var noget jeg godt kunne finde ud af, og det slog mig, at netop neurologien kunne være medvirkende årsag til at psykisterne havde så ondt i røven og var så perfide overfor mig. Jeg var i gang med at uddanne mig til speciallæge i neurologi på Rigshospitalet, men måtte stoppe halvvejs under første halvdel af uddannelsen, da jeg fik en depressiv enkeltepisode. Det var noget jeg var blevet bebrejdet flere gange efterfølgende, især af psykiaterne, som troede at jeg bare havde forkastet neurologien fordi jeg kedede mig i den. Psykiaterne var vrangvillige som småbørn i trodsalderen, og selv om jeg forklarede dem den rigtige årsag igen og igen, nægtede de at tro på mig.

Misundelse

Det morsomme var, at hvis ikke de fleste, så dog en meget stor del af alle psykiatere havde en mere eller mindre skjult drøm om at blive neurolog, som til forskel fra psykiateren var en rigtig type læge, men fordi de ikke havde evnen eller viljen til at præstere det, der krævedes for at blive neurolog, havde de måtte lade sig nøje med taberfaget psykiatri. Jeg havde personligt talt med et par psykiatere, der havde betroet sig til mig om dette. Jeg havde aldrig forstået årsagen til deres forsmående raseri imod mig, men det kunne være en grund. Tjek din modoverføring, psykiater.

Noget andet, jeg kom til at tænke på, var den fejldiagnose jeg havde fået i form af "svær narcissistisk personlighedsforstyrelse". Af årsager jeg detaljeret havde redegjort for tidligere, var det så forkert en diagnose, som det overhovedet kunne være - og den konstatering var naturligvis ikke et bevis på at det var korrekt alligvel, det var en fejldiagnose, fordi jeg var det nærmest modsatte af en narcissist, hvilket alle der faktisk kendte mig kunne bekræfte. Men det nyeste og bedste argument for hvorfor det var en forkert diagnose var, at jeg simpelthen ikke ville have kunnet klare mig de steder jeg havde været ufrivillig gæst, hvis jeg havde været den mindste smule narcissist. Det betød at psykologen fra Retspsykiatrisk Klinik sikert havde følt af han skulle give mig en personlighedsforstyrrelsesdiagnose, fordi det ligesom lå i kortene, og da han var forudindtaget valgte han det mest devaluerende personlighedsforstyrrelse af dem alle, den som var mere et skældsord end en diagnose. Denne psykolog havde godt nok med den svinestreg været årsag til mange og svære bekymringer hos mig. Jeg forstod ikke hvorfor han havde kunnet få sig selv til at udvise så ringe faglighed på min bekostning, men på den måde passede han perfekt ind på Retspsykiatrisk Klink.

Men udover en ganske svag optimisme som følge af min genopdagelse af neurologien, var min sociale situation tiltagende meget kritisk. Jeg kunne ikke holde det ud særligt meget længere, og derfor måtte jeg ringe til Peter Worm Jantzen på mandag og høre om der var sket noget med min sag.

Mail til ROPS

"Kære Retspsykiatrisk Ambulatorium

Kjeld."

Jeg havde det en del bedre både fysisk og psykisk i forhold til de foregående par dage, men grundlæggende set var jeg presset. Der var fortsat ikke nogen andre psykiske gener end den eksistentielle uvished, og jeg måtte satse alt på at Peter Worm Jantzen havde noget positivt at fortælle mig i morgen. Jeg havde sovet udmærket i nat og var også udhvilet. Kroppen havde det forbavsende godt, og jeg havde ingen gener eller smerter i bevægeapparatet. Såret på højre achilleshæl var lægt. Jeg gjorde mig umage med at gå nye steder hen hver dag, så jeg ikke skulle se det samme igen og igen. På den lyse side var, at jeg elskede at gå, også selv om det til dels var påtvunget. Det var fantastisk for både krop og sjæl. Frem for at rumminere mens jeg travede afsted, sørgede jeg for at koncentrere mig om at repitere det, jeg havde læst i går i neurologibogen. Det var sådan jeg altid havde gjort, og det virkede, hvilket jeg også havde papir på.

Det var morsomt at tænke på at hvis man for snart seks år siden havde gjort hvad Peter Worm Jantzen nu var i gang med, så var intet af alt dette her sket.

Mens jeg sad og repitrede nerverodspåvirkninger, dukkede der spontant mange flere begreber og betegnelser op, end dem jeg læste om i bogen. Den bedste analogi, jeg kunne komme i tanke om i forhold til dette fænomen, var at genkaldelsen af denne viden var som at flyve over en millionby, hvor alle lysene var slukkede, men idet at flyet befandt sig lige over skyskrabere og gaderne, tændtes alt på én gang og oplyste nattehimlen, og forblev tændt efter at flyet passerede. Det var en helt utrolig oplevelse. Ufatteligt, at jeg kunne sidde på en bænk på en lille vej mellem to marker på Vestegnen en solrig, men kold vinterdag, og på så kort tid genopfrike en så forholdsvis stor mængde brugbar viden. Tak til psykiatrien for dens hovmod, og for at falde i egen narcissismefælde. Jeg kunne rent faktisk have gjort en positiv forskel for mine medmennesker, havde det ikke været for denne faggruppes forsmåethed og had.

Hjemme

Det sidste først: Jeg var hjemme igen lidt over klokken 20. Jeg hilste på udlejer, og vi udvekslede et par ord. Jeg fortalte ham at jeg havde fået foretaget en coronatest, som var negativ, og derudover at min frygt for at jeg havde corona var årsagen til at jeg ikke havde været hjemme særligt meget de foregående dage. Folk der ikke var forudindtagede behandlede mig, som jeg behandlede dem, nemlig med oprigtig venlighed og respekt. Det gjorde sig også gældende i forhold til udlejer, og det gjorde alt jeg gjorde for ikke at være i lejligheden og være en god lejer det hele værd. Jeg var dybt taknemmelig for at udlejer lod mig bo hos ham, og hvis han bad mig om at gå ud igen, og komme tilbage fem timer senere, ville jeg gøre det uden at stille spørgsmål. Jeg var ligeglad med om jeg skulle sidde på Høje Taastrup Station hele natten, eller overnatte i en af de mange sheltere jeg efterhånden havde set på mine ture. Psykiaterne fattede ikke hvordan det var at være boligløs. De kunne simpelthen ikke sætte sig ind i den enorme belastning det var. Hvad betød en enkelt nat udendørs i forhold til at være sikker på at have tag over hovedet i en længere periode? Især tag over hovedet et sted hvor man blev behandlet som et rigtigt menneske, og ikke dehumaniseret som i psykiatrien eller på forsorgshjemmet. Det var spild af energi at prøve at forklare andre hvordan det var. Jeg havde prøvet så mange gange og folk forstod det ikke, eller også var det bare mig, der ikke gjorde det godt nok. Jeg var ikke bitter længere, bare irriteret over jeg havde spildt så mange ressourcer på projektet.

Prøvesvar

Prøven var desværre negativ. Det ville forarge mange, hvis jeg fortalte dem det, men igen var det umuligt at få andre til at forstå at det for mig indebar en større risiko for liv og helbred at være fri fra corona og leve den tilværelse jeg levede, end at være syg med corona og i isolation på et hotel med forplejning. Det betød ikke at jeg ikke var syg med en infektion; der var næppe tvivl om at jeg havde halsbetændelse, for netop i dag var jeg begyndt at få udtalte synkesmerter, og jeg havde kulderystelser, feberfornemmelse og var alment utilpas. Min krop var kørt helt i sænk. Jeg vejede mig, og målte blodtryk regelmæssigt, og begge dele, især sidstnævnte, var mildt sagt i overkanten. Det var jo noget som burde og skulle måles når jeg fremmødte i ambulatoriet, men fordi psykiaternes somatiske faglighed var helt i bund, blev det aldrig gjort. Det burde være noget jeg kunne få medhold i hvis jeg klagede over det, men den kamp gad jeg simpelthen ikke at kæmpe. I øjeblikket i hvert fald, for der kom et tidspunkt hvor jeg samlede alt til én stor klage.

Høje Taastrup bingo

Som en symbolsk afslutning på min omflakkende tilværelse havde jeg i dag været forbi den sidste landsby som var indlemmet i kommunen, hvorfor jeg havde fuld plade. Der var tale om Stærkende:

Jeg havde gået en længere distance i dag end i går, og min rygsæk var markant tungere. Jeg havde også trænet en smule pullups og armbøjninger på powertrackbanen. Det var på grænsen af hvad der var sundt, og jeg kunne ikke blive ved på den måde. Jeg måtte systematisere, skematisere, og ikke mindst variere, min fysiske udfoldelse. Det var heldigvis varmt i dag, og jeg havde som en bonus fået rigtig meget sol. Jeg var dog nødt til at supplere med D-vitamin og fiskeoliekapsler.

Vestegnens Ibiza

Hedeland var en perle på Vestegnen, og især i dag havde der været ret mange besøgende, og selvfølgelig skulle alle tilsyneladende ud og gå på isen. Helt utroligt hvor fedt folk syntes det var at tosse rundt på frossent vand, og endnu mere utroligt at aviserne brugte så meget spalteplads på at Københavnerne går ud på isen på søerne. Så stor nyhedsværdi kunne det da ikke være. Jeg var lidt skuffet over medierne; det var ikke fordi jeg var sur over de ikke gad at bruge ressourcer på at hjælpe mig med nærmest at redde mit liv, det havde jeg opgivet, men mere fordi de efter min mening ikke skrev nok om dem, der led mest under coronarestriktionerne, nemlig dem på bunden af samfundet. Der var skrevet om vores vilkår, og det havde jeg respekt for, men banale nyhedshistorier fyldte alt for meget. Det var bare sådan virkeligheden var, når dem, der betalte ikke var underklassen, og når dem med pengene helst ville læse om dem selv. Måske havde alle medier allerede interviewet kunderne i Hundige og Ishøj Bycenter så mange gang at der ikke var mere at komme efter. De unge drenge der rendte rundt i grupper, dem i el-kørestolene, eller med rolatorerne, eller dem, der ikke kom ud af deres lejlighed længere, og som journalisterne sikkert kunne få kommunerne til at sætte sig i kontat med.

Billede. Mellem Torslunde og Reerslev.

Billede. Lille plantage mellem Torslunde og Reerslev på Pilgrimsruten.

Billede. Mellem Torslunde og Reerslev på Pilgrimsruten.

Billede. Genforeningsstenen i Reerslev.

Billede. Anden infotavle om Reerslev.

Billede. Mellem Reerslev og Stærkende.

Billede. Stærkende.

Billede. Brandhøj gravhøj.

Billede. Grusgrav mellem Brandhøj og Hedeland.

Billede. Brandhøj gravhøj.

Billede. Grusgrav mellem Brandhøj og Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Superspreder event i Hedeland.

Gad vide hvad meningen var? Hvem troede jeg havde noget valg med det jeg gjorde, og hvem troede det kom til at gå godt hvis ikke Peter Worm Jantzen tryllede i morgen? Stadig kun en masse spørgsmål og stadig ingen svar. Det var helt absurd at ingen myndigheder havde gjort noget. Psykiatrien var åbenbart den femte statsmagt.

Styrelsen for Patientsikkerheds stormtropper

Eller Task Force, som var indsat i Ishøj. Jeg havde tosset rundt i Ishøj en hel del igennem længere tid, og det var ret enkelt hvad der var galt. Nu havde medierne også fundet ud af det. Selvfølgelig var det Ishøj Bycenter, og området omkring. Det samme gjorde sig gældende med Hundige og City 2. De var ikke ligefrem rocket science. Havde man ikke talrige kamerarer de steder som et par medarbejdede kunne sidde og kigge lidt på og observere folks adfærd? Eller måske bare sætte sig på en af bænkene ved busholdepladsen foran Ishøj station et par timer. Herefter gå lidt rundt inde i centeret, op på stationen, og tag et par busser. Gør det "undercover" så folk ikke ændrede adfærd, som de gjorde når det uniformerede politi patruljerede. Måske gør det om aftenen også. Hvad med at lave lidt statistik på mobilsendemasterne?

Observer kamerarer i busserne og togene. Nå ja, få de elendige centervagter til at gribe ind overfor grupperne af "seje" unge drenge og piger, der gik rundt uden mundbind for at vise hvor bad ass de var. Eller de skulle gribe ind overfor de fjolser, der ikke forstod hvordan mundbindet skulle sættes for at virke ordentligt? Der var så mange som satte det under næsen, men vagterne gjorde intet. På papiret så det godt ud med vagter, men hvis de ikke gad, evnede eller turde gøre deres arbejde, hvad var formålet så? Dem der gik med mundbind gjorde det uanset om der var vagter eller ej, så det var nogle helt specielle grupper som der skulle gribes ind overfor. Lås alle toilleterne af. Få politiet til at give de unge mennesker forbud mod at komme i centeret, hvis de ikke kunne finde ud af at vise samfundssind, og involver de sociale myndigheder, giv dem og deres forældre bøder osv. Hvis man altså mente det alvorligt.

Eller grib ind overfor Bilka, og få den til at begrænse antallet af kunder yderligere. Der var mange tiltag man kunne iværksætte, og det krævede da ikke en Task Force på 100 personer (?). Personligt var jeg ligeglad. Det var ikke mit samfund længere. Det var så åbenlyst hvad der skulle gøres i forhold til at stoppe smittespredningen, men man var politisk korrekt, havde berøringsangst, og var fej. For sjov skyld ville jeg i morgen sidde forskellige strategiske steder og tælle hvor mange der passerede, som eksempelvis ikke brugte mundbind og formentlig ikke var undtaget.

I al ydmyghed havde jeg en stor viden om coronaadfæren hos borgerne på Vestegnen, for jeg igennem måneder havde tilbragt langt flere timer på gaden og i centrene end de fleste, og jeg så alt. Igen kunne jeg måske have bidraget med bare en lille smule, men det tilfredsstillelse skulle jeg selvfølgelig ikke have.

(https://www.berlingske.dk/nyheder/derfor-rammer-coronavirus-haardest-i-ishoej)

Ny coronatest

Siden i går aftes havde jeg haft markant tiltagende symptomer fra de øvre luftveje i form af hoste og "monstrøs overvejende mucinøs nasal sekretion", muskelsmerter, forpustethed, almen utilpashed og feber. Jeg var super dårlig, og selv om jeg havde fået taget en coronatest forleden, der var negativ, var jeg simpelthen nødt til at få den gentaget hurtigst muligt. Jeg bestilte tid til i aften. Jeg var ganske vidst ikke læge, men der var noget helt galt.

Corona-kareten

Jeg var hyppig passager i den værste smittevektor mellem Ishøj og Greve, nemlig 400S, og det havde jeg også været i går. Jeg var meget påpasselig, men mit immunsystem var presset i bund af den af politi, retsvæsen, psykiatri, sociale forhold, og pandemi inducerede svære kroniske stress og PTSD.

Coronaadfærd

Jeg havde glemt min intention fra i går om at tjekke folks coronaadfærd ud, men blev spontant påmindet om den i Føtex i City 2, da jeg inden for få minutter så tre unge tøser, der ikke bar mundbind korrekt, idet det knapt nok dækkede deres mund. Flot. Selvfølgelig var det et helt rigtigt tidspunkt for teenagere at gøre oprør mod forældre og samfund under en pandemi. Jeg havde lyst til at foreslå dem at gå ud på isen på den nærmeste sø, og så krydse fingre. Det var langt mere bad ass, og så risikerede de ikke at slå andre ihjel end dem selv.

Jeg kunne godt passe på mig selv, og jeg var desuden ligeglad, men det burde bekymre eksempelvis de mange ældre mennesker, der også handlede i Føtex, at ingen turde eller gad at korrigere de unges adfærd. Hvor var de modige center- og coronavagter? Tænk hvis jeg faktisk havde siddet og holdt øje med folk i bare en halv times tid? Det var typisk mentalitet i Danmark - snak, snak og atter snak, påtagede alvorlige politikere og sundhedsmyndigheder, journalister, der ikke gad at bevæge sig alt for meget ud af deres trygge kontorer og studier, og folk, der enten overdrevet skulle demonstrere hvor gode, dygtige og moralsk overlegne de var, når de tilsyneladende uden at fremstå som i en risikogruppe, anvendte værnemiddler i overdrevet grad, eller de andre, der bare var ligeglade. Det var selvfølgelig meget unuanceret sat op, og jeg lagde nok ikke mærke til dem, der agerede fornuftigt i stilfærdighed. Men jeg var helt sikker på at det var et virkeligt problem med enkelte gruppers risikoadfærd, og at ingen når det kom til stykket gjorde noget ved det. Og at det var helt enkelt at løse problemet, hvis man gad. Jg var nytilflytter i Høje Taastrup, og jeg vidst meget lidt om kommunen, men selv jeg kunne se hvilke steder hvor der var oplagt stor smittetransmission. I øvrigt: Hvorfor fjernede man ikke bænkede i Waves i Hundige? Man havde blot afskærmet dem med plastikstrimmel, men da de besøgende satte sig på dem alligevel, og når vagterne var ligeglade, så hjalp det ikke så meget.

Neurologi

Jeg havde glemt mere neurologi end de fleste psykiatere nogensinde havde lært. Det var tæt på at være et faktum, og noget jeg kunne dokumentere langt hen ad vejen, men alligevel ville psykiaterne sige at det var udtryk for at jeg led af storhedsvanvid. De praktiserede Janteloven, samtidig med at de overtrådte den, da de troede at de havde definitionsretten på selveste virkeligheden. Selv om det var omkring otte år siden jeg havde praktiseret neurologi sidst, ville jeg efter kort forberedelse til hver en tid knække de fleste psykiatere midt over i en neurologi-battle, og jeg håbede at jeg en dag fik mulighed for også at bevise det, for ellers var det kun tom snak, det havde psykiaterne jo patent på, og jeg ville ikke være skruebrækker.

Privatliv

Jeg var oprigtig lykkelig for det værelse, jeg havde lejet, men når det var sagt, så var det et enormt problem for mig at jeg stort set intet privatliv havde. Jeg var sjældent alene i den lille og meget lydte lejlighed, og ude i det offentlige rum eller hjemme hos bekedte gav det sig selv at jeg aldrig var det. Kun de gange jeg gik rundt sent på aftenen eller om natten på steder der var øde, kunne jeg slappe fuldstændig af. Det sjove var naturligvis at jeg ikke lavede noget som helst mærkeligt eller skummelt, men bare det at have en form for vished om at man kunne lade paraderne falde, var enormt afstressende. Det var helt ufatteligt at især psykiatrien nægtede at forholde sig til de utålelige livsvilkår jeg var underlagt, men mon ikke det var deres strategi, som de sadister de var?

Utålmodig

Jeg var så utilpas, febril og snottet, at jeg bare lå i sengen og ventede på jeg kunne tage afsted til testcentret. Den forbandede prøve skulle bare være positiv så jeg kunne blive isoleret og få fred og ro.

Irene Oestrich

Jeg kunne ikke lade være med at smile bredt, da jeg tilfældigvis læste om den psykolog, jeg var tvunget til at tale med på R3 på Sankt Hans Hospital, hvis jeg ville undgå tvangsmedicinering med livsfarlig, invaliderende og ikke mindst uerettiget antipsykotisk medicin:

"Det kan få store konsekvenser, hvis ikke man lærer at sætte grænser i ens forhold, fortæller psykolog Irene Oestrich, der er aktuel med en ny bog. Her fortæller hun om en af de største kilder til stress og udbrændthed — og hvad man kan gøre ved det."

Min kommentar: Den handler altså myndigheders systematiske sygeliggørelse af raske mennesker? You go girl, respekt til dig, Irene. Jeg prøver virkelig også at sætte grænser over for psykiatere og psykologer, men det er bare så svært - kan du lære mig det?

"Stort set alle har prøvet at løbe ind i mennesker, der overskrider deres grænser."

Min kommentar: Ja, eksempelvis psykologer, som man tvinges til at tale med.

"En chef, der kører en til grænsen med urimelige opgaver. Et kærlighedsforhold, der viser sig at være giftigt, fordi man bliver manipuleret. Eller en ven, der gang på gang bryder aftaler."

Min kommentar: Eller en psykolog, man er i et påtvunget terapeutisk forløb hos, som sygeliggør og dehumaniserer en.

"I de fleste tilfælde mærker man straks, at der er noget galt."

Min kommentar: Enig. Sådan mærkede jeg det inden i, da jeg talte med Irene.

(https://www.berlingske.dk/det-gode-liv/psykolog-gennem-46-aar-her-er-det-vigtigste-du-skal-laere-at-sige-til)

Der var ingen tvivl om at Irene var dygtig, men dels voksede træerne ikke ind i himlen, og dels var der forskel på faglighed og moral, evner og vilje, samt hensynet til kollegaerne og uhildethed.

Social-Darwinisme

Det var synd at lade de udsatte lide i kulden - afliv dem. Myndighederne havde ekspertise i at grave massegrave til mink, men man kunne også bruge de udsatte som biobrændsel, genbruge dem som fyld i fundamenter, eller måske rematerialisere dem i en form som bedre mennesker. Det var godt for miljøet, og så slap vi andre for at skulle glo på de idioter, der gik i grimt tøj, stod i vejen på fortovene og i øvrigt var til fare for os andre da de var omvandrene inkubationstanke. Da alle udsatte var alkoholikere og stofmisbrugere kunne man desværre ikke høste deres organer, men måske landbruget bruge dem som tørfoder til dyrene.

"Mens istapper hænger fra husene, og sneen mange steder stadig dækker jorden, lyder der nu et nødråb fra en af organisationerne bag landets varmestuer:"

"Der er risiko for, at de hjemløses og udsattes samlingssteder flere steder må lukke og i bogstaveligste forstand sende brugerne ud i kulden."

"Det er koldt, og man må gå sig varm", anyone? Det havde lige været jul, havde de arbejdssky og asociale elementer drukket sig til alkoholdemens, eller hvad? Desuden var det sundt at gå mindst 10.000 skridt dagligt, så det var bare at komme igang, og så kunne de slå to fluger med ét smæk, og få luftet deres hunde.

"- Det vil være et forfærdeligt scenarie, hvis varmestuer lukker i en tid, hvor brugerne virkelig har brug for, at de holder åbent, siger han."

"- Mange har ikke andet at komme hjem til. De bliver ensomme og får ikke noget mad. Som mange af dem siger, så får de ikke mad før næste morgen, når de har spist frokost hernede, fortæller Mikkel Benzner."

Ensomme? De kunne da bare få sig en hobby. Intelligente mennesker kedede sig aldrig, og hvorfor så de ikke bare Netflix som os andre? De fik i pose og sæk for at dovne den, så mon ikke de havde råd til at betale 79 kroner om måneden i abonnement?

De fik heller ikke noget mad? Helt ærligt, hvor svært var det at ringe og få udbragt noget sushi og en god hvidvin?

"For Stephan Kalfaian, der hver dag bruger varmestuen i Ringsted, vil det være katastrofalt, hvis varmestuen skulle lukke."

"- Så skal jeg sidde derhjemme og trille tommelfingre. Jeg har ikke noget at tage mig til, og jeg kan ikke møde mennesker andre steder. Hvem skulle jeg snakke med? Alt er jo lukket ned, siger han."

Du kunne jo også bare mødes med dine venner i Bilka i Ishøj ligesom alle andre. Eller hvad med at få et job? Eller læse en bog. Tag nu ja-hatten på, og kom ind i kampen.

Det var svært at tage de brokkehoveder alvorligt. Alle mennesker havde det svært engang i mellem. Bare fordi de var hjemløse, var det ikke en grund til at klynke, det havde forpersonen for Dansk Psykiatri selv fortalt mig, og så måtte det være rigtigt. Hvorfor tog de sig ikke bare sammen, og lod være med at have så meget selvmedlidenhed? Der var ingen der kunne lide kværulanter.

"Enhedslistens socialordfører Pernille Skipper ser gerne, at der bliver åbnet endnu flere varmestuer:"

"- Med de minusgrader, der er, og med den smitterisiko, der er blandt socialt udsatte, så har vi som samfund ikke råd til, at der lukkes nogen varmestuer overhovedet, siger hun."

"Også socialordfører Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti er parat til finde en løsning:"

"- Der er virkelig brug for, at vores danske hjemløse har varmestuer, hvor de kan komme ind og få noget god mad og varme. Så det er noget, vi skal kigge på politisk, understreger hun."

Det var godt at politikerne var så forudseende, og forebyggede fremfor at helbrede. Især de politikere der havde det sociale område som deres ansvar. Det var også alt for let at være bagklog, og hvem kunne have forudset at det ville blive vinter - igen? Hvad var oddsene? Der var ingen der kunne spå. Og at pandemien ville fortsætte, for den sags skyld. Jeg var sikker på, at de ville finde en løsning inden det blev vinter.

(https://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/lukkede-genbrugsbutikker-giver-krise-i-varmestuerne)

Syg

Der måtte være noget galt, for med mindre jeg led af svære opioidabstinenser, måtte jeg have corona. Jeg orkede ikke at tænke over differentialdiagnoser. Jeg havde serøs otittis media, som var kommet lynhurtigt, og når jeg trykudlignede, blev jeg super svimmel og svejede frem og tilbage. Jeg nyste også nogle gange (i albuebøjningen), hostede, havde feber, kulderystelser, og havde fået hovedpine (fantomsmerter). Jeg gad ikke rigtig noget som helst, øjnene var irriterede, jeg var lettere forpustet, pulsen høj, og på vej tilbage fra testningen købte jeg nye mundbind og håndsprit. Det handlede om ikke at smitte udlejer, så alle overflader vi begge berørte (dørhåndtag, toilettet og køleskabet) belv afsprittet, der blev luftet ud, og jeg undgik helt at se ham. Nå ja, engangshandsker indendøre. Jeg kunne jo nok ikke klare mig selv, hvorfor jeg hellere måtte på hotel. Det var ærgerligt, og jeg havde ikke lyst til det, men nok det bedste. For samfundet og for mig selv.

Vestegnscorona mutationen

Hvis jeg havde fået corona, måtte det være den nye Vestegnscorona mutation. Det var den farligste af alle varianter, det var den som styrede fængslerne, indkasserede dummebøder fra de andre corona'er, tvang dem til at tilslutte sig, og udkæmpede en krig om stofmarkedet mod Ebola, som den med tiden ville vinde.

Efterhånden som aftenen skred frem, fik jeg det dårligere og dårligere. Det var ikke så slemt som i november, da jeg løb tør for penge allerede den 16. i måneden, og måtte sulte, hvis man kunne sammenligne de to tilstande, men det var slemt nok. Den nasale sekretion aftog måske en smule, men respirationsfrekvensen øgedes, uden at jeg dog kvantificerede den, og feberen tiltog i en grad, at jeg brændte, var nødt til at slukke for radiatoren, og åbne vinduet hyppigere for at få kold luft ind. Tidligere var hænder og fødder kolde, men nu var det omvendt, og det var svært at mærke temperaturen i værelset. Det, som var relativt mest generende, var ikke de enkelte symptomer, men snarre det uspeficikke ubehag. Jeg havde da ondt i halsen, men ikke så lokaliseret og smertefuld som i går. Jeg havde især muskelsmerter i underekstremiteterne. Der var ikke så meget at gøre, udover at drikke rigeligt med vand. Hvis det ikke var corona, var det lidt pinligt, men det måtte være noget infektiøst. Det næstmest irriterende var, at jeg ikke kunne falde i søvn. Uanset hvad, måtte jeg ud i morgen tidlig, fordi jeg kunne ikke holde ud at være på værelset.

Mundbind

Jeg var blevet en træt, gammel mand. Med mine 39 år bag mig, havde jeg for længst overskredet den gennemsnitlige levealder for mænd på Vestegnen. Min senile vrede kom sig til udtryk ved at det irriterede mig grænseløst at folk på Vestegnen (jeg måtte godt bruge "V-ordet") for rigtig manges vedkommede ikke havde deres mundbind påsat rigtigt; der var åbenbart opstået en trend med at man ikke dækkede næsen til. Det var sgu en retarderet mode at være vidne til. Hvad var det man ikke kunne finde ud af? Havde folk så dårlig tandstatus, at de ikke kunne holde deres egen ånde ud? Utroligt.

Syg

Jeg måtte trække i land. Jeg kunne ikke huske sidst jeg havde det så dårligt. Alt det jeg havde beskrevet i går var blevet værre, og jeg kunne ikke falde i søvn før omkring 3 i nat. Jeg vågnede flere gange, og to af gangene var jeg helt gennemvædet af sved, så jeg var nødt til at skifte tøj. Til formiddag fik jeg heldigvis sovet lidt mere, men jeg måtte ud af værelset af to årsager: For det første ville jeg ikke risikere at udlejer blev smittet. Jeg havde luftet ud flere gange natten igennem, og jeg havde ikke benyttet eller opholdt mig på de fælles faciliteter. Den eneste berøringsflade han og jeg delte, som jeg berørte, var dørhåndtaget på hoveddøren, og kun efter behørig afspritning af hænderne tre gange og med handsker på efterfølgende. Den anden årsag var, at jeg på mystisk vis havde udviklet en aversion mod værelser og små rum. Selv om jeg lejede et perfekt værelse, i en perfekt lejlighjed, hos en meget fair og sympatisk udlejer, måtte jeg bare ud. Det havde intet med stedet at gøre, men alt med hvordan jeg havde det i al almindelighed. Før alt det her var jeg heller ikke typen,der hvde lyst til at hænge ud derhjemme. En lejlighed var efter min mening et sted man sov, og eventuelt lavede mad, men det optimale var at komme ud og på arbejde hver dag.

Jeg gik ud, men det var en dårlig ide. Jeg var helt væk, svimmel, forpustet og febril. Jeg sad og hang på forskellige bænke og busstoppesteder, hvilket ikke var holdbart. Jeg skyndte mig at tage bussen hjem (der sad to yngre mænd uden mundbind på naturligvis), beholdte de to nye engangsmundbind jeg havde på, fortalte udlejer, hvad der var galt med mig, sprittede af x 2, tog engangshandsker på, påførte sprit på to engangsklude, og sprittede toilet, og forskellige døre af. Luftede ud, målte blodtryk for sjov skyld (146/96, puls 92), og forsøgte at få det elendige pande/øre termometer, jeg havde købt i Lidl for et par måneder siden til at virke uden held.

Brev

Der lå selvfølgelig et brev til mig, men det fremgik ikke hvem afsenderen var. Jeg havde det for skidt til at bekymre mig om indholdet, så jeg åbnede det og kunne konstatere, at jeg kunne se mine feriepenge. Det var super god humor, for jeg havde haft "ferie" i cirka seks år, så måske fik jeg en formue? Jeg vidste af erfaring, at jeg ikke fik én eneste krone, men det ville have været lækkert hvis der bare lå nogle hundrede kroner til mig, for jeg løb snart tør for penge. Nu skulle jeg bare sove, hvis jeg var i stand til det.

Feriemidler: 0 kroner

Jeg havde gjort det til en vane altid at forholde mig til min post, så derfor var jeg nødt til at se hvor mange feriepenge jeg havde til gode. Skuffelsen ramte mig ikke så hårdt længere, jeg kunne kun trække på skuldrene.

1451,69 kroner tilbage

Nu jeg var igang med administrativt arbejde, kunne jeg lige så godt fortsætte og se hvad der stod på min saldo. Ikke så meget som jeg havde håbet, men mere end jeg havde frygtet.

Svar på coronatest

Jeg tjekkede lidt før klokken halv seks her til aften, men der var endnu ikke kommet et svar. Igen blev alt afsprittet, og der blev hele tiden udluftet. Jeg havde mundbind på selv når jeg var på værelset. Jeg havde ikke været i bad i to dage nu af frygt for at sprede eventuel virus på badeværelset eller med vanddampen ind i de andre rum. Det var en uholdbar situation, hvilket efterhånden var blevet mit mantra.

Uholdbart

Jeg kunne mærke at jeg var begyndt at blive irritabel. Fysisk havde jeg det ad helvede til: Svært alment ubehag, hovedpine, muskelsmerter, væske i mellemørene, svimmelhed, snottet, helt tilstoppet næse, og feber. Psykisk var jeg nedtrykt, udkørt, modløs og apatisk. Socialt var jeg stavnsbundet, fordi jeg ingen steder havde at gå hen, ingen beskæftigelse, isoleret socialt, ikke penge til indskud til en lejlighed, kun penge til mad til resten af måneden.

Jeg var med andre ord yderst belastet på alle områder, havde været det i årevis, og nu skulle jeg have dårlig samvittighed fordi jeg frygtede at smitte andre, og jeg havde hele tiden været yderst påpasselig i forhold til korrekt smitteprofylakse. Det kunne simpelthen ikke rigtigt. Hvad fanden var meningen? Hvad var det man forventede af mig? Civilisation var et tyndt fernis, og der skulle ikke meget til før folk blev angste og paranoide. Hvis jeg som de fleste andre have et liv eller mulighed for at få et liv, hvis jeg ikke konstant skulle vende hver en krone, og hvis jeg havde egen lejlighed og job, ville jeg være helt anderledes rolig. Hvis folk syntes at pandemien var hård, skulle de prøve at være i mine sko. Helt ærligt.

Corona blaming

I det sekund jeg fik det positive testresultat, havde jeg Høje Taastrup kommune i røret.

Den ligegyldighed og egoisme jeg oplevede fra myndighederne, og fra mange andre, var nådesløs. Hvor meget kunne man udsætte et menneske for? Det hørte jo aldrig op. De blev ved og ved og ved. Når man behandlede nogen på den måde, blev resultatet ikke godt. Jeg var parat til at gøre hvad som helst for at få det til at stoppe.

The Purge

Hvorfor ikke bare starte en permanant tilstand af anarki og lovløshed og få det overstået? Hvad var det for en løgnehistorie med samfundssind? Hvor var det henne? Jeg kunne ikke se det. Det var alle for ham (eller hende) selv. Som sædvanlig ødelagde en lille gruppe det for alle, og som sædvanlig turde de danske myndigheder ikke at gribe ind. Jeg syntes at politiet skulle gøre det de var bedst til, og servere en stor velsmagende portion knippelsuppe krydret med peberspray til de fattesvage unge, som for sjov udsatte os andre for fare, og som forlængede restriktionerne. Regeringen kunne aflive alle mink i landet, og ødelægge en milliard industri, men nogle få unge i Ishøj var man magtesløs imod? Det var helt til grin.

Jacob Geday speciallæge i neurologi

"Lige nu er det kun tosserne og de utilpassede, der er på gaden og fylder de sociale medier med deres rablerier og hærgen. Men de bliver flere. Som samfund er vi ved at nå grænsen for, hvor længe vi kan holde til at være nedlukket."

Selve den tekst, jeg uden om betalingsmuren kunne læse af Jacob Gedays debatoplæg, var fornuftig nok, men hold da op hvor var det en ufølsom, ignorant og arrogant underoverskrift. Det var dog en heroisk gestus at Jacob teoretiserede om at hjælpe med at behandle coronapatienter. En helt oplagt opgave for en neurologisk speciallæge i praksis. Og tomme ord var også bedre end handling. Jeg havde ingen respekt for den slags mennesker, som havde behov for at sparke på folk, der lå ned, især når det var irrelevant. Flot. Kunne manden ikke få sit budskab igennem uden at latterliggøre mennesker med psykiske lidelser?

Speciallægen skulle ansætte mig til at udføre rutineopgaver i hans praksis. Jeg ville gøre det til halv pris (faktisk ville jeg gøre det gratis, og så slap denne her tosse for at opholde sig på gaden). På den måde kunne han helt konkret hjælpe et menneske tilbage til livet igen, så han kunne bidrage positivt til samfundet.

Mail til Københavns Vestegns Politi

"Efterforskere ved Københavns Vestegns Politi har gentagne gange ransaget mine bopæls- og opholdsadresser. I de tilfælde hvor jeg var til stede, bad jeg klart og tydeligt i en venlig og respektfuld tone om alle efterforskeres navne og tjenestenumre, men det blev ikke efterkommet. Herefter bad jeg på samme måde om at se førnævntes identifikationskort. Dette blev heller ikke efterkommet. Jeg kan forstå at en begrundelse for at få udleveret et tjenestenummer kræver en gyldig begrundelse. Jeg skal venligst bede om en udtømmende liste over gyldige begrundelser, alternativt en henvisning til en sådan.

1. Bliver min familie eller jeg udsat for repressalier, fordi jeg retter denne henvendelse til politiet? Jeg vil ikke offentliggøre nogen navne, tjenestenumre, eller andre personidentificerbare oplysninger jeg modtager, jeg skal bruge dem i forhold til at varetage mine sager.
2. Når Københavns Vestegns Politi frikender sig selv i samtlig punkter i denne henvendelse, og spørger, om jeg vil anke afgørelsen til Rigspolitiet, skal jeg hermed på forhånd anke afgørelsen til denne instans."

Jeg måtte holde inde. Jeg havde det simpelthen for dårligt. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, men normalt blev jeg heller ikke syg særligt ofte. Jeg kunne slet ikke fokusere på noget som helst, hverken Netflix eller noget andet. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på hvad der skulle ske i morgen. Jeg var nødt til at rette henvendelse til myndighederne igen. Jeg kunne ikke holde det her liv ud. Hvad kunne jeg risikere? Ingenting. Jeg havde intet de kunne tage fra mig. Fængsel, tvangsindlæggelse, retsager - alt var lige meget. I morgen fandt jeg et godt sted at sidde, et sted hvor de fine folk ikke blev irriteret over at tosser som jeg ødelagde deres åsyn, og der blev jeg siddende. Det var uudholdelig. Peter Worm Jantzen var et sympatisk menneske og en dygtig læge, og han havde faktisk som den første af hans slags tilbudt mig relevant hjælp. Men det var nok for sent.

Testsvar

Jeg fik testsvaret, og det var negativt. Så det var ikke coronavirus, men det var heller ikke hysteri. Jeg hostede og hakkede, havde muskelsmerter, feber og almen utilpashed. Jeg vågnede flere gange i nat og jeg måtte skifte tøj fordi det var gennemvædet af sved. Men der var sket en udvikling; der var nu lokaliseret smerte og synkesmerte i venstre side af mundsvælget, ekspektoratet var gået fra at være serøst til mere mucinøst, og den nasale sekretion var aftaget.

Var det influenza trods det usædvanligt lave incidenstal? Eller god gammeldags bakteriel halsbetændelse? Det sidste stemte ikke så godt sammen muskelsmerterne. At det ikke var corona ændrede ikke på den måde jeg havde det på, og det betød at jeg måtte undvære hotelopholdet. Men det meget positive var, at jeg nu havde en acceptabel infektionssygdom, som kunne være farligere end corona, men som andre kunne forholde sig til. Jeg sendte udlejer et screenshot af testresultatet på sundhed.dk, og jeg kunne fornemme at det faldt i god jord, hvilket jeg i givet fald godt kunne forstå. Det gode var, at det var mere ok for mig at være på værelset, isoleret.

Jeg måtte hellere komme ud. Jeg skulle have noget at spise, og i den forbindelse var det vigtig at huske at jeg skulle boykotte Bilka. Tænk at én enkelt Bilkaforretning og en enkelt bycenter, for den sags skyld, kunne ødelægge så meget, og at det drejede sig om så banale forhold som en nummerisk set lille gruppe unge, og at der var for mange kunder. Ved at reducere antallet af kunder en smule kunne Bilka måske have undgået at komme i alle landsdækkende medier, men så ville man jo også på kort sigt mindste en mindre sum i indtjening. Jeg var ikke intelligent, men selv jeg kunne se at der var et problem før medierne, så at Ishøj Bycenter og Bilka ikke kunne, måtte skyldes grådighed og ligegyldighed. Alle sprang tilsyneladende over hvor gærdet var lavest, bortset fra at det jo ikke passede på lidt længere sigt, tværdigmod. Der var to andre steder, som også var eller snart blev epicentre for smittespredning, og det var Greve Centeret og Waves i Hundige.

Var ude, men vendte relativt hurtigt hjem. Jeg havde det simpelthen for dårligt, tappet for energi, febril og alt det andet. Selv om jeg ikke havde bevæget mig særligt meget, haglede sveden af mig. Købte ekstra håndsprit, mundbind, og afspritningsservietter, og jeg afsprittede skyndsomt dørhåndtaget i opgangen, beholdt mine to mundbind på, afsprittede alle berøringsflader på hoveddøren. Udlejer spurtge mig venligt hvordan jeg havde det, og jeg svarede at jeg var helt færdig, men at det måske gik fremad. Så at udlejer havde stillet te frem til mig, og jeg takkede ham. Tog engangshandsker på, kogte vand, lavede te, aftørrede vandhane og keddel. Gjorde lidt rent på værelset og lagde mig under dynen, mens jeg lyttede til mine favorit podcasts med hhv. Lex Friedman og Eric Weinstein. Sidste nævnte et begreb, jeg ikke havde hørt om, men som lod til at dække det jeg havde oplevet perfekt, nemlig "Institutional betrayl":

"The term institutional betrayal refers to wrongdoings perpetrated by an institution upon individuals dependent on that institution, including failure to prevent or respond supportively to wrongdoings by individuals (e.g. sexual assault) committed within the context of the institution."

https://dynamic.uoregon.edu/jjf/institutionalbetrayal/

og

https://pages.uoregon.edu/dynamic/jjf/articles/sf2014.pdf.

og

"Betrayal trauma

A betrayal trauma occurs when someone you trust and/or someone who has power over you mistreats you. For instance, it is a betrayal trauma when a member of the clergy sexually abuses a child involved with a church activity. Research by Freyd and our Research Associates shows that betrayal traumas are toxic and harm people psychologically and physically."

"Betrayal blindness

Betrayal blindness, a key concept of betrayal trauma theory, is the unawareness, not-knowing, and forgetting of betrayal traumas. Victims, perpetrators, and witnesses may display betrayal blindness in order to preserve the relationships, institutions, and social systems on which they depend."

"DARVO

DARVO stands for Deny, Attack, and Reverse Victim and Offender. Perpetrators and their defenders may Deny the behavior, Attack the victim confronting them, and Reverse the roles of Victim and Offender. In this way, a perpetrator can adopt the victim role and accuse the true victim of being an offender. This can occur when an actually guilty perpetrator assumes the role of “falsely accused,” attacks the victim’s credibility, and accuses the victim of perpetrating a false accusation. Research shows that DARVO is associated with harm to victims. DARVO behavior can also be perpetrated by institutions, called Institutional DARVO. It is a particularly aggressive form of institutional betrayal and signals that an institution is not fulfilling its commitment to its members and those who it is charged with protecting."

https://www.institutionalcourage.org/

Om manglende mod blandt ansatte i psykiatrien i forhold til at sige fra over for overgreb: https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0749597813000150?via%3Dihub

Jeg fattede ikke at man ikke havde sendt mig ud for at teste eller vaccinere. Det var fuldstændig irrationelt. Nu var jeg syg, men før og efter kunne jeg have stået og arbejdet med disse rutineopgaver 60 timer om ugen. Jeg ville gøre det gratis, og modsat speciallægen i neurologi var det ikke tomme ord. Det ville være en fremragende måde at få mig i arbejde igen, det var særdeles meningsfuldt, og det ville gavne mig ubeskriveligt meget. Men jeg skulle straffes, og selv under en pandemi var det vigtige at ødelægge mig, end at forbedre de medmennesker jeg kunnet have hjulpets helbred. Imponerende.

Jeg fik dagligt flere anfald af snigende dyb håbløshed. Jeg havde intet godt at frem til. Selv en genåbning af Danmark ville kun løse ét af mine mange uoverskuelige problemer. Det var tortur hver gang det skete, det åd sjælen op, og det var noget, jeg skulle huske fremover, hvis der blev et fremover. Forskellige myndigheder og læger havde tvunget nogle livsvilkår ned over mig uden længstetid, der gav mig lyst til at tage livet af mig, for at slippe for lidelsen. Det var utilgiveligt, og jeg begreb ikke at jeg gad at blive ved med at stå op hver dag til nye lidelser og nederlag. Myndighederne og lægerne var ikke uviddende om de forhold de havde sørget for til mig, og deres hensigt var at jeg skulle dø, helst for egen hånd, alternativt for psykiaternes livsfarlige antipsykotiske medicin. Det var ubeskriveligt perverst, men hvad der var endnu mere perverst var, at andre myndigheder og enkeltpersoner, som burde varetage mine interesser, og hjælpe folk fanget i systemet som jeg, intet gjorde. De var tavse tilskuere til at jeg blev mere og mere nedtrykt over situationen, en situation, de kunne have hjulpet mig ud af. Hvad så med den gloværdige fjerde statsmagt? Jeg sendte løbende min tekst til alle de største medier, men de havde intet foretaget sig heller, så det var mere i tilfældet af at jeg begik selvmord eller der skete noget med mig - det var først når der kom lig på bordet, at medierne gad at tage en sag op. Med mindre det var en ligegyldig nyhed om folks færden på isen på søerne i København. Så kunne medierne ikke få armene ned, fulgte sagen i flere dage, og artiklerne lå øverst på deres hjemmesider.

Hvad med at selveste forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab ville begå et voldelig overgreb mod mig i ond tro? Det var sådan noget der kun skete i film. Var det ikke en lille artikel værd? Tænk hvis dit liv og helbred afhang af at du fik involveret pressen, fordi du havde prøvet alt andet forinden? Det var modbydeligt. Jeg hadede opmærksomhed, men min eneste mulighed var at tiltrække mig den. Jeg kunne mærke følelsen af desperation vælde op i mig, som den havde gjort utallige gange før.

Jeg var dødsdømt, der var intet at gøre, og ingen i systemet ville hjælpe mig. Var jeg bedre end de fleste andre mennesker? Nej, selvfølgelig ikke, det havde jeg aldrig påstået eller insinueret, det var en psykiaters stråmand. Men hvordan mon de fleste andre mennesker ville have det i min situation? På et tidspunkt ville deres fortvivlelse og angst transformeres til had og vrede. De ville tænke: Hvad fanden ventede de forbandede papirnussere på? Hvorfor fik de ikke fingeren ud i en fart, og gjorde det de kunne for at redde mit liv? Hvilken løgnehistorie bildte de sig ind, når de viltilfredse og selvgode kørte hjem til familien efter endt arbejdsdag? Hvordan forsvarede de deres passivitet? Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle overleve til på mandag. Og jeg vidste ikke om jeg havde lyst til det. Hvorfor ikke bare afslutte lidelserne med det samme, og undgå de daglige pinsler resten af livet?

Definitivt slut

Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg havde ventet i fem og et halvt år på noget der aldrig kom tl at ske, at jeg fik min autorisation som læge tilbage. Den helt grundlæggende årsag var fireårsreglen, hvor læger, der var et par semestre over mig og herover fik en enorm fordel i forhold til mig og min generation af læger hvad angik at blive speciallæger i deres yndlingsspeciale, men vi andre skulle tvinges til at blive speciallæger i psykiatri, hvilket var det samme som at tvinge os til at blive noget, der var andet og ringere end at være læge. Det var den størte og fejeste svinestreg jeg kunne komme i tanke om i nyere dansk medicinsk historie. Det havde ødelagt mig primært, og i den forbindelse havde nogle af mine daværende kolleger på onkologisk afdeling på Rigshospitalet spillet en afgørende rolle for at ødelægge mit liv, og gøre min kæmpe indsats for at blive så god læge som muligt spild af tid. Jeg blev så rasende over at tænke på de modbydelige svin, der i ond tro havde ødelagt så ufattelig meget, så de kunne gøre karriere på min bekostning, at jeg ikke kunne rumme følelsen. Det danske samfund blev nødt til at straffe de bundrådne møglæger.

Jeg kunne ikke holde summen af overgreb og mobberi fra tidligere kolleger ud. Hvis der ikke skete noget på mandag, der betød at min situation tog en overordentlig positiv drejning, så måtte jeg afslutte lidelsen. Jeg havde gjort hvad jeg kunne, jeg havde kæmpet så mange år under umulige forhold, at det ikke var nogen skam at give ultimativt op.

På mandag ville jeg i fald der intet positivt skete, skrive et afskedsbrev og sende det ud til alle de læger, hvis mailadresser jeg lå inde med, og når jeg havde sendt til den sidste, havde jeg en plan for hvordan jeg gjorde det forbi. Hvis du ikke gjorde noget, men bare forblev passiv og tavs tilskuer, så var du intet værd som læge og som menneske. Så havde jeg truffet det helt rigtige valg, for hvad skulle jeg blive læge for når jeg vidste hvor nådesløse og ignorante mine kolleger var?

Eller de danske myndigheder? Der var ikke en eneste institution i dette land, der igennem så mange år havde rørt en finger for at hjælpe mig. De var jo intet værd.

Ingen retshjælp alligevel

Der var ingen gratis advokathjælp til mig alligevel. Ingen retshjælp = ingen retssikkerhed = overgreb resten af mit liv fra politi og psykiatri = selvmord. Det vidste disse myndigheder og institutioner naturligvis godt, det var derfor disse helte havde gjort hvad de havde gjort.

786 kroner tilbage

Jeg havde råd til mad til resten af måneden, men ikke mere end det, og det var best case scenario resten af mit liv. Så hellere stoppe livet, og spare mig selv for flere afsavn. Danske medier var heller intet værd, når det virkelig gjalt. Alt der var mere end helt banalt gad man ikke bruge tid og penge på. Der var ingen idealisme blandt danske journalister, ingen gad at gøre sig umage (fraset én enkelt, der til gengæld var mere værd end alle andre tilsammen), og læserne gad ikke at betale for at journalisterne bedrev dybdeboerende journalistik. Ombudsmanden gad ikke tage sager op, som ikke havde været i medierne. Sådan foresatte det hele vejen rundt.

Jeg havde sovet mellem 7 og otte timer i nat, men det var meget svært for mig at falde i søvn. Jeg havde målt mit blodtrtyk igen sent på aftenen, og det var 153/101, og det niveau havde været reglen mere end undtagelsen de seneste år. Det burde være dybt foruroligende, men jeg var ligeglad, så oplysningen var mere af akademisk interesse. Til gengæld passede det meget godt sammen med den konstante og uspecifikke svimmelhed, den lettere usikre gangfunktion, og de funktionsudløste, venstresidige brystsmerter, der ganske vidst ikke var af bælteformet udbredelse, eller var med udstråling, men som heller ikke var hjerteneurose, eller palpitationer. Jeg havde ikke feber eller nattesved, men hostede fortsat, og var fysisk udmattet.

Psykisk

Jeg var fast besluttet på at gennemføre mit forehavende: hvis der ikke skete en eklatant forbedring af min situation på mandag, ville jeg gøre det, jeg havde skrevet om i går.

Fordi jeg var i reel livsfare, ikke en indbildt, psykotisk eller til formålet opdigtet livsfare, var det fuldt ud berettiget at jeg igen de-annonymiserede navnene på de læger, der ivrigt og i ond tro havde deltaget i at ødelægge mig. Som en symbolsk gestus havde jeg anonymiseret dem tidigere, men det havde ikke afskedkommet noget som helst, så hvad var pointen med at udvise god vilje? Desuden var det pt. ligegyldigt. Mit liv versus injurieanklager? Jeg var ligegld med hvad en doven filosof-dommer mente og dømte. Jeg skulle nok gøre det let for vedkommende at idømme mig tvangsbehandling eller forvaring på ubestemt tid, fordi et inhabilt Retslægeråd og Retspsykiatrisk Klinik havde dikteret det til dommeren. Så kunne vedkommende også komme hjem i en fart og lufte hunde. Det danske retsvæsen. Hvilken gavn gjorde det? Absolut ingen. Kun for rige læger med råd til bistandsadvokater. Så kunne alt lade sig gøre.

Dehumanisering

"Dehumanisering, (se dehuman), umenneskeliggørelse; behandling, der medfører tab af menneskelighed; nedvurdering af menneskelige rettigheder." (https://denstoredanske.lex.dk/dehumanisering).

"Siden Hannah Arendts bog om den tyske nazi-forbryder Adolf Eichmann har vi lært, at ekstrem vold muliggøres af "dehumanisering". Man bliver nødt til at klassificere personer som mindre eller anderledes end et menneske for at kunne påføre dem lidelse; således sætter gerningsmanden sig ud over moralske konflikter. Hos bugkalot-folket i det Nordlige Filippinerne praktiseredes helt indtil slutningen af 1970erne en type rituelle drab, hvor det var offerets menneskelighed og det moralsk grænseoverskridende i handlingen, der gav drabet sin kraft. l det følgende genovervejer vi, i hvor høj grad dehumanisering bør anses for at være udgangspunktet for radikal vold." (https://tidsskrift.dk/jf/article/view/20376)

Det var Den praktiserende læges og psykiatriens dehumanisering af mig, der muliggjorde Københavns Vestegns Politis og Styrelsen for Patientsikkerheds overgreb mod mig. Det var deres fejldiagnoser, svært personlighedsforstyrret og psykotisk, der ikke bare tillod, men ligefrem fordrede psykiateres og myndighederes mishandling. Jeg var et sygt, farligt, utilregneligt og ondt menneske, der skulle aflives. Jeg var ikke køn til at starte med, men som årene var gået, og jeg ikke havde haft penge til nyt tøj, frissør og tandbehandling, var jeg grimmere end nogensinde. Nogle, såsom forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, havde bagateliseret, hånet og sygeliggjort mig, for dermed at hælde salt i såret, og hun var langt fra det eneste. Andre selvretfærdige og ignorante læger og især psykiatere, havde gjort det samme, både over for mig og på nettet. Foruroligende mange tidligere kolleger var gladeligt og med stor entusiasme løbet hen til hvor jeg var gravet ned i jorden til midt på livet, med en hætte over hovedet, og havde kastet den ene sten efter den anden i hovedet på mig, men de i vellyst og med fråde i mundvigene, havde hujet og råbt, og efterfølgende var de taget hjem, mens følelsen af selvretfærdighed og renhed var strømmet igennem dem. Denne pøbelmentalitet og gruppetænkning var i et sociologisk afspekt vigtig for gruppetilhørsforholdet. I hvert fald i primitive samler- og jægersamfund. Der var også derfor at psykiatrien aldrig gik af mode, for denne pseudo-institution havde til opgave at udpege de mennesker, det var ligitimt for andre at hade per automatik.

Imidlertid kunne alle mennesker dehumaniseres, alle kunne ødelægges langsomt fysisk og psykisk, og til sidst give op. Da Camilla Elvekjær tvangsindlagde mig uberettiget på røde papirer i 2016, vidste jeg alt dette her fuldt ud. Jeg var ved mine fulde fem, og aldeles ikke pykotiskk. Selv om et par klamme kælderpsykiatere efterfølgende af bekvemlighed og misforstået kollegialitet overfor Camilla Elvekjær Elvekjlær på papiret blåstemplede hendes overgreb, ændrede det ikke på virkeligheden. Den efterfølgende deroute skyldtres primært hende, og det samme gjorde min forventelige reaktion. Årsag og virkning. Nu havde jeg en livstidsdom, hvor straffen var tortur, jeg sad på en bænk og skrev, og havde lidt over 600 kroner i samlet formue, mens jeg havde en enorm gæld, jeg umuligt kunne afbetale, og jeg måtte ikke arbejde. Derfor var jeg tvunget til at sende min tekst rundt igen. Og igen, lige indtil det gik op for "nogen" at de havde taget fejl, eller at deres amoralske og usaglige svineri var kommet for en dag, eller at Camilla Elvekjær eller Styrelsen for Patientsikkerhed for ottende eller niende gang fik politiet til at ransage min laptop.

At psykiater Lennart Bertil Jansson Bertil Jansson påstod at det var tegn på osykose at jeg sende mails rundt til tidligere kolleger som et sidste desperat forsøg på at få nogen til at hjælpe mig, var naturligvis perfidt vrøvl, og hvordan han havde kunnet få sig selv til at konkludere det måtte enden bero på grænseløs idioti eller ond vilje (kollegiale hensyn). At hans kollega og forperson, psykiater Gitte Ahle Alhe, havde ment at jeg led af storhedsvanvid hvis jeg troede at jeg var bedre end Retslægerådet, var i sig selv et absurd og meningsløst udsagn. Retslægerådet havde kun de forkerte oplysninger andre havde stillet det til rådighed, hvorfor dets konklusion selvfølgelig var direkte udledt af de forkerte oplysninger, og derfor selvølgelig også forkert. Retslægerådet havde jo taget fejl. Det skyldtes at selve virkeligheden både før og nu var i modstrid med Retslægerådets konklusion. Simpelthen forbandet nonsens hele vejen rundt.

Forbud mod at kontakte STPS

Jeg fik ret hurtigt forbud mod at kontakte STPS, som krævede at jeg skulle behandles for noget jeg ikke fejlede, nemlig paranoia og psykose. Det kunne jeg selvfølgelig ikke acceptere. Samtidig med dette havde jeg ingen penge, så jeg havde ikke råd til at betale kontingent til Lægeforeningen og Yngre Læger. Det hjalp ikke ligefrem på min desperation.

Ingen penge

Jeg havde ikke fået tilsendt en billet fra ROPS til transporten derind. Jeg orkede ikke at ringe til sekretæren og bede om én. Det kostede 96 kroner tur/retur, og selv om det lød som om jeg var grisk og udnyttede systemet på alle tænkelige måder, så var transportpengene for det første den eneste økonomiske støtte jeg modtog fra det offentlige, og for det andet, så spillede det en stor rolle, når jeg havde så få penge at gøre godt med. I dag var det et par hundrede kroner, jeg havde til mad til resten af måneden.

Dumt velmenende råd

Jeg havde igennem hele forløbet sendt min tekst til en navngiven journalist, i håbet om at vedkommende ville skrive lidt om sagen, da det lå inden for pågældendes interessefeldt. Det eneste jeg havde fået ud af det, var: "Jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Måske skulle du prøve med en patientrådgiver?". En patientrådgiver? Det havde jeg da aldrig tænkt på før! Suk, jeg havde haft flere af slagsen, som lige som journalisten intet havde kunnet gøre. Det var umuligt at være vred og bitter over at netop denne journalist havde nægtet at hjælpe, men det gjorde mig trist og apatisk. Til gengæld cementerede det min opfattelse af at dansk presse havde kastet al idealisme på møddingen. Og jeg glædede mig over at internettet og de nye onlinemedier var godt i gang med at gøre de fleste journalister arbejdsløse. Det var sundt at gøre mennesker arbejdsløse, så de kunne lære at være taknemmelige hvis de var så heldige at få et nyt job.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Peter Worm Jantzen havde sagt at anklagemyndigheden og den gratis retshjælp intet kunne gøre, men at jeg skulle til møde hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Det var en højst overraskende melding, da selv samme styrelse havde skrevet til mig at jeg skulle have fat i anklagemyndigheden og ikke den. Det havde Susanne Emde læst op med en vis skadero i stemmen, og tilføjet at jeg ikke kunne få min autorisation tilbage.

Jeg vidste ikke hvornår eller under hvilke rammer mødet med Styrelsen for Patientsikkerhed ville finde sted, og jeg vidste ikke hvad agendaen var. Det værste var imidlertid at jeg ikke havde penge til juridisk bistand eller til en advokat, der kunne tage med som bisidder. Styrelsen for Patientsikkerhed var de facto og de jure både dømmende og udøvende magt, så det var ekstremt vigtigt at medbringe en skarp advokat til samtlige møder med denne. I min situation betød det at jeg intet havde at skulle sige, jeg kunne kun sige ja og ammen, og acceptere de lunser styrelsen måtte smide efter mig hvis jeg var yderst underdanig og undskyldede. Embedslæger kunne få mig til at sige og gøre hvad som helst, når det drejede sig om min egen overlevelse, så det skulle jeg selvfølgelig nok gøre. Det mindede mig om 1984, hvor Winston Smidt endte med at overleve fysisk, men døde som person. Jeg havde det som jeg var død flere gange siden Den praktiserende læges over i 2016, så på den måde kunne jeg være ligeglad. Jeg levede kun som en refleks, eller zombie.

Jeg måtte hellere afsted. Jeg orkede ikke at gå til Østerbro, så der var ikke andet at gøre end at bruge mine madpenge på rejsekortet. At jeg selv skulle betale og dermed sulte for at tage ind og blive ydmyget og nedværdiget, mindede lidt om Saddams metode med at sende regningen for patroner til henrettelsen af politiske modstandere til deres familie.

Alle selvmordstanker- og planer var forsvundet som dug for solen. Det skyldtes Peter Worm Jantzen og det håb han og sygeplejerske Lars havde indgyet i mig. Nu var der en realistisk plan, som havde en tidshorisont på 2 uger. Jeg kunne godt holde ud så længe.

Dupuytrens kontraktur

Der var desværre ingen tvivl om at jeg havde udviklet bilateral Dupuytrens kontraktur. Det var en fortykkelse af fascia palmaris, eller, så vidt jeg kunne huske, med andre ord øget bindevævsdannelse og dermed skrumpning af senestrøget af den mest overfladiske af håndfladens muskler. På et tidspunkt ville jeg ikke være i stand til at strække fingrene på begge hænder. Det var et aldringstegn, og det stressede mig naturligvis, men det var det mindste af mine problemer. Jeg havde tænkt mig at annonymisere navnene igen, fordi det i og for sig var ligegyldigt, da det eneste det handlede om var at generhverve min autorisation som læge, hvilket hele tiden havde været mit mål, men Dupuytrens kontrakturer mindede mig om hvor mange år de havde stjålet fra mig. År jeg aldrig fik igen, som havde været ét langt mareridt, og som havde slidt enormt på min krop og min psyke. Det var utilgiveligt, og det havde sat mig så meget tilbage, at det var yderst tvivlsomt om jeg nogensinde selv i bedste scenarie ville få lov til at leve resten af mit liv under bare lidt udholdlige vilkår. Det var alt eller intet. Når jeg engang fik erstatning eller et arbejde, ville jeg bruge hver en krone på at sagsøge de umennesker, der havde smadret mit liv. Èn eneste læge havde hjulpet mig: Peter Worm Jantzen. Alle andre havde enten være passive eller aktiv skadet mig.

Coronavaccination

Da jeg vendte hjem, lå der et brev til mig på sengen. Det var fra Sundhedsstyrelsen. Jeg åbnede det hurtigt, som når man rev et plaster af, og læste indholdet: Jeg fik tilbudt en coronavaccination. Min ængstelse faldt en smule, men blev afløst af forundring og tvivl. Hvorfor var det lige, at man mente at jeg skulle vaccineres? Jeg var ikke engang i arbejde, og jeg sås ikke med flere end højst tre mennesker i løbet af ugen. Den eneste rationelle forklaring, jeg kunne komme i tanke om, var den alvorlige og kroniske fejldiagnose, som var anført i min journal, men som jeg aldrig havde lidt af. Der var altså fordele ved at få sit liv irreversibelt smadret af nogle bogstaver som stod i en server et sted, men som en naturlov dikterede aldrig kunne slettes eller korrigeres. Ud fra en sundhedsfaglig tilgang var det dybt uetisk at jeg skulle have en vaccine mod corona. Alle jeg sås med, og alle jeg kendte, var reelt set mere relavante kandidater end jeg til vaccinen. Hvis jeg kunne give den væk, ville jeg gøre det straks. Udlejer var min første tanke, alene qua hans alder. Den ældre dame, jeg nogle gange besøgte og støvsugede hos, som forleden havde givet mig en hjemmebagt bolle, var mit næste forslag. Jeg kunne desværre ikke give vaccinen væk, det sagde sig selv, men jeg nægtede at tage imod den, hvis jeg fik den tilbudt som følge af fejldiagnosen. Måske ville én af de jyske praktiserende læger have den til ægtefællen eller sekretæren?

"Den frivillige"

Denne nye bog af Jack Fairweather, havde opslugt mig fuldstændigt. Det var en så utrolig beretning, at det var svært at tro på sandhedsværdien i den, men jeg havde læst anmeldelserne, og den var god nok; den handlede om en polsk modstandsmand, der var så badass, at han under 2. verdenskrig frivilligt lod sig fange af Gestapo for at infiltrere Auschwitz. Det satte min og for den sags skyld langt de fleste andre danskeres situation i perspektiv.

På grund af det relativt milde vejr, lykkedes det mig at sidde udendørs i flere timer og læse i bogen. Til sidst blev det imidlertid for koldt til at jeg kunne holde ud at sidde længere og jeg måtte tage tilbage. Jeg havde kronisk dårlig samvittighed overfor udlejer ved at opholde mig på værelset, så til trods for at jeg var ude af døren halv ni, og hjemme kvart i fire, var det pinligt for mig. Jeg hilste kort på udlejer, og gik ind for at skrive, og læse videre.

Jeg havde misforstået noget i forhold til den gratis retshjælp, for Peter Worm Jantzen fortalte mig i går at man havde accepteret at hjælpe mig. Det ville være fantastisk, og et mirakel, hvis det skete. Jeg vidste eksakt hvad jeg havde brug for retslig hjælp til, men det betød ikke at jeg ikke skulle forberede mig grundigt. Der var mange forhold.

Gigtsymptomer

Jeg havde også på det seneste fået smerter i tomlernes rodled, storetæernes grundled, og grundledene i flere tæer på begge fødder. Det bekymrede mig meget, og til at begynde med havde jeg håbet på, at det bare var overbelastningsskader. Jeg var her til aften blevet tiltagende nedtrykt og opgivende. Jeg lå og tænkte på hvad jeg skulle gøre i morgen. Hvor skulle jeg tage hen, når jeg kun havde penge til én bus- eller togtur? Hvad hvis vejret var for koldt og blæsende? Måske kunne jeg vaske tøj og bruge det som undskyldning for at blive hjemme. Det eneste sted indendøre, hvor jeg kunne sidde i fred, var i vaskekælderen. Selv om jeg efterhånden havde vænnet mig til at trave rundt på må og få, hadede jeg det stadig. Det var meget stressende.

Jeg kunne selvfølgelig også bare kontakte en patientrådgiver, som journalisten havde foreslået.

Netop denne journalist burde af alle mennesker da vide (udover at jeg havde brugt patientrådgivere før uden succes), at det var helt omsonst med en patientrådgiver. Jeg havde haft kontakt med pressen fra før Den praktiserende læges udåd, men alle mine talrige forsøg havde været forgæves. Den etablerede danske presse var intet værd, når det virkeligt gjaldt. De såkaldte nye medier var de eneste, der havde modet til at beskæftige sig med forhold som mine, de var ikke fedtet ind i interessekonflikter.Jeg havde også haft fat i samtlige danske institutioner og myndigheder talrige gange siden 2014, og i forhold til dem havde resultatet været det samme som med pressen: Når det virkeligt gjaldt var de intet værd. Selv politiet havde jeg anmeldt bl.a. Den praktiserende læges ugerninger til, men heller ikke hér var der noget at gøre, selv om jeg havde beviserne sort på hvidt. Der var intet at gøre. Hvis du havde fået en så gennemgribende og alvorlig fejldiagnose som jeg, og hvis den den læge og psykiater der havde givet dig fejldiagnosen ikke erkendte at de havde taget fejl, var der ingen kære mor.

Så var det eneste man kunne gøre, at begå selvmord. Jeg havde været i både patientklagenævnet, by- og landsret, men da psykiaterne som de havde for vane notorisk løj og undlod at sige sandheden i retten, var det blot skueprocesser. Det vidste Torsten Bjørn Jacobsen naturligvis godt, hvilket han fortalte mig før retssagen i byretten, hvor han var min modpart. Han kunne have forhindret at alt det der skete efterfølgende ikke ville have fundet sted. Men det gjorde han ikke, og dermed var han i høj grad medansvarlig for min deroute. Af kollegiale hensyn overfor psykiater Toke Troelsen og Camilla Elvekjær , og til uoprettelig skade for mig. Mellem Camilla Elvekjær Elekjær tavngsindlagde mig på røde papirer og til politiet kom og anholdt mig, have jeg optaget flere lydklip på min mobiltelefon. På disse kunne man tydeligt høre at jeg ikke var psykotisk, eller i en tilstand der ganske måtte ligestilels hermed, og at jeg ikke var til fare for mig selv eller andre. Hvorfor nægtede man at forholde sig til dette i by- og landsretten? Hvorfor sagde Torsten Bjørn Jacobsen direkte til mig at disse optagelser var uinteressante? Det var dermed et justitsmord, jeg var blevet udsat for. Og det blev bekræftet af Gitte Ahle, da hun ville tvangsmedicinere mig et par år efter.

De overgreb man havde udsat mig for var meget, meget alvorlige. Men endnu mere alvorligt var det at man nægtede at erkende det, selv om det kostede mig livet. Jeg havde ikke været glad eller lykkelig på noget tidspunkt i over fem og et halvt år på grund af overgrebene. Hvem af mine tidligere kolleger havde mon prøvet det? De anede jo ikke at det var tortur på daglig basis at have en alvorlig fejldiagnose, der ødelagde alt for en læge af alle mennesker. Min kamp var fra dag ét af at få min lægeautorisation igen. Det var mit eneste formål, og alt andet ville blive løst hvis jeg kom i arbejde som læge igen. Efter at samtlige instanser havde svigtet, var der en enkelt, der havde stillet op, den mindst sandsynlige af dem alle: Retspsykiatrisk Ambulatorium. Who knew? Hvis jeg fik min autorisation igen, kunne jeg takke ROPS for det. Ikke Lægeforeningen eller Yngre Læger. Hvis jeg fik Den praktiserende læge dømt for det hun var skyld i, kunne jeg takke den gratis retshjælp. Ikke Lægeforeningen eller Yngre Læger. Hun måtte da ikke misbruge mit CPR nummer, og hun måtte ikke rette falske anklager mod mig? Hvad var meningen med det?

Efter at have læst: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-02-23-gruppe-skal-selv-vurdere-om-de-er-kvalificeret-til-vaccination, stod det helt klart for mig, at jeg ikke var berettiget til at blive vaccineret.

Tandstatus

Jeg havde ikke haft råd til at tage til tandlægen i flere år, men jeg gjorde mig stor umage med at pleje tænderne bedst muligt, Jeg børstede dem minimum to gange hver dag, og brugte ligeledes tandtråd hver dag. Alligevel oplevede jeg stadig oftere at mit tandkød blødte, hvilket jeg blev mindet om, da det skete igen her til aften. Mine levevilkår med den kronisk svære stress nedbrød langsomt kroppen.

268 kroner

Det var hvad jeg havde tilbage til mad til og med mandag. Det var vist rigeligt. Jeg kom til at huske på, at jeg i 2015 eller 2016 havde ringet til Styrelsen for Patientsikkerhed (det var før jeg i 2016 fik forbud mod at kontakte styrelsen) og fortalt, at jeg ikke havde penge til mad og husleje, samt at jeg ville miste min lejlighed som følge heraf. Af en aktindsigt kunne jeg læse, at jeg havde talt med embedslæge Bolette Søborg (?), som havde skrevet præcis det i styrelsens journal.

Fra 2015 havde jeg også taget et billede af mit tomme køleskab, som var resultatet af at onkologerne Kristine Chemnitz, Mogens B og Ulla Brix Tange havde stukket mig i ryggen og kasseret mig fra deres afdeling, fordi overlæge Egill Rostrup havde ladet mig overskride fireårsfristen for læger i ond tro, således at jeg ikke kunne blive speciallæge.

I skrivende stund i 2021, var min halvdel af det fælles køleskab helt tomt. Jeg havde ikke penge til at fylde det op. Intet havde grundlæggende ændret sig siden 2015. Det skyldtes virkelig fattigdom. Ikke forkælelse og ødsleri, men reel fattigdom fordi jeg ikke fik nok penge, og fordi jeg ikke måtte arbejde, fordi jeg var "paranoid" og "psykotisk" - ihvertfald ifølge mennesker, der aldrig havde ført en normal samtale med mig. Jeg havde talrige vidner på at jeg aldrig havde været paranoid eller psykotisk, men hvem gad at forholde sig til dem og virkeligheden? Ikke praktiserende læge Camilla Elvekjær , psykiaterne eller embedslægerne, og heller ikke det defekte danske retsvæsen. Deres vrangsforestillinger ville aldrig bestå en realitetstest. Under alle omstændigheder var min aftensmad markrel i tomatsovs direkte fra dåsen. Det smagte bedre end det lød, og var man sulten nok, var alt en festmiddag.

Ellers havde dagen ikke budt på noget særligt. Jeg var på værelset indtil det blev ulideligt. Dernæst gik jeg afsted. Jeg fandt en bænk ved en sø i nærheden, som jeg satte mig på og læse om bl.a. nazistlægernes aflivning af jøder, polakker og andre med fenolindsprøjtningerdirekte i hjertet.

Når psykiaterne og andre ødelagde menneskers liv med fejldiagnoser, som de nægtede at berigtige, burde de aflive ders ofte med det samme på den måde. Så slap jeg og andre at gennemgå årevis nedbrydning indtil vi tog livet af os selv i afmagt og fortvivlelse. Det var langt mere humant at aflive de mennnesker som læger og psykiatere med rette eller urette havde givet diagnosen psykose. Jeg ville ønske at jeg havde begået selvmord efter Camilla Elvekjær overgreb i 2016, og jeg havde været meget tæt på flere gange, men jeg var for fej til at gøre det. Jeg vidste jo godt hvilke konsekvenser hendes fejldiagnose og overgreb ville få, fordi jeg netop ikke var psykotisk og derfor tænkte rationelt. Først udskød jeg beslutningen til når jeg fik byrettens afgørelse over min anke. Da det afslag kom, bildte jeg mig selv ind at Landsretten helt sikkert ville indse at jeg ikke havde været psykotisk. Det var trods alt en mere seriøs indstans end byretten. Da landsrettens afslag så kom vidste jeg at jeg var så godt som død, og at mit liv var overstået. Det var meget svært ikke at gøre alvor af den stærke trang jeg havde til at afslutte det hele. Jeg kunne huske en konkret episode hvor jeg var gået en tur i lokalområdet i 2016 og gik over en bro over motorvejen. Jeg var meget tæt på at hoppe ud over broen og ned på vejen foran en lastbil. Højden ville i sig selv have været tilstrækkelig. Efter den episode holdt jeg op med at gå ture.

Jeg var jo tvunget til at lade mig behandle for paranoia og psykose, selv om jeg ikke fejlede det, hvis jeg skulle generhverve min autorisation som læge. Det havde embedslægerne dikteret. Det satte mig i en umuligt dilemma. Enten skulle jeg modtage antipsykotisk medicin selv om det ikke var indiceret. Eller også måtte jeg forblive arbejdsløs resten af livet.

Efter jeg havde tabt i landsretten, forsøgte jeg at få Camilla Elvekjær til at korrigere hendes fejldiagnose, da det var min eneste redning. Det nægtede hun vedholdende, trods alle mine rationelle forklaringer, på trods af at jeg tiggede og bad hende om at gøre det, fordi alle andre muligheder var udtømte. Så blev jeg desperat. Også så endte jeg hvor jeg var i skrivende stund. For mig gjorde det imidlertid ingen forskel hvad jeg foretog mig. Hun havde dømt mig til langsom aflivning uanset hvad.

Min krop var ikke hvad den havde været; udover alt det fra i går, havde jeg trods ihærdig afspritning og daglige bade udviklet en venstresidig blefarit. En infektion med hævelse i venstre øjnlåg. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne godt mærke tyngden i øjnlåget. Jeg kunne ikke gøre andet end at håbe på det gik i sig selv igen. Jeg hostede mere end tidligere, og opspyttet var mere sejt, men feber havde jeg ikke.

Det var rigtig godt vejr, men de timer jeg sad og læste skinnede solen ikke, og vinden var forholdsvis kraftig, så jeg måtte ud at gå for at få varmen. Jeg nåede ikke særligt langt, før jeg fik en besked fra en af de få mennesker jeg sås med. Vedkommende skulle op ad nogle meget stejle trapper for at komme til sengen. Hun var samtidig ældre og tiltagende svimmel, så det var bekymrende med de trappetrin, og den manglende belysning. Jeg havde spurgt hende om det ikke var noget hun selv var bekymret over, men hun mente ikke at det var et problem, når hun skulle op om natten. Jeg havde tilfældigvis nogle små lamper man kunne aktivere med en lille fjernbetjening. De var lige til at klistre op. Desuden havde jeg en LED-kæde der ligeledes kunne opklæbes, og som blev aktiveret med bevægesensor. Jeg havde intet at bruge dem til, og de flydte bare. Det lykkedes mig at prakke hende dem på, og det var grunden til at hun ringede. Jeg gik hjem til hende, satte dem op på den måde hun ønskede på væggen langs trappen, og til gengæld havde hun købt en energidrik til mig. Det var win-win. Udover det fik jeg vasket tøj, støvsuget, gjort rent på værelset, kasseret så meget jeg kunne, og klippet hår. Jeg tale i telefon med en ven, og en anden ven skrev nogle smser til mig.

Jeg mødte tilfældigvis min nabo i vaskekælderen. Hun var meget venlig, og vi fik en længere snak. Det var tiltrængt at føre en normal samtale med et normalt menneske, som heldigvis ikke vidste at jeg var et afskyeligt monster. Det var nærmest magi at jeg helt glemte at være ond og syg, så snart jeg talte med nogen. Hvem som helst faktisk. Så længe de ikke var forudindtaget. Det var godt at jeg var i stand til at skjule den kulsorte og modbydelige del af min personlighed, som hverken jeg selv eller andre kendte til, men som Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klink insisterede på jeg havde. Det måtte være verdens bedste læger, der arbejdede der, når de kunne se noget ingen andre og ikke jeg selv nogensinde havde anet eksisterede. Godt at jeg havde optaget hvert sekund jeg havde tilbragt på Retspsykiatrisk Klinik, så andre kunne høre hvor forfærdelig jeg var. Retslægerådet havde aldrig set eller talt med mig, hvorfor det måtte bestå af de dygtiste læger i kongeriget, når de kunne "fjerndisgnosticere" mig. Respekt. Måske havde jeg taget fejl af dem alligevel? Måske var ingen af disse superlæger inhabile, ingen havde interessekonflikter, og det var ikke mine bødlers egne forkerte og løgnagtige oplysninger, som lå til grund for deres vurdering og konklusion?

Måske havde psykiateren i Retspsykiatrisk Klinik ikke direkte fortalt mig at jeg var skyldig, før jeg var dømt? Det måtte jo være mig den var gal med.Hvis jeg insistede på at jeg ikke var psykotisk, så kunne jeg da godt se, at det var det bedste bevis på at jeg rent faktisk var psykotisk. Og hvis jeg vedholdende mente at jeg ikke var psykotisk, måtte det skyldes at jeg var narcissist. Jeg skulle ikke komme og tro at jeg var rask. I det hele taget var det et lille mirakel at andre gad at tilbringe tid sammen med mig, så svært psykotisk, utilregnelig og narcissistisk jeg var, det kunne jeg godt se.

Tandkødet blødte stadig, og den normalt hvide tandpasta var skummende rød, når jeg spyttede ud i vasken. Det var det som psykiaterne kaldte en "somatisk vrangforestilling" og hallucinationer. Jeg troede jeg havde ondt en kindtand i højre underkæbe, og at mit tandkød blødte. I virkeligheden var det kun noget jeg bildte mig ind, og hvis bare jeg accepterede livslang antipsykotisk medicin, ville det hele gå væk, og jeg ville finde ud af at mine tæder intet fejlede. Fantastisk.

Lempelser på restriktionerne

På den ene side gav statsministerens udmeldig i dag anledning til ganske svagt håb. På den anden side var det i bund og grund ligegyldigt for mig, for mit største problem var fortsat uløst på det der nærmede sig sjette år: Min manglende autorisation. Fejldiagnosen var et problem fordi den havde afholdt mig fra at få autorisationen igen. Det var fint med mig hvis Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik nød at give mig forkerte og svært devaluerende diagnoser, som primært var skældsord, fordi disse mennesker tilsyneladende elskede at sparke på dem, der lå ned - problemet opstod, fordi andre mennesker besynderligt trode på disse fejldiagnoser og behandlede mig derefter.

Gåtur

Jeg var ude ad døren omkring kl. 8, og tilbage igen cirka 20.30. Jeg havde ikke skridttæller på, men jeg var ret sikker på at jeg havde slået rekord i distance i dag. Vejret havde været perfekt, relativt vindstille, mildt og solrigt. Det var helt forårsagtigt, og jeg måtte hurtigt tage jakken af. Min ryksæk var som sædvanlig for tung, men det var som det var. Jeg havde fået alt for meget sol, hvilket kunne ses i form af rødme i ansigtet og nakken. Da jeg var tilbage havde jeg det vidunderligt. Jeg var totalt i zen, og det var meget længe siden jeg havde haft det sådan sidst. Jeg læste den første times tid i morges på en nærliggende bænk, men derefter stod den på trav. Mens jeg gik mindedes jeg gamle venner og den lykkelige tid, jeg havde fået lov til at arbejde som læge. De dyssociale læger og psykiatere havde ødelagt ubeskriveligt meget for mig, og det var helt ubegribeligt, at de kunne leve med dem selv. Der havde mig bekendt ikke været én eneste læge der på noget tidspunkt havde hjulpet mig.

Byer

Jeg havde været gennem flere byer i dag end nogensinde før. Sengeløse, Cathrineberg, Herringløse, Hvedstrup, Ågerup, Gundsølille, Store Valby, Lille Valby, Risø Huse, Himmelev, Roskilde, Marbjerg, Fløng, Hedehusene og Baldersbrønde. Den omtrentlige distance var 41,25 kilometer.

Journalister

Jeg kendte én eneste hæderlig journalist; det var ham, der havde reddet mig fra Gitte Ahles og Anne Mette Brandt Christensens tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin. Han var mere værd end samtlige journalister i Danmark tilsammen, både fagligt, moralsk og som mennesker og ven. Han var den eneste journalist, jeg nogensinde ville få brig for. Alle andre journalister kunne rende mig et vist sted. De var intet værd, og jeg havde ikke brug for dem. At journalister skulle udgøre den fjerde statsmagt var den største løgn. Journalister var lige så meget statsmagt som andre købmænd. De skulle sælge aviser, abonnementer og reklamer, og det var der ikke spor galt med, men de skulle ikke smukke sig på idealistiske fjer. Fraset førnævnte journalist, havde jeg ikke mødt én eneste idealistisk og ordentlig en af slagsen.

Fattig som en kirkerotte

Jeg havde næsten ikke en rød reje tilbage. Jeg havde 140, men jeg skulle hjem til en ven og spise, og jeg følte et vist behov for at købe noget aftensmad, når nu han lagde hus til. Sådan plejede det at være, og det var et udemærket arrangement. Nogle gange lavede han mad til os, og så plejede jeg at betale for råvarene, og han for drikkevarene, som typisk var halvanden liter cola. Det var altid billig og sund mad vi spiste. Tilfældigvis havde Føtex datonedsat deikatessemåltider med både kød og kartofler som normalt kostede 65 kroner, men som nu var nedsat til 25 kroner. Der var cirka 800 gram i alt, og selv om det var nok til to partioner, købte jeg to pakker. Og dertil en anden datonedsat vare, som var en rugbrødssandwich til 15 kroner, der normalt kostede det dobbelte. Det var en stor én af slagsen, og jeg var hungrende efter gårsdagens vandring, så jeg mente at det var et berettiget køb. Utroligt nok kostede en pose 5 kroner, så det blev 70 kroner i alt.

Jeg måtte gå hjem til min ven, da jeg kun havde penge til én rejse tilbage på rejsekortet (71 kroner). Vi mødtes og gik i Aldi. Jeg var super tørstig efter gåturen, så jeg faldt i og købte 2 liter discount cola til 8,95 i alt. Min ven købte 6 Mountain Dew dåser på tilbud. På et tidspunkt talte han om at han lige havde fået udbetalt penge i dag, og samtalen gik i en retning hvor jeg ikke kunne undgå at fortælle at jeg næsten ingen penge havde, og først fik penge på mandag. Han tilbød mig straks at låne af ham. Jeg kendte ham godt nok til at vide at han mente det. Jeg takkede pænt nej. Senere spurgte han mig igen, og jeg måtte takke nej igen. Hvis jeg ikke havde haft nogen penge overhovedet, ville jeg takke ja til hans tilbud og låne 50 kroner.

Al maden blev spist. Jeg var meget sulten. Før jeg tog bussen hjem, tjekkede jeg min konto i Lægernes Bank. Det var ikke alle indkøbene, som der var trukket på min konto endnu. Faktisk stod der 115 kroner. De seneste indkøb stod på "reserveret", men var endnu ikke betalt. Jeg løb hen til den nærmeste hæveautomat og hævede de 100 af dem. Fantastisk. Så var det slet ikke noget problem at klare mig til jeg fik penge på mandag. Sådan var det hver måned - i bedste fald.

Hvorfor laver du ikke bare mad selv? Det var det tåbelige spørgsmål som en ergoterapeut ville stille mig. Fordi jeg ikke har hverken service, bord, gryder, pander eller noget som helst til at lave mad med. Hvorfor køber du det ikke bare? Ergotrapeutens næste dumme spørgsmål. Ingen penge. Der var så meget ergoterapeuter ikke forstod. Jamen, er det fordi du ikke har funktionsevne til at følge en opskrift? Ergoterapeuten igen. Vidste hun hvilke opskrifter man skulle følge som forsker i et laboratorium? Hvis jeg kunne finde ud af det, kunne jeg så ikke finde ud af at blande mel, æg, sukker, gær osv. i en skål og smide blandingen ind i en forvarmet varmluftsovn på 180 grader i 25 minutter? Kom nu ind i kampen Heidi og Line, R3, Sankt Hans Hospital, som ikke skulle fyres på grund af udtalt inkompetance.

Håb

Der var intet. På et tidspunkt ville restriktionerne blive ophævet, og de fleste mennesker i Danmark ville ånde lettet op, og genopdage hvordan hvor skønt livet var. Ikke jeg, og ikke mange jeg kendte på bunden af samfundet. Restriktionerne var helt sikkert et stort problem for os, men vi havde andre og større problemer end dem. Når jeg læste at de unge mennesker havde taget nogle kilo på på grund af pandemien, at en ung pige havde lyst til at springe ud ad vinduet, eller en anden ung pige havde problemer med at sove, eller at efterskoleeleverne strejkede osv på grund af restriktionerne, tænkte jeg: What the fuck. I har jo ikke nogen virkelige problemer. At medierne brugte tid på at skrive om disse mennesker, sagde alt om at journalisterne ikke var andet end købmænd, der skulle sælge et produkt til relativt velstående mennesker, der altovervejende ville læse om dem selv.

Selvfølgelig var der undtagelser, og der blev også skrevet artikler om folk med rigtige problemer, og gudskelov for det, men af samtlige artikler der udkom dagligt i Danmark, var de fleste tomme kalorier, underholdende og ligegyldige. Jeg og mange andre levede dag for dag, vi havde ikke overskud til at drømme og håbe, al vores energi brugte vi på at overleve. Jeg var en type af menneske, der intet kunne foretage sig uden et klart mål. Det havde jeg ikke haft i noste seks år, og det ødelagde alt. Jeg havde ingen livskvalitet, ingen glæde, og intet positivt der motiverede mig. Der var kun pisken, ingen gulerod, og sådan var det på alle planer i min tilværelse. Det var ulideligt. Jeg kunne ikke holde det ud.

Hvor skulle jeg tage hen i morgen? Hvad skulle jeg foretage mig?Jeg havde ikke råd til noget som helst, så udover alt det andet jeg kæmpede med, skulle jeg også forholde mig til basale afsavn såsom mangel på mad, på træthed mv. Jeg havde stadig intet hørt fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og jeg vidste at de havde fået mit sneste brev ang. mødet. Jeg kunne virkelig ikke holde det ud. Det var ét langt mareridt, det var tortur, og på nuværende tidspunkt var der rigtig mange mennesker der var klar over det, kun en, der hjalp mig, nemlig Peter Worm Jantzen, men fortsat var mine livsvilkår kun blevet værre. Der var noget helt galt, når så mange var ligeglade.

Jeg ville aldrig nogensinde svigte en kollega, og hvis det var mig, der havde modtaget en af mine mails eller på anden vis var bekendt med min situation, havde jeg ikke tøvet, men var straks rykket ud. Eller også havde jeg skrevet et debatindlæg til Ugeskriftet eller til den sladderkællingegruppe på Facebook for læger. Som minimum ville jeg have krævet en forklaring på hvad fanden, der skete. Var det virkelig rigtigt at min lægekollega var blevet tvangsindlagt på røde papirer, selv om det tydeligvis ikke var berettiget? Kunne man som overlæge lyve og manipulere med Styrelsen for Patientsikerhed og Københavns Universitet? Hvad var det for en helt uhørt dobbeltrolle og magt embedslægerne havde? Det var bare ikke sket i mit tilfælde.

Martin

Jeg var tvunget til at tale med Martin på mandag klokken 12.00. Ligesom hans forgænger Amanda, havde han intet gjort for at hjælpe mig. Det var sikkert heller ikke meningen, og det lod til at hans uvidende og meningsløse pladder udelukkende var en ekstra straf. Det var sådan set helt fint med mig, men så skulle havde ikke foregive at han gjorde hverken mig eller samfundet en tjeneste. Martin var intet andet end en kontrollant, der læste op fra en skabelon over spørgsmål han skulle stille mig. Han var givetvis socialrådgiver, men han havde på intet tidspunkt rådgivet mig om noget som helst, og jeg havde faktisk bedt ham om råd og vejledning flere gange inden for netop hand feldt, men han var altid svar skyldig. Det krævede ingen uddannelse at være en pappagøje som ham, han forstod ikke min situation, han gad ikke at forstå den, og dermed var hans eneste fortjeneste at bidrage til et falsk narretiv, der både var til stor skade for samfundet og for mig. Den eneste grund til at folk som Martin havde et job, var et de færreste vidste at han fik løn for ikke at lave dagens gode gerning. Den absolut eneste Martin gavnede, var ham selv idet han fik penge for at lave stort set ingenting.

Man skulle tro at han og Amanda vidste noget om væresteder, om tilskud til møbler, flytning, og indskud for folk i min situation, om idrætsaktiviteter, om den gratis retshjælp, om at anke sager, om at indgive anmeldelse til politiet ovs. men disse konkrete eksempler på den hjælp jeg havde bedt om, anede ingen af dem noget om. Og de kunne heller ikke finde ud af (de gad ikke) at undersøge det for mig. På et tidspunkt må det have gået op for Martin og Amanda at de intet var bevendt, og havde derfor foreslået mig en mentor. Jeg anede ikke til hvad, for hvad fanden skulle jeg bruge en mentor til? Det var et latterligt foreslag, og foremålet med det måtte have været at give deres overordnede bureaukrat et indtryk af at de rent faktisk foretog sig noget. Samt, naturligvis, at det var mig, der var genstridig, at det var mig, der ikke samarbejdede, at de skam havde gjort et hæderligt forsøg. Det var ikke mig, der var problemet, og de havde ikke gjort et hæderligt forsøg på at hjælpe mig. Og det skyldtes ikke at jeg var personlighedsforstyrret, paranoid eller let krænkbar. Jeg havde dokumenterbart (optagelser) bedt om relevant hjælp og samarbejdet med dem. Jo, Martin og Amanda var sandelig helte, som på deres egen måde bidrog til at gøre samfundet mere sikkert.

Gåtur

Jeg lagde ud med at finde en bænk og læse bogen om Auschwitz færdig. Det var ikke bare umuligt at drage paralleller mellem forholdene i en udrydelseslejr og min situation, det var det tætteste jeg kunne kunne på blasfami, men der var passager i bogen, jeg isoleret set fint kunne bruge. Samtidig var det helt ubegribeligt hvordan SS-vagterne og Gestapo i lejren tilsyneladende kunne leve et overraskende normalt familieliv i huse tæt på Auschwitz, ligne og udadtil fremstå som ordentlige mennesker, men så snart de kørte gennem porten til udrydselseslejren begå forbrydelse der overgik enhver fatteevne i grusomhed. Og så tage hjem og spise aftensmad efter fyraften.

Noget andet jeg heller ikke forstod, var hvordan så mange nazister, der dokumenterbart havde begået forbrydelser mod menneskeheden i ufatteligt omfang kunne slippe meget billigt fra det efterfølgende. Eller at de Allierede meget tidligt under krigen var udemærket klar over at nazisterne begik folkemord i hidtil uset skala, men at man af forskellige årsager intet foretog sig. Enten havde bobmeflyene ikke den tilstrækkelige rækkevidde, eller også tilbageholdt man information om grusomheder, fordi man mente at den engelske befolkning simpelthen ikke ville tro på at noget så grusomt kunne finde sted, hvorfor det måtte være deres egen regerings propaganda, eller simpelthen fordi at den britiske og amerikanske regering vurderede at antisemitismen var så udbredt blandt deres egne befolkninger, at en beslutning om at bobme Auschwitz ville være upopulær. What the fuck. Civilisationen var et meget tyndt fernis.

Jeg troede ikke ét sekund på at vi havde lært noget som helst. Der skulle meget lidt til før mennesker opførte sig værre end dyr. Går den så går den. Kunne man som praktiserende læge eller psykiater tvangsindlægge en kollega uberettiget på røde papirer, fejldiagnosticere han eller hun, og smadre vedkommendes liv og fremtid, så gjorde man det uden at tøve. Journalen var guds ord, og kunne aldrig korrigeres eller slettes. Man skulle videreføre en fejldiagnose til evig tid, uagtet at den ville ende med at blive en dødsdom for patienten, for egen forfængelighed og hensynet til ens idiot-kollegers fejltagelser vægtede uendeligt højere end patientens liv og helbred.

Billede. Der var sat full size papskiver af personer op i en persnalekantine, som om folk ikke arbejdede hjemmefra. God humor.

Billede. Sandsynligvis gravhøje ved Kallerup Grusgrav.

Billede. Kirken i Hvedestrup.

Billede. Hvedshøj.

Billede. Hvedshøj.

Jeg var ude ad døren lidt over 8 i morges, og jeg gik og gik i det noget koldere, men stadig solskinsvejr. Jeg havde det dårligt med at vende tilbage så relativt tidligt, omkring halv otte om aftenen, men jeg havde siddet og hængt i næsten en time i det samme busstoppested, og jeg gad ikke længere. Jeg havde heller ikke talt skridt i dag, men et konservativt bud var, at jeg havde gået mindst 30 kilometer med en endnu tungere rygsæk end sidst. Kroppen havde det overraskende godt, de eneste problemer jeg oplevede, var to tilfælde af pludseligt opståede, bevægeudløste venstresidige brystsmerter, der helt tog pusten fra mig, havde en trykkende karakter, men var uden udstråling.

De opstod ikke i forbindelse med angst eller andet psykisk ubehag, og det var bekymrende, men jeg var ligeglad. Pludselig død var langtfra det værste jeg kunne forestille jeg. Styrelsen for Patientsikkerhed havde ikke travlt, når det drejede sig om at sylte mig, havde embedslægerne uendelig tålmodighed. Når jeg gik oplevede jeg glimtvis interesse i de forskellige detaljer i landskabet, det være sig gravhøje, som der var overraskende mange af i området, eller landsbyerne og deres historie, som jeg læste på nettet på mobilen mens jeg gik afsted (http://kirkerup.dk/). Jeg elskede det danske landskab og vejr, men jeg tvivlede alvorligt på at nogen gad hjælpe mig, hvis jeg faldt bevidstløs omkuld i Ågerup eller Lille Valby. Det eneste folk ville gøre var at skubbe mig ned i den nærmeste grøft og køre videre og lade som ingenting. Hvis man til gængæld var en fast bestanddel af fællesskabet, skulle folk nok hjælpe én, men det var måske mest af alt et håb. Folk var enten indendøre eller kørte i rasende fart rundt i deres biler.

Jeg mødte som godt som aldrig andre, der gik i vejkanten på landevejene. Der var få motorcykler og en del cykelryttere. Jeg var opvokset i forstaden, hvor vi havde fortove og cykelstier, så jeg skulle lige vende mig til at tosse rundt på en landevej, men det lod til at man skulle gå i vejkanten i den modsatte vejbane, således at bilerne kørte imod én. Langt de fleste bilister var flinke nok til at køre i en betrykkende bue uden om mig, når jeg gik helt yderst i vejkanten, men det var ikke noget jeg automatisk forventede, så jeg kiggede altid op når jeg kunne høre en bil nærme sig. Om dagen var det ikke noget problem, men så snart det blev mørkt, tog jeg det refleksarmbånd på med de små LED-pærer i, jeg havde fået af den ældre dame, jeg en gang imellem kiggede fordi til en snak og støvsugning.

Jeg var meget sulten efter dagens tur, da jeg måtte spare på pengene. Jeg havde 18 kroner tilbage til mad. Jeg var oppe på 93,5 kilo efter lavpunktet i november 2020, så det var ikke ligefrem fordi jeg risikerede at dø af sult, men det var heller ikke pointen på nuværende tidspunkt; der var en meget stor diskrepans mellem hvad man troede man fysisk kunne klare, og det man rent faktisk kunne klare, når det kom til stykket. Jeg var på et lavpunkt, jeg ikke i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig for år tilbage. Jeg var så langt nede, at jeg var ligeglad med politiets vedvarende chikane, konsekvenserne heraf i forhold til bolig, frihedsberøvelse, straf, og alt andet. Det spillede ikke længere nogen rolle hvad der skete. Jeg havde gået og leget med tanken om at opsige mit værelse, og gå ud og sætte mig et øde sted og vente på at jeg døde af kulde eller tørst. Hvis samfundet havde gidet at gøre noget, var det jo nok sket forlængst.

Peter Worm Jantzen havde som den eneste myndighedsperson hjulpet mig, men han kunne ikke trylle, og hvis Styrelsen for "Patientsikkerhed" intet foretog sig, var der intet han kunne gøre ved det. Den måde at ignorere mennesker ihjel på, som jeg havde oplevet i snart seks år, var det mest grusomme jeg nogensinde havde oplevet. At opleve ellers veluddannede menneskers arrogance og had, som var en automatreaktion, der byggede på uvidenhed om de faktiske forhold var forfærdeligt. Hvis man lå ned, kom der straks en pøbel hen og begyndte at sparke på en. Alle ansat i psykiatrien, fraset Peter Worm Jantzen, var intet andet end aber med tøj på. Ikke nogle af de mere intelligente arter af aber, men mere i retning af halvaber. Der var - igen fraset Peter Worm Jantzen - der som drengen i kejsernes nye klæder, kunne og turde sige det åbenlyse, at jeg ikke var og aldrig havde været psykotisk.

Disse moralsk og fagligt degenererede ansatte i psykiatrien, vidste ikke hvad der var normal og ikke-psykotisk adfærd. Det var helt utroligt. Rigtige læger kunne godt se når patienten var rask, de kunne godt skelne mellem sygt og raskt, men det kunne psykiaterne ikke. Deres præmis varat alle var psykisk syge, og det gjalt bare om at finde ud af hvilken af deres vrøvle sygdomme det drejede sig om. Der var aldrig nogen, der tænkte at patienten faktisk kunne være rask. Der var så meget idioti i psykiatrien at det var for meget for et enkelt menneske at forholde sig til. De få hæderlige ansatte i psykiatrien skyndte sig at finde en anden karriere. Tilbage var bærmen. Folk som "Morone", "Bordelmutter", "Parkinson", og alt personale på R3, især Steffen. Der var faktisk ikke så få ansatte på Q81, der kom fra R3, men havde syntes at forholdene (kulturen blandt deres kolleger) var så elendige, at de ikke kunne stå inde for dem. På stående fod kunne jeg komme i tanke om tre ansatte på Q81, der uafhængigt af hinanden havde fortalt mig det.

Gad vide om man på R3 var klar over hvor meget materiale jeg måske - måske ikke - havde fra den afdeling? Hvis jeg havde materiale derfra, havde jeg dels for over et år siden sørget for at gemme det væk i skyen, og dels ville jeg give det til den første journalist, der gad at forholde sig til det. Jeg havde selvfølgelig kun lovligt materiale fra R3, men det var også mere end tilstrækkeligt til at belyse den elendighed der eksisterede der. Min fordel, hvis man kunne kalde det for det, var at de anstte på R3 var så ignorante og ligeglade, at de ikke kunne forestille sig at nogen der havnede der ikke var psykotiske og eller dopet til op over begge ører, således at de ikke var i stand til at dokumentere personalets overgreb. Man skulle aldrig undervurdere nogen. Jeg ville ønske at jeg havde undervurderet personalet på R3, men noget sagde mig, at det ikke var tilfældet. Jeg håbede på at nogen fra R3 ville bevise at jeg havde taget fejl af dem, men jeg ville ikke holde vejret indtil det skete.

3 kroner tilbage

Jeg havde 18 kroner til mad i dag, og fordi jeg havde gået så meget, var jeg meget sulten. Da jeg var ude ad døren relativt tidligt, lidt over kl. 8, håbede jeg at jeg kunne nå at få del i de datonedsatte varer. For en gangs skyld blev jeg ikke skuffet, faktisk var der usædvanligt billigt mad. Jeg købte en pakke solkernerugbrød på 900 gram, der normalt kostede 28 kroner men nu var nedsat til 10 kroner. Fremragende. Men så fik jeg øje på en laksepastasalat til normalt 40 kroner, der kun kostede 5 kroner. Det var helt vildt, og gjorde mig straks i bedre humør.

Billede. Festmåltid.

Til gengæld var vejret gråt, koldt, og blæsende, og jeg begyndte hurtigt at fryse. Kroppen værkede efter de seneste dages lange ture, jeg orkede ikke at gå mig varm, men var ikke desto mindre nødt til det. Jeg havde en aftale med en bekendt kl. 11.00. Da jeg skulle have et par timer til at gå i det kolde vejr, måtte jeg finde et sted at opholde mig indtil da. Det eneste sted, jeg kunne være, var på stationen. Jeg fandt en bog i den udendørs bogreol, "De uden fædreland", af Herman Bang, en udgave fra 1936. Da Danmark svigtede mig og mange andre yngre læger med indførslen af den såkaldte fireårsregel, der ødelagde alt for mig, for at tvinge os til at blive psykiatere, følte jeg at ikke havde noget fædreland. Det var Danmark, der svigtede mig, ikke mig, der svigtede Danmark. Jeg satte mig ind på en bænk inde på stationen og læste i en times tid. Så fik jeg en sms fra min bekendte, der aflyste. Det var en meget valid årsag, og den pågældende skyldte mig ikke noget, så det var som sådan helt fint, men det betød at jeg skulle have yderligere et par timer til at gå. Bogstavligt talt, og jeg gad virkeligt ikke.

Men der var intet at gøre, så jeg tog afsted. Jeg nåede at tosse rundt i Greve, men jeg havde ondt i samtlige muskler i benene, så jeg var nødt til at sidde på alle bænke og i alle busstoppesteder på vejen for at hvile og massere underben og fødder. Jeg gik ikke mange kilometer i dag, måske kun 10 i alt. Jeg var tilbage alt for tidligt, cirka klokken 15, men jeg var for en gangs skyld ligeglad, jeg skulle bare tilbage hurtigst muligt. Jeg havde intet at drikke med på turen, og jeg var svimmel hele tiden, i en grad at jeg slingrede som var jeg fuld, med mindre jeg konstant kiggede fremad. Mine øjne var udtalt trætte og jeg måtte blinke hele tiden med de tunge øjnlåg, der føltes som var de lavet af bly. Jeg tænkte at det kunne være allgergi, idet pollentallene var rekord høje. Betændelsen af venstre øjnlåg var gudskelov gået i sig selv igen. Jeg skulle være alvorlig syg før jeg søgte lægekontakt, og selv i det tilfælde var det usandsynligt at jeg gjorde det. Det eneste der i virkeligheden kunne få mig til læge, var uudholdelige smerter.

"Den frivillige"

Detaljefikseret som jeg i følge psykiater Gitte Ahle var, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at der i anmeldelsen af bogen "Den frivillige" på berlingske.dk stod at hovedpersonen, Witold Pilecki var polsk jøde. Det var han ikke; han var polsk katolik. De kristne polakker i Auschwitz blev selvfølgelig udsat for umenneskelig behandling, men var fysisk adskildt fra jøder med enkelte undtagelser, og blev ikke ystematisk udryddet, på helst samme måde som jøderne. At Witold overlevede Auswitz kun for at blive henrettet af kommunisterne, var næsten ikke til bære at læse.

Min situation

Min situation var uændret helt uholdbar og ulidelig. Der var intet sket. Jeg kom aldrig til at forstå eller tilgive myndighedernes passivitet mens jeg led. Jeg skrev præcis det jeg tænkte og følte. What you see is what you get. Ulempen var at det jeg skrev var utåleligt for andre at læse, at jeg undstillede min indre svinehund, og at jeg ville blive sagsøgt for injurier af mine bødler. Men fordelene, som oversteg ulemperne var, at det var terapeutisk for mig at skrive, det var en overtryksventil, og folk der måtte læse hvad jeg skrev kunne forvisse sig om, at mine mørkeste og mest hemmelige tanker og følelser var harmløse. Der var ingen psykose eller utilregnelighed, jeg kunne ikke drømme om eller tvinges ud i en situation hvis jeg fyisk skadede andre, uanset hvor store nederlag, ydmygelser og ulidelige og langvarige livsvilkår, jeg blev udsat for. Ingen kunne gøre mig psykotisk, jeg havde aldrig været psykotisk.

Alle mennesker tænkte engang i mellem noget, der ville chokere andre, forskellen var at jeg skrev det jeg tænkte til internettet fordi jeg var nødt til det, dels af førnævnte årsager, dels fordi at normale mennesker - altså ikke virkelighedsfjerne psykiatere - godt kunne sætte sig ind i min situation. Der var intet psykotisk at komme efter. Længere var den ikke. Jeg hadede mennesker, der gav sig ud for at være mere end de var, folk der smykkede sig med lånte fjer, og altid fremhævede sig selv som de moralsk overlegne de var, selv om det var skuespil, så derfor undlod jeg at forhellige mig selv, eller at sætte mig i et positivt lys for at vinde andres eventuelle respekt. Jeg var som jeg var, lige så fejlbarlig som alle andre, ikke bedre, men heller ikke dårligere end nogen anden. Hvis folk, der ikke kendte mig, eller ikke havde indsigt i mine vilkår gennem næsten seks år, hadede og foragtede mig, så fuck dem. Helt ærligt, fuck dem. Ingen skulle bebrejde mig min reaktion, når de fleste ikke ville reagere meget anderledes end jeg.

Coronaadfærd

Jeg kom meget rundt i området, og da jeg intet havde at tage mig til, gik jeg nogen gange og observerede folk. De steder hvor man typisk mødtes, i centeret og på stationen, var der stadig alt for mange som ikke sprittede af, holdt afstand og som ikke anvendte mundbindet korrekt. Der var nogle fællestræk mellem dem, der ikke kunne finde ud af det, eller ikke gad, men man kunne ikke helt entydigt henføre smittespredningsadfæren til nogen enkelt gruppe. Jeg havde endnu ikke oplevet nogen påpege den for andre farlige adfærd, hverken andre borgere eller vagter, og jeg gjorde det heller ikke selv. Jeg burde gøre det, men coronasmitte var det mindste af mine problemer, og man måtte forvente at dem, der fik penge for at være coronavagter lagde ud med at påpege smittefarlig adfærd først. Når de var ligeglade, hvorfor skulle jeg så gå og lege coronapoliti? Dem der havde mentalt overskud til at udvise "samfundssind"eller nogle af de andre floskler, myndighederne og politikerne henviste til, befandt sig ikke på bunden af samfundet, som jeg gjorde. De havde biler og anvendte ikke offentlig transport som os fattigrøve, de boede i huse i villakvarterer, og de undgik for alt i verden at blande sig med os i underklassen.

Dem med ressourcerne havde afskærmet sig med deres egne, så de ikke var i fare for de smittespredende tosser, der rente rundt på gader og stræder. Jeg var en coronaduks, men jeg kunne så sandlig godt forstå dem, der i protest eller fordi de havde meget større problemer end corona, ikke overholdt restriktionerne. De opfattede sig ikke som medlemmer af det danske samfund. De følte ikke at de skyldte deres rigere medborgere noget som helst. Måske var det berettiget, måske var det ikke, men jeg var ikke i tvivl om at det ikke skyldtes at man ikke rent kognitivt kunne finde ud af at overholde restriktionerne, men derimod at det var et spørgsmål om at man havde udelukket nogle fra samfundet. Derfor var løsningen ikke mere oplysningsarbejde, selv om det da var udmærket, men at man ikke kunne forvente "samfundssind" fra mennesker, der var blevet kasseret som affald af selv samme samfund.

Afsavn

I morgen fik jeg endelig penge. Det var i forvejen ikke mange, og jeg skulle tvangsafbetale til Lægernes Bank og til sagsomkostninger, og dertil kom at jeg manglede alt, lige fra husholdningsartikler til mad til tøj og sko. Det kunne simpelthen ikke blive ved. Jeg var nødt til at skrive det til bl.a. ROPS og Styrelsen for Patientsikkerhed. Lige nu havde jeg det tåleligt, men det kunne ændres hvert øjeblik det skulle være, og jeg vidste at jeg snart igen og senest i aften, nat og i morgen ville blive grebet af desperation, nedtrykthed og afmagt. Der skulle ske noget.

Mail til ROPS og Styrelsen for Patientsikkerhed

"Status er, at min situation er helt uholdbar. Jeg har intet hørt fra hverken Styrelsen for Patientsikkerhed eller den gratis retshjælp. På snart sjette år lever jeg stadig på fattigdomsgrænsen, lider under meget alvorlige fejldiagnoser (psykose, paranoia og personlighedsforstyrrelser), og jeg har initialt mistet min autorisation som læge på et forkert grundlag (paranoia, selv om jeg sådan set havde ret og ikke var paranoid). Embedslæge Elisabet Tornberg Hansen ville jf. aktindsigt have, at jeg i 2015 skulle indlægges akut på en lukket psykiatrisk afdeling til medicinering med antipsykotisk medicin på grund af paranoia. Det krævede hun i forlængelse af en samtale jeg havde med hende, hvor jeg fortalte om overlæge Egill Rostrups ulovlige håndtering af forsøgspersoners personfølsomme data. Det nægtede jeg at gøre, hvilket jeg også fortalte Elisabet stille og roligt, da jeg var på vej ud ad døren. Det var relevant at oplyse, da jeg blev straffet af ham, idet jeg mistede min ph.d. fordi jeg var så dum at gøre Egill opmærksom på dette, før jeg anmeldte ham til Datatilsynet. Som efter fire år gav mig ret.

Kjeld."

Samfundssind

Var der intet af. Det var vigtigt at få understreget. Det var der ikke før eller under coronapandemien, og det ville der heller ikke være efter. Det betød ikke, at det bare var mig, der ikke kunne danne relationer med andre mennesker, for det havde jeg sjovt nok ikke det store besvær med, men samfundssind, medborgerskab, næstekærlighed og alle de andre floskler, jeg især i øjeblikket kunne læse i aviserne. Der var ingen sammenhængskraft i det danske samfund, og jeg ville se at danskerne stod sammen og kæmpede for en fælles sag før jeg troede på det kunne lade sig gøre. Måske var det bare på Vestegnen, det forholdt sig sådan. Måske havde de fattet det i Jylland, hvad vidste jeg?

Samtale med Martin

"Hvordan går det?" Det lagde Martin ud med at sige med påtaget opstemthed, da jeg helt bevidst ringede ham op 11.55, og ikke kl. 12.00, for således at illustrere at jeg havde styr på mine aftale. Jeg svarede: "Det går som det plejer. Der er stadigvæk ikke sket noget.". "Har du stadig ikke fundet et sted at sidde i dagtimerne?". "Nej, bibliotekerne og fitnesscentrene er fortsat lukkede.". "Ok". "Fik du min sms?". "Jeg sendte dagsordnen til dig til samtalen forleden.". "Nej, den har jeg ikke modtaget". "Jeg oplyste dig om mit telefonnummer til sidste samtale". "Nå, jeg kan se at jeg sendte den til telefonnummeret med tallet 92, og ikke 98". "Det er jeg ked af." "Det er ok.". "Er du sikker på at der ikke er noget vi skal tale om?". "Jamen, der jo ikke sket noget som helst. Jeg synes ikke at det er nødvendigt for mig at opfinde noget vi kan tale om.". "Ok, skal vi så ikke aftale en ny tid?". "Det synes jeg er en god ide.". "Hvad med den 12. april kl. 12.00?". "Det er perfekt, jeg skriver det lige ned.". "Jeg går ud fra at det er et telefonisk møde med mindre du oplyser mig om andet?".

"Ja, det er sandsynligvis telefonisk ligesom i dag, men ellers skal jeg nok fortælle dig det.". "Det gør jeg i den sms med dagsordnen, jeg sender til dig en uge før næste møde." . Vi afsluttede samtalen på normal høflig vis. Hele samtalen foregik i en rolig og venlig tone, og varede heldigvis meget kort tid. Martin var sikkert en fin fyr, og han hjalp måske andre, selv om han ikke hjalp mig. Nogle, som Kristine Chemnitz, troede jeg kæmpede mod hele verden. Det var en misforståelse, som byggede på at hun ikke anede hvor mange kampe på daglig basis ikke udkæmpede. Jeg kampede heller ikke mod hverken Amanda eller Martin, for det var ikke deres skyld at idioter meget højere oppe i hierakiet havde taget alvorligt fejl eller handlet i ond tro. Det lod til at Martin endelig havde fattet det, hvis man skulle tillægge dagens samtale med ham nogen betydning. Det, som Kristine Chemnitz havde sagt til mig var faktisk ordret: "Du kan ikke kæmpe mod hele verden, Kjeld". Det var et forkert udsagn af to årsager: For det første kæmpede jeg ikke mod hele verden, kun mod den skændelige og uretfærdige fireårsregel for læger, der i øvrigt favoriserede lidt ældre læger som hende selv og Mogens B. For det andet kunne jeg og alle andre sagtens kæmpe mod hele verden. Man kunne bare ikke vinde kampen, men selvfølgelig kunne man kæmpe, og "den, der kæmper, taber aldrig helt". Men hvad vidste Kristine og Mogens om at kæmpe for noget? De havde fået alt foræret på et sølvfad.

https://politi.dk/virksomheden/distinktioner-id-og-markering

"Alle politibetjente, uanset om de arbejder i uniform eller i civil, vil have deres politi-id (politiskilt) med sig. Uniformerede politifolk vil ydermere bære et unikt markeringsnummer og distinktion, der fortæller dig den pågældendes ledelsesniveau."

Den afgørelse jeg for nyligt fik af Vestegnens Politi var altså en joke?

Jeg var ude i dag fra lidt over 8 til lidt over 17. Jeg var forbi Hedeland og træne på powertrackbanen. Det var fremragende, forårsagtigt vejr. Jeg elskede at komme hjem og slappe af efter en lang tur eller træning. Så følte jeg det var fortjent. Der lå intet post til mig. Jeg havde intet hørt. Der skete fortsat intet. At få penge den 1. var som at komme op til overfladen efter nærmest at have druknet. Så hev man efter vejret, og det var det eneste i hele verden, der betød noget. Man kunne ikke bede en sådan person om at spare på vejrtrækningerne. Jeg måtte beherske mig når jeg var ude at handle , for jeg havde lyst til at købe al den datonedsatte mad. Men da det selvfølgelig ikke var det samme som at nærdrukne, lykkedes det mig at holde igen.

Jeg havde gennem to måneder manglet et bælte, som ikke var udpræget og synligt flosset, fordi det var lavet af plastik og havde kostet 50 kroner. I to måneder havde jeg gået og kigget på bælter i Føtex, og i dag skulle det være. Jeg blev ramt af kraftig skyldfølelse, da jeg købte et bælte af "rigtig" læder til 199 kroner, som en konge. Mine sko var nu så hullede at småsten på grusstien i Hedeland gik direkte op gennem sålen. Men udadtil så de præsentable ud, og det var jo det vigtigste. Jeg købte også synåle og sytråd til i alt 20 kroner i Rema 1000, så jeg kunne sy knapper i de to par bukser, der manglede. Jeg havde fjernet knapperne fra to andre par bukser, jeg måtte kassere, da hullerne i dem var for store og kanten af stoffet var trævlet så meget op, at jeg ikke kunne sy dem.

"Kontakt en patientrådgiver". Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det latterlige "råd" journalisten havde givet mig. Det var meget sigende, da det betød at han ikke havde læst noget af det jeg havde skrevet til ham igennem flere måneder. Det mindede mig om at det var en rigtig strategi at jeg ikke forholdt mig til feedback fra andre end de ganske få mennesker, der faktisk kendte til mine forhold og sager. Det eneste, jeg kunne forvente fra andre end førnævnte, var ubehjælpsomme klicheer, såsom at jeg skulle "finde en patientrådgiver" (journalisten), "ikke kæmpe mod hele verden" (Kristine Chemnitz) og "bid ikke den hånd, der fodrer dig" og "jagt ikke vejrmøller" (ordsprogene og flosklernes konge, Torsten Bjørn Jacobsen). Der var meget sandhed i ordsprog, men der var også meget vrøvl, især når de blev anvendt forkert. Som psykiater måtte man ikke forfalde til ordsprog, som forklaring på noget som helst.

Jeg havde på forunderlig vis skaffet en lærebog i basal klinisk undersøgelse, som jeg lige så godt kunne bruge den uendelige ventetid på at repetere.

Coronaadfærd

Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til ikke bare folks coronaadfærd, men også hvordan samfundet forsøgte at minimere smittespredningen. Jeg var "detaljefikseret" i følge selveste forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, og det var et sygdomstegn i følge hende, men når det var sagt, så var det en fordelagtig egenskab under en pandemi. Tag eksempelvis City 2 i Høje Taastrup, hvor de fine læger aldrig satte deres fødder. Ved én af de mest benyttede indgange til centret var der en håndspritdispenser, der i over to uger enten ikke virkede eller ikke var opfyldt. Det var sådan en detalje, der faktisk kunne få betydning under en pandemi. Eller bænkene i Waves i Hundige, som med markeringsplast var afskærmet, men som jeg så sent som i dag så folk sidde på alligevel.

Eller at man i disse centre sparede på rengøringen på toiletterne under pandemien, samtidig med at foruroligende mange brugere svinede som dyr på dem. Små detaljer, og et sygdomstegn at jeg lagde mærke til sådan noget, men virus var ligeglad, blev spredt på den måde, og på den måde ødelagde de små detaljer den øvige store og meget omkostningstunge indsats. Var det dyrt for et storcenter at gøre lidt mere rent? Nej. Var det dyrt at indlægge folk på hospitalet, fordi der var sparet på rengøringen? Ja, det var overordentligt dyrt. Men det var henholdsvis den offentlige og den private sektor, der betalte i de to tilfælde. Det var himmelråbende åndssvagt. Sådan var der mange små sprækker i den store dæmning, der kunne få den til at springe hvornår det skulle være.

Egoisme

Jeg var nødt til at trække på smilebåndet, da jeg læste at læger uden patientkontakt på Herlev Hospital havde vaccineret hinanden før alle andre. Disse unge mennesker var givetvis nogle af de sundeste i kongeriget, og COVID-19 var ikke ligefrem Den Sorte Død. Ingen af dem risikerede at blive særligt syge af corona, og de havde ikke tænkt over hvor forkert og egoistisk deres handling var, og at det ville komme for en dag før eller senere. Der var åbenbart ingen laveste fællesnævner blandt selv rigtige læger, altså ikke psykiatere, selv om de psykiatriske chefer også havde ladet egoismen råde og ladet sig vaccinere. Jeg var ikke overrasket over de psykiatriske chefers svigt, det var hvad man kunne forvente, men at de rigtige læger, der var diabetesforskere, havde sprunget køen over, kom bag på mig. Tænk hvis COVID-19 havde været farligere (eller farligt)? Hvis 1 - 2 procent af de ramte døde af COVID-19 (ikke med, men af) fremfor 0,5 til 1,0 procent? Hvor lidt skulle der til før folk kørte på overlevelsesinstinktet og gav pokker i pligt og samfundssind? Noget andet, jeg havde tænkt på, var, hvordan folk ville reagere, hvis der var nogen, der faldt om på gaden og skulle genoplives? Var nogen villige til at redde et medmenneske, hvis det betød at de blev eksponeret for COVID-19? Det var ikke engang mund-til-næse jeg tænkte på, blot kompressioner eller anvendelse af hjertestarter. Var jeg, hvis jeg faktisk havde noget at miste? Nej til det første, forhåbenlig ja til det sidste.

Jeg kunne have brugt tiden under restriktionerne til at dygtiggøre mig lægefagligt. Jeg ville havde siddet på den samme bænk ti timer dagligt og repeteret det, jeg engang elskede mest, mit fag, lægefaget, og jeg ville have et smil om munden hele tiden. Jeg kunne undvære mad og varme, hvis jeg bare havde noget at arbejde hen imod. Det ville have kommet både andre og mig selv til gode. Den glæde skulle jeg imidlertid ikke have. Styrelsen for Patientsikkerhed mv. ville ikke give min tilværelse mål og mening. Jeg skulle lide i fortsat uvished og med afsavn, som de færreste i Danmark havde stiftet kendskab til i så mange år. Jeg skulle straffes, og jeg skulle leve i et helvede. Hvis jeg fik de rette vilkår, som jeg i al ydmyghed havde fortjent fordi jeg hele tiden havde været helt normal, ville jeg helt automatisk blomstre og selv sørge for at blive en glad og positivt bidragende medborger. Men det var der nogen, der i flere år havde aktivt forhindret, og det var en forbrydelse.

Folk kunne ikke forstå at læger var i stand til det, der var overgået mig, at man bevidst havde givet mig en alvorlig og fuldkommen forkert diagnose, og at retssystemet havde nægtet at korrigere diagnosen. Det var så uforståeligt for de fleste at det kunne finde sted i Danmark, men faktum var, at det var præcis hvad der var sket, og ikke fordi jeg sagde dt, men fordi alle der havde kendt mig sagde det. Fordi det lød utroligt i andres ører at danske psykiatere var i stand til det der var sket med mig, så troede man ikke på hvad jeg sagde, og man ville derfor ikke besvære sig med at læse hvad jeg havde skrevet, hvad mine pårørende sagde, hvad jeg havde dokumenteret sort på hvidt. Det var derfor at en journalist, der burde vide noget om netop psykiatrien, ikke mente han kunne hjælpe mig, og at jeg skulle kontakte en patientrådgiver. Og det var derfor at mine bødler vandt.

Høje Taastrup Kommune

Det var vigtigt at huske sager som nedenstående, når pandemien engang var overstået og regnskabet skulle gøre op:

https://sn.dk/Taastrup/Fem-ledere-kom-foran-i-vaccinationskoe/artikel/1415323

Egoismen ville ingen ende tage.

https://sn.dk/Taastrup/Utilfreds-borgmester-efter-ledere-er-kommet-foran-i-vaccinekoe-Man-skulle-have-haft-dobbelt-saa-lang-liste/artikel/1415325

Lidt før midnat lå jeg og tænkte, at det ikke ville komme til at gå. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke se at det nogensinde ville ende. At jeg havde klaret det så langt, som jeg havde, var ikke til at forstå. Hvor mange hundrede kilometer havde jeg ikke gået? Hvor mange gange var mit håb ikke dødt? Hvor ofte havde jeg ikke råd til mad, selv om jeg sparrede alt jeg kunne? Hvorfor sad der mennesker derude, som jeg vidste kendte til min situation, som vidste det var tortur for mig, som kunne gøre noget, men ikke gjorde det? Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg var nødt til at gøre det eneste jeg var i stand til nu, nemlig at sende min tekst ud til alle læger igen. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg dø. I morgen var det marathon gåtur igen til et sted jeg ikke anede hvor var. Jeg havde nu penge på rejsekortet igen, så i princippet kunne jeg tage nogle nye steder hen, men hvad nyttede det, når jeg ikke kunne sidde nogen steder alligevel?

Jeg var ved at brække mig over at tosse rundt, eller sidde på en bænk og læse eller skrive på min computer som en idiot, mens folk gloede og jeg forsøgte at lade som ingen ting. Jeg var så langt nede at jeg ikke magtede at tage kontakt til andre mennesker længere. Jeg havde været fysisk og mentalt mere end parat til at arbejde flere gange i løbet af de seneste måneder, men fordi at Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat ignorerede mig som de havde gjort i snart seks år, kunne jeg ikke opretholde den parathed særligt meget længere. Jeg var hurtigt på vej helt ned i et sort hul igen, og denne gang kom jeg ikke op igen. Mit liv var intet værd.

Hvorfor var det nødvendigt at skrive over 700 siders dagbog for at overleve?

Hvorfor var mit eneste håb at sende den rundt til folk og myndigheder som var ligeglade?

Og vigtigst af alt: Hvorfor spildte jeg tiden med at skrive dagbog, når jeg uendeligt hellere ville læse medicin?

Og i forlængelse af ovenstående: Hvorfor havde Styrelsen for Patientsikkerhed ikke forlængst givet mig en konkret tidsramme og handleplan, så jeg kunne repetere den medicinske litteratur, der var relevant?

Gad vide hvilke løgne embedslægerne og psykiaterne bildte sig selv ind, når de skulle begrunde deres skændige svigt? Til hvems bedste? Da i hvertfald hverken mit eller samfundets.

Roskilde revisited

Jeg var nødt til at købe nogle nye sko, så jeg ikke længere lignede en lazaron. Det nærmeste sted med gode indkøbsmuligheder var Roskilde. Det var interessant at gense det sted, hvor jeg havde haft det allerværst under hele det mareridtsagtige forløb. Indtil videre naturligvis, for det kunne altid blive værre.

Men samtidig med at det havde været forfærdeligt, havde jeg massiv backup af de bedste venner man kunne ønske sig. Det var deres fortjeneste at jeg havde fortsat ævred, til trods for at jeg ikke havde lyst, og det nemmeste var at gå i hundende og opgive alt. Det ville dog have været utaknemmeligt af mig, hvis jeg havde valgt den nemme løsning. Jeg besad mange dårlige karaktertræk, men utaknemmelighed var ikke et af dem. Jeg huskede alle, der havde hjulpet mig, ligesom jeg huske alle der havde skadet mig. Da jeg endnu ikke havde et fast holdepunkt i min tilværelse, magtede jeg desværre ikke at vedligeholde mine relationer, hvilket mildt sagt havde ødelagt en hel del for mig, og jeg havde kronisk dårlig samvittighed over at jeg havde svigtet dem, der havde gjort så meget for mig.

Det var helt vildt at tænke på at mine venner havde været sejere end toppen af dansk psykiatri. Og mine venner havde ikke noget psykiatrisk fagkundskab, men til gengæld havde de sund fornuft og var mere intelligente end psykiaterne. Jeg drømte om at få min lægeautorisation igen, så jeg kunne være der for dem, skulle det blive nødvendigt, hvilket jeg håbede at det aldrig blev. De havde reddet mit liv, og jeg ville gøre alt for dem. Det gjorde ikke noget at mine modstandere havde Retslægerådet, alle psykiatere fraset Peter Wormm Jantzen, Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet på deres side, når bare jeg havde mine venner, som var tusinde gange mere værd en dem.

Jeg fik købt det jeg skulle, og ikke mere end det. Nu gjaldt det om at sparre resten af måneden. Jeg havde opdaget et rekreativt område der lå mellem Hemmelev og Tre Kroner, hvor der nærmest var en kopi af Powerfitnessbanen i Hedeland, der hed naturfitnessbanen, og der gik jeg hen og tog nogle pullups. Det blev ikke til mange, da musklerne var brugte efter de pullups jeg lavede i går i Hedeland. Desværre var vejert langt dårligere i dag, så jeg tog tidligt hjem.

Jeg havde fortsat intet modtaget fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og ikke hørt fra den gratis retshjælp. Det måtte være fordi alt gik gennem Peter Wormm Jantzen, som jeg skulle tale med på mandag. Det var sådan set fint nok, bortset fra at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle holde ud til endnu en uge. Hvis jeg vidste at mit altoverskyggende problem, beskæftigelse, blev løst på mandag, så jo, så kunne jeg klare hvad som helst, men jeg anede intet.

Coronaadfærd

Folk var stadig meget afslappede, og det var ikke alle, der forstod hvad kontaktsmitte var, ligesom jeg så en kvinde i bussen, som havde sit mundbind under hagen under turen. Idiotisk, så tag dog mundbindet helt af eller helt på. Det kunne ærligt talt ikke hidse mig op. De meldinger der var i medierne i forhold til farligheden af den britiske variant, konsekvenserne af den begyndende genåbning, samt effekten af vaccinerne, var meget modstridende. Den britiske variant var mere farlig og mere smitsom, men der blev alligevel slækket på restriktionerne. Mystisk. Jeg var begyndt at hoste mere, men følte mig ikke syg i øvrigt, så det kunne skyldes allergi, da mine øjne også klødede, eller den skimmelsvamp der sad i en bræmme rundt om vinduet på værelset. Mine fødder gjorde fortsat ondt, men var virkede ikke som om det kom fra leddene, men nærmere fra knoglerne i mellemfoden. Jeg var stadig uspecifikt svimmel.

Jeg var et smut forbi en bekendt fra værestedet, hvor jeg syede knapper i to par af mine bukser. Hun fortalte at værestedet var helt åbent for brugere. Det var jeg rigtig glad for at høre, og jeg savnede de mennesker der havde taget så godt imod mig, men jeg var ikke sikker på at det var en god ide at tage forbi dem fordi det bidrog til at stigmatisere mig yderligere som psykisk sårbar, hvilket jeg ikke var. Jeg skulle nok tage ned forbi værestedet og hilse på igen, men ikke før jeg var afklaret i forhold til autorisationsspørgsmålet. Desuden havde jeg på fornemmelsen at jeg enten risikerede at smitte de andre eller blive smittet selv og smitte udlejer.

Peter Wormm Jantzen

Jeg blev ringt op af Peter Worm Jantzen omkring frokost. Han fulgte op på det han hjalp mig med: Styrelsen for Patientsikkerhed havde ikke ladet høre fra sig. Det havde den gratis retshjælp til gengæld. Peter Worm Jantzen var et fyrtårn i dansk psykiatris mørke. Han havde lyttet til mig, og han huskede det essentielle i det jeg havde sagt. Han var knivskarp, og skar alt det overflødige væk. Han sagde intet overflødigt, og han fik elegant kommunikeret til mig at han var klar over at jeg ikke havde lyst til at tale med sygeplejerskerne. Han hjalp mig på præcis den måde, jeg havde tigget og bedt om i rent ud sagt årevis. Den måde han kommunikerede på fordrede respekt og lydhørhed fra mig af. Han var befriende effektiv, og selve samtalen varede kort tid, samtidig med at alle emnerne blev afrundet tilfredsstillende. Jeg skulle passe på ikke at sætte Peter Worm Jantzen op på en piedestal, men med det i mente, så stod det klart at denne læge burde klones, og erstatte størstedelen af hans kolleger.

Peter Worm Jantzen havde én kæphest, nemlig at han ikke tolererede stofmisbrug blandt patienterne, og forekom det, blev det sanktioneret behørigt. Jeg var ikke uenig med hverken hans kæphest eller hans sanktioner. Jeg vidste fra mine medpatienter på R3, at han (trods hans kæphest) var den ubetinget mest vellidte psykiater. Det interessante var, at han blev positivt fremhævet af medpatienterne, hvorimod hans kolleger var direkte forhadte. Dermed var han strengt taget den eneste vellidte psykiater på R3. Og det selv om en del af mine medpatienter gjorde alt for at komme til at indtage stoffer, og i den forbindelse også mærkede Ps sanktioner. Man skulle altså ikke misforstå Ps venlighed og effektivitet med svaghed og eftergivenhed. Og det kunne vi godt lide.

Den gratis retshjælp

Jeg ville forberede mig på mødet med retshjælpen særdeles grundigt. Jeg havde rigtigt meget, men jeg var klar over at jeg måtte prioritere benhårdt, og præsentere hvert forhold kort og konist. Selvom jeg havde mistet al respekt for det danske retsvæsen, qua min egne erfaringer, var min eneste mulighed at gøre brug af det. Fordi mine bødler ikke havde vist mig nogen form for nåde, og fordi jeg stadig i skrivende stund efter snart seks år, stod på kanten af afgrunden, var det klart at jeg måtte bruge retsvæsenet til at vise disse bødler samme nåde. Retsvæsenet havde svigtet mig og min familie mange gange før jeg i desperation tydede til selvtægt, men nu måtte jeg altså igen forsøge at bruge dette rets(u)væsen.

Nu var der selvfølgelig det at mine bødler fra starten havde satset på at de ulovligheder de havde begået enten ville falde for forældelsesfristen, eller glemt fordi jeg begik selvmord. Sidstnævnte havde været meget tæt på mange gange gennem årene, og senest for ikke mere end en uge siden. Men jeg havde jo indgivet anmeldelse til Vestegnens Politi helt i starten, og selv om de bare havde enten afvist eller ignoreret mine anmeldelser (sikkert fordi jeg var rubriceret i deres system som psykotisk, og alt jeg sagde eller skrev derfor var utroværdigt i deres ører), så kunne jeg bevise at jeg havde indgivet samtlige anmeldelser og at politiet havde modtaget dem. Og jeg ville føre hver eneste sag til verdens ende så længe jeg levede. Alle instanser skulle involveres og alle penge skulle bruges på formålet. Det var min eneste mulighed for at forhindre flere overgreb fra myndighederne og politiet, at de vidste at jeg ville retsforfølge dem for selv de mindste teknikaliteter. Fra deres synspunkt af var det nemmere at chikanere mennesker, der var endnu mere ressourcesvage en jeg, så de kunne få afløb for deres personlige frustrationer og gøre karriere på de allersvagestes bekostning.

Københavns Vestegns Politi

Da jeg efter en usædvanlig fysisk hård dag og aften endelig kom hjem lidt over 20 af aftenen lå der - naturligvis - et brev fra Vestegnens Politi. Jeg rev hurtigt konvolutten op, og kunne læse, at politiets erhvervspraktikant (som mærkeligt nok kaldte sig selv "juridisk konsulent") havde sendt en bekræftelse på min anke.

Jeg var blevet en del bedre til at åbne min post fra politiet, men jeg følte stadig udtalt akut fysisk og psykisk ubehag, jeg fik kvalme, ondt i maven, rystede over hele kroppen, og hjertet hamrede afsted. Disse mennesker var gemene i en grad jeg aldrig tidligere havde haft fantasi til at forestille mig. De var alt andet end uvildige og professionelle. Det var en gåde hvordan beboerne på Vestegnen kunne have tillid til dem. De kunne ikke følelsesmæssigt distancere sig fra deres arbejde, hvormed de begik fejl, overgreb og havde skyklapper på. Der var efter min erfaring ingen adskillelse mellem politi og anklagemyndighed, og så vidt jeg vidste var både anklagere, politi og dommere ansat af justitsministeriet. Det var en fadæse at det forholdt sig på den måde, og jeg havde ingen retssikkerhed.

Erhvervspraktikanten havde selvfølgelig ikke svaret på mine spørgsmål, udover et enkelt ét, nemlig at hun oplyste politiassistentens markeringsnummer. Det var da slet ikke så svært, hva? Jeg kunne stille mig tilfreds med at Rigspolitiet nu behandlede min anke, men fordi Vestegnens Politi havde chikaneret min familie og mig så mange gange, fordi de havde opført sig så utroligt arrogant og truende, fordi Vestegnens Politis efterforskere havde tvunget mig til at bo på gaden, og fordi de havde givet mig PTSD, og fordi deres chikane havde gjort mig så desperat at jeg havde filmet en YouTube videodagbog, som Styrelsen for Patientsikkerhed havde fejltolket som en trussel, selv om det ikke var det - på grund af alt det, blev jeg aldrig tilfreds med disse menneskers ugerninger.

Jeg skrev derfor nedenstående til Københavns Vestegns Politi:

Til den juridiske konsulent.

Kjeld.

En intimmideringsmetode, som Københavns Vestegns Politi tidligere havde anvent overfor mig, var at anholde mig, smide mig i håndjern, lade mig overnatte i Vestre Fængsel, og derefter i detentionen på politigården i Albertslund. Hvorefter jeg fik lov til at gå flere kilometer derfra og hjem, og uden at have fået noget at spise eller have en jakke. Det var sådan heltene arbejdede. Med psykisk terror.

Det politiet ikke forstod var at man ikke kunne klippe håret af en skaldet. Jeg havde på det tidspunkt allerede mistet alt, og jeg var ligeglad hvor jeg sov, så længe det var indendøre. Derfor havde netop dén episode ikke givet anledning til flash backs og mareridt.

Man kunne have udsat mig for hvad det skulle være, hvis bare jeg var læge. Men da de tog min autorisation fra mig, dræbte de mig samtidig. Derefter var jeg ligeglad med hvad der overgik mig. Indtil den dag hvor forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, og Klinikchef Anne Mette Brandt Christensen udsatte mig for den måneder lange trussel om tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin. Dét havde givet mig dybe ar på sjælen. Hvis de havde haft held med deres forehavende, havde jeg straks begået selvmord. Jeg fik hverken ar på sjælen eller selvmordstanker på grund af et par nætter i en celle. Det døde man trods alt ikke af, men det gjorde man af antipsykotisk medicin.

Bortset fra det, havde jeg været i Hedeland og træne lidt. Det blev kun til dips og armbøjninger, men alt var bedre end intet. Fra kun at kunne tage to sæt med 8 dips for et par måneder siden, var jeg nu istand til at tage fire sæt af 12 dips med rygsæk på. Det havde altid være en af mine yndlingsøvelser. Da jeg for en gangs skyld havde penge på mit rejsekort, tog jeg bussen som en greve, så jeg fik kun gået knapt 20000 skridt i følge mit ur. Jeg gik en tur i Taastrup med en bekendt, og tog herefter ned i værestedet, da igen havde åbent for alle. Det var hyggeligt nok, men den eneste grund til at jeg tog derhen, var at jeg var fysisk udmattet, ikke orkede at gå mere, og at det var for koldt til at sidde på en bænk eller i et stoppested.

Hos en ven

Jeg var tidligt ud i dag, lidt over klokken 8. Solen skinnede, men det var koldt, og og rimfrosten skinnede i solskinnet. Det blev efterhånden varmere, og rimfrosten forsvandt, men da det blæste med en kold vind, kunne jeg ikke sidde nogen steder i længer tid ad gangen. Jeg lagde ud med at sidde på en bænk i en nærliggende mose og repetere standardjournalens opbygning. Det var betryggende at erfare, at jeg blot skulle have stikord i forhold til de enkelte journalpunkter, hvorefter den tilhørende beskrivelse dukkede op i hukomelsen. Journalpunktet "abdomen" resulterede i remsen: "Fladt, blødt, uømt, ingen palpaple patologiske udfyldninger, ingen hepato- eller splenomegali, naturlige tarmlyde.". Fantastisk. Det blev alligevel for koldt, hvorfor jeg måtte videre. Jeg gik et længere stykke vej, indtil jeg fik varmen. Jeg fandt et godt stoppested, hvor der var læ. Da jeg havde siddet der et stykke tid, måtte jeg alligevel tage videre. Tilfældigvis kom bussen, som jeg tog til naturområdet mellem Tre Kroner og Himmelev, hvor jeg trænede pullups. Det blev ikke til så mange gentagelser eller sæt, og jeg kunne godt mærke at jeg også i går i Hedeland havde lavet pullups.

Først på eftermiddagen mødtes jeg med en ven. Vi købte ind og lavede kotteletter i fad med ris til. Alle råvarene var på tilbud, og vi sparrede en hel del, og blev samtidig mætte. Jeg havde fået opladt mit ur med skridttæller. Jeg følte ikke at jeg havde gået særligt meget, men da jeg kiggede på antallet af skridt var det lidt over 31000. Jeg var hos min ven til omkring 23. Jeg fortalte ham, at de sidste måneder havde været et sandt helvede, og at han havde reddet mig mange gange iden periode, hvilket han skkulle vide at jeg var meget taknemmelig for. Det var ingen overdrivelse. Det lod til at han forstod det. Vi sad blandt andet og talte om sammenhængskraft, tilhørsforhold, solidaritet og ikke mindst samfundssind. Vi blev enige om at det ikke eksisterede i Danmark, hvilket coronapandemien havde synliggjort. Der var de nære relationer, der betød noget, og de var det eneste der betød noget. Jeg fortalte ham, at jeg var blevet ekskluderet af samfundet for næsten seks år siden, og at det eneste jeg havde til fælles med resten af befolkningen var det danske sprog. Jeg ville ønske at det forholdt sig anderledes, men det var ikke mit valg.

Der lå ingen trusselsbreve fra det offentlige til mig, da jeg vendte hjem. Jeg begreb ikke at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke havde sendt mig en indkaldelse til et møde. Nu gik jeg endnu en weekend i møde; af forskellige årsager var weekenderne den værste tid på ugen, og jeg anede som sædvanlig ikke hvordan jeg skulle klare klare de næste par dage.

Jeg havde truffet en beslutning om at holde op med at tjekke online nyhedsmedierne. Det hang mig langt ud af halsen at læse de mere eller mindre samme ligegyldige "breaking news" artikler, som ikke var andet end click bait.

Det med at leve én dag ad gangen havde jeg taget til mig. Der var jeg tvunget til, for hvis jeg tænkte bare få dage ud i fremtiden, blev jeg meget nedtrykt og modløs. Hvordan kunne man fastholde mig i en utålelig og uholdbar situation? Det var så modbydeligt. Fraset Peter Worm Jantzen var det stadig ingen, der havde gjort noget for at hjælpe mig.

Hvor skulle jeg tage hen i morgen? Hvad skulle jeg foretage mig? Hvor koldt blev det, og holdt det tørt? Tænk at en 39-årig læge var nødt til at sidde i stoppesteder, eller gå rundt på gader og stræder anno 2021? Det var nådesløst.

Vandring

Jeg var ude ad døren lidt over klokken 8. Jeg havde for en gangs skyld sovet mere eller mindre sammenhængende, uden mareridt, og uden at ligge vågen og tænke på, hvordan det var at dø, og om døden i det hele taget. Solen skinnede igen, men kun i få, korte perioder, og det blæste relativt kraftigt. Blæsten og den kolde temperatur gjorde det til en udfordring at sidde og repetere medicinsk journaloptagelse, eller læse i den bog jeg havde fundet i bogreolen ved stationen. I den forbindelse erfarede jeg, at man var begyndt at spille høj operamusik inden på stationen, så tosser som jeg ikke kunne opholde os der i læ for elementerne.

Jeg så et optrin, der fik mig til at le; omkring et halvt hundrede meter længere fremme så jeg en yngre kvinde og en mand, hver med deres store hund. Da kvinden nærmede sig manden, blev hendes hund så ivrig for at komme over til den anden hund, at den rykkede så pludselig og hårdt i snoren, at kvinden faldt om på fortovet. Hun kom ikke til skade, og manden var galant og hjalp hende op. Det var et kongeligt syn.

Søen

Jeg tog hen til en sø, jeg havde opdaget i går. Det var tæt på bus og tog (hvis man havde penge på sit rejsekort), og der var mange bænke, hvoraf nogle af dem stod i læ og i solen, hvis den ellers gad at skinne. Det var et pænt og nyanlagt område. Henne ved den ene af bænkene, der lå i læ, stod der en svane, som havde unger. Den defilerede rundt i en lille cirkel og bredte vingerne ud. Jeg tænkte at jeg ikke skulle sidde ved den bænk, så jeg gik hen til den bænk, der lå længest væk, i behørig afstand af svanen. Det var et perfekt sted, jeg lige akkurat kunne holde ud at sidde uden at blive distraheret af kulden.

Jeg begyndte at repetere journaloptagelsen, samt de forskellige objektive undersøgelsesmetoder. Jeg havde svært ved mange ting, men ikke lige præcis det. Jeg var i en sjælden grad opslugt af det, jeg repeterede, og det meste kom til mig helt af sig selv. Det var smukt, og jeg ænsede tiden eller kulden. Jeg havde siddet i en times tid, da noget kom ind i mit synsfeldt. Det var sørme svanen, der havde sneget sig ind på mig, og stod en halv meter fra mig og kiggede på mig. Det var meget sødt, så jeg tog et billede af den. Det skulle jeg ikke have gjort, for den begyndte straks at hvæse, og uden varsel hakkede den næbet ind på mit venstre knæ. Det var en rigtig Vestegnssvane. Dens territorie var åbenbart hele søbredden, og da jeg ikke fodrede den, skulle jeg have hvad der for en svane svarede til en dummebøde. Det var friskt nok, og mens jeg pakkede sammen og rejste mig, kunne jeg ikke lade være med at grine.

Billede. Vestegnssvane.

Solen var væk, og jeg frøs, så jeg gik hen til skovfitnessbanen, der lå et stykke væk, hvor jeg lavede fire sæt af 12 dips med rygsæk på. Det var skønt, men jeg fik ikke rigtigt varmen. Jeg gik derfor rundt et stykke tid, spise frokost, og returnerede til søen, hvor jeg satte mig på en anden bæk, væk fra bredden. Solen var væk, det blæste kraftigt, og her sad jeg ikke i læ. Det lykkedes at sidde der i omkring en time og repetere, men da jeg begyndte at blive svimmel af kulden. Før jeg rejste mig, passerede et par med en barnevogn mig, og utroligt nok skvattede damen på den lave bro af træ, da de var lige ud for mig. Da jeg var en meter fra hende, lo jeg ikke, men lod som ingenting. Hun kom heldigvis heller ikke til skade. Hvad var oddsene for at se hele to yngre og normalt udseende mennesker falde på gaden? Der var ikke glat nogen steder.

Inviteret

Jeg havde ikke flere penge på rejsekortet, og der var langt hjem. Jeg begyndte at trave afsted. Mit ur løb tør for batteri på halvvejen. Det sidste skridttal jeg så, var lidt over 25000, men det spillede ingen rolle. Jeg gik for at få varmen, for at få tiden til at gå, og fordi jeg ikke havde penge til offentlig transport. Heldigvis skrev en bekendt til mig mens jeg gik, og spurgte om vi skulle splejse til aftensmad hos vedkommende. Det var jeg lykkelig for. På vejen hen til pågældende mødte jeg tilfældigvis en anden jeg kendte, og vi fulgtes ad.

Reciprocitet

Jeg havde altid haft det princip, at jeg altid gav mindst lige så meget som jeg modtog, og at jeg kun i absolutte nødtilfælde lånte penge af andre. Jeg kunne ikke have en ligeværdig relation til nogen, som jeg stod i taknemmelighedsgæld eller økonomisk gæld til. Så hellere undvære relationen. Det var lækker aftensmad. Jeg spurgte hvor meget jeg skulle overføre, samtidig med at jeg selv på foranledning havde købt iskaffe. 30 kroner fik jeg at vide, som jeg straks overførte. Jeg tog opvasken, ikke bare den efter aftensmaden, men hele den akkumulerede opvask, og tog skraldeposen med ned, da jeg gik. Jeg ville gerne gøre mere rent, og spurgte om det, men fik at vide, at det behøvede jeg ikke. Der var ikke tale om et 1:1 merkantilt forhold mellem vedkommende og jeg. Jeg ville uanset hvad gøre rent og hjælpe min bekendte, fordi jeg godt kunne lide at hjælpe andre, og fordi jeg var taknemmelig for de få relationer jeg havde tilbage.

Jeg var lidt stolt af at jeg ikke var hjemme fra 8 morgen til halv ni aften. Det kunne jeg næsten være bekendt. Men hvad med i morgen? Jeg havde ingen ide om hvor jeg skulle tage hen, og om vejret var på min side. Jeg orkede ikke at tænke over det. Det var ulideligt, og der var ingen udsigt til at det nogensinde ville slutte. I morgen blev forfærdelig. Tidligt op, ud i kulden, gå hele dagen til et sted, jeg ikke vidste hvor skulle være.

Jeg kunne ikke falde i søvn. Min hoste var blevet tiltagende værre, begge øjnlåg var hævede, øjnene kløede, og næsen løb. Jeg havde været nødt til at bruge hele 61 kroner på Benadryl i Fakta, og det havde en vis, men ikke tilstrækkelig effekt. Jeg blev mere og mere apatisk og modløs for hver dag, der gik uden der skete noget positivt. Det kunne ikke blive ved, det var tortur. Jeg blev virkelig nødt til at foretage mig noget drastisk og opsigtsvækkende hurtigst muligt, men jeg var løbet tør for ideer. Nå ja, som det geni af en journalist havde forslået mig, kunne jeg jo bare kontakte en patientrådgiver. Denne mand havde slet ikke forstået hvordan psykiatrien og retsvæsenet fungerede, selvom det ikke var rocket science, og selvom netop han havde slået sig op på at skrive om psykiatri. Det var godt nok skuffende at han intet var værd når det virkelig gjaldt. Jeg kunne snart ikke mere.

Om dagbogen

Colonel Kurtz: I watched a snail crawl along the edge of a straight razor. That's my dream; that's my nightmare. Crawling, slithering, along the edge of a straight razor... and surviving.

Det var den for mig umulige balance når jeg skrev. På den ene side nævnte jeg kun personhenførbare oplysninger, når jeg var i reel livsfare fordi jeg var alvorligt nedtrykt udelukkende som følge af min sociale situaton, eller når mine vilkår var så indføleligt ulidelige, at det var fysisk eller psykisk tortur. Det var essentielt at nævne de personhenførbare oplysninger fordi at man ellers ville tro at det jeg skrev var fri fantasi, og fordi disse personer var skyld i ulovligheder eller så amoralsk og derangeret adfærd at det måtte medføre som minimum disciplinære sanktioner overfor vedkommende. På den anden side riskerede jeg at blive stævnet for injurier. Men jeg havde ikke noget valg, og desuden havde jeg sendt teksten til både politi og sundhedsmyndigheder før jeg offentligjorde eller videresendte den til andre end førnævnte. Hvis de myndigheder (som også inkluderede psykiatrien, Ombudsmanden, Institut for Menneskerettigheder) havde reageret, havde jeg ikke sendt den til andre. Men det var ikke sket. Og så sent som i dag havde mine vilkår været ulidelige, hvorfor det berettigede at jeg skrev.

Billede. 42881 skridt.

Jeg var uden ad døren lidt i klokken 8, og først hjemme lidt over klokken 20. Jeg var udendørs i hele tidsrummet. Jeg begreb ikke at jeg havde kunnet holde dagens tur ud. Det var koldt, hovedsageligt overskyet og det blæste kraftigt. Min krop var mørbanket fra begyndelsen af, og især mine fødder føltes som om de havde fået tæsk med en hammer. Om formiddagen regnede det, og jeg blev om ikke gennemblødt, så i hvert fald ret våd og kold som følge af blæsten. Jeg var så modløs at jeg var ligeglad, og jeg sad og spiste morgenmad i regnen på en bænk ved Greve Marina. Min rygsæk var endnu tungere end normalt fordi jeg desværre ikke havde tænkt mig grundigt nok om og nøjedes med kun at købe lidt mad og drikke ad gangen på ruten. Jeg begyndte at mærke de venstresidige brystsmerter, dog uden udstråling.

Jeg havde ikke lyst til at gå i dag fordi benene og fødderne gjorde ondt, og jeg forsøgte flere gange undervejs at sidde længere tid og repetere journaloptagelse, men det var simpelthen for koldt, og sidst jeg prøvede, blev jeg dårlig af kulden, idet jeg rystede af kulde, var svimmel og som følge deraf havde en let usikker gangfunktion.

I Tune blev jeg relativt pludseligt udtalt nedtrykt, og havde ikke lyst til at gå længere. Heldigvis var der et fremragende stoppested ud for Tune Kursuscenter, hvor der var relativt læ for vinden. Der jeg sad i omkring en halv time før jeg gik videre. Den længeste distance jeg gik, var fra Hundige til Hedehusene.

Jeg lavede pullups i Hedeland. Det var ét langt mareridt, som havde varet i snart seks år. Det blev kun værre hele tiden. Det kunne ikke blive ved. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Udover Peter Worm Jantzen. Der var nødt til at ske noget meget snart. Jeg skulle have min autorisation igen, og jeg skulle i arbejde som læge. Hvorfor gjorde Styrelsen for Patientsikkerhed ingen ting? De havde ignoreret mig i omkring seks år. Jeg havde kontaktet dem talrige gange, og hvis de svarede, gjorde de det alt for sent i forhold til forvaltningsloven, men de fleste gange fik jeg aldrig noget svar. Det var en katastrofe for mig. Det var ikke en overdrivelse, at det var og havde været umenneskeligt.

Personpåkørsel

Toget holdt stille på Svanemøllen Station, fordi der var sket en personpåkørsel på Hovedbanegården. Det fik mig til at tænke på den gang jeg arbejdede på Retsmedicinsk Institut, og i en periode obducerede flere togudspringere på stribe. Tidligt om foråret var der angivligt en let øget forekomst af selvmord. Det kunne meget vel have været mig, der var sprungt ud foran toget på Hovedbanegården. En personpåkørsel var naturligvis ikke det samme som selvmord, men det var ret sansynligt at det var det, der var sket.

Sygeplejerske Lars i ROPS havde talt med Martin, fortalte førstnævnte. Tak for oplysningen, men hvad kom det mig ved? Hvis jeg hoppede ud foran et tog, kunne det sagtens være fordi jeg havde talt med en af de to, og akut mistet al mod på livet fordi jeg af dem blev stigmatiseret irreversibelt. Det må have været en ultrakort samtale, i og med at der intet var sket. Fordi ingen af dem havde foretaget sig andet end at skade og destabilisere mig. Alternativt kunne de læse det jeg skrev i min dagbog, men det ville naturligvis kræve et minimalt engagement fra dem, og det var jo ikke derfor man var blevet socialrådgiver eller sygeplejerske.

Kroppen var mørbanket efter især gårsdagens tur, men fraset de betændte gnavesår på begge achilleshæle, var der gudskelov ingen lokaliserede smerter i bevægeapparatet. Selvom jeg havde et par fantastiske Nike løbesko, var de indvendigt slidt helt ned svarende til hælen, hvilket var medvirkende årsag til sårene. Da jeg ikke havde råd til andet end mad i denne måned, købte jeg i Normal et par gelindlæg til 20 kroner. Det hjalp gevaldigt.

Værestedet

Jeg måtte vælge det mindste af to onder: At gå flere tusinde skridt igen idag for at holde varmen i det solrige, men iskolde vejr, eller at frekventere værestedet. Jeg blev simpelthen nødt til at give kroppen hvile i dag for ikke at friste skæbnen og risikere skader, samt at have et sted jeg kunne arbejde på at repetere lægenvidenskab. Jeg sad og tænkte på hvad jeg skulle sige til personalet i Værestedet. Jeg kunne f.eks. bare sige det som det var; jeg havde ingen steder at opholde mig, og jeg ville gerne sidde og "arbejde" uden at fryse. Arbejde på hvad, ville de vide. Onlinekurser ville jeg svare. Jeg havde været nødt til at afmelde mig DataCamp, da det kostede mig 118 kroner om måneden, hvilket var alt for meget, men det behøvede de jo ikke at vide.

Nede i værestedet fik jeg repeteret lægefaglige emner, og det var perfekt at sidde i sofaen og skrive noter, især da de andre gik ind for at se film, og jeg ikke følte mig forpligtet til at være social. Da batteriet løb tør for strøm efter halvanden times tid, gik jeg ind til de andre og så resten af filmen. Som forudset (hvilket ikke var særligt svært) kom en af socialpædagogerne hen til mig og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg fortalte at jeg sad og lavede et online kursus. Jeg plejede ikke at lyve, så for at undgå at fortælle om en ubekvem sandhed om og om igen, og hver gang forklare mig, holdt jeg som regel bare min mund. Men det med onlinekurset var en regelret løgn, og det havde jeg det ikke godt med, men jeg orkede ikke at sige, at jeg sad og repeterede teknik og fund ved stetoskopi af lungerne og hjertetog, fordi jeg var læge uden autorisation fordi en praktiserende læge, en psykiater og en embedslæge mente at jeg var sindssyg, paranoid, utilregnelig og svært narcissistisk, selv om ingen der kendte mig i deres vildeste fantasi mente det samme.

Jeg ville bare sidde og studere i fred, og jeg indlod ikke til spørgsmål om præcis hvad jeg studerede, så hvorfor måtte jeg ikke bare sidde i fred? Socialpædagogen spurgte mig fordi hun var et professionelt og venligt menneske, og fordi de andre brugere elskede opmærksomhed og at fortælle om deres liv, fordi de var ensomme og ingen andre lyttede til dem eller spurgte til deres interesser og gøremål. Den løgn jeg fortalte sparrede mig for rigtig meget jeg ikke havde tid og lyst til at fortælle om. Det var uhøfligt og mærkeligt ikke at svare, eller at sige, at jeg ikke ville fortælle hvad, jeg foretog mig, også selv om jeg ikke brugte værestedets trådløse netværk, og desuden havde jeg ikke aktivt løjet.

Kort før lukketid, mens vi sad en af personalet og tre brugere og snakkede stille og roligt, kom en middelaldrende mand, jeg ikke tidligere havde set, hen og begyndte pludselig at overfuse den ansatte på en meget truende måde. Den mandlige socialpædagog var hurtigt henne ved manden, og førte ham resolut væk. Det var ubehageligt at overvære, selvom manden ikke udgjorde en trussel rent fysisk. Socialpædagogen det gik ud over virkede meget fattet og uberørt af hændelsen, men jeg kunne godt fornemme at hun var rystet. Det manden var utilfreds med, var noget socialpædagogen angivligt havde sagt til ham på et eller andet tidspunkt, men uden at skrive præcis hvad det var, var det uforståeligt at det burde havde provokeret manden. Konkret var det manden beskydte pædagogen for en lovovertrædelse, der svarede til at cykle uden lys eller smide noget affald i naturen. Det var ikke ligefrem sådan at pædagogen havde tvangsindlagt manden på røde papirer og efterfølgende gjort ham hjemløs og taget hans liv og identitet fra ham.

Hjemme fik jeg en længere snak med udlejer om løst og fast. Det var det bedste der var sket meget længe. Det var forbandet at jeg ikke kunne tale frit med ham om lægefaglige emner, hvilket både han og jeg var meget interesseret i. Det var meningsløst og ondt, at jeg ikke havde et arbejde som det, jeg var bedst til, at være læge. Jeg havde aldrig haft behov for materiel luksus. Jeg levede helst spartansk og usynligt. Det eneste, jeg havde brug for, var mit fag.

Hjælp

I dag fik jeg den hjælp, jeg hele tiden havde haft kronisk akut behov for, nemlig juridisk råd og vejledning fra Den Gratis Retshjælp, samt advokatbistand. Det var fantastisk. Nu var processen igang, og det var tydeigt at Peter Worm Jantzen dels havde fuldstændigt styr på det, og tilmed var grundigt forberedt. Jeg kunne ikke takke ham mere dybtfølt end jeg gjorde uden at det ville blive kluntet og overstadigt. Tænk hvis jeg havde mødt Peter Worm Jantzen for år tilbage. Jeg havde siddet og forberedt mig på at fremlægge alle ransagningerne, hvilket jeg også fik lejlighed til, men vi enedes om at tage dem på et senere tidspunkt.

Jeg vidste godt at det ikke var Ps opgave at vide noget om disse ransagninger og beskyldninger, da de ikke var nævnt i de papirer han havde på mig, selv om de spillede en essentiel rolle for alt der var sket, og selv om hverken han eller nogen andre i psykiatren havde kunne eller ville kunne forstå mig og min nuværende situation uden at vide noget om ransagningerne. Han gav udtryk for overraskelse over ransagningerne, og det samme gjorde juristen vi tale med. Sidstnævnte kunne ikke forstå at min advokat, som jeg havde klaget til over ransagningerne, tilsyneladende intet havde foretaget sig, og at politiet aldrig havde vist ransagningskendelser eller identifikation, eller givet mig deres markeringsnummer, eller oversigter over det politiet havde taget, undersøgt og tilbageleveret til mig.

PTSD

Jeg blev ringet op af det samme telefonnummer, som jeg tidligere var blevet kontaktet af. I dag nåede jeg ikke at tage telefonen, som kun ringede i få sekunder, og sidst havde jeg slet ikke set, at der var nogen, der havde ringet. Jeg havde slået telefonnummeret op uden held, hvorfor jeg regnede med at det var politiet. Det havde afstedkommet at jeg fik det akut psykisk dårligt med svært ubehag, sveden, rysten på hænderne, hjertebanken, hurtig vejrtrækning, svimmelhed og apati.

Jeg kendte symptomerne alt for godt, men efter det værste var gået over, besluttede jeg mig for at ringe nummeret op, så jeg slap for den ulidelige uvished. Det viste sig at være en telefonsælger, der ville prakke mig en webløsning på i forhold til det proforma selskab, jeg havde oprettet for over en måned siden, men som jeg havde glemt alt om i mellemtiden. Jeg fik afsluttet den samtale meget hurtigt, men på en god og venlig måde.

Nu da jeg havde samlet nok mod til at jeg havde en rest tilbage, skyndte jeg mig at tjekke hvor mange penge jeg havde på min konto. Jeg var begyndt at udvikle undgåelsesadfærd i forhold til at blive konfronteret med økonomisk armod, qua mit tøj- og skoindkøb i begyndelsen af måneden, men heldigvis havde jeg hele 3600 kroner tilbage til resten af måneden, og det var mere end rigeligt til mad og transport med det offentlige. Jeg havde også fået udprintet et billet af ROPS til dagens og gårsdagens transport, hvilket havde sparet mig for 192 kroner, og jeg havde tilmed af Peter Worm Jantzen fået en æske med mundbind, så jeg havde intet at klage over længere hvad angik finanserne.

Repetation

Denne foregik fremragende. Det måtte være de laveste frugter jeg nogensinde havde plukket. Det var i bund og grund det eneste, der for alvor interesserede mig hvad angik læsestof. SDU havde udmærket materiale hvad angik objektive undersøgelser, og dem bruge jeg som grundlag for mine noter.

Der var stort set ingen i værestedet, især ikke om aftenen. Der var stille, og det var trist at opholde sig der, selv om det burde være hyggeligt. Der var kommet fisk i akvariet, og jeg syntes at især sugemallerne var spøjse og havde en interessant adfærd. En af de ansatte havde medbragt flere fisk fra hans eget akvarium, herunder en ret stor han-sugemalle, som havde et navn (Ossie?), og var flere år gammel. Jeg kunne godt mærke at fraværet af fysisk aktivitet gjorde mig nedtrykt. Heldigvis var der opstartet udendørs træning i morgen eftermiddag, og det måtte være løsningen. Hvad jeg skulle foretage mig indtil da var et godt spørgsmål, men jeg plejede som regel at finde på noget. Det plejede at være sådan at jeg startede med at gå, og så gik jeg i den retning jeg følte for, whereever the wind blows, i'll be there.

Det havde været så mentalt hårdt - omend særdeles positivt - at vende mine sager med Peter Worm Jantzen og juristen, men det, der havde væltet læsset, var den idiot af en sælger, der havde ringet, og som jeg troede var politiet. Nu vidste jeg dog hvilket telefonnummer han ringede fra. Jeg var fuldstændigt udkørt da jeg vendte tilbage. Jeg havde været tæt på at købe en brugt cykel i Den Blå Avis til 300 kroner, og jeg havde ringet og talt med sælger, men jeg fik det både fysisk og psykisk dårligt af at tænke på at bruge så mange penge, så jeg aflyste igen. I dag havde været forfærdelig alene pga. den forbandede sælger. Men det kunne altid blive værre.

Opringet

Blev ringet op af Peter Worm Jantzen. Det var en glædelig overraskelse, og da jeg kendte hans telefonnummer, vidste jeg at jeg kunne svare uden at frygte noget. Selv hvis han skulle meddele mig en dårlig nyhed, var jeg tryg ved at vide, at det var ham, der overbragte den, fordi han var et sjældent empatisk og oratorisk fremragende menneske.

25891 skridt

Trænede i Hedeland og gik et stykke i dag, men det blev ikke til så mange skridt. Solen var sparsom, men varm, og det blæste med en kold vind. Jeg havde fundet Montgomery's to-binds erindringer ved stationen, og de var særdeles velskrevet. Autobiografier var en af mine litterære yndlingsgenrer. Det var kun idioter, der nægtede at lære af andres dybkøbte erfaringer. Alle mennesker havde gjort sig smertelige erfaringer, og derfor var det vigtigt at lytte til hvad andre betroede en.

Der var både i det miljø på bundet og på toppen af samfundet, jeg havde færdedes i, overraskende mange verdensmestre, der opførte sig som om de vidste alt, omend deres hovmod der var resultatet af forskellige årsager. Ignorance, fordomsfuldhed, arrogance, stupiditet, og egoisme. I dag gik en større gruppe drenge rundt ved stationen og kastede kanonslag blandt dem, der ventede på busserne. Tynde eller overvægtige brovtende skravl med overdreven selvsikkerhed og pøbelmentalitet, der kedede sig.

Sjovt nok blev sådanne typer behandlet langt bedre end jeg nogensinde var blevet behandlet af myndighederne, men jeg kunne være ligeglad, for det var ikke mit samfund de terroriserede. Lad bare andre knytte hænderne i deres lommer, skrive og tale om problemerne, men ikke gøre noget ved dem. Drengene generede ikke mig, og til gengæld kunne det ikke falde mig ind at udvise "samfundssind" og sladre om dem til politi eller myndigheder. God fornøjelse, knægte.

Drabet på Stevns

Jeg havde ikke råd til at tilmelde mig TV2 Play, men jeg kunne i en artikel på bt.dk læse om to retsmedicinere, der havde henholdsvis obduceret og superviseret afdøde. Den ene retsmediciner havde svaret bekræftende på anklagerens spørgsmål om det forkerte dødstidspunkt. Ups. Jeg kendte begge retsmedicinere ganske godt.

Den der havde svaret "forkert" i retten havde bistået politiet med oplysninger i min egen sag. Det fik jeg at vide i Glostrup Byret, og det svigt ramte mig hårdt. Det bekræfted min antagelse om at der måske herskede en opfattelse bandt visse retsmedicinere om, at de arbejdede direkte for og under politiet, og ikke Københavns Universitet.

Måske havde jeg i mit virke som læge på Retsmedicinsk Institut ligefrem medvirket til at obducere en dødsfunden kvinde, som måske havde fået tæsk af hendes ægtefælle, måske var fundet død af selv samme ægtefælle, måske havde ligpletter, der ikke svarede til den position, hun var blevet fundet i, som min særdeles erfarne retsmedicinske supervisor måske med sikkerhed mente var slået ihjel, men som politiet måske havde valgt ikke at efterforske og rubriceret som ulykke eller naturlig død, fordi efterforskeren måske havde været for sent ude, hvorfor efterforskningen ville blive meget omkostningstung, og hvem kærede sig om en drukkenboldt, der var tæsket ihjel?

Gæt hvilken politikreds, der var tale om? Gæt hvilken efterforsker, der var tale om? Måske havde selv samme efterforsker stået for en sag mod en nær ven, der var blevet falsk anklaget, siddet varetægtsfængslet i fem måneder, var blevet pure frikendt, men havde fået ødelagt sit eget og sin families liv? Måske havde denne efterforsker ringet til mig, mens jeg arbejdede på Retsmedicinsk Institut og udspurgt mig om min ven, uden at oplyse mig om at der var tale om en afhøring?

Måske havde denne efterforsker også ransaget min bopæl og beskyldt mig for to drab, jeg ikke havde begået? Jeg kunne sagtens huske det som "Drabet på Stevns" handlede om. Jeg kunne sagtens huske hvad den ene af de to retsmedicinere, som havde fremlagt sagen med fotos på morgenkonferencen, havde fortalt om sagen, og hvad der undrede vedkommende dengang. Jo, sandelig så.

Jeg havde aldrig fortalt nogen om det jeg oplevede på Retsmedicinsk Institut. Alle de virkelige hemmeligheder. Selvom fornævnte retsmediciner havde bistået politiet i min sag, og selv om jeg var blevet behandlet svinsk på Retsmedicinsk Institut i København fordi jeg var underlagt fireårsreglen, og fordi der var så stor konkurrence blandt de yngre læger, hvor jeg skulle konkurrere mod de andre som for størstedelens vedkommende ikke var tynget af denne modbydelige og meningsløse regel, der havde ødelagt alt for mig. Hvis jeg havde kunne konkurre med de andre under samme vilkår, var jeg blevet retsmediciner. Men takket være Yngre Læger, der fejt havde svigtet min årgang og jeg, blev endnu en drøm knust. Fordi jeg var yderst tilregnelig og bevidst om mit ansvar og min tavshedspligt fortalt jeg intet. Jeg havde intet godt at berette om de to retsmedicinere, så jeg undlod at skrive mere om disse hæderspersoner.

Hvis Retslægerådet havde haft ret i deres fejlkonklusion, var det første jeg havde gjort, at fortælle alle om alt, jeg havde oplevet på Retsmedicinsk Institut. Men fordi Retslægerådet havde taget nær-fatalt fejl i forhold til mig, kunne man stole på mig. Jeg sladrede aldrig. Med mindre det var et spørgsmål om mit liv og min død, hvis jeg havde advaret samtlige relevante myndigheder og politiet først flere gange, og hvis oplysningerne direkte kunne redde mit liv.

Det var det ikke for så vidt angik det jeg havde oplevet på Retsmedicinsk Institut. Man kunne selvfølgelig også bare helgardere sig, og få mig erklæret sindssyg og utilregnelig, og sørge for at forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab slog mig ihjel med tvangsmedicinering med livsfarlig og ikke-indiceret antipsykotisk medicin. Så var man helt sikker. Og det var skræmmende tæt på at lykkedes, havde det ikke været for verdens bedste venner.

Men det var da ikke en sag for en helt af en journalist på Politiken. Jeg kunne jo bare få en patientrådgiver, var hans fremragende råd. What the fuck. Nu havde jeg heldigvis sørget for at sende min tekst rundt til tusindevis af læger, samt politikere, myndigheder, og medier. Bare som en slags forsikring, skulle man få lyst til at gentage aflivningsforsøget. På nuværende tidspunkt var jeg ligeglad med om jeg levede eller døde, men jeg nægtede at blive afskrevet som tosse, og dø som et nummer i rækken af sindssyge danskere, der hvert år mistede livet til bivirkninger af antipsykotisk medicin.

Professoren og embedslægen

De data som min daværende Ph.d. vejleder ifølge Datatilsynet havde svindlet med, var professor Merete Osler så vidt jeg kunne huske formelt ansvarlig for ifølge databehandleraftalen. Jeg havde ringet til Merete Osler i 2014 og fortalt hende at hendes data var blevet misbrugt. Det fremgik af min daværende opkaldsoversigt. Merete Osler udbrød under samtalen, at jeg var paranoid, hvorefter hun lagde på.

Merete Osler havde publiceret forskning sammen med embedslæge Elisabet Tornberg Hansen. Derfor ringede jeg til hende før min første samtale med hende i 2015, og bed venligt om at få en anden embedslæge til at varetage min sag, da jeg mente at hun kunne være inhabil. Elisabet Hansen grinede bare, og nægtede at der var et problem. Til den efterfølgende samtale sagde Elisabet Hansen netop da jeg var på vej ud af døren, ud af enhver kontekst, at jeg var paranoid, og burde indlægges på psykiatrisk afdeling akut.

Jeg fik det utrolig dårligt, og skyndte mig videre ud af døren, mens jeg rystede på hovedet. Dette fremgik i øvrigt af en aktindsigt jeg modtog senere. Tak for det, Elisabet. Elisabet Hansen havde på intet tidspunkt forklaret eller begrundet hvorfor hun mente jeg skulle være paranoid. Jeg skrev også til Styrelsen for Patientsikkerhed og udtrykte min bekymring om Elisabet Hansens habilitet, men hørte intet for den i den forbindelse.

Dette fremgik ligeledes af en aktindsigt. Hvis Danmark havde været et retssamfund, havde Styrelsen for Patientsikkerhed ikke en unik dobbeltrolle som både dømmende og udøvende magt. Så ville min bekymring ikke være blevet ignoreret. Der var en essentiel detalje om Merete Osler, som jeg desværre ikke kunne skrive om, men var en offentlig kendt hemmelighed. Næste gang jeg skule i retten, måtte jeg sørge for at for den sagt, så det fremgik af retsbogen. Det var vel i øvrigt heller ikke injurier, hvis det var faktuelt sandt?

Værestedet

I morgen åbnede værestedet først klokken 15.00. I dag havde jeg siddet og ventet i skolegården i næsten halvanden time på udendørs træning, som jeg havde glædet mig meget til at starte op til igen, men ingen dukkede op på det aftalte sted, hvorfor det nok var aflyst. I morgen gjaldt det om at få tiden til at gå udendørs fra klokken 8.00 til klokken 14.00. Jeg havde frosset en del i dag, mens jeg sad og læste i erindringsbogen på en bænk i Hedeland, til trods for at jeg havde trænet nok til, at jeg burde have fået varmen. Det var en forbandet situation.

Hvis ikke Peter Worm Jantzen havde gjort så meget for at hjælpe mig på det seneste, havde jeg nok ikke klaret den. Det var som om jeg var død mange gange de sidste seks år. Jeg var blevet "a wiser, weaker man", som Johnny Cash sang, og der var intet positivt tilbage i mit liv. Det var mærkeligt, at jeg fortsat gad at kæmpe. Imens sad embedslægerne og godttede sig. De havde sikkert væddet om hvor længe jeg ville holde, før jeg tog livet af mig selv. Jeg måtte træne igen i morgen for at få varmen. Hvorfor åbnede bibliotekerne ikke snart?

Hvis jeg havde haft mentalt overskud, havde jeg ledt efter et rum, jeg kunne opholde mig i, eksempelvis en gammel garage, et kælderrum, et værksted eller et skur. Jeg skulle kun sidde der og læse og repetere medicin, og jeg var bedøvende ligeglad med forholdene; jeg skulle bare kunne sidde uforstyrret og uden at blive våd eller fryse alt for meget. Der var med garanti tusindvis af sådanne opholdssteder, jeg ville kunne leje for billige penge, men fordi man i Danmark var meget mistænktsomme og mistroiske, ville det være umuligt, det var for skummelt og for utroværdigt, og det hang ikke sammen i andre menneskers ører.

Socialpsykiatrien

Jeg havde ikke brug for den udover at den stillede lokaler til rådighed til mig. Det var jeg faktisk meget taknemmelig for, og formentlig gjorde de ansatte et vigtigt arbejde i forhold til de andre brugere, og deres livssituation. Jeg sås jænligt med en anden bruger af socialpsykiatrien, der var oprigtig glad for den hjælp vedkommende fik, og syntes at det afspekt var vigtigt at få med, men jeg desværre bedre til at kritisere end at rose, i den naive tro, at konstruk kritik kunne føre til forbedringer, og derfor var jeg nødt til at skrive om noget, der var et gennemgående problem, meget let at løse, men som uløst skabte enorme problemer: NemID.

De erfaringer, jeg havde gjort mig, var at man var god til at tale med brugerne om alt muligt, lytte til dem, komme med løsningsforslag til alskens problematikker, spille guitar, bordtennis, lægge puslespil, spille backgammon og så videre, men alt hvad der hed IT, var man helt utrolig uvidende om. NemID var et godt eksempel på dette, og så sent som i dag, havde jeg mens jeg ventede i skolegården talt med en bruger, der tilfældigvis også var der. Vedkommende sad og talte med sin kontaktperson, der sad ved en bænk hvor der stod en bærbar PC. Da jeg efterfølgende talte med brugeren, fortalte denne, at han havde siddet i en time med kontaktpersonen og forsøgt at få NemID til at virke, herunder NemID appen, men at det ikke var lykkedes af tekniske årsager. Derfor havde brugeren spildt en time, og ikke fået løst problemet, hvilket igen resulterede i at han ikke kunne logge ind nogen steder på nettet, og derfor var han magtesløs i det offentlige system.

Brugeren var frustreret, men hvorfor han ikke spurgte mig om hjælp vidste jeg ikke. Han var udmærket klar over at jeg kunne hjælpe ham med det, og jeg havde faktisk hjulpet en anden bruger med samme problem. Hvorfor spurgte han mig så ikke om hjælp? Hvorfor ville han hellere bruge en halv time på at tale om problemet, fremfor at bruge fem minutter på at løse det med min hjælp? Det var sådan noget jeg hadede inderligt, og specielt hadede jeg at lægge øre til den slags brokkeri. Jeg havde i talrige timer lyttet til de andre brugeres problemer, som jeg meget vel kunne løse for dem, og jeg havde også tilbudt min hjælp gang på gang, men ingen ville have den, det eneste de ønskede var at jeg lyttede til dem opmærksomt og empatisk, uden at jeg selv fik lov til at sige noget, og uden at de lyttede til mig. Det var ikke til at holde ud.

Det var jo ikke meningen med livet de ville have at jeg lyttede høfligt til, men derimod banale problematikker, som jeg kunne løse for dem. De gange nogen faktisk havde bedt mig om hjælp, havde jeg jo for pokker hjulpet dem det bedste jeg kunne, og tit løst problemet - ikke fordi jeg var noget særligt, men fordi det var simple forhold, jeg vidste hvordan jeg skulle løse. Jeg fik dog også engang i mellem feedback fra de andre brugere i forhold til nogle af mine problemer, hvilket jeg var glad for, og som jeg tog til mig. Men det var op ad bakke. De brugere, der besad empati og også lyttede til hvad jeg sagde, var dem, jeg så uden for værestedet. Ikke flere latterlige brætspil, ikke mere backgammon eller puslespil.

Jeg opførte mig som en ansat, selv om jeg ikke var det. Jeg havde virkeligt ikke mentalt overskud til at lytte i flere timer ad gangen, uden at jeg selv blev lyttet til, især når jeg faktuelt vidste hvad løsningen på det konkrete og lavpraktiske problem var som der blev talt om. Der var også enkelte der elskede at belære alle andre om stort og småt, selv om ingen selv havde taget et givet emne op. Problemet var dels at det for mit vedkommende var om noget der ikke interesserede mig, og dels at disse kloge hoveder meget ofte tog fejl.

Det var ikke til at holde ud at føle sig forpligtet til af ren høflighed at høre på andre der skulle hævde sig selv på min bekostning, samtidig med at det lort de lukkede ud var regelret forkert, og at det i øvrigt ikke var noget jeg havde efterspurgt eller havde interesse i. Det var helt fint hvis det bare var måske tre ud af de fem timer jeg var der, men oftest var det alle fem timer non stop. Jeg var elendig til at sige fra, men det blev jeg simpelthen nødt til. Men det var umuligt at afvise mennesker, der var meget pressede og ensomme, ligesom jeg selv, når jeg sad i et hjørne og skrev, og en bruger kom hen og begyndte at snakke uopfordret med mig. Det var imidlertid den sociale kontrakt der skulle opfyldes for at jeg kunne opholde mig i værestedet.

Vil du snakke?

Jeg hadede den påtagede interesse fra de forudindtagede såkaldt professionelle velfærdsmedarbejdere, hattedamer og mænd til fulde. Jo, jeg vil gerne snakke om, at jeg ikke vil snakke med dig, at du ikke skal spørge mig om jeg vil snakke, og at jeg faktisk som det voksne menneske jeg er, selv kan sige til, hvis jeg har behov for at snakke med dig, hvilket jeg ikke har, da du har bevist, at du ikke kan svare relevant på det jeg spørger om, fordi du ikke besidder den fornødne viden eller er for doven til at opsøge den for mig. Jeg vil ikke snakke med dig bare for at snakke, du kan ikke løse de konkrete og reelle problemer jeg har, og du er patroniserende, samtidig med at netop du ikke har noget at have din arrogance i.

Eller: Jo, kan du ikke forklare mig hvordan jeg diagnosticerer et posteriort infarkt på EKG? Nej? Det ved du ikke? Ok. Hvad med peneumothorax på stående røngten i to planer? Heller ikke? Så er der vist ikke noget, Lars, Susanne, Irene, Stine, Martin, Amanda eller hvad socialrådgiverne, sygeplejerskerne og psykologerne ellers hed. Snak, snak, og atter snak, og snak uden handling, påtaget bekymring og interesse, og ingen virkelig indlevelse. "Det forstår jeg godt", "Hvor er det positivt at du er startet til retard-badminton" og lignende bræk. Det var det eneste man kunne finde ud af i psykiatrien og socialpsykiatrien. Konkret og relevant hjælp? Nej! Den eneste der havde lyttet til mig og forstået hvilken hjælp jeg havde (desperat) brug for, var til dato Peter Worm Jantzen. Så foretrak jeg at få tæsk af politiet, fremfor den nedladende, falske, og resultatløse snak.

Psykisk sårbar

Var jeg ikke. Men det var hvad man nu kaldte psykisk syge, hvilket jeg heller ikke var. Os gamle over 35 måtte ikke komme i ungeværestedet (18 år til 35 år), angivligt fordi de unge ikke skulle konfronteres med os udslidte mennesker, fordi det ville gøre dem modløse og angste hvis de så hvordan de selv kunne ende. Et par af seniorerne var fortørnede over at de ikke måtte komme i værestedet mens de skrøbelige unge der var, men det var fint for mig. Snefnuggene kunne få deres safe space for dem selv. Det var ikke dem, der ikke ville ende som mig, det var sgu mig, der ikke ville ende som dem.

Selvhøjtidlige og selvmedlidende, hvilket de blev bekræftet i, uden uddannelse og uden nogen intention om at få en. Mange af os seniorer havde rent faktisk både uddannelse og sågar også engang besiddet et rigtigt job. Vi kunne lære de unge noget, vi kunne støtte dem og hjælpe med administrative, tekniske og faglige forhold. Hvorfor tog de unge ikke onlinekurser og sad og diskutede lektier med hinanden? Eller hvad med at dyrke noget rigtig sport og motion udendørs? Hvorfor tale disse unge mennesker ned, fremfor at indgyde dem håb, selvtillid og tro på egne evner?

Det kunne jo gøres langsomt og sikkert, og selv de kunne meget mere end de selv troede eller havde fået at vide. Jeg kendte jo de unge, jeg havde talt med dem til boksning og badminton, de havde masser af potentiale, og ikke så fysisk eller psykisk sårbare endda. Hvorfor sad de bare og snakkede om TikTok og Fortnite og blev klientgjort og institutionaliserede? Man vidste at det at hjælpe andre var en fremragende måde at cope med egne problemer. Hvorfor kunne de unge så ikke hjælpe nogle af de fysisk syge seniorer? De kunne da gøre lidt rent for dem, lave mad i værestedet til dem, gå ture med dem, eller noget helt fjerde. Der måtte være en måde hvorpå vi kunne hjælpe hinanden til alles bedste? Men godt for dem, hvis de hyggede sig. Jeg skulle ikke tro jeg kunne lære dem noget, og de vidste sikkert bedst selv.

Mit værste mareridt

Den dyssociale praktiserende læge, og psykiater havde udsat mig for mit værste mareridt: At ligge min familie og venner til last. At være en belastning for dem, og parasitere på dem. Derfor havde jeg gjort det jeg havde gjort. Derfor var det en befrielse at blive varetægtsfængslet, og fraset den ondskabsfulde og inhumane trussel om tvangsmedicinering havde det samme været tilfældet i forhold til at blive tvangsindlagt på Retspsykiatrisk afdeling. Idioterne troede at jeg var psykisk skrøbelig, narcessistisk, utilregnelig og sindssyg, men det eneste det handlede om var ikke at belaste min familie med min skamfulde tilstedeværelse, og at de skulle bruge deres otium på at brødføde mig og have mig boende. Jeg havde jo ingen indkomst haft i månedsvis, hvorfor mine forældre der i forvejen var relativt fattige, måtte betale for min forplejning.

Det havde jeg aldrig fortalt nogen psykiatere, men dels ragede det ikke dem, og dels var langt, langt de fleste psykiatere - faktisk alle fraset Peter Worm Jantzen - så vamle og arrogante som mennesker, at de aldrig ville kunne forstå det.

I de sidste måneder var jeg igen udsat for noget tilsvarende: Jeg parasitterede og belastede min udlejer, hvilket var så skamfuldt, ubehageligt og pinligt, at jeg ikke kunne holde ud at være på værelset særligt længe, og hellere ville fryse ihjel i et stoppested, end belaste ham. Han var et større og mere hensynsfyldt menneske end jeg, og havde aldrig så meget som antydet at min konstante tilstedeværelse var det fjerneste problem. Han var usædvanlig rummelig og tolerant, men jeg skammede mig over at jeg ikke havde nogen andre steder at sove engang i mellem, så han kunne få lidt privatliv. Jeg boede meget bedre end den lave husleje jeg betalte berettigede.

Det var nu så ennerverende et problem for mig, at jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg måtte for enhver pris sove et andet sted i to dage, så han kunne få lidt frirum, hvilket han jo gjorde en dag om ugen. Jeg var så nedtrykt over det, at jeg var tæt på at ringe til Peter Worm Jantzen og sige at jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg var våd og kold, gik på Roskildevej, og søgte læ i busstoppestederne hver gang der kom en byge. Jeg havde gået rundt i Ro's torv i Roskilde, så længe jeg kunne, men måtte videre. Jeg havde fået akut ondt i lænderyggen, hvilket forhindrede mig i at gå hurtigt nok til at jeg kunne få varmen. Det fik jeg hvis jeg ikke havde udstrukket eller trænet core-muskulaturen, samtidig med at jeg var meget fysisk aktivt. Ingen udstråling, og ikke bekymrende, men stadig meget smertefuldt.

Jeg havde fundet et sted jeg kunne sidde i læ og læse under en motorvejsbro på Roskildevej mellem Tre Kroner og DSV, men var blevet så kold, at jeg ikke kunne koncentrere mig om den ellers medrivende tekst, og jeg måtte afsted igen. Jeg havde gået over 22000 skridt, hvilket ikke var noget særligt, men jeg var begyndt ikke bare at få varmen, men jeg brændte snart, og følte mig febril. Tog bussen fra Hedehusene Station mod værestedet, sådan at kun skulle vente en time foran værestedet indtil det åbnede kl. 15.00. Jeg mødte en anden bruger i bussen og vi fulgtes ad til værestedet.

Billede. Yngre læge i Danmark anno 2021.

Billede. Sad og læste her i ca. 40 minutter indtil jeg frøs for meget.

Billede. Meget velskrevet og medrivende tekst.

Billede. Jeg sad i læ for regnen og blæsten med rygsmerter i stoppestedet, og blundede.

Hun gik ikke så hurtigt da vi stod af, så vi var foran værestedet 14.30, og mødte to af de ansatte, der stod uden for i gården, og de syntes det var synd, hvis vi skulle stå i blæsten og støvregnen og vente, så mod sædvane fik vi lov til at blive lukket ind lidt før, hvis bare vi sad i et rum og holdt lav profil. En af de to ansatte bemærkede at jeg var blevet solbrun (i tirsdags bemærkede en anden ansat det sjovt nok). Jeg fortalte hende hvad årsagen var, nemlig at jeg de sidste par måneder havde været udendørs hver dag, hele dagen, mens jeg travede rundt som en idiot.

Der var ikke noget at tænke over; så snart jeg havde sat mig ned, hev jeg computeren frem, søgte og fandt et overraskende vandrerhjem i et område jeg kendte særdeles godt, og som kun kostede 268 kroner for to overnatninger på en 8-sengs stue. Det var fantastisk. Bestillingen gik igennem, og jeg havde styr på alle praktiske detaljer.

Der var igen meget få brugere i værestedet, og jeg var den eneste i omkring to timer. Jeg hev bogen frem og læste non-stop indtil kvart over 19, hvor der kom en bruger jeg kendte (ham jeg havde talt med i går), og vi talte sammen indtil værestedet lukkede.

Den gode nyhed

Jeg brændte stadig mens jeg sad og læste, jeg var rød og varm i ansigtet, med mørke rande om øjnene, hævede øjnomgivelser, og mine øjne var blanke. Jeg havde enkelte episoder med kulderystelser, var træt og febril. Da jeg endelig kom hjem, kunne jeg fortælle udlejer den gode nyhed, at jeg var væk lørdag til mandag. Det var en bedre følelse end at fortælle at man havde fået 12 til eksamen, og det lettede enormt, men fordi jeg følte mig så syg og dårlig, overdøvede det den glæde jeg ellers ville have følt.

I morgen?

Jeg skulle stadig finde på noget at lave i morgen. Orkerde ikke at tænke på det.

Ferie

Jeg havde forgæves forsøgt at få at vide om jeg skulle bruge en aktuel og negativ coronatest, hvis jeg skulle overnatte på a & o Copenhagen, men det havde ikke fremgået af min ordrebekræftelse eller på deres hjemmeside. Jeg ringede til en idiot af en medarbejder, der sad i Tyskland, talte engelsk og intet vidste om dette spørgsmål. Jeg ringede igen i dag, og blev heller ikke klogere. Jeg havde så ringet til en myndighedscorona hotline, der blev henvist til på en hjemmeside for et andet vandrerhjem, men den sure mokke, jeg fik i røret, fortalte mig i et nedladende toneleje det, jeg selv vidste i forvejen. Jeg kunne ikke nå at bestille en ny PCR test og få resultatet før tjek-in i morgen. Det havde slået mig helt ud, at vandrerhjemmets service var så elendig, og at det var umuligt at få fat på nogen, der faktisk arbejde på vandrerhjemmet telefonisk. Hvis jeg ikke fik lov til at overnatte der i morgen, kunne jeg ikke magte det. Det var et mareridt.

Jeg var taknemmelig for Ps hjælp, men han skulle havde gjort det, han gjorde, for halvandet år siden.

Ventetid

Selv om jeg indtil videre havde ventet næsten seks år, var det ikke blevet meget lettere med tiden. Jeg var ude til sædvanlig tid i morges, lidt over klokken 8.00, og så afsted. Jeg nåede ikke at få taget en PCR-test i går aftes, da jeg havde siddet hos en ven, og ikke haft lyst til at tage afsted. Det havde været en forfærdelig dag i går, og jeg var om aftenen kørt så langt ud psykisk af den ulidelige afventen på at jeg kunne få lov til at genoptage mit fag, og tjene penge, så jeg havde råd til noget så luksuiøst som pension, forsikringer, bolig, inventar, tøj, sko og tandlæge. Og selvfølgelig afbetale min skræmmende store gæld.

Jeg havde været så svært akut nedtrykt i går aftes, at jeg havde skrevet noget i min dagbog, der lignede et afskedsbrev til forveksling, men selvom jeg mente, hvad jeg skrev, og selv om ingen andre læste det, jeg skrev, kunne jeg ikke være helt sikker på det, idet jeg af erfaring vidste at myndighederne, politiet og psykiatrien ofte fulgte med i mine online aktiviteter, og så snart jeg kom til at skrive noget, der kunne tages ud af en meget større helhed og misforståes, så gjorde man det, så man kunne få mig tvangsmedicineret og aflivet.

Det havde været koldt, blæsende, og det regnede for meget, samtidig med at jeg stadig havde lændesmerter, var mentalt og fysisk udkørt, så jeg var tvunget til at finde et sted jeg kunne sidde indendøre. Derfor havde jeg kontaktet en jeg kendte fra værestedet, som også dagligt kom på et andet af kommunens væresteder, jeg ikke havde besøgt endnu. Jeg mødtes med ham, og vi tog derned. Det lå et stykke væk fra det sædvanlige værested, var en del mindre, og privat drevet. Det var hyggeligt nok, og klientellet var et andet, faktisk så mindede både de andre brugere og selv stedet om et værtshus uden udskænkning, men med billard og andre spil.

Jeg sad der fra om formiddagen til det lukkede kl. 14.00, hvorefter jeg tog direkte hjem til min ven, som jeg blev hos indtil cirka kl. 21. Jeg havde en testtid kl. 21.55 i Ballerup, men busserne passede lige akkurat ikke, så jeg måtte afbestille testen igen, hvolket slog mig helt ud. Jeg sad i et busstoppested ved Teknologisk Institut og koncentrerede mig om ikke at springe ud foran de lasatbiler, der passerede engang i mellem på vejen. Dernæst tog jeg hjem. Jeg havde mareridt, og sov meget dårligt. Jeg var ødelagt da jeg skulle op og afsted. Jeg pakkede min rygsæk, og skyndte mig ud af døren så hurtigt jeg overhovedet kunne.

Jeg tog direkte til Albertslund hvor jeg vidste man kunne blive hurtigtestet. Det fungerede perfekt, de yngre mennesker var venlige og hjælpsomme, og jeg modtog det negative testresultat som et link på en sms efter omkring 20 minutter. Det kunne jeg vise på vandrerhjemmet, hvis de krævede det. Jeg gik herefter mod vandrerhjemmet, da jeg havde alt for lang tid til tjekin, og på vejen sad jeg et varierende tidsrum på bænke på vejen. I Brøndby begyndte det at regne meget, det var ikke kun en byge, men tiltog i styrke og blev til slud, som blæste ind på mig i det busstoppested, jeg havde søgt tilflugt. Jeg var der i over en time, mens jeg blev mere og mere våd og kold, og da jeg begyndte at ryste ukontrollabelt af kulde, og mine sokker var gennemblødte og mine fødder følelsesløse, tog jeg bussen til Glostrup Station, og toget videre derfra til Hovedbanegården, hvor jeg stod og læste i en halv times tid, før jeg gik mod vandrerhjemmet.

Lige så elendig servicen og informationsniveauet havde været, lige så fremragende var faciliteterne, i hvertfald sammenholdt med prisen. Jeg ville ønske jeg havde opdaget stedet tidligere. Her kunne jeg sidde og læse og skrive, og den ottepersonersovesal jeg boede på, var næsten som at bo hvor jeg boede, begge steder var der intet privatliv, men på vandrerhjemmet var folk ligeglade med mig, hvilket var perfekt.

Billede. Fanget i Brøndbyvester.

Billede. Jeg sad her i omkring en time, men der var ikke helt læ fordi det blæste.

Billede. Våd og kold.

Billede. Tog bussen som en millionær.

Billede. Stod og læste på Hovedbanegården, men jeg ventede på tjekin.

Billede. Himmelekspressen var foruden Mændenes Hjem det andet herberg som psykiater Lennart Bertil Jansson henviste mig til i 2017, fordi jeg havde mistet min lejlighed pga. en praktiserende læge og Styrelsen for Patientsikkerhed, samtidig med at jeg i følge Rødovre Kommune ikke var berettiget til en lejlighed. Lennart var skam den bedste kollega, man kunne ønske sig, bare ikke min. Denne psykiater hjalp mig overhovedet ikke, men bidrog derimod til at videreføre og bekræfte en alvorlig fejldiagnose, som var meget tæt på at få mig tvangsmedicineret med uberettiget antipsykotisk medicin. Jeg havde heldigvis optaget alle mine samtaler med både Lennart og hans personale. Jeg havde også optaget en samtale jeg havde med den berømte psykiater Parnas' kone, og hun havde også taget fejl. Jo oftere en løgn blev gentaget i psykiatrien, jo mere sand var den.

Uudholdeligt

Selvom vandrerhjemmet var et foreløbigt helle, var min situation tiltagende alvorlig. Styrelsen for Patientsikkerheds strategi var åbenbart at ignorere mig indtil min tilværelse som følge af deres straf blev så ulidelig at jeg begik selvmord, og jeg havde oftere og oftere selvmordstanker jeg ikke kunne tage afstend fra, hvilket var meget pinefuldt, og skyldes uvisheden. Der skulle ske noget positivt meget, meget hurtigt, og der måtte ikke komme flere belastninger end dem, der allerede var, før jeg knækkede helt. Styrelsen for Patientsikkerheds sanktioner og deres ignorering af mig pinte mig ihjel meget snart.

Selv om jeg ikke havde COVID-19, hostede jeg og mine kinder brændte som havde jeg feber. Især sidstnævnte gik et dårligt indtryk på vandrerhjemmet, men jeg havde heldigvis min negative coronatest, hvis man begyndte at gå mig på klingen.

Marianne Geoffrey

Hun var en speciallæge i psykiatri, som jeg havde kontaktet, da Styrelsen for Patientsikkerhed havde tvunget mig til det. Hun nægtede dog at have mig i et forløb, og i en sms skrev hun til mig at jeg var skizofren. Det havde jeg naturligvis aldrig været, og derimod havde psykiater Marianne Geoffrey givet mig en yderst alvorlig fejldiagnose per sms, uden nogensinde at have set eller talt med mig. Hun måtte godt nok være virkelig dyrtig psykiater. Hvis det hun havde påstået havde været sandt. Marianne Geoffreys vidneudsag var i øvrigt med til at jeg et par uger efter blev udsat for en traumatisk og månedlang trussel om tvangsnedicinering med livsfarlig og unødvendig medicin, så det var sødt af hende.

Mor til to idømt to års fængsel

Noget af det der havde gjort mig overordentlig trist i går var, at jeg læste om den stakkels kvinde som havde fået en helt vanvittig og disproportionel straf for noget der i mine ører ikke lød som en trussel. Hvor var det dog nedrigt af politikerne, politi, anklagemyndighed og dommer at ødelægge hendes og hendes børns liv. Det var skånselsløst og ubamhjertigt. Staten var den stærke part, den enkelte borger den svage, men når statens tjenere misbrugte deres beføjelser og stilling fik det stort set aldrig konsekvenser, men borgeren pga. corona nu fik dobbeltstraf. Men det burde jo være sådan at statens tjenere der overtådte lovene fik fire-dobbelt straf fordi disse tjenere havde (alt for) stor magt. I tilfældet med den nu dømte kvinde mente jeg man var gået langt over stregen i magtarrogance, sadisme, og fascistoidt magtmisbrug.

Room mate

Vi var indtil videre kun to på det lille værelse, selv om jeg kunne se på de andre senge, at der var tre i brug udover min. Jeg hilste på min room mate, der var en stor og venlig fyr der hed Mohamed. Han var oprindeligt fra Marokko men havde boet i Italien siden 1994. Hvor jeg kom fra? I come from Høje Taastrup. I don't know that place. You haven't anything. Mohamed fortalte at de to andre havde været væk i flere dage. Han og de fraværende gæster havde indrettet værelset som deres egen dagligstue med - anderledes - mad, der stod enkelte steder rundt omkring, men det var helt fint med mig. Jeg havde en fremragende overkøjeplads med udtag til mobil og laptop.

Linned kostede 14 kroner at leje for så længe jeg havde lyst, og en hængelås til rummet under sengen. Hvis det fortsatte med at være på denne måde, ville jeg bo der hver weekend, så længe jeg havde råd.

En hurtigtest før og efter hvert ophold, lidt ekstra afspritning på vandrerhjemmet, skrive om dagen og aftenen, kun afbrudt af en lang gåtur på Amager Fælled og på Tippen i Sydhavnen, hvor jeg havde overnattet mange dage som hjemløs. At have alle ejendele med sig, og ikke ane, hvor man skulle sove om natten, udover at det var udendørs, koldt og usikkert, var der jo så mange der havde prøvet, havde Gitte Ahle fortalt mig, og det var ihvertfald ikke grund til at true dem, der var skyld i den fejldiagnose, der var skyld i at man sov udendørs. Jeg kunne godt se at forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab havde haft ret, og jeg skammede mig over, at jeg var blevet fortvivlet og desperat over at have mistet alt, og ikke taget det som en gentleman og med ophøjet ro, hvilket hun selv havde gjort, da det præcis samme var sket for hende, idet hun jo tydeligvis vidste, hvad hun talte om, når hun bagataliserede mine psykotraumer.

Konklusion på opholdet

Det var fremragende til prisen, ingen tvivl om det, og jeg ville ønske, jeg havde råd til at gentage successen næste weekend. Det var fint nok at bo på en sengestue med andre, men det ville være skønt, hvis jeg havde haft råd til et rum hvor jeg kunne være i fred.

Flugten fra Høje Taastrup

1900 kroner tilbage

Det var desværre fortsat dyrt at køre med offentlig transport, og de seneste dage havde jeg været nødt til at tanke mit rejsekort op tre gange, hvilket kostede mig 300 kroner i alt. Mine fødder var smadrede, som havde jeg tabt en tung håndvægt ned på dem. Især første mellemfodknogle gjorde ondt med og uden belastning, som var den brækket. Jeg troede til at begynde med, at det var selve leddet, den var gal med, men nu var smerten lokaliseret til knogleskaftet, kraftig og skarp. Gnavesårene på mine achilleshæle var til gengæld lægt, hvilket måske skyldtes mit kondiskoindkøb til 300 kroner, nedsat fra 600 kroner. Jeg havde fråset, og desuden købt et par "pæne" sko til 350 kroner, nedsat fra 550 kroner.

En af mine mange fejl og brister var forfængelighed, og jeg måtte også leve op til det, som jeg ifølge Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet var, nemlig udtalt narcissistisk. Det var bare så svært, da jeg hadede opmærksomhed, aldrig havde brudt mig om mig selv, aldrig havde haft selvværd og selvtillid, og nu irreversibelt stemplet som sindssyg kriminel af førnævnte myndigheder, en par psykiatere, embedslæger og en praktiserende læge. Jeg havde altid gået i mørkeblåt, sort, eller mørkegrået tøj for ikke at skille mig ud, og ikke vække opmærksomhed, fordi jeg aldrig havde følt at jeg var noget værd, så det var meget svært for mig at leve op til oraklernes diagnoser.

Hvorom alting var, havde jeg ikke råd til at overnatte på et vandrerhjem hvor det kostede cirka 150 kroner per nat mere i denne måned, hvilket gjorde mig trist, da det havde været som at få orlov fra en krig at tage fra Høje Taastrup til Sydhavnen, og jeg havde både fået arbejde indendøre så lang tid jeg havde haft lyst, og dertil havde jeg sovet fremragende og uden mareridt i nat for første gang så længe jeg kunne huske.

Overnatninger udendørs revisited

Som følge af psykiater "LBJs" fornægtelse af virkeligheden og hvad hans eget personale fortale ham, samt Styrelsen for Patientsikkerheds ignorering af psykiater Henrik Jurlanders erklæring som de havde modtaget den 2. marts 2017, var jeg i 2017 og 2018 tvunget til at bo hos meget psykisk uligevægtige mennesker, jeg havde lært at kende. Det betød desværre at jeg ofte og nogle gange i flere gange i træk måtte overnatte på gaden i bl.a. Sydhavnen. På min rundtur i dag i Sydhavnen og på Amager, genså jeg nogle af de steder, jeg havde sovet.

Billede. Jeg var til en radiologikonference på dette Scandic Hotel i Sydhavnen i vist nok 2013. Nogle år senere sov jeg i et telt få hundrede meter derfra, fordi jeg var hjemløs.

Billede. Det naturområde, hvor jeg havde slået mit billige telt op grænsede op til firmaet Stark, som om natten havde kraftige projektører til at belyse periferien uden om hegnet, formentlig som en tyveriforebyggende foranstaltning. Jeg opdagede dette, da mørket faldt på og projektørerne tændte.

Billede. Jeg sov en gang i mellem i udkanten af denne golfbane på Amager i 2017 og 2018. En af gangene havde jeg alle mine ejendele med mig. Første gang vågnede jeg omkring klokken 4 om morgenen, da sprinklerne gik i gang.

Billede. Nogle meter inde fra stien på Amager Fælled sov jeg to nætter i træk. Heldigvis om sommeren, men der var så mange myg, at det var ulideligt. Mindre generende, og lidt sjovere var det, at man natten igennem kunne høre kvækken fra hundredevis af tudser eller frøer.

Fra https://naturparkamager.dk/find-vej/guide-til-naturparkens-omraader/guide-til-amager-faelled/dyr-og-planter/:

"Amager Fælled er særligt kendt for sin bestand af padder: Grønbrogede tudse, Grøn frø, Lille vandsalamander samt Spidsnudet frø og Stor vandsalamender, der begge er Bilag IV-arter."

Billede. Gode studiefaciliteter.

Billede. Udsigt fra vandrerhjemmet.

Jeg havde overnattet mange flere steder end dem, ovenstående billeder var taget af, men jeg var ikke i humør til at gå længere i dag.

Mail til Peter Wormm Jantzen

Jeg havde det så psykisk elendigt, at jeg blev nødt til at skrive en mail til ROPS og Peter Worm Jantzen om, hvordan jeg havde det, og at det ikke kunne blive ved. Jeg skrev, at jeg var taknemelig for hans hjælp, men at jeg snart ikke kunne holde den påtvungne fattigdom og uvisheden ud længere.

Jeg risikerede alvorlig talt at begå selvmord, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat og på sjette år syltede og ignorerede mig. Det var livsfarligt for mig. Det havde været så hårdt gennem årene, og hver gang jeg tænkte på det, fik jeg det selvmordsagtigt dårligt, og da jeg ikke lavede meget andet, end at vandre rundt på må og få, og intet havde at gå op i, tænkte jeg rigtigt meget på det. Det var en umenneskelig behandling jeg fik. Alle mennesker havde brug for tilhørsforhold, mening med tilværelsen, og i eksistentielle kriser, håb. Der var stort set ingen, der havde brug for ensomhed og isolation i årevis, hvilket jeg var blevet tvunget ud i. Man kunne ikke stille en så alvorlig fejldiagnose, og så regne med at ofret for diagnosen, vedkommendes omgivelser og samfundet bare kunne og ville ignorere fejldiagnosen og sige pyt.

Problemet var at danske myndigheder, politi, retsvæsen, politikere og journalister rent faktisk tog hvad psykiaterne løj om for gode varer.

Ødelagt fod

Det gjorde virkeligt ondt i højre fod nu, og jeg fik et jag af smerte når jeg støtte på den. Det hjalp ikke ligefrem på mit humør, og det kunne meget vel være gnisten, der fik det hele til at eksplodere, da jeg i forvejen var presset til det yderste.

Ny roommate

Da jeg kom op på værelset efter at have siddet og skrevet journaloptagelses og objektiv undersøgelsenoter i det udemærket siddepladsområde ved siden af receptionen, så jeg at den tredje gæst var ankommet. Han lå skjult bag sit tøj, han havde hængt på bøjler, så de fungerede som et forhæng. Denne person var hørbart forkølet eller allergisk, han var snottet og nyste med mellemrum. Jeg sagde ikke noget til ham, da jeg dels regnede med at han ville være i fred, og dels da jeg ikke vidste hvordan etiketten var på vandrerhjem.

Peter Worm Jantzen måtte meget gerne ringe til mig i morgen. Men hvad regnede jeg med, han kunne gøre, udover det han allerede havde gjort? Faktisk havde han allerede gjort mere for mig, end jeg kunne have forventet og krævet. Han havde gjort hvad han kunne, og nu var det ikke længere op til ham. Min desperate mail til ham i dag, havde kun tjent til formål at tage toppen af min afgrundsdybe desperation.

Jeg kunne ikke overleve, hvis jeg ikke sendte min tekst rundt endnu engang, og så håbe og bede til, at der var bare en enkelt modtager, der fik barmhjertighed med mig, og gjorde et eller andet, jeg ikke havde fantasi til at forestille mig hvad var.

Mail til Lægeforeningen og Yngre Læger

"Jeg er på sjette år boligløs, ruineret, uden autorisation som læge, og uden beskæftigelse. Jeg kan aldrig blive speciallæge, og fordi jeg har været påtvunget passiv i så mange år, er det yderst tvivlsomt at jeg nogensinde kommer i arbejde igen. Jeg er resten af mit liv stemplet som psykisk syg kriminel, jeg har mistet alle sociale relationer, og bliver behandlet som noget jeg ikke er.

Kjeld."

Mail til Peter Worm Jantzen og ROPS

"Min situation er meget alvorlig. Solen skinner i skrivende stund, og det er varmt nok til at jeg kan sidde udendørs i de mange timer, det er mig påkrævet. Men det er kun et heldigt tilfælde, og i går var det for koldt til at jeg kunne sidde udendørs uden at fryse. Det bør ikke være det danske vejr, der skal bestemme, om jeg skal have det psykisk tåleligt eller rædselsfuldt. Værestedet har åbnet igen, men kun fem timer, tre dage om ugen.

Kjeld."

Billede. En gang i mellem var der ligefrem herligt at være tvunget udendørs. Først dips 15 x 2 og 12 x 2 på powertrackbanen, og dernæst til amfiteateret for at dovne den.

Billede. Jeg fik både læst i Montgomery's selvbiografi og skrevet mail til Peter Worm Jantzen, mens jeg lå og slappede af i amfiteateret i Hedeland.

Jeg var nede i værestedet, og det var super hyggeligt. Det vigtigste i verden var at være sammen med andre mennesker, og det var næsten ligegyldigt hvem det var, og var irriterende de kunne være, hvilket også gjalt for mig selv. Bare det at sidde i et rum med andre mennesker, var befriende, og for mit vedkommende var det mindst lige så godt at være stille, som at sige noget. Det var nærmest som en social magnetisme. Nogle havde brug for at blive lyttet til, men det var ikke rigtig tilfældet for mig i det forum. Bare det at sidde i stilhed og arbejde var fremragende nok.

Det gjorde temmelig ondt at støtte på min højre fod, især når jeg rejste mig efter at havde siddet ned. Jeg gennempalperede begge fødder og tæer, og der var ikke noget i vejen med leddene, eller senerne for den sags skyld. Der var direkte ømhed omkring især halsen af 1. mellemfodknogle, og lidt mindre distalt i 5. mellemfodknogle. Derudover var der diffus ømhed i resten af højre fod og lidt op ad skindebenet. I venstre fod var der diffus ømhed, men ingen direkte ømhed.

Unsane

Jeg var gået i gang med at se filmen Unsane. Det var nok en dårlig ide, og selv om jeg kun havde set 10 minutter af den, begyndte jeg at få flash backs fra min tvangsindlæggelse på forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, psykiater Gitte Ahles afdeling, Q81, og især R3 på Sankt Hans Hospital. Ligesom i filmen behandlede personalet mig som var jeg sindssyg, selv om jeg tydeligvis ikke var det. Det havde været et veritablt helvede, det havde været psykisk tortur, og det havde givet mig ar på sjælen. Heldigvis gav Politikens journalist mig det fremragende råd i forrige uge at jeg skulle kontakte en patientrådgiver - efter at han havde fået tilsendt min tekst regelmæssigt de sidste par måneder. Han var en helt. Psykiatrisk plejepersonale var skruppelløse, underkvalificerede og dovne. De havde ikke mod eller moral til at sige til psykiaterene hvis en patient intet fejlede.

Snak dem efter munden

Det bedste man kunne gøre, var at tale det psykiatriske plejepersonale efter munden. Man skulle altid smile til dem, og le bekræftende af hvad de sagde. Det bedste var at komme med en munter bemærkning. At bage småkager mens de stod og observerede én. At deltage i deres latterlige badmintontunering. Dette plejepersonale burde efter min mening sidde fængsel. De elskede at udøve tvang og håne visse patienter. Der var jeg sluppet billigt, men jeg havde set hvordan de behandlede andre tvangsindlagte. Det var uskønt. Og det var ikke kun en påstand. Der kom en dag, hvor en rigtig journalist ville gennemgå alle optagelserne. Det ville med andre ord ikke være en journalist fra Politiken.

Skånselsløst

De danske myndigheder og institutioner var skånselsløse. Her sad jeg på en bænk ved stationen og skrev, fordi min højre fod var ødelagt, så jeg ikke kunne gå. Solen skinnede ganske lidt, men ellers var det for koldt til at jeg kunne sidde stille og samtidig holde varmen. Jeg havde ved et mirakel fået et opkald fra en ven og en invitation til at komme forbi ham kl. 16.00, men indtil da havde jeg seks timer jeg skulle have til at gå. Jeg var fuldstændig apatisk. Jeg kunne ikke mere. Måske fik jeg det bedre, måske begyndte solen at skinne, måske forsvandt smerterne i foden, og måske tankede mit rejsekort sig selv op på magisk vis - og måske ikke.

Hvis det ikke berettigede at jeg sendte min tekst rundt, hvad gjorde så?

Solen kom tilbage, og blev. Jeg ignorerede smerterne i foden, og gik afsted.

Købte en basketball til 80 kroner i SuperBrugsen til værestedet, selv om jeg ikke havde råd. Jeg kunne ikke vente med at bruge den, så jeg slog den ned i jorden mens jeg gik til Hedeland, i Hedeland, og væk fra Hedeland igen. Som en tosse. Det ville jeg normalt aldrig gøre, men som jeg fortalte min ven, så forsvandt al nervøsitet og forlegenhed, når man havde opgivet, som jeg. Jeg kunne godt lide at spille lidt basketball, og hvad kom det mig ved, at et par bedsteborgere, der gik tur med hunden gloede på mig. Godt for dem, jeg var kun glad for, at de nu havde noget at tale om.

Men inden da, tilbragte jeg næsten fem timer på samme bænk i Hedeland.

Billede. Sad først ved stationen og ventede.

Billede. Sad næsten fem timer på denne bænk og ventede.

Mail og tilsendelse af teksten til Ombudsmanden

En time på én bænk. Ti miinutter i stoppestedet. En time på et betonelement.

Ude at gå igen for at få varmen. Det var desværre koldere i dag. Endnu en bænk i Hedehusene. Ud at gå. En anden bænk. Så var klokken 14.00, de seks timers ventetid var ovre, og jeg gik hjem til min ven som aftalt. Jeg var i dårligt humør de første minutter hos ham, men i takt med at jeg fik varmen steg mit humør. Jeg havde ikke belastet mine fødder så meget i dag, men det gjorde fortsat ondt i fødderne, især højre.

Min vens nevø havde problemer med sin gamer-PC. Dels var der noget galt med grafikken, når han spillede Nortnite, og dels kom der en besked op fra hans antivirusprogram, han ikke forstod. Vi tog til Sydhavnen, hvor nevøen og hans forældre boede. Min ven, forældrene og jeg sad og fik en hyggelig snak. Emnet var ikke overraskende corona. Min ven og jeg gik ind til nevøen. Problemerne blev hurtigt løst. Jeg havde svært ved helt at forstå konceptet i Fortnite. Hvorfor skulle man bygge i et skydespil? Nevøen fortalte at man byggede for at beskytte karakteren i spillet. Det gav lidt, men ikke fuldstændig mening. Vi spiste alle aftensmad. Moren havde lavet en lækker kartoffelsuppe med croutoner, bacontern og hvidløgsflute. De behandlede mig som et normalt menneske. Jeg samlede på den slags oplevelser.

Da jeg lagde mig, dunkede det i højre fod, og det gjorde ondt i første mellemfodknogle. Var det en begyndende stressfraktur? Var det D-vitamin mangel? Slidgigt? En eller anden uspecifik overbelastningsskade? Det spillede ikke nogen rolle nu. Jeg havde nogle Ipren liggende til morgendagens travetur. De næste tre dage ville blive et rent helvede. Ingen penge, ingen steder at være, intet at lave, ondt i fødderne, og afhængig af hvordan vejret artede sig. Jeg vidste at jeg ville få det psykisk dårligt i flere længere perioder i morgen. Det kunne simpelthen ikke undgåes. Når jeg var sammen med andre mennersker, trænede eller læste lægefaglig litteratur, havde jeg det ikke dårligt. De næste tre dage ville jeg ikke være sammen med andre mennesker. Jeg kunne ikke gå særligt langt, jeg kunne træne lidt dips og pullups, men næppe nok og hver dag. Jeg kunne læse lægefaglig litteratur, men ikke rigtig sidde og koncentrere mig om det nogen steder.

Mail til Folketingets Retsudvalg

Mens politiet opførte sig som voksne og ansvarlige mennesker, og holdt fester og smittede hiannden med corona, sad jeg og frøs på græsset. Jeg havde ikke den fjerneste intention om at begå selvmord eller kriminalitet, det eneste jeg ville var at være i live og leve, samt arbejde som det jeg var uddannet til, nemlig læge. Desværre var intet af det jeg ville allerhelst foreneligt med ikke at skrive til bl.a. Folketingets Retsudvalg.

Hvad fanden lignede det i øvrigt at true mig med tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende uberettiget antipsykotisk medicin?

Billede. Jeres samfund. Hyg jer med at vaccinere jer selv.

Jeg trænede lidt dips i naturområdet mellem Himmelev og Trekroner, og gik ned til søen, hvor jeg sad og blundede en times tid på bænken. Heldigvis var solen kommet for at blive, og når jeg tog hætten på, frøs jeg ikke. Jeg havde virkelig brug for en lur, men selv om vejret artede sig, var det ikke muligt for mig at falde i søvn siddende på den hårde træbænk.

Lykkeligvis havde en bekendt skrevet til mig om formiddagen, og spurgt om jeg ville kigge forbi til en kop kaffe omkring klokken 14.00. Jeg tog bussen til hende. Jeg fik en update mens vi drikkede kaffe. Jeg havde desværre ikke råd til at købe noget med. Jeg følte, jeg bidrog lidt ved at luge hendes mosgrønne altan, og montere baglys på hendes cykel.

Hun skulle hente en hynde i Jysk, og spurgte om jeg ville med, hvilket jeg gerne ville. Det var en udmærket tur, tempoet var tilpas til at foden ikke gjorde ondt. Jeg var hjemme sent nok til at det ikke var pinligt. Jeg var blevet afslørende solbrændt i ansigtet. Det var også det eneste gode ved evighedsvandringen, selv om det på sigt gav mig baso- eller spinocellulært carcinom.

To dage til

Nu skulle jeg bare have to dage til at gå. Derefter to uger, to måneder og to år. I helvede. Uden mål og mening, og kun lige akkurat med penge nok til mad og lidt tøj. Jeg måtte meget snart finde et nyt værelse at leje. Jeg havde allerede boet her i to måneder for længe i forhold hvad jeg fortalte, da jeg flyttede ind. Jeg havde ikke penge til et indskud til selv den billigste ét værelses lejebolig. Jeg burde repetere medicin, men jeg var for træt og opgivende. Selv hvis jeg en skønne dag fik min autorisation som læge igen, ville ingen ansætte en sindssyg kriminel. Jeg havde desuden glemt så meget rigtig lægevidenskab, at det eneste jeg kunne blive var psykiater. Det var ikke en mulighed.

Forbandet fireårsregel

Det vidste mine tidligere kolleger på Onkologisk afdeling på Rigshospitalet godt, da de fik mig kasseret som affald, så de kunne blive speciallæger på min bekostning, og det vidste man også i Yngre Læger. Jeg vidste det, og alle andre læger i Danmark vidste hvor perfid fireårsreglen var, men flertallet som lukrerede på den vanvittige regel, turde eller ville ikke gøre noget ved den. Så vidt jeg huskede, var det en tandlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, der havde givet mig afslag på mine dispensationsansøgninger, hvorved hun alene bestemte at jeg ikke måtte blive speciallæge i Danmark.

Heltinden

Hun var dermed en heltinde, der havde gjort noget godt for Danmark og den danke befolkning, for ikke at tale om de 2700 borgere, der gik rundt med ikke-diagnosticeret kræft på grund af coronapandemien og den manglende udredning. Det så godt nok sort ud for disse mennesker, der havde rigtige og modbydelige sygdomme, ikke psykiatriens flygtige vrøvlediagnoser, som mest af alt lod til at eksistere for at medicinalindustrien kunne sælge uvirksomme, ekstremt dyre og bivirkningsbugnende medicin.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Jeg kom i tanke om, at jeg for år tilbage havde søgt aktindsigt i min egen sag, og ved en fejl fået udleveret over 70 sider sagsakter omhandlende en anden yngre læge, der vist nok hed Jacob til fornavn. Jeg ringede til Styrelsen for Patientsikkerhed og spurgte hvorfor de havde tilsendt mig en andens fortrolige oplysninger. Den embedslæge jeg blev stillet om til, nægtede simpelthen at forholde sig til hvad jeg oplyste. Hun stillede mig dog om til en anden embedslæge, der først blev vred på mig, og bagefter afbrød forbindelsen. Dernæst kontaktede jeg Jacob og fortalte ham om Styrelsen for Patientsikkerheds fadæse. En af styrelsens talrige fadæser, #Forvaltningsloven, #Sundhedsloven, #Psykiatriloven, #Persondataloven.

Jeg havde flere gange givet Peter Worm Jantzen både mundtlig og skriftlig tilladelse til at indhente alle oplysninger om mig hos Styrelsen for Patientsikkerhed, men styrelsen var vrangvillig og nægtede. Det var noget vi skulle forholde os til på mandag. Jo længere tid styrelsen trak tiden ud, jo mere ødelagt blev jeg. Jeg havde dog forinden sendt Peter Worm Jantzen al korrespondance til og fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som jeg downloadede fra E-boks.

33853 skridt

Jeg havde været udendørs i lidt over 9 timer i dag. Jeg skulle bare have tiden til at gå. Problemet var dels vejret, og dels min fod. Det var koldt, overskyet, og blæsende. I formiddags snede det en smule, siden hen støvregnede det. Jeg havde penge til at tage bussen til Ishøj, men ikke hjem. Jeg sad forskellige steder, på en bænk ved Arken, en bænk på stranden, og et stoppested. Gik ind i Waves i Hundige for at få varmen.

Frys mig ned

Gik tilbage til stranden og sad og blundede. Gik tilbage mod Taastrup ad et stisystem gennem Ishøj, til industrikvarteret, hvor jeg sad på en trappe og så Netflix. Derefter gik jeg til Ishøj Landsby, hvor jeg sad og slappede af i et stoppested. Herefter hjem. Foden gjorde ondt, men ikke så meget som forleden. Det havde været en håbløs dag, men den var desværre ikke ovre endnu. Det var ikke noget liv. De kunne lige så godt have frosset mig ned i seks år, og sparet mig for traumerne.

34851

Jeg var fuldstændig modløs, trods det fantastiske vejr. Jeg var for udmattet og træt til at gå nogen steder, så jeg satte mig i et stoppested og blundede. Da bussen kom ti minutter senere, fik jeg dårlig samvittighed over at buschaufføren skulle spilde tid på at holde ind, når jeg ikke skulle med, så jeg skyndte at rejse mig og gå videre. Hen til et nyt stoppested, hvor jeg satte mig til at blunde igen. Jeg havde siddet der en halv times tid, da en ven mirakuløst nok ringede til mig og inviterede mig hjem til sig.

Nu skulle jeg kun have fire timer til at gå, men da jeg var dødtræt orkede jeg ikke at trave særligt langt.

Uudholdeligt

Min tilværelse var et forbandet mareridt, og jeg hverken kunne eller ville blive ved særlig meget længere.

Jeg var hjemme lidt i 21, efter at have gået et stykke mere. Min fod var ikke blevet værre.

ROPS

På vej ind til ROPS. Efter at Peter Worm Jantzen var kommet ind i kampen på min side, var det ikke modbydeligt at møde op, og jeg havde ikke selvmordstanker den forudgående og efterfølgende dag. Det var omvendt heller ikke noget jeg glædede mig til, men det var heller ikke meningen, i og med at det var en straf. Jeg havde set en ældre TV2 dokumentar på YouTube, der handlede om en ung mand, som Retslægerådet og psykiatrien i Vordingborg havde gjort det bedste de kunne for at aflive, og en magtfuldkommen og hovmodig psykiater havde været så uforsigtig at lade en samtale med den unge mand filme.

Det havde hun vist fortrydt, kumme man fornemme i hendes ansigtsudtryk, da den unge mand havde åbenlyst ret i hans argumentation, og psykiateren ikke kunne svare. JEg ville forfærdelig gerne i kontakt med dette offer, som i skrivende stund måtte være på min alder. Jeg ville også gerne vide hvad der var sket med psykiateren - var hun blevet forfremmet til at sidde i Retslægerådet for hendes misbrug af sit fag? Var det sådan at kun måtte sidde i Retslægerådet, når man havde slået mindst én sagesløs patient ihjel, som et slags bandeinvielsesritual?

Foden

Det gjorde fortsat ondt i højre fod, især når jeg havde sko på, som ikke var løbesko. Jeg spekulerede på om det i virkeligheden var podagra, men når jeg mærkede efter, var smerterne lokaliserede til knoglen og ikke leddet, og desuden havde jeg ondt på samme måde i venstre fod og i andre mellemfodknogler, omend ikke så udtalte. Der var et eller andet galt i fødderne, noget som ikke bare gik i sig selv igen. Det var som det var.

Ventetid

Jeg ventede og ventede og ventede. Hver minut, time, døgn, uge, måned, år, seks år. Det var tortur for mig. Det blev ikke lettere at vente med tiden. I dag skulle jeg vente to timer omkring Svanemøllen Station før mødet med Peter Worm Jantzen. Det var ulideligt, ren og skær ulideligt. Jeg fandt en god bænk i solen, hvor jeg først forsøgte at blunde lidt, men uden held. Dernæst så jeg en serie på mobilen. Efter en evighed der varede to timer, var det tid.

Peter Worm Jantzen

Mødet med Peter Worm Jantzen gik sådan set fremragende, i og med at det kun tog den tid, der var nødvendig, hvilket var cirka 10 minutter. Jeg gav ham et brev, jeg netop havde modtaget fra Styrelsen for Patientsikekrhed. Jeg bad ham åbne det, og det viste sig at være en bekræftigelse på det vi vidste i forvejen. Advokaten havde stadig ikke givet en lyd fra sig, men for en gangs skyld var jeg fortrøstningsfuld, og der skulle nok ske noget, til trods for Styrelsen for Patientsikekrheds benspænd.

Uberettigede ransagninger

Jeg kunne ikke vente flere år yderligere på at få afklaret disse spørgsmål. Danmark var ikke et retssamfund. Hvis borgerne overtrådte loven under coronapandemien, blev de straffede dobbelt så hårdt, selv om det ikke var intentionen. Men hvis danske myndigheder svigtede under coronapandemien, fik det naturligvis ingen konsekvenser for embedspersonerne, idet at disse stort set altid var ansvarsfri og hævet over loven.

IT-support

Jeg var forbi en bekendt i morges, for at hjælpe hende med at opsætte hendes nye tablet. Jeg havde købt noget billig iskaffe til 13,95 for en liter, samt datonedsat morgenbrød. Det var stadig alt for tidligt til at tage ned i værestedet, så jeg brugte de sidste penge på rejsekortet til at køre rundt i en bus for at få tiden til at gå, samt sad på flere bænke.

"Herfra og til evigheden"

Det var den dokumentar, som TV2 havde produceret i 2000, der havde bekræftet mig i min aversion mod paykiatrien, og som man kunne se på YouTube hér:

https://www.youtube.com/watch?v=KRlh5WhZ_rQ&t=2354s

Det var især værd at se følgende tidspunkter: 8:33 - 15:26 og 16:00 - 19:45

Værestedet

Jeg sad og ventede i skolegården i lidt over halvanden time, før værestedet åbnede. Omkring en halv time før åbningstid var der dukket fire andre brugere op, og vi stod og talte sammen. Jeg havde medbragt basketball'en, men lod den blive i skabet. Min ven dukkede op omkring en times tid efter at værestedet åbnede. De fleste andre brugere smuttede efter relativ kort tid, hvorfor det kun var min ven og jeg, der var tilbage.

Jeg hentede basketball'en frem, og vi gik ud i skolegården og stod og forsøgte at ramme ned i kuven i en halv times tid. Da der kun var os tilbage sammen med de to socialpædagoger, og da vi begge var en smule trætte, forlod vi værestedet tre kvarter før lukketid. Vi fulgtes ned til stationen, hvor vores veje skildtes, da jeg gik hjem og min ven skulle have bussen.

Rigspolitiet

Der lå et brev til mig fra Rigspolitiet, og fra Gældsstyrelsen på min seng, da jeg kom ind på værelset. Jeg åbnede brevet fra Rigspolitiet; det var en bekræftigelse på min klage over geniet fra Københavns Vestegns Politi, som i et opkald fra ham, jeg havde optaget, spillede dum, og påstod at han hverken kunne huske sit markeringsnummer (identifikationsnummer) eller havde et ID-kort hvorpå det stod. Han var en af årsagerne til at Danmark ikke var en rigtig retsstat, at loven ikke gjald for alle i landet, og at nogle var mere lige for loven end andre. Selv om det var en harmløs bekræftigelse, skammede jeg mig overfor udlejer, som ikke havde kunnet undgå at se hvem afsenderen var. Jeg gad ikke at åbne brevet fra Gældsstyrelsen; jeg afbetalte allerede mere end jeg havde råd til.

Efter at have vasket tøj, lå jeg og tænkte på hvor meget man kunne udsætte et menneske for i Danmark i 2021. Der var ikke mere jeg kunne sige eller gøre. I morgen truede en ny dag, hvor værestedet ikke var åbent. Det blev hårdt og trøstesløst.

En rød reje

Jeg havde så få penge tilbage, at jeg undgik at tjekke min saldo. Måske var det meget godt, at jeg brugte det meste af min vågne tid på at overleve; hvis jeg havde overskud til at tænke bare lidt frem i tiden, ville det ikke være til at holde ud. Men hvis jeg ikke led, var det jo heller ikke en straf. Men jeg var godt nok svært kronisk presset.

Den værste dag

Jeg kunne klare meget: Politiet, Vestre Fængsel, og Retspsykiatriske Afdelinger. Men det opkald, jeg fik i dag, kunne jeg ikke klare. Jeg svarede ikke. Det var ubegribeligt at man nu belastede mig med netop det, hvor jeg kun lige akkurat hang i. Jeg var ved at besvime, samtidig med at jeg fik akut svær kvalme, svær angst og blev så paralyseret, at jeg måtte sidde ubevægelig på en bænk i over en time og bare kigge ud i luften.

Var jeg ikke blevet straffet nok? Blev jeg ikke fortsat straffet tilstrækkeligt? Hvor var det dog ondskabsfuldt at bruge netop dette våben mod mig, når jeg kun levede time for time. Det var nådesløst, og da jeg fik akutte svære selvmords tanker og impulser, skrev jeg flere sms'er til Peter Worm Jantzen. Heldigvis forsvandt den stærke selvmordstrang helt efter et par timer. Men det måtte ikke forekomme igen. Derfor skulle jeg have fat på Peter Worm Jantzen hurtigst muligt i morgen tidlig, hvilket jeg også skrev til ham. Jeg ville ikke få lukket et øje i nat.

Hvorfor helvede måtte jeg ikke bare være i fred? Det var ikke til at forstå. Jeg måtte åbenbart ikke klare den. Alt jeg på trods havde opbygget skulle bare ødelægges. Jeg kæmpede faktisk hårdt for at overleve, men man skulle alligevel have mig ned med nakken, og intet var tilsyneladende for lavt til at man ville bruge det mod mig.

Jeg var lykkelig for at en bekendt skrev til mig, og spurgte om vi skulle gå en tur, hvilket vi gjorde de næste mange timer. Det afledte de svært negative tanker. Nogen havde enten handlet i ond tro eller i dén grad misforstået hvordan jeg var som menneske. For første gang i flere år havde jeg en virkelig chance for at klare den, og for at få en tålelig tilværelse. Og den glæde undte man mig ikke.

Den værste dag - fortsat

Jeg havde mod sædvane kun sovet højst tre timer i nat. Jeg var i går blevet sat mindst et halvt år tilbage. Alt jeg havde bygget op, var forsvundet som dug for solen, og jeg måtte starte forfra. Det var ikke til at bære. Jeg var blevet hjemme, til trods for det strålende vejr. Jeg havde skrevet til både politiet og Peter Worm Jantzen i formiddags; de blev nødt til at træde i karakter, hvis jeg skulle gøre mig håb om at overleve.

Simpelthen så usandsynligt modbydeligt. Nogen, der troede, at de kendte mig, havde taget grueligt fejl. Jeg havde ca. 20 gode år tilbage af mit liv. Hvis de skulle være bare lidt tålelige, måtte Peter Worm Jantzen gøre præcis, som jeg havde bedt ham om. Jeg havde lidt i næsten 40 år, og det skulle stoppe, om så jeg måtte flygte fra Danmark, hvilket jeg var parat til at gå i skrivende stund, hvis jeg havde haft penge til en menneskesmugler. Ingen havde respekteret hvad jeg sagde, nogensinde, og det måtte man fandeme begynde at gøre.

Det måtte da være en menneskeret selv at bestemme hvilke mennesker man havde lyst til at ses med og belemres af - hvorfor troede nogen, at de gjorde mig en tjeneste, når de i virkeligheden skadede mig mere end noget andet? Peter Worm Jantzen blev nødt til at gøre det jeg havde bedt om. Skulle jeg virkelig begå kriminalitet, bare for at jeg kunne blive anholdt, og dermed være i fred?

Det havde været en rædselsfuld dag. Jeg havde halsbrand og ondt i maven. Engang havde jeg haft det godt; jeg arbejdede som læge, svømmede havsvømning og havde en god og solid omgangskreds. Så skete der en masse, jeg var fejlbarlig, underlagt en pervers og unødvendig fireårsregel, og så mødte jeg nogle helt igennem dyssociale læger. Og nu gjorde man fortsat alt hvad man kunne for at modarbejde, at jeg fik en bare nogenlunde udholdelig tilværelse. Den ene eksistentielt truende belastning efter den anden. Ubønhørligt, og igen og igen. Hvad skete der mon med mennesker, man udsatte for årelang psykisk tortur? For fornedrende og ydmygende behandling? For overgreb, og for sult, kulde, og afgrundsdyb håbløshed?

Jeg overlevede i høj grad i kraft af de relationer, jeg havde skabt siden jeg flyttede til Høje Taastrup. Disse relationer var, nøjagtig som jeg selv, til tider irriterende, ustabile, og havde uoverskuelige sociale og økonomiske problemer. Men de var der. Hvis ikke den ene, så den anden. Der var en slags gensidighed over tid. Hvis alt gik fuldstændig galt, var jeg ret sikker på at jeg ville få akut hjælp af dem.

Ingen ville nægte mig at overnatte på sofaen, og ingen ville lade mig sulte eller fryse, når det kom til stykket. Helt modsat de sociale myndigheder og psykiatrien i Danmark. Der eksisterede ikke et nationalt sammenhold og samfundssind i dette land. Det var en for politikerne behændig konstruktion. Det, der var, var de nærmeste sociale relationer. Det danske velfældssamfund var en katastrofe. Jeg havde engang støttet kraftigt op om det, men nu var min holdning en ganske anden. Jo mindre formynderisk og magtfuldkommen stat, jo bedre.

Coronapandemien havde muliggjort andre grundliggende forandringer i samfundet, og til det bedre. Den påtvungne disruption havde været en unik mulighed for at gøre op med skadelige og nedbrydende forhold, for at ryste posen og tænke nyt, men man havde selvfølgelig og typisk dansk ikke formået at udnytte chancen. Det eneste pandemien havde afstedkommet, var at udstille og forstærke den grænseløse egoisme og idioti, der herskede. Intet andet. Dagen efter den sidste restriktion var ophævet, ville alt være ved det gamle, og selvfølgelig ville man begynde at give hånd igen.

Man skulle have hjulpet mig for lang tid siden, hvis man havde villet gøre en forskel. Nu var det for sent. Den kolde vinter, dagene med sult, afsavn, og endeløse vandreture, var overstået. Temperaturen var alt andet lige faldet tilstrækkeligt til at jeg kunne overnatte udendørs, hvis behovet opstod, værestedet var åbnet igen, jeg kunne sidde udendørs i dagtimerne uden at ryste af kulde, og dertil havde jeg nu også et relativt solidt socialt netværk.

Jeg kunne naturligvis have hjulpet mine landsmænd med at blive testet og vaccineret, fremfor at bruge alle mine ressourcer på blot at overleve, men fornuft og rettidig omhu var ikke noget man brugte i den danske offentlige sektor, og især ikke i ministerierne og styrelserne. Dermed havde bureaukraterne givet mig den bedste hævn, jeg kunne ønske: For at skade mig, havde man samtidig skadet danske borgere, som jeg kunne have hjulpet.

Der kom en dag, hvor coronaregnskabet blev gjort op, og det kom offentligheden for øje hvor groft myndighederne havde svigtet. Uanset hvor mange e-mails inkompetente og skødesløse medarbejdere i Sundhedsdatastyrelsen slettede ved et uheld, skulle sandheden nok komme frem alligevel.

Retssikkerhed en joke i Danmark 1

»Det kunne være, at Folketinget skriver ind i de enkelte love, at domstolene skal blande sig på det her område. For eksempelvis i en ny førtidspensionslov kunne man skrive en paragraf ind, hvor der står, at på denne lov vil vi gerne have, at domstolene prøver sagerne fuldt ud.«

(Fra https://www.berlingske.dk/samfund/advokat-danske-domstole-fastholder-uretfaerdighed-fra-enevaeldens-tid, 26. marts 2021.)

Retssikkerhed en joke i Danmark 2

Advokat udpeger hul i retssystemet: »Det er et stigende problem«

(Fra https://www.berlingske.dk/samfund/advokat-udpeger-hul-i-retssystemet-det-er-et-stigende-problem, 26. Marts 2021.)

Jeg havde i den forbindelse fortsat intet hørt fra Den Gratis Retshjælp eller fra Peter Worm Jantzen. Der sad i øjeblikket embedslæger, psykiatere og læger i Danmark, der havde mit blod på hænderne - hænder som de skjulte i lommerne. Nogle af dem var regelrette psykopater uden empati, andre forsøgte at undskylde deres ugerninger med løgne, men fælles for begge grupper var, at de intet foretog sig. De gode læger, der trods alt var langt flest af, forholdt sig desværre også passive, og det var det værste.

Forfra

De sidste to dage havde været helt forfærdelige. Alt jeg havde kæmpet for at opnå siden jeg flyttede til Høje Taastrup var tabt. Om igen. Sådan havde det været i flere år. Jeg måtte ikke få lov til at leve mit eget liv som den jeg var. Men det var bare en lille del af det, jeg kæmpede med. Jeg havde langsomt tvunget mig selv til at åbne post, til at tage min telefon og til at læse sms'er. Jeg havde oven i købet for nylig tjekket min E-boks for første gang i årevis, om ikke andet, så alt det lort som Styrelsen for Patientsikkerhed havde smidt i hovedet på mig. Jeg var dog ikke nået til at læse mine e-mails. Nu var det på én dag mistet. Jeg kom ikke til at svare på opkald, læse sms'er eller åbne post igen. Jeg havde i morges 137,32 kroner tilbage til resten af måneden, men det var ligegyldigt.

Der lå to breve til mig på sengen: Et fra Ombudsmanden og et fra Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed. Jeg havde opgivet, så derfor skammede jeg mig næsten ikke over for udlejer. De kunne tage deres afslag og arkivere dem et sted solen aldrig skinnede. Jeg gad ikke at åbne dem, for hvorfor? Ombudsmanden var dygtig til at forholde sig til pettitesesager, som pressen havde gjort opmærksom på først. Når det virkelig gjaldt, duende Ombundsmanden ikke til noget som helst. Det var en krandsekagefigur af en myndighed, som politikerne kunne hive frem og blære sig med for deres udenlandske kolleger - men for den danske borger var det en overflødig institution. Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed var så ligegyldig, at den ikke fortjente en kommentar, men det glædede mig da at tidligere betjente fik løn for at frikende deres kolleger.

Billede. Ved Kroppedal.

Billede. Kroppedal Museum. "Alle har det dårligt en gang i mellem". "Vi er alle i samme båd". "De svageste må være de stærkeste". Flosker og snak.

Billede. Bedste terapi, næstefter arbejde.

Jeg havde tænkt meget over hvad de danske myndigheder egentlig kunne, for der måtte være et eller andet bureaukraterne kunne. Breve var svaret. Der sad en hær af verdensfjerne skrivebordsgeneraler godt afskærmet fra virkeligheden i deres parallelunivers, og det produkt de skabte, var breve. Breve med ansvarsforflygtelser, afslag, afvisninger, eller henvisninger til andre myndigheder. Bureaukraterne forholdt sig tvangsagtigt til ord på en skærm eller et papir, som andre end dem selv havde skrevet. Om det ordene omhandlede, var i overensstemmelse med virkeligheden var fuldstændig irrelevant.

Ordene var deres naturlove, som var eviggyldige, mejslet i sten, og som aldrig kunne slettes, korrigeres eller berigtiges. Psykiaterne var på præcis samme måde, selv om de engang i mellem stod ansigt til ansigt med de mennesker, hvis liv de ødelagde. Mens bureaukraterne var autistisk begejstret for deres ord og formuleringer, og deres verdensbillede blev splintret hvis disse blev ændret, var psykiaterne bare for feje, kollegiale og magelige til at de gad at ændre på deres egne eller kollegers fejldiagnoser, som bare blev videreført i al evighed. At være psykiater var i sig selv en diagnose.

Taktisk tavshed

Jeg havde ikke skrevet i min online dagbog på det seneste. Der var to årsager: De seneste dages afgrundsdybe akutte nedtrykthed, høbløshed og retraumatiseringer var den ene årsag, og den anden var, at jeg havde været travlt optaget af at skrive en detaljeret og samtidig rimelig overskuelig oversigt over alle de ulovlige ransagninger og politiforretninger.

Denne oversigt havde jeg nu sendt rundt til alle relevante myndigheder, og den indeholdt personoplysninger, som ikke tjente til offentliggørelse på nuværende tidspunkt. Jeg havde intet hørt fra Retshjælpen, og Peter Worm Jantzen holdt vel påskeferie. Det var ekstremt vigtigt at jeg fik lov til at være i fred, og ikke blev belastet mere end jeg var i forvejen. Jeg havde fået det en smule bedre psykisk, men ikke nok til at jeg havde overskud til anden end at overleve.

Mine fødder var ødelagte, og det var der ikke noget at gøre ved. Hvis jeg ikke fik lov til dels at være i fred, og dels være meget fysisk aktiv, ville jeg ikke overleve. Jo mindre man lyttede, jo højere og mere skingert måtte man råbe. Det var der intet uindføleligt eller psykotisk ved, det var helt naturligt, og ikke noget jeg gad at undskylde.

Jeg måtte have en dato for hvornår jeg kunne komme i arbejde igen som læge. Eller i det mindste en konkret plan med en eller anden form for slutdato.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre for at få myndighederne til at lytte til mig. Hvis der ikke snart skete noget særdeles positivt i mit liv, opsagde jeg værelset og flytte på gaden igen. Jeg gjorde alt jeg kunne for at forbedre min situation, men jeg kunne intet gøre når myndighederne tvang mig til at være passiv og fattig.

Coronarelateret kriminalitet

Det var en forbrydelse at lade en arbejdsduelig læge være arbejdsløs under en pandemi. De embedspersoner i de myndigheder der aktivt forhindrede dette, burde have en dobbelt så lang fængselsstraf for deres coronarelaterede kriminalitet, kriminalitet der i en pandemi kostede menneskeliv.

Rådne op

Jeg måtte ikke beskrive virkeligheden, for det brød man sig ikke om. Jeg skulle være artig og lide i stilhed, så de pæne og gode mennesker ikke skulle eksponerres for ubehag. Det kom ikke til at ske, koste hvad det ville. Det var et spørgsmål om liv og død. at jeg kunne skrive hvordan jeg havde det, og hvad jeg oplevede. Jeg havde skrevet en mail til forskellige myndigheder, som jeg måtte kigge på og korrekturlæse før jeg afsendte den i morgen.

6,80 kroner

Jeg fik penge i morgen, men da jeg ikke havde penge til at købe noget at drikke, og da jeg havde gået hjem til en ven, hvilket afstedkom at jeg fik gået over 33000 skridt, i det varme vejr, må jeg meget mod min vilje låne 20 kroner af ham. De sidsts par dage havde jeg levet af datonedsat rugbrød, men jeg havde i det mindste ikke sultet.

Det var ulidelige vilkår jeg levede under, og det var uforståeligt at ingen myndigheder gjorde noget ved det. Det var utilgiveligt, og der var ingen undskyldning for torturen. De danske myndigheder havde svigtet i ekseptionel grad. Jeg var langt fra den eneste, der havde den holdning, og vreden ulmede i de kredse jeg befandt mig i. Der kom et efterslæb efter pandemien af uoverskuelige dimensioner, som ville overgå coronavirussen i skadelighed. Kuren havde været langt værre end sygdommen.

Det var ikke kun mig, der havde oplevet den danske stats magtfuldkommenhed og skruppelløshed. Det var efterhånden gået op for selv de danske medier, at politiets anklagere havde fået smag for blod, nu gik all-in og krævede borgerne straffet maksimalt; Danske Domstole, der ligesom politiet og anklagerne var ansat af samme firma, nemlig Justitsministeriet (en iøvrigt meget bekymrende og arkaisk konstruktion), var enten altid på statens side, eller skånede den. Embedspersoner kunne aldrig straffes, uagtet hvor skødesløst og forkert de havde ageret. Derfor var Danmark bare ikke en rigtig retsstat.

I det sekund jeg havde muligheden for det, måtte jeg flygte til et andet land, som havde en befolkning, der havde brug for det, jeg kunne.

Fri

For første gang i lang tid følte jeg mig afstresset, og nogenlunde afslappet. Der var ikke spor nedtrykthed, selvmordstanker, selvmordsintentioner eller selvmordsimpulser, ligesom jeg heller ikke var spor psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed. Jeg havde det bl.a. på den måde, fordi jeg havde slukket for min mobiltelefon. Nok var nok. Jeg havde for længst mistet interessen for psykiaternes Mickey Mouse diagnoser, men af en eller anden årsag tænkte jeg på at hvis jeg led af nogen personlighedsforstyrrelse, så måtte det være "avoidant personality disorder".

Det var den, der passede bedst af alle, og sjovt nok var narcissist personligheds forstyrrelse, den der passede dårligt. Hvis jeg ikke havde mistet evnen til at føle rigtig glæde og til at grine, havde jeg gjort det. Hvor var fagligheden dog utrolig ringe på Retspsykiatrisk Klinik. Det eneste jeg nogensinde ønskede, var at arbejde som læge og havsvømme. Ikke som psykiater, men som rigtig læge, rigtig speciallæge. Jeg ville også gerne have penge til at tage på ferie, gå til tandlæge og ikke vende hver en krone, når jeg skulle købe mad, men det var alt sammen sekundært. Nu var det eneste jeg ønskede mig at flygte fra det land, der "spiste dets børn", og lod borgerne i stikken. Det land, der kun eksisterede for statens ansattes skyld.

Mine fødder var stadig ødelagte, og det var fortsat ikke leddene, men derimod knoglerne, den var gal med. Jeg trænede dips 12 x 2 og 10 x 2, men mere blev det desværre ikke til. I de seneste par uger havde jeg skrevet flere sider noter. Det drejede sig om en meget detaljeret medicinsk og neurologisk journal og objektiv undersøgelse, samt teori og praksis hvad angik de mere banale parakliniske undersøgelser. Det var hårdt at komme igang igen, men det var samtidig også fantastisk, jeg skulle bare have nogle stikord, så kom resten helt af sig selv.

Det var vigtigt at være grundigt forberedt, så jeg kunne give et andet lands borgere den bedst mulige behandling. Det var sikkert kun i Danmark at man havde råd til at ødelægge yngre lægers liv ved at tvinge dem til at blive psykiatere, men det spillede ingen rolle længere. Jeg var bare glad for at jeg ikke havde været bitch nok til at falde til patten og degradere mig til medicinalindustriens forlængede arm.

Aprilsnar

Jeg læste en overskrift på et onlinemedie der vist nok handlede om H. C. Andersens kønsidentitet. Det lød mærkeligt, jeg klikkede ikke på artiklen, og senere kunne jeg så læse en anden overskrift på selvsamme medie, der kunne oplyse, at der var tale om en aprilsnar. Det hele var efterhånden en joke. Men ikke nogen særlig god én af slagsen.

Mohammed boede stadigvæk på vandrerhjemmet. Jeg hilste på ham, da jeg kom ind på værelset i går. Han kunne godt huske mig. Den anden gæst på seksmandsstuen mødte jeg også; jeg var næsten sikker på at han også var indlogeret her sidst, jeg var der, men jeg spurgte ham ikke. Vi førte blot en kort samtale af ren høflighed.

Jeg var bekyndt at føle mig dybt ensom igen. Jeg regnede med at det skyldtes manglende fysisk aktivitet. Vejret var til min store ærgelse elendigt, til forskel fra i går. Mine fødder var fortsat defekte, men det vigtigste årsag til at jeg ikke gik en meget lang tur, var at jeg ikke havde noget skiftetøj med. Jeg havde satset på at købe det i dag, bare noget billigt noget, og jeg manglede også i høj grad nyt tøj, men dum som jeg var, havde jeg ikke undersøgt om Bilka eller Føtex holdt åbent i dag, hvlket de selvfølgelig ikke gjorde.

Jeg skrev eller ringede til bekendte på daglig basis, også i dag, men til trods for det, forsvandt følelsen af ensomhed og meningsløshed ikke. Jeg havde fulgt min læseplan i dag og arbejdet i 4 x 45 minutter. Det burde give mig en god fornemmelse, men den udeblev. Problemet var, at jeg intet havde at arbejde frem imod, intet mål, ingen mening, og når jeg var færdig med dagens arbejde, kunne jeg lige så godt fortsatte med mere arbejde, for der var ikke andet. Ingen glæde, ingen lyst, eller motivation, udover selvfølgelig, at jeg oplevede stort ubehag, hvis jeg ikke repeterede de lægefaglige emner. Fravær af lidelse var selvfølgelig bedre end lidelse, men det bedste var alt andet lige en form for tilfredshed eller ligefrem en smule glæde og en sjælden gang måske ligefrem glimtvis lykke.

Men mit liv var mindre end morsomt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få det bedre, men det var omsonst. Jeg havde skrevet det talrige gange tidligere, men jeg var nødt til at skrive det igen: De forhold, jeg var underlagt, var i bedste fald utilstrækkelige, og i værste fald tangerede de tortur. Hvem var de mennesker, der var så nådesløse, at de fastholdt mig i på den måde? Hvorfor sad de ikke i fængsel? Påsken blev hård at udholde. Det blev ikke ligefrem bedre med årene.

Psykiatri

"I Don't Know" - Med School Parody of "Let It Go" from Frozen (University of Chicago Pritzker SOM)

...

(Fra https://www.youtube.com/watch?v=EtAG3e3JLNI&list=RDEtAG3e3JLNI&start_radio=1, 1. april 2012.)

Roommates

Jeg fik en længere snak i går med min anden roommate på seksmandsstuen, der som følge af coronarestriktionerne højest kunne have tre gæster boende. Han virkede som en fin fyr. Grunden til at han boede på vandrerhjem var, at han var i lære som vindmølletekniker hos Ørsted, samt at han boede i Haslev, og ikke havde lyst til at pendle to timer til og fra arbejde dagligt. Under samtalen fortalte han mig om Bitcoin, som han havde investeret i, og havde insiderviden inden for, som han gerne ville sætte mig ind i ved lejlighed, hvis jeg var interesseret i at investere i dem. Jeg sagde til ham at det lød meget spændende, og at jeg naturligvis gerne ville høre mere, når jeg havde lidt luft i mit program om et par dage. Hans foreslag var af ren høflighed, og det samme var mit i realiteten afslag. Men det var fint nok.

Når man havde en tidsubestemt straf som jeg, hvor man blev fastholdt i virkelig fattigdom og med korte mellemrum af en ignorant og afdanket psykiatrisk sygeplejerske fik at vide at man var sindssyg, kriminel og utilregnelig, var det tortur. Det var ikke kun mig, der led under sadanne betingelser, det ville de fleste andre raske og tilregnelige mennesker også gøre. Jeg havde kæmpet for mit liv, og hvis samfundet mente jeg var kriminel - og det gjorde det - for at ?forsøge at overleve, så fuck samfundet. Hvad fanden lignede det stændigt at påstå noget der var i modstrid med virkeligheden? At jeg nogensinde havde været psykotisk, paranoid eller utilregnelig var i direkte modstrid med virkeligheden.

Enevælden 2021

Jeg kunne læse i medierne, at det ikke kun var mig, der havde erfaret at de danske dommere aldrig nogensinde tvivlede på myndighedernes forkerte afgørelser. Det var angivligt et levn fra enevælden. Det var jo helt grotesk. Så havde jeg da ret i at den danske retsstat var en joke. Hvorfor havde politikerne ikke meget travlt med at få fjernet den syge og perverse praksis at danske myndigheders fatale og forkerte afgørelser aldrig kunne betvivles? Hvor var Danske Domstole eller det danske advokatsamfund henne? Hvor kunne jeg læse at de havde råbt vagt ved gevær og udtrykt deres alvorlige bekymring for den arkaiske og for danske borgere dybt, dybt skadelige praksis? Det var sgu modige mennesker, der udviste samfundssind. Var det fordi det kom juristerne og dommerne selv til gode at statens overgreb aldrig kunne betvivles?

Eksponeringsterapi

Hvis man som jeg var nervøs og bekymret anlagt, og gik overdrevet meget op i hvordan man fremstod over for omverden, kunne man ikke leve det liv jeg levede. Så blev man i sin lejlighed og kom aldrig ud. Jeg kendte et par stykker fra værestedet, der var på den måde. Det var så angstprovokerende bare at bevæge sig udendøre, at de måtte behøve ubehaget med alkohol eller stoffer. Det kunne jeg selvfølgelig ikke tillade mig at gøre. Derfor måtte jeg bare bide i det sure æble, og tilpasse mig til den nye påtvungne virkelighed.

Det havde været meget hårdt, men da det var et spørgsmål om at begå selvmord eller klare det, var der ikke så meget at diskutere. Hvis man ikke havde nogen lejlighed at gemme sig i, var der ikke noget valg. At ignorere at folk gloede, når de passerede mig, og jeg sad og skrev på min gamle laptop, lignede en bums i min påklædning, og havde en plastikpose med mine ting, var der ikke noget at gøre ved. Jeg havde ingen penge til at klæde mig, så jeg ikke fremstod som en tosse, men for at kompensere for det, sørgede jeg altid for at være så soigneret som overhovedet muligt.

Når jeg ikke kunne distrahere for de forbipasserendes reaktion på mig, tænkte jeg, at de bare skulle vide hvorfor jeg sad og blamerede mig ufrivilligt. Og dernæst at de selv skulle prøve mine strabadser, og med mindre de klarede sig bedre, skulle de holde deres kæft og lade være med at glo. Men det var selvfølgelig ukonstruktivt, at jeg tænkte på den måde, for folk var ligeglade. De fleste glædede sig allerhøjest over at det ikke var dem, der lignede en landsbytosse, hvis de i det hele taget skænkede det en tanke. Hvis jeg pludseligt tog mig til venstre side af brystet og skvattede om, var der ingen, der ville røre mig med en ildtang; de vildeste jeg kunne regne med, var at nogen ringede efter en ambulance, men flertallet ville kigge den anden vej, og lade som ingenting, for de skulle ikke blandes ind i noget. Hvis jeg bare lå ukontaktbar på fortovet, ville så godt som alle regne med eler bilde sig selv ind at jeg var døddrukken eller narkoman, og enten gå i en lang bue udenom eller, hvis der ikke var plads til det, træde hen over mig. De tænkte, at der sikkert var nogle andre, der havde taget sig af problemet.

Samfundssind

Ovenstående fik mig til at tænke på forleden, da jeg var i Sydhavnen med en ven. Jeg skulle hjælpe hans nevø med hans computer. Vi gik fra Valby Station ned mod Sjælør Boulevand. Da vi passerede Toftegårds Plads, så vi på den modsatte side af vejen, omtrent over for apoteket, en høj og kraftig middelaldrende mand. Han var ubarberet, solbrændt, havde halvlangt, fedtet og uglet hår, hans tøj var lettere slidt og snavset, og sveden løb ned af hans ansigt. Han stod med en rollator, som han støttede sig til mens han svejede faretruende. Der var en yngre mand og ældre kvinde, der stod og forgæves forsøgte at forhindre ham i at falde, men manden var over 190 cm høj og vejede godt til, så det gik ikke for dem. Måske var det hans hjælpere, for de kendte hans navn. Situationen var ikke for god.

Alligevel var der masser af mennesker, der passerede de tre uden at hjælpe; fodgængere og cykelister, der ikke kunne undgå at se hvad der skete. Min ven og jeg iførte os mundbind, og gik over til de tre. Manden støttede sig kun til håndtagene på rollatoren, kunne næsten ikke holde sig oprejst længere, men turde ikke slippe håndtagene af frygt for at falde. Opgaven bestod i at få ham vendt rundt, så han kunne sætte sig på rollatoren, og hvile. Mens vi forsøgte at bugsere ham rundt om sig selv, kom der heldigvis nogle ansatte ud fra den tandlæge, det viste sig, han var på vej op til. De medbragte en stol, således at manden ikke behøvede at slippe taget. Det lykkes os i fællesskab at få manden ned at sidde. Der var noget helt galt med manden, som svedte profundt, men da jeg ikke var læge, og det var strafbart af mig at insinuere at jeg var, nøjedes jeg med at spørge manden og de andre om vi skulle ringe efter en ambulance. Det var ikke nødvendigt, fik jeg at vide. Min ven og jeg fortsatte videre. Det var ikke han og jeg, der gjorde noget, der var værd at nævne; det var alle de andre vidner, der i bedste samfundssind intet gjorde, men bare lod som om at optrinnet ikke eksisterede.

Det sorte hul

Jeg befandt mig på bunden af et sort hul, og jeg kunne ikke komme op af det. Jeg havde ingen ideer til hvad jeg skulle gøre. Samtidig var min situation utålelig, og kunne ikke fortsætte mange dage endnu. Hvordan det skulle stoppe, var nu lige meget. Alle muligheder lå på bordet. Jeg ville starte med at sende min tekst ud til alle læger igen. Denne gang udgaven med navngivne personer modsat sidst. Det skete først kommende hverdag. Det værste der kunne ske, var at jeg døde, men det var lige meget, jeg kunne ikke gå rundt på sjette år, marginaliseret, og blive behandlet som noget, jeg ikke var.

Højesteret og Menneskerettighedsdomstolen

De to instanser var mine sidste håb. Med andre ord så det sort ud for mig, men det betød ikke, at jeg ikke skulle gøre forsøget. Hellere det end jeg begyndte at blive så desperat at det eneste jeg kunne var at tænke på hævn. Det var ikke kommet dertil endnu, men jeg havde lidt overordentligt meget, og jeg var desværre kun et menneske.

Jeg hadede alle højtider, og det var ikke fordi de i sig selv var højtider, men fordi samfundet lukkede helt ned i flere dage i træk. Påsken var en af de værste med alle helligdagene, hvor jeg havde det som var jeg død. Det var ensomt nok i forvejen, men i påsken var det helt ulideligt. Under normale omstændigheder, dvs. for over seks år siden, havde jeg altid sørget for at arbejde jul, nytår og påske, eller i værste tilfælde svømmet, trænet eller cyklet lange ture, men nu var dt eneste jeg kunne foretage mig at gå evighedsture uden andet formål end at få tiden til at gå, mens mine fødder smertede, fordi jeg havde gået dem i smadder. Jeg kunne få lov til at rundt i mine egne pessimistiske tanker, indtil den dag jeg fik nok og afsluttede pinslen.

Psykiaterne og embedslægerne sad og hyggede sig i deres villaer nord for København, mens de hældte snaps i sig og lo af hvad de havde fået den danske befolkning til. Danskerne var jordens mest autoritetstro folkefærd, og slog hælene sammen og sagde javel, når myndighederne, psykiaterne og politiet dikterede dem hvad de skulle gøre. Jeg havde endnu to dage til i påskehælvede, men derefter fortsatte det jo bare, dag ud og dag ind, år efter år. Det var ikke andet end lavintens, langvarig tortur. Hvordan skulle jeg kunne efterleve embedslæge Elisabet Tornberg Hansens vanvittige krav om at lade mig behandle for paranoia og psykose, hvilket jeg aldrig nogensinde havde lidt af? Hvorfor blev denne embedslæge ikke sigtet for embedsmisbrug, eller hvad det hed når embedspersoner groft misbrugte deres stilling og magt?

Det var ikke til at holde ud. Det danske retsvæsen var defekt, og tjente primært statens tjenere, og rige praktiserende, dyssociale læger. Jeg kunne ikke vente med at sende min tekst ud til alle læger. Jeg ville ikke sidde og rådne op længere.

Ulidelig dag som alle andre. Det var ikke til at holde ud. Jeg skulle havde afsluttet det hele senest i 2016, da den sindssyge praktiserende tvangsindlagde mig på røde papirer, selv om det ikke var spor berettiget. You go girl. Kvinder kunne selvfølgelig ikke var være onde og misbruge deres stilling og position, de kunne aldrig straffes for at lyve, manipulere, og for at få mænd med skudsikker vest og våben til at begå overgreb for sig. Retssystemet turde ikke straffe en kvinde for embedsmisbrug og få dokumenterbart at lyve i en retsligt dokument som en tvangsindlæggelseserklæring var i 2021. Jeg var komplet ligeglad med hvilket køn usle og forlorne læger, der i ond tro misbrugte deres fag til at skade mig, havde. Mænd, kvinder, mænd, der identificerede sig som kvinder, kvinder der inditificerede sig som mænd, mænd, der gik i kvindetøj, kvinder der gik i mandetøj, hermofroditter, mænd og kvinder der identificerede sig som hverken eller, osv.

Mændene mod kvinderne var en latterlig og grotesk generaliserende diskution, som ikke drejede sig om de rigtige problemer, som kvinderne på samfundets bund havde, problemer som var livsfarlige for kvinderne, som ikke handlede om en klam sexistisk bemærkning, men om vold, voldtægt og mord, som var mere eller mindre dagligdag for kvinderne på den absolutte bund af samfundet. Min verden var opdelt i dem, der havde magt og misbrugte den på den ene side, og deres ofre, som var afmægtige på den anden. Etnicitet, seksuel observans og køn var ligegyldigt på godt og ondt. Var du en praktiserende læge, embedslæge eller psykiater, der havde misbrugt din magt i ond tro til at skade endre, skulle du i fængsel, uanset om du havde XX eller XY kromosomer. Jeg var dødtræt af elitens problemer, der blegnede til sammenligning med vores problemer.

Jeg var til en velmenene, men trøstesløs påskefrokost i værestedet. Maden var god og rigelig, og næsten de 50 kroner den kostede værd. Der var en dårlig stemning. Folk var tavse og sad og stirrede ud i luften med udtryksløse ansigter det meste af tiden. Hende, der sad for den ene bordende, havde en grimasse, som om hun græd. En mandlig bruger, som jeg engang i mellem spillede brætspil med, mistede besindelsen og skændes kortvarigt, men højlydt med en af de ansatte. Jeg orkede ikke at sidde og lytte til de andres endeløse kolpotering af deres problemer og betragtninger, som skulle ende ud i, at de skulle have ret, så jeg gik en time før det sluttede. Der var ikke én eneste, jeg havde fortalt noget til om min situation, at jeg var uddannet læge, og alt det endet, der var sket, så jeg havde ikke nogen, jeg kunne tale med om mine problemer; Amanda og Martin, Susanne og Lars, og alverdens socialrådgivere og psykiatriske sygeplejersker kom aldrig til at forstå mig, og jeg orkede ikke at gøre forsøget længere.

Jeg hørte ikke til nogen steder, der var ikke noget folk eller noget land, der var mit og hvor jeg følte mig hjemme. Jeg var på det seneste bekyndt at hade andre mennesker. Jeg ville hellere være helt alene, end jeg gad at se og lytte til andre, der ikke forstod min situation, hvilket var så godt som hele befolkningen. Jeg var blevet tortureret af rådne læger og deres nyttige idioter i seks år, jeg havde ondt i tænder og fødder, var modløs, uden fremtid, og selv om jeg ikke ville gøre noget aktivt for det selv, ville jeg græde tøre tårer hvis hele verden gik op i flammer. Der var intet godt ved livet.

Mit humør var helt i bund. Jeg ville ønske jeg kunne sove til dette helvede var overstået, men det ophørte jo aldrig, det havde varet i seks år, og det stoppede ikke, før jeg selv gjorde noget for at stoppe det. De magtliderlige tjenere af staten - altså af dem selv og ikke den danske befolknng - sad på Østerbro og i Gentofte og skyllede påskesild ned med snaps, mens de bekræftigede hinanden i, at de var de sande ofre for pandemien, men også heltene, at befolkningen var idioter, der ikke kunne tænke selv, og at de vidste bedst. Danmark var disse selvgode menneskers land, ikke mit, ikke længere. Danmark havde svigtet mig igen og igen, og belærte mig samtidig om, at jeg skulle have tålmodighed lidt endnu, og at vi godt kunne. Sådan noget forbandet vås. Hver dag var en kamp, jeg tabe, det var ulideligt at stå op til det daglige nederlag, til den store daglige ulyst og livslede, som skyldtes at der var mennesker som intet foretog sig.

I morgen ville blive helt uudholdelig. Der var ingen steder at tage hen, og intet at lave, udover at gå rundt på ødelagte fødder, mens jeg rumminerede over hvor håbløs tilværelsen var. Påsken havde været et mareridt, og den var ikke engang slut endnu. Jeg håbede, at jeg ikke vågnede op igen, når jeg faldt i søvn.

Mareridt

Påsken havde været omtrent så utålelig, som jeg havde regnet med. Nu var den gudskelov overstået, men til forskel fra de gode borgere i landet, som havde hygget sig med at holde fri, og nu var parat til igen at sætte sig foran skærmen og starte Zoom eller Teams op, så var jeg helt ødelagt mentalt, og på mange måder også fysisk. Jeg var kørt helt i sænk, og havde sovet det meste af dagen. Desværre havde jeg haft mareridt hver gang jeg var faldet i søvn, efter at have vågnet kortvarigt. Jeg gad ikke mere. Det skulle slutte med at have det dårligt på grund af samfundets passivitet. Så snart jeg fik mere energi, gjorde jeg noget ved det. Jeg var ligeglad med det defekte danske retsvæsen, og dets sanktioner. Når det gjald selve mit liv, at nogen bureaukrater vågnede op, så måtte jeg gøre det, der skulle til for at det skete. Den danske stat udsatte mig for tortur på sjette år, og folk var ligeglade. Godt for dem. Men næste gang blev det måske deres egen tur. Sådan var det, når man som embedspersoner kunne begå forbrydelser uden at blive straffet - så fortsatte man selvfølgelig med det.

Københavns Vestegns Politi

Det kunne altid blive værre. Det var næsten som om at Københavns Vestegns Politi kunne fornemme, når jeg var mest nedtykt. Svarede på det ulækre brev, der lå om ventede på mig på sengen.

Brevet fra Københavns Vestegns Politi var det halmstrå, der fik læsset til at vælte. Jeg kunne ikke holde ud at opholde mig på værelset, jeg kunne ikke holde ud at se udlejer i øjnene, jeg havde en masse vasketøj, men jeg kunne ikke holde ud at være i bygningen og vaske. Jeg måtte væk hurtigst muligt. Vestegnens Politi havde ødelagt ALT for mig. Jeg sagde mit værelse op i morgen eller overmorgen. Jeg havde ingen penge til indskud til noget som helst, jeg kunne ikke låne, og ingen gad at have mig boende på et værelse, hvis jeg var tvunget til at sige sandheden, og det var jeg nødt til.

Man havde i skrivende stund INTET foretaget sig; jeg lå stadig søvnløs, havde stadig ingen plan for noget som helst, ingen steder at tage hen, ingen penge til andet end mad, og knapt nok det.

Den danske stat var skånselsløs, og jeg skulle være flygtet fra dette land, med det syge og defekte retsvæsen, mens tid havde været. Nu var det for sent. Det var et mareridt. Hver eneste forbandede dag var et mareridt. Deres elendige breve. I morgen skulle jeg igen for gud ved hvilken gang gå rundt hele dagen på ødelagte fødder. Det blev dårligt vejr igen i morgen, men der var ingen steder at gå hen. Jeg ville ikke bidrage til et så modbydeligt og nådesløst land, hvor yngre læger blev ofret fordi politikerne var blevet bildt ind, at der manglede psykiatere, og hvor der ikke eksisterede retssikkerhed eller patientsikkerhed, hvis en dyssocial praktiserende læge og psykiater havde stigmatiseret én med en åbenlys fejldiagnose. Danmark var ikke til for den danske befolkning, men for statens ansatte. Den eneste måde at få politiet til at behandle én hæderligt på, var hvis medierne gik ind i sagen. Ellers var man færdig, og man måtte finde sig i det ene overgreb efter det andet.

Opsigelse af værelset

"Kære psykiater Peter Wormm Jantzen

Undskyld

Jeg måtte undskylde overfor Peter Wormm Jantzen, idet jeg havde svedt ud, at jeg skulle tale med ham i dag kl. 11.00, og ikke i morgen kl. 14.00. Jeg var presset, og dertil havde jeg fået udleveret medicin til og med den 8. april, hvorfor det ikke gav mening, at jeg skulle tale med ham i dag. Det måtte være undtagelsen, der bekræftede reglen om, at jeg huskede alle aftaler og tidspunkter. Det var heldigt, at han ringede til mig i formiddags, da jeg var taget afsted. Dermed nåede jeg alligevel at fremmøde 10.56 til samtalen. Der var intet nyt. Men det var ikke Peter Wormm Jantzens skyld.

Autisme

Var noget jeg ikke led af. Desværre havde jeg kun sovet ca. tre timer i nat, og mine øjnlåg var tunge. Derfor var det udmattende at fastholde øjnkontakten med Peter Worm Jantzen under samtalen, der varede lidt længere end normalt. Peter Worm Jantzen begyndte at tale om, hvorvidt jeg godt kunne lide rutiner. Jeg havde efterhånden opøvet en vis erfaring i at se i en psykiaters ansigtsminik og glimt i øjet, når han eller hun troede at vedkommende havde sporet sig ind på en diagnose. Selvfølgelig kunne jeg godt lide rutiner. Men kun til en vis grad. Jeg kunne godt lide at stå op om morgenen og tage på arbejde. Hvem kunne ikke lide det? Og hvorfor var det et sygdomstegn, at kunne lide rutiner i hverdagen, til en vis grad? Nu havde jeg ikke haft nogen gode rutiner i seks år, så derfor var det nok ikke så mærkeligt, at jeg godt kunne tænke mig at få nogle af dem genindført.

Jeg var særdeles fleksibel, og hvis jeg havde befundet mig i "spektret", havde jeg ikke overlevet det, jeg havde været igennem. Jeg havde større tiltro til Ps faglige evner, end at jeg kunne forestille mig, at han tænkte så rigoristisk, men brændt barn skyede ilden, og sporene fra Hans Rabenetarderede og amoralske kolleger skræmte. Problemet med min interaktion med Peter Worm Jantzen var, at der eksisterede et særdeles asymmetrisk magtforhold mellem os, at jeg havde lært for år tilbage, at man skulle sige så lidt til en psykiater som overhoved muligt (selv om det indebar en fare for at man blev fejldiagnosticeret som paranoid, mistroisk, fjendtlig eller lignende vrøvl), og at han derfor ikke havde nogen viden om mine tankeprocesser og mit følelsesliv, der bare tilnærmelsesvist gav ham et grundlagt for at diagnosticere mig med noget andet end det, jeg led af, nemlig ADD. Jeg befandt mig i dyb krise, og man kunne ikke rigtig diagnosticere mennesker med særlig meget, hvis de var svært belastede.

De fleste psykiatere led af den vrangforestilling, at man kunne diagnosticere mennesker med psykiatriske lidelser i et meget kunstigt miljø eller situation. Hvis man skulle gøre sig håb om at iagtage et menneskes virkelige adfærd, skulle det være i vedkommendes normalmiljø, og uden at patienten vidste, at han eller hun blev observeret.

Med fare for at fremstå megaloman, ville jeg vove at påstå, at jeg kunne imitere de fleste psykiatriske lidelser og personlighedsforstyrelser. A propos rutiner, så havde psykiaterne sikkert også en diagnose for mennesker, der afskyede rutiner. De var oppositionelle og grænsesøgende, eller lignende. Al normal adfærd kunne og ville psykiaterne beskrive som sygelig, hvis det passede dem. Og i sidste ende kunne psykiateren bare sige, at hun "følte" eller "fornemmede" at patienten led af det ene eller andet, og så ville hun slippe godt fra det i enhver dansk retsal. Den enkelte psykiater var altings målestok, og om målestokken var fejlkalibreret eller ej, spillede ingen rolle. Det var derfor at det desværre var essentielt, at enhver samtale med en psykiater blev videofilmet, så vedkommendes fejlvurdering kunne korrigeres på et senere tidspunkt (sådan burde det selvfølgelig også være ved afhøringer). Sådan var vilkåret for alle rigtige læger; et blodprøvesvar eller et røntgenbillede kunne altid hives frem igen, og fejl kunne rettes. Langt, langt de fleste psykiatere havde ikke integritet, ansvarlighed og moral til at besidde den magt, de af uransagelige årsager var blevet givet af staten.

Videnslakuner

Jeg var mere nøgtern undrende over Ps manglende viden om mine helt basale vilkår, end det forargede mig. Eksempelvis var han ikke klar over, hvor meget (lidt), jeg fik i invalidepension om måneden, hvor meget, jeg var tvunget til at afbetale, hvor lavt mit rådighedsbeløb var, eller at jeg var nødt til at bruge penge på alt lige fra møbler til sko og tøj, og at jeg i denne måned ville komme til at sulte fra og med den tredje uge. Hans Rabenåd og forslag til hvordan jeg fik mere økonomisk råderum, var ubrugelige og uvidende. Han foreslog mig eksempelvis, at få Lægernes Bank til at nedsætte den månedlige tvangstilbagebetaling af min kassekredit. Som om jeg ikke desperat havde forsøgt det flere gange gennem årene uden held. Han rådede mig også til at anvende stedets socialrådgivere, selv om jeg beviseligt også havde gjort det mange gange, kun for at erfare, at de var ubrugelige, og intet kunne gøre for at bedre mine vilkår.

Den Gratis Retshjælp

Peter Worm Jantzen havde intet hørt fra retshjælpen. Han havde i det hele taget intet godt nyt at fortælle mig. Han virkede meget indifferent i forhold til min nu helt uudholdelige situation. Det var interessant at observere. Jeg fortalte ham, at jeg var ligeglad med at komme i fængsel eller blive tvangsindlagt på nuværende tidspunkt, fordi jeg for længst havde mistet alt, og var ligeglad med livet. Ny tid om 14 dage. Jeg regnede ikke med at leve om 14 dage, hvis der ikke skete noget radikalt positivt meget, meget snart. Hans ligegyldighed indgav også mig en følelse af ligegyldighed; det hele var lige meget. Det var ikke en entydig negativ følelse, mere en resigneret konstatering af, at sådan var livet, og at der ikke var andet at gøre, end at tage tingene som de kom. Problemet var naturligvis, at det ikke var Peter Worm Jantzen der snart skulle sulte igen, eller vandre rundt som en idiot på Vestegnen. Det var meget let at være ligeglad på andres vegne.

Emotionel kontakt

Jeg hadede at tale med enhver psykiater, og jeg gjorde en dyd ud af ikke at lade mine følelser afspejle sig i min ansigtsmimik. Jeg kunne dog ikke undgå på et tidspunkt under samtalen at lade paraderne falde, og smile igen til Peter Worm Jantzen. Set i bagspejlet var det positivt og et sundhedstegn, for nu kunne han notere i afsnittet "objektivt psykisk", at der var "intakt formel og emotionel kontakt", hvilket var remsen for at jeg opførte mig normalt. Min øjnkontakt var dog ikke noget at prale af, men det var der en rationel og ikke-psykiatrisk grund til.

Værestedet

I mellemtiden kunne jeg fokusere på værestedet. Jeg havde i går meldt mig til en aktivitetsgruppe, eller hvad man skulle kalde den for, og en opgave var at få orden på de fysiske rammer. Værestedet var nemlig nyetableret, da det var flyttet over i andre, flere og større lokaler, og det var ikke alt, der var på plads endnu. Det var alt, lige fra helt simple opgaver til det modsatte.

Jeg havde sjældent været så håbløs og akut truet på mit liv, som på det seneste. Hvis i morgen blev som i dag, eller i går, vidste jeg ikke hvad det ville ende med. Jeg lå og vendte og drejede mig, og kunne ikke falde i søvn. Det var det samme, mine tanker kredsede omkring: Hvor skulle jeg tage hen? Hvordan blev vejret? Hvornår satte den første følelse af dyb fortvivlelse og håbløshed ind? Jeg var komplet fastlåst på sjette år, og skruen blev hele tiden strammet en tand mere. Helt utroligt at myndighederne lod som ingenting, og ikke satte en stopper for vandviddet. Det kunne kun gå helt galt. Sådan var det når man udsatte mennesker for ulidelige forhold, der tangerede tortur. Normalt var jeg arg modstander af folk, der undskyldte deres handlinger med at det var samfundets skyld, men nogle gange var det faktisk samfundets skyld, og det var det for mig på nuværende tidspunt.

Jeg havde i årevis gjort alt det rigtige (og ved få lejligheder også det forkerte, desværre), nu gjorde jeg det rigtige, men fik alligevel lov til at rådne op, mens Styrelsen for Patientsikkerheds dygtige jurister arbejdede på højtryk med at finde pseudoargumenter for at holde mig i selvmorderisk håbløshed og afsavn. Alt jeg gjorde nu var direkte Styrelsen for Patientsikkerheds ansvar. Når jeg i morgen sendte min tekst ud igen og for sidste gang, var det Styrelsen for Patientsikkerheds skyld, for det var dens svigt som gjorde mig svært og livsfarligt nedtrykt. Enten sendte jeg teksten, eller myndighederne gjorde noget hyperakut for at hjælpe mig, eller også var der en meget reel risiko for at jeg ikke klarede den. Som om det ragede mig at en studentikos filosof-anklager i Glostrup Byret med foragt i stemmen påstod at det var psykotisk at jeg sendte mails ud. Ikke indholdet af mine mails, men alene det at sende mails ud.

Hvad så med professionelle spammere? Var de også psykotiske? Gid at jeg havde været så klog, at jeg kunne være blevet politianklager. Geniernes strategi var at udsætte mig for langvarig tortur, og så sidde og vente på at det blev så uudholdeligt at jeg i desperation brød loven, så de kunne få mig tvangsmedicineret. De havde jo selv opsøgt og minutiøst gennemset over hundrede YouTubevideoer indtil de fandt én hvor jeg i én enkelt sætning af få sekunders varighed ud af cirka en halv times tale sagde noget de misforstod som en trussel. De sad og læste det jeg skrev nu, mens de intet foretog sig for at hjælpe mig. Når jeg så skrev nogle få ord ud af over 1000 siders tekst de kunne udtage, fordreje og få til at lyde som en trussel, ville de sørge for at jeg blev anholdt, fængslet og tvangsmedicineret. Så pervers og skruppelløs var deres måde at arbejde på. Det var en trussel på mit liv, og noget folk skulle oplyses om foregik i Danmark i 2021.

Stressfrakturer

Jeg havde kun nået at gå få meter før en kraftig skarp smerte jog op igennem min venstre fod, så jeg nærmest knækkede sammen i benene. Smerterne var lokaliserede i venstre mellemfod. Efterhånden som jeg fik gået nogle flere tusinde skridt begyndte det at gøre vedvarende ondt i begge fødder svarende til mellemfod- eller fodrodknoglerne, foruden de sædvanelige smerter i storetåens grundled på begge sider. Det virkede ikke sandsynligt at der var tale om podagra, og selv om jeg ikke længere var tynd, var jeg heller ikke overvægtig, eller spiste store mængder rødt kød. Jeg fik derfor kun gået lidt over 20000 skridt i dag, men jeg ville have gået en kortere distance, hvis ikke det havde været fordi den kraftige blæst gjorde mine fingre stive af kulde, hvis jeg satte mig på en bænk i bare lidt længere tid.

En anden

Hvis man var mere eller mindre tvunget til at bevæge sig rundt i al offentlighed de fleste af døgnets lyse timer, og hvis man ikke brød sig om det, var man nødt til at ændre sig som person. Det var en hård og utaknemmelig process, som ikke helt lykkedes. Ubehaget ved at sidde rundt omkring var ikke væk, allerhøjest fortrængt. Jeg var en helt anden og ringere person i dag, end jeg var før den praktiserende læges, embedslægernes, og nogle psykiaters overgreb. Jeg havde det som om, at jeg lige så godt kunne være død. Den person, jeg havde været, var det ihverfald. Det betød til en vis grad også, at jeg var ligeglad med hvad der skete med mig.

Sidde på en bænk, være udstillet, uden penge til mad, og ryste af kulde, eller være i fred i en fængselscelle med tre måltider om dagen, hvor jeg kunne træne og læse alle de bøger, jeg ville, var lige gode eller lige dårlige scenarier. Det betød omvendt at frygten for de evindelige dårlige beskeder var mindsket, og det samme gjaldt konsekvenserne af mine handlinger. Desværre var motivationen for at sætte mig ind i indholdet i de beskeder, jeg modtog, også mindsket, for det hele kunne være lige meget. Jeg havde uigenkaldeligt mistet alt, der var godt i mit liv, og jeg hverken havde eller ville få mulighed for at opbygge noget igen.

Det kunne være meget farligt at fjerne meningen med folks liv og tilværelse, deres eksistensgrundlag, og frarøde dem enhver tilskyndelse til at opføre sig ordentligt. Det var noget man var verdensmestre i at gøre i Danmark. Tænk at myndighederne opfattede jura og domme, som var der tale om eviggyldige naturlove, der aldrig kunne omgøres, selv om de var åbenlyst forkerte. Eller det helt absurde og for almindelige mennesker uforståelige faktum, at danske myndigheders fejlafgørelser aldrig kunne indbringes for en domstol. Hvordan var det kommet dertil? Hvorfor havde generationer af jurister og politikere bare ladet stå til, og ignoreret den bizare og uretfærdige tradition? Det var sikkert fordi, at den tilgodeså netop denne gruppe, og gav dem en konkurrencefordel og magt i forhold til landets borgerne, som for størstedelens vedkommende ikke anede, at den eksisterede. Det var altså ikke en tradition, der kom den brede danske befolkning til gode. Derfor skulle de udfases hurtigst muligt.

Tak

"Vedhæftet materiale bedes vedlagt mine sagsakter.

Kjeld."

Jeg var det, som psykiaterne kaldte akut, svært belastet, og i en grad, jeg ikke kunne huske jeg tidligere havde oplevet. Jeg var nærmest apatisk og med så stærkt ubehag, at jeg ville gøre stort set alt for at få det til at ophøre. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme hjem i aften, og faktisk havde jeg slet ikke lyst til at tage hjem. Jeg havde sovet særdeles dårligt og få timer de seneste par dage. Politiet og mine omstændigheder havde også ødelagt det for mig. Det kunne have været så godt. Jeg boede et perfekt sted, og hvis bare jeg havde fået lov til at arbejde, kunne jeg have klaret den. Det var langt mere angstprovokerende at vende tilbage til værelset end at overnatte i et shelter.

Jeg måtte væk i en fart, hvis jeg skulle overleve. Jeg magtede ikke én dag til hvor jeg var nødt til at vandre rundt i kulden og blæsten, og sidde på forskellige bænke, indtil jeg kunne vende hjem om aftenen, hvor der lå et modbydeligt brev på min seng fra Vestegnens Politi, og ventede på mig. Jeg måtte sige mit værelse op på mandag, ellers overlevede jeg ikke. Jeg kunne ikke overskue i morgen. Jeg ville finde et afsides sted, hvor jeg kunne sidde i fred, og blive siddende dér, indtil jeg fik det bedre eller døde af kulde. Jeg havde alt for få penge tilbage til resten af måneden, og tanken om at gentage de sidste måneders helt ulidelige prøvelser gav mig selvmordstanker og impulser, som det var svært at distrahere mig selv fra.

Jeg var både sulten og havde så udtalt kvalme, at jeg ikke kunne spise noget. Jeg var nødt til at få corona, så jeg kunne komme i isolation og få fred, og ikke skulle tænke på hvor jeg skulle få penge til mad fra, eller hvor jeg skulle sidde udendørs. Det var helt vanvittige forhold, og det var ud fra et intellektuelt synspunkt tankevækkende at myndighederne stadig intet foretog sig.

Mail til Justitsminister Nick Hækkerup

Mail til Sundhedsminister Magnus Heunicke

Politianmeldelser

Den Særlige Klageret

Højesteret

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Civile søgsmål

Jeg havde ingen primær interesse i at Camilla Elvekjær, Egill Rostrup, Elisabet Tornberg Hansen eller Gitte Ahle mfl. skulle i fængsel, men de skulle have gjort noget, udover at prøve at få mig aflivet ved tvangsmedicinering. De skulle have gået til bekendelse, kontaktet politiet og myndighederne og fortalt dem om deres ugerninger. De havde valgt at lade mig dø. Jeg kunne umuligt leve de fem år der skulle gå endnu, til at jeg fik min autorisation som læge igen. Jeg havde lidt usandsynligt meget på grund af dem. Det var reglret justitsmord. Man skulle have gjort noget for mig da.

Frem for at spilde tiden med at skrive dagbog, ville jeg bruge den sidste tid til at undersøge ovenstående.

9. april

Der var engang et Danmark, der var værd at kæmpe og dø for. Det var ikke et bedre samfund end samfundet i 2021, men til forskel fra Danmark i 2021 var det stadig et land, og ikke bare et geografisk område, hvor der befandt sig nogle mennesker. Gad vide om ikke nazisternes ofre ville vende sig i deres grave, hvis de erfarede hvad de havde ladet livet for. Egoisme, magtlidderlighed, arrogance, enhver for sig selv, og et statsapparat der havde forrådt den befolkning det eksisterede for at tjene. Bizare regler fra enevælden, der ophøjede inhabile og magtarrogante embedspersoners fejlvurderinger til eviggyldige love.

Da jeg tog afsted, havde jeg ingen smerter i fødderne, og jeg tænkte at det bare var mig, der var en tøsedreng, men pludselig mens jeg gik rundt i Føtex, kom den kraftige, jagende smerte i venstre fod igen. Det var der ikke noget at gøre ved. Marchfrakturer skulle gåes væk.

Ny kriminalitet

Jeg læste tilfældigvis en artikel på DR-online om en forbryder, der ligesom jeg havde fået udfærdiget en mentalerklæring, med en vurdering der ikke stemte overens med virkeligheden.

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/seks-aars-mareridt-er-slut-mikael-snoed-sig-retarderet-slippe-haard-dom

Til forskel fra mig, var det imidlertid hans egen skyld, da han troede at han ved at immitere at han var reterderet, ville få en mildere straf. Det var måske i sig selv et tegn på at han var retarderet, ville nogle sige, men ikke jeg, for han kunne ikke vide hvad det var han gik ind til. Jeg havde hele tiden været ikke-sindssyg, og jeg havde også opført mig i overensstemmelse dermed, hvorfor retspsykiateren- og psykologen havde lavet en meget alvorlig fejl. Men denne kriminelle kunne ikke få hans mentalerklæring ændret - med mindre han begik ny kriminalitet, hvilket han gjorde, og blev belønnet med en rigtig mentalerklæring. Så det var bare det, jeg skulle gøre.

Jeg vil have mit liv igen. Jeg vil tjene mine egne penge ved at arbejde som læge. Jeg vil have råd til mad, tandlæge, forsikringer, og jeg vil have min egen lejlighed. Jeg vil havsvømme, jeg vil have mulighed for at stifte familie, og for at tage på ferie. Jeg vil have mulighed for at blive speciallæge i andet end det pseudovidenskabelig speciale psykiatri. Jeg har ventet i seks år indtil videre, og det går ikke længere. Enten får jeg mit liv igen meget, meget hurtigt, eller også dør jeg. For jer er det højest irriterende at I modtager min mail. For mig drejer det sig om mit selve livet. Der er ingen middelvej. Enten eller. Jeg kan ikke vente 2 - 5 år på at få min autorisation igen.

Jeg var på ingen måde psykotisk eller i en tilstand, der ganske mptte ligestilles hermed, og jeg var heller ikke til fare for mig selv eller andre. Men virkeligheden spillede ingen rolle for psykiaterne. Deres følelse eller holdning var lov.

Ny kriminalitet

Jeg skulle bare begå ny kriminalitet, så ville man automatisk lave en ny mentalundersøgelse af mig. Hvis ikke fordi det var dybt amoralsk at begå kriminalitet - med mindre man gjorde det i forsøget på at redde sit eget liv, som i mit tilfælde - så ville jeg grine af det. Men jeg havde ikke haft noget at le af i seks år, og i skrivende stund var min sociale situation dybt, dybt alvorlig og påvirkede mig i livstruende grad. Når mine penge slap op i midten af denne måneed, ville jeg begynde at stjæle madvarer, så jeg ikke skulle sulte igen igen. Nej, den danske retstat var intet værd. Den var en syg joke. Der var ingen inhabil beta male filosof psykiater, der kunne eller skulle være dommer over, om mine handlinger var indfølelige eller ej. Man måtte skynde sig at finde ud af, at ingen psykiatere i dette land turde være uhildede i deres vurdering af mig, mindst af alle psykiater Anne Mette Brandt Christensen, der spillede en svær betænkelig dobbeltrolle i min sag. Hvorfor havde Styrelsen for Patientsikkerhed ikke frakendt hende retten til at virke som læge efter hendes trusler om at tvangsmedicinere mig? Old girls netværket, selvfølgelig.

Jeg kunne cope med frygten ved at gå lange ture hver dag. Indtil for nylig, da jeg fik stressfrakturer, som desværre var reelle nok, ikke var indbildning og ikke gik væk. Det blev hele tiden værre og værre. Imens sad nogle jurister og embedslæger og fulgte med i mine pinsler på sidelinjen, mens de ventede på at jeg begik selvmord. Hvor var Ombudsmanden henne? Politikerne? Medierne?

Allerede i 2015 fortalte jeg psykiater Søren Buus Jensen, at Camilla Elvekjærs vrangforstilling om, at jeg var paranoid og psykotisk, fordi jeg havde fortalt hende om overlæge Egill Rostrups datasvindel, var som at svømme ind i en fiskeruse. Hvorfor havde han ikke gjort noget? Hvorfor havde han ikke reageret, da Camilla Elvekjær havde citeret ham for noget han aldrig havde sagt, faktisk modsagde Søren Buus Jensen selv Camilla Elvekjær i en mail til mig. Hvorfor måtte jeg ikke få lov til at fremlægge den i byretten eller Østre Landsret? Jeg sad jo med den printet ud i retssalen. Hvorfor ignorerede min beskikkede advokat Irene Zehngraff blandt meget andet den mail? Danmark var ikke en retstat.

Radikalisering

Jeg sad i læ for den kolde blæst og sneen, mens jeg tænkte på at jeg forleden havde læst på DR online, at PET havde advaret om radikalisering som følge af restriktionerne. Nogen burde lytte til og tage PET meget alvorligt. Når et lands regering og stat udsatte folk for ulidelige livsvilkår var det en normal reaktion at de ramte gjorde oprør på en eller anden måde. Hvis man var heldig, nøjedes ofrene at skrive og tale om de livstruende vilkår. Men det var altid nogle, der ikke havde overskud til det. Når degenererede embedslæger og psykiatere gjorde hvad de kunne for at aflive en yngre læge, så havde det konsekvenser. Jeg havde i seks år kun brugt ord. Det havde ikke hjulpet mig det mindste. Nu havde jeg advaret alle for gud ved hvilken gang, men fordi jeg kun brugte ord, var myndighederne ligeglade.

Jeg havde brug for socialt samenvær med andre normale mennesker, og jeg var ligeglad med om jeg skulle tilslutte mig en gruppe som eksempelvis Men In Black for at få det. Ja, det kunne være enhver gruppe, og gruppens formål var jeg da ligeglad med. Så længe jeg var en del af et fællesskab med normale menneker, og så længe jeg kun brugte ord, kunne gruppens ideologi være ligegyldig. Jeg skulle nok tale de andre efter munden. De var næppe restriktionerne i sig selv, der radikaliserede folk. Det var statens og regeringens magtarrogance, der var årsagen. De lå, som de havde redt.

Billede. Trøstesløst.

Billede. Sad i læ for sneen, men ikke vinden.

vandrerhjemmet

Jeg havde været på vandrerhjem de sidste par dage, samt en enkelt overnatning på sofaen hos en bekendt. vandrerhjemmet var mit stamsted, og nu hvor jeg vidste alt ting fungerede på stedet, var det lidt som at komme hjem. Der skulle ikke meget til før jeg følte mig hjemme et sted. Om det var en særlig god bænk, et stoppested, en vens lejlighed, en fængselscelle, eller et vandrerhjem, var ligegyldigt. Det var en fremragende træning af ens sociale færdigheder at bo på et vandrerhjem. På én og samme tid var man nødt til at være særdeles omgængelig og empatisk, og på den anden side var det nødvendigt at stå op for sig selv, men på en god måde, fordi det skulle fungere efterfølgende. Heldigvis havde jeg altid haft rigtig gode socialefærdigheder, og kunne tale med hvem som helst (så længe de ikke var ansat til at tvinge mig til at tale med dem naturligvis), så det var ikke noget problem, men jeg kunne godt mærke, at jeg psykisk havde det, som var jeg på flugt, selv om jeg selvfølgelig ikke var paranoid. Det handlede om at jeg ikke havde haft selvbestemmelse, fast base i form af min egen lejlighed, eller et sikkerhedsnet i seks år.

Martin

Jeg var tvunget til at ringe til Martin i dag kl. 12.00. Det var modbydeligt at tale med et patroniserende og ignorant menneske, men jeg havde udviklet min kommunikation fra ikke at sige noget, og svare ham med enstavelsesord, til i dag - på en rolig og hæderlig måde - at fortælle ham at det intet var sket, som sædvanlig, at hverken han eller hans forgænger, Amanda, havde hjulpet mig det fjerneste, også selv om jeg faktisk havde bedt om konkret hjælp, samt, da Martin holdt en samtaleteknisk pause, at sige til ham, at samtalen med ham var et meningsløst skuespil, men at jeg da godt kunne finde på et eller andet sludder at sige til ham, hvis han syntes, at samtalen skulle være længere. Det var en syg joke, og Martin hjalp hverken samfundet eller mig. Den eneste, han hjalp, var ham selv, idet han havde et overflødigt job, som han tjente godt på. Martin beviste gang på gang at hans viden og indsigt var meget ringe, og Hans Rabenapport eller vurdering af mig ikke var det papir værd den var skrevet på. Når præmissen var forkert, var alting forkert, og det var dumt af mig at spilde tid på ham og hans system.

Opfølgning på samtale af 12. april 2021 i Kriminalforsorgen.

"Dette her er sket på jeres vagt. Jeg har flere gange skrevet til jer, og I har intet gjort.

CPR:"

Jeg har kæmpet for mit liv og min tilværelse, fordi jeg fik en alvorlig, kronisk fejldiagnose, der kostede mig mit liv og min tilværelse. Jeg gik initialt rettens vej, men da to psykiatriske overlæger henholdsvis løj og undlod at sige sandheden i by- og landsret, havde jeg ingen andre muligheder end at begå selvtægt, hvis jeg ville overleve i bogstaveligste forstand.

Styrelsen for Patientsikkerheds eklatante svigt, og syv uberettigede ransagninger fremprovokerede min anden dom, som i øvrigt hverken var en trussel eller sendt til styrelsen, men derimod en enkelt løsrevet sætning i én videodagbog ud af over hundrede, som nogen selv aktivt havde opsøgt og set uden min viden og uden at kontakte mig først.

Det var praktiserende læge Camilla , der tvangsindlagde mig på røde papirer, på trods af,at jeg hverken var psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, eller til fare for mig selv eller andre.

Denne tvangsindlæggelse var dokumenterbart uberettiget og resulterede i den alvorlige fejldiagnose, som hun nægtede at korrigere, selv om den var fatal for mig.

Mens Camilla således først har brugt fysisk og psykisk vold mod mig (uberettiget tvangsindlæggelse), og givet mig en kronisk fejldiagnose, der har kostet mig alt, har jeg - efter at have gjort det rigtige ved at gå rettens vej - brugt ord mod hende, alene med det formål at få hende til at korrigere hendes fejldiagnose.

Jeg hverken kan eller vil angre eller fortryde noget, jeg har gjort for objektivt at forsøge at redde mit eget liv, når myndighederne og politikerne har svigtet gang på gang forinden.

Hverken Martin eller Amanda har forstået ovenstående, ligesom de har bevist, at de ikke har hverken indsigt, viden, vilje eller kompetencer til at hjælpe mig med noget som helst, selvom jeg flere gange faktisk har bedt om konkret hjælp.

Det eneste, jeg får ud af mine meningsløse samtaler med førnævnte, hvor jeg bliver talt til i en nedladende og bedrevidende tone, som var jeg et barn, er at blive svært og nu livstruende retraumatiseret.

Ved ikke at hjælpe mig i nogen som helst grad, og ved kun at skade mig psykisk, er mine samtaler selvsagt ikke til gavn for mig. Men de er heller ikke til gavn for samfundet, tværdigmod øger den nedværdigende og ydmygende patronisering mærkbart risikoen for, at jeg begår ny kriminalitet.

Fordi det ikke bare er ligegyldigt, men ligefrem skadeligt for mig at være tvunget til at tale med socialrådgivere i Kriminalforsorgen, er den eneste løsning for mig, hvis jeg skal overleve, at få ophævet min dom, så jeg slipper for dette meningsløse mareridt. Tak for ingenting.

Hjælp

Mens jeg stod og spillede lidt basketball med en ven på værestdet, kom vi ind på at jeg ikke havde penge til at tanke mit rejsekort op. Jeg var nødt til at sige det, som det var, fordi han gerne ville til Roskilde og gå lidt rundt. Han tilbød først at låne mig 500 kroner, hvilket jeg ikke kunne tage imod. Et par timer senere tilbød han stammende og bekymret spontant at overføre 100 kroner til mig til mad. Nej tak. Det var sødt af ham, men jeg gad ikke mere.

Ikke mere ydmygelse. Jeg var taknemmelig for hans tilbud om hjælp, men det var nødt til at stoppe, og det var helt op til de danske myndigheder. Min ven, der var i fleksjob og ikke tjente mere end jeg fik, skulle ikke betale det, som den stenrige danske stat skyldte mig eller forhindrede mig i selv at tjene ved at arbejde. Hvad fanden var det for noget, at det var de mest sårbare og fattige mennesker i Danmark, der skulle hjælpe mig, når jeg udmærket kunne arbejde på normale vilkår som læge? At folk på integrationsydelse, kontanthjælp eller førtidspension skulle betale for at jeg fik mad og ikke skulle sulte? Det var helt galt, og helt forkert. Nu skulle nogen virkelig til at vågne op. Jeg kunne dokumentere sort på hvidt at jeg ikke ødslede med mine penge, så hvis nogen ikke kunne forstå, hvorfor jeg aldrig havde penge sidst på måneden, var jeg ligeglad.

I dette land var den bedste overlevelsesstrategi at holde så lav profil som muligt, at dyrke Janteloven, og altid lade andre gøre arbejdet, gå forrest eller vove pelsen. Man skulle være medløber, bagtale alle, sprede rygter for at positionere sig selv, tale alle andre mennesker ned, og fortælle dem, hvad de ikke formåede at gøre. Man skulle være bedreviddende og nedladende, selv om man ikke anede hvad man vrøvlede om, man skulle nedvurdere andre og overvurdere sig selv, pryde sig med lånte fjer og mere synes end at være. For hver gang jeg tale med et fornuftigt menneke, måtte jeg lægge øre til 10 idioter, give indtryk af at jeg interesserede mig for deres lort, og lade mig belære om noget, der var faktuelt forkert, mens jeg smilte, nikkede og lyttede til dem. Jeg belemrede i det mindste ikke andre, jeg talte med om mine udfordringer og problemer. Når jeg sendte min tekst rundt til folk jeg ikke kendte, var det fordi jeg faktisk ikke havde noget valg, det var alt andet end morsomt at gøre.

Jeg var uendelig træt af al den snak der aldrig førte til noget som helst. Ingen ville gøre noget, men alle ville gerne snakke i en uendelighed, og allerhelst høre deres egne stemmer, mens de labbede opmærksomheden i sig. Langt de fleste initiativer og ideer strandede hurtigt. Jeg lyttede til det hele og deltog i alle samtalerne og møderne, men udelukkende fordi jeg så havde et sted et opholde mig indendøre, imens folk spildte deres og mit liv på ingenting. Det var værre end døden at skulle eksponeres for det. Det slugte al energi og motivation, som var det et sort hul. Der var deprimerende mange ansatte i det offentlige og især psykiatrien, hvis job var totalt redundant.

Jeg havde forleden tilbudt at jeg kunne lave alverdens kedelige praktiske opgaver i værestedet, såsom at rydde op, luge ukrudt, eller vedligeholde havemøblerne, eller hvad som helst, frivilligt, ulønnet, og fordi det var godt for mig ikke at spilde timer hver dag på en bænk, og godt for værestedet at nogen udførte prakiske opgaver. Jeg skulle ikke have nogen formel tilknytning til værestedet, de kunne sidde og glo på mit hvert sekund, jeg skulle ikke have nøgler, logins, eller adgang til noget som helst, jeg skulle bare have et sted at være, som ikke var på gaden, og noget at beskæftige mig med. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, men nu havde jeg gjort forsøget. Gad vide om det var et spørgsmål om forsikring? Lederen af værestedet var rigtig glad for mine forslag, og det var sødt af hende af skrive til mig, men det var desværre ikke op til hende at bestemme hvad jeg måtte udføre af frivilligt arbejde i værestedet. Det havde man en hær af overflødige kommunale bureaukrater til at bestemme.

Jeg var nødt til at anonymisere de mennesker, jeg godt kunne lide, mens jeg ville s.... på de arrogante og feje svin, der ikke havde gjort andet end at skade mig og mine. Politiet var en undtagelse, da de kunne og ville (og også havde gjort det tidligere) udsætte mig og min familie for repressalier. Politiet havde veste, våben, hunde og talrige kammarater, der kun var et opkald væk. Politiet gjorde hvad det passede dem, de truede og intimmiderede min gamle forældre og mig, de kom igen og igen, uanmeldt, om natten, om dagen, de kom altid tre ad gangen, de skandaliserede mig og min familie overfor naboerne og hele kvarteret, de bar altid synlige våben, parkerede deres biler så alle kunne se dem i hele området, de brugte patruljebiler med blåt lys, de var brovtende, afstumpede, kommanderende og korte for hovedet, den dér retsplejelov var ikke noget de brugte, de vadede bare ind og tog hvad de havde lyst til, viste aldrig ID eller ransagningskendelse, oplyste aldrig markeringsnummer, navne eller anklager, de ydmygede mig ved at lade mig stå nøgen med håndjern bag om ryggen foran en opgangsdør, der stod på vid gab.

De dækkede over hinanden, sagde aldrig sandheden, og deres tidligere kolleger i Den Uafhængige Anklagemyndighed frikendte dem altid. Politiet brugte ikke noget objektivitetsprincip, de var altid forudindtagede, havde tunnelsyn, arbejdede tæt sammen med deres anklagere, som de sås med privat til fester, hvor de smittede hinanden med corona, som havde samme arbejdsgiver som dommerne. Hvis du var blevet ruineret, ikke havde retshjælpforsikring, og mentalt udbrændt, havde du ingen chance i helvede i det danske retssystem. Jo, retssikkerheden havde det sandligt godt i Danmark i 2021. Alle var lige for loven, men nogle var mere lige for loven end andre, og jo flere penge og magtfulde venner, du havde, jo mere lige var du. Føj for helvede.

Mail til værestedets leder

"Undskyld at jeg spammer dig. Det er lidt tentativt, men jeg arbejder videre på det stille og roligt."

Det med labels og bokse virker lidt tvangspræget, og det kan godt være det er for børnehaveagtigt."

Svar fra lederen

Mail til værestedets leder

"Kære XXX

Kjeld."