Retpsykiatrien Middelfart

Oversigt over breve og mails, jeg har afleveret

• November 2023
  • 23. november: Mail til Anklager
• December 2023
  • 5. december: Mail til Folketingets Retsudvalg
  • 6. december: Mail til Advokat
  • 9. december: Mail til Københavns Retshjælp
  • 9. december: Mail til Københavns Advokater
  • 9. december: Mail til Advokaten
  • 19. december: Mail til Folketingets Retsudvalg
  • 19. december: Mail til Z
• Januar 2024
  • 1. januar: Mail til Folketingets Retsudvalg, Justitsministeren
  • 3. januar: Mail til Advokat
  • 13. januar: Mail til Folketingets Retsudvalg
  • 14. januar: Mail til Karina Dehnhardt Lorentzen (Folketingets Retsudvalg)
  • 18. januar: Mail til Advokat
  • 27. januar: Mail til Københavns Vestegns Politi, Advokat
  • 28. januar: Mail til Advokat
  • 31. januar: Mail til Københavns Vestegns Politi, Advokat
• Februar 2024
  • 1. februar: Mail til Advokat
• April 2024
  • 2. april: Mail til Karoline, Hanne Ziebe, Henrik Pedersen
  • 7. april: Mail til Region Hovedstadens Psykiatri
  • 12. april: Mail til Karoline, Hanne Ziebe, Kira Iqbal
  • 13. april: Mail til Vestegnens Politi, Karoline, Statsadvokaten, Rigsadvokaten
  • 14. april: Mail til Advokatsamfundet, Karoline, Justitsministeriet, Merete Nordentoft, Dansk Psykiatrisk Selskab, STRAX-huset, Høje Taastrup Kommune
  • 24. april: Mail til Monika Rubin, Karina Lorentzen Dehnhardt
  • 25. april: Mail til Peter Worm Jantzen
  • 26. april: Mail til Kriminalforsorgen, Østre Landsret
  • 28. april: Mail til Henrik Pedersen, Dorthe Olsson, Advokatsamfundet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater
• Maj 2024
  • 10. maj: Mail til Kriminalforsorgen, PSP-samarbejdet
  • 11. maj: Mail til Lis Middelbo, Anna Gry Bille
  • 30. maj: Mail til DIGNITY
• Juni 2024
  • 3. juni: Mail til Saxenhøj
  • 28. juni: Mail til Lægeforeningen, Yngre Læger

Ankomst til Galeanstalten

Jeg savnede dem ærlig talt allerede. Så var vi fremme ved Middelfart retspsykiatriske afdeling P7. Ud af bilen og ind på afdelingen i et slags modtagerum, hvor to ansatte overtog mig og de to piccoline-gnomer stod og skulede, mens personalet gennemgik posen med mine ejendele, hvorefter de to Wolt-bude smuttede igen. Så blev jeg visiteret, mens de to ansatte tjekkede mit tøj og jeg skulle besvare nogle få spørgsmål om mit fysiske og psykiske velbefindende, hvilket i overensstemmelse med sandheden svarede, var godt i begge tilfælde. Det var Camilla og Jennifer, der forestod dette. Jeg blev vist ind på min stue som var nummer 7 og som befandt sig for enden af gangen.

“Dialogguide til forhåndstilkendegivelse”

Jeg udfyldte den såkaldte “Dialogguide til forhåndstilkendegivelse” og afleverede den til min kontaktperson. Det var et fuldstændig tåbeligt og overflødigt tiltag i forhold til mig, fordi skemaet handlede om, at jeg skulle anføre, hvordan personalet kunne se på mig, hvis jeg blev vred og hvad jeg ville gøre i så tilfælde. Det var et sygeliggørende tiltag, som forudsættede, at man var utilregnelig og sindssyg. Jeg var ingen af delene, men derimod et voksent og habilt menneske, hvilket jeg skrev, samt tilføjede, at jeg aldrig blev rigtig vred, aldrig utilregnelig og at jeg selvfølgelig var i stand til med ord i givet fald at henvende mig til personalet, hvis jeg var utilfreds med noget, fordi jeg var psykisk rask.

Min nye celle (eller stue)

Min nye stue var kæmpestor og dobbelt så stor som cellen i Vestre, og dertil kom et toilet og badeværelse, som næsten i sig selv var lige så stort som den celle, jeg havde forladt i fængslet. Derudover var der i direkte tilknytning til stuen et lille privat rygebur med dimensionerne cirka to gange halvanden meter, hvor jeg kunne trække frisk luft.

Inventar

Inventaret bestod af en seng, en lille bogreol, et klædeskab, et sofabord samt og to massive stole af hård plast, og især bordet var enormt tungt og føltes, som var det lavet af smedejern og det var vanskeligt bare at flytte rundt med det, hvilket utvivlsomt var i sikkerhedstiltag, som umuliggjorde at patienterne kunne kaste rundt med det. Tre store vinduer, der næsten gik fra gulv til loft og med mekaniske persienner, afslørede en udsigt til den lille vej, der førte fra porten og ind på selve området, og som befandt sig ikke meget mere end 10 meter fra min stue.

Første samtale med Psykiateren

Jeg blev hentet på stuen kort efter af de to sygeplejersker og sammen gik vi ind i samtalerummet, hvor Psykiateren, en yngre kvindelig psykiater og de to sygeplejersker, samt undertegnede, tog plads ved bordet. Psykiateren sagde, at han lige ville nå at hilse på mig, inden han tog på weekend. Han var en smule lavere end jeg, havde topmave, en lettere sammenfalden stilling, et fast håndtryk og et strengt, gennemborende blik i et generelt uvenligt ansigt. Hans korte fuldskæg og tilbageværende hår var gråt.

Et ubehageligt menneske

Psykiateren sagde, at vi først gik i gang for alvor på mandag, og sagde, at jeg skulle udfylde en samtykkeerklæring til indhentning af journaloplysninger, jeg gjorde. Han sagde, at han nok skulle bestemme, om jeg var syg eller rask, og han ville ikke acceptere, at jeg skulle blive vred eller utilfreds, hvis han mente, at jeg var syg. Det var en meget ubehagelig, nedslående, intimiderende og traumatiserende samtale og Psykiateren virkede som den mandlige udgave af Gitte Ahle. Efter at have sagt disse ord, var Psykiateren hurtigt væk igen.

De andre indsatte

Jeg hilste på en yngre mandlig patient [Hystaden], som spurgte mig, om jeg var personale. “Føj, nej det er jeg godt nok ikke!”, grinede jeg. Det spørgsmål er fået så mange gange efterhånden og det var fordi jeg ikke var psykisk syg har lige været det ikke lige noget ind person der var psykisk syge og ikke og følte mig som en psykisk syg.

Jeg hilste på de andre indsatte, som der var 10 af i alt. Jeg fik spillet PlayStation med en af dem og herefter cyklet på kondicyklen, brugt romaskinen og trænet mave og lænd på stuen. Jeg tog en af de meget få bøger afdelingen rådede over, som jeg lå i sengen og læste i indtil jeg faldt i søvn. To gange om natten blev jeg vækket af nattevagterne, der kom og tjekkede om jeg var i live. Sådan var det for alle patienter. En mand skreg og råbte højt en del af natten. Det var et mareridt og jeg havde lyst til at skrige højt selv.

Billede. Afdeling P7s have, omkrandset af en overraskende lav mur. Stativet med de to parallelle barer, jeg trænede dips og ryg, biceps, triceps og mave på, kan ikke ses på billedet.

Jeg var begyndt at læse i bogen, som en medpatient havde lånt mig, en anden bog med titlen “24 Statsministre” skrevet af Søren Mørch, de eksemplarer af Illustreret Videnskab, som afdelingen havde liggende, og endelig sad jeg også hver dag og løste kryds og tværs, som der også lå rundt omkring på afdelingen.

Jeg talte med de andre indlagte, men de fleste af dem var for medicinerede eller for syge til at jeg kunne føre en fornuftig samtale med dem. Der var fem ansatte i dagtiden til afdelingens omkring ti patienter, of the sad to eller tre hatte i fælles miljøet og spisebordene og det store TV befandt sig i det samme store rum udenfor personalekontoret i den ene af gangen som var i den modsatte inde af hvor vi burde låget.

Personalets observationer

Personalet sad og betragtede os indlagte temmelig indiskret og det var ligesom, at vi var dyr i zoologisk have. Jeg distraherede fra det og opførte mig naturligt og normalt, som jeg plejede. Personalet holdt øje med ens adfærd, bevægelser, mimik, gang hvad man foretrukser hvad man sagde om han interagerer med andre og hvad og hvordan det skete hvad vi talte om to lejet om det var en dialog og begge kom til ord om talen var hurtigt om der var hy associationer og talestrøm på brydes om der var uenighed konflikter og man kunne enes om hvad man skulle sige det fælles TV om man tog hensyn til hinanden hvor meget andet.

Observation under måltiderne

I forbindelse med spisesituationerne gjaldt det om at afspritte hænder, at kunne stod i kø og vente til det blev ens tur til at få mad, at være høflig og mådeholden, at vælge en balanceret sammensætning af maden, at kunne spise normalt med bestik uden at svine, at være i stand til at sidde og spise sammen med andre, at sige velbekommen og tak for mad til de tilstedeværende, at rydde op efter sig selv efter måltidet, sætte stolen ind til bordet og lægge det beskidte bestik og tallerken det rigtige sted hen.

Begloet

Det var ydmygende og retarderet, at jeg var nødt til at sidde og læse eller lave kryds og tværs i fællesmiljøet for på den måde at skære det ud i pap, at jeg altså var normal. Jeg gad ikke at tale med personalet og omvendt, men jeg var selvfølgelig ikke fordi jeg vedkommende over for det ligesom jeg var det over for alle andre mennesker. De skrev om mig tre gange dagligt og deres også versioner er adfærd og sådan var det bare.

TV til låns

Jeg fik et TV i dag. Men Didde sagde, at jeg ikke skulle vænne mig for meget til det, for vurderede personalet, at en anden indlagt havde større behov for TV'et, så ville man tage det fra mig igen. Det forstod jeg godt og havde en anden større glæde af det end jeg, så fred være med det, for jeg kunne altid bare læse nogle flere bøger, men det var alligevel sørgeligt, at man ikke havde fjernsyn nok til alle 10 patienter.

Der var forskellige bud på prisen for at have en enkelt patient indlagt en dag på afdelingen, også blandt personalet, men det laveste bud var 5000 - 6000 kroner, så det var en minimal udgift at have TV nok for den alt for dyre retspsykiatri med dens alt for mange ansatte i forhold til det reelle behov. Også på P7 sad det meste af personalet og krydrede røv det meste af tiden, de var på arbejde.

Patient amok

På afsnit P7 måtte patienterne ikke have skriveredskaber liggende, man skulle låne en blyant og aflevere den tilbage i samme vagt. Det var meget irriterende for mig og jeg fik derfor ikke skrevet om begivenhederne i går eftermiddags og aftes. Der skete en masse. Først gik en patient på naboafsnittet amok og hamrede og sparkede på døre og vægge, så man kunne høre det helt inde på vores afsnit.

Billeder. Værelset.

Opbygningen af afdelingen

De to afsnit var spejlene og adskilt af det store personalekontor med vinduer på begge sider så man kunne se igennem det og over på naboafsnittet. Politiet blev tilkaldt og de to betjente stod inde på kontoret og diskuterede med det personale, der var blevet tilkaldt fra de andre afsnit, og de var omkring 8-10 mennesker i alt. Der var absolut intet at foretage sig, så jeg cyklede en halv time på kondicyklen, der stod i en niche ud til gangen.

Billede. Personalekontoret.

Afdelingen bestod af to parallelle gange og ud mod omgivelserne lå patientstuerne, mens samtalerum, skyllerum, kontor etc. lå mellem gangene. De to gange slog om og mødtes for enden ud mod rygeburet, hvorfra indgangen til haven også var. Mens jeg cyklede, læste jeg i bogen Khader.dk.

Billede. Rygeburet.

Billeder. Indkørslen.

Lægesamtale og undersøgelse

Pludselig kom to fra personalet forbi og sagde, at forvagten, altså lægen, ville lave en gennemgang af mig snart. Jeg var svedig efter den netop overståede cykeltur, da lægen kom og vi alle fire gik ind i samtalerummet. Den kvindelige læge (der fortalte mig at hun tidligere havde arbejdet i Vestre Fængsel) var almenmediciner, altså det man ville kalde praktiserende læge, sagde hun og der var bare tale om en rutineundersøgelse.

'En enorm selvopretholdelsesdrift'

Hun var venlig, smilende og den lægelige del af samtalen var hurtigt overstået, da jeg var psykisk og somatisk rask, hvilket hun også synes at jeg fremstod som. Men vi brugte noget tid på at tale om min situation og baggrund (bla. hvilket universitet jeg var uddannet fra) hvilket hun var interesseret i at høre om. Hun sagde, “du må have en enorm selvopretholdelsesdrift”. Jeg undlod at kommentere udsagnet, for det havde hun og de fleste andre normale mennesker også, hvis de havnede i en situation, der mindede om min.

Selve undersøgelsen

Hun målte mit blodtryk, som var 137 over 100, altså desværre for højt diastolisk, men det havde det været i de sidste mange år, og så lyttede hun mig et enkelt sted på brystkasse, uden på trøjen, ikke direkte på huden og ikke de fire sædvanlige steder (pulmonalen, aorta, bi- og tricuspidalstederne). og hun lyttede mig heller ikke på lungerne på ryggen (der var seks steder man skulle placere sit stetoskop, svarer til de øvre, mellemste og nedre lungefelter på begge sider), hun målte ikke temperatur eller udførte en grov neurologisk undersøgelse. Så var undersøgelsen overstået og hun gik igen.

Træning i haven

Så lægen ville have dumpet 7. semester på medicinstudiet med sin på samme tid yderst mangelfulde og fejlagtige undersøgelse, men hun var venlig og det var en meget positiv oplevelse. Så blev der åbnet til haven. Den var halvt oversvømmet og der lå stadig slud på plænen. Der var et stativ til dip, intet andet, så jeg træner dips, triceps og lavede armbøjninger.

Tilbage til Vestre nu!

Så var der uro igen og politiet blev tilkaldt på ny. Jeg læste bogen færdig og lavede firs armbøjninger på stuen. En meget empatisk medpatient, “Læreren”, lånte mig spontant bogen “Om historien” af Rane Willerslev, fordi han havde set mig læse så meget. Det var et dødssygt sted, et helvede på jord og jeg måtte væk hurtigst muligt og tilbage til Vestre igen. Jeg havde kun to sæt tøj, ingen penge eller frimærker. De fleste var dog flinke og det var morsomt, at de talte med udpræget fynsk eller midtjysk dialekt. Jeg brugte romaskinen i forgårs, samt kondicyklen hver dag, men det var dødssygt, især fordi jeg intet TV havde.

Natlige tjek

Jeg vågnede spontant præcis klokken 7.00, efter en lang nats uafbrudt søvn, hvor jeg ikke engang var vågnet ved at nattevagten var kommet ind på mit værelse de sædvanlige to gange for rutinemæssigt at tjekke op på, om alt var, som det skulle, altså om jeg havde begået selvmord eller lignende. Sådan gik de rundt og tjekkede alle indlagte, og alle syntes det var vildt belastende, for de fleste blev vækket begge gangene, herunder jeg selv, og når det tydeligvis ikke var nødvendigt i b.la. mit tilfælde, så var det ekstra irriterende at få ødelagt min nattesøvn.

Eneste oppe

Jeg gik straks i bad, redte min seng og var omhyggelig med at stuen var perfekt rengjort og opryddet. Jeg klædte mig på og gik ned ad gangen til personalekontoret, som jeg satte mig ude foran og gav mig i kast med at læse Illustreret Videnskab, mens personalet holdt morgenmøde. Jeg var den eneste patient, der var oppe, men kort efter stødte en anden patient til, personalet kom ud og satte morgenmaden frem.

Hjernedøde gåder

Jeg satte mig på kondicyklen og hjulede rundt, mens jeg læste videre. Efter godt et kvarter fik jeg at vide, at der var morgenmøde. Vi var kun tre indlagte, der deltog i alt. Først skulle vi gætte to gåder. Det var åbenbart en fast del af cirkusforestillingen, men det var at foretrække frem for morgensang. “Hvilket ord i ordbogen er det eneste, der er stavet forkert?”, spurgte sygeplejerske Rikke med et underfundigt smil på læben. “Ordet forkert”, svarede jeg.

Vælg en sang

“Hvad har fire fingre og en tommelfinger, men er ikke i live", ville Rikke så vide. Det kunne ingen regne ud. “En handske”, var svaret. Så skulle vi vælge to sange som sygeplejersken ville finde på Spotify. Jeg sagde “Insane In The Membrane” med Cypress Hill til en af de andre patienter, som var hypoman, men ikke sindssyg, og som havde god humor.

Hypomanen og Hystaden

Sygeplejersken hørte det imidlertid, og selvom jeg sagde, at det bare var en dårlig joke, så satte hun nummeret på, og Hypomanen og jeg selv var færdige af grin. Så var det den tredje patients tur, og han valgte “Natteravn” med Rasmus Seebach, og samtidig forlangte han, at alle skulle være dybt tavse under afspilningen, fordi sangen betød så meget for ham. Den selvhøjtidelige attitude kunne Hypomanen ikke holde ud eller honorere, så han gik.

Skjult tvang

Så skulle vi andre have taget billeder til journalsystemet. Den var SOSU-Kim, der forlangte det af os. Jeg sagde venligt, at det ikke var noget, jeg var interesseret i, samt at det tidligere havde været frivilligt at blive fotograferet. Det var det så alligevel også, måtte Kim medgive. Kim spurgte ikke patienterne, men fremlagde det som et krav og han gjorde det for at fratage den enkelte valget, hvorved det blev lettere for ham.

Mere skjult tvang

Jeg understregede, at det ikke var fordi jeg var oppositionel, men fordi jeg synes det var ubehageligt og ydmygende med mit portræt i deres system, og at der ikke var nogen konflikt eller sure miner fra min side af. Derefter skulle der tages EKG og blodprøver. Igen var det ikke et valg, det var noget, der blev sagt at man skulle, det var en ordre og jeg havde intet valg end at acceptere overgrebet, så jeg opførte mig lydigt og samarbejdende. Så var det tilbage på cyklen igen, hvor jeg læste og cyklede i et kvarter. Det var nu min rutine at cykle på kondicyklen i 30 minutter daglig. En sygeplejerske kom hen til mig og fortalte, at Psykiater Kim var syg i dag, hvorfor lægesamtalen var aflyst.

Optakt til ballade

Jeg afleverede dispositionen til lægesamtalen til min kontaktsygeplejerske, Camilla, som tog imod den og sagde, at hun vil skrive den ind i journalen, og senere fik jeg papiret retur. Alarmen gik, men det var på den anden afdeling, hvilket fremgik af led displayet, der hang ned fra loftet på hver gang. Vi spiste frokost og Hypermanen var meget snakkende, faktisk med talepres, han grinede fjoget og var grænsesøgende i sin kontakt overfor patienter, såvel som personale.

Medpatienten, der ville høre Rasmus Seebach tidligere - Hystaden - fik til sidst nok. Han havde allerede sagt til personalet to gange at Hypomanen drev ham til vanvid med sin konstante ævlen og kævlen og rastløse adfærd og nu spurgte han igen om et personale ikke havde to minutter til en snak og de fortrak fra spisestuen og ned ad gangen mod rygeburet.

Og action!

Kort tid efter lød alarmen og displayet viste, at det var fra P7, altså vores afdeling. Der kom væltende med personale fra de andre afdelinger. Vi fik besked på at vi skulle gå ned på vores stuer. Min stue var nabo til rygeburet og på vej derned kunne jeg høre Hystaden råbe “Nu skal han fandme holde sin kæft!”, mens han slog og sparkede på døren og væggene til rygeburet og 12 til 15 ansatte stod ude på gangen og så nervøst til. Den vrede patient havde sådan set ret og man burde have lyttet til ham. Den Hypomane var flink nok, men også voldsomt irriterende og han forpestede afdelingen. Han holdt ikke op med at stresse andre og det ville formentlig gå galt igen. Jeg fik vasket tøj, og trænet lænd og mave på stuen.

For lidt frisk luft

Jeg havde spurgt tre gange om havetur, for der havde ikke været havetur endnu, og klokken var snart 17. Alle var rastløse, også jeg, og andre indlagte havde også spurgt personalet om havetur mange gange og flere havde taget deres frakker på og gik frem og tilbage på gangen. Endelig forbarmede sadisterne sig over os og åbnede.

I haven

Jeg trænede ryg på stativet med to forskellige øvelser og med så mange sæt, at det varede hele den halve time, som var fik lov at være ude i haven. Haven var halvt oversvømmet og pløret. Jeg havde brugt romaskinen før haveturen. Det var et helvede for mig at være indlagt på dette sted. Jeg havde i høj grad mistet håbet, efter jeg var kommet på afdelingen. Det var åbenbart psykisk tortur og helt ulideligt og unødvendigt.

Klokken 6.54 stod jeg op, luftede ud, børstede tænder og gik i bad. Herefter gik jeg ud i fællesmiljøet som den første og mens personalet sad på deres kontor bag ruderne, satte jeg mig med min kaffe og bogen om statsministrene ved spisebordet og læste til personalet var færdige.

Derefter blev morgenmaden kørt frem. Vi var kun 3 - 4 indlagte, der var oppe. Jeg afleverede brevet til Z til min kontaktperson og bad om at måtte få det sendt, idet jeg havde påsat et frimærke, som jeg havde taget med mig fra Vestre. Kim var syg igen i dag. Selvom det var traumatiserende og ubehageligt at tale med ham, så var det helt essentielt at det blev gjort, så jeg kunne få det her cirkus overstået og komme tilbage til Vestre igen. Klokken 8.45 ved det samme gentager sig i går i samme de samme tre deltagere.

Sikkerhed

På afsnittet P7 måtte patienterne ikke have skriveredskaber, så man skulle låne en blyant af personalet hver gang man skulle bruge den, og aflevere den tilbage igen hurtigst muligt og i løbet af samme vagt som vedkommende man havde lånt den af var på arbejde. Det var meget irriterende for mig og jeg fik derfor ikke skrevet om begivenhederne i går eftermiddags og i går aftes, hvor der skete en masse.

Patient amok

Så gik en patient på naboafsnittet pludselig amok og hamrende på døre og vægge, så man kunne høre det helt ind på vores afsnit. De to afsnit, var spejlet udgaver af hinanden og adskilt af det store personalekontor, som havde vinduer på begge sider ud mod afdelingerne, således at man kunne se over på det modsatte afsnit gennem kontoret. Politiet blev tilkaldt og de to betjente stod inde på kontoret og diskuterede situationen med det tilkaldte personale fra de andre afdelinger, så de i alt var 10 personer. Der var absolut intet at tage sig til, så jeg cyklede en halv time på konficyklen, der stod i en slags niche til gangen. Mens jeg cyklede, læste jeg bogen khader.dk. Der kom pludselig to personaler forbi og sagde, at forvagten ville komme og lave en gennemgang snart. Jeg var svedig efter den netop overståede cykeltur.

Skjult tvang

Så skulle vi andre have taget billeder til journalsystemet. Den var SOSU-Kim, der forlangte det af os. Jeg sagde venligt, at det ikke var noget, jeg var interesseret i, samt at det tidligere havde været frivilligt at blive fotograferet. Det var det så alligevel også, måtte Kim medgive. Kim spurgte ikke patienterne, men fremlagde det som et krav og han gjorde det for at fratage den enkelte valget, hvorved det blev lettere for ham.

Mere skjult tvang

Jeg understregede, at det ikke var fordi jeg var oppositionel, men fordi jeg synes det var ubehageligt og ydmygende med mit portræt i deres system, og at der ikke var nogen konflikt eller sure miner fra min side af. Derefter skulle der tages EKG og blodprøver. Igen var det ikke et valg, det var noget, der blev sagt at man skulle, det var en ordre og jeg havde intet valg end at acceptere overgrebet, så jeg opførte mig lydigt og samarbejdende. Så var det tilbage på cyklen igen, hvor jeg læste og cyklede i et kvarter. Det var nu min rutine at cykle på kondicyklen i 30 minutter daglig. En sygeplejerske kom hen til mig og fortalte, at Psykiater Kim var syg i dag, hvorfor lægesamtalen var aflyst.

Galehuset

Efter en nat med larm og uro fra især Hypomanen og Hystaden, men også fra Rapperen, der tossede rundt og sang noget uforståeligt nonsens og talte højt med sig selv, stod jeg op klokken 7.13, tog et bad og gik så ud i fællesmiljøet, hvor jeg sad og læste i bogen om statsministrene, hvor jeg var nået til side 228. Endeligt blev personalet færdig med morgenbriefingen.

Ingen andre indlagte var stået op, selvom personalet gik deres sædvanlige morgenvækningsrunde klokken 7.45. Klokken 8.00 var der morgenmad, efterfulgt af morgenmødet klokken 8.45, hvor foruden jeg selv deltog Nordjyden, Hypomanen og Hystaden og de to sidstnævnte saboterede mødet fuldstændig med deres konstante og fjogede kævlen.

Psykiateren raskmeldt

Jeg cyklede morgentur på motionscyklen i en halv time, mens jeg læste samtidig, som jeg plejede. Herefter blev haven åbnet, og der trænede jeg bryst, triceps samt lavede dips. Den store psykiater havde nosset sig sammen og var på arbejde i dag, så jeg håbede at komme til at få en samtale med ham.

Den Yngre Kvinde amok

Alarmen gik første gang, mens vi spiste morgenmad og det væltede ind med personale fra de andre afdelinger, men det var uvist hvor der var ballade, måske var det på det lille naboafsnit? Næste gang alarmen gik, var omkring klokken 11.00 og nu var der ingen tvivl om, hvor arnestedet befandt sig, for Den Yngre Kvinde, der så længe havde efterspurgt en lægesamtale, råbte ukvemsord mod Psykiateren så højt, at jeg kunne høre fragmenter af det hun sagde, selvom hun befandt sig i samtalerummet og jeg var på min stue.

Psykiateren meget upopulær

Mens hun blev ført væk ned ad gangen af personalet, fortsatte hendes råb og var så høje, at hans stemme knækkede over på et tidspunkt. Årsagen var, at hun mildest talt var uenig med Psykiaterens vurdering og dispositioner, hvilket var en holdning, der deltes af de fleste patienter, at tyde på hvad de uopfordrede ved forskellige lejligheder spontant havde fortalt mig, så der var lagt i kakkelovnen til den gode doktor Balslev.

Forbindelsen til samfundet

Fordi der intet skete på afdelingen, var det som om at tiden stod stille og dagene var nærmest ens. Heldigvis havde jeg i TV nu, så jeg kunne følge med i hvad der skete i den ‘virkelige’ verden. Jeg så oftest TV2 News, som kørte i baggrunden, men jeg havde også set Manchester City mod FCK, hvor sidstnævnte tabte med stillingen 3-1. Via TV’et følte jeg en vis forbindelse til samfundet.

Tilbage til fængslet nu!

Min kontaktperson Nanna spurgte mig, om jeg var faldet godt til på afdelingen, og jeg svarede, at jeg ikke hørte til på en retspsykiatrisk afdeling og bare ville tilbage til fængslet hurtigst muligt. Det kunne hun godt forstå, sagde hun, og fortsatte med at sige, at jeg heller ikke mindede om klientellet på stedet. Alarmen blev aktiveret igen ca. klokken 12.30. Det var et galehus - gal i betydningen ‘vred’ og i betydningen ‘sindssyg’. Senere, mens jeg ventede på at tale med Psykiateren, så jeg Folketings-TV. Det gjorde jeg ofte og i dag handlede debatten om forskellige beslutningsforslag vedrørende undersøgelser inden for retsvæsenet, og det var en genudsendelse fra den 11. januar i år.

Ingen andre indlagte var stået op, selvom personalet gik deres sædvanlige morgenvækningsrunde klokken 7.45. Klokken 8.00 var der morgenmad, efterfulgt af morgenmødet klokken 8.45, hvor foruden jeg selv deltog Nordjyden, Hypomanen og Hystaden og de to sidstnævnte saboterede mødet fuldstændig med deres konstante og fjogede kævlen.

Lægesamtale med Psykiateren

Omkring klokken 13 blev der banket på min dør. Det var Psykiateren og kontaktpersonen Nanna. Jeg skulle have en lægesamtale, vi gik ind i samtalerummet skråt overfor min stue på den anden side af gangen og tog plads på hver sin side af bordet, dog således, at Kim sad tættest på døren og Nanna imellem os for enden af bordet.

Totalt uforberedt

Psykiateren virkede påfaldende nervøs, hvilket overraskede mig en hel del. Han havde stadigvæk ikke læst det materiale, han havde fået tilsendt fra politiet og anklagemyndigheden, men han sagde, at han ville gøre det i løbet af weekenden. Han havde dog læst overlæge Gitte Ahles vås og endnu ikke fået fat i mentalerklæringen fra 2018, ligesom han hverken læste Journalen fra Sankt Hans eller ROPS eller noget som helst andet.

Vi talte om jeg kunne få adgang til motionsrum, hallen og mulighed for at låne bøger, og alt dette ville Psykiateren undersøge. Men ledsaget udgang, adgang til internet og mobiltelefon, var slet ikke en mulighed. For et par måneder siden havde internet og mobiltelefoner faktisk været tilladt på afdelingen, men efter årsskiftet var det slut. Mit tøj fra Vestre var han ikke klar over, om jeg kunne få sendt fra Vestre Fængsel og det med mulighed for at købe frimærker skulle de også undersøge.

Udgangspunkt i Gitte Ahles løgne

Psykiateren sagde, at han kun ville vurdere hvordan jeg var nu, men desværre var det tydeligt, at udgangspunktet var Gitte Ahles og Ulla Norings løgne og vrøvl. Lige efter samtalen ringede Advokaten. Hun var så utrolig ringe og ligeglad med mig. Jeg var så nedslået efter begge samtaler, at jeg lagde mig til at sove. Nogen skulle betale for at udsætte mig for det her. Hvis psykiateren konkluderede noget som helst andet end virkeligheden, så ville det nok ikke gå særligt godt.

Hypomanen en tikkende bobme

Hypomanen var latent meget aggressiv og motorisk urolig. Han gik rundt og sparkede på planterne, lavede karatespark i luften og skyggeboksede. Han han var ekstrem kontaktsøgende og grænseoverskridende non-stop fra morgen til aften, han henvendte sig konstant til mig og alle andre indlagte, lavede konflikter og uro sammen med Hystaden, og personalet kunne ikke styre ham. Der var én enkelt patient, der opførte sig normalt og fornuftigt, trods den massive medicinering, og som jeg kunne tale fornuftigt med, men han sov alt for meget i løbet af dagen, fordi han ikke kunne sove ordentligt om natten.

Eneste lyspunkt i øjeblikket var den erfarne ergoterapeut, som behandlede mig både professionelt og som et menneske og var meget engageret i sit arbejde. Hun ville oven i købet tage sine private bøger med til mig, som jeg kunne låne, da hun var klar over, at jeg læste meget, men at der næsten ingen bøger var på afdelingen. Hun ville tage bogen “Jordens søjler” af Ken Folliet med til mig, samt en bog af Søren Kierkegaard og den gestus var utrolig sød. Hun var historisk meget vidende og vi talte flere gange sammen i lang tid om historiske emner.

Jeg vågnede lidt senere end normalt til morgen. Klokken var 7.34. Jeg skippede badet og skyndte mig ud i fællesmiljøet inden personalet kom kom og vækkede os. Heldigvis holdt personalet stadigvæk møde. Alarmen gik kort efter, men det var vist på naboafsnittet, at den var galt. Morgenmaden blev kørt ind, og de fire til fem patienter, der var vågne og i tøjet, tog for sig.

Første alvorlige episode

Den Yngre Kvinde, der i flere dage havde efterspurgt en lægesamtale, fordi hun ikke havde talt med en psykiater i over en måned, spurgte personalet, der stod ved morgenmadsvognen en sidste gang, og da hun fik afslag, væltede hun det ene rullebord, så havregryn, cornflakes, juice, mælk, brød og meget andet blev spredt udover gulvet, hun skubbede bakker, tallerkener og bestik ned fra det andet rullebord. Den Yngre Kvinde sagde ikke noget. Hun var helt rolig og iskold. Alarmen gik og alt personalet kom hen til vognene, der blev ryddet, op intet skete, og fem minutter efter kom Den Yngre Kvinde tilbage til spisestuen.

Ergo-Helle og bøger

På haveturen løb jeg rundt på stien i det meste af tiden. Inde på afsnittet igen cyklede jeg på kondicyklen, mens jeg læste i en bog, hvilket var blevet en rutine. Jeg holdt pause fra den øvrige træning i dag for at restituere. Flere alarmer lød omkring frokost, der var tale om fire til fem i alt. Jeg talte med ergoterapeuten Helle og blev godkendt til at gå i hallen og motionsrummet. Vi havde en lang samtale, hvor vi blandt andet talte om litteratur og hun sagde, at hun ville tage nogle bøger med hjemmefra, jeg kunne låne. Nærmest som var det aftalt, kom Bogdamen herefter forbi afdelingen med en lille reol med hjul under, og på den stod nogle bøger, man kunne låne. Jeg tog for en sikkerheds skyld fem bøger.

Lego og Psykiateren

Efter frokosten sad jeg ved et bord i fællesmiljøet og samlede en stor Bugatti Lego Technics. Det var vigtigt at demonstrere over for personalet, at min åndsevne og mine praktiske færdigheder var intakte, men desværre var der intet udover puslespil og stregtegninger man kunne farvelægge, men jeg havde jo gået i børnehave allerede, så det gad jeg ikke. Tilfældigvis så jeg i et aflåst skab en hylde med uåbnede Lego samlesæt af de dyre slags, og selv om det også var lidt hen ad børnehave, så havde jeg aldrig prøvet den type, så det gik jeg altså i gang med og alle idioterne blandt personalet kunne ikke undgå at lægge mærke til det. Psykiateren kom pludselig hen til mig, mens jeg sad og samlede løs. Han sagde, at han nu havde fået papirerne tilsendt. Det var blot en kort besked, han gik straks igen og jeg fortsatte med Legobilen. Så fik vi igen en kort havetur, hvor jeg løb rundt på stien og lavede leg raises på stativet.

Næste alvorlige episode

Da vi kom ind på afdelingen igen, opstod der stor tumult mellem Hypomanen og Hystaden. Der blev råbt og skreget, personalet forsøgte at stille sig mellem de to fjolser, som til gengæld begyndte at sparke og slå på væggene og smække voldsomt med dørene. Alarmen blev nu aktiveret og Hystaden blev ført tilbage på sin stue og Hypomanen fortrak fra fællesmiljøet af egen vilje, men efter fem minutter var begge tilbage igen og konflikten fortsatte.

Alvorlig trussel mod sikkerheden

Jeg sagde til Sanne fra personalet, at det var en helt uholdbar situation, og at de simpelthen blev nødt til at skille de to idioter fra hinanden og sende den ene af dem over på en anden afdeling, for de havde jo hver eneste dag udøvet hærværk og larmet enormt, det var alt for belastende for alle os andre tvangsindlagte og det blev jo aldrig bedre mellem de to. Sannes svar var, at de ikke kunne gøre noget ved det. Det passede ikke, og det var ufatteligt så meget afdelingen sejlede. Der blev begået meget hærværk, det var et farligt sted at være som patient og personalet var ligeglade. Jeg satte mig i fællesmiljøet, da uroen langt om længe var ophørt, og var der hele aftenen, mens jeg læste bøger og snakkede med de andre indlagte.

Tredje alvorlige episode

Den Stille Kvinde, som ikke havde gjort stort væsen af sig, havde været kortvarigt ude i fællesmiljøet. Så gik hun stille og roligt tilbage til sit værelse igen, mens et personale gik lige i hælene på hende. Der var stille indtil et minut eller deromkring og så gik alarmen og jeg kunne høre at den pågældende ansatte højt og bestemt irettesatte hende, samtidig med at personale fra de andre afdelinger kom løbende. Klokken var på det tidspunkt ca. 21.30 og jeg gik ind på min stue. Afdelingen var en slagmark. Da jeg forlod fællesmiljøet, så jeg personalet sidde ved et bord dér og spille kort med hinanden. De var trådt helt ud af rollen som ansvarlige fagprofessionelle. De var søde nok over for mig, men jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Afdelingen burde lukkes straks af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Psykiatri-apologi

“Mig, dem og alle jer andre - Livet med skizofreni” var en bog af Julie Sonne Vilstrup Mellemgaard fra 2015 var en bog, jeg påbegyndte i går og færdiglæste i dag. Den fangede mig i starten, men resten og størstedelen af bogen var mestendels én lang apologi for psykiatrien, hvor forfatteren blandt andet skrev at hun var “taknemmelig for at have skizofreni”, at hun “altid beundrede og respekterede psykiaterne”, at hun “var så glad for at have fået starthjælp”, at “medicinen var så fantastisk”, at “førtidspension var så god” etc.

Forfatteren var velformuleret, og selvreflekterende langt udover kvalmegrænsen. Det var en intetsigende og overflødig bog. Jeg var først i dag ved at komme mig over psykiaterens psykiske vold i går, da jeg om eftermiddagen sad på en stol i det nye og først for nyligt anlagte rygebur, som lå modsat det gamle rygebur for enden af gangen. Forinden var jeg blevet færdig med at bygge den store Lego Technic Bugatti færdig. Det havde taget mig tre dage at samle den, fordi der var så utroligt mange dele og jeg havde demonstrativt siddet i fællesmiljøet under arbejdet og lige foran personalekontoret, så personalet ikke kunne undgå at lægge mærke til mig.

Normalt funktionsniveau

Jeg spillede med åbne kort og jokede overfor de ansatte, at jeg lavede samlesættet, for at demonstrere overfor dem, at jeg havde et helt normalt funktionsniveau Vi havde været i haven til formiddag, hvor jeg havde trænet ben. På vej ind fra haven igen lød alarmen pludselig, og netop inde på gangen så jeg på displayet at den var fra afdeling P7s gårdhave. Hvor jeg lige var kommet fra. Alle ansatte kom løbende, men det viste sig, at Hystaden havde trykket på en af de ansattes personlige alarmer.

Hystaden aktiverede selv alarmen

Hystaden var dopet til op over begge ører fordi psykiater Kim havde fordoblet hans dosis Oxapax, som var et benzodiazepin. Inde i fællesmiljøet efter alarmen var afblæst underholdt Hystaden os med at havde ude i haven var gået hen til en af de ansatte og havde spurgt hende: “Hvad sker der hvis man trykker på knappen?”, og så havde han trykket på den og fundet ud af det.

Udstillet for forbipasserende

Mens jeg sad i det nye rygebur sammen med et par af de andre indlagte, så jeg en lille pige, der stod med næsen presset mod lågen omkring 20 meter væk og kiggede på os. Hendes far stod bag hende med blikket i samme retning og sagde højt til pigen: “Ved du hvilke mennesker, der er derinde?”. Det var fornedrende at vi blev udstillet som dyr, og hvis jeg kunne, havde jeg givet faren nogen på munden. Så kunne pigen se, hvem vi var.

Lægernes Banks langsommelighed

Jeg sad ved et bord i fællesmiljøet og observerede og skrev om personalet, der også sad i fællesmiljøet og observerede og skrev om patienterne. Det havde været vidunderligt at sidde ude i solen i det nye rygebur i næsten en halv time og duften og synet af det grønne græs fik mig til at længes efter foråret og ophold i naturen. Det var et kortvarigt mentalt frikvarter, for det var stadig et ulideligt mareridt at være indespærret på afdelingen og mens de andre indlagte bestilte købmandsvarer og pizza til i aften, måtte jeg undvære, fordi Lægernes Bank samt fængslet stadig ikke efter en uge havde overført nogen penge.

Kollegial gestus?

Psykiateren havde sagt at jeg slap for at blive tvunget til at udføre en Weis-test (intelligenstest), fordi jeg trods alt var læge, men jeg havde så til gengæld ikke andet valg end at tvinges til at deltage i en PSE (Present State Examination) test og den drakoniske Rorschach blækklat test. Jeg havde naturligvis bare nikket. Kim var næppe lydhør over for at høre mig referere resultaterne af de undersøgelser, der påviste at blækklat testen var dybt uvidenskabelig og misvisende.

Ærlig eller ej?

Psykiateren var så ærekær, rethaverisk, og let krænkbar - for ikke at tale om stresset - at han var uimodtagelig over for evidens og fornuft. Skulle jeg så fortælle overlægen, at jeg tidligere var blevet testet med Rorschach testen, som havde fejldiagnosticeret mig? Skulle jeg fortælle retspsykologen, der skulle udføre selve testen, at jeg havde optaget samtlige timer af den Rorschach test fra 2018, gennemlyttet optagelsen og offentliggjort den på de sociale medier, samt at jeg havde læst en hel del om Rorschach testen og gennemgået de ti tavler mange gange på wikipedia, således at testen ville være helt uanvendelig på mig? At jeg jo udførte testen under tvang, samt at det var yderst retraumatiserende for mig at deltage i den, og at den også af den årsag var misvisende og ubrugelig?

Just smile and wave

Eller skulle jeg undlade alt dette, smile venligt, lydigt deltage i testen og satse på, at den nu formåede at påvise virkeligheden? Vidste psykiateren og psykologen at testen var helt uanvendelig og vidste de, at jeg vidste det, og drejede dette her sig kun om, at testen var proforma og skulle tjene som et objektivt bevis, der havde til formål at bestyrke den endelige konklusion på papiret? Det ville være utroligt dumt og netop udtryk for kværulanteri, hvis jeg begyndte at stille mig på bagbenene over for testen og Kim og nægte at deltage af princip. Jeg var meget pragmatisk når det kom til stykket, så jeg smilede og spillede med.

Hypomanen og hans guitar

Mens jeg sad og skrev, havde personalet igen søgt tilflugt på kontoret. Aldrig havde så mange lavet så lidt, så længe og så ofte. Hypomanen ville have udleveret sin guitar og indtil personalet efterkom hans krav, ville han chikanere både de ansatte og indlagte ved at skrige og smække hårdt med døren til sin stue. Det var hans eksakte egne ord og dem efterlevede han. Det var ren og skær terror og det vidste han selvfølgelig godt. Først demonstrerede han det ved at skrige højt og gennemtrængende og derefter begyndte han så at smække så hårdt med døren til sin stue, at væggen til min stue rystede i en grad, at jeg tydeligt kunne mærke det - selv om Hypomanens stue lå to stuer fra min.

Hypomanens terrorkampange

Der var om eftermiddagen fodboldkamp på det store TV i fællesmiljøet, da Hypomanen igen begyndte at smække demonstrativt hårdt med døren, mens personalet gemte sig på kontoret. På et tidspunkt fik først den ene patient nok og sagde højlydt at Hypomanen var pisse irriterende. Jeg gav ham ret. Så fik den næste patient nok og råbte højt til Hypomanen fra fællesmiljøet, at han skulle holde op med at smække med døren og da Hypomanen ignorerede ham og fortssatte med ‘smækkeriet’, rejste patienten sig op og gik hen mod Hypomanens stue, mens han gentog sit budskab.

Selvjustits

Den pågældende patient var den højeste og mest veltrænede på afdelingen, men han var helt rolig i sit kropssprog samt verbalt. Han gik herefter hen til personalekontorets vinduer og signalerede til de ansatte at de skulle komme ud. Det gjorde en enkelt af dem og en patient og jeg sagde begge til vedkommende, at det var pisseirriterende at Hypomanen smækkede med dørene så hårdt og så ofte.

Personalets passivitet

Den ansatte takkede os for at sige det - og gik så ind på kontoret igen. Hvorefter chikanen fortsatte. Kort efter gik alarmen så, men det skyldtes dog to andre patienter, der havde en konflikt over cigaretter. Fordi personalet intet gjorde fortsatte alarmerne og chikanen og det gik ud over de andre indlagte. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Det var som en børnehave på methamfetamin. Gudskelov var Hystaden i dag så dopet og skæv af benzodiazepiner, som han havde manipuleret og løjet overlægen til i går at opstarte sig i som del af sin faste daglige medicin, at han sov det meste af dagen.

Narkomanen fik sit stof

Hypomanen havde igen fået sin vilje ved at skabe sig og true, og viljen bestod i at være konstant skæv og dopet. Mærkeligt nok var Hypomanen samtidig fuldstændig paranoid over for al medicin, selv de eftertragtede benzoer, men alt kunne være sandt i hans forskruede parallelunivers.

En ørkenvandring

Jeg læste dagligt Illustreret Videnskab og var forsat med bogen om de 24 statsministre, hvor jeg var nået til side 324 og afsnittet om Hilmar Bundsgaard. Bogen var kluntet og omstændigt skrevet og bar i så høj grad præg af forfatterens subjektive holdninger, at jeg ikke tog hans analyser for pålydende. Men jeg fuldførte altid af princip de bøger, jeg var gået i gang med at læse, så jeg fortsatte, omend ikke primært af lyst eller interesse.

Plagede personalet

Vi måtte tage i hallen igen i dag. Vi var flere der uafhængigt af hinanden havde spurgt personalet og det bar frugt. Vi varmede op med fodbold, hvilket ikke var helt let for mig, da jeg kun havde et par badesandaler på, der var mindst to numre for små, men det var fint nok.

Herefter spillede vi badminton resten af tiden, hvilket gik meget bedre. Jeg nåede at lave fem sæt kropshævninger i pauserne mellem sættene og det var fantastisk. Alarmen gik mens vi var i hallen, men involverede ikke nogen af os. Efter hallen havde jeg det rigtigt skønt. Jeg lavede flere kropshævninger i dørkarmen til badeværelset, som jeg fandt ud af kunne bruges til formålet. Tidligere i dag fik jeg roet 10 minutter på romaskinen.

Meningsløse restriktioner

Jeg fik udleveret et stykke tandtråd, før jeg gik tilbage på stuen. Man måtte af sikkerhedsmæssige årsager ikke få udleveret hele rullen med tandtråden, for man kunne jo ikke bare rive sit linned i tynde strimler og sno eller flette dem, så de kunne gøre omtrent det samme som et langt stykke tandtråd.

Advaret mod Psykiateren

Det var ulideligt at være indlagt på afdelingen, men jeg måtte altså ikke begå selvmord med tandtråden, for det var vigtigere at blev forbliv i live, led og blev nedbrydes mentalt. Psykiateren var præcis lige så p….. og m……… som Gitte Ahle. Jeg havde på Facebook lært flere af Psykiaterens tidligere patienter at kende, og de havde advaret mig meget kraftigt mod ham, før jeg overhovedet vidste, jeg skulle indlægges i Middelfart.

Dødsdommen

Han var ifølge dem svært d……. og n…………. og uden skyggen af s………... Nu havde jeg været på afdelingen i over en uge og intet som helst var sket. Det var forbandet og jeg var ubeskriveligt træt af ikke at måtte få lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske, jeg altid havde været. Psykiaterne Gitte Ahle og Ulla Noring havde givet mig en dødsdom, de vidste det godt og de var aldeles ligeglade. De tvang mig helt bevidst til at begå selvmord. Den eneste trøst var de få fornuftige indlagte patienter, Nordjyden og Læreren.

Rikke sad inde på kontoret og observerede mig, mens jeg sad og skrev i fællesmiljøet. der var så frank tiden og uroen tillod det havetur jeg måtte koncentrere mig om ikke at sige gårdtur to gange dagligt i op til en halv time hver gang. Vi havde været på formiddagshavetur i øsende regn og nu blev det så til eftermiddags tur ligeledes i øvelsen af regn. Men vi var flere indlagte, der gik ud i haven til trods herfor, og selvom ingen havde paraplyer eller regntøj, og selvom der intet læ var noget sted i haven. Det var fordi at vi alle led under opholdet på afdelingen, hvor der var så lidt at foretage sig, at det var uudholdeligt. Jeg fortsatte træningen med dips, mavebøjninger og armbøjninger.

Tyskeren

Tyskeren gik også i dag i t-shirt og med bare fødder i hans badetøfler, som han afførte sig for at soppe rundt i en flere meter lang og bred vandpyt. Han kunne ikke fordrage indeklimaet på afdelingen, og han fortalte mig, at han elskede følelsen af det kolde vand mod fødderne, selvom han frøs om dem. Han var meget reserveret, men også høflig og med omtanke. Han var meget pertentlig og aftørrede samtlige borde i fællesmiljøet hver dag . Han var høj slank og nok i 30'erne eller sluttyverne med en lidt feminin udstråling. Han talte gebrokkent dansk, men var en mand at få ord og jeg kunne godt lide at sidde og bygge lego technic med ham fordi han var så rolig og stille.

Omkring klokken 18.30 gik alarmen. Årsagen var en konflikt mellem en af de to kvindelige patienter og Hypomanen, men selvom jeg hørte dem råbe og skrige, kunne jeg ikke på stuen, hvor jeg sad, høre præcis hvad konflikten drejede sig om. Der var kommet en ny patient på afdelingen. Det var den ene af de to indlagte fra naboafdelingen, der åbenbart var blevet frisk nok til at komme tilbage til stamafsnittet.

Personalet troede sandsynligvis, at jeg kun sad i fællesmiljøet og læste og skrev for at manipulere dem til at tro noget andet om mig, end det som var virkeligheden, at jeg spillede rask, men sådan var det naturligvis ikke. Jeg foregav eller simuleret intet, det eneste jeg gjorde, var at sidde i fællesmiljøet og foretage mig præcis det samme, som jeg ellers ville gøre på min egen stue. Hverken mere eller mindre.

Efter Psykiateren havde udsat mig for psykisk vold i sidste uge, havde jeg følt en meget ubehagelig og vedvarende angst, eller mere korrekt, frygt, for flere verbale overfald af lignende karakter i morgen eller overmorgen, eller når som helst Psykiateren fik behov for at true og intimidere mig. Hvorfor? Var det så han fik tilfredsstillet sine sadistiske tilbøjeligheder? Min kontaktperson i morgen var sikkert den samme som i sidste uge, nemlig hende, der havde stukket en kniv i ryggen på mig og sladret til psykiateren ved lægesamtalen. Hun hed Nanna, og var en usædvanlig lav og spinkel yngre kvinde, af måske indisk afstamning, men med formfuldendt fynsk eller midtjysk dialekt.

Hystaden som pestilens og klovn

Jeg nåede langt om længe gennem den ørkenvandring, som Søren Mørchs stærkt subjektive analyse af statsministrene på knapt 450 sider udgjorde og det var en lettelse, nærmest en befrielse kunne lægge den fra mig. Hypomanen var som sædvanlig kværulerende og motorisk stærkt urolig. Jeg havde været med ude i haven i regnen - det øsede ned i stænger - og træne triceps og efterfølgende på afdelingen igen cyklede jeg mine sædvanlige 30 minutter på kondicyklen, mens jeg læste.

Hystaden råbte, at han var vred på sig selv, smækkede hårdt med døren og slog på væggene. Straks var to yngre kvindelige ansatte nede ved ham for at trøste og give ham opmærksomhed, og der gik ikke længe før han var i betydeligt bedre humør. Især da det på et tidspunkt lykkedes ham at få de to kvinder til at tage plads på hver sin side af ham i den lille sofa i fællesmiljøet, mens han fik held til at få armene rundt om skuldrene på hver af de to kvinder, mens han aede den ene af dem kærligt på hendes skulder og nakke.

Jeg sad på en stol ved spisebordet og overværede seancen, der udspillede sig foran mig. Det var sygeplejersken Rikke, der lod sig forulempe, og da hun drejede ansigtet mod Hystaden, så jeg at hendes kinder var ildrøde. Men hun lo bare akavet og fandt sig i det. Senere mens Hystaden og Rikke stod og talte sammen foran døren til personalekontoret gentog det sig så igen. Selvom Rikke var lidt bedre til at sætte grænser end de fleste andre, var hun stadigvæk modtagelig for psykopatens charme.

Snød personalet for ekstra medicin

Umiddelbart herefter meddelte Hystaden stolt i fællesmiljøet, at han havde snydt Rikke og en mandlig kollega, nattevagten Brian, i går. Det skete på følgende måde: Hystaden, som primært var en stofhungrende narkoman, havde bedt sygeplejerske Rikke om at skrive på en seddel, hvilken medicin fik til daglig og i hvilke doser. Så havde han lånt en kuglepen og ændret antallet af præparatet Truxal til det dobbelte. Efter Rikke havde fået fri og Brian mødt var mødt ind, havde Hystaden vist ham sedlen og så havde han sørme fået udleveret den ekstra dope.

Rikke bekræftede selv, at det var, hvad der var sket, over for en af hendes kolleger, mens de begge stod i fællesmiljøet, da kollegaen udtrykte forundring om det, Hystaden lige havde fortalt alle. Alle - også Rikke - grinede af det og jeg grinede oprigtigt med, for det var snedigt nok gjort, men jeg erfarede senere da Brian mødte ind til nattevagten, at han var meget vred over at Hystaden havde taget røven på ham.

Der var meget lidt faglighed og professionalisme på afdelingen, alt sejlede, alarmerne bimlede konstant og gav alle dårlige nerver, og de to terrorister - Hystaden og Hypomanen - opførte sig som opmærksomhedshungrende børn, de styrede afdelingen og sugede al energi, tid og ressourcer ud af de ansatte og var en pestilens for os andre. Samtidig bukkede og skrabede de fleste ansatte for de to tyranner. De var underdanige, akavede og bange for dem og betjente og servicerede dem efter bedste evne. De var som høns, der var sat til at passe på to ræve.

Noget jeg dog fik ud af bogen om ministrene, var en passage på side 266 i afsnittet om Erik Eriksen, hvor der stod: “at han holdt fast ved det efter 1953 var til gengæld den udvendige grund til, [...] at han blev frivilligt selvmyrdet i 1965”. Det ord, “selvmyrdet”, var det, der fangede min interesse og som var utrolig vigtig for mig, for da retspsykiater Gitte Ahle i ond tro misbrugte sit fag til at videreføre flere fejldiagnoser, brugte hun den begrundelse, at jeg havde anvendt ordet “justitsmyrdet”, som ifølge Gitte var en neologisme og dermed tegn på sindssyge.

Det var selvfølgelig noget vrøvl og Gitte tog eklatant fejl, hvilket jeg allerede under indlæggelsen på hendes afdeling i 2018 havde påvist, men havde jeg endnu et fremragende eksempel på, at hun var helt galt afmarcheret, for “selvmyrdet” og “justitsmyrdet” var helt analoge typer ord og ligesom jeg, var forfatteren Søren Mørch ikke psykotisk.

Mens jeg demonstrativt, men tilpas subtilt sad i fællesmiljøet og skrev alt dette, hørte jeg Hystaden kalde Rikke for “skat” hvilket hun reagerede på, som var det hendes fornavn. Sygeplejersken havde givet op, og det autoritetstab hun havde lidt, fik hun aldrig igen. Det var ekstremt kedeligt at være tvangsindlagt på P7, det var næsten ikke til at holde ud og jeg håbede at P…….. d… en langvarig og p……. d…

Fanget uden penge i bureaukratiet

I dag var det Nanna og Jenny, som var mine kontaktpersoner. Jeg bad Nanna om at tjekke op på hvor mine penge blev af, og hun returnerede og fortalte, at Vestre Fængsel satte hælene i og nægtede at overføre dem til min hospitalskonto. Til gengæld kunne jeg overføre fra min egen konto i Lægernes Bank til hospitalskontoen. Men det var jo netop det, jeg havde gjort - for over en uge siden!

Gøgeungerne

Det var håbløst og hun var håbløs. Jeg havde rykket for overførslen tre gange allerede og dette var min fjerde gang. De to gøgeunger, Hypomanen og Hystaden, havde plaget sig til at få deres vilje af Psykiateren, og på alle andres bekostning. Hystaden var sat endnu mere op i sit narkotikum, benzodiazepinerne, til trods for at han stavrede rundt i en tåge og snøvlede så meget, at han var svær at forstå. Han havde råbt og truet med at smadre hele afdelingen, hvis han ikke fik sin vilje, og sygeplejerske Rikke og de andre ansatte vimsede nervøst omkring ham, mens de undskyldte og forsikrede ham om, at han nok skulle få sit rusmiddel.

De rolige indlagte sjoflet

På samme måde var det lykkedes Hypomanen, ved at skabe sig, at få udleveret sin guitar, som han sad og spillede på i timevis, så alle, selv i de fjerneste kroge af afdelingen, blev beriget af hans musik. Det var helt vildt, at indlagte, som var stille og rolige, blev sjoflet og forfordelt af Psykiateren og personalet, og sidstnævnte slikkede samtidig røv på indlagte, der var truende og udøvede hærværk. Jeg var dødtræt efter i nat. Ude i haven trænede jeg biceps.

Frygt for psykiaterens straf

Jeg hvilede mig så meget i løbet af for- og eftermiddagen som muligt, og nåede at slumre hen flere gange. Jeg ventede hvert øjeblik at det bankede på døren og mine kontaktpersoner og Kim stod udenfor og krævede, at jeg skulle ind i samtalerummet og udsættes for mere psykisk vold og straffet af Kim, som ville give mig flere psykiatriske fejldiagnoser, fordi jeg havde været så fræk at fortælle min kontaktperson i sidste uge, at afdelingen var et forfærdeligt sted for mig at være.

Kort strejf af hygge

På min stue netop nu om eftermiddagen, var min stue i et kort øjeblik hyggelig og nærmest idyllisk, med den spæde forårssol, der stod ind gennem de høje vinduer og badede stuen i et blegt lys, akkompagneret af fuglesang ude fra græsplænen. Jeg havde omhyggeligt undgået at fortælle mine kontaktpersoner, hvordan jeg havde det, og det var sikkert årsagen til, at jeg slap for at blive straffet af Kim i dag.

Jeg blev lokket til at spille et dødssygt spil af Mary, som var sygeplejerskestuderende, sammen med en medindlagt og en anden ansat. Spillet hed Partners, var en slags nyfortolkning af Ludo, og heldigvis bestod jeg testen, så Mary havde noget at dokumentere om mig.

Dopet

Hystaden lå i sofaen i fællesmiljøet og snorksov, slået omkuld af Kim gavmilde ordination af benzodiazepiner. Der kom nogen to gange, bankede på døren, låste den umiddelbart herefter op og vækkede mig, men det var bare om småting.

Det værste

At være indlagt på afdelingen var noget af det værste, mest deprimerende og ulidelige, jeg nogensinde havde været udsat for. Det var som at være død. Jeg fik en længere samtale med den venlige ergoterapeut, Helle, hvor vi blandt andet talte om en af grundlæggerne af Maskine Maskine Amager, men ellers var personalet ligeglade med mig.

Netop som vi skulle til at gå ud på dagens anden havetur, gik Hystaden amok igen. Årsagen var, at Hypomanen havde lagt en lille seddel på hans badetøfler, mens han lå og snorkede på sofaen i fællesmiljøet. Hvad der stod på sedlen, var ikke godt at vide, men det var ikke noget, han tog let på, mildest talt. Alarmen blev aktiveret og haveturen aflyst.

Luddovne

Værre var det, at turen til motionsrummet også blev aflyst. Der var ellers kun tale om et kvarter og rummet lå bare ca. ti meter fra afdelingen, længere nede af gangen. Det passede det luddovne personale udmærket at slippe for, at vi fik frisk luft og motion, da de så skulle lette røven og enhver undskyldning blev taget i brug.

Hystaden amok igen

Det sendrægtige personale fik Hystaden til at gå ind på sit værelse, hvor han råbte og truede og slog og sparkede på væggene. Det var selvfølgelig nænsomt over for patienten, at det ingen konsekvenser fik for ham og han fik lov til at afreagere på de fysiske rammer, men det var på alle andre indlagtes bekostning. Det var os, der betalte for personalets eftergivenhed.

Nordjyden og jeg ventede spændt, nervøse og utålmodige på, at det var tid til at komme i hallen, så vi kunne spille badminton. Nordjyden fortalte mig, at hallen var hans fristed, at den var nødvendig for, at han kunne overkomme så mange måneders indespærring på afdelingen, og det var jeg utrolig meget enig med ham i.

Personalet bekendtgjorde, at det tilsyneladende godt kunne lade sig gøre at komme i hallen, men kun hvis der ikke var nogen, der gik amok eller skabte sig, og stemningen på afdelingen var på kogepunktet. Hypomanen var blevet flyttet til naboafdelingen, hvor han sad med sin guitar, hvilket jeg kunne se gennem vinduerne på personalekontoret, som adskilte de to afsnit, eller også råbte og slog han på døren mellem afdelingerne.

Med hattedamerne i hallen

Vi var tre indlagte og to ansatte i hallen. De to ansatte var overvægtige kvinder, klædt i deres normale tøj, og de prustende og stønnede og var ildrøde i ansigterne. Nordjyden var normalt meget rolig og afslappet, men han havde virket lettere presset i dag og spillede badminton på en meget indædt måde, som gjaldt det liv og død at vinde alle sættene. Han og jeg var omtrent lige gode til badminton, men mest fordi han var en smule dopet af medicinen. Han var mindst 10 centimeter højere end jeg og atletisk bygget, fraset den begyndende mave, som medicinen havde givet ham.

Nordjyden

Han spillede en smule bedre end jeg i dag, mens det omvendte var tilfældet sidst vi var i hallen. Til gengæld gik han død, mens jeg fortsatte spillet det sidste kvarter. Efter kampen sad vi og talte i rygeburet, mens han røg en cigaret. “Hvis du mangler noget, Kjeld, så skal du bare sige til, du skal ikke holde dig tilbage eller være genert”. Han havde tidligere tilbudt mig et par af hans aflagte træningsbukser, hvilket jeg høfligt havde afslået, selvom jeg havde brug for træningsbukser, der ikke var for små, som det var tilfældet for dem, jeg havde på.

Det lovede jeg at gøre. Hans ansigtstræk var ikke længere sammenbidt, og hans blik ikke længere så intenst. Nu var hans øjne milde, levende og nærmest funklende, og han så lettet og afstresset ud i ansigtet. Han havde et tillidsvækkende og meget symmetrisk, maskulint ansigt, fuldskæg og nærmest sort hår, og til trods for hans sygdom og det, medicinen havde gjort ved ham, var han lidt af et pragteksemplar af den menneskelige race. Jeg satte mig sent på aftenen i fællesmiljøet og læste i den bog, jeg var gået i gang med og talte med pædagogen Glenn, før jeg gik i seng.

“Hungerhjerte”

Fra morgenstunden begyndte jeg at læse videre i bogen, jeg var begyndt på i går. Den var hurtig læst, så jeg satsede på at være færdig med den i dag. Bogen var i genren autofiktion og handlede om forfatterens eget psykiatriske forløb som borderline patient og hed “Hungerhjerte” og var skrevet af Karen Fastrup og udgivet i 2018.

Jeg spurgte en af de kornfede hattedamer, om jeg måtte komme i motionsrummet i stedet for i hallen, fordi jeg havde smerter i lænden og ikke kunne spille badminton eller fodbold. Jeg var godkendt til begge dele og havde været i hallen tre gange uden nogen som helst problemer. Medarbejderen Sanne fik trækninger om øjnene og kiggede irriteret på mig. Det kan nok ikke lade sig gøre, fordi de andre skal i hallen og så har vi ikke personalet nok. Vi må se på det. Sanne skulle nok i mellemtiden finde på en finde på en eller anden undskyldning, så hun og hendes dovne kollegaer kunne dovne den endnu mere.

Det var ydmygende for et voksent og raskt menneske at skulle bukke og skrabe for en doven, vrangvillig matrone, men jeg havde stort behov for træning af en art, fordi det var så selvmordsinducerende ulideligt at være på afdelingen. Hvad var det for smålige og tarvelige mennesker, der arbejdede i retspsykiatrien i Middelfart?

De var ikke så slemme som dem på R3 på Sankt Hans, men for nogles vedkommende var de meget tæt på. Personalet elskede underdanige patienter, der lo bekræftende af deres jokes med fjogede og dopede grin og som de kunne spille UNO eller ludo med eller andet børnehaveagtigt. De elskede at de indlagte var klart overlegne og kendte deres plads nederst i det sociale hierarki, under dem personalet.

Så fik Psykiateren nok

Der var meget uro efter morgenmaden. Det startede med at Hystaden klæbede til Psykiateren, kaldte ham “Boss” og tiggede ham om mere medicin, altså misbrugsstoffer. Psykiateren blev vred og mistede besindelsen, og skældte ud på Hystaden og sagde blandt andet, at han skulle holde sin kæft.

Alarmen gik

Hystaden begyndte at råbe og true, og alarmen blev aktiveret. Hystaden faldt kortvarigt til ro og vi andre kunne vende tilbage til fællesmiljøet igen. Så returnerede Psykiateren igen med sit følge af plejepersonale i hælene, som beskyttede ham, mens han skældte ud. De gik ind til Hystaden, som nu var gået ind på sin stue. Kort efter kom alle ud fra stuen igen. Personalet ført an af Psykiateren forsvandt ind på kontoret og Hystaden kom hen til sofagruppen i fællesmiljøet og fortalte at Psykiateren havde truet ham med at han ville blive sendt til Nyborg Statsfængsel, hvis han lavede ballade bare én gang til.

Ville dræbe ham

Psykiateren kom ud fra kontoret igen med sit logrende personale, og bekendtgjorde at Hypomanen kom tilbage på afdelingen igen og at Hypomanen og Hystaden bare havde at komme godt ud af det med hinanden, ellers ville begge blive sendt til Nyborg. Det fik Hystaden til at råbe med spyttet stående ud af munden, at han ville dræbe Hypomanen, hvis han kom tilbage til afdelingen igen. Dette gentog han flere gange og kaldte Psykiateren for “en lille luder” og andre lidet flatterende gloser, men Psykiateren havde forinden forskanset sig på kontoret, hvor han ikke hørte det.

Bøger fra ergoen

Ergoterapeuten kom forbi og med sig havde hun “Jordens søjler” og to andre bøger af samme forfatter Vi fik en længere samtale om blandt andet “Maskine Maskine” og vi aftalte, at jeg skulle lave flødeboller og bolcher i næste uge. Det var infantilt, men bedre end ingenting, og jeg nænnede ikke at såre ergoterapeuten, som var et lidt naivt, men et sødt og velmenende menneske, så jeg spillede med.

Doven advokat

Advokaten havde selvfølgelig ikke ringet tilbage. Men til gengæld var der langt om længe kommet penge på min konto, så jeg fik Nanna til, når hun skulle i hospitalskiosken, at købe sodavand og tyggegummi med til mig. Der skulle have været fastelavn med tøndeslagning og fastelavnsboller, men arrangementet blev aflyst. Jeg blev færdig med bogen og afleverede den til Nanna.

Rygebursvandring

Jeg trænede intensivt ben, samt lidt mave og lænd på de korte haveture i dag, og for at få bevæget mig mere og som opvarmning, gik jeg ud i det nye og større rygebur, med adgang fra fællesmiljøet. Der var ti korte skridt fra den ene ende til den anden, så det var kedeligt at høvle en fornuftig distance af, men jeg fik da gået frem og tilbage i samlet set en lille halv time og desuden spillet bordtennis bagefter.

Det var en smule forstemmende, at personalet havde låst dørene til den sektion af afdelingen, hvor romaskinernen, kondicyklen og fodboldbordet stod, men det bevirkede til gengæld, at naboafdelingen, hvor Hypomanen nu sad, havde adgang til udstyret og jeg så ham træne i romaskinen i dag. Af de to indlagte på hans afdeling, var det kun Hypomanen, der brugte træningsudstyret, men der var flere indlagte på vores afsnit, der anvendte det og ofte.

Som et barn i trodsalderen

Det var dem, der skabte sig mest, som blev behandlet bedst på P7. Hystaden kostede rundt med personalet på vores afdeling, han blev vred som et barn i trodsalderen, hvis personalet ikke satte Rasmus Seebach på højtaleren og skruede helt op for lyden, så det var en plage for alle andre at befinde sig i fællesmiljøet og fordi han brokkede sig, så adlød personalet og han fik lov til at høre flere numre med volumen på maks.

Mere vil have mere

Uanset hvor meget personalet føjede og servicerede ham, blev han aldrig tilfreds og hylede og skreg indtil de gjorde som han dikterede. Den opførsel ville aldrig blive accepteret på retspsykiatrisk afdeling i Glostrup.Jeg hadede at være på denne lorteafdeling og de undersøgelser, jeg skulle udsættes for med tvang, var ikke engang påbegyndt endnu.

Jeg havde ventet og rådnet op i 13 dage og intet som helst var sket. Jeg havde kun to sæt tøj, først lige fået overført penge i dag, mistet min gangmandsstilling og mit relativt store netværk i Vestre, for ikke at tale om, at der var endnu ringere træningsmuligheder på afdelingen end i fængslet.

Lægeordineret narko

Hystaden havde ligget og sovet i fællesmiljøet, nærmest bevidstløs af benzodiazepiner, og da han endelig rejste sig og gik ud i det nye rygebur, hvor jeg også befandt mig, var han ved at falde om og måtte støtte sig til døren og hjælpes af det tililende personale, som lige akkurat forhindrede ham i at falde om. Det var fordi, han fik alt for meget doping af Psykiateren.

Truede med Nyborg Statsfængsel

Som en voksen, der truede et uartigt barn med at Den Store Bastian kom og tag ham, således truede Psykiateren også med at sende Hypomanen og Hystaden til Nyborg Statsfængsel, hvis de ikke snart opførte sig ordentligt. Hypomanen var sådan set ligeglad, han havde været der og tilsvarende steder før og gik ofte og sagde at han hellere ville i en rigtig arrest, men Hystaden, som var et ubeskrevet blad angik hvad fængsler, var meget skræmt over denne trussel. Men kun i meget kort tid.

Retspsykiatrisk afdeling som belønning

Men hvad var det egentlig for noget usagligt pjat, at Psykiateren truede de to mest psykisk syge og ustabile patienter med overflytning til Nyborg Statsfængsel, hvis ikke de artede sig? Hvis man var psykisk syg og i varetægt, så hørte man til på en retspsykiatrisk afdeling i surrogat, uanset hvordan man opførete sig og omvendt. Det var jo ikke en belønning, at være her, for så gav systemet ikke nogen mening.

Snydt igen

Det var vigtigt at offentligheden fik kendskab til, hvor defekt retspsykiatrien var; de troede at systemet var drevet af lægevidenskab og troede, at deres skattekroner var givet godt ud for, for det var meget dyrt med otte ansatte til ti patienter. Men de blev godt snydt af retspsykiatere som afdelingens psykiater.

Stor ståhej

Det blev morsomt, når Hypomanen blev lukket tilbage på vores afdeling igen. Om aftenen bad jeg om Ipren på grund af inflammation og kraftige smerter i min højre bicepssene. Jeg havde fået Ipren før på afdelingen uden problemer og ordinationen stod i journalen. Jeg spurgte den 25 årige social- og sundhedsassistenten, Julie, men hun var nødt til at ringe og spørge forvagten, om det var i orden. Det var det ikke. Jeg måtte kun få Panodil, selvom jeg forklarede, at Panodil erfaringsmæssigt ikke hjalp, fordi det ikke var et antiinflammatorisk præparat, men Julie var ligeglad, som den dumme gås hun var. Dem der skabte sig, fik alt det de pegede på og alle andre indlagte måtte gerne få Ipren, men altså ikke jeg.

Latterliggjort af personalet

Mens jeg stod og ventede på Julie, begyndte en ansat, jeg ikke havde set før, at gøre nar af min Vestegnsdialekt og socialpædagogen og en anden ansat stemte i og begyndte at efterligne måden, jeg talte på, på en overdrevet og vrængende måde, mens de lo. Det var meget professionelt af dem. Det eneste, de havde lavet hele aftenen, var at sidde og spille UNO med hinanden. De var kornfede og luddovne idioter. Nogen kom til at betale for den tortur, de ydmygelser og fornedrelser, jeg i årevis var blevet udsat for. Jeg trænede mave på stuen, for at komme af med min vrede mod svinene på afdelingen, de indlagte og de ansatte, fuck dem alle sammen og fuck Danmark.

Engang i nat blev jeg vækket af alarmen igen, som gik to på hinanden følgende gange med kort tids mellemrum. I morges erfarede jeg, at Den Yngre Kvinde var blevet overflyttet til naboafsnittet. Om der var nogen sammenhæng mellem dette og alarmerne, vidste jeg dog ikke. Nu var de fire indlagte ovre på naboafsnittet, hvor de besværlige patienter blev flyttet hen. Foruden jeg selv deltog kun Hystaden til morgenmødet, hvor han begyndte at kværulere og true personalet ved at sige: “Pas på I ikke gør mig irriteret!”. Denne gang satte personalet ham dog på plads, hvilket var første gang, jeg havde overværet dette. Det holdt dog kun nogle timer.

Vi var ude i haven til morgen, hvor jeg så Den Yngre Kvinde på naboafdelingen og vi vinkede til hinanden. Min kontaktperson var en ansat, jeg ikke havde set tidligere. Hun virkede venlig og fornuftigt. Jeg bad hende om at måtte få D-vitamin dagligt, samt Ipren som p. n., altså ved behov. Jeg kunne ikke købe frimærker eller aviser, fortalte hun på min forespørgsel herom. Jeg fik aldrig svar på resultatet af blodprøverne eller EKG’et.

I dag var det Tyskerens tur til at miste besindelsen. Han skældte personalet så højt ud på sin stue, at jeg kunne høre det, selv om det var fire stuer fra min. Det lød nærmest, som når Hitler holdt tale for masserne. Men han var anstændig nok til at holde sig på sin egen stue under anfaldet. Måske var det noget sundt at gå afsides og lukke sin vrede og frustrationer ud en gang imellem?

Hystaden fortalte mig, at grunden til at en fra naboafsnittet pludselig ruskede voldsomt i håndtaget til døren mellem afdelingerne var, at det var et signal til, at en patient derinde, der er ikke selv ville have sin medicin, skubbede den ind under døren til Hystaden. Det var “krydser”, sagde han, benzoer, som han elskede, mens han sad og nød virkningen med lukkede øjne og et saligt udtryk i ansigtet i fællesmiljøet, lige foran personalekontoret.

Børnehaven

Så blev det heldigvis tid til havetur igen i det kolde solskin. Fysioterapeuten Anne, der selvfølgelig var i bedste mening, havde taget tre store badebolde med ud i haven. Det var meningen, at vi tosser skulle stå i en cirkel og kaste dem til hinanden. Det gad jeg simpelthen ikke at deltage i. Jeg var psykisk normal og i udmærket form, så det børnehave-pjat var ikke noget for mig, men jeg kunne ikke sige det til fysioterapeuten, for så ville hun blive fornærmet, tage det personligt og skrive noget negativt og sygeliggørende om mig i journalen.

Så jeg sagde i stedet, at jeg havde problemer med lænderyggen og afventede at Psykiateren ordinerede Ipren til mig og hvorfor jeg desværre ikke kunne deltage i legen, selvom jeg selvfølgelig gerne ville og i øvrigt syntes, at det var et fremragende initiativ og bla bla bla. Jeg gik så mange runder som muligt i haven i stedet for, for at holde mig igang og for at undgå, at jeg tog mere på, da jeg vejede alt for meget og vejede 96,4 kg.

Min kontaktperson fandt mig i haven. Hun havde undersøgt det med Iprenen, og det var en fejl, at jeg ikke måtte få den i går. D-vitamin kunne jeg godt få. Men man kunne ikke købe frimærker længere, det skulle nu være sådan at overlægen bestilte en kode via en app, han havde på sin telefon, og så skulle man give ham pengene i kontanter.

Jeg fortalte, at jeg skam havde købt fysiske frimærker til 25 kroner stykket i Vestre Fængsel også efter at reglerne var blevet ændret. Men kunne den godt købe fysiske frimærker prisen var bare steget. Det troede hun indrettet ikke på det nyttede ikke at diskutere med hende og jeg havde absolut ikke lyst til at møde psykiateren for at få ham til at kunne frimærker så jeg sagde at jeg bare droppet at sende brevet.

Jeg spurgte en af de kornfede hattedamer, om jeg måtte komme i motionsrummet i stedet for i hallen, fordi jeg havde smerter i lænden og ikke kunne spille badminton eller fodbold. Jeg var godkendt til begge dele og havde været i hallen tre gange uden nogen som helst problemer. Medarbejderen Sanne fik trækninger om øjnene og kiggede irriteret på mig. “Det kan nok ikke lade sig gøre, fordi de andre skal i hallen og så har vi ikke personale nok. Vi må se på det”. Sanne skulle nok i mellemtiden finde på en finde på en eller anden undskyldning, så hun og hendes dovne kollegaer kunne dovne den endnu mere.

Det var ydmygende for et voksent og raskt menneske, at skulle bukke og skrabe for en vrangvillig matrone, men jeg havde stort behov for træning af en art, fordi det var så selvmordsinducerende ulideligt at være på afdelingen. Hvad var det for smålige og tarvelige mennesker, der arbejdede i retspsykiatrien i Middelfart?

De var ikke så slemme som dem på R3 på Sankt Hans, men for nogles vedkommende var det tæt på. Personalet elskede underdanige patienter, der lo bekræftende af deres jokes med fjogede og dopede grin og som de kunne spille UNO eller ludo med eller lege børnehave lege med. De elskede, at de indlagte var klart underlegne og kendte deres plads nederst i det sociale hierarki, under personalet.

Forhandlet til træning

Det lykkedes at forhandle med Sanne om at få et kvarters træning i motionslokalet, og jeg kunne forstå af hendes attitude og sprogbrug, at hun mente, at hun gjorde mig en ekstraordinær tjeneste, at jeg var til besvær, måske ligefrem skyld i at sikkerheden på afdelingen blev sat over styr. Vi gik ned i det lille og spartanske motionsrum, som dog havde nyt og udmærket udstyr i form af kabeltræk, spinningcykel, løbebånd og romaskine, som alt sammen var i nærmest ny stand.

Sanne satte sig på en stol på gangen foran motionslokalet og havde udstyret sig med ugeblade, mens hun holdt øje med mig gennem den åbne dør. Jeg trænede superset af triceps- og bicepsøvelser og nåede på den måde tre øvelser med hver muskelgruppe og med fire sæt af hver øvelse. Sanne gav mig hele 25 minutters træning og jeg takkede hende mange gange, som fik jeg aldrig mulighed for at træne igen. Jeg sprittede omhyggeligt udstyret af og takkede oprigtigt Sanne igen. Hvis jeg kunne træne hver dag i 25 minutter, kunne jeg sagtens holde ud at være på afdelingen.

Den primære årsag til, at jeg kunne udholde at være hjemløs på Fælleden i halvandet år i teltet, også om vinderen, var, at jeg trænede de fleste af ugens dage i PureGym eller på Kofoeds Skole. Med træning kunne jeg klare alt. Også en magtfuldkommen psykiater eller to.

Effekten af træning

Velværen, grænsende til eufori, bredte sig i kroppen, fra de stenhårde, spændte og varme overarmsmuskler gennem venerne, højre hjertehalvdel til lungerne, tilbage til hjertet igen og herefter op til hjernen, som blev badet i endorfiner. Det måtte være sådan en rus, en heroinmisbruger følte sekunder efter at stemplet på kanylen var presset helt i bund. Intet som helst, jeg nogensinde havde indtaget eller oplevet, kunne måle sig med effekten af styrketræning, intet medicin, intet andet var så skønt og jeg følte en dyb taknemmelighed over, at jeg havde en velfungerende og rask krop, som lod mig træne og dermed føle en så intens lykke og velvære.

Jeg var rolig og afslappet, som Hystaden, når hans “krydser” (altså benzodiazepiner) begyndte at virke, men til forskel fra ham, var jeg fuldstændig klar og mentalt skarp. Tilstanden varede i omkring en time, hvor jeg befandt mig i Nirvana og kunne se djævlen selv i øjnene (altså psykiateren) uden at blinke og uden at pulsen steg det mindste. Herefter indtrådte en mere almindelig ro over mig, og jeg sov meget bedre om natten, men næste dag meldte uroen og rastløsheden sig på ny på banen og jeg skulle have mit drug igen i form af træning.

Psykose-galore

Jeg havde ganske vist hørt fra andre indlagte, især hans tidligere værelsesnabo, at Den Første Tysker råbte og skreg højt på sit modersmål, når han befandt sig på sit værelse, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det var så slemt, som det faktisk var tilfældet. For nu havde Den Første Tysker skiftet værelse og boede tre værelser fra mit, på samme side af bygningen og selv inde på min egen stue, kunne jeg høre ham tydeligt råbe og skrige, som var han ved at blive myrdet.

"Ich bin der Bundeskansler!"

Tyskeren skældede og smældede og sang eller nærmere skrålede og grinede infernalsk, og jeg havde aldrig hørt en sådan vildskab før, det var helt overdrevet. Jeg kunne bl.a. decifrere at han skreg at han var bundeskansleren selv og at han ikke ville finde sig i en sådan behandling. Men i det sekund, han trådte ud fra sit værelse, var han det mest forsigtige, rolige, høflige og betænktsomme menneske, man kunne forestille sig.

I fællesmiljøet lyttede han tålmodigt, talte afdæmpet og sagde ikke meget. Men på værelset åbnede han for psykose-sluserne og blev nærmest forvandlet til et uhyre. Det var sindsyge i særklasse. Ægte vanvid af den slags man kun så i film og ikke troede eksisterede i virkeligheden. Man burde arrangere udflugter for psykiatere under uddannelse og indlogere dem på Tyskerens nabostue, så de kunne se hvordan den utilstrækkeligt medicinere psykose blosmtrede i fuld flor, for så udtalt tosseri ville de aldrig opleve igen.

I det hele taget - og jeg havde efterhånden oplevet lidt af hvert i den boldgade - var P7 i Middelfart det sted, hvor mest psykopatologi var samlet under én tag. Man havde tosser på lager på den afdeling. Jeg syntes det var al ære værd at man ikke tvangsmedicinerede de indlagte så hårdt og massivt som eksempelvis på Q81 i Glostrup, hvor mange indlagte var savlende zombier og hvor en yngre mand døde af overmedicineringen. Men måske kunne man godt trække en smule mere doping op i kanylen på P7?

Afdelingstyrannen

Jeg vågnede til sædvanlig tid i morges og var hurtigt ude i fællesmiljøet som den første omkring klokken 8.00, for at få morgenmad og kaffe. Til morgenmødet klokken 8.45 fik Hystaden personalet til igen at bestemme hvilken musik vi andre skulle sidde og lytte til, og han skruede straks så højt op for volumen på bluetooth højtaleren, at det var direkte ubehageligt. De få andre deltagende indlagte sad pænt og fandt sig i tyrannen, mens jeg gik i bad.

Omvendt psykologi

Herefter var der dagens første havetur, hvor jeg trænede fire sæt dips. Jeg fortalte efterfølgende min kontaktperson Carina, at jeg havde det fremragende og ikke havde behov for at tale med Psykiateren, som netop var ankommet til afdelingen, cirka en time for sent. Jeg tænkte, at Psykiateren sikkert bare for at irritere mig, ville gøre det modsatte af hvad, jeg bad om, og netop af den årsag ville benytte min anmodning som påskud for at tale med mig.

Godkendelse til motionsrum

Jeg talte med fysioterapeuten, Anne-fys, og hun gav mig tilladelse til at bruge motionsrummet. Det var et ufravigeligt krav, at samtlige indlagte skulle igennem samtalen med fysioterapeuten før man måtte komme i hallen eller motionsrummet, så hun kunne vurdere om patienten var tilstrækkeligt fysisk og kognitiv kapabel og ufarlig.

Psykiatersamtale og mentalerklæring

Selvfølgelig kom Kim forbi og ville tale med mig. Der var noget usædvanligt kun ham og jeg til stede i samtalerummet, hvilket jeg studsede over, men tog det som en gestus. Kim sagde, at vi sammen skulle gennemgå den første mentalerklæring af 2018 og hhv. tilføje og berigtige oplysningerne.

Ikke psykotisk

Kim sagde, at han ikke vurderede mig som psykotisk, samt at jeg på torsdag skulle udføre diverse tests med psykologen. Samtalen varede ret længe, og han oplyste mig om flere for mig yderst interessante informationer fra navngivne læger, psykiatere og retspsykiatere, der både på daværende tidspunkt og senere viste sig at være meget, meget forkerte.

Tidligere fejl

Af alle de interessante oplysninger. var nogle af de vigtigste, at retspsykiater Gitte Ahle havde givet mig diagnoserne autist og psykotisk, samt at retspsykiater Ulla Noring og retspsykolog Michael Schøidt havde konkluderet, at jeg skulle have været svært personlighedsforstyrret og psykotisk i forbindelse med belastninger. Det var jo meget interessant, fordi de ikke bare havde taget eklatant fejl, men også fordi de absolut intet grundlag havde for at stille de fejldiagnoser.

Reddet af alarmen

Kort før vi blev færdige med gennemgangen, gik alarmen og Kim måtte ile til afdeling P2, men han sagde, at vi skulle fortsætte senere. Derefter var der havetur igen, hvor jeg lavede knap 100 armbøjninger. I alt gik alarmen fire gange i dag. Den Irriterende blev reduceret med 50 mg Truxal, hvilket var en dråbe i havet i forhold til hans samlede daglige medicinindtag, men ikke desto mindre fik det ham til at anklage alle de ansatte for at have stukket ham til Kim.

Trusler og tilsvining

Den Irriterende svinede dem til direkte op i deres ansigter og truede dem også. Han kaldte dem for ludere og idioter, og væltede en stor potteplante, så jorden blev spredt ud over det meste af gangen. Men som sædvanlig fik hans opførsel ingen konsekvenser og de seks høns (plejepersonalet) brugte lang tid på at bekræfte narkomanen i, at det var synd for ham og at han havde ret til at være vred. Han var ikke fysisk særligt intimiderende og dertil dopet til op over begge ører, så jeg fattede ikke, hvorfor personalet ikke satte grænser for ham.

Allernådigst træning

Jeg fik allernådigst lov til at træne bryst i et kvarter i motionsrummet, mens Sanne sad udenfor på gangen med et magasin og læste. Jeg modtog herefter et brev fra politiet med en rykker, hvilket jeg ikke fattede, da jeg jo for længe siden havde bedt advokat Karoline om at tage sig af sagen, dengang det var en regning og ikke en rykker og troede derfor også at hun havde taget sig af det.

Overfaldet

Omkring klokken ti om aftenen overfaldt den ene af de to yngre kvinder pludseligt og uventet en medpatient og en ansat, som sad og spillede kort. Det var Nordjyden det gik ud over og han var lettere chokeret efterfølgende, da jeg mødte ham på gangen, men havde heldigvis ikke taget fysisk skade af episoden. Kvinden var ellers en af de mest fredelige og smilende indlagte, men ligesom med tyskeren, narrede skindet åbenbart.

Jeg fik en længere samtale med tyskeren tidligere i dag. Han var flink og høflig, men havde sine egne ideer og teorier, som var ret meget hans helt private. Det viste sig i øvrigt at være Den Lille Rapper, som havde gået rundt i nat på gangen og vrøvlet højlydt og holdt mig vågen et par timer. Så derfor bad jeg til aften personalet, der havde aftenvagt, om at sige til nattevagterne, at de meget gerne måtte holde øje med ham, og bede ham være stille.

Personale standin

Jeg havde en længere samtale med tyskeren tidligere i dag. Han var flink og høflig, men havde sine helt egne, ret unikke ideer og teorier. Det viste sig i øvrigt at være Den Lille Rapper, som havde gået rundt i nat på gangen og vrøvlet højlydt og holdt mig vågen et par timer. Så derfor bad jeg til aften personalet, der havde aftenvagt, om at sige til nattevagterne, at de meget gerne måtte holde øje med ham, og bede ham være stille.

Jeg brugte ørepropper, sagde jeg til personalet, men de hjalp ikke. “Jeg kan ikke love noget, alle er forskellige” og mere af den slags vrøvl, var personalets svar. Den Irriterende stod tæt på os og havde overhørt samtalen, og han sagde: "Jeg bankede på hans dør klokken 2 i nat og bad ham om at holde kæft. Bare sig det til mig, hvis han generer dig, Kjeld, han er bange for mig”. Jeg gav ham en fistbump, klappede ham på skulderen og sagde med et smil til den ansatte, jeg havde henvendt mig til: “Ved du hvad, jeg får bare ham her til at ordne sagerne, hvis I ikke vil”.

Den Irriterende var desværre ofte en pestilens, men han havde også mange gode sider, han havde en vis charme, var underholdende og altid klar på en samtale. At han også bagtalte alle, ansatte som indsatte, og var lystløgner måtte man selvfølgelig have in mente. Men i aften var det personalet, der var de største idioter og mest irriterende.

New Guy

New Guy krakelerede fuldstændig i går aftes. Det begyndte ellers godt, efter han returnerede til afdelingen efter grundlovsforhøret. Han var inadækvat opstemt og lidt hurtigkørende med noget talepres, men han kunne dog let afbrydes og lyttede også opmærksomt, når andre talte. Men om aftenen blev han tiltalende panisk og konfabulerende, motorisk urolig og talte febrilsk om de inkonsistente forhold, han havde oplevet på afdelingen, samtidig med at han vandrede op og ned ad gangen med to tavse ansatte i halen.

Faldt ned

Han havde samlet visne blade fra haven og arrangeret dem i små bunker på hvert af bordene i spisestuen. Han tiggede personalet om at få antipsykotisk medicin og det fik han tilsyneladende også, for en times tid efter var han rolig, smilende og umiddelbart normalt, og spillede Settlers of Catan, et brætspil jeg selv havde spillet med de andre tidligere på dagen.

Latterliggjort af personalet

Jeg var i en sjælden grad vred over det dovne personale, især Knud-Erik og Phoung, som helt uventet pludseligt havde latterliggjort mig i fællesmiljøet, at jeg roede i næsten tre kvarter på romaskinen mens de andre var i hallen og spille badminton. Jeg havde ikke kunne deltage i dag, på grund af nytilkomne lændesmerter, som skyldtes især min mangel på ordentlige sko. Jeg havde spillet badminton i strømpesokker alt for mange gange og den manglende stødabsorbering havde forplantet sig opad i lænden. Jeg skrev senere en seddel, hvor jeg beskrev episoden og bad om at få en anden kontaktperson end Knud-Erik, såfremt det var muligt.

Sent om aftenen, mens jeg stod og børstede bænder, kom Knud-Erik pludselig brasende ind på min stue, uden at bankte på og forlangte at få tilbageleveret den engangsskraber, jeg havde fået udleveret om formiddagen, mens han med et vildt blik i øjnene kiggede undersøgende rundt på værelset. Jeg fortalte ham stille og roligt, at jeg havde afleveret både skraber og barberskum til Rikke om formiddagen, umiddelbart efter brug. Men nu hvor han alligevel var her, afleverede jeg en blyant tilbage til ham og sagde tak for lån, samt gav ham sedlen og bad ham om at scanne den ind i min journal.

Opkald til Advokaten

Jeg ringede til advokaten i morges omkring klokken 9, og fik fat på hendes sekretær, som forsikrede mig om, at hun ville få Advokaten til at ringe mig op i sin frokostpause, fordi jeg det, at det var "meget, meget vigtigt". Det handlede naturligvis om den rykker, jeg havde modtaget i går fra politiet. Jeg havde ikke en jordisk chance for at betale beløbet på 10.000 kroner, når jeg ogå var hjemløs og sultede og i øvrigt ikke mente, at jeg havde gjort noget galt.

Beskæftigelsesterapi med ergoen

Jeg mærkede vreden brede sig, mens jeg tænkte på hvordan den danske stat havde udsat mig for umenneskelig behandling og ødelagt mit liv. Det blæste godt til i dag og det var koldt at være ude i haven. Jeg trænede ryg og gik nogle runder, før vi skulle ind og lave sæbe med ergoterapeuten. Det var infantilt, men sjovt nok og jeg ville gerne gøre ergoterapeuten glad.

En fri fugl

Man skulle smelte en blok klar sæbe i mikroovnen, tilsætte en farve (blå) og en duft (lavendel) i den flydende sæbe og hælde den i en form efter eget valg. Man kunne desuden vælge et lille motiv i hård plast, som man lagde i sæben inden den størknede, og når man efterfølgende fjernede plastikstykket igen, havde det efterladt et mønster i den færdige sæbe. Jeg valgte en motiv af en fugl, der sad uden på et fuglebur og sagde til ergoen og sygeplejersken, der deltog i farcen, at det symboliserede enhver retspsykiatrisk patients dybeste ønske.

Positivt overrasket

Jeg trænede igen på næste havetur, samt i motionsrummet, hvor jeg var så heldig at få bevilliget 15 minutters ophold. Jeg havde ikke troet, at Psykiateren var på afdelingen i dag, men han kom et smut forbi af en eller anden årsag, og da han var på vej væk igen, kom han hen til hvor jeg sad og læste i fællesmiljøet og ønskede mig en god weekend.

Jeg smilede oprigtigt og gengældte hans hilsen. Jeg ville ønske, at han fra starten af havde opført sig sådan, som han gjorde i dag og i går, for det ville have sparet mig for rigtig mange bekymringer og selvmordstanker. Jeg havde faktisk været ret imødekommende og venlig overfor ham, men det var ikke just blevet gengældt.

Intet opkald

Advokaten ringede selvfølgelig ikke tilbage, hverken i hendes frokostpause eller efter klokken 15, hvor hendes sekretær havde fortalt mig, at hun var færdig i retten. Selv om jeg for længst havde mistet troen på hende, og ikke forventede noget som helst fra hende af, var det alligevel irriterende at gå rundt hele dagen og være parat og forberedt på at hun ringede til mig via afdelingen.

Bevidstløs af medicin

Hystaden havde fået noget medicin fra en patient fra naboafdelingen smuglet ind til sig under døren. Det var noget, som personalet udmærket vidste han gjorde, så det var ikke en hemmelighed. Først gik han hen til døren mellem afdelingerme og som signal ruskede han hårdt i dørhåndtaget. Så blev medicinen skubbet ind under døren.

Medicinen var noget, de kaldte Sub, hvilket nok var Suboxone eller Subutex, altså et morfinlignende præparat og det var så stærkt, at Hystaden, der sad overfor mig i fællesmiljøet selv sagde, at 'han var ved at kradse af' og ikke havde kunnet trække vejret, da han kort forinden havde lagt sig ned. Mens han sagde det, med en meget snøvlende og besværet stemme, vendte han det hvide ud af øjnene og væltede snorkende om på sofaen.

Han dalede flere points i GCS og han reagerede ikke på tale eller puf fra mig af. Jeg frygtede han ville få respirationsstop, så jeg sad og holdt øje med, om hans brystkasse hævede og sænkede sig. Personalet sad få meter væk inde på deres kontor og havde fyldt udsyn til scenariet.

Hystaden i hallen

Det var tid til at gå i hallen, men Buddha måtte ikke komme med denne gang, fordi personalet vurderet ham som værende i dårligt humør. Hystaden, der godt måtte komme i hallen af en eller anden grund, tog ham i forsvar og det hele blev forsinket i et kvarter, mens Hystaden stod og kværulerende, men endelig lykkedes det Hystaden, Nordjyden og jeg at komme derover med to personaler.

Voldelig adfærd

Det var en stor fejl at Hystaden kom med, for han havde ikke fået sin vilje med at få Buddha i hallen, var derfor i meget dårlig humør, og han tyrede derfor fodbolden direkte mod de to kvindelige ansatte igen og igen for at gøre skade på dem, indtil det blev for meget og de trykkede alarm og forsvandt ud af hallen med ham, så Nordjyden og jeg måtte blive alene tilbage.

Lod mig vinde

De to ansatte kom derefter tilbage og vi spillede alle fire badminton. De to kvinder var tydeligt rystede over hændelsen. Til sidst spillede Nordjyden og jeg en enkelt kamp mod hinanden. Nordjyden lod min vinde kampen, selvom han var bedre end jeg og det var tydeligt, at han tabte med vilje, men det var en meget fin gestus, som jeg satte pris på, fordi jeg jo godt vidste, at han var mig overlegen med sin lange krop og noget yngre alder.

Håndteringen af Hystaden

Den ansatte, der tidligere havde sat Buddha og Hystaden på plads, var en ældre, lidt lav mand med mave og hvidt skæg og hår. Han havde dog en klar og høj røst og han gad ikke at diskutere med de to tøsefornærmede patienter, og lukkede diskusionen ned med det samme. Han var en af de få ansatte på afdelingen, som kunne håndtere Hystaden og som vidste, at man slet ikke skulle gå ind i nogen diskussion med tåber som ham, for så ville man bare tabe.

Desværre kom han kun en gang imellem på arbejde. Han kunne det, som hønsene ikke formåede, uanset hvor forstående, eftergivende og underdanige de var og uanset hvor mange timer de spildte på at tilfredsstille Hystaden, som takkede dem ved at kalde dem for ludere og kællinger.

Mest en narkoman

Hystaden var mest af alt en narkoman og han burde overflyttes et par uger til en rigtig arrest, hvor han var låst inde i 23 timer i døgnet og ingen gad at føje ham. Det var den eneste måde, man kunne lære ham at opføre sig ordentligt på. Buddha, der ellers var ret indesluttet og mut, begyndte at spille smart i dag. Hans skruede meget højt op for lyden på TV'et i fællesmiljøet, mens vi andre sad og spillede kort eller læste. Derefter gik han bare, uden at skrue ned på normal volumen igen, så larmen overdøvede alt.

Testet af Buddha

Jeg rejste mig, gik hen og tog fjernbetjeningen og skruede ned for lyden til normalt niveau. Så kom Buddha tilbage, tog fjernbetjeningen og skulle til at skrue op for lyden igen. Det var godt nok provokerende. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle skrue op for lyden. Han svarede noget, som jeg tolkede som et “jo”, men det var lidt svært at høre, fordi han stod med ryggen til mig.

Tæt på vold

Jeg sagde hurtigt og højt “Nej!” og han opgav sit forehavende, lagde fjernbetjeningen og forhold fællesmiljøet. Men havde han skruet op alligevel, havde jeg været nødt til lynhurtigt at eskalere til vold og han var trods alt mig fysisk underlegen. Efterfølgende begyndte han at henvende sig til mig med smalltalk, for at indlede en samtale, måske for at gyde olie på vandene.

Hovmod

Hystaden og især Buddha ville i et rigtig fængsel få tæsk af de andre indsatte på grund af deres provokerende opførsel. På tosse afdelingen kunne de godt spille smarte, for der var trods alt hele tiden personale inde på kontoret, men i en rigtig arrest eller i et fængsel, ville de blive smadret fuldstændig og fængselsbetjentene ville se den anden vej, for de ville også synes at de to var pestilenser og havde fortjent det. Lige det aspekt kunne jeg godt lide ved fængslet, for der var bare mennesker, der ikke kunne indordne sig, som forpestede deres omgivelser og som ikke kunne lære at opføre sig ordentligt med mindre de fik nogle på munden.

A satte Hystaden på plads

Jeg kunne vældig godt lide A og hans rolige og tavse, men betænksomme måde at være på. Og især at han havde sat Hystaden på plads. Det skete ved at Hystaden i sidste uge i sofaen i fællesmiljøet havde ligget og i sin vanlige kommanderende stil kaldt A over til sig. A rejste sig roligt og gik over til Hystaden, kiggede ham direkte i øjnene og sagde langsomt og bestemt med en spag, hæs stemme: “Du skal ikke kalde på mig, som en hund. Forstår du det?”. Det kunne Hystaden godt forstå, lod det til, og han gik straks i gang med at undskylde, men A havde rejst sig og gik roligt tilbage på sin stue. Respekt for A. Det han havde gjort var det helt rigtige, ikke nogen dansk konfliktskyhed dér. Det virkede selvfølgelig også på sigt, modsat personalets leflen og frygtsomme tilgang til Hystaden.

Hystaden havde indtaget fællesmiljøet og alt foregik på idiotens præmisser. Han påstod, at personalet havde snydt ham for Truxal og glemt at fortælle ham, at han skulle have købt cigaretter i går. Derefter manipulerede han personalet til at måtte høre Rasmus Seebach på fuld drøn i fællesmiljøet, for ‘ellers viste personalet godt, at han blev sur’, så det fik han selvfølgelig lov til af personalet, der havde tabt til ham for længst.

Eftergivenhed

Deres følgagtighed virkede selvfølgelig ikke forebyggende, og klokken 11.24 gik alarmen. Det var Hystaden, der havde truet en ansat, der ikke ville give ham saftevand, som han havde lavet til personalet og ikke til de indlagte. Det fik ingen konsekvenser for Hystaden. Kort efter, da han sad i sofastolen i fællesmiljøet, sagde han ud i rummet, at han gerne ville smadre hende den ansatte, der havde nægtet ham saftevandet og tage de ekstra seks måneders fængsel.

Idioten havde store problemer med at tømme blæren, fordi han fik alt for meget medicin, og det tog den yngre mand omkring 20 minutter at lade vandet, sagde han. Vi var i haven i et kvarter, og der var nærmest intet at foretage sig på afdelingen, som var ulidelig kedelig og begivenhedsløs. Nordjyden og jeg fik heldigvis lov til at komme i motionsrummet og fordi vi var to til det samme antal ansatte, fik vi lov til at være der i en halv time.

Vi trænede biceps og triceps og det var skønt og hyggeligt med en træningsmakker. Tilbage på afdelingen igen, fandt Hystaden ud af, at han kun fik to milligram benzodiazepin til aften og ikke tre milligram, som ellers, fordi han var blevet trappet ned. Han fik tre milligram tre gange dagligt og var altså nu nedsat med et enkelt milligram. Han havde nu nok fået det at vide, men han forstod det i så fald ikke, og råbte og skreg, så personalet trykkede alarm igen.

Det stormede ind med ansatte fra de andre afsnit, men de gik direkte ind på personalekontoret og blev bare stående dér. En mandlig sygeplejerske og en forvagt forsvandt ind på Hystadens stue, og da de kom ud igen, virkede Hystaden tilfreds og roligt. På den ene side var Hystaden en pestilens, men på den anden side var han den eneste kilde til underholdning på den dødssyge afdeling.

Utroligt nok var der ro på afdelingen, så det lykkedes os at komme i hallen og spille badminton og Hystaden skulle gudskelov ikke med. Det blev til nogle intense kampe og jeg var opslugt af spillet og gav mig fuldt ud, selvom det var en udfordring ikke at skøjte for meget rundt i mine badetøfler, der var to numre for små.

En fjerbold til fem høns

På et tidspunkt kom jeg til at ramme Laila fra personalet med fjerbolden i panden. Det kørte hun på hele aftenen og selvom det var med et smil på læben, havde jeg super dårlig samvittighed over det. Da jeg senere sad i fællesmiljøet og Laila for tredje gang fortalte, at jeg havde ramt hende i panden med en (nu) stor fjerbold, svarede jeg, at fjerbolden vist var blevet til fem høns. Jeg sluttede af med at sige til Laila, at et ar i panden nok ville se meget godt ud til hende.

Opkald til advokaten

Jeg ringede til Karoline klokken 9.35 og fik fat i en sekretær, som gav mig advokaten mobilnummer. Jeg afleverede det til et personale, som skulle taste nummeret ind forudgået af en kode, som forhindrede patienterne i selv at ringe ud.

Der blev ikke svaret, så jeg ventede en rum tid og mens jeg ventede, frygtede jeg at jeg kom til at sabotere hendes procedure i Østre Landsret, fordi hun havde glemt at sætte sin mobil på lydløs.

Jeg havde lyst til at afbryde forbindelsen, men jeg holdt ud indtil telefonsvareren langt om længe blev aktieret og jeg kunne lægge en besked, hvor jeg spurgte ind til rykkeren fra poitiet, informerede hende om Kims foreløbige konklusion, samt bad hende ringe til mig hurtigst muligt.

Historier fra psykiatrien

Jeg læste "Historier fra psykiatrien" (Forlaget Klippe, 2021). Det var en antologi med 24 korte beretninger fra psykiatrien af svingende kvalitet, men initiativet var rigtigt godt, for det gjaldt om at oplyse om vilkårene i psykiatrien mest muligt. De enkelte vidnesbyrd havde forskellige tematikker såsom depression, anorexi og skizofreni, men fejldiagnosticerede psykisk raskse, tvangsindlagte personer. Måske kunne jeg bidrage med det vidnesbyrd i næste udgave af antologien?

På side 90 læste jeg en passage, der vandt genklang hos mig: "Mangler et dyr aktivering kan det ses hvis dyret gentagne gange udfører meningsløse opgaver, såsom at gå i ring.". Det var jo præcis det vi gjorde i rygeburet - gå hvileløst frem og tilbage. Fordi det var så ulideligt at være indlagt på afdelingen.

"Kim Anus"

En eller anden havde ridset "Kim Anus" i væggen i samtalerummet lige bag hvor Psykiateren med samme fornavn plejede at sidde. Så når man havde samtale med ham, stod det, så det lignede et slags navneskildt over hans hoved. Jeg undrede mig tit over, hvorfor han ikke havde sørget for at få det dækket. Var det for at signalere, at han var højt hævet over den slags latrinære desavuering? Var det for at vise kommende patienter, hvor bad han var, at man kunne da bare svine ham til, kalde ham røvhul, uden han gav et fuck? Måske havde han selv ridset det i væggen for at signalere til den utilfredse patient, at han bare kunne komme, hvis han ville noget? Det var selvfølgelig fint nok at han lod det stå, men så risikerede han også at en eller anden skrev om det en dag.

Retarderede gåder

På psykiater Lennart Bertil Janssons afdeling skulle man synge morgensang hver evig eneste dag, hvilket var så anakronistisk og fascistoidt, at det næsten ikke var til at holde ud, så set i lyset heraf, virkede det som en forbedring at Rikke havde erstattet morgensangen med tåbelige gåder, for der skulle jo være en eller anden form for subtil ydmygelse af patienterne, men jeg endte med at hade det alligevel.

I dag var gåderne:

"Hvilken mand har aldrig været barn?". Svaret: En snemand.

"Hvad går over åen uden at bevæge sig?". Svaret: En bro.

Vi vidste godt, at Rikke sikkert stillede de samme gåder til sine børn, som godt kunne gætte dem, og når vi ikke kunne, havde hun og kollegerne noget at grine af inde på kontoret.

Cringe

Rikkes gåder fra i går:

"Hvorfor tænder pæren, når man smider den i Gudenåen?" Svaret: på grund af strømmen.

"Hvad er definitionen på præcisionsarbejde?". Svaret: At lave bremsespor i en g-strengstrusse.

Efter sidste gåde grinede en af Rikkes kolleger nervøst og en anden kom med et forarget udbrud, hvorefter der var pinligt stille og Rikke var blevet højrød i ansigtet.

Næste dag var det Carinas tur til at stille gåder til morgenmødet. Desværre havde hun været inde på præcis samme hjemmeside som Rikke og fundet de samme gåder, som vi tidligere havde hørt, hvilket gjorde Carina både forvirret og imponeret over vores kognitive færdigheder, når vi kunne svaret på samtlige gåder uden at tænke over dem.

“Hej Boss!”

På havetur til formiddag lavede jeg i alt 100 armbøjninger, mens Hystaden blev tiltagende truende over for de to personaler, der var med derude. Hystaden havde mødt Kim i morges og hilst på ham med ordene “Hej Boss!”, hvortil Kim havde svaret vredt tilbage med afskyen malet i ansigtet, “Føj for satan for en opførsel!”. Det var Hystaden blevet meget vred over og han havde ellers sat næsen op efter at få Subutex, selvom han naturligvis aldrig havde fået dette præparat tidligere og derfor heller ikke havde haft abstinenser på grund af manglen af det, som han ellers påstod.

Hulkede som et barn

Da vi returnerede til afdelingen igen, lagde jeg mig på sengen og forsøgte at sove lidt, men pludselig lød alarmen højt og længe. Så kunne jeg høre en stemme, der meget vel kunne være Kims sige, “Jeg gider ikke det her mere!” og da jeg senere passerede Hystadens værelse ude på gangen, så jeg at der var sat en fast vagt foran hans stue, som sad i en lænestol foran døren, der stod på klem. Jeg kunne høre Hystaden hulke og klynke højt og længe derindefra.

I bælte

Det viste sig, at Hystaden var blevet lagt i bælte i to timer på grund af sin opførsel. På næste havetur lavede jeg leg raises og dips, og da Nordjyden, Midtjyden og jeg herefter fik lov til at gå i motionsrummet, trænede vi bryst i kabeltrækket med tre øvelser. Jeg var muligvis stærkere end dem, men jeg var også både lavere og ældre, så hvis de to gutter trænede intensivt i et par måneder, ville de klart overgå mig - og de fleste andre for den sags skyld - for de var to store kale og intet af personalet (fraset Store Henrik) ville kunne stille noget op imod dem, hvis det skulle komme dertil.

Mistet tøj

Heldigvis var begge meget besindige og rolige, så det ville næppe forekomme, men det var meget tankevækkende at reflektere over alligevel. Jeg skulle vaske tøj, da jeg havde vaskedag- og tid, men en eller anden idiot fra personalet havde smidt en anden patients klamme tøj ind til mit i tørretumbleren og det resulterede i, at mit eget tøj ikke blev tørt og derudover mistede jeg et par boxershorts, hvilket gjorde mig meget irriteret, for jeg havde kun fået to sæt tøj med, som jeg havde rendt rundt med lige siden ankomsten, og det var ulideligt at være indlagt på stedet i forvejen, så der skulle ikke meget til at vælte læsset.

Gik i for små sko

Mine fødder gjorde ret ondt, fordi jeg nu i to uger havde gået med badetøfler, der var to numre for små og nu var smerterne så kraftige, især i venstre lilletå, at jeg ikke kunne deltage i halsport og heller ikke gå i badetøflerne længere. Men mine udendørssko var for beskidte og varme til at have på inden døre, så jeg måtte gå rundt i strømpesokker på gangene. Det opdagede Nordjyden og straks lånte han mig et par af hans badetøfler i størrelse 46. Advokaten havde ikke ringet tilbage. Jeg [..] hende og var utroligt nedtrykt.

Samtale med retspsykiater Kim

Jeg spurgte mine kontaktpersoner Didde, om hun ville spørge overlæge Kim, om jeg dels kunne købe frimærker via ham og dels, om jeg måtte ringe til Styrelsen for Patientklager. I forhold til sidstnævnte, så skulle Kim godkende opkaldet, hvilket gjorde mig bekymret for, at han ville misforstå dette som en klage over ham og afdelingen.

Jeg gik ind i samtalerummet sammen med Kim og Didde. Vi satte os ved bordet og Kim brugte sin app på mobilen til at købe to frimærker til mig. De 50 kroner frimærkerne beløb sig til, fik Kim efterfølgende i kontanter af Didde, som tog dem fra min værdiboks i skabet.

Frygten for repressalier

Så bevægede samtalen sig ind på mit ønske om at ringe til Styrelsen for Patientklager. Jeg havde ikke besøgs- og brevkontrol, så i teorien tænkte jeg ikke, at det var et problem, at jeg ringede til Styrelsen for Patientklager, da jeg bad Didde om at finde telefonnummeret til mig.

Formålet var sådan set bare at bruge tiden under tvangsindlæggelsen konstruktivt til at få en status på mine tidligere klager, men Didde sladrede selvfølgelig til Kim, for han skulle ifølge hende godkende alle, jeg ringede til.

Under samtalen måtte jeg derfor undskylde over for Kim og flere gange forsikre ham om, at det på ingen måde havde noget med ham og afdelingen at gøre, at det udelukkende handlede om status på mine klager fra 2020 og 2023, samt at jeg havde det super godt på afdelingen og intet havde at være utilfreds med. Det var meget ubehageligt at skulle sidde skoleret overfor Kim.

Jeg gentog flere gange til Kim og endnu en gang til Didde efter samtalen, at jeg overhovedet ikke var utilfreds over opholdet, og sagde til begge, at jeg ved nærmere eftertanke ville droppe opkaldet til Styrelsen for Patientklager, så ingen kunne misforstå mine intentioner, samt at jeg ville bede min advokat om at undersøge det i stedet for, når hun kom på besøg i morgen.

Jeg vidste jo, hvor ærekære og krænkbare psykiatere og retspsykiatere notorisk var, samt at de ikke holdt sig tilbage fra at straffe patienterne - hvilket jo havde gået ud over mig mange gange - som irriterede dem, med alt fra at inddrage udgang til øget tvang og fejldiagnoser etc. Det måtte bare ikke ske at Kim blev sur på mig fordi han troede, jeg var utilfreds med hans afdeling.

Jeg sendte brevet via plejepersonalet Nanna efter samtalen. Jeg trænede ryg på alle tre haveture, samt ryg og biceps i motionscentret med Nordjyden bagefter. Nordjyden lånte mig et par af hans træningsbukser, som til forskel fra dem, som jeg medbragte fra Vestre, ikke var for små. Jeg var ham meget taknemmelig.

Nordjyden var lige som alle andre tynget af indlæggelsen, men han klarede det bedre end os, og var mere stoisk. Han var et meget sympatisk menneske og jeg håbede det allerbedste for ham. Hysteriet havde opført sig ganske hensynsfuldt på det seneste, hvilket jeg håbede var en tendens der fortsatte.

Det skal mærkes, at vi lever

Jeg læste interviewbogen "Det skal mærkes, at vi lever” af Karen Thisted færdig. Bogen, hvor Benny Andersen og Johannes Krogh Møllehave berigede læseren med deres livserfaringer og betragtninger om tilværelsen var relativt hurtigt læst og underholdende nok til retspsykiatrisk, men ude i friheden ville jeg aldrig havde brugt tid på den, for der ville jeg selv gøre mig mine erfaringer med livet, eller forsøge på det, fremfor at læse om andres.

Tak for din måde at være på

Vi var nede i hallen om aftenen og spille badminton. Der var en rigtig god stemning, Den Blonde kunne ikke lade være med at lave danse moves til musikken, vi altid havde kørende i baggrunden, og Laila var sjov på en charmerende, men professionel måde. Nordjyden var også i rigtigt godt humør og lod os andre vinde de set vi spillede, men han gjorde det på en ret subtil måde, så det ikke var så åbenlyst, at man opdagede det, med mindre man som jeg efterhånden havde lært hans måde at spille badminton på.

Nordjyden vidste nemlig en hel del om at motivere andre og selv om vi var tre indlagte, der stort set altid deltog i badminton, foruden de ansatte, der gad at spille med, så var det vigtigt at give de andre patienter, der nogle gange lod sig overtale til at deltage, glæde og succesoplevelser i kampene og ikke bare jorde dem, for at booste sit eget selvværd.

Om aftenen efter vi havde spillet færdig og været i bad, da klokken var ca. 21, kaldte jeg Laila ud fra personalekontoret, hvor hun stod og talte med nogle kolleger. Hun åbnede døren og kom ud i fællesmiljøet, hvor jeg stod. Jeg sagde, at jeg bare ville takke hende for rigtig god behandling og ønske hende det bedste i fremtiden.

Jeg mente det virkelig. Jeg sagde godt nok behandling, men jeg havde ikke fået nogen (og heldigvis for det), og det jeg mente, var hendes måde at være på overfor os. Hun var meget vellidt på afdelingen, hvilket blev illustreret af en episode, hvor Hystaden havde stået og skældt hende ud og været truende overfor hende. Hun havde intet gjort forkert, Hystaden var bare vred på alle, men han var ekstra ubehagelig lige på det tidspunkt og Leila stod alene og med ryggen mod kaffeautomaten.

Hystaden var ret almindelig af bygning, men Laila var en ret lille kvinde og selvom hun var tålmodig og ikke udviste frygt i situationen, kunne man aldrig vide, om den eskalerede. I det øjeblik gik en anden patient, der var lidt over 10 cm højere og meget bredere hen og stillede sig mellem Hystaden og Laila, lagde en hånd på Hystadens skulder og sagde venligt til ham, at han skulle fokusere.

Det var tit noget, han sagde til Hystaden, når denne hidsede sig op og fordi Hystaden respekterede ham, dels pga. hans størrelse og dels pga. den mere alvorlige personfarlige kriminalitet, han var sigtet for, nemlig drab, så fik det altid Hystaden til at falde til ro. Det lykkedes også nu. Laila var en af dem, vi godt kunne lide. Men som andre dygtige ansatte i retspsykiatrien, havde hun valgt at finde et andet arbejde.

Det var hendes sidste dag på afdelingen og fremover skulle hun arbejde med misbrugere på den fynske stofscene. Jeg spøgte med, at jeg, så snart jeg blev løsladt, ville skynde mig at blive heroinmisbruger og flytte til Odense, alene så jeg kunne fortsætte vores relation.

Aflyst psykologtest og besøg

Jeg ventede i spændt forventning om endeligt at få de tvungne psykologiske tests overstået, for de var på mange måder det vigtigste tvangsindlæggelsen på P7 havde at byde på. Jeg havde dagligt tænkt på de tests siden jeg ankom til afdelingen for ca. tre uger siden og så snart Psykiateren havde oplyst mig om datoen for udførelsen af dem, havde jeg nervøst eller måske nærmere bekymret talt ned hver dag indtil i dag.

Hele formiddagen havde jeg ventet på at blive kaldt ind i samtalerummet, hvor testene skulle udføres, og fysisk og mentalt havde jeg været i højeste beredskab. Da klokken havde passeret 14, var jeg totalt udmattet og træt efter at have været på dupperne, fokuseret og parat i så mange timer. Samtidig havde vi kun haft en enkelt havetur på et kvarter, hvilket var mindre end normalt, og alt sammen var den dårligst mulige kombination og udgangspunkt for en præstation af ut., som ville kunne give et retvisende resultat af den uvidenskabelige Rorschach tes, som jeg var tvunget til at underkaste mig af dommeren.

Forfulgt af Gitte Ahles løgne

Udover tvangselementet og det faktum, at jeg var helt mentalt udkørt og intet eller meget lidt frisk luft og motion havde fået i dag, så var det også meget traumatiserende, at jeg skulle deltage i en test, som i 2018 havde afstedkommet alvorlige psykiatriske fejldiagnoser og en længere periode med psykisk vold og trusler fra retspsykiater Gitte Ahle, inden fejldiagnoserne blev slettede igen.

Amoralske psykologer

Jeg hadede virkelig de psykologer, der under tvang, tidligere så vel som nu, udsatte mig for misvisende og ubrugelige tests, for de vidste godt, hvad de gjorde og alligevel accepterede de at gøre det, mens de lod som ingenting og undertryke deres samvittighed i det omfang de besad en sådan. De fik løn for at misbruge deres profession til bevidst at mishandle mig mod bedrevidende, og summen af de årelange afsavn og overgreb var så stor og ulidelig, at jeg fik ar på sjælen, som aldrig forsvandt igen.

Tyskeren udvist

Tyskeren var pludselig væk. Politiet havde hentet ham, fortalte en indsat, der havde overværet hændelsen, for at køre ham til Tyskland, og løslade ham som udvist fra Danmark. Hystaden flippede ud flere gange idag og Kim forsøgte forgæves at sætte ham på plads. Den såkaldte pårørende kontakt havde været forbi afdelingen på min anmodning og medbragt en række forskellige bøger, som jeg lånte to af.

“Det fragmenterede sind”

Jeg fik straks igennem med at læse den ene, “Det fragmenterede sind” af Christian Nielsen og fra 2001. Fordi jeg i så mange timer havde siddet i fællesmiljøet og læst intenst, lykkedes det mig at læse hele bogen i dag, men så var jeg også helt ør i hovedet og havde ikke lavet andet. Jeg havde intet hørt fra advokaten vedrørende hendes påtænkte besøg i dag.

Bogholderen dømt skyldig

Der var nyt om Bogholderen, som ifølge TV2 News havde været i Byretten i Glostrup og erklæret sig skyldig i anklagerne om svindel med udbytteskat. Jeg var glad for at høre nyheden om ham, også selvom det ikke ligefrem drejede sig om de gode af slagsen. Men jeg var sikker på, at han havde truffet det bedste og mest rationelle valg for sig selv. Han havde været arrestant i over syv måneder og selve retssagen, hvor han tilsyneladende ville modtage sin dom og med overvejende sandsynlighed alligevel ville blive dømt skyldig, var berammet til juni 2025.

Tortureret til at erkende skyld

Det var tortur at sidde vartetægtsfængslet i længere tid end få måneder og ved at lade Bogholderen være i varetægt helt til sommeren 2025, havde anklagemyndigheden tvunget ham til at tilstå ved at anvende denne form for passion. Det vidste alle. Det var ikke ligefrem mig, der havde en unik indsigt i det danske retsvæsen, det var åbenbart for alle, men ingen italesatte dette fænomen, ihvertfald ikke indtil dokumentaren på DR med titlen “De Mistænkte” og selv da var det sparsomt med en offentlig diskussion om emnet.

Så derfor skete der ikke noget, og dermed blåstemplede og accepterede man at anvende tortur i retsstaten til at fremtvinge tilståelser. Det syntes man måske var acceptabelt i lige netop sagen med Bogholderen, men snart ville man kure ned ad glidebanen og anvende ekstra langvarig varetægtsfængsling i mindre alvorlige sager også.

Aflyst besøg

Min advokat havde telefonisk oplyst mig sidst, jeg talte med hende, at hun ville besøge mig i dag, samt koordinere med afdelingen, hvornår det var muligt. Men hun kom ikke og jeg havde intet hørt om en eventuelt aflysning. Det var meget let for en advokat at sjofle indsatte og opfatte dem som ligegyldige ting uden følelser, håb, drømme og mennekelighed. Advokaten vidste jo hvor jeg var og at jeg ikke gik nogen steder. Så var det jo ligeglydigt at informere mig.

Ingen samtale eller besøg

Da klokken havde passeret 15.45 og der stadigvæk intet var sket, ingen havde fortalt mig noget og vagtskiftet havde fundet sted, gik jeg ud fra at psykologsamtalen og de psykologiske tests var udskudt til i morgen. Men det var noget svineri ikke at informere mig om det, som om jeg ikke var et menneske, men bare en genstand. Jeg fik selvfølgelig aldrig besøg af Karoline, og hun ringede heller ikke.

En indlagt på afsnittet helt ovre fra den modsatte side af motionshallen begyndte at råbe igen til aften. De andre indlagte vidste, hvem det var, for han havde tidligere været indlagt på P7. Jeg trænede mave om aftenen, både de lige og skrå mavemuskler. Louise, Heidi og Sanne hørte til de negativt svage, underdanige ansatte, som opvartede Hystaden og lod ham høre Rasmus Seebach på fuld udblæsning, så ingen ud over ham selv kunne holde ud at være i fællesmiljøet om aftenen, hvor mange indsatte ellers sad og spillede kort eller tegnede.

De tre ansatte var nogle giftige slanger, som sad på kontoret det meste af vagten og pjattede med hinanden i sikkerhed bag de pansrede ruder. Jeg havde lyst til at smadre Hystaden, som den narkoman han var, men jeg var desværre nødt til at opføre mig ordentligt, for modsat ham, havde jeg noget at bevise.

Minus individ

Hystadens liv var højest sandsynligt tabt; han var sigtet for forsøg på manddrab, meget svært medicineret med både antipsykotika og benzodiazepiner, han var sidst i tyverne, uden uddannelse og svært misbrugende. Han bagtalte, generede og truede de ansatte og mange af medpatienterne også. Han var manipulerede og selv hans egen familie kunne ikke lide ham. I dag havde hans bror således stukket Hystaden til Kim, idet broderen havde ringet og fortalt overlægen, at Hystaden havde forsøgt at tvinge ham til at smugle hash ind til sig.

Forrådt af sin bror

Da Psykiateren havde fortalt Hystaden det, blev denne rasende og gik rundt bagefter i fællesmiljøet og sagde, at Kim var racist (det passede ikke, Psykiateren var ubehagelig over for alle, uanset deres etnicitet og religion) og han sagde, at han ville smadre sin bror og lavede en bevægelse med en finger hen over halsen. Han forbandede sin mor, som han ellers plejede at sværge på og han fortalte mig, at hans familie elskede ham, så den bedste måde han kunne straffe dem på, var at afbryde kontakten med dem.

Broren gjorde det rigtige

Ud fra Hystadens synspunkt var han blevet forrådt af sin bror, men i virkeligheden var det Hystaden, det var egoistisk nok til at få sin bror ud i alvorlige problemer, hvis det var blevet opdaget. Så broren gjorde det eneste rigtige, i hvert fald ved at nægte at smugle hash ind, for sig selv og for hele familien. Og når Hystaden en dag blev clean, håbede jeg at han tilgav sin bror og indså at det var ham selv, der var galt på den. Måske indså Hystaden ovenikøbet at det var modigt gjort af broren.

Glædede mig til offentliggørelse

Nok var Hystaden et narcissistisk røvhul, men de egentlige syndere var personalet, som nu var Hystadens små skødehunde. Der var nogle undtagelser, men de fleste ansatte var totalt uegnede til at arbejde på afdelingen, og de fortjente selv at være spærrede inde på den en dag. Jeg glædede mig til at offentliggøre denne tekst og til at informere befolkningen om, at deres mange skattekroner gik til løn til så uprofessionelle og luddovne hattedamer.

Sanne

Den ansatte der hed Samme, var meget speciel, og hun gengældte aldrig mit smil og hilsen og hun var tydeligvis omend ikke ligeglad, så dog ret svingende i sin arbejdsindsats. Andre indsatte opfattede hende lidt på samme måde. Hun virkede socialt akavet og uden situationsfornemmelse, men andre gange var hun enormt nærværende og lyttede til mig og jeg følte virkelig at hun forstod det jeg sagde, og mens hun ofte afslog alt, eksempelvis havetur, så oplevede jeg hende også tage ansvar og eksempelvis lade mig træne i motionsrummet i et kvarter mens hun sad alene ude på gangen og holdt øje med mig, hvilket ellers ikke kunne lade sig gøre fordi de altid skulle sidde to ansatte, men hun kunne godt aflæse mig og hun vidste derfor at jeg aldrig ville volde hende nogen problemer. Det var en enormt sød gestus af hende for jeg havde virkelig brug for at træne den aften og det kunne ikke lade sig gøre ellers, fordi der ikke var to personaler der kunne afsættes.

Træning med Henrik

Jeg var i motionslokalet i en hel halv time sammen med Nordjyden og Store Henrik i dag. Vi trænede triceps og Store Henrik viste os nogle gode øvelser, gav os nogle fif til træningen og kiggede også efter om vi lavede øvelserne teknisk korrekt. Store Henrik gav os reelt set en privat træningslektion af høj kvalitet, og det var guld værd. Det var tydeligt at han også nødt alt der havde med styrketræning at gøre. Nordjyden og jeg følte vi kunne stole på Store Henrik i et vist omfang, og sådan var det ikke med nærmest alle andre ansatte.

Betroede os til Store Henrik

Vi vidste at han havde pligt til at sige visse ting videre, men også at det ikke gjaldt alt det han ikke havde pligt til at videregive eller skrive journalen. Så vi fortalte Store Henrik hvordan vi så på afdelingen, hvad der tydeligvis ikke fungerede, men også hvad der faktisk gjorde og især var vi super glade for den måde han og Laila var på og at vi var kede af at de begge stoppede på afdelingen. Jeg synes det var vigtigt at både Store Henrik og Laila fik at vide hvor stor pris jeg havde sat på dem begge, at de gjorde det rigtige, for når flertallet af deres kolleger gjorde det elendigt så kunne de måske blive i tvivl om de selv gjorde det godt nok - og det gjorde de, de gjorde en positiv forskel for mig midt i mareridtet under indlæggelsen.

Hystaden var begyndt at stå i døråbningen til det nye rygebur og ryge, så han slap for at gå ud i kulden, men dermed drev røgen selvfølgelig ind i fællesmiljøet, som kom til at stinke. Det var generende for mig som ikke ryger og stanken sad i tøjet bagefter. Personalet sagde, at han skulle lukke døren, men han var ligeglad og fortsatte med at forpeste afdelingen og ingen greb ind. De forsøgte som regel at irettesatte Hystaden en enkelt gang og gav så op. Så slap de for bøvlet med, at han gik amok og truede dem.

Det værste var, at Hystaden i sin dopede narkoman tilstand havde glemt alt om sin ulækre opførsel dagen efter. Men det havde vi andre ikke. Og jeg skulle nok huske ham på det. Og det elendige personale selvfølgelig også. Det eneste formildende ved Hystaden var, at han også forpestede de kornfede hattedamer og udstillede dem som de feje tabere, de var. Det kunne jeg godt lide. Hver dag mindede han dem om deres utilstrækkelighed og det var så pinligt for dem, for selvfølgelig vidste de det godt selv. Hystaden blev senest i går igen opdaget, da han forsøgte at få en medpatients medicin skubbet ind under døren fra naboafsnittet.

Det var sket flere gange, men det havde ingen konsekvenser for idioten. Hvorfor helvede skiftede Psykiateren ham ikke over på Leponex, når nu han fik maksimal dosis af Seroquel, og dette ikke virkede? Hystaden skulle heller ikke have benzoer, det var helt misforstået af Psykiateren, at give ham det. Det sidste nye var, at Hystaden prøvede at få Subutex, selvom han aldrig, ifølge ham selv, havde haft et heroinmisbrug eller indtaget dette eller lignende præparater tidligere.

Nye regler

Dan Brown’s ‘The Lost Symbol’ var en udmærket bog, som jeg begyndte at læse i går, men først rigtigt fordybede mig i henad formiddagen. Det havde været en forholdsvis begivenhedsløs og rolig dag, hvor vi havde været i haven to gange af hver 20 minutters varighed, og solen kiggede næsten frem bag et tyndt skydække. Jeg slæbte en stol med ud i det nye rygebur og satte mig til rette.Vejret var så mildt, at jeg kunne sidde og læse i lang tid uden at fryse.

Hærværk

Jeg trænede i haven samt roede i 15 minutter på romaskinen inde på afdelingen, hvorefter jeg var i motionslokalet og træne biceps og triceps. Inde i fællesmiljøet igen satte jeg mig og læste, og pludselig blev en medpatient vist ind af døren til afdelingen af to ansatte. Han sagde ikke noget, men gik målrettet hen til den store affaldsspand og sparkede til den, så den væltede med et brag hvorefter han gik ud i rygeburet og tændte en cigaret.

Efter et par minutter gik jeg ud til ham og spurgte, om han var okay. “Nej, jeg er ikke okay”, vrissede han tilbage. Det var fair nok, at han ville være i fred, så jeg lod ham være og gik ind igen. Inde i fællesområdet hørte jeg Carina sige til Nordjyden, at vi ikke længere måtte være mere end én indsat i motionsrummet ad gangen, også selvom det ikke havde været et problem før. Nye regler efter i går åbenbart.

Stuevisitation

I dag var det min stue, der skulle visiteres, hvilket angiveligt skete ud fra et tilfældighedsprincip. Det var hurtigt overstået for personalet og jeg kunne se, at de ikke havde været særlig grundige, for tøjet lå pænt foldet sammen i en bunke, præcis som da jeg havde efterladt det og de fandt ikke min blyant, som jeg havde undladt at aflevere. Jeg spurgte spøgefuldt de to ansatte, om de havde fundet al den te, jeg havde gemt.

Te-rygning bedre end skunk

Mit spørgsmål kom af, at det var forbudt at være i besiddelse af tebreve, fordi Rapperen var begyndt at ryge dem, idet han syntes, at de var bedre end skunk. Han var vist ikke helt godt kørende rent psykisk, men hans vrangforestilling var morsom nok. Men hvad vidste jeg? Det kunne da godt være, at jeg skulle begynde at pushe tebreve hvis de virkede så godt, for der igennem at tjene til livets opretholdelse.

Hystadens terror

Hystaden gik straks fra morgenstunden i gang med at fylde det hele og suge energien ud af alt og alle. Han var så dopet af medicinen, at hans øjenlåg hang til midt på øjnene og han snøvlede, så jeg knapt kunne forstå, hvad han sagde, da han spurgte mig, om jeg synes at han skulle barbere sit i forvejen velplejede, grænsende til feminine, skæg. Jeg svarede, at det måtte han da selv om.

Morgenmødet var som sædvanlig en joke, hvor jeg til at begynde med var eneste deltager, fraset de tre hattedamer fra personalet. Heldigvis var Rikke ikke på arbejde, så vi slap for at høre hendes latterlige gåder. Hystaden kom tilbage til fællesområdet kort tid efter og fik selvfølgelig lov til at høre Rasmus Seebach på fuld drøn, så alle andre fortrak fra fællesområdet og han kunne ligge og sove til musikken på alle andres bekostning. På nær personalets, selvfølgelig.

Personalets magelighed

For de sad eller stod som sædvanlig inde på deres kontor og snakkede og slappede af. Hystadens belønning til personalet var, at så længe de lod ham høre Rasmus Seebach, så lod han dem være i fred. Haveturen blev som sædvanlig forsinket, og jeg fortalte Phoung, at det var en pestilens for mig og alle andre ansatte (hvilke flere havde fortalt mig), at personalet lod Hystaden høre musik morgen, middag og aften og lod ham skrue så højt op for volumen, at ingen kunne holde det ud. At flere fortrak fra fællesområdet af den årsag.

Personalets Stockholm-syndrom

Phoung lod som om, hun ikke var klar over problemet, selvom alle hendes kollegaer var helt klar over det. Nu ville Phoung formentlig hævne sig på mig, ved at skrive noget negativt om mig i journalen og sikkert i plenum næste gang Hystaden ville høre musik sige, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke brød mig om det. Det var den, der sagde fra overfor voldsomt forstyrrende psykopater, der var problemet, ikke psykopaterne selv.

Phoung vidste selvfølgelig godt, at hun og hendes kolleger burde gribe ind overfor Hystaden, men fordi de ikke turde, blev han ved med at skabe sig, og derfor måtte personalet tage psykopatens parti og lade som om, at de accepterede hans adfærd for ikke at tabe ansigt og blive nødt til at erkende deres egen utilstrækkelighed.

Hun og hendes kollegaer turde ikke tage ansvaret på sig, hvilket var ualmindeligt fejt. Hver gang Hystaden truende spurgte hvem, der havde bestemt eller sagt noget, henviste personalet konsekvent til Psykiateren, selvom det var personalets observationer, som Psykiateren traf beslutninger ud fra.

Konstant grænseoverskridende

Så rendte Hystaden igen rundt i bar overkrop, indtil Camilla langt om længe fik nok og bad ham tage en trøje på. Efterfølgende, da hun var gået kaldte Hystaden henne for luder og kælling. Selv når han slesk havde manipuleret sig til at få sin vilje, takket dem overdrevet, og karikeret sagde ‘god weekend’ og lignende, så svinede han dem til bag deres rygge, så snart de havde vendt den til ham.

Indvielse af afdelingen

Der var reception i dag i anledning af, at afdelingen blev indviet som et rent varetægtsafsnit, altså at vilkårene var blevet væsentligt forringet for alle. Selv personalet var klar over dette faktum, var der en af dem, der fortalte mig, så der var absolut intet at fejre. Vi tvangsindlagte fik dog saftevand i anledningen og en lille bøfsandwich, samt efterfølgende resterne af det bagværk, der var blevet serveret for personalet.

Havetur og psykolog aflyst

Til gengæld var der ikke nogen havetur om aftenen. Vi fik kun cirka 40 minutters havetur i alt i dag, hvilket var alt for lidt, og det var kun efter, at vi flere gange havde bedt om det. Der var ingen psykologsamtale i dag og ingen vidste noget om en tidshorisont for denne. Det var simpelthen ulideligt med den afventen i uvished.

Bytte bytte købmand

Langt om længe blev Hystaden flyttet til naboafsnittet. Desværre var det et bytte, for vi fik Hypomanen i stedet for og han var præcis den samme, som han hele tiden havde været. Jeg kunne bedre lide ham som person end Hystaden, men det var marginaler, der skilte dem. A overtog musikchikanen fra Hystaden og vi var tvunget til at høre svensk gangster-rap i halve timer ad gangen på fuld drøn i fællesmiljøet. Jeg kunne dog langt bedre tolerere at A hørte musik på den måde, for han var generelt et venligt og sympatisk menneske til forskel fra Hystaden.

Personalet bestod i dag af pensionister og de var ligeglade, så længe de kunne stå og dovne den på kontoret. Susanne var især svinsk i dag, idet hun gik helt op i ansigtet på mig, da jeg skulle have min aftenmedicin. Det havde jeg aldrig oplevet før, og det var enormt provokerende og ubehageligt, men hun svingede også meget i sin adfærd og væremåde og det var svært at vide, hvor man havde hende.

Skindet bedrager

Susanne var et meget ustabilt menneske og for det meste meget ubehagelig. Alt, jeg blev udsat for af den slags psykisk vold, huskede jeg og en dag skulle nogen betale prisen. A var tilsyneladende ikke så fundamentalistisk, at det gjorde noget, faktisk spiste han pulled pork ligesom os andre til aftensmad. Eller det vil sige ligesom jeg, for ikke alle spiste svinekød. Nordjyden gjorde eksempelvis ikke, og om det var et spørgsmål om kultur eller religion, vidste jeg ikke, og det heller ikke noget som helst for mig, for han var det mest empatiske, rolige og venlige menneske på hele afdelingen.

Religiøst fleksibel

Hystaden var religiøs den ene dag for så at afsværge sin tro og trosfæller den næste, på en meget højlydt og eksplicit måde. Den konkrete episode, hvor Hystaden sagde alt dette, fandt sted efter en af de lalleglade ansatte forsøgte at appellere til netop Hystadens religion. Jeg havde modtaget et brev fra Z i dag, men det havde været åbent, hvilket tapen, der holdt konvolutten lukket klart indikerede. Men brevet i sig selv gav mig kortvarigt håb.

De gode flygter

Det gode personale flygtede fra afdelingen; først var det Laila, og så hørte jeg at Store Henrik også havde sagt op. At han ville forlade afdelingen, var et meget stort tab for stedet, for der var virkelig - virkelig - et stort behov for en person, som netop ham. Man kunne godt bilde sig selv ind, at spinkle kvinder var lige så nyttige at have ansat et sted som en retspsykiatrisk afdeling, som muskuløse mænd, som Store Henrik.

Hellere én Store Henrik end 10 Hattedamer

Men det var ikke kun en tosse naiv og frelst vildfarelse, det var livsfarligt for både patienter og ansatte, at der var så få ansatte, der i fysisk henseende var så overlegne som Store Henrik, for kvinderne turde ikke sætte sig i respekt og sætte grænser for især patienter som Hystaden og det ødelagde hele afdelingen. Det var ikke kun store muskler, man skulle besidde, man skulle både havde de rigtige menneskelige egenskaber og de store muskler samtidig. Jeg kunne tydeligt mærke, at det øvrige personale var mere trygge og mindre anspændte, når Store Henrik var på arbejde. Så turde de sige mere fra over for grænseoverskridende patienter.

Tåkrummende

Vi var i hallen i dag og det var lidt useriøst, men sjovt nok. Da vi kom tilbage på afdelingen igen, bragede hiphoppen ud i fællesmiljøet og Sanne tossede rundt og lavede noget, der lignede at hun dansede hiphop, hun lavede mærkelige fagter med hænderne, hendes hoved rokkede frem og tilbage i takt til hiphop beatet, mens hun lavede mærkelige øjenbevægelser. Det var godt nok en mærkelig opførsel, utroligt pinligt og jeg undgik meget bevidst at give kællingen den opmærksomhed, hun appellerede efter. Efter badminton gik jeg i gang med at ro på romaskinen i 20 minutter for at få mine frustrationer ud.

Ulideligt for en rask

Det var et ulideligt sted at være indlagt som psykisk rask. Jeg var den eneste, der ikke fik antipsykotisk medicin, den eneste, der ikke var det mindste sindssyg, den eneste, der fungerede normalt, der læste og skrev dagligt, der sov godt og normalt om natten og samtidig havde en normal døgnrytme, der kunne dyrke sport og motion og føre en normal og længerevarende samtale om dagsaktuelle emner, den eneste, der havde styr på sin stue, sin hygiejne og så videre og så videre. Min største fordel, nemlig at jeg ikke blev dopet med antipsykotisk medicin, var samtidig min største belastning, for det var ulideligt ikke at være bedøvet på tosseanstalten.

Provins TV

Der var intet i fjernsynet, men jeg fandt en hyggelig lokal kanal, kaldet Provins TV. Her blev der vist en optagelse fra et kamera monteret på hjelmen af en motorcyklist, der kørte rundt på Fyn. Vedkommende kørte igennem bla. Sønder Longelse, samt mange andre skønne landsbyer på Fyn med sjove navne og landskabet var smukt og idyllisk. Jeg drømte om at bo et sted på landet med stor afstand til nærmeste naboer, intet larm, ingen råbende tosser eller dyssociale narkomaner, ingen forråede og dovne ansatte i psykiatrien, kun fred og ro og natur.

Bogholderen

Jeg læste i TV2s nyhedsfeed, at Bogholderen i Byretten i Glostrup var blevet idømt otte års fængsel. Han havde endnu ikke accepteret dommen, men jeg vidste, at han havde tabt på forhånd, for resultatet var allerede givet. Udover for sjov på en gårdtur at bede ham om at lave min selvangivelse for mig, havde jeg ikke talt med ham om noget, der bare tilnærmelsesvist drejede sig om hans sag. Men jeg havde talt med ham om, at det danske retsvæsen var helt anderledes end i rigtige retsstater, især i hans sag, for han - skyldig eller ej - havde ydmyget den danske stat og kostet den flere milliarder, alene i advokatsalærer.

Og derfor ville han blive dømt skyldig, for de danske domstole var primært statens og det offentliges magtmiddel og således kunne man aldrig vinde over staten. Jeg fortalte ham nok ikke noget, han ikke allerede var smerteligt bevidst om. Jeg læste, at hans dom var den hårdeste i danmarkshistorien for bedrageri og næsthårdeste for økonomisk kriminalitet. Han skulle derudover tilbagebetale 100 millioner, som retten havde konfiskeret fra ham.

Bogholderen var som menneske yderst sympatisk og også meget empatisk. Han var altid venlig og smilende, lyttede opmærktsomt til hvad jeg sagde og stillede relevante uddybende spørgsmål. Han var meget interesseret i at høre om min baggrund som læge og hjemløs, som følge af myndighedsfejl, og han virkede oprigtig forundret over, at det kunne lade sig gøre i et land som Danmark. Han var derudover også leveringsdygtig i viden om generelle samfundsforhold, især internationalt, og jeg nød at lytte til hvad han havde at fortælle. For der var langt mellem snapsene i Vestre hvad angik intellektuel kapacitet, og de fleste andre indsatte havde jeg nærmest intet at tale med om.

Det var super ærgeligt, at Bogholderen var endt i Vestre, for uagtet det han var dømt for, så var han et meget begavet og sympatisk menneske, ikke det mindste arrogant, ikke skyggen af storhedsvanvid, narcissisme eller med psykopatiske karaktertræk, som ofte prægede andre dømte for økonomisk kriminalitet.

Filmarrangement

Det var den roligste dag længe og det viste sig da også at være for godt til at være sandt. Jeg havde siddet og cyklet og læst i et godt stykke tid, indtil klokken nærmede sig 20 og personalet havde fået den faktisk ret gode ide, at vise en film i fællesområdet. En projektor blev kørt ud og en af de ansatte havde selv lavet lækre romkugler til os, og det var rigtigt sødt af hende. Vi var 4-5 tilskuere, der hyggede bedst muligt, indtil en af patienterne pludselig gik amok.

Drabsmanden amok

Det var Drabsmanden, der gik amok og råbte og smed med en af de tunge stole i fællesmiljøet, som ellers var designet til, at man ikke kunne kaste med dem, dels fordi de var så uhåndterbare og dels fordi de var ekstra tunge, men det kunne patienten altså godt og samtidig gentog han, at han ikke kunne holde ud at være på afdeling mere, at det var et ulidelig sted og at han ville tilbage til arresten hurtigst muligt, og ellers ville han smadre hele afdelingen.

"Læg mig i bælte"

Det var en voldsom oplevelse, og lidt bizart fortsatte zombiefilmen højlydt i baggrunden imens. Drabsmanden sagde, at personalet var nødt til at lægge ham i bælte hurtigst muligt. Der gik noget tid, indtil det skete, hvor han sad og skiftevis råbte, græd og hamrede hånden i bordpladen på bordet, hvor han sad. Alarmen blev endelig aktiveret og en masse ansatte strømmede til. Han råbte så højt, at jeg kunne høre ham helt fra den anden ende af afsnittet.

Politiet tilkaldt

Pludselig kom politiet kørende og bremsede hårdt op foran afdeling, hvilket vi kunne se gennem afdelingens vinduer. De tog betjente småløb ind på afdelingen og på kontoret. Drabsmanden var for stor en fyr til at personalet kunne håndtere ham, uanset hvor mange hattedamer, der blev tilkaldt.

Hypomanen trodsig

Vi så filmen færdig, men stemningen var noget trykket og Hypomanen skældte personalet ud for at de lod det komme så vidt, og gav dem fingeren, mens han sparkede til stole og borde for at understrege sin utilfredshed. Han havde for så vidt en pointe, men det var også klart, at han udnyttede muligheden for at give personalet igen. Alle indlagte skulle have beroligende p. n. medicin, fordi det var så voldsomt en hændelse. Jeg var selv tæt på at bede om noget. Før alt dette skete, trænede jeg mave på stuen.

Ude af bæltet

Medpatienten, der var gået grassat og havnet i bælte, var ude af bæltet igen til formiddag. Den nedsmeltning han havde haft, var sandsynligvis resultatet af, at han i en længere periode havde fået Subutex af en medindsat, indtil leveringen pludselig ophørte og han blev voldsomt abstinent. Han var mere end noget andet en misbruger, lod det til og det var pinligt for ham, at han mistede besættelsen og klynkede, som han havde gjort.

Svære abstinenser

Han var hverken en indsat, jeg havde specielt meget hverken sym- eller antipati for, men jeg satte pris på, at han havde været stille og roligt, og jeg havde næret en vis respekt for ham, qua hans måde at opføre sig på, men efter hans lille scene mistede jeg en stor del af respekten for ham. Han havde narkomanens rastløshed, døde øjne og et forstenet udtryk i ansigtet for det meste.

Mest dårlig opdragelse

Der var fortsat uro på afdelingen og konflikter mellem indsatte og ansatte, men knap så mange alarmer som normalt. Der var dog to alarmer i dag, hvoraf den ene var fra det lille naboafsnit og den anden var fra os, og sidstnævnte skyldes, at Rapperen fik en forværring af sin psykose. Tossen havde fået fingre i noget te, som personalet havde fundet og konfiskeret og så blev han tøsefornærmet. Jeg var træt af ham. A var tilgængæld meget venlig og han gav mig en pude til mine ben, da vi sad og så filmen om aftenen. Og jeg fik læst i min bog. I øjeblikket var jeg dødhamrende træt af alle. Ingen tog det mindste hensyn til andre end dem selv. Psykisk sygdom, ja, men mest af alt bare dårlig opdragelse og attitude.

Dårlig fornemmelse

Jeg glædede mig meget til at modtage varene fra Føtex, og jeg havde dobbelttjekket i morges, at min indkøbsseddel var personalet i hænde, samt at jeg havde fået penge overførrt fra staben til afdelingen, men jeg forventede, at der ville gå noget galt ikke desto mindre. Efter ugers daglig træning uden en dag til at restituere i, trængte min krop til en pause. Men jeg trænede seks sæt leg raises for både de lige og de skrå mavemuskler i haven alligevel, fordi det var så ulideligt kedeligt at være på afdelingen.

Selvhenter

Med i haven medbragte personalet nogle tennisbolde, som vi kunne lege med som var vi hunde, men det var bedre end ingenting, så jeg stod og kastede en tennisbold op på den høje mur og greb den igen, først med højre arm, så venstre, så med overhåndskast og dernæst underhåndskast, for at få lidt variation. Det var nyt at vi kunne få tennisbolde med i haven, og selv om det kunne lyde banalt med en tennisbold, så betød det alverden til forskel.

Jeg jokede over for de ansatte, der altid var med i haven og spurgte dem, om det var en selvhenter, hvis jeg kom til at kaste bolden over muren. De lo over min platte joke, hvilket tit var noget de gjorde overfor de indsattes dårlige vitser for at styrke vores mangelfulde selvtillid og jeg-styrke eller nærmere jeg-svaghed.

Den var dog en af mine bedste platte jokes, så jeg fortalte den til hvert af de efterfølgende ansatte, der var ude i haven med os på de to resterende haveture af 15 minutter, for min joke skulle bruges fuldt ud, så jeg kunne demonstrere at jeg havde et minimum af kognitive færdigheder.

Jeg modtog mine Føtexvarer og ganske rigtigt manglede der det allervigtigste, nemlig det billige analoge armbåndsur, som jeg havde skrevet på sedlen. Det var selvfølgelig ikke indkøberens skyld, men det var alligevel utroligt ærgerligt, da jeg i allerhøjeste grad savnede et ur.

Ad hoc regler

Jeg modtog en meget vigtig vare, nemlig en billig hårtrimmer til 199 kroner, men da jeg bad om at få den udleveret fra mit skab, så jeg kunne klippe mit efterhånden halvlange hår, fortalte min kontaktperson mig, at jeg kun måtte få udleveret to af de ti afstandsstykker. Det var noget personalet lige havde besluttet, fortalte hun, da jeg vantro spurgte hvem, der havde fundet på den bizzare regel.

Dumhed og hygge-sadisme

Der var jo talte om afstandsstykker i tyndt, blødt og eftergiveligt plastik, som umuligt kunne bruges som våben, og jeg kunne sgu da ikke klippe mit hår med kun to forskellige længder, desuden skulle jeg aflevere det hele igen umiddelbart efter brug, så det var en tåbelig og meningsløs regel. Jeg fik dog forhandlet mig frem til at jeg kunne få udleveret fire afstandsstykker, og jeg afleverede det hele efterfølgende, helt uden at nogen var blevet stukket ned med de farlige stykker billig plastik.

Mere idioti

En anden meningsløs regel var, at jeg skulle aflevere en engangstandstikker med tandtråd efter brug. Vanvittigt. Men jeg undlod at aflevere det eksemplar, jeg havde fået udleveret i morges, tilbage, og heldigvis konkurrerede personalets glemsomhed og sjusk med deres sadisme og ofte vandt førstnævnte. Der var meget vilkårlighed i reglerne på afdelingen, og det virkede som om, de bare var noget personalet fandt på ad hoc og som kun gjaldt for den enkelte patient.

Magt avler dovenskab

Personalet lavede - fraset enkelte undtagelser - ikke dagens gode gerning, men sad i sikkerhed på deres kontor og krydrede røv og pjattede med hinanden. Jeg bad min kontaktperson, Henrik, om at skrive i journalen, at jeg gerne ville have de psykologiske tests, som skulle have været udført i torsdags, udført hurtigst muligt. Min dygtige og engagerede advokat havde selvfølgelig hverken ringet eller besøgt mig, som hun havde lovet, at hun ville. Jeg var fuldstændig detroniseret efterhånden, det var ekstremt håbløst og jeg rådnede op uden fremtidsudsigter. Jeg spekulerede på hvor længe, jeg kunne holde det ud endnu. Intet af personalet havde selvfølgelig mod eller lyst til at gøre myndighederne opmærksomme på, at jeg intet psykisk fejlede. De havde et let job og de skulle ikke nyde noget, for det var en loppetjans og mistede de den, skulle de ud og have et rigtigt job, hvor de kom til at arbejde for lønnen. Jeg var så uendelig træt af det hele, træt, træt, træt.

Patienten A knækkede

Jeg følte et stik af dårlig samvittighed om aftenen, da jeg sad og læste i fællesmiljøet og overhørte en samtale mellem Lille Hans og A, hvor A fortalte, hvor meget ked af det, ja, nedtryk han var over at være indlagt på afdelingen og Lille Hans forsøgte at trøste ham. Jeg havde desværre været for hurtigt til at dømme A som person, hvilket formentlig var en slags skade eller overlevelsesmekanisme efter årevis som ufrivillig hjemløs, hvor jeg havde mødt mange psykopater, men A var et meget fint og hensynsfuldt menneske.

Han var dog også meget fåmældt og havde en meget spag og sagte, knapt hørbar stemme og jeg havde fornemmelsen af, at han helst vil undgå at tale med andre, og det gjorde ham svær at få et ordentligt indtryk af.

Tankeløs sygeplejerske

Det var ærgerligt. Jeg havde det lidt skidt med at A havde det så dårligt, samt at jeg intet kunne gøre for at hjælpe ham. Jeg havde siddet det samme sted og læst før A og Lille Hans’ samtale begyndte, men af respekt for A, fortrak jeg så diskret fra min plads og fællesmiljøet som muligt, så han kunne få en smule privatliv.

Alle knækkede

En anden indlagt var brudt sammen i lørdags, fordi han også synes at stedet var så forfærdeligt, og nu var det altså A's tur. De fleste knækkede på afdelingen. Ikke fordi at de var psykisk syge, men på grund af netop afdelingen, vilkårene, den fornedrende behandling man fik af personalet, i hvert fald de fleste af dem. Det var beskæmmende og der var ingen tvivl om, at det skabte mere lidelse og flere mere kriminalitet og flere ofre i sidste ende.

Hensynsfuld løgn

Den Stille Pige spurgte ud i fællesmiljøet, om hvad hun skulle gøre med sagsomkostningerne og advokatregningen. Hun kunne ikke betale, for hun havde ingen penge. En medindlagt fortalte hende, at hun kunne afdrage, hvilket beroligede pigen, som var ved at køre op i en spids af bekymring. Godt hun ikke vidste, at hun aldrig ville kunne tilbagebetale hele gælden og næppe bare renterne alene. Retsvæsnet og især retpsykiatrien ødelagde vores liv. Der var ingen resocialiserende behandling, kun håbløshed, mere kriminalitet flere stoffer, mere alkohol, mere kriminalitet og flere ofre, mere død og flere selvmord. Og samfundet gav ikke et fuck.

Ingen resocialisering

Der var ingen resocialisering, ingen behandling, kun håbløshed, mere kriminalitet, flere stoffer, mere alkohol, mere død og flere selvmord. Og samfundet gav ikke et fuck. Jeg fortalte Erika i dag, at jeg var oprigtigt imponeret over og taknemmelig for hendes engagement. Efter det, jeg havde oplevet til aften, blev jeg meget bevidst, om at det ikke var en selvfølge at hun gjorde sit arbejde hæderligt og at hun som en af de eneste på stedet rent faktisk gad at yde en indsats og så var det vigtigt for mig at give hende den anerkendelse, hun fortjente.

Lyd fra advokaten

Til morgen fortalte min kontaktperson, der i dag var Nanna, at min advokat havde ringet og meldt sin ankomst klokken 10.00 på torsdag. Jeg kunne højst trække på skuldrene ved oplysningen om, at hun kom på besøg, for jeg havde ikke noget behov for hendes tilstedeværelse, på nær måske i forhold til én eneste ting og det var at få overdraget min dagbog til hende. Hun kunne imidlertid ikke vide, at det var min intention, så sandsynligvis var årsagen til hendes besøg, at tjene flere penge på mig, for hun kunne bare fortælle mig hvad hun havde på sinde i telefonen. Men et fysisk besøg i Middelfart ville give hende kørselspenge, foruden standardtaksten for besøg af klient.

Dødstrusler

Jeg var tidligt oppe samtidig med Hypomanen, som var usædvanlig aktiv, urolig og meget vredladen. Årsagen var, at han dels havde tabt en klage i Det Psykiatriske Klagenævn og dels var blevet varslet om tvangsmedicinering. Han gik rundt i fællesområdet og sagde, at han ville slå det personalemedlem ihjel, der gav ham indsprøjtningen. Jeg roede i 20 minutter i dag og trænede ryg i haven og det var planen, at vi skulle træne i motionsrummet senere i aften.

En usædvanlig gestus

Jeg læste nogle nye eksemplarer af Illustreret Videnskab og Illustreret Historie, som Lille Hans havde været så venlig at tage med hjemmefra. Den gestus var en markant undtagelse fra reglen om, at de fleste ansatte var pisseligeglade med deres arbejde og de indlagte. Didde gav mig langt om længe fjernbetjeningen til el-sengen, men hun kunne desværre ikke få den til at virke med sengen. Det var næsten en måned siden, jeg første gang var blevet lovet en fjernbetjening til sengen og to uger siden, at der var blevet skiftet batteri til den.

Forskelsbehandling af rygere

Hvis man bruger snus eller røg, kunne man få personalet til hver eftermiddag at hente cigaretter og snus til en fra kiosken, men jeg kunne ikke få personalet til at købe en enkelt slikpose eller lignende, fordi jeg ikke røg. Fordi afdelingen var så rædselsfuld at være indlagt på, kunne en pose slik i ny og næ betyde alverden, men det gad personalet fandme ikke at købe med. De elskede at nægte de indlagte hvad som helst, det var en ulækker og forrådet kultur, der herskede på stedet.

Old Age

Forleden barberede jeg i mangel af en barbermaskine alt skægget af. Jeg skulle nu fjerne skægstubbene, der var vokset frem siden da, men da jeg stod og skulle til at påføre mig barberskum før barberingen, kunne jeg se, at der sad noget hvid nederst på højre side af hagen. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg havde jo ikke påført skummet endnu. Jeg gik tættere på spejlet og kunne konstatere, at det var mit skæg, der var blevet gråt for første gang.

Dødsdommen

Jeg kunne ikke ignorere at tiden gik og jeg blev ældre og ældre, mens jeg rådnede op og gik glip af alt det smukke og skønne i livet. Det var en påmindelse om, at de bedste år af mit liv var blevet stjålet, at jeg intet havde tilbage. Over 9 års mishandling, ruineret og uden familie, børn, venner, job eller fremtid. Alt, der gjorde livet værd at leve, var jeg blevet snydt for, og fordi jeg var blevet for gammel, kunne jeg ikke længere opnå nogen af delene.

Ikke kun mig

Det var derfor en langsomt eksekveret dødsdom, som nogle enkelte læger havde idømt mig.

Ingen lyttede

I forhold til min advokat, så ville jeg ønske, at hun havde gjort noget, at hun havde gjort det, jeg tiggede og bad hende om, det jeg betalte hende for i dyre domme, selvom jeg var hjemløs og havde sultet. Jeg havde advaret alt og alle om hvad, der skete hvis jeg ikke fik mit liv tilbage og hvis ikke at mishandlingen ophørte - det var jo selve årsagen til, at jeg var varetægtsfængslet på fjerde måned - men ingen ville lytte og så måtte det gå galt på et tidspunkt.

Tre patienter amok

Der var ekstremt kaotisk på afdelingen i dag. Først gik Rapperen amok fordi han nægtede at indtage maden ved spisebordet, som man skulle og blev voldsomt vred på personalet, da de bad ham om det og alarmen blev aktiveret. Dernæst blev Hypomanen igen vred over, at personalet ville tvangsmedicinere ham, og alarmen blev aktiveret på ny. Og endeligt om aftenen blev alarmen så aktiveret, da Den Stille Pige angreb personalet pludseligt og uventet.

Angreb pludseligt personalet

Der skete det, at jeg sad og læste i fællesmiljøet, mens Den Stille Pige havde siddet fuldstændig roligt og talt med nogle af de andre indsatte. Pludselig rejste hun sig og gik i retning mod sit værelse, og i det samme gik tre fra personalet hen mod hende. Jeg nåede ikke at se præcis hvad der skete, fordi det gik så hurtigt og fordi jeg ikke ventede at der skete noget, men pludselig tog de ansatte hårdt fat i Den Stille Pige og skubbede hende ind på værelset og alarmen gik endnu engang.

Utilregnelig og voldelig

Det var nok igen stemmerne, der havde kommanderet hende til at angribe personalet, for sådan var det ofte med hende. Hun var den klart mest utilregnelige patient på afdelingen, men heldigvis var hun langsom og ret overvægtet pga. medicinen, så hun gjorde aldrig nogen skade. Sent om aftenen, efter jeg havde trænet mave og lænd på stuen og biceps i motionslokalet med Nordjyden, spillede Katja, Læreren og jeg Catan i fællesmiljøet.

Optimisten

Der blev meldt ankomst af en ny indsat henad formiddagen. Afdelingen havde i øjeblikket kun ni patienter, samt to på modsatte side, hvorfor der var over tre ledige pladser, så det var ikke så mærkeligt, at der kom en ny ‘kunde’ i ‘biksen’. Samtlige indlagte på afdelingen, fraset jeg selv, fik antipsykotisk medicin fast eller som p.n., altså ved behov. Af alle indlagte var to højest sandsynligt sindssyge, to givetvis var sindssyge, mens resten sandsynligvis ikke var det.

Den nye fyr blev vist ind på afdelingen kort før aftensmadstid. Han var relativt ung, kraftigt bygget og på min højde. Han var iført patienttøj og satte sig i en lænestol. De andre patienter, der sad omkring ham i de to tilstødende sofaer, så TV og sagde ingenting. Jeg lagde bogen væk, gik hen til ham, gav ham hånden og ønskede ham velkommen til afdelingen.

Ikke egnet til arrest

Senere under aftensmaden fik jeg talt en smule med ham. Det viste sig, at han var blevet udskrevet fra en lukket psykiatrisk afdeling i en anden by, men lige som han var ude af døren, blev han anholdt og sat i den lokale arrest, hvor han befandt sig i relativt få timer, før vagthavende betjent godt kunne se, at han ikke var kandidat til at være væretægtsfængsel under normale vilkår og han blev overfllyttet til retspsykiatrisk afdeling.

Overlægens hævn

Det viste sig, at Optimisten var blevet indlagt på den lukkede afdeling i psykotisk tilstand, og han havde vist sagt noget, som den kvindelige overlæge syntes var en trussel. Da Optimisten efterfølgende blev ikke-psykotisk, måtte overlægen til hendes store ærgrelse udskrive ham. Men hun havde et es gemt i ærmet: Den påståede trussel.

Så hun ringede til politiet og fik denne venlige, yngre mand med arbejde, kæreste og rigtigt godt og tæt socialt netværk - som aldrig havde været straffet - varetægtsfængslet og med overvejende sandsynlighed senere dømt.

Overbevist om løsladelse

Han skulle fremstilles i grundlovsforhør i morgen, og han regnede bestemt med at blive løsladt straks, hvorfor han kun regnede med at være på afdelingen i nat. Det håbede jeg virkelig også. Senere skulle jeg erfare, at Optimisten gjorde det helt rigtige, faktisk så var han den indlagte noget sted, jeg havde været, der gjorde det bedst muligt i forhold til at overleve i kampen mod systemet og psykiatrien. Det skyldtes, at han var ret intelligent, ret erfaren i distriktspsykiatrien, samt at han straks involverede sine pårørende.

Havde luret systemet

Eksempelvis læste hans far med i hvad personalet skrev om ham på daglig basis på sundhed.dk og denne viden konfronterede faren personalet og Psykiateren med. Det var smukt og genialt, for det var præcis sådan man skulle agere, det måtte aldrig være patienten selv, der var kritisk og lagde sig ud med Psykiateren, det måtte være de pårørende, således at patienten ikke blev udsat for behandlingsmæssige repressalier for sin kritik. Netop som vi skulle i hallen og spille badminton, begyndte L at råbe og skrige og kaste med stole, og politiet blev tilkaldt.

Konstant vækket

Jeg blev vækket, mens jeg lå og sov for første gang den dag, fordi Didde kom ind på min stue uden varsel og bekendtgjorde, at der skulle gøres rent om 10 minutter. Jeg spurgte hende, om jeg ikke kunne slippe, fordi jeg lå og sov og fordi jeg selv holdt pinlig orden på stuen, faktisk vaskede jeg næsten hver dag gulvet selv og skiftede linned flere gange om ugen. Nej, det var jo et hospital, lød standard begrundelsen, så det kunne absolut ikke lade sig gøre, sagde hun. Jeg var dødtræt og det var forstemmende, men jeg kunne ikke tillade mig at være sur på Didde, fordi hun dels havde sørget for, at jeg fik en af hendes mands aflagte trøjer og dels har skaffet mig fjernbetjeningen til min seng, så sent som i morges.

Kadaverdisciplin

Kort efter, netop da jeg igen havde lukket øjnene og døset hen, kom et andet personalemedlem brasende ind på min stue, vækkede mig og annoncerede, at bogdamen kom forbi afdelingen om ikke så længe. Da jeg på ny lukkede øjnene, kom rengøringen så og vækkede mig. Var det Hovedbanegården, jeg boede på? Hvorfor kunne folk ikke bare fucke af, så jeg kunne være i fred?

Dødtræt af meningsløse regler

Jeg bad de to rengøringsassistenter om at nøjes med at tømme min skraldespand, men Cecilie, der fulgte med de to som en slags bodyguard i dag sagde, at de skulle gøre helt rent og at jeg slet intet havde at sige til det, også selvom stue var helt ren. Jeg sagde til Cecilie, at jeg var dødtræt af alle deres meningsløse og ufravigelige (med mindre det var Hystaden, som fik lov til alt) regler. Den kommentar risikerede jeg at Cecilie ville straffe mig for ved at skrive noget dårligt om mig i journalen, for sådan var det jo her på stedet.

Luftalarmen

Allerede fra morgenstunden begyndte uroen og kaoset, da alarmen gik. Jeg havde været indespærret så mange steder efterhånden og havde hørt så mange forskellige alarmer, men jeg havde aldrig hørt så høj en alarm som på P7. Den var så overdrevet høj, at gik jeg forbi en af de højttalere, hvorfra lyden kom, så det gjorde ondt i ørene, som hvis man stod ved siden af en ambulance med tændt sirene. Og ikke nok med det; alarmen gik så mange dage dagligt, at det var ulideligt og stressende. Jeg spurgte på et tidspunkt Sanne, hvorfor de aktiverede alarmen så ofte og hvorfor vi også kunne høre den, selvom den blev aktiveret på en anden afdeling. Hvad var årsagen til det?

Et meget dumt svar

Sannes svar var dette: Det var helt bevidst at alarmen var så høj og at de aktiverede den så ofte, for så sendte man et signal til den patient, der var konflikt med, om at det var meget alvorligt, at konsekvenserne af at han eller hun vred var, at den høje alarm blev aktiveret og det ville få vedkommende til at frygte den og til ikke at lave ballade og konflikt igen. Det var et ualmindeligt dumt svar.

Patienterne ligeglade

Antallet af konflikter var konstant og meget højt over tid, Hystaden og Hypomanen eller Den Stille Pige var bedøvende ligeglade med alarmen, det var alle andre, der blev stresset af den, og hvorfor troede Sanne ikke, at den kunne have modsat effekt? Hvorfor eskalerede den meget høje og gennemtrængende lyd ikke bare situationen fordi patienten blev mere vred eller opkørt eller angst? Nogle patienter var så psykopatiske, at de sikkert ligefrem syntes at det var fedt, at de fik personalet til at aktivere alarmen, for så fik de opmærksomhed og var ‘farlige’ og ‘seje’ i egen forskruede optik.

Alt på personalets præmisser

Jeg var allerede oppe og havde brugt romaskinen i cirka 12 minutter (det svarede til ca. 300 rotag, som jeg talte, da jeg ikke havde et ur), mens de fleste andre patienter lå og sov. Alligevel holdt den gennemtrængende hylen ikke op, men fortsatte i cirka 15 minutter og forpestede hele afdelingen og vækkede alle. Vi fik at vide, at det var fordi man testede alarmsystemet. Tidligt om morgenen og i et kvarter? Flot. Ingen hensyn til de indlagte i psykiatrien.

Magtarrogance

Nordjyden fik afbrudt sit besøg af familien i dag. Besøg var skåret ned til et minimum. Familien kom langvejs fra, og det tog dem flere timer at køre til afdelingen, hustruen og små børn. Nordjydens lille datter skulle nemlig på toilettet 15 minutter inde i besøget, og så aflyste personalet resten af besøget, som skulle have varet i to timer. Kun fordi en lille barn ikke kunne holde sig og toilettet lå et par meter væk fra besøgsrummet. Alt var på det luddovne personales præmisser. Det var så utroligt småligt af dem.

Skulle være taknemmelige for frisk luft

Haveturen lå formelt klokken 10.15 og klokken 13.30 og varede hver gang et kvarter. Men tidspunkterne blev i praksis sjældent overholdt, og det handlede ikke om, at der var travlt eller alarmer, kun personalets ligegyldighed og dovenskab, for ofte stod de bare og snakkede og grinede på kontoret, mens vi andre stod parate iført jakker og med sko på, fordi haveturs tidspunktet var passeret. Mens vi indlagte altid skulle overholde selv den mindste tåbelige regel til punkt og prikke (fraset Hystaden), så var det modsatte aldrig tilfældet når det kom til personalet, som ovenikøbet ofte selv fandt på reglerne ad hoc.

Dårlige undskyldninger

Personalet forsvarede deres fravær med, at de skulle dokumentere åh så meget, men det passede jo ikke, for vi indlagte så dem selv stå - eller oftere sidde - og tale og pjatte med hinanden på kontoret, de havde travlt med deres private mobiler eller sad og så youtube eller surfede på nettet på kontorets computere, og det var tydeligt, at de ikke tastede noget ind på tastaturet i den forbindelse.

Langt bedre normering

For første gang meget længe varede haveturen en hel halv time. Det var noget det medfølgende personale i haven gjorde meget ud af at fremhæve, som om de havde gjort os en særlig stor tjeneste, vi skulle være taknemmelig for. Men det var en falliterklæring, for i Venstre Hospital, som var mere restriktiv og langt dårligere bemandet end retspsykiatrisk afdeling, fik alle indsatte hver eneste dag halvanden times frisk luft, der var fire gange så mange indsatte og ret få vagter, og en del af de indsatte sad i kørestole, så gjorde det mere omstændigt for de får vagter at få folk ind og ud i gården. Men det kunne altså godt lade sig gøre alligevel.

Badebolden

Næste havetur var jeg ikke klar over hvor længe varede, men det var næppe over 20 minutter. Jeg skiftevis løb og gå på stien, ligesom de to andre patienter, mens hele fire ansatte spillede med en badebold, som Anne-fys havde medbragt, og som de stod i en rundkreds og kastede til hinanden og til de to patienter, der deltog. Det var tydeligt at høre på latteren, at det var de fire kvindelige ansatte, der morede sig mest med den aktivitet.

Kvindernes internationale kampdag

Optimisten krakelerede fuldstændig i går aftes. Det begyndte ellers godt, efter han returnerede til afdelingen efter grundlovsforhøret. Han var inadækvat opstemt og lidt hurtigkørende med noget talepres, men han kunne dog let afbrydes og lyttede også opmærksomt, når andre talte. Men om aftenen blev han tiltalende panisk og konfabulerende, motorisk urolig og talte febrilsk om de inkonsistente forhold, han havde oplevet på afdelingen, samtidig med at han vandrede rastløst op og ned ad gangen med to tavse ansatte i hælene

Bizar adfærd

Han havde samlet visne blade fra haven og arrangeret dem i små bunker på hvert af bordene i spisestuen. Han tiggede personalet om at få antipsykotisk medicin og det fik han tilsyneladende også, for en times tid efter var han rolig, smilende og umiddelbart normal og spillede Settlers of Catan, et brætspil jeg selv havde spillet med de andre tidligere på dagen.

Det var det smukkeste solskinsvejr i dag og tilmed mildt og vindstille. Jeg nød solen i rygeburet i T-shirt, mens jeg færdig læste Dan Brown's “The Lost symbol”, som var en ganske udmærket, men ikke fantastisk bog, som dog vandt en del ved at være skrevet på engelsk.

Tvangshandlinger

Jeg gik forbi Optimistens stue, hvor døren stod på vid gab og afslørede gulvet, som der var strøget en stor mængde små iturevne stykker papir fra ugeblade og magasiner ud over. Dette var noget som Psykiateren italesatte overfor Optimisten, der sad i fællesmiljøet, så vi alle kunne høre irettesættelsen. Jeg rodede 500 tag i romaskinen senere på eftermiddagen, før Ergo-Helle kom og hentede mig og en anden patient.

Flødebollejoken

Vi skulle over i ergo-køkkenet og lave flødeboller, hvilket vi begge - medpatienten og jeg - havde bedt om at måtte få lov til i et par uger til morgenmøderne og mest som en indforstået joke. Den gik på, at personalet til hvert morgenmøde spurgte, om vi ønskede nogen aktiviteter i løbet af dagen, men uanset hvad vi foreslog, så kunne det aldrig lade sig gøre alligevel. Så vi blev ret overrasket over, at ergo-Helle, der ofte havde ja-hatten på, tog os på ordet.

Tredje gang er lykkens gang

Jeg havde hørt, at der var et mindre lager med genbrugstøj, som de indsatte måtte få, hvis de mangler beklædning og det var præcis, hvad jeg gjorde. Først spurgte jeg Rikke, om hun var sød at undersøge det med tøjet for mig, hvilket hun glemte. Så spurgte jeg min kontaktperson, Tykke Henrik som også glemte det, hvorfor jeg spurgte ham igen og så gik han ud for at undersøge det, men vendte hurtigt tilbage og fortalte at tøjdepotet var lukket og at der intet var han kunne gøre. Derefter spurgte jeg Ergo-Helle, som faktisk undersøgte sagen og fandt ud af, at nøglen til tøjdepotet skulle hentes i informationen. Hun fandt et par sko til mig, som desværre var for små, samt en hættetrøje, som passede perfekt og som jeg beholdt og takkede hende for mange gange.

Flødebolle-fiasko

Flødebollerne blev en fiasko, hvilket var min skyld, fordi vægtens batteri pludselig løb tør for strøm så der kom for meget vand i blandingen og fyldet blev så tyndt at det straks løb ned over marcipanbunden og ud over det hele. Resultatet blev en slags bradepandekage med marcipanbunde, overtrukket med flødebollemasse, dækket af et tykt lag chokolade på toppen og dekoreret med krymmel og kokosmel. Absolut ikke videre kønt, men forholdsvis velsmagende.

I Hypomanens sko

Det var en fantastisk god badmintonkamp i dag, og Den Dansende Sønderjyde charmerede os alle endnu en gang. Jeg havde fået Hypomanens brugte indendørssko, fordi han selv havde fået et bedre par fra tøjdepotet. Det var meget venligt af ham og også meget tiltrængt.

Flødeboller og film

Skoene passede mig perfekt og var i forholdsvis god stand, hvilket gjorde spillet meget sjovere. Efter badmintonspillet blev der vist ‘Monumenternes Mænd’ på projektoren i fællesmiljøet, mens vi fik serveret mine mislykkede flødeboller. De var langt fra så gode som rigtige flødeboller, men alt blev spist alligevel.

Fejlbedømmelse

Det var en medindlagt, der havde arrangeret møblerne og hængt et lagnet op som lærred. Jeg havde nok fejlvurderet ham, for han havde ved nærmere bekendtskab vist sig at være et meget omsorgsfuldt og betænksomt menneske, men han var også meget introvert og talte næsten aldrig.

Nordjyden

Der var mange meget forskellige typer indlagte på afdelingen, og én, der var væsentligt anderledes end førnævnte, var Nordjyden. Han var genstand for min beundring, for han var en af de mest rolige og empatiske mennesker på hele afdelingen, intelligent, generøs og en stor motivator for os andre. Han var meget høj og atletisk af bygning, selvom medicinen havde givet ham lidt mave.

Nordjyden var sigtet for en lidt af en petitesse af en offerløs forbrydelse, angiveligt begået for så mange år siden, at det undrede mig at forholdet ikke var forældet. Jeg havde lært ham godt at kende, og han var faktisk et genuint godt menneske, absolut ikke kriminel, men en dedikeret familiefar, der savnede sin familie utroligt meget og talte om dem hele tiden. Hvis hans børn en dag læste dette, skulle de vide, at de kunne være meget stolte over deres far.

Rodløs

Jeg ville komme til at savne ham mest af alle, og det kunne jeg allerede mærke nu, bare ved tanken herom, og til trods for, at jeg fortsat var på afdelingen. Jeg håbede på det allerbedste for ham og hans familie, han skulle bare klare den og det havde han også fortjent. Jeg forbandede, at jeg gennem årene først lærte virkelig gode mennesker at kende og knyttede mig til dem, for så at blive tvunget væk fra dem igen af det forpulede politi, psykiatri og retsvæsen.

Særlig plads i helvede

Jeg havde mødt langt flere og mere samvittighedsfulde og gode mennesker i fængslet og på retspsykiatriske afdelinger, end blandt de ansatte i psykiatrien, etaten og blandt læger generelt. Faktisk havde jeg aldrig mødt bare én god betjent, anklager, dommer eller psykiater, og jeg håbede, at der var et særligt slemt sted i helvede, beregnet til den gruppe mennesker. De var de værste mennesker i verden. Efter filmen, trænede jeg mave på stuen.

Svar på klage over politiet

Knud-Erik var heldigvis ikke på arbejde i dag, men det var Phoung desværre. Jeg bad ikke om at komme 15 minutter i motionsrummet, fordi hun ikke igen skulle have den tilfredsstillelse, at nægte mig det. På dagens sidste havetur trænede jeg seks sæt leg raises. Jeg nåede at hilse på Kim før han fik fri. Jeg havde frygtet at jeg skulle skældes ud for min klage fra i går, men jeg slap, i det mindste for i dag. Om aftenen kom min kontaktperson Nanna hen til mig med et brev fra advokaten. Det indeholdt et udskrift af en mail fra Anette Vester hos statsadvokaten til advokaten, hvor førstnævnte bekræftede at min klage blev behandlet aktuelt, men at hun var på ferie i øjeblikket og derfor ikke kunne oplyse yderligere.

Latterliggjort af personalet

Jeg var i en sjælden grad vred over det dovne personale, især Knud-Erik og Phoung, som helt uventet pludseligt havde latterliggjort mig i fællesmiljøet, at jeg roede i næsten tre kvarter på romaskinen mens de andre var i hallen og spille badminton. Jeg havde ikke kunne deltage i dag, på grund af nytilkomne lændesmerter, som skyldtes især min mangel på ordentlige sko. Jeg havde spillet badminton i strømpesokker alt for mange gange og den manglende stødabsorbering havde forplantet sig opad i lænden.

Klage over Knud Erik

Jeg skrev senere en seddel, hvor jeg beskrev episoden og bad om fremover at få en anden kontaktperson end Knud-Erik, såfremt det var muligt. Om aftenen, mens jeg børstede tænder, kom Knud Erik pludselig brasende ind på min stue, og forlangte at jeg afleverede den barberskraber, jeg havde fået udleveret om formiddagen, mens han kiggede søgende rundt med et vildt blik i øjnene. Jeg fortalte ham stille og roligt, at jeg havde afleveret både barberskraber og barberskum til Rikke umiddelbart efter brug om formiddagen, og så afleverede jeg blyanten og sagde tak for lån, samt det stykke papir, hvor jeg havde skrevet en klage over hans opførsel til indscanning i journalen.

Fed af indespærring

Det var et smukt men koldt solskinsvejr, og det blæste køligt. For en gangs skyld fik vi lov til at være ude i næsten 30 minutter og jeg luntede rundt på stien langs muren, bare rundt og rundt, i næsten samfulde 30 minutter. Jeg løb så langsomt, at jeg hverken blev træt eller forpustet, men jeg var drivvåd af sved efterfølgende, samtidig med at mine hænder var iskolde, fordi jeg ikke havde taget handsker på. Jeg var nødt til at tabe mig, fordi jeg havde været forholdsvis inaktiv under de sidste snart fire måneders indespærring og derfor havde taget på. Det var primært under opholdet på P7, at der var sket en vægtøgning, fordi det var så trøstesløst at være på afdelingen og fordi der var så få mulighed for fysisk aktivitet, at det var en kamp at få rørt sig.

Ingen motivation

Det var i grunden en smule paradoksalt, fordi der både var en kondicykel og en romaskine, vi frit kunne anvende det meste af døgnet, men dels var der ikke nogen rigtig struktur eller rutiner på afdelingen og dels var der ikke nogen af de andre indlagte, der for alvor gik op i træning og som jeg kunne træne med og blive motiveret af, som det var tilfældet i Vestre Fængsel.

Æblekage

Efter havetur lavede Rikke, J, Nordjyden og jeg æblekage i ergoens køkken. På næste og sidste havetur løb jeg lidt kortere distancer og gik resten af tiden, mens jeg talte med Hypomanen, som havde fået lidt mere Zyprexa og derfor var mere sammenhængende og rolig. Han talte stadigvæk meget om aliens, pyramider og strengteori, hveri der var elementer af reel videnskab, men mest bare psykotisk vrøvl. Ikke desto mindre var han underholdende nok og jeg tog det, han fortalte som en slags eventyr.

Drabsmanden

Jeg var ved at gå til af kedsomehd og håbløshed, så enhver form for eskapisme var mere end kærkommen, selv fantasifulde vrangforestillinger fra Hypomanen. En af dem, jeg spillede badminton med. men ikke Nordjyden, erfarede jeg forleden havde slået et andet menneske ihjel i en alkohol og stof påvirket tilstand.

Ingen synlig anger

Personalet kunne godt lide hans charme, de sværmede for ham og gav ham meget opmærksomhed og sekundær gevinst, som var han et offer. Han var ganske rigtigt charmerende, men ikke et offer og det virkede på ingen måde, som om han angrede eller var ked af hvad, han havde erkendt at have gjort. Det var ikke et spørgsmål om skyld eller uskyld, for han havde som sagt erkendt forholdet, men han påstod at han intet kunne huske fra episoden.

Misbrugets skyld

Han talte meget om, at han havde været misbruger af både alkohol og forskellige typer stoffer, at han havde haft flere længerevarende behandlingsforløb bag sig, herunder i døgnbehandling, og han skød skylden for drabet på misbruget. Han sagde at, han bare skulle have det bedst muligt nu og blive idømt en kort kortest mulig straf. Det, han talte mest om, var, hvor meget han trænede, hvor ung han var og hvor meget testosteron hans unge krop indeholdt, samt om hvor storslået en fremtid og et potentiale han besad.

Det virkede, som om han havde en opfattelse af, at han nærmest allerede havde udstå sin straf ved at have været varetægtsfængslet i fire måneder indtil videre. Han var typen, der skulle være den bedste til alting på afdelingen, samtidig med at han også ville betragtes som et stakkels offer for den sygdom, han mente, at det at være misbruger var.

Forkert sanktion

Han var ikke sindssyg på noget tidspunkt, jeg var indlagt sammen med ham, men derimod en misbruger, som nok burde have været i en rigtig arrest og idømmes en fængselsstraf, fremfor den anbringelsesdom, som han var stillet i udsigt af psykiateren. Problemet med den plan var, at han var ved at trappe ud af al sin medicin, så han ikke var behandlingskrævende og dermed i egen optik snart parat til at komme ud i samfundet igen. Som jeg forstod det, var han blevet opstartet i antipsykotika og benzodiazepiner, da han blev varetægtsfængslet for omkring 4 måneder siden; forinden havde han været ordinær misbruger, og ikke sindssyg, ihvertfald ikke uden at sindssygen var udløst af misbruget.

Kun tre alarmer i dag

Sygeplejersken Nanna havde fundet en radio til mig i dag, hvilket var sødt af hende, men da jeg ikke kunne se klokken på den, hvilket var årsagen til, at jeg havde spurgt hende for længe siden, så måtte jeg returnere den igen, så en anden indlagt måske kunne få gavn af den. Nanna sagde også, at jeg kunne få lov til at træne i 10 minutter i motionsrummet. Der sad fem ansatte og så TV i fællesmiljøet i sofaerne og sofastolene, mens vi kun var tre indlagte. Jeg spurgte, om nogen havde tid til at gå over i motionsrummet med mig i 10 minutter, hvilket lykkedes takket være Nannas indsats, og jeg nåede tre tricepsøvelser og en enkelt øvelse med udadrotation i skulderleddet, men jeg kunne ikke nå at have særlig lang pause mellem sættene.

Truet til ros

Senere på aftenen cyklede jeg en smule på kondicyklen og læste samtidig i hæmatologibogen. Der var kun tre alarmer i dag. Jeg var meget nedtrykt på grund af min udsigtsløse situation. Min advokat virkede ret ligeglad, og det gjorde alle andre for den sags skyld også. Men modsat min advokat fik de andre heller ikke penge for at hjælpe mig. Jeg havde været nødt til at skrive et dokument til indscanning i journalen, hvor jeg roste afdelingen, og anførte, at jeg havde det fremragende, samt at de ikke ville høre mere til mig, så snart jeg blev tilbageflyttet til Vestre. Det var alt sammen løgn. Men jeg huskede kun alt for tydeligt Psykiaterens indirekte trussel om, at han anså min tidligere kritik af at være på retspsykiatrisk afdeling som psykisk rask, som et “rødt flag”.

“Ikke håndlotion til dig”

Men jeg havde ikke en krone på det tidspunkt, da banken ikke havde overført pengene endnu (det tog dem ca. 10 dage), hvilket jeg fortalte Phoung, som bare sagde, at jeg måtte håbe at pengene kom i morgen. Hun var iskold. Og da Phoung et par dage efter igen var min kontaktperson, så gentog det sig, men nu var det bare fugtighedscreme, jeg ikke måtte få, selvom huden på mine håndrygge sprækkede, fordi den var så tør. Måske skulle jeg fedte for personalet, ligesom Drabsmanden? Det virkede i hvert fald.

Fedterøven

I dag til aften sagde Drabsmanden til to ansatte, at han syntes, at de gjorde en stor indsats, at han var imponeret over deres arbejde, samt at hvis vi ikke kunne spille badminton i dag, så var det bare sådan, det var. Han var ikke sarkastisk. Det var noget af det klammeste røvslikkeri, jeg til dato havde bevidnet, og jeg mistede endnu mere respekt for ham.

Ikke så smart endda

Han underholdt os igen under aftensmaden om, hvor god han var, fordi han på helt eget initiativ var gået i gang med at trappe ud af alt sin medicin (benzoer og antipsykotika). Hvor ubehageligt det var for ham, men samtidig også hvor sej han var, fordi han kunne holde det ud. Det var til at brække sig over og måske var han ikke så smart, som han selv gik rundt og troede; for han var ikke sindssyg, kun misbruger og at begå drab i en alkohol- og stofkoger, var ikke en undskyldning og burde ikke give straffrihed.

Slip for straf

Ellers kunne alle bruge det som undskyldning. Drabsmanden ønskede en anbringelsesdom, for så ville han med garanti slippe meget billigere end med en fængselsstraf. Men så skulle han jo ikke udtrappe af den antipsykotiske medicin, eller benzodiazepiner for den sags skyld, allerede før han modtog sin dom. Han skulle faktisk gøre det modsatte, at få så meget medicin som muligt, for at demonstrere overfor dommeren, hvor syg han var.

Psykiatriens største løgn

For var han psykisk normal, uden sindssyge og uden at få antipsykotisk medicin, så var der jo absolut ingen grund til at idømme ham en foranstaltning. Der var særlige afdelinger til misbrugsbehandling i fængslerne til folk som ham. Ville han snyde sig til straffrihed under påberåbelse af sindssyge, så var prisen, at man spillede med og accepterede den invaliderende og livsfarlige antipsykotiske medicin, i hvert fald til han modtog sin dom. Det var prisen.

Den største løgn, psykiaterne var sluppet afsted med, var, at de påstod, at man ikke kunne snyde sig sindssyg og få en behandlings- eller anbringelsesdom. Det kunne man meget let. Og jeg havde personligt bevidnet flere gøre det. Men da psykiaterne var kronisk forsmåede og jeg-svage, fordi de vidste at de ikke var rigtige læger og fordi psykiatrien derfor var alt andet end videnskabelig, så bildte man befolkningen ind, at man vidste hvem, der var syge og hvem, der var raske.

I pose og sæk

Men drabsmanden ville have i både pose og sæk, for det var han tilsyneladende vant til og det skulle nok også lykkes for ham nu. Drabsmanden havde kun fået medicinen mod sindssyge i den tid, han havde været i varetægtssurrogat, altså i omkring fire måneder. Jeg kunne høre Hystaden sparke på døren og råbe. Han var ude af bæltet nu.

Søvnløshed

Jeg havde meget svært ved at sove i nat, hvilket var en smule usædvanligt. Jeg lå og rumminerede og tænkte på hvordan jeg skulle tage hævn, samt hvem det skulle gå over og jeg havde meget svært ved at vente til jeg blev løsladt.

Advokaten og dødsdommen

At jeg skulle vente over et år til retssagen, var en dødsdom og det vidste anklagemyndigheden udmærket. Det samme gjorde min advokat. Det virkede ikke som om hun var på min side, hun tog mig tydeligvis ikke alvorligt og hun var kold og udtryksløs, da hun kategorisk og abrupt afviste, at der var noget, jeg kunne stille op. Jeg spurgte om jeg da ikke kunne få min dag for en anden ret end Glostrup, et sted der havde kortere ventetid, men det var naturligvis umuligt. På den måde var hun som jeg så det nærmest værre end mine bødler, for hun skulle forestille at være på min side, det fik hun penge for, men hun var det ikke, var min klare opfattelse.

Endnu en alarm

Kort efter morgenmaden gik alarmen igen. Det var Hystaden, der var gået amok ovre på det andet afsnit, og jeg kunne se ham gennem vinduerne på den anden side af kontoret stå og råbe og fægte med armene.

Politi på afdelingen

Han havde væltet morgenmadsvognen og det faste personale, samt det tilkaldte, havde barrikaderet sig på kontoret, hvor de stod som paralyserede får og kiggede skræmte på hinanden. Politiet blev tilkaldt, først en patruljevogn, der bremsede med hvinende dæk uden foran afdelingen, herefter en indsatsledervogn. Hystaden kom i bælte og de fem betjente forlod afdelingen igen.

Undskyldning for dovenskab

Men fordi Hystaden var i bælte og skulle have en enkelt fast vagt, blev alle aktiviteter aflyst. Der var rigeligt med personale, ikke travlt efter politiet havde lagt Hystaden i bælte, men Phoung fik straks stoppet alt.

Unødvendige tvangsindgreb

Der var tre alarmer sent i går aftes og i nat. Da nattevagten kom og vækkede mig for anden gang klokken 6, kunne jeg ikke falde i søvn igen. Jeg skulle have taget nye blodprøver og nyt EKG til formiddag, men ingen anede hvorfor. Sygepleje Nanna og sygeplejerske Rikke skulle agere bodyguards og intimidere mig til at underkaste mig de tvungne og unødvendige prøver. De initiale blodprøver og det første EKG viste intet abnormt, så det gav ingen mening at gentage dem og ingen kunne fortælle mig hvad indikationen var, selvom det selvfølgelig var lovpligtigt at oplyse. Efter prøverne fortalte Rikke mig, at alle indlagte som standard skulle havde taget blodprøver og EKG hver måned.

Havetur og træning

På dagens handler trænede jeg dips og triceps, idet jeg til sidstnævnte formål medbragte et håndklæde, så jeg kunne træne denne muskel relativt isoleret. Jeg ville på de efterfølgende haveture træne flere øvelser for brystmusklerne og triceps igen. Jeg bad min kontaktperson SOSU-Helle om at få demonstreret nogle skulderøvelser af Anne-fys. Det havde jeg naturligvis ikke behov for, jeg kendte alle øvelserne, det var bare et påskud for at komme i motionsrummet og træne.

Nazi-husorden

Jeg fik udleveret et eksemplar af husordenen til ophængning på min stue. Den opremsende primært alle restriktionerne, og begrundelserne var ‘hensynet’ til de indlagte, altså at det skulle være et ‘rart’ og ‘trygt’ sted at være ufrivilligt indespærret. Det var selvfølgelig noget bræk, for de fleste restriktioner havde intet med hensynet til os at gøre.

Provokerende regler

Af de mest provokerende og uforståelige regler var, “Vi vil ransage din stue jævnligt og klappe dig på - eller tjekke dine lommer. Du vil også blive bedt om at lade dig visitere”. I den tidligere udgave stod der “kan” i stedet for “vil”. Man måtte heller ikke have mere end højest fem sæt tøj på stuen, ligesom at ‘store jakker og hatte’ var forbudt at bære under måltiderne. Under afsnittet om besøg, stod der at personalet vurderede, hvem man måtte have besøg af og om det skulle være overvåget, altså også selvom man ikke havde besøgs- og brevkontrol.

Hjemlet?

Det var faktisk et stort indgreb i ens frihed. Der stod intet om ens rettigheder i husordenen og selvom man gerne måtte få pårørende til at komme med tøj, så stod der intet om det, kun at de måtte medbringe kontanter. Telefoni skulle også godkendes af personalet, også selvom man ikke havde besøgs- og brevkontrol. Det var helt vildt, at personalet bare kunne lege dommere og bestemme hvem, man måtte ringe til. Så hvis man eksempelvis ringede til en pårørende, der var jurist og spurgte vedkommende til råds, så kunne personalet uden videre bare nægte fremtidig kontakt med vedkommende. Og personalet på P7 var så moralsk pilrådne og forråede, at det netop var den slags de gjorde. Selv i den nye version af husordenen var der mange grammatiske fejl, men det gik fint i spænd med det faglige niveau.

Officielt løsladt

Omkring klokken halv ti, netop da jeg havde klædt mig på til den annoncerede havetur, blev der banket på døren til min stue og min kontaktperson og en læge med usædvanlig lav kropshøjde, grænsende til dværgvækst - omend uden dysmofre træk eller disproportionalitet mellem krop og lemmer - præsenterede sig. Frodo, som var en venlig og gemytlig fyr, medbragte umiddelbart gode nyheder til mig, nemlig at anklagemyndigheden havde ringet op og oplyst ham om, at min varetægtsfængsling var ophævet dags dato. Jeg takkede Frodo, som kvitterede med at smile og siger, at det da var rart for en gangs skyld at overlevere gode nyheder til en indlagt. Jeg ønskede ham en god dag, og han og kontaktpersonen forlod min stue igen.

Selvom jeg nu var løsladt, var jeg stadig frihedsberøvet på afdelingen indtil mentalundersøgelsen var færdiggjort, hvordan det ellers hang sammen. Omvendt skulle jeg have været fristforlænget i morgen i videoretten.

Nægtet husordenen

Jeg lavede fire sæt armbøjninger og flere tricepsøvelser på den efterfølgende havetur. Da jeg kom ind igen, bad jeg E om at få udleveret afdelingens husorden. Hun sagde, at hun ikke var sikker på, at jeg måtte få udleveret den, men at hun lige ville høre de andre. Jeg fik aldrig husordenen udleveret.

Min mening

Jeg havde forinden stille og roligt talt med en anden ansat og på hendes forespørgsel om hvordan jeg opfattede ordlyden af den nyligt redigerede husorden, som hang på tavlen og som jeg bad om en kopi af, og jeg havde ærligt sagt, at det virkede som en ubehagelig stramning, at man havde ændret ordet ‘kan’ til ‘vil’ i sætningen “vi vil ransage din stue og person regelmæssigt’ og uden nogen konkret mistanke. Hun spurgte selv, og jeg svarede helt neutralt.

Straffet for kritik

Et par timer efter samtalen bankede det på døren og tre ansatte, herunder den pågældende, jeg havde talt med, invaderede min stue, mens jeg lå og læste i sengen. De var alle iført engangshandsker, og den ene af dem sagde “nu skal vi visitere din stue”. Der var ingen forklaring eller begrundelse. Det virkede nærmest som en straf for, at jeg havde været så fræk at ytre min mening om deres ransagningsprocedure. De fandt selvfølgelig ingenting, heller ikke min dagbog, som jeg nogle dage forinden havde afleveret til min advokat til sikker opbevaring. Det eneste, jeg var i besiddelse af, som jeg ikke måtte have, var en tandstikker med tandtråd, men den nåede jeg at gemme under dynen, da de entrerede.

Vilkårlighed

De havde tidligere ransaget min stue uden grund og intet fundet, jeg røg ikke, jeg havde aldrig lavet ballade, jeg var altid stille og rolig, jeg havde næsten ingen ejendele liggende og der var altid perfekt orden på min stue, så det virkede bare som plat chikane, fordi jeg havde ytret mig om mine rettigheder. Da de var færdige, forlod de uden et ord min stue igen og jeg fik aldrig nogen begrundelse, endsige en kvittering for, at de havde ransaget mig. I Vestre Fængsel blev alle ligeledes visiteret, men der modtog man altid en kvittering efterfølgende, som dokumentation.

Upopulær afdeling

Jeg udeblev fra det tåbelige morgenmøde, hvilket var formentlig første gang. Satte mig i fællesmiljøet og læste. "Hvad laver du dog hér? Er du gået forkert? Kan du ikke kende forskel på P2 og P7?", sagde den nys ankommende ansatte fra P2, der kom over til vores afdeling for at deltage i det fælles morgenmøde på kontoret, til den efter fire måneders fravær tilbagevendte SOSU-assistent på vores afdeling. Hun gav hende et knus. Sandelig så, det var ikke kun os indlagte, den var gal med, det var vist P7.

Ergoterapi og is

Jeg gik ind på min stue og sov. Blev vækket af to alarmer med fem minutters mellemrum. Der var intet TV signal på afdelingen, så det var endnu mere håbløst end normalt. Ergoen bankede på, fordi vi havde en aftale om at lave Daim-is. Vi gik ud af afdelingen og ind i det nærliggende ergo-køkken.

Tak for lån

Jeg afleverede de tre bøger, jeg havde lånt af hende tilbage og takkede hende for den venlige gestus og for god behandling. Jeg havde været i haven i morgen, hvor Hypomanen havde væltet den store skraldespand med et spark i raseri over psykiaterens påbegyndte tvangsmedicinering af ham med antipsykotisk medicin. Jeg roede i sammenlagt 30 minutter. Mødte bagefter Psykiateren på gangen og hilste på ham.

Så kom TV signalet igen og jeg så badmintonkampen mellem Astrup/Rasmussen og Jomkoh/Kedren og jeg var dybt imponeret over spillernes hurtighed og præsentation. De to mandlige sygeplejersker, H og H, kom om aftenen hen til mig og spurgte venligt til min løsladelse i morgen.

Giftig kultur på afdelingen

For nogle dage siden betroede en af de ansatte sig yderst usædvanligt til os patienter mens vi sad i fællesmiljøet. Vi var foruden den ansatte tre indlagte og den pågældende ansatte fortalte os, hvor usund en kultur der eksisterede også mellem de ansatte internt.Ved at ytre sig kritisk om sine kolleger brød han en overskred han grænsen mellem de ansatte og indlagte, hvilket som sagt var meget sjældent forekommende i den verden, men han havde omvendt ret.

God stemning

Jeg havde hørt en tilsvarende kritik fra en anden ansat for en uges tid siden, omend ikke så eksplicit og to af de bedste ansatte på afdelingen havde sagt op, alene i den tid jeg havde været på stedet. Enkelte ansatte var gode nok, men for flertallet var det modsatte desværre tilfældet. Store Henrik, som var en af de gode ansatte, var heldigvis på arbejde til aften og endnu mere heldigt var det, at han også var min kontaktperson og ikke Knud Erik, som også havde forladt plejehjemmet for at være på arbejde. At Store Henrik var her betød, at der ikke var en dårlig stemning, samt at der ikke var noget der ikke kunne lade sig gøre, modsat sådan som det forholdt sig normalt, når det kun var de magelige hattedamer, der var på arbejde.

Aldrig før i hallen

Ikke blot lykkedes det os at komme i motionshallen og spille badminton, for Store Henrik formåede at få både R og Den Stille Pige til at deltage i spillet. Hun havde i går aftes udløst en alarm, da hun pludselig og umotiveret angreb personalet igen. Men ovre i hallen var der ikke nogen som helst problemer. Hun udbrød med et smil på læberne “Nej altså, ligger hallen så tæt på afdelingen?”, da vi gik derover i samlet flok. Hun havde været indespærret på afdelingen i ni måneder, men havde aldrig sat sin fod i hallen før i dag. Hun var faktisk ret god til badminton og selv om hun havde taget en hel del på i vægt af medicinen, så havde hun en sikker hånd og et perfekt slag og ramte de fleste bolde.

Den Stille Pige glad

Hun smilede og lo og det gjorde hun fortsat, da vi efter spillet kom tilbage på afdelingen. Hun var ung og havde livet for sig, hun var virkelig en patient man skulle hjælpe i forhold til vægt og sundhed, og hun både ville og kunne deltage i sport, så hvorfor var det første gang hun var i hallen? Det var et enormt svigt at personalet aldrig havde prøvet at motivere hende til halsport i alle de måneder hun havde været indlagt. Det sagde alt om forråelsen og ligegyldigheden blandt flertallet af personalet.

Store Henrik havde ikke haft svært ved at få Den Stille Pige til at tage med i hallen, det gik ret nemt, men hans kolleger var til gengæld utroligt svære for ham at motivere til at acceptere, at vi gik derover, for de kornfede matroner var vant til at dovne den endnu mere i aftenvagten end i dagvagten (hvordan det ellers var muligt). Vi kunne se Store Henrik samle alle sine vrangvillige kolleger inde på kontoret hvor de stod med forurettede udtryk og armene over kors i en halvcirkel, mens Store Henrik stod og overbeviste dem om, at der ikke var noget problem i halturen.

Han var meget sikkerhedsbevidst, mere end hønsene, og han tog ingen chancer, der var intet risikabelt ved det, så det kunne de andre ansatte ikke bruge som argument for at krydre røv, hvilket ellers var deres automat reaktion på alt, der medførte at de skulle udføre deres job. Det handlede ikke om sikkerhed, men mest om at gide.

Før anholdelsen

Jeg var løsladt til gaden og havde intet at leve for. Jeg var stadig tiltalt og min advokat pissede stadig på mig. Derfor kom jeg i fængsel igen meget snart, og når jeg en dag blev løsladt, ville jeg hævne mig og ryge i fængsel resten af livet. Alle vidste hvad der ville ske.

Psykologsamtalen

Under den første havetur på et kvarter, trænede jeg ryg med tre øvelser med hver tre sæt. Kort efter vi blev lukket ind igen, bankede det på døren og SOSU-Helle og Psykolog-Søren stod udenfor. Nu var det tid til den - særdeles - ventede psykologsamtale og test. Først skulele jeg svare på udvalgte spørgsmål fra den såkaldte PSE (Present State Examination). Det var et semi-struktureret interview og de udvalgte spørgsmål var inden for forskellige sygdomskategorier, og qua retspsykiater Gitte Ahles fejldiagnoser, var det indenfor psykose og autismeområdet.

Psykologen var flink og stille og rolig og han virkede selv en smule nervøs eller utilpas til at starte med. Han hakkede lidt i det og havde røde kinder, og det var måske lidt akavet for ham at sidde og teste en psykisk rask lægeuddannet patient.

PSE

Det var spørgsmål af typen, "føler du at der er nogen, der forfølger dig? Er der nogen, der overvåger dig? Kan du høre tanker, der ikke er dine egne? Kan du se, høre, mærke, smage eller lugte noget, som ingen andre kan? Hvordan har du det med de andre på afdelingen?". Jeg svarede benægtende til samtlige spørgsmål eller på en måde, der ikke indikerede psykisk sygdom eller lignende, fordi det var i overensstemmelse med sandheden.

Rorschach

Så kom turen til Rorschach testen, der forfulgte mig som en ond ånd. Testen gik ud på at jeg ad to omgange skulle beskrive motiv, form, farve og afgrænsning af ti billeder med forskellige udtværede blækklatter. Jeg svarede det, jeg kunne huske fra Wikipedia, hvilket dog også var det, jeg selv syntes at blækklatterne lignede: Natsværmer/flagermus, sommerfugl/flagermus, to ansigter, der vendte mod hinanden, to nisser, to firbenede pulsdyr, fire larver/edderkopper, et ansigt set forfra, to billeder med dyreskind.

Det var hurtigt overstået. Uanset hvad resultatet af testen var, kunne den ikke bruge det til noget som helst. Hvordan skulle den dog kunne sige noget om min personlighed eller psykiske habitus? Det var latterligt at tro, at den kunne det. Jeg var dog så lettet over at Rorschach, at jeg takkede psykologen og gav ham hånden til afsked. Faktum var, at jeg var normal psykisk; hvis Rorschach også 'viste' det, var det fint, men man skulle ikke bilde sig selv ind, at den var i stand til at påvise det eller modsat, sygdom. Rorschach og psyke var to helt forskellige fænomener.

Ånden i glasset

Rorschach testen var lige så videnskabelig og troværdig, som at spørge ånden i glasset, lægge Taratkort eller spå i kaffegrums. Hvad fanden med meningen med at bruge den på mennesker i 2024? Måske bestod testen i virkeligheden i, at hvis man accepterede at deltage i den, var det et klart tegn på at man var sindssyg, og modsat, hvis man til psykologen sagde, at man da virkelig ikke gad at spilde sin tid på overtro, så havde man bestået og var normal? Hvis man som psykolog anvendte Rorschach (især) med tvang overfor en person, og når psykologen måtte være klar over at testen var uvidenskabelig og helt uegnet, så var den pågældende at betragte som kvaksalver.

"Du er jo normal"

Psykologen konkluderede i øvrigt efter testene, at jeg var normal. Han havde ret. Retspsykiater Ulla Noring og retspsykolog Michael Schiødt havde taget fejl. Eklatnt fejl. Fik det konsekvenser for dem? Nej, selvfølgelig ikke. De fortsatte sikkert med at fejldiagnosticere den ene observand efter den anden og anbefale straffrihed eller det modsatte fuldstændig vilkårligt. Dommerstanden rettede sig altid efter hvad de to konkluderede, hvorfor de havde alt for stor magt over menenskers liv og når den rette dømte ikke fik den rette straf, så ville det sandsynligvis medføre mere kriminalitet og flere ofre.

Generøsitet

Om eftermiddagen og aftenen begyndte jeg at få det fysisk dårligt med trykken i venstre side af brystet, udtalt svimmelhed, som gav mig balanceproblemer og jeg mistede pusten. Takket være Nordjyden og hans vedholdenhed lykkedes det ham og jeg at komme i motionsrummet, og vi trænede biceps og ryg, men jeg var meget svimmel og følte mig skidt tilpas, så jeg præsterede ret dårligt. Efter træningen kom Den Yngre Kvinde hen til mig i fællesmiljøet. Jeg havde hjulpet hende med at få kontakt til retshjælpsordninger, især KRIM, som var den ordning, der accepterede at hjælpe hende. Hun gav mig senere en T-shirt som gave.

Bogdamen

Under første havtur trænede jeg ben i en reduceret udgave af det program, jeg havde trænet i Vestre Fængsel. Jeg var nødt til at splitte træningsprogrammet op, da hver havetur kun varede i 15 minutter. Jeg så Psykiateren i morges, men han holdt sig væk fra afdelingen resten af dagen. Så kom hende, jeg kaldte for Bogdamen forbi. Som jeg kunne forstå på personalet havde hun titel af ‘pårørendekontakt’, men i forhold til mig, som ingen pårørende havde kontakt med, var hun qua sin funktion som hende, der kom forbi afdelingen med bøger, altså ‘Bogdamen’ i min verden.

To bøger

Jeg fik en længere samtale med Bogdamen, som umiddelbart virkede meget indsigtsfuld og ikke som én, der var fedtet ind i samme virkelighedsstridige univers som plejepersonalet. Jeg lånte desuden to bøger på den lille bogreol med hjul, som hun kom trillende med. Den ene bog hed "Det vigtigste i livet - ti interview”, fra 2006 og skrevet af Tenna Nielsen. Den startede jeg med og var hurtigt igennem den. Den anden havde titlen “Som et spejl - mit liv med skizofreni”, fra 2018 og skrevet af My-Mirah Bjørg Eluna Andersen. Jeg påbegyndte bogen, som var overordentligt kunstfærdigt skrevet, men også på et langt højere niveau end den anden bog, jeg havde lånt.

Udskrivelsesplaner til Sanne

På næste havetur trænede jeg benprogrammet færdigt. Derefter havde jeg en længere samtale med Sanne, som jeg fangede i et empatisk og lyttende øjeblik, og hende fortalte jeg om mine planer ved udskrivelsen. Jeg sagde tingene som de var, ikke det, jeg vidste, hun gerne ville høre, ikke et skønmaleri, hun bagefter kunne skrive ind i min journal, men eksakt det, jeg havde i tankerne at foretage mig i det sekund, dørene blev åbnet og jeg forsvandt fra afdelingen.

Om mit vidnesbyrd

Jeg ville sandsynligvis gå ud i Fasanskoven og finde teltet, liggeunderlaget og soveposen, som jeg havde pakket sammen og gemt væk, måske ville jeg så småt starte på Kofoed Skole igen, og jeg ville med sikkerhed begynde arbejdet med at skrive min dagbog ind og denne gang skulle mit vidnesbyrd være et hæderligt og konstruktivt ét af slagsen og jeg ville ikke pege fingre af nogen, for det var vigtigt at det var noget, som andre gerne ville læse, og det var ikke tilfældet, hvis det bare var én lang række af anklager mod navngivne personer.

Den Nye Tysker

Der ankom en ny patient i dag; en tysker, nærmest som en erstatning for den landsmand, der kort forinden var afhentet af politiet og udvist til Tyskland. Den Nye Tysker var tydeligvis evnesvag (undskyld, men det var han rent faktisk), lalleglad, fjoget og gik rundt og heilede mens han sang tyske nazisange og tossede rundt i sin helt egen verden i det hospitalstøj, han endnu var iklædt. Han havde nogle underligt døde, som ikke lod til at fokusere på noget bestemt, som om han var blind, hvilket han ikke var. Han var helt skaldet, bortset fra enkelte spredte hårtotter, som frisøren lod til at have overset.

Ny interesse

Jeg var begyndt at se badminton i fjernsynet, hvilket var noget jeg aldrig havde gjort før, og jeg havde heller ikke interesseret mig spor for badminton. Før nu. Det var en mærkelig erkendelse, for jeg havde for længst afskrevet. Men nu var badminton altså noget af det mest interessante, jeg kunne se fjernsynet og som jeg rent faktisk formåede at blive opslugt af. Jeg trænede mange sæt mavebøjninger på stuen, før vi gik over i hallen (meget apropos det, jeg så i fjernsynet) og spillede badminton; det blev til nogle fantastiske kampe, hvor vi fik sved på panden og der var en rigtig god stemning.

Sannes mærkelige opførsel

Efter vi kom tilbage fra hallen, sad jeg og læste i en bog ved et bord i fællesmiljøet, for at køle ned, før jeg gik i seng. Sanne kom hen til mig og satte sig overfor mig ved bordet og stirrede bare på mig. Jeg lagde bogen til side og sagde venligt “hej Sanne, hvad så?”. Sanne sagde, at Z havde ringet. Jeg svarede, at jeg ville ringe tilbage til hende i morgen, da jeg var helt smadret og snart gik i seng. Men herefter blev Sanne bare siddende og stirrede på mig uden at sige noget. Det var meget mærkeligt.

Så gentog det, hun netop havde sagt, og det samme gjorde jeg, bare mere afværgende med ordene, “jeg skal nok ringe tilbage, men jeg er bare så træt og går i seng om kort tid, det håber jeg er ok”. Jeg tog nu bogen op og begyndte at læse videre og håbede hun fangede vinket med vognstangen. JEg vidste godt, at personalet havde lært på et samtaleteknisk kursus, at de skulle holde nogle lange pauser under samtalen for på den måde at tvinge patienten til at sige noget, fordi stilheden var så akavet, men der var ikke mere for mig at sige.

Utrolig nok blev Sanne bare siddende, og så gentog hun fandme endnu engang sig selv. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, det var yderst påfaldende. Hvad skete der? Var hun på stoffer eller havde hun fået en akut psykose? Det var pinefuldt at sidde og læse demonstrativt, mens Sanne sad og intet sagde og bare kiggede på mig, men til sidst rejste hun sig og gik.

Vilkårlige krænkelser på P7

I mine papirer opdagede jeg en kvittering efter en celleransagning fra Vestre. Det var et fortrykt skema, hvor der med kuglepen af vagten var anført, hvem der havde foretaget visitationen af cellen, samt hvilke fund, der var gjort. Det var foregået i forbindelse med den store razzia i Østfløren og der var naturligvis ikke fundet noget ulovligt i min celle, men kvitteringen var min dokumentation for indgrebet i mit privatliv og en retssikkerhedsmæssig foranstaltning og det syntes jeg var helt fint og gav ikke anledning til sure miner hos mig, for hvis bare tingene foregik lovligt fra betjentenes side af, så be my guest.

I mine papirer opdagede jeg en kvittering efter en celleransagning fra Vestre. Det var et fortrykt skema, hvor der med kuglepen af vagten var anført, hvem der havde foretaget visitationen af cellen, samt hvilke fund, der var gjort. Det var foregået i forbindelse med den store razzia i Østfløren og der var naturligvis ikke fundet noget ulovligt i min celle, men kvitteringen var min dokumentation for indgrebet i mit privatliv og en retssikkerhedsmæssig foranstaltning og det syntes jeg var helt fint og gav ikke anledning til sure miner hos mig, for hvis bare tingene foregik lovligt fra betjentenes side af, så be my guest.

Visitationer på P7

Men sådan var det ikke på afdeling P7. De to gange min stue var blevet visiteret indtil videre, havde personalet ikke udleveret noget som helst efterfølgende. De havde heller ikke fortalt mig om de havde fundet noget, jeg ikke måtte have på stuen, og årsagen til visitationen havde jeg ikke fået at vide. Den første visitation blev foretaget af Cecilie og Erika og uden at jeg var til stede, og de havde heller ikke informeret eller tilbudt mig at være det.

Efter anden visitation af min stue havde personalet taget min hårgel; der var fortsat en smule tilbage, som jeg bevidst gemte til en særlig anledning, men de måtte have troet, at tuben var tom og taget og smidt den ud, fordi de gik meget op i, at man ikke måtte have for meget liggende på ens stue (højest fem sæt tøj dikterede husorden).

Personalets chikane af N

N var den af de indlagte, som blev chikaneret mest af personalet. Senest var hun blevet nægtet at modtage tøj, et analogt armbåndsur med visere (som man godt måtte have) og et par sko af sine pårørende. Hun havde ikke fået nogen forklaring af personalet. N havde ikke besøgs og brevkontrol og alle andre i en identisk situation som hun, måtte gerne få alt det, som hun blev nægtet.

KRIM til undsætning

Den Anden Kvinde spurgte mig, om jeg kunne hjælpe hende, så jeg gav hende flere telefonnummer til retshjælpsordninger, som hun kunne ringe til, herunder nummeret til retshjælpen KRIM. Jeg opmuntrede Den Anden Kvinde til at søge råd hos især KRIM. Vi stod og talte sammen i det nye rygebur og med døren til fællesmiljøet lukket, så personalet ikke kunne høre os, for vi vidste begge at de straffede patienter, der klagede med at indskrænke deres friheder, gøre dem mere syge i journalen end de var, eller forlænge deres indespærring.

Den Anden Kvinde gik straks ind og ringede til samtlige retshjælpsordninger, eller det vil sige, hun skulle have personalet til at ringe op. Hun var forståeligt nok meget utålmodig og følte sig med rette uretfærdigt behandlet, men jeg sagde, at det var bedst, hvis hun ventede til i morgen, for klokken nærmede sig 21. Det meste på afdelingen af regler og sanktioner var vilkårligt og næppe hjemlet nogen steder. Det var ikke ligefrem udtryk for paranoia eller nogen overdrivelse at konstatere, at personalet disciplinerede de indsatte ved at nægte dem basale rettigheder og straffede dem, de bare ikke brød sig om.

Ny advokat

Det første, jeg ville gøre, når jeg havde mulighed for det, var at finde en ny advokat. Hun burde i min optik ikke have lov til at fungere som advokat. Så snart jeg havde hentet min dagbog på hendes kontor ved udskrivelse, ville jeg finde en anden til at repræsentere mig i retten. Der var efter min bedste overbevisning ingen forskel på min advokat og anklagemyndigheden. Hun holdt tydeligvis ikke med mig.

"Sieg heil und kill all the banaanen!"

To alarmer fra morgenstunden som effektiv morgenvækning og så op kl. 7.10. Der var ankommet en ny patient i løbet af natten, en høj og meget slank somalisk udseende, midaldrende mand med bandageret skinnebenssår. Lidt efter kl. 8 gik alarmen på ny.

To minutter efter endnu en alarm. Den nye tysker, der ankom i går aftes var en morgenfrisk type, han marcherede bogstaveligt talt frem og tilbage foran morgenmadsvognen i en karikeret strækmarch (dog uden at heile) iført det nu brunligt tilsmudsede patienttøj og store, kraftige militært udseende støvler, mens han sang "sieg heil und kill all the banaanen!" og råbte "Aspergers!" med sin kraftige og skingre tyske accent og grinede fjoget.

Han var kronraget, bortset fra de stedvise hårtotter og da jeg nærmede mig ham forsigtigt for at byde ham velkommen til afdelingen, kunne jeg ikke få øjenkontakt med ham, hans grå øjne kiggede nærmest igennem mig, som eksisterende jeg ikke.

Aspergers kunne vist ikke gøre det i hans tilfælde. Hvad end tyskerens psykiske problemer bestod i, var de nok kommet for at blive. Her hjalp ikke nok så meget antipsykotisk medicin eller ECT. Han var som kommet straight out of den tyske version af Kofoedsminde. Hypomanen kunne slet ikke kapere Den Nye Tysker, fordi han var urenlig og satte sig med sine tilsølede bukser på stolene i fællesmiljøet. "Sig han skal gå i bad og giv ham rene bukser på! Jeg slår ham ihjel!", råbte han til personalet, mens han lavede karatespark ud i luften.

Værre end patienterne

Fordi det var Store Henrik, der var på arbejde i dag, fik vi lov til at komme i motionshallen og spille badminton, selvom det rent faktisk ikke var vores afdeling, der havde hallen. Det var Drabsmanden, Nordjyden, Carina, Louise og jeg, der tog af sted. Vi spillede double og byttede hold med hinanden undervejs, men Drabsmanden og Nordjyden skulle altid være på hver sit hold, fordi de var over 190 høje, atletiske og gode til badminton. Jeg både vandt og tabte kampe, så det var, som det skulle være, og stemningen var rigtig god, måske bortset fra at Carina var både en rigtig dårlig taber og en rigtig dårlig vinder.

Hun tabte de fleste kampe og blev så arrig, at hun ikke kunne skjule det, og midtvejs gad hun ikke at spille længere. Ingen patienter var så dårlige til at håndtere nederlag som hende, og havde en af os reageret på den måde, var det stensikkert blevet noteret i journalen som et sygdomstegn. Hun havde været utrolig hoverende, efter hun vandt sin eneste kamp, selv om det var hendes makkers fortjeneste. Men før hun kastede håndklædet i ringen, nød jeg at smashe så hårdt, jeg kunne mod hende af den årsag. Efter badminton spiste vi Daimis, som jeg havde lavet, og den var heldigvis god, modsat de mislykkede flødeboller

Snake Eyes

Sanne virkede nærmest helt oprigtig og venlig til aften, men man kunne aldrig være helt sikker på, hvor man havde hende. “Snake eyes" kaldte en indsat hende, fordi hun tilsyneladende kunne være meget slesk og ikke var til at stole på. TV signalet forsvandt igen og der var to alarmer til. Dette måtte være en af de længste dage i mit liv. Jeg længtes efter at være alene i mit telt i morgen, helt skjult fra omverdenen i bælgragende mørke og det eneste, jeg kunne høre, var vindens susen i træerne. Det var forbandet, at jeg skulle tale med Psykiateren først, før jeg blev udskrevet. Jeg vidste, at han ville dreje kniven godt rundt i såret en ekstra gang, før han smed mig ud på gaden.

Løsladt

Udskrevet til gaden

Det var længe siden, jeg havde været så utålmodig. Det var utroligt slemt, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor Psykiateren trak tiden så meget ud. Jeg så ham gå frem og tilbage mellem kontoret og samtalerummet med først den ene, så den anden patient, og med personalet i hælene flere gange, før det endelig blev min tur i allersidste øjeblik. Jeg kunne høre på Psykiaterens autoritative og noget mekaniske enetale, at det var en remse, han havde liret af mange gange før.

Jeg havde samlet set talt med Psykiateren i ikke over to timer i løbet af hele opholdet, inklusive dagens samtale på knap tre kvarter. Der var mange basale oplysninger, han endnu ikke havde spurgt mig om, og som han manglede, fordi de var så vigtige. Eksempelvis en grundlæggende screening, hvor man spørger om symptomer som åndenød, vandladningsbesvær, sukkersyge, problemer med bevægeapparatet og den slags, som man altid uden undtagelse spørger nyindlagte patienter om den første dag på hospitalet. Men nu stillede Psykiateren mig disse spørgsmål under en time før, jeg blev udskrevet efter mere end en måneds indlæggelse. Bedre sent end aldrig.

Overraskende humor

Under samtalen udviste Psykiateren faktisk glimtvis både humor og ironi, hvilket helt klart var formildende omstændigheder og et tegn på hans menneskelighed. Dog opvejede det ikke den ubehagelige måde, han hidtil havde opført sig på over for mig, siden jeg ankom. Slet, slet ikke. Men det var positivt at erfare, at han også besad disse kvaliteter.

Overlægens konklusion

Psykiaterens konklusion lød, at jeg ikke var psykotisk, ikke skizofren (dér kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet), ikke var autist eller personlighedsforstyrret, samt at jeg var strafegnet. Retspsykologen Søren var af samme opfattelse. Og det gjaldt også for alle andre, der havde brugt mere end en times tid i mit selskab.

Men det essentielle var, at Psykiateren havde konkluderet det, som tilfældet var, for det betød, at ‘nogen’ havde taget alvorligt fejl af mig. At Psykiateren så ingen eller meget ringe forståelse havde for mine håbløse livsvilkår gennem så mange år, at det var rædselsfuldt, at der ikke var en slutdato efter så lang tid, alt dette betød langt mindre i den sammenhæng.

Det var mere angstprovokerende at gå fra P7 til Middelfart Station end jeg havde troet, men efter så forholdsvis lang tids indespærring, men det lykkedes dog. Jeg var blevet vist ud fra afdelingen og igennem resten af hospitalet, som var ret stort. Jeg havde kun set den afdeling, jeg havde siddet på, samt motionshallen, men resten af stedet havde jeg ikke altså ingen fornemmelse af. Jeg havde før udskrivelsen tænkt på, at jeg ville se resten af hospitalet, samt gå en lille runde om hele matriklen, ja, måske oven i købet gå ned til havnen og et smut rundt i midtbyen.

Afskeden

Jeg fik doneret min hårtrimmer til Hypomanen, subsidiært til afdelingen, samt fik sagt farvel til alle indlagte, fraset de to senest ankomne. Det betød utroligt meget at tage ordentlig afsked med de andre. Det var en smule angstprovokerende at gå fra afdelingen til togstationen, men det var til at overkomme, til gengæld havde jeg det utroligt svært ved at skulle “køre på røven”. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud, skammen og omverdenens reaktion på, at jeg var gratist, men jeg havde selvfølgelig intet valg.

Væk!

Men i det sekund døren blev låst op og jeg var fri, havde jeg kun én tanke i hovedet, og det var at komme væk fra Galehuset hurtigst muligt. Jeg skulle bare væk, som gjaldt det livet, væk fra de tarvelige ansatte, væk fra Middelfart og hjem til Amager, hvor mit telt måske stadig befandt sig på Kalvebod Brygge. Problemet var også, at jeg havde meget travlt af en anden årsag, nemlig at det var fredag, at jeg ingen telefon, intet hævekort, tøj eller penge havde, fordi alt sammen lå i Vestre Fængsel til afhentning inden kl. 17.00.

Konsekvenser af nøl

Det var fredag og hvis jeg ikke nåede det, var det en ren katastrofe og jeg tvivlede stærkt på, at jeg ville klare det uden noget som helst helt til mandagen. Hvis Kim B havde afholdt den sidste samtale lidt tidligere på dagen eller for et par dage siden, hvor han burde have afholdt den, så kunne jeg have nået alt uden stress. Og jeg kunne også have fået pengene fra Vestre, hvilket jeg måtte undvære i dag.

Ingen togbillet

Det var lidt af et mareridt. Personalet på afdeling P7 var udmærket klar over mine logistiske problemer og socialrådgiveren havde ringet til Vestre og forgæves forsøgt at få dem til at overføre mit indestående dér til P7, således at jeg kunne købe en togbillet tilbage efter udskrivelsen og også havde penge til mad. Da det ikke var muligt, var der bare ingenting at gøre; afdelingen kunne ikke sørge for en togbillet, så jeg måtte bare klare mig selv og få en bøde. Det var grænseløst småligt.

Meget grænseoverskridende

Det var meget grænseoverskridende og ubehageligt, at jeg blev nødt til at 'køre på røven' fra Middelbart til København. Jeg kunne næsten ikke rumme det, skammen og omverdenens reaktion på at jeg var gratist. Jeg havde bare intet valg.

Giv mig en bøde

I toget fra Middelfart gik kontrolløren et par gange forbi mig, hvor jeg sad i gangen, uden at tage notits af mig. Toget var propfyldt med passagerer. Han så travl ud, men jeg henvendte mig til ham tredje gang, han passerede og fortalte ham om min situation og bad om en kontrolafgift. Det var ekstremt pinligt med alle de andre passagerer, der stod og lytte til samtalen.

Kontrolløren sagde, at han snart skulle afløses, hvorfor han ikke ville give mig en ‘kontrolafgift’, men jeg ville ikke igennem det samme ubehag igen, hvorfor jeg stod af i Odense og prøvede at finde en kontrollør, som kunne give mig en bøde, så jeg kunne få det overstået og dermed slappe af resten af turen. Der var desværre ingen at se nogen steder på selve stationen, så jeg gik op på billetkontoret og bad ekspedienten om en kontrolafgift. Det kunne hun ikke give mig på forhånd, lød svaret, den skulle udstedes i toget.

Fik bøden diskret

Jeg gik derfor ned igen og steg på næste tog mod København. Kontrolløren kom straks forbi, så jeg henvendte mig til hende og forklarede hende om min situation. Hun var venlig og sagde, “det ordner vi bare i god ro og orden” og udskriv diskret kontrollafgiften til mig. Det var perfekt og en sten faldt fra mit hjerte; en belastende opgave var nu klaret og så var der blot den vigtigste opgave tilbage, nemlig at få udleveret mine ting fra Venstre Fængsel i form af tøj, penge, mobiltelefon, hævekort og nøglerne til mit lagerskab. Jeg skulle nå det inden klokken 17, hvor udleveringen lukkede og da det var fredag og først åbnede igen på mandag, ville jeg for alvor være i problemer, for en weekend uden mad eller husly på et tidspunkt om året, hvor det stadig var ret koldt om natten, orkede jeg ikke at gennemleve.

Netop som jeg passerede stoppestedet foran Vestre Fængsel, hvor der stod en mindre gruppe og ventede på bussen, fik jeg øjenkontakt med John Wicks Mekaniker i civil, der også stod og ventede. Jeg smilede venligt til ham og nikkede til hilsen og han gengældte begge dele. Det gjorde mig i godt humør og indgød mig en smule mod.

Et tegn

Mekanikeren var en, man godt kunne lide blandt de indsatte, og jeg følte lidt, at episoden var et symbol på at jeg var trådt tilbage i samfundet efter at have udstået min straf. Det var en form for anerkendelse af mig som menneske og medborger. Det virkede måske som en overfortolkning, men det var den måde, jeg havde det på efter at have været nedværdigende behandlet i Middelfart på retspsykiatrisk afdeling.

Billeder. Udleveringen i Vestre Fængsel udefra og indefra (fra "Anders Agger indefra: Vestre Fængsel").

Billede. Træning i PureGym Brøndbyøster.

Billede. Kalvebod Fælled. På vej til teltet efter træning i PureGym på Vestamager. Fælleden var utrolig smuk og jeg opfattede den som mit hjem. Jeg havde boet der i over halvandet år, og selvom størstedelen af tiden var et mareridt af mudder, lus, kulde, sult, tørst eller ulidelig hede, så havde der også været gode dage, smukke dage og en gang i mellem dage, hvor naturen nærmest var magisk. Havde det ikke været for lusene eller hvad det var, samt andre mennesker i området, kunne jeg sagten bo på Kalvebod Fælled så lange det skulle være.

Saxenhøj

Billede. Kl. 7.02. Jeg havde i går ringet til Saxenhøj og aftalt, at jeg i dag kom derned og blev indskrevet. Dette skulle være min sidste dag i teltet på Kalvebod Fælled. Det blev det selvfølgelig ikke, men det hvad hvad, jeg håbede på daværende tidspunkt.

Billede. Kl. 8.55. Efter jeg havde pakket alt ned og smidt det hele ud i skraldespanden ved Byskoven, tog jeg først i PureGym på Vestamager og gik i bad, trænede og gik i bad igen. Derefter var til afsted til Lolland.

Billede. Kl. 12.41. Deporteret til Saxenhøj i Sakskøbing. Jeg blev løsladt til gaden og jeg måtte igen acceptere at blive fornedret og ringe til samtlige forsorgshjem i landet, der havde plads. Der var kun to: Et i Jylland og det i Sakskøbing. Jeg accepterede igen ydmygelsen fordi jeg havde et mål, jeg ville indskrive min dagbog og offentliggøre den, så alle i Danmark kunne læse mit vidnesbyrd. Det mål var så vigtigt at det var nedværdigelsen værd.

Billede. Ut. på mit værelse på Saxenhøj. Det var vigtigt hele tiden at demonstrere overfor PSP-samarbejdet og andre myndigheder, at jeg var og fremstod normal.

Billede. Jeg frekventerede næsten dagligt det lokale bibliotek i Sakskøbing for at læse aviser, bøger eller sidde at skrive. Det var et lille og hyggeligt bibliotek og jeg hilste altid på bibliotekarene, som hurtigt genkendte mig. Biblioteket havde en reol med lokal historie, og jeg sad ofte og læste i bøger om områdets historie, herunder om Saxenhøj. Sakskøbing var et smukt og godt sted at bo. Hvis man altså havde et hus, bil, familie, venner og job. For mig var det som én stor isolationscelle, utroligt ensomt og trøstesløst.

Billede. Saxenhøj, dagen efter ankomsten.

Mails til min advokat Karoline

"Kære Karoline.

Kjeld."

Billede. Dette fitnessstativ foran den lokale skole i Sakskøbing frekventerede jeg hyppigt. Da jeg ankom og havde træningsabstinenser, spurgte jeg den unge fyr, der sad bag kassen i den lokale REMA 1000, om han tilfældigvis var kendt i området og om han i såfald vidste om der stod den slags udendørs trænningsstativer. Jeg indskød, at det måske var et lidt mærkeligt spørgsmål. Heldigvis var fyren lokalkendt og fortalte mig om dette sted. Hans råd hjalp mig i dén grad, og jeg sendte ofte en taknemmelig tanke til ham, når jeg afreagerede på stativet.

"Kære Karoline.

Kjeld."

Billede. Selv helt centralt i Sakskøbing var der forladte bolliger.

Billede. Jeg brugte tiden på Saxenhøj til at indskrive min dagbog.

Billede. Fitnessstativet ved skolen. Jeg var lidt flov over som voksen mand at træne på stativet i dagtiden, når der var børn på skolen, da det kunne misforståes, især taget i betragtning af at Saxenhøj lå så tæt på, at der var mange forskellige typer dér og at ingen kendte mig. Derfor trænede jeg helst om aftenen. En beboer, jeg talte god med, beroligede mig dog og sagde, at han ofte så andre voksne, der trænede på stativet.

Hvad er mit liv værd?

Nogen troede, at jeg kunne trues til at holde kæft om mine oplevelser gennem de sidste ti år. Nogen troede, at jeg bare kunne glemme den umenneskelige behandling og dem, der havde udsat mig for den. Og nogen troede, at jeg ville finde mig i at blive løsladt til gaden som 42-årig og rådne op i meningsløshed og ensomhed. Det var desværre ikke tilfældet. Jeg var hverken mere eller mindre værd som menneske end alle andre og jeg ville da ikke acceptere at blive behandlet som tilfældet var. Jeg ville have erstatning og retfærdighed. Fuck retsvæsenet.

Advokat Hanne Rahbek

Lægeforeningen havde nægtet at oplyse mig om hvad den advokat fra foreningen, der på vegne af mine bødler havde meldt mig til politiet i oktober 2021. Men jeg fandt ud af under et retsmøde, at hun hed Hanne Rahbek. Det var interessant. Hun var således personigt ansvarlig for alt, der var sket siden. Og jeg havde ret i det, der havde været årsagen til anmeldelsen, hvilket Hnne Rahbek ville have erfaret, hvis hun havde sat sig ind materialet.

Jeg kunne da sagtens forstå at Lægeforeningen ikke turde oplyse navnet på den ansatte, der havde gjort noget ekstremt forkert og uetisk i foreningens navn. Men Lægeforeningen måtte også kunne forstå, at jeg skrev advokatens navn her.

Ikke en aprilsnar

At jeg skulle rådne op som hjemløs i over et år til, var desværre ikke en aprilsnar. Det var en dødsdom. Det vidste alle, og jeg havde igen forgæves forsøgt at få min advokat til at gøre noget. Men der var intet at stille op; jeg havde mistet alt, ingen at se frem til, var hjemløs og tiltalt uden slutdato og jeg havde lidt i 10 år og ville ikke mere.

Det var som om at ingen forstod hvor alvorligt det var. Som ædvanlig lod omverdenen som ingenting. Man troede at jeg havde lyst til at rådne op i endnu et år, mens jeg var tiltalt og hjemløs. Jeg havde skrevet på de sociale medier og til Karoline, at jeg qua førnævnte meget snart ville ende i fængsel igen. At hun, at nogen skulle gøre noget, for ellers ville det ende helt galt. Men som alle de andre gange, jeg havde gjort noget tilsvarende, skete der intet. Det var så grusomt. Hvordan kunne mennesker dog få sig selv til at lade dette ske? Eller ligefrem gøre imod mig? Jeg havde aldrig troet, at man kunne være så nådesløs og ond i et land som Danmark.

At dette skulle være min skæbne, at jeg havde fortjent at få mit liv ødelagt, det havde jeg aldrig troet. Men det var virkeligheden. Mine bødlers ugerninger var slemme nok, men derudover havde de et magtapparat i ryggen, som blindt holdt hånden over bødlerme. Region Hovedstadens Psykiatri, Lægeforeningen mv. Her sad, der aktivt mennesker, der vidste hvad de gjorde imod mig, men som var så gennemført onde, at de var ligeglade. Forstod de ikke, hvad de tvang mig til?

Nødråb til advokat Karoline

Karoline havde til samtalen på retspsykiatrisk afdeling, Middelfart, P7, advaret mig kraftigt mod at kontakte politi elller andre myndigheder, og hun havde belært mig om, at 'ord er farlige' og på den måde tage mine bødlers parti. Karoline var i min optik hverken værre eller bedre end hendes foregængere, der heller ikke havde hjulpet mig og ofte været lige så store modstandere som de myndigheder, der i årevis havde chikaneret mig. Det lod ikke til at Karoline, til trods for at hun også havde en uddannelse som psykolog, forstod hvordan det var at være hjemløs og rådne op i omkring 10 år. Hvis jeg havde forventet empati, havde jeg valgt en helt forkert advokat. Problemet var ikke Karoline personligt, for hun var ikke anderledes end hendes kolleger efter min mening, probæemet var, at danske forsvarsadvokater bare var pisse ligeglade med borgere, der som jeg var ruinerede. Vi kunne åbenbart bare fucke af, lod holdningen til at være.

"2. April 2024

Kjeld Andersen."

Jeg havde advokat Hanne Ziebe, men var meget utilfreds med hendes indsats for mig, eller mangel på samme, så jeg ledte efter en ny advokat, der gad at gøre sit arbejde. Af en person, jeg stole på, fik jeg anbefalet Karoline, som havde den unikke fordel, at hun også var uddannet psykolog. Jeg valgte hende, men desværre var hun kun marginalt bedre end Hanne Ziene i min optik. Jeg havde faktisk valgt Claus Bonnez, men blev spist af med Hanne Ziebe og jeg var - og det var min egen skyld - for høflig til at kræve at få Claus Bonnez, som jo var ham, jeg havde valgt.

Anklager Henrik Pedersen

Den person, der næstefter mine bødler og advokat Henne Rahbek, var personligt mest skyld i min uudholdelige situation, var anklager Henrik Pedersen fra Vestegnens Politi. Jeg prøvede forgæves at få ham til at gøre sit arbejde, men han nægtede og derfor endte jeg i fængsel. Og blev anholdt meget snart igen.

Glemt pinkode

Jeg kunne huske alt andet, men lige netop pinkoden til mit hævekort havde jeg glemt efter lidt over fire måneders indespærring. Jeg havde bestilt en genfremsendelse af min nuværende pinkode hos Lægernes Bank for over en uge siden, men jeg havde selvfølgelig ikke modtaget den endnu. Problemet - og det var immervæk et stort problem - var, at jeg så ikke kunne købe min medicin, når jeg løb tør i morgen. Så ville det for alvor gå galt.

Den slags problemer havde jeg været udsat for talrige gange før, det burde ikke være så katastrofalt, men det var det fordi Lægernes Bank var verdens mest elendige foretagende og dels fordi jeg var hjemløs. Der var ikke meget forståelse at hente i forhold til alle de småkatastrofer, man kom ud for som hjemløs, det var som om folk generelt var blevet mere og mere kyniske og ligeglade med andre end dem selv.

Folketingsmedlem Karina Lorentzen

Jeg havde møjsommeligt skevet en kopi af de fleste breve, jeg havde afsendt, i hånden, men det var ikke i alle tilfælde, jeg orkede det, så bl.a. mine henvendelser til Karina Lorentzen havde jeg desværre ikke kopieret, hvorfor jeg ikke kunne gengive dem hér. Karina Lorentzen havde jeg i flere år løbende informeret om min situation og det enorme problem for retssikkerheden, som retspsykiatrien udgjorde. Karina Lorentzen var den (eneste) politiker, der kærede sig (mest) om retsikkerhed og som ikke lå under for populisme og pøbelvælde.

Desværre var det omsonst at henvende mig til hende, af alle. Jeg havde jo bevidst, at fremtrædende retspsykiatere og retslægerådet havde begået regelret justitsmord mod mig, men alligevel gad Karina Lorentzen ikke at gøre noget. Og når hun var ligeglad, så var alle andre politikere også ligeglade. Selv om jeg faktuelt har ret, var Karina ligeglad.

Træning

I går trænede jeg bryst, triceps og mave og i dag stod den på ryg, biceps og lænd. I morgen skulle jeg meget gerne træne ben, skuldre og mave. I Vestre havde jeg heldigvis lært en masse nye øvelser og erfaret, at jeg sagtens kunne træne det meste af kroppen uanset under hvilke forhold, jeg befandt mig. Øvelserne i Vestre havde jeg lært af de andre ansatte. Man kunne måske ikke lære en gammel hund nye tricks, men jeg kunne godt.

Jeg havde overlevet og haft det så relativt godt i Vestre, mest af alt fordi jeg var et så socialt menneske. Hvordan Gitte Ahle kunne tro, at jeg var autist, var simpelhen forrykt og sagde kun noget om hendes eklatante mangel på diagnostiske ever og dømmekraft. Danmark kunne ikke være tjent med en retspsykiater som hende, der var så elendig til at diagnosticere.

Billede. Nykøbing Falster Bibliotek var ret stort og et ganske udmærket et af slagsen med et stort udvalg af bøger, med mange studierum og et godt udvalg af aviser. Jeg sad meget ofte på dette bibliotek efter træning i PureGym ikke langt derfra. Sakskøbing var der ingen, der kunne holde ud at opholde sig i, så alle, der fysisk var i stand til det, flugtede hver dag til især Nykøbing Falster eller Maribo.

Billede. .

Ny advokat

Jeg skrev til min aktuelle parodi på en forsvarsadvokat, at jeg ikke ville have hende som advokat længere, da jeg ikke blev taget alvorligt af hende. Jeg havde ganske vidst ikke fundet en erstatning for hende, men fandt jeg ikke én, kunne det også være det samme, for ingen advokater, jeg havde haft indtil videre, havde gjort den mindste forskel i forhold til mine sager. De havde nægtet at gøre noget som helst andet end det mindste, de kunne slippe afsted med, og selv det havde de ikke gjort tilnærmelsesvist ordentligt. Derfor havde jeg tabt alle retsmøder og discountadvokaterne havde skummet fløden på min regning ved at tjene fedt på mig, uden at arbejde det mindste for pengene.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps, mave og lænd i dag og gik en tur på 15 km med to forholdsvis tunge tasker i eftermiddagssolen, så jeg blev halvskoldet i ansigtet. Mit liv kunne have været så godt, men det var det ikke, det var noget lort og det var kun pga. nogle svin, der via retsvæsenet med falske anklager fastholdt mig i hjemløshed. Gid de måtte ende i helvede.

Billeder. Smuk udsigt fra Saxenhøj.

Svømning

I svømmehallen.

En dag nærmest uden kriminalitet

Jeg var sikker på, at min tur i svømmehallen var årsagen til, at jeg i dag måske ikke havde gjort mig skyldig i mere 'ordkriminalitet'. Men helt ærligt, hvilken rolle spillede det? Jeg havde alligevel intet at tabe længere og intet incitament til at oerholde den loven, som ikke havde beskyttet mig fra overgreb.

Ny advokat

Jeg havde et par ideer til hvem jeg ville anmode om at være min nye advokat, men jeg har ikke kontaktet nogen endnu. For hvorfor? Det var jo ligegyldigt.

Høring over udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet

"Advokatrådet er ved brev af 30. november 2023 blevet anmodet om bemærkninger til ovennævnte udkast til ændring af bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet.

Sagsnr: 2023-3870"

Danmark tilhører psykopaterne

Det var grotesk at grisene fortsat lod mig rådne op. De troede måske at de ved at ignorere mig kunne undgå at skandalen kom til offentlighedens kendskab? Spørgsmålet var ikke, om min sag kom i medierne, det kunne ikke undgåes, spørgsmålet var hvordan. Danmark var et land hvor psykopaternes trivedes bedst af alle. Ikke dem uden uddannelse i fængslerne, dem med tattoveringer, the usual suspects. Det var de dumme psykopater. Det var de veluddannede psykopater, jeg mente, dem i Styrelsen for Patientikkerhed, i Lægeforeningen, advokaterne, politiet og anklagemyndigheden.

De psykopater havde kronede dage. Især de kvindelige psykopater ansat de steder, som ikke kunne tyranisere og ødelægge andre mennesker ved brugen af fysisk magt, men som kunne sidde i sikkerhed på et kontor eller stå og lyve i en retssal, dem uden samvittighed, der ødelagde mennesker med ord - på skrift og i tale - de 'farlige' ord, som Karoline arrogant havde belært mig om, for hun syntes at ord var farlige, ord var vold, ord var overfald, men hjemløshed var ikke farligt, at fryse og sulte på gaden, på Sundholm, i et telt, måned efter måned, år efter år, det var ikke farligt.

Karoline havde advokeret stærkt for at advokater skulle omfattes af den mest uretfærdige og skadelige paragraf i straffeloven, for så slap hun og hendes kolleger at de klienter, de havde pisset på, skrev om dem de på sociale medier. Elendige og skruppelløse advokater ville have den samme beskyttelse som elendige og skruppelløse offentligt ansatte, som ødelagde hele familier fordi de var inkompetente og dovne.

Den beskyttelse ville advokaterne selvfølgelig også have, de ville ikke konfronteres med det katastrofale resultat af deres fejltagelser, deres ofre skulle tie og lide i stilhed. Jeg ønskede Karoline held og lykke med foretagenet. Hvis jeg bare havde slået fire mennesker ihjel og hvis min sag var i medierne, så ville Karoline gerne give mig et knus og yde en hæderlig indsats for mig.

Billede. "Sakskjøbing Sukkerfabrik". Til ingens overraskelse var denne industri stor i denne del af landet, især år tilbage. Der var lignende fabrikker i Nykøbing Falster og i andre byer dernede. På torvet i Sakskøbing var en statue af to polske roepiger i bronze med en lille plade, der på polsk og dansk hyldede den importerede arbejdskraft.

Fnat

Der måtte jo være tale om fnat, det kunne næsten ikke være andet. Fnat havde forpestet mit liv i månedsvis nu, både i Vestre Fængsel, på Retspsykiatrisk Afdeling P7 i Middelfart og hvor jeg nu befandt mig. Det drev mig til vanvid, især, men ikke kun, om aftenen og om natten, og således havde det holdt mig vågen til langt ud på morgenen de sidste dage. Jeg havde udelukket alt andet, lus, lopper, nældefeber, væggelus, eksem, tør hud, stress, hysteri, og der var kropslige manifestationer på hunden på min krop efter biddene, så det var ikke noget, jeg bildte mig ind.

Det var det værste i hele verden, og det var umuligt at slippe af med fnatten. Trusler fra politiet, hjemløshed, sult og kulde, alt andet var ikke tilnærmessesvist så ulideligt som fnatten, som havde forpestet mit liv i måneder og år. Jeg havde købt mig fattig i Nix creme og Nix shampoo tidligere, men fordi jeg boede i et telt, så slap jeg aldrig af med fnatten. Hvad var det for et helvede jeg befandt mig i? Man blev vanvittig og desperat af fnatten. Mine bødler skulle påføres fnat alle sammen og nægtes behandling. De ville tilsidst begå selvmord fordi det var så uudholdeligt. Jeg var fucking uddannet læge, men skulle udover alt det andet også belemres af fnat, det var utilgiveligt og skulle hævnes.

Jeg gik i gang med første del af min strategi, som var igen at informere de mest relevante folketingspolitikere. Jeg var helt bevidst om risikoen, jeg løb, ved at sende maails til de pågældende, som dels havde modtaget flere mails før og dels ikke gjort det fjerneste, men bare ignoreret mig. De ville meget vel opfatte en ny mail fra mig som chikane, og de ville i forlængelse heraf melde mig til politiet. Men omvendt havde jeg ret i det, jeg skrev, og derfor burde politikerne have hjulpet mig, fremfor intet at gøre. Jeg havde intet valg, for ingen andre gjorde noget, og min situaiton var kritisk og jeg handlede derfor for at varetage mine akutte livsvigtige interesser. Og derfor var mine mails berettigede og lovlige og ikke udtryk for chikane eller lignende. Der var tale om nødret og derfor måtte politikerne tåle mine mails. Jeg gjorde intet ulovligt og politikerne havde pligt til at agere.

Jeg fortrød, at jeg havde oplyst mit telefonnummer, for ingen gad at kontakte mig, og selv hvis de gjorde, havde jeg intet at tale med dem om. Der var intet at tale om længere.

Ulla Norrings hævn

Jeg erfarede i retten, at det var Ulla Norring, der var blevet så vred på mig, at hun ikke ville lade mig mentalundersøge ambulant, hvilket kostede mig tre månederes fængsling og over en måneds mentalundersøgelse under indlæggelse. Ulla havde dog straffet mig hver dag siden januar 2018, så et halvt år til eller fra gjorde i den sammenhæng ingen forskel.

Ulla var et overordentligt kolerisk menneske. Hun havde bedt mig om at vurdere hvilken type personlighed hun havde, hvilket i sig selv var en meget mærkelig og upassende anmodning, som jeg under samalen havde frabedt mig at svare på, men hvis Ulla nu så gerne ville have mig til at bedømme hendes personlighed, ja, så var det hævet over enhver tvivl, at hun var meget kolerisk.

Hun var hurtigt emotionelt skiftende under vores samtale, snart nedladende, så benægtende og herefter arrig. Meget sigende for hendes ringe dømmekraft var, at hun selv vurderede sig som flegmatisk. Hendes tøjsmag og udseende var rigtigt nok ekstremt flegmatisk, men hendes vredladne og ubehagelige personlighed var og blev kolerisk.

Ulla Norring havde som et ekstra tramp på mig, som havde ligget ned i årevis, sendt et dokument til Byretten i Glostrup, hvor hun havde skrevet, at jeg var "til fare for andre og for mig selv". Det var jo en stor løgn, som hun intet belæg havde for at fremsætte, men Ulla var ikke for høvisk til at undlade at smadre mig fuldstændigt og hendes virkelighedsstridige udtalelse tegnede et skadeligt og helt forkert billede af mig overfor dommeren og anklageren. Så Ulla var en løgner.

Opkald fra politiet

Nogen havde ringet til mig to gange med hemmeligt nummer. Det var med altovervejende sansynlighed politiet. Sådan var det altid. Fremfor at gøre deres arbejde, lod de mig rådne op indtil jeg ikke kunne holde det ud længere og skrev noget, som de kunne sigte mig for, hvorefter jeg blev anholdt og kom i fængsel. Det kunne ikke være anderledes og det var ikke min skyld. Jeg reagerede udelukkende på den mishandling, man udsatte mig for, fordi jeg ikke kunne gøre andet.

Derfor var jeg også ligeglad med politiets hetz og frihedsberøvelser. Når de hentede mig og spærrede mig inde, var jeg forberedt, for jeg havde nu et armbåndsur, et par badetøfler og et ønske til den advokat, der skulle erstatte Karoline, som var Michael Juul Eriksen. Det var trist, at jeg ikke kunne acceptere at rådne op i mindst et år til i uvished og som hjemløs, men det var min skæbne.

Jeg havde intet tilbage og intet at se frem til og derfor intet at tabe. Så jeg ville blive ved med at blive anholdt og løsladt til gaden som hjemløs, skrive noget i desperation, blive anholdt igen osv. Det var meget forudsigeligt og fred være med det. Jeg havde gjort alt, jeg kunne. Alle andre havde intet gjort og derfor ville det fortsætte indtil den dag, jeg døde. Fnatten havde holdt mig vågen igen til tidligt om morgenen, og der var intet jeg kunne gøre for at slippe af med den, udover at prøve at sove om dagen.

En skønne dag

En skønne dag ville man forstå. Om kort tid ville en advokat, måske Karoline, måske en anden tilfældig, ringe til mig præcis som sidst og meddele at politiet ville anholde mig. Jeg måtte i mellemtiden forsøge at skrive mest ind af min dagbog fra fængslet inden da. Det positive var, at jeg havde en slutdato, nemlig anholdelsen. Så havde jeg noget at forholde mig til, fremfor nu, hvor jeg rådnede op i uvished.

Og præcis som før sidste anholdelse havde jeg også denne gang skrevet flere gange til min advokat og andre i god tid forinden og fortalt hvad der ville ske, hvis man fortsat lod mig rådne op som hjemløs. Og fordi myndighederne som sædvanlig svigtede, skete der intet og jeg fik ret, ligesom jeg ville få ret denne gang og næste gang. For jeg kunne ligesom alle andre normale mennesker ikke holde ud at være hjemløs uden længstetid og da slet ikke på 10. år. Derfor fortrød jeg intet. Intet som helst.

Jeg havde ret i alt, jeg havde skrevet og jeg fejlede ikke det mindste psykisk, så det kunne godt være en arrogant og samvittighedsløs advokat eller 'efterforsker' en tredje var blevet stødt over det, men det var der bare intet at gøre ved. Jeg kunne ikke holde en udsigtsløs tilværelse ud og det var advokaten og politiet, der var skyld i dette. Jeg kunne ikke fatte at de troede jeg bare kunne rådne op i tavshed i over et år til, indtil sagen kom for retten, men det var dem, der var helt væk for det kunne man ikke byde nogen mennesker.

Mit mål var det samme: Hele verden skulle vide hvem, der uretmæssigt havde ødelagt mit liv og dertil samtlige offentligt ansatte der var bistået dem. Det kunne aldrig blive anderledes. Måske kunne jeg nå at sende min bog til samtlige folketingsmedlemmer igen? Men det havde jeg selvfølgelig gjort allerede og det havde jeg ikke fået noget ud af. Min eneste chance for at overleve var derfor stadig medierne.

Ønskede forsvarsadvokater i prioriteret rækkefølge

Nu havde jeg forsøgt med tre kvindelige forsvarsadvokater. De dumpede. Nu ville jeg prøve med mandlige:

1. Michael Juul Eriksen

2. Kåre Philmann

3. Peter Secher

4. Jacob Buch-Jepsen

Alle vidste at min situation var meget alvorlig, og ingen gjorde noget. Mennesker, der ignorerede livsfarlig uretfærdighed der foregik lige foran næsen på dem, håbede jeg endte det værste sted i helvede.

Alle stå til ansvar

Jeg havde i går offentliggjort navnene på to efterforskere fra Københavns Vestegns Politi, Ole og Arne. De havde begge brudt loven, hvilket jeg tidligere havde dokumenteret og redgjort for og selvom jeg før havde besluttet mig for ikke at nævne deres navne, fordi jeg frygtede at de ville hævne sig på mig, så var det anderledes nu; nu var jeg ligeglad og frygtede hverken de to eller andre.

Men det var langt fra nok. Jeg ville finde og offentliggøre navnene på samtlige aktører, der havde del i justitsmordene mod mig, lige fra den sekretær i Byretten i Glostrup, der havde forvansket og undladt vigtige oplysninger i mine udsagn til den dommer i Østre Landsret, der havde blåstempet justitsmordet.

Mit liv var ødelagt og hele Danmark skulle vide præcis hvem, der var skyldige i det. Måske syntes sekretæren, at hun bare kunne undlade at referere essentielle oplysninger i retsbogen. Eller ham i Østre Landsret, som i 2018 idømte mig en behandlingsdom uden længstetid, selv om det var tydeligt at jeg intet fejlede. Troede han at jeg havde glemt hans justitsmord? Troede nogen af disse personer, at jeg ville accptere deres ugerninger?

Træning

Jeg trænede stort set hver dag, men der var ikke grund til at skrive det her. I foregårs trænede jeg eksempelvis triceps, biceps og mave, i går var jeg i svømmehal for femte gang og i dag trænede jeg bryst, triceps og biceps.

Overlæge Egill Rostrup

Jeg var ikke klar over præcis hvad, der fik mig til at tænke på overlæge Egill Rostrup, men det var uden betydning. Det eneste, der spillede en rolle var, at overlæge Egill Rostrup var en løgner. Egill Rostrup havde løjet flere gange på skrift og det havde haft uoverskueligt negative konsekvenser for mig. Egill Rostrup var ham, der startede de sidste 10 års mareridt. Egill Rostrups løgne havde sat alt igang. Det var meget vigtigt, at alle var klar over Egill Rostrups rolle.

I alle årene, mens jeg havde lidt som hjemløs, havde den person, der havde startet det hele og som var selve årsagen til at mit liv var ødelagt, Egill Rostrup, siddet indedøre og hygget med sin familie, herunder sin hustru, læge Christina Kruuse, som havde været vejleder for psykiater Torsten Bjørn Jacobsen. Jeg var glad på Egill Rostrups vegne; han var en succesfuld lystløgner.

Jeg var imponeret af Egill Rostrups talent for at manipulere, han mindede mig om en charmerende psykopat, der ødelagde alt og alle på sin hærgen, men fordi Egill Rostrup var en mere intelligent og dygtigere løgner end langt de fleste, var han sluppet fra lovens lange arm.

Ja, Egill Rostrup havde vundet over det sendrægtige Vestegnens Politi, og han slap for at blive retsforfulgt. Jeg havde lidt ufatteligt og fået mit liv ødelagt af Egill Rostrup, som til gengæld var sluppet godt fra det og havde alt det, han aktivt ved sine løgne havde forhindret mig i at opnå; familie, karriere og et godt liv. Egill Rostrup havde det fremragende, for som andre psykopater havde han ingen samvittighed. Egill Rostrup troede, han var sluppet godt fra at ødelægge mit liv. Det troede han. Men jeg var nu ikke så sikker. Jeg troede faktisk ikke at Egill Rostrup, når alt kom til alt, ville slippe for straf. Jeg var meget, meget, meget sikker på at Egill Rostrup, en dag når han mindst ventede det, ville blive straffet på en måde, han nok ikke havde fantasi til at forestille sig.

Og for hver dag, der gik, ville straffen jo nok blive højere. Indtil videre var ni år gået og Egill Rostrup havde hygget sig hver eneste dag i troen på, at han var sluppet godt fra at ødelægge mit liv. Jeg håbede, at Egill Rostrup hyggede sig alt, han kunne. Hvert eneste sekund skulle han nyde at hygge sig. Jeg hyggede mig også, for nu hvor det endegyldigt var slut for mig, havde jeg frihed til at gøre præcis hvad jeg ville, uanset konsekvenserne af det. Og der var noget, der varmede mig uanset hvor koldt det var, hvor gennemblødt, jeg var blevet eller hvor forpestet af fnat, jeg var. En tanke, der beroligede mig og gjorde mig næsten glad. Jeg havde en mulighed for at få retfærdighed. Én mulighed, men ikke desto mindre en unik mulighed. For mit liv var forbi, mens andre hyggede sig. Dem, der havde ødelagt mit liv havde det godt. Og ja, mit liv var ødelagt, så det var ligegyldigt hvor jeg rådnede op, det kunne være på gaden, på herberg eller i et fængsel.

Når jeg igen sad over den arrogante dommer i Byretten i Glostrup og når min advokat igen pissede på mig og ikke gad at gøre sit arbejde, så ville jeg grine af dem begge. For jeg vidste godt hvad jeg ville gøre og at ingen kunne standse mig.

"Falsk anklage, afgivelse af urigtige oplysninger til offentlig myndighed med forsæt til, at en uskyldig bliver sigtet eller dømt for et strafbart forhold."

Det var, hvad Egill Rostrup var skyldig i, da han til den offentlige myndighed, Styrelsen for Patientsikkerhed, bevidst fremførte den eklatante løgn på skrift, at jeg skulle have planlagt at slå ham ihjel, hvorefter jeg mistede min lægeautorisation og blev idømt en behandlingsdom. Hans forsæt var at inkrimminere mig, få mig uretfærdigt dømt og at jeg mistede min autorisation. Alt dette lå tidsmæssigt efter Egill Rostrup havde overtrådt daværende persondatalov, hvilket jeg anmeldte ham for og fik medhold i, så Egills forsæt var hævn, samt at gøre mig permanent utroværdig i myndighedernes optik. Det lykkedes for Egill Rostrup til fulde.

Billede. "Guds fred med vore døde. I Danmarks rosengaard. Guds fred med dem som døde. Af dybe hjertesaar.". Der var flere mindesten fra lige efter besættelsen i området omkring Sakskøbing. De var fra en tid, hvor Danmark var et land, der var værd at kæmpe og dø for og hvor man hærdrede de faldte.

Billede. Ventede på Sakskøbing Station på toget til Nykøbing Falster (21. april).

Billede. Trænede i PureGym i Nykøbing Falster (21. april).

Billede. Gik tilbage noget af vejen fra Nykøbing Falster til Grænge, for at få rørt mig (21. april).

Billede. Smuk solnedgang fra Saxenhøj (22. april).

Meld retspsykiater Peter Worm Jantzen til politiet

Jeg skrev endnu en mail til Peter Worm Jantzen (peter.worm.jantzen@regionh.dk) og Region Hovedstadens Psykiatri i dag. Jeg var ligeglad med at blive anholdt igen, jeg vidste præcis hvad, jeg ville gøre både i tilfældet af, at jeg blev anholdt eller at jeg ikke gjorde. Det var meget simpelt, ligesom verdens mest primitive algoritme. Jeg var fastlåst, så det var ikke min 'algoritme', jeg vidste bare eksakt hvad, jeg ville gøre afhængigt af hvad staten besluttede sig for."

Billede. Først svømmede jeg i Nykøbing Falster Svømmehal... (24. april).

Billede...Og efterfølgende sad jeg og skrev på Nykøbing Falster Bibliotek (24. april).

Tvungen selvmord

Fordi vejret var så smuk og forårsagtigt, nærmest forårsagtigt, var det ulidelig tortur at vandre rundt alene i dag, som sædvanlig. Jeg havde lyst til at gå amok, lyst til at begå selvmord.

Og det endte med selvmord. Men ikke på den måde, som bødlerne håbede, så de slap for mig. Jeg ville med min sidste handling, presset af mine bødlers og samfundets tortur i knapt ti år ikke begå selvmord og gå i glemslen, jeg ville begå selvmord og sørge for at jeg aldrig blev glemt, at mishandlingen og bødlerne aldrig blev glemt, at medierne ville skrive om den umenneskelige behandlig af mig og henvise til denne hjemmeside, så flest muligt blev klar over hvem bødlerne var. At de var monstre. Og at advokaterne var delagtige i deres passivitet. Og politikerne for den sags skyld, samt Lægeforeningen ikke mindst. Ingen gad at lytte til mig i live, men det kom man til når jeg var død.

Region Hovedstadens Psykiatri

Jeg havde gennem årene informeret Region Hovedstadens Psykiatri om fejldiagnoserne, min mistede lægeautorisation og hjemlæsheden, men man havde ignoreret mig og dækkede over mine bødler. Selv så sent som i dag havde Region Hovedstadens Psykiatri fået deaktiveret min LinkedIn profil - for anden gang. Det var provokerende af Region Hovedstadens Psykiatri at forhindre mig i at dokumentere mishandlingen, jeg havde været udsat for, og det kom heller ikke til at lykkes for dem. Tværdigimod.

Sidste forsøg

I morgen skulle jeg have en anden advokat, der modsat Karoline ikke pissede på mig og bagatelliserede min situation.

Fortryder intet

Jeg fortrød intet, jeg havde gjort, kun det, jeg ikke nåede at gøre. Jeg havde som i en slutspurt i dag skrevet de sidste mails til

• Advokaterne Kira Iqbal, Hanne Ziebe og Karoline
• Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi
• Endnu flere folketingsmedlemmer
• Den Uafhængige Politklagemynsighed
• Statsadvokaten
• Styrelsen for Patientsikkerhed
• Glostrup Byret
• Dorthe Olsson, politiet
• Henrik Pedersen, anklager
• Gitte og Joy fra Kofoeds Skole

Ingen af dem ville reagere og derfor var jeg nødt til at eskalere indtil de gjorde. Det måske eneste, jeg fortrød var, at jeg ikke begik selvmord da verdens værste menneske, praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær ødelagt mit liv med sine fejldiagnoser i 2016. Jeg vidste jo allerede dengang hvilke konsekvenser hendes utroligt onde ugerning ville få. Der var to personer, som var mere skyld i at mit liv var ødelagt end andre. Jeg havde i ti år lidt forfærdeligt pga. især disse to, mens de havde levet et godt liv.

Anklager Henrik Pedersens svigt udgør stadig en alvorlig trussel på mit liv og helbred. De advokater, jeg nævner, har også modtaget mailen. At de er ligeglade, er en anden sag. De har jo tjent tusindvis af kroner på at sjofle mig.

Efterforsker Dorthe Olssons svigt udgør stadig en alvorlig trussel på mit liv og helbred. Normalt ville jeg ikke skrive til de to ovenfor, men jeg har intet at tabe længere, så det kunne være ligegyldigt.

Mail til Advokatsamfundet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater

Min sidst mail i dag var til Advokatsamfundet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Den blev en smule lang og selvom jeg vidste, at de ville ignorere den, så skulle de have muligheden alligevel, for det var nødvendigt jeg kunne dokumentere, at jeg havde kalget til dem også og gjort alt, jeg kunne. Jeg skrev om Kira Iqbal, Hanne Ziebe og Karoline, der alle havde svigtet, og havde ladet politiet og anklagemyndigheden bryde de mest fundamentale regler uden et kvæk, som havde sjoflet mig, ikke gjort det aftalte, ikke rådgivet mig ordentligt og ikke ville røre en finger.

Jeg glædede mig til at sove, for så slap jeg for at lide og rådne op og jeg håbede at jeg aldrig vågnede op igen, for jeg kunne ikke holde endnu en håbløs dag ud.

Anmodning om ny advokat

Min situation var så håbløs, at jeg havde begået selvmord i dag, hvis ikke jeg havde taget mig sammen og skrevet til en anden advokat og bedt ham om at overtage sagen fra Karoline. Hun havde intet effektivt gjort, hun var irriteret på mig, hun bebrejdede mig og syntes at ‘ord var farlige’, hun havde ikke den fjerneste forståelse for min situation eller sagen, hun var nedladende og bedrevidende, overholdt ikke aftaler, syltede og sjoflede mig, hun undskyldte og forsvarede politiet og anklagemyndigheden, var frygtsom over for etaten og bange for politiet. Så hende havde jeg ikke behov for. Men jeg var glad for, at hun havde tjent så godt på mig og samtidig fik afreageret og sparket nedad på mig. Hun var en fin og travl kvinde, måtte jeg forstå. Alt dette var selvfølgelig bare min holdning.

Politiet på biblioteket

Mens jeg sad og skrev ovenstående på biblioteket, kom der pludseligt to uniformerede betjente hen ved det bord, jeg sad ved. Men det var ikke mig, der var deres fokus, men en yngre mand af anden etnisk herkomst, som var i følge med en yngre kvinde i civil med mange tattoveringer på armene, sikkert en socialrådgiver.

Jeg gemte anklageskriftet som lå på bordet til frit skue diskret væk. Den unge mand skulle i borgerservice, viste det sig. Han og betjentene talte lidt sammen. "Hvor længe har du været i politiet?", "to år", og hans makker sagde, "ja, jeg har været i politiet i fem år", og lo kortvarigt. Socialrådgiveren spurgte ham med to års ancinnitet om, hvor de kom fra, og han svarede "fra Rødby", og fortsatte, "men jeg flytter til København med kæresten snart. Så kan jeg få kørepenge, ha ha."."Hvornår åbner borgerservice?", sagde den anden. "Klokken halv et", "det var da et mærkeligt tidspunkt". Så blev klokken 13.30 og da de havde trukket det første nummer, gik de hen til skranken, da klokken ringede. De virkede stille og rolige, de to grise. Og det virkede ikke som om at arrestanten var iført håndjern, men også han var rolig.

Den indsatte stod ved skranken og skulle vise noget ID. Han havde kun en dåbsattest, og uden billede ID skulle skrankepaven havde to forskellige ID. Så uanset hvad formålet var, kunne eller ville skrankepaven ikke hjælpe arrestenten. Den ene betjent forsøgte dumdristigt at tale arrestantens sag, men hans ungdommelige hovmod let et knæk, da skrankepaven saggde: "Det er mine regler, jeg kan ikke gøre noget". "Jamen, så god dag", sagde betjentn og de gik igen. Den unge betjent havde lært en vigtig lektie i dag, nemlig at overfor kommunen kunne han bare fucke af med sin taber-gun og bøssehåndjern. Tre offentligt ansatte med en person, der var arresteret og som de selvfølgelig kendte identiteten af, men de skulle ikke tro at de var noget, for sådann rullede denne kommune ikke. Borgeren kunne sgu ikke bare komme rendende i borgerservice og tro, at de gad at yde service.

Sten, saks, papir

I den offentlige version af sten, saks, papir blev pistol og knippel slået af skranken. Til gengæld, når man talte om nådesløst bureaukrati, så havde politiet i sidste ende en trumf, som selv den mest dovne og menneskefjendske kommune måtte frygte og det var Direktoratet i Kriminalforsorgen.

Før jeg lærte Kriminalforsorgen at kende, havde jeg et positivt indtryk af institutionen, for forsorgen lød lidt hen ad forsorgshjem, som jo var et sted der hjalp andre mennesker (heller ikke dette passede, men det var en anden historie).

Jeg tog godt nok fejl. Kriminalforsorgen, altså den administrative side, Direktoratet, var for bureaukratiet, som Jægerkorpset var for Forsvaret. I Direktoratet arbejde de ondeste og mest dyssociale bureaukrater, men ikke den sadistiske slags, som i kommunen, som nød den personlige ydmygelse af borgeren, mere den autistiske type af psykopater, som nede i den kælder, de levede i og arbejdede fra, gav det ene afslag efter det andet uden at blinke, uden forklaring og uden samvittighed. Det var de anonyme bureaukrater, dem der ikke glædede sig over at afvise og nægte, men derimod dem, som ingen følelser havde og som lige så godt kunne arbjde i det tyske jernbanevæsen uden anden verdenskrig, som i Direktoratet, hvis altså bare at togene gik til tiden. Direktoratet var et administrativt sort hul, og her var det intet at gøre, ingen menneskelighed, intet kunne undslippe, og efter 35 år blev du stadig nætet prøveløsladelse.

Politiforretning 21.17

Mens jeg glad og fro vandrede hastigt afsted på landevejen og naturligvis i modsatte side, som det var skik på disse egne, passerede en patruljevogn mig bagfra og i samme retning som jeg. Den ændrede ikke hastigheden, men fortsatte kørslen. Nogle minutter senere så og hørte jeg et par hundrede meter fremme i samme vejbane, som jeg gik i vejkanten af, blå blink og sirene (horn og lygter) på en bil, formentlig samme patruljevogn, som havde passeret mig, komme kørende hastigt imod mig. Jeg blev ikke spor nervøs, men undrede mig over påstyret, hvis det var mig, de var ude efter. Da patruljevognen kom nærmere, så jeg en sort lakreret personbil, jeg ikke havde fået øje på før, blinke ind og holde ind til siden ca. 10 meter fra mig.

Jeg tænkte at jeg gerne ville give de uniformerede arbejdsro og den pågældende billist privatliv, så jeg krydsede vejen indtil jeg havde passeret begge biler, hvorefter jeg krydsede tilbage til modsatte side igen. Det gjaldt om ikke at ændre adfærd på nogen måde, når man var i nærheden af politiet. Det var jeg ret godt til. For jeg havde aldrig set andre gå langs denne vej, og kun meget få cyklede på strækningen, så alene det at jeg travede der, var lidt suspekt.

Jeg så tilfældigvis en sagsakt i retten i form af en mail, som anklager Henrik Pedersen havde sendt til en kollega med ordene "vi skal have teleobs på ham", altså mig. Henrik Pedersen kunne bruge de værktøjer han lystede, så derfor vidste jeg at politiet givetvis havde sporet min mobil via telemast data eller kunne gøre det uden videre. Det skulle heltene da bare gøre, jeg var ligeglad.

Afventning på tilbagemelding fra ny advokat

Jeg havde lige akkurat magtet at skrive og anmode om den nye advokat, men ligesom en marathonløber, der kollapsede når han havde krydset målstregen, så kunne jeg ikke overkomme at læse om han havde svaret mig.

Jeg kunne alt andet, men lige det med advokater og retsvæsen kunne jeg ikke. Det var umuligt for mig at tjekke min mail. Sådan var det at rådne op, der var intet at glæde sig over intet at se frem til, ingen slutdato og det nedbrud mennesker og gjorde dem apatiske og sådan var det for mig.

Det forstod de færreste: Efter flere års mareridt, og når alt var tabt og intet tilbage at vinde, så kunne man ikke udføre opgaver, der gav så stort følelsesmæssigt ubehag. For hvorfor? Jeg vidste erfaringsmæssigt at jeg havde tabt alligevel. Og der skulle bare én nederlag til, eks. hvis addvokaten afviste mig, så kunne det resultere i at jeg begik selvmord.

Det for man ikke, men det var fordi at man aldrig havde prøvet noget tilsvarende selv. Jeg kunne sagtens gøre alt, men ikke lige det. Sådan var det når der ikke var en slutdato og intet at opnå.

Men det var en stor sejr bare det at anmode om en anden advokat. Bare det at sige fra overfor Karoline, var en vidunderlig befrielse. Og det var ikke mig, det var hende. Hun skulle ikke tjene penge på at være arrogant og nedladende overfor mig. For hende betød det at hun havde mistet mig som klient intet. Hun havde massevis af klienter. Men jeg ville ikke betale for at blive sjoflet. Jeg var til grin nok i forvejen.

Billeder. På vej fra Maribo til Sakskøbing.

Det rigtige Danmark

Jeg havde set den ældre kopulente herre flere gange og vi var begyndt at hilse på hinanden og få en lille sludder.

Han patruljerede rundt i den lille havn og i det tilstødende naturområde på sin firehjulede bordeaux elscooter og når det var mørkt blændede de to kraftige forlygter mig, når jeg kom gående i retning mod ham på stien.

Med sig havde han sin lille sorte hund, som jeg først troede var lidt ældre end en hvalp, men som havde grå stænk i pelsen omkring munden og på hagen.

Jeg havde i starten forsøgt at undgå ham, fordi han virkede alt for kontaktsøgende, men jeg måtte overgive mig, for det var ligesom hans territorium og ham kendte tilsyneladende alle.

Det manden gjorde, var at skyde rotter på havnen med det hagl- eller luftgevær, han kørte rundt med på elscooteren. Herude gjaldt andre regler, og hvis man var i samme loge (altså drak på samme værtshus) som landbetjenten, så kunne meget lade sig sig gøre. Det med rotterne var hans ting. Han viste mig forleden stolt en rotte han havde skudt, som lå på bunden af scooteren. Hunden hjalp til med at fange og dræbe rotterne, sagde han.

Han havde tal på hvor mange rotter han havde taget livet af, men ikke kun det eksakte antal, han kunne også fortælle hvor mange rotter han potentielt havde reddet byen for, da de døde rotter jo ligesom ikke kunne avle.

Jeg kunne faktisk godt forstå manden. Det var let af afskrive ham som en udkantstosse, men det var han ikke. Og at få tiden til at gå med at skyde rotter? Tja, hvorfor ikke? Det kunne være sjovt at prøve. Det her var det rigtige Danmark.

Herude var der ingen der stemte på Det Radikale Venstre og gudskelov for det. Her var mit blonde hår og røde skæg ikke noget, jeg behøvede at skamme mig over og modsat i Vestre Fængsel skildte jeg mig heller ikke ud. Her var en mand på min alder uden tatoveringer og som lignede en, der trænde ofte automatisk en soldt, og i mit tilfælde en veteran. Her var der ingen der anede at jeg var læge (undskyld STPS, lægeuddannet). Her mødtes man på værtshuset, alle aldre var repræsenteret. Man spilede håndbold og der var marker og køer. Her kunne man godt leve et fremragende liv, selvom der var meget langt til nærmeste universitet (eller bibliotek), men dummede man sig, så vidste alle det.

Den råbende alkoholiker

På Saxenhøj forsorgshjem, hvor jeg havde værelse i nr. 27, havde jeg en nabo i nr. 26, som vist nok hed Leif. Jeg havde boet på stedet i halvanden måned og Leif havde været min nabo, jeg havde talt fornuftigt med ham en gang i mellem, og han havde været klar og relevant. Men nu var der problemer med Leif, store problemer endda, for Leif havde i omkring halvanden uge konstant, dag såvel som nat, cirka hver halve minut, hvis da ikke hyppigere, udstødt en højt klagende råb. Konstant, hele tiden og med en utrættelig, der var skræmmende.

Om Leif havde både dør og vindue åbent, hvilket ikke ligefrem reducerede hans voldsomt generende udbrud. Om aftenen og natten fortsatte råbene med uformindsket styrke, men nu havde de antaget en mere klynkende og jamrende karakter. Det var ulideligt. Det var ligesom kinisisk vandturtur og jeg kunne ikke holde det ud. Alle kunne høre det i de andre lejligheder og i den de tilstødende bygninger, men intet skete og Leif blev ved. Det var ved at blive så varmt at jeg var nød til at sove med åbent vindue, men selv med lukket vindue kunne jeg høre Leif råbe.

Jeg besluttede derfor at tale med de ansatte om det i dag. Jeg havde ventet alt for længe, og nu var jeg ved at eksplodere, så noget måtte ske, ellers frygtede jeg alvorligtalt at banke Leif ihjel, hvilket ville være alt for let, da den gamle, tynde, og rolatorbrugende, egoistiske sut var i meget dårlig forfatning.

Jeg havde intet at miste og jeg havde utrolig stor lyst til at lukke munden på pestilensen for tid og evighed, bare en enkelt slag eller spark, mere skulle der ikke til, og han fortjente det også. Leif havde holdt mig vågen til kl. tre i nat med sine vedvarende råb og det havde hverken jeg eller andre fortjent. Vi var alle belastede og udfordrede, men Leif var den eneste, der udfordrede og belastede de andre beboere, som havde rigeligt i forvejen. Leif var den ledeste egoist. Den mest usle person, man kunne forestille sig, i min deroute skulle Leif lige hævne sig en sidste gang på hele verden, og det var os andre.

Så først omkring klokken kvart i tre i dag gik jeg ind i varmestuen, hvor personalet sad på de tilstødende kontorer. Netop da jeg ankom, så jeg lederen af forsorgshjemmet.

Jeg spurgte hende, om jeg måtte forstyrre hende eller om hun lige var på vej til noget. Hun var netop på vej til overlap, sagde hun, men hvis jeg bare ventede, så kom det personale, der var mødt ind så snart overdragelsen var overstået. Jeg havde ok og tak og satte mig til at vente i en af stolene ved bordet foran det store TV. Først kom et personale ind ad døren til varmestuen ude fra området mellem de to bygninger modsat indkørslen.

Jeg fortalte hende stille og roligt om Leif og spurgte hende, om hun eller en af hendes kolleger ikke var søde at bede Leif om at dæmpe sig lidt, eventuelt bare at lukke sin dør eller vindue, når han råbte. Den midaldrende, stærkt solbrændte, slanke og hellere hærgede kvinde med de fremstående tænder i især overmunden begyndte nu at belære mig om, at alle havde forskellige udfordringer og at det måtte jeg bare acceptere.

Hun kunne ihvertfald ikke gøre noget, men jeg kunne da bare selv tage kontakt til Leif og bede ham om at dæmpe sig lidt. Jeg sagde til hende, at det kunne og ville jeg selvfølgelig gøre, men at det nok var bedre at en af de ansatte gjorde det, fremfor mig. Det mente kvinden ikke. Jeg prøvede med at fortælle hende at jeg jo også havde udfordringer, at mine var PTSD, samt at jeg ikke kunne holde Leifs konstante råberi ud, samt at vejret var så lunt, at jeg var nødt til at åbne mit eget vindue, og så hjalp mine ørepropper slet ikke.

Hun skulle nok være opmærksom på Leif, lykkedes det mig hende til sidst at sige. Jeg vidste, at det ikke passede, at hun intet ville foretage sig, men at det bare var en floskel for at slippe for at tale mere med mig om Leif. Som det sidste bad jeg hende om eventuelt at tage det op på overlapningsmødet, så de andre også vidste at de skulle være opmærksomme på Leif, hvilket hun acceptere. Så gik hun.

Fordi jeg kendte den slags dovne pædagoger alt for godt, vidste jeg at hun ikke ville sige noget til nogen eller være det mindste opmærksom på Leif, så jeg blev siddende og ventede på at en af hendes kolleger, der var mødt ind, kom fordi.

Efter et kvarters tid kom socialrådgiver Sabrine så ned ad trappen til varmestuen. Hun var som altid nydelig klædt, med et æble og en dåse Pepsi Max i hånden, samt sin mobil, og lyste op i et smil i sit også meget solbrændte ansigt. Jeg spurgte om hun var mødt ind på arbejde og Sabrine svarede kækt at hun skam var på arbejdede hver dag (mental load?), mandag til og med søndag. Hun var en Lolland 7'er, svarende til en København 4'er, og den kønneste ansatte på stedet, men særlig skarp eller vittig var hun dog ikke. Så forklarede jeg hende om Leif og som var det en remse samtlige ansatte i kor som en troesend istemte rituelt til hvert vagskifte, sagde Sabrina præcis det samme som kollegaen, nemlig, at alle jo havde udfordringer, at der skulle være plads til alle og al det pis, der ikke passede og intet betød.

Jeg prøvede at få hende til at sige det til Leif bare en enkelt gang, at han stille være stille, men Sabrine var nu blevet vrangvillig og gik med det samme i forsvarsposition, som om at jeg ville ændre alle hendes arbejdsopgaver, hvis hun gav efter og brugte ti sekunder på at tale med alkoholikeren. Det var nu en livsvigtig diskussion for Sabrine, og hun ville for alt i verden ikke give sig. Så sagde hun, at Leif alligevel var dement, så det var ligegyldt at hun sagde noget til ham, for han glemte det alligevel igen.

Jeg sagde, at han ikke var sådan, som nu, for lidt over en uge siden, at det var helt nyt at han var sådan, at man måske godt kunne minde ham om at være lidt stille alligevel, at selv hvis han faktisk var dement til trods for at det ikke tydede på det, så var demens jo et interval, man kunne være mere eller mindre dement, og mange kunne man godt tale med alligevel, så måske hjalp det at minde Leif om en gang imellem og bare i dag i det mindste, at han skulle være stille.

Det prellede af på Sabrine, naturligvis. Hun skulle ind på det kontor og sidde og ikke havde med beboere at gøre. Men hun skulle nok være opmærksom på Leif, sagde hun. Hun var noget så glat og anstrengte sig virkelig for ikke at lave noget, hvilket var lidt paradoksalt, men for hende gjaldt det ikke kun om at sidde på sin flade røv, men også at få ret altid, især overfor beboerne. Det virkede som et princip hun havde aldrig at give sig det mindste, og så lærte beboerne også at de lige så godt kunne glemme at henvende sig til hende om noget. Jeg sagde, at Leifs klageråb rent faktisk kunne indikere at der var noget galt, at han led, for sådan lød det især når han klynkede og vrælede. Men Sabrina rystede nedladende på hovedet, for hun vidste at der ikke var noget galt med Leif. Hun havde ganske vist hverken set eller talt med ham, men det vidste hun altså.

Jeg kunne ikke holde ud at opholde mig på værelset, mens Leif råbte og skreg og det var hedt, når jeg ikke kunne åbne vinduet, så jeg gik direkte fra varmestuen og ned på biblioteket. Og hvem andre end Leif mødte jeg på vejen?

Den stive og egoistiske pestilens kom med usikre skridt gående op ad bakken med sin rollator, som havde en lille kurv hvor der lå to flasker snaps, Rød Aalborg, lignede det.

Jeg gik hen til Leif og spurgte ham, om det var ham, der boede i nummer 26. Da det var, sagde han. Så spurgte jeg om det ikke var ham, der konstant råbte og skreg hele tiden. Det vidste han ikke, men måske råbte han i søvne, sagde svinet i et forsøg på at være morsom. Jeg havde lyst til at tage en af flaskerne op fra hans kurv og banke ham med den. Men jeg sagde at han skulle lade være med at råbe og natten fordi det generede mig voldsom og holdt mig vågen, han skulle i det mindste lukke sit vindue og sin dør, hvis han ikke kunne lade være med at råbe sådan. Nå men hvis det var sådan jeg havde det, så skulle han nok, stammede idioten og jeg fortsatte videre.

Men da jeg kom tilbage fra biblioteket, hvor jeg havde siddet og skrevet og var dødtræt og ville have en lur, hørte jeg Leif råbe højt allerede inden jeg var kommet i synsvidde af mit værelse og jeg så at hans dør og vindue stod pivåbent og det var tydeligt at råbene kom fra hans værelse nr. 26 af. Jeg var rasende og fløj op ad trappen til hans værelse og skubbe døren helt åben og sagde at nu skulle han fandeme lukke røven og så smækkede jeg svinets dør hårdt i.

Men allerede inden jeg var nede ad trappen igen, begyndte det stive svin og råbe og nu endnu højere. Jeg gik ind på mit værelse og lavede tre hårde frontspark på væggen og herefter hamrede jeg min knyttede næve ind i den igen og igen indtil jeg frygtede at jeg ville brække hånden. Så skrev jeg en sms til Saxenhøj mobilen, som en eller anden af de luddovne nedladende hattedamer rendte rundt med så de kunne afvise desperate hjemløse der ringede og bad om et værelse.

Jeg skrev at Leif i over en uge havde råbt dag og nat, at det ikke var en undskyldning for at forpeste mig at han var udfordret, at jeg dokumenterede alt, herunder sms'en, samt at det var en rigtig rigtig rigtig god ide at de fik Leif til at holde sin kæft lige med det samme. Ellers måtte de finde et andet værelse til mig, for han drev mig til vanvid og det havde jeg ikke fortjent.

Jeg skrev endnu en sms, hvor jeg anførte at jeg ville komme over og tale med dem til aften, så vi kunne finde en løsning. Jeg var rasende og meget tæt på at gå ind til Leif og lukke munden på ham. Kort tid efte blev der stille. Men så begyndte Leif at råbe igen. Jeg vidste, at personalet kunne finde på at straffe mig for at gøre opmærksom på alkoholikersvinet, men jeg havde inget valg og Leif havde ikke lov til at chikanere andre uanset hvor udfordret han var. Så derfor var jeg tvunget til at gøre rede for episoden i detaljer her og jeg ville ikke få noget ud af at komme over og tale med hattedamerne alligevel. Men jeg skulle nok få Leif til at forstå at han skulle holde kæft.

Jeg vidste at personalet på Saxenhøj var giftige. Det havde en anden beboer jeg mødte i toget forleden fortalt. T hed han og han havde på et tidspunkt talt stille og roligt med Rolf om et eller andet, hvorefter Rolf i modstrid med virkeligehden i T's journal havde skrevet om samtalen at T var vred og truende. Det passede på ingen måde, men Rolf havde straffet T ved at lyve i T's journal og det var effektiv hævn. Derfor måtte jeg dokumentere alt minutiøst som modvægt og gerne også optage mest muligt. Jeg gik hen og åbnede vinduet og optog svinet. Jeg lagde mærke til at Lene, der var pædagog, sad i døråbningen til en stuelejlighed i nabobygningen og kiggede op på hvor jeg boede.

Det var sikkert mig hun sad og observerede, det var vigtigt for hende at finde en grund til at smide mig ud, det handlede ikke om at gøre noget ved Leif, men ved mig, fordi jeg var til bevær for personalet, ikke Leif, der kun var til besvær for alle andre beboere. T havde fortalt mig at personalet straffede beboere, der som han gjorde opmrksom på forhold som var meget kritisable. De gjorde derimod ikke noget ved det, der var galt, og det var den beboer, der brokkede sig over en anden beboer, som forbrød sig mod reglerne, der blev straffet, sagde T, altså dem, der opførte sig ordentligt blev straffet og dermed havde han valgt den strategi at være så lidt på Saxenhøj og have så lidt med personalet at gøre som muligt.

T arbejdede som vikar, han var yngre end jeg, i god form, ikke misbruger og ikke dum. Det var et vigtigt og godt råd. Men det kunne være morsomt, hvis Leif faktisk havde stre smerter, måske akut pancreatitis, altså betændelse i bugspytkirtlen, hvilket var yderst smertefuldt, eller nyresten eller var faldet i sin stive tilstand havde brækket noget, som nu gjorde voldsomt ondt? Hvad ville Sabrine, som jeg ikke havde set Leif selv og intet anede om svinet, så sige? Så var det ikke så fedt, vel Sabrine? Ikke fordi at Leif led eller døde en smertefuld død, for boede man på Saxenhøj ville det aldrig blive opdaget og ingen bekymrede sig om stive alkoholikere, så normalt ville Sabrine slippe afsted med at dovne og pligtforsømme den, men nu skrev jeg om det og det blev offentliggjort og uanset hvad, så ville alle læse om Sabrines dovenskab og arrogance.

Sabrine sagde, at hun vidste noget om diagnoser. Som socialrådgiver var Sabrine den højst uddannede på Saxenhøj og det vidste hun godt, kunne man mærke. I de blindes rige er den enøjede konge, eller i Sabrines tilfælde, dronning. Fra nu af ville jeg optage og dokumentere alt.

Naboterror

Min nabo havde i omkring halvanden uge konstant, dag såvel som nat, cirka hver halve minut, hvis da ikke hyppigere, udstødt en højt klagende råb. Konstant, hele tiden og med en utrættelig, der var skræmmende. Og han havde både dør og vindue åbent, hvilket ikke ligefrem reducerede hans voldsomt generende udbrud. Om aftenen og natten fortsatte råbene med uformindsket styrke, men nu havde de antaget en mere klynkende og jamrende karakter. Det var ulideligt. Det var ligesom kinisisk vandturtur og jeg kunne ikke holde det ud.

Alle kunne høre det i de andre lejligheder og i den de tilstødende bygninger, men intet skete og naboen blev ved. Det var ved at blive så varmt at jeg var nød til at sove med åbent vindue, men selv med lukket vindue kunne jeg høre ham råbe. Og selv med ørepropper ligeledes. Jeg opsøgte tre ansatte og bad dem venligt om at se til ham, dels fordi det var ulideligt, og dels fordi han faktisk lød, som om han var i stor smerte. "Her på stedet har alle udfordringer", lød svaret bare, og intet skete.

Så mødte jeg den stive og egoistiske pestilens, som kom gående med usikre skridt op ad bakken med sin rollator, som havde en lille kurv, hvori der lå to flasker snaps, som lignede Rød Aalborg.

Jeg gik hen til ham og spurgte roligt men bestemt, at han skulle lade være med at råbe og skrige, især om natten, fordi det generede mig voldsomt og holdt mig vågen, samt at han i det mindste skulle lukke sit vindue og sin dør, hvis han ikke kunne lade være med at råbe sådan. Nå, men hvis det var sådan jeg havde det, så skulle han nok, stammede idioten, og jeg fortsatte videre.

Men da jeg kom tilbage fra biblioteket, hvor jeg havde siddet og skrevet og var dødtræt og ville have en lur, hørte jeg alkoholikeren råbe højt igen, allerede inden jeg var kommet i synsvidde af mit værelse og jeg så, at hans dør og vindue stod pivåbent og det var tydeligt at råbene kom fra hans værelse. Jeg var rasende og fløj op ad trappen og skubbede døren helt åben og sagde, at nu skulle han fandeme lukke røven og så smækkede jeg svinets dør hårdt i. Da hjalp selvfølgelig ikke.

Jeg optog derfor det stive og egoistiske svins råb og skrig på min telefon til senere dokumentation, da ingen ville tro på mg, når jeg sagde hvor slemt det var. Det lykkedes til fulde og optagelsen var af fremragende kvalitet. Men jeg var nødt at få ham til at holde op med klageråbene, så jeg skrev en sms til personalet (som jeg naturligvis gemte), hvor jeg anførte hvad jeg selv havde forsøgt, samt at det var en "rigtig, rigtig, rigtig god ide, at de fik ham til at holde kæft straks". Det hjalp.

Perxine

At naboen skabte sig var i sig selv ulideligt, men samtidig var jeg plaget af det, der stak eller bed mig og gav mig små røde mærker, hvor huden var tyndest. Jeg brugte derfor i dag endnu engang knapt 250 kroner på noget Permethrincreme, som i det mindste var effektivt symptomlindrende. Jeg gjorde ihærdigt rent og vaskede tøj og linned hver eneste dag, alt på minimum 60 grader og i tørretumbleren, men det hjalp ikke rigtigt. Jeg fotodokumenterede de røde elementer på huden, brugte antihistamin og tyk fugtighedscreme uden nogen egentlig effekt og brugte flittigt tættekammen så jeg fik kradsemærker på huden af det.

Hvad end der var tale om var det kommet for at blive, det var et virkeligt fænomen og jeg slap aldrig af med det. Eneste fordel ved at det klødede uudholdeligt og konstant, dag efter dag, måned efter måned var, at det distraherede mig fra at tænke for meget over min eksistentielt katastrofale situation. Kløen var det værste jeg nogensinde havde været udsat for, værre end tørst og kulde og sult og hedebølge, jeg vænnede mig aldrig til den, den kunne kun lindres ved Nix creme og invaliderede mig socialt.

Frank

Det var Franks og Vestegnens Politis skyld, at jeg var blevet truet i Vestre Fængsel:

https://nyheder.tv2.dk/live/krimi/2024-05-01-hoejesteret-tager-stilling-til-hemmelige-agentoptagelser

Samtidig havde efterforsker Ole Nielsen ransaget mig i 2017, fordi han mistænke jeg stod bag det helt igennem afskyelige, rædselsfulde, meningsløse og bestialske drab. Det var den værste beskyldning, jeg endnu var blevet udsat for.

Eftersorsker Ole Nielsen tog min kasket, en sort tynd sportsjakke og min mors spejderkniv, men gav mig igen kendelse eller noget skriftligt dokumentation på min anmodning, og jeg fik hverken Ole Nielsens ID, ej heller de to andre afdankede efterforskeres ID eller navne. De nægtede direkte at oplyse noget som helst. Ole Nielsen var dog så professionel at han - måske for gammelt bekendsskabs skyld - i hånden skrev de genstande, han stjal. Intet andet. Det var en fin gestus.

Jeg kendte dog Ole Nielsen udmærket, for dels jeg havde som læge på Retsmedicinsk Institut obduceret i nogle af hans sager og arbejdet sammen med ham og dels var det tilfældigvis Ole Nielsen, der fik min barndomsven falsk tiltalt og varetægtsfængslet i fem måneder, hvorefter min ven blev pure frifundet, men blev fyret fra sit arbejde som chauffør og fik så store psykiske mén af varetægtsfængslingen, at han blev førtidspensionist. Alt dette skete i 2012. Så jo, jeg kendte udmærket Ole Nielsen.

Jeg ville på ingen måde finde mig i at blive mistænkt for så ond og grusom en forbrydelse, så jeg klagede straks til både Vestegnens Politi og min daværende advokat, og da genstandene senere blev leveret tilbage efter analyse, hvor resultatet var, at de intet havde med sagen at gøre (selvfølgelig!), krævede jeg erstatning og mit navn renset for det ækle svineri, men jeg fik aldrig et respons på noget af det. Jeg ville selvfølgelig havde mit navn renset og jeg ville have erstatning, og ingen skulle være i tvivl om, at jeg absolut intet havde med den grusomme forbrydelse at gøre. Jeg havde klaget igen og igen og det blev jeg ved med, for det gik ikke, at jeg skulle mistænkes for sådan noget og Ole Nielsen kom til at give mig og min familie en undskyldning en dag.

Hvorfor skulle jeg forulempes af Ole Nielsen fra Vestegnens Politi? Som min daværende advokat sagde, da jeg ringede til ham dybt chokeret og grædefærdig, straks efter Ole Nielsen og hans tæskehold var gået igen, så "kan politiet jo se læse, at du er sindssyg og utilregnelig" og "politiet undersøger alle sindssyge i området for at fange gerningsmanden". Men jeg havde jo aldrig været sindssyg eller utilregnelig, det var fejldiagnoser, og jeg boede i Rødovre dengang, ikke i Herlev og jeg havde aldrig nogensinde sat mine ben i den park hvor mordet fandt sted, og mine forældre kunne jo bevidne, at jeg befandt mig hos dem på gerningstidspunktet og dagen, så hvorfor skulle jeg straffes? Det kunne advokaten ikke svare på. Men sådan var det at være fejldiagnosticeret som sindssyg.

Litteratur

Jeg satte mig i skyggen af et træ og læste videre i "Hypnosemordene" af Finn Abrahamowitz. Det var på rigtig mange måder en super interessant bog, og jeg havde sidste år læst en anden bog af nyere dato om netop samme hypnosemord, som var skrevet af en tidligere anklager fra Kolding ved navn Henrik Werner Hansen (jeg læste hans selvbiografi for et par uger siden, som egentlig var interessant nok, men som var den bog, jeg nogensinde havde læst, der havde flest stave- og grammatikfejl) , og som hed "Justitsmord - sagen om hypnosemordene".

Samme sager, men beskrevet med ret forskellige tilgange og de supplerede hinandenn godt. Jeg lånte også sidstnævnte bog, for at læse den igen. Det var ganske vist omkring 70 år siden sagerne var i retten, men så længe siden var det altså heller ikke, og det var grotesk at det kunne finde sted i Danmark også på det tidspunkt. Den form for justitsmord, hvor elendig efterforskning, politik og psykiatri var blandet sammen i en uskøn pærevælling, var præcis det samme som fandt sted i dag. Det var absolut intet med retssikkerhed eller retssamfund at gøre, men ingen kunne eller gad at se, at kejseren ingen klæder havde på. Det sagde alt om danskernes ligegyldighed, fejhed og hykleri.

Seneste version af denne del af min bog

https://docs.google.com/document/d/1eB2KDTyIon-Me3ZbYF_2ZPg12fLukFpFR-FOeRmav9Y/edit?usp=sharing

Mit forsvarsskrift - meget ufuldstændigt

https://docs.google.com/document/d/1GLbuiDshJfk7qmYzOGaQqHYQzyYbd5cxyXOnvmAdJJg/edit?usp=sharing

Om Rorschach testens ugyldighed og uvidenskabelighed

• https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35755154/
• https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10726675/
• https://en.wikipedia.org/wiki/Rorschach_test

Billede. Udsigt over Besøgsgården ved Saxenhøj.

Billede. Der blev drukket massivt af de fleste beboere på Saxenhøj.

Billede. Jeg sendte endnu en mail, hvor jeg forklarede om min uholdbare situation.

Billede. Træning i PureGym i Nykøbing Falster.

Billede. Læste oftalmologi på Grænge Station, mens jeg ventede på toget. Man skulle ikke holde vejret, mens man ventede, på de kanter.

Billede. Træning i PureGym i Nykøbing Falster.

Fysisk aktivitet

Jeg nåede beklageligvis ikke at komme i svømmehallen i går, selvom jeg havde medbragt badeshorts, svømmebriller, håndklæde og fem kroner til skabet. Jeg troede, jeg lige akkurat kunne nå det, men havde ikke set at man blev kaldt op en halv time før lukketid.

Så den eneste træning, jeg fik i går, var en hel del gentagelser og sæt af trøste-dips, samt armbøjninger. De træningsstativer, der stod på det grønne område, var faktisk flere end andre steder, jeg havde trænet udendørs fitness, så det var perfekt, men lidt pinligt for mig, så kom der en børnehave eller måske en indskolingsklasse lige efter jeg begyndte på træningen, og ungerne var glade og farerde rundt i det skønne vejr og klatrede rundt på stativerne omkring mig. Jeg spurgte for en god ordens skyld pædagogen eller læreren, om det var ok, at jeg trænede, og det var intet problem.

Så i dag skulle jeg simpelthen svømme og jeg tog toget til byen hvor svømmehallen lå i god tid og sad på det hyggelige lokale bibliotek og skrev flere dagbogsnotater ind i et par timer før svømmehallen åbnede.

Jeg genopfriskede min crawl teknik med et par youtube-videoer og især en af dem var super god og fik mig til at genfinde rytmen i armtaget. Jeg gjorde som videoen demonstrerede i selve svømmehallen og jeg fik for en gangs skyld var op før jeg hoppede i vandet og det viste sig at være rigtigt, rigtigt godt, for det blev den bedste svømmetur siden 2016, hvor jeg mistede min lejlighed. Alt gik som smurt, perfekt rytme og armtag, vejrtrækning, vendinger og bentag. Det var så dejligt at være i et perfekt flow, at jeg ikke talte baner, men udelukkede fokuserede på teknikken, som var jeg bange for at miste den igen og plaske rundt som en plov i vandet. Jeg svømmede længere tid og distance i dag end hidtil i denne omgang og jeg elskede det. Det var en yderst tiltrængt positiv oplevelse for en gangs skyld.

Fnat eller væggelus

Jeg troede lige, at det var lykkes mig at slippe af med de parasitter, der forpestede min tilværelse, så det var uudholdeligt, men desværre vendte de tilbage i går aftes og især i går nat. Det var utroligt nedslående, jeg kunne selvfølgelig mærke deres stik eller bid, som faktisk gjorde lidt ondt hver gang, det klødede enormt, jeg kunne høre parasitterne hoppe rundt, især hvis der lå noget af plastik ved siden af mig, og jeg kunne se de røde mærker de efterlod. Jeg fotodokumentere de fleste mærker som jeg ville lave en kollage af, så andre kunne se at det altså var virkeligt og ikke vrangforstillinger og hallucinationer.

Jeg forstod bare ikke hvorfor jeg ikke kunne slippe af med de satans kryb? Jeg gjorde rent typisk to gange dagligt, vaskede alt på 60 eller 95 grader og jeg gik selv i bad to gange dagligt og desuden havde jeg brugt en formue i Nix creme. Det var helt vildt. Cremen hjalp fantastisk godt, men når det ikke fjernede parasitterne var det kun lindrende behandling. Men havde man nogensinde haft fnat, så vidste man, at man ville betale og gøre alt for at få lindring. Jeg købte derfor endnu en tube creme i dag.

Politiet herude

Jeg havde ikke generelt noget mod politiet, det var Københavs Politi og Vestegnens Politi jeg ikke kunne lide, men politiet herude var sikkert flinke og hæderlige nok. Det håbede jeg ihvertfald og jeg håbede at de havde bedre dømmekraft end deres kolleger, således at de kunne se, at der ikke var noget galt med mig.

Og derfor var jeg glad hver gang en patruljevogn passerede mig, for så kunne jeg demonstrere, at jeg gik, opførte og klædte mig som det normale menneske jeg var. Klokken 17.37 passerede en patruljevogn mig således i modkørende retning mens jeg gik i rabatten. Jeg smilede venligt og diskret da bilen passerede mig. Der var overraskende mange patruljer på de relativt øde veje i området, for stot set hver gang jeg gik fremfor at tage toget, så passerede mindst en patruljevogn mig hver vej. Det var god stil at politiet viste deres tilstedeværelse så meget og det var meget betryggende for mig.

At jeg havde gået tilbage i dag var sådan set bare fordi jeg var blevet småfed og var nødt til at gå en længere tur engang i mellem. Men jeg havde set en af de lokale originaler, der vandrede rundt omkring, men for ham var det vist en livsstil. Han lignede det, som PSPeter Worm Jantzen samarbejdet fejlagtigt fremstillede mig som: En forhutlet, snavset og laset klædt midaldrende mand, som altid havde en fyldt Nettopose i hver hånd og for hvert skridt han tog svingede han begge poser vildt frem og tilbage. Såddan var jeg ikke. Og det havde politiet set et par gange.

Jeg var i væsentligt bedre humør i dag, og det skyldtes dels træningen, dels vejret, dels at jeg endelig havde søgt boliger og ikke behøvede kommunen til noget som helst, så jeg slap for fornedrelser - og vigtigst: Jeg havde mødt nogle fornuftige mennesker, jeg havde talt meget med. Når man var meget ensom som jeg, var det noget af det værste i verden, det mest deprimerende næstefter fnat eller måske mere deprimerende. Hvis jeg ikke talte med nogen i et par dage, så begyndte ensomheden at sætte ind og det var forfærdeligt og man blev desperat hurtigt. Social isolation var tortur og det var hvad der fik mennesker til at tage livet af sig selv fordi det var så uudholdeligt.

Sådan havde jeg haft det i de sidste par måneder. Indtil i dag. Det havde taget mig meget overvindelse af opsøge andre for at få et netværk, men det var ved at lykkes og jeg havde snakket så meget, at jeg var hæs. Snakket meget var for mig i denne periode mindre snak end gennemsnittet af almindelige mennesker, så det var kun relativt set og hæsheden var fordi jeg ikke havde brugt min stemme særligt meget siden jeg blev udskrevet den 15. marts. At tale med andre mennesker gjjorde mig så glad, at intet andet kom tæt på. Effekten var utrolig. Ligeså ulideligt ensomheden var, ligeså skønt og afstressende var det at tale bare lidt med andre mennesker.

Boligsøgning

Jeg havde som konsekvens af samtalen i går taget mig sammen og meldt mig aktiv i to boligselskaber. Det gik ikke at jeg var længere tid på stedet, for det var ikke for mig. Det positive var denne gang, at de ene boligselskab opererede i Udkantsdanmark og det var til forskel fra tidligere lige præcis der, jeg gerne ville bo og helst så langt væk fra andre mennesker som muligt. Jeg havde allerede skrevet mig op til flere boliger og fordi de lå så afsides var huslejen til at betale og standarden så fin nok ud. At jeg ikke ville bo i Københavnsområdet var nyt og en klar fordel. Jeg elskede det danske landskab uden for byerne, hvor der var marker, landsbyer, natur og rigtigt mørkt om natten, så alle stjerne trådte tydligt frem.

Og så var der ikke et rend af mennesker. Det bedste ved boligerne i udkanten var, at jeg havde råd til indskud selv, for dels var det lavere end jeg var vant til fra København og dels havde jeg jo takket være politiets indespærring sparret lige præcis nok op så jeg ikke behøvede at låne af kommunen. Og det betød at jeg ikke havde behov for socialpædagogernes "hjælp". Det betød at jeg kunne smutte herfra så snart jeg havde fundet mig en egnet bolig. Det var det bedste, for mig og for pædagogerne. Og måske slap jeg så også for at blive chikaneret ved stedfortræder af PSP-tosserne?

Billede. Til fods til Maribo for at tage i svømmehallen. Det var et smukt landsskab og der var kun 9 kilometer hver vej.

Billede. Sad som regel og læste på Maribo bibliotek indtil svømmehallen åbnede.

Billede. Træning i PureGym i Nykøbing Falster.

Billede. Sad og læste på biblioteket i Nykøbing Falster efter træning. I dag en ny lærebog i pædagogik

Billede. Jo mere jeg læste i den pædagogiske lærebog, jo mindre respekt fik jeg for socialpædagogerne. Og jeg havde nærmest ingen i forvejen. Her om normer og normkritik.

Billede. Jeg var ikke svag, syg eller misbrugende. Jeg var normal.

Mail til læge Camilla Mie Elvekjær

Jeg skrev til aften en mail til Camilla Mie Elvekjær på citydoctors.kbh@gmail.com. Jeg satte desuden Camilla Noelle Rathcke fra Lægeforeningen og Styrelsen for Patientsikkerhed som modtagere, da det var vigtigt, at de aldrig bagefter kunne påstå, at de intet vidste og dermed påstå sig uskyldige.

Jeg skrev, at jeg jo ikke havde kontaktet hende siden 2016, men at det var på sin plads nu, da mentalundersøgelsen fra i år havde konkluderet, at jeg intet psykisk fejlede, udover ADD, samt at Camilla Mie Elvekjær således havde taget alvorligt fejl. Dermed havde hun og hendes fejldiagnose været de hovedansvarlige for at mit liv var ødelagt. Og det skulle Camilla naturigvis vide, da det var mig, der var offer for hendes kriminallitet og at hun var gerningspersonen. Jeg skrev også, at jeg var ligeglad med om hun igen løj og manipulerede overfor politiet fordi jeg havde skrevet til hende, samt at jeg ville sørge for at hele Danmark kom til at kende til hendes ugerninger og at det aldrig blev glemt, hvad hun havde gjort. Jeg skrev et link til denne hjemmeside i mailen, så hun for en god ordens skyld kunne se at mailen til hende var at finde på adressen.

Læge Camilla Mie Elvekjær var mere kriminel end jeg, men fordi kvinder i Danmark kun sjældent blev retsforfulgt for lovovertrædelser, især ikke de veluddannede kvinder, så slap hun frisag.

Det ændrede selvfølgelig ikke på, at Camilla Mie Elvekjær faktisk var kriminel og at jeg havde dokumenteret det flere gange, men desværre fik hun positiv særbehandling af Københanvs Vestegns Politi, anklagemyndigheden og domstolene, sådan som det var sædvane for hendes slags. Jeg kunne ikke acceptere, at offentligheden ikke vidste at Camilla Mie Elvekjær var en gemen kriminel, så derfor ville jeg sørge for at hele Danmark via medierne kom til at læse om hendes og kriminalitet og dem, der havde holdt hånden over hende.

Jeg kom også til at skrive til de resterende hovedansvarlige bødler i de kommende dage, for at sikre mig at også de skulle gøres bekendte med resultatet af deres kriminalitet og misbrug af lægefaget.

Ligeglad med politi og straf

Når mit liv var endegyldigt forbi og jeg intet havde at leve for, så rørte truslen om anholdelse og straf mig heller ikke.

Billede. Mail til praktiserende læge Camille Mie Elvekjær, som havde givet mig den alvorlige fejldiagnose, der havde ødelagt mit liv og alt, jeg havde opnået og kæmpet for.

Billede. Mail fra 2021, hvor jeg forsøgte at informere om min kritiske situation, men hvor ingen lyttede.

Boligsøgning

Jeg havde skrevet mig op til over 1000 boliger eferhånden og i fire boligselskaber, men der var ikke bid endnu. Vi talte ikke om boliger inden for voldene, men om boliger i udkantsdanmark. Selvfølgelig skulle jeg væbne mig med tålmodighed, og jeg skulle ikke tro, at jeg 'bare' kunne få en etværelses lejlighed dér hvor kragerne vendte, så jeg måtte bare blive ved og forsøge at overleve imens, selvom det var umuligt nu. At få min egen lejlighed var dog et ufravigeligt krav, for jeg skulle aldrig igen være afhængig af andre menneskers velvilje eller blive udnyttet af nogen, fordi jeg var hjemløs. At være nogens bitch fordi jeg var udsat for statens overgreb var ikke min kop the, så jeg skulle have mit eget sted, hvor stalkere, socialpædagoger og andre pestilenser ikke måtte komme og hvor jeg kunne låse døren og være i fred.

De sociale medier

Det var klart, at jeg skulle chikaneres via myndighederne fordi jeg dokumenterede overgreb på de sociale medier - så måtte det bestemt da være mig, der var noget galt med og mig, der chikanerede de stakkels og samvittighedsfulde offentlige ansatte. Virkeligheden var diametralt modsat; det var mig, der var offer for uduelige og samvittighedsløse offentligt ansatte, som ikke fortjente at deres forbrydelser og misbrug af deres stilling i det offentlige blev tiet hjel. Så jeg var ligeglad med PSP-retardernes hetz. Og mens visse personer holdt af at læse alt, jeg skrev på nettet, fordrejede det og manipulerede med og løj til myndighederne om mig - ja, så holdt jeg også også med dem. Jeg gemte eksempelvis alle navnene på dem, der i årenes løb havde været inde på min LinkedIn profil for at holde øje med mig og nyde at jeg led, og som indberettede mig til myndighederne og bildte dem ind, at man skulle være "bekynret" for mig. Jeg gemte dem alle, og ville bruge oplysningerne om dem en dag.

Intet nyt under solen

Jeg vidste ret præcist, hvilken effekt mine opslag på de sociale medier havde og det samme var tilfældet med de mails jeg sendte. Jeg vidste, der intet andet var at gøre i min situation og jeg vidste, at samtlige modtagere af mine mails og de fleste, der læste min eopslag på nettet, ved første øjekast regnede mig for tosset, men kun fordi de ikke havde sat sig ind i min sag og absolut ikke havde tænkt sig at gøre det, for i såfald ville de vide, at jeg ikke var spor tosset, men at min situation var af primært rent social karakter. Men ingen nåede så langt. I stedet for skete dette: En eller anden politiker eller myndighedsperson læste et eller få opslag eller mails og kontaktede straks fjolserne i PSP-samarbejdet, som igen chikanerede mig via andre, eksempelvis retarderede socialpædagoger.

For så kunne politikeren eller myndighedspersonen på papiret og i en retssal eller for et klagenævn påstå at være i god tro og samvittighedsfuld og et godt menneske. Men samtidig havde de udelukkende skadet mig for at dække deres egne rygge. Fordi de ikke gad at sætte sig ind i sagerne. Men jeg vidste at de var gift for mig og at deres påståede bekymringer kun dækkede over at sende aben videre til nogen, der kun ødelagde mig endnu mere. Så uanset hvad de påstod, så passede det ikke og der var ingen undskyldninger for at kontakte de forkerte, altså PSP-samarbejdet eller psykiatrien. Og nu hvor jeg havde skrevet det, var der slet ingen undskyldning.

Mere 'goggeri'

Jeg måtte som som sagt væk herfra så hurtigt det var muligt, hvorfor jeg meldte mig ind i endnu et boligselskab til aften efter svømning. Jeg kom til at tænke på Senior Goggen, der forarget og bebredjende havde udbrudt, at hun ikke ville hjælpe mig til at søge om en indskudslån af kommunen, hvis jeg alligevel bare skulle i fængsel, nej, det gad nægtede hun godt nok. Hvad skulle jeg svare til det? Jeg havde ikke en chance når man bare opretholdte tiltalerne uendeligt. Når det var holdningen, så var det endnu et håndfast bevis på at jeg blev tvunget hjemløs pga. sigtelserne. Og jeg havde optaget det, som 'goggen' sagde.

Billede. Mail til Kriminalforsorgen og PSP-Samarbejdet.

Billede. Ut. efter svømning i Maribo Svømmehal.

Mails til bødler

Jeg sendete i dag mails til følgende modtagere. Det var første gang jeg havde henvendt mig til dem. Men de skulle vide, at de alle i større eller mindre omfang havde bidraget til at ødelægge mit liv ved at misbruge lægefaget.

• Lis Middelbo, psykiater i Vestre Fængsel i 2023.
• Anna Gry Bille, psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup i 2018.
• Elisabet Tornberg Hansen, embedslægen, der tog min autorisation på forkert grundlag.
• Finn Zierau, psykiater og ansat af STPS til at blåstemple fejldiagnosen.
• Marianne Geoffrey, psykiater, der gav mig fejldiagnosen skizofreni per SMS, uden nogensinde at havde set eller talt med mig, og som i 2018 ved sit vidneudsagn gav mig en behandlingsdom uden længstetid for noget, jeg aldrig havde fejlet.

Træning

Jeg trænede næsten hver dag, og der var igen grund til at skrive det hele tiden. I går svømmede jeg således i en svømmehal og i dag trænede jeg bryst og triceps i PureGym. Jeg tog en pause en gang i mellem, og måske var det i morgen, og i såfald ville jeg gå en lang tur i stedet.

Billede. De sko fra fik af M på Afdeling P7, Middelfart. Tusinde tak til ham for dem.

Billede. Mail til fængselspsykiater Lis Middelbo. Hun var en yderst slesk, manipulerende og uprofessionelt menneske, der skev noget i journalen, der var i modstrid med virkeigheden og den samtale, jeg havde haft med hende. Hun udgjorde derfor en alvorlig fare for mig.

Billede. Mail til professor Merete Osler, den reelt psykisk syge og anoretiske læge, der lagde kimen til min fejldiagnose.

Billede. Udsigt fra Saxexnhøj.

Billede. Sakskøbing.

Billede. Sakskøbing.

Billede. Sad som sædvanlig og arbejdede på at skrive mine dagbogsnotater ind.

Billede. Vaskerummet på Saxenhøj var direkte ulækkert det meste af tiden, indtil der endelig blev skiftet rengøringsfirma.

Psykiatere Bente Hancke og Bjarne Christensen i 2018 - "ikke psykotisk"

Der var to psykiatriske konsulenter, jeg blev tilset af i Vestre Fængsel. Hvis en indsat havde haft et forløb i psykiatrien, var i en eller anden form for psykofarmakologisk behandling, eller bare hvis en indsat pludselig blev skør, så blev vedkommende tilset af en af disse konsulenter. De var ikke i fængslet fast, men som kom et par gange om ugen i dagtiden. Den første psykiater, jeg blev tilset af i 2018, fordi jeg var i behandling med et mildt præparat mod nedtrykthed, hed Bjarne Christensen, en gammel hippie med kridhvidt halvlangt hår og en farverig halskæde, der lignede noget hans børnebørn havde lavet til ham.

Den anden psykiater, jeg havde samtale med i 2018, hed Bente Hancke og hvor Bjarne Christensen vævede rundt i det og ikke turde udtale sig om min tilstand, så var Bente Hancke mere klar i mælet og konkluderede utvetydigt at jeg ikke var psykotisk. Jeg fandt hendes notat frem af 11. oktober 2018, hvor hun havde anført dette direkte. Endnu et tegn på at Gitte Ahle og Anna Gry Bille var gemene løgnere, der groft misbrugte deres fag i ond tro og burde sidde i fængsel for det.

Løj i Det Psykiatriske Klagenævn

Psykiater Anna Gry Bille løj direkte over for Det Psykiatriske Klagenævn den 18. oktober 2018 på Glostrup Hospital, hvor hun påstod, at jeg var psykotisk, selvom det åbenlyst ikke passede og til trods for, at hendes egen og mere erfarne kollega den 10. oktober 2018 efter en lang og grundig samtale med mig konkluderede, at jeg ikke var psykotisk.

Så Gitte Ahle og Anna Gry Bille var løgnere. Gemene løgnere.

Billede. Efter endt svømning i Maribo Svømmehal og før hjemturen til Sakskøbing.

Billede. Jeg sad som regel på Maribo Bibliotek og læste aviser før svømmehallen åbnede.

Billede. >Til fods fra Sakskøbing til Maribo nød jeg det idylliske danske landskab.

Billede. Den store og smukke kirke i Vaabensted.

Billede. Udendørsfitness i Maribo, hvor jeg trænede før svømning.

Billede. Træning i PureGym i Nykøbing Falster.

Billede. Sad og læste i bogen "Den akutte patient".

Uønsket opmærksomhed

Jeg oplevede hyppig stress, belastning og uønsket opmærksomhed, som desværre betød, at jeg måtte få nyt telefonnummer. Det var det sidste, jeg havde behov for, den konstante uønskede kontakt fra folk, jeg ikke ønskede at blive kontaktet af, men det var bare et vilkår. Retten til at få lov til at være i fred fra enkeltindivider og fra myndigheder, især PSP-samarbejdet, burde være en menneskeret.

Min reaktion helt naturlig

Jeg var dødtræt af, at ingen lod til at fatte, at min situation var helt indfølelig og normal, qua det, jeg i årevis var blevet udsat for og som aldrig fik en ende. Hvis man ødelagde et menneskes liv med bevidste løgne, og når myndighederne svigtede eklatent, så skete det, som skete for mig. At man ikke forstod det, betød bare at man ikke havde gidet at sætte sig ind i sagen. Det kunne jeg ikke gøre noget ved.

Dødsdommen

Det, der var udslagsgivende for min opførsel, var især dette:

1. Min advokat fortalte mig i februar i år, at retssagen fra 2021 ikke engang var berammet endnu, men at jeg skulle forvente, at der ville gå mindst et år endnu.
2. Jeg blev løsladt direkte til gaden, til den tilværelse som hjemløs, som var årsag til at jeg blev fængslet.

Hvem var så dumme, at de ikke forstod, at min opførsel var helt forventelig og normal?

Og hvem var så meget ude af takt med virkeligheden, at de troede, at man kunne sætte lighedstegn mellem ord - uanset hvilke og hvor stort antallet end var - og så det, jeg havde været udsat for i knapt 10 år. Indtil videre?

En uge i mine sko, var langt værre end alt, jeg nogensinde havde skrevet og sagt. Hvordan kunne det så være, at nogen syntes andet? Det måtte være mennesker, der ingen indlevelsesevne besad, der mente, at ord skulle koste 10 år i helvede.

Da jeg sagde til Gitte Ahle, at jeg var blevet hjemløs af fejldiagnosen, sagde hun: "Det er der da så mange, der er, uden at reagere sådan som dig.". Men var der faktisk også det? Var der nogen, der pga. en fejldiagnose givet af en praktiserende læge, var ikke bare blevet hjemløse, men også stigmatiseret som kronisk sindssyg resten af livet? Kendte Gitte Ahle nogen af dem? Og havde da accepteret deres fatale skæbne i tavshed, uden at bruge ord eller gøre noget?

Det var jo interessant: Hvilket menneske ville bare acceptere at skulle være sygemeldt resten af livet med en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, uden at lide af den, men bare sige til sig selv, "det var da ærgerligt, at mit liv er ødelagt, men det må jeg bare finde mig i". Ville Gitte Ahle selv acceptere at en kollega gav hende fejldiagnosen kronisk sindssyge?

Gitte Ahle kunne ikke forstå, at jeg blev vred over at miste min tilværelse, samt at jeg brugte ord EFTER jeg havde klaget, anket og tabt i landsretten. Men hvem var der så noget galt med?

Der var desværre ikke et eneste menneske, der forstod min situation og min reaktion. "Det må skyldes noget psykisk", tænkte PSP-samarbejdet. Bare fordi han fik en fejldiagnose og mistede sit levebrød og blev hjemløs uden slutdato, så retfærdiggjorde det ikke at han dokumenterede sin tilværelse på de sociale medier. Hvem var galt på den? Mig eller PSP-samarbejdet? Og vidste PSP-samarbejdet overhovedet noget som helst om mig og min baggrund? Om fejldiagnoserne? Eller reagerede de bare automatisk og blindt på dem, der misbrugte ordningen til at chikanere og sygeliggøre mig?

De psykiatere, der beviseligt havde fejlbehandlet og fejldiagnosticeret mig, som havde gjort det i ond tro eller fordi de var ualmindeligt sjuskede, dem, der havde undladt at berigtige deres fejl i næsten 10 år, og som jeg forleden havde skrevet til og mindet dem om deres overgreb og forbrydelser mod mig, troede de virkeligt at det var mig, der chikanerede dem med en enkelt mail?

Det var jo mig, der var offer for dem - de var de kriminelle, jeg var offer for deres kriminalitet, som ingen var blevet straffet for overhovedet, og fordi jeg som offer mindede dem om deres kriminalitet, følte de sig så chikanerede? Var de virkelig så rethaveriske, dyssociale og narcissistiske, at de oprigtigt følte sig forurettede? Hvis de gjorde, så var de mere vanvittige og psykopatiske, end jeg havde drømt om.

Hvordan kunne det være, at retsvæsenet beskyttede offentligt ansatte, der så groft og med så katastrofale følger misbrugte deres stilling og hverv? Hvorfor beskyttede Danmark kriminelle, bare fordi de var ansat i psykiatrien eller retsvæsenet?

Altid læge

Jeg havde gjort mig fortjent til at være læge ved hårdt arbejde, jeg havde aldrig fejlbehandlet nogen, jeg havde mistet min autorisation og mit levebrød på et forkert grundlag og jeg ville ALDRIG acceptere at være eller arbejde som andet end læge. Det var min velerhvervede ret, den skulle ingen tage fra mig og hvis nogen troede, at jeg skulle gå med aviser eller sidde bag kassen i Netto, så tog de fejl og skulle lukke røven. Ingen i dette forpulede skodland skulle have en mening om, at jeg skulle lave andet end at være læge og ingen skulle mene, at jeg skulle acceptere at arbejde som andet end læge.

For jeg havde altid været en god læge, jeg havde dedikeret årevis af mit liv til lægegerningen, jeg havde aldrig fejlbehandlet nogen og derfor skulle jeg ikke acceptere ikke at være læge. Og blev jeg ikke læge igen, så vidste jeg præcis hvad jeg så ville gøre. Og det havde intet med 'farlige ord' at gøre, intet med mails til de myndigheder, der havde svigtet deres ansvar, at gøre, så var det pludseligt noget helt andet, jeg havde i tankerne.

Billede. Retslægerådet var en skamplet på retsstaten og lægestanden.

Jeg var langt fra den eneste, der havde gjort sig den erfaring, at man aldrig kunne få hjælp og støtte af de sociale myndigheder, herunder især socialrådgivere, socialpædagoger og socialsygeplejersker, til at blive noget 'mere' end dem. Altså skulle man forvente, at Janteloven satte ind hos fornævnte faggrupper, hvis man var læge eller ingeniør og endte i det sociale system. Fordi man havde en højere og mere prestigefuld uddannelse end socialrådgiveren, fik hun ondt i røven, fordi hun følte sig underdanig. Hendes autoritet og faglighed var pludselig udfordret og ikke så meget værd. Den magt hendes egen uddannelse gav hende, blev overgået og derfor var det en personlig fornærmelse mod hende, at borgeren hun sad overfor var eksempelvis jurist eller læge.

For selvom socialpædagogen eller socialrådgiveren (og især socialsygeplejersken) fik en overordentlig god løn, når man sammenholdt den med arbejdsvilkårene, pensionen, ferien, tillægene og pauserne, for ikke at tale om arbejdstiden og belastningen, så var alt dette noget, som disse faggrupper anså som en selvfølge, det var ikke det, der gav dem et kick, der var derimod det at udøve magt overfor et andet menneske, det var at umyndiggøre og fornedre borgeren, at bestemme over det andet menneske, at sparke nedad for demed at føle sig selv mere værd.

Derfor elskede socialpædagogerne og socialrådgiverne i virkeligheden de kriminelle, narkomanerne, de fysisk og psykisk syge, for over for disse grupper var man at betragte som guder, man stod over dem, man havde en position og viden til at bestemme hvad de skulle og burde gøre, man var bedre end dem og de skulle være underdanige og taknemmelige overfor én. At de hver dag kunne pleje deres indre svinehund på de udsattes beskostning var den virkelige løn for dem.

Men sad de overfor et menneske, der overgik dem og deres position i det sociale hieraki, så fik de det akut dårligt af misundelse. Så kunne de ikke bruge deres vigtigste aktiv, deres uddannelse og viden til noget. Så havde de kun deres stilling og magt tilbage, og så var målet med mødet med borgeren ikke at hjælpe vedkommende, men at presse denne længere nedad, ned til en social position, der lå under en socialrådgivers. Det mest ydmygende for en socialrådgiver eller socialpædagog var, at yde en veluddannet borger den service som de fik løn for. Det kunne man slet ikke have. Man ville gerne hjælpe mig til at få en avisrute eller et rengøringsjob, for de lå under i det sociale hieraki og så følte man sig ikke truet. Det var virkeligheden.

Virkeligheden var, at jeg kunne overtage samtlige socialpædagogers og socialrådgiveres arbejde straks og uden ét sekunds forberedelse. Det var fordi jeg havde en uddannelse, viden og erfaring, samt personlige egenskaber, der overgik alle førnævntes, fordi jeg intet fejlede psykisk eller fysisk, ikke var misbruger, ikke havde nedsat funktionsevne eller lignende. Det kunne man ikke lide at høre, men det var bare virkeligheden, så sur røv for dem, så at sige.

'Ain't nothing but a white trash party'

Jeg havde trænet bryst, triceps, mave og lænd om formiddagen og nu skulle jeg have tiden til at gå, indtil svømmehallen åbnede. Jeg havde siddet på en bænk ved søgn og skrevet dagbog ind, indtil det blev for varmt at sidde delvist i solen, så jeg ledte efter et sted med skygge, så jeg kunne fortsætte. Der var en lille park ikke lang fra søren, som jeg satte kursen mod. Jeg så en stor flok krager eller skader sidde i trækronerne i et par høje træet, der stod langs parken. Nogle af fuglene fløj rundt i cirkler og skræppede op. Det var sgu mærkeligt. Nogle skolebøn, der passerede mig på deres cykker kiggede også over mod fuglene. Så hørte jeg et højt smæld og nu lettede alle kragerne.

Jeg var netop nået hen i parken og klokken var 13.11, da jeg hørte endnu et højt smæld og kort efter kunne jeg dufte den karakteristiske krudtrøg, som vinden bar hen til mig. Og da jeg fortsatte længere ind i parken mod den bænk, jeg havde udset mig, og som var dækket af herlig skygge, så jeg manden; en midaldrene mand iklædt mørkegrønt tæj og en kasket, der gik med sit gevær sænket, mens hans hund gik et par meter foran ham. Jeg besluttede mig for at finde et andet sted at sidde. Der var masse børn og andre borgere i området, der lå centralt i den lille by, men sådan gjorde man altså her, og jeg var bare en gæst. Rotter og krager, de levede en farlig tilværelse her på stedet.

Billeder. Besøgsgården, der lå ved og var administrativt tilknyttet Saxenhøj.

Konsekvenserne af overgrebene

En af konsekvenserne af min håbløse situation og de årelange overgreb, af at jeg intet havde at miste og havde ar på sjælen af alt, jeg var blevet udsat for, at min advokat ignorerede mig og at jeg rådnede op, og årsagen til at det ville ende helt galt, viste sig i dag:

Jeg gik og skrev en mail på fortovet til eftermiddag, mens jeg var på vej ned i Rema 1000 for at handle ind. Der var mange mennesker i området og på gaden, og vejret var skønt og sommerligt, jeg var rolig og afslappet og i bedre humør end normalt. I dag skulle jeg bare slappe af. Pludselig dukkede en mand op fra en indkørsel og antastede mig med ordene i et truende toneleje: "Tager du billeder af min bil?". Manden var slank, mørkhåret, havde tattoveringer på armene, var iført stråhat og solbriller. Jeg svarede: "Nej, hvad mener du, hvorfor skulle jeg det?". Han svarede "Nå, ok, jeg skulle bare lige høre". Jeg blev helt overrumplet over mandens henvendelse, for jeg havde aldrig været ude for noget lignende og anede ikke hvilken bil, han vrøvlede om.

Jeg fortsatte i Rema, handlede ind, men tænkte så, at det ikke var noget, jeg ville finde mig i. Jeg havde dels intet gjort galt og dels skulle ingen tale sådan til mig. Jeg blev mere og mere rasende, arrangerede mine ejendele, så jeg hurtigt kunne stille dem fra mig, når det kom til kamp, og småløb tilbage til hvor manden havde antastet mig. Jeg nåede lige at se ham åbne bildøren på sin bil, som åbenbart var en bøssehvid Fiat 500. Han skulle lige til at starte bilen, da jeg henvendte mig til ham, satte mine ting, kiggede ham direkte i øjnene, gjorde tegn til at han skulle rulle vinduet ned, hvilket han gjorde og spurgte så roligt, jeg kunne, selvom det var svært: "Hvad fanden var det egentligt du ville?".

Manden med sin latterlige stråhat blev overrasket og skyndte sig at sige undskyld, undskyld, jeg er bare lidt paranoid og er et dårligt sted i mit liv, det må du virkelig undskylde". Jeg samlede mine ting op og gik videre. For det var ikke nok for mig med svinets undskyldning, jeg ville gøre noget ved ham og hans bil. Hvis det havde været om natten og der ingen mennesker var, så havde jeg ikke sagt et ord til ham. Så havde jeg gjort noget ganske andet. Så skulle han betale. Både for sin egen idioti og for de læger, der ødelagde mit liv. Og nu vidste jeg hvilken bil svinet kørte i og hvis jeg var heldig så så jeg ham eller hans bil en dag, hvor der ikke var andre i nærheden. Jeg var ligeglad med en voldsdom, jeg ville have hævn. Det var konsekvenserne af, at min advokat og politiet og samfundet pissede på mig og troede mit liv var for sjov og at jeg ville tilgive og glemme mine bødler.

Andre personer, der havde ydmyget og fornedret mig, huskede jeg også, især de tosser af socialpædagoger og socialrådgivere, jeg ufrivilligt havde stiftet bekendtskab med. Jeg havde optaget de fleste samtaler med førnævnte Jantelovsryttere i forhold til aktuelle forløb, så jeg ikke begik samme fejl som på Solvang i 2020. Her optog jeg ganske vidst også alle samtaler med stedets tarvelige ansatte, men jeg havde ikke på samme måde som nu, sørget for at notere alle ansattes navne. Det var sjovt for disse velfærdsansatte at ydmyge mig nu, men de var jo totalt overflødige og ikke kun overfor mig, men også overfor mange andre beboere. Og mon ikke at politikerne en dag ville være modige nok til at granske hvor i det alt for dyre velfærssamfund, man kunne spare? Det mest oplagte var at spare på netop socialpædagogerne og socialrådgiverne. Deres faglige organisationer havde haft stor politisk indflydelse og held med at bilde politikere og borgere ind, at de var meget nødvendige, at der var behov for dem, ja, faktisk behov for endne flere. Det var hvad de konstant hylede op om.

Overflødige velfærdsansatte

Og hér kom jeg ind i billedet: Jeg ville nu sørge for at dokumentere alt i forhold til nytten og behovet for de velfærdsansatte, jeg havde været tvunget til at belemres af på min vej. Jeg skulle ikke gøre andet end at beskrive virkeligheden. Og det skulle bidrage som ammunition til at skære en stor del af de overflødige velfærdsansatte væk. De nassede på samfundet og borgernes skattekroner, men der var ikke behov for dem i det antal, man havde ansat i dag. Så når landet manglede penge, så måtte mange af dem fyres. De stærke faglige selvskaber, der repræsentere dem, ville selvfølgelig råbe op og påstå at de var så nødvendige. Men det var de ikke, og jeg ville sørge for at politikerne så kunne hive mit vidnesbyrd frem, hvor jeg dokumenterede hvor overflødige socialpædagogerne var, hvor lidt de faktisk arbejdede og at man snildt kunne afskedige en stor del af dem.

Og det var min hævn for de ydmygelser og fornedrelser, jeg var udsat for nu, såvel som i 2020 af socialpædagoger og socialrådgivere. Det samme i forhold til EKI og PSP-samarbejdet; min hævn for at blive hhv. sjoflet og hånet, samt uretmæssigt sygeliggjort og chikaneret, var den meget simple, at jeg minutiøst havde dokumenteret hvordan jeg var blevet behandlet af dem, at de ingen gavn havde, samt i forhold til PSP-samarbejdet, at det var en retssikkerheds og persondatamæssig trussel mod borgerne.

Snart væk

Jeg kunne mærke at den fornedrelse jeg nu blev udsat for af de ignorante og tossede socialpædagoger, der umyndiggjorde mig og behandlede mig som en skør kugle eller en retarderet person, var alt for meget for mig. Jeg skulle derfor væk hurtigst muligt. Jeg var for gammel til at gide at blive ydmyget af mennesker med så kort og ligegyldig uddannelse som socialpædagog og socialrådgiver var, men som var for dumme til at indse hvor lidt de kunne. Jeg var jo ikke blevet læge, for at nogle guitarspillende, næsering-og-klichetattoveringer-havende tosse-pædagoger skulle fortælle mig noget som helst, især ikke når de tog fejl. Så jeg måtte meget snart væk herfra. Jeg ønskede kun det værste for de jantelovs kolporterende socialpædagoger. Føj for satan.

Jeg anede endnu ikke hvor jeg skulle tage hen og bo, men alt var bedre end at blive ydmyget yderligere af tarvelige idioter. Og præcis som på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, hvor jeg skrev om personalets nedværdigende behandling af mig, således skrev jeg også om de nedladende og selvovervurderende socialpædagoger her på stedet.

To mennesker forstod mig

Der havde siden 2016 kun været to mennesker, der faktisk forstod min situation. Begge var sundhedsprofessionelle, men jeg kunne intet afsløre om dem, fordi de med sikkerhed ville blive udsat for repressalier. Den ene af dem, var X1, som havde henvendt sig til mig i starten af 2023. Hun og jeg havde i flere måneder dagligt talt i telefon sammen og ofte i over en time hver gang. Hun forstod mig og hjalp mig med en del formalia. Uden hende havde jeg ikke klaret det så længe, hun holdt mig i live og jeg glædede mig hver dag til at høre hendes stemme. Desværre mistede vi kontakten. Den anden person kunne jeg slet intet skrive om, udover at det nu var pågældende, der holdt mit mod oppe og som gjorde at jeg kunne modstå alverdens idiotiske og hovmodige socialpædagoger.

Kældermenneskene

Jeg vidste selvfølgelig udmærket hvilken effekt mine opslag på de sociale medier havde og jeg vidste også, at der sad folk ansat i Region Hovedstadens Psykiatri og politiet og fulgte med og brugte opslagene til at få PSP-samarbejdet til at chikanere og sygeliggøre mig. De gjorde dermed det helt forkerte, de skadede mig og i ond tro, men jeg skulle nok en dag få aktindsigt i hvem disse anonyme ansatte var, så jeg kunne offentliggøre navnene og måske få en forklaring på, hvorfor de holdt hånden over kriminelle læger, hvorfor de ikke sørgede for, at jeg fik min autorisation igen, så jeg kunne arbejde og slippe for at være på bunden af samfundet og endelig hvorfor de forsatte med at sygeliggøre mig og lyve overfor diverse myndigheder. Den slags personer var faktisk de allerværste; de anonyme stikkere. Men en dag, ja, så ville jeg sørge for at ikke var så anonyme længere, så andre kunne sørge dem om, hvad fanden de havde gang i.

Stalket af Timmi

Socialpædagogen Timmi kom pludseligt og forstyrrede mig til aften. Normalt skulle man bare give livstegn fra sig hver tredje dag, og personalet havde jo set og talt med mig i går, så det var ikke nødvendigt af han kom og generede mig. "Har du været til spisning?", ville den unge socialpædagog nedladende og umyndiggørende videm som var jeg et lille barn eller ude af stand til at tage vare på mig selv. Spørgsmålet i sig selv, var meget ydmygende og den slags skulle jeg ikke udsættes for. Det var netop af grunde som denne, at jeg måtte væk hurtigst muligt, jeg gad da ikke udsætte mig for at blive fornedret på den måde af ignorante pædagoger, som ville bidrage til et falsk narrativ.

"Nej, den slags gider jeg ikke deltage i", svarede jeg. Jeg spiste en sund, billig og varieret kost hver eneste dag, så jeg gad da ikke at sidde sammen med 20 alkoholikere og stofmisbrugere og spise mad, som et par af dem selv havde lavet. Jeg havde gået i børnehave, så jeg gad da ikke den slags, så pædagogen blev glad. Hvad bildte han sig ind? Den idiot var jo ingenting, kunne og vidste ingenting, især ikke i forhold til mig, så hvorfor skulle han så komme fordi bare for at ydmyge mig? Sådan en nar. Måske ville han ad åre blive mere fornuftig og bedre til at vurdere andre mennesker, men det var ligegyldigt for mig nu. Alt, han kunne, kunne jeg gøre bedre, ihvertfald i akademisk og socialt henseende, og sikkert også i fysisk henseende, selvom jeg var dobbelt så gammel som ham. Han var dog klart bedre til at spille fodbold end jeg. Men i alle andre forhold var han intet.

Aktindsigter og atter aktindsigter

Jeg ville søge om aktindsigt i det nuværende ophold. Det var en meget vigtig prioritet for mig. Det var sikkert EKI eller Region Hovedstadens Psykiatri, der igen havde kontaktet forsorgshjemmet og bedt Junior om at tjekke til mig. Det var noget, som pædagogen i givet fald ville skrive i min journal, og så kunne jeg på et senere tidspunkt få akitindsigt og vished. Og offentliggøre det hele. Ingen pædagog havde nogen autoritet overfor mig.

Hvorhen nu?

I virkeligheden havde jeg måske ved nærmere eftertanke trukket den længere på forsorgshjemmet end jeg turde have håbet på. At jeg først for alvor var blevet umyndiggjort, sygeliggjort og klientgjort af personalet på stedet i den seneste tid, og at der var gået relativt længe før PSP-samarbejdet var begyndt at chikanere mig, var nok ret heldigt.

For formålet ved mit ophold havde hele tiden været at jeg med tag over hovedet kunne få overskud til at skrive min dagbog fra Vestre Fængsel og Middelfart Retspsykiatrisk Afdeling P7 ind og offentliggøre den. Jeg var nået op på 232 sider og manglede vel ca. 50, men nu gik det ikke længere og jeg måtte væk fra fornedrelsen.

Selvfølgelig havde jeg trods indmelding i fem boligselskaber ikke fået en bolig og beskæftigelse kunne ignorante Jantelovsryttere aldrig hjælpe mig med alligevel, så nu ville jeg bruge et par dage på at pakke, afslutte indskrivningen for denne gang og så finde et andet sted at være hjemløs, uanset hvor i landet, så længe jeg kunne være i fred fra idioter, der sygeliggjorde mig.

Det var en fejltagelse at jeg havde brugt tid på at tale med retarderene som var ansat her på stedet, for de fattede simpelthen ikke hvad de skulle gøre med en person som mig. Deres sædvanlige pjat havde jeg ikke brug for og så blev de fornærmede når jeg afviste dem og deres pseudohjælp.

De ansatte ville åh så gerne arbejde med narkomaner og alkoholikere, de elskede at fortælle den slags mennesker hvad de gjorde forkert og hvad de burde gøre, de elskede at føle sig bedre end beboerne og de hadede en som mig, der intet fejlede, intet misbrugte og som ikke gad at blive nedgjort af dem.

Det var i grunden ærgerligt at jeg måtte væk, for jeg var begyndt at kunne lide denne dag af landet og jeg kendte både området, de nærmeste byer, samt et par mennesker her, men sådan var vilkårene.

Billeder. Mail til idioterne i EKI - Enhed for Kriminalpræventiv Indsats.

Ulideligt

Selvom jeg gjorde grundigt rent hver dag, nogle gange to gange om dagen, selvom jeg vaskede alt tøj igen og igen på nu 95 grader og selvom jeg gik i bad mindst to gange dagligt, så kunne jeg ikke slippe af med det, der havde infesteret mig og som gav mig mæærker hver nat især, samt voldsom kløre og smertefulde bid.

Hvis man ikke selv havde prøvet det, vidste man ikke hvor ulideligt det var. Og jeg havde lidt af det i halve år. Det eneste, der hjalp, var Nix creme, både på symptomer og på mærkerne på huden. Men jeg havde brugt alle mine penge på Nix under aktuelle ophold, og der var intet at gøre.

Det var som at leve i et U-land. Jeg burde slet ikke have problemer med den slags. Men sådan var det, og ligesom alt andet, måtte jeg udholde også det. Men det kom på "regningen", ligesom alt det andet. Og den skulle betales af nogen en dag.

Gitte Ahle

Jeg googlede aldrig mine bødler, så det var kun, hvis de optrådte offentligt, altså i medierne, at jeg blev mindet om dem. Det var tilfældet med (Anne) Mette Brandt Christensen. Men hvad med Gitte Ahle? Sidst jeg stødte på hendes navn var i 2023 og da var hun overlæge i Gade Teamet i København.

Men hvor arbejdede denne bøddel mon nu? Angrede hun sine overgreb på mig? Fortrød hun, at hun havde givet og vidreført fejldiagnoser, som havde ødelagt mit liv? Eller skænkede hun mig aldrig en tanke? Overvejende sandsynligt det sidste.

Når man var som Gitte Ahle, så fik man aldrig dårlig samvittighed, så efterlod man sine ødelagte ofre og fandt nogle nye.

På den måde efterlod man et spor af smadrede skæbner, ødelagte liv og lidelse. Hvis man bare havde et ordinært arbejde, hvor man ikke havde ansvar for andre mennesker, kunne det selvfølgelig være slemt nok for ens omgivelser.

Men var man retspsykiatrisk overlæge, så havde man utrolig stor magt og indflydelse og så kunne man virkelig gøre skade og smadre rigig mange menneskers liv. Gitte Ahle ændrede sig nok ikke. Og den måde hun havde behandlet mig på, var nok ikke et enkelt tilfælde.

Hvor mange observander havde Gitte Ahle fejlvurderet? Hvor mange havde hun fejlbehandlet? Hvem havde holdt hånden over Gitte Ahles overgreb og fejlbehandlinger? Og hvor længe ville de fortsætte med at dække over hende? For alle der dækkede over Gitte Ahles ugerninger, var jo delagtige i dem. Og de skulle derfor også straffes.

Retspsykiatrisk Interessegruppe

Jeg googlede Kim Balslev fordi jeg syntes at have set hans navn stavet anderledes og jeg ville ikke skrive noget, der var forkert. Det bragte mig til Retspsykiatrisk Interessegruppes bestyrelse, hvor både Kim Balslev - eller Kim Balsløv, som åbenbart var hans rigtige navn, samt Gitte Ahle og Mette Brandt Christensen også var sad i. Kim Balsløvs funktion i bestyrelsen var "kritisk revisor". Det var ærgerligt at det var foreningens økonomi, han var sat til at være kritisk overfor, da det i langt højere grad burde være det faglige og moralske niveau, som trængte til et gevaldigt eftersyn. Gad vide, om Kim Balsløv med sin post i bestyrelsen var så uhildet, som retten og min advokat troede?

Filthy Few

Hvis man skulle sammenligne psykiatrien i Danmark med noget, så var Dansk Psykiatrisk Selskabs medlemmer som almindelige motorcykelentusiaster med rygmærker, hvoraf nogle var kriminelle og farlige, men de fleste bare almindelige og fredelige mennesker. Retspsykiatrisk Interessegruppe var derimod 1%'ers, altså den fraktion af det psykiatriske miljø, som ikke respekterede samfundets love, regler og normer og som havde sit eget kodeks for hvordan man skulle opføre sig. I denne sammenligning var bestyrelsen af Retspsykiatrisk Interessegruppe så Filthy Few, en gruppe i gruppen, som var de mest hard core og farlige psykiatere af alle, dem man skulle holde sig langt væk fra og aldrig nogensinde komme i kambolage med, disse mennesker havde gjort noget for retspsykiatrien, som havde gjort dem fortjent til en position i indercirklen.

Det var klart, at var man i retspsykiatriens Filthy Few, så havde man bevist sit værd, man var gået længere end alle andre og derfor havde man intet yderligere at bevise. Nu bestemte mann og fik andre til at gøre det beskidte arbejde. Og det var naturligvis i min analogi dem, der var prospects, altså politiet, anklagemyndigheden og dommerne. Eneste forskel var, at disse prospects aldrig kunne gøre sig fortjent til at blive fuldgyldige medlememr i retspsykiatrien. De var for evigt prospects og skulle blindt adlyde et medlem af Retspsykiatrisk Interessegruppe, altid stå til rådighed dag og nat og uden at stille spørgsmål udføre hvad de fik besked på. De var altså Retspsykiatrisk Interessegruppes bitches og det lod ikke til at genere dem det mindste.

Kend dig selv

Junior troede han havde forstand på mig, min baggrund og min situation. Det havde han på ingen måde og det var hans største fejl. Han udviste hovmod og kendte ikke sine egne begrænsninger. Det, vi lærte som læger, hvilket jeg tog til mig, var, altid at kende vores egne begrænsninger og søge hjælp, hvis vi ikke var kompetente eller erfarne eller viddende nok til at håndtere en patient eller situation. Det havde jeg altid efterlevet. Jeg havde aldrig taget nogen chancer i forhold til at behandle patienter, hvis ikke jeg vidste, præcis hvad jeg gjorde. Selvom det nogen gange gik mig på at ringe til en mere erfaren kollega, så var det kun fordi jeg ikke ville forstyrre vedkommende, aldrig fordi jeg følte mig dum eller utilstrækkelig.

Selvom Junior kun var socialpædagog, gjaldt det også for ham; han og Senior havde klart demonstreret at de manglede viden og kompetancer i forhold til mig, men frem for at have jeg-styrke nok til at erkende det, begyndte de at udsætte mig for noget, der var meget, meget skadeligt. De nægtede at erkende at de kom til kort og fremfor at søge råd og vejledning eller bare at spørge mig, blev de stædige og påståelige. De forbrød sig mod en af de vigtigste dyder, at kende sine egne begrænsninger. Udover at skade mig, var de derfor også svage. De blev fornærmede og troede jeg var en trussel mod deres faglighed.

490 kroner på Nix creme

Jeg havde ikke sovet meget i nat fordi jeg var så plaget af fnat eller væggelus eller hvad pokker der var tale om. Jeg brugte derfor igen i dag 490 kroner på Nix-creme, så jeg kunne holde ud at eksistere. Det hjalp gevaldigt, men det var alt for dyrt og jeg havde brugt en formue på cremen, samt på rengøringsmiddler og tøjvask. Jeg havde for et par uger siden ringet til den lokale socialmedicinske afdeling for at spørge om de kunne hjælpe mig. For hvis man googlede fnat, kunne alle jo læse, at man skulle skifte opholdssted i de slemme tilfælde og mange blev indlagt fordi Nix cremen var nyttesløs. Samtidig skulle jeg også diagnosticeres ordentligt, hvilket min praktiserende læge ikke kunne. Og hvad var mere velegnet end socialmedicinsk afdeling? Var jeg da ikke hjemløs? Led jeg ikke af et primært socialmedicinsk problem? Jeg talte med en sur mokke, som vredt belærte mig, at afdelingen KUN var til for at behandle alkoholabstinenser. Så sluttede den samtale. Jeg var træt af, at gamle kællinger så det som deres vigtigste opgave at afvise mig og dermed undgå arbejde. For sådan var det jo og jeg var langt fra den eneste med sammee erfaringer. Man skulle ikke tro, at man bare kunne henvende sig og venligt bede om relevant hjælp. Så fik hattedamerne nemlig ondt i røven.

De psykiske konsekvenser af politiets chikane

I dag umiddelbart foran svømmehallen, så jeg en patruljevogn komme langsomt kørende hen mod mig, før jeg gik ind for at svømme. Jeg så politibilen reflekteret i svømmehallens vinduesparti, men lod som sædvanligt som ingenting, så betjentene ikke troede jeg havde urent mel i posen. Så drejede patruljevognen heldigvis væk igen. Det kunne være et tilfælde, men qua mine erfaringer med årelang politichikane, samt indsigt i noget af sagsmaterialet til et retsmøde under varetægtsfængslingen, vidste jeg, at poltiet i dén grad havde holdt øje med min færden, både fysisk og ved indhentning af mastedata, og fordi jeg stadig blev chikaneret af PSP-samarbejdet og politiet formodede jeg, at man også nu holdt et vågent øje med mig.

Patruljens kørsel var så åbenlyst et tegn på, at de ledte efter nogen, at jeg nu troede, at jeg blev anholdt. Det skete ikke, og jeg gik ind og svømmede at, jeg kunne, i tilfældet af, at politiet ventede på mig, når jeg kom ud fra svømmehallen igen og det så var sidste gang i lang tid jeg kom til at plaske rundt. Helt udmattet efter knapt en times non-stop crawl, ryg og lidt brystsvømning, vardet der imidlertid ingen, der ventede på at lægge mig i håndjern, da jeg stadig svedende efter den hårde træning forlod hallen igen.

Men jeg tænkte, at patruljen måske bare havde til formål at identificere mig og melde min lokalisation tilbage til vagthavende. For dels krævede en lokalisation via mastedata en vis strafferamme og blåstempling af en dommer (hvilket sikkert var opfyldt hhv. givet allerede) og dels kunne det jo være, at min telefon ikke længere var i min besiddelse, hvorfor politiet var nødt til ved selvsyn at knytte min mobiltelefon til min person.

Og endelig kunne politiet også se hvilken forfatning, jeg var i, for i deres forskrydede verden var jeg både skør og en bums. Nu kunne idioterne se, at ingen af delene tilsyneladende var tilfældet, og derfor kørte de igen. Men hvis alt dette var sandt, og hvis patruljen ikke ledte efter andre, så var jeg faktisk en smule stødt, for når man brugte en meget opsigtsvækkende patruljevogn til at identificere mig, så var det jo netop fordi man regnede mig for retarderet eller tosse.

Det ville være mere respektfuldt at sende en civilpatrulje ud efter mig, i erkendelse af, at jeg straks spottede en “reklamevogn”, fordi jeg netop var normal og orienteret i tid og sted og i mine omgivelser. Så hvis politiets virkelig eftersøgte mig, var det absolut ikke betryggende, at de sente en patruljevogn frem for en civil.

Juniors møde

I foregårs kom Junior pludselig forbi og bankede på. Jeg fik et chok, fordi jeg troede det var politiet, men det var bare den uerfarne og nedladende unge socialpædagog. Han ville dels vide, om jeg havde været til fællesspisning, som var jeg et barn, og dels have et møde med mig i dag om den mail om beskæftigelse, jeg havde sendt i sidste uge. Det var enormt grænseoverskridende at hvalpen stalkede mig og hans attitude og tendens til at bruge mit navn konstant, når han belærte mig om noget, var yderst nedladende og patanaliserende. Og fordi han var så ung og så uviddende og hovmodig var det også provokerende.

Det havde gået mig enormt meget på at jeg åbenbart skulle sidde og blive skældt ud af en primitiv pædagog, og der var intet at tale om i forhold til min mail, for det havde han ikke forstand på overhovedet. Så jeg skrev en sms til Junior i morges hvor jeg skrev, at det ikke var relevant at tale om min mail, at vi kunne holde møde i næste uge og ikke i dag, og at emnet udelukkende var at finde en bolig til mig, herunder at sørge for et indskudslån. Intet andet. Tarvelige pædagoger skulle ikke give sig i kast med noget, de absolut intet vidste noget som helst om.

Tusindvis af kroner på Nix-creme

Jeg brugte to tuber Nix-creme i går og var nødt til at købe endnu en tube i dag til 245 kroner. Jeg havde brugt tusindvis af kroner på denne creme alene i de sidste par måneder. Det var forfærdeligt at være infesteret, og jeg fotodokumenterede i dag mærkerne på huden, men af pga. pladsbegrænsninger kunne jeg desværre ikke vise dem på bloggen. Ingen, der ikke selv havde været angrebet af parasitterne, kunne forstå hvis ekstremt stressende og ubehageligt det var. Det fyldte næsten alt i min tilværelse, og det var dræbende for min livskvalitet, søvn og økonomi. Og det havde stået på så længe, i måneder, hvis da ikke år. Jeg havde sovet i nat pga. cremen og jeg ville sandsynligvis også sove i nat pga. den nyindkøbte creme. Når jeg skrev opslag på de sociale medier, som var mest desperate, var det altid om natten hvor jeg var voldsomt plaget af fnatten. Det gjorde mig desperat.

Stress

At have været udsat for så svær kronisk stress og belastning gennem årevis, uden slutdato, at være hjemløs, plaget af fnat, ydmyget af offentligt ansatte, forladt af alle normale mennesker og umyndiggjort af PSP-idioter og politiet og svigtet af advokaterne - og med fraværet af noget positivt motiverende - var noget, de færreste kunne sætte sig ind i. Det var ekstremt skadeligt og en skandale, at det kunne foregå. Det var så umenneskeligt, men alligevel blev torturen ikke stoppet. Man fortsatte med umyndiggørelsen og fornedrelsen og lod som ingenting. Det var grusomt. Men hvordan skulle jeg forklare dehumaniseringen af mig over for andre?

Det var jo ikke lykkedes mig endnu. Hvordan kunne det være så vanskeligt for folk at sætte sig i mit sted? De fleste var ikke onde, men bare ligeglade. Hvad sagde den enkelte betjent, pædagog eller psykiater mon til sig selv, når de skulle retfærdiggøre måden de mishandlede mig på? At de bare fulgte ordre? At der nok var andre, der tog sig af det? At det var godt at det ikke var dem selv, det gik ud over? At intet system var perfekt, og at det var ok det gik galt en gang i mellem? Eller skænkede man det aldrig en tanke? Én ting var sikkert: Jeg var nu blevet mishandlet så alvorligt og så længe, at jeg aldrig ville komme mig over det, aldrig ville genvinde troen på livet eller andre mennesker. Så de havde haft succes med at ødelægge mig som menneske.

Hævn

Den retspsykiatriske junta troede, jeg syntes, det var morsomt at rådne op i så mange år. De troede også, at det ingen konsekvenser havde. For mig. For andre. De skulle bare vente. For der kom jo en dag, hvor alle i dette forpulede land ville blive klar over konsekvenserne. Kun de arrogante kællinger - "mænd" såvel som kvinder - troede ikke, at deres svineri ville gå i glemmebogen. Men jeg ventede bare til det rette tidspunkt. Jeg ventede kun til det helt rette tidspunkt. Spørgsmålet var kun hvem og hvornår. Det var jo sjovt at læse, det havde også været sjovt at ødelægge mit liv, men der kom en dag, hvor nogen ikke ville le. En dag ville nogen fortryde at de ødelagde mit liv.

Lige nu, nød de det skønne præ-sommervejr. De troede de var sluppet afsted med at udsætte mig for umenneskelig behandling. Som var jeg affald, de havde kasseret. De var så arrogante, at de troede jeg havde glemt dem. Eller at de var urørlige. Mit liv var forbi. Jeg var ligeglad med straf eller med at leve. Det var de ikke. Og det var deres skyld, at jeg var ligeglad.

Akut trussel mod mit liv

Især retspsykiater Gitte Ahles misbrug af sit fag udgjorde mere end nogensinde en akut trussel mod mit liv. Derfor havde jeg lov og ret til at gøre hvad som helst for at afværge den fare, som hun udsatte mig for. Hvad. Som. Helst. Ingen love skulle forhindre mig i at forsvare mig selv og ingen personer skulle tvinge mig til at begå selvmord. Det gjorde Gitte Ahle imidlertid. Hun var mest ansvarlig for at sætte mig i en situation hvor den eneste udvej var selvmord. Der var ingen, der turde hjælpe mig ud af denne situation. Eller som gad. Så jeg måtte selv foretage mig noget, hvad som helst, for at redde mit eget liv. Der var ingen undskyldninger for Gitte Ahles ondskab.

RIP Per H

Jeg læste ofte Statstidende på nettet for at holde mig opdateret på stævninger, indkaldelser og forkyndelser og den slags, men hvis ikke man specifikt søgte på hvilke kategorier, man ville have præsenteret, så fik man samtlige for den pågældende dag, herunder meddelelser om dødsboer og i denne kategori så jeg, at Per H var opført på listen. Jeg var sikker på, at jeg var stødt på dette navn før, faktisk ville jeg vædde med, at pågældende var en kontakt på min tidligere LinkedIn, som jeg havde skrevet en hel del med i slutningen af 2022 og starten af 2023.

Og da jeg googlede hans fulde navn, fandt jeg ud af, at det var præcis ham, der var død. Det gjorde mig ked at erfare, og jeg tænkte tilbage på mine korrespondancer med ham. Han var en intelligent mand, en 3D-printer- og teknologientusiast fra Slagelseegnen og vi skrev frem og tilbage om min situation og hans egen situation, som var helt forskellig fra min, men alligevel med enkelte fællestræk. Per H havde aldrig været i konflikt med loven eller haft et forløb i psykiatrien, men han havde, som jeg kunne huske det, erfaring fra forsvaret og derigennem også prøvet på egen krop, hvordan det var at leve under primitive forhold i naturen og det samt teknologi var noget af det, vi skrev om.

Per H havde det skidt med de livsvilkår, jeg dengang levede under i mit lille telt og ofte uden penge til mad, og han bad flere gange om mit kontonummer, så han kunne overføre penge til mad til mig, men jeg afslog høfligt hver gang, men hans moralske støtte var også langt mere værdifuld for mig. Der var ikke mere end en håndfuld mennesker, jeg gennem årene havde skrevet så meget sammen med, men Per H var én af dem, han var et godt og empatisk menneske, og ligesom de få andre, der havde støttet mig, glemte jeg aldrig Per H. Æret være hans minde. Tak Per.

Lægesekretæren

Det var et stykke tid siden, jeg havde talt med lægesekretæren, og det bekymrede mig en smule. Ikke fordi jeg frygtede, at noget var tilstødt hende, men mere fordi hun var en af de få mennesker, der havde støttet mig moralsk ved at være venlig og empatisk overfor mig. Nogen gang var hun det eneste menneske, jeg havde talt med i flere uger, mens jeg boede i teltet i Fasanskoven og hun indgød mig altid mod til at fortsætte livet og tilværelsen. Sandsynligvis havde hun bare orlov eller forlænget ferie, men hun havde en alder, hvor de fleste var på pension, så måske var det årsagen til hendes fravær, når jeg ringede til lægen? Hun var en af de gode og empatiske mennesker, jeg ofte tænkte spontant på eller blev mindet om, hvis jeg så noget, vi havde talt om. Kognitivt havde hun et niveau og en kapacitet, der var mindst tyve år yngre end hendes alder og det samme var forhåbentligt også tilfældet fysisk, så det måtte ikke være noget i den retning, der er årsagen til fraværet.

Det var så mærkeligt; der var groft sagt (og jeg var ikke 'splittende') to kategorier af mennesker, jeg interagerede med. Den ene gruppe var primært offentligt ansatte, og de gjorde alt for enten aktivt at skade mig eller bare ignorere mig, og så var der den anden gruppe, hvor lægesekretæren og Per H. og andre hørte til, som primært havde en venlig og empatisk indstilling til mig og hjalp mig moralsk eller materielt. Hvordan kunne det dog være? Hvorfor var politiet, anklageren, dommeren og især retspsykiaterne så modbydelige overfor mig? De kunne ikke (på nær retspsykiaterne) være gennemført hadske og onde. Hvorfor gjorde de så det onde alligevel? Vidste deres familie og venner, at det de gjorde på deres arbejde, var at ødelægge mig uretmæssigt?

(Hard to the) CORE

CORE eller Copenhagen Research Centre for Mental Health, var psykiater Merete Nordentofts forskningsforetagende. Merete Nordentoft var ironisk nok professor og havde forsket i selvmord, samtidig med at hun som forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab havde meldt mig til politiet fordi de livsbetingelser, jeg var påtvunget, var så uudholdelige at de gennem flere år næsten havde fået mig til at begå selvmord. Og det vidste Merete Nordentoft selvfølgelig udmærket, for jeg havde selv informeret hende om det.

Professor Nordentoft havde arbejdet meget sammen med professor Osler ("The Nutty Professor"), som hun i øvrigt delte fornavn med, men tilknyttet CORE var også nogle yngre forskere og her var min pointe: Merete Nordentoft og Merete Osler ville meget gerne følge med i alt, jeg foretog mig på de sociale medier, så de kunne bruge det mod mig i forhold til at politianmelde mig. Men ingen af de to professorer havde lyst til at bruge deres egen LinkedIn eller Facebook profil, for de ville på ingen måde senere kunne knyttes til chikanen af mig. Derfor fik de andre til at gøre det beskidte arbejde. Det var ikke noget, jeg gad bruge tid på at undersøge, men tilfældigvis havde jeg opdaget to af disse proselytter, som jeg intet havde til fælles med, men som fulgte mig intensivt på nettet.

Første proselyt: Josefine Winther Davy

Josefine Winther Davy var en yngre forsker tilknyttet CORE, som jeg intet havde til fælles med, men som var begyndt at følge mig på min gamle LinkedIn profil. Hun likede mange af mine opslag, hvilket undrede mig meget, indtil jeg en dag erfarede, at hun var ansat på CORE. Jeg skrev til hende, men hun svarede aldrig. Det var jo ret mærkeligt at en nydelig yngre kvinde pludselig som den eneste, eller en af de meget få, begyndte at læse alt, jeg skrev? Hmm.. Hvorfor i alverden gjorde hun det? Det gav ingen mening. Bortset fra at "nogen" havde fået hende til at lure på hvad jeg gik og skrev på de sociale medier.

Anden proselyt (?): Marte Ustrup

Marte Ustrup var også tilknyttet CORE og hun havde mig bekendt luret på min Facebook profil relativt ofte. Men hvorfor? Der var jo stort set ikke andre, der gjorde det, så hvorfor lige hende?

Måske skulle Marte Ustrup og Josefine Winther Davy tage sig sammen og få et liv? Måske skulle de være sig for gode til at stalke mig på foranledningen af gamle støvede professorer, der sad i deres kældre og ikke selv turde?

Nok monstre

Der var nok monstre for politiet at bruge tid og ressourcer på; mordet på Emilie Meng, Louise Borglit, Mia Skadhauge Stevn, alle de andre mindre medieeksponerede mord, der var vold og voldtægter og lidelser nok, men alligevel havde politiet og anklagemyndigheden brugt rigtig, rigtig mange penge og ressourcer på mig, på at ødelægge mig, selv om jeg aldrig var utilregnelig, sindssyg eller voldsmand, morder eller noget andet. Man havde spild utrolig mange ressourcer på at ødelægge mig, udelukkende fordi nogle svin havde taget fejl og tabt ansigt. Det havde politiet og anklagemyndigheden altså spildt tid på. Som de kunne have brugt på rigtig kriminallitet. Føj for satan! De skulle skamme sig. Det skulle befolkningen også vide, for der var ikke mere end et par hundrede ansatte i Vestegnens Politi, som var korrupte og havde spildt skattekroner på at chikanere mig. Men befolkningen var vel kanpt seks millioner efterhånden. Det var primitivt sat op. Men også sandt. Vestegnens Politi var psykiatriens bitches.

Defund DIGNITY, Amnesty og Etisk Råd

Full circle: Jeg skrev rundt til de organisationer og råd, der skulle beskytte mig, men som aldrig havde gjort det, og informerede dem om de sidste halve års hændelser. Det var vigtigt at de vidste, at jeg stadig var i live og ikke havde glemt deres svigt. Det var i allerhøjeste grad i offentlighedens interesse, at jeg også eksponerede hyklerne på de sociale medier, så befolkningen kunne se, at de spildte deres skattekroner på organisationer, som løj og pyntede sig med lånte fjer. Jeg brød mig ikke om dobbeltmoral og løgne, så jeg håbede at jeg kunne bidrage til at man nedlagde de forlorne organisationer.

Mail til Etisk Råd af 30. maj 2024

Jeg skrev ligeledes en mail til Etisk Råd, som jeg beklageligvis ikke fik gemt, men hvor indholdet drejede sig om, at jeg havde skrevet til Etisk Råd tidligere vedrørende den podcastserie på rådets hjemmeside, hvor retspsykiater Gitte Ahle repræsenterede retspsykiatrien og udtalte sig som ekspert. Det var meget retraumatiserende for mig at høre Gitte Ahles stemme, skrev jeg i overensstemmelse med sandheden i mailen, og jeg fik flashbacks fra den periode, hvor hun og Mette Brandt Christensen truede mig med uberettiget, livslang, invaliderende og livsfarlig tvangsbehandling med antipsykotisk medicin, selv om jeg var psykisk rask.

Jeg skrev, at Etisk Råd ikke burde give sådan et menneske en platform og henviste til min hjemmeside i forhold til dokumentation af mine påstande. Skulle jeg frygte repressalier fra Gitte og Mette på grund af min mail? Ja, men jeg var ligeglad, for det, jeg skrev, var den solidt veldokumenterede sandhed, og jeg ville ikke finde mig i som offer at skulle høre min gerningsperson i medierne som ekspert, når hun havde misbrugt sit fag så groft og skadet mig.

Billede. Ut. i Sakskøbing havn på vej til Saxenhøj forsorgshjem. I dag var det en lystbådshavn, men i tidligere tider havde det været en erhvervshavn og skibene, der lagde til havde været væsentligt større. Til gengæld var havnen meget hyggeligere i dag.

Junior

Junior ringede til mig, mens jeg sad og skrev på biblioteket og med overdreven og karikeret stemme oplyste han mig om, at vi skulle udarbejde en såkaldt opholdsplan og spurgte ind til, hvordan det gik med boligsøgningen. Jeg svarede, at jeg var opskrevet i seks boligselskaber og søgte alt, jeg kunne bekoste på Sjælland og Lolland-Falster af boliger, men ingen tilbud endnu havde modtaget. Junior sagde også, at der lå nogle breve til mig. Vi aftalte at mødes i morgen mhp. færdiggørelse af planen, og jeg skyndte mig at afslutte samtalen. Jeg hadede Junior, den hvalp af nedladende socialpædagog. Hvad bildte han sig ind? Jeg var dødtræt af at blive klientgjort og ydmyget af tosser som ham, at jeg ikke havde brug for noget som helst andet end et sted at bo? Han var så personlig defekt, at han ikke kunne indse, at han som socialpædagog ikke havde viden eller kompetencer eller personlige kvaliteter, der var noget bevidst. Den fornedrelse måtte stoppe. Juniors nedværdigende behandling af mig måtte stoppe, han skulle ændre attitude i alvorlig grad. Jeg var læge, han kunne lave snobrød og spille guitar. Jeg blev nødt til at skrive til lederen og bede om en anden kontaktperson, som ikke var en socialpædagog, der var halvt så gammel som jeg, og en taber.

Reaktivering af PTSD

Den dumsmarte socialpædagog Junior havde med sin formynderiske og nedladende måde at arbejde på, med sin ubehagelige tendens til at komme uanmeldt og banke hårdt på døren sent om aftenen for "lige at tjekke", genaktiveret min PTSD. Det var utroligt ubehageligt, jeg svedte langt kraftigere end ellers og uden relation til vejret eller min fysiske aktivitet, jeg havde hjertebanken og knugende diffuse brystsmerter, det sortnede for øjnene, gav mig hovedpine, og den tilstand af enormt forøget alarmberedskab idiotens uprofessionelle stil havde sat min krop i, gjorde mig mentalt udmattet. Jeg dokumenterede, at jeg var aktivt boligsøgende med fotos sendt til ham som MMS'er og jeg havde samtidig på SMS skrevet til hvalpen i går, at jeg ikke ville mødes med ham i dag, samt at jeg ville have en anden kontaktperson end ham og Senior, den hjerneskadede gamle gås (hun var rent faktisk hjerneskadet i mindre grad). Jeg fik kvalme bare ved tanken om, at han kom og stalkede mig, mens jeg lå og var dødtræt. Den lille nar. Forbandet være samtlige socialpædagoger i landet.

Parat til afrejse

Jeg havde i dag - udover at svømme - gjort endnu mere grundigt rent, samlet og pakket alle mine få ejendele, så jeg kunne smutte straks, hvis de ansatte fjolser ikke lod mig være. Deres opholds- og handlplaner kunne de stikke op et sted solen aldrig skinnede. De var så retarderede og arrogante, at de troede jeg ville ydmyges med deres pis. Jeg var ligeglad med deres meningsløse og ydmygende planer. Jeg var ikke afhængig af nogen kommunes hjælp, da jeg ikke var på offentlig forsørgelse, så de kunne skrive hvad de havde lyst til i deres planer og sende lortet afsted. Jeg gad ikke deltage i ydmygelsen af mig selv. I det sekund, det lykkes mig at skaffe en bolig på egen hånd, var jeg pist væk. Jeg ville ikke engang fortælle de ansatte retarder det, jeg ville bare gøre fraflytningsrent, fotodokumentere det minutiøst, lægge nøglebrikken på bordet og smække døren og så væk uden at se mig tilbage. Fuck dem og fuck dette sted. Og fuck Danmark, det ulækre land med den ulækre befolkning, der udsatte mig for dette her.

Sig det med ChatGPT

"Hvordan informerer jeg en socialpædagog om, at jeg objektivt set aldrig nogensinde har haft behov for vedkommendes hjælp på en måde, så han ikke bliver ked af det? Samtidig med, at det faktisk har været ydmygende og generende at socialpædagogen ikke har forstået dette, og derfor stresser mig meget?"

"At kommunikere en besked, der involverer både en objektiv vurdering og personlige følelser omkring en oplevelse, kan være meget følsomt. Her er en måde at gøre det på, som både er ærlig og respektfuld, og som forsøger at minimere sårede følelser:

Ved at følge disse trin kan du formidle din besked på en respektfuld og empatisk måde, hvilket kan hjælpe med at minimere eventuel skuffelse og bevare en god relation."

AI

Good Tape + ChatGPT = hvad vil I gøre ved det, bicthes? 🖕😊😮.

Hævn

Jo længere tid jeg rådnede op, jo mere jeg blev mishandlet, ignoreret og pisset på af samfundet, jo større hævn ville jeg tage. Punktet hvor hævn kunne undgåes var for længst passeret. Jeg levede kun for hævn nu. Måske skulle de klamme advokater havde gjort deres arbejde? Det spillede ingen rolle længere.

Tvunget til selvmord

Det var blevet for meget. Jeg ville ikke rådne op længere.

Juniors SMS

Den lille nar, socialpædagogen Junior, svarede i går på min sms til ham fra forleden, hvor jeg bad om at få en anden kontaktperson. Han skrev, at det ikke kunne lade sig gøre, og så spurgte han hvorfor jeg ønskede at skifte til en anden. Jeg gad ikke spilde min tid på at forklare narren, hvorfor han var en nar, så jeg undload at svare, men skrev kort, at jeg var aktivt boligsøgende (hvilket var korrekt og dokumenteret overfor ham), samt at han skulle udfærdige min opholds- og handleplan og indsende dem til kommunen, men at jeg ikke ville deltage i udfærdigelsen af dem. Han var en lille pædagogsvans, som intet vidste og intet kunne, og som ikke fortjente en forklaring på noget som helst.

Fysisk syg af svær stress

Jeg havde trænet og svømmet i foregårs og svømmet i går. Det var jeg nødt til for at fjerne stressen og angsten, som følge af min situation. Men det var ikke tilstrækkeligt; det, der var mest belastende og som gav mig koldsved og hjertebanken og svær, svær stress, var min mobiltelefon. Jeg havde næsten ikke sovet i nat pga. stress (og for meget kaffe måske), og det gik simpelthen ikke. Jeg ville være i fred og jeg skulle ikke træne i dag, men bare sove og lave åndedrætsøvelser, så jeg slukkede min mobil og isatte ørerpropper og håbede, at den yderst plagsomme socialpædagog Junior ikke kom og vækkede og stressede mig. Men jeg havde stærkt på fornemmelsen at det var lige præcis det, han ville, den forbandede tåbe, som ikke ejede menneskekundskab eller empati.

Folk forstod sikekrt ikke måden jeg havde det på, det var utroligt fysisk usundt at være så ekstremt kronisk stresset, som jeg var og havde været i flere år, så alt andet måtte vente, til jeg var klar igen. Sidste gang Junior skulle "tjekke til mig", stod han og hamrede på min dør og råbte mit navn højt, som var han fra Vestegnens Politi. Personalet havde set mig flere gange den pågældende dag i fuld vigør, så ingen var i tvivl om at jeg havde det udmærket, men idioten skulle alligevel komme klokken ca. 21.30. Han ville ikke noget særligt. Men det var ubehageligt og nedværdigende for mig, at han pissede på min ret til at være i fred og at han spillede så formynderisk.

ChatGPT og Goodtape.io

Jeg bruge begge dele intensivt og til stadig nye opgaver. Det reddede mig virkelig. For jeg skulle gøre alt det retraumatiserende arbejde selv, ingen andre gad eller kunne eller ville, politiet slet ikke, men det skulle gøres og det var som at skulle forholde sig til sin egen voldtægt hver eneste dag. Men fordi det var mig, var det helt fint. Jeg var ikke et menneske i omverdens optik.

Kontaktet af DR og Dagens Medicin

Jeg var blevet kontaktet af DR og Dagens Medicin. Jeg magtede ikke engang at læse deres beskeder til mig, det eneste, jeg så, var deres stilling som journalister på de respektive medier. Jeg ville ønske, at jeg magtede at læse hvad de skrev og svare dem, men jeg havde intet overskud, håb eller motivation til noget i øjeblikket. Jeg havde det dårligt med ikke at svare dem og de måtte opfatte mig som uinteresseret eller arrogant, men det var selvfølgelig ikke tilfældet; tværdigimod kunne journalisterne være dem, der reddede mit liv og min tilværelse, det var et mirakel og første gang i knapt 10 år at noget sådan var sket (mig bekendt), men det var skæbnens ironi, at jeg ikke kunne tage imod de udskrakte hænder. Skulle de nogensinde læse dette, så måtte jeg undskylde overfor dem begge. Selvfølgelig kunne de også have kontaktet mig for at skrive en negativ historie om mig og min "sag", men det valgte jeg ikke at tro. De to journalister havde min tilladelse til at bruge alt det materiale jeg havde lagt online, i fald de ikke brugte det mod mig.

Deadline

Min deadline var ikke i morgen, men den nærmede sig hastigt. Nu havde jeg lidt så ufattelige afsavn i så mange år og unden en slutdato, og ingen kunne holde det ud for evigt. Jeg kunne ikke holde det ud særligt meget længere. Og jeg ville have hævn. Hævn over mine bødler og hævn over Danmark for at udsætte mig for tortur og for at stjæle mit liv. Ikke en eneste advokat eller jurist havde rørt en finger for de penge, jeg havde gældsat mig for at betale dem via staten. Fire forsvarsadvokater havde pisset på mig alene siden oktober 2021. Jeg havde optaget dem alle og fordi samtlige havde svigtet mig, ville jeg ikke slette optagelserne, men offentliggøre dem på de sociale medier. Der var ikke andet at gøre end at gå all-in.

Sådan var det danske samfund. Man ville se blod. Jeg var ligeglad. Det var bedre at være død end at leve, som jeg var tvunget til, ingen forstod hvad fanden det var, der foregik. Det var så mange optagelser, jeg var nødt til at transskribere og rette, fordi den automatiske transskription ikke var helt perfekt og det var både udmattende og traumatiserende, men jeg havde jo langt mere dokumentation på nettet allerede, og jeg behøvede ikke mere. Man troede jeg var for sjov, at det hele bare var et bump på vejen og at jeg ikke var menneske og ikke behøvede at blive behandlet som sådan, men dem, der havde udviset den tilgang til mig, var også dem, der kom til at fortryde det. Og når det var overstået, ville man sige til hinanden, at man ville ønske, at man havde vidst det, så man kunne have gjort noget. Men alle vidste det og ingen gjorde noget og ingen ville nogensinde gøre noget. Så derfor ville jeg selv gøre hvad, der var nødvendigt. De lå, som de havde redt og de slap ikke for at betale prisen for at tage livet af mig langsomt. Forståelse og sympati? Det var spild af tid. Alle var ligeglade.

Stalking By Proxy

Junior havde ringet og skrevet en sms om, at jeg skulle kontakte ham. Men han havde ikke skrevet hvad grunden til det var, og da jeg havde fortalt ham, at jeg altid ville have oplyst den slags, så jeg ikke skulle gå rundt i uvished og få katastrofetanker og rumminere, så svarede jeg selvfølgelig ikke idioten. Junior var en mand med en kort...uddannelse og jeg var en mand med en væsentlig længere...uddannelse, og det betød, at han skulle tage sig sammen. Det kunne være, at jeg fremover skulle kræve kun at tale med universitetsuddannede, så jeg slap for at trækkes med minus-individer og defekt menneskemateriale som Junior.

Rottefængeren som redningsmand

Jeg ville ud på engen i aftensolen og skrive videre og jeg havde taget tæppe, solcreme og insektspray med, så jeg kunne være derude i længere tid og arbejde igennem. Da jeg kom til stedet, hvor jeg ville slå mig ned, så jeg den fineste hare ligge omkring 10 meter fra mig. Den lå og slappede af og nød solen, tænkte jeg, og jeg syntes det var så idyllisk, at haren ikke engang var bange for min tilstedeværelse. Jeg ville tage et billede af den, fordi jeg ikke havde været så tæt på en hare før, så helt stille og forsigtigt gik jeg tættere på den søde hare med mobilen parat.

Den sov godt nok dybt, den hare, men jeg kunne jo se, at den trak vejret, så måske havde den bare været længere ude i nat end den plejede og var faldet i søvn. Men fem meter fra haren, løftede den hovedet med et hurtigt ryk og kiggede på mig med udspillet øjne og begyndte at trække vejret meget hurtigt. Så opdagede jeg alle de kulsorte fluer og insekter, der sad på især harens bagkrop, som ikke bevægede sig. Haren var syg eller kommet til skade og led. Jeg vidste ikke præcis hvad jeg skulle gøre, og jeg kendte ikke området særligt godt, så jeg tænkte, at jeg måtte sige det til en af de ansatte, som nok måtte vide besked.

Jeg gik derfor tilbage igen, og selvom jeg fik kvalme af at tænke på, at jeg risikerede at møde Junior, hvilket var det sidste, jeg orkede, så kunne det ikke nytte noget at den stakkels hare led. Heldigvis var Junior ikke på arbejde, og jeg henvendte mig til aftenvagten og fortalte ham og situationen. Han ringede til 1812, som gerne ville komme, men som krævede, at der stod en person ved dyret, og ventede på at de ankom. Jeg gik gerfor tilbage til haren og ringede 1812. En automatisk telefonsvarer sagde, at jeg ikke havde mere taletid og ikke kunne foretaget opkaldet. Det var mærkeligt, for det mente jeg nok at jeg havde, men jeg gik så ned i den lokale Netto og købte ny taletid og vendte tilbage til haren igen.

Jeg ringede til 1812 - og fik samme besked som før. Det handlede åbenbart om, at jeg ikke med mit taletidsabonnement kunne ringe til 1812. Haren levede stadig, registrerede min tilstedeværelse og løftede hovedet, men var helt lammet i resten af kroppen. Jeg havde god udsigt, så jeg kiggede rundt i et ret naivt håb om at se Rottefængeren på sin firehjulede elscooter og lille sorte terrier, for det var præcis ham, der var behov for nu, men selvfølgelig var han ikke at se. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på at haren lå og led, så jeg gik tilbage så jeg kunne insistere på, at den ansatte fik rekvireret 1812, for det var sgu ikke i orden, selvom det kun var en hare.

Lige før bygningen så jeg til min store glæde Rottefængeren. Det var næsten for godt til at være sandt. Han talte med en anden ansat og en beboer, idet jeg havde fortalt sidstnævnte om haren. Det viste sig, at Rottefængeren og hans trofaste hun var ude for at aflive en fugl af en slags, der var blevet skudt af en jæger, men ikke død og nu sad et eller andet sted og led. Rottefængeren havde ringet til Dyrenes Beskyttelse og fortalt dem om fuglen, og de havde spurgt ham, om han tilfældigvis havde jegttegn selv. Det havde han, så Dyrenes Beskyttelse kontaktede politiet, som igen kontaktede Rottefængeren og gav ham tilladelse til at aflive fuglen. Derfor havde han sit jagtgevær med frem for det luftgevær, han ellers kørte rundt og skød rotter med.

Jeg fortalte ham hvor haren lå, og så var han afsted på sin elscooter med den forventningsfulde terrier løbende ved siden af. Jeg og tre andre beboere sad på bænken med udsigt ud over området. Pludseligt lød der et højt smæld og de fugle, der sad i træet ved siden af os lettede. Bagefter kom Rottefængeren kørende med haren liggende i bunden af elscooteren. Det viste sig, at haren nok var blevet ramt af en bil, for hele bagkroppen var smadret. Jeg takkede Rottefængeren mange gange. Han havde gjort en yderst god gerning, hurtigt, sikkert og effektivt, præcis som det skulle være. Haren led ikke længere og en sten faldt fra mit hjerte.

Livsfarlig stress

Jeg var svært belastet af den latterlige socialpædagog, som skrev sms'er, ringede til mig og kom og hamrede på min dør i tide og utide, så jeg aldrig kunne opholde mig inden for, fordi jeg konstant var i forhøjet alarmberedskab i forventningen om, at idioten pludselig kom og ødelage freden og mit privatliv, eventuelt med trusselsbreve fra myndighederne i hånden, som jeg alligevel intet kunne gøre ved. Jeg havde de klassiske symptomer på meget svær stress og det var livsfarligt for mig i min alder. Rent psykisk var det også nedbrydende og ødelagde al livskvalitet og gjorde mig meget nedtrykt. Jeg var nødt til at slukke for min mobil, fordi jeg fik det dårligt af stress over at Junior hvert øjeblik ringede med endnu en dårlig nyhed eller ydmygelse. Hele verden skulle vide, hvor stor skade den lille nar forvoldte mod mig og uden grund.

Jeg sendte en mail til aften til Junior og kommmunen med vedhæftet dokumentation for at jeg var aktivt boligsøgende, men ingen tilbud havde modtaget, selv om jeg søgte alt i udkantsdanmark. Jeg skrev, at jeg ikke ville have noget med de ansatte at gøre, fordi det var fornedrende og unødvendigt. Jeg gjorde hvad jeg havde pligt til og havde intet behov for en socialpædagog. Socialpægagogerne opførte sig som instruktører i en bootcamp, når de gik rundt og tjekkede hver beboer; først stod de og råbte og hamrede på beboerens dør indtil han eller hun åbnede. Eller, hvis der ikke blev åbnet, så låste de sig bare ind uden tilladelse. Sådan gjorde på her på stedet, og også sent på aftenen. Ren kadarverdiceplin, der var egnet til at fremkalde angst og ubehag, hvis da ikke ligefrem reaktivering af PTSD etc. De ansatte kunne for en dels vedkommende godt lide de magtbeføjelser, de havde og de elskede også de mange små overgreb og dominans mod de hærgede misbrugere, som ikke kunne sige fra. Jeg kunne høre alt fra mit værelse, og ofte skændtes en misbruger med et par ansatte. Men det var den måde de ansatte mistede besindelsen og professionalismen på, der var chokerende. Når de ansatte svinede en misbruger til og brugte ord som 'fuck', så var det ikke godt. Mange ansatte var således forråede og de vidste, at de kunne slippe afsted med alt hernede, for ingen troede på en kronisk misbruger, der var påvirket af alt. Og det kunne man heller ikke, som oftest var. Men nogle gange kunne man godt, men ingen lyttede på noget vedkommende sagde.

Optagelsen af Junior & Senior

Jeg havde optaget hvor perfide de to socialpædagoger havde været overfor mig til mødet. Og den optagelse ville med sikkerhed blive offentliggjort snart. Alt ville blive offentliggjort, alle sms'er, telefonsamtaler, møder og mails i relation til de ansatte på stedet, jeg ville få og offentliggøre aktindsigt fra opholdet og alle ansatte ville jeg nævne med navne. Fuck dem og fuck ansatte i myndighederne i dette forbandede land.

Træning og svømning

Først styrketrænede jeg og derefter stod den på svømning. Jeg var meget udmattet og træt og ville gerne sove tidligt, men jeg var stresset over om Junior den idiot, ville komme og forstyrre mig unødvendigt.

Svær kronisk ensomhed

Man havde ved at marginalisere mig socialt, tvunget mig ud i pinefuld ensomhed. Det var den værste straf af alle. Og det var tortur nu, uudholdelig tortur. Men jeg fik talt med en anden gæst i svømmehallen et stykke tid, samt talt næsten tre kvarter med Rottefængeren, som kom forbi hvor jeg sad på græsset og skrev for at slippe for at møde Junior, og han vidste mange spændende ting om naturen, så den erfarne jæger, han var. Hans lille terrier med den sorte pæls og de grå hår på snuden, kom hen til mig og ville gerne kløes bag ørene, så det var rigtigt hyggeligt og det holdt selvmordstankerne på afstand, for når jeg var social med andre, glemte jeg at tænke på selvmord. Men der var ingen hernede at tale med ellers. Pædagoger og misbrugere, men ingen andre normale mennesker. Det var tortur.

Advokaten

Jeg skrev til Advokaten tidligt i morges. Jeg kunne ikke sove, fordi jeg var så stresset over især socialpædagogen Juniors psykiske terror. Jeg skrev til Advokaten hvordan min situation var, at jeg var træt af at latterlige socialpædagoger pissede på mig, samt at hun havde svigtet noget så eftertrykkeligt. Jeg skrev, at hun aldrig havde hjulpet mig, aldrig havde fattet min situation og at jeg snart blev gadesover igen for at være i fred fra de ansatte idioter på stedet.

Karoline havde været mest af alt passivt vidne til alt siden april 2023. Ligesom alle andre kunne hun ikke tage mig alvorligt og yde den juridiske indsats mit liv afhang af, det gad eller ville eller evnede hun ikke. Hun syntes, at "ord var farlige", underforstået, at knapt 10 år som hjemløs og fejldiagnosticeret ikke var det. Karoline var sgu en sej kvinde, det var alt sammen bagateller i hendes optik, sådan fremstod hun i hvert fald. Karoline havde sikkert prøvet det, der var værre, og derfor vidste hun, at det var ord, der var farlige, ikke det hjemløse pjat jeg brokkede mig over. "De fattige er sgu altid så sure", kunne jeg næsten høre hun tænkte, mens hun kiggede på mig med væmmelse og afsky i øjnene på P7 i Middelfart. Ligesom hendes kolleger, så gad Karoline ikke rigtigt at være engageret i forsvaret af en hjemløs taber, der blev tvunget til selvmord af myndighederne.

Advokaterne i Danmark gad kun gøre sig umage, hvis der var rigtig mange penge involveret eller hvis klienten var sigtet for en så alvorlig forbrydelse, at medierne gik i selvsving over den. Advokaterne elskede at være i rampelyset. Mordere, især bestialske mordere fik alverdens dækning i pressen og derfor flokkedes advokaterne om morderne som fluer om en lort. Min sag var kompleks og kedelig, den kom aldrig i medierne og jeg havde ingen penge. Derfor pissede også advkaterne på mig. Med mindre jeg begik drab på en psykiater eller læge. Så skulle de nok komme rendende, især hvis det var en kvinde. En gammel, mandlig læge var ikke nær så interessant for befolkningen og dermed heller ikke medierne. Klam dobbeltmoral over hele linjen.

Alle liv er lige meget værd, alle skulle behandles ens og der var lighed for loven. På nær, når det var en sexet kvinde, der enten var gerningsperson eller offer. Så var det altid mere synd, end hvis det var mænd, ofret fik langt mere mediedækning, ofrets gerningsmand altid en højere straf og smukke, veluddannede kvinder kunne slippe afsted med næsten alle forbrydelser, men skulle en blive sigtet en sjælden gang, så blev hun stort set uden undtagelse frifundet eller fik den mildest mulige straf. Men en gammel og hærget narkoluder fik samme elendige behandling som de fleste mænd. Kvinden skulle altså være køn og ung, offentligt ansat, etnisk dansker og veluddannet. Så fik hun altid positiv særbehandling. Alle vidste det var sådan. Men i Danmark var de offentlige løgne og hykleriet så stærke, at alle bildte sig ind at der var lighed.

Seneste eksempel på den ulækre og hykleriske negative forskelsbehandling af mænd (i dommernes optik var han en mand) i det danske retsvæsen, var Ibi-Pippi Orup Hedegaards dom for samme forseelse som Dirckinck-Holmfeld. Dirckinck-Holmfeld var nemlig en del af parnasset, hun var relativt ung, blond og nogenlunde køn, så hun fik positiv særbehandling. Mens Ibi-Pippi Orup Hedegaard fik det modsatte, fordi han var en rigtig kunstner og - undskyld Ibi-Pippi - en mand i dommernes optik. Det var så åbenlyst korrupt og uretfærdigt, at jeg ikke fattede, at de pågældende dommere i begge de tos sager ikke straks blev fyret. Hardcore og utilsløret forskelsbehandling på baggrund af køn. Hykleriet kunne ikke blive større.

Psykisk vold

Hvilken paragraf Gitte Ahle præcist havde overtrådt i sin månedlange mishandling af mig, vidste jeg ikke, kun at hun havde begået forbrydeler i offentlig tjeneste mod mig og dermed var kriminel og skulle i fængsel og afsone. Hun havde som minimum udsat mig for psykisk vold, jf. nedenstående og idet jeg havde boet på hendes afdeling i flere måneder, som var min husstand, da jeg var hjemløs:

"Lovovertrædelsen defineres ved, at en gerningsmand gentagne gange over en periode udsætter et offer for groft nedværdigende eller krænkende adfærd, der skal være egnet til at styre offeret.

Det er også en del af loven, at personen, der udfører adfærden skal tilhøre, være nært knyttet eller tidligere havde været nært knyttet offerets husstand."

https://www.kristeligt-dagblad.dk/tiltale-mand-fik-kaereste-til-overnatte-paa-taepper-i-koekken

Alvorlig situation

Jeg havde sjældent haft så svære og påtrængende selvmordstanker som nu. De skyldes udelukkende mine sociale vilkår, at jeg rådnede op i dyb ensomhed, blev fornedret af pædagogerne og intet havde at se frem til. Det var snart slut. Jeg kunne aldrig fortælle nogen om det, for så var alle misforstå årsagen og få mig tvangsindlagt, selvom det var præcis det man ikke skulle gøre, selvom det var det allerværste man kunne gøre og selvom det med sikkerhed ville resultere i selvmord, hvis man gjorde det. Kuren var at jeg fik et liv. Kæreste, bolig, arbejde. Håb. Det var den eneste kur, men det var det eneste ingen kunne eller gad eller evnede at hjælpe mig med. Det eneste man skulle gøre, var at sørge for jeg fik min autorisation og et arbejde som læge. Alt kom derefter helt af sig selv. Men det gad INGEN i dette rådne og syge land. Jeg skulle ikke tro, jeg var noget. Og derfor blev jeg tvunget til at begå selvmord. Forløbet var krystal klart, der skulle ske et mirakel for at forhinde det, og det kom ikke. Spørgsmålet var kun, og jeg samtidig skulle tage hævn. Og det skulle jeg jo nok.

Dødsdommen

19. Juni 2024. Begyndelsen til enden: Mine mest fundamentale menneskerettigheder er blevet krænket groft i så mange år, at det udgør en nærliggende og væsentlig fare for mit liv og helbred.

Den behandling stat og myndigheder udsætter mig for ved at fastholde mig hjemløs og dybt ensom og ved at forsorgshjemmet sygeliggør mig, selvom jeg intet psykisk fejler, udover ADD, er "tvunget selvmord".

Man påtvinger mig livsvilkår, der er så ulidelige og uden slutdato, at det ikke er til at holde ud og samtidig bliver jeg sjoflet og bagatelliseret af de advokater som skulle hjælpe mig. Jeg har lidt i knapt ti år efterhånden pga fejldiagnoser, der er forlænget tilbagevist og det ved alle, også politiet.

Jeg har ikke lyst til at rådne op længere. Derfor har jeg besluttet mig for en slutdato forholdsvis snart. I de næste par dage vil jeg skrive en sidste anmodning om at advokaten foretager sig noget, og den sender jeg til politiet, anklagemyndigheden og andre relevante myndigheder.

Jeg kan ikke leve uden håb eller mening, dybt socialt isoleret længere. Det er tortur. Og ingen har rørt en finger for at give mig mit liv igen. Jeg har holdt ud i knapt år år, det er ret længe, men jeg vil ikke mere snart. Så har Danmark taget livet af mig. Ved aktiv mishandling og ved passivitet af dem, der skulle forsvare mig. Jeg håber mine bødler ender i helvede.

Advokatsamfundet

Justitsministeriet, Civilstyrelsen - Ministry of Justice, Department of Civil Affairs

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

FOAN (Foreningen af Offentlige Anklagere)

Anklagemyndigheden

Læge- & sundhedsjobs | Dagens Medicin

Styrelsen for Patientsikkerhed

Folketinget

Institut for Menneskerettigheder

Yngre Læger

Danmarks Domstole

Dansk Psykolog Forening

Region Hovedstadens Psykiatri

Region Hovedstaden

Sidste mails

Jeg ville enten leve et normalt liv eller ikke leve. Jeg ville sende de sidste mails i løbet af de næste par dage. Kunne advokat Karoline ikke arrangere at jeg fik en anden advokat ende hende, der var så pisse ligeglad og doven, så var der ikke mere håb, og så var det ved at være det. Død over Danmark.

Dem, der fik penge for at kæmpe for mig havde svigtet: Kira Iqbal, Hanne Ziebe og Karoline. Jeg hadede dem. De skulle havde forhindet alt dette i at ske. Men de pissede på mig. Alle sammen. Også Karoline. Jeg ville ikke forsvinde uden en lyd. Jeg ville have hævn, så mine bødler blev straffet for at tvinge mig til selvmord. Uanset hvad man nu foretog sig eller gjorde, ville det kun blive endnu værre.

Underboen

Jeg havde hilst på ham, når jeg engang imellem så ham i kørestolen. Han brugte af en eller anden årsag ikke armene til at bringe kørestolen i bevægelse, men derimod en teknik, hvor han med ryggen mod køreretningen med små spark bevægede sig frem. Han havde et hærget udseende, men var ikke specielt gammel og han var altid vågen og klar og hilste igen, når jeg så ham. Han virkede med andre ord forholdsvis normal og bevidsthedsklar. I morges blev jeg vækket af lyden af mange forskellige stemmer (fra rigtige personer, bare rolig). En kvindestemme, der sagde: "Er du lægen?". En mandestemme, der lød som m den kom fra en ældre mand, svarede bekræftende. Der var andre stemmer, jeg i min halvvågne tilstand ikke kunne decifrere. Men stemningen var munter. Det var ret tydeligt. Og jeg tænkte, at det da var mærkeligt at forsorgshjemmet holdt en rundvisning så tidigt om morgenen, uden at respektere beboernes søvn og privatliv.

Da jeg omkring 10.30 tog afsted til træning i det lokale center, kom en anden beboer hen til mig og fortalte, hvad der var sket: Personalet gik en morgenrunde for at vække de mest misbrugende og syge beboere og for samtidig at tjekke, om de havde det godt. Eller måske bare, om de var i live, for de fleste havde det alt andet end godt på stedet. Den pågældende ansatte havde lukket sig selv ind til min underbo og havde åbenbart konstateret, at han var død. Derfor var lægen tilkaldt. Jeg havde set min underbo Kenneth så sent som i går aftes, da jeg vaskede tøj. På det tidspunkt skubbede han sig på vanlig facon rundt i kørestolen, og nåede lige at runde hjørnet, inden jeg nåede at hilse på ham. Jeg havde aldrig rigtig ført en samtale med ham, men han var venlig og hilste altid igen. Kenneth fortjente respekt, også selvom han var død. Han larmede aldrig og generede ingen. Det var uforskammet med den upassende løsslupne stemning, jeg havde oplevet fra personalet i morges. Jeg var godt klar over, at det ikke var i ond hensigt, at de havde optrådt så muntre, at det var en form for håndtering af dødsfaldet, men det betød ikke at det var acceptabel adfærd, og den slags skulle de vente med til de eventuelt sad inden for på kontoret. De var respektløse overfor Kenneth. Han generede ingen, uanset hvad han indtog. Æret være Kenneth.

Karoline

Karoline ringende omkring middag. Det var helt sikkert pga. mine opslag på de sociale medier. Det var altid sådan, at jeg blev mishandlet, pisset på og havde fået ødelagt mit liv, at jeg som alle andre normale mennesker ikke ville finde mig i det svineri, skrev noget på de sociale medier, som fik mine bødler eller andre svin ansat i det offentlige til at kontakte min advokat, som igen kontaktede mig for at fortælle mig at politiet ville anholde mig, hvis ikke jeg selv meldte mig på den nærmeste politistation straks. Denne gang gad jeg ikke deltage aktivt i det livsfarlige justitsmord, der pågik og som udgjorde en trussel mod mit liv og helbred. Jeg kendte processen udmærket. Nogle svin i det offentlige ville dække deres egen ryg og som "gode" og "bekyymrede" menensker ville de få mig fængslet. Jeg svarede ikke Karoline. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Denne gang gad jeg ikke spille med. Uanset hvad der sket, ville nogen betale prisen for det. De kunne bare anholde mig, jeg var ligeglad, men jeg blev løsladt en dag og så..

Retspsytkiater Ulla Norring

Anklageren kan læse nedenstående op i retten:

Sigtede, Kjeld Andersen, har ved indirekte kontakt til Ulla Noring på sin internetblog skrevet følgende, og jeg læser op: "Til min store overraskelsse fandt jeg i går en optagelse (RETSPSYK_1_20180131_102705.m4a) af min anden samtale med retspsykiater Ulla Norring fra 2018. Jeg troede jeg havde mistet den. I optagelsen kunne jeg høre at Ulla erkendte at hun havde erklæret mig uskyldig og at det var normal procedure for hende. Ulla Noring var et af de allerværste, est arrogante og afskyelige mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Det, Ulla Noring foretog sig på Retspsykiatrisk Klinik, Blegdamsvej, tålte ikke dagens lys. Ulla Noring var en kvaksalver, der misbrugte sin stilling og sit fag til at ødelægge mig med sine løgne. Jeg var ligeglad med Ulla Norings anmeldelser af mig. Ulla Noring var en klam skændsel, en ond heks, en uduelig, amoralsk, samvittighedsløs og inkompetent arrogant kælling. Hun havde ødelagt mit liv - og sandsyneligvis utallige andres. Ulla Noring: Jeg vil skide på dig og dine anmeldelser. Du hører til i psykopatforvaring, som det karakterafvigende, let krænkbare, selvovervurderende, påståelige, perverse, jeg-svage, paranoide, og dyssociale svin du er."

Det fortsætter: "Du er et ondt menneske med talrige ofre på din samvittighed. Ulla Noring, du er ikke rigtig læge. Du er den værste retspsykiater siden Max Schmidt. Du udgør en nærliggende og væsentlig fare for andre, du begår ligeartet kriminalitet hver eneste gang du er på arbejde, du er senilt agressiv. Gør alle en tjeneste og indlæg dig selv på gerontopsykiatrisk afdeling eller Kofoedsminde. Fuck dig, Ulla Noring, dit minusindivid, dit koleriske og defekte umenneske. Det er det eftermæle, jeg skriver om dig, der vil blive husket, Ulla. Hvor flyver du hen på søndag? Heks. Alle skal vide hvem den rigtige Ulla Noring er og at hun ødelagde mit liv ved bevidst at lyve og misbruge lægefaget. Der er to retspsykiatere, der vil blive husket i eftertiden: Max Schmidt og Ulla Noring. Og for det samme, for at de begge var totalt uegnede som læger og mennesker, ødelagde deres observander og udgjorde en alvorlig fare for andre, fordi de begge var så karakterafvigende at de selv burde være i forvaring. Og bare så ingen tror at jeg er kvindehader eller kun går efter kvinder: Det samme gælder for Egill Rostrup og Lennart Bertil Jansson. Som på mange måder alligevel er kællinger. Fuck jer alle sammen."

Det er anklagemyndighedens påstand at tiltalte, Kjeld Andersen, dermed gør sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 119a, ved verbalt at have overfaldet en person i offentlig tjenese. Anklagemyndigheden påstår forvaring på ubestemt tid til tiltalte, Kjeld Andersen, for denne meget alvorlige form for personfarlig kriminalitet, idet det er en skærpende omstændighed at der er tale om gentagelsestilfælde af ligeartet kriminalitet, idet tiltalte, Kjeld Andersen, på det sociale medie LinkedIn tidligere har skrevet, at Ulla Noring og Michael Schiødt er kvaksalvere.

Træning

Bortset fra det, så trænede jeg ben, mave og lænd i dag med den gode socialpædagog Lene og tre andre beboere. I går og i foregårs var jeg i svømmehallen, ligesom jeg i foregårs trænede biceps og triceps, mave og lænd, samme sted som i dag og også med Lene og to andre beboere.

Opkald til Retspsykiatrisk Klinik

https://drive.google.com/file/d/1un3AC2p6Cj_9h_QvzHI7Cia8gXgvpDbN/view?usp=sharing

Optagelse fra Sundholm den 29. oktober 2023: https://drive.google.com/file/d/1NNEqrjklORQI7HcRlRUmuJ76yeOkKOWe/view?usp=sharing

Seneste, uredigerede udgaver af mit vidnesbyrd om ondskab

2024: https://docs.google.com/document/d/1AuFom5cfxdHfvCrljmjwYFD5cw3Vf_DQLIoxtJQUW-4/edit?usp=sharing

2019: https://docs.google.com/document/d/13IT7WfUQzuXck-05IjLqbXDuujhr8q7XF3RDrDMiPzo/edit?usp=sharing

2017: https://docs.google.com/document/d/1NKyEd_ypoWt5M_52vo4QNJL-ThprpScmGEcMyo_Y7vw/edit?usp=sharing

2016 og 2020: https://docs.google.com/document/d/1y-xD9fMJDKkgIaAmi63D5_xypwt3pmRikzNShczOBEU/edit?usp=sharing

Telefonsamtale med psykiatrien i Region Hovedstaden den 2. juni 2023: https://drive.google.com/file/d/1axtcIJBYw_k49pQFrVklKapBJXwUKBLj/view?usp=sharing

Telefonsamtale med retspsykiater Peter Jantzen 3. maj 2021: https://drive.google.com/file/d/1IznDWlAsB90hMj7dW4iDxwntgY-0OiBN/view?usp=sharing

Transskription af ovenstående samtale (maskintransskriberet og uredigeret): https://docs.google.com/document/d/1UNsepKscy66WhBTqGWf88_gedKs-CnLoi_WuXeOjnQw/edit?usp=sharing

Telefonsamtale med sygeplejerske Nina Borum Nielsen 27. juli 2021: https://drive.google.com/file/d/1i3jb7OltQS3cldXMcJk_GTb4Q6DQRBFw/view?usp=sharing

Meget vigtig samtale med Peter Jantzen 1. maj 2023: https://drive.google.com/file/d/1F4VMS5btq6bZeZ1aTS5aGjTxV9nDNTiU/view?usp=sharing

Klientgjort af socialpædagoger 6. maj 2024

I dette link kan man høre hvordan to socialpædagoger sygeliggør og klientgør mig. Den ene socialpædagog er sur på mig og bebredjer mig, at jeg ikke har fortalt hende, at jeg engang for ca. 10 år siden var læge. Det synes hun er for dårligt og hun synes også at jeg er devaluerende, fordi jeg ikke kan acceptere at blive behandlet som noget jeg ikke er og aldrig har været. Altså syg. Hun vil ikke acceptere, at jeg ikke har lyst til at komme i ressourceforløb og ikke vil acceptere det, der er virkeligheden, at jeg er rask og normalt fungerende. Alt er min skyld. Socialpædagogen har naturligvis ikke læst den mail, jeg har sendt til hende forud for mødet, hvorfor hun bebredjer mig, at jeg ikke oplyser hende om det, jeg netop oplyser hende i mailen, der ikke fylder mange linjers tekst. Jeg må indrømme at jeg dummer mig under samtalen, idet jeg forsøger at bruge logik og viden til at forklare min baggrund og situation, og det skaber kun modstand fra de to socialpædagoger, som nu ser det som deres opgave at sable mig ned. Jeg skal ikke tro jeg er noget. Jeg skal ikke tro, at jeg er psykisk rask og har et normalt funktionsniveau, og jeg skal i hvert fald ikke tro, at jeg er mere end dem. Det gør jeg heller ikke, men det er det de mener. De er jantelovsryttere og jeg skal ikke komme og mene at jeg er normal. Eller vil bestemme over mit eget liv. De skal nok beslutte hvad, der er bedst for mig og de har magten over mig som offentlig ansatte socialpædagoger. Hvis jeg ikke bryder mig om at blive sygeliggjort og fornedret, så har de magten til at sætte mig på gaden.

At det er kommet hertil, er bl.a. Ulla Norings skyld. De færreste - og ikke én eneste forbandet forsvarsadvokat i dette latterlige skodland - har forstået hvilken dødsdom en psykistrisk fejldiagnose er. I offentligt ansattes optik er psykiatrisk diagnoser mejslet i sten og en psykisk diagnose giver idioter og socialpædagoger lov til at behandle mig som affald. Derfor elsker socialpædagoger og andre kortuddannede tabere - socialrådgivere især - psykiatriske diagnoser. For så er de trods deres ringe evner og velje og uddannelse mere værd end personen med diagnosen. Det er sådan de tænker og sådan de behandler mig. Jeg kunne let styre hele forsorgshjemmet qua min uddannelse og erfaring. Det kan en latterlig socialpædagog ikke. Men den eneste måde idioter som dem kan få magt på, er ved at nedgøre andre, de føler er dem overlegne. Intet af dette har været min holdning, men det er den adfærd jeg møder gang på gang fra den slags tabere.

Om det er i socialpsykiatrien i Høje Taastrup, på forsorgshjemmet Solvang eller her, så er det samme reaktion, jeg møder: Stor smerte i røven på de offentligt ansatte, jeg sidder overfor og som ikke kan holde ud, at jeg ved og kan mere end dem. Påstår jeg andet, så begynder de at kalde mig devaluerende og straffer mig med mere sygeliggørelse i deres journaler, og det er også årsagen til at den pågældende socialpædagog synes jeg skal i ressourceforløb eller lyve mig personlighedsforstyrret, så jeg kan få "hjælp" på den måde. Arrogante svin. Jeg er glad for, at jeg dengang jeg var læge aldrig havde den holdning til mine patienter; jeg har mødt en del patienter, der klart overgik mig på alle måder, og det måtte jeg respektere. Men jeg behandlede aldrig nogen bedre eller dårligere uanset hvem de var eller pga. deres baggrund.

Om journalen i det offentlige

Som jeg skrev til Karoline, så er 90% af alt, der står om mig i myndighedernes journaler løgn. Journalen har fået sit eget liv og der er meget, meget stor diskrepans mellem journalen og den person jeg er og altid har været. Men det eneste offentligt ansatte læser, forholder sig til og viderefører, er det lort og de løgne, der står i min journal. Derfor bliver jeg behandlet som affald og derfor får socialpædagoger, socialrådgivere, psykiatere og andre tabere så ondt i røven, når jeg ikke accepterer løgnene om mig. Det er janteloven. Jeg skal ikke tro at jeg er psykisk rask og normal, jeg skal ikke tro, at jeg er for god til at være afhængig af deres "hjælp" som fucking pædagoger.

Sådan har det været i årevis for mig. Jeg vidste det fra starten, fra det tidspunkt hvor praktiserende læge Camiliia Mie Elvekjær straffede mig med uberettiget tvangsindlæggelse og gav mig fejldiagnosen, fordi hun var udbrændt, paranoid og i sin psykose troede, at jeg havde misbrugt hendes cprnummer. Jeg håber hun er stolt af sin forbrydelse. At hun nyder den smerte hun har forholdt mig i næsten ti år. At hun i sin hævngerrige sindssyge har ødelagt mit liv. Ethvert normalt menneske ville for år siden have tænkt "ok, nu er det gået for vidt, min fejldiagnose har gjort min lægekollega hjemløs og stemplet ham som evigt sindssyg.

Det er sgu ikke så godt, jeg må hellere trække i land på en eller anden måde:" Sådan var og er Camilla Mie Elvekjær dog ikke. Hun valgt at køre linen helt ud og tvinge mig til selvmord, som det psykopatisk og syge umenneske, hun er. Og efterfølgende har hun fået sine kolleger til at tro på sine løgne om mig og når de har fundet ud at, at de er blevet narret, så har de vidst at de hang på løgnen og var tvunget til at føre den videre. Derfor er jeg hjemløs og rådner op i dag. Derfor pisser forsvarsadvokaterne på mig og retssystemet chikanerer mig. Og nu er det for sent at klatre ned fra træet igen for alle mine bødler. Alt for mange har nu del i deres løgne og kriminalitet mod mig og nu må de spille med.

https://drive.google.com/file/d/1IBFwUOLHyzM8mScaJXg1qweQ2A9n-BNt/view?usp=sharing

Et godt råd til psykopaterne

Næste gang I mishandler og ødelægger et andet menneskes liv, så må I huske at sørge for, at vedkommende har en eller anden grund til at acceptere jeres løgne. Det kan være jeres offer har en familie, han er glad for, måske et job eller bare en hobby. Et eller andet, der giver ham en grund til at bide i det sure æble og lade jeres kriminallitet gå under radaren. Noget, som trods alt opvejede jerers forbrydelser mod ham. Men I valgte desværre for jer mig. Og jeg nåede ikke at få en familie, karriere eller andet at leve for, før I udsatte mig for jeres ugerninger. Dt var jeres fejl. For nu har jeg intet tilbage end ønsket om hævn. Der har intet positivt været i mit liv i knapt 10 år og der er intet positivt i udsigt, alt sammen pga. jeres kriminalitet. Det eneste jeg lever for nu, er at undgå yderligere ydmygende og fornedrende behandling fra offentligt ansatt og ønsket om hævn. Det er jeres skyld.

Danske forsvarsadvokater

Kira Iqbal var meget dedikeret og entusiastisk, men desværre for uerfaren og for bange for politiet og anklagemyndighederne. Hanne Ziebe var helt håbløs. Hun burde være erfaren, men det virkede absolut ikke sådan, hun var ligeglad, uforberedt og inkompetent. Karoline var den advokat, jeg havde størst forhåbninger til. Og hun var oven i købet tilmed psykolog. Så ingen kunne være bedre end hende? Forkert. Karoline var irriteret på mig fra starten af og troede fejlagtigt at jeg ville have psykologisk hjælp af hende også (?!). Det var en grotesk misforståelse fra hende af, jeg havde vist skrevet til hende, at jeg håbede at hun som psykolog havde en vis forståelse for konsekvenserne af min tilværelse som hjemløs eller sådan noget, men jeg havde sgu da aldrig bedt hende om at være min psykolog. Jeg havde aldrig haft brug for en fucking psykolog og jeg ville ikke sygeliggøres af nogen som helst, især ikke en psykolog, så hvordan fanden havde hun fået den åndsvage ide fra? Det var helt vildt. Fordi Karoline havde for travlt eller var ligeglad med mig som klient, så mistede jeg modet og det resulterede i fire måneders varetægtsfængsling.

Det kunne Karoline måske havde forhindret ved at engagere sig i min sag? Men i fængslet havde hun i det mindste den bedste mulighed for at hjælpe mig. Men det gjorde hun desværre ikke. Hun sagde hun ville besøge mig eller ringe, men gjorde det ikke, hun sendte en vikar, da jeg skulle fristforlænges og hun gad konsekvent ikke at gøre det, jeg tiggede hende om og som var yderst relevant, nemlig at kontakte statsadvokaten for status på min klage (det gjorde hun først femte gang jeg bad hende om det), hun var bange for at genere politiet ved at kræve at de afhørte mine vidner i lang tid, hun gad ikke indhente eller forholde sig til relevant journal og bevismateriale og hun gad ikke kontakte jurist Peter Cramer fra Styrelsen for Patientklager vedr. status for min klage af 2020 og 2023. Alt det og meget mere gad hun ikke at gøre. Hun syntes at "ord var farlige" og hun truede mig indirekte ved at formane mig om at jeg skulle lade være med at rette relevante henvendelser til politiet og myndigheder, som jo havde sjoflet mig. Karoline syntes jeg var en belastende og retarderet klient, hun skulle opdrage og belære.

Så jeg gad ikke at have noget med Karoline at gøre. Hun var sikekrt meget god, hvis man var Peter Lundin eller havde medvirket til at ruske sit spædbarn ihjel; så fik man knus af Karoline. Men hvis man var en hjemløs tosse, som jeg åbenbart var i hendes optik, og man ikke kom i medierne, så kunne man fucke af.

Lise Roulund som ny advokat

Jeg var ikke fin nok til de etablerede danske forsvarsadvokater. Så derfor ville jeg bede politiet om at få Lise Roulund som advokat, når de på foranledning af nogle bureukratiske svin, der var "bekymrede" for mig, anholdte mig. Når jeg blev anholdt, skulle Lise være min advokat. Hun lod til at være dygtig og hun var ikke for fin på den til at repræsentere tabere og kriminelle som jeg. Min liste over personer, der formentlig ville give mig et bedre juridisk forsvar end Karoline, var i prioriteret rækkefølge: Lise Roulund, Amira Smajic, Fasar Abrar Raja, ChatGPT.

Stresset ihjel

Det var så stressende, at Junior på hvert et tidspunkt ville komme og plage og genere mig, at det var umuligt for mig at opholde mig indendøre. Det var vigtigt at trækkerdrengen vidste det. Det eneste pædagogen kunne, var at umyndiggøre og fornedre mig eller overbringe dårlige nyheder, eksempelvis at nogen stikkersvin havde ringet til PSPK-samarbejdet for at sygeliggøre mig ved stedfortræder. Jeg kunne ikke finde en bolig, selvom jeg søgte, jeg dokumenterede det hyppigt overfor trækkerdrengen, men hun insisterede alligevel på at ville ydmyge mig flere gange ugentligt, og han ringede og skrev sms'er til mig, hvor der stod, at jeg skulle ringe til ham. Ikke om hvad, så derfor gik jeg og forestillede mig det værste. Jeg havde sagt til ham at jeg ville have en agenda for hvert møde og henvendelse, det der med at jeg skulle ringe, og intet yderligere, det duede ikke.

Jeg var så stresset over trækkerdrengen, min ulidelige situation og nu Karoline, der ringede, at jeg var fysisk syg af stressen og det var meget farligt. Det sortnede for øjnene, jeg havde trykken i brystet, jeg var svimmel, hjertet bankede og jeg havde hovedpine. Det var symptomer på noget, der nærmede sig malign hypertension og det kunne meget vel resultere i en hjerneblødning, hvis jeg ikke fik lov til at være i fred fra ubehagelige mennesker, der ikke bragte noget godt. Det var så slemt i dag, at jeg fra nu af havde min mobil permanent slukket. Og jeg havde til aften købt en billig sovepose, liggeunderlag og myggenet i Netto. Næste gang trækkerdrengen kom og stalkede mig, ville jeg forlade stedet og overnatte i skoven. I fred.

Nu gjaldt det kun om at få mest muligt sagsmateriale på nettet, før jeg blev anholdt. Især var det vigtigt at få transskriberet optagelsen af Ulla Noring fra 2018, som jeg troede jeg havde mistet. Den var utrolig vigtig. Der kunne alle høre hvor helt igennem rædselsfuldt og ondt, magt- og stillingsmisbrugende en kvaksalver hun var. Det var åbenlyst, at Ulla Noring var ekstremt hævngerrig, bar nag, formentlig hadede mænd og stillede diagnoser og skrev mentalerklæringer ud fra alle andre hensyn end faglighed. Det var klar, at Ulla Noring var vant til at få sin vilje, samt at hun var skruppelløs og nådesløs, når hun fik påtalt bevidst at have lavet en grov og virkelighedsstridig fejlvurdering. Ulla Noring var vant til at jurister og politi var hendes bitches og parerede hendes ordrer blindt og ukritisk. Men denne gang havde Ulla kørt den for langt ud. Og jeg havde dokumentation på det. Og snart havde alle det også. Optagelsen varede lidt over halvanden time. Indholdet i samtalen havde intet med lægefaglighed eller udbredning at gøre som sådan. Det var primært Ulla, der sad og talte og spurgte i øst og vest. Sådan havde første samtale også forløbet. Og samtalen med psykologen var også en sludder for en sladder, det samme kunne siges om de tests, jeg skulle udføre, især Rorschach testen, der havde taget længest tid.

Jeg havde lagt det meste af psykologsamtalen på nettet allerede og alle kunne høre, at jeg intet psykisk fejlede. Så den første ambulante mentalundersøgelse fra 2018 byggede ikke på faglighed, ikke på virkeligheden, kun på Ulla Norings tilgodeseelse af hendes kolegers interesser og det journalmateriale, som især Lennart Bertil Jansson havde skrevet - som også var i modstrid med virkeligheden, hvilket alle selv kunne høre på optagelserne af kvaksalveren. Ulla havde tilgengæld forkastet alt, som psykiaterne Søren Buus Jensen og Henrik Jurlander havde skrevet om mig, og det skyldtes, at de ikke mente jeg var psykotisk og fordi det var i modstrid med hvad Ulla Noring ville have, så forkastede hun bare det. Sådan noget kunne Ulla nemlig. Lennart havde selv baseret sine fejlagtige vurderinger på Toke Troelsens og Camilla Elvekjærs forkerte vurderinger. Og på den måde kunne en syg og ond praktiserende læges fejldiagnose blive videreført i det uendelige. Sådan var det hele vejen igennm og jeg havde dokumentation for det hele. Som ingen gad at forholde sig til, desværre.

Det eneste, jeg ville i mit liv, var at arbejde som læge og have min egen familie. Efter ti års tortur og mishandling fra mine bødler, er det løb kørt. Nu er der kun hævnen tilbage.

Pligtforsømmelse

Ulla Noring havde på min første optaglse, som det degenererede, moralsk sindssyge, mytomane og oligofreni minus individ hun var, sagt at, jeg var skyldig og ville vide "hvorfor jeg havde gjort det" og på næste optagelse havde hun ikke blot bekræftet at hun havde sagt dette, men tilmed anført, at det var hendes normale fremgangsmåde at spørge sine observander, om de var skyldige i det påsigtede, før selve retssagen, og de fleste observander var autoritetstro og troede at Ulla Noring var rigtig læge, én man kunne stole på og betro sig til, og måske havde Ulla Noring aldrig oplyst observanden om, at hun ikke havde tavshedspligt, samt at hun ville videregive alt til politi og anklagemyndighed og måske havde Ulla Noring på denne facon narret og intimmideret talrige observander til at erklære sig skyldige, måske til trods for at de ikke engang var skyldige, for falske tilståelser var faktisk et rigtigt fænomen, selv om det var svært at tro.

Men den første optagelse hvor Ulla Noring på fersk gerning havde begået lovbrud mod mig og dermed var kriminel og en langt værre én af slagsen, end jeg nogensinde havde været, den optagelse havde jeg to gange ved fysisk fremmøde afleveret til Københavns Vestegns Politi, ligesom anklager Henrik Pedersen, efterforsker af navn, Dorthe Olsson og advokat Karoline (og Retslægerådet og selv Retspsykiatrisk Klinik, som jeg huskede det) også havde modtaget optagelsen med Ulla Norrings forbrydelse - og INGEN havde reageret på det. Så var det meget alvorligt. At politiet nægtede at forholde sig til en dokumenteret forbrydelse i offentlig tjeneste og dermed blåstemplet et justitsmord, samt undladt at forhindre endnu et justitsmord, det måtte og skulle have strafferetlige konsekvenser for de pågældende ansatte i etaten. Befolkningen kunne ikke være tjent med så rådne æbler i Vestegnens Politi.

Ulla i spjældet

Det var klart, at Ulla Norings kriminalitet begået som offentlig ansat, var egnet til at varetægtsfængsle hende. Spørgsmålet var bare hvor? Ulla Noring ville som politiets bitch jo ikke overleve i gårdtursburet i Vestre Fængsel og da man jo i gennemsnit sad dér i 177 dage, og da Ulla som det senile og fragile, vindtørre gespændst hun var, ville atrofere helt og pådrage sig DVT'er og et saddelembolli af den immobilisering som indespærring i cellen det meste af døgnet var, så måtte hun i stedet overflyttes til en gerontopsykiatrisk eller oligofreniklinik, Kofoedsminde eller måske et særligt skærmet demensplejehjem for defekte kriminelle som hende?

Et andet relevant, men desværre ofte overset element i Ullas varetægtsfængsling var, hvem, der skulle passe på hendes border collie, den som i følge Ulla på optagelsen aldrig havde været i vandet? Og måske blev Ulla fulminant dement, hvis man adskildte hende fra sin tryghedshund? Det var formentlig køteren, der styrede Ullas hus og fik hende op om morgenen og fulgt ned til handicapbussen fra Flextrafik, der kørte hende på arbejde?

Nåde gå for ret?

Dt var klart for de fleste, at Ulla Noring behøvede Retspsykiatrisk Klinik på Blegdaemsvej på samme måde som en diabetiker behøvede insulin og måske var det uforsvarligt at fjerne Ulla fra sit habitat? Ulla Noring havde jo ikke andet indhold i sit liv end sin border collie og klinikken. Af kollegiale hensyn kunne dommeren måske indsætte Ulla Noring i Blegdammens Arrest? Så kunne hun både være arrestant og afsoner, mens hun passede sit arbejde i den tilstødende klinik? Hendes collie kunne en af fængselsbetjentene gå tur med, når Ulla var i cellen og sad og skammede sig og angrede.

Men der var jo svær personalemangel i Kriminalforsorgens institutioner, så måske var der ikke tid til, at nogen luftede Ullas collie? En pragmatisk løsning på problemet - al den stund at Ullas skrøbelige personlighedsstruktur ville krakkelere fuldstændig og hun ville blive rigtig psykotisk uden sin hund - var måske, at aflive hunden, udstoppe den, placere den udstoppede collie på en plade med hjul under og så et par gange om dagen kunne en betjent i skjul bag et hjørne i gården råbe op til Ulla i cellen: "Hej, Ulla, se hvor glad din hund er i dag! Kom så tøs, hen til mig!" og så trække i den snor, der var fastgjort til pladen, så den udstoppede hund bevægede sig hen over gården, som var den i live? Endnu en mulighed var, at inbringe Ulla Noring og hendes border collie (morsom hunderace til en person som Ulla, der netop ingen grænser havde i moralsk henseende) på Livø. Der var mange oplagte fordele ved den løsning: Dels kunne Ulla Noring ikke udgøre en helt så nærliggende og væsentlig fare for andre liv og helbred, dels kunne hendes collie løbe frit rundt og få motion, og dels havde Ulla Noring med stor sandsynlighed været anbragt på Livø før hun blev psykiater, så på den måde var ringet sluttet og hun var vendt hjem. Og det ville tillige være terapeutisk for Ulla at bo på Livø igen, da demente elskede at blive mindet om deres ungdom og de ting, de kunne huske fra dengang.

Fare med lempe

Min barndomsven, der i 2018 havde reddet mit liv, da han forsvarede mig verbalt mod "Kvinder, der hader mænd" aka "Folie à deux" aka Gitte Ahle og Mette Brandt Christensens påtænkte aflivning af mig med tvangsmedicin, advarede mig mod at gøre for kraftige indsigelser mod den mishandling, jeg var udsat for. Han sagde til mig, at det bedste ville være, at holde meget lav profil og ikke provokere Gitte Ahle, fordi hun skulle have en chance for at klatre ned fra træet igen, uden at miste for meget anseelse. Min barndomsvej havde ret. Under normale omstændigheder og i forhold til mennesker, der var fornuftige, tilregnelige og bestandige. Han kendte ikke Gitte Ahle som jeg, og han vidste ikke, at hun ikke var helt normalt fungerede i hovedet, så at sige. Gitte Ahle havde fra før hun mødte mig, da hun læste Ulla Norings usande erklæring, allerede besluttet sig for hvem hun mente, jeg var og hvad hun ville gøre. Hun klatrede helt op i toppen af træet fra starten af og intet i denne verden kunne få hende til at klatre ned igen. Det kunne min ven ikke vide. Gitte Ahle var ikke et menneske, som de fleste andre. Gitte Ahle ville aldrig kunne bestå en Turing test, for hun kunne bare ikke rigtig det dér med mennesker. Hun kunne aldrig rigtig lære at føle empati, det var lige så fremmede for hende, som for mit armbåndsur.

Karoline

Den ringeste advokat jeg havde haft i det aktuelle forløb, var Hanne Ziebe. Karoline var dygtig og jeg vidste, at hun kunne yde mig et hæderligt forsvar, men dels foragtede hun mig og syntes jeg var irriterende, samt manglede en total forståelse for min situation, dels sjoflede hun mig simpelthen og var sløset, og endelige skulle man ikke undervurdere betydningen af, at Karoline faktisk var en meget fremtrædende advokat, der sad eller havde siddet i flere samarbejdsudvalg, eller noget i den stil, og jeg vidste, at hun i den forbindelse havde arbejdet sammen med andre medlemmer i udvalget, herunder anklagemynghedens repræsentanter. Det kunne derfor var en medvirkende årsag til hendes mangel på engagement, at hun qua dette samarbejde ikke var interesseret i at gøre alt for meget væsen af sig, for så blev hun måske ikke inviteret med i næste arbejdsgruppe?

Jeg vidste det ikke; men jeg vidste, at hun ikke havde ydet en hæderlig indsats for mig, og at det var kommet og kom mig til enorm stor skade. Hvis Karoline havde ydet den juridiske hjælp, heg havde behov for, kunne det have reddet mig. Men Karoline svigtede også. Og derfor var min situation kun blevet mere livstruende. Jeg ville aldrig høre eller se på Karoline igen. Hun kunne havde været det mirakel, jeg havde ventet på i ti år, hun kunne rette henvendelse til STPS, Styrelsen for Patientklager og mange andre, men hun svigtede mig. Når man lå alene i mørket og frøs, havde selvmordstanker og var allermest presset og udsat for værst mulige mishandling fra myndighederne og retsvæsenet, så var det ikke Karoline, der kom ilende til undsætning og beskyttede én mod staten.

Dansk Rorschach Selskab

Jeg kan huske, at jeg for mange år siden hørte et indslag på DR om en forening, der vist hed Dansk Pædofilselskab eller noget i den stil. Jeg havde svært ved at fatte, at pædofile svin helt offentligt havde lov til at have en forening, der dyrkede og tilskyndede til modbydelige overgreb mod børn. Hvordan kunne Danmark dog tillade den slags menneskeligt affald og udskud i at have en forening? Det var helt uforståeligt. Jeg havde det på nøjagtigt samme måde og fik de samme vibes i forhold til en anden forening af udskud, der dyrkede det at skade andre mennesker, nemlig Dansk Rorschach Selskab. Jeg havde nemlig også optaget retspsylologens Rorschach test på Retspsykiatrisk Klinik i 2018. Alle der lyttede til optagelsen ville have ment, at jeg var normal og klarede testen som en psykisk rask ville gøre. Alligevel misbrugte retspsykologen testen til at lyve mig sindssyg. Jeg erfarede senere, at Rorschach testen var dybt uvidenskabelig, ubrugelig og rets- og patientsikkerhedsmæssig direkte farlig. Men jeg fattede heller ikke, at det var lovligt at have den forening, der misbrugte en hokus-pokus test baseret på overtro til at ødelægge andre mennesker.

Alt smukt og godt

Mine bødlers værste forbrydelse var, at de havde sørget for at jeg snydt for alt, der var smukt og godt i livet. De forsøgte at bilde myndighederne ind, at jeg var vredt fordi jeg var krænket eller principrytter, men det havde aldrig været tilfældet. Det, det altid havde handlet om for mig var, at jeg vidste hvilke ufattelige negative konsekvenser fejldiagnosen havde for resten af mit liv, jeg vidste at den ville ødelægge alt for mig og forhindre mig i at nyde tilværelsens frugter og alt det, der gjorde livet værd at leve. Og derfor var jeg vred. Og derfor ville jeg have hævn over mine bødler, ligesom jeg også ville få det en skønne dag, uanset hvor meget de forsøgte at smy sig udenom. De skulle lide for deres kriminalitet, og det kom de også til.

Slutning

Jeg rådnede op i ensomhed og uden slutdato, samtidig med at jeg fra tid til anden blev ydmyget af socialpædagoger. Jeg har ikke udsigt til en lejlighed og ikke udsigt til noget som helst godt, og ingen forstod hvordan det var. Eller også var de ligeglade. Jeg havde lyst til at begå selvmord hver eneste dag, fordi det var så ulideligt, og det eneste, der holdt mig tilbage var ønsket om hævn. Jeg havde advaret talrige gange om hvad, der ville ske, men ingen havde forstået det. Jeg ville have en afslutning NU og jeg ville tage hævn samtidig. Jeg ville komme i medierne, og selvom jeg ikke var i live på det tidspunkt, så var det, der betød noget tanken om, at alle medier i Danmark og hele befolkningen ville læse det, jeg havde skrevet og dokumenteret. Alt det, som navngivne offentligt ansatte havde ignoreret, men som de havde pligt til at reagere på. Befolkningen skulle vide, hvilke svin, der var skyld i det, der kom til at ske, samt at det kunne have været undgået. Man ville bagefter aldrig glemme mine bødler og deres medløbere igen.

Der havde i de sidste knapt ti år været to mennesker, der havde forstået min situation, fordi de havde en særlig viden og indsigt. Som altid sladrede jeg ikke om mennesker, der ville mig det godt. Men A og H var de pågældende personer. A havde jeg i det tidlige forår af 2023 og nogle måneder frem talt med næsten dagligt. Da jeg mistede kontakten med A, mistede jeg håbet for alvor. Men jeg tænkte næsten dagligt på A og savnede hendes stemme. A havde givet mig mere relevant juridisk vejledning end nogen af de discount advokater, jeg havde haft. Jeg ville gerne dedikere sidste afsnit af bogen til A, men hun ville for alt i verden forblive anonym.

Der var ingen anden løsning på min situation. Jeg havde svømmet i dag og ville sikkert falde hurtigt i søvn, men jeg håbede at jeg ikke vågnede igen. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg skulle rådne op igen i morgen og dyb ensomhed. Jeg håbede også at mine bødler ville brænde for evigt i helvede. Jeg ville gerne tage dem med mig derned.

Årsmøde i Retspsykiatrisk Interessegruppe

I morgen afholdt Retspsykiatrisk Interessegruppe årsmøde. Fra Middelfart over Psykiatrisk Center Glostrup og videre til Sankt Hans Hospital lettede retspsykiaterne på deres koste og fløj til Bloksbjerg, hvor årsmødet var blevet afholdt i århundrede. Det var en festdag, en glædens dag, hvor retspsykiaterne endelig kunne smide tøjlerne og være perfide i hinandens selskab. Retspsykiatrisk Interessegruppe var faktisk ret åbne i forhold til at dyrke det onde, men man havde alligevel for ikke at virke alt for suspekte overfor omverdenen besluttet sig for, at enkelte retspsykiatere skulle bære 'mandeham' når de praktiserede ondskab på landets retspsykiatriske afdelinger. For denne minoritet var det særligt befriende at kunne smide hammen og dyrke heksekunsten uden hele tiden at bruge mental energi på at spille mænd. Imidlertid havde mange af de mandligt forklædte hekst ret svært ved ikke at falde igennem som de faco kvinder, ikke bare i adfærd, men ogå udseende. En enkelt mandlig forklædt heks var så dårlig til at optræde bare minimalt maskulint, at man havde givet ham en dækhistorie som homofil og fået ham til at optræde i medierne i denne rolle. Hun hed Henry Gay Pallesen.

Årets keynote speakers

Selve programmet for årsmødet bestod af den traditionelle velkomsttale, som gruppens egentlige formand, Djævlen Selv, afholdt for medlemmerne. Det var klar, at man udadtil havde en menneske formand, for man kunne trods alt ikke slippe afsted med at bare at skrive det som det var. Ikke endnu, ihvertfald. Der var hele tre keynote speakers i år. Alle ville være samlet, høj som lav, ung som gammel. Normalt var det ikke tilladt at medbringe husdyr til årsmødet, men Ulla havde fået særlig dispensation til at tage sin border collie med.

Første keynote speaker var fra Det Psykiatriske Patientklagenævn. Foredraget hed "You scratch my back and i'll scratch yours" og det handlede om, hvordan retspsykiateren løj patienten syg, uden på noget tidspunkt konkret at begrunde hvorfor. Essensen var, at retspsykiateren skulle anvende fraser, såsom "samlet set findes patienten psykotisk", "uindfølelig", "paranoide træk" og "katathymi". På den måde kunne Det Psykiatriske Patientklagenævn hurtigt forkaste samtlige patientklager, uden at spilde tid med at behandle dem seriøst. På den måde hjalp retspsykiateren Det Psykiatriske Patientklagenævn og omvendt. Og når det blev den pågældende retspsykiaters tur til selv at sidde i Det Psykiatriske Patientklagenævn, og det tidligere medlem, som nu var tilbage i klinikken fik en klage, ja, så gik tjenesten den anden vej.

Næste keynote speaker

Næste keynote speaker var formanden for Dansk Rorschach Selskab, der ville holde et fordrag om hvordan en retspsykiater med held kunne inddrage Rorschach testen i sin mentalobservation, for at give denne en illusion af videnskabelighed og troværdighed. Det handlede kort sagt om at påføre lag på lag af løgne i mentalerklæringen, så dens autoritet blev stadig større. Foredraget kom dog med en advarsel og en opfordring, for man havde historisk anvendt flere falske tests som pseudoevidens for løgnen, såsom hypnose, narkoanalyse og håndskriftsanalyse, men fordi retspsykiater Max Schmidt i sin kroniske sindssygelige tilstand havde anvendt alle disse pseudotests for groft og åbenlyst for offentligheden, havde man været tvunget til at udfase dem. Kun Rorschach bullshit testen var tilbage, så det gjaldt både om at værne om den og gå stille med dørene når man brugte den til at give ens løgne videnskabelig troværdighed, samt at forsøge at udvikle nye bullshit-tests. For ellers risikerede retspsykiatrien at miste betydelig magt og på et tidspunkt gik det op for befolkningen at retspsykiatrien kun var et slags smagsdommer redskab og statens måde at uskadeliggøre irriterende borgere på.

Idekonkurrence

Før næste keynote speakers oplæg, var der indlagt en idekonkurrence, og en hilsen fra en venskabsforening. Idekonkurrencen handlede om, at finde på nye kliché-fraser, man kunne anvende til at manipulere den retarderede befolkning til frivilligt at indtage psykofarmaka eller slippe for at begrunde tvang overfor patienten. I forhold til første kliché, havde man med succes i årevis bildt idioterne ind, at de "havde en kemisk ubalance og havde behov for medicinen, som en sukkersygepatient havde behov for insulin". Så havde nogle uforskammede journalister undersøgt sagen, og skrevet, at det ikke helt hang sådan sammen. Så nu måtte man finde på et nyt kliché. I forhold til at slippe for at begrunde alverdens tvang, brugte man fortsat med held frasen: "Det er jo dommeren, der har bestemt det", og den holdt hver gang, men kunne nogen finde på alternativer, kunne de vinde anden præmien i konkurrencen. Førstepræmien var, at vinderen kunne vælge frit mellem al medicin på øverste hylde til egen forbrug i et år. Andenpræmien var et "Klagenævnet har herefter afvist din klage"-kort til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Derimod var det ingen grund til at finde på en erstatning for "psykiatrien er udsultet". Den løgn gik stadig ind hos de evnesvage politikere med uformindsket styrke, som kvitterede med at hælde endnu flere milliarder ned i hullet til sanserum og NADA.

Hilsen fra venskabsforening

Fordi jeg havde en kilde med et særligt kendskab til miljøet, vidste jeg, at Danske Domstole havde skrevet følgende hilsen til medlemmerne af Retspsykiatrisk Interessegruppe: "Hej venner! Det må I sgu undskylde. Selvfølgelig kan en dommer ikke bestemme, at en indsat på Anstalten ved Hersvedvester har ret til prøveløsladelse. Det skal aldrig ske igen, og vi har indskærpet overfor landets dommerstand, at aftalen er, at I bestemmer. Vi skal nok håndtere den pågældende dommer, der ikke forstod hvordan tingene fungerer, selv, hvis I forstår, hvad vi mener 😉🤫. Rigtigt godt årsmøde! Danske Domstole."

Sidste keynote speaker var Djævlen Selv og fordraget havde titlen: "When the shit hits the fan". Under Rorschach foredraget ville der være slået en ubehagelig tone an og en mut stemning ville brede sig efter denne advarsel om risikoen for tab af magt. Så det gjaldt om at slutte af med et positivt budskab trods alt. Og det var, at hvis man som retspsykiater dummede sig rigtig, rigtig meget og når hverken Rorschach testen eller pseudosymptomer som katathymi narrede retsvæsenet, så var sidste mulighed, den sidste redning, at man havde plantet en retspsykiater som selveste næstformand i Retslægerådet. I frokostpausen skulle man diskret prikke vedkommende på skulderen, når man stod i kø i kantinen, og fortælle, at man havde kørt den for langt ud, fordi magtliderlighedens beruselse var steget en til hovedet og nu var gode råd dyre. I det tilfælde ville Mette Brandt Christensen altid med en smil hjælpe én med at begrave forbrydelsen.

Før sidste punkt på programmet, var der aktiv dødshjælp på programmet, samt kårringen af den retspsykiater, der i årets løb havde taget flest sjæle.

I forhold til punktet "aktiv dødshjælp" havde det vakt bestyrtelse i det retspsykiatriske miljø, at der var en pågående diskussion i medierne om at indføre aktiv dødshjælp. Retspsykiaterne var rasende, for der var jo alleredeaktiv dødshjælp i Danmark, det var en funktion, der lå under Retspsykiatrisk Interessegruppes resort, jf. foreningens første formålsparagraf, alle vidste, at det var selve retspsykiatriens eksistensberettigelse og derfor følte man sig nu truet på ens levebrød. Under dette punkt skulle man i fællesskab beslutte sig for, hvordan man skulle reagere - skulle man skrive et høringssvar eller var det på sin plads at tvangsindlægge et par ministre til et par holdningsjusterende timers bæltefiksering?

Så var der det tilbagevendende punkt, som var kårringen af årets sjæletager. Det havde været særligt spændende de sidste par år, hvem, der havde taget flest sjæle, idet en tidligere kvindelig overlæge havde løbet med sejren år efter år, indtil hun ved et uforklarligt tilfælde blev overflyttet til Gadeplansteamet og dermed ud af retspsykiatrien.

Sidste punkt på programmet var den årligt tilbagevendende menneskeofring. De enkelte retspsykiatriske afdelinger skiftedes til at medbringe en tvangsmedicineret tosse, som ingen ville savne, og som bare ville være et nummer i rækken af retspsykiatriens ofre.

Opkald til retspsykiater Peter Worm Jantzen 21. november 2021

Transskription af filen Peter Jantzen Mobil (+45 20 53 84 30) ↗ (phone) 2021-11-21 16-44-59.m4a

"Peter Jantzen, kan ikke besvare dit opkald. Indtal venligst en besked efter tonen."

"Jeg har smerter i tænderne. Jeg har ikke råd til mad. Og jeg er hjemløs på grund af den her dom. og på grund af fejldiagnosen, så skal jeg da ikke afholdes fra at være læge. Fordi jeg med ord opponerer imod den tortur, I og du har udsat mig for. Det er nødt til at slutte nu, Peter. Ring nu for helvede. Jeg gider ikke have noget med retssystemet at gøre mere."

Jeg har altid været klar over, at der hersker en såkaldt korpsånd også inden for retspsykiatrien, hvor man aldrig sladrer om kollegaers fejlbehandlinger. Men Peter Worm Jantzen var loyal langt ud over det rimelige og acceptable. Han udsatte mig for tortur og vanrøgt af hensyn til sine kolleger og det var dengang meget tæt på at koste mig livet. Peter Jantzen overskred enhver grænse ved sit svigt. Selv ansatte i politiet har trods alt en grænse for hvor grove ulovligheder de vil dække over. Men Peter havde ingen grænser og derfor endte han med at blive delagtig i sine kollegers kriminalitet. Man må aldrig i offentlig tjeneste forsøge at tvinge et menneske til at begå selvmord. Det forsøgte Peter Jantzen.

Peter Jantzen Mobil (+45 20 53 84 30) ↙ (phone) 2021-08-23 14-44-50.m4a

Når ikke at korrigere den transskriberede tekst, men her er linket til selve optagelsen. Peter Jantzen forsøgte den 23. august 2021 at gøre det rigtige og hvis ikke det var for mine bødlers anmelselse kort forinden, kunne det lykkes for ham at give mig livet tilbage. I 2021 kunne jeg akkurat have nået at få et liv. Nå er det for sent. Der er gået for lang tid. Det vidste mine bødler udmærket. Deres formål var at fasthold mig i hjemløshed, så jeg tilsidst begik selvmord og de slap af med mig. Jeg troede heller ikke at læger kunne være så ufatteligt onde, men det var og er mine bødler.

https://drive.google.com/file/d/1R5fSW4WJ7nq3rRtunJTgzIQAwuPcMani/view?usp=sharing

At finde styrke

Når jeg var længest nede, kunne det nogle gange hjælpe at tænke på én, jeg havde mødt i Vestre. Han havde på mange måder været den perfekte storebror eller rollemodel. En person, jeg selfølgelig ikke kunne skrive noget som helst om eller fortælle nogen om, nogensinde, men som ikke kun havde været en slags indirekte garant for min sikkerhed, men også et meget intelligent og empatisk menneske. Efter jeg blev truet fordi nogle usle og feje sjakaler i deres paranoide psykoser havde troet, jeg var politiagent, havde jeg mest lyst til at blive på cellen og aldrig går ned i gårdtursburet igen. Men forinden havde den pågældende person så at sige taget mig lidt under vingerne, ikke meget, men han var én, jeg talte meget med, hvilket var lidt af det samme.

Fordi han havde vist mig den gestus at socialisere med mig, havde hans magt smittet lidt af på mig, men samtidig ville min eventuelle frygt og svaghed også smitte lidt af på ham. Det kunne jeg ikke acceptere. Jeg kunne ikke blive på cellen og på den måde signalere skyld og svaghed, når han havde hjulpet mig på den indirekte måde. Det var respektløst af mig at tage halen mellem benene, så han kunne blive spurgt af de andre i buret, hvad der var sket med den fyr, han havde trænet og snakket med, men som nu var væk. Alle ville alligevel på et tidspunkt vide, at jeg sad og gemte mig på cellen, som en fucking kujon, og det ville være skamfuldt.

På det tidspunkt havde han og jeg ikke gårdtur sammen, og han sagde til mig, "du kan bare spørge om du ikke kan komme på min gårdtur, så kan du gå sammen med mig, og så sker der dig ihvertfald ikke noget", mens han grinte i skægget. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg gjorde det han tilbød, og så ville han da miste den smule respekt han havde for mig, og derfor tog jeg mig sammen og gik på min egen gårdtur igen. Det var meget, meget ubehageligt før jeg første gang gik ned igen, men jeg ville hellere have tæsk end at vise personen at han havde taget fejl af mig, at jeg var en kujon og intet var værd, og jeg kunne heller ikke holde ud af være i cellen efter to dage, og derfor tog jeg modet til mig og gik ned. Det var en rigtig beslutning.

Alt i hele verden var meget lettere, når man var del af en gruppe. Det kunne være en rockergruppering, det kunne være politiet, advokatsamfundet eller lægemiljøet. Så var man pludselig på sikker grund. Men var man alene, som jeg havde været i ti år, ekskluderet af ikke bare gruppen, men af hele samfundet, så var det ikke så fedt. Så var man meget udsat. Jeg skulle både varetage min egen fysiske sikkerhed, samt kæmpe intellektuelt mod psykiatri og retsvæsen og fucking socialpædagoger. Jeg skulle gøre det hele. Selv. Der var INGEN, der kom mig til undsætning, ikke længere. Det var ret hårdt.

Træning

Trænede bryst, triceps, mave og lænd.

Forræderne

Jeg havde i retrospekt dummet mig gevaldigt ved at bruge al min tid på at blive den bedst mulige læge. Det havde været spild af tid. Jeg skulle have dyrket MMA i stedet for og med samme iver og flid. Så havde mit liv være meget bedre. Jeg skulle heller aldrig have meldt mig ind i Yngre Læger og Lægeforeningen. De to foreninger var de største svindlere og forræddere af alle. Det samme var Ombudsmanden, Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY. De klammeste hyklere arbejdede de steder. De havde INTET gjort, men ignoreret mine henvendelser. Føj, hvor var de ansatte de steder klamme.

Sol, sommer, søndag og Sankt Hans

Engang var Sankt Hans aften min yndlingshøjtid. Når solen skinnede fra en skyfri himmel og duften af sommer og bål ramte næseborene, når det sanske landsskab tog sig smukkest ud og de gange jeg holdt Sankt Hans på landet, med kornmarker og sommerfugle og godt selvskab, så kunne det ikke blive bedre, så var Danmark smukkest. Det var dengang. Danmark eller de svin, der repræsenterede landet som offentlig ansatte i staten, retsvæsenet og psykiatrien havde ikke blot udsat mig for umenneskelig behandling i årevis, de havde også ødelagt resten af mit liv. Danmark havde ødelagt mit liv. Og civilsamfundet havde stået passivt og set på. Kvindemænd og true crime bitches, medløberne, pøblen havde nydt showet. Det var det rigtige Danmark; det forlorne, den indre svinehund, hykleriet og fejheden. Jeg rådnede stadig op, mens duften af bål bredte sig i luften overalt. De andre hyggede sig i dag. Det var deres fest. For at de kunne nyde sommeraftenen, havde de behov for at nogle blev ekskluderet og mishandlet. Det styrkede fællesskabet. Men jeg holdt ud lidt endnu; jeg skulle nok give dem noget spændende true crime, de kunne sidde og gyse over i deres trygge hjem, jeg skulle nok give dem et show og styrke deres indbildte fællesskab. Snart. Danmark havde for længst ofret mig; jeg var ikke god nok til at være en del af samfundet. Så Danmark måtte betale. Og der kom jo en dag, hvor det skete. Uanset hvad de gjorde mod mig, skulle jeg nok få hævn for et ødelagt liv og mine torturbødler skulle nok fortryde, hvad de havde gjort.

Kvinderne bag vesten

Jeg havde genlæst "Dødens årsag" i går og lånt "Kvinderne bag vesten" og færdiglæst den i dag. Sidstnævnte var udmærket. Førstnævnte det samme, men der var lidt mere kød på den, og jeg var ikke kun opslygt at det retsmedicinske aspekt af bogen, men også den historiske skildring af udviklingen af det danske samfund siden 1700-tallet. Selvom der altid havde været tyranner i Danmark, ligesom i dag, så var det nok de færreste danskere, der blev personligt mishandlet af dem. I de gamle landsbysamfund kendte alle hinanden på godt og ondt, og selvom ulemperne var mange, så var fordelen trods alt, at det, som overgik mig, aldrig kunne være sket dengang. Hvis jeg havde boet i en typisk dansk landsby i det 18 århundrede, så ville alle kende mig og jeg ville aldrig have fået en psykistrisk fejldiagnose af en syg og paranoid praktiserende so af en læge. Alle ville vide, at jeg var hårdtarbejdende og fredelig, en god nabo og en person, man kunne regne med, én som ikke var en fyldebøtte, men derimod stabil og mådeholden. Engang var livet så hårdt, at der var behov for, at alle, der kunne, bidrog til den fælles overlevelse. Dengang var der ikke tid til psykiatripjat og Rorschach overtro, der diskvalificere raske og stærke individer på falsk grundlag. Dengang var det mere brutalt og ærligt. Dengang ville et menneske, som jeg, med stor arbejdslyst og indsats aldrig blive ekskluderet og ydmyget. Det var kun i dagens Danmark at det kunne lade sig gøre for myndighederne at opretholde et falsk narrativ om et menneske. Fuck Danmark. Det var jeres klamme og feje land, de intrigante kællingers land, ikke mit.

Falskhedens Danmark

A var en rigtig kvinde. Nogle gange hørte eller læste man hvordan vikingetidens kvinder havde været: Fysisk og psykisk stærke, selvstændige, modige og på mange måder ligestillet med mændene. Sådan en kvinde var A. Til forskel fra kælderkællingerne og kulsøerne i toppen af psykiatrien, Styrelsen for Patientsikkerhed og retsvæsenet, var hun modig, smuk, selvstændig, hun kæmpede for det, hun havde allermest kært og i den kamp gav hun aldrig op. Det blev hun på mest uretmæssige vis straffet for af sine svagere og intrigante medsøstre, der løj og manipulerede i danske retsale og vendte alt, der var sandt og beundringsværdigt om til noget, der var sygt. Jeg havde faktisk set et billede af en af disse forlorne anklagere og hun var fæl at beskue, både uden på og indeni. En rasende og afskyelig, lystløgner af en flodhest, der med fråde om munden spyede ild i avisen mod A, der var forsvarsløs. Det var en designfejl i systemet eller samfundet, at en rejekælling som hende anklageren havde fået sådan en position og magt, hvor hun kunne hævne sig mod alle kvinder, der var kønnere og mere intelligente end hende. I det hedengangne Danmark, Markil Gregersen beskrev i sin bog, var folk nok blevet trætte af hende og diskret i ly af mørket losset hende ud i den nærliggende mose eller sendt med en engangsbillet til Bloksbjerg. Jeg så også et billede af den pågældede anklagers ægtefælle; normalt ville jeg havde brugt ordet "mand" fremfor ægtefælle, men problemet var, at han var fænotypisk mere kvinde end sin anklager-hustru og havde valgt at være hjemmegående, så hans Big Bitch kone i kraft af sit erhverv af anklager kunne ødelægge sine medmennesker med alle kræfter.

Beboer tæsket

Jeg hørte en del spektakel i går aftes, og det gjorde mig ret irriteret med den idiot, der slog og sparkede på døren eller væggen eller hoppede rundt, eller hvad det var, der foregik. Havde det ikke været fordi, jeg for alt i verden ikke gad at møde personalet, så var jeg gået på jagt for at finde ud af hvem helvede, der skabte sig på den måde. Det ophørte heldigvis før midnat. I dag overhørte jeg så, at ham, der boede på etagen under mig et par værelser væk angivligt havde fået tæsk af sin nabo, at det havde været voldsom, samt at politiet havde været på stedet. Det sgu mærkeligt, for det sidste havde jeg ikke lagt mærke til, men overfaldet kunnne være sted på den anden side af bygningen. Der var ihvertfald uvenskab og tydelige konflikter mellem nogle af sutterne i nærheden, for jeg kunne høre deres trusler og tiilsvininger igennem luften, og en af de involverede havde skræmt opsøgt mig to gange for at fortælle mig, hvem, der var efter ham. Jeg havde en enkelt gang skrevet en sms til personalet om, at de måtte skynde sig hen til den pågældende beboers værelse, fordi der var gået to andre beboere ind til ham mens de truede ham verbalt.

Hvis jeg var vidne til noget, der ikke kun var verbalt, men fysisk, så var jeg nødt til at gribe ind på en eller anden måde, men ellers ville jeg intet have med kronisk fulde mennesker og deres evige konflikter at gøre. Også fordi at hvis en af de påvirkede stoddere sagde noget til mig, så ville jeg gøre noget ved det, og til forskel fra de alkoholikere, der var afpillede og hærgede efter års misbrug, så var jeg det ikke. Og jeg havde fundet mig i nok igennem mange år, så det ville jeg ikke længere, og jeg havde intet at tabe længere.

Trækkerdrengens uanmeldte besøg

Mens jeg lå i sengen og skrev videre på min tekst, kom Trækkerdrengen og bankede hårdt på døren, så jeg fik en chok. Jeg råbte til ham fra sengen hvad han ville. Jeg gad ikke rejse mig og lukke op for ham. Trækkerdrengen spurgte, om jeg havde læst hans sms. Jeg sagde, at det havde jeg ikke. Han sagde ikke hvad, det drejede sig om. Jeg sagde så, at jeg lige var gang med noget vigtigt. Trækkerdrengen spurgte så, om han kunne ringe til mig. Jeg svarede, at han da var velkommen til at forsøge, men at jeg var i færd med noget, der krævede min fulde opmærksomhed. "Nå, men jeg ville også bare lige høre din stemme", svarede Trækkerdrengen så og gik igen. Jeg ville ikke have noget med en Trækkerdreng som ham at gøre. Jeg havde for længe siden bedt om at få en anden kontaktperson end ham, hvilket han havde skrevet var umuligt.

Trækkerdrengen ville ikke oplyse hvorfor han skulle tale med mig, hvilket han skulle. Trækkerdrengen gjorde ingen gavn, kun skade, og jeg ville ikke tale eller skrive med ham om noget som helst. Han kunne bage snobrød og hjælpe nogle af sutterne med at tage deres opvask, men svinet skulle ikke komme og nedgøre og ydmyge mig. Ved først kommende lejlighed ville jeg sende min tekst ned Trækkerdrengens fulde navn anført til den pædagogforening, han sikkert var medlem af, samt til den kommune, der havde ansat ham. Føj, hvor var han ulækker. Men det var positivt at Trækkerdrengen mindede mig om den svinske behandling jeg havde modtaget af formynderiske ofeentligt ansatte som ham, med en meget kort og let uddannelse. Vreden var mit brændstof til at få alt afsluttet og komme væk herfra. Der var stadig ingen boliger at få, jeg havde netop tjekket. Nogen kom til at betale for, at jeg var tvunget til at blive ydmyget af Trækkerdrengen.

Tilbage i teltet

Den forbandede socialpædagog Trækkerdreng havde ved at stalke og ydmyge mig til aften truffet et valg for mig. Jeg ville hellere ud i teltet igen, hvor jeg junne være i fred og undgå at blive ydmyget af svin som ham, end at have tag over hovedet. Alt det, jeg havde bygget op ved egen kraft, som sædvanligt, var nu ødelagt takket være den lille nar. Træning eller svømning hver dag, som var det, der holdt mig i live, gik nu fløjten fordi den idiot insisterede på at plage og fornedre mig. Jeg satsede på at være væk senest den 1. juli, hvis ikke før, hvillket afhang af, om Trækkerdrengen kom og ydmygede mig forinden. Jeg skulle ALDRIG glemme den lille trækkerdreng. Og jeg skulle også sørge for at hele Danmark kom til at viden hvem han var og hvad hans idioti blev skyld i. Heg håbede og bad til at Trækkerdrengen selv fik en fejldiagnose, blev hjemløs og skulle ydmyges og fornedres af svin som ham selv.

Det Offentlige

At kæmpe for at være i fred fra Det Offentlige, var som Thors kamp mod Midgårdsormen, som var blevet forvandlet til en kat og hvor Thor ikke kunne forstå, at han ikke kunne løfte katten, som var den udfordring, han skulle klare. Bortset fra, at jeg og andre borgere ikke var Thor. Og at det offentlige vær en mere formidabel modstander end Midgårsormen. Eller måske var det en bedre analogi, at Det Offentlige var som kviksand: Jo mere man kæmpede i mod, jo mere sank man til bunds og til sidst blev man kvalt. Det Offentlige havde udviklet sig til et monster, der fortærrede borgerne. For dette monster handlede det om aldrig at erkende eller rette fejl, om det kostede borgeren livet. Det var den samme omvendte psykologi, der gennemsyrede det sociale system, som det var tilfældet for psykiatrien: Hvis du ønskede systemets hjælp, så blev du afvist; men hvis du ikke ønskede og ikke havde behov for systemets hjælp, så blev du tvunget til det og gik langsomt til grunde. Det havde intet med faglighed at gøre, det handlede om at nægte at have begået fejl.

En anden fordel ved at flygte fra forsorgshjemmet var, at jeg bedre kunne skrive om det og de ansatte; ikke om de andre beboere, kun minimalt, anonymt og uspecifikt, hvis det var strengt nødvendigt. Heller ikke om eks. den ældre og yderst fornuftige socialpædagog, der gav adgang til det lokale træningscenter to gange om ugen. Ved at være menneskekender og hæderlig overfor mig, gjorde hun sig fortjent til anonymitet. De to retarderede socialpædagoger, der fik presset migud på gaden igen, derimod, ville jeg skrive om med navns nævnenlse og med en autistisk grundighed og detaljegrad, der overgik alt, jeg tidligere havde forfattet. Dertil havde jeg været fornuftig nok til at sørge for meget omfangsrig dokumentation med lyd og videooptagelser, mails og fotos og ikke-udgivet tekst. For min holdning var, at man som offentlig ansat skulle stå ved det arbejde, man udførte.

Rakte ud

Jeg havde til aften rakt ud til et fornuftigt menneske. Jeg havde aldrig talt med vedkommende, men jeg var nødt til at tale med nogen, der ikke var offentligt ansat. Det var angstprovokerende at taste nummeret, men det skulle vise sig at være langt mere befriende at tale med vedkommende og da samtalen var slut, var jeg hæs. Jeg havde ikke talt så meget med nogen i flere uger, og ikke med nogen så normal, viddende og rationel i måneder. Jeg havde brugt min stemme så lidt, fordi jeg var så socialt isoleret, at jeg var blevet hæs af den uvante brug. Det havde været et livkår i lange perioder gennem årene. Jeg var marginaliseret helt ud til hvor, der kun var altid påvirkede misbrugere og socialpædagoger tilbage. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at socialisere med førstnævnte, mens jeg afskyede sidstnævnte som pesten og med rette.

Glædesdrengen

Socialpædagogen var den glædesdreng, der troede han skulle spille autoritet overfor mig og klientgøre og sygeliggøre mig. Deri tog Glædesdrengen vist fejl. Glædesdrengen var sådan en dreng, som, hvis han kom i fængsel, af de stærke fanger ville blive tvunget til at lade sit blondkrøllede hår vokse sig langt og gå i kjole. Måske ville man også slå alle tænderne ud på ham, så man ikke risikerede at han bed i den. På forsorgshjemmet var Glædesdrengen en magtfuld offentlig ansat. Men i gårdtursburet i Vestre Fængsel ville han ikke have en chance. At nogle i starten havde troet at jeg var politiagent, var i min verden et cadeau, ikke fordi det havde noget med politiet at gøre, men fordi jeg lignede en normal, ikke-kriminel, nogenlunde muskuløs person. Det ville sjakalerne aldrig tænke om Glædesdrengen. Hvis han nogensinde endte i Vestre, skulle han prise sig lykkelig for, at der ikke var fællesbade. Jeg havde gudskelov aldrig haft det på den måde, og jeg ville begå selvmord, hvis det nogensinde skete, men der var jo et udtryk, der hed "gay for the stay", og dem, der faldt i den grøft, ville elske at få Glædesdrengen ind til afsoning.

Ingen løsning

De færrste danskere forstod hvor fysisk og mentalt hårdt det var, at være i min situation. Hvem havde prøvet at være internt fordrevne? Hvem havde gået fortvivlet rundt dagen lang for at finde et sikkert sted at sove? Hvem havde været kronisk i søvnunderskud og blundede på biblioteker i København i dagtiden? Det havde jeg. Jeg var læge. Hvordan hang det mon sammen? Det, jeg havde været udst for i årevis havde sat sig dybe spor, og derfor vidste jeg præcist hvor ulideligt og hård den kommende tid ville være. Der var fortsat ingen slutdato og jeg rådnede fortsat op som 42-årig. At skulle finde en bolig med kort varsel var umulig. Jeg var skrevet op til adskillige tusinder almennyttige boliger på hele Sjælland og Lolland-Falster, til alle, jeg havde en minimal chance for at bekoste, men der var ingen ledige. Jeg kunne næppe leje et værelse nogen sider; dels var det normen at sætte indflytningsprisen så høj, at jeg ikke havde råd, og dels ville enhver privat udlejer tjekke mig på Instagram og Facebook og give mig afslag. Hvis jeg altså havde haft råd. Det havde været så mentalt belastende i dag, og jeg var helt færdig og bare skulle sove. Jeg havde fået tjekket min konto, alle de seks boligselskaber jeg var skrevet op i, samt boligportalen, og konstateret, at jeg ingen penge havde og at der intet tag over hovedet var at få. Både processen at erfare dette, samt resultatet, havde opbrugt mine mentale ressourcer.

Sådan var mit liv og det blev aldrig anderledes. Det skyldtes mine bædler og omverdens passivitet. Jeg havde - igen - fået ødelagt alt, jeg havde opbygget og nu var det slut. Det var en dødsspiral, der måtte ende snart. Jeg endte i teltet igen den 1. og så blev alt ultra hårdt og opslidende endnu engang. Jeg kunne takke Karoline for ingenting. Ligesom hendes kolleger. De evnede ikke at sætte sig ind i min situation, og Karoline skulle have gjort langt mere, langt tidligere. Men Karoline svigtede, ligesom alle andre. Det var altid hårdest at blive svigtet og forrådt af de mennesker, der sagde, at de kæmpede for én (og fik penge for det). Karoline forstod heller ikke, at jeg var normal og altid havde været det. Det tydede hendes 'engagement' ihvertfald på. Hvis Karoline havde gidet at ringe til Styrelsen for Patientklager (for penge, ikke gratis), mon ikke juristen derinde, Peter Cramer, var blevet lidt nervøs og havde taget sig sammen og udført sit forbandede job? Det gjorde han ikke, når jeg ringde til ham, men alle kendte navnet Karoline Normann, og et opkald fra hende kunne få tingene til at ske. Det gad Karoline desværre ikke. Jeg var jo ikke Peter Lundin og jeg havde ikke været i de landsdækkende medier. Endnu, ihvertfald.

Jeg måtte finde en billig campingplads, hvor jeg kunne telte i en længere periode. Jeg ville rådne op, men i det mindste ikke blive sygeliggjort og klientgjort af fucking socialpædagoger samtidig. Jeg måtte finde et sted, jeg kunne være i fred, ingen klamme PSPK-samarbejde-svin. Det var ekstremt mentalt udmattende og stressende igen at skulle finde et sted at være. Det var ufatteligt. Jeg kunne ikke få tag over hovedet i Danmark uden at acceptere falsk sygeliggørelse af socialpædagoger. Det var et faktum ingen lod til at forstå. Man kunne ikke i Danmark få en bolig, uden at være defekt på den ene eller anden måde. Den pris kunne jeg selvfølgelig aldrig acceptere; for udover fornedrelsen, så var det dødsstødet til nogensinde at generhverve min lægeautorisation og til at få en tilværelse. Så var det jo lige meget. Kommunen kunne give en bolig til en af de misbrugere, der havde solgt deres sjæl til det offentlige og dets overformynderi. Så fik de ganske vidst en ussel hybel et sted i udkanten af landet, men der ville de tilgengæld gå til i misbrug, fordi de var dybt ensomme og rådnede op.

Der var en lang periode, hvor jeg havde (god) kontakt til min advokat. Denne kontakt blev ikke fastholdt og det var katastrofalt for mig. For som advokat var Karoline ligeglad med problemets kerne, min tvungne hjemløshed og arbejdsløshed, og hun var i sagens natur defensiv. Hun kunne sagtens vente i over et år til min sag måske kom for retten, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg kunne da ikke være fucking hjemløs i over et år til og lide de mest basale afsavn. Jeg havde gjort det både før og efter oktober 2021 og sigtelserne, selvom man ikke kunne byde nogen mennesker det. Det havde Karoline aldrig forstået.

Det var vigtigt at dokumentere, at jeg havde været på det lokale bibliotek igen i dag og læse samtlige aviser. Dokumentere, at jeg igen i dag havde vasket gulvet med den moppe, jeg havde købt og tørret alle overflader af, begge dele gjorde jeg hver eneste dag. At jeg også i dag havde taget opvasken, gået ned med affaldsposen, at jeg havde lagt det tørre tøj sammen i pæne stabler fra vasketuren i går aftes. At jeg også idag havde spist tre stykker frugt, og frokost og aftensmad med masser af salat og nødder og den slags, at jeg havde børstet tænder flere gange og brugt tandtråd, samt klippet finger- og tånegle. For når Glædesdrengen kom stalkende og hamrede på døren og låste sig selv ind, hvis ikke jeg gav en lyd fra mig, så skulle alt være pænt og opryddet. Sådan var mine vilkår. Jeg vidste af bitter erfaring at dilettanter som Glædesdrengen i journalen ville svine mig til og sygeliggøre mig, hvis der var det mindste i vejen. Det var deres skadelige passivt aggressive måde at være på. Det var den magt de havde. Jeg var svimmel, med trykken i brystet, hovedpine og kraftig hjertebanken, som tegn på den alvorlige og yderst skadelige blodtryksforhøjelse, som situationen forårsagede. Jeg måtte prøve at sove. Og finde et sted til teltet i morgen.

Jeg havde erfaret, at Karoline ikke blot var advokat, men også psykolog, og havde hun tillige læst sociologi? Som jeg huskede interviewet af hende i en af de podcasts, hun medvirkede i, var hun meget optaget af, hvilke psykologiske og sociale mekanismer, der var årsagen til kriminalitet (med forbehold for min hukommelse), og hvis det var korrekt husket, så skulle man jo tro, at hun kunne læse mig og årsagerne til hvad jeg havde gjort, som en åben bog og forstået mig (jeg forventede ikke sympati eller at nogen bifaldt min kamp for at overleve, men at den var rationel, det regnede jeg da med at man forstod) og også kunne se, hvor det bar hen, når jeg rådnede op i over et år endnu til retsagen, men det var ikke min opfattelse, at det var tilfældet, eller også var hun bare så hærdet og havde set så mange værre skæbner, at min ikke rigtigt rørte hende.

Jeg havde forberedt mig på den altid truende og overhængende anholdelse ved at anskaffe mig to billige analoge armbåndsure, og i dag havde jeg hævet lidt kontanter, så jeg ikke skulle mangle alt i den første tid i arresten igen. Mine badetøfler havde jeg også fremme. Kontaktlinser var lige kommet, men i København, som jeg alligevel skulle ind til meget snart for at bo i teltet.

Nå ja, i Kristeligt Dagblad havde jeg bl.a. læst en artikel om K. B. Martinsen og dennes stærke kristne tro, i Berlingske en artikel om, at en FN rapport ikke havde kunne påvise hungersnød i Gaza alligevel, i Politiken stod som sædvanlig intet af interesse, i lokalsprøjten var en historie om at forkvinden for en lokal forening var politianmeldt for bedrageri, JP var der intet af interesse, Weekendavisen, som var min favorit, førte biblioteket ikke og heller ikke Information.

Ro efter beslutningen

Det gav dels ro at have min mobil slukket, hvorfor den forblev netop det, og dels at jeg havde tænkt alt igennem i dag og lagt en plan for mit exit. Jeg havde nu fået styr på alle detaljer, jeg havde ordnet alle mine ting, gjort ekstra rent, klippet mig igen, barberet mig, og vasket det sidste tøj. Jeg havde tjekket de 7 boligselskaber, jeg var opskrevet i igen i dag, jeg havde tjekket min saldo og lagt budget og alt var parat til jeg smuttede den 1. juli. Men vigtigst af alt: Jeg havde fået svømmet og talt ret længe med en af de få fornuftige beboere. Hvis man ikke havde prøvet rigtig, langvarig og svær ensomhed, var det nok svært at forstå hvor farligt det var. Jeg havde haft svært ved at sove de sidste par nætter pga. den akutte stress, men jeg havde sovet igennem i nat og helt til frokost, og utroligt nok havde ingen socialpædagog været forbi og hamre på min dør "for at høre din stemme", som var jeg et fucking barn eller dement.

Drakonisk PSPK-samarbejde

Jeg havde oplevet mange overgreb mod mig i det offentlige system, og jeg var chokeret over den enorme diskrepans mellem praksis og jura på de forskellige afdelinger og forsorgshjem etc. men det mest drakoniske tiltag i offentligt regi og det meste skadelige for mig, var helt klart PSPK-samarbejdet, som tillod 'uformel vidensdeling om borgeren mellem politi, psykiatri, sociale myndigheder og Kriminalforsorgen'. Det med det uformelle aspekt betød, at der ikke var noget dokumentationskrav eller begrænsninger mht. vidensdelingen mellem de involverede myndighedspersoner, og derudover skulle borgeren ikke informeres eller give samtykke ift. den frie vidensdeling, altså sladder, rygter, formodninger, falske narrativer, løgne og den slags, så der var de facto ingen som helst retssikkerhed for borgeren, hvis private oplysninger rask væk blev delt til alle grene af det offentlige.

I mit tilfælde havde nogen misbrugt PSPK-samarbejdet til at stalke og chikanere mig by proxy og man havde videreført direkte forkerte oplysninger om mig. Det var meget farligt for mig, min rets- og patientsikkerhed. Retspsykiater Peter Worm Jantzen og lederen af forsorgshjemmet var begge en del af PSPK-samarbejdet og gud ved hvem ellers af mine bødler etc. Peter Jantzen havde allerede misbrugt PSPK-samarbejdet til at chikanere og sygeliggøre mig overfor kommunen. Jeg fattede ikke at ingen problematiserede dette grotesk borgerfjendske totalovervågningsmisfoster, der spredte løgne om mig. Torsten Gejl var den eneste folketingspolitiker, der i nyere tid havde været lidt kritisk overfor PSPK-samarbejdet og kudos til ham for det. Men der var stort set ingen andre. Så PSPK-samarbejdet slap jeg aldrg af med, med mindre jeg flygtede fra Danmark. Hvilket jeg ville gøre uden at tøve hvis jeg havde haft et pas.

Spørgsmål til justitsministeren fra Gejl om PSP-samarbejdet:

• https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/REU/spm/857/index.htm

• https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/REU/spm/856/index.htm

• https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/REU/spm/855/index.htm

• https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/REU/spm/853/index.htm

• https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/REU/spm/852/index.htm

• https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/REU/spm/850/index.htm

• https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/REU/spm/849/index.htm

Ekstremt bekymrende: "Myndigheden bør desuden sikre, at oplysningerne er korrekte og om nødvendigt ajourførte, før der træffes afgørelse.". Hvorfor ikke "skal" fremfor "bør"? Oplysningerne skal da være korrekte, når man træffer en afgørelse ud fra dem? Alt andet er grotesk.

Jeg ville da ikke finde mig i, at politiet videregav oplysninger til mine familiemedlemmer om mig uden min viden og samtykke. Det var ekstremt formynderisk og umydiggørende, især fordi Vestegnens Politi dels var notoriske løgnere ift. mine oplysninger og dels korrupte og brød loven talrige gange i min sag. Folk forstod vist ikke helt, hvor enormt ressikkerhedsmæssigt truende, det var at være i min situation.

"§ 115 a. Politiet kan videregive fortrolige oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller andre, herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte relationer til den pågældende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen."

Hvor mange af de udsatte borgere, hvis oplysninger blev (mis)brugt af PSP-samarbejdet, anede at det eksisterede? Og havde søgt aktindsigt i deres oplysninger? Og påklaget urigtige oplysninger? Nok ret få. Og for mig betød det, at Trækkerdrengen havde fri adgang til alle de forkerte oplysninger, der lå om mig i dette samarbejde. Det var dybt krænkende at en Trækkerdreng havde den adgang, når han ikke var andet end en taber-pædagog, der ikke engang evnede det eneste, som en pædagog skulle kunne, nemlig at være god til mennesker. Han kunne ikke engang det. Men havde alligevel adgang til oplysninger om mig. Det betød, at jeg måtte søge aktindsigt i dette ophold, så jeg kunne se hvad han hed til efternavn så jeg havde en smule på ham. Timmi og Merrit havde formentlig svinet mig til i journalen, fordi jeg ikke ville klientgøres af de to og havde anmodet om andre kontaktpersoner. Men jeg ville kraftigt anbefale de to at skrive hvordan jeg i virkeligheden var, uden at svine mig til og lyve om mig i journalen for at få hævn for min afvisning af dem.

Rottefængeren

Mødte ham i dag på den asfalterede sti bag Netto, der gik langs med åen. Pludselig trak han geværet sigtede og affyrede et skud med et kæmpe smæld. Jeg gik hen til ham og fik en snak mens Odin, hans hyggelige lille terrier, rendte rundt i sivene efter rotten på en meget ivrig måde. Så dukkede den op fra åen med rotten i gabet. Den var ramt i hovedet af skuddet, hvilket jeg syntes var rimeligt imponerende taget afstanden til rotten i betragtning. Rottefængeren havde skudt 296 rotter, fortalte han. Jeg ønskede ham fortsat god jagt og gik videre til svømmehallen. Jeg kom til at savne samtalerne med Rottefængeren, når jeg daffede den 1.

Så udvis mig dog

Lige fra indførelsen af 4. årsreglen for læger, der var den helt tilgrundlæggende årsag til min situation i dag, over ti år efter, og over psykiatri, retspsykiatri og forsorgshjem, havde Danmark sendt et klart signal om, at jeg var aldeles uønsket i landet. Og jeg forbandede nu Danmark, som havde mishandlet mig og ødelagt mit liv. Så hvorfor ikke bare sørge for, at jeg kunne klare mig nogenlunde økonomisk og så udvise mig for bestandigt? Det var win-win for alle. Den danske befolkning havde jo ikke noget imod at de selv eller deres elskede blev udsat for overgreb og justitsmord af psykiatere som Gitte Ahle, politi og anklagemyndighed etc. Det var kun mig, der ikke brød mig om det. Så skulle man lade mig rejse væk og så kunne Gitte og co. fortsætte med at ødelægge både raske og syge mennesker, dig og din familie, præcis som alle ønskede det og var tilfrede med.

Mail til Byretten i Glostrup

"Til Byretten i Glostrup og dommer Nanna Blach

Cpr"

Mavesår/syg af stress

Jeg havde ikke fået så meget søvn i nat, som den foregående nat, fordi jeg lå og spekulerede over situationen. Jeg skulle imidlertid til København for at hente kontaktlinser og samtidig deponere den ene halvdel af mine medbragte sager i lagerskabet, så jeg ikke havde så meget bagage den 1. når jeg fraflyttede. Jeg havde det egentligt ok indtil jeg begyndte at gå turen til stationen. Mine tasker var ret tunge, og det var meget, meget varmt til formiddag. Jeg blev tiltagende fysisk utilpas på vejen, selvom jeg havde spist morgenmad og drukket rigeligt med vand. Da jeg havde tjekket rejsekortet ind fik jeg så ondt midt og opadtil i maven, pludselig kraftig kvalme, svimmelhed og kraftesløshed i benene. Hjertet begyndte at hamre derudaf og jeg begyndte at svede profundt, især i ansigtet. Da toget ankom, havde jeg det for skidt til at jeg kunne stige på, så jeg rejste mig og gik meget forsigtet tilbage. Jeg havde det alt for varmt, og var totalt udmattet fysisk og mentalt.

Det var formentlig resultatet af mange forskellige faktorer, hvor varmen nok havde fået læsset til at vælte. Jeg kunne heller ikke udelukke min brug af myrerspray indeholdende bl.a. deltamethrin; den havde haft gevaldig effekt på det, der bad mig og gav mig røde mærker forskellige steder på kroppen; netop i nat havde jeg fået tre meget synlige af slagsen og de to nedadtil på højre side af ryggen gjorde ondt, og havde gjort det lige siden jeg mærkede biddet i nat. Fordi jeg havde min mobil slukket og fordi jeg havde det så dårligt, fotodokumenterede jeg ikke læsionerne, som med sikkerhed var forårsaget af parasitter eller insekter, væggelus måske, men som absolut ikke var et produkt af min fantasi eller andet.

Jeg skulle sove nu og køle af. Jeg havde masser af tid til at tage til København i weekenden, men jeg håbede virkelig at jeg fik det bedre til i aften, så jeg kunne tage i svømmehallen, for jeg kunne ikke holde tilværelsen ud, uden motion hver dag. Det, der stressede mig mest, var socialpædagogernes uanmeldte stalking og hamren på min dør; jeg kunne ikke få lov til at være syg af stress i fred fra det, der stressede mig mest. Men jeg kunne heller ikke være udenfor. Her på stedet var pædagogerne ikke i stand til at aflæse beboerne og tilpasse deres kontakt og behandling efter dem. Det var kardaverdiciplin og de skulle stresse og stalke alle beboere hver dag. Mange havde brug for det, men vi var også et par stykker, der ikke havde.

ChatGPT om deltametrin og væggelus

"Ja, deltametrin er også effektivt imod væggelus (Cimex lectularius). Det bruges ofte i bekæmpelsesprogrammer mod væggelus på grund af dets evne til at dræbe disse skadedyr ved kontakt. Deltametrin virker ved at påvirke nervesystemet hos væggelus, hvilket fører til lammelse og død."

"Når man bruger deltametrin mod væggelus, anvendes det typisk i form af sprays eller pulver, der påføres direkte på områder, hvor væggelus er kendt for at gemme sig, såsom sprækker og revner i møbler, madrasser, og baseboards. For at sikre effektiviteten er det vigtigt at følge brugsanvisningen nøje og muligvis kombinere brugen af deltametrin med andre kontrolmetoder, såsom grundig rengøring og varmebehandling, da væggelus kan være vanskelige at udrydde helt."

"Deltametrin og permethrin er begge syntetiske pyrethroid-insekticider, men der er nogle forskelle mellem dem med hensyn til anvendelse, effektivitet og kemiske egenskaber.

• Deltametrin: Effektiv ved meget lave koncentrationer og har en længere restvirkning. Det er målrettet mod en bredere vifte af insekter og er ofte brugt i professionelle skadedyrsbekæmpelsesprogrammer.
• Permethrin: Effektiv mod mange af de samme insekter som deltametrin, men bruges ofte i højere koncentrationer. Det er også effektivt mod parasitter, der påvirker mennesker og dyr, som fnatmider og hovedlus."

Jeg hældede mest til, at det, der havde plaget mig, var væggelus. Alt passede bedst med det. Jeg havde heller aldrig set en fnatmidegang i huden med en hun-fnatmide, der sad for enden af gangen som en lille sort prik. Mærkerne på huden og smerten ved bidene var de objektive tegn på en infestation, og det var der ingen tvivl om der var tale om, og de miljøet jeg som hjemløs havde færdedes i, også det aktuelle sted, var der massere af store sprækker mellem gulv og paneler, hvor der hele tiden lå sort smuds, korn og snavs, ligesom hakkede peberkorn.

Stiv beboer ved døren

Jeg kunne ikke forstå hvor de utydelige og mumlende fuldemandslyde kom fra, så jeg tittede diskret ud af vinduet og fik øje på en fyr, jeg havde talt med i (mere) ædru tilstand (måske) og som var lidt hurtigkørende, men ellers venlig nok. Nu sad han lige ved siden af døren til mit værelse, med ryggen hvilende mod muren, de tattoverede arme slapt langs siden af kroppen, med lukkede øjne og mumlede et eller andet. Gad vide hvad hans GCS var? Ikke 15 i hvertfald. Havde jeg ikke været så utilpas, var jeg gået ud for at sludre med ham, måske tilbyde en kop pulverkaffe, for han var fin nok, men jeg kunne virkelig ikke fordi jeg selv var skidt tilpas, omend ikke som ham pga. misbrug eller noget relateret til det. Han måtte bare ikke falde ned af jerntrappen, det var ikke så godt. Det var ham, der havde fået tæsk forleden. Hans ansigt så forfærdeligt ud og han havde et stort blåt øje. Da jeg rejste mig for at tale med ham, så jeg at han var helt væk. Han troede sikkert ligesom sidst, at han boede hvor jeg boede, men det var lige ved siden af. Stive svin. Jeg havde det for dårligt til at følge ham hjem.

Da jeg henvendte mig til ham, lod det ikke til at han genkendte mig, hans øjne var helt ufokuserede og uden blikkontakt. Han hørte heller ikke, hvad jeg sagde til ham, fordi han var så utrolig fuld, og han begyndte at svine mig til så snart jeg kiggede ud af vinduet og talte til ham. Viktor, som idioten ironisk nok hed, havde fået rigtig mange tæsk af sin nabo, som var min nabo. Naboen havde efter sigende pludseligt angrebet Viktor og tildelt ham adskillige slag.

Politiet var blevet tilkaldt, men trods de mange synlige skader i bla. hans ansigt, blev ham, der angivligt startede overfaldet ikke fængslet. Eller smidt ud, eller rykkede værelse. Da jeg fik alt dette bekræftet i går af endnu en beboer, havde jeg nok syntes det var synd for Viktor og kunne ikke forstå, at voldsmanden ikke var blevet anholdt.

Men havde Viktor opført sig over for sin nabo, som over for mig eller værre, så kunne jeg faktisk godt forstå politiets rationale. Og i virkeligheden havde der ikke været nogen vidner til hvem, der startede slåskampen. Viktor var bare den svageste og mest stive af de to og derfor var det ham, der var kommet mest til skade. Og efter måden det stive svin havde reageret på min venlige henvendelse til ham, syntes jeg at han havde fortjent et par på munden.

Intet i verden ville være lettere end at optrappe konflikten med Viktor, og så når han gjorde et forsøg på et udfald så smække ham én så han fik et blåt øje på den anden siden også. Det ville være så utrolig let, for han var så fuld at han måtte holde fast i gelænderet for ikke at falde, og jeg havde ikke generet ham, det var ham, der sad og spærrede min dør, og tog i håndtaget for at komme ind på mit værelse, hvilket var voldsomt forstyrrende og jeg var dødtræt af at blive pisset på uden jeg havde gjort noget. Men selvfølgelig kunne jeg ikke gøre en halvdød spritstiv nar noget. Det korrekte ville havde været at tage kontakt til personalet, men pointen var jo ligesom at undgå kontakt med dem for enhver pris.

Så det kunne jeg ikke. Og jeg havde det også ret dårligt fortsat. Viktor burde måske tilses eller indlægges til observation qua de friske svære tegn på vold i hovedet og ansigtet, men han var ret aggressiv trods sin svært ebrierede tilstand og langsommelighed, så det var han næppe interesseret i. Viktor var ikke meget ældre end jeg, men han var inde i en hastig dødsspiral med den massive druk og hvis ikke han blev tæsket ihjel af en af de andre, som ikke fandt sig i noget, så risikerede han at dø af et faldtraume, akut eller kronisk subduralt hæmatom eller måske ligefrem et epiduralt ét af slagsen, hvis traumemekanismen var egnet til det?

Folk endte hernede for at dø af misbrug eller komplikationerne hertil. Ligesom Kenneth. De måtte suge al den alkohol de magtede og lystede, så længe de gjorde det på egen stue, og derudover fik de pleje og behandling i varierende omfang, samt faste måltider som personalet kom med til dem, og var de så multimorbide, at de ikke kunne slæbe sig ned for at købe spiritus og bajere, så blev de kørt af personalet. Der var smukke omgivelser og det var ikke et dårligt sted at komme af dage. Det var en pragmatisk og omsorgsfuld måde at håndtere dem, der ikke kunne eller ville reddes fra misbruget og det var helt fint. Men jeg hørte jo ikke til her. Overhovedet ikke, faktisk.

Alene det at bo her, var på papiret svært stigmatiserende grundet det ry og de typiske beboere stedet havde. Men var man fagligt interesseret i socialmedicin i den helt tunge ende, så var det et spændende og yderst lærerigt sted at være. Det var et slags live eksperiment udi alskens stoffers indvirken på krop og sind, det var citizen science, hvor hver eneste deltager ikke anede at vedkommende var hovedperson i sit helt eget forsøg med rusmidler og alkohol. Her på stedet måtte man ty til hedengange diagnoser, for at give det rigtige billede af de sygdomme og tilstande, beboerene havde; vattersot, guldsot, tærring og fuldemandsgalskab.

Så kom lægen gudskelov til undsætning og forsøgte sammen med et fast personale på en venlig måde at få Viktor indlagt. Jeg havde aldrig set lægen, kun hørt ham tale, men han lød meget flink og meget lægeagtigt på den gode måde, der signalerede erfaring og menneskekundskab. Det var også det eenste rigtige at gøre, men det var ikke altid en selfølge at det skete, hvorfor det var desto mere beundringsværdigt med den rettidige omhu læge og personale udviste over for Viktor. Her var det rent faktisk til hans eget bedste. Jeg syntes godt om denne læge. Med mindre han vendte tilbage for at tvangsindlægge mig - så ville hans stjerne falme noget i min optk.

En vis fisker var ifølge Byretten i Holstebro død af delirium tremens, selvom retsmedicineren vedholdende havde erklæret, at det var kvælning, der var den oplagte dødsårsag, hvilket den frakturerede tungebensrod påviste, og sekundært de 75 - 100 tegn på svær stump vold. Dertil havde fiskeren formentlig bællet en flaste Gajol kort forinden og var derfor ikke helt abstinent, hvilket talte imod delirium tremens. Ja, modsat denne fiskers påståede fuldemandsgalskab, så var der beboere hernede, der faktisk meget vel risikerede at dø af den ikke helt almindelige delirium tremens. Hvis man drak ca. to flasker vodka dagligt og måneds eller årevis, som en beboer gjorde, så mente man det og han risikerede virkelig at få delirium tremens.

I formiddags stavrede Viktor rundt og råbte "jeg smadrer dig, jeg smadrer dig", men heldigvis ikke efter mig. Hans rær kom trillende med sin rollator og begyndte at diskutere med personalet omtrent på det tidspunkt. "Jeg er uddannet socialpædagog med tidligere ledelsesansvar", kvækkede hun.

Nyheder fra Ombudsmanden

Om transport af indsatte i Kriminalforsorgen:

Interessante passager

"De lempede regler for at anvende håndjern ved transport mv. af indsatte betyder ikke, at der er pligt til at anvende håndjern i de situationer, som er omfattet af reglerne. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Der kan derfor være situationer, hvor brug af håndjern er for indgribende i lyset af de konkrete omstændigheder, f.eks. hvor helbredsmæssige forhold taler imod at bruge håndjern, og hvor flugt- og befrielsesrisikoen er begrænset."

(https://www.ombudsmanden.dk/Media/638549821243447043/Temarapport%202023%20Transport%20af%20indsatte.pdf)

Rottefængeren

Da jeg efter svømning lå på græsset og skulle spise en bolle og skrive lidt, før jeg gik direkte i brædderne af ydtalt træthed, kom Rottefængeren gudskelov forbi. Det var et lidt devaluerende navn til en venlig og meget fortællelysten herre, men jeg fandt aldrig ud af hvad han hed rigtigt. Han havde foruden den lille terrier Odin også en større hund, der var en blanding af en labrador og en husky med i dag, som var hans søns. Vi fik en længere samtale på over en halv time, hvis da ikke 40 minutter, hvor han fortalte mig om forskellige arter af fugle i området, samt andet vildt, og om våbentyper, teknikken bag haglpatroner og meget, meget andet. Takket være den samtale, kunne jeg lidt igen. Han rev mig ud af isolationen og talte til mig som et normalt menneske. Det var som at trække vejret for en person, der var ved at drukne. Ingen offentligt ansatte, der fik løn for at tale med dybt ensomme udsatte kunne erstatte den ligeværdige kontakt og kommunikation med et menneske, der socialiserede med en af egen interesse og uden at få løn for det. Der var uendelig stor forskel.

Aldrig været så træt og udmattet

Jeg kunne ikke huske jeg nogensinde havd været så træt og udmattet om nu. Jeg måtte for alt i verden få sovet og ro til at sove, men jeg vidste at den homoseksuelle prostituerede socialpædagog ville komme om en times tid og hamre på døren og forlange at jeg gav mig til kende og åbnede for ham så han kunne sætte et kryds i sit excelark, men på min bekostning. Det var ikke nødvendigt at han stalkede og chikanerede mig længere, når jeg nu havde skrevet en mail til ham, hvor jeg oplyste, at jeg fraflyttede den 1. juli. Så skulle idioten lade mig være i fred, så jeg kunne slappe af og falde i søvn. Jeg bad til at socialpædagogen selv endte hér eller et lignende sted om nogle år, så han kunne blive forulempet og stresset af fjolser som ham selv. Først et par tvangsindlæggelser, måske fængsel og så forsorgshjemmet. Fucking taber.

Sletning af LinkedIn profil

Jeg slettede min LinkedIn profil i dag, den 27. juni 2024. Men ikke fordi jeg var det mindste bange for repressalier som følge af, at jeg hér dokumenterede de hidtidige og nuværende overgreb fra staten mod mig.

Misbrug ved brug af Rorschach

Eksempler på at Rorschach testen kunne bruges som pseudotest til at konkludere hvad som helst om den undersøgte, selvom Rorschach testen selvfølgelig ikke kunne påvise det, men kun misbruges som pseudo-videnskabelig evidens for psykologens egne, private holdninger:

1. Fra https://ast.dk/filer/naevn/psykolognaevnet/23-37513-afgorelse-om-alvorlig-kritik-til-offentliggorelse.pdf. Det var jo helt utroværdigt, at testen med at tolke 10 skide blækklatter kunne diagnosticere dette:

"Endvidere anfører du på side 15 og side 16 i erklæringen: ”Det altovervejende fremherskende resultat af Rorschach testningen angår en udtalt følelseshæmning, manglende kontakt til egen egomestring, svære coping-deficits, og en udtalt tendens til depressivitet. Der ses en kronisk tilstand af overbelastning og skadede mestringsfunktioner” og at: ”[…] hans mentale funktioner synes svært belastede og han fremstår stressbar og nedsat stand til at affektregulere.”. Du anfører også: ”[…] hans kognitive funktioner, som er prægede af manglende koncentration, fejlperception og nedsat evne til informationsbearbejdning.”"

2. Fra https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2022/9063. Yderst interessant, at en psykolog er blevet straffet for at kritisere Rorschach testen.

"[Klager] har anført, at udsagnet både er skadeligt, krænkende og agtelsesforringende, da han som følge af denne beskyldning i artiklerne har modtaget mange dødstrusler og har mistet muligheden for en fremtidig karriere inden for sit område. Udsagnet er samtidig yderst kritisabelt, eftersom de eksperter, som har omtalt [Klager]s rapporter som fup og fidus, selv har åbenlyse fejl i deres rapporter, mens [Klager]s rapporter derimod harmonerer med Socialstyrelsens synspunkter vedrørende anvendelsen af såkaldte ”Rorschach-blæktests”. [Klager] har kritiseret Ankestyrelsen og hele psykologstanden for at anvende Rorschach-blæktest. For at rette op på den forkerte praksis ville mange tusinde sager skulle gå om, hvilket er årsagen til, at [Klager] er havnet i medierne."

Og i samme sag: (https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2022/9188)

"[Klager] [Taler i munden på studieværten]: Jeg vil godt lige have lov til at svare på det. Man kan læse meget mere inde på min hjemmeside, [Klagers hjemmeside]. Meget mere om det her. Det jeg gerne vil have frem, det er, at det her handler om, at dem der kritiserer mig, de bruger Rorschach. Godkender det. De holder hånden over hinanden i Ankestyrelsen, og derfor støtter de egentlig en politik af Astrid Krag og Mette Frederiksen, som jeg ikke går med på med faglighed. Jeg lader mig ikke politisere, det vil sige, reelt set skal der fjernes betydeligt færre børn, fordi alle dem, der er fjernet med Rorschach-test eller med følelser, som er blevet gjort af blandt andet dem, der kritiserer mig, og som jeg har haft kritiseret før Ekstra Blads-sagen, de skal gøres om. Ergo er der også noget politik i det her, og samtidig er det åbenlyst, at man dækker over hinanden, når Socialstyrelsen direkte skriver, at de test, som de anerkender, de er invalide, altså non-valide eller lav-valide, og har anerkendt, at det, jeg er blevet kritiseret for, er validt, men jeg læser det kritikpunkt."

Grand Theft Auto Nykøbing Falster

Jeg havde lagt mærke til, at folk her i byen kørte bil, som var der ingen dag i morgen. Måske troede de, at de var med i Grand Theft Auto? Hvad var det, de havde så travlt med alle sammen? De fleste mennesker hernede havde intet de skulle nå, med mindre det var at flygte nord på.

Hede

Jeg havde altid været ret varmeintolerant og jeg kunne tydeligt huske hvor stramt jeg havde det som barn under de hedebølger, der rullede over landet på daværende tidspunkt. Jeg lå mange en sommernat og kogte, ude af stand til at falde i søvn fordi det var så varmt. Især kunne jeg huske, da jeg gik med reklamer og aviser som 13-14 årig, hvor presset jeg var om sommeren, da jeg ofte havde to ruter. Når det var hedebølge var jeg simpelhen nødt ti at bringe aviserne og reklamerne ud om aftenen, selvom det skulle gøres om formiddagen. Jeg hentede de tunge bundter med Søndagsavisen og reklamerne, som der sagtens kunne være ti af den pågældende uge, hos en ældre enlig kvinde (hun var sikkert lige så gammel som jeg er nu), der boede for enden af Nørregårdsvej i Rødovre, samme vej, hvor det hus lå, som Peter Lundin begik de bestialske mord i. Det var heldigvis i orden med hende, at jeg de varmeste dage bragte ud om aftenen, men det var stadig hårdt pga. varmen.

Denne varmeintolerans havde ikke ændre sig siden. Desværre. Jeg led fortsat når det var hedebølge eller når jeg ikke havde vænnet mig til en pludselig kraftig temperraturstigning, som i dag. Folk troede, at det var federe for mig at være hjemløs om sommeren, fordi kulden var åh så farlig. Det vidnede om, hvor ignorente folk var og hvor lidt empati de havde. For det var omvendt for mig. Det havde været langt værre at telte på Amager om sommeren, hvor jeg tørstede konstant, var gennemblødt af sved og marineret i insekter, end om vinteren. Men ingen forstod hvordan det var. Ingen fattede, at jeg ikke havde adgang til et bad når jeg ønskede det, som hjemløs. Ingen kunne tænke så langt.

Træning

Jeg trænede biceps og triceps, samt mave og lænd, selvom jeg var blevet ret slatten da jeg nåede til de to sidstnævnte muskelgrupper. Jeg kampsvedte. Og efter træningen holdt jeg ikke op med at svede, så jeg var totalt gennemblødt og måtte finde et sted på en græsplæne i skyggen for ikke at blive direkte dårlig. Jeg drak selvfølgelig mere end rigeligt med vand, men det var stadig klamt og ubehageligt. Jeg orkede ikke at tænke på hvor hårdt det snart ville blive for mig. Sidste sommer som hjemløs i teltet havde jeg i dén grad lidt uden varmen, at jeg fik det virkeligt dårligt flere gange. Det stod tydeligt i min erindring. Varmen, tørsten og især de forbandede insekter, gjorde det til et sandt helvede. Det var 30 grader i dag (https://vejr.tv2.dk/live/2024-06-27-30-grader-og-skybrud-rammer-landet-foelg-med-her) og jeg havde ikke haft tid til at vænne mig til varmen.

Det var nogle læger, der var skyld i alt dette. Og det kom de til at fortryde. Danmark var det land, der havde udført lægernes mishandling af mig. Danmark var dermed også en bøddel. Jeg var jo ikke blevet læge for at tvinges ud i hjemløshed og lede under sommerens hedebølger. Man skulle have sat en stopper for statens tortur af mig for længst, men man undlod og dermed var man skyld i den tortur, jeg nu var udsat for. Og man havde selvfølgelig således også selv bedt om det. Jeg var gennemblødt af sved og måtte søge ly for heden indenfor på et bibliotek. Det var da rædselsfuldt og uværdigt! Jeg var nu for døsig til at blive vred over de svin, der var skyld i dette, min eneste prioritet var at undgå at overophede, men deer skulle nok komme et tidspunkt hvor det blev mere køligt og jeg fik overskud til at blive vred.

Hævn i journalen

Som sædvanlig vidste jeg, hvad Junior & Senior ville skrive i mine papirer. Fordi jeg nægtede at blive sygeliggjort og klientgjort, ville de to beskrive mig som devaluerende og uden for pædagogisk rækkevidde - noget i den dur. De var fornærmede over, at jeg ikke havde brug for noget som helst, de kunne hjælpe mig med.

De forstod ikke, at jeg sagtens kunne klare mig selv, men at jeg var tvunget ruineret og ikke havde penge til tag over hovedet. Det var Juniors skyld, at jeg flyttede ud i teltet den 1. juli. Jeg bad venligt om jeg ikke kunne få en anden kontaktperson end ham og Senior, men det var umuligt, skrev han til mig. Og dermed havde hans nærtagenhed og usikkerhed været en katastrofe for mig.

For jeg VILLE ikke ydmyges og sygeliggøres og stalkes af ham, uanset hvad. Det kunne have været så let, bare at give mig en anden kontaktperson og gerne én, der fattede, at jeg udelukkende havde brug for at få tag over hovedet, så der blev fokuseret på de praktiske forhold i den forbindelse. Men sådan skulle det ikke være. Der var utvivlsomt raske og velfungerende voksne mennesker med en universitetsuddannelse, der godt kunne lide, at en socialpædagog, der var halvt så gammel som dem og meget uerfaren, som talte til dem og behandlede dem som havde de for mange kromosomer. Men jeg var ikke en af dem. Jeg havde ufrivilligt og unødvendigt været umyndiggjort i mange år, og jeg havde fået nok. Nu måtte det Kafkaske cirkus fandeme stoppe.

Det var fortsat utroligt lummert og hedt, og sveden haglede af mig, alene pga. en tur ned for at handle ind. Jeg var ikke den eneste, der led under varmen; nogle misbrugere rendte rundt nede i byen i bar overkrop, så man kunne se, deres hærgede kroppe med de falmede tattoveringer. En mand der sikkert var 10 år yngre end jeg, med bar, bleg og afpillet overkrop og tusser på armene, tågede vaklende rundt og snublede over en kantsten, men undgik lige akkurat at undgå at falde. Han gik i retning mod mig, og da jeg ikke kunne lade være med at smile ved det komiske optrin, gengældte ham smilet med sin tandløse mund. Han havde kun gummer, ingen synlige tænder. Rock 'n Roll.

Mail til Lægeforeningen og Yngre Læger

"Jeg sendte nedenstående mail til retten i Glostrup den 25. juni i år. Det er vigtigt at Lægeforeningen og Yngre Læger også modtager den. Det er jo jeres skyld og jeg vil gerne kunne oplyse kommende generationer af læger om hvordan Lægeforeningen tvang mig i hjemløshed, ødelagde mit liv og aktivt hjalp overlæger, der misbrugte lægefaget."

Kriminalhistorisk dag

Selv om det var ulækkert så meget folk svælgede i en af de værste forbryderes retssag i nyere tid, selvom det havde været uskønt at så mange true crime bitches med pervers fryd havde kolporteret retssagen mod Korsørmanden, alene for at de kunne gyse og glæde sig over, at det ikke var dem, og selvom disse true crime bitches havde gjort en usædvanelig rædselsfuld serieforbryders forbrydelser til klam underholdning og derpå indirekte pisset på de helt sagesløse ofre og deres pårørende, og selvom de skulle skamme sig - så var det forløsende at han blev dømt i dag. Og selvom han ankede, så var alle godt klar over, at dommen blev stadfæstet. Forløbet og pøbeldomstolen var afskyelig og primitiv, men straffen var, som den skulle være og det var godt og retfærdigt. Og sagen illustrerede også, at selv såkaldt pæne mennesker også kunne være de ondeste og mest perverse forbrydere. Nu manglede vi bare at se, at også veluddannede, kvindelige retspsykiatere og praktiserende læger kunne straffes for deres forbrydelser, så var samfundet i den rigtige retning.

Retslægerådet som overdommere

Et andet uskønt forhold var, at Retslægerådets konklusion blev dokumenteret før domsafsigelsen. Jeg tvivlede ikke på at Korsørmanden var skyldig og han havde erkendt forhold, der var gruopvækkende, men rent principielt så blev dommen afsagt af mentalundersøgelsens konklusion, hvor retspsykisterne konkluderede, at tiltalte, nu dømte, udgjorde en fare for andre. Det kunne ingen ignorere og ingen kunne herefter forvente at han ville blive frikendt. Det var en retssikkerhedsmæssig fadæse.

Hjem til Amager

Jeg var på Amager i dag for at afhente kontaktlinser og i den forbindelse lagde jeg vejen forbi lagerskabet med nogle af mine ting, så jeg var parat til at smutte fra det vilde syden. Jeg var svedig fordi de to tasker var så tunge, så før jeg tog tilbage var jeg ude at svømme ved Amager Strandark. Det var lummert og overskyet og lige pludselig stod det ned i stænger. Jeg var netop gået op ad vandet, men jeg nåede at lægge min taste i en plastikpose, og så gik jeg ud i bølgerne igen indtil den voldsomme regnbyge ophørte. Det sted hvor forsorgshjemmet lå, var smukt og med natur og ro. Men blev man ikke accepteret og kunne man ikke få en bolig hernede, så var det et helvede på jord. Uden en familie, et hus og bil, var det ikke et sted for de fleste at bo. Så fuck hele området og fuck de mennesker, der boede hér. Jeg følte mig straks hjemme på Amager, her vidste alle hvem du var og der var meget få mennesker, der bevægede sig uden for midtbyen, så det var nærmest pinligt at gå en længere tur, for man var den eneste, der i såfald gjorde det. Hvis du ikke var en accepteret og veletableret borger i byen, så kunne du godt fucke af igen; så kunne du aldrig blive det og du var altid udelukket fra det gode selvskab. Jeg var ikke fin nok til stedet og området, så fuck dem.

Samtale med beboer

I toget satte en anden beboer sig tilfældigvis overfor mig og vi faldt i snak. Han var en af de få normale og velfungerende hernede, hans baggrund var en del andereledes end min, men hans erfaringer og oplevelser på samfundets bund, var meget de samme. Han var ikke misbruger og var fornuftig at tale med. Han havde haft en hel del mere med personalet at gøre end jeg og han fortalte, at der var tre fornuftige ansatte på forsorgshjemmet i hans optik. Højest. Flertallet var det modsatte. Han havde også haft probemer med måden de ansatte behandlede ham på og han havde også optaget flere episoder, hvor man kunne høre hvordan der blev talt til beboerne hernede. Det var sgu ikke kønt. Der var en vis grad af forråelse også her på stedet, så man var tvunget til at passe på sig selv og tænke sig godt om i omgangen med personalet. Hvis de ikke kunne lide én, så blev man straffet på den ene eller anden måde. Og de fleste beboere var så svage og misbrugende at de måtte finde sig i alt.

Ikke tilbage til Amager

Jeg ville ønske, jeg kunne tage tilbage til Kalvebod Fælled, som jeg virkelig følte var mit hjem, men det var klar, at det skulle jeg absolut ikke. For jeg havde skrevet og fortalt så mange om det, at jeg umuligt kunne være i fred derude, og ikke bare pga. det, men også fordi området var besøgt som var det Hovedbanegården om sommeren. Jeg tog et helt random sted hen, langt væk og hvor jeg ikke havde sat mine ben før. Det eneste krav var, at det var forholdsvis tæt på et PureGym center. F alt andet. Måtte nok skaffe mig en cykel også. Jeg havde nu telt, sovepose og liggeunderlag, kontaktlinser og rent tøj. Jeg måtte flygte fra alverdens formynderiske socialrædagoger og stalkere, væk et sted jeg kunne være i fred fra andre mennesker.

Belønningen

Det var min belønning for at være en samvittighedsfuld og dygtig læge, der ikke fejlbehandlede nogen; snart ét årtis hjemløshed og et smadret liv. Det var hvad Styrelsen for Patientsikkerhed syntes jeg skulle straffes med. Fordi politikerne syntes det. Fordi befolkningen havde stemt på de politikere. Så det var den danske befolkning, der syntes, jeg havde fortjent at blive mishandlet og få ødelagt alt på grundlag af løgne. Når det var holdningen som indbyggerne havde, så var de mine fjender. Så var det dem, der mishandlede mig og fastholdt mig hjemløs.

Danmark var socialpædagogernes land, den laveste fællesnævners land, hykleriets land, ligegyldighedens, magelighedens, ansvarsløshedens, dovenskabens og egoismens land. I Danmark blev man hurtigt ekskluderet og aldrig inkkluderet igen. Danmark var bureaukraternes paradis, både dem med en videregående uddannelse i centraladministrationen, samt de mere enfoldige skrankepaver og socialrådgivere ude lokalt. Danmark var de intrigantes land og folkesjælen var korrumperet bag alle skrønerne. Den danske befolkning havde aldrig for alvor rejst sig, det var altid de få, modige, der reddede den store majoritets ære, samtidig med at redningsmændene bagefter blev latterliggjort og deres indsats bagatelliseret af flertallet, der var misundelige medløbere. Så var det sikkert i mange lande, men i Danmark var hykleriet og dobbeltmoralen størst.

Aldrig tilgive

At jeg som 42 årig læge skulle bekymre mig om hvor jeg skulle sove om natten fordi jeg var hjemløs eller blive stalket af en forbandet pædagog, var så grotesk og rædselsfuldt, at jeg aldrig, aldrig, aldrig ville glemme eller tilgive det. Aldrig. Jeg ville aldrig glemme og tilgive de læger, myndighedsansatte, ansatte i etaten eller de advokater, der skulle kæmpe for mig, men svigtede. Dem, der stressede mig, dem, der sjoflede mig. Jeg tilgav aldrig de menensker, der fratog mig håbet og tvang mig til selvmord. De skulle have stoppet det for længst. Jeg tilgav dem aldrig og jeg holdt mig kun i live, selvom jeg hadede hvert sekund, fordi jeg ville have hævn. Jeg skulle finde ud af hvem, der havde ødelagt mest for mig og tage hævn over vedkommende. Når jeg ikke fik lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske jeg var, så kunne jeg gøre det næstbedste og hævne mig på den, der var mest skyld i dette. Hvis jeg ikke tænkte på hævn, ville jeg begå selvmord. Ingen mennesker skulle behandles som jeg blev det. Mine bødler havde haft flere år til at stoppe den umenneskelige behandling af mig, men de havde undladt at gøre det, og så var det deres egen skyld.

Snart slut

Advokaten skulle virkelig have gjort noget for at give mig håb og noget at leve for. I stedet gjorde hun intet. Jeg var træt af at lide. Så det skulle stoppe. Advokaten skulle straks gå i kødet på Styrelsen for Patientsikkerhed, som havde stjålet min autorisation og mit liv på løgne. Hvorfor gad hun ikke at hjæpe mig? Hvorfor gad ingen at hjælpe mig juridisk? Hvorfor kunne andre borgere i Danmark, også udsatte, få juridisk hjælp, men ikke jeg? Det ville jeg ikke finde mig i. Derfor ville jeg snart tage loven i egne hænder. Hvis ingen advokater gad at hjælpe mig, så gjorde jeg det selv. Et liv for et liv. Nogen skulle brænde for at ødelægge mit liv. En dag kom de til at brænde. Jeg havde lidt for meget og det var deres tur nu. Når jeg begik selvmord, tog jeg dem med i helvede.

Advokat Karolines eneste job

Advokat Karolines eneste job var at igangsætte processen med generhvervelsen af min autorisation som læge, så jeg havde et håb og noget at leve for. Det magtede hun desværre ikke og blev vred og irriterert på mig, fordi jeg havde tigget og bedt hende om det. Det kom til at blive ultra hårdt og nedslidende fra nu af og indtil jeg begik selvmord. Det var Styrelsen for Patientsikkerheds skyld, men Karoline skulle havde hjulpe mig juridisk alt, hvad hun kunne og det havde hun jo beviseligt IKKE gjort. Så mens jeg rådnede op i et skoldhedt telt, klistret af sved, plaget af insekter, solskoldet og tørstig, samt ydmyget og udstillet for offentligheden - som læge - sad Karoline hjemme i sit kølige og behagelige hjem, havde modtaget tusindsvis af mine kroner, jeg ikke havde, havde intet gjort for pengene og var vred og irriteret på mig. Jeg havde fra andre hørt om advokater, der var langt mere vedholdende ift. at få myndighederne til at overholde loven, men sådan var Karoline og hendes foregængere ikke. Hvad var det, der gjorde, at ingen advokater gad at røre en finger for mig? Jeg havde hørt om mennesker, sigtede for langt værre forhold end jeg, og med en langt ringere uddannelse end min, som havde fået langt bedre juridisk hjælp af deres advokater, så hvorfor var det så, at ingen skide advokater havde gidet at hjælpe mig?

Jeg havde over for samtlige advokater bedt om at få min sag for Højesteret og Menneskerettighedsdomstolen, men det havde man afslået eller ignoreret. Andre kunne godt få deres sag for disse instanser, men ikke jeg. Oftest var det udlændinge, der havde langt dygtigere og mere dedikerede advokater end jeg, der fik deres sager for især Menneskerettighedsdomstolen, men jeg var ikke fin nok.

Dødsstraf

Det var en dødsstraf, der nu blev eksekveret overfor mig. Alle troede det var sjovt, at jeg led og havde mistet alt. Mine bødler havde haft 10 år til at rette op på deres fejltagelser. Alle andre - og der var mange - der vidste hvad der forgik, havde haft rig mulighed for at gøre det rigtige. Ingen havde gjort andet end at få de svin, der sad i PSP-samarbejdet til at stalke, sygeliggære og chikanere mig yderligere, hvilket var det eneste, man IKKE skulle gøre.

Træning

Jeg trænede bryst, triceps og mave i dag. Selvom det var varmt, var det langt mere behageligt end forleden, og mon ikke det skyldtes den lavere luftfugtighed. Jeg kunne træne alt, det jeg ville i fængslet og jeg kunne være i fred fra Trækkerdrenge-socialpædagoger i min celle. Det eneste, jeg skulle nu, hvor jeg intet havde at leve for, var at sørge for at jeg var fysisk i stand til at tage hævn, når jeg blev løsladt en dag. Ved at lade mig rådne op uden slutdato, havde man samtidig accepteret, at jeg selv tog hævn.

Jeg havde aldrig ville andet end at arbejde som det, jeg var uddannet i og dygtig til, svømme og få min egen familie. Intet af dette var mærkeligt eller selvovervurderende, det var så normalt, som det overhovedet kunne være og jeg var normal.

Det var det eneste, jeg fucking ville. I stedet for fik jeg mit liv ødelagt af dyssociale svin og var blevet mishandlet i 10 år og tvunget til at begå selvmord. Intet af dette havde jeg fortjent, på intet tidspunkt overhovedet. Og så var det sådan, at nogen måtte betale den højeste pris. Sådan var naturloven. Når samfundets love ikke blev overholdt af myndighederne og når mine bødler nægtede at erkende, at de havde taget fejl, så jeg skulle rådne op, så trådte en anden, dybt i mennesket indlejret lov i kraft og den lov gav mig ret til at få hævn. Det var den lov, mine bødler havde valgt og det var, hvad de fik.

Advokat Hanne Ziebe

Jeg undersøgte hvilke advokater, der var de modigste og dygtigske, og det stod klart, at det var Claus Bonnez. Jeg bad ham om at repræsentere mig, men desværre blev jeg spist af med hans hustru, Hanne Ziebe, som var klart mindre velegnet. Det var en katastrofe for mig, at jeg ikke fik Claus Bonnez.

Mail til advokat Hanne Ziebe og anklager Henrik Pedersen 8. maj 2023

"Kære Henrik Pedersen og Hanne Ziebe

CPR."

Mail til Gadejuristen den 15. april 2023

"Kære Gadejuristen

Tlf."

Jeg havde skrevet adskillige af den slags nødråb, men ingen tog mig alvorligt og alle endte med bare at ignorere mig. Men jeg havde dermed forsøgt alt, før jeg tog sagen i egne hænder.

Mail til Den Uafhængige Politiklagemyndighed 3. januar 2023

"Kære Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Cc. Kriminalforsorgen, Rigs- og Statsadvokaten)

Tlf."

Mail til advokat Hanne Ziebe den 11. maj 2023

"Kære Hanne Ziebe (0700-70315-00021-21)

CPR"

Mail til advokat Claus Bonnez og Københavns Vestegns Politi den 8. april 2023

"Kære Claus Bonnez og Københavns Vestegns Politi

Tlf."

Mail til advokat Claus Bonnez den 22. marts 2023

"Kære Claus Bonnez

CPR "

Jeg var ikke klar over på davæsende tidspunkt, at jeg måtte nøjes med Hanne Ziebe, fremfor Claus Bonnez, som jeg ellers havde anmodet om. Jeg modtog aldrig en sms.

Mail til retten i Glostrup og Østre Landsret den 17. marts 2023

"Kære byretten i Glostrup og Østre Landsret

CPR"

Hvem modtog denne mail? Hvem sad den overhørig?

Opslag på sociale medier 19. marts 2023

"Min eneste, minimale chance for at undgå flere overgreb og mere ulovlig tvang og frihedsberøvelse er, at sørge for at omverdenen hele tiden har mulighed i at følge med i hvad, der sker i mit liv.

Der sker utallige overgreb i Danmark på daglig basis. Man hører kun en ganske få af dem, og langt hovedparten foregår under radaren. Det bedste våben mod disse overgreb, er at de kommer frem i lyset 🌞."

Mail til Københavns Kommune den 28. februar 2023

"Kære Københavns Kommune den 28 februar 2023

CPR "

Opslag på sociale medier den 24. februar 2023

"24. Februar 2023. Når jeg som nu ligger i den gennemblødte og kolde sovepose i teltet på Fælleden, der nu er blevet til en sump, og jeg er svært plaget af lus eller lopper i både sovepose og telt - så er selvtilliden ikke så høj.

Så er selvtilliden en smule bedre og jeg kan nu stå imod diverse hattedamer - og mænd, der tror de skal redde mig og at jeg er en svag tosse, der ingen vilje har og som man bare kan behandle som lort og bestemme over."

Opslag på sociale medier 9. februar 2023

"9. Februar 2023. Ligger i teltet og forsøger at generere varme nok til langsomt at tørre den måde sovepose, mens jeg lytter til podcasts og hygger mig.

Jeg læser af samme årsag ikke mails eller e-boks og det er selvfølgelig et enormt problem. Jeg er pt. igen gået i stå, aner ikke hvad der sker i sagen eller hvornår det stopper. Jeg har med andre ord mistet modet og håbet. Jeg håber begge dele kommer igen, men det er ikke til at vide. Det er ulideligt ikke at have noget mål eller noget at leve for, især efter otte år på den måde. Jeg har ingen løsning. "

Mail til politi og Kriminalforsorgen den 9. februar 2023

"Jeg synes det er relevant, at jeg oplyser politi og Kriminalforsorgen om mine aktuelle situation, samt bibringer jer materiale, der er relevant for sigtelserne.

CPR"

Mail til Københavns Universitet mfl. den 10. februar 2023

"Kære Københavns Universitet, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (Cc. Københavns Vestegnens Politi og advokat Claus Bonnez mv.)

CPR."

Mail til justitsministeriet den 18. januar 2023

"Kære justitsminister og justitsministeriet

Tlf."

Mail til Den Uafhængige Politiklagemyndighed den 4. januar 2023

"Kære Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Cc. Kriminalforsorgen, Rigs- og Statsadvokaten)

Tlf. "

Fra min hukommelse og mine noter fra retsmødet i retten i Glostrup den 15. juni 2023

"Vil du vil være med til en mentalundersøgelse?"

"Nej. Jeg vil gerne fremmøde, hvis jeg bliver tvunget til det. Men jeg kommer ikke til at deltage aktivt i den."

"Kan du sætte nogle flere ord på?:"

"Jeg er tidligere blevet mentalundersøgt og der var en mentalundersøgelse, jeg optog, og den konkluderede noget, der var helt i modstrid med virkeligheden."

"Hvordan viste det sig?"

Sidste forberedelser

Jeg var dødtræt efter træningen, så jeg skulle bare slappe af i aften. I morgen ville jeg vaske resten af mit tøj, gøre det sidste rent, fotodokumentere værelset, og mandag morgen ville jeg aflevere nøgen til personalet. Det var klart, at jeg ikke kunne vende tilbage til Københavnsområdet, men Fyn var stor nok og der lå masser af statsejede skove også der. Eller Jylland. I det hele taget var det ligegyldigt hvor i landet, jeg rådnede op, bare jeg kunne være i fred fra andre mennesker. Det var ærgerligt, at Karoline ikke forstod det, jeg havde skrevet og sagt til hende. Jeg prøvede virkelig, jeg prøvede at få hende til at forstå, at det havde varet alt for længe og at der måtte ske noget, fordi jeg var for gammel og løbet var ved at være kørt. Hun kunne havde gjort noget, og det var ikke meget, der var tale om, intet der var urimeligt at bede hende om at gøre, men nu ville jeg aldrig have noget med hende at gøre igen.

Ekstrem stress. Jeg havde den velkendte og ubehagelige trykken i brystet, angsten, der gjorde mig apatisk, den øgede svedsekretion og svimmelheden. Det var sådan det var at være socialt isoleret og hele tiden få sit ståsted rykket op med rode. I årevis var det sådan, der var intet positivt, intet at glæde sig til og ingen slutdato. Jeg var nødt til at kassere det meste af mit tøj og et par sko, samt alt andet, for ellers kunne jeg ikke slæbe det med mig. Folk vidste ikke, hvor rædselsfuldt det var. Karoline anede det heller ikke.

Kan du ikke bare tisse i bukserne?

Men jeg havde selvfølgelig intet valg end at fordufte herfra. Af mange årsger. De smukke omgivelser til trods, var det et hospice for misbrugere, og de lamrede og sloges og lavede drama hele tiden i deres pattestive tåger. Den slags gad jeg sgu ikke at være belemret med mere, jeg havde aftjent min værepligt som ikke-misbruger, at leve op ad dem. Man kunne højest bo på stedet i tre måneder, det var et nyt tiltag, som kommunerne havde indført, fordi det kostede dem - angivligt - 50.000 kroner om måneden per beboer. Det var grotesk, at jeg ikke bare kunne få et indskudslån på 15.000 og så skride. Men vigtigst var det, at de to socialpædagoger var nedladende, umyndiggjorde og sygeliggjorde mig. Det kunne og ville jeg ikke finde mig i. Den gamle socialpædagog havde i sin hjerneskadede tilstand opfordret mig til at kunne i ressourceforløb og lyve mig personlighedsforstyrret for at få mere hjælp. Det var vist mest hende, der var personlighedsforstyrret og havde behov for et ressourceforløb. Hvad fanden bildte hun sig egentlig ind? Selv hvis hun ikke havde sagt det for at positionere sig og agere jantelovsrytter overfor mig, så var det at skulle lyve sig defekt som menneske jo det samme som at tisse i bukserne - hvis jeg skulle acceptere falsk sygeliggørelse, var det at grave min egen grav med det samme. Hun var helst blæst, hejren. Og det var ikke noget, hun havde forslået mig i bedste mening, det var helt sikkert. Ja, jeg skrev alt for meget, men der var også ensomme mennesker, der strikkede eller hæklede meget og hvad så? Nu havde jeg demonstreret, at ChatGPT let og gratis kunne lave resumeer af mine alt for lange tekster, så også socialpædagoger og måske oven i købet politiet kunne være med. Alt, hvad jeg havde fundet ud af med ChatGPT, havde de fleste folkeskoleelever for længst fundet ud af, der var intet sofistikeret ved det.

Kode genereret af ChatGPT

Man kunne oven i købet få ChatCGP til at tage en hel sektion af min hjemmeside, f.eks. min dagbog fra 2022 og 2023 og generere en tidslinje i html/css ud fra den. Det var sindssygt, hvad ChatGPT kunne og det med tidslinjen virkede fint. ChatGPT var eminent til tekstanalyse og bearbejdning, og pludselig kunne alle finde alle relevante oplysninger fra mine knapt 3000 siders vidnesbyrd på ingen tid og syntetisere oplysninger enkelt, kortfattet og overskueligt. ChatGPT kunne gøre det samme med mine optagelser og billeder. Der var ingen undskyldning for ikke at forholde sig til mit vidnesbyrd, som doven myndighed, advokat eller anklager.

Savnede vinteren

Sommeren var ikke så fed for en hjemløs som mig. Jeg savnede de dage om vinteren på Kalvebod Fælled, hvor der var allerlavest temperaturer, hvor jeg kunne være i fred og hvor nattehimlen var smukkest. Jeg sad til aften og kiggede mine billeder igen fra den periode. Det havde godt nok været koldt til tider, men jeg havde jo min fremragende sovepose, jeg havde købt på Kofoeds Skole til 45 kroner (eller deromkring), og så fik jeg selskab af den samme mus (Musse) hver nat. Musse kunne godt lide chikoladekiks, og jeg fodrede den ofte, men desværre blev den aldrig tam. Til gengæld gnavede den huller i teltet og især mit selvudfoldende liggeunderlag havde den smag for.

Hjemløs

Region Hovedstadens Psykiatri havde i høj grad fortiet og beskyttet de psykiatere der havde misbrugt deres stilling. Hvis folk var klar over hvad der var sket og hvem der havde gjort det, ville man blive oprørte. Det var en skandale af dimensioner og jeg havde objektiv dokumentation på stort set alt. Det var ret usædvanligt og det samme var at jeg så klart ikke på noget tidspunkt været spor sindssyg.

Det handlede om at få præsenteret alt på en fængende måde, så man ville finde det interessant. Jeg ville gøre noget som ingen kunne ignorere. Lægeforeningen vidste godt hvad det drejede sig om. Jeg ville gøre noget der ville skrive historie. Ikke for at få opmærksomhed eller sympati, for det handlede ikke om mig, men fordi at ingen i Danmark skulle glemme mine bødler nogensinde. Det handlede om bødlerne, og jeg var ikke eneste offe for dem.

Det var livsfarligt for mig. Det havde været for længe. Det skulle slutte. Mine bødler skulle have erkendt deres fejltagelser så jeg kunne få et liv. De var selv ude om det. Jeg var ligeglad med at dø eller komme i fængsel, men det skulle slutte nu. Og jeg skulle få hævn.

Exit Hotel California for anden gang

Da jeg til formiddag havde fået gjort det sidste rent, så alt i værelset var i mindst samme stand, som jeg modtog det, i realiteten nok bedre, havde lagt nøglebrikken på gulvet og smækkede døren bag mig, følte jeg mig straks bedre til mode. Det var skønt at forlade Sakskøbing, som var ét stort plejehjem/forsorgshjem, krydret med nogle selvgode bedsteborgere, der var afhængige af forsorgshjemmet for at de kunne føle sig bedre og mere værd. Så smålige var indbyggerne i den by. Enten småborger eller udskud. Enten en stor båd i havnen eller bums på Saxenhøj.

At forlade det rædselsfulde sted, var den eneste rigtige og rationelle beslutning. Socialpædagogen Timmi - især - og den hjerneskadede Merrit var årsagen til at jeg igen måtte på farten. De var nogle infame svin. Og selv om det næppe var sandsynligt for to ignorante og retarderede socialpædagoger i kommunens tjeneste at det skete, så håbede jeg og bad til, at de begge ville lide samme skæbne som jeg, de skulle miste alt og blive hjemløse og så skulle de møde nogle ansatte, der var ligesom svinske som dem selv.

Forbandet være Danmark

Det var ikke nederlaget til Tyskland eller regnvejret i dag, der fik mig til at konstatere dette, det var at Danmark som det usle skodland det var, havde tvunget mig på gaden igen, udover at have ødelagt mit liv. Det var klart, at jeg ikke kunne sidde det overhørigt. Det kunne ikke være anderledes end at mine bødler skulle betale den højeste pris for hvad de havde gjort. Danske forsvarsadvokater var intet værd. De var lige så modbydelige som politiet og anklagemyndigheden. Hvis Putin atombombede Danmark ville det glæde mig. Danmark og den danske befolkning var ikke værd at samle på. Selvtilfredse og arrogante svin var 99% af dem. Byretten i Glostrup var et af de værste stedet i landet. Dommerne dér var umennesker, der altid gjorde som politiet og anklagemyndigheden dikterede, at de skulle. Retfærdighed fandt man ikke i den byret. Jeg håbede også at samtlige dommere i den ret endte i helvede, hvor de som gennemført onde mennesker, hørte hjemme. De var nogle svin. De var skyld i alt, der var sket mig.

Hævn

Der ville komme en dag, hvor jeg fik hævn. Jeg havde kun det at leve for nu. Intet håb, ingen fremtid, kun hævn over mine bødler. Jeg kunne overleve alt, hvis jeg havde et mål. Mit mål var at tørre smilet af mine bødlers ansigter. De skulle inderligt fortryde hvad de havde udsat mig for, og jeg ville nyde frygten i deres øjne, når de erfarede, at det var for sent. At de ikke kunne undgå straf. Det var deres egen skyld. Uanset hvad, så kunne de aldrig undgå at jeg fik hævn over dem. De umennesker havde haft ti år til at rette deres fejl og alt ville have været godt. Nu ville de i stedet blevet straffet meget, megt hårdt, og de kunne aldrig undgå det.

Ekstremt hårdt

Fra nu af kom det til at blive ekstremt hårdt, især mentalt, for jeg var på vej et sted hen, jeg aldrig havde været før. Jeg havde brugt hele dagen i går på at tjekke udinaturen.dk ud for at finde den perfekte statsskov, og jeg havde fundet en skov, der var et par timers gang fra et møntvaskeri. Ingen PureGym i nærheden, men så kunne jeg tage en heldagsudflugt til det, der lå tættest på i Odense og nøjes med at træne et par gange om ugen. Det var utroligt udmattende mentalt med et helt nyt sted, og jeg var allerede ved at falde i søvn nu, først på eftermiddagen. Fordelen ved kun at have overskud til at overleve var, at jeg slap for alle bekymringerne. Jeg havde kun valgt Fyn, fordi øen mindede mig om A. Alle med en Fynsk dialekt mindede mig om hende, og det gjorde mig i langt bedre humør. Det var den eneste årsag.

Nyt telefonnummer

Det var nogle dage siden, at jeg havde købt et nyt simkort og tilhørende taletid. Når jeg ingen advokat havde, var der ingen grund til at beholde mit nummer. Jeg havde absolut ingen respekt eller tiltro til Karoline og havde ikke haft det længe. Allerede før jeg endte i Vestre havde hun svigtet mig grelt. At hun var så uforskammet og uartig at blive fornærmenet over, at jeg insisterede på, at hun gjorde sit job, kunne jeg ikke tage seriøst. De advokater, jeg måtte nøjes med, var discountadvokater.

Intet håb, ingen fremtid

Siden fejldiagnosen tænkte jeg dagligt på, hvad jeg havde at leve for, og i takt med at jeg mistede autorisationen, blev hjemløs og rådnede mere og mere op, var svaret - intet. Sådan var det hver dag især nu, og det var tortur. I et fængsel ville jeg ikke være så ensom som nu og i flere år, jeg ville have en form for daglig beskæftigelse, hvilket jeg virkeligt godt kunne lide at have, modsat nu, hvor jeg intet meningsfuldt havde at tage mig til. I fængselet skulle jeg heller ikke være plaget af væggelus eller fnat eller andet, der drev mig til desperation. Jeg ville have struktur og tag over hovedet. Aldrig gennemblødt i teltet. Jeg slap for PSP-samarbejdet og socialpædagoger. Det var værre at leve som jeg gjorde nu. Det var ulideligt at være ensom, intet havde at lave, rådne op og slide mig ihjel med det hårde liv i et telt. Det havde varet så længe og advokater og retsvæsen, Lægeforeningen og alle andre havde pisset på mig.

Jeg havde mistet alt og i alt for mange år og uden min lægeautorisation som ville give mig alt andet tilbage, ville jeg begå selvmord for at slippe ud af mareridtet. Hvad ragede det mig, at ingen fattede min situation? Advokat Karoline skulle have gjort sit arbejde og indset hvor alvorlig og livstruende min situation var. Jeg gad ikke spille tid på at få nogen til at gøre det rigtige eller forklare mig. Jeg havde sat en deadline, den lå stadig fast, og når der intet skete før den blev overskredet, så ville det gå som jeg havde skrevet flere gange i adskillige måneder.

Sakskøbing og Saxenhøj var en endestation. Rædselsfulde steder. Jeg havde købt mig lidt tid ved at flygte derfra. Hvor mange uger, jeg kunne holde ud endnu, stadig uden håb og rådne op, var jeg ikke klar over, men det var ikke mange. Jeg skulle ikke lide, fordi et ondt retsvæsen ville udsætte mig for et justitsmord, men først efter års hjemløshed. Jeg var totalt ligeglad med skueprocessen og de svin. der havde med den at gøre. Jeg kom ikke til at deltage i nogen retssag. Til den tid var jeg død.

Der var ingen, der rigtigt fattede min situation. De havde ikke empati og var ligeglade med andre mennesker. Jeg behøvede ingen forståelse. Jeg var ligeglad med alt andet end at det mareridt sluttede. Men det gjorde det ikke. Det sluttede først, når jeg var død.

Mail til retten i Glostrup og statsadvokaten

"Min situation er fortsat helt uholdbar og har været det siden sigtelserne blev fremlagt i oktober 2021.

Kjeld Andersen."

5. Februar 2019 - retspsykiater Gitte Ahles tvangsplan

"træner, laver mad, spiller spil, ser tv og hygger dig med dem.

Meget påfaldende begår du dig faktisk usædvanlig godt på en retspsykiatrisk afdeling, hvor du fuldstændig ubesværet lynhurtigt har tilpasset dig. Der er ingen påfaldende adfærd i det daglige udover dette, som er i sig selv er tankevækkende. Senest er det dog bemærket at du bestiller varer uden at have penge på kontoen og ikke kan finde ud af badmintonreglerne. Det betragter vi som et udtryk for, at du er stresset og presset, hvilket vi selvfølgelig har forståelse for-op mod samtalen om behandling med antipsykotisk medicin, som du jo er svært bekymret for."

"behandlingen. Ved sidste lægesamtale blev du bedt om at overveje, da du er uddannet læge, om der er et præparat indenfor denne gruppe lægemidler, som du foretrækker. Det vrængede du af. Du opfordres til at drøfte behandlingen med din bistandsværge.

Du vil under motivationsfasen få udleveret skriftligt materiale fra medicin.dk om effekt og bivirkninger af begge præparater. Vi vil også ved lægesamtale informere dig mundtligt omkring begge præparaters effekt og bivirkninger."

Retspsykiater Gitte Ahle og daværende forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab havde misbrugt sit fag og sin stilling til at true mig med uberettiget tvangsbehandling med livsfarlig og invaliderende antispsykotisk medicin og hun videreførte to alvorlige psykiatriske fejldiagoser.

Rygdækning

En eller anden med hemmeligt nummer havde de sidste mange dage ringet op til seks gange dagligt. Jeg svarede aldrig hemmeligt nummer. Det var noget myndighederne og politiet havde stor gavn af, for så kunne de journalføre, at de skam havde prøvet af kontakte mig telefonisk, ovenikøbet mange gange, men forgæves. Jeg havde skrevet til samtlige myndigheder og politi, at jeg aldrig svarede hemmeligt nummer. Men nu kunne en klam efterforsker eller embedsmand altså dække sin egen ryg, velviddende, at jeg ikke svarede hemmeligt nummer.

Det skyldtes svær undgåelsesadfærd. Den havde jeg udviklet igennem de sidste ti år i helvede, det ville alle andre også havde gjort og det var et normalt psykologisk fænomen. Men ødelæggende for mig. Det var netop årsagen til, at jeg havde bedt advokat Karoline om at varetage kontakten med de for min sag yderst relevante myndigheder og deres afgørelser. Jeg havde også forklaret den psykologuddannede advokat, at jeg led af svær undgåelsesadfærd. Derfor var det katastrofalt aftKaroline ikke havde gjort det, jeg havde bedt hende om for længe siden, især nu, hvor jeg ingen kontakt havde med hende eller andre advokater. Hun forstod ganske enkelt ikke min situation og alvoren i den, for ellers ville hun da havde hjulpet?

Svømning

Vaskede tøj og svømmede i havet. Jeg havde læst det perfide svineri Gitte Ahle havde skrevet om tvangsbehandlingen ved mødet den 5. februar 2019 og det var første gang siden mødet. Det var så traumatiserende, at jeg ikke kunne holde ud at læse alle tre sider. Men jeg tog billeder af dem og sendte til Karoline og bad hende opbevare dem eller sende dem til den advokat, der havde overtaget sagen. For dokumenterne var ekstremt vigtige, jeg var hjemløs og politiet kunne konfiskere papirerne eller destruere dem efter forgodtbefindende, så jeg måtte havde dem sikret. Hvis jeg begik selvmord var det også vigtigt, at andre eventuelt kunne bruge dem til at retsforfølge monstret Gitte Ahle, så hun kunne komme i psykopatforvaring, hvor onde mennesker som hende hørte hjemme, så de ikke udgjorde en alvorlig fare for deres omgivelser.

Det med at dække sin egen ryg, var også noget man med altovervejende sansynlighed vllle gøre på Saxenhøj nu - Timmi og Merrit ville i journalen skynde sig at skrive, at de havde gjort alt perfekt og at det var mig, der var noget galt med og vrangvillig. Jeg havde dog selv dokumenteret med optagelser af mange og især Timmi og Merrit, men også i tekst og mails dokumenteret, at det var Timmis og Merrits nedladende, sygeliggørende, klientgørende og formynderiske behandling af mig, der var årsag til, at jeg var flygtet fra stedet.

Der var stadig ingen løsning på min situation og jeg levede - ligesom eventuelt andre - på lånt tid. Det var mest selvfølgelig mine bødler og retsvæsenet, der var skyld i alt dette, men min(e) advokater var delagtige, for de kunne alle have gjort langt mere.

Truet på livet

Lægerne Camilla Mie Elvekjær, Egill Rostrup, Lennart Bertil Jansson, Gitte Ahle og Mette Brandt Christensen udgjorde en alvorlig, nærliggende og væsentlig fare for mit liv. De gjorde det via Lægeforeningens advokat Hanne Rahbek. Når jeg blev truet på livet, måtte jeg i juridisk og moralsk henseende bruge alle midler for at undgå truslen. Det kom jeg også snart til at gøre.

Træning

Ben, skuldre, mave og lænd.

Socialpædagoger

Jeg håbede, at socialpædagogerne på Saxenhøj var stolte over sig selv. At de ikke var i stand til at skelne mellem normale og habile mennesker uden misbrug og omvendt. At de forsvarede deres egen uformåen og ringe indlevelsesevner med at kalde mig devaluerende, at de mente jeg skulle i ressourceforløb, samt at jeg i deres optik skulle klientgøres, sygeliggøres og ydmyges. De var en stor del af problemet. For dem handlede det kun om magt og dominans og at devaluere beboere, der ikke passede i deres meget rigide og små kasser. De skulle skamme sig. De kunne havde gjort alverden for mig, og det havde ikke kostet noget som helst. Det eneste genierne skulle gøre, var at åbne min post, kun præsentere det mest essentielle for mig og gøre det kort og nænsomt, samt forsøge at få advokat Karoline til at involvere sig helhjertet i min sag. I stedet blev jeg ydmyget, stresset og stalket af dem. Omgivelserne omkring Saxenhøj og selve værelset var fremragende. Det var personalets opførsel, der tvang mig til at flygte fra stedet, og selvom jeg havde et rigtigt godt forhold til især to af de andre beboere, der ligesom jeg, var normale og fornuftige, så var de fleste beboeore hard core misbrugere, og ude af stand til at dyrke misbruget i stilhed, således at der næsten dagligt var larm, spektakel og fulde mennesker, der skabte sig og væltede rundt.

Sakskøbing

Men Sakskøbing var ikke en by, jeg kunne holde ud at opholde mig i som socialt ekskluderet. Der var intet at lave og ingen steder at tage hen og være i byen, udover biblioteket og svømmehallen. Hvis man ikke var veletableret i Sakskøbing med bolig, familie og job, så døde man af ensomhed. Som socialt udsat var Sakskøbing ikke en venlig og inkluderende by. Det var som sådan forståeligt nok, at lokalbefolkningen var meget mistroiske overfor beboerne på Saxenhøj, men de burde ikke skære alle over én kam. Havde de taget imod mig, kunne jeg havde skabt mig en tilværelse der, og det var evident, at landsdelen havde hårdt brug for læger. Men sådan skulle det ikke gå. Det var enten eller i Sakskøbing - ligesom i resten af Danmark, bare mere udtalt. Hvis du først røg ud af samfundet, var det umuligt at komme ind igen. Det havde jeg altid vidst, og derfor var jeg så opsat på at Camilla Mie Elvekjær ændrede sin fejldiagnose af mig. Det skete som bekendt ikke og Camilla Mie Elvekjær var dermed en ondskabsfuld bøddel og et afskyeligt menneske på alle måder.

Plan

I de kommende dage ville jeg ringe rundt til de myndigheder, jeg havde kontaktet per mail og høre om en status. Jeg gjorde sidst noget tilsvarende sidste år. Hvis det ikke gav positive resultater, ville jeg tage til København og opsøge myndighederne, hvor de lå. Jeg ville også opsøge retspsykiater Peter Worm Jantzen, for at afkræve ham svar på, hvorfor han mishandlede mig så voldsomt og så længe. Jeg ville opsøge alle og se dem i øjnene. Jeg var ligegald med deres reaktioner og konsekvenserne af dem. Jeg ville især opsøge Ombudsmanden for at høre hvorfor de intet havde gjort. Det samme med Institut for Menneskerettigheder, Lægeforeningen og Folketingspolitikere, som jeg forgæves havde bønfaldt om hjælp, men som ignorerede mig. Jeg ville vise dem, hvilket menneske deres skammelige passivitet havde ødelagt og se dem i øjnene. De skulle aldrig glemme mig. Retslægerådet ville jeg med garanti opsøge. Jeg havde bedt om at blive vurderet af rådet ved fysisk fremmøde, som loven gav mig mulighed for, men man havde ignoreret mig og min forespørgsel. Styrelsen for Patientsikkerhed skulle også med garanti opsøges.

Livstruende situation

Det blev for hver dag mere alvorligt og livstruende, at være i min situation. Jeg blev nødt til at handle meget snart, ellers var jeg død.

Retspsykiater Peter Worm Jantzen var skyld i de aktuelle sigtelser, qua den mishandling, han havde udsat mig for unødvendigt længe, trods mine protester, og han var dermed også ansvarlig for min aktuelle situation, som var meget alvorlig. Peter Jantzen havde ansvaret for at mine mest basale menneskerettigheder blev krænket, han havde derfor begået forbrydelser i offentlig tjeneste og han udgjorde en alvorlig fare for mit liv og helbred. I et retssamfund var Peter Worm Jantzen fyret, retsforfulgt og idømt fængsel, samt havde mistet sin autorisation og retten til at arbejde med mennesker.

Mail til Peter Jantzen, Region Hovedstadens Psykiatri, STPK og STPK

"Peter Worm Jantzen"

CPR:"

Idiotiske råd

Jeg var dødtræt af elendige råd fra mennesker, der ikke havde sat sig ind i min situation. Eksempelvis var der én, der netop intet vidste om alt, jeg havde forsøgt, der bebredjede mig, at jeg skrev til Peter Jantzen og andre. Det, vedkommende ikke fattede var, at det i sig selv var ulovligt for myndighedspersoner ikke at reagere hensigtsmæssigt på dokumenterede ulovligheder, som var deres ansvar at reagere på. Disse mennesker havde en pligt til at foretage sig det rette, for ellers var det pligtforsømmelse mv. og det var essentielt for mig, at jeg kunne dokmentere dette.

Samtidig var det vigtigt at dokumentere de ulovlige forhold overfor myndighederne, som også havde pligt til at forholde sig til dem. Også det dokumenterede jeg med mine mails. Gjorde jeg ikke det, kunne de nemlig efterfølgende i medierne og i retten påstå, at de var uvidende om ulovlighederne mod mig og andre. Derfor skrev jeg stadig til myndigheder mv. Derfor var det rationelt at gøre. Og derfor tog de ignorante mennesker fejl, når de vicim blamede mig for det. Det var arrogant og dumt af dem. Desuden var der også tidsfrister og forældelsesfrister, som derudover gjorde det relevant for mig at informere myndigheder og politi etc. Ingen kunne komme og sige, at jeg ikke havde anmeldt eller klaget inden for fristen. Det havde jeg. Og myndighederne havde bare ignoreret, hvad jeg havde informeret dem om. Endelig så var det et faktum, at foretog jeg mig intet, så skete der intet. Det viste jeg af erfaring. Så jeg var træt af nedladende og samtidig uviddende selvudnævnte orakler.

Svømning

Jeg var i svømmehallen i dag.

Sidste nødråb

Jeg havde i går som et allersidste nødråb skrevet til en retshjælsordning og spurgt, om de ikke nok ville hjælpe mig med at høre, om Karoline fortsat var min advokat eller om det var lykkedes mig at få en anden. Jeg skrev dette på en mailadresse udelukkende oprettet til formålet, så jeg var sikker på, at jeg ville tjekke den ift til svar. Jeg skrev helt specifikt og kortfattet, at jeg havde svær undgåelsesadfærd, at jeg ville være taknemmelig, hvis de bare kunne give mig et ja/nej svar, underforstået på mail, jeg skrev, at jeg snart ikke kunne mere, at jeg ikke var glad for at blive ringet op og tale i telefon, men at sms var bedre. Jeg skrev, at der intet skulle til for at vælte læsset. Jeg var meget nervøs og tjekkede hele tiden min mailkontos indboks. Intet svar.

Pludselig ringede telefonen, mens jeg sad på biblioteket og jeg fik et chok og en knude af angst i maven. Jeg svarede ikke. Så slog jeg nummeret op og kunne se, at det var retshjælpsordningen. De forpulede idioter havde altså intet forstået. De havde aktiveret min PTSD og nu var jeg slået tilbage igen. Jeg havde skrevet, hvad jeg magtede og ikke magtede og svinene havde gjort præcis det, jeg ikke magtede. Det var det sidste håb. Jeg kunne ikke mere. Den største idiot kunne umuligt misforstå det, jeg havde skrevet, men det havde de altså alligevel. De ignoranter forstod ikke, at jeg, modsat deres typiske klientel, ikke dulmede min angst og desperation med hard core misbrug af alkohol og stoffer. De respekterede ikke, hvad jeg skrev. Det, jeg skrev, var ikke urimeligt. De kunne havde gjort en enorm positiv forskel for mig. Helt let og uden at bruge 10 minutter på det. Det havde de valgt at fucke op.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps, mave og lænd i dag.

Ulidelige afsavn

Det var ren tortur at være ensom og lide basale afsavn i så mange år. Jeg kunne ikke holde ud, at jeg ikke måtte få lov til at leve et normalt liv og nyde livets glæder, som alle andre. Det ville resultere i selvmord snart. Det havde varet for længe og der var ingen slutdato. Det var tortur. Ingen gjorde noget. Så jeg rådnede op. At være socialt ekskluderet og svært ensom var det værste, man kunne udsætte et menneske for. Det var, hvad mine bødler udsatte mig for. De skulle ende i helvede. Hvorfor skulle jeg udsættes for det? For at rådne op? Der skulle SÅ lidt til for at gøre min tilværelse SÅ meget bedre, nemlig information og vished, men netop det var der ingen, der gad at give mig, og jo længere tid, der gik, jo værre blev min undgåelsesadfærd. Jeg tilgav ALDRIG de mennesker - ansatte i politiet, myndigheder, retsvæsen og især advokater - der udsatte mig for umenneskelig behandling. Jeg ville aldrig behandle nogen, som jeg blev behandlet. Hvad var det for nogle svin? Til helvede med dem og med Danmark.

Politiets modus

Politiet og anklagemyndighedens strategi var at lade mig rådne op på tiende år under umenneskelige og livstruende forhold, med hjemløshed, fattigdom, basale afsavn, ydmygelser, sygeliggørelse og klientgørelse, marginalisering, stigmatisering, social eksklusion og isolaion - og infestation med væggelus eller fnat - og uden slutdato. Og så bare vente. Politiet og anklagemyndigheden havde rigeligt med tid, og mine advokater sjoflede mig og var ligeglade. Og mens de ventede, sad de og overvågede alt, havd jeg skrev her og på de sociale medier, og alt det de kunne bruge mod mig, samlede de ind, og alt, der var i mit favør, forkastede de. På den svinske og kriminelle måde, skulle de nok pine mig til at skrive en masse inkrimminerende i desperation, på samme måde som en tilhører inde på bredden af en sø, skrev alle råb om hjælp ned fra et menneske, der var ved at drukne.

Træning

Jeg svømmede i dag. Det var en langvarig og super god træning.

Svar fra retshjælpsordningen

En ansat i retshjælpsordningen havde skrevet en sms til mig i går eftermiddags. Efter opringningen, der havde gjort mig meget dårligt tilpas og fået mig til at gå nærmest i baglås. I stedet for bare at starte med at skrive sms'en, som jeg udtrykketligt havde bedt om. Bare det at læse medarbejderens sms, havde givet mig store kvaler og stort ubehag. Med hvad stod der i sms'en? Fik jeg endeligt svar på mit meget simple ja eller nej spørgsmål? Selvfølgelig ikke. Det havde også været for optimistisk at tro. Næ, medarbejderen havde kun skrevet, at det var ham, der havde ringet. Hvorfor kunne han ikke bare give mig det fucking svar, som betød så utroligt meget for mig? Var det var form for pervers vrangvillighed? Jeg havde jo givet skriftligt samtykke til retshjælpsordningen i min mail til at kontakte Karoline og spørge. Jeg havde anført mit cpr-nummer i mailen. Så hvad fanden var så problemet? Var det fordi, jeg ikke skulle have det for let? Det var så latterligt og tegn på komplet mangel på indlevelsesevne.

Tøjvask og svømning

Jeg fandt et møntvaskeri og vaskede tøjet i min sportstaske og rygsæk. Derefter tog jeg til stranden og svømmede i havet. På vejen derned blev jeg overrasket af en meget pludseligt opstået, voldsom byge, ledsaget af en kraftig blæst. Jeg tog min paraply frem og nåede at lægge min rygsæk med min bærbare i en plastikpose. Blæsten var så kraftig, at paraplyen blev krænget bagover og ødelagt, men desværre skar det skarpe metal fra en af stiverne ind i min finger og gav mig et relativt dybt sår, som blødte ud over det hele. Det var super irriterende og såret ville bare ikke lukke. Men 10 minutter senere var regnen helt ophørt og solen skinnede på ny.

De blå gopler

Vandet var ret koldt, det blæste, der var bølger og selv om der var andre gæster på stranden, var ingen i vandet, udover vindsurferne, som havde en fest. Det var fantastisk skønt at svømme rundt uden forstyrrelser, men jeg så nogle mærkelige blålige gopler med lange tråde flydende bag sig og de lignede brandmænd på formen, men selvfølgelig ikke farven. Jeg syntes goplerne var fascinerende og jeg overvejede at interagere med en af dem, men droppede tanken. Da jeg var kommet op fra bølgerne igen og tjekkede min mobil, læste jeg tilfældigvis en artikel med en biolog, der udtalte, at de specielle blå gopler normalt ikke var så langt syd på i Danmark, og at de var ligesom brandmændende, men at deres gift ikke var så smertefuld som deres.

Redigering af bog og Peter Worm Jantzen

Da jeg om aftenen sad og redigerede teksten i min bog, læste jeg min korrespondance med retspsykiateren Peter Worm Jantzen, som var den psykiater, jeg var tvunget til at blive kontrolleret af uden længstetid og som havde fastholdt mig i hjemløshed og desperation. Jeg var chokeret over hvor aldeles skruppelløs og nådesløs han havde været. At Peter Worm Jantzen havde været meget tæt på at tvinge mig til at begå selvmord. At han havde vanrøgtet mig og udsat mig for umenneskelig behandling. Peter Worm Jantzen var et grusomt menneske, og i moralsk og faglig henseende alt andet end en læge. Han var en bøddel, der havde kostet mig meget dyrt, og næsten livet. Socialsygeplejerske Nina Borum Nielsen havde været dybt involveret og bevidnet det hele, men intet effektivt gjort. Hun skulle havde indgivet bekymringshenvendelser om Peter Worm Jantzen, men gjorde det ikke.

Når jeg i dag læste, hvad Peter Worm Jantzen udsatte mig for den gang, vidste jeg, at jeg havde moralsk ret til at gengælde på hvilken måde, jeg havde lyst overfor ham. Og alle, der læste hvad Peter Worm Jantzen havde udsat mig, ville have det på samme måde, hvis det var gået ud over dem. Peter Worm Jantzen havde store problemer, for jeg havde dokumenteret alt, han havde gjort mod mig, og det måtte og skulle han i fængsel for. Han var klart en bøddel. Bødlerne havde kostet mig mit liv og mishandlet mig i et årti. Der var rigtig mange andre bødler, der var blevet slået ihjel for mindre. Så derfor var det en rigtig gode ide, at mine bødler gik til bekendelse og tilstod det, som alle vidste, de havde gjort og som jeg igen og igen havde dokumenteret, at de havde gjort. For tiden var allerede løbet ud. Dage, få uger. Enten eller. Enten et rigtigt liv uden overgreb af staten, eller døden.

Træning

Jeg trænede biceps, triceps, mave og lænd i dag. Sveden haglede af mig, fordi det var så lummert og fordi jeg havde gået en længere distance hen til centret.

Svært socialt isoleret

Jeg havde talt med så få mennesker, så relativt længe, at jeg var hæs, da jeg gengældte en hilsen til medarbejderen i PureGym, da jeg forlod centret igen. Det var en rædselsfuld situation at være så svært ensom og jeg havde oplevet at være det i lange perioder igen og igen gennem årene. Jeg havde ikke for alvor talt med nogen om det, der var min ubetingede største interesse, lægefaget, i ca. 10 år. Når man først befandt sig i svær social isolation, var det en selvmordsfremkaldende dødsspiral og selvmordstankerne blev typisk stadig mere påtrængende som dagene gik. Det var frygtelig tortur, især fordi der ikke var nogen slutdato. Det, retsvæsenet udsatte mig for via Lægeforeningens advokat Hanne Rahbek på foranledning af mine bødler, var tvunget selvmord.

De mennesker, der havde tvunget mig ned i dette helvede, fortjente at ende i helvede selv. De var ikke mennesker, men syge monstre. De var onde. Det, de gjorde mod mig, var regelret ondt. Jeg rådnede op på tiende år og havde fået mit liv smadret af min bødler. Imens så alle offentligt ansatte passivt til. Og ikke én eneste advokat havde rørt en finger for mig endnu. Ikke en havde gjort en positiv forskel. De havde kun været en belastning. Hvis der var en Gud, hvis der var bare en rest af retfærdighed, så blev mine bødler straffet hårdt, og alle de passive vidner og medløbere fortjente at de selv og deres elskede endte i min situation. Der var enkelte utroligt søde og næstekærlige mennesker, der havde reddet mit liv mange gange og dem var jeg evigt taknemmelige overfor. Men fuck resten. Alle, der arbejdede i retsvæsenet var skruppelløse og en stor del af problemet.

Færdigredigering af bog

Jeg havde arbejdet intenst på at færdigredigere online udgaven af min bog. Når der skete noget, var det vigtigt at alle danskere online kunne læse hele mit forløb i helvede og se, hvad alle bødlerne hed. Jeg havde brugt alle mine ressourcer og al energi på at sikre mig tag over hovedet i endnu et par uger. Det kunne jeg kun takke mine skytsengle for, det med husly. Ingen offentligt ansatte kunne jeg derimod takke for noget som helst. Det offentlige Danmark tvang mig til selvmord. havde ikke fået lov til at leve rigtigt i ti år og det kom jeg heller aldrig til, takket være bødlerne. Det var ikke værd at leve. Men det var værd at få hævn.

Selvmord snart

Det var ikke sjovt at leve. Jeg var nødt til at begå selvmord. Hvis myndighedernes, retsvæsenets og Lægeforeningens tortur ikke ophørte nu og hvis ikke jeg fik min autorisation igen straks, så begik jeg selvmord. Jeg ville kontakte samtlige medier først og sende dem min bog.

Mail til statsadvokaten og retten i Glostrup

"Til retten i Glostrup og statsadvokaten for København.

CPR."

Jeg så, at både retten i Glostrup, samt Anette Vester fra Statsadvokaten i København, havde modtaget min mail.

Afskedsbreve

Det sluttede snart. Karoline havde svigtet, ligesom Kira og Hanne. Jeg kom til at dø.

• Bog del 2017:

  https://docs.google.com/document/d/1LEdpQqb6J8Rl5qQU__mLmlbunzo84OBjbwm2KpOiir8/edit?usp=sharing

• Bog del 2018:

  https://docs.google.com/document/d/1woF07dj4Q0d6-Xfisjy2TESbufekNVlfZ5D4qoSrIb8/edit?usp=sharing

• Bog del 2019:

  https://docs.google.com/document/d/1nbdL5cTvz793jlJSotFyqCkt4-_ZKBoeHvViKkdqY7A/edit?usp=sharing

• Bog del 2020:

• Bog del 2023:

  https://docs.google.com/document/d/1vvBVKX4DUE8pwg4CKVMtd851sjovMQgCHzITJP1RS4I/edit?usp=sharing

• Bog del 2024:

  https://docs.google.com/document/d/1hb3IYoHOe-eG1LV77LD9Z4z12_XCDlpFyZJNj_SJmYQ/edit?usp=sharing

• Bog del 2021:

  https://docs.google.com/document/d/1YMNqU2Qtj1_7VROTXsCaaHqCLruR-x0COeW61KNcnJU/edit?usp=sharing

Karoline havde besluttet sig for hvad, der kom til at ske. Hun kunne have forhindret alt, men var for arrogant og pissede på mig. Nu var der ingen vej tilbage.

Død inden 43

Hvis ikke jeg fik min lægeautorisation igen inden jeg fyldte 43, så var jeg død. Hvis jeg blev anholdt inden, ville jeg begå selvmord, når jeg blev løsladt. Karoline skulle ikke gøre så meget. Jeg kunne ikke holde ud at leve og jeg havde ikke fået én eneste chance. Styrelsen for Patientsikkerhed og Danmark havde bestemt min skæbne og sådan kom det til at blive.

Fordi Karoline var så arrogant og nedladende, havde jeg bedt Stenbroens Jurister om at hjælpe mig. Ét eneste spørgsmål skulle jeg have svar på og det betød liv og død for mig. Det evnede de idioter, der legede jurister ikke. De skulle bare have hjulpet mig med et banalt nej eller ja spørgsmål, og det ville have forhindret der, der kom til at ske. Men Jacob forstod ikke alvoren, selvom jeg direkte skrev det til ham. Karoline var som mine bødler. Hun var dygtig til at komme i medierne og hun elskede at give børne- og kvindemorderen Peter Lundin knus, men hun pissede på mig, fordi jeg ikke var morder. Jeg havde i næsten ti år råbt op, men alle havde været ligeglade. Nu var mit liv slut. Det var, hvad man ønskede og selvom jeg ikke havde lyst til det, kunne det ikke være anderledes.

Træning

Jeg trænede biceps, triceps, mave og lænd i dag.

Kerneårsagsanalyse

Når tragidier fandt sted i sundhedsvæsenet, lavede man ofte en kerneårsagsanalyse, hvor man gennemgik præcis hvad, der var gået galt og hvad, der kunne have forhindret det. Min kerneårsagsanalyse var denne:

• Forår 2023: Jeg bad forgæves advokat Hanne Ziebe om at hjælpe mig i kraft af, at hun var advokat. Det skete ikke.

• Sommer 2023: Jeg skiftede advokat til Karoline. Mentalundersøgelsen gik galt, fordi det var retspsykiater og kvaksalver Ulla Noring, der igen skulle "undersøge" mig, selv om hun havde taget eklatant fejl i 2018.

• Efterår 2023: Jeg bad forgæves Vestegnens Politi og Karoline om hhv. en slutdato og juridisk hjælp. Begge fejlede.

• Jeg kunne ikke holde ud at bo i et telt længere. Jeg var 42 år og havde boet 1,5 år i teltet pga. sigtelserne. Det resulterede i fængsling.

• Jeg skrev breve til Karoline og jeg bad hende muntligt om at hjælpe mig juridisk under fængslingen. Hun ignorerede mig.

• Jeg blev tvunget til mentalundersøgelse under indlæggelse, der konkludere, at jeg selvfølgelig var psykisk rask.

• Jeg blev løsladt direkte til gaden i Middelfart uden penge eller togbillet.

• Jeg var tvinget til at ydmyge mig selv endnu en gang og tage på forsorgshjem i Sakskøbing.

• Jeg tiggede og bad Karoline om juridisk hjælp under opholdet på Saxenhøj, men hun pissede på mig.

• Jeg blev sygeliggjort af to taber socialpædagoger og chikaneret og stalket af PSP-samarbejdet.

• Jeg var tvunget til at fraflytte Saxenhøj, fordi jeg ikke ville sygeliggøres af de to taber-pædagoger, hvoraf Timmi konstant stalkede og fornedrede mig.

• Jeg bad forgæves Stenbroens Jurister om hjælp til at besvare et meget simpelt spørgsmål. Det magtede helten Jacob ikke.

Intet håb eller fremtid

Hver eneste dag var et helvede i ensomhed og lediggang og med en grotesk retssag hængende over hovedet på fjerde år. Stresset af svinene i PSP-samarbejdet og klamme socialpædagoger. Det kunne og ville jeg ikke mere. Det tvang mig til selvmord meget, meget, meget snart. I morgen var dagen ligeså ulidelig, som i dag og sådan var det, indtil jeg gav definitivt op, hvilket gudskelov var tæt på. Jeg havde i et sidste forsøg henvendt mig til Stenbroens Jurister, men ham, jeg havde skrevet med, svarede bare, at, han ikke havde læst, hvad jeg havde skrevet. Sådan en fucking nar. Stenbroens Jurister var et scam. De kunne jo ikke hjælpe med det mest banale. Det var en fejl, jeg havde rakt ud til dem. De fortjente selv at ende i retsvæsenets kafkaeske helvede som hjemløse. Stenbroens Jurister var bare et fancy sted, hvor uengagerede og sjuskede stud.jur.'ere kunne sidde og tale ned til narkomaner og hjemløse, og så kunne de skrive det på deres CV og sole sig i omverdnens ros og annerkendelse, fordi de var så gode mennesker, som hjalp alle samfundets tabere.

Der var intet tilbage for mig. Nu var det kun et spørgsmål om kort tid. Jeg havde jo sendt min bog og linket til denne hjemmeside til tusindevis gennem nogle år og langt størstedelen af al dokumentationen lå hér, tilgængeligt for alle. Hvorfor var der så ingen, der havde gidet at ulejlige sig med at kigge på den? Hvorfor kunne man ikke finde ud af at trykke på Ctrl + F og søge efter det, man specifikt ledte efter, så man slap for at læse alt andet? Politiet og anklagemyndigheden havde i flere år haft direkte adgang til alle oplysninger, der frikendte mig, så hvorfor havde man nægtet at tilgå dem? Jeg kunne ikke holde ud i særlig mange dage til. Jeg rådnede op og det måtte stoppe nu. Jeg ville have hævn. Mine bødler slap ikke afsted med at tvinge mig til selvmord gratis.

Nåede ikke at blive færdig

Jeg havde lagt links til de nyeste udgaver af min bog ovenfor. Jeg nåede ikke at blive færdig med den alligevel. Nogen troede, at sagen blev afgjort i retten i Glostrup. De tog fejl. Jeg kunne umuligt overleve så længe. Sagen blev derfor afgjort af mig på en måde, nogen kom til at fortryde. Uanset hvad der skete, så blev sagen afgjort af mig. Jeg ville se mine torturbødler i øjnene samtidig. De kunne sidde og spille skuespil i en retsal og græde krokodilletårer, som de manipulerende psykopater de var, men når jeg kom og afsluttede sagen, blev det ikke i en retsal og deres skuespil ville ikke hjælpe dem. Danmark havde bestemt min skæbne. Og sådan kom det til at blive.

Bænken i Vestre Fængsel 2018

Jeg kom vaklende ud i gården i Vestre Fængsel for første gang. Jeg var blevet anholdt af politiet på en meget voldsom og uventet måde i Brinchs Elektronik i Indre By, hvor jeg var taget ind for at købe en billig chip computer, en Raspberry Pi, da jeg var hjemløs og ruineret. Det var psykiater Lennart Bertil Jansson, der med sin videreførelse af Camilla Mie Elvekjærs fejldiagnose, til trods for, at han erkendte, at jeg ikke var psykotisk, som havde gjort mig hjemløs for anden gang i 2017, da han havde fået skrevet mig op til Mændenes Hjem, fordi jeg var hjemløs, før jeg kom til hans afdeling. Jeg nægtede at bo på Mændenes Hjem og udskrev mig selv. Gad vide hvad Lennert Bertil Jansson tænkte i sin demente hjerne? Men jeg var blevet så svært nedtrykt af anholdelsen og den foregående periode med hjemløshed og Lennart Bertil Janssons fornedrelse af mig, at jeg intet havde spist i fem dage efter indsættelsen.

Jeg havde ikke lyst til at leve mere dengang, for takket være den praktiserende læge, Camilla Mie Elvekjær, og hendes fejldiagnose, vidste jeg, at mit liv var forbi. Efter fem dage uden mad og liggende i sengen i obscellen, hvor lyset var tændt hele døgnet, hvilket gjorde det svært at sove og var tortur, besluttede jeg mig for at gå på gårdtur.

Jeg var meget svimmel og kunne næsten ikke støtte på benene, da jeg gik ud i gården og satte mig på den nærmeste bænk. Det var i slut september eller start oktober 2018. Jeg var for afkræftet til at være nervøs for de andre indsatte. På bænken sad Godfather. Han og jeg skulle i de efterfølgende måneder have fællesskab næsten hver dag, hvilket var livreddende. Men da jeg mødte ham første gang, begyndte vi at tale sammen.

Godfather spurgte mig hvorfor jeg dog havde nægtet at spise i fem dage. Jeg fortalte ham at det skyldtes min situation, som var umulig at komme ud af og at "folk var ligegade med mig". Godfather sagde - og jeg kunne stadig huske hans ansigtsudtryk - "vel er de ej". Godfather indgød mig den dag på bænken i gården i Vestre Fængsel mod på livet. Selvom han var en gammel mand, havde samtlige af de unge respekt for ham i en grad, at når han rakte sin hånd ud med en cigaret i, så kom der straks et par stykker hen og tændte den. Jeg spurgte ham om det var nogle han kendte. Hhan sagde, "Nej, det er fordi de har respekt for mig, prøv at se, Kjeld, når jeg næste gang sidder på bænken og skal have tændt en smøg, så rækker jeg bare hånden ud, og så kommer de rendende."

Ganske rigtigt. De var ligesom Pavlovs hunde, de unge. Senere fandt jeg ud af hvordan Godfather havde gjort sig fortjent til den respekt. Det var ikke hans alder. Godfather havde siddet i varetægt i over et år og han keddede sig. Han havde ingen at tale med, sagde han, de fleste var nærmest analfabeter og de vidste ikke noget som helst. Det var derfor han og jeg havde fællesskab. Godfather var et menneske, der hjalp mig. Han vidste enormt meget og var ret intelligent. Men der var én ting han tog fejl i: Folk var ligeglade med mig. Samfundet, myndighederne osv. Jeg håbede det bedste for Godfather. Om han var skyldig eller ej anede jeg ikke og fandt aldrig ud af. Og den forbrydelse han var tiltalt for, var der mange, der kaldte "offerløs". Godfather anede ikke, at overlæger og psykiatere i Danmark var langt mere kriminelle og langt mere skruppelløse og nådesløse end de indsatte han gennem mange års afsoning havde lært at kende. Godfather anede ikke, at de mest samvittighedsløse mennesker i dette land, sad i Styrelsen for Patintsikkerhed, i Lægeforeningen og i toppen af dansk psykiatri. Han vidste ikke, at mange psykiatriske overlæger havde dræbt flere mennesker uden at blinke og uden anger, end de fleste rockere.

Advokat vs. Prostitueret

Det var aldrig noget, jeg selv havde benyttet mig af og det lå ligesom ikke til mig at gøre sådan noget, men retrospektivt måtte jeg alligevel erkende, at de hundrede tusinder af kroner, jeg havde spildt på advokater, som intet som helst havde gjort for salæret, ville have været bedre brugt på ludere. Langt bedre endda. Ludere og kokain, frem for advokater. Nogle af advokaterne havde ganske vidst klædt og parfumeret sig som netop ludere, og man kunne også på sin vis indvende, at de i overført betydning var en slags ludere for retsvæsenet, men den rigtige vare havde været at foretrække set i bagspejlet. Der var mange ludere i retsvæsenet; i toppen af luder-hierakiet befandt dommerstanden sig.

Danske dommere var alle, lige fra en dommerfuldmægtig, der bare skulle lege dommer i en kort periode, til selveste højesteretspræsidenten, retspsykiaternes ludere. I lands- og højesteret var anklagere, forsvarere og dommere selvhøjtidligt, histrionisk og arkaisk iklædt kapper, men ligesom en gris, man gav læbestift på stadig var en gris, så var anklagere, forsvarere og dommere stadig psykiatriens ludere. De gjorde ganske vidst alt for at fortrænge dette faktum, men inderst inde vidste de det godt. Psykiatri overgik dermed langt jura i betydning. Og da rigtig medicin overgik psykiatri, befandt jura sig langt nede på bunden, nede i sølet, hvor det hørte hjemme.

Svømning

Jeg fandt en ny svømmehal, jeg aldrig tidligere havde været i. Den var relativt nybygget, kunne jeg se, men skiltningen var ikke helt pædagogisk, så jeg spurgte om livredder, der passerede fordi. Jeg fortalte ham, at jeg var ny gæst og spurgte hvor herreomklædningen var. Han var venlig og forklarede mig hvordan og hvorledes, også i forhold til det udprintede armbånd og skabe. Inde i den velbesøgte svømmehal var der tre større basiner, så jeg kunne lige så godt spørge en livredder, der sad og holdt øje, hvor motonisterne svømmede. Vi fik en kort samtale om svømmehallen og han forklarede, at to af basinerne om eftermiddagen blev slået sammen til et 50 meter basin.

Svømmehallen var meget stilet og spritny, men også møg beskidt, med hårtotter og andet snask i vandet. Det var ikke så fedt. Jeg gjorde mig derfor ekstra umage med vejrtrækningen, så intet vand kom ind i mund eller næse. Bortset fra det, var det en fremragende træning og jeg fik svømmet med relativt høj intensitet i ca. en time, kun med få og korte pauser. Det var egentlig en gammelmands ting at begynde at undskylde for ens dårlige form med henvisning til yngte dages (påståede) bedrifter. Men jeg var ikke anderledes end de fleste andre og således var det normalt for mig at svømme 4000 meter crawl på en træningsdag og det var på USG hold, hvorfor det i mindste var korrekt gengivet.

Jeg kunne nu kun svømme 1000 m crawl uden pause og med rimelig hastighed og god teknik. Det gjorde jeg i dag, og bagefter var det brystsvømning og rygcrawl den stod på. Jeg svømmede ikke fly, men jeg prøvede for sjov i Sakskøbing svømmehal og teknikken var der stadig, men konditionen og kropsvægten absolut ikke. Min eneste antidot mod svær, svær nedtrykthed, var fysisk aktivitet. Sådan havde det altid været, men dengang jeg fik lov til at have et liv, var det ikke på samme måde essentielt. For på daværende tidspunkt havde jeg andet indhold i mit liv, som gjorde mig glad, afslappet og tilfreds med tilværelsen. Nemlig job og sociale relationer. Det, jeg blev udsat for nu og i de ti forudgående år, var den værste forbrydelse og de skyldige var de værste kriminelle og skulle staffes hårdt for deres ugerninnger.

Billede. Jeg fejlede intet som helst. Men jeg var stadig hjemløs gennem flere år og chikaneret af retsvæsenet og psykiatrien.

Om forslag af ressourceforløb

Socialpædagogen Merrit på Saxenhøj syntes, at jeg skulle ind i et ressourceforløb. Jeg vidste instinktivt, at det var helt forkert og meget sygeliggørende og afslog derfor Merrits "tilbud". Da jeg i dag undersøgte hvem, der var i målgruppe for et ressourceforløb, stod det klart for mig, at jeg havde truffet den helt rigtige beslutning, både i forhold til at afslå et ressourceforløb og i forhold til at flygte fra Saxenhøj, for at undgå uberettiget sygeliggørelse og klientgørelse. Det stod klart for mig, at Merrit var en farlig person for mig, at hun ikke anede, hvad hun foreslog og at det, hun skrev i mine papirer om mig, måtte være fuldstændig virkelighedsstridigt. Merrit havde skadet mig ved at sygeliggøre mig, selvom jeg intet fejlede og ingen funktionsevnenedsættelser havde. Merrit ville også have mig til at erklære mig personlighedsforstyrret, selvom jeg ikke var det, alene fordi hun i sin tåbelighed så troede, at det ville betyde, at jeg kunne få hjælp. Hun var helt væk.

"Målgruppen for ressourceforløb er borgere, hvis arbejdsevne er så begrænset, at de er i risiko for at få tilkendt førtidspension, hvis der ikke gøres en ekstra, tværfaglig indsats for at understøtte vejen mod job eller uddannelse. Der vil typisk være tale om borgere, der kommer fra kontanthjælp eller sygedagpenge."

Det var voldsomt provokerende, at Merrit havde foreslået det. Jeg havde jo dokumenteret, at jeg kunne klare belastninger, både fysiske og mentale, som Merrit aldrig nogensinde ville kunne have klaret. Så det var Merrit, der havde brug for et ressourceforløb eller måske bare en pensionering.

True crime podcasts

Det var skamfuldt at måtte indrømme, at jeg engang i mellem lyttede til true crime podcasts. Der var gode og så mindre gode af slagsen. Den værste, mest skamløse, subjektive og useriøse af alle danske true crime podcasts, var "Mørkeland". De to værter var direkte utålilige at lytte til og de var selve definitionen af true crime bitches, der elskede at svælge i andres lidelser og komme med deres ignorante synspunkter på sagerne. De havde virkelig ingen skam i livet, de to, og når de en dag blev voksne, håbede jeg at de ville skamme sig. En anden podcast udi virkelighedens forbrydelser, var "Mord i kælderen". De - selvfølgelig - to kvindelige værter i denne serie var langt mere lødige og saglige og selvom de ikke kunne udtale ordet "histrionisk" korrekt, så var netop dette afsnit interessant. Især fordi chefpsykolog på Sankt Hans Hospital og Rorschach test fortaler Tine Wøbbe optrådne i afsnittet.

Tine Wøbbe deltog ivrigt i mange forskellige true crime podcasts, nogle gange i selskab med retspsykiater Mette Brandt Christensen, som hun også havde begået et makværk af en bog sammen med. Tine Wøbbe var lige så ivrig fortaler for sit fags troværdighed og lige så troværdig i den henseende, som en brugtvogsforhandler. I episoden om histrionisk personlighedsforstyrrelse løj hun flere gange. Mest i forhold til hvor grundig og valid en mentalundersøgelse var; det passede ganske enkelt ikke hvad, hun sagde. Og dels da Tine Wøbbe skulle fortælle om, hvordan en mentalundersøgelse foregik:

"En mentalundersøgelse foregår ved, at der først bliver begået en kriminel handling, og så bliver den sigtede så dømt for det og når vedkommende så er dømt, så kan dommeren afsige en kendelse om en mentalundersøgelse."

Det var jo ikke sådan, det foregik normalt.

Mentalundersøgelsen blev oftest udført før domsafsigelsen, hvorved klamhuggere som retspsykiater Ulla Noring på Retspsykiatrisk Klinik på Blegdamsvej fik mulighed for at lokke observanden til at erkende forholdet, vedkommende var sigtet for og så anklagemyndigheden før domsafsigelsen ved at fremlægge dele af mentalundersøgelsen i retten, kunne gøre tiltalte skyldig, utroværdig og få vedkommende til at fremstå som et farligt og dumt svin. Når en mentalundersøgelse fremlagt i retten før domsafsigelsen erklærede, at tiltalte var farlig for sine omgivelser, så kunne ingen dansk dommer undlade at dømme tiltalte skyldig efterfølgende. Hvad skulle dommeren ellers gøre? Derfor var Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik alle dommeres alfons. I andre podcasts løj Tine Wøbbe om, at Rorschach testen var super grundig og statistisk valid og bla bla bla og det var jo bare løgn. Men Tine Wøbbe havde lært at lyde autoritær og holde masken imens. Ligesom Gitte Ahle. Så man troede umiddelbart på hvad hun sagde, selv om det ikke passede.

Træning

Jeg trænede ben, mave og lænd i dag, og som erstatning for skuldertræning tog jeg ud at svømme bagefter. Vandet var vidunderligt svalt, men solen var for skarp, selvom jeg havde investeret i en meget dyr solcreme faktor 50 til børn. Det gjorde som altid ondt i maven, når jeg måtte bruge penge, jeg ikke havde, på noget, jeg ikke kunne undvære uden at skade mit helbred og som var uforholdsmæssigt dyrt.

Pinlige reklamer

"Åh åh, kender du det, når du har menstruation og så kommer der bare en masse på én gang?", brølede Youtube-reklamen fra min mobil, så flere gæster på den udendørs café få meter fra mig simultant drejede hovederne og kiggede på mig, mens jeg febrilsk slukkede mobilen. Jeg burde være pinlig til mode, men jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg havde nemlig startet Youtubevideoen, idet jeg kom ud fra fitnesscentret, men desværre glemt at tænde mine earplugs og samtidig var lyden skruet helt op på mobilen. Hvorfor fik jeg den type reklamer? Var det en hentydning til, at jeg var en bitch? Var det fordi, jeg havde skrevet så meget på mobilen om såkaldt mandlige psykiatere og så havde algoritmen regnet resten ud selv?

En stakket frist

Jeg havde skamfuldt været nødt til at nasse, hvorved jeg havde sikret mig tag over hovedet i nogle uger. Det var vidunderligt at slippe for de voldsomme skybrud, solen og insekterne for en stund. Mens mange holdt campingferie, så holdt jeg indendørs ferie.

Ude at gå

Jeg kunne og ville ikke opholde mig indendørs i dagtiden, så jeg vandrede rundt og udforskede området. Det ene sted at være hjemløs og rådne op, var stort set lige så godt som alle andre steder at være hjemløs og rådne op. Det var jo ikke det, der gjorde forskellen. Det handlede om håb, mening, beskæftigelse, daglig positiv social kontakt med mennesker, der ikke var ansat i det offentlige og frihed fra chikane fra PSP-samarbejde svin.

Så på min aftentur fandt jeg sørme et dip-stativ, som jeg lavede fire sæt dips på. Så var skuldrene også dækket en smule.

Borgerrettighedsforkæmperen Lars Andersen

Denne modige helt, som jeg havde fulgt på bl.a. Youtube i nogle år, havde igen fået afslag hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed og var blevet sigtet i den forbindelse. DUP'ens udeulighed og forsvar for alle politiets lovovertrædelser var så åbenlys og utilsløret, at det skreg til himlen; DUP'ens ansatte og praksis hørte til i Sovjetunionen. Jeg spekulerede på, hvilke mere retvisende navne, man kunne omdøbe DUP'en til, for at forventningsafstemme de borgere, der klagede over politiet. Mere retvisende navne til DUP'en:

• "Fuck Dig Myndigheden"
• "Vi Knepper Din Klage Myndigheden"
• "Der Kommer En Bytter Myndigheden"
• "Tro På Det Myndigheden"
• "Har Du Et Problem Myndigheden?"

Osv.

Praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær

Jeg genså mine billeder og dokumenter fra 2016 og det var soleklart, at jeg havde yderst solid dokumentation for, at jeg aldrig var psykotisk og jeg havde vidner, der kunne bevidne det samme. Jeg læste, hvad jeg havde skrevet til Camilla dengang, fordi jeg var så forundret over, at hun hele tiden vrøvlede om, at hun syntes, jeg var paranoid og psykotisk, men ikke kunne begrunde det med ét eneste ord. Camilla var i så ond tro, som man kunne være. Normalt var jeg gammeldags i forhold til kvinder, men kun i deres favør, ikke mit eget. Men når man som Camilla Mie Elvekjær havde ødelagt mit liv på bevidste løgne, så var jeg ligeglad med, at hun var kvinde. Jeg var også ligeglad med hvem, hun kendte og var i familie med.

Camilla Mie Elvekjærs perfide løgne havde ødelagt alt og det, hun gjorde, var det værst tænkelige. Camilla havde haft så mange år til at trække i land på den ene eller anden måde, direkte eller indirekte, jeg var sgu ligeglad, men den ondskabsfulde so havde bare fortsat med at insistere på løgnen og hun gjorde aktivt alt for at holde mig fra min lægeautorisation og fastlåst i fattigdom. Hun var aktivt med til at tvinge mig til at begå selmord. Camilla skulle vide, at jeg aldrig glemte og aldrig tilgav hende. Hun skulle straffes. Hun skulle til at gøre op med sig selv, om det ikke var bedst for hende at droppe sin løgn, som var en akut trussel mod mit liv.

Overlæge Egill Rostrup

Jeg havde også kigget på fotos og dokumenter vedr. Egill Rostrups svindel og manipulation fra 2014 og frem. Alt, hvad den charlatan og psykopat havde gjort mod mig, som jeg absolut ikke havde fortjent. Jeg havde minutiøst dokumenteret alt. Ingen havde gidet at bruge to sekunder på det. Egill Rostrup var en anden bøddel, som jeg aldrig tilgav og aldrig glemte og ligesom med Camilla, var jeg totalt ligeglad med alle svinets venner og familiemedlemmer. Egill Rostrup gjorde også klogt i at tænke sig ekstra grundigt om ift. til at fastholde sine falske anklager og løgne om mig. Egill Rostrup var også et umenneske, der aktivt fastholdt mig i hjemløshed og tvang mig til at begå selvmord. Egill Rostrup var også en alvorlig trussel mod mit liv. Og selvom Egill Rostrup også var en kælling, ligesom Camilla Mie Elvekjær, så var det underordnet, når han havde ødelagt mit liv på så fej og pervers vis. Nogle af mine bødler skulle tænke sig meget grundigt om, om det ikke var tid til at doppe løgnene og droppe at misbruge retsvæsenet til at tvinge mig til selvmord.

Pas på

Min situation var mere håbløs end nogensinde, men fysisk og psykisk fejlede jeg intet. Det var en ekstrem skrøbelig balance, for selvom jeg lige i dette sekund eller minut havde det tåleligt, så kunne og ville det lynhurtigt skifte og jeg var parat til at tage afsted hvert øjeblik det skulle være for at tage hævn. Man skulle som myndighed, advokat, samfund etc. have forstået, at når man udsatte et menneske for så livstruende vilkår og så store og talrige eksistenstruende nederlag i så mange år, så kom der et tidspunk, hvor vedkommende, det gik ud over, ikke kunne mere. Så var det ligegyldt at sende post i e-boks eller mails, ringe eller skrive sms'er, for på det tidspunkt, hvor det var kommet så langt ud, så kunne den pågældende - jeg - ikke længere magte at ekspornere sig selv for flere store nederlag leveret på skrift eller i tale.

Det var den situation, jeg befandt mig i nu; jeg havde gjort alt menneskeligt muligt for selv at komme videre, men det var ikke lykkes og nu kunne jeg ikke længere. Jeg kunne ikke længere forholde mig til andet end ikke at begå selvmord hver dag og hele tiden. Så bureaukraterne kunne tage deres trusselsbreve og mails og stikke dem op hvor solen ikke skinnede. Der skulle noget ekstraordinært til nu, hvis jeg skulle reddes og hvad det var, anede jeg ikke, men jeg vidste, hvad det ikke var, nemlig alt, man hidtil havde gjort. At stresse og ydmyge mig var det dummeste overhovedet og det ville med sikkerhed resultere i en katastrofe, hvis man fortsatte med det.

Advokat Karoline og jeg

Mail til advokat Karoline den 5. august 2023

"Kære Karoline

Kjeld. "

Mail til advokat Karoline den 6. august 2023

"Kære Karoline

Tlf."

Mail til advokat Karoline den 5. september 2023

"Kære Karoline

CPR"

Mail til advokat Karoline den 15. september 2023

"Kære Karoline.

Kjeld. "

Mail til advokat Karoline den 5. august 2023

Mail til advokat Karoline den 5. august 2023

""

Mail til advokat Karoline den 5. august 2023

Mail til advokat Karoline den 5. august 2023

""

Mail til advokat Karoline den 5. august 2023

Træning

Jeg forkælede mig selv med at træne biceps, triceps og mave i dag. Normalt kørte jeg et ret ordinært PPL-program med intermitterende svømning og i den sammenhæng var en armtræningsdag ikke særlig henigtsmæssig, men jeg elskede at træne arme, og jeg havde brug for al opmuntring i verden.

Advokater

Det gjorde mig enormt trist til mode at læse mine nødråb til Karoline fra 2023, for en meget, meget lille indsats fra Karoline ville med garanti havde forhindret mig i at komme i fængsel i over fire måneder. Det eneste Karoline skulle have gjort, var en gang i mellem at demonstrere overfor mig, at hun kæmpede bare en smule for mig. Det havde hun ikke gjort. Jeg ville skide på alle hendes undskyldninger for at have svigtet mig, for hun skulle have gjort så lidt for at forhindre så meget dårligt for mig og hun fik fyrstelig løn for det, men ikke engang for ussel mammon gad hun at gøre så lidt. Kira Iqbal var meget bedre end Karoline på det område. Hanne Ziebe var elendig på alle områder, men venlig og imødekommende.

Jeg vidst, at Karoline havde musklerne til at redde mig, men hun gad ikke engang at flexe dem for penge, hvilket jo var selve indbegrebet af hendes job. Tænk, hvis du blev indlagt akut med blindtarmsbetændelse og den læge, der skulle operere dig, ikke gad, selvom det var hendes job? Havde jeg måske ikke været respektfuld overfor Karoline størstedelen af tiden? Var det ikke det, man kunne se af mine mails til hende (og der var flere, jeg endnu ikke havde lagt op)? Og så var Karoline fræk nok til at blive vred og fornærmet på mig? Hvordan ville hun selv mon reagere, hvis hun var i min situation? Det var let nok at tro, at man var sej og stoisk, når man bare tænkte over hvordan, man ville reagere i min situation, når man selv var udhvilet, mæt, ikke ensom og ikke chikaneret af staten i årevis, men noget fuldstændig andet var faktisk at være i situationen, og det kunne man ikke tænke sig til.

Det sidste

Jeg havde forberedt mig så grundigt, jeg formåede, min situation taget i betragtning. Jeg havde lavet flere sikkerhedskopier af denne hjemmeside både offline og online, og jeg havde derudover lavet et mirror site online af dette site, således at alle havde mulighed for at tilgå mit vidnesbyrd, når man fik lukket denne lokation. Jeg vidste, at flere myndighedspersoner, herunder især politiet, fulgte med i hvad, jeg skrev på nærmest daglig basis, og jeg vidste, at man kontinuerligt automatisk gemte alt, så man kunne bruge det imod mig. Det havde intet med paranoia at gøre, det var sådan proceduren nu engang var. Man gjorde det ikke for at retsforfølge mine bødler eller for at hjælpe mig; nej, man gjorde det udelukkende for at kunne komme mig i forkøbet, for at inkrimminere mig og for at lukke domænet ned.

Jeg var ligeglad med inkrimmination og den slags. Jeg vidste, at der ikke kom nogen retssag fordi jeg var død længe inden. Så det eneste jeg bekymrede mig om var at sørge for at myndighederne og politiet ikke fik held til at bringe mig og mit vidnesbyrd og min dokumentation til tavshed. Det havde jeg nu sikret mig imod så godt jeg kunne. Og jeg skrev langt fra alt på hjemmesiden.

Der kom snart til at ske noget. Jeg kunne ikke holde ud at rådne op længere og det var bedre at være død end at fortsætte en udsigtsløs tilværelse. Mine bødler skulle brænde i helvede for dette. Det sammen skulle Danmark, som havde beskyttet mine bødler og bidraget til at ødelægge mit liv. Min deadline var meget tæt på. Jeg glædede mig til at det sluttede. Mine advokater kom til at blive bebredjet for deres svigt og ligegyldighed og det passede mig perfekt.

Mail til Retslægerådet

"Jeg har set, at Retslægerådet har sendt en mail til mig forleden, som respons på to af mine tidligere henvendelser til jer.

CPR:"

Mail til retten i Glostrup

"Jeg har været hjemløs siden oktober 2021 pga. den verserende sag. Jeg har netop fået husly i et par uger, men derefter skal jeg tilbage at bo på gaden igen.

Kjeld Andersen."

Træning

Trænede ben, skuldre, mave og lænd i dag. Træning var det eneste, der holdt desperationen og selvmordstankerne væk.

Mail til anklager Henrik Pedersen, Statsadvokaten for København ved Anette Vester og Rigsadvokaten

"Jeg er fortsat hjemløs pga. de verserende sager.

Kjeld Andersen."

Praktiserende læge var udbrændt

Jeg fandt et billede på serveren, som omhandlede det samme stresshåndteringskursus, som den dyssociale praktiserende læge, der havde givet mig fejldiagnosen også havde været på. Hun var blevet interviewet til en magasin for praktiserende læger, men dette kunne jeg ikke længere finde på nettet. Men det var samme kursus, som man kunne se herunder. Camilla var rasende på mig og ville straffe mig, fordi hun havde en vrangforstilling om, at jeg havde hacket FMK og misbrugt hendes cprnummer. Og hendes udbrændthed hjalp ikke ligefrem på hendes klarsyn og dømmekraft.

Der var ingen forståelse, kun tilskuere uden indlevelsesevne, der elskede at give mig "gode" råd. Den nådesløshed håbede jeg at kunne gengælde en dag. Så ville jeg være dumsmart overfor andre. Varigheden og alvoren af min situation var der ikke en eneste, der forstod. De forstod ikke, at langt de fleste andre, der havde været udsat for noget lignende, enten var døde eller sad og drak sig ihjel på Sundholm eller Saxenhøj. Det var fint nok, jeg skulle nok klare mig selv, som jeg plejede, men overlevede jeg, ville jeg gengælde den ligegyldighed og uforståenhed, jeg havde oplevet. Jeg ville gengælde den ondskab, Danmark havde udsat mig for.

Svømning

Jeg svømmede i dag og med en sjælden intensitet. Først 1000 meter crawl uden pause og med en kandance i mine benspark, jeg ikke havde været i stand til, siden jeg var læge og gik til svømning i USG. Jeg fortsatte herefter med ryg, bryst og serier med ryg og crawlben. Jeg havde en meget stor vrede, jeg skulle have afløb for. Jeg var ikke spor udmattet efter, jeg havde svømmet næsten uafbrudt i over en time, men jeg var bekymret for at overtræne, så jeg gik op.

Der var vitterligt ingen, der forstod, hvordan det var for mig, og skulle der eksistere bare en enkelt, håbede jeg, at han ville kontakte mig, så vi sammen kunne kæmpe videre. Der var ingen af de mænd, jeg hidtil havde lært at kende (fraset en enkelt eller to i Vestre Fængsel), som kunne trække mig op og støtte mig og omvendt. Alle de mænd, jeg havde lært at kende alle andre steder, havde opgivet mere end jeg og var i færd med at begå langsomt selvmord i druk. Hvis jeg mødte en anden mand, jeg kunne spejle mig i, så kunne han og jeg flytte fucking bjerge. Og modstat kvinder, ville en mand langt bedre forstå mig, og jeg behøvede ikke at skulle forklare og forsvare mig hele tiden.

Enhver mand, der ikke havde givet definitivt op, kunne jo sagtens forstå, at jeg nægtede at blive sygeliggjort, klientgjort og ydmyget af fucking socialpædagoger, socialrådgivere og den slags pak. Det kunne kvinder tilsyneladende ikke. Jeg misundte veteraner, som havde et fællesskab for livet. Andre, der fuldstændig forstod hinanden, uden at nogen behøvede at sige noget. Sådan var det ikke for læger. I lægeverden var alle alene, hver mand for sig selv og ingen stod for alvor sammen; Yngre Læger var et svindelfortagende. Lægeforeningen var en bitch. Lægerstanden var kynisk, forrådet, egoistisk og ingen havde rigtig loyalitet overfor kollegerne. I forhold til patienter, så jo. At dække over kollegers fatale fejl og sjusk kunne man lige så godt, som politiet. Men indbyrdes blandt lægerne var det alle mod alle. I den danske lægeverden var det de største psykopater, der klarede sig bedst.

Og flertallet af læger var psykopater eller blev det hurtigt. Ikke det store flertal, men flertallet havde ingen samvittighed eller mod. I lægeverdnen var det de største løgnere og manipulatorer, de mest intrigante sladderkællinger og de mest fidele og ryggeløse mænd, der herskede. De allerværste, bundskrabet og pøblen i lægeverdnen var selvsagt landets psykiatere - men dem regnede jeg ikke for rigtige læger. Det gjorde alle de rigtige læger i øvrigt heller ikke, det vidste alle, og selv en del psykiatere havde erkendt dette faktum. Men psykiaterne var gode at have et godt forhold til som rigtig læge. For det var dem, man kunne ringe til, hvis man ville straffe eller slippe af med en irriterende patient. Psykiaterne var altid parate og villige til at agere gale hunde og misbruge deres fag til at ødelægge deres medmennesker på bestilling af en rigtig læge. Det var jo netop sådan den praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær og overlæge Egill Rostrup havde ødelagt mit liv. Via de skruppelløse psykiatere og de ligeså skruppelløse embedslæger. Jeg kendte til en læge, der havde dræbt tre i en påsat brand. Og jeg kendte til patienter, der havde dræbt en læge. Men var der i danmarkshistorien en læge, der havde dræbt en anden læge? Måske med vold med døden til følge?

Tivolisering af andres lidelser

Den tivolisering af andres lidelser som underholdning, som true bitches elskede at svælge i og gøre sig til dommer over - på sikker afstand selvfølgelig - måtte være årsagen til de mange passive tilskuere, der kom med "gode" råd til mig, uden at ane hvad, de talte om, ikke efter at justismordet stod på, men live. Som en pøbel af tilskuere til en boksekamp, der med fråde om munden belærte de kæmpende i ringen om, hvad de skulle gøre. Dem, der på afstand var eksperter og vidste bedre. Det var det sidste nye: Ignorante eksperter af true crime bitches, der svælgede i min påtvungne lidelser via de sociale medier.

True Crime Live

Det var de laveste af de laveste. For hvis de en dag blev tvunget ind i ringen og klokken lød, så ville de krakkelere som skørt porcelæn. Alle deres "gode" "ekspertråd" ville de end ikke erindre, og selv hvis det var muligt, så ville de hurtigt erfare, at de havde taget grueligt fejl og deres råd ikke var endet end selvhævdende lort. Og så var det min tur til at stå uden for ringen og grine af dem, mens de fik den ene knytnæve i ansigtet efter den anden, indtil de konfuse og groggy gik i gulvet for aldrig at rejse sig igen. Lige før de kollapsede, ville jeg råbe: "Det kan godt være du synes, jeg er irriterende, men jeg vil råde dig til at opsøge Gadejuristen og SAND!". Problemet var, at ikke én eneste havde den fjerneste ide om, hvem jeg var og hvad jeg burde gøre. Jeg vidste eksakt, hvad jeg burde gøre, men ikke én eneste havde indsigt eller ret til at gøre sig til dommer over mig og absolut ingen, jeg til dato havde mødt, ville have overlevet det, jeg havde overlevet.

Det ingen turde

Alle hattedamerne- og mændene ville glædeligt få Profekt Udenfor, Gadeplansteamet og PSP-samarbejdet til at sygeliggøre og stresse mig. Det var det mest skadelige, man kunne gøre mod mig, men førnævnte helte ville gøre noget, for at fremstå som gode mennesker i andres og eget lys, også selvom det skadede mig enormt, men det handlede heller ikke om mig; det handlede kun om dem og om at andre kunne se, hvor gode de var, selvom de var det modsatte. At indgive pseudo-bekymringshenvendelser til de forkerte myndigheder om mig, hvilket resulterede i flere overgreb og mere fornedrelse, turde alle gøre.

Men det eneste, der faktisk ville hjælpe mig, det, ingen turde, fordi ingen skulle nyde noget, det var at henvende sig til Styrelsen for Patientsikkerhed og Justitsministeriet og bede de vamle kælderbureaukrater om at få fingeren ud og gøre deres forbandede arbejde. Men det turde man alligevel ikke. Jeg kunne selvfølgelig ikke forvente at andre hjalp mig. Ingen privatpersoner skyldte mig noget. Men ville man endelig hjælpe og gjorde man det forkerte, så var det langt, langt bedre intet at gøre. Enten skulle man gøre det rigtige. Eller også skulle man intet gøre. Jeg havde ingen pårørende tilbage, og da jeg havde, hjalp de mig også på netop den rigtige måde, som var at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed etc. og prøve at få dem til at gøre det, de var forpligtet til. Det havde styrelsen selvfølgelig ikke gjort. Og som årene gik mistede jeg kontakten til mine pårørende.

De havde hjulpet mig, så jeg kunne ikke bebredje dem noget, men hvis jeg elskede et menenske højt, så ville jeg fucking ringe og skrive hver enete dag til den forråede styrelse, indtil de gjorde noget. Jeg ville aldrig give op for et menneske, jeg elskede, og jeg ville sætte himmel og jord i bevægelse for vedkommende og aldrig kaste håndklædet i ringen. Jeg havde ikke sådan et menneske, der kæmpede for mig. Det kunne jeg ikke kræve af mennesker, der ikke var min allernærmeste, og jeg havde ikke haft nogen allernærmeste i årevis. For - og det fattede ingen - jeg havde været forhindret i at finde et sådan menneske qua min situation. Og det var noget, som især kvinder ikke kunne begribe; at det for mænd i min situation var en umulighed, mens det for kvinder var meget lettere. Langt de fleste kvinder kunne finde en partner. Sådan var det ikke for mænd. Og det fattede kvinder bare ikke.

Ensomheden

Ensomheden, desperationen og selvmordstankerne var som regel værst og mest påtrængende om aftenen. Når jeg trænede og nogle timer efterfølgende havde jeg det tåleligt og var rolig og afslappet, men om aftenen var det rigtig slemt. Det var lidt bøsset at erkende at jeg var ensom, men det var ikke en ensomhed, som de fleste kendte til, det var en igennem årevis varende ekstrem ensomhed af den slags, der tog livet af mennesker, som eroderede deres sjæl og arede dem for altid. Den svære ensomhed kombineret med fornedrelsen og den manglende slutdato, var det farligste man kunne udsætte nogen for i et land som Danmark. Det var tortur og det resulterede i selvmord. Ingen kunne holde til den sociale eksklusion så længe, og derfor begik folk selvmord og det gjorde jeg også meget snart. Jeg blev straffet af myndighederne og advokaterne ved at de lod mig rådne op i uvished. Hvis folk vidste præcis hvor uudholdeligt det var for mig nu, så havde man gjort noget akut. Det var så rædselsfuldt, at det var tortur og livstruende nu. Jeg havde behov for så lidt, bare et simpelt svar, men jeg blev fastholdt i torturen. Det var så nådesløst og først blev jeg fortvivlet i en grad, jeg ikke kunne beskrive, men bagefter blev jeg rødglødende af raseri over hvordan de svin kunne få sig selv til at lade mig lide så meget.

Intet nyt fra advokaten

Jeg ventede stadig på svar fra advokaten, jeg havde taget mig mod til at kontakte i går. Det var ulideligt, men ikke hans skyld. Derimod burde Karoline have forstået, hvad der var på spil for mig, at det drejede sig om liv og død, at jeg havde behov for hun kæmpede for mig, ikke var nedladende og at hun holdt mig opdateret hyppigt. Hun fik jo penge for det, hun skulle ikke gøre mig en tjeneste, bare sit fucking job. Karoline skulle gøre så lidt for at ændre så meget til det bedre for mig, men det gad hun ikke rigtig. Det var nådesløst af hende. For det var meget kritisk efterhånden. Jeg havde stort set ikke talt med nogen mennesker i flere uger nu, det var som om jeg havde mistet evnen til at tale og det var et tegn på yderst alvorlig social eksklusion. Det var så rædselsfuldt og dertil forstemmende at ingen lod til at forstå min situaiton. Svær ensomhed var selvforstærkende og til sidst var man paralyseret i ensomheden og fortsatte det, endte det i selvmord. Men hvem forstod det? Altså virkelig forstod det? For der var nogle, der påstod, at de forstod min situation, men jeg vidste, at det ikke var tilfældet. Det var bare noget, man sagde, en kliche. Men man forstod det ikke, og det vidste jeg qua folks opførsel.

Hævn over Danmark

Jeg længtes desværre så meget efter socialt fællesskab, at jeg bruge tid på Facebook. Det var en stor fejltagelse, for derved eksponerede jeg mig selv for revl og krat, der havde fordomme, var ignorante, der intet anede om mig, min baggrund og aktuelle situation, men som alligevel troede, at de kunne agere dommere overfor mig. Jeg havde oplevet en del efterhånden, der devaluerede mig uden at ane noget som helst, heller ikke om de systemer, jeg havde været tvunget ind i af fejldiagnoserne. Der var bare kun ganske, ganske få, der faktisk havde den nødvendige faglige indsigt og modenhed til at fatte, hvad, der var jeg var udsat for. Disse yderst få personer kendte jeg fra Facebook. De havde givet mig uvurdering hjælp og dem ville jeg for altid være taknemmelige overfor.

Men så var der også perfide svin som "Thommas Larsen" og i dag en ignorant nar, der havde initialerne HSLF. Sidstnævnes nedladende og stupide kommentar fik mig helt op i det røde felt. HSLF troede han vidste noget. Om noget. Men idioten var spejlblank. HSFL troede, at han havde ret til at være dommer over mig, selvom idioten intet vidste. Ligesom med "Thommas Larsen", sørgede jeg for at indsamle så meget information om HSFL som muligt, før vedkommende blev blokeret på Facebook. Sagen var meget enkel: Ligesom "Thommas" havde HSLF uden at jeg havde bedt idioten om hans mening, udsat mig for psykisk vold på et helt uoplyst grundlag. Jeg ville helst tage hævn over mine bødler, men var jeg af geografiske eller praktiske årsager forhindret i dettte, ville jeg lade det gå udover "Thommas Larsen" og HSFL.

For nogle skulle jo betale for at ødelægge mit liv og for at fastholde mig hjemløs og i en umulig situation, for at sygeliggøre og klientgøre mig, for at fornedre mig, for at tro, at de kunne tillade sig at være dommere over mig og for at tro, at de kunne bestemme hvad, jeg skulle gøre. Jeg vidste præcis hvad, jeg foretog mig. De anede intet som noget som helst. Så selvfølgelig skulle de alkoholikere eller misbrugere eller hvad, der gjorde, at de troede, at de havde ret til at kommentere noget som helst, jeg skrev eller uopfordret give mig "gode" råd, lukke fissen. Jeg var dødtræt af jantelovspøblen, herunder især de to førnævnte. Og de VILLE blive straffet en dag. Jeg havde gemt alt om dem, men det var ikke streng nødvendigt, da jeg alligevel havde en fænomenal hukommelse og huskede dem uanset hvad. Det bedste var, at min hævn gik ud over mine bødler. Men "Thommas Larsen" og HSFL var de næstbedste, og nu havde jeg alle offentligt tilgængelige oplysninger om dem begge.

De sociale medier

De sociale medier var et tveægget sværd; jeg var på den ene side tvunget til kontinuerligt at gøre mit vidnesbyrd offentligt tilgængeligt, når jeg igen blev anholdt, sålede at andre kunne gribe ind og kigge myndighederne over skuldrene. Men på den anden side tiltrak jeg ravl og krat, som de to førnævnte minus-individder, der udsatte mig for psykisk vold, selvom jeg ikke kendte dem på forhånd og aldrig havde henvendt mig til dem. De to forbandede svin havde bare lyst til at trampe på mig, men en dag var det mig, der trampede på dem - i den virkelige verden.

Flygt fra Danmark

Havde jeg haft mit pas og ressourcer til at flygte fra Danmark, havde jeg gjort det for længst. Danmark var under overfladen et perverst og ulækkert land, hvor de fleste var egoister og ignoranter. Der var langt flere danskere, der havde forvoldt mig skade end det modsatte, danskerne elskede at sparke nedad og de var både arrogante, retarderede og samvittighedsløse. Så fuck dem og fuck Danmark. Jeg håbede, at Putin ville atombombe dette syge og korrumperede, smålige jantelovsrige. Jeg håbede, at svin som mine bødler og "Thommas Larsen", samt HSLF, kom til at brænde ihjel i varmen fra paddehatteskyen. Gerne sammen med mig. Jeg var ligeglad, så længe jeg fik hævn over umennesker, der havde ødelagt mit liv og fornedret mig. De skulle alle brænde.

Facebook-grupper

Der var som sagt mennesker, jeg havde lært at kende på Facebook, som havde reddet mit liv. De pågældende havde for de flestes (men ikke alles) vedkommende været offer for psykiatrien. Problemet var bare, at rigtig mange andre i en del Facebook grupper, der henvendte sig til psykiatriens ofre, desværre var skøre, paranoide, vrede på alt og alle, og hadede de ofre, som på den ene eller anden måde havde klaret sig bedre end dem. Det var en jantelov for ofre; jeg skulle f.eks. ikke tro, at jeg var et offer. Jeg havde ikke lov til at tro, at jeg faktisk var psykisk rask og altid havde været det. For rigtig mange var reelt psykisk syge, de var ikke som jeg sluppet for tvangsmedicinering, de kom aldrig ud af deres førtidspension, de havde opgivet alt og derfor skulle jeg ikke komme og tro, at jeg var noget.

At det ville lykkes mig at slippe ud af min fejldiagnose, at jeg havde lov til at stræbe efter et normalt liv, som det normale menneske, jeg var. Disse hadske ofre hadede alle, det var gået bedre for end dem. Der var enkelte, som heller ikke havde været psykisk syge eller personlighedsforstyrret eller som havde fået en åbenlys fejldiagnose, og det var kendetegnet for dem, jeg havde lært at kende på de sociale medier. Men de fleste andre måtte jeg undgå, for jeg gad ikke at blive konstant mistænkeliggjort eller lagt for had, bare fordi jeg faktisk var psykisk rask, ikke indbildt rask, men reelt rask og fordi jeg sagtens kunne klare mig selv. De kunne de fleste ikke holde ud, når nu de var syge og havde behov for psykiatrien.

Så der var ikke noget fællesskab for mig på de sociale medier. Og jeg gad sgu ikke at skulle forklare og forsvare mig hele tiden. Jantelovsrytterne måtte dyrke deres had mod de raske og mod alle psykiatriens ofre for hvem der havde klaret det bedre end dem sel. Denne pøbel måtte tro hvad den ville om mig. Hvad de fjolser mente eller ikke mente i deres hadske ignorance ragede mig ikke en høstblomst. Jeg skulle ikke forklare eller forsvare noget som helst; det var ikke min skyld at alt dette var sket, det var mine bødlers skyld og de hadske svin på Facebook kunne bare spørge dem, hvad fanden de havde haft gang i. Modsat Facebook-bærmen, havde jeg haft nosser til at skrive de fulde navne på samtlige bødler offentligt. Jeg var ikke bange for hverken dem eller for Facebook-tosserne.

Der var intet fællesskab for mig. Og det gjorde mine bødlers forbrydelse endnu værre og den straf de ville få endnu hårdere. Det, der skildte mig og en del af de mennesker på Facebook, jeg vægtede så højt fra Facebook-haderne var, at jeg og vi havde videreformidlet vores vidnesbyrd i samlet tekstform. Facabook-haderne havde hverken evner og ressourcer til det samme. Det eneste de kunne finde ud af, var at trolle og nedgøre andre. Mit liv var alt for kort til at jeg skulle spilde tid på at overbevise idioter på de sociale medier. Når Facebook engang lukkede og al data forsvandt, så ville Facabookkrigerne miste alt, men min tekst og min bog ville bestå. Det var min egen svaghed at jeg faldt for tosser på de sociale medier, der trollede mig, så det måtte jeg arbejde med at undgå.

Det kunne jeg ikke klandre andre for. Og selvom det var usansynligt at jeg overlevede dette mareridt, så ville jeg - i tilfældet af det modsatte - i den resterende korte del af mit liv være ligeså egoistisk og modbydelig mod andre, som de svin havde været overfor mig. Det gjalt om at være det største, mest kyniske og mest samvittighedsløse svin i Danmark. Det var sådan monstre som Gitte Ahle og Egill Rostrup havde fået så stor success. Man skulle svindle, manipulere, sprede falske rygter, lyve og ødelægge alle andre, som de havde gjort. Så vandt man. Jeg ville ønske, at jeg var psykopat som dem. Alt ville være meget lettere i dagens Danmark.

HSFL

Jeg havde en uimodståelig trang til at opsøge HSFL med det samme. Det var enormt svært at modstå. Jeg havde utrolig stor lyst til at gøre vedkommende ondt. Jeg var blevet devalueret og fornedret af svin som ham i så mange år, at det var umuligt ikke at give igen længere. Hvis det blev for meget, så ville jeg tage afsted. Det var det værd. Det ville være så tilfredsstillede at lukke munden på ham på den hårdest tænkelige måde. Jeg havde intet at miste, og jeg ville give de svin, der skadede mig igen. Hvis det blev værre hen ad aftenen, så tog jeg afsted. Jeg havde så stort behov for gengæld og jeg havde alligevel intet af se frem til.

Efter i dag stod det lysende klart for mig: Jeg skulle hjælpe de få, der havde hjulpet mig med alle mine kræfter. Det skyldte jeg dem. De havde reddet mit liv. Resten af befolkningen: Fuck dem. Svin som "Thommas Larsen" og HSFL. De skulle brænde. Det handlede om at mele sin egen kage i dette syge land og samtidig skade alle andre mest muligt. Jeg ville ønske, jeg havde snydt, bedraget og fejlbehandlet mine patienter. Så havde jeg trods alt fortjent lidt af det, jeg var udsat for nu. Jeg ville ønske, at jeg havde brugt vold fra starten af. Vold med døden til følge gav vist højest 8 års fængsel. Jeg havde kun brugt ord, i desperation, efter alt andet var afprøvet, og jeg var blevet straffet langt værre. Ord var farlige, sagde Karoline bebredjende til mig i Middelfart. Ja, men vold med døden til følge var farligere og alligvel var mine ord blevet straffet hårdere. Jeg ville ønske, jeg bare havde brugt vold fra starten af, ikke spildt tiden med ord og dokumentation. Så havde jeg haft det langt bedre med mig selv i dag. Og så havde jeg også fået et langt bedre forsvar. Advokaterne gad sgu ikke rigtigt noget, der var lidt omfattende. De var mest til død og spektakulær vold, der kom i medierne. Peter Lundin og den slags.

Stenbroens jurister, Projekt Udenfor etc.

Fuck Stenbroens jurister og Projekt Udenfor, fuck alle den slags klamme tiltag med klamme menensker. De var intet værd, når det kom til stykket. Fuck alle de tosser, der troede de havde ret og indsigt til at give mig "gode" råd, som ikke var gode, og som jeg havde prøvet samtlige af uden held allerede. De kloge mennesker, der troede de kunne give mig råd om noget som helst, havde aldrig været udsat for noget, der bare mindede tilnærmelsesvist om det, jeg havde udsat for i knapt ti år nu. De havde alle noget at leve for, de havde alle familie eller en fremtid, ingen havde lidt de afsavn, jeg havde, ingen forstod hvordan det var at være i min situation, og derfor kunne jeg ikke bruge deres råd til noget. De var nedladende fjolser. Jeg havde brug for helt simple og konkrete ting, men ingen gad hjælpe mig med dem; man alle elskede at bruge tid på at komme med latterlige tosse-råd. Det kunne man sagtens finde ud af. "Du skal da bare se at få en kæreste og et job", var der forleden én, der rådede mig til. Hvor dumt var det ikke at sige det! Som om jeg ikke ønskede, vidste og havde forsøgt præcis det flere gange allerede? Idioter uden forståelse, intet andet. "Du skal bare". Alt var så let for ignoranterne.

Ondsindede rygter

En dag ville alle retsdokumenter, retsbøger, al dokumentation, det hele være frit tilgængeligt og så ville de ondsindede rygter, perfide svins dumme kommentarer, chikanen fra PSP-samarbejdet og meget andet forstumme. Jeg vidste, at jeg, når alt kom til alt, havde handlet så korrekt, som det var menneskeligt muligt mine påtvungne vilkår taget i betragtning, jeg havde intet andet kunne gøre, og hvis jeg havde haft det, så havde jeg aldrig offentligt noget som helst. Men jeg VIDSTE, at jeg havde mit på det tørre. Og jeg VIDSTE, at det ville gå op for de ondskabsfulde svin, der åbenbart spredte rygter om mig online. Jeg havde vitterligt intet at skamme mig over, jeg vidste, at alt ville komme frem i lyset og jeg vidste også, at når det skete, så ville de umennesker, der havde fejlvurderet mig totalt og spredte rygter, få et alvorligt problem. For de vidste jo stort set intet af fakta. Og hvis jeg levede til den tid, ville jeg sørge for at alle menensker i Danmark kom til at kende dem og hvordan de som de ignorante svin de var, havde taget så meget fejl og bidraget til at skade mig enormt. Alle skulle vide, at de var det laveste af de lave, en klam pøbel, der sikkert bag deres PC i anonymitet var modige, men ikke var det i virkeligheden.

Kun døden tilbage

Jeg havde forudset hvordan det kom til at gå for længe siden. Jeg havde advaret om det i flere år, lige siden fejldiagnosen i 2015 (jf. mail til praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær af 27. september 2015, hvor jeg fremlagde min bekymring over hendes fejldiagnose, samt det faktum, at hun ikke ville begrunde eller forklare hvorfor hun mente det overfor mig). Ingen havde lyttet. Jeg havde allerede dengang vidst, at Camillas fejldiagnose var en dødsdom. Alt, jeg havde gjort, var Egill Rostrups og hendes skyld. Nej, jeg fortræd INTET. Absolut intet som helst. Det var især de to, der ikke havde givet mig noget valg. De havde givet mig en dødsdom på et falsk grundlag. Det havde mentalundersøgelsen fra i år givet alle endegyldigt bevis for. Nu vidste alle derfor også at Camilla Elvekjær havde givet mig den værste psykiatriske fejldiagnose og at hun havde tvunget mig alt, jeg efterfølgende havde foretaget mig. Det var for sent for mig at få et liv. Det havde hun og Egill Rostrup bestemt. De havde løjet til Styrelsen for Patientsikkerhed om mig. Sad de i fængsel nu? Havde de mistet alt og var hjemløse nu? Selvfølgelig ikke. Nu var der kun døden tilbage. Det gav mig ro og vished. De to havde kastet mig ud i dette mareridt. De var sluppet godt fra det. Og ingen advokater havde gidet at hjælpe mig. Nej, jeg vidste, at jeg ikke skulle skamme mig. Jeg havde gået rettens vej i flere instanser og klaget i år efter år. De skulle have gjort noget. Jeg kunne ikke, det var ikke op til mig. Derfor var jeg ligeglad med alle sladderkællingerne op nettet.

Jeg havde med mine allersidste mentale kræfter skrevet en sms til en anden advokat vedr. at overtage sagen fra Karoline. Vedkommende havde svaret og ville vist undersøge sagen. Hans tilbagemelding var det sidste håb. Han var kendt for at være meget grunding og gøre alt det, som politiet nægtede, selvom de skulle. Hvis han tog sagen, ville han sørge for at alt kom frem, så jeg fik mit navn renset endegyldigt og slap for chikane og rygter både online og i den virkelige verden.

Trøstesløshed og hvad med i morgen?

I morgen ville blive rædselsfuld, præcis ligesom i dag, bare en smule værre. Det vidste jeg allerede nu og alene tanken om at skulle rådne op i ensomhed, uvished og håbløshed i morgen, gav mig selvmordstanker. Det sluttede aldrig. Det var en dødsspiral og alle så passivt til. Der skulle SÅ lidt til, men tilskuerne elskede at se mig lide og langsomt dø. Torturen kunne kun finde sted, fordi alle var ligeglade eller gjorde det værre og fik PSP-idioterne til at stalke og sygeliggøre mig. Jeg håbede og bad til at alle myndighedespersoner og selvfølgelig mine bødler, ville ende i min situation. Eller det menneske, de elskede mest. Ja, den person, de satte over alt andet, skulle tvinges ud i min situation og myndighedspersonerne skulle tvinges til at være passive vidner til deres behandling.

De personer, der var skyldige i den tortur, jeg var udsat for nu, var så onde og syge, og deres forbrydelse så livstruende for mig, at de fortjente det værste. De havde i næsten ti år til hver tid med et enkelt opkald kunne have stoppet torturen af mig. Men det havde ingen gjort. Deres tavshed var skyld i at jeg led ubeskriveligt.

Nej, I forsår mig virkelig ikke

Nogle påstod, at de forstod mig, at det var vigtigt at tjekke e-boks og den slags, men det passede ikke. De forstod virkelig ikke hvordan det var at leve på bunden af samfundet i årevis og tvinge sig til igen og igen i år efter år at tjekke e-boks og læse den ene negativt livsomvæltende mail efter den anden fra myndighederne i en grad, at man til sidst ikke kunne få sig selv til at tjekke noget længere. For når man var rigtig hjemløs, tiltalt i flere år, uden slutdato og uden noget som helst incitamnt til at udsætte sig selv for mere psykisk vold i e-boks og når man i den situaiton uden håb og med kroniske selvmordstanker VIDSTE, at den næste negative besked i en e-boks med garanti ville resultere i selvmord, så tjekkede man ikke e-boks. Nej, det var der ikke nogen, der forstod og påstod man det, så tog man fejl. Så havde man det selv så godt og sad selv så sikkert i det, at det ikke betød det store for en selv at tjekke e-boks. Men det gjorde det for mig, og det var en naturlig følge af hvad jeg havde væert udsat for.

Letkøbt belæring

At være bedreviddende og belære mig om vigtigheden af at tjekke e-boks, var bare så letkøbt og nedladende. Jeg vidste jo bedre end nogen, hvor vigtigt det var at tjekke e-boks. Derfor havde jeg tvunget mig til at gøre det i år efter år efter år indtil jeg ikke kunne mere. Men alt det var ligegyldigt. Jeg havde nemlig bedt advokat Karoline om at varetage de vigtigste kontakter til myndighederne og jeg havde bedt myndighederne om, at de skulle kontakte Karoline. Alt sammen, så jeg slap for at ekspornere mig for e-boks og psykisk ubehag, som på nuværende tidspunkt kunne være fatalt for mig. Det var en god løsning, syntes jeg. Men så mistede jeg kontakten til Karoline og alt var herefter spildt. En væsentlig årsag til den afbrydte kontakt var den retraumatisering som socialpøgagogerne på Saxenhøj udsatte mig for ved at sygeligøre, klientgøre og ydmyge mig. Jeg havde skrevet det, som det var dengang: Socialpædagogen genaktiverede min PTSD og jeg fik efterfølgende mareridt og flashbacks fra alle de overgreb, jeg var blevet udsat for at myndighederne gennem årene. Overgreb, som fandt sted fordi jeg var blevet sygeliggjort på et falsk grundlag og løgne. I samtalerne og omgangen med socialpædagogerne vendte det hele tilbage og jeg blev desperat, for jeg orkede ikke mere fornedrelse og mere tvang og umydniggørelse.

Og jeg havde forgæves forsøgt at få Karoline til at gøre noget, indtil jeg fik undgåelsesadfærd overfor hende også. Hendes ligegyldighed, bagatellisering i irritation på mig hjalp heller ikke på det.

Hvad skulle man så have gjort?

Igen handlede det om et minimum af omtanke og indlevelsesevne. Indtil højest en uge efter mentalerklæringen - eller bare det foreløbige resultat - var klar, skulle politiet og anklagemyndigheden sørge for at forholde sig til den, hvorved de fleste tiltalepunkter ville bortfalde. Det skulle man straks meddele Karoline, som straks skulle informere mig om det. Samtidig skulle Styrelsen for Patientsikkerhed med det samme starte generhvervelsesprocessen, så jeg fik min lægeautorisation igen. Også det skulle meddeles Karoline og derigennem mig. Når jeg havde rådnet op i over ni år som følge af konsekvenserne af fejldiagnoserne og mistet alt, så skulle man skynde sig at gøre alt dette. Det handlede om håb. Havde jeg haft det, var intet af det, der skete efter løsladelsen sket. Alle - og mest mig - kunne have været sparet for en masse bøvl og lidelse.

Hvad man gjorde

Selvfølgelig gjorde man det værst tænkelige: Man løslod mig til gaden i Middelfart, uden så meget som en fucking returbillet til København. Derefter rådnede jeg fortsat op og blev umyndiggjort og fornedret i uvished og uden slutdato eller håb. Pisset på af taber-socialpædagoger med deres vrangvillighed og anbefaling af ressourceforløb og deres afvisning af indskudslån, når jeg alligevel "var tiltalt og skulle i fængsel" igen. Og man fik PSP-netværket til at chikanere og stalke mig. Altså den eksakt samme situation, som havde resulteret i, at jeg blev så desperat, at jeg blev fængslet. Jeg skrev præcis, at dette ville ske før, jeg blev fængslet og ingen rørte en finger, heller ikke Karoline. I SELVE fængslet skrev jeg et brev til politiet, anklagemyndigheden og politikerne, hvor jeg forudså hvad, der ville ske, når jeg blev løsladt til teltet igen, nemlig at jeg ville gøre nøjagtig det samme, som fik mig fængslet. Og derfor ville jeg hurtigt efter løsladelse blive fængslet igen. Alt dette var enten sket eller ville ske. Fordi nogle fucking idioter ikke gad at lytte til mig. Dette var Danmark. Et sygt og ondt land med syge og onde mennesker ansat i det offentlige.

Håbløst

Det var håbløst. Jeg rådnede op, jeg havde intet hørt fra nogen advokater og jeg havde ikke talt med et andet menneske i mange uger. Selv det at tænke på at føre en samtale gjorde mig mentalt udmattet og opgivende nu. Det, at tale, var i sig selv en uoverkommelig udfordring. Jeg vidste, at desperationen og selvmordstankerne ville sætte ind i løbet af aftenen med tiltagende styrke. Det var min trøstesløse situation, der forårsagede selvmordstankerne. Min situation var påtvunget mig af mine bødler, som ville tvinge mig til at begå selvmord. Og alle lod det ske. Jeg var heldigvis ret træt, så jeg ville forsøge at sove selvmordstankerne væk. Der var ingen større ondskab end at fastholde mig i en fastlåst og socialt ekskluderet position. Mine bødler og myndighederne kunne så let som ingenting bringe torturen til ophør. Men det var ingen interesserede i, for det var selve deres hensigt.

Træning

Jeg trænede biceps, triceps og mave i dag. Udover det, rådnede jeg op. Der var ikke ét enste menneske, der kunne sætte sig ind i hvor forfærdeligt det var. Og ingen, der forstod at mit altoverskyggende problem var at Styrelsen for Patientsikkerhed og retsvæsenet havde udsat mig for flere alvorlige justitsmord. Jeg kunne skrige i frustration over, at alle insisterede på, at jeg havde behov for socialpædagoger eller den slags idioter. Jeg havde kun brug for min autorisation og for ikke at blive livsfarligt chikaneret af retsvæsenet på løgne. Men det fattede ingen.

Gammel optagelse - 2014 1

I 2014 blev jeg af uddannelsesansvarlig overlæge Ulla Brix Tange tvunget til at sygemelde mig, hvis jeg ikke fik merit for den såkaldte 4. årsregel. For den havde jeg uforskyldt overskredet, takket være svindler-overlæge Egill Rostrup. Det betød, at jeg ikke kunne blive speciallæge i Danmark og derfor gad Ulla ikke bruge tid på mig. Jeg fik ikke merit og blev tvunget til at sygemelde mig. Enten var det Ulla Brix Tange eller også læge Kristine Chemnitz, der ringede til praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær og bildte hende ind, at jeg var syg. Jeg havde fået dette oplyst, men kunne ikke huske, hvem af de to, der ringede og løj om mig.

• https://drive.google.com/file/d/1SMRUFb_NYA_RP1PurXWzG7u8YzqXBx2i/view?usp=sharing

Gammel optagelse - 2018

Den 16. maj 2018 lavede jeg denne optagelse før jeg i byretten i Glostrup blev idømt det første justitsmord, takket være lægerne Camilla Mie Elvekjær og Egill Rostrup. På optagelsen forudser jeg, at man vil tvangsmedicinere mig med antipsykotisk medicin, selvom jeg på ingen måde var eller er psykotisk.

• https://drive.google.com/file/d/1fkul_Iby9h7D8a1-yV6Zgb9fqEv82IF2/view?usp=drive_link

Gammel optagelse - 2014 2

Jeg lavede denne optagelse efter en døgnvagt på onkologisk afdeling. Der var fuldstændigt forrykte arbejdsforhold på afdelingen, jeg fik ikke den nødvendige oplæring og da jeg venligt bad om det, blev overlæge Ulla Brix Tang rasende på mig. Jeg var eneste læge på afdelingen om aftenen og natten, og det var en stor afdeling med 5 afsnit på forskellige etager. De fleste yngre læger var også stærkt bekymrede for de uansvarlige forhold. Jeg lavede aldrig nogen fejl, men kun fordi jeg var ekstra grundig og hårdtarbejdende. Ulla Brix Tange var aldeles rædselsfuld og hævngerrig. Et virkeligt ondt menenske, som bare ville have mig væk fra afdelingen, uanset på hvilken måde. Jeg havde arbejdet sammen med utallige kvindelige læger, og aldrig haft problemer af nogen art (tværtigimod i flere tilfælde), så det var ikke en tendens for mig at møde de få udbrændte og skruppelløse kvinder, der som Camilla, Gitte og Ulla (begge to) hadede mænd, det var bare sådan det var og der var den slags i systemet. Der var også psykopatiske mandlige læger, men det var lettere for mig at håndtere dem og de skabte sig aldrig på samme måde som deres kvindelige modstykker.

• https://drive.google.com/file/d/1NpyWS4SQqFfKZJPhsT0bYsLifGQD3gJs/view?usp=sharing

Når omverdenen en skønne dag satte sig ind i min sag, ville man tabe næse og mund. Man ville blive chokeret over hvor vanvittigt et justitsmord, der var tale om. Justitsmord i ordets sande betydning, ikke justitsfejl eller uheld, eller i den udvandede betydning det oftest blev anvendt, men et bevidst justitsmord, begået af mine bødler, der alle som én hele tiden udmærket havde vidst, at jeg aldrig var tilnærmelsesvis psykotisk, og som med fuldt overlæg havde misbrugt retsvæsenet til at chikanere mig ihjel.

Og retsvæsenet havde velvilligt ladet sig misbruge. Når det var gået op for omverdenen hvad, der faktisk var hændt, så ville det rydde alle forsider. Og indignerede borgere ville skrive læserbreve om hvordan pokker det kunne ske, uden at nogen som helst havde grebet ind og stoppet det. Man ville være chokerende over, at politiet og anklagemyndigheden, samt de resterende myndigheder, havde haft dokumentation for mine påstande og mine bødlers overgreb i hænde hele tiden og ligefrem havde ignoreret eller kasseret de objektive beviser, jeg havde overgivet til politiet. At politiet havde undladt at registrere mine relevante anmeldelser og nægtet at modtage dem.

Man ville også som myndighed eller politiker stå klar ved håndvasken og bortforklare ens bevidste passivitet og ligegyldighed. Når omverdenen ikke kunne forstå, hvordan det kunne være, at ingen af de indtil videre seks forsvarsadvokater havde rørt en finger, ville Advokatsamfundet komme med en apologi og hurtigt lægge det bag sig. Når journalisterne spurgte Dommerforeningen hvordan det kunne være, at jeg flere gange var idømt en behandlingsdom for noget alle vidste, jeg aldrig havde fejlet og når man spurgte hvorfor dommerne ikke havde forholdt sig til de psykiatriske speciallæger, der allerede før første retssag var tilgængelige og som konkluderede, at jeg var psykisk rask, så ville Dommerforeningen, som den plejede undskylde sig med, at man bare gjorde som Retslægerådet dikterede.

Alle ansvarlige aktører ville foregive uvidenhed om skandalen; men jeg vidste. at alle havde fået min dokumentation og ignoreret den. Så det var ren skuespil og hykleri. De få, der først havde læst dokumentationen, erfaret at noget var helt galt, men bevidst ignoreret den og mig, vidste godt at. de løj og at jeg vidste, at de løj. Det var Kejserenens Nye Klæder. Det var Danmark. Når det kom til stykket, var hele Danmark skyld i mishandlingen af mig og at mit liv var ødelagt og spildt på andres bevidste løgne. Alle mand for sig selv. Egoisme, samvittighesløshed og fejhed, det var normen i landet. Havde jeg kunnet flygte fra det ulækre, syge og onde land, havde jeg gjort det for længst.

Lagerskabet

Jeg var nødt til igen at tage et smut til København, for at aflevere og hente ting fra mit lagerskab. Det var blevet tiltagende varmt igen, solen var skarp, men der var heldigvis en kølig brise. Jeg fik en knude i maven, da jeg skulle købe billet til toget. Det var vanvittigt dyrt i forhold til mit budget, men der var ikke så meget at gøre ved det. Mens det altid smukke danske landskab susede forbi, sad jeg og slappede af. Ankommet til København tog jeg bussen ud til Amager. Kort efter jeg havde sat mig, kom en yngre kvinde pludslig hen til mig ved mit sæde helt forrest i bussen, sagde "hej Kjeld" og smilede til mig. Hun var én, jeg kendte fra gamle dage.

På café

Min fremtoning var som sædvanlig upåfaldende, tøjet var som altid rent og i god stand, jeg var soigneret og havde været i bad, som jeg gjorde hver eneste dag, og man kunne ikke spå nogen måde se, at jeg var hjemløs. Vi faldt i snak og hun spurgte, om vi ikke skulle drikke en kop kaffe. Jeg indvilligede, og vi stod af bussen og satte os ind på en uprætentiøs cafe for normale mennesker. Hverken da jeg så hende eller talte med hende, var det akavert og jeg var ikke flov eller nervøs. Hun ville gerne give, men det var ikke den måde, jeg rullede på, jeg var blevet fornedret rigeligt og i forhold til togbilletten var en enkelt kop kaffe en ubetydeligt udgift, så jeg bestilte og betalte, vi fandt et bord i skyggen i den lille hyggelige gård, hvor de fleste andre gæster også sad, og begynte at tale sammen.

Normal blandt normale

Der sad to mænd ved siden af os på bænken, de var nok 10 - 15 år ældre end jeg, og det fremgik af brudstykker af deres samtale, at ihvertfald den ene af dem var læge. Jeg fik en kraftig længsel efter at deltage i deres lægefaglige samtale, selvom mit bekendskab var meget vigtigere for mig at tale med. Hér befandt jeg mig på en cafe, hvor andre normale mennesker også sad og overfor mig sad et normalt menneske, som jeg kendte, og ikke én eneste kiggede skævt til mig. Samtalen forløb som når to normale mennesker, der ikke havde set hinanden i lang tid, mødes og fik talt om alt, der var passeret siden sidst. Det var ikke mig, der spillede rask og normal, jeg dissimulerede ikke, jeg var fucking normal og havde uændret intakt funktionsevne på samtlige planer, bio-psyko- og socialt.

Normal, men stalket af PSP-samarbejdet

Hér sad jeg altså og kunne opføre mig som den, jeg var og altid havde været. Men samtidig blev jeg jagtet af PSP-samarbejdets lakajer, de usle og ringe sladderkællinger og socialpædagoger, der konstant spredte rygter om mig og sygeliggjorde mig. Det var to vidt forskellgie verdener: Min, hendes og de fleste andre menneskers normale verden og så det parallelunivers af vrangforestillinger og løgne, som PSP-samarbejdets aktører i psykiatri, kommune og politi befandt sig i. Det var så absurd, at det var en film værdig.

Ikke talt med nogen i uger

Hun og jeg sad og talte sammen i omkring en time, nærmest uden pauser. Det var fantastisk at tale med et normalt menneske, der vidste, at jeg var normal og som behandlede mig derefter. Hvis man ikke selv havde prøvet at blive sygeliggjort og klientgjort af - senest - klamme socialpædagoger, så var det svært at forestillie sig følelsen af at blive talt til og opfattet som det, man var og altid havde været, fucking normal. Jeg fotalte hende, at hun var det første menneske, jeg havde snakket med i over en måned. Ikke bare snakket med, men talt med, brugt min stemme overfor. Faktisk var hun det første normale menneske, jeg havde talt med og haft en ligeværdig samtale med siden februar i år.

Hun sagde, at hvis hun ikke havde talt med andre en hel dag, så ville det være meget mærkerligt for hende, det ville være direkte ubehageligt og det var meget sjældent forekommet. Hun spurgte mig, om jeg så gik at snakkede med mig selv, ligesom hendes farmor. Jeg lo og sagde, at det gjorde jeg absolut ikke og tænk hvordan omverdenen ville misforstå mig, hvis jeg gjorde. Jeg skrev dagbog i stedet, men det sagde jeg ikke til hende. Hun skulle nødig læse den.

Befriende!

At tale med hende var befriende, det var ligesom at trække vejret første gang efter at have holdt det i uger og været kvælningsdøden nær, det var ligesom at rejse sig og gå, efter at havde ligget ned meget længe, følelsen var ubeskrivelig, det handlede ikke om, at hun var kvinde (det var ihvertfald ikke det vigtigste), det handlede om at tale med et andet menenske, der ikke var ansat i det offentlige, der ikke var nedladende og formynderisk, der ikke sygeliggjorde og klientgjorde mig og som behandlede mig som noget, jeg aldrig havde været, det var skønt, det lindrede og jeg kunne leve på den sociale saltvandsindsprøjtning meget længe. Jeg var ofte blevet enormt udmattet af at tale med visse personer og jeg troede, at det var sådan for alle; men det var ikke tilfældet med hende. Så måske var det bare de forkerte mennesker, jeg havde talt med og som var så belastende, at de udmattede mig?

Svømning

Jeg havde altid badebukser, svømmebriller og håndklæde liggende i min sportstaske og nu hvor jeg alligevel var i København, kunne jeg lige så godt tage en svømmetur efter min bekendte og jeg havde skildtes. Så det gjorde jeg. Jeg fik lyst til at søge værelse igen efter mødet med hende, mine basale behov var dækket, ligeværdig og meningsfuld social kontakt og fysisk aktivitet, så for første gang længe kunne jeg for alvor fokusere på boligsøgninen.

Vanvittigt justitsmord

Jo mere Saxenhøj forsorgshjem og hhv. den homoseksuelt prostituerede samt den hjerneskadede socialpædagog kom på afstand, og især efter mødet med min bekendte, stod det mere og mere klart for mig, hvor alvorligt et justitsmord, jeg var blevet og stadig blev udsat for. Det var gaslighting udført af staten og med mange ukritiske og forråede offentligt ansatte som udøvere, der var tale om. Man gjorde alt for at bagatellisere og nedtone justitsmordet, men det kunne man jo ikke i længden, det var så grotesk og så vildt, at det ville få alvorlige konsekvenser for de virkeligt ansvarlige på et tidspunkt. Region Hovedstadens Psykiatri troede, at man kunne lade som ingenting, at man kunne flytte Gitte Ahle til en anden stilling på et andet center, men så let slap regionen vist ikke.

Ikke nok med, at Gitte Ahle kom på anklagebænken for sin alvorlige kriminallitet mod mig, for sit grove stillingsmisbrug, men de specifikke ansatte i Region Hovedstadens Psykiatri, der i flere år havde været bekendt med førnævntes alvorlige forbrydelse og havde dækket over den, ville blive straffet hårdt for delagtighed. Der var ikke noget med, at de kunne gemme sig og deres ugerninger i bureaukratiet, for jeg havde gemt samtlige mails til og fra Region Hovedstadens Psykiatri, hvor disse skruppeløse bureaukrater hhv. djøffere var anført med deres fulde navne og stillingsbetegnelser. Jeg glemte ingen og jeg ville indtil min dødsdag retsforfølge hver og en, fra sekretæren, der havde ignoreret min dokumentation til centerchefen, jeg gav ikke et fuck for hvem de var, havde de del i mishandlingen af mig, skulle de straffes.

Formildende omstændigheder

Qua den ro mødet med min bekendte havde givet mig, havde jeg lidt overskud til at være nuanceret i forhold til mine bødler. Der var to primære bødler, Egill Rostrup Og Camilla Mie Elvekjær, og så var der resten, som ganske vidst var bødler, men som var det sekundært og fordi de bare gjorde, som de plejede. Derfor var det muligt for mig at tilgive sidstnævnte, mens det aldrig kom til at ske i forhold til Egill og Camilla. Egill Rostrup var et kapitel for sig selv, og den fidele charlatan og svindler ville jeg gemme til senere. Men Camilla Mie Elvekjær var et frygteligt menneske; efter jeg blev tvunget væk fra onkologisk afdeling af Ulla Brix Tange, kom jeg i Camillas konsulation et par gange for at få hende til at raskmelde mig så jeg kunne arbejde igen og undgå at miste min lejlighed. Og hver gang sagde Camilla bare, at jeg var paranoid og psykotisk, men uden at kunne eller ville begrunde hvorfor. Det eneste hun sagde, var det. Det havde intet med lægegerning at gøre, det var uberettiget sygeliggørelse og hun gad ikke at lytte til mig i ti sekunder, fordi hun var paranoid og udbrændt. Camilla gav mig den værst tænkelige psykiatriske fejldiagnose i blindt raseri og for at straffe mig, fordi hun i sin psykose troede, at jeg havde misbrugt hendes cprnummer og hacket FMK. Det var alt sammen løgn. Hun skulle have lyttet til mig, men ødelagde mit liv på sine løgne.

Kvindelige psykopater

Da jeg havde tabt i tre instnser og begyndte at henvende mig til hende, for at få hende til at forstå, at jeg ikke var psykotisk og for at hun skulle berigtige sin fejldiagnose, så gjorde Camilla Elvekjær det, som en god kvindelig psykopat gør, nemlig at rende til Vestegnens Politi og med sit lange blonde hår, uskyldige ansigt og krokodilletårer løj og manipulerede hun politiet til at udsætte mig for justitsmord. Det var bekymrende let for Camilla at narre politiet og udstille mig som farlig og utilregnelig tosse, selvom det aldrig var tilfældet, og hun gjorde det i ond tro for at straffe mig og for at dække sin egen ryg. Og fordi Vestegnens Politi var så enfoldige og retarderede, så lykkedes det for hende. Det samme i retten; her løj og manipulerede Camilla Elvekjær under vidneansvar og det var let for hende at overbevise dommeren om, at jeg var farlig og skør. Så Camilla Mie Elvekjær var en yderst farlig og dyssocial kvinde. Hendes kriminallitet mod mig var der intet formildende over.

Gitte Ahle

Men det var der i forhold til Gitte Ahle. Af alle. For Gitte Ahle var også blevet manipuleret og narret af Camilla Mie Elvekjær og hendes løgne. Gitte Ahle var blevet revet med i sit kroniske had til mænd og til (påståede) psykisk syge. Eller måske bare had til alle mennesker? At Gitte Ahle videreførte Camilla Elvekjærs fejldiagnose i ond tro og udsatte mig for psykisk tortur, det var, som det var. Men det var ikke Gitte Ahles skyld, at jeg endte på hendes afdeling. Det var en smule formildende. At Gitte Ahle også var stabil hadsk og arrig betød, at jeg vidste hvor jeg havde hende, selv om hun var ond. Gitte Ahle kunne ikke skjule sine følelser og derfor var det svært for hende at manipulere på samme dyssociale måde som Camilla Elvekjær, og det var formildende. Men en endog meget formildende omstændighed ved Gitte Ahle var, at hun faktisk havde god humor.

Gittes gode humor

Gitte Ahle havde - modsat til alle andre bødler - faktisk humor. Det kom sig kun til udtryk én enkelt gang og det var på min bekostning, da hun gjorde grin med mig, men det, hun sagde, var ikke desto mindre sjovt, og det gjorde hende menneskelig. Defekt, ja, men også menneskelig, og i det korte øjeblik ærgede jeg mig over, at hun var så rasende og ond mod mig. Jeg kunne have tilgivet Gitte Ahle langt det meste mishandling, hun udsatte mig for, hvis bare hun havde sørget for ikke at videreføre fejldiagnoserne og dermed underskrive min dødsdom. For selvfølgelig vidste hun, at jeg ikke var spor psykotisk. Hvis Gitte Ahle bare havde mishandlet mig og fået afløb for sit mandehad og bagefter sørget for, at jeg fik mit liv tilbage, så havde jeg sagtens kunne tilgive hende. Men det gjorde hun desværre ikke. Hvis ikke Gitte Ahle altid havde et rasende og vred udtryk i ansigtet og altid skældte ud og udsatte mig for psykisk vold, så var hun faktisk også køn. Beklageligvis ødelagde hendes had og hævngerrighed den skønhed, hun kunne havde besiddet. En ven, der besøgte mig på Gitte Ahles afdeling, havde oplevet både Gitte Ahle og Mette Brandt Christensen, og da vi efterfølgende talte om hvordan de to havde været, så syntes min ven faktisk at Mette Brandt Christensen havde været værst; han mente, at hun til forskel fra Gitte, havde været ulidelig arrogant og nedladende. Det tænkte jeg meget over.

Læge Kristine Chemnitz

Læge Kristine Chemnitz havde kastet mig under bussen, men dels havde hun også skaffet mig en plads på den og dels var jeg sammen med hende en kort periode og jeg lærte hendes gode sider at kende, hendes skønhed både uden på og inden i. Kristine var lidt ældre end jeg, i fuld gang med sin hoveduddannelsesstilling i onkologi og havde meget mere på spil end jeg . Da hun fik besked på af Ulla Brix Tange om at kontakte mig og meddele mig dødsstødet, græd Kristine i telefonen. Jeg stod i køkkenet i min lejlighed i Dronningens Tværgade, lige til venstre for køkkenskabet og med front mod døren mellem stue og køkken, da hun ringede. At hun ligefrem græd gjorde mig meget bange, det løb mig koldt ned af ryggen, jeg var chokeret i en sjælden grad, og det var hendes reaktion, der var årsagen til det, for når Kristine, som på de fleste andre områder var iskold og handlekraftig, nærmest samvittighedsløs, græd, så var det meget alvorligt. Kristine havde et meget tykt panser af granit eller stål, men dybt, dybt, meget dybt inde, havde hun et hjerte. Jeg skulle aldrig havde involveret mig med Kristine. Hun var også over mit niveau alligevel, så det var en stor fejl af os begge, men desværre gik det mest ud over mig. For alvor bebredje hende, det kunne jeg aldrig, hverken emotionelt eller formelt. Den ældre lægekollega på afdelingen, jeg på alle måder kunne bebredje, var Mogens, som var en lille intrigant luder og som mindede mig om en pædofil.

Tandproblemer - igen

Jeg havde i de sidste ti år kun været til tandlæge én enkelt gang. Det var den sociale tandpleje i Høje Taastrup og tandlægen måtte faktisk ikke yde mig gratis tandpleje, selvom jeg var hjemløs og boede i telt i Vestskoven, var ruineret og sultede, og det var fordi at jeg hverken var alkoholiker, misbruger eller psykisk syg. Det fortalte hun mig, da jeg lå i stolen. At de alligevel havde accepteret at give mig et eftersyn skyldtes, at en socialpædagog (!), Nikolaj Birkedal, havde ringet til dem og sat mig på. Nikolaj var en god socialpædagog, men hun var også ret nyuddannet og han var ikke klar over, at jeg ikke opfyldte kriterierne til tandpleje og klinikken havde ikke stillet uddybende spørgsmål om mig, fordi de regnede med, at Nikolaj kendte kriterierne. Så jeg fik allernådigst et tilsyn. Det var i 2020. Nu havde jeg problemer med tænderne igen, men selvfølgelig ikke en klink til tandlægen, jeg var ikke berettiget til gratis tandpleje og det var et enormt problem, der kun blev værre.

Underviste tandlægestuderende

Jeg børstede altid tænder mindst to gange dagligt og brugte tandtråd hver eneste dag og det havde jeg altid gjort, men det kunne bare ikke forhindre at jeg fik tandsmerter og problemer. Det ironiske var, at jeg, da jeg selv var medicinstuderende, havde undervist tandlægestuderende på universitetet, men nu ikke havde råd til et eftersyn af mine tænder. Det var absurd at tænke på, og det stillede virkeligt tingede i relief. Og jeg var den samme psykisk raske person som dengang. Jeg havde ikke været syg og var blevet rask. Jeg havde aldrig været syg.

Havde det bedre end længe

At tale med min bekendte i dag havde fået de mørke skyer til at fordampe og jeg havde det mentalt langt bedre til aften end jeg havde haft i meget lang tid. Hvis jeg bare havde mulighed for at omgåes og tale med andre normale mennesker på daglig basis, ville det betyde alverden og gøre mirakler. Det var ensomheden og sygeliggørelsen, der gjorde mig så utroligt nedtrykt og gav mig selvmordstanker. Alt dette forsvandt, når jeg var social med de rette mennsker.

Hele tiden forsvare og forklare

Jeg blev stadig udsat for mennesker, der havde gode ideer og gode råd til hvad, jeg skulle med mit liv; jeg skulle sidde bag kassen i Netto, jeg skulle i ressourceforløb, jeg skulle læse et andet fag. Det var psykisk vold og dybt sårende. Til den slags ignoranter havde jeg kun én kommentar: Fuck jer. Jeg skulle én eneste ting og det var at arbejde som læge. Intet andet. Jeg gad simpelthen ikke at forklare og forsvare mig mod nedværdigende forslag. Jeg skulle ikke forklare eller forsvare mig nogensinde igen. Jantelovsrytterne ville jeg intet have med at gøre. Ingen - især ikke, når man intet vidste - skulle spille bedreviddende, dommer eller tro, at de havde ret eller indsigt til at mene noget som helst om mig. Den slags mennesker var livet for kort til. Sagen var utrolig enkel: Jeg skulle have min autorisation igen. Det måtte myndighederne få afklaret.

Intet hørt fra advokater

Jeg havde selvfølgelig intet hørt fra nogen advokater eller myndigheder, så jeg rådnede stadig op i uvished. Måden jeg blev behandlet på var rædselsfuld. Der skulle intet til, bare lidt håb og det måtte nødvendigvis komme fra en advokat, men selvom de fik flere tusinde kroner for det, så gad de ikke. Tænk at en advokat kunne være så ligeglad. Hvad var det for nogle mennesker? De skulle kæmpe for mig, det fik de løn for, de kunne redde mit liv så let, men de gad ikke.

Ny kriminalitet for at få et svar

Det kom nu til at gå som sidste år, hvor advokaterne Hanne Ziebe og Karoline heller ikke gad at give mig et simpelt svar, ignorerede mine henvendelser til dem og lod mig rådne op. De var nedladende og forstod ikke alvoren. Det kom til at gå præcis, som jeg havde forudset for længe siden.

Lig på bordet

Det, som danske myndigheder og især Styrelsen for Patientsikkerhed ønskede, var, at der kom lig på bordet. Først når der skete et mord, som medierne skrev om, gad myndighederne, politikerne og advokaterne i Danmark at tage nogen alvorligt.

Det vigtigste i livet

Alle mennesker havde noget, de satte over alt andet. Alle menensker havde noget utroligt værdifuldt, noget unik, noget, der var uvurderligt og uerstatteligt. Det havde mine bødler også. Alle mennesker havde ret til ikke at blive totureret og mishandlet af myndighedspersoner i årevis, en ret til ikke at blive uretmæssigt sygeligtgjort og miste alt på enkeltpersoners løgne. Jeg havde ét mål i mit liv, noget jeg satte over alt andet og som jeg havde erhvervet ved ekstremt hårdt arbejde og afsavn: Lægeerhvervet. Det var ikke urimeligt af mig at ønske at arbejde som læge, når nu jeg aldrig havde fejlbehandlet nogen. At jeg tjente til dagen og vejen som læge, var ikke til skade for nogen. Det havde jeg ret til. I et retssamfund havde jeg ret til ikke at blive udsat for overgreb fra staten og ret til at arbejde som læge.

Hvad er vigtigst for dig?

Nu havde jeg mistet alt pga. mine bødler og retsstaten havde ikke beskyttet mig mod staten og overgreb. Jeg var efter mange år akut og alvorligt truet på mit liv. Jeg havde nu intet at leve for, intet tilbage og det skyldtes enkeltpersoner. Disse personer havde alt. Jeg havde aldrig taget noget fra dem. Disse personer havde hver især noget eller nogen, de elskede og satte over alt andet i livet, noget uerstatteligt. De havde et meningsfuldt liv. Uden at det havde udgjort nogen risiko for dem, havde de alligevel taget alt i livet fra mig. Bødlerne kunne give mig livet tilbage, og det kunne de havde gjort i årevis uden at risikere noget ved at gøre det selv. Det havde de undladt.

Jeg havde set hver enkelt bøddel i øjnene og jeg havde aldrig nogensinde været det mindste bange for nogen af dem. Mine bødler havde flere gange næsten lykkedes med at få mig til at begå selvmord, uden at jeg tog hævn over dem. Det ville aldrig komme til at ske nu. De ville bare ikke give mig lov til at leve. Jeg kunne ikke få et svar fra min advokat, myndighederne holdt mig hen i uvished til evig tid, uden slutdato, og alle var bange for mine bødlers magt. Bortset fra mig. På deres afdelinger havde de magten, men alle andre steder var de intet. I mørket og kulden, hvor jeg havde levet både i overført betydning og reelt, var de intet og her var det mig, der havde magt.

Jeg havde jo mailet linket til denne tekst til samtlige relevante myndigheder igennem nogle år og senest i sidste uge. Så enten fulgte de med i alt jeg skrev, eller også burde de havde gjort det. Deres valg. Min største fejl nogensinde var, at jeg kun havde brugt ord og advaret igen og igen om hvad man tvang mig til, selvom jeg vidste, at jeg ville blive straffet for det. Og jeg var blevet straffet ultra hårdt for at advare, og jeg havde fået ret. Jeg havde fået ret flere gange siden 2015 og jeg havde advaret om konsekvenserne ved at ignorere, at jeg havde ret i, at jeg var psykisk rask og at det var en dødsdom for mig med deres fejldiagnoser. Det var en enorm fejl. Jeg skulle have droppet samtlige ord lige efter fejldiagnosen og dødsdommen. Ingen gad at læse eller lytte til mine ord. Jeg havde holdt ud i knapt ti år til ingen verdens nytte.

Saxenhøj og Sakskøbing

På Sakskøbing Bibliotek havde jeg i reolen med lokalhistorie fundet en selvbiografi skrevet af en daværende forstander for Saxenhøj, Poul Gerner Nielsen (https://arkiv.dk/vis/547297). Bogen havde titlen "Gæst hos Gestapo. Vestre fængsel." og var udgivet i 1946. Det var næsten umuligt at finde biografiske informationer om Poul Gerner Nielsen, men ChatGPT kunne oplyse, at han blev færdiguddannet som læge i 1951 fra Københavns Universitet. I pågældende bog fremgik det, at han havde studeret medicin, så det skulle nok passe.

Jeg læste med stor interesse bogen, for der var både store ligheder mellem Poul Gerner Nielsen og jeg, men også markante forskelle. Lighederne var, at vi begge var uddannet læger, at vi begge havde boet på Saxenhøj og begge været indespærret i Vestre Fængsel, samt ligeledes begge skrevet dagbog fra fængslet. Forskellene var, at han var forstander, jeg beboer, han havde arbejdet som læge, jeg havde mistet denne mulighed, han var en modstandshelt, jeg kriminel, han havde ofret sig for sine medmennesker, jeg havde kæmpet for min egen eksistens og overlevelse og var blevet kriminel som følge heraf. Så i samfundets optik var jeg kasseret som affald, en paria i lægeverdenen, uønsket og udstøt af samfundet. Men årsagen var læge Camilla Mie Elvekjærs fejldiagnose af mig og konsekvenserne af, at hun nægtede at erkende at hun havde givet mig den. Poul Gerner Nielsen var reelt set en helt; han havde sat livet på spil for andre og han havde været i virkelig fare for at blive tortureret og henrettet af Gestapo. Poul Gerner Nielsens ophold i både Vestre Fængsel og Horserød havde gjort ham alvorligt fysisk syg og han havde lidt enormt i den forbindelse.

Forholdene i Vestre var anderledes ringere under krigen end under mit ophold, og alt dette betød, at Poul Gerner Nielsen havde lidt langt mere end jeg. Eneste ubetydelige fordel for Poul havde været det kammaratskab og sammenhold, der trods alt eksisterede i Vestre. Dengang var der ingen paranoide sjakaler i det store arresthus, modsat i dag, hvor flertallet havde en oprindelse uden for landet. Set i det lys, var min skæbne i forhold til hans interessant. Og jeg hverken var eller opfattede mig selv som kriminel. Jeg vidste godt, at jeg havde kæmpet for mit liv og jeg kunne dokumentere det.

Poul Gerner Nielsen var en helt og jeg var oprigtigt talt misundelig på hans selvopfostrelse og mod. Jeg havde blot kæmpet for mit liv i flere år, og selvom det var en vigtig kamp og havde sin egen værdi, så var det bare noget helt andet. Jeg var bitter over, at jeg aldrig fik muligheden for at bevise mit værd, for at gøre noget virkeligt betydningsfuldt for andre end mig selv. Jeg ville ønske, jeg under min kamp for livet havde haft overskud og mulighed for at gøre noget for andre udsatte. Men det havde jeg desværre ikke. Poul Gerner Nielsen var et større menneske end de fleste. Jeg var netop bare som de fleste, som gennemsnittet og om jeg havde potentialt til mere, fik jeg aldrig mulighed for at erfare.

Billede. Poul Gerner Nielsens personlige forhold (fra bogen "Gæst hos Gestapo. Vestre fængsel").

Billede. Den tidligere forstander for Saxenhøj blev anholdt og kørt fra Sakskøbing til Nakskov. Vejen han blev transporteret på, var den samme, som jeg havde gået så mange gange, igennem Vaabensted, men dog kun til Maribo. Hver gang, jeg passerede Vaabensted, tænkte jeg på Pastoren, som nåede at gemme sig (fra bogen "Gæst hos Gestapo. Vestre fængsel").

Billede. En anden læge, der hed Poul og havde praktiseret sin lægegerning i Sakskøbing, var Poul Haagen (https://arkiv.dk/vis/568068). Han lå begravet på den lokale og meget smukke kirkegård. Gravstene kunne fortælle en egnshistorie i sig selv, omend den selvfølgelig ikke var repræsentativ for den daværende befolkning. Jeg kiggede altid på gravstede, når jeg kom fordi en gammel kirke, og udover i Sakskøbing, var det især kirkegården, som omkrandsede den store og flotte kirke i Vaabensted. Det var de ældste gravstene, jeg fandt interessante. Dem, der lå begravet under dem, var døde for så mange år siden, at ingen sørgede over dem længere. De var blevet en del af Danmarkshistorien, som var vigtig og burde bevares for altid. Navnene var ikke det mest interessante, heller ikke instriptionerne, motiverne på stenene eller størrelsen og formen af disse isoleret set; det var det erhverv, der stod skrevet, der i kombination med alt det andet, var interessant. Hvor mange gårdejere lå begravet? Smede, håndværkere, læger, funktionærer etc.

"Hvor ligger provinsen?"

Det var varmt, meget sommeragtigt og solen brændte fra en skyfri himmel. Det var middag, solen stod højest på himlen og der var ikke "skyggen" af skygge at se i landskabet. Jeg havde investeret i faktor 50 solcreme til børn, som var alt for dyr, men nødvendig. Imidlertid prellede solcremen af på min fugtige hud, som sveden drev ned af, og jeg måtte bare skynde mig den lange vej uden beskyttelse for solen, indtil jeg endelig nåede frem til det lokale bibliotek, hvor jeg gennemblødt af sved, stod udenfor indgangen og lod som om jeg prøvede at finde mit sundhedskort, så jeg kunne komme ind i læ fra de brændende solstråler.

For jeg var ikke oprettet som bruger af biblioteket i den pågældende kommune og kunne scanne mit sundhedskort til evig tid - alternativt til i morgen i åbningstiden - og dørene ville aldrig glide til side for mig. Inden det for alvor blev påfaldende og flovt, at jeg stod og lod som om jeg havde det satans sundhedskort et eller andet sted, kom der heldigvis en mor og hendes barn ud fra biblioteket og jeg smuttede hurtigt ind, inden dørene lukkede. Det var skønt at være indendørs og jeg brugte lidt tid på at kigge på nyudgivelser på reolen. Jeg fandt en bog, der så interessant ud og hed "Hvor ligger provinsen?". Den var fra 2023 og selvom emnet var perfekt i forhold til min tilværelse gennem flere år med ufrivilligt ophold i netop provinsen, så stod der enten intet om Lolland-Falster, eller også så lidt at jeg ikke fandt det.

For hvor lå provinsen? Hvor lå Vandkantsdanmark, Udkantsdanmark, eller Den Rådne Banan? I tidligere tider, med meget begrænset geografisk mobilitet, var provinsen primært geografisk betinget. Men ikke udelukkende det. I dag var provinsen eller Udkantsdanmark mere en mentalitet, en livsanskuelse end et kulturelt fænomen, snævert knyttet til et geogrfisk område et vist antal kilometer fra de tre-fire største byer i landet. Udkantsdanmark kunne være i Hvidovre, såvel som i Nykøbing Falster. Og omvendt. Det handlede ikke længere så meget om geografi som tidligere. Selfølgelig var det stadig et reelt geografisk fænomen, men i tiltagende grad mindre og mindre.

Slette tidligere dagbogstekst?

Skulle jeg skynde mig at slette tidligere dagbogstekst, der emmede af hævnlyst og desperation, for at fremstå mere stoisk og mere sympatisk? For at undgå at overtræde dansk lov? Nej, selvfølgelig ikke. For det var min virkelighed og jeg tog ansvar for alle mine handlinger, modsat mine bødler. Samfundet og bødlerne skulle forstå, at det var alvor, at jeg mente hvert ord, jeg skrev. Jeg var ligeglad med at fremstille mig selv i et bedre lys, jeg behøvede ikke at være falsk, at lyve og manipulere. Den slags kunne bødlerne beholde for sig selv. Deres manipulation og hykleri og skuespil kunne de gemme til retten. Jeg var den, jeg var. Et normalt og uperfekt og fejlbarligt menneske, ligesom de fleste andre. Så fuck mine bødler og fuck alle dommere i Danmark. Min sag blev ikke afgjort ved en domstol. Retsvæsenet var dumpet for længst, det var defekt og uværdigt. Det var mig, der kom til at afgøre min sag og jeg afregnede direkte overfor bødlerne selv, når nu retsvæsenet ikke gad, evnede eller turde.

Ukrainere vigtigst

Danmark var et sygt og ondt land. Jeg havde stor sympati for ukrainernes kamp og jeg syntes også at Danmark skulle hjælpe flygtninge derfra. Men jo ikke på bekostning af landets egne borgere. Ikke på bekostning af mig, som desværre var dansker, uden mulighed for at flygte. Danmark postede milliarder i Ukraine og man formåede at opføre boliger på rekordtid til ukrainske flygtninge på Amager. Samtidig havde jeg sidste år og i en periode på halvandet år rådnet op i mit telt under en kilometer derfra. Jeg ville elske at få en af de boliger, men jeg var ikke fin nok og Mette Frederiksen fik ikke udlandsk annerkendelse og et NATO formandskab ved at redde mig fra hjemløshed.

Et land skulle selvfølgelig først og fremmest tage sig af sine egne borgere. Da jeg gik rundt i Ørestaden i 2023, så og hørte jeg adskillige ukrainere gå ture med deres hunde og deres barnevogne på Kalvebod Fælled. De var sunde og glade at se på, velklædte var de, de havde det tydeligvis godt, de var ikke beskidte eller iført snavset tøj, ingen af dem var gennemblødte, sultede, tørstede, blev stegt i heden, frøs i kulden eller ædt af insekter og lus. Men det gjorde jeg, hver gang jeg passerede dem på stier og veje. De så ned på mig som en andenrangsborger, mens de selv var førsterangsborgere i Danmark.

Og det lød fremmedfjendsk og småligt af mig. Men det var det ikke, og ethvert ærligt menneske i min situation ville have det på samme måde. Statsministeren sked på mig og andre udsatte. Hun parasitterede på Damnark og gav ukrainere førsteprioritet, på min og andres bekostning og hun gjorde det udelukkende for at være med i det gode selskab internationalt, så hun selv kunne få endnu mere magt en dag. Og danskerne havde ikke gennemskuet hende, eller var ligeglade. Så Danmark var ikke mit land, fuck Danmark.

Træning

Jeg trænede ben, skuldre, mave og lænd i dag.

Rådnet op

Jeg havde sommer efter sommer set hvordan andre mennesker nød tilværelsen og hinanden. Samtidig var jeg hjemløs og stigmatiseret og ekstremt ensom i en grad, at det var tortur. Sådan var det også nu og næste år, hvis jeg levede til den tid. Det håbede jeg virkelig ikke, jeg gjorde. Jeg håbede snart at få fred og slippe for mere tortur.

Det charmerende danske vejr

Ingen grund til at dvæle ved det, udover at der var mere nedbør over et længere tidsrum end normalt. Jeg blev gennemblødt og måtte søge læ flere steder, men heldigvis var det tøj, jeg var iført, i et materiale, som hurtigt tørrede igen, mens jeg havde det på. Jeg søgte bl.a. ly for regnen i et supermarket. Købte en energidrik og lidt datonedsat frokost. Jeg spurgte den ældre kvinde i kassen, om de mon tilfældigvis solgte paraplyer. Jeg var den eneste i køen. Det var desværre ikke tilfældet, sagde hun. Men hun kunne faktisk godt hjælpe mig alligevel, og så vendte hun ryggen til mig og tog noget bag reolen med cigaretter og spiritus. Det var en stor paraply i regnbuefarver, som en kunde havde glemt for flere måneder siden. Den måtte jeg gerne få. Hun var en skat og jeg takkede hende mange gange, før jeg nu bevæbnet med paraplyen gik ud i den øsende regn igen.

Tidsubestemt hjemløshed

Jeg havde ikke sovet mange timer i nat, fordi jeg lå og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre og hvordan det nogensinde skulle lykkes mig at leje et værelse. Jeg havde naturligvis intet hørt fra nogen advokater, og jeg var også lidt ligeglad. De fine advokater sad i tørvejr på deres dyre kontorer og når de skulle hjem til deres skønne familier i deres dyre villaer, tog de elevatoren ned i parkeringskælderen og satte sig ind i deres Tesla (de dyre modeller), Jaguarer eller Mercedeser og trillede hjem med et smil på læben. De glædede sig meget. Til alt muligt. Om det var dyre rejser, spændende kurser, mødet med deres kone og børn, eller deres elskerinde på et hotel, var underordnet. Det kørte for dem. Det ville det altid gøre, med mindre de gjorde sig umage for at dumme sig.

De seje advokater

Der kom flere og flere kunder i deres forretninger, altid nye kriminelle, flere kriminelle og de sad meget længere tid og begik herefter ny kriminallitet. De elskede de bevidstløse stramninger, de elskede Peter Hummelgaard og hans kroniske og rabiate vrede og hævntørst. Nogle advokater skrev artikler eller medvirkede i podcasts, hvor de foregav at kunne sætte sig ind i vores situation, de kriminelles situation. De troede måske selv på, at de sagtens kunne klare at være varetægtsfængslet og miste alt selv. De troede de var eksperter, fordi de besøgte klienter i arresthuse og fængsler. Men de ville aldrig rigtigt kunne sætte sig i vores sted og de anede ikke hvordan de selv ville reagere, når de blev nøgenvisiteret og ydmyget og celledøren smækkede og de sad alene tilbage.

Jura

Hvis man gik op i retfærdighed, gik op i at hjælpe de svageste og gik op i at anvende faglig viden i den forbindelse, så var det ikke jurist eller advokat, man skulle være. For det offentlige, herunder politiet og anklagemyndigheden, behøvede ikke at følge loven, og når myndighederne brød den igen og igen, så fik det aldrig konsekvenser for de ansatte. Dommerne havde fri bevisførelse og de kunne undlade at begrunde deres domme skriftligt og mundtligt. Alt, hvad der hed juridisk viden og faglighed var derfor totalt ligegyldig i Danmark. Derfor var det spild af tid at lære juraen at kende. Men hvis man gerne ville tjene uforskammet mange penge, så var jura og et job som advokat det helt rigtige valg. Selvfølgelig var der andet end sager mod det offentlige. Men sidstnævnte fyldte rigtigt meget og der havde borgeren ikke en chance.

Det offentlige vs. Borgeren

Ligesom et ustimuleret immunsystem begyndte at angribe kroppens egne raske celler, på samme måde brugte det offentlige enorme ressourcer på at knægte den enkelte borger, hvis sag var fejlbehandlet. Det var grotesk. I Danmark var der så få virkelige problemer, at den slags kunne lade sig gøre, at staten og myndighederne begyndte at jorde og ødelægge de enkelte borgere, fremfor at hjælpe dem og give dem den korrekte behandling. Og her spillede psykiatrien og retspsykiatrien en meget vigtig rolle. Psykiatri havde utroligt lidt med lægevidenskab at gøre. Den var primært det offentliges forlængede arm, eller knytnæve, når "besværlige" borgere skulle uskadeliggøres. Ligesom i Sojvet.

Samtlige vidner

Jeg havde anført navnene på alle offentligt ansatte, jeg havde haft tvungen kontakt til og som med egne øjne havde set, at jeg var helt normal psykisk. Hvor mange var jeg oppe på? Hundrede? Og hvor mange af disse mennesker, der havde bevidnet, at jeg var rask, havde så gjort opmærksom på dette, som de fagligt, moralsk og juridisk var forpligtet til? Ingen? Ja.

Bolig omsonst

Hvorfor skulle jeg dog bruge energi, jeg ikke havde, på at finde et værelse? Hvorfor ydmyge mig selv for at tigge kommunen om en plads på et forsorgshjem eller herberg? Hvorfor gøre noget som helst, når jeg alligevel havde en modbydelig retsag hængende over hovedet? Kunne folk ikke fatte det? Jeg havde intet som helst at se frem til og jeg havde ingen at kæmpe for, intet positivt, som berettigede, at jeg udsatte mig for mere fornedrelse eller stress. Var det svært at forstå? Det var det åbenbart. Idioter i det offentlige troede, at jeg gad at blive sygeliggjort og klientgjort blot for at komme i ressourceforløb i fucking Netto eller lignende - hvad var der galt med dem? Modsat mine bøler havde jeg arbejdet i Netto i flere år, mens de qua deres privilligerede opvækst og baggrund ikke anede hvordan det var at udføre den slags arbejde. Nej, jeg skulle være læge eller ingenting, læge eller død, læge eller rigtig kriminel.

Som jeg rådnede op nu, stod det klart, at tiden var løbet ud. Jeg anede stadig intet om noget og myndighederne holdt mig fortsat i en livstruende situation. Det var klart, hvordan det kom til at ende. En dag var der nogen, der undrede sig over den skueproces, der tog livet af mig. Hvis jeg bare begik selvmord, så ville mine bødler glæde sig og ingen ville nogensinde finde ud af deres forbrydelser mod mig.

Svømning

Jeg svømmede i svømmehallen i dag. Jeg fik svømmet ca. en time og jeg nåede den normale crawldistance og svømmede blandet stilarter og ben efterfølgende, men jeg kunne ikke mønstre nogen energi eller intensitet. Min krop ville ikke rigtig i omdrejninger og jeg var meget ufokuseret på teknikken, så min svømmestil og effektivitet var elendig. Jeg svømmede så langtsomt crawl, at en kvinde på min egen alder, som ikke ligefrem lignede en triatlet og som ikke engang havde ordentlig teknik overhalede mig i sin brystsvømning. Og modsat mig, der i dag var nødt til det, så holdt hun ikke pause. Det var meget pinligt, men jeg var for mentalt udkørt til at føle skammen, jeg registrerede det blot. Jeg var stresset helt i bund. Kroppen var udkørt og jeg havde intet mentalt overskud tilbage. Det havde varet alt, alt for længe og jeg havde intet at give af længere.

En ny dag truer

Jeg havde allerede brugt overskriften Groundhog Day, så jeg måtte nøjes med den danske oversættelse til at beskrive min situation. I morgen ville blive endnu værre end i dag. I overmorgen endnu værre end i morgen. Sådan fortsatte det og det stoppede aldrig. Der var ingen, der forstod det. Og der var især ingen, der faktisk kendte mig, der vidste, at jeg hele tiden havde været psykisk rask, der kendte mine svagheder og styrker. Det var en fatamorgana som myndighederne jagtede, der intet havde at gøre med mig og hvem jeg i virkeligheden var som menneske. Det var løgne og fejldiagnoser, skrevet og videreført i ond tro i diverse journaler, som aldrig havde været i overensstemmelse med virkeligheden. Det var så vanvittigt. Jeg havde talrige gange direkte, klart og koncist fortalt alle hvad jeg havde svært ved og skulle have hjælp til, qua min påtvungne situation. Det handlede om svær undgåelsesadfærd, forårsaget af mine bødlers misbrug af lægefaget. Men ingen ville acceptere, hvad jeg oplyste. Alle insisterede på at jeg var en anden person og havde andre udfordringer end sandt var. Det handlede om magt, magelighed og kollegialitet overfor de forlorne læger. Det var noget af den mest alvorlige psykiske vold, man kunne begå mod et menneske - i årevis i modstrid med virkeligheden at insistere på, at en person var en helt anden end det var tilfældet. Dødelig gaslighting.

Pædagogen Josefine Winther Davy

Det var den gaslighting og det falske narrativ, pædagogen Josefine Winther Davy var delagtig i. Hendes rolle ville jeg vende tilbage til.

Autobiografier

Jeg færdiggjorde den tidligere fængselsbetjent Mohammed Alis selvbiografi "Lås og slå - Bandefængslet indefra" fra 2023. Jeg havde læst første halvdel på det lokale bibliotek i Maribo og nu sad jeg et andet sted i Vandkantsdanmark og læste resten af bogen. Jeg havde læst mange biografier og autobiografier i årenes løb, og særligt efter jeg var blevet socialt udstødt, og i denne periode var den genre særlig vigtig for mig, da jeg ikke havde andre jeg kunne spejle mig i og derfor var det nyttigt at tage ved lære af andres erfaringer med at overleve og overvinde ekstreme livsvilkår og situationer.

De seneste autobiografierjeg havde læst, handlede om mænd, ikke meget ældre end jeg, som havde bestridt farlige erhverv og udviklet forholdsvis svær PTSD som følge heraf og som var blevet sygemeldt efterfølgende. Den anden autobiografi var forfattet af den tidligere politibetjent, Michael Molin. Begge forfattere var kommet videre på den ene eller anden måde og havde brugt deres erfaringer konstruktivt til at skrive vidnesbyrd, om forhold som de færreste almindelige mennesker havde indsigt i, både specifikt i forhold til deres respektive erhverv og i forhold til de generelle mekanismer ved PTSD; alt dette var nok ikke særligt velkendt, men meget relevant at få belyst og derfor kom deres erfaringer andre mennesker til gavn.

Sammenligning

Både Michael Molin og Mohammed Ali var sejere mennesker end jeg, og de havde været direkte truet på liv og førlighed og ofte i flere år. Det havde jeg ikke. Jeg havde mest af alt bare rådnet op i flere år, socialt isoleret og udstødt og udsat for at blive uberettiget sygeliggjort og klientgjort. Så det var noget ganske andet. Og livsfarligt, men på en helt anden måde. De to forfattere var begge derfor hårdere ramt af PTSD end jeg. Voldsommere belastninger, sværre sygdom. De var ramt hårdere negativt end jeg, men de havde begge til gengæld også nogle bufre, som jeg ikke havde: Nemlig gode kolleger, samt familie og børn. Mere negativt, men også mere positivt. De var hårdere ramt, men de havde noget at kæmpe og leve for, modsat mig. Og qua fireårsreglen og den nådesløse konkurrence blandt læger, havde jeg aldrig haft samme tætte og gode kolleger til at støtte mig. Tværtigimod var det kollegerne, der havde ødelagt mit liv. Og både Mohammed og Molin var top kampsports/selvforsvarsudøvere. Det var jeg ikke, jeg havde spildt mit liv på at uddanne mig til læge, forske og undervise. Og så måtte det også være terapeutisk at både Mohammed og Michael havde givet igen; begge havde ofte if. dem selv ofte forsvaret sig med fysisk vold mod deres angribere. Det måtte betyde noget. Det havde jeg aldrig kunnet. Og det var forfærdeligt at være permanent magtesløs, som jeg var. Endelig havde begge fået støtte af andre i det offentlige. De havde noget bag sig, nogen havde deres rygge, ingen havde min ryg, jeg var alene og havde været det i mange år.

Genkendelse

Jeg kunne genkende nogle af de reaktioner som følge af PTSD, som Mohammed Ali beskrev, bare i mildere form og periodevis. Mens han direkte oplevede syns- og hørehallucinationer, så var det aldrig tilfældet for mig. Men jeg kendte fuldstændig hans hyperalertness; at han blev paralyseret af angst, hvis han hørte nogen ved sin hovedør og den slags reaktioner på uvante lyde. Det med lydene var værst for mig; jeg kunne ikke holde ud at sidde på et bibliotek, hvis der var skrigende børn eller idioter, der snakkede høøjlydt i telefon eller så TikTop med høj volumen på mobilerne. Sådan var det også, når jeg kørte i tog. Når der sad en fucking nar i stillekupeen eller i et område på biblioteket hvor andre sad og arbejdede eller læste og så video med fuld drøn på volumen, så han saboterede omgivelserne, havde jeg lyst til at slå ham ihjel. Det var så nedrig, forstyrrende og egoistisk opførsel, at jeg ikke kunne have det. Desværre var det tendens i landet. Alle pissede på alle, ingen hensyn overhovedet, og jeg ville ønske at jeg var sådan. Det var langt bedre at være psykopat i dagens Danmark og sabotere og ødelægge det for alle andre.

Elskede eksseptionelle mennesker

Det var samtidig meget modigt af begge at dele eksportere deres sårbarhed og nederlag offentligt. Dels var det en måde at overvinde det på og konvertere svaghed til styrke, og dels var der ikke tale om hverken nederlag eller svaghed i de tos tilfælde; der var tale om to yderst kompetente mænd, der fysisk og psykisk var stærkere end de fleste, men som af forskellige årsager, tilfældigheder, uheld etc havde været eksporneret for ekstreme og langvarige trusler på deres liv og helbred. Alle knækkede på et tidspunkt og de havde begge holdt ud længere end flertallet ville havde været i stand til i deres sko. Jeg gad kun at læse biografier om mennesker, der på den ene eller anden måde var sejere end jeg selv og havde været udsat for mere ekstreme forhold end jeg. Jeg var fascineret af ekseptionelle individer og jeg dyrkede ikke janteloven som de offentligt ansatte gjorde i Danmark. Jeg havde respekt for alle, der kunne noget, jeg ikke kunne eller var bedre til noget end jeg, og den slags var der massere af. Jeg så op til dem og lærte ydmygt som meget jeg kunne af dem og deres erfaringer.

Ydmydhed overfor andre

Jeg fortalte meget sjældent andre mennesker hvad jeg syntes om dem, hvad der var galt med dem og hvad de skulle gøre. Med mindre de selv forinden havde gjort netop det om mig og taget eklatant fejl. Hvilket stort set alle havde. Derfor var det ekstremt provokerende når eksempelvis taber-psykiatere, taber-embedslæger, taber-socialpædagoger, taber-psykologer og taber-socialrådgivere - manglede jeg nogen - ja, taber-politibetjente og taber-anklagere, udtalte sig, eller mente noget som helst om mig, og som intet havde med virkeligheden at gøre. De skulle alle sammen lukke fissen, mænd som kvinder. Ingen anede hvem jeg var, men de ignorante kællinger (mænd som kvinder) vovede at spillede dommere overfor mig, uden at vide det midste. Psykisk vold begået af den danske stat og alle dens smålige og retarderede tjenere.

De danske dommere var vel den gruppe i samfundet, der havde mest magt? Bortset fra psykiaterne, selvfølgelig. Jeg var ligeglad med deres magt og selvindbildske autoritet og selvovervurderende attitude. For jeg var indtil videre blev udsat for justitsmord af mange af landets dommere, som i deres uendelige arrogance havde truffet de helt forkerte afgørelser. Skulle jeg så have den fjerneste agtelse og respekt for dem? Selvfølgelig skulle jeg ikke det. Jeg skulle kun have foragt for deres alvorlige fejlbehandling og forkerte domme. Det var kun i deres egen grandiøse forestillingsverden at de havde fortjent nogen særlig respekt og anseelse. Så fuck dem. Af alle de mange fejl jeg havde, var arrogance og nedladenhed overfor andre, uanset deres socioøkonomiske status, ikke en af dem.

Umuligt at få tag over hovedet

Jeg havde opgivet at få fast tag over hovedet. Jeg fik aldrig nogensinde min egen lejlighed. Lige siden lægen Camilla Mie Elvekjær, som det rædselsfulde og samvittighedsløse menneske hun var og altid ville være, havde gjort mig først fejldiagnosticeret som kronisk sindssyg og dernæst hjemløs og endelig ordkriminal, var mine dage talte. Jeg var dybt forgældet, ruineret, hjemløs, uden udsigt til et arbejde, et liv eller fremtid - primært takket være hende. Hun havde løjet og manipuleret og var et helt igennem ondt og afskyeligt menneske. Og samtidig fik hun positiv særbehandling i retsvæsenet, ligesom hendes kvindelige medpsykopater. Dansk politi, anklagere og dommere var utrolig galante overfor veluddannede, møgforkælede, kvindelige psykopater som Camilla Elvekjær og Gitte Ahle. Begge havde ikke blot fejldiagnosticeret mig og fastholdt fejldiagnoserne, de havde begge misbrugt deres stilling som læge til at tvinge mig til selvmord og de havde lige siden oktober 2021 fastholdt mig hjemløs fordi de blev tøsefornærmede over at jeg var tvunget til at offentliggøre dokumentationen for deres fejldiagnoser.

De to kvinder var mere onde end nogen mænd, jeg havde mødt. De spillede bevidst på, at de var kvinder og det var let for dem at manipulere Vestegnens Politi, anklagemyndigheden og dommerne. Det hykleri var til at brække sig over. Hvis kvinder var så gennemført onde som især de to, så skulle de da ikke havde positiv særbehandling i retsvæsenet. Hvor var det klamt, at de kunne gøre hvad de ville af ugerninger og slippe afsted med det, fordi de var kvinder. Medierne ville have folk til at tro på at de veluddannede danske kvinder havde det åh-så-hårdt, at det var så synd for dem, at de blev holdt nede og udsat for vold og voldtægt hele tiden af de onde mænd, og de stakkels puds led under mental load og bla bla bla. Hykleri og ulækker måde at skævvride virkeligheden på til egen fordel.

Kvinder blev notorisk langt bedre behandlet i retsvæsenetend end mænd, og mænd levede hårdere og blev udsat for værre forhold end kvinderne i mange tilfælde, der var flere hjemlse mænd etc. Men kvinderne ville sgu ikke have ligestilling på alle de negative områder. Kun når det handlede om at fremme deres karriere med kønskvoter i erhvervslivet ville man havde "ligestilling", men ingen kvinder ønskede kønskvoter i fængslerne, på herbergerne eller blandt brolæggerne. Hykleri fra de veluddannede kvinder, som fremstillede sig selv som stakkels ofre, så de kunne vinde endnu mere end de gjorde. De fattige kvinder pissede de veluddannede og privilligerede kvinder også på. Det handlede kun om at de forkælede og velstillede kvinder skulle blive mere velstillede og have det endnu lettere, med endnu flere privilligier. Mere positiv særbehandling, tak. Ingen ligestilling mellem mænd og kvinder i forhold til behandlingen i retsvæsenet, nej tak. Kvinder som Gitte og Camilla ville aldrig blive straffet, uanset hvad de begik af kriminalitet, i allerværste tilfælde ville de få en bøde eller en betinget dom. Rigtig ligestilling eksisterede ikke. Hvor mange veluddannede kvinder havde været tvunget til at bo som hjemløse i et telt på Kalvebod Fælled i halvandet år, eller ligenende? Ingen. Den slags var det kun mænd, der var udsat for.

I morgen værre end i dag

År efter år. Det sluttede aldrig.

Hvad troede de selv?

Jeg havde nu intet valg end at begå selvmord. Takket være den vanvittige psykopat. Hvad havde hun mon regnet med? Troede hun at jeg bare glemte dem, der havde ødelagt alt for mig?

Troede hun at hendes kollegaer ville skynde sig at berigtige hendes fejldiagnose, så alt blev godt igen, så jeg fik mit liv tilbage og hun slap afsted med sin forbrydelse?

Gitte Ahle havde ligesom Camilla Mie Elvekjær heller ikke tænkt sig at berigtige fejldiagnosen af mig. De to var ens. Dermed gjorde begge sig skyldige i det samme: De troede, at de bare kunne sende mig videre til en kollega, som så ville berigtige deres fejldiagnoser for dem, så de slap for at tabe ansigt og være tvunget til at acceptere hvad, de havde gjort.

Rigtig mange bødler

Sådan var algoritmen og det var ikke op til mig at ændre den. Dermed havde jeg heller ikke noget valg og jeg havde moralsk lov til at gøre eksakt hvad jeg end ville. Og det kom jeg også til. Algoritment tilsagde at jeg skulle begå selvmord.

Udmattet indtil knoglerne

Jeg blev tiltagende mentalt og fysisk udmattet hen ad aftenen. Jeg havde opgivet alt, jeg havde ingen motivation til at kæmpe videre og da jeg gik i gang med at gennemlæse og redigere min online dagbog fra 2021 og frem, kunne jeg ikke mere og måtte opgive og nøjes med at ligge apatisk og stirre ud i luften. Det jeg havde skrevet i 2021, da jeg forsøgte at få diverse aktører og myndigheder til at gøre deres pligt og arbejde for at redde mig, mens jeg var hjemløs og desperat, var det præcis samme, som jeg gjorde nu. Ikke dengang, ikke nu, og aldrig nogensinde havde eller ville nogen røre en finger for at redde mit liv. Det var så høbløst og nyttesløst det hele. Man ventede tålmodigt på at jeg begik selvmord, selvom man skulle gøre det, der var fagligt og moralsk rigtigt. Det gjorde man ikke.

Svømning

Jeg svømmede igen i dag. Jeg havde desværre ikke været fysisk aktiv i går, udover en længere vandretur, samt lavet kropshævninger og dips et sted, jeg tilfældigvis passerede.

Svar fra advokaten

Jeg skrev for et par uger siden til en advokat, der var bedre, altså mere grundig end Karoline Normann og modsat hende ikke bange for politiet. Han svarede i sidste uge og spurgte mig om detaljer, som jeg skrev til ham. Men han vente så ikke tilbage, så i foregårs skrev jeg så til ham: "Det var så et nej?", hvortil han svarede, at han var på ferie og desuden ikke havde ressourcer i øjeblikket. Så enten hængte jeg på Karoline Normann, der ikke gad hjælpe eller også havde jeg ingen advokat. I virkeligheden spillede det ingen rolle.

Træning

Jeg trænede ben, skuldre, mave og lænd i dag.

Advokat og bøddel Hanne Rahbæk

Jeg skrev en mail i dag til det advokatfirma hvor advokat Hanne Rahbæk var ansat, såfremt det var den rigtige med det navn. Jeg ville have det bekræftet, for det var vigtigt for mig at vide helt præcis hvem, der var Lægeforeningens advokat, som på vegne af mine bødler havde anmeldt mig til politiet med de falske anklager. Lægeforenigen og Yngre Læger stod som Cc. på mailen. Jeg ville vide, hvem der var personligt ansvarlig for at tvinge mig til selvmord. Hvis den pågældende advokat var hende, jeg ledte efter, var hun også en bøddel og kom på min mentale liste over bødler, hvor bl.a. Peter Worm Jantzen også stod.

Uudholdeligt

Det var så uudholdeligt at rådne op i uvished, at det var livstruende. Jeg ville slå ihjel, hvis det kunne redde mig fra at have det så ulideligt. Det var tortur, det gjorde mig desperat. Hvis ikke en advokat gad at informere mig om hvad der skete nu og hvis det ikke var gode nyheder, så ville det ikke gå så godt.

Jeg havde lyst til at ringe til Karoline og spørge hende hvad fanden hun foretog sig og hvorfor hun havde ladet det komme så langt ud. Det var ondskab at jeg rådnede op, mens alle så på. Det kom til at slutte nu. Hvorfor gjorde ingen noget? Det var rædselsfuldt og jeg kogte over af had og vrede.

Nye studerende

Jeg læste på nettet om alle de nye medicinstuderende, der var i ekstase over at blive optaget på medicinstudiet. Jeg kunne godt huske at det også var sådan for mig. Det var min største drøm, og ikke blot blev jeg læge, fik arbejdede så ultra hårst, at jeg fik topkarakterer, forskerede og underviste samtidig. Alt det var ødelagt af kollegers løgne. Det gjorde så ondt at vide at nogle havde smadret min største drøm uden grund. Jeg kunne ikke holde det ud.

Jeg var ligglad med hvad alle i hele verden mente jeg skulle eller ikke skulle. Jeg skulle have min autorisation igen og arbejde som læge. Jeg havde ærligt og redeligt fortjent det arbejde og Styrelsen for Patientsikkerhed nægtede mig min autorisation efter alt, jeg var gået igennem. Hvis det blev min skæbne, så måtte det være sådan. Jeg hadede mine bødler intenst. De havde sørget for at trække tiden ud i så mange år, at der intet håb var tilbage. De kunne havde stoppet det for år tilbage, nu havde de selv truffet valget.

Overlæge Ulla Brix Tange

Denne overlæge var skyld i mere end de fleste bødler. Hun var dermed også en bøddel, og en af de allerværste. Jeg havde ikke fået én eneste chance af nogen som helst; ikke af bødlerne, ikke af myndighederne, ikke af nogen læger, ikke af nogen i dette syge og onde land. Hvorfor skulle jeg så tage hensyn til mine bødler? Det skulle jeg selvfølgelig ikke. Jeg var til grin for bare at have tænkt tanken. Jeg havde udholdt helvede på jord i årevis til ingen verdens nytte; alle var totalt ligeglade, mine bødler havde forlængst glemt mig og hvad de havde gjort mod mig. Ingen hensyn. De kunne havde stoppet mishandlingen af mig og givet mig livet tilbage og så havde jeg ikke båret nag.

Håber aldrig at vågne igen

Jeg kunne ikke holde ud at rådne op længere. Jeg håbede at jeg døde, mens jeg sov i nat, så jeg slap for at rådne op i morgen og i overmorgen og for altid. Jeg kunne ikke holde det ud. Hver dag var et mareridt i ensomhed og uden mening eller håb.

Træning

Jeg trænede biceps, triceps og mave i dag. Det var en god og intens træning, og jeg var fysisk og mentalt udmattet efterfølgende. Det fik mig normalt til at falde til ro og desperationen, ensomheden og selvmordstankerne forsvandt, i det mindste i nogle timer. På det seneste var selvmordstankerne ledsaget af en uimodståelig trang til hævn, og træningen havde også kunnet få denne trang og disse tanker til at fordufte i noget tid. Men ikke mere. Ikke i dag. Når jeg bevægede mig rundt i sommersolen og betragtede alle menneskene, der var omkring mig, gjorde det ekstra ondt, så ondt at det var uudholdeligt.

Det var ikke længere noget, der skræmte mig. Jeg så i går at retspsykiater, bødlen og monstret Peter Worm Jantzen var blevet chef siden han mishandlede mig og på trods af, at hans arbejdsgiver var blevet informeret om denne mishandling. Det værste nu var ventetiden. Jeg havde utrolig stor lyst til at få det afsluttet lige med det samme. Det drømte jeg om nu. De troede de havde vundet og sad og nød tilværelsen. Ikke meget længere.

Jeg havde lidt og holdt ud i ti år, mens jeg var blevet mishandlet og ydmyget af den ene og den anden, der forsøgte at få mig sygeliggjort, klientgjort og tvinge mig til selvmord. Jeg havde holdt ud alt, alt for længe. Jeg skulle ikke have advaret dem i min naive tro på, at de ville give mig det liv, de havde stjålet, tilbage. De var selvfølgelig ligeglade. De troede jeg var tosse eller bluffede. Region Hovedstadens Psykiatri havde allerede fået deres kommunikationsrådgivere til at skrive et respons til pressen. Jeg kunne ikke råbe systemet op, mine bødler var psykopater og troede sig sikre. Karoline var arrogant og pisseligeglad som hun plejede, nedladende og syntes jeg var irriterende. Det var ikke hendes skyld grundlæggende set.

Hun var som hun plejede at være: Skuespiller, når hun på TV, i podcasts og artikler i Advokatsamfundets nyhedsbrev foregav at være indigneret på sine klienters vegne, men i virkeligheden totalt blottet for empati. Systemet havde svigtet. Jeg havde skrevet til anklager Henrik Pedersen, at jeg var ligeglad om jeg skulle dø eller livsvarigt i fængsel, bare at de stoppede det mareridt det var at være hjemløs i flere år i et telt og uden slutdato. Jeg havde advaret ham, Karoline og alle andre mange gange forinden denne mail, som kostede mig over fire måneders indespærring. Jeg havde mente hvert et ord.

Anklager Henrik Pedersen aka "Ozempic Much?" vidste, at jeg ikke var spor sindssyg og han havde fået dette bekræftet af Peter Worm Svansen forinden, men alligevel sagde han under retsmødet, at han ikke var sikker på, at jeg ikke var sindssyg. Hvad var der galt med flodhesten? Var hans øregange stoppet til af fedt, så han ikke havde hørt hvad Peter Svansen havde fortalt ham? Hvorfor løj han overfor dommer Nanna Blach? Hvad var det for mennesker? Troede de, at mit liv var for sjov? Mine bødler havde før i retten siddet og løjet overfor dommeren. De havde grædt krokkodilletårer og manipuleret alt og alle. De havde stjålet mit liv og straffet mig for deres kriminallitet.

SMS korrespondance med advokat Karoline Normann

Jeg fik endelig taget mig sammen til at skrive en sms til advokaten, hvor jeg spurgte, om der var noget positivt i udsigt, ja, nej eller intet svar, som var lig med et nej. Hun var heldigvis venlig nok til at svare hurtigt, og huun skrev bare, at hun fortsat ventede på hvilken foranstaltning Retslægerådet ville anbefale. Det var som at få et slag i ansigtet, for jeg skulle jo ikke have en foranstaltning, men straf, og desuden var det jo mig, der var ofret. Så hendes svar betød blot, at hverken hun eller myndighederne havde fattet noget som helst af sagen.

Det endelige svar

Og det betød, at der ikke var nogen udvej end selvmord. Om det blev lige på mandag var svært at sige, men det blev snart, for jeg ville ikke rådne op mere. Ingen havde forståelse for min situation, men det var ligegyldigt nu, det skulle bare overståes det hele. Der kom ingen retssat og jeg havde ikke brug for en advokat. Jeg havde bedt Karoline om at undersøge nogle meget vigtigt og relevante forhold for mig vedrørende bla. Styrelsen for Patietsikkerhed og Styrelsen for Patientklager, men det havde hun ikke gjort.

Foreslog møde

Hun forslog et møde på mandag, hvilket jeg takkede nej til. Nu var det ligegyldigt. Jeg kunne ikke holde ud at rådne op længere og jeg gad ikke kæmpe en udsigtsløs kamp. Alle var ligeglade.

Jeg havde i årevis forsøgt at få omverdenen til at interessere sig for og forstå min situation, men jeg var alene og det var ikke lykkedes.

Mette Brandt Christensen var en bøddel, men fordi jeg havde skrevet til hende i dag, var hun også fredet. Jeg ville aldrig gøre hende noget. Hun skulle ikke tro, at jeg forsøgte at presse hende eller noget. Hun var den mest fornuftige af alle bødlerne og derfor forsøgte jeg at tale fornuft med hende. Hende ville jeg aldrig genere.

Det var ekstremt at ingen forstod, hvilken situation jeg var i. Ingen løftede et øjnbryn, ikke min advokat, ikke nogen andre. Der var noget helt galt, når alle havde været tavse i så mange år. Jeg skulle ikke straffes for offentliggørelsen af dokumentation for at jeg var rask, i en periode hvor jeg var hjemløs pga en behandlingsdom uden længste tid for noget jeg aldrig havde fejlet. Hvordan kunne nogen få sig selv til at anmelde mig for det? Jeg havde ikke noget valg. Hvordan kunne man med sigtelsen fastholde mig hjemløs i tre år? Var folk sindssyge? Var der ingen, der kunne se, at det var helt galt? At jeg var ofret, ikke gerningsmanden? Hvis jeg kunne, ville jeg detonere en atombombe over Danmark, landet med befolkningen, der lod dette ske. Jeg havde intet valg: Jeg kunne ikke holde ud at leve den påtvungne tilværelse ét sekund længere. Jeg var nødt til at begå selvmord. Men så skulle mine bødler straffes først. Det kunne ikke være anderledes. Det var ikke op til mig at stoppe mishandlingen af mig. Ikke mere skriveri.

Træning

Jeg trænede i en PureGym, jeg ikke havde været i tidligere. Jeg fik en god sludder med receptionisten og så trænede jeg bryst, triceps og skulder, men primært med øvelser med kabeltræk. Jeg burde egentlig holde træningspause i dag, men jeg vidste, at det ville gå helt galt, hvis ikke jeg trænede alligevel.

Intet hørt

Jeg havde ikke fået svar fra nogen af dem, jeg havde skrevet sms'er til i går, men det var ikke så mærkeligt. Når man var en rigtig læge, der vidste at en patient havde fået en meget alvorlig fejldiagnose, der havde ødelagt vedkommendes liv, og blev venligt mindet om det, så ville alle naturligvis skrive igen og gøre noget ved det hurtigst muligt. Men sådan var psykiaterne ikke. De ville helst lade som ingenting og se deres fejlbehandlede ofre gå til og begå selvmord.

SMS til retspsykiater Peter Worm Jantzen

Jeg skrev til formiddag en SMS til Peter Worm Jantzens arbejdsmobiltelefon. Men nummeret var ikke registreret længere. Jeg havde aldrig henvendt mig til Peter privat, for det var ikke velset at gøre og selv ikke, da jeg var mest desperat af sult og tørst, havde jeg benyttet hans private mobil. Men det var jeg nødt til nu. Jeg slog ham op på dgs.dk og skrev til ham, at jeg ville ringe til ham i morgen.

Retslægerådets faste medlemmer

Jeg undersøgte hvem de faste medlemmer i Retslægerådet var, altså dem, der var psykiatere eller retspsykiatere. Jeg google dem alle, fandt dem på LinkedIn og andre steder, samt gemte deres profilbilleder og artikler og domme, de havde deltaget som sagkyndige i. Retslægerådet skulle ikke konkludere andet, end at jeg var rask og strafegnet. De skulle ikke forsøge at redde egne og kollegers ære ved at liste noget sygeliggørende ind i deres vurdering, således at de kolleger, der var mine bødler og deres eklatente fejldiagnoser blev nedtonet og alvoren dermed reduceret. Jeg vidste, at de alligevel ville gøre det, men jeg ville så kraftigt, jeg overhovedet kunne, anbefale dem at lade være, og forholde sig til fakta og virkeligheden.

Gitte Ahles mand i Retslægerådet

Jeg så til min store bekymring, at psykiater Poul Videbech nu var blevet retspsykiater på Glostrup og samtidig fast medlem af Retslægerådet. Det var en katastrofe for mig, da han og Gitte Ahle havde optrådt sammen i medierne flere gange, bare de to, samt været meget tætte samarbejdspartnere og kolleger. Dermed var hele to af de faste medlemmer i Retslægerådet 100 procent på Gitte Ahles side. Og det betød, at de ville lyve og sørge for at give hende ret, selvom hun havde taget så meget fejl, som det overhovedet var muligt. Faren for mig var, at jeg dermed risikerede en foranstaltning og tvangsmedicinering, præcis som Gitte Ahle havde forsøgt på med alle kræfter, selvom hun vidste, at jeg var psykisk rask. Jeg skulle ikke have en foranstaltning og jeg skulle aldrig trues med tvangsmedicinering igen.

Advarsel

Hvis jeg fik en foranstaltning, blev sygeliggjort det mindste og især hvis jeg blev tvangsmedicineret, så ville jeg gå amok. Så ville jeg ikke kun gå efter mine bødler, men alle, som de satte højest. Det måtte aldrig komme dertil, men det var ikke min beslutning. Jeg vidste kun hvad jeg gjorde, hvis førnævnte skete. Det skulle det ikke. Og hele cirkusset skulle stoppe med det samme.

I stand til hvad?

Når jeg var alvorligt truet på mit liv, som det var tilfældet nu, og når jeg var psykisk rask og det var indføleligt, at jeg havde det på den måde, når jeg havde advaret og forsøgt alt andet forinden uden held - så var jeg i stand til alt. Og jeg havde mentaltrænet alle scenarier i forhold til hævn utallige gange, når jeg havde ligget alene om nattet og rådnet op forskellige steder som hjemløs.

Det, ingen forstår

Det, ingen for alvor forstod, var effekten af meget svær, kronisk ensomhed. Jeg havde ikke talt med et andet menneske mere end én enkelt gang i de sidste halvanden måned, hvorfor min stemme nu var hæs og vag, af mangel på brug. Jeg burde synge højt, bare for at træne stemmebåndene, men jeg havde ingen motivation længere. Jeg havde oplevet præcis dette flere gange før, især i 2016, hvor jeg også rådnede op som fejldiagnosticeret og dybt ensom af den årsag.

Jeg havde jo kæmpet mig tilbage igen og igen, år efter år, men nu var der gået så lang tid og jeg havde ingen slutdato, så jeg magtede ikke at rejse mig på ny. For hvorfor skulle jeg det? Jeg havde stadig en retssag hængende over hovedet og nu var der gået tre år. Ingen forstod hvordan det var. Jeg var skakmat. Og megtesløs. Jeg fik aldrg lov til at leve et normalt liv pga. bødlerne. Folk forstod heller ikke, at jeg efter halvandet år havde anmodet om at få sagen for retten, hvilket man kunne. Men at det var blevet ignoreret. Folk anede ikke hvordan retsvæsenet i virkeligheden fungerede.

Bedre at være i varetægt

Man kunne presse alle mennesesker til at sige og skrive hvad som helst, hvis man torturerede dem. Langvarig uberettiget sygeliggørelse og klientgørelse, samt især svær og langvarig ensomhed var tortur, og det var bedre at være i varetægt end at rådne op ensom, som jeg gjorde nu. Ligeså snart sjakalerne i Vestre Fængsel havde erfaret, at jeg ikke var politiagent, havde jeg det fint, for jeg talte hver eneste dag med andre - fornuftige - indsatte og jeg havde daglig beskæftigelse som gangmand, syv dage om ugen.

Retspsykiatrisk afdeling var også forfærdelig for mig som rask, og den type ophold ønskede jeg ikke igen, men tiden i Vestre var at foretrække frem for nu. Ingen anede hvordan det var at være stigmatiseret og socialt udstødt, som jeg. Og jeg havde jo flere gange forsøgt at få et arbejde, det kunne enhver idiot læse på min hjemmeside. I Danmark kom en person som mig aldrig ind i samfundet igen. Alle folks "gode" ideer var ubrugelige, for de anede ikke, hvordan det var i min situation. Så det var lige meget at forsøge at forklare og forsvare mig, folk kunne bare aldrig forstå hvordan det var. Folk anede heller ikke, at det jo ikke var mit valg eller min skyld, at jeg levede, som jeg gjorde. Det var anklagemyndighedens og mine bødlers beslutning. Igen: Ingen fattede det. Og jeg ville aldrig acceptere at blive sygeliggjort og ydmyget for at få offentlig "hjælp" og det var betingelsen. Jeg skulle aldrig acceptere noget, jeg ikke var og som var i modstrid med alt, jeg nognsinde havde stået for.

En slutdato

Jeg skulle bare have en slutdato. Det var såsimpelt, men det fik jeg ikke, og jeg havde ventet i snart ti år.

Flugt umulig

Jeg havde skrevet det igen og igen: Hvis jeg havde et pas og et minimum af økonomiske ressourcer, så var jeg flygtet fra luder-landet Danmark for år siden.

Konklusion

Konklusionen var, at intet af alt dette var op til mig. Jeg kunne ikke gøre andet, det var ikke min beslutning og det var ikke mig og hvad jeg skrev, man skulle bebrejde og udskamme. Det var anklagemyndigheden og mine bødler. Men det turde ingen.

Havsvømning

Jeg var nødt til at holde en træningspause, selvom det var det eneste, der holdt mig i live nu. Men jeg var nødt til at bevæge mig på den ene eller anden måde, så jeg tog til stranden i den kraftige sol og svømmede lidt rundt og lå og flød og vuggede i vandet og slappede af. Det var pinefuldt at se alle de sommerklædte kvinder og dufte deres parafume, når jeg passerede dem og incel var ikke et liv, jeg havde valgt.

Træning

Jeg trænede ben, skuldre, mave og lænd.

Slutter aldrig

Mareridtet sluttede aldrig. Advokaten var ligeglad. Modsat andre tiltalte, jeg læste om i medierne, hvor advokaten klagede til andre instanser på vegne af klienten, gik i medierne og kæmpede for vedkommende, så gjorde Karoline intet. Jeg måtte virkelig være det væreste menneske i landet, siden jeg ikke fortjente juridisk hjælp. Jeg var så lidt værd i Karolines og hendes kollegers øjne, at jeg fortjente at blive mishandlet i årevis uden slutdato. Det gad de ikke at beskæftige sig med. Om deres klients menneskerettigheder blev krænket groft og længe, var de da ligeglade med. De tænkte end ikke tanken, at umenneskelig behandling - reel umenneskelig behandling, der tangerede tortur - kunne resultere i at ofret begik ordkriminalitet. Det banale faktum var de helt uforstående overfor. Hvilke livstruende konsekvenser den psykkiatriske fejldiagnose havde for mig, var Karoline og hendes foregængere også ligeglade med og blinde overfor. Advokater i Danmark hørte til blandt de laveste, klammeste og mest samvittighedsløse mennesker i samfundet. I det sekund, de havde narret en til at blive deres klient, faldt interessen gevaldigt. I mit tilfælde skete det lynhurtigt. Jeg kunne have betalt tilfældige mennesker på gaden en tiendedel af salæret til Karoline og hendes foregængere for at hjælpe mig, og de ville havde gjort det hurtigere og bedre end advokaterne.

Den falske løjtnant

For at aflede mig selv fra de uimodståelige selvmordstanker og impulser, der blev mere og mere påtrængende, fandt jeg en bog på et bibliotek, jeg havde hørt omtalt i en podcast sidste år. Bogen hed Den falske løjtnant og var skrevet af Martin Q. Magnussen. Den var tilpas interessant til at jeg holdt fokus og læste hurtigt over 100 sider i den. Hovedpersonen var en lystløgner, for hvem det havde lykkedes at narre politiet med sine løgne under retsopgøret. Og politiet var hoppet på løgnene, som de evnesvage sinker de var. Den falske løjtnant havde med sine omfattende og talrige løgne til politiet fået dømt mange uskyldige meget hårde straffe, for at redde sit eget skind.

Og det var lykkedes for ham til fulde. Da politiet endelig erfarede, at han havde taget røven på dem, havde man udsat så mange for alvorlige justitsmord, at det ville være helt uoverskueligt at lade sagerne gå om. Det ville være det største skandale i dansk retshistorie. Derfor lod man som ingenting og dyssede alt ned, hvorfor det blev glemt og ofrene for justitsmordene forsat sad uskyldigt dømt. Sådan var det netop også i min sag; mine bødler havde taget røven på politiet, som havde sørget for, at jeg blev udsat for jusitsmord, hvilket fejldiagnosen, som blev cementeret i by- og landsretten i dén grad var. Og da man så erfarede, at jeg aldrig var psykotisk, at det var en fejldiagnose fremsat af Camilla Mie Elvekjær i ond tro for at straffe mig og videreført af Gitte Ahle af samme årsag, så lod man som ingenting, og lod sagen trække ud til jeg begik selvmord. Hvilket jeg alvorlig talt risikerede at gøre hvert øjeblik. Om natten var det så slemt og umuligt at stå imod, at jeg kun ved al min mentale kraft kunne forhindre, at jeg tog livet af mig. Alle var pisseligeglade. Karoline Normann især.

Billede. Jeg havde intet andet at foretage mig end at træne så meget min krop kunne holde til. Det havde altid været essentielt for mig at træne og være fysisk aktiv, og det skyldetes ført og fremmest den mentale ro og øget fokus, som træningen gav, men det var en bonus at være nogenlunde i form, når jeg skulle i fængsel igen. Jeg var nødt til med mellemrum at dokumentere på de sociale medier overfor stikkersvinene og sladderkællingerne i PSP-samarbejdet, at jeg var psykisk og fysisk rask, havde et normalt funktionsniveau og var soigneret og upåfaldende klædt.

Træning

Jeg trænede ryg og biceps i dag. Jeg undload at træne mave og lænd, fordi jeg gorde det i går.

Jeg vidste, at Karoline Normann ville være rasende over at jeg sendte ovenstående mails til hende også, men jeg var ligeglad. For jeg havde ret og nogen skulle være vidner. Man skulle huske på, at Torsten og Helle begge havde begået dokumenterbare forbrydeler i offentlig tjeneste, der havde ødelagt mit liv, at begge vidste dette og havde undladt at handle i alle årene. Og de ville aldrig blive stillet til ansvar for deres kriminalllitet. Derfor var det acceptabelt at jeg skrev til dem, det jeg skrev, samt at jeg offentliggjorde det her.

Den brændende sol

Mens jeg rendte rundt på må og få i den brændende sol, marineret i sved og med mine tunge tasker, mens huden blev rød, tænkte jeg på hvad, der ville slå mig ihjel; jeg selv, modermærkekræft, apoplexi, akut myokardieinfarkt (begge som følge af især kronisk svært forhøjet blodtryk af stress) eller retspsykiatriens tvangsmedicineringen af mig med antipsykotisk medicin? Det sidste havde Gitte Ahle gjort alt for at få iværksat i 2019 som straf, men ved et mirakel havde min barndomsvej reddet mig fra monstrets langsomme henrettelse. Det var ikke Gitte Ahle, der havde afblæst overgrebet, men Mette Brandt Christensen. Men da Gitte Ahle var et uhyre, der hadede og bar nag, ville hun med garanti forsøge igen og så ville det lykkes for hende. Retssykiater og Gitte Ahles ven og kollega Poul Videbech sad nemlig nu i Retslægerådet sammen med Mette Brandt Christensen.

Opkald til DIGNITY

Jeg havde kun talt med ét enkelt menneske i de sidste to måneder, hvilket var tortur, og af denne årsag, samt fordi instituttet var det eneste, jeg endnu ikke havde kontaktet telefonisk, ringede jeg til DIGNITY for at få svar på mine henvendelser gennem årene. Den yngre kvinde kunne intet fortælle og henviste bare til at der var gået sommerferie i den.

SMS til Karoline Normann

Jeg sendte en SMS til Karoline Normann. Det var sikkert en rigtig dårlig ide, men jeg var nødt til at få hende til at gøre noget.

Aflivning per stedfortræder

I Danmark kunne man aflive per stedfortræder. Hvis man var læge eller psykiater kunne man få Vestegnens Politi og Anklagemyndigheden til at chikanere en ihjel. Dette gjorde etaten med glæde, som de beskidte skødehunde de var. Hvis man bare var psykopatisk nok som læge og fik et par ligeså psykopatiske kolleger med på spøgen, så kunne man falsk anklage enhver borger for freds- og ærekrænkelser og dette kunne man gøre i tre år eller til ofret begik selvmord. Det havde ingn konsekvener for de psykopatiske anmeldere og politiet og retsvæsenet klare alt det praktiske ved aflivningen for de psykopatiske læger. Det eneste de skulle gøre, var at møde op i retten, lyve under vidneansvar og eventuelt græde krokkolilletårer. De psykopatiske læger skulle spille ofre, de skulle spille forargede og de skulle lyve om hvor store konsekvenser det havde haft for dem, at jeg havde været tvunget til at offentliggøre dokumentationen for at de havde givet mig alvorlige fejldiagnoser.

Histrioniske læger

De skulle blot sidde og svine mig til og udsætte mig for endnu mere psykisk vold i retten og så rejse sig og gå ud igen. Nu havde de fået deres sekundære gevindst, selvom de var gerningspersonerne, nu havde de fået opmærksomheden, de higede efter og de havde cementeret det falske narrativ, de havde skabt i deres syge hoveder. Dommeren ville altid give de psykopatiske læger medhold. Ligesom sidste og forrige gang. Det var en virkelig god service, som politiet og retsvæsenet ydede de psykopatiske og hysteriske mytomane læger. Men så kom der jo en dag, hvor jeg blev løsladt igen. Og på dette tidspunkt ville retfærdigheden ske fyldest, men uden for retssalen.

Jeg troede ikke, at jeg ville overleve i dag. Jeg havde heller ikke lyst til det. Jeg havde ikke lyst til at leve og jeg var ligeglad med hvad der skete. Det var et dagligt mareridt, der aldrig sluttede og der var ingen der hjalp mig ud af det. Jeg kunne ikke skrive hvad jeg havde lyst til at gøre og hvad jeg havde tænkt mig at gøre, for det var meget alvorligt efterhånden og jeg havde kun én chance og den skulle ikke spoleres af at jeg skrev om det. Tiden var løbet ud, så nu var der ikke så meget at rafle om.

At ingen af dem, der vidste hvad jeg blev udsat for nu, og som var advokater og ansatte i det offentlige, greb ind straks, skulle medføre strafansvar på samme måde som mennesker, der efterlod et livsfarligt tilskadekommet menneske i vejkanten for at dø. Der var ingen forskel nu. Alle mennesker der vidste hvad der skete med mig nu, og ikke greb ind og gjorde det rigtige, de burde straffes med fængsel.

Træning

Jeg trænede bryst, triceps og mave i dag.

Desperation og træthed

I nat var jeg desperat og træt. I dag var jeg kun træt.

Rådnede op

Jeg rådnede fortsat op. Det var tortur. Jeg færdigredigerede min tekst på hjemmesiden og da jeg var i gang med delen fra 2015 og 2016, hvor jeg blev mindet om Torsten Bjørn Jacobsen, Toke Troels, Ulla Brix Tange og selvfølgelig Camilla Mie Elvekjær, bekræftede det mig i, hvad jeg måtte gøre. De var nogle uhyrer. Gad vide hvordan Karoline Normann kunne leve med sig selv og hendes totale mangel på engagement, velviddende, at hun svigtede mig og bidrog til dødsdommen ift. mit tvungne selvmord? Hvordan kunne hun nyde sin weekend med den viden? Hvordan kunne hun sove om natten, når hun vidste hvad hendes passivitet var skyld i jeg blev udsat for? Hun var hårdkogt, hende Karoline. Det havde jeg aldrig nogensinde været i stand til, for jeg havde en samvittighed.

Billede. Jeg vidste godt hvordan Charlotte og hendes kontaker ville opfatte min kommentar; de ville tænke, at jeg var tosset. Det ville jeg selv i deres sted. Problemet var bare, at jeg havde ret i alt, jeg skrev, polemisk eller ej. Kendte man baggrunden for min kommentar, ville ingen tænke, at jeg var spor tosset. Det var desværre et vilkår i min situation. For det var muligt at gøre det anderledes, ihvertfald for mig. Det kunne jeg ikke gøre noget ved. Jeg var hjemløs, Charlotte kunne have reddet mig, havde hun gjort sit arbejde ordentligt og jeg havde fået fejldiagnoser.

Den 27. september 2021 skrev jeg til embedskvinde Charlotte Lund Lukassen (chill@naevneneshus) i Det Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende min klage. Jeg skrev vist endnu en gang til hende og ringede og talte med hende. Jeg sendte også linket til denne hjemmeside. Der var ingen konflikt, jeg var tværtigmod meget taknemmelig for hendes hjælp i forhold til klagen. Desværre fik jeg afslag og det viste sig at Charlotte Lund Lukassen slet ikke havde hjulpet spor, men bare holdt mig hen. Embedspersoner som Charlotte elskede paragraf 119a, for så kunne de få retsvæsenet til at slagte de borgere, hvis sager de havde fejlbehandlet, hvis borgeren udtrykte sin utilfredshed på de sociale medier.

Ligesom alle andre bureaukrater og offentligt ansatte, der havde fejlbehandlet min sag og havde andel i at ødelægge mit liv, skulle Charlotte også mindes om, at jeg var hendes offer. For hun var ellers ligeglad. Så det gjorde jeg. Jeg vidste, at hun ville forsøge at dække over sin egen uduelighed og samvittighedsløshed ved at melde mig til politiet, men jeg havde ikke tænkt mig at kontake eller opsøge hende nogensinde, hun hørte aldrig mere fra mig, og min kommentar var helt acceptabel og sand. Men hun skulle ligesom alle andre, der havde svigtet, mindes om det og det samme skulle hendes kolleger på LinkedIn. Alle skulle vide hvem Charlotte Lund Lukasen i virkeligheden var og at hun havde andel i mishandlingen af mig, fordi hun ikke var god nok til sit job. Det var farligt for mig at skrive kommentaren, for yngre, kønne og veluddannede kvinder som Charlotte Lund Lukassen, der var inkompetente og skruppelløse, ville hævne sig ved at rende til politiet, som små forkælede møgunger, og spille forurettede og i politiet tænkte man udelukkende med pikken og elskede at agere tæskehold for kvinder som Charlotte, eller Camilla Elvekjær osv. Men hvad ragende det mig? Jeg var ligeglad nu. Og Charlotte havde jo ikke gjort sit arbejde.

Billeder. Charlotte Lukasen var ren overflade, der var intet nedenunder. Hun traf forkerte beslutninger, uden tanke for de borgere, hvis liv, hun var delagtig i at ødelægge. Nu havde hun hærget rigeligt i Nævnenes Hus, og så skulle hun videre til en ny instans, hvor hun kunne ødelægge flere mennesker. Der var rigtig mange kvindelige bureaukrater som Charlotte; uduelige, samvittighedsløse, unge, kønne, ren overflade, et vakuum inden i. Jeg kunne se små ikoner af de af hendes kontakter, der også havde lykønsket hende, alle kønne, blankpolerede kvinder, ligesomm Charlotte, alle fra de øverste sociale lag i samfundet, uden indsigt i - eller ansvarsfølelse overfor de borgere, hvis sager de behandlede.

Charlotte var en bureaukrat, hun anede ikke hvordan det havde været for mig at rådne op på Sundholm, på Saxenhøj eller i teltet, hun troede, at hun var et bedre menneske end jeg, men sandheden var, at hun ikke ville have overlevet fem minutter de steder, jeg havde opholdt mig i flere år, til dels pga. hende, hun levede i en evigt beskyttet boble, og heldiigvis kunne hun let erstattes af ChatGPT. Charlotte arbejdede nu i Motorankenævnet, hvilket i min optik var en degradering, og det betød, at hun var en middelmådig bureaukrat, én man kunne placere hvor som helst i administrationen, hvor der var brug for en generisk robot. Hun lod ikke til at have nogen særlig interesse eller ekspertise, og når det handlede om at læse nedskrevne løgne, var det ligegyldigt, om man var ansat i Det Psykiatriske Patientklagenævn eller Motorankenævnet.

Mette Morgenstjerne

Mette Morgenstjerne var en anden anonym og bureaukratisk klon, men det var umuligt at finde et billede af hende på LinkedIn og hendes profil samme sted var helt skrabet for oplysninger. Mette Morgenstjerne var sekretæren i Det Psykiatriske Klagenævn, som på vegne af dette havde givet mig afslag i 2021 og tvunget mig til at offentliggøre min dokumentation, som igen havde resulteret i sigtelserne og mine nuævrende livsvilkår. Mette Morgenstjerne var kun en sekretær, men det var hende, der på Klagenævnets vegne havde givet mig afslaget med navns nævnelse og underskrift. Mette Morgenstjerne havde jeg aldrig skrevet til for at minde hende om, at jeg stadig rådnede op, men da hun kun var et meget lille og ubetydeligt tandhjul i maskineriet, undlod jeg at skrive til hende. Men jeg huskede hende og alle andre.

Svømning

Jeg svømmede i dag.

Karoline = Gitte = Camilla

Karoline Normann kunne rende mig et vist sted. Hun var fuldstændig på bølgelængde med mine bødler. Karoline Normann var på systemets side, hun var politiets og anklagemyndighedens nikkedukke, hun var på deres side og hun var ikke engang i stand til at skjule det. I det sekund Karoline havde kapret en klient, glemte hun alt om én. Karoline vidste godt, hvad, der gav skejser i kassen. Hun var en skuespiller, hun havde hverken i 2023 eller nu gidet at forhinde anholdelse af mig, hun gad ikke engang besvære sig med at løfte røret og ringe til Styrelsen for Patientklager, det var ikke kun dovenskab og ligegyldighed, for hun var også grisk og derfor skulle man tro, at hun for ekstra salær gerne ville foretage en enkelt opringning til myndighederne, men hendes had og despekt overfor mig oversteg hendes griskhed. Det havde været langt bedre, mere kriminalitetsforebyggede og billigere for mig at købe en rigtig luder fremfor Karoline. Et salær til Karoline Normann gav intet andet end mere vrede, mere negativitet og mere ydmygelse. Hvis jeg havde brugt Karolines salær på coke istedet for at spilde det på hende, ville jeg med garanti være i stand til at gøre arbejdet langt bedre end hende.

Sara Høyrup

Jeg ville ønske, at jeg langt tidligere var støt på Sara Høyrup. Hun var en litterær kunstner, en ordkvillibrist, og hun overgik mig så eklatant, at jeg næsten blev flov over alt, jeg selv havde skrevet. Sara Høyrup var også blevet brændt af staten og på den mest afskyelige måde havde den behandlet hende. Desvæære havde socialen fucket med den forkerte, da den lagde sig ud med Sara; arrogant, selvovervurderende og retarderet, som staten og de offentligt ansatte var, havde man ikke sat sig ind i hvor fantastisk godt Sara Høyrup skrev. Det var meget sjældent, at jeg stødte på virkelige talenter som hende, og hvis der var nogen, der kunne ændre noget i Danmark, var det Sara Høyrup og hendes vidnesdbyrd.

Jeg begreb ikke, at Sara Høyrup ikke forlængt var bestseller forfatter og gæst i samtlige medier, men det skulle nok ske en dag for hende, fordi hun var så eminent og unik. Hun var en juvel, der lå og skinnede klart, men ingen havde set hendes lys endnu. Dem, der ændrede verden til det bedre, var mennesker som Sara Høyrup. Jeg havde skrevet en kommentar til hende om at forfatte en antologi med socialstatens ofres vidnesbyrd, og hun var ikke afvisende overfor ideen, men efter jeg havde læst hendes tekster, gik det op for mig, at hér kunne jeg ikke være med; hun var på et helt andet og uopnåeligt højere niveau end jeg, og jeg skammede mig over, at jeg troede, at jeg kunne bidrage med noget som helst. Sara Høyrup var et af de sidste mennesker på denne klode, der blev erstattet af ChatGPT; Charlotte Lukasen et af de første.

Mænd der elsker kvinder

Jeg tilhørte majoriteten af mænd, der elskede kvinder. Men absolut ikke alle kvinder og jeg vidste, at kvinder i gennemsnit var lige så onde som mænd, bare på andre måder. Det letteste var, at hade alle i en gruppe, men sådan var jeg ikke. Der var mange typer kvinder. Der var de stærke, modige, intelligente og talentfulde kvinder, som Sara Høyrup. Og så var der de intrigante, forkælede, manipulerende, uduelige kvinder, der intet reelt kunne, der parasitterede og arrogant fejlbehandlede andre menneskers sager i bureaukratiet, såsom Charlotte Lukasen.

Kvinder der hader kvinder

Hvis der var noget, som beta kvinderne hadede, så var det deres mere talentfulde medsøstre. Derfor kunne kvinder med unikke evner let risikere at blive fejlbehandlet i det offentlige cirkus af deres forsmåede og misundelige kønsfæller, som kunne misbruge deres stilling og magt til at sable deres overkvinder ned. Ulovligt og vammelt, selvfølgelig, men sådan var det. Rigtig mange kvinder med en kort eller mellemlang uddannelse arbejdede i kommunerne og psykiatrien, og disse havde kronisk ondt i røven over alle de borgere, der havde en længere og finere uddannelse end dem. Jeg kendte til to kvinder med længere videregående uddannelser, de fineste af slagsen ovenikøbet, og som begge var høje, smukke og meget intelligente. Begge to var blevet slagtet af tarvelige kælder-socialrådgivere og sagsbehandlere i det offentlige. Misundelse og Jantelov var det, det handlede om. Ikke faglighed, jura, moral, men ulækker og primitiv misundelse fra de ringe skrankepaver.

Misbrug af ekstrem situation

Jeg var med mellemrum blevet kontaktet af fremmede, der foregav at de forstod min situation, samt at de kunne hjælpe mig. Det var altid løgn. Og prisen for at lytte til dem var, at jeg fik falske forhåbninger og spildte enormt meget energi, jeg ikke havde. Resultatet var, at disse personer var livsfarlige for mig. De legede med mit liv og deres motiver var altid andre end de påstod.

Sidste håb

Jeg skrev til en advokat på Messenger, om han ville overtage sagen med generhvervelse af min autorisation. Jeg afventede hans svar.

Træning

Jeg trænede ben, skuldre og mave i dag.

Tandproblemer - igen

Selvom jeg børstede tænder to gange hver dag og brugte tandtråd og mundskyl dagligt, så havde jeg ikke haft råd til at gå til tandlæge i ti år. Derfor skete det med mellemrum, at jeg havde problemer med mine tænder. Jeg havde vist en eller flere visdomstænder, der skulle have været trukket ud for år tilbage, men som selvfølgelig ikke var blevte det, og dertil kom alle de andre problemer. I går mærkede jeg en meget kraftig, skarp, isende smerte svarende til femte eller sjette tand i højre side af underkæben. Det gjorde så ondt, at jeg øjeblikketligt måtte ud på bibliotektes toilet for at se hvad, der var galt. Jeg havde altid kontaktlinser og tandbørste og tandpasata i min rygsæk, så jeg forsøgte at børste stedet hvor smerterne udgik fra og det gjorde så ondt, at jeg havde lyst til at skrige højt. Der var blod på tandbørsten, som opblandet med det hvide og skummende tandpasta, fik en mærkelig lysrød farve.

Jeg vidste, at der ikke var andet at gøre end at børste tanden så grundigt og vedvarende som muligt. Sådan havde jeg tidligere ordnet den slags tandproblemer. Tænder var også en del af kroppen og det var på mange måder de samme biologiske og patologiske mekanismer, der gjaldt her, som andre steder. Jeg havde derudover også arbejdet et halvt år som læge på Øre-næse-halsafdelingen på Hillerød Hospital, foruden min gennemførte introduktion i radiologi på Rigshospitalet, hvor jeg havde kigget en hel del på ortopantomografier, så jeg kendte en smule til forholdene. Smerterne udgik fra ydersiden af tanden, så mens jeg bogstavligt talt måtte bide smerterne i mig, børstede jeg stedet på livet løs, men smerterne var så intense, at det fyldte hele min bevidsthed. Det gjorde vanvittigt ondt, og blodet flød og farvede tandbørste, mundhule og vask røde, men på et tidspunkt var det som om, at det, der havde fyldt og presset på nerverne, var udtømt, og det blødte ikke så kraftigt længere. Smerterne var ikke så intense nu, så jeg holdt inde. I dag var det som om jeg havde let feber og tandkødet var hævet svt. tanden og let ømt, men slet ikke som i går. Det var et held at jeg ikke havde kunstige hjerteklapper, for så ville jeg med garanti pådrage mig en endokardit.

Billede. Ingen penge til tandlæge i ti år pga. Lennart Bertil Jansson og Camilla Mie Elvekjær.

ChatGPT

Jeg anvendte nu ChatGPT næsten hver gang jeg skrev og redigerede min tekst; jeg brugte den udelukkende til at formattere teksten og koden, til at generere en indholdsfortegnelse etc. men ikke til at skrive, tilføje eller reducere teksten. Eneste undtagelse herfra var, at jeg i visse tilfælde i min dagbog fra 2019 og 2017 havde skrevet i nutid, og de få passager fik jeg ChatGPT til at omskrive til datid. ChatGPT var et fantastisk værktøj! Sammen med GoogTape.io, som transskriberede de mange timers lydoptagelser automatisk, var begge værktøjer en enorm hjælp.

Der var mere tekst, men det var mest bare det samme igen og igen. Skulle man være luddoven og sadist for at arbejde i anklagemynsigheden? Åbenbart.

Billede. Billede fra i dag. Jeg lignede det, jeg var: Normal. Men jeg ville ikke rådne op længere. Det havde været en modbydelig kamp i ti år og ingen havde gjort noget, udover at ignorere eller skade mig.

Træning

Trænede biceps og triceps i dag.

Opkald til Region Hovedstadens Psykiatris jurister

Ingen success.

Opkald til Styrelen for Patientsikkerhed

Jeg fik at vide, at man ville ringe mig op hurtigst muligt.

Opkald til Statsadvokaten for København

Jeg bad om at tale med Annette Vester. Hun var ikke på arbjede i dag, men tilbage i morgen og så ville hun ringe til mig.

Træning

Jeg trænede bryst, skuldre, mave og lænd i dag.

Apati og selvmordstanker

Jeg havde selvfølgelig intet hørt fra dem, jeg kontaktede i går. Jeg håbede at de ansatte i omstillingen, som jeg havde talt med, og som havde sjoflet mig, endte i helvede.

Transskription af samtale med jurist Peter Cramer, Styrelsen for Patientklager, den 2. juni 2023

Træning

Jeg trænede ben og mave i dag.

Psykiater Torsten Bjørn Jacobsen fra Psykiatrifonden

Jeg så en reklame på Facebook fra Psykiatrifonden, der opfordrede til at man skrev under på en erklæring mod selvmord. Jeg skrev i kommentarfeltet, at psykiater Torsten Bjørn Jacobsen fra Psykiatrifonden havde løjet i Københavns Byret i 2016 og blåstemplet Camilla Mie Elvekjærs fejldiagnose af mig, hvilket havde resulteret i, at jeg flere gange havde været tæt på at begå selvmord, hvorfor det var utroligt provokerende og hyklerisk at læse opslaget.

Ikke nok

Men det var ikke nok for mig. Jeg rådnede stadig op i hjemløshed pga. Torsten Bjørn Jacobsens løgn, han var en alvorlig trussel mod mit liv, og derfor skrev jeg en sms til ham og opfordrede ham til at gå til bekendelse. Torsten Bjørn Jacobsen var et monster; men ikke et stærkt og skræmmende monster. Torsten Bjørn Jacobsen var et monster på samme måde som pædofile svin, et svagt og ulækkert monster.

Jeg vidste naturligvis godt hvordan Torsten Bjørn Jacobsen ville reagere på mine sms'er, og jeg var helt afklaret med det og ligeglad. Torsten Bjørn Jacobsen var en af de væste bødler og han havde ødelagt mit liv og fået mig udsat for overgreb i årevis. Torsten Bjørn Jacobsen skulle for sin egen skyld gå til bekendelse. Den forlorne psykiater arbejdede på PPClinic. Det var interessant for mig at vide.

Havsvømning

Jeg rådnede op i ensomhed og uudholdelig afventen gennem mange år, og jeg kunne ikke holde ud at leve, så jeg måtte finde på hvad som helst for at aflede mig selv fra de stadig påtrængende selvmordstanker og impulser, og da jeg var nødt til samtidig at holde pause fra træningen, måtte jeg havsvømme i stedet. Det var vidunderligt at svømme i de vuggende bølger, og jeg kunne have været i havet i timevis.

Efter havsvømning i dag. Hvis jeg ikke havde taget afsted, havde jeg begået selvmord af enomhed og håbløshed.

Snart slut

Jeg vidste, at det meget snart var slut. Jeg var ligeglad med fængsel eller om jeg døde. De havde alle haft ti år til at stoppe torturen af mig. Tøsen Torsten Bjørn Jacobsen havde ikke svaret, men det betød i virkeligheden intet.

Tøsen Torsten

For Torsten havde besluttet sig for at jeg skulle dø, da han løj i Københavns Byret i 2016. Han var gemytlig og ønskede mig held og lykke og gav mig hånden lige før retsmødet, han vidste godt, at han som formand for Dansk Psykiatrisk Selskab ville vinde, det gjorde psykiaterne altid. Og han vidste, ligesom jeg gjorde dengang, at det var en dødsdom. Men psykiateren var ligeglad. Torsten Bjørn Jacobsen løj i ond tro. Han løj med forsæt, han gjorde det helt bevidst og derfor skulle han i fængsel i rigtig mange år.

Træning

Jeg trænede i dag ryg, biceps og mave.

Tøsen Torsten

Jeg skrev en sms til Torsten Bjørn Jacobsen i dag. Jeg skrev sandheden; jeg skrev, at det var hans skyld, at jeg stadig var hjemløs. Og tilføjede ordet "kælling". For Torsten Bjørn Jacobsen var jo en kælling. Han var en mytoman, et lystløgner, som troede, at jeg havde glemt, at han løj mod bedreviddende i Københavns Byret. Han var det laveste af det laveste, en simpel løgner og bedrager. Han boede i Gentofte. Jeg var hjemløs. Jeg havde aldrig gjort Torsten noget. Torsten havde ødelagt mit liv på bevidste løgne. Torsten troede, han var sluppet afsted med sine løgne. Han var så arrogant, at han troede, at han ikke ville blive straffet for at ødelægge mit liv. Torsten havde haft 9 år til at trække sin løgn tilbage. Han havde nægtet. Torsten Bjørn Jacobsen var en alvorlig trussel mod mit liv.

Efterårets komme

Selvom det havde været varmt og solrigt i dag, havde det også blæst kraftigt og i de seneste par dage havde jeg mærket en begyndende aften- og nattekulde. År efter år havde jeg ensomt og isoleret bemærket den ene årstid efter den anden komme og gå.

Gad vide hvad Torsten Bjørn Jacobsen foretog sig netop nu? Ringede han rundt til sine forlorne kollegaer og advarede dem mod mig? Igen. Var han gået til politiet og havde løjet over for dem igen? Havde Torsten mon en kone og børn, som han elskede? Torsten havde forhindret mig i at stifte familie, gad vide hvor taknemmelig han var for sin egen? Formentlig rendte Torsten rundt i en offentlig park, mens han forsøgte at finde en partner i mørket, han kunne hygge sig med i en busk. Torsten havde ikke turde svare mig. Ligesom Peter Jantzen. Det første, man lærte på Regionens lederkursus var, aldrig at svare på kritiske mails eller sms'er. Det var meget vigtigt, lærte bødlerne af HR-afdelingen. Men bødlerne havde løftet sagen langt over og forbi love og regler. Det handlede om liv og død. For mig, ikke dem.

Gitte Ahle

Jeg læste på nettet at Gitte Ahle var sagkyndig i Patientombuddet og havde været det siden 2013.

Træning

Jeg trænede bryst og triceps i dag. Jeg havde trænet mave i går. Jeg var ikke klar over, om det var min teknik eller mit træningsprogram, der var blevet forbedret, eller om det skyldtes, at jeg sidst, jeg var på Amager i mit lagerskab, havde hentet det kreatinpulver, jeg havde købt i Vestre Fængsel og ikke havde nået at bruge, og som jeg for en lille uges tid siden var begyndt at loade, men jeg oplevede ihvertfald både præstationsmæssige og synlige positive forandringer. Da jeg gik i gymnasiet, brugte jeg også kreatinpulver i en periode, men det var først for nylig, at jeg var begyndt på det igen. Det var lidt interessant hvilken effekt kreatin (formentlig) havde på min fysiologi og anatomi. Jeg tæskede min krop med hårdt træning så ofte som muligt, og den eneste parameter jeg havde ændret, var indtag af kreatin. Måske var musklerne svært sultne efter kreatin og ATP?

Advokat Hanne Rahbek

Denne advokat havde en samvittighed sort som kul. Hun praktiserede lawfare på den mest nådesløse måde mod mig på vegne af læger og psykiatere, der ligesom Hanne havde misbrugt deres fag på det grusommeste. Hanne Rahbek var en juridisk ækvivalent til Gitte Ahle og man kunne næsten smage Hanne Rahbeks sadisme og had, så udtalt var det. Isoleret set var det fascinerende, at jeg havde erfaret hvor skruppelløse og dybt psykopatiske nogle af de mest magtfulde mennesker i samfundet i virkeligheden var: Egill Rostrup, Camilla Elvekjær, Gitte Ahlle, Annette Lykke Petri etc.

Billede. Min anmeldelse af advokat Hanne Rahbek, efter min bedste overbevisning en af de mest skruppelløse mennesker i Danmark. Hanne troede, at jeg havde respekt eller måske ligefrem frygtde hende og hendes magtfulde netværk. Sandheden var imidlertid, at jeg ville skide Hanne Rahbek i munden, som det menneskelige toilet hun i min optik var; skinnende og hvid på overfladen, men fuld af lort inden i. Så meget respekt og benovelse havde jeg for kællingen og hendes bitch-venner og veninder. Det var min klare opfattelse at 99% af samtlige beboere på Sundholm var bedre mennesker end Hanne Rahbek og havde gjort sig fortjent til mere respekt end hende. Selv i Anstalten ved Herstedvester og på Kofoedsminde ville Hanne Rahbek efter min mening være allernederst i det interne hieraki blandt de pædofile svin. De ville elske at have Hanne Rahbek som medindsat - endelig var det deres tur til at sparke nedad!

Jeg var ikke blind for konstallationen af navnene "Kjeld og Yvonne", som kendt fra Olsenbanden. Olsenbandens Yvonne var dog langt mere empatisk og sympatisk end psykiateren med samme navn.

Det var naturligvis et retorisk spørgsmål, for det var krystalklart at Yvonne, som den inkompetente og samvittighedsløse kvaksalver, hun i min optik var, intet angrede. Yvonne var efter min klare opfattelse en af de mange feje og uduelige medløbere, hun var intet værd som hverken menneske eller psykiater, som jeg så det.

Indsendelse af klage til Styrelsen for Patientklager

Jeg fik indsendt klagen til Styrelsen for Patientklager, sammen med min bog som bilag og via Borger.dk. Jeg var fritaget for E-boks, men havde adgang til Borger.dk.

Træning

Jeg trænede ben, skuldre og lænd i dag. Det var første gang, jeg trænede i PureGym i Frihedens Butikscenter. Dels var jeg simpelthen nødt til at se noget nyt, dels var det rart med en cykeltur, og endelig var det lidt morsomt, at det var netop denne PureGym, hvor min gårdtursmakker i Vestre, Bodybuilderen, var blevet anholdt af en hel del betjente.

Træning

Jeg trænede biceps og triceps i dag.

Billede. Ut. i dag.

Et slag i ansigtet

Af årsager, der måtte forblive skjulte, fik jeg kortvarigt livslysten og kampviljen igen forleden. Derfor gav det pludseligt mening at slette alt det negative, jeg havde skrevet. Solen kiggede kortvarigt frem fra de sorte skyer, og jeg tænkte nærmest blasfemisk, at jeg måske havde en minimal chance alligevel. Det varede dog kun kort tid, for til formiddag på apoteket, da jeg skulle hente min medicin (Concerta mod ADD, hvilket var der eneste, jeg nogensinde havde lidt af) kostede den pludselig over 1450 kroner. Jeg blev ikke chokeret eller vred i øjeblikket, da jeg skulle betale. Jeg forstod det simpelhen ikke. På bonen kunne jeg se, at min CTR saldo var gået i nul, så jeg skulle betale fuld pris for medicinen.

Billede. Dette var resten af mine kostpenge fra nu og til den 1. september. Og til tøjvask, tandpasta og transport. Min advokat og Peter Svansen syntes, det var morsomt. De elskede den slags: At se andre blive mishandlet og sulte. Og når de så blev konfronteret med deres svigt, var de så uforskammede, at spille forurettede. De var begge en joke. Og på samme side, hvilket var den modsatte side af min.

Så kom vreden

Det beløb var mine kostpenge til resten af måneden. Nu skulle jeg sulte igen. Jeg fyldte snart 43, men jeg rådnede stadig op som hjemløs, der var intet at se frem til, og nu skulle jeg til at sulte igen. Jeg kunne tydeligt huske, hvor forfærdeligt det var at være sulten hele tiden, indtil det blev så slemt, at jeg var tvunget til at ydmyge mig til at tigge mad på Sundholm, ligesom sidst. Det holdt aldrig op. Hjemløsheden, sulten, ydmygelsen.

Opkald til ROPS

Da forvirringen var aftaget, indtraf vreden. Jeg ringede til ROPS (Retspsykiatrisk Ambulatorium) for at tale med retspsykiater Peter Worm Jantzen. Det var jo hans skyld, at jeg igen sultede og tidligere havde sultet. Jeg havde været tilbageholde med at ringe til Peter, men nu var jeg ligeglad. Han skulle vide, hvad han havde udsat mig for. Jeg fik fat i en dumsmart sekretær, der fortalte mig, at Peter nu arbejde på Sankt Hans Hospital. Jeg bad om at tale med Peters afløser.

Den udenlandske retspsykiater

Jeg fik en retspsykiater i røret. Det var en kvinde af en slags, men hun præsenterede sig ikke, hverken med navn eller titel. Jeg var nødt til at spørge hende direkte, om hun var psykiater. Det var hun, svarede hun gebrokkent. Jeg sagde, at jeg var hjemløs på grund af Peter Jantzen og havde været det siden oktober 2021. Jeg sagde, at jeg nu sultede igen, pga Peter Jantzen. Jeg var ikke klar over, hvorfor hun sagde det, men hun svarede bare, at Peter Jantzen havde ferie i øjeblikket. Hun var svær at forstå, fordi hendes danske var så ringe, og der var intet yderligere for mig at sige, så jeg afbrød forbindelsen. Jeg havde optaget opkaldet, som altid, når jeg talte med det offentlige.

Sidste SMS'er til Karoline Normann

Jeg skrev de allersidste SMS'er til Karoline Normann. Jeg vidste, at hun syntes det var morsomt, at jeg led. Hun elskede at sidde på sit kontor, der havde aircondition, og som jeg havde bidraget til at betale for med penge, jeg ikke havde, og læse mine desperate mails og beskeder. Det var hendes yndlingsbeskæftigelse. Udover, selvfølgelig, at give Peter Lundin krammere i retten. Jeg var ikke "bad" nok til Karoline. Karoline syntes, at det var sjovt at ignorere mig, mens jeg rådnede op og snart sultede igen. Hun troede, at hun havde ret til at føle sig irriteret over mig. Hvad bildte hun sig ind? Hvem troede hun egentlig, at hun var? Troede hun selv, at hun var hard core og at det var mig, der var en klynker? Troede hun, at hun selv ville have været i stand til at overleve en brøkdel af det, jeg havde overlevet indtil videre?

At slå ihjel

Hvad skulle der til, før et almindeligt og psykisk rask menneske, som jeg, var i stand til at slå ihjel? Der var mange situationer, som tvang et almindeligt menneske til at slå ihjel. I mit tilfælde var det, når jeg igen kom til at sulte på grund af andre navngivne menenskers kriminallitet. Jeg havde udholdt torturen i så mange år, men nu skulle det ophøre. Når sulten igen indtraf og jeg fejrede min 43 års fødselsdag som permanent hjemløs, svært ensom og fornedret, uden slutdato eller fremtid - så ville jeg være i stand til at slå ihjel. Jeg ville få dårlig samvittighed og fortryde bagefter, men der kom intet "bagefter". Så det slap jeg for.

Snitches get stiches

Der var tilsyneladende altid en eller anden snitch, der fulgte mig på SoMe, uden at tilkendegive sit rigtige forehavende. Jeg var ikke paranoid, og det var noget, jeg havde erfaret ved et tilfælde sidste år (Josefine Winter Davy). Det var heller ikke noget, jeg gad at spilde tid og kræfter på at holde øje med eller tænke over. Men når jeg tilfældigvis opdagede en snich, der fulgte mig og videregav alt til mine bødler, så skrev jeg om snichen af mangel på bedre af skrive om. Desuden var det en ulækker og pervers ting at gøre, for de gjorde det onde, og ikke det korrekte. Jeg kunne godt sætte mig lidt ind i det inciterende i at være en slags "spion", der "rapporterede" videre til cheferne, men problemet var bare, at det var cheferne, der var de onde og ikke jeg.

Så dem, der var ansat i eksempelvis i psykiatrien og som agerede nyttige og uviddende idioter for mine bødler og psykiatrien, havde jeg intet til overs for; de var lavere end det laveste, selvretfærdige idioter, der svigtede deres forenemmeste pligter. Jeg gemte alle offentligt ansatte, herunder ansatte i psykiatrien eller retsvæsenet, der var inde og glo på min profil på LinkedIn, både som simpelt skærmbillede og i form af en export af samtlige LinkedIn og Facebook data med mellemrum til senere brug. Det var ikke nødvendigt, for jeg glemte aldrig nogen eller noget. Det eneste, jeg kunne, var at huske; jeg havde en fænomenal hukommelse og huskede alt. Men det var nødvendigt som dokumentation med de objektive data.

"Old age hath yet his honor and his toil"

Det kunne godt være, at jeg snart fyldte 43. Men der var én opgave tilbage. Jeg lærte diciplin på den hårde måde. Jeg lærte mig det selv. Der var ingen, der nogensinde pressede eller motiverede mig til noget som helst. Jeg lærte alt selv. Jeg lærte hvad vedholdenhed og selvfornægtelse var. Jeg lærte aldrig at give op, hvis jeg havde noget at kæmpe for. Der var ingen, der opdragede mig til det. Jeg opdragede mig selv. Jeg lærte aldrig at give op, hvis jeg havde et meningsfuldt mål. Jeg lærte at lide, at udholde ulidelige forhold. Det var nødvendigt fordi jeg havde svært ved at koncentrere mig og først fik medicin da jeg var i midt 30-erne. De færreste vidste hvad det ville sige at kæmpe for nooget. Hver eneste dag, hele dagen, hver uge, måned og hvert år. Jeg gjorde.

Jeg havde stadig et meningsfuld mål. Alt, der hed dommere, politi og anklagere, spillede ingen rolle for mig. Nu havde jeg det mest retfærdige og meningsfulde mål et menneske kunne have. Jeg gav aldrig op på det mål. Ikke nu, ikke om 20 år, selv om jeg næppe var i live om 20 år.

Sidste bøddel - Toke Troelsen

Jeg havde nu skrevet til de fleste bødler og fortalt dem, hvad konsekvenserne af deres overgreb og kriminalitet havde været for mig. Jeg manglede desværre en enkelt bøddel: Toke Troelsen. Den psykiater, der blev ikke kunne finde ud af at opdigte en fejldiagnose, som jeg hånede for hans uduelighed, og som efter et par timer i tænkeboks (eller efter at han havde spurgt sine kolleger) vendte tilbage og vrøvlede om, at jeg havde "privat logik", men ikke var i stand til at begrunde det. Toke Troelsens mailadresse kunne jeg ikke finde. Toke var en af de allerværste, mest ulækre og gustne bødler. Jeg bad til Gud om, at jeg tilfældigvis passerede Toke Troelsen på gaden i dag. Eller hvilken som helst dag. Hvis jeg tog til Priden, ville jeg sandsynligvis møde Toke Troelsen, men så ville han jo stå på en af vognene sammen med sine venner, være udklædt og skabe sig, og det var derfor ikke sikkert, at jeg ville kunne genkende ham. Måske var årsagen til, at jeg ikke kunne finde Toke Troelsen på nettet, at han endeligt havde fået sin kønsskifteoperation i Thailand? Og derefter havde bosat sig i Pukhet, hvor man vist ikke gik op i alderen på trækkerdrengene, hvilket var et paradis for typer som Toke Troelsen. Jeg havde ingen fordomme og var meget tolerant, og det kunne også være, at Toke var rejst til Thailand for selv at udleve sin drengedrøm som sexarbejder? Som en lykkelig luder, der endelig havde fundet hjem? Jeg kunne selvfølgelig ikke acceptere pædofili og pædofile - de var de værste i hele verden. Men hvis Toke Troelsen bare ville være mandeluder og gøre sig til for voksne, så fint for mig.

Transskription af personundersøgelse den 7. Januar 2022

Jeg arbejdede til det sidste. I en anden del af hjemmesiden var jeg nu i gang med at transskribere personundersøgelsen med socialrådgiver Anne, fra Kriminalforsorgen i Glostrup. Det var en undersøgelse, jeg var nødt til at fremmøde til pga. de grundløse sigtelser fra mine bødler. Socialrådgiveren havde naturligvis allerede dømt mig (se pågældende afsnit):

"Når nu du skal i retten, skal vi jo nok forvente, at der kommer en dom. Hvad håber du, den dom kunne være? Hvis det stod til dig, hvad skulle den dom så være?"

Socialrådgiveren var desværre sinke; hun havcde ikke forstået, at det, jeg dengang havde skrevet, var den dokumenterbare virkelighed og derfor ikke ulovligt. Så Anne tog fejl. Dengang. Men fordi hun tog fejl og pissede på mig i sin idiotiske magtliderlighed, og fordi alle andre gjorde det samme, så kom der flere og flere sigtelser. Så i dag ville Anne havde haft ret. Men det havde hun ikke dengang. Jeg glemte heller aldrig sinken Anne. Naiv og uden realitetssans. En dum gås, der var uduelig til sit job, ville man havde sagt om hende for 50 år siden.

Billede. Jeg var ikke noget særligt. Ikke særlig intelligent, ikke særlig muskuløs og absolut ikke spor køn. Derfor måtte jeg være noget andet for at overleve: Vedholdende. Det var jeg, det havde jeg altid været og det ville jeg altid fortsætte med at være. Jeg var kronisk svært stresset, hjemløs, spiste og sov dårligt og det var ødelæggende for min fysik. Hvad jeg kunne have drevet det til, hvis ikke det var for mine bødler og alle medløberne, ville jeg aldrig finde ud af.

For sent

Jeg havde fået mange positive henvendelser efter jeg skrev i det forum på Facebook om jura. Det var rørende og kortvarigt opløftende. Men det var noget, jeg skulle have gjort for år siden. Der var tre mennesker, jeg ikke kendte, der havde henvendt sig direkte til mig og tilbudt juridisk assistance i et eller andet omfang. Tænk, hvis det var sket før! Så havde jeg haft en minimal chance, men alligevel en chance. Et håb. Nu var det for sent. Og denne gang var det udelukkende min egen skyld. Jeg forbandede mig selv over, at jeg ikke havde skrevet i det forum forlængst. Jeg havde i stedet været så fucking dum, at jeg havde sat min lid til de professionelle advokater, dem, jeg gældsatte mig for, og som var pisseligeglade. Tænk, at jeg først havde ventet til nu. Det var så dumt af mig, at jeg ikke kunne rumme det.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps og mave i dag.

Levede fra time til time

Mens jeg skrev disse linjer havde jeg det udmærket; jeg var ikke sulten, jeg havde trænet og været i bad og jeg var iført rent tøj. Lige nu var det ok. Men det kom til at ændre sig snart, som utallige gange før og jeg vidste det. Det gjaldt om at nyde øjeblikket før det igen blev et helvede. Pga. andre menenskers ugerninger eller forsømmelser. Ikke pga. sygdom eller naturkatastrofer. Enkelte, navngivne kriminelle læger, der groft havde misbrugt deres fag til at tvinge mig til selvmord, mens retsvæsenet logrede med halen og min 'advokat' sov.

At klage sin nød til sadister

At klage sin nød til sadister som alle overstående, var en helt forkert strategi. Det var jo netop det, de tændte mest på. Det forstærkede kun deres overgreb.

Medpatient på Middelfart P7

"Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har rejst tiltale mod en nu 25-årig mand for at have dræbt en 56-årig mand på gaden i Kolding den 28. oktober 2023. Ifølge anklagemyndigheden var det en utilregnelig mand, der en oktoberaften sidste år stak den 56-årige Matthew Ogden ihjel på gaden i Kolding.

JydskeVestkysten havde fået lov til at være med i kirken, da der efterfølgende var mindehøjtidelighed for Matthew Ogden. I Sankt Nicolai Kirke tog de efterladte afsked med deres søn, bror, far, kæreste og ven. Flere hundrede var med.Drabssagen behandles ved Retten i Kolding den 21. og 29. august samt 4. september."

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/krimi/anklage-utilregnelig-ung-mand-dr%C3%A6bte-56-%C3%A5rig-i-kolding/ar-AA1oXitb?ocid=msedgntp&pc=U531&cvid=60ef80dcdaa94a5bb1af910a7c7f06ec&ei=14

You Can Run On For A Long Time

"You can run on for a long time

Tell 'em that God's gonna cut 'em down"

Jeg tænkte, at de pågældende, jeg hentydede til, godt var klar over, at det var dem, jeg mente. Der var ingen mirakler alligevel. Men det ultrakorte glimt af håb forleden havde i det mindste foranlediget mig til at skrive en smule mere afdæmpet, samt at være en smule mere stoisk. Der var nærmest ingen mennesker, der betød noget for mig længere. Men nu jeg gik i gang med at skrive til de få, der gjorde. Nogle havde jeg ikke haft kontakt med i flere år. Nu fik de en sidste besked fra mig.

Billeder. I dag. Man skulle slutte på toppen. Dette liv var ikke for mig.

Jeg havde skrevet flere beskeder til advokat Karoline Normann for nogle dage siden. Karoline skulle skamme sig. Ligesom alle hendes forgængere. Det var hendes passivitet, der havde resulteret i, jeg blev fængslet i over fire måneder. Fordi hun kunne, skulle, og burde havde gjort noget, men undlod det.

Træning

Jeg trænede ben og skuldre i dag.

Beskeder til de få

Jeg fik skrevet de sidste beskeder til de ganske få betydningsfulde. Jeg modtog et enkelt svar. Det var jeg utrolig glad for. Jeg skyndte vedkommende en ordentlig afsked. At der så blev kvitteret med et forslag om konfliktråd var sikkert velmenende, men desværre også ret dumt. Det havde været en god ide for flere år siden, men nu var det ligegyldigt. Men intentionen var selvfølgelig i bedste mening. Jeg var heller ikke perfekt, så det var fair nok. Hellere intet svar, end det jeg fik, men jeg havde for én meget sjælden gang taget mig mod til at henvende mig til vedkommende og samtidig læse svaret. Det var vigtigt. Og jeg havde selv skrevet både henvendelsen og svaret på svaret på denne fuldstændigt sobert, hvilket også var en præstation, idet jeg altid var vanvittigt streset det og kunne være lidt kort for hovedet. Men ikke denne gang. Jeg skulle være taknemmelig for at der blev svaret. Nu var der ingen uafsluttede forhold.

Overleve til på onsdag

Det eneste, der holdt mig oppe nu, der holdt mig i live, var at jeg ville opleve onsdag. Der skete noget meget vigtigt. Der var mit eneste mål med livet nu. Jeg skulle have onsdag med. Jeg var urimelig og utaknemmelig overfor mange. Jeg var ekstremt bitter og vred. Jeg blev langsomt kvast af omverdenes ligegyldighed eller tåbelige juridiske råd. Der var ufatteligt gode mennesker, der aldrig havde svigtet og som altid fulgte mig og støttede mig. De var 1 - 2. Men jeg var altid alene i den virkelige verden. Havde været det i så mange år. Der var ingen der for alvor forstod min situation. Det var så forfærdeligt og livstruende nu, at det overgik alt. Alt måtte vige. Som om at konfliktråd havde gang på jord? Den nådesløshed, jeg mødte, gjorde mig selv nådesløs.

Træning

Jeg trænede biceps, triceps og mave i dag.

Umuligt

Det var umuligt at holde ud. Opmuntrende bemærkninger og moralske skulderklap var ikke kun ligegyldige og uden den mindste form for virkning, de var direkte ydmygende og hånlige. Jeg kunne ikke bruge snak, snak og mere snak til noget. Det var belastende støj, der drænede mig totalt for energi, jeg ikke havde. Konkret handling var det eneste, der betød noget.

Advokat Karoline Normann

Jeg tilgav aldrig advokat Karoline Normann. Hun kunne så let som ingenting gøre underværker for mig og redde mit liv, men hun foragtede mig og gad ikke; hun havde det jo godt for mine penge; hun havde ingen virkelige bekymringer, hun havde aldrig haft det og hun havde ikke samvittigheden og empatien til at forstå, hvad virkelige problemer var. Det var uheldigt, al den stund at hendes forenemmeste opgave var at hjælpe folk, der havde virkelige problemer. Karoline var dygtig til at spille forarget og på de svages side. Som med så meget andet var virkeligehden en helt anden. Karoline sad med stor sandsynlighed og hyggede sig på kontoret eller holdt ferie i et eksotisk land eller nød eftermiddagssolen i sin store gartnerpassede baghave til villaen i Gentofte eller Hellerup og drak skøn iskaffe og læste den nyeste roman en af hendes forkelighedsfjerne overklasseveninder havde skrevet om dengang for 10 år siden, hvor hun blev udsat for det frygtelige seksuelle overgreb - en hånd på låret - hun var blevet udsat for og som havde gjort hende til et offer..

Falske samaritter og profeter

Når man som jeg var tvunget til at eksponere sig på de sociale medier, hændte det at man blev kontaktet af stalkere, narcissistiske mennesker, der foregav at hjælpe og forstå en, men som kun foregav at gøre det, så de kunne fremstille sig selv som gode menensker overfor deres online kontakter, som intet havde udover en påstået intention og som drænede og stjal mine sidste ressourcer.

Psykiske vampyrer

Når disse psykisk vampyrer havde afgivet deres tomme løfter og givet mig falsk håb og suget alt ud af mig for at få opmærksomhed og blive bekræftet i, hvor fantastisk gode de var, var de pludselig væk, og jeg lå totalt drænet og ukampdygtig tilbage i rendestenen og rådnede op fortsat. Disse mennesker, tosser, narkomaner, fantaster, narcissister og dyssociale svin havde sekundet efter glemt alt om mig, og var henne til næste udsatte, som de kunne suge energien ud af, så de fik online points af deres overklasse-hattedame-radikale-venstre-veninder; "se mig! Jeg har hjulpet en hjemløs! Mig, mig, mig! Er jeg ikke bare et godt menneske!". Men det var de ikke. De hjalp aldrig, de sugede alt ud af deres offer og efterlod ham ødelagt og disillusioneret. Den slags psykopater var der mange af på de sociale medier.

De rigtige samaritter

Der var også mennesker, der var reelle og gode. Men der var uendeligt langt mellem snapsene og der gik lang tid før det var muligt at adskille disse fra narcissisterne og psykopaterne. Ja, der var mange forskellige typer mennesker, jeg mødte. Jeg kunne ikke tillade mig at brokke mig over nogen, som sådan. Kun hvis de udnyttede mig på grund af min desperate situation, som nogen gjorde. Det var rædselsfuldt for mig at være afhængig af andre menneskers nåde og velvilje. Men ingen skyldte mig noget. Og selv om jeg ofte var bitter over at blive svigtet af nogen, jeg havde stolet på og haft en relation til, som jeg kun kendte fra Facebook, så var det i moralsk henseende urimeligt at bebredje dem noget. De skyldte mig intet.

Mennesketyper

Men der var mange typer mennesker og mange former for reaktioner. Jeg var både blevet dybt såret over nogen, jeg virkelig havde stolet på og havde høje tanker om, men som pludselig bare var væk, som bare havde kasseret mig som affald fra den ene dag til den anden. Det handlede om at beskytte sig selv mod at det skidt, jeg var sølet ind i, smittede af på vedkommende. Man ville gerne have en relation, men når jeg blev lidt for risikabel at være assiocieret med, så bad man mig om at slette alt, vedkommende optrådte i, al korrespondance osv. og så var man pist væk.

Jeg kunne ikke bebredje den slags noget som helst. Man havde fået min støtte og opmærksomhed og opbygget en relation, men så snart, der var en hypotetisk risiko ved mit bekendtskab, så skulle man intet nyde. Det var fint. Det sagde meget mere om dem, der havde gjort det, end om mig. Hvor modig var man? Hvor meget betød en virtuel relation? Intet. For nogen. Jeg kunne ikke tillade mig at være bitter overfor dem, der svigtede hurtigtst muligt. Jeg kunne bare konstatere det, samt at hvis jeg nogensinde blev læge igen, så ville jeg aldrig røre en finger for dem, skulle de pludselig genoptage kontakten. Så var det min tur til at pisse på dem og lade dem lide alene og fortabt.

Der var også nogen, der udgav sig for at være nogen, jeg efterfølgende erfarede, at de ikke var. Altså i forhold til deres identitet og det, de skrev om sig selv til mig. Der var en enkelt person, som sandsynligvis var i denne kategori, som udgav sig for at være et andet menneske end i virkeligheden, men som samtidig var en unik sødt, loyal og omsorgsfuld person. Hvad betød det så, at vedkommende ikke var den person i virkeligheden? Intet som helst. Absolut intet som helst. For den, jeg tænkte på, var så uselvisk og godt et menneske, og havde reddet mig flere gange, at det betød mere end alt andet. Hvad end vedkommende påstod at være, så var det på intet tidspunkt gjort i ond hensigt. Og vedkommende, jeg tænkte på, skulle vide, at jeg var ligeglad og yderst taknemmelig for den livreddende hjælp.

Endelig var der enhjørningen, der ikke burde eksistere, men gjorde det alligevel: BB var sådan én. Modig og omsorgsfuld, tålmodig og næstekærlig, et helt igennem smukt, loyalt, stabilt og uselvisk menneske. Men man var nødt til at passe meget godt på enhjørninger som BB, man skulle gøre alt for at værne dem mod afsmitning med det snavs, der var kastet på mig.

Der var mange forskellige typer mennesker. Jeg ville aldrig have været i kontakt med så stor diversitet af typer, hvis jeg ikke var havnet på samfundets bund. Få havde reddet mit liv, mange havde været på visit i mit liv, og andre igen havde misbrugt den udsatte situation, jeg befandt mig ufrivilligt i. På nær en enkelt, der sårede mig dybt ved sit svigt, havde jeg gennemskuet de fleste. Det var jeg faktisk virkelig god til. Jeg var rørt og taknemmelig over de meget sjældne enhjørninger, som BB og Z, men ellers var det utroligt deprimerende at erfare, hvor svinske og modbydelige så mange mennesker var; og det gjaldt både dem på bunden, på toppen og i midten af samfundet. Langt de fleste var ligeglade, skruppelløse, samvittighedsløse og feje.

Den spedalske

Det var interessant at erfare, hvor bange mennesker var for at blive associeret til mig. Jeg blev behandlet som en spedalsk, især af andre læger. Men også politikere, akademikere, myndighedspersoner mv. Ingen skulle nyde noget ved at hjælpe mig. Eller bare støtte mig moralsk. Ingen turde noget. De holdt hårdt fast i opdelingen mellem dem og mig. Selvom der ikke i virkeligheden var nogen opdeling, fordi jeg var normal, så insisterede alle på at være på den rigtige side og at tvinge mig over på den forkerte. Det var SÅ ulækkert og lavt. Og jeg bed til, at de selv ville ende hvor de havde placeret mig. Eller den, de elskede mest. Fuck den slags feje og klamme hyklere.

Konklusionen

Konklusionen var, at de fleste mennesker var mere onde, jeg havde havde troet. De fleste var ligelglade og forråede ind i sjælen.

Snak og atter snak

Ja, der var mange mennesker, der snakkede og mente og foreslog og troede en masse om mig og hvad jeg burde og skulle. Det var sjovt for dem. De anede intet om hvordan det faktisk var for mig. For de anede intet. For dem var det som at se atletik eller fodbold i fjernsynet. Fra sofaen var de selv eksperter og verdensmestre og hvis de bare fik lov, så kunne de da sagents gøre det bedre. Eller når de sad og så Alene i vildmarken - også her havde de massere af foreslag til hvad deltagerne selvfølgelig burde gøre. For det var da så nemt for dem. I deres bløde sofa, i deres varme stue, iført deres rene, tøre og nyvaskede tøj, med deres fyldte maver og veludhvilede, som de var, uden smerter i kroppen, uden ubehaget og insekterne og stanken og modløsheden, så var det da super let. Så kunne de da sagtens overleve i vildmarken selv og langt bedre end dem i fjernsynet.

Stadig livstruende

Min situation var dybt håbløs og livstruende. Og der var intet andet end snak og tomme ord at hente. Ingen advokat, igen rettelse af myndighedsfejl, ingenting. Jeg tilgav aldrig Karoline. Eller Kira eller Hanne eller de andre samvittighedsløse hyklere. De skammede sig ikke det mindste. Det var en ektra hån at skulle trækkes med de skruppelløse personer, for ikke at tale om at give dem penge, selvom de allerede var stinkende rige af at udnytte udsatte borgere.

Helvede uden slutdato

Billeder. Hjemløs i teltet på Fælleden 17. marts 2023. Det stoppede aldrig. De færreste vidste hvad, der foregik, og ingen greb ind og satte en stopper for det.

Opslag på Facebook - kort resume til nye forbindelser

"Hvis man er så fræk at offentliggøre (objektiv) dokumentation for, at man er psykisk rask - efter at have forsøgt alt andet forinden naturligvis - risikerer man det samme som jeg:

Systemet kan ikke længere lade som om, jeg ikke er psykisk rask og det kan ikke tillade sig at trække tiden ud længere. Det har nu yderst alvorlige konsekvenser for mig, at jeg fastholdes hjemløs og er skakmat."

To scenarier

Det ene var, at advokat Karoline Normann eller en af hendes kolleger, der gad arbejde, gjorde noget ultra hurtigt. Det andet var...ikke et, nogen ønskede.

Folk var langt større kujoner og langt mere samvittighedsløse end jeg havde drømt om i mit værste mareridt. Fejheden tangerede neuroticisme og hysteri. Der var mennesker, der uden at grine og uden strejf af ironi frygtede nogle af mine bødler. Det var en vanvittig og irrationel angst for små rotter, som mine bødler var. De var parasitter, insekter, rotter, svin, hunde, umennesker, de var de laveste af de laveste og usleste af de usleste, men farlige var de ikke. Jeg kendte mine bødler; de var selv de største kujoner i hele verden. Jeg frygtede ikke en eneste bøddel.

Blødende og smertefulde tænder

Modsat forleden var smerterne ikke helt så stærke, men til gengæld blødte det og gjorde ondt i flere af kindtænderne i højre side af underkæben. Det mørkrøde blod blandede sig med den skummende hvide tandpasta og resultatet var lyserødt skum. Jeg fotodokumenterede det for en god ordens skyld.

Træning

Jeg trænede ben og mave i dag.

Kan du ikke BARE gå til hjemløse-tandplejen?

Det var ydmygende og ubehageligt for mig, hver gang en eller anden bedreviddende person troede, at vedkommende havde løsningen på et af mine problemer. Det var mere end det, det var en hån at belære mig om, at jeg da "bare" kunne opsøge den lokale almisse-tandlæge for gadens folk, og så ville mine tænder bliver ordnet efter højeste standart, gratis og hvorfor gjorde jeg ikke "bare" det? Dermed regnede folk mig for idiot, når de troede, at de vidste mere om mine vilkår end jeg selv. Og var der noget, jeg ville vide, mon så ikke jeg også var i stand til, som dem, at bruge Google? Men hver gang de ydmygede mig med deres åndssvage råd, fik de det bedre med sig selv; så troede de, at de havde hjulpet, at de var gode mennesker. Men deres råd var enten forkerte eller noget, jeg udmærket vidste allerde. Så ikke nok med, at de ikke hjalp mig, de direkte hånede og ydmygede mig. Men så kunne de stolt fortælle familie og venner og alle på SoMe, hvor gode menensker de var, fordi de havde fortalt mig, en dum bums og hjemløs, noget, som løste alle mine problemer.

Den Sociale Tandpleje - fra 19. Maj 2021

"Først til Albertslund, pullups på vejen, på biblioteket, frugtindkøb, til tandlæge i Taastrup, hun kendte Frederikke Nissen, var ikke kandidat til socialtandplejen pga. jeg ikke havde stof- eller alkoholmisbrug , værestedet, mødte Nikolaj på vejen til værestedet, fulgtes, skifte til rent tøj og soignere mig igen, Nikolaj foranstaltede penge til mad, jeg tog til psyk. til madindkøb med Lars, mødtes med Thomas på Nørreport, fulgtes til Hedehusene, han lånte mig en presenning og købte et tæppe til mig i Aldi, fulgtes til Hedeland, sad i nogle timer og snakkede, han gik tilbage, jeg fortsatte, skrev lidt og fandt et velegnet sted til overnatning. Stressfrakturene virkeligt smertefulde, ny lokalisation, navicularebrud begge fødder."

Kommende sult og teltning

Jeg var begyndt at trække proteinbarer i automaten i PureGym for at få mine sidste penge til at række længere. Jeg havde vel et par hundrede kroner tilbage efter jeg vaskede tøj i går. Det var den samme situation igen og igen, år efter år, og jeg skulle snart ud at sove på gaden igen. Jeg havde intet hørt fra nogen forbandede advokat. Mine tænder var nok kronisk defekte, de blødte ihvertfald en smule hele tiden siden i går. Og ingen stoppede mareridtet. Ikke en eneste. Masse tilskuere, masse snak, ingen forståelse og ingen slutdato for torturen. Hvorfor troede nogen, at det ikke var fuldstændigt forrykt? Hvad var der galt med dette lorteland? Det var så utroligt bizart, at ingen forstod alvoren eller gjorde noget som helst. Jeg var læge, men skulle tortureres af et sygt offentligt system. Men mon ikke jeg fik min hævn? Det gjorde jeg nok.

Latterlige råd

Det eneste, man gjorde, var at give mig latterlige og bedreviddende råd. Som var ubrugelige og som jeg sagtens selv kunne søge efter, hvis ikke jeg allerede kendte til dem alle. Problemet var, at jeg blev fastholdt i fattigdom og hjemløshed af et sindssygt retsvæsen. Ingen gad hjælpe i den forbindelse. Det var en rigtig god ide, at jeg aldrig så Karoline Normann igen. Jeg hadede hende utroligt meget.

Anette Lykke Petri

Direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, var ikke et rart og behageligt menneske. Når hun optrådte i fjernsynet eller i radioen var hun altid kort for hovedet, vredladen, forurettet og ubehagelig. Selv ikke på de oficielle portrætter af hende formåede hun at smile troværdigt. Hun kunne måske have været smuk, men de dæmoner, hun besad, den bagage hun bar på, hendes personlighed skinnede igennem hendes udseende og kunne ikke skjules. Hvad var det, der havde gjort Anette Petri så kronisk arrig og hadsk? Hvilke traumer havde sat sig i hende? Hvorfor udnyttede hun sin stilling og magt til at hævne sig på verden?

Anette fra Falster

"Anette Lykke Petri, født 3. februar 1968 i Nykøbing Falster". Dette stod at læse på Wikipedia. Nu gik der en prås op for mig; her var en mulig forklaring på Anette Petris vrede. Jeg havde ironisk nok tilbragt talrige timer i netop Nykøbing Falster og kendte byen langt bedre end jeg var stolt af. Jeg var endt i Sakskøbing ikke langt derfra, men trænede, svømmede og sad og læste og skrev på biblioteket i Nykøbing Falster. Jeg havde vandret adskillige gange fra Sakskøbing eller Grænge til Nykøbing Falster og retur og mærket naturen og området og jeg elskede Falster og Lolland, men hvis ikke man var inde i varmen dernede, så var man fucked. Jeg havde således bevæget mig rundt i de samme områder som lille Anette omkring 100 år tidligere. Hvad var hun blevet udsat for af uhyrligheder, der havde farvet hendes sind kulsort og forvandlet hende til at arrigt monster, til en rottweiler, der angreb og bed alt og alle?

Hvem havde gjort noget så forfærdeligt mod lille, kønne Anette, der ikke var født ond, men som af en eller anden grund var blevet det? Det kunne forklare meget, at hun var opvokset i Nykøbing Falster, hvor intelligente piger, der skildte sig ud, blev mobbet og kanøflet, men der var mange, der havde haft det hårdt i barne- og ungdommen og som ikke var blevet hævngerrige psykopater af det. At Anette havde ladet sit blinde og frådende raseri gå ud over mig, var utilgiveligt og kunne aldrig undskyldes. Men det kunne forklares. Og jeg ville vide hvad, der var overgået stakkels Anette fra Nykøbing Falster og som havde været så slemt, at det havde ædt hendes sjæl op.

Når Anette Petri en skønne dag var på udgang fra fængslet, ville jeg gerne invitere hende på en øl og et spil skomager på Fortuna i Nykøbing Falster, mod at hun fortalte mig om sin opvækst og oplevelser i byen. Jeg ville gerne støtte og ledsage hende rundt i byen, så hun kunne konfrontere steder og mennesker, der havde traumatiseret hende. Men først efter hun havde fået sin velfortjente straf. Når Anette Petri således havde betalt sin gæld af til mig og samfundet, så var jeg ikke typen, der bar nag (modsat Anette), og så ville jeg gerne hjælpe hende til at få det bedre med sig selv og andre. Så kunne hun måske blive glad igen?

Billede. 167 kroner tilbage til resten af måneden. Igen.

167 kroner tilbage til resten af måneden

Jeg blev retraumatiseret igen og igen i år efter år, og jeg gad ikke mere.

SMS til advokaterne Karoline Normann, Kira Iqbal og Hanne Ziebe

Jeg skrev en afskedssms til de tre hyklere. De var for fine til at svare mig.

Mail til Advokatsamfundet (Cc. ovenstående advokater)

Mail til Region Hovedstadens Psykiatri som respons

Sidste opslag på Facebook

Jeg skulle ikke sulte igen. Det havde været god underholdning for mange. Nu skulle det slutte.

Af nød

Før jeg blev løjet syg, svag og defekt, havde jeg aldrig taget billeder af mig selv. For det var slet ikke min stil at gøre. Men jeg var nu tvunget til det. Jeg var tvunget til at vise omverdenen, at jeg var sund, rask og stærk, for at imødegå det falske narrativ, der herskede. Det var mig utroligt meget imod at gøre dette, det var i modstrid med alle mine idealer om ydmyghed og ikke at udvise hovmod, men jeg var tvunget til det af omstændighederne. For når jeg blev spærret inde igen, ville man kunne videføre det falske narrativ. Og så var jeg magtesløs.

Billeder. Myndighederne forsøgte desperat at tegne et falsk billede af mig som svagelig, syg og defekt. Jeg var ingen af delene og havde aldrig været det. Og derfor var jeg nu tvunget til at udstille mig selv, som den, jeg i virkeligheden var, for når jeg blev spærret inde, var det umuligt.

Nogen skulle havde stoppet det for længe siden. Jeg skrev til nogle af de mennesker, der kendte mig og som faktisk havde været modige nok til at skrive sandheden om mig i en erklæring, som politiet og anklagemyndigheden - og Karoline Normann - havde modtaget.

Jeg satte Nikolaj Birkedal, Nina Borum Nielsen, Høje Taastrup Kommune, Karoline Normann og Anklagemyndigheden på som Cc.

Træning

Jeg trænede bryst, triceps, mave og lænd i dag

Træning

Jeg trænede ryg, biceps og lænd i dag.

En uventet hilsen

Jeg modtog pludselig en sms fra en person, jeg ikke havde hørt fra i en hel del måneder, men af åbenlyse årsager. Jeg blev enormt glad, og svarede vedkommende tilbage. Den pågældende var et særligt menneske, et særligt godt menneske, som i høj grad havde været en uvurderlig støtte på et tidspunkt, hvor den slags var en absolut mangelvare.

Jeg havde aldrig fortalt ham, at jeg havde været læge. Bortset fra den detalje, vidste han alt om mig, der var relevant at vide om et menneske det pågældende sted. Det, der gjorde ham så unik var, at han var en fysisk meget stor fyr. Det var der måske nok flere der var sådanne steder, men han skildte sig alligevel ud på den parameter. Men til forskel fra andre med hans statur, var han omgængelig, empatisk og en enorm motivator for ikke bare mig, med for alle andre. Han var virkeligt et godt menneske. Ikke perfekt, men hvem var i øvrigt det? Dog bedre end de fleste ikke desto mindre.

Han var én, som alle fyre gerne ville være venner med. Og selvom han var blevet behandlet ualmindeligt dårligt, så ville han klare det, og blomstre op igen. Han var ung, havde en fantastisk familie og en fremtid, hvilket de færreste det sted havde, desværre. Men det havde han. Og selvom jeg var notorisk dårlig til at holde kontakten til nogen - især qua min situation - så var han en af de få, som jeg ofte spontant skænkede en tanke. Og som jeg selvfølgelig aldrig glemte. Ja, jeg var lidt benovet over, at han havde skrevet til mig, for han var en af de bedste mennesker, jeg havde mødt.

I morgen er jeg væk

I morgen var jeg væk. Så ville ingen høre fra mig. Indtil pludselig en dag, hvor jeg var på alle nyhedsmedier. Det var sådan det kom til at ende før eller siden. Jeg ville have genoprejsning. Dem, der svinede mig til og løj om mig på nettet, kom til at fortryde det. Det var få mennesker, der stod bag løgnene og tilsviningen af mig på nettet og jeg ville finde ud af hvem, det var.

At overleve

Takket være mirakuløse donationer i går, havde jeg nu penge til mad til den 1. Det var både fantastisk og absurd, at min overlevelse skulle bero på næstekærlige og gode mennesker. Hver gang min overlevelse blev sikret af en af disse engle, vidste jeg, at Camilla Mie Elvekjær og Gitte Ahle ville skumme af raseri. Hver gang det lykkedes mig ved andres intervention at overleve, så fik Camilla og Gitte det fysisk dårligt. De kunne sanse det og det gjorde ondt på dem. Dette skyldes, at de efter min bedste overbevisning var onde, rædselsfulde og hadske monstre. Altså: I min optik var Camilla Mie Elvekjær og Gitte Ahle var syge, onde, psykopatiske uhyrer, de værste og mest afskyelige mennesker i hele verden. Desværre havde begge høns magt, som de brugte til at ødelægge mig og andre ofre.

Kun magt i kraft af andre

Men det havde de kun i kraft af deres stilling og hverv, som de med manipulation og løgne misbrugte på det grovste. Reelt set var de begge svage og skrøbelige. De var kun magtfulde i kraft af andre. Når det kom til stykket, var de fysisk svage skravl. Når det kom til stykket, var jeg det modsatte af dem; jeg havde ingen til at kæmpe for mig og jeg kunne aldrig drømme om at manipulere eller snyde nogen til det, hvorfor jeg var alene. Men reelt set, stillet over for de to syge høns, var det mig, der havde magten. Jeg var ikke afhængig af andre modsat de to intrigante høns. På et tidspunkt måtte løgnen vige fra sandheden. Virkeligheden vandt altid i sidste ende over onde løgne og sladder.

Svømning

Svømmede i havet.

Svømning

Svømmede i havet.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps, mave og lænd. Det var 28 grader og sveden drev af mig.

Svømning

Svømmede i havet.

Svømning

Svømmede i havet.

Svømning

Svømmede i havet.

Tandproblemer

Trods min grundige daglige orale hygiejne, fik jeg til aften kraftige, skarpe, dybe smerter samme sted som tidligere. Jeg børstede som en gal og blev ved længe, men smerten aftog ikke det mindste og det begyndte heller ikke at bløde. Forhåbenligt ville det ske i morgen. Ja, jeg var både uddannet læge, men jeg led periodevis af svære tandsmerter, fordi jeg ikke havde penge til tandlæge - i ti år. Det var jo vanvittigt at tænke på, men det var der heller ingen, der gjorde. Alle lod som om, det var helt normalt og acceptabelt. WTF.

Træning

Jeg trænede bryst, triceps, mave og lænd i dag.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps, mave og lænd i dag.

Billeder. Jeg trænede igen i dag. Fysisk aktivitet holdt mig i live. Gitte Ahle ville invalidere og passivisere mig med livsvarig uberettiget tvangsmedicinering med antipsykotika - som straf. Det var min barndomsven, der i 11. time forhindrede Gitte i at misbruge sit fag til at aflive mig. Jeg var glad for at det ikke var lykkes Gitte Ahle at forvandre mig til en savlende zombie. Gitte Ahle var blevet reddet af sine kolleger, så fremfor at være indsat i Anstalten ved Herstedvester, arbejdede hun fortsat som paykiater og udgjorde en konstant fare for sine patienter.

Gitte Ahle kunne ikke løbe fra sin kriminalitet

Gitte Ahle troede, at hun var sluppet heldigt fra at ødelægge mig med sine fejldiagnoser fremsat i ond tro, resulterende i hjemløshed og for at true mig med langsom aflivning. Men jeg var nu ikke længere så sikker på, at hun slap for straf. Gitte Ahles eneste redning ville være forældelse af den kriminalitet, hun begik mod mig med forsæt. Jeg havde imidlertid anmeldt Gitte Ahle til politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed løbende. At man havde valgt at ignorere dem, var ikke min skyld. Gitte Ahle kunne ikke løbe fra sine meget alvorlige forbrydelser. Hun var usammenligneligt mere kriminel end jeg nogensinde havde været.

Straffet en dag

Mens jeg havde kæmpet for mit liv, hvorved jeg naturligvis ikke kunne være kriminel, så havde Gitte Ahle helt bevidst begået forbrydelser i offentlig tjeneste og hverv mod mig, alene for ikke at tabe ansigt og for at varetage sine kollegers interesser. Hun kunne, skulle og burde bare have gjort sit arbejde professionelt og uhildet og forholdt sig til virkeligheden. Det ville ikke have haft nogen negative konsekvenser for hende at gøre det rette. Hun begik dermed alvorlig personfarlig kriminalitet mod mig med åbne øjne og i den klare intention at forvolde skade på mit liv og helbred. Gitte Ahle kom også i fængsel. Hun kunne ikke undslå sig straf.

Gitte Ahles mange ofre

Gitte Ahle havde gode venner og veninder, der dækkede over hendes misbrug af psykiatrien og retspsykiatrien, men hun havde efterhånden også en hel del ofre. Jeg kendte et par af dem. Og ja, de frygtede alle repressalier fra Gitte Ahle og med rigtig god grund, for Gitte skyede ingen midler når det drejede sig om at dække sin egen ryg, men jeg havde aldrig været bange for hende, for jeg vidste, hvem hun var som psykiater og menneske, og jeg vidste, at hun på et tidspunkt ville blive ramt af hendes tidligere forbrydelser. Der var flere og flere, der var blevet klar over hendes livsfarlige og grove stillingsmisbrug og hun havde talrige ofre i sit kølvand efterhånden - og ikke så få havde læst min tekst og kendte min dokumenterede historie.

Så jeg var blevet kontaktet af flere af Gitte Ahles ofre. Og Gitte: "You can run on for a long time, sooner or later God'll cut you down".

Anthony Mark Patterson

"Shahs hjælper er overført til Storbritannien.

Anthony Mark Patterson er overført til afsoning i Storbritannien, oplyser advokat til DR."

https://politiken.dk/danmark/art10052229/Shahs-hj%C3%A6lper-er-overf%C3%B8rt-til-Storbritannien.

Træning

Jeg trænede bryst, triceps og mave i dag.

Billede. Træning i PureGym.

Havsvømning

Stranden og bølgerne var fantastiske. Sidstnævnte var ret kraftige, og når jeg svømmede mod dem, kunne jeg koordinere mit armtag perfekt synkont med dem, således, at jeg fløj op over vandoverfladen hver gang. Bølgerne hvirvlede sandet op på det lave stykke af stranden, så en mindre krabbe blev løftet op fra bunden og nappede mig i foden. Jeg stoppede op og fik øje på det lille hidssige havdyr og forsøgte at tage den nænsomt op, men kunne selvfølgelig ikke uden at den nev mig med kloerne. Det var fantastisk, vidunderligt, jeg blev ikke forpustet eller træt og jeg kunne have svømme rundt i timevis.

Tavshed = død

Jeg havde holdt lav profil på det seneste, både på de sociale medier og her på hjemmesiden. Det havde intet positivt medført for mig. Mun situation var nøjagtig den samme som i årevis. Men myndighederne, Lægeforeningen, Dansk Psykiatrisk Selskab, politiet og andre - især de elendige forsvarsadvokater - var glade for det. Deres interesse var diametralt modsat af min. Det bedste for dem var at jeg gik til i stilhed og glemt at omverdenen. At deres ulækre passivitet og ligegyldighed og kriminalitet blev glemt. Jeg vidste godt hvordan det kom til at gå. Intet var ændret for mig. Ikke min skyld. Jeg kunne da ikke holde ud at rådne op som fattig og hjemløs. Jeg ville da have min autorisation og mit liv igen. De ansvarlige skulle selvfølgelig straffes. Hvad troede man ellers? Jeg var altid parat. Tik tak.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps og lænd i dag.

Hvor var medierne henne?

Jeg spekulerede på, hvordan det kunne være, at ingen medier eller journalister udviste interesse for min tekst, billeder, videoer, lydoptagelser, al den objektive dokumentation fra tredjeparter, som alt sammen lå eller var linket til hér? Jeg havde efterhånden sort på hvidt, ud over enhver rimelig tvivl, bevist, at flere navngivne top-psykiatere og læger i Danmark havde misbrug deres stilling og fag i offentlig tjeneste på mest kriminelle og skruppelløse vis, alt var til fulde dokumenteret og lå frit tilgængeligt online og alligvel var man totalt ligeglad med det, der var en enormm skandale. Hvordan kunne det nu være? Skulle pressen ikke forestille at være den fjerne statsmagt, demokratiets vagthund, og afsløre magtens overgreb på de enkelte, sagesløse borgere?

Træning

Jeg trænede ben, skuldre, og mave i dag

Havsvømning

Jeg svømmede en tur i de forholdsvis høje bølger og den kraftige strøm. Det var ustadigt, blæsende og skyerne mørke. Der var ingen andre på stranden. Det var fantastisk. Vandet var køligt, men ikke koldt. Jeg blev kastet nok rundt af bølgerne til, at jeg blev svimmel, da jeg gik op af vandet igen og jeg måtte sidde lidt på en af de mange, store sten og sunde mig, mens jeg lufttørrede, da jeg ikke havde noget håndklæde. Da jeg gik fra stranden, havde jeg stadig følelsen af at blive kastet rytmisk frem af bølgerne, hvilket var en smule mærkeligt, men det gik heldigvis snart over.

Efterår med fuld styrke

Det havde føltes som skybrud i nat og lynene var så talrige og vedvarende, at det var som et lydløst lysshow. Tordenbragene kom først nogle timer senere og især et var så øredøvende højt, at jeg vågnede med at sæt og bankende hjerte. Det var meget tæt på og selvom jeg godt kunne lide torden nnormalt, var netop dette bragt ubehageligt højt.

Billede. Himmel i brand. En nærmest provokerende smuk solnedgang.

Billede. Træning i PureGym.

Træning

Jeg trænede bryst og triceps i dag

Apatisk af ulidelig afventen

Jeg havde rådnet op så længe uden slutdato, som hjemløs og dybt fattigt, at jeg var ligeglad med alt. Jeg havde i årevis ikke foretaget mig noget, jeg interesserede mig for, kun overlevet fra dag til dag. Det var så umenneskeligt, at jeg manglede ord for det. Og jeg var parat til hvad som helst for at få en afslutning på det påtvungne mareridt. Der var stadig ingen, der faktisk forstod hvordan det var, ingen, der fattede hvor stressende og belastende statens skueprocess var. Hvis det fandtes et helvede, fortjente mine bødler og samtlige forsvarsadvokater at havne der en dag. Troede de virkelig, at de kunne tie mig ihjel?

Vidnerne

Men der var stadig flere vidner til den pågående mishandling af mig og det kommende justitsmord. Der havde også været vidner til de tidligere justitsmord, rigtig mange endda, og politiet havde nægtet at afhøre dem, men der var hele tiden flere og flere vidner til min fordel og de blev stadig mere ressourcestærke og alt dette betød, at mine bødler ikke kunne klare frisag i stilhed. Der var utallige vidner, der vidste, hvad bødlerne havde gjort mod mig. Mine bødler kunne ikke længere løbe fra deres personfarlige kriminalitet. De ville blive straffet hårdt en dag. Og jo mere de fik politiet til at chikanere mig, jo længere tid de trak sagen i langdrag og jo mere jeg led som følge af dem - jo værre ville det blive for dem i sidste ende. "You can run on for a long time, sooner or later God'll cut you down."

Billede. Træning i PureGym.

Havsvømning

Billede. Det var koldt, men fantastisk med en tur i bølgerne.

Telefoninterview med Ankestyrelsen

Jeg havde en telefonsamtale med en embedskvinde fra en enhed i Ankestyrelsen i dag. Samtalen varede 38 minutter, hvor jeg fortalte hende om mine rædselsfulde oplevelser med personalet på forsorgshjem, ikke mindst Saxenhøj. Det skulle bruges til en undersøgelse og rapport. Jeg fortalte tingene præcis som de var og jeg havde objektiv dokumentation for alt, jeg fortalte hende. Jeg var glad for samtalen. Meget mere end glad, faktisk. For det, jeg sagde, blev hørt og brugt. Forbandet være det pak, jeg var blevet fornedret af på forsorgshjemmene. Gid at de alle selv endte på gaden som hjemløse. Jantelovssvin og bærmen af offentligt ansatte. Jeg huskede dem alle, jeg havde skrevet om og optaget alle og alle i Danmark ville en dag læse og se det hele.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps og mave i dag.

Græshoppen

Billede. Græshoppen sad og ventede i solen. Den levede i nuet og havde ingen planer eller drømme. Præcis ligesom jeg selv. Græshoppens liv var lige så meget værd som mit i samfundets optik.

Anklagerens fuckup

Det var ikke så godt, at anklager Henrik Pedersen fra Vestegnens Politi havde valgt at satse på psykiaternes åbenlyse løgne om mig. Henrik vidste jo udmærket, at han var på vildspor. Henrik havde truffet et forkert valg. Og Henrik måtte være klar over, at hans karriere i anklagemyndigheden var forbi. Henrik måtte være helt bevidst om, at han aldrig kunne tie mig ihjel eller true mig til tavshed. Henrik måtte herefter tage konsekvenserne af sit forkerte valg. Hvis Henrik Pedersen fra Vestegnens Politi havde været en dygtigere anklager, havde haft et intakt moralsk kompas, hvis han havde levet op til sit fags og sin stillings krav til faglighed og hvis Henrik Pedersen havde været modigere - så havde jeg ikke været nødt til at dokumentere hans ugerninger som offentlig ansat i etaten for hele verden.

Henrik havde truffet det lette og samtidig helt forkerte valg. Dovenskab, uduelighed og fejhed, som ville ramme ham som en boomerang. Og decimere hans karriere, præcis som han havde fortjent det. Jeg havde naturligvis ikke den fjerneste respekt for anklager Henrik Pedersen, for jeg havde ikke respekt for feje og inkompetente, amoralske fede svin og hovmodige taber-bureaukrater. Jeg havde heller ingen respekt for advokat Karoline Normann, da jeg jo hadede hyklere, der prydede sig med lånte fjer mere end nogen andre.

Den største skandale

Det, der var overgået mig, var en af de største og mest veldokumenterede skandaler i nyere dansk historie inden for lægeverdenen. Det var alle med kendskab til den helt på det rene med. Det var kun et spørgsmål om tid før medierne fik fingeren ud og skrev om den. Og jeg ville tvinge medierne til det, hvis de ikke selv kunne finde ud af det. Korthuset ville kollapse og ingen skulle bruge mere end 10 minutter på at finde al dokumentationen. Mine bødler ville blive fængslet i det sekund offentligheden blev bekendt med sagen. De havde deres frihed på lånt tid. Det måtte de være klar over.

SMS og mail til advokater

"Kære Karoline, Kira og Hanne

Kjeld Andersen."

Svømning

Svømmede i havet.

43 års fødselsdag

...

Mail til Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kira Iqbal, Hanne Ziebe og Karoline Normann

"Kære Landsforeningen af Forsvarsadvokater

Kjeld Andersen."

Træning

Jeg trænede bryst, triceps, mave og lænd i dag.

Forræddersvinene

Jeg havde gennemsøgt en ekstern harddisk med data fra før 2022 og især det jeg så. hørte og læste om tiden med svindeloverlægen og onkologisk afdeling gjorde mig rasende. Anna Howitz og Kristine Chemnitz, Ulla Brix Tange og Egill Rostrup.

Træning

Jeg trænede ryg og biceps i dag.

Forræddersvinene 2 - mail til Lægeforeningen, Yngre Læger og diverse discount-advokater

"Kære Lægeforeningen og Yngre Læger

Kjeld Andersen."

Jeg forventede naturligvis ikke at nedenståede essentielle vidner havde lyst til at gøre det rigtige og for mig livreddende. Men jeg måtte jo forsøge. Alle var sig selv nærmest, ingen havde ære, mod, faglighed, moral eller samvittighed inden for lægeverdenen, og selv om begge læger kunne redde min tilværelse ved bare at sige sandheden, så ville de aldrig gøre det. Jeg havde dog gemt alle mine samtaler med begge og her kunne man læse hvor tætte jeg og henholdsvis Anna og Kristine havde været. Men det betød intet for de to. De så mig hellere død end at gøre deres pligt som læger og mennsker.

Mail til vidnet, læge Anna Horwitz

"Kære Anna.

Kjeld."

Mail til vidnet, læge Kristine Chemnitz

"Kære Kristine.

Kjeld."

Psykiater Gitte Ahles rygtedpredning

Jeg havde af to af hinanden uafhængige og pålidelige kilder fået bekræftet at psykiater Gitte Ahle spredte falske rygter om mig på de sociale medier, især Facebook. Men ikke blot online løj Gitte Ahle om mih til sine kolleger, også i de faglige miljøer udgød Gitte Ahle sin gift. Situation var altså, at monsteret og overgrebs kvinden Gitte Ahle, som jeg aldrig havde gjort noget, men som havde misbrugt sit fag til at ødelægge mig som menneske, ufsat mig for trusler på livet gennem måneder, som havde videreført flere fejldiagnoser i ond tro, og som om nogen var garant for min tidsubestemte hjemløshed, nu fortsatte sin ondskab ved at lyve om mig offentligt.

Det var usandsynligt petfidt - og kriminelt - af Gitte Ahle. Det var en ufattelig dårlig ide hvad Gitte Ahle gjorde sig skyldig i. Jeg ville kraftigt anbefale Gitte Ahle at stoppe med sin kriminalitet mod mig. Hvis ikke Gitte Ahle selv kunne finde ud af at ophøre med sine løgne, måtte nogen standse hende hurtigst muligt. Det var meget vigtigt at Gitte Ahle stoppede med at chikanere mig.

Politianmeldelse af psykiater Gitte Ahle

"Kære Københavns Vestegns Politi, Styrelsen for Patientsikkerhed, samt Merete Nordentoft og Dansk Psykiatrisk Selskab

CPR."

Svømning

Svømmede i havet. Men ikke så længe, da vandet var begyndt at blive koldt.

Monstret Gitte Ahle

Af alle mennesker var Gitte Ahle den, der ubetinget var mest skyldig og havde størst forsæt til at misbruge sit fag til at ødelægge mig som menneske og tvinge mig til selvmord. Gitte Ahle havde jeg aldrig gjort noget som helst. Jeg havde fuldstændig ren samvittighed i forhold til hende og hun skulle ikke vove at sprede falske rygter om mig. Gitte ahle var en vaske ægte psykopat. Hun var særdeles kriminel og udgjorde en alvorlig fare for sine patienter. Gitte Ahle havde uvervurderet sig selv. Om det var det sidste jeg gjorde, skulle jeg sørge for at det uhyre kom i fængsel. Jeg var ikke spor bange for den psykopat. Hendes magt bestod i at lyve og manipulere andre menensker samvittighedsløst og bruge demtil sin egen fordel. Alene var monstret Gitte Ahle intet. Jeg havde siddet over for hende under indlæggelsen hvor hun truede mig på livet med sin farlige tvangsmedicinering og talt hende direkte imod. Jeg havde - som ufrivillig patient - vundet alle diskusioner med Gitte Ahle fordi jeg var hende fagligt overlegen. Gite Ahle var en rabiat psykopat, men svag og ynkelig.

Gitte Ahles snitch

Jeg vidste at mindst en modpart læste alt, jeg skrev. Denne lille rotte kunne hermed oplyse Gitte Ahle, at jeg ville sørge for at hun kom i psykopatforvaring, hvor hun hørte hjemme. Den hysteriske so skulle aldrig have spredt falske rygter om mig. Gitte Ahle ville blive straffet og hun kunne aldrig undgå det. Jeg havde resten af mit liv til at sørge for at det svin blev stillet til ansvar.

Gitte Ahles Facebook censur af mig

Jeg måtte ikke længere dele et opslag på Facebook, hvor jeg linkede til denne hjemmeside, hvor mit vidnesbyrd for Gitte Ahles kriminalitet lå. Det var svært foruroligende at Gitte Ahle havde succes med at forhindre at dokumentationen for hendes tortur af mig kom ud til offentligheden. Gitte Ahle havde knægtet min ytringsfrihed og hun havde forhindret at hendes kriminalitet blev anmeldt og efterforsket. Det var meget alvorligt at forhindre en forbrydelse i at blive stoppet og efterforsket.

Men ingen overraskelse. Gitte Ahle og dem der hjalp hende havde uendeligt mere midler end jeg. Jeg havde intet. Jeg var hjemløs og ruineret og offer for Gitte Ahle. Men alt blev registreret og jeg skulle nok finde ud af hvem det præcis var der havde forhindret kriminalitet i at blive stoppet og drls kunne det ikke stoppe mig. Intet og ingen kunne stoppe mig i at offentligheden fik indsigt i denne tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab kom til hele verdens kendskab. Gitte Ahl måtte virkelig være tosset hvis hun troede hun kunne bringe mig til tavshed. Typisk for det selvovervurderende og arrogante svin.

Træning

Jeg trænede ben, skuldre, mave og lænd i dag.

Havsvømning

Jeg svømmede i havet.

Træning

Jeg trænede biceps og triceps i dag.

Læge Anna Horwitz

Læge Anna Horwitz havde været en slags kollega mens jeg var ansat i Glostrup i den såkaldte FIUNIT, hvor Egill Rostrup var overlæge og skulle forestille at være vejleder og min chef. Desværre havde Egill ikke styr på hverken ansættelseskontrakt, feriepenge, kørselsfradrag - eller løn. Alt dette var Anna Horwitz førstehåndsvidne til. Men beklageligvis ville hun ikke stå ved det officielt, givetvis af frygt for at skade sin egwn karriere. Og selvom frygten var velbegrundet, nyttede det jo ikke noget at jeg skulle straffes for ærekrænkelser fordi hun tav. Derfor måtte jeg offentliggøre nedenstående i stedet:

Billeder. Læge Anna Horwitz var vidne til alt, men var tavs.

Svømning

Svømmede i havet. Det var ikke særligt koldt og jeg havde endnu ikke haft behov for at bruge våddragten fra Biltema jeg havde købt for 199 kroner. Prisen afspejlede kvaliteten og den dækkede kun til albuer og knæ.

Billeder. Den 27 juni 2009 blev jeg endelig læge.

Billede. Den 19 september 2024 var jeg fortsat hjemløs gennem flere år pga. fejldiagnosen.

Danske læger uden ære

Beklageligvis svigtede mine kollegaer fælt. Ingen turde skade deres egen karriere ved at støtte mig. Der var ingen hjælp fra nogen læger på noget tidspunkt, så snart de troede de risikerede bare det mindste ved at leve op til lægeløftet, var samtlige pist væk.

Læge og tillidsrepræsentant Kristine Chemnitz

Læge og tillidsrepræsentant Kristine Chemnitz på Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet i 2014 og 2015 var et yderst kolerisk og plaget menneske. Jeg havde netop fundet alle mine mails og beskeder mellem hende og jeg fra dengang og mange af dem var ikke for børn. Jeg havde udhulet Kristine, som man sagde, og når ikke Kristine var et hæderligt menneske, så var jeg heller ikke galant overfor hende. Kristine havde kastet mig under bussen med en foruroligende koldblodighed, og måden hun gjorde det på var afskyelig.

Karma, Kristine

Desværre for Kristine var der noget, der hed karma, og i denne sammenhæng var det, at jeg havde lavet automatisk backup af al korrespondance mellem os, og en del af den var essentiel for hvad jeg blev udsat for af uretfærdigheder og tab af autorisation og karriere - men meget af den var ren sexting. Kristine Chemnitz, der deltog i gaslightning og fejldiagnosticering af mig:

1. Uddannelses(u)ansvarlig overlæge Ulla Brix Tange på Onkologisk afdeling tvang mig til at sygemelde mig med stress, fordi overlæge Egill Rostrup havde sørget for, at jeg ikke kunne blive speciallæge. Egill havde nemlig snydt og svindlet og sørget for, at jeg uforvarende overskred den såkaldte fireårsregel for læger.
2. Jeg fejlede intet og ville gerne tilbage i arbejde. Men så måtte Ulla Brix Tange finde på noget værre end bare stress. Hun kontaktede praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær og løj om mig til hende. Nu mente hun at jeg skulle være paranoid og sindssyg, men ingen kunne begrunde hvorfor. Målet var at sørge for at jeg ikke returnerede på afdelingen.
3. Kristine Chemnitz var tillidsrepræsentant og var vred på mig over, at jeg ikke ville være i et forhold med hende. Det lyder utroligt, men sådan var det tydeligvis og det dokumenterer vores korrespondance til fulde.
4. Kristine Chemnitz lod sig misbruge til at gaslighte mig alvorligt psykisk syg, selvom jeg på ingen måde var det. Derfor ringede hun til mig, da jeg insisterede på at komme på arbejde igen, og forsøgte at presse og manipulere mig med løgne til at tro, at jeg var syg. Selvom jeg absolut ikke var det og selvom mine venner og min familie heller ikke på nogen måde mente, at jeg fejlede noget som helst.
5. Kristine Chemnitz misbrugte dermed i ond tro lægefaget og sin post som tillidsrepræsentant til at lyve mig alvorligt psykisk syg. Fordi jeg faktisk stole på Kristine og fordi jeg vidste, at hun var helt forkert på den - og fordi jeg vidste hvor katastrofal hendes løgn var - blev jeg oprigtigt talt svært bekymret. Det var nærmest uhyggeligt at høre på at Kristine løj så groft.
6. Det var overlæge og Kristines overordnet, Ulla Brix Tange, der fik Kristine til at forråde mig og lægeløftet. Det var nok ikke behageligt for Kristine og hun følte sig sikkert presset til det, men der var ingen undskyldninger for hvad du gjorde.

Message til Kristine Chemnitz den 2. februar 2015

Denne besked var respons på samtalen med Kristine Chemnitz:

"Sorry det sene respons. Du har ikke hjulpet mig, hverken som tillidsrepræsentant eller som noget andet. Du har mig bekendt intet gjort i forhold til, at du er tillidsrepræsentant (men jeg ved intet om hvad der forgår, du har ikke fortalt mig noget). Du har ingen faktuel viden om at være tillidsrepræsentant eller nogen løsningsforslag. Du:

Og vigtigst: Du enten ikke kan eller vil læse det, jeg skriver og forholde dig til det. Du har ikke præsenteret mig for nogen konstruktive løsninger, og du har ikke fungeret som bindeled mellem mig og afdelingen. Dét, du har fortalt mig, er langt værre end din opfattelse af mit respons på din opringning, hvor du hele tiden bare fortæller mig, at jeg er syg (alvorligt endda) og at intet jeg skriver giver mening. Min opfattelse er, at jeg hævede stemmen ifm. tlf. samtalen for at få bare ét ord indført. Du ringer agiteret og grådlabil og råber bare igen og igen "Du er syg Kjeld!", uden at begrunde det, og til sidst afbryder du pludselig forbindelsen (?!). Du har ikke hjulpet mig i som tillidsrepræsentant. Jeg bliver da først rigtig syg hér i isolation i min lejlighed i 100% uvidenhed om alt."

Hånede kræftramt kvinde

Læge og onkolog Kristine Chemnitz var utrolig nådesløs og hendes svar på ovenstående iMessage var, at jeg foremover skulle henvende mig til tillidsrepræsentant suppleanten Farah. Jeg burde havde opfanget det som et rødt flag, da Kristine i begyndelsen af vores forhold fortalte mig at hun var dødtræt den pågældende dag efter arbejde, fordi hun havde været i ambulatoriet og hele dagen måtte lægge ører til den ene brystkræftramte kvinde, der sad og græd, efter den anden. Kristine brugte ordet 'tudende' om de terminale kræftramte patienter, som hun tydeligivs foragtede. Kristine var et menneske, jeg aldrig skulle have lært at kende. Kristine var et menneske, man skulle skynde sig væk fra hurtigst muligt.

Kristinas og mit forhold

Det var klart, at jeg havde overscoret med Kristine hvad angik udseenet. Men det gav hende ikke ret til at behandle mig som affald. Kristine var naturligvis klar over dette, og fik derfor alt til at foregå på hendes præmisser. Især det faktum at jeg havde en bil og kunne agere chauffør for Kristina og hendes to drenge, var en stort plus ved mig. Og så naturligvis at hun følte at hun kunne være perfid overfor mig, hvilket hun også var; ikke hele tiden, for hun var også skøn, men nok til at jeg ikke magtede at være hendes skødehund og altid stå til hendes rådighed og finde mig i hendes luner.

Sagde fra

Det var utroligt opslidende at være ansat under Egill Rostrup, som også kynisk udnyttede mig groft, men på en anden måde. Egill vidste alt om min frygt for at overskride fireårsreglen og det misbrugte han til at spilde et helt år som videnskabelig assisten, hvor jeg fremfor at forberede min efterfølgende ph.d., i stedet skulle oplære flere læger i hoveduddannelsesstilling som psykiater og i den forbindelse skulle prøve at lege forskere. De var skam venlige nok de kommende psykiatere, men samtidig også de fagligt ringeste og IT-enfoldige, så det var en stort arbejde for mig at undervise og demonstrere vores metoder for dem. Især en kommende psykiater, Kasper, arbejdede jeg meget med at oplære.

Jeg var derfor nødt til at prioritere min stilling på FIUNUT før Kristine Chemnitz. Det var hun meget sur over. Nok var hun fysisk tiltrækkende, men jo ikke så meget at hun kunne behandle mig som hun gjorde. Der var trods alt grænser. Jeg var høflig og prøvede at forklare mig overfor Kristine, men vist uden større success. Jeg var desværre for svag og fik ikke sagt tydeligt fra overfor hende og hendes egoistiske krav til mig. Det var naturligvis min egen skyld. Kristina ville vist gerne have en kombineret chauffør og det, man i dag ville kalde "fuckboy". Når hun gav ordren, skulle jeg bare stille op uden at stille spørgsmål eller kny.

iMessages mellem Kristina og jeg den 7. januar 2014

"Det var da utroligt med dig. Faktisk tror jeg du ikke har lyst til at komme. Det er nemmere hvis du bare siger det."

"Nevermind. Hvis du på et tidpunkt har lyst til at komme, så kan du jo skrive."

"Jeg håber du ringer tilbage, synes det kunne være rart at tale sammen. Er du konfliktsky?"

"Ja, jeg er konfliktsky, og jeg har en defekt bil og en hjerne, der ikke kan håndtere de krav, der stilles, uden at såre andre. Jeg kan jo åbenbart ikke overholde nogen aftaler, men jeg har en intention om at ringe til dig i aften"

"Bullshit- man kan hvad man vil og ikke vil [altså, jeg kan hvad Kristina vil have jeg skal]. Du behøver ikke ulejlige dig, det er jo ikke sådan at du skylder mig noget som helst, eller omvendt. Kunne bare være rart med en smule ærlighed."

"Okay, det er noteret. Jeg er ikke enig. Jeg har været 100% ærlig, men jeg har ikke været realistisk. Det handler ikke om min manglende vilje eller lyst, men om manglende ressourcer. Før du peger fingre ad mig, så vær sød at tænke lidt over hvem der har lagt den største indsats i os. Du er sikkert ikke just imponeret over min indsats, men jeg garanteter dig for at jeg aldrig tidl. i en tid hvor jeg er og har været så presset, har villet bruge så mange kræfter på nogen pige. Det har været sindssygt hårdt. Jeg vil dig men kan dig ikke nu, det er så ulideligt. Nu må jeg igang med skriveriet, slut herfra."

"Lige meget, jeg ser ingen grund til at fortsætte SMS korrespondancen."

Kristina og jeg fandt efter en pause sammen igen, men hun var stadig toksisk, hun kunne ikke lide mig og behandlede mig ringe, og jeg var samtidig presset pga. Egill Rostrups og Ulla Brix Tanges perfide svineri. Så jeg orkede ikke at være Kristinas chauffør, prügelknabe og fuckboy længere (ok, hvis det kun havde været fuckboy, kunne jeg godt, hun var ret lækker):

iMessage fra mig til Kristina den 19. oktober 2014

"Jeg håber, du havde en god dag i går og kom godt hjem. Jeg er totalt udkørt. Vores forhold er ved at udvikle sig til noget, jeg ikke kan overskue. Jeg synes, du er pisse sød og dejlig at være sammen med, men det kan ikke blive til mere end venskab. Min tilværelse er et fucking mareridt, som jeg kun kan komme ud af ved egen hjælp, hårdt arbejde og ro. Jeg er nødt til at få det bedre, før jeg kan være noget for nogen. Håber virkelig, du forstår, det betyder meget for mig. Slut herfra."

Nej, Kristina brød sig aldrig om mig, men at jeg afviste hende, gjorde hende rasende og hun ville straffe mig som hævn. Ikke fordi hun kunne lide mig. Fordi hun ikke tålte at blive modsagt.

Mail til uddannelses(u)ansvarlig overlæge Ulla Brix Tange (Onkologisk afdeling) den 22. septemebr 2024

"Kære Ulla Brix Tange

Kjeld Andersen."

Træning

Jeg trænede i dag bryst, triceps, mave og lænd.

Træning

Jeg trænede i dag ryg, biceps og lænd.

En slutning og afklaring NU

Det var meget vigtigt, at jeg fik en afklaring og en slutning straks. Jeg kunne ikke vente længere. Der skulle ske noget nu.

Træning

Jeg trænede i dag ben, skuldre og mave. Min krop var begyndt at erodere fuldstændigt, så jeg var nødt til at tilmelde mig et yogahold, hvilket jeg erfaringsmæssigt vidste var den bedste kur mod min fysiske tilstand. Det havde været ekstremt fysisk hårdt at være tvunget til at leve som Vestegnens Finest havde dikteret siden oktober 2021; som hjemløs og boende i telt i halvandet år, hvor jeg hver morgen pakkede alt ned og hver aften slog teltet op på ny. Jeg havde enten gået (oftest) eller cyklet frem og tilbage dagligt og med tunge byrder. Det var også en ekstremt stressende situation, jeg befandt mig i og havde gjort det i flere år; ulidelige afsavn, uvished, ingen slutdato, alle overgrebene og den konstante trussel om anholdelse og frihedsberøvelse. Jeg var så svært akut og kronisk stresset, at jeg havde markante symptomer på voldsomt forhøjet blodtryk, herunder i dag næseblødning og svimmelhed.

Manglende forståelse af alvor

Mine åh-så 'dygtige' og fornemme advokater havde ingen forståelse for mine vilkår. Myndighederne ej heller. Tværdigimod sørgede sidstnævnte for at Facebook censurerede mig og min dokumentation af de umenneskelige forhold, de havde påtvunget mig. Hvem var den eller de kælliinger, der gjorde dette? Hvem var de ulækre svin, der forhindrede mig i at få hjælp fra omverdenen og som aktivt dækkede over alvorlig og livsfarlig personfarlig kriminalitet begået mod mig? De skulle vide én ting: Jeg skulle nok finde ud af hvem de var. Det skulle ikke være gratis at gøre sådan noget.

Mail til Retten i Glostrup og Dommerforeningen

"Kære retten i Glostrup.

CPR:"

Sagsmateriale - optagelse af overlæge Egill Rostrups løgne

https://drive.google.com/file/d/1Gk7CI_NNbJRaAxdbnJsfF0-Us8YKHyUb/view?usp=sharing

Om Egill Rostrups datasvindel

Overlægen havde ikke styr på noget som helst administrativt eller juridisk, kun forskning. Derfor blev den fallerede biolog Lene Rask ansat. Hun var en lille, buddet blod kvinde, der forsøgte at kompensere for sine manglende akademiske færdigheder og intellektuelle evner ved at klæde sig udfordrende og gå i høje hæle. Det gjorde hun ikke til at begynde med, men efterhånden som hun indså sin utilstrækkelighed på det arbejdsmæssige område. Det var tragikomisk at hun udstillede sig selv som et vulgært sexobjekt, for hun følte sig ikke godt tilpas og det så komisk ud, når hun kom vraltende med de høje hæle. Lene Rask havde lige så lidt indsigt i de formelle aspekter som Egill. Det blev mere værre senere hen og Datatilsynet gav mig da også i 2018 (efter 4 års behandling) ret i, at Egill Rostrup ikke havde overholdt dagældende persondatalov:

Mail til Lene Rask og Egill Rostrup den 28. januar 2014

"Kære Lene

Kjeld."

Sagsmateriale - optagelse af overlæge Ulla Brix Tanges stillingsmisbrug og uberettigede fyring af mig

https://drive.google.com/file/d/1SMRUFb_NYA_RP1PurXWzG7u8YzqXBx2i/view?usp=sharing

Der kommer en dag.. Bare vent..

Hunger

Jeg havde tabt mig mindst 6 kilo den seneste måned. Jeg var nu konstant sulten fordi jeg ikke havde flere penge tilbage. Men jeg hsvde tag over hovedet. Jeg var tvunget til at sulte ofte pga mine bødler og Vestegnens Politi og det var vel helt usædvanligt at det var forekommet i Danmark at en læge sultede pgs myndighedsfejl, men sådan var det for mig, sådan jabde det været i årevis og det stoppede aldrig. Det fik mig til at huske på hvem jeg skulle hævne mig på. Jeg skulle ikke sulte eller overleve op andres nåde. Jeg var læge. Og jeg tog hævn. Nogle kom til at betale meget meget dyrt for at udsætte mig for hjemløshed og sult og overgreb.

Mails fra vidner

Jeg så at jeg havde fået en mail fra henholdsvis socialpsykiatrisk sygeplejerske Nina Borum Nielsen, Høje Taastrup, samt Gitte Bengtsson, Kofoeds Skole København. De var begge fra slutningen af august i år. Men jeg læste dem ikke og jeg læste ikke engang emnefeltet i de mails. Uanset hvad de skrev, var det ligegyldigt. Især det som Nina Borum Nielsen var totalt ligegyldigt, præcis som hende selv. Jeg havde langt større respekt for Gitte Bengtsson, men heller intet hun skrev spillede en rolle længere.

Hvis man ønskede at komme i kontakt med mig, var den dummeste måde at gøre det på at skrive en mail. De vidste både Nina og Gitte selvfølgelig. Hvorfor Gitte skrev til mig, vidste jeg ikke. Men det var helt sikkert at Nina Borum Nielsen udelukkende skrev fordi hun havde rådspurgt kommunens jurister om hvordan hun bedst dækkede sin egen og kommunens rygge. Sådan var Nina nemlig. Hvorfor skulle jeg have med mennesker som hende at gøre? Det var en ekstra perfid og ydmygende straf.

Reddet af Z - igen igen ❤️

Takket være Z havde jeg nu råd til mad til resten af måneden. Jeg kunne nu købe adskillige poser pasta eller ris og kom ikke til at sulte.

Det feudale Danmark

Danmark var stadig et feudalt samfund, hvor dyssociale og intrigante kællinger af begge (alle, whatever) køn var hævet over lov og ret og som den almindelige dansker var benovet og frygtsom overfor. Selv de store, primitive og brovtende karle i Vestegnens Politi frygtede disse herredsfogeder, som de små bitches de var bag uniformen og de rede våben.

Men ikke jeg. Jeg var ganske ikke noget særligt i fysisk henseende, men jeg havde noget, som ingen grise (altså betjente) eller herredsfogeder ejede skyggen af: Faglighed og moral. Og - alt andet lige - en evne til at tåle lidelse over meget lang tid.

Første gang man blev udsat for overgreb var den værste. Anden, tredje og fjerde gang og så videre, var det en petitesse. Jeg havde prøvet alt det værste i dette lorteland mange gange og var totalt ligeglad nu. Men mine bødler, herredsfogederne, havde aldrig været udsat for noget der tilnærmelsesvis var så slemt som det, de svin havde udsat mig for. Så når de førte sig overleget og arrogant frem, havde de absolut intet at have det i. Deres hovmod var en tydelig indikator på dette faktum. De rotter ville knække meget hurtigt, hvis de blev tvunget ud i et lille telt vinteren over. Så ville de hurtigt give op og begynde at klynke og tude som små fucking tøser (eller drenge eller hvad de identificerede sig som). Feje, degenererede, snobbede minusindivider.

En bøn!

Find mine bødler på de sociale medier og dokumenter hvem, der er venner, kontakter og forbindelser med hinanden! Det er meget vigtigt at påvise deres inhabiitet, men jeg kan desværre ikke gøre det, fordi samtlige læger - og psykiatere - i Danmark har blokeret mig, som de paranoide og feje mennesker de er. Især er det vigtigt at tage skærmbilleder etc. af de højtstående psykiateres forbindelser til hinanden, deres venner og indlæg og opslag på Facebook og andre sociale medier.

Egill Rostrup og Merete Nordentoft

Jeg opdagede tilfældigt at svindler-overlægen og charlatanen Egill Rostrup og psykiater og forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft, var venner på Facebook. Merete havde mange venner, men det var alligevel bemærkelsesværdigt at Egill Rostrup var én af dem. Egill havde nemlig lavet forskning med de mest fremtrædende psykiatere i landet, især dem, der huserede i Glostrup og han kendte de fleste, hvis ikke alle, bødler.

Træning

Jeg trænede bryst, triceps, mave og lænd i dag.