Sankt Hans Hospital

Psykiatere

Der var to hæderlige og fagligt dygtige psykiatere ansat på Sankt Hans Hospital, nemlig P og Solvej. Sidstnævnte var 1. reservelæge, men havde en baggrund som alment praktiserende læge, hvorfor hun besad rigtig lægefaglig viden, hvilket var hårdt tiltrængt på Sankt Hans Hospital. Desværre blev hun ikke min faste psykiater efter P gik fra. P var formentlig den eneste psykiater, jeg nogensinde har mødt, som var faglig dygtig, modig nok til at tænke og handle selvstændigt, og i overensstemmelse med virkeligheden, samt tilmed karismatisk; han gav mig kortvarigt håb for første gang i flere år, og lovede oven i købet at undersøge, hvordan jeg kunne få min autorisation som læge igen.

Desværre gik P på barsel inden han kunne indfri sit løfte, og tilbage var bunden af danske psykiatere. Og der er virkeligt dybt ned, når man tænker på, at de psykiatere i min optik udgjorde de ringeste af de ringeste læger. De var efter min mening mildest talt underlødige fagligt, såvel som moralsk, og tilmed luddovne. I lighed med plejepersonalet, var det for mig tydeligt, at sidstnævnte gruppe af psykiatere afskyede de tvangsindlagte patienter, som blev somatisk og psykiatrisk negligerede og vanrøgtede.

Det er voldsomme anklager, jeg fremkommer med, og det ville da også være rimeligt at straffe mig med fængsel eller tvangsindlæggelse, hvis det ikke var fordi at det, jeg skriver passer; ikke bare fordi jeg var tvangsindlagt på afdelingen, og af den årsag synes, at det hele var forfærdeligt, men fordi at mine breve til psykiaterne, mine dagbogsnotater, og - ikke mindst - mine mange billeder og optagelser dokumenterer det.

Jeg har besluttet mig for at det nok er for risikabelt at bruge billeder af det, der foregik inden for murene til bogen. Omvendt mener jeg, at jeg har en pligt til at gøre opmærksom på de forhold, jeg oplevede og dokumenterede. Jeg har derfor valgt at bringe nogle fotos, der selvfølgelig ikke er fra afdeling R3 på Sankt Hans Hospital, hvorfor jeg har sløret dem, så man ikke kan se at der er tale om billeder fra Wikipedia.

Jeg mener i al ydmyghed at mit dilemma er ret identisk med det, i den såkaldte "Plejehjemssag", med vanrøgt af mennesker, der lider af demens - i det sekund, jeg gør nogenlunde det samme som i "Plejehjemssagen" (bortset fra at jeg aldrig har dokumenteret noget, hvor jeg ikke selv var tilstede, og selvfølgelig at det var mine medpatienter eller jeg selv, der var ofrene), så véd jeg, at det medfører repressalier, som i mit tilfælde kan være invaliderende og livstruende.

Desværre er det endnu ikke lykkedes mig at få pressen eller myndighederne til at forholde sig til mit materiale, og for at parafrasere filmen "Alien", så "kan ingen høre dig skrige på retspsykiatrisk afdeling", udover plejepersonalet, der i så fald straks kalder alarm, hvilket resulterer i bæltefiksering og akut beroligende tvangsmedicinering.

Spørgsmålet er i virkeligheden, om det overhovedet er relevant i forhold til min egen sag at offentliggøre min dokumentation. Men samfundet burde gribe ind, og de pårørende til mine medpatienter burde gøre det samme. Man skal ikke holde vejret, hvis man tror at de ansatte på Sankt Hans Hospital selv gør opmærksom på de elendige forhold, måske især fordi det i høj grad er holdningen og kulturen blandt dem selv, der er problemet - efter min bedste overbevisning.

Øvrige

Forskellen mellem plejepersonalet på Sankt Hans Hospital og afdeling Q81 var slående; mens de det sidstnævnte sted kun med få undtagelser samlet set var venlige og professionelle, var de det førstnævnte sted i min optik forfærdelige mennesker, og endnu værre i faglig henseende. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan man kan være så samvittighedsløse, skødesløse, og uprofessionelle som plejepersonalet på Sankt Hans Hospital var. Hér mener jeg ikke, at advarsler eller fyringer er tilstrækkeligt, for enkeltes vedkommende mener jeg uden overdrivelse, at de burde have en fængselsstraf.

Personalet på R3

Dagbog

Transskription af optagelse af 18. april 2019

"Det er den 18. april 2019 og klokken er 13.00 og jeg er ude for første gang alene i cirka et halv år. Det er skønt vejr, solen skinner, det blæser bare en lille smule og jeg går ude på arealet. Dagen i dag har været præget af en af patienterne, der har været meget urolig og udadreagerende. Han har råbt meget og været meget vred.

Det startede klokken cirka seks i morges og så har det fortsat med mellemrum siden da. Han blev så truende overfor persolanet, at de følte sig nødsaget til at trykke på alarmen. Det betød at plejepersonalet fra de andre afsnit kom løbende og hvad der så skete efterfølgende så jeg ikke, men typisk vil det være sådan noget med, at man forsøger at berolige ham og hvid det er rigtigt slemt, så kan man lægge ham i bælte eller give ham noget tvangsmedicinering.

Vi har fået to nye sygeplejestuderende og da jeg sad nede i TV stuen og læste en bog, så var de meget imponeret over, at jeg var i stand til at læse noget på engelsk, fordi min bog nemlig er på engelsk. Den hedder, så vidt jeg husker, 'The Rise and Decline of the British Empire'.

Det er som om at de automatisk går ud fra at man er rent ud sag dårligt begavet, fordi man sidder på en psykiatrisk afdeling. De er søde og venlige nok og jeg tror ikke at de mener noget ondt med den holdning de tilkendegiver, men det er noget trættende at blive behandlet som om at man er lettere begavet.

Det kan ikke rigtigt hidse mig op længere, så jeg forsøger bare at gøre lidt grin med det hele. Ud over det, så er der ikke sket særligt meget. Jeg er stået op som jeg altid plejer omkring klokken 7.30, var nede at spise morgenmad omkring klokken 8 og fordi der ikke rigtigt var noget at lave, så gik jeg op igen og sov lidt videre.

Jeg vågnede igen efter en lille times tid. Jeg gik ned og gik nogle tusinde skridt på løbebåndet, mens jeg læste i min bog. Så blev der åbnet for haven for en gangs skyld. Det har været meget småt med mulighed for at få frisk luft på afsnittet, men der blev så åbet til haven, og der var vi ude i cirka en halv time.

Det var skønt. Jeg løb rundt i roligt tempo rundt i haven, mens de andre lå på græsset og solede sig. Det var ret hyggeligt. Lige nu går jeg nede ved Roskilde Fjord, hvor der er en utrolig smuk udsigt udover landskabet. På min højre hånd ligger Vikingeskibsmuseet og på venstre hånd ligger resten af arealet, som hører til Sankt Hans.

Ude i det fjerne på venstre hånd kan man skimte en stor herregård. Nede i Fjorden er der enkelte, der er ude med deres både. Andre går ture på arealet. Min plan for i dag er, at jeg forsøger at holde kedsomehden for døren og det sker bedst ved at jeg ringer til mine venner og bekendte og går på nettet med min lille tablet.

Jeg har fået lov til at gå på nettet i to timer og det gklder jeg mig ret meget til. Det er sådan på afsnittet, at alle de indlagte har fri adgang til mobiltelefon og internet og det hjælper betydeligt hvad angår den betydelige kedsomhed, man unægteligt kommer til at føle et sted som afsnit R3 på Sankt Hans."

"Det er den 18. april 2019 og klokken den er blevet 21.20. Her tidligere i dag der oplevede jeg hvor nedladende plejeperonalet kan være og det skete i forbindelse med, at vi spillede banko. En af mine medpatienter - lad os kalde ham G - havde to plader og så satte han pladerne ved siden af hinanden. Straks blev han korrigeret af et af plejepersonalet, som sagde, at han skulle stille den over hinanden i stedet for ved siden af hinanden.

Selv om G han sagde, at han godt kunne finde ud af at holde styr på to plader på én gang, hvis de var ved siden af hinanden, så blev plejepersonalet ved med at forsøge at korrigere ham. Han var utrolig påståelig ham fra plejepersonalet, det var Lars igen og til sidst blev G en lille smule irriteret, dog uden at hæve stemmen.

Han sagde 'jeg kan altså godt finde ud af at spille banko, jeg har prøvet det før, jeg kan godt holde styr på to plader på samme tid'. Alligevel så fortsatte Lars stadigvæk med at få ham til at sætte pladerne vertikalt i stedet for ved siden af hinanden.

Det var simpelthen tåkrummende pinligt at deltage i det. Det var virkelig, virkelig nedladende i svær grad af ham Lars fra plejepersonalet, at sidde og irettesætte en i øvrigt intelligent ung mand, fordi han ikke vil gøre som Lars siger.

Det er bare et godt eksempel på den nedladende og nedværdigende behandling man får af det meste af plejepersonalet. Der er enkelte, der egentligt er meget sympatiske og fornuftige og ikke føler trang til at hævde sig selv over for os og som ikke behandler os som idioter, men desværre så er det altså et fåtal, som er fornuftige og sympatiske.

Jeg vandt jo både to rækker og en hel plade fuld."

[..]

"Det er fortsat den 18. spril 2019. Jeg er stadigvæk ude at gå min lille tur på en halv time, og der er er frihed, jeg har fået efter lægesamtalen i går. Det var sådan at jeg her på stedet har ugentlige lægesamtaler og samtalerne de varer rundt regnet ti til tyve minutter vil jeg skyde på.

Samtalerne foregår med stedets overlæge, der hedder P og til forskel fra rigtig mange andre psykiatere, jeg har talt med, så ikke bare virker - jeg syntes rent faktisk at P er meget sympatisk. Han gør det som enhver god psykiater bør gøre, nemlig som hovedregl at lytte mere end han taler.

Og udover det, så er han ikke så ubehagelig som for eksempel Gitte Ahle, som jeg tidligere talte med på Glostrup. P han er meget fornuftig og det er ikke kun fordi han giver mig frihedsrettigheder, det er også bare hans personlighed og væremåde, som er meget behagelig.

Hans primære formål lader ikke til at være moralsk fordømmende, men snarere at hjælpe en videre i tilværelsen, hvilket han gør ret godt, synes jeg. Det er sådan, at man nærmest følger sådan en fast procedure, når man er et sted, som jeg er og den procedure, den går ud på, at man langtsomt stiger i frihedsgrader.

Det betyder at man starter med en halv times uledsaget gåtur på terrænet, som det hedder, og terrænet det er bare et andet ord for matriklen og den er ret stor her nede på Sankt Hans. Når man så har bevist, at man kan gå en halv time uden ledasger, det er godt godt, man har ikke begået kriminalitet, taget stoffer eller drukket alkoholl osv., så for man lov til at stige langsomt og gradvist i den tid, man må gå ude på terrænet.

Så på et tidspunkt har man åbenbart vist sit værd tilstrkkeligt til at man får lov til at tage ned til Roskilde, som ligger som jeg har forstået det, cirka 25 minutters gang fra Sankt Hans. Det kan selvfølgelig være relevant for mange indlagte, men det er knapt så relevant for mig, da jeg jo ikke er psykotisk og aldrig har været psykotisk og i øvrigt, som jeg altid har været, med andre ord, egentlig grundlæggende meget meget psykisk rask og stabil og tilregnelig.

Det betyder også, at jeg i øvrigt er nødt til at holde øje med tiden, og sørge for, at jeg ikke kommer til at oversrkide den, da det også er en vigtig indikatior på, om ens kognitive evner er bevaret.

[Jeg forklarer videre om patintrettigheder fra 4.07 - 5.36

Dagbog

Transskription af optagelse af 19. april 2019

"Det er nu gået hen og blevet den 19. april 2019, klokken er den er 14.30 og det er nu anden gang, jeg er ude i friheden, på terrænet, som det hedder. Vejret er fremragende også i dag og lige som de andre dage, har jeg startet med at gå min morgentur på løbebåndet, mens jeg læser, Det har jeg gjort i en halv time til tre kvarter og så er der blevet åbnet ud til haven efterfølgende i knapt en halv time.

Der er, tror jeg, knapt ti andre indlagte inklusiv jeg selv. Personalet hedder Lone, Heidi, Gitte, Lars, Lasse, Lene, Line, Charlotte, Sandra, Lene Maja er der også en, der hedder og så er der en række vikarer, som jeg ikke kender navnene på. Ofte er det de samme vikarer, som er der. Og det er igen, som jeg også har sagt forleden, at en god indikator på, om det er en god og velfungerende afdeling, det er om der er vikarer, og så selvfølgelig hvor mange og hvor ofte, der er vikarer.

I Glostrup var der stort set aldrig vikarer, men det er der altså her på Sankt Hans. Der er meget stor forskel på hvor professionelle, sympatiske og venlige personalet er. I dag er det tilfældigvis et hold af flinke personaler, men i går var det ganske anderledes og et par af dem, der var der, var usædvanligt nedladende, uvenlige og usympatiske over for os. Det kom sig blndt andet til udtryk i forbindelse med at vi spillede banko, hvor - som jeg også fortalte i går - at specielt ham Lars var virkeligt nedladende overfor G."

Om springture

"Den måde det fungerer på her, det er med hensyn til den måde man opnår friheder på, det er, at man følger sådan et bestemt skema eller en bestemt procedure og det går ud på at man langsomt stiger i arten og varigheden af en given frihed efterhånden, som man er i stand til at overholde aftalerne. Hvis man ikke er i stand til at overholde aftalerne, kan det komme sig til udtryk ved, at man for eksempel udebliver; man kan stikke af, hvis man har udgang. Det er også det de indlagte kalder for 'springtur'."

Straffen for springtur

"Det er der rigtig mange, jeg har talt med fra afdeligen, der har gjort og de har gjort det primært fordi det har været ulideligt at være indlagt på stedet. Det er den vigtigste årsag. En anden årsag er, at mange har trang til at indage stoffer og det sker også på springturen. Det er ligesom at få ferie for de indlagte at tage på springtur, men så bliver man selvfølgelig saktioneret ved, at ens friheder bliver inddraget eller begrænset.

En anden årsag til at blive sanktioneret på, det er, hvis man er uterlig eller uregerlig, udadreagerende eller vred, sådanne nogle ting, det er heller ikke noget, der er velanset og det medfører også sanktioner. Hvis du ellers kan holde dig på måtten og fungere normalt og opføre dig normalt, jamen så stiger man gradvist i frihederne."

[Mere om friheder, boldspil, patientklub og Sankt Hans have.]

[Taget i betragtning], hvor stor betydning Maskine Maskine Amger fik for mig senere hen, er det morsomt at lytte til nedenståede:]

Dagbog

Transskription af optagelse af 20. april 2019

Dagbog

Transskription af optagelse af 21. april 2019

Dagbog

Transskription af optagelse af 22. april 2019

"Det er blevet den 22. april 2019, klokken er blevet kvart i tre og jeg synes, at dagen i dag har været ulidelig ligesom de foregående dage. Det har været så enerverende at være vågen, at jeg har sovet til klokken 11, været oppe i en tome og så gået i seng igen.

Problemet er stadigvæk det sammen som det hidtil har været. Personalet har en eller anden form for foragt for de indlagte og det kommer sig til udtryk ved at de udsætter os for den tortur det er ikke at få frisk luft overhovedet.

I går var der ikke mulighed for at komme i haven på noget som helst tidspunkt, selvom vi efterspurgte det flere gange. I dag er der heller ikke mulighed for at komme i haven på noget som helst tidsunkt, selv om jeg også har efterspurgt det.

Personalet forsøger at bagatalisere det egentlige meget rimelige behov jeg har for bare at få minimal frisk luft. Jeg tror simpelthen at de er bedøvende ligeglade. Det går mere og mere op for mig, at de helst bare vil lave så lidt som overhovedet muligt. Det er ligesom konklusionen.

Det er også bemærkelsesværdigt, at de to patienter, som har fast vagt, på ingen måde er udadreagerende, aggressive eller højtråbende, men er fuldstændigt upåfaldende. Det har de været i går og i dag for begges vedkommende.

Jeg ved ikke hvorfor personalet godt kan lide at sidde fast vagt på nogle patienter, der ikke har brug for en fast vagt, jeg undrer mig meget over det, for det er jo ikke fordi de laver særligt meget i forvejen, men nu laver de slet ingenting, når de bare sidder på en stol og læser ugeblade eller browser på nettet på deres mobiltelefoner.

Det er virkeligt et modbydeligt sted at være, det her, men det værste er som sagt personalets konstante undskyldninger og ligegyldighed overfor patienterne. Det her det er ikke andet end et fængsel, og det er faktisk værre end et fængsel, fordi man ikke har adgang til frisk luft eller noget som helst andet.

Det er meget intetressant at tænke på, at i Glostrup, der var mange aktiviteter, der kunne lade sig gøre og her er der stort set ingen aktiviteter overhovedet, der kan lade sig gøre. Det er meget skræmmende. Jeg er igen nødt til at sige, at sjældent har jeg set så mange mennesker lave så lidt, som plejepersonalet her på stedet.

Nogle er værre end andre. Generelt vil jeg sige, at de alle sammen er meget slemme til at foretage sig ingenting. Nogle af dem, der er mest slemme, er sådan en som Heidi, for eksempel. Der er også Lars og Kristian og Lone, men igen, det er svært at pege nogen ud, der er mere dovne end andre, for de er alle sammen luddovne. Det er virkeligt forstemmende.

Jeg tror jeg vil gå ned og tage nogle flere skridt og styrketræne lidt, fordi så er dagen da ikke helt spildt, men jeg håber virkeligt at min bistandsværge vender tilbage til mig her efter påske, så jeg kan fortælle ham, hvor ulideligt det er at være her og hvor unødvendigt det er, at det skal være så ulideligt at være her.

Jeg vender tilbage til det samme emne hele tiden, nemlig, at de ansatte de mangler simpelthen fagglighed og de mangler også moral og samvittighed. De sjove er, at mange medpatienter er blevet lidt kuede efterhånden, men det betyder ikke, at de ikke italesætter det problem, der eksisterer her på stedet, det gør de i høj grad og det gør de især i rygeburet.

Jeg tror bare de har opgivet at gøre noget som helst ved forholdene. Hvis det føles som tortur at være her, så er det nok også tortur at være her, længere er den sådan set ikke.

Når det er så ulideligt at være indlagt på dette her underlødige sted, så betyder det generelt set også at forbruget af medicin nødvendigvis må stige. Det har det ikke gjort for mit vedkommende, men det må det gøre, fordi det er så enerverende og mopdbydeligt at være her.

Og det er jo ikke fordi det er rocket science at gøre forholdene og stedet lidt bedre. Det er meget meget enkelt. Det er nogle virkeligt banale ting og tiltag, der skal i værksættes for at gøre det tåleligt. Men igen: Plejepersonalet er luddovent og ligeglad. Det er i stor kontrast til Glostrup, hvor plejepersonalet havde et minimum af faglighed og moral; det eksisterer ikke her på stedet.

Så Sankt Hans er ligesom en udørk inden for psykiatrien eller et uland inden for psykiatrien. Så derfor bliver opholdet her ikke andet end en straf. Hvis nogen skulle bilde sig selv ind, at det er behandling, der foregår her på stedet, så tager de grueligt fejl, der er ikke noget med behandling her, det er som sagt et rent fængselsophold."

"

Dagbog

Transskription af optagelse af 23. april 2019

Dagbog

Transskription af optagelse af 24. april 2019

Dagbog

Transskription af optagelse af 25. april 2019

Dagbog

I starten havde jeg ingen mobiltelefon, så når mine venner ville i kontakt med mig, var de nødt til at ringe op til den gamle mønttelefon, der hang på væggen umiddelbart til venstre for indgangen til afdelingen, når man kom igennem slusen. På den modsatte siden af gangen lå personalekontoret, hvor der stort set altid sad mindst to medlemmer af plejepersonalet og snakkede med hinanden eller var travlt optaget af hvad der foregik på Facebook og YouTube, mens de kraftigt dopede patienter vaklede frem og tilbage på gangen.

Det blev lidt af en sport for mig at lægge mærke til, når der var mindst tre ansatte på kontoret samtidig, og notere det, for at se, hvor mange gange dagligt det skete. Efterhånden gik op for mig, at det skete så ofte, at jeg bare kunne copy/paste resultatet for dagen forinden, og så mistede jeg interessen for dét, jeg først troede var undtagelsen.

Efter en lille måneds tid kom der imidlertid penge på kontoen, og så fik jeg en ven til at købe en billig Nokia mobil til mig. Den brugte jeg naturligvis til at tage billeder, og optage lyd og video, men kvaliteten var desværre temmelig ringe, hvilket bliver afspejlet i de billeder, man kan se nedenfor.

En aften i løbet af de første uger af april spillede vi tosser bingo med et par af plejepersonalet. Igen var det én af de to unge, usikre og perfide ergoterapeuter, der havde planlagt arrangementet. Jeg havde selv fået lov til at gå ned i den lokale Fakta sammen med dem begge dagen forinden, for at købe præmierne.

Det var i den forbindelse, at det gik op for mig, at der var noget galt med de to ergoterapeuter; det var klart at jeg som farlig sindssyg kriminel skulle mandsopdækkes af de to unge og uerfarne kvinder, mens der blev handlet ind, og til forskel fra andre indkøb i den Fakta senere hen, klistrede de to nærmest til mig. De var tydeligvis beklemt ved denne indkøbssituation, og selv om jeg var temmelig stringent og hurtig til at finde varerne, skulle de konstant kommandere rundt med mig.

På Q81 i Glostrup havde plejepersonalet trods alt været så professionelle og realistiske, at de, når vi tosser skulle følges ned i den lokale Fakta på Diget, fortalte os, at hvis vi besluttede os for at stikke af, så skulle vi ikke regne med at det plejepersonale, der fulgte os, ville forhindre os i det, ved rent fysisk at forsøge at tilbageholde os eller løbe efter os. De ville bare ringe efter politiet, som nok skulle sørge for at fange dem, der tog på springtur.

Den afslappede og fornuftige holdning var desværre ikke nået til de to ergoterapeuter på Sankt Hans Hospital, som derfor var anspændte og urolige, som om det var deres job at fange mig, hvis jeg skulle stikke af. Ikke at de ville have kunne løbe mig op, endsige tilbageholde mig med magt. Det var faktisk en smule provokerende, især fordi jeg på ingen måde havde nogen som helst trang til at flygte. Takket være praktiserende læge Camilla Elvekjær , havde jeg på tidspunkt i tre år været hjemløs, så selv hvis jeg ville flygte, havde jeg ingen steder at flygte hen.

Aftenen oprandt, og vi tosser, der ville deltage i det helt igennem retarderede og ydmygende bingo indfandt os. Det var bl.a. i den forbindelse, at jeg erfarede, hvor nedladende plejepersonalet faktisk var. Den unge mandlige kunstner, som var en medindlagt, blev flere gange af både den skaldede, ældre og slidte mandlige social- og sundhedsassistent, Lars, og en af de to kvindelige ergoterapeuter skældt ud og og hånet, fordi han kortvarigt fumlede med brikkerne.

De to - undskyld mig - idioter blev herefter under hele spillet ved med at være på nakken af ham, selv om han havde helt styr på det. Det var så uskønt at være vidne til, at jeg besluttede mig for, at hvis jeg vandt i deres latterlige spil, ville jeg tage præmien, som var chokolade, åbne pakken og smide indholdet i skraldespanden foran de to fra plejepersonalet. Da jeg hverken havde held i kærlighed eller spil, havde jeg dog ikke nogen forventninger, men utroligt nok vandt jeg hele to præmier.

Så var det, at jeg kom i tanke om at en af mine medpatienter, "Lighteren", om formiddagen havde fortalt os andre, at han fyldte rundt, og derfor af statsadvokaten havde fået bevilliget 8 timers udgang, så han kunne besøge sin mor på 80, der var 20 år ældre end ham, og som også boede i Roskilde. "Lighteren" havde ingen yderligere familie eller venner, og ingen fejrede ham eller gav ham gaver, så derfor skulle han selvfølgelig have min præmie. Jeg indhentede ham vej op ad trappen efter spillet, ønskede ham tillykke med fødselsdagen, og gav ham chokoladerne.

"Lighteren" havde et særdeles hærget udseende efter et langt liv som misbruger af hårde stoffer, og han havde siddet i fængsel rigtig mange gange, fordi han havde været nødt til at begå talrige indbrud for at finansiere sit stofmisbrug. Set i den sammenhæng var det alligevel utroligt at han havde opnået den alder han havde.

En dag for nogle år tilbage var det gået galt for ham, og han havde udviklet en hashpsykose. Han og hans veninde havde således siddet og røget hash på et værelse på et bosted. Så havde "Lighteren" hørt guds stemme: Gud befalede ham at sætte ild til veninden, der var kørestolsbruger. Umiddelbart efter han havde gjort det, fik han dårlig samvittighed, og slukkede veninden, som overlevede. Hun døde dog af andre årsager et stykke tid efter, men nu havde "Lighteren" fået en anbringelsesdom. Forud for episoden med veninden, havde "Guds stemme" to gange befalet ham at springe ud fra Rundetårn, og begge gange var han blevet forhindret i at hoppe ud, da han stod på platformen øverst oppe i tårnet.

Optagelse

Optagelse fra "patient-personalemødet" på Sankt Hans Hospital. Dette var et meningsløst tiltag, der aldrig kom noget konkret ud af, men som en administrator havde bestemt skulle afholdes, så man over for Ombudsmanden kunne give et falsk indtryk at, at patienterne havde et minimum af selvbestemmelse.

Den eneste, man kan høre på optagelsen er mig selv, så før man sliber høtyvene og farer ud, bør man som minimun lytte til den. Manglen på frisk luft var blot ét af talrige ulidelige forhold, hvoraf de fleste aldrig blev italesat. En chokeret ven sagde, at man lige så godt kunne aflive patienterne, når man behandlede dem så ringe og nedværdigende, og det havde han ret i.

Dagbog

"Fest" på Sankt Hans Hospital

Hip, hip hurra. Oftest blev vi tvangsindlagte patienter mere direkte ydmygede og latterliggjort, men hér kan man se, at det også foregik mere subtilt. Jeg må helt ærgerligt indrømme, at den eneste grund til at jeg deltog, var maden, sodavanden og isen. Ud over mig, var det kun en enkelt anden tvangsindlagt patient, der deltog; jeg kendte vedkommende fra Q81, og også han var overflyttet til Sankt Hans Hospital som straf, men i hans (det var stort set kun mandlige patienter) tilfælde var årsagen, at han spontant og - angiveligt - umotiveret havde overfaldet den mandlige social- og sundhedsassistent, "Hergé" på Q81, idet han havde tildelt ham et hårdt slag i ansigtet, så hans læbe flækkede og måtte syes.

Jeg selv havde ingen problemer med denne medpatient, og da vi gik ned til "festen", flankeret af tre fra plejepersonalet, "Stoneface", Steffen og Hauge, spurgte jeg ham ironisk, om vi virkeligt var så farlige, at det var nødvendig med denne mandsopdækning. Han nåede dog ikke at svare, før Hauge sagde at jeg ikke måtte skabe en negativ stemning. "Eksiltyskerens" ego var mildt sagt meget større end hans overarme, og jeg kvitterede med blot at grine af hans kiksede magtdemonstration.

Mens jeg gik rundt på "terrænet", som området hvor det store kompleks lå blev kaldt, prøvede jeg nogle gange at forestille mig, hvor mange stakkels patienter, der siden Sankt Hans Hospital blev opført i 1816, havde hængt sig i de store, gamle træer, der stod rundt omkring, eller druknet sig i Roskilde Fjord, bange, fortvivlede, alene, desperate fordi de var syge eller fordi de ikke var syge. Der var stadig en hel del gamle bygninger fra omkring den periode af hvor asylet blev etableret, og guderne må vide hvilke pinsler og overgreb psykiatere og plejepersonale havde udsat de indlagte for i netop de bygninger, under påskud af, at det var for patienternes "eget bedste".

Min personlige holdning til steder og bygninger, hvor der har foregået forfærdelige ting er, at man skal bevare disse til evig skræk og advarsel, i det spinkle håb, at man kunne lære af historien. Men mig bekendt har man ikke inden for psykiatrien for alvor taget afstand fra fortidens gerninger, hvilket måske skyldes at denne gruppe af læger fortsat forkrøbler og slår patienter ihjel, men bare på en mere pæn måde med den livsfarlige antipsykotiske medicin og elektroshockbehandling.

Zoologisk Have

Der var stort set ingen aktiviteter på Sankt Hans Hospital, bortset fra turen til Zoologisk Have med bl.a. ergoterapeuterne. Der var et par af medpatienterne, der gerne ville med på denne tur, og de spurgte mig også, om jeg ikke skulle med, men som jeg forklarede dem, så kunne jeg ikke se det morsomme i, at mennesker i bur skulle tage ind til København for at se dyr i bur. Udover det, så kunne jeg ikke fordrage de to ergoterapeuter.

Denne linje markerede grænsen for hvor man måtte tale i telefon på gangen og hvor man ikke måtte. Fordi lyden respekterede en streg på gulvet.

Der var ikke mørnende plastikstole nok i rygeburet, så jeg lavede et intermistisk underlag, jeg kunne sidde på og læse. Der var stegende hedt på afdelingen, og personalet lod os ikke komme ud i haven, og de ville ikke åbne de øverste vinduer, som var sikre at åbne, så vi søgte alle ud i rygeburet for at blive kølet ned.

Der var kun de nyeste magaziner på afdelingen, dette var eksempelvis kun fire år gammelt.

Stueetagen. Til venstre fra tættest på til længest væk: Spisestuen, køkkenet, udgangsslusen og mønttelefonen. Til højre fra tættest på til længest: En patientstue, bæltestuen, medicinrummet, gangen til rygeburet og personalekontoret.

Første etage, set fra modsatte ende i forhold til stueetagen. Det kan ikke ses på billedet, men til venstre, fra tættest på til længest væk: En lille TV stue, med en lænestol som personalet sov i om natten og mit værelse. For enden af gangen var det lille personalerum. Til højre fra tættest på til længest væk: Vaskerum, fællestoiletter, patientstuer og trappen til stueetagen. Der var to etager i bygningen og desuden en kælder, der fungerede som besøgsrum.

Når jeg ikke måtte komme ud, plejede jeg at gå fra den ene ende af gangen i stueetagen, op ad trappen til første sal, ned til den anden ende og tilbage, og så gentog jeg turen i halve og hele timer.

Alternativt og når der var åbent, gik jeg på løbebåndet, mens jeg læste. Det var ikke andet end en straf, vi måtte næsten aldrig komme ud i haven, og ofte kom vi aldrig ud en hel dag. Den tortur det var, gjorde patienterne vrede og indestængte, og forårsagede en del konflikter både patienterne imellem og med personalet, som vanrøgtede os.

Der var en del af personalet, der åbenlyst fremprovokerede konflikter med visse patienter. De nød det og især nød de at sanktionere den patient, de havde været nedladende og uforskammet overfor, med alt fra inddragelse af vedkommendes udgang, til via negativ og falsk afrapportering til psykiateren, øgning af hans antipsykotiske medicin.

Værelset fejlede som sådan ikke noget. Det var omstændighederne og omgivelserne, den var gal med.

Skrev dagbog fra første dag af, hvilket SOSU-assistenten Steffen bemærkede og kommenterede, som noget unormalt, et udtryk for sindssyge, et afskedsbrev eller lignende.

Nye bygninger, men det var stadig det samme forrådede og samvittighedsløse plejepersonale, der kom til at arbejde i dem. Det vigtigste var ikke bygningerne, det var menneskene, der befandt sig i dem. Plejepersonalet var så moralsk og fagligt fordærvede, at det var en illusion at tro at lidt videreuddannelse kunne ændre deres adfærd. Det eneste, der hjalp, var at fyre disse mennesker, og sørge for at de aldrig kom til at arbejde med psykisk syge patienter igen.

Roskilde Fjord (13. maj 2019)

Dagbog

Spurgte ergoterapeuten Heidi i dag, om jeg kunne tage ind til byen, for at gøre rent i lejligheden. Det var normalt ikke noget problem at være ude til kl. 22.00, men fordi Heidi var usikker på sig selv, lavede hun det om til, at jeg skulle være hjemme kl. 21.00.

Personalet var usædvanligt smålige. Forrige uge, da jeg skulle ind til værelset i København, sagde sygeplejerske Kristian, at jeg skulle være hjemme før aftensmad, for "det var det bedste", selv om jeg fortalte ham, at psykiater P havde sagt at jeg måtte være ude til kl. 22.00. Kristian var selvfølgelig ligeglad. Jeg ringede om søndagen til afdelingen, og spurgte om det kunne være rigtigt, at jeg skulle være hjemme allerede før aftensmaden. Social- og sundhedsassistenten Gitte, med det karakteristiske falske smil, sagde, at det skulle jeg. Jeg bad hende om at læse hvad P faktisk havde skrevet i journalen. Så vendte hun tilbage, og sagde, at han havde skrevet kl. 22.00. Derfor vendte jeg først tilbage på det tidspunkt.

Dagbog

Jeg var nede i patientklubben (Billede: "I have no mouth and I must scream" - Patientklubben på Sankt Hans Hospital) i dag de to gange, det var muligt, fra kl. 16.00 - 17.30 og igen fra kl. 19.00 - 21.00. Det vil sige at jeg var nødt til at tage tilbage til "Gøgereden" inden klokken 18.00, hvor klubben ellers lukkede, fordi jeg stod til fire såkaldt "miljøterapeutiske opgaver", eller med andre ord, banal rengøring. Man kunne måske af navnet få den opfattelse, at der var tale om en form for behandling eller genoptræning, men i virkeligheden var der tale om at spare penge på rengøringen ved at få patienterne til at gøre meget af arbejdet i stedet.

Jeg skulle således tørre bord af to gange i dag, tage opvasken, vande blomster, og dække bord til frokosten. Da jeg ikke havde det mindste besvær med nogen af delene, handlede det for mig ikke om at genvinde tabt funktionsevne. Det vidste ergoterapeuterne naturligvis udmærket, men for dem drejede det sig ikke om patienterne, men snarere om at udfylde nogle huller i en plan over arbejdsopgaver, de ellers selv skulle varetage.

Hvis vi patienter havde været indlagt frivilligt, var det et meget rimeligt krav at stille, at man skulle deltage i afdelingens daglige arbejdsopgaver, men det omvendte var tilfældet for os; vi var alle uden undtagelse tvangsindlagte, og alle fraset jeg selv, var også tvunget til at indtage og få indsprøjtet skadelig eller ligefrem farlig medicin. Under de vilkår burde ingen kunne forvente, at man skulle udføre noget som helst ulønnet arbejde - i realiteten under "skjult tvang", og mod ens vilje. Nede i patientklubben var der ikke mange mennesker, og næsten halvdelen af alle tilstedeværende var personale fra det såkaldte "tværgående aktivitetsteam", som bestod af ergoterapeuter, pædagoger, fysioterapeuter, en afspændingspædagog og en slags musikterapeut.

Jeg fik snakket med “U” fra min afdeling, som var der kortvarigt, men da han forlod stedet, gik jeg hen og satte mig ved det store bord, hvor et par af de andre sad og flettede armbånd eller lavede perleplader (Billede: Jeg havde ikke lavet perleplader siden jeg gik i børnehave, og jeg udmærkede mig aldrig i denne ikke helt lette kunst, så jeg er ikke klar over, om man kan se hvad jeg har lavet, men det skal forestille tre tabletter med delekærv - det kunne måske være tabletter Panodil - og to runde tabletter, som kunne være tabletter D-vitamin). Jeg kunne godt lide ironien i, at vi blev behandlet som små børn, så jeg flettede et armbånd, og lavede et par perleplader, før jeg tog tilbage til afdelingen.

Dagbog

Ligegyldighed

Sent på formiddagen fortalte jeg sygeplejersken Helle, som var min kontaktperson, at jeg af hendes kolleger var blevet lovet en lægesamtale sidste fredag. Det kunne ikke lade sig gøre, hvorfor jeg fik at vide, at den ville blive afholdt i mandags. Det kunne imidlertid heller ikke lade sig gøre, men plejepersonalet sagde, at den skulle holdes i tirsdags i stedet. Der kom ingen læger om tirsdagen, fik jeg så at vide i tirsdags.

Men onsdag ville der komme en psykiater. Der kom ingen psykiater hverken om onsdagen eller om torsdagen. Jeg tænkte, at der måtte komme en psykiater om fredagen, når nu min samtale var en uge forsinket. Men i dag fik jeg så at vide, at jeg først ville få en lægesamtale den 13/6. Altså at min samtale var 14 dage forsinket. Det var endnu et hårdt slag oven i den række af hårde slag, jeg modtag på daglig basis på Sankt Hans Hospital.

Bivirkninger

Kort før frokost kastede “B” op ude i rygeburet. Det var en bivirkning af hans medicin. Jeg sagde, at han skulle sige det til personalet. I går aftes så jeg “W” stå og klamre sig foroverbøjet til håndtaget til døren til hans stue. Han sagde, at han havde det skidt, og var ved at besvime. I sidste uge kastede også han op ude i rygeburet.

Dagbog

Desperation

Ensomheden og håbløsheden var enerverende. Hvorfor skulle jeg udsættes for det? Hvorfor skulle jeg udsættes for tre års mareridt? Hvem troede, at jeg ville reagere anderledes, end jeg angiveligt havde gjort? Jeg ville gøre det præcis samme igen, den dag i dag.

Brev til psykologen

Jeg sad vel ankommet nede ved fjorden og skrev. Jeg var cyklet fra Høje Taastrup til Roskilde, og selvom det ikke var en lang tur, så var det det længste, jeg havde cyklet i et par år. Det var skønt at sidde i aftensolen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget psykiatrien, praktiserende læge Camilla Elvekjær og "ER" havde ødelagt for mig, for ikke at tale om Styrelsen for Patientsikkerhed.

Jeg sad også og tænkte over, hvad jeg skulle fortælle psykologen Irene til min samtale med hende om tirsdagen. Jeg havde ganske vist fået en hjemmeopgave, men den var temmelig overflødig, og hjalp mig ikke.

Hjemmeopgaven beroede på en fejlagtig antagelse om, at jeg ikke havde nogen selvindsigt eller sygdomsindsigt, men det passede ikke, for i de foregående over tre år, havde jeg nærmest dagligt tænkt over min situation, og over de fejldiagnoser, der var stillede af amoralske og fagligt underlødige psykiatere og psykologer. Jeg måtte hellere finde på noget at fortælle hende, og min erfaring var, at den bedste måde at gøre det på, var at skrive et brev til hende. Jeg ville skrive følgende:

"Kære Irene

Jeg er meget taknemmelig¹ for din hjælp, og den bedste måde at vise min taknemmelighed på, er ved at være ærlig overfor dig. De forudgående over tre år af mit liv har været et veritabelt helvede. Det skyldes ene og alene den fejldiagnose, som praktiserende læge Camilla Elvekjær gav mig den 1. juni 2016, som har haft uoverskuelige negative konsekvenser for mig, og som alene er årsagen til at jeg befinder mig i denne situation.

Den eneste måde, jeg nogensinde kan komme til at leve et normalt liv på, er ved at psykiatrien gør, hvad der er moralsk og fagligt korrekt, og det er ved én gang for alle at aflive myten om, at jeg er, eller har været, psykotisk eller lidt af en paranoid, eller narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Virkeligheden taler helt klar imod, at jeg skulle lide af disse, og man bliver nødt til at rette ind efter virkeligheden.

Jeg lider ikke af nogen psykiatriske sygdomme, fraset ADD, som er rubriceret som en udviklingsforstyrrelse, og ikke en psykisk sygdom. Det bedste og eneste rigtige, man kan gøre, er, at erkende det, og hjælpe mig ved at genopstarte medicinsk behandling heraf. Det er gået godt før, og det vil også komme til at gå godt igen.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

1. Jeg var på ingen måde taknemmelig for den belastning, det var, at være tvunget til at tale med hende.

Dagbog

Transskription af optagelse af 10. juni 2019

Dagbog

Smålighed

Småligheden rådede på Sankt Hans Hospital. Hver gang vi spiste stod der to af personalet, og overvågede om vi tog for meget mad. Der skulle jo også være nok mad til dem. Det var reglen snarere end undtagelsen, at der ikke var nok mad til, at vi kunne spise os mætte [maden var et tilbagevendende samtaleemne blandt de tvangsindlagte, og udover den utilstrækkelige mængde, drejede det sig også om smagen og sammensætningen.

Personligt syntes jeg at det var rigtig god mad, og den var endnu bedre på Q81. Det var dog korrekt at mængden til forskel fra Q81 var ret sparsom, og at der ikke var nok, når personalet også skulle gemme en stor del af den til dem selv. Det var noget sludder at det havde et miljøterapeutisk formål at personalet skulle spise med, for dels var det kun to ud af måske seks medlemmer af personalet, der rent faktisk sad med ved bordet, dels sagde de stort set aldrig et ord, og ingen af patienterne havde brug for praktisk hjælp i forbindelse med måltidet.]. Billede: Afdeling R3 var på alle måder arkaisk; her ses et magasin fra 2015, og de ugeblade der lå i samme støvede bunke som magasinet, var næsten lige så gamle.

Straf og disciplinering

Man straffede de tvangsindlagte ved f.eks. at tage deres cigaretter fra dem. “Y” havde en lighter på værelset, som personalet fandt ved en visitation. Derfor måtte han ikke få nogen cigaretter i tre dage. Det var et stort problem for "Y, der var storryger. Han kunne naturligvis ikke undvære cigaretter, så derfor måtte han låne af de andre indlagte, hvilket heldigvis for ham ikke var noget problem. Med andre ord var personalets sanktion nyttesløs, udover det satte "Y" i gæld.

I går var “I” udeblevet fra uledsaget udgang. Han returnerede dog selv tilbage nogle timer efter, han skulle have været tilbage. Han blev kørt af hans far og onkel. Det viste sig at “I” havde været på Staden og købe hash. Han nåede dog at sælge noget hash om aftenen til "Bob Marley" og “O”, som blev røget. Det lykkedes for ham at skjule hashen et eller andet sted, for da han returnerede, blev han afklædt, så han var nøgen, og rendte efterfølgende rundt i morgenkåbe.

Om morgenen vågnede jeg ved at "Bob Marley" var højrøstet. Han sad og skiftevis snakkede og råbte, og jeg hørte også “Is” stemme. Jeg var lige ved at åbne døren for at bede "Bob Marley" om at holde kæft, da personalet trykkede alarm, og jeg kunne høre fodtrin fra flere personer på gangen. Personalet elskede tilsyneladende at trykke på alarmen, for de skete næsten på daglig basis, og det var altid pga. "Bob Marley", der ikke ville gøre det, som personalet beordrede ham til.

Oftest var det småting, der udløste alarmkaldet, og jeg havde aldrig tidligere oplevet at det blev misbrugt så massivt som på Sankt Hans Hospital. Senere fandt jeg ud af at "Bob Marley" havde røget hash dagen forinden, altså i går aftes, og dagen efter, han havde røget hash, skabte han sig altid på denne måde, hvilket personalet havde genkendt. Nu skulle han, “I” og “U” aflægge urinprøver, som med garanti alle ville være positive. De andre fortalte mig, at når der var to eller flere, der var positive for hash, så ville afdelingen blive lukket ned og ingen måtte få udgang.

De andre tvangsindlagte var derfor rasende på “I” for at have udsat os for inddragelse af vores friheder. De kunne ikke forstå, at han ikke bare kunne ryge hash, når han var på udgang som alle andre, så personalet undgik at lukke hele afsnittet ned, for det ville jo gå ud over os alle, altså en kollektiv straf. I mellemtiden sørgede jeg for at komme væk fra afdelingen i en fart. Jeg fortalte personalet at jeg ville cykle en tur ud i Boserup Skov, og så tog jeg afsted. Jeg sagde, jeg ville komme tilbage til aftensmad, hvilket fik Heidi til at rynke på næsen, og spørge om jeg var helt sikker. Jeg svarede bekræftende.

Sankt Hans Hospital var smuk og idyllisk udefra, men hæslig inden for murene. Samtale med psykologen i dag. Jeg havde ikke udført opgaven, som hun ønskede, og det blev hun fortørnet over. Jeg sagde til hende, at jeg ikke mente at mine tanker og følelser var "forvrængede", hvilket opgaven lagde op til. Jeg oplyste hende desuden om, at jeg [eller mine pårørende for den sags skyld] ikke mente, jeg fejlede noget, og at jeg ikke kunne komme med nogle eksempler på at mine tanker og følelser var forvrængede. Hun kvitterede med at fortælle mig at "jeg ikke var parat til de svære spørgsmål endnu".

Dagbog

”J” var igen oppe på at ryge knapt tre pakker cigaretter om dagen. Han havde altid sin computer med ude i rygeburdet og han sørgede for musikken. Som regel var den god, og forvandlede til tider rygeburdet til en hyggelig lounge. Nogle gange kastede han op i risten eller i blomsterkassen, som blev brugt til skodder.

Jeg tænkte på at ringe til min bistandsværge Kim (Kim) for tredje gang, for at få ham til at skrive en klage til centerledelsen om, at der aldrig blev åbnet op til haven, så vi kunne få frisk luft. Jeg orkede dog ikke. Der gjaldt andre regler på Sankt Hans Hospital, end i resten af samfundet, også hvad angik retten til frisk luft. Mens hele personalegruppen sad på kontoret, spiste og snakkede, travede “J” hvileløst rundt ude i rygeburdet, hvor “Romaen” [hans egen betegnelse] sad og spille online-kasino fra sin mobil, og jeg sad og skrev.

“A” gav mig et godt råd, da jeg fortalte ham om, hvordan jeg havde det med psykologen. Han sagde, at jeg ikke havde godt af at gå hos hende, og rådede mig til at stoppe. Det var præcis, hvad jeg selv havde tænkt, men ikke fortalt til nogle af de andre. “A” kendte mig efterhånden så godt at han kunne fornemme på mig, hvordan jeg havde det.

Dagbog

Transskription af optagelse af 13. juni 2019

Dagbog

En fed fidus

Kiosken på Sankt Hans Hospital havde kronede dage. Det var en ældre kvinde, som havde flere kiosker i Roskilde, der også havde kiosken på "hospitalet". Hun brugte alle tricks for at maksimere indtjeningen på patienternes bekostning. Mange indlagte havde ikke udgang og derfor ikke mulighed for at handle fornødenheder ind, såsom cigaretter, sodavand og slik, og de var derfor tvunget til at købe ind i kiosken.

Patienterne havde sagt det til plejepersonalet flere gange, men de havde ikke gjort noget ved det. Om det skyldtes det faktum, at de med mellemrum fik chokolade og andet slik fra kiosken, var ikke til at vide. Når det drejede sig om at udnytte de svageste mennesker i samfundet, de psykisk syge, var intet under lavmålet. Der var dog én fordel ved at handle ind i kiosken; det var, at man derved kunne indsmugle lightere til afdelingen uden at personalet havde nogen ide om det. Man skulle bare ringe til kiosken, og købe et par lightere. De blev så lagt ned i den dyre plastikpose, der blev leveret til afdelingen. Plejepersonalet tjekkede aldrig indholdet i posen, i den falske vished om, at indholdet var leveret af kioskdamen og således acceptabelt, og så kunne lightere smugles ind [det med lighteren var noget en medpatient fortalte, da jeg ikke selv er ryger].

Prisen på samtlige varer var markant dyrere end i normale forretninger. Hver gang man købte noget, uanset om det så bare var en enkelt pakke cigaretter, skulle man betale tre kroner for en bærepose. Der var to ugentlige dage, hvor det var muligt at gøre fra afdelingen, udover det kostede det 50 kroner for udbringning, uanset om man bare skulle have en enkelt pose bolsjer, og derudover naturligvis de tre kroner for plastikposen. Hvis der nu var flere patienter der slog sig sammen for at købe for eksempel en pakke cigaretter og en pose bolsjer, kostede det 50 kroner per patient, dertil - selvfølgeligt - tre kroner for hver for en bærepose.

Dagbog

Udstillet

De to nye sygeplejeelever havde stillet sig ud i rygeburdet. Ikke for at ryge, ikke for at snakke med de indlagte, men for at observere os, som var vi spændende og eksotiske dyr.

Et meningsløst ritual

Der tegnede sig efterhånden et mønster. Det var de samme ting, som alle nye elever og studerende spurgte om, og fortalte os, en gentagelse af de samme klicheer: "Det skal nok gå", "du er stadig ung", "du trådte ved siden af", "det skal nok lykkedes", "du får en ny start". Nogle af de indlagde var så desperate efter medmenneskelig kontakt at de indlod sig på at tale med dem. De fortalte altid den samme historie og fik altid enslydende svar.

"Jeg har vundet 2000 kroner i spil", "pas på ikke at blive afhængig", "okay, det skal jeg nok". Det var et meningsløst ritual, for både eleven og patienten vidste at patienten allerede var afhængig, og at eleven egentlig var ligeglad. Nogle gange havde eleverne eller de studerende samme etnisk baggrund som patienterne, og så var samtalen lidt mere hjertelig, især engang en elev og en patient fandt ud af at de kom fra samme landsby i Tyrkiet.

Dagbog

Isolation

Som “Romaen” fortalte mig forleden i rygeburdet, så var afsnittet et forfærdeligt sted at være indlagt, men han ville alligevel komme til at savne det, når han engang blev udskrevet. For selv om han havde kone, børn og børnebørn, så ville han komme til at blive ensom. På afsnittet havde han altid medpatienter at tale med, og han var aldrig alene. "Romaen" havde været indlagt i omkring seks år, heraf fire år på afsnittet. Så stærk var behovet for socialt sammenværd, at ikke bare “Romaen”, men også de fleste andre indlagte til trods for, at det var rædselsfuldt at være indlagt på afsnittet, foretrak det, frem for isolation og ensomhed ude i samfundet.

Brev til afdelingssygeplejersken

Nedladende plejepersonale

Den gennemgående attitude blandt plejepersonalet var gennemsyret af foragt, arrogance og ringeagtelse af de indlagte. Det var ikke kun mig, der havde det på den måde, samtlige patienter hadede plejepersonalet, og den "dem og os" stemning havde jeg aldrig oplevet før, i hvert fald ikke så stærkt. Det var fuldstændig som om at plejepersonalet brugte de indlagte til at få afløb for deres tilsyneladende kroniske frustrationer, som den mand, der kommer hjem fra arbejde, er vred over et eller andet, og sparker sin hund, for at få det bedre med sig selv. For sjov indsamlede jeg nogle få eksempler på de "mikroaggresioner" som plejepersonalet udsatte os for:

Talte med den altid nedladende og uprofessionelle Heidi: Hun spurgte mig for fjerde gang om jeg ikke ville lave den Ames test med hende, så hun kunne bevise til akkreditering at hun havde gjort sit arbejde. Jeg påpegede at hun nu havde spurgt mig fire gange om det samme. Hun spurgte om jeg havde skiftet mening. Så sagde jeg at jeg ikke havde behov for den test da den var åbenlys unødvendig, men at jeg gerne ville lave den for hendes skyld, og det samme gjaldt for introduktion af sanserummet (anden gang jeg blev spurgt om det og havde afslået).

For første gang i omkring 14 dage blev der åbnet op til haven i dag, kl. 17.00. Det gav mig lejlighed til at spørge personalet, der sad og solede sig i haven, drak kaffe og snakkede med hinanden, om vi kunne få en ekstra plastikstol ind i rygeburet, idet vi jo som regel var proppet 7 - 8 mennesker ind i det. Problemet var, at der kun var tre stole, så hvis vi var mere end tre personer ude i det, vi de resterende nødt til at sidde på den beskidte trappe. En social- og sundhedsassistent, Lene (Lene), svarede at det måtte vi ikke. Da jeg spurgte hende hvorfor, og samtidig forklarede hende årsagen til mit spørgsmål, blev hun irriteret, og sagde at det var noget jeg, måtte tage op med afdelingssygeplejersken Maiken.

[Yderligere eksempler: 1. Da medpatient "M" viste sygeplejerske Charlotte et korttrick. 2. Hvordan medpatient "Patienten over alle patienter" generelt blev behandlet. 3. Hvor "grundige" Steffen og Kristian var, når de skulle visitere "R" og "E", "det er et privilegium jeg har". 4. Den generelle tone overfor patienterne. 5. Hvordan én af mine pårørende havde haft lyst til at slå Steffen meget hårdt i ansigtet, fordi sidstnævnte var så nedladende overfor ham. 6. Hvordan en anden pårørende havde bemærket, hvor nedladende "Ladeporten" havde talt til ham.

Jeg blev en smule fortørnet over hendes ikke-svar, så jeg besluttede mig for at skrive en klage til netop afdelingssygeplejersken Maiken:

"Kære Maiken

Mulighederne for at få frisk luft er som bekendt stærkt begrænset for de af os, der ikke har uledsaget udgang, idet det hører til sjældenhederne at der er åbent til haven. Når jeg, der er ikke-ryger, har lyst til frisk luft og befinder mig på afdelingen, er jeg derfor nødt til at opholde mig i rygeburet. Det samme er tilfældet for de indlagte, der enten ikke har lov til at forlade afdelingen eller ryger. Det skal hertil siges at der er varmt og indelukket på afdelingen her om sommeren, så derfor er det ekstra nødvendigt for vores psykiske velbefindende at vi opholder os i rygeburet.

Problemet er imidlertid at der kun er tre plastikstole ude i rygeburet, og når vi, som det ofte er tilfældet, befinder os op til syv mennesker derude, så betyder det at de resterende enten må stå op eller sidde på den beskidte trappe. Da jeg i går, den 17. juni 2019, spurgte Lene fra plejepersonalet om vi måtte tage en ekstra plastik stol med ind i rygeburet, svarede hun blot, at det ikke kunne lade sig gøre. Da jeg spurgte om årsagen hertil, sagde hun at jeg skulle tale med dig. Jeg skal derfor høre dig om følgende:

• Er det en værdig måde at behandle psykisk syge (og for enkeltes vedkommende også somatisk syge) på, at tvinge dem til at stå oprejst i længere tid ude i et lille rygebur, når det er sommer, varmt og indelukket på afdelingen og rygeburet for mange er den eneste måde hvorpå de kan få frisk luft?

Og i forlængelse af ovenstående:

• Er det muligt at få en eller to ekstra plastikstole ind i rygebyret?

Og hvis det ikke kan lade sig gøre:

• Hvad er årsagen til dette?

• Hvad siger de officielle regler om siddepladser i rygebure og minimumsantallet heraf?

Jeg skal venligst bede om skriftlig besvarelse af ovenstående, som forvaltnings- og sundhedsloven så vidt jeg husker foreskriver.

Tak for din tid.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

Brev til afdelingssygeplejersken

Jeg var allerede oppe kl. 07.40 og spise morgenmad. Desværre faldt jeg i min gamle vane med først at spise morgenmad og derefter træne, så fordi jeg normalt stod op kl. 08.20 og straks deltog i morgenmødet, glemte jeg i dag at deltage i morgenmødet, fordi jeg straks gik ind og trænede. Da jeg ikke havde deltaget i morgenmødet, som normalt varede højest de par minutter det tog at oplæse hvem der var på arbejde den pågældende dag, blev jeg straffet med at jeg ikke måtte få udgang i dag. Derfor skulle jeg være indendøre på den varme og indelukkede afdeling hele dagen som straf. Det var næsten ikke til at bære da det var en 26 grader varm sommerdag udenfor. Men der var ikke noget at gøre.

Plejepersonalet på afdelingen fungerede de facto som fængselsfunktionærer og kontrollanter, og ikke som plejere. Det var måske alligevel ikke helt retfærdigt at beskrive dem som fængselsfunktionærer, for disse var væsentligt mere professionelle end plejepersonalet. Det var svært at finde en erhvervsgruppe som kunne bruges til at beskrive plejepersonalet, for det var som om at man bare havde hevet de mest dovne mennesker der boede i Roskilde, og omegn, ind og bedt dem om at lege plejepersonale. Det var lige meget med faglighed og uddannelse for dem, da alle faggrupperne lavede det samme, nemlig så lidt som muligt. Der var skam både pædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter ansat, men hvis man ikke kunne læse på tavlen hvad deres uddannelse var, så var det umuligt at gætte.

Jeg blev meget vred over dette, og jeg syntes at jeg nu måtte gøre noget ved alle de stressfaktorer der belastede mig og gjorde min hverdag ulidelig. Jeg besluttede mig for at starte med at fortælle psykologen Irene at baggrunden for, at jeg ville tale med hende, var for at undgå tvangsmedicinering, og skrive til afdelingssygeplejersken at ergoterapeuten Heidi var så belastende for mig at mit humør tog skade af det.

Jeg fik afleveret min seddel til den lave, temmeligt fedladne, mandlige sygeplejerske med den tøndeformede brystkasse, Kristian, der mistænkeligt meget lignede en gris. Det var sedlen til afdelingssygeplejersken Maiken.

Først bad jeg dog Kristian om at ringe min bistandsværge op for mig kl. 14:42. Han sagde han ville vende tilbage, men gjorde det ikke. I aftenvagten kom den vulgære social- og sundhedsassistent, Steffen, og spurgte mig om jeg ikke bare selv kunne ringe min bistandsværge op. Han kendte åbenbart ikke den normale procedure, for jeg måtte ikke selv ringe min bistandsværge op, det skulle gå igennem personalet. Det blev Steffen tøsefornærmet over at høre, men han lovede dog at han nok skulle tage sig af det. Heldigvis havde jeg fået Kim telefonnummer, som jeg selvfølgeligt gav til de andre medpatienter, der også havde Kim som bistandsværge. Hvorfor? Fordi fuck Kim, der lukrerede på ikke at gøre sit arbejde, men til gengæld altid førte sig frem i sit Boss og Hilfiger tøj. Det eneste Kim kunne, var at lire en remse af han havde lært udenad, som omhandlede nogle paragraffer i psykiatriloven. Kim kunne fint erstattes af Siri eller Alexa.

Jeg kom til at tænke på at "L" havde spurgt Steffen, om det var ham der fik eller ham der gav. Jeg kunne ikke lade være med at grine; hvilken seksuel observans Steffen havde, betød ikke noget for mig, men at han simpelthen var et arrogant og (magt)liderligt dumt svin, var til gengæld noget, jeg ikke brød mig om, og derfor var fedt at "L" havde været ligeglad med konsekvenserne af, hvad han havde spurgt om. En dag ude i rygeburet var "L" og "R" rasende på Steffen og Kristian, som uden nogen faglig årsag var begyndt at visitere den to patienter ekstra grundigt omkring skridtet.

Jeg vidste, lige som de andre tvangsindlagte, mere eller mindre alt, der foregik på afdelingen, og der havde ikke været nogen tilfælde af indsmugling i en længere periode. Men så havde Kristian og Steffen åbenbart ment, at de to patienter skulle ydmyges ekstra, eller også var det et udslag af deres seksualitet, for når de kom ind på afdelingen og skulle "klappes" på lommerne, var de to plejepersonaler begyndt at køre hånden op i skridtet på dem på en seksuel måde.

"R" havde flere længdegående, brede ar på siden af halsen, der gik hele vejen fra bag øret skråt nedad mod halsens midtlinje omkring adamsæblet. Han var kommet til Danmark som dreng fra et land, der i mange år havde været plaget af flere blodige krige, og han havde set venner og familie blive sprængt i stykker af miner, skuddræbt og brændt ihjel. Han fortalte sjældent om hvad han havde oplevet, men efter nogle måneder fortalte han mig meget detaljeret om nogle af hans oplevelser under den krig hans familie var flygtet fra; jeg sørgede forsigtigt for en anden dag at udspørge ham om disse oplevelser, ved at jeg foregav ikke at kunne huske dele af det han havde fortalt, og da han var konsistent i sin forklaring, og i øvrigt virkede troværdig, var der ingen grund til ikke at tro på at det han sagde havde rod i virkeligheden.

"L" havde en fortid i blandt andet Voldsmose og Rosengården i Sverige, og han nøjedes ikke med bare at true personalet, men gik all-in, da han eksempelvis slog social- og sundhedsassistensen "Hergé" på Q81, hvor han også havde smuglet en strømpistol ind engang for at slå en af plejepersonalet ihjel, hvilket heldigvis ikke var blevet forsøgt ført ud i livet. "L" fortalte ude i rygeburet, at han havde spurgt Kristian hvorfor han tilsyneladende uden grund var begyndt at tage "L" på skridtet, når han visiterede ham, hvortil Kristian havde svaret, at det var hans "priviligium". Det var vist et forkert svar, for det havde gjort "L" ekstra vred, og selv om psykiaterne gjorde hvad de kunne for at aflive "L" med Leponex (som han blev overmedicineret med i flere dage ved en fejl af sygeplejerske Karla, som personalet utroligt nok indrømmede) samt to andre antipsykotiske præparater, som henholdsvis tabletter og indsprøjtning, så var "L" ikke i nævneværdig grad bedøvet af medicinen.

Personligt ville jeg ikke selv have forulempet og ydmyget hverken "W" eller "L", men Steffen og Kristian troede åbenbart at de var usårlige og urørlige - hvilket de i praksis ogå var. Som en af mine to medpatienter sagde ude i rygeburet, så måtte de hellere sørge for at han aldrig kom ud fra Sankt Hans Hospital igen. Det var på det tidspunkt, jeg først for alvor forstod, hvorfor ingen af plejepersonalet havde deres efternavn stående på deres navneskildte; hvis man aktivt og systematisk begår overgreb mod andre mennesker, er det nu engang rarest at kunne gøre det anonymt, et sted hvor ingen tror på hvad ofret siger, fordi vedkommende er tosse, og hvor man har overgrebs- og forulempelsesparate kolleger kun et alarmkald væk.

Især Steffen fortjener fængselsstraf for sin ulækre adfærd, men det får han aldrig, fordi det er påstand mod påstand, fordi ofret meget vel risikerer repressalier i form af ekstra tvangsmedicin, og fordi hans moralsk bundrådne kollegaer er næsten lige så slemme selv. På den ene side har jeg ingen medlidenhed med Steffen, men på den anden side vil jeg ikke bidrage til at bringe hans sikkerhed i fare ved at nævne hans fornavn, ligesom jeg heller ikke har hverken fotograferet eller på anden vis optaget ham. I sidste ende betyder det heller ingenting hvad jeg end skulle skrive om Steffen, for ingen af hans ofre er så dumme at de ikke udemærket ved hvordan de skal finde ham uden for murene, hvis de skulle få lyst til det.

I den sammenhæng er jeg i øvrigt ikke en af Steffen ofre, og jeg har aldrig truet ham; faktisk tvang jeg mig selv til at lytte til hans private pseudo-psykodynamiske teorier, hvilket gjorde, at jeg var i good standing hos ham. I forhold til Steffen er løsningen, at samfundet griber ind og fjerner ham fra Sankt Hans Hospital, og sørger for at han ikke igen kommer til at arbejde med mennesker (især ikke af samme køn som han selv), som han kan forulempe. [Steffen havde engang læst et eller andet humanistisk fag på RUC, men var aldrig blevet færdig. Det havde givet ham en falsk opfattelse af, at han skulle agere selvbestaltet terapeut for de indlagte, og "sørge for at arbejde med os og komme helt ind under huden på os, hvor det gjorde ondt".

Det var ikke bare en pinlig misforståelse, men det kunne være direkte skadeligt for nogle af mine medpatienter, som til forskel fra mig rent faktisk var syge at Steffen ville for os til "at åbne op". Nu kunne man indvende, at vi bare kunne ignorere Steffen vrangforestillinger om, at han var behandler, men i lighed med de andre medlemmer af plejepersonalegruppen havde Steffen den store magt det var at skrive om os i journalen. Det var alle fuldt ud klar over, og en af grundene til at de fleste holdt sig igen med at kommentere overfor Steffen hvor skadelig han var for de indlagte. Fraset "L", som var ligeglad, men han betalte også prisen i form af "skærmning på værelset", inddraget udgang, og øgning af dosis af de tre antipsykotiske præparater han fik hver dag, selv om han helt åbenlyst ikke var psykotisk.

Jeg startede med at skrive til Maiken om Heidi:

"Kære Maiken

Jeg har på det seneste oplevet en meget besynderlig opførsel fra en af plejepersonalet. Det drejer sig om ergoterapeuten Heidi, som efter min mening opfører sig så uprofessionelt, at det har negativ indflydelse på mit humør.

Heidi har nu ialt fire gange har spurgt mig om jeg vil deltage i en ergoterapeutisk test, kaldet Amestest. Jeg har nu fire gange sagt pænt nej tak, senest den 16. juni 2019.

Jeg har hver eneste gang, hun har spurgt mig, venligt forklaret hende, at testen er overflødig af følgende årsager:

Mit funktionsniveau er habituelt og uændret højt.

Jeg udfører dagligt opgaver som demonstrerer at mit funktionsniveau er for højt til, at det er relevant at måle det med en madlavningstest, som Amestest.

Jeg har på Q81 lavet mad selv talrige gange, og jeg er blevet testet og vurderet lige så mange gange af ergoterapeuterne. De har hver gang konkluderet at jeg ikke har funktionsnedsættelse i nogen som helst grad.

Det undrer mig, at Heidi ikke er i stand til at læse, hvad ergoterapeuterne på Q81 har skrevet i min journal. Hvis det er et problem for hende at slå mig op, giver jeg hende hermed tilladelse til at tale telefonisk kontakt til ergoterapeuterne tilknyttet Q81, så de kan bekræfte, hvad jeg siger.

De omtalte episoder hvor hun presser mig er så enerverende at jeg nu tre gange har været nødt til at tale med psykologen om det for at bearbejde oplevelserne, senest den 18. juni 2019. Jeg mener ikke det kan være rigtigt, at en enkelt ergoterapeut skal belaste mig unødvendigt.

Heidi gør mig så nedtrykt og frustreret at jeg skal bede dig om at hun, såfremt det er muligt, ikke optræder som min kontaktperson, og at hun ikke er en del af mit team. Jeg har flere gange forsøgt at tale med hende, men hun er desværre uimodtagelig overfor hvad jeg har at sige.

Jeg bliver nødt til én gang for alle at understrege:

Jeg vil ikke deltage i Heidis ergoterapeutiske test, idet den er åbenlys unødvendig.

Jeg er ked af, at det åbenbart er nødvendigt at tage kontakt til dig omkring dette, men jeg har bare aldrig oplevet noget lignende. Det er grotesk at Heidi ikke kan forstå et nej.

Til sidst kan jeg nævne et andet forhold som "Heidi nu "stalker" mig omkring, nemlig introduktion til det mobile sanserum. Jeg har indtil videre to gange over for Heidi og én gang over for Helle frabedt mig at få introduktion til det mobile sanserum (eller hvad I nu kalder det for). Det skyldes, at jeg allerede er bekendt med konceptet fra Q81 [dér havde man bygget et helt "sanserum", med polstrede vægge, dyre lamper og stort fladskærms-TV; en af de erfarne sygeplejersker kaldte det for det dyreste opbevaringsrum, han havde hørt om. Mig bekendt blev rummet hurtigt omdannet til et sted de indlagte spillede PlayStation, og ingen brugte det som sanserum.], og at det ikke er noget, der har nogen gavnlig effekt på mig. Det har jeg naturligvis også fortalt både Heidi og Helle.

Igen er jeg tilsyneladende nødt til at understrege at:

Jeg vil ikke have introduktion til sanserummet.

Eksisterer der et bestemt antal gange man skal sige nej, før plejepersonalet respekterer det?

Jeg håber, du vil tage denne henvendelse til efterretning.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

Haven

Stoppestedet

"Venner hjælper gratis fjender koster...".

"Lort løber nedad!".

"Mennesket er en biorobot".

"Sanseløs blackout".

"Pøblen bruger sine højtalere imod et individ!".

"Martin Nielsen hilser jer alle!".

"Go vegan!".

"Sanseløs blackout".

Omegn

Kirkegården

Funktionsniveau

Sund og billig ret af rester. Læg mærke til, at jeg formår at varetage hele madlavningsprocessen, fra sammensætning af ingredienser, tilberedning i ovnen, servering af retten med korrekt placering af bestikket, til den efterfølgende opvask.

Fjorden

Kapellet

En dag jeg arbejdede i gartneriet, kom en af de ledende frivillige hen og spurgte, om jeg ville hjælpe en pensioneret murer med at indsætte vinduer i det gamle kapel.

Jeg skulle naturligvis bare ulønnet slæbe gamle mursten hen i bunken af byggeaffald, flytte rundt på et par mindre stilladser, og i øvrigt agere arbejdsmand for muren, men jeg ville have betalt for at hjælpe ham.

Det gav mig nemlig en unik mulighed for at se hvorfra psykiatriens ofre gennem en periode på over 100 år, var blevet stedt til hvile. Jeg blev positivt overrasket, da jeg så kapellet inden for, da der både var sektionsstue, kølerum og selve kirkerummet.

Som tidligere læge i både psykiatrien og retsmedicinen (og tilmeld som "særinteresse" havde dansk medicinsk historie), var det overordentligt interessant at se faciliteterne. Ikke nok med at psykiaterne havde misbrugt deres patienter da de var i live, her havde man med meget stor sandsynlighed også uden at spørge ofrene selv eller deres efterladte, skændet ligene af de psykisk syge, og udtaget deres hjerner, som man havde anbragt i formalin.

Uden for murene

Uden for murene

Dagbog

Transskription af optagelse af 18. juni 2019

Dagbog

Bistandsværgen Kim

Kontaktede bistandsværgen Kim. Jeg spurgte ham om hvad, han havde foretaget sig i sagen om den sjældne og kortvarige adgang til haven. Nu var det tredje gang på 2,5 måned, jeg havde kontaktet ham om dette spørgsmål.

Han svarede først at han flere gange havde taget telefonisk kontakt og kontakt “via de elektroniske medier” [det var eksakt hvad Kim sagde, og det var en temmelig besynderlig og kejtet formulering] til centerledelsen. Da jeg så spurgte ham, om han havde skrevet en e-mail til ledelsen om den sjældne og kortvarige haveudgang, svarede han nej. Altså løj han til at starte med. Jeg bad ham om at gøre sit job og skrive en e-mail til centerledelsen, hvilket han lovede mig. Jeg sagde at jeg ville kontakte ham igen den 1/7, og høre hvad han havde foretaget sig.

Dagbog

Psykologen på Sankt Hans Hospital var en lille buddet, solbrændt ældre kvinde med stort, sort hår. Hun havde markant øjenskygge på og læbestift. Selv om hun var et stykke over 60 havde hun en lille smart tatovering på den ene ankel. Hun havde store brune øjne der kiggede på én, mens hun talte med en langsom og tydelig stemme. Hun afbrød konstant, når man svarede på hendes spørgsmål. Hun var dog dygtig til at udtrykke sin påtagede medfølelse eller bekymring.

Hun var en hammer og hendes søm var assertiv kommunikation. Jeg skulle lære at kommunikere med større empati og accept. Jeg skulle lære, hvordan andre oplevede mig, og sørge for ikke at fremstå så negativ.

Irene Oestrich som psykologen hed, ville gerne hjælpe mig, sagde hun, og midlet hertil var altså at forbedre min kommunikation. Hun var blind overfor alle de eksistenstruende nederlag jeg havde lidt de foregående tre år, hun kunne ikke forstå, hvordan det var at miste det, jeg elskede allermest, lægefaget, og at det var det egentlige problem. Som om jeg ikke var bevidst om hvordan jeg fremstod overfor andre mennesker eller hvordan jeg kommunikerede mest hensigtsmæssigt! Jeg vidste alt dette, men selv hvis det havde været et problem for mig, blegnede det alligevel i forhold til, hvor truet jeg var på min tilværelse og min fremtid.

Derfor var mine samtaler med psykologen også omsonst. Det var en farce ligesom alt andet, jeg skulle undergå på den parodi på en sygehusafdeling, som Sankt Hans Hospital var. Psykologen var tilsyneladende ikke klar over at den absolut eneste grund til at jeg talte med hende var for at undgå alternativet, nemlig tvangsmedicinering med invaliderende og farlig antipsykotisk medicin. Jeg tænkte mange gange på, om jeg bare skulle være ærlig og fortælle hende det, men jeg anede af erfaring, at hun ville tage det ilde op og mene at det var devaluerende og respektløst, at jeg havde brugt hendes vellønnede tid for at slippe for en medicinsk form for det hvide snit.

Jeg vidste hun ville mene dette som følge af en oplevelse jeg havde med hende et par uger forinden. Jeg havde fortalt plejepersonalet, at jeg ville aflyse med ugentlige samtale med psykologen, da jeg ikke mente, at der var noget jeg havde på hjerte, som var relevant at dele med hende. Med andre ord, at jeg mente at jeg spildte hendes tid. Personalet ringede til hende og fortalte det, men hun dukkede alligevel op på trods af at jeg ikke ville tale med hende. Hun forklarede mig til den samtale at det var respektløst over for hende at jeg havde meldt afbud. Jeg fortalte hende om min bevæggrund, men det lod ikke til at hun troede på, at det var sådan, jeg havde det.

Det, jeg fortalte hende var imidlertid reelt udtryk for hvordan jeg havde det. Der var også en anden årsag, nemlig at jeg syntes at vores samtaler havde en stærk negativ virkning på mig. Jeg følte at hun konstant problematiserede hvordan jeg var som person, og at alt jeg foretog mig var forkert, og skulle korrigeres. Det var måske ikke så underligt, jeg havde det på den måde, idet selve præmissen for hendes samtaler var, at der var noget galt med mig, og at jeg jo omvendt ikke mente at der var noget galt med mig, men at jeg var blevet behandlet ualmindeligt svinsk, idet mit liv og min tilværelse var blevet smadret af praktiserende læge Camilla Elvekjær uberettigede tvangsindlæggelse tre år forinden.

Jeg blev så nedtrykt af psykologsamtalerne at jeg i dagene efter mistede al livslyst og håb, og det eneste jeg havde lyst til var at sove for at slippe for at have det dårligt.

Idet jeg på den ene side ikke mente jeg fejlede noget, men på den anden side måtte acceptere psykologsamtaler for at undgå medicinering, måtte jeg som i en forskruet version af 1001 nats eventyr til hver samtale opfinde et problem, som psykologen kunne hjælpe mig med, og få indtrykket af at hun havde løst. Det problem, jeg måtte opfinde, skulle imidlertid være alt andet end noget der havde med psykose at gøre. Samtidig var det mere troværdigt, hvis det rent faktisk også var noget der var et problem for mig. Det, jeg fandt på, havde allerhøjst karakter af en irritation. Det drejede sig eksempelvis om den belastende ergoterapeut Heidi, eller hvordan jeg skulle få sygeplejerske Overarmen, til at åbne en af de vinduer, der faktisk måtte åbnes, så der kunne komme lidt svalende luft ind på den hermetisk lukkede afdeling, som var ulidelig hed, da temperaturen udendørs var over 30 grader [jeg havde forinden forgæves bedt Overarmen om at åbne et vindue, når hun havde tid, men hun affejede mig bare, selv om hun tydeligvis ikke lavede dagens gode gerning.

Sankt Hans på Sankt Hans

At fejre Sankt Hans Hospital på Sankt Hans Hospital var åbenbart meget populært, og noget af et tilløbsstykke. Det kunne vi mærke i gartneriet, hvor jeg fik mulighed for at arbejde ekstra, så alt kunne være parat til den store begivenhed. Det var vigtigt, at der blev fejet ekstra grundigt i og omkring gartneriet, og alt skulle ryddes op og fremstå så nydeligt som muligt. De frivillige var besynderligt optagede af hvor perfekt alt skulle være, men det skyldtes vist at sponsere skulle deltage, og hattedamerne og mændene skulle gerne imponeres, så de fortsat var villige til at punge ud. Der hang eller var opstillede store plancher forskellige strategiske steder på området, hvor der stod hvor godt det var for os tosser at arbejde i gartneriet, så alle de besøgende kunne sole sig i selvgodhed og aflad, når de betalte for en potteplante eller spiste i restauranten. Det tragikomiske var naturligvis at der kun var to tosser, der arbejdede i gartneriet, nemlig "J" fra min afdeling (ham der medbragte sin laptop i rygeburet, så vi kunne høre musik) og jeg selv. "J" fik ganske vist tvangsmedicin, men ikke i en grad der sløvede ham, og i lighed med mig selv, var han ikke psykotisk. Med andre ord var det de to mest velfungerende tosser på "Gøgereden", hvoraf jeg selv var blevet "erklæret" ikke-sindssyg, plancherne omtalte.

Hverken "J" eller jeg blev inviteret med til Sankt Hans Hospital festen, og der var heller ikke reserveret billetter til os, som vi i givet fald selv kunne have købt. Sankt Hans Hospital var et hæsligt sted, så jeg havde ikke deltaget, om så jeg var blevet betalt for det, men når nu jeg knoklede gratis med idiotarbejde, kunne man i det mindste have vist sin påskønnelse af mit arbejde ved at spørge mig, om jeg ville deltage. Denne vulgære opdeling i "de gode og bamhjertige" og "tosserne", som også kom sig til udtryk, når vi spiste frokost med de frivillige i gartneriet, var nedværdigende, selv hvis jeg faktisk havde været psykisk syg. Jeg havde forsket og udgivet artikler i internationale videnskabelige tidsskrifter, jeg havde undervist på universitetet, og fået otte 12-taller på medicinstudiet, foruden 11 og 10 taller, jeg var den samme, som jeg altid havde været, og så skulle jeg stå og lytte til at blive rost, når jeg havde demonstreret, at jeg var i stand til at ompotte en blomst eller betjene ukrudtsbrænderen. Så var det alt andet lige meget bedre ikke at få ros. Den samme attitude oplever jeg også i skrivende stund ofte, lige som jeg har oplevet den siden 2015. Det er ubeskriveligt ulideligt.

Billeder. Med fare for at lyde arrogant var det ydmygende at blive rost, fordi jeg kunne finde ud af at ompotte blomsterne i drivhuset. Den karakter jeg imidlertid er gladest for, er det 11 tal jeg fik i anatomi på 3. semester. Den eksamen var ubetinget den hårdeste jeg enenu har været oppe til. Beklageligvis kan jeg ikke finde resten af billederne af mit eksamensbevis.

Brev til psykiater

Afleverede dette brev til Steffen fra plejepersonalet, og bad ham aflevere det til psykiateren:

"Mine pårørende og jeg lavede i maj 2019 en klar aftale med overlæge P om, at jeg skulle udskrives efter halvanden måned, og når jeg havde afleveret en lejekontrakt.

Der er nu gået omkring halvanden måned, og jeg har afleveret lejekontrakten. Jeg har desuden overholdt alle aftaler til punkt og prikke, og haft weekendorlov flere gange, hvilket har været helt uproblematisk. Der er ikke initieret nogen behandling, og derfor er der i min optik ingen lægefaglig begrundelse for at jeg skal forblive indlagt, idet jeg sagtens kan fremmøde til ugentlige psykologsamtaler i Roskilde ambulant.

Det er derfor meget nedslående og demotiverende i dag at erfare, at ovenstående aftale åbenbart er ensidigt ophævet. Det beror sig tilsyneladende på at den vikarierende overlæge [Kim] tager på ferie fredag den 28. juni, og først returnerer tre uger efter, og at der ikke er planlagt en udskrivelsessamtale, hverken forinden eller efterfølgende.

Jeg skal bede om at få en skriftlig bekræftelse på at den hidtidige aftale om udskrivelse er ophævet.

Jeg skal desuden bede om at få en skriftlig, lægefaglig begrundelse for hvorfor den er ophævet, og hvilken konkret aftale om udskrivelse, inklusiv specifik udskrivelsesdato der træder i stedet, sådan som sundhedsloven foreskriver.

Jeg undrer mig endvidere over det meget lange interval der er mellem lægesamtalerne efter P gik på barsel, hvilket er henholdsvis tre uger og en måned, modsat to uger tidligere.

Jeg skal derfor bede om at få oplyst skriftligt, om der eksisterer retningslinjer for det maksimale tidsinterval mellem planlagte lægesamtaler på afdelingen, og i givet fald hvad disse retningslinjer foreskriver.

Jeg vil nødig fremstå kværulant, men det er så psykisk belastende at udskrivelsestidspunktet udskydes på ubestemt tid, at jeg ikke føler, jeg har noget andet valg end at skrive disse linier.

Jeg skal til slut bede om en skriftlig bekræftelse på at dette dokument er modtaget, samt at det indscannes i min journal.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Mail til psykiater Dimitri B af 23. juli 2019

Min bedste ven, der også reddede mig fra Gitte Ahles planlagte tvangsmedicinering af mig med livsfarlig og ikke-indiceret antipsykotika, skrev denne mail til psykiater Dimitri B, som nægtede at udføre sit job samvittighedsfuldt og i henhold til gældende standard. Dimitri var ikke i stand til at vurdere mig selvstændigt, men copy/pastede Gitte Ahles løgne. Jeg håber at Putin snart kalder Dimitri hjem.

Med venner som ham, der skrev nedenstående, kan man stå imod hele verdenen og overleve. Jeg er ham evigt taknemmelig.

"Kære Dmitri Babkin

Jeg skriver til dig, idet jeg er Kjeld Andersens pårørende, og jeg kan forstå, at du vikarierer for Kim, som vikarierer for Peter.

Kjeld er tidligere blevet udreddet for ADD. Idet han ikke får den medicin, som han skal bruge for at fungere uden signifikant konsentrationsbesvær, har Kjeld i en meget lang periode bedt psykiatere i retspsykiatrien om at udredde ham igen mhp. recept til medicin.

Vi har fået oplyst af skiftende psykiatere i næsten et år, at Kjeld skal udfylde en form for spørgeskema, hvilket han i sagens natur er meget opsat på at få færdiggjort. Da jeg, og andre pårørende, følger Kjelds sag meget tæt, vil jeg gerne have oplyst:

1 - hvorfor har Kjeld endnu ikke fået mulighed for at udfylde det pågældende skema, selvom han har ventet i månedsvis?

2 - vil Kjeld i denne uge endelig få mulighed for at udfylde dette skema? Jeg håber meget, du har tid til at svare på ovenstående to spørgsmål, da vi er optaget af, at der skal ske et skred i udredningen.

Jeg har kendt Kjeld hele mit liv, og kan bistå med evt. oplysningen, som du måtte behøve som led i udredningen.

Jeg oplever desuden på første hånd, i hvilken grad, Kjeld lider som følge af kun at kunne koncentrere sig i ganske få min. af gangen. Det er præcis det mønster, som jeg oplevde, da Kjeld og jeg gik i folkeskole sammen som børn og i teenage-årene.

Kjeld har, efter min vurdering, fremragende udsigter til at kunne genoptage en tilværelse med normalt fuldtidsarbejde, men hans mangende ADD-medicin betyder, at et sådant er urealistisk i praksis.

Jeg håber, du har forståelse for, hvorfor vi er opsatte på, at ADD-udredningen ikke skal syltes længere end tilfældet allerede er.

Med venlig hilsen"

Dagbog

Talte med "B" i går. Han havde talt med "M", og hun havde besluttet sig for at ringe til vikarierende psykiater Kim mhp. udskrivelse. Kim havde ikke travlt, og var tilsyneladende ligeglad med at der sad færdigbehandlede patienter, som bare ventede, som bare ventede på at komme videre i deres tilværelse.

For os indlagte var hver dag en prøvelse, og når vi stod op om morgenen, vidste vi at der ventede os endnu en dag i ulidelig uvished. Imens tilværelsen hastede forbi os, sad vi mange mennesker i det lille rygebur, der i sommervarmen fungerede som et utæt drivhus. "D" havde igen spurgt, om han kunne få ledsaget udgang, og det var igen umuligt, fordi der som sædvanligt ikke var nok personale. “Z” italesatte problemet med, at vi ikke kunne komme ud i haven, men han talte for døve øre.

Dagbog

Det var særdeles hedt på afdelingen, og som sædvanligt var der ikke åbnet nogle vinduer. Til morgenmødet spurgte "D" endnu engang om han ikke kunne få ledsaget udgang i en halv time, hvilket - ligeledes endnu engang - blev afslået. Vi spurgte, om vi ikke kunne få åbnet til haven, og det kunne vi naturligvis ikke. DMI sagde det blev 27 grader varmt i dag og 30 grader i morgen.

Fulgtes med “H” og “R” til Roskilde. Viste “R” biblioteket, hvor vi sad og snakkede et stykke tid, før vi gik videre ned til havnen og kiggede på både. “R”, der kom fra Færøerne, havde en stor viden om emnet, og kunne fortælle om de forskellige både ned i mindste detalje. Han ville gerne have et deltidsjob på vikingeskibsmuseet [jeg foreslog "R" at han først tog HF, eller det der svarede til HF, og efterfølgende søgte ind på universitetet, eventuelt for at læse historie. Han var intelligent, havde i forvejen stor almen viden, og da han kun fik 5 mg Zyprexa dagligt, kunne man hverken se eller mærke medicinens talrige bivirkninger på ham.

”Rs” overlevelsesstrategi var, at han forsøgte at forfølge tre mål: At spare så mange penge op som muligt, at læse så mange bøger som muligt, og at træne så meget som muligt. Det var en stil han havde holdt i det foregående års tid. Han gik lange ture hver eneste dag, og mens han travede afsted, lyttede han til lydbøger. Han havde derved tabt sig otte kilo i løbet af otte måneders tid.

Dagbog

Psykologen kunne ikke forstå, at jeg ikke havde været devaluerende over for en enkelt af plejepersonalet, men derimod udtrykt berettiget kritik af hendes uprofessionelle tilgang til sit arbejde. Hvis man altså udtrykte berettiget kritik af personalet, var man devaluerende, og det var igen et sygdomstegn.

Hvis man gjorde opmærksom på dårlige forhold, var man altså syg. Det var desværre ikke bare en mindre ting, at personalet mente man var syg, det havde store konsekvenser for den enkelte, da personalet skrev om én i journalen, hvilket stort set var det eneste, som psykiateren havde at navigere efter.

Det var ikke engang fordi jeg eller de andre var konstant sure, og per automatik kritiserede alt hvad personalet gjorde. Langt de fleste fadæser ignorerede vi. Alene i dag var der to forhold, der medførte, eller kunne medføre, store gener for mig, som jeg intet sagde noget om, nemlig at "Bob Marley" omkring klokken fem om morgenen gik op og ned ad gangen, mens han råbte og skreg i sin telefon. En af mine medindlagte var derfor tæt på at komme op og slås med ham.

Både denne medindlagte og to andre italesatte dette til morgenmødet, men jeg havde bare ignoreret det, selvom jeg af “Ragnarock” forinden var blevet skældt ud, fordi jeg kortvarigt en eftermiddag stille og roligt havde gået på gangen og talt i telefon. Det var også et af flere eksempler på at reglerne ikke gjaldt for alle. Det andet eksempel var, at jeg, da jeg skulle på 24 timers orlov, fik dobbelt dosis af min antidepressive medicin med, hvilket jeg gjorde stilfærdigt opmærksom på, og sagde at det ikke gjorde noget [værre var det at "W" i tre dage blev overmedicineret med Clozapin, som han ved en fejl fik 20 ml af, selv om han hver gang gjorde opmærksom på det. Han kunne imidlertid intet gøre andet end at acceptere medicinen, for hvis han havde nægtet, så var han blevet tvangsmedicineret inden for et par timer. Personalet havde en ultra liberal tilgang til at kalde alarm, hvilket jeg selv observerede mange gange. Det var ikke ufarligt for "W", som i forvejen blev tvunget til at hhv. at indtage og få indsprøjtet to andre antipsykotiske præparater.

Transskription af optagelse af 26. juni 2019

Brev til psykiater

"Kære Kim ellers dennes afløser

Jeg skriver i håbet om at få et klart svar om en udskrivelsesdato. Jeg har ved en samtale med P i maj 2019 fået oplyst, at jeg blev udskrevet efter omkring halvanden måned, samt når jeg havde afleveret en lejekontrakt. Nu er denne periode ved at være gået, især taget i betragtning at det på afdelingen er normal procedure at man får 14 dages orlov forud for udskrivelsessamtalen, hvorefter man umiddelbart udskrives.

Jeg har flere gange i denne uge efterspurgt en samtale med psykiateren, samt en konkret udskrivelsesdato. Det har desværre været forgæves. Det er er meget svært at forstå, at den aftale mine pårørende og jeg lavede med P nu tilsyneladende er ophævet. Det er yderligere uforståeligt at jeg ikke engang kan få lov til at tale med Ps afløser, og at mine henvendelser åbenbart ignoreres. Senest har jeg skrevet og spurgt om en udskrivelsesdato den 24. og 26. juni, samt spurgt plejepersonalet (Gitte) om jeg kunne få en samtale med psykiateren. Jeg har intet respons fået.

Hvad der er om muligt endnu mere frustrerende er, at udredningen for ADD ikke er påbegyndt, hvilket jeg ellers fik indtryk af at den skulle. Det der frustrerer mig er at jeg har været nødt til at takke nej til nu to reelle jobtilbud ("CC" og "SF"), og har måtte opgive det onlinekursus jeg var i gang med, fordi jeg som følge af min habituelle og umedicinerede opmærksomhedsforstyrrelse ikke kan holde koncentration og fokus lang tid nok til at varetage disse jobs.

Det betyder, at jeg vil få særdeles svært ved at returnere til arbejdsmarkedet. Jeg har kæmpet dagligt i to måneder for at få det til at lykkedes, men jeg må erkende at det ikke lader sig gøre. Det gør mig meget stresset og frustreret at mine fremtidsudsigter således er meget ringe, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor man ikke vil hjælpe mig. Der har dokumenterbart aldrig været nogle problemer med at jeg fik medicin for min tilstand, så længe den har været styret af en psykiater. Jeg skal derfor inderligt bede om at man hurtigst muligt påbegynder udredningen, så jeg kan komme i behandling og få lov til at føre en normal tilværelse.

Jeg skal bede om at dette dokument indscannes i min journal.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Dagbog

Ringede min bistandsværge Kim op for fjerde gang mht. adgang til frisk luft. Han sagde at han havde skrevet til “Centerchefen”, og at denne havde svaret at han ikke kunne gøre noget, idet det handlede om at der ikke var personale nok. Han sagde at der ikke var mere at gøre, og på min forespørgsel om kontakt til Ombudsmanden sagde han, at det ikke nyttede noget at kontakte denne. Efter tre måneder kunne Kim altså intet som helst gøre, og han gad ikke engang at forsøge. Jeg fortalte ham at han var ubrugelig.

Jeg fortalte Lene Maja at jeg gerne ville skifte bistandsværge, og hun lovede at hun ville gå videre med det. Jeg sagde desuden til hende at jeg gerne ville have en lægesamtale snarest muligt, gerne med Solvej.

Jeg afleverede mit første brev af 1. juli 2019 til Lene Maja, og fortalte at det var til den ansvarlige psykiater.

Jeg skrev desuden endnu et brev til ham, som jeg afleverede til sygeplejerske Lene Maja i dag.

Brev til psykiater

Dagen i dag var typisk for hvordan en normal dag så ud for mig. Jeg brugte tiden på at vandre hvileløst rundt i København, mens jeg lyttede til YouTube-videoer. Det beløb sig til mange tusind skridt dagligt.

Det var formålsløst og meningsløst, og præget af den totale mangel på håb, jeg oplevede. Jeg havde intet og alt at skrive om, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte. Det var en ulidelig situation at stå i. Det var tortur. Det havde naturligvis store negative, potentielle implikationer at skrive om, hvordan jeg havde det til psykiateren, men spørgsmålet var, om jeg ikke skulle tage chancen. Jeg besluttede mig for at tage chancen med nedenstående, som planen var, jeg ville aflevere søndag aften, når jeg returnerede til afdelingen:

"Til den til Sankt Hans Hospital aktuelt tilknyttede psykiater

Jeg har flere gange bedt om at få oplyst en udskrivelsesdato, samt udbedt mig en lægesamtale. Senest har jeg fremsat denne anmodning mundtligt og skriftligt over for sygeplejerske Lene Maja den 29. juni 2019, uden at den er blevet efterkommet.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig at jeg skal forblive frihedsberøvet, alene fordi den til afdelingen tilknyttede psykiater skal på sommerferie, hvorfor jeg skal bede om en lægefaglig begrundelse for, at jeg ikke i overensstemmelse med den hidtidige aftale med overlæge P på nuværende tidspunkt er udskrevet. Denne begrundelse skal jeg bede om gives skriftligt.

Jeg har nu i over tre år levet i uvidenhed, lediggang og påtvungen marginalisering, som følge af den fejldiagnose, som min daværende praktiserende læge gav mig. Det er årsagen til, at jeg er så optaget af at aftaler, som omhandler min fremtid og tilværelse overholdes. At stille mig noget i udsigt, og ikke overholde det, er for mig helt uholdbart, og ventetiden er ulidelig.

Derudover skaber den ubegrundede udskydelse af min udskrivelse også praktiske og økonomiske problemer. Det skyldes at jeg på femte måned betaler husleje til et værelse jeg ikke får lov til at bebo, samt at mine pårørende har planlagt efter at jeg blev udskrevet i indeværende periode. De penge jeg har betalt i husleje kunne jeg have brugt på at betale sagsomkostninger, briller, tandlægebesøg, forsikring eller lignende, som er tvingende nødvendigt, men som jeg ikke har råd til.

Jeg håber fortsat på at få svar på mine henvendelser snarest.

Jeg skal igen bede om en lægesamtale hurtigst muligt, samt en udskrivelsesdato.

Jeg skal bede om at denne henvendelse indscannes i min journal.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Jeg afleverede den til min kontaktperson, sygeplejerske Lone, som sagde hun ville sende den videre til "M", som angiveligt var en psykiater.

Jeg havde sovet særdeles dårligt i nat, var vågnet flere gange, og var forblevet vågen i omkring et par timer. Jeg var kommet ind i en periode, hvor jeg igen var begyndt at sove dårligt. Jeg havde ligeledes på ny mistet al livslyst og håb. Det skyldtes især det faktum at psykiater Kim var taget på sommerferie, hvilket betød at jeg skulle være frihedsberøvet i yderligere en måned. Det var uudholdeligt at tænke på.

Udover det, var min dag som hvilken som helst anden dag på Sankt Hans Hospital; jeg tog til Roskilde by efter morgenmaden, hvor jeg sad på en bænk på torvet, som lå ved hovedstrøget og domkirken. Hér sad jeg og skrev små nyhedsartikler for en ven. Det var det eneste, jeg havde at foretage mig. Hver dag var ulidelig tortur i uvidenhed og nedtrykthed.

Da jeg jo i min seneste henvendelse til psykiateren havde omtalt praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose, måtte jeg hellere sørge for at have begrundelsen for dette parat til næste samtale med vedkommende. Derfor tog jeg dette afsnit fra et af mine breve til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle.

Dagbog

Nu var fluerne kommet igen. Det havde været et stykke tid siden sidst, men måske var næste generation af fluer blevet udklækket. Sådan var det også hver gang én patient blev udskrevet og én blev indlagt, eller måske genindlagt, for mange af patienterne var tilbagevendende kunder.

Brev til psykiater

"Kære Michael Andersen

Jeg kan forstå at P skulle have oplyst til dig, at jeg stod til at skulle udskrives til august. Dette er ikke hvad, han har oplyst til mig.

Det, han helt konkret har oplyst mig i maj 2019 er, at jeg skulle udskrives efter “halvanden måned”. Jeg formoder at både han og det medlem af plejepersonalet, der deltog i samtalen har noteret både mit spørgsmål og hans svar i journalen.

Jeg skal derfor bede om aktindsigt i min journal med udlevering af alt journalmateriale, inklusiv det, som plejepersonalet har journalført om mig, og de psykiatersamtaler, de har deltaget i.

Jeg vil desuden gerne have aktindsigt i hvad socialrådgiver "Musen" har skrevet i min journal, om indholdet af de samtaler, hun har deltaget i.

Jeg skal desuden igen bede om en samtale med psykiateren snarest muligt, gerne med Solvej. Jeg mener ikke det kan være rigtigt at der skal gå over en måned indtil psykiater Kim kommer tilbage fra ferie indtil næste lægesamtale.

Jeg går ud fra, at plejepersonalet også læser de henvendelser, jeg skriver til dig.

Tak for hjælpen.¹

Venlig hilsen,

Kjeld."

1. Et eksempel på en "mikroaggression", hvis jeg forstod psykologen ret.

Dagbog

Efter morgenmaden spurgte sygeplejerske Lene Maja om en lægesamtale. Hun sagde, at hun ville finde ud af det, men vendte ikke tilbage.

Om formiddagen spurgte jeg sygeplejerske "Ladeporten" om, hvor min kontaktperson Gitte var henne, idet jeg ville høre hende om muligheden for lægesamtale. Hun sagde, at Gitte var til møde, men at hun skulle nok høre hende ad og vende tilbage til mig.

Kort efter min samtale med "Ladeporten", kom afdelingssygeplejerske Maiken kom forbi, og sagde at hun ville ringe til psykiateren og høre angående lægesamtale. Jeg spurgte, om jeg kunne tage på biblioteket, og komme tilbage til frokost, uden at jeg ville gå glip af samtalen, og hun sagde at det kunne jeg godt, og supplerede med at oplyse at hvis samtalen ville foregå tidligere end det, ville afdelingen ringe til mig.

Til middag oplyste sygeplejerske Lone, at der var aftalt en lægesamtale torsdag kl. 11.15 med Dimitri B.

"Bob Marley" havde fortsat to faste vagter. Det havde han haft i tre måneder, stort set konstant. Der var ingen grund til at han havde to personaler til at følge sig overalt, for han var langt fra altid urolig, råbende eller udadreagerende. Nogle gange blev han vred og råbte, men det var også alt hvad han gjorde. Jeg havde aldrig set ham blive aggressivt gestikulerende eller egentligt voldelig. Det undrede mig meget at han skulle have fast vagt, for det var sjældent nødvendigt, og det personale der skulle passe ham, forhindrede os i at komme ud i haven.

"Romaen", der havde været på afdelingen i over fire år, havde den teori, at der til alle tider skulle være mindst én patient. der havde faste vagter, således at der blev opretholdt en kunstig høj normering af personale. Om han havde ret var jeg ikke klar over, men faktum var i hvert fald at "Bob Marley" ikke havde brug for to faste vagter konstant, og når jeg observerede personalets ligegyldighed og dovenskab, var det absolut en plausibel teori.

Dagbog

I dag var der lægesamtale med Dimitri B, hvor også sygeplejerske Helle deltog. Forud for lægesamtalen modtog jeg et svarbrev fra den konstituerede klinikchef, og efter samtalen var der "patient-personalemøde". Jeg nævnte på mødet igen muligheden for få åbnet til haven, samt bad om at få såkaldt selvstændig udgang i haven, hvor en enkelt patient fik lov til at være i den flugtsikre og låste have, hvilket havde været muligt på Q81. Det kunne selvfølgeligt ikke lade sig gøre, men mit forslag blev endnu engang noteret på mødereferatet, som afdelingssygeplejersken sikkert fik, så hun kunne give det videre til hendes chef, der igen kunne dokumentere over for ledelsen, at man skam havde gjort alt korrekt. Da der aldrig kom noget konkret ud af mødet, andet end tilkendegivelser og forsikringer, var det mest af alt bureaukrati for bureaukratiets skyld.

Dagbog

I går var jeg først ude i Sydhavnen for at besøge "S". Jeg var hos ham i ca. en times tid, før jeg tog videre til Glostrup, hvor jeg mødtes med “P”. Vi startede med at spise aftensmad på en indisk restaurant på Diget, hvorefter vi satte os ind i have til den nedlagte børnehaves, som lå umiddelbart bag Q81. Der ringede “P” til “Å”, som kom fra afdelingen, og sluttede sig til os. Vi sad og talte sammen i halvanden times tid, før jeg tog afsted og hjem.

I dag ringede "F" til mig og spurgte mig, hvor jeg var henne. Han skrev også en sms, hvor han spurgte, om jeg var ok. Jeg fortalte ham at jeg var på orlov til onsdag og havde det fint.

Dagbog

Kedsomheden var som sædvanlig ulidelig. Det var næsten ikke til at holde ud. Jeg var ikke motiveret til noget som helst, og havde stadig intet håb. Hvordan kunne man leve på den måde, nu på tredje år? Det var tortur.

Brev til "Centerchefen"

Da jeg returnerede til afdelingen fik jeg tilfældigvis øje på et opslag på opslagstavlen. Der stod en opfordring om at oplyse klinikchefen og udviklingschefen om patienttilfredsheden på afdelingen. Det var en kærkommen mulighed, jeg ikke kunne sidde overhørig.

Det første jeg gjorde var at spørge ude i rygeburet, om de andre var opmærksomme på opslaget. Det var der ikke nogen der var. Dernæst opfordrede jeg de 5 - 6 tilstedeværende til at fortælle om deres oplevelser, idet der var rigtigt meget man kunne berette om. Først og fremmest manglende mulighed for haveudgang. "J" var med på den.

Jeg skulle ihvertfald nok fortælle om tingenes tilstand. Men det var selvfølgelig ikke nok at det kun var mig, der talte om det, pointen var at de andre også skulle gøre det. Jeg var ikke den der brokkede mig mest, men når de andre tale om hvad der generede dem, kom det aldrig videre end til rygeburet eller allerhøjst til patient-personalemødet. Hvor det strandede. Det skulle allerhelst afleveres skriftligt, da det var mere forpligtende.

"Kære 'Centerchef'

Jeg har følgende konstruktive kritik i forhold til at være tvangsindlagt på Sankt Hans Hospital:

I løbet af de forudgående omkring tre måneder har der kun sporadisk været åben til haven. Når der så endeligt åbnes til denne, er det kun i et begrænset tidsrum, typisk en halv time, nogle gange en time, og yderst sjældent i længere tid end det. Når der endeligt åbnes, skyldes det stort set altid, at en eller flere patienter op til flere gange indtrængende beder om det.

Det betyder at mulighederne for frisk luft er yderst begrænset for de af patienterne, der ikke har udgang. Personalet plejer at undskylde sig med at der ikke er nok på arbejde, og påstår at det skyldes et straksforbud fra Arbejdstilsynet. Derved holdes patienterne, der har brug for frisk luft og fysisk udfoldelse, i overført betydning som gidsler af personalet.

Det kan undre én, at plejepersonalet ikke føler sig fagligt og moralsk forpligtet til at gøre opmærksom på dette problem, taget i betragtning at det er evident at fysisk aktivitet, som man har mulighed for i haven, er essentielt for langt de fleste menneskers psykiske velbefindende. Selv i fængslerne har fangerne mulighed for mindst én times frisk luft dagligt. Det virker lidt mærkeligt at der på det område er bedre vilkår i et fængsel end på en psykiatrisk afdeling, hvor man foregiver at bedre de indlagtes psykiske tilstand.

Jeg har adskillige gange til morgenmødet spurgt, om der kunne blive åbnet til haven, de fleste gange dog forgæves. Jeg har desuden italesat emnet på tre "patient-personalemøder", samt hele fire gange over en tre måneders periode bedt min bistandsværge om tage problemet op. Alligevel har det været fuldstændig forgæves, og der er intet sket.

Det kunne naturligvis bare være mig, der havde et problem med den udtalte mangel på frisk luft, men det er ikke tilfældet. De fleste af de indlagte, jeg har talt med, har det på præcis samme måde, og de har også forgæves italesat problemet igen og igen. Det er min klare opfattelse at de indlagte lider under manglen på haveudgang, især i sommermånederne, hvor det er varmt og indelukket at opholde sig døgnet rundt indendøre på afdelingen eller til nød i rygeburet. At jeg som ikke-ryger i over en måned kun har haft mulighed for at trække frisk luft i rygeburet, er en mindre detalje den i forbindelse.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

Her til aften hjalp jeg "J" med at skrive et brev til psykiater Dimitri B, som omhandlede, at han gerne ville have uledsaget udgang, og udskrives snarest. Jeg printede det ud for ham, og han underskrev det mhp at give det til plejepersonalet til morgenmødet i morgen. Hvis man skrev en henvendelse til psykiateren, skildte man sig positivt ud fra mængden, og var sværere at ignorere.

[Jeg havde et lille ekstra økonomisk råderum i forhold de andre indlagte, idet jeg aldrig har røget, og derfor investerede jeg i en printer til 229 kr. i Føtex. Der blev generelt i dén grad suget igennem af cigaretterne blandt de indlagte, og rekorden havde "J", som røg tre pakker dagligt. Han modtog kontanthjælp, og betalte absurd nok samtid for sin tvangsindlæggelse. De relativt fik penge han havde til rådighed blev hurtigt brugt på cigaretter, og der gik ikke mange dage efter den 1. i måneden før han var nødt til at samle flasker i Roskilde by for at finansiere smøgerne. Derudover havde han solgt de fleste af hans ejendele for at bruge pengene på cigaretter.

Brev til psykiater

"Ad genudredning af ADD

Dimitri B foreslog til mødet, at jeg blev henvist til Distriktspsykiatrien, med henblik på genudredning af ADD. Efter grundig overvejelse må jeg takke nej til dette tilbud. Det skyldes følgende årsager:

• ADD er en tilstand, der er kendetegnet ved at være så relativt lidt indgribende i forhold til andre psykiatriske lidelser, at den rubriceres som såkaldt “psykiatria minor”. Det vil sige at der ikke er noget til hinder for, at tilstanden udredes, behandles og følges hos en privatpraktiserende psykiater. Jeg har selv kendskab til to personer i min omgangskreds, som følges hos en privatpraktiserende psykiater for ADHD, som de er i medicinsk behandling for, og det er helt uproblematisk. Ydermere har privatpraktiserende psykiater Henrik J genudredt mig for tilstanden, og opstartet behandling af denne, med eklatant gavnlig effekt.
• Således er der ingen lægefaglig eller praktisk begrundelse for, at en genudredning af ADD skal foregå i Distriktspsykiatrien, og ikke, eksempelvis, mens jeg som nu, er tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling. Det undrer mig i øvrigt at Dimitri B ikke kan slå op i FMK [Det fælles medicinkort], hvor det tydeligt fremgår, hvilken type ADD-medicin der er blevet ordineret til mig, og af hvem. Det undrer mig også, at man udskyder en simpel udredning, med et spørgeskema i flere måneder, når det tager så kort tid at udfylde. Det svarer til at en patient klager over feber og kulderystelser, hvorefter den somatiske læge [den rigtige læge] venter to måneder med at måle vedkommendes temperatur. Denne enerverende latens er tilsyneladende praksis i psykiatrien, og det er helt uforståeligt.
• Ydermere er det jo heller ikke sådan, at en spørgeskemaundersøgelse medfører nogen fare for patienten. Jeg fik foretaget en af psykologen forleden, der kraftigt indikerede at jeg led af ADD, og det skadede mig slet ikke [ironi hjalp mig desværre ikke]. Den eneste måde, hvorpå jeg kan koncentrere mig bare kortvarigt, er ved at dyrke intensiv fysisk træning. Det kan min krop ikke holde til længere, men idet jeg ikke får nogen medicinsk behandling for min tilstand, er jeg nødt til at træne hver dag alligevel. Det resulterer i overbelastningsskader i form af - senest - bilateral achillessenetendinit og bicepstendinit, samt en akut overbelastningsskade i lænderyggen. Da jeg ikke kan holde ud ikke at træne, bliver jeg nødt til at indtage Ipren på næsten daglig basis, hvilket er dybt skadeligt [jeg fik kraftig halsbrand, sure opstød og mavesmerter]. Men takket være psykiaterne har jeg ikke noget andet valg, end at skade min krop.
• Jeg ved som læge med relativ stor arbejdserfaring inden for psykiatrien, at enhver tilknytning til Distriktspsykiatrien er svært irreversibelt stigmatiserende, og at sætningen i den psykiatriske journal, der lyder at “patienten er fulgt i Distriktspsykiatrisk regi” for altid vil fremgå af denne. Det medfører øget risiko for yderligere overgreb fra psykiatrien. Jeg må desværre acceptere den ydmygelse og fornedrelse det er at blive fulgt i retspsykiatrisk regi, på trods af, at jeg ikke fejler noget, der berettiger dette, men det betyder ikke, at jeg under nogle omstændigheder frivilligt vil have noget med psykiatrien at gøre, med mindre det drejer sig opfølgning hos en privatpraktiserende psykiater som led i medicinsk behandling for ADD. At jeg ikke har kunne arbejde som læge i over tre år, og alene af den grund har haft selvmordstanker og depression i knapt to år, er for mestendelens vedkommende psykiatriens skyld. Psykiatrien er dybt skadelig for mit psykiske velvære, og derfor vil jeg have så lidt med den at gøre som overhovedet muligt, og det inkluderer enhver form for frivillig kontakt med Distriktspsykiatrien.

Ad fejldiagnosticering

Hvis man overhovedet skal gøre sig nogle forhåbninger om at forstå min situation, må man forholde sig til ondets rod, nemlig praktiserende læge Camilla Elvekjær . Jeg blev fejldiagnosticeret af Camilla Elvekjær med paranoid psykose efter en samtale på fem minutter, hvor hun sagde hun ville indlægge mig på røde papirer, selv om der ikke var nogen som helst indikation for det. Jeg opsøgte hende for at få hende til at ændre en mulighedserklæring hun havde udfærdiget, som bevirkede at jeg var fastlåst som sygemeldt med stress igennem en periode på omkring et halvt år. Jeg var på ingen måde psykotisk eller paranoid, men derimod i en belastningstilstand, da jeg opsøgte hende, og det har siden vist sig at det, jeg oplyste hende om ikke var vrangforestillinger, jf. en mail fra privatpraktiserende psykiater Søren B J og en afgørelse fra Datatilsynet med journalnummer 2018-632-0213.

Af tilsyneladende misforståede kollegiale hensyn over for praktiserende læge Camilla Elvekjær , samt manglende kendskab til førnævnte mail og afgørelse, videreførte psykiater psykiater Toke T hendes fejldiagnose, men iværksatte alligevel ingen behandling med antipsykotisk medicin, og umiddelbart efter blev jeg udskrevet til ambulant opfølgning. Psykiater Toke T er således den psykiater der bærer det største ansvar for min deroute. Han skulle have afvist praktiserende læge Camilla Elvekjær fejldiagnose, og kaldt min tilstand hvad den retteligt var, nemlig en belastnings- og tilpasningsreaktion. Han undlod dog, og det har ikke bare kostet mig mit fag, min karriere, bolig, formue og identitet, men også min fremtid og en ulidelig tilværelse i de forudgående tre år. En tilværelse der har været så ulidelig og trøstesløs at den har været at sammenligne med tortur, og den direkte årsag til at jeg har fået en dom.

Man skal i den sammenhæng huske på at psykiatriske diagnoser, især psykose- og skizofrenidiagnoser, formentligt er nogle af de mindst valide af alle lægelige diagnoser (ifølge professor Peter Gøtzsche, og den evidens han har analyseret, er omkring halvtreds procent af alle skizofrenidiagnoser forkerte). Med det taget i betragtning, er det fuldstændigt urimeligt at man ikke for længst har slettet den fejldiagnose, der er blevet givet mig. Psykiatriens subjektive diagnoser er alt andet end evigtgyldige naturlove, der er som mejslet i sten.

Det eneste fagligt og moralsk hæderlige er derfor én gang for alle, at slå fast at praktiserende læge Camilla Elvekjær fejldiagnose vitterligt var forkert, og at hun lavede et fejlskøn. Derved slipper jeg for resten af mit liv at lide under noget, som ikke var og er i overensstemmelse med virkeligheden.

Der kan siges og skrives meget om hvorfor praktiserende læge Camilla Elvekjær tog fejl, og det jeg anfører her, er langt fra udtømmende. Eksempelvis var jeg dagligt sammen med både venner og familie i den periode, jeg ifølge Camilla Elvekjær var så farlig og psykotisk at jeg skulle indlægges på røde papirer. Ingen af dem har bemærket at jeg opførte mig psykotisk. Det er da en smule mærkeligt at jeg kun har været svært sindssyg de fem minutter jeg var oppe i Camilla Elvekjær konsultation.

At jeg heller ikke på nogen måde var indlæggelseskrævende, fremgår af de film- og lydklip, jeg optog umiddelbart efter jeg forhold konsultationen. Jeg vidste jo allerede under samtalen med hende, præcis hvilke implikationer hendes vrangforestilling om, at jeg skulle være psykotisk ville få. Den eneste måde hvorpå jeg for eftertiden kunne drage hendes fejlvurdering i tvivl, ville være at optage mig selv, præcis som jeg fremstod, hvilket vil sige normal, men dog dybt rystet over hendes igangværende overgreb.

Hvad der er sket over så lang en periode som tre-fire år, er desværre for omfattende og komplekst til at jeg kan fremlægge det i det korte tidsrum en psykiater har til sin rådighed. Det betyder heldigvis ikke at andre mennesker ikke efter flere og længerevarende samtaler med mig udmærket forstår min situation, og synes min reaktion er indfølelig. Det er uden tvivl også en af de væsentligste grunde til at mit netværk har støttet så godt op omkring mig.

Konklusion

Jeg må således konkludere at psykiatrien desværre i høj grad har bidraget til at ødelægge min tilværelse, både bagud- og fremadrettet. Det eneste, jeg fejler er ADD, hvilket er blevet bekræftet af tre speciallæger i psykiatri, og senest dokumenteret af mig med Henrik J udtalelse, som jeg har sendt jer. Jeg véd som læge med erfaring i psykiatrien udmærket godt at det ikke kræver nogen særlige forudsætninger at udfylde et spørgeskema i forbindelse med en ADD-udredning, og at det højst tager 30 minutter. Men man gider ikke engang at bruge en halv time på en simpel udredning, selv om man véd at jeg i flere måneder hver dag har lidt som følge af enerverende rastløshed, kedsomhed og problemer med min koncentration, for ikke at tale om de to jobmuligheder der er forpasset. Jeg forstår ikke hvorfor I ikke vil hjælpe mig i den forbindelse, men det skyldes helt sikkert ikke faglige årsager.

Alt i alt er resultatet, at min fremtid meget usikker og udsigtsløs. Det eneste jeg indtil videre har opnået fra psykiatrien, er beklageligvis tomme løfter og en trussel fra forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen om ikke-indiceret og skadelig tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er at overlæge P ville hjælpe mig med at finde ud af hvordan, jeg generhverver min autorisation som læge. Det er jeg utroligt taknemmelig for, og derved fremstår P i min optik som et fyrtårn i dansk psykiatris mørke. Den kritik jeg fremkommer med i denne henvendelse er da heller ikke møntet på ham. Både mine pårørende, og jeg har været glade for de samtaler, vi har haft med ham.

I min næste henvendelse tilbageviser jeg i detaljer og med objektiv dokumentation de vigtigste punkter i praktiserende læge Camilla Elvekjærs tvangsindlæggelsesprotokol. Desuden skal jeg vedlægge de dele af en aktindsigt fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor man kan læse at Camilla Elvekjær har indberettet mig til denne instans med en anklage om at jeg skulle have “hacket centrale IT-systemer”, såsom FMK, og i den forbindelse misbrugt hendes CPR nummer. Det er en paranoid vrangforestilling, som der ikke eksisterer noget som helst belæg for. Desværre medførte det at jeg få dage efter fik frataget min autorisation som læge. Om der er en sammenhæng ved jeg ikke, men det er ulovligt at fremkomme med falske beskyldninger til en instans som Styrelsen for Patientsikkerhed. praktiserende læge Camilla Elvekjær har også foretaget flere opslag i mine helbredsoplysninger på tidspunkter, hvor hun ikke var min læge, hvilket også er ulovligt. Ironisk nok er det således hende, der har misbrugt mit CPR nummer, hvilket fremgår sort på hvidt af en logfil fra sundhed.dk. Men da praktiserende læge Camilla Elvekjær står over dansk lov, er der intet jeg i den forbindelse kan gøre.

Jeg kunne berette om meget mere, der ligesom alt andet, jeg har skrevet og sagt, kan dokumenteres, og derfor intet har med psykose at gøre. Det gemmer jeg imidlertid til den bog, jeg er igang med, og som efter et halvt års benhårdt arbejde i skrivende stund er oppe på 193 sider. For en sikkerheds skyld får jeg en advokat til at gennemlæse den [det har jeg desværre på ingen måde penge til, jeg har ikke engang penge til at gå til tandlæge, selv om det er tvingende nødvendigt. Jeg er ligeglad med konsekvenserne af at jeg offentliggør mit materiale, da det er kørt så langt ud at det for mig er et spørgsmål om liv eller død.], før den bliver udgivet, så jeg er sikker på ikke at overtræde nogen love.

Jeg skal bede om at dette dokument indscannes i min journal, så andre engang kan læse det.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Brev til psykiater

"Jeg havde min ugentlige samtale med psykiater Dimitri B den 18. juli 2019. Samtalen var lige så nedslående som første samtale jeg havde med ham. Dimitri B udviste ingen forståelse for min situation, på trods af at jeg fortalte ham at den foregående uge havde været tæt på ulidelig, fordi jeg kedede mig i en grad at det var enerverende, var nedtrykt over min situation, rastløs, havde besvær med at koncentrere mig, og holde fokus i længere tid ad gangen.

Jeg havde intet meningsfuldt at foretage mig, på trods af daglige ihærdige forsøg på at finde noget at beskæftige mig med. Eneste lyspunkt havde været at jeg flere gange hver dag havde været sammen eller talt i telefon med venner og bekendte. Jeg fortalte ham at jeg i den kommende uge med stor sandsynlighed ville opleve præcis det samme som i den foregående, og at det på mange måder efter fire års påtvungen lediggang ville være at sammenligne med psykisk tortur. Heller ikke det forholdt Dimitri B sig til.

Jeg kan drage følgende konklusioner efter at have været i psykiatriens vold i knapt fire år:

1. Den nemmeste måde at ødelægge et menneske på i Danmark, er ved at få vedkommende ind i psykiatrien. Så vil psykiaterne sørge for at han eller hun aldrig kommer ud igen.
2. Psykiatrien smadrer gang på gang mit håb om en bare nogenlunde tålelig fremtid. Det har krævet at jeg har været nødt til at være psykisk stærkere end de fleste for at holde ud.
3. De fleste psykiatere viderefører ukritisk og uden at forholde sig til virkeligheden en fejldiagnose, der har kostet mig mit liv og min tilværelse.
4. Psykiatrien har intet foretaget sig ud over at true mig med skadelig, ikke-berettiget antipsykotisk medicin.
5. Foruroligende mange psykiatere mener at man er psykotisk hvis det eneste symptom på at man er psykotisk er, at man ikke selv mener at man er psykotisk, altså hvis det eneste symptom er "sygdomsbenægtelse".
6. De fleste samtaler med en psykiater (fraset "Fyrtårnet“) har været som at deltage i Den Spanske Inkvisition, hvor ethvert forsvar har fungeret som en bekræftelse af anklagen.
7. En psykiater antager automatisk berettigelsen af sin diagnose når patienten benægter den [tak til "HH" for denne formulering].

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

Brev til psykiater

"Seneste udvikling

Jeg skal også nævne seneste udvikling: Fredag den 19. juli 2019 fik jeg en mail fra politiet, hvori der stod at jeg kunne få udleveret mit IT-udstyr (Koster 0700-70561-00002-1 til 0700-70561-00002-17), der igennem en periode på to og et halv år var blevet taget af politiet ved i alt fem (5) ransagninger af min daværende bopæl, som er identisk med hvor mine forældre bor.

Der var naturligvis intet ulovligt at finde på mit udstyr, hvorfor politiet måtte returnere det. Det vil med andre ord sige, at politiet har foretaget hele fem uberettigede ransagninger af mig. Hvorfor ransagede politiet mig så mange gange? Det skyldtes at de fik besked på det af Styrelsen for Patientsikkerhed (det er et faktum og ikke en vrangforestilling).

Styrelsen for Patientsikkerhed har dermed systematisk chikaneret mig og min familie. Denne chikane har resulteret i svær akut og kronisk stress, og været en væsentlig årsag til at jeg måtte bo på gaden for at beskytte min familie mod politiets ransagninger. I forbindelse med disse, har politiet været verbalt truende og opført sig ret ubehageligt ("G" og "H").

Efter hver ulovlig ransagning var der en periode, hvor jeg sov med tøj på og kun i få timer af frygt for at politiet ville komme igen. Hvad de også gjorde fire gange. "Medizinische Polizeis" ulækre chikane har været direkte årsag til at jeg lavede mange af mine YouTube videoer, og kom til at udtale noget der blev misforstået som en trussel mod styrelsen.

En stor del af årsagen til at jeg levede i frygt og desperation i over to år har altså været politiets brutale adfærd. Styrelsen for Patientsikkerhed har også begrundet, at de ikke vil give mig min autorisation som læge igen, med disse uberettigede og ulovlige ransagninger, som de selv har foranlediget. Det virker unægteligt som om at Styrelsen for Patientsikkerhed desperat har forsøgt at inkriminere mig.

A propos mennesker der har bistået Styrelsen for Patientsikkerhed i dens chikane af mig, skal jeg nævne psykiater Finn, som af styrelsen fik at vide at jeg var paranoid, hvorefter han mod betaling fra styrelsen sjovt nok lavede en vurdering af mig, der konkludere præcis det samme. Finn var dermed alt andet end uhildet og uvildig, men blot en psykiater som styrelsen bestilte, så han kunne misbruge sit fag til at blåstemple deres egen fejlvurdering [fejlvurdering er måske det forkerte ordvalg, da der ikke var tale om en hændelig fejl, men en regelret forkert vurdering, skrevet i ond tro.].

Ad praktiserende læge Camilla Elvekjærs tvangsindlæggelsesprotokol

Som jeg skrev i sidste brev, ville jeg tilbagevise de væsentligste begrundelser for at tvangsindlægge mig på røde papirer den 1. juni 2016. Nedenstående er taget fra et dokument, jeg afleverede til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, den 5. februar 2019, som respons på en lægesamtalen den 28. januar 2019, hvor hun anførte at hun ville tvangsmedicinere mig med vold og magt. Teksten bærer præg af at den er skrevet på et tidspunkt, hvor jeg var under ekstra svær belastning på grund af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs trussel om fysisk vold.

Påstand om tidligere psykopatologi i form af paranoid psykose

Hvis indholdet i praktiserende læge Camilla Elvekjærs tvangsindlæggelsesprotokol var i overensstemmelse med virkeligheden, var jeg paranoid psykotisk den 1. juni 2016, hvor hun efter fem minutters samtale sagde at hun ville indlægge mig på røde papirer. At det ikke var tilfældet, skal jeg påvise i det nedenstående, med det forbehold, at jeg aktuelt ikke har adgang til det materiale, der sort på hvidt dokumenterer hvad jeg skriver. Sidstnævnte skyldes dels min aktuelle frihedsberøvelse, og dels at politiet, har konfiskeret alt mit IT-udstyr. Gitte Ahle skylder mig som minimum at forholde sig til, om det jeg har påstået rent faktisk er i overensstemmelse med virkeligheden eller ej. Til dato har ingen psykiatere gidet besvære sig med at gøre dette. Det kan umuligt være hensigten at man som læge kan erklære et menneske som sindssygt, alene på baggrund af lægens følelser eller fornemmelser. Man skal kunne argumentere for det med lægefaglige termer, og det de beskriver, skal være i overensstemmelse med virkeligheden. Dette er ikke tilfældet med praktiserende læge Camilla Elvekjærs erklæring. Sidstnævnte skriver:

”Kjeld påstår at hele Københavns hashmafia er efter ham”.

Dette har jeg aldrig påstået [jeg gad godt at vide hvordan Camilla Elvekjær fandt på dét udtryk. Jeg har aldrig brugt det selv nogensinde, og det lyder mest af alt som en neologisme]. Da den praktiserende læge spurgte mig om, hvordan jeg havde det i min lejlighed (Dronningens Tværgade 46), fortalte jeg, at jeg var glad for at bo der, men at det var ulideligt at opholde sig i lejligheden i øjeblikket, da temperaturen om eftermiddagen lå på over 30 grader pga. hedebølge, samt at jeg ikke havde nogen ventilator.

Desuden røg min underbo en hel del hash, og når vi begge havde vinduerne vidt åbne, steg røgen op i min lejlighed. Hvor vidste jeg fra at underboen røg hash? Det kom sig af at jeg et par måneder forinden var begyndt at have mine vinduer åbne i længere og længere tid i takt med at vejret blev varmere. Jeg lagde i den forbindelse mærke til at der ofte lugtede af røg, og det var generede, især når jeg havde mit vasketøj hængende til tørre i min stue og måtte have vinduerne åbne. Der blev røget så meget hash, at jeg kunne tørre sort tilsmudsning af røgpartikler af fra min vindueskarm. En dag mødte jeg læge Anne Mette Brandt Christensen [som pudsigt nok har samme relativt sjældne efternavn som embedslæge Anette L P] i vaskekælderen.

Hun boede i samme opgang, men på første sal. Vi faldt i snak, og hun fortalte mig at hun var stærkt generet af hashrøg, som dels kom fra min underbo og dels fra nedgangen til kælderen, som lå umiddelbart under hendes franske altan, hvor der stod nogen og røg hash. Jeg har aldrig prøvet at ryge hash, og vidste ikke at det sandsynligvis var det, jeg kunne lugte, men hvorfor skulle jeg ikke tro på hvad Anne Mette Brandt Christensen fortalte mig? Hun fortalte at hun havde meldt hashrygningen til politiet tidligere, men at de ikke ville gøre noget ved det, med mindre der ligefrem var tale om hashsalg.

Vi aftalte at jeg også skulle kontakte politiet, når jeg observerede nogen der røg hash, for derved kunne mængden af henvendelser måske alligevel få politiet til at rykke ud. Jeg så to gange folk stå og ryge hash i nedgangen til kælderen. Begge gange var der tale om to unge mænd. Før jeg ringede til politiet første gang, kontaktede jeg for en god ordens skyld beboerforpersonen ("HM"), og han kunne bekræfte, at gener fra enkelte beboeres hashrygning det var et velkendt problem. Derfor ringede jeg til politiet og anmeldte det.

Jeg fik i den forbindelse oplyst et journalnummer, som vi skulle oplyse hver gang nogen observerede folk, der stod i grupper og røg hash. Det journalnummer kan rekvireres og er at finde på en af mine konfiskerede computere. Desuden konfererede jeg med boligselskabet om underboen, og den mail kan ligeledes rekvireres enten hos boligselskabet (Patrizia) eller findes på en af mine konfiskerede computere. Den anden gang jeg så to mænd ryge hash, var i forbindelse med at jeg skulle af sted til svømning.

I det jeg åbnede kælderdøren og skulle op af den udendørs trappe med min cykel, måtte jeg klemme mig imellem to unge mænd, der stod og røg et eller andet. De stod udenfor og i det øjeblik jeg passerede dem, så jeg Anne Mette Brandt Christensen stod på den franske altan og stå og råbe til dem, at de skulle forsvinde. Jeg hilste på hende og kørte af sted. Læge "J" vil kunne bekræfte min beretning. Derfor var der hverken tale om vrangforestillinger eller hallucinationer. Hvorfor fordrejede praktiserende læge Camilla Elvekjær min oplysning fra noget der var trivielt, til noget der var tegn på psykose? Aner det ikke, men det er ikke min opgave at udtale mig om hendes bevæggrunde. (Billedet er fra den 30. maj 2016.)

”Kjeld taler om data som han ikke vil vise mig”.

Dette er blevet fremlagt som en paranoid vrangforestilling. Det var imidlertid ikke en vrangforestilling, men derimod var der tale om en ekstern harddisk, som var krypteret med stærk kryptering (som det var et lovkrav), og som indeholdt de data, som min daværende ph.d. vejleder overlæge "ER" havde svindlet med. Jeg ville hjertens gerne vise praktiserende læge Camilla Elvekjær disse data, men hvordan i alverden skulle jeg dog kunne det? Det var en harddisk formateret med et Mac-filformat der ikke kunne læses fra praktiserende læge Camilla Elvekjærs Windows PC, og derudover havde hun ikke det krypteringsprogram der var nødvendig for at dekryptere disse data, og som i øvrigt heller ikke fandtes til PC, men kun til Mac. Det var således fysisk umuligt at vise hende de data. Hun troede heller ikke på at der rent faktisk var tale om personhenførbare og fortrolige data, der stammede fra min vejleders datasvindel. Datatilsynet har imidlertid i 2018, fire år efter jeg indgav anmeldelsen, givet mig ret i, jf. j. nr. 2018-632-0213, at der var tale om svindeldata, hvor overlæge "ER" ulovligt bl.a. havde lagt data ud i en Googlekalender, uden at der var indgået en såkaldt databehandleraftale med Google. Billede. Region Hovedstadens brug af Google-kalender.

Billede. Egill Rostrups gerninger, der af praktiserende læge Camilla Elvekjær blev udlagt som en vrangforestilling og brugt til at tvangsindlægge og fejldiagnosticere mig.

”En privatpraktiserende psykiater har oplyst at Kjeld er paranoid og psykotisk”.

Det er der aldrig nogen privatpraktiserende psykiater, der har påstået. Den psykiater, praktiserende læge Camilla Elvekjær henviste til, var Søren. Han har i en e-mail, der kan rekvireres, sendt til mig efter tvangsindlæggelsen, direkte skrevet, at han aldrig har givet mig nogen diagnose, eller skrevet nogen epikrise på mig, efter et måneder varende forløb. Her lyver Camilla Elvekjær altså direkte [eller også gør Søren, men jeg tror det næppe, idet jeg aldrig var hverken paranoid eller psykotisk; hvis jeg havde været det, var Søren jo selv nødt til at tvangsindlægge mig.].

De resterende oplysninger hun har opgivet som begrundelse for at tvangsindlægge mig, er så irrelevante mht. at begrunde at jeg skulle have været psykotisk, at jeg ikke kan huske dem, og når jeg får rekvireret praktiserende læge Camilla Elvekjærs tvangsprotokol, skal jeg med glæde forklare hvorfor. Desuden har flere af mine pårørende set den dokumentation, jeg henviser til i det ovenstående, og kan indtil det lykkedes mig at rekvirere den, bekræfte at den eksisterer. Psykiater Gitte Ahle er nødt til at forholde sig til mine oplysninger!

I øvrigt kan jeg oplyse, at jeg på tidspunktet for den kriminalitet, jeg angivigt skulle have begået, og som jeg er dømt for, var i et forløb hos privatpraktiserende psykiater Henrik J, der i sin erklæring af marts 2017 udtalte, at jeg ikke havde været psykotisk. Hvordan kan det være at psykiater Gitte Ahle ignorer denne udtalelse? Må man gerne inden for psykiatrien frasortere speciallægeerklæringer, der taler imod ens forudindtagede hypotese?”

Konklusion

Jeg er rigtig ked af, at jeg skal følges af Dimitri B. Det er et stort tilbageslag, og en mindre katastrofe for mig. Jeg er således næsten startet helt forfra, og det er svært enerverende. Det gør mig på én gang både utrolig frustreret og nedtrykt. Min familie og mine venner er måske endnu mere frustrerede og uforstående over min situation end jeg er. De har jo aldrig oplevet at jeg skulle have været psykotisk og de har fulgt mig tæt hele tiden.

Dimitri Bs undladelse af at hjælpe mig, betyder rent konkret at jeg skal gå rundt og lide i rastløshed, kedsomhed og lediggang i endnu et halvt år til indtil P kommer tilbage fra barsel. Det er dybt skadeligt for mig at gå rundt uden at kunne foretage mig noget meningsfuldt. Så har jeg indtil videre fået ødelagt fire år af mit liv af dansk psykiatri, praktiserende læge Camilla Elvekjær og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Jeg kunne til nød tilgive at man har ødelagt de tre forudgående år, men at man også vil ødelægge resten af mit liv, fastholde mig i en sygerolle, som er i modstrid med virkeligheden, fastholde mig i ledighed, marginaliseret og uden håb, er svært at tilgive.

Jeg skal bede om at dette dokument indscannes, tak.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Dagbog

Om praktiserende læge Camilla Elvekjær

Praktiserende læge Camilla Elvekjærs vedvarende chikane: Gennem en periode på over et halvt år blev jeg chikaneret af Camilla Elvekjær, der mente at jeg var paranoid, uden at hun dog kunne begrunde hvorfor. Dermed var jeg naturligvis ikke paranoid, for hvis man ikke er i stand til at forklare en patient hvorfor vedkommende er paranoid og indlæggelseskrævende, så er vedkommende det jo nok ikke.

Hendes vrangforestilling om, at jeg skulle være paranoid, og indlæggelseskrævende, var i den periode en svær belastning for mig, og det gjorde mig meget bekymret. Praktiserende læge Camilla Elvekjær fremprovokerede dermed tilstanden af svær stress, og jeg vidste allerede på det tidspunkt, at det blot var spørgsmål om tid før hun ville fare ud med bål og brand, og tvangsindlægge mig. Det eneste, jeg oplevede fra hende af var had og voldsom irritation. Det var noget, jeg italesatte over for en af mine bedste venner, læge "JH", der var helt enig med mig i, at jeg hverken var paranoid eller indlæggelseskrævende. For, som han sagde til mig, hvis jeg havde været det, ville han være den første til at sige det til mig. Læge "JH" kan til hver en tid kontaktes og bekræfte hvad, jeg her har skrevet.

Den praktiserende læge nægtede kategorisk at fortælle mig hvorfor i alverden jeg skulle være paranoid, endsige indlæggelseskrævende, og det foranledigede at jeg til sidst blev nødt til at skrive et brev til hende, hvor jeg italesætte min bekymring over at hun var fastlåst på en fejldiagnose, og det udelukkende pga. hendes følelser eller fornemmelse. Det måtte det jo være siden hun ikke ville fortælle mig hvorfor jeg var paranoid med lægefaglige termer.

"Hej Camilla Elvekjær

Jeg er ked af, at jeg ikke meldte afbud, men hvordan skulle jeg dog kunne vide, at jeg havde den (meget hurtige) tid? Tre beskeder fra dig, Embedslægens tåbeligheder¹, Kommunens bombardement i min E-boks, samt alt det andet.

Jeg har snart ingen indkomst, og jeg er usikker på, om jeg nogensinde kommer tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket er de altoverskyggende stressfaktorer. Alt sammen forårsaget af tidligere kollegers mangel på moral og samvittighed.

Problemet er dette: Jeg er uretmæssigt og på virkelig underlødig vis sparket fra mit job og fag, fået reduceret min sociale omgangskreds, samt fået ødelagt min identitet og fremtid.

I de måneder jeg har været tilknyttet dig, har jeg skrevet og fortalt om det, samt udleveret eksempelvis min Ph.D. ansøgning til dig. Jeg har sagt til dig, at jeg får det stadig dårligere, ikke bare psykisk, men også somatisk (husker du min vægt, som jeg anførte? 97 kg, 180 cm høj. Er det sundt?).

Psykisk er det følelsen af total håbløshed og meningsløshed, kombineret med intermitterende vrede og nedtrykthed, der dominerer. Mest udtalt er den ulidelige isolation, samt mit koncentrations- og opmærksomhedsbesvær. Jeg må dyrke hård motion hver dag, ligesom jeg altid har gjort det så langt tilbage jeg kan huske. Dog er forskellen, at jeg må og skal afreagere og "cope" med situationen på den måde, ellers bliver tilværelsen simpelthen for svær.

Årsagen til alt dette, er den såkaldte 5. årsregel, samt enkelte nådesløse seniorer læger, der har ladet mig overtræde denne regel, til trods for mundtlige og skriftlige garantier om, at jeg skulle lave førnævnte Ph.D., hvorved jeg ville have været undtaget fra 5-årsreglen.

Samt, da jeg var "kommet videre", og havde lagt de 12 måneders spildtid bag mig, brugte overtrædelsen af 5. årsreglen som eneste argument for at tvinge mig til sygemelding og udstødelse fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet. Dén besked modtog jeg allerede i løbet af den første måneds ansættelse (28. november 2014) - af den uddannelsesansvarlige overlæge, samt min vejleder i H-stilling.

Uden en dispensation var jeg særdeles uønsket på afdelingen. YL [Yngre Læger]ville kun under undladelse af væsentlige argumenter assistere med denne dispensation, som da også blev afslået.

Jeg har undret mig over:

• At du ikke for længst har varslet arbejdstilsynet, grundet de forhold, jeg tidligere har fortalt dig om. Jeg har selv orienteret denne instans nu.
• At jeg selv har taget initiativ til at kontakte netværket, og gennem dem fået kontakt til en særdeles kvalificeret psykiater [Søren]. Jeg mødte op i vedkommendes konsultation mange gange, og ved de lejligheder, hvor desperationen og frustrationen var størst, accepterede han, at jeg skrev sms'er til ham, om ikke andet så for at aflede mig selv.
• At du udfærdigede din del af en mulighedserklæring, som efterfølgende blev forkastet. Jeg nåede at returnere knapt to uger på jobbet, det bedste der nogensinde er sket for mig. "HM" annulerede ensidigt denne erklæring idet en "anonym kollega" havde skrevet et "bekymringsbrev med anonymt indhold". YL juristen overværede dette uden at vågne op.
• At du ikke finder en eklatant vægtøgning fra 86 til 97 kg (højde 180 cm, let hyperkolesterolæmi og episode med nær-malign hypertension i indeværende periode) bekymrende og værd at italesætte.

Forstår du: Jeg er uforskyldt blevet behandlet ganske nederdrægtigt, trods alle mine forgæves og desperate nødråb. Jeg har samlet set nok publikationer til en Ph.D. og det er mest ren fritidsforskning.

Jeg har venner og dyrker motion. Jeg har altid været vant til at have mindst to jobs (eller job og dét, der svarer til fuldtidsforskning), og jeg har altid haft klare ADD symptomer. Når ens tilværelse på mest uretfærdige vis ændres pludseligt til et mareridt, så eskalerer den svære stress/tilpasningsreaktion eklatant. Det samme er tilfældet med min ADD, da jeg ingen struktur har i min hverdag, og min fremtid er uvis og skræmmende.

I tiden efter KBU [den såkaldte "Kliniske Basisuddannelse", der afløste det, der tidligere hed "Turnus"], var jeg upåfaldende, kedelig, ville hellere bruge tid på mit fag, end tage i byen og feste, drak stort set ikke alkohol, og havde aldrig taget stoffer, men jeg var næsten tilfreds med mit liv, havde mine venner, og vigtigst: Mit fag.

Jeg havde seneste konsultation hos dig, d. 08-09-15, i forbindelse med hvilken jeg havde bestilt tid på nettet. I den forbindelse er der mulighed for at skrive de oplysninger, man mener er relevante ift. pågældende kontakt. Der er en teknisk begrænsning på vist nok 350 ord. For at spare dig tid havde jeg udfyldt dette felt relevant, men manglede plads til vigtige somatiske forhold. Kunne kun skrive: "97 kg". Så var pladsen opbrugt, men jeg tænkte at du nok kunne regne ud, hvad jeg mente, nemlig at vægten var et problem i forhold til især det forhøjede blodtryk.

Under samtalen d. 08-09-15 fortæller du, at du er bekymret for mig. Desuden, at jeg bestemt bør indlægges på en psykiatrisk afdeling. Så vil jeg få det bedre. Indikationen er udelukkende din bekymring. Først da jeg insisterer på, at du med lægefaglige termer beskriver indikation, tentativ diagnose, mindste middel, behandling, alternativer etc., fremfører du, at jeg er paranoid, samt: "Det er sgu da også en mærkelig besked du har sendt! Så står der pludseligt 97 kg!".

Dette er med forbehold for min hukommelse, og jeg håber du vil give mig ret i, at det var essensen af det sagte. Jeg har vedlagt min tidsbestilling denne mail som bilag.

Jeg har oplyst, at jeg lider, fordi jeg er isoleret og indespærret i min lille lejlighed. Jeg har ingen selvtillid længere, og en indlæggelse, vil smadre den sidste, minimale rest af motivation og være en katastrofe, idet jeg så vil befinde mig i en situation, der er endnu værre end tidligere.

Det er meget alvorligt for en læge at stemple nogen som paranoid, uden at ville eller kunne forklare hvorfor. Altså i mit tilfælde, med totalt fravær af fagtermer ("bekymret" som det eneste, er et no-go). Hvordan kan du dog tro, at jeg er paranoid, begrundet med mine beskeder, herunder med "97 kg"-sætningen?

Med alt det, jeg har fortalt dig gennem de seneste måneder: Multiple, virkelige og konkrete, objektive, massive forhindringer, jeg kæmper mod, ja, så er indlæggelse det mest stupide man overhovedet kan gøre for mig - det er netop dét man IKKE skal gøre.

Jeg havde med kyshånd taget imod det tilbud, du meget generøst mailede til mig om, havde jeg dog bare vidst det! Jeg skal forholde mig til så mange henvendelser fra det offentlige, at det kører mig i sænk efterhånden.

Embedslæge Elisabet T H og dig fik ødelagt de sidste mentale ressourcer, som kunne havde forsynet Ombudsmanden med de informationer, der blev efterspurgt, men så kom I på banen og ødelagde min aller, aller sidste chance for dispensation for 5. årsreglen! Det er ikke til at bære.

Embedslægens software havde regnet min alder forkert ud (tilsendt print), og dertil havde hun misforstået meget, stort set ikke forberedt sig, ikke fanget, at sagen er noget af en petitesse. Ligeledes havde hun i sine referater "glemt" at nævne, at jeg anså hende for inhabil, grundet en fælles bekendt [professor "Anorexia nervosa", som sjovt nok holdt til mindre end 50 meter fra hvor forsorgshjemmet ligger. Jeg har i øvrigt den tvivlsomme ære at have været tvangsindlagt på samme afdeling som professor "Anorexia nervosa", nemlig den afdeling som den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab var overlæge på. Men til forskel fra professor "Anorexia nervosa" var jeg det kun én gang, og jeg fejlede heller ikke noget psykisk, til forskel fra hende.], som spillede en væsentlig rolle for min uforskyldte overtrædelse af 5. årsreglen.

Dokumenterbart, selvfølgelig, som alt det andet, men retssikkerheden er en joke i Danmark. Måske jeg selv skal tage kontakt til aktuelle psykiater? Jeg skal i hvert fald have skiftet praktiserende læge snarest. Men det står længere nede på listen, så det er ikke i løbet af de næste par dage, det effektueres.

Læs f.eks.: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/psykiatri/tilstande-ogsygdomme/psykoser/paranoia/ Vrangforestillinger? Systematiseret? Ukorrigérbar? Selvhævdende? Nej, jeg er så uinteressant, at der ikke engang er nogen, der gider forfølge mig. Der er tale om faktiske hændelser, og med lyd og skrift dokumenterbare brudte løfter.

Ingen hjælp. En meningsløs lov. Et uforklarligt og kompleks sammenfald af tilfældigheder, som rammer mig. Jeg har specifikke brister og fejl [nemlig ADD], som dog næppe samlet set overgår gennemsnitsdanskeren, men som i min situation uheldigvis rammer særdeles hårdt.

Jeg har ingen ukorrigérbare, vedvarende, private teorier om sammensværgelser imod mig, ingen postulater, der ikke består en realitetstestning osv. osv. Sandsynligvis er årsagen blot almindelig, intellektuel dovenskab og egoisme, udvist af så mange kolleger, at det har kunne lade sig gøre, at jeg lever en håbløs ikke-tilværelse.

Venlig hilsen,

Kjeld.

28. sep. 2015"

Selvsamme praktiserende læge tvangsindlagde mig på farekriteriet under et år efter. Jeg kunne skrive meget om betydningen af denne mail til Camilla Elvekjær, men det er nok bedre at andre, uhildede læger gør det. Det står dog lysende klart for mig, at førnævnte ikke bare lavede en fejlvurdering da hun tvangsindlagde mig, men handlede direkte i ond tro. Hvordan hun kunne være så amoralsk, usaglig og nådesløs forstår jeg simpelthen ikke.

Dagbog

Andre mennesker kunne leve deres liv uden pludseligt at blive indlagt mod deres vilje, fordi de var fejlagtigt stigmatiserede som psykotiske. Den frihed havde jeg ikke, og jeg var derfor tvunget til at skrive detaljeret dagbog for at kunne dokumentere at jeg ikke var sindssyg på ethvert givent tidspunkt.

I dag gik dagen præcis så deprimerende, som jeg havde frygtet. Intet at lave, ulidelig kedsomhed, rastløshed og modløshed. "U" skrev og spurgte til hvordan "X" og jeg havde det. Jeg svarede i modstrid med sandheden, at det gik fint udover den trykkende varme.

Så ringede "E", og han og jeg talte sammen i 25 minutter. Han var mindst lige så modløs som jeg. Han fortalte at "O" og "S" havde været oppe at slås. Var ude sammen med "N" senere, og køre en længere tur i Nordsjælland, hvor han skulle købe en lampe brugt på en tidligere gård. Meget idyllisk tur, og vi talte som sædvanligt godt sammen. Bagefter tog vi på Burger King i Glostrup og spise, og efterfølgende kørte han mig hjem til lejligheden, som han derved så for første gang. Skrev sammen med "B", hvilket jeg gjorde flere gange dagligt, foruden at tale med ham.

Dagbog

Endeligt respons til lægesamtale 18. juli 2019 afleveret til Helle.

Det lykkedes mig at aflevere mit brev til sygeplejerske Helle, og hun oplyste mig om, at det var indscannet. "U" sagde undskyld i dag over sin opførsel i sidste uge. "P" ringede til mig: "I" var overflyttet til Sankt Hans Hospital, "M" på kun 21 var død, angiveligt af en overdosis metadon, selv om ingen i sagens natur vidste det med sikkerhed, da han ikke var blev obduceret endnu. Han havde B og B, så ingen anede, hvordan han havde skaffet metadonen. Hele Q81 var blevet lukket ned indtil man havde overblik over omfanget. "Dundee" var blevet udskrevet i dag sagde "P".

Dødsfald i psykiatrien

"O" og "Q" talte om de seneste dødsfald i psykiatrien, samt om hvordan personalet håndterede det. Det var altid de samme to typer af svar: "Patienten er død af hjertestop" eller "patienten er død af en overdosis", underforstået at det var vedkommendes egen skyld, da han var død for egen hånd af misbrug. Det var altid noget personalet sagde umiddelbart efter at vedkommende var død, altså før obduktionssvaret og resultatet af blodprøverne forelå.

Med andre ord var det bare nonsens. Det var aldrig nogen der sagde, at patienterne var død, som følge af den medicin de blev tvunget til at indtage eller få indsprøjtet. Inden for en måneds tid var to patienter døde på samme afsnit, fortalte de mig, angiveligt én der hed "K", og én de kaldte "A" [jeg havde set "A" flere gange til volleyball, som han var langt bedre til end jeg; han var ganske vist ret overvægtig, som følge af den antipsykotiske medicin, men virkede temmelig normal. Jeg ved ikke hvor gammel han nåede at blive, men han var med sikkerhed mindst fem år yngre end jeg (37)]. Det var psykiater "Qs" afdeling, så nu havde han et problem. Eller han burde have et problem, men i psykiatrien var alle psykiatere ansvarsfri.

Der var fortsat ikke mulighed for at komme ud i haven.

Dagbog

Havde aftalt at mødes med "Dundee" i Glostrup Centeret, hvilket vi gjorde. Vi spiste noget mad, og gik rundt og kiggede på et loppemarked på en plads foran Glostrup Centret. "Dundee" mødte en han kendte, og vi stod og snakkede lidt med hende, hvorefter vi gik videre. Efter vi havde været sammen i lidt over to timer fulgte "Dundee" mig ned til Glostrup Bibliotek, hvor jeg sad og skrev artikler indtil biblioteket lukkede.

Brev til psykiater

Afleverede nedenstående til sygeplejerske Helle i dag efter min samtale med hende og Dimitri B.

"Status - Lægesamtale 1. august 2019

Som jeg flere gange tidligere har fortalt Dimitri B, så lider jeg hver dag under manglende evne til at fokusere eller fordybe mig i noget. Jeg har et habituelt opmærksomheds- og koncentrationsbesvær der i min nuværende situation gør det umuligt for mig at foretage mig noget meningsfuldt, endsige noget der vil kunne få mig i beskæftigelse igen. Jeg har været nødt til at takke nej til to konkrete jobtilbud, “CC” og “SF”, som følge heraf.

Min hverdag er præget af ulidelig kedsomhed, rastløshed og ruminationer over min uholdbare situation. Jeg er nødt til at træne intensiv styrketræning¹ hver eneste dag, for at kunne holde ud at eksistere Det ødelægger min krop, således at jeg får kroniske overbelastningsskader i skuldre, albuer og lænderyg. Disse smerter behandler jeg med Ipren på daglig basis, som giver mig mavesmerter og halsbrand, men hvis jeg ikke træner, overlever jeg ikke på kort sigt, så jeg bliver ved med at tage dem.

Jeg har kronisk søvnbesvær, idet jeg vågner flere gange hver nat og ofte er vågen flere timer. Jeg har intet at stå op til, så jeg prøver at sove så længe som overhovedet muligt. Derudover prøver jeg at sove i løbet af dagen. Et af få tidspunkter, hvor jeg ikke har det dårligt på er, når jeg sover.

Eneste lyspunkt, udover træningen, er at jeg har dagligt kontakt med andre mennesker i form af mit netværk. Jeg opsøger dem og de opsøger mig. Jeg har både tætte og faste relationer i form af mine barndomsvenner, samt fået nye venner, som jeg vedligeholder kontakten til. Jeg har ingen som helst problemer i social henseende, og har aldrig haft det. Mine pårørende er dybt chokeret over, hvordan jeg bliver og er blevet behandlet, og de forstår ikke at psykiaterne ignorerer deres henvendelser, når de forsøger at hjælpe mig.

Lægesamtale med psykiater Dimitri B den 28. juli 2019

Jeg havde endnu engang lægesamtale med psykiater Dimitri B. Han fortsatte med udelukkende at forholde sig til Retslægerådets fejlkonklusion. Da han tilsyneladende godt kunne se, at jeg ikke var psykotisk, besluttede han sig for at fremføre en anden forklaring på min adfærd, nemlig personlighedsforstyrrelse i form af svær narcissisme. Han kunne på forespørgsel ikke forklare mig, hvordan denne narcissisme kom til udtryk på, kun at det var noget en psykolog fra Retslægerådet havde konkluderet på baggrund af en Rorschach-test.

Jeg forklarede ham, at der intet var i min adfærd, der talte for at jeg skulle lide af narcissisme, og at virkeligheden havde større vægt end en to og et halvt år gammel fejlkonklusion, det havde taget en psykolog fem timer at udarbejde. Jeg forklarede ham yderligere at man ikke rent fagligt kunne stille en personlighedsforstyrrelsesdiagnose, når man led af en svær belastnings- og tilpasningsreaktion, som jeg gjorde og havde gjort det. Det ville Dimitri B dog ikke forholde sig til.

Dimitri B forholdt sig slet ikke til det faktum, at jeg igennem hele perioden havde været i behandling med medicin mod angst og depression. Det i sig selv ville selvfølgelig også besværliggøre at stille en personlighedsforstyrrelsesdiagnose. Dimitri B ignorerede ikke bare virkeligheden, men han udvalgte også bevidst det han kunne bruge og ignorerede alt andet. Han forholdt sig ikke til hvad jeg havde skrevet eller fortalt ham. Han ignorerede at politiet på Styrelsen for Patientsikkerheds foranledning havde ransaget mig fem gange, i alle tilfældene uberettiget, samt især hvilken svær negativ betydning det havde haft for mig.

Konklusion på samtalen med Dimitri B

Igen nægtede Dimitri B at udføre en simpel test der kunne fortælle om jeg led af ADD, selv om der i allerhøjeste grad var indikation for at udføre denne test. Dimitri Bhverken forholdt sig til det jeg havde skrevet, eller lyttede til det jeg sagde.

Han havde slet ingen forståelse for min situation og reaktion. Men hvordan skulle han også have det? Hvor mange gange er Dimitri B blevet uberettiget tvangsindlagt? Hvor mange gange er hans hjem blevet ransaget af politiet som følge af en falsk anklage? Er Dimitri B blevet smidt på gaden og har han mistet alt? Har Dimitri B mistet enhver realistisk mulighed for at stifte familie eller gøre karriere? Har han mistet sin ph.d. fordi han gjorde opmærksom på hans vejleders ("ERs") ulovlige praksis? Har han mistet retten til at blive speciallæge, som følge af førnævnte? Nej, og jeg kunne blive ved.

Men har jeg i grunden brug for at Dimitri B evner at sætte sig i mit sted? Overhovedet ikke. Det, jeg har brug for, og hele tiden har haft brug for, er en fremtid og en tålelig tilværelse. Og det forhindrer bl.a. Dimitri B desværre.

Det er mentalt udmattende hele tiden at skulle virkelighedskorrigere uforberedte og fagligt underlødige psykiatere, men jeg har desværre ikke noget valg. Jeg er nødt at tilbagevise diverse falske påstande. Ikke fordi jeg isoleret set bekymrer mig over hvad psykiatere mener, men fordi det er svært stigmatiserende og psykisk belastende at blive uberettiget sygeliggjort.

Hvad angår det sludder om, at jeg skulle lide af en personlighedsforstyrrelse, så gælder det at:

Man kan ikke diagnosticere en personlighedsforstyrrelse, hvis man i forvejen er udtalt påvirket af en svær belastnings- og tilpasningsreaktion, som jeg var og er. Det er jeg, som følge af påtvungne og katastrofale livsomstændigheder. Ikke fordi jeg er psykisk sårbar, for det er jeg ikke, hverken som følge af nogen personlighedsforstyrrelse, psykose eller andet.

Den eneste årsag til at jeg har gjort hvad jeg har gjort, har været desperation over de helt uholdbare og eksistenstruende livsomstændigheder som Styrelsen for Patientsikkerhed og Camilla Elvekjær er direkte skyld i.

Man kan ikke diagnosticere en personlighedsforstyrrelse hvis man i forvejen lider af en depression, som jeg lider og led af.

Man kan ikke diagnosticere en personlighedsforstyrrelse ud fra en Rorschach-test, der er en pseudovidenskabelig og fornuftsstridig test fra 1921, hvis brug er stoppet i mange lande, som har en yderst ringe reliabilitet og validitet, og hvis resultat for et normalt individ kan findes på internettet¹.

Rorschach-testen, som altså er en test hvor man vurderer en persons tolkning af udtværede blækklatter, er sjovt nok især usikker når det drejers sig om at diagnosticere narcissisme, og den hører til på historiens mødding, som den uvidenskabelige anakronisme den er.

Hvis man er uenig i en psykiatrisk eller psykologisk diagnose, er det i sig selv ikke en beskæftigelse på at man lider af den.

En psykolog kan selvfølgelig ikke diagnosticere en personlighedsforstyrrelse på de fem - seks timer vedkommende havde til rådighed.

Når virkeligheden er i klar modstrid med en diagnose, må man forkaste den pågældende diagnose. Det gør man ihvertfald i rigtig lægevidenskab.

Både psykologen og psykiateren på Retspsykiatrisk Klinik har altså tilsidesat al faglighed og moral, og klinikken er som institution således utroværdig i min optik.

Når ovenstående er sagt, så er jeg glad for at man stillede en så forkert diagnose som narcissisme, for det gør det meget lettere for mig at tilbagevise. Især fordi jeg har optaget alle samtalerne på Retspsykiatrisk Klinik.

Enhver rigtig læges pligt er at vurdere en given patient som vedkommende til enhver tid fremstår. Hvis man ukritisk viderefører en fejldiagnose, som Dimitri B gør, er det uprofessionelt og farligt for patienterne.

Men hvad er det som Camilla Elvekjær og Styrelsen for Patientsikkerhed har ødelagt, og som har gjort mig så desperat?

• De har gjort det stort set umuligt at stifte familie, endsige finde en kæreste - i en periode på fire år.
• De har taget det fra mig som jeg har tilsidesat alt for, som jeg har arbejdet utroligt hårdt for, og som betød alt for mig: lægefaget.
• De har chikaneret mig og min familie med fem fuldstændigt uberettigede ransagninger.
• De har givet mig en fejldiagnose der har stigmatiseret mig og ødelagt mit liv og min fremtid.
• De er skyld i den tortur der var - og fortsat er - nu på fjerde år at gå rundt i ulidelig uvidenhed og lediggang.

Uanset hvad jeg iøvrigt har sagt, så har Camilla Elvekjær og Styrelsen for Patientsikkerhed skadet mig uendeligt mere end jeg har skadet dem - og de begyndte. De skulle have grebet det helt anderledes an, men de valgte at lade være, til uoprettelig og svær negativ skade for mig.

Fejldiagnosen har resulteret i at jeg igennem måneder er blevet truet med tvangsmedicinering med vold og magt af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen. Vel og mærket tvangsmedicineret med medicin der beviseligt har adskillige bivirkninger, hvoraf mange er livsfarlige og alt andet end sjældne. Jeg var tydeligvis ikke psykotisk og hverken forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, eller klinikchef Anne Mette Brandt Christensen var i stand til at forklare hvorfor jeg skulle være psykotisk. Derfor var det ikke indiceret med den farlige medicin.

Der er selvfølgelig meget, meget mere, men da jeg véd at de fleste psykiatere er dovne, forudindtagede og ikke gider sætte sig ind i sammenhænge, der er mere end helt banale, vil jeg spare mine begrænsede mentale ressourcer til den bog, jeg er i gang med. Jeg har givet psykiaterne talrige muligheder for at prøve at forstå mig, men de nægter beklageligvis kategorisk.

Praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose

Jeg har flere gange bedt psykiaterne om at forholde sig til Camilla Elvekjærs fejldiagnose, og hendes tvangsindlæggelse af mig på røde papirer, som har vist sig at være uberettiget og et overgreb, men man har desværre nægtet at forholde sig til virkeligheden indtil videre. Det har jeg bogstaveligt talt lidt under hver eneste dag i omkring fire år, og det har haft fuldstændigt uoverskuelige negative konsekvenser for mig og min familie. Det har jeg redegjort for andet steds, hvorfor jeg vil undlade det her.

Jeg har i mit sidste dokument tilbagevist de væsentligste punkter i praktiserende læge Camilla Elvekjærs tvangsindlæggelsesprotokol. Da jeg dog først for ganske nylig, den 19. juli 2019, efter to og et halv år har fået tilbageleveret det IT-udstyr der ved fem ulovlige ransagninger blev taget af politiet på Styrelsen for Patientsikkerheds og praktiserende læge Camilla Elvekjærs foranledning, har jeg først nu kunne bringe dokumentation for hvad jeg har oplyst.

Praktiserende læge Camilla Elvekjær har misbrug den magt, hun har som læge til at lægge mit liv i ruiner. Udover at udfærdige en mulighedserklæring, der ikke havde rod i virkeligheden og indlægge mig på røde papirer, hvis indhold dokumenterbart var forkert, har jeg har i en aktindsigt læst at hun har indberettet mig til Styrelsen for Patientsikkerhed for at tilgå “IT-systemer, jeg ikke burde have adgang til”, såsom Det Fælles Medicinkort, og for at misbruge hendes CPR nr. (se nedenfor - “eth” er embedslæge Elisabet T H Hansen) [Billede indsat i den indscannede udgave til journalen].

Det er meget alvorlige beskyldninger, som har været fuldstændig uden hold i virkeligheden. Hvis praktiserende læge Camilla Elvekjær rent faktisk selv har troet på, at jeg skulle have foretaget mig det, så lider hun af paranoide vrangforestillinger og dermed af paranoid psykose eller paranoid skizofreni.

Jeg kan desuden se på sundhed.dk at hun har foretaget flere ulovlige opslag i mine helbredsoplysninger på tidspunkter, hvor hun ikke længere var min læge. Disse paranoide og ulovlige handlinger bestyrker min tro på, at hun er paranoid psykotisk, og med overvejende sandsynlighed lider af flere svære personlighedsforstyrrelser. Da hun således er psykotisk eller i en tilstand der ganske må ligestilles hermed, og da udsigten til en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand er væsentligt forringet uden behandling, bør hun bestemt indlægges på gule papirer.

Dokumentation - Brev til boligselskabet angående gene fra underbo [Billede indsat i den indscannede udgave til journalen].

Hermed fremlægger jeg nedenfor dokumentation for at min daværende underbo faktisk var til gene for de andre i opgangen. Der var tale om et helt almindeligt og banalt forhold, som andre har bevidnet. Dermed kan det ikke have været en vrangforestilling, og således havde det ingen som helst berettigelse i forhold til at begrunde en tvangsindlæggelse [Billede indsat i den indscannede udgave til journalen]. Desuden har jeg aldrig nogensinde sagt at “hele Københavns hashmafia er efter mig”, som Camilla Elvekjær påstår. Det er noget, som hun har opdigtet, og dermed har hun direkte og i ond tro løjet i en tvangsindlæggelsesprotokol.

Billede.

Dokumentation - Min vens afdøde mors møbler som jeg opbevarede i min lejlighed.

At jeg hjalp en af mine bedste venner i en af de største kriser i hans liv, efter hans mor døde af kræft, kan jeg slet ikke se skulle være relevant i forhold til at tvangsindlægge mig. Som man kan se på billedet så står hendes ejendele pænt og ordentligt opmagasineret i min lejlighed. Jeg kan virkeligt ikke se hvordan det forhold skulle være et tegn på psykisk sygdom [Billede indsat i den indscannede udgave til journalen].

Konklusion

Hvis man som læge eller psykiater ikke forholder sig til virkeligheden og ikke beskriver den sandfærdigt i et juridisk dokument, som en tvangsindlæggelsesprotokol er, så har man begået en forbrydelse. Hvis man bevidner en forbrydelse, men bevidst undlader at forsøge at standse den, har man et medansvar for forbrydelsen, og er dermed selv en forbryder.

Nu har jeg oplyst to psykiatere om hvordan virkeligheden er og var, ikke min private virkelighed, men den virkelighed som de fleste andre mennesker også oplever. Det bør derfor være førnævntes pligt og forenemmeste opgave at handle på det for at redde en af deres medmenneskers liv og tilværelse.

Hvis man undlader det, melder man sig automatisk ind i dansk lægeverdenens “hall of shame”, som inkluderer bl.a. praktiserende læge Camilla Elvekjær og overlæge "ER", samt psykiaterne psykiater Troels, den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten B J, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen.

Danske læger og psykiatere har presset mig ud i en situation af ubeskrivelig desperation, en ødelagt tilværelse og ingen fremtidsudsigter. Jeg har mistet alt, og har intet at tabe. Når jeg har kæmpet forgæves i fire år under helt ulidelige forhold for at rette op på mit liv, som følge af ydre forhold jeg ingen indflydelse har på, er det på nuværende tidspunkt ikke længere mit ansvar. Efter fire års mareridt kan man ikke forlange mere af mig eller af noget andet menneske for den sags skyld. Jeg har gentagne gange forklaret psykiaterne, hvad der vil kunne få mig på fode igen ved egen hjælp, men I lytter ikke til mig. Derfor er det jeres ansvar at jeg lider. I bedes tage det, jeg oplyser jer om alvorligt.

Anger

Jeg skal til slut én gang for alle slå fast hvordan jeg angrer. Jeg angrer på samme måde som et voldtægtsoffer angrer, at hun er blevet dømt for at true voldtægtsforbryderen, efter at hun har fået hele sin tilværelse og fremtid ødelagt, som følge af voldtægten.

Jeg skal bede om at dette dokument indscannes i min journal.

Venlig hilsen,

Kjeld."

1. Når jeg havde samtale med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, overlæge Gitte Ahle, var jeg utrolig opmærksom på min såkaldte psykomotorik, der som navnet antyder, vel er den måde ens psykiske tilstand afspejler sig i ens motorik. Med andre ord sad jeg helt bevidst roligt og tilbagelænet på stolen, med mine hænder hvilende i skødet. Gitte Ahle skulle ikke havde nogen anledning til at påstå at jeg var udadreagerende og truende. Jeg var desuden også meget bevidst om ikke at hæve stemmen, eller lade min frustration og fortvivlelse over hendes ugentlige gentagne trusler om tvangsmedicinering, komme til udtryk ved at jeg begyndte at svine hende til. Det lykkedes overraskende godt, men udover det, holdt mjg mig ikke tilbage, og jeg talte forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab midt imod med faglige og rationelle argumenter. Psykiateren over alle psykiatere virkede ikke som om hun var vant til at blive modsagt, og på et tidspunkt sagde hun at jeg var intimiderende. Det var naturligvis et absurd udsagn, fordi jeg altid forholdt mig, som før nævnt.

Jeg tror at det, Gitte Ahle mente var, at jeg skulle være føjelig, og udvise respekt og frygt, men hvorom alting var, så gav det mig en ide: Jeg skulle sørge for at fremstå så intimiderende som muligt rent fysisk, men selvfølgelig stadig være rolig og afslappet i mit kropssprog. Jeg har altid trænet intensivt, men det har mest været svømning og cykling. Det var først på Sankt Hans Hospital at jeg for alvor begyndte at træne hver dag med tunge vægte, relativt få gentagelser, lidt flere sæt, spiste så optimalt det var muligt - og så sørgede jeg for altid at træne når der var lægesamtaler i det tilstødende lokale, der var adskilt fra træningsrummet af store vinduer. Jeg ved ikke hvilken effekt det havde på psykiatere, men træningen havde den effekt på mig, at jeg tog på i vægt og endte på 105 kg. Målet var ikke at blive udsat for yderligere overgreb, og så var midlet ligegyldigt.

Ligesom når psykiaterne påstod at de var rigtige læger, så var det, jeg ville opnå også rent spil for galleriet, ren proforma, for jeg kunne ikke drømme om at angribe nogen psykiatere fysisk. Jeg skulle non-verbalt og fuldstændig rolig kommunikere til psykiateren, at jeg var stærk og hurtig nok til i en eksplosiv bevægelse hen over bordet, der adskilte os, at udrette stor og helst livsfarlig skade på vedkommende, inden der kunne nå at komme assistance til. Jeg ville aldrig gøre det, det var som psykiatrien en illusion, men det var lige meget så længe psykiateren troede på det. Det mindede mig en den kinesiske film "Hero" fra 2002, hvor hovedpersonen har trænet kampsport med det eneste formål at kunne dræbe kongen inden for en given afstand:

"In the king's hypothetical version of the story, Nameless had sought out Snow and Sword after staging the battle with Sky, telling them that he had acquired a special technique that would allow him to kill any target that is within ten paces." (Wikipedia).

Det var ikke en attitude, jeg behøvede at påtage mig, når jeg talte med P eller Solvej. Det lyder brutalt, at jeg ville opnå det med træningen, men det var også brutalt at blive kasseret fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet pga. at overlæge "ER" havde ladet mig overtræde 4. årsreglen, at blive svigtet og ødelagt af sine kolleger, at miste sin bolig og blive tvangsindlagt af en paranoid og hadsk praktiserende læge, og som psykisk rask at blive forsøgt tvangsbehandlet med livsfarlig og invaliderende unødvendig medicin, samt fem ulovlige ransagninger, og meget meget mere. Så det var ikke for sjov at jeg havde den holdning. Overlæge "ER", praktiserende læge Camilla Elvekjær, nogle psykiatere og embedslæger mener jeg også fortjener at blive indlagt på Sankt Hans Hospital for de forbrydelser og overgreb de har udsat mig for, eksempelvis er der foruden retspsykiatri også misbrugsafdelinger på stedet, og magtmisbrug er vel også en slags misbrug. Desværre står førnævnte tydeligvis over dansk lov, så det eneste de får, er sekundær gevinst.

2. Denne test er fornuftstridig, og dens troværdighed er på niveau med spåning i kaffegrums og astrologi - i min optik.

Mit lagerrum indtil jeg heller ikke havde penge til at betale for det, idet psykiater Henrik J af princip nægtede at udfærdige erklæringer, samt fordi Styrelsen for Patientsikkerhed nægtede at forholde sig til en anden erklæring, hvor det var anført at jeg "ikke var psykotisk" og at der "intet var til hinder for, at jeg kunne arbejde som læge". - i 2017. Min ven, læge "J" og hans kæreste, der også er læge, hjalp mig med at tømme mit lagerrum og kassere alt, jeg ikke havde plads til i mit kælderrum, hvilket vil sige næsten alt. Hvis jeg på nogen måde havde været bare den mindste smule psykotisk, ville de begge uden at blinke have fortalt mig det, insisteret på at jeg skulle opsøge psykiatrisk behandling, og jeg ville ligeledes uden at blinke have gjort hvad de sagde. Men jeg var ikke psykotisk, og af den årsag bad de mig ikke om at opsøge psykiatrisk behandling for psykose. Fordi de dels kendte mig ret godt, og fordi de var langt bedre læger og mere samvittighedsfulde læger end praktiserende læge Camilla Elvekjær fra Citydoctors, og psykister Toke T fra Bispebjerg Hospital.

Jeg er lykkelig for at jeg fik mit udstyr tilbageleveret fra politiet, for ellers kunne jeg ikke dokumentere at praktiserende læge Camilla Elvekjærs tvangindlæggelse af mig var et overgreb, og at overlæge Toke Ts godkendelse af tvangsindlæggelsen var forkert. Jeg har fjernet farven fra billeder, så jeg ikke forarger så mange. Det, man ser, er vabler på mine fødder den 2. juni 2016 ved hjemkomsten, efter at have gået rundt hele natten for at undgå anholdelse. Jeg tog direkte ud for at havsvømme, og da jeg kom tilbage fra Amager Strandpark, var jeg så træt at jeg tog en middagslur. Jeg ved ikke hvor længe jeg nåede at sove, før de civile betjente vækkede mig, idet de stod og råbte på reposen og hamrede på døren til mig lejlighed. Jeg var desværre dum og lovlydig nok til at åbne for dem.

Hvor tager man hen, hvis en praktiserende læge fortæller én, af hun vil tvangsindlægge en på farekriteriet, fordi hun mener man er psykotisk og farlig, men ikke er i stand til at forklare hvorfor? Man tager et sted hen man kender. Hjem. Billedet har jeg taget omkring kl. 4 om morgenen den 2. juni 2016 foran Kulturcentret "Viften", og man kan se Rødovre Centret et stykke væk. Jeg tog flugten direkte fra praktiserende læge Camilla Elvekjærs konsultation i Nyhavn, så jeg havde ikke særligt meget batteri på min mobiltelefon, hvilket var ærgerligt, da jeg så ikke kunne optage særlig meget lyd eller video, eller tage så mange billeder, som jeg kunne tænke mig.

Flugt

Praktiserende læge Camilla Elvekjær både direkte løj i hendes tvangsindlæggelseserklæring, og det sparsomme, resterende indhold var så fordrejet og i modstrid med virkeligheden, at hun ikke kan undskylde sig med at have lavet en fejlvurdering. Hun må nødvendigvis have chikaneret mig gennem knapt et år samt tvangsindlagt mig på røde papirer i ond tro.

Boligløs

Den lysserøde genstand man ser på et af billederne, var min badehætte fra havsvømning. Desuden ses mit tøj, min træningsbænk, samt andre småting. Møblerne måtte jeg kassere, da jeg hverken havde plads i kælderrummet eller lagerrummet til dem, eller penge til at leje flyttebil. Hvor var Yngre Læger, praktiserende læge Camilla Elvekjær, kollegerne fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet (især tillidsrepræsentanten, Kristine C, som jeg vender tilbage til), eller forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle henne? Det er naturligvis et billigt retorisk spørgsmål.

Sidste dag i egen bolig

Disse billeder er alle fra sidste dag i Dronningens Tværgade 46, og er taget den 20. juli 2016. Min lejlighed ligner jo tydeligvis noget, som en person, der er akut indlæggelseskrævende på farekriteriet har beboet?

Jeg ved ikke hvorfor jeg kommer til at tænke på netop det, men da praktiserende læge Camilla Elvekjær tvangsindlagde mig på overlæge Toke Ts afdeling på Bispebjerg Hospital, knækkede jeg håndtaget af et af de sikrede vinduer på min stue. Det var ikke i ukontrollabel vrede, men mere af ren nysgerrighed. Jeg var meget tæt på at forsøge at sparke vinduet op, og det var ikke utænkeligt det kunne lade sig gøre, men omvendt var der ingen grund til at skabe unødvendig ballade, for jeg regnede med at psykiater Toke T havde et mindste mål af faglighed og samvittighed. Jeg var stærkere dengang, men fire - fem års helvede har tærret på mig.

Mail til Københavns Vestegns Politi

Nedenstående tekst er direkte citeret fra en mail, jeg skrev til Københavns Vestegns Politi. Jeg har lært at frygte politiet, da de helt uberettiget har foretaget fem ransagninger på min tidligere adresse. Personligt går det mig ikke så meget på at blive forulempet af de såkaldte efterforskere, men jeg kunne ikke holde ud at se mine forældre lide hver gang politiet kom og forulempede os med en meget brutal og aggressiv adfærd. Jeg var nødt til at bo hos mine forældre, takket være praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose og tvangsindlæggelse, som gjorde at jeg blev hjemløs. politiet fortjener denne betegnelse, og den er ikke så meget møntet på ordenspolitiet, som på dem, der kalder sig efterforskere.

Efterforskerne var ved samtlige ransagninger særdeles ubehagelige og truende, og jeg er sikker på at de chikanerede min familie for at presse mig - men til hvad? Jeg kunne ikke engang erkende noget, jeg ikke var skyldig i for at beskytte mine forældre, for jeg fik aldrig nogen ransagningskendelse, selv om jeg hver gang spurgte efter én. Jeg fik heller aldrig oplyst tjenestenummer eller udleveret en oversigt over hvad politiet stjal fra mine forældre og mig.

Jeg fik heller aldrig svar på mine skriftlige henvendelser til politiet, fraset en enkelt, som jeg skal bringe snarest. politiet kan gøre præcis som de vil, de behøver ikke overholde nogle love eller vedtægter, og de udøver psykisk terror. Jeg mener at efterforskerne i politiet er en skamplet på retsstaten, og det er ufatteligt modbydeligt at de chikanerer ens familie for at presse en. Som i al anden tortur og forfølgelse udført af statens håndlangere, er formålet ikke at presse på, for at få en tilståelse, men snarere for at nedbryde ofret psykisk. Og det virkede i mit tilfælde i så høj grad, at jeg ikke tør kontakte min familie og venner af frygt for at politiet vil forulempe og chikanere dem på ny.

Det er i skrivende stund flere år siden jeg har set mine søskende af denne årsag. Jeg kan ikke skrive, hvad jeg ønsker for de nådesløse og samvittighedsløse efterforskere i politiet, men jeg har lov til at drømme. Én ting er sikkert, og det er at de svært traumatiserede og uberettigede overgreb politiet har udsat mig, for aldrig får nogen som helst konsekvens for dem.

"Kære Københavns Vestegns Politi

Jeg har rettet skriftlig henvendelse til jer den 5. og 7. august 2019, samt telefonisk, mhp. nedenstående:

Jeg mangler fortsat svar på følgende, hvilket jeg hermed skal bede om:

1. Udlevering af politiets journalnummer.
2. En komplet oversigt over samtlige koster der blev taget af politiet.
3. Omgående udlevering af samtlige koster jeg endnu ikke har modtaget, og som ikke er anført på kosterlisten.

Jeg skal derfor:

1. Bede om at få udleveret en ransagningskendelse med politiets journalnummer.
2. En oversigt over de koster som politiet tog med under ransagningen.
3. Straks have udleveret ovenstående koster, samt erstatning for uberettiget ransagning, svie og smerte mv.
4. I modsat fald skal jeg bede om at få oplyst med hvilken hjemmel politiet nægter at udlevere mig mine ejendele.

Hvis man mener at der er begået kriminalitet ved brug af nogle af kosterne, skal jeg se beviser for dette. Alternativt skal politiet udlevere kosterne omgående.

Jeg kan nævne, at jeg har fået udleveret samtlige koster fra Københavns Vestegns Politi i X.

Jeg kan desuden nævne, at jeg ikke har kunne få udleveret politiets journalnummer, på trods af flere forespørgsler. Det er uforståeligt, at mit CPR nummer ikke er tilstrækkeligt til at slå mine sager op i jeres journalsystem, sådan som de medarbejdere, jeg har talt med påstår.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:"

Det er desværre en illusion at tro, at jeg nogen sinde får svar fra Københavns Vestegns Politi, som har alverdens tid, og som tilsyneladende ikke skal følge loven.

Det morsomme er i øvrigt dels, at det var min egen fortjeneste at få udleveret mine ejendele, som politiet havde stjålet gennem en periode på to et halvt år, ikke min dyre advokats, og dels, at de ejendele jeg havde fået, fortrød politiet at man havde udleveret til mig, så en måned efter skulle jeg i Glostrup Byret [den 9. september 2019], så anklageren kunne stjæle mine ejendele igen. Desværre var hverken han, min ubrugelige advokat eller dommeren klar over, at jeg faktisk havde fået dem udleveret en måned forinden. Til alt held havde jeg en udskrift af en mail fra en af de dygtige efterforskere med i retten, som de fik udleveret. Det var en farce, jeg ikke havde troet kunne finde sted i et retssamfund.

Hvorfor Københavns Vestegns Politi ville have mine ejendele, fik jeg sjovt nok aldrig at vide, men mon ikke det var for at undgå at tabe ansigt? Det lykkedes i så fald ikke.

Dagbog

Billede. Sidste dag på Gøgereden, afsnit R3. Jeg blev udskrevet til i realiteten intet, alene fordi psykiaterne ikke turde, kunne eller ville slette den fejldiagnose, der forhindrede mig i at få mit autorisation som læge og dermed mit liv tilbage. Mine venner giv mig livreddende social førstehjælp, mens psykiaterne igen svigtede.

Tiden efter udskrivelsen

Tiden efter udskrivelsen

Fordi jeg i realiteten blev udskrevet til ingenting, var denne efterfølgende periode hård og stressende. Fordi jeg ingen penge havde og ikke kunne få hjælp af det offentlige til en bolig, måtte jeg leje et værelse af en medpatient, jeg havde lært at kende på Q81 og holdt kontakten med efterfølgende.

Jeg havde heller ikke nogen former for beskæftigelse, jeg befandt mig i en venteposition og brugte de fleste af mine efterhånden sparsommme ressourcer på at overleve fra dag til dag, mens jeg hver fjortende dag skulle ind og stå ret i ROPS overfor psykiater Hans Raben og sygeplejerske Susanne Emde, som jeg naturligvis hver gang informerede om min temmeligt trøstesløse situation, men som ikke foretog sig noget i den forbindelse, udover - selvfølgelig - at tale om mine økonomiske, boligmæssige og beskæftigelsesmæssige problemer, men ingenting gjorde, og i øvrigt heller ikke kom med konstruktive forslag til, hvordan jeg selv kunne løse dem.

Så som alt andet i psykiatrien og retspsykiatrien, var det bare tom og endeløs snak, snak og atter snak. Fordi jeg var tabt i systemet og ingen steder havde at opholde mig og intet meningsfuldt havde at beskæftige mig med, fik jeg hver dag tiden til at gå ved at sidde alene på forskellige biblioteker i nærområdet, hvilket ville sige Vestegnen, og derudover styrketrænede jeg hvis ikke på daglig basis, så dog næsten, i fitnesscentre, ligeledes forskellige steder for at variere monotonien lidt.

Coronarestriktionerne en katastrofe

Ved rutnemæssigt og efter skema dagligt at tage på biblioket og derefter til træning, kunne jeg opretholde en slags hverdag, der nok var ensom og trøtesløs, men dog alligevel udgjorde det skelet, der lige akkurat bar min hverdag. Da coronarestriktionerne blev indført og både biblioteker og fitnesscentre lukkede, smuldrede mit spinkle fundament og det gik hurtigt ned ad bakke, og var meget tæt på at ende helt galt.

Man kunne så let som ingenting havde gjort noget forinden for at forhindre det, der derefter skete, man vidste jo præcis hvad deet var, der forhindrede mig i at komme videre med mit liv og på ny blive en god og til samfundet bidragende borger, men man undlod at foretage sig det fjerneste, og så kunne man have sagt sig selv, at det ville blive katastrofalt for mig. Og det blev det i høj grad også.

Eneste patientsikkerhed

Det eneste, jeg kunne gøre, var at dokumentere at jeg fungerede normalt på alle planer og ikke var spor sindssyg, utilregnelig eller havde nedsat funktionsevne. Det gjorde jeg ved konsekvent at fotodokumentere mine daglige aktiviteter, og netop at tage billeder var det bedste, jeg kunne gøre, når jeg havde så lidt overskud, som det var tilfældet.

Biblioteker 2019 og 2020

alt="">

Træning 2019 og 2020

Dagbog

Lægesamtale med psykiater Hans Raben, en repræsentant fra Kriminalforsorgen, samt en sygeplejerske. B deltog. God samtale men nedslående resultat. Kunne ikke love noget om hverken udredning for ADD eller generhvervelse af lægeautorisationen. Kontaktes inden for en uges tid med henblik på næste samtale. Kontaktes også af personen fra Kriminalforsorgen når der igen er tid til et møde med hende. Frekvensen af møderne med sidstnævnte er to gange årligt.

Forslag til agenda til næste samtale med Hans Raben:

Hej Hans. Tak for en hyggelig samtale sidst. Jeg følte det som om at jeg blev lyttet til og taget alvorligt. Fortiden og årsagen til at jeg følges i ambulatoriet er naturligvis vigtig, og det er meget relevant at få den gennemgået, især når den er så kompleks og langvarig. Når det er sagt, synes jeg dog at det vigtigste nu er at tale om og forholde sig til fremtiden, og arbejde på at jeg bliver rehabiliteret og dermed undgår kriminalitet. Det absolut eneste der står i vejen for det er ret enkelt: dels af jeg bliver genopstartet i Concerta, naturligvis under nøje monitorering, samt at jeg får min autorisation som læge tilbage. Alle mine problemer, alle de modbydeligheder jeg har gennemgået, og årsagen til at jeg lider ganske forfærdeligt hver eneste dag, skyldes førnævnte.

Jeg kan simpelthen ikke på fjerde år holde ud at gå i ledighed, rastløshed, håbløshed og stigmatiseret med en fejldiagnose. Man kan ikke byde noget menneske det, jeg gennemgår, og jeg burde for år tilbage have fået min lægeautorisation igen. For min familie og mine pårørende der har fulgt mig tæt, er min reaktion fuldstændig indfølelig. Der er ikke nogen psykiatere eller læger der indtil nu har sat sig ind i hvad jeg har været udsat for, og derfor kan de heller ikke forstå at jeg har gjort som jeg har.

Der var mange psykiatere der svigtede mig, og der var mange der undervejs kunne have vendt min situation til det bedre, til én der var tålelig. Jeg har ikke følt glæde i over fire år som en konsekvens af især Camilla Elvekjær, og i skrivende stund er jeg fuldstændig blottet for håb og tro på en fremtid. Jeg kæmper hver eneste dag forgæves. Jeg kan og vil snart ikke længere. Der skal virkelig ske noget positivt i min tilværelse meget snart, ellers giver jeg op. Når jeg er tvunget til at følges af jer, så er det helt og holdent jeres ansvar at jeg lider, og samtidig kan I så let som ingenting og helt uden nogen former for risici øge min livskvalitet gevaldigt og give mig lysten til at leve igen.

Hvis man ønsker at redde mig, så skal der ske følgende:

1. Opstart i Concerta 54 mg + 36 mg dagligt.
2. Skrive en udførlig erklæring til Styrelsen for Patientsikkerhed om at jeg ikke er psykotisk og er i stand til at fungere som læge uden restriktioner eller forbehold.
3. Jeg mener at det eneste fagligt og moralske rigtige er én gang for alle at konkludere at jeg hverken er eller har været psykotisk eller i en tilstand der ganske må ligestilles hermed.
4. Jeg har været frihedsberøvet i et år. Det er uforholdsmæssig lang tid i forhold til hvad jeg har gjort, hvilket i sagens natur kun er i svær og indfølelig desperation af få en praktiserende læge til at trække en tvangsindlæggelseserklæring tilbage som var åbenlys forkert og som har ødelagt mit liv. Altså:
• Det jeg har gjort er at ytre nogle ord.
• Jeg er blevet mere end rigelig straffet allerede.
• Jeg er ikke og har aldrig har været psykotisk.

Derfor skal jeg bede om at dommen ophæves med det samme. Alt andet er en farce der udelukkende har til formål at straffe mig endnu mere.

Da min situation er uholdbar og ulidelig, bliver jeg i modsat fald tvunget til at finde andre måder at få omverdenen til at forstå hvor grelt det står til og at det udelukkende skyldes eksterne faktorer. Jeg har ikke lyst til at udbasunere de mest intime detaljer i mit privatliv, men jeg gør det uden tøven, hvis der bare er en minimal chance for at nogen hjælper mig - ikke med tvangsmedicinering med skadelig og ikke-indiceret medicin eller tvangsindlæggelse, men ved at få øjnene op for virkeligheden.

Q var på besøg i lejligheden senere på aftenen. Vi sad og talte alle fire i lidt over en times tid. Før Q kom ind ad døren, gik en PET medarbejder i forvejen og kontrollerede at der ikke var nogen fare på færde. Vi talte om løst og fast, Q, B, C og jeg havde en god samtale. Q spurgte mig om jeg havde hørt fra politiet, som netop havde kontaktet ham. Han vidste dig ikke hvor årsagen var, og noget journalnummer kunne han heller ikke oplyse. Politiet havde kontaktet ham først idet de vidste at han var min tidligere advokat. Han spurgte om han skulle repræsentare mig i retten. Dette accepterede han, og han lovede at kontakte mig så snart der var nyheder i sagen.

Dagbog

Jeg kontaktede politiet på 114 for at høre om de genstande samt andre spørgsmål som AW ikke havde svaret på, men på trods af at jeg kunne oplyse mit CPR nummer, ville telefonomstillingen ikke oplyse om de efterspurgte detaljer (koster), fordi hun ikke ville skime tre sagsakter igennem. Jeg insisterede da jeg jo ikke havde noget journalmummer, fordi jeg ikke havde modtaget nogen ransagningskendelser, hvilket var selve årsagen til min henvendelse, men telefondamen var ikke til at hugge eller stikke i. Jeg er ikke sart, men hendes attitude, tiltale og nedladende måde hun talte til mig på, gjorde det nødvendigt for mig at indgive en formel klage over hende, hvilken jeg sendte samme dag.

Dagbog

L kom forbi med mit nye Dankort, som jeg efterfølgende aktiverede. B og C var også tilstede, og umiddelbart herefter tilstødte C. Jeg aftalte med C hvordan vi skulle gribe arbejdet an med firma SF hvor vi skulle holde et møde kl. 09.00 på mandag sammen med D.

L medbragte flere breve, bl.a. to fra politiet; det ene omhandlede et afslag på en aktindsigt, og det andet var en konvolut fra hittegodskontoret med min kortholder, mit kørekort og rejsekort.

Jeg kontaktede straks politiet på 114 for at høre om hvorfor min anmodning om aktindsigt ikke var blevet efterkommet, men det kunne hun desværre ikke oplyse. Jeg var dog angiveligt ikke sigtet i pågældende sag. Jeg manglede dog stadig at få besvaret mange meget vigtige spørgsmål.

Jeg opsøgte muligheden for at få frivilligt arbejde, og jeg tænkte umiddelbart på IT supporter af seniorer. B foreslog at han henvendte sig til plejehjemmet og forhørte sig om det.

Dagbog

Tilmeldt og betalt for medlemsskab af Fitness World.

Lyd og video

18. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1B7Qh9w6UnMe1efg04JMzCyjdz-zrhEj6/view?usp=sharing

18. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/18v6rSiS8uNP3QkP-ssq8Ksb87YAkjrOK/view?usp=sharing

18. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1xGF5CHlj4AROCiyEyt4pvj9tYko1R6BE/view?usp=sharing

19. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1V9NmV2TZ1Gde_qi9FUbGQMWmE2l1Tzt9/view?usp=sharing

19. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1aK5oG-Oi_tR2f19baX2ujyQnDMzNKEkf/view?usp=sharing

19. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1pPTXA-Xoolvkq6ZQ6VG6e24xBfahOynR/view?usp=sharing

20. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/188sjrWieLOUezLKEbQVsLkaW3LT0BmPf/view?usp=sharing

20. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/12-1kGW9Wq0TMbPbn-TDMTkF2LvGsm7hM/view?usp=sharing

21. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1eerupIrU7_PiSddgHkqgRpWLxICvd9iA/view?usp=sharing

21. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1sMsXvkdjhDLmbWCdov1eUx2yqEHHa8DK/view?usp=sharing

21. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1H9HbbI0c2WKzKNjdb0U2SMYO98-NQTDG/view?usp=sharing

22. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1lc3v54dmB_JhN83eSq3Go6TgKfcoKFP2/view?usp=sharing

22. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/18XlM5AHH5yQxs9Cyprc4RJnuFe5_Hgry/view?usp=sharing

22. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1ekzcuttaFrb2crF6jCJJfmbdIE6SoNC0/view?usp=sharing

22. april 2019 4

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1XeRl6OG2DZPclrwubdzqR5mz_1XjavsU/view?usp=sharing

23. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1qsizE0soaS0fst1YTIe19UcQtOOolcm8/view?usp=sharing

23. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1HEdUeSKCjJ_bQxfJc38pad9AOk_JeiRP/view?usp=sharing

23. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1HEdUeSKCjJ_bQxfJc38pad9AOk_JeiRP/view?usp=sharing

23. april 2019 4

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1xAfk7AzTvlFb2LS4HQaNn-UtX79MUht0/view?usp=sharing

23. april 2019 5

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1oJElSMAOI7CEALMCHNh93oClfJW6L3LE/view?usp=sharing

24. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1c2k3NqHiTLWdyZnT77r4DAzuhDrdbkqd/view?usp=sharing

24. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1qWusvPPa3LJy2G77yiIN26kUEVKzqNdX/view?usp=sharing

24. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1RaDgBTYN9fRJQH371sDy2If4JRBECTlj/view?usp=sharing

24. april 2019 4

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/16opALpziNY7CI2OSUNZ6GmpLfoGpzRju/view?usp=sharing

25. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/144WQFWZEi5DDCh_eOrMQAuztkujxE55_/view?usp=sharing

25. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1-rZFWtexFtITGr6RScaj3qGS1SnjUEov/view?usp=sharing

25. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1TeXkQ7tRYkcDfBG0rvUz1BJOLyS4sBnP/view?usp=sharing

10. juni 2020

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben: https://drive.google.com/file/d/1uv2PfS-nfy3wzIlF_Tw4utyyfaDwrX_t/view?usp=sharing

13. juni 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Kim: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

18. juni 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykolog Irene Oesterich: https://drive.google.com/file/d/1gKAlQqXEllsxnUvsF6GTD3u6tFAJu5ro/view?usp=sharing

26. juni 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykolog Irene Oesterich: https://drive.google.com/file/d/1snB3drYHwjQCOGnhQDDUNxn0WvF8uzwZ/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

11. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1N4VEI3O_9ZUohegvwZB02CCdyy9pbaba/view?usp=sharing

18. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/12Uwdo44QzUnleiixZymzSQTQ-qllOx9G/view?usp=sharing

25. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1azVQ-VTQVreJBVKke9bzCy--GexgTlVC/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

2019

18. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1B7Qh9w6UnMe1efg04JMzCyjdz-zrhEj6/view?usp=sharing

18. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/18v6rSiS8uNP3QkP-ssq8Ksb87YAkjrOK/view?usp=sharing

18. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1xGF5CHlj4AROCiyEyt4pvj9tYko1R6BE/view?usp=sharing

19. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1V9NmV2TZ1Gde_qi9FUbGQMWmE2l1Tzt9/view?usp=sharing

19. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1aK5oG-Oi_tR2f19baX2ujyQnDMzNKEkf/view?usp=sharing

19. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1pPTXA-Xoolvkq6ZQ6VG6e24xBfahOynR/view?usp=sharing

20. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/188sjrWieLOUezLKEbQVsLkaW3LT0BmPf/view?usp=sharing

20. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/12-1kGW9Wq0TMbPbn-TDMTkF2LvGsm7hM/view?usp=sharing

21. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1eerupIrU7_PiSddgHkqgRpWLxICvd9iA/view?usp=sharing

21. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1sMsXvkdjhDLmbWCdov1eUx2yqEHHa8DK/view?usp=sharing

21. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1H9HbbI0c2WKzKNjdb0U2SMYO98-NQTDG/view?usp=sharing

22. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1lc3v54dmB_JhN83eSq3Go6TgKfcoKFP2/view?usp=sharing

22. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/18XlM5AHH5yQxs9Cyprc4RJnuFe5_Hgry/view?usp=sharing

22. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1ekzcuttaFrb2crF6jCJJfmbdIE6SoNC0/view?usp=sharing

22. april 2019 4

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1XeRl6OG2DZPclrwubdzqR5mz_1XjavsU/view?usp=sharing

23. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1qsizE0soaS0fst1YTIe19UcQtOOolcm8/view?usp=sharing

23. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1HEdUeSKCjJ_bQxfJc38pad9AOk_JeiRP/view?usp=sharing

23. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1HEdUeSKCjJ_bQxfJc38pad9AOk_JeiRP/view?usp=sharing

23. april 2019 4

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1xAfk7AzTvlFb2LS4HQaNn-UtX79MUht0/view?usp=sharing

23. april 2019 5

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1oJElSMAOI7CEALMCHNh93oClfJW6L3LE/view?usp=sharing

24. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1c2k3NqHiTLWdyZnT77r4DAzuhDrdbkqd/view?usp=sharing

24. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1qWusvPPa3LJy2G77yiIN26kUEVKzqNdX/view?usp=sharing

24. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1RaDgBTYN9fRJQH371sDy2If4JRBECTlj/view?usp=sharing

24. april 2019 4

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/16opALpziNY7CI2OSUNZ6GmpLfoGpzRju/view?usp=sharing

25. april 2019 1

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/144WQFWZEi5DDCh_eOrMQAuztkujxE55_/view?usp=sharing

25. april 2019 2

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1-rZFWtexFtITGr6RScaj3qGS1SnjUEov/view?usp=sharing

25. april 2019 3

• Sankt Hans Hospital, dagbog: https://drive.google.com/file/d/1TeXkQ7tRYkcDfBG0rvUz1BJOLyS4sBnP/view?usp=sharing

13. juni 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Kim: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

18. juni 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykolog Irene Oesterich: https://drive.google.com/file/d/1gKAlQqXEllsxnUvsF6GTD3u6tFAJu5ro/view?usp=sharing

26. juni 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykolog Irene Oesterich: https://drive.google.com/file/d/1snB3drYHwjQCOGnhQDDUNxn0WvF8uzwZ/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

11. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1N4VEI3O_9ZUohegvwZB02CCdyy9pbaba/view?usp=sharing

18. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/12Uwdo44QzUnleiixZymzSQTQ-qllOx9G/view?usp=sharing

25. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1azVQ-VTQVreJBVKke9bzCy--GexgTlVC/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

4. juli 2019

• Sankt Hans Hospital, samtale med psykiater Dimitri B: https://drive.google.com/file/d/1aiDG0TOsDCD1VgLAJf0xuJehsTrQ3cMo/view?usp=sharing

21. august 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben: https://drive.google.com/file/d/1yUZy4786FynnplFH7wTDfDE9GiEsl6nL/view?usp=sharing

21. august 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben: https://drive.google.com/file/d/1yUZy4786FynnplFH7wTDfDE9GiEsl6nL/view?usp=sharing

13. september 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben: https://drive.google.com/file/d/194E1DMF9EN--9t17OeoX_vqDC1BoKi1h/view?usp=sharing

14. oktober 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium: https://drive.google.com/file/d/1KaWfaqbGiKFozNeG1zob-TfFFX6y4rPF/view?usp=sharing

21. november 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben: https://drive.google.com/file/d/1xtSzdRk6p8OQs-HUGERlbIX9xdiR5TM_/view?usp=sharing

2. december 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium: https://drive.google.com/file/d/1zbDTHHKtD5WJ8gfmLwiWhUiuplVhBbmm/view?usp=sharing

19. december 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium: https://drive.google.com/file/d/1BjCeGOI3GnQ3U40zYJjGtJpwI8Gd7IeL/view?usp=sharing
• Dagbog: https://drive.google.com/file/d/1S0p_3lPEgy1Uomx1sCIKCGZCU9KY96-H/view?usp=sharing

2020

24. februar 2020

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben:https://drive.google.com/file/d/1nl1Hi3gL5nPd1NLxHTzzm8grSfHJxaTB/view?usp=sharing

Videooptagelser

2019

4. november 2019

• Glostrup: https://drive.google.com/file/d/1gd_mOOHFgrSx9SqW-KuKT6B9bb4H-OrL/view?usp=sharing

20. april 2019

• Sankt Hans Hospital R3: https://drive.google.com/file/d/1uMayH2y2T7S5jDQ2_Wv3A_ie9XWPA15p/view?usp=sharing

22. april 2019

• Sankt Hans Hospital R3: https://drive.google.com/file/d/11HEdXN3i0C92wszXy-gu9COxJBR4alX1/view?usp=sharing
• Sankt Hans Hospital R3 - 2: https://drive.google.com/file/d/1JQVKjT7PaXZGAvT-h5bgDOH3UVX20jE2/view?usp=sharing
• Sankt Hans Hospital R3 - 3: https://drive.google.com/file/d/1hmbJmsTJ3yizHtkfg9NUISSbhpDC9mY7/view?usp=sharing

18. maj 2019

• Sankt Hans Hospital R3: https://drive.google.com/file/d/1zXIDSL9olEM8dqAjcZvf1gh4PipphzLt/view?usp=sharing

19. maj 2019

• Sankt Hans Hospital R3, vi lider under varmen: https://drive.google.com/file/d/1eaBdjBWFh1o7MJRIq45owYoI1TPm_Doj/view?usp=sharing

3. juni 2019

• Sankt Hans Hospital R3, om personalets uprofessionalisme: https://drive.google.com/file/d/1_KSPaiR8VZjGyqHOKsMuaoR1cymB_pxT/view?usp=sharing

10. august 2019

• Sankt Hans Hospital R3, om at vinde trofæer og medaljer: https://drive.google.com/file/d/12vjAdTno-qKkUJeclvY1yTnXi_iJ2hFx/view?usp=sharing

13. september 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben: https://drive.google.com/file/d/194E1DMF9EN--9t17OeoX_vqDC1BoKi1h/view?usp=sharing

14. oktober 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium: https://drive.google.com/file/d/1KaWfaqbGiKFozNeG1zob-TfFFX6y4rPF/view?usp=sharing

21. november 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium, lægesamtale med Hans Raben: https://drive.google.com/file/d/1xtSzdRk6p8OQs-HUGERlbIX9xdiR5TM_/view?usp=sharing

2. december 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium: https://drive.google.com/file/d/1zbDTHHKtD5WJ8gfmLwiWhUiuplVhBbmm/view?usp=sharing

19. december 2019

• Retspsykiatrisk Ambulatorium: https://drive.google.com/file/d/1BjCeGOI3GnQ3U40zYJjGtJpwI8Gd7IeL/view?usp=sharing
• Dagbog: https://drive.google.com/file/d/1S0p_3lPEgy1Uomx1sCIKCGZCU9KY96-H/view?usp=sharing