Denne roman handler om den syv årige trøstesløse odysseé jeg gennemgik som fejldiagnosticeret psykiatrisk og retspsykiatrisk patient, væretægtsarrestant, hjemløs, beboer på et forsorgshjem og et natherberg. Men det handler også om min håbløse kamp for at komme ud af systemet og tilbage til livet. Nedenstående tekst indledes med et kort resume af medicinsk etik, herunder Tokyodeklarationen. Det efterfølges af et kort afsnit om psykiatriske sygdomme og tilstande, og citater fra læge og professor Peter C. Gøtzsches populærvidenskabelige bøger, som omhandler psykiatri, herunder faren ved antipsykotiske lægemidler. Så citerer jeg et berømt eksperiment, som demonstrerer, hvor ringe psykiaterne er til at diagnosticere både psykose, såvel som fraværet heraf. Dernæst fremfører jeg eksempler fra det virkelige liv, som illustrerer, hvordan psykose kan komme til udtryk på skrift. Dette efterfølges af et afsnit om min medpatient "Enestående". Til sidst har jeg fremlagt min dagbog fra opholdet på afdeling Q81.
Min dagbog består, udover mine dagbogsnotater, af de breve, jeg skrev til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab på afdeling Q81. Tekstens autencitet er for brevenes vedkommende garanteret ved at de er indscannet i min journal, og dagbogsteksten er under tvangsindlæggelsen løbende smuglet ud fra afdeling Q81 ved hjælp af venner, hvilket også kan verificeres. De eneste ændringer er korrekturlæsning. Mine senere kommentarer til teksten er afgrænset af firkantede parenteser.
Formålet med at offentliggøre min dagbog, er at belyse, hvor modbydeligt det var, at være udsat for truslen om tvangsmedicinering, samt hvor villige og ukritiske ansatte i psykiatrien er i forhold til at begå overgreb mod de indlagte, alene fordi overlægen eller Retslægerådet har besluttet det. Denne samvittighedsløse ansvarsforflygtigelse er skræmmende at opleve, og min forhåbning er, i al ydmyghed, at man forhåbentligt kan tage ved lære af min fortælling. Ingen skal gå igennem det samme som jeg, og det skriver jeg, vel vidende at langt værre ting sker for mange patienter i psykiatrien på daglig basis rundt omkring i Danmark.
Samtidig er det et eksempel på, hvor galt det kan gå, når en praktiserende læge er paranoid, ikke følger mindstemiddelprincippet, og misbruger den magt, det er, at tvangsindlægge et andet menneske, samt når en jeg-svag psykiatrisk overlæge af ren og skær foragt efterfølgende viderefører fejldiagnosen. Det har vidtrækkende konsekvenser på alle planer, især når ofret er læge.
Når man læser nedenstående, skal man være opmærksom på, at det var noget, jeg skrev, mens jeg befandt mig i et af mit livs mest stressende situationer, hvor jeg over flere måneder var blevet truet med tvangsmedicinering, og ikke sov særligt meget om natten. Under normale omstændigheder, ville jeg ikke udtrykke mig så hårdt og kontant.
For en god ordens skyld skal jeg oplyse, at når jeg fremkommer med postulater, så burde jeg vel i juridisk henseende hver gang indlede postulatet med et forbehold i form af eksempelvis: "I min optik", "sådan som jeg opfattede det", "jeg mener" osv., men jeg mener i givet fald at teksten for det første ville blive meget tung og omstændig, og dels formoder jeg at læseren implicit er klar over at teksten er udtryk for min opfattelse. Omvendt så er jeg ligeglad med konsekvenserne, hvis nogen vælger at hive mig i retten, for jeg har bogstaveligt intet at tabe længere, håb, livslyst, fremtidsudsigter og formue er for længst pist væk.
Indholdsfortegnelse
1. Medicinsk etik
1.1. Lægers generelle pligter
1.2. Tokyodeklarationen
2. Psykiatriske sygdomme og tilstande
3. Citater fra læge Peter C. Gøtzsche
4.