Fængslet

Fængselsbetjentene i Vestre Fængsel

Der var selvfølgelig altid nuancer og undtagelser fra min generalisering, men når det var sagt, så var der også en gennemgående fælles kultur blandt fængselsbetjenene og nogle personlighedstræk og væremåder, der var meget karakteristiske for gruppen. Generelt var der en forståelse blandt betjentene om, at man ikke var ansat til at resocialisere de indsatte eller tale med os om hvordan vi havde det, om følelser eller om skyld og skam. Det var slet ikke det, det handlede om, og man gad simpelthen ikke noget pis med de indsatte. Det kunne jeg vældig godt lide, for ligesom de ikke spurgte mig, om hvordan jeg havde det, så gad jeg heller ikke fortælle dem det, hvis de havde spurgt mig om det.

Rollerne var velkendte, vi var indsatte og de var ansatte og man skulle ikke tro andet eller blive for gode venner. Det handlede om rutiner, om at gøre tingene i dag, som man havde gjort dem i går eller for et eller ti år siden. Alt var skemalagt og ingen burde være i tvivl om noget, hvorfor der slet ikke var nogen diskusion om hvorfor dit eller hvorfor dat. Det handlede mest om at åbne eller låse døre, at udbringe mad eller følge indsatte frem og tilbage.

Man elskede effektivitet, at alting gik præcis efter bogen eller ihvertfald at man ikke brugte et sekund mere end højest nødvendigt. Fælgselsbetjentene brød sig mindst af alt om afvigelser fra normen. Det vigtigste var, at udføre opgaverne så gnidningsfrit og hurtigt som muligt, så man kunne komme tilbage på vagtkontoret og slappe af. Vagtkontoret var højdepunktet for betjentene og alt andet var lidt irriterende, fornemmede jeg.

Men dermed ikke sagt, at man ikke kunne have en god relation med fængselsbetjentene, for mange var venlige, havde et blink i øjet og var som regel klar med en frisk bemærkning eller hurtig joke. Og i det tidsrum det tog at gå fra afdelingen til besøgsrummene, eksempelvis, kunne man have en fornuftig samtale med den betjent, der fulgte en. Og vigtigst af alt for mig, så behendlede de fleste én som et voksent menneske og med den værdighed og respekt, der fulgte med. Ingen behandlede mig som var jeg retarderet, tosse eller et lille barn, hvilket var helt modsat af personalet på retspsykiatrisk afdeling.

Og med det sagt, så var der også små sprækker i betjentenes hårde overflade, eksempelvis når Hyggeonkel uopfordret gav mig en ekstra portion aftensmad eller Pitbull gav mig lov til at vaske skabe. Man kunne også være heldig at ringe gratis eller lidt længere tid, hvis man have telefontid. Nogle betjente lærte man som ugerne og månederne gik at kende en lille smule, de huskede detaljer om en og man fik en udmærket relation, mens andre forblev afvisende og sure.

Jeg blev da også irriteret på en betjent engang i mellem, f.eks. hvis jeg måtte vente 45 minutter på at blive lukket ud af toilettet eller hvis en havde glemt et eller andet, men generelt havde jeg det ganske fint med dem alle og der var aldrig nogen egentlige konflikter mellem os. Mange havde en grovkornet humor, ligesom jeg, og den holdning med 'ikke så meget pjat', var også noget, jeg satte pris på. De fleste kvindelige, ældre fængselsbetjente opførte sig lidt som rejekællinger, med deres ligefremme sprog, men det var ikke negativt ment, nok bare et krav for at være i tjenesten i mange år som kvinde, at man skulle være lidt brovtende, men med et smil på læben.

Hvis man gerne ville have en god relation med betjentene var det vigtigt at være høflig, effektiv, tale tydeligt, være renlig og ikke ryge eller misbruge på cellen. Man skulle ikke skabe sig eller give betjentene ekstraarbejde, så de var nødt til at forlade deres vagtkontor og for alt i verden skulle man ikke bruge kaldet for meget eller for sent for at komme på toilettet.

Der var markante forskelle på fængselsbetjentene og de ansatte på retspsykiatrisk afdeling, hvilket jeg skulle blive mindet om efter jeg blev overflyttet til Middelfart. Selvom personalet på retspsykiatrisk var rigtig mange på arbejde til meget få patienter, så turde de ikke gribe ind, når konflikter begyndte og derfor udviklede de sig altid. Personalet på retspsykiatrisk (fraset en enkel markant undtagelse) var kronisk skræmte og flygtede ved den mindste ballade og lod alle andre patienter i stikken. Fægselsbetjentene var helt anderledes mere kontante, hvilket var meget befriende, de fandt sig ikke i noget fra de indsatte og hvis der var nogen, der skabte sig, så tog de fat med det samme og den provokerende eller voldlige indsatte blev ført bort i et førergreb.

Jeg overværede et par af den slags magtanvendelser i Vestre, så hver gang var berettigede og i de tilfælde, så jeg aldrig stav eller peber blive anvendt (det gjorde det dog i mange andre tilfælde), det var fastholdelse af flere fængselsbetjente hver gang. De kunne altså finde ud af det, og det virkede, hvorimod man på retspsykiatrisk afdeling bare låste sig inde på kontoret og ventede på at politiet ankom fra Fredericia.

Af de faggrupper, jeg havde været tvunget til at omgåes i retsvæsenet, var fængselsbetjentene i Vestre Fængsel dem, jeg hadede mindst.

Praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær

Praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær var en af de primære bødler. Hun gav mig fejldiagnosen, fik min autorisation fjernet og gjort mig hjemløs. Hun var paranoid og troede jeg havde misbrugt hendes cprnummer og hacket det fælles medicinkort, hvilket selvfølgelig var en løgn. Så Camilla tvangslagde mig i sit raseri og ønske om hævn, hun brugte løgne i erklæringen som blev tilbagevist og hun vidste at hun ødelagde mit liv. Camilla har mere end nogen andre mit liv på samvittigheden, bortset fra at hun ikke har en.

"citydoctors.kbh@gmail.com

CPR."

Opkaldet

Kort efter klokken 10 om formiddagen, netop som jeg havde pakket teltet ned og stod og børstede tænder, før jeg cyklede afsted, ringede advokaten. Jeg havde løbende sendt mails og enkelte sms'er til hende vedrørende min situation, som var uudholdelig, og bedt hende om at gøre noget og om at hjælpe mig.

Hellere indsat end udsat

Advokaten fortalte, at politiet havde kontaktet hende og sagt, at jeg skulle anholdes, have taget fingeraftryk og fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling. Jeg svarede hende, at det passede mig fint, at jeg var ret ligeglad, fordi det jo var bedre at være spærret inde i Vestre Fængsel end at bo i et telt som hjemløs i to år.

Advokat omsonst

Advokaten holdt en lang pause, som om hun ventede, at jeg havde noget på hjerte, men da det ikke var tilfældet, fulgte hun op med en standardbemærkning om, at hun rådede mig til ikke at udtale mig, samt at det jo var op til dommeren, om en fængsling var berettiget. Der var ikke mere at tale om, så jeg sagde for en god ordens skyld, at jeg straks ville begive mig til Station Amager og melde mig selv, og så løb mobilen tør for batteri og slukkede.

Forberedelse

Jeg lagde det sammenfoldede telt, liggeunderlaget og soveposen i to sorte affaldssække og gemte dem væk i buskadset i tilfældet af, at jeg returnerede på et tidspunkt. Så cyklede jeg fra Kalvebod Fælled. Først ind til PureGym på Amagerbro, hvor jeg gik i bad, som jeg plejede, derefter hen til mit lagerskab på Prags Boulevard, hvor jeg pakkede tøj, bøger og andet, der ville være godt at have med i arresten. Jeg stillede cyklen et sted, jeg håbede den ikke blev stjålet og begav mig hen til Amager Centeret for at købe de sidste fornødenheder til opholdet, især badetøfler, da jeg af erfaring vidste, hvor uhumske badefaciliteterne var.

Verdens bedste sekretær

Før jeg tog metroen fra Amagerbro Station, ringede jeg til min praktiserende læge. Der var aftenkonsultation hver onsdag, og netop som klokken passerede 14.00 og der var åbent for henvendelser, ringede jeg til klinikken.

“Skal væk i lang tid”

Sekretæren tog telefonen. Jeg kendte hende efterhånden rigtig godt og jeg kunne virkelig godt lide hende og lægen, Peter, omend jeg ikke havde talt så meget med sidstnævnte. Da sekretæren præsenterede sig, lagde jeg ud med at oplyse mit navn, og inden hun nåede at få et ord indført, sagde jeg:

“Jeg ringer, fordi jeg skal være væk i lang tid og derfor har behov for ekstra recepter”, hvorefter jeg forklarede hende om baggrunden herfor. Hun lød oprigtigt chokeret, men så fik hun hurtigt samlet sig og vi talte kortvarigt om situationen. Sekretæren var ked af det på mine vegne, sagde hun trøstende, og opmuntrede mig med, at jeg nok snart ville blive løsladt igen, samt at jeg nu i det mindste ville komme indenfor i varmen vinteren over.

Jeg var noget følelsesmæssigt berørt og fortalte hende det, som det var, nemlig at jeg var utrolig taknemmelig for hendes og Peters hjælp og rummelighed og jeg forsikrede hende om, at havde det ikke været for hende og Peter, så ville jeg ikke have holdt ud så længe.

Selvhenvender

Jeg tog metroen til Nørreport Station og S-toget videre herfra til Albertslund Station, hvor jeg til fods fortsatte det forholdsvis korte stykke vej til det nye parkområde umiddelbart ved siden af politigården. Jeg satte mig på en bænk ved den lille sø. Jeg skiftede trøje og sorterede de sidste ejendele, så der var styr på alt. Tusmørket ved at falde på, men gadelygterne var endnu ikke tændt, himlen var lidt overskyet og det var tørt, koldt og gråt og de sidste blade fra træerne lå overalt på græsset i gullig brune nuancer.

Jeg burde måske bare gå ind på stationen med det samme og få det overstået, men omvendt var der ikke grund til at stresse og jeg havde ikke fået påbud om at kaste alt, jeg havde i hænderne og skynde mig ind for at blive sat i detentionen eller kørt direkte i Vestre fængsel, så jeg besluttede mig for at blive siddende på bænken, så længe, det var lyst nok til, at jeg kunne skrive. Pludselig tændte alle gadelygterne, det var blevet mørkt, så jeg rejste mig og gik op mod politigården.

Politiets venteværelse

Inde på politigården var der mørkt i venteværelset. Jeg gik de få skridt op ad trapperne og ringede på døren. Jeg trykkede på knappen til samtaleanlægget og en kvindestemme spurgte mig, hvad min henvendelse drejede sig om. Jeg sagde, at jeg kom for at blive anholdt. Jeg fik besked på at åbne døren og gå ind og trække et nummer.

Døren klikkede et par gange, før jeg kunne åbne den. Jeg gik ind i det mennesketomme venteværelse og trak nummer seks. Netop, som jeg skulle til at tage plads, åbnede døren til selve ekspeditionen. Klokken var 17.20.

Skrankebetjenten

Jeg gik hen til glasvæggen, som en yngre kvinde med lyst krøllet hår stod bag. Hun havde en noget bleg ansigtskulør, dog med så tilpas påfaldende højrøde kinder, at jeg bed mærke i det. Hun var klædt i civil og bag ruden kunne jeg se overkroppen og den helt lys blå sweater, hun var iført.

Hun spurgte igen til mit ærinde, og bad om at jeg viste ID. Jeg lagde mit sundhedskort ned i den skuffe, der var under glasset mellem hende og jeg, og hun trak skuffen ind til sig og tog mit sundhedskort op. Hun tastede derefter noget ind på computeren og spurgte, om jeg havde billedidentifikation.

Snitcher ikke

Jeg svarede benægtende, for jeg havde hverken pas eller kørekort. Hun sagde så, at hun ville stille mig nogle kontrolspørgsmål for at sikre sig, at jeg var den, jeg gav mig ud for. Først spurgte hun om mine forældres fornavne. Det ville jeg gerne oplyse. Så spurgte hun om mine søskendes navne. Jeg svarede, at jeg ikke ville inddrage mine søskende på nogen som helst måde, og sagde, at jeg nægtede at svare.

Hun spurgte herefter igen tre gange, og jeg svarede hver gang stille og roligt, at jeg nægtede at svare hende. Hun virkede irriteret og nærmest stormede væk fra sin skranke. Kort efter vendte hun tilbage og sagde, at jeg skulle vente på, at der kom en patrulje. Jeg tog derfor plads og ventede. Ikke længe efter dukkede to uniformerede betjente op, Mads og Færingen, og anholdt mig. Klokken var 17.20.

Ikke forvirre sygeplejersken

Sygeplejersken kom med medicinoversigten, og jeg kunne se, at præparater og doseringer var næsten korrekte. Det var fint nok og selvom det ikke helt passede, så nævnte jeg det ikke for hende, for at undgå at hun blev forvirret. Vestre var notorisk for ikke at have styr på den slags.

Introduktionssamtale med Hyggeonkel

Ikke længe efter kunne jeg høre nøglerne rasle uden foran min celle og en fængselsbetjent åbnede døren til cellen. Det var Hyggeonkel, der kom forbi for at holde en introduktionssamtale med mig. Det var noget, alle nyindsatte skulle igennem, hvor man blev sat ind i hverdagen i fængslet, med rutinerne i dagligdagen, pligter og rettigheder, og jeg fik udleveret et skema over dem, hvor jeg kunne se hvornår vi blev vækket, fik mad og kunne vaske tøj mv, samt fængslets husorden.

Hyggeonkel var super vendig og jeg fik udleveret et telefonkort på Kriminalforsorgens regning, idet alle nyindsatte kunne få enten cigaretter eller telekortet, indtil man fik optjent nogle penge til det meste essentielle, og da jeg ikke røg, valgte jeg telekortet.

Ingen kontakt til advokat

Jeg fortalte Hyggeonkel om episoden i går før gårdturen, hvor min mundtlige og skriftlige anmodning om at tale med min forsvarsadvokat, blev afvist af hans kollega Svenskeren, med en bemærkning om, at det ikke kunne lade sig gøre før dagen efter, hvor jeg skulle aflevere anmodningssedlen ved udlevering af frokosten.

Det kunne Hyggeonkel ikke forstå, sagde han og rynkede brynene, for det var altså ikke den måde, det foregik på, og desuden havde han selv været på arbejde i går. Jeg sagde, at det var en anden betjent end ham, én der var på min højde, senet og muskuløs, kortklippet, grænsende til skaldet og med en accent, der mindede mig om et eller andet nordisk sprog, måske svensk.

Jeg fortalte ham desuden, at det ikke var for at brokke mig eller bebrejde ham noget, men kun for at få afleveret anmodningssedlen vedrørende kontakt til min advokat. Han sagde, at jeg slet ikke skulle aflevere nogen anmodningsseddel, men bare skulle sige det til ham, at jeg ville tale med min advokat.

Jeg sagde, at det ville jeg faktisk gerne og han svarede, at han så snart han havde tid i dag, ville sende en mail til min advokat og bede hende om at ringe op til fængslet, så jeg kunne tale med hende.

Fejlmedicinering

Senere kom frokostvognen forbi min celle og det var Hyggeonkel og en yngre kvindelig kollega, Nipset, der gik rundt med den. Menuen bestod af frikadeller og det, der skulle forestille en slags kartoffelsalat med grønne ærter, jeg fyldte termokanden med varmt vand og tog et æble fra vognen. Jeg fik herefter udleveret medicinen af den kvindelige betjent Nipset. Den tablet, jeg fik udleveret, var hvid og rund uden delekærv.

Mens jeg lagde tabletten på tungen, undrede jeg mig over, at den havde en helt anderledes form og farve end jeg var vant til, så jeg spurgte Nipset: "Er medicinen til Kjeld Andersen?". Uden at sige noget, gik hun væk fra mit synsfelt foran døren til cellen, som jeg stod i, og forsvandt hen til et sted ude på gangen.

Hun kom hurtigt tilbage og udbrød "gud nej!", holdt medicinæsken frem mod mig og gjorde tegn, til at jeg skulle tage tabletten ud af munden og lægge den tilbage i æsken, hvilket jeg gjorde. Så forsvandt hun igen kortvarigt og returnerede med en anden pilleæske og udleverede den korrekt udseende tablet til mig. Jeg sagde, at det var lidt ærgerligt, at det ikke lykkedes mig at få den anden indsattes medicin, for måske var det en af de sjove præparater. Betjenten reagerede dog ikke på min dumme kommentar og lukkede tavst celledøren igen.

Slidt, ikke beskidt

Ikke længe efter bankede det på igen; det var Hyggeonkel og han stod med et rengøringssæt til mig, som jeg tidligere havde bedt om, men som jeg ikke troede kunne jeg kunne få udleveret før i morgen. Sættet bestod af en gulvspand, handsker, skuresvamp, moppe, kost og karklud.

Det var super fint gjort af ham og jeg gik straks i gang med at gøre cellen rent. Jeg fejede og moppede gulvet, tørrede de indre og ydre overflader af på skabene, hylderne og bordet, rengjorde håndvasken, spejlet og vinduerne og sluttede af med at skrubbe det meste af gulvet med svampen.

Til min store overraskelse var cellen meget ren i forvejen, det var faktisk kun panelerne der var rigtigt beskidte, og det, jeg havde fejltolket som skidt og møg, viste sig at være patina, eller rettere slid. Jeg var fortsat generet af kropslus, men ville først fortælle om det, når jeg formentlig snart skulle tale med lægen.

Skolegården fra helvede

Jeg var ikke på gårdtur den første dag i Vestre Fængsel, fordi jeg havde det fysisk mindre godt, formentlig som følge af det, jeg havde været igennem af kulde og udmattelse på Fælleden i tiden før indsættelsen. Det havde ellers været min klare intention at tage på gårdtur og gøre alle de andre ting, man burde gøre et fængsel fra første færd af, også selvom det ikke virkede som noget, der var særlig sjovt eller noget man havde lyst til det.

I dag var jeg dog frisk nok. Da betjenten åbnede døren til min celle klokken 15.30 og sagde "gårdtur?" i et spørgende tonefald, sad jeg allerede parat med sko på og var fuldt påklædt. Ned ad trappen, af med bæltet, et trin op på den lille trækass i kropsscanneren og videre ud i gården og ind i det forholdsvis lille, overdækkede trådnetsbur.

Gensynet

I forbindelse med visitationen før gårdturen, genkendte jeg en yngre betjent fra opholdet i 2018. Han stod ved metaldetektoren og lignede fuldstændig sig selv; lav af statur, almindelig af bygning, et drenget ansigt uden antydningen af skægvækst, mørkt, tilbagestrøget hår og den blå uniformsjakke, der var lynet helt op i halsen.

Dyr i bur

I buret var omkring 25 til 30 andre indsatte. Jeg begyndte at gå rundt i cirkler, svarende til burets indre omkreds, hvilket mange af de andre indsatte også gjorde enten enkeltvis eller i små grupper. De resterende havde taget plads på bænkene, der stod rundt omkring i buret eller stod i smågrupper og talte sammen.

Jeg sørgede for at holde lav profil og ikke nedstirre de andre, men samtidig alligevel være opmærksom på i forhold til hvem, jeg måske kunne henvende mig til og starte en samtale. Jeg så nogle yngre fyre træne TRX og lave forskellige øvelser på det ene af de to grønne træningsstativer, hvor de lavede dips og pull ups, og jeg henvendte mig til dem og spurgte, om de brugte begge træningsstativer og hvordan de uskrevne regler var, i forhold til brugen af faciliteterne og vi fik en kort sludder.

Træning i buret

De var venlige og fortalte, at jeg bare kunne bruge det stativ, de ikke selv havde gang i. Jeg gik nogle flere runder, mens jeg tog mod til mig og så lavede jeg 10 dips, mens jeg kiggede ned i jorden for ikke at være provokerende eller udfordrende. Så gik jeg et par runder til, lavede endnu 10 tips og dette gentog jeg endnu en gang.

Jeg vil gerne lave flere sæt med flere gentagelser, men det gjaldt virkelig om ikke at føre sig for meget frem, for mit formål med træningen var ikke at spille smart, men derimod at jeg udelukkende trænede, fordi jeg elskede det. Allerede efter første sæt dips kunne jeg mærke euforien strømme igennem mig og jeg vidste, at hvis jeg bare havde mulighed for at træne, så kunne jeg klare alt.

Jeg var ikke nervøs eller følte mig utryg før træningen, nærmere affektflad og indifferent, men efter træningen var jeg nærmest opstemt og afslappet på samme tid. Nu var det vigtigt at jeg socialiserede med nogen, for ellers ville opholdet blive endnu hårdere. Blandt de andre indsatte i buret, var der ingen, der var oplagte at henvende sig til og jeg røg ikke, hvilket ellers var en fremragende anledning til at lære nogen at kende.

Alene i buret

Jeg var ved at blive pinlig til mode, fordi jeg efter nogle flere runder stadig ikke havde indledt en længere samtale med nogen. Alene på en af bænkene sad en mand med en sort hættetrøje, hvor hætten var trukket godt ned over hovedet og kiggede ned i jorden. Jeg satte på modsatte side af bænken og tænkte som en gal på, hvad jeg skulle sige til ham for at indlede en samtale, men jeg kunne ikke finde på noget og manden lod ikke til at ville forstyrres, så jeg mistede interessen og rejste mig igen og begyndte at gå nogle flere runder.

I buret var omkring 25 til 30 andre indsatte. Jeg begyndte at gå rundt i cirkler, svarende til burets indre omkreds, hvilket mange af de andre indsatte også gjorde enten enkeltvis eller i små grupper. De resterende havde taget plads på bænkene, der stod rundt omkring i buret eller stod i smågrupper og talte sammen.

Jeg sørgede for at holde lav profil og ikke nedstirre de andre, men samtidig alligevel være opmærksom på i forhold til hvem, jeg måske kunne henvende mig til og starte en samtale. Jeg så nogle yngre fyre træne TRX og lave forskellige øvelser på det ene af de to grønne træningsstativer, hvor de lavede dips og pullups, og jeg henvendte mig til dem og spurgte, om de brugte begge træningsstativer og hvordan de uskrevne regler var, i forhold til brugen af faciliteterne og vi fik en kort sludder.

Nye venner?

Jeg gik forbi en anden bænk i buret, hvor der sad to mænd i mørket. Den ene sagde noget, hvoraf jeg kunne tyde ordene: "Ham i den grønne jakke". Jeg vendte mig om og hilste på de to. Herefter sad jeg og talte med de to resten af tiden, gårdturen varede. Jeg var utrolig lettet og følte både glæde og taknemmelighed strømme igennem mig. Nu gjaldt det om at fastholde og udbygge forholdet til de andre indsatte, samt træne mest muligt.

Advokaten lettet

Jeg fik ikke lov til at tale med min advokat i går, trods løfterne herom og fordi det var lørdag i dag, kunne jeg være sikker på, at det ikke kom til at ske før tidligst mandag. Min advokat havde fortalt mig i telefonen, da jeg var i detentionen hos Vestegnens Politi, at hun var lettet over, at jeg var blevet fængslet, og hun spurgte mig, om det ikke var det bedste for mig og om jeg var sikker på, at jeg ikke bare skulle acceptere det.

Nej, havde jeg svaret hende, det bedste for mig var, at jeg var ude i friheden og at man påbegyndte processen om generhvervelse af min lægeautorisation.

Weekend i Vestre

I Vestre blev man først vækket klokken 9.00 og morgenmadsvognen kom kl. 9.30. I dag var det den lille og lidt budtede kvindelige, midaldrende betjent med det lyse pagehår. Hun havde et stenansigt med et vredladent og fjendtligt udtryk i ansigtet og hun gengældte ikke mit imødekommende smil.

Hyggeonkel og Pitbull

Hun svarede mig kort og brysk, og det var klart, at der ikke var nogen god emotionel kontakt mellem os. Da hun havde lukket og låst celledøren, kunne jeg høre hende skælde ud på en anden indsat på ude på gangen, hvor det primært var hendes stemme, der var hørlig. Hun virkede umiddelbart som et menneske, man ikke kunne nå som indsat, forrådet, udbrændt, PTSD-ramt og en af de vagter, der mentalt for længst havde tjekket ud og som burde finde et andet job.

Hun stod i skarp kontrast til vagten fra i går, som havde holdt introduktionssamtalen med og som med en smil på læben havde påstået, at han havde kokkereret hele dagen, for at vi indsatte kunne få chilli con carne til aftensmad og som uopfordret havde givet mig hele to ekstra portioner mad.

Ham havde jeg særdeles god emotionel kontakt med, og jeg døbte ham “Hyggeonkel” og den bryske vagt skulle fremover gå under navnet “Pitbull”.

Underholdning i cellen

Der var TV i cellen og med så mange kanaler med film, natur og dokumentarprogrammer, så underholdningen var sikret. Jeg havde TV2 News kørende i baggrunden, hvis der ikke var noget specifikt, jeg så, og det var ikke tilfældet, så jeg fulgte med i Danmarks Demokraternes første landsmøde.

Savn

Jeg savnede Kofoed Skole, selve stedet, samt eleverne og lærerne i produktionsværkstedet og medieværkstedet. Samtidig var jeg bekymret for min cykel, som jeg havde været nødsaget til at stille op ad muren til en bygning, som lå tæt på Kvarterhuset Bibliotek på Amagerbro, før jeg meldte mig selv.

Mit sammenpakkede telt, soveposen, liggeunderlaget, kuftmadrassen, som lå i Fasanskoven var jeg ærgerlig over med stor sikkerhed at miste, men ikke så ærgerligt som at miste min cykel, og især mit skimmelsvamp-angrebne og defekte telt ville jeg ikke begræde tabet af. Jeg havde dog netop investeret i en ny sovepose, og den ville jeg gerne have beholdt.

Celletræning

Jeg trænede mavebøjninger for de lige og de skrå mavemuskler, samt lændeøvelser hen over stolen i cellen og sluttede af med squats. Jeg huskede tydeligt hvor svag jeg var i underkroppen og benene, da jeg var i Vestre i over to måneder i 2018 og ikke trænede, og det måtte jeg sørge for at forebygge denne gang.

Use it or lose it

Man skulle for alt i verden undgå at se tiden an og falde tilbage i magelighed og inaktivitet, når man var indespærret. Man skulle komme i gang med det samme med at træne dagligt og socialisere mest muligt, både på gårdtur og ved fællesskab, for ellers risikerede man at synke ned på bunden og aldrig komme op igen.

Ingen advokat i dag

Jeg hostede stadig og det var blevet værre. Pitbull serverede frokost. Jeg havde udfyldt tre anmodningssedler, en til bibliotekaren, en til præsten og en til lægen, men Pitbull sagde brysk, at jeg ikke kunne aflevere dem i dag, men skulle vente til at frokostvognen kom forbi i morgen og aflevere dem dér.

Pitbull gav mig fire stykker rugbrød, men så sparsomt med pålæg, at det ikke dækkede brødet. Jeg var fræk og snuppede fire tebreve fra vognen og fyldte termokanden op med varmt vand. Pitbull havde glemt min medicin, døren til cellen blev lukket og låst, og kort efter blev den åbnet igen og jeg fik medicinen.

Den grå mand

Pitbull var et menneske, man ikke skulle joke med, man skulle ikke spille smart, og man skulle heller ikke give hende indtryk af, at man ikke led, for ellers skulle hun nok sørge for det. Man skulle være underdanig, sølle og usynlig.

Restriktioner

I morges, da jeg var i bad, bankede Pitbull hårdt på døren og spurgte, om jeg snart var færdig. Der var kun gået få minutter, men jeg slukkede bruseren og skyndte at tørre mig og klæde mig på. Man måtte ikke have hårvoks, shampoo, deodorant, trimmer eller bodylotion med ind i Vestre, alt skulle enten købes eller for få ting vedkommende udleveres af vagterne.

Jeg havde taget førnævnte med, men måtte intet få udleveret og jeg havde endnu ikke penge på fængselskontoen. Jeg havde også taget tre bøger med, men selvfølgelig måtte jeg heller ikke have dem, og jeg savnede desperat noget at læse i. Der var naturligvis masser af film, men det var tomme kalorier, og jeg så Charlies Angels uden den store entusiasme.

Ulidelig uvished

Jeg håbede, at gårdturen i dag ville forløbe lige så godt, som i går, samt at jeg fik trænet pull ups i buret.Jeg blundede en smule og lavede squats efterfølgende. Det var selvfølgelig et mareridt at være varetægtsfængslet, når jeg ikke engang kunne få adgang til bøger, fortsat intet vidste om min fremtid, intet havde at glæde mig til, når jeg ingen havde at ringe til eller få besøg af.

Hævn

Jeg havde intet incitament til at undlade at begå selvmord og jeg fortrød intet, jeg havde gjort. Alt, der var sket, skyldtes Vestegnens Politi, Styrelsen for Patientsikkerhed, samt forskellige andre myndigheder, og nogen skulle stå til ansvar for det en dag.

Hoste

Min hoste var tiltaget og nu forværret med klar opspyt. Jeg var også rastløs og gik frem og tilbage i cellen, indtil jeg gik over til at lave lunges fra den ene ende til den anden, hvilket svarede til tre lunges hver. Jeg opgav at tælle hvor mange gentagelser, det var blevet til og jeg blev ved til det brændte i lårmusklerne.

Træning

Efter en kort pause, begyndte jeg at hoppe på stedet, som om jeg sjippede, og jeg fortsatte indtil mine lægmuskler begyndte at brænde, holdt en pause og gentog øvelsen.

Hvorfor fængselsbetjent?

Jeg fattede ikke, at nogen gad at være fængselsbetjent, for det lod ikke til, at deres arbejde bestod i andet end at låse døre op og i, at visitere ansatte, komme med mad og den slags.

Men hvis man elskede at være perfid overfor mennesker, var jobbet imidlertid perfekt, fordi vi indsatte var helt og aldeles i vagternes vold og uanset hvor meget vagterne end tog fejl eller lavede fejl, hvilket ikke var sjældent, så fik det indsatte aldrig ret og vagterne bøjede sig aldrig eller indrømmede noget som helst, de havde gjort forkert.

Udover dette lod deres arbejde til at være så dødkedeligt og rutinepræget, at det nærmere var slavearbejde, meningsløst, uden noget perspektiv og hvor alle hadede én, på nær ens kolleger i bedste fald, og den eneste afveksling var, når de indsatte gik amok eller begik selvmord.

Fængselsbetjentenes vilkår

Jeg havde talt lidt med Hyggeonkel i går om de aktuelle arbejdsvilkår for dem, qua det, jeg havde hørt og læst om overbelægning i fængslerne, det lave og faldende antal fængselsbetjente, de utilstrækkelige vilkår i Vestre Fængsel, hvor det var umuligt at ringe udefra til indsatte, fængselsbetjente, der fik PTSD og meget andet. Hyggeonkel svarede, at de havde det godt, og at det var værre for os indsatte.

Værkstedshumor

Da jeg blev indsat den 8 november og skulle visiteres, bad de to fængselsbetjente mig om at afklæde mig helt. Jeg var så hurtig, at den ene af dem bemærkede det anerkendende. Jeg svarede, at jeg jo havde set dokumentarserien "Huset" og hvor det fremgik, hvor presset personalet faktisk var og at jeg derfor gerne ville være til mindst muligt besvær.

De to fængselsbetjente kiggede på hinanden og grinede. De var flinke nok. Jeg var effektiv og de satte pris på en arrestant, der var effektiv. Ikke så meget pis.

På gårdtur

Ved indgangen til gårdtursburet sagde en indsat noget til Pitbull, som vredt råbte "Hvad sagde du?!", hvilket den indsatte ignorerede og fortsatte ind i buret. Den Unge Fyr på bænken var institutionsbarn, fortalte han mig, og Den Erfarne, som var lidt yngre end jeg, havde været i Vestre Fængsel første gang som 15-årig og efterfølgende havde han været en tilbagevendende gæst, og Den Yngre Kvinde havde været på M21 på Sankt Hans Hospital med en behandlingsdom.

Tvungen selvmord

Om aftenen startede cellesnakken mellem de enkelte celler, mellem etagerne og fløjene. Om natten var det allerværst; alene i mørket i cellen dukkede tankerne op om al den tortur og umenneskelig behandling, jeg var blevet udsat for af Københavns Vestegns Politi, psykiatrien og retpsykiatrien, om alle afsavn, om lidelserne, sulten, ensomheden, og den over 9 år lange og nådesløse kamp for at overleve og for at genere min autorisation som læge.

Når jeg vågnede af et mareridt, begyndte flashbacks at dukke frem om overgrebene og de satte ind med uformindsket styrke, efterhånden som jeg vågnede igen og igen, og den mest forfærdelige desperation ramte mig, når jeg tænkte over, at jeg var gået glip af de knap 10 bedste år af mit liv og at min fremtid var udsigtsløs, uden autorisationen og lægearbejdet og uden kæreste, barn, min egen familie og uden venner.

Det sidste var det mest forfærdelige og gav mig en uimodståelig lyst til at begå selvmord. Jeg havde lidt i så mange år, at jeg ikke kunne huske hvordan det var at være lykkelig eller bare tilfreds med tilværelsen, jeg havde mistet alt, ingen gode minder at varme mig på og intet at se frem til. Det var at tvinge mig til selvmord, det var når den danske stat og det danske samfund tvang en borger til at slutte livet for egen hånd.

Søndagsrutinen

Jeg vågnede sidste gang klokken 8.45 og blev vækket igen klokken 9.00, som var det tidspunktet vi blev vækket på i weekenden. Det var Nipset og John Wicks Mekaniker, som var på arbejde i dag. De var stille og rolige og egentlig meget venlige.

Fordi det var søndag i dag, var der sørme pulverkaffe, i form i de klassiske små aflange portionaspakker.

Da Nipset så min begejstringen over kaffen, gav hun mig to ekstra breve pulverkaffe. Også qua det var søndag, var der krydderboller til morgemaden, de billigste fra Aldi, som jeg fik en enkelt af, samt cornflakes og havregryn.

Det var for lidt til at blive mæt af, men jeg brokkede mig ikke, da jeg jo havde fået ekstra kaffe. Efter morgenmaden, i forbindelse med jeg skulle i bad, spurgte jeg John Wicks Mekaniker, om de havde en bibel eller bare hvad som helst, jeg kunne læse i, liggende på afdelingen.

Biblen

Det havde de desværre ikke, sagde Mekanikeren. Årsagen var, at en udlånt bibel erfaringsmæssigt ikke ville blive behandlet godt. Jeg jokede med, at det jo snart ville være ulovligt at skænde hellige skifter, men sagde, at jeg godt forstod rationalet.

En fin gestus

Efter badet da Mekanikeren lukkede mig ud, sagde han at han alligevel havde undersøgt, om de skulle have en bibel liggende, n at de faktisk havde en bibel, men at den var på et sprog han ikke selv forstod.

Jeg takkede ham for hans gestus og han låste mig ind på cellen igen. Her trænede jeg mave, lænd og lavede armbøjninger. Jeg var vant til at gå ret langt hver dag, så jeg var meget rastløs og gik frem og tilbage i cellen, mens TV2 News kørte i baggrunden. Hosten var blevet værre. Jeg glædede mig til gårdturen.

Nåde gå for ret

Frokostvognen ankom og den stod på smørrebrød. "Lidt af hvert?", spurgte Nipset. Jeg svarede bekræftende og spurgte, om jeg måtte bede et ekstra stykke rugbrød. Hun vidste mig pakken og sagde, at hun ikke var sikker på at det var nok til alle. Jeg undskyldte og sagde, at det selvfølgelig ikke gjorde noget. Nipset gav mig dog brødet og sagde, at det nok gik alligevel.

Anmodningssedler

Jeg fik afleveret mine fire anmodningssedler, men den til advokaten ville de ikke modtage, fordi jeg bare skulle sige det, når morgenmads vognen kom forbi i morgen og så ville fængselsbetjentene skrive mig op en liste.

Hold dig

Herefter stod den på flere mavebøjninger, squats og lunges. Jeg ringede herefter på klokken, fordi jeg skulle på toilettet, men der gik omkring 40 minutter før vagten kom.

Frygten for selvmordstankerne

Jeg frygtede for i aften og nat, hvor tankerne ville dukke op på ny, de uudholdelige selvmordstanker, og jeg måtte sørge for at undlade at drikke te og kaffe efter aftensmaden og samtidig gøre rent i cellen, altså udføres lavintensivt fysisk arbejde, for at udmatte krop og sind, så jeg forhåbentligt kunne falde hurtigt i søvn og ikke vågne flere gange om natten.

Gårdtur

Så blev det endelig tid til gårdtur. Da jeg kom ned i buret, startede jeg med at gå en runde, lave 10 dips, gå endnu en runde efterfulgt af 10 dips og det gjorde jeg fire gange i alt.

Herefter satte jeg mig på bænken og talte med de sædvanlige. Min cellenabo stødte til, han anbefalede mig at se 'Oxen' på TV2, og så talte vi om andre interessante serier i fjernsynet. Vi talte om løst og fast, blandt andet om hvor i verden han stammede fra, hvilket var Tyrkiet.

Tyrkiet

Nu havde jeg at forskellige årsager et positivt syn på netop dette land, specifikt et sted, der med Ismet, og det kendte Naboen selvfølgelig godt, og fortalte, at det var et deligt sted med mange turister, som lå tæt på Istanbul.

Han fortalte, at en ganske særlig fordel ved Tyrkiet var, at landet ikke havde en udleveringsaftale med Danmark, samt at Erdogan ikke gav et fuck for det danske politi eller Danmark i det hele taget. Der var sød musik i mine ører, ikke fordi jeg brød mig om Erdogan, men fordi jeg heller ikke gav et fuck for dansk politi, og jeg sad og drømte om at forsvinde til Tyrkiet en dag.

Samtaleemner i buret

De andre, der sad ved bænken, talte mest om stoffer, hvilket var et emne jeg ikke kunne bidrage til samtalen med, så jeg sad mest og lyttede til de andres beretninger eller stillede opklarende spørgsmål.

Der blev ivrigt debatteret om alle aspekter af rusmidler af alt fra Sanax til rygekokain, LSD, ketamin, amfetamin, samt en blanding af flere af disse.

En af de to unge fyre, der var nogle af de eneste, der trænede hver dag i buret med TRX og egen kropsvægt, udover mig, kom hen til bænken og han og jeg talte sammen om træning. Han havde trænet Muay Thai i en berømt klub på Vestegnen på et højt niveau og også deltaget i mange kampe.

Udover at gå rundt i cirkler inde i buret og snakke, var det, de indsatte brugte mest tid på, at ryge cigaretter, for de havde kun den ene time til forehavendet (hvorfor mange røg i cellen), jeg blev fysisk dårlig af at blive udsat for den passive rygning fra de andre på bænken, og da jeg efter endt gårdtur returnerede til cellen, stank alt mit tøj af røg.

Blackout

Så snart celledøren blev lukket og jeg forsøgte at tænde lyset i cellen, forblev den bælgmørk, fordi strømmen tilsyneladende var gået. Jeg trykkede på kaldet, men intet skete før aftensmadsvognen kom kl. 18. Det viste sig, at vagten havde afbrudt strømmen til min celle, fordi jeg ikke havde slukket lyset, før jeg gik på gårdtur. Det var vist konsekvenspædagogik, og strømmen blev genetableret.

Skabsarbejde

Jeg fortsatte arbejdet med at vaske skabslågerne rene igen i dag. Jeg var fortsat forkølet, med høj feber og udtalt svedtendens, blev hurtigere forpustet end normalt, ja, faktisk bare af at gå i et normalt tempo.

Overdrevet forkølet

Jeg hostede og havde purulent opspyt, mine øjne sved, halsen var øm og det gjorde ondt, når jeg sank. Arbejdet med skabslågerne var anderledes, langvarigt og uvant hårdt, men det var ikke normalt, at jeg blev så udmattet og at det var tæt på at være uoverkommeligt, i en grad, at jeg var tvunget til at holde pause af ren og skær udmattelse.

Psykiater-heksen

Jeg talte med psykiateren i dag. Den gamle indtørrede kvinde kom pludseligt, mens jeg stod og arbejdede med skabslågerne. Det var ikke mit ønske, og selvom jeg var super dårlig, var jeg nødt til at sidde og forklare hende hele sagen og alt, der var sket igennem de sidste ca 10 år. Det var følelsesmæssigt meget belastende, og jeg var stadig hæs, havde feber, hostede, og mine øjne gjorde ondt og løb i vand. Jeg italesatte alt dette over for hende og undskyldte min tilstand, men hun var ligeglad og jeg havde intet valg end at fortsætte samtalen.

Teflon-psykiateren

Psykiateren var ikke uvenlig, hun var bare uempatisk, ufølsom og konsekvent mistroisk over for alt, jeg fortalte hende. Jeg var dødssyg, og det var enormt udmattende og ubehageligt, og jeg orkede ikke at blive mistænkeliggjort af den vindtørre psykopat af en kvaksalver. Jeg havde dokumenteret alle mine påstande, hun kunne jo bare finde og læse det på nettet, og så ville jeg slippe for at blive udsat for hendes psykiske vold.

Gårdtur

På gåturen umiddelbart efter samtalen med heksen, brugte jeg frustrationerne over samtalen med hende til at lave dips og bruge TRX for første gang, idet jeg brugte systemet til at træne triceps og det gik heldigvis fremragende.

Oppe i cellen igen, stod den på armbøjninger. Jeg havde 100 kroner på min fængselskonto, fordi jeg tilfældigvis havde det beløb i kontanter, da jeg blev anholdt. Jeg havde nogle penge på min bankkonto, men dem kunne jeg ikke få adgang til.

Nye pengeregler

Jeg vidste nemlig ikke, at det ikke længere var muligt at overføre penge fra sin egen bankkonto til fængslets konto, det var nyt i forhold til i 2018. Jeg havde dog bestilt købmandsvarer og jeg modtog dem i dag; det drejede sig om nogle billige romkugler til 16 kroner pakken, som jeg kunne huske fra 2018, samt en deodorant og tandtråd. Det blev 85 kroner i alt og på næste købmandsseddel bestilte jeg en blyantspidser til 14 kroner og så var kassen tom.

Lusebehandling

Den gode tættekam og den balsam, jeg havde fået af sygeplejersken forleden, anvendte jeg på hele kroppen flere gange dagligt og det hjalp enormt godt. Og jeg havde desuden masser af tid til at kæmme.

Advokatsamtale

Jeg talte i telefon med min advokat i cirka 12 minutter om aftenen, fordi hun havde ringet til fængslet. Vi aftalte ikke at anke varetægtsfængslingen, da det ville være åbenlyst omsonst. Dommerne i byretten i Glostrup var notorisk korrupte og gjorde stort set altid, som politiet og anklagemyndigheden dikterede.

Uventet solidaritet

Jeg var på det seneste blevet mødt af en omsorg, generøsitet og venlighed af de andre indsatte, som jeg følte var ufortjent og som var så overvældende, at jeg havde svært ved at rumme det. For jeg var jo ingenting, havde ingen magtfulde venner eller masser af penge.

Ekstra forplejning

Jeg fik til aftensmad en dobbeltportion pulled pork med sesamboller, coleslaw og ovnstegte kartofler. Det var enormt venligt af vagterne at tilgodese mig med ekstra mad, og sulten som jeg var, føltes det nærmest, som havde jeg vundet i lotto.

Jeg blev faktisk behandlet ret godt, især af gangmændene, det var utroligt heldigt, at jeg havde lært dem at kende, og jeg ville ønske, at jeg en dag kunne gengælde deres hjælpsomhed og generøsitet.

Snitches get stitches

Fordi den vigtigste regel blandt indsatte var, at holde tæt om alt, man erfarede om hinanden, kunne jeg desværre ikke skrive om gangmændene og hædre dem, som de fortjente. Men at de havde behandlet mig så godt, forpligtede. Jeg skulle vise dem, at de ikke havde spildt deres tid på den forkerte, og at jeg var værdig til den imødekommenhed, de havde udvist. For mennesker, der ikke havde prøvet at være indespærret i 23 timer i døgnet og udsat for alskens psykiske traumer af politiet og retsstaten, virkede det måske som om jeg overdrev betydningen af den venlighed både fængselsbetjentene og de indsatte havde mødt mig med, men til det var der kun at sige, at det ikke var tilfældet.

Skabsarbejdet

Jeg vaskede skabslåger igen i dag, men jeg havde irriterende nok lagt for mange kræfter i opgaven og været for effektiv. Det lød ikke som en dårlig ting, men det var det i høj grad, for når opgaven var løst, var det tilbage i cellen i 23 timer i døgnet igen. En af gangmændene fortalte mig i dag, at der på den anden etage havde været to mand om opgaven, som det havde taget dem halvanden uge at fuldføre. Jeg havde brugt fire dage og kunne have været færdig med det hele i dag. Uanset hvad, havde det været skønt at være ude på gangen og udfolde mig fysisk, omend jeg alligevel satte hastigheden ned, så jeg kunne trække den en dag ekstra, hvor jeg var ude af cellen.

Anmodning om undervisning

Jeg udfyldte en anmodningsseddel om at

Jeg blev vækket af lyden af raslende nøgler, og døre, der blev åbnet, en vagt, der sagde godmorgen, døre, der blev lukket igen og ikke længe efter var det blevet min tur til at blive vækket. Jeg havde hverken sovet længe eller godt, men med det lunkne vand i termokanden fra i går aftes og kaffen, jeg havde fået af A, hjalp det noget.

Hundesyg

Jeg var stadigvæk syg af luftvejsinfektionen, som ganske vist var toppet, men som stadig rasede i kroppen med abnorm udmattelse og hoste, opspyt af sejt sekret, samt alment ubehag til følge. Min største bekymring var, om jeg havde smittet gangmændene. Det ville have været det mest utaknemmelige at gøre, efter alt de havde gjort for mig og efter den enorme villighed og imødekommenhed, de havde udvist.

Fake It

Reelt set var der ikke meget arbejde tilbage, fordi jeg havde lagt så hårdt ud, dum og ivrig som jeg var, så jeg måtte rende rundt, for at give vagterne indtryk af, at jeg lavede noget således, at jeg havde en undskyldning for at have celledøren åben, med den frihed, det afstedkom.

Overdådigt behandlet

Jeg var dog på nuværende tidspunkt så udkørt, udmattet, overbebyrdet og syg, at jeg helst bare ville tage en lur. Jeg blev behandlet så overdådigt af gangmændene, at jeg næsten blev bekymret for, at de havde bagtanker med det. Jeg havde fået kaffe, the, sukker, frugt og mad, således at jeg ikke skulle frygte at sulte på noget tidspunkt.

Sulttraume

Fordi jeg havde sultet periodevis gang på gang gennem årene, og et par gange ret alvorligt endda, sidst for ikke mere end et par måneder siden og fordi jeg var blevet så traumatiseret af det, var det et mindre mirakel, at jeg nu takket være dem blev skånet for det.

Generøsitet

Gangmændene var mere erfarne og veletablerede end jeg, og de vidste, at jeg ingen penge eller pårørende havde, at jeg levede på vagternes nåde og velvilje, og måske huskede de, hvordan de selv havde haft det de første gange de var i fængsel, alene og fortabte?

For godt til at være sandt

Eller også havde de bare en god indlevelsesevne og et oprigtigt ønske om at gøre noget godt for et medmenneske, der havde stort behov for deres hjælp? Uanset deres bevæggrunde, for at give mig uvurderlig støtte, så talte deres handlinger deres helt eget sprog, og de vidste som sagt, at jeg ingen magt, penge, andre værdier, venner, eller netværk havde, at jeg var hjemløs, ruineret og dybt forgældet, samt at jeg ingen udsigt til en fremtid havde.

Kudos til gangmændene

Hvis man havde bagtanker eller ond hensigt for at hjælpe mig, så spildte man tiden, for man kunne ikke vride så meget som en krone ud af mig. Dem, der imidlertid havde slette hensigter, ville straks erfare dette, og ikke spilde tid med at udnytte mig. Jeg vidste derfor at gangmændene hjalp mig af et godt hjerte, at de var gode mennesker.

Lige så arrogante, perfide, ubehagelige og primitive politiet havde været overfor mig, lige så meget havde gangmændene været, bare med modsat fortegn. Jeg havde ikke gårdtur med gangmændene, vidste intet om dem, deres baggrund, historik, og sager, om de havde gjort det, de var sigtede for eller ej, og det spillede ikke den mindste rolle for mig.

Politi vs. Indsatte

Jeg vidste til gengæld ret præcist, hvad Vestegnens Politi havde udsat mig for af grov chikane, justitsfejl og justitsmord, samt at navngivne betjente ansat hos Vestegnens Politi systematisk havde brudt loven i forbindelse med hetzen mod mig,

Etaten vs. ut.

Ergo var det de pågældende betjente, der reelt var kriminelle, mens jeg i indfølelig desperation, presset til det af omstændighederne igennem flere år pga. myndighedsfejl, havde brugt ord, som var ulovlige. Ja, betjentene havde med fuldt overlæg, uden skyggen af begrundelse eller berettigelse i ro og mag og fordi de vidste de vil slippe afsted med det, overtrådt dansk lov. De var verdens største hyklere og langt mere kriminelle end jeg.

Naiv tillid til politiet

At den danske befolkning havde så stor tillid til politi, skyldtes uvidenhed og og naivitet, samt at dansk politi var så eminente til at dække over hinanden.

Resocialisering

En fængselslærer kom forbi i dag og spurgte, om jeg var interesseret i at deltage i et AMU-kursus med start den 27. november, hvor der stadig var ledige pladser. På kurset kunne jeg lære at lave baristakaffe med de klassiske mønstre i, samt bage småkager, der fulgte med kaffen. Med kurset ville jeg nemlig stå bedre, når jeg blev løsladt igen, mente læren.

Jeg takkede ja, og lod som om, jeg faktisk troede på hvad hun sagde, for at give et positivt indtryk, så hun måske huskede mig, hvis der måske skulle være pladser på mere relevante AMU-hold senere hen.

Jeg sov længe til morgen og vågnede nogle minutter før vagterne gik morgenrunden og vækkede de indsatte til morgenmaden. Nogle minutter efter vækningen, spurgte John Wicks Mekaniker mig, om jeg var færdig med at vaske skabslågerne og jeg svarede bekræftende og jokede med, at det først var i fængslet, at jeg fik mulighed for at få noget, der mindede om fast arbejde.

Intet varer for evigt

Intet godt varede for evigt, og nu hvor opgaven var fuldført, blev celledøren låst og jeg skulle igen opholde mig på min celle 23 timer i døgnet. Lige i dag var det dog udmærket, for det havde været hårdt, men godt at vaske skabslågerne, der var møgbeskidte af støv, skidt og snavs.

Skabslågerne

Der var vel omkring 32 nicher på gangen, som gik fra gulv til loft og hver niche var dækket af i alt tre høje skabslåger, og selv om der var enkelte afvigelser i højden, var de fleste skabslåger ca. 1 meter høje og omkring 30 cm brede. Skabslågerne dækkede over en skakt med en dybde og bredde på ca 30 cm og som gik vertikalt mellem etagerne.

En gangmand fortalte mig senere, at disse skakter blev brugt til at smugle beskeder og stoffer mv. mellem etagerne. Alle lågerne var taget ned, som det første før afvaskningen, og straks var der nogle, der begyndte at råbe til hinanden mellem etagerne, hvilket vagterne dog hurtigt fik stoppet. Der var i forvejen åbent mellem alle etager, så det var nok mere princippet, det gjaldt om for vagterne.

Omvendt var der en meget hypotetisk risiko ved skakten, nemlig at man i teorien kunne kaste genstande ned til de underliggende etager, men det krævede at man befandt sig uden opsyn på gangen, hvilket aldrig forekom alligevel, med mindre man var hurtig. Man kunne måske gemme noget i skakten på ens egen etage til eget eller andres senere brug, men det krævede igen, at man skulle være uden opsyn.

Clementiner på radiatoren

Der var clementiner på morgenmadsvognen, jeg snuppede én og den karakteristiske duft af jul bredte sig i cellen. Jeg lagde skrælderne på radiatoren, som en af gangmændene forleden havde fortalt mig, man kunne, for så duftede det ekstra længe.

Det var et smukt og koldt, tørt og solrigt efterårsvejr i dag og eftermiddagssolen stod direkte ind i cellen og badede den i en orange varm farve og blindede vagten, så han måtte holde sig for øjnene, da han åbnede celledøren.

Træning

Jeg trænede mave efter morgenmaden, og før gårdturen lavede jeg rygøvelser. På gårdturen lagde jeg ud med pullups samt andre rygøvelser med kropsvægt, foruden bicepsøvelser med TRX og i går lavede jeg dips og brugte TRX til tricepsøvelser.

Bøddel i buret

Jeg vågnede i nat og lå og rumminerede i nogle timer med påtrængende selvmordstanker over mine udsigtsløse fremtidsudsigter. Det eneste, der gav mig ro i krop og sind, var at ligge og tænke på, hvad jeg ville gøre hvis en af mine bødler ved et utroligt tilfælde kom på gårdtur sammen med mig. Det var rart at tænke på det scenarie. Jeg havde fået det tiltagende psykisk dårligere efter arbejdet med skabslågerne var færdigt og jeg rådnede op i cellen i 23 timer i døgnet. Det var tortur og jeg havde intet at komme ud til.

I retten

Til min store overraskelse blev jeg hentet af en vagt til formiddag, mens jeg var midt i rengøringen [resten følger].

PET-agent rygtet

Hun sagde vredt, “det er på grund af den der PET-agent, kræver det at du skal have en stor tatovering i panden, før de tror at du ikke arbejder undercover?”. [resten følger].

'Du er politiagent'

Og hvorfor skulle PET dog bruge en læge, som politiagent. Sådan nogle mongoler [resten følger].

Efter truslerne

Der skete intet på gåturen, og jeg hørte hverken tilråb mod mig fra afdelingerne eller nogen, der kiggede skævt til mig. Oppe på afdelingen igen sagde vagten, at det der var gået meget godt. Jeg sagde bare ja. Men jeg vidste udmærket at faren langt fra var overstået, at jeg ikke kunne vide mig sikker på de andre afdelinger, samt at jeg altid måtte være ekstra opmærksom på omgivelserne. Det var enormt psykisk belastende oven i alt det andet, og det var grotesk og uretfærdigt, fordi jeg intet som helst galt havde gjort. Men jeg skulle nok huske den beskidte rotte, der havde truet mig, og jeg håbede at jeg en dag fik hævn over svinet. Selve den pågældende sjakal var en lille, spinkel, hærget og usikker nar, han var intet i sig selv, men da jeg ikke anede hvem gruppen, der havde fået ham til at true mig, kunne jeg ikke rigtigt bare give ham nogle på munden. Og det var det værste. Ikke ham skravlet, han havde næppe trænet noget som helst og han manglede et par tænder i sin mund.

Hævn

Jeg var blevet behandlet så umenneskeligt i rigtigt mange år, at jeg nu kun ønskede at få hævn. Jeg havde aldrig været typen, der godt kunne lide at skade mine medmennesker, at gøre andre mennesker ondt, men nu var jeg ved at ændre opfattelse. Nu måtte det snart være min tur til at være ond, til at agere bøddel og skade andre for at give tilbage. Jeg måtte forsøge at slippe af med min samvittighed og skyldfølelse. Jeg skulle i stedet lære at glæde mig over andres lidelser. Jeg var faldet i søvn, da der lød et hult drøn fra gården. Kort tid efter buldrede og bragede det dernede fra, da den store batteri med fyrværkeri antændte og væggene i min celle blev oplyst i alle regnbuens farver ledsaget af høje brag.

På væggen i cellen havde nogen skrevet:

Jeg har levet og elsket

og jeg kan se

begge sider af det meste

og stadig grine og le

Jeg kunne også se begge sider af det meste, men derudover kunne jeg ikke relatere til digtet.

På AMU-kursus

På baristakursus fra klokken 8.00 i morges. Jeg var som sædvanlig iført T-shirt, men det kom jeg hurtigt til at fortryde, da undervisningslokalet, der lå i en rød træbarak bag gårdtursburet ikke var varmet op og radiatorerne ikke virkede.

Aften i cellen

Det begyndte at brage fra gården, det var fyrværkeri. Det var mørkt, jeg havde ikke gardiner for vinduet på cellen og da jeg rejste mig fra sengen og kiggede ud, kunne jeg se hele sydfløjen lyste op i mørket i de smukkeste farver og jeg åbnet vinduet, så jeg kunne nyde de hule drøn bedre. Det var et herligt syn og jeg kunne ikke lade være med at smile stort.

Læg dig ned!

Det var et befriende skue, en manifestation af frihed og glæde og en påmindelse om, at de ikke kunne isolere os helt fra omverden bag tremmerne og de kolde og slidte mure i det gamle og uhyggeligt udseende fængsel. Indsatte på etagerne piftede og hujede ud af vinduerne. Pludselig kunne jeg høre hende aggressiv stemme råbe “læg dig ned!, læg dig ned!”. Det lød som om stemmen kom et sted længere væk, og samtidig hørte jeg en anden stemme fra en af cellerne råbe “små ludere!”.

Til baristakurset talte vi om det hændte og det var tilsyneladende politiet, der havde råbt til dem, der havde affyret fyrværkeriet, at vedkommende skulle lægge sig ned, måske var det en hundepatrulje, og ham der havde råbt luder var selvfølgelig en indsat. Kurset varede fra klokken 8.00 til frokost, hvor vi blev ført tilbage til cellerne, og igen fra efter frokost til kort før gårdturen kl. 15.30.

Om baristakurset

Foruden jeg selv deltog tre andre fyre fra modtagelsen og de var flinke nok og alle talte godt sammen. Læreren var også meget flink, meget pædagogisk og nede på jorden. Han var uddannet bager, siden fængselsbetjent og fungerede nu mest som både lærer på AMU-kurser. Han havde været betjent i 18 år og tidligere været ansat i blandt andet Vridsløselille Statsfængsel. Der blev talt lige så meget om alt muligt andet end selve kursets indhold. Niveauet var utroligt lavt og det var ret kedeligt, men dog bedre end at sidde i cellen hele dagen og ud over det gode selskab, var der god kaffe ad libitum.

Garanteret ansættelse - not

Meningen med kurset var, at man kunne kvalificere sig til at arbejde på en café som barista. En kaffekæde, der hed Ricco’s havde sagt at den ville ansætte alle med bestået kursus. Det var vist noget med socialt ansvar, men ikke en eneste af de 20 som hidtil havde gennemført kurset var blevet ansat af kæden. Hvor mange af de 20, der havde ansøgt om en stilling hos Ricco’s forlød der dog intet om. Hele kurset var en uge for første del og så fortsatte det efter en længere pause igen en uges tid samlet set.

For at bestå skulle man svare rigtigt på mindst 17 ud af 25 spørgsmål i en multiple choice test. Jeg skrev de rigtige svar ned fra dagens lektion. Som stikord var det:

Kaffen blev opdaget i Etiopien, der var to bønner for hvert bær, Brasilien var største eksportør med kaffesorten Arabica og en andel på 40% af markedet, Vietnam var næststørst eksportør med kaffesorten Robusta og 16% af markedet, i gamle dage tilberedte man kaffen i små portioner, som man ristede over åben ild i folks eget hjem , de største kaffeproducenter i verden var udover førnævnte, Honduras, Uganda, Etiopien og Indien. Der var en våd forarbejdningsmetode og en tør eller naturlig forarbejdningsmetode af kaffebønnerne, hvor den våde metode gav bitterhed og var til lys og mellemristet kaffe i stempelkande og kaffen skulle trække i 4 minutter for at være optimal.

Vagt overfaldet

Efter kurset afslutning oppe på cellen igen, først en kvindelig stemme, der råbte, så en kraftig larm og dernæst en mandestemme, der råbte tilbage, og endelig alarmen, der blev aktiveret på alle etagerne og lyden af mange løbende støvler ude på gangen. Så kortvarig stilhed efterfulgt af manden, der blev ført forbi min celle og sagde noget uforståeligt på et sprog, jeg ikke kunne genkende.

På den efterfølgene gårdtur fortalte en indsat, der havde siddet i celle tæt på manden, som havde råbt, at den pågældende havde overfaldet en kvindelig vagt, havde fået peberspray og lagt i benløs. Efter gårdturen glemte vagterne at låse min celledør, som stod på klem. Det var ligegyldigt for mig, om døren var åben eller lukket, faktisk foretrak jeg at den var lukket, men ikke så meget at jeg gad at gøre opmærksom på det. Pludselig hørte jeg igen tumult, en alarm, nogen der råbte og lyden af løbende fodtrin. Først en time efter, da aftensmaden blev serveret, blev serveret, låste vagten celledøren.

B&B eller ikke B&B, det er spørgsmålet

Nogen erfaring med. Hun ville imidlertid undersøge, hvordan jeg generhvervede den for mig. Jeg spurgte hende, om jeg havde besøgs- og brevkontrol, hvilket hun bekræftede. Jeg sagde, at jeg var overrasket over dette, idet jeg jo huskede fra retsmødet, at det netop ikke var tilfældet [resten følger].

Det falske rygtes opståen

Jeg fandt i dag ud af, hvordan det falske rygte var opståt [resten følger]

'Vil du være gangmand?'

Efter jeg havde været i bad og idet vagten L lukede mig ind i cellen igen, spurgte han mig, om jeg havde været lyst til at være gangmand på etagen nedenunder [resten følger].

Nipset og Pitbull

Det var Pitbull og Nipset, der gik med morgenmadsvognen i dag og sidstnævnte sagde, at hun synes det var ærgerligt, at jeg ikke ville være gangmand, og at hun virkeligt ikke kunne forstå det. Jeg sagde, at det jo ikke var gået specielt godt sidst. Hun spurgte så, om jeg i stedet for havde lyst til at udføre en anden type arbejde, for måske havde hun noget til mig. Jeg sagde, at det ville jeg rigtig gerne, at alle former for opgaver var mere end velkomment.

For smuk til Vestre

Nipset var en ung, kvindelig vagt, der måtte have taget uddannelsen til fængselsbetjent direkte eller kort tid efter gymnasiet, da hun havde to stjerner på skuldrene, hvilket vist tog et par år at opnå. Hun var stort set altid ret skrap, uvenlig og havde et surt udtryk i ansigtet. Hun smilede aldrig, og hun gad ikke at smalltalke med de indsatte. Jeg var ikke klar over, om det spillede en rolle for hendes fjendtlige attitude, men faktum var, at Nipset var alt for smuk til at være fængselsbetjent.

Hun lignede nærmest en fotomodel og et sted som Vestre Fængsel kunne hun qua sit udseende formentlig ikke tillade sig at være det mindste indladende, ikke engang at gengælde et venligt smil. Som indsat kunne man også opfatte det som nærmest en hån, at man skulle se på en så smuk kvinde som Nipset, der samtidig var så utilnærmelig. Det var en gåde for mig, hvorfor hun havde valgt det job, for alene med sit udseende kunne hun komme meget længere i alle andre brancher, men måske havde hun nogle udtalte mangler eller fejl, der ikke kunne ses på hende, at hun havde? Måske var hun voldsomt ordblind eller psykisk svært karakterafvigende? Måske elskede hun magten som fængselsbetjent?

Om kvindelige fængselsbetjente

Der var nogle få attraktive kvindelige betjente i Vestre, omend ingen tilnærmelsesvist på niveau med Nipset, hvilket selvfølgelig var noget, vi brugte meget tid på at tale om, os indsatte, men selvom alle var enige om, at de var en fryd for øjet, så var der ingen, der syntes, at de var særligt sympatiske eller empatiske som mennesker.

En ubekvem sandhed

Der stod de ældre og mindre fysisk attraktive kvindelige vagter lidt bedre, især Den Leende Ko var der mange, der roste for den måde hun behandlede dem på. Det var nok lidt sexistisk, men virkeligheden var i fængslet, at man lidt betragtede de grimme og ældre kvindelige vagter som mænd. På den måde distraherede deres udseende heller ikke for kontakten til dem, så på den måde var det ikke så negativt endda.

Nyheder for 30 år siden

Efterfølgende repeterede jeg anatomi og nåede at gennemgå de fleste benævnte arterier til forsyning af hjernen. Jeg så nyheder for 30 år siden på TV2 Kosmopol. Jeg var blevet så gammel, at jeg nød indslagene i denne programserie, der blev vist hver dag på kanalen, ligesom en dement person, der livede helt op ved duften af Rich’s erstatningskaffe eller ved synet af logoet for et vaskemiddel vedkommende brugte engang i fyrrene.

Bedre hjemløs end arrestant

Et indslag handler om Statens Serum Institut, hvor man kunne se en ung og næsen smuk Else Smith udtale sig om et emne (det var før hun fik smag for bizarre brillestel). Men omvendt var jeg også i fængsel, så min æstetiske standard var sænket betydeligt. Der skulle nok være nogen ude i Friheden, herunder min advokat, der havde den opfattelse, at det var bedre at være varetægtsfængslet end hjemløs, når nu det frøs op til 13 grader om natten, som det var tilfældet i øjeblikket. Men de vidste i så fald absolut intet om noget som helst. Jeg ville klart foretrække teltet, uanset hvor koldt eller ekstremt vejret var. Jeg havde jo prøvet det sidste vinter, og jeg havde det fint i teltet.

Tumult

Klokken 14.53 kunne jeg pludselig høre en masse tumult, der lød som om det kom fra etagen ovenover, måske endda fra min overbo. Det lød som om at flere personer hoppede rundt deroppe. Kort efter kunne jeg høre råb fra en mand, lyden af alarmen, der blev aktiveret på alle vagternes telefoner på min egen etage, en masse løbende fodtrin og en kvindestemme, formentlig fra vagten Nipset, der råbte “hvor er i?!”. Så blev der stille. Det eneste, jeg herefter kunne høre, var lyden for dem, der var på gårdtur.

Proceduren ved alarm

Måske var det indbildning, men det virkede som om at disse lyde steg i styrke, at der blev grinet mere og højere, samt at der lød spredt jubel og råb fra mængden. Som jeg havde forstået det, var proceduren, at når alarmen blev aktiveret på en etage, så skulle alle indsatte straks låses ind i cellerne i hele fløjen, indtil situationen var under kontrol. Nu var flertallet låst inde i 23 timer i døgnet, det var faktisk problemet ved hele systemet, men gangmændene, dem på gårdtur, på toilet, i bad eller andre steder, var det vigtigt at have fuldstændig styr på i nødstilfælde.

Rygtedannelse

Så kunne jeg høre lyden af ophidsede stemmer, sikkert fra indsatte, der havde fællesskab på etagen over min, som måske diskuterede episoden. De indsatte, der havde gårdtur og som skulle have været tilbage på cellerne klokken 15.00, gik stadig rundt i buret klokken 15.20, så et eller andet var der nok sket. Da jeg selv kom på gårdtur klokken 15.30, talte dem, jeg gik sammen med og jeg om hvad der var sket. Bodybuilderen havde været i bad, mens alarmen lød og vagterne havde ladet ham blive derude i rigtig lang tid, uden at han helt vidste hvorfor.

Der var forskellige teorier om det faktiske forløb, for selv om alle havde hørt postyret, så havde ingen overværet det. Jeg trænede skuldre og ryg, men ikke med så mange sæt eller gentagelser som normalt, fordi jeg på cellen forinden havde lavet øvelser for lænderyggen, samt en masse spark- og slagserier.

Rotten i Sydfløjen

Det var ikke en indsat, men derimod en kæmpestor rigtig rotte, der løb på græsset langs sydfløjens mur. Jeg havde set den i sidste uge, men ikke nævnt det for nogen. Pitbull og Nipset sad i vindfanget i sydfløjen og holdt øje med os i buret, da den ene af dem pludselig kom med et højt udråb, netop som rotten løb lige forbi hende, hvorefter de begge begyndte at grine.

To grupper af sjakaler stoppede pludselig op og skulle glo på vagterne og rotten, og bodybuilderen kom til at gå ind i en af dem, så jeg kortvarigt frygtede, at det ville komme til håndgemæng, men ingen af dem reagerede heldigvis på det. Om aftenen så jeg filmen “Brooklyn’s Finest”, som jeg havde set før et par gange, men som alligevel var værd at se igen. Det var en spændende skildring af forråelse, korruption og arbejdsvilkår i politiet, som nok var fiktion og overdrevet, men givetvis alligevel ikke var helt galt på den.

Opfattet som helt normal

[...] Han opfattede mig som helt normal, og hvis jeg ikke selv havde fortalt ham det, ville han aldrig havde gættet, at jeg havde haft så langt et forløb i retspsykiatrien. Nu sagde han så til mig, at det faktisk var en fordel for mig at blive mentalundersøgt, for så ville jeg selvfølgelig med sikkerhed få papir på, at jeg var psykisk rask. Og han fortsatte og sagde, at det var til min store fordel, at jeg i Vestre Fængsel sad på en normal afdeling, havde været på gårdtur hver dag, i kirke, på baristakursus og at jeg blev betragtet og behandlet som helt psykisk normal, for det måtte jo nødvendigvis indgå i mentalundersøgelsens konklusion.

Jeg var næsten lykkelig over, at han spontant havde sagt alt dette, for det var præcis hvad jeg selv tænkte, både nu og i 2018. Jeg undlod at sige, at retspsykiaterne havde ignoreret de 60 dage, jeg sad i Vestre i 2018, hvor jeg også var psykisk normal. Den slags feedback fra fremmede, som stemte helt overens med mine egne tanker og opfattelse, var simpelthen guld værd for mig og det skulle komme spontant og uden at jeg havde lagt nogle ord i munden på dem, der ytrede dem, for ellers var det ikke så troværdigt og uhildet, som ellers. Jeg var virkelig utrolig glad for det, han sagde om mentalundersøgelsen, og om hvordan han opfattede mig!

Fast arbejde

Hvis man udførte arbejde eller var på AMU kursus i fængslet, fik man løn for det og det samme var tilfældet, hvis man anmodede om at arbejde, men hvor man måtte vente på at påbegynde det, fordi der ikke var noget arbejde at få. Og det beløb sig til den nette sum af 360 kr om ugen, hvilket var det jeg havde modtaget. Men fordi jeg nu var gangmand, modtog jeg 423 kr om ugen.

EKI - Erklærede Kæmpe Idioter - Er Klart Inkompetente

Jeg fik at vide, at jeg skulle være parat klokken 8.00 præcis, fordi Enheden for Kriminalpræventiv Indsats (EKI) ville komme og tale med mig om hvordan de som et kommunalt tilbud kunne hjælpe mig ved løsladelse, således at jeg ikke faldt tilbage i kriminalitet og kunne indgå som en lovlydig borger i samfundet igen. Det var socialrådgiveren i Vestre Fængsel, der havde fortalt mig om tilbuddet og forklarede mig, hvad de kunne gøre for mig, samt at det var frivilligt tilbud.

Jeg regnede absolut ikke med, at EKI kunne hjælpe mig med noget som helst, for jeg havde en vis erfaring med offentlige hjælpeforanstaltninger, men for at udvise god vilje, sagde jeg, at jeg gerne ville tage imod tilbuddet, hvis det så godt ud på papiret. Socialrådgiveren forsikrede mig om, at det slet ikke handlede om det, men at de virkelig kunne hjælpe mig. Så jeg var for en gangs skyld positivt stemt før mødet.

Den sædvanlige procedure

Jeg kunne ikke nå at tage bad eller gå på toilettet, fordi mødet lå på det tidspunkt, det gjorde, og jeg var parat fem minutter i otte. Først tyve minutter over otte blev celledøren åbnet af fængselsbetjenten, der skulle følge mig ned i besøgsrummet. Jeg fik allernådigst lov til at tage min papirblok og blyant med. Jeg skulle igennem den obligatoriske visitation først og den ene af de to vagter, som var en helt overdrevet steroidepumpet mand, bladrede den igennem for at sikre sig at jeg ikke smuglede noget ud og fik øje på mine dagbogsnotater og spurgte, om det virkelig var mig selv, der havde skrevet dem.

Det handlede selvfølgelig om, at han ville sikre sig at jeg ikke sendte beskeder ud af fængslet. Jeg svarede, at det var mine dagbogsnotater, samt at jeg ikke havde besøgs- og brevkontrol. Han sagde, at det var flot skrevet, og jeg takkede. At skulle stå nøgen til skue foran vagterne var i begyndelsen grænseoverskridende, men med så meget andet, vænnede man sig til det og det var ikke værre end som så, for eksempel havde jeg aldrig skulle ned på hug og hoste (vagten, der underviste på baristakurset, fortalte senere, at man alligevel ikke kunne afsløre genstande på den måde, hvis de altså var gemt ‘langt nok oppe’) eller andre ydmygelser.

Kommunens Kornfede Klaphatte

Jeg blev ført ind i besøgsrum 106, hvor to kvinder allerede havde taget plads. Den ene var yngre og af afrikansk afstamning, den anden etnisk dansk, lidt ældre med grå strøg i det mørke hår. Det var sidstnævnte, der førte an, mens hendes yngre kollega mest sad og nikkede bekræftende og smilende venligt til mig.

Under anonymitetens slør

Jeg hilste på begge ved at give dem hånden og oplyse mit navn, sådan som jeg plejede at gøre når jeg skulle introducere mig, men ingen af dem opgav hvad de selv hed. Måske var det et udslag af den paranoide og ansvarsforflygtigende tendens, der herskede blandt især inkompetente offentligt ansatte, der gerne ville springe over hvor gærdet var lavest, men ikke stå ved det, når de skvattede over det lave gærde fordi de ikke engang formåede dette? Det var meget ligesom politiet, der aldrig oplyste deres markeringsnummer, når jeg venligt bad om det, fordi de godt vidste at de brød loven ved eksempelvis ikke at vise ransagningskendelse eller bare fortælle hvorfor de nu for syvende gang kom rendende og vækkede mig.

Good cop, bad cop

Når de to end ikke oplyste deres fornavne, gjorde de sig fortjent til at jeg beskrev deres udseende grundigt i stedet for. Så begyndte samtalen. Ingen af de to fortalte mig heller hvilken jobfunktion de besad, men det fremgik ret hurtigt at den yngre hattedame var 'good cop' og den kornfede og ældre hattedame var socialrådgiver og 'bad cop'. Sidstnævnte var ret usympatisk og det virkede som om hun nød sin dominerende position, hvor hun anonymt kunne sidde og rakke ned på en ussel kriminel, som efter samtalen skulle tilbage til cellen, mens hun som magtfuld og i egen optik kompetent kvinde kunne forlade fængslet igen. Hun kunne godt lide magten og at sparke nedad, hvilket skinnede tydeligt igennem.

Forhøret

Den ældre matrone agerede forhørsleder, for det var, hvad samtalen reelt var, et ubehagelig og nedladende forhør, hvor kvinden for hvert ydmygende spørgsmål jeg skulle besvare, fik det en smule bedre med sig selv i den magtens beruselse, hun ikke kunne skjule strømmede gennem hende. Mens Praktikanten forblev tavs, men smilende og nikkede hver gang jeg sagde noget, stillede den tydeligt uforberedte forhørsleder mig bryskt mistroiske spørgsmål til min baggrund og alt, der var sket i de sidste 10 år.

For det første var der ikke tilnærmelsesvist tilstrækkeligt tid til at genfortælle bare de store linjer i min beretning om de mange år, for det andet havde jeg jo allerede fortalt alt til jobcentret, som havde skrevet det ned i en handleplan, som EKI med sikkerhed havde modtaget, men ikke besværet sig med at læse, samt også til fængslets socialrådgiver, som var hende, der havde fortalt mig at EKI havde fået min handleplan.

For det andet så var det traumatiserende for mig at skulle genfortælle alt. For det tredje var det vel irrelevant i forhold til det fremadrettede forløb og vi nåede ikke rigtigt at tale om indsatsen efter løsladelse, som jeg troede det skulle handle om. For det fjerde havde jeg slet ikke forberedt mig på, at det skulle dreje sig min baggrund, men det værste var at forhørslederen var konstant mistroisk og bebrejdende og med sine spørgsmål afslørede en enormt mangel på empati og viden.

omdrejningspunktet for samtalen var, at jeg skulle sidde og forsvare mig, men ikke så meget over mine egne handlinger; det var i højere grad i forhold til myndighedernes svigt. Forhørslederen troede ikke på mig, selvom jeg understregede at jeg havde dokumenteret mine påstande og forklaringer og lagt det hele på nettet.

Forhørsliden kunne ikke forstå, at jeg ikke ville bo i mine forældres lille kælderrum som 35 årig til evig tid og fastlåst i en alvorlig og livsfarlig fejldiagnose, hun forstod ikke at STPS havde ignoreret de lægeerklæringer, der konkluderede, at jeg intet fejlede og sagtens kunne arbejde, at flere kommuner havde nægtet mig hjælp og kontanthjælp, og der var meget meget mere hun ikke fattede.

Det var meget frustrerende for mig og jeg var meget tæt på at afbryde mødet. Men heldigvis tog jeg en dyb vejrtrækning og sagde så, at det ikke var min skyld, at myndighederne ikke havde fulgt reglerne, at alt som jeg nogensinde ønskede var at arbejde som læge, at jeg aldrig havde fejlet noget eller haft nedsat funktionsevne, at jeg troede, at møde skulle handle om hvordan jeg kom videre i tilværelsen, herunder i beskæftigelse, om det så var ved at gå med aviser eller udføre frivilligt arbejde, samt hvordan jeg fik en bolig, da jeg jo var hjemløs.

Bolig og beskæftigelse betød alt og sådan havde det hele tiden været. Jeg fortalte om mine frugtesløse forsøg på at få begge dele og sagde, at jeg havde været tilknyttet Kofoeds Skole fra august 2022 til september 2023, med dagligt fremmøde, selvom jeg boede i et telt i hele perioden.

Jeg sagde, at det ville have stor kriminalpræventiv effekt, hvis jeg fik bolig og beskæftigelse og jeg fortalte, at jeg efter løsladelse igen ville være beskæftiget på Kofoed Skole, at jeg havde kontakt til Café Exit og via det tilbud ville søge om frivilligt arbejde, eksempelvis i en Røde Kors genbrug eller lignende. Forhørslederen var ret almindelig af udseende, af middelhøjde og med en ernæringstilstand over middel.

Hun havde et følelsestomt udtryk i ansigtet og talte hurtigt og med en bureaukratisk distance. Hun havde skulderlangt mørkt hår som var gråt svarende til pandehåret. Trods stor indsats med make-uppen kunnedet kunne ikke skjule rynkerne omkring hendes øjne, på halsen og hendes håndrykke. Hun havde sorte læderagtige stramtsiddende bukser på, hvilket blev afsløret, da hun rejste sig for at kalde på vagten, da mødet var overstået.

Jeg nåede at fortælle hende at jeg afventede mentalundersøgelse, så forhørslederen sagde, at hun ville kontakte min advokat på et tidspunkt for at høre hvor jeg befandt mig i forløbet, for når jeg ikke havde en løsladelsesdato, kunne hun intet gøre for mig. Det var jo lidt mærkeligt i og med at de færreste i varetægt havde en løsladelsesdato, så man skulle tro, at hun var klar over dette faktum. Der var ikke en egentlig dårlig stemning under mødet, men det var klart, at EKI ikke kunne og ikke ville hjælpe mig.

Tæt på at afbryde samtalen

Socialrådgiveren var så utilsløret nedladende, at jeg havde svært ved ikke at ringe på samtaleanlægget og bede vagten om at føre mig tilbage i cellen igen. Jeg skulle senere erfare, at det eneste heltinderne i EKI havde formået at hjælpe mig med, var telefonnummeret til Hjemløseenheden. EKI var en ydmygende og unødvendig joke og det samme var de ansatte.

Hvad man burde have gjort

Det ville have været meget lavthængende frugter at hjælpe mig, for med min baggrund som læge, som aldrig havde misbrugt mit fag eller fejlbehandlet nogen, kunne idioterne fra EKI have arrangeret at jeg kunne arbejde på et plejehjem som sygehjælper eksempelvis eller noget andet inden for den sektor.

Det var ikke engang noget, jeg skulle have penge for og det behøvede ikke nødvendigvis at være en 37 timers arbejdsuge til at starte med, men bare det at få en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet, ville være guld værd for mig og give mig relevant og meningsfuld beskæftigelse og ikke mindst håb. Men ikke engang det formåede de to kommunalt ansatte heltinder. De og EKI var jo til grin. Det eneste EKI formåede var at sikre de to tåber beskæftigelse, men de kunne intet.

Evaluering af samtalen

Jeg skulle udfylde et evalueringsskema efter samtalen, og mens de to kvinder sad overfor mig. Jeg gav de to heltinder topkarakterer. For Forhørslederen skulle tilbage på kontoret og skrive i kommunens journalsystem om hvor kriminalitetsforebyggende samtalen havde været, og jeg havde ikke lyst til at blive straffet mere end det allerede var tilfældet. I virkeligheden havde det været en rædselsfuld samtale for mig. Den var ikke blot ligegyldig, den var direkte skadelig og den virkelige evaluering var en helt anden end den, jeg følte mig tvunget til at give EKI.

Desværre kunne evalueringen på den måde, den blev udført på, nu give hattedamerne i EKI et falskt positivt og virkelighedsstridigt billede af, at deres indsats var en succes, at den virkede og at hattedamerne var berettigede som ansatte i kommunen. Praktikanten spurgte, om jeg havde taget nogle gode noter, i et toneleje, der på samme tid var både venlig og nedladende. Jeg havde ikke hørt noget, der var værd at notere, men jeg svarede hende, at jeg ville skrive om mødet efterfølgende, samt at jeg kunne huske stort set alt, vi havde talt om, at det var hvad jeg plejede at gøre, samt at blyant og papir kun var til at nedskrive informationer, der var essentielle og som jeg skulle være helt sikker på var korrekte, som eksempelvis telefonnumre og adresser.

Jeg skriver et vidnesbyrd

Jeg nåede også at få indført, at jeg oppe i min celle løbende skrev om mine oplevelser, som jeg ved løsladelse ville udgive som et vidnesbyrd om, hvordan myndigheds- og justitsfejl kunne føre til en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, som kunne ødelægge et helt liv, mens alle andre, også myndighedspersoner, bare så passivt til.

Den kønne vagt

Netop som jeg havde sagt dette, blev døren til besøgslokale 106 åbnet af vagten, der skulle føre mig tilbage i cellen. Jeg tog venligt afsked med de to tosser. Vagten, der hentede mig, var lidt højere end jeg selv, slank, køn og med mørkt hår og brune øjne. Mens vi gik tilbage til hovedbygningen, talte vi sammen. Vagten havde en ubestemmelig accent, som var svær placere geografisk. Hun spurgte ind til mit møde og jeg fortalte hende, at det bare var kommunen, som forsøgte at resocialisere mig, men at det bare var spild af tid og en joke.

Exitprogram?

Hun spurgte om det var exitprogrammet, jeg deltog i fordi jeg ville ud af en gruppering, men jeg sagde, at det skam bare var kommunens tiltag til alle indsatte. Jeg sagde også, at jeg havde forsøgt at få hjælp før indsættelsen, mens jeg boede i halvandet år i et telt på Kalvebod Fælled. “Er det på Vestamager?”, spurgte hun, og jeg bekræftede.

Hun spurgte nysgerrigt, om det ikke var mærkeligt at bo et sted hvor folk hele tiden rendte rundt i området, men jeg sagde, at der hvor jeg teltede var der sjældent nogen der kom, fordi det var så afsides. Vi talte videre indtil vi blev afbrudt af hendes telefon, der ringede og hun præsenterede sig som ‘Bjørk’. Endelig var vi fremme ved min celle, og hun ønskede mig held og lykke, og døren blev låst.

Brev til Folketingets Retsudvalg af 5. december 2023

"Kære Folketingets Retsudvalg

Vestre Fængsel."

Ovenstående henvendelse resulterede i ingenting.

Mere i løn

Jeg så på TV News i går at fængselsbetjentene skulle have et lønløft i i trepartsforhandlingerne. Hvorfor skulle de dog det? Det eneste, de gjorde, var at spise vores mad og de evnede ikke engang at åbne døre, når man skulle på toilettet, selvom de ikke havde spurgt travlt. De skulle da om noget have mindre løn, som de robotter, de var.

Krigen mellem Israel og Hamas i Vestre

På væggen på et af toiletterne var der skrevet: “Stop jødehadet" og “Støt Israel”. Det var usædvanligt med disse budskaber, som jeg ikke havde set nogen steder ellers, for på samtlige toiletter var det støtte til Gaza og Hamas, eller et ønske om at udrydde Israel og jøderne, der i skrift blev udtrykt. Også holdninger til krigen i Ukraine blev der på væggene ytret holdninger om.

Nye bøger

Jeg modtog bøger i dag. Der var tale om en biografi om Putin, en fortælling om efterretningstjenesten, men skrevet af en journalist, der havde sammenflettet sin egen historie tjenestens, en bog om Vestre Fængsel skrevet i anledning af arresthusets 100 års jubilæum i 1995, samt en bog om 1864. Bibliotekaren havde lagt en seddel sammen med bøgerne, hvor hun skrev, at hun forsøgte at skaffe resten af de bøger, jeg havde bedt om, som var om klinisk medicin, de medicinske basisfag fysiologi, biokemi, genetik og farmakologi, samt alt af Peter Øvig.

Glemt på toilettet

Jeg havde skrevet en anmodningsseddel til afdelingsledelsen om, at jeg forleden havde ventet i 45 minutter på toilettet, samt at vagterne havde glemt at lukke mig ud på gårdtur. Intet andet end blot disse fakta. Jeg afleverede mit vasketøj, da morgenmaden kom og bad om et rengøringssæt til min celle, da det var tid til den ulige cellerengøring. Jeg afleverede biblen til vagten, da jeg ikke ville læse mere i den, rengjorde cellen overalt, og redte min seng med rent sengetøj, jeg fik sammen med mit rene tøj.

Celletræning, læsning og skrivning

Jeg trænede sideplanke, lunges, reverse lunges og squats. Læge læste bogen om Vestre Fængsel og skrev noter fra den til introduktionsafsnittet til min egen bog. Jeg skrev en kopi af mit brev til Folketingets Retsudvalg og sorterede alle mine dokumenter, så jeg havde orden i mine ting.

“Vil du være gangmand?”

Så blev celledøren pludselig åbnet og vagten, der havde ladet mig være låst inde i 45 minutter på toilettet forleden, stod i åbningen og spurgte mig, om jeg havde lyst til at være gangmand i Vestre hospital. Jeg vidste, at jeg alligevel snart skulle flyttes til en anden fløj i fængslet eller - som dommeren havde bestemt - på lukket psykiatrisk afdeling til mentalobservation, men at jeg ikke ville blive løsladt eller blive tilbudt denne meget eftertragtede og betroede stilling, hvis jeg afslog for tredje gang.

Pest eller kolera

Men jeg vidste også, at det var ulideligt at være indespærret i 23 timer i døgnet. Omvendt kunne det være et problem, at de spurgte mig om jeg ville være gangmand i Vestre Hospital, hvis det var fordi de betragtede mig som en, der hørte til på en sygeafdeling. Jeg spurgte derfor vagten, om det var tilfældet, om jeg ville blive betragtet som en, der var syg, hvis jeg blev gangmand der, for så ville jeg bestemt ikke tage imod tilbuddet.

Vagten sagde, at det på ingen måde var tilfældet, at det ikke var derfor, jeg blev spurgt og at ingen mente, at jeg var andet en psykisk helt normalt, at jeg var en stille og roligt fyr, der havde ordenssans og god til at gøre rent, samt at arbejdet med at vaske samtlige skabslåger før malerarbejdet havde bevist mit værd. Desuden sagde han, at de aldrig ville tilbyde den betroede stilling som gangmand til en indsat, der var noget galt med fysisk eller psykisk. På de betingelser takkede jeg ja.

Månedsdag

Jeg havde månedsdag i dag [resten følger].

Manet i jorden

Det erfarede jeg på en gårdtur forleden. Han havde været utrolig venlig imod mig, eksempelvis forsynet mig med rigeligt med pulverkaffe lige ved min indsættelse, hvor jeg ingen penge havde og hvor kaffe var særdeles tiltrængt, ligesom han havde fortalt mig, hvem sjakalen var, der i sin paranoide psykose havde startet det falske rygte om, at jeg skulle være politiagent.

Og vigtigere endnu, så havde han manet rygtet eftertrykkeligt i jorden (“de kom hen til mig på gårdtur og sagde, at ham i den grønne jakke er politiagent. Jeg sagde, jeg kender ham, han har bare vasket skabslåger, er I helt væk? Han er ikke politiagent”). Inden for lægeverdenen var der mindst lige så tåbelige rygter, men da ingen havde nosser i Lægeforeningen, både bogstaveligt talt og i overført betydning, florerede og voksede rygterne uhindret.

Bedre end nogen læge

Overlæge Egill Rostrup havde eksempelvis startet et rygte om, at jeg ‘planlagde at tage ham af dage’, en klam og fej løgn, han havde viderebragt til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i Styrelsen for Patientklager, før jeg endegyldigt mistede min autorisation. Samtidig havde Egill Rostrup, slimet som han var, udtrykt sin ‘bekymring’ for, at jeg var alvorlig psykisk syg, selvom også det var en fed løgn, hvilket Egill udmærket vidste, ligesom han vidste, at han med den påtagede og forlorne begrundelse ift. 'bekymring', samtidig med at han stak kniven i ryggen på mig, selv fremstod i et sympatisk og samvittighedsfuldt lys.

Den indsatte, der havde hjulpet mig, overgik samtlige læger hvad angik mod og samvittighed og han var et virkeligt fint mennesker, jeg håbede det allerbedste for ham og hans hjælp ville jeg aldrig glemme, præcis ligesom jeg heller aldrig ville glemme kriminelle løgnere som overlæge Egill Rostrup. Det var desværre ret let at huske mennesker, der havde hjulpet mig, for gruppen var så lille. Jeg ville ønske, at jeg var læge igen eller på anden måde var i stand til at gøre gengæld en dag og være der for dem, der havde været der for mig.

Paranoia i Vestre

Der var en meget vigtig uskreven i Vestre, hvor overtrædelser blev håndfast og kontakt sanktioneret. Det var en selvfølgelighed, at man aldrig sladrede. Men fordi de fleste var arrestanter, hvis sager endnu ikke var afgjort i retten, var der for en del meget at tabe, hvis nogen begyndte at synge til grisene, altså politiet. Især i sager med flere sigtede eller tiltalte, var man på stikkerne, for de andre sad enten i andre fløje i Vestre eller i andre arrester, og det var ikke ualmindeligt at nogen knækkede og snitchede til politiet i troen på, at de så slap billigere.

Snitches get stitches

Selvom man formelt set i Danmark ikke kunne indgå handler med anklageren, så kunne man i et vist omfang alligevel godt, fordi et samarbejde med politiet i opklaringen af sagen var en formildende omstændighed. Om det i sidste ende kunne betale sig at sladre, selv med opnået strafrabat, var jeg ikke så sikker på, for det havde potentielt enorme konsekvenser at være stikker og i de hårde kriminelle miljøer ordnede man den slags selv. Der var selvfølgelig også nogle indsatte, der stak og var pisse ligeglade med det, fordi det handlede om at rette fokus mod alle andres rolle i forholdet.

For mit vedkommende handlede det om at være hudløst ærlig omkring alt og ikke skjule selv det mindste, og ellers holde lav profil indtil andre havde lært mig bedre at kende. I begyndelsen på etagen, hvor jeg var gangmand, så en af de andre gangmænd, at jeg ofte sad og skrev. Han spurgte flere gange, om han måtte læse hvad jeg havde skrevet. Jeg sagde, at det måtte han ikke, at det skam ikke ragede ham, hvad jeg skrev.

Han var en super fin fyr og han lærte efterhånden, at jeg læste og skrev meget, mens han sad og spildte sin tid med at se hjernedødt TV, sådan var vi så forskellige og det var der intet galt i. Jeg havde intet at skjule og faktisk ville jeg ikke have det mindste imod at han læste alt, jeg skrev, men det handlede mere om, at han ikke skulle plage sig til at få sin vilje, og sådan var det. Han var faktisk afsoner, så han havde intet at være paranoid over, så måske kedede han sig bare. Han var intelligent og havde den bedste humor modsat den tredje gangmand, som stort set altid var muggen, og tvær og absolut ingen humor ejede.

Men at skrive dagbog i Vestre burde ikke foranledige paranoia og vrangforestillinger blandt de andre indsatte, alle vidste at et af de råd man fik eller gav var at skrive dagbog for at være i stand til at holde torturen som arrestant ud, på samme måde som at gå på gårdtur hver eneste dag, og det at skrive var så udbredt et råd, at det stod i Fængselshåndbogen såvel som på døren til en af cellerne, jeg sad i. Omvendt var der ingen grund til at sidde og demonstrere, at man skrev dagbog med åben celledør, så jeg ventede som regel med at skrive til vagterne låste vores celler om aftenen. Som gangmand var det nødvendigt med åben celledør, fordi vi skulle varetage mange opgaver dagen lang.

Brev til advokat Karoline Normann af 6. december 2023

"Kære Karoline Normann

Kjeld."

Tørlagt fængsel

Klokken lidt over 10 om formiddagen var der pludselig ikke mere vand tilbage. Jeg var i gang med at gøre rent og var i færd med at fylde en spand op med vand, da der ikke kom mere ud af hanen. Intet drikkevand, intet vand til toiletskyl, intet vand til opvask, tøjvask eller noget som helst andet. Ikke en dråbe. Vagten kom og oplyste os om, at Hovedstadens forsyning havde lukket for vandet til Vigerslevvej, fordi man skulle reparere et vandrør et sted, der var sprunget i løbet af natten på grund af den usædvanligt hårde frost, og man forventede at der ville blive åbnet for vandet igen klokken 16.00. Desværre havde man glemt at varsle fængslet, faktisk var man ikke engang klar over, at Vestre lå i forsyningsområdet.

Noget lort

Havde vi været forberedt, kunne vi have fyldt en masse spande op med vand forinden, især til skyl i toiletterne. På min etage var der omkring 32 - 35 indsatte og fem toiletter, så det var ikke så godt, og alle vidste, at vandet ikke ville blive åbnet igen på det annoncerede tidspunkt. Det var meget kritisk, at der intet vand var, for det var i forvejen rædselsfuldt at være indespærret i 23 timer i døgnet i måned- eller årevis, og der skulle ikke så meget til, for at læsset væltede.

Alle tissede i forvejen i håndvasken, og selv om man plejede at tænde for hanen og skylle efter, så var det ingen katastrofe, men derudover kunne ingen gå på toilettet, vaske hænder, gå i bad eller få vand the og kaffe. Tandbørstning var også udelukket. Jeg havde tilfældigvis to 2 liter kildevand i plastikflasker stående, men dem, der intet at drikke havde på lager, så at sige, måtte tørste, for det lod ikke til at vagterne delte drikkevand ud.

Heldig gårdtur

På gåturen skete det lille mirakel, at jeg talte med to andre, så jeg ikke skulle gå rundt alene. Derudover fik jeg også trænet bryst og triceps, samt udført to helt nye øvelser med TRX, som jeg aldrig tidligere havde trænet, og det var i sig selv meget positivt. Vi fik drøftet vandsituationen og en vittig sjæl foreslog, at vi hellere måtte indsamle noget af den sne, som dækkede asfalten i buret, så vi kunne smelte det til vand. Det var en yderst vellykket gårdtur, og det var jeg meget taknemmelig for, da det på ingen måde var en selvfølge.

Stadig intet vand

Oppe på afdelingen igen skrev jeg en anmodningsseddel til bibliotekaren, om jeg kunne låne noget medicinsk litteratur, og jeg understregede, at det skulle være på lægeniveau, samt at det meget gerne måtte være på engelsk. Klokken havde nu passeret 16.00 og der var stadig intet vand. Klokken 17.45 ville der blive åbnet for vandet igen, lød meldingen så fra vagten, men det skete selvfølgelig heller ikke. Over 500 indsatte var spærret inde og stadig tørstede. Det var ekstremt dårligt håndteret.

Dårlig håndtering

Vagterne burde have en klar procedure for, hvad man skulle gøre i en situation som denne, for fængslet var ikke bygget i går og havde det været hedebølge, og var der mange fysisk syge indsatte, var det ikke særligt godt. Vagterne burde straks skaffe mindst to liter vand på flaske til hver indsat, så ingen i det mindste tørstede, for bare det psykiske ubehag af ikke at kunne slukke tørsten, samtidig med at man var låst inde, var slemt nok og helt uacceptabelt. Men fordi det var et arresthus, var alle ude i samfundet ligeglade med vores ve og vel, der skete intet og der var ingen stemmer eller nogen anerkendelse i at behandle os som mennesker.

EKI - Erklærede Kæmpe Idioter - Er Klart Inkompetente

Jeg fik at vide, at jeg skulle være parat klokken 8.00 præcis, fordi Enheden for Kriminalpræventiv Indsats (EKI) ville komme og tale med mig om hvordan de som et kommunalt tilbud kunne hjælpe mig ved løsladelse, således at jeg ikke faldt tilbage i kriminalitet og kunne indgå som en lovlydig borger i samfundet igen. Det var socialrådgiveren i Vestre Fængsel, der havde fortalt mig om tilbuddet og forklarede mig, hvad de kunne gøre for mig, samt at det var frivilligt tilbud.

Jeg regnede absolut ikke med, at EKI kunne hjælpe mig med noget som helst, for jeg havde en vis erfaring med offentlige hjælpeforanstaltninger, men for at udvise god vilje, sagde jeg, at jeg gerne ville tage imod tilbuddet, hvis det så godt ud på papiret. Socialrådgiveren forsikrede mig om, at det slet ikke handlede om det, men at de virkelig kunne hjælpe mig. Så jeg var for en gangs skyld positivt stemt før mødet.

Jeg kunne ikke nå at tage bad eller gå på toilettet, fordi mødet lå på det tidspunkt, det gjorde, og jeg var parat fem minutter i otte. Først tyve minutter over otte blev celledøren åbnet af fængselsbetjenten, der skulle følge mig ned i besøgsrummet. Jeg fik allernådigst lov til at tage min papirblok og blyant med. Jeg skulle igennem den obligatoriske visitation først og den ene af de to vagter, som var en helt overdrevet steroidepumpet mand, bladrede den igennem for at sikre sig at jeg ikke smuglede noget ud og fik øje på mine dagbogsnotater og spurgte, om det virkelig var mig selv, der havde skrevet dem.

Det handlede selvfølgelig om, at han ville sikre sig at jeg ikke sendte beskeder ud af fængslet. Jeg svarede, at det var mine dagbogsnotater, samt at jeg ikke havde besøgs- og brevkontrol. Han sagde, at det var flot skrevet og jeg takkede. At skulle stå nøgen til skue foran vagterne var i begyndelsen grænseoverskridende, men med så meget andet, vænnede man sig til det og det var ikke værre end som så, for eksempel havde jeg aldrig skulle ned på hug og hoste (vagten, der underviste på baristakurset, fortalte senere, at man alligevel ikke kunne afsløre genstande på den måde, hvis de altså var gemt ‘langt nok oppe’) eller andre ydmygelser.

Jeg blev ført ind i besøgsrum 106, hvor to kvinder allerede havde taget plads. Den ene var yngre og af afrikansk afstamning, den anden etnisk dansk, lidt ældre med grå strøg i det mørke hår. Det var sidstnævnte, der førte an, mens hendes yngre kollega mest sad og nikkede bekræftende og smilende venligt til mig.

Jeg hilste på begge ved at give dem hånden og oplyse mit navn, sådan som jeg plejede at gøre når jeg skulle introducere mig, men ingen af dem opgav hvad de selv hed. Måsske var det et udslag af den paranoide og ansvarsforflygtigende tendens, der herskede blandt især inkompetente offentligt ansatte, der gerne ville springe over hvor gærdet var lavest, men ikke stå ved det, når de skvattede over det lave gærde fordi de ikke engang formåede dette? Det var meget ligesom politiet, der aldrig oplyste deres markeringsnummer, når jeg venligt bad om det, fordi de godt vidste at de brød loven ved eksempelvis ikke at vise ransagningskendelse eller bare fortælle hvorfor de nu for syvende gang kom rendende og vækkede mig.

Når de to end ikke oplyste deres fornavne, gjorde de sig fortjent til at jeg beskrev deres useende grundigt i stedet for. Så begyndte samtalen. Ingen af de to fortalte mig heller hvilken jobfunktion de besad, men det fremgik ret hurtigt at den yngre hattedame var 'good cop' og den kornfede og ældre hattedame var socialrådgiver og 'bad cop'. Sidstnævnte var ret usympatisk og det virkede som om hun nødt sin dominerende position, hvor hun anonymt kunne sidde og rakke ned på en ussel kriminel, som efter samtalen skulle tilbage til cellen, mens hun som magtfuld og i egen optik kompetent kvinde kunne forlade fænglet igen. Hun kunne godt lide magten og at sparke nedad, hvilket skinnede tydeligt igennem.

Den ældre matrone agerede forhørsleder, for det var hvad samtalen reelt var, et ubehagelig og nedladende forhør, hvor kvinden for hvert ydmygende spørgsmål jeg skulle besvare, fik det en smule bedre med sig selv i den magtens beruselse, hun ikke kunne skjule strømmede gennem hende.

Det Velfærdsinstitutionelle Kompleks

Mens praktikanten sad tavst, men smilende og nikkede hver gang jeg sagde noget, stillede den tydeligt uforberedte forhørsleder mig bryskt mistroiske spørgsmål til min baggrund og alt, der var sket i de sidste 10 år. For det første var der ikke tilnærmelsesvist tiltrækkeligt tid til at genfortælle bare de store linjer i min beretning om de mange år, for det andet havde jeg jo allerede fortalt alt til jobcentret, som havde skrevet det ned i en handleplan, som EKI med sikkerhed havde modtaget, men ikke besværet sig med at læse, samt også til fængslets socialrådgiver, som var hende, der havde fortalt mig at EKI havde fået min handleplan.

Socialrådgiveren var så utisløret nedladende at jeg havde svært ved ikke at ringe på samtaleanlægget og bede vagten om at føre mig tibage i cellen igen. Jeg skulle senere erfare, at det eneste heltinderne i EKI havde formået at hjælpemig med, var telefonnummeret til Hjemløseenheden. EKI var en ydmygende og unødvendig joke og det samme var de ansatte fjolser.

Det ville have været meget lavthængende frugter at hjælpe mig, for med min baggrund som læge, som aldrig havde misbrugt mit fag eller fejlbehandlet nogen, kunne idioterne fra EKI have arrangeret at jeg kunne arbejde på et plejehjem som sygehjælper eksempelvis eller noget andet inden for den sektor. Det var ikke engang noget, jeg skulle have penge for og det behøvede ikke nødvendigvis at være en 37 timers arbejdsuge til at starte med, men bare det at få en eller anden tilknytning til arbejdsmarket, ville være guld værd for mig og give mig relevant og meningsfuld beskæftigelse og ikke mindst håb. Men ikke engang det formåede de to kommmunalt ansatte heltinder. De og EKI var jo til grin. Det eneste EKI formåede var at sikre de to tåber beskæftigelse, men de kunne intet.

Den Milde Lebbe og Den Skaldede

retsudvalget, samt en anmodningsseddel om deltagelse i stillegudstjenesten.. Desuden anmodede jeg om cellefællesskab med celle 480. Der var stor forskel på vagterne, deres ansvarsfølelse, samvittighed og erfaring. Den Skaldede og Den Milde Lebbe havde tjansen i dag og de havde tjek på afdelingen. Jeg kunne godt lide begge om selvom mine sympatier overfor nogle af vagterne var flydende, fordi den afhang af deres behandling af mig, der kunne variere meget afhængigt af dagsformen og overskuddet, så var mine erfaringer med de to gode og stabile over tid.

Venner og fjender

Politi, anklagemyndighed, dommere og enkelte vagter var mine fjender, men langt fra alle vagter, faktisk var det kun et par stykker højest, og når jeg tænkte efter, så var der tale om vagter, som ganske vist havde været nogle idioter ved nogle lejligheder, men flinke nok ved andre, så ingen var kun fjender, Den Milde Lebbe havde eksempelvis accepteret at sende mit brev til retsudvalget, også selv om jeg ikke kendte den eksakte adresse, hun skulle nok undersøge det og skrive den for mig på kuverten. Det var meget sødt af hende, for det ville de fleste af hendes kolleger formentlig ikke. For det betød det alverden.

Brev til Københavns Retshjælp af 9. december 2023

“Kære Københavns Retshjælp

Vestre Fængsel, den 9. december 2023.”

Ovenstående henvendelse resulterede i et skritligt afslag.

Jeg havde svære og meget påtrængende selvmordstanker her til aften, de var værre end normalt og de skyldtes min desperate situation, at alle ignorerede mig, samt de manglende fremtidsudsigter. Værst var det at også advokat Karoline Normann sjoflede mig og nægtede at gøre det hun fik penge for. Hun blev nødt til at tage sig sammen.

Brev til advokat Karoline Normann

"Kære Karoline

Manet i jorden

Det erfarede jeg på en gårdtur forleden. Han havde været utrolig venlig imod mig, eksempelvis forsynet mig med rigeligt med pulverkaffe lige ved min indsættelse, hvor jeg ingen penge havde og hvor kaffe var særdeles tiltrængt, ligesom han havde fortalt mig, hvem sjakalen var, der i sin paranoide psykose havde startet det falske rygte om, at jeg skulle være politiagent.

Og vigtigere endnu, så havde han manet rygtet eftertrykkeligt i jorden (“de kom hen til mig på gårdtur og sagde, at ham i den grønne jakke er politiagent. Jeg sagde, jeg kender ham, han har bare vasket skabslåger, er I helt væk? Han er ikke politiagent”). Inden for lægeverdenen var der mindst lige så tåbelige rygter, men da ingen havde nosser i Lægeforeningen, både bogstaveligt talt og i overført betydning, florerede og voksede rygterne uhindret.

Bedre end nogen læge

Overlæge Egill Rostrup havde eksempelvis startet et rygte om, at jeg ‘planlagde at tage ham af dage’, en klam og fej løgn, han havde viderebragt til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i Styrelsen for Patientklager, før jeg endegyldigt mistede min autorisation. Samtidig havde Egill Rostrup, slimet som han var, udtrykt sin ‘bekymring’ for, at jeg var alvorlig psykisk syg, selvom også det var en fed løgn, hvilket Egill udmærket vidste, ligesom han vidste, at han med den påtagede og forlorne begrundelse ift. 'bekymring', samtidig med at han stak kniven i ryggen på mig, selv fremstod i et sympatisk og samvittighedsfuldt lys.

Den indsatte, der havde hjulpet mig, overgik samtlige læger hvad angik mod og samvittighed og han var et virkeligt fint mennesker, jeg håbede det allerbedste for ham og hans hjælp ville jeg aldrig glemme, præcis ligesom jeg heller aldrig ville glemme kriminelle løgnere som overlæge Egill Rostrup. Det var desværre ret let at huske mennesker, der havde hjulpet mig, for gruppen var så lille. Jeg ville ønske, at jeg var læge igen eller på anden måde var i stand til at gøre gengæld en dag og være der for dem, der havde været der for mig.

Paranoia i Vestre

Der var en meget vigtig uskreven i Vestre, hvor overtrædelser blev håndfast og kontakt sanktioneret. Det var en selvfølgelighed, at man aldrig sladrede. Men fordi de fleste var arrestanter, hvis sager endnu ikke var afgjort i retten, var der for en del meget at tabe, hvis nogen begyndte at synge til grisene, altså politiet. Især i sager med flere sigtede eller tiltalte, var man på stikkerne, for de andre sad enten i andre fløje i Vestre eller i andre arrester, og det var ikke ualmindeligt at nogen knækkede og snitchede til politiet i troen på, at de så slap billigere.

Snitches get stitches

Selvom man formelt set i Danmark ikke kunne indgå handler med anklageren, så kunne man i et vist omfang alligevel godt, fordi et samarbejde med politiet i opklaringen af sagen var en formildende omstændighed. Om det i sidste ende kunne betale sig at sladre, selv med opnået strafrabat, var jeg ikke så sikker på, for det havde potentielt enorme konsekvenser at være stikker og i de hårde kriminelle miljøer ordnede man den slags selv. Der var selvfølgelig også nogle indsatte, der stak og var pisse ligeglade med det, fordi det handlede om at rette fokus mod alle andres rolle i forholdet.

For mit vedkommende handlede det om at være hudløst ærlig omkring alt og ikke skjule selv det mindste, og ellers holde lav profil indtil andre havde lært mig bedre at kende. I begyndelsen på etagen, hvor jeg var gangmand, så en af de andre gangmænd, at jeg ofte sad og skrev. Han spurgte flere gange, om han måtte læse hvad jeg havde skrevet. Jeg sagde, at det måtte han ikke, at det skam ikke ragede ham, hvad jeg skrev.

Han var en super fin fyr og han lærte efterhånden, at jeg læste og skrev meget, mens han sad og spildte sin tid med at se hjernedødt TV, sådan var vi så forskellige og det var der intet galt i. Jeg havde intet at skjule og faktisk ville jeg ikke have det mindste imod at han læste alt, jeg skrev, men det handlede mere om, at han ikke skulle plage sig til at få sin vilje, og sådan var det. Han var faktisk afsoner, så han havde intet at være paranoid over, så måske kedede han sig bare. Han var intelligent og havde den bedste humor modsat den tredje gangmand, som stort set altid var muggen, og tvær og absolut ingen humor ejede.

Men at skrive dagbog i Vestre burde ikke foranledige paranoia og vrangforestillinger blandt de andre indsatte, alle vidste at et af de råd man fik eller gav var at skrive dagbog for at være i stand til at holde torturen som arrestant ud, på samme måde som at gå på gårdtur hver eneste dag, og det at skrive var så udbredt et råd, at det stod i Fængselshåndbogen såvel som på døren til en af cellerne, jeg sad i. Omvendt var der ingen grund til at sidde og demonstrere, at man skrev dagbog med åben celledør, så jeg ventede som regel med at skrive til vagterne låste vores celler om aftenen. Som gangmand var det nødvendigt med åben celledør, fordi vi skulle varetage mange opgaver dagen lang.

Psykiske konsekvenser

Jeg havde det usædvanligt psykisk dårligt i går aftes og i nat med svære selvmordstanker, vrede og udholdelig desperation og fortvivlelse. Det var tortur og egnet til at nedbryde mig. Min advokat var ligeglad og selv politiet havde bemærket, hvor uforberedt mit forsvar var til fristforlængelsen.

Baristakurset

I dag startede baristakurset igen. Nu var vi nået til den del af kursetm hvor vi skulle lære at bage. Jeg mødte en gangmand på vej ned i den røde barak, hvor kurset blev afholdt og han spurgte mig, om jeg manglede noget. “Sokker”, svarede jeg og fik en kort sludder med ham mens jeg ventede på at underviseren havde talt færdig med vagterne på kontoret.

Mandefald

Vi var nede på tre deltagere på kurset; én deltager var blevet flyttet og én skulle slet ikke have været med på kurset til at starte med, fordi man mente, at han var flugttruet, så nu var han taget af holdet igen. Vi er bagte vaniljekranse og finskbrød, drak meget kaffe og fik sludret en hel del. Det var hyggeligt nok. Kurset fortsatte hele ugen og de to andre kursister var dem, jeg talte bedst med.

Ikke mit land

Jeg havde intet hørt fra advokaten eller andre. Jeg rådnede op og var fysisk og mentalt detroniseret. Jeg havde læst til side 329 i “Slagtebænk Dybbøl”. Selvom jeg hadede Danmark, kunne jeg ikke føle noget for Prøjsen og Østrig. Jeg måtte have fat i “Dommedag Als” snart, som var efterfølgeren.

Derudover trænede jeg to sæt kropshævninger på gårdtur, samt lavede rygøvelser og øvelser for bagsiden af skuldrene med TRX. Der var Transformers eller Jurassic Park i fjernsynet næsten hver dag, genudsendelser hele tiden og det var til at brække sig over. Og fortsat intet syn af Sanjay Shah.

Fanget af celle visitationen

Da jeg kom tilbage på pinden, lå der en pakke med tre par nye sokker fra gangmanden på min seng. Vagten Mekanikeren kom ind på cellen og fortalte, at min celle var udvalgt til visitation, samt at man havde fundet en enkelt cigaret. Det kunne Mekanikeren dog ikke forstå, for så vidt han vidste, så røg jeg ikke. Dette bekræfter jeg. Jeg kunne heller ikke forstå det, for hvor pokker havde han fundet den cigaret? Jeg havde jo gjort rent overalt i cellen flere gange, og de to cigaretter, jeg havde fundet første dag i cellen, som min foregænger havde lagt på toppen af radiatoren, havde jeg straks smidt ud.

Hemmelige gemmesteder

Mekanikeren gik hen til mit køleskab, åbnede lungen og pillede en liste på oversiden af den af, hvilket afslørede et hulrum i lungens væk, som nogen havde gravet ud. Jeg anede ikke at dette gemmested eksisterede, men jeg var glad for, at jeg ikke blev skrevet for fundet af den ene cigaret, for det ville have givet mig en bøde første gang og senere ved gentagelser stod den vist på strafcelle, så det var ikke for sjov.

Jeg sov langt bedre i nat end i de sidste par dage, men jeg var dog meget bevidst om, at jeg intet koffeinholdigt skulle indtage efter AMU-kurset var slut omkring klokken 14 (og dertil var jeg mentalt udmattet efter kurset), gå celletur til så sent om aftenen som muligt og ikke gå tidligt i seng.

Slagtebænk Dybbøl

Jeg sov næsten uafbrudt indtil jeg vågnede cirka klokken halv syv, hvor jeg som sædvanlig blev vækket af vagterne, der larmende trampede op ad trappen, raslede med nøglerne og talte og lo højlydt, når de mødte ind. Jeg var ikke den eneste, der syntes det var pisse irriterende med larmen. På AMU-kurset var der intet at lave, så vi gik bare og sludrede med hinanden, og jeg var totalt smadret i hovedet efterfølgende. Jeg læste “Slagtebænk Dybbøl” færdig og afleverede den til vagten Mekanikeren.

Ny celle

Så kom en anden vagt og fortalte mig, at jeg om en times tid skulle flytte celle til etagen over min nuværende. Jeg pakkede alle mine sager i to affaldssække og lige før jeg blev hentet, kom sygeplejersken forbi cellen. Årsagen var, at jeg havde anmodet om en træningselastik til skulderøvelser, jeg kunne udføre i cellen. Sygeplejersken kom såmænd bare for at fortælle mig, at det ikke kunne lade sig gøre at sikkerhedshensyn at udlevere en sådan elastik til mig. Jeg vidste fra de andre, jeg havde talt med i gården, at det ikke passede, for et par stykker havde netop en sådan elastik, men der var ikke noget at gøre.

‘Find dit træningstøj frem’

Så kom en vagt, der skulle følge mig til min nye pind. Mens jeg gik hen ad gangen, nåede jeg at tage en hurtig afsked med en af gangmændene, som sagde til mig, at jeg nu kom til at gå på gårdtur med dem og at jeg derfor hellere måtte finde træningstøjet frem. Jeg grinede og fulgte med vagten op ad trappen, og blev låst inde på min nye pind.

Tilbage til 90’erne

Mit nye sted havde udsigt til samme side som det gamle, men lå to celler fra vagtkontoret på højre side modsat det tidligere, som var nabo til vagtkontoret på venstre side. Jeg havde stadig udsigt til gårdtursburene mellem øst- og sydfløjen, bare en smule bedre, og jeg kunne nu se mere af fodboldbanerne i Bavnehøjområdet. Jeg pakkede hurtigt ud og gjorde cellen ‘indflytningsren’, samt tændte for TV'et, som modsat det tidligere havde teksttv. Ligesom med at sende brevpost som en hulemand, var teksttv noget man begyndte at sætte stor pris på som arrestant uden adgang til internettet.

Træning

Jeg begyndte at gå frem og tilbage i cellen for at få bevæget mig lidt og trænede derefter lunges, jump squats, samt øvelser for læggene og lænderyggen. Jeg havde nu gårdtur klokken 10.00 i hverdagene og fordi baristakurset derfor forhindrede mig i at få frisk luft i buret, fik jeg af en venlig vagt tilbudt en erstatningsgårdtur om aftenen, hvilket var meget generøst og ikke en selvfølge, men som jeg desværre måtte takke nej til, da jeg simpelthen var for mentalt træt, opgivende og ligeglad.

Fra nedtrykt til henrykt

Jeg var ikke det mindste bekymret eller nervøs over at skulle på gårdtur i et andet bur, hvor jeg ikke kendte nogen, jeg var bare opgivende og indifferent. Dagens eneste højdepunkt var, da jeg senere på aftenen vej fra toilettet tilfældigvis fik øje på bodybuilderen længere nede ad gangen, som var på vej tilbage fra badet eskorteret af en vagt. Det var jo min gårdtursmakker, som jeg havde gået sammen med i buret under mange en gårdtur, indtil han pludselig en dag uden varsel var væk.

Vild film

Han var altså blevet flyttet til denne etage og heldigvis havde vi nu igen gårdtur sammen, men desværre først i weekenden på grund af kurset. Jeg glædede mig til at tale med ham igen, og det var alligevel meget rart at kende bare en enkelt anden, når man stod første dag i et nyt gårdtursbur. Jeg kom i tanke om den film jeg så i går, og som var en af de fedeste, jeg havde set længe. Den hed ‘Avengement’ og handlede om en fyr i et engelsk fængsel, som hele tiden blev overfaldet af medfangerne, indtil han en dag var blevet hærdet og nu bankede dem i stedet for.

Jeg havde intet køleskab endnu, fordi den tidligere ufrivillige gæst havde skåret ledningen til det over, så han kunne bruge den til at tænde cigaretter med inde på cellen. Det var selvfølgelig forbudt, for de kriminelle skulle ikke have det for godt i deres eget ensomme selskab, men noget som stort set alle gjorde alligevel; hvordan man kunne tænde cigaretter uden lighter på ens celle var en hel videnskab eller kunst her på stedet og mange indsatte udviste en forbavsende kreativitet i den forbindelse.

Jeg afleverede min anmodningsseddel til frokost om at tale med socialrådgiveren om at klage, samt om at få adresser på retshjælpsordninger, så jeg kunne bruge dem, når nu min advokat ikke rigtigt gad at hjælpe mig med generhvervelse af lægeautorisationen.

Sightseeing

Vi brugte en del tid på at komme tilbage på vores celler, når der var frokost og når kurset var færdigt for den pågældende dag, for vi fire sad på tre forskellige afdelinger og jeg var altid den sidste, der blev fuld tilbage til cellen. Omvendt så fik jeg set de andre fløje, fordi vi fulgtes ad i takt med at de andre deltagere blev afleveret til deres respektive celler.

Barista-Morten

Der var underviseren, Morten, der førte mig ind på min etage, da det var frokosttid, og idet vi passerede en af de faste vagter på etagen, sagde jeg højt til underviseren, mens jeg holdt masken: “Men Morten, tror du ikke det skal forbi en dommer, før du bare sådan løslader mig nu?”. Heldigvis trak både Morten og vagten på smilebåndet. Nogle gange kunne jeg simpelthen ikke dy mig.

En anden gang han førte mig tilbage til afdelingen efter kurset og der stod en anden vagt på gangen på min etage, lavede jeg en variation af joken, idet jeg igen med en oprigtig stemme højt og inden for hørevidde af vagten sagde til Morten: “Jamen så tak for i dag, Morten, det var sgu venligt af dig, at du tog os med på værtshus, så kan man lige klare et par dage til”. Også denne gang fik jeg et behersket positivt respons, men så kunne jeg også godt mærke at den var slidt op.

Formidling af livet som indsat

Tilbage i undervisningslokalet igen efter frokost var der en mindre pause og jeg fandt i snak med en af værkførerne, som nogle gange kiggede forbi, mens vi var i gang med at lære at lave kaffe på barista-maskinen. Hun var en ret høj og meget slank, yngre kvinde med mørkt krøllet hår og et kønt ansigt med påfaldende perfekte tænder og et venligt smil.

Hun var altid interesseret i at tale med os og til mig fortalte hun blandt andet, at hun super gerne ville lave nogle podcasts om det at være indsat i Vestre Fængsel, fordi for både at informere befolkningen og afstigmatisere det at være indsat. Der havde ganske vidst været dokumentaren Agger Indefra fra netop min fløj i Vestre Fængsel, samt en podcast serie med en komiker, hvis formål det vist var at prøve at rekruttere flere fængselsbetjente, men ingen af disse to beretninger var særligt oplysende og repræsentative for virkeligheden i fængslet.

Podcastserie om at være indsat?

Jeg sagde til hende, at jeg synes det var en fremragende ide og at jeg mens jeg var tilknyttet Medieværkstedet på Kofoed Skole, havde lavet podcasts om det at være socialt udsat og præcis med samme formål, at oplyse befolkningen om en virkelighed de færreste havde berøring med eller viden om. Hun bad mig om at kontakte hende, når jeg en dag blev løsladt, hvis jeg var interesseret i et samarbejde om en podcast.

Meget engageret

Hun var meget engageret i sit arbejde, kunne man tydeligt mærke, og hun skabte en positiv stemning blandt os på kurset. Hun elskede sit job og ville forfærdeligt gerne lave et oplysningsarbejde, så befolkningen kunne få et indblik i, at man altså også forsøgte at beskæftige og resocialisere de indsatte i Vestre, idet man bl.a. kunne tage baristakurset eller lave andet arbejde i værkstedet. For det fokuserede de forskellige udsendelser om Vestre ikke på, og der var faktisk - ganske vist sparsomme - muligheder for aktiviteter her, og det burde man oplyse om, for på den måde at give et mere nuanceret og dybdegående indblik i hverdagen i fængslet.

Må ikke propagandere

Desværre måtte hun ikke selv tage initiativ til eksempelvis en række med podcasts om livet i fængslet, fordi Kriminalforsorgen var underlagt Justitsministeriet og at der derfor var der en regel om at de ansatte ikke selv måtte lave den slags på egen foranledning, fordi det bl.a. kunne opfattes som propaganda for institutionen, men at de gerne måtte gøre det, hvis de blev kontaktet af nogen udefra der foreslog dem et eller andet samarbejde. Det var derfor jeg skulle tage initiativ i givet fald.

Talte for længe

Vi kom mange emner igennem, vi talte om Kofoeds Skole, der var en socialøkonomisk virksomhed, ligesom værkstedet i fængslet, men som havde mere frie rammer end i Vestre, vi talte om Ina Eliassen, som værkføren syntes var ‘rigtig sød’, om forholdene i fængslet, om fordomme i befolkningen, som forhindrede tidligere indsatte i at finde beskæftigelse, om hvor destruktive de stadig hårdere straffe var og om at der ikke længere var tid til relationsarbejdet mellem betjente og indsatte.

Bedste kompliment ever

Jeg havde en god relation til de fleste betjente, og jeg ville hellere have hjælp af en betjent i givet fald, end en hattedame af en socialpædagog eller socialrådgiver, fordi betjentene kendte vores verden som indsatte modsat de andre tosser. Værkføren sagde, at hun ikke syntes, at jeg passede ind i det typiske klientel i fængslet, fordi jeg var velformuleret, ikke havde tatoveringer og ikke var hærget at se på (det gjorde mig pinligt til mode og forlegen).

Desuden sagde hun, at de typiske indsatte primært var sigtede for narkotikarelaterede forhold, for personfarlig kriminalitet og diverse banale forhold, men at der var kommet mange nye indsatte, der var sigtede efter samtykkebestemmelsen, hvor det var ord mod ord, og som gruppe skildte sig markant ud fra de traditionelle voldtægtssigtede indsatte, at det mest var almindelige mennesker, men at de alligevel måtte gå i frivillig isolation for at undgå at få tæsk og så videre. Jeg kunne mærke at hun havde en sjælden dedikation og engagement, samt stor viden og erfaring. Vi snakkede så længe, at underviseren måtte afbryde os, så undervisningen kunne fortsætte.

Jeg ville meget gerne deltage i et oplysningsarbejde om at være indsat, for jeg var ligeglad med at stå frem med navns nævnelse, for jeg skammede mig på ingen måde, alle kunne alligevel finde ud af min baggrund og jeg havde ingen udover mig selv at tage hensyn til i forhold til at stå frem med navn. Men Ina Eliasen som var chefen, havde været min kontakt på LinkedIn ret længe, vidste hvem jeg var, og jeg tvivlede stærkt på at hun ville godkende min deltagelse i noget som helst i Kriminalforsorgens regi.

Brev til Folketingets Retsudvalg af 19. december 2023

"Kære retsudvalg

den 19. december 2023."

Ovenstående henvendelse resulterede i ingenting.

Et brøl fra buret

[resten følger].

[resten følger].

[resten følger].

Manet i jorden

Det erfarede jeg på en gårdtur forleden. Han havde været utrolig venlig imod mig, eksempelvis forsynet mig med rigeligt med pulverkaffe lige ved min indsættelse, hvor jeg ingen penge havde og hvor kaffe var særdeles tiltrængt, ligesom han havde fortalt mig, hvem sjakalen var, der i sin paranoide psykose havde startet det falske rygte om, at jeg skulle være politiagent.

Og vigtigere endnu, så havde han manet rygtet eftertrykkeligt i jorden (“de kom hen til mig på gårdtur og sagde, at ham i den grønne jakke er politiagent. Jeg sagde, jeg kender ham, han har bare vasket skabslåger, er I helt væk? Han er ikke politiagent”). Inden for lægeverdenen var der mindst lige så tåbelige rygter, men da ingen havde nosser i Lægeforeningen, både bogstaveligt talt og i overført betydning, florerede og voksede rygterne uhindret.

Bedre end nogen læge

Overlæge Egill Rostrup havde eksempelvis startet et rygte om, at jeg ‘planlagde at tage ham af dage’, en klam og fej løgn, han havde viderebragt til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i Styrelsen for Patientklager, før jeg endegyldigt mistede min autorisation. Samtidig havde Egill Rostrup, slimet som han var, udtrykt sin ‘bekymring’ for, at jeg var alvorlig psykisk syg, selvom også det var en fed løgn, hvilket Egill udmærket vidste, ligesom han vidste, at han med den påtagede og forlorne begrundelse ift. 'bekymring', samtidig med at han stak kniven i ryggen på mig, selv fremstod i et sympatisk og samvittighedsfuldt lys.

Den indsatte, der havde hjulpet mig, overgik samtlige læger hvad angik mod og samvittighed, han var et virkeligt fint mennesker, jeg håbede det allerbedste for ham og hans hjælp ville jeg aldrig glemme, præcis ligesom jeg heller aldrig ville glemme kriminelle løgnere som overlæge Egill Rostrup. Det var desværre ret let at huske de mennesker, der havde hjulpet mig, for gruppen var temmelig lille. Jeg ville ønske, at jeg var læge igen eller på anden måde var i stand til at gøre gengæld en dag og være der for dem, der havde været der for mig.

Paranoia i Vestre

Der var en meget vigtig uskreven regel i Vestre, hvor overtrædelser blev håndfast og kontant sanktioneret: Det var en selvfølgelighed, at man aldrig sladrede. Fordi de fleste indsatte var arrestanter, hvis sager endnu ikke var afgjort i retten, var der for en del meget at tabe, hvis nogen begyndte at synge til grisene, altså politiet. Især i sager med flere sigtede eller tiltalte, var man på stikkerne, for de andre sad enten i andre fløje i Vestre eller i andre arrester, og det var ikke ualmindeligt at nogen knækkede og snitchede til politiet i troen på, at de så slap billigere.

Snitches get stitches

Selvom man formelt set i Danmark ikke kunne indgå handler med anklageren, så kunne man i et vist omfang alligevel godt, fordi et samarbejde med politiet i opklaringen af sagen var en formildende omstændighed. Om det i sidste ende kunne betale sig at sladre, selv med (ofte ret beskeden) opnået strafrabat, var jeg nu ikke så sikker på, for det havde potentielt enorme konsekvenser at være stikker og i de hårde kriminelle miljøer afregnede man den slags selv. Der var selvfølgelig også nogle indsatte, der stak og var pisse ligeglade med det, fordi det handlede om at rette fokus mod alle andres rolle i forholdet. Mange andre kunne garanteret fortælle meget mere om emnet end jeg, for min viden havde jeg mest fra bøger og podcasts, det var aldrig noget jeg havde talt med andre om. Måske.

For mit vedkommende handlede det om at være hudløst ærlig omkring alt og ikke skjule selv det mindste, og ellers holde lav profil, indtil de andre havde lært mig bedre at kende. I begyndelsen på etagen, hvor jeg var gangmand, så en af de andre gangmænd, at jeg ofte sad og skrev. Han spurgte flere gange, om han måtte læse hvad jeg havde skrevet. Jeg sagde, at det måtte han ikke, det ragede skam ikke ham, hvad jeg skrev.

Han var en super fin fyr og han lærte efterhånden, at jeg læste og skrev meget, mens han sad og spildte sin tid med at se hjernedødt TV, sådan var vi så forskellige og det var der intet galt i. Jeg havde intet at skjule og faktisk ville jeg ikke have det mindste imod at han læste alt, jeg skrev, men det handlede mere om, at han ikke skulle plage sig til at få sin vilje, og sådan var det. Han var derudover afsoner, så han havde intet at være paranoid over, så måske kedede han sig bare. Han var ikke uintelligent (‘retardant’ som var det udtryk han brugte om andre, der var mindre end kloge) og havde den bedste humor (‘tror du hun er jomfru i munden?, spurgte han ofre retorisk om flere studieværter) modsat den tredje gangmand, som stort set altid var muggen, tvær og absolut ingen humor ejede.

Men at skrive dagbog i Vestre burde ikke foranledige paranoia og vrangforestillinger blandt de andre indsatte, alle vidste at et af de råd man fik eller gav var at skrive dagbog for at være i stand til at holde torturen som arrestant ud, på samme måde som at gå på gårdtur hver eneste dag, og det at skrive var så udbredt et råd, at det stod i Fængselshåndbogen såvel som på døren til en af cellerne, jeg sad i. Omvendt var der ingen grund til at sidde og demonstrere, at man skrev dagbog med åben celledør, så jeg ventede som regel med at skrive til vagterne låste vores celler om aftenen. Som gangmand var det nødvendigt med åben celledør, fordi vi skulle varetage mange opgaver dagen lang og det var en velsignelse at jeg havde fået tjansen, hvilket jeg var meget bevidst om.

Vådeste år nogensinde

Discount-sygeplejersken kom forbi og vi talte om, hvordan jeg skaffede nye kontaktlinser, som jeg snart ikke havde flere af. Jeg fik afleveret mit brev til Folketingets Retsudvalg og så i fjernsynet, at 2023 var det vådeste år, der nogensinde var registreret. Det var noget, jeg selv i al beskedenhed havde erfaret på egen krop, for det havde været et sandt pløre på Fælleden, hvor jeg havde teltet i det meste af perioden, og jeg, teltet, mine sko og sovepose havde været mere eller mindre gennemblødte utallige gange, hvorfor det heller ikke var nær så slemt at være arrestant i Vestre med tag over hovedet og alle de andre frynsegoder, der fulgte af at være i Kriminalforsorgens vold.

På gårdtur trænede jeg pullups på stativet og ryg og bicep med TRX. Jeg læste om blodprøvemarkører i hærmatologibogen, herunder infektionstal og gennemgik alle de forskellige målinger, man kunne foretage.

Fængselsfrisør

Jeg blev klippet i dag af en af de andre gangmænd. Han gjorde et fremragende stykke arbejde, var meget omhyggelig og tog sig god tid, næsten lidt for god tid, da jeg ikke var vild med at sidde stille særlig længe, og han brugte trimmer såvel som skrabere. Det var et par år siden, jeg var blevet klippet så perfekt. Jeg var ikke ligefrem frisure-connoisseur, men der var vist tale om en ‘high fade’, det klassiske fængsels cut. Faktisk var det over 10 år siden, hvis da ikke længere, at jeg var blevet klippet af andre end jeg selv.

Luft i budgettet

Og fordi jeg ikke qua gangmandens mellemkomst nu behøvede at bruge 350 kroner på en hårtrimmer - hvilket var omkring 10 kroner mindre, end jeg fik som gangmand for en 37 timers arbejdsuge - havde jeg nu råd til at købe både tandtråd, deodorant og hårvoks hos købmanden, foruden frimærker og pulverkaffe, og det betød ret meget for mig.

WTF frimærker

At få købt frimærker inden årsskiftet var meget vigtigt, da prisen i det nye år for et enkelt frimærke til Danmark blev sat kraftigt op fra de nuværende 12 kroner til hele 25 kroner. Det med prisen for frimærker var noget, der blev talt en del om på gårdturen, for der blev sendt rigtigt mange breve fra de indsatte til familie, børn, ægtefælle og myndigheder uge efter uge og måned efter måned (og i nogle tilfælde år efter år).

Det var dyrt allerede og nu altså over dobbelt så dyrt, og samtidig var muligheden for at foretage telefonopkald og få besøg holdt på et absolut minimum, hvorfor det at holde kontakten til omverdenen var yderst begrænset, så havde man et par børn og en hustru og sad man i varetægt i de i gennemsnit 177 dage, som det var tilfældet i 2023, kunne det hurtigt blive dyrt i porto. Og det var ikke altid man kunne lægge flere breve i samme kuvert, som modtageren så efterfølgende kunne distribuere videre til de enkelte modtagere.

Mentalt presset

Jeg havde det psykisk elendigt under og efter mødet med advokaten i går. Jeg kunne ikke holde tanken om morgendagens skueproces og den psykiske vold i den forbindelse ud. Politiet, anklageren og dommeren var nogle per…. sadis…… sv… og fortjente at br.….. i h.l….

Forkølet

Jeg var blevet tiltagende forkølet i løbet af dagen, med nysen, hoste, tåreflåd, en næse der løb, samt ondt i halsen og let feberfornemmelse. Mange af de indsatte og ansatte var begyndt at hoste og nyse i forgårs, og når enkelte i fængslet havde en viral luftvejsinfektion, så havde alle det kort tid efter, blandt andet fordi der ikke var adgang til håndsprit til desinfektion af åbenlyse årsager. Oppe i cellen om aftenen lavede jeg flere sæt leg raises. Jeg havde erfaret på gårdturen, at en gangmand fra en af de andre etager var kommet på hospitalet og ikke returneret, hvorfor vagterne nu havde tømt hans celle.

Vestre Hospital

Jeg krydsede fingre for vedkommende og håbede han hurtigst muligt kom sig. I det mindste var han på et rigtigt hospital med veluddannede, samvittighedsfulde og kompetente læger og sygeplejersker, frem for at blive flyttet over til Vestre Hospital for at dø. Jeg havde med selvsyn observeret den faglige kvalitet af det sundhedsfaglige personales behandling på Vestre Hospital, og havde forholdene været de samme på et rigtigt hospital, ville Styrelsen for Patientsikkerhed straks have fået politiet til at lukke stedet ned.

I retten

Jeg blev hentet lidt over klokken 8 af en fængselsbetjent fra Visitationsenheden eller Besøgsenheden, eller hvad det var de kaldte dem, der fulgte de indsatte frem og tilbage, når de skulle ud at køre. Han var flink og vi fik på vejen en sludder om sigtelserne, baggrunden for dem, min tidligere profession som læge og min status som hjemløs.

Køreholdet

Jeg blev hentet af to uniformerede betjente, som iførte mig det ydmygende transportbælte. Jeg sagde, at jeg ved sidste kørsel med politiet hverken var iført håndjern eller transportbælte og er det oven i købet havde været to ældre betjente i civil, men det var beklageligvis en ufravigelig procedurer, oplyste den ene betjent høfligt.

Gøg og Gokke

Han var meget høj og havde en udpræget jysk dialekt. Hans makker var noget lavede og på min højde. Det var en helt typisk betjent makkerpar konstellation: Én betjent var enten meget høj eller lidt lavere og til gengæld meget kraftig bygget, og han var sat sammen med en betjent, som var af gennemsnitlig højde og drøjde, måske endda under gennemsnittet, eller en kvinde.

Ynglingspansere

Mit yndlingspanser makkerpar var Mads og Færingen, som kørte mig til Vestre den 8. november. Mads var den store af dem og overraskende empatisk, nærmest grænsende til det omsorgsfulde. Han havde været fåmælt under køreturen, hvor jeg mest havde talt med Færingen om alt muligt, bl.a. hvordan jeg havde kunnet gætte, at han var fra Færøerne, om retsvæsenet på Færøerne, om at jeg havde været indlagt med den eneste færing med en anbringelsesdom på Sankt Hans, om hvordan uddannelsen til betjent var, om fordelene og ulemperne, samt holdningen i etaten til politiets nye elbiler, som vi kørte i og meget mere.

Dum og Dummere

Næste makkerpar, som havde kørt mig til retten, bestod af en meget høj rødhåret betjent med rødt skæg, som havde en utrolig usympatisk og flabet attitude. Den Røde Djævel var sat sammen med Gameren, som var en lille, buttet, yngre kvinde, som lignede én, der spillede alt for meget computer; faktisk var hun den betjent, jeg indtil videre havde set, der mindst lignede det, hun var ansat som.

De fjolser gav mig håndjern på, som strammede, så det gjorde vanvittigt ondt og jeg fik hurtigt føleforstyrrelser i flere fingre. Jeg påpegede det stilfærdigt, men fik at vide af Den Røde Djævel, at jeg måtte holde ud, til vi kom frem til retten. Nå, men i det mindste sad håndjernene på forsiden af kroppen og ikke bag på ryggen. Fucking tabere.

Det Grå Guld

Det tredje makkerpar var to ældre, gråhårede civile betjente, som slet ikke gav mig noget på, hverken håndjern eller transportbælte. Som det altid var tilfældet, var den ene af de to seniorer relativt høj og særdeles kraftig med et enormt kødfyldt hoved og den anden var mere normal af bygning og med noget større sølvgrå hårpragt. De var begge meget flinke og vi talte især om hvordan tilværelsen havde været i teltet på Kalvebod Fælled, og den ene af de to udbrød spontant, at jeg da slet ikke lignede en hjemløs.

Den bemærkning gav bonus hos mig og jeg forklarede, at jeg faktisk var lidt ambivalent i forhold til fristforlængelsen, da det på mange måder var at foretrække at være varetægtsfængslet frem for at bo i teltet, især en dag, som den pågældende dag, hvor det regnede kraftigt. Men jeg ville nok alligevel foretrække ikke at være frihedsberøvet. Det kunne de godt forstå, sagde de.

Da vi kom frem til Byretten i Glostrup, sagde den voluminøse af betjentene, at jeg bare skulle lægge min jakke over mine hænder, så det så ud som om jeg havde håndjern på, når jeg gik ind i bygningen. Efter retsmødet havde de to gamle rotter kigget på hinanden i bilen og så på mig og spurgt, om hvorfor min forsvarer havde været så passiv og om hvorfor jeg dog ikke havde valgt en anden, for det havde de da gjort. Jeg måtte forsvare min forsvarer med, at det nok var fordi sager som min var så uinteressante for forsvarerne generelt, samt at jeg desværre ikke kunne få en bedre en af slagsen.

Dagens Par

Makkerparret i dag havde jeg den bedste dialog med. Den Høje Jyde stillede gode uddybende spørgsmål og vi kom overraskende meget igennem, hvad angik samtaleemner, både om DUP’en (den lille makker havde en verserende sag kørende), om forskellen på fængselsbetjente og transportbetjente, politiets mangel på ressourcer og mandskab, om politiets uddannelse (et emne alle havde en holdning til), samt deres opgaver under den aktuelle storm ‘Pia’ (afspærring, hvor der blæste tagsten ned på gaden, ligesom ved sidste storm).

Smalltalk med etaten

Vi talte også om de tidligere betjente Lars Kragh Andersen og René Dahl (førstnævnte havde de ingen holdning til, sidstnævnte var de positivt indstillede overfor), min baggrund som læge, især på retsmedicinsk og politiets forhold til retsmedicinere, min situation som hjemløs, om politiagent mistanken mod mig (hvis de siger ‘Shorta’ om dig, sagde den lille makker, betyder det politi), hvor Jyden spurgte mig, om jeg følte mig sikker og om mit arbejde som gangmand på en rocker-bandeetage og meget mere.

Jeg fortalte selvfølgelig ikke noget om de andre indsatte, sådan var det i min nye verden. Jeg tænkte på turen ud, om hvor venlige de to betjente mon ville være på hjemturen, efter jeg havde kritiseret (med rette!) deres kolleger i retten. Heldigvis skulle bekymringen vise sig at være ubegrundet, for de var mindst lige så flinke efter retsmødet, hvor vi talte om bøger, jeg havde læst i Vestre (den om fængslets historie og den om Putin).

Politi vs. Fængselsbetjente

Vi kom også ind på forskellen mellem politi og fængselsbetjente, hvor man som indsat fik et slags forhold eller en relation på godt og ondt til sidstnævnte, hvilke ikke var tilfældet med politiet, som mange kun så kortvarigt og derfor ikke lære at kende på samme måde.

Selve retsmødet

Jeg læste nedenstående op i retten, da dommeren spurgte, om jeg havde nogen kommentarer, efter at anklageren og forsvareren var færdige:

“Jeg ville ikke være fængslet nu, hvis Styrelsen for Patientsikkerheden ikke havde frataget mig mit levebrød, som følge af en åbenlys og for længst tilbagevist psykiatrisk fejldiagnose og dermed gjort mig hjemløs, hvis ikke min ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist ikke var blevet krænket, eller hvis anklager Henrik Pedersen og efterforsker Dorthe Olsson fra Vestegns Politi ikke konsekvent havde forbrudt sig mod objektivitetsprincippet. Denne retssag er derfor en skueproces, hvor resultatet er givet på forhånd og hvor dommerne ignorerer mine oplysninger og automatisk tager anklagemyndighedens påstande til følge.”

at politiet havde ignoreret mine vidner.”

Anklageren nævnte i begyndelsen af retssagen, at min bog fyldte 2269 sider. Jeg sagde, at retssagen var en skueproces og en parodi og direkte henvendte mig til dommeren og kiggede ham i øjnene, da han selvfølgelig dømte til anklagerens fordel. Jeg ankede på stedet fristforlængelsen på fire uger.

Jul i Vestre

Vejret i går aftes var meget juleagtigt, med store tykke snefnug, der dalede langsomt ned fra himlen, men i dag kunne vejret ikke have været mindre juleagtigt, for det var gråvejr og regnede. Nede på gårdtur ønskede vi hinanden god jul og jeg fik trænet mave og skuldre, mens jeg gik rundt sammen med min faste gårdtursmakker. Oppe i cellen igen kunne jeg fra etagen nedenunder høre to indsatte, der havde fællesskab og sang julesange og bagefter var de flade af grin.

Julefred?

Der var mere jul og julestemning i Vestre end jeg havde oplevet ude i friheden og det manglede bare, at betjentene åbnede dørene til alle cellerne, så de forskellige rockere- og bandegrupperinger kunne tage hinanden i hænderne og danse rundt om det lille juletræ, der stod ved trappen.

Hvem er julemand?

Jeg spurgte for sjov en af vagterne, hvem af dem, der skulle være julemand, og hun smilede og sagde uden tøven “Klaus”. Jeg grinte, for det var netop den vagt, jeg havde kaldt “Hyggeonkel”. Han var stor og havde en tyk mave, og han var altid smilende og i godt humør. Klaus eller Hyggeonkel var et godt valg som julemand, for han var vellidt af alle indsatte. Jeg blev færdig med Hemmingway’s “Farvel til våbnene”, som ikke overraskende var fremragende skrevet, men havde en elendig og trist slutning.

Man skulle bare vide

Jeg kunne ikke klage over forplejningen hér i juledagene; den stod på andebryst med det sædvanlige tilbehør, samt risalamande, foruden en muffin og en cookie, samt en halv liter sodavand. Desuden var der mulighed for ekstra lang fællesskab i dagens anledning. Desværre nåede jeg ikke at få andet end and, fordi vagterne også skulle spise med (og sådan var det jo med samtlige måltider, men jeg kunne ikke tillade mig at klage over dette, for der blev generelt sørget godt for mig, som gangmand, men de ordinære arrestanter, havde det mere end hårdt. Det var ulidelig tortur at sidde indespærret hver eneste dag i 23 timer i døgnet, især hvis man røg, og man tog skade af det, selvfølgelig gjorde man det. Befolkningen skulle vide, at det foregik, og at det ødelagde ikke bare den pågældende arrestant, men hele vedkommendes familie, og man var endnu ikke dømt.

Men mon ikke at befolkningen udmærket godt var klar over det? Måske glædede de sig ligefrem over at andre led, så længe det ikke var dem selv? Det, idioterne måske ikke var klar over, var, at lidelsen skabte vrede, bitterhed og hævntørst hos arrestanterne på den anden ende. Og at dette igen skabte mere kriminalitet, flere ofre og at det risikerede at gå ud over befolkningen. Men sådan tænkte de færreste åbenbart, eller også troede de, at det ikke var dem, det eller deres familie eller venner det gik ud over næste gang. Men det skulle den nok på et tidspunkt.

Opgiver at anke

Jeg fik en god samtale med en af de andre gangmænd til aften. Han var nu i meget bedre humør og havde fuldstændigt skiftet karakter, og var venlig at tale med. Et af de emner, vi drøftede, var præcis det samme, som min gårdtursmakker og jeg havde talt om i dag, nemlig hvor elendige besøgsforholdene var, især hvis man havde børn. Et andet grotesk forhold vi talte om var, at mange indsatte ikke ankede deres domme, og at den eneste årsag til dette var, at det typisk tog et år at vente på at komme i landsretten og at man så i et helt år til skulle sidde varetægtsfængslet under de helt horrible forhold.

Rengørings halløj

Jeg trænede skuldre på gårdtur og ben og mave i cellen efterfølgende [resten følger].

Undtagelsen

Jeg læste "Undtagelsen" færdig i dag. [resten følger].

Det sædvanlige bøvl

Jeg havde endelig fået bestilt en hårtrimmer, fordi jeg ikke kunne undvære én på sigt, men fik den ikke udleveret, fordi noget som sædvanligt var gået galt hos købmanden. Derfor havde jeg en masse bøvl med at opklare hvad der var gået galt, indtil det viste sig, at købmanden havde trukket beløbet for trimmeren på min fængselskonto, som var den nette sum af 350 kr, men glemt at levere den til mig (det skulle senere vise sig, at en anden indsat havde fået den ved en fejl). Da jeg så genbestilte trimmeren, fordi jeg troede, det var mig, der havde lavet en fejl, kunne jeg efterfølgende konstatere, at jeg ikke havde flere penge på min fængselskonto.

Hudinfektionen

Jeg havde pådraget mig en heftig hudinfektion, udgående fra bagsiden af højre øre, og der var de klassiske infektionstegn med hævelse, rødme, varme og smerte, og selvom jeg var meget omhyggelig med at vaske området grundigt med varmt vand og sæbe flere gange dagligt, så havde infektionen bredt sig til større område på halsen, og huden skællede af over det hele.

Ingen behandling at få

Jeg havde afleveret en anmodningsseddel til sygeplejersken i går, hvor jeg skrev netop alt dette, samt høfligt foreslået, at man måske kunne udlevere noget antibiotisk salve eller creme, da jeg jo i flere dage selv forgæves havde forsøgt at behandle infektionen, men måske var det en tand for frækt eller uforskammet en anmodning, for jeg var end ikke blevet tilset af hverken sygeplejerske eller læge endnu, jeg havde skrevet en anmodningsseddel tidligere. Såret væskede så meget, at min hovedpude om morgenen var snasket helt ind i det halvt størknede rødlige sekret.

Det var en klar behandlingsmæssig fejl for uanset hvad, uanset om man ville udlevere antibiotisk creme eller ej, så skulle jeg tilses af en sundhedsprofessionel. Med en let behandlelig banal omend udtalt bakteriel hudinfektion, som gjorde mig lettere alment påvirket og febril, og som bredte sig så hurtigt, så skulle man skulle ikke vente og se tiden an, så skulle jeg bare have den behandling, der var brug for, det var ikke et uland. Derudover var der også risiko for, at jeg smittede andre, men så langt tænkte genierne nok ikke.

Slåskamp i buret

Nede på gårdtur til formiddags skete der for første gang noget dramatisk, nemlig slåskamp i buret. Optakten var, denne: Jeg gik som sædvanlig rundt i buret med min faste makker, bodybuilderen, og for hver anden eller tredje runde, lavede vi nogle øvelser på stativet eller med TRX, og i dag trænede jeg bryst, triceps og mave. Fordi ergoterapeuten K havde været forbi tidligere med en træningselastik, havde jeg fået varmet godt op med den, og jeg havde ingen skuldersmerter under eller efter træningen i buret.

Optakten

Hvis smertefriheden varede ved, var det et mindre mirakel. Henne ved den bænk, der stod helt op ad hegnet, der adskilte vores bur fra naboburet, stod og sad der den sædvanlige gruppe af indvandrere og på en runde, mens vi passerede gruppen, hørte jeg to fyre fra den sige “fuck dig!” dig og lignende ting til hinanden, men jeg troede bare, at det var den sædvanlige jargon og derfor drejede jeg end ikke hovedet for at se hvem, det var der havde sagt hvad og til hvem.

Men idet min makker og jeg på næste runde gik med front mod bænken og gruppen og var fire - fem meter fra den, begyndte to indvandrere at råbe, slå og sparke på hinanden meget voldsomt. Min makker og jeg stoppede op, så vi ikke blev uforvarende involveret i konflikten. Det hele gik meget hurtigt, og det lykkedes nogle af de tos venner fra gruppen at adskille de to deltagere i slåskampen. Imens råbte en af de kvindelige vagter højt ”Hey, stop så det dér lige nu!” og alarmen gik.

Sanjay Shah

Det var et skønt vejr, luften var mild og solen badede os i et gyldent og varmt skær nede i buret. Jeg havde forinden varmet op med den af ergoterapeuten udleverede træningselastik og det fungerede rigtig godt, uden smerter eller ubehag, hvorfor jeg fortsatte med skuldertræningen ned i kroppen nede i gården. En af gangmændene, jeg kendte godt, gik rundt i buret sammen med Bogholderen, som var medsigtet i udbyttesagen, hvor Sanjay Shah var hovedmistænkt.

Jeg havde fortsat ikke set Sanjay Shah, men han skulle efter sigende fortsat befinde sig i Vestre et sted. Gangmanden havde fortalt Bogholderen om mig, min sag, at jeg var ‘doktor’ og havde foreslået at introducere mig for ham. Jeg ville gerne tale med Bogholderen, men ikke for at udfritte ham om sigtelserne mod ham eller om de medtiltalte. Generelt var min holdning den, at jeg aldrig spurgte ind til de indre indsattes sager, for jo mindre, jeg vidste om dem, jo bedre, og det var faktisk heller ikke noget, der interesserede mig synderligt.

Omvendt, så lyttede jeg gerne, hvis nogen spontant fortalte mig noget, men det røg ind af det ene øre og ud af det andet, og jeg ville helst tale om alt andet end noget, der havde med retsvæsenet at gøre, på nær hvis det var generelle forhold, der var omdrejningspunktet for samtalen.

Bogholderen

I forhold til Bogholderen, så ville det være interessant at tale med ham, fordi jeg fra gangmanden kunne forstå, at han besad en enorm indsigt om mange generelle forhold i samfundet, for at øve mit mundtlige engelske, samt fordi jeg savnede at tale med andre mennesker, som ikke kun gik op i at skrive raptekster eller tale om stoffer. Flertallet af indsatte interesserede sig for helt andre ting end jeg; træningen var det eneste, vi i bedste fald havde til fælles, men næppe meget andet.

Min gårdtursmakker havde det på præcis samme måde som jeg, men han var bare bedre til at italesætte det. I dag fortalte han mig, at der stort set ikke var nogen på hans etage, som han havde noget til fælles med, eller ihvertfald virkede som om, han havde noget til fælles med og så var det lidt af et sats at prøve lykken og få cellefællesskab, for det kunne blive nogle meget lange fire timers selskab med én, man absolut intet havde at tale med noget som helst om. Jeg var helt enig med ham og selv om jeg talte med en del i gården efterhånden, så var min gårdtursmakker den eneste jeg selv kunne holde ud at tale med i den tid vi var i buret.

Min makker kunne ikke forstå, hvorfor Kriminalforsorgen ikke sørgede for at dele de indsatte bedre op efter fælles karakteristika eller forhold, eksempelvis alder, uddannelses- eller erhvervsbaggrund, opførsel etc. Jeg synes absolut han havde en pointe og var man ikke gangmand, i køkkenet, på uddannelsesafdelingen eller havde anden daglig beskæftigelse, som på ugentlig basis tangerede et fuldtidsjob, kunne det hurtigt blive enerverende ensomt at være arrestant med 23 timers ophold alene i cellen i døgnet.

Jeg sagde, at det nok passede Kriminalforsorgen meget godt at der var en blanding af forskellige typer af indsatte, måske ud fra den betragtning, at man mente at mere modne, rolige og fornuftige indsatte kunne have en afdæmpende effekt på nogle af de unge lømler, eller måske var det slet ikke noget man overvejede, fordi der notorisk var pladsproblemer og folk derfor måtte sidde hvor der var ledigt og først flytte rundt på de indsatte hvis der opstod problemer.

Byretten i Glostrup værst

Hvor meget de hadede Byretten i Glostrup, at det var den værste ret, de havde erfaring med og at dommerne der var de strengeste og altid bare gjorde som anklagemyndighedens dikterede. Tænkte dommerne i Glostrup mon på, hvor forhadte de var, hvor uretfærdigt de dømte og at de ødelagde mennesker i deres vanvittige had og hævntørst?

Der var mere fyrværkeri til aften end ellers og selvfølgelig af indlysende årsager. Jeg glædede mig til at fejre nytår i Vestre. Jeg havde prøvet at passere fra 2018 til 2019 på retspsykiatrisk afdeling i Glostrup, hvor jeg var den eneste ud over personalet, der var vågen da vi passerede midnat, fordi alle andre var dopede til op over begge ører. Cirka klokken 22.00 begyndte et kæmpe fyrværkeri meget tæt på fængslet og mange indsatte begyndte at pifte, men desværre kunne jeg ikke se showet fra min celle.

Infektionen

Infektionen havde bredt sig og foruden huden, der dannede store skorper, var der tilkommer flere egentlig sår. Jeg skrev derfor dette på en ny anmodningsseddel og denne gang til lægen, men selvfølgelig skete der ændret. Jeg var nedtrykt, bitter og opgivende. Jeg havde intet tilbage og intet at se frem til. Det var én stor parodi, en skueproces, alle vidste, at jeg intet psykisk fejlede, men ingen gad at virkelighedskorrigere myndighederne og dommerne. Sidstnævnt fortjente at kommet i helvede, især dem fra kongerigets værste ret, Glostrup Byret, og alle jeg talte med i Vestre fortalte mig spontant og med vrede i stemmen, at den og retten i Nykøbing Falster var de værste og strengeste i landet. Her talte vi altså om indsatte med betydelig erfaring inden for det retlige system og fra hele landet. Dommerne i Glostrup var dem, der altid gik anklagemyndighedens ærinde, og hvor man ingen chance havde.

Fængselsbetjenten Svenskeren

Fængselsbetjenten Svenskeren, svarede mig ikke, da jeg ønskede ham godt nytår, idet han lukkede døren til min celle kort før Dronningens nytårstale. Svenskeren havde været ansat i Vestre Fængsel i fire år, havde han sagt i går til en kollega, hvilket jeg tilfældigvis overhørte. Han var næppe meget over 30 år gammel, af middel højde, med helt kort lyst hår og skægløs. Han havde en iskold attitude, et udtryksløst ansigtsudtryk, var meget fåmælt og hans blå uniformsskjorte var et nummer for lille, så den sad stramt om hans slanke og markerede, men ikke særlig muskuløse overkrop. Jeg skulle senere erfare, at indsatte fra en af grupperingerne havde skrevet trusler på væggen på et af toiletterne specifikt rettet mod ham, så måske havde det påvirket hans indstilling overfor de fleste indsatte i negativ retning, måske havde han altid været sådan. Men efterhånden som Svenskeren havde lært en at kende, kunne man godt joke lidt med ham og få et smil frem på hans læber.

Dronningens nytårstale

Jeg var spændt på Dronningens nytårstale og selvom talen til at begynde med var forholdsvis upåfaldende, så detonerede Hendes Majestæt pludselig bomben. Jeg have som de fleste gættet, at hun ville meddele at hun abdicerede, da hun i talen så at sige tog tilløb til at sige det, men jeg var alligevel til min store overraskelse lettere følelsesmæssigt påvirket, da hun erklærede, at hun ville overlade tronen til Kronprins Frederik. Det var et stort øjeblik i danmarkshistorien, men jeg følte ikke længere et tilhørsforhold til det land, hun var regent for, Danmark, som havde udsat mig for årelang tortur og uret og ødelagt mit liv.

Jeg var glad for at Dronningen advarede mod antisemitisme, for det var absolut på sin plads. Derudover var talen ikke specielt fremragende og jeg blev fortørnet, da Dronningen takkede politiet for deres indsats, for de svin havde jo misbrugt deres magt talrige gange og gennem flere år over for mig, så de fortjente intet som helst. I det mindste takkede Dronningen ikke Kriminalforsorgen og det var da altid noget.

Tumult

I formiddags opstod der en masse larm og tumult fra en af etagerne under min. Det var en kvinde, der råbte og skreg, hvilket hun havde gjort flere gange tidligere, men denne gang blev det ved længe og vagterne løb ned ned af trappen for at komme deres kolleger til undsætning, men underligt nok blev alarmen ikke aktiveret. Alligevel gik vi gangmænd ind på vores celler, for det skulle vi hver gang der udbrød ballade. Vagterne havde så mindre at holde øje med på deres monitorer, for der var flere overvågningskameraer på hver etage.

Åndehullet

En anden gangmand kom ind på min celle med et magasin for indsatte, der hed “Åndehullet”. Det læste jeg med stor interesse, for de fleste artikler var relevante, eksempelvis en længere artikel om sagsomkostninger og hvordan man greb det an at tilbagebetale disse, også selvom det for størstedelen af de indsatte var komplet umuligt at gøre. Der var også nogle læserbreve, hvoraf et par stykker var så fejlbehæftede at man skulle tro de var skrevet af børn i indskolingen, hvilket den anden gangmand og jeg var flade af grin over.

Færdiglæste bogen “Efter krigen - kampen for et nyt liv” af Christian Richardsen og Michael Jensen. Bogen handlede om en udsendt dansk soldat, som fik bortsprængt begge ben på en patrulje i Afghanistan, men som formåede at få det bedste ud af tilværelsen trods alt, herunder at lære at anvende nogle avancerede benproteser. Det var dybt imponerende hvad den sårede soldat havde præsteret, men desværre på bogen i min optik ikke særlig velskrevet, for at sige det mildt, så jeg var glad for at ligge den fra mig.

Under faglig standard

Jeg havde stadigvæk ikke hørt noget fra lægen vedrørende mine henvendelser angående hudinfektionen bag mit øre, og det var simpelthen for ringe og under laveste faglige standard. Gudskelov var infektionen ikke forværret i dag, og med lidt held og god hygiejne kunne det være, at den ville gå sig selv igen i løbet af et par dage. Nede på gårdtur fik jeg talt med flere end jeg plejede, og jeg ønskede dem, jeg hilste på, et godt nytår.

Ebbe Preisler, der havde forgiftet sin hustru med methadon og efterfølgende sig selv i en slags selvmordstrakt, eller i det som man formelt nok ville kalde udviddet selvmord eller mere korrekt forsøg her på, da han ikke var lykkes med sit forhavende, for så vidt det gjalt ham selv.

Det var interessant, at filminstruktøren angivligt i fællesskab med sin hustru havde skrevet en kronik om netop ønsket om aktiv dødshjælp i forhold til konen og ham selv i Politiken for ikke så længe siden. Han havde ikke anvendt nok Metadon til at tage livet af både sin hustru og sig selv, så han var blevet fundet og nu frisk nok til at være indsat på Vestre Hospital, hvor han befandt sig nu.

Jeg undrede mig over at medierne allerede før grundlovsforhøret havde nævnt hans fulde navn og jeg kunne også genkende det, men ikke på det tidspunkt forbinde det til en profession. Jeg regnede med at han var en offentlig person og det var årsag til at man afslørede hans identitet i medierne.

Jeg vågnede som jeg plejede, når det var weekend, lidt over otte til morgen. Jeg havde vasket alt mit tøj og gjort min celle ekstra grundigt rent i går aftes, så der var styr på alt. Desuden var det vigtigt med streng hygiejne, når det var lykkedes at pådrage mig en hudinfektion, så det var ikke fordi jeg var specielt hysterisk på det område.

Ebbe Preisler

Filminstruktøren Ebbe Preisler, der havde forgiftet sin hustru og efterfølgende sig selv i en slags selvmordstrakt, eller i det som man formelt nok ville kalde udviddet selvmord eller mere korrekt forsøg her på, da han ikke var lykkes med sit forhavende, for så vidt det gjalt ham selv.

Det var interessant, at filminstruktøren angivligt i fællesskab med sin hustru havde skrevet en kronik om netop ønsket om aktiv dødshjælp i forhold til konen og ham selv i Politiken for ikke så længe siden.

Brev til Folketingets Retsudvalg og Justitsministeren af 1. januar 2024

"Kære Folketingets Retsudvalg

Vestre Fængsel, d. 1. januar 2024."

Ovenstående henvendelse resulterede i ingenting.

Nytår i Vestre

Det var et smukt syn fra vinduet i min celle på 4. etage i fængslets østfløj med udsigt ud over Vesterbro og indad mod Indre By, da rådhusurets visere passerede midnat og der for alvor blev tændt for fyrværkeriet.

Især ovre fra området mellem Ny Carlsberg og Vesterbro blev der fyret løs. Der blev råbt "godt nytår!" fra mange af cellerne, men der var ikke så meget larm og råben, som jeg havde troet, og der gik ikke mere end en halv times tid før der var stille igen.

Gårdtur

Det meste af dagen var vejret mørkt, koldt og regnfuldt. Jeg fejede etagen og klarede de sædvanlige gangmandsopgaver, før jeg lavede skulderøvelser med den udleverede træningselestik som opvarmning før gårdturen. Nede i buret var det som det plejede. Jeg hilste på de andre gangmænd og der blev udvekslet nytårshilsner, før min faste makker ankom, og vi begyndte at gå de sædvanlige runder i buret, mens vi hver anden eller tredje runde lavede øvelser. Jeg trænede ryg med TRX og på stativet med bla. forskellige variationer af kropshævninger, foruden biceps med TRX.

Ufortjent behandlet

Jeg fik bagefter en længere samtale med en af de andre gangmænd fra en af de andre etager i Østfløjen. Han var ellers altid venlig, smilende og imødekommende og han havde hjulpet mig meget, da jeg havde siddet på hans etage og selv om han også fremstod glad i dag, betroede han mig, at han var vred over den måde et par af vagterne havde behandlet ham på i dag. Han havde pænt spurgt om han måtte ringe til sin familie i udlandet for at ønske dem godt nytår, men vagterne havde bare surt afvist ham.

Han havde klogeligt nok ikke diskuteret afvisningen, men høfligt accepteret beslutningen, selv om hans gamle mor sad og ventede på han ringede til hende. Senere på dagen spurgte han så igen en anden vagt om det samme, men blev igen bare afvist uden videre. Det var faktisk en meget svinsk måde at behandle netop denne gangmand på, for han var ekstraordinært flittig og gjorde langt mere for de indsatte end nogen af de andre gangmænd.

Eksempler på dette var, at han hældte en smule skyllemiddel i vandet i det rengøringssæt der blev udleveret de de indsatte, så cellen duftede efter endt rengøring og han lagde de indsattes vasketøj pænt sammen, når han havde vasket det for dem, foruden en masse andre gode ting. Han gjorde en masse godt uden at få noget som helst ekstra for det og af et godt hjerte, han var derfor også meget vellidt og gjorde en virkelig forskel for de indsatte og derfor fortjente han mildest talt ikke at blive behandlet så ringe af vagterne. Det fortalte jeg ham.

De medindsatte

Efter gårdtur trænede jeg lænd i cellen. En af de andre gangmænd, som havde været i varetægt i omkring trekvart år, havde været muggen og irritabel på det seneste, men da jeg efter gårdtur returnerede til afdelingen, var han i markant bedre humør, venlig og medgørlig, Jeg spurgte den anden gangmand, hvilke kategorier af arrestanter, der sad på den etage vi var gangmænd, for selvom jeg havde en god formodning, var jeg ikke sikker og vagterne var ikke nogle, jeg talte om andre indsatte med.

Han fortalte mig, at dels sad de indsatte, der ikke kunne sidde på de andre afdelinger, fordi de skabte sig, var aggressive, tossede og ekstra besværlige. Var der eksempelvis problemer med en indsat på stueetagen, og var han ikke aktut kandidat til en plads i obscellen eller på den særligt sikrede afdeling (SSA), så kom han op til os, hvor vagterne havde erfaring med hårde indsatte. Eksempelvis sad der en russisk (eller noget i den stil) talelnde mand et par celler fra min og han var så truende, kværulerende og latent aggressiv og var det hele tiden, at der altid skulle være tre vagter til at åbne hans celle. Men han kammede ikke så meget over at han skulle på SSA. Omvendt sad der en afrikaner på modsatte side af gangen, som angreb en af vagter, og som blev ført eller nærmest båret væk af en hold af vagter til SSA og da han næste dag var faldet til ro igen, kom han tilbage.

Og dels sad der tre grupperinger på etagen i øjeblikket: LTF, Comanches MC og Satudarah. At de ikke alle var Comanches MC skyldtes angivligt, at Satudarah medlemmerne var blevet varetægtsfængslet før klubskiftet. Vi havde intet med nogle af de andre indsatte at gøre, for hver gang de skulle på gårdtur, skulle vi gangmænd gå ind på vores celle og blive der indtil man havde lukket alle ud, og omvendt, når de skule ind igen. Det var et spørgsmål om sikkerhed. Vi så dog kortvarigt hinanden når nogle skulle på toilettet eller i bad. Vi talte aldrig om grupperingerne eller deres medlemmer, faktisk nævnte vi end ikke gruppernes navne, når vi talte sammen indbyrdes. Vi gangmænd gjorde en stor indsats for at holde afdelingen ren, hygiejnisk og velfungerende ift. tøjvask og cellerengøring etc. og grupperingernes medlemmer var meget diciplinerede og havde styr på tingene, så på den måde fungerede lige det til alles tilfredsstillelse.

Men tilgælgæld talte vi en del af nogle af de besværlige indsatte, som kom på afdelingen og som der var en del af. De fleste og værste af dem var ikke dansktalende og nogle opførte sig helt crazy. I forhold til grupperingerne, så havde jeg og vi som sagt intet med dem at gøre, jeg anede ikke hvad nogen af medlemmerne hed eller hvilke celler de sad i på gangen. Det eneste, jeg vidste var, at når en LTF'er skulle have åbnet sin celle af en eller anden årsag, så skulle der altid være to vagter til opgaven. Det var en ufravigelig regel, som ikke gjaldt for nogen af de andre grupperinger på etagen og den skyldtes i forhold til det, andre fortalte mig, at LTF'erne havde gået efter at overfalde vagterne pludseligt og spontant uden nødvendigvis at der havde været en forudgående konfliktsituation.

Så eneste påmindelse om at der i det hele taget eksisterede grupperinger var, når vi skulle rengøre og klargøre en indsats celle som var blevet ledig. For i enkelte tilfælde havde den tidligere beboer skrevet LTF eller NNV på vægge eller inventar og netop disse to forkortelser skulle vi altid vaske væk. Om vedkommende, der havde skrevet det faktisk var medlem af disse grupperinger anede vi intet om, det måtte bare ikke stå nogen steder. Jeg syntes det var lidt mærkeligt al den stund at de indre af alle cellerne var overtegnede og det blev bare stående, men de to forkortelser var bandlyst. Min advokat syntes at 'ord var farlige', men jeg syntes det var noget vrøvl.

Ad gentagelsestilfælde

Nedenstående var mit noget kluntede forsøg på at forsvare mig selv med ord, når nu min(e) advokat(er) intet havde foretaget sig. Det var jo ikke for sjov, det handlede om mit liv.

"I forhold til påstanden om gentagelsestilfælde, så gælder det, at de samme forhold gør sig gældende vedr. 2018 dommen, som i den aktuelle retssag, nemlig at jeg var og er hjemløs, fejldiagnosticeret som kronisk sindssyg og havde og har mistet min lægeautorisation og dermed mit levebrød på et faktuelt forkert grundlag. At der er blevet begået alvorlige myndighedsfejl, som man konsekvent og mod bedreviddende nægter at korrigere, trods de meget alvorlige konsekvenserfor mit liv, mener jeg ikke skal ligge mig til last."

Advokatsamtale

Jeg sagde til vagten, at jeg ville skrives op til en telefonisk advokatsamtale i dag. Det var efterhånden klart, at Advokaten var ligeglad med mig og oven i købet åbenbart syntes, at jeg var irriterende. Jeg kunne sådan set godt forstå hende. Jeg kunne bare ikke rigtig lade være med at kæmpe for min tilværelse, når hun ikke gjorde.

Jeg læste på TV2 News, at Guenter Klar var blevet idømt seks års fængsel for at have svindlet den danske stat for 320 millioner. Det så ikke godt ud for Bogholderen, desværre. Så jeg håbede at Guenter vandt ankesagen, for han havde anket til landsretten. På gårdtur trænede jeg biceps, triceps og mave.

Vintersol

Det var et endnu smukkere vintervejr i dag end i går og solen stod ind ad det store vindue for enden af gangen og badede hele etagen i et gyldent og blødt skær og i en vinkel, så man kunne se selv de mindste fnug på gulvet.

Fængselshåndbogen

Jeg havde lånt en bog med titlen “Fængselshåndbogen”, som viste sig at være meget interessant, brugbar og meget anbefalelsesværdig for nyindsatte. Den var forfattet af en tidligere indsat, som vistnok var endt i fængsel fordi han havde været politisk aktivist og nu i egenskab af freelance journalist havde skrevet bogen, som kom vidt omkring og dækkede mange forhold og kom med mange gode råd om alt fra hvordan man skulle få tiden til at gå i arresten til den børneansvarlig betjent. Jeg nåede at læse hele bogen før gårdturen, som startede kl. 14.00.

Alene i gården

Min faste gårdtursmakker var nu væk og jeg var alene igen. Jeg fik på vej ned på gårdturen øje på den store bøtte med vejsalt, der stod i opgangsdøren. Uden at tænke mig om, røg det pludseligt ud af munden på mig da jeg passerede vagten, om jeg måtte salte gården og utroligt nok fik jeg lov til det. Jeg skyndte mig at bære den overraskende tunge bøtte med saltet ned af de få trappetrin så jeg ikke forstyrrede flowet af indsatte, der lidt ad gangen blev lukket ud, så der ikke opstod en flaskehals ved kropsscanneren.

En af de andre gangmænd kom mig til undsætning og hjalp mig med at bære bøtten ned i gården. Der var ikke helt så glat som i går, men der var stadig behov for saltning. Jeg hilste på de sædvanlige, men derefter var jeg alene. Jeg forsøgte at henvende mig til nogle af de andre, men det lod ikke til at de var særligt interesserede i at tale med mig, så det endte med at jeg efter 20 minutters frugtesløse anstrengelser begyndte at træne i stedet.

Den stod på bryst og mavetræning i dag, men efter jeg havde lavet så mange sæt at jeg var helt flad og der stadig var lang tid tilbage, tog jeg mod til mig og gik hen til en anden gangmand, end ham, der havde hjulpet mig, og mængede mig ind hos ham. Vi faldt i snak, og han forbarmede sig til at gå runder i buret sammen med mig indtil gårdturen sluttede.

Hans gestus var en engangsforteelse, så jeg kunne ikke regne med at den ville gentage sig fremover, for den pågældende var øverst i hakkeordnen og jeg befandt mig væsentlig længere nede eller var så relativt atypisk en indsat, at jeg faldt lidt uden for kategori. Omvendt havde alle en plads i hierakiet, om de var uden for kategori eller ej.

Men på grund af dem jeg trods alt havde gået rundt med i buret, som alle befandt sig i toppen af krandsekagen herinde, og fordi jeg trods alt havde været indsat så relativt længe og ikke havde gået rundt og været opsøgende eller stillet for mange spørgsmål, så var der ikke længere nogen, der troede jeg var politiagent, så det var altid noget. Folk i Vestre var generelt langt mere paranoide end dem på retspsykiatrisk. Et andet spøjst forhold var det, at en overraskende stor andel af de indsatte i Vestre havde en eller anden tilknytning til Christania.

Fristforlængelse den 18. januar 2024

Jeg skrev nedenstående udtalelse, som jeg havde tænkt mig at læse op i Byretten i Glostrup, når jeg skulle fristforlænges den 18. januar. Desværre fik jeg aldrig gjort det, omend jeg fik sagt noget lignende.

"Jeg blev tidligere i denne ret idømt en behandlingsdom uden længstetid for noget, jeg bevisligt aldrig har fejlet eller modtaget behandling for og nu forsøger politiet og anklagemyndigheden igen at dømme mig til livslang, uberettiget tvangsbehandling med invaliderende og livsfarlig antipsykotisk medicin, selvom de ved, at jeg intet psykisk fejler.

Derfor er resultatet af dette retsmøde givet på forhånd, idet jeg automatisk bliver fristforlænget i fire uger og således er dette en parodi på en retfærdig rettergang og en retstat uværdigt.”

Brev til Folketingets Retsudvalg

Jeg var fuldstændig detroniseret og skrev et brev til Folketingets Retsudvalg, som jeg godt nok vidste de ville ignorere, men som de ikke desto mindre alligevel skulle have en teoretisk mulighed for at læse og forholde sig til.

Over to et halvt år i varetægt

I buret trænede jeg intensivt ryg og biceps og talte med en indsat, jeg ikke tidligere havde snakket med og som var interessant. Han havde mere mellem ørene end de fleste, og han vidste faktisk noget, og om alle mulige emner, som ikke snævert kredsede omkring de sædvanlige, som var stoffer og kriminalitet. Han fortalte, at han havde siddet i varetægt i over to et halvt år i Vestre Fængsel, fordi han havde anket byrettens afgørelse til landsretten, og som det var sædvane, skulle han forblive i varetægt indtil der var tid der, hvilket var mindst et år i hans tilfælde. Han havde familie og havde siddet så længe under varetægtsforhold. Det var ufatteligt, det var direkte vanvid. Jeg kunne ikke begribe, at han kunne holde det ud. Jeg var slet ikke sikker på, at jeg selv ville have overlevet så længe.

En historisk dag

Dagen begyndte med gråvejr, men det klarede op hen ad formiddagen og solen kom frem. Det var en historisk dag, som ville indskrive sig i Danmarkshistorien, når Dronning Margrethe abdicerede og overlod tronen til Kronprins Frederik, som nu blev regent som Kong Frederik den 10. Overdragelsen af tronen skete klokken 15.00 og blev selvfølgelig transmitteret live.

Gårdtur fremfor kroning

Min gårdtur var fra klokken 14.00 til klokken 15.00, og jeg ville derfor gå glip af denne milepæl, i hvert fald at følge med live og i sin helhed, hvis jeg gik ned for at træne ben, men jeg ville ikke gå glip af min motion, det sociale samvær, solen og den friske luft, så selvfølgelig ville jeg på gårdtur.

Det dårlige selskab

Desuden var jeg ikke sikker på, at jeg som stemplet kriminel i befolkningens og kongehusets øjne overhovedet i ånden var inviteret med til festen, så at sige. I Danmark var der ikke noget, der hed “tidligere straffet”, og én gang dømt, altid kriminel og ude af det gode selskab. Jeg var ikke kriminel og jeg var ligeglad med hvordan omverden opfattede mig. Jeg havde blot kæmpet for mit liv og min tilværelse efter at have forsøgt alt andet, og først derefter, da mulighederne var udtømte, havde jeg været tvunget til at tage loven i egen hånd.

Kriminalitet avler kriminalitet

Andres forudgående alvorlige kriminalitet begået mod mig, havde tvunget mig til at begå langt mindre alvorlig kriminalitet som direkte konsekvens heraf, men sådan så samfundet selvfølgelig ikke på det, men jeg var efterhånden ligeglad med hvordan samfundet anskuede mig, så det var okay.

Forbillede

På gårdturen fik jeg trænet bryst og triceps sammen med en gangmand fra en af de andre etager. Han var cirka en del år ældre end jeg, men havde en imponerende fysik og udførte i samtlige øvelser langt flere gentagelser end jeg, selvom jeg ikke ligefrem holdt mig tilbage. Træningsprogrammet var relativt omfattende og varede næsten hele gårdturen. Jeg kunne lige akkurat lave samme øvelser som ham, men ikke så mange sæt eller gentagelser og sådan var det altid når jeg trænede sammen med ham. Det var ret vildt, men nogen mennesker var bare bygget bedre end de fleste andre.

Min træningsmakker og jeg fik en god lang samtale mellem sættene om mange af de problematiske aspekter af det danske retsvæsen, og han gav mig en slags komparativ analyse af det danske retsvæsen kontra de retsvæsenet i fleste andre europæiske lande og der var hos os ret unikke forhold, som udgjorde en alvorlig trussel mod retssikkerheden for borgerne. Det mindede om en mindre forelæsning om emner som forsætsgrader, herunder dolus eventualis, den frie bevisførelse og selvfølgelig varetægtsfængsling.

Han havde en både omfattende og dybdegående viden om jura, et meget højt abstraktionsniveau, ræsonnerede som en akademiker og besad også et påfaldende stort ordforråd. Og var selvfølgelig god til skak, hvilket hans gangmandskollega ofre ytrede sin utilfredshed med på gårdturen, når han igen havde tabt et spil. Jeg var ikke bekendt med hans uddannelsesmæssige baggrund som sådan, men efterhånden som jeg lærte ham at kende og talte mere med ham, var jeg ikke i tvivl om, at han var yderst intelligent og med overvejende sandsynlighed på sagtens kunne have gennemført en kandidatgrad, eksempelvis i medicin. Han var ikke blot respekteret, men faktisk også vellidt.

Brev til Folketingets Retsudvalg af 14. januar 2024

“Kære Folketingets Retsudvalg

Vestre Fængsel, 14. januar 2024.”

Ovenstående brev til Folketingets Retsudvalg resulterede selvfølgelig i ingenting.

Fyrværkeriet til ære for Dronningen

Selvom det foregik langt væk, havde jeg perfekt udsigt fra min celle på 4. sal i Østfløjen til fyrværkeriet klokken 18.00 til ære for Dronningen. De hule drøn var trods afstanden markante og jeg trykkede næsen flad mod vinduet og betragtede det, jeg uden overdrivelse ville kalde et spektakulært skrue. Jeg havde aldrig set et så smukt fyrværkeri og finalen på showet var så bemærkelsesværdig og smuk, at det var lige før mine nakkehår rejste sig. Jeg ville forfærdelig gerne have overværet forestillingen på helt tæt hold.

De små sejre

Jeg vidste, at man ikke kunne få kopieret breve eller lignende dokumenter, for det stod ret specifikt i husordenen for Vestre Fængsel, men da min berigtigelse af dele af sundhedsjournalen fra det aktuelle ophold i fængslet fyldte tre hele sider og da det således ville tage meget lang tid at skrive en kopi af dette i hånden, vågede jeg pelsen og fik fremstammet en anmodning til en fængselsbetjent på kontoret om jeg, måske, hvis det altså var i orden, og selvfølgelig helt undtagelsesvist, kunne få ham til at tage en kopi af mine papirer, som i øvrigt var yderst vigtige.

Utroligt nok accepterede betjenten dette uden videre, omend han havde det forbehold, at han ikke var sikker på, at han kunne finde ud af at bruge den kombinerede printer og fotokopimaskine. Han var ikke en af de faste betjente. Han gjorde en inviterende bevægelse hen mod apparatet, der stod i hjørnet af vagtkontoret og antydede, at jeg da bare selv kunne tage kopien.

Jeg havde ikke lyst til at gå ind på vagtkontoret, det var off-limits for indsatte, så jeg lod som ingenting og foreslog fra døråbningen, hvordan han betjente den, og utroligt nok lykkedes det for ham. Det ville muligvis have givet både ham og jeg problemer, hvis jeg havde gået ind på vagtkontoret. Jeg blev virkelig glad og takkede ham lidt for mange gange.

LTF'erens celle

Engang imellem blev LTF'erne (eller F'erne, i daglig tale) pludseligt og uvarslet flyttet til en anden fløj. Det skete åbenbart udelukkende af sikkerhedsmæssige årsager, så ingen kunne vide sig sikker på, hvor han befandt sig og planlægge derefter.

Da den pågældende F'er kom op fra gårdtur i dag, havde fængselsbetjentene låst vinduet i hans celle, så han ikke kunne fortælle sine venner, at han nu blev flyttet og hvor han blev flyttet hen. Om det virkede, tvivlede jeg dog på og mon ikke der højest gik nogle timer, så var alle garanteret helt klar over hvor han nu sad.

F'eren fik at vide af betjentene, at han havde 10 minutter til at pakke hele cellen ned i nogle affaldssække, og efterlade alt, han ikke ville have med, hvilket så ville blive kasseret. Hvis man havde været varetægtsfængslet i rigtig lang tid, så kunne det være man havde indrettet cellen hyggeligt og følte, at den var som et slags hjem. Og så skulle man bare forlade det på få minutter. Uanset hvilken gruppering man tilhørte, var det endnu en belastning for den enkelte og summen af den slags kunne blive meget stor.

Men han efterlod en masse til kassering, som vi gangmænd så skulle smide ud, når vi rengjorde hans celle til næste ufrivillig logerende, og noget at dette var en masse mad- og drikkevarer, som var uåbnede. Vi tag hvad vi kunne bruge og smed resten ud. Jeg scorede en lækker citronmåne og som sædvanlig, når der lå biblioteksbøger i en celle, der skulle rengøres, tog jeg dem, jeg interesserede mig for og læste.

Om de blev afleveret en dag før eller senere, spillede ingen rolle. F'eren havde god smag i bøger og jeg lånte 'Syv år for PET' (læst to gange tidligere) og 'Morten Storm - mit dobbeltliv i Al Qaida' og mens jeg sad og læste sidstnævnte (som var meget spændende) og spiste citronmåne, sendte jeg en venlig tanke til F'eren. Vi gangmænd kunne godt lide grupperingerne på vores etage, for de fleste var disciplinerede, havde styr på tingene, var hygiejniske og stille og rolige.

Fejlmedicinering i Vestre

Betjentene havde hængt en ny seddel op på opslagstavlen på vagtkontoret, så man kunne se den fra indgangen til kontoret ude på gangen. På sedlen stod der med store skrifttyper: "Hvor mange gange har Ræven fucket medicinen op i dag" og nedenunder var der sat to streger med sprittusch. Total god humor! Ræven var mit øgenavn for den pågældende fængselsbetjent, som egentlig var god nok, og øgenavnet skyldtes, at han er par gange havde bedt os gangmand om at lægge kødpålæg til side til ham, hvis der var noget til overs fra frokosten, for det ville han give til den ræv, der åbenbart frekventerede hans have.

Dopet af Seroquel

Den konkrete anledning til sedlen var, at min gangmandskollega ved en fejl ved udlevering af morgenmedicinen havde fået en anden indsats Seroquel i en styrke på 100 mg. Det var et antipsykotisk præparat, som han ikke havde fået før, så ikke længe efter gik han totalt i brædderne og sov dybt og vågnede først langt op ad eftermiddagen. Resten af aftenen var han ikke rigtig sig selv, men kogede rundt og opførte sig meget besynderligt. Men han havde det vist udmærket.

Brev til advokat Karoline Normann - ikke sendt

“Kære Karoline

d. 28/1-24.”

Litteratur

Jeg læste bogen “Agent Storm” af Morten Storm færdig i går aftes. Jeg påbegyndte bogen “Syv år for PET” af tidligere efterretningschef Jakob Scharf, men jeg havde læst den så mange gange før, at jeg kunne genkende selv mange af sætningerne, så jeg lagde den fra mig, da jeg var nået til side 86. I stedet påbegyndte jeg bogen “Med hjælp af bedrag”, som var en bog om Mossad, skrevet af en tidligere agent fra denne efterretningstjeneste, og som jeg havde overtaget fra LTF’eren og ikke tidligere læst.

Derudover læste jeg som vanligt i den norske lærebog i anæstesi samt lidt i hæmatologibogen. Jeg var nødt til at holde en dags pause fra træningen, da jeg havde trænet hårdt hver dag i de sidste seks dage. Jeg måtte nøjes med at lave 9 sæt leg raises på træningsstativet. Men til gengæld fik jeg talt med en indsat, jeg ikke tidligere havde vekslet et ord med, men godt lagt mærke til, samt naturligvis dem, jeg plejede at tale med. Jeg fik også talt med en fyr, der havde fået seks dages strafcelle efter razziaen, men nu var tilbage igen. Jeg pudsede de store vinduer, som udgjorde gavlen af fjerde etage. Det hjalp gevaldigt, nu afslørede solen ikke længere pletterne og snavset på ruderne og udsigten blev en smule bedre.

Dokumentaren ‘De Mistænkte’

Der blev vist et indslag fra dokumentaren ‘De Mistænkte’ om de lange varetægtsfængslinger i Danmark. Det med de lange varetægtsfængslinger vidste vi faktisk godt, her på Vestre. DRs retsreporter ved navn Trine Maria Ilsøe udtalte, at ‘nogle var varetægtsfængslet i helt op til et år’. Hvad?

Der var flere, jeg kendte personligt fra gårdtur, som havde været varetægtsfængslet i op til to et halvt og tre år, og blandt andet kendte jeg en, der i over tre et halvt år havde siddet i Vestre Fængsel, først varetægtsfængslet og efterfølgende som afsoner under varetægtsvilkår. Hvorfor sagde den ‘dygtige’ Trine Maria Ilsøe ikke det? Hvorfor skulle hun underdrive varigheden? Havde hun ikke styr på sit eget fagområde, eller var hun lidt for meget på myndighedernes side? Vi talte om, at det måtte være det sidste. Vi hadede hende for at være så tendentiøs og partisk, og ofte også upassende følelsesladet i sine programmer.

Brev til Københavns Vestegns Politi

“Kære Københavns Vestegns Politi

d. 27. Januar 2024."

Cellesnakken fra Nordfløjen var så markant og så sent om aftenen, at flere på min egen gårdtur var irriterede på dem, der plaprede løs [resten følger].

Brev til politiet af 31. januar 2024

"Kære Københavns Vestegns Politi (kopi sendt til advokat Karoline Normann)

31. januar 2024."

Ovenstående brev til Københavns Vestegns Politi resulterede selvfølgelig i ingenting.

Det var en fantastisk god badmintonkamp i dag, og Den Dansende Sønderjyde charmerede os alle endnu en gang. Jeg havde fået Hypomanens brugte indendørssko, fordi han selv havde fået et bedre par fra tøjdepotet. Det var meget venligt af ham og også meget tiltrængt.

Skoene passede mig perfekt og var i forholdsvis god stand, hvilket gjorde spillet meget sjovere. Efter badmintonspillet blev der vist ‘Monumenternes Mænd’ på projektoren i fællesmiljøet, mens vi fik serveret mine mislykkede flødeboller. De var langt fra så gode som rigtige flødeboller, men alt blev spist alligevel.

Fejlbedømmelse

Det var en medindlagt, der havde arrangeret møblerne og hængt et lagnet op som lærred. Jeg havde nok fejlvurderet ham, for han havde ved nærmere bekendtskab vist sig at være et meget omsorgsfuldt og betænksomt menneske, men han var også meget introvert og talte næsten aldrig.

Nordjyden

Der var mange meget forskellige typer indlagte på afdelingen, og én, der var væsentligt anderledes end førnævnte, var Nordjyden. Han var genstand for min beundring, for han var en af de mest rolige og empatiske mennesker på hele afdelingen, intelligent, generøs og en stor motivator for os andre. Han var meget høj og atletisk af bygning, selvom medicinen havde givet ham lidt mave.

Nordjyden var sigtet for en lidt af en petitesse af en offerløs forbrydelse, angiveligt begået for så mange år siden, at det undrede mig at forholdet ikke var forældet. Jeg havde lært ham godt at kende, og han var faktisk et genuint godt menneske, absolut ikke kriminel, men en dedikeret familiefar, der savnede sin familie utroligt meget og talte om dem hele tiden. Hvis hans børn en dag læste dette, skulle de vide, at de kunne være meget stolte over deres far.

Rodløs

Jeg ville komme til at savne ham mest af alle, og det kunne jeg allerede mærke nu, bare ved tanken herom, og til trods for, at jeg fortsat var på afdelingen. Jeg håbede på det allerbedste for ham og hans familie, han skulle bare klare den og det havde han også fortjent. Jeg forbandede, at jeg gennem årene først lærte virkelig gode mennesker at kende og knyttede mig til dem, for så at blive tvunget væk fra dem igen af det forpulede politi, psykiatri og retsvæsen.

Særlig plads i helvede

Jeg havde mødt langt flere og mere samvittighedsfulde og gode mennesker i fængslet og på retspsykiatriske afdelinger, end blandt de ansatte i psykiatrien, etaten og blandt læger generelt. Faktisk havde jeg aldrig mødt bare én god betjent, anklager, dommer eller psykiater, og jeg håbede, at der var et særligt slemt sted i helvede, beregnet til den gruppe mennesker. De var de værste mennesker i verden. Efter filmen, trænede jeg mave på stuen.

Samtale med socialrådgiver Denice

Omkring frokost kom socialrådgiveren, Denise, pludselig forbi og ville lave en opfølgning på min handleplan, den som var blevet udarbejdet i starten af indsættelsen. Hun lagde ud med at oplæse handlingsplanen og vi fik rettet enkelte oplysninger samt tilføjet andre. Vi kom vidt omkring og talte om mine planer ved løsladelse i forhold til kontakt til Cafe Exit (hun var mentor her igennem) og hjemløseenheden, blandt andet.

Jeg fik understrege, som sandt var, at min diagnose aldrig havde været andet end ADD, at jeg i virkeligheden ikke havde depression eller PTSD, at jeg havde afleveret flere psykiatriske speciallægeerklæringer, som gav mig ret, men som var blevet ignoreret af myndighederne, de selv samme myndigheder, som havde afkrævet mig dem samt, at jeg kun ønskede at arbejde, det var det, jeg ville allermest i hele verden.

Hun syntes at det lød sindssygt, hvad jeg havde været igennem af fejldiagnoser og jeg måtte give hende ret. Vi talte en del om Kofoeds Skole, som hun hedder samarbejdet meget med dengang hun arbejdede på Mændenes Hjem, samt om hendes arbejde på Cafe Klare. Vi havde en lang og super god samtale, hvor størstedelen handlede om hendes erfaringer på hjemløse- og resocialiseringsområdet. Vi aftalte, at hun ville sørge for information om Sjællandske Boligselskab.

Diverse

Inden samtalen trænede jeg ryg og biceps i buret på gårdturen. Jeg fik afleveret mit brev til advokaten, hvor jeg udbad hende et opkald og en status. Jeg fortsatte med at læse hæmatologi. Jeg var led og ked af intet at få at vide, samt at rådne op på 9. år. På gårdturen talte jeg med underboen til tossen i celle 56, der skabt sig både i går og meget tidligt i morges, hvor han vækkede andre alle med sin hamren på celledøren. Underboen var godt irriteret og havde klaget til vagterne flere gange over ham.

Fængselspsykiateren

Henad eftermiddagen, mens jeg gik på gangen og fejede, så jeg en ældre, noget sammenfaldet kvinde med et udtryksløst og let rynket ansigt, gråsprængt mørkt pagehår og iklædt lyseblå tidsløse cowboybukser, samt en lys sweater eller trøje af en slags. Halvfemserne havde ringet til kvinden og forgæves forsøgt at få sit tøj tilbage.

Det var ingen ringere end psykiateren, altså hende den tarvelige og underlødige pseudolæge, der havde skrevet det vrøvl i journalen, jeg kunne læse i aktindsigten og som var meget langt fra det, der blev sagt under samtalen, og som jeg havde været nødt til at berigtige efterfølgende [både journalen og min berigtigelse, samt navnet på psykiateren kommer senere på nettet].

Tossen i cellen

Hun var blevet tilkaldt for at tale med tossen i nummer XX, som havde smadret alt inventaret i sin celle. Han skabte for meget bøvl, så nu forsøgte fængselsbetjentene at få ham overflyttet til psykiatrisk afdeling eller dopet med antipsykotisk medicin, og dermed passiveret.

Ikke så tosset endda

Fangen gad dog ikke at tale med psykiateren, og jeg hørte ham sige, at han bare vil have en cigaret. At afvise kvaksalveren var dog klogt af ham og en indikator på, at han måske ikke var så tosset endda. Pudsigt nok så jeg også den rigtige læge omkring frokost, hende ‘syndromet’ med den deforme krop og dysmorfe ansigt. Hvad hendes ærinde var, fandt jeg dog ikke ud af. På gårdturen trænede jeg ben og fik desuden en længere og rigtig god samtale med en gangmand fra en af de andre etager, som det var et stykke tid siden, jeg havde talt med sidst.

Natlige tjek

Jeg vågnede spontant præcis klokken 7.00, efter en lang nats uafbrudt søvn, hvor jeg ikke engang var vågnet ved at nattevagten var kommet ind på mit værelse de sædvanlige to gange for rutinemæssigt at tjekke op på, om alt var, som det skulle, altså om jeg havde begået selvmord eller lignende. Sådan gik de rundt og tjekkede alle indlagte, og alle syntes det var vildt belastende, for de fleste blev vækket begge gangene, herunder jeg selv, og når det tydeligvis ikke var nødvendigt i b.la. mit tilfælde, så var det ekstra irriterende at få ødelagt min nattesøvn.

Hjernedøde gåder

Jeg satte mig på kondicyklen og hjulede rundt, mens jeg læste videre. Efter godt et kvarter fik jeg at vide, at der var morgenmøde. Vi var kun tre indlagte, der deltog i alt. Først skulle vi gætte to gåder. Det var åbenbart en fast del af cirkusforestillingen, men det var at foretrække frem for morgensang. “Hvilket ord i ordbogen er det eneste, der er stavet forkert?”, spurgte sygeplejerske Rikke med et underfundigt smil på læben. “Ordet forkert”, svarede jeg.

Vælg en sang

“Hvad har fire fingre og en tommelfinger, men er ikke i live", ville Rikke så vide. Det kunne ingen regne ud. “En handske”, var svaret. Så skulle vi vælge to sange som sygeplejersken ville finde på Spotify. Jeg sagde “Insane In The Membrane” med Cypress Hill til en af de andre patienter, som var hypoman, men ikke sindssyg, og som havde god humor.

Hypomanen og Hystaden

Sygeplejersken hørte det imidlertid, og selvom jeg sagde, at det bare var en dårlig joke, så satte hun nummeret på, og Hypomanen og jeg selv var færdige af grin. Så var det den tredje patients tur, og han valgte “Natteravn” med Rasmus Seebach, og samtidig forlangte han, at alle skulle være dybt tavse under afspilningen, fordi sangen betød så meget for ham. Den selvhøjtidelige attitude kunne Hypomanen ikke holde ud eller honorere, så han gik.

Skjult tvang

Så skulle vi andre have taget billeder til journalsystemet. Den var SOSU-Kim, der forlangte det af os. Jeg sagde venligt, at det ikke var noget, jeg var interesseret i, samt at det tidligere havde været frivilligt at blive fotograferet. Det var det så alligevel også, måtte Kim medgive. Kim spurgte ikke patienterne, men fremlagde det som et krav og han gjorde det for at fratage den enkelte valget, hvorved det blev lettere for ham.

Mere skjult tvang

Jeg understregede, at det ikke var fordi jeg var oppositionel, men fordi jeg synes det var ubehageligt og ydmygende med mit portræt i deres system, og at der ikke var nogen konflikt eller sure miner fra min side af. Derefter skulle der tages EKG og blodprøver. Igen var det ikke et valg, det var noget, der blev sagt at man skulle, det var en ordre og jeg havde intet valg end at acceptere overgrebet, så jeg opførte mig lydigt og samarbejdende. Så var det tilbage på cyklen igen, hvor jeg læste og cyklede i et kvarter. Det var nu min rutine at cykle på kondicyklen i 30 minutter daglig. En sygeplejerske kom hen til mig og fortalte, at Psykiater Kim var syg i dag, hvorfor lægesamtalen var aflyst.

Optakt til ballade

Jeg afleverede dispositionen til lægesamtalen til min kontaktsygeplejerske, Camilla, som tog imod den og sagde, at hun vil skrive den ind i journalen, og senere fik jeg papiret retur. Alarmen gik, men det var på den anden afdeling, hvilket fremgik af led displayet, der hang ned fra loftet på hver gang. Vi spiste frokost og Hypermanen var meget snakkende, faktisk med talepres, han grinede fjoget og var grænsesøgende i sin kontakt overfor patienter, såvel som personale.

Medpatienten, der ville høre Rasmus Seebach tidligere - Hystaden - fik til sidst nok. Han havde allerede sagt til personalet to gange at Hypomanen drev ham til vanvid med sin konstante ævlen og kævlen og rastløse adfærd og nu spurgte han igen om et personale ikke havde to minutter til en snak og de fortrak fra spisestuen og ned ad gangen mod rygeburet.

Og action!

Kort tid efter lød alarmen og displayet viste, at det var fra P7, altså vores afdeling. Der kom væltende med personale fra de andre afdelinger. Vi fik besked på at vi skulle gå ned på vores stuer. Min stue var nabo til rygeburet og på vej derned kunne jeg høre Hystaden råbe “Nu skal han fandme holde sin kæft!”, mens han slog og sparkede på døren og væggene til rygeburet og 12 til 15 ansatte stod ude på gangen og så nervøst til. Den vrede patient havde sådan set ret og man burde have lyttet til ham. Den Hypomane var flink nok, men også voldsomt irriterende og han forpestede afdelingen. Han holdt ikke op med at stresse andre og det ville formentlig gå galt igen. Jeg fik vasket tøj, og trænet lænd og mave på stuen.

For lidt frisk luft

Jeg havde spurgt tre gange om havetur, for der havde ikke været havetur endnu, og klokken var snart 17. Alle var rastløse, også jeg, og andre indlagte havde også spurgt personalet om havetur mange gange og flere havde taget deres frakker på og gik frem og tilbage på gangen. Endelig forbarmede sadisterne sig over os og åbnede.

I haven

Jeg trænede ryg på stativet med to forskellige øvelser og med så mange sæt, at det varede hele den halve time, som var fik lov at være ude i haven. Haven var halvt oversvømmet og pløret. Jeg havde brugt romaskinen før haveturen. Det var et helvede for mig at være indlagt på dette sted. Jeg havde i høj grad mistet håbet, efter jeg var kommet på afdelingen. Det var åbenbart psykisk tortur og helt ulideligt og unødvendigt.

Klokken 6.54 stod jeg op, luftede ud, børstede tænder og gik i bad. Herefter gik jeg ud i fællesmiljøet som den første og mens personalet sad på deres kontor bag ruderne, satte jeg mig med min kaffe og bogen om statsministrene ved spisebordet og læste til personalet var færdige.

Derefter blev morgenmaden kørt frem. Vi var kun 3 - 4 indlagte, der var oppe. Jeg afleverede brevet til Z til min kontaktperson og bad om at måtte få det sendt, idet jeg havde påsat et frimærke, som jeg havde taget med mig fra Vestre. Kim var syg igen i dag. Selvom det var traumatiserende og ubehageligt at tale med ham, så var det helt essentielt at det blev gjort, så jeg kunne få det her cirkus overstået og komme tilbage til Vestre igen. Klokken 8.45 ved det samme gentager sig i går i samme de samme tre deltagere.

Sikkerhed

På afsnittet P7 måtte patienterne ikke have skriveredskaber, så man skulle låne en blyant af personalet hver gang man skulle bruge den, og aflevere den tilbage igen hurtigst muligt og i løbet af samme vagt som vedkommende man havde lånt den af var på arbejde. Det var meget irriterende for mig og jeg fik derfor ikke skrevet om begivenhederne i går eftermiddags og i går aftes, hvor der skete en masse.

Patient amok

Så gik en patient på naboafsnittet pludselig amok og hamrende på døre og vægge, så man kunne høre det helt ind på vores afsnit. De to afsnit, var spejlet udgaver af hinanden og adskilt af det store personalekontor, som havde vinduer på begge sider ud mod afdelingerne, således at man kunne se over på det modsatte afsnit gennem kontoret. Politiet blev tilkaldt og de to betjente stod inde på kontoret og diskuterede situationen med det tilkaldte personale fra de andre afdelinger, så de i alt var 10 personer. Der var absolut intet at tage sig til, så jeg cyklede en halv time på konficyklen, der stod i en slags niche til gangen. Mens jeg cyklede, læste jeg bogen khader.dk. Der kom pludselig to personaler forbi og sagde, at forvagten ville komme og lave en gennemgang snart. Jeg var svedig efter den netop overståede cykeltur.

Vælg en sang

Skjult tvang

Så skulle vi andre have taget billeder til journalsystemet. Den var SOSU-Kim, der forlangte det af os. Jeg sagde venligt, at det ikke var noget, jeg var interesseret i, samt at det tidligere havde været frivilligt at blive fotograferet. Det var det så alligevel også, måtte Kim medgive. Kim spurgte ikke patienterne, men fremlagde det som et krav og han gjorde det for at fratage den enkelte valget, hvorved det blev lettere for ham.

Mere skjult tvang

Jeg understregede, at det ikke var fordi jeg var oppositionel, men fordi jeg synes det var ubehageligt og ydmygende med mit portræt i deres system, og at der ikke var nogen konflikt eller sure miner fra min side af. Derefter skulle der tages EKG og blodprøver. Igen var det ikke et valg, det var noget, der blev sagt at man skulle, det var en ordre og jeg havde intet valg end at acceptere overgrebet, så jeg opførte mig lydigt og samarbejdende. Så var det tilbage på cyklen igen, hvor jeg læste og cyklede i et kvarter. Det var nu min rutine at cykle på kondicyklen i 30 minutter daglig. En sygeplejerske kom hen til mig og fortalte, at Psykiater Kim var syg i dag, hvorfor lægesamtalen var aflyst.

Galehuset

Efter en nat med larm og uro fra især Hypomanen og Hystaden, men også fra Rapperen, der tossede rundt og sang noget uforståeligt nonsens og talte højt med sig selv, stod jeg op klokken 7.13, tog et bad og gik så ud i fællesmiljøet, hvor jeg sad og læste i bogen om statsministrene, hvor jeg var nået til side 228. Endeligt blev personalet færdig med morgenbriefingen.

Ingen andre indlagte var stået op, selvom personalet gik deres sædvanlige morgenvækningsrunde klokken 7.45. Klokken 8.00 var der morgenmad, efterfulgt af morgenmødet klokken 8.45, hvor foruden jeg selv deltog Nordjyden, Hypomanen og Hystaden og de to sidstnævnte saboterede mødet fuldstændig med deres konstante og fjogede kævlen.

Lægesamtale med Psykiateren

Omkring klokken 13 blev der banket på min dør. Det var psykiater Kim og kontaktpersonen Nanna. Jeg skulle have en lægesamtale, vi gik ind i samtalerummet skråt overfor min stue på den anden side af gangen og tog plads på hver sin side af bordet, dog således, at Kim sad tættest på døren og Nanna imellem os for enden af bordet.

Kim virkede påfaldende nervøs, hvilket overraskede mig en hel del. Han havde stadigvæk ikke læst det materiale, han havde fået tilsendt fra politiet og anklagemyndigheden, men han sagde, at han ville gøre det i løbet af weekenden. Han havde dog læst overlæge Gitte Ahles vås og endnu ikke fået fat i mentalerklæringen fra 2018, ligesom han hverken læste Journalen fra Sankt Hans eller rops eller noget som helst andet.

Vi talte om om jeg kunne få adgang motionsrum og adgang til at låne bøger om at det Det skulle undersøges men ledsaget udgang internet og telefon adgang var slet ikke en mulighed. Tøj og frimærker fra Vestre Fængsel på ufest om var muligt at få tilsendt Kim sagde at kun ville vurdere hvordan jeg var nu men desværre var det tydeligt at udgangspunktet var Gitte Ahles og Ulla Norings lort. Lige efter samtalen ringede Karoline. Hun var så utrolig ringe og ligeglad med mig. Jeg var så nedslået at begge samtaler, at jeg lagde mig til at sove. Nogen skulle betale for at udsætte mig for det her. Hvis Psykiateren konkluderede noget som helst andet end virkeligheden, så ville det nok ikke gå særligt godt.

Respons til lægesamtale den 14. februar 2024 (indscannet i min journal)

“Jeg har aldrig været sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestillestilles hermed, aldrig været personlighedsforstyrret, utilregnelig eller autist. Jeg lider kun af ADD, som nu gennem fire år er velmedicineret.

14. februar 2024.”

Hypomanen var latent meget aggressiv og motorisk urolig. Han gik rundt og sparkede på planterne, lavede karatespark i luften og skyggeboksede. Han han var ekstrem kontaktsøgende og grænseoverskridende non-stop fra morgen til aften, han henvendte sig konstant til mig og alle andre indlagte, lavede konflikter og uro sammen med Hystaden, og personalet kunne ikke styre ham. Der var én enkelt patient, der opførte sig normalt og fornuftigt, trods den massive medicinering, og som jeg kunne tale fornuftigt med, men han sov alt for meget i løbet af dagen, fordi han ikke kunne sove ordentligt om natten.

Eneste lyspunkt i øjeblikket var den erfarne ergoterapeut, som behandlede mig både professionelt og som et menneske og var meget engageret i sit arbejde. Hun ville oven i købet tage sine private bøger med til mig, som jeg kunne låne, da hun var klar over, at jeg læste meget, men at der næsten ingen bøger var på afdelingen. Hun ville tage bogen “Jordens søjler” af Ken Folliet med til mig, samt en bog af Søren Kierkegaard og den gestus var utrolig sød. Hun var historisk meget vidende og vi talte flere gange sammen i lang tid om historiske emner.

Jeg var begyndt at læse i bogen, som en medpatient havde lånt mig, en anden bog med titlen “24 Statsministre” skrevet af Søren Mørch, de eksemplarer af Illustreret Videnskab, som afdelingen havde liggende, og endelig sad jeg også hver dag og løste kryds og tværs, som der også lå rundt omkring på afdelingen.

Jeg talte med de andre indlagte, men de fleste af dem var for medicinerede eller for syge til at jeg kunne føre en fornuftig samtale med dem. Der var fem ansatte i dagtiden til afdelingens omkring ti patienter, of the sad to eller tre hatte i fælles miljøet og spisebordene og det store TV befandt sig i det samme store rum udenfor personalekontoret i den ene af gangen som var i den modsatte inde af hvor vi burde låget.

Personalets observationer

Personalet sad og betragtede os indlagte temmelig indiskret og det var ligesom, at vi var dyr i zoologisk have. Jeg distraherede fra det og opførte mig naturligt og normalt, som jeg plejede. Personalet holdt øje med ens adfærd, bevægelser, mimik, gang hvad man foretrukser hvad man sagde om han interagerer med andre og hvad og hvordan det skete hvad vi talte om to lejet om det var en dialog og begge kom til ord om talen var hurtigt om der var hy associationer og talestrøm på brydes om der var uenighed konflikter og man kunne enes om hvad man skulle sige det fælles TV om man tog hensyn til hinanden hvor meget andet.

Observation under måltiderne

I forbindelse med spisesituationerne gjaldt det om at afspritte hænder, at kunne stod i kø og vente til det blev ens tur til at få mad, at være høflig og mådeholden, at vælge en balanceret sammensætning af maden, at kunne spise normalt med bestik uden at svine, at være i stand til at sidde og spise sammen med andre, at sige velbekommen og tak for mad til de tilstedeværende, at rydde op efter sig selv efter måltidet, sætte stolen ind til bordet og lægge det beskidte bestik og tallerken det rigtige sted hen.

Det var retarderet, at jeg var nødt til at sidde og læse eller lave kryds og tværs i fællesmiljøet for på den måde at skære det ud i pap, at jeg altså var normal. Jeg gad ikke at tale med personalet og omvendt, men jeg var selvfølgelig ikke fordi jeg vedkommende over for det ligesom jeg var det over for alle andre mennesker. De skrev om mig tre gange dagligt og deres også versioner er adfærd og sådan var det bare.

TV til låns

Jeg fik et TV i dag. Men Didde sagde, at jeg ikke skulle vænne mig for meget til det, for vurderede personalet, at en anden indlagt havde større behov for TV'et, så ville man tage det fra mig igen. Det forstod jeg godt og havde en anden større glæde af det end jeg, så fred være med det, for jeg kunne altid bare læse nogle flere bøger, men det var alligevel sørgeligt, at man ikke havde fjernsyn nok til alle 10 patienter.

Der var forskellige bud på prisen for at have en enkelt patient indlagt en dag på afdelingen, også blandt personalet, men det laveste bud var 5000 - 6000 kroner, så det var en minimal udgift at have TV nok for den alt for dyre retspsykiatri med dens alt for mange ansatte i forhold til det reelle behov. Også på P7 sad det meste af personalet og krydrede røv det meste af tiden, de var på arbejde.

Patient amok

På afsnit P7 måtte patienterne ikke have skriveredskaber liggende, man skulle låne en blyant og aflevere den tilbage i samme vagt. Det var meget irriterende for mig og jeg fik derfor ikke skrevet om begivenhederne i går eftermiddags og aftes. Der skete en masse. Først gik en patient på naboafsnittet amok og hamrede og sparkede på døre og vægge, så man kunne høre det helt inde på vores afsnit.

Opbygningen af afdelingen

De to afsnit var spejlene og adskilt af det store personalekontor med vinduer på begge sider så man kunne se igennem det og over på naboafsnittet. Politiet blev tilkaldt og de to betjente stod inde på kontoret og diskuterede med det personale, der var blevet tilkaldt fra de andre afsnit, og de var omkring 8-10 mennesker i alt. Der var absolut intet at foretage sig, så jeg cyklede en halv time på kondicyklen, der stod i en niche ud til gangen.

Afdelingen bestod af to parallelle gange og ud mod omgivelserne lå patientstuerne, mens samtalerum, skyllerum, kontor etc. lå mellem gangene. De to gange slog om og mødtes for enden ud mod rygeburet, hvorfra indgangen til haven også var. Mens jeg cyklede, læste jeg i bogen Khader.dk.

Lægesamtale og undersøgelse

Pludselig kom to fra personalet forbi og sagde, at forvagten, altså lægen, ville lave en gennemgang af mig snart. Jeg var svedig efter den netop overståede cykeltur, da lægen kom og vi alle fire gik ind i samtalerummet. Den kvindelige læge (der fortalte mig at hun tidligere havde arbejdet i Vestre Fængsel) var almenmediciner, altså det man ville kalde praktiserende læge, sagde hun og der var bare tale om en rutineundersøgelse.

'En enorm selvopretholdelsesdrift'

Hun var venlig, smilende og den lægelige del af samtalen var hurtigt overstået, da jeg var psykisk og somatisk rask, hvilket hun også synes at jeg fremstod som. Men vi brugte noget tid på at tale om min situation og baggrund (bla. hvilket universitet jeg var uddannet fra) hvilket hun var interesseret i at høre om. Hun sagde, “du må have en enorm selvopretholdelsesdrift”. Jeg undlod at kommentere udsagnet, for det havde hun og de fleste andre normale mennesker også, hvis de havnede i en situation, der mindede om min.

Selve undersøgelsen

Hun målte mit blodtryk, som var 137 over 100, altså desværre for højt diastolisk, men det havde det været i de sidste mange år, og så lyttede hun mig et enkelt sted på brystkasse, uden på trøjen, ikke direkte på huden og ikke de fire sædvanlige steder (pulmonalen, aorta, bi- og tricuspidalstederne). og hun lyttede mig heller ikke på lungerne på ryggen (der var seks steder man skulle placere sit stetoskop, svarer til de øvre, mellemste og nedre lungefelter på begge sider), hun målte ikke temperatur eller udførte en grov neurologisk undersøgelse. Så var undersøgelsen overstået og hun gik igen.

Træning i haven

Så lægen ville have dumpet 7. semester på medicinstudiet med sin på samme tid yderst mangelfulde og fejlagtige undersøgelse, men hun var venlig og det var en meget positiv oplevelse. Så blev der åbnet til haven. Den var halvt oversvømmet og der lå stadig slud på plænen. Der var et stativ til dip, intet andet, så jeg træner dips, triceps og lavede armbøjninger.

Tilbage til Vestre nu!

Så var der uro igen og politiet blev tilkaldt på ny. Jeg læste bogen færdig og lavede firs armbøjninger på stuen. En meget empatisk medpatient, “Læreren”, lånte mig spontant bogen “Om historien” af Rane Willerslev, fordi han havde set mig læse så meget. Det var et dødssygt sted, et helvede på jord og jeg måtte væk hurtigst muligt og tilbage til Vestre igen. Jeg havde kun to sæt tøj, ingen penge eller frimærker. De fleste var dog flinke og det var morsomt, at de talte med udpræget fynsk eller midtjysk dialekt. Jeg brugte romaskinen i forgårs, samt kondicyklen hver dag, men det var dødssygt, især fordi jeg intet TV havde.

Respons til psykiatersamtale den 16. februar 2024

“Jeg fortalte min kontaktperson Nanna i morges, at det var hårdt for mig som psykisk rask, at være tvunget til at være indespærret på en lukket retspsykiatrisk afdeling, hvor der var talrige alarmer og syge og udadreagerende patienter.

CPR:”

Frygt for psykiaterens straf

Jeg hvilede mig så meget i løbet af for- og eftermiddagen som muligt, og nåede at slumre hen flere gange. Jeg ventede hvert øjeblik at det bankede på døren og mine kontaktpersoner og Kim stod udenfor og krævede, at jeg skulle ind i samtalerummet og udsættes for mere psykisk vold og straffet af Kim, som ville give mig flere psykiatriske fejldiagnoser, fordi jeg havde været så fræk at fortælle min kontaktperson i sidste uge, at afdelingen var et forfærdeligt sted for mig at være.

Kort strejf af hygge

På min stue netop nu om eftermiddagen, var min stue i et kort øjeblik hyggelig og nærmest idyllisk, med den spæde forårssol, der stod ind gennem de høje vinduer og badede stuen i et blegt lys, akkompagneret af fuglesang ude fra græsplænen. Jeg havde omhyggeligt undgået at fortælle mine kontaktpersoner, hvordan jeg havde det, og det var sikkert årsagen til, at jeg slap for at blive straffet af Kim i dag.

Jeg blev lokket til at spille et dødssygt spil af Mary, som var sygeplejerskestuderende, sammen med en medindlagt og en anden ansat. Spillet hed Partners, var en slags nyfortolkning af Ludo, og heldigvis bestod jeg testen, så Mary havde noget at dokumentere om mig.

Dopet

Hystaden lå i sofaen i fællesmiljøet og snorksov, slået omkuld af Kim gavmilde ordination af benzodiazepiner. Der kom nogen to gange, bankede på døren, låste den umiddelbart herefter op og vækkede mig, men det var bare om småting.

Det værste

At være indlagt på afdelingen var noget af det værste, mest deprimerende og ulidelige, jeg nogensinde havde været udsat for. Det var som at være død. Jeg fik en længere samtale med den venlige ergoterapeut, Helle, hvor vi blandt andet talte om en af grundlæggerne af Maskine Maskine Amager, men ellers var personalet ligeglade med mig.

Netop som vi skulle til at gå ud på dagens anden havetur, gik Hystaden amok igen. Årsagen var, at Hypomanen havde lagt en lille seddel på hans badetøfler, mens han lå og snorkede på sofaen i fællesmiljøet. Hvad der stod på sedlen, var ikke godt at vide, men det var ikke noget, han tog let på, mildest talt. Alarmen blev aktiveret og haveturen aflyst.

Luddovne

Værre var det, at turen til motionsrummet også blev aflyst. Der var ellers kun tale om et kvarter og rummet lå bare ca. ti meter fra afdelingen, længere nede af gangen. Det passede det luddovne personale udmærket at slippe for, at vi fik frisk luft og motion, da de så skulle lette røven og enhver undskyldning blev taget i brug.

Det sendrægtige personale fik Hystaden til at gå ind på sit værelse, hvor han råbte og truede og slog og sparkede på væggene. Det var selvfølgelig nænsomt over for patienten, at det ingen konsekvenser fik for ham og han fik lov til at afreagere på de fysiske rammer, men det var på alle andre indlagtes bekostning. Det var os, der betalte for personalets eftergivenhed.

Nordjyden og jeg ventede spændt, nervøse og utålmodige på, at det var tid til at komme i hallen, så vi kunne spille badminton. Nordjyden fortalte mig, at hallen var hans fristed, at den var nødvendig for, at han kunne overkomme så mange måneders indespærring på afdelingen, og det var jeg utrolig meget enig med ham i.

Personalet bekendtgjorde, at det tilsyneladende godt kunne lade sig gøre at komme i hallen, men kun hvis der ikke var nogen, der gik amok eller skabte sig, og stemningen på afdelingen var på kogepunktet. Hypomanen var blevet flyttet til naboafdelingen, hvor han sad med sin guitar, hvilket jeg kunne se gennem vinduerne på personalekontoret, som adskilte de to afsnit, eller også råbte og slog han på døren mellem afdelingerne.

Vi var tre indlagte og to ansatte i hallen. De to ansatte var overvægtige kvinder, klædt i deres normale tøj, og de prustende og stønnede og var ildrøde i ansigterne. Nordjyden var normalt meget rolig og afslappet, men han havde virket lettere presset i dag og spillede badminton på en meget indædt måde, som gjaldt det liv og død at vinde alle sættene. Han og jeg var omtrent lige gode til badminton, men mest fordi han var en smule dopet af medicinen. Han var mindst 10 centimeter højere end jeg og atletisk bygget, fraset den begyndende mave, som medicinen havde givet ham.

Han spillede en smule bedre end jeg i dag, mens det omvendte var tilfældet sidst vi var i hallen. Til gengæld gik han død, mens jeg fortsatte spillet det sidste kvarter. Efter kampen sad vi og talte i rygeburet, mens han røg en cigaret. “Hvis du mangler noget, Kjeld, så skal du bare sige til, du skal ikke holde dig tilbage eller være genert”. Han havde tidligere tilbudt mig et par af hans aflagte træningsbukser, hvilket jeg høfligt havde afslået, selvom jeg havde brug for træningsbukser, der ikke var for små, som det var tilfældet for dem, jeg havde på.

Det lovede jeg at gøre. Hans ansigtstræk var ikke længere sammenbidt, og hans blik ikke længere så intenst. Nu var hans øjne milde, levende og nærmest funklende, og han så lettet og afstresset ud i ansigtet. Han havde et tillidsvækkende og meget symmetrisk, maskulint ansigt, fuldskæg og nærmest sort hår, og til trods for hans sygdom og det, medicinen havde gjort ved ham, var han lidt af et pragteksemplar af den menneskelige race. Jeg satte mig sent på aftenen i fællesmiljøet og læste i den bog, jeg var gået i gang med og talte med pædagogen Glenn, før jeg gik i seng.

Psykose-galore

Jeg havde ganske vist hørt fra andre indlagte, især hans tidligere værelsesnabo, at Den Første Tysker råbte og skreg højt på sit modersmål, når han befandt sig på sit værelse, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det var så slemt, som det faktisk var tilfældet. For nu havde Den Første Tysker skiftet værelse og boede tre værelser fra mit, på samme side af bygningen og selv inde på min egen stue, kunne jeg høre ham tydeligt råbe og skrige, som var han ved at blive myrdet.

"Ich bin der Bundeskansler!"

Tyskeren skældede og smældede og sang eller nærmere skrålede og grinede infernalsk, og jeg havde aldrig hørt en sådan vildskab før, det var helt overdrevet. Jeg kunne bl.a. decifrere at han skreg at han var bundeskansleren selv og at han ikke ville finde sig i en sådan behandling. Men i det sekund, han trådte ud fra sit værelse, var han det mest forsigtige, rolige, høflige og betænktsomme menneske, man kunne forestille sig.

I fællesmiljøet lyttede han tålmodigt, talte afdæmpet og sagde ikke meget. Men på værelset åbnede han for psykose-sluserne og blev nærmest forvandlet til et uhyre. Det var sindsyge i særklasse. Ægte vanvid af den slags man kun så i film og ikke troede eksisterede i virkeligheden. Man burde arrangere udflugter for psykiatere under uddannelse og indlogere dem på Tyskerens nabostue, så de kunne se hvordan den utilstrækkeligt medicinere psykose blosmtrede i fuld flor, for så udtalt tosseri ville de aldrig opleve igen.

I det hele taget - og jeg havde efterhånden oplevet lidt af hvert i den boldgade - var P7 i Middelfart det sted, hvor mest psykopatologi var samlet under én tag. Man havde tosser på lager på den afdeling. Jeg syntes det var al ære værd at man ikke tvangsmedicinerede de indlagte så hårdt og massivt som eksempelvis på Q81 i Glostrup, hvor mange indlagte var savlende zombier og hvor en yngre mand døde af overmedicineringen. Men måske kunne man godt trække en smule mere doping op i kanylen på P7?

Afdelingstyrannen

Jeg vågnede til sædvanlig tid i morges og var hurtigt ude i fællesmiljøet som den første omkring klokken 8.00, for at få morgenmad og kaffe. Til morgenmødet klokken 8.45 fik Hystaden personalet til igen at bestemme hvilken musik vi andre skulle sidde og lytte til, og han skruede straks så højt op for volumen på bluetooth højtaleren, at det var direkte ubehageligt. De få andre deltagende indlagte sad pænt og fandt sig i tyrannen, mens jeg gik i bad.

Omvendt psykologi

Herefter var der dagens første havetur, hvor jeg trænede fire sæt dips. Jeg fortalte efterfølgende min kontaktperson Carina, at jeg havde det fremragende og ikke havde behov for at tale med Psykiateren, som netop var ankommet til afdelingen, cirka en time for sent. Jeg tænkte, at Psykiateren sikkert bare for at irritere mig, ville gøre det modsatte af hvad, jeg bad om, og netop af den årsag ville benytte min anmodning som påskud for at tale med mig.

Godkendelse til motionsrum

Jeg talte med fysioterapeuten, Anne-fys, og hun gav mig tilladelse til at bruge motionsrummet. Det var et ufravigeligt krav, at samtlige indlagte skulle igennem samtalen med fysioterapeuten før man måtte komme i hallen eller motionsrummet, så hun kunne vurdere om patienten var tilstrækkeligt fysisk og kognitiv kapabel og ufarlig.

Psykiatersamtale og mentalerklæring

Selvfølgelig kom Kim forbi og ville tale med mig. Der var noget usædvanligt kun ham og jeg til stede i samtalerummet, hvilket jeg studsede over, men tog det som en gestus. Kim sagde, at vi sammen skulle gennemgå den første mentalerklæring af 2018 og hhv. tilføje og berigtige oplysningerne.

Ikke psykotisk

Kim sagde, at han ikke vurderede mig som psykotisk, samt at jeg på torsdag skulle udføre diverse tests med psykologen. Samtalen varede ret længe, og han oplyste mig om flere for mig yderst interessante informationer fra navngivne læger, psykiatere og retspsykiatere, der både på daværende tidspunkt og senere viste sig at være meget, meget forkerte.

Tidligere fejl

Af alle de interessante oplysninger. var nogle af de vigtigste, at retspsykiater Gitte Ahle havde givet mig diagnoserne autist og psykotisk, samt at retspsykiater Ulla Noring og retspsykolog Michael Schøidt havde konkluderet, at jeg skulle have været svært personlighedsforstyrret og psykotisk i forbindelse med belastninger. Det var jo meget interessant, fordi de ikke bare havde taget eklatant fejl, men også fordi de absolut intet grundlag havde for at stille de fejldiagnoser.

Reddet af alarmen

Kort før vi blev færdige med gennemgangen, gik alarmen og Kim måtte ile til afdeling P2, men han sagde, at vi skulle fortsætte senere. Derefter var der havetur igen, hvor jeg lavede knap 100 armbøjninger. I alt gik alarmen fire gange i dag. Den Irriterende blev reduceret med 50 mg Truxal, hvilket var en dråbe i havet i forhold til hans samlede daglige medicinindtag, men ikke desto mindre fik det ham til at anklage alle de ansatte for at have stukket ham til Kim.

Trusler og tilsvining

Den Irriterende svinede dem til direkte op i deres ansigter og truede dem også. Han kaldte dem for ludere og idioter, og væltede en stor potteplante, så jorden blev spredt ud over det meste af gangen. Men som sædvanlig fik hans opførsel ingen konsekvenser og de seks høns (plejepersonalet) brugte lang tid på at bekræfte narkomanen i, at det var synd for ham og at han havde ret til at være vred. Han var ikke fysisk særligt intimiderende og dertil dopet til op over begge ører, så jeg fattede ikke, hvorfor personalet ikke satte grænser for ham.

Allernådigst træning

Jeg fik allernådigst lov til at træne bryst i et kvarter i motionsrummet, mens Sanne sad udenfor på gangen med et magasin og læste. Jeg modtog herefter et brev fra politiet med en rykker, hvilket jeg ikke fattede, da jeg jo for længe siden havde bedt advokat Karoline Normann om at tage sig af sagen, dengang det var en regning og ikke en rykker og troede derfor også at hun havde taget sig af det.

Overfaldet

Omkring klokken ti om aftenen overfaldt den ene af de to yngre kvinder pludseligt og uventet en medpatient og en ansat, som sad og spillede kort. Det var Nordjyden det gik ud over og han var lettere chokeret efterfølgende, da jeg mødte ham på gangen, men havde heldigvis ikke taget fysisk skade af episoden. Kvinden var ellers en af de mest fredelige og smilende indlagte, men ligesom med tyskeren, narrede skindet åbenbart.

Jeg fik en længere samtale med tyskeren tidligere i dag. Han var flink og høflig, men havde sine egne ideer og teorier, som var ret meget hans helt private. Det viste sig i øvrigt at være Den Lille Rapper, som havde gået rundt i nat på gangen og vrøvlet højlydt og holdt mig vågen et par timer. Så derfor bad jeg til aften personalet, der havde aftenvagt, om at sige til nattevagterne, at de meget gerne måtte holde øje med ham, og bede ham være stille.

Personale standin

Jeg havde en længere samtale med tyskeren tidligere i dag. Han var flink og høflig, men havde sine helt egne, ret unikke ideer og teorier. Det viste sig i øvrigt at være Den Lille Rapper, som havde gået rundt i nat på gangen og vrøvlet højlydt og holdt mig vågen et par timer. Så derfor bad jeg til aften personalet, der havde aftenvagt, om at sige til nattevagterne, at de meget gerne måtte holde øje med ham, og bede ham være stille.

Jeg brugte ørepropper, sagde jeg til personalet, men de hjalp ikke. “Jeg kan ikke love noget, alle er forskellige” og mere af den slags vrøvl, var personalets svar. Den Irriterende stod tæt på os og havde overhørt samtalen, og han sagde: "Jeg bankede på hans dør klokken 2 i nat og bad ham om at holde kæft. Bare sig det til mig, hvis han generer dig, Kjeld, han er bange for mig”. Jeg gav ham en fistbump, klappede ham på skulderen og sagde med et smil til den ansatte, jeg havde henvendt mig til: “Ved du hvad, jeg får bare ham her til at ordne sagerne, hvis I ikke vil”.

Den Irriterende var desværre ofte en pestilens, men han havde også mange gode sider, han havde en vis charme, var underholdende og altid klar på en samtale. At han også bagtalte alle, ansatte som indsatte, og var lystløgner måtte man selvfølgelig have in mente. Men i aften var det personalet, der var de største idioter og mest irriterende.

New Guy

New Guy krakelerede fuldstændig i går aftes. Det begyndte ellers godt, efter han returnerede til afdelingen efter grundlovsforhøret. Han var inadækvat opstemt og lidt hurtigkørende med noget talepres, men han kunne dog let afbrydes og lyttede også opmærksomt, når andre talte. Men om aftenen blev han tiltalende panisk og konfabulerende, motorisk urolig og talte febrilsk om de inkonsistente forhold, han havde oplevet på afdelingen, samtidig med at han vandrede op og ned ad gangen med to tavse ansatte i halen.

Faldt ned

Han havde samlet visne blade fra haven og arrangeret dem i små bunker på hvert af bordene i spisestuen. Han tiggede personalet om at få antipsykotisk medicin og det fik han tilsyneladende også, for en times tid efter var han rolig, smilende og umiddelbart normalt, og spillede Settlers of Catan, et brætspil jeg selv havde spillet med de andre tidligere på dagen.

Latterliggjort af personalet

Jeg var i en sjælden grad vred over det dovne personale, især Knud-Erik og Phoung, som helt uventet pludseligt havde latterliggjort mig i fællesmiljøet, at jeg roede i næsten tre kvarter på romaskinen mens de andre var i hallen og spille badminton. Jeg havde ikke kunne deltage i dag, på grund af nytilkomne lændesmerter, som skyldtes især min mangel på ordentlige sko. Jeg havde spillet badminton i strømpesokker alt for mange gange og den manglende stødabsorbering havde forplantet sig opad i lænden. Jeg skrev senere en seddel, hvor jeg beskrev episoden og bad om at få en anden kontaktperson end Knud-Erik, såfremt det var muligt.

Sent om aftenen, mens jeg stod og børstede bænder, kom Knud-Erik pludselig brasende ind på min stue, uden at bankte på og forlangte at få tilbageleveret den engangsskraber, jeg havde fået udleveret om formiddagen, mens han med et vildt blik i øjnene kiggede undersøgende rundt på værelset. Jeg fortalte ham stille og roligt, at jeg havde afleveret både skraber og barberskum til Rikke om formiddagen, umiddelbart efter brug. Men nu hvor han alligevel var her, afleverede jeg en blyant tilbage til ham og sagde tak for lån, samt gav ham sedlen og bad ham om at scanne den ind i min journal.

Hystaden havde indtaget fællesmiljøet og alt foregik på idiotens præmisser. Han påstod, at personalet havde snydt ham for Truxal og glemt at fortælle ham, at han skulle have købt cigaretter i går. Derefter manipulerede han personalet til at måtte høre Rasmus Seebach på fuld drøn i fællesmiljøet, for ‘ellers viste personalet godt, at han blev sur’, så det fik han selvfølgelig lov til af personalet, der havde tabt til ham for længst.

Eftergivenhed

Deres følgagtighed virkede selvfølgelig ikke forebyggende, og klokken 11.24 gik alarmen. Det var Hystaden, der havde truet en ansat, der ikke ville give ham saftevand, som han havde lavet til personalet og ikke til de indlagte. Det fik ingen konsekvenser for Hystaden. Kort efter, da han sad i sofastolen i fællesmiljøet, sagde han ud i rummet, at han gerne ville smadre hende den ansatte, der havde nægtet ham saftevandet og tage de ekstra seks måneders fængsel.

Idioten havde store problemer med at tømme blæren, fordi han fik alt for meget medicin, og det tog den yngre mand omkring 20 minutter at lade vandet, sagde han. Vi var i haven i et kvarter, og der var nærmest intet at foretage sig på afdelingen, som var ulidelig kedelig og begivenhedsløs. Nordjyden og jeg fik heldigvis lov til at komme i motionsrummet og fordi vi var to til det samme antal ansatte, fik vi lov til at være der i en halv time.

Vi trænede biceps og triceps og det var skønt og hyggeligt med en træningsmakker. Tilbage på afdelingen igen, fandt Hystaden ud af, at han kun fik to milligram benzodiazepin til aften og ikke tre milligram, som ellers, fordi han var blevet trappet ned. Han fik tre milligram tre gange dagligt og var altså nu nedsat med et enkelt milligram. Han havde nu nok fået det at vide, men han forstod det i så fald ikke, og råbte og skreg, så personalet trykkede alarm igen.

Det stormede ind med ansatte fra de andre afsnit, men de gik direkte ind på personalekontoret og blev bare stående dér. En mandlig sygeplejerske og en forvagt forsvandt ind på Hystadens stue, og da de kom ud igen, virkede Hystaden tilfreds og roligt. På den ene side var Hystaden en pestilens, men på den anden side var han den eneste kilde til underholdning på den dødssyge afdeling.

Utroligt nok var der ro på afdelingen, så det lykkedes os at komme i hallen og spille badminton og Hystaden skulle gudskelov ikke med. Det blev til nogle intense kampe og jeg var opslugt af spillet og gav mig fuldt ud, selvom det var en udfordring ikke at skøjte for meget rundt i mine badetøfler, der var to numre for små.

En fjerbold til fem høns

På et tidspunkt kom jeg til at ramme Laila fra personalet med fjerbolden i panden. Det kørte hun på hele aftenen og selvom det var med et smil på læben, havde jeg super dårlig samvittighed over det. Da jeg senere sad i fællesmiljøet og Laila for tredje gang fortalte, at jeg havde ramt hende i panden med en (nu) stor fjerbold, svarede jeg, at fjerbolden vist var blevet til fem høns. Jeg sluttede af med at sige til Laila, at et ar i panden nok ville se meget godt ud til hende.

Samtale med retspsykiater Kim

Jeg spurgte mine kontaktpersoner Didde, om hun ville spørge overlæge Kim, om jeg dels kunne købe frimærker via ham og dels, om jeg måtte ringe til Styrelsen for Patientklager. I forhold til sidstnævnte, så skulle Kim godkende opkaldet, hvilket gjorde mig bekymret for, at han ville misforstå dette som en klage over ham og afdelingen.

Jeg gik ind i samtalerummet sammen med Kim og Didde. Vi satte os ved bordet og Kim brugte sin app på mobilen til at købe to frimærker til mig. De 50 kroner frimærkerne beløb sig til, fik Kim efterfølgende i kontanter af Didde, som tog dem fra min værdiboks i skabet.

Frygten for repressalier

Så bevægede samtalen sig ind på mit ønske om at ringe til Styrelsen for Patientklager. Jeg havde ikke besøgs- og brevkontrol, så i teorien tænkte jeg ikke, at det var et problem, at jeg ringede til Styrelsen for Patientklager, da jeg bad Didde om at finde telefonnummeret til mig.

Formålet var sådan set bare at bruge tiden under tvangsindlæggelsen konstruktivt til at få en status på mine tidligere klager, men Didde sladrede selvfølgelig til Kim, for han skulle ifølge hende godkende alle, jeg ringede til.

Under samtalen måtte jeg derfor undskylde over for Kim og flere gange forsikre ham om, at det på ingen måde havde noget med ham og afdelingen at gøre, at det udelukkende handlede om status på mine klager fra 2020 og 2023, samt at jeg havde det super godt på afdelingen og intet havde at være utilfreds med. Det var meget ubehageligt at skulle sidde skoleret overfor Kim.

Jeg gentog flere gange til Kim og endnu en gang til Didde efter samtalen, at jeg overhovedet ikke var utilfreds over opholdet, og sagde til begge, at jeg ved nærmere eftertanke ville droppe opkaldet til Styrelsen for Patientklager, så ingen kunne misforstå mine intentioner, samt at jeg ville bede min advokat om at undersøge det i stedet for, når hun kom på besøg i morgen.

Jeg vidste jo, hvor ærekære og krænkbare psykiatere og retspsykiatere notorisk var, samt at de ikke holdt sig tilbage fra at straffe patienterne - hvilket jo havde gået ud over mig mange gange - som irriterede dem, med alt fra at inddrage udgang til øget tvang og fejldiagnoser etc. Det måtte bare ikke ske at Kim blev sur på mig fordi han troede, jeg var utilfreds med hans afdeling.

Jeg sendte brevet via plejepersonalet Nanna efter samtalen. Jeg trænede ryg på alle tre haveture, samt ryg og biceps i motionscentret med Nordjyden bagefter. Nordjyden lånte mig et par af hans træningsbukser, som til forskel fra dem, som jeg medbragte fra Vestre, ikke var for små. Jeg var ham meget taknemmelig.

Nordjyden var lige som alle andre tynget af indlæggelsen, men han klarede det bedre end os, og var mere stoisk. Han var et meget sympatisk menneske og jeg håbede det allerbedste for ham. Hysteriet havde opført sig ganske hensynsfuldt på det seneste, hvilket jeg håbede var en tendens der fortsatte.

Det skal mærkes, at vi lever

Jeg læste interviewbogen "Det skal mærkes, at vi lever” af Karen Thisted færdig. Bogen, hvor Benny Andersen og Johannes Møllehave berigede læseren med deres livserfaringer og betragtninger om tilværelsen var relativt hurtigt læst og underholdende nok til retspsykiatrisk, men ude i friheden ville jeg aldrig havde brugt tid på den, for der ville jeg selv gøre mig mine erfaringer med livet, eller forsøge på det, fremfor at læse om andres.

Tak for din måde at være på

Vi var nede i hallen om aftenen og spille badminton. Der var en rigtig god stemning, Den Blonde kunne ikke lade være med at lave danse moves til musikken, vi altid havde kørende i baggrunden, og Laila var sjov på en charmerende, men professionel måde. Nordjyden var også i rigtigt godt humør og lod os andre vinde de set vi spillede, men han gjorde det på en ret subtil måde, så det ikke var så åbenlyst, at man opdagede det, med mindre man som jeg efterhånden havde lært hans måde at spille badminton på.

Nordjyden vidste nemlig en hel del om at motivere andre og selv om vi var tre indlagte, der stort set altid deltog i badminton, foruden de ansatte, der gad at spille med, så var det vigtigt at give de andre patienter, der nogle gange lod sig overtale til at deltage, glæde og succesoplevelser i kampene og ikke bare jorde dem, for at booste sit eget selvværd.

Om aftenen efter vi havde spillet færdig og været i bad, da klokken var ca. 21, kaldte jeg Laila ud fra personalekontoret, hvor hun stod og talte med nogle kolleger. Hun åbnede døren og kom ud i fællesmiljøet, hvor jeg stod. Jeg sagde, at jeg bare ville takke hende for rigtig god behandling og ønske hende det bedste i fremtiden.

Jeg mente det virkelig. Jeg sagde godt nok behandling, men jeg havde ikke fået nogen (og heldigvis for det), og det jeg mente, var hendes måde at være på overfor os. Hun var meget vellidt på afdelingen, hvilket blev illustreret af en episode, hvor Hystaden havde stået og skældt hende ud og været truende overfor hende. Hun havde intet gjort forkert, Hystaden var bare vred på alle, men han var ekstra ubehagelig lige på det tidspunkt og Leila stod alene og med ryggen mod kaffeautomaten.

Hystaden var ret almindelig af bygning, men Laila var en ret lille kvinde og selvom hun var tålmodig og ikke udviste frygt i situationen, kunne man aldrig vide, om den eskalerede. I det øjeblik gik en anden patient, der var lidt over 10 cm højere og meget bredere hen og stillede sig mellem Hystaden og Laila, lagde en hånd på Hystadens skulder og sagde venligt til ham, at han skulle fokusere.

Det var tit noget, han sagde til Hystaden, når denne hidsede sig op og fordi Hystaden respekterede ham, dels pga. hans størrelse og dels pga. den mere alvorlige personfarlige kriminalitet, han var sigtet for, nemlig drab, så fik det altid Hystaden til at falde til ro. Det lykkedes også nu. Laila var en af dem, vi godt kunne lide. Men som andre dygtige ansatte i retspsykiatrien, havde hun valgt at finde et andet arbejde.

Det var hendes sidste dag på afdelingen og fremover skulle hun arbejde med misbrugere på den fynske stofscene. Jeg spøgte med, at jeg, så snart jeg blev løsladt, ville skynde mig at blive heroinmisbruger og flytte til Odense, alene så jeg kunne fortsætte vores relation.

Opkald til Advokaten

Jeg ringede til advokaten i morges omkring klokken 9, og fik fat på hendes sekretær, som forsikrede mig om, at hun ville få Advokaten til at ringe mig op i sin frokostpause, fordi jeg det, at det var "meget, meget vigtigt". Det handlede naturligvis om den rykker, jeg havde modtaget i går fra politiet. Jeg havde ikke en jordisk chance for at betale beløbet på 10.000 kroner, når jeg ogå var hjemløs og sultede og i øvrigt ikke mente, at jeg havde gjort noget galt.

Beskæftigelsesterapi med ergoen

Jeg mærkede vreden brede sig, mens jeg tænkte på hvordan den danske stat havde udsat mig for umenneskelig behandling og ødelagt mit liv. Det blæste godt til i dag og det var koldt at være ude i haven. Jeg trænede ryg og gik nogle runder, før vi skulle ind og lave sæbe med ergoterapeuten. Det var infantilt, men sjovt nok og jeg ville gerne gøre ergoterapeuten glad.

En fri fugl

Man skulle smelte en blok klar sæbe i mikroovnen, tilsætte en farve (blå) og en duft (lavendel) i den flydende sæbe og hælde den i en form efter eget valg. Man kunne desuden vælge et lille motiv i hård plast, som man lagde i sæben inden den størknede, og når man efterfølgende fjernede plastikstykket igen, havde det efterladt et mønster i den færdige sæbe. Jeg valgte en motiv af en fugl, der sad uden på et fuglebur og sagde til ergoen og sygeplejersken, der deltog i farcen, at det symboliserede enhver retspsykiatrisk patients dybeste ønske.

Positivt overrasket

Jeg trænede igen på næste havetur, samt i motionsrummet, hvor jeg var så heldig at få bevilliget 15 minutters ophold. Jeg havde ikke troet, at Psykiateren var på afdelingen i dag, men han kom et smut forbi af en eller anden årsag, og da han var på vej væk igen, kom han hen til hvor jeg sad og læste i fællesmiljøet og ønskede mig en god weekend.

Jeg smilede oprigtigt og gengældte hans hilsen. Jeg ville ønske, at han fra starten af havde opført sig sådan, som han gjorde i dag og i går, for det ville have sparet mig for rigtig mange bekymringer og selvmordstanker. Jeg havde faktisk været ret imødekommende og venlig overfor ham, men det var ikke just blevet gengældt.

Intet opkald

Advokaten ringede selvfølgelig ikke tilbage, hverken i hendes frokostpause eller efter klokken 15, hvor hendes sekretær havde fortalt mig, at hun var færdig i retten. Selv om jeg for længst havde mistet troen på hende, og ikke forventede noget som helst fra hende af, var det alligevel irriterende at gå rundt hele dagen og være parat og forberedt på at hun ringede til mig via afdelingen.

Bevidstløs af medicin

Hystaden havde fået noget medicin fra en patient fra naboafdelingen smuglet ind til sig under døren. Det var noget, som personalet udmærket vidste han gjorde, så det var ikke en hemmelighed. Først gik han hen til døren mellem afdelingerme og som signal ruskede han hårdt i dørhåndtaget. Så blev medicinen skubbet ind under døren.

Medicinen var noget, de kaldte Sub, hvilket nok var Suboxone eller Subutex, altså et morfinlignende præparat og det var så stærkt, at Hystaden, der sad overfor mig i fællesmiljøet selv sagde, at 'han var ved at kradse af' og ikke havde kunnet trække vejret, da han kort forinden havde lagt sig ned. Mens han sagde det, med en meget snøvlende og besværet stemme, vendte han det hvide ud af øjnene og væltede snorkende om på sofaen.

Han dalede flere points i GCS og han reagerede ikke på tale eller puf fra mig af. Jeg frygtede han ville få respirationsstop, så jeg sad og holdt øje med, om hans brystkasse hævede og sænkede sig. Personalet sad få meter væk inde på deres kontor og havde fyldt udsyn til scenariet.

23. Februar 2024

Hystaden i hallen

Det var tid til at gå i hallen, men Buddha måtte ikke komme med denne gang, fordi personalet vurderet ham som værende i dårligt humør. Hystaden, der godt måtte komme i hallen af en eller anden grund, tog ham i forsvar og det hele blev forsinket i et kvarter, mens Hystaden stod og kværulerende, men endelig lykkedes det Hystaden, Nordjyden og jeg at komme derover med to personaler.

Voldelig adfærd

Det var en stor fejl at Hystaden kom med, for han havde ikke fået sin vilje med at få Buddha i hallen, var derfor i meget dårlig humør, og han tyrede derfor fodbolden direkte mod de to kvindelige ansatte igen og igen for at gøre skade på dem, indtil det blev for meget og de trykkede alarm og forsvandt ud af hallen med ham, så Nordjyden og jeg måtte blive alene tilbage.

Lod mig vinde

De to ansatte kom derefter tilbage og vi spillede alle fire badminton. De to kvinder var tydeligt rystede over hændelsen. Til sidst spillede Nordjyden og jeg en enkelt kamp mod hinanden. Nordjyden lod min vinde kampen, selvom han var bedre end jeg og det var tydeligt, at han tabte med vilje, men det var en meget fin gestus, som jeg satte pris på, fordi jeg jo godt vidste, at han var mig overlegen med sin lange krop og noget yngre alder.

Håndteringen af Hystaden

Den ansatte, der tidligere havde sat Buddha og Hystaden på plads, var en ældre, lidt lav mand med mave og hvidt skæg og hår. Han havde dog en klar og høj røst og han gad ikke at diskutere med de to tøsefornærmede patienter, og lukkede diskusionen ned med det samme. Han var en af de få ansatte på afdelingen, som kunne håndtere Hystaden og som vidste, at man slet ikke skulle gå ind i nogen diskussion med tåber som ham, for så ville man bare tabe.

Desværre kom han kun en gang imellem på arbejde. Han kunne det, som hønsene ikke formåede, uanset hvor forstående, eftergivende og underdanige de var og uanset hvor mange timer de spildte på at tilfredsstille Hystaden, som takkede dem ved at kalde dem for ludere og kællinger.

Mest en narkoman

Hystaden var mest af alt en narkoman og han burde overflyttes et par uger til en rigtig arrest, hvor han var låst inde i 23 timer i døgnet og ingen gad at føje ham. Det var den eneste måde, man kunne lære ham at opføre sig ordentligt på. Buddha, der ellers var ret indesluttet og mut, begyndte at spille smart i dag. Hans skruede meget højt op for lyden på TV'et i fællesmiljøet, mens vi andre sad og spillede kort eller læste. Derefter gik han bare, uden at skrue ned på normal volumen igen, så larmen overdøvede alt.

Testet af Buddha

Jeg rejste mig, gik hen og tog fjernbetjeningen og skruede ned for lyden til normalt niveau. Så kom Buddha tilbage, tog fjernbetjeningen og skulle til at skrue op for lyden igen. Det var godt nok provokerende. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle skrue op for lyden. Han svarede noget, som jeg tolkede som et “jo”, men det var lidt svært at høre, fordi han stod med ryggen til mig.

Tæt på vold

Jeg sagde hurtigt og højt “Nej!” og han opgav sit forehavende, lagde fjernbetjeningen og forhold fællesmiljøet. Men havde han skruet op alligevel, havde jeg været nødt til lynhurtigt at eskalere til vold og han var trods alt mig fysisk underlegen. Efterfølgende begyndte han at henvende sig til mig med smalltalk, for at indlede en samtale, måske for at gyde olie på vandene.

Hovmod

Hystaden og især Buddha ville i et rigtig fængsel få tæsk af de andre indsatte på grund af deres provokerende opførsel. På tosse afdelingen kunne de godt spille smarte, for der var trods alt hele tiden personale inde på kontoret, men i en rigtig arrest eller i et fængsel, ville de blive smadret fuldstændig og fængselsbetjentene ville se den anden vej, for de ville også synes at de to var pestilenser og havde fortjent det. Lige det aspekt kunne jeg godt lide ved fængslet, for der var bare mennesker, der ikke kunne indordne sig, som forpestede deres omgivelser og som ikke kunne lære at opføre sig ordentligt med mindre de fik nogle på munden.

Opkald til advokaten

Jeg ringede til Karoline Normann klokken 9.35 og fik fat i en sekretær, som gav mig advokaten mobilnummer. Jeg afleverede det til et personale, som skulle taste nummeret ind forudgået af en kode, som forhindrede patienterne i selv at ringe ud.

Der blev ikke svaret, så jeg ventede en rum tid og mens jeg ventede, frygtede jeg at jeg kom til at sabotere hendes procedure i Østre Landsret, fordi hun havde glemt at sætte sin mobil på lydløs.

Jeg havde lyst til at afbryde forbindelsen, men jeg holdt ud indtil telefonsvareren langt om længe blev aktieret og jeg kunne lægge en besked, hvor jeg spurgte ind til rykkeren fra poitiet, informerede hende om Kims foreløbige konklusion, samt bad hende ringe til mig hurtigst muligt.

Historier fra psykiatrien

Jeg læste "Historier fra psykiatrien" (Forlaget Klippe, 2021). Det var en antologi med 24 korte beretninger fra psykiatrien af svingende kvalitet, men initiativet var rigtigt godt, for det gjaldt om at oplyse om vilkårene i psykiatrien mest muligt. De enkelte vidnesbyrd havde forskellige tematikker såsom depression, anorexi og skizofreni, men fejldiagnosticerede psykisk raskse, tvangsindlagte personer. Måske kunne jeg bidrage med det vidnesbyrd i næste udgave af antologien?

På side 90 læste jeg en passage, der vandt genklang hos mig: "Mangler et dyr aktivering kan det ses hvis dyret gentagne gange udfører meningsløse opgaver, såsom at gå i ring.". Det var jo præcis det vi gjorde i rygeburet - gå hvileløst frem og tilbage. Fordi det var så ulideligt at være indlagt på afdelingen.

"Kim Anus"

En eller anden havde ridset "Kim Anus" i væggen i samtalerummet lige bag hvor Psykiateren med samme fornavn plejede at sidde. Så når man havde samtale med ham, stod det, så det lignede et slags navneskildt over hans hoved. Jeg undrede mig tit over, hvorfor han ikke havde sørget for at få det dækket. Var det for at signalere, at han var højt hævet over den slags latrinære desavuering? Var det for at vise kommende patienter, hvor bad han var, at man kunne da bare svine ham til, kalde ham røvhul, uden han gav et fuck? Måske havde han selv ridset det i væggen for at signalere til den utilfredse patient, at han bare kunne komme, hvis han ville noget? Det var selvfølgelig fint nok at han lod det stå, men så risikerede han også at en eller anden skrev om det en dag.

Retarderede gåder

På psykiater Lennart Bertil Janssons afdeling skulle man synge morgensang hver evig eneste dag, hvilket var så anakronistisk og fascistoidt, at det næsten ikke var til at holde ud, så set i lyset heraf, virkede det som en forbedring at Rikke havde erstattet morgensangen med tåbelige gåder, for der skulle jo være en eller anden form for subtil ydmygelse af patienterne, men jeg endte med at hade det alligevel.

I dag var gåderne:

"Hvilken mand har aldrig været barn?". Svaret: En snemand.

"Hvad går over åen uden at bevæge sig?". Svaret: En bro.

Vi vidste godt, at Rikke sikkert stillede de samme gåder til sine børn, som godt kunne gætte dem, og når vi ikke kunne, havde hun og kollegerne noget at grine af inde på kontoret.

Cringe

Rikkes gåder fra i går:

"Hvorfor tænder pæren, når man smider den i Gudenåen?" Svaret: på grund af strømmen.

"Hvad er definitionen på præcisionsarbejde?". Svaret: At lave bremsespor i en g-strengstrusse.

Efter sidste gåde grinede en af Rikkes kolleger nervøst og en anden kom med et forarget udbrud, hvorefter der var pinligt stille og Rikke var blevet højrød i ansigtet.

Næste dag var det Carinas tur til at stille gåder til morgenmødet. Desværre havde hun været inde på præcis samme hjemmeside som Rikke og fundet de samme gåder, som vi tidligere havde hørt, hvilket gjorde Carina både forvirret og imponeret over vores kognitive færdigheder, når vi kunne svaret på samtlige gåder uden at tænke over dem.

Aflyst psykologtest og besøg

Jeg ventede i spændt forventning om endeligt at få de tvungne psykologiske tests overstået, for de var på mange måder det vigtigste tvangsindlæggelsen på P7 havde at byde på. Jeg havde dagligt tænkt på de tests siden jeg ankom til afdelingen for ca. tre uger siden og så snart Psykiateren havde oplyst mig om datoen for udførelsen af dem, havde jeg nervøst eller måske nærmere bekymret talt ned hver dag indtil i dag.

Hele formiddagen havde jeg ventet på at blive kaldt ind i samtalerummet, hvor testene skulle udføres, og fysisk og mentalt havde jeg været i højeste beredskab. Da klokken havde passeret 14, var jeg totalt udmattet og træt efter at have været på dupperne, fokuseret og parat i så mange timer. Samtidig havde vi kun haft en enkelt havetur på et kvarter, hvilket var mindre end normalt, og alt sammen var den dårligst mulige kombination og udgangspunkt for en præstation af ut., som ville kunne give et retvisende resultat af den uvidenskabelige Rorschach tes, som jeg var tvunget til at underkaste mig af dommeren.

Planlagt retraumatisering

Udover tvangselementet og det faktum, at jeg var helt mentalt udkørt og intet eller meget lidt frisk luft og motion havde fået i dag, så var det også meget traumatiserende, at jeg skulle deltage i en test, som i 2018 havde afstedkommet alvorlige psykiatriske fejldiagnoser og en længere periode med psykisk vold og trusler fra retspsykiater Gitte Ahle, inden fejldiagnoserne blev slettede igen.

Aflyst besøg

Min advokat havde telefonisk oplyst mig sidst, jeg talte med hende, at hun ville besøge mig i dag, samt koordinere med afdelingen, hvornår det var muligt. Men hun kom ikke og jeg havde intet hørt om en eventuelt aflysning. Det var meget let for en advokat at sjofle indsatte og opfatte dem som ligegyldige ting uden følelser, håb, drømme og mennekelighed. Advokaten vidste jo hvor jeg var og at jeg ikke gik nogen steder. Så var det jo ligeglydigt at informere mig.

Officielt løsladt

Omkring klokken halv ti, netop da jeg havde klædt mig på til den annoncerede havetur, blev der banket på døren til min stue og min kontaktperson og en læge med usædvanlig lav kropshøjde, grænsende til dværgvækst - omend uden dysmofre træk eller disproportionalitet mellem krop og lemmer - præsenterede sig. Frodo, som var en venlig og gemytlig fyr, medbragte umiddelbart gode nyheder til mig, nemlig at anklagemyndigheden havde ringet op og oplyst ham om, at min varetægtsfængsling var ophævet dags dato. Jeg takkede Frodo, som kvitterede med at smile og siger, at det da var rart for en gangs skyld at overlevere gode nyheder til en indlagt. Jeg ønskede ham en god dag, og han og kontaktpersonen forlod min stue igen.

Selvom jeg nu var løsladt, var jeg stadig frihedsberøvet på afdelingen indtil mentalundersøgelsen var færdiggjort, hvordan det ellers hang sammen. Omvendt skulle jeg have været fristforlænget i morgen i videoretten.

Jeg lavede fire sæt armbøjninger og flere tricepsøvelser på den efterfølgende havetur. Da jeg kom ind igen, bad jeg E om at få udleveret afdelingens husorden. Hun sagde, at hun ikke var sikker på, at jeg måtte få udleveret den, men at hun lige ville høre de andre. Jeg fik aldrig husordenen udleveret. Jeg havde forinden stille og roligt talt med en anden ansat og på hendes forespørgsel om hvordan jeg opfattede ordlyden af den nyligt redigerede husorden, som hang på tavlen og som jeg bad om en kopi af, og jeg havde ærligt sagt, at det virkede som en ubehagelig stramning, at man havde ændret ordet ‘kan’ til ‘vil’ i sætningen “vi vil ransage din stue og person regelmæssigt’ og uden nogen konkret mistanke. Hun spurgte selv, og jeg svarede helt neutralt.

Et par timer efter samtalen bankede det på døren og tre ansatte, herunder den pågældende, jeg havde talt med, invaderede min stue, mens jeg lå og læste i sengen. De var alle iført engangshandsker, og den ene af dem sagde “nu skal vi visitere din stue”. Der var ingen forklaring eller begrundelse. Det virkede nærmest som en straf for, at jeg havde været så fræk at ytre min mening om deres ransagningsprocedure. De fandt selvfølgelig ingenting, heller ikke min dagbog, som jeg nogle dage forinden havde afleveret til min advokat til sikker opbevaring. Det eneste, jeg var i besiddelse af, som jeg ikke måtte have, var en tandstikker med tandtråd, men den nåede jeg at gemme under dynen, da de entrerede.

De havde tidligere ransaget min stue uden grund og intet fundet, jeg røg ikke, jeg havde aldrig lavet ballade, jeg var altid stille og rolig, jeg havde næsten ingen ejendele liggende og der var altid perfekt orden på min stue, så det virkede bare som plat chikane, fordi jeg havde ytret mig om mine rettigheder. Da de var færdige, forlod de uden et ord min stue igen og jeg fik aldrig nogen begrundelse, endsige en kvittering for, at de havde ransaget mig. I Vestre Fængsel blev alle ligeledes visiteret, men der modtog man altid en kvittering efterfølgende, som dokumentation.

Jeg udeblev fra det tåbelige morgenmøde, hvilket var formentlig første gang. Satte mig i fællesmiljøet og læste. "Hvad laver du dog hér? Er du gået forkert? Kan du ikke kende forskel på P2 og P7?", sagde den nys ankommende ansatte fra P2, der kom over til vores afdeling for at deltage i det fælles morgenmøde på kontoret, til den efter fire måneders fravær tilbagevendte SOSU-assistent på vores afdeling. Hun gav hende et knus. Sandelig så, det var ikke kun os indlagte, den var gal med, det var vist P7.

Jeg gik ind på min stue og sov. Blev vækket af to alarmer med fem minutters mellemrum. Der var intet TV signal på afdelingen, så det var endnu mere håbløst end normalt. Ergoen bankede på, fordi vi havde en aftale om at lave Daim-is. Vi gik ud af afdelingen og ind i det nærliggende ergo-køkken.

Jeg afleverede de tre bøger, jeg havde lånt af hende tilbage og takkede hende for den venlige gestus og for god behandling. Jeg havde været i haven i morgen, hvor Hypomanen havde væltet den store skraldespand med et spark i raseri over psykiaterens påbegyndte tvangsmedicinering af ham med antipsykotisk medicin. Jeg roede i sammenlagt 30 minutter. Mødte bagefter psykiateren på gangen og hilste på ham.

Så kom TV signalet igen og jeg så badmintonkampen mellem Astrup/Rasmussen og Jomkoh/Kedren og jeg var dybt imponeret over spillernes hurtighed og præsentation. De to mandlige sygeplejersker, H og H, kom om aftenen hen til mig og spurgte venligt til min løsladelse i morgen.

Før anholdelsen

Jeg var løsladt til gaden og havde intet at leve for. Jeg var stadig tiltalt og min advokat pissede stadig på mig. Derfor kom jeg i fængsel igen meget snart, og når jeg en dag blev løsladt, ville jeg hævne mig og ryge i fængsel resten af livet. Alle vidste hvad der ville ske.

"Sieg heil und kill all the banaanen!"

To alarmer fra morgenstunden som effektiv morgenvækning og så op kl. 7.10. Der var ankommet en ny patient i løbet af natten, en høj og meget slank somalisk udseende, midaldrende mand med bandageret skinnebenssår. Lidt efter kl. 8 gik alarmen på ny.

To minutter efter endnu en alarm. Den nye tysker, der ankom i går aftes var en morgenfrisk type, han marcherede bogstaveligt talt frem og tilbage foran morgenmadsvognen i en karikeret strækmarch (dog uden at heile) iført det nu brunligt tilsmudsede patienttøj og store, kraftige militært udseende støvler, mens han sang "sieg heil und kill all the banaanen!" og råbte "Aspergers!" med sin kraftige og skingre tyske accent og grinede fjoget.

Han var kronraget, bortset fra de stedvise hårtotter og da jeg nærmede mig ham forsigtigt for at byde ham velkommen til afdelingen, kunne jeg ikke få øjenkontakt med ham, hans grå øjne kiggede nærmest igennem mig, som eksisterende jeg ikke.

Aspergers kunne vist ikke gøre det i hans tilfælde. Hvad end tyskerens psykiske problemer bestod i, var de nok kommet for at blive. Her hjalp ikke nok så meget antipsykotisk medicin eller ECT. Han var som kommet straight out of den tyske version af Kofoedsminde. Hypomanen kunne slet ikke kapere Den Nye Tysker, fordi han var urenlig og satte sig med sine tilsølede bukser på stolene i fællesmiljøet. "Sig han skal gå i bad og giv ham rene bukser på! Jeg slår ham ihjel!", råbte han til personalet, mens han lavede karatespark ud i luften.

Værre end patienterne

Fordi det var Henrik, der var på arbejde i dag, fik vi lov til at komme i motionshallen og spille badminton, selvom det rent faktisk ikke var vores afdeling, der havde hallen i dag. Det var J, Nordjyden, Carina, Louise og jeg, der tog af sted. Vi spillede double og byttede hold med hinanden undervejs, men J og Nordjyden skulle altid være på hver sit hold, fordi de var over 190 høje, atletiske og gode til badminton. Jeg både vandt og tabte kampe, så det var som det skulle være og stemningen var rigtig god, måske ikke bortset fra at Carina var både en rigtig dårlig taber og en rigtig dårlig vinder.

Afskedsis

Og hun tabte de fleste kampe og blev så arrig, at hun ikke kunne skjule det, og midtvejs gad hun ikke at spille længere. Ingen patienter var så dårlige til at håndtere nederlag, som som og jeg nød at smashe så hårdt jeg kunne mod hende, efter hun havde var utrolig hoverende efter en kamp hun faktisk vandt. Efter badminton spiste vi Daim- is, som jeg havde lavet og den var heldigvis god.

Snake Eyes

Sanne virkede nærmest helt oprigtig og venlig til aften, men man kunne aldrig være helt sikker på hvor man havde hende. “Snake eyes" kaldte en indsat hende, fordi hun tilsyneladende kunne være meget slesk og ikke var til at stole på. TV signalet forsvandt igen og der var to alarmer til.

Dette måtte være en af de længste dage i mit liv. Jeg længes efter at være alene i mit telt i morgen i bælgragende mørke og det eneste, jeg kunne høre, var vindens i træerne. Det var forbandet, at jeg skulle tale med Psykiateren først, før jeg blev udskrevet. Jeg vidste, at han ville dreje kniven godt rundt i såret en ekstra gang, før han smed mig ud på gaden.

Udskrevet til gaden

Det var længe siden jeg havde været så utålmodig, det var utroligt slemt og jeg kunne ikke forstå hvorfor Kim trak tiden så langt ud. Jeg så ham gå mellem kontoret og samtalerummet med en ny patient og med personalet i hælene flere gange, før det blev min tur i allersidste øjeblik. Jeg kunne høre på Kim autoritative og noget mekaniske enetale, at det var en remse han havde holdt mange, mange gange tidligere.

Jeg havde talt med Kim i samlet set ikke over to timer i løbet af hele opholdet, inklusiv dagens samtale på knapt tre kvarter og der var mange basale oplysninger han endnu ikke havde spurgt mig om, og som han manglede, fordi de var så vigtige, eksempelvis en all-around screening udspørgen om symptomer, såsom om jeg havde åndenød, vandladningsbesvær, sukkersyge, problemer med bevægeapparatet og den slags, som man altid uden undtagelse spurgte nyindlagte patienter om første dag på hospitalet, men nu stille Kim mig så de spørgsmål under en time før jeg blev udskrevet efter mere end en måneds indlæggelse og bedre sent end aldrig.

Kim udviste under samtalen faktisk glimtvis antydningen af både humor og ironi, og det var helt klart formildende omstændigheder og et tegn på hans menneskelighed, men det opvejede ikke den måde han hidtil havde opført sig på overfor mig på, siden jeg ankom, slet, slet, slet ikke, men det var positivt at erfare, at han også besad disse kvaliteter.

Overlægens konklusion

Kims konklusion lød, at jeg hverken var psykotisk ikke skizofren (dér kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet), ikke var autist eller personlighedsforstyrret, samt at jeg var strafegnet. Retspsykologen Søren var af samme opfattelse. Og det gjaldt også for alle andre, der havde brugt mere end en times tid i mit selskab.

Det var mere angstprovokerende at gå fra P7 til Middelfart Station end jeg havde troet, men efter så forholdsvis lang tids indespærring, men det lykkedes dog. Jeg var blevet vist ud fra afdelingen og igennem resten af hospitalet, som var ret stort. Jeg havde kun set den afdeling, jeg havde siddet på, samt motionshallen, men resten af stedet havde jeg ikke altså ingen fornemmelse af. Jeg havde før udskrivelsen tænkt på, at jeg ville se resten af hospitalet, samt gå en lille runde om hele matriklen, ja, måske oven i købet gå ned til havnen og et smut rundt i midtbyen.

Afskeden

Jeg fik doneret min hårtrimmer til Hypomanen, subsidiært til afdelingen, samt fik sagt farvel til alle indlagte, fraset de to senest ankomne. Det betød utroligt meget at tage ordentlig afsked med de andre. Det var en smule angstprovokerende at gå fra afdelingen til togstationen, men det var til at overkomme, til gengæld havde jeg det utroligt svært ved at skulle “køre på røven”. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud, skammen og omverdenens reaktion på, at jeg var gratist, men jeg havde selvfølgelig intet valg.

Væk!

Men i det sekund døren blev låst op og jeg var fri, havde jeg kun én tanke i hovedet, og det var at komme væk fra Galehuset hurtigst muligt. Jeg skulle bare væk, som gjaldt det livet, væk fra de tarvelige ansatte, væk fra Middelfart og hjem til Amager, hvor mit telt måske stadig befandt sig på Kalvebod Brygge. Problemet var også, at jeg havde meget travlt af en anden årsag, nemlig at det var fredag, at jeg ingen telefon, intet hævekort, tøj eller penge havde, fordi alt sammen lå i Vestre Fængsel til afhentning inden kl. 17.00.

Konsekvenser af nøl

Det var fredag og hvis jeg ikke nåede det, var det en ren katastrofe og jeg tvivlede stærkt på, at jeg ville klare det uden noget som helst helt til mandagen. Hvis Kim B havde afholdt den sidste samtale lidt tidligere på dagen eller for et par dage siden, hvor han burde have afholdt den, så kunne jeg have nået alt uden stress. Og jeg kunne også have fået pengene fra Vestre, hvilket jeg måtte undvære i dag.

Ingen togbillet

Det var lidt af et mareridt. Personalet på afdeling P7 var udmærket klar over mine logistiske problemer og socialrådgiveren havde ringet til Vestre og forgæves forsøgt at få dem til at overføre mit indestående dér til P7, således at jeg kunne købe en togbillet tilbage efter udskrivelsen og også havde penge til mad. Da det ikke var muligt, var der bare ingenting at gøre; afdelingen kunne ikke sørge for en togbillet, så jeg måtte bare klare mig selv og få en bøde. Det var grænseløst småligt.

Meget grænseoverskridende

Det var meget grænseoverskridende og ubehageligt, at jeg blev nødt til at 'køre på røven' fra Middelbart til København. Jeg kunne næsten ikke rumme det, skammen og omverdenens reaktion på at jeg var gratist. Jeg havde bare intet valg.

Giv mig en bøde

I toget fra Middelfart gik kontrolløren et par gange forbi mig, hvor jeg sad i gangen, uden at tage notits af mig. Toget var propfyldt med passagerer. Han så travl ud, men jeg henvendte mig til ham tredje gang, han passerede og fortalte ham om min situation og bad om en kontrolafgift. Det var ekstremt pinligt med alle de andre passagerer, der stod og lytte til samtalen.

Kontrolløren sagde, at han snart skulle afløses, hvorfor han ikke ville give mig en ‘kontrolafgift’, men jeg ville ikke igennem det samme ubehag igen, hvorfor jeg stod af i Odense og prøvede at finde en kontrollør, som kunne give mig en bøde, så jeg kunne få det overstået og dermed slappe af resten af turen. Der var desværre ingen at se nogen steder på selve stationen, så jeg gik op på billetkontoret og bad ekspedienten om en kontrolafgift. Det kunne hun ikke give mig på forhånd, lød svaret, den skulle udstedes i toget.

Fik bøden diskret

Jeg gik derfor ned igen og steg på næste tog mod København. Kontrolløren kom straks forbi, så jeg henvendte mig til hende og forklarede hende om min situation. Hun var venlig og sagde, “det ordner vi bare i god ro og orden” og udskriv diskret kontrollafgiften til mig. Det var perfekt og en sten faldt fra mit hjerte; en belastende opgave var nu klaret og så var der blot den vigtigste opgave tilbage, nemlig at få udleveret mine ting fra Venstre Fængsel i form af tøj, penge, mobiltelefon, hævekort og nøglerne til mit lagerskab. Jeg skulle nå det inden klokken 17, hvor udleveringen lukkede og da det var fredag og først åbnede igen på mandag, ville jeg for alvor være i problemer, for en weekend uden mad eller husly på et tidspunkt om året, hvor det stadig var ret koldt om natten, orkede jeg ikke at gennemleve.

Netop som jeg passerede stoppestedet foran Vestre Fængsel, hvor der stod en mindre gruppe og ventede på bussen, fik jeg øjenkontakt med John Wicks Mekaniker i civil, der også stod og ventede. Jeg smilede venligt til ham og nikkede til hilsen og han gengældte begge dele. Det gjorde mig i godt humør og indgød mig en smule mod.

Et tegn

Mekanikeren var en, man godt kunne lide blandt de indsatte, og jeg følte lidt, at episoden var et symbol på at jeg var trådt tilbage i samfundet efter at have udstået min straf. Det var en form for anerkendelse af mig som menneske og medborger. Det virkede måske som en overfortolkning, men det var den måde, jeg havde det på efter at have været nedværdigende behandlet i Middelfart på retspsykiatrisk afdeling.

Mails til min advokat Karoline Normann

Kære Karoline.

Jeg skal bede dig om at rykke politi og anklagemyndighed hurtigst muligt.

Jeg kan ikke holde ud at rådne op som hjemløs uden fremtidsudsigter.

Hvis der ikke sker noget nu, er det meget sandsynligt jeg ender i fængsel igen eller det, der er værre.

Jeg forstår ikke, at jeg ikke bliver taget alvorligt af nogen.

Venlig hilsen,

Kjeld.

---

Kære Karoline.

Jeg begynder igen at skrive og ringe til myndighederne for at få dem til at gøre deres arbejde og forholde sig til virkeligheden.

Jeg er ligeglad med konsekvenserne og ingen gider at hjælpe mig med at komme videre og få et værdigt liv.

Det er bedre at være i Vestre Fængsel end at rådne op alene og uden noget at tage mig til.

Venlig hilsen,

Kjeld.

Hvad er mit liv værd?

Nogen troede, at jeg kunne trues til at holde kæft om mine oplevelser gennem de sidste ti år. Nogen troede, at jeg bare kunne glemme den umenneskelige behandling og dem, der havde udsat mig for den. Og nogen troede, at jeg ville finde mig i at blive løsladt til gaden som 42-årig og rådne op i meningsløshed og ensomhed. Det var desværre ikke tilfældet. Jeg var hverken mere eller mindre værd som menneske end alle andre og jeg ville da ikke acceptere at blive behandlet som tilfældet var. Jeg ville have erstatning og retfærdighed. Fuck retsvæsenet.

Advokat Hanne Rahbek

Lægeforeningen havde nægtet at oplyse mig om hvad den advokat fra foreningen, der på vegne af mine bødler havde meldt mig til politiet i oktober 2021. Men jeg fandt ud af under et retsmøde, at hun hed Hanne Rahbek. Det var interessant. Hun var således personigt ansvarlig for alt, der var sket siden. Og jeg havde ret i det, der havde været årsagen til anmeldelsen, hvilket Hnne Rahbek ville have erfaret, hvis hun havde sat sig ind materialet.

Jeg kunne da sagtens forstå at Lægeforeningen ikke turde oplyse navnet på den ansatte, der havde gjort noget ekstremt forkert og uetisk i foreningens navn. Men Lægeforeningen måtte også kunne forstå, at jeg skrev advokatens navn her.

Ikke en aprilsnar

At jeg skulle rådne op som hjemløs i over et år til, var desværre ikke en aprilsnar. Det var en dødsdom. Det vidste alle, og jeg havde igen forgæves forsøgt at få min advokat til at gøre noget. Men der var intet at stille op; jeg havde mistet alt, ingen at se frem til, var hjemløs og tiltalt uden slutdato og jeg havde lidt i 10 år og ville ikke mere.

Det var som om at ingen forstod hvor alvorligt det var. Som ædvanlig lod omverdenen som ingenting. Man troede at jeg havde lyst til at rådne op i endnu et år, mens jeg var tiltalt og hjemløs. Jeg havde skrevet på de sociale medier og til Karoline Normann, at jeg qua førnævnte meget snart ville ende i fængsel igen. At hun, at nogen skulle gøre noget, for ellers ville det ende helt galt. Men som alle de andre gange, jeg havde gjort noget tilsvarende, skete der intet. Det var så grusomt. Hvordan kunne mennesker dog få sig selv til at lade dette ske? Eller ligefrem gøre imod mig? Jeg havde aldrig troet, at man kunne være så nådesløs og ond i et land som Danmark.

At dette skulle være min skæbne, at jeg havde fortjent at få mit liv ødelagt, det havde jeg aldrig troet. Men det var virkeligheden. Mine bødlers ugerninger var slemme nok, men derudover havde de et magtapparat i ryggen, som blindt holdt hånden over bødlerme. Region Hovedstadens Psykiatri, Lægeforeningen mv. Her sad, der aktivt mennesker, der vidste hvad de gjorde imod mig, men som var så gennemført onde, at de var ligeglade. Forstod de ikke, hvad de tvang mig til?

Nødråb til advokat Karoline Normann

Karoline havde til samtalen på retspsykiatrisk afdeling, Middelfart, P7, advaret mig kraftigt mod at kontakte politi elller andre myndigheder, og hun havde belært mig om, at 'ord er farlige' og på den måde tage mine bødlers parti. Karoline var i min optik hverken værre eller bedre end hendes foregængere, der heller ikke havde hjulpet mig og ofte været lige så store modstandere som de myndigheder, der i årevis havde chikaneret mig. Det lod ikke til at Karoline, til trods for at hun også havde en uddannelse som psykolog, forstod hvordan det var at være hjemløs og rådne op i omkring 10 år. Hvis jeg havde forventet empati, havde jeg valgt en helt forkert advokat. Problemet var ikke Karoline personligt, for hun var ikke anderledes end hendes kolleger efter min mening, probæemet var, at danske forsvarsadvokater bare var pisse ligeglade med borgere, der som jeg var ruinerede. Vi kunne åbenbart bare fucke af, lod holdningen til at være.

"2. April 2024

Kjeld Andersen."

Jeg havde advokat Hanne Ziebe, men var meget utilfreds med hendes indsats for mig, eller mangel på samme, så jeg ledte efter en ny advokat, der gad at gøre sit arbejde. Af en person, jeg stole på, fik jeg anbefalet Karoline Normann, som havde den unikke fordel, at hun også var uddannet psykolog. Jeg valgte hende, men desværre var hun kun marginalt bedre end Hanne Ziene i min optik. Jeg havde faktisk valgt Claus Bonnez, men blev spist af med Hanne Ziebe og jeg var - og det var min egen skyld - for høflig til at kræve at få Claus Bonnez, som jo var ham, jeg havde valgt.

Mail til advokat Hanne Ziebe af 11. maj 2023

11. Maj 2023

CPR:"

Anklager Henrik Pedersen

Den person, der næstefter mine bødler og advokat Henne Rahbek, var personligt mest skyld i min uudholdelige situation, er anklager Henrik Pedersen fra Vestegnens Politi. Jeg prøvede forgæves at få ham til at gøre sit arbejde, men han nægtede og derfor endte jeg i fængsel. Og bliver anholdt meget snart igen.

"Kære Henrik.

Kjeld.

Selvtægt og hævn

Jeg var akut truet på livet af de uudholdelige livsvilkår, som mine bødler havde påtvunget mig igennem 10 år. Jeg blev ignoreret. Og derfor endte det meget, meget forfærdeligt. Jeg overlevede kun fordi jeg havde besluttet mig for at få hævn. Der var intet håb længere, kun død og hævn. Jeg skulle ikke rådne op som hjemløs fordi nogle sindssyge kællinger nægtede at erkende at de havde taget fejl. Deres ugerninger og tavshed kom til at koste utroligt dyrt. Jeg ville få hævn en dag, det var det eneste, jeg levede for, og mange ville græde og bede til gud om, at de kunne gøre deres utilgivelige handlinger om.

Men det kunne de ikke og jeg ville smile og vide, at jeg havde fået retfærdighed. Så onde svin fortjente at blive straffet. Ja, jeg kom snart i fængsel for bl.a. denne tekst, men gud nåde og trøste mine bødler, når jeg blev løsladt igen. Og kunne jeg af en eller anden årsag ikke få ramt på en bøddel, måtte hele Danmark undgælde på bødlernes vegne. Det var jo Danmark, der havde holdt hånden over mine bødler og sørget for at jeg blev mishandlet i 10 år.

Hævn og død

Hævn og død. Det var hvad, der var tilbage.

Glemt pinkode

Jeg kunne huske alt andet, men lige netop pinkoden til mit hævekort havde jeg glemt efter lidt over fire måneders indespærring. Jeg havde bestilt en genfremsendelse af min nuværende pinkode hos Lægernes Bank for over en uge siden, men jeg havde selvfølgelig ikke modtaget den endnu. Problemet - og det var immervæk et stort problem - var, at jeg så ikke kunne købe min medicin, når jeg løb tør i morgen. Så ville det for alvor gå galt.

Den slags problemer havde jeg været udsat for talrige gange før, det burde ikke være så katastrofalt, men det var det fordi Lægernes Bank var verdens mest elendige foretagende og dels fordi jeg var hjemløs. Der var ikke meget forståelse at hente i forhold til alle de småkatastrofer, man kom ud for som hjemløs, det var som om folk generelt var blevet mere og mere kyniske og ligeglade med andre end dem selv.

Folketingsmedlem Karina Lorentzen

Jeg havde møjsommeligt skevet en kopi af de fleste breve, jeg havde afsendt, i hånden, men det var ikke i alle tilfælde, jeg orkede det, så bl.a. mine henvendelser til Karina Lorentzen havde jeg desværre ikke kopieret, hvorfor jeg ikke kunne gengive dem hér. Karina Lorentzen havde jeg i flere år løbende informeret om min situation og det enorme problem for retssikkerheden, som retspsykiatrien udgjorde. Karina Lorentzen var den (eneste) politiker, der kærede sig (mest) om retsikkerhed og som ikke lå under for populisme og pøbelvælde.

Desværre var det omsonst at henvende mig til hende, af alle. Jeg havde jo bevidst, at fremtrædende retspsykiatere og retslægerådet havde begået regelret justitsmord mod mig, men alligevel gad Karina Lorentzen ikke at gøre noget. Og når hun var ligeglad, så var alle andre politikere også ligeglade. Selv om jeg faktuelt har ret, var Karina ligeglad.

Træning

I går trænede jeg bryst, triceps og mave og i dag stod den på ryg, biceps og lænd. I morgen skulle jeg meget gerne træne ben, skuldre og mave. I Vestre havde jeg heldigvis lært en masse nye øvelser og erfaret, at jeg sagtens kunne træne det meste af kroppen uanset under hvilke forhold, jeg befandt mig. Øvelserne i Vestre havde jeg lært af de andre ansatte. Man kunne måske ikke lære en gammel hund nye tricks, men jeg kunne godt.

Jeg havde overlevet og haft det så relativt godt i Vestre mest af alt fordi jeg var et så socialt menneske. Hvordan Gitte Ahle kunne tro, at jeg var autist, var simpelhen forrykt og sagde kun noget om hendes eklatante mangel på diagnostiske ever og dømmekraft. Danmark kunne ikke være tjent med en retspsykiater som hende, der var så elendig til at diagnosticere.

Nye regler

Dan Brown’s ‘The Lost Symbol’ var en udmærket bog, som jeg begyndte at læse i går, men først rigtigt fordybede mig i henad formiddagen. Det havde været en forholdsvis begivenhedsløs og rolig dag, hvor vi havde været i haven to gange af hver 20 minutters varighed, og solen kiggede næsten frem bag et tyndt skydække. Jeg slæbte en stol med ud i det nye rygebur og satte mig til rette.Vejret var så mildt, at jeg kunne sidde og læse i lang tid uden at fryse.

Hærværk

Jeg trænede i haven samt roede i 15 minutter på romaskinen inde på afdelingen, hvorefter jeg var i motionslokalet og træne biceps og triceps. Inde i fællesmiljøet igen satte jeg mig og læste, og pludselig blev en medpatient vist ind af døren til afdelingen af to ansatte. Han sagde ikke noget, men gik målrettet hen til den store affaldsspand og sparkede til den, så den væltede med et brag hvorefter han gik ud i rygeburet og tændte en cigaret.

Efter et par minutter gik jeg ud til ham og spurgte, om han var okay. “Nej, jeg er ikke okay”, vrissede han tilbage. Det var fair nok, at han ville være i fred, så jeg lod ham være og gik ind igen. Inde i fællesområdet hørte jeg Carina sige til Nordjyden, at vi ikke længere måtte være mere end én indsat i motionsrummet ad gangen, også selvom det ikke havde været et problem før. Nye regler efter i går åbenbart.

Stuevisitation

I dag var det min stue, der skulle visiteres, hvilket angiveligt skete ud fra et tilfældighedsprincip. Det var hurtigt overstået for personalet og jeg kunne se, at de ikke havde været særlig grundige, for tøjet lå pænt foldet sammen i en bunke, præcis som da jeg havde efterladt det og de fandt ikke min blyant, som jeg havde undladt at aflevere. Jeg spurgte spøgefuldt de to ansatte, om de havde fundet al den te, jeg havde gemt.

Te-rygning bedre end skunk

Mit spørgsmål kom af, at det var forbudt at være i besiddelse af tebreve, fordi Rapperen var begyndt at ryge dem, idet han syntes, at de var bedre end skunk. Han var vist ikke helt godt kørende rent psykisk, men hans vrangforestilling var morsom nok. Men hvad vidste jeg? Det kunne da godt være, at jeg skulle begynde at pushe tebreve hvis de virkede så godt, for der igennem at tjene til livets opretholdelse.

Hystadens terror

Hystaden gik straks fra morgenstunden i gang med at fylde det hele og suge energien ud af alt og alle. Han var så dopet af medicinen, at hans øjenlåg hang til midt på øjnene og han snøvlede, så jeg knapt kunne forstå, hvad han sagde, da han spurgte mig, om jeg synes at han skulle barbere sit i forvejen velplejede, grænsende til feminine, skæg. Jeg svarede, at det måtte han da selv om.

Morgenmødet var som sædvanlig en joke, hvor jeg til at begynde med var eneste deltager, fraset de tre hattedamer fra personalet. Heldigvis var Rikke ikke på arbejde, så vi slap for at høre hendes latterlige gåder. Hystaden kom tilbage til fællesområdet kort tid efter og fik selvfølgelig lov til at høre Rasmus Seebach på fuld drøn, så alle andre fortrak fra fællesområdet og han kunne ligge og sove til musikken på alle andres bekostning. På nær personalets, selvfølgelig.

Personalets magelighed

For de sad eller stod som sædvanlig inde på deres kontor og snakkede og slappede af. Hystadens belønning til personalet var, at så længe de lod ham høre Rasmus Seebach, så lod han dem være i fred. Haveturen blev som sædvanlig forsinket, og jeg fortalte Phoung, at det var en pestilens for mig og alle andre ansatte (hvilke flere havde fortalt mig), at personalet lod Hystaden høre musik morgen, middag og aften og lod ham skrue så højt op for volumen, at ingen kunne holde det ud. At flere fortrak fra fællesområdet af den årsag.

For de sad eller stod som sædvanlig inde på deres kontor og snakkede og slappede af. Hystadens belønning til personalet var, at så længe de lod ham høre Rasmus Seebach, så lod han dem være i fred. Haveturen blev som sædvanlig forsinket, og jeg fortalte Phoung, at det var en pestilens for mig og alle andre ansatte (hvilke flere havde fortalt mig), at personalet lod Hystaden høre musik morgen, middag og aften og lod ham skrue så højt op for volumen, at ingen kunne holde det ud. At flere fortrak fra fællesområdet af den årsag.

Phoung lod som om, hun ikke var klar over problemet, selvom alle hendes kollegaer var helt klar over det. Nu ville Phoung formentlig hævne sig på mig, ved at skrive noget negativt om mig i journalen og sikkert i plenum næste gang Hystaden ville høre musik sige, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke brød mig om det.

Hun og hendes kollegaer turde ikke tage ansvaret på sig, hvilket var ualmindeligt fejl. Hver gang Hystaden truende spurgte, hvem der havde bestemt eller sagt noget, henviste personalet konsekvent til psykiater Kim, selvom det var personalets observationer, som Kim traf beslutninger ud fra.

Konstant grænseoverskridende

Så rendte Hystaden igen rundt i bar overkrop, indtil Camilla langt om længe fik nok og bad ham tage en trøje på. Efterfølgende, da hun var gået kaldte Hystaden henne for luder og kælling. Selv når han slesk havde manipuleret sig til at få sin vilje, takket dem overdrevet, og karikeret sagde ‘god weekend’ og lignende, så svinede han dem til bag deres rygge, så snart de havde vendt den til ham.

Indvielse af afdelingen

Der var reception i dag i anledning af, at afdelingen blev indviet som et rent varetægtsafsnit, altså at vilkårene var blevet væsentligt forringet for alle. Selv personalet var klar over dette faktum, var der en af dem, der fortalte mig, så der var absolut intet at fejre. Vi tvangsindlagte fik dog saftevand i anledningen og en lille bøfsandwich, samt efterfølgende resterne af det bagværk, der var blevet serveret for personalet.

Til gengæld var der ikke nogen havetur om aftenen. Vi fik kun cirka 40 minutters havetur i alt i dag, hvilket var alt for lidt, og det var kun efter, at vi flere gange havde bedt om det. Der var ingen psykologsamtale i dag og ingen vidste noget om en tidshorisont for denne. Det var simpelthen ulideligt og nogle skulle bøde for det.

Bogholderen

Jeg læste i TV2s nyhedsfeed, at Bogholderen i Byretten i Glostrup var blevet idømt otte års fængsel. Han havde endnu ikke accepteret dommen, men jeg vidste, at han havde tabt på forhånd, for resultatet var allerede givet. Udover for sjov på en gårdtur at bede ham om at lave min selvangivelse for mig, havde jeg ikke talt med ham om noget, der bare tilnærmelsesvist drejede sig om hans sag. Men jeg havde talt med ham om, at det danske retsvæsen var helt anderledes end i rigtige retsstater, især i hans sag, for han - skyldig eller ej - havde ydmyget den danske stat og kostet den flere milliarder, alene i advokatsalærer.

Og derfor ville han blive dømt skyldig, for de danske domstole var primært statens og det offentliges magtmiddel og således kunne man aldrig vinde over staten. Jeg fortalte ham nok ikke noget, han ikke allerede var smerteligt bevidst om. Jeg læste, at hans dom var den hårdeste i danmarkshistorien for bedrageri og næsthårdeste for økonomisk kriminalitet. Han skulle derudover tilbagebetale 100 millioner, som retten havde konfiskeret fra ham.

Bogholderen var som menneske yderst sympatisk og også meget empatisk. Han var altid venlig og smilende, lyttede opmærktsomt til hvad jeg sagde og stillede relevante uddybende spørgsmål. Han var meget interesseret i at høre om min baggrund som læge og hjemløs, som følge af myndighedsfejl, og han virkede oprigtig forundret over, at det kunne lade sig gøre i et land som Danmark. Han var derudover også leveringsdygtig i viden om generelle samfundsforhold, især internationalt, og jeg nød at lytte til hvad han havde at fortælle. For der var langt mellem snapsene i Vestre hvad angik intellektuel kapacitet, og de fleste andre indsatte havde jeg nærmest intet at tale med om.

Det var super ærgeligt, at Bogholderen var endt i Vestre, for uagtet det han var dømt for, så var han et meget begavet og sympatisk menneske, ikke det mindste arrogant, ikke skyggen af storhedsvanvid, narcissisme eller med psykopatiske karaktertræk, som ofte prægede andre dømte for økonomisk kriminalitet.

Nye regler

Dan Brown’s ‘The Last Symbol’ var en udmærket bog. Jeg begyndte at læse den i går, men havde først for alvor fordybet mig i den i dag. Det havde været en forholdsvis begivenhedsløs og rolig dag, hvor vi havde været i haven to gange af hver 20 minutters varighed, og solen kiggede næsten frem bag et tyndt skydække. Jeg slæbte en stol med ud i det nye rygebur og satte mig til rette.Vejret var så mildt, at jeg kunne sidde og læse i lang tid uden at fryse.

Hærværk

Jeg trænede i haven samt roede i 15 minutter på romaskinen inde på afdelingen, hvorefter jeg var i motionslokalet og træne biceps og triceps. Inde i fællesmiljøet igen satte jeg mig og læste, og pludselig blev en medpatient vist ind af døren til afdelingen af to ansatte. Han sagde ikke noget, men gik målrettet hen til den store affaldsspand og sparkede til den, så den væltede med et brag hvorefter han gik ud i rygeburet og tændte en cigaret.

Efter et par minutter gik jeg ud til ham og spurgte, om han var okay. “Nej, jeg er ikke okay”, vrissede han tilbage. Det var fair nok, at han ville være i fred, så jeg lod ham være og gik ind igen. Inde i fællesområdet hørte jeg Carina sige til Nordjyden, at vi ikke længere måtte være mere end én indsat i motionsrummet ad gangen, også selvom det ikke havde været et problem før. Nye regler efter i går åbenbart.

Stuevisitation

I dag var det min stue, der skulle visiteres, hvilket angiveligt skete ud fra et tilfældighedsprincip. Det var hurtigt overstået for personalet og jeg kunne se, at de ikke havde været særlig grundige, for tøjet lå pænt foldet sammen i en bunke, præcis som da jeg havde efterladt det og de fandt ikke min blyant, som jeg havde undladt at aflevere. Jeg spurgte spøgefuldt de to ansatte, om de havde fundet al den te, jeg havde gemt.

Te-rygning bedre end skunk

Mit spørgsmål kom af, at det var forbudt at være i besiddelse af tebreve, fordi Rapperen var begyndt at ryge dem, idet han syntes, at de var bedre end skunk. Han var vist ikke helt godt kørende rent psykisk, men hans vrangforestilling var morsom nok. Men hvad vidste jeg? Det kunne da godt være, at jeg skulle begynde at pushe tebreve hvis de virkede så godt, for der igennem at tjene til livets opretholdelse.

Ude af bæltet

Medpatienten, der var gået grassat og havnet i bælte, var ude af bæltet igen til formiddag. Den nedsmeltning han havde haft, var sandsynligvis resultatet af, at han i en længere periode havde fået Subutex af en medindsat, indtil leveringen pludselig ophørte og han blev voldsomt abstinent. Han var mere end noget andet en misbruger, lod det til og det var pinligt for ham, at han mistede besættelsen og klynkede, som han havde gjort. Han var hverken en indsat, jeg havde specielt meget hverken sym- eller antipati for, men jeg satte pris på, at han havde været stille og roligt, og jeg havde næret en vis respekt for ham, qua hans måde at opføre sig på, men efter hans lille scene mistede jeg en stor del af respekten for ham. Han havde narkomanens rastløshed, døde øjne og et forstenet udtryk i ansigtet for det meste.

Mest dårlig opdragelse

Der var fortsat uro på afdelingen og konflikter mellem indsatte og ansatte, men knap så mange alarmer som normalt. Der var dog to alarmer i dag, hvoraf den ene var fra det lille naboafsnit og den anden var fra os, og sidstnævnte skyldes, at Rapperen fik en forværring af sin psykose. Tossen havde fået fingre i noget te, som personalet havde fundet og konfiskeret og så blev han tøsefornærmet. Jeg var træt af ham. A var tilgængæld meget venlig og han gav mig en pude til mine ben, da vi sad og så filmen om aftenen. Og jeg fik læst i min bog. I øjeblikket var jeg dødhamrende træt af alle. Ingen tog det mindste hensyn til andre end dem selv. Psykisk sygdom, ja, men mest af alt bare dårlig opdragelse og attitude.

Dårlig fornemmelse

Jeg glædede mig meget til at modtage varene fra Føtex, og jeg havde dobbelttjekket i morges, at min indkøbsseddel var personalet i hænde, samt at jeg havde fået penge overførrt fra staben til afdelingen, men jeg forventede, at der ville gå noget galt ikke desto mindre. Efter ugers daglig træning uden en dag til at restituere i, trængte min krop til en pause. Men jeg trænede seks sæt leg raises for både de lige og de skrå mavemuskler i haven alligevel, fordi det var så ulideligt kedeligt at være på afdelingen.

Selvhenter

Med i haven medbragte personalet nogle tennisbolde, som vi kunne lege med som var vi hunde, men det var bedre end igenting, så jeg stod og kastede en tennisbold op på den høje mur og greb den igen, først med højre arm, så venstre, så med overhåndskast og dernæst underhåndskast, for at få lidt variation. Det var nyt at vi kunne få tennisbolde med i haven, og selv om det kunne lyde banalt med en tennisbold, så betød det alverden til forskel.

Jeg jokede over for de ansatte, der altid var med i haven og spurgte dem, om det var en selvhenteer, hvis jeg kom til at kaste bolden over muren. De lo over min platte joke, hvilket tit var noget de gjorde overfor de indsattes dårlige vitser for at styrke vores mangelfulde selvtillid og jeg-styrke eller nærmere jeg-svaghed.

Den var dog en af mine bedste platte jokes, så jeg fortalte den til hvert af de efterfølgende ansatte, der var ude i haven med os på de to resterende haveture af 15 minutter, for min joke skulle bruges fuldt ud, så jeg kunne demonstrere at jeg havde et minimum af kognitive færdigheder.

Jeg modtog mine Føtexvarer og ganske rigtigt manglede der det allervigtigste, nemlig det billige analoge armbåndsur, som jeg havde skrevet på seddlen. Det var selvfølgelig ikke indkøberens skyld, men det var alligevel utroligt ærgerligt, da jeg i allerhøjeste grad savnede et ur.

Ad hoc regler

Jeg modtog en meget vigtig vare, nemlig en billig hårtrimmer til 199 kroner, men da jeg bad om at få den udleveret fra mit skab, så jeg kunne klippe mit efterhånden halvlange hår, fortalte min kontaktperson mig, at jeg kun måtte få udleveret to af de ti afstandsstykker. Det var noget, personalet lige havde besluttet, fortalte hun, da jeg vantro spurgte hvem, der havde fundet på den bizare regel.

Dumhed og hygge-sadisme

Der var jo talte om afstandsstykker i tyndt, blødt og eftergiveligt plastik, som umuligt kunne bruges som våben, og jeg kunne sgu da ikke klippe mit hår med kun to forskellige længder, desuden skulle jeg aflevere det hele igen umiddelbart efter brug, så det var en tåbelig og meningsløs regel. Jeg fik dog forhandlet mig frem til at jeg kunne få udleveret fire afstandsstykker, og jeg afleverede det hele efterfølgende, helt uden at nogen var blevet stukket ned med de farlige stykker billig plastik.

Mere idioti

En anden meningsløs regel var, at jeg skulle aflevere en engangstandstikker med tandtråd efter brug. Vanvittigt. Men jeg undlod at aflevere det eksemplar, jeg havde fået udleveret i morges, tilbage, og heldigvis konkurrede personalets glemsomhed og sjusk med deres sadisme og ofte vandt førstnævnte. Der var meget vilkårlighed i reglerne på afdelingen, og det virkede som om, de bare var noget personalet fandt på ad hoc og som kun gjaldt for den enkelte patient.

Magt avler dovenskab

Personalet lavede - fraset enkelte undtagelser - ikke dagens gode gerning, men sad i sikkerhed på deres kontor og krydrede røv og pjattede med hinanden. Jeg bad min kontaktperson, Henrik, om at skrive i journalen, at jeg gerne ville have de psykologiske tests, som skulle have været udført i torsdags, udført hurtigst muligt. Min dygtige og engagerede advokat havde selvfølgelig hverken ringet eller besøgt mig, som hun havde lovet, at hun ville. Jeg var fuldstændig detroniseret efterhånden, det var ekstremt håbløst og jeg rådnede op uden fremtidsudsigter. Jeg spekulerede på hvor længe, jeg kunne holde det ud endnu. Intet af personalet havde selvfølgelig mod eller lyst til at gøre myndighederne opmærksomme på, at jeg intet psykisk fejlede. De havde et let job og de skulle ikke nyde noget, for det var en loppetjans og mistede de den, skulle de ud og have et rigtigt job, hvor de kom til at arbejde for lønnen. Jeg var så uendelig træt af det hele, træt, træt, træt.

Patienten A knækkede

Jeg følte et stik af dårlig samvittighed om aftenen, da jeg sad og læste i fællesmiljøet og overhørte en samtale mellem Lille Hans og A, hvor A fortalte, hvor meget ked af det, ja, nedtryk han var over at være indlagt på afdelingen og Lille Hans forsøgte at trøste ham. Jeg havde desværre været for hurtigt til at dømme A som person, hvilket formentlig var en slags skade eller overlevelsesmekanisme efter årevis som ufrivillig hjemløs, hvor jeg havde mødt mange psykopater, men A var et meget fint og hensynsfuldt menneske.

Han var dog også meget fåmældt og havde en meget spag og sagte, knapt hørbar stemme og jeg havde fornemmelsen af, at han helst vil undgå at tale med andre, og det gjorde ham svær at få et ordentligt indtryk af.

Tankeløs sygeplejerske

Det Det var ærgerligt. Jeg havde det lidt skidt med at A havde det så dårligt, samt at jeg intet kunne gøre for at hjælpe ham. Jeg havde siddet det samme sted og læst før A og Hans' samtale begyndte, men af respekt for A, så trak jeg så ubemærket fra min plads og fællesmiljøet, så han kunne få en smule privatliv. Det var tankeløst af Hans at han ikke tog A ind i en rum, hvor de kunne tale uden tilhørere.

Afdeling P7 knækkede de indlagte

En anden indlagt var brudt sammen i lørdags, fordi han også synes at stedet var så forfærdeligt, og nu var det altså A's tur. De fleste knækkede på afdelingen. Ikke fordi at de var psykisk syge, men på grund af netop afdelingen, vilkårene, den fornedrende behandling man fik af personalet, i hvert fald de fleste af dem. Det var beskæmmende og der var ingen tvivl om, at det skabte mere lidelse og flere mere kriminalitet og flere ofre i sidste ende.

Den stille pige spurgte ud i fællesmiljøet, om hvad hun skulle gøre med sagsomkostningerne og advokatregningen. Hun kunne ikke betale, for hun havde ingen penge. En medindlagt fortalte hende, at hun kunne afdrage, hvilket beroligede pigen, som var ved at køre op i en spids af bekymring. Godt hun ikke vidste, at hun aldrig ville kunne tilbagebetale hele gælden og næppe bare renterne alene. Retsvæsnet og især retpsykiatrien ødelagde vores liv. Der var ingen resocialiserende behandling, kun håbløshed, mere kriminalitet flere stoffer, mere alkohol, mere kriminalitet og flere ofre, mere død og flere selvmord. Og samfundet gav ikke et fuck.

Æres den...

Jeg fortalte Erika, at jeg var oprigtigt imponeret over og taknemmelig for hendes engagement. Efter det, jeg havde oplevet til aften, blev jeg meget bevidst, om at det ikke var en selvfølge at hun gjorde sit arbejde hæderligt og at hun som en af de eneste på stedet rent faktisk gad at arbejde.

Advokatbesøg meddelt

Til morgen fortalte min kontaktperson, Nanna, at min advokat havde ringet og meldt sin ankomst klokken ti på torsdag. Jeg kunne højest trække på skuldrene over oplysningen om at hun kom på besøg, for jeg havde ikke behov for hendes fysiske tilstedeværelse, måske på nær i forhold til én enkelt ting, nemlig at hun kunne få overdraget min dagbog, så den ikke ved et af de 'uheld', der så ofte skete i Kriminalforsorgen, 'blev væk'.

Men det kunne hun imidlertid ikke vide, at jeg havde til hensigt at gøre, så sandsynligvis var årsagen til hendes besøg, at hun dermed kunne tjene flere penge på mig, for hun kunne bare fortælle mig hvad hun havde på hjerte i telefonen. Men et fysisk fremmøde i Middelfart ville give hende kørselspenge, foruden standarttaksten for klientbesøg.

Psykologsamtalen

Under den første havetur på et kvarter, trænede jeg ryg med tre øvelser med hver tre sæt. Kort efter vi blev lukket ind igen, bankede det på døren og SOSU-Helle og Psykolog-Søren stod udenfor. Nu var det tid til den - særdeles - ventede psykologsamtale og test. Først skulele jeg svare på udvalgte spørgsmål fra den såkaldte PSE (Present State Examination). Det var et semi-struktureret interview og de udvalgte spørgsmål var inden for forskellige sygdomskategorier, og qua retspsykiater Gitte Ahles fejldiagnoser, var det indenfor psykose og autismeområdet.

Psykologen var flink og stille og rolig og han virkede selv en smule nervøs eller utilpas til at starte med. Han hakkede lidt i det og havde røde kinder, og det var måske lidt akavet for ham at sidde og teste en psykisk rask lægeuddannet patient.

PSE

Det var spørgsmål af typen, "føler du at der er nogen, der forfølger dig? Er der nogen, der overvåger dig? Kan du høre tanker, der ikke er dine egne? Kan du se, høre, mærke, smage eller lugte noget, som ingen andre kan? Hvordan har du det med de andre på afdelingen?". Jeg svarede benægtende til samtlige spørgsmål eller på en måde, der ikke indikerede psykisk sygdom eller lignende, fordi det var i overensstemmelse med sandheden.

Rorschach

Så kom turen til Rorschach testen, der forfulgte mig som en ond ånd. Testen gik ud på at jeg ad to omgange skulle beskrive motiv, form, farve og afgrænsning af ti billeder med forskellige udtværede blækklatter. Jeg svarede det, jeg kunne huske fra Wikipedia, hvilket dog også var det, jeg selv syntes at blækklatterne lignede: Natsværmer/flagermus, sommerfugl/flagermus, to ansigter, der vendte mod hinanden, to nisser, to firbenede pulsdyr, fire larver/edderkopper, et ansigt set forfra, to billeder med dyreskind.

Det var hurtigt overstået. Uanset hvad resultatet af testen var, kunne den ikke bruge det til noget som helst. Hvordan skulle den dog kunne sige noget om min personlighed eller psykiske habitus? Det var latterligt at tro, at den kunne det. Jeg var dog så lettet over at Rorschach, at jeg takkede psykologen og gav ham hånden til afsked. Faktum var, at jeg var normal psykisk; hvis Rorschach også 'viste' det, var det fint, men man skulle ikke bilde sig selv ind, at den var i stand til at påvise det eller modsat, sygdom. Rorschach og psyke var to helt forskellige fænomener.

Ånden i glasset

Rorschach testen var lige så videnskabelig og troværdig, som at spørge ånden i glasset, lægge Taratkort eller spå i kaffegrums. Hvad fanden med meningen med at bruge den på mennesker i 2024? Måske bestod testen i virkeligheden i, at hvis man accepterede at deltage i den, var det et klart tegn på at man var sindssyg, og modsat, hvis man til psykologen sagde, at man da virkelig ikke gad at spilde sin tid på overtro, så havde man bestået og var normal? Hvis man som psykolog anvendte Rorschach (især) med tvang overfor en person, og når psykologen måtte være klar over at testen var uvidenskabelig og helt uegnet, så var den pågældende at betragte som kvaksalver.

Du er jo normal

Psykologen konkluderede i øvrigt efter testene, at jeg var normal. Han havde ret. Retspsykiater Ulla Noring og retspsykolog Michael Schiødt havde taget fejl. Eklatnt fejl. Fik det konsekvenser for dem? Nej, selvfølgelig ikke. De fortsatte sikkert med at fejldiagnosticere den ene observand efter den anden og anbefale straffrihed eller det modsatte fuldstændig vilkårligt. Dommerstanden rettede sig altid efter hvad de to konkluderede, hvorfor de havde alt for stor magt over menenskers liv og når den rette dømte ikke fik den rette straf, så ville det sandsynligvis medføre mere kriminalitet og flere ofre.

Generøsitet

Om eftermiddagen og aftenen begyndte jeg at få det fysisk dårligt med trykken i venstre side af bystet, udtalt svimmelhed, som gav mig balanceproblemer og jeg mistede pusten. Takket være Nordjyden og hans vedholdenhed lykkedes det ham og jeg at komme i motionsrummet, og vi trænede biceps og ryg, men jeg var meget svimmel og følte mig skidt tilpas, så jeg præsterede ret dårligt. Efter træningen kom en af af de yngre kvinder hen til mig i fællesmiljøet. Hun havde en

Ny advokat

Det første, jeg ville gøre, når jeg havde mulighed for det, var at finde en ny advokat. Hun burde i min optik ikke have lov til at fungere som advokat. Så snart jeg havde hentet min dagbog på hendes kontor ved udskrivelse, ville jeg finde en anden til at repræsentere mig i retten. Der var efter min bedste overbevisning ingen forskel på min advokat og anklagemyndigheden. Hun holdt tydeligvis ikke med mig.

Ny advokat

Jeg skrev til min aktuelle parodi på en forsvarsadvokat, Karoline Normann, at jeg ikke ville have hende som advokat længere, da jeg ikke blev taget alvorligt af hende. Jeg havde ganske vidst ikke fundet en erstatning for Karoline, men fandt jeg ikke én, kunne det også være det samme, for ingen advokater, jeg havde haft indtil videre, havde gjort den mindste forskel i forhold til mine sager. De havde nægtet at gøre noget som helst andet end det mindste, de kunne slippe afsted med, og selv det havde de ikke gjort tilnærmelsesvist ordentligt. Derfor havde jeg tabt alle retsmøder og discountadvokaterne havde skummet fløden på min regning ved at tjene fedt på mig, uden at arbejde det mindste for pengene.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps, mave og lænd i dag og gik en tur på 15 km med to forholdsvis tunge tasker i eftermiddagssolen, så jeg blev halvskoldet i ansigtet. Mit liv kunne have været så godt, men det var det ikke, det var noget lort og det var kun pga. nogle svin, der via retsvæsenet med falske anklager fastholdt mig i hjemløshed. Gid de måtte ende i helvede.

New Guy

Der blev meldt ankomst af en ny indsat henad formiddagen. Afdelingen havde i øjeblikket kun ni patienter, samt to på modsatte side, hvorfor der var over tre ledige pladser, så det var ikke så mærkeligt, at der kom en ny ‘kunde’ i ‘biksen’. Samtlige indlagte på afdelingen, fraset jeg selv, fik antipsykotisk medicin fast eller som p.n., altså ved behov. Af alle indlagte var to højest sandsynligt sindssyge, to givetvis var sindssyge, mens resten sandsynligvis ikke var det.

Den nye fyr blev vist ind på afdelingen kort før aftensmadstid. Han var relativt ung, kraftigt bygget og på min højde. Han var iført patienttøj og satte sig i en lænestol. De andre patienter, der sad omkring ham i de to tilstødende sofaer, så TV og sagde ingenting. Jeg lagde bogen væk, gik hen til ham, gav ham hånden og ønskede ham velkommen til afdelingen.

Ikke egnet til arrest

Senere under aftensmaden fik jeg talt en smule med ham. Det viste sig, at han var blevet udskrevet fra en lukket psykiatrisk afdeling i en anden by, men lige som han var ude af døren, blev han anholdt og sat i den lokale arrest, hvor han befandt sig i relativt få timer, før vagthavende betjent godt kunne se, at han ikke var kandidat til at være væretægtsfængsel under normale vilkår og han blev overfllyttet til retspsykiatrisk afdeling.

Overlægens hævn

Det viste sig, at New Guy var blevet indlagt på den lukkede afdeling i psykotisk tilstand, og han havde vist sagt noget, som den kvindelige overlæge syntes var en trussel. Da New Guy efterfølgende blev ikke-psykotisk, måtte overlægen til hendes store ærgrelse udskrive ham. Men hun havde et es gemt i ærmet: Den påståede trussel.

Så hun ringede til politiet og fik denne venlige, yngre mand med arbejde, kæreste og rigtigt godt og tæt socialt netværk - som aldrig havde været straffet - varetægtsfængslet og med overvejende sandsynlighed senere dømt.

Mail til Region Hovedstadens Psykiatri den 7. april 2024

"Kære Region Hovedstadens Psykiatri.

CPR"

Svømning

I svømmehallen.

En dag nærmest uden kriminalitet

Jeg var sikker på, at min tur i svømmehallen var årsagen til, at jeg i dag måske ikke havde gjort mig skyldig i mere 'ordkriminalitet'. Men helt ærligt, hvilken rolle spillede det? Jeg havde alligevel intet at tabe længere og intet incitament til at oerholde den loven, som ikke havde beskyttet mig fra overgreb.

Ny advokat

Jeg havde et par ideer til hvem jeg ville anmode om at være min nye advokat, men jeg har ikke kontaktet nogen endnu. For hvorfor? Det var jo ligegyldigt.

Høring over udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet

"Advokatrådet er ved brev af 30. november 2023 blevet anmodet om bemærkninger til ovennævnte udkast til ændring af bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet.

Sagsnr: 2023-3870"

Mail til Karoline Normann, Hanne Ziebe og Kira Iqbal

"Før paragraf 119 inkluderer advokater."

"Kære Karoline Normann, Hanne Ziebe og Kira Iqbal

Kjeld Andersen."

Mail til Vestegnens Politi, Karoline Normann, stats- og rigsadvokaten

"Resultatet af mentalundersøgelsen er, at jeg intet fejler, udover velmedicineret ADD, samt at jeg er egnet til straf.

CPR: "

Danmark tilhører psykopaterne

Det var grotesk at grisene fortsat lod mig rådne op. De troede måske at de ved at ignorere mig kunne undgå at skandalen kom til offentlighedens kendskab? Spørgsmålet var ikke, om min sag kom i medierne, det kunne ikke undgåes, spørgsmålet var hvordan. Danmark var et land hvor psykopaternes trivedes bedst af alle. Ikke dem uden uddannelse i fængslerne, dem med tattoveringer, the usual suspects. Det var de dumme psykopater. Det var de veluddannede psykopater, jeg mente, dem i Styrelsen for Patientikkerhed, i Lægeforeningen, advokaterne, politiet og anklagemyndigheden.

De psykopater havde kronede dage. Især de kvindelige psykopater ansat de steder, som ikke kunne tyranisere og ødelægge andre mennesker ved brugen af fysisk magt, men som kunne sidde i sikkerhed på et kontor eller stå og lyve i en retssal, dem uden samvittighed, der ødelagde mennesker med ord - på skrift og i tale - de 'farlige' ord, som Karoline Normann arrogant havde belært mig om, for hun syntes at ord var farlige, ord var vold, ord var overfald, men hjemløshed var ikke farligt, at fryse og sulte på gaden, på Sundholm, i et telt, måned efter måned, år efter år, det var ikke farligt.

Karoline Normann havde advokeret stærkt for at advokater skulle omfattes af den mest uretfærdige og skadelige paragraf i straffeloven, for så slap hun og hendes kolleger at de klienter, de havde pisset på, skrev om dem de på sociale medier. Elendige og skruppelløse advokater ville have den samme beskyttelse som elendige og skruppelløse offentligt ansatte, som ødelagde hele familier fordi de var inkompetente og dovne.

Den beskyttelse ville advokaterne selvfølgelig også have, de ville ikke konfronteres med det katastrofale resultat af deres fejltagelser, deres ofre skulle tie og lide i stilhed. Jeg ønskede Karoline held og lykke med foretagenet. Hvis jeg bare havde slået fire mennesker ihjel og hvis min sag var i medierne, så ville Karoline gerne give mig et knus og yde en hæderlig indsats for mig.

Hævnen

Jeg kunne ikke tillade mig at reagere på alle de ydmygelser og al den mishandling jeg var udsat for hver dag. For så ville jeg bare blive spærret inde resten af livet. Jeg var nødt til at finde mig i pis hver dag uden at kunne forsvare mig selv. For jeg ville have hævn. Til gengæld ville hævnen blive så meget større, al lidelsen og fornedrelsen ville blive akkumuleret og en dag udløst.

Det havde været mange tidspunkter, hvor bødlerne kunne redde situationen, og jeg stadig kunne nå at få et liv, som jeg kunne fokusere på og lægge alt andet bag mig. Men de havde valgt at foresætte mishandlingen og nu var der intet håb for mig, og det betød at der kun var hævnen tilbage. Nogen skulle prøve at føle hvad det ville sige at lide hver dag, at blive desperate af sorg og længsel dag ud og dag ind, de svin skulle tvangsindlægges og ydmyges og trues af psykiatere som Gitte Ahle. Der var ingen lykkelig slutning.

Mail til Advokatsamfundet, advokat Karoline Normann og Justitsministeriet

"Jeg har meldt Lægeforeningens advokat Hanne Rahbæk til Københavns Vestegns Politi for falske anmeldelser.

CPR"

Mail til Dansk Psykiatrisk Selskab og advokat Karoline Normann

"Kære Merete Nordentoft og Dansk Psykiatrisk Selskab

Kjeld Andersen."

Mail til STRAX-huset, Høje Tastrup Kommune og advokat Karoline Normann

"Kære STRAX huset i Høje Taastrup.

Kjeld Andersen "

Fnat

Der måtte jo være tale om fnat, det kunne næsten ikke være andet. Fnat havde forpestet mit liv i månedsvis nu, både i Vestre Fængsel, på Retspsykiatrisk Afdeling P7 i Middelfart og hvor jeg nu befandt mig. Det drev mig til vanvid, især, men ikke kun, om aftenen og om natten, og således havde det holdt mig vågen til langt ud på morgenen de sidste dage. Jeg havde udelukket alt andet, lus, lopper, nældefeber, væggelus, eksem, tør hud, stress, hysteri, og der var kropslige manifestationer på hunden på min krop efter biddene, så det var ikke noget, jeg bildte mig ind.

Det var det værste i hele verden, og det var umuligt at slippe af med fnatten. Trusler fra politiet, hjemløshed, sult og kulde, alt andet var ikke tilnærmessesvist så ulideligt som fnatten, som havde forpestet mit liv i måneder og år. Jeg havde købt mig fattig i Nix creme og Nix shampoo tidligere, men fordi jeg boede i et telt, så slap jeg aldrig af med fnatten. Hvad var det for et helvede jeg befandt mig i? Man blev vanvittig og desperat af fnatten. Mine bødler skulle påføres fnat alle sammen og nægtes behandling. De ville tilsidst begå selvmord fordi det var så uudholdeligt. Jeg var fucking uddannet læge, men skulle udover alt det andet også belemres af fnat, det var utilgiveligt og skulle hævnes.

Celledøren blev pludseligt åbnet og en vagt stak hovedet ind og sagde det obligatoriske “godmorgen!”, som jeg til trods for, at jeg endnu var søvndrukken, reflektorisk svarede med et “godmorgen!”. Jeg plejede at vågne væsentligt tidligere, fordi ham, der boede i cellen under mig nogle gange allerede omkring klokken 5.30 om morgenen, skruede så højt op for musikken, at det vækkede mig.

Jeg var ikke den eneste, der var generet af egoisten, for ofte hørte jeg bankelyde fra de andre celler, som tegn på, at nogen af de andre indsatte var utilfredse med tingenes tilstand. Man skulle være ret dyssocial for at udvise den adfærd. Men i dag havde tossen altså ikke larmet og derfor havde jeg sovet så længe.

Men jeg havde ikke sovet over mig, for det var således, at vagterne først gik rundt til alle cellerne og vækkede de indsatte og så når de var færdige omkring to minutter efter, så vendte de tilbage og åbnede gangmændenes celler og på det tidspunkt skulle jeg være parat til straks at uddele rengøringssæt til fem celler før vagterne nåede til de pågældende celler med vorgenmadsvognen kort efter.

En gang om ugen fik hver celle udleveret et rengøringssæt, og det passede med, at vi hver dag satte fem rengøringssæt frem. Det var de faste rutiner og det skulle altid bare fungere og til tiden. Hvis jeg derfor ikke havde været parat til denne opgave som gangmand, havde resulteret i en fyring som gangmand.

Afsked med gårdmakker

Jeg havde taget en ekstra trøje samt hue og handsker på, men alligevel frøs jeg i usædvanlig meget. Min faste makker fortalte mig, at han allerede efter gårdturen ville blive flyttet til en anden og bedre afdeling, end den han sad på aktuelt, som var på etagen under min.

Det lød ikke på min makker, som om det var en afdeling, der fungerede særligt godt, blandt andet var noget, der irriterede ham, at der ikke var en sæbedispenser med flydende sæbe på alle toiletterne, sådan som der var på de andre etager. Det synes jeg også var helt uforståeligt, for der var enkelte indsatte, der var nogle uhygiejniske svin.

Igen og igen og

Jeg vågnede ofte af mig selv cirka halv syv hver morgen, og hvis det glippede, så var jeg sikker på at jeg vågnede klokken tyve minutter i syv ved at min cellenabo tændte for sin vandhane, idet vandrørene mellem to naboceller var forbundet på en eller anden måde. Jeg vågnede af mig selv ca. klokken halv syv og da klokken nærmede sig kvart i syv og jeg intet havde hørt til min nabo, undrede det mig en smule. Da jeg skulle til at børste tænder og åbnede for min egen hane, kom der intet vand ud af den. Ikke en dråbe. “Åh nej, ikke igen”, tænkte jeg.

Hvad årsagen til fraværet af vand denne gang var og prognosen for hvornår det kom igen, var der ingen, der anede noget om, erfarede jeg da celledøren kort tid efter blev åbnet af vagten og jeg skulle ud med den ene af gangmandskollegaerne for at sætte rengøringssættene hen til de celler, hvis tur det var at gøre rent.

Illustreret Videnskab anno 2002

Jeg opdagede, at der stod en ny bog på afleveringshylden. Den hed “En amerikansk slaves beretning“ og var skrevet af Frederick Douglass i 1845. Der stod også et meget velholdt eksemplar af Illustreret Videnskab fra 2002, hvor man eksempelvis kunne læse artikler med titlerne “Nu kan blinde se med tungen” og “Indianere var kannibaler af kærlighed”, samt et par sider med 22 år gamle, seneste landvindinger inden for IT-nyheder, hvor man blandt andet kunne læse “Gem helt op til én GB i nøgleringen”. Jeg begyndte at læse “En amerikansk slaves beretning“.

Jeg opdagede, at der stod en ny bog på afleveringshylden. Den hed “En amerikansk slaves beretning“ og var skrevet af Frederick Douglass i 1845. Der stod også et meget velholdt eksemplar af Illustreret Videnskab fra 2002, hvor man eksempelvis kunne læse artikler med titlerne “Nu kan blinde se med tungen” og “Indianere var kannibaler af kærlighed”, samt et par sider med 22 år gamle, seneste landvindinger inden for IT-nyheder, hvor man blandt andet kunne læse “Gem helt op til én GB i nøgleringen”. Jeg begyndte at læse “En amerikansk slaves beretning“.

Advokaten

På gårdturen trænede jeg ryg og biceps, hilste på to nyankomne og talte med de sædvanlige. Jeg hørte intet fra min ligeglade advokat eller politiet. Det gik mig enormt meget på, at gå rundt og vente i flere uger på, at hun hørte mine bønner og kontaktede mig. Hvordan kunne hun være det bekendt? Var hun så samvittighedsløs, at hun ikke vidste, hvor utrolig stor betydning bare et 10 minutters opkald fra hende havde? Det handlede ikke om, at hun skulle trøste mig eller lege min psykolog, det absolut eneste, jeg havde brug for, var at hun sørgede for at give mig svar på nogle af de mange utroligt vigtige spørgsmål, jeg havde bedt hende om at undersøge flere gange.

Konkret eksempelvis hvad status var på mine to klager til Styrelsen for Patientklager var, eller hvorfor politiet nægtede at tale med de vidner, jeg gennem et par år havde oplyst dem om. eller hvorfor politiet ikke gad at overholde objektivitetsprincippet. Det var så vigtigt for min motivation for at fortsætte livet og tilværelsen, at jeg fik nogle af de svar jeg forgæves i meget lang tid havde stillet. Hun skulle ikke gøre noget som helst gratis eller til nedsat takst, så hvorfor ville hun ikke hjælpe mig?

Hendes i min optik store skødesløshed var yderst bekymrende og sagde virkelig en hel del om hende som menneske. Hun havde i medierne iscenesat sig selv som omsorgsfuld og socialt bevidst, som en person, der besad en stor psykologisk indsigt, og som var vokset op i et hjem, der kærede sig om de mest udsatte, og hvor hendes mor engang havde inviteret en svært alkoholpåvirket hjemløs kvinde, der vist havde siddet på en bænk på Strøget op i familiens lejlighed juleaften.

‘Tragedien i Tjæreborg’

Jeg så det sidste afsnit af “Tragedien i Tjæreborg”på TV2 til aften. Fuck hvor var danske politi råddent. Men fedt at den polske stat forsøgte at retsforfølge de korrupte slyngler i etaten. En yderst interessant oplysning, som fremgik af dokumentaren var, at FN i 2023 havde udtalt kritik af DUP’en. Hvor befriende at erfare! Jeg hadede måske DUP’en mest af alle de impotente klageinstanser i Danmark. Gid de alle måtte ende i helvede.

Hard Core Frederick Douglass

Efter programmet og nu en smule opløftet, læste jeg “En amerikansk slaves beretning“ færdig. Den var eminent velskrevet, meget medrivende, ikke særlig omfangsrig, og jeg syntes at bogen burde være pensum i folkeskolen, så den woke, skrøbelige og sarte pusse-nusse ungdom, der sad og gamede dagen lang med fedme, bleghed og diabetes til følge, kunne få et perspektiverende indblik i hvordan livet havde været for nogen, hvordan det stadig i dele af verdenen stadig var og hvordan det uhyggeligt let kunne blive i fremtiden, hvis man faldt for meget af på den ift. menneskerettigheder.

Det var ikke mange timers søvn jeg fik i nat, højest 5 timer og årsagen var, at jeg var så stresset og nedtrykt over min situation og de udsigtsløs fremtidsudsigter og så selvfølgelig, at jeg fortsat ingen svar havde fået fra advokaten på mine ret vigtige spørgsmål.

Fristforlængelsesskuespillet

For ikke mindst at tale om det faktum, at jeg skulle fristforlænges i overmorgen og var fuldstændig sikker på, at jeg vil blive forlænget i fire uger til. Fristforlængelser var et meningsløst ritual, en fast koreograferet forestilling, som jeg var tvunget til at deltage i, selvom resultatet var givet på forhånd.

Why Worry?

I grunden burde jeg slet ikke være spor nervøs og stresset over den latterlige parodi, fristforlængelsen var; det kom nemlig omtrent til at gå sådan her: Dommeren, som på forhånd havde besluttet sig for at give anklageren medhold og som var ligeglad med mine argumenter, ville sidde med et påtaget lyttende udtryk i ansigtet, mens hun forsøgte at skjule sin irritation og lod som om hun nedskrev forsvarerens argumenter, tog hun sig en mental lur.

Spiller spillet

Min advokat var udmærket klar over, at det var én stor parodi, hun vidste, at hun ingen indflydelse på afgørelsen havde, men hun var nødt til at deltage og lade som om, at det modsatte var tilfældet og desuden modtog hun et ret højt salær for at spille sin rolle som statist i forestillingen og det fede var, at hun ligesom dommeren også bare kørte på rutinen, uden reelt engagement, hvorfor farcen var fuldendt.

Jeg, anklageren, min advokat, dommeren og de medfølgende betjente vidste alle, at retsmødet om fristforlængelsen bare var noget, vi legede, mens vi forsøgte ikke at falde ud af rollen imens. De fleste betjente hørte ikke ligefrem til dem, der havde de største knipler i hylstret, og de havde det sværest af alle med at deltage i legen, de sad ofte med blanke øjne og forsøgte at undgå at falde i søvn. Det var, som det var, og som det altid havde været, og så fik jeg en lille køretur ud af det, det var min belønning for at fake den og det kunne jeg måske acceptere.

Respekter magten, for ellers..

Men at man skulle rejse sig i respekt for den afdankede copy-paste dommer, var noget jeg havde det meget stramt med, fordi jeg vidste, hvor skødesløs og farlig for min retssikkerhed hun var. At rejse sig for en dommer var latterligt og jeg havde absolut ingen respekt for nogen af de selvhøjtidelige og let krænkbare tåber.

Især ikke de dommere som residerede i Byretten i Glostrup, for det var almindeligt kendt, at netop denne ret var skraldespanden for jurister med ambitioner, der oversteg deres evner ganske betragteligt, at være dommer i Byretten i Glostrup var en aftægtsstilling for alderssvækkede dommere, det var en medlidende kollegial gestus overfor personlighedsmæssigt derangerede jurister, som jo skulle lave et eller andet.

Fra livstid til frikendt

Tanken var formentlig, at de ofte katastrofale resultater af disse menneskers beskæftigelsesterapi altid kunne rettes i anden eller måske ligefrem tredje instans til den korrekte afgørelse, hvorved skaderne kunne reduceres. Alt sammen var selvfølgelig min private betragtninger og holdninger, men det var ikke helt ved siden af, for vi var nogle, der godt kunne huske de tiltalte, der blev idømt livsvarigt fængsel i byretten for i landsretten at blive frikendt og løsladt.

Anmodning om aktindsigt

Omkring kl. 12 kom den noget hurtigkørende og nervøse, ældre kvindelige sygeplejerske fordi min celle. Det var vedrørende min anmodning til psykiateren en gennemgang af den psykiatriske journal fra mit ophold i Vestre Fængsel i 2018. Jeg kunne ikke skrive en anmodningsseddel til psykiateren direkte, fortalte hun, alt gik gennem hende. Vi aftalte, at jeg fik aktindsigt i samtlige oplysninger om mig, men at der ville gå en uges tid før jeg modtog papirerne.

Det sædvanlige bøvl

Jeg havde endelig fået bestilt en hårtrimmer, fordi jeg ikke kunne undvære én på sigt, men fik den ikke udleveret, fordi noget som sædvanligt var gået galt hos købmanden. Derfor havde jeg en masse bøvl med at opklare hvad der var gået galt, indtil det viste sig, at købmanden havde trukket beløbet for trimmeren på min fængselskonto, som var den nette sum af 350 kr, men glemt at levere den til mig (det skulle senere vise sig, at en anden indsat havde fået den ved en fejl). Da jeg så genbestilte trimmeren, fordi jeg troede, det var mig, der havde lavet en fejl, kunne jeg efterfølgende konstatere, at jeg ikke havde flere penge på min fængselskonto.

Hudinfektionen

Jeg havde pådraget mig en heftig hudinfektion, udgående fra bagsiden af højre øre, og der var de klassiske infektionstegn med hævelse, rødme, varme og smerte, og selvom jeg var meget omhyggelig med at vaske området grundigt med varmt vand og sæbe flere gange dagligt, så havde infektionen bredt sig til større område på halsen, og huden skællede af over det hele.

Ingen behandling at få

Jeg havde afleveret en anmodningsseddel til sygeplejersken i går, hvor jeg skrev netop alt dette, samt høfligt foreslået, at man måske kunne udlevere noget antibiotisk salve eller creme, da jeg jo i flere dage selv forgæves havde forsøgt at behandle infektionen, men måske var det en tand for frækt eller uforskammet en anmodning, for jeg var end ikke blevet tilset af hverken sygeplejerske eller læge endnu, jeg havde skrevet en anmodningsseddel tidligere. Såret væskede så meget, at min hovedpude om morgenen var snasket helt ind i det halvt størknede rødlige sekret.

Det var en klar behandlingsmæssig fejl for uanset hvad, uanset om man ville udlevere antibiotisk creme eller ej, så skulle jeg tilses af en sundhedsprofessionel. Med en let behandlelig banal omend udtalt bakteriel hudinfektion, som gjorde mig lettere alment påvirket og febril, og som bredte sig så hurtigt, så skulle man skulle ikke vente og se tiden an, så skulle jeg bare have den behandling, der var brug for, det var ikke et uland. Derudover var der også risiko for, at jeg smittede andre, men så langt tænkte genierne nok ikke.

Slåskamp i buret

Nede på gårdtur til formiddags skete der for første gang noget dramatisk, nemlig slåskamp i buret. Optakten var, denne: Jeg gik som sædvanlig rundt i buret med min faste makker, bodybuilderen, og for hver anden eller tredje runde, lavede vi nogle øvelser på stativet eller med TRX, og i dag trænede jeg bryst, triceps og mave. Fordi ergoterapeuten K havde været forbi tidligere med en træningselastik, havde jeg fået varmet godt op med den, og jeg havde ingen skuldersmerter under eller efter træningen i buret.

Optakten

Hvis smertefriheden varede ved, var det et mindre mirakel. Henne ved den bænk, der stod helt op ad hegnet, der adskilte vores bur fra naboburet, stod og sad der den sædvanlige gruppe af indvandrere og på en runde, mens vi passerede gruppen, hørte jeg to fyre fra den sige “fuck dig!” dig og lignende ting til hinanden, men jeg troede bare, at det var den sædvanlige jargon og derfor drejede jeg end ikke hovedet for at se hvem, det var der havde sagt hvad og til hvem.

Men idet min makker og jeg på næste runde gik med front mod bænken og gruppen og var fire - fem meter fra den, begyndte to indvandrere at råbe, slå og sparke på hinanden meget voldsomt. Min makker og jeg stoppede op, så vi ikke blev uforvarende involveret i konflikten. Det hele gik meget hurtigt, og det lykkedes nogle af de tos venner fra gruppen at adskille de to deltagere i slåskampen. Imens råbte en af de kvindelige vagter højt ”Hey, stop så det dér lige nu!” og alarmen gik.

Ud at køre med de skøre (transportbetjente)

Kort efter klokken 8.00 kom en vagt hen til mig, mens jeg sad og læste i cellen. Det var en lav, midaldrende og slank kvinde med markant solbrun kulør, jeg ikke tidligere havde set, men hun virkede umiddelbart venlig og imødekommende. Hun fortalte mig, at jeg skulle ud at køre her til formiddag og bad mig pakke en lille taske med de allervigtigste ejendele, da jeg muligvis skulle overnatte det pågældende sted.

Da jeg så på hende med et spørgende udtryk i ansigtet, sagde hun, at det var fordi jeg skulle mentalundersøges. Hun spurgte mig, om jeg da ikke var blevet varskoet om overflytningen, og jeg svarede, at jeg godt vidste, at jeg på et tidspunkt skulle mentalundersøges under indlæggelse, men ikke havde fået at vide hvornår.

Hvor i landet?

Jeg spurgte vagten, hun var sikker på, at jeg ikke skulle pakke alle mine sager, men det skulle jeg ikke, var hendes svar, da jeg ville returnere til Vestre Fængsel igen efter ganske kort tid, enten allerede i aften, men senest i morgen. Hvor jeg skulle jeg undersøges henne, ville jeg gerne vide, for hvis jeg kom tilbage så hurtigt måtte det være i nærheden af København, for så var det vel bare sådan, at jeg skulle af sted flere gange, som en slags mellemting mellem ambulant undersøgelse og indlæggelse, for ellers gav det ingen mening.

Det havde hun ikke selv fået at vide af den pågældende, der ringede og informerede hende om overflytningen, sagde hun. Jeg pakkede derfor en lille taske, skyndte mig i bad og fortalte mine gangmandskollegaer om hvor, jeg skulle hen, samt at jeg ville komme tilbage igen efter få dage, da de så kunne fordele mine opgaver mellem sig, hvilket var praksis, når en af os var fraværende, eksempelvis i retten en hel dag.

Koldt vand i blodet

Belært af Kriminalforsorgens fornemmelse for punktlighed, eller mangel på samme, slog jeg koldt vand i blodet og forsøgte at få styr på nerverne. Timerne gik og intet skete. Jeg nåede både i bad og ordne frokostvognen, efter vagterne havde delt mad ud. Jeg havde barberet mig med både trimmer og skraber forinden og tilfældigvis også trimmet håret i forgårs, så jeg så nogenlunde præsentabel og soigneret ud, og jeg havde for første gang i måneder iført mig et par konventionelle bukser fremfor joggingbukser, som jeg i lighed med langt de fleste indsatte bar til dagligt. Der gik så længe, at jeg oven i købet også nåede at modtage købmandsvarer, herunder fire gange halvanden liter Pepsi Max, som jeg desværre måtte lade blive i cellen, mens jeg var til mentalundersøgelse.

Ikke holde vejret

Værst var det, at jeg også måtte undvære gårdturen og den obligatoriske træning og socialisering med de andre indsatte, Jeg kunne ikke tillade mig at gå på gårdtur i tilfælde af, at jeg blev hentet. Tiden gik og folk blev ringet op fra gårdturen igen uden at jeg var blevet afhentet, hvilket jeg var lidt trist over, for så kunne jeg jo godt have været dernede alligevel og taget ordentlig afsked. Til gengæld fik jeg for en gangs skyld en lang og meget positiv samtale med Bob, som aldrig gik på gårdtur.

God afsked med Bob

Han spurgte meget venligt, om han skulle gemme aftensmad til mig, når jeg returnerede i morgen. Jeg takkede ham og tog imod tilbuddet. Ikke fordi jeg var særlig interesseret i maden, men for at vise ham, at jeg skam værdsatte hans gestus. Vagterne på min etage spurgte nysgerrig ind til hvorfor jeg skulle helt til Middelfart. Jeg fortalte dem om årsagen til dette og gav et resume af grunden til, at jeg i det hele taget var indsat i Vestre.

Skeptiske vagter

De rynkede brynene og rystede på hovedet. Men ikke af mig. De kendte mig jo og vidste udmærket at jeg var normal. Det var kravet om den åbenbart overflødige mentalundersøgelse, de lod til at være forargede og uforstående overfor. For de havde jo givet mig en slags betroet stilling som gangmand, og jeg havde varetaget jobbet upåklageligt i flere måneder, og det var stensikkert, at jeg aldrig ville have fået et, hvis jeg rent faktisk havde været skør.

Endelig!

Omkring klokken 12.30 blev jeg endelig hentet og jeg tog afsked med de to andre gangmænd, som jeg havde stået og talt med ude på gangen indtil da. “Jeg ved ikke hvad man skal sige, om det er held og lykke eller noget andet?”, spurgte Bob, mens han grinede smørret. Jeg besvarede hans latter og sagde, “du skal sige på gensyn". Jeg skulle pakke en lille taske, var beskeden, men hvad betød det? Jeg opfatter det som en fyldt indkøbspose, men der var jo ikke plads til tøj, ikke særlig meget i hvert fald, når jeg også skulle have en bog og hygiejneartikler, herunder alle mine kontaktlinser med.

Taxachauffører plus

Man måtte vist ikke tage biblioteksbøger med ud fra Vestre, men det lykkedes mig heldigvis at få hæmatologibogen med. Først blev jeg placeret i venterummet i et kvarters tid, men fik gudskelov bogen med mig ind, som jeg læste i, og så blev jeg hentet af de to transportbetjente. Disse to gnomer var noget fåmælte og en smule uvenlige i deres attitude, men det var fint nok, jeg skulle jo ikke være venner med dem, de var bare en slags taxachauffører, selvom de i egen optik regnede sig for en hel del mere.

Ku’ ikke blive andet

Hvilket afspejlede sig i deres attitude til os indsatte, men jeg vidste godt at de blandt deres kolleger både i politiet og dem, der var rigtige fængselsbetjente, ikke blev regnet for noget særligt, at de var nederst i et i forvejen meget lavt hierarki, fordi deres funktion jo bare var at køre frem og tilbage, intet andet og fordi at uddannelsen havde en meget kort varighed. De rigtige fængselsbetjente jokede om transport-tosserne, som kom ind på afdelingen og førte sig frem med deres skudsikre veste og headset, som var de aktionsstyrken. De havde en alt for høj selvopfattelse, som de på ingen måde kunne leve op til, og derfor var de til grin blandt alle..

Vanskeligt at trække vejret

Jeg var ikke panisk, men det var svært ubehageligt og det gjorde det vanskelig for mig at bevare koncentrationen, selvom jeg formåede at læse kapitlet om hæmatologiske behandlingsformer færdigt. Men efterhånden blev det tiltagende udholdeligt, og jeg sagde til betjentene, at jeg havde meget vanskeligt ved at trække vejret, og jeg bad om at få løsnet bæltet bare en smule. “Vi gør ikke holdt undervejs, så prøv om du ikke kan holde ud, til vi er fremme”, sagde den ene piccoline. På dette tidspunkt var vi ikke engang noget meget længere end Midtsjælland. “Okay”, svarede jeg og kæmpede for at bevare roen, mens sved piblede frem på panden.

Savn

Efter fem minutter sagde den anden piccoline så, “vi finder lige ud af noget". Efter yderligere et kvarter holdt transporteren så ind på en rasteplads og bæltet blev løsnet en smule. Det var helt fantastisk rart nu at kunne trække vejret ubesværet og trætheden satte ind i takt med at adrenalinniveauet aftog, hvorfor jeg blundede en lille times tid. Jeg havde glædet mig til at se det smukke landskab på turen, men det føg så kraftigt med sne, som dækkede landskabet og mit udsyn, så jeg intet rigtigt fik set. Radioen spillede “Summer of ‘69” med hvad Bryan Adams og “Igen og igen og” med Nephew og jeg blev sentimental og fik nærmest tårer i øjnene, da jeg tænkte på de fine mennesker i Vestre, som jeg havde knyttet mig til gennem de sidste par måneder, men som jeg nu forlod og oven i købet uden at have taget afsked med dem.

Ankomst til Galeanstalten

Jeg savnede dem ærlig talt allerede. Så var vi fremme ved Middelfart retspsykiatriske afdeling P7. Ud af bilen og ind på afdelingen i et slags modtagerum, hvor to ansatte overtog mig og de to piccoline-gnomer stod og skulede, mens personalet gennemgik posen med mine ejendele, hvorefter de to Wolt-bude smuttede igen. Så blev jeg visiteret, mens de to ansatte tjekkede mit tøj og jeg skulle besvare nogle få spørgsmål om mit fysiske og psykiske velbefindende, hvilket i overensstemmelse med sandheden svarede, var godt i begge tilfælde. Det var Camilla og Jennifer, der forestod dette. Jeg blev vist ind på min stue som var nummer 7 og som befandt sig for enden af gangen.

Opfattet som helt normal

[...] Han opfattede mig som helt normal, og hvis jeg ikke selv havde fortalt ham det, ville han aldrig havde gættet, at jeg havde haft så langt et forløb i retspsykiatrien. Nu sagde han så til mig, at det faktisk var en fordel for mig at blive mentalundersøgt, for så ville jeg selvfølgelig med sikkerhed få papir på, at jeg var psykisk rask. Og han fortsatte og sagde, at det var til min store fordel, at jeg i Vestre Fængsel sad på en normal afdeling, havde været på gårdtur hver dag, i kirke, på baristakursus og at jeg blev betragtet og behandlet som helt psykisk normal, for det måtte jo nødvendigvis indgå i mentalundersøgelsens konklusion.

Jeg var næsten lykkelig over, at han spontant havde sagt alt dette, for det var præcis hvad jeg selv tænkte, både nu og i 2018. Jeg undlod at sige, at retspsykiaterne havde ignoreret de 60 dage, jeg sad i Vestre i 2018, hvor jeg også var psykisk normal. Den slags feedback fra fremmede, som stemte helt overens med mine egne tanker og opfattelse, var simpelthen guld værd for mig og det skulle komme spontant og uden at jeg havde lagt nogle ord i munden på dem, der ytrede dem, for ellers var det ikke så troværdigt og uhildet, som ellers. Jeg var virkelig utrolig glad for det, han sagde om mentalundersøgelsen, og om hvordan han opfattede mig!

[…] Herefter spillede vi badminton resten af tiden, hvilket gik meget bedre. Jeg nåede at lave fem sæt kropshævninger i pauserne mellem sættene og det var fantastisk. Alarmen gik mens vi var i hallen, men involverede ikke nogen af os. Efter hallen havde jeg det rigtigt skønt. Jeg lavede flere kropshævninger i dørkarmen til badeværelset, som jeg fandt ud af kunne bruges til formålet. Tidligere i dag fik jeg roet 10 minutter på romaskinen.

Meningsløse restriktioner

Jeg fik udleveret et stykke tandtråd, før jeg gik tilbage på stuen. Man måtte af sikkerhedsmæssige årsager ikke få udleveret hele rullen med tandtråden, for man kunne jo ikke bare rive sit linned i tynde strimler og sno eller flette dem, så de kunne gøre omtrent det samme som et langt stykke tandtråd.

Advaret mod Psykiateren

Det var ulideligt at være indlagt på afdelingen, men jeg måtte altså ikke begå selvmord med tandtråden, for det var vigtigere at blev forbliv i live, led og blev nedbrydes mentalt. Psykiateren var præcis lige så p….. og m……… som Gitte Ahle. Jeg havde på Facebook lært flere af Psykiaterens tidligere patienter at kende, og de havde advaret mig meget kraftigt mod ham, før jeg overhovedet vidste, jeg skulle indlægges i Middelfart.

Dødsdommen

Han var ifølge dem svært d……. og n…………. og uden skyggen af s………... Nu havde jeg været på afdelingen i over en uge og intet som helst var sket. Det var forbandet og jeg var ubeskriveligt træt af ikke at måtte få lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske, jeg altid havde været. Psykiaterne Gitte Ahle og Ulla Noring havde givet mig en dødsdom, de vidste det godt og de var aldeles ligeglade. De tvang mig helt bevidst til at begå selvmord. Den eneste trøst var de få fornuftige indlagte patienter, Nordjyden og Læreren.

Hystaden som pestilens og klovn

Jeg nåede langt om længe gennem den ørkenvandring, som Søren Mørchs stærkt subjektive analyse af statsministrene på knapt 450 sider udgjorde og det var en lettelse, nærmest en befrielse kunne lægge den fra mig. Hypomanen var som sædvanlig kværulerende og motorisk stærkt urolig. Jeg havde været med ude i haven i regnen - det øsede ned i stænger - og træne triceps og efterfølgende på afdelingen igen cyklede jeg mine sædvanlige 30 minutter på kondicyklen, mens jeg læste.

Personalet i sin hule hånd

Hystaden råbte, at han var vred på sig selv, smækkede hårdt med døren og slog på væggene. Straks var to yngre kvindelige ansatte nede ved ham for at trøste og give ham opmærksomhed, og der gik ikke længe før han var i betydeligt bedre humør. Især da det på et tidspunkt lykkedes ham at få de to kvinder til at tage plads på hver sin side af ham i den lille sofa i fællesmiljøet, mens han fik held til at få armene rundt om skuldrene på hver af de to kvinder, mens han aede den ene af dem kærligt på hendes skulder og nakke.

Sygeplejerske Rikke forulempet

Jeg sad på en stol ved spisebordet og overværede seancen, der udspillede sig foran mig. Det var sygeplejersken Rikke, der lod sig forulempe, og da hun drejede ansigtet mod Hystaden, så jeg at hendes kinder var ildrøde. Men hun lo bare akavet og fandt sig i det. Senere mens Hystaden og Rikke stod og talte sammen foran døren til personalekontoret gentog det sig så igen. Selvom Rikke var lidt bedre til at sætte grænser end de fleste andre, var hun stadigvæk modtagelig for psykopatens charme.

Snød personalet for ekstra medicin

Umiddelbart herefter meddelte Hystaden stolt i fællesmiljøet, at han havde snydt Rikke og en mandlig kollega, nattevagten Brian, i går. Det skete på følgende måde: Hystaden, som primært var en stofhungrende narkoman, havde bedt sygeplejerske Rikke om at skrive på en seddel, hvilken medicin fik til daglig og i hvilke doser. Så havde han lånt en kuglepen og ændret antallet af præparatet Truxal til det dobbelte. Efter Rikke havde fået fri og Brian mødt var mødt ind, havde Hystaden vist ham sedlen og så havde han sørme fået udleveret den ekstra dope.

Pralede af svindlen

Rikke bekræftede selv, at det var, hvad der var sket, over for en af hendes kolleger, mens de begge stod i fællesmiljøet, da kollegaen udtrykte forundring om det, Hystaden lige havde fortalt alle. Alle - også Rikke - grinede af det og jeg grinede oprigtigt med, for det var snedigt nok gjort, men jeg erfarede senere da Brian mødte ind til nattevagten, at han var meget vred over at Hystaden havde taget røven på ham.

En afdeling i opløsning

Der var meget lidt faglighed og professionalisme på afdelingen, alt sejlede, alarmerne bimlede konstant og gav alle dårlige nerver, og de to terrorister - Hystaden og Hypomanen - opførte sig som opmærksomhedshungrende børn, de styrede afdelingen og sugede al energi, tid og ressourcer ud af de ansatte og var en pestilens for os andre. Samtidig bukkede og skrabede de fleste ansatte for de to tyranner. De var underdanige, akavede og bange for dem og betjente og servicerede dem efter bedste evne. De var som høns, der var sat til at passe på to ræve.

(Endnu et) bevis for Gitte Ahles misbrug af psykiatrien

Noget jeg dog fik ud af bogen om ministrene, var en passage på side 266 i afsnittet om Erik Eriksen, hvor der stod: “at han holdt fast ved det efter 1953 var til gengæld den udvendige grund til, [...] at han blev frivilligt selvmyrdet i 1965”. Det ord, “selvmyrdet”, var det, der fangede min interesse og som var utrolig vigtig for mig, for da retspsykiater Gitte Ahle i ond tro misbrugte sit fag til at videreføre flere fejldiagnoser, brugte hun den begrundelse, at jeg havde anvendt ordet “justitsmyrdet”, som ifølge Gitte var en neologisme og dermed tegn på sindssyge.

Løgner Gitte

Det var selvfølgelig noget vrøvl og Gitte tog eklatant fejl, hvilket jeg allerede under indlæggelsen på hendes afdeling i 2018 havde påvist, men havde jeg endnu et fremragende eksempel på, at hun var helt galt afmarcheret, for “selvmyrdet” og “justitsmyrdet” var helt analoge typer ord og ligesom jeg, var forfatteren Søren Mørch ikke psykotisk.

Ingen autoritet

Mens jeg demonstrativt, men tilpas subtilt sad i fællesmiljøet og skrev alt dette, hørte jeg Hystaden kalde Rikke for “skat” hvilket hun reagerede på, som var det hendes fornavn. Sygeplejersken havde givet op, og det autoritetstab hun havde lidt, fik hun aldrig igen. Det var ekstremt kedeligt at være tvangsindlagt på P7, det var næsten ikke til at holde ud og jeg håbede at P…….. d… en langvarig og p……. d…

Jeg gik i gang med første del af min strategi, som var igen at informere de mest relevante folketingspolitikere. Jeg var helt bevidst om risikoen, jeg løb, ved at sende maails til de pågældende, som dels havde modtaget flere mails før og dels ikke gjort det fjerneste, men bare ignoreret mig. De ville meget vel opfatte en ny mail fra mig som chikane, og de ville i forlængelse heraf melde mig til politiet. Men omvendt havde jeg ret i det, jeg skrev, og derfor burde politikerne have hjulpet mig, fremfor intet at gøre. Jeg havde intet valg, for ingen andre gjorde noget, og min situaiton var kritisk og jeg handlede derfor for at varetage mine akutte livsvigtige interesser. Og derfor var mine mails berettigede og lovlige og ikke udtryk for chikane eller lignende. Der var tale om nødret og derfor måtte politikerne tåle mine mails. Jeg gjorde intet ulovligt og politikerne havde pligt til at agere.

Mail til Monika Rubin og Karina Lorentzen Dehnhardt

"Kære Monika Rubin og Karina Lorentzen Dehnhardt

CPR:"

Jeg fortrød jeg havde oplyst mit telefonnummer, for ingen gad at kontakte mig, og selv hvis de gjorde, havde jeg intet at tale med dem om. Der var intet at tale om længere.

Ulla Norings hævn

Jeg erfarede i retten, at det var Ulla Noring, der var blevet så vred på mig, at hun ikke ville lade mig mentalundersøge ambulant, hvilket kostede mig tre månederes fængsling og en måneds mentalundersøgelse under indlæggelse. Ulla havde dog straffet mig hver dag siden januar 2018, så et halvt år til eller fra gjorde i den sammenhæng ingen forskel.

Ulla var et overordentligt kolerisk menneske. Hun havde bedt mig om at vurdere hvilken type personlighed hun havde, hvilket i sig selv var en meget mærkelig og upassende anmodning, som jeg under samalen havde frabedt mig at svare på, men hvis Ulla nu så gerne ville have mig til at bedømme hendes personlighed, ja, så var det hævet over enhver tvivl, at hun var meget kolerisk.

Hun var hurtigt emotionelt skiftende under vores samtale, snart nedladende, så benægtende og herefter arrig. Meget sigende for hendes ringe dømmekraft var, at hun selv vurderede sig som flegmatisk. Hendes tøjsmag og udseende var rigtigt nok ekstremt flegmatisk, men hendes vredladne og ubehagelige personlighed var og blev kolerisk.

Ulla Noring havde som et ekstra tramp på mig, som havde ligget ned i årevis, sendt et dokument til Byretten i Glostrup, hvor hun havde skrevet, at jeg var "til fare for andre og for mig selv". Det var jo en stor løgn, som hun intet belæg havde for at fremsætte, men Ulla var ikke for høvisk til at undlade at smadre mig fuldstændigt og hendes virkelighedsstridige udtalelse tegnede et skadeligt og helt forkert billede af mig overfor dommeren og anklageren. Så Ulla var en løgner.

Opkald fra politiet

Nogen havde ringet til mig to gange med hemmeligt nummer. Det var med altovervejende sansynlighed politiet. Sådan var det altid. Fremfor at gøre deres arbejde, lod de mig rådne op indtil jeg ikke kunne holde det ud længere og skrev noget, som de kunne sigte mig for, hvorefter jeg blev anholdt og kom i fængsel. Det kunne ikke være anderledes og det var ikke min skyld. Jeg reagerede udelukkende på den mishandling, man udsatte mig for, fordi jeg ikke kunne gøre andet.

Derfor var jeg også ligeglad med politiets hetz og frihedsberøvelser. Når de hentede mig og spærrede mig inde, var jeg forberedt, for jeg havde nu et armbåndsur, et par badetøfler og et ønske til den advokat, der skulle erstatte Karoline Normann, som var Michael Juul Eriksen. Det var trist, at jeg ikke kunne acceptere at rådne op i mindst et år til i uvished og som hjemløs, men det var min skæbne.

Jeg havde intet tilbage og intet at se frem til og derfor intet at tabe. Så jeg ville blive ved med at blive anholdt og løsladt til gaden som hjemløs, skrive noget i desperation, blive anholdt igen osv. Det var meget forudsigeligt og fred være med det. Jeg havde gjort alt, jeg kunne. Alle andre havde intet gjort og derfor ville det fortsætte indtil den dag, jeg døde. Fnatten havde holdt mig vågen igen til tidligt om morgenen, og der var intet jeg kunne gøre for at slippe af med den, udover at prøve at sove om dagen.

En skønne dag

En skønne dag ville man forstå. Om kort tid ville en advokat, måske Karoline Normann, måske en anden tilfældig, ringe til mig præcis som sidst og meddele at politiet ville anholde mig. Jeg måtte i mellemtiden forsøge at skrive mest ind af min dagbog fra fængslet inden da. Det positive var, at jeg havde en slutdato, nemlig anholdelsen. Så havde jeg noget at forholde mig til, fremfor nu, hvor jeg rådnede op i uvished.

Og præcis som før sidste anholdelse havde jeg også denne gang skrevet flere gange til min advokat og andre i god tid forinden og fortalt hvad der ville ske, hvis man fortsat lod mig rådne op som hjemløs. Og fordi myndighederne som sædvanlig svigtede, skete der intet og jeg fik ret, ligesom jeg ville få ret denne gang og næste gang. For jeg kunne ligesom alle andre normale mennesker ikke holde ud at være hjemløs uden længstetid og da slet ikke på 10. år. Derfor fortrød jeg intet. Intet som helst.

Jeg havde ret i alt, jeg havde skrevet og jeg fejlede ikke det mindste psykisk, så det kunne godt være en arrogant og samvittighedsløs advokat eller 'efterforsker' en tredje var blevet stødt over det, men det var der bare intet at gøre ved. Jeg kunne ikke holde en udsigtsløs tilværelse ud og det var advokaten og politiet, der var skyld i dette. Jeg kunne ikke fatte at de troede jeg bare kunne rådne op i tavshed i over et år til, indtil sagen kom for retten, men det var dem, der var helt væk for det kunne man ikke byde nogen mennesker.

Mit mål var det samme: Hele verden skulle vide hvem, der uretmæssigt havde ødelagt mit liv og dertil samtlige offentligt ansatte der var bistået dem. Det kunne aldrig blive anderledes. Måske kunne jeg nå at sende min bog til samtlige folketingsmedlemmer igen? Men det havde jeg selvfølgelig gjort allerede og det havde jeg ikke fået noget ud af. Min eneste chance for at overleve var derfor stadig medierne.

Ønskede forsvarsadvokater i prioriteret rækkefølge

Nu havde jeg forsøgt med tre kvindelige forsvarsadvokater. De dumpede. Nu ville jeg prøve med mandlige:

1. Michael Juul Eriksen

2. Kåre Philmann

3. Peter Secher

4. Jacob Buch-Jepsen

Meld retspsykiater Peter Worm Jantzen til politiet

Mails til retspsykiater Peter Worm Jantzen

"Kære Peter

Peter, man skulle ikke tro det, for du virker umiddelbart meget sympatisk, men du er et monster. Du er simpelthen det mest rædselsfulde menneske, man kan forestille sig, en ægte dyssocial person. Alt dette er din skyld. Men jeg skal sørge for at alle i Danmark bliver bekendt med dine ugerninger."

Jeg skrev endnu en mail til Peter Worm Jantzen (peter.worm.jantzen@regionh.dk) og Region Hovedstadens Psykiatri i dag. Jeg var ligeglad med at blive anholdt igen, jeg vidste præcis hvad jeg ville gøre både i tilfældet af, at jeg blev anholdt eller at jeg ikke gjorde. Det var meget simpelt, ligesom verdens mest primitive algoritme. Jeg var fastlåst, så det var ikke min 'algoritme', jeg vidste bare eksakt hvad jeg ville gøre afhængigt af hvad staten besluttede sig for.

Mail til advokat Karoline Normann og Byretten i Glostrup

"Kære Byretten i Glostrup

CPR:"

Alle vidste at min situation var meget alvorlig, og ingen gjorde noget. Mennesker, der ignorerede livsfarlig uretfærdighed der foregik lige foran næsen på dem, håbede jeg endte det værste sted i helvede.

Alle stå til ansvar

Jeg havde i går offentliggjort navnene på to efterforskere fra Københavns Vestegns Politi, Ole og Arne. De havde begge brudt loven, hvilket jeg tidligere havde dokumenteret og redgjort for og selvom jeg før havde besluttet mig for ikke at nævne deres navne, fordi jeg frygtede at de ville hævne sig på mig, så var det anderledes nu; nu var jeg ligeglad og frygtede hverken de to eller andre.

Men det var langt fra nok. Jeg ville finde og offentliggøre navnene på samtlige aktører, der havde del i justitsmordene mod mig, lige fra den sekretær i Byretten i Glostrup, der havde forvansket og undladt vigtige oplysninger i mine udsagn til den dommer i Østre Landsret, der havde blåstempet justitsmordet.

Mit liv var ødelagt og hele Danmark skulle vide præcis hvem, der var skyldige i det. Måske syntes sekretæren, at hun bare kunne undlade at referere essentielle oplysninger i retsbogen. Eller ham i Østre Landsret, som i 2018 idømte mig en behandlingsdom uden længstetid, selv om det var tydeligt at jeg intet fejlede. Troede han at jeg havde glemt hans justitsmord? Troede nogen af disse personer, at jeg ville accptere deres ugerninger?

Træning

Jeg trænede stort set hver dag, men der var ikke grund til at skrive det her. I foregårs trænede jeg eksempelvis triceps, biceps og mave, i går var jeg i svømmehal for femte gang og i dag trænede jeg bryst, triceps og biceps.

Mail til Lægeforeningen og advokat Karoline Normann

"Til orientering:

Kjeld Andersen."

Mail til Retslægerådet, Retspsykiatrisk Klinik og advokat Karoline Normann

"Kære Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik

Kjeld Andersen."

Mail til Kriminalforsorgen

"Kære Kriminalforsorgen

Der er nye oplysninger i sagen, idet jeg takket være jeres sagsbehandler, Anne, og den til jer tilknyttede psykiater, blev tvangsmentalundersøgt under indlæggelse på P7 i Middelfart.

CPR:"

Mail til Østre Landsret af 26. april 2024

"Kære Østre Landsret.

Region Hovedstadens Psykiatri

Jeg havde gennem årene informeret Region Hovedstadens Psykiatri om fejldiagnoserne, min mistede lægeautorisation og hjemlæsheden, men man havde ignoreret mig og dækkede over mine bødler. Selv så sent som i dag havde Region Hovedstadens Psykiatri fået deaktiveret min LinkedIn profil - for anden gang. Det var provokerende af Region Hovedstadens Psykiatri at forhindre mig i at dokumentere mishandlingen, jeg havde været udsat for, og det kom heller ikke til at lykkes for dem. Tværdigimod tvang Region Hovedstadens Psykiatri mig ti at eskalere voldsomt nu.

Sidste forsøg

I morgen skulle jeg have en anden advokat, der modsat Karoline Normann ikke pissede på mig og bagatelliserede min situation. Jeg hadede hende inderligt.

Fortryder intet

Jeg fortrød intet, jeg havde gjort, kun det jeg ikke nåede at gøre. Jeg havde som i en slutspurt i dag skrevet de sidste mails til

• Advokaterne Kira Iqbal, Hanne Ziebe og Karoline Normann
• Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi
• Endnu flere folketingsmedlemmer
• Den Uafhængige Politklagemynsighed
• Statsadvokaten
• Styrelsen for Patientsikkerhed
• Glostrup Byret
• Dorthe Olsson, politiet
• Henrik Pedersen, anklager
• Gitte og Joy fra Kofoeds Skole

Ingen af dem ville reagere og derfor var jeg nødt til at eskalere indtil de gjorde. Det måske eneste jeg fortrød var, at jeg ikke begik selvmord da verdens værste menneske, praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær ødelagt mit liv med sine fejldiagnoser i 2016. Jeg vidste jo allerede dengang hvilke konsekvenser hendes utroligt onde ugerning ville få. Tidligere var jeg i tvivl om, hvem, jeg ville hævne mig på. Det var jeg ikke længere. Der var to personer, som var mere skyld i at mit liv var ødelagt end andre. Jeg havde i ti år lidt forfærdeligt pga. især disse to svin, mens de havde levet et godt liv. Men hvis der ikke skete noget i morgen, så kom deres gode liv til at være mindre gode. Meget mindre gode. Nu skulle de og andre prøve at lide. Og blev jeg anholdt forinden, så ville jeg gå efter de to i det sekund, jeg blev løsladt igen.

Mail til anklager Henrik Pedersen, Vestegnens Politi

"Hej Henrik

Kjeld Andersen,"

Anklager Henrik Pedersens svigt udgør stadig en alvorlig trussel på mit liv og helbred. De advokater, jeg nævner, har også modtaget mailen. At de er ligeglade, er en anden sag. De har jo tjent tusindvis af kroner på at sjofle mig.

Mail til efterforsker Dorthe Olsson

"Hej Dorthe

Kjeld Andersen."

Efterforsker Dorthe Olssons svigt udgør stadig en alvorlig trussel på mit liv og helbred. Normalt ville jeg ikke skrive til de to ovenfor, men jeg er alligvel allerede død, så det kan være ligegyldigt.

Mail til Advokatsamfundet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater

Min sidst mail i dag var til Advokatsamfundet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Den blev en smule lang og selvom jeg vidste, at de ville ignorere den, så skulle de have muligheden alligevel, for det var nødvendigt jeg kunne dokumentere, at jeg havde kalget til dem også og gjort alt, jeg kunne. Jeg skrev om Kira Iqbal, Hanne Ziebe og Karoline Normann, der alle havde svigtet, om havde ladet politiet og anklagemyndigheden bryde de mest fundamentale regler uden et kvæk, som havde sjoflet mig, ikke gjort det aftalte, ikke rådgivet mig ordentligt og ikke ville røre en finger.

Jeg glædede mig til at sove, for så slap jeg for at lide og rådne op og jeg håbede at jeg aldrig vågnede op igen, for jeg kunne ikke holde endnu en håbløs dag ud.

Anmodning om ny advokat

Min situation var så håbløs, at jeg havde begået selvmord i dag, hvis ikke jeg havde taget mig sammen og skrevet til en anden advokat og bedt ham om at overtage sagen fra Karoline Normann. Hun havde intet effektivt gjort, hun var irriteret på mig, hun bebrejdede mig og syntes at ‘ord var farlige’, hun havde ikke den fjerneste forståelse for min situation eller sagen, hun var nedladende og bedrevidende, overholdt ikke aftaler, syltede og sjoflede mig, hun undskyldte og forsvarede politiet og anklagemyndigheden, var frygtsom over for etaten og bange for politiet. Så hende havde jeg ikke behov for. Men jeg var glad for at hun havde tjent så godt på mig og samtidig fik afreageret og sparket nedad på mig. Hun var en fin og travl kvinde, måtte jeg forstå. Alt dette var selvfølgelig bare min holdning.

Politiet på biblioteket

Mens jeg sad og skrev ovenstående på biblioteket, kom der pludseligt to uniformerede betjente hen ved det bord, jeg sad ved. Men det var ikke mig, der var deres fokus, men en yngre mand af anden etnisk herkomst, som var i følge med en yngre kvinde i civil med mange tattoveringer på armene, sikkert en socialrådgiver.

Jeg gemte anklageskriftet som lå på bordet til frit skue diskret væk. Den unge mand skulle i borgerservice, viste det sig. Han og betjentene talte lidt sammen. "Hvor længe har du været i politiet?", "to år", og hans makker sagde, "ja, jeg har været i politiet i fem år", og lo kortvarigt. Socialrådgiveren spurgte ham med to års ancinnitet om, hvor de kom fra, og han svarede "fra Rødby", og fortsatte, "men jeg flytter til København med kæresten snart. Så kan jeg få kørepenge, ha ha."."Hvornår åbner borgerservice?", sagde den anden. "Klokken halv et", "det var da et mærkeligt tidspunkt". Så blev klokken 13.30 og da de havde trukket det første nummer, gik de hen til skranken, da klokken ringede. De virkede stille og rolige, de to grise. Og det virkede ikke som om at arrestanten var iført håndjern, men også han var rolig.

Den indsatte stod ved skranken og skulle vise noget ID. Han havde kun en dåbsattest, og uden billede ID skulle skrankepaven havde to forskellige ID. Så uanset hvad formålet var, kunne eller ville skrankepaven ikke hjælpe arrestenten. Den ene betjent forsøgte dumdristigt at tale arrestantens sag, men hans ungdommelige hovmod let et knæk, da skrankepaven saggde: "Det er mine regler, jeg kan ikke gøre noget". "Jamen, så god dag", sagde betjentn og de gik igen. Den unge betjent havde lært en vigtig lektie i dag, nemlig at overfor kommunen kunne han bare fucke af med sin taber-gun og bøssehåndjern. Tre offentligt ansatte med en person, der var arresteret og som de selvfølgelig kendte identiteten af, men de skulle ikke tro at de var noget, for sådann rullede denne kommune ikke. Borgeren kunne sgu ikke bare komme rendende i borgerservice og tro, at de gad at yde service.

Sten, saks, papir

I den offentlige version af sten, saks, papir blev pistol og knippel slået af skranken. Til gengæld, når man talte om nådesløst bureaukrati, så havde politiet i sidste ende en trumf, som selv den mest dovne og menneskefjendske kommune måtte frygte og det var Direktoratet i Kriminalforsorgen.

Før jeg lærte Kriminalforsorgen at kende, havde jeg et positivt indtryk af institutionen, for forsorgen lød lidt hen ad forsorgshjem, som jo var et sted der hjalp andre mennesker (heller ikke dette passede, men det var en anden historie).

Jeg tog godt nok fejl. Kriminalforsorgen, altså den administrative side, Direktoratet, var for bureaukratiet, som Jægerkorpset var for Forsvaret. I Direktoratet arbejde de ondeste og mest dyssociale bureaukrater, men ikke den sadistiske slags, som i kommunen, som nød den personlige ydmygelse af borgeren, mere den autistiske type af psykopater, som nede i den kælder, de levede i og arbejdede fra, gav det ene afslag efter det andet uden at blinke, uden forklaring og uden samvittighed. Det var de anonyme bureaukrater, dem der ikke glædede sig over at afvise og nægte, men derimod dem, som ingen følelser havde og som lige så godt kunne arbjde i det tyske jernbanevæsen uden anden verdenskrig, som i Direktoratet, hvis altså bare at togene gik til tiden. Direktoratet var et administrativt sort hul, og her var det intet at gøre, ingen menneskelighed, intet kunne undslippe, og efter 35 år blev du stadig nætet prøveløsladelse.

Politiforretning 21.17

Mens jeg glad og fro vandrede hastigt afsted på landevejen og naturligvis i modsatte side, som det var skik på disse egne, passerede en patruljevogn mig bagfra og i samme retning som jeg. Den ændrede ikke hastigheden, men fortsatte kørslen. Nogle minutter senere så og hørte jeg et par hundrede meter fremme i samme vejbane, som jeg gik i vejkanten af, blå blink og sirene (horn og lygter) på en bil, formentlig samme patruljevogn, som havde passeret mig, komme kørende hastigt imod mig. Jeg blev ikke spor nervøs, men undrede mig over påstyret, hvis det var mig, de var ude efter. Da patruljevognen kom nærmere, så jeg en sort lakreret personbil, jeg ikke havde fået øje på før, blinke ind og holde ind til siden ca. 10 meter fra mig.

Jeg tænkte at jeg gerne ville give de uniformerede arbejdsro og den pågældende billist privatliv, så jeg krydsede vejen indtil jeg havde passeret begge biler, hvorefter jeg krydsede tilbage til modsatte side igen. Det gjaldt om ikke at ændre adfærd på nogen måde, når man var i nærheden af politiet. Det var jeg ret godt til. For jeg havde aldrig set andre gå langs denne vej, og kun meget få cyklede på strækningen, så alene det at jeg travede der, var lidt suspekt.

Jeg så tilfældigvis en sagsakt i retten i form af en mail, som anklager Henrik Pedersen havde sendt til en kollega med ordene "vi skal have teleobs på ham", altså mig. Henrik Pedersen kunne bruge de værktøjer han lystede, så derfor vidste jeg at politiet givetvis havde sporet min mobil via telemast data eller kunne gøre det uden videre. Det skulle heltene da bare gøre, jeg var ligeglad.

Afventning på tilbagemelding fra ny advokat

Jeg havde lige akkurat magtet at skrive og anmode om den nye advokat, men ligesom en marathonløber, der kollapsede når han havde krydset målstregen, så kunne jeg ikke overkomme at læse om han havde svaret mig.

Jeg kunne alt andet, men lige det med advokater og retsvæsen kunne jeg ikke. Det var umuligt for mig at tjekke min mail. Sådan var det at rådne op, der var intet at glæde sig over intet at se frem til, ingen slutdato og det nedbrud mennesker og gjorde dem apatiske og sådan var det for mig.

Det forstod de færreste: Efter flere års mareridt, og når alt var tabt og intet tilbage at vinde, så kunne man ikke udføre opgaver, der gav så stort følelsesmæssigt ubehag. For hvorfor? Jeg vidste erfaringsmæssigt at jeg havde tabt alligevel. Og der skulle bare én nederlag til, eks. hvis addvokaten afviste mig, så kunne det resultere i at jeg begik selvmord.

Det for man ikke, men det var fordi at man aldrig havde prøvet noget tilsvarende selv. Jeg kunne sagtens gøre alt, men ikke lige det. Sådan var det når der ikke var en slutdato og intet at opnå.

Men det var en stor sejr bare det at anmode om en anden advokat. Bare det at sige fra overfor Karoline Normann, var en vidunderlig befrielse. Og det var ikke mig, det var hende. Hun skulle ikke tjene penge på at være arrogant og nedladende overfor mig. For hende betød det at hun havde mistet mig som klient intet. Hun havde massevis af klienter. Men jeg ville ikke betale for at blive sjoflet. Jeg var til grin nok i forvejen.

Det rigtige Danmark

Jeg havde set den ældre kopulente herre flere gange og vi var begyndt at hilse på hinanden og få en lille sludder.

Han patruljerede rundt i den lille havn og i det tilstødende naturområde på sin firehjulede bordeaux elscooter og når det var mørkt blændede de to kraftige forlygter mig, når jeg kom gående i retning mod ham på stien.

Med sig havde han sin lille sorte hund, som jeg først troede var lidt ældre end en hvalp, men som havde grå stænk i pelsen omkring munden og på hagen.

Jeg havde i starten forsøgt at undgå ham, fordi han virkede alt for kontaktsøgende, men jeg måtte overgive mig, for det var ligesom hans territorium og ham kendte tilsyneladende alle.

Det manden gjorde, var at skyde rotter på havnen med det hagl- eller luftgevær, han kørte rundt med på elscooteren. Herude gjaldt andre regler, og hvis man var i samme loge (altså drak på samme værtshus) som landbetjenten, så kunne meget lade sig sig gøre. Det med rotterne var hans ting. Han viste mig forleden stolt en rotte han havde skudt, som lå på bunden af scooteren. Hunden hjalp til med at fange og dræbe rotterne, sagde han.

Han havde tal på hvor mange rotter han havde taget livet af, men ikke kun det eksakte antal, han kunne også fortælle hvor mange rotter han potentielt havde reddet byen for, da de døde rotter jo ligesom ikke kunne avle.

Jeg kunne faktisk godt forstå manden. Det var let af afskrive ham som en udkantstosse, men det var han ikke. Og at få tiden til at gå med at skyde rotter? Tja, hvorfor ikke? Det kunne være sjovt at prøve. Det her var det rigtige Danmark.

Herude var der ingen der stemte på Det Radikale Venstre og gudskelov for det. Her var mit blonde hår og røde skæg ikke noget, jeg behøvede at skamme mig over og modsat i Vestre Fængsel skildte jeg mig heller ikke ud. Her var en mand på min alder uden tatoveringer og som lignede en, der trænde ofte automatisk en soldt, og i mit tilfælde en veteran. Her var der ingen der anede at jeg var læge (undskyld STPS, lægeuddannet). Her mødtes man på værtshuset, alle aldre var repræsenteret. Man spilede håndbold og der var marker og køer. Her kunne man godt leve et fremragende liv, selvom der var meget langt til nærmeste universitet (eller bibliotek), men dummede man sig, så vidste alle det.