Fængslet

Fængselsbetjentene i Vestre Fængsel

Der var selvfølgelig altid nuancer og undtagelser fra min generalisering, men når det var sagt, så var der også en gennemgående fælles kultur blandt fængselsbetjenene og nogle personlighedstræk og væremåder, der var meget karakteristiske for gruppen. Generelt var der en forståelse blandt betjentene om, at man ikke var ansat til at resocialisere de indsatte eller tale med os om hvordan vi havde det, om følelser eller om skyld og skam. Det var slet ikke det, det handlede om, og man gad simpelthen ikke noget pis med de indsatte. Det kunne jeg vældig godt lide, for ligesom de ikke spurgte mig, om hvordan jeg havde det, så gad jeg heller ikke fortælle dem det, hvis de havde spurgt mig om det.

Rollerne var velkendte, vi var indsatte og de var ansatte og man skulle ikke tro andet eller blive for gode venner. Det handlede om rutiner, om at gøre tingene i dag, som man havde gjort dem i går eller for et eller ti år siden. Alt var skemalagt og ingen burde være i tvivl om noget, hvorfor der slet ikke var nogen diskusion om hvorfor dit eller hvorfor dat. Det handlede mest om at åbne eller låse døre, at udbringe mad eller følge indsatte frem og tilbage.

Man elskede effektivitet, at alting gik præcis efter bogen eller ihvertfald at man ikke brugte et sekund mere end højest nødvendigt. Fælgselsbetjentene brød sig mindst af alt om afvigelser fra normen. Det vigtigste var, at udføre opgaverne så gnidningsfrit og hurtigt som muligt, så man kunne komme tilbage på vagtkontoret og slappe af. Vagtkontoret var højdepunktet for betjentene og alt andet var lidt irriterende, fornemmede jeg.

Men dermed ikke sagt, at man ikke kunne have en god relation med fængselsbetjentene, for mange var venlige, havde et blink i øjet og var som regel klar med en frisk bemærkning eller hurtig joke. Og i det tidsrum det tog at gå fra afdelingen til besøgsrummene, eksempelvis, kunne man have en fornuftig samtale med den betjent, der fulgte en. Og vigtigst af alt for mig, så behendlede de fleste én som et voksent menneske og med den værdighed og respekt, der fulgte med. Ingen behandlede mig som var jeg retarderet, tosse eller et lille barn, hvilket var helt modsat af personalet på retspsykiatrisk afdeling.

Og med det sagt, så var der også små sprækker i betjentenes hårde overflade, eksempelvis når Hyggeonkel uopfordret gav mig en ekstra portion aftensmad eller Pitbull gav mig lov til at vaske skabe. Man kunne også være heldig at ringe gratis eller lidt længere tid, hvis man have telefontid. Nogle betjente lærte man som ugerne og månederne gik at kende en lille smule, de huskede detaljer om en og man fik en udmærket relation, mens andre forblev afvisende og sure.

Jeg blev da også irriteret på en betjent engang i mellem, f.eks. hvis jeg måtte vente 45 minutter på at blive lukket ud af toilettet eller hvis en havde glemt et eller andet, men generelt havde jeg det ganske fint med dem alle og der var aldrig nogen egentlige konflikter mellem os. Mange havde en grovkornet humor, ligesom jeg, og den holdning med 'ikke så meget pjat', var også noget, jeg satte pris på. De fleste kvindelige, ældre fængselsbetjente opførte sig lidt som rejekællinger, med deres ligefremme sprog, men det var ikke negativt ment, nok bare et krav for at være i tjenesten i mange år som kvinde, at man skulle være lidt brovtende, men med et smil på læben.

Hvis man gerne ville have en god relation med betjentene var det vigtigt at være høflig, effektiv, tale tydeligt, være renlig og ikke ryge eller misbruge på cellen. Man skulle ikke skabe sig eller give betjentene ekstraarbejde, så de var nødt til at forlade deres vagtkontor og for alt i verden skulle man ikke bruge kaldet for meget eller for sent for at komme på toilettet.

Der var markante forskelle på fængselsbetjentene og de ansatte på retspsykiatrisk afdeling, hvilket jeg skulle blive mindet om efter jeg blev overflyttet til Middelfart. Selvom personalet på retspsykiatrisk var rigtig mange på arbejde til meget få patienter, så turde de ikke gribe ind, når konflikter begyndte og derfor udviklede de sig altid. Personalet på retspsykiatrisk (fraset en enkel markant undtagelse) var kronisk skræmte og flygtede ved den mindste ballade og lod alle andre patienter i stikken. Fægselsbetjentene var helt anderledes mere kontante, hvilket var meget befriende, de fandt sig ikke i noget fra de indsatte og hvis der var nogen, der skabte sig, så tog de fat med det samme og den provokerende eller voldlige indsatte blev ført bort i et førergreb.

Jeg overværede et par af den slags magtanvendelser i Vestre, så hver gang var berettigede og i de tilfælde, så jeg aldrig stav eller peber blive anvendt (det gjorde det dog i mange andre tilfælde), det var fastholdelse af flere fængselsbetjente hver gang. De kunne altså finde ud af det, og det virkede, hvorimod man på retspsykiatrisk afdeling bare låste sig inde på kontoret og ventede på at politiet ankom fra Fredericia.

Af de faggrupper, jeg havde været tvunget til at omgåes i retsvæsenet, var fængselsbetjentene i Vestre Fængsel dem, jeg hadede mindst.

Praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær

Praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær var en af de primære bødler. Hun gav mig fejldiagnosen, fik min autorisation fjernet og gjort mig hjemløs. Hun var paranoid og troede jeg havde misbrugt hendes cprnummer og hacket det fælles medicinkort, hvilket selvfølgelig var en løgn. Så Camilla tvangslagde mig i sit raseri og ønske om hævn, hun brugte løgne i erklæringen som blev tilbagevist og hun vidste at hun ødelagde mit liv. Camilla har mere end nogen andre mit liv på samvittigheden, bortset fra at hun ikke har en.

"citydoctors.kbh@gmail.com

CPR."

Vestre Fængsel

Opkaldet

Kort efter klokken 10 om formiddagen, netop som jeg havde pakket teltet ned og stod og børstede tænder, før jeg cyklede afsted, ringede advokaten. Jeg havde løbende sendt mails og enkelte sms'er til hende vedrørende min situation, som var uudholdelig, og bedt hende om at gøre noget og om at hjælpe mig.

Hellere indsat end udsat

Advokaten fortalte, at politiet havde kontaktet hende og sagt, at jeg skulle anholdes, have taget fingeraftryk og fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling. Jeg svarede hende, at det passede mig fint, at jeg var ret ligeglad, fordi det jo var bedre at være spærret inde i Vestre Fængsel end at bo i et telt som hjemløs i to år.

Advokat omsonst

Advokaten holdt en lang pause, som om hun ventede, at jeg havde noget på hjerte, men da det ikke var tilfældet, fulgte hun op med en standardbemærkning om, at hun rådede mig til ikke at udtale mig, samt at det jo var op til dommeren, om en fængsling var berettiget. Der var ikke mere at tale om, så jeg sagde for en god ordens skyld, at jeg straks ville begive mig til Station Amager og melde mig selv, og så løb mobilen tør for batteri og slukkede.

Forberedelse

Jeg lagde det sammenfoldede telt, liggeunderlaget og soveposen i to sorte affaldssække og gemte dem væk i buskadset i tilfældet af, at jeg returnerede på et tidspunkt. Så cyklede jeg fra Kalvebod Fælled. Først ind til PureGym på Amagerbro, hvor jeg gik i bad, som jeg plejede, derefter hen til mit lagerskab på Prags Boulevard, hvor jeg pakkede tøj, bøger og andet, der ville være godt at have med i arresten. Jeg stillede cyklen et sted, jeg håbede den ikke blev stjålet og begav mig hen til Amager Centeret for at købe de sidste fornødenheder til opholdet, især badetøfler, da jeg af erfaring vidste, hvor uhumske badefaciliteterne var.

Verdens bedste sekretær

Før jeg tog metroen fra Amagerbro Station, ringede jeg til min praktiserende læge. Der var aftenkonsultation hver onsdag, og netop som klokken passerede 14.00 og der var åbent for henvendelser, ringede jeg til klinikken.

“Skal væk i lang tid”

Sekretæren tog telefonen. Jeg kendte hende efterhånden rigtig godt og jeg kunne virkelig godt lide hende og lægen, Peter, omend jeg ikke havde talt så meget med sidstnævnte. Da sekretæren præsenterede sig, lagde jeg ud med at oplyse mit navn, og inden hun nåede at få et ord indført, sagde jeg:

“Jeg ringer, fordi jeg skal være væk i lang tid og derfor har behov for ekstra recepter”, hvorefter jeg forklarede hende om baggrunden herfor. Hun lød oprigtigt chokeret, men så fik hun hurtigt samlet sig og vi talte kortvarigt om situationen. Sekretæren var ked af det på mine vegne, sagde hun trøstende, og opmuntrede mig med, at jeg nok snart ville blive løsladt igen, samt at jeg nu i det mindste ville komme indenfor i varmen vinteren over.

Jeg var noget følelsesmæssigt berørt og fortalte hende det, som det var, nemlig at jeg var utrolig taknemmelig for hendes og Peters hjælp og rummelighed og jeg forsikrede hende om, at havde det ikke været for hende og Peter, så ville jeg ikke have holdt ud så længe.

Selvhenvender

Jeg tog metroen til Nørreport Station og S-toget videre herfra til Albertslund Station, hvor jeg til fods fortsatte det forholdsvis korte stykke vej til det nye parkområde umiddelbart ved siden af politigården. Jeg satte mig på en bænk ved den lille sø. Jeg skiftede trøje og sorterede de sidste ejendele, så der var styr på alt. Tusmørket ved at falde på, men gadelygterne var endnu ikke tændt, himlen var lidt overskyet og det var tørt, koldt og gråt og de sidste blade fra træerne lå overalt på græsset i gullig brune nuancer.

Jeg burde måske bare gå ind på stationen med det samme og få det overstået, men omvendt var der ikke grund til at stresse og jeg havde ikke fået påbud om at kaste alt, jeg havde i hænderne og skynde mig ind for at blive sat i detentionen eller kørt direkte i Vestre fængsel, så jeg besluttede mig for at blive siddende på bænken, så længe, det var lyst nok til, at jeg kunne skrive. Pludselig tændte alle gadelygterne, det var blevet mørkt, så jeg rejste mig og gik op mod politigården.

Politiets venteværelse

Inde på politigården var der mørkt i venteværelset. Jeg gik de få skridt op ad trapperne og ringede på døren. Jeg trykkede på knappen til samtaleanlægget og en kvindestemme spurgte mig, hvad min henvendelse drejede sig om. Jeg sagde, at jeg kom for at blive anholdt. Jeg fik besked på at åbne døren og gå ind og trække et nummer.

Døren klikkede et par gange, før jeg kunne åbne den. Jeg gik ind i det mennesketomme venteværelse og trak nummer seks. Netop, som jeg skulle til at tage plads, åbnede døren til selve ekspeditionen. Klokken var 17.20.

Skrankebetjenten

Jeg gik hen til glasvæggen, som en yngre kvinde med lyst krøllet hår stod bag. Hun havde en noget bleg ansigtskulør, dog med så tilpas påfaldende højrøde kinder, at jeg bed mærke i det. Hun var klædt i civil og bag ruden kunne jeg se overkroppen og den helt lys blå sweater, hun var iført.

Hun spurgte igen til mit ærinde, og bad om at jeg viste ID. Jeg lagde mit sundhedskort ned i den skuffe, der var under glasset mellem hende og jeg, og hun trak skuffen ind til sig og tog mit sundhedskort op. Hun tastede derefter noget ind på computeren og spurgte, om jeg havde billedidentifikation.

Snitcher ikke

Jeg svarede benægtende, for jeg havde hverken pas eller kørekort. Hun sagde så, at hun ville stille mig nogle kontrolspørgsmål for at sikre sig, at jeg var den, jeg gav mig ud for. Først spurgte hun om mine forældres fornavne. Det ville jeg gerne oplyse. Så spurgte hun om mine søskendes navne. Jeg svarede, at jeg ikke ville inddrage mine søskende på nogen som helst måde, og sagde, at jeg nægtede at svare.

Hun spurgte herefter igen tre gange, og jeg svarede hver gang stille og roligt, at jeg nægtede at svare hende. Hun virkede irriteret og nærmest stormede væk fra sin skranke. Kort efter vendte hun tilbage og sagde, at jeg skulle vente på, at der kom en patrulje. Jeg tog derfor plads og ventede. Ikke længe efter dukkede to uniformerede betjente op, Mads og Færingen, og anholdt mig. Klokken var 17.20.

Ikke forvirre sygeplejersken

Sygeplejersken kom med medicinoversigten, og jeg kunne se, at præparater og doseringer var næsten korrekte. Det var fint nok og selvom det ikke helt passede, så nævnte jeg det ikke for hende, for at undgå at hun blev forvirret. Vestre var notorisk for ikke at have styr på den slags.

Introduktionssamtale med Hyggeonkel

Ikke længe efter kunne jeg høre nøglerne rasle uden foran min celle og en fængselsbetjent åbnede døren til cellen. Det var Hyggeonkel, der kom forbi for at holde en introduktionssamtale med mig. Det var noget, alle nyindsatte skulle igennem, hvor man blev sat ind i hverdagen i fængslet, med rutinerne i dagligdagen, pligter og rettigheder, og jeg fik udleveret et skema over dem, hvor jeg kunne se hvornår vi blev vækket, fik mad og kunne vaske tøj mv, samt fængslets husorden.

Hyggeonkel var super vendig og jeg fik udleveret et telefonkort på Kriminalforsorgens regning, idet alle nyindsatte kunne få enten cigaretter eller telekortet, indtil man fik optjent nogle penge til det meste essentielle, og da jeg ikke røg, valgte jeg telekortet.

Ingen kontakt til advokat

Jeg fortalte Hyggeonkel om episoden i går før gårdturen, hvor min mundtlige og skriftlige anmodning om at tale med min forsvarsadvokat, blev afvist af hans kollega Svenskeren, med en bemærkning om, at det ikke kunne lade sig gøre før dagen efter, hvor jeg skulle aflevere anmodningssedlen ved udlevering af frokosten.

Det kunne Hyggeonkel ikke forstå, sagde han og rynkede brynene, for det var altså ikke den måde, det foregik på, og desuden havde han selv været på arbejde i går. Jeg sagde, at det var en anden betjent end ham, én der var på min højde, senet og muskuløs, kortklippet, grænsende til skaldet og med en accent, der mindede mig om et eller andet nordisk sprog, måske svensk.

Jeg fortalte ham desuden, at det ikke var for at brokke mig eller bebrejde ham noget, men kun for at få afleveret anmodningssedlen vedrørende kontakt til min advokat. Han sagde, at jeg slet ikke skulle aflevere nogen anmodningsseddel, men bare skulle sige det til ham, at jeg ville tale med min advokat.

Jeg sagde, at det ville jeg faktisk gerne og han svarede, at han så snart han havde tid i dag, ville sende en mail til min advokat og bede hende om at ringe op til fængslet, så jeg kunne tale med hende.

Fejlmedicinering

Senere kom frokostvognen forbi min celle og det var Hyggeonkel og en yngre kvindelig kollega, Nipset, der gik rundt med den. Menuen bestod af frikadeller og det, der skulle forestille en slags kartoffelsalat med grønne ærter, jeg fyldte termokanden med varmt vand og tog et æble fra vognen. Jeg fik herefter udleveret medicinen af den kvindelige betjent Nipset. Den tablet, jeg fik udleveret, var hvid og rund uden delekærv.

Mens jeg lagde tabletten på tungen, undrede jeg mig over, at den havde en helt anderledes form og farve end jeg var vant til, så jeg spurgte Nipset: "Er medicinen til Kjeld Andersen?". Uden at sige noget, gik hun væk fra mit synsfelt foran døren til cellen, som jeg stod i, og forsvandt hen til et sted ude på gangen.

Hun kom hurtigt tilbage og udbrød "gud nej!", holdt medicinæsken frem mod mig og gjorde tegn, til at jeg skulle tage tabletten ud af munden og lægge den tilbage i æsken, hvilket jeg gjorde. Så forsvandt hun igen kortvarigt og returnerede med en anden pilleæske og udleverede den korrekt udseende tablet til mig. Jeg sagde, at det var lidt ærgerligt, at det ikke lykkedes mig at få den anden indsattes medicin, for måske var det en af de sjove præparater. Betjenten reagerede dog ikke på min dumme kommentar og lukkede tavst celledøren igen.

Slidt, ikke beskidt

Ikke længe efter bankede det på igen; det var Hyggeonkel og han stod med et rengøringssæt til mig, som jeg tidligere havde bedt om, men som jeg ikke troede kunne jeg kunne få udleveret før i morgen. Sættet bestod af en gulvspand, handsker, skuresvamp, moppe, kost og karklud.

Det var super fint gjort af ham og jeg gik straks i gang med at gøre cellen rent. Jeg fejede og moppede gulvet, tørrede de indre og ydre overflader af på skabene, hylderne og bordet, rengjorde håndvasken, spejlet og vinduerne og sluttede af med at skrubbe det meste af gulvet med svampen.

Til min store overraskelse var cellen meget ren i forvejen, det var faktisk kun panelerne der var rigtigt beskidte, og det, jeg havde fejltolket som skidt og møg, viste sig at være patina, eller rettere slid. Jeg var fortsat generet af kropslus, men ville først fortælle om det, når jeg formentlig snart skulle tale med lægen.

Skolegården fra helvede

Jeg var ikke på gårdtur den første dag i Vestre Fængsel, fordi jeg havde det fysisk mindre godt, formentlig som følge af det, jeg havde været igennem af kulde og udmattelse på Fælleden i tiden før indsættelsen. Det havde ellers været min klare intention at tage på gårdtur og gøre alle de andre ting, man burde gøre et fængsel fra første færd af, også selvom det ikke virkede som noget, der var særlig sjovt eller noget man havde lyst til det.

I dag var jeg dog frisk nok. Da betjenten åbnede døren til min celle klokken 15.30 og sagde "gårdtur?" i et spørgende tonefald, sad jeg allerede parat med sko på og var fuldt påklædt. Ned ad trappen, af med bæltet, et trin op på den lille trækass i kropsscanneren og videre ud i gården og ind i det forholdsvis lille, overdækkede trådnetsbur.

Gensynet

I forbindelse med visitationen før gårdturen, genkendte jeg en yngre betjent fra opholdet i 2018. Han stod ved metaldetektoren og lignede fuldstændig sig selv; lav af statur, almindelig af bygning, et drenget ansigt uden antydningen af skægvækst, mørkt, tilbagestrøget hår og den blå uniformsjakke, der var lynet helt op i halsen.

Dyr i bur

I buret var omkring 25 til 30 andre indsatte. Jeg begyndte at gå rundt i cirkler, svarende til burets indre omkreds, hvilket mange af de andre indsatte også gjorde enten enkeltvis eller i små grupper. De resterende havde taget plads på bænkene, der stod rundt omkring i buret eller stod i smågrupper og talte sammen.

Jeg sørgede for at holde lav profil og ikke nedstirre de andre, men samtidig alligevel være opmærksom på i forhold til hvem, jeg måske kunne henvende mig til og starte en samtale. Jeg så nogle yngre fyre træne TRX og lave forskellige øvelser på det ene af de to grønne træningsstativer, hvor de lavede dips og pull ups, og jeg henvendte mig til dem og spurgte, om de brugte begge træningsstativer og hvordan de uskrevne regler var, i forhold til brugen af faciliteterne og vi fik en kort sludder.

Træning i buret

De var venlige og fortalte, at jeg bare kunne bruge det stativ, de ikke selv havde gang i. Jeg gik nogle flere runder, mens jeg tog mod til mig og så lavede jeg 10 dips, mens jeg kiggede ned i jorden for ikke at være provokerende eller udfordrende. Så gik jeg et par runder til, lavede endnu 10 tips og dette gentog jeg endnu en gang.

Jeg vil gerne lave flere sæt med flere gentagelser, men det gjaldt virkelig om ikke at føre sig for meget frem, for mit formål med træningen var ikke at spille smart, men derimod at jeg udelukkende trænede, fordi jeg elskede det. Allerede efter første sæt dips kunne jeg mærke euforien strømme igennem mig og jeg vidste, at hvis jeg bare havde mulighed for at træne, så kunne jeg klare alt.

Jeg var ikke nervøs eller følte mig utryg før træningen, nærmere affektflad og indifferent, men efter træningen var jeg nærmest opstemt og afslappet på samme tid. Nu var det vigtigt at jeg socialiserede med nogen, for ellers ville opholdet blive endnu hårdere. Blandt de andre indsatte i buret, var der ingen, der var oplagte at henvende sig til og jeg røg ikke, hvilket ellers var en fremragende anledning til at lære nogen at kende.

Alene i buret

Jeg var ved at blive pinlig til mode, fordi jeg efter nogle flere runder stadig ikke havde indledt en længere samtale med nogen. Alene på en af bænkene sad en mand med en sort hættetrøje, hvor hætten var trukket godt ned over hovedet og kiggede ned i jorden. Jeg satte på modsatte side af bænken og tænkte som en gal på, hvad jeg skulle sige til ham for at indlede en samtale, men jeg kunne ikke finde på noget og manden lod ikke til at ville forstyrres, så jeg mistede interessen og rejste mig igen og begyndte at gå nogle flere runder.

I buret var omkring 25 til 30 andre indsatte. Jeg begyndte at gå rundt i cirkler, svarende til burets indre omkreds, hvilket mange af de andre indsatte også gjorde enten enkeltvis eller i små grupper. De resterende havde taget plads på bænkene, der stod rundt omkring i buret eller stod i smågrupper og talte sammen.

Jeg sørgede for at holde lav profil og ikke nedstirre de andre, men samtidig alligevel være opmærksom på i forhold til hvem, jeg måske kunne henvende mig til og starte en samtale. Jeg så nogle yngre fyre træne TRX og lave forskellige øvelser på det ene af de to grønne træningsstativer, hvor de lavede dips og pullups, og jeg henvendte mig til dem og spurgte, om de brugte begge træningsstativer og hvordan de uskrevne regler var, i forhold til brugen af faciliteterne og vi fik en kort sludder.

Nye venner?

Jeg gik forbi en anden bænk i buret, hvor der sad to mænd i mørket. Den ene sagde noget, hvoraf jeg kunne tyde ordene: "Ham i den grønne jakke". Jeg vendte mig om og hilste på de to. Herefter sad jeg og talte med de to resten af tiden, gårdturen varede. Jeg var utrolig lettet og følte både glæde og taknemmelighed strømme igennem mig. Nu gjaldt det om at fastholde og udbygge forholdet til de andre indsatte, samt træne mest muligt.

Advokaten lettet

Jeg fik ikke lov til at tale med min advokat i går, trods løfterne herom og fordi det var lørdag i dag, kunne jeg være sikker på, at det ikke kom til at ske før tidligst mandag. Min advokat havde fortalt mig i telefonen, da jeg var i detentionen hos Vestegnens Politi, at hun var lettet over, at jeg var blevet fængslet, og hun spurgte mig, om det ikke var det bedste for mig og om jeg var sikker på, at jeg ikke bare skulle acceptere det.

Nej, havde jeg svaret hende, det bedste for mig var, at jeg var ude i friheden og at man påbegyndte processen om generhvervelse af min lægeautorisation.

Weekend i Vestre

I Vestre blev man først vækket klokken 9.00 og morgenmadsvognen kom kl. 9.30. I dag var det den lille og lidt budtede kvindelige, midaldrende betjent med det lyse pagehår. Hun havde et stenansigt med et vredladent og fjendtligt udtryk i ansigtet og hun gengældte ikke mit imødekommende smil.

Hyggeonkel og Pitbull

Hun svarede mig kort og brysk, og det var klart, at der ikke var nogen god emotionel kontakt mellem os. Da hun havde lukket og låst celledøren, kunne jeg høre hende skælde ud på en anden indsat på ude på gangen, hvor det primært var hendes stemme, der var hørlig. Hun virkede umiddelbart som et menneske, man ikke kunne nå som indsat, forrådet, udbrændt, PTSD-ramt og en af de vagter, der mentalt for længst havde tjekket ud og som burde finde et andet job.

Hun stod i skarp kontrast til vagten fra i går, som havde holdt introduktionssamtalen med og som med en smil på læben havde påstået, at han havde kokkereret hele dagen, for at vi indsatte kunne få chilli con carne til aftensmad og som uopfordret havde givet mig hele to ekstra portioner mad.

Ham havde jeg særdeles god emotionel kontakt med, og jeg døbte ham “Hyggeonkel” og den bryske vagt skulle fremover gå under navnet “Pitbull”.

Underholdning i cellen

Der var TV i cellen og med så mange kanaler med film, natur og dokumentarprogrammer, så underholdningen var sikret. Jeg havde TV2 News kørende i baggrunden, hvis der ikke var noget specifikt, jeg så, og det var ikke tilfældet, så jeg fulgte med i Danmarks Demokraternes første landsmøde.

Savn

Jeg savnede Kofoed Skole, selve stedet, samt eleverne og lærerne i produktionsværkstedet og medieværkstedet. Samtidig var jeg bekymret for min cykel, som jeg havde været nødsaget til at stille op ad muren til en bygning, som lå tæt på Kvarterhuset Bibliotek på Amagerbro, før jeg meldte mig selv.

Mit sammenpakkede telt, soveposen, liggeunderlaget, kuftmadrassen, som lå i Fasanskoven var jeg ærgerlig over med stor sikkerhed at miste, men ikke så ærgerligt som at miste min cykel, og især mit skimmelsvamp-angrebne og defekte telt ville jeg ikke begræde tabet af. Jeg havde dog netop investeret i en ny sovepose, og den ville jeg gerne have beholdt.

Celletræning

Jeg trænede mavebøjninger for de lige og de skrå mavemuskler, samt lændeøvelser hen over stolen i cellen og sluttede af med squats. Jeg huskede tydeligt hvor svag jeg var i underkroppen og benene, da jeg var i Vestre i over to måneder i 2018 og ikke trænede, og det måtte jeg sørge for at forebygge denne gang.

Use it or lose it

Man skulle for alt i verden undgå at se tiden an og falde tilbage i magelighed og inaktivitet, når man var indespærret. Man skulle komme i gang med det samme med at træne dagligt og socialisere mest muligt, både på gårdtur og ved fællesskab, for ellers risikerede man at synke ned på bunden og aldrig komme op igen.

Ingen advokat i dag

Jeg hostede stadig og det var blevet værre. Pitbull serverede frokost. Jeg havde udfyldt tre anmodningssedler, en til bibliotekaren, en til præsten og en til lægen, men Pitbull sagde brysk, at jeg ikke kunne aflevere dem i dag, men skulle vente til at frokostvognen kom forbi i morgen og aflevere dem dér.

Pitbull gav mig fire stykker rugbrød, men så sparsomt med pålæg, at det ikke dækkede brødet. Jeg var fræk og snuppede fire tebreve fra vognen og fyldte termokanden op med varmt vand. Pitbull havde glemt min medicin, døren til cellen blev lukket og låst, og kort efter blev den åbnet igen og jeg fik medicinen.

Den grå mand

Pitbull var et menneske, man ikke skulle joke med, man skulle ikke spille smart, og man skulle heller ikke give hende indtryk af, at man ikke led, for ellers skulle hun nok sørge for det. Man skulle være underdanig, sølle og usynlig.

Restriktioner

I morges, da jeg var i bad, bankede Pitbull hårdt på døren og spurgte, om jeg snart var færdig. Der var kun gået få minutter, men jeg slukkede bruseren og skyndte at tørre mig og klæde mig på. Man måtte ikke have hårvoks, shampoo, deodorant, trimmer eller bodylotion med ind i Vestre, alt skulle enten købes eller for få ting vedkommende udleveres af vagterne.

Jeg havde taget førnævnte med, men måtte intet få udleveret og jeg havde endnu ikke penge på fængselskontoen. Jeg havde også taget tre bøger med, men selvfølgelig måtte jeg heller ikke have dem, og jeg savnede desperat noget at læse i. Der var naturligvis masser af film, men det var tomme kalorier, og jeg så Charlies Angels uden den store entusiasme.

Ulidelig uvished

Jeg håbede, at gårdturen i dag ville forløbe lige så godt, som i går, samt at jeg fik trænet pull ups i buret.Jeg blundede en smule og lavede squats efterfølgende. Det var selvfølgelig et mareridt at være varetægtsfængslet, når jeg ikke engang kunne få adgang til bøger, fortsat intet vidste om min fremtid, intet havde at glæde mig til, når jeg ingen havde at ringe til eller få besøg af.

Hævn

Jeg havde intet incitament til at undlade at begå selvmord og jeg fortrød intet, jeg havde gjort. Alt, der var sket, skyldtes Vestegnens Politi, Styrelsen for Patientsikkerhed, samt forskellige andre myndigheder, og nogen skulle stå til ansvar for det en dag.

Hoste

Min hoste var tiltaget og nu forværret med klar opspyt. Jeg var også rastløs og gik frem og tilbage i cellen, indtil jeg gik over til at lave lunges fra den ene ende til den anden, hvilket svarede til tre lunges hver. Jeg opgav at tælle hvor mange gentagelser, det var blevet til og jeg blev ved til det brændte i lårmusklerne.

Træning

Efter en kort pause, begyndte jeg at hoppe på stedet, som om jeg sjippede, og jeg fortsatte indtil mine lægmuskler begyndte at brænde, holdt en pause og gentog øvelsen.

Hvorfor fængselsbetjent?

Jeg fattede ikke, at nogen gad at være fængselsbetjent, for det lod ikke til, at deres arbejde bestod i andet end at låse døre op og i, at visitere ansatte, komme med mad og den slags.

Men hvis man elskede at være perfid overfor mennesker, var jobbet imidlertid perfekt, fordi vi indsatte var helt og aldeles i vagternes vold og uanset hvor meget vagterne end tog fejl eller lavede fejl, hvilket ikke var sjældent, så fik det indsatte aldrig ret og vagterne bøjede sig aldrig eller indrømmede noget som helst, de havde gjort forkert.

Udover dette lod deres arbejde til at være så dødkedeligt og rutinepræget, at det nærmere var slavearbejde, meningsløst, uden noget perspektiv og hvor alle hadede én, på nær ens kolleger i bedste fald, og den eneste afveksling var, når de indsatte gik amok eller begik selvmord.

Fængselsbetjentenes vilkår

Jeg havde talt lidt med Hyggeonkel i går om de aktuelle arbejdsvilkår for dem, qua det, jeg havde hørt og læst om overbelægning i fængslerne, det lave og faldende antal fængselsbetjente, de utilstrækkelige vilkår i Vestre Fængsel, hvor det var umuligt at ringe udefra til indsatte, fængselsbetjente, der fik PTSD og meget andet. Hyggeonkel svarede, at de havde det godt, og at det var værre for os indsatte.

Værkstedshumor

Da jeg blev indsat den 8 november og skulle visiteres, bad de to fængselsbetjente mig om at afklæde mig helt. Jeg var så hurtig, at den ene af dem bemærkede det anerkendende. Jeg svarede, at jeg jo havde set dokumentarserien "Huset" og hvor det fremgik, hvor presset personalet faktisk var og at jeg derfor gerne ville være til mindst muligt besvær.

De to fængselsbetjente kiggede på hinanden og grinede. De var flinke nok. Jeg var effektiv og de satte pris på en arrestant, der var effektiv. Ikke så meget pis.

På gårdtur

Ved indgangen til gårdtursburet sagde en indsat noget til Pitbull, som vredt råbte "Hvad sagde du?!", hvilket den indsatte ignorerede og fortsatte ind i buret. Den Unge Fyr på bænken var institutionsbarn, fortalte han mig, og Den Erfarne, som var lidt yngre end jeg, havde været i Vestre Fængsel første gang som 15-årig og efterfølgende havde han været en tilbagevendende gæst, og Den Yngre Kvinde havde været på M21 på Sankt Hans Hospital med en behandlingsdom.

Tvungen selvmord

Om aftenen startede cellesnakken mellem de enkelte celler, mellem etagerne og fløjene. Om natten var det allerværst; alene i mørket i cellen dukkede tankerne op om al den tortur og umenneskelig behandling, jeg var blevet udsat for af Københavns Vestegns Politi, psykiatrien og retpsykiatrien, om alle afsavn, om lidelserne, sulten, ensomheden, og den over 9 år lange og nådesløse kamp for at overleve og for at genere min autorisation som læge.

Når jeg vågnede af et mareridt, begyndte flashbacks at dukke frem om overgrebene og de satte ind med uformindsket styrke, efterhånden som jeg vågnede igen og igen, og den mest forfærdelige desperation ramte mig, når jeg tænkte over, at jeg var gået glip af de knap 10 bedste år af mit liv og at min fremtid var udsigtsløs, uden autorisationen og lægearbejdet og uden kæreste, barn, min egen familie og uden venner.

Det sidste var det mest forfærdelige og gav mig en uimodståelig lyst til at begå selvmord. Jeg havde lidt i så mange år, at jeg ikke kunne huske hvordan det var at være lykkelig eller bare tilfreds med tilværelsen, jeg havde mistet alt, ingen gode minder at varme mig på og intet at se frem til. Det var at tvinge mig til selvmord, det var når den danske stat og det danske samfund tvang en borger til at slutte livet for egen hånd.

Søndagsrutinen

Jeg vågnede sidste gang klokken 8.45 og blev vækket igen klokken 9.00, som var det tidspunktet vi blev vækket på i weekenden. Det var Nipset og John Wicks Mekaniker, som var på arbejde i dag. De var stille og rolige og egentlig meget venlige.

Fordi det var søndag i dag, var der sørme pulverkaffe, i form i de klassiske små aflange portionaspakker.

Da Nipset så min begejstringen over kaffen, gav hun mig to ekstra breve pulverkaffe. Også qua det var søndag, var der krydderboller til morgemaden, de billigste fra Aldi, som jeg fik en enkelt af, samt cornflakes og havregryn.

Det var for lidt til at blive mæt af, men jeg brokkede mig ikke, da jeg jo havde fået ekstra kaffe. Efter morgenmaden, i forbindelse med jeg skulle i bad, spurgte jeg John Wicks Mekaniker, om de havde en bibel eller bare hvad som helst, jeg kunne læse i, liggende på afdelingen.

Biblen

Det havde de desværre ikke, sagde Mekanikeren. Årsagen var, at en udlånt bibel erfaringsmæssigt ikke ville blive behandlet godt. Jeg jokede med, at det jo snart ville være ulovligt at skænde hellige skifter, men sagde, at jeg godt forstod rationalet.

En fin gestus

Efter badet da Mekanikeren lukkede mig ud, sagde han at han alligevel havde undersøgt, om de skulle have en bibel liggende, n at de faktisk havde en bibel, men at den var på et sprog han ikke selv forstod.

Jeg takkede ham for hans gestus og han låste mig ind på cellen igen. Her trænede jeg mave, lænd og lavede armbøjninger. Jeg var vant til at gå ret langt hver dag, så jeg var meget rastløs og gik frem og tilbage i cellen, mens TV2 News kørte i baggrunden. Hosten var blevet værre. Jeg glædede mig til gårdturen.

Nåde gå for ret

Frokostvognen ankom og den stod på smørrebrød. "Lidt af hvert?", spurgte Nipset. Jeg svarede bekræftende og spurgte, om jeg måtte bede et ekstra stykke rugbrød. Hun vidste mig pakken og sagde, at hun ikke var sikker på at det var nok til alle. Jeg undskyldte og sagde, at det selvfølgelig ikke gjorde noget. Nipset gav mig dog brødet og sagde, at det nok gik alligevel.

Anmodningssedler

Jeg fik afleveret mine fire anmodningssedler, men den til advokaten ville de ikke modtage, fordi jeg bare skulle sige det, når morgenmads vognen kom forbi i morgen og så ville fængselsbetjentene skrive mig op en liste.

Hold dig

Herefter stod den på flere mavebøjninger, squats og lunges. Jeg ringede herefter på klokken, fordi jeg skulle på toilettet, men der gik omkring 40 minutter før vagten kom.

Frygten for selvmordstankerne

Jeg frygtede for i aften og nat, hvor tankerne ville dukke op på ny, de uudholdelige selvmordstanker, og jeg måtte sørge for at undlade at drikke te og kaffe efter aftensmaden og samtidig gøre rent i cellen, altså udføres lavintensivt fysisk arbejde, for at udmatte krop og sind, så jeg forhåbentligt kunne falde hurtigt i søvn og ikke vågne flere gange om natten.

Gårdtur

Så blev det endelig tid til gårdtur. Da jeg kom ned i buret, startede jeg med at gå en runde, lave 10 dips, gå endnu en runde efterfulgt af 10 dips og det gjorde jeg fire gange i alt.

Herefter satte jeg mig på bænken og talte med de sædvanlige. Min cellenabo stødte til, han anbefalede mig at se 'Oxen' på TV2, og så talte vi om andre interessante serier i fjernsynet. Vi talte om løst og fast, blandt andet om hvor i verden han stammede fra, hvilket var Tyrkiet.

Tyrkiet

Nu havde jeg at forskellige årsager et positivt syn på netop dette land, specifikt et sted, der med Ismet, og det kendte Naboen selvfølgelig godt, og fortalte, at det var et deligt sted med mange turister, som lå tæt på Istanbul.

Han fortalte, at en ganske særlig fordel ved Tyrkiet var, at landet ikke havde en udleveringsaftale med Danmark, samt at Erdogan ikke gav et fuck for det danske politi eller Danmark i det hele taget. Der var sød musik i mine ører, ikke fordi jeg brød mig om Erdogan, men fordi jeg heller ikke gav et fuck for dansk politi, og jeg sad og drømte om at forsvinde til Tyrkiet en dag.

Samtaleemner i buret

De andre, der sad ved bænken, talte mest om stoffer, hvilket var et emne jeg ikke kunne bidrage til samtalen med, så jeg sad mest og lyttede til de andres beretninger eller stillede opklarende spørgsmål.

Der blev ivrigt debatteret om alle aspekter af rusmidler af alt fra Sanax til rygekokain, LSD, ketamin, amfetamin, samt en blanding af flere af disse.

En af de to unge fyre, der var nogle af de eneste, der trænede hver dag i buret med TRX og egen kropsvægt, udover mig, kom hen til bænken og han og jeg talte sammen om træning. Han havde trænet Muay Thai i en berømt klub på Vestegnen på et højt niveau og også deltaget i mange kampe.

Udover at gå rundt i cirkler inde i buret og snakke, var det, de indsatte brugte mest tid på, at ryge cigaretter, for de havde kun den ene time til forehavendet (hvorfor mange røg i cellen), jeg blev fysisk dårlig af at blive udsat for den passive rygning fra de andre på bænken, og da jeg efter endt gårdtur returnerede til cellen, stank alt mit tøj af røg.

Blackout

Så snart celledøren blev lukket og jeg forsøgte at tænde lyset i cellen, forblev den bælgmørk, fordi strømmen tilsyneladende var gået. Jeg trykkede på kaldet, men intet skete før aftensmadsvognen kom kl. 18. Det viste sig, at vagten havde afbrudt strømmen til min celle, fordi jeg ikke havde slukket lyset, før jeg gik på gårdtur. Det var vist konsekvenspædagogik, og strømmen blev genetableret.

Skabsarbejde

Jeg fortsatte arbejdet med at vaske skabslågerne rene igen i dag. Jeg var fortsat forkølet, med høj feber og udtalt svedtendens, blev hurtigere forpustet end normalt, ja, faktisk bare af at gå i et normalt tempo.

Overdrevet forkølet

Jeg hostede og havde purulent opspyt, mine øjne sved, halsen var øm og det gjorde ondt, når jeg sank. Arbejdet med skabslågerne var anderledes, langvarigt og uvant hårdt, men det var ikke normalt, at jeg blev så udmattet og at det var tæt på at være uoverkommeligt, i en grad, at jeg var tvunget til at holde pause af ren og skær udmattelse.

Psykiater-heksen

Jeg talte med psykiateren i dag. Den gamle indtørrede kvinde kom pludseligt, mens jeg stod og arbejdede med skabslågerne. Det var ikke mit ønske, og selvom jeg var super dårlig, var jeg nødt til at sidde og forklare hende hele sagen og alt, der var sket igennem de sidste ca 10 år. Det var følelsesmæssigt meget belastende, og jeg var stadig hæs, havde feber, hostede, og mine øjne gjorde ondt og løb i vand. Jeg italesatte alt dette over for hende og undskyldte min tilstand, men hun var ligeglad og jeg havde intet valg end at fortsætte samtalen.

Teflon-psykiateren

Psykiateren var ikke uvenlig, hun var bare uempatisk, ufølsom og konsekvent mistroisk over for alt, jeg fortalte hende. Jeg var dødssyg, og det var enormt udmattende og ubehageligt, og jeg orkede ikke at blive mistænkeliggjort af den vindtørre psykopat af en kvaksalver. Jeg havde dokumenteret alle mine påstande, hun kunne jo bare finde og læse det på nettet, og så ville jeg slippe for at blive udsat for hendes psykiske vold.

Gårdtur

På gåturen umiddelbart efter samtalen med heksen, brugte jeg frustrationerne over samtalen med hende til at lave dips og bruge TRX for første gang, idet jeg brugte systemet til at træne triceps og det gik heldigvis fremragende.

Oppe i cellen igen, stod den på armbøjninger. Jeg havde 100 kroner på min fængselskonto, fordi jeg tilfældigvis havde det beløb i kontanter, da jeg blev anholdt. Jeg havde nogle penge på min bankkonto, men dem kunne jeg ikke få adgang til.

Nye pengeregler

Jeg vidste nemlig ikke, at det ikke længere var muligt at overføre penge fra sin egen bankkonto til fængslets konto, det var nyt i forhold til i 2018. Jeg havde dog bestilt købmandsvarer og jeg modtog dem i dag; det drejede sig om nogle billige romkugler til 16 kroner pakken, som jeg kunne huske fra 2018, samt en deodorant og tandtråd. Det blev 85 kroner i alt og på næste købmandsseddel bestilte jeg en blyantspidser til 14 kroner og så var kassen tom.

Lusebehandling

Den gode tættekam og den balsam, jeg havde fået af sygeplejersken forleden, anvendte jeg på hele kroppen flere gange dagligt og det hjalp enormt godt. Og jeg havde desuden masser af tid til at kæmme.

Advokatsamtale

Jeg talte i telefon med min advokat i cirka 12 minutter om aftenen, fordi hun havde ringet til fængslet. Vi aftalte ikke at anke varetægtsfængslingen, da det ville være åbenlyst omsonst. Dommerne i byretten i Glostrup var notorisk korrupte og gjorde stort set altid, som politiet og anklagemyndigheden dikterede.

Uventet solidaritet

Jeg var på det seneste blevet mødt af en omsorg, generøsitet og venlighed af de andre indsatte, som jeg følte var ufortjent og som var så overvældende, at jeg havde svært ved at rumme det. For jeg var jo ingenting, havde ingen magtfulde venner eller masser af penge.

Ekstra forplejning

Jeg fik til aftensmad en dobbeltportion pulled pork med sesamboller, coleslaw og ovnstegte kartofler. Det var enormt venligt af vagterne at tilgodese mig med ekstra mad, og sulten som jeg var, føltes det nærmest, som havde jeg vundet i lotto.

Jeg blev faktisk behandlet ret godt, især af gangmændene, det var utroligt heldigt, at jeg havde lært dem at kende, og jeg ville ønske, at jeg en dag kunne gengælde deres hjælpsomhed og generøsitet.

Snitches get stitches

Fordi den vigtigste regel blandt indsatte var, at holde tæt om alt, man erfarede om hinanden, kunne jeg desværre ikke skrive om gangmændene og hædre dem, som de fortjente. Men at de havde behandlet mig så godt, forpligtede. Jeg skulle vise dem, at de ikke havde spildt deres tid på den forkerte, og at jeg var værdig til den imødekommenhed, de havde udvist. For mennesker, der ikke havde prøvet at være indespærret i 23 timer i døgnet og udsat for alskens psykiske traumer af politiet og retsstaten, virkede det måske som om jeg overdrev betydningen af den venlighed både fængselsbetjentene og de indsatte havde mødt mig med, men til det var der kun at sige, at det ikke var tilfældet.

Skabsarbejdet

Jeg vaskede skabslåger igen i dag, men jeg havde irriterende nok lagt for mange kræfter i opgaven og været for effektiv. Det lød ikke som en dårlig ting, men det var det i høj grad, for når opgaven var løst, var det tilbage i cellen i 23 timer i døgnet igen. En af gangmændene fortalte mig i dag, at der på den anden etage havde været to mand om opgaven, som det havde taget dem halvanden uge at fuldføre. Jeg havde brugt fire dage og kunne have været færdig med det hele i dag. Uanset hvad, havde det været skønt at være ude på gangen og udfolde mig fysisk, omend jeg alligevel satte hastigheden ned, så jeg kunne trække den en dag ekstra, hvor jeg var ude af cellen.

Anmodning om undervisning

Jeg udfyldte en anmodningsseddel om at

Jeg blev vækket af lyden af raslende nøgler, og døre, der blev åbnet, en vagt, der sagde godmorgen, døre, der blev lukket igen og ikke længe efter var det blevet min tur til at blive vækket. Jeg havde hverken sovet længe eller godt, men med det lunkne vand i termokanden fra i går aftes og kaffen, jeg havde fået af A, hjalp det noget.

Hundesyg

Jeg var stadigvæk syg af luftvejsinfektionen, som ganske vist var toppet, men som stadig rasede i kroppen med abnorm udmattelse og hoste, opspyt af sejt sekret, samt alment ubehag til følge. Min største bekymring var, om jeg havde smittet gangmændene. Det ville have været det mest utaknemmelige at gøre, efter alt de havde gjort for mig og efter den enorme villighed og imødekommenhed, de havde udvist.

Fake It

Reelt set var der ikke meget arbejde tilbage, fordi jeg havde lagt så hårdt ud, dum og ivrig som jeg var, så jeg måtte rende rundt, for at give vagterne indtryk af, at jeg lavede noget således, at jeg havde en undskyldning for at have celledøren åben, med den frihed, det afstedkom.

Overdådigt behandlet

Jeg var dog på nuværende tidspunkt så udkørt, udmattet, overbebyrdet og syg, at jeg helst bare ville tage en lur. Jeg blev behandlet så overdådigt af gangmændene, at jeg næsten blev bekymret for, at de havde bagtanker med det. Jeg havde fået kaffe, the, sukker, frugt og mad, således at jeg ikke skulle frygte at sulte på noget tidspunkt.

Sulttraume

Fordi jeg havde sultet periodevis gang på gang gennem årene, og et par gange ret alvorligt endda, sidst for ikke mere end et par måneder siden og fordi jeg var blevet så traumatiseret af det, var det et mindre mirakel, at jeg nu takket være dem blev skånet for det.

Generøsitet

Gangmændene var mere erfarne og veletablerede end jeg, og de vidste, at jeg ingen penge eller pårørende havde, at jeg levede på vagternes nåde og velvilje, og måske huskede de, hvordan de selv havde haft det de første gange de var i fængsel, alene og fortabte?

For godt til at være sandt

Eller også havde de bare en god indlevelsesevne og et oprigtigt ønske om at gøre noget godt for et medmenneske, der havde stort behov for deres hjælp? Uanset deres bevæggrunde, for at give mig uvurderlig støtte, så talte deres handlinger deres helt eget sprog, og de vidste som sagt, at jeg ingen magt, penge, andre værdier, venner, eller netværk havde, at jeg var hjemløs, ruineret og dybt forgældet, samt at jeg ingen udsigt til en fremtid havde.

Kudos til gangmændene

Hvis man havde bagtanker eller ond hensigt for at hjælpe mig, så spildte man tiden, for man kunne ikke vride så meget som en krone ud af mig. Dem, der imidlertid havde slette hensigter, ville straks erfare dette, og ikke spilde tid med at udnytte mig. Jeg vidste derfor at gangmændene hjalp mig af et godt hjerte, at de var gode mennesker.

Lige så arrogante, perfide, ubehagelige og primitive politiet havde været overfor mig, lige så meget havde gangmændene været, bare med modsat fortegn. Jeg havde ikke gårdtur med gangmændene, vidste intet om dem, deres baggrund, historik, og sager, om de havde gjort det, de var sigtede for eller ej, og det spillede ikke den mindste rolle for mig.

Politi vs. Indsatte

Jeg vidste til gengæld ret præcist, hvad Vestegnens Politi havde udsat mig for af grov chikane, justitsfejl og justitsmord, samt at navngivne betjente ansat hos Vestegnens Politi systematisk havde brudt loven i forbindelse med hetzen mod mig,

Etaten vs. ut.

Ergo var det de pågældende betjente, der reelt var kriminelle, mens jeg i indfølelig desperation, presset til det af omstændighederne igennem flere år pga. myndighedsfejl, havde brugt ord, som var ulovlige. Ja, betjentene havde med fuldt overlæg, uden skyggen af begrundelse eller berettigelse i ro og mag og fordi de vidste de vil slippe afsted med det, overtrådt dansk lov. De var verdens største hyklere og langt mere kriminelle end jeg.

Naiv tillid til politiet

At den danske befolkning havde så stor tillid til politi, skyldtes uvidenhed og og naivitet, samt at dansk politi var så eminente til at dække over hinanden.

Resocialisering

En fængselslærer kom forbi i dag og spurgte, om jeg var interesseret i at deltage i et AMU-kursus med start den 27. november, hvor der stadig var ledige pladser. På kurset kunne jeg lære at lave baristakaffe med de klassiske mønstre i, samt bage småkager, der fulgte med kaffen. Med kurset ville jeg nemlig stå bedre, når jeg blev løsladt igen, mente læren.

Jeg takkede ja, og lod som om, jeg faktisk troede på hvad hun sagde, for at give et positivt indtryk, så hun måske huskede mig, hvis der måske skulle være pladser på mere relevante AMU-hold senere hen.

Jeg sov længe til morgen og vågnede nogle minutter før vagterne gik morgenrunden og vækkede de indsatte til morgenmaden. Nogle minutter efter vækningen, spurgte John Wicks Mekaniker mig, om jeg var færdig med at vaske skabslågerne og jeg svarede bekræftende og jokede med, at det først var i fængslet, at jeg fik mulighed for at få noget, der mindede om fast arbejde.

Intet varer for evigt

Intet godt varede for evigt, og nu hvor opgaven var fuldført, blev celledøren låst og jeg skulle igen opholde mig på min celle 23 timer i døgnet. Lige i dag var det dog udmærket, for det havde været hårdt, men godt at vaske skabslågerne, der var møgbeskidte af støv, skidt og snavs.

Skabslågerne

Der var vel omkring 32 nicher på gangen, som gik fra gulv til loft og hver niche var dækket af i alt tre høje skabslåger, og selv om der var enkelte afvigelser i højden, var de fleste skabslåger ca. 1 meter høje og omkring 30 cm brede. Skabslågerne dækkede over en skakt med en dybde og bredde på ca 30 cm og som gik vertikalt mellem etagerne.

En gangmand fortalte mig senere, at disse skakter blev brugt til at smugle beskeder og stoffer mv. mellem etagerne. Alle lågerne var taget ned, som det første før afvaskningen, og straks var der nogle, der begyndte at råbe til hinanden mellem etagerne, hvilket vagterne dog hurtigt fik stoppet. Der var i forvejen åbent mellem alle etager, så det var nok mere princippet, det gjaldt om for vagterne.

Omvendt var der en meget hypotetisk risiko ved skakten, nemlig at man i teorien kunne kaste genstande ned til de underliggende etager, men det krævede at man befandt sig uden opsyn på gangen, hvilket aldrig forekom alligevel, med mindre man var hurtig. Man kunne måske gemme noget i skakten på ens egen etage til eget eller andres senere brug, men det krævede igen, at man skulle være uden opsyn.

Clementiner på radiatoren

Der var clementiner på morgenmadsvognen, jeg snuppede én og den karakteristiske duft af jul bredte sig i cellen. Jeg lagde skrælderne på radiatoren, som en af gangmændene forleden havde fortalt mig, man kunne, for så duftede det ekstra længe.

Det var et smukt og koldt, tørt og solrigt efterårsvejr i dag og eftermiddagssolen stod direkte ind i cellen og badede den i en orange varm farve og blindede vagten, så han måtte holde sig for øjnene, da han åbnede celledøren.

Træning

Jeg trænede mave efter morgenmaden, og før gårdturen lavede jeg rygøvelser. På gårdturen lagde jeg ud med pullups samt andre rygøvelser med kropsvægt, foruden bicepsøvelser med TRX og i går lavede jeg dips og brugte TRX til tricepsøvelser.

Bøddel i buret

Jeg vågnede i nat og lå og rumminerede i nogle timer med påtrængende selvmordstanker over mine udsigtsløse fremtidsudsigter. Det eneste, der gav mig ro i krop og sind, var at ligge og tænke på, hvad jeg ville gøre hvis en af mine bødler ved et utroligt tilfælde kom på gårdtur sammen med mig. Det var rart at tænke på det scenarie. Jeg havde fået det tiltagende psykisk dårligere efter arbejdet med skabslågerne var færdigt og jeg rådnede op i cellen i 23 timer i døgnet. Det var tortur og jeg havde intet at komme ud til.

I retten

Til min store overraskelse blev jeg hentet af en vagt til formiddag, mens jeg var midt i rengøringen. Jeg skulle i retten, ikke videoretten, men i den fysiske udgave af Byretten i Glostrup. Vagterne på afdelingen var lige så overraskede som jeg, og én sagde, at det ikke stod at læse nogen steder, mens han bladrede i sine papirer. Jeg lod rengøringsartiklerne ligge, mens jeg skyndte mig at skifte arbejdstøjet ud med noget mere præsentabelt. På vej ned ad trappen jokede jeg med vagten, der fulgte mig, med at jeg skulle i retten så pludseligt, fordi dommeren havde opdaget, at man havde fængslet mig ved en beklagelig fejltagelse, og at han nu ville give mig en undskyldning personligt.

Ud at køre

Jeg blev ført ned i modtagelsen, ved skranken, og der stod to ældre betjente i civi. Den ene var særdeles kraftigt bygget og jeg kunne genkende ham fra mit fremmøde hos Vestegnens Politi den 1. november 2021, hvor jeg blev afhørt af efterforsker Dorthe Olsson og med deltagelse af forsvarer Kira Iqbal. Det var i øvrigt en afhøring, jeg optog, ligesom efterforskeren gjorde. Jeg skulle i den forbindelse havde taget fingeraftryk og dér så jeg betjenten.

“Du ligner ellers ikke en hjemløs”

Efterforskeren turde ikke være alene med mig og kaldte fedtbjerget ind som backup, selvom jeg var fuldstændig rolig, venlig og samarbejdede fuldt ud. Jeg fik ikke håndjern på under transporten. Den voluminøse betjent, der mindede mig lidt om en af mine onkler, sad på bagsædet ved siden af mig og den mere normalt byggede kollega kørte. Betjentene og jeg talte om løst og fast, og da jeg fortalte, at jeg havde boet i et telt i Fasanskoven på Amager i over halvandet år og var taget direkte derfra ind og meldte mig selv, vendte føren sig om og så direkte på mig og sagde: “Du ligner ellers ikke en hjemløs”. Jeg takkede ham oprigtigt.

I selve retten

I Glostrup Byret blev jeg placeret i et lokale ved siden af retssal 103, mens de to seniorer tog plads ude foran. Efter et stykke tid ankom den kvindelige vikar for min advokat. Hun var yngre og højere end advokaten og lignede hende en smule. Vi talte kort om strategien og om, at jeg ville acceptere fortsat varetægtsfængsling, men stadig under ingen omstændigheder en mentalundersøgelse under indlæggelse. Anklageren var også vikar for den faste anklager, han hed Bo og lignede en [...] Derudover var der også en ny dommer, en gammel, hvidhåret mand, og han fulgte selvfølgelig anklagerens påstande uden at blinke, og lod til at køre på rutinen.

“En parodi”

Jeg ankede afgørelsen om mentalundersøgelsen under indlæggelse på stedet og sagde højt, men behersket og roligt, at dommerens beslutning var en joke, en parodi, og forsvareren tyssede på mig. Men hun var luft for mig, jeg var ligeglad med hende og hendes elendige præstation, og jeg kiggede på de to betjente og bad dem om at køre mig tilbage til fængslet, så jeg slap for at spilde mere tid på det cirkus. Før retsmødet havde jeg aftalt med advokat vikaren, at min advokat skulle ringe til mig i aften, men da vikaren efter retsmødet som en slags afsked sagde, at hun ville få den rigtige advokat til at ringe til mig senere, svarede jeg at ikke havde spor lyst til at tale med hende alligevel. Jeg sagde ikke farvel til vikaren.

Advokaten

Min advokat ville skide på mig, og det havde hun til fulde demonstreret igen og igen. Der var ingen forskel på advokaten, politiet, anklagemyndigheden og dommerne. Jeg havde skrevet en hel del yderst relevante spørgsmål, jeg brændte for at drøfte med advokaten, men hun var jo ligeglad med mit liv og at jeg blev behandlet umenneskeligt, så jeg smed mit medbragte papir med spørgsmålene ud. Og dommeren var ligeglad med mine relevante, rationelle og velformulerede argumenter, som jeg havde brugt så meget tid på at forberede, han var ligeglad med, at jeg aldrig havde fået de nye tider til den ambulante mentalundersøgelse, ligeglad med at retspsykiater Ulla Noring og retspsykolog Michael Schiødt havde taget faktuelt fejl, at de var inhabile, at jeg havde bedt om en anden retspsykiater af samme årsag, at jeg dokumenterbart havde accepteret de to kvaksalvere Ulla Noring og Michael Schiødt ikke desto mindre, at jeg fungerede fint i fængslet osv. Jeg var tvunget til at tage loven i egne hænder, når retsvæsenet var defekt og udgjorde en fare for mit liv og helbred.

Nye sikkerhedstiltag

Jeg læste på tekst TV senere, at Kriminalforsorgen nu ville indføre gummiredskaber, hvor der var behov for det til erstatning for alt lavet af hård plastik. Altså tandbørster, opvaskebørster og den slags. Gummitandbørsterne var så ringe, at man ikke kunne børste tænderne tilnærmelsesvis ordentligt. Men nu kunne ingen omforme de farlige eksisterende tandbørster til våben.

PET-agent rygtet

Hun sagde vredt, “det er på grund af den der PET-agent, kræver det at du skal have en stor tatovering i panden, før de tror at du ikke arbejder undercover?”. [resten følger].

Fængselshumor

…sagde den vagt, der åbnede celledøren højt “alt for politiagenten!” med et stort smil på læben. Jeg grinede med ham. Hvis de andre troede, at jeg var politiagent qua vagtens morsomhed, ville det være en potentiel dødsdom og meget uprofessionelt. Omvendt var hans joke et signal til alle om, at jeg selvfølgelig ikke var politiagent.

Besked til gangmændene

Jeg hilste på alle gangmændene på vej til bad og signalerede til den ene, at jeg havde skrevet en seddel. På sedlen stod min forklaring til dem. Det betød alverden for mig, at de vidste sandheden og hørte alt, der var sket fra min egen mund. Det skyldte jeg dem efter alt, de havde gjort for mig, Man skulle stoppe sladderkællingers løgne med sandheden og hurtigst muligt.

Uanset hvor jeg blev flyttet hen, vidste gangmændene så forhåbentligt, hvad der var op og ned. Jeg glædede mig over, at jeg snart var ude i friheden igen, mens sladderkællingerne forhåbentligt rådnede op i fængslet og blev arresteret igen og igen, skulle det alligevel lykkes dem at blive løsladt. [...] Hvis jeg havde en atombombe, ville jeg detonere den over Danmark med det samme.

'Du er politiagent'

Og hvorfor skulle PET dog bruge en læge, som politiagent. Sådan nogle mongoler [resten følger].

Efter truslerne

Der skete intet på gåturen, og jeg hørte hverken tilråb mod mig fra afdelingerne eller nogen, der kiggede skævt til mig. Oppe på afdelingen igen sagde vagten, at det der var gået meget godt. Jeg sagde bare ja. Men jeg vidste udmærket at faren langt fra var overstået, at jeg ikke kunne vide mig sikker på de andre afdelinger, samt at jeg altid måtte være ekstra opmærksom på omgivelserne. Det var enormt psykisk belastende oven i alt det andet, og det var grotesk og uretfærdigt, fordi jeg intet som helst galt havde gjort. Men jeg skulle nok huske den beskidte rotte, der havde truet mig, og jeg håbede at jeg en dag fik hævn over svinet. Selve den pågældende sjakal var en lille, spinkel, hærget og usikker nar, han var intet i sig selv, men da jeg ikke anede hvem gruppen, der havde fået ham til at true mig, kunne jeg ikke rigtigt bare give ham nogle på munden. Og det var det værste. Ikke ham skravlet, han havde næppe trænet noget som helst og han manglede et par tænder i sin mund.

Hævn

Jeg var blevet behandlet så umenneskeligt i rigtigt mange år, at jeg nu kun ønskede at få hævn. Jeg havde aldrig været typen, der godt kunne lide at skade mine medmennesker, at gøre andre mennesker ondt, men nu var jeg ved at ændre opfattelse. Nu måtte det snart være min tur til at være ond, til at agere bøddel og skade andre for at give tilbage. Jeg måtte forsøge at slippe af med min samvittighed og skyldfølelse. Jeg skulle i stedet lære at glæde mig over andres lidelser. Jeg var faldet i søvn, da der lød et hult drøn fra gården. Kort tid efter buldrede og bragede det dernede fra, da den store batteri med fyrværkeri antændte og væggene i min celle blev oplyst i alle regnbuens farver ledsaget af høje brag.

På væggen i cellen havde nogen skrevet:

Jeg har levet og elsket

og jeg kan se

begge sider af det meste

og stadig grine og le

Jeg kunne også se begge sider af det meste, men derudover kunne jeg ikke relatere til digtet.

På AMU-kursus

På baristakursus fra klokken 8.00 i morges. Jeg var som sædvanlig iført T-shirt, men det kom jeg hurtigt til at fortryde, da undervisningslokalet, der lå i en rød træbarak bag gårdtursburet ikke var varmet op og radiatorerne ikke virkede.

Aften i cellen

Det begyndte at brage fra gården, det var fyrværkeri. Det var mørkt, jeg havde ikke gardiner for vinduet på cellen og da jeg rejste mig fra sengen og kiggede ud, kunne jeg se hele sydfløjen lyste op i mørket i de smukkeste farver og jeg åbnet vinduet, så jeg kunne nyde de hule drøn bedre. Det var et herligt syn og jeg kunne ikke lade være med at smile stort.

Læg dig ned!

Det var et befriende skue, en manifestation af frihed og glæde og en påmindelse om, at de ikke kunne isolere os helt fra omverden bag tremmerne og de kolde og slidte mure i det gamle og uhyggeligt udseende fængsel. Indsatte på etagerne piftede og hujede ud af vinduerne. Pludselig kunne jeg høre hende aggressiv stemme råbe “læg dig ned!, læg dig ned!”. Det lød som om stemmen kom et sted længere væk, og samtidig hørte jeg en anden stemme fra en af cellerne råbe “små ludere!”.

Til baristakurset talte vi om det hændte og det var tilsyneladende politiet, der havde råbt til dem, der havde affyret fyrværkeriet, at vedkommende skulle lægge sig ned, måske var det en hundepatrulje, og ham der havde råbt luder var selvfølgelig en indsat. Kurset varede fra klokken 8.00 til frokost, hvor vi blev ført tilbage til cellerne, og igen fra efter frokost til kort før gårdturen kl. 15.30.

Om baristakurset

Foruden jeg selv deltog tre andre fyre fra modtagelsen og de var flinke nok og alle talte godt sammen. Læreren var også meget flink, meget pædagogisk og nede på jorden. Han var uddannet bager, siden fængselsbetjent og fungerede nu mest som både lærer på AMU-kurser. Han havde været betjent i 18 år og tidligere været ansat i blandt andet Vridsløselille Statsfængsel. Der blev talt lige så meget om alt muligt andet end selve kursets indhold. Niveauet var utroligt lavt og det var ret kedeligt, men dog bedre end at sidde i cellen hele dagen og ud over det gode selskab, var der god kaffe ad libitum.

Garanteret ansættelse - not

Meningen med kurset var, at man kunne kvalificere sig til at arbejde på en café som barista. En kaffekæde, der hed Ricco’s havde sagt at den ville ansætte alle med bestået kursus. Det var vist noget med socialt ansvar, men ikke en eneste af de 20 som hidtil havde gennemført kurset var blevet ansat af kæden. Hvor mange af de 20, der havde ansøgt om en stilling hos Ricco’s forlød der dog intet om. Hele kurset var en uge for første del og så fortsatte det efter en længere pause igen en uges tid samlet set.

For at bestå skulle man svare rigtigt på mindst 17 ud af 25 spørgsmål i en multiple choice test. Jeg skrev de rigtige svar ned fra dagens lektion. Som stikord var det:

Kaffen blev opdaget i Etiopien, der var to bønner for hvert bær, Brasilien var største eksportør med kaffesorten Arabica og en andel på 40% af markedet, Vietnam var næststørst eksportør med kaffesorten Robusta og 16% af markedet, i gamle dage tilberedte man kaffen i små portioner, som man ristede over åben ild i folks eget hjem , de største kaffeproducenter i verden var udover førnævnte, Honduras, Uganda, Etiopien og Indien. Der var en våd forarbejdningsmetode og en tør eller naturlig forarbejdningsmetode af kaffebønnerne, hvor den våde metode gav bitterhed og var til lys og mellemristet kaffe i stempelkande og kaffen skulle trække i 4 minutter for at være optimal.

Vagt overfaldet

Efter kurset afslutning oppe på cellen igen, først en kvindelig stemme, der råbte, så en kraftig larm og dernæst en mandestemme, der råbte tilbage, og endelig alarmen, der blev aktiveret på alle etagerne og lyden af mange løbende støvler ude på gangen. Så kortvarig stilhed efterfulgt af manden, der blev ført forbi min celle og sagde noget uforståeligt på et sprog, jeg ikke kunne genkende.

På den efterfølgene gårdtur fortalte en indsat, der havde siddet i celle tæt på manden, som havde råbt, at den pågældende havde overfaldet en kvindelig vagt, havde fået peberspray og lagt i benløs. Efter gårdturen glemte vagterne at låse min celledør, som stod på klem. Det var ligegyldigt for mig, om døren var åben eller lukket, faktisk foretrak jeg at den var lukket, men ikke så meget at jeg gad at gøre opmærksom på det. Pludselig hørte jeg igen tumult, en alarm, nogen der råbte og lyden af løbende fodtrin. Først en time efter, da aftensmaden blev serveret, blev serveret, låste vagten celledøren.

B&B eller ikke B&B, det er spørgsmålet

Nogen erfaring med. Hun ville imidlertid undersøge, hvordan jeg generhvervede den for mig. Jeg spurgte hende, om jeg havde besøgs- og brevkontrol, hvilket hun bekræftede. Jeg sagde, at jeg var overrasket over dette, idet jeg jo huskede fra retsmødet, at det netop ikke var tilfældet [resten følger].

Det falske rygtes opståen

Jeg fandt i dag ud af, hvordan det falske rygte var opståt [resten følger]

Nyt jobtilbud

Efter jeg havde været i bad og idet vagten lukkede mig ind i cellen igen, spurgte han mig, om jeg havde lyst til at være gangmand på etagen nedenunder, altså i stueetagen. Jeg sagde, at jeg ikke var meget for det. Vagten sagde, at dem fra Sydfløjen bare var nogle idioter og gråzone bandemedlemmer. Det var noget helt andet med hollænderne nedenunder. Jeg spurgte, om jeg måtte tænke over det en dags tid, hvilket blev accepteret.

Stillegudstjeneste

Lidt over klokken 10 kom præsten og hentede mig. Vi tog trappen, som var en gammel vindeltrappe med reb som gelænder, op til næste etage og de andre indsatte blev hentet på deres respektive afsnit, indtil vi var 12 mand. I samlet trop gik vi op til en slags kontorgang med skilte ved dørene med navn og stilling, eksempelvis “Indsatsleder” og “Bibliotekar”. På væggene hang dystre sorthvid closeup billeder af Vestre Fængsel, eksempelvis af en sektion af muren eller hegnet. For enden af gangen lå biblioteket, hvilket jeg kunne genkende fra 2018, hvor jeg havde været ufrivillig gæst første gang. På vej igennem biblioteket så jeg bøger med titler som “Sofies verden”, “Egyptologen” og en bog af Tolkien.

For enden af biblioteket lå kirken, som vi blev lukket ind i. Selvom jeg ikke var den mindste i gruppen, var jeg en af de mindste, de andre var nogle høje fyre, med masser af tatoveringer og flere af dem med stort fuldskæg. En del kendte tilsyneladende hinanden ret godt og også præsten, som flere i gruppen gav en krammer. Inde i kirken var der lange rækker med hyndebeklædte bænke uden ryglæn og hver række med sin egen pastelagtige farve, blandt andre mintgrøn, lilla og så videre. Bænkene stod vinkelret på hinanden og dannede to store grupper. Der lå en salmebog og et stykke papir med noget tekst placeret med mellemrum på bænkene, som vi tog plads på.

Introduktion af præsten

Først fik vi en introduktion fra præsten, Erik Adrian, hvor han bød os velkommen, præsenterede en kvindelig kollega, samt en specialestuderende (Malene), som skulle observere os og bruge det i forhold til sit speciale. Malene stod oppe ved orglet og gemte sig lidt, men vovede sig ned til os på præstens tilskyndelse. Først læste præsten et stykke fra en salme, som han dernæst prædikede kort over, så skulle vi lægge os på bænkene og meditere i 10 minutter, mens oplæsningen fortsatte.

Velsignelse og overskudskage

Bagefter kunne vi få en slags individuel velsignelse, mens dem, der ventede på den eller undlod, kunne skrive en synd eller bare et eller andet på en enkelt overhead af plastik med en tusch, som gik af, når vi efterfølgende vaskede det i døbefonten.

Jeg droppede velsignelsen og lod som om jeg skrev noget, for jeg kunne ikke komme i tanke om noget konkret. Så var det mere prædiken og dernæst kaffe og overskudskage og brød af forbavsende høj kvalitet. Først på dette tidspunkt måtte der tales sammen, fordi det var en stille gudstjeneste og det blev respekteret af alle.

Overbelægning

Efter gudstjenesten læste jeg på TV2 News, at Københavns Fængsler havde en belægningsprocent på 105 i år, i absolutte tal var det 622 mod tidligere 595 indsatte. Det gik vist ikke så godt.

Nipset og Pitbull

Det var Pitbull og Nipset, der gik med morgenmadsvognen i dag og sidstnævnte sagde, at hun synes det var ærgerligt, at jeg ikke ville være gangmand, og at hun virkeligt ikke kunne forstå det. Jeg sagde, at det jo ikke var gået specielt godt sidst. Hun spurgte så, om jeg i stedet for havde lyst til at udføre en anden type arbejde, for måske havde hun noget til mig. Jeg sagde, at det ville jeg rigtig gerne, at alle former for opgaver var mere end velkomment.

For smuk til Vestre

Nipset var en ung, kvindelig vagt, der måtte have taget uddannelsen til fængselsbetjent direkte eller kort tid efter gymnasiet, da hun havde to stjerner på skuldrene, hvilket vist tog et par år at opnå. Hun var stort set altid ret skrap, uvenlig og havde et surt udtryk i ansigtet. Hun smilede aldrig, og hun gad ikke at smalltalke med de indsatte. Jeg var ikke klar over, om det spillede en rolle for hendes fjendtlige attitude, men faktum var, at Nipset var alt for smuk til at være fængselsbetjent.

Kunne blive alt

Hun lignede nærmest en fotomodel og et sted som Vestre Fængsel kunne hun qua sit udseende formentlig ikke tillade sig at være det mindste indladende, ikke engang at gengælde et venligt smil. Som indsat kunne man også opfatte det som nærmest en hån, at man skulle se på en så smuk kvinde som Nipset, der samtidig var så utilnærmelig. Det var en gåde for mig, hvorfor hun havde valgt det job, for alene med sit udseende kunne hun komme meget længere i alle andre brancher, men måske havde hun nogle udtalte mangler eller fejl, der ikke kunne ses på hende, at hun havde? Måske var hun voldsomt ordblind eller psykisk svært karakterafvigende? Måske elskede hun magten som fængselsbetjent?

Om kvindelige fængselsbetjente

Der var nogle få attraktive kvindelige betjente i Vestre, omend ingen tilnærmelsesvist på niveau med Nipset, hvilket selvfølgelig var noget, vi brugte meget tid på at tale om, os indsatte, men selvom alle var enige om, at de var en fryd for øjet, så var der ingen, der syntes, at de var særligt sympatiske eller empatiske som mennesker.

En ubekvem sandhed

Der stod de ældre og mindre fysisk attraktive kvindelige vagter lidt bedre, især Den Leende Ko var der mange, der roste for den måde hun behandlede dem på. Det var nok lidt sexistisk, men virkeligheden var i fængslet, at man lidt betragtede de grimme og ældre kvindelige vagter som mænd. På den måde distraherede deres udseende heller ikke for kontakten til dem, så på den måde var det ikke så negativt endda.

Nyheder for 30 år siden

Efterfølgende repeterede jeg anatomi og nåede at gennemgå de fleste benævnte arterier til forsyning af hjernen. Jeg så nyheder for 30 år siden på TV2 Kosmopol. Jeg var blevet så gammel, at jeg nød indslagene i denne programserie, der blev vist hver dag på kanalen, ligesom en dement person, der livede helt op ved duften af Rich’s erstatningskaffe eller ved synet af logoet for et vaskemiddel vedkommende brugte engang i fyrrene.

Bedre hjemløs end arrestant

Et indslag handler om Statens Serum Institut, hvor man kunne se en ung og næsen smuk Else Smith udtale sig om et emne (det var før hun fik smag for bizarre brillestel). Men omvendt var jeg også i fængsel, så min æstetiske standard var sænket betydeligt. Der skulle nok være nogen ude i Friheden, herunder min advokat, der havde den opfattelse, at det var bedre at være varetægtsfængslet end hjemløs, når nu det frøs op til 13 grader om natten, som det var tilfældet i øjeblikket. Men de vidste i så fald absolut intet om noget som helst. Jeg ville klart foretrække teltet, uanset hvor koldt eller ekstremt vejret var. Jeg havde jo prøvet det sidste vinter, og jeg havde det fint i teltet.

Tumult

Klokken 14.53 kunne jeg pludselig høre en masse tumult, der lød som om det kom fra etagen ovenover, måske endda fra min overbo. Det lød som om at flere personer hoppede rundt deroppe. Kort efter kunne jeg høre råb fra en mand, lyden af alarmen, der blev aktiveret på alle vagternes telefoner på min egen etage, en masse løbende fodtrin og en kvindestemme, formentlig fra vagten Nipset, der råbte “hvor er i?!”. Så blev der stille. Det eneste, jeg herefter kunne høre, var lyden for dem, der var på gårdtur.

Proceduren ved alarm

Måske var det indbildning, men det virkede som om at disse lyde steg i styrke, at der blev grinet mere og højere, samt at der lød spredt jubel og råb fra mængden. Som jeg havde forstået det, var proceduren, at når alarmen blev aktiveret på en etage, så skulle alle indsatte straks låses ind i cellerne i hele fløjen, indtil situationen var under kontrol. Nu var flertallet låst inde i 23 timer i døgnet, det var faktisk problemet ved hele systemet, men gangmændene, dem på gårdtur, på toilet, i bad eller andre steder, var det vigtigt at have fuldstændig styr på i nødstilfælde.

Rygtedannelse

Så kunne jeg høre lyden af ophidsede stemmer, sikkert fra indsatte, der havde fællesskab på etagen over min, som måske diskuterede episoden. De indsatte, der havde gårdtur og som skulle have været tilbage på cellerne klokken 15.00, gik stadig rundt i buret klokken 15.20, så et eller andet var der nok sket. Da jeg selv kom på gårdtur klokken 15.30, talte dem, jeg gik sammen med og jeg om hvad der var sket. Bodybuilderen havde været i bad, mens alarmen lød og vagterne havde ladet ham blive derude i rigtig lang tid, uden at han helt vidste hvorfor.

Der var forskellige teorier om det faktiske forløb, for selv om alle havde hørt postyret, så havde ingen overværet det. Jeg trænede skuldre og ryg, men ikke med så mange sæt eller gentagelser som normalt, fordi jeg på cellen forinden havde lavet øvelser for lænderyggen, samt en masse spark- og slagserier.

Rotten i Sydfløjen

Det var ikke en indsat, men derimod en kæmpestor rigtig rotte, der løb på græsset langs sydfløjens mur. Jeg havde set den i sidste uge, men ikke nævnt det for nogen. Pitbull og Nipset sad i vindfanget i sydfløjen og holdt øje med os i buret, da den ene af dem pludselig kom med et højt udråb, netop som rotten løb lige forbi hende, hvorefter de begge begyndte at grine.

To grupper af sjakaler stoppede pludselig op og skulle glo på vagterne og rotten, og bodybuilderen kom til at gå ind i en af dem, så jeg kortvarigt frygtede, at det ville komme til håndgemæng, men ingen af dem reagerede heldigvis på det. Om aftenen så jeg filmen “Brooklyn’s Finest”, som jeg havde set før et par gange, men som alligevel var værd at se igen. Det var en spændende skildring af forråelse, korruption og arbejdsvilkår i politiet, som nok var fiktion og overdrevet, men givetvis alligevel ikke var helt galt på den.

Opfattet som helt normal

[...] Han opfattede mig som helt normal, og hvis jeg ikke selv havde fortalt ham det, ville han aldrig havde gættet, at jeg havde haft så langt et forløb i retspsykiatrien. Nu sagde han så til mig, at det faktisk var en fordel for mig at blive mentalundersøgt, for så ville jeg selvfølgelig med sikkerhed få papir på, at jeg var psykisk rask. Og han fortsatte og sagde, at det var til min store fordel, at jeg i Vestre Fængsel sad på en normal afdeling, havde været på gårdtur hver dag, i kirke, på baristakursus og at jeg blev betragtet og behandlet som helt psykisk normal, for det måtte jo nødvendigvis indgå i mentalundersøgelsens konklusion.

Anmodningsseddel til bibliotekar af 3. december 2023

“Medicinsk fysiologi, genetik, biokemi, farmakologi, alt om klinisk medicin, bøger af Frank Jensen (ikke politikeren, men den tidligere ansatte i efterretningstjenesten), bøger om Vestre Fængsel, biografier om forskellige, nyeste første prioritet, alt med Peter Øvig. Tak.”

Jeg var næsten lykkelig over, at han spontant havde sagt alt dette, for det var præcis hvad jeg selv tænkte, både nu og i 2018. Jeg undlod at sige, at retspsykiaterne havde ignoreret de 60 dage, jeg sad i Vestre i 2018, hvor jeg også var psykisk normal. Den slags feedback fra fremmede, som stemte helt overens med mine egne tanker og opfattelse, var simpelthen guld værd for mig og det skulle komme spontant og uden at jeg havde lagt nogle ord i munden på dem, der ytrede dem, for ellers var det ikke så troværdigt og uhildet, som ellers. Jeg var virkelig utrolig glad for det, han sagde om mentalundersøgelsen, og om hvordan han opfattede mig!

Fast arbejde

Hvis man udførte arbejde eller var på AMU kursus i fængslet, fik man løn for det og det samme var tilfældet, hvis man anmodede om at arbejde, men hvor man måtte vente på at påbegynde det, fordi der ikke var noget arbejde at få. Og det beløb sig til den nette sum af 360 kr om ugen, hvilket var det jeg havde modtaget. Men fordi jeg nu var gangmand, modtog jeg 423 kr om ugen.

EKI - Erklærede Kæmpe Idioter - Er Klart Inkompetente

Jeg fik at vide, at jeg skulle være parat klokken 8.00 præcis, fordi Enheden for Kriminalpræventiv Indsats (EKI) ville komme og tale med mig om hvordan de som et kommunalt tilbud kunne hjælpe mig ved løsladelse, således at jeg ikke faldt tilbage i kriminalitet og kunne indgå som en lovlydig borger i samfundet igen. Det var socialrådgiveren i Vestre Fængsel, der havde fortalt mig om tilbuddet og forklarede mig, hvad de kunne gøre for mig, samt at det var frivilligt tilbud.

Jeg regnede absolut ikke med, at EKI kunne hjælpe mig med noget som helst, for jeg havde en vis erfaring med offentlige hjælpeforanstaltninger, men for at udvise god vilje, sagde jeg, at jeg gerne ville tage imod tilbuddet, hvis det så godt ud på papiret. Socialrådgiveren forsikrede mig om, at det slet ikke handlede om det, men at de virkelig kunne hjælpe mig. Så jeg var for en gangs skyld positivt stemt før mødet.

Den sædvanlige procedure

Jeg kunne ikke nå at tage bad eller gå på toilettet, fordi mødet lå på det tidspunkt, det gjorde, og jeg var parat fem minutter i otte. Først tyve minutter over otte blev celledøren åbnet af fængselsbetjenten, der skulle følge mig ned i besøgsrummet. Jeg fik allernådigst lov til at tage min papirblok og blyant med. Jeg skulle igennem den obligatoriske visitation først og den ene af de to vagter, som var en helt overdrevet steroidepumpet mand, bladrede den igennem for at sikre sig at jeg ikke smuglede noget ud og fik øje på mine dagbogsnotater og spurgte, om det virkelig var mig selv, der havde skrevet dem.

Det handlede selvfølgelig om, at han ville sikre sig at jeg ikke sendte beskeder ud af fængslet. Jeg svarede, at det var mine dagbogsnotater, samt at jeg ikke havde besøgs- og brevkontrol. Han sagde, at det var flot skrevet, og jeg takkede. At skulle stå nøgen til skue foran vagterne var i begyndelsen grænseoverskridende, men med så meget andet, vænnede man sig til det og det var ikke værre end som så, for eksempel havde jeg aldrig skulle ned på hug og hoste (vagten, der underviste på baristakurset, fortalte senere, at man alligevel ikke kunne afsløre genstande på den måde, hvis de altså var gemt ‘langt nok oppe’) eller andre ydmygelser.

Kommunens Kornfede Klaphatte

Jeg blev ført ind i besøgsrum 106, hvor to kvinder allerede havde taget plads. Den ene var yngre og af afrikansk afstamning, den anden etnisk dansk, lidt ældre med grå strøg i det mørke hår. Det var sidstnævnte, der førte an, mens hendes yngre kollega mest sad og nikkede bekræftende og smilende venligt til mig.

Under anonymitetens slør

Jeg hilste på begge ved at give dem hånden og oplyse mit navn, sådan som jeg plejede at gøre når jeg skulle introducere mig, men ingen af dem opgav hvad de selv hed. Måske var det et udslag af den paranoide og ansvarsforflygtigende tendens, der herskede blandt især inkompetente offentligt ansatte, der gerne ville springe over hvor gærdet var lavest, men ikke stå ved det, når de skvattede over det lave gærde fordi de ikke engang formåede dette? Det var meget ligesom politiet, der aldrig oplyste deres markeringsnummer, når jeg venligt bad om det, fordi de godt vidste at de brød loven ved eksempelvis ikke at vise ransagningskendelse eller bare fortælle hvorfor de nu for syvende gang kom rendende og vækkede mig.

Good cop, bad cop

Når de to end ikke oplyste deres fornavne, gjorde de sig fortjent til at jeg beskrev deres udseende grundigt i stedet for. Så begyndte samtalen. Ingen af de to fortalte mig heller hvilken jobfunktion de besad, men det fremgik ret hurtigt at den yngre hattedame var 'good cop' og den kornfede og ældre hattedame var socialrådgiver og 'bad cop'. Sidstnævnte var ret usympatisk og det virkede som om hun nød sin dominerende position, hvor hun anonymt kunne sidde og rakke ned på en ussel kriminel, som efter samtalen skulle tilbage til cellen, mens hun som magtfuld og i egen optik kompetent kvinde kunne forlade fængslet igen. Hun kunne godt lide magten og at sparke nedad, hvilket skinnede tydeligt igennem.

Forhøret

Den ældre matrone agerede forhørsleder, for det var, hvad samtalen reelt var, et ubehagelig og nedladende forhør, hvor kvinden for hvert ydmygende spørgsmål jeg skulle besvare, fik det en smule bedre med sig selv i den magtens beruselse, hun ikke kunne skjule strømmede gennem hende. Mens Praktikanten forblev tavs, men smilende og nikkede hver gang jeg sagde noget, stillede den tydeligt uforberedte forhørsleder mig bryskt mistroiske spørgsmål til min baggrund og alt, der var sket i de sidste 10 år.

For det første var der ikke tilnærmelsesvist tilstrækkeligt tid til at genfortælle bare de store linjer i min beretning om de mange år, for det andet havde jeg jo allerede fortalt alt til jobcentret, som havde skrevet det ned i en handleplan, som EKI med sikkerhed havde modtaget, men ikke besværet sig med at læse, samt også til fængslets socialrådgiver, som var hende, der havde fortalt mig at EKI havde fået min handleplan.

For det andet så var det traumatiserende for mig at skulle genfortælle alt. For det tredje var det vel irrelevant i forhold til det fremadrettede forløb og vi nåede ikke rigtigt at tale om indsatsen efter løsladelse, som jeg troede det skulle handle om. For det fjerde havde jeg slet ikke forberedt mig på, at det skulle dreje sig min baggrund, men det værste var at forhørslederen var konstant mistroisk og bebrejdende og med sine spørgsmål afslørede en enormt mangel på empati og viden.

Omdrejningspunktet for samtalen var, at jeg skulle sidde og forsvare mig, men ikke så meget over mine egne handlinger; det var i højere grad i forhold til myndighedernes svigt. Forhørslederen troede ikke på mig, selvom jeg understregede at jeg havde dokumenteret mine påstande og forklaringer og lagt det hele på nettet.

Forhørsliden kunne ikke forstå, at jeg ikke ville bo i mine forældres lille kælderrum som 35 årig til evig tid og fastlåst i en alvorlig og livsfarlig fejldiagnose, hun forstod ikke at STPS havde ignoreret de lægeerklæringer, der konkluderede, at jeg intet fejlede og sagtens kunne arbejde, at flere kommuner havde nægtet mig hjælp og kontanthjælp, og der var meget meget mere hun ikke fattede.

Det var meget frustrerende for mig og jeg var meget tæt på at afbryde mødet. Men heldigvis tog jeg en dyb vejrtrækning og sagde så, at det ikke var min skyld, at myndighederne ikke havde fulgt reglerne, at alt som jeg nogensinde ønskede var at arbejde som læge, at jeg aldrig havde fejlet noget eller haft nedsat funktionsevne, at jeg troede, at møde skulle handle om hvordan jeg kom videre i tilværelsen, herunder i beskæftigelse, om det så var ved at gå med aviser eller udføre frivilligt arbejde, samt hvordan jeg fik en bolig, da jeg jo var hjemløs.

Bolig og beskæftigelse betød alt og sådan havde det hele tiden været. Jeg fortalte om mine frugtesløse forsøg på at få begge dele og sagde, at jeg havde været tilknyttet Kofoeds Skole fra august 2022 til september 2023, med dagligt fremmøde, selvom jeg boede i et telt i hele perioden.

Jeg sagde, at det ville have stor kriminalpræventiv effekt, hvis jeg fik bolig og beskæftigelse og jeg fortalte, at jeg efter løsladelse igen ville være beskæftiget på Kofoed Skole, at jeg havde kontakt til Café Exit og via det tilbud ville søge om frivilligt arbejde, eksempelvis i en Røde Kors genbrug eller lignende. Forhørslederen var ret almindelig af udseende, af middelhøjde og med en ernæringstilstand over middel.

Hun havde et følelsestomt udtryk i ansigtet og talte hurtigt og med en bureaukratisk distance. Hun havde skulderlangt mørkt hår som var gråt svarende til pandehåret. Trods stor indsats med make-uppen kunnedet kunne ikke skjule rynkerne omkring hendes øjne, på halsen og hendes håndrykke. Hun havde sorte læderagtige stramtsiddende bukser på, hvilket blev afsløret, da hun rejste sig for at kalde på vagten, da mødet var overstået.

Jeg nåede at fortælle hende at jeg afventede mentalundersøgelse, så forhørslederen sagde, at hun ville kontakte min advokat på et tidspunkt for at høre hvor jeg befandt mig i forløbet, for når jeg ikke havde en løsladelsesdato, kunne hun intet gøre for mig. Det var jo lidt mærkeligt i og med at de færreste i varetægt havde en løsladelsesdato, så man skulle tro, at hun var klar over dette faktum. Der var ikke en egentlig dårlig stemning under mødet, men det var klart, at EKI ikke kunne og ikke ville hjælpe mig.

Tæt på at afbryde samtalen

Socialrådgiveren var så utilsløret nedladende, at jeg havde svært ved ikke at ringe på samtaleanlægget og bede vagten om at føre mig tilbage i cellen igen. Jeg skulle senere erfare, at det eneste heltinderne i EKI havde formået at hjælpe mig med, var telefonnummeret til Hjemløseenheden. EKI var en ydmygende og unødvendig joke og det samme var de ansatte.

Hvad man burde have gjort

Det ville have været meget lavthængende frugter at hjælpe mig, for med min baggrund som læge, som aldrig havde misbrugt mit fag eller fejlbehandlet nogen, kunne idioterne fra EKI have arrangeret at jeg kunne arbejde på et plejehjem som sygehjælper eksempelvis eller noget andet inden for den sektor.

Det var ikke engang noget, jeg skulle have penge for og det behøvede ikke nødvendigvis at være en 37 timers arbejdsuge til at starte med, men bare det at få en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet, ville være guld værd for mig og give mig relevant og meningsfuld beskæftigelse og ikke mindst håb. Men ikke engang det formåede de to kommunalt ansatte heltinder. De og EKI var jo til grin. Det eneste EKI formåede var at sikre de to tåber beskæftigelse, men de kunne intet.

Evaluering af samtalen

Jeg skulle udfylde et evalueringsskema efter samtalen, og mens de to kvinder sad overfor mig. Jeg gav de to heltinder topkarakterer. For Forhørslederen skulle tilbage på kontoret og skrive i kommunens journalsystem om hvor kriminalitetsforebyggende samtalen havde været, og jeg havde ikke lyst til at blive straffet mere end det allerede var tilfældet. I virkeligheden havde det været en rædselsfuld samtale for mig. Den var ikke blot ligegyldig, den var direkte skadelig og den virkelige evaluering var en helt anden end den, jeg følte mig tvunget til at give EKI.

Desværre kunne evalueringen på den måde, den blev udført på, nu give hattedamerne i EKI et falskt positivt og virkelighedsstridigt billede af, at deres indsats var en succes, at den virkede og at hattedamerne var berettigede som ansatte i kommunen. Praktikanten spurgte, om jeg havde taget nogle gode noter, i et toneleje, der på samme tid var både venlig og nedladende. Jeg havde ikke hørt noget, der var værd at notere, men jeg svarede hende, at jeg ville skrive om mødet efterfølgende, samt at jeg kunne huske stort set alt, vi havde talt om, at det var hvad jeg plejede at gøre, samt at blyant og papir kun var til at nedskrive informationer, der var essentielle og som jeg skulle være helt sikker på var korrekte, som eksempelvis telefonnumre og adresser.

Jeg skriver et vidnesbyrd

Jeg nåede også at få indført, at jeg oppe i min celle løbende skrev om mine oplevelser, som jeg ved løsladelse ville udgive som et vidnesbyrd om, hvordan myndigheds- og justitsfejl kunne føre til en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, som kunne ødelægge et helt liv, mens alle andre, også myndighedspersoner, bare så passivt til.

Den kønne vagt

Netop som jeg havde sagt dette, blev døren til besøgslokale 106 åbnet af vagten, der skulle føre mig tilbage i cellen. Jeg tog venligt afsked med de to tosser. Vagten, der hentede mig, var lidt højere end jeg selv, slank, køn og med mørkt hår og brune øjne. Mens vi gik tilbage til hovedbygningen, talte vi sammen. Vagten havde en ubestemmelig accent, som var svær placere geografisk. Hun spurgte ind til mit møde og jeg fortalte hende, at det bare var kommunen, som forsøgte at resocialisere mig, men at det bare var spild af tid og en joke.

Exitprogram?

Hun spurgte om det var exitprogrammet, jeg deltog i fordi jeg ville ud af en gruppering, men jeg sagde, at det skam bare var kommunens tiltag til alle indsatte. Jeg sagde også, at jeg havde forsøgt at få hjælp før indsættelsen, mens jeg boede i halvandet år i et telt på Kalvebod Fælled. “Er det på Vestamager?”, spurgte hun, og jeg bekræftede.

Hun spurgte nysgerrigt, om det ikke var mærkeligt at bo et sted hvor folk hele tiden rendte rundt i området, men jeg sagde, at der hvor jeg teltede var der sjældent nogen der kom, fordi det var så afsides. Vi talte videre indtil vi blev afbrudt af hendes telefon, der ringede og hun præsenterede sig som ‘Bjørk’. Endelig var vi fremme ved min celle, og hun ønskede mig held og lykke, og døren blev låst.

Brev til Folketingets Retsudvalg af 5. december 2023

"Kære Folketingets Retsudvalg

Vestre Fængsel."

Ovenstående henvendelse resulterede i ingenting.

Mere i løn

Jeg så på TV News i går at fængselsbetjentene skulle have et lønløft i i trepartsforhandlingerne. Hvorfor skulle de dog det? Det eneste, de gjorde, var at spise vores mad og de evnede ikke engang at åbne døre, når man skulle på toilettet, selvom de ikke havde spurgt travlt. De skulle da om noget have mindre løn, som de robotter, de var.

Krigen mellem Israel og Hamas i Vestre

På væggen på et af toiletterne var der skrevet: “Stop jødehadet" og “Støt Israel”. Det var usædvanligt med disse budskaber, som jeg ikke havde set nogen steder ellers, for på samtlige toiletter var det støtte til Gaza og Hamas, eller et ønske om at udrydde Israel og jøderne, der i skrift blev udtrykt. Også holdninger til krigen i Ukraine blev der på væggene ytret holdninger om.

Nye bøger

Jeg modtog bøger i dag. Der var tale om en biografi om Putin, en fortælling om efterretningstjenesten, men skrevet af en journalist, der havde sammenflettet sin egen historie tjenestens, en bog om Vestre Fængsel skrevet i anledning af arresthusets 100 års jubilæum i 1995, samt en bog om 1864. Bibliotekaren havde lagt en seddel sammen med bøgerne, hvor hun skrev, at hun forsøgte at skaffe resten af de bøger, jeg havde bedt om, som var om klinisk medicin, de medicinske basisfag fysiologi, biokemi, genetik og farmakologi, samt alt af Peter Øvig.

Glemt på toilettet

Jeg havde skrevet en anmodningsseddel til afdelingsledelsen om, at jeg forleden havde ventet i 45 minutter på toilettet, samt at vagterne havde glemt at lukke mig ud på gårdtur. Intet andet end blot disse fakta. Jeg afleverede mit vasketøj, da morgenmaden kom og bad om et rengøringssæt til min celle, da det var tid til den ulige cellerengøring. Jeg afleverede biblen til vagten, da jeg ikke ville læse mere i den, rengjorde cellen overalt, og redte min seng med rent sengetøj, jeg fik sammen med mit rene tøj.

Celletræning, læsning og skrivning

Jeg trænede sideplanke, lunges, reverse lunges og squats. Læge læste bogen om Vestre Fængsel og skrev noter fra den til introduktionsafsnittet til min egen bog. Jeg skrev en kopi af mit brev til Folketingets Retsudvalg og sorterede alle mine dokumenter, så jeg havde orden i mine ting.

“Vil du være gangmand?”

Så blev celledøren pludselig åbnet og vagten, der havde ladet mig være låst inde i 45 minutter på toilettet forleden, stod i åbningen og spurgte mig, om jeg havde lyst til at være gangmand i Vestre hospital. Jeg vidste, at jeg alligevel snart skulle flyttes til en anden fløj i fængslet eller - som dommeren havde bestemt - på lukket psykiatrisk afdeling til mentalobservation, men at jeg ikke ville blive løsladt eller blive tilbudt denne meget eftertragtede og betroede stilling, hvis jeg afslog for tredje gang.

Pest eller kolera

Men jeg vidste også, at det var ulideligt at være indespærret i 23 timer i døgnet. Omvendt kunne det være et problem, at de spurgte mig om jeg ville være gangmand i Vestre Hospital, hvis det var fordi de betragtede mig som en, der hørte til på en sygeafdeling. Jeg spurgte derfor vagten, om det var tilfældet, om jeg ville blive betragtet som en, der var syg, hvis jeg blev gangmand der, for så ville jeg bestemt ikke tage imod tilbuddet.

“Ingen mener du fejler noget”

Vagten sagde, at det på ingen måde var tilfældet, at det ikke var derfor, jeg blev spurgt og at ingen mente, at jeg var andet en psykisk helt normalt, at jeg var en stille og roligt fyr, der havde ordenssans og god til at gøre rent, samt at arbejdet med at vaske samtlige skabslåger før malerarbejdet havde bevist mit værd. Desuden sagde han, at de aldrig ville tilbyde den betroede stilling som gangmand til en indsat, der var noget galt med fysisk eller psykisk. På de betingelser takkede jeg ja.

Brev til Advokat af 6. december 2023

"Kære Advokat

Free Sanjay Shah!

Sanjay Shah landede i Kastrup klokken 12.30, hvor han ville blive anholdt og fremstillet i grundlovsforhører i Byretten i Glostrup og selvfølgelig blev han fængslet, da de danske dommere bare var anklagemyndighedens gummistempel, som igen var regeringens gummistempel, personificeret konkret af den feminine og afpillede, væksthæmmede mandsling af en justitsminister. Hvis Hummelgaard nogensinde blev fængslet, ville han formentlig at de andre indsatte blive tvunget til at gå i kjole, lade håret vokse og herefter voldsomt og dagligt sodomiseret, hvilket han på mange måder også fortjene i min optik, som den politi bitch, jeg opfattede ham som.

Dømt på forhånd

Sanjay Shah ville havne i Vestre Fængsel, formentlig Vestre Hospital, ligesom Britta Nielsen i 2018, men hvis jeg var heldig, kom han først i modtagelsen, hvor jeg håbede at se ham på gårdtur, hvis ikke i dag, så i morgen. Jeg skrev “Free Sanjay Shah!” på væggen i cellen. Shah var dømt på forhånd af politikerne.

Fra mødet med EKI

Vedrørende mødet med EKI, kom jeg i tanke om, at socialrådgiveren fejlagtigt havde ment, at politiet ikke kunne få adgang til mine journaloplysninger. Jeg forklarede hende, at selvfølgelig kunne politiet det, især når det var i en straffesag og når jeg lige havde givet politiet og anklagemyndigheden både mundtligt og skriftligt samtykke til det. Det sagde en del om hendes faglige niveau og påståelighed, at hun ikke var klar over hvordan den slags fungerede.

Stilling annulleret

Jeg lavede tre sæt crunches og 3 sæt leg raises. På TV2 News klokken 20.00 fremgik det, at Sanjay var varetægtsfængslet i Vestre. Yes! Ham ville jeg have fællesskab med. Jeg havde ikke sovet hverken særligt meget eller godt i nat, fordi jeg var så spændt og nervøs over overflytningen og mit nye job. Jeg havde pakket alt i to poser, så det hele var parat til at jeg blev hentet klokken 8.00, som jeg var informeret om af vagten. Jeg gik og ventede og blev tiltagende angst til mode, sveden piblede frem, især under armene. Det var angstens sved og jeg måtte gå frem og tilbage i cellen, for at holde ventetiden ud.

Klokken blev 8.30, intet skete, 9:30 og 10:30, stadig ingenting og så kom frokostvognen klokken 11.30. Vagten spurgte, om jeg havde hørt noget om flytningen. Nej, svarede jeg. Nå, men det var fordi, det var blevet aflyst. De havde ikke brug for en gangmand alligevel. Okay, svarede jeg. Jeg var både lettet og følte mig til grin. Det var psykisk nedbrydende, for når man sad i varetægt, blev alt bare værre. På gårdtur efterfølgende fik jeg en overraskende hjertelig modtagelse af de to, jeg plejede at gå sammen med i buret. Jeg havde forinden fortalt dem om stillingen og at jeg ville blive flyttet, så de var lidt overraskede over at se mig. Jeg fik trænet mave på stativet i gården samt skuldre med TRX og aftalte fællesskab med den ene i morgen. Jeg læse desuden bogen om Vestre Fængsel færdig, 366 sider på to dage.

Når det, der er sket mig, kan finde sted, så er der en alvorlig defekt i retsvæsenet og så er der ikke et retsvæsen, ingen retfærdighed og ingen berettigelse for at være advokat, udover kun at tjene mange penge.

Men så falder jeres principper, teori og system jo til jorden og er intet værd. Objektivitetsprincippet? Det eksisterer ikke i Danmark. Det har jeg til fulde bevist og det ved du selv, da vi har diskuteret det. Havde politiet været objektive, var sigtelserne frafaldet i oktober 2021 og jeg var ikke fængslet nu.

Ja, undskyld Karoline og det har intet med dig personligt at gøre, og jeg ved, at jeg spilder tiden med dette brev, men retsvæsenet er intet værd i Danmark. Er du sød at gemme dette brev? Jeg skal bruge det i min bog, ligesom de mange siders dagbog, jeg har skrevet i Vestre indtil videre.

For hele verden skal vide hvor grotesk ringe og umenneskeligt jeg er blevet behandlet i et land, der på papiret skulle være en retsstat, men som reelt er en bananrepublik, hvor alle aktører svigter og hvor en rask yngre læge kan få sit liv ødelagt på grund af en åbenlys fejldiagnose, fordi alle er ligeglade.

Tak!

Venligst,

Kjeld."

Lidt over klokken 21 lød det første brag. Jeg hørte kun lyden og så ikke lysglimtene, fordi jeg havde gardinerne trukket for vinduet, Jeg lå og håbede lidt på, at der kom mere fyrværkeri og da de næste hul drøm lød i gården, stod jeg op og trak gardinet fra, åbnede vinduet og kiggede ud. Det var det smukkeste og mest højlydte fyrværkeri, jeg havde set siden nytårsaften og det blev bare ved og ved. Så snart jeg troede, det var ophørtm så startede det igen og det skete to gange. Jeg kunne høre de andre indsatte huje og råbe ud af vinduerne og en råbte "ekstra nummer!". Det sluttede med at en person, deer stod ude på boldbanen bag fængslet råbte "tillykke bror!", mens han stod og viftede med et nødblus.

Den Milde Lebbe og Den Skaldede

retsudvalget, samt en anmodningsseddel om deltagelse i stillegudstjenesten.. Desuden anmodede jeg om cellefællesskab med celle 480. Der var stor forskel på vagterne, deres ansvarsfølelse, samvittighed og erfaring. Den Skaldede og Den Milde Lebbe havde tjansen i dag og de havde tjek på afdelingen. Jeg kunne godt lide begge om selvom mine sympatier overfor nogle af vagterne var flydende, fordi den afhang af deres behandling af mig, der kunne variere meget afhængigt af dagsformen og overskuddet, så var mine erfaringer med de to gode og stabile over tid.

Venner og fjender

Politi, anklagemyndighed, dommere og enkelte vagter var mine fjender, men langt fra alle vagter, faktisk var det kun et par stykker højest, og når jeg tænkte efter, så var der tale om vagter, som ganske vist havde været nogle idioter ved nogle lejligheder, men flinke nok ved andre, så ingen var kun fjender, Den Milde Lebbe havde eksempelvis accepteret at sende mit brev til retsudvalget, også selv om jeg ikke kendte den eksakte adresse, hun skulle nok undersøge det og skrive den for mig på kuverten. Det var meget sødt af hende, for det ville de fleste af hendes kolleger formentlig ikke. For det betød det alverden.

Nogle indsatte var genstridige og provokerende overfor alle vagter, måske skulle de vise sig overfor deres kammerater, måske hadede de alle i systemet og måske havde nogen en god grund til deres opførsel, fordi de havde været mishandlet af en vagt, men der var også en del, der havde det som jeg. Min oplevelse var, at der generelt var en mere nuanceret holdning til vagterne end til politiet, men der var meget vel andre, der havde den modsatte opfattelse.

Det var et lidet flatterende pseudonym at kalde vagten for Den Milde Lebbe, men dels anede jeg ikke hvad hun hed, dels ville jeg ikke offentliggøre hendes navn, fordi jeg vidste at fængselsbetjentene ble truet og chikaneret mere end de fleste i retsvæsenet eller etaten og endelig så var hun unægtelig mild og de fleste andre ville også gætte på at hun var homoseksuel. Det havde været super hyggeligt med fællesskab med 480. Jeg blev meget glad da han, der var i slutningen af tyverne, troede at jeg var mellem 30 og 35 år gammel og lød oprigtigt overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg var 42. Jeg sagde, at jeg jo heller ikke havde foretaget mig i mange år og derfor ikke var blevet særligt slidt.

Månedsdag

Jeg havde månedsdag i forhold til opholdet i Vestre Fængsel. Jeg lagde ud med at bede om et rengøringssæt, gik i bad og hilste på vejen på to gangmænd, samt fik vekslet et par ord med begge. Tilbage på cellen igen stod rengøringssættet allerede parat til mig. Den ene gangmand, der også fungerede som vaskemand, havde som sædvanlig lavet en spand varmt vand med lidt skyllemiddel i, så cellen duftede skønt efter rengøringen og han havde desuden lagt lidt ekstra sager til mig, herunder en ny tandbørste. Og også en pakke helt nye boksershorts. En pakke med nye strømper havde han også givet mig tidligere.

Antyder du, at jeg er transvertit?

Jeg tog pakken med boksershorts op og så, at det ikke var boksershorts, men trusser. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Var det en hentydning til, at jeg var transvestit? Synes han, at jeg var en tøs? Man kunne aldrig vide, for det var jo på mode den slags, og Kriminalforsorgen havde for et par uger siden fået en instruks for transpersoner indsat i fængsler og arresthuset. Men han måtte alligevel gerne få trusserne tilbage. Jeg havde overtaget cellen fra en yngre kvinde, S, som jeg havde talt godt med på gårdtur, så jeg håbede, at det var årsag til gaven.

Træningsprogrammet

Jeg gjorde cellen super grundigt rent, moppede overalt og aftørrede samtlige overflader. Jeg havde i går trænet ryg på cellen og i dag stod den så på mavebøjninger efter rengøringen. Det skulle jeg egentlig have trænet i går, men havde valgt at have fællesskab i stedet. Det var blevet en vane at træne ryg og mave på cellen hver anden dag og ben hver anden dag, foruden træning i buret med ryg og biceps, bryst og triceps eller ben og skuldre og endelig lavede jeg udstrækningsøvelser så ofte som muligt på cellen.

Retshjælp og Cafe Éxit

Jeg bad om at låne telefonen, så jeg kunne ringe til KRIM, andre former for retshjælp og Café Exit, med henblik på økonomisk rådgivning og en mentor Jeg havde for et par år siden været meget imod en mentor men dels var der dengang tale om en mentor via Kriminalforsorgen ligesom jeg dengang ikke havde behov for en mentor Men nu var det via Cafe Exit og desuden havde jeg behov for hjælp til at tage kontakt i forhold til offentlige myndigheder.

Efter drabet

Jeg havde i går og i dag læst 165 sider i bogen “Efter drabet” af Peter Øvig Knudsen. Under besættelsen og i tidligere tider, skulle de indsatte slå sengen op hvor morgen, hvorefter den blev låst fast indtil om aftenen, så ingen skulle dovne den af. På gårdtur trænede jeg kropshævninger, samt andre ryg- og bicepsøvelser med TRX. Om aftenen kom vagten forbi med telefonen. Men det var alt for sent at ringe til retshjælpsordningerne, som var lukkede på det tidspunkt, cirka klokken 18.00 på en fredag, så jeg sagde jeg ville vente til på mandag.

Jeg skrev nedenstående tekst til to retshjælpsordninger, hvis adresser jeg havde og sendte brevene.

Brev til Københavns Retshjælp og Københavns Advokater af 9. december 2023

“Kære retshjælp

Vestre Fængsel, den 9. december 2023.”

Brev til Advokaten af 9. december 2023

“Kære Advokat

Kjeld.”

Røvcigaretter

På gårdtur i dag talte jeg med en ny fyr. Han fortalte, at han var blevet nøgenvisiteret fem gange i går og var nægtet fællesskab i dag. Årsagen var, at han havde røget på cellen lidt for mange gange. Han tiggede cigaretter fra de andre på gårdturen, da man åbenbart havde konfiskeret hans eget lager og måden han fik cigaretterne med sig op på cellen, var ved at gemme dem mellem ballerne, lige før gårdturen sluttede, for på det tidspunkt var det sværre for vagterne at opdage. Jeg så ham med sin ene hånd nede i sine bukser på bagsiden, mens han placerede sine røvcigaretter til aften.

Nyheden om den aflyste stilling

På vej på toilettet mødte jeg to af gangmændene og jeg nåede at tale lidt med dem. De vidste åbenbart besked med jobbet som gangmand på Vestre Hospital, og de havde hørt, at jeg havde afslået tilbuddet om stillingen. Jeg fortalte dem, at jeg skam ikke havde afslået jobbet, men at tilbuddet pludselig var blevet trukket tilbage, uden at jeg havde fået årsagen oplyst. Det eneste, jeg vidste var, at de ikke havde behov for mig alligevel. Jeg vidste at det lød en smule utroværdigt, hvilket irriterede mig lidt, men det var jo sandheden.

Anbefalet til jobbet

Den ene gangmand sagde, at han havde fortalt en af de gangmænd, han kendte på Vestre Hospital (de skulle være to i alt), at jeg var en fin fyr. Denne anbefaling var jeg ikke klar over, men den havde ellers været guld værd for mig. En blåstempling fra netop ham betød, at jeg var helt sikker på, at ingen ville krumme et hår på mit hoved. Den anden gangmand sagde, at årsagen til at jeg ikke fik tjansen alligevel nok var fordi, jeg snart blev løsladt. Det var jo meget positivt, men øjeblikket blev ødelagt ved at første gangmand bagefter sagde, at han syntes, at jeg havde taget på. Det var de satans romkugler, som jeg havde købt så mange pakker af. Ikke mere at den slags fremover.

Julepynt

Der var pyntet op på gangen med julehjerter i grøn og rød karton, som der hang to af på hver eneste skabslåge. Jeg sagde i spøg til gangmændene, at det måtte have været et større arbejde for dem, at sidde og klippe alle de hjerte ud, men de havde nu kun hængt julepynten op, andre havde lavet den, sagde de. Det morede mig ellers at tænke på, at de to granvoksne og skaldede mænd, der hver havde talrige tatoveringer i ansigtet og på halsen, sad og klippede julepynt. Så kom vagten tilbage og samtalen sluttede. De eneste meninger og holdninger, jeg kærede mig om, var disse to personers.

Jeg havde svære og meget påtrængende selvmordstanker her til aften, de var værre end normalt og de skyldtes min desperate situation, at alle ignorerede mig, samt de manglende fremtidsudsigter. Værst var det at også Advokaten sjoflede mig og nægtede at gøre det hun fik penge for. Hun blev nødt til at tage sig sammen.

Manet i jorden

Det erfarede jeg på en gårdtur forleden. Han havde været utrolig venlig imod mig, eksempelvis forsynet mig med rigeligt med pulverkaffe lige ved min indsættelse, hvor jeg ingen penge havde og hvor kaffe var særdeles tiltrængt, ligesom han havde fortalt mig, hvem sjakalen var, der i sin paranoide psykose havde startet det falske rygte om, at jeg skulle være politiagent.

Og vigtigere endnu, så havde han manet rygtet eftertrykkeligt i jorden (“de kom hen til mig på gårdtur og sagde, at ham i den grønne jakke er politiagent. Jeg sagde, jeg kender ham, han har bare vasket skabslåger, er I helt væk? Han er ikke politiagent”). Inden for lægeverdenen var der mindst lige så tåbelige rygter, men da ingen havde nosser i Lægeforeningen, både bogstaveligt talt og i overført betydning, florerede og voksede rygterne uhindret.

Bedre end nogen læge

Overlæge Egill Rostrup havde eksempelvis startet et rygte om, at jeg ‘planlagde at tage ham af dage’, en klam og fej løgn, han havde viderebragt til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i Styrelsen for Patientklager, før jeg endegyldigt mistede min autorisation. Samtidig havde Egill Rostrup, slimet som han var, udtrykt sin ‘bekymring’ for, at jeg var alvorlig psykisk syg, selvom også det var en fed løgn, hvilket Egill udmærket vidste, ligesom han vidste, at han med den påtagede og forlorne begrundelse ift. 'bekymring', samtidig med at han stak kniven i ryggen på mig, selv fremstod i et sympatisk og samvittighedsfuldt lys.

Den indsatte, der havde hjulpet mig, overgik samtlige læger hvad angik mod og samvittighed og han var et virkeligt fint mennesker, jeg håbede det allerbedste for ham og hans hjælp ville jeg aldrig glemme, præcis ligesom jeg heller aldrig ville glemme kriminelle løgnere som overlæge Egill Rostrup. Det var desværre ret let at huske mennesker, der havde hjulpet mig, for gruppen var så lille. Jeg ville ønske, at jeg var læge igen eller på anden måde var i stand til at gøre gengæld en dag og være der for dem, der havde været der for mig.

Paranoia i Vestre

Der var en meget vigtig uskreven i Vestre, hvor overtrædelser blev håndfast og kontakt sanktioneret. Det var en selvfølgelighed, at man aldrig sladrede. Men fordi de fleste var arrestanter, hvis sager endnu ikke var afgjort i retten, var der for en del meget at tabe, hvis nogen begyndte at synge til grisene, altså politiet. Især i sager med flere sigtede eller tiltalte, var man på stikkerne, for de andre sad enten i andre fløje i Vestre eller i andre arrester, og det var ikke ualmindeligt at nogen knækkede og snitchede til politiet i troen på, at de så slap billigere.

Snitches get stitches

Selvom man formelt set i Danmark ikke kunne indgå handler med anklageren, så kunne man i et vist omfang alligevel godt, fordi et samarbejde med politiet i opklaringen af sagen var en formildende omstændighed. Om det i sidste ende kunne betale sig at sladre, selv med opnået strafrabat, var jeg ikke så sikker på, for det havde potentielt enorme konsekvenser at være stikker og i de hårde kriminelle miljøer ordnede man den slags selv. Der var selvfølgelig også nogle indsatte, der stak og var pisse ligeglade med det, fordi det handlede om at rette fokus mod alle andres rolle i forholdet.

For mit vedkommende handlede det om at være hudløst ærlig omkring alt og ikke skjule selv det mindste, og ellers holde lav profil indtil andre havde lært mig bedre at kende. I begyndelsen på etagen, hvor jeg var gangmand, så en af de andre gangmænd, at jeg ofte sad og skrev. Han spurgte flere gange, om han måtte læse hvad jeg havde skrevet. Jeg sagde, at det måtte han ikke, at det skam ikke ragede ham, hvad jeg skrev.

Han var en super fin fyr og han lærte efterhånden, at jeg læste og skrev meget, mens han sad og spildte sin tid med at se hjernedødt TV, sådan var vi så forskellige og det var der intet galt i. Jeg havde intet at skjule og faktisk ville jeg ikke have det mindste imod at han læste alt, jeg skrev, men det handlede mere om, at han ikke skulle plage sig til at få sin vilje, og sådan var det. Han var faktisk afsoner, så han havde intet at være paranoid over, så måske kedede han sig bare. Han var intelligent og havde den bedste humor modsat den tredje gangmand, som stort set altid var muggen, og tvær og absolut ingen humor ejede.

Men at skrive dagbog i Vestre burde ikke foranledige paranoia og vrangforestillinger blandt de andre indsatte, alle vidste at et af de råd man fik eller gav var at skrive dagbog for at være i stand til at holde torturen som arrestant ud, på samme måde som at gå på gårdtur hver eneste dag, og det at skrive var så udbredt et råd, at det stod i Fængselshåndbogen såvel som på døren til en af cellerne, jeg sad i. Omvendt var der ingen grund til at sidde og demonstrere, at man skrev dagbog med åben celledør, så jeg ventede som regel med at skrive til vagterne låste vores celler om aftenen. Som gangmand var det nødvendigt med åben celledør, fordi vi skulle varetage mange opgaver dagen lang.

Manet i jorden

Det erfarede jeg på en gårdtur forleden. Han havde været utrolig venlig imod mig, eksempelvis forsynet mig med rigeligt med pulverkaffe lige ved min indsættelse, hvor jeg ingen penge havde og hvor kaffe var særdeles tiltrængt, ligesom han havde fortalt mig, hvem sjakalen var, der i sin paranoide psykose havde startet det falske rygte om, at jeg skulle være politiagent.

Og vigtigere endnu, så havde han manet rygtet eftertrykkeligt i jorden (“de kom hen til mig på gårdtur og sagde, at ham i den grønne jakke er politiagent. Jeg sagde, jeg kender ham, han har bare vasket skabslåger, er I helt væk? Han er ikke politiagent”). Inden for lægeverdenen var der mindst lige så tåbelige rygter, men da ingen havde nosser i Lægeforeningen, både bogstaveligt talt og i overført betydning, florerede og voksede rygterne uhindret.

Bedre end nogen læge

Overlæge Egill Rostrup havde eksempelvis startet et rygte om, at jeg ‘planlagde at tage ham af dage’, en klam og fej løgn, han havde viderebragt til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i Styrelsen for Patientklager, før jeg endegyldigt mistede min autorisation. Samtidig havde Egill Rostrup, slimet som han var, udtrykt sin ‘bekymring’ for, at jeg var alvorlig psykisk syg, selvom også det var en fed løgn, hvilket Egill udmærket vidste, ligesom han vidste, at han med den påtagede og forlorne begrundelse ift. 'bekymring', samtidig med at han stak kniven i ryggen på mig, selv fremstod i et sympatisk og samvittighedsfuldt lys.

Den indsatte, der havde hjulpet mig, overgik samtlige læger hvad angik mod og samvittighed og han var et virkeligt fint mennesker, jeg håbede det allerbedste for ham og hans hjælp ville jeg aldrig glemme, præcis ligesom jeg heller aldrig ville glemme kriminelle løgnere som overlæge Egill Rostrup. Det var desværre ret let at huske mennesker, der havde hjulpet mig, for gruppen var så lille. Jeg ville ønske, at jeg var læge igen eller på anden måde var i stand til at gøre gengæld en dag og være der for dem, der havde været der for mig.

Paranoia i Vestre

Der var en meget vigtig uskreven i Vestre, hvor overtrædelser blev håndfast og kontakt sanktioneret. Det var en selvfølgelighed, at man aldrig sladrede. Men fordi de fleste var arrestanter, hvis sager endnu ikke var afgjort i retten, var der for en del meget at tabe, hvis nogen begyndte at synge til grisene, altså politiet. Især i sager med flere sigtede eller tiltalte, var man på stikkerne, for de andre sad enten i andre fløje i Vestre eller i andre arrester, og det var ikke ualmindeligt at nogen knækkede og snitchede til politiet i troen på, at de så slap billigere.

Snitches get stitches

Selvom man formelt set i Danmark ikke kunne indgå handler med anklageren, så kunne man i et vist omfang alligevel godt, fordi et samarbejde med politiet i opklaringen af sagen var en formildende omstændighed. Om det i sidste ende kunne betale sig at sladre, selv med opnået strafrabat, var jeg ikke så sikker på, for det havde potentielt enorme konsekvenser at være stikker og i de hårde kriminelle miljøer ordnede man den slags selv. Der var selvfølgelig også nogle indsatte, der stak og var pisse ligeglade med det, fordi det handlede om at rette fokus mod alle andres rolle i forholdet.

For mit vedkommende handlede det om at være hudløst ærlig omkring alt og ikke skjule selv det mindste, og ellers holde lav profil indtil andre havde lært mig bedre at kende. I begyndelsen på etagen, hvor jeg var gangmand, så en af de andre gangmænd, at jeg ofte sad og skrev. Han spurgte flere gange, om han måtte læse hvad jeg havde skrevet. Jeg sagde, at det måtte han ikke, at det skam ikke ragede ham, hvad jeg skrev.

Han var en super fin fyr og han lærte efterhånden, at jeg læste og skrev meget, mens han sad og spildte sin tid med at se hjernedødt TV, sådan var vi så forskellige og det var der intet galt i. Jeg havde intet at skjule og faktisk ville jeg ikke have det mindste imod at han læste alt, jeg skrev, men det handlede mere om, at han ikke skulle plage sig til at få sin vilje, og sådan var det. Han var faktisk afsoner, så han havde intet at være paranoid over, så måske kedede han sig bare. Han var intelligent og havde den bedste humor modsat den tredje gangmand, som stort set altid var muggen, og tvær og absolut ingen humor ejede.

Men at skrive dagbog i Vestre burde ikke foranledige paranoia og vrangforestillinger blandt de andre indsatte, alle vidste at et af de råd man fik eller gav var at skrive dagbog for at være i stand til at holde torturen som arrestant ud, på samme måde som at gå på gårdtur hver eneste dag, og det at skrive var så udbredt et råd, at det stod i Fængselshåndbogen såvel som på døren til en af cellerne, jeg sad i. Omvendt var der ingen grund til at sidde og demonstrere, at man skrev dagbog med åben celledør, så jeg ventede som regel med at skrive til vagterne låste vores celler om aftenen. Som gangmand var det nødvendigt med åben celledør, fordi vi skulle varetage mange opgaver dagen lang.

Jeg havde svære og meget påtrængende selvmordstanker her til aften, de var værre end normalt og de skyldtes min desperate situation, at alle ignorerede mig, samt de manglende fremtidsudsigter. Værst var det at også advokat Karoline sjoflede mig og nægtede at gøre det hun fik penge for. Hun blev nødt til at tage sig sammen.

Brev til Advokaten

"Kære Advokat

10/12-23."

Psykiske konsekvenser

Jeg havde det usædvanligt psykisk dårligt i går aftes og i nat med svære selvmordstanker, vrede og udholdelig desperation og fortvivlelse. Det var tortur og egnet til at nedbryde mig. Min advokat var ligeglad og selv politiet havde bemærket, hvor uforberedt mit forsvar var til fristforlængelsen.

Baristakurset

I dag startede baristakurset igen. Nu var vi nået til den del af kursetm hvor vi skulle lære at bage. Jeg mødte en gangmand på vej ned i den røde barak, hvor kurset blev afholdt og han spurgte mig, om jeg manglede noget. “Sokker”, svarede jeg og fik en kort sludder med ham mens jeg ventede på at underviseren havde talt færdig med vagterne på kontoret.

Mandefald

Vi var nede på tre deltagere på kurset; én deltager var blevet flyttet og én skulle slet ikke have været med på kurset til at starte med, fordi man mente, at han var flugttruet, så nu var han taget af holdet igen. Vi er bagte vaniljekranse og finskbrød, drak meget kaffe og fik sludret en hel del. Det var hyggeligt nok. Kurset fortsatte hele ugen og de to andre kursister var dem, jeg talte bedst med.

Ikke mit land

Jeg havde intet hørt fra advokaten eller andre. Jeg rådnede op og var fysisk og mentalt detroniseret. Jeg havde læst til side 329 i “Slagtebænk Dybbøl”. Selvom jeg hadede Danmark, kunne jeg ikke føle noget for Prøjsen og Østrig. Jeg måtte have fat i “Dommedag Als” snart, som var efterfølgeren.

Derudover trænede jeg to sæt kropshævninger på gårdtur, samt lavede rygøvelser og øvelser for bagsiden af skuldrene med TRX. Der var Transformers eller Jurassic Park i fjernsynet næsten hver dag, genudsendelser hele tiden og det var til at brække sig over. Og fortsat intet syn af Sanjay Shah.

Fanget af celle visitationen

Da jeg kom tilbage på pinden, lå der en pakke med tre par nye sokker fra gangmanden på min seng. Vagten Mekanikeren kom ind på cellen og fortalte, at min celle var udvalgt til visitation, samt at man havde fundet en enkelt cigaret. Det kunne Mekanikeren dog ikke forstå, for så vidt han vidste, så røg jeg ikke. Dette bekræfter jeg. Jeg kunne heller ikke forstå det, for hvor pokker havde han fundet den cigaret? Jeg havde jo gjort rent overalt i cellen flere gange, og de to cigaretter, jeg havde fundet første dag i cellen, som min foregænger havde lagt på toppen af radiatoren, havde jeg straks smidt ud.

Hemmelige gemmesteder

Mekanikeren gik hen til mit køleskab, åbnede lungen og pillede en liste på oversiden af den af, hvilket afslørede et hulrum i lungens væk, som nogen havde gravet ud. Jeg anede ikke at dette gemmested eksisterede, men jeg var glad for, at jeg ikke blev skrevet for fundet af den ene cigaret, for det ville have givet mig en bøde første gang og senere ved gentagelser stod den vist på strafcelle, så det var ikke for sjov.

Anmodningsseddel til socialrådgiver af 12. december 2023

“Kan du hjælpe mig med at skaffe adresser på gratis retshjælpsordninger? Måske tid til et møde med, hvor vi kan drøfte, hvordan jeg klager til Styrelsen for Patientklager og STPS? Det kræver udprintning af formularer. Min advokat gider ikke at hjælpe mig, har tigget hende om det."

Jeg sov langt bedre i nat end i de sidste par dage, men jeg var dog meget bevidst om, at jeg intet koffeinholdigt skulle indtage efter AMU-kurset var slut omkring klokken 14 (og dertil var jeg mentalt udmattet efter kurset), gå celletur til så sent om aftenen som muligt og ikke gå tidligt i seng.

Slagtebænk Dybbøl

Jeg sov næsten uafbrudt indtil jeg vågnede cirka klokken halv syv, hvor jeg som sædvanlig blev vækket af vagterne, der larmende trampede op ad trappen, raslede med nøglerne og talte og lo højlydt, når de mødte ind. Jeg var ikke den eneste, der syntes det var pisse irriterende med larmen. På AMU-kurset var der intet at lave, så vi gik bare og sludrede med hinanden, og jeg var totalt smadret i hovedet efterfølgende. Jeg læste “Slagtebænk Dybbøl” færdig og afleverede den til vagten Mekanikeren.

Ny celle

Så kom en anden vagt og fortalte mig, at jeg om en times tid skulle flytte celle til etagen over min nuværende. Jeg pakkede alle mine sager i to affaldssække og lige før jeg blev hentet, kom sygeplejersken forbi cellen. Årsagen var, at jeg havde anmodet om en træningselastik til skulderøvelser, jeg kunne udføre i cellen. Sygeplejersken kom såmænd bare for at fortælle mig, at det ikke kunne lade sig gøre at sikkerhedshensyn at udlevere en sådan elastik til mig. Jeg vidste fra de andre, jeg havde talt med i gården, at det ikke passede, for et par stykker havde netop en sådan elastik, men der var ikke noget at gøre.

‘Find dit træningstøj frem’

Så kom en vagt, der skulle følge mig til min nye pind. Mens jeg gik hen ad gangen, nåede jeg at tage en hurtig afsked med en af gangmændene, som sagde til mig, at jeg nu kom til at gå på gårdtur med dem og at jeg derfor hellere måtte finde træningstøjet frem. Jeg grinede og fulgte med vagten op ad trappen, og blev låst inde på min nye pind.

Tilbage til 90’erne

Mit nye sted havde udsigt til samme side som det gamle, men lå to celler fra vagtkontoret på højre side modsat det tidligere, som var nabo til vagtkontoret på venstre side. Jeg havde stadig udsigt til gårdtursburene mellem øst- og sydfløjen, bare en smule bedre, og jeg kunne nu se mere af fodboldbanerne i Bavnehøjområdet. Jeg pakkede hurtigt ud og gjorde cellen ‘indflytningsren’, samt tændte for TV'et, som modsat det tidligere havde teksttv. Ligesom med at sende brevpost som en hulemand, var teksttv noget man begyndte at sætte stor pris på som arrestant uden adgang til internettet.

Træning

Jeg begyndte at gå frem og tilbage i cellen for at få bevæget mig lidt og trænede derefter lunges, jump squats, samt øvelser for læggene og lænderyggen. Jeg havde nu gårdtur klokken 10.00 i hverdagene og fordi baristakurset derfor forhindrede mig i at få frisk luft i buret, fik jeg af en venlig vagt tilbudt en erstatningsgårdtur om aftenen, hvilket var meget generøst og ikke en selvfølge, men som jeg desværre måtte takke nej til, da jeg simpelthen var for mentalt træt, opgivende og ligeglad.

Fra nedtrykt til henrykt

Jeg var ikke det mindste bekymret eller nervøs over at skulle på gårdtur i et andet bur, hvor jeg ikke kendte nogen, jeg var bare opgivende og indifferent. Dagens eneste højdepunkt var, da jeg senere på aftenen vej fra toilettet tilfældigvis fik øje på bodybuilderen længere nede ad gangen, som var på vej tilbage fra badet eskorteret af en vagt. Det var jo min gårdtursmakker, som jeg havde gået sammen med i buret under mange en gårdtur, indtil han pludselig en dag uden varsel var væk.

Vild film

Han var altså blevet flyttet til denne etage og heldigvis havde vi nu igen gårdtur sammen, men desværre først i weekenden på grund af kurset. Jeg glædede mig til at tale med ham igen, og det var alligevel meget rart at kende bare en enkelt anden, når man stod første dag i et nyt gårdtursbur. Jeg kom i tanke om den film jeg så i går, og som var en af de fedeste, jeg havde set længe. Den hed ‘Avengement’ og handlede om en fyr i et engelsk fængsel, som hele tiden blev overfaldet af medfangerne, indtil han en dag var blevet hærdet og nu bankede dem i stedet for.

Jeg havde intet køleskab endnu, fordi den tidligere ufrivillige gæst havde skåret ledningen til det over, så han kunne bruge den til at tænde cigaretter med inde på cellen. Det var selvfølgelig forbudt, for de kriminelle skulle ikke have det for godt i deres eget ensomme selskab, men noget som stort set alle gjorde alligevel; hvordan man kunne tænde cigaretter uden lighter på ens celle var en hel videnskab eller kunst her på stedet og mange indsatte udviste en forbavsende kreativitet i den forbindelse.

Jeg afleverede min anmodningsseddel til frokost om at tale med socialrådgiveren om at klage, samt om at få adresser på retshjælpsordninger, så jeg kunne bruge dem, når nu min advokat ikke rigtigt gad at hjælpe mig med generhvervelse af lægeautorisationen.

Sightseeing

Vi brugte en del tid på at komme tilbage på vores celler, når der var frokost og når kurset var færdigt for den pågældende dag, for vi fire sad på tre forskellige afdelinger og jeg var altid den sidste, der blev fuld tilbage til cellen. Omvendt så fik jeg set de andre fløje, fordi vi fulgtes ad i takt med at de andre deltagere blev afleveret til deres respektive celler.

Barista-Morten

Der var underviseren, Morten, der førte mig ind på min etage, da det var frokosttid, og idet vi passerede en af de faste vagter på etagen, sagde jeg højt til underviseren, mens jeg holdt masken: “Men Morten, tror du ikke det skal forbi en dommer, før du bare sådan løslader mig nu?”. Heldigvis trak både Morten og vagten på smilebåndet. Nogle gange kunne jeg simpelthen ikke dy mig.

En anden gang han førte mig tilbage til afdelingen efter kurset og der stod en anden vagt på gangen på min etage, lavede jeg en variation af joken, idet jeg igen med en oprigtig stemme højt og inden for hørevidde af vagten sagde til Morten: “Jamen så tak for i dag, Morten, det var sgu venligt af dig, at du tog os med på værtshus, så kan man lige klare et par dage til”. Også denne gang fik jeg et behersket positivt respons, men så kunne jeg også godt mærke at den var slidt op.

Formidling af livet som indsat

Tilbage i undervisningslokalet igen efter frokost var der en mindre pause og jeg fandt i snak med en af værkførerne, som nogle gange kiggede forbi, mens vi var i gang med at lære at lave kaffe på barista-maskinen. Hun var en ret høj og meget slank, yngre kvinde med mørkt krøllet hår og et kønt ansigt med påfaldende perfekte tænder og et venligt smil.

Hun var altid interesseret i at tale med os og til mig fortalte hun blandt andet, at hun super gerne ville lave nogle podcasts om det at være indsat i Vestre Fængsel, fordi for både at informere befolkningen og afstigmatisere det at være indsat. Der havde ganske vidst været dokumentaren Agger Indefra fra netop min fløj i Vestre Fængsel, samt en podcast serie med en komiker, hvis formål det vist var at prøve at rekruttere flere fængselsbetjente, men ingen af disse to beretninger var særligt oplysende og repræsentative for virkeligheden i fængslet.

Podcastserie om at være indsat?

Jeg sagde til hende, at jeg synes det var en fremragende ide og at jeg mens jeg var tilknyttet Medieværkstedet på Kofoed Skole, havde lavet podcasts om det at være socialt udsat og præcis med samme formål, at oplyse befolkningen om en virkelighed de færreste havde berøring med eller viden om. Hun bad mig om at kontakte hende, når jeg en dag blev løsladt, hvis jeg var interesseret i et samarbejde om en podcast.

Meget engageret

Hun var meget engageret i sit arbejde, kunne man tydeligt mærke, og hun skabte en positiv stemning blandt os på kurset. Hun elskede sit job og ville forfærdeligt gerne lave et oplysningsarbejde, så befolkningen kunne få et indblik i, at man altså også forsøgte at beskæftige og resocialisere de indsatte i Vestre, idet man bl.a. kunne tage baristakurset eller lave andet arbejde i værkstedet. For det fokuserede de forskellige udsendelser om Vestre ikke på, og der var faktisk - ganske vist sparsomme - muligheder for aktiviteter her, og det burde man oplyse om, for på den måde at give et mere nuanceret og dybdegående indblik i hverdagen i fængslet.

Må ikke propagandere

Desværre måtte hun ikke selv tage initiativ til eksempelvis en række med podcasts om livet i fængslet, fordi Kriminalforsorgen var underlagt Justitsministeriet og at der derfor var der en regel om at de ansatte ikke selv måtte lave den slags på egen foranledning, fordi det bl.a. kunne opfattes som propaganda for institutionen, men at de gerne måtte gøre det, hvis de blev kontaktet af nogen udefra der foreslog dem et eller andet samarbejde. Det var derfor jeg skulle tage initiativ i givet fald.

Talte for længe

Vi kom mange emner igennem, vi talte om Kofoeds Skole, der var en socialøkonomisk virksomhed, ligesom værkstedet i fængslet, men som havde mere frie rammer end i Vestre, vi talte om Ina Eliassen, som værkføren syntes var ‘rigtig sød’, om forholdene i fængslet, om fordomme i befolkningen, som forhindrede tidligere indsatte i at finde beskæftigelse, om hvor destruktive de stadig hårdere straffe var og om at der ikke længere var tid til relationsarbejdet mellem betjente og indsatte.

Bedste kompliment ever

Jeg havde en god relation til de fleste betjente, og jeg ville hellere have hjælp af en betjent i givet fald, end en hattedame af en socialpædagog eller socialrådgiver, fordi betjentene kendte vores verden som indsatte modsat de andre tosser. Værkføren sagde, at hun ikke syntes, at jeg passede ind i det typiske klientel i fængslet, fordi jeg var velformuleret, ikke havde tatoveringer og ikke var hærget at se på (det gjorde mig pinligt til mode og forlegen).

Desuden sagde hun, at de typiske indsatte primært var sigtede for narkotikarelaterede forhold, for personfarlig kriminalitet og diverse banale forhold, men at der var kommet mange nye indsatte, der var sigtede efter samtykkebestemmelsen, hvor det var ord mod ord, og som gruppe skildte sig markant ud fra de traditionelle voldtægtssigtede indsatte, at det mest var almindelige mennesker, men at de alligevel måtte gå i frivillig isolation for at undgå at få tæsk og så videre. Jeg kunne mærke at hun havde en sjælden dedikation og engagement, samt stor viden og erfaring. Vi snakkede så længe, at underviseren måtte afbryde os, så undervisningen kunne fortsætte.

Jeg ville meget gerne deltage i et oplysningsarbejde om at være indsat, for jeg var ligeglad med at stå frem med navns nævnelse, for jeg skammede mig på ingen måde, alle kunne alligevel finde ud af min baggrund og jeg havde ingen udover mig selv at tage hensyn til i forhold til at stå frem med navn. Men Ina Eliasen som var chefen, havde været min kontakt på LinkedIn ret længe, vidste hvem jeg var, og jeg tvivlede stærkt på at hun ville godkende min deltagelse i noget som helst i Kriminalforsorgens regi.

Et brøl fra buret

I dag havde jeg større overskud og jeg klarede opgaverne som gangmand en smule bedre og jeg lavede færre fejl og forglemmelser i de udgaver, jeg skulle udføre. Vi blev vækket samtidig med de andre og døren låst igen, men så vendte vagterne tilbage og åbnede for gangmændene. Vi tre gangmænd sad i den enes celle, da vi hørte en vild jubel nede fra gården, hvor indsatte fra Nordfløjen var på gårdtur. Vi troede først, at der var udbrudt slåskamp, men det viste sig, at der var en indsat, der blev løsladt direkte fra gårdtursburet. Angiveligt blev han frifundet i Østre Landsret og han var ellers blevet idømt fængsel på livstid i byretten. Der var stor forskel på de to afgørelser. Jeg læste på TV2 News, at seks indsatte idømt livstid i byretten, alle var blevet frifundet i Østre Landsret.

Død i Vestre

I forgårs gik alarmen. Det skyldtes, at der var et dødsfald i Nordfløjen, hvor en indsat havde fået hjertestop.

I dag på gårdtur trænede jeg dips, armbøjninger og forskellige tricepsøvelser. I morgen skulle jeg på baristakursus igen, så jeg fejede og moppede gulvet på hele etagen i dag, fordi jeg egentlig skulle gøre det i morgen, men pga. kurset ikke kunne nå det. Som en belønning for en ekstraordinær arbejdsindsats, fik vi gangmænd fra 1, 2 og 4 etage en kort aftengårdtur.

Billede. Mit nye gårdtursbur, som jeg som gangmand havde gårdtur i, sammen med alle gangmændene fra østfløjen og de indsatte på tredje sal. Det var døren til højre i buret vi gik ind ud ud af, men den kan ikke ses på billedet. De grønne træningsstativer var dem, vi trænede på (fra "Indefra med Anders Agger: Vestre Fængsel).

Baggrunden for dødsfaldet

Jeg var igen på baristakursus, som gudskelov stoppede tidligere, fordi et bord i kursuslokalet skulle udskiftes. En af fyrene vidste mere om hvad der skete med den indsatte, som døde forleden. Angiveligt hed han - eller blev kaldt - Mo, var kun 32 eller 35 år gammel, havde flere børn og netop været på gårdtur, hvor han skulle have opført sig upåfaldende, hvorefter han pludseligt fik hjertestop. Vagterne forsøgte med livreddende førstehjælp og en ambulance blev tilkaldt akut, men han stod ikke til at redde.

Han var angiveligt ikke kendt med nogen alvorlige sygdomme, sagde en af fyrene, der var på samme etage som afdøde. Men det kunne han nok ikke vide med sikkerhed. Hvor var det tragisk for afdødes efterladte kone og børn. Der var mange rygter og mange indsatte, der påstod noget med stor overbevisning, som ikke var sandt, så man skulle virkelig tage alt med en gran salt, men i dette tilfælde var der nok noget om snakken, for jeg havde hørt en ret enslydende beretning om afdøde fra flere.

Aflevering af anmodningsseddel

Jeg afleverede en anmodningsseddel til vagten til lægen vedrørende kontaktlinser, samt afsendt et brev til Café Exit. Desuden fik jeg Den Venlige Lebbe til at undersøge hvor halvdelen af mit tøj var blevet af, men hun sagde bare, at ingen vidste det. Sidst på aftenen trænede jeg mave og lænd på cellen.

Frustrerende afventen i uvished

Jeg læste bogen “Jeg, Putin”, af Samuel Rachlin, færdig til formiddag. Baristakurset var påvirket af, at der skulle udskiftes borde i undervisningslokalet, hvor jeg og de andre deltagere blev hentet “lidt” senere i dag, men ingen kom og jeg blev mere og mere rastløs mens jeg lavede gangmandsarbejde og moppede gulvet igen. Jeg kunne ikke tage på gårdtur kl. 10.00 i tilfældet af at jeg blev hentet, hvilket var meget frustrerende, da jeg heller ikke havde været på gårdtur i går, ligeledes pga. kurset. Det var latterligt, at underviseren ikke bare gav besked til vagterne på min etage, det krævede ikke mere end en opringning.

Uanmeldt advokatbesøg

Pludseligt, da klokken havde passeret 11, kom en vagt, jeg ikke havde set før og sagde, at der var advokatbesøg. Det var heller ikke noget, jeg havde fået noget at vide om, hvorfor jeg var helt uforberedt. Jeg havde specifikt skrevet til advokaten, at hun skulle varsle sine besøg, så jeg kunne forberede de vigtige og relevante spørgsmål om forhold, jeg brændte inde med, og som havde så stor betydning for mig, men også så jeg kunne forberede mig mentalt, men sådan var det bare ikke for mig.

Anklageskrift og agentmistanke

Jeg spurgte Karoline om at få udleveret anklageskriftet og fortalte hende om agentmistanken. Karoline ville tage en kopi af anklageskriftet med på torsdag. Jeg fortalte hende om mit problem med de manglende kontaktlinser. Hun brugte næsten samme styrke kontaktlinser som jeg og hun tog nogle endagslinser op af sin taske. Hun kom så i tanke om, at man ikke måtte medbringe kontaktlinser eller andet med op fra besøgsrummet.

Men hun ville tage nogle kontaktlinser med til retsmødet på torsdag, hvilket var ret sødt af hende. Z havde skrevet at hun ingen kontaktlinser havde, så jeg fik advokaten til at skrive til Z, at hun gerne måtte købe nogle med til mig. Der var ingen dato for mentalundersøgelsen. Eller for retssagen. Det var en skueproces, et mareridt og alle var pisse ligeglade. Jeg kunne snart ikke holde ud længere. Nogle skulle…for at ødelægge mit liv. Jeg ville have…

Efter det meningsløse og frugtesløse møde med advokaten, da jeg var oppe på cellen igen, kom underviseren langt om længe og fortalte at kurset var aflyst og gav mig et kursusbevis, men ikke et for det sidste modul i dag. Bare fordi et bord skulle udskiftes, hvilket havde taget to dage, men underviseren havde intet sagt og jeg havde ventet og ventet og mistet min gårdtur. Jeg skrev et brev til Z, som jeg ville sende i morgen.

Brev til Folketingets Retsudvalg af 19. december 2023

"Kære retsudvalg

den 19. december 2023."

Ovenstående henvendelse resulterede i ingenting.

Manet i jorden

Det erfarede jeg på en gårdtur forleden. Han havde været utrolig venlig imod mig, eksempelvis forsynet mig med rigeligt med pulverkaffe lige ved min indsættelse, hvor jeg ingen penge havde og hvor kaffe var særdeles tiltrængt, ligesom han havde fortalt mig, hvem sjakalen var, der i sin paranoide psykose havde startet det falske rygte om, at jeg skulle være politiagent.

Og vigtigere endnu, så havde han manet rygtet eftertrykkeligt i jorden (“de kom hen til mig på gårdtur og sagde, at ham i den grønne jakke er politiagent. Jeg sagde, jeg kender ham, han har bare vasket skabslåger, er I helt væk? Han er ikke politiagent”). Inden for lægeverdenen var der mindst lige så tåbelige rygter, men da ingen havde nosser i Lægeforeningen, både bogstaveligt talt og i overført betydning, florerede og voksede rygterne uhindret.

Bedre end nogen læge

Overlæge Egill Rostrup havde eksempelvis startet et rygte om, at jeg ‘planlagde at tage ham af dage’, en klam og fej løgn, han havde viderebragt til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i Styrelsen for Patientklager, før jeg endegyldigt mistede min autorisation. Samtidig havde Egill Rostrup, slimet som han var, udtrykt sin ‘bekymring’ for, at jeg var alvorlig psykisk syg, selvom også det var en fed løgn, hvilket Egill udmærket vidste, ligesom han vidste, at han med den påtagede og forlorne begrundelse ift. 'bekymring', samtidig med at han stak kniven i ryggen på mig, selv fremstod i et sympatisk og samvittighedsfuldt lys.

Den indsatte, der havde hjulpet mig, overgik samtlige læger hvad angik mod og samvittighed, han var et virkeligt fint mennesker, jeg håbede det allerbedste for ham og hans hjælp ville jeg aldrig glemme, præcis ligesom jeg heller aldrig ville glemme kriminelle løgnere som overlæge Egill Rostrup. Det var desværre ret let at huske de mennesker, der havde hjulpet mig, for gruppen var temmelig lille. Jeg ville ønske, at jeg var læge igen eller på anden måde var i stand til at gøre gengæld en dag og være der for dem, der havde været der for mig.

Paranoia i Vestre

Der var en meget vigtig uskreven regel i Vestre, hvor overtrædelser blev håndfast og kontant sanktioneret: Det var en selvfølgelighed, at man aldrig sladrede. Fordi de fleste indsatte var arrestanter, hvis sager endnu ikke var afgjort i retten, var der for en del meget at tabe, hvis nogen begyndte at synge til grisene, altså politiet. Især i sager med flere sigtede eller tiltalte, var man på stikkerne, for de andre sad enten i andre fløje i Vestre eller i andre arrester, og det var ikke ualmindeligt at nogen knækkede og snitchede til politiet i troen på, at de så slap billigere.

Snitches get stitches

Selvom man formelt set i Danmark ikke kunne indgå handler med anklageren, så kunne man i et vist omfang alligevel godt, fordi et samarbejde med politiet i opklaringen af sagen var en formildende omstændighed. Om det i sidste ende kunne betale sig at sladre, selv med (ofte ret beskeden) opnået strafrabat, var jeg nu ikke så sikker på, for det havde potentielt enorme konsekvenser at være stikker og i de hårde kriminelle miljøer afregnede man den slags selv. Der var selvfølgelig også nogle indsatte, der stak og var pisse ligeglade med det, fordi det handlede om at rette fokus mod alle andres rolle i forholdet. Mange andre kunne garanteret fortælle meget mere om emnet end jeg, for min viden havde jeg mest fra bøger og podcasts, det var aldrig noget jeg havde talt med andre om. Måske.

For mit vedkommende handlede det om at være hudløst ærlig omkring alt og ikke skjule selv det mindste, og ellers holde lav profil, indtil de andre havde lært mig bedre at kende. I begyndelsen på etagen, hvor jeg var gangmand, så en af de andre gangmænd, at jeg ofte sad og skrev. Han spurgte flere gange, om han måtte læse hvad jeg havde skrevet. Jeg sagde, at det måtte han ikke, det ragede skam ikke ham, hvad jeg skrev.

Han var en super fin fyr og han lærte efterhånden, at jeg læste og skrev meget, mens han sad og spildte sin tid med at se hjernedødt TV, sådan var vi så forskellige og det var der intet galt i. Jeg havde intet at skjule og faktisk ville jeg ikke have det mindste imod at han læste alt, jeg skrev, men det handlede mere om, at han ikke skulle plage sig til at få sin vilje, og sådan var det. Han var derudover afsoner, så han havde intet at være paranoid over, så måske kedede han sig bare. Han var ikke uintelligent (‘retardant’ som var det udtryk han brugte om andre, der var mindre end kloge) og havde den bedste humor (‘tror du hun er jomfru i munden?, spurgte han ofre retorisk om flere studieværter) modsat den tredje gangmand, som stort set altid var muggen, tvær og absolut ingen humor ejede.

Men at skrive dagbog i Vestre burde ikke foranledige paranoia og vrangforestillinger blandt de andre indsatte, alle vidste at et af de råd man fik eller gav var at skrive dagbog for at være i stand til at holde torturen som arrestant ud, på samme måde som at gå på gårdtur hver eneste dag, og det at skrive var så udbredt et råd, at det stod i Fængselshåndbogen såvel som på døren til en af cellerne, jeg sad i. Omvendt var der ingen grund til at sidde og demonstrere, at man skrev dagbog med åben celledør, så jeg ventede som regel med at skrive til vagterne låste vores celler om aftenen. Som gangmand var det nødvendigt med åben celledør, fordi vi skulle varetage mange opgaver dagen lang og det var en velsignelse at jeg havde fået tjansen, hvilket jeg var meget bevidst om.

Vådeste år nogensinde

Discount-sygeplejersken kom forbi og vi talte om, hvordan jeg skaffede nye kontaktlinser, som jeg snart ikke havde flere af. Jeg fik afleveret mit brev til Folketingets Retsudvalg og så i fjernsynet, at 2023 var det vådeste år, der nogensinde var registreret. Det var noget, jeg selv i al beskedenhed havde erfaret på egen krop, for det havde været et sandt pløre på Fælleden, hvor jeg havde teltet i det meste af perioden, og jeg, teltet, mine sko og sovepose havde været mere eller mindre gennemblødte utallige gange, hvorfor det heller ikke var nær så slemt at være arrestant i Vestre med tag over hovedet og alle de andre frynsegoder, der fulgte af at være i Kriminalforsorgens vold.

På gårdtur trænede jeg pullups på stativet og ryg og bicep med TRX. Jeg læste om blodprøvemarkører i hærmatologibogen, herunder infektionstal og gennemgik alle de forskellige målinger, man kunne foretage.

Fængselsfrisør

Jeg blev klippet i dag af en af de andre gangmænd. Han gjorde et fremragende stykke arbejde, var meget omhyggelig og tog sig god tid, næsten lidt for god tid, da jeg ikke var vild med at sidde stille særlig længe, og han brugte trimmer såvel som skrabere. Det var et par år siden, jeg var blevet klippet så perfekt. Jeg var ikke ligefrem frisure-connoisseur, men der var vist tale om en ‘high fade’, det klassiske fængsels cut. Faktisk var det over 10 år siden, hvis da ikke længere, at jeg var blevet klippet af andre end jeg selv.

Luft i budgettet

Og fordi jeg ikke qua gangmandens mellemkomst nu behøvede at bruge 350 kroner på en hårtrimmer - hvilket var omkring 10 kroner mindre, end jeg fik som gangmand for en 37 timers arbejdsuge - havde jeg nu råd til at købe både tandtråd, deodorant og hårvoks hos købmanden, foruden frimærker og pulverkaffe, og det betød ret meget for mig.

WTF frimærker

At få købt frimærker inden årsskiftet var meget vigtigt, da prisen i det nye år for et enkelt frimærke til Danmark blev sat kraftigt op fra de nuværende 12 kroner til hele 25 kroner. Det med prisen for frimærker var noget, der blev talt en del om på gårdturen, for der blev sendt rigtigt mange breve fra de indsatte til familie, børn, ægtefælle og myndigheder uge efter uge og måned efter måned (og i nogle tilfælde år efter år).

Det var dyrt allerede og nu altså over dobbelt så dyrt, og samtidig var muligheden for at foretage telefonopkald og få besøg holdt på et absolut minimum, hvorfor det at holde kontakten til omverdenen var yderst begrænset, så havde man et par børn og en hustru og sad man i varetægt i de i gennemsnit 177 dage, som det var tilfældet i 2023, kunne det hurtigt blive dyrt i porto. Og det var ikke altid man kunne lægge flere breve i samme kuvert, som modtageren så efterfølgende kunne distribuere videre til de enkelte modtagere.

Mentalt presset

Jeg havde det psykisk elendigt under og efter mødet med advokaten i går. Jeg kunne ikke holde tanken om morgendagens skueproces og den psykiske vold i den forbindelse ud. Politiet, anklageren og dommeren var nogle per…. sadis…… sv… og fortjente at br.….. i h.l….

Forkølet

Jeg var blevet tiltagende forkølet i løbet af dagen, med nysen, hoste, tåreflåd, en næse der løb, samt ondt i halsen og let feberfornemmelse. Mange af de indsatte og ansatte var begyndt at hoste og nyse i forgårs, og når enkelte i fængslet havde en viral luftvejsinfektion, så havde alle det kort tid efter, blandt andet fordi der ikke var adgang til håndsprit til desinfektion af åbenlyse årsager. Oppe i cellen om aftenen lavede jeg flere sæt leg raises. Jeg havde erfaret på gårdturen, at en gangmand fra en af de andre etager var kommet på hospitalet og ikke returneret, hvorfor vagterne nu havde tømt hans celle.

Vestre Hospital

Jeg krydsede fingre for vedkommende og håbede han hurtigst muligt kom sig. I det mindste var han på et rigtigt hospital med veluddannede, samvittighedsfulde og kompetente læger og sygeplejersker, frem for at blive flyttet over til Vestre Hospital for at dø. Jeg havde med selvsyn observeret den faglige kvalitet af det sundhedsfaglige personales behandling på Vestre Hospital, og havde forholdene været de samme på et rigtigt hospital, ville Styrelsen for Patientsikkerhed straks have fået politiet til at lukke stedet ned.

I retten

Jeg blev hentet lidt over klokken 8 af en fængselsbetjent fra Visitationsenheden eller Besøgsenheden, eller hvad det var de kaldte dem, der fulgte de indsatte frem og tilbage, når de skulle ud at køre. Han var flink og vi fik på vejen en sludder om sigtelserne, baggrunden for dem, min tidligere profession som læge og min status som hjemløs.

Køreholdet

Jeg blev hentet af to uniformerede betjente, som iførte mig det ydmygende transportbælte. Jeg sagde, at jeg ved sidste kørsel med politiet hverken var iført håndjern eller transportbælte og er det oven i købet havde været to ældre betjente i civil, men det var beklageligvis en ufravigelig procedurer, oplyste den ene betjent høfligt.

Gøg og Gokke

Han var meget høj og havde en udpræget jysk dialekt. Hans makker var noget lavede og på min højde. Det var en helt typisk betjent makkerpar konstellation: Én betjent var enten meget høj eller lidt lavere og til gengæld meget kraftig bygget, og han var sat sammen med en betjent, som var af gennemsnitlig højde og drøjde, måske endda under gennemsnittet, eller en kvinde.

Ynglingspansere

Mit yndlingspanser makkerpar var Mads og Færingen, som kørte mig til Vestre den 8. november. Mads var den store af dem og overraskende empatisk, nærmest grænsende til det omsorgsfulde. Han havde været fåmælt under køreturen, hvor jeg mest havde talt med Færingen om alt muligt, bl.a. hvordan jeg havde kunnet gætte, at han var fra Færøerne, om retsvæsenet på Færøerne, om at jeg havde været indlagt med den eneste færing med en anbringelsesdom på Sankt Hans, om hvordan uddannelsen til betjent var, om fordelene og ulemperne, samt holdningen i etaten til politiets nye elbiler, som vi kørte i og meget mere.

Dum og Dummere

Næste makkerpar, som havde kørt mig til retten, bestod af en meget høj rødhåret betjent med rødt skæg, som havde en utrolig usympatisk og flabet attitude. Den Røde Djævel var sat sammen med Gameren, som var en lille, buttet, yngre kvinde, som lignede én, der spillede alt for meget computer; faktisk var hun den betjent, jeg indtil videre havde set, der mindst lignede det, hun var ansat som.

De fjolser gav mig håndjern på, som strammede, så det gjorde vanvittigt ondt og jeg fik hurtigt føleforstyrrelser i flere fingre. Jeg påpegede det stilfærdigt, men fik at vide af Den Røde Djævel, at jeg måtte holde ud, til vi kom frem til retten. Nå, men i det mindste sad håndjernene på forsiden af kroppen og ikke bag på ryggen. Fucking tabere.

Det Grå Guld

Det tredje makkerpar var to ældre, gråhårede civile betjente, som slet ikke gav mig noget på, hverken håndjern eller transportbælte. Som det altid var tilfældet, var den ene af de to seniorer relativt høj og særdeles kraftig med et enormt kødfyldt hoved og den anden var mere normal af bygning og med noget større sølvgrå hårpragt. De var begge meget flinke og vi talte især om hvordan tilværelsen havde været i teltet på Kalvebod Fælled, og den ene af de to udbrød spontant, at jeg da slet ikke lignede en hjemløs.

Den bemærkning gav bonus hos mig og jeg forklarede, at jeg faktisk var lidt ambivalent i forhold til fristforlængelsen, da det på mange måder var at foretrække at være varetægtsfængslet frem for at bo i teltet, især en dag, som den pågældende dag, hvor det regnede kraftigt. Men jeg ville nok alligevel foretrække ikke at være frihedsberøvet. Det kunne de godt forstå, sagde de.

Da vi kom frem til Byretten i Glostrup, sagde den voluminøse af betjentene, at jeg bare skulle lægge min jakke over mine hænder, så det så ud som om jeg havde håndjern på, når jeg gik ind i bygningen. Efter retsmødet havde de to gamle rotter kigget på hinanden i bilen og så på mig og spurgt, om hvorfor min forsvarer havde været så passiv og om hvorfor jeg dog ikke havde valgt en anden, for det havde de da gjort. Jeg måtte forsvare min forsvarer med, at det nok var fordi sager som min var så uinteressante for forsvarerne generelt, samt at jeg desværre ikke kunne få en bedre en af slagsen.

Dagens Par

Makkerparret i dag havde jeg den bedste dialog med. Den Høje Jyde stillede gode uddybende spørgsmål og vi kom overraskende meget igennem, hvad angik samtaleemner, både om DUP’en (den lille makker havde en verserende sag kørende), om forskellen på fængselsbetjente og transportbetjente, politiets mangel på ressourcer og mandskab, om politiets uddannelse (et emne alle havde en holdning til), samt deres opgaver under den aktuelle storm ‘Pia’ (afspærring, hvor der blæste tagsten ned på gaden, ligesom ved sidste storm).

Smalltalk med etaten

Vi talte også om de tidligere betjente Lars Kragh Andersen og René Dahl (førstnævnte havde de ingen holdning til, sidstnævnte var de positivt indstillede overfor), min baggrund som læge, især på retsmedicinsk og politiets forhold til retsmedicinere, min situation som hjemløs, om politiagent mistanken mod mig (hvis de siger ‘Shorta’ om dig, sagde den lille makker, betyder det politi), hvor Jyden spurgte mig, om jeg følte mig sikker og om mit arbejde som gangmand på en rocker-bandeetage og meget mere.

Jeg fortalte selvfølgelig ikke noget om de andre indsatte, sådan var det i min nye verden. Jeg tænkte på turen ud, om hvor venlige de to betjente mon ville være på hjemturen, efter jeg havde kritiseret (med rette!) deres kolleger i retten. Heldigvis skulle bekymringen vise sig at være ubegrundet, for de var mindst lige så flinke efter retsmødet, hvor vi talte om bøger, jeg havde læst i Vestre (den om fængslets historie og den om Putin).

Politi vs. Fængselsbetjente

Vi kom også ind på forskellen mellem politi og fængselsbetjente, hvor man som indsat fik et slags forhold eller en relation på godt og ondt til sidstnævnte, hvilke ikke var tilfældet med politiet, som mange kun så kortvarigt og derfor ikke lære at kende på samme måde.

Selve retsmødet

Først sad jeg og blomstrede et godt stykke tid i et venterum i retten, indtil min advokat ankom. Herefter gik vi i samlet trop ind i retslokalet. Stemningen var tyk af vilkårlighed, påtaget alvor og idioti. Efter det sædvanlige skuespil var blevet opført, hvor advokaten lod som hun kæmpede min sag, anklageren lod som om, at det han sagde var rigtigt og dommeren lod som om, han hørte efter hvad de sagde og vurderede for og imod, og at intet var givet på forhånd, spurgte sidstnævnte, om jeg havde nogen kommentarer.

Jeg læste nedenstående op i retten, da dommeren spurgte, om jeg havde nogen kommentarer, efter at anklageren og forsvareren var færdige:

“Jeg ville ikke være fængslet nu, hvis Styrelsen for Patientsikkerheden ikke havde frataget mig mit levebrød, som følge af en åbenlys og for længst tilbagevist psykiatrisk fejldiagnose og dermed gjort mig hjemløs, hvis ikke min ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist ikke var blevet krænket, eller hvis anklager Henrik Pedersen og efterforsker Dorthe Olsson fra Vestegns Politi ikke konsekvent havde forbrudt sig mod objektivitetsprincippet. Denne retssag er derfor en skueproces, hvor resultatet er givet på forhånd og hvor dommerne ignorerer mine oplysninger og automatisk tager anklagemyndighedens påstande til følge.”

Jeg sad fuldstændig rolig under retsmødet, talte klart, langsomt og tydeligt, og holdt øjenkontakt med anklageren og dommeren, som var henholdsvis Jackie Chan og Dementos, som også havde dømt sidst jeg var i retten. Der var dyb tavshed efter oplæsningen, så jeg benyttede chancen til at understrege:

"at politiet og anklagemyndigheden blev nødt til at gøre sit arbejde, at de bevidst havde ignoreret speciallægeerklæringer, som psykiaterne havde udfærdiget i 2016, 2017 og 2021, som entydigt konkluderede,

atpolitiet havde ignoreret mine vidner.”

Jeg sad fuldstændig rolig under retsmødet, talte klart, langsomt og tydeligt, og holdt øjenkontakt med anklageren og dommeren, som var henholdsvis Jackie Chan og Dementos, som også havde dømt sidst jeg var i retten. Jackie Chan var iklædt en beige eller hvid skjorde med ærmerne smøgede op til halvt på underarmene, så hans dyrt udseende armbåndsur var synligt, og når han ikke selv førte ordet, sad han med venstre hånds fingre hvilende på hagen, så alle de tilstedeværende kunne se hvor stort hans ur var.

Jackie Chan

Hvilket plejede at være en indikator på, at noget andet, som ikke var synligt, var knap så stort. Jackie Chan troede måske han var en dygtig anklager, men det var kun fordi dommerne i Byretten i Glostrup stort set altid automatisk gav dem medhold. Så det var et meget let job at være anklager, hvilket Jackie Chan måtte have glemt, og jeg tænkte på, at anklagere måtte være retsvæsenets svar på psykiatere. Anklageren nævnte, at min bog fyldte 2269 sider og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Dommer Dementos

Dommer Dementos dømte selvfølgelig til anklagerens fordel. Jeg ankede på stedet fristforlængelsen på fire uger og sagde, mens jeg kiggede dommeren direkte i øjnene, at retssagen var en skueproces og en parodi. Jeg var ikke modstander af, at Domstolsstyrelsen forsøgte at afhjælpe den udtalte underbemanding, som var en medvirkende årsag til de groteske lange ventetider, men ligefrem at tømme plejehjemmene og hive ældrebyrden, som Dementos, tilbage i retssalene, var måske ikke den bedste løsning.

Det blev i øvrigt oplyst under retsmødet, at jeg fik min autorisation frataget den 28 november 2018, samt at det var Lægeforeningens advokat, Hanne Rahbæk (mon i familie med min tidligere praktiserende læge Malene Rahbek i Rødovre?), der havde anmeldt mig den 13. april 2021. Retsmøder startede i retssal 103 klokken 9.15, og der var ingen til stede under selve retsmødet, heller ikke ude foran retssalen, ud over min forsvarer, de to betjente, anklageren og dommeren.

En lille sejr

Men jeg havde vundet en lille sejr: Mentalundersøgelsen, som jeg stadigvæk afventede, skulle nemlig foregå i en anden region, fordi der forelå et habilitetsproblem. Det var præcis det, jeg havde indvendt og som var årsagen til, at jeg først havde nægtet at fortsætte undersøgelsen i København, med den inhabile Ulla Norring, dernæst alligevel nødtvungent accepteret at deltage i undersøgelsen, men var blevet straffet af Ullas løgne.

Retspsykiaterens løgne skyld i nye sigtelser

Dette havde igen foranlediget alle de nye sigtelser. Hvis anklageren havde lyttet til mig fra begyndelsen, så var jeg ikke i fængsel nu og så var jeg sluppet for førnævnte sigtelser. Men det var en sejr til mig, så fuck anklageren og Ulla. Advokaten fortalte, at hun havde skrevet til sin kollega Ulrik Sjølin, men ikke hørt fra ham endnu. Før jeg blev hentet, afleverede jeg en seddel til Advokaten vedrørende tøj og kontaktlinser fra Z.

Dementos og advokaten

Efter domsafsigelsen begyndte min advokat at hyggesludre med både Jackie Chan og Dementos, og jeg tænkte på, at hun og Dementos opførte sig i hvert fald som gamle bekendte, nogen, der havde en fortid sammen, sådan som de grinte og talte helt uformelt sammen efter afsigelsen af dommen. Skiftet fra højtidelighed til tant og fjas var ret markant.

Min advokat spurgte mig, om hun måtte fortælle Dementos og Jackie Chan om truslerne mod mig, som følge af, at nogle sjakaler i deres psykose havde troet, at jeg var politiagent og det måtte de gerne, sagde jeg. For det var jo dommerne i Byretten i Glostrup, der havde godkendt den hemmelige agent Frank i drabssagen, som havde afstedkommet truslerne mod mig.

Delegation fra Justitsministeriet

Om aftenen, mens jeg gik op vaskede gulv på etagen, så jeg en lille gruppe fint klædte mennesker; det var angiveligt en delegation fra Justitsministeriet, der blev vist rundt.

Afslag fra retshjælpen

Til aften modtog jeg et udprintet dokument fra Københavns Retshjælp, dateret den 21. december 2023. Det var et afslag. De kunne ikke hjælpe mig med at generhverve min autorisation og henviste bare til min forsvarsadvokat. Endnu et bevis på, at jeg havde haft ret, når jeg fortalte om mine egne forgæves forsøg på via den slags ordninger, at generhverve autorisationen. Det var simpelthen umuligt og derfor var det en parodi på et retssamfund. Jeg havde været så fysisk syg i dag, at jeg måtte droppe både gårdtur og træning. Til gengæld var jeg begyndt at læse “Farvel til våbnene” af Hemingway.

Status

Det var lillejuleaften, og jeg havde været gangmand i 10 dage og indtil videre gik det fint. Men jeg havde været svært stresset, fordi jeg samtidig både skulle oplæres i opgaverne, som gangmændene varetog, møde en del nye mennesker i den forbindelse, og jeg havde derudover advokatmøde, et retsmøde og et baristakursus. Og dertil havde jeg kun været indsat i halvanden måned.

Sygdom og julestemning

Jeg var fortsat, men i bedring. Jeg var på gårdturen igen den eneste gangmand fra min etage, men jeg mødte en af gangmændene fra modtagelsen, jeg kendte, samt min faste gårdtursmakker fra etagen under min og vi fik trænet bryst og triceps og i pauserne mellem sættene gik vi runder i buret, mens vi talte sammen. Jeg fortsatte med at læse i “Farvel til våbnene" og var nået til side 197. I anledning af den forestående juletid, fik vi indsatte i dag cookies, muffins og en snickers, foruden en halv liters sodavand. Det var faktisk mere end jeg havde regnet med, taget den behandling man fik som varetægtsarrestant i betragtning.

Dårligt ry

Vi havde i begyndelsen haft problemer med at rekruttere en ny gangmand til etagen, fordi det var en rockerbande etage, hvorfor mange ikke havde lyst til at komme derop og sidde. Jeg havde selv første gang jeg fik tilbudt stillingen takket nej af samme årsag. Der var LTF’ere, Commanches og en trejde gruppering på etagen, jeg ikke vidste hvem var og førstnævnte havde celler direkte overfor min, så jeg kunne ikke undgå at se medlemmerne flere gange på daglig basis, mens jeg udførte arbejde på gangen, men jeg havde aldrig oplevet nogen problemer, ikke nogen, der var truende overfor mig og de indsatte, der var relaterede til en eller anden gruppering, var som jeg oplevede det, aldrig i konflikter med vagterne, heller ikke LTF’erne, der ellers havde ryg for at overfalde disse. Men man skulle ikke dømme en bog på omslaget, og der var sikkert en årsag til at de pågældende var indespærrede, ligesom det gjaldt jeg selv og alle andre. Men forklaringen på at medlemmerne af grupperingerne var så relativt fredelige i hverdagen var nok, at de var mere disciplinerede og målrettede end gennemsnittet af indsatte. De gad nok ikke spilde tid og kræfter og få ekstra straffe på ligegyldige konflikter med vagter, gangmænd eller andre tilfældige indsatte.

De forskellige afdelingers ry

Der var forskel på fløjene i Vestre Fængsel, hvis man skulle tro rygterne: Sydfløjen gik for at være en skraldespandsfløj, den værste af alle. Hvis man gjorde sig uheldigt bemærket, men ikke så meget, at man kom på min etage eller på den særligt sikrede afdeling, kunne man blive flyttet til Sydfløjen, som en slags straf. Vestfløjen havde angiveligt en undervisningsetage, som gik for at være det bedste sted at være indsat i Vestre; her var alle indsattes celler åbne i dagtiden, som man kunne socialisere med de andre. Vestfløjen havde vist også en behandlingsetage til indsatte med et misbrug. Den skulle efter sigende også være et godt sted at være indsat. Vestre Hospital gik for at være et rigtigt skodsted. Nordfløjen, herunder den nye tilbygning, “Nye Nord” gik for at være det næstbedste sted at være: her kunne man nemlig få adgang til at arbejde i køkkenet og på værksted. Til sidst var der Østfløjen, som var bedre end Sydfløjen, men dårligere end Nordfløjen.

Jul i Vestre

Vejret i går aftes var meget juleagtigt, med store tykke snefnug, der dalede langsomt ned fra himlen, men i dag kunne vejret ikke have været mindre juleagtigt, for det var gråvejr og regnede. Nede på gårdtur ønskede vi hinanden god jul og jeg fik trænet mave og skuldre, mens jeg gik rundt sammen med min faste gårdtursmakker. Oppe i cellen igen kunne jeg fra etagen nedenunder høre to indsatte, der havde fællesskab og sang julesange og bagefter var de flade af grin.

Julefred?

Der var mere jul og julestemning i Vestre end jeg havde oplevet ude i friheden og det manglede bare, at betjentene åbnede dørene til alle cellerne, så de forskellige rockere- og bandegrupperinger kunne tage hinanden i hænderne og danse rundt om det lille juletræ, der stod ved trappen.

Hvem er julemand?

Jeg spurgte for sjov en af vagterne, hvem af dem, der skulle være julemand, og hun smilede og sagde uden tøven “Klaus”. Jeg grinte, for det var netop den vagt, jeg havde kaldt “Hyggeonkel”. Han var stor og havde en tyk mave, og han var altid smilende og i godt humør. Klaus eller Hyggeonkel var et godt valg som julemand, for han var vellidt af alle indsatte. Jeg blev færdig med Hemmingway’s “Farvel til våbnene”, som ikke overraskende var fremragende skrevet, men havde en elendig og trist slutning.

Man skulle bare vide

Jeg kunne ikke klage over forplejningen hér i juledagene; den stod på andebryst med det sædvanlige tilbehør, samt risalamande, foruden en muffin og en cookie, samt en halv liter sodavand. Desuden var der mulighed for ekstra lang fællesskab i dagens anledning. Desværre nåede jeg ikke at få andet end and, fordi vagterne også skulle spise med (og sådan var det jo med samtlige måltider, men jeg kunne ikke tillade mig at klage over dette, for der blev generelt sørget godt for mig, som gangmand, men de ordinære arrestanter, havde det mere end hårdt. Det var ulidelig tortur at sidde indespærret hver eneste dag i 23 timer i døgnet, især hvis man røg, og man tog skade af det, selvfølgelig gjorde man det. Befolkningen skulle vide, at det foregik, og at det ødelagde ikke bare den pågældende arrestant, men hele vedkommendes familie, og man var endnu ikke dømt.

Men mon ikke at befolkningen udmærket godt var klar over det? Måske glædede de sig ligefrem over at andre led, så længe det ikke var dem selv? Det, idioterne måske ikke var klar over, var, at lidelsen skabte vrede, bitterhed og hævntørst hos arrestanterne på den anden ende. Og at dette igen skabte mere kriminalitet, flere ofre og at det risikerede at gå ud over befolkningen. Men sådan tænkte de færreste åbenbart, eller også troede de, at det ikke var dem, det eller deres familie eller venner det gik ud over næste gang. Men det skulle den nok på et tidspunkt.

Opgiver at anke

Jeg fik en god samtale med en af de andre gangmænd til aften. Han var nu i meget bedre humør og havde fuldstændigt skiftet karakter, og var venlig at tale med. Et af de emner, vi drøftede, var præcis det samme, som min gårdtursmakker og jeg havde talt om i dag, nemlig hvor elendige besøgsforholdene var, især hvis man havde børn. Et andet grotesk forhold vi talte om var, at mange indsatte ikke ankede deres domme, og at den eneste årsag til dette var, at det typisk tog et år at vente på at komme i landsretten og at man så i et helt år til skulle sidde varetægtsfængslet under de helt horrible forhold.

Rengørings halløj

Jeg trænede skuldre på gårdtur og ben og mave i cellen efterfølgende. Udover min gårdtursmakker, fik jeg også en længere samtale med en af gangmændene fra modtagelsen, som jeg talte særligt godt med. I dag havde jeg brug for nogle rengøringstips og det emne havde netop denne gangmænd god forstand på, qua sit rengøringsfirma. Ingen af gangmændene fra min egen etage anede i virkeligheden hvordan man faktisk skulle gøre korrekt rent, hvilke redskaber, teknikker og rengøringsmidler, man skulle bruge og hvad, der i virkeligheden skulle rengøres, så uvidenheden gav anledning til irriterende diskussioner, men nu fik jeg alt at vide af ham, der vidste mest om emnet.

Etnisk opdeling

Det var sådan i gårdtursburet, at måske 70 til 80 procent af de indsatte havde en anden etnicitet end dansk, og selv om man var ikke fuldstændig opdelt i etniske grupper, så var der alligevel en tendens til det. Det morsomme var, at gangmanden, jeg henvendte mig til, var af mellemøstlig oprindelse og stod sammen med den gruppe med samme aner, der hang fast ud ved en af bænkene, som der ikke var nogen lyshudede i blandt. Men det var både han og jeg ligeglade med. Alt det pis med etnicitet gad han og jeg ikke. En anden af gangmændene var dansker og et rigtigt dumt svin. Denne gangmand var muslim fra Mellemøsten og læste i koranen flere gange dagligt og var det måske venligste og mest sympatiske menneske i Vestre. Kursusunderviseren Morten var i dag trukket i uniform og havde taget en vagt og det var pudsigt at se ham i den funktion.

Træningselastik af ergoterapeuten

Jeg fik besøg af ergoterapeuten Kristan, fordi jeg ville have en træningselastik. Jeg havde tidligere skrevet en anmodningssed til sygeplejersken og direkte anmodet om en sådan, men hun havde givet mig afslag og begrundet det med hensynet til sikkerheden. Men jeg havde hørt, at man skulle få ergoterapeuten, som også var idrætslærer, til at kigge forbi ens celle under et eller andet påskud, som intet havde med træningselastikker at gøre, og så spørge hende direkte og håbe på, man var heldig. Det gjorde jeg så og var også heldig, for hun sagde at hun vil tage en træningselastik med mig til mig i næste uge.

Lokket til fodbold

Hun prøvede også at få mig til at starte på fodboldholdet, og da jeg kunne se entusiasmen i hendes øjne, sagde jeg, at jeg ville tænke over det og melde mig til på mandag, hvis jeg følte for det. Jeg havde ikke lyst til at give hende et afslag med det samme. Jeg kunne godt lide at spille fodbold, men jeg havde ikke lyst til at få skader og desuden var de fleste andre deltagere på fodboldholdet halvt gamle som jeg. Derudover var fodboldholdet pudsigt nok årsagen til, at jeg fik jobbet som gangmand, fordi min forgænger var på holdet og kom op og slås med en anden indsats under en kamp, hvorfor han blev fyret. En af de andre gangmænd havde været venlig, at lave en ekstra portion mad til mig, samt givet mig 12 til 15 frimærker, han havde i overskud, som han ikke kunne nå at bruge inden taksterne blev forhøjet i det nye år.

Undtagelsen

Jeg læste "Undtagelsen" færdig i dag.

Anmodningsseddel til sygeplejerske af 28. december 2023

“Har overfladisk, men smertefuld hudinfektion svt. bagsiden af højre øre. Den er tiltagende, selvom jeg vasker stedet mange gange dagligt. Er det muligt at få antibakteriel creme?”

Det sædvanlige bøvl

Jeg havde endelig fået bestilt en hårtrimmer, fordi jeg ikke kunne undvære én på sigt, men fik den ikke udleveret, fordi noget som sædvanligt var gået galt hos købmanden. Derfor havde jeg en masse bøvl med at opklare hvad der var gået galt, indtil det viste sig, at købmanden havde trukket beløbet for trimmeren på min fængselskonto, som var den nette sum af 350 kr, men glemt at levere den til mig (det skulle senere vise sig, at en anden indsat havde fået den ved en fejl). Da jeg så genbestilte trimmeren, fordi jeg troede, det var mig, der havde lavet en fejl, kunne jeg efterfølgende konstatere, at jeg ikke havde flere penge på min fængselskonto.

Hudinfektionen

Jeg havde pådraget mig en heftig hudinfektion, udgående fra bagsiden af højre øre, og der var de klassiske infektionstegn med hævelse, rødme, varme og smerte, og selvom jeg var meget omhyggelig med at vaske området grundigt med varmt vand og sæbe flere gange dagligt, så havde infektionen bredt sig til større område på halsen, og huden skællede af over det hele.

Ingen behandling at få

Jeg havde afleveret en anmodningsseddel til sygeplejersken i går, hvor jeg skrev netop alt dette, samt høfligt foreslået, at man måske kunne udlevere noget antibiotisk salve eller creme, da jeg jo i flere dage selv forgæves havde forsøgt at behandle infektionen, men måske var det en tand for frækt eller uforskammet en anmodning, for jeg var end ikke blevet tilset af hverken sygeplejerske eller læge endnu, jeg havde skrevet en anmodningsseddel tidligere. Såret væskede så meget, at min hovedpude om morgenen var snasket helt ind i det halvt størknede rødlige sekret.

Det var en klar behandlingsmæssig fejl for uanset hvad, uanset om man ville udlevere antibiotisk creme eller ej, så skulle jeg tilses af en sundhedsprofessionel. Med en let behandlelig banal omend udtalt bakteriel hudinfektion, som gjorde mig lettere alment påvirket og febril, og som bredte sig så hurtigt, så skulle man skulle ikke vente og se tiden an, så skulle jeg bare have den behandling, der var brug for, det var ikke et uland. Derudover var der også risiko for, at jeg smittede andre, men så langt tænkte genierne nok ikke.

Slåskamp i buret

Nede på gårdtur til formiddags skete der for første gang noget dramatisk, nemlig slåskamp i buret. Optakten var, denne: Jeg gik som sædvanlig rundt i buret med min faste makker, bodybuilderen, og for hver anden eller tredje runde, lavede vi nogle øvelser på stativet eller med TRX, og i dag trænede jeg bryst, triceps og mave. Fordi ergoterapeuten K havde været forbi tidligere med en træningselastik, havde jeg fået varmet godt op med den, og jeg havde ingen skuldersmerter under eller efter træningen i buret.

Optakten

Hvis smertefriheden varede ved, var det et mindre mirakel. Henne ved den bænk, der stod helt op ad hegnet, der adskilte vores bur fra naboburet, stod og sad der den sædvanlige gruppe af indvandrere og på en runde, mens vi passerede gruppen, hørte jeg to fyre fra den sige “fuck dig!” dig og lignende ting til hinanden, men jeg troede bare, at det var den sædvanlige jargon og derfor drejede jeg end ikke hovedet for at se hvem, det var der havde sagt hvad og til hvem.

Men idet min makker og jeg på næste runde gik med front mod bænken og gruppen og var fire - fem meter fra den, begyndte to indvandrere at råbe, slå og sparke på hinanden meget voldsomt. Min makker og jeg stoppede op, så vi ikke blev uforvarende involveret i konflikten. Det hele gik meget hurtigt, og det lykkedes nogle af de tos venner fra gruppen at adskille de to deltagere i slåskampen. Imens råbte en af de kvindelige vagter højt ”Hey, stop så det dér lige nu!” og alarmen gik.

“Koran, vi tager den udenfor!”

De få vagter, der som altid stod uden for buret i døråbningen til opgangen, skyndte sig hen til døren til buret og hurtigt kom til de tilløbende kolleger hen til dem. Jeg kunne genkende Hyggeonkel, der med sit store korpus sprang i øjnene. Der var seks til otte vagter, men de stod bare langs hegnet til buret og kiggede ind i det. En kvindestemme råbte højt noget, jeg ikke kunne høre og så et cellenummer, samt at vedkommende skulle komme hen til hegnet straks. Den ene slagsbror gik hen mod døren, som blev åbnet, og mens han gik, råbte han “Koran, vi tager den udenfor!”.

Vagterne gav ham håndjern på bag ryggen og han blev ført væk stille og roligt. Den kvindelige vagt råbte igen noget, jeg ikke kunne decifrere og så “Vi finder ham på overvågningen!”. Min makker og jeg var begyndt at gå videre, efter noget tid blev et cellenummer råbt og den anden slagsbror gik hen til døren til buret, blev lukket ud og ført væk.

Som intet hændt

Den sædvanlige snak, træning og aktiviteter, var for længst startet igen. Min makker og jeg trak bare på skuldrene, i hvert fald mentalt, og fortsatte også. Jeg havde modtaget bøgerne fra bibliotekaren, og hun havde skrevet til mig, at hun havde bestilt flere hjem fra et andet bibliotek.

Hvem var det?

Om eftermiddagen, da jeg vaskede gulv på etagen, så jeg på etagen nedenunder en overordentlig muskuløs, skaldet mand med tatoveringer overalt og iført en T-shirt, som hans overkrop havde svært ved at være i. Han var på vej i bad og først kunne jeg ikke genkende ham, for jeg havde kun set ham med overtøj på i gården, men det var simpelthen min gårdtursmakker.

Senere på aftenen blev der ringet alarm igen. Det lød meget voldsomt, men jeg kunne ikke høre nok til at danne mig et indtryk af, hvad der skete. Den ene gangmand klippede mig og ville bagefter forære mig trimmeren, fordi han havde flere andre. men jeg måtte takke nej, fordi jeg netop havde modtaget den trimmer, jeg selv havde bestilt og som bare ventede på at blive plomberet af vagterne, så jeg kunne få den udleveret.

Sanjay Shah

Det var et skønt vejr, luften var mild og solen badede os i et gyldent og varmt skær nede i buret. Jeg havde forinden varmet op med den af ergoterapeuten udleverede træningselastik og det fungerede rigtig godt, uden smerter eller ubehag, hvorfor jeg fortsatte med skuldertræningen ned i kroppen nede i gården. En af gangmændene, jeg kendte godt, gik rundt i buret sammen med Bogholderen, som var medsigtet i udbyttesagen, hvor Sanjay Shah var hovedmistænkt.

Jeg havde fortsat ikke set Sanjay Shah, men han skulle efter sigende fortsat befinde sig i Vestre et sted. Gangmanden havde fortalt Bogholderen om mig, min sag, at jeg var ‘doktor’ og havde foreslået at introducere mig for ham. Jeg ville gerne tale med Bogholderen, men ikke for at udfritte ham om sigtelserne mod ham eller om de medtiltalte. Generelt var min holdning den, at jeg aldrig spurgte ind til de indre indsattes sager, for jo mindre, jeg vidste om dem, jo bedre, og det var faktisk heller ikke noget, der interesserede mig synderligt.

Omvendt, så lyttede jeg gerne, hvis nogen spontant fortalte mig noget, men det røg ind af det ene øre og ud af det andet, og jeg ville helst tale om alt andet end noget, der havde med retsvæsenet at gøre, på nær hvis det var generelle forhold, der var omdrejningspunktet for samtalen.

Bogholderen

I forhold til Bogholderen, så ville det være interessant at tale med ham, fordi jeg fra gangmanden kunne forstå, at han besad en enorm indsigt om mange generelle forhold i samfundet, for at øve mit mundtlige engelske, samt fordi jeg savnede at tale med andre mennesker, som ikke kun gik op i at skrive raptekster eller tale om stoffer. Flertallet af indsatte interesserede sig for helt andre ting end jeg; træningen var det eneste, vi i bedste fald havde til fælles, men næppe meget andet.

Min gårdtursmakker havde det på præcis samme måde som jeg, men han var bare bedre til at italesætte det. I dag fortalte han mig, at der stort set ikke var nogen på hans etage, som han havde noget til fælles med, eller ihvertfald virkede som om, han havde noget til fælles med og så var det lidt af et sats at prøve lykken og få cellefællesskab, for det kunne blive nogle meget lange fire timers selskab med én, man absolut intet havde at tale med noget som helst om. Jeg var helt enig med ham og selv om jeg talte med en del i gården efterhånden, så var min gårdtursmakker den eneste jeg selv kunne holde ud at tale med i den tid vi var i buret.

Min makker kunne ikke forstå, hvorfor Kriminalforsorgen ikke sørgede for at dele de indsatte bedre op efter fælles karakteristika eller forhold, eksempelvis alder, uddannelses- eller erhvervsbaggrund, opførsel etc. Jeg synes absolut han havde en pointe og var man ikke gangmand, i køkkenet, på uddannelsesafdelingen eller havde anden daglig beskæftigelse, som på ugentlig basis tangerede et fuldtidsjob, kunne det hurtigt blive enerverende ensomt at være arrestant med 23 timers ophold alene i cellen i døgnet.

Jeg sagde, at det nok passede Kriminalforsorgen meget godt at der var en blanding af forskellige typer af indsatte, måske ud fra den betragtning, at man mente at mere modne, rolige og fornuftige indsatte kunne have en afdæmpende effekt på nogle af de unge lømler, eller måske var det slet ikke noget man overvejede, fordi der notorisk var pladsproblemer og folk derfor måtte sidde hvor der var ledigt og først flytte rundt på de indsatte hvis der opstod problemer.

Byretten i Glostrup værst

Hvor meget de hadede Byretten i Glostrup, at det var den værste ret, de havde erfaring med og at dommerne der var de strengeste og altid bare gjorde som anklagemyndighedens dikterede. Tænkte dommerne i Glostrup mon på, hvor forhadte de var, hvor uretfærdigt de dømte og at de ødelagde mennesker i deres vanvittige had og hævntørst?

Der var mere fyrværkeri til aften end ellers og selvfølgelig af indlysende årsager. Jeg glædede mig til at fejre nytår i Vestre. Jeg havde prøvet at passere fra 2018 til 2019 på retspsykiatrisk afdeling i Glostrup, hvor jeg var den eneste ud over personalet, der var vågen da vi passerede midnat, fordi alle andre var dopede til op over begge ører. Cirka klokken 22.00 begyndte et kæmpe fyrværkeri meget tæt på fængslet og mange indsatte begyndte at pifte, men desværre kunne jeg ikke se showet fra min celle.

Infektionen

Infektionen havde bredt sig og foruden huden, der dannede store skorper, var der tilkommer flere egentlig sår. Jeg skrev derfor dette på en ny anmodningsseddel og denne gang til lægen, men selvfølgelig skete der ændret. Jeg var nedtrykt, bitter og opgivende. Jeg havde intet tilbage og intet at se frem til. Det var én stor parodi, en skueproces, alle vidste, at jeg intet psykisk fejlede, men ingen gad at virkelighedskorrigere myndighederne og dommerne. Sidstnævnt fortjente at kommet i helvede, især dem fra kongerigets værste ret, Glostrup Byret, og alle jeg talte med i Vestre fortalte mig spontant og med vrede i stemmen, at den og retten i Nykøbing Falster var de værste og strengeste i landet. Her talte vi altså om indsatte med betydelig erfaring inden for det retlige system og fra hele landet. Dommerne i Glostrup var dem, der altid gik anklagemyndighedens ærinde, og hvor man ingen chance havde.

Ebbe Preisler

Han havde ikke anvendt nok Metadon til at tage livet af både sin hustru og sig selv, så han var blevet fundet og nu frisk nok til at være indsat på Vestre Hospital, hvor han befandt sig nu. Jeg undrede mig over at medierne allerede før grundlovsforhøret havde nævnt hans fulde navn og jeg kunne også genkende det, men ikke på det tidspunkt forbinde det til en profession. Jeg regnede med at han var en offentlig person og det var årsag til at man afslørede hans identitet i medierne.

Fængselsbetjenten Svenskeren

Fængselsbetjenten Svenskeren, svarede mig ikke, da jeg ønskede ham godt nytår, idet han lukkede døren til min celle kort før Dronningens nytårstale. Svenskeren havde været ansat i Vestre Fængsel i fire år, havde han sagt i går til en kollega, hvilket jeg tilfældigvis overhørte. Han var næppe meget over 30 år gammel, af middel højde, med helt kort lyst hår og skægløs. Han havde en iskold attitude, et udtryksløst ansigtsudtryk, var meget fåmælt og hans blå uniformsskjorte var et nummer for lille, så den sad stramt om hans slanke og markerede, men ikke særlig muskuløse overkrop. Jeg skulle senere erfare, at indsatte fra en af grupperingerne havde skrevet trusler på væggen på et af toiletterne specifikt rettet mod ham, så måske havde det påvirket hans indstilling overfor de fleste indsatte i negativ retning, måske havde han altid været sådan. Men efterhånden som Svenskeren havde lært en at kende, kunne man godt joke lidt med ham og få et smil frem på hans læber.

Dronningens nytårstale

Jeg var spændt på Dronningens nytårstale og selvom talen til at begynde med var forholdsvis upåfaldende, så detonerede Hendes Majestæt pludselig bomben. Jeg have som de fleste gættet, at hun ville meddele at hun abdicerede, da hun i talen så at sige tog tilløb til at sige det, men jeg var alligevel til min store overraskelse lettere følelsesmæssigt påvirket, da hun erklærede, at hun ville overlade tronen til Kronprins Frederik. Det var et stort øjeblik i danmarkshistorien, men jeg følte ikke længere et tilhørsforhold til det land, hun var regent for, Danmark, som havde udsat mig for årelang tortur og uret og ødelagt mit liv.

Jeg var glad for at Dronningen advarede mod antisemitisme, for det var absolut på sin plads. Derudover var talen ikke specielt fremragende og jeg blev fortørnet, da Dronningen takkede politiet for deres indsats, for de svin havde jo misbrugt deres magt talrige gange og gennem flere år over for mig, så de fortjente intet som helst. I det mindste takkede Dronningen ikke Kriminalforsorgen og det var da altid noget.

Tumult

I formiddags opstod der en masse larm og tumult fra en af etagerne under min. Det var en kvinde, der råbte og skreg, hvilket hun havde gjort flere gange tidligere, men denne gang blev det ved længe og vagterne løb ned ned af trappen for at komme deres kolleger til undsætning, men underligt nok blev alarmen ikke aktiveret. Alligevel gik vi gangmænd ind på vores celler, for det skulle vi hver gang der udbrød ballade. Vagterne havde så mindre at holde øje med på deres monitorer, for der var flere overvågningskameraer på hver etage.

Åndehullet

En anden gangmand kom ind på min celle med et magasin for indsatte, der hed “Åndehullet”. Det læste jeg med stor interesse, for de fleste artikler var relevante, eksempelvis en længere artikel om sagsomkostninger og hvordan man greb det an at tilbagebetale disse, også selvom det for størstedelen af de indsatte var komplet umuligt at gøre. Der var også nogle læserbreve, hvoraf et par stykker var så fejlbehæftede at man skulle tro de var skrevet af børn i indskolingen, hvilket den anden gangmand og jeg var flade af grin over.

Færdiglæste bogen “Efter krigen - kampen for et nyt liv” af Christian Richardsen og Michael Jensen. Bogen handlede om en udsendt dansk soldat, som fik bortsprængt begge ben på en patrulje i Afghanistan, men som formåede at få det bedste ud af tilværelsen trods alt, herunder at lære at anvende nogle avancerede benproteser. Det var dybt imponerende hvad den sårede soldat havde præsteret, men desværre på bogen i min optik ikke særlig velskrevet, for at sige det mildt, så jeg var glad for at ligge den fra mig.

Under faglig standard

Jeg havde stadigvæk ikke hørt noget fra lægen vedrørende mine henvendelser angående hudinfektionen bag mit øre, og det var simpelthen for ringe og under laveste faglige standard. Gudskelov var infektionen ikke forværret i dag, og med lidt held og god hygiejne kunne det være, at den ville gå sig selv igen i løbet af et par dage. Nede på gårdtur fik jeg talt med flere end jeg plejede, og jeg ønskede dem, jeg hilste på, et godt nytår.

Jeg vågnede som jeg plejede, når det var weekend, lidt over otte til morgen. Jeg havde vasket alt mit tøj og gjort min celle ekstra grundigt rent i går aftes, så der var styr på alt. Desuden var det vigtigt med streng hygiejne, når det var lykkedes at pådrage mig en hudinfektion, så det var ikke fordi jeg var specielt hysterisk på det område.

Ebbe Preisler

Filminstruktøren Ebbe Preisler, der havde forgiftet sin hustru og efterfølgende sig selv i en slags selvmordstrakt, eller i det som man formelt nok ville kalde udviddet selvmord eller mere korrekt forsøg her på, da han ikke var lykkes med sit forhavende, for så vidt det gjalt ham selv.

Det var interessant, at filminstruktøren angivligt i fællesskab med sin hustru havde skrevet en kronik om netop ønsket om aktiv dødshjælp i forhold til konen og ham selv i Politiken for ikke så længe siden.

Jeg undrede mig over at medierne allerede før grundlovsforhøret havde nævnt hans fulde navn og jeg kunne også genkende det, men ikke på det tidspunkt forbinde det til en profession. Jeg regnede med at han var en offentlig person og det var årsag til at man afslørede hans identitet i medierne.

Ovenstående henvendelse resulterede i ingenting.

Nytår i Vestre

Det var et smukt syn fra vinduet i min celle på 4. etage i fængslets østfløj med udsigt ud over Vesterbro og indad mod Indre By, da rådhusurets visere passerede midnat og der for alvor blev tændt for fyrværkeriet.

Især ovre fra området mellem Ny Carlsberg og Vesterbro blev der fyret løs. Der blev råbt "godt nytår!" fra mange af cellerne, men der var ikke så meget larm og råben, som jeg havde troet, og der gik ikke mere end en halv times tid før der var stille igen.

Gårdtur

Det meste af dagen var vejret mørkt, koldt og regnfuldt. Jeg fejede etagen og klarede de sædvanlige gangmandsopgaver, før jeg lavede skulderøvelser med den udleverede træningselestik som opvarmning før gårdturen. Nede i buret var det som det plejede. Jeg hilste på de andre gangmænd og der blev udvekslet nytårshilsner, før min faste makker ankom, og vi begyndte at gå de sædvanlige runder i buret, mens vi hver anden eller tredje runde lavede øvelser. Jeg trænede ryg med TRX og på stativet med bla. forskellige variationer af kropshævninger, foruden biceps med TRX.

Ufortjent behandlet

Jeg fik bagefter en længere samtale med en af de andre gangmænd fra en af de andre etager i Østfløjen. Han var ellers altid venlig, smilende og imødekommende og han havde hjulpet mig meget, da jeg havde siddet på hans etage og selv om han også fremstod glad i dag, betroede han mig, at han var vred over den måde et par af vagterne havde behandlet ham på i dag. Han havde pænt spurgt om han måtte ringe til sin familie i udlandet for at ønske dem godt nytår, men vagterne havde bare surt afvist ham.

Han havde klogeligt nok ikke diskuteret afvisningen, men høfligt accepteret beslutningen, selv om hans gamle mor sad og ventede på han ringede til hende. Senere på dagen spurgte han så igen en anden vagt om det samme, men blev igen bare afvist uden videre. Det var faktisk en meget svinsk måde at behandle netop denne gangmand på, for han var ekstraordinært flittig og gjorde langt mere for de indsatte end nogen af de andre gangmænd.

Eksempler på dette var, at han hældte en smule skyllemiddel i vandet i det rengøringssæt der blev udleveret de de indsatte, så cellen duftede efter endt rengøring og han lagde de indsattes vasketøj pænt sammen, når han havde vasket det for dem, foruden en masse andre gode ting. Han gjorde en masse godt uden at få noget som helst ekstra for det og af et godt hjerte, han var derfor også meget vellidt og gjorde en virkelig forskel for de indsatte og derfor fortjente han mildest talt ikke at blive behandlet så ringe af vagterne. Det fortalte jeg ham.

De medindsatte

Efter gårdtur trænede jeg lænd i cellen. En af de andre gangmænd, som havde været i varetægt i omkring trekvart år, havde været muggen og irritabel på det seneste, men da jeg efter gårdtur returnerede til afdelingen, var han i markant bedre humør, venlig og medgørlig, Jeg spurgte den anden gangmand, hvilke kategorier af arrestanter, der sad på den etage vi var gangmænd, for selvom jeg havde en god formodning, var jeg ikke sikker og vagterne var ikke nogle, jeg talte om andre indsatte med.

Han fortalte mig, at dels sad de indsatte, der ikke kunne sidde på de andre afdelinger, fordi de skabte sig, var aggressive, tossede og ekstra besværlige. Var der eksempelvis problemer med en indsat på stueetagen, og var han ikke aktut kandidat til en plads i obscellen eller på den særligt sikrede afdeling (SSA), så kom han op til os, hvor vagterne havde erfaring med hårde indsatte. Eksempelvis sad der en russisk (eller noget i den stil) talelnde mand et par celler fra min og han var så truende, kværulerende og latent aggressiv og var det hele tiden, at der altid skulle være tre vagter til at åbne hans celle. Men han kammede ikke så meget over at han skulle på SSA. Omvendt sad der en afrikaner på modsatte side af gangen, som angreb en af vagter, og som blev ført eller nærmest båret væk af en hold af vagter til SSA og da han næste dag var faldet til ro igen, kom han tilbage.

Og dels sad der tre grupperinger på etagen i øjeblikket: LTF, Comanches MC og Satudarah. At de ikke alle var Comanches MC skyldtes angivligt, at Satudarah medlemmerne var blevet varetægtsfængslet før klubskiftet. Vi havde intet med nogle af de andre indsatte at gøre, for hver gang de skulle på gårdtur, skulle vi gangmænd gå ind på vores celle og blive der indtil man havde lukket alle ud, og omvendt, når de skule ind igen. Det var et spørgsmål om sikkerhed. Vi så dog kortvarigt hinanden når nogle skulle på toilettet eller i bad. Vi talte aldrig om grupperingerne eller deres medlemmer, faktisk nævnte vi end ikke gruppernes navne, når vi talte sammen indbyrdes. Vi gangmænd gjorde en stor indsats for at holde afdelingen ren, hygiejnisk og velfungerende ift. tøjvask og cellerengøring etc. og grupperingernes medlemmer var meget diciplinerede og havde styr på tingene, så på den måde fungerede lige det til alles tilfredsstillelse.

Men tilgælgæld talte vi en del af nogle af de besværlige indsatte, som kom på afdelingen og som der var en del af. De fleste og værste af dem var ikke dansktalende og nogle opførte sig helt crazy. I forhold til grupperingerne, så havde jeg og vi som sagt intet med dem at gøre, jeg anede ikke hvad nogen af medlemmerne hed eller hvilke celler de sad i på gangen. Det eneste, jeg vidste var, at når en LTF'er skulle have åbnet sin celle af en eller anden årsag, så skulle der altid være to vagter til opgaven. Det var en ufravigelig regel, som ikke gjaldt for nogen af de andre grupperinger på etagen og den skyldtes i forhold til det, andre fortalte mig, at LTF'erne havde gået efter at overfalde vagterne pludseligt og spontant uden nødvendigvis at der havde været en forudgående konfliktsituation.

Så eneste påmindelse om at der i det hele taget eksisterede grupperinger var, når vi skulle rengøre og klargøre en indsats celle som var blevet ledig. For i enkelte tilfælde havde den tidligere beboer skrevet LTF eller NNV på vægge eller inventar og netop disse to forkortelser skulle vi altid vaske væk. Om vedkommende, der havde skrevet det faktisk var medlem af disse grupperinger anede vi intet om, det måtte bare ikke stå nogen steder. Jeg syntes det var lidt mærkeligt al den stund at de indre af alle cellerne var overtegnede og det blev bare stående, men de to forkortelser var bandlyst. Min advokat syntes at 'ord var farlige', men jeg syntes det var noget vrøvl.

Ad gentagelsestilfælde

Nedenstående var mit noget kluntede forsøg på at forsvare mig selv med ord, når nu min(e) advokat(er) intet havde foretaget sig. Det var jo ikke for sjov, det handlede om mit liv.

"I forhold til påstanden om gentagelsestilfælde, så gælder det, at de samme forhold gør sig gældende vedr. 2018 dommen, som i den aktuelle retssag, nemlig at jeg var og er hjemløs, fejldiagnosticeret som kronisk sindssyg og havde og har mistet min lægeautorisation og dermed mit levebrød på et faktuelt forkert grundlag. At der er blevet begået alvorlige myndighedsfejl, som man konsekvent og mod bedreviddende nægter at korrigere, trods de meget alvorlige konsekvenserfor mit liv, mener jeg ikke skal ligge mig til last."

Advokatsamtale

Jeg sagde til vagten, at jeg ville skrives op til en telefonisk advokatsamtale i dag. Det var efterhånden klart, at Advokaten var ligeglad med mig og oven i købet åbenbart syntes, at jeg var irriterende. Jeg kunne sådan set godt forstå hende. Jeg kunne bare ikke rigtig lade være med at kæmpe for min tilværelse, når hun ikke gjorde.

Udbyttesagen

Jeg læste på TV2 News, at Guenter Klar var blevet idømt seks års fængsel for at have svindlet den danske stat for 320 millioner. Det så ikke godt ud for Bogholderen, desværre. Så jeg håbede at Guenter vandt ankesagen, for han havde anket til landsretten. På gårdtur trænede jeg biceps, triceps og mave.

Fast arbejde

Hvis man udførte arbejde eller var på AMU kursus i fængslet, fik man løn for det og det samme var tilfældet, hvis man anmodede om at arbejde, men hvor man måtte vente på at påbegynde det, fordi der ikke var noget arbejde at få, hvilket kaldtes ventepenge. Og det beløb sig til den nette sum af 360 kr om ugen, hvilket var det, jeg havde modtaget hidtil. Men fordi jeg nu var gangmand, modtog jeg den rette sum af hele 423 kr om ugen.

Vilkår som gangmand

Som gangmand blev ens celle åbnet kl. lidt over 7 om morgenen og låst kl. ca. 18, og i hele dette tidsrum skulle man enten udføre forskellige opgaver eller stå til rådighed i forhold til ad hoc opgaver, som eksempelvis cellerengøring, når en indsat blev flyttet, så cellen var parat til næste ufrivillige logerende. Det var faktisk hårdere mentalt end hvad man umiddelbart skulle tro at være på så længe syv dage om ugen.

Storm

Det stormede fortsat meget kraftigt og vinden stod med uformindsket styrke direkte ind på vinduerne og slap en isnende træk ind i cellen, så man frøs om fødderne. Det var så stort et irritationsmoment, at det var noget, jeg talte med min gårdtursmakker om, og han havde samme problem på hans etage. Det var muligt ved at applicere et hårdt, kortvarigt pres på vinduet, at få det til at slutte tæt, men dette var desværre kun en midlertidig løsning, for efter kort tid sprang vinduet op igen. Min makker boede mere udsat end jeg for vinden og han kunne ikke lave det særlige pres, som fik vinduet til at slutte tæt for en stund, så han havde prøvet alt muligt andet, men forgæves.

Vold

Jeg var nærmeste tilskuer en voldelig episode i eftermiddags. En yngre mand var lukket ude på toilettet i alt for lang tid efter han havde kaldt på vagten. Da han endelig blev lukket ud, var han meget vred og sagde et eller andet til vagten Haren og han undlod demonstrativt at lukke døren til toilettet, som han ellers skulle, men gik i stedet bare væk og fortsatte i retning af sin celle.

Den indsatte ignorerede vagtens opfordring til at lukke toiletdøren. Det skulle han ikke have gjort. Straks gik vagten med hurtige skridt hen til den indsatte og tog fat i hans arm, netop som den indsatte passerede døråbningen til cellen. Haren sagde noget med en meget bestemt tone til den indsatte. Herefter trykkede den kvindelige vagt, der var med Haren alarm, og jeg gik ind på min egen celle, hvilket vi gangmænd skulle, når der var ballade.

Derfor så jeg ikke, hvad der efterfølgende skete. Men det gjorde en af de andre gangmænd, som fortalte at den indsatte, som var en høj, tynd og helt skaldet mand af afrikansk afstamning, blev ført væk af fem vagter i et førergreb. Han skulle en tur på SAA, som var den særligt sikrede afdeling i Vestre. Man kunne mene hvad man ville om episoden, og jeg kunne se det fra begge sider: Den indsatte havde ganske rigtigt været lukket inde på toilettet alt for længe, hvilket jeg selv havde prøvet og det var voldsomt irriterende, og vagterne skulle have lukket ham ud, især fordi der ikke var travlt på det tidspunkt. Omvendt kunne vagterne ikke sidde den indsattes protest overhørig, og måtte af princip reagere og sætte den indsatte på plads.

Ingen tidlig vækning

Celledøren blev pludseligt åbnet og en vagt stak hovedet ind og sagde det obligatoriske “godmorgen!”, som jeg til trods for, at jeg endnu var søvndrukken, reflektorisk svarede med et “godmorgen!”. Jeg plejede at vågne væsentligt tidligere, fordi ham, der boede i cellen under mig nogle gange allerede omkring klokken 5.30 om morgenen, skruede så højt op for musikken, at det vækkede mig.

Underboen væk

Jeg var ikke den eneste, der var generet af egoisten, for ofte hørte jeg bankelyde fra de andre celler, som tegn på, at nogen af de andre indsatte var utilfredse med tingenes tilstand. Man skulle være ret dyssocial for at udvise den adfærd. Men i dag havde tossen altså ikke larmet og derfor havde jeg sovet så længe.

Men jeg havde ikke sovet over mig, for det var således, at vagterne først gik rundt til alle cellerne og vækkede de indsatte og så når de var færdige omkring to minutter efter, så vendte de tilbage og åbnede gangmændenes celler og på det tidspunkt skulle jeg være parat til straks at uddele rengøringssæt til fem celler før vagterne nåede til de pågældende celler med vorgenmadsvognen kort efter.

En gang om ugen fik hver celle udleveret et rengøringssæt, og det passede med, at vi hver dag satte fem rengøringssæt frem. Det var de faste rutiner og det skulle altid bare fungere og til tiden. Hvis jeg derfor ikke havde været parat til denne opgave som gangmand, havde resulteret i en fyring som gangmand.

Gårdtursmakker flyttet

Jeg havde taget en ekstra trøje samt hue og handsker på, men alligevel frøs jeg i usædvanlig meget. Min faste makker fortalte mig, at han allerede efter gårdturen ville blive flyttet til en anden og bedre afdeling, end den han sad på aktuelt, som var på etagen under min.

Det lød ikke på min makker, som om det var en afdeling, der fungerede særligt godt, blandt andet var noget, der irriterede ham, at der ikke var en sæbedispenser med flydende sæbe på alle toiletterne, sådan som der var på de andre etager. Det synes jeg også var helt uforståeligt, for der var enkelte indsatte, der var nogle uhygiejniske svin.

Fyret som gangmand

Det viste sig nemlig, at ham, der boede i cellen på etagen under mig og som var gangmand, havde begået den dumhed, at rette henvendelse direkte til købmanden, da denne kom med varer til de indsatte. Han manglede åbenbart at få nogle varer, som han havde bestilt, og det sagde han så til købmanden. Det var reglen snarere end undtagelse, at man ikke fik en eller flere af de varer, man havde bestilt og ofte også betalt for; ikke fordi varen var udsolgt, men simpelthen fordi købmanden var så sløset. Derfor var man nødt til at henvende sig til købmanden og som gangmand kunne man gøre det direkte til vedkommende, når denne bragte varer ud. Jeg havde selv gjort præcis det samme flere gange, venligt selvfølgelig, men det måtte man faktisk ikke og det var en fyringsgrund.

Bare en undskyldning

Derfor blev gangmanden opsøgt af en vagt, der fortalte ham, at han var fyret og hvad årsagen til det var, og så fik han ellers nogle minutter til at pakke sin celle ned i affaldssække, hvorefter han blev overflyttet til en anden fløj. Sandheden var naturligvis, at mange var irriteret over den pågældende gangmand og derfor skulle vagterne kun bruge en undskyldning for at fyre ham og få ham væk fra afdelingen, men alligevel tænkte jeg, at det var en god idé, at jeg ikke igen tog kontakt til købmanden, når jeg ikke havde fået de varer, jeg havde bestilt, bare for en sikkerheds skyld. Jeg synes dog at det var rart, at jeg slap for at blive vækket så tidligt om morgenen af tossens larm.

Glat i buret

Der var endnu mere glat i buret i dag, og det, kombineret med den bidende kulde, afholdt de fleste indsatte, herunder min makker og jeg fra at træne. Vagterne ved buret advarede hver eneste indsat, der passerede dem på vej ind i buret, at der var glat og at de risikerede at glide og falde. Ja tak. Men hvorfor saltede de så ikke bare i buret? Mon den store hvide plastikbeholder, som stod lige ved siden af den vagt, der sad under varmelampen og med tæppe over sig ved indgangspartiet til opgangen, kunne åbne låget og anvende noget af indholdet til formålet?

Afsked med gårdtursmakker

Jeg tog kort og usentimentalt afsked med min gårdtursmakker. Han regnede med at få en lang dom og kendte spillets regler, så jeg vidste at jeg var den af os, der kom først ud igen. Min gangmandsmakker havde alene ved at være min makker på gårdturen reddet mig for ubehageligheder, han havde hjulpet mig meget og jeg håbede, at jeg en dag kunne gøre noget for ham. Han var et godt menneske, som var yderst fornuftig at tale og træne med, og som havde været en god moralsk opbakning, da han forstod min ret specielle situation ganske godt og uden jeg behøvede at forsvare og forklare mig hele tiden.

Tøj indleveret

Jeg fik til min store og glædelige overraskelse indleveret mit tøj fra Z. Dog måtte jeg af en eller anden tåbelig regel ikke få to håndklæder udleveret, så de blev sendt tilbage til depotet. Jeg havde i går været svært deprimeret og opgivende, og jeg magtede ikke gentagelse af hele cirkusset med retssager og alt det medførte.

varetægtsfængsl som tortur

At være varetægtsfængslet var en del af torturen, som politiet brugte til at nedbryde de indsatte. Det var rædselsfuldt og gav ar på sjælen. Og jeg havde kun været indespærret i knapt to måneder. Det var ingenting i forhold til de fleste varetægtsfængslede. Den ene gangmand på min etage havde været i varetægt i 9 måneder og den anden havde først været i varetægt, men afsonede nu under varetægtsforhold og det havde han gjort i over 3,5 år. Det var jo helt grotesk. Hvordan kunne det foregå i Danmark?

Konflikter over bagateller

Mine to gangmandskolleger begyndte at mundhugges over et viskestykke, der hang i køkkenet og som der var kommet en mindre plet på. Jeg forstod ikke hvad problemet var, for jeg skiftede bare det snavsede viskestykke ud med et rent,mens de stod og skændtes Jeg har selvfølgelig ikke vi skal stykket i sig selv der var problemet som den ene gang mand efterfølgende kom ind til mig og sagde så skete det en gang imellem at de mindste ting vokser sig store og kort tid efter sad de to gange mandag også og snakkede og grinede sammen foran TV’et i den ene gangmands celle. Jeg trænede mave og ben på cellen til aften.

Malerne

Malerne havde været i gang og jeg havde smalltalket med en af dem, selvom jeg vist ikke måtte og omvendt. De havde malet det hele hvidt, det pyntede gevaldigt, og når solen stod ind gennem det store vindue for enden af gangen, som udgjorde hele bagvæggen, så så gangen nærmest smuk ud.

“Hold mund, hold ud, kom ud”

Toiletternes vægge på det stykke uden klinker, der gik mellem de øverste klinker og loftet samt på dørene stod mange forskellige ting.

Vintersol

Det var et endnu smukkere vintervejr i dag end i går og solen stod ind ad det store vindue for enden af gangen og badede hele etagen i et gyldent og blødt skær og i en vinkel, så man kunne se selv de mindste fnug på gulvet.

Fængselshåndbogen

Jeg havde lånt en bog med titlen “Fængselshåndbogen”, som viste sig at være meget interessant, brugbar og meget anbefalelsesværdig for nyindsatte. Den var forfattet af en tidligere indsat, som vistnok var endt i fængsel fordi han havde været politisk aktivist og nu i egenskab af freelance journalist havde skrevet bogen, som kom vidt omkring og dækkede mange forhold og kom med mange gode råd om alt fra hvordan man skulle få tiden til at gå i arresten til den børneansvarlig betjent. Jeg nåede at læse hele bogen før gårdturen, som startede kl. 14.00.

Alene i gården

Min faste gårdtursmakker var nu væk og jeg var alene igen. Jeg fik på vej ned på gårdturen øje på den store bøtte med vejsalt, der stod i opgangsdøren. Uden at tænke mig om, røg det pludseligt ud af munden på mig da jeg passerede vagten, om jeg måtte salte gården og utroligt nok fik jeg lov til det. Jeg skyndte mig at bære den overraskende tunge bøtte med saltet ned af de få trappetrin så jeg ikke forstyrrede flowet af indsatte, der lidt ad gangen blev lukket ud, så der ikke opstod en flaskehals ved kropsscanneren.

Saltede i buret

En af de andre gangmænd kom mig til undsætning og hjalp mig med at bære bøtten ned i gården. Der var ikke helt så glat som i går, men der var stadig behov for saltning. Jeg hilste på de sædvanlige, men derefter var jeg alene. Jeg forsøgte at henvende mig til nogle af de andre, men det lod ikke til at de var særligt interesserede i at tale med mig, så det endte med at jeg efter 20 minutters frugtesløse anstrengelser begyndte at træne i stedet.

Den stod på bryst og mavetræning i dag, men efter jeg havde lavet så mange sæt at jeg var helt flad og der stadig var lang tid tilbage, tog jeg mod til mig og gik hen til en anden gangmand, end ham, der havde hjulpet mig, og mængede mig ind hos ham. Vi faldt i snak, og han forbarmede sig til at gå runder i buret sammen med mig indtil gårdturen sluttede.

Hakkeorden

Hans gestus var en engangsforteelse, så jeg kunne ikke regne med at den ville gentage sig fremover, for den pågældende var øverst i hakkeordnen og jeg befandt mig væsentlig længere nede eller var så relativt atypisk en indsat, at jeg faldt lidt uden for kategori. Omvendt havde alle en plads i hierakiet, om de var uden for kategori eller ej.

Men på grund af dem jeg trods alt havde gået rundt med i buret, som alle befandt sig i toppen af krandsekagen herinde, og fordi jeg trods alt havde været indsat så relativt længe og ikke havde gået rundt og været opsøgende eller stillet for mange spørgsmål, så var der ikke længere nogen, der troede jeg var politiagent, så det var altid noget. Folk i Vestre var generelt langt mere paranoide end dem på retspsykiatrisk. Et andet spøjst forhold var det, at en overraskende stor andel af de indsatte i Vestre havde en eller anden tilknytning til Christania.

Dødeligt retsvæsen

Og nu var det defekte retsvæsen så ved at tvinge mig til at begå selvmord ved at forbryde sig mod alle retsprincipper og ingen gjorde noget for at hjælpe mig, heller ikke min egen advokat. Det var ét langt mareridt og jeg var alene, jeg havde ingen familie eller venner, og det eneste menneske, der kærede sig om mig, var Z. Alle andre, herunder min advokat, var ligeglade med mig og med politiets grove pligtforsømmelser. Andre indsatte havde trods alt noget at kæmpe og holde ud for, familie især og selv om de selvfølgelig savnede dem og led svært under savnet, så var det også deres lys i mørket og motivation til alligevel at fortsætte kampen og livet og holde ud. Jeg havde absolut intet som helst at leve for, og det eneste der gjorde at jeg holdt ud, var ønsket om hævn.

Tørlagt fængsel

Klokken lidt over 10 om formiddagen var der pludselig ikke mere vand tilbage. Jeg var i gang med at gøre rent og var i færd med at fylde en spand op med vand, da der ikke kom mere ud af hanen. Intet drikkevand, intet vand til toiletskyl, intet vand til opvask, tøjvask eller noget som helst andet. Ikke en dråbe. Vagten kom og oplyste os om, at Hovedstadens forsyning havde lukket for vandet til Vigerslevvej, fordi man skulle reparere et vandrør et sted, der var sprunget i løbet af natten på grund af den usædvanligt hårde frost, og man forventede at der ville blive åbnet for vandet igen klokken 16.00. Desværre havde man glemt at varsle fængslet, faktisk var man ikke engang klar over, at Vestre lå i forsyningsområdet.

Noget lort

Havde vi været forberedt, kunne vi have fyldt en masse spande op med vand forinden, især til skyl i toiletterne. På min etage var der omkring 32 - 35 indsatte og fem toiletter, så det var ikke så godt, og alle vidste, at vandet ikke ville blive åbnet igen på det annoncerede tidspunkt. Det var meget kritisk, at der intet vand var, for det var i forvejen rædselsfuldt at være indespærret i 23 timer i døgnet i måned- eller årevis, og der skulle ikke så meget til, for at læsset væltede.

Alle tissede i forvejen i håndvasken, og selv om man plejede at tænde for hanen og skylle efter, så var det ingen katastrofe, men derudover kunne ingen gå på toilettet, vaske hænder, gå i bad eller få vand the og kaffe. Tandbørstning var også udelukket. Jeg havde tilfældigvis to 2 liter kildevand i plastikflasker stående, men dem, der intet at drikke havde på lager, så at sige, måtte tørste, for det lod ikke til at vagterne delte drikkevand ud.

Heldig gårdtur

På gåturen skete det lille mirakel, at jeg talte med to andre, så jeg ikke skulle gå rundt alene. Derudover fik jeg også trænet bryst og triceps, samt udført to helt nye øvelser med TRX, som jeg aldrig tidligere havde trænet, og det var i sig selv meget positivt. Vi fik drøftet vandsituationen og en vittig sjæl foreslog, at vi hellere måtte indsamle noget af den sne, som dækkede asfalten i buret, så vi kunne smelte det til vand. Det var en yderst vellykket gårdtur, og det var jeg meget taknemmelig for, da det på ingen måde var en selvfølge.

Stadig intet vand

Oppe på afdelingen igen skrev jeg en anmodningsseddel til bibliotekaren, om jeg kunne låne noget medicinsk litteratur, og jeg understregede, at det skulle være på lægeniveau, samt at det meget gerne måtte være på engelsk. Klokken havde nu passeret 16.00 og der var stadig intet vand. Klokken 17.45 ville der blive åbnet for vandet igen, lød meldingen så fra vagten, men det skete selvfølgelig heller ikke. Over 500 indsatte var spærret inde og stadig tørstede. Det var ekstremt dårligt håndteret.

Dårlig håndtering

Vagterne burde have en klar procedure for, hvad man skulle gøre i en situation som denne, for fængslet var ikke bygget i går og havde det været hedebølge, og var der mange fysisk syge indsatte, var det ikke særligt godt. Vagterne burde straks skaffe mindst to liter vand på flaske til hver indsat, så ingen i det mindste tørstede, for bare det psykiske ubehag af ikke at kunne slukke tørsten, samtidig med at man var låst inde, var slemt nok og helt uacceptabelt. Men fordi det var et arresthus, var alle ude i samfundet ligeglade med vores ve og vel, der skete intet og der var ingen stemmer eller nogen anerkendelse i at behandle os som mennesker.

Fristforlængelse den 18. januar 2024

Jeg skrev nedenstående udtalelse, som jeg havde tænkt mig at læse op i Byretten i Glostrup, når jeg skulle fristforlænges den 18. januar. Desværre fik jeg aldrig gjort det, omend jeg fik sagt noget lignende.

"Jeg blev tidligere i denne ret idømt en behandlingsdom uden længstetid for noget, jeg bevisligt aldrig har fejlet eller modtaget behandling for og nu forsøger politiet og anklagemyndigheden igen at dømme mig til livslang, uberettiget tvangsbehandling med invaliderende og livsfarlig antipsykotisk medicin, selvom de ved, at jeg intet psykisk fejler.

Derfor er resultatet af dette retsmøde givet på forhånd, idet jeg automatisk bliver fristforlænget i fire uger og således er dette en parodi på en retfærdig rettergang og en retstat uværdigt.”

Brev til Folketingets Retsudvalg

Jeg var fuldstændig detroniseret og skrev et brev til Folketingets Retsudvalg, som jeg godt nok vidste de ville ignorere, men som de ikke desto mindre alligevel skulle have en teoretisk mulighed for at læse og forholde sig til.

Over to et halvt år i varetægt

I buret trænede jeg intensivt ryg og biceps og talte med en indsat, jeg ikke tidligere havde snakket med og som var interessant. Han havde mere mellem ørene end de fleste, og han vidste faktisk noget, og om alle mulige emner, som ikke snævert kredsede omkring de sædvanlige, som var stoffer og kriminalitet. Han fortalte, at han havde siddet i varetægt i over to et halvt år i Vestre Fængsel, fordi han havde anket byrettens afgørelse til landsretten, og som det var sædvane, skulle han forblive i varetægt indtil der var tid der, hvilket var mindst et år i hans tilfælde. Han havde familie og havde siddet så længe under varetægtsforhold. Det var ufatteligt, det var direkte vanvid. Jeg kunne ikke begribe, at han kunne holde det ud. Jeg var slet ikke sikker på, at jeg selv ville have overlevet så længe.

En historisk dag

Dagen begyndte med gråvejr, men det klarede op hen ad formiddagen og solen kom frem. Det var en historisk dag, som ville indskrive sig i Danmarkshistorien, når Dronning Margrethe abdicerede og overlod tronen til Kronprins Frederik, som nu blev regent som Kong Frederik den 10. Overdragelsen af tronen skete klokken 15.00 og blev selvfølgelig transmitteret live.

Gårdtur fremfor kroning

Min gårdtur var fra klokken 14.00 til klokken 15.00, og jeg ville derfor gå glip af denne milepæl, i hvert fald at følge med live og i sin helhed, hvis jeg gik ned for at træne ben, men jeg ville ikke gå glip af min motion, det sociale samvær, solen og den friske luft, så selvfølgelig ville jeg på gårdtur.

Det dårlige selskab

Desuden var jeg ikke sikker på, at jeg som stemplet kriminel i befolkningens og kongehusets øjne overhovedet i ånden var inviteret med til festen, så at sige. I Danmark var der ikke noget, der hed “tidligere straffet”, og én gang dømt, altid kriminel og ude af det gode selskab. Jeg var ikke kriminel og jeg var ligeglad med hvordan omverden opfattede mig. Jeg havde blot kæmpet for mit liv og min tilværelse efter at have forsøgt alt andet, og først derefter, da mulighederne var udtømte, havde jeg været tvunget til at tage loven i egen hånd.

Kriminalitet avler kriminalitet

Andres forudgående alvorlige kriminalitet begået mod mig, havde tvunget mig til at begå langt mindre alvorlig kriminalitet som direkte konsekvens heraf, men sådan så samfundet selvfølgelig ikke på det, men jeg var efterhånden ligeglad med hvordan samfundet anskuede mig, så det var okay.

Forbillede

På gårdturen fik jeg trænet bryst og triceps sammen med en gangmand fra en af de andre etager. Han var cirka en del år ældre end jeg, men havde en imponerende fysik og udførte i samtlige øvelser langt flere gentagelser end jeg, selvom jeg ikke ligefrem holdt mig tilbage. Træningsprogrammet var relativt omfattende og varede næsten hele gårdturen. Jeg kunne lige akkurat lave samme øvelser som ham, men ikke så mange sæt eller gentagelser og sådan var det altid når jeg trænede sammen med ham. Det var ret vildt, men nogen mennesker var bare bygget bedre end de fleste andre.

Min træningsmakker og jeg fik en god lang samtale mellem sættene om mange af de problematiske aspekter af det danske retsvæsen, og han gav mig en slags komparativ analyse af det danske retsvæsen kontra de retsvæsenet i fleste andre europæiske lande og der var hos os ret unikke forhold, som udgjorde en alvorlig trussel mod retssikkerheden for borgerne. Det mindede om en mindre forelæsning om emner som forsætsgrader, herunder dolus eventualis, den frie bevisførelse og selvfølgelig varetægtsfængsling.

Han havde en både omfattende og dybdegående viden om jura, et meget højt abstraktionsniveau, ræsonnerede som en akademiker og besad også et påfaldende stort ordforråd. Og var selvfølgelig god til skak, hvilket hans gangmandskollega ofre ytrede sin utilfredshed med på gårdturen, når han igen havde tabt et spil. Jeg var ikke bekendt med hans uddannelsesmæssige baggrund som sådan, men efterhånden som jeg lærte ham at kende og talte mere med ham, var jeg ikke i tvivl om, at han var yderst intelligent og med overvejende sandsynlighed på sagtens kunne have gennemført en kandidatgrad, eksempelvis i medicin. Han var ikke blot respekteret, men faktisk også vellidt.

Gode betragtninger

Min gangmandskollega mente bl.a. at varetægtsfængsling aldrig måtte overstige seks måneder, heller ikke i ankesager. Det var sådan i dag, at mange var tvunget til at acceptere en uretfærdig dom i byretten, simpelthen fordi det var så ulideligt at skulle forblive i varetægt, at man ikke magtede at vente til sagen kom i en landsretten. Jeg synes, det var uværdigt i et retssamfund, at det forholdt sig på denne måde. I dag opdagede jeg, at en eller anden indsat havde afleveret bøger.

Find Holger

En af disse bøger var “Find Holger”, som var en klassiker, jeg kunne huske fra de første klasser i folkeskolen. Jeg kunne ikke lade være med at “finde Holger” med et stort smil på læben, hvilket ikke tog mig over 10 minutter for hele bogen. Da vi skulle ind fra gårdtur og igennem scanneren, hvor de fire til fem obligatoriske betjente stod og holdt øje, så jeg at de havde placeret et TV, så de kunne følge med i overdragelsen af troen live.

Ovenstående brev til Folketingets Retsudvalg resulterede selvfølgelig i ingenting.

Fyrværkeriet til ære for Dronningen

Selvom det foregik langt væk, havde jeg perfekt udsigt fra min celle på 4. sal i Østfløjen til fyrværkeriet klokken 18.00 til ære for Dronningen. De hule drøn var trods afstanden markante og jeg trykkede næsen flad mod vinduet og betragtede det, jeg uden overdrivelse ville kalde et spektakulært skrue. Jeg havde aldrig set et så smukt fyrværkeri og finalen på showet var så bemærkelsesværdig og smuk, at det var lige før mine nakkehår rejste sig. Jeg ville forfærdelig gerne have overværet forestillingen på helt tæt hold.

Jeg fik afleveret brevet, som jeg havde skrevet til Karina Dehnhardt Lorentzen fra Folketingets Retsudvalg, til afsendelse i dag. Jeg havde denne gang ofret et frimærke på at sende det direkte til hende og med korrekt og fuld adresse, set på teksttv på Folketingets TV kanal. Jeg fik trænet ben efter mit nye træningsprogram, samt mave og jeg fik efterfølgende talt med de sædvanlige 5-6 andre indsatte, især den anden gangmand.

En tosse sat på plads

Det havde sneet en smule, men nok til at asfalten i buret var dækket med et fint hvidt lag. Det var relativt koldt, men jeg fik trænet det meste af tiden og frøs således ikke. En udenlandsk udseende mand havde stillet sig helt op til skillevæggen til nabobordet og råbte noget på et mellemøstligt sprog, hvoraf det eneste, jeg kunne forstå, var ordet “Nørrebro”.

“Lav en snemand”

Fra naboburet blev der svaret med et “hold kæft!” tilbage. Så begyndte manden at råbe igen, men denne gang brød vagten ind og det fik ham til at tie. Da vi skulle ind fra buret, jokede den samme vagt med at spørge os, hvorfor vi ikke havde lavet en snemand inde i buret. Jeg foreslog, at vi i stedet brugte sneen til en sneboldkamp mellem vagter mod indsatte.

Afsked med gangmandskollega

Den ene gangmand fra min etage skulle flyttes efter frokost. Han havde fået besked på af vagten, at han havde en time til at pakke sine ejendele, før han blev flyttet til Blegdammens arrest. Han havde været på samme afdeling i Vestre i over et år, så det var forbundet med en smule vemod og stress, at han pludselig skulle væk. Han havde ganske vist selv anmodet om det, men fordi Kriminalforsorgen var så notorisk langsom, kom det vist helt bag på ham, for han havde ansøgt så sent som i sidste uge. Han var afsoner og der var bedre forhold for ham i Blegdammen, så jeg kunne sagtens forstå ham.

Den nye gangmand

Han måtte kun medbringe det, der kunne være i tre affaldssække, alt overskydende måtte han kassere, så jeg fik hans madvarer, sodavand, krydderier og dvd'er med alle sæsoner af serien ‘Prison Break’. Det var også en smule vemodigt for mig, at han flyttede, for han var den af de to gangmænd, jeg klart bedst kunne lide. Så tog vi afsked, og jeg gav ham på hans opfordring mine kontaktoplysninger, så han kunne sende breve til mig og omvendt. Herefter blev han hentet og så var han pludselig væk. Det var meget mærkeligt, at det var gået så hurtigt det hele. To timer efter kom hans afløser som gangmand så. Han virkede nu meget flink og stille og rolig, og han var en helt anderledes type end sin forgænger.

Det var ikke mange timers søvn jeg fik i nat, højest 5 timer og årsagen var, at jeg var så stresset og nedtrykt over min situation og de udsigtsløs fremtidsudsigter og så selvfølgelig, at jeg fortsat ingen svar havde fået fra advokaten på mine ret vigtige spørgsmål.

Fristforlængelsesskuespillet

For ikke mindst at tale om det faktum, at jeg skulle fristforlænges i overmorgen og var fuldstændig sikker på, at jeg vil blive forlænget i fire uger til. Fristforlængelser var et meningsløst ritual, en fast koreograferet forestilling, som jeg var tvunget til at deltage i, selvom resultatet var givet på forhånd.

Why Worry?

I grunden burde jeg slet ikke være spor nervøs og stresset over den latterlige parodi, fristforlængelsen var; det kom nemlig omtrent til at gå sådan her: Dommeren, som på forhånd havde besluttet sig for at give anklageren medhold og som var ligeglad med mine argumenter, ville sidde med et påtaget lyttende udtryk i ansigtet, mens hun forsøgte at skjule sin irritation og lod som om hun nedskrev forsvarerens argumenter, tog hun sig en mental lur.

Spiller spillet

Min advokat var udmærket klar over, at det var én stor parodi, hun vidste, at hun ingen indflydelse på afgørelsen havde, men hun var nødt til at deltage og lade som om, at det modsatte var tilfældet og desuden modtog hun et ret højt salær for at spille sin rolle som statist i forestillingen og det fede var, at hun ligesom dommeren også bare kørte på rutinen, uden reelt engagement, hvorfor farcen var fuldendt.

Jeg, anklageren, min advokat, dommeren og de medfølgende betjente vidste alle, at retsmødet om fristforlængelsen bare var noget, vi legede, mens vi forsøgte ikke at falde ud af rollen imens. De fleste betjente hørte ikke ligefrem til dem, der havde de største knipler i hylstret, og de havde det sværest af alle med at deltage i legen, de sad ofte med blanke øjne og forsøgte at undgå at falde i søvn. Det var, som det var, og som det altid havde været, og så fik jeg en lille køretur ud af det, det var min belønning for at fake den og det kunne jeg måske acceptere.

Respekter magten, for ellers..

Men at man skulle rejse sig i respekt for den afdankede copy-paste dommer, var noget jeg havde det meget stramt med, fordi jeg vidste, hvor skødesløs og farlig for min retssikkerhed hun var. At rejse sig for en dommer var latterligt og jeg havde absolut ingen respekt for nogen af de selvhøjtidelige og let krænkbare tåber.

Især ikke de dommere som residerede i Byretten i Glostrup, for det var almindeligt kendt, at netop denne ret var skraldespanden for jurister med ambitioner, der oversteg deres evner ganske betragteligt, at være dommer i Byretten i Glostrup var en aftægtsstilling for alderssvækkede dommere, det var en medlidende kollegial gestus overfor personlighedsmæssigt derangerede jurister, som jo skulle lave et eller andet.

Fra livstid til frikendt

Tanken var formentlig, at de ofte katastrofale resultater af disse menneskers beskæftigelsesterapi altid kunne rettes i anden eller måske ligefrem tredje instans til den korrekte afgørelse, hvorved skaderne kunne reduceres. Alt sammen var selvfølgelig min private betragtninger og holdninger, men det var ikke helt ved siden af, for vi var nogle, der godt kunne huske de tiltalte, der blev idømt livsvarigt fængsel i byretten for i landsretten at blive frikendt og løsladt.

Opkald fra advokaten

Pludseligt klokken ca. 16.00 kom en vagt ned til min celle med en mobiltelefon i hånden og sagde, at min advokat var i røret. Hvor var det fucking sødt af hende, og kun næsten to uger end jeg bad hende om at gøre det! Hun havde selvfølgelig ikke læst eller forholdt sig til indholdet af mit brev, og hun lød hellere utålmodig og irriteret. Det var som at få et slag i ansigtet at tale med hende, og jeg blev akut svært nedtrykt og havde lyst til at give op og tage livet af mig selv. Ulrik Sjølin havde ikke haft lyst til at hjælpe mig med at søge om generhvervelse af min autorisation. Østre Landsret havde selvfølgelig givet Byretten i Glostrup medhold, som de svin dommerne var.

Jeg var ikke blevet informeret om det, hvilket advokaten ikke kunne forstå. Ingen fristforlængelse i morgen alligevel, qua Landsrettens beslutning. Advokaten havde helt grotesk ikke undersøgt status vedrørende min klage over Vestegnens Politi til Statsadvokaten. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Det var tredje gang jeg havde bedt hende om det. Jeg bad hende om det igen. Jeg afventede stadig overflytning til Middelfart, og datoen var uvis. Hvor var det ringe af hende. Eneste “lyspunkt” var, at hun havde accepteret at søge om generhvervelse af min lægeautorisation. Om adskillige måneder. Hun ville ringe til mig i morgen eller i overmorgen igen. Opkaldet med advokaten varede 24 minutter, hvilket tydeligvis var dobbelt så længe, end hun havde satset på.

Anmodede om opkald til politiet

Jeg anmodede vagten til morgenrunden om at han sendte regningen fra politiet til min (elendige) advokat, samt bad om et opkald til politiet. Nu ville jeg have nogle svar. Bibliotekaren havde lagt nogle bøger frem til mig, og de var heldigvis meget relevante, men jeg ville læse videre i “Palliativ medicin”, før jeg gik i gang med de nye, selv om det kriblede i fingrene for at kaste mig over dem, især den medicinske lærebog i hæmatologi.

Retsmødet aflyst

En anden vagt kom herefter forbi min celle og oplyste mig om at videoretten var aflyst. Vagten Svenskeren returnerede til cellen kl. ca. 8.30 og sagde, at han havde indscannet regningen og mailet den til min advokat. det var et utroligt smukt og solrigt vejr, uden megen blæst, hvis da nogen overhovedet.

Trænings-connaisseur

Jeg trænede bryst og triceps med en af de andre gangmænd. Det gjorde jeg ofte, fordi han trænede et forbløffende stort repertoire af øvelser, så det var meget inspirerende. Jeg troede fejlagtigt, at jeg kendte stort set alle øvelser med fri vægt, på træningsstativet og med TRX, men jeg tog fejl, for sammenlignet med de to andre gangmænd var jeg nærmest nybegynder, så jeg sugede til mig af deres viden og var meget taknemmelig for at de var så gode til at lære fra sig.

Skakcomputeren

Senere på dagen kom en vagt forbi min celle. Det var ham, jeg for flere uger siden havde anmodet om at låne en af de skakcomputere, jeg vidste Østfløjen lå inden med. Dengang havde han fortalt mig, at det ikke var noget de havde, og selvom jeg vidste han tog fejl, sagde jeg selvfølgelig ikke noget til det. Nu kom han bare fordi for at fortælle mig, at han sørme havde set en af disse skakcomputere på 3. etage. Det var forbløffende, at han havde husket mig, og endnu bedre stil var det, at han spurgte, om jeg stadig ønskede at låne skakcomputeren. Jeg takkede ham oprigtigt for at have husket mig.

Ekstra gårdtur

Jeg fik afleveret mit brev til Z, en anmodningsseddel til psykiateren, og senere modtog jeg et dokument fra Kriminalforsorgen vedrørende min aktindsigtsanmodning. Jeg trænede senere mave på cellen og herefter fik alle gangmændene en ekstra aftengårdtur, hvor der kun var seks i buret og jeg fik en super god snak med polakken, hollænderen og Bogholderen. Jeg hørte aldrig fra advokaten eller politiet.

Anmodning om aktindsigt

Omkring kl. 12 kom den noget hurtigkørende og nervøse, ældre kvindelige sygeplejerske fordi min celle. Det var vedrørende min anmodning til psykiateren en gennemgang af den psykiatriske journal fra mit ophold i Vestre Fængsel i 2018. Jeg kunne ikke skrive en anmodningsseddel til psykiateren direkte, fortalte hun, alt gik gennem hende. Vi aftalte, at jeg fik aktindsigt i samtlige oplysninger om mig, men at der ville gå en uges tid før jeg modtog papirerne. Forinden havde jeg til Kriminalforsorgen via vagterne givet mit samtykke til, at personalets navne blev anonymiseret. Nede i buret på gårdtur var det igen strålende solskinsvejr. Jeg fik talt med en ny indsat, foruden alle de sædvanlige, samt trænet intensivt ben og lænd.

Bedre end retspsykiatrisk

Jeg rådnede fortsat op i uvished, og selv om det var klart - ubetinget klart - bedre end at være på retspsykiatrisk afdeling, så var det stadig ulideligt. Hvorfor stoppede mareridtet ikke? Hvorfor fik jeg ikke en slutdato? I over ni år havde jeg levet i uvished, hvor længe blev det ved? Hvorfor satte ingen en stopper for det? Var der virkeligt ikke en eneste, der kunne se, at det var tale om tvunget selvmord?

Advokaten

Advokaten havde lovet at ringe til mig senest i dag, og jeg havde nu i 10 dage ventet spændt på hendes opkald. Det var enormt enerverende at vente og vente og hun havde godt nok trukket pinen ud. Politiet havde selvfølgelig heller ikke ringet til mig. Vente, vente, vente i over ni forbandede år.

Noget pis

Jeg spurgte, om han havde fundet mit hemmelige stach af stoffer. Nej, svarede den ordknappe vagt, det var systemet, der automatisk og tilfældigt udvalgte en indsat, der skulle aflægge urinprøve, altså skyldtes prøvetagningen ikke en konkret mistanke om stofindtag, og det var det vigtigste for mig at vide. Det var til min fordel, at jeg kunne dokumentere, at jeg selvfølgelig ikke tog stoffer. Prøven blev straks analyseret og vi stod og ventede på, at hver delanalyse vidste to streger - lidt som flere graviditetstests lagt op ved siden af hinanden - som tegn på at, de var negative, hvilket de selvfølgelig alle var.

Medicinsk litteratur

Jeg afleverede bogen ‘Palliativ medicin’ og gik i gang med ’Akutbogen’, hvilket var om det emne, der interesserede mig allermest.

Opkaldet

Jeg bad i morges Den Milde Lebbe om at måtte foretage et opkald. Hun sagde, at hun ville se på det. Forleden spurgte jeg en vagt om hvorvidt jeg kunne søge det såkaldte ‘stabilitetstillæg’ for gangmænd. Han svarede, at jeg ikke skulle søge om det, fordi jeg helt automatisk fik det efter flere uger og ingen efter otte uger.

Facebook-tossen

Om aftenen lykkedes det mig, at låne telefonen og vagten ringede op til min bekendte (og sad sandsynligvis og lyttede med i samtalen) og jeg talte med hende. Hun kunne opmuntre mig med alle de trolde på Facebook, der kommenterede mine opslag og udnyttede lejligheden til at svine mig til og latterliggøre mig. Hun fortalte mig om især to tosser, der var mere rabiat og ihærdige end de andre, den ene var en kvinde med et mærkeligt hippie-navn, der mere end antydede - sammenholdt med de opslag jeg fik oplæst et par af i telefonen - at hun var så skør at hun var helt uden for rækkevidde, og den slags mennesker havde jeg mest af alt medlidenhed med. Hvis ikke jeg befandt mig i den helt uholdbare situation, som var tilfældet, havde jeg aldrig skrevet mere end ganske få opslag på de sociale medier, og jeg havde slet ikke spild min tid med at sidde dagen lang og svine andre til. Den slags var det kun tosser som den pågældende, der gad.

Narkomanen Thomas Larsen

vDen anden tosse hed Thomas Larsen og han var ganske rigtig en skør kugle og hans navn kunne jeg forstå på min bekendte, var så generisk, at det måtte være en troldeprofil. Han var langt væk i hashtågerne, tydede det på af et par af de opslag jeg fik refereret, men samtidig også specifik perfid, og jeg besluttede mig for at kigge nærmere på svinet, så snart jeg blev løsladt.[Efter løsladelsen tjekkede jeg svinets profil grundigt og gemte alle informationer om Thomas Larsen. For det var muligt at identificere ham ud fra hans opslag generelt og de sider og personer han fulgte og likede.

Karama, Thomas

Thomas Larsen var en tosse (og sandsynligvis pædofil), jeg ikke kendte, som syntes det var fedt, jeg var varetægtsfængslet og som havde studeret til lærer på Blågårdens seminarium. Han skrev at det var karma, der ramte mig, hvilket virkeligt indikerede at svinet ikke anede noget som helst om mig og min baggrund. Det var let for en bums som Thomas Larsen at svine mig til, uden at jeg havde mulighed for at give igen.

Jeg skoler Thomas

Men jeg skulle nok sørge for at huske det infame svin og en skønne dag, når jeg alligevel ikke havde andet at foretage mig og intet yderligere at tabe, så ville Thomas Larsen erfare hvad karma i virkeligheden var. Jeg glædede mig utroligt meget til at tale lidt med Thomas Larsen, som ud fra hans profilbilleder kraftigt indikerede, at han var en hærget narkoman, hvilket dog ikke var en undskyldning for svinets opførsel.]

Aktindsigt fra 2018 modtaget

Kort efter morgenmaden kom sygeplejersken forbi. Det var den yngre kvinde, der forleden havde foreslået, at behandle min svære hudinfektion med binyrebarkhormon creme. Hun overrakte mig en stor kuvert indeholdende aktindsigten fra opholdet i 2018. På gårdturen trænede jeg bryst og triceps og talte med de andre, som normalt.

Flere anmodningssedler

Jeg afleverede to anmodningssedler til vagterne Ræven og John Wicks Mekaniker til frokost dels vedrørende udlevering af aktindsigt om det aktuelle forløb, herunder samtlige helbredsoplysninger, og dels vedrørende et psykiatrisk tilsyn med henblik på korrektion af forkerte helbredsoplysninger i journalen fra 2018 forløbet.

“Omgivet af psykopater"

Jeg læste bogen “Omgivet af psykopater - sådan undgår du at blive udnyttet af andre” færdig og det var en overraskende interessant bog, som var meget læseværdig. Men mange af de teknikker, som bogen beskrev, kendte jeg intuitivt og det samme var tilfældet med de teknikker, som bogen oplyste at psykopaterne anvendte. Efter den nye gangmand var ankommet - og som var super flink - havde den anden gangmand ændret karakter til det bedre. Jeg havde fortsat ikke modtaget en kopi af de to anmodningssedler, jeg afleverede til frokost. Jeg trænede mave på cellen senere på aftenen.

Den store razzia

Jeg var igang med at læse “Akutbogen” og havde netop afsluttet afsnittet om akut psykiatri, da vagten Mekanikeren omkring 20 minutter i ti om formiddagen låste os gangmænd inde i cellerne, uden at fortælle hvor længe eller hvorfor. Cirka kvart over ti blev døren til min celle så åbnet igen af to vagter, jeg ikke havde set før, og som fortalte mig, at min celle og min person skulle visiteres. Mens jeg afklædte mig til jeg var helt nøgen, spurgte jeg dem om, hvorvidt det var en konkret mistanke, der var årsagen til visitationen. Jeg følte et kort stik af forurettethed og bekymring på samme tid, mens jeg tænkte på, om jeg havde gjort noget galt.

Rutinevisitation - not

Det var bare en rutinevisitation lød svaret, hvilket beroligede mig. Jeg var den sidste, der blev lukket ind i buret og jeg gik straks ind til de andre for at spørge dem, hvad det var der foregik. Det viste sig at alle indsatte på tredje etage og deres celler, samt alle gangmændenes ditto i hele Østfløjen, som havde fælles gårdtur med tredje etages ordinære indsatte, var blevet visiteret. En gangmand på tredje etage, som havde været indsat i omkring tre år som arrestant i Venstre fortalte, at han ikke havde oplevet noget lignende tidligere. Så helt rutine var visitationen nok ikke.

Rundt på gangen ude foran flere celler lugtede jeg tydeligt cannabis, så måske var der noget om snakken? Jeg stod og frøs sammen med de andre neden i buret, og selvom solen periodevis tittede frem, så blæste vinden koldt og kraftigt. Vi havde gårdtur i næsten to timer og en del blev til sidst en smule utålmodige, også jeg, men til gengæld fik jeg talt ekstra meget et par interessante indsatte på gåturen.

Bestået cellevisitation

Da jeg kom op til cellen, lå der et stykke papir foran døren, hvorpå vagterne havde anført resultatet af visitationen. Der var fortrykt følgende rubrikker: “Hash”, ”Telefon”, “Piller” og “Stikvåben”. Intet var anført på min seddel, hvorfor jeg “bestod”. Mens jeg sad og så femte sæson af “Prison Break”, tænkte jeg over, hvor bizart det egentlig var, at jeg i realiteten var tvunget til at skrive dagbog, alene for at dokumentere, at jeg var psykisk normal til alle tider, for at kunne imødegå en eller anden elendig copy-paste psykiater, som automatisk og ukritisk videreførte fejldiagnoserne.

Kriminalforsorgen dummet sig

Jeg ville langt hellere bruge min tid på at repetere medicinsk viden, men jeg havde intet valg, hvis jeg skulle slippe af med fejldiagnoserne for tid og evighed. Selvom jeg havde underskrevet at jeg accepterede at navnene på personalet var anonymiseret i aktindsigten, så havde Kriminalforsorgen med vanlig sjusk glemt at anonymisere navne på flere psykiatere i fængslet. Trist for vedkommende, men godt for mig og for omverdenen, for så kunne alle se, hvilke kvaksalvere disse psykiatere var.

Fængselspsykiater Bente Hancke

Den ældre kvindelige psykiater, som jeg havde haft en meget lang og god samtale med den 11. oktober 2018 i Vestre Fængsel, hed Bente Hancke. Jeg kunne tydeligt huske samtalen, selv hvordan Bente så ud og hvor hun havde siddet i min celle. Da Bente kom ind i cellen, rejste jeg mig høfligt og gav hende hånden til hilsen, samt tog stolen ud fra bordet og tilbød hende den, mens jeg selv satte mig på sengekanten. Hun sad tættest på celledøren, og under samtalen talte hun og jeg om mange forskellige emner.

Bentes brede erfaring

Eksempelvis talte vi om, at hun selv også havde prøvet forskellige lægelige specialer, før hun endte med at vælge psykiatri, hvilket hun ikke syntes, der var noget galt med, tværdigmod sagde hun, at det gav en bredere viden, som gjorde én til en bedre læge til gavn for patienterne.

Klog diagnostiker

Bente fortalte mig om, at hun netop fordi hun havde erfaringer fra forskellige specialer, havde diagnosticeret sin sommerhus nabo, som havde lidt af uforklarligt vægttab og svedtendens gennem mange år, og hvor ingen kunne finde årsagen. Da naboen havde betroet sig til Bente, havde sidstnævnte hurtigt gættet, at der var tale om en autoimmun sygdom, hvor kroppen så at sige angriber sig selv, og naboen endte med at få den korrekte behandling.

Kendte min professor

Vi talte også om min forliste Ph.d. og hvor jeg havde været ansat, herunder at professor Albert Gjedde havde ansat mig, selvom jeg aldrig havde mødt manden, og Bente sagde, at hun kendte Albert personligt og opfordrede mig til at ringe til ham, for hun var sikker på at han ville hjælpe mig, men jeg måtte skuffe hende, da jeg for længst havde gjort netop dette, men uden success.

“Du er da ikke psykotisk”

Bente Hancke havde som afslutning på samtalen og med et smil på læben og nærmest, som talte hun med sig selv, sagt: “Nej, du er da ikke psykotisk” til mig. Det var befriende at høre en psykiater, der kunne se det åbenlyse.I aktindsigten kunne jeg dog læse, at hun ved en fejl havde glemt at journalføre sit tilsyn og vores samtale, men at hun havde ringet til Vestre Fængsel samme dag og oplyst, at jeg ikke var psykotisk. Men det var meget ærgerligt at indholdet af vores samtale gik tabt.

To kriminelle psykiatere

Måske havde hendes sjusk og fejltagelse været garant for alt det modbydelige, der efterfølgende hændte mig på retspsykiatrisk afdeling i Glostrup? Var hun mon klar over, hvad hun så var skyld i? Skænkede hun det nogensinde en tanke? Men han havde jo fået noteret det vigtigste i journalen, at jeg ikke var psykotisk. Og det betød at psykiater Anna Gry Bille den 18. oktober direkte og mod bedrevidende løjet over for Det Psykiatriske Klagenævn og retspsykiater Gitte Ahle havde løjet overfor alle og fejldiagnosticeret mig og videreført fejldiagnoserne. Det var yderst alvorligt, hvad de to psykiatere havde gjort. Det var en forbrydelse.

Flyder med stoffer

Jeg trænede ben og mave og tale med de andre og der var bred enighed om, at den store razzia sandsynligvis skyldes, at man havde mistanke om at der var usædvanlig mange stoffer i omløb i Vestre i øjeblikket og derfor blev alt og alle gemmenvendt og visiteret i bund. Jeg havde selv de seneste dage, må jeg bevægede mig hen ad gangen, ud fra flere celler kunnet lugte den karakteristiske odør af hash, så noget var der sikkert om det.

Aktindsigt modtaget

I morges, kort efter morgenmaden, kom den lidt ældre, overstadige, påtaget storsmilende og hurtigsnakkende kvindelige sygeplejerske forbi med aktindsigten vedr. mine helbredsoplysninger fra aktuelle varetægtsfængsling. Jeg takkede hende og selv om jeg ikke havde spor lyst til at læse indholdet, strammede jeg mig an og læst det ikke desto mindre, omend med bankende hjerte. Jeg vidste at jeg måtte læse hvad der var skrevet om mig, uanset hvor ubehageligt det end var. Lis Middelbo var den pågældende psykiater, som groft forvanskede indholdet af samtalen, udelod mine oplysninger og fakta, videreførte løgne og udgjorde derfor en fare for min patient- og retssikkerhed.

Fængselspsykiater Lis Middelbo

Jeg vidste, at jeg måtte læse, hvad der var skrevet om mig, uanset hvor ubehageligt det end var. Lis Middelbo var den pågældende psykiater, som groft forvanskede indholdet af samtalen, udelod mine oplysninger og fakta, videreførte løgne og derfor udgjorde en fare for min patient- og retssikkerhed.

Ikke psykotisk

Og det var ganske rigtigt ret ubehageligt at læse, hvad psykiateren havde skrevet - og hvad hun ikke havde skrevet af det, jeg tydeligt kunne huske, jeg havde fortalt hende, samt hvad hun havde fordrejet i bekymrende negativ retning, af det jeg havde fortalt hende, og endelig det, der var faktuelt forkert. Det var tydeligt, at hun nærede stor antipati mod mig, men i det mindste havde hun ikke skrevet, at hun anså mig for at være psykotisk.

Berigtigelse nødvendigt

Jeg var nødt til at berigtige det, der var faktuelt forkert, hvilket jeg brugte en time på at skrive ned på tre stykker linjerede papirer.. Det var farligt for min patient- og retssikkerhed hvis ikke det blev korrigeret, og jeg måtte prøve at få min tekst kopieret og afleveret snart muligt.

Slag i ansigtet

Det var som.at få et slag i ansigtet, at læse Lis Middelbos vrøvl og jeg kunne ikke forstå, hvordan hun kunne få sig selv til at være så nedrig og træde på en, der lå ned og oven i købet skrive en del usandheder. Heldigvis varede følelsen ikke længe, og jeg var trods alt glad for at have læst og berigtiget hendes desavouering, så jeg ikke skulle tænke mere over det.

Psykiatri som skældsord

Jeg havde nogle rigtig gode og fornuftige samtaler med mine gårdtursvenner, foruden at jeg fik trænet ryg og biceps på en rigtig god måde. Men det var alligevel hårdt kun at blive negativt belastet, uden at have noget som helst at glæde sig over. Psykiaterne måtte gerne svine mig til i journalen, men de måtte ikke bruge lægefaglige termer til det, især ikke hvis de antydede psykisk sygdom, for det var farligt for mig og fagligt ukorrekt.

Malerne

De polske malere var i gang med at male fjerde etages loft hvidt. Alle skabslågerne var malet lysegrå, og væggene og nu snart også loftet var kridhvidt. Den nuværende loftsfarve var nikotingul, men havde engang været hvid. Linoleumsgulvet var helt lyst beigefarvet og i god stand. Etagen var den pæneste og mest velholdte, og når solen stod direkte ind mod de store gavlvinduer og badede etagen i varmt, gult skær, var den nærmest smuk.

Udsigten fra Vestre

Udsigten fra gavlvinduerne var også smuk og mellem enderne af to store etageejendomme, som lå langs vejen, der igen flugtede med jernbanesporene, havde man fint udsyn til banelegemet mellem Sydhavn Station og Dybbølsbro Station, hvor S-togene hyppigt passerede forbi. Umiddelbart ved siden af fængslet mellem boligblokkene og den høje ydermur lå en legeplads, formentlig tilknyttet en børnehave. En af gangmændene, fortalte mig forleden, at han nogle gange stod og betragtede børnene tumle rundt på legepladsen, fordi de mindede ham om sine egne børn, som var i den alder og som han savnede meget.

Om slåskampen

Jeg kom i tanke om min samtale forleden med en anden indsat nede på gårdturen. Vi kom ind på emnet ‘vold og uro', og i den forbindelse talte vi også om slåskampen for en måneds tid siden, som havde været ret voldsom og som sendte de involverede parter i strafcelle. Den indsatte kendte begge kamphaner, og han fortalte mig, hvad striden drejede sig om: Det var noget så banalt som en DVD, den ene af de to ikke havde afleveret tilbage efter lån. I fængslet kunne små konflikter pludselig eksplodere og ende i vold.

Brev fra myndighederne

Til aften modtog jeg et brev i en A4-kuvert af vagten. Det lignede at det kom fra en myndighed, sandsynligvis var det et anklageskrift eller noget andet ubehageligt, og jeg syntes at jeg havde fået psykiske traumer nok for i dag, så jeg åbnede ikke brevet. Jeg læste fortsat dagligt i “Akutbogen”, men efter jeg til min store ærgrelse var færdig med femte sæson af “Prison Break” og dermed havde mere tid til at gå, var jeg også begyndt at læse “Anestesiolog - en innføringsbok” fra 2016, som var super spændende og dertil skrevet på norsk, hvilket var et morsomt sprog at læse.

Mest egnet til akut medicin

Jeg havde altid været dybt fascineret af emnet, men det var så vanskeligt at blive speciallæge i anæstesi, at jeg for mange år siden havde afskrevet at blive det i dette speciale, selvom det var det, jeg egnede mig allerbedst til. Jeg havde trænet mave på cellen til aften. Vi tre gangmand kom rigtigt godt ud af det med hinanden efterhånde, og vi var begyndt at hænge ud om aftenen på gangen ved indgangen til afdelingen, foran tekøkkenet.

Fængslets eget internt

Vi talte om alt muligt og i aften var emnet den råben ud af vinduerne, der fandt sted hver eneste aften og nat mellem hver fløj, mellem etagerne, eller bare mellem nabocellerne. I øjeblikket var der en indsats, som hver aften skreg højt og længde, og som havde gjort det i nogle dage. Det var så forstyrrende, at det forhindrede den ene gangmand i at sove. Jeg havde ikke problemer med at sove, men råben ud af cellevinduerne var et fænomen i sig selv og det nærmeste man kom et internet i fængslet, og folk talte om alt muligt, lige fra hvad de så af TV-serier til den sag de sad i, over til trusler og tilsvininger.

De eneste muligheder de indsatte fra forskellige etager havde for at mødes og kommunikere eller overrække forskellige ting, var til gudstjeneste, fredagsbøn, diverse sportshold, undervisningshold, kursus- og værkstedshold, samt naturligvis på gårdtur, selvom det i sidstnævnte tilfælde kun var for den enkelte etage, dog med den undtagelse, at alle 12 gangmænd fra hele østfløjen var på gårdtur med de indsatte fra tredje etage. Jeg gik sammen, trænede og talte med samtlige andre gangmænd, og vi holdt sammen som gruppe, selvom vi alle også omgikkes med de øvrige indsatte.

Stolt over at være gangmand

Jeg var faktisk glad for og stolt over at være gangmand, selvom det lød åndssvagt, for det betød at vagterne havde lidt større tillid til mig, hvilket de også roligt kunne have.

De små sejre

Jeg vidste, at man ikke kunne få kopieret breve eller lignende dokumenter, for det stod ret specifikt i husordenen for Vestre Fængsel, men da min berigtigelse af dele af sundhedsjournalen fra det aktuelle ophold i fængslet fyldte tre hele sider og da det således ville tage meget lang tid at skrive en kopi af dette i hånden, vågede jeg pelsen og fik fremstammet en anmodning til en fængselsbetjent på kontoret om jeg, måske, hvis det altså var i orden, og selvfølgelig helt undtagelsesvist, kunne få ham til at tage en kopi af mine papirer, som i øvrigt var yderst vigtige.

Utroligt nok accepterede betjenten dette uden videre, omend han havde det forbehold, at han ikke var sikker på, at han kunne finde ud af at bruge den kombinerede printer og fotokopimaskine. Han var ikke en af de faste betjente. Han gjorde en inviterende bevægelse hen mod apparatet, der stod i hjørnet af vagtkontoret og antydede, at jeg da bare selv kunne tage kopien.

Jeg havde ikke lyst til at gå ind på vagtkontoret, det var off-limits for indsatte, så jeg lod som ingenting og foreslog fra døråbningen, hvordan han betjente den, og utroligt nok lykkedes det for ham. Det ville muligvis have givet både ham og jeg problemer, hvis jeg havde gået ind på vagtkontoret. Jeg blev virkelig glad og takkede ham lidt for mange gange.

LTF'erens celle

Engang imellem blev LTF'erne (eller F'erne, i daglig tale) pludseligt og uvarslet flyttet til en anden fløj. Det skete åbenbart udelukkende af sikkerhedsmæssige årsager, så ingen kunne vide sig sikker på, hvor han befandt sig og planlægge derefter.

Da den pågældende F'er kom op fra gårdtur i dag, havde fængselsbetjentene låst vinduet i hans celle, så han ikke kunne fortælle sine venner, at han nu blev flyttet og hvor han blev flyttet hen. Om det virkede, tvivlede jeg dog på og mon ikke der højest gik nogle timer, så var alle garanteret helt klar over hvor han nu sad.

F'eren fik at vide af betjentene, at han havde 10 minutter til at pakke hele cellen ned i nogle affaldssække, og efterlade alt, han ikke ville have med, hvilket så ville blive kasseret. Hvis man havde været varetægtsfængslet i rigtig lang tid, så kunne det være man havde indrettet cellen hyggeligt og følte, at den var som et slags hjem. Og så skulle man bare forlade det på få minutter. Uanset hvilken gruppering man tilhørte, var det endnu en belastning for den enkelte og summen af den slags kunne blive meget stor.

Men han efterlod en masse til kassering, som vi gangmænd så skulle smide ud, når vi rengjorde hans celle til næste ufrivillig logerende, og noget at dette var en masse mad- og drikkevarer, som var uåbnede. Vi tag hvad vi kunne bruge og smed resten ud. Jeg scorede en lækker citronmåne og som sædvanlig, når der lå biblioteksbøger i en celle, der skulle rengøres, tog jeg dem, jeg interesserede mig for og læste.

Om de blev afleveret en dag før eller senere, spillede ingen rolle. F'eren havde god smag i bøger og jeg lånte 'Syv år for PET' (læst to gange tidligere) og 'Morten Storm - mit dobbeltliv i Al Qaida' og mens jeg sad og læste sidstnævnte (som var meget spændende) og spiste citronmåne, sendte jeg en venlig tanke til F'eren. Vi gangmænd kunne godt lide grupperingerne på vores etage, for de fleste var disciplinerede, havde styr på tingene, var hygiejniske og stille og rolige.

Fejlmedicinering i Vestre

Betjentene havde hængt en ny seddel op på opslagstavlen på vagtkontoret, så man kunne se den fra indgangen til kontoret ude på gangen. På sedlen stod der med store skrifttyper: "Hvor mange gange har Ræven fucket medicinen op i dag" og nedenunder var der sat to streger med sprittusch. Total god humor! Ræven var mit øgenavn for den pågældende fængselsbetjent, som egentlig var god nok, og øgenavnet skyldtes, at han er par gange havde bedt os gangmand om at lægge kødpålæg til side til ham, hvis der var noget til overs fra frokosten, for det ville han give til den ræv, der åbenbart frekventerede hans have.

Dopet af Seroquel

Den konkrete anledning til sedlen var, at min gangmandskollega ved en fejl ved udlevering af morgenmedicinen havde fået en anden indsats Seroquel i en styrke på 100 mg. Det var et antipsykotisk præparat, som han ikke havde fået før, så ikke længe efter gik han totalt i brædderne og sov dybt og vågnede først langt op ad eftermiddagen. Resten af aftenen var han ikke rigtig sig selv, men kogede rundt og opførte sig meget besynderligt. Men han havde det vist udmærket.

Forsigtigt forår og træningsprogram

Det var ikke kun i strålende solskinsvejr i dag, hvor jeg måtte tage hænderne op foran øjnene for ikke at blive blændet, mens jeg gik mod solens retning på gangen, men det var også nærmest forårsmildt i vejret og jeg var ikke den eneste, der måtte smide både hue, jakke og handsker for ikke at svede for meget under træningen i gåtdtursburet. Jeg trænede ben og lænd i dag sammen med en gangmand fra en af de andre etager, som var træningsekvilibrist og det var et meget intensivt træningsprogram, vi skulle igennem (for mig, ikke for den anden gangmand), for det var ham, der havde udarbejdet træningsskemaet:

• 20 squats, 20 lunges og 20 squats og så pause, gentaget fire gange.
• Et skridt op på bænken med det ene ben og ned igen, gentaget 10 gange med hver side, efterfulgt af 10 løft med samlede ben strakt fra jorden til horisontal niveau, med overkroppen liggende på bænken, så pause og det hele gentaget fire gange.
• Så 20 calf extensions, 20 reverse lunges, og 20 calf extensions igen og pause, dette gentage fire gange.
• Herefter 20 brede squats og 20 smalle squats, pause og gentaget fire gange.
• Til slut lunges frem og tilbage i buret indtil udmattelse.

Den anden gangmand lavede 200 lunges og jeg det halve. Fordi træningen for mig var mere initiativ end normalt, gik jeg hen til siden af buret og lavede udstrækningsøvelser, mens gangmanden fik sin belønning i form af en enkelt cigaret. Denne gangmand trænede hver dag, og ikke kun nede i buret, men også i cellen, hvor han med stor kreativitet supplerede de frie øvelser med hjemmelavede træningsremedier. I dag på gårdtur fik jeg for første gang fornemmelsen af forårets komme.

Tiden før buret

Jeg stod med ansigtet og kroppen vendt mod solen og indsnudsede duftene af forår, mens jeg betragtede ukrudtet, som spirrede begyndende op mellem de smalle fliser, som lå i området uden for buret og mellem dette og den gamle sti. Denne sti omkransede det tidligere gårdareal, fra før man opførte buret, som vi var mast inde. Min gårdtursmakker, som desværre for mig var flyttet til en anden fløj, havde været i Vestre Fængsel for omkring 10 år siden og han fortalte, at der dengang var et langt større areal af boltre sig på, før man byggede buret.

Dengang stod der også fodboldmål i gården, men for at forhindre indkastning af stoffer og mobiler havde man så bygget buret og dermed reduceret pladsen markant. Måske havde det virket efter hensigten? Men buret havde ihvertfald ikke forhindret indsmugling fuldstændigt, for der var stadigvæk en hel del, der fik noget ind alligevel, så vidt jeg kunne fornemme (og lugte på gangen uden for visse celler), hvilket den store razzia forleden indikerede. Jeg fortsatte med at læse i “Anestesiologibogen”, som var meget interessant.

Jeg afleverede herefter som aftalt mine berigtigelser af dele af sundhedsjournalen fra Vestre til vagterne, da de gik rundt med frokostvognen.

KGB-agenten

Jeg læste på tekst tv, at en græsk-russisk mand, der havde siddet varetægtsfængslet i tre måneder i Vestre, men var blevet løsladt og nu ville have erstatning på flere millioner kroner for uberettiget varetægtsfængsling. Det må det være ham den sære, vi havde kaldt KGB-agenten, en slank, lettere hærget udseende, midaldrende mand, som sad for enden af gangen på min etage.

Når han gik til og fra isolationsgårdtur var han altid iført en lysbrun ruskindsjakke, og en dag så vi, at han på hver kind med sort sprittusch havde skrevet et stort Z. Held og lykke med at få din erstatning. Danmark var som Rusland på det retslige område, så dommeren ville nok bare begynde at grine, når hans krav om erstatning blev fremsat.

Cellesnak

Normalt lyttede jeg ikke til cellesnak, men i aften kunne jeg ikke lade være med at lytte følge med i en samtale mellem tre indsatte, formentlig på 3. eller 4. etage på nordfløjen. Det var morsomt at lytte til dem, når de drillede hinanden eller bagtalte de andre indsatte eller vagterne. De talte et udpræget såkaldt ‘gadedansk’, hvor fraserne “walla!”, “koran!”, “jeg sværger!” og hvor hver sætning startede med “mig, jeg synes…” eller lignende.

Jeg var ufrivilligt vidne til et slags celleskænderi, hvor følgende indspark kunne høres: “Lad være med at råbe ud ad vinduet som en luder!”, “jeg knepper dig!” og endelig “enten slås I eller også holder I kæft!”

Indtil videre har I ødelagt 9 år af mit liv."

Jeg modtog et brev fra advokaten indeholdende retsbogen fra Østre Landsret her til aften. Jeg startede med at læse i Morten Storms bog i går aftes og fortsatte læsningen i dag. Jeg havde læst til side 189. Den ene gangmand blev flyttet i går. Den anden gangmand havde været så venlig at lave mini-pizza’er til os i går og i dag gav han mig tre poser slik, han havde til overs.

Den deforme læge

Mens jeg trænede og hyggede med de andre i buret, blev mit navn pludselig råbt op af en af vagterne. Da var der kun 10 minutter tilbage af gårdturen, og jeg var netop færdig med at træne bryst og triceps. Jeg skyndte mig hen til døren til buret og blev lukket ud. Jeg skulle til lægen, fik jeg at vide. Den yngre og høje, slanke og mørkhårede vagt fulgte mig over i behandlerbygningen, som var en étplans bygning, ikke særlig stor, men relativt ny og hvor jeg ikke tidligere havde været.

Lettet

Jeg blev ført ind på lægens kontor, hun var lille spinkel, måske 10 til 15 år ældre end jeg og så havde hun en slags deformitet i ansigtsskelettet, eller måske var det snarere hele kraniet, der var deformt. Men hun var meget venlig. Jeg fik at vide at årsagen til, at jeg blev kaldt ind til hende, var, at jeg havde anmodet om en samtale og gennemgang af journalen fra opholdet i Vestre i 2018. Jeg var forinden nervøs om årsagen til samtalen, som vagten ikke havde fortalt mig om, så jeg blev meget lettet og jeg forklarede hende, at det ikke var relevant, fordi jeg havde skrevet min rettelser ned i mellemtiden og vi aftalte, at jeg afleverede dem til vagten til frokost og så vil lægen scanne dem ind i min journal.

Det tager kun 5 minutter

Jeg fortalte hende, at jeg i øvrigt havde det fremragende i Vestre, og så beklagede jeg besværet. Samlet set tog det ikke over fem minutter og jeg blev ført tilbage til cellen af vagten, som havde siddet og læst på en stol uden for lokalet. Hun var meget venlig og vi fik en hyggelig sludder på tilbagevejen om blandt andet den krimi hun sad og læste i, og hun fortalte mig om sin forkærlighed for denne litterære genre. Jeg kunne mærke på denne vagt, at hun hørte til gruppen af vagter, som lynhurtigt havde dannet sig et korrekt indtryk af mig, som en stille og rolig, normal person, som man kunne tale fornuftigt med.

Litteratur

Jeg læste bogen “Agent Storm” af Morten Storm færdig i går aftes. Jeg påbegyndte bogen “Syv år for PET” af tidligere efterretningschef Jakob Scharf, men jeg havde læst den så mange gange før, at jeg kunne genkende selv mange af sætningerne, så jeg lagde den fra mig, da jeg var nået til side 86. I stedet påbegyndte jeg bogen “Med hjælp af bedrag”, som var en bog om Mossad, skrevet af en tidligere agent fra denne efterretningstjeneste, og som jeg havde overtaget fra LTF’eren og ikke tidligere læst.

Derudover læste jeg som vanligt i den norske lærebog i anæstesi samt lidt i hæmatologibogen. Jeg var nødt til at holde en dags pause fra træningen, da jeg havde trænet hårdt hver dag i de sidste seks dage. Jeg måtte nøjes med at lave 9 sæt leg raises på træningsstativet. Men til gengæld fik jeg talt med en indsat, jeg ikke tidligere havde vekslet et ord med, men godt lagt mærke til, samt naturligvis dem, jeg plejede at tale med. Jeg fik også talt med en fyr, der havde fået seks dages strafcelle efter razziaen, men nu var tilbage igen. Jeg pudsede de store vinduer, som udgjorde gavlen af fjerde etage. Det hjalp gevaldigt, nu afslørede solen ikke længere pletterne og snavset på ruderne og udsigten blev en smule bedre.

Dokumentaren ‘De Mistænkte’

Der blev vist et indslag fra dokumentaren ‘De Mistænkte’ om de lange varetægtsfængslinger i Danmark. Det med de lange varetægtsfængslinger vidste vi faktisk godt, her på Vestre. DRs retsreporter ved navn Trine Maria Ilsøe udtalte, at ‘nogle var varetægtsfængslet i helt op til et år’. Hvad?

Trine Maria Ilsøe

Der var flere, jeg kendte personligt fra gårdtur, som havde været varetægtsfængslet i op til to et halvt og tre år, og blandt andet kendte jeg en, der i over tre et halvt år havde siddet i Vestre Fængsel, først varetægtsfængslet og efterfølgende som afsoner under varetægtsvilkår. Hvorfor sagde den ‘dygtige’ Trine Maria Ilsøe ikke det? Hvorfor skulle hun underdrive varigheden? Havde hun ikke styr på sit eget fagområde, eller var hun lidt for meget på myndighedernes side? Vi talte om, at det måtte være det sidste. Vi hadede hende for at være så tendentiøs og partisk, og ofte også upassende følelsesladet i sine programmer.

Ebbe Preisler

Et indslag om Ebbe Preisler på TV2 i går aftes mindede mig om en indsats, jeg havde talt en del med. Jeg havde ganske vist ikke set ham på gårdtur på det seneste, så jeg gik ud fra han sad i strafcelle eller var blevet flyttet. Han havde før overflytningen til den aktuelle afdeling, siddet i Vestre Hospital, og havde der mødt Ebbe Preisler, da han ankom. De to havde talt godt sammen og fejret juleaften i hinandens selskab.

Den indsatte havde sørget for at give Preisler en pose småkager til opmuntring lige i starten af opholdet og angivligt støttet ham bedst muligt, da Vestre havde været et meget uvant sted for den gamle instruktør at opholde sig. Den indsatte håbede, fortalte han mig, at Preisler ville lave en dokumentar om de horrible forhold i Vestre Fængsel. Hvad Preisler nok ikke vidste, men som jeg var helt overbevist om, var, at han var sluppet mege billigt i forhold til den korte periode han nåede at være i varetægt.

Nogle mere lige for loven end andre

Jeg var helt og aldeles overbevist om, at han stadigvæk ville være indespærret, hvis ikke det var fordi han var en offentlig kendt person og fordi hans sag var omtalt massivt i medierne. Det var et åbenlyst eksempel på den forskelsbehandling, der blev praktiseret i det danske retsvæsen. Jeg læste “Ved hjælp af bedrag - Mossad set indefra” færdig i dag. Det var en meget spændende bog på lidt over 300 sider i alt, men om troværdigheden af indholdet var jeg lidt i tvivl om. Jeg afleverede brevet til Vestegnens Politi til vagten til frokost.

Stridens kerne

Vi gangmænd talte om det skænderi vi alle havde overhørt i går, fra cellerne i nabofløjen, og det viste sig at konflikten havde skyldes følgende: På nabofløjen, hvor stridens parter alle sad, var en indsat taget på gårdtur, mens en anden indsat havde benyttet lejligheden til at smutte ind på hans celle og stjæle den tube med remoulade, hvori han gemte sin hash. Det kunne næsten kun lade sig gøre, hvis tyven havde været gangmand eller hvis vagterne havde været meget uopmærksomme.

Efter razziaen var hash og alt andet i restordre. Det havde den første indsatte været vred over. På gårdturen havde han udtrykt sin utilfredshed med ordene: “Dig, du har stjålet fra mig, jeg knepper din mor!”, hvortil en anden indsat (åbenbart ikke tyven, men en, der var træt af ‘ofret’) havde svaret: “Hvad er det du siger om min mor?!” og det var nær kommet til håndgemæng, hvor de andre måtte holde de to adskilt. Det var årsagen til skænderiet i går aftes.

Bogholderen

På gårdtur var vejret igen forårsagtigt. Jeg trænede ryg og biceps og fik talt med Bogholderen. Han var altid smilende, sympatisk og meget viddende og så talte han med en udpræget engelsk accent. Han holdt lav profil og var stille og rolig, aktivt lyttende og oprigtigt interesseret i, hvad man havde at sige. Han lod til at være lidt træt af Vestre efter 7 måneders ophold med indespærring i 23 timer i dagnet, og nogle gange fik han kortvarigt et lidt bedrøvet udtryk i ansigtet. Han var ret vellid blandt de andre og blev gangmand for nogle uger siden, hvilket han var rigtigt glad for, fortalte han mig.

Karikaturtegning

De tegninger af ham fra retten, som de bragt i medierne, var mildest talt ikke retvisende i forhold til hans udseende i virkeligheden og de fremstillede ham som grim og karikeret og i profil eller halvt bagfra, så hans nakke så stor og fedladen ud og hans pande og øjnbryn var fremstillet af tegneren som grove og markante, hans læber og næse også større end i virkeligheden. Det var måske godt for Bogholderens anonymitet at hans portræt var så misvisende, at det ikke lignede ham, men omvendt gav det et negativt indtryk af ham og var meget langt fra det smilende og venlige ansigt jeg kendte.

Om de fysiske rammer og procedurer

Cellemumrene gik fra 551 til 596 og de ulige numre lå ud mod Nordfløjssiden, mens de lige numre lå mod Sydfløjssiden. På dørene var der flere små kroge, hvor der i varierende omgang hang små laminerede skilte på omkring 10 x 5 cm og i forskellige farver karton. På skiltene stod der eksempelvis “Gruppe 4” på et blåt skilt, “Gruppe 1” på et rødt skilt, “Gruppe 5” på et lilla skilt og “Gruppe 3” på et gult skilt. Nogle havde et rødt skilt hængende med påskriften “Strafcelle” og på andre hang et rødt skilt hvor der stod “2 FB”; sådan et var der på alle LTF’ernes celledøre og det betød, at der altid skulle være to fængselsbetjente, når man åbnede døren til dem. Vi havde ingen i gruppe 2, fortalte Ræven mig.

Antal fængselsbetjente per indsat

Hos ganske få indsatte skulle der altid være tre betjente til tilstede, når celledøren blev åbnet, eksempelvis hos en østeuropæisk eller russisk mand, der havde skabt sig mere end de fleste, og det samme var tilfældet med en mand af afrikansk herkomst, der opførte sig på tilsvarende måde. Der var de små markater med påskriften “rengøring”, som vi skulle sætte på de døre, vi havde sat et rengøringssæt foran, det var vigtigt for vagterne at vide at den pågældende så havde eksempelvis en kost med et kosteskaft af træ, som kunne bruges som våben.

Diverse skilte

På andre skilte stod “Minus svin”, “Cellefællesskab”, “Låne guitar”, “Låses inde på toilet”, “Minus skraber” og “Minus køleskab”, eller der kunne stå “Paragraf 36”, som vist nok betød udlænding. Jeg spurgte Ræven og Svenskeren, hvad det hvide skilt med T’et betød. De sagde, at det betød “tilknyttet”, altså at den indsatte var bande- eller rockerrelateret. Der var vist også et skilt med en forkortelse, der betød “udelukket fra fællesskab”, og det var vel en sanktion af en slags, måske det, der blev kaldt frivillig isolation, bortset fra at det jo ogå kunne være ufrivillig isolation, men dette var jeg ikke sikker på.

Gruppenumre og gårdture

Gruppenummeret betød, hvem der måtte være på gårdtur sammen. Man kunne jo ikke sætte eksempelvis HA’ere og LTF'ere i samme gårdtursbur. Det var, som jeg forstod det, kun indsatte i den samme gruppering, der måtte være på samme gårdtur, men derudover måtte folk i samme sag heller ikke være på gårdtur sammen (‘kollusionsfare’), men ofte var det vel folk i samme gruppering, som også var i samme sag og dermed blev det til lidt af et puslespil at placere den enkelte indsatte i sager med mange tiltalte.

Cellesnakken fra Nordfløjen var så markant og så sent om aftenen, at flere på min egen gårdtur var irriterede på dem, der plaprede løs.

Dokumentaren “De Mistænkte”

Jeg var dødtræt, men jeg måtte holde mig vågen til klokken 21.25, for på det tidspunkt sendte DR dokumentarprogrammet “De Mistænkte”. Udsendelsen handlede dels om de den manglende erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, som blev nægtet til ofrene i en tredjedel af alle tilfælde, og dels om de alt for lange varetægtsfængslinger man anvendte i Danmark, især set i lyset af, at ca. 10% af alle varetægtsfængslede var uskyldig og blev frifundet i retten.

Intet ændres

Jeg var glad for at programmet satte fokus på de forfærdelige varetægtsforhold, men jeg vidste, at det ikke ville blive bedre i min tid på det område. Omvendt talte jeg i dag med en indsat i gården, M, som havde været varetægtsfængslet i isolation i omkring et år og det havde han prøvet hele to gange. Dengang for et par årtier siden, var det normen, at mange, hvis ikke de fleste i varetægt blev sat i isolation, og sådan var det trods alt ikke længere; dog var vilkårene for varetægtsfængslede på normale vilkår strammet i en grad, at de faktisk var tæt på at være identiske med isolation.

Ovenstående brev til Københavns Vestegns Politi resulterede selvfølgelig i ingenting.

Varetægtsfængsling som pression

På gårdtur i dag havde jeg det fremragende. Vejret var skønt, træningen god og jeg fik talt med rigtig mange i buret. Jeg trænede ryg og biceps. På tekst tv læste jeg, at Sanjay Shah og Bogholderen skulle forblive varetægtsfængslet indtil sagen var afsluttet i juni 2025. Det var noget, jeg havde talt med sidstnævnte om på gårdturen i dag. Det var sindssygt, at holde ham i varetægt så længe under isolationslignende vilkår. Det nærmede sig, nej, det var ren psykisk nedbrydning og tortur, det var en form for pression, som udelukkende var egnet til at fremtvinge en tilståelse.

Spøgelset

Jeg spurgte den ene af gangmændene, som havde været i retten i dag, om han havde husket at tage solcreme på. Han havde været i varetægt i mange måneder efterhånden, men af en eller anden grund var han aldrig på gårdtur. Engang imellem fik alle gangmændene i min fløj som et slags frynsegode lov til at komme på en kort aftengårdtur efter klokken 18, og den havde han retfærdigvis deltaget i et par gange, men det foregik altid efter mørkets frembrud. Først forstod han ikke, hvad jeg mente, hvorfor jeg var nødt til at forklare ham det, så slog han blikket kortvarigt ned. Det var et følsomt emne, kunne jeg mærke på ham, for der var sikkert en årsag, som ikke havde med dovenskab at gøre, som afholdt ham fra at få frisk luft på daglig basis.

En gang imellem blev jeg spurgt hvordan det gik med 'spøgelset’ og hvornår han havde tænkt sig at komme på gårdtur, senest i dag, men jeg var dem svar skyldig for jeg vidste det ikke. Vi talte om at ingen af os kunne holde ud ikke at være på gårdtur mere end et par dage, at det var så grundlæggende et behov at få frisk luft og rørt sig, og ikke mindst at tale med andre mennesker, at ingen kunne drømme om at afstå fra det, og ingen kunne fatte at gangmanden kunne holde det ud, for os bekendt havde han ingen konflikter med nogen.

Jeg kunne høre på cellesnakken på Nordfløjen, at strømmen på et tidspunkt gik på en af etagerne og på hele etagen, men jeg blev dog ikke klar over, hvilken etage, der var tale om. Vagterne havde ikke genetableret strømmen før i morges og der var enighed om blandt de indsatte at det var en kollektiv straf.

Hvad årsagen var, fremgik ikke af sladderen, men det tydede på, at nogen havde røget på cellen, men ikke mestrede kunsten at lave ild, hvorved sikringerne var sprunget. Hvordan der var trukket strøm, vidste jeg ikke, men typisk sprang sikringerne kun svarede til et par celler og ikke hele etagen, så formentlig var der sket det, at en eller flere idioter gentagne gange havde kortsluttet strømmen og vagterne var blevet så trætte af det, at de til sidst bare havde slukket for hele etagen. Man kunne godt forstå det fra vagternes synspunkt, men for de indsatte, der opførte sig ordentligt - og det var på den fløj trods alt flertallet - var det ikke sjovt at sidde i mørke uden at kunne se TV så længe og uden at vide hvornår de fik strøm igen.

Det var igen et smukt, solrigt og mildt vejr og flere smed hue og vanter på gårdturen. Jeg var dødtræt fordi jeg ikke havde sovet særligt meget, men fik dog trænet bryst og triceps, samt mave senere på stuen. Jeg fik afleveret mit brev til advokaten, samt læst videre i “Akutbogen”.

Malerne

Malerne var stadig i gang med det sidste af arbejdet, som var loftet. Den ene af dem, en polak, lugtede tydeligt af alkohol, hvilket han gjorde en gang imellem siden de startede arbejdet på 1. sal for nogle måneder siden, hvor jeg så dem første gang. På det tidspunkt var de fire malere; den gamle afdankede og nedslidte mester, den høje yngre mand, som stadig var under uddannelse, den yngre kvinde og så den stive polak.

Snart indsat i 3 måneder

Var det ikke fordi min tidligere gangmandsmakker, som havde gået rundt sammen med ham på gårdturen, havde fortalt mig det, havde jeg heller ikke vidst det. Jeg fik læst videre i anæstesiologi bogen til formiddag. Jeg havde ikke flere skønlitterære bøger tilbage, hvilket var noget af et problem, fordi det var så kedeligt, at være indsat. Der var ikke længe til, at jeg havde været indsat i tre måneder, så jeg følte, at der snart gerne måtte ske noget i sagen.

Værre end mig

Omvendt var der mange, hvis ikke de fleste, jeg havde talt med, som havde været indsat væsentlig længere end jeg, så det var umuligt for mig at føle mig tilsidesat eller uretfærdigt behandlet. Jeg fortalte om min sag til Bogholderen og han havde svært ved at forstå at den slags kunne finde sted i et land som Danmark, for det indtryk man havde af landet ude i verden, var et ganske andet end de virkelige forhold.

Advokaten

Man kunne omvendt indvende, at bogholderen havde lært det danske retsvæsen at kende på den hårde måde. Det var efterhånden længe siden, jeg havde hørt noget fra min advokat og det virkede som om hun negligerede mig en smule, men hun havde jo lovet at ringe til mig for nogle uger siden, hvilket hun ikke havde gjort og selvom der måske ikke var de store nyheder at fortælle, så var det alligevel psykisk belastende for mig ikke at høre noget som helst fra hende.

Hun kunne i det mindste ringe og fortælle hvad status var og hvad hun havde gjort, samt hvad hun afventede at få tilbagemelding om af det, som jeg havde bedt hende om hjælp til. Det var ikke fordi jeg kunne tillade mig at klage over mine egne vilkår, ikke i forhold til de andre indsatte. Uanset hvad, så kunne jeg maksimalt sidde her i fire måneder, så var det forår, når jeg kom ud om højest en måned og otte dage.

Andre havde en betydelig længere tidshorisont, både som varetægtsarrestant og sandsynligvis som efterfølgende afsoner. Den nye gangmand havde eksempelvis i dag fortalt sin advokat, at han ville tilstå, så han kunne komme videre, som han formulerede det. Han ville forsøge at lave en aftale med anklageren om at han kunne få en straf på 12 år modsat de sædvanlige 14 eller måske 15 år han stod til at få. Set i det perspektiv var mine udsigter langt bedre.

Værre for de andre

Jeg kunne slet ikke forestille mig at have udsigt til så langt en straf. Det vil jeg næppe kunne overleve eller rettere, det ville jeg umuligt kunne overleve, ikke på nuværende tidspunkt. Hvor længe skulle man sidde med en straf på 12 år? Var det seks eller otte år? Det var uværdigt i alle tilfælde. Og så var der det aspekt med børn, hvis man formode at holde seks års indespærring ud, hvordan kunne man så holde ud at være væk fra sine børn så længe og kun med meget sparsomt med muligheder for besøg?

For ikke at tale om hvordan det var at være udlænding, eksempelvis polak og så sidde i varetægt i Danmark uden at kunne et ord dansk, at have sin familie i landet samtidig, og med den viden, at de ikke kunne få hjælp af de danske myndigheder og derfor snart måtte ud og bo på herberg. Jeg var faktisk ret heldig, at jeg havde fået tjansen som gangmand, så jeg i det mindste havde noget at foretage mig og ikke var låst inde med mine tanker i cellen i 23 timer i døgnet som de fleste andre.

Det var ikke fordi jeg ringeagtede vagterne og den livserfaring og erhvervsmæssige erfaring de havde, og selv de yngste af dem havde set lidt af hvert, det var jeg slet ikke i tvivl om. Men de havde ikke den store indlevelsesevne eller noget begreb om, hvordan min situation og min baggrund var. De andre indsatte havde for de flestes vedkommende heller ikke noget begreb om, hvordan det var at være i mine sko og det gjaldt sikkert begge vegne. De talte mest om narko og deres kriminalitet, og det blev kedeligt for mig at deltage i den snak i længden, da jeg ikke havde noget at byde ind med.

Clean af hash

Det meste af tiden stod han for sig selv og kiggede ud i luften. Han var venlig, en smule umoden, og hverken særlig nærværende eller begavet. Han var blevet overflyttet fra en anden arrest, fordi hans temperament var løbet over og han var kommet i konflikt med nogle af de andre indsatte. Han havde gennem en årrække misbrugt lidt af hvert, især hash i omkring 15 år og først blevet clean for nylig, hvilket han stadig bar meget præg af. Det var lidt skræmmende så mange måneder, det tog at komme sig helt efter et langvarigt hash misbrug og jeg havde set noget tilsvarende som også havde stoppet med hash efter lang tids misbrug. Jeg trænede bryst og triceps i buret og senere på cellen desuden lige og skrå mavemuskler.

Gangmanden tilbage i Vestre

På gåturen hørte jeg også det seneste nye om den gangmand, som havde hjulpet mig utrolig meget, men som desværre spontant havde fået en punkteret lunge. Han var blevet overflyttet til et rigtigt hospital, var blevet behandlet, og siden returneret til Vestre Fængsel, nærmere betegnet Vestre Hospital, så snart hans tilstand tillod det. Det glædede mig meget, at han havde fået det så meget bedre, for bag hans ret barske ydre, med alle tatoveringerne, var han et af de fineste og bedste mennesker, jeg havde mødt. Jeg håbede selvfølgelig alt det bedste for ham og skulle jeg nogensinde kunne hjælpe ham, hvis jeg blev læge igen, så ville jeg ikke tøve med at gøre det.

Hyggelig aften i fængslet

Oppe på cellen om aftenen, trænede jeg mave. Det regnede udenfor, men det var en blid og rolig regn, en hyggelig og langsom regn og det var også hyggeligt inde i Venstre til aften, for der havde ikke været noget ballade eller nogen særlig larm og uro og to af vagterne, der var mest aktive på gangen, Ræven og Svenskeren var i godt humør og lavede sjov med hinanden. Ræven var som regel i godt humør og klar med en frisk bemærkning, Svenskeren var normalt meget tillukket, ordknap og formel i sin opførsel, men efterhånden som man lærte ham bedre at kende og omvendt, fandt man ud af, at han også havde en form for humor og et underfundigt lune.

Samtale med socialrådgiver Denice

Omkring frokost kom socialrådgiveren, Denise, pludselig forbi og ville lave en opfølgning på min handleplan, den som var blevet udarbejdet i starten af indsættelsen. Hun lagde ud med at oplæse handlingsplanen og vi fik rettet enkelte oplysninger samt tilføjet andre. Vi kom vidt omkring og talte om mine planer ved løsladelse i forhold til kontakt til Cafe Exit (hun var mentor her igennem) og hjemløseenheden, blandt andet.

Jeg fik understreget, som sandt var, at min diagnose aldrig havde været andet end ADD, at jeg i virkeligheden ikke havde depression eller PTSD, at jeg havde afleveret flere psykiatriske speciallægeerklæringer, som gav mig ret, men som var blevet ignoreret af myndighederne, de selv samme myndigheder, som havde afkrævet mig dem samt, at jeg kun ønskede at arbejde, det var det, jeg ville allermest i hele verden.

Hun syntes at det lød sindssygt, hvad jeg havde været igennem af fejldiagnoser og jeg måtte give hende ret. Vi talte en del om Kofoeds Skole, som hun hedder samarbejdet meget med dengang hun arbejdede på Mændenes Hjem, samt om hendes arbejde på Cafe Klare. Vi havde en lang og super god samtale, hvor størstedelen handlede om hendes erfaringer på hjemløse- og resocialiseringsområdet. Vi aftalte, at hun ville sørge for information om Sjællandske Boligselskab.

Diverse

Inden samtalen trænede jeg ryg og biceps i buret på gårdturen. Jeg fik afleveret mit brev til advokaten, hvor jeg udbad hende et opkald og en status. Jeg fortsatte med at læse hæmatologi. Jeg var led og ked af intet at få at vide, samt at rådne op på 9. år. På gårdturen talte jeg med underboen til tossen i celle 56, der skabt sig både i går og meget tidligt i morges, hvor han vækkede andre alle med sin hamren på celledøren. Underboen var godt irriteret og havde klaget til vagterne flere gange over ham.

Nedbøren fortsatte i form af først sne, så slud og herefter regn. De grå skyer lå som en stor mørk dyne over byen, hvilket var tydeligt fra min udsigt fra cellen på fjerde etage i Østfløjen, hvor jeg havde et godt overblik over byens tage.

Rutinerne

Rutinerne på hver etage var som en velkoreograferet ballet, med et meget simpelt plot, og indøvet til perfektion igennem årtier. Når jeg om morgenen udførte min gangmandsopgaver og bevægede mig ned ad gangen på den ene side, kunne jeg på modsatte side af lysskakten i midten se de to vagter, der gik med morgenmadsvognen fra celle til celle, og når de indsatte artede sig og hurtigt og effektivt fik deres morgenmedicin, morgenmad og fyldt deres termokande op med varmt vand, og når jeg passerede dem på det rigtige tidspunkt, kunne jeg se madvognen og vagterne på hver etage, der befandt sig nøjagtig over hinanden og gå fra celle til celle nærmest synkront.

Autistiformt

Vagterne kunne godt lide, at alle opgaver blev udført hurtigt og effektivt og på klokkeslæt. Det samme kunne jeg og mange andre indsatte også, især dem der havde været indsat et stykke tid. At en given opgave kunne være lidt anderledes eller tage lidt ekstra tid, for eksempel hvis en ny indsat ikke forstod rutinerne og ikke kunne regne dem ud, eller hvis en indsat brokkede sig, kunne til nød accepteres, men kun så længe, den samlede tidsplan blev holdt, for dels elskede vagterne mest at sidde på kontoret og hygge og dels var der en masse opgaver på faste tidspunkter, som krævede at alt blev klar til tiden.

Fængselspsykiateren

Henad eftermiddagen, mens jeg gik på gangen og fejede, så jeg en ældre, noget sammenfaldet kvinde med et udtryksløst og let rynket ansigt, gråsprængt mørkt pagehår og iklædt lyseblå tidsløse cowboybukser, samt en lys sweater eller trøje af en slags. Halvfemserne havde ringet til kvinden og forgæves forsøgt at få sit tøj tilbage.

Det var ingen ringere end psykiateren, altså hende den tarvelige og underlødige pseudolæge, der havde skrevet det vrøvl i journalen, jeg kunne læse i aktindsigten og som var meget langt fra det, der blev sagt under samtalen, og som jeg havde været nødt til at berigtige efterfølgende [både journalen og min berigtigelse, samt navnet på psykiateren kommer senere på nettet].

Tossen i cellen

Hun var blevet tilkaldt for at tale med tossen i nummer XX, som havde smadret alt inventaret i sin celle. Han skabte for meget bøvl, så nu forsøgte fængselsbetjentene at få ham overflyttet til psykiatrisk afdeling eller dopet med antipsykotisk medicin, og dermed passiveret.

Ikke så tosset endda

Fangen gad dog ikke at tale med psykiateren, og jeg hørte ham sige, at han bare vil have en cigaret. At afvise kvaksalveren var dog klogt af ham og en indikator på, at han måske ikke var så tosset endda. Pudsigt nok så jeg også den rigtige læge omkring frokost, hende ‘syndromet’ med den deforme krop og dysmorfe ansigt. Hvad hendes ærinde var, fandt jeg dog ikke ud af. På gårdturen trænede jeg ben og fik desuden en længere og rigtig god samtale med en gangmand fra en af de andre etager, som det var et stykke tid siden, jeg havde talt med sidst.

Igen og igen og

Jeg vågnede ofte af mig selv cirka halv syv hver morgen, og hvis det glippede, så var jeg sikker på at jeg vågnede klokken tyve minutter i syv ved at min cellenabo tændte for sin vandhane, idet vandrørene mellem to naboceller var forbundet på en eller anden måde. Jeg vågnede af mig selv ca. klokken halv syv og da klokken nærmede sig kvart i syv og jeg intet havde hørt til min nabo, undrede det mig en smule. Da jeg skulle til at børste tænder og åbnede for min egen hane, kom der intet vand ud af den. Ikke en dråbe. “Åh nej, ikke igen”, tænkte jeg.

Tørlagt

Hvad årsagen til fraværet af vand denne gang var og prognosen for hvornår det kom igen, var der ingen, der anede noget om, erfarede jeg da celledøren kort tid efter blev åbnet af vagten og jeg skulle ud med den ene af gangmandskollegaerne for at sætte rengøringssættene hen til de celler, hvis tur det var at gøre rent.

Illustreret Videnskab anno 2002

Jeg opdagede, at der stod en ny bog på afleveringshylden. Den hed “En amerikansk slaves beretning“ og var skrevet af Frederick Douglass i 1845. Der stod også et meget velholdt eksemplar af Illustreret Videnskab fra 2002, hvor man eksempelvis kunne læse artikler med titlerne “Nu kan blinde se med tungen” og “Indianere var kannibaler af kærlighed”, samt et par sider med 22 år gamle, seneste landvindinger inden for IT-nyheder, hvor man blandt andet kunne læse “Gem helt op til én GB i nøgleringen”. Jeg begyndte at læse “En amerikansk slaves beretning“.

Jeg opdagede, at der stod en ny bog på afleveringshylden. Den hed “En amerikansk slaves beretning“ og var skrevet af Frederick Douglass i 1845. Der stod også et meget velholdt eksemplar af Illustreret Videnskab fra 2002, hvor man eksempelvis kunne læse artikler med titlerne “Nu kan blinde se med tungen” og “Indianere var kannibaler af kærlighed”, samt et par sider med 22 år gamle, seneste landvindinger inden for IT-nyheder, hvor man blandt andet kunne læse “Gem helt op til én GB i nøgleringen”. Jeg begyndte at læse “En amerikansk slaves beretning“.

Advokaten

På gårdturen trænede jeg ryg og biceps, hilste på to nyankomne og talte med de sædvanlige. Jeg hørte intet fra min ligeglade advokat eller politiet. Det gik mig enormt meget på, at gå rundt og vente i flere uger på, at hun hørte mine bønner og kontaktede mig. Hvordan kunne hun være det bekendt? Var hun så samvittighedsløs, at hun ikke vidste, hvor utrolig stor betydning bare et 10 minutters opkald fra hende havde? Det handlede ikke om, at hun skulle trøste mig eller lege min psykolog, det absolut eneste, jeg havde brug for, var at hun sørgede for at give mig svar på nogle af de mange utroligt vigtige spørgsmål, jeg havde bedt hende om at undersøge flere gange.

Advokatens opgaver

Konkret eksempelvis hvad status var på mine to klager til Styrelsen for Patientklager var, eller hvorfor politiet nægtede at tale med de vidner, jeg gennem et par år havde oplyst dem om. eller hvorfor politiet ikke gad at overholde objektivitetsprincippet. Det var så vigtigt for min motivation for at fortsætte livet og tilværelsen, at jeg fik nogle af de svar jeg forgæves i meget lang tid havde stillet. Hun skulle ikke gøre noget som helst gratis eller til nedsat takst, så hvorfor ville hun ikke hjælpe mig?

Hendes i min optik store skødesløshed var yderst bekymrende og sagde virkelig en hel del om hende som menneske. Hun havde i medierne iscenesat sig selv som omsorgsfuld og socialt bevidst, som en person, der besad en stor psykologisk indsigt, og som var vokset op i et hjem, der kærede sig om de mest udsatte, og hvor hendes mor engang havde inviteret en svært alkoholpåvirket hjemløs kvinde, der vist havde siddet på en bænk på Strøget op i familiens lejlighed juleaften.

‘Tragedien i Tjæreborg’

Jeg så det sidste afsnit af “Tragedien i Tjæreborg”på TV2 til aften. Fuck hvor var danske politi råddent. Men fedt at den polske stat forsøgte at retsforfølge de korrupte slyngler i etaten. En yderst interessant oplysning, som fremgik af dokumentaren var, at FN i 2023 havde udtalt kritik af DUP’en. Hvor befriende at erfare! Jeg hadede måske DUP’en mest af alle de impotente klageinstanser i Danmark. Gid de alle måtte ende i helvede.

Hard Core Frederick Douglass

Efter programmet og nu en smule opløftet, læste jeg “En amerikansk slaves beretning“ færdig. Den var eminent velskrevet, meget medrivende, ikke særlig omfangsrig, og jeg syntes at bogen burde være pensum i folkeskolen, så den woke, skrøbelige og sarte pusse-nusse ungdom, der sad og gamede dagen lang med fedme, bleghed og diabetes til følge, kunne få et perspektiverende indblik i hvordan livet havde været for nogen, hvordan det stadig i dele af verdenen stadig var og hvordan det uhyggeligt let kunne blive i fremtiden, hvis man faldt for meget af på den ift. menneskerettigheder.

Retspsykiatrisk afdeling P7 i Middelfart

Flygtige bekendtskaber som vilkår

I fængslet som varetægtsarrestant var det ofte sådan, at indsatte, man havde lært at kende indgående, været på gårdtur med hver eneste dag og talt med i timevis igennem måneder pludseligt og uvarslet var væk, fordi de var blevet flyttet med få timers varsel.

Pludseligt væk

Det var mærkeligt at være den tilbageværende, efter ens medarrestant udeblev fra dagens gårdtur, og ikke bare en enkelt dag, for det var almindeligt når folk skulle i retten, til afhøring eller skulle til besøg, men udeblev de to dage i træk, var det ofte et tegn på, at de var væk permanen. Som regel var der nogle af den fraflyttedes venner eller andre, der vidste noget i forhold til hvad der var sket med den pågældende, men ikke altid.

Tilvænnet

Der var helt klart undtagelser, hvis man havde lært en ekstra godt at kende, men i de fleste tilfælde gik der som regel ikke mere end fem minutter, så var det som om at vedkommende aldrig havde eksisteret. At folk pludseligt var væk, var desværre et vilkår og et yderligere stressende element for arrestanterne.

Ude af øje, ude af sind

Selv havde jeg det på den måde, at jeg lynhurtigt tilpassede mig et sted og dermed også hurtigt lagde det sted, jeg var flyttet fra bag mig mentalt, i hvert fald til at begynde med. Når jeg var ude af døren, så var det som om, jeg aldrig havde sat mine ben på stedet, jeg tog væk fra eller også føltes det som om at det var flere år siden, også selvom der kun var gået en uge.

Sidste rigtige hjem

At have den mentalitet var noget, jeg havde tillært mig i løbet af de seneste år som hjemløs. Jeg havde opholdt mig mange steder som hjemløse, også kortere perioder med tag over hovedet, men jeg havde kun haft ét hjem og det var i Dronningens Tværgade nr. 46, som jeg takket være praktiserende læge Camilla Mie Elvekjær mistede 20. juli 2016 pga. hendes psykiatriske fejldiagnose. Hun kunne benægte det lige så meget hun ville, men det ændrede ikke på virkeligheden, uanset hvor store anstrengelser hun gjorde for at fortrænge det.

Ud at køre med de skøre (transportbetjente)

Kort efter klokken 8.00 kom en vagt hen til mig, mens jeg sad og læste i cellen. Det var en lav, midaldrende og slank kvinde med markant solbrun kulør, jeg ikke tidligere havde set, men hun virkede umiddelbart venlig og imødekommende. Hun fortalte mig, at jeg skulle ud at køre her til formiddag og bad mig pakke en lille taske med de allervigtigste ejendele, da jeg muligvis skulle overnatte det pågældende sted.

Da jeg så på hende med et spørgende udtryk i ansigtet, sagde hun, at det var fordi jeg skulle mentalundersøges. Hun spurgte mig, om jeg da ikke var blevet varskoet om overflytningen, og jeg svarede, at jeg godt vidste, at jeg på et tidspunkt skulle mentalundersøges under indlæggelse, men ikke havde fået at vide hvornår.

Hvor i landet?

Jeg spurgte vagten, hun var sikker på, at jeg ikke skulle pakke alle mine sager, men det skulle jeg ikke, var hendes svar, da jeg ville returnere til Vestre Fængsel igen efter ganske kort tid, enten allerede i aften, men senest i morgen. Hvor jeg skulle jeg undersøges henne, ville jeg gerne vide, for hvis jeg kom tilbage så hurtigt måtte det være i nærheden af København, for så var det vel bare sådan, at jeg skulle af sted flere gange, som en slags mellemting mellem ambulant undersøgelse og indlæggelse, for ellers gav det ingen mening.

Det havde hun ikke selv fået at vide af den pågældende, der ringede og informerede hende om overflytningen, sagde hun. Jeg pakkede derfor en lille taske, skyndte mig i bad og fortalte mine gangmandskollegaer om hvor, jeg skulle hen, samt at jeg ville komme tilbage igen efter få dage, da de så kunne fordele mine opgaver mellem sig, hvilket var praksis, når en af os var fraværende, eksempelvis i retten en hel dag.

Koldt vand i blodet

Belært af Kriminalforsorgens fornemmelse for punktlighed, eller mangel på samme, slog jeg koldt vand i blodet og forsøgte at få styr på nerverne. Timerne gik og intet skete. Jeg nåede både i bad og ordne frokostvognen, efter vagterne havde delt mad ud. Jeg havde barberet mig med både trimmer og skraber forinden og tilfældigvis også trimmet håret i forgårs, så jeg så nogenlunde præsentabel og soigneret ud, og jeg havde for første gang i måneder iført mig et par konventionelle bukser fremfor joggingbukser, som jeg i lighed med langt de fleste indsatte bar til dagligt. Der gik så længe, at jeg oven i købet også nåede at modtage købmandsvarer, herunder fire gange halvanden liter Pepsi Max, som jeg desværre måtte lade blive i cellen, mens jeg var til mentalundersøgelse.

Ikke holde vejret

Værst var det, at jeg også måtte undvære gårdturen og den obligatoriske træning og socialisering med de andre indsatte, Jeg kunne ikke tillade mig at gå på gårdtur i tilfælde af, at jeg blev hentet. Tiden gik og folk blev ringet op fra gårdturen igen uden at jeg var blevet afhentet, hvilket jeg var lidt trist over, for så kunne jeg jo godt have været dernede alligevel og taget ordentlig afsked. Til gengæld fik jeg for en gangs skyld en lang og meget positiv samtale med Bob, som aldrig gik på gårdtur.

God afsked med Bob

Han spurgte meget venligt, om han skulle gemme aftensmad til mig, når jeg returnerede i morgen. Jeg takkede ham og tog imod tilbuddet. Ikke fordi jeg var særlig interesseret i maden, men for at vise ham, at jeg skam værdsatte hans gestus. Vagterne på min etage spurgte nysgerrig ind til hvorfor jeg skulle helt til Middelfart. Jeg fortalte dem om årsagen til dette og gav et resume af grunden til, at jeg i det hele taget var indsat i Vestre.

Skeptiske vagter

De rynkede brynene og rystede på hovedet. Men ikke af mig. De kendte mig jo og vidste udmærket at jeg var normal. Det var kravet om den åbenbart overflødige mentalundersøgelse, de lod til at være forargede og uforstående overfor. For de havde jo givet mig en slags betroet stilling som gangmand, og jeg havde varetaget jobbet upåklageligt i flere måneder, og det var stensikkert, at jeg aldrig ville have fået et, hvis jeg rent faktisk havde været skør.

Endelig!

Omkring klokken 12.30 blev jeg endelig hentet og jeg tog afsked med de to andre gangmænd, som jeg havde stået og talt med ude på gangen indtil da. “Jeg ved ikke hvad man skal sige, om det er held og lykke eller noget andet?”, spurgte Bob, mens han grinede smørret. Jeg besvarede hans latter og sagde, “du skal sige på gensyn". Jeg skulle pakke en lille taske, var beskeden, men hvad betød det? Jeg opfatter det som en fyldt indkøbspose, men der var jo ikke plads til tøj, ikke særlig meget i hvert fald, når jeg også skulle have en bog og hygiejneartikler, herunder alle mine kontaktlinser med.

Taxachauffører plus

Man måtte vist ikke tage biblioteksbøger med ud fra Vestre, men det lykkedes mig heldigvis at få hæmatologibogen med. Først blev jeg placeret i venterummet i et kvarters tid, men fik gudskelov bogen med mig ind, som jeg læste i, og så blev jeg hentet af de to transportbetjente. Disse to gnomer var noget fåmælte og en smule uvenlige i deres attitude, men det var fint nok, jeg skulle jo ikke være venner med dem, de var bare en slags taxachauffører, selvom de i egen optik regnede sig for en hel del mere.

Ku’ ikke blive andet

Hvilket afspejlede sig i deres attitude til os indsatte, men jeg vidste godt at de blandt deres kolleger både i politiet og dem, der var rigtige fængselsbetjente, ikke blev regnet for noget særligt, at de var nederst i et i forvejen meget lavt hierarki, fordi deres funktion jo bare var at køre frem og tilbage, intet andet og fordi at uddannelsen havde en meget kort varighed. De rigtige fængselsbetjente jokede om transport-tosserne, som kom ind på afdelingen og førte sig frem med deres skudsikre veste og headset, som var de aktionsstyrken. De havde en alt for høj selvopfattelse, som de på ingen måde kunne leve op til, og derfor var de til grin blandt alle.

Ydmygende, unødvendigt og farligt

Ved skranken ved modtagelsen i Vestre blev jeg iført et bredt transportbælte om livet og håndjern på forsiden af kroppen, mens et tredje sæt håndjern blev fastgjort til selve transportbæltet foran på kroppen. Det var meget ydmygende og helt vildt, for de kunne jo se i deres system, at jeg aldrig havde været voldelig eller forsøgt at flygte. Det var garanteret bare rutine for arrestant-piccolinerne at ydmyge de indsatte ved overdreven fastspænding, men jeg troede, at vi var mange, der blev bitre og vrede over at blive behandlet på denne fornedrende og inkriminere facon. Jeg fik dog lov til at tage hæmatologibogen med ind i bilen mens min pose blev lagt om bagi.

Fangetransporten

Det var en sort Volkswagen Transporter med tonede ruder, fraset ved selve førersædet. Adskilt fra forsæderne med et tykt gitter var der to rækker af passagersæder, hvor jeg blev placeret på den bagerste række i venstre side. Bagtil var et tilsvarende tykt gitter og foran sideruderne løb horisontalt to parallelle jernstænger hver med en diameter på cirka 1 cm. .

Noget var galt

Håndjernene var ubehagelige, men ikke for stramme. Det var ikke helt nemt at bladre i min bog iført håndjern, men det lykkedes. Problemet var, at bæltet om livet var spændt alt for stramt. I starten gik det lige præcis, og jeg kunne distrahere fra lufthungeren, når jeg sad og læste, mens vi kørte igennem byen. Det var så småt begyndt at sne, og det spolerede udsigten en smule. De to betjente havde skruet helt op for radioen og talte ikke med hinanden under kørslen. Efter omkring 20 minutter kunne jeg dog mærke, at jeg havde virkeligt besvær med at trække vejret, fordi bæltet var så stramt. Det hjalp ikke at forsøge at ændre placeringen, og jeg begyndte så småt at svede og havde store vanskeligheder med at trække vejret ind. .

Vanskeligt at trække vejret

Jeg var ikke panisk, men det var svært ubehageligt og det gjorde det vanskelig for mig at bevare koncentrationen, selvom jeg formåede at læse kapitlet om hæmatologiske behandlingsformer færdigt. Men efterhånden blev det tiltagende udholdeligt, og jeg sagde til betjentene, at jeg havde meget vanskeligt ved at trække vejret, og jeg bad om at få løsnet bæltet bare en smule. “Vi gør ikke holdt undervejs, så prøv om du ikke kan holde ud, til vi er fremme”, sagde den ene piccoline. På dette tidspunkt var vi ikke engang noget meget længere end Midtsjælland. “Okay”, svarede jeg og kæmpede for at bevare roen, mens sved piblede frem på panden.

Savn

Efter fem minutter sagde den anden piccoline så, “vi finder lige ud af noget". Efter yderligere et kvarter holdt transporteren så ind på en rasteplads og bæltet blev løsnet en smule. Det var helt fantastisk rart nu at kunne trække vejret ubesværet og trætheden satte ind i takt med at adrenalinniveauet aftog, hvorfor jeg blundede en lille times tid. Jeg havde glædet mig til at se det smukke landskab på turen, men det føg så kraftigt med sne, som dækkede landskabet og mit udsyn, så jeg intet rigtigt fik set. Radioen spillede “Summer of ‘69” med hvad Bryan Adams og “Igen og igen og” med Nephew og jeg blev sentimental og fik nærmest tårer i øjnene, da jeg tænkte på de fine mennesker i Vestre, som jeg havde knyttet mig til gennem de sidste par måneder, men som jeg nu forlod og oven i købet uden at have taget afsked med dem.