Afdeling Q81

Johannes Krogh var også som led i sin videreuddannelse også ansat under Lennart Bertil Jansson, så jeg håbede virkelig ikke for hans kommende patienters skyld, at han blev indoktrineret med Lennart Bertil Janssons af Parnas' inspirerede, hjemmebryggede psykosebegreb, som var i modstrid med de officielle retningslinjer.

Oversigt over breve, jeg har afleveret

• 7. november 2018
  • Vagt
• 13. november 2018
  • Bibliotekar
• 15. november 2018
  • Psykiater
  • Psykiater
  • Psykiater
• 16. november 2018
  • Psykiater
  • Læge
• 17. november 2018
  • Læge
• 19. november 2018
  • Læge
• 23. november 2018
  • Psykiater
  • Psykiater
  • Psykiater
  • Psykiater
• 24. november 2018
  • Psykiater
  • Psykiater
• 25. november 2018
  • Psykiater
• 27. november 2018
  • Psykiater
  • Psykiater
  • Psykiater
• 10. december 2018
  • Psykiater Gitte Ahle
• 16. december 2018
  • Psykiater Gitte Ahle
• 18. december 2018
  • Psykiater Gitte Ahle
• 21. december 2018
  • Psykiater Gitte Ahle
• 22. december 2018
  • Psykiater Gitte Ahle
• 28. december 2018
  • Psykiater Gitte Ahle
• 7. januar 2019
  • Klinikchef Anne Mette Brandt Christensen
• 9. januar 2019
  • Klinikchef Anne Mette Brandt Christensen
• 14. januar 2019
  • Psykiater Gitte Ahle
• 15. januar 2019
  • Psykiater Gitte Ahle
• 21. januar 2019
  • Klinikchef Anne Mette Brandt Christensen
• 28. januar 2019
  • Psykiater Gitte Ahle
• 30. januar 2019
  • Psykiater Gitte Ahle
• 1. februar 2019
  • Psykiater Gitte Ahle
• 13. februar 2019
  • Psykiater Gitte Ahle
• 25. marts 2019
  • Psykiater Gitte Ahle
• 1. april 2019
  • Psykiater Gitte Ahle

Jeg vil gøre alt for at slippe af med den fejldiagnose, der har lagt min tilværelse i ruiner. Psykiaterne har for længe siden modtaget materiale, der direkte modsiger fejldiagnosen, og mine pårørende har også forklaret, at de aldrig har oplevet mig psykotisk, paranoid eller bare mærkelig.

Det ignorerer psykiaterne desværre, selv om de dels har pligt til at rette helbredsmæssige fejloplysninger, og dels har erkendt at jeg ikke er psykotisk. Derfor må jeg nu selv kæmpe videre, for med en fejldiagnose som kronisk, vedvarende paranoid psykose, har jeg som læge ingen alternativer, end at den fjernes.

Når psykiaterne ikke kan eller gider forklare og begrunde en diagnose, vælger de typisk at skrive noget i stil med: "Patienten er tankeforstyrret og udviser tegn på privat logik, og er dermed psykotisk." Da jeg selv har arbejdet som medicinstuderende og læge (men selvfølgelig ikke speciallæge, heldigvis) i rigtig mange timer på flere psykiatriske afdelinger, kender jeg alle fiduser og tricks, som kun har ét formål, nemlig at gøre tilværelsen lettere for psykiateren.

Den rigtige måde at skrive en journal på er, at begrunde og forklare de symptomer patienten udviser, og som gør at vedkommende er eksempelvis tankeforstyrret. Den praksis, jeg i mit forløb har oplevet, er udelukkende den, at man eksempelvis siger, jeg er tankeforstyrret og derfor psykotisk, men når jeg spørger, hvordan det kommer til udtryk i min adfærd, hvad jeg siger og gør, så kan ingen begrunde deres påstand. På psykiatrisk afdeling i Glostrup fandt jeg ud af at min faste psykiater, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab højest brugte 5 - 7 minutter på en samtale, én gang ugentligt eller hver fjortende dag.

Udover det, så hun intet til mig, fordi hun ikke var på afdelingen. Personalet derimod, havde observeret mig døgnet rundt, og da mine pårørende og jeg læste, hvad de havde skrevet om mig efter 100 dages tvangsindlæggelse, kunne vi konstatere, at ingen på noget tidspunkt havde skrevet at jeg fremstod paranoid og psykotisk. Faktisk var jeg "bemærkelsesvis upåfaldende", altså normal på alle planer, fungerede fint, og klarede mig selv.

Jeg lærte lynhurtigt at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab konsekvent ikke lyttede til mig, og skrev noget helt andet i journalen end det, der faktisk var foregået under den få minutter lange samtale. Hun kunne ikke begrunde hvorfor hun mente jeg var "meget, meget syg" og "alvorligt syg", men henviste bare til hvad andre, herunder praktiserende læge Camilla Elvekjær og Retslægerådet havde skrevet.

Det var farligt for mig, at mine egne og mine pårørendes oplysninger aldrig blev noteret, da forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville tvangsmedicinere mig, for det havde Retslægerådet jo bestemt, at jeg skulle. Medicinen hun ville tvinge i mig på daglig basis med fysisk fastholdelse og indsprøjtning, var livsfarlig på både kort og lang sigt, så det skulle bare ikke ske. Jeg måtte sørge for at have mine argumenter stående i journalen, så jeg kunne klage over overlægens påtænkte overgreb.

Til min store overraskelse fandt jeg ud af, at jeg kunne få indscannet dokumenter i min journal. Som jeg vel og mærke selv havde skrevet. Det havde jeg aldrig hørt om før, og jeg benyttede mig flittigt at det. Forkvindenfor Dansk Psykiatrisk Selskab forholdt sig slet ikke til hvad, jeg skrev til hende, men det var heller ikke det vigtigste. Hun forklarede dog, at mine "breve var fulde af neologismer, vrangforestillinger og bar præg af at jeg var svært tankeforstyrret". Da jeg havde fået mine pårørende til at læse alt, jeg havde skrevet igennem, vidste jeg at det ikke passede. Overlæge Gitte Ahle kunne heller ikke vise mig ét eneste reelt eksempel på hendes påstande. Jeg gennemlæste alt, hun havde modtaget, og udover tre stavefejl, havde jeg ikke skrevet noget unormalt.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab nægtede simpelthen at forklare mig, hvordan det kom til udtryk, at jeg skulle være sindssyg, og hvorfor tvangsmedicinering var påkrævet. Jeg spurgte hende til hver samtale, men det bevirkede kun at hun blev vred, og påstod at det havde hun fortalt mig tidligere, hvilket hun ikke havde. Hun ville ikke gentage sig selv. Det sagde hun også til en samtale, hvor jeg havde en ven med, som optog det hele.

På en seddel, der hang på opslagstavlen på gangen i afdelingen, stod der ellers at patienten til hver en tid have krav på at få sin behandlingsplan og diagnose forklaret af en psykiater, men den regel (eller lov) gjaldt åbenbart ikke, når man var forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Lennart Bertil Jansson gad ikke engang forsøge at opdigte en troværdig forklaring. Som man selv kan høre på mine optagelser, siger han gang på gang, at det var noget han “kunne mærke”, “mente”, “fornemme” eller “føle”. Før Lennart Bertil Jansson dermed bevidste, at psykiatri ikke er et rigtigt lægevidenskabeligt speciale, gjorde psykiater Troels det. Men jeg havde desværre ikke mulighed for at optage førnævnte.

En ven, der er chefredaktør på ét af landets mest populære online-nyhedsmedier, fortale mig i løbet af min tvangsindlæggelse, at han nærmest på daglig basis modtog mails fra mennesker, der bar præg af, at forfatteren faktisk var dybt psykotisk, og han havde læst alt, jeg havde givet til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab igennem; han kunne slet ikke forstå, hvordan hun kunne mene, at mine breve til hende (i virkeligheden til journalen) indeholdt noget som helst, der havde med tankeforstyrrelser, neologismer eller vrangforestillinger at gøre. Han vidste jo hvordan psykotiske mennesker formulerede sig skriftligt.

Ved et besøg på afdelingen viste han mig nogle mails fra en person, han i kraft af sit virke som chefredaktør, havde modtaget igennem en længere periode. Personen bag disse mails mente min ven godt kunne passe på forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs beskrivelse af mine breve til hende, som altså var helt normale i form og indhold. Det undrede min ven en hel del, for han vidste godt, at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville tvangsmedicinere mig, og at hun i den sammenhæng brugte mine breve som argument - og jeg kunne supplere med at fortælle ham, at hun ville have held med det, fordi ingen, som jeg ville påklage tvangsmedicineringen til, gad at bruge mere end et minut på at læse det, jeg havde skrevet igennem.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde planlagt et møde med deltagelse af to psykiatere (en yngre mandlig psykiater, Johannes Krogh, og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen) foruden hende selv, samt indkaldt min bistandsværge Kim, så han kunne bevidne påbegyndelse af tvangsmedicineringsprocessen.

Desværre for Gitte Ahle, der troede hun bare skulle hurtigt ind, flankeret af to kolleger, og fortælle mig om hendes påbegyndelse af tvangen, var fornævnte ven til stede som bisidder.

Min ven, der er uddannet journalist, og ikke har nogen særlig viden om faget psykiatri eller psykiatriloven, formåede imidlertid i løbet af samtalen at sætte både forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen på plads i en grad, at agendaen gik fra tvangsmedicinering af mig til psykologsamtaler. Som klinikchef Anne Mette Brandt Christensen sagde, så “skal vi behandle dig [med tvang], for det siger Retslægerådet, men psykoterapi er jo også en behandlingsform, så vi dropper at medicinere dig, og så taler du med psykologen [Stine] i stedet”.

Det kunne jeg selvfølgelig godt acceptere. Men dét, der skete til mødet, var fuldstændigt uhørt og bizart. Min ven førte ordet, og han vandt over to af de mest fremtrædende og indflydelsesrige psykiatere i Danmark, alene ved at være langt mere intelligent end dem. De vidste på forhånd, at han ville deltage og de undervurderede ham, og - især - overvurderede de sig selv.

Tre psykiatere, som regnede med at kunne intimidere min ven og jeg i deres ignorante magtarrogance, men endte med at blive ydmyget så eftertrykkeligt, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Min ven nævnte i øvrigt på intet tidspunkt, at han ville skrive negativt om dem på sit online-medie, det handlede ikke om pression, men om noget helt andet.

Det er et faktum at min ven til det møde reddede mit liv. Min bistandsværge Kim var stort set tavs under hele mødet, og helt ubrugelig. Det demonstrerede han også ved senere lejligheder, som jeg ligeledes skal redegøre for.

Mødet blev naturligvis optaget, selv om forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab sagde det var ulovligt. Men jeg havde også en ven, der er jurist (med en bror og en far der er advokater, som backup), som kontaktede Region Hovedstaden, og dermed hendes chefer. Det endte med at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab blev kontaktet af hospitalets advokat, der irettesatte hende, og forklarede hende - og det jeg skriver nu, er udelukkende min fortolkning - at hun beklageligvis ikke stod over dansk lov (apropos storhedsvanvid, ikke sandt?) [forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab forbød før mødet, at eventuelle bisiddere havde lov til at sige noget, men også hér blev hun virkelighedskorrigeret af min juristven].

Vi måtte altså godt optage, det gjorde vi, og jeg beder til at de optagelser kommer frem. De færreste i den situation jeg var i, er så heldige at have så hard core venner som jeg, og de bliver udsat for uberettigede overgreb, hvilket sikkert sker hver dag på landets psykiatriske hospitaler. Det skal det ikke, og det er i høj grad derfor jeg skriver om mine oplevelser, i håbet om at psykiaternes magtmisbrug bliver stoppet.

Jeg er resten af mit liv underlagt en latent trussel om tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering for petitesser eller hvis psykiateren har en dårlig dag. Dertil kommer den svært stigmatiserende fejldiagnose, som man nægter at slette, selvom man samtidig erkender at den ikke passer. Det er uholdbart. Jeg burde flygte til udlandet, og jeg ville gøre det i skrivende stund, hvis jeg havde ressourcerne til det.

Det eneste jeg kan gøre, er at fremlægge min dokumentation, og fortsætte med at dokumentere alt, jeg oplever i det psykiatriske system. Det samme gælder i forhold til politi, og alle andre, som ser stort på min patientsikkerhed og retssikkerhed, og behandler mig som affald.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab påstod at brevene, jeg gav hende under tvangsindlæggelsen på afdeling Q81 i perioden 2018 - 2019 viste, at jeg var psykotisk og skulle tvangsmedicineres. Hun påstod, at jeg i brevene udviste tankeforstyrrelser, neologismer og vrangforestillinger.

Jeg fremlægger nedenfor min dagbog, samt brevene til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab som hun mente var udtryk for psykose, og at jeg var “meget, meget syg” og “alvorligt syg”.

Jeg bliver nødt til at vise omverdenen, at det ikke er korrekt, at jeg nogensinde har været psykotisk. Det skyldes ikke rethaveri eller forfængelighed, men en fejldiagnose, der har ødelagt mit liv, og på sigt er en dødsdom. Det kan jeg ikke leve med. Jeg må derfor berigtige det, som fejlagtigt er anført i min journal, når nu psykiaterne ikke har mod eller faglighed til at rette ind efter virkeligheden, og gøre det.

Billeder fra kort tid før anholdelsen

Billeder. Min mobiltelefon gik desværre i stykker kort efter ankomsten til Jerusalem, hvorfor jeg til min enorme ærgelse ikke kunne tage alle de billeder af den fantastiske by, jeg havde tænkt mig.

A. Alle mine ejendele.

B. Min carbonracer, jeg købte, da jeg blev færdig som læge og som jeg forgæves forsøgte at sælge i 2018, da jeg var hjemløs.

C. Jeg fejlede heller ikke det mindste før jeg blev anholdt. Billedet af mig er fra den 24. september 2018, hvor jeg hjælper en udlejer med at rydde op i hendes lejlighed, da hun ikke selv var i stand til det. Det var på Sjælør Boulevard, hos udlejer V. Jeg var (og er) ikke køn, men heller ikke psykotisk, altså sindssyg.

D. og E. Kalvebod Fælled. Jeg blev akut hjemløs igen den 28. maj 2018, og stod med ultrakort varsel med alle mine ejendele og anede ikke mine levende råd.

F. Fortsat den 28. maj 2018, hvor jeg fandt det bibliotek, der lå tættest på, i Ørestanden, og fik læ for regnen.

G. Hjemløs i Sydhavnen. Efter at jeg var nødt til at forlade psykiater Lennart Bertil Janssons afdeling, som følge af, at han vedvarende - i modstrid med virkeligheden og til trods for hvad vidner fortalte ham - til lægesamtalerne påstod, at jeg var "sindssyg", uden dog at kunne begrunde det på nogen faglig eller rationel måde, boede jeg på gaden i Sydhavnen i en periode, jf. billedet fra 2018.

H. - O. På ferie i Jerusalem. Billederne er fra min tur til Jerusalem i slutvinteren 2018. Jeg boede hos min bedste ven og hans hustru, og var ikke alene i vågen tilstand på noget tidspunkt i mere end få minutter ad gangen i de fjorten dage, jeg var afsted. Min mobiltelefon gik desværre i stykker kort efter ankomsten til Jerusalem, hvorfor jeg til min enorme ærgelse ikke kunne tage alle de billeder af den fantastiske by, jeg havde tænkt mig.

Hverken min bedste ven eller hustruen eller de massevis af mennesker, jeg mødte på rejsen, syntes at jeg var spor sindssyg, endsige bare mærkelig. Alligevel påstod retspsykiater Gitte Ahle få måneder efter, at jeg havde været 'alvorlig psykotisk' på hele turen, samt at det kunne man sagtens være uden at nogen opdagede det.

Det var faktuelt forkert hvad retspsykiater Gitte Ahle dermed vrøvlede om, men hun slap som bekendt afsted med det. Og nu ville hun have, at jeg skulle i fængsel for at gøre opmærksom på det. Ikke fordi jeg var forfængelig eller rethaverisk, men fordi mit liv, helbred og velfærd afhang af det.

H. Den 2. februar 2018. Det var helt nyt for mig at se almindlige mennesker gå casual rundt med våben i gadebilledet.

I. Den 7. februar 2018.

J. Den 15. februar 2018. En bogstade. Der var talrige bogstader af denne slag overalt i Jerusalem, hvor man kunne tage og stille bøger.

K. Den 19. februar 2018. I Den Gamle By i Jerusalem.

L. Den 14. februar 2018. Det døde hav.

M. Den 4. februar 2018. Et bevaret og restaureret stykke af den osmanniske jernbanefra, som gik fra Jaffa til Jerusalem.

N. Den 4. februar 2018. Verdens bedste kebab.

O. Den 4. februar 2018. Endnu en bogstade.

Billede. Sydhavnen by night (14. april 2018).

Billede. Sydhavnens havn (5. maj 2018).

Anmodningsseddel

"7. November 2018 (til læge). ”Kl. 22.00 d. 7/1-18: forværring af konstant hjertebanken, øget vejrtrækningsfrekvens, trykken i brystet, svimmelhed og halsbrand. Nu også kvalme, smerter i epigastriet og svimmelhed. Atarex uden effekt. Ryster på hænderne, ved at kaste op. Svært utilpas. Netop kastet op, mens jeg skriver sedlen.” (Modtaget af fængselsbetjent 3523)"

Dagbog fra Vestre Fængsel

Min motivation for at offentliggøre min kommenterede dagbog fra opholdet i Veste Fængsel udgjordes af mange faktorer. Det var essentielt for mig at kunne dokumentere, at jeg heller ikke var spor sindssyg før jeg havnede hos Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen, og dertil hjalp min dagbog, og derudover tjente det klar i offentlighedens interesse at vide, hvor grelle og potentielt livsfarlige forholdene i Vestre Fængsel faktisk var. Det lod ikke til at nogen var klar over hvor slemt det stod til, selv ikke medierne vidste det, fordi det var en notorisk lukket og censureret verden. Men netop varetægtsfængsling og især Vestre Fængsel var oppe i medierne, eksempelvis havde Politiken netop skrevet en leder om hvor skadeligt det var med varetægtsfængsling og DR havde lavet en reportage med Anders Agger fra netop Vestre Fængsel, så emnet var meget relevant netop nu.

Jeg var over 60 dage i Vestre Fængsel og opholdet skyldtes, at der ikke var plads på en retspsykiatrisk afdeling. Det var først efter dommen i Østre Landsret, at jeg blev overflyttet til Q81 i Glostrup, hvor Gitte Ahle var overlæge og Anne Mette Brandt Christensen hendes chef. Jeg havde jo fået en behandlingsdom uden længestetid for noget, jeg aldrig havde fejlet eller modtaget behandling for, som straf for at bruge ord for at få berigtiget en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose - efter at have tabt i to retsinstanser - så i lyset af dette var 60 dages ophold i Vestre en ubetydelighed. Og jeg var jo heller ikke sindssyg eller lignende, så det var fint nok for mig.

I Vestre Fængsel måtte man ikke have kuglepinde af sikkrhedshensyn, så jeg skrev i hånden med blyant. Mærkeligt nok var en helt spidset blyant formelig farligere end en kuglepind, og stykker af træet, som blyanten var lavet af kunne let forblive i huden efter indstik og forurene såret, så det var ikke helt logisk, hvorfor man ikke også havde forbudt blyanter, men sådan var der så meget. Jeg var rigtig dårlig til at skrive i hånden, så dagbogen var ikke særligt omfattende, men nedenforfor ville jeg kommentere det, jeg dengang skrev, og uddybe teksten, så den var mere meningsfuld og sammenhængende.

Det var yderst vigtigt at jeg fjernede alle informationer, der ville kunne bruges til at identificere nogen, om det så var medindsatte eller personalet. Derfor gjorde jeg ekstra meget ud af at sløre det, men jeg havde den originale tekst, hvis en journalist ville efterprøve sandhedsværdien af min dagbog. Men selv ikke originalteksten indeholdt oplysninger af særlig interesse, såsom efternavne eller lignende. Jeg var bare endnu mere påpasselig end ellers.

Af sikkerhedshensyn ændrede jeg det, som nogen havde sagt, til at det, som en enkelt person i virkeligeheden har fortalte mig, i nedenstående tekst blev opdelt og præsenteret som om der var flere personer om det. Ellers de sygdomme, som nogle indsatte i virkeligheden led af, blev udskiftet med en meget anden meget identisk sygdom, der gav næsten samme symptomer, men som ikke kunne spores tilbage til den indsatte.

Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet mere og bedre, så jeg er ikke videre stolt af nedenstående tekst, men sådan var det nu engang, og det var der ikke noget at gøre ved.

Anmodningsseddel

"13. November 2018 (til bibliotekar). "Skal bede om en kopi af den kommenterede straffelov. Tak. Mvh Kjeld.” (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3523)."

Jeg bad om at måtte aflægge en urinprøve, så jeg kunne dokumentere, at jeg selvfølgelig ikke havde indtaget stoffer. Prøveresultatet var derfor også negativt.

Anmodningsseddler

"15. November 2018 (til psykiater) ”Jeg har mistet alt dét, der betyder mest for mig, lægefaget, som jeg har tilsidesat alt for. Jeg har mistet job, autorisation, bil, bøger, bolig, formue og er blevet hjemløs, og har intet at se frem til, fordi enkelte læger har ment, at jeg er paranoid og psykotisk. Jeg hverken er eller har været psykotisk. Alt jeg har sagt har rod i virkeligheden. 1/3.” (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3415) "

"15. November 2018 (til psykiater) ”At enkelte læger har misbrugt deres fag og stilling ses af Datatilsynets afgørelse, som er tilsendt mig i E-boks, og fremgår af Datatilsynets hjemmeside ("Brug af Googlekalender i Region Hovedstaden"). Jeg overlever ikke, hvis jeg skal tvangsbehandles for noget, jeg ikke fejler. Dén situation jeg befinder mig i, er det værste jeg nogensinde har været udsat for. "2/3." (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3415). "

"15. November 2018 (til psykiater). ”Og det er årsagen til, at jeg har det så elendigt. Der er ingen, der gider hjælpe mig, men det forventer jeg heller ikke. Jeg havde dog håbet på at få behandling når jeg er sat i varetægtssurrogat i Vestre Hospital. Jeg har ADD og er akut og kronisk belastet (tilpasningsreaktion?). Jeg har været i behandling med Concerta med eklatant effekt. 3/3.” (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3415)."

Anmodningsseddler

"16. November 2018 (til psykiater). ”Hver eneste dag i de foregående 45 dage, har været et mareridt. Jeg har forgæves forsøgt flere gange at tale med en psykiater, men man nægter stædigt. Som konsekvens af dette svigt lider jeg. Det er svært at acceptere og jeg vil gerne høre hvorfor. Er det jer eller Kriminalforsorgen, som bestemmer behandlingen?” (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3523)"

16. November 2018 (til læge) ”Når en mand på 37 år har hhv. umåleligt og forhøjet dBT, er der noget galt. Man starter med at reducere overvægt, ophører med rygning og alkohol og eliminerer stressorer. Det er dårlig stil at opstarte antihypertensiv behandling, som kan have bivirkninger, såsom depression. Jeg hverken ryger, drikker eller tager stoffer, men jeg lider skam dagligt."

Det føltes som om jeg døde hver dag i stille desperation i cellen. Mere eller mindre i hvert fald. Monotonien og isolationen er enerverende og modbydelig. Restløsheden og den ulidelige trang til at være fysisk og mentalt aktiv var særlig ulidelig om formiddagen og eftermiddagen og toppede tidligt om aftenen, umiddelbart før gårdturen.

Eneste lindring var gårdturen, hvor jeg talte med de andre medindsatte om alt mellem himmel og jord, samt det såkaldte fællesskab, som lå efter aftensmaden og varede to timer. Jeg havde fællesskab med Y, V og P.

Samtaleemnerne i forbindelse med gårdturen kunne være alt, men havde en tendens til primært at omhandle nuværende og tidligere kriminalitet, erfaringer man havde gjort i fængselssystemet, de aktuelle stramninger og gode historier generelt.

Det Y og jeg talte om, var også alle mulige forskellige emner, men her var niveauet betydeligt højere og vi diskuterede gerne politik, sociologi, psykologi, retsvæsen og teknik. Også biologi blev der talt meget om, idet Y igennem mange år havde rejst rundt i Afrika og desuden havde skrevet flere bøger om naturen. Det var Y, der havde samlet mig op den første dag på gårdtur, og det var ikke en overdrivelse, at han formentlig var årsagen til, at jeg fortsat var i live.

Fordi jeg havde nægtet at spise i fem dage, var jeg i starten sat i en isolationscelle, hvor der var ekstra tilsyn. Jeg måtte ikke have snørebånd, bælte eller TV. Det var ganske ulideligt og foreneligt med tortur. Imidlertid var jeg ikke den, der var hårdest ramt af isolation. Selv mindre petitesser, såsom rygning i cellen eller endnu værre, indsmugling af en mobiltelefon, blev sanktioneret med straffecelle, som var en isolationscelle.

Antallet af dage i straffecellen afhang af forseelsen og antallet og omfanget af tidligere forseelser. Typisk var det som minimum 15 dage i straffecellen, ofte med lyset tændt hele døgnet, uden TV, bøger, anden underholdning eller socialt samvær. Det var ikke sjældent at den type sanktion blev anvendt, selv om FN havde klassificeret over 14 dages isolationscelle som tortur, men det spillede ingen rolle for politikerne eller Kriminalforsorgen.

De af mine medindsatte, jeg havde talt med og som havde været i isolationscelle, fortalte, at de var blevet tiltagende sindssyge og eksempelvis havde troet, at væggene talte til dem. V havde selv tilbragt flere måneder i isolation; ensomheden havde resulteret i, at han havde siddet og talt højt med sig selv, så fængselsbetjentene havde troet, at det var begyndt at ramle for ham.

Den behandlingsmæssige standard var både i relativ og absolut henseende utilstrækkelig og uansvarlig. Afdelingen kaldtes ganske vidst for "Vestre Hospital", men det eneste, der havde noget som helst med hospital at gøre, var de nedslidte og defekte senge, der en gang i tidernes morgen var blevet kasseret fra et rigtigt hospital.

Det var langt nemmere og hurtigere at få en tid hos ens egen praktiserende læge ude i samfundet, end det var at komme på stuegangslisten. Var man så heldig at komme på listen, var det dog alligevel omsonst, da lægen enten ikke kunne eller ville opstarte en ellers velindiceret behandling.

Og det var bare de ordinære læger, der alle var praktiserende læger og kun arbejdede i fængslet som et bijob. Psykiaterne var helt umulige og vrangvillige.

Det forholdt sig sådan, at al kommunikationen i fængslet foregik via de såkaldte anmodningssedler. Jeg havde igennem knapt 60 dage sendt adskillige anmodningssedler til psykiaterne mhp. bare at få lov til at få en samtale med dem, og hver seddel var udfyldt korrekt med en valid begrundelse, men alligevel var psykiaterne vrangvillige og nægtede at komme forbi cellen.

Selv om tilværelsen i fængslet var ulidelig, så var jeg robust, og ikke alvorligt syg, hverken psykisk eller fysisk. Psykiaterne svigtede dog ikke kun mig, men alle de af mine medindsatte, jeg talte med.

Mens jeg sad på afdelingen, havde en indsat på 2. etage først sat ild til sin madrads for at tage livet af sig. Det lykkedes ikke og røgalarmen i cellen havde afsløret ham. Da det ikke var lykkedes, hængte han efterfølgende sig selv. Det tragiske selvmord kunne have været undgået, hvis psykiaterne havde gidet at gøre det, de fik penge for. Det var mindst lige så slemt for de somatisk eller legemligt syge indsatte.

Jeg havde indgåede kendskab til flere af de legemligt syges helbredstilstand og sygdomme. Det drejede sig f.eks. om J, der var immobiliseret af en alvorlig autoimmun sygdom og P, der led af sygdomme i nærmest hvert organsystem. Peter Worm Jantzen havde grøn stær, grå stær, sukkersyge og hans syn var derfor så dårligt, at han ikke længere kunne læse.

S havde sygdom i lungerne, formentlig KOL, kronisk hjertesvigt, mén efter en hjerteoperation, der var gået helt galt, således, at hele hans højre side af kroppen var svag og delvist lam (måske peroperative blodpropper i hjernen), hvorfor han var gangbesværet.

Denne forværredes af, at begge hans knæ burde udskiftes; begge hans hofter var allerede blevet udskiftet. Selv om han gik med stok pga. det ødelagte bevægeapparat, skyldtes hans udtalte gangbesvær, at han blev forpustet efter få skridt.

Y fortalte, at han ikke forventede at overleve varetægtsfængslingen, og selv om jeg ikke sagde det, så tænkte jeg præcis det samme. Kriminalforsorgen udøvede langsom aktiv dødshjælp til Y, og det var en skændsel, at det kunne foregå.

Det kunne godt være, at de fleste af S' organer var ved at opgive ævred, men hans mentale habitus var knivskarpt, til trods for, at han selv mente, at han havde svært ved at huske navne. De få navne han ikke umiddelbart kunne erindre, dukkede imidlertid op som en trold af en æske i løbet af vores timer lange samtaler.

Min opfattelse var, at han, ligesom jeg, led af den tilstand, jeg døbte "celledemens"; den udtalte mangel på stimuli og den mentale passivitet fra livet i cellen gjorde, at man glemte småting hver dag: Man glemte at smide skraldeposen ud, når man skulle på toilettet, man glemte at spørge fængselsbetjentene om man måtte gå i bad. Bombardementet af stimuli når betjentene åbnede celledøren, var simpelthen for overvældende.

R var blevet anholdt med en mindre mængde narko på sig, og han fortalte, at når man blev løsladt til samfundet, blev man nærmest paralyseret, som et rådyr, der blev fanget i billygternes skær på en mørk skovvej. Han havde været en tilbagevendende gæst i det danske fængselsvæsen, så han vidste, hvad han talte om. R havde haft en opvækst i Slagelse, men var i sine unge år flyttet til Bagsværd.

Til forskel fra F, var R´s socioøkonomiske baggrund upåklagelig, idet hans far var direktør for et af Nordsjællands store Hoteller. R virkede ikke som et spoleret overklassebarn, han var sympatisk og vellidt af alle, faktisk så velligt, at han blev valgt til det betroede hverv som gangmand, et job han imidlertid han kun nåede at beside i ganske få timer, for allerede samme dag om aftenen skulle han overflyttes til Jyderup Statsfængsel. Han nåede lige at fortælle os det på gårdturen.

Anmodningssedler

I fængslet skrev jeg anmodningssedler næsten hver dag. De kunne opdeles i to kategorier: sedler til læge/psykiater og sedler til alle andre, eksempelvis præst og socialrådgiver. Jeg fandt hurtigt ud af, at alle mine anmodningssedler adresseret til læger/psykiatere blev ignoreret. Det satte imidlertid ikke en stopper for mine anmodninger, faktisk tværtimod.

Jeg vidste godt, at mine anmodninger ikke ændrede noget som helst, men netop derfor var det vigtigt for mig at demonstrere det lægelige svigt. For der var i høj grad tale om et svigt. Dette gjaldt ikke blot mig selv, men i langt højere grad mine medindsatte, som havde langt større behandlingsbehov end jeg, som det var tilfældet med bl.a. N, der led af en alvorlig autoimmun sygdom.

Fordelen med anmodningssedlerne var, at fængselsbetjenten ved indlevering af sedlen, når frokostvognen nåede hen til min celle kl. ca. 11.45, kvitterede for modtagelsen, og således validerede vedkommende dels, at jeg havde afleveret sedlen og dels at, den var korrekt udfyldt, samt at den blev videregivet til rette modtager. Så selv om lægerne svigtede, kunne de således ikke undslå sig med uvidenhed.

Hvad troede jeg så, at årsagen til det lægelige neglect var? Det var selvfølgelig farligt at gisne om noget, jeg ikke havde nogen faktuel viden om, for jeg kunne meget vel risikere, at omverdenen ville opfatte mig som paranoid, hvis jeg skråsikkert påstod dette eller hint.

Omvendt var det vel meget naturligt, at tænke over dette spørgsmål. Mit bedste gæt var meget banalt, at det skyldtes en blanding af økonomiske hensyn og regelret dovenskab eller travlhed. For en god ordens skyld, måtte jeg oplyse, at jeg ikke troede at nogen af lægerne konspirerede mod mig, og svigtet gjaldt som nævnt ikke kun mig, men alle de medindsatte, jeg havde talt med.

Var indholdet af anmodningssedlerne polemisk og havde et præg af brok? Uden tvivl. Men var mine beskrivelser sandfærdige og omhandlede, hvad jeg følte og mente? Absolut. Der var intet til hinder for på samme tid at skrive relevante sedler og udstille lægernes svigt.

Selve omfanget af anmodningssedlens indhold var begrænset til fem korte linjer, så jeg måtte skræddersy mit budskab i henhold hertil. Det gjorde imidlertid ikke noget, for så lærte jeg at fatte mig kort og koncist. Man skulle afkryse hvem modtageren skulle være i én af de 17 fortrykte rubrikker, anføre navn, CPR nr., afdeling og celle nr. Jeg sad i celle nr. 704.

Anmodningsseddel

"17. November 2018 (til læge) ”Det er ikke kun mig, der modtager mangelfuld behandling. Der sidder alvorligt somatisk syge arrestanter, men der er tilsyneladende ikke engang blodtryksapparat, øretermometer eller saturationsmålingsapparat umiddelbart tilgængeligt. Selv om vagterne gør alt hvad de kan, kommer de til kort uden helt basalt udstyr."

Anmodningsseddel

"19. November 2018 (til læge) ”Hvis/når man ikke klart og utvetydigt erklærer, at jeg ikke er paranoid og psykotisk, så legitimerer man fremtidige overgreb, marginalisering og deroute. Jeg har mistet alt pga. enkelte lægers fejldiagnose, og jeg overlever ikke, hvis lægerne i Vestre Hospital nægter at forholde sig til virkeligheden. Der er intet psykotisk ved mig. Jeg manipulerer ikke, hvorfor skulle jeg det?” "

Anmodningsseddler

"23. November 2018 (til psykiater) "Min største frygt er, at jeg snart løslades, for jeg har intet at komme ud til - ingen bolig, ruineret af sagsomkostninger, intet job, ingen autorisation. Jeg vil under ingen omstændigheder tilbage til mine forældres kælderrum på 2,5 m2, så jeg må bo på gaden, som i de forgående 9 mdr. Det er frygteligt, at jeg er mere isoleret uden for fængslet end inde i fængslet." (Modtaget af fængselsbetjent 3506) "

"23. November 2018 (til psykiater) "Iflg. aktindsigten fra Datatilsynet af 19. November 2018 fremgår det at: 1. Region Hovedstadens håndtering af følsomme data var "kritisabel", samt 2. at jeg var den, der var whistleblower. Det har fagligt og moralsk underlødige læger valgt at kalde en vrangforestilling, selv om det var objektivt sandt. Dokumenter er fremlagt i Østre Landsret. Nu er der nogle læger og psykiatere med et forklaringsproblem." (Modtaget af fængselsbetjent 3506) "

"23. November 2018 (til psykiater) "Svært ved at falde i søvn, vågnede flere gange badet i sved og havde mareridt - igen igen. Ikke længere i tvivl om, at jeg lider af PTSD og tilpasningsreaktion i hhv. kronisk og svær grad, som beskrevet på s. 208 - 213 i "Psykiatri...", 5. Udg. FADL forlag. Det burde I have regnet ud. At I bevidst eller ubevidst forvekslede PTSD med psykose er et lægeligt svigt.” (Modtaget af fængselsbetjent 3506) "

"23. November 2018 (til psykiater) ”Kl. 22.00 d. 7/1-18: forværring af konstant hjertebanken, øget vejrtrækningsfrekvens, trykken i brystet, svimmelhed og halsbrand. Nu også kvalme, smerter i epigastriet og svimmelhed. Atarex uden effekt. Ryster på hænderne, ved at kaste op. Svært utilpas. Netop kastet op, mens jeg skriver sedlen.” (Modtaget af fængselsbetjent 3523) "

Anmodningsseddler

"24. November 2018 (til psykiater) "Vågnet kl. 01.30 og 04.10 med hjertebanken, tør mund, diffuse mavesmerter, halsbrand og kvalme. Drivvåd og sved, kulderystelser og alm. ubehag. Ingen appetit. Mareridt. Hvis ubehaget er ubærligt og føles som tortur, så er det tortur. Blot fordi jeg er 1. Læge og 2. I stand til at udtrykke mig skriftligt, betyder det jo ikke at jeg er simulant." (Modtaget af fængselsbetjent 3506) "

"24. November 2018 (til psykiater) "Jeg realitetstestes hver eneste dag i knapt 60 dage på 75 min. gårdtur, 2 timers fællesskab, samt i forhold til vagterne, sygeplejerskerne mv., og jeg består jo tilsyneladende. I begår en undladelsessynd, hvis/når I ikke forholder jer til det. Det er fint med mig, hvis I synes jeg er besværlig og nedladende, men det er helt uacceptabelt, hvis I ikke afliver myten om, at jeg skulle være psykotisk." (Modtaget af fængselsbetjent 3506) "

"25. November 2018 (til psykiater) "Måske skyldes psykiaternes passivitet, at de sagt op i protest mod de uforsvarlige behandlingsforhold i Vestre "Hospital"? Det er nobelt, for så lider jeg ikke unødvendigt. " Tænk, at jeg var så dum at tro, at det eneste psykiatere kunne, var at fejlbehandle alt med enten antipsykotika eller antihistaminer, samt at deres påfaldende fravær skyldtes økonomiske hensyn eller mental dovenskab." (Modtaget af fængselsbetjent 3506). Jeg forsøgte med provokerende sarkasme. Jeg begreb ikke at betjentene accepterede at modtage anmodningssedlen. Det var befriende uforskammet og fortjent. "

"26. November 2018

SM fortalte at sygeplejersken var blevet vred over, at jeg havde skrevet et dokument for O og havde sagt, at jeg ikke skulle blande mig i hans behandling. Jeg var naturligvis helt uenig, idet O netop ikke blev behandlet ordentligt, at han ikke kunne skrive og dermed varetage egne interesser pga. lammelser i hans venstre arm (han var venstrehåndet), og ikke mindst fordi Ekstra Bladet havde skrevet præcis det samme, som jeg havde, bare dagen efter. Om aftenen havde jeg fællesskab med Y. "

Anmodningsseddler

"27. November 2018 (til psykiater) ”Der er nu over to år siden, at embedslæge Elisabet Tornberg Hansen fejldiagnosticerede mig som paranoid, fordi jeg oplyste om overlæge Egill Rostrups datasvindel og fordi jeg mente, at Elisabet Tornberg Hansen var inhabil, da det var hendes venindes (Merete Osler) data, det gik ud over. Datatilsynets afgørelse jf. j. nr. 2018-632-0213 har givet mig ret. Nu er det så per definition umuligt at påstå, at jeg skulle være psykotisk og paranoid. Det har i øvrigt intet med retssagen at gøre.” (Modtaget af fængselsbetjent med ulæselig signatur)"

"27. November 2018 (til psykiater) ”Pga. lægesvigt kommer det til at gå helt galt for ut. Jeg bliver retraumatiseret hver gang, jeg ser mine forældre, og den resulterende undgåelsesadfærd presser mig ud på gaden, som det er sket det foregående år. Jeg befinder mig i en umulig situation. Jeg har for længst gjort alt, man kunne forvente. Nu er det op til jer. Jeg har besluttet mig for, hvad jeg vil gøre for at overleve, og fængsel skræmmer mig ikke.” (Modtaget af fængselsbetjent med ulæselig signatur)."

"27. November 2018 (til psykiater) ”Efter knapt 60 dages fængsel uden udredning eller behandling, må jeg desværre konkludere, at fængslets læger og psykiatere hverken har "helbredt, trøstet eller lindret", men blot medvirket til at skade mig. Alverdens "defensive medicin" kan ikke dække over det. I har misbrugt jeres faglighed og position, og I har blåstemplet et system, der fysisk og mentalt nedbryder de i forvejen svageste mennesker, de varetægtsfængslede.”(Modtaget af fængselsbetjent med ulæselig signatur)."

Ankomst på Q81

Jeg blev modtaget af den lille bodybuilder [som jeg senere skulle erfare, i praksis fungerede som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs bodyguard], og vist rundt. Allerede efter 20 minutter var det, som om jeg kendte afdelingen som min egen bukselomme. Der var kun 10 indlagte patienter, og jeg lærte hurtigt deres navne. Personalet var venlige og imødekommende.

Jeg hilste på sygeplejerskerne, personale fra aktivitetsteamet, maleren, og naturligvis forvagten, som var den yngre læge, der modtog nyankomne patienter. Jeg havde lært ikke at modsige nogen psykiater, uanset hvor subtilt det end var. Jeg skulle derfor give psykiateren ret i alting, men naturligvis heller ikke så ligefremt og direkte, at vedkommende troede, at jeg bare talte ham efter munden eller var manipulerende. Jeg kunne tydeligt huske det perfide og devaluerende sludder som to psykiatere havde skrevet om mig i journalen for ikke så forfærdeligt mange dage siden. Det, de havde skrevet, havde intet med psykiatri eller psykopatologi [altså tegn på psykisk sygdom] at gøre, men var ren antipati, fordi jeg havde vovet at tale dem imod.

Mine medindlagte lidelsesfæller udtrykte spontant, at jeg ikke lignede én der var indlagt, men derimod en ansat. Jeg havde ikke fortalt nogen af dem, at jeg var læge, og spørgsmålet var, om jeg overhovedet skulle gøre det.

Allerede ved første øjekast, kunne jeg konstatere at flertallet af patienterne var svært (over)medicinerede. Deres sløve og stirrende blikke, langsomme, ludede gang, og langsomme, snøvlende tale afslørede dem. Nogen havde indtørrede spyt siddende i deres mundvige, eller løbende ned ad hagen. Alle var dog venlige og imødekommende, og det var ikke utrygt at være tvangsindlagt på stedet.

Jeg protesterede heller ikke da forvagten lavede to graverende fejl under den objektive undersøgelse, nemlig da han i forbindelse med hjerte- og lungestetoskopien kun lyttede på to af fire projektioner af hjertelydene på brystkassens forside, og ligeledes kun på to positioner svt. de øverste lungeafsnit. Alene de fejl betød at han ville have dumpet på medicinstudiets 7. semester.

Faktisk lavede forvagten flere fejl [ud over det, han slet ikke undersøgte], nemlig da han skulle undersøge øjnforholdene; han burde undersøge øjenbevægelserne, men undersøgte kun, om jeg kunne se op. Således undersøgte han ikke for nystagmus, som afsløres ved sideblik. På trods af de pinlige fejl, var forvagten lettere nedladende, og det havde enkelte af plejepersonalet også været, men hovedparten var nu meget venlige.

Efter jeg ikke kunne sove og var vågen kl. 4 om morgenen, havde jeg lagt mig igen og vågnede omkring kl. 7.30. Jeg blev vækket af den bæltefikserede mand, som nu råbte "shawarma!". De andre medindlagte syntes det var sjovt, og efterhånden som formiddagen skred frem, gik de rundt og sagde shawarma til hinanden. En af plejerne kom og stillede en kasse med julepynt på bordet i tv-stuen.

For at understrege det glade julebudskab, havde hun iklædt sig en sweater med et motiv af et rensdyr vævet på forsiden. Da jeg nødigt ville stemples som indeslutter, apatisk og vrangvillig, følte jeg med nødsaget til at deltage i det komplet idiotiske forehavende, det var at hænge julepynt op. Som jeg sagde til M, var det som at være i børnehave igen. M svarede at jeg bare skulle se det som en anledning til at få tiden til at gå, og det havde han jo ret i.

På Retspsykiatrisk afdeling 81 blev man kategoriseret i niveauer afhængigt af ens farlighed. Jo højere niveau, jo flere privilegier havde man. I dag blev jeg så "opgraderet" til niveau 3, hvilket betød at jeg måtte deltage i fodboldkampen i den indendørs gymnastiksal. Det var der, at jeg fik et wake up call.

M stod på mål og det var drengene mod pigerne. Det var M, en fra aktivitetsteamet og jeg på det ene hold, og tre piger fra aktivitetsteamet på det andet. Vi spillede til ti. Selvom kampen var lavintens og jeg ikke løb særlig meget, oplevede jeg flere gange at falde, fordi mine ben knækkede sammen under mig.

Efter knapt 60 dages udtalt inaktivitet i Vestre Fængsel, var musklerne i mine ben simpelthen blevet så svage, at de ikke kunne understøtte min kropsvægt. Jeg hev efter vejret af udmattelse, og måtte flere gange stoppe op, bøje overkroppen forover og hvile hænderne på mine knæ. Det var uden tvivl det hårdeste jeg i mit liv havde prøvet.

Jeg holdt ganske vist kampen ud, men efterfølgende havde jeg det usædvanlig dårligt, jeg havde svært ved at få vejret mange minutter efter, det gjorde ondt at trække vejret, jeg kunne smage blod, og jeg hostede. Selv da jeg stod i badet, hev jeg efter vejret og jeg var overmandet af kvalme. Ud på eftermiddagen og om aftenen sydede og boblede det hver gang jeg trak vejret, det strammede i venstre side af brystkassen, og vidste jeg ikke bedre, følte jeg det som om min venstre lunge var klappet sammen.

Om aftenen da jeg i et anfald af pinefuld kedsomhed satte mig i en af de bløde stole ude på gangen, stødte A og S til og jeg fik en introduktion til Islam. A fortalte at han var troende, og at han bl.a. troede på Djall (?), en dæmon med ét øje, "ligesom illuminati". Denne dæmon, fortalte A, blev beskrevet i Hadith, som S fortalte supplerende, var en slags praktisk og konkret udlægning af Koranen.

Jeg tvivlede ikke et sekund på at det A fortalte rent faktisk fremgik af Haditherne, og at hundreder af millioner, hvis ikke milliarder, troede på det også. Alene af den årsag kunne det A fortalte ikke forkastes som et udslag af sindssygdom, en religiøs vrangforestilling, for var det tilfældet skulle alle troende mennesker rubriceres som sindssyge, og det ville statistik betyde at størstedelen af jordens befolkning så var sindssyge. Imidlertid ville en ignorant psykiater meget vel kunne misforstå A ́s passionerede forklaring, og fejlagtigt skrive i journalen at han var psykotisk. Det var blot af mange eksempler på, hvordan psykiatrien let kunne misbruges af uvidende og mentalt dovne psykiatere.

Om aftenen nåede jeg at læse Stieg Larssons "Mænd der hader kvinder" færdig. Jeg havde markeret de passager i bogen, som indeholdt passager, jeg let kunne identificere mig med. Problemet var naturligvis, at en underlødig psykiater ville kunne fejltolke en naturlig identifikation af almenmenneskelige træk med selvhenførthed.

Den første lægesamtale med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, psykiater Gitte Ahle, forløb nogenlunde hæderligt. Det, som var uhensigtsmæssigt var, at det selv med møje og besvær var umuligt at undertrykke eller skjule min store irritation og antipati for hende. Hun var sikkert ikke nogen faglig dårlig psykiater, eller et dårligt menneske for den sags skyld, men som hun ganske korrekt anførte, så repræsenterede hun "systemet". Det positive aspekt ved samtalen var, at jeg trods alt formåede at tale langsomt og tydeligt.

Derfor lykkedes det, trods min måske uvenlige og negative attitude, også at italesætte netop dét aspekt. Jeg anførte, at jeg blev ked at det, når jeg blev spurgt ind til min ganske håbløse situation. Jeg fik også fortalt psykiater Gitte Ahle, at jeg alt andet lige var glad for at være patient på afdelingen, at personalet var søde og venlige, men at jeg savnede at tale med normale mennesker, og at kedsomheden var ulidelig. De fleste af mine medpatienter var dopede af antipsykotisk medicin, og fremstod enten fjogede eller apatiske. Den nu tidligere bæltefikserede mand, som ikke havde ytret andet end ordet "shawarma", havde flere gange henvendt sig til mig i den tro, at jeg var en del af personalet. Det var tragikomisk og ramte et ømt punkt.

Til samtalen kunne jeg ikke dy mig for at oplyse Gitte Ahle om, at jeg jo hverken havde positive, negative eller kognitive symptomer, altså ikke var psykotisk. Eneste gene var mit besvær med at koncentrere mig og fastholde min opmærksomhed. Gitte Ahle anførte at disse symptomer netop var kognitive symptomer. Jeg gav hende ret, men svarede at symptomerne ikke skyldtes psykose, men ADD, som var en udviklingsforstyrrelse, der i sværhedsgrad og omfang havde været uændret i al den tid jeg kunne huske, og således fuldstændig passede i forhold til ADD (en slags variant af ADHD, hvor den motoriske uro en mindre udtalt). Samtidig var det mildest talt usagligt at begrunde en psykotisk tilstand med kun to kognitive symptomer, der på ingen måde var eksklusive psykosesymptomer.

Jeg fortalte videre, at jeg mente at jeg var bedre til at udtrykke mig skriftligt end mundtligt, fordi det medførte ubehag og fortvivlelse at italesætte min håbløse situation. Gitte Ahle ville sikkert på baggrund af samtalen i journalen beskrive mig som eretisk, altså hurtiggørende og vredladen, affektspændt, irritabel, latent aggressiv med stirrende blik, og læderet følelsesmæssig kontakt. Min affektmæssige tilstand kunne dog uden tvivl tilskrives, at jeg fik en større dosis antidepressiv medicin end godt var. Men hvad kunne jeg stille op? Ingenting. Og det var måske netop det, der irriterede mig i en grad, så jeg ikke kunne holde masken.

Da jeg efterfølgende sad og reflekterede over, hvordan samtalen var forløbet, gik det op for mig, at det nok var uheldigt at jeg havde trænet så uvant intenst umiddelbart før, jeg skulle tale med den psykiatriske overlæge. Jeg svedte stadig, havde høj puls og rødme i kinderne. Således forstærkede min fremtoning desværre mit humør og umuliggjorde mit forsøg på at udtrykke mig hensigtsmæssigt mundtligt.

Gitte Ahle fortalte, at hun gerne ville "lære mig at kende", hvilket tilsyneladende betød én samtale ugentligt på godt og vel et ti minutter til et kvarter. Det ville udgøre hendes vidensgrundlag om min psyke. Med andre ord, var det temmelig mangelfuldt. Hver gang jeg "dumpede" til den ugentlige samtale, ville der gå en uge før næste forsøg. Det var ensbetydende med en hel uges ulidelig kedsomhed og frygt.

Jeg kunne allerede nu forudsige Gitte Ahles behandlingsplan: Ingenting (jeg skulle snart blive meget klogere - og så fik jeg alligevel ret). Det var, hvad der ville komme til at ske. Jeg var vel- eller overbehandlet for min depression, og jeg ville komme til at vente i månedsvis på den dødsyge psykiatriske afdeling. På et tidspunkt ville jeg få en lille lejlighed, som jeg kunne udskrives til. Dernæst ville jeg kunne sidde og rådne op, indtil jeg døde af naturlige årsager eller afsluttede elendigheden for egen hånd. Min situation var håbløs.

Uanset hvor meget jeg end forsøgte at føle sympati med overlæge Gitte Ahle, ville det nok aldrig kunne lykkedes. Det vidste jeg allerede nu, og jeg måtte indrømme at det ikke var hendes skyld. Der var ingen tvivl om, at jeg var blevet "smittet" med negativ forudindtagethed. Det var ikke den eneste forhindring for at opbygge en behandlingsalliance med hende; forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab mindede mig simpelthen om de to psykiatere, der kort forinden havde begået overgreb imod mig (Anna Gry Bille og Brian). Det var selvfølgelig ikke Gitte Ahles skyld, men min "overføring" i forhold til hende krævede en ekstra indsats fra min side af, for at få et fornuftigt forløb stablet på benene.

Ulidelig kedsomhed

Kedsomheden og rastløsheden var ulidelig. Det var ikke kun patienterne, der spildte tiden, mens tilværelsen sløvt gleb forbi, også personalet kedede sig tilsyneladende, idet de i grupper på to og tre, og enten sad og så TV eller spillede backgammon mod hinanden. En social- og sundhedsassistent forklarede venligt, at man aldrig kunne vide hvad dagen ville bringe af travlhed og uro, nærmest som om han kunne læse mine tanker (ups, der var naturligvis ikke tale om tankehørlighed eller tankeudspredning). Jeg sad ved PC'en som det var blevet en vane at gøre, og skrev på min dagbog, da et af personalet fra aktivitetsteamet kom ind og tilbød, at jeg kunne cykle en tur på kondicyklen.

Overgreb under dække af standardprocedurer

Efter morgenmødet skulle jeg have foretaget et EKG, eller, som det hed på "hospitalsdansk", et såkaldt hjertekardiogram. Jeg kom automatisk til at tænke på at denne betegnelse var en pleonasme, idet "kardio" betød hjerte. Som sædvanligt fik jeg ikke forklaret hvorfor det skulle udføres, og det var unødvendigt, fordi jeg blot et par uger tidligere have fået foretaget præcis samme undersøgelse, der viste at mit hjerte fungerede normalt. Det nye hjertekardiogram var lige så normalt som det foregående. Det var åbenbart bare en del af de unødvendige rutineundersøgelser, der blev udført på nyankomne tvangsindlagte patienter, og fordi man regnede med at alle der blev tvangsindlagt på Q81 var tossede, var det ikke nødvendigt at spørge mig om jeg ville deltage i disse undersøgelser. En meget væsenlig årsag til at nægte at få foretaget hjertekardiogram var, at man normalt ikke tvangsbehandlede patienter med farlig antipsykotisk medicin, før man havde sikret sig at patienten havde et raskt hjerte, især såkaldt “forlænget QT-interval”, altså en forsinkelse i hjertets elektriske aktivitet, måtte man helst ikke have. Derfor kunne selv en tilsyneladende uskyldig undersøgelse som elektrokardiogram bane vejen for overgreb og tvang.

Et overgreb var et overgreb, uanset omfanget. Så snart et voksent og habilt menneske mod sin vilje blev underkastet tvang, var det en forulempelse. Selv om et EKG var let og smertefrit (til trods for at det ikke var rart at få fjernet dele af min brystbehåring, når elektroderne blev hevet af), var det stadig både unødvendigt og foregået uden mit informerede samtykke. Et i princippet lige så stort et overgreb, men i praksis ledsaget af et vist ubehag og smerte, var blodprøvetagning. Også det var foretaget to gange allerede, hvilket var mindst én gang for meget. Alle overgrebene var sket som led i en standardiseret behandlingsplan for nyindlagte patienter, og havde intet med nogen individuel vurdering af gøre. Undersøgelserne var ikke foretaget med patientens tarv for øje, men for systemets skyld. Den mentale dovenskab havde vundet. Det var ydmygende og fornedrende, og dermed i princippet i strid med Tokyodeklarationen.

Det var helt åbenbart, at jeg hverken var, eller havde været, hverken paranoid eller psykotisk. Alligevel blev jeg behandlet, som var jeg retarderet af nogle medlemmer af plejepersonalet, som enten ikke ville eller kunne tænke selv.

Jeg sørgede for at deltage i så mange aktiviteter som muligt. En af disse aktiviteter var julebagning. Det var hyggeligt, lærerigt, og så fløj tiden afsted. Ligesom alle andre aktiviteter, var hensigten at forhindre funktionstab eller øge funktionsniveauet hos patienterne, således at de kunne fungere selvstændigt i virkeligheden uden for hospitalet.

De fleste af de indlagte enten ville, eller kunne ikke deltage i disse aktiviteter, og det var altid de samme, der deltog, en af mine medpatienter og jeg. Jeg var ikke syg, og min funktionsevne var uforandret normal, men jeg kunne jo altid lære noget nyt. At jeg i det hele taget fik lov til at færdes i køkkenet, hvor der var køkkenredskaber, der potentielt kunne bruges som våben, var udtryk for at personalet - med rette - havde vurderet mig tilregnelig og ufarlig. At gå fra forskning i neurovidenskab til at bage julesmåkager var ganske vist lidt af en degradering, men det gjaldt om at få det bedste ud af en ulidelig situation.

I dag bagte vi således pebernødder, og i går stod den på både normale og store klejner. Af andre aktiviteter fik jeg både cyklet på kondicykel og gået knapt en time på løbebåndet, mens jeg læste “Mænd der hader kvinder”.

"Skal lære dig at kende."

Jeg kom til at tænke på hvad overlæge Gitte Ahle, havde sagt. Man sagde populært sagt, at det første indtryk blev dannet efter relativt få sekunder. Om det passede vidste jeg ikke, men der var uden tvivl noget om det. De fleste mennesker kunne man få et ret præcist indtryk af, efter flere timer i deres selskab. Efter nogle dages observation kunne man være ret sikker på at man ville kunne identificere alle observantens eventuelle særheder.

Men inden for psykiatrien startede man forfra, hver gang man kom et nyt sted hen. Det var pudsigt, idet at ens (fejl)diagnose aldrig blev ændret, men bare videreført. Det handlede måske i højere grad om at man som psykiater dels ville sørge at have sin egen ryg dækket i en grad der grænsede til paranoia, og dels havde tid og penge nok. Det var ihvertfald ikke for de indlagtes skyld, at det tog så urimeligt længe før psykiateren havde “lært én at kende”.

Selvom jeg havde været på Q81 i en uge, før jeg fik talt med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab igennem hvilken jeg var blevet tæt observeret af plejepersonalet, som havde beskrevet min adfærd i den elektroniske patientjournal, mente hun alligevel at hun først "skulle lære mig at kende". Altså ville der gå 14 dage, før hun overhovedet ville tage stilling til mig. Som om min opførsel ville ændres i løbet af den næste uge. Det handlede vist bare om at udskyde tiden til at hun skulle tage et ansvar. Og den periode ville betyde endnu mere ulidelig afventen, kedsomhed og uvished om alt.

I bogen "Mænd der hader kvinder" havde jeg fundet flere passager som jeg kunne relatere til og mindede mig om min situation:

"At fratage et menneske kontrollen over sit liv...er en af de mest krænkende foranstaltninger, et demokrati kan gribe til".

"Fra tid til anden forekommer der rapporter om, at der er rejst tiltale mod en værge eller formynder...Men disse tilfælde er relativt sjældne, hvilket kan skyldes én af to ting: enten at myndighederne udfører deres arbejde upåklageligt, eller at klienten ikke har mulighed for at klage, og på denne måde komme til orde, og blive troet af journalister og myndigheder." (s. 221).

"...det var hendes ord mod hans, og normalt plejede andres ord at veje tungere end hendes. Politiet var udelukket...Et almindeligt menneske ville måske have lagt hende denne manglende reaktion til last - det ville være endnu et bevis på , at hun på den ene eller anden måde var så unormal, at end ikke en voldtægt var i stand til at frembringe et utvetydig, følelsesmæssig respons." (s. 223)

"De daglige rutiner mindede om livet på et vandrehjem. Hans enogfyrre medindsatte, hvoraf halvdelen var andengenerationsindvandrere, betragtede Mikael som noget af en fremmed fugl i volieren - hvad han da også var...ingen af de medindsatte betragtede ham som egentlig kriminel." (s. 269)

"Ikke at der var nogen større risiko for, at nogen af hans medindssatte skulle finde på noget sådant - de holdt snarere en beskyttende hånd over ham" (s. 270)

Det var som sagt sparsomt med bøger på Q81, og jeg fik relativt hurtigt læst de fleste. På en måde var det udmærket, da jeg således blev “tvunget” til at læse bøger, jeg normalt ville gå uden om, såsom “Game Of Thrones” og Salander-trilogien, som viste sig at være ret spændende trods alt. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahles bodyguard viste sig faktisk at være ret fornuftig, og han medbragte i sidste uge en hel stabel Wilbur Smith bøger, som hans mor ellers ville have kasseret. Der var omkring 20 stykker, men jeg nåede dog ikke at pløje mig igennem alle sammen.

Julebagning

At bage var på den ene side en smule infantilt, men på den anden side var det hyggeligt og en effektiv måde at få tiden til at gå på. Derudover skulle man som en bonus naturligvis også lige smage om kvaliteten på bagværket levede op til standarden.

Ubehagelig læsegruppeoplevelse

Bagefter havde vi læsegruppe, hvor vi skiftedes til at læse op af en tekst der var specielt egnet til formålet, så det var nærmest som at læse replikker i et manuskript, hvor hver deltager havde en rolle. Det var en bibliotekar, der kom ganske frivilligt og havde teksterne med. Det var utroligt venligt at vedkommende at gøre sig den umage, og alene af den årsag, deltog jeg altid, selv om jeg ikke altid havde lyst. Det kunne også nogle gange være ufrivilligt komisk at læse op, og så gjaldt det om at holde masken. En af de historier vi fremførte, havde et tydeligt incestiøst præg.

Det var en pinligt og tåkrummende at læse den op for hinanden, hvilket vi diskuterede efterfølgende. Uanset hvad, så var der en time mindre at kede sig i. Et par dage efter fik jeg at vide at man havde fjernet den incentuøse tekst fra samlingen af tekster. Argumentet var todelt: dels kunne man risikere at den patient der skulle læse teksten op, selv havde været udsat for incest, og dels - som en fra aktivitetsteamet fortalte mig - kunne det også være at den pågældende oplæser faktisk blev opstemt af teksten. Det var ulækkert at tænke på.

Fysisk aktivitet som redning

Dagen begyndte ellers som sædvanligt; op på løbebåndet i 30 min. før morgenmaden. Umiddelbart efter morgenmaden stod den på styrketræning. Det var vidunderligt at være fysisk aktiv igen, og det var svært at holde sig tilbage, og ikke yde så meget jeg havde lyst til af hensyn til skader. Det ville være et stort tilbageslag, hvis jeg startede for hårdt ud, og selv om det var svært at være tålmodig, så vidste jeg at jeg nok skulle genvinde min styrke, hvis jeg bare gradvist øgede intensiteten og omfanget af øvelser.

Efter styrketræningen spillede to fra aktivitetsteamet, en medpatient og jeg fodbold. Jeg var så svagelig efter de 60 dages inaktivitet, at benene kollapsede under mig flere gange og jeg faldt ned på gulvet, eller havde ikke kræfter til at stoppe mens jeg var i løb, og således ramte motionhallens væg. Vi lavede også cirkeltræning, hvilket var super hårdt de første gange.

Kedsomheden lurede fortsat lige under overfladen. Det gav mig rigeligt med tid til at reflektere over min håbløse situation og de trøstesløse fremtidsudsigter. Jeg vidste at jeg aldrig havde været hverken paranoid og psykotisk, og ingen andre mennesker, jeg havde haft omgang med, troede at jeg var det, men hvorfor i alverden ville psykiateren ikke forholde sig til det?

Fremfor at skele til virkeligheden, så nøjedes hun med at læse, hvad der fejlagtigt var anført i min journal, og så videreføre det. Det var en ubeskrivelig følelse af desperation der ramte mig, når jeg tænkte på det. Hvorfor var det så umuligt for psykiaterne at sætte sig ind i hvordan, jeg havde det, især når alle andre sagtens kunne?

Fejlagtigt at stigmatisere et menneske som psykotisk var en af de største forbrydelser man kunne begå. Jeg var derfor ambivalent overfor mit ophold på den retspsykiatriske afdeling; på den ene side var faciliteterne og rammerne usammenligneligt bedre end i det tidligere ophold, på den anden side stod det klart for alle, at jeg ikke havde et behandlingsbehov og ikke var psykisk syg. I hvert fald var jeg ikke psykotisk, modsat samtlige af de andre patienter. Det var ikke for at distancere mig selv fra de andre, det var blot en nøgtern betragtning.

Hvis man som læge tog udgangspunkt i patientens helbred - hvilket man selvfølgelig burde - så måtte man nødvendigvis erkende, at jeg var rask. Den direkte følge heraf var at jeg skulle løslades. Imidlertid måtte lægerne ignorere det, der var deres fornemmeste opgave, og holde mig indespærret alene af den årsag at en løsladelse ville være en erkendelse af at man havde taget grueligt fejl. Det var uacceptabelt og utilgiveligt.

Skrev hvad jeg ville

Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ville sige og skrive præcis hvad, jeg havde på hjerte, at ingen psykiater kunne gøre mig til noget, jeg ikke var, og at det var nyttesløst at diskutere med dem. Jeg ville stadig fastholde, at jeg aldrig havde været psykotisk eller paranoid, at jeg aldrig havde haft såkaldt positive, negative, kognitive symptomer, eller andre symptomer på psykose i det hele taget.

Alt, jeg havde påstået, havde været en direkte afspejling af virkeligheden, ikke kun min egen, private virkelighed, men den virkelighed alle andre mennesker oplevede den. forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, var den eneste, der syntes jeg var psykotisk, og hun kunne ikke rigtigt forklare mig, hvordan det kom til udtryk hos mig.

Visse andre psykiateres pinlige forsøg på, med lys og lygte, at finde bare ét symptom på psykose, virkede mere og mere desperat. Enkelte læger og psykiatere havde bevidst eller ubevidst fejlagtigt tolket belastning, altså stress, som psykose. Jeg havde været belastet i 2,5 år som følge af en lægefejl, og at jeg havde givet op mange gange undervejs på grund af dét, man kunne kalde udbrændthed, var selvfølgelig ikke det samme som psykose.

At være belastet medførte psykisk ubehag, som sagtens kunne resultere i at man fremstod forpint, uden at det selvfølgelig havde noget som helst med psykose at gøre. At jeg nægtede at lade mig stigmatisere som psykotisk, skyldtes ikke forfængelighed eller rethaveri, men at det havde været en eksistentiel katastrofe at have det prædikat, især når man nu ikke var var psykotisk.

Det eneste hæderlige, man kunne gøre, var én gang for alle, at konkludere at jeg ikke var psykotisk, samt, at jeg med stor sandsynlighed aldrig havde været psykotisk, og selvfølgelig heller ikke havde været i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed. Hvis man nægtede at gøre dette, så havde man et medansvar for den påførte sociale katastrofe, jeg befandt mig i. Det var en læges fornemmeste opgave at varetage patientens tarv, ikke at dække over kollegers fejltagelser. I stedet for at stille sig på bagbenene, burde man måske have lyttet til hvad jeg havde at sige.

Overlæge Gitte Ahle var et modbydeligt menneske, man ikke kunne nå med rationelle faglige argumenter og logik. Hun var fast besluttet på at begå overgreb mod mig, og præcis som jeg havde forudset, lyttede hun ikke til hvad plejepersonalet havde observeret.

Overlæge Gitte Ahle var ved at begå en forbrydelse, der ikke var nogen undskyldninger for. Hun var en ulækker skandalelæge, en forsmået og passivt aggressiv, magtsyg psykiater. Desværre var det øvrige personale dybt benovet over hendes titel som overlæge. Derfor kunne man ikke forvente at de turde sige hende imod, uagtet at de dermed både tolererede og medvirkede i overgrebet. Som ethvert andet normalt menneske, ville jeg ikke finde mig i hendes usaglige overgreb.

Jeg måtte i sidste ende acceptere, at det ikke længere var mig selv, der bestemte over min egen krop, men en vammel psykiater. Det betød naturligvis ikke, at jeg ikke ville kæmpe imod, men at jeg i første omgang måtte acceptere Gitte Ahles "vulgær-psykiatri". Hvis jeg var heldig, ville tvangsmedicinen allerhøjst gøre mig sløv og træt, altså ikke virke imod det, det var udviklet til, men blot give mig bivirkninger.

Da det, jeg påstod, var virkelighed, ville intet i min virkelighedsopfattelse blive ændret. På et tidspunkt ville selv forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, indse, at hun havde taget fejl, og så måtte hun seponere medicinen igen, og udskrive mig. På det tidspunkt, ville jeg langt om længe have en lejlighed, jeg kunne udskrives til.

Ingen skulle slippe af sted med at begå et så modbydeligt overgreb imod mig, og jeg måtte retsforfølge hende hvis jeg engang blev lukket ud fra Q81.

Jeg havde ikke lyst til at slås imod personalet, selv om de ville komme til at bistå med overgrebet. Omvendt var min tillid til dem nødvendigvis røget.

Måske ville det alligevel kunne betale sig at sætte hælene i jorden. Personalet var tilstrækkelig dovent til, at det kunne lykkedes, hvilket en medpatient, "Zebo", på fremragende vis illustrerede. Han havde lagt sig til at sove i sofaen i TV-stuen. Personalets forsøg på at få ham til enten at sætte sig op eller gå ned i seng, var tåkrummende grinagtigt.

Både en mandlig og kvindelig sygeplejer brugte forgæves over to timer på foretagendet. "Zebo" var ligeglad, det var herligt at observere. Personalet prøvede først med fast og kommanderende ryst, at få ham til at lystre. Da det ikke lykkedes, gik de over til nærmest at trygle ham om, at sætte sig op, men enden på det hele blev at han fik lov til at blive og sove videre. Jeg mistænkte den type antihistamin jeg fik to gange 25 mg af om aftenen, for at give mig bivirkninger i form af en diskret affektspændthed. Derfor bad jeg ikke om at få den. Jeg sov næsten med det samme alligevel.

Brev til psykiater Gitte Ahle

I dag bagte vi til min glædelige overraskelse igen. Denne gang stod den på vaniljekranse. I starten var det svært at se, hvordan vi kunne bage ca. 270 vaniljekranse, for det var noget omstændigt at forme den skrøbelige dej, men efter kort tid kom “M” og jeg ind i en god rytme, og bradepande efter bradepande blev sat i ovnen. Efter et par timer var vi færdige og sad og spillede Playstation i omkring 20 minutter. Efter bagning stod den på gang på løbebåndet i 30 minutter, og herefter spurgte “S” og vi skulle skiftes til at læse op af Dantes Guddommelige Komedie¹, hvilket vi brugte en times tid på. Vi skiftedes til at læse et par sider hver, hvorefter vi sammenfattende og genfortalte handlingen. Det var en rigtig god oplevelse.

Gårddagens trussel om tvangsmedicinering var næsten glemt, men om aftenen da jeg sad i TV stuen kom frygten snigende på ny. Jeg talte med sygeplejerske Sara om at kontakte min bistandsværge, så jeg kunne påklage beslutningen om at få medicin med tvang. Sara mente ikke at det ville komme så vidt og at det endnu ikke var helt bestemt endnu. Jeg var i de foregående to et halv år blevet skuffet den ene gang efter den anden, så på trods af Saras formaninger, turde jeg ikke håbe noget som helst, men blot forberede mig på det værste.

Det var som at befinde sig i et mareridt i vågen tilstand; en ignorant psykiater, der ikke evnede eller ville forsøge at sætte sig ind i min situation, og som intet grundlag havde for at vurdere mig i psykopatologisk henseende, sad og påstod at jeg var paranoid og psykotisk. Det var bizart, for jeg havde aldrig sagt eller påstået noget, som ikke var objektivt påviseligt eller sandt. Uanset hvad jeg sagde, ville det bare bestyrke Gittes fejlopfattelse af mig.

At Datatilsynets havde givet mig ret var Gitte bedøvende ligeglad med. Nu havde jeg gået rundt i så lang tid med den trussel over hovedet, at det måtte ophøre. Det var umenneskeligt og psykisk tortur at gå og - med god grund - frygte at lide overgreb på selve min identitet og personlighed, aktivitetsniveau, sociale interaktion, hukommelse og sprog. Det overgreb Gitte ville foranstalte, ville således ødelægge mig som individ; det ville jeg ikke længere finde mig i. Jeg ville gøre modstand hvis det kom dertil at Gitte ville tvinge mig til noget som helst. Jeg var ligeglad med konsekvenserne. Jeg ville have selvbestemmelse over min egen krop og sind, og ingen ulækker og magtsyg psykiater skulle fratage mig denne.

1. Jeg blev naturligvis adfærdskorrigeret kort efter af den psykiatriske overlæge, selv om døren stod på vid gab til S' værelse, og selv om andre patienter gerne måtte være på S' stue.

Det havde været svært at falde i søvn, så jeg lå og læste indtil midnat. Jeg vågnede allerede kl. 5 om morgenen. Det var så stressende, at jeg havde fået et lille forkølelsessår. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere absurd forekom forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs kommende tvangsmedicinering mig.

Da jeg ikke var psykotisk, var der intet behandlingsbehov, og dermed var forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs magtsyge blot en ekstra straf, der var fornedrende og nedværdigende. Overlæge Gitte Ahle var ligeglad med, hvordan jeg fremstod, det handlede for hende bare om, at nogen havde skrevet, at jeg for over to år siden angiveligt havde været psykotisk, og det var nok for hende, selvom det ikke passede.

Det havde med andre ord intet med lægefaglighed at gøre. Rent konkret ville hendes "grusomme og usædvanlige" ekstra straf medføre, at jeg ville miste alt, jeg havde formået at opbygge; træning, sociale færdigheder, almindelige dagligdags aktiviteter, såsom bagning osv.

Ingen psykofarmaka ville kunne ændre den objektive virkelighed, og jeg havde heller ikke nogen positive symptomer. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville fratage mig selvbestemmelsesretten over min egen krop, og hun ville bogstaveligt talt gøre det med vold og magt.

Da hun fejlagtigt troede, at jeg var sindssyg, ville min modstand mod hendes unødvendige overgreb absurd nok bare styrke hendes fejlopfattelse, men det samme ville selvfølgelig være tilfældet, hvis jeg føjede hende og gav hende ret.

Der var altså tale om en for mig håbløs situation, hvor den psykiatriske overlæge troede hun var gud, og per definition altid havde ret, og at man var psykotisk hvis man var uenig i hendes beslutninger. Hvis forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var en så usikker, svag, og rethaverisk person, at min holdning provokerede hende til at fuldføre hendes påtænkte overgreb, så var det bare ærgerligt for mig. Jeg hverken ville eller kunne ændre min - normale - personlighed for nogens skyld, og jeg ville ikke længere finde mig i nogen form for forulempelse.

Var en smule friskere om morgenen end jeg havde været de foregående morgener. Jeg havde stadig mindre udtalte symptomer på forkølelse, men de var i tilbagegang. Var oppe til morgenmaden som sædvanligt, meldte mig til julebagning til morgenmødet, og gik efterfølgende morgentur på løbebåndet. Jeg startede så småt med at løbe, hvilket foregik i intervaller på et minut hvorimellem jeg gik i hurtigt tempo i to minutter.

“Zebo” kom hen til løbebåndet for at holde mig med selskab, eller bare for at få opmærksomhed. Han var fortsat grænsesøgende og stod og røg inden døre. Jeg forklarede ham at hans adfærd ikke var særlig hensigtsmæssig, og at han lige så godt kunne gøre tilværelsen lettere for sig selv, og opføre sig ordentligt. Det var som at tale med en psykiater. Han røg ufortrødent videre.

Den mandlige sygeplejerske Johnny forklare spontant at man skulle nedtrappe Venlafaxin særdeles varsomt. Det kunne faktisk være nødvendigt at åbne kapslen og tælle de små granula og fjerne et mindre antal af gangen. Det var et varsel om hvad der ventede forude. Han havde helt ret. Det var nemlig præcis hvad jeg både i indeværende forløb samt flere gange tidligere havde foreslået, ligesom det også var hvad jeg havde gjort flere gange. Det var jo logik for burhøns.

Det undrede mig at ingen psykiatere havde luret det. Jeg tænkte på psykiateren Toke Troelsen, der fra den ene dag til den anden havde reduceret min Venlafaxin med 50 procent. Det havde været en modbydelig katastrofe. Eller på privatpraktiserende psykiater Henrik Jurlander, der havde nægtet overhovedet at reducere Venlafaxinen, til trods for mit forslag. Han var næsten lige så galt på den som Toke Troelsen.

Det var sikkert som ammen i kirken. Så snart jeg gik ind på værelset og forsøgte at sove, gik der ikke mere end 30 minutter før et af personalet kom ind på værelset, "for lige at kontrollere", hvorefter vedkommende gik igen. Hvis man insisterede på at blive på værelset, gik der et stykke tid før personalet kom ind endnu engang og vækkede én. Det bevirkede at jeg konstant blev forhindret i at få en middagslur. Det var enormt stressende, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at netop var formålet. Det var enormt indgribende at blive forhindret i at sove, når man var træt, og det var ikke engang fordi en middagslur forhindrede mig i at sove om natten.

Personalet var ligeglade, så det var nyttesløst at bede om, om man dog ikke måtte være i fred bare en time. På det område var det bedre at være i fængsel, for der kunne man få lov til at passe sig selv, og have et minimum af privatliv i op til flere sammenhængende timer dagligt. Det var ikke kun om dagen, man skulle stresses, om aftenen, natten og tidligt om morgenen kom der også personale ind på stuen, for lige at tjekke et eller andet, og det medførte tit at man vågnede ved larmen.

Der blev ikke taget individuelle hensyn hvad angik det stressmoment, men omvendt var stort set alle mine medpatienter så bedøvede af op til flere typer af stærk psykofarmaka, så det var sikkert kun jeg, der lagde mærke til det. Metodisk at stresse de indlagte var så ufatteligt tåbeligt at det var svært at forstå. Det gav naturligvis mening, hvis den pågældende indlagte patient var svært nedtrykt og selvmordstruet, men det var ikke tilfældet for de fleste indlagte på afdelingen.

Hvis der således ikke var nogen rationelle årsager til at invadere menneskers privatliv, hvorfor gjorde man det så? Det var formentligt en slags institutionaliseret defensiv medicin. Det så ikke godt ud i pressen, hvis en psykiatrisk patient tog livet af sig selv under indlæggelsen, og derfor havde en stupid skrivebordsgeneral fået indført den for patienterne meningsløse og stressende rutine for at dække ryggen. Mark, en yngre mand, der kun var 21 år gammel, døde trods sikkerhedsrunderne alligevel på Q81, som følge af en overdosis methadon, som det var lykkedes at indsmugle på afdelingen. Det betød indirekte også at man ikke stolede på sine egne medarbejderes vurderingsevner.

Det var ulideligt at være indlagt på Q81. Det var der mange årsager til, først og fremmest kedsomheden og den manglende stimulation fra mine medpatienter. Der var kun én af førnævnte der fremstod velbehandlet, og som jeg kunne føre en normal samtale med. De fleste patienter var for syge eller medicinerede, men generede mig ikke. Dog var “Zebo” voldsomt irriterende, idet han konsekvent søgte omgivelsernes opmærksomhed, inklusiv min egen.

Det var ganske tydeligt at jeg ikke hørte til på en psykiatrisk afdeling, og at der ikke var noget som helst behandlingsbehov. Den eneste måde jeg kunne slappe af på, var ved at dyrke motion, og det skulle nødvendigvis være på daglig basis. Problemet var at jeg nu var begyndt at få genopblussen af mine skulderskader, så den mulighed forelå ikke længere. Det var ganske ulideligt. Fremfor at give mig virksom medicin mod min ADD, fik jeg intet. Det var et vanvittigt overgreb, og i sagens natur som i "Gøgereden".

Hvis jeg bad om noget afslappende medicin, ville psykiateren bruge behovet for dette som påskud for at tvangsbehandle mig med antipsykotisk medicin for noget, jeg ikke fejlede. Hvis jeg ikke fik beroligende medicin, var den ene dag som indespærret mere ulidelig end den foregående, og jeg var alligevel ikke sikker på at slippe for overgreb og tvangsbehandling. Jeg kunne ikke forstå hvorfor forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, ville være med til at lade mig lide unødvendigt, og ikke bare erkende at jeg åbenbart ikke var psykotisk.

Lægesamtalen foregik som sædvanlig helt på forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs præmisser. Hun var ligeglad med mit "skriv", som det hed på nydansk, og hun påtænkte stadig at tvangsbehandle mig, uagtet at jeg ikke var psykotisk. Således ville der være tale om et klokkeklart overgreb. Selv om samtalen var nedslående, var det også tilfredsstillende at mit dokument eller skriv, havde provokeret hende. Hvis hun havde været professionel nok, ville det ikke have lykkedes.

Problemet med den psykiatriske overlæge var, at hun med vold og magt ville give mig en ekstra straf for at tækkes embedslægen. Hun mente ikke at frihedsberøvelse var nok, der måtte skrappere midler til, såsom - udover tvangsbehandlingen - fortsat at nægte mig tærranfrihed, biblioteksbøger, deltagelse i netcafe etc. Der var ingen tvivl om at hvis jeg bare føjede den psykiatriske overlæge, ville jeg blive belønnet med førnævnte goder.

Alverdens netcafe og udgang kunne dog ikke opveje den mentale voldtægt, som tvangsbehandling var. Gitte Ahles moralske fordømmelse ramte mig hårdt, men at hun ville bestemme over både min krop og mit sind, cementerede bare min opfattelse af hende og visse andre psykiatere som usaglige og magtsyge mennesker.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var væmmelig at tale med, dels fordi hun var nedladende, irritabel og uprofessionel, og dels fordi hun hele tiden lagde ord i munden på mig, hvorfor jeg måtte korrigere hende flere gange.

Det medførte igen at hun blev nærmest vred og endnu mere fordømmende. Det var interessant at hun straks helt entydigt identificerede sig med embedslægen og tog hendes parti. Som jeg tidligere havde spået, var det omsonst at tale med hende. Hvis jeg ikke gav hende ret, var jeg automatisk psykotisk. Under samtalen sad hun og kastede blikke til den mandlige sygeplejerske, som hun, skræmt af mig som hun var, i dagens anledning havde placeret i rummet. Allerede da vi ankom til samtalerummet, lagde jeg mærke til at hun skyndsomt fjernede en kop af hård plast som var efterladt på bordet i rummet. Det havde været et varsel på, at hun skulle overbringe dårlige nyheder.

Der var så meget forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke vidste, som hun burde vide, og forholde sig til, men hun var ikke modtagelig for rationelle argumenter. Når hun tilmed fordrejede så meget af hvad, jeg sagde og skrev, måtte jeg konkludere at der til sidst kun var én måde at forholde sig til hende på, og det var at forsøge at få en anden psykiater, og i mellemtiden ikke sige noget som helst til hende, ligesom Lisbeth Salander i Stieg Larssons trilogi.

Udover det, måtte jeg i det hele taget undgå hende mest muligt. Det var selvfølgeligt ikke risikofrit at tie, for så ville hun kunne beskrive tavsheden som psykopatologi, i form af mistroiskhed, paranoia, mistænksomhed osv. Men den risiko måtte jeg løbe. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab forekom mig mere og mere magtsyg og hysterisk, og jeg kunne sagtens sætte mig i hendes eksmands sted.

Hvis hun ville lave en "Gøgereden", måtte det være sådan. Men ethvert overgreb hun udførte, ville blive husket. Jeg ville aldrig nogensinde sige undskyld, sådan som hun ønskede. Hun kunne forgribe sig på mig alt det hun ville, det ville ikke ændre på noget som helst. Jeg måtte bare udholde mit ufrivillige ophold på afdelingen, og der var stadig masser af ulæste bøger tilbage i reolen. Når man uden held igen og igen havde bedt om hjælp, var man på et tidspunkt nødt til at resignere.

Det punkt havde jeg nået nu. Forkvinden var ude af stand til at forstå at gentagne overgreb skabte vrede og langvarig og indestængt vrede skabte aggression. Sådan var det for alle mennesker. Selv hvis – hvis – jeg havde været psykotisk for to år siden, så betød det ikke at jeg skulle have behandling nu, hvor jeg åbenlyst ikke var det. Man behandlede jo heller ikke en halsbetændelse med penicillin to år efter den var overstået.

Jeg tænkte, at jeg hellere måtte skynde mig at skrive så meget på min dagbog jeg kunne, før Gitte Ahle ville bedøve min hjerne med psykofarmaka.

Umiddelbart efter den nedslående samtale, havde jeg heldigvis lovet at hjælpe SOSU-eleven “D” med hendes afslutningsprojekt. Hun sad og ventede uden for døren til samtalerummet, så jeg havde heldigvis ikke lang tid til at være nedslået i. Opgaven gik ud på at hende og jeg skulle bage julemuffins, mens et erfarent personalemedlem fra aktivitetsteamet ville sidde og monitorere os, og notere hvordan vores samspil var. Til forskel for den moralsk fordømmende, vredladne og usikre overlæge, var der ingen problemer i at befinde sig alene i aktivitetskøkkenet sammen med de to spinkle kvinder, oven i købet mens der blev brugt knive og andre redskaber, der kunne bruges som våben. Det var et meget fint eksempel på, hvor forudindtaget og forkvaklet forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs holdning var.

Brev til retspsykiater Gitte Ahle

Forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, havde et par gange i løbet af december valgt at tage på arbejde iført en hyggelig sweater med et motiv, der skulle forestille julemandens slæde med rensdyr, der var på vej ud for at uddele julegaver. Jeg opfattede det som et let gennemskueligt, mislykket og kikset forsøg at fremstå hjertelig og empatisk.

Læste i dagens Politiken under ”Set i TV” forfatteren Bo Tao Michaëlis’ anmeldelse af ”Deep Water” på Netflix. Det var ikke selve anmeldelsens tekst, der var interessant, men indledningen, der lød:

”Stundtom når jeg ser fjernsynsserie, ihukommer jeg den britiske litterat Frank Kermodes udsagn fra hans klassiske værk om enden på det hele i fiktion og virkelighed”.

En tekstpassage der i Politiken var upåfaldende, men hvis jeg havde skrevet den og brugt ordene ”Stundtom” og ”Ihukommer”, ville det blive tolket som ”kancelliagtig sprogbrug”, og altså et tegn på psykopatologi, af en psykiater som overlæge Toke Troelsen. Det var også ham, der havde sagt til mig at jeg ikke skulle have høje tanker om mig selv (det havde jeg aldrig haft). Med andre ord praktiserende denne underlødige psykiater janteloven.

Reklame for "World Animal Protection": ”Mange års frustration og kedsomhed har nedbrudt ham psykisk”, sagde speakeren. Billedet på fjernsynet viste en lille chimpanse iklædt blå bukser, som var lænket med en kort kæde til et bord. Aben lå på ryggen på jorden og legede med kæden med sine fødder og hænder. Monoton og formålsløs adfærd var det samme som jeg selv oplevede, også selv om jeg ikke ligefrem havde en fysisk kæde. Der var ikke så stor forskel på dyr og mennesker.

Nøglekaos i afdelingen

Personalet havde smidt et bundt nøgler væk, så hele afdelingen var på den anden ende om formiddagen. Det medførte en febrilsk aktivitet, hvor fem personer nærmest kom væltende ind i TV-stuen, og gennemsøgte sofaer og bogreoler for de forsvundne nøgler. Jeg selv blev klappet på lommerne, og min stue blev gennemsøgt. Det samme skete for de andre patienter. Selv om det var personalet, der havde dummet sig og smidt nøglerne væk, så var det selvfølgeligt patienterne, der automatisk fik skylden.

Mistænkt som patient

Personalet gik rundt og skulede til os, vi var the usual suspects. Hele scenariet mindede om ”the closed room murder”, som i en klassisk Agatha Christie krimiroman, hvor der var sket et mord på en engelsk herregård, alle gæsterne var mistænkte, og butleren var morderen. Det ville sikkert vise sig at fjolset bare havde glemt nøglerne i sin bil eller tabt dem på vejen, og at alt drama ville ophøre, når det blev erfaret.

Nedladende behandling fra personalet

Det var et gennemgående problem og irritationsmoment at en del af plejepersonalet talte til én, som om man var dement eller retarderet. Mens jeg gik aftentur på løbebåndet, spurgte Margit mig f.eks., om jeg kunne huske, om jeg også gik mange skridt, dengang jeg var læge. Det nyttede imidlertid ikke at blive fornærmet eller såret, eller svare den snotdumme gås vredt igen. Hun vidste ikke bedre, og havde sikkert ikke spurgt mig om det i ond vilje. Jeg var grundet den belastende og fornedrende situation sikkert også alt for nærtagende.

Nedladende behandling fra personalet

Jeg kom til at tænke på at “M” dagen forinden var blevet klippet af “S” inde på hendes værelse. Det havde åbenbart ikke været noget problem. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var let gennemskuelig. Hun ville have at vi patienter skulle disciplineres til at sidde tavse og apatiske, paralyseret af fjernsynet i TV stuen, som var vi hendes private zombiehær. Det var tydeligt at viden og især vidensdeling var den største fare for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Som patient var det stressende at man konstant blev overvåget

Patientdisciplinering og magtspil

Om aftenen bad jeg om at få mine sædvanlige søsygetabletter, Phenergan, men jeg måtte kun få en enkelt. Det var selvfølgelig den psykiatriske overlæge der havde været på færde igen. Ingen information til mig om, at hun havde reduceret min dosis. Det var irriterende, for det betød rent konkret at jeg ville få kvalme og føle alment ubehag. Jeg bad også Margit om at få udprintet nogle dokumenter, som ville betyde at jeg kunne fortsætte mit arbejde med træningsprogrammet i Visual Basic for Applications, og det lovede hun, men der skete intet yderligere. Det var smålighed i højeste potens, der blev praktiseret på afdelingen. Det var provokerende at jeg blev forfordelt af en skide ergoterapeut i forhold til de andre patienter, hvoraf alle havde begået væsentlig værre kriminalitet end jeg. Man måtte regne med at tryk avlede modtryk, og jeg skulle nok i sidste ende sørge for at stillingen blev udlignet.

Det var vigtigt ikke at give nogen indtrykket af, at jeg ikke fik nok søvn. Det ville blot give G anledning til at foranstalte flere sanktioner og mere tvang under påskud af at jeg gået hen og blevet hypoman, manisk, hurtigt kørende, agiteret, havde øget psykomotorisk tempo osv. I virkeligheden fik jeg mindst 8 timers søvn hver nat, som tilmed var sammenhængende, fraset en kort opvågnen, når personalet kom ind på stuen ca. 2 gange hver nat for at kontrollere at alt var i skønneste orden. Det samme var tilfældet i dag, hvor jeg var faldet i søvn omkring kl. 22 den foregående aften, men var stået op efter at personalet var kommet bragende ind på stuen kl. 6.30. Altså over 8 timers søvn, men for ikke at lægge kimen til nogen misforståelser, måtte jeg hellere blive på stuen indtil mindst kl. 7.

Senere mens jeg gik morgentur på løbebåndet, så jeg en af personalet med en metaldetektor. Jeg sagde til ham at han næppe fandt nedgravede romerske guldmønter i afdelingens have. Vi grinte begge to. Metaldetektoren var et tegn på det desperate forsøg på at finde de forsvundne nøgler.

Fredagsmødet

Senere var der fredagsmøde. Denne ugentligt tilbagevendende begivenhed betød at hele personalet og alle patienterne mødtes i TV stuen. G var der desværre også, og kastede en skygge over mødet. N læste op fra et udprintet dokument, der omhandlede nisser. Han indledte oplæsningen med at sige: "Jeg kan ikke forstå det, men jeg har hørt om mennesker der påstår at de ikke har set nisser". Han holdt en kunstpause, hvor de fleste af personalet grinede. Det var god psykiatrihumor. N læste videre, og opremsede forskellige typer nisser; der var bl.a. julenisser og skovnisser, samt en masse andre typer, herunder sættenisser. N spurgte ud i forsamlingen hvad en sætternisse var, og jeg svarede hurtigt at en sætternisse var en nisse der huserede på et trykkeri, hvor han var ansvarlig for trykkefejl. N spurgte herefter om han havde glemt nogle typer af nisser. Han havde på det tidspunkt oplæst adskillige nissevarianter. Jeg svarede for sjov: "Havenisse og vatnisse". Den psykotiske patient havde altså både en omfattende paratviden og en form for humor, omend den var noget plat.

Selv om jeg måtte trækkes med Gs tilstedeværelse, havde hun heldigvis ikke noget, men sad bare ovre i hjørnet og skulede. Hun var virkeligt et sygt og modbydeligt menneske. Det var hendes altid tilstedeværende trussel om overgreb, der adskilte mit ophold på afdelingen fra et højskoleophold. Det kostede ikke mig nogen penge at være ufrivilligt indlagt på Gøgereden, men den pris jeg måtte betale var selvbestemmelsesretten over min egen krop og intellekt. Den overstadige psykolog, "S", satte sig ved siden af mig, og jeg forestillede mig at hun på denne måde valgte side. At hun havde "sympathy for the devil". MO havde til min uudtalte fornøjelse stadig ikke forstået at jeg ikke var ansat i afdelingen.

Den, som kæmper, taber aldrig helt”.

Jeg læste i dagens Politiken følgende:

”På digteren Morten Nielsens gravsten i Aalborg står skrevet: ”Den, som kæmper, taber aldrig helt”. "Morten Nielsen, 1922 – 1944".

Det motto var perfekt, og passede til mig, for jeg havde været jaget vildt i over to og et halvt år, og det havde været som at være i krig.

Bedste julegave

Det eneste, jeg ønskede mig til jul, var at blive læge igen. Det næstbedste var heller ikke til at kimse af, nemlig en romaskine. Det var næsten som om at et af personalet havde læst mine tanker.

Overraskede over jeg var rask

Det var nemlig noget jeg havde tænkt på lige siden jeg hørte at aktivitetsteamet havde fri henover julen, og at der derfor ikke var træning. Jeg tog 20 minutter i romaskinen, og det var skønt. Jeg kunne mærke at personalet generelt var benovet over, at jeg var i stand til at føre en normal samtale med dem, dyrke motion, læse og skrive. Som om at jeg var et geni, der også var psykotisk, og til trods for det, var i stand til fortsat at have et højt funktionsniveau.

Psykiaterens sadisme

I virkeligheden var jeg et normalt og ikke-psykotisk menneske, der havde et uændret og normalt funktionsniveau. Det var fornedrende og idiotisk. Psykiaterne var moralens politi. Jeg var sikker på at den personlighedsforstyrrede overlæge ville iværksætte tvang overfor mig, når hun kom på arbejde juleaften. Bare for at traumatisere mig på denne højtid, så jeg hver juleaften fremover ville blive retraumatiseret. Så modbydelig og kynisk var hun.

Hvid jul

Da jeg stod op og trak gardinerne fra, fik jeg nærmest et chok, for ud af vinduet så jeg sneen dale yndigt ned, store dovne fnug, der lagde sig på træer, bænkene i haven, og selv på det høje hegn, der holdt os indespærret som dyr i zoologisk have.

Rædselsfuld samtale med psykiater Gitte Ahle

Ganske som forudset, havde jeg samtale med psykiateren i dag. Heldigvis havde jeg forberedt mig på det, og sørget for at træne 25 minutter i romaskinen efterfulgt af 25 minutter på løbebåndet, så jeg var rolig og afslappet. På vej ind i samtalerummet sagde forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ”glædelig jul Kjeld”, hvilket jeg helt bevidst ikke svarede på. Den psykiatriske overlæge havde en pervers form for humor, det var at spotte mig at sige netop dét, for psykiateren vidste jo godt, at jeg var underlagt ikke blot frihedsberøvelse, men også hendes meget nærværende trussel om tvangsbehandling som hendes tillægsstraf.

Gitte Ahles intimmidering

Hun havde i dagens anledning valgt at få den fysisk mest intimiderende af personalet til at deltage. Det afslørede hendes angst og paranoia. Manden var ganske vist høj, men også overvægtig, gammel, og så slidt og alkoholiseret ud. Jeg nægtede at tale med med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, så jeg sagde ikke et ord. Hun oplyste mig blot at hun havde påtegnet min dom, hvilket indirekte betød at hun nu skulle i gang med tvangsbehandlingen. Havde jeg ikke noget at sige, ville den fallerede plejer vide. Jeg sagde til ham at jeg intet havde at sige, og spurgte ham om vi var færdige, hvilket han bekræftede.

Tragedien på Storebæltsbroen

Tragedien ramte Danmark, da et stykke af en godsvogn som følge af stormen rev sig løs og ramte et passagertog. Ulykken skete på Storebæltsbroen, og der var seks omkomne. Det satte min situation i perspektiv, for uanset hvilke overgreb og ydmygelser jeg end måtte finde mig i, var jeg fortsat i live og de kunne ikke slå mig ihjel. Det var ulykken der ikke måtte ske, og den forekom ubeskriveligt meningsløst. Mine tanker gik også til mine tidligere kolleger på Retsmedicinsk Institut som nu stod og obducerede de omkomne, hvis ikke de var sendt et andet sted hen end til København.

Ulykken, der ikke måtte ske

Selv om man i disse terrortider naturligvis måtte udelukke drab, tydede alt umiddelbart på at dødsmåden måtte rubriceres som en tragisk ulykke. Dermed ikke sagt at man ikke i den kommende periode ville kunne placere et ansvar et sted. Hvordan kunne det dog være at man havde placeret flere godsvogne på Storebæltsbroen, under en varslet storm, og tilladt at et tog fyldt med passagerer at krydse broen? Jeg havde aldrig rigtigt haft et nytårsfortsæt, og det var også tilfældet i år. Alligevel tænkte jeg på at jeg – i det omfang jeg selv kunne kontrollere det – ikke længere ville leve mit liv i frygt.

Isolation og tavshed

Jeg havde ad omveje fået at vide at jeg ”ikke sagde så meget”. Det var tragikomisk at høre, for det var ikke fordi jeg ikke havde forsøgt at føre længerevarende samtaler med plejepersonalet såvel som medpatienterne, men der var flere problemer med det. Hvad angik plejepersonalet, så var det vanskeligt at etablere et forhold præget af gensidig oprigtighed, for hvordan kunne jeg opfatte dem som andet end fængselsbetjente, om end i en lidt venligere og mere snakkesalig version.

I sagens natur var de potentielle bøddler. Det andet problem var, at mine medpatienter for de flestes vedkommende var dopede med flere slags stærk medicin, var meget sederede eller bedøvende, og, som følge heraf, ret meget fåmælte. Det, der optog mig mest, lægevidenskab, måtte jeg ikke tale om¹. Det var en vanskelig situation, men jeg gjorde mit bedste. Det havde været op ad bakke for mig hele livet, så jeg forventede ikke at det ville ændre sig nu alligevel.

Katastrofetænkning og stressorer

Jeg havde som følge af den ene fornedrelse efter den anden gennem to et halvt år, udviklet en form for katastrofetænkning, og de mange nederlag tog efterhånden hårdere på mig, end de tidligere havde gjort. Sådan måtte det naturligvis være, det var en normal reaktion på unormale omstændigheder. Jeg havde i perioder sovet på gaden², havde sultet i ugevis, måtte udstå fire traumatiserende ransagninger, flere anholdelser, fået fire inkassosager på nakken, mistet min bolig, bil, job og en stor del af min sociale omgangskreds. Det var så mange svære stressorer, at langt de fleste ville blive påvirket på samme måde som jeg, men for en forudindtaget og mentalt doven psykiater som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab efter min mening var, var min reaktion – med hendes egne ord – uindfølelig, altså uforståelig.

Psykiatriens manglende forståelse

Hvis jeg kunne have valgt andre svært traumatiske begivenheder som erstatning for det, jeg havde været igennem, så ville jeg have foretrukket at blive udsat for et alvorligt trafikuheld, blive gennembanket eller voldtaget. Men i forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs indskrænkede verden, var nogle ord, jeg måtte have ytret, altså værre.

Episoden i TV-stuen

1. Der var en episode, hvor én af mine medpatienter i TV-stuen henvendte sig direkte til mig, og spurgte om antipsykotisk medicin var farligt. Jeg sagde ordret til vedkommende, at jeg hverken kunne udtale mig som læge, eller om det for netop hende var farligt, men at der i den anbefalede lærebog i psykiatri, stod at antipsykotisk medicin i gennemsnit reducerede levealderen med 20 år. Jeg gjorde oven i købet en del ud af at sige til hende, at det var et statistisk mål, og at man ikke kunne applicere det på enkeltpersoner. "Hergé" sad som sædvanligt i TV-stuen og tegnede, mens han lyttede til hvad de indlagte talte om, så han kunne gribe ind, hvis vi talte om noget vi ikke måtte. "Hergé" sladrede naturligvis til overlæge Gitte Ahle, hvorfor jeg dagen efter blev kaldt ind til audiens i konferencerummet, hvor forkvinden tronede for enden af bordet, flankeret af plejepersonalet.

   Jeg kunne se på den påtagede alvor i hendes ansigt, at der ikke ventede mig noget godt. Hun sagde med dyb foragt i stemmen, at hun havde hørt at jeg havde leget læge, og hvis det skete igen, ville jeg blive skærmet, altså få stuearrest, på mit værelse. Forkvinden nød virkeligt at demonstrere hendes magt overfor personalet. Psykiater Johannes Krogh sad ved siden af hende, og lavede en grimasse, der lignede et så kikset forsøg på også at være påtaget alvorlig, at det virkede på mig, som om han ikke var helt enig med den psykiatriske overlæge.

2. Den psykiatriske overlæge bagatelliserede det med at sige: "Det er der så mange der har gjort". Flot og intelligent argument.

Værelset gennemrodet

Situationen forekom mere og mere absurd efterhånden som den ene dag tog den anden. Det var ufatteligt at jeg som grundlæggende psykisk rask på ubestemt tid sad på Q81, hvor jeg i øvrigt kostede over tre tusinde kroner i døgnet. I dag blev min stue visiteret, det vil sige gennemrodet af personalet. Der blev konfiskeret to plastikposer, som man tilsyneladende ikke måtte have og som personalet selv var skyld i at jeg havde. Som en medpatient jeg spurgte oplyste, så blev visitationerne af patienternes stuer udført efter et tilfældighedsprincip. Hun var selv blevet visiteret tre gange på en måned uden nogen konkret grund.

Personalet smuglyttede

Jeg havde fra en medpatient hørt at plejepersonalet hver gang jeg talte i telefon, lyttede med inde fra plejekontoret. Det var ikke noget jeg selv havde mistænkt, og vedkommende kom selv spontant hen og sagde det til mig. Ligeledes spontant fortalte han mig at personalet var bange for at jeg ville lave en sag ud af min fejldiagnosticering og fejlanbringelse. Det var helt begrundet, for selvfølgelig ville jeg ikke finde mig i at mit liv var blevet ødelagt af en tåbelig praktiserende læges fejl.

Mediernes interesse

Jeg havde haft kontakt med en ikke ubetydelig del af det danske pressekorps, og der havde man udtrykt stor interesse i min skæbne, så Region Hovedstaden kunne godt begynde at glæde sig. Især min kontakt med DR-Dokumentar havde været meget lovende, og jeg var blevet inviteret til Århus hvor afdelingen holdt til, men var ubelejligt nok blevet anholdt før jeg nåede af sted.

Dagens træning

Jeg styrketrænede og spillede fodbold mandag, onsdag, fredag, og søndag, og tirsdag, torsdag og lørdag roede jeg 25 minutter på romaskinen. Jeg gik mindst 10.000 skridt hver dag. Personalet var meget benovet over, at det lykkedes for mig, men når man var grundlæggende normal, var det sjovt nok ikke noget problem.

Fri fra den perfide psykiater

Overlæge Gitte Ahle var heldigvis på ferie indtil d. 21 januar, og det virkede ikke som om, at de læger der tog over for hende, gad at bruge tid på at tale med mig. Den overgearede psykolog, Stine, kom hen til mig og fortalte at jeg skulle udfylde et skema med 20 spørgsmål, der skulle bruges til at vurdere min risiko for vold. Det var ydmygende (og unødvendigt, da jeg aldrig har begået vold), at skulle gøre, men dels var det ikke noget der ville skade mig, og dels vidste jeg på forhånd at uanset hvilke spørgsmål, jeg blev stillet, så ville jeg kunne besvare dem perfekt, set i en psykologs optik. Det, det handlede om for mig var, at bide fornedrelsen i mig og deltage i afdelingens tåbelige og bevidstløse tiltag.

Indkøbssedler

Efter morgenmaden skulle vi skrive indkøbssedler. Den af plejepersonalet der havde læst op af dagens skema, havde fejlagtigt oplyst at det var den 3. januar. Vi skulle udfylde dato på sedlen, så det var vigtigt at den var korrekt. Nu var problemet imidlertid at jeg skulle være hundrede procent sikker på at jeg havde ret, for hvis jeg selv tog fejl, ville det blive bemærket og noteret at jeg ”ikke var orienteret i tid og sted”, og det var et klassisk sygdomstegn. Jeg måtte forlade spisestuen og kaste et blik på dagens avis, for at bekræfte at jeg havde ret.

Psykiaterens vikar

Ved det obligatoriske fredagsmøde senere på dagen efter frokost, var personalet og patienter samlet. Som erstatning for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, var selveste klinikchef Anne Mette Brandt Christensen til stede. Nu gjaldt det om at gøre sig positivt bemærket. Heldigvis blev det i resumeet fra sidste fredagsmøde nævnt, at jeg havde efterspurgt træningselastikker. Det gav points til mig. Og jeg havde også et punkt til dagens møde, som jeg fik sagt med klar og tydelig stemme, nemlig mit ønske om at kunne få aktivitetsteamet til at låne bøger til patienterne. Flere points, og det var ikke engang fordi at det var forslag opfundet til lejligheden, jeg mente det skam oprigtigt.

Psykisk nedbrydning

Vågnede kl. 03.16 efter at have mareridt igen. Jeg kunne ikke huske hvad jeg havde drømt, men ubehageligt var det i hvert fald. Lå og læste i omkring 20 minutter, hvorefter jeg slukkede lyset og faldt i søvn igen. Jeg var så modløs og fortvivlet at jeg ikke gad at stå op til morgenmaden, og først kl. 10.30 stod jeg ud af sengen. Heldigvis måtte man gerne sove længe i weekenden, og hvor om alting var, så var det bedre at være passiv og sove så meget man kunne end at være rastløs og urolig, for behandlingsmålet for psykiaterne var apati og var man i forvejen det, var der jo ikke noget at behandle. Efter morgenmaden sov jeg igen og havde mareridt igen.

Gaslightning

Hele præmissen for at jeg var anbragt på Q81, nemlig at jeg var syg og svagelig, var forkert. Jeg var både rask og stærk, fysisk såvel som mentalt. Det var tanken om at jeg skulle udfylde det fornedrende skema om mandagen, der nagede mig. Jeg ville simpelthen ikke deltage i flere ydmygende og meningsløse undersøgelser. Nu havde jeg igennem 90 dage demonstreret med al tydelighed, at jeg ikke var voldelig eller uberegnelig, og så behøvede jeg ikke at udfylde noget som helst meningsløst skema. Selv om det var uskadeligt at udfylde, ville den så uskyldige ting som at acceptere at udfylde det, blot blåstemple den falske præmis.

Den kvindelige Napoleon

Hvilke sanktioner jeg ville blive pålagt af den kvindelige udgave af Napoleon, måtte jeg bare afvente og se og bide i mig. Det eneste jeg ikke havde mistet endnu var min integritet, og desuden havde jeg tidligere forgæves forsøgt at være artig og samarbejde.

Mareridt igen

Sov efter frokosten og havde mareridt igen igen. Besluttede mig for at få trænet, og efter at have roet i 25 minutter var jeg rolig og afslappet igen. Min situation var alvorlig og meget negativ, men det var for intet at regne sammenlignet med mange af mine medpatienters. De stod nemlig til at blive udvist fra Danmark efter endt behandling. En havde således begået et bankrøveri som 18-årig, som havde resulteret i en anbringelsesdom, og han var nu 28 år, og stod til udvisning til Afghanistan, hvor han dels ikke havde noget familie, og dels regnede med at blive slået ihjel. Hvis det var psykisk tortur for mig, hvad var det så ikke for ham?

Skrivning af mit vidnedbyrd

At skrive dagbog, mens jeg sad i TV stuen (for der stod den gamle PC) var lidt af en balancegang, for nogle af de andre kunne meget vel være paranoide og tro at jeg sad og skrev om dem, hvilket måske ikke var helt ukorrekt. Nogle gange kom “Zebo” eller "R" hen til mig og læste hvad jeg skrev. Det vil sige at “Zebo” lod som om han læste hvad jeg skrev, for han lod ikke til at forstå hvad han læste, men det gjorde "R" og han ikke bare var ligeglad med mit skriveri, han roste mig oven i købet og opfordrede mig til at fortsætte. Han ville gerne have mig til at skrive specifikt om sig, men jeg fortalte ham at det var helt udelukket, og ville medføre sanktioner fra forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Normal reaktion på ekstreme forhold

Jeg måtte ofte minde mig selv om de ikke var det nu, så havde de andre formentligt været psykotiske, og det var uetisk og formentligt også ulovligt at beskrive andre uden at anonymisere dem. Hvordan det forholdt sig med plejepersonalet var et andet spørgsmål, men plejepersonalet havde tildækket deres navneskilte, så kun fornavnet var synligt.

Mine tanker vendte tilbage til min ulidelige situation. Alle mennesker ville reagere voldsomt som jeg, hvis de var i mine sko, og en ignorant Forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab skulle ikke fortælle mig noget andet. Når bare man behandlede andre mennesker brutalt og nådesløst nok, kunne man få dem til hvad som helst, og jeg var ikke anderledes end andre mennesker. Jeg havde gjort min pligt som medborger og læge, og som tak herfor var jeg blevet diagnosticeret som psykotisk. Det var topmålet af uretfærdighed i min optik, for netop for læger af alle mennesker var det nærmest en dødsdom. Det havde i hvert fald haft vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser for mig.

Afledning af nedtrykthed

For at aflede mig selv fra de forståeligt negative tanker om min håbløse situation, måtte jeg tale med så mange som overhovedet muligt, herunder også personalet. Det var meget begrænset hvilke samtaleemner jeg kunne konversere om, men man kunne altid joke med dem. Jeg skulle selvfølgelig være påpasselig med ikke at bryde reglen om ikke at anvende ”ironi, sarkasme eller humor”, men efterhånden vidste jeg hvem af personalet der var i stand til at forstå abstrakt kommunikation, og dermed forstod min tørre værkstedshumor. For eksempel spøgte jeg med at jeg ville gå stuegang på personalet, samt at vi patienter holdt et dagligt patientmøde, hvor vi diskuterede personalet.

Sultestrejke dag 1

Lægesamtale med klinikchef Anne Mette Brandt Christensen foregik på min stue sammen med social- og sundhedsassistenten Margit. Det var en lettelse at klinikchef Anne Mette Brandt Christensen ikke var så paranoid, hadsk og hævngerrig som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, og således havde undladt at hente den lille mandlige bodybuilder sygeplejerske ind i troen om, at han kunne intimidere mig.

Jeg måtte give klinikchef Anne Mette Brandt Christensen, at hun var lidt bedre til at skjule sin foragt og antipati end Gitte Ahle, men det skinnede alligevel igennem en gang imellem under samtalen. Jeg prøvede at få klinikchef Anne Mette Brandt Christensen til at forstå, hvor modbydeligt det havde været for mig at leve som hjemløs og få frataget alt igennem en periode på over to år, som følge af en fejlbefængt tvangsindlæggelsesprotokol, men jeg kom ikke igennem.

Klinikchef Anne Mette Brandt Christensen sagde direkte til mig, at kravet for at komme videre var, at jeg skulle glemme den tvangsindlæggelsesprotokol, som var årsag til at jeg havde mistet alt, og jeg prøvede at forklare hende, at det ikke var fordi jeg var forfængelig og rethaverisk, at det var umuligt for mig, men fordi den fejlbehæftede protokol var selve årsagen til, at jeg var havnet i hjemløshed og at jeg derfor ikke bare kunne ”glemme” den.

Mette Brandt Christensen ville med andre ord have, at jeg skulle lyve over for hende, og det var måske en mulighed for mig. Men at glemme den, ville aldrig komme til at ske, på samme måde som et voldtægtsoffer aldrig ville glemme voldtægtsforbryderen.

Det var direkte ulækkert at klinikchef Mette Brandt Christensen ville have mig til ”bare at glemme det” og ”komme videre”.

Det var direkte ulækkert at klinikchef Mette Brandt Christensen ville have mig til ”bare at glemme det” og ”komme videre”. Det virkede som om hun direkte truede mig til at “glemme”, at jeg havde fået en fejldiagnose, som ville ødelægge resten af mit liv, da hun straks herefter begyndte at tale om tvangsmedicinering. Jeg understregede flere gange at samtalen ikke førte nogen steder hen, og at jeg under ingen omstændigheder ville lade mig tvinge til at få antipsykotisk behandling, når nu jeg ikke var psykotisk.

Klinikchef Anne Mette Brandt Christensen ville ”rehabilitere” mig, men jeg måtte korrigere hendes vrangforestilling om, at jeg havde behov for rehabilitering. Selv om samtalen var en smule bedre end dem, jeg havde haft med Gitte Ahle, var den spild af tid, for klinikchef Anne Mette Brandt Christensen var lige så forudindtaget og ignorant som førstnævnte.

Margit sagde selvfølgelig ingenting under samtalen, men det havde jeg heller ikke forventet. Hun burde have fortalt, at ingen i plejegruppen havde opfattet mig som psykotisk, men det turde eller ville hun ikke. Jeg vidste at også social- og sundhedsassistenter havde et ansvar for at notere deres observationer af de indlagte, og at hun i overensstemmelse med virkeligheden havde pligt til at fortælle klinikchef Anne Mette Brandt Christensen hvilke sygdomstegn eller fraværet heraf, jeg udviste. Derfor svigtede også Margit sin faglighed og handlede umoralsk.

Det eneste jeg nu kunne gøre var at sultestrejke...jeg ville ikke finde mig i mere psykisk tortur.

Jeg havde tænkt over det sporadisk i løbet af de foregående måneder, og nu var jeg nået frem til, at det eneste, jeg nu kunne gøre var at sultestrejke. Jeg var hverken psykotisk eller deprimeret, men jeg ville ikke finde mig i mere psykisk tortur. Det nyttede ikke at bruge hverken mundtlige eller skriftlige argumenter over for psykiaterne. Plejepersonalet havde i dén grad skuffet mig, og nu havde jeg mistet tålmodigheden med dem.

Jeg ville hellere dø end at leve et liv med medicinering af en psykose, jeg ikke havde, og aldrig havde haft.

Jeg ville hellere dø end at leve et liv med medicinering af en psykose jeg ikke havde, og aldrig havde haft. Takket være en dyssocial praktiserende læge, og enkelte gnorante psykiatere, havde jeg mistet alt. Frem for at erkende at de havde taget fejl, ville de hellere ødelægge mig. Jeg var nødt til at anvende en “Lisbeth Salander" approach (nogle af de få bøger afdelingen havde, var Salander trilogien, som jeg hurtigt fik læst), krydret med mangel på mad. Det skulle åbenbart blive værre, meget værre, og det skyldtes udelukkende forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen.

Ja, tvangsmedicinering resten af livet med antipsykotisk medicin var det samme som at dø.

Ja, tvangsmedicinering resten af livet med antipsykotisk medicin var det samme som at dø, og så kunne jeg lige så godt få det afsluttet jo før jo bedre. At det forhåbentligt snart var slut, føltes godt og rigtigt. Forbandede være de elendige danske psykiatere, og for den sags skyld psykiatriske sygeplejersker, assistenter, pædagoger mv.

Min bedste ven ringede to gange i dag. Den første gang var jeg for opgivende og træt til at tale med ham, men anden gang en fra personalet kom og bankede på døren, måtte jeg tage telefonen. At tale med ham var bedre end nogen form for lykkepiller. Han var den eneste der kunne få mig til at genvinde håbet og troen på en tålelig fremtid. Mens jeg sad og talte med ham, sad en matrone fra plejepersonalet tæt ved og holdt øje med mig. Hendes selvtilfredshed var ligefrem proportionel med hendes kropsvægt, hun var meget selvhøjtidelig og smilte aldrig.

Hver gang jeg talte med en psykiater gik klappen ned og alle mine velforberedte argumenter forduftede som dug for solen. Det med at ”klappen gik ned” var et velkendt fænomen for de fleste der havde været oppe til en svær eksamen eller køreprøve, men i Gitte Ahles og Mette Brandt Christensens verden var det tegn på negative symptomer eller tankemylder, altså psykose. Det var en ubeskriveligt frustrerende situation at befinde sig i; uanset hvad jeg sagde, var det tegn på psykose og var jeg tavs, var jeg mistroisk, mistænksom, garderet og paranoid – altså psykotisk!

Hvis jeg havde begået noget kriminelt, var det netop en følge af psykiaternes overgreb.

Hvis jeg havde begået noget kriminelt, var det netop en følge af psykiaternes overgreb, og kun det. Tænk at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen kunne være så dumme at tro at flere overgreb, såsom tvangsbehandling, så ville medføre at jeg lod være med at begå kriminalitet.

Hvis man skulle være sikker på at jeg ikke så meget som gik over for rødt eller cyklede uden lys på, skulle man netop lade være med at tvangsmedicinere mig. Logik for burhøns, men ikke for de fritgående høns, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchefen var. De to hystader havde kun fået oplyst en brøkdel af sagens detaljer, hvilket tydeligt skinnede igennem under mine samtaler med dem.

En pårørende, der havde oplevet både forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen, og jeg, diskuterede hvem, der var mest nedladende og ubehagelig. Min pårørende mente at klinikchef Anne Mette Brandt Christensen trods alt var den værste af de to, og efter at have tænkt mig lidt om, måtte jeg give ham ret.

Sultestrejke dag 2

Vågnede kl. 05.27 og var svedende med hjertebanken. Lå og lyttede et stykke tid, hvorefter jeg faldt i søvn igen. Jeg deltog ikke i morgenmaden eller i morgenmødet, sov videre et stykke tid og blev vækket på ny, da Stine fra plejepersonalet kom ind på mit værelse. Hun spurgte hvorfor jeg ikke spiste morgenmad, for det plejede jeg jo. Jeg svarede, at jeg ikke ville deltage i psykiatriens overgreb.

Jeg mente ikke at tiden var til at forklare Stine mine bevæggrunde og hun ville formentligt bare misforstå mig. Alt hvad der kunne misforstås, blev misforstået. Lå i sengen og lyttede til radioen, hvor der blev spillet et program om folk, der troede på ånder, mødtes hver uge og lyttede til deres afdøde pårørende der manifesterede sig som talende ånder. Nu ville gruppen så registreres som et trossamfund. Det var tragikomisk.

Jeg var psykotisk ifølge psykiaterne...men det var tosser, der hørte ånder altså tilsyneladende ikke.

Jeg var psykotisk ifølge psykiaterne forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen, men det var tosser, der hørte ånder altså tilsyneladende ikke. Sulten var graverende og nagende, men det ville snart gå over. Jeg tænkte på, hvordan personalet ville opfatte min i realiteten sultestrejke. Der var nok en reel fare for at de ville misforstå det som et eller andet udslag af psykose, og ikke, som det var, en klar afstandstagen fra flere overgreb.

Jeg måtte imødegå personalets fejlopfattelse, eller potentielle fejlopfattelse, ved at beskrive hvordan jeg havde det, ærligt og uden filter: Jeg hørte og havde aldrig hørt stemmer, eller andet der ikke havde rod i virkeligheden, for den sags skyld. Jeg så heller ikke noget andre ikke kunne se, altså synshallucinationer, og ligesom det var tilfældet med hørehallucinationer, havde det heller aldrig været tilfældet. Hver gang jeg talte med andre mennesker, især dem, der kendte mig, blev jeg realitetstestet og bestod hver gang.

”Realitetstestning” var et lidt mærkeligt begreb, men det betød blot at man afspejlede sin egen virkelighedsopfattelse i andres. Og var der kongruens eller overensstemmelse mellem de to opfattelser, var man ikke psykotisk. Endvidere havde jeg ingen vrangforestillinger, altså rigide og ukorrigerbare ideer eller opfattelser der ikke havde rod eller afsæt i virkeligheden.

Jeg var heller ikke nedtrykt eller sultede mig for at dø, men alene som en protest mod...tvangsmedicinering.

Jeg var heller ikke nedtrykt eller sultede mig for at dø, men alene som en protest mod det overgreb som tvangsmedicinering var. Måtte jeg så dø i processen, måtte det være således. Jeg var nu helt afklaret, det var ikke et holdningsskift der var sket ”over night”, men en proces, jeg havde gennemgået gennem de foregående to et halvt år.

Hvilke sanktioner kunne jeg forvente, som følge af min sultestrejke? De kunne ”skærme” mig på min stue, hvis de ville, men jeg holdt mig i forvejen på stuen, så det ville være lidt omsonst. De ville sikkert gå efter at fratage mig det, jeg holdt mest af i deres perfiditet, og det ville så være at fratage mig mine såkaldte niveauer, så jeg ikke kunne vægttræne.

Ærgerligt for dem, for det var noget, jeg var forberedt på og accepterede. Faktisk ville jeg komme dem i forkøbet og undlade at deltage, selv hvis jeg måtte. Dernæst kunne de nægte mig besøg og telefonsamtaler. Det ville straks være værre, men på ingen måde nogen katastrofe. Formentlig ville de til at begynde med tro, at jeg opførte mig som et genstridigt, vrangvilligt eller trodsigt barn.

Efterhånden ville det gå op for dem at jeg mente det. Dernæst ville man begynde at overveje hvordan man kunne tvinge mig til at indtage ernæring. Det kunne ske ved at erklære mig sindssyg eller psykotisk. Det ville i teorien være et problem, for det var jeg ikke. Det ville dog ikke stoppe psykiaterne, der bare kunne skrive frasen ”samlet set psykotisk”. Derved slap man for at begrunde tvangen. Idioterne ville sikkert fejlagtigt konkludere at jeg led af negative symptomer, fordi jeg sultestrejkede, og ikke at det var en bevidst handling, som et apsykotisk menneske havde iværksat. Men det måtte jeg bare risikere.

Margit og Stine kom ind på stuen med de breve som socialrådgiveren skulle bruge underskrifter på. Kl. 13.00 kom psykologen Stine ind på stuen, da hun skulle lave en spørgeskemaundersøgelse som Region Hovedstaden skulle bruge. Hun skulle i virkeligheden have været der i går, men det havde hun altså glemt. Jeg forklarede hende, at så længe hun mente, at jeg var psykotisk og skulle tvangsbehandles med antipsykotika, ville jeg ikke deltage i noget som helst. Det var egentligt en god samtale, og for en gangs skyld fik jeg lov til at tale ud.

Nu havde jeg efterhånden sultet i 30 timer, og sulten var allestedsværende i min bevidsthed. P1 i radioen og bøger hjalp mig med at distrahere mine tanker om hvor sulten jeg var. Med det lave blodsukker var det lidt sværere at koncentrere mig, og mine hænder rystede mens maven rumlede.

Det var spild af tid og kræfter at forklare min situation over for plejepersonalet, de havde hverken faglighed eller moral, endsige mod nok til at sige fra. Det var ikke meget jeg kunne garantere, men én ting lå helt fast: Hvis man tvangsbehandlede mig med antipsykotika, fordi man derved troede at jeg ikke ville begå kriminalitet, så ville jeg med garanti blive hard core kriminel. Så var mit had til de fagligt og moralsk underlødige psykiatere være fuldt ud berettiget. At sætte mig i en situation, hvor jeg var i overhængende fare for overgreb, var ubeskrivelig urimelig og uhørt.

Det var alt sammen ligegyldigt, for den umenneskelighed, fornedrelse og psykiske tortur, jeg havde været udsat for i over to et halvt år, skulle stoppe nu.

Kl. 19.15 var jeg begyndt at blive svimmel, og hovedpinen, som jeg havde haft hele dagen, var begyndt at blive værre. Min krop skulle sikkert bare omstilles til at forbrænde fedt og aminosyrer. Det var alt sammen ligegyldigt, for den umenneskelighed, fornedrelse og psykiske tortur, jeg havde været udsat for i over to et halvt år, skulle stoppe nu. Selv på lavpunktet i min tilværelse – indtil videre – var jeg stadig mentalt stærkere end de fleste.

Sulten, fornedrelsen, ydmygelsen og truslen om nærstående overgreb galvaniserede mig. Jeg vidste præcis hvad jeg gjorde og hvilke konsekvenser mine handlinger havde. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen var ude på dybt vand. Det var lidt søgt at sammenligne især forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab med en nazist, men hendes magtmisbrug kvalificerede hende til sammenligning med STASI. Det var ikke svært for mig at forestille mig hende i uniform med en ridepisk, som den sadist hun tilsyneladende var. Jeg nåede at læse hele bogen ”Min jiddishe far – og jeg”, på 190 sider, af Lui Beiling.

Faren ved sultestrejke

Når man sultestrejkede var det vigtigt at man var ekstrem påpasselig i alt hvad man foretog sig. Psykiaterne ville straks sætte lighedstegn mellem psykose og sultestrejke, da det som følge af mangel på empati, var umuligt for dem at forstå at jeg ikke ville finde mig i flere overgreb og fornedrelser. Hvis man som psykiater skulle finde på noget for på papiret at begrunde sine overgreb, ville man givetvis påstå at sultestrejken alene skyldtes negative symptomer eller måske frygt for at blive forgiftet, altså en paranoid eller persekutorisk vrangforestilling. Men altså, som et modsvar til psykiaternes pseudo-argumenter måtte man i alle henseender demonstrere det modsatte af hvad de påstod.

For at demonstrere at man ikke havde negative symptomer, skulle der være pinligt rent på stuen.

For at demonstrere at man ikke havde negative symptomer, skulle der være pinligt rent på stuen. Alt tøj skulle ligge pænt sammenfoldet i reolen, sengen skulle være redt, bøgerne skulle stå pænt og intet måtte være henkastet. Der skulle luftes ud og gardinerne være trukket fra. Man skulle være præsentabel i tøj og udseende, man skulle tage bad og børste tænder.

Sulten var ikke så enerverende længere, og jeg havde sovet uafbrudt næsten hele natten, kun afbrudt af nattevagtens ”sikkerhedsrunde” kl. 6.00. Min medpatient “M” bankede på min dør om formiddagen og jeg lukkede ham ind, selvom jeg jo ikke måtte for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Han fortalte at han var bekymret for mig, for jeg havde ikke spist i to dage. Han spurgte om han skulle hente mad til mig, men jeg måtte afslå.

Jeg ville ikke give personalet anledning til at tro at jeg snød og enten spiste mad som var bibragt af mine medpatienter eller selv listede ud og spise. Samtidig demonstrerede jeg også at jeg ikke havde brug for fællesskab, selvom jeg selvfølgelig foretrak det og selv om at det kunne mistolkes som et negativt symptom. Men i det mindste kunne forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke bruge ”afskærmning på stuen” som sanktion. Måske troede plejepersonalet at jeg forsøgte at appellere til deres sympati eller medlidenhed, men så tog de fejl. Jeg var grundlæggende bedøvende ligeglad med hvad de syntes og mente.

Jeg savnede selskab med de andre patienter.

Nu var det blevet eftermiddag og det var ikke til at sige hvad der var værst, sulten eller kedsomheden. Jeg savnede selskab med de andre patienter og jeg overvejede et kort øjeblik at lade døren stå på klem, men kom hurtigt bort fra den ide, da det signalerede svaghed og kunne få plejepersonalet til at tro at jeg snød. Denne betragtning ville sikkert i idioternes ører lyde som paranoia, men det var betragtninger der ikke var private for mig, altså ikke privat logik.

Hovedpinen var heldigvis væk, men der var i stedet tiltrådt føleforstyrrelser i hænderne. Psykiaterne, ville med garanti nu påstå at jeg i hvert fald som følge af sultestrejken var psykotisk. Min afstandstagen over for overgreb var primitiv, men det var psykiaternes tankegang også.

Nu handlede det bare om hvem der var stærkest.

Nu handlede det bare om hvem der var stærkest, og det var jeg. Jeg havde håbet på besøg af min bedste ven “L”, men han dukkede desværre ikke op i går kl. 14.00. Omvendt havde personalet skrevet et spørgsmålstegn ud fra aftalen i kalenderen. Det var dog ikke afgørende for min beslutning om at sulte. Jeg havde for længst mistet alt håb.

Jeg havde for længst mistet alt håb.

”T” bankede på døren og spurgte om jeg ville bestille noget. Måske tænkte han på mad, men jeg valgte udelukkende at bestille en Cola Zero, som jeg plejede at gøre. Der var stort set ingen kalorier i, så det var acceptabelt. Jeg kunne hen ad aftenen godt mærke at jeg var fysisk påvirket af sulten med lettere svimmelhed, hæshed og svag i benene. Hvad mon de andre syntes om min sultestrejke?

De fleste syntes med sikkerhed at det var latterligt og pinligt. Men kun hvis jeg ikke havde viljestyrke til at fortsætte. Nu kunne forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen snart ikke røre mig længere. Jeg ville under ingen omstændigheder finde mig i flere fornedrelser og overgreb.

Den Cola Zero jeg havde bestilt og nu drak, var skøn. Det handlede om at få kroppen til at mobilisere glykogendepoterne i de muskler, jeg i den foregående måned havde opbygget. Min sult ophørte efter indtagelse af sodavanden, måske som følge af udvidelse af mavesækken. Jeg fik afleveret et håndskrevet brev til personalet, jeg havde skrevet dagen forinden, der beskrev rationalet for min sultestrejke.

Brev til psykiater Mette Brandt Christensen

Berigtigelse af falsk indtryk

For at modvirke fejlopfattelsen af at jeg skulle lide af kognitive eller negative symptomer, var det nødvendigt at føre mig frem på fredagsmødet. Det var noget som personalet tog meget alvorligt, og der var både en ordstyrer, som var afdelingssygeplejersken, og en referent. Det var perfekt, for så blev mine fremførte forslag noteret. Jeg fremførte følgende punkter til mødet:

1. Som selvudnævnt formand for afdeling Q81s litteraturudvalg, vil jeg gerne slå et slag for muligheden for at låne bøger på biblioteket.

2. Den Playstation der står i aktivitetsrummet, er i udu – hvad er status?

3. Kan der fremskaffes en DVD-afspiller med HDMI-stik til TV’et?

4. Det blev nævnt at der kan forefindes Kettlebells – er det korrekt, og kan de i givet fald inkorporeres i styrketræningen?

5. Siden sidst: Michelle fra aktivitetsteamet har fremskaffet træningselastikker.

Jeg var nærmest ekstatisk efter dagens positive oplevelser. Først fik jeg deltaget i styrketræningen. Dernæst fik jeg besøg af min bedste ven, "L", som havde købt en masse slik, sodavand og magasiner til mig. Dernæst ringede min anden bedste ven, "J", som jeg ikke havde talt med i et halvt år, og vi aftaltes at mødes dagen efter.

Samtale med vener

Det blev efterfulgt af min tredje bedste ven, "B", som ringede fra Irland, og på medhør havde "C", som jeg også havde en længere samtale med. Det hele blev afrundet af, at jeg fik gået de sædvanlige 10.000 skridt. Hver gang jeg fik besøg, sad der et af plejepersonalet i en blød stol, der stod lige uden for døren.

Om personalets skjulte observationer

Det var egentligt "P", der med vanlig skarp iagttagelsesevne havde observeret det. "P" var blevet fængslet i varetægtssurrogat for en forbrydelse, han ikke havde begået, og efter fem en halv måned blev han frikendt. Takket være den falske anklage, mistede han dog næsten alt, herunder sit job, og fik ar på sjælen. Det havde været modbydeligt at overvære, selvfølgelig aller værst for "P" og hans familie. På den lukkede psykiatriske afdeling hvor han sad, havde intet været at lave, og derfor havde han dag ud og dag ind blot siddet og observeret personalets adfærd. Han havde eksempelvist set, at personalet hver gang nogen smed et stykke papir ud, gik hen og samlede det op fra skraldespanden, måske havde patienten skrevet et afskedsbrev.

Det var ikke noget, jeg havde observeret personalet på min afdeling gøre, men det var da interessant at høre. Han anbefalede, at jeg sørgede for at rive alt papir i småstykker, før jeg kasserede det. Jeg fortalte at det var noget, jeg absolut skulle være opmærksom på, men at det ville give indtryk af, at jeg var paranoid, hvis jeg stod og rev papir i stykker, og det ville med sikkerhed tiltrække sig personalets opmærksomhed. I stedet for skulle jeg i givet fald skylle papiret ud i toilettet, hvis der da var noget, jeg havde behov for at skjule, men det var der sådan set ikke, tværdigmod.

Efter sultestrejken

Nu var det vigtigt at demonstrere at sultestrejken ikke var et tegn på psykopatologi, og måden at gøre det på var blot at fortsætte som intet var hændt, altså stå tidligt op, deltage i det død syge morgenmøde, læse avisen, gå tur på løbebåndet osv. På vejen ned til spisestuen om morgenen sørgede jeg naturligvis for at sige god morgen til personalet der sad og snakkede og drak kaffe i personalestuen, bare for at skære ud i pap at jeg var tilbage.

Det var vigtigt at genopbygge glykogendepoterne i den tværstribede skeletmuskulatur, og måden at gøre det på var ved styrketræning. Jeg havde restitueret fint siden sultestrejken og havde energi til dagens træningssession, som stod på en sammensætning af bryst – og bicepsøvelser. Jeg trænede sammen med mine faste træningsmakkere, “J” og “M”, og det hjalp gevaldigt på motivationen. Mens vi trænede sad aktivitetsmedarbejder “M” og holdt øje med os, idet der naturligvis altid skulle være en personale til stede, hvor patienterne færdedes.

Jeg spøgte med at hun skam også trænede, nemlig ”yoga for offentlige ansatte”, som bestod i at sidde i en blød stil så længe som muligt med et fast greb om en bærbar computer, mens man undertrykte trangen til at rejse sig. For ikke at dehydrere under strabadserne var det vigtigt at drikke tilstrækkeligt med kaffe. Heldigvis forstod hun at det var humor og venligt ment. Jeg selv var veltilpas både under og efter træningen.

Forholdsregler inden for psykiatrien

Overordnet set var der én regel, der determinerede alle andre regler, når det galt om at overleve i psykiatrien: at kæmpe imod alle sygeliggørende tiltag med næb og klør. Selv om det var fristende at give sig lidt, og være pragmatisk, så var det en misforståelse, for alt blev skrevet ned og husket.

Hvis man gav en psykiater sin lillefinger, tog vedkommende hele armen.

Hvis man gav en psykiater sin lillefinger, tog vedkommende hele armen. Det var kutyme for psykiateren at lede efter et hvert tegn på psykopatologi når vedkommende læste i læge- eller sygeplejejournalen, og alt der kunne misforstås, blev misforstået. Man skulle tænke langsigtet, også selv om enkelte tiltag måske ville være et tilbageskridt på kort sigt. Alt inden for psykiatrien var én lang glidebane.

Man skulle være perfekt til alle tider. Hvis man eksempelvis accepterede en frivillig indlæggelse, kunne psykiateren til alle tider tvangstilbageholde en. Det var oven i købet let at gøre rent proceduremæssigt. Langt sværere var det at tvangsindlægge en. Det skulle man altid have i baghovedet når psykiateren fortalte at man da bare kunne lade sig indlægge og overnatte, kun for en enkelt nat. Om man så kun accepterede frivillig indlæggelse i fem minutter, så åbnede man op for muligheden for tvang.

Mindst lige så vigtigt, som at kæmpe imod alle sygeliggørende tiltag, var det at få mobiliseret ens sociale netværk.

Mindst lige så vigtigt, som at kæmpe imod alle sygeliggørende tiltag, var det at få mobiliseret ens sociale netværk. Hvis man ikke havde pårørende eller der var dårlig kontakt med dem man havde, måtte man om nødvendigt bestikke fremmede til at udgive sig for pårørende. Selv om det lød åndssvag, så var det ikke desto mindre rigtigt.

Der kunne skrives meget om, hvordan man som en raskt og ikke-sindssygt menneske uforvarende i ens adfærd kunne give indtryk af, at man var psykotisk; eksempelvis havde jeg engang hørt at nogle skizofrene havde det med at høre meget høj musik, enten med eller uden høretelefoner på. Det gjorde de efter signende, for at overdøve stemmerne. Det med den høje musik var et vigtigt fænomen, som det for alt i verden gik ud på at undgå. Derfor var radioen altid skruet ned, og selv om jeg havde et par gode høretelefoner, var jeg meget varsom med at bruge dem.

Plejepersonalets overvågning og restriktioner

Dette emne skulle man være yderst varsom med at skrive om, for på den ene side var det indbegrebet af paranoia, på den anden side var det et banalt faktum at personalets fineste opgave var at observere, altså overvåge, patienterne. Hvis der blev observeret det, man kunne kalde anstødig opførsel, blev der grebet ind.

Som "Hergé" ved flere lejligheder demonstrerede, så var der forskellige emner, der var forbudte at diskutere. Og gjorde man det alligevel var det ensbetydende med sanktioner i form af ”afskærmning på stuen”, som var det samme som at sige til et genstridigt barn at det skulle gå ind på sit værelse. Sjovt nok var de forbudte emner netop dem, der interesserede patienterne allermest, nemlig ens dom, konsekvenserne heraf, psykiatrien, de ansatte, ens medicin, stoffer og sygdom.

Forbudte samtaleemner

Der var stort set et personale til stede konstant hvor der var patienter. De lyttede til hvad man sagde, og jævnført "Hergés" reaktion, greb de hurtigt ind. De observerede også ens adfærd og en indgriben var resultatet hvis man trådte over stregen. Det blev eksemplificeret ved "Zebo" der konstant var grænsesøgende overfor medpatienter og personale, sad med fødderne oppe på bordet, sov i sofaen og skiftede formålsløst rundt i kanalerne på TV’et.

Selv om personalet ofte prøvede at korrigere ham, var det nyttesløst og hurtigt opgav man at irettesætte ham. Det tydede på at selv om personalet var emsige, var de også magelige og dovne. Alene fordi "Zebo" udstillede personalets hykleri, måtte jeg respektere ham.

Personalets dobbeltmoral kom til udtryk ved at de gerne måtte diskutere hvad som helst, og ofte også gjorde det. Også hér var den mandlige social- og sundhedsassistent "Hergé" fremme i skoene, og han udbasunerede tit sin holdning i TV-stuen, for eksempelvis når ham kommenterede TV-avisen i stærkt kritiske vendinger.

Han udslyngede sine kommenterer ud i rummet, uden at de var adresserede til nogen bestemt modtager. Vi patienter var lidt pinligt til mode over det, og jeg følte at jeg var tvunget til at sige noget. Her galt det på den ene side at give "Hergé" ret i hans politiske synspunkter, på en anden side måtte man ikke gøre det så åbenlyst, at han kunne regne ud at man manipulerede med ham.

Initiativ var noget, der var godt at tage, både overfor medpatienterne og overfor personalet. Hvis man iværksatte noget med sine medpatienter, blev det lagt mærke til af personalet. Over for personalet var det eksempelvis hygiejniske tiltag, som man skulle sørge for skulle italesættes og illustreres. For eksempel var det ikke sikkert at man barberede sig hver eneste dag, men alligevel skulle man alligevel helst så ofte som muligt bede personalet om at få udleveret sin barbermaskine, eller skraber og barberskum.

Exceltyrani

Alt blev noteret, og det var det vigtigste for det "Exceltyrani" der som så mange steder herskede inden for sundhedsvæsenet. Om man rent faktisk anvendte barbergrejet, spillede en mindre rolle. Det samme var tilfældet med tøjvask, som også gerne skulle ske så ofte, man kunne slippe af sted med det.

Brev til psykiater Gitte Ahle

1. Hvis man er i tvivl om hvordan man skal håndtere en psykiater, så er en god tommelfingerregel, at man skal sige og gøre det præcis modsatte af hvad psykiateren synes og forventer. Det er en meget primitiv form for "omvendt psykologi", men den lader til at virke - både på kort og lang sigt. Psykiaterne praktiserer professionel smagsdommeri, og selv om de lever i en bobbel, så tror de at de er altings målestok, og repræsenterer hvad der er normal og rask adfærd.

Problemet er naturligvis at offentlige myndigheder faktisk tror på hvad en psykiater skriver og siger, fordi det er mageligt og fordi psykiaterens gloser lyder sofistikerede. Et andet konkret eksempel er, at hvis en psykiater påstår at man på forunderlig, nærmest overnaturlig vis, bliver psykotisk alene ved at italesætte at psykiateren mener man er psykotisk - ja, så gæler det om at italesætte psykiaterens vrøvl om, at han eller hun mener, man er psykotisk mest muligt.

Det vil typisk medføre, at psykiateren, der ikke er i stand til at forklare, hvordan den påståede psykose kommer til udtryk, så vil påstå at man er "persevererende", altså hele tiden vender tilbage til samme emne, hvilket naturligvis også er et psykotegn. Sådan dækker psykiateren sig ind på alle måder, og forbryder sig dermed ikke kun mod sit fag, men også mod almindelig sund fornuft.

Jeg vågnede kl. 03.16 af et mareridt, som jeg heldigvis hurtigt glemte igen, hvorefter jeg på ny faldt i søvn og vågnede af mig selv i perfekt tid, få minutter før morgenmaden. I dag stod den igen på badminton, styrketræning og fodbold. Jeg fik korrekturlæst og udprintet mit brev til lægesamtalen, som til min store lettelse blev udskudt til i morgen.

Psykiaterens mulige strategier

Det betød en kortvarig eskapisme, dagen fremstod en smule smukkere, og stressniveauet dalede betydeligt. Jeg fik talt med "B" og "C", som ringede efter de var vel hjemme efter at have spillet musik i Irland. Det var meget opløftende at høre deres stemmer, og at blive behandlet som et rigtigt, raskt menneske, hvilket jeg jo også var. Jeg var desuden godt på vej i min påtvungne transition fra introvert til ekstrovert. Det var simpelthen nødvendigt hele tiden at være udadvendt, smilende og udstråle godt humør, selvom det var et helvede at være på Q81. Jeg sad og spekulerede på, hvordan psykiateren ville reagere på mit brev. Hun ville sikkert vælge én af nedenstående strategier:

1. Kategorisk benægte at jeg var apsykotisk, anvende tvang og dermed begå overgreb, og så håbe på at jeg ville blive så passiv, tanketom og apatisk af behandlingen, at jeg ikke ville være i stand til at brokke mig, skrive en bog eller delagtiggøre pressen i mine oplevelser. Det var en ”all or nothing” tilgang. Faktisk den præcis modsatte tilgang af min.
2. Trække i land, men for ikke at tabe ansigt helt, så finde en alternativ fejldiagnose, og helst én, som man kunne behandle med antipsykotika. Derved kunne man bedre undskylde sig med, at selv om man havde taget fejl, så var det et hændeligt uheld, og alt hvad jeg havde oplevet af overgreb og fornedrelser, var alligevel min egen skyld.

Tilsvarende var min tilgang den modsatte af 1., eller min version af 2., hvor jeg skulle være pragmatisk, og vi skulle ”mødes på midten”, så at sige. Men hvilken sygdom eller personlighedsforstyrrelse, var i så fald mest “acceptabel”? Endelig var der en slags tredje vej, hvor jeg måtte forklare min opførsel med, at jeg havde været fuld eller stofpåvirket.

Så ville jeg blive rubriceret som narkoman og misbruger, men det var vel alt andet lige at foretrække, frem for psykosediagnosen. Endelig var der en fjerde mulighed, der til gengæld var den for mig mest krævende og arbejdsintensive: Jeg var nødt til på skrift at berette om, hvilke modbydeligheder, fejldiagnosen havde afstedkommet, så selv den mest vrangvillige psykiater ville blive tvunget til at erkende at min reaktion, hvis ikke juridisk acceptabel, så dog var indfølelig, altså forståelig, de sidste års hændelser taget i betragtning.

For at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kunne undgå at tabe ansigt, ville hun måske være den, der først blev nødt til at erkende, at jeg ikke var psykotisk. Alternativt kunne man overflytte mig til en anden afdeling, og overlade nederlaget til psykiaterne dér [hvilket som bekendt delvist skete]. Ja, der var mange muligheder, de kunne bruge frem for at udføre deres arbejde. Mens jeg sad og skrev på afdeling Q81s eneste PC, der var gammel, ikke havde netadgang, og var mere eller mindre defekt, lyttede jeg til Johnny Cash, der i nummeret ”God’s Gonna Cut You Down”, sang en tekst, der vandt genklang hos mig:

”You can run on for a long time

Run on for a long time

Run on for a long time

Sooner or later god’s gonna cut you down

Sooner or later god’s gonna cut you down

Go tell that long tounge lier

Go on tell that midnight writher

Go on tell that rambler

The gambler

Tell that god’s gonna cut them down

Tell that gods gonna cut them down

Working in the dark against your fellow man

But as sure as god made black and white

What’s done in the dark will be brought in the light

You can run on for a long time

Run on for a long time

Run on for a long time

Sooner or later god’s gonna cut you down

Sooner or god’s gonna cut you down”

Der var sikkert mange måder at tolke sangen på, fra hvad Johnny Cash selv havde ment, til ens egen version. Jeg opfattede sangen, som om at alle fordækte personer, der svindlede og opførte sig amoralsk, alle som én, ultimativt ville blive dømt og straffen eksekveret, hvis ikke på jorden så i det hinsides.

Jeg kunne især godt lide sætningen: ”What’s done in the dark will be brought in the light”, som jeg kunne applicere på Styrelsen for Patientsikkerheds perfide sagsbehandling, der uomgørligt ødelagde mennesker og familier, og som politikerne og den brede offentlighed ikke anede noget om. Men det skulle jeg nok sørge for at få ændret på. Det mindede mig om et citat, hvis ophavsmand jeg ikke kunne erindre, som lød: ”Sunlight is the best disinfectant”.

Forhold der ikke tjente dagens lys var noget, journalister typisk tog sig af, og til alt held var min bedste ven journalist. Jeg havde jo tænkt en del over, om det var så primitivt at politikerne og sygehusvæsenet kun rettede ind, og ændrede skandaløse forhold, hvis pressen havde bragt et givent emne op, og min konklusion var, at det slet ikke var umuligt, at det forholdt sig sådan.

Jeg var yderst påpasselig med at sige det til nogen inden for psykiatrien, for hvad der var af eksistentiel betydning for mig, ville blive fejltolket bevidst eller ubevidst som kværulanteri. Men der var en forskel på en kværulant og jeg; førstnævnte yndede gerne at brokke sig højlydt over småting, der var ligegyldige i andre menneskers optik, men for mig var det nærmest et spørgsmål om liv eller død, og jeg var ikke i tvivl om, at det var noget, man kunne få andre til at forstå.

Det havde aldrig været min hensigt at delagtiggøre andre, end mine bedste venner, i min modbydelige og håbløse situation, men uanset hvad jeg gjorde, hjalp det ikke, og jeg havde forsøgt alt, endda op til flere gange.

Når man så var blevet desperat, ville man gøre hvad som helst, også at skandalisere sig selv.

Når man så var blevet desperat, ville man gøre hvad som helst, også at skandalisere sig selv. Det betød intet, og jeg var ligeglad, om jeg måtte flygte til udlandet, skifte navn og undergå plastikkirurgisk behandling om nødvendigt. Det var netop det, som psykiaterne mente var udtryk for sygdom, uden dog at kunne forklare det.

Den dag, jeg havde lægesamtale, var ekstra ulidelig. Det var, som at vente på at komme op i en alt afgørende eksamen, som man på forhånd vidste, man ville dumpe i. Ventetiden var ganske ulidelig, og jeg blev så stresset af at gå og vente i uvidenhed, at jeg fik forkølelsessår på både over- og underlæbe, hvilket jeg ikke kunne huske, jeg nogensinde havde fået tidligere.

I dag ventede og ventede jeg imidlertid, uden at den annoncerede lægesamtale blev afholdt. Både psykiater Johannes Krogh og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen var ellers på arbejde. Jeg vidste ikke, hvad årsagen til den manglende samtale var, men det var virkningen til gengæld: Det var psykisk nedbrydende, for det var ikke fordi, den ikke skulle blive afholdt, og derved blev pinen bare trukket ud. Dagen blev dog reddet af, at mine bedste venner henholdsvis besøgte og ringede til mig.

Brev til psykiater Gitte Ahle

Søvnløs af bekymring over tvang

I nat slog jeg en ny rekord, jeg antallet af gange jeg vågnede. Det skete både kl. 01.13, 03.21, 06.42 og til sidst 07.42. Ingen mareridt denne gang til gengæld. Jeg fik et godt råd af min bedste ven i går, som jeg havde tænkt en del over. Han så min stak af papirer, som jeg havde med ind i besøgslokalet. Jeg brugte dem til at skrive kladde, som jeg efterfølgende indskrev på computeren. Han sagde at jeg skulle passe på med, hvordan jeg lagde mine papirer på værelset, de måtte ikke ligge og flyde rundt omkring, således at jeg fremstod manisk og psykotisk. Jeg beroligede ham, og fortalte at det var godt set, at han havde en pointe, men at det var noget, jeg var klar over. Der eksisterede vist en lidelse der hed hypergrafi, hvor den ramte skrev usædvanligt meget og over alt.

Ingen uhindret adgang til journal

Jeg fik udlevet min aktindsigt fra Stine. Der var åbenbart tale om så sensitiv information, at jeg ikke måtte have det liggende på min stue, men det skulle være låst inde, når jeg ikke læste i materialet. Det var naturligvis noget pjat, for jeg havde naturligvis tænkt mig at offentliggøre det ved førstkommende lejlighed. Det vidste de inkompetente psykiatere naturligvis udmærket, så de havde sikkert sørget for at bedrive defensiv medicin, og taget alverdens forbehold. Men uanset hvilket sludder de havde skrevet, ville det stå i modstrid med virkeligheden¹, som jeg havde anført i min dagbog, altså en form for dobbelt bogføring eller snarere dobbelt journalføring.

Læsning

Jeg nåede i forbindelse med min aftengåtur på løbebåndet at læse bogen ”Decision Point” af George W. Bush færdig. Den fyldte 481 sider og var på engelsk. Det var ellers en rigtig god dag. Vi startede med badminton, efterfulgt af styrketræning og til sidst fodbold. Jeg lavede smoothie efterfølgende og spillede Call of Duty med “M” og “Dundee”. Jeg passerede klinikchef Anne Mette Brandt Christensen ude på gangen. Det var tydeligt at hun var bange for mig, og den frygt hun udstrålede, var mærkeligt nok så provokerende, at jeg faktisk fik lyst til at slå hende.

Angst avler aggression

Heldigvis var det ikke noget problem at beherske mig, men oplevelsen cementerede min lommefilosofiske teori om, at folk blev som man behandlede dem. Hvis man som jeg var blevet behandlet som et monster, så blev man også et monster. Det svarede måske lidt til, at man sagde at hunde, der kunne fornemme man var bange, blev aggressive. Noget måtte der være om det, for jeg havde hverken været hverken bange for mine medindsatte eller medindlagde, på trods af at der blandt dem var både drabs- og voldsmænd, og jeg havde ikke oplevet nogen som helst problemer på den front.

Om aftenen fik vi mad fra McDonald’s. Selv om det både var dyrt og ikke mættede, var det på en måde befriende. Det viste at vi havde udvist initiativ, og at det kunne lade sig gøre at få udført noget et sted, hvor det meste ellers var umuligt.

[1. Inden for rigtig lægevidenskab har man en anden fremgangsmåde, når ens diagnostiske overvejelser viser sig at være i modstrid med virkeligheden. Et simpelt eksempel kunne være følgende: En patient på akutmodtagelsen går upåvirket rundt på gangen, og vedkommendes elektrokardiogram er helt normal, men en enkelt blodprøve har vist, at patientens kaliumkoncentration er 7.

Alle medicinstuderende fra ihvertfald 7. semester, véd at det ikke er patienten den er gal med, men at det nok er blodprøven, som er fejlkilden. Måske er der gået for lang tid mellem udtagelsen og analysen, hvorfor de røde blodceller har nået at hæmolysere, altså springe og udløse de kaliumioner, der er i en høj koncentration inden i cellen. Måske har man staset (lukket for det venøse flow) patientens arm op rigtig længe, før man udtog prøven, eller også er apparatet fejlkalibreret eller regelret defekt?

Så kan man udtage en ny blodprøve, og gerne flere med et vist interval, som man analyserer, eller spørge sygeplejersken om maskinen har målt mærkelige værdier på andre patienter. Det forholder sig modsat i psykiatrien, hvor evigtgyldige fejldiagnoser ukritisk videreføres, og hvor man ikke retter ind efter virkeligheden, men desperat forsøger at få virkeligheden til at passe til ens fejlagtige hypotese, ved, eksempelvis som i mit tilfælde, at intimidere patienten til at acceptere en åbenlys forkert psykosediagnose.]

Jeg vågnede kun en enkelt gang, og først kl. 06.04. Den gode nyhed var at klinikchef Anne Mette Brandt Christensen ikke var på arbejde i dag, den dårlige nyhed var, at der absolut intet var at foretage sig. Vi var ude i haven to gange, hvor jeg først alene og siden hen sammen med “M”, gik adskillige runder. De eneste, der tilsyneladende havde det fint med at være indlagt på Q81, var hønsene. De hed egentlig noget andet, men jeg havde døbt dem efter klinikchef Anne Mette Brandt Christensen, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og Stine.

Senere på dagen stod den på læsegruppe, hvor der foruden de sædvanlige deltagere også var “S”. Teksten vi oplæse, handlede besynderligt nok om prostituerede, der arbejdede på et bordel. Først en incestuøs tekst, så en tekst om et bordel, så hvad mon det næste blev? Selv om det var lidt af en joke for mig at sidde og læse op af en tekst, nu jeg i al ydmyghed både var læge, havde forsket og undervist på universitetet, ved siden af medicinstudiet på Københavns Universitet, så var det absolut at foretrække frem for alternativet, som var ikke at foretage sig noget. Kedsomheden var enerverende.

Om psykiater Hans Henrik Ockelmann

Efter endt styrketræning, sad jeg og tænkte på, hvad dagen mon ville bringe af ubehageligheder. Jeg så psykiaterne Hans Henrik Ockelmann og Johannes Krogh på sygeplejekontoret, og “P” advarede mig, og sagde at førstnævnte var farlig. Selv om ordvalget måske ikke helt passede på Hans Henrik Ockelmann, vidste jeg hvad “P” mente.

Hans Henrik Ockelmann var almægtig, han kunne og ville tvangsbehandle mig, uden at der var en indikation for det, og uden at blinke [det skal dog retfærdighedsvist nævnes, at Hans Henrik Ockelmann, som var psykiater på naboafsnittet, og primært varetog min afdeling, når forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var syg, var venlig overfor mig, og nysgerrigt kom hen og spurgte hvad jeg læste, når jeg gik på løbebåndet.

Jeg erfarede at de af mine medindlagte, der var blevt (tvangs)behandlet af Hans Henrik Ockelmann enten elskede eller hadede Hans Henrik Ockelmann, som angivligt på et tidspunkt havde fået den ide at opstarte samtlige patienter på naboafsnittet på én gang, i den mest potente antipsykotiske medicin, der kunne opdrives, nemlig Clozapin.]. Forhåbentligt udskød de beslutningen om tvang til på mandag til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kom tilbage på arbejde.

Gitte Ahles antipati mod mig

Der var ingen tvivl om at hun nærede svær antipati imod mig [og omvendt], og at det påvirkede hendes dømmekraft. Derfor ville det være ekstra svært for hende, der habituelt var rethaverisk, at erkende at hun havde taget fejl, over for mig, men til gengæld kunne en henvendelse fra mine pårørende og mediere få hende til at erkende nederlaget, uden at tabe ansigt helt over for mig, idet hun så kunne undskylde sig med, at det kun havde været på grund af disse, at hun havde skiftet mening. Det ville sådan set være fint med mig, bare resultatet var at jeg slap for unødvendig tvang, det vil sige at overgreb.

Selv om meget på afdelingen kørte på skinner, var der stadig nogle helt banale ting der var umulige at få sat i gang, eksempelvis at få mulighed for at låne bøger. Jeg havde nu foreslået det på flere morgen- og fredagsmøder, og selv om man hver gang forsikrede mig om at det selvfølgeligt nok skulle ske, blev det aldrig til noget.

Andet var svært at få iværksat, men ikke helt umuligt. Det drejede sig som sådan noget, som at komme ud i haven. Man skulle tro, at en så fremragende mulighed for at få de svært bedøvede patienter til at røre sig, var noget man udnyttede fuldt ud, men det var langt fra tilfældet. Resultatet var naturligvis at de skadelige bivirkninger fra deres antipsykotiske medicin, såsom metabolisk syndrom og svær overvægt, på denne måde kunne ikke kunne modvirkes.

Snyd tilsynet

Hvordan snyder eller manipulerer man med Ombudsmandens tilsyn på ens retspsykiatriske afdeling? Før den tilsynshavende møder op, aftaler man med sin yndlingspatient, at vedkommende skal interviewes af den tilsynshavende. Man vælger besynderligt nok ikke én som jeg. Måske står ens yndlingspatient potientielt til at skulle opholde sig på afdelingen i rigtig lang tid? Måske er vedkommende udemærket klar over, at det han eller hun fortæller den tilsynsførende vil komme forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, for øre, og hun bestemmer varigheden af sin yndlingspatients ophold. Det er ret simpelt.

I dag bagte vi to varianter af koldhævede boller. Af alle de typer af bagværk vi havde bagt indtil videre, var bollerne det mest anvendelige.

Nu havde både min far og “L” afleveret deres breve om mig og min apsykotiske adfærd, to breve fra “B”, og dertil havde klinikchef Anne Mette Brandt Christensen fået mit andet brev til psykiaterne, som egentligt kom godt rundt om hele min situation, men mere overordnet og med fokus på at undgå en ikke-indiceret tvangsbehandling. Nu galt det om at gå i dybden med den falske tvangsindlæggelsesprotokol, mens jeg stadig havde chancen for at få det dokumenteret. Det var lidt en balancegang, og jeg skulle passe på ikke at fare for hurtigt frem. Udover det, måtte jeg igen minde overlæge Gitte Ahle om, hvilke lempelser jeg ønskede.

Fortsat ingen lægesamtale med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Jeg troede ikke at det var en bevidst handling for at stresse mig, men det var ikke desto mindre resultatet. Jeg havde ikke sovet meget om natten, jeg vågnede kl. 02.28 og var vågen i omkring to og en halv time. Forbandet være psykiatrien og forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

I mellemtiden huserede den overstadige psykolog Stine på afdelingen, men jeg undgik hende så godt jeg kunne. Et opkald fra min bedste ven gav mig fornyet styrke og indgød mig mod. Samtidig ringede "T", en anden af mine venner. Det var for vildt. Det kunne godt være at psykiaterne havde svigtet, og det i stor stil, men det havde mine venner ikke. Hellere det end omvendt.

Det kunne godt være at psykiaterne havde svigtet, og det i stor stil, men det havde mine venner ikke. Hellere det end omvendt.

Problemet med at min far ringede var at han konstant ville have svar, jeg ikke havde. Det var sikkert lige så frustrerende for mig som for ham. Det hele var absurd. Jeg talte med mine venner og bekendte, og fik besøg på daglig basis, og alle behandlede mig som de altid havde gjort, nemlig normalt og som et normalt menneske. Men omvendt stod jeg til at få tvangsmedicinering af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Plejepersonalet var som altid venlige, men det var jo totalt ligegyldigt hvor venlige ens bødler var

Plejepersonalet var som altid venlige, men det var jo totalt ligegyldigt hvor venlige ens bødler var. Hvorfor kritiserede de ikke den ignorante psykiater? Den eneste logiske forklaring måtte være at de var enige med hende, men det kunne umuligt bero på faglighed og deres observationer. “B” gav mig i øvrigt en god ide: at jeg kunne fungere som en rådgiver og bistandsværge for mennesker i samme situation som min.

Den mentale dovenskab rådede i psykiatrien inden for alle faggrupper.

Først på frivillig basis, siden måske som konsulent. Det vigtigste for mig var ikke at tjene penge, men at hjælpe mennesker i samme situation som min, så de ikke skulle gennemgå samme mareridt som jeg. Den mentale dovenskab rådede i psykiatrien inden for alle faggrupper, hvis man kunne slippe af sted med det, og det lod til at det kunne man.

Brev til retspsykiater Mette Brandt Christensen

Fortsat ingen lægesamtale med Gitte. Jeg troede ikke at det var en bevidst handling for at stresse mig, men det var ikke desto mindre resultatet. Jeg havde ikke sovet meget om natten, jeg vågnede kl. 02.28 og var vågen i omkring to og en halv time. Forbandet være psykiatrien og Gitte. I mellemtiden huserede den overstadige psykolog på afdelingen, men jeg undgik hende så godt jeg kunne. Et opkald fra min bedste ven gav mig fornyet styrke og indgød mig mod. Samtidig ringede T, en anden af mine venner. Det var for vildt. Det kunne godt være at psykiaterne havde svigtet, og det i stor stil, men det havde mine venner ikke.

Hellere det end omvendt. Problemet med at min far ringede var at han konstant ville have svar, jeg ikke havde. Det var sikkert lige så frustrerende for mig som for ham. Det hele var absurd. Jeg talte med mine venner og bekendte, og fik besøg på daglig basis, og alle behandlede mig som de altid havde gjort, nemlig normalt og som et normalt menneske. Men omvendt stod jeg til at få tvangsmedicinering af Gitte. Plejepersonalet var som altid venlige, men det var jo totalt ligegyldigt hvor venlige ens bødler var. Hvorfor kritiserede de ikke den ignorante psykiater? Den eneste logiske forklaring måtte være at de var enige med hende, men det kunne umuligt bero på faglighed og deres observationer.

B gav mig i øvrigt en god ide: at jeg kunne fungere som en rådgiver og bistandsværge for mennesker i samme situation som min. Først på frivillig basis, siden måske som konsulent. Det vigtigste for mig var ikke at tjene penge, men at hjælpe mennesker i samme situation som min, så de ikke skulle gennemgå samme mareridt som jeg. Den mentale dovenskab rådede i psykiatrien inden for alle faggrupper, hvis man kunne slippe af sted med

Vækket af sikkerhedsrunden

Jeg vågnede to gange i nat, første gang kl. 03.07 og anden gang kl. 05.59. Jeg registrerede også de to gange plejepersonalet kom ind på mit værelse, for at gå deres sikkerhedsrunde. Sjovt nok fortalte “Dundee” mig at han havde haft problemer med at sove, netop på grund af plejepersonalets “kadaverpsykiatri”, som manifesterede sig ved deres tåbelige runde.

Det var en meningsløs procedure, især fordi den blev udført på de samme tidspunkter hver dag og nat. Hvis man ville gøre noget fordækt, skulle man bare gøre det mellem ca. 23.00 og 02.30, mellem 04.00 og 05.30, eller mellem 06.30 og 07.45. Og så var man oven i købet så godt som 100 procent sikker på ikke at blive opdaget. Man kunne i virkeligheden indsnævre intervallerne, hvor man risikerede at blive opdaget.

Hvis man gik sikkerhedsrunden for at forhindre de indlagte i at begå selvskade, var den helt håbløs, for det tog ikke mere end 5 min at dø af iltmangel, en korrekt udført hængning var umiddelbar, det samme var selvmord ved stød fra strømudtaget, og hvis man sørgede for at overskære begge håndleds pulsårer, og sætte dem under den varme hane for at øge blodgennemstrømningen, tog det vel næppe over 30 min at dø af blodtabet.

Men hvis personalet troligt gik deres nyttesløse runde hver dag på de fastlagte tidspunkter, kunne en eller anden DJØF’er skrive et tal i et regneark og på den måde bestå afdelingens akkreditering. Det eneste gode ved den tåbelige runde var, at man i det mindste sikrede sig at personalet ikke sov i hvert fald kortvarigt to gange om natten.

Jeg havde opfanget at nogle af plejepersonalet også var begyndt at kalde bosnieren for ”Zebo”. De havde vist hørt at patienterne kaldte ham det, og de troede vist at det var et kælenavn. Det var det måske også, men hvis de vidste at zebo var et vulgært udtryk for det mandlige kønsorgan på arabisk, havde de måske undladt det.

Den psykiatriske overlæge turde simpelthen ikke at sidde i samme rum som jeg.

Gitte Ahles bodyguard

Det havde ikke været lægesamtale endnu. Det var stressende at sidde og vente, hvilket Gitte Ahle sikkert var ganske klar over. Jeg vidste at samtalen ville finde sted, for den lille bodybuilder, Johnny, var på arbejde i dag og tilmed min kontaktperson. Gitte Ahle turde simpelthen ikke at sidde i samme rum som jeg, med mindre der sad et bistert udseende mandfolk ved siden af hende. Når vi sad i samtalerummet, var placeringen ikke tilfældig.

Patienten skulle sidde længst væk fra døren, psykiateren tættest på den, adskilt fra patienten af et bord og den tiltagende person fra plejegruppen. Formålet ved ene og alene at i tilfældet af at patienten gik amok på psykiateren, kunne vedkommende hurtigt komme ud af lokalet.

Paranoide procedurer

I og med at jeg aldrig var gået amok på nogen som helst, var det provokerende at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var så paranoid at afdelingsbøllen skulle med til samtalen og sikkerhedsforanstaltningerne var skrappe. Det, som det hele gjaldt om, og som var lidt af en kunst var, at ignorere psykiaterens provokationer og slappe fuldstændig af. Ikke for sidstnævntes skyld, men for ens egen skyld.

En anekdote

Mens jeg ventede tænkte jeg på, hvad jeg skulle tale med “C” og “M” om, når de forhåbentlig kom på besøg senere på dagen. Hvordan skulle jeg på én og samme tid få dem overbevist om at jeg ikke var psykotisk, og undgå at fremstå netop sådan? Jeg måtte perspektivere min situation ved at fortælle dem en anekdote om en patient, jeg havde mødt på ved ud fra den lukkede afdeling på Psykiatrisk Center Frederiksberg, hvor jeg havde siddet fast vagt.

Patienten var en ældre dame, der høfligt, men med desperation i stemmen spurgte, om jeg ikke ville ringe efter hendes mand, så han kunne komme og få hende ud, for hun var slet ikke syg, men anbragt på afdelingen ved en fejl. Jeg kunne selvfølgelig ikke lukke hende ud, men oplevelsen gjorde stort indtryk på mig. Selv om det ikke var en teoretisk umulighed at det var korrekt, hvad hun havde sagt, var det nok mest sandsynligt at hun var dement. Mit eksempel illustrerede, hvordan manglende sygdomserkendelse tog sig ud.

Hovedtelefoner nu forbudt

Endnu et lavpunkt på afdelingen kom i dag, da afdelingssygeplejersken til fredagsmødet oplyste, at vi ikke måtte bære hovedtelefoner, fordi vi hele tiden skulle være kontaktbare og adlyde ordrer fra personalet. Så blev det ikke mere småligt. “Enestående” blev ved med at råbe ”Doktor Kjeld, Doktor Kjeld, Doktor Kjeld!” hver gang jeg passerede ham på gangen. Det var vist nok et spørgsmål om at få opmærksomhed.

Den overmedicinerede patient

“Enestående” sad stort set altid på gangen i en af de bløde stole, der stod der, og enten sang tyrkiske sange eller også stirrede stirrede han ud i luften, hvis han dog ikke var faldet i søvn. Som følge af massiv (over)medicinering var han svært overvægtig, udtalt inaktiv og deltog aldrig i aktiviteter. Måske var det hans måde at sige fra og gøre modstand på. Selv om han fremstod fjoget og useriøs, kunne han godt svare relevant, og gjorde vigtige og skarpe betragtninger.

Når vi sad sammen i TV-stuen, gjorde vi det ultimativt set altid på personalets præmisser, hvilket betød at hvis der var noget, de gerne ville se, skulle vi alle se det. Selv “M2” [der mig bekendt havde slået sin kone og børn ihjel, og forsøgt at begå selvmord], der havde fast vagt og som var inde på sin stue stort set hele tiden, blev hentet frem og sat i TV-stuen, så den faste vagt kunne se VM i håndbold og X-factor.

Forskellige typer personale

Margit fra personalegruppen opførte sig tåkrummende pinligt. Hun var overstadig og kom med den ene dumme kommentar efter den anden. En anden af personalet som også var – en smule – overstadig, var Jesper. Men til forskel fra Margit, var han intelligent, dedikeret og kærede sig oprigtigt om patienterne, og frem for at se TV, brugte han tiden til at føre dybe og lange samtaler med patienterne.

Brev til psykiater Gitte Ahle

Brev til psykiater Gitte Ahle

Jeg blev ensidigt reduceret i mine lykkepiller (”Venlafaxin”) den 29. januar 2019. Reduceringen var min ide, men hastigheden på den var ikke. Når man reducerede medicindosis så hurtigt, fik man såkaldte seponeringssymptomer, som var ubehagelige. I mit tilfælde var det svimmelhed og kvalme, der gjorde at jeg ikke havde lyst til at spise især morgenmad.

I så fik jeg naturligvis et mindre tilbagefald af min depression. Hvis der var et sted hvor alle mennesker havde brug for antidepressiv medicin, så var det på psykiatrisk afdeling. Men Gitte Ahle var benhård, og alt der kunne skade mig og gøre min tilværelse mere ulidelig fik hun iværksat. Den psykiatriske Ovelæge var både dømmende og udøvende magt.

I dag afleverede jeg en fuldmagt til Margit fra plejepersonalet om at "B" måtte få udleveret alle helbredsoplysninger om mig.

Jeg afleverede desuden nedenstående dokument til min kontaktperson:

“B” ringede mig op som sædvanligt. Han og “T” havde været på min sag som Rottweilere. “T” havde ringet tre dage i træk og endte med at tale med klinikchef Anne Mette Brandt Christensen. Denne forsikrede “T” om at der – til forskel fra hvad forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde skrevet og sagt – ikke skulle opstarte tvangsbehandling af mig.

Det, som Gitte Ahle havde sagt om, at mine pårørende ikke måtte sige noget til samtalen passede simpelthen ikke.

Det, som Gitte Ahle, havde sagt om, at mine pårørende ikke måtte sige noget til samtalen passede simpelthen ikke. Nu havde den magtarrogante overlæge brudt loven. Hun måtte ikke sige, at mine pårørende ikke måtte sige noget.

At “T” ikke måtte deltage i samtalen telefonisk, var vist heller ikke noget, der ikke måtte ske ifølge fortalte han. Alt det, var imidlertid ikke noget klinikchef Anne Mette Brandt Christensen var i stand til at oplyse “T” om, det havde været hospitalets advokat, der havde kontaktet “T”.

Det var fuldt ud at sammenligne med et mirakel.

Det var fuldt ud at sammenligne med et mirakel. “T” og især “B” havde reddet mit liv, bogstavligt talt. Det var vidunderligt, og hvordan skulle jeg nogensinde betale dem tilbage? “C” ringede til mig om aftenen. Hun var så sød. Hvor var det heldigt at jeg havde så vidunderlige venner.

Brev til retspsykiater Gitte Ahle

Jeg afleverede dette brev i dag til Margit:

"Jeg skal oplyse at mine pårørende optager samtalen den 5. februar 2019.

Kjeld, d. 1. februar 2019."

Kronik - Datasvindel

Nedenstående kronik skrev jeg i samarbejde med "B" og "C" i dagene op til samtalen den 5. februar 2019, hvor tvangen skulle varsles. Det var meningen at vi ville tage den i brug, når forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, startede sit planlagte overgreb på mig. Alene takket være "Bs" intervention, kom det gudskelov aldrig dertil.

Fragment af retspsykiater Gitte Ahles tvangsplan

"..træner, laver mad, spiller spil, ser tv og hygger dig med dem. Meget påfaldende begår du dig faktisk usædvanlig godt på en retspsykiatrisk afdeling, hvor du fuldstændig ubesværet lynhurtigt har tilpasset dig. Der er ingen påfaldende adfærd i det daglige udover dette, som er i sig selv er tankevækkende. Senest er det dog bemærket at du bestiller varer uden at have penge på kontoen og ikke kan finde ud af badmintonreglerne. Det betragter vi som et udtryk for, at du er stresset og presset, hvilket vi selvfølgelig har forståelse for - op mod samtalen om behandling med antipsykotisk medicin, som du jo er svært bekymret for."

Fragment af retspsykiater Gitte Ahles tvangsplan

"Ved sidste lægesamtale blev du bedt om at overveje, da du er uddannet læge, om der er et præparat indenfor denne gruppe lægemidler, som du foretrækker. Det vrængede du af. Du opfordres til at drøfte behandlingen med din bistandsværge.

Du vil under motivationsfasen få udleveret skriftligt materiale fra medicin.dk om effekt og bivirkninger af begge præparater. Vi vil også ved lægesamtale informere dig mundtligt omkring begge præparaters effekt og bivirkninger."

Ovenstående tekstpassager er fra det tre siders dokument, som retspsykiater Gitte Ahle udleverede til mig under samtalen. Jeg gemte dokumentet væk, læste det ikke og fandt det først frem den 2. juli 2024. Det gjorde så ondt at læse Gitte Ahles løgne og trusler på mit liv og helbred, at jeg ikke kunne holde ud at læse hele dokumentet, indtil videre kun ovenstående fragmenter og selv disse har jeg ikke læst i forbindelse med indsættelsen i teksten fordi det er så voldsomt traumatiserende for mig. Gitte Ahle misbrugte sin stilling og sit fag til at straffe mig med trusler med livsfarlig og uberettiget antipsykotika. Hun løj om at jeg skulle have været psykotisk og havde min ven ikke reddet mig, så var det lykkedes Gitte Ahle at aflive mig med medicin, jeg aldrig har haft behov for. For dette må og skal Gitte Ahle i fængsel. Gitte Ahle var og er og bliver aldrig læge. Hun er en skændsel for standen, et farligt og afskyeligt menneske.

Denne samtale var noget af det værste, jeg nogensinde har været udsat for

Efter at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, havde udsat mig for systematisk psykisk vold i måneder, var det som at blive skinhenrettet at skulle lytte til at Gitte Ahle, som den selvbestaltede dommer, hun troede hun var, sad og læste op af et papir, hvor hun havde skrevet det mest perfide og ulækre jeg endnu har hørt, og som hun afsluttede med at læse op hvordan hun med vold dagligt ville tvnagsmedicinere mig med invaliderende og livsfarlig medicin.

Der er ikke et andet ord for Gitte Ahles og Mette Brandt Christensens misbrug af deres fag, end tortur.

Jeg er ikke vred på hverken Gitte Ahle eller Anne Mette Brandt Christensen; de handlede skam i ond tro, men hende, der i højere grad end nogen anden ødelagde mit liv, og gav mig en dødsdom, var den praktiserende læge Camilla Elvekjær.

Når jeg har overskud til at skrive om dette møde i detaljer, skal jeg redegøre for hvordan Gitte Ahle op til mødet forsøgte at intimidere mig til at undlade at have en bisidder. Det var smart af hende, for hvis det var lykkedes og "B" ikke havde deltaget, havde hun de facto slået mig i hjel med antipsykotisk medicin. I retrospekt er det min opfattelse, at det var Anne Mette Brandt Christensen, der under mødet gav efter, og trak i land, da hun foreslog det sludder med at jeg kunne nøjes med samtaleterapi. Gitte Ahle, der var i sine følelsers vold, var parat til at gå all in. Derfor er hun i min optik langt mere kriminel end jeg nogensinde har været. Jeg har været desperat i fem år, Gitte Ahle gik bare på arbejde, og der stod intet på spil for hende.]

Dagen efter den mest modbydelige samtale jeg nogensinde har deltaget i, hvor agendaen startede med at være tvangsbehandling af mig, men som min ven “B” i løbet af samtalen fik ændret til samtaleterapi.

Jeg havde meget svært ved at falde i søvn, og da jeg endelig sov, vågnede jeg allerede efter et par timer, og efterfølgende vågnede jeg flere gange. Jeg sov endnu dårligere end normalt, og da jeg vågnede om morgenen var jeg udkørt og træt. Jeg var også mere nedtrykt end normalt, og jeg frygtede Gitte Ahles tilstedeværelse og at hun ville vende på en tallerken og alligevel igangsætte tvangsbehandlingen.

Jeg kom til at tænke på ”recovery mentoren”, “Panjabi MC” som havde været til stede på afdelingen dagen forinden. Han var en tidligere patient, som angiveligt var helbredt og nu arbejde på Q81, hvor han fremmødte to gange om ugen i dagtiden og var på afdelingen i fem timer. Man kunne bruge “Panjabi MC” til at spille kort eller terningespil med, men så heller ikke andet. Han var sympatisk og venlig, men lavede ikke dagens gode gerning.

Bag sig havde “Panjabi MC” et 14 år langt forløb i psykiatrien og retspsykiatrien, og han havde modtaget alskens behandlingsformer, herunder ECT og psykofarmakologisk behandling. Han havde udtalte bevægeforstyrrelser, hvilket bevirkede at han ikke kunne holde sine ben i ro og sad og trippede. Han skulle åbenbart fungere som et bindeled mellem patienterne og plejepersonalet, men ingen af patienterne ville imidlertid tale med ham, og han passede heller ikke ind i personalegruppen. Der var sikkert ingen grund til det, for “Panjabi MC” lod til at hygge sig meget godt, mens han sad og så TV, men jeg havde alligevel lidt ondt af ham, så jeg spurgte ham om han ikke ville spille kort med mig.

“Panjabi MC” kendte stort set ingen kortspil, så vi valgte at spille ”fisk”, som han vist nok havde lært engang. “Panjabi MC” kunne ikke finde ud af reglerne, selv om vi repeterede dem konstant. Han var ikke i stand til at lære spillet, og på et tidspunkt kunne vi ikke finde ud af hvorfor det sidste stik ikke var komplet. Det viste sig at “Panjabi MC” havde lavet et af sine stik bestående af tre ottere of én syver. Han kognitive færdigheder var med andre ord kompromitteret og dårligere end de fleste af mine medpatienters. Det var lidt sørgeligt. “Panjabi MC” opfattede vi hverken som ansat eller patient.

Lidt senere på dagen mens “Panjabi MC” og jeg sad alene i TV-stuen, sagde han til mig at hvis der var noget, jeg gerne ville snakke med ham om, så skulle jeg bare sige til, for hans situation var meget ligesom min. Jeg sagde at det skulle jeg nok gøre. I virkeligheden havde jeg mest lyst til at spørge ham, om han da også havde været læge og whistle blower, men jeg lod være. I modsætning til personalet mente “Panjabi MC” hvad han sagde i bedste mening, og der var ingen grund til at være arrogant.

Da vi spillede fodbold deltog en af patienterne fra naboafdelingen i kampen. Beklageligvis var en af disse ret dårligt fungerende. Selvom den ene af dem havde fået at vide at han skulle spille behersket, kunne han ikke styre sig selv og sparkede bolden med stor kraft hver gang hver gang han skulle skyde, hvilket resulterede i at bolden ramte mig hårdt i ansigtet, lige på næsen. Selv om det gjorde mig vred, måtte jeg for alt i verden beherske mig, hvilket da også lykkedes.

Efter kampen hørte ham blive irettesat af én af personalet [Det var "P", som jeg senere blev gode venner med. Ironisk nok fortalte han mig på R3 at han selv havde været udsat for næsten det samme, og da han råbte til den spiller som havde givet ham et knæ i ansigtet, var Gitte Ahle, passeret forbi, havde set optrinnet og givet “store A” skylden for det, hvilket førte til sanktioner i form af øgning af hans antipsykotiske medicin].

I mit sidste brev til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde jeg først tilbagevist hendes påstand om at jeg ikke kunne reglerne til badminton, og at det var et tegn på psykose, for så derefter at slette afsnittet igen. Det kom sig af en konkret afvejning mellem at jeg på den ene side ikke måtte være for detaljefikseret , og på den anden side at jeg måtte tilbagevise enhver fejlagtig påstand, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kom med.

Det var så latterlig en påstand, at jeg ikke gad tilbagevise den overfor overlægen. Men for en god ordens skyld skrev jeg følgende om badmintonreglerne:

Påstand 2. At jeg ikke kan finde ud af reglerne til badminton.

Ved en serv er det den forreste baglinje der danner bagerste afgrænsning på banen. Holdet der vinder bolden skal serve. Hvis man har servet sidst og vinder bolden, skal den der servede sidst serve igen og bytte side afhængigt af om man har lige eller ulige point. Hvis man vinder bolden, og ikke servede sidst tilfalder serven den der står i den side der svarer til om man har lige eller ulige point. Jeg har observeret at flere fra plejepersonalet der har deltaget i badminton, er mere usikre på reglerne end jeg. Er de så psykotiske?"

Igen i dag spillede vi badminton og jeg kunne til min slet skjulte glæde konstatere, at jeg var den der kunne reglerne bedst af alle os fire der spillede (“T” og Michelle fra personalet, “T” som patient). Samtidig var det uendeligt tåbeligt at jeg gik op i noget så ligegyldigt som hvis tur det var til at serve. Det var ikke bare detaljerytteri, men detaljerytteri der ikke havde noget med psykose at gøre.

Hvis forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab mente jeg gik op i detaljer og at det skulle være et tegn på psykose, hvad så med hendes eget detaljerytteri? Hun tvang mig således til at gå op i hendes tåbelige detaljer, ikke fordi jeg havde lyst til det, men fordi det var ganske nødvendigt, så jeg kunne tilbagevise hendes vrøvl.

Johnny fra plejepersonlet spurgte mig om hvordan det gik med at trappe ud af den antidepressive medicin. Jeg svarede, næsten i overensstemmelse med virkeligheden, at jeg på nuværende tidspunkt ikke havde kvalme og svimmelhed længere. Han sagde at det var godt at høre, men at hvis jeg fik symptomer på at nedtrappe for hurtigt, så havde de jo kapslerne i en lavere dosis (37,5 mg i forhold til 75 mg som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde sagt var den laveste), så jeg kunne trappe langsommere ned.

Det var interessant fordi forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde gjort relativt meget ud af at fortælle mig at jeg ville blive langsomt nedtrappet, som var det for at give mig indtryk af at hun gjorde mig en tjeneste. Det betød nu at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab enten ikke vidste at der eksisterede kapsler i en dosis på 37,5 mg, eller at hun med vilje havde trappet mig for hurtigt ud af medicinen, for at jeg skulle have særdeles ubehagelige bivirkninger. Det var måske en detalje for Gitte Ahle, men en hel del mere for mig.

Nu var frygten og belastningen efter den særdeles ubehagelige samtale efterhånden ved at fortage sig. Det var nu at vreden og forargelsen meldte sig. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef Anne Mette Brandt Christensen havde jo tydeligvis misbrugt psykiatrien i mit tilfælde. Deres begrundelser for at jeg var psykotisk, havde intet med psykose at gøre. At jeg var detaljefikseret var i deres øjne tegn på sygdom, men for mig kunne det lige så godt være et positivt karakteristikum. Synonymer for detaljefikseret var ord som: dybdeborende, dybdegående, dybtgående, indgående, nøje, omhyggelig, tilbundsgående, udførlig, grundig, ordentlig, pertentlig, proper, påpasselig, samvittighedsfuld, minutiøs, og præcis.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var vant til at patienterne gjorde som hun sagde uden at kny, og at ingen stillede spørgsmålstegn ved hendes diagnoser og begrundelserne herfor. Når ingen patienter krævede at få hende til at begrunde hendes postulater, var det nemt for hende.

Jeg krævede at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab begrundede hendes vrøvl.

Det var modsat når det drejede sig om mig, for jeg krævede at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab begrundede hendes vrøvl, og det kunne hun ikke. Hun blev hårdt presset under samtalen, hvor hun skulle begrunde hvilke eksempler hun havde på hvilke neologismer jeg anvendte. Som det eneste eksempel herpå var min brug af frasen ”medikolegalt justitsmord”. Ingen af disse ord eksisterede ikke i forvejen, og sammensat gav de fint mening.

Det var et begreb møntet på “Det medicinske politi”. Det passede derfor udmærket. Jeg kom til at tænke på Peter C. Gøtzsches kronik i Politiken den 11. december 2018, som havde overskriften ”Min fyring er et videnskabeligt justitsmord”. Psykiatrien var og blev de lægelige specialers skraldespand og psykiaterne var jantelovens frontkæmpere.

Jeg læste et interview med Frank Grevil i Politiken (den 8. februar 2019), om hans rolle som whistleblower i forhold til grundlaget for deltagelse i Irakkrigen, og om de konsekvenser det havde haft for ham. Der var to passager i interviewet, jeg bed mærke i.

Der havde været to motiver for at lække de fortrolige oplysninger til pressen; det ene havde været at oplyse samfundet om at grundlaget for at gå ind i krigen. Det andet havde været, som Frank Grevil formulerede det:

”Jeg ville gerne have, at pressen fik at vide hvor elendigt FE fungerede og havde gjort det nogle år”. Det var netop også et af mine motiver for at anmelde overlæge Egill Rostrup til Datatilsynet.

Den anden passage var Frank Grevils opfattelse af korruption i dansk politik: ”Min oplevelse af dansk politik er, at det er gennemkorrupt. Ikke i klassisk forstand med store bundter af kontanter, som skifter hænder, men ved, at mange offentligt ansatte har en enestående forståelse for, hvad der tjener statsapparatet, og ved at domstolene ser sig selv lige lovligt meget som en del af det apparat.”

Det var præcis som jeg selv følte det, bare formuleret meget bedre end jeg selv kunne gøre det. Den del af den offentlige sektor jeg var kommet i kontakt med, var præget af ansatte der indtog stillinger og positioner, som det reelt set ikke havde kompetencer til at besidde. Med magtbeføjelser der var omvendt proportionelle med de ansattes kvalifikationer, måtte det nødvendigvis gå galt.

Jeg sad og tænkte på ord og vendinger, der var ækvivalente til ”medicolegalt justitsmord”, og som, hvis jeg ytrede dem, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville bruge som argument for at kalde mig psykotisk. Det var ord og vendinger der stod i Politiken, den eneste skriftlige til viden.

”Influencer”: Et engelsk udtryk der er fordansket, og dernæst konverteret fra et udgangsord til et navneord. Hvis jeg havde opfundet det ord, ville den psykiatriske overlæge med sikkerhed kalde det for en neologisme (Debatsektionen s. 5).

”Nisseråd”, ”det oldmodernistiske litteratursyn”, ”karnevalistisk” (Bøger s. 8). Tre neologismer i forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs optik.

”En borgmester i Polen blev dræbt ihjel og en ledende AfD-politiker slået ned i Tyskland i januar”. Politiken den 9. februar 2019, s. 8.

Plejepersonalet glemte bogen der blev skrevet referater i til fredagsmødet. Der var mange morsomme ting at læse i den. Eksempelvis kunne jeg læse at man til fredagsmødet den 28. oktober 2016 havde skrevet følgende: ”Z (patient) spørger om der er mulighed for at få 1-2 heste ind i afdelingen (haven).” Og til efterfølgende fredagsmøde kunne man så læse at man faktisk havde taget kontakt til en rideskole og spurgt dem ad, men at man havde fået afslag.

Mødte Rikke fra plejepersonalet på gangen. Hun så min A4 blok, og spurgte om jeg ikke fik skrivekrampe. Jeg smilte, og sagde at selv om jeg nu havde skrevet 138 sider på computeren, havde jeg endnu ikke fået skrivekrampe. Sygeplejerske Rikke spurgte sarkastisk, om ”vi da var så interessante”. Det var de rent faktisk, men jeg svarede hende, at det i højere grad handlede om mig, og ikke om plejepersonalet eller de andre patienter.

Rikke havde også tidligere kommenteret, at jeg talte for meget i telefon med mine pårørende, idet hun spurgte om jeg ikke havde ”telefonitis”. Det var ikke fordi at Rikke var uvenlig eller usympatisk, men hendes lettere nedladende kommentarer til hvad, jeg foretog mig, var ret tydeligt et udtryk for at det jeg foretog mig - som ellers var positivt – i hendes øjne var negativt. Der var kun én måde at reagere på hendes spydige bemærkninger på, og det var at gøre det hun ikke brød sig om, men bare i endnu højere grad end tidligere.

Jeg havde diskuteret min strategi med både "T" og "B", og førstnævnte mente at jeg nu skulle holde lav profil. Han havde i og for sig ret, men problemet med det var, at jeg derved ville risikere at skulle acceptere forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs fejldiagnose, ”kronisk psykose”. Og det var helt uacceptabelt. Så jeg ved nødt til at vælge en middelvej [der er selvfølgelig ingen middelvej til den dødsdom som Camilla Mie Elvekjærs fejldiagnose var og fortsat er. En fejldiagnose der er i modstrid med virkeligheden kan, må, og skal forkastes. Punktum.]. Det var essentielt, at jeg fik min version af begivenhederne indskrevet i journalen, og da overlæge Gitte Ahle notorisk ignorerede alt hvad jeg sagde og skrev, eller ved enkelte lejligheder fejlagtigt brugte det som eksempler på psykopatologi, måtte jeg være så nøgtern og afdæmpet som muligt i mine såkaldte breve til hende.

Jeg svarede i overensstemmelse med virkeligheden, at den havde været særdeles modbydelig.

Senere kom Margit fra plejepersonalet ind, mens jeg sad og skrev på computeren, og spurgte om hvordan sidste lægesamtale havde været. Jeg svarede i overensstemmelse med virkeligheden, at den havde været særdeles modbydelig, og at den eneste årsag til at jeg ikke blev tvangsbehandlet med antipsykotisk medicin var, at min ven intervenerede og fortalte om alt det jeg havde været igennem. Jeg sagde til Margit, at det intet med psykiatri havde at gøre.

Margit svarede, at systemet jo også skulle have vished for at hvad jeg havde gjort ikke skulle ske igen [det kan systemet principielt set aldrig, især ikke når det fastholder en fejldiagnose, der bliver en dødsdom]. Margits præmis var imidlertid forkert, for jeg var og havde ikke været sindssyg, men det orkede jeg ikke at fortælle hende. Margit sagde, at hun havde hørt at samtalen havde været stille og rolig.

Det var vist noget de fleste mennesker der hørte samtalen ville være ganske uenige i. Jeg nøjedes med at fortælle hende at samtalen havde været usædvanlig modbydelig. Man kunne godt sige at Margit var farlig for mig. Hvis der var én fra plejepersonalet der ville misforstå hvad jeg sagde, var det Margit. De fleste fra plejepersonalegruppen var fornuftige og intelligente nok, men Margit var undtagelsen. Hun var spejlblank for at sige det mildt.

Jeg kunne jo læse i min aktindsigt at hun tidligere havde misforstået hvad jeg havde gjort og sagt, så derfor forsøgte jeg at undgå hende, så hun ikke skrev mere vrøvl om mig, der ikke passede [Hvis forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var Frodo, var Margit en retarderet Sam. Jeg mener i ramme alvor at Margit var så ringe fagligt og så uprofessionel, alene som følge af dumhed, at hun udgjorde en fare for de indlagt, og burde fyres med det samme.].

I dag spillede vi på ny badminton og denne gang havde jeg lokket den nye sygeplejestuderende, Julie, til at deltage. Jeg konstaterede til min store tilfredshed at Julie ikke blot var meget dårligere til reglerne til badminton end jeg, hun var ekstraordinært dårlig til selve spillet, og hun kunne simpelthen ikke finde ud af at serve.

Vi blev afbrudt midt i spillet for at jeg kunne få en lægesamtale. Det var lidt overraskende og ubehageligt, men forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs bodyguard Johnny deltog heldigvis ikke. Det gjorde "J" og "S" til gengæld, og det hjalp til at lette stemningen.

Hun spurgte mig om hvordan jeg havde det, formentlig for første gang.

Samtalen varede kun mellem fem og ti minutter. Emnet var den fortsatte behandling. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab mente ikke at det var nødvendigt med tvangsbehandling alligevel. Faktisk skulle jeg helt ud af alt medicin, dvs. ud af resten af min antidepressive medicin. Hun spurgte mig om hvordan jeg havde det, formentlig for første gang, og jeg svarede at jeg var en smule mere rastløs og nedtrykt end ellers, men bortset fra det, var alt uændret.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kvitterede ved at sige at behandlingen skulle fortsætte alene med samtaleterapi. Det var svært, men det lykkedes heldigvis at skjule min afsky for hende under samtalen, og efterfølgende gik jeg ned og trænede videre.

Havde mere ondt i skulderen end normalt, og det bevirkede at jeg vågnede flere gange end habituelt som følge af smerterne. Da jeg skulle op om morgenen var jeg derfor ekstra udmattet, og da der alligevel ingen aktiviteter var, var det meningsløst at stå op blot for at deltage i et indholdsløst morgenmøde. Så jeg sov videre og ignorerede de to gange plejepersonalet kom ind for at vække mig.

Hvorfor bekymre sig om noget, jeg ikke havde nogen som helst indflydelse på?

Jeg vidste naturligvis, at det var noget de ville notere i deres rapport, og som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville kunne bruge som argument for psykopatologi, men efterhånden var jeg ligeglad. Forløbet på retspsykiatrisk afdeling antog mere og mere form som en parodi. Min strategi måtte være at gøre alt hvad jeg kunne for at overleve, opføre mig naturligt, og så tage konsekvensen af det.

Ligesom alle andre mennesker, var jeg aldeles uperfekt, og i lighed med alle andre mennesker, kunne jeg ikke optræde perfekt til alle tider. Jeg måtte altså påregne at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville fordreje og ophøje normal adfærd til psykopatologi, og min eneste forholdsregel herimod måtte være at føre ’dobbeltjournal’, og lade være med at gå og være optaget af hvad forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab noterede af sludder i en journal; hvorfor bekymre sig om noget jeg ikke havde nogen som helst indflydelse på?

Nu var det store spørgsmål om hvad den videre strategi skulle være.

Nu var det store spørgsmål om hvad den videre strategi skulle være. På den ene side var farcen kørt så langt ud, at det var stort set ligegyldigt hvad jeg foretog mig, jeg kunne intet tabe. På den anden side havde jeg vundet en stor sejr ved at Gitte Ahle alligevel ikke havde foranstaltet tvangsbehandling, og gårdagens lægesamtale havde forløbet i nærmest helt hæderlig atmosfære. Skulle jeg satse alt? Ville mine protester foranledige i at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab alligevel iværksatte tvangsbehandlingen?

Jeg havde stort set accepteret at dø fremfor at lade mig stigmatisere med en fejldiagnose.

Jeg var ikke i tvivl. Jeg skulle bruge alle kræfter på at agitere for min sag. Jeg var ligeglad med konsekvenserne. Hvad kunne Gitte Ahle gøre, der kunne røre mig? Intet. Hun kunne forvise mig til værelset, hun kunne tvangsbehandle mig, hun kunne overflytte mig til en anden afdeling, intet ville røre mig længere.

Jeg havde stort set accepteret at dø fremfor at lade mig stigmatisere med en fejldiagnose med de enorme negative konsekvenser det ville medføre resten af mit liv. Først og fremmest måtte jeg vente på at mit debatindlæg blev optaget i avisen. Dernæst skulle jeg skrive et af mine sædvanlige breve til Gitte Ahle, men denne gang skulle indholdet være fuldstændigt renset for mishagsytringer og emotionelle bemærkninger.

Herefter måtte jeg håbe på at debatindlægget havde den virkning at fremtidige indlæg fra mig ville have en chance for at blive bragt i aviserne, og så måtte jeg gå i gang med at skrive dem. Det skulle omhandle forskellige emner, der alle havde det til fælles, at de omhandlede psykiatrien. Mens jeg gik aftentur på gangen på afdelingen kom jeg på følgende ideer:

Forslag til debatindlæg:

1. Det psykiatriske diagnosesystem.
2. Vigtigheden af pårørende.
3. Det psykiatriske personale og patienterne.
4. Opførsel på psykiatrisk afdeling.

Havde så ondt i skulderen at jeg vågnede flere gange i løbet af natten i forbindelse med de smerter, der opstod hver gang jeg vendte mig i søvne. Jeg var nødt til at få Ipren flere gange i løbet af dagen, jeg måtte undlade at deltage i badminton, styrketræning og fodbold. Stod dog op og spiste morgenmad, og det lykkedes mig at få tydeligt understreget at årsagen til, at jeg ikke deltog i morgenmødet eller træning var skuldersmerter. Dermed kunne forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke kalde mit fravær for negative symptomer.

Brev til retspsykiater Gitte Ahle

"Respons til lægesamtalen den 5. februar 2019

Kjeld."

Litteraturliste

1. S. 38. Basisbog i psykiatri, 1. udgave 2010, Munksgaard Danmark, red. Henrik J Day Poulsen.
2. S. 334. Psykiatri, 3. udgave 2006, FADL’s Forlag, Vestergaard et al.
3. S. 19. Psykiatri, 3. udgave 2006, FADL’s Forlag, Vestergaard et al.
4. S. 45. Psykiatri, 3. udgave 2006, FADL’s Forlag, Vestergaard et al.
5. S. 112. Psykiatri, 3. udgave 2006, FADL’s Forlag, Vestergaard et al.

“M” havde fået udgang for første gang i over et år. Han var himmelhenrykt, idet han havde været ude på “terrænet med følge”, som det hed.

“M” var fortsat begejstret, efter at han havde været ude. Nu skulle han ud igen, og denne gang var det sammen med mig. Vi skulle ned i den lokale undskyldning for et center, kaldet ’Diget’. Det var ifølge med social- og sundhedsassistenten Margit.

Hoften smertede fortsat [gik fra ikke at kunne støtte på mine ben når vi spillede fodbold, efter at have været påtvungen inaktiv over 60 dage, til at dødløfte 100 kg på et par måneder], og selvom jeg ikke havde spor lyst til at belaste den yderligere med belastning, som det ville ske under badmintonturneringen, fornemmede jeg, at jeg ikke havde noget valgt end at deltage. Denne fornemmelse kom sig af at Stieg opsøgte mig for at tale om taktik. Han var afdelingens badmintonmester, og det betød en hel del for ham at vinde turneringen

Den store badmintonturnering

Var vågen i flere timer om natten, hvor jeg lå og spekulerede på min håbløse situation og fremtid. Den situation, jeg befandt mig i med fortsat uvished, og den flere gange tilbagevendende psykisk nedbrydende samtale med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Jeg havde nu i snart tre år hver dag gået og tænkt på, hvornår det dog skulle få ende.

Jeg havde nu i snart tre år hver dag gået og tænkt på, hvornår det dog skulle få ende, hvornår jeg kunne få lov til at få min autorisation igen og leve et normalt liv. Det var ren tortur, og at tvinge et raskt menneske til at leve en så trøstesløs og enerverende tilværelse, burde være i strid med menneskerettighederne.

Hvis man pinte et menneske tilstrækkeligt længe, kunne man få vedkommende til at sige og gøre hvad som helst.

Hvis man pinte et menneske tilstrækkeligt længe, kunne man få vedkommende til at sige og gøre hvad som helst, for at slippe for mere lidelse, og det var præcis hvad der var sket med mig.

Der var badmintonturnering i dag.

Der var badmintonturnering i dag. Jeg havde dagen forinden talt med Stieg om taktikken, og planen var, at den der servede eller modtog serven, skulle stå forrest mod nettet og omvendt.

Det havde åbenbart været så vigtigt at diskutere hvordan, vi skulle spille at Stieg havde skrevet det i journalen.

Det havde åbenbart været så vigtigt at diskutere hvordan, vi skulle spille, at Stieg havde skrevet det i journalen. Det oplyste “L” mig om til morgen. Jeg havde fortsat super ondt i venstre side af hoften, selv om jeg fik rigeligt med Ipren. Arrangementet var vellykket, og selv om det var som at få et hårdt slag med en stump genstand hver gang jeg støttede på venstre ven, lykkedes det alligevel at spille hele turneringen.

Som det blev diskuteret med personalet, blev al opførsel i forbindelse med spillet nøje bemærket. Hvordan var samspillet med ens makker, kunne man finde ud af at skifte side i forbindelse med serven, holde styr på scoren, samt – ikke mindst – om man var en god taber, såvel som vinder. Hvor højt baren blev sat afhang af ens funktionsniveau; for nogle drejede det sig om blot at begive sig ned i motionshallen, og stå med en med ketcher i hånden. For andre, som jeg selv, skulle man beherske alle aspekter i spillet til perfektion, og trods alle klicheer om det modsatte, gjaldt det også om at vinde.

Vandt tuneringen

Personalet var meget opmærksom på de tvangsindlagtes kropssprog og bevægelser. De havde altid i baghovedet, at en af os uden varsel kunne eksplodere, og overfalde dem. Det var ganske vist ikke sket i den tid, jeg havde været indlagt på afdelingen, men jeg vidste at “V” eksempelvis havde været i “udbrud” to gange, relativt kort tid før jeg ankom, idet han havde overfaldet “S” og “N”, efter han havde røget hash. Derfor var især pludselige bevægelser noget, der blev lagt mærke til. Stieg og jeg vandt badmintonturneringen. Det var en smule ironisk, da Gitte Ahle jo havde påstået at jeg ikke kunne badmintonreglerne og ment, det var udtryk for sindssyge.

Kommunikation med plejepersonalet.

De fleste i denne gruppe var venlige og meget professionelle, og ville se igennem fingre med at man nogen gange ikke var perfekt, men man kunne naturligvis aldrig vide, om én af dem havde en dårlig dag, og derfor skulle have afløb i det vedkommende skrev i rapporten. Den sikreste måde at kommunikere med dem på, var at følge følgende principper: Altid give dem ret i alt de sagde, og aldrig forsøge at argumentere imod deres synspunkter.

Selv om det var relativt let gennemskueligt at man tale dem efter munden, så virkede det alligevel.

Selvom det var relativt let gennemskueligt, at man tale dem efter munden, så virkede det alligevel. Man skulle også fremstå positiv til alle tider, både i ens attitude, og i det man sagde.

Hvis Margit eksempelvis sagde, at det omskiftelige vejr skyldtes klimaforandringer, var det vigtigt at give hende ret, gerne direkte ved simpelthen at sige det, men også implicit ved at tale om de afledte, negative resultater af klimaforandringerne, om at der blev sat flere og flere vejrrekorder, som følge af forandringerne, samt at denne udvikling var uhyggelig, og især skadede u-landene.

Hvis Margit ikke mente at klimaforandringerne var menneskeskabte, skulle man begynde at tale om de korrupte FN-forskere, der af politiske grunde indbyrdes havde aftalt, at give verdens befolkninger indtryk af, at det var de rige landes udledning af fossile brændstoffer, der var skyld i forandringerne. Omvendt måtte man i tilfældet af at Margit mente at klimaforandringerne var menneskeskabte, tale om det forfærdelige i, at olieindustriens lobbyister påvirkede folk til at mene det, og selvfølgelig at man straks måtte indføre grøn energi, for at redde vores børn og børnebørn.

Kommunikation med behandlerne.

I forhold til psykiateren og psykologen gjaldt det i højere grad om at være nuanceret, reflekteret, og demonstrere at man var i stand til at anskue ethvert forhold fra flere sider, at enhver sag havde flere facetter etc. Hvis man gjorde det, illustrerede man nemlig, at man evnede at være empatisk, og empati var en meget vigtig egenskab.

Personalet

For at begå sig som tvangsindlagt i psykiatrien, var det vigtigt at vide, hvilken faggruppe hvert enkelt medlem af plejepersonalet tilhørte. Når man har gjort sig bekendt med disse, kan man hurtigt afkode sammenspillet mellem dem, deres indbyrdes interesser, fordomme, antipatier etc.

Psykiateren var toppen af krandsekagen inden for psykiatrien. Dette var dog helt modsat, hvad angik psykiaterens placering i det lægelige hierarki, hvor vedkommende befandt sig absolut lavest, hvilket var en almindelig kendt hemmelighed blandt medicinstuderende og rigtige læger. Selvfølgelig var den enkelte psykiater udemærket klar over dette, men forsøgte almindeligvis at fortrænge det faktum. Det skabte dog en for patienten farlig cocktail af forsmåethed, selvhævende, rethaveriskhed, og passiv aggressivitet.

Når man havde med en psykiater at gøre, skulle man gøre sig det klart, at man havde med et individ at gøre, som havde valgt at specialisere sig i, og arbejde resten af livet i psykiatrien. Det var med stor sandsynlighed resultatet af, at vedkommende ikke havde haft de fornødne evner til at vælge et hvilken som helst andet lægeligt speciale. Der var enkelte undtagelser, og selv om jeg ikke kunne komme i tanke om nogen, så havde jeg hørt fra andre, at der eksisterede fagligt dygtige og hæderlige psykiatere, men at de udelukkende arbejdede i privat regi.

Som en tommelfingerregel skulle man derfor håndtere den jeg-svage psykiater yderst forsigtigt, nærmest som man ville håndtere et barn i trodsalderen, og gerne lefle og fedte hæmningsløst for vedkommende. Selv let gennemskuelig smiger overfor en psykiater betød, at man fik en væsentlig bedre behandling af vedkommende.

Psykiateren ville automatisk og ukritisk videreføre hvad andre læger og psykiatere tidligere havde skrevet i patientjournalen, uanset hvor fejlagtigt det end måtte være. Stod psykiateren overfor en førstegangshenvender, skulle man forvente at vedkommende lynhurtigt danner sig et forudindtaget førstehåndsindtryk, og hvis det viste sig at psykiateren havde taget fejl, kunne man være helt sikker på at han eller hun aldrig ville indrømme det. En psykiater kunne principelt set aldrig tage fejl, da alle diagnoser og behandlinger alene var udtryk for vedkommendes subjektive vurdering, altså følelser, fornemmelser, symp- eller antipatier mv.

Hvis man var enig med psykiateren og som nævnt sørgede for at lefle for vedkommende, var det ikke noget problem. Omvendt var det imidlertid, hvis man overfor en psykiater udtrykte utilfredshed med psykiatrien, eller endnu værre, med vedkommende selv. Så risikerede man hurtigt at blive stemplet i journalen som nedladende, sarkastisk, devaluerende, paranoid, kværulantforrykt, garderet, mistænksom, oppositionel, megaloman, grandiøs, vrangvillig eller psykotisk. Hvis man var ueing i psykiaterens diagnose, blev det i journalen til, at man var uden sygdomsindsigt og psykotisk.

Psykiateren tog per definition aldrig fejl, og han eller hun havde uindskrænket magt over det, der blev nedfældet i journalen, og dermed videreført til næste læge eller psykiater, uagtet om det var korrekt eller ej. Selv hvis miraklet fandt sted, og man rent faktisk fik medhold i at journalens indhold var faktuelt forkert, var det umuligt at få det slettet; man skulle affinde sig med at den forkerte tekst forblev uændret. Det var simpelthen en teknisk umulighed at få forkert journalindhold slettet, som om der var tale om en naturlov, og som om at en psykiater til forskel fra alle andre mennesker aldrig lavede fejl

Med andre ord blev ens kritik - uagtet hvor underbygget den end måtte være - udlagt som psykopatologi, altså som et sygdomstegn.

Den overstadige psykolog

Jeg skulle have samtale med den overstadige og karikerede psykolog Stine. Det var prisen for at slippe for tvangsmedicinering. Det var spild af tid og psykisk nedbrydende. Det eneste, der kom ud af samtalen, var en masse bebrejdelser, samt at jeg lærte, at jeg ikke måtte sige ’man’, men skulle derimod skulle sige ’jeg’.

Det var en farce, og fra de andre tvangsindlagte kunne jeg forstå, at Stine tilsyneladende altid kørte på rutinen, idet det eneste hun kunne var at holde det samme foredrag til hver patient om negative, positive og kognitive symptomer ved deres psykose eller skizofreni. Jeg fik af et par af medpatienterne de papirer, de havde modtaget fra Stine, og det var altid det samme der stod, og det var også det samme hun fortalte mine medpatienter. Det var virkelig en loppetjans for Stine.

Da jeg havde fået 12 i psykiatri på medicinstudiet på Københavns Universitet og en hel del arbejdserfaring som medicinstuderende og som læge i psykiatrien, var jeg ikke rigtig imponeret over Stine, især fordi hun åbenbart troede jeg var psykotisk, og forsøgte med sit “One trick pony" nummer med at belære mig om psykosesymptomerne. Det holdt hun heldigvis hurtigt op med, da jeg uden at forberede mig kunne fortælle hende om de kognitive, negative og positive symptomer ved psykose, samt hvorfor jeg ikke var og aldrig havde været psykotisk.

”Dundee” og jeg tale om hans søvnproblemer. Han måtte ikke få noget at sove på, hvorfor han var vågen hele natten i flere uger. Holdningen til sovepiller på afdelingen var den, at det i hvert fald for nogles vedkommende var bandlyst.

Kronisk søvnmangel over truslerne

Sov lidt bedre i nat, men ikke meget. Nu havde min nattesøvn været dårlig igennem samtlige tre måneders ophold på afdelingen, fraset enkelte undtagelser, og det havde både Stine og forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab fået at vide flere gange, men der blev intet gjort ved det.

Nu havde min nattesøvn været dårlig igennem samtlige tre måneders ophold på afdelingen.

Var ude på ledsaget udgang med “M” og Margit. Jeg var mentalt udmattet, og orkede ikke at deltage i sidstnævntes fordummende sludder, hvorfor jeg aftalte med “M” forinden, hvilke emner, vi skulle tale om og at det primært skulle være ham, der førte ordet. Som sædvanlig blev al opførsel noteret, og dette gjaldt også for gåturen, og selvom min tavshed ville medføre en negativ rapport om mig i journalen, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab efterhånden ville kunne bruge imod mig, så var det trods alt bedre, end at jeg blev irriteret på Margit, og kom til at sige noget forkert til hende.

Strategien virkede heldigvis og turen forløb nogenlunde hæderlig. Det overordnede problem var, at der kun skulle én misforståelse til, for at en af plejepersonalet skrev noget der af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville kunne bruges som ammunition til at begrunde hvorfor, jeg skulle være psykotisk.

Det var som at være til en konstant tilbagevendende eksamen, hvor bare det at dumpe én gang ville betyde en katastrofe.

Det var som at være til en konstant tilbagevendende eksamen, hvor bare det at dumpe én gang ville betyde en katastrofe, hvorimod alle de gange man bestod, ikke blev tillagt nogen særlig betydning. Det var dog noget som plejepersonalet lod til at være meget bevidst om, men Margit var en mulig undtagelse. Derfor skulle hun tages med fløjlshandsker.

Den retarderede SOSU-assistent

Margit talte meget om udtrykket ”tabt bag en vogn”¹, og om hvor svært det måtte være for udlændinge at forstå, hvad vendingen egentlig betød. Jeg vidste ikke hvorfor hun absolut skulle tage det emne op, men som med så meget andet, der kom fra Margits mund, skulle man ikke spekulere nærmere over det. Problemet var at Margit mente af udtrykket hed ”tabt bag af en vogn”. Det var ikke så meget det, at hun havde sin egen version af vendingen, det var snarere, at hun mente at den førstnævnte version af udtrykket var forkert.

Andre mennesker ville måske slå det hen som en ubetydelig variant af udtrykket, og ikke tænke nærmere over det, men det var ikke tilfældet for Margit. Hvis jeg nu insisterede på at anvende den udgave af udtrykket, kunne jeg være sikker på at hun ville skrive det som et psykosetegn.

1. Måske fordi hun selv var tabt bag en vogn.

Jeg var så nedtrykt og initiativløs, at jeg ikke magtede at være vågen. Der var heller ikke nogen aktiviteter, så jeg gik ned på værelset for at sove. Jeg sov stort set hele for- og eftermiddagen væk. Det var bedre end at sove i TV-stuen, og da min hofte stadig gjorde ondt, virkede det som en god ide.

De udvisningstruede

Jeg havde lidt under uvisheden og den brutale behandling, men det var intet i forhold til de af mine medpatienter, der stod til udvisning fra Danmark. Der var et væld af nationaliteter indlagt, patienter med en baggrund fra Iran, Tyrkiet, Irak, Libanon, Bosnien og Afghanistan. De af mine medpatienter der stod til udvisning kom fra Tyrkiet og Afghanistan.

Tyrkiet var det alt andet lige ikke en katastrofe at blive udvist til, der var relativ fred og demokrati. Afghanistan var imidlertid en helt anden sag. Det kunne meget vel være forbundet med livsfare at blive udvist der til. Den af patienterne der stod til udvisning dertil betroede mig, at han enten ville blive narkoman eller dræbt, hvis han skulle udvises. Han kunne ganske vist sproget, men hele hans familie var i Danmark, og han kunne ikke forsørge sig selv som psykisk syg, endsige have råd til den nødvendige medicin.

Han havde ingen uddannelse og kunne ikke arbejde. Det pres han var underlagt var slet ikke til at forestille sig. Nu var det ikke alting man hørte fra medpatienterne der nødvendigvis var sandt, men så vidt de andre havde sagt om den udvisningsdømte afghaner, var hans forseelse at han for omkring ti år siden havde begået et væbnet røveri. I hele den efterfølgende periode havde han været fanget i det psykiatriske system.

Den anden udvisningsdømte var fra Tyrkiet, og hans sag, der indtil videre havde et år undervejs, var fortsat under efterforskning og der var stadig ikke fastlagt en dato for retssagen. For ham havde ventetiden været så ulidelig at han havde sagt til sin advokat at han gerne frivilligt ville udvises, hvis bare det skete relativt snart, men på trods af det, måtte han altså stadig vente i ulidelig uvished.

Positive aspekter ved retspsykiatrisk afdeling

Jeg var jo en noget atypisk patient på afdelingen, idet jeg faktisk var rask. Derfor var der mange aspekter jeg syntes var negative, men som i virkeligheden skyldtes at jeg ikke havde noget behandlingsbehov. Hvis jeg skulle forsøge at være så objektiv som muligt, måtte jeg fremhæve de positive aspekter der trods alt var mange af ved afdelingen¹. Først og fremmest var der altid rigeligt med personale, og alt personalet var mere end villige til at tale med patienterne om eventuelle problemer. Hvis man selv havde lyst, kunne man formentlig tale med dem i timevis hver dag. De var indlevende, forstående, støttende og motiverende. Man kunne også til hver en tid få dem til at deltage i aktiviteter, såsom skak, backgammon, bordfodbold og bordtennis.

[1. Jeg skulle snart erfare, at jeg var kommet fra asken til ilden, ved overflyttelsen til R3; selv med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs og klinikchef Mette Brandt Christensens psykiske tortur, var Q81 at foretrække fremfor R3.]

Vågnede allerede kl. 2.27, og var vågen flere timer, mens jeg lyttede til radioen og rumminerede over min utålelige situation. Den konstante dårlige søvn kombineret med ulideligheden i som rask at være indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, var regelret psykisk tortur. Hen ad eftermiddagen styrtdykkede humøret yderligere, og jeg var så træt at jeg måtte droppe den ellers så essentielle styrketræning, og sove i stedet.

Ulideligheden i som rask at være indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, var regelret psykisk tortur.

Den konstante dårlige søvn kombineret med ulideligheden i som rask at være indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, var regelret psykisk tortur. Jeg sov hele eftermiddagen væk, og stod først op omkring aftensmadstid. Som det altid skete, bankede personalet på døren flere gange mens jeg forsøgte at få noget søvn. Allerede inden for den første times tid, blev jeg således vækket fire gange. Jeg havde naturligvis fortalt personalet, at jeg ville gå ind og lægge mig, men som sædvanligt blev det ignoreret.

På afdelingen havde [man] den perverse ide at de indlagte ikke måtte sove til middag.

Jeg vidste at man på afdelingen havde den perverse ide at de indlagte ikke måtte sove til middag, for så kunne man jo ikke falde i søvn ved sengetid. Nu skulle man tro at man som det voksne menneske man var, selv måtte bestemme hvornår man ville sove, men det var ikke tilfældet. Resultatet var, at jeg blev enormt stresset, dødtræt og som regel lagde mig ind i sofaen på TV-stuen for at blunde.

Jeg var ikke den eneste, der havde dén tilgang, både “King” og “Serberen” sad som regel i sofaen og sov [“Serberen” præsterede én gang at sidde i sofaen og falde i søvn, mens han sad foroverbøjet, således at han bankede ansigtet ned i sofabordet, hvor der til hans held stod en paptallerken med frugtgrød, der afbødede slaget, omend ikke særligt meget. En anden gang faldt han i søvn, men ramte ikke sofabordet og væltede bare ned på gulvet].

Jeg havde ingen appetit og spiste sparsomt til frokost, og senere, til aftensmad. Jeg vidste godt hvad årsagen var, nemlig det ulidelige ophold på afdelingen sammenholdt med den alt for hurtige nedtrapning i antidepressiv medicin. Men da forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab brugte enhver anledning til at pådutte mig psykosesymptomer, måtte jeg skjule det overfor hende, for ellers ville hun bare skrive i journalen at jeg led af negative symptomer.

“Serberen” var dog mere presset end jeg... for han havde frygtelige abstinenssymptomer.

Amok over fejlmedicinering

“Serberen” var dog mere presset end jeg. På trods af at han efter eget udsagn røg 5 – 6 gram heroin daglig, havde forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kun ordineret i alt 80 mg Metadon til ham. Det var alt for lidt, for han havde frygtelige abstinenssymptomer med svedeture, bleghed, problemer med maven og stærk kvalme. “Dundee”, der heller ikke kunne sove, havde set ham gå rundt på gangen om natten, gå ud i rygeburdet og ruske i tremmerne, samt muligvis smadre vinduet på et af toiletterne.

I hvert fald var det smadret, og det på samme tid som “Dundee” havde set ham. Han var angiveligt frivilligt indlagt, og han var meget vred over at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde sagt til ham at mentalundersøgelsen ville have en varighed på to måneder, og ikke, som dommeren havde sagt, fire uger.

Gitte Ahles overordnede holdning til medicinsk behandling var efterhånden ved at udkrystallisere sig. Af en eller anden grund nægtede hun at ordinere enhver form for potentielt afhængighedsskabende medikamenter. Det var under normale forhold ude i samfundet en fornuftig strategi, men ikke når det drejede sig om kriminelle psykisk syge misbrugere. Det nyttede simpelthen ikke noget ikke at ordinere noget så harmløst som en sovepille til en indlagt, som havde taget sovepiller i 27 år, og nu som følge af at vedkommende måtte undvære medicinen kke kunne sove i flere uger.

Det var næppe af hensyn til patienterne at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde den holdning. Det drejede sig snarere om, at hun var bange for at blive udhængt i medierne som en psykiater, der overbehandlede de indlagte med alt for meget medicin. Men var det i det hele taget noget hun behøvede at bekymre sig om? Ja, for der havde for ikke så mange år siden været en skandale på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor monstrøs overmedicinering af de indlagte havde kostet to chefer deres stillinger.

Det stemte godt overens med at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, ikke var en... person, der ville patienterne det bedste.

I dag fik jeg langt om længe “E” til at indrømme, at årsagen til at han var så glad for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, ikke så meget var, at hun var venlig og dygtig, men kun at hvis han ikke fedtede for hende, så ville han forblive indlagt i rigtig lang tid. Det var ikke en holdning, jeg på nogen måde kunne bebrejde ham, alle indlagte havde deres egne særinteresser.

De fleste indlagte havde en klar interesse i at blive erklæret sindssyge, uagtet at det betød at de måtte affinde sig med at blive behandlet med store doser antipsykotisk medicin. Årsagen var at der var betydelig forskel på at få en behandlingsdom frem for en fængselsstraf, hvad angik den tid, man var frihedsberøvet.

Var der da nogen af de indlagte, der med stor sandsynlighed ikke havde været sindssyge i gerningsøjeblikket?

Var der da nogen af de indlagte, der med stor sandsynlighed ikke havde været sindssyge i gerningsøjeblikket? Ja, der var par stykker. Det var vel ondt, for når retsvæsenet havde så lidt med retfærdighed at gøre, måtte man skabe sin egen retfærdighed.

Lægesamtalen med Gitte Ahle var en skueproces, hvor hun for længst havde besluttet sig for, hvad udfaldet af samtalen skulle blive. Hvis jeg var uenig i hvad hun sagde, blev det straks udlagt som storhedsvanvid, som var et tegn på psykose. Derfor havde jeg ikke lyst til at fortælle hende, hvordan jeg ikke virkeligheden havde det, og slet ikke tale hende imod.

Det var en skruppelløs taktik forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab udviste.

Det var en skruppelløs taktik forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab udviste, for når hun i realiteten truede mig med behandlingsmæssige repressalier, når jeg var så fræk at være uenig med hende i hendes fejldiagnoser, så var resultatet tavshed fra min side af, hvilket igen foranledigede at hun fejlagtigt ville kunne skrive i journalen, at jeg samtykkede i hendes konklusioner. Mit eneste forsvar mod hendes journalmonopol var at skrive mine såkaldte breve til hende, skrive dagbog samt tale dagligt med mine venner og bekendte, som så overfor forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville kunne bevidne, at det hun havde skrevet ikke var i overensstemmelse med virkeligheden.

Det var dog psykisk nedbrydende at jeg ikke kunne få lov til at tale frit.

Det var dog psykisk nedbrydende, at jeg ikke kunne få lov til at tale frit, og at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab konstant truede mig med tvangsmedicinering, og mente at jeg var sindssyg.

Psykiater Gitte Ahle havde tilsyneladende en forestilling om, at hun arbejdede som en slags kunstner.

Psykiater Gitte Ahle havde tilsyneladende en forestilling om, at hun arbejdede som en slags kunstner, hvis evne til at føle og fornemme hvad patienterne fejlede, var et mysterium hinsides menneskelig fatteevne. Den der led af storhedsvanvid var således først og fremmest forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Den grædefærdige serber

Jeg vågnede som sædvanligt efter få timers søvn. Klokken var 00.22. Som det også habituelt var tilfældet lå jeg og vendte og drejede mig i et længere stykke tid før jeg 01.44 besluttede mig for at stå op og gå ud og sætte mig i en af de bløde stole på gangen og skrive. Da vi ikke måtte have skriveredskaber af sikkerhedsmæssige årsager henvendte jeg mig til nattevagten for at låne en kuglepind. “Serberen” var også vågen, og gik eller snarere stavrede rundt på gangen, mens han jamrede og sagde ”åh nej” og ”åh for fanden”.

Han havde det virkeligt dårligt og var grædefærdig.

Vågen i en uge

Manden havde været vågen i en lille uge, og havde så vidt “Dundee” og jeg vidste, ikke sovet i hele perioden. Han havde det virkeligt dårligt og var grædefærdig. En af de ansatte opfordrede ham med fast stemme til at gå ind på sit værelse og sove, men “Serberen” svarede igen vredt og fortvivlet, at det var der fandeme ikke var nogen der skulle fortælle ham, og at han ikke kunne få vejret når han lå ned. Han hostede og hakkede, mens han gik rundt og talte med sig selv. Plejepersonalet troede helt åbenlyst ikke på “Serberen”, men den 60-årige mand med rygerlunger og inhalator, havde faktisk en pointe, når han sagde, som han gjorde^1>.

En psykiater som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, der ikke besværede sig med at tænke alt for dybt over tingene, kunne og ville formentlig fejltolke “Serberens” klager som en hypokondre vrangforestilling. Var der mon tale om en let forværring af Hans Rabenygerlunger med en psykisk overbygning, som skyldtes heroinabstinenser? Uanset hvad, der var den egentlige årsag, skulle man nok begynde at tage ham alvorligt. Faren var, at han risikerede at udvikle delir eller organisk psykosyndrom.

Hvad skulle jeg foretage mig? Ifølge forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ingenting. Dertil var faren, at jeg ville blive upopulær, hvis jeg ved min henvendelse til personalet insinuerede, at de ikke gjorde deres arbejde godt nok. Jeg kunne naturligvis også henvende mig til “Serberen” selv og spørge ham ud om hans symptomer og give ham råd og vejledning. Problemet i det bestod i at jeg nemt kunne risikere at køre ham op, hvilket bare ville forværre situationen. “Dundee” havde samme problem som “Serberen”, men han håndterede det betydeligt bedre.

I dag skulle jeg så have samtale med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab igen. Hvad var der sket i mellemtiden? Sikkert ingenting. Jeg betragtede jo ikke det, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kaldte mine ofre, som ofre, men som mine bødler. Psykiater Gitte Ahle ignorerede fuldstændig det faktum, og det virkede ikke som om hun havde sat sig ind i min situation overhovedet.

Det der var omdrejningspunktet i min optik var at mit liv var blevet ødelagt pga. en af fejldiagnose, der ukritisk var blevet videreført. Jeg ville aldrig have siddet på en retspsykiatrisk afdeling, hvis ikke psykiatrien havde svigtet så eklatant. I den sammenhæng var det ligegyldigt, hvad mine såkaldte ofre følte.

Nogen gange var det bare sådan at én enorm uretfærdighed førte til en anden og mindre.

Nogen gange var det bare sådan at én enorm uretfærdighed førte til en anden og mindre. Tilbage til samtalen med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Der var en masse jeg havde lyst til at sige til hende, men det var med sikkerhed ikke særligt smart. Jeg havde lyst til at fortælle hende at selve præmissen for at jeg sad på afdelingen, og for at hun mente jeg var sindssyg og utilregnelig, var forkert.

Det var ikke fordi jeg forsøgte at slippe for straf eller fordi jeg bare ville have uledsaget udgang, men fordi at den fejldiagnose der havde smadret mit liv takket være forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var blevet videreført og dermed fortsat ville ødelægge resten af mit liv.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde den fejlopfattelse, at jeg ikke var til at regne med og at jeg var psykotisk eller sindssyg, men alligevel havde hun til syvende og sidst ikke tvangsmedicineret mig. Derved skød hun sig selv i foden, for hvis jeg var utilregnelig, fordi jeg var sindssyg, så var det eneste logiske, at behandle mig med antipsykotisk medicin så jeg blev rask og tilregnelig.

Psykiater Gitte Ahle havde dummet sig derved at hun ikke havde ført sin beslutning om tvangsmedicinering igennem.

Psykiater Gitte Ahle havde dummet sig derved at hun ikke havde ført sin beslutning om tvangsmedicinering igennem, uanset hvor forkert den end var. Nu fremstod hun bare inkonsistent og uprofessionel. Det var naturligvis hvad det var, men for mig betød det, at jeg for evigt var psykotisk, utilregnelig og dermed i princippet aldrig kunne lukkes ud eller få adgang til internettet igen.

Gitte Ahle igen sygemeldt

Hen ad morgenen blev det klart at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde meldt sig syg. Det var ikke første gang hun var sygemeldt om mandagen, og så vidt jeg kunne huske var det sket mindst to gange tidligere. Det virkede en smule påfaldende, al den stund at hun kun velsignede afdelingen med en minimal tilstedeværelse i forvejen.

Hendes samtaler varede fortsat blot mellem 5 og 10 minutter, og de fandt kun sted én gang ugentligt for hver patient. Det var ikke kun mig kun havde så korte samtaler med, men også de andre patienter. Vi patienter talte meget om hvad forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab mon foretog sig resten af tiden, men vi var svar skyldige.

”Dundee” fortalte i dag at han havde været nødt til at give “Serberen” noget af hans egen medicin, et såkaldt ’møllehjul’, altså 20 mg Metadon, fordi “Serberen” havde så kraftige abstinenser, som følge af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs undermedicinering, at han ikke kunne holde ud at se på det. Det var helt uhørt at patienterne var nødt til at dele ud af deres medicin for at andre ikke skulle havde det dårligt.

“Serberen” kunne ikke fortælle nogen at han havde det særdeles dårligt når forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke var på arbejde, så han måtte lide endnu en dag. Akutte problemer kunne ganske vist varetages af overlægen på naboafdelingen, men det skete ikke i “Serberens” tilfælde.

Den store fodboldturnering

I dag var der fodboldstævne mod naboafdelingen og R3. Selv om min hofte fortsat gjorde særdeles ondt, var jeg i de foregående uger blevet så presset af aktivitetsteamet og plejepersonalet at jeg ikke følte at jeg havde noget andet valg end at deltage på trods heraf.

I dag var der fodboldstævne mod naboafdelingen og "Gøgereden".

Jeg havde siden jeg først mærkede smerterne i venstre side af hoften flere gange fortalt personalet om det, men de lod ikke rigtig til at tage mig alvorligt. Det var alt sammen på trods af at jeg – ofte flere gange dagligt – havde bedt om og fået Ipren for at dæmpe smerterne så meget at jeg var i stand til at gå. Hver gang jeg vendte mig i søvne gjorde det så ondt at jeg vågnede, og jeg kunne ligeledes mærke en stærk smerte hver gang jeg nøs eller hostede. Således skadet, humpende og på Ipren måtte jeg deltage i fodboldkampen.

Selve kampen var blevet hypet meget i ret lang tid, og personalet gik meget op i den. De havde stablet et større arrangement på benene, lavet bannere og sørget for ens fodboldtøj til spillerne.

Det eneste vi manglede var sølvpapirhatte eller paphatte.

Det eneste vi manglede var sølvpapirhatte eller paphatte. Det var så ynkeligt og ydmygende at det faktisk gik hen og blev sjovt. “Dundee”, “M” og jeg deltog med godt humør og en ironisk distance. Som sædvanligt deltog der mere personale end patienter i spillet.

Spillerne fra R3 var ligesom alle andre patienter dopede til op over begge ører.

Spillerne fra R3 var ligesom alle andre patienter dopede til op over begge ører, hvilket var til vores fordel. Som det var sket tidligere med medpatienter fra min egen afdeling, var der enkelte af spillerne fra R3 der henvendte sig til mig i den tro at jeg var personale. Det var tragikomisk. Hvad der var endnu mere komisk var at “M”, mens vi efter kampen stod i kø til maden, faldt i snak med en af modspillerne fra R3. På et tidspunkt spurgte “E” spilleren, om han også havde en anbringelsesdom, hvortil spilleren sagde at han skam var personale. Jeg kunne ikke holde latteren tilbage.

Jeg sad ellers og skrev på nedenstående brev til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, da en af plejepersonalet spurgte mig om jeg nu igen sad og skrev mit ugentlige lægebrev. Det var Stieg der spurgte mig om det, og det var ikke fordi han lød oplagt hånlig, men jeg kunne alligevel fornemme af hans spørgsmål, at han nok mente jeg var lidt til grin, så jeg fortalte ham at jeg bare sad og skrev dagbog. Det var omsonst at forsøge at forklare ham om mine bevæggrunde for at skrive et brev til psykiateren, så var det nemmere bare at lade som ingenting.

Jo mere jeg forsøgte at begrunde hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, jo mere rodede jeg mig ud i noget.

Jo mere jeg forsøgte at begrunde hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, jo mere rodede jeg mig ud i noget, der uundgåeligt ville blive misforstået som et forsøg på at forklare en vrangforestilling.

Margits dumhed var fortsat en kilde til stor irritation. Jeg spurgte sygeplejeeleven Julie, om jeg ikke kunne få en enkelt Phenergan, som trods navnet var noget så uskyldigt som et antihistamin, som man kunne få i håndkøb mod køresyge. Jeg havde jo ikke sovet i flere uger.

Straks svarede Margit, som desværre også stod i sygeplejekontoret og lyttede med, at jeg bare kunne have spurgt Gitte Ahle om det til lægesamtale, bortset fra at det jo var min egen skyld at jeg ikke havde haft lægesamtale, da jeg havde haft travlt med at spille fodbold hele dagen. For det første havde jeg på ingen måde havde haft lyst til at spille fodbold, for det andet startede kampen kl. 10.00.

Hvad skulle jeg svare på sådan en forkert og nedladende bemærkning? Ingenting. For Margit var for dum til at forstå rationelle argumenter, og hun havde magt til at skrive hvad hun havde lyst til i journalen. Og alt der stod i journalen kunne overlæge Gitte Ahle bruge som pseudoargument for at kalde mig psykotisk.

Lægesamtale med psykiater Gitte Ahle

Samtale med Gitte Ahle. Som sædvanligt var samtalen lidt af en joke. Jeg ville meget nødigt fortælle forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab præcis hvordan jeg havde det, så det hele blev lidt en sludder for en sladder. Det, der dog kom frem var, at jeg sov dårligt, og at jeg var blevet mere nedtrykt. Det som ikke kom frem var, at begge dele skyldtes Gitte Ahles psykiske tortur.

Var på ledsaget biblioteksbesøg på Glostrup Bibliotek med Niels fra personalet. Jeg lånte både PlayStation spil og bøger, hvoraf nogle af dem indeholdt CD-rommer. Bl.a. lånte jeg operativsystemet Linux, som jeg til min store og positive overraskelse virkede på den gamle og nu helt defekte PC uden netadgang, som afdelingen rådede over. Det betød konkret at min ven og medpatient “Dundee” nu kunne spille syvkabale igen.

Så var der psykologsamtale, med den overstadige og karikerede psykolog Stine. Det var helt unødvendigt, men betingelsen for at slippe for tvangsmedicin.

Jeg fortalte psykologen at jeg var enormt stresset og belastet, havde sovet elendigt i flere uger og var udtalt nedtrykt, og at jeg af den årsag nok var mere irritabel og vredladen end normalt. Jeg spurgte hende, om hun dog ikke kunne forstå, at jeg var blevet svært kronisk stresset efter alt det jeg havde været igennem. Hvis hun var enig, kom det dog ikke til udtryk.

Psykologen [spurgte] med bekymret mine... om det var noget jeg havde fundet på.

Jeg fortalte endvidere psykologen at jeg havde skrevet en bog, som på nuværende tidspunkt havde et omfang på ca. 160 sider. Det var sandt, men afstedkom alligevel at psykologen med bekymret mine spurgte, om det var noget jeg havde fundet på, at jeg ville forsøge at bilde hende ind hende aftenen forinden. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til det. Psykologens mistro til mine evner overraskede mig lidt, for jeg troede at alle og enhver på nuværende tidspunkt var klar over at jeg ikke var psykotisk.

Men det var alligevel interessant at hun havde den opfattelse af mig. Det var helt tydeligt at psykologen ikke var klar over eller måske bare fornægtede hvad plejepersonalet havde skrevet om mig, nemlig at jeg aldrig var psykotisk. Psykologen havde fået videreført en vrangforestilling fra mentalundersøgelsen om at jeg skulle lide af paranoid og narcissistisk personlighedsforstyrrelse: Det var som om at den psykolog jeg havde talt med til mentalundersøgelsen havde besluttet sig for at jeg skulle lide af et eller andet, uanset hvad.

Og så havde han valgt to helt forkerte typer af personlighedsforstyrrelser. Begge var så fremmede for mig, at jeg mod forventning ikke engang kunne hidse mig op over dem. Hvis man ikke havde empati, evner eller faglighed som psykolog, så var man perfekt egnet til at arbejde i retspsykiatrien. Det eneste det krævede var, at man var i stand til at undertrykke den indre stemme der sagde at det man foretog sig var helt forkert og ødelagde andre mennesker. Derudover skulle man være i stand til blindt og ukritisk at adlyde ordrer.

Talte med svenskeren, “J”. Han var kommet fra et lukket fængsel for at blive mentalundersøgt, og ligesom jeg, mente han ikke at han var sindssyg. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kunne heller ikke forstå ham, fortalte han, omend det vist nok i første omgang skyldtes en sprogbarriere. Han havde interessant nok fundet på at bruge præcis samme metode som jeg efterhånden havde lært, nemlig for det første på ingen måde at være benovet over hendes fremtrædende post, og for det andet at stille hende velgennemtænkte spørgsmål, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke kunne svare på, fordi der fagligt set ikke var meget at komme efter hos hende. Og så var han særdeles vedholdende.

Jeg frydede mig over hvor meget besvær “Svenskeren” ville forårsage hos Gitte Ahle.

Jeg frydede mig over hvor meget besvær “Svenskeren” ville forårsage hos Gitte Ahle. Det undrede mig lidt at “Svenskeren” nægtede at godtage et psykosestempel, for i hans situation med en livstidsdom, var det måske et billet til hurtigere løsladelse. Det virkede lidt som om at psykiaterne som en smålig og arrogant automatreaktion altid havde modsatte holdning af patienterne; dem der selv gav udtryk for at være psykotiske (en del for at få reduceret deres frihedsberøvelse) var automatisk raske, mens “Svenskeren” og jeg, der ikke var psykotiske og nægtede at blive stigmatiseret som sådanne, vi var automatisk psykotiske.

Der var lægesamtale i dag, og foruden den mandlige sygeplejerske “M”, deltog social- og sundhedsassistenteleven Line. Hun spurgte mig, om hun gerne måtte være med til samtalen, og da jeg syntes at hun var venlig, gav jeg hende lov.

Uanset hvilket mudder forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville kaste i hovedet på mig, var jeg ligeglad. Selve samtalen var som sædvanlig en farce. Jeg forholdt mig fuldstændig i ro, sad afslappet i stolen, holdt øjenkontakten med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, og talte med klar og tydelig stemme. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab gik i gang med sin inkvisition, og hun startede med at opridse forløbet. Da hun kom ind på psykologen Stines vurdering af mig, som lød på, at jeg led af en svær personlighedsforstyrrelse og psykose, måtte jeg venligt fortælle overlæge Gitte Ahle, at jeg i al ydmyghed var uenig.

Plejepersonalet [havde] i over 90 dage på intet tidspunkt havde skrevet, at jeg havde været psykotisk.

Jeg luftede - igen venligt og fuldstændigt roligt - min undren over, hvordan det dog kunne være at samtlige af plejepersonalet i over 90 dage på intet tidspunkt havde skrevet, at jeg havde været psykotisk, faktisk havde de skrevet det stik modsatte. Det kunne forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke forklare, udover at det var tydeligt af mine breve til hende at jeg led af megalomane og persekutoriske vrangforestillinger, altså af forfølgelses - og storhedsvanvid, samt neologismer.

Jeg bad hende om at fortælle hvor i mine breve hun syntes at indholdet var udtryk for sindssyge, og det kunne Gitte Ahle ikke. Hun affærdigede det med at jeg bare kunne læse, hvad hun havde skrevet til mig i hendes famøse brev af 5. februar 2019, som hun havde medbragt til den modbydelige samtale. Det morsomme var naturligvis at hun heller ikke i det brev havde formået at konkretisere, hvorfor jeg skulle lide af vrangforestillinger eller andre tegn på psykose, udover naturligvis at jeg da måtte lide af storhedsvanvid, alene fordi jeg var uenig med hende.

Jeg [måtte] lide af storhedsvanvid, alene fordi jeg var uenig med hende.

Hvad angik hendes postulat om at jeg havde udvist neologismer, så mente hun stadig at "justitsmyrdet" og "medikolegalt justitsmord" var sygelige ordnydannelser. Sidstnævnte var så åbenlyst ikke en neologisme, at jeg ikke forsøgte at tilbagevise det, men ‘justitsmyrdet’ forsøgte jeg at få forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab til at erkende ikke var en neologisme. Gitte Ahle var jo resistent over for logik og rationelle argumenter, og hun nægtede at bøje sig, men jeg fik fremført et par gode pointer. Den vigtigste var, at der ikke var nogen, der ikke kunne forstå, hvad jeg mente. Det måtte forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab erkende.

Mit næste argument var, at udtrykket var et eksempel på sproglig kreativitet, som var at sammenligne med anden ikke-psykotisk sproglig kreativitet¹. Jeg kunne nævne en række eksempler på sproglig kreativitet, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab dog valgte at overhøre.

For første gang under den mareridtsagtige tvangsindlæggelse var det som om at Gitte Ahle vidste hun var ude på dybt vand, både fagligt og moralsk. Det var faktisk pinligt for hende at hun ikke ville [dvs. kunne] fortælle mig hvordan hun mente min påståede psykose kom sig til udtryk. Jeg var ikke bange længere, så jeg begyndte at bore i at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke kunne begrunde noget så simpel som hvorfor hun syntes jeg var psykotisk.

Jeg sagde til hende, at nu hvor assistenteleven Line deltog som tilhører, syntes jeg det var på sin plads, at hun også lærte noget, hvorfor forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab i det mindste for hendes skyld burde være professionel, og forklare hvordan, det kom til udtryk, at jeg skulle være psykotisk. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab fik røde kinder, blev endnu mere vred, og kunne ikke længere holde den iskolde facade, der var hendes kendetegn, udover lyden af hendes højhælede sko, som varslede hendes ankomst på afdelingen.

Jo mere ophidset forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab blev, jo mere rolig blev jeg. Derfor blev jeg ved, og begyndte nu at stille åbenlyst dumme spørgsmål, som dog alligevel var relevante, men som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab nægtede at svare på, fordi hun ikke kunne, såsom: “Undskyld Gitte, nu bliver jeg helt i tvivl, jeg troede man anvendte ICD-10 og DSM-IV til at diagnosticere psykiske sygdomme, men nu kan jeg forstå at jeg tog fejl”, og “jeg var ikke klar over, at man ikke behøvede at begrunde sine diagnoser, når man var speciallæge og tilmed overlæge i psykiatri, men der har jeg da vist lært noget nyt i dag” osv. Der var ikke længere grund til at tage den forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab alvorligt.

Gitte Ahle havde optrådt i en debat på DR2 kort forinden, hvor hun med gravalvorligt ansigt havde ført sig frem med at psykiatrien manglede penge. Hun nød at fremstå som en autoritet, at være beundret og frygtet, men i virkeligheden havde hun i overført betydning ikke tøj på, og jeg var til forskel fra plejepersonalet alt andet end benovet over at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab netop var overlæge på Q81.

Jeg afsluttede derfor af med at spørge forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab - med “M” og Line som tilhørere - om hun ikke syntes at det var lidt af en skændsel, at hun som en fremtrædende psykiater [dansk psykiatris ansigt udadtil og garant for fagligheden], speciallæge og overlæge i psykiatri, ikke var i stand til at begrunde sin meget alvorlige diagnose. Jeg fik pudsigt nok ikke noget svar, men nu vidste jeg hvordan jeg skulle tackle den psykiatriske overlæge fremover. Samtalen var ikke behagelig som sådan, men jeg følte at jeg gik styrket ud af den.

Jeg have opnået to ting:

1. Jeg havde fået fremsat mine argumenter, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke kunne tilbagevise.
2. Jeg havde forholdt mig fuldstændig i ro under samtalen.

Det var interessant at der ikke kom nye ting frem under inkvisitionen. Jeg vidste dog også at jeg havde pustet til flammen, og at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab i nu som en passiv aggressivt modtræk ville skrive det mest nederdrægtige om mig i journalen. Det var der ikke noget at gøre ved, og jeg var som sagt ligeglad.

[1. Så forleden en reklame for internet-firmaet “Zalando” - i forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs optik måtte vedkommende, der havde fundet på det være ekstrem psykotisk.]

Nogle gange kom ind af de sygeplejerskestuderende ind i det, de på fagsproget kaldte "fællesmiljøet", altså TV-stuen, og sad sammen med os patienter. Når hun (som det oftest var tilfældet) sad hos os, havde patienterne det med at slække på paraderne. Folk talte mere frit, og troede tilsyneladende ikke at vedkommende ville rapportere det videre til det faste personale. Men det ville hun, og det var jo også hendes job. Det hun så efter, eller observerede, var de enkelte patienters adfærd, hvordan patienterne interagerede med hinanden etc. Var der god stemning?

Hvem talte med hvem, og hvad talte de om? Var der nogen der planlagde at smugle stoffer ind på afdelingen, eller var der ligefrem nogen der allerede havde gjort det? [Ja, det var der, og det fik efter jeg var blevet overflyttet fatal udgang for en 21-årig mand. Gad vide hvem der var øverste ansvarlig da det skete? Der var andre nær-fatale hændelser mens jeg var tvangsindlagt der, og det kan være jeg skriver om dem meget snart] Var der nogen der talte om personalet i negative vendinger etc. Jeg havde intet imod det, og jeg synes ligefrem at det var en god ide, for jo mere de så, at jeg var ganske normal, jo bedre. Det ville alt sammen kun komme mig til gode.

XY og jeg var ude at gå med Margit, og som tidligere, havde vi talt om hvordan vi skulle rumme hende. “XY” var i bedre humør end jeg, og ikke nær så træt, så vi aftalte at han førte ordet. Desværre kom hun og jeg til at gå ved siden af hinanden på fortovet, så jeg havde ingen mulighed for at undslippe. Imens Margit vrøvlede derudaf, forsøgte jeg desperat at gestikulere til “XY” om at overtage samtalen. Han grinede bare til mig ¹.

På vejen forsøgte vi at bilde Margit ind at Mokai var en ny alkoholfri sodavand, men her var et emne som Margit faktisk vidste noget om, så hun hoppede ikke på den. Havde vi trang til alkohol? Hverken “XY” eller jeg havde nogen trang til at drikke os fulde, endsige at drikke alkohol til dagligt, men når det var sagt, så skulle ingen være i tvivl om at vi ikke ville takke nej til noget, hvis der var nogen der tilbød os det. Ingen af os havde drukket noget med alkohol i henholdsvis et og et halvt år, vi havde udsigt til en trøstesløs og håbløs tilværelse og hverdagen var ulidelig kedelig.

Vi var ikke de eneste med den holdning. Bortset fra han og jeg var der ingen patienter der ikke talte om hvor meget de savnede stoffer, og om hvor meget de ville gøre for at skaffe dem. Hver gang “R” havde udgang kom han tilbage til afdelingen og hviskede til os med alkoholduftende ånde at han havde drukket så og så mange guldøl.

Da "Serberen" skulle indlægges tabte han en pose med heroin og kokain ud af underbukserne. En af de indlagte opdagede forleden en lille kanyle ligge ude i rygeburet og en anden opdagede en rest af en joint ligge på toilettet. “I” havde røget hash på en udgang og da han returnerede til afdelingen havde han i et raserianfald overfaldet to af plejepersonalet mens han råbte, 'jeg knepper jer, jeg knepper jer', hvorefter han røg i bælte hvor han lå i et par dage før han faldt så meget til ro at han kunne komme fri.

På trods af de voldelige overfald slap han med en behandlingsdom med tidsbegrænsning. Jeg, derimod, havde ikke rørt nogen som helst, men havde fået en behandlingsdom uden længstetid, hvorfor jeg i princippet var stavnsbundet og straffet resten af mit liv.

Om aftenen holdt klinikchef Anne Mette Brandt Christensen et lille foredrag til den såkaldte ”pårørendecafe”. Det var en månedlig tilbagevendende begivenhed, hvor der sjovt nok aldrig dukkede nogen pårørende op for at deltage. Så vi endte altid med at sidde et par forkølede patienter sammen med over tre gange så meget personale. Det var egentligt sødt af personalet at de gad at gøre det trods den ringe succes, og det forkortede den ulidelige ventetid en hel del, men det var også lidt spildte kræfter og ressourcer. Selve klinikchef Mette Brandt Christensens foredrag handlede om at hun lirede en masse trivielle facts af over for os, der vidste det hele i forvejen.

Det var skønt at opleve hans respektløshed og manglende situationsfornemmelse.

Det tegnede til at blive en kedelig forestilling, men skete der noget fantastisk; “K” gjorde sin entre og overtog straks hele showet. Fra nu af gik det hele fuldstændigt på hans præmisser. Han begyndte straks at fortælle om hvad han syntes om retspsykiatrien, og han havde en masse gode forslag til, hvordan man kunne forbedre den. Samtidig dirigerede han de unge sygeplejeelever rundt så han kunne få saftevand og mad serveret for sig.

Det handlede om ham selv, og hver gang klinikchef Anne Mette Brandt Christensen forsøgte at få et ord indført, afbrød han hende. Det var skønt at opleve hans respektløshed og manglende situationsfornemmelse. Det var tydeligt at det ikke kun var “Ks” sygdom der talte, men i højere grad hans personlighed, og han vidste udmærket godt hvad han gjorde. Han havde en fremragende humor. Jeg takkede ham bagefter for den gode underholdning.

Under foredraget havde “Serberen” siddet og hængt i stolen og var hele tiden ved at falde i søvn. Personalet havde efterhånden opgivet at få ham til at ligge sig ind på sin stue og sove. Det havde afstedkommet at han i går havde præsteret at falde ned fra sofaen i TV-stuen og ned på gulvet. Andre gange han havde siddet i sofaen mens han havde en fyldt tallerken foran sig, var han faldet i søvn med det resultat at han bankede panden ned i maden. Man kunne sige meget om hans søvntrang, men ud fra hans synspunkt var det formentligt bedre at være dopet end at være vågen i flere dage i træk.

"Kjeld, hvordan skal jeg fortælle min lillebror at jeg er ked af at jeg slog ham?”

Senere på aftenen spurgte “B” mig, “Kjeld, hvordan skal jeg fortælle min lillebror at jeg er ked af at jeg slog ham?”. “B” havde tilsyneladende overfaldet sin bror mens han havde været psykotisk og var meget ked af det. Jeg foreslog at han fortalte broren at han havde været syg, ikke sig selv, og af den grund havde slået ham, men at det ikke havde været hans hensigt. Eller, hvis det var svært at få det sagt, at skrive et brev til ham hvor han fortalte om det.

Jeg håbede at “I” blev genforenet med sin bror, nu havde jeg kendt ham i snart fire måneder og han var rolig og venlig. Han og jeg talte lidt videre og han fortalte mig mere om hans familie: Hans fætter, der boede i Danmark, men som i lighed med “I” heller ikke var dansk statsborger, var netop blevet idømt seks års fængsel og udvisning for at have kæmpet for ISIS. Til gengæld var hans onkel også for nylig blevet løsladt fra fængslet i Tyrkiet efter at have afsonet en dom på 15 års fængsel efter at have dræbt tre mennesker.

Jeg sad og reflektere over hvordan de andre opfattede mig; “Svenskeren”, “Zebo”, “Enestående” og “XY” var nogle af de patienter, der spontant enten havde forvekslet mig med en ansat eller sagt at jeg intet fejlede.

1. Margit skulle altid spille Backgammon med “XY”, og selv om han ikke gad, kunne han ikke sige nej, for det gav et dårligt indtryk.

For første gang, oplevede jeg i dag et postyr, der skyldtes en udadreagerende patient. Det var “K”, der var voldsomt forbrændt, havde smerter og alligevel blev tvunget til at bevæge sig så meget som muligt [måske skulle man ikke have været så paranoid og restriktiv med den smertestillende medicin?]. Han kunne ikke komme ind på sin stue og da ingen ville hjælpe ham blev han så vred at han slog voldsomt på døren flere gange og begyndte at råbe så højt at jeg tydeligt kunne høre det på min stue. Der kom straks et personale til stede og begyndte at tysse på ham.

Da han ikke ville høre på hende, mistede hun selv fatningen og begyndte at råbe ad ham.

Da han ikke ville høre på hende, mistede hun selv fatningen og begyndte at råbe ad ham med en skinger stemme.

Det endte med at “K” blev skærmet på sin stue, altså fik forbud imod at forlade den i et kortere stykke tid. Da jeg talte med “K” senere på dagen, fortalte han at hans frustration skyldtes at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde taget hans udgang fra ham. Det var fordi at han havde været så træt efter sidste gang han havde været ude at han havde sovet for meget. Derfor troede forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab at han havde taget stoffer.

Det lød på en gang absurd, og præcis som noget forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kunne finde på at at gøre. Det var ikke svært at sætte sig ind i “Ks” situation, med kraftige smerter og et ødelagt liv, men det var tydeligt at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke kunne det.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde fortalt ham, at han var til fare for samfundet.

”Enestående” sad og sov i stolen på gangen. Da jeg kom forbi ham vågnede han og kiggede på mig og sagde med sørgmodig stemme at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde fortalt ham, at han var til fare for samfundet [jeg synes sjovt nok at det var og er forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab som er til fare for samfundet], og underforstået af denne årsag ikke ville give ham udgang igen. Jeg havde stor respekt for “Enestående” og hans beslutning om ikke at tale med psykiaterne, selvom han tydeligvis blev straffet [det endte som bekendt med en de facto dødsstraf] for sin holdning.

“Enestående” blev generelt dårligt behandlet af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Mit klare indtryk var, at “Enestående” blev generelt dårligt behandlet af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, og på trods af, at han havde en bekræftet mellemørebetændelse, hostede konstant og havde en besværet vejrtrækning, gav forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ham ikke ordentlig medicin i form af hostesaft eller antibiotika.

Det var åbenbart at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde sine yndlingspatienter, eller rettere sagt, sin yndlingspatient. Vedkommende sørgede også for at spille spillet, idet han hver gang han så hende smilede stort og spurgte hende, hvordan hun havde det. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab tolkede vrede, irritabilitet og kritik som psykose, og benovethed, frygt og beundring som et tegn på at man var rask.

Jeg havde lånt en bog af “Svenskeren”, "The Moral Landscape" af Sam Harris. Han gjorde mig opmærksom på en yderst interessant passage i bogen på side 183, som omhandlede den ringe validitet af psykiatriske diagnoser. Det var lidt af en øjenåbner, og lød sådan her:

"Of course, there are many other ways in which we can be misled by context. Few studies illustrate this more powerfully than one conducted by the psychologist David L. Rosenhan, in which he and seven confederates had themselves committed to psychiatric hospitals in five different states in an effort to determine whether mental health professionals could detect the presence of the sane among the mentally ill. In order to get committed, each researcher complained of hearing a voice repeating the words 'empty,' 'hollow,' and 'thud'. Beyond that, each behaved perfectly normally. Upon winning admission to the psychiatric ward, the pseudopatients stopped complaining of their symptoms and immediately sought to convince the doctors, nurses, and staff that they felt fine and were fit to be released.

The hospital kept vigil, while Rosenhan, in fact, sent no one. This did not stop the hospital from 'detecting' a steady stream of pseudopatients. Over a period of a few months fully 10 percent of their new patients were deemed to be shamming by both a psychiatrist and a member of the staff. While we have all grown familiar with phenomena of this sort, it is startling to see the principle so clearly demonstrated: expectation can be, if not everything, almost everything. Rosenhan concluded his paper with this damning summary: 'It is clear that we cannot distinguish the sane from the insane in psychiatric hospitals.”

”Svenskeren” var en lille, blegt udseende mand med mange tatoveringer af ældre dato, kortklippet gråt hår, en næse der så ud som om den var brækket mange gange tidligere, og skarpe øjne bag hvilke man kunne ane intelligens. Han talte hurtigt, var indigneret, tog sig ikke tid til at lytte, var tydeligt utålmodig og lettere irritabel.

”Svenskeren” kom jeg til at tale en hel del med. Han var meget opsøgende, kontaktede alle og begyndte at tale med dem, selvom de fleste ikke havde lyst til at tale med ham og ikke forstod det meste af hvad han sagde. Selv når man gjorde alt hvad man kunne for at forstå ham, handlede det meste af det han fortalte om ham selv. Det gjorde det imidlertid ikke mindre interessant at lytte til. Han havde oplevet en masse i løbet af sit lange liv som kriminel.

Han fortalte at han ikke kunne udstå forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, og hvis hun sagde til ham at han var psykotisk, ville han slå hende ihjel. Hvordan han ville gøre det, fremgik ikke, men han afsonede en livstidsdom for mindst ét drab¹, og at han havde lyst til at gøre det han sagde, var jeg ikke i tvivl om, da jeg fangede hans blik mens han sagde det. Det endte også med at han blev sendt tilbage til fængslet, da forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde “fundet ud af” at han ganske rigtigt ikke var psykotisk, hvilket enhver af os patienter kunne have fortalt hende.

Før “Svenskeren” blev sendt retur, gav han mig sine kontaktoplysninger og opfordrede mig til at skrive til ham. Et eller andet sagde mig imidlertid at det nok var en dårlig ide, så jeg undlod.

1. Der er mange detaljer, jeg ikke skriver om, og “Svenskeren” var virkeligt hard core. Den kriminalitet han var dømt for, havde han vist begået i Sverige, men da han gerne ville være tættere på sin søn, som havde godt kontakt med og som boede i Danmark, så blev han overflyttet hertil. Jeg tror muligvis at "Svenskeren" selv var halv dansk, og det kunne hans efternavn også indikere.

Lægesamtale med psykiater Gitte Ahle

Der kom en uventet lægesamtale i dag. Mens jeg sad og spillede PlayStation med en medpatient og den sygeplejestuderende, kunne jeg høre lyden af hæle på gangen uden for aktivitetsrummet. Det var lyden af Gitte Ahle (jeg overhørte senere en samtale mellem Gitte Ahle og et af plejepersonalet, hvoraf det fremgik, at Gitte Ahle var helt bevidst om, hvilken effekt lyden af hendes højhælede sko havde, idet hun fortalte det pågældende plejepersonale at det var for at signalere til patienterne at hun var til stede på afdelingen, således at man vidste, hvornår man skulle ophøre med at bagtale hende).

Da lyden stoppede ud for mig, kiggede jeg op og så den vredladne psykiater. Vi gik den korte gang til samtalerummet, hvor vi satte os. René [han var oprindeligt uddannet pædagog, en uddannelse som han naturligvis ikke brugte til noget, han gik stort set altid i sort habit og sorte bukser, og så rystede hans hænder altid når han lavede mad, som om han altid var alkoholabstinent, hvilket gav god mening qua mans rødmossede kinder og begyndende rødvinstud] fra plejepersonalet deltog i samtalen, og sad tavs ved siden af os.

Psykiateren spyede gift

Hver gang forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab talte, spyede hun gift. Hun lagde ud med at fortælle at min ven, den anden journalist, jeg kendte, “JJ”, havde skrevet til hende, og stillet hende nogle spørgsmål. Dem havde hun videresendt til juristerne i Region Hovedstaden, sagde hun. Jeg nikkede bare. Så begyndte hun for alvor.

Han havde allernådigst givet mig lov til at deltage i en middag hos en ven ugen forinden. Det var meget storsindet af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab som ellers kun belønnede hendes yndlingspatienter med sådan en luksus. Min ven og hans familie havde også hørt dette løfte og havde forberedt sig på at jeg kom hos dem. Nu havde forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab imidlertid “ombestemt” sig, dvs. til trods for at andre end jeg havde hørt hendes løfte, så blev det nu til noget jeg havde bildt mig selv ind, altså underforstået et tegn på psykose.

Psykiaterens løgne

Hun sagde at hun i hvert fald aldrig havde fortalt mig, at hun havde tænkt sig at lade mig deltage i middagen hos min ven på fredag, og hun havde heller ikke sagt til mig at jeg ikke måtte det alligevel, fordi jeg havde stillet spørgsmål om min diagnose til hende, selv om det var præcis hvad hun sagde sagt.

Hendes undskyldning var, at jeg kunne naturligvis ikke komme til at deltage i middagen, for det var jo ikke den normale procedure. Jeg var målløs. Hun havde jo netop sagt præcis følgende til mig i går: "Jeg har fået en henvendelse fra din ven, der spørger om du må komme til middag hos ham på fredag, hvilket jeg ellers havde tænkt mig at give lov til, men fordi du har skrevet dette brev til mig, som indikerer at du er tilbage til udgangspunktet, må du ikke". Det var eksakt hvad hun havde sagt, men nu til denne samtale, sagde hun at det havde hun aldrig sagt, og at det var noget der var foregået i mit eget hoved. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab sad simpelthen og løj over for mig.

Den feje pædagog

Det medfølgende plejepersonale, pædagogen René, der deltog bekræftede på hendes foranledning at han ikke havde hørt noget. René løj altså også direkte, men selv om det til at starte med var dybt skuffende, forekom det ved nærmere eftertanke som en forventelig reaktion fra en medarbejder, der ikke skulle nyde noget af at sige sin chef imod. Jeg havde faktisk haft højere tanker om René, men behageligheden ved det lette job han besad, oversteg åbenbart hans faglige integritet.

Det var altså forståeligt, men så alligevel ikke. For hvis han skulle gå ud af situationen med fagligheden i behold, men uden at tale sin chef imod, kunne han da i det mindste bare sige at han ikke kunne huske noget som helst af hvad der var blevet sagt til gårsdagens samtale. Men det valgte han at lade være med, og det var jo hans valg. Overlælge Gitte Ahle fortsatte med at sige at jeg jo var meget, meget syg, og havde en behandlingsdom uden længstetid, og at det jeg havde gjort var meget, meget alvorligt.

Altså brugte hun hendes så tidligere ofte anvendte intimideringsmetode. Problemet var bare, at jeg efterhånden var blevet immun overfor hendes trusler. Ikke nok med at det ikke fungere overfor mig, tværdigmod begyndte jeg at føle at det jeg var dømt for, var fuldstændig berettiget, på grund af alle de modbydeligheder praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose havde afstedkommet.

Uprofessionel med syg moral

Det var meget tankevækkende, at Gitte Ahleb var så uprofessionel, som det var tilfældet. Selv om jeg var svært belastet af førnævntes inkvisition, som havde medført svimmelhed, hjertebanken og søvnbesvær, og selv om jeg led voldsomt under hendes ulækre intimidering, måtte jeg hele tiden holde hovedet koldt og aldrig blive provokeret. Det lykkedes dog ikke at holde mig mere i ro end at jeg sagde til hende, at hun havde en syg moral og at hun var uprofessionel.

Nægtede at begrunde diagnose

Det, som gik Gitte Ahle på, var at jeg på ny havde spurgt hende, om hvor mange af plejepersonalet, der havde observeret, at jeg var psykotisk og om hvordan denne psykose havde givet sig til udtryk. Det nægtede hun at svare på, og henviste blot til hvad hun tidligere havde skrevet til mig, hvoraf det altså heller ikke fremgik hvorfor jeg skulle lide af psykose. Det burde være pinligt for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab at hun konsekvent ikke kunne svare på det, men det lod dog ikke til at hun skammede sig. synderligt over det.

Straffede mig for spørgsmål

Jeg sagde, at jeg havde krav på at vide hvad der lå til grund for min diagnose, og at det stod opført på en seddel, der hang på opslagstavlen, men det var forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ligeglad med. Som hun havde sagt til mig til gårsdagens samtale, så var jeg både "meget, meget syg", megaloman, persevererende, og kværulant, alene fordi jeg gerne ville vide, hvordan hun begrundede sin diagnose om, at jeg var psykotisk, megaloman, persevererende og kværulant. Det var dybt bekymrende, og især var det bekymrende at plejepersonalet ikke sagde fra.

Cirkelargumentation

Man kunne lidt populært sige, at hvis de eneste symptomer på at man var psykotisk var, at man nægtede at være psykotisk, ja, så var man altså ikke psykotisk. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var så magtarrogant, at hun mente, at bare fordi hun sagde at noget var, som hun mente det var, så var det også rigtigt. Hun mente, at det var hende der skabte virkeligheden og ikke virkeligheden, der skabte virkeligheden. Hvis der var nogen, der var megalomane, så var det nok Gitte Ahle. En anden måde forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab argumenterede var, at hun konstant lagde ord i munden på mig.

Psykiateren var den megalomane

Hun spurgte hvorfor jeg hele tiden svinede hende til, hvilket var lidt af en overdrivelse. For det første så tilsvinede jeg hende ikke, ud over at jeg fortalte hende, at jeg mente, at hun var amoralsk, og for det andet så var det ikke hele tiden. Når Gitte Ahle helt åbenlyst straffede mig for noget, der ikke burde blive straffet, var det så ikke acceptabelt at jeg ytrede min holdning til hendes professionalisme eller mangel på samme, som et respons hertil?

Misbrugte sit fag

Konklusionen på den psykiatriske overlæges vanvid måtte være, at hun straffede mig for at stille helt relevante spørgsmål til emner der betød alverden for mig. Hvis jeg virkelig var så syg som hun mente, hvorfor havde hun så den attitude overfor mig? Hvorfor lod hun sig så provokere så meget? Hvis det var mig, der sad overfor en patient, der var så syg som hun mente jeg var, så ville jeg da bare sidde med et overbærende smil på læben og ikke lade mig gå på af den åbenlyst skøre kugle.

Inddrog udgang som straf

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab oplyste endvidere, at hun havde haft kontakt med min anden ven, “L”, som havde spurgt hende, om han kunne ledsage mig på udgang, men heller ikke det var blevet til noget, fordi jeg stillede kritiske spørgsmål til hende. Hvis jeg insisterede på at få et svar på mine spørgsmål, så var jeg persevererende og 'meget meget syg'.

Det virkede som om at Gitte Ahle bevidst forsøgte at intimidere mig til at glemme det overgreb, der havde ødelagt mit liv og frarøvet mig alt. Det svarede fuldstændig til at prøve at få et voldtægtsoffer til at glemme voldtægten og gerningsmanden. Det var umuligt og perverst. Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs og plejepersonalets fejlopfattelse lå i, at de troede at jeg havde nogen som helst incitamenter til at efterkomme dem. De troede fejlagtigt, at jeg havde noget som helst at komme ud til, at jeg havde udsigt til en positiv fremtid, noget der trak. Og det havde jeg ikke, tværdigmod.

Truet til at glemme overgreb

Der var kun udsigt til en håbløs tilværelse, stigmatiseret som psykotisk, på samfundets bund. Det eneste positive jeg havde i min situation var “B”. Han var den absolut primære årsag til at jeg ikke var blevet tvangsmedicineret og den eneste årsag til at jeg havde noget at se frem til, trods alt. Alt i alt kunne man sige, at jeg på ingen måde havde travlt med at blive udskrevet. Jeg havde tag over hovedet, fik tre måltider dagligt, og var omgivet af venlige mennesker, Gitte Ahle frataget. Ensomheden var det værste for alle raske og normale mennesker.

Lå under for smiger

I mellemtiden havde “T” fået lov til at gå på uledsaget udgang. Han fedtede helt utilsløret for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Når de mødte hinanden på gangen, spurgte han hende om hvordan hun havde det, og komplimenterede hendes trøje. Man kunne høre på Gitte Ahles respons, at det virkede på hende. Jeg kunne godt forstå at “T” var så glad og positiv, som det var tilfældet. Hvis han ikke var blevet erklæret psykotisk, stod han til omkring ti års fængsel. Nu var han indtil videre sluppet med knapt et år, hvoraf det meste af tiden bestod i indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Prisen for straffrihed

Prisen var dog, at han var nødt til at acceptere en for manges vedkommende skadelig behandling. “T” var imidlertid mere intelligent end de fleste af både de indlagte og personalet, og jeg tror godt han vidste, hvilke forholdsregler han skulle tage for at imødegå de skadelige bivirkninger af den antipsykotiske medicin, dvs. i hvert fald det såkaldte metaboliske syndrom, hvor man tog kraftigt på i vægt, fik forhøjet blodtryk, insulinresistens, samt det, det afstedkom af endnu værre sygdomme.

Medpatienterns misundelighed

Nogle af mine medindlagte patienter var næsten lige så forsmåede som den psykiatriske overlæge, og de gik ekstremt meget op i den forskelsbehandling, der var normen på afdelingen. Frem for at glæde sig på eksempelvis “Ts” vegne og tage ved lære af hans måde at håndtere livet på afdelingen på, var de bare misundelige på ham. Jeg var trods alt klar over at det ikke fungerede på den måde, at “Ts” øgede frihedsrettigheder skete på bekostning af nogle af os andre, tværdigmod lærte jeg meget af “T”, og jeg var især imponeret over hans vedholdende og smittende optimisme og gode humør.

Forberedelse af tvangsbehandlingen

Hvordan skulle den fremtidige strategi være? Jeg havde aftalt med min ven “B” at han skulle være bisidder til samtalen på mandag. Det ville den psykiatriske overlæge sikkert ikke bryde sig særligt meget om. Mit problem var, at jeg jo skulle meddele det (eller skulle jeg?) forud for samtalen. Det havde jeg ikke lyst til, af den simple grund at min skriftlige oplysning om, at han skulle deltage, ville medføre at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab hev mig ind i samtalerummet og intimidere mig.

Nægtede at tale med psykiateren igen

Det var voldsomt angstprovokerende at tænke på. Men jeg havde næppe noget valg. Det var nødvendigt at “B” deltog i samtalen, og der var ingen vej uden om. Jeg besluttede mig for at aflevere en seddel til min kontaktperson senere på dagen, helst når den psykiatriske overlæge var gået hjem. Jeg ville samtidig også skrive på sedlen, at jeg ikke havde lyst til at tale med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab før mandagens samtale. Først måtte jeg dog koncentrere mig om træningen.

Aflivet af tvangsmedicin

Min gode ven, “Enestående”, var for nogle dage siden blevet indlagt på det rigtige hospital, den såkaldte Sydfløj, fordi han var blevet tiltagende syg. Det var startet med mellemørebetændelse, som så havde spredt sig til svælget og efter et par dage var “Enestående” blevet så hæs, at han nærmest var uforståelig, når han talte. Han hostede, fik feber og hurtig vejrtrækning. En nat var det blevet så slemt at han ikke kunne trække vejret ordentligt, og det i en grad at det afspejlede sig i iltmætningen af blodet.

Taget 60 kilo på

Så var han blevet indlagt akut. Han havde, som en direkte følge af tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin, taget voldsomt på, fra 70 kg ved indlæggelse til ca. 130 kg efter et halvt år. “S” som var en af de mere normale af plejepersonalet, fortalte at “Enestående” ved indlæggelsen havde imponeret alle med sine evner i fodbold, og han havde vist også været professionel fodspiller nogle år forinden. Nu var “Enestående” så overvægtig at han blev forpustet af bare at gå ned ad gangen.

Slået ihjel af Gitte Ahle

Det stod klart for alle, på nær forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, at det ville koste ham livet. Hvorfor gjorde plejepersonalet ikke noget? De vidste udmærket at “Enestående“ hverken var psykotisk eller aggressiv længere, hvis han nogensinde havde været det, og at han burde blive reduceret i den antipsykotiske medicin, af hvilken han blev tvunget til at få flere præparater samtidig. Derved svigtede de deres ansvar, og det var utilgiveligt, for årsagen var ikke mangel på viden, men magelighed, konfliktskyhed overfor forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab og fejhed.

Gitte Ahles sutteklud og veninde

I dagens anledning havde Gitte Ahle allieret sig med klinikchef Anne Mette Brandt Christensen. Ligeledes deltog Margit fra plejepersonalet. Forud for samtalen havde Margit på min forespørgsel fortalt at selv om den normale besøgstid var kl. 14.00 og derefter, så ville hun gerne sørge for at jeg alligevel kunne få en times samtale med min ven, “B”, nu når han alligevel var til stede. Det var vel nok “storsindet” af Margit.

Min backup bedre end Gitte Ahles

Jeg glædede mig over at “B” tiltog endnu engang, for ikke bare jeg, men samtlige af mine medindlagte patienter, vidste hvad resultatet af tvangsbehandlingssamtalen havde været. Det var det store samtaleemne både før og efter samtalen, og ingen - ingen - havde i deres vildeste fantasi troet, at jeg kunne slippe for tvangsmedicineringen, for det havde de jo ikke selv. “T” fortalte mig efter denne samtale at jeg havde “kneppet forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs liv”, som han udtrykte det. Det var nu mere omvendt, men det glædede mig at han sagde det, større menneske var jeg trods alt ikke.

Gitte Ahles nyeste løgn

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab havde til lejligheden opdigtet et nyt symptom, jeg angiveligt skulle lide af, og som var udtryk for psykose, nemlig at stress gjorde mig psykotisk. Det var noget vrøvl, og “B” og jeg kiggede bare på hinanden, og begyndte så at grine. Psykiater Gitte Ahle var langt mere affektspændt end jeg, faktisk havde hendes kinder antaget en knaldrød farve, og hun kunne slet ikke beherske sig.

"Er du anspændt, Gitte?"

Jeg, derimod, sad helt afslappet, og tilbagelænet på stolen med mine hænder roligt liggende i skødet. Af en eller anden grund, var det nu mig, der var iskold, og jeg fortalte at jeg skam var under stort pres, og hvis de mente at min paranoide personlighed kom til udtryk når, jeg var under pres, så måtte det da være nu. Jeg fortalte stille og roligt Gitte Ahle, at hun tydeligvis var langt mere stresset end jeg, og kommenterede hendes røde kinder og kontroltab. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge, om det hermed var hende, der var psykotisk, taget hendes affektspændthed i betragtning, kombineret med at hun så sygdomstegn hos mig, som ingen andre kunne se, hvilket jo måtte være udtryk for at hun led af vrangforestillinger og hallucinationer.

Fortsat ingen forklaring på diagnosen

Derudover var det også positivt, at jeg til samtalen endnu engang fik spurgt om hvordan min psykose konkret kom til udtryk, og at hverken forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab eller klinikchef Anne Mette Brandt Christensen var i stand til at svare på det. Omvendt straffede de mig med at sige, at jeg var persevererende, og dermed psykotisk¹. Selv om samtalen som sædvanlig var særdeles ubehagelig, gjorde det ikke det store. Det, der var essentielt var, at “B” og jeg igen igen fik udstillet de to prominente psykiaters hykleri og magtmisbrug, samt at også denne samtale - helt lovligt - blev optaget.

Straffet med aflysning af besøg

Efter samtalen var Margit hurtigt ude, og skyndte sig at rydde op, mens hun sagde, at jeg alligevel ikke måtte have besøg af min ven i besøgsrummet. Det var vist nytteløst at diskutere med hende om det. Hun udstillede bare sig selv som den tosse hun var.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs endelige nederlag

Fordi jeg åbenbart var for stor en mundfuld for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, blev beslutningen, at jeg skulle sendes til R3 på Sankt Hans Hospital. Det kunne kun tolkes som et nederlag for overlægen. På trods af, at hun havde magt til at tvinge mig i en skadelig og unødvendig behandling, kunne hun fortsat ikke håndtere mig med hendes intimidering og magt. Hun kunne ikke engang - på trods af at jeg aldrig tidligere havde været så presset - vinde over mig i en diskussion. Ja, det var vel lidt megalomant af mig at mene, men sådan tolkede jeg det alligevel.

1. Ligesom “alle veje fører til Rom, så fører “alle symptomer til psykose”.

Jeg kunne senere læse i min journal at social- og sundhedsassistent-tossen, Margit, havde noteret, at jeg havde stået og afskrevet sedlen om patientrettigheder, som hang på opslagstavlen på gangen. Der var ikke grænser for hvor ussel Margit var, og den blinde loyalitet overfor forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, kombineret med hendes unikke dumhed, gjorde hende til en fare for os indlagte.

Sidste nat på Q81.

I dag var der samtale med Gitte Ahle igen. Min ven “C” deltog. Han var altid særdeles præsentabel samtidig med at han udstrålede en naturlig ro og selvsikkerhed, som jeg vidste at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab ville føle sig intimideret af. Samtidig var han yderst intelligent, og havde en kandidatgrad fra Københavns Universitet.

Overlægens bombe

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab 'kastede en bombe' til samtalen, som hun formulerede det. Der var en plads på Sankt Hans Hospital. Ud over Gitte Ahle, var socialrådgiveren Eva og Finn til stede. Den psykiatriske overlæge var tydelig nervøs, og sank et par gange. Hun lo med sin skingre, og falske latter. Jeg var virkelig ked af at forlade afdelingen, og de fine og venlige mennesker blandt både personale og indlagte. Vi udvekslede kontaktinformationer. Så bowlede vi på Diget. Jeg sagde farvel til personalet, og især aktivitetsteamet savnede jeg allerede.

[25. Juli 2020. Desværre skulle det snart vise sig, at jeg mine pinsler efter fire måneders mareridt - alt andet lige - ikke ophørte på R3, tværdigmod. Noget af plejepersonalet på Q81 havde faktisk tidligere været ansat på R3, og jeg kunne ikke forstå, at de blev stille, når jeg spurgte dem om, hvordan det var at være tvangsindlagt på deres gamle arbejdsplads. Men det kom jeg snart til; kun de mest sadistiske og fagligt ringe mennesker trivedes på R3, alle andre skyndte sig at søge væk derfra, og det var dem, der havde en mindstemål af samvittighed og moral. Jeg kunne næsten have tilgivet opholdet og torturen på Q81, men jeg kommer helt sikkert aldrig til at tilgive opholdet på R3. Min eneste trøst er, at jeg på R3 havde mulighed for at optage lyd og video, samt tage billeder, i smug selvfølgelig, da det åbenbart kun er fedt at begå overgreb mod sagesløse patienter, hvis man kan være anonym, og det benyttede jeg mig i meget høj grad af. Optagelserne er pt. fortsat for traumatiserende for mig at høre og redigere, men min dagbog har jeg skrevet ind, og den offentliggør jeg i løbet af de næste dage. Samtidig er denne tekst fra Q81 fortsat ikke helt færdigredigeret, men det gør jeg løbende.]

Aktivitetsteamet

Aktivitetsteamet var en personalegruppe bestående af tre ergoterapeuter og to social- og sundhedsassistenter. Deres formål var, som navnet antydede, at tilbyde os ufrivillige gæster på både Q81 og naboafdelingen Q80, at deltage i aktiviteter, såsom fysisk træning (styrketræning, cirkeltræning, fodbold, badminton, floorball, volleyball, og et par gange også svømning i Glostrup Badet), billard, læsegruppe og madlavning. Jeg sørgede for at deltage i alle aktiviteter, fordi det var så enerverende kedeligt at opholde sig på afdelingen. Jeg havde i fast makker i "Dundee" og "W", især sidstnævnte var altid klar og specielt styrketræning var noget han udmærkede sig i; mens vi andre typisk startede med en halv times badminton efterfulgt af tre kvarters styrketræning, så styrketrænede "W" også når vi andre spillede badminton. Han var virkelig hard core, og en stor motivator.]

Aktivitetsteamet var meget vellidt blandt os patienter, og det skyldtes - i hvert fald for mit eget vedkommende - at de var dygtige, dedikerede, og til forskel fra psykiaterne og plejepersonalet, rent faktisk gavnede vores fysiske og psykiske velvære. De var ikke patroniserende eller moralsk forråede, de mødte os indlagte hvor vi var, og hjalp os videre derfra.

Desuden lod det også til at de indbyrdes havde et godt samarbejde, og jeg véd at de engang imellem tog i byen og spiste middag sammen. Derudover var de hver især meget forskellige, men måske netop af den årsag kom de så godt ud af det med hinanden. Personalet i aktivitetsteamet bestod af:

• Ergoterapeuten Michelle. Den unge ergoterapeut og tidligere gymnastikpige. Michelle var endnu for ung til at have nået at blive udbrændt og kynisk, hun var karakterfast og tilpas idealistisk, samtidig med at hun havde en flig af charmerende usikkerhed under den professionelle facade, eller også var det bare noget, jeg bildte mig ind. Hun var samtidig også jordnær og nysgerrig, og hun var ikke så paranoid at hun ikke turde fortælle at hun var fra Fyn, og datter af en bager. Det første var dog ikke noget, nogen var i tvivl om, selv om hun italesatte sit forsøg på at aflægge hendes accent når hun ikke besøgte familien på Fyn. Mange af mine medpatienter kommenterede ofte andre af Michelles fortrin end hendes faglighed, og enkelte bildte ovenikøbet sig selv ind at de havde en chance hos hende, og forsøgte at give hende deres telefonnummer. Som man nok kan regne ud, så er et yndet samtaleemne på alle institutioner med altovervejende yngre mandlige beboere, personalet de respektive steder, og hér overgik Michelle Gitte Ahle i popularitet. Som det var tilfældet med Leif, så var også Michelle både for god til at være i psykiatrien, og samtidig virkeligt tiltrængt; for at parafrasere en af hovedpersonerne i en af de nyere "Batman" film, så var Leif og Michelle hvad psykiatrien havde brug for, men ikke fortjent.
• Ergoterapeuten Marianne. Marianne var venlig, mere afdæmpet, ældre ergoterapeut, og passede bedre til billedet af en klassisk ergoterapeut. Det var hende, der henledte min opmærksomhed på en journalist fra Politiken, der et stykke tid forinden havde skrevet en artikelserie om netop afdeling Q81 og 81, og hun var så sød at printe den ud til mig. Det var i øvrigt morsomt at læse reportageserien, for journalisten havde været ret præcis i sin skildring, og der var meget jeg kunne genkende, selvom der naturligvis også var en hel del, han at naturlige grunde qua det i sagens natur kortvarige ophold på afdelingen, ikke havde oplevet og skrevet om.
• Ergoterapeuten Celestin. Normalt var det et tyndslidt kliche, når man siger om nogen, at de ligner én, der er ti år yngre, men hvad angik Celestin, så var det umuligt at gætte hans alder, og da vi prøvede, viste det sig, at vi underestimerede den med ca. 20 år. Han havde simpelthen en fysik, der var for vild, han var utrættelig, når vi spillede fodbold, og han lavede pull ups, som var han en amerikansk marinesoldat.
• Social- og sundhedsassistenten Maria. Maria var unik, fordi hun både var ansat på retspsykiatrisk afdeling, og helt igennem normal, og det på én og samme tid. Derudover var hun venlig, og havde god humor. Til forskel fra de meste af plejepersonalet (med nogle undtagelser, jeg skal skrive om ved en senere lejlighed) kunne man joke med hende, uden at frygte at man blev misforstået. Hun gik desuden et ekstra stykke vej for os patienter, idet hun engang imellem - som den eneste - holdt filmaften hvor hun lejede en film fra sin Blockbuster film app, som hun selv betalte for. Så lavede hun popcorn og købte slik, og jeg kunne for en stund glemme den allestedsværende trussel om tvangsmedicinering af Gitte Ahle. "W" og jeg diskuterede hvilke film vi skulle se, da de andre indlagte var mere eller mindre ligeglade. Han syntes vi skulle se "Sicario 2", da "Sicario" var én af hans yndlingsfilm; da det også var én af mine absolutte yndlingsfilm, var det perfekt. Vi så også "The Equalizer" og "Tag", hvor førstnævnte var et hit, mens sidstnævnte var kedelig og for plat. Maria var, efter hendes børn var blevet ældre, begyndt at opdrætte hunde. Det var vist primært fordi hun ikke kunne stå for babyer, så hun havde virkeligt svært ved at sælge hvalpene. Til gengæld tog hun ofte et par stykker med på arbejde, og lod dem tumle rundt på afdelingen, og det var altid herligt for os tosser at opleve.
• Social- og sundhedsassistenten Leif. Hvis jeg skulle vælge ét yndlingsmedlem fra plejepersonalet, så var det Leif. Som i tilfældet med Michelle, Maria og Celestin, var Leif ikke blevet korrumperet og indoktrineret af psykiatrien; han var et rigtigt menneske, og havde før han blev social- og sundhedsassistent, haft en karriere som både blomsterhandler og indehaver af en grillbar. Han var skønsmæssigt i starten af halvtredserne, høj og atletisk af bygning. Han var inkarneret Brøndbyfan, og gik især all-in, når vi spillede fodbold. Han havde angiveligt en knæskade, som følge af tumult med en voldelig patient år forinden, og selv om han engang i mellem italesatte skaden, holdt det ham på ingen måde tilbage. Dog supplerede han styrketræningen med nogle ret komiske yogaøvelser, som vi grinede meget af. Det der imidlertid gjorde Leif særegen var hans lynhurtige og eminente humor. Han var ikke oppositionel som sådan, men omvendt virkede han heller ikke benovet og imponeret over hvilke fine titler eller stillinger folk havde. På den ene side var Leif for god til at være ansat i psykiatrien, på den anden side, var det netop mennesker med hans karakter og medmenneskelige egenskaber, der var desperat brug for i netop psykiatrien.

Plejepersonalet

Nogle af plejepersonalet fortalte mig endda meget private detaljer om sig selv til mig, hvilket jeg betragtede som en form for fortrolighed, jeg alt andet lige tolkede som et tegn på at de helt oplagt ikke mente jeg var psykotisk eller utilregnelig, for havde jeg været det, kunne jeg meget vel have brugt de oplysninger mod dem på den ene eller anden måde. I de måneder jeg var ufrivillig gæst på Q81 oplevede jeg aldrig nogen indlagte være perfide overfor personalet (til forskel for på Sankt Hans Hospital), og kun enkelte gange mistede en medindlagt fatningen, men det var som følge af frustration og fysisk stærk smerte ("K" der var blevet svært forbrændt på omkring halvtreds procent af kroppen), og det udartede sig aldrig til vold, ligesom jeg ikke én eneste gang oplevede en medindlagt patient på Q81 være årsag til at der blev trykket på alarmen.

En af personalet havde mistet sin voksne søn til kræft, en andens yngre søn var netop blevet diagnosticeret med kræft. Det var forfærdelig tragisk at høre, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da de fortalte mig det. Jeg følte ikke, at der var noget som helst meningsfuldt, jeg kunne sige, så jeg valgte i stedet bare at lytte. I begge tilfælde perspektiverede det min egen situation i en grad, at det gik op for mig, at jeg strengt taget ikke havde så meget at bekymre mig om trods alt. Men jeg kunne mærke vreden ulme i mig, for det var meningsløst at jeg skulle tvinges til at være passiv, når jeg kunne være læge og bruge den viden jeg havde arbejdet så hårdt på at opnå til at hjælpe mine syge og fortvivlede medmennesker.

Jeg havde jo aldrig fejlbehandlet nogen patienter, jeg havde dedikeret mit liv til lægefaget og jeg var aldrig nogen sinde gået på kompromis, når det handlede om at give den absolut bedste behandling til hver eneste patient. Det kan godt være at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab mente at jeg var detaljefikseret og omhyggelig, og at det var tegn på psykose, men den opfattelse tror jeg ikke mine patienter havde delt med hende, når jeg efter arbejde havde læst op på en given sygdom, så jeg kunne give en patient en ekstra fyldestgørende forklaring på den, eller når jeg var blevet på afdelingen efter fyraften for at kontrollere, at jeg ikke havde glemt noget eller lavet nogen fejl, bare for at være helt sikker. Eller repeteret pensum i det pågældende speciale i weekenden, for at kunne være på toppen fagligt. Man kunne sikkert sige meget dårligt om den tilgang til mit job, men det kom kun mine patienter til gode.

• Sygeplejersken Finn. En lidt ældre, høj mandligt sygeplejerske, som havde været i Thailand mange gange, og godt kunne tænke sig at nyde sit otium der. Han tog ekstravagter på den psykiatriske skadestue på Psykiatrisk Center Frederiksberg af samme årsag, så han havde penge til det. Det var "Enestående" der havde givet ham øgenavnet Finn fordi sidstnævnte engang havde fortalt om alle de eksotiske retter han havde smagt i Thailand, bl.a. diverse insekter, herunder græshopper, edderkopper, myrere, samt flere typer gnavere og reptiler. "Enestående" var overbevist om at han også havde smagt mennesker, deraf øgenavnet, som Finn ikke virkede som om han var helt begejstret for. "Enestående" forsøgte nogle gange at bryde lidt med Finn for sjov, og det udviklede sig aldrig i en forkert retning. Finn og jeg så MMA kampe sent på aftenen når han var i aftenvagt. De fleste af mine medpatienter var så dopede at de faldt tidligt i søvn, fraset nogle få som omvendt var vågne flere dage i træk, men var for motorisk urolige til at sidde og følge med i fjernsynet. Rygtet blandt personalet sagde at Finn var den absolut bedste bordtennisspiller på afdelingen, hvis da ikke på hele Psykiatrisk Center Glostrup. Desværre forhindrede en knæskade ham i at demonstrere sin overlegenhed udi denne psykiatriske X-games disciplin. Jeg kedede mig bravt, og at derfor begyndt at spille bordtennis med hvem som helst, der gad, og ikke var så dopede at de ikke kunne holde på battet eller ramme bolden. Sidste gang jeg havde spillet bordtennis havde været på fritidshjemmet, hvor jeg hverken havde været særligt god eller dårlig, men utroligt nok lykkedes det mig at indlære nogle nye teknikker i form af specielle serve og returskud. Jeg troede, jeg var blevet for gammel til at indlære nye bevægemønstre af den slags. Jeg ville forfærdeligt gerne se hvor god Finn var til bordtennis, så jeg sørgede for at plage ham tilstrækkeligt meget og længe til at han til sidst gav op og viste hvad han duede til. Han var kort fortalt suveræn. Det var stort set umuligt for mig og andre der forsøgte at få bare ét point, fraset når Finn en sjælden gang lavede en fejl. Når han servede og ikke lavede fejl, var der mig bekendt ingen for hvem det lykkedes at slå bolden retur. Det skulle da lige være social- og sundhedsassistenten Jesper der var den måske næstbedste bordtennisspiller på afdelingen. I ugen efter jeg havde fået Finn til at vise sin kunnen, spillede han hver aften med Jesper, Tim eller mig. Han fortalte at han havde gået til bordtennis i en årrække og udmærket sig i denne sportsgren.

Arrangementer og fest på Q81

Fastelavn

Af uransagelige årsager kan jeg ikke finde det, jeg skrev om fastelavn på afdeling Q80 og Q81, men jeg kan nemt rekonstruere det.

Hvis jeg når det, vil jeg skrive om følgende emner:

1. Psykiatriens "X-Games": Puslespil, bordtennis, bordfodbold og backgammon.
2. Om hvordan jeg af ren og skær kedsomhed lærte alle svarene i Bezzerwizzer udenad, og fik de sygeplejestuderende til at teste mig.
3. At jeg lavede et slags "Gæt en kendt" eller "Hvor godt kender du din kollega" om alle de ansatte. Selv om personalet ganske fornuftigt ikke oplyste nogen identificerbare detaljer om dem selv eller deres familie, så kunne det ikke undgås at jeg alligevel fik en masse at vide om dem alligevel, og jeg huskede det meste de fortalte. I starten var det mest for at demonstrere for dem at jeg faktisk havde intakte kognitive evner og ikke nogen negative symptomer, men efterhånden ændrede fokus sig, og jeg blev oprigtigt interesseret i det meste af personalets baggrunde. Det var en velfungerende personalegruppe, på trods, eller måske på grund af, hvor meget forskellige de hver især var.
4. NA: Der var som sagt meget lidt at foretage sig på afdelingen, men en gang om måneden kom nogle medlemmer af "Anonyme Narkomaner" forbi vores afdeling, for at promovere deres forening. Faren ved at deltage var naturligvis, at personalet kunne misforstå kedsomhed med misbrugsproblemer, hvilket kunne være yderst problematisk for mig, der ingen misbrugsproblemer havde, for overlægen ville skævvride enhver oplysning hun fik, til at desavuere mig i journalen. Nysgerrigheden vandt til sidst, og jeg deltog i arrangementet hver gang det løb af stablen, idet jeg naturligvis sørgede for at lade personalet vide, at jeg ingen misbrugsproblemer havde, men at jeg generelt var nysgerrig og hilste nye input velkommende. Trods risikoen for at blive "misforstået", kunne jeg også anvende arrangementet til noget, der var favourabelt for mig, nemlig ved at stille så intelligente spørgsmål som muligt.

Om dette emne skriver retsmediciner Jørn Simonsen i bogen "Retsmedicin og medicinallovgivning":

S. 255 - s. 256, Jørn Simonsen, Retsmedicin og medicinallovgivning, 9. udgave, FADL's forlag.

Jeg har markeret de sætninger, jeg især mener at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, har forbrudt sig imod. Hun vejede hensynet til sine kolleger/veninder højere, end at erkende, at jeg ikke var psykotisk, og hun var parat til at give mig invaliderende og livsfarlig medicin under anvendelse af vold for deres skyld, og selvfølgelig til skade for mig.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab forsvarede sin beslutnig om at anvende tvang over for mig med observationer, som andre end hende selv havde nedskrevet; dog ikke hendes eget plejepersonale, der aldrig gennem flere måneder blot én eneste gang skrev, at jeg fremstod psykotisk, tværdigmod, men derimod hvad praktiserende læge Camilla Elvekjær, Troels, samt Lennart Bertil Jansson havde skrevet. Hun kunne ikke selv argumentere for, at jeg skulle være, eller have været, psykotisk.

Jeg må dog rose overlæge Gitte Ahle for at være en god kollega - overfor hendes psykiatervenner, en praktiserende læge, og et par embedslæger - som alle tog fejl, om det så var bevidst, eller som følge af ringe faglighed og moral.

Jeg er ikke særlig klog, og jeg har slet ikke forstand på internationale deklarationer, men noget siger mig, at såfremt at Tokyodeklarationen og Genevekonventionen er vedtaget at gælde i Danmark, så enten gælder disse ikke for psykiatere og embedslæger, eller også har forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab forbrudt sig mod dem.

S. 261 - s. 262, Jørn Simonsen, Retsmedicin og medicinallovgivning, 9. udgave, FADL's forlag.

"Enestående" var medpatient på afdeling Q81. Han var meget kreativ, og mange af de pseudonymer, jeg har brugt i min dagbog, er han ophavsmand til. Pseudonymet "Enestående" var det dog "Hergé", en mandlig social- og sundhedsassistent på afdelingen, der fandt på. "Enestående" blev i realiteten aflivet af den tvangsmedicin han fik, i form af flere såkaldt antipsykotiske præparater samtidig. Kort fortalt tog han så meget på i vægt, omkring 50 kilo, i løbet af en periode på måske seks måneder, at han ikke kunne ventilere, altså udspile, de nederste lungeafsnit, hvorfor han fik lungebetændelse og måtte indlægges på det rigtige hospital. Han var generelt også nødt til at sidde op og sove, da han ellers ikke kunne trække vejret.

Alle de indlagte vidste at den massive overvægt ville koste "Enestående" livet, og mange, herunder jeg selv, forsøgte at få ham til at bevæge sig, i det mindste bare at gå en tur frem og tilbage på gangen, men "Enestående" ville eller kunne ikke.

"Enestående" var på intet tidspunkt aggressiv og han virkede heller ikke psykotisk, og i den kontekst burde man selvfølgelig reducere hans antipsykotiske medicin, især når selv de andre patienter kunne se, at den var helt galt med de bivirkninger, han havde af medicinen.

Der var især to grunde til, at jeg respekterede "Enestående"; for det første, så nægtede han at tale med psykiaterne, selvom han tydeligvis blev straffet - og til sidst aflivet - for det. På den måde var han en slags psykiatrisk martyr.

Den anden årsag til at jeg respekterede ham, var en episode som udspillede sig, efter jeg havde fortalt ham, at overlæge Gitte Ahle ville tvangsmedicinere mig: Jeg var på vej ind i samtalerummet med overlæge Gitte Ahle og en fra plejepersonalet gående foran mig. Vi passerede "Enestående" der som sædvanlig sad og hang i en af de bløde stole på gangen. Idet forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab passerede "Enestående", vågnede han op, og rakte ud og tog fat i hendes arm, mens han vredt spurgte hende: "Hvorfor vil du tvangsmedicinere Kjeld, han fejler jo ikke noget?". Den psykiatriske overlæge blev knaldrød i hovedet, og skyndte sig forfjamsket videre.

Den episode glemmer jeg med garanti aldrig, og jeg glemmer heller aldrig "Enestående", som var mere modig end langt de fleste.

"Enestående" fik mit nummer, da jeg som straf for at jeg ikke ville acceptere antipsykotisk behandling, blev overflyttet til den rædselsfulde afdeling R3 på Sankt Hans Hospital.

Et par måneder efter jeg blev udskrevet ringede han mig op, og vi talte sammen. Der gik yderligere et par måneder, og så ringede "M" til mig, og fortalte at "Enestående" var død. Han nåede ikke at blive 30 år gammel.

Jeg havde lånt en bog af “Svenskeren”, "The Moral Landscape" af Sam Harris. Han gjorde mig opmærksom på en yderst interessant passage i bogen på side 183, som omhandlede den ringe validitet af psykiatriske diagnoser. Det var lidt af en øjenåbner, og lød sådan her:

Der var dels en række forhold, jeg ikke kunne tillade mig at skrive om, mens jeg var tvangsindlagt, i det tilfælde at det blev opdaget af personalet, og dels kommer jeg løbende i tanke om emner og anekdoter, jeg mener det er relevant at skrive om.

Hvordan man snyder forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab

Det var ikke svært at manipulere med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Mens jeg hele tiden, både før, under og efter tvangsindlæggelserne, konsistent har argumenteret imod at jeg på noget tidspunkt har været psykotisk (fordi det er rigtigt), så var der nogle af mine medpatienter, der havde en interesse i at få psykiaterne til at anbefale en behandlingsdom. Hvis man kunne manipulere sig psykotisk, og hvis Gitte Ahle, hoppede på det (og det gjorde hun), så var man garanteret at være straffri hvi man blev dømt i retten, idet at dommeren ukritisk og blindt godtog psykiaternes vurdering.

Jeg kunne umiddelbart godt se det smarte i at få en behandlingsdom, hvis man så kunne slippe for flere år i fængsel, men jeg advarede alligevel imod at simulere psykose, fordi det var et tveægget sværd: Man kom til at betale en dyr pris for at slippe for fængsel af to årsager. For det første, så slap man i realiteten stort set aldrig ud af psykiatriens overformynderi, og hvis man gjorde sig skyldig i banale lovovertrædelser, så som at ryge hash, så risikerede man at blive tvangsindlagt i et halvt år eller mere. Den anden årsag til at det var en rigtig dårlig ide at simulere psykose var, at man med sikkerhed ville blive tvunget til at få en sprøjte med antipsykotisk medicin, typisk hver 14. dag, og det blev ofte suppleret med samtidig peroral antipsykotisk behandling i form af tabletter.

Dem, jeg talte med, der tidligere havde simuleret psykose for at slippe for fængsel, fortrød det uden undtagelse. To patienter havde i deres sene teenageår begået væbnet røveri, og simuleret psykose, men for begges vedkommende havde det kostet dem omkring ti års indlæggelse i lukket psykiatrisk regi, samt overmedicinering med antipsykotika. Havde de valgt fængsel i stedet, var de sluppet med 3 - 4 år og ingen invaliderende og livsfarlig medicin, som ingen af dem formentlig ville kunne ud af igen.