Dagbog fra Vestre Fængsel
Min motivation for at offentliggøre min kommenterede dagbog fra opholdet i Veste Fængsel udgjordes af mange faktorer. Det var essentielt for mig at kunne dokumentere, at jeg heller ikke var spor sindssyg før jeg havnede hos Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen, og dertil hjalp min dagbog, og derudover tjente det klar i offentlighedens interesse at vide, hvor grelle og potentielt livsfarlige forholdene i Vestre Fængsel faktisk var. Det lod ikke til at nogen var klar over hvor slemt det stod til, selv ikke medierne vidste det, fordi det var en notorisk lukket og censureret verden. Men netop varetægtsfængsling og især Vestre Fængsel var oppe i medierne, eksempelvis havde Politiken netop skrevet en leder om hvor skadeligt det var med varetægtsfængsling og DR havde lavet en reportage med Anders Agger fra netop Vestre Fængsel, så emnet var meget relevant netop nu.
Jeg var over 60 dage i Vestre Fængsel og opholdet skyldtes, at der ikke var plads på en retspsykiatrisk afdeling. Det var først efter dommen i Østre Landsret, at jeg blev overflyttet til Q81 i Glostrup, hvor Gitte Ahle var overlæge og Anne Mette Brandt Christensen hendes chef. Jeg havde jo fået en behandlingsdom uden længestetid for noget, jeg aldrig havde fejlet eller modtaget behandling for, som straf for at bruge ord for at få berigtiget en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose - efter at have tabt i to retsinstanser - så i lyset af dette var 60 dages ophold i Vestre en ubetydelighed. Og jeg var jo heller ikke sindssyg eller lignende, så det var fint nok for mig.
I Vestre Fængsel måtte man ikke have kuglepinde af sikkrhedshensyn, så jeg skrev i hånden med blyant. Mærkeligt nok var en helt spidset blyant formelig farligere end en kuglepind, og stykker af træet, som blyanten var lavet af kunne let forblive i huden efter indstik og forurene såret, så det var ikke helt logisk, hvorfor man ikke også havde forbudt blyanter, men sådan var der så meget. Jeg var rigtig dårlig til at skrive i hånden, så dagbogen var ikke særligt omfattende, men nedenforfor ville jeg kommentere det, jeg dengang skrev, og uddybe teksten, så den var mere meningsfuld og sammenhængende.
Det var yderst vigtigt at jeg fjernede alle informationer, der ville kunne bruges til at identificere nogen, om det så var medindsatte eller personalet. Derfor gjorde jeg ekstra meget ud af at sløre det, men jeg havde den originale tekst, hvis en journalist ville efterprøve sandhedsværdien af min dagbog. Men selv ikke originalteksten indeholdt oplysninger af særlig interesse, såsom efternavne eller lignende. Jeg var bare endnu mere påpasselig end ellers.
Af sikkerhedshensyn ændrede jeg det, som nogen havde sagt, til at det, som en enkelt person i virkeligeheden har fortalte mig, i nedenstående tekst blev opdelt og præsenteret som om der var flere personer om det. Ellers de sygdomme, som nogle indsatte i virkeligheden led af, blev udskiftet med en meget anden meget identisk sygdom, der gav næsten samme symptomer, men som ikke kunne spores tilbage til den indsatte.
Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet mere og bedre, så jeg er ikke videre stolt af nedenstående tekst, men sådan var det nu engang, og det var der ikke noget at gøre ved.
15. November 2018
"Jeg bad om at måtte aflægge en urinprøve, så jeg kunne dokumentere, at jeg selvfølgelig ikke havde indtaget stoffer. Prøveresultatet var derfor også negativt."
16. November 2018
"Det føltes som om jeg døde hver dag i stille desperation i cellen. Mere eller mindre i hvert fald. Monotonien og isolationen er enerverende og modbydelig. Restløsheden og den ulidelige trang til at være fysisk og mentalt aktiv var særlig ulidelig om formiddagen og eftermiddagen og toppede tidligt om aftenen, umiddelbart før gårdturen."
"Eneste lindring var gårdturen, hvor jeg talte med de andre medindsatte om alt mellem himmel og jord, samt det såkaldte fællesskab, som lå efter aftensmaden og varede to timer. Jeg havde fællesskab med Y, V og P."
"Samtaleemnerne i forbindelse med gårdturen kunne være alt, men havde en tendens til primært at omhandle nuværende og tidligere kriminalitet, erfaringer man havde gjort i fængselssystemet, de aktuelle stramninger og gode historier generelt."
"Det Y og jeg talte om, var også alle mulige forskellige emner, men her var niveauet betydeligt højere og vi diskuterede gerne politik, sociologi, psykologi, retsvæsen og teknik. Også biologi blev der talt meget om, idet Y igennem mange år havde rejst rundt i Afrika og desuden havde skrevet flere bøger om naturen. Det var Y, der havde samlet mig op den første dag på gårdtur, og det var ikke en overdrivelse, at han formentlig var årsagen til, at jeg fortsat var i live."
"Fordi jeg havde nægtet at spise i fem dage, var jeg i starten sat i en isolationscelle, hvor der var ekstra tilsyn. Jeg måtte ikke have snørebånd, bælte eller TV. Det var ganske ulideligt og foreneligt med tortur. Imidlertid var jeg ikke den, der var hårdest ramt af isolation. Selv mindre petitesser, såsom rygning i cellen eller endnu værre, indsmugling af en mobiltelefon, blev sanktioneret med straffecelle, som var en isolationscelle."
"Antallet af dage i straffecellen afhang af forseelsen og antallet og omfanget af tidligere forseelser. Typisk var det som minimum 15 dage i straffecellen, ofte med lyset tændt hele døgnet, uden TV, bøger, anden underholdning eller socialt samvær. Det var ikke sjældent at den type sanktion blev anvendt, selv om FN havde klassificeret over 14 dages isolationscelle som tortur, men det spillede ingen rolle for politikerne eller Kriminalforsorgen."
"De af mine medindsatte, jeg havde talt med og som havde været i isolationscelle, fortalte, at de var blevet tiltagende sindssyge og eksempelvis havde troet, at væggene talte til dem. V havde selv tilbragt flere måneder i isolation; ensomheden havde resulteret i, at han havde siddet og talt højt med sig selv, så fængselsbetjentene havde troet, at det var begyndt at ramle for ham."
"Den behandlingsmæssige standard var både i relativ og absolut henseende utilstrækkelig og uansvarlig. Afdelingen kaldtes ganske vidst for "Vestre Hospital", men det eneste, der havde noget som helst med hospital at gøre, var de nedslidte og defekte senge, der en gang i tidernes morgen var blevet kasseret fra et rigtigt hospital."
"Det var langt nemmere og hurtigere at få en tid hos ens egen praktiserende læge ude i samfundet, end det var at komme på stuegangslisten. Var man så heldig at komme på listen, var det dog alligevel omsonst, da lægen enten ikke kunne eller ville opstarte en ellers velindiceret behandling."
"Og det var bare de ordinære læger, der alle var praktiserende læger og kun arbejdede i fængslet som et bijob. Psykiaterne var helt umulige og vrangvillige."
"Det forholdt sig sådan, at al kommunikationen i fængslet foregik via de såkaldte anmodningssedler. Jeg havde igennem knapt 60 dage sendt adskillige anmodningssedler til psykiaterne mhp. bare at få lov til at få en samtale med dem, og hver seddel var udfyldt korrekt med en valid begrundelse, men alligevel var psykiaterne vrangvillige og nægtede at komme forbi cellen."
"Selv om tilværelsen i fængslet var ulidelig, så var jeg robust, og ikke alvorligt syg, hverken psykisk eller fysisk. Psykiaterne svigtede dog ikke kun mig, men alle de af mine medindsatte, jeg talte med."
"Mens jeg sad på afdelingen, havde en indsat på 2. etage først sat ild til sin madrads for at tage livet af sig. Det lykkedes ikke og røgalarmen i cellen havde afsløret ham. Da det ikke var lykkedes, hængte han efterfølgende sig selv. Det tragiske selvmord kunne have været undgået, hvis psykiaterne havde gidet at gøre det, de fik penge for. Det var mindst lige så slemt for de somatisk eller legemligt syge indsatte."
" Jeg havde indgåede kendskab til flere af de legemligt syges helbredstilstand og sygdomme. Det drejede sig f.eks. om J, der var immobiliseret af en alvorlig autoimmun sygdom og P, der led af sygdomme i nærmest hvert organsystem. P havde grøn stær, grå stær, sukkersyge og hans syn var derfor så dårligt, at han ikke længere kunne læse."
"S havde sygdom i lungerne, formentlig KOL, kronisk hjertesvigt, mén efter en hjerteoperation, der var gået helt galt, således, at hele hans højre side af kroppen var svag og delvist lam (måske peroperative blodpropper i hjernen), hvorfor han var gangbesværet."
"Denne forværredes af, at begge hans knæ burde udskiftes; begge hans hofter var allerede blevet udskiftet. Selv om han gik med stok pga. det ødelagte bevægeapparat, skyldtes hans udtalte gangbesvær, at han blev forpustet efter få skridt."
"Y fortalte, at han ikke forventede at overleve varetægtsfængslingen, og selv om jeg ikke sagde det, så tænkte jeg præcis det samme. Kriminalforsorgen udøvede langsom aktiv dødshjælp til Y, og det var en skændsel, at det kunne foregå."
"Det kunne godt være, at de fleste af S' organer var ved at opgive ævred, men hans mentale habitus var knivskarpt, til trods for, at han selv mente, at han havde svært ved at huske navne. De få navne han ikke umiddelbart kunne erindre, dukkede imidlertid op som en trold af en æske i løbet af vores timer lange samtaler."
"Min opfattelse var, at han, ligesom jeg, led af den tilstand, jeg døbte "celledemens"; den udtalte mangel på stimuli og den mentale passivitet fra livet i cellen gjorde, at man glemte småting hver dag: Man glemte at smide skraldeposen ud, når man skulle på toilettet, man glemte at spørge fængselsbetjentene om man måtte gå i bad. Bombardementet af stimuli når betjentene åbnede celledøren, var simpelthen for overvældende."
"R var blevet anholdt med en mindre mængde narko på sig, og han fortalte, at når man blev løsladt til samfundet, blev man nærmest paralyseret, som et rådyr, der blev fanget i billygternes skær på en mørk skovvej. Han havde været en tilbagevendende gæst i det danske fængselsvæsen, så han vidste, hvad han talte om. R havde haft en opvækst i Slagelse, men var i sine unge år flyttet til Bagsværd."
"Til forskel fra F, var R´s socioøkonomiske baggrund upåklagelig, idet hans far var direktør for et af Nordsjællands store Hoteller. R virkede ikke som et spoleret overklassebarn, han var sympatisk og vellidt af alle, faktisk så velligt, at han blev valgt til det betroede hverv som gangmand, et job han imidlertid han kun nåede at beside i ganske få timer, for allerede samme dag om aftenen skulle han overflyttes til Jyderup Statsfængsel. Han nåede lige at fortælle os det på gårdturen."
"Anmodningssedler"
"I fængslet skrev jeg anmodningssedler næsten hver dag. De kunne opdeles i to kategorier: sedler til læge/psykiater og sedler til alle andre, eksempelvis præst og socialrådgiver. Jeg fandt hurtigt ud af, at alle mine anmodningssedler adresseret til læger/psykiatere blev ignoreret. Det satte imidlertid ikke en stopper for mine anmodninger, faktisk tværtimod."
"Jeg vidste godt, at mine anmodninger ikke ændrede noget som helst, men netop derfor var det vigtigt for mig at demonstrere det lægelige svigt. For der var i høj grad tale om et svigt. Dette gjaldt ikke blot mig selv, men i langt højere grad mine medindsatte, som havde langt større behandlingsbehov end jeg, som det var tilfældet med bl.a. N, der led af en alvorlig autoimmun sygdom."
"Fordelen med anmodningssedlerne var, at fængselsbetjenten ved indlevering af sedlen, når frokostvognen nåede hen til min celle kl. ca. 11.45, kvitterede for modtagelsen, og således validerede vedkommende dels, at jeg havde afleveret sedlen og dels at, den var korrekt udfyldt, samt at den blev videregivet til rette modtager. Så selv om lægerne svigtede, kunne de således ikke undslå sig med uvidenhed."
"Hvad troede jeg så, at årsagen til det lægelige neglect var? Det var selvfølgelig farligt at gisne om noget, jeg ikke havde nogen faktuel viden om, for jeg kunne meget vel risikere, at omverdenen ville opfatte mig som paranoid, hvis jeg skråsikkert påstod dette eller hint."
"Omvendt var det vel meget naturligt, at tænke over dette spørgsmål. Mit bedste gæt var meget banalt, at det skyldtes en blanding af økonomiske hensyn og regelret dovenskab eller travlhed. For en god ordens skyld, måtte jeg oplyse, at jeg ikke troede at nogen af lægerne konspirerede mod mig, og svigtet gjaldt som nævnt ikke kun mig, men alle de medindsatte, jeg havde talt med."
"Var indholdet af anmodningssedlerne polemisk og havde et præg af brok? Uden tvivl. Men var mine beskrivelser sandfærdige og omhandlede, hvad jeg følte og mente? Absolut. Der var intet til hinder for på samme tid at skrive relevante sedler og udstille lægernes svigt."
"Selve omfanget af anmodningssedlens indhold var begrænset til fem korte linjer, så jeg måtte skræddersy mit budskab i henhold hertil. Det gjorde imidlertid ikke noget, for så lærte jeg at fatte mig kort og koncist. Man skulle afkryse hvem modtageren skulle være i én af de 17 fortrykte rubrikker, anføre navn, CPR nr., afdeling og celle nr. Jeg sad i celle nr. 704."
"7. november 2018 (til læge). ”Kl. 22.00 d. 7/1-18: forværring af konstant hjertebanken, øget vejrtrækningsfrekvens, trykken i brystet, svimmelhed og halsbrand. Nu også kvalme, smerter i epigastriet og svimmelhed. Atarex uden effekt. Ryster på hænderne, ved at kaste op. Svært utilpas. Netop kastet op, mens jeg skriver sedlen.” (Modtaget af fængselsbetjent 3523)"
"13. november 2018 (til bibliotekar). "Skal bede om en kopi af den kommenterede straffelov. Tak. Mvh Kjeld.” (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3523)."
"15. november 2018 (til psykiater)
”Jeg har mistet alt dét, der betyder mest for mig, lægefaget, som jeg har tilsidesat alt for. Jeg har mistet job, autorisation, bil, bøger, bolig, formue og er blevet hjemløs, og har intet at se frem til, fordi enkelte læger har ment, at jeg er paranoid og psykotisk. Jeg hverken er eller har været psykotisk. Alt jeg har sagt har rod i virkeligheden. 1/3.”
(Modtaget af fængselsbetjent nr. 3415)
"
"15. november 2018 (til psykiater)
”At enkelte læger har misbrugt deres fag og stilling ses af Datatilsynets afgørelse, som er tilsendt mig i E-boks, og fremgår af Datatilsynets hjemmeside ("Brug af Googlekalender i Region Hovedstaden"). Jeg overlever ikke, hvis jeg skal tvangsbehandles for noget, jeg ikke fejler. Dén situation jeg befinder mig i, er det værste jeg nogensinde har været udsat for. "2/3." (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3415).
"
"15. november 2018 (til psykiater). ”Og det er årsagen til, at jeg har det så elendigt. Der er ingen, der gider hjælpe mig, men det forventer jeg heller ikke. Jeg havde dog håbet på at få behandling når jeg er sat i varetægtssurrogat i Vestre Hospital. Jeg har ADD og er akut og kronisk belastet (tilpasningsreaktion?). Jeg har været i behandling med Concerta med eklatant effekt. 3/3.” (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3415)."
"16. november 2018 (til psykiater). ”Hver eneste dag i de foregående 45 dage, har været et mareridt. Jeg har forgæves forsøgt flere gange at tale med en psykiater, men man nægter stædigt. Som konsekvens af dette svigt lider jeg. Det er svært at acceptere og jeg vil gerne høre hvorfor. Er det jer eller Kriminalforsorgen, som bestemmer behandlingen?” (Modtaget af fængselsbetjent nr. 3523)"
"16. november 2018 (til læge)
”Når en mand på 37 år har hhv. umåleligt og forhøjet dBT, er der noget galt. Man starter med at reducere overvægt, ophører med rygning og alkohol og eliminerer stressorer. Det er dårlig stil at opstarte antihypertensiv behandling, som kan have bivirkninger, såsom depression. Jeg hverken ryger, drikker eller tager stoffer, men jeg lider skam dagligt.” "
"17. november 2018 (til læge)
”Det er ikke kun mig, der modtager mangelfuld behandling. Der sidder alvorligt somatisk syge arrestanter, men der er tilsyneladende ikke engang blodtryksapparat, øretermometer eller saturationsmålingsapparat umiddelbart tilgængeligt. Selv om vagterne gør alt hvad de kan, kommer de til kort uden helt basalt udstyr."
"19. november 2018 (til læge)
”Hvis/når man ikke klart og utvetydigt erklærer, at jeg ikke er paranoid og psykotisk, så legitimerer man fremtidige overgreb, marginalisering og deroute. Jeg har mistet alt pga. enkelte lægers fejldiagnose, og jeg overlever ikke, hvis lægerne i Vestre Hospital nægter at forholde sig til virkeligheden. Der er intet psykotisk ved mig. Jeg manipulerer ikke, hvorfor skulle jeg det?”
"
"27. november 2018 (til psykiater)
”Der er nu over to år siden, at embedslæge Elisabet T H fejldiagnosticerede mig som paranoid, fordi jeg oplyste om overlæge Egill Rostrups datasvindel og fordi jeg mente, at ETH var inhabil, da det var hendes venindes (MO) data, det gik ud over. Datatilsynets afgørelse jf. j. nr. 2018-632-0213 har givet mig ret. Nu er det så per definition umuligt at påstå, at jeg skulle være psykotisk og paranoid. Det har i øvrigt intet med retssagen at gøre.” (Modtaget af fængselsbetjent med ulæselig signatur)"
"27. november 2018 (til psykiater) ”Pga. lægesvigt kommer det til at gå helt galt for ut. Jeg bliver retraumatiseret hver gang, jeg ser mine forældre, og den resulterende undgåelsesadfærd presser mig ud på gaden, som det er sket det foregående år. Jeg befinder mig i en umulig situation. Jeg har for længst gjort alt, man kunne forvente. Nu er det op til jer. Jeg har besluttet mig for, hvad jeg vil gøre for at overleve, og fængsel skræmmer mig ikke.” (Modtaget af fængselsbetjent med ulæselig signatur)."
"27. november 2018 (til psykiater) ”Efter knapt 60 dages fængsel uden udredning eller behandling, må jeg desværre konkludere, at fængslets læger og psykiatere hverken har "helbredt, trøstet eller lindret", men blot medvirket til at skade mig. Alverdens "defensive medicin" kan ikke dække over det. I har misbrugt jeres faglighed og position, og I har blåstemplet et system, der fysisk og mentalt nedbryder de i forvejen svageste mennesker, de varetægtsfængslede.”(Modtaget af fængselsbetjent med ulæselig signatur)."
"24. november 2018 (til psykiater)
"Vågnet kl. 01.30 og 04.10 med hjertebanken, tør mund, diffuse mavesmerter, halsbrand og kvalme. Drivvåd og sved, kulderystelser og alm. ubehag. Ingen appetit. Mareridt. Hvis ubehaget er ubærligt og føles som tortur, så er det tortur. Blot fordi jeg er 1. Læge og 2. I stand til at udtrykke mig skriftligt, betyder det jo ikke at jeg er simulant."
(Modtaget af fængselsbetjent 3506)
"
"24. november 2018 (til psykiater)
"Jeg realitetstestes hver eneste dag i knapt 60 dage på 75 min. gårdtur, 2 timers fællesskab, samt i forhold til vagterne, sygeplejerskerne mv., og jeg består jo tilsyneladende. I begår en undladelsessynd, hvis/når I ikke forholder jer til det. Det er fint med mig, hvis I synes jeg er besværlig og nedladende, men det er helt uacceptabelt, hvis I ikke afliver myten om, at jeg skulle være psykotisk."
(Modtaget af fængselsbetjent 3506)
"
"25. november 2018 (til psykiater)
"Måske skyldes psykiaternes passivitet, at de sagt op i protest mod de uforsvarlige behandlingsforhold i Vestre "Hospital"? Det er nobelt, for så lider jeg ikke unødvendigt. " Tænk, at jeg var så dum at tro, at det eneste psykiatere kunne, var at fejlbehandle alt med enten antipsykotika eller antihistaminer, samt at deres påfaldende fravær skyldtes økonomiske hensyn eller mental dovenskab."
(Modtaget af fængselsbetjent 3506). Jeg forsøgte med provokerende sarkasme. Jeg begreb ikke at betjentene accepterede at modtage anmodningssedlen. Det var befriende uforskammet og fortjent.
"
"23. november 2018 (til psykiater)
"Min største frygt er, at jeg snart løslades, for jeg har intet at komme ud til - ingen bolig, ruineret af sagsomkostninger, intet job, ingen autorisation. Jeg vil under ingen omstændigheder tilbage til mine forældres kælderrum på 2,5 m2, så jeg må bo på gaden, som i de forgående 9 mdr. Det er frygteligt, at jeg er mere isoleret uden for fængslet end inde i fængslet."
(Modtaget af fængselsbetjent 3506)
"
"23. november 2018 (til psykiater)
"Iflg. aktindsigten fra Datatilsynet af 19. november 2018 fremgår det at: 1. Region Hovedstadens håndtering af følsomme data var "kritisabel", samt 2. at jeg var den, der var whistleblower. Det har fagligt og moralsk underlødige læger valgt at kalde en vrangforestilling, selv om det var objektivt sandt. Dokumenter er fremlagt i Østre Landsret. Nu er der nogle læger og psykiatere med et forklaringsproblem."
(Modtaget af fængselsbetjent 3506)
"
"23. november 2018 (til psykiater)
"Svært ved at falde i søvn, vågnede flere gange badet i sved og havde mareridt - igen igen. Ikke længere i tvivl om, at jeg lider af PTSD og tilpasningsreaktion i hhv. kronisk og svær grad, som beskrevet på s. 208 - 213 i "Psykiatri...", 5. Udg. FADL forlag. Det burde I have regnet ud. At I bevidst eller ubevidst forvekslede PTSD med psykose er et lægeligt svigt.”
(Modtaget af fængselsbetjent 3506)
"
"23. november 2018 (til psykiater)
”Kl. 22.00 d. 7/1-18: forværring af konstant hjertebanken, øget vejrtrækningsfrekvens, trykken i brystet, svimmelhed og halsbrand. Nu også kvalme, smerter i epigastriet og svimmelhed. Atarex uden effekt. Ryster på hænderne, ved at kaste op. Svært utilpas. Netop kastet op, mens jeg skriver sedlen.”
(Modtaget af fængselsbetjent 3523)
"
"26. november 2018
SM fortalte at sygeplejersken var blevet vred over, at jeg havde skrevet et dokument for O og havde sagt, at jeg ikke skulle blande mig i hans behandling. Jeg var naturligvis helt uenig, idet O netop ikke blev behandlet ordentligt, at han ikke kunne skrive og dermed varetage egne interesser pga. lammelser i hans venstre arm (han var venstrehåndet), og ikke mindst fordi Ekstra Bladet havde skrevet præcis det samme, som jeg havde, bare dagen efter. Om aftenen havde jeg fællesskab med Y.
"