Hos gerontopsykiateren
Det var usædvanligt varmt i dag, og jeg havde først tid på Retspsykiatrisk
Klinik på Blegdamsvej kl. 13.30 til samtale med 'speciallæge i psykiatri',
som sekretæren havde fortalt mig, da jeg ringede i går ang. tidspunktet for
undersøgelsen, idet jeg kun havde fået oplyst datoen af min advokat.
Jeg havde til forskel fra første fremmøde i klinikken, hvor jeg talte med
socialrådgiver Lene, forberedt mig en smule, da jeg havde vasket tøj og sko
i går aftes, samt trimmet håret og barberet mig. Min cykel var punkteret for
tre dage siden, hvorfor jeg havde måtte gå frem og tilbage, både i forgårs
og i går, og det var mange timer hver vej, så jeg var ekstremt fysisk
udmattet.
Men jeg stod op tidlig formiddag, børstede tænder og pakkede teltet sammen og
gemte det væk. Jeg havde det rene tøj klar fra i går, og med det og mine
tasker, gik jeg op og tog brusebad i de udendørs brusere, der var i området.
Så klædte jeg mig på, lange bukser og polo og vandrede afsted, i den
begyndede og hastigt tiltagende hede. Inden længe svedte jeg så meget og var
lidt skidt tilpas og svimmel, at jeg måtte hvile mig på en bænk.
Efter omkring 20 minutter fortsatte jeg, men jeg blev mere og mere skidt
tilpas og svimmel, jeg var utrolig sulten, og gennemblødt af sved. Jeg havde
fået tiltagende utroligt stærke smerter i venstre skulder og arm, der gik
helt ned i venstre hånd. Jeg havde gået i omkring halvanden time direkte i
solen. Jeg blev nødt til at skifte til shorts, fordi bukserne klæbede ind
til kroppen og sveden drev af mig. Men der var ingen steder, jeg kunne gøre
det og der passerede hele tiden mennesker forbi mig på vejen.
Men jeg havde et 'hemmeligt sted' mellem stien og jernbanen længere henne ad
ruten. Der var en lille trappe, der gik op ad højen som afgrænsede stien fra
sporene og, den lå lidt skjult af buske på begge sider, og på toppen af
trappen var der en låge i hegnet, som forhindrede folk i at fortsætte ned på
selve sporene. Overkanten af lågen var til forskel fra det øverste af
hegnet, en solid metalbar, og derfor var det let at forcere den og komme om
på den anden side.
På den anden side af lågen var der en tilsvarende trappe, der førte ned til
jernbanens niveau, men adskildt herfra af et hegn og endnu en låge. Mellem
foden af denne trappe og lågen var der et halvanden meters flisebelagt
stykke. Det var her, jeg havde mit hemmelige sted, hvor jeg tidligere havde
opholdt mig eller sovet som hjemløs. Der kørte toge forbi med mellemrum, men
de havde så høj hastighed, at passagererne næppe kunne nå at opfange mig.
Dér skiftede jeg om til shorts og tog en ny t-shirt på, fordi den jeg var
iført var gennemblødt af sved. Og så over lågen igen, ned på stien og videre
til fods i solen. Jeg var så sulten, at det bidrog til at jeg havde det så
skidt, så jeg var nødt til at gøre holdt på tanken i Sydhavnen og købe lidt
dyr mad og noget vand, før jeg fortsatte til mit lagerskab, hvor der var et
toilet, jeg kunne skifte om til bukser igen.
Jeg havde det virkeligt dårligt fysisk, mine øjnomgivelser var hævede og jeg
hostede, var svimmel og svedte alt for meget. Jeg gik op og tog toget fra
Sydhavnen Station til Nørreport, hvorfra jeg gik til fods ned til Sankt Hans
Torv og Retspsykiatrisk Klinik.
Ind gennem porten, gennem døren, op ad trappen til 2. sal og ringe på
dørklokken. En høj, brysk mandsstemme spurgte mistroisk, hvem, det var, der
ringede på. Jeg svarede med mit navn og straks blev døren åbnet af en vagt.
Han var almindelig af bygning, på min højde, helt skaldet og med meget
symmetriske ansigtstræk.
Jeg sagde, at de havde opgraderet sikkerehden siden, jeg var der sidst i
2018, og at det var noget med, at man skulle hen foran skanneren og have alt
op ad lommerne. Det bekræftede vagten. Mens jeg stod foran den stationære
skanner, supplerede vagten med en håndskanner, som fangede noget foran mit
venstre knæ. MIne bukser var slimfit og sad helt tæt på knæet, og der var
tydeligvis intet at bemærke, men vagten insisterede på at beføle mit knæ
grundigt, dog uden at finde det mindste.
Jeg spurgte, om jeg måtte have min bog og en kuglepind med ind, og det måtte
jeg gerne, men kun i venteværelset indtil psykiateren kom, alt andet skulle
i skabet, som jeg foruden et gæstekort i en snor, fik udleveret en nøgle
til, ligeledes i en snor, som for begges vedkommende kom rundt om halsen.
Der er Ulla i mosen
Jeg spurgte om noget vand, fordi jeg havde gået i omkring tre timer i solen,
fordi jeg var hjemløs og uden cykel, og vagten bemærkede at min polo var
gennemblædt af sved og hentede et papbæger med vand. Jeg satte mig i
venteværelset med bogen, men nåde kun at sidde der i få minutter, før vagten
kom i følgeskab med en lille, gammel, vindtør og lettere buddet, slidt dame
med gråt pagehår og iført kedeligt tidsløst tøj i grå nuancer.
Damen lignede et kliche af en gammel og sur bibliotekar, og jeg anede ikke
hvem hun var, indtil hun præsenterede sig sig vredt som Ulla Noring. Jeg
rejste
mig, smilte venligt til hende, rakte hånden frem og spurgte, om det var i
orden at give hånd, underforstået i forhold til corona, men med en vred mine
og dirrende mundvige begyndte Ulla at skælde mig ud over, at jeg havde
skrevet om hendes fejldiagnoser fra 2018.
Skrøbelig som porcelæn
Hun rakte dog hånden frem og jeg trykkede den med et neutralt klem. Hendes
hånd var benet, meget lille, slank og venerne stod rejste på håndryggen. Jeg
havde relativ god gribekraft i hænderne, fordi jeg vejede så meget og levede
pullups og den slags, og hendes hånd føltes utrolig skrøbelig i min. Hvis
jeg havde klemt til alt, hvad jeg kunne, ville jeg formentlig have knust
samtlige knogler i hånden. Det var dog ikke tanker, der gik gennem mit
hovedet på det tidspunkt, jeg var stadig lidt perpleks over, at det var
Ulla, jeg skulle tale med, samt at hun var så vred på mig, at hun ikke kunne
skjule det. Denne gang måtte jeg låse min mobil og bog inde i skabet, før vi
skulle ned til Ullas kontor.
Falsk sikkerhed
Jeg var stadig venlig og smilende, mens jeg fulgte efter Ulla ned af den
smalle gang til hendes lille kontor, mens vagten gik et par meter bag mig
hele vejen. Vagten ved mit første fremmøde på Klinikken havde gjort præcis
det samme, så det var tilsyneladende fast procedure. Men hvis jeg ville,
kunne jeg let nå at placere et kraftigt spark i ryggen på Ulla, som ville
gøre stor skade på hendes gamle og forvitrede krop, før vagten kunne nå at
gribe ind, så måske var det mest en slags advarsel, at han gik der.
Vi ankom til Ullas kontor, mens jeg venligt begyndte at small talke med hende
om den for mig nye og øgede sikkerhed. I 2018 kunne man bare gå rundt,
næsten som man ville, sagde jeg. Ulla fortalte, at sikkerheden nok var øget,
men at hun skam ikke var spor bange og aldrig havde været det. Jeg sagde, at
det ofte var en fordel, at udstråle selvsikkerhed, fordi at det modsatte, at
fremstå synligt angst ofte kunne have en provokerende effekt.
Vi talte videre om de seneste tragiske hændelser i psykiatrien og især
tragedien i Fields syntes Ulla var én, der kunne være undgået, hvis ikke
gerningsmanden havde haft så mange forskellige behandlere, 13 i alt havde
han haft, fortalte Ulla. Jeg var enig og tilføjede, at det var godt at
Merete Nordentoft havde italesat dette forhold offentligt, idet jeg undlod
at nævne, at hun i første omgang i den ekspertgruppe hun sad i, havde
frikendt psykiatrien.
Så talte vi videre om forholdene og klientellet på Retspsykiatrisk Klinik i
tidligere tider, om den udvikling, der var sket, og jeg fortalte at jeg
havde genlæst Peter Kramps biografi forleden for at være opdateret. Ulla
sagde, at det var meget usædvanligt, at observander kom ambulant som jeg, at
lagt de fleste var frihedsberøvet, hvilket jeg ikke helt troede på var
rigtigt, men undlod at nævne overfor Ulla. Hun kunne sagtens have ret, men
måske overdrev hun alligevel for at jeg skulle føle mig special eller
privilligeret.
Fanget i den sorte enkes spind
Ullas kontor var klaustofobisk småt, hedt som et drivhus og vinduerne
hermetisk lukkede. Jeg sad og svedte og blev stadig mere sløv, søvnig og
udmattet, og jeg nærmest sad og hang i stolen, mens vi talte. Ulla selv sad
det meste af tiden med både benene og armene over kors, og hun var
hurtigkørende og skiftede konstant og pludseligt humør. Det meste af tiden
var hun alvorlig, men tre - fire gange under samtalen brød hun ud i et kort
grin.
Øjnkontakt med Ulla
Det var udmattende for mig bare at holde øjnkontakten med Ulla, men jeg tvang
mig til det, fordi jeg vidste, hvor meget hendes slags gik op i det, men
ellers sad jeg og hvilede øjnene og kiggede på Ullas sko eller sandaler,
eller hvad man skulle kalde det for. De bestod af en høj sål af et
materiale, der lignede lyse korkpropper og med brede remme eller noget i den
stil, der krydsede over hinanden henover fodryggen og var af et lidt rigidt
og tyndt materiale og dækket af meget lysrødt glimmer over det hele. Ullas
øjne var mørke, grå og livløse og med meget små pupiller.
Freestyler
Ulla fortalte, at hun intet journalmateriale havde modtaget eller læst. Hun
vidste altså intet som helst om forløbet efter starten af 2018, hvor jeg
havde talt med hende første gang. Og hendes totale mangel på viden, kom jeg
hurtigt til at erfare. Hun ville have, at jeg fortalte om min aktuelle
situation og om hele forløbet.
Spejlblank
Ulla var spejlblank, også om det, der lå forud for 2018 og som hun burde
vide. Ulla var ikke klar over, at Søren Buus Jensen i 2016, på baggrund af
et længere samtaleforløb vedrørende tilbagevenden på arbejdsmarket i 2015,
havde skriftligt erklæret, at han aldrig havde givet mig en psykosediagnose,
som Camilla Mie Elvekjær havde løjet om senere i hendes
tvangsindlæggelseserklæring. Ulla vidste heller ikke, at speciallæge i
psykiatri Henrik Jurlander på baggrund af et længere forløb i 2016 - på
tidspunktet for det påsigtede - i marts 2017 havde skriftligt erklære, at
jeg intet fejlede, udover ADD, at jeg ikke var psykotisk, samt at jeg
sagtens kunne arbejde som læge.
Ulla var ikke klar over, at Egill Rostrup havde stjålet min ph.d., forhindret
at jeg kunne blev speciallæge, at han havde svindlet mig og overtrådt
daggældende persondatalov. Ulla vidste ikke, at jeg pga. Egill Rotrup
uforvarende havde overtrådt fire årsreglen og på Onkologisk afdeling var
blevet tunget til af overlæge Ulla Brix Tange at acceptere en fristillelse,
fordi jeg ikke kunne få merit for reglen og fordi jeg derfor if Ulla var
ubeugeligt og uønsket på afdelingen.
Ulla Noring vidste ikke, at jeg på onkologisk var blevet tvunget til at få en
mulighedserklæring af egen læge, Camilla Elvekjær, der stemplede mig som syg
af stress, selvom det ikke passede overhovedet. At jeg hver gang jeg venligt
bad Camilla Elvekjær om at hun berigtigede den, så jeg ikke var formelt
sygemeldt og kunne få et arbejde, så jeg undgik at sulte og blive hjemløs,
men at heltinden Camilla ELvekjær hver gang havde nægtet uden anden
begrundelse, at skulle være paranoid og psykotisk, selv om det var
fuldstændig løgn.
Ulla vidste ikke, at jeg var tunget til at acceptere den såkaldte
invalidepension fra Lægernes Bank i 2015 fordi jeg ingen indtægt havde, at
min A-kasse ikke ville hjælpe mig økonomisk, at kommunen heller ikke ville,
at jeg var fastlåst i en fejldiagnose. At Elvekjær til sidst var blevet så
træt af mig at hun tvangsindlagde mig uberettiget på røde papirer, at jeg
blev udskrevet efter tre dage (altså efter weekenden), og ingen behandling
havde fået, fordi jeg ikke fejlede noget, men at Camillas fejldiagnose nu
var cementeret. Og at jeg blev hjemløs pga. hende, som det monster hun var
og er.
Ulla vidste ikka, at jeg havde gået rettens vej, først i klagenævnet, så i
byretten og landsretten, men at psykiateren bare læste op af de lægne, der
stod i journalen og at jeg derfor tabte. At først herefter forsøgte at få
Elvekjær til at berigtige sin fejldiagnose af mig, der ville fastholde mig
sygeligt som noget jeg ikke var for evigt, samt hjemløs. At det tilsidst
resulterede i at jeg blev dømt for trusler, fordi Camilla Elvekjær nægtede
at gøre det eneste rigtige og redde mit liv, fordi hun var en forkælet
møgunge og psykopat.
Ulla troede jeg pga hende kun fik en ambulant behandlingsdom i 5 år, men at
jeg i virkeligheden fik en behandlingsdom uden længstetid. Ulla vidste ikke,
at Gitte Ahle og Mette Brandt Christensen havde truet mig med
tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin og direkte citerede Ulla Ns
erklæring som begrundelsen. At jeg intet fejlede, at Ulla havde taget helt
fejl, at jeg dagen efter efterflyttelse til Sankt Hans fik at vide, at jeg
intet psykisk fejlede, at det oggså var korrekt, at jeg blev opstartet i
vellykket ADD behandling, at Ullas fejldiagnoser var slettede på magisk vis
if. Peter Jantzen.
Ulla fortalte: "Michael og jeg besluttede os for, at du led af svær paranoid
personlighedsforstyrrelse, som gjorde dig sindssyg i korte perioder. Du var
ikke sindssyg, da du talte med os i 2018, men det var du i tidsrummet for
det påsigtede i 2016". Michael var Michael Schøith, retspsykologen. Ulla
kunne ikke konkretisere eller begrunde med ét eneste ord, hvorfor de mente
det. Måske troede hun i sit forkvaklede sind, at hun gjorde mig en tjeneste
ved at give mig så forkerte diagnoser og tvinge mig til psykiatrisk
opfølgmning i 5 år for noget jeg ikke fejlede, samtidig med at jeg ikke
kunne arbejde som læge?
Jeg sagde til Ulla, at det var eklatant forkert, at jeg netop i den periode
gik til privatpraktiserende psykiater, Henrik Jurlander, som erklærede hvad
der var korrekt, at jeg ikke var sindssyg og at jeg sagtens kunne arbejde
som læge. Ulla kunne slet ikke applicere sine luftige teorier på
virkeligheden, sagde jeg til hende, det var ren sofisme, tankespind og
teori.
Desuden at der var talrige vidner der i den omtalte periode havde observeret
mig helt normal. Men nu ved jeg hvorfor Gitte Ahle påstod at jeg skulle være
sindssyg i de 5 minutter jeg havde lægesamtale med hende hver anden uge i
2018/19, og kun i den korte tid. Det var jeg selvfølgelig ikke, og hun kunne
heller ikke forklare eller begrunde det, men Gittes argumentation giver i
dag mening, for hun havde jo bare læst det sludder, som Ulla Noring havde
erklæret og blindt vidreført det.
Det var forstemmende; for det var så årsagen til at jeg havde boet i et telt
i halvandet år. Pga ingenting, pga Ullas bizarre fejldiagnoser, som hun
konstruerede.
Ulla vidste ikke, hvad hjemløshed og sygeliggørelse, dyb ensomhed og ledighed
gjorde ved et menneske. Ulla var uden nogen form for empati eller
mentaliseringsevne. Hun bagatelliserede mine pinsler og latteliggjorde mig
og min tekst. Ulla vidste intet om virkeligheden, om det kommunale system,
om behandlingspsykiatrien, om arbejdsmarket, om at jeg havde forsøgt at få
arbejde og beskæftigelse mange gange forgæves, at det var muligt qua min
straffeattest og min fejldiagnose og behandlingsdom. Ulla var helt afsondret
for virkeligheden og hun havde ikke engang almen psykologisk forståelse. Hun
virkede så uforstående og kold som en robot. Ulla havde formentlig ikke selv
behov for kontakt med mennesker og et kærlighedsliv anede hun ikke hvad var.
Ulla havde sin hund. Ulla var den mest uegnede psykiater i Danmark, og hun
fortalte sjovt nok, at hun havde oplært Gitte Ahle, hvilket gav super god
mening for mig.
Ullas bombe
Ulla spurgte, om jeg havde skrevet til politiet for at få udleveret den
mentalerklæring, hun havde udarbejdet. Det havde jeg ikke, dels fordi Gitte
Ahle havde oplyst mig om indholdet, dels fordi politiet konsekvent
ignorerede mig, og endelig fordi jeg ikke gad læse hendes bræk og løgne. Det
udlagde Ulla som en stor og dum fejl, jeg havde begået, men det var det
selvfølgelig ikke. Politiet kunne og ville nægte at udevere den til mig og
jeg vidste jo hvad indholdet var if. Gitte Ahle.
Jeg fortalte Ulla, at jeg var helt udmattet og ødelagt, at det var et
ekstremt hånd liv at være hjemløs, samt at de mange skybrud, der havde
gennemblødt mig og mit telt, samt varmen til tider også, havde skubbet ud
over kanten. At det at der ikke var en slutdato var tortur. Ulla havde dog
ikke oplevet noget særlig til regn hen over sommeren. Så måske var det mig,
der var lidt hysterisk? Jeg orkede ikke at virkelighedskorrigere Ulla. Jeg
sagde at TV2 Vejret nok var uenig med hende, men det mente Ulla ikke. Dog
blev hun kortvarigt betænktsom, og erkendte så, at det måske var fordi hun
havde været indedørs om natten, så hvis det havde regnet kraftigt på det
tidspunkt, så kunne det måske godt være, at jeg ikke løj. Der var ganske få
tilfælde at den type reflektion hos Ulla, men hun var primært påståelig og
rethaverisk, devaluerende, bagatelliserende og hånlig overfor mig. Det var
ikke en diagnostick strategi, som hun måske ville påstå, men et udtryk for
hendes personlighed.
"Først pisser man på mig, så brokker man sig over lugten"
Ulla kendte ikke dette udtryk, så jeg fortalte hende, hvad det betød. Jeg
gjorde det som respons på, at hun bebredjede mig, at jeg havde skrevet om
mine oplevelser og min aktuelle situation. Ulla syntes, at min tekst var
kedelig og uinteressant, for jeg gentog jo bare mig selv hele tiden, mente
hun. Det var nærmest påfaldende nedladende og bagatelliserende, som om hun
var en skuespiller, der havde fået til opgave at nedgøre og devaluere en
anden persons vidnesbyrd om årelang tortur. Det virkede faktisk næsten
bevidst som om Ulla prøverde at nedtone mine strabadser og jeg kunne godt
forstå hvorfor, da hun var skyld i over halvdelen af dem. Men det virkede
ikke. Jeg vidste godt hvad jeg gik igennem, samt at det ikke var en bagatel
eller noget, som alle andre havde oplevet, men til forskel fra mig ikke
klynket over det.
Ulla spurgte mig om vredesudbrud. På dette tidpunkt var jeg klar over, at hun
bare fiskede efter et eller andet, hun kunne bruge som fundament til en
løgnehistorie. Jeg sagde, at det ikke var noget jeg gjorde. Hun insisterede
og spurgte, hvad der kunne gøre mig vred. Jeg sukkede højlydt og sagde som
sadt var, at når jeg sultede eller tørstede eller var gennemblødt fordi jeg
var hjemløs, så kunne jeg godt føle vrede indvendigt, men at jeg aldrig
havde været oppe at slås, aldrig været voldelig og aldrig reageret på den
korte følelse af vrede. Jeg følte med andre ord lige så meget indfølelig og
afmålt vrede, som alle andre normale mennesker, men Ulla ville sikert bruge
det, gøre det til noget sygeligt og ophøje det til en mærkelig form for
sindssyge. Selvom det ikke var det. Sådan fungerede Ulla bare, og jeg kunne
ikke forhinde hende i at sygeliggøre mig på papiret.
Jeg sagde træt til Ulla, at jeg ikke kun brugte min tekst til at dokumentere,
at jeg ikke var sindssyg, samt mine oplevelser, men også som en form for
terapi. Det sidste lod Ulla faktisk til at acceptere og hun skrev noget ned
på sin blok. Hun sad i øvigt med sin iPhone eller lagde den demonstrativt på
bordet foran mig under samtalen. Ulla insisterede på, at jeg holdt op med at
skrive og slettede alt. Jeg insisterede på, at så længe jeg var tvunget til
at udholde mine ulidelige livsvilkår uden slutdato, så ville jeg blive ved
med at skrive. Ulla ville have, at jeg lagde ud med at holde kæft og tåle
den umenneskelige behandling uden at kny. Jeg kunne ikke acceptere dette,
selvfølgelig ikke, men jeg garanterede Ulla at i det sekund, jeg fik lov til
at leve et normalt liv uden retsforfølgelse og hjemløshed og tortur, så
holdt jeg inde og jeg skulle nok slette hvad som helst, hvis det skete.
Ulla ville nok påstå, at hun var så modbydelig for at teste mig og prøve at
fremprovokere en psykotisk reaktion, som det kunne ske, hvis man prøvede at
virkelighedskorrigere en sindssyg persons vrangforestilling. Sådan var det
ikke. Det var kun Ullas trang til dominans og selvhævdelse. Ulla havde
yderst ringe indsigt i egen og andres psyke, for i modsat fald ville hun
havde været klar over måden hun opførste sig på og korrigere den.
"Du kæmper godt"
Da jeg kunne fornemme, at Ulla Noring var ved at runde af, og jeg sad
svedende,
udmattet og alment påvirket, og stirrede lige fremad og ned, uden at
fokusere på noget, udbrød Ulla pludselig, nærmest til sig selv, som et
freudian slip med en blanding af forundring og annerkendelse i stemmen, at
jeg kæmpede godt. Jeg vendte træt blikket op mod hende, men hun sad og
fokuserede på et punkt som var ved siden af mig.
Den måde Ulla konstaterede min kampevne på, mindede mig om en garvet fisker,
der stod på dækket af sin kutter, mens han betragtede nettet, der var fuldt
af sprællende fisk, men hvor én af de sprællende og gispende fisk holdt ud
lidt længere og sprællede lidt mere end dens artsfæller, før den endeligt
døde af iltmangel. Fiskeren syntes at netop denne fisk kæmpede godt, og han
sagde til sig selv og til fisken, mens han tyggede på sin pibe, der sad i
mundvigen, "du kæmper godt". Men der var der nu ikke noget usædvaneligt ved,
det skete jo ofte og fiskeren glemte den kæmpende fisk sekundet efter han
sagde ordene.
Ulla mødte engang i mellem en observand i sit net, der kæmpede for livet, men
hun vidste godt, at det var spild af kræfter og en tåbelig, desperat
handling, for det var ligegyldt for Ulla med virkeligheden. Formålet med
samtalerne var i hendes optik udelukkende, at få nogle stikord fra
observanden, hun kunne digte ud fra. Der var ingen, der overlevede, så at
sige, og alle uden undtagelse fik mindst én diagnose med på vejen. Alle var
syge, var Ullas åbenlyse holdning, det var bare hendes opgave at finde ud af
den præcise lidelse. Politiet betalte jo for hendes ydelser og var dermed de
facto hendes arbejdsgivere, og hun, Ulla, skulle nok give dem noget for
pengene. Politiets forventning var, at den sigtede var tosset, hvorfor man
brugte titusinder af kroner på at få Ulla til at give et tossestemplet med
en på overfladen autoritet og troværdighed, og det skulle Ulla nok sørge
for.
Som en natsværmer
Ulla var psykomotorisk forholdsvis rolig under samtalen, idet hun sad stille
på stolen med kortlagte arme og ben, men verbalt skiftede hun konstant
pludseligt og uventet karakter, nærmest som en fægter. Hun kunne eksempelvis
lynhurtigt skifte toneleje fra hurtig og opløftet til langsomt og
bebredjende, og alt dette afspejlede sig i hendes ansigtsmimik. Jeg var ikke
klar over, om det var hendes forsøg på at forvirre mig, men det var nok bare
sådan Ulla var. Jeg havde det fysisk meget dårligt under undersøgelsen,
hvilket Ulla faktisk bemærkede på et tidspunkt, så jeg havde ikke lyst eller
kræfter til at gengælde Ullas mimik og følelsesmæssige udtryk, men det
lykkedes mig to gange at fremtvinge et grin som respons på Ullas', fordi jeg
vidste at hun gik op i såkaldt emotionel kontakt.
Hvis man ikke gengældte psykiaterens fremtoning, var det et tegn på at man
var sindssyg i deres parallelle og forvrængede univers. I virkeligheden var
der tusinder af andre årsager til at man ikke gengældte psykiaterens smil
eller lo af hendes åndssvage vittigheder. Udover at jeg havde det fysisk
dårligt, var det at gengælde Ullas smil også et udtryk for respekt og
annerkendelse af hende, og jeg syntes at Ulla var et forfærdeligt menneske,
og jeg nægtede bevidst at udtrykke gensidighed eller accept af hendes
overgreb og psykisk vold mod mig. Men det forstod Ulla nok ikke.
Ulla Noring i glastårnet
Jeg forsøgte at få Ulla Noring til at forstå, at mine livsvilkår var horrible
og
uholdbare i sig selv, at det var meget belastende at være i mine sko som
hjemløs i så mange år etc, men Ulla gav ikke indtryk verbalt eller
non-verbalt af, at hun forstod mig. Jeg spurgte hende til sidst, om hun dog
ikke kunne forstå mig. Ulla erkendte at hun måske nok levede i et glastårn,
mens hun lo. Ulla levede ikke i en glastårn, men fysisk og mentalt levede
hun på Retspsykistrisk Klinik. Hun havde ingen indsigt i aktuelle
samfundsforhold, i hvordan kommunerne, regionerne eller arbejdsmarket
fungerede. Hun var ganske uviddende om hvordan almindelig mennesker levede
og hvordan deres vilkår var.
Ulla havde ingen forståelse for almen psykologi, for hvad der motiverede
normale mennesker, hvilke behov de havde og hvad der drev dem. Hun anede
ikke hvad der var normale reaktioner hos et normalt menneske. Ulla var
heller ikke i stand til at genkende et psykisk raskt menneske. Hun skulle og
ville finde noget, hun kunne påstå var udtryk for sygdom. Det kunne jeg
tydeligt mærke under samtalen, hvor hun sad og fiskede efter et eller andet,
hun kunne misbruge, forvrænge og ophøje til sygdom hos mig. Eksempelvis
spurgte hun mig, om hvad, der var årsag til mine vredesudbrud.
Jeg bad hende uddybe, for jeg havde jo ikke vredesudbrud. Det kunne hun
ikke, men fortsatte med at spørge mig om, hvad der kunne gøre mig vred. Jeg
gav non-verbalt udtryk for at det var et ret åndssvagt spørgsmål, men adlød
og sagde, som sandt var, at jeg godt kunne føle vrede inden i, når jeg for
eksempel sultede, eller blev voldsomt generet af insekter natten igennem,
eller havde smerter fra stressfrakturerne, eller fik ødelagt mit liv på et
falskt grundlag, når jeg blev hjemløs eller tvangsindlagt uden grund, eller
sad og rådnede op på 9. år uden en fremtid og sigtet på 2. år for noget
bullshit, eller blev behandlet som tosse, selvom jeg jo aldrig havde været
det.
Jeg sagde til Ulla, at hverken hun eller andre læger havde været udsat for
tilnærmelsesvist det, jeg var blevet udsat for, at de tydeligvis ikke
fattede hvordan det var og heller ikke kunne forestille sig det. Ulla mente
det var pjat, at jeg syntes at jeg rådnede op, for hun sagde, at jeg da var
veltrænet. Hun forstod ikke hvad det var jeg og alle andre mente med det
ord. Hun havde heller ikke hørt udtrykket "først pisser man på mig, så
brokker man sig over lugten". Ulla virkede kognitiv læderet.
"Alle er personlighedsforstyrrede"
Ullas dumhed tiltog under samtalen. Hun udglattede sine fejldiagnoser med at
sige, at alle mennesker havde en personlighedsforstyrrelse, at jeg havde en
og at hun også havde en. Jeg sagde venligt, at hun skulle tale for sig selv.
Ulla var helt ustruktureret under samtalen, og usammenhængende. Hun var
hurtigkørende og følelsesmæssigt meget skriftende, hun nedgjorde mig og
mente at jeg skulle have en bolig for særligt sårbare personer, at jeg
skulle havde førtidspension.
Jeg understregede meget bestemt overfor Ulla, at jeg var mere robust end
gennemsnitet og hende især, at jeg ikke under nogen omstændigheder skulle
have førtidspention eller en bolig for sårbare, samt at hun tydeligvis intet
vidste om mig. Det var psykisk vold Ulla udsatte mig for. Hun udgjorde en
alvorlig trussel på min rets- og patientsikkerhed.
"Er du flegmatisk?"
Ulla spurgte mig, om jeg var flegmatisk, kolerisk, melankolisk eller
sangvinsk. Jeg sagde, at man vist ikke brugte den opdeling længere, men at
jeg ikke kunne reducere min personlighed til en enkelt kategori. Ulla spurge
så, om hvad jeg syntes hun var. Jeg sagde, at det ville jeg helst ikke rode
mig ud i. Ulla Noring sagde, at hun var flegmatisk. Men det var vist kun
hendes
tøjstil. Hun var nok ekstremt kolerisk og sangvinsk.
Billede. På vej ind til retspsykiater og kvaksalver Ulla Norings inkvisition.
Ulla Noring sagde, at hun elskede sit arbejde i klinikken, hvorfor hun havde
valgt
at fortsætte, selvom hun havde været ansat på stedet i 30 år og egentligt
burde gå på pension. Jeg undertrykte en stærk trang til at falde på knæ
foran Ulla og bønfalde hende om at gøre det alligevel og nyde sit
velfortjente otium. Hun burde i allerhøjeste grad skynde sig på pension, for
hun havde gjort skade nok, og var en klar trussel mod patient- og
retsikkerheden. Men Ulla havde absolut ingen dømmekraft eller
selverkendelse.
Ulla talte om medicin og om, at psykofarmaka var ligesom insulin for
sukkersyge. Jeg svarede, at den analogi vist var én, hendes slags godt kunne
lide. Ulla svarede, at det var en god måde at forklare lægmand om
nødvendigheden af medicin mod psykiske sygdomme.
Det var også Ulla Noring, der havde oplært Gitte Ahle og faktisk også Peter
Janzen.
Hvis det, jeg fortalte om Gitte Ahle var sandt, så måtte Ulla vist hellere
tage en snak med hende, for det var altåst ikke det, hun havde lænt hende,
fortaæte hun. Og Peter Jantzen, det var da ham børne og ungdomspsykiateren?
Nå, han var kommet i retspsykiatrien, javel. Jeg fortalte Ulla, at jeg
virkeligt godt havde kunnet lide Peter Jantzen og også Hans Raben, men at de
jo intet som helst havde gjort for at hjælpe mig, fraset Hans Raben, der -
korrekt - havde opstartet mig i relevant ADD-medicin.
Udspørgerrobot model 11 type a - U11a - "Ulla"
Man kunne ikke beskrive Ulla Norings personlighedstype ud fra de gængse
modeller,
heller ikke den antikvariske, som hun selv havde lagt for dagen. For Ulla
var mere en maskine eller en robot end et menneske, og derfor gav det bedre
mening at beskrive hende via et produktresume eller en teknisk
specifikation.
Ulla, der havde samme personlighed som en beigefarvet, støvet PC fra 90'erne,
der havde stået på et kommunalt loft i 30 år, skulle man beskrive via
parametre såsom batterilevetid, gennemsnitligt antal erklæringer om ugen,
antal ord per erklæring, gennemsnitlig tid fra første samtale med observand
til færdig erklæring, forventet oppetid etc.
Max Schmidt havde storhedsvanvid
Efter samtalen og ude på gangen igen, passerede vi vagten, der stod lige på
den anden side af døren til Ullas kontor, og måske havde stået der under
hele samtalen, parat til at storme ind, hvis der var optræk til ballade.
Ulla var nu i bedre humør og talte mere frit. På den korte tur nåede jeg at
sige til hende, at jeg ville lade være med at skrive mere om hende, fordi
det åbenbart gik hende på og for at vise min gode vilje. Ulla sagde, at hun
var ligeglad og at jeg gerne måtte skrive om hende om samtalen, det gik
hende overhovedet ikke på.
Jeg kom til i en bisætning at nævne, at Dorthe Sestoft var klinikchef på
stedet, netop som vi ankom til receptionen med skranken, der stod
umiddelbart til venstre for indgangen, når man kom ind. Ulla, der gik foran
mig, vendte sig om med et forurettet udtryk i ansigtet og rynkede øjnbryn,
kiggede på mig, og sagde så, at det var hun da bestemt ikke, hun var bare
overlæge ligesom hende selv, eneste forskel var, at Dorthe var
administrerende overlæge. Godt så, Ulla.
Vi talte kort om klinikkens chefer gennem årene, og jeg nævnte Max Schmidt.
Ulla kiggede skælmsk på mig og med et smøret grin sagde hun, at Max Schmidt
havde lidt af storhedsvanvid, hvilket hun gentog. Jeg sagde, at det var nok
korrekt, men at jeg oprigtigt nød at læse de erklæringer han havde
udfærdiget og som var refereret i børger om ham, fordi han havde et sjældent
formfuldendt og eminent sprog, hvilket jeg værdsatte og respekterede, selvom
Max som person nok ikke var som de fleste. Det lod til at Ulla Noring -
bogstavligtalt - var klinikkens grå emminence.
"Hullu-Bul-Ulla-din-selvindsigt,-hvor-er-den-henne?"
De færreste kendte hende, men i virkeligheden var hun måske selve klinikkens
personificering? Hun gik også i et med den grå bygning, som et sært væsen,
der havde tilpasset sig til netop dette habitat. Ulla var i så tæt symbiose
med Retspsykiatrisk Klinik på Blegdamsvej, altså selve bygningen, at hun
ikke kunne overleve andre steder. Hun var som organisme så
ultraspecialiseret, at hun aldrig måtte forlade stedet. Måske boede hun på
sit kontor og når de andre var gået hjem på fyraften, satte hun sig i sin
stol bag skrivebordet, tog et lagn over hovedet og sov der. Måske behøvede
hun heller ikke at indtage føde? Måske levede hun udelukkende af
observanderes angst og fortvivlelse, som hun på en for videnskaben ukendt
måde kunne ekstrahere fra luften og optage gennem huden?
Da jeg stod med den ene hånd på dørtaget og vagten havde stillet sig bag
skranken og Ulla foran den og jeg skulle til at sige farvel, spurgte vagten,
om jeg ikke skulle smide mit krøllede papkrus ud, som jeg stod med i den
anden hånd. Lidt mærkelig gestus, for jeg havde travlt med at komme ud fra
det rædselsfulde sted, men jeg lod gode miner gå for slet spil og smilede og
lod som om jeg var overrasket over at have papkruset stadigvæk, takkede
vagten for at have gjort mig opmærksom på det, og smed det ud i
skraldespanden.
Jeg var helt ligeglad med hvad Ulla Noring skrev om mig. Jeg vidste, at hun
havde
fejldiagnosticeret mig grelt og ingen kunne stole på, hvad hun mente og
konkluderede. Ulla havde ingen autoritet eller troværdighed. Om Ulla faktisk
skrev virkeligheden eller videreførte sine fejldiagnoser ragede mig en
papand. Ulla Noring var fejlkalibreret som menneske og psykiater og derfor
var
uegnet til at måle andre mennesker.
Ulla Brix Tanges løgne videreført
Jeg skulle endnu engang gennemgå hele forløbet fra overlæge Egill Rostrups
svindel, hans aflysning af min Ph.d. fordi jeg havde påpeget hans ulovlige
dataopbevaring og håndtering ("samarbejdsproblemer"), at han havde stjålet
min ret til at blive speciallæge ved på denne måde at lade mig uforvarende
overskride 4. årsreglen, til det halve års arbejdsløshed indtil jeg blev
ansat på Onkologisk afdeling på Rigshospitalet, hvilket dog kun varede til
at uddannelsesansvarlig overlæge Ulla Brix Tange i samarbejde med læge
Mogens Bernsdorf fik mobbet og tvunget mig til at sygemelde mig på en løgn,
da jeg var uønsket på afdelingen, fordi man ikke gad spilde tid på en læge,
der ikke kunne blive speciallæge.
Det var meget følelsesmæssigt udmarvrende, at jeg skulle sidde og berette om
min uforskyldte deroute og al den modbydelighed, man havde udsat mig for så
længe. At jeg ikke havde fået merit for uforskyldt overtrædelse af 4.
årsreglen, hvilket var min sidste chance ift. Ulla og Mogens, at jeg blev
tvunget til at sygemelde mig med stress, selv om jeg ikke var stresset, at
jeg af praktiserende læge Camilla Elvekjær fik udfyldt en
mulighedserklæring, som dømte mig ude af arbejdsmarket, således at jeg var
fastlåst ("hvad er en mulighedserklæring", spurgte Ulla Noring), at jeg
ingen
indkomst havde og var fastlåst, ikke havde penge til mad og husleje, at jeg
i over et halvt år med mellemrum havde konsulteret Camilla Elvekjær for at
få hende til at berigtige mulighedserklæringen, så jeg kunne tage et arbejde
("hvorfor tog du ikke bare job som reservelæge et sted", spurgte Ulla
Noring) og
undgå hjemløshed, at Camilla Elvekjær hver gang bare vredt havde affærdiget
mig med, at jeg var paranoid, selv om hun ikke kunne forklare eller begrunde
hvorfor hun syntes, jeg skulle være det, at Camilla Elvekjær til slut var
blevet så arrig, at hun tvangsindlagde mig på farekriteriet som straf, at
jeg tabte i tre instanser efterfølgende og var irreversibelt stemplet som
kronisk tosse osv. på grund af heltinden og geniet Camilla Elvekjær.
Det sludder, som Ulla Noring sad og vrøvlede om, var netop de løgne, som
overlæge
Ulla Brix Tange havde opfundet om mig helt tibage i 2015, som undskyldning
for at kassere mig som affald. Jeg ville have fat i Ulla Brix Tange og få
hende til at berigtige hendes løgne. Ulla Brix Tange var et endnu mere
modbydeligt menneske end Ulla Noring. Ulla Brix Tanges løgne havde haft en
særdeles høj pris. Da jeg havde gennemgået det rædselsfulde forløb, ville
Ulla Noring gerne vide mere om, hvor jeg havde været ansat i øvrigt. Jeg må
havde
set mere træt og opgivende ud og tog en dyb indånding og skulle lige til at
kaste mig ud i det, da Ulla Noring Gudske lov affejede mig med ordene, "bare
det
sted du var ansat længest tid". Tak Ulla! Jeg nævnte min godkendte første
del af speciallægeuddannelsen i diagnostisk radiologi fra Rigshospitalet.
Advokaten
Jeg havde fået fortalt, at advokaten var en af de bedste. Men hvad hjalp det,
hvis ens Ferrari stod permanent i garagen? Jeg havde ingen hjælp fået af
advokaten, af Kira eller af Hanne. De havde tjent fyrsteligt på mig, men
ingen havde gjort noget som helst for deres løn. Jeg havde ingen tillid
eller tiltro til advokaten længere. Jeg havde tigget hende om hjælp, men hun
var bare blevet irriteret på mig og havde latterliggjort mig.
Jeg magtede ikke at skifte advokat igen og jeg kendte heller ingen, der på
papiret var bedre end advokaten, og desuden var der med stor sansynelighed
ingen advokater i Danmark, der gad at kæmpe for mig og mit liv alligevel.
Jeg gad ikke at have en dialog med advokaten og hun havde til fulde
demonstreret, at hun heller ikke gad at have med min sag at gøre. I artikler
på nettet,i udsendelser og podcasts, fremstod advokaten som et yderst
rummeligt, tolerant og samvittighedsfuldt menneske og advokat, i hendes hjem
i Indre By havde hun altid fået indprintet, at man skulle tage sig af de
mest udsatte, og hendes mor havde engang juleaften samlet en fordrukken
kvinde op på Strøget eller noget i den stil og givet hende bad og rent tøj.
Det lød meget godt alt sammen.
Naturforløbet
Jeg kunne ikke holde den psykiske vold, ensomheden og de manglende
fremtidsudsigter ud længere. Det var et mirakel, at jeg havde overlevet så
mange år, det ville de fleste ikke have formået, men jeg kunne ikke holde
dette helvede ud et sekund til. Hvis der ikke skete en enorm forbedring af
mine vilkår, hvis ikke jeg fik lov til at arbejde som læge igen, ikke fik en
kæreste eller familie - hvis ikke jeg fik erstatning for fejldiagnosen og
hvis ikke den blev slettet, så endte det ikke lykkeligt.
Og hvis jeg blev fængslet eller tvangsindlagt, så ventede jeg, til når jeg
blev løsladt, og så endte det ikke lykkeligt. Nogle troede mit liv var for
sjov, at jeg intet var værd, at man kunne pisse på mig, som man havde lyst
til. Det kunne man desværre også. Men det kom til at koste.
Ikke flere advarsler fra mig, nu var det enten eller: Enten fik jeg et liv,
eller også var det ikke så godt. Så kunne de lyve om mig og påstå, at det
var en psykisk syg gerningsmand og alle de klynkende psykiatere ville hyle
om flere penge, og Gitte Ahle kunne skide en ny rapport ud, som løj om alle
de farlige sindssyge mordere i samfundet, hvis forbrydelser hun - som den
heltinde hun var - kunne forhindre.
Ingen venner eller familie
Fraset en enkelt ven, var der ingen eller intet tilbage. Folk var ligeglade.
Ulla Noring ikke ved sine fulde fem
Der var noget helt galt med Ulla Noring. Hun var oplagt kognitivt
komprimitteret, sjusket og uprofessionel. Jeg ville ikke tale med hende
igen.
Ulla Noring var gammel
Ulla Noringvar så gammel, at hun udløste alarmen hver gang hun forlod
Nationalmuseet. Jeg havde flere gange under samtalen lyst til at bede hende
om at trække tallet syv fra hundrede i fem trin og ordinere en FADL-vagt til
hende. Tænk, hvis hun pludseligt tjekkede ud, mens jeg sad og talte med
hende? Det var ikke så rart at tænke på. Jeg måtte hellere spørge dem om
hvor hjertestarteren var, næste gang jeg var på Retspsykiatrisk Klinik.
Omvendt var det nærmest som om Ulla havde opnået en så fremskreden alder, at
hun på en eller anden måde havde besejret døden. Ligesom Mærsk. Måske kunne
nogle mennesker, ligesom Bjørnedyr, tørre helt ind og gå i dvale? I så
tilfælde var Ulla Noring en af disse helt særlige individer.
Men intet var sort eller hvidt, og Ulla Noring havde et særligt
karakterologisk
træk, som jeg syntes var enormt sympatisk, nemlig, at hun var helt igennem
autentisk og ikke skammede sig spor over hvem, hun var. Ulla brugte ikke to
minutter på at stå foran spejlet om morgenen, alt ved hendes fremtoning var
ultra flegmatisk og hendes tøjvalg var udelukkende i grå nuancer, som en
kamuflageuniform for bureaukrater så anonym, at jeg ikke kunne genkalde mig
hvordan hun havde været påklædt. Jeg kunne simpelthen ikke huske hvordan
hendes trøje havde set ud, kun at den var grå. Ulla vidste godt, at tøj med
kraftige farver ville kunne distrahere en dement eller
opmærksomhedsforstyrret observand eller trigge en manisk eller skizofren
person.
Jeg kunne tydeligt genkalde mig hendes ansigt, hendes mimik og hvordan
hendes pagehår nærmest hoppede oven på hovedet de få gange hun unde samtalen
havde grinet kortvarigt og at hendes næse fremstod underlig stor. Måske
havde jeg bare set den i profil, men det havde ihvertfald indprintet sig i
min hukommelse. Ulla Noring kørte den gamle - nej akariske - psykiaterstil,
ligesom
Peder Knudsen. Men intet ved Ullas fremtoning var tilfældigt. Hun var
autistisk bevidst om, hvordan hun fremstod, bare med modsat fortegn af
socialrådgiveren Lene.
Tvangssamtale med socialrådgiver Lene
Første samtale havde været med socialrådgiveren Lene på Retspsykiatrisk
Klinik. I slutningen af samtalen med Ulla Noring, spurgte hun ind til min
økonomiske situation. Hun ville gerne have eksake tal, men jeg var ikke klar
over præcis hvor meget jeg fik udbetalt. Det skyldtes, at jeg var tunget til
at betale så meget af på gæld, sagsomkostninger og kassekredit hver måned,
et par tusinde eller deromkring, men at jeg sidste gang, jeg havde undersøgt
mine finanser, var jeg kommet frem til, at jeg netto fik lidt mere end
kontakthjælp. Men til gengæld derfor ikke var berettiget og ikke kunne få
offentlig støtte.
Og det havde Lene som en af de eneste straks forstået, hvorfor jeg slap for
at blive udsat for mistro og at skulle sidde og forsøge at overbevise hende.
Som sandt var, fortalte jeg også, at jeg havde været meget positivt
overrasket over at have talt med Lene, og jeg fortalte Ulla, at Lene faktisk
havde været super flink, professionel og bare rigtig god at tale med. Lene
havde oprigtigt interesseret sig for mit arbejde på Kofoeds Skole og hun
delte min opfattelse af skolen som en forbilledelig institution. Lene havde
den første del af vores samtale været synlig nervøs og lettere akavet,
hvilket afslørede sig i hendes stemme og motorik. Men det gik hurtigt over
og så talte vi bare frit og naturligt.
Da jeg så fortalte Ulla Noring, at jeg godt kunne lide Lene, samt at samtalen
nærmest havde været terapeutisk for mig, sagde Ulla skælmsk, at det var
fordi, at Lene ikke var læge, at jeg godt kunne lide hende. Jeg havde luret
Ullas mikroaggressioner og fordomsfuldhed, men frem for at gå i hendes
fælde, rettede jeg Ulla med ordene, "psykiater, ikke læge" og smilede til
hende. Det passede faktisk ikke helt, men jeg ville da gerne give Ulla lidt
modstand, det kunne hun sikkert godt lide.
Modsat Ulla Noring, kunne jeg tydeligt huske hvilket tøj socialrådgiveren
Lene, jeg
havde haft første samtale med, så ud og hvordan hun var iklædt (en meget lys
beige hvidlig trøje af et fint stof, en diskret halskæde med formentlig små
perler, hun havde også makeup på og var faktisk en bemærkelsesværdig smuk,
ældre dame, jeg kunne genkalde mig hendes parafume og duften af hendes
håndcreme, som havde smittet af på mig, da jeg gav hende hånden, også efter
jeg sprittede den af, da jeg forlod klinikken. Lene var virkelig helt
utrolig nydelig og bar sin alder på den smukkeste og mest værdige måde.
Hendes trøje havde korte ærmer, som afslørede hendes solbrune og velholdte,
noget fyldige underarme og hænder.
Anne Mette Brandt Christensen havde vist også overskredet sidste salgsdato,
så at sige, men det var svært at gætte hendes alder, fordi hun havde fået
indsprøjtet så meget filler, at hendes ansigt var svulmet op, så hun lignede
en sugemalle. Mit bedste bud var, at hun måtte tilhøre generationen før
Boomerne. Det skulle ikke undre mig, hvis hun havde mødt Freud personligt,
for det var den slags psykiatri hun praktiserede, da hun i et anfald af
senilt raseri havde påstået, at jeg led af 'katatymi', som var noget, der
ikke eksisterede. Mette Brands slyngveninde, den lidt selvhøjtidlige
retspsykolog Tine Wøbbe, kørte samme forlorne kosmetiske og noget desperate
higen-efter-ungdommen-stil.
Gitte Ahle var en del yngre end overstående og hun havde formået at passe
lidt
bedre på sin krop end dem (men farv for Guds skyld dit hår, Gitte!). Gitte
Ahle havde pudsigt nok besluttet sig for, at begive sig ud på en ny
spændende rejse og søge udfordringer i Gadeplans Teamet for Amager. Det med
at hun nu arbejdede på gaden, gav faktisk rigtig god mening, det var hvor
hun hørte hjemme. Hun var lidt
slidt måske, men der var en del fyre på afdelingen, der havde siddet og
fantaseret højlydt om Gitte, hvilket jeg ikke gjorde, men jeg syntes hun var
ret sexy, når hun blev så vred på mig under lægesamtalerne, at hun rødmede
og mistede besindelsen. Sådan havde jeg ikke haft det med andre kvinder, det
var noget, der var særligt for Gitte.
Ærekrænkende?
Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt min tekst fra i dag var ærekrænkende. Lige
på det punkt havde jeg ikke særlig god dømmekraft, havde politiet og
anklagemyndigheden insinueret. Men det var jo bare virkeligheden, jeg
beskrev. Jeg måtte ved lejlighed få advokat Karolile Normann til at
gennemlæse og redigere hele min bog. Det havde hun sikert ikke noget imod at
gøre. Hun kunne få sit advokatsalær for arbejdet, som staten betalte hende i
første omgang og som jeg herefter skyldte staten og ikke havde en chance i
helvede for at tilbagebetale alligevel. Måske kunne jeg lave en aftale med
Karoline Normann om, at jeg fik nogle hundrede kroner i en slags returkomision af
hende for hver time hun brugte på arbejdet?
Øl, fisse og hornmusik
Det, jeg ville have og som jeg ikke i 9 år havde kunnet få, var øl, fisse og
hornmusik. Ligesom de fleste andre havde det. Det gjorde livet værd at leve.
Og det skulle jeg have lov til straks igen. Ni år var lang tid. Bare fordi
kønsløse
autister af udbrændte og afdankede, rasende og hysteriske pulverhekse af
praktiserende læger og psykiatere ikke havde normale behov, betød det ikke
at andre heller ikke havde det.
