Indhold

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

  • Indledning

  • 2022

    2023

    Oversigt over mails, jeg har sendt

    • 5. september 2021: Mail til Orla Hav
    • 5. september 2021: Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen (3 mails)
    • 5. september 2021: Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen
    • 5. september 2021: Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen
    • 5. september 2021: Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen
    • 8. september 2021: Mail til Det Psykiatriske Patientklagenævn
    • 11. september 2021: Mail til Dansk Psykiatrisk Selskab og Styrelsen for Patientsikkerhed
    • 15. september 2021: Mail til Peter Worm Jantzen, Styrelsen for Patientsikkerhed, anklagemyndigheden og Patientklagenævnet mfl.
    • 18. september 2021: Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen
    • 22. september 2021: Mail til Sundhedsministeriet, Justitsministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed
    • 2. oktober 2021: Mail til Høje Taastrup Kommune
    • 8. oktober 2021: Mail til Høje Taastrup Kommune
    • 11. oktober 2021: Mail til Statsminister Mette Frederiksen
    • 14. oktober 2021: Mail til Høje Taastrup Kommunes Kommunalbestyrelse
    • 21. oktober 2021: Mail til politikerne
    • 2. november 2021: Mail til Høje Taastrup Kommunes Kommunalbestyrelse
    • 14. november 2021: Mail til politiet og Peter Worm Jantzen mfl. (3 mails)
    • 16. november 2021: Mail til politiet og Peter Worm Jantzen mfl.
    • 3. december 2021: Mail til Kriminalforsorgen og Peter Worm Jantzen
    • 11. december 2021: Mail til politi, Peter og Kriminalforsorgen
    • 11. december 2021: Brev til Rigsadvokaten
    • 17. december 2021: Mail til politiet og Peter Worm Jantzen mfl.
    • 20. december 2021: Mail til politi og anklagemyndighed
    • 21. december 2021: Mail til Peter Jantzen, Kriminalforsorgen og politiet
    • 23. december 2021: Mail til Etisk Råd
    • 23. december 2021: Mail til Region Hovedstaden
    • 23. december 2021: Mail til Region Hovedstadens Psykiatri
    • 23. december 2021: Mail til Folketingets Retsudvalg
    • 26. december 2021: Mail til Den Uafhængige Politiklagemyndighed
    • 28. december 2021: Mail til Vestegnens Politi og Anklagemyndigheden
    • 28. december 2021: Mail til Peter Jantzen, Kriminalforsorgen og politiet
    • 28. december 2021: Mail til Lægeforeningen og Yngre Læger
    • 3. januar 2022: Mail til folketingsmedlem Per Larsen og P
    • 7. januar 2022: Mail til Ombudsmanden og Institut for Menneskerettigheder
    • 11. januar 2022: Mail til Justitsministeriet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed
    • 2. marts 2022: Mail til 15.000 danske læger
    • 3. marts 2022: Mail til Peter Jantzen, Kriminalforsorgen og politiet
    • 5. marts 2022: Mail til folketingspolitikere
    • 13. marts 2022: Mail til Peter Jantzen
    • 16. marts 2022: Mail til Peter Jantzen
    • 2. april 2022: Mail til 15.000 læger
    • 3. april 2022: Mail til Peter Worm Jantzen, Region Hovedstadens Psykiatri og Sankt Hans Hospital
    • 4. april 2022: Mail til politi, anklagemyndighed, stats- og rigsadvokat, Peter Worm Jantzen og min advokat (?)
    • 6. april 2022: Mail til Peter Jantzen
    • 14. april 2022: Mail til Peter Jantzen
    • 19. april 2022: Mail til egen læge
    • 21. april 2022: Mail til Peter Jantzen
    • 28. april 2022: Mail til Peter Worm Jantzen
    • 1. maj 2022: Mail til Justitsministeriet
    • 3. maj 2022: Mail til Peter Jantzen
    • 7. maj 2022: Mail til 15.000 danske læger
    • 12. maj 2022: Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed
    • 19. maj 2022: Mail til Lægeforeningens medlemmer
    • 28. maj 2022: Mail til Københavns Vestegns Politi, mfl.
    • 7. juni 2022: Mail til Peter Worm Jantzen

    Indledning

    Digevej

    Da selvmordsforsøget, som opkaldet fra efterforsker Dorthe Olsson medførte, ikke lykkedes, opsøgte jeg syg og dårlig den psykiatriske skadestue på Digevej. Der fik jeg at vide, at det ikke var et hotel, af den uerfarende unge læge. Det blev dog accepteret, at jeg fik lov at overnatte, så jeg kunne udskrives til Natherberget på Sundholm næste morgen. Ingen sårpleje eller stivkrampevaccine, men dog en seng og lidt mad.

    Sundholm

    Natherberget på Sundholm var som en krigsskueplads. Personalet gjorde det vel så godt, de formåede og gæsterne på Natherberget var en broget flok af alle etniciteter og køn og de spændte meget bred hvad angik adfærd, fra umiddelbart upåfaldende til råbende, truende, larmende, fulde og stofpåvirkede, psykotiske med en overvægt af sidstnævnte kategori. Alt blev stjålet, om det var flaskepant eller ens sko, der stank fælt på sengestuerne og det var umuligt at få en ordentlig søvn.

    Maskine Maskine Amager

    Jeg mødte kæmpen T på Fælleden om sommeren under den ulidelige hedebølge. Han lånte mig myggespray, var rigtigt godt selskab og den bedste beskytter, man kunne ønske. Men det bedste var, at han var særdeles vidende og interessant at tale med. Han fortalte mig om et sted, der hed Maskine Maskine Amager. Da jeg senere endte på Amager som hjemløs, huskede hvad T havde fortalt mig, jeg opsøgte Maskinen, mens jeg var på Natherberget på Sundholm, og det var det første sted, jeg havde været i umindelige tider, hvor jeg blev behandlet som et menneske af andre, der uudtalt vidste, hvad jeg havde gennemgået. Det sted reddede mit liv.

    Himmelekspressen ('No Country For Old Men')

    Den lille gråhårede mand med de små stikkende øje, smalle læber og sprukne ansigtshud, kom med små forsigtige skridt ind på fællestoiletterne. Han havde altid den samme sorte trøje på, hvor der på ryggen med store hvide bogstaver stod 'Træner'. Han stillede sig foran en af vaskene, tog sko og strømper af og satte skiftesvis de bare fødder op i vasken og tændte for hanen. Det var sgu ulækkert. Gad vide hvem han var træner for? Alkoholdet?.

    Kofoeds Skole

    En yngre kvinde på Maskine Maskine Amager fortalte mig en dag, at hun engang havde samlet rawplugs på Kofoeds Skole og fået et måltid mad til gengæld. Jeg kendte godt skolen af navn fra Kim Larsens 'Langebro', men vidste intet udover dette om stedet. Jeg havde ikke rigtigt overskud, det vart alt for varmt og jeg svede og havde ondt i hele kropen fordi jeg bar alle mine ting i tunge rygsække som hjemløs. Men jeg gav det en chance, velviddende at jeg ville fortryde, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg henvendte mig i Kanten på Kofoeds Skole og blev vist ind til socialrådgiver F. Hun var sød og imødekommende og indskrev mig uden for meget snak. Hun tog mig derefter op i Produktionsværkstedet til L og L. Jeg blev modtaget så godt af disse to fantastiske mennersker og de ansdre i Produktionsværkstedet, at jeg fra den dag kom fast på Kofoeds Skole og siden avancerede til Medieværkstedet takket være en anden socialrådgiver, der hed J. Maskine Maskine Amager og Kofoeds Skole supplerede hinanden godt, var helt unikke steder, et velsignet helle og det modsatte af Høje Taastrup Kommune og socialpsykiatris vamle og nedværdigende overformynderi. Hvis der var et geografisk opmråde, der havde reddet mit liv og givet det mening og indhold, så var det Amager.

Indhold

1. September 2021

Dagbog

Hjemløs

September 2021

Billeder. September 2021. Tusinde billeder siger mere end en million ord.

Fra telt til vandrerhjem

Billeder. Jeg fik penge den 1. i hver måned (modsat alle andre, der fik den sidste i måneden) og det betød, at jeg nu havde råd til at bo på vandrerhjemmet igen. Jeg pakkede teltet i Vestskoven ned, tog afsted til vandrerhjemmet, hvor jeg endte (billede fra elevatoren).

5. September 2021

Dagbog

For første gang nogensinde, skrev jeg personligt til en af modtagerne af mine alle-mails.

Jeg læste ganske vidst ikke alt han skrev, men dog en smule, og det var en god begyndelse.

Det bedste var selvfølgelig ikke at sende breve som spredehagl til en masse mere eller mindre relevante modtagere, men det var fuldt ud berettiget, min situation taget i betragtning.

Folk, der modtag mails, der var sendt til et større antal modtagere, antog automatisk at det var et tegn på sindssyge. Det var det selvfølgelig ikke i sig selv, det kom helt an på indholdet af mailen og baggrunden for den.

Der var intet af det jeg nogensinde havde skrevet, der var spor psykotisk, men jeg vidste af erfaring at modtagerne fejlagtigt antog det. Det var sgu tarveligt af dem, men når ingen af de myndigheder, der var ansvarlige for min desperate situation, lyttede, hvad skulle jeg så gøre? Det var jo ikke for sjov, jeg sendte de mails, det var fordi jeg var hjemløs, periodevis sultede og ingen udsigt havde til at det blev bedre. Og jeg kunne intet gøre selv.

I sidste ende var jeg ligeglad med hvad andre syntes om mine mails, det eneste jeg gik op i var, at myndighederne stoppede deres mishandling af mig, så jeg kunne få lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske jeg var. Og så længe jeg var ufrivilligt hjemløs, stigmatiseret og udsat for tvungen fattigdom og ensomhed, så blev jeg ved og ved med at sende mails.

Hvis miraklet skete, og jeg måtte arbejde igen, stoppede jeg i samme sekund med at sende mails rundt. Jeg bar ikke nag og når jeg ikke blev behandlet umenneskeligt, var det ikke nædvendigt at gøre andre opmærksomme på mig. Jeg var meget evasiv, led af svær undgåelsesadfærd og hadede opmærksomhed.

Mail til Orla Hav

"Kære Orla Hav

Tak for dit svar.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst andet, end hvor du skriver "at jeg kan se på indholdet af din mail".

Det behøver jeg ikke, for med al respekt, kan jeg gætte mig til fortsættelsen.

Tillad mig at komme med et bud på denne, i håbet om at jeg alligevel tager fejl:

Kære Keld. Jeg kan se på indholdet af din mail, at du er meget forpint, og du efterlader ærlig talt det indtryk hos mig at du vitterlig er sindssyg, og har akut behov for hjælp. Jeg ser mig derfor nødsaget til at tage kontakt til politiet med henblik på at få dig tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, så du kan få det bedre."

Hvis du har skrevet noget tilsvarende, kan jeg ikke klandre dig for det, for i givet fald gør du det, jeg har oplevet utallige gange tidligere fra mennesker som dig, som aldrig har talt med mig og aldrig har forsøgt at sætte sig ind i min situation.

Men det er i givet fald en helt forkert og yderst skadelig måde at forholde sig til min desperate situation på, som er betinget af det øjebliksbillede, indholdet i min mail præsenterer.

Man er nødt til at forstå dette faktum, samt at indholdet i min mail rent lægefagligt ikke er psykotisk, altså sindssygt.

Desværre har nogle typer mennesker en tendens til straks at gøre sig til dommer over personer, der udsender mails som mine, og som selvbestaltet læg-psykiater affeje det som udtryk for sindssygdom.

Jeg har tit oplevet at mennesker i en høj position eller stilling demonstrerer deres magt overfor mig ved at tiltale mig som et hysterisk barn eller som en tosse.

Hvorfor man gør det, er der sikkert mange forskellige årsager til, udover at hævde sig selv; ofte er det bare mest bekvemt og indebærer mindst arbejde i en hverdag, der sikkert er stressende nok allerede.

Hvorom alting er, så jeg og har jeg aldrig været tilnærmelsesvist sindssyg. Det er naturligvis ikke kun min egen holdning, men også holdningen hos alle, der nogensinde har talt med mig, min familie, mine venner, plejepersonalet på de psykiatriske afdelinger, jeg har været tvangsindlagt på mv.

Kun ganske få psykiatere har ment det modsatte, men de har alle været forudindtagede og videreført fejldiagnoserne, haft kollegiale hensyn at tage eller noget tredje, der har været i deres egen interesse.

Der er flere psykiatere, der utvetydigt har erklæret at jeg ikke er spor sindssyg, herunder de to sidste (Peter Worm Jantzen og Hans Raben), og det er igennem en treårig periode.

Det er bekvemt at forveksle en akut belastningsreaktion som sindssygdom, men det gør det ikke mindre forkert. Jeg oplevede et anfald af førstnævnte i går, og sidstnævnte er aldrig forekommet.

Jeg har akut behov for følgende:

  • Beskæftigelse.
  • Penge til mad i slutningen af måneden.
  • Total klarhed over min situation ift. diverse myndigheder.
  • Daglig sport og motion, hvilket jeg ikke har råd til.
  • Dagligt socialt sammenværd med andre normale mennesker, som ikke er ansatte i det offentlige system.
  • Ovenstående kunne nærmest ordnes på en eftermiddag, men ikke af mig, da jeg er fastlåst i systemet og ingen penge har.

Det er tortur at være ufrivillig ensom i årevis, reelt fattig og uden håb.

Jeg er ked af mit lange skriv, men sådan er det ikke at have nogen at tale med.

Du undrer dig sikkert over hvorfor jeg ikke bare selv har gjort det ene eller andet for at bedre mine vilkår. Det har jeg skam gjort utallige gange, men det skal jeg ikke kede dig med.

Til slut kan jeg forsikre dig om at jeg udførligt har dokumenteret alt jeg påstår. Ikke fordi jeg er paranoid eller pedantisk, men udelukkende fordi at alt jeg har fortalt om i over seks år har været utroværdigt i myndighedernes ører qua fejldiagnosen.

God weekend.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen

"Kære Peter

Jeg forslår, at vi får talt om bl.a. nedenstående:

Siden sidst:

Positivt:

  • Den lidt øgede mængde Concerta har været gavnlig for mig, og det bør måske overvejes om det er muligt at øge dosis med 18 mg dagligt indtil min livssituation er stabiliseret, eller jeg får råd til at træne i et Fitnesscenter dagligt.

  • Jeg har ad tre omgange hentet alt mit tøj i skoven, og nu fået alt vasket.

  • Jeg overnatter indendøre i en seng, har klippet mig, barberer og vasker mig dagligt.

  • Lusene er næsten væk.

  • Jeg så et såkaldt "maker space" på Ballerup Bibliotek, jeg gik ind og fik en lang snak med lederen (ca. 45 min.), som talte til mig som et normalt menneske med en vis teknisk indsigt.

  • Jeg har modtaget en busbillet til i morgen.

Negativt:

  • Den uudholdelige og årelange ensomhed og manglen på meningsfuld beskæftigelse bliver hele tiden værre.

  • Jeg har ingen steder at opholde mig i dagtimerne, og det er ulideligt at vandre rundt, sidde på bænke eller biblioteker dag ud og dag ind. Især weekenderne er tiltagende uudholdelige.

  • Enhver tilknytning til retspsykiatrien, psykiatrien og socialpsykiatrien som patient og klient er rædselsfuld og meningsløs.

  • Jeg har ikke økonomi til at få trænet, hvilket påvirker mit humør eklatant.

  • Jeg har i bedste fald lige akkurat penge til mad i slutningen af måneden, hvis jeg sparer på alt andet, som sædvanligt.

  • Jeg kan ikke fokusere på andet end at få mine basale behov opfyldt.

  • Jeg har endnu ikke fundet et værelse. Jeg har reduceret omfanget af min ansøgning, så den er lettere at læse i sin helhed.

  • Jeg har været tvunget til at købe lusecreme og shampoo for knapt 350 kroner.

  • Jeg får ikke tjekket post i E-Boks fordi det er så ubehageligt for mig, især på nuværende tidspunkt. Det har ingen effekt, at du sidder ved siden af mig, mens jeg læser posten. Andre end jeg selv må uden min tilstedeværelse forholde sig fuldstændigt til min post og kun informere mig om det, der er strengt nødvendigt eller positivt. At ingen gider at gøre det, selv med fuldmagt, er utroligt ærgerligt og har potentielt uoverskuelige konsekvenser for mig.

Jeg skriver nu til Nina Borum Nielsen ang. hjælp til at redde noget af tøjet fra mit værelse.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen

"Jeg beklager, men jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at nævne de sædvanlige punkter:

  • Status for erstatning for de mange ransagelser.

Jeg er godt klar over, at det ikke er dig, der er ansvarlig, men jeg fatter ikke, at retshjælpen ikke efter så relativt længe ikke er kommet videre. Desuden, at jeg jo både i forbindelse med og umiddelbart efter hver ransagning til hhv. det fremmødte politi og min advokat har påklaget ransagningen. Så skulle man jo tro, at jeg enten forlængst var blevet sigtet eller havde fået erstatning. Det beviser bare, at jeg ingen retssikkerhed har. Ransagningerne fandt jo sted for fire år siden, hvilket i sig selv er grotesk og berettiger en klage.

Dato for ophævelsen af dommen, eller i hvert fald hvornår sagen kommer for retten.

Generhvervelse af lægeautorisation. Ift. det du skrev, så er det optimale for mig at få henstand, da jeg jo kronisk aldrig har penge til mad i slutningen af måneden. Hvordan søger jeg om det?

Er det muligt at få refunderet købet af lusecreme- og shampoo? Jeg har vedhæftet bonerne, og du kan også få de fysiske boner.

Er det muligt at handle ind sammen når vi mødes, så jeg måke kan undgå at ende uden mad eller penge i slutningen af måneden?

Venlig hilsen,

Kjeld."

Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen

"Hej Peter. Rorschach testen er altså pseudo-videnskab..

https://en.wikipedia.org/wiki/Rorschach_test#Protection_of_test_items_and_ethics

https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13218719.2021.1894260

Venlig hilsen,

Kjeld."

Billede. Jeg havde ingen sovepose, og det var koldt om natten i slutningen af august, men den sorte affaldssæk hjalp en smule.

Billede. En anden nat, hvor det også var koldt og hvor jeg intet ekstra tøj havde, jeg kunne tage på, hvorfor jeg brugte alt, der kunne give mig en smule varme.

Billede. I midten af august var der skybrud og festivalteltet klarede ikke mængden af regn. Jeg var nødt til at kassere liggeunderlaget, da det ikke kunne blive rigtigt tørt og begyndte at lugte rådent. Herefter sov jeg på teltbunden.

Billede. I starten af september havde jeg hentet alt mit tøj fra skoven og ryddet op.

Billede. Der var også smukke øjeblikke i skoven.

Billede. Mit hjem i mindst to måneder. Kvaliteten af teltet var sådan, at teltdugen hurtigt revnede, hvorfor jeg måtte lappe den med gaffatape, som jeg fastsydede, da limen ikke holdt i regnvejr.

Billede. Hovedrengøring hver dag i teltet.

Billede. Efter skybruddet i midten af august.

Billede. Der var mange hyggelige stunder i teltet.

Billede. Nogen gange sad jeg i aftensolen og læse.

Billede. Når mørket faldt på begyndte hjortene at løbe rundt.

Billede. Dette skotske højlandskvæg blev behandlet bedre end jeg; det var et lovkrav at det skulle have adgang til mad, så det ikke sultede, vand, så det ikke tørstede, behandling af sygdomme, der måtte opstå, og læ for vind og vejr. Hvis ejeren ikke kunne leve op til dette, risikerede vedkommende at blive meldt til politiet og straffet. Jeg blev udsat for sult, tørst og hjemløshed af Peter Worm Jantzen, men det havde ingen konsekvenser for ham.

Billede. Efter skybrudet i modten af august, hvor jeg måtte kassere mit liggeunderlag og pengene var beskedne, fandt jeg i Netto nogle tykke hynder til 10 kroner stykket. Jeg købte tre og pakkede hver af dem ind i en sort affaldssæk, så de kunne tåle at blive eksponeret for vand og fugt. De gled for meget rundt, hvorfor jeg senere lagde dem under teltet. De var kun marginalt mere konfrontable end at ligge direkte på underlaget.

6. September 2021

Dagbog

Møde med Peter Worm Jantzen

Jeg mødtes som aftalt med Peter Worm Jantzen på pladsen ved Trianglen Metrostation kl. 9.30.

Jeg havde sendt mit forslag til dagsordenen til ham i går, og han havde udprintet og medbragt den.

Det måske vigtigste emne, jeg ville drøfte med ham, var, om han kunne handle mad ind sammen med mig, for at forebygge, at jeg igen skulle ende i en situation sidst på måneden, hvor jeg ikke havde penge til mad. Den psykiske belastning ved at stå i en situation uden penge på kontoen var enormt enerverende, og jeg ville gerne undgå, at det kom dertil igen.

Desværre havde Peter ikke mulighed for at bekoste mad til mig på nuværende tidspunkt. Det han gerne ville undersøge var, hvordan han kunne tjekke min E-Boks for mig og filtrere alle de negative henvendelser fra og skåne mig for dem. Hvis det kunne lade sig gøre, var det særdeles positivt og ville forbedre min moral væsentligt, så jeg håbede, at det kunne lykkedes.

Jeg fortalte Peter, at den bedste måde, at få enhver til at begå kriminalitet på, var at udsætte dem for sult, hjemløshed, umenneskelig behandling og straf, som i mit tilfælde. Det havde Peter naturligvis ikke noget svar på, og det var da også hans skyld, at jeg var rådnet op i over to år længere end nødvendigt, samt at han så sent som for en uge siden havde udsat mig for sult.

Ellers var der ikke så meget at tale om og ingen nyheder. Jeg havde læst en interviewbog af den foregående leder af Retspsykiatrisk Klinik i København, Peter Kramp, som vi talte om, men som jeg også var så ærlig at fortælle Peter, så var alt snak, der ikke blev efterfulgt af handling ligegyldig og spild af tid, taget min situation i betragtning. Det var dog ikke en dårlig oplevelse at tale med Peter, og selv om jeg ikke var i stand til at håbe på noget længere, så kunne det jo være, at Peter ville vende tilbage i løbet af ugen med nyheder.

Jeg tog mod værestedet, fordi jeg godt kunne lide de mennsker, der arbejdede og var brugere på stedet, og fordi jeg trods alt af Peter havde fået en togbillet.

Forsøg på at få meningsfuld beskæftigelse

Jeg havde forleden, den 30. august, skrevet nedenstående, og modtaget svar i dag:

"Kære Kompetencecenter for Retspsykiatri

Jeg er netop af retspsykiater Peter Worm Jantzen (R3) blevet gjort opmærksom på jeres eksistens.

Jeg har som idømt en behandlingsdom uden længstetid med forløb på både Afdeling Q81 og R3 gjort mig en række erfaringer om at være patient i retspsykiatrien.

Jeg har skrevet om forløbene i vedhæftede tekst, både under og efter indlæggelserne.

I er mere end velkomne til at anvende materialet, som I måtte ønske, hvis I mener det har relevans for jeres forskningsområde.

Jeg mangler desuden beskæftigelse af akademisk karakter, så hvis I kan bruge min frivillige arbejdskraft i noget som helst omfang, står jeg til rådighed.

Det kunne eksempelvis være i forbindelse med litteratursøgning, udarbejdelse af spørgeskemaer til kvantitativ forskningsbrug, eller litteraturstudier.

I forhold til sidstnævnte kunne det være oplagt at sammenligne de retspsykiatriske patienters forløb i Skandinavien.

I har min tilladelse til i givet fald at kontakte psykiater Peter Worm Jantzen, som kan informere om mig og min sag.

Jeg har udover skriftligt materiale også adskillige optagelser af livet på en retspsykiatrisk afdeling, som jeg mener afslører forhold, der er meget kritisable og som ellers er svære at påvise (men det behøver I ikke informere Peter Worm Jantzen om).

Mit formål er ene og alene at bidrage til bedring af de retspsykiatriske patienters behandling og vilkår, i det beskedne omfang jeg måske kan. Ikke at hænge navngivne psykiatere ud.

I kan i givet fald også kontakte mig på: , hvis det er relevant.

Venlig hilsen,

Kjeld."

"Kære Kjeld

Mange tak for din henvendelse til Kompetencecenter for Retspsykiatri og for at stille dit skriftlige materiale til rådighed for os.

Som du kan se af vores forskningsportefølje på KFRs hjemmeside www.psykiatri-regionh.dk/kfr har vi lavet flere større undersøgelser, hvor patienters perspektiver og erfaringer er hovedfokus, og vi er ligeledes optaget af, hvordan retspsykiatriske patienter kan sikres bedst mulig pleje, behandling og rehabilitering.

Vi har desværre ikke aktuelt mulighed for at beskæftige flere, men jeg vil vende tilbage, hvis situationen ændrer sig. Det meste af det vi har arbejdet med i de seneste 5-6 år er tilgængeligt og kan downloades fra vores hjemmeside. Måske er der noget af det, du kunne have lyst til at læse? Hvis du foretrækker fysiske eksemplarer er det også en mulighed. – Skriv i så fald gerne igen, så vi kan aftale, hvor det skal sendes til.

Mvh

Jette

Med venlig hilsen

Jette Møllerhøj

Leder, seniorforsker, ph.d.

Kompetencecenter for Retspsykiatri (KFR)"

"Kære Jette

Tak for dit svar.

Jeg har med stor interesse læst i det materiale, du referer til, og jeg synes at I udfører et stort og meget vigtigt arbejde.

Der er meget at spare for alle parter i samfundet, økonomisk og menneskeligt, hvis man er i stand til nedbringe antallet af retspsykiatriske patienter i Danmark, som er disproportionalt meget større end i vores nabolande, samt reducere de unødvendigt lange behandlingsforløb.

Ja, du må endelig vende tilbage, hvis jeg som frivillig kan bidrage med noget.

Jeg har skrevet dagbog løbende om mit forløb på:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

og, aktuelt på:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/skaersilden.html

Det er et arbejde, jeg løbende redigerer og forbedrer, så det kan undgå i den bog, jeg må skriver.

Venlig hilsen,

Kjeld."

8. September 2021

Dagbog

Peter Worm Jantzen som torturbøddel

Peter Worm Jantzen havde udsat mig for tortur og bragt mit live i fare, som følge af svær langvarig vanrøgt. Når man gjorde det, var man ikke læge og man skulle i fængsel. Når man udsatte mennesker for sult i perioder og truede dem med ulovlig frihedsberøvelse, hvis de gav udtryk for at de led som følge af sulten, så skulle man i fængsel.

Mail til Det Psykiatriske Patientklagenævn

"Kære Det Psykiatriske Patientklagenævn

Jeg vil gerne klage over hele mit forløb i retspsykiatrien.

Det drejer sig i første omgang om forløbet på retspsykiatrisk afdeling Q81 i Glostrup, retspsykiatrisk afdeling R3 på Sankt Hans Hospital, og det efterfølgende og igangværende ambulante forløb i ROPS, København.

Da min klage er omfattende, og da jeg er funktionelt hjemløs og på grund af de forhold, jeg vil påklage, i skrivende stund lider af en aktut belastningsreaktion, vil jeg i første omgang klage over mit ambulante forløb i ROPS, Det Opsøgende Retspsykiatriske Team i København og over retspsykiaterne Hans Raben og Peter Worm Jantzen, samt retspsykiatrisk sygeplejerske Lars Andersen.

Klagepunkt 1

Dagen efter jeg blev overflyttet fra retspsykiatrisk afdeling Q81 i Glostrup til retspsykiatrisk afdeling R3 på Sankt Hans Hospital, havde jeg min første lægesamtale med retspsykiater Peter Worm Jantzen. Samtalen fandt sted i april 2019.

Under samtalen oplyste Peter Worm Jantzen mig, at jeg ikke var psykotisk. Det vidste jeg udmærket godt, og det samme gjorde mine pårørende og personalet på afdelng Q81, men retspsykiater Gitte Ahle, som jeg sidst havde talt med to dage forinden havde truet mig gennem måneder med tvangsmedicinering med antipsykotika, idet hun sagde, at jeg var alvorlig syg af kronisk paranoid psykose, uden dog at hun kunne begrunde hvorfor hun mente det.

Peter Worm Jantzen har aldrig ændret sin opfattelse af, at jeg er ikke-psykotisk. Denne opfattelse fik imidlertid ikke Peter Worm Jantzen til at søge om at få min behandlingsdom uden længstetid ophævet. Det er først sket for lidt over en måned siden. Mine pårørende og jeg har talrige gange og lige fra første dag jeg kom i retsptykiatrien bedt om at få dommen ophævet.

Jeg vil gerne klage over at Peter Worm Jantzen ikke udviste den fornødne faglighed og rettidig omhu, og søgte om at få min behandlingsdom ophævet, så snart han konstaterede at jeg ikke led af den sygdom, som jeg var dømt til at blive behandlet for.

Peter Worm Jantzens pligtforsømmelse har haft enorme negative sociale konsekvenser for mig, og jeg vil udover at klage over Peter Worm Jantzens manglende faglighed og moral, også have erstatning for et forløb, der kunne have været bragt til ophør for tre år siden.

Klagepunkt 2

Peter Worm Jantzen, mine pårørende og jeg nåede at afholde flere lægesamtaler inden at førstnævnte gik på barsel. Hans efterfølger som fast behandlingsansvarlig overlæge, var Hans Raben, i mit ambulante forløb efter udskrivelse fra Sankt Hans Hospital. Også Hans Raben konkluderede fra første samtale med mig, at jeg ikke var psykotisk, og jeg bad også Hans Raben om at ophæve behandlingsdommen, så jeg kunne få mit liv og min lægeautorisation tilbage. Hans Raben lovede at søge om at ophæve min behandlingsdom, men han nåede det ikke før han til min overraskelse gik på pension.

Jeg har aldrig nogensinde haft behov for at blive fulgt af en psykiater, og psykiatrien har udelukkende skadet mig. Jeg er dømt for kriminalitet i et desperat forsøg på at få berigtiget den alvorlige psykiatriske fejldiagnose, jeg fik, efter retvæsenet svigtede. Derfor er det ekstra alvorligt at jeg fortsat i skrivende stund er tvunget til at være psykiatrisk patient.

Klagepunkt 3

Hen over sommeren har Peter Worm Jantzen og Lars Andersen udsat mig for svær vanrøgt og umenneskelig behandling, herunder at lad mig sulte. Det er samtidig Peter Worm Jantzens pligtforsømmelse, der er skyld i at jeg ikke må arbejde og tjene mine egne penge, samt er tynget af stor gæld af sagsomkostninger. Når man behandler hvem som helst som Peter Worm Jantzen fortsat behandler mig, så øger det min risiko for at begå kriminalitet markant. Når man udsætter mennesker for længerevarende sult, hjemløshed og dyb fattigdom, samt ensomhed og ufrivillig passivitet, som kan det meget vel føre til vold, tyveri, røveri, misbrug og selvmord.

Peter Worm Jantzen er derfor til fare for mit liv og helbred. Det vil jeg også påklage.

Dokumentation

Jeg har en uoverskuelig stor mængde dokumentation, som jeg ikke i skrivende stund har overskud til at samle til jer i sin helhed. Jeg mener dog at det, jeg vedhæfter denne mail, er tilstrækkeligt i første omgang, og hvis I efterspørger yderligere dokumentation, er jeg sikker på at jeg kan finde dem til jer.

Jeg er taknemmelig, hvis I behandler denne klage akut og I må meget gerne ringe til mig på tlf."

10. September 2021

Dagbog

Anmeldelse af Peter Worm Jantzen

Min situation var uforandret uholdbar. Jeg var efterhånden ved at vænne mig til vandrerhjemmet, og jeg havde fået evakueret noget tøj fra mit værelse af personalet fra Straxhuset, hvilket jeg var dem dybt taknemmelig for, og dertil havde jeg fundet et meget billigt lagerrum, hvor tøjet nu var opmagasineret. Indtil videre havde jeg penge nok til mad, så jeg var mæt og veludhvilet.

Men den eksistentielle stress var tiltagende forværret. Jeg fyldte snart 40, og mit liv var et mareridt uden venner, familie, beskæftigelse og håb. Jeg var dybt ruineret, og det eneste jeg kunne dag ud og dag ind var at vandre rundt eller sidde på biblioteker og bænke, mens jeg ventede på at der skete noget i min sag.

Jeg var yderligere dybt rystet over mine oplevelser med sult, kropslus og primitiv overnatning i Vestskoven i især slutningen af august, samt den nær-fatale ensomhed, jeg var påtvunget.

Peter Worm Jantzen havde gjort alt, alt for lidt, alt, alt for sent. Han havde sammen med Hans Raben stjålet tre år af mit liv, og hvis de havde udvist rettidig omhu, kunne jeg i skrivende stund have nået at stifte min egen familie, arbejde som læge og leve et normalt liv uden sult og andre helt basale aafsavn.

Men sådan gik det som bekendt ikke, og det kom snart til at blive fatalt for mig. I givet fald var det Peter Worm Jantzens skyld. Det eneste han kunne gøre var at true mig mere eller mindre direkte med ikke-indiceret indlæggelse på psykiatrisk afdeling, selv om det netop var psykiatrien der var skyld i alle mine pinsler.

Jeg havde skrevet den ene mail efter den anden til Peter Worm Jantzen, jeg havde sendt ham dokumentation for at jeg aldrig havde været psykotisk, og informeret ham om alle politiets overgreb - for ikke at tale om den periodevise sult - og der skete intet.

Jeg skrev i forgårs til Det Psykiatriatriske Patientklagenævn, men da jeg ikke fik svar i går, selv om jeg havde rykket for det, besluttede jeg mig at melde Peter Worm Jantzen til politiet. I dag fik jeg imidlertid en henvendelse fra klagenævnet, og medarbejderen, som ringede mig op, og lyttede til mig, sagde at hun ville åbne en klagesag.

Hvis jeg havde hørt fra Det Psykiatriske Patientklagenævn inden for et døgn (jeg udbad mig at de henvendte sig til mig akut, hvilket jeg læste på deres hjemmeside var muligt), havde jeg ikke meldt Peter Worm Jantzen til politiet, ihvertfald ikke i første omgang. Men det skete ikke, og jeg trak ikke min politianmeldelse af ham tilbage, idet den var fuldt ud berettiget. Den eneste grund til at det ikke var min hensigt at politianmelde ham nu var fordi jeg ikke igen ville trues med behandlingsmæssige repressalier, efterlysning og tvangsindlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Jeg var ikke spor psykotisk i skrivende stund, heller ikke tilnærmelsesvist, og jeg var ikke til fare for mig selv eller andre, og ikke behandlingskrævende. Jeg havde ganske vidst skrevet til Peter Worm Jantzen i går at weekenden erfaringsmæssigt ville blive så ulidelig at jeg var nødt til at drikke mig sanseløst beruset for at klare mig igennem til på mandag, men det havde jeg ikke gjort alligevel. Jeg var således ikke påvirket af alkohol eller stoffer.

Jeg skrev desuden til Peter Worm Jantzen at jeg i 40 års fødselsdagsgave til mig selv ville få en bekendt til at kontakte min familie og venner med det formål at forsøge at få sygeplejerske Lars Andersen og ham fængslet, hvilket han nok tog ilde op, men ikke desto mindre ville jeg gøre det. Som jeg skrev til Peter Worm Jantzen, så ville jeg ikke finde mig i hans tortur længere.

11. September 2021

Dagbog

Mail til Dansk Psykiatrisk Selskab og Styrelsen for Patientsikkerhed mfl.

Bekymringshenvendelse vedr. Peter Worm Jantzen

"Kære Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og Styrelsen for Patientsikkerhed (Cc. Københavns Vestegns Politi og Rigspolitiet).

Jeg har meldt retspsykiaterne Peter Worm Jantzen og Hans Raben (mig bekendt pensioneret) til politiet for flere forhold, herunder for at udsætte mig for det, der samlet set bedst kan beskrives som tortur, jf. FN's Torturkonvention.

Peter Worm Jantzen fortalte mig i sommeren 2019 under min første lægesamtale med ham, at jeg ikke var psykotisk. Det har han gentaget overfor mine pårørende, ligesom han så sent som i sommers gentog overfor min bisidder, Nina Borum Nielsen, til en lægesamtale, at han "aldrig har oplevet Kjeld psykotisk".

Hans Raben har udtrykt det samme overfor mig, såvel som overfor mine pårørende.

Peter Worm Jantzen og Hans Raben har derfor trukket den meningsløse behandlingsdom uden længstetid, jeg blev idømt, ud tre år længere end nødvendigt.

De torturlignende livsvilkår jeg har været påtvunget, har i hele perioden været uforandret uudholdelige, og så sent som i august måned udsatte Peter Worm Jantzen mig for sult igen. Han har desuden implicit truet mig med indlæggelse på psykiatrisk afdeling, fordi jeg har givet udtryk for hvor desperat min sociale situation har været, til trods for at det på ingen måde har været indiceret med en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og på trods - eller på grund af - at det er hans skyld at jeg har været påtvunget disse uudholdelige forhold.

Jeg vil ikke finde mig i den tortur, jeg til stadighed bliver udsat for, og som på grund af Ps mishandling af mig, er kørt så langt ud, at det er en trussel på mit liv.

Peter Worm Jantzen er således til akut fare for mig, og derfor skal Styrelsen for Patientsikkerhed straks gibe ind og stoppe hans mishandling.

Det skal have strafferetslige konsekvenser for de ansvarlige at udsætte mig for tortur i embeds medfør, og jeg vil have erstatning for de mange år, man har stjålet fra mig, samt for de mén og den tabte arbejdsfortjeneste, man har foråsaget.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

14. September 2021

40 år

40 års fødselsdag

Weekenden var den værste weekend i mit liv. I dag er den værste dag i mit liv. Indtil i dag var mit eneste formål at komme i arbejde som læge igen. Den kamp kæmpede jeg forgæves i over seks år, og jeg udholdt ulidelige afsavn, ydmygelser og umenneskelig behandling fordi jeg var så dum at tro at det ville lykkedes mig at få det liv tilbage, som nogle af de mest infame mennesker jeg har mødt stjal fra mig. Jeg gjorde mere end menenskeligt muligt og det var forgæves. Samtlige myndigheder svigtede.

Fra i dag af handlede det kun om én eneste ting: Hævn. En studentikos politianklager ville selvfølgelig tage denne ene sætning og uden nogen kontakst få en lovdoven dommer til at dømme mig for trusler og forvaring på ubestemt tid, selv om den hævn, jeg måtte og skulle have udelukkende skulle udøves af retssystemet. Men jeg var ligeglad med hvordan en eller anden idiot med vilje fejltolkede det, jeg havde skrevet. Det danske retssystem var til at lukke op og skide i. Det var intet værd, når det havde udsat mig for justitsmord. Jeg kunne ikke overleve, hvis de, der havde tortureret mig i over seks år, gik fri fra at komme i fængsel eller psykopatforvaring.

Eneste lyspunkt

Jeg havde mange overvejelser om hvordan jeg bedst kunne tage livet af mit selv, nu hvor løbet definitivt var kørt, men så fik jeg en hurtig indskydelse og tænkte, at når jeg alligevel ikke skulle leve meget længere, var det ingen grund til at spare på pengene, og derfor meldte jeg mig ind i et fitnesscenter.

Det var en både godt og billigt et af slagsen, og jeg skulle kun af med 300 kroner hver måned, og jeg skulle ikke betale forud. Efter min tilmelding tog jeg direkte tilbage itl vandrerhjemmet, pakkede træningstøj, og vendte til bage til fitnesscenteret.

Jeg lagde relativt forsigtigt ud, men det var så faktastisk skøn en følelse både unde og efter træningen, at humøret blev eklatant bedre. Det var så skøn en følelse at få trænet igen, at dagen gik fra at være den værste i mit liv, til at være tålelig.

Forbandet være de mennesker, der tvang mig til at være så fattig at jeg ikke for længst havde haft råd til at træne. De kunne have sparet mig for usandsynlig meget lidelse og håbløshed, og det kostede ikke mere end sølle 300 kroner!

Jeg havde naturligvis ikke råd til selv at betale, men hvad nyttede det at spare så jeg havde mad sidst på måneden, hvis jeg alligevel ikke overlevede så længe?

Billeder. Jeg fejrede min 40 års fødselsdag alene på vandrerhjemmet. Jeg var ikke klar over det på det tidspunkt, men min behandlingsdom uden længstetid blev ophævet formelt den dag. Jeg erfarede det først den 24. september. Jeg havde under en måned, hvor jeg for første gang i flere år endenlig fik håbet tilbage og kunne drømme om en fremtid uden hjemløshed, fattigdom, sygeliggørelse og arbejdsløshed. Det brast, de efterforsker Dorthe Olsson fra Vestegnens Politi ringede til mig og oplyste mig om mine bødlers sigtelser af 13. april 2021.

Jeg vidste, at sigtelserne var en ny dødsdom og jeg orkede ikke mere umenneskelig behandling og forsøgte at begå selvmord, hvilket desværre ikke lykkedes. De bødler, der havde indgivet falske anmeldelser om freds- og ærekrænkelser, var lægerne:

  1. Egill Rostrup
  2. Camilla Mie Elverkjær
  3. Lennart Bertil Jansson
  4. Gitte Ahle
  5. Mette Brandt Christensen

15. September 2021

Dagbog

Intet håb længere

Hvor var det naivt af mig at tro at Rigspolitiet gad at stille Gitte Ahle til ansvar for hendes tortur af mig. Jeg fik bare et afslag. Jeg kunne ikke holde ud at leve mere. Peter Worm Jantzen Kunne eller ville som sædvanlig intet, han var irrelevant, og det samme var det danske retsvæsen, inklussiv samtlige myndigheder, herunder alle de organisationer, der foregav at kæmpe for de svages rettigheder. Det hele var en joke. Når de ikke behøvede at følge loven, så behøvede jeg det heller ikke. Jeg fik en længere samtale med en socialpædafog fra værestedet, der brugte lang tid på ikke at konfrontere Peter Worm Jantzen. Han havde således ikke kontaktet mine venner og familie, og det var endnu et søm i kisten.

Mail til Peter Worm Jantzen, Styrelsen for Patientsikkerhed, anklagemyndigheden og Patientklagenævnet mfl.

"Det her kommer I til at forholde jer meget alvorligt til

Jeg fik en fejldiagnose og mistede alt efterfølgende.

Jeg har anmeldt denne samt rigtigt meget andet til politiet, som intet har foretaget sig.

Hvis ikke fejldiagnosen utvetydigt korrigeres og den/de ansvarlige bliver retsforfulgt, og hvis politiet har syltet mine anmeldelser, herunder mine påklagelser af de syv ulovlige ransagninger, som det har foretaget og som har gjort mig hjemløs og givet mig PTSD, så udsætter I mig for justitsmord.

Hvis I ikke håndhæver dansk lov og dermed ignorerer mig, så begår jeg selvmord.

I lytter til den vedhæftede optagelse, og I sørger for at ringe mig op på tlf.... straks, hvor I fortæller mig at de læger og psykiatere, der har mishandlet mig i over seks år bliver retsforfulgt med henblik på meget lange fængselsstraffe."

16. September 2021

Dagbog

Mareridtet ophørte aldrig

Mareridtet hørte aldrig op, og Camilla Elvekjærs fejldiagnose var som en inoperabel cancer, der aldrig forsvandt og snart tog livet af mig.

Vestegnens Politi

Jeg ringede for at få svar på nogle af mine mange spørgsmål, men jeg fik ikke et eneste, og jeg måtte ikke anmelde Peter Worm Jantzen for hans umenneskelige behandling af mig. Som den ekstremt nedladende og ignorante kvindelige betjent belærte mig om, så havde vi i Danmark et velfærdssamfund hvor ingen behøvede at sulte eller være hjemløse. Det var det mest retarderede jeg nogensinde havde hørt, og det var så forkert som noget overhovedet kunne være!

Jeg prøvede forgæves at forklare betjenten at jeg forgæves havde bedt om mad, at der var halvandet års ventetid på kommunens akutliste, at jeg fik en speciel og ringe ydelse og ikke var berettiget til nogen form for støtte af kommunen, men betjenten nægtede at lytte, hvorfor jeg måtte afslutte samtalen inden jeg fik sagt noget til hende, som passede og som hun trængte til at høre, men som hun næppe ville kunne lide, og som heller ikke hjalp mig.

Det var så ringe og tarveligt hvordan også denne betjent behandlede mig, at jeg klagede over hendes adfærd og faglighed. Da jeg var vant til at Vestegnens Politi sjoflede mig og mine anmeldelser, sendte jeg klagen videre til de næste instanser med det samme.

17. September 2021

Dagbog

Ikke mit land

Danmark var ikke en retsstat, og jeg havde hverken rets- eller patientsikkerhed. Jeg skulle væk i en fart fra dette hæslige sted, hvor politiet ikke havde bestilt andet end at chikanere mig groft uden at det havde nogen konsekvens for dem, hvor myndighederne holdt fast i deres vrangforestillinger om mig, slv om det kostede mig livet, og hvor læger og især psykiatere var feje og amoralske. Kun i Danmark eksisterede der politikere, der var så ualmindeligt stupide, at de havde lavet en lov, der tvang mig til at blive speciallæge i psykiatri, længe efter jeg var startet på medicinstudiet, således at jeg ikke kunne vælge en anden uddannelse.

Jeg havde aldrig haft brug for det offentlige i dette ulækre land. Jeg kunne sagtens tjene mine egne penge, men på grund af nogle forbrydere i en styrelse, måtte jeg ikke og var tvunget til i over seks år at leve under fattigdomsgrænsen og en gang i mellem kunne jeg få lidt mad af psykiatrien, men først efter at have ydmyget mig flere gange.

Kun i et skodland kunne en læge og et par psykiatere irreversibelt ødelægge et menneskes liv uden at det fik konsekvenser for dem og uden at jeg, som det egentlige offer, fik erstatning. Der kunne umuligt eksistere lægeforeninger i andre lande end i Danmark, der var så ulendige og ude af stand til at beskytte mig den gang jeg havde penge til at være medlem, som den danske. Det hele var til at brække sig over.

Det anklagemyndigheden kunne finde ud af, var at tage en enkelt af mine sætning ud af konteksten og få mig idømt livsvarig tvangsbehandling på den baggrund. Anklagemyndigheden mente ikke at jeg måtte ytre min utilfredshed over at være offer for et justitsmord, som var så grelt at der reelt var tale om at jeg var truet på mit liv og eksistens.

Billede. Kun i Danmark, hvor der ikke eksisterede retsstikkerhed for mennesker som jeg, kunne Københavns Vestegns Politi - uden at fortælle om årsagen og uden at vise ransagningskendelse - stjæle en borgers ejendele. Jeg havde aldrig fået erstatning for de ulovlig ransagninger, selv om jeg hver eneste gang mundtligt og skriftligt havde klaget over ransagningerne, også til min advokat. Her ses listen over de stjålne genstande som i 2019 blev tilbageleveret. De meste af mit udstyr var ubrugeligt, da jeg ikke kunne huske passwordene eller fordi politiet havde ødelagt udstyret.

Billede. Flere tilbageleverede ejendele, som Københavns Vestegns Politi havde stjålet og siden leveret tilbage til mig, uden forklaring eller erstatning. Danmark var ikke en retsstat. Grunden til at der er så meget computerudstyr er, at Vestegnens Politi forulempede mig syv gange, hvorfor jeg var nødt til at købe nyt udstyr efter hver ulovlig ransagning. Da loven ikke gjaldt for Vestegnens Politi, behøvede de ikke at oplyse deres ID numre, når jeg spurgte om dem og ransagningskendelser var heller ikke noget politiet brugte.

Hjemløs igen

Jeg havde jo opsagt mit værelse på grund af Vestegnens Politis chikane, og jeg havde ikke fundet et nyt, der var billigt nok til at jeg kunne betale for det. Men hvad skulle jeg også bruge et værelse til, når politiet blev ved med at sende breve til adressen, selv om jeg udtrykkeligt havde bedt dem om at lade være, således at jeg ikke skulle skandaliseres overfor min udlejer? Eller når politiet kom forbi og skandaliserede min udlejer og tvang mig til at finde et andet sted at bo? Politiet havde chikaneret og jagtet mig i over seks år, jeg var fredløs og det kunne kun lade sig gøre, fordi Danmark ikke var et retssamfund. I alle andre vestlige lande var borgerne beskyttet mod overbreb fra politiet, men sådan var det ikke her til lands. Når man først havde fået en fejldiagnose som psykotisk, mente politiet at de kunne forulempe én og ens familie som de ønskede, og da der ikke eksisterede nogen retssikkerhed for mig, kunne de også slippe af sted med det.

Jeg havde ikke den fjerneste respekt for politiet længere. Frygt, ja. Respekt, nej. Det letteste i hele verden var at gøre andre fortræd, når man var udstyret med våben og et magtmonopol. Det krævede ingen evner eller dygtighed, men nogle betjente var så berusede af den magt de havde, at de glemte dette.

Men hvorom alting var, så havde jeg i går meldt mig hjemløs til Høje Taastrup Kommune. Til forskel fra hvad betjenten havde vrøvlet op om igår i telefonen, var der ingen hjælp at hente fra hverken kommune eller psykiatri i mit tilfælde. Jeg befandt mig i en særlig og meget ringe økonomisk situation, hvor jeg bl.a. ikke var berettiget til noget som helst fra eksempelvis kommunen, men den ignorante og bedrevidende betjent påstod at "vi har altså en velfærdsstat i Danmark, hvor ingen behøver at sulte eller være hjemløse". Det var den største løgn i hele verden, og utroligt uforskammet af hende at sige. Jeg havde talrige dokumenterbare eksempler på det modsatte, men politiet var ikke til at tale med.

Positivt

Det positive i min genoptagne tilværelse som hjemløs var to forhold: Forhold 1: Jeg havde været så heldig at tilmelde mig et fitnesscenter, som havde et tilbud, hvor jeg ikke skulle betale noget som helst den første måned. Jeg havde været oppe og træne hver dag siden indmeldelsen. Forhold 2: Jeg havde skaffet mig et super billigt lagerskab. Ikke et rum, men bare et skab til mine ting, så jeg ikke skulle vandre rundt som en posemand længere.

Bertel Haarder

Selveste Bertel Haarder havde utroligt nok svaret på min mail af i går. Han skrev, at jeg ikke skulle se fjender alle vegne, hvorved han (uforvarende?) implicerede, at jeg var paranoid. Jeg svarede ham, at det skam heller ikke var tilfældet, og at jeg kom fint ud af det med alle andre mennesker end myndighedspersonerne.

Jeg skrev desuden, at det eneste jeg havde villet med mit liv var at blive speciallæge i andet end psykiatri, svømme og stifte min egen familie, samt at det havde bl.a. politikerne forpurret.

Jeg skrev også til Bertel, at det ikke var mere end et par uger siden at jeg ikke kunne få mad, samt at jeg ikke ønskede at genere ham personligt, men at jeg jo var nødt til at gøre et eller andet, når nu samtlige myndigheder svigtede igen og igen.

Det Bertel og hans kolleger måske ikke var klar over var, at jeg kæmpede for mit liv og min tilværelse. Hvis mine henvendelser kunne bidrage til at forbedre et pilråddent offentligt system var jeg da glad, men det var ikke min primære årsag; jeg havde intet behov for at være kendt eller ændre verden, og jeg hadede al slags opmærksomhed. Jeg skulle bare overleve, det var mit formål. Og så ville jeg heller ikke finde mig i den tortur jeg stadig var udsat for. De ansvarlige skulle retsvæsenet straffe (meget hårdt) og jeg skulle have erstatning.

Billede. Mit nye lagerskab. Det var den hidtil bedste lagerplads, jeg havde haft, og det var det tredje af slagsen.

Billede. Jeg hentede mine sidste ejendele i morges i Straxhuset i Høje Taastrup. Nu havde jeg endnu engang mistet mit sociale netværk, og jeg havde ikke engang råd til at tage det offentlige, hvis jeg ville besøge nogen jeg kendte i kommunen. Men jeg boede jo i et velfærdssamfund, som den intelligente betjent havde belært mig om i går, så jeg skulle ikke brokke mig.

Billede. Jeg sad fortsat på bænke rundt omkring og ventede på at de danske myndigheder gav mig mit liv tilbage og ophørte med deres tortur. Efter over seks års ventetid uden en slutdato havde jeg opgivet at foretage mig noget.

Kropslus

Det var nærmest umuligt at slippe af med de satans kropslus. Jeg havde brugt alt for mange penge på lusemidler, hvoraf jeg ikke havde fået refunderet det meste, og jeg kunne heller ikke få udleveret lusemidlerne af retspsykiater Peter Worm Jantzen. Men da politiet i går havde belært mig om at vi levede i et velfærdssamfund, måtte det være indbildning, at jeg ikke kunne få behandling mod noget så ultra irriterende som kropslus.

I modsætning de til andre lusetyper, havde det faktisk en effekt at vaske ens tøj ekstra grundigt, hvis man ville lusene til livs, men jeg havde heller ikke råd til det, idet møntvaskerierne ikke var billige og det samme gjaldt for transporten frem og tilbage fra dem. Men den kloge betjent havde jo fortalt mig, at vi levede i et velfærdssamfund. Gid jeg var lige så klog som hende.

Tandlæge

Jeg havde brug for at se en tandlæge, fordi jeg havde ondt i dem igen. men jeg havde ikke tilnærmelsest råd til det, og jeg kunne ikke få hjælp af hverken kommunen eller psykiatrien. Men betjenten havde jo fortalt mig at jeg levede i et velfærdssamfund, så det var nok bare mig, der havde misforstået noget. Det var lidt ironisk at jeg havde undervist tandlægestuderende på universitetet, men nu ikke havde råd til at få et tandeftersyn.

18. September 2021

Dagbog

Under 300 kroner tilbage til mad

Uanset hvilket forbandet sludder betjenten havde vrøvlet om i forhold til at vi levede i et velfærdssamfund, hvor ingen behøvede at sulte eller være hjemløse, så havde jeg knapt 300 kroner tilbage til mad til resten af måneden.

Jeg havde ikke råd til at få vasket tøj, og jeg havde slet ikke råd til transport eller lusemiddel.

Det var virkeligheden, og det var noget infamt svineri at udsætte mig for de levevilkår i over seks år nu.

Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen

"Kære Peter Jantzen mv.

Min økonomiske situation er denne, at jeg har knapt 1400 kroner tilbage til resten af måneden.

Vandrerhjemmet koster mig 1100 kroner for resten af september.

Derfor har jeg omkring 300 kroner tilbage til mad, transport, tøjvask og lusemiddel til resten af september.

Politiet har en vrangforestilling om at jeg ikke sulter, at jeg har råd til tøjvask og lusemiddel.

Du må korrigere politiets vrangforestilling og oplyse dem om, at jeg kun i meget begrænset og helt utilstrækkeligt omfang kan få mad eller lusemiddel af retspsykiatrien eller kommunen.

Du må også forklare politiet at det udelukkende er deres skyld at jeg har levet under ekstra ringe forhold de sidste tre måneder, fordi de har chikaneret og skandaliseret mig over for min udlejer.

Du ved jo godt, at den måde jeg bliver behandlet på er umenneskelig og fuldstændig uacceptabel, og øger min risiko for at reagere uhensigtsmæssigt markant.

Jeg er magtesløs, og det eneste jeg kan gøre er at dokumentere at du, såvel som politiet, er klar over at jeg udsættes for regelret tortur, og I foretager jer intet konstruktivt.

Du ignorerer mig konstant, og politiet intimiderer og latterliggør mig, når jeg gør opmærksom på mine påtvungne livsvilkår.

Du burde også fortælle politiet, at jeg IKKE er spor psykotisk, samt at du konstaterede dette faktum allerede i sommeren 2019.

Min dom skulle være ophævet for længst og de læger og psykiatere, der gav mig fejldiagnosen, begik overgreb mod mig og løj under vidneansvar i retten, burde for længst været stillet til ansvar for deres forbrydelser.

Psykiatrien, retspsykiatrien og politi og retsvæsen har ødelagt et helt liv.

Når det kan forekomme, betyder det at Danmark ikke er et retssamfund.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Jeg var ødelagt som menneske efter den langvarige og umenneskelige behandling, og den konstante nedladenhed, bagatelisering og mistro for myndighederne af, gjorde det hele lagt værre.

Fremfor at gøre deres arbejde ordentligt første gang, sjuskede og ignorerede myndighederne mig, hvorfor jeg måtte blive ved med at henvende mig til dem, da mine livsvilkår var groteske og uudholdelige.

Skrev jeg ikke til gud og hver mand og irriterede dem, skete der erfaringsmæssigt og med garanti intet. Det eneste rigtige var derfor at blive ved og ved og ved, og være totalt ligeglad med de vrede og hadske tilbagemeldinger jeg fik.

19. September 2021

Dagbog

På vandrerhjemmet

Billeder. Jeg havde en nogenlunde rolig tid med tag under hovedet på vandrerhjemmet. Jeg havde dog næsten ikke penge til mad, så det var dåsemad og datonedsat iskaffe fra Netto. Jeg var voldsomt plaget af bid eller stik fra parasitter, om det var fnat eller våggelus var jeg ikke klar over, men som man kunne se på billeder, var det ikke indbildning, og Nix creme hjalp fantastisk på både hudlæsionerne og generne.

21. September 2021

Dagbog

Den danske stats tortur

Den danske stat havde udsat mig for tortur i over seks år. Hvad var det for en land, der behandlede dets borgere på den måde? Et afskyeligt land.

Danmark er ikke en retsstat

I en retsstat blev forbrydelser begået i offentlig tjeneste efterforsket og straffet. Men selvfølgelig ikke i Danmark. I Danmark grinede de onde. Danmark havde i realiteten ødelagt mit liv. Politikerne med deres perverse fireårsregel, der tvang yngre læger til at blive psykiatere, havde ødelagt mit liv.

Sidste nætter under åben himmel

Fra de 26. september til den 1. oktober var jeg igen tvunget til at overnatte udendørs. Jeg håbede det var sidste gang jeg var overnattede ufrivilligt udendørs, men man skulle aldrig sige aldrig. Jeg havde ikke telt eller sovepose længere, så jeg måtte finde et shelter et sted. Peter Worm Jantzen vidste godt at jeg var tvunget til det, men hvad kom det ham ved? Han havde aldrig og kom aldrig til at overnatte som hjemløs.

22. September 2021

Dagbog

441 kroner tilbage

Jeg havde nu 441 kroner tilbage og husly til den 28. september. Jeg kunne ikke sove i går, fordi jeg var for sulten. Jeg havde trænet, da jeg havde været så utrolig heldig at få et introduktionstilbud i fitnesscenteret til 0 kroner i oprettelse og for første måneds træning, og det var den bedste medicin af alle, så det måtte jeg vist hellere fortsætte med at gøre, men det stillede lidt større krav til mit fødeindtag, som jeg ikke kunne honorere.

Der var heldigvis kun 30 dage i september måned, og mon ikke jeg kunne finde et godt shelter i to dage? Jeg havde dog hverken penge til offentlig transport eller tøjvask, og i det sidstnævnte tilfælde ville det udgøre et stort problem for mig i forhold til at det forhindrede mig i at træne. Og så var kropslusene jo heller ikke forsvundet. Lusene og deres æg sad jo i tøjet, som jeg ikke havde mulighed for at vaske.

Pandekager

Jeg havde erfaret, at det billigste mad, der mættede mest, var pandekagerne fra Netto. Otte kroner kunne jeg slippe med for en pakke, og så smagde de betydeligt bedre end Digestive. Og derudover var der også i Netto tilbud på 1 l Wiener inspireret iskaffe til kun 5 kroner, så det var rigtigt heldigt.

Mail til Sundhedsministeriet, Justitsministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed

"Om at sidde forbrydelser overhørrige"

"Kære Sundhedsministeriet, Justitsministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed

I skrivende stund kan jeg ikke sove, fordi jeg er for sulten.

Jeg har stadig ikke råd til både mad og indendørs overnatning måneden ud.

Sådan har mine vilkår været i større eller mindre grad i over seks år.

Jeg har sagsomkostninger så høje at jeg ikke kan afbetale dem, og jeg har ikke råd til andet end mad.

Jeg er hjemløs med mindre det lykkedes mig at finde et værelse jeg kan leje, men det kommer ikke til at ske fordi jeg ikke har råd til et depositum til selv det billigste værelse.

Jeg har fået en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, mistet enhver realistisk mulighed for at gøre karriere som læge eller skabe mig et tåleligt liv, og jeg har fået PTSD af politiets mange ulovlige ransagninger og de livsvilkår den danske stat har påtvunget mig.

De forbrydelser der er begået mod mig og har forsaget min dom, er ikke blevet efterforsket, de skyldige er ikke blevet retsforfulgt, og jeg har ikke fået erstatning.

Og selv om jeg talrige gange har gjort jer opmærksomme på mine helt uholdbare forhold, sulter jeg fortsat. Jeg ville ikke engang behandle min værste fjende, som nogle af jer har behandlet mig - og fortsat behandler mig.

Det må man simpelthen ikke byde et menneske i et samfund som det danske. Og gør man det alligevel, skal det have retslige konsekvenser.

At I kan læse denne mail og alligevel lade som ingenting, er dybt rystende og jeg forstår ikke hvordan I som mennesker kan sidde mine nødråb overhørrige.

Jeg gad godt at vide hvad I, der læser denne mail, siger til jer selv, når I igen ignorerer mig.

Tænker I at det må være nogle andres opgave at sørge for at jeg får mad og husly, og at I alligevel derfor er gode og samvittighedsfulde mennesker?

Så skal I vide, at der ikke er andre, der tager sig af det, for alle tænker i givet fald som jer.

Det kan også være I bare mener, at jeg fortjener at sulte og lide, fordi I ser mig som et monster. Det siger så mere om jer end mig.

Måske er der en snert af dårlig samvittighed hos nogle af jer, men frem for at gøre noget, at sørge for at jeg får mad, så glæder I jer over at det ikke er jer, eller jeres kære, det, den vanvittige behandling, som I stiltiende blåstempler, går ud over.

I må gerne gemme denne mail i min sag.

Jeg gemmer den i hvert fald selv, så jeg kan vise mennesker, der ikke tror at den danske stat kan begå justitsmord, tortur, ødelægge dens borgere og udsætte dem for hjemløshed og sult, hvordan virkeligheden er.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:"

24. September 2021

Dagbog

Behandlingsdom ophævet

Sidste dag i ROPS

Jeg havde sidste tvungne samtale med en psykiater i ROPS i dag. Det var naturligvis Peter Worm Jantzen, jeg talte med. At det var sidste gang den danske stat tvang mig til at blive fulgt for en alvorlig psykiatrisk sygdom, jeg havde lidt af eller modtaget behandling for, ændrede ikke det store for mig. Mit liv var fortsat et helvede i påtvungen fattigdom og ydmygelse, jeg var sulten hver dag fordi jeg var nødt til at rationere mine penge, jeg skulle overnatte under åben himmel de sidste dage i måneden, jeg havde ikke råd til at vaske tøj, og kropslusene var fortsat en sand plage. Jeg mødtes med Peter på pladsen lige over metrostationen Trianglen.

Samtale med retspsykiater Peter Worm Jantzen

Kjeld:"Altså er jeg så afsluttet her, eller hvordan, også med Martin og alt det der, og hvad med en psykiater til at udskrive medicin osv."

Peter:"Men det synes jeg vi skal lave en aftale om i dag, og så afslutter jeg dig først når det er på plads. Jeg tænkte også på, da jeg gik herover, det her med Martin og den her indsøgning til fonden der."

Kjeld:"Jeg skal bare have en til at udskrive medicinen. Det er det eneste, jeg har brug for. Så vidt jeg ved, er det nok et krav fra styrelsen. Jeg skal nok have en eller anden form for psykiater. Jeg har jo set Henrik Jurlander, som var en idiot fordi han afsluttede mig før tid uden at fortælle mig hvorfor i 2017. Han kunne have beholdt mig i sit forløb, og så havde jeg opfyldt styrelsens krav. Men det gjorde han ikke. Det er niveauet ofte, på nær hvis det er en psykiater, der har lang ventetid. Tilbage dér i 2016, hvis jeg havde været i stand til at få et forløb hos en privat praktiserende psykiater før den første ledige havde tid, så kunne jeg også have sluppet for alt det her."

[Peter og jeg taler om Styrelsen for Patientsikkerheds eventuelle overflødige krav til mig, så man kan dække egen ryg. Peter accepterer at udskrive medicinen ti lmig indtil jeg finder en privatpraktiserende psykiater, der kan tage over. Fordelen er også, at jeg så kan få tilskud til medicinen, hvilket er nødvendigt, da jeg knapt har penge til mad.]

Kjeld:"Det med økonomien. Det bliver bedre i næste måned, men træerne vokser ikke ind i himlen, så jeg bliver nødt til at være påpasselig."

[Kvaliteten af optagelsen er desværre ringe, fordi det blæser, så Peter er svær at høre, hvorfor det primært er mig, der kan høres.]

Kjeld: "Nej, og jeg har også værget mig ved at komme ud i distriktet, for jeg ved jo godt at hvis psykaitrien er samfundets skraldespand, så er distriktet psykiatriens skraldespand på mange måder. det er et forfærdeligt sted at være, og jeg vil under ingen omstændigheder frivilligt underkaste mig den ydmygelse at skulle ud i distriktet."

Peter:"Skal jeg så ikke prøve at finde en god praktiserende psykiater?"

Kjeld:"Jo tak, det ville være helt optimalt."

Peter:"Den måde, jeg tænker mig at gøre det på, det er jo ved din accept til at tage kontakt til vedkommende og spørge."

Kjeld:"Jo, absolut."

Peter:"Har du en praktiserende læge?"

Kjeld:"Jeg havde en praktiserende læge, men nu har jeg lige meldt mig adresseløs. Sidst jeg tjekkede havde jeg en praktiserende læge i Rødovre, men jeg har aldrig mødt vedkommende."

Peter:"Det kan jeg se i ESB. Kan jeg ikke slå det op og ringe til pågældende?"

Kjeld:"Jo, det har du min accept til, det må du meget gerne, det har du frie hænder til."

Kjeld:"Jeg er stadig i gang med at kigge efter boliger, men jeg tror lige, at jeg afventer lidt, fordi jeg er nødt til lige at vide, hvad Martin kan skaffe af midler. Så jeg venter lige til, at jeg får en tilbagemelding."

Peter:"Om senest seks uger?"

Kjeld:"Ja, senest seks uger. Så er jeg på vandrehjemmet indtil da, hvilket er fint nok"

Peter:"Må jeg spørge til hvordan det gik med advokaten?"

Kjeld:"Jo, jo, det gik ordentligt godt, altså jeg var meget nervøs, men der var ikke noget som helst. Altså hun var virkelig kompetent, og hendes sjef, som også var med, han var lige så kompetent mindst, og lige så venlig. Og det tog 10 minutter eller sådan noget. Det var meget effektivt, og samtidig også meget flinke, så det har jeg stor forhåbning til."

Nøglen afleveret

Fordi jeg fik en togbillet af ROPS for at møde op til sidste tvangssamtale, kunne jeg tage til Høje Taastrup og aflevere nøgle og nøglebrik i min udlejers postkasse.

"Hvad får du ud af det?"

Jeg ringede til Straxhuset for at tale med den tilknyttede socialrådgiver. Jeg blev mødt af en noget mistroisk socialpædagog i telefonen, og jeg kom ikke til at tale med socialrådgiveren. Jeg havde givet kommunen fuldmagt til at opsige mit lejemål, da jeg havde søgt mange værelser, men ikke fået et, hvorfor jeg fra den 1. oktober var formelt hjemløs. Hvorfor var min kontaktsocialpædagog ikke god nok at spørge om det? Fordi jeg allerede havde spurgt vedkommende, og han kendte ikke svaret. Hvad fik jeg ud af at melde mig som uden fast adresse? Jeg var måløs over det dumme og insignuerende spørgsmål.

Jeg sagde, at jeg skam intet fik ud af det, men at jeg jo ikke havde en bolig fra den 1. oktober, trods mine anstrengelser, hvorfor det var en formalitet at melde mig uden fast bopæl, fordi det passede. Jeg var dødtræt af offentligt ansattes vrangvillighed. Jeg var tvunget ind i deres skodsystem, og gjorde alt for at få et arbejde og komme ud af det. Jeg havde fået særdeles beskeden hjælp af Høje Taastrup Kommune, og jeg havde udført frivilligt arbejde i kommunen, så jeg skyldte den intet. Gad vide hvad pædagogen fik ud af at mistænkeliggøre og nedværdige mig?

Jeg havde ikke behov for hjælp fra det offentlige, da jeg kunne tjene mine egen penge, hvis jeg havde fået lov til det. Jeg havde engang gået ind for en stor offentlig sektor, men det gjorde jeg absolut ikke mere. Den var først og fremmest og næsten udelukkende til for de ansattes skyld, så de kunne tjene flest mulige penge og lave mindst muligt.

Jeg skulle nok sørge for at sende Høje Taastrup Kommune en fotobog hvor de kunne se hvilke vilkår jeg havde levet under i kommunen og hvor meget "hjælp" jeg havde modtaget af den.

25. September 2021

Dagbog

Vandrerhjemmet

Den nye logerende på firesengsstuen hed "I", og var en lille og spinkel fyr med mørkt krøllet hår og briller. "I" var blevet uvenner med de to han normalt boede sammen med, og derfor var han på vandrerhjemmet i nogle dage, som han formulerede det.

"I" havde så meget at berette, at han nærmest havde talepres og fremstod hypoman, men han kunne godt afbrydes i hans i øvrigt relevante talestrøm. Han var af chilensk afstamning, men havde vist boet i Danmark hele livet. Han var formentlig i 30'erne og havde haft mange ufaglærte jobs i kortere og længere perioder gennem livet.

Han havde arbejdet som rengøringsassistent på Psykiatrisk Center Amager, Digevej, i en kiosk i Kastrup lufthavn og senest som en slags portor i Bellacenterets vaccinationssted. Han var meget hensynsfuld og betænktsom i den måde han færdedes på i sengestuen, og en stor del af det, han fortalte, omhandlede hans oplevelser på vandrerhjem i mange øst- og sydeuropæiske lande, Rusland, Iran og Sydarmerika, han havde rejst i gennem årene. Han havde så stor viden om vandrerhjemskulturen i mange lande på forskellige kontinenter, at jeg forslog ham at skrive en rejseguide til vandrerhjem, hvilket han syntes var en god ide.

Det var ikke helt klart hvor længe "I" havde tænkt sig at blive på vandrerhjemmet, men på trods af hans endeløse talestrøm, var han underholdende og ganske fin at tale med, så jeg håbede at han blev på sengestuen lidt længere.

Min historire

Ellers fik jeg tiden til at gå med at træne hver dag og sidde på de lokale biblioteker og samle mine tekster og mit materiale omhandlende de sidste over seks år helvede i dansk psykiatri, retspsykiatri og socialpsykiatri. Jeg havde tusindevis af billeder, video- og lydoptagelser, samt mange hundrede sider tekst. Det skulle ikke gå til spilde, selv om ingen myndigheder, herunder Ombudsmanden, Dignity og Institut for Menneskerettigheder var spor interesseret i det, jeg kunne fortælle og dokumentere.

På sin vis kunne jeg godt forstå disse organisationers modvilje mod mig; til trods for at det var deres opgave at hjælpe mennesker som mig, havde de fejlet utilgiveligt, og dermed havde de bevist at de ikke var så bevendte (og nødvendige) som den befolkning, der over skatten betalte de ansattes løn, troede. Når det kom til stykket, var de intet værd. Det kunne sagtens være, at de havde hjulpet andre mennesker, men de havde svigtet mig eklatant, og hvis jeg kunne bestemme, ville jeg nedlægge dem øjeblikkeligt.

Ubærligt

Tilværelsen var ikke blevet bedre på trods af domsophævelsen, tværdigimod. Jeg rådnede fortsat op, og faldt stadig gennem det sociale sikkerhedsnet, som på stort set intet tidspunkt havde grebet mig, endsige bremset faldet. Hver dag var ulidelig, uden håb eller formål, for det var kun i det sekund, jeg var i arbejde igen som læge eller jeg havde en dato for hvornår det skete, kunne jeg slappe af.

Konsekvenser

Selvfølgelig skulle det have alvorlige retslige konsekvenser for de pilrådne læger og psykiatere, der havde løjet, snydt og misbrugt deres stilling og fag. Jeg var da ligeglad med at alle myndigheder var pisse ligeglade med mig, og nægtede at hjælpe mig. Jeg skulle nok selv sørge for at det skete, når Danmark svigtede så grelt.

Lus

Kropslusene var simpelthen ulidelige. Jeg kunne ikke holde dem ud, eller slippe af med dem, og jeg kunne ikke engang klø igen, fordi de andre på sengestuen ville finde det påfaldende. Jeg havde ikke penge til at vaske tøj, købe mad eller til husly. Jeg måtte ikke have det godt på noget tidspunkt. Jeg skulle lide hvert øjeblik uden pause.

Det måtte jo forårsage desperation, fortvivlelse, afmagt og til sidst had. Der havde ikke været noget positivt i min tilværelse i over seks forbandede år. Jeg havde kun overlevet i alle de år, ikke levet rigtigt. Fordi man forhindrede mig i at leve. Danmark havde ødelagt mit liv. Jeg var tvunget til at flygte fra dette klamme sted til et land, der ikke mishandlede dets borgere og tvang læger til at være arbejdsløse. Jeg hadede de mennesker, der beboede dette land, og som lod mig lide. Danmark skyldte mig alt, og jeg skyldte det intet.

27. September 2021

Dagbog

Lad verden gå under

Jeg havde under 50 kroner tilbage til alt til resten af måneden, fra og med i morgen var jeg tvunget til at sove under åben himmel, og der var fortsat intet konkret sket af forbedringer af min situation.

Den ligegyldighed og bagatellisering, jeg blev mødt med fra myndighedernes side af, havde ætset den sidste rest af samfundssind og medmenneskelighed ud af mig. Jeg var blevet behandlet så ualmindeligt svinsk af ALLE ansatte i det offentlige system, jeg var tvunget til at have med at gøre, at jeg ikke ville være ked at det, hvis hele Danmark gik op i flammer. Det var ærgerligt at jeg skulle have det på den måde, men det var ikke min skyld. Det var udelukkende førnævnte umenneskers skyld. Hvis jeg overlevede dette helvede man havde placeret mig i, ville jeg aktivt arbejde for at minimere størrelsen af det offentlige i Danmark så meget som overhovedet muligt.

Lad bare darwinismen råde i landet, jeg var ligeglad. Forbandet være det offentlige system, som intet godt havde gjort mig, men kun skadet mig og fornedret mig. For min skyld kunne man fyre samtlige velfærdsmedarbejdere.

Mail til Det Psykiatriske Patientklagenævn og Charlotte Lund Lukassen

"Kære Charlotte

Jeg har forgæves ringet til dig to gange i dag på tlf. 72405867.

Er det dit telefonnummer eller har jeg ringet forkert? Hvis jeg har taget fejl må du undskylde og du kan roligt ignorere resten af denne mail.

Min situation er, at jeg har under 50 kroner tilbage til alt i denne måned, og fra og med i morgen er jeg tvunget til at overnatte under åben himmel, også i de sidste dage i september.

Hvis du vidste hvordan forholdene er på de meget få herberger, der er i København, ville du sikkert også vælge udendørs overnatning.

De normale psykologiske reaktioner på det jeg i over seks år og stadig i skrivende stund er udsat for, er desperation, fortvivlelse, afmagt, vrede, hævnlyst og had. Det er således hvad man kan forvente af normale mennesker.

For at undgå selvtægt, har samfundet derfor skabt institutioner som Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Hvis Det Psykiatriske Patientklagenævn (og Københavns Byret og Østre Landsret) havde gjort sit arbejde ordentligt i 2016, havde jeg ikke tyet til trusler, og havde ikke modtaget en behandlingsdom uden længstetid for noget jeg aldrig har fejlet.

Derfor er din funktion overordentlig vigtigt.

Og derfor vil jeg MEGET GERNE have at du ringer mig op og giver mig en status over klageprocessen.

Da både Ombudsmanden og Institut for Menneskerettigheder har svigtet grelt, informerer jeg ikke dem længere, hvorfor du er min eneste kontakt til en af de myndigheder, der i en retsstat beskytter borgerne mod overgreb fra staten.

Jeg synes ikke jeg kræver det urimelige af dig, jeg vil bare have at vide at der sker noget i sagerne og hvad det er der sker.

I morgen begynder jeg at skrive rundt til samtlige politikere igen. Jeg har ventet alt alt for længe på at nogen gad at røre en finger, så jeg venter ikke på noget igen.

Hvis ikke Det Psykiatriske Patientklagenævn formår at løfte dets opgave, er det min pligt at informere førnævnte om det, så de kan nedlægge instansen hurtigst muligt.

Og kære Charlotte - det er dig der får løn og (regner jeg med) har en bolig, og mig, der intet har længere.

Jeg vil have oprejsning og erstatning, og de skyldige skal straffes for deres forbrydelser - og det er dit og retsvæsenets opgave.

Mit telefonnummer er stadig.

Venlig hilsen,

Kjeld."

28. September 2021

Dagbog

Fra vandrerhjem til telt

Billeder. Jeg havde ikke længere råd til at bo på vandrerhjemmet, så nu var det tilbage til teltet i Vestskoven igen, som jeg havde pakket sammen og gemt. Det var nu blevet mærkbart koldere end sidst, jeg teltede der. Øverste billede var fra et område med udendørsfitness, jeg trænede på, før jeg gik ind i Vestskoven til teltet.

1. Oktober 2021

Dagbog

Oktober 2021

Indhold fra oktober 2021.

Hjemløs på Vestegnen

Billede. Oktober 2021. Tusinde billeder siger mere end en million ord.

Billeder. Jeg havde ingen penge til vandrerhjemmet, så jeg måtte sove rundt omkring, det var begyndt at blive køligt og desuden blev jeg forpestet af insekter eller parasitter i teltet i Vestskoven, som det tog mig timer at gå ud til, så jeg overnattede i stedet i dette shelter ved Vallensbæk Sø. Der var andre hjemløse, der ofte brugte det andet af de to sheltere, der lå ved siden ad hinanden.

2. Oktober 2021

Dagbog

De fire værste dage

Jeg var netop kommet igennem de fire værste dage i mit liv. Indtil videre, naturligvis.

Mail til Høje Taastrup Kommune - Dag 1 den 28. september 2021

Dag 1 - 28. september 2021

Jeg var nødt til at gå fra vandrerhjemmet i Sydhavnen til Vestskoven i Albertslund, da jeg ikke havde penge til transporten. Det var fremragende vejr, og turen var skøn, men da jeg timer senere ankom til Vestskoven, var jeg våd af sved, og måtte skifte t-shirt. Dermed havde jeg et stykke beklædningsgenstand mindre til at give mig varmen om natten.

Jeg havde kun taget det mest nødvendige med i rygsækken, for at undgå at have for meget at slæbe på, og det mest nødvendige bestod af tøj, tandbørste, tandpasta og kontaktlinser. Jeg havde hverken sovepose eller liggeunderlag, så jeg vidste det ville blive koldt.

Jeg havde håbet på, at jeg kunne nå frem til min destination før mørkets frembrud, men det lykkedes lige nøjagtigt ikke. Vestskoven var smuk i skumringen, og mosekonen bryggede livligt over markerne, men det var allerede nu temmeligt koldt.

Jeg fandt mit velkendte sted blandt grantræerne, og selv om det nu var helt mørkt, fandt jeg vej på den snørklede sti, jeg efterhånden havde trådt uden brug af lys. Henne ved et af de steder i skovbunden, hvor teltet tidligere havde stået, var ethvert tegn på min tidligere tilstedeværelse forsvundet, men jeg kunne se på træerne, at det var det korrekte sted.

Jeg skiftede t-shirt og lavede udstrækningsøvelser for ben og lænderyg, mens jeg overvejede om jeg ikke bare skulle sætte mig op ad et træ og sove, fordi jeg var så træt efter vandreturen. Jeg orkede ikke at rende rundt i den mørke skov for at finde det sted, jeg havde gemt teltet, for så kun at erfare, at det var så beskidt, vådt og ildelugtende, at det var ubrugeligt.

Efter et stykke tid blev jeg dog enig med mig selv i, at det var alt for koldt at sidde op af træet, hvorfor jeg begyndte at lede efter teltet alligevel. Til min store lettelse fandt jeg det hvor jeg havde gemt det, og da jeg heldigvis havde sørget for at lægge det i en sort affaldssæk, var det både tørt og forholdsvis rent.

Det tog mig ikke mange minutter at slå teltet op i mørket, da jeg havde gjort det adskillige gange tidligere under lignende forhold. Før jeg lagde mig ind i det, tog jeg to ekstra t-shirts på, og i begyndelsen var temperaturen behagelig, men i løbet af aftenen og natten begyndte kulden at trænge ind.

Mine fødder var blevet følelsesløse, hvorfor jeg tog det ekstra par sokker på, jeg havde haft med. Næsen og ørene var også for kolde, så jeg omviklede den sidste t-shirt om hovedet og tog min kasket på for at holde på den, samt give mig lidt ekstra varme. Til slut iklædte jeg mig de medbragte træningsbukser uden på dem, jeg havde på i forvejen.

Jeg faldt i søvn og sov i ikke over en time, og vågnede, da jeg havde ondt i min hofte, efter at have ligget på siden direkte på teltets bund. Jeg havde ikke haft overskud til at fjerne alle de store og aflange grankogler, der lå spredt ud over skovbunden, hvilket jeg nu blev straffet for.

Samtidig opdagede jeg at den igen var gal med temperaturen i mine fødder, hvorfor jeg først lagde dem ned i en plastikpose og dernæst tog regnjakken, som jeg havde ligget på, og viklede rundt om dem og underbenene. Jeg begyndte igen at vrikke i ankelleddene for at skabe lidt varme.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten fordi jeg frøs og fordi det gjorde ondt at ligge på bunden af teltet uden underlag. Hver gang jeg vågnede sørgede jeg for at lave forskellige øvelser for at få aktiveret musklerne og dermed lidt varme.

Mail til Nina Borum Nielsen, Nikolaj Birkedal og Høje Taastrup Kommune

"Kære Nina og Nikolaj (Cc. Høje Taastrup Kommune)

Formålet med, at jeg indvilligede i at indgå i et §85 forløb var, at det var et krav for at modtage jeres hjælp med at redde mit tøj og enkelte andre ejendele fra mit daværende lejemål. Denne hjælp ydede I mig, og det er jeg overordentlig taknemmelig for.

Da jeg nu er uden fast adresse indtil det lykkedes mig at finde et værelse jeg kan bekoste, og da jeg undlader at søge bolig i Høje Taastrup Kommune (som den eneste), vil jeg hermed:

Have afsluttet mit §85 forløb og enhver anden tilknytning, jeg måtte have til kommunen som klient.

Jeg skal desuden:

Bede om at få aktindsigt i samtlige oplysninger som Høje Taastrup Kommune har om mig. Jeg skal bede om at førnævnte oplysninger sendes til mig elektronisk i min E-Boks.

Og jeg:

Trækker samtlige samtykkeerklæringer, jeg har givet Høje Taastrup Kommune tilbage.

Igen tusinde tak for at I reddede mine ejendele, samt lod mig vaske og tørre tøj, da jeg ikke kunne bekoste dette selv.

De bedste hilsner,

Kjeld."

8. Oktober 2021

Dagbog

Danmark er et afskyeligt land

De danske myndigheder havde ødelagt hele mit liv, det var sket på den mest ukækre og modbydelige måde, det havde ingen konsekvenser for de umennesker, der havde gjort det, jeg havde ikke fået så meget som en krone i erstatning, og jeg var fortsat hjemløs og rådnede op.

Derfor var Danmark et forfærdeligt land, hvor landets myndigheder og psykiatere hørte til blandt de absolut mest vamle af samtlige borgere. Mon den såkaldt almindelige dansker var klar over hvilke moralsk pilrådne psykopater, der sad og styrede deres samfund? Jeg gjorde, og jeg skulle bare væk fra det feje og lorteland så hurtigt som muligt. Danmark havde taget alt fra mig, og jeg skyldte det ikke noget som helst.

Intet værd

Danmark var intet værd som land betragtet. Hvor var jeg dog bitter over at jeg havde spildt så mange år et sted, der stort set kun havde skadet mig, ødelagt mig irreversibelt som menneske. Det skyldte nogle fuldstændig vanvittige læger, psykiatere og embedslæger. De havde ødelagt mig totalt, og de feje eller bare luddovne og rethaveriske danske myndigheder havde ladet dem gøre det.

Landet uden rets- og patientsikkerhed

Danmark var landet hvor en borger kunne være så uheldig at vedkommende fik frataget sin rets- og patientsikkerhed af arrogante og jeg-svage psykiatere, hvorefter embedspersoner uden evner til at bestride deres stilling ukritisk og vrangvilligt henholdt sig til psykiaternes vrangforestillinger, som var det naturlove.

Jeg kunne umuligt forestille mig, at der eksisterede så ringe og usle mennesker i andre vestlige landes myndigheder. Når alt kom til alt havde Danmark nok de offentligt ansatte, som landet fortjente.

9. Oktober 2021

Dagbog

Uudholdeligt

Hver dag var fortsat uudholdelig og skulle overskåes så hurtigt som muligt. Det var et uværdigt og afskyeligt liv Styrelsen for Patientsikkerhed, psykiatrien og retspsykiatrien havde påtvunget mig. Og endnu mere grotesk og modbydeligt var det at samtlige myndigheder og institution, herunder Peter Jantzen, var pisse ligeglade og lod mig rådne op.

Danmark var ikke en retsstat når Vestegnens Politi ikke gad eller evnede at tage mine relevante, seriøse og underbyggede anmeldelser alvorligt, og når umennesker, der påstod at de var læger, slap fra at mishandle mig og ødelægge mit liv.

Hvis blot der var tilstrækkeligt med kriminelle, der som offentligt ansatte misbrugte deres stilling og fag, løj i retten under vidneansvar mv., så var det automatisk lovligt.

Intet argument

Hver eneste dag var det eneste jeg kunne tænke på, hvornår den danske stats tortur stoppede, og hvor meget lidelse jeg ville blive sparet for hvis bare jeg begik selvmord. Der var intet at leve for og ingen rationelle argumenter kunne godtgøre at jeg skulle fortsætte pinslerne. Jeg regnede ikke med at overleve en uge til under de forhold som Danmark på syvende år havde udsat mig for, og jeg gad ikke at leve i en verden, hvor der var så mange psykopatiske, ondskabsfulde og tarvelige mennesker, som det var tilfældet i det gennemgående syge og onde land, som Danmark var.

Jeg elskede den danske natur og klima, men langt de fleste mennesker, jeg havde mødt de sidste syv år var rædselsfulde på alle planer, og jeg håbede at der var en særlig slem del af helvede reserveret til dem.

Jeg vidste godt at mydighederne og politiets studentikose anklager ville tage enver sætning og ethvert ord jeg havde skrevet ud af sammenhængen og uden at oplyse dommeren om den fjerneste kontekst bruge det imod mig, således at staten kunne vedblive med at udøve tortur mod mig, men jeg var ligeglad med det og ligeglad med livet og min ikke-eksisterende fremtid.

Styrelsen for Patientsikkerhed var den værste, mest ondskabsfulde og mindst professionelle institution jeg nogensinde havde stiftet bekendtskab med. Her arbejdede embedslæger, som var inhabile, havde interessekonflikter i forhold til deres veninder, som stillede kliniske fejldiagnoser og på falsk grundlag gjorde yngre læger hjemløse og ødelagde deres liv. Det var et faktum, som jeg havde dokumenteret til fulde. I et retssamfund blev sådanne embedslæger standset i en fart; de blev fyret og sigtet for magtmisbrug og grov forsømmelse. Men selvfølgelig ikke i Danmark, som havde sin egen form for korruption, som var vennetjenester. Hvad var domssolene værd, når de bare ukritisk dømte hvad moralsk og fagligt pilrådne psykiatere løj om i retten? Ingenting. Danmark var som samfund, som land intet værd. Og det skyldtes førnævnte.

10. Oktober 2021

Dagbog

Fra vandrerhjem til telt

Billeder. Jeg var tilbage i teltet igen, og de eneste rene sokker, jeg havde, var i forskellige farver.

11. Oktober 2021

Dagbog

Sisyfos

Hver dag en variation af det samme trøstesløse scenarie: Uvished, håbløshed, kedsomhed, meningsløshed og bekymringer om den tilbagevendende mangel på penge til mad og husly sidst på måneden. Intet at leve for, intet liv, kun overlevelse i en trist tilværelse dag efter dag efter dag efter dag uden ende. Styrelsen for Patientsikkerhed og landets retsvæsen havde ikke spor travlt. De havde en dødens tålmodighed og uanede ressourcer, men de tøvede ikke ét sekund med at ødelægge et menneskes liv. De nød at lade folk rådne op under modbydelige vilkår. Det var topmålet af ondskab og de mennesker, der brugte deres magt og indflydelse på at påføre mig lidelse, som de aldrig selv ville være i stand til at udholde, var onde mennesker, gennemsyret af had og smålighed. Kornfede hattedamer og mænd, der mere synes end at være, som kørte i dyre biler, var iklædt den sidste nye mode, som deres spindoktorer nøje havde udvalgt for dem, mens de fik medietræning.

Det handlede ikke engang minimalt om faglighed, samvittighed og moral, men først og fremmest og udelukkende om hvordan styrelsen tog sig ud i medierne, om overflade og manipulation af befolkningen. Der var alt for mange pilrådne læger, som var til fare for patientsikkerheden, som Styrelsen for Patientsikkerhed aldrig turde røre, fordi disse læger enten selv var magtfulde eller havde en ægtefælle, golfmakker eller gammel læsemakker, som var det. Danmark var et meget lille land og det lægefaglige miljø var endnu mindre og domineret af sladderkællnger, misundelse, nepotisme og korruption. Omvendt var der også læger, som jeg selv, som aldrig havde fejlbehandlet nogen patienter, men som var raget uklar med en eller flere af sladderkællingerne og svindelforskerne, og som af disse årsager havde fået førnævnte magtfulde og ringe læger til at udøve deres indflydelse på Styrelsen for Patientsikkerhed, som havde opdigtet en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, som havde ødelagt mit liv. Derfor var Styrelsen for Patientsikkerhed et korrupt myndighed, men fordi den samtidig var så magtfuld, turde ingen politikere lægge sig ud med den og med embedslægerne, hvis ord var lov.

Hjemløshed

Jeg sørgte og søgte, men det lykkedes mig ikke at finde noget sted at bo. Jeg var alt andet end kræsen i forhold til geografi og faciliteter, men lige meget hjalp det. Nogle få af de udlejere jeg havde kontaktet var venlige nok til at skrive tilbage, at det værelse, de havde annonceret, desværre var afsat til anden side, men oftest hørte jeg intet fra dem. Det var spild af tid at forsøge at forklare andre mennesker hvor ekstremt belastende det var ikke at have et sted at bo, især ikke på syvende år. Ingen havde den fjerneste forståelse, npr jeg en sjælden gang alligevel forsøgte, men det var nok ikke så mærkeligt taget i betragtning at ingen havde prøvet tilnærmelsesvis at være i min situation. Heller ikke inden for det offentlige system var der nogen forståelse at finde. Selv ikke de mennesker, der arbejdede med socialt udsatte borgere, anede hvordan det faktisk var at være i en socialt udsat position. Deres primære viden havde de fra seminariet, og ingen kendte tilsyneladende til de udsattes vilkår, eller havde nogen i deres egen omgangskreds, der var eller havde været udsatte.

Politikere

Normalt var det ikke min fortrukne fløj, men når det kom til de forhold, der lå mig allermest på sinde - psykiatri, retspsykiatri, patient- og retssikkerhed - så førte venstrefløjen suverænt. Hvor var det nedslående at læse højerefløjspolitikernes tåbelige og ignorante spørgsmål til ministrene på disse områder!

Jeg havde for mange år siden opgivet at stemme til valgene og partipolitik var i min optik en anakromisne, og det samme var tilfældet med opdelingen i en venstre- og højrefløj. Det handlede om den enkelte politikers viden og evner, og på de for mig mest relevante politiske områder var jeg imponeret over følgende helte, når jeg læste hvilke spørgsmål de stillede til ministeren:

1. Stinus Lindgreen (RV)

Jeg var ligeglad med at Stinus Lindgreen var i det Radikale Venstre, så længe han var kompetent og dygtig, og det var han.

2. Trine Torp (SF)

Det samme var tilfældet med Trine Torp.

3. Jane Heitmann

Ikke imponeret over hende, men omvendt heller ikke skuffet. Det virkede som om hun gjorde en hæderlig indsats.

4. Liselott Blixt (DF)

En del af hendes spørgsmål vidnede om et indgående kendskab til sundhedsvæsenet, og hun var altid på de svages - patienternes - side. Det kunne jeg rigtigt godt lide. Der var enkelte af hendes spørgsmål, som dog var en smule mærkelige, men fred være med det.

5. Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

Hun var min absolutte favorit. Hendes spørgsmål til ministeren var det helt perfekte og meget intelligente.

14. Oktober 2021

Dagbog

Den pissende danske mand

Da jeg forhold vandrerhjemmet i morges, kom "I" løbende ud af hovedindgangen efter mig nede på parkeringspladsen. Det var hans sidste dag på vandrerhjemmet i denne omgang. Han havde netop lejet et værelse i Horsens, hvor hans veninde boede, og samtidig havde han organiseret det sådan at det vikarfirma han var tilknyttet havde skaffet ham beskæftigelse et sted af byen af længere varighed.

Billede. Resultatet af den voksne sengevæder.

"I" var en empatisk og hensynsfuld person med styr på tingene. Han var social offensiv og brugte meget af dagen på at tale med personalet og de andre gæster på vandrerhjemmet. Han og jeg udvekslede det sidste døgns begivenheder på vandrerhjemmet:

Jeg fortalte ham om en pinlig episode sent i går aftes, som kunne have endt i håndgemæng. Et par dage forinden var der enkommet en meget farverig og vedvarende fuld dansk mand nogle år ældre end jeg. Han havde straks arrangeret sig på seksmands stuen, som var han hjemme hos sig selv, og erobret al bordpladsen til en mindre lager af mad, kaffe og aviser.

Han var særdeles grænseoverskridende, men på en så jovial og omgængelig måde, at han indtil vidre var sluppet for større konflikter. Han havde ingen situationsfornemmelse og talte højlydt med alle og enhver på stuen på alle tidspunkter af døgnet.

Men i går ankom et yngre dansk kærestepar sent på aftenen. Den yngre mand var latent aggressiv og hans kæreste var lige så højlydt som den fulde dansker. De to valgte overkøjen i den køjeseng, hvor jeg havde underkøjen. De irriterede mig, men ikke så meget at det gjorde noget, så jeg faldt snart i søvn med øjepropper dybt i øregangene, fordi den fulde dansker snorkede overraskende højt.

Måske en times tid efter jeg faldt i søvn, blev jeg vækket af noget, der lød som tumult og nogle, der talte meget højt, omend jeg ikke qua ørepropperne kunne høre, hvad, der blev sagt. Hurtigt ud med ørepropperne, hvorefter jeg hørte den fulde dansker, der med snøvlet stemme gentagne gange sage, at han troede, at han var uden for.

Kæresteparet var nede på gulvet og rodede med deres bagage, gulvet mellem vores seng og den fulde dansker var drivvådt, han selv havde svøbt et dryppende håndklæde omkring underlivet, og kvinden udbrød, at handes sko var ødelagt.

Jeg spurgte, om der var noget, jeg skulle hjælpe den fulde mand med, men han var ikke helt bevidsthedsklar, så jeg gik ud på toilettet og tog et af vandrerhjemmets håndklæder og lagde på det våde gulv, mens den fulde mand nu på alle fire med usikre bevægelser var i gang med at tørre op.

Den unge mand sagde vred til den fulde, at han havde pisset på hans kærestes sko og på noget af deres bagage. Han ville have erstatning for skoene, og den fulde foreslog 100 kroner som kompensation, hvilket fik den unge mand op i det røde felt og han sagde, at skoene havde kostet 500 kroner.

Den fulde indvilligede i at betale det fulde beløb, men spurgte, om det ikke kunne vente til om morgenen, hvilket den unge mand accepterede. Herefter forlod kæresteparet skyndsomt stuen.

Det var ikke svært at regne ud hvad der var sket, allerede før den unge mand sagde det, og jeg kunne ikke holde masken, mens jeg hentede håndklædet på toilettet. Udover det morsomme optrin, var jeg dog svært nedtrykt og modløs, og ville bare sove, så hurtigt tjekkede jeg om mine egne sko var blevet tilstænkede, og da det ikke var tilfældet, kom ørepropperne i igen.

Inden jeg igen nåede at falde i søvn, kunne jeg høre, at nogen - sandsynligvisd personalet - kom ind på stuen og irettesatte den fulde mand. Der var to andre gæster, begge udlændinge, på stuen, men de havde under det hele klogeligt ladet, som om de sov. Men til mit held var overkøjen igen ubenyttet, og da det unge kærestepar havde virket usympatiskie og arrogante, havde jeg ikke ondt af dem. Omvendt skulle de selvfølgelig have erstatning for skoene, og den fulde danskers opførsel var helt uacceptabel, og selv om han var venlig, burde han være smidt ud.

I morges da jeg vågnede, sad den fortsat fulde dansker med en to liter papvin ved siden af sig, og fortalte mig, at han selvfølgelig ikke havde pisset på gulvet og kæresteparets bagage, men at det var hans vandflaske, der var væltet. Jeg spillede med på løgnen, men jeg havde netop set hans vandflaske, da jeg kom med håndklædet aftenen forinden, og den stod op, var fyldt og låget påskruet. Der havde ikke været nogen andre vandflasker.

Den fulde dansker havde fortalt mig den ene utrolige og underholdende løgnehistorie efter den anden, og da jeg kedede mig, lod jeg som ingenting og lyttede blot.

Den aggressive danske kvinde

"I" fortalte mig, at han i spiseområdet på vandrerhjemmet havde set den fulde dansker, og også havde fået fortalt den ene røverhistorie efter den anden. Men nu var det hans tur til at fortælle om hvad han havde oplevet i går aftes: Omtrent samtidig med episoden på min stue, havde "I" siddet i spiseområdet, som lå umiddelbart bag receptionen. Der havde kun været et par andre gæter på det sene tidspunkt.

Pludseligt var der kommet en dansk kvinde hen til receptionisten og var begyndt at råbe højt og svine hende til. Det var uklart hvorfor kvinden var så vred, men da hun på et tidspunkt lagde an til at angribe receptionisten fysisk, måtte "I" og en af de andre gæster stille sig mellem de to.

Receptionisten og de andre var udlændinge, og kun kvinden og "I" var danskere, men da "I" forsøgte at få at vide, hvorfor kvinden var så vred, var hun begyndt at svine ham til, så han opgav forehavenet.

Kvinden forlod receptionsområdet, og "I" talte lidt med receptionisten om det hændte. Det viste sig at kvinden var kendt eller nærmere berygtet på de københavnske vandrerhjem på grund af sin opførsel, og derfor var blevet blacklistet alle steder.

Jeg havde talt så meget med "I", at jeg troede på hvad han sagde, og dertil kom at jeg faktisk lige efter det danske kærestepar havde forladt stuen, havde hørt råb fra en kvinde nede fra parkeringspladsen foran hovedindgangen. Men jeg havde troet, at det var den unge kvinde, der gav sin utilfredshed med den fulde mand til kende. Men det var altså den anden danske kvinde. I øvrigt mig bekendt de eneste danske kvinder på hele vandrerhjemmet med forbehold for dem, der havde derees eget værelse og blev på det.

Snydt igen

Det var endelig lykkedes mig i går aftes at finde et værelse, jeg faktisk lige netop havde råd til, i Ballerup. Jeg var derfor taget derud i går aftes kl. 19.00 og havde talt med udlejer. Men til forskel fra hvad, der stod på hjemmesiden, nemlig at indflytningsprisen var 8.000 kr. (husleje og depositum), var indflytningsprisen pludselig steget til 9.600 kroner. Det havde jeg ikke råd til og slet ikke, når værelset var umøbleret.

Det var simpelthen noget svineri. Jeg var blevet dybt nedtrykt og opgivende, og kunne ikke magte at skulle takke nej i dag. Hvad var det for et sygt land, jeg havde været så dum at uddanne mig til læge i? Jeg havde følt det som mit livs bedste dag, da jeg i 2009 blev færdiguddannet som læge, men det var i virkeligheden starten på min dødsdom.

Forbandet være lægegerningen i Danmark

Hvis jeg havde vist at politikerne ville tvinge mig til at blive psykiater, som ikke var et rigtigt lægeligt speciale, og havde jeg vidst hvor mange moralsk skruppelløse psykopater, der fandtes blandt mine kommende kolleger, og hvor feje og impotente Yngre Læger og Lægeforeningen var, havde jeg løbet skrigende væk og fundet mig et andet fag.

Sidste dag fredag?

Jeg havde intet hørt fra myndighederne, jeg var fortsat hjemløs, jeg rådnede op og havde lidt afsavn som ingen dansk læge frivilligt havde været påtvunget siden anden verdenskring, og jeg ville ikke mere.

Jeg var blevet forsikret om, at jeg nok skulle få afklaring i denne uge. Og denne uge sluttede i morgen. Jeg ville ikke leve så trøstesløs en tilværelse i én weekend til. Der var nødt til at ske noget.

14. Oktober 2021

Dagbog

Tak til Høje Taastrup Kommune for stress, bureaukrati og ingenting

Mail til Høje Taastrup Kommune

"Kære Mette Værn Hammarkvist

Hvad angår skemaet om uden fast bopæl, så er indsendelsen af det kompliceret ved, at jeg ikke har adgang til en printer, så jeg kan udskrive, udfylde, underskrive og returnere det.

Hvad er årsagen til, at det ikke er tilstrækkeligt at udfylde hele skemaet elektronisk og sende det til Høje Taastrup Kommune via E-boks?

I andre forhold er det juridisk bindende at benytte denne fremgangsmåde, så det undrer mig, at Høje Taastrup Kommune gør det så omstændigt og besværligt for mig.

Jeg er socialt og økonimisk udsat og har derfor ikke råd til printer, for slet ikke at nævne en bolig, så jeg er uforstående overfor hvorfor kommunen gør livet så svært for mig?

Er det fordi, at ingen af jeres ansatte besidder sufficient teknisk viden til at konvertere et PDF dokumentet fra et ikke-redigerbart dokument til et redigerbart et af slagsen? I så fald vil jeg gerne gøre det for jer helt gratis.

Eller skyldes jeres vrangvillighed blot at I foragter de af jeres borgere, der står i en yderst vanskelig situation, og at I godt kan lide at sparke nedad?

I forhold til det andet skema, mener jeg at det er overformynderisk, irrelevant og ikke rager jer hvem, jeg i givet fald måtte bo hos hver eneste dag i en hel måned, især taget i betragtning at jeg ikke modsager en krone i understøttelse fra Høje Taastrup Kommuen, da jeg lever af en (for lav) forsikringsydelse og ikke ligger jer til last.

Er jeg lovmæssigt forpligtet til at udfylde bopælserklæringen og i givet fald skal jeg bede om en henvisning til den pågældende lov, der påbyder mig det.

Jeg er i øvrigt dybt skuffet over Høje Taastrup Kommunens manglende hjælp til noget så basalt som mad i især de sidste tre dage af september, hvor jeg ringede forgæves til jer og derfor måtte sulte.

Jeg mener, at det er en kynisk og samvittighedsløs måde at hjælpe nødstete borgere på, og selv om jeg forhåbenligt aldrig sætter mine ben i Høje Taastrup igen, så sender jeg naturligvis denne henvendelse til alle byrådspolitikerne, så de måske kan forhindre at andre mennesker i nød i fremtiden bliver behandlet lige så usselt og ringe som jeg.

I mellemtiden arbejder på at finde et sted, jeg kan udprinte de vedhæftede dokumeter, kun for at tage billeder af dem og indsende dem elektronisk til jer.

Tak til Høje Taastrup Kommune for igenting og for at lade mig sulte, fryse og overnatte i shelters.

Venlig hisen,

Kjeld."

15. Oktober 2021

Dagbog

Mail til Statsminister Mette Frederiksen

"Kære Statsminister Mette Frederiksen

Jeg er en tidligere yngre læge, der på sjette år er hjemløs og arbejdsløs.

Dette skyldes kort fortalt, at jeg fik en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose (kronisk paranoid psykose) i 2015.

Fejldiagnosen blev så tidligt som i 2017 manet grundigt i jorden af en speciallæge i psykiatri, samt af flere psykiatere efterfølgende, men Styrrelsen for Patientsikkerhed nægtede i alle årene at rette ind efter virkelgheden.

Det har haft katastrofale følger for mig, og i skrivende stund er jeg så modløs og opgivende, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme igennem weekenden.

Det eneste, jeg nu beder om, er at Styrelsen for Patientsikkerhed gør deres arbejde og giver mig min lægeautorisation igen.

Det er den eneste måde, hvorpå mit liv kan reddes, for jeg er meget, meget tæt på at opgive.

Jeg er blevet mishandlet så længe og så groft af danske myndigheder, at jeg i det sekund, jeg har mulighed for det, flygter fra det nådesløse land, der har ødelagt mit liv.

Da samtlige af dine kolleger, myndighederne og diverse institutioner har svigtet, og da det aktuelt er dig, der har det øverste anvar, mener jeg, at det er indiceret at henvende mig til dig.

Hvis jeg ikke overlever den uudholdelige ventetid og giver definitivt op, kan du fortælle mine pårørende hvorfor, samt at du i lighed med samtlige andre ignorerede mit nødråb.

De nærmere detaljer fremgår af de vedhæftede dokumenter.

God kulturnat og god weekend.

Venlig hilsen,

Kjeld,

CPR:"

16. Oktober 2021

Dagbog

Selvmord mellem 25. og 26. oktober

Jeg havde ikke flere penge til vandrerhjemmet den 25. oktober. Jeg ville ikke mere. Der var intet at kæmpe for. Da jeg ikke drak alkohol skulle der en forholdsvis lille mængde til at gøre mig så beruset at, jeg ikke ville vågne, når jeg lå i shelteret og sov, og dermed ville jeg fryse ihjel. Så havde den danske stat lykkedes med det, den ville, og feje svin havde ladet den gøre det.

Når jeg var væk, var det eneste, jeg skulle bede mine pårørende om, at hævne mig.

19. Oktober 2021

Dagbog

137,57 kroner tilbage

Jeg tog mod til mig og tjekkede min soldo. Den lød på 538,57 kroner. Jeg vidste at bitter erfaring, at Lægernes Bank, som det elendige og vamle foretagende det var, pludselig kunne finde på at trække flere hundrede kroner i rente eller gebyr, så jeg skyndte mig at reservere så mange dage på vandrerhjemmet til som muligt. For 401 kroner sikrede jeg mig tre overnætninger til, således at jeg skulle tjekke ud den 27. oktober.

Nu havde jeg 137,57 kroner tilbage til alt til resten af måneden. Det kunne jeg ikke købe tilstrækkeligt med mad for, så jeg kom hurtigt til at sulte. Men denne gang ville jeg ikke udholde mere sult, for der var ikke noget at se frem til, ingen fremtid, intet positivt, kun en gentagelse af samme uholdbare situation i næste måned og i næste måned igen og så fremdeles.

Selvmord udskut til mellem den 27. og 28. oktober

Så jeg udslød selvmordet med én dag. Hvad var det for et ulækkert land, der helt bevidst udsatte mig for dette? Jeg havde skrevet rundt til gud og hver mand, men ikke én eneste kunne så meget som drømme om at MobilePaye mig 5 eller ti kroner.

Mit liv var altså ikke mere værd end prisen på fire nætter på Storkøbenhavns billigste vandrerhjem og mad til 11 dage. Jeg ville ikke leve i en verden, hvor der sad velbjergede offentlige ansatte, som havde både pension og modtog feriepenge, og havde meget fordelagtige arbejdsvilkår og tavst bevidnede at jeg led afsavn, som de aldrig selv havde lidt, og som de heller aldrig ville udholde at lide. Fuck Danmark, som lod mig sulte, fryse og rådne op.

Kom med mig

Det var selvfølgelig utænkeligt at det ville ske, men jeg ville hjertens gerne tage en af de kornfede og luddovne offentligt ansatte hattedamer- og mænd med ud og overnatte i et shelter en råkold og blæsende efterårsnat, uden sovepose og liggeunderlag, og uden at have spist tilstrækkeligt dagene forinden.

Alene det at være to, som gennemlevede noget, der var meget ubehageligt, som ovenstående, gjorde underværker for moralen, og det kombineret med at de kornfede bureaukrater vidste, hvornår de kom ind og sove i deres egen varme seng igen, for aldrig nogensinde at skulle udsættes for noget sådant endnu engang, mindskede ubehaget en hel del.

De ville på den måde aldrig opleve hvordan det i virkeligheden var at være helt alene i min situation. Jeg hadede disse feje tilskuere og jeg håbede inderligt at de selv engang fik eksempelvis en fejldiagnose, hvorefter deres tilværelse smuldrede som daggammelt franskbrød, så de endte på gaden og måtte tåle at skulle ydmyges af andre mennesker i det offentlige, som dem selv.

Halsbetændelse

Forkølelsen og halsbetændelsen var hverken blevet værre eller bedre. Jeg havde feber om aftenen og var hæs og snottet om morgenen.

Jeg havde selvfølgelig ikke råd til at vaske mere tøj, med mindre jeg gjorde det i vandet i Kalvebord Brygge, men det var et af mine mindste problemer.

Peter Worm Jantzen vidste udmærket hvilken situation jeg befandt mig i (som følge af han havde ladet mig lide i tre år mere end nødvendigt), men det eneste han gjorde var at forsyne mig med nogle adresser i København, hvor hjemløse og andet udskud som jeg kunne få et billigt måltid mad. I forhold til husly hed det Mændenes Hjem. Fucking flot Peter!

Jeg ville aldrig nogensinde behandle en lægekollega - eller et andet menneske, hvis hjemløs jeg var ansvarlig for - på den måde, som Peter Worm Jantzen havde behandlet mig. Man skulle være hard core og skånselsløs for at gøre som Peter. Og nej, det havde absolut intet med lægefaglighed at gøre, hvad han gjorde. Peter havde jo først og fremmest skadet mig, og det måtte man vidst ikke som læge. På den anden side var psykiatere heller ikke læger.

Live selvmord

Jeg havde forberedt mig en smule på hvad der skulle ske. Og jeg skulle nok sørge for at de umennesker, der med hænderne i lommerne havde observeret mine lidelser også blev gjort bekendt med de allersidste af slagsen. De skulle tvindes til at se hvad de havde gjort. Det var det mindste jeg kunne forlange.

20. Oktober 2021

Dagbog

To sider af samme sag

Jeg var begyndt at hoste i nat og her til formiddag, og feberen var til forskel fra i de sidste par dage nu også til stede i dagtiden. Der gik en lige linje fra kz-lejrvagterne, som efter endt arbejdsdag tog på skovtur med hinanden, grinte og hyggede sig, til de ansatte i kommunenen, psykiatrien og retspsykiatrien, som var pisseligeglade med, om jeg døde af kulde, sultede og var syg, og som i det sekund (hvis da ikke før) de fik fri fra arbejde glemte de borgere, som de svigtede og som stadig led, mens de ansatte handlede ind i Irma og Super Brugsen og glædede sig til at komme hjem i varmen og hygge sig med familien.

Der var så stor afstand fra velfærdsmedarbejderne til deres klienter, at førstnævnte ikke anede noget om de vilkår som sidstnævnte levede under. De var ikke længere praktikere, men pseudoakademiserede og virkelighedsfjerne, og det værste var, at de ikke engang var gode akademikere. De brystede sig med intellektuelle fjer, men de havde intet at have deres bedreviddende arrogance i.

Man kunne sminke en gris, men det var stadigvæk en gris, og når man indgik i en akademisk præget diskussion med en af disse pseudoakademikere, blev sminken hurtigt tørret bort, og trynen, de lodne ører og de små stikkende øjne åbenbarede sig.

Velfærdsmedarbejderne havde så lidt realitetssans, at de troede, at fup akupunktur i ørene virkede, og at de var behandlere, fordi kommunen havde betalt for et kursus i denne kvaksalver metode. De kappedes i at tilbyde borgerne at de kunne få sat små nåle i deres ører, og at det ville hjælpe på snart sagt hvad som helst af skavanker, som borgeren måtte lide af.

Denne dumhed var så udtalt og udbredt blandt velfærdsmedarbejderne i kommunen, at slaget var tabt på forhånd, og jeg derfor aldrig med evidens og rationelle argumenter forsøgt at gøre tåberne bevidste om, at de i bedste fald spildte kommunens penge og borgernes tid på fup og svindel. Det eneste man kunne gøre i den suppe af ignorance, stupiditet og indbildsthed var at skumme fløden selv og blive fupbehandler inden for NADA, som øreakupunkturen kaldtes. Der var store penge i svindel i fake behandlingsmetoder i kommunalt regi.

Respekt for Michael Ziegler

Høje Taastrups borgmester hed Michael Ziegler, og på trods af, at han var konservativ, var han populær blandt kommunens borgere, og på grund af opkaldet, jeg netop modtog, kunne jeg godt forstå hvorfor.

Michael Zieglers medarbejder ringede mig spontant op og talte med mig. Hun tilbød mig relevant rådgivning og var meget venlig. Det var overordentligt opløftende, og jeg var meget taknemmelig for opkaldet. Måske gik det alligevel?

Hvis alle borgmestre eller bare embedsmænd havde samme ansvarsfølelse og korrekthed som Michael Zigler, så var landets borgere langt bedre stillede. Med tanke på kommunens størrelse var det imponerende at borgmesteren tog sig tid til at bekymre sig om mig.

Jeg var ikke i stand til at rumme den venlighed og hjælpsomhed jeg var blevet mødt med af Michael Zieglers medarbejder. Jeg var stort set kun blevet mødt med den modsatte attitude. Selvfølgelig var det bedre at blive mødt med venlighed og forståelse end arrogance og vrangvillighed, men jeg ville allerhelst bare være i fred, passe mig selv og naturligvis være mæt også.

Rottweiler

Der var en række intrigante og feje sladderkællinger (mænd/kvinder), der ved at sprede rygter om mig, havde bidraget til at ødelægge mit liv. Hvis jeg overlevede dette her mareridt, ville jeg - udelukkende med lovlige midler - finde identiteten på hver eneeste af disse svin, og bruge resten af mit liv og alle mine penge på at retsforfølge dem ind i helvede, og gøre hvad de havde gjort mod mig, nemlig at ruinere dem i en grad at de mistede deres lægeautorisation, skilt, hjemløse, tvangsindlagt og sultede og frøs.

Jeg ville aldrig holde op, og det samme gjalt for de navngivne læger og psykiatere mv. der direkte var skyld i at ødelægge min tilværelse og fremtid og udsætte mig for vanvittige afsavn og overgreb, som ikke burde kunne forekomme i et land som Danmark. Jeg ville sørge for at disse samvittighedsløse oppotunister aldrig nogensinde blev glemt i offentligheden, og uanset hvor usle livsvilkår mine søgsmål mod dem resulterede i, ville jeg aldrig holde op med at retsforfølge dem.

Hvis miraklet skulle ske og jeg fik en familie, ville jeg få så mange børn som overhovedet muligt, og sørge for at de fortsatte min kamp mod mine bødlers børn og så fremdeles.

Jeg ville tattovere mine bødlers navne i tilfældet af at jeg blev dement og glemte dem. Hver eneste politiker, journalist, psykiater, læge, embedsperson, jurist, betjent, dommer mv., som havde begået overgreb mod mig og min familie, ville jeg offentliggøre med fulde navne i min bog - og selvfølgelig kun hvis det var lovligt og efter juridisk rådgivning.

Jeg ville skrive præcis hvad hver enkelt af disse mennesker havde begået af kriminalitet og forbrydelser, eller tavst bevidnet hvilke lidelser, jeg dokumenteree over for dem, uden at gribe ind. Hvis du passivt bevidnede mishandling og overgreb uden at intervenere, var du nøjagtig lige så ond, som mishandleren.

Jeg ville aldrig bryde nogen love, og jeg ville iskoldt og med uendelig tålmodighed og grundighed ubønhørligt retsforfølge mine bødler og jeg ville bruge alle mine vågne timer, alle mine økonomiske og mentale ressourcer indtil jeg trak vejret for sidste gang.

Jeg var ligeglad med hvem du var - hvis du havde misbrugt din stilling og position til at skade mig, ville jeg retsforfølge dig indtil helvede frøs til is.

Nu var det min tur til at få retsvæsenet til at arbejde for mig, men til forskel fra mine bødler ville jeg ikke misbruge det.

Over loven

Jeg havde erfaret, at der var mennesker i Danmark, som de facto stod over loven og som ved løgn, rygtespredelse, misbrug af deres fag, venne og venindetjenester, samt manipulation kunne få politi og retsvæsen til at pine mig ihjel. De færreste troede at sådan noget kunne finde sted i et af verdens mindst korrupte lande, og jeg havde tidligere delt denne opfattelse, men det var forkert.

Der var læger og embedsmænd, der ikke skyede nogen midler, som var blottet for moral og samvittighed, men opfyldt af kronisk og rabiat had, raseri og magtarrogance. Disse mennesker havde forbindelserne i orden, og kunne bruge politiet, retsvæsenet og medierne som deres bitches. Men fordi disse uhyrer havde så stor indflydelse, var de urørlige. Der var mange mennesker, som udmærket var klar over førnævntes magtmisbrug, men de var for feje og magelige til at indberette misbruget til myndighederne og medierne.

Se dem anden vej

Disse tilskyere til stillingsmisbrug, nepotisme og korruption, som ved deres tavshed muliggjorde deres dyssociale kollegers kriminalitet, gjorde imidlertid det eneste rigtige; hvis de stod frem, skulle psykopaterne nok sørge for at tage alt fra dem, og omvendt var der ingen tak, hvis de blev whistleblowers.

Jeg havde på den hårde måde lært, at man aldrig, aldrig, aldrig skulle stå frem og stoppe snyd, svindel og misbrug i det offentlige. Fordi at Danmark var medløbernes nation, havde det absolut ingen effekt at gøre det moralsk og juridisk eneste rigtige. For de offentligt ansatte kriminelle havde det ingen konsekvenser at de brød loven. De havde rigeligt med veninder med stor nok indflydelse til at de kunne slippe afsted med deres forbrydelser, og hele den organisation de sad i brugte alle ressourcer på at beskytte de kriminelle, og de havde uanede ressourcer til rådighed.

Og hvis det utænkelige skete (fordi der var medieeksponering på forbrudelserne) at de offentligt ansattes forbrydelser kom for dagen og vedkommende blev fyret, så sørgede forbrydernes venner, veninder, familie, tennis- eller logemakkere for at ansætte lovovertræderen i en højere stilling i en anden offentlig institution.

Alene tilbage stod den modige, men dumme whistleblower og havde mistet alt. Den person, som offentligheden burde belønne som en helt, der havde handlet i den danske befolknings bedste interesse, var nu udstøt, forhadt og isoleret, arbejdsløs, ruineret, skilt, måske med psykiske mén.

I Danmark skulle man ALDRIG som offentlig ansat gøre indsigelser mod ulovligheder på ens arbejdsplads. Var man dum nok og gjorde det alligevel, havde man underskrevet sin egen dødsdom. Man skulle istedet gøre sig de største anstrengelser for ikke at se eller høre noget. Og hvis misbruget var så omfattende og åbentlyst at det på et tidspunkt ikke kunne skjules længere, skulle man så ubemærket som en ninja finde et andet job og glemme alt om hvad man havde bevidnet.

Det var nøglen til success i det offentlige i Danmark: Intet se, intet høre, intet turde, intet vove. Hukommelsestab og fejhed var vejen frem i dette sladderkællingernes, rygternes og intrigernes land.

Min dumhed

Jeg skulle have gjort som de andre slibrige opputonister, jeg arbejdede sammen med, og ikke først bedt overlæge Egill Rostrup om at overholde persondataloven, og siden indberettede ham til Datatilsynet, hvor jeg fik medhold.

Det var det dummeste, jeg havde gjort! Jeg skulle have skyndt mig væk så hurtigt som rammer og tøj kunne holde i det sekund jeg erfarede hvor grelt det stod til, ikke bare i forhold til Egill Rostrups misbrug af følsomme persondata, men i forhold til stort set alt andet han havde ansvaret for. Det var min største fejltagelse, og som den gode kollega praktiserende læge Camilla Elvekjær var (til Egill Rostrup, ikke mig!), misbrugte hun min korrekte påstand om Egill Rostrups misbrug og svindel som argument for at tvangsindlægge mig på farekriteriet.

Men hverken Camilla Elvekjær eller Egill Rostrup blev retsforfulgt for deres hhv. stillingsmisbrug og løgne. De havde tilsyneladende så gode og magtfulde forbindelser, at også de stod over loven, og det lykkedes dem næsten at få forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, til at invalidere og aflive mig med uberettiget antipsykotisk medicin.

Så bundrådne læger fik næsten held til at slå mig ihjel ved at misbruge deres faglighed, og det havde ingen konsekvenser for dem. Det var helt vildt at tænke på! Hvorfor havde det ubestikkelige, modige og uvildige politi og retsvæsen ikke for længst anholdt og de mennesker, der havde forsøgt at slå mig ihjel?

Og hvor var den 4. statsmagt henne? Den idealistiske journalist, demokratiets vagthund? Hvorfor var det klokkeklare justitsmord ikke på forsiden af aviserne? Fordi det var en fed løgm, og vagthunden var en kastreret skødeshund.

Feber

Feberen var tiltaget en smule, og hosten forværret. Jeg havde sovet lidt til aften fordi jeg var blevet holdt vågen af kropslusene til ud på morgenen og kun sovet nogle timer, og dertil følge jeg mig fysisk syg, udmatttet, ekstremt stresset, og jeg oplevede et par episoder i eftermiddags med kraftig, hurtig og ureggelmæssig hjertabanken og brystsmerter.

Sult

Ydelservice ringede i eftermiddags, mens jeg var på toilettet. Så snart jeg kunne ringede jeg op, men blev mødt af en telefonsvarer, fordi det havde lukket, hvor jeg indtalte mit navn, CPR nummer og telefonnummer, og bad om at de ringede igen, men det skete ikke. Nu kunne sagsbehandleren dokumentere, at hun skam havde kontaktet mig, men at jeg ikke svarede, hvorfor det var min skyld at jeg ingen hjælp til mad fik. Jeg havde for en sikkerhedsskyld sparet på maden i dag, og nu rumlede maven.

21. Oktober 2021

Dagbog

Mail til Høje Taastrup Kommunes Kommunalbestyrelse

"Kære politikere i Høje Taastrup Kommune

Jeg skal indledningsvist undskylde mine mange, desperate mails til jer, samt mit manglende svar på de seneste af slagsen.

Jeg véd at nogle af jer har hjulpet mig, og det er jeg meget taknemmelig for. Tusinde tak for det.

Af den årsag skylder jeg jer til gengæld en tilbagemelding på den seneste udvikling i kronologisk orden:

1. 20. Oktober 2021:

Jeg googlede og fandt kommunens elektroniske ansøgningsskema om ansøgning af enkeltydelse, som jeg udfyldte og indsendte.

2. Jeg blev ringet op af borgmester Michael Zieglers nærmeste medarbejder (som jeg forstod det), som var meget venlig og opsat på at hjælpe mig med råd og vejledning mhp. at facilitere selve ansøgningsprocessen.

3. Jeg blev ringet op af Ydelsesservice kort før 15.00, men var på toilettet og kunne ikke svare. Jeg ringede hurtigst muligt op til Ydelsesservice, som havde lukket, men jeg indtalte navn, CPR-nummer, telefonnummer og mit ærinde på telefonsvaren.

4. 21. Oktober 2021:

Jeg ringede til Ydelsesservice kort efter åbningstid kl. 10.00 og talte med en sagsbehandler, som accepterede min ansøgning om mad til resten af måneden. Af tekniske årsager var det umuligt at overføre pengene samme dag, hvorfor jeg ville modtage dem på min Nemkonto i morgen. Vedrørende de andre overlevelsesydelser, jeg ansøgte om, ville jeg fik svar en af de kommende dage.

Normalt optager jeg ikke opkald eller andre samtaler, men når indholdet af en samtale er afgørende for mit liv og helbred gør jeg dog en undtagelse, og det er heller ikke ulovligt at gøre det. Jeg optog derfor samtalen med Ydelsesservice, som jeg sender til jer.

Jeg offentliggør som regel alt, jeg udsættes for af umenneskelig, ydmygende, nedværdigende og fornedrende behandling, men kun i det omfang oplysningerne er relevante. Den pågældende medarbejders navn er ikke relevant at offentliggøre, hvorfor jeg har redigeret det ud i den optagelse I modtager.

Jeg sender desuden min ansøgning og den påkrævede dokumentation til jer. Jeg er klar over at oplysningerne er meget private, men dels har jeg valgt at stole på jer, og dels er min sociale situation fortsat yderst alvorlig, hvorfor hensyn så som private oplysninger må vige i forhold til min overlevelse.

Jeg vil ikke kritisere Ydelsesservice og jeg vil heller ikke gennem jer forsøge at påvirke afgørelsen, hvorfor jeg skal bede om at I - såfremt nogen havde tænkt sig at gøre det - venter med at foretage jer noget til afgørelsen foreligger.

Jeg undrer mig dog over følgende:

1. Hvorfor er det teknisk umuligt at overføre overlevelseshjælp til mad samme dag, som afgørelsen om hjælp er truffet og maden er nødvendig? I kan høre at sagsbehandleren har det fint med at jeg skal sulte hele dagen i dag. Har hun nogensinde ufrivilligt sultet en hel dag? Har I?

2. Hvis det faktisk er teknisk umuligt at overføre et beløb mellem to banker i Danmark samme dag, hvorfor overførte Ydelsesservice så ikke beløbet i går, så jeg havde det idag, hvor jeg har meget brug for det? Jeg går ud fra at Ydelsesservice ringede til mig i går for at meddele mig at de havde truffet en afgørelse og accepteret min ansøgning.

3. Det er usandsynligt at kommunen imødekommer resten af overlevelseshjælpen, hvorfor jeg formentlig i morgen modtager et afslag. Jeg anker naturligvis afslaget til Ankestyrelsen, men realistisk set kommer jeg til at skulle overnatte på gaden de sidste dage i oktober, uden læ for vind, kulde og regn, uden sovepose, liggeunderlag eller vintertøj, samtidig med at jeg måske fortsat er syg med feber, hoste og halsbetændelse.

4. Hvis Høje Taastrup Kommune handler helt korrekt og lader mig fryse ihjel eller forværre min helbredstilstand væsentligt, synes jeg det er værd at overveje om skatten så ikke burde sættes væsentligt ned. Velfærd er naturligvis mange ting, men vigtigst - i min optik - er selvfølgelig at man som værdigt trængende borger af kommunen er garanteret den absolutte minimale hjælp, det er påkrævet for reelt set at overleve.

5. Er det fast praksis at Ydelsesservice forhaler dens afgørelser længest muligt, med den svære stress og belastning det medfører hos borgeren? Er det en bevidst strategi at påføre en yderst trængende borger store lidelser som en slags omkostning, der skal afholde vedkommende fra igen at søge kommunen om hjælp, der vel og mærket er fuldt ud berettiget? Hvis jeg står på kanten af afgrunden og kan og vil minutiøst dokumentere at jeg har brug for minimal hjælp til livets opretholdelse, og når jeg ovenikøbet ligeledes kan dokumentere at kommunen udsatte mig for reel livsfare ved at afvise at hjælpe mig i september måned - hvorfor pokker kan jeg så ikke bare slippe for Ydelsesservices unødvendige forhaling af overlevelseshjælpen?

6. Hvis I kendte indgående til min situation og baggrund, ville I vide, at jeg mener dette her helt alvorligt: Hvis jeg overlever indtil jeg får lov til at arbejde som læge igen, hvorfor skulle jeg så være solidarisk på nogen måde over for det samfund, som har ladet mig lide i årevis?

7. Jeg kan ikke lade være med at tænke på H. C. Andersens "Pigen med svovlstikkerne". Hvad er den store forskel på dette eventyr og min situation? Jeg oplever mennesker, der ikke lider de fjerneste afsavn, der måske har råd til båd og Tesla, hvis fornememste opgave måske er at sikre ikke bare min velfærd, men dicideret overlevelse, som er tavse og passive tilskuere til at jeg sulter, fryser og fornedres. Jeg fatter det ikke, og det langt mere end de afsavn, jeg beskriver, har irreversibelt ødelagt min på at mine medmennesker grundlæggende set er gode, og at livet er værd at leve. I de sidste seks år har jeg lært på den hårde måde at det danske samfund er rædselsfuldt, og at danskerne som de er flest elsker at træde på dem, der ligger ned.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Billeder. Jeg var konstant fattig og havde næsten ikke råd til mad.

22. Oktober 2021

Dagbog

Sigtelserne

Anklagemyndighedens dødsdom

Advokaten fra den gratis retshjælp ringede mig op for lidt siden, og fortalte at Anklagemyndigheden havde fået en anmodning om generhvervelse af autorisation som læge i foråret. Denne ansøgning var dog mangelfuld, og hvis jeg havde fået afslag på denne genanmodning, ville der gå lang tid før den nuværende anmodning ville blive behandlet.

Jeg sagde til advokaten, at jeg ikke var bekendt med den tidligere anmodning, samt at jeg heller ikke kendte svaret på den.

Jeg sagde desuden til advokaten at hvis Anklagemyndigheden gav mig afslag på den igangværende, rigtige anmodning om generhvervelse af lægeautorisationen, som jeg medvirkede til og som indeholdt nye oplysninger af væsentlig betydning, så overlevede jeg ikke til at Anklagemyndigheden igen gad at behandle min sag.

Hvis ikke Anklagemyndigheden gad at bruge nogle timer på at give mig mit liv igen, så ville hun blive morder meget snart. Så havde hendes vrangvillighed og dovenskab taget livet af mig. Sådan var systemet i Danmark.

Mail til politikerne

"Kære politiker

Jeg skriver til dig igen, fordi følgende skete i dag:

Advokaten fra den gratis retshjælp ringede mig op for lidt siden, og fortalte at Anklagemyndigheden havde fået en anmodning om generhvervelse af autorisation som læge i foråret. Denne ansøgning var dog mangelfuld, og hvis jeg havde fået afslag på denne genanmodning, ville der gå lang tid før den nuværende anmodning ville blive behandlet.

Jeg sagde til advokaten, at jeg ikke var bekendt med den tidligere anmodning, samt at jeg heller ikke kendte svaret på den.

Jeg sagde desuden til advokaten, at hvis Anklagemyndigheden gav mig afslag på den igangværende, rigtige anmodning om generhvervelse af lægeautorisationen, som jeg medvirkede til og som indeholdt nye oplysninger af væsentlig betydning, så overlevede jeg ikke til at Anklagemyndigheden igen gad at behandle min sag.

Hvis ikke Anklagemyndigheden ville bruge nogle timer på at give mig mit liv igen, så ville hun blive morder meget snart.

Det er ikke for sjov, at jeg skriver til dig hele tiden. Det er fordi at din intervention er det eneste, der nu forhindrer at jeg begår selvmord. Jeg fejler ikke noget som helst hverken fysisk eller psykisk, men jeg nægter at leve den uudholdelige tilværelse, som sundhedsmyndigheder og retsvæsen har påtvunget mig i over seks år, og som aldrig nogensinde ophører.

Hvis ikke jeg får lov til at arbejde som læge igen og får mit liv tilbage og begår selvmord, så filmer jeg selvmordet og sørger for at dine politikerkolleger og dig, samt medierne modtager optagelsen. Jeg lægger den op på de største sociale medier og YouTube, og uanset hvad I gør for at fjerne den, vil der altid være nogen, der har optagelsen, og en dag vil en journalist spørge dig om hvorfor pokker du som Folketingspolitiker lod retssystemet være så langsommeligt, at det kostede et menneskeliv.

Der SKAL lig på bordet i Danmark før nogen gider at gøre noget ved grotesk uholdbare forhold, det lig bliver mit og du bliver meddelagtig i mord, som det reelt set er.

Venlig hilsen,

Kjeld,

CPR:"

Trøstesløst

Som sædvanligt skete der intet positivt i dag, og jeg stod nu overfor at skulle overleve endnu en weekend uden mening, beskæftigelse, håb eller vished. Jeg skulle være ensom, isoleret og bruge alle døgnets vågne timer på at bekymre mig om hvordan jeg dog skulle kunne holde varmen de sidste dage i oktober, hvor jeg var tvunget til at finde et shelter at overnatte i, men uden værn mod kulde og blæst, og uden noget positivt at se frem til. For min situation blev aldrig nogensinde bedre, fordi offentlige myndigheder, såsom nu Anklagemyndigheden, ikke var deres ansvar bevidst.

Jeg orkede det ikke.

Jeg gad ikke længere spekulere over hvor skånselsløse de mennesker, der havde mit liv og helbred i deres hule hånd var. De var ikke mennesker, men robotter uden sjæl, og at jeg igen og igen forgæves prævede at få dem til at indse, at de langsomt tog livet af mig, var til ingen verdens nytte.

Jeg havde aldrig forestillet mig at man kunne bruge år på at uddanne sig på eksempelvis universitetet, for derefter at blive ansat i det offentlige bureaukrati og samtidig miste al ansvarsfølelse og samvittighed som dug for solen.

Hvis jeg valgte at fortsætte livet, kunne jeg skrive en manual for hvordan man kunne pine og plage en hvilken som helst borger i Danmark ihjel ved at bruge det offentlige system som mordvåben. Men det gjorde jeg ikke. Fortsatte livet. I sidste ende havde den danske befolkning det rædselsfulde og umenneskelige helvede af et system, som den fortjente. Min bedste hævn var ikke at spilde min tid og mine sparsomme ressourcer på at råbe elitære og glatte karrierepolitikere op, i det usandsynlige håb, at de faktisk ændrede noget, de havde ansvaret for, til det bedre. Det offentlige, især retsvæsenet og sundhedsmyndighederne, måtte fortsætte med ved dovenskab, ligegyldighed, misbrug og forsømmelse at tortere uheldige borgere til selvmord.

Den ydre svinehund

I Danmark havde man bureaukratiseret syndebukkebegrebet. Rethaverske og inkompetente psykiatere stod for at brændemærke uheldige borgere uomgørligt, hvorefter man blev sparket ud i kommunerne, hvor sadistiske skrankepaver videreførte mishandlingen. Der var intet de kommunale hattedamer elskede højere end at fornedre værdigt trængende borgere. Jeg kunne næsten mærke sagsbehandleren i Ydelsesservices perverse glæde, da hun i går i telefonen proklamerede, at jeg måtte sulte, fordi det tog 2 dage at overføre den såkaldte overlevelseshjælp.

Den kommunale sadist udsatte mig altså helt bevidst for ufrivillig sult, selv om hun udmærket godt vidste, at der intet var til hinder for at jeg kunne modtage den elektroniske overførsel af få hundrede kroner samme dag. Hun straffede mig med sult, det var den magt hun havde over magtesløse borgere, som formastede sig til at henvende sig til hende.

Skrankepaven fik på den måde afløb for hendes egne frustrationer ved at udsætte mig for fysisk ubehag, som sult var, samt psykisk ubehag i form af svær stress. Det handlede ikke for hende om at give den rigtige og tilstrækkelige hjælp, men om at give borgeren absolut mindst mulig hjælp, en helt utilstrækkelig hjælp, samt lade borgeren lide som en slags betaling for den utilstrækkelige hjælp. Den kommunale sadist troede, at det var hendes private formue, hun skulle uddele til grådige tosser, der kun snød hende for så meget som muligt.

23. Oktober 2021

Dagbog

Afventning af dødsdommen

Jeg havde forberedt mig, og jeg var klar til at advokaten fra Den Gratis Retshjælp ringede på mandag og fortalte om den dovne og pligtforsømmende anklagers dom: Ville hun ikke behandle min anmodning om generhvervelse af min autorisation, men lade mig lide i fortst uvished som hjemløs i måneder til, eller ville hun gøre sit arbejde? I førstnævnte tilfælde tog jeg livet af mig selv.

Kropslus

Ydelsesservice kørte efter et socialdarwinistisk princip, og lod mig sulte og fryse ihjel. Man ville heller ikke betale for lusecreme, og da jeg ikke havde penge til at vaske tøj, var jeg tiltagende plaget af lusene.

Jeg havde for en god ordens skyld taget billeder af de røde bidemærker på huden, for ingen troede på hvad jeg sagde.

Helvede

De muslimske patienter på Ps retspsykiatriske afdeling var så detroniserede, modløse og hævngerrige over den mishanling og tvangsmedicinering, de blev udsat for, at de ofte talte om at gud ville straffe psykiaterne i efterlivet. Det var den eneste måde, de kunne holde fornedrelsen og mishandlingen ud. Hvis ikke de troede på at deres bødler blev straffet af en højere retfærdighed, var livet ubærligt.

vandrerhjemmet

Fordi det var det billigste vandrerhjem i Storkøbrenhavn, var servicen derefter. Jeg kunne ikke komme ind på sengestuen i går aftes, fordi receptionisten havde booket mig til to dage mindre end det jeg udtrykkeligt bad om; til gengæld kunne jeg se af den udprintede oversigt, som jeg bad om, at jeg i fem dage havde betalt knapt dobbelt så meget per dag, som jeg burde og som en anden gæst, "I", havde betalt i samme tidsrum for samme værelse.

Det var regelret svindel, men jeg kunne intet gøre før manageren kom tilbage på mandag. Derfor måtte jeg bruge 300 kroner ekstra for at undgå at overnatte på gaden i to dage. Pludselig havde jeg igen næsten igen penge til mad. Ingen forstod hvor svært belastende det var at stå i min situation, men nu slutte det heldigvis også snart.

Peter Jantzen

Jeg så at Peter Worm Jantzen hsvde svaret på min mail fra i går, men jeg læste ikke hvad han skrev. Det var komplet ligegyldigt hvad end han svarede, han var skyld i at jeg havde lidt i over tre år mere end jeg burde, han havde stort set intet gjort udover at være passivt vidne til de lidelse og afsavn, han udsatte mig for. Jeg havde brug for penge til mad og husly, og det kunne Peter ikke drømme om at hjælpe mig med. Vi vidste begge at den eneste grund til at han skrev tilbage var for at dække sin egen ryg, således at han i retsvæsenet slap for at blive straffet for hans fatale svigt.

Nu var det ligegyldt hvad nogen som helst skrev til mig; de offentligt ansatte og politikerne havde for længst bevist overfor mig, at de var pisse ligeglade med om jeg sultede, frøs, var i live eller døde. Hvis det drejede sig om at de skulle gøre ind indsats, stod de af og blokerede min mailadresse, så de undgik at forholde sig til deres mishandling af mig.

Reddet af familie og venner

Jeg kunne ikke falde i søvn på grund af lusene og den svære stress og desperation som konstateringen af, at jeg kun havde 74 kroner tilbage til resten af måneden havde afskedkommet.

Jeg gik derfor en tur i området og overvejede hvad jeg skulle gøre. Jeg havde skrevet en mail i min store fortvivlelse til P, Nina fra Høje Taastrup Kommune og advokaten fra Den Gratis Retshjælp som vidne, hvor jeg fortalte Peter og Nina, at hvis jeg begik selvmord nu, så havde de vundet, så derfor var jeg tvunget til at holde mig i live og udstå deres fortsatte vanrøgt.

Det eneste, jeg endnu ikke havde gjort, var at bede min familie og barndomsvenner og hjælp. Jeg havde ikke følelsesmæssigt magtet at holde kontakten med dem ved lige, fordi jeg havde været så deprimeret og udbrændt, at jeg kun kunne koncentrere mig om at overleve, og derudover var den største dødssynd af alle at være en byrde og belastning for mine nærmeste.

Men Camilla, Gitte, Troels, Egill og Peter skulle ikke have glæden af at vinde over mig, så at række ud efter mine nærmeste, var min aller, aller sidste chance for at overleve.

Det var flere år siden at jeg havde været i kontakt med dem, så det var mindest talt et under, hvis det lykkedes mig at få fat i dem, især fordi jeg sendte dem en længere mail, hvor jeg forklarede dem om min situation og undskyldte for mit lange fravær, idet jeg dog også forklarede hvad årsagen var.

Jeg satte mig i et busstoppested klokken halv et i nat og sendte mailen. Jeg havde bedt om de ikke ville være søde at låne mig 200 kroner til den første. Det var fandme skamfuldt og pinligt at jeg først nu havde taget mig sammen til at kontakte dem, og dels at det første, jeg bad om var usselt mammon.

Da jeg havde sendt mailen rejste jeg mig igen og gik langsomt tilbage gennem den kolde og blæsende efterårsnat, modløs og opgivende. Det jeg havde gjort, var som at kaste en flaskepost i havet fra en øde ø. Måske var det ikke nogle e-mail adresser, som stadig var i brug, her år efter jeg sidst havde anvendt dem? Måske tjekekde de først deres mail i næste måned eller om et halvt år?

Jeg var ikke kommet videre end at krydse vejen, som busstoppestedet stod ved, da jeg modtog en SMS fra "B". Det var en MobilePay notifikation hvor jeg kunne se at der var overført 1.000 kroner.

Jeg troede ikke på det. Jeg troede det var en joke eller en fejl. Måske havde "B" kun sendt 1,00 krone, fordi jeg havde svigtet ham, og håbet havde narret min hjerne til at tro, at det var det for mig i min situation helt uhørt store beløb, som bogstavligt talt sikrede min overlevelse.

Det var helt uvirkeligt, og jeg kunne hverken rumme eller forstå det mirakel - for det var et mirakel - jeg havde oplevet. Jeg kunne ikke bare undgå sult og kulde, jeg kunne vaske mit tøj, slippe for lus og og tilmeld træne igen!

Det, der var sket, svarede til at stå på kanten af en øde bro om natten, ikke en levende sjæl i miles omkreds, parat til at springe ud og ned i det mørke og kulde vand mange meter under mig. Kun for i det sekund den ene fod var løftet fra jorden, at mærke en varm hånd på skulderen og et medmenneske, der talte en fra at springe.

Betydningen af det, der skete i nat, kunne umuligt overdrives. Jeg sov godt i nat, lusene til trods, og det første jeg gjorde, var at vaske så meget tøj, jeg kunne slæbe med mig. Jeg købte dernæst en beholder med håndsprit, og mens tøjet blev vasket i maskinen, tog jeg hen på et nærliggende bibliotek, hvor jeg på toilettet tømte spritten ud over mig. Det var næsten lige så effektivt som cremen til 285 kroner.

Jeg købte som sædvanligt den billigste datonedsatte mad, og intet mere. Der skulle ikke festes. Alle de meget dystre tanker og planer fordampede i takt med at solen kom frem på himlen. Det føltes som om min puls og mit blodtryk faldt til et ikke letalt niveau, og jeg var i stand til at smile til folk, jeg talte med, og se dem i øjnene.

Senere modtog jeg en ny SMS. En anden, "N" havde også overført 1.000 kroner via MobilePay. Det var alt for mange penge i forhold til hvad jeg kunne forsvare at bruge på mad, husly, transport mv. og selv om jeg ikke kunne rumme det store beløb, var jeg meget taknemmelig. Nu måtte de ikke sende flere penge!

Jeg kunne ganske vidst slappe af nu, men det betød ikke at jeg ikke arbejdede videre med det samme. For prisen for at nasse og belaste mine nærmeste var, at en lille del af mig døde. Men det var dog at foretrække frem for at jeg døde helt!

Lige så fantastisk og livreddende det var at modtage så stor og essentiel hjælp uden latens, lige så nedslående og sørgerligt var det, at psykiater Peter Worm Jantzen og hans kollega Hans Raben havde ladet mig rådne op i over tre år længere end nødvendigt og udsat mig for vanrøgt, idet de begge alt andet lige tavst havde bevidnet min pinefulde og uudholdelige sociale situation. Socialpsykiatrisk ygeplejerske Nina, havde i modsætning til Peter Worm Jantzen faktisk relativt set hjulpet mig en hel del, og selv om det ikke havde været nær tilstrækkeligt, havde hun været bundet af kommunens rammer og jeg kunne ikke være vred på eller bebredje hende noget.

Men Peter Worm Jantzen og hans foregængere, alle politikerne, myndighederne, medierne, alle jeg havde henvendt mig til mens jeg havde været i virkelig livsfare for at tage livet af mig selv, fordi jeg ikke orkede at sulte, fryse, have kropslus og blive fornedret uden slutdato - de havde intet foretaget sig.

Peter Worm Jantzen og Nina for den sags skyld, kunne, hvis de havde været samvittighedsfulde og ansvarlige menensker, på eget initiativ overført bare 20 kroner hver til mig via MobilePay. Det kunne havde sparet mig for ubeskrivelig meget lidelse! Især Peter burde havde gjort det, da det var hans skyld at jeg befandt mig i en situation hvor jeg var i livsfare på grund af de af ham påtvungne vilkår.

Hvis Peter Worm Jantzen havde været i min situation, uanset om det var min skyld han var det eller ej, havde jeg straks overført penge til ham. Hvis jeg var overlge og tjente så fyrstelig en løn som P, ville jeg ikke tøve med at overføre penge fra min egen konto til ham. Han ville som minimum få 100 kroner med mellemrum uden at skulle redegøre for hvad han brugte pengene til. Hvis jeg var meget paranoid og bange for om han kunne finde på at bruge pengene på sprut og damer, hvilket en paranoid person ville frygte faldt tilbage på ham, ville jeg bare bede ham om at sende mig et billede af en bon. Så var min ryk så fri, som man kunne forlange.

Nina ville aldrig komme i en situation som min, for der var langt bedre vilkår for nødstedte kvinder end for mænd. Der var mange steder hun i givet fald kunne tage hen og straks modtage hjælp. Langt de fleste ville gøre meget for at hvilke kvinder i nød - hvilket var fuldt ud berettiget - men mænd, der var hjemløse, ludfattige, lidende eller på anden måde nødstedte, ville ingen røre med en ildtang.

Det skulle man nok tænke lidt på i #MeToo bevægelsen; ikke at det ikke var synd for kvinderne, men at det også nogen gange var synd for mændene, for at sige det lidt karikeret. Det var ikke sådan at det var synd for samtlige kvinder, men aldrig synd for nogen mænd, men sådan var tankegangen og retorikken.

Nu skulle jeg sunde mig oven på de sidste mareridtsagtige dage. Og så ville jeg fortætte hvor jeg slap: Træne hver dag, spise billigt og sundt, og arbejde på at skrive min tekst færdig, redigere den og få stillet de mennesker, der havde ladet mig dø uden at hjælpe mig, til juridisk ansvar. Jeg ville gøre alt jeg overhovedet kunne inden for lovens rammer for at ingen igen skulle mishandles af disse offentligt ansatte, der misbruge deres stilling og fag, var skyldige i grov pligtforsømme og til nærliggende og betydelig fare for liv og helbred for de mennesker, der var ansvarlige for.

Og det var jo ikke sådan at de penge jeg havde modtaget, og som bogstavlig talt havde reddet mit liv, var en gave. Det var en lån, der skulle og ville blive bettalt tilbage den 1. når jeg fik penge igen.

Konklusionen var, at ingen offentlige myndigheder og institutioner ville eller kunne redde en borgers liv, eller skåne vedkommende for sult, kulde, usikkerhed og sygdom i et land, der havde så højt et skattetryk som Danmark havde. Danmark var dumpet med et brag og svigtet mig, ikke bare en enkelt gang, men samtlige gange, hvor mit liv var i reel fare.

Alle de dyre skattekroner gik til løn til alt, alt for mange velfærdsarbejdere i det offentlige, som ikke ydede en brøkdel til gengæld til gavn for landets borgere. Velfærdsarbejderne gik mest op i møder, kurser, bull shit begreber, og snak, snak og atter snak. Ingen gad at handle, kun at snakke, og forsøge at lyde kloge, som de akademikere de troede, de var. Det var pinligt og skadeligt for os borgere.

Danmark var et land, men det var ikke en nation. Det var alle for sig selv, kynisme, egoisme, neoptisme og et monster af et vrangvilligt bureaukrati, som kun bureaukraterne selv havde brug for, men som en parasit snyltede og nedbrød de menensker, der betalte for det.

Danmark var et kongerige, men det var skrankepaverne, der reagerede landet. De havde som en langsom virus inficeret samfundet og gradvist forøget deres antal i det sidste halve århundrede.

Jeg var ikke vred på Høje Taastrup Kommue, som i det mindste var bedre end min egen fødekommune, Rødovre. Faktisk ville jeg på min egen måde tilbagebetale den minimale og utilstrlkkelige hjælp, jeg havde modtaget af kommunen, og jeg kunne spare den for rigtig mange penge ved at gøre kommunalpolitikerne bevidste om, at nogle svindlere havde snyd kommunen til at indføre en dyr og virkningsløs fup behandling, der hed NADA.

Jeg havde i går fundet al den evidens, der eksisterede om virkningen af NADA. Og der var ingen. Alle studier, der havde undersøgt effekten og som havde en kvalitet, der var acceptabel, konkludere, at NADA var bull shit. At medarbejderne i socialpsykiatrien elskede at give NADA, så de kunne rende rundt og bryste sig af at være behandlere, i realiteten kvaksalvere, var ikke blot spild af tid og penge, men direkte amoralsk. For de anpriste NADA og bildte de udsatte borgere ind, at NADA hjalp mod snart sagt alting. Jeg syntes dog ikke at de, der udbød NADA konceptet til mange kommuner landet over og som tjente penge på deres pseudo-kur, var forkastelige.

Jeg ville næsten ønske, at jeg havde fundet på den scam, så jeg var lidt imponeret over svindlerne. Det var kommunerne, som havde ladet sig narre til at købe konceptet med alt hvad det indebar af mersalg som kurser, udstyr, certificering, vedligeholdelse, NADA-the (!) osv. der havde det moralske ansvar.

Nu hvor medarbejderne i socialpsykiatrien forhåbenligt snart ikke gav NADA længere - fordi det var fup og svindel - kunne de måske koncentrere sig om at bruge deres tid og kræfter på rent faktisk at hjælpe kommunens udsatte borgere. Selv tak!

25. Oktober 2021

Dagbog

Do not disturb

Jeg var totalt udbrændt efter weekenden. Fordi jeg havde vasket tøj i går takket være mine to "redningspersoner" havde jeg rent tæningstøj, skiftetøj og håndklæde, så jeg var hurtigt nede og træne i fitnesscenteret. Jeg kørte et tre-split program, når jeg altså ikke lige kæmpede for at overleve, med seks træningsdage om ugen i træk og en hviledag. Taget min situation i betragtning var det vel et meget fornuftigt program.

Jeg trænede ryg og biceps i dag, og jeg havde det vidunderligt fysisk og psykisk bagefter.Jeg var ikke spor selvmordstruet længere. Der var nogen, der havde ringet til mig to gange i dag, men jeg havde indstillet min telefon sådan at jeg ikke kunne se hvem det var, og det samme gjaldt for SMS'er. Det var bydende nødvendigt at jeg fik lov til at være i fred og ikke blev stresset.

Jeg var nødt til at give en lyd fra mig, så politikere og myndigheder ikke fik mig efterlyst for at dække deres egen ryg, som de plejede. Men det måtte vente til i morgen. På nuværende tidspunkt var faren drevet over, og det var ikke førnævntes fortjeneste. Da jeg havde brug for politikernes og myndighedernes hjælp var de helt fraværende. Så skulle de ikke komme bagefter de havde svigttet og foregive at udvise bekymring over for mig, så de kunne dokumentere i deres system, at de skam havde handlet.

Hvis man som dansk borger var i akut fare på den ene eller anden måde, var man på røven, især hvis det var på en weekend eller helligdag, Man havde jo ikke søgt job i kommunen eller psykiatrien for at arbejde, og slet ikke i en weekend. Det eneste man som borger kunne gøre, var at ringe 112, hvis altså ens opkald gik igennem.

Ydelsesservice

Da det ved et mirakel havde lykkedes mig at låne penge fra mine nærmeste, var det vigtigt at informere kommunen om det. Man havde ikke efterkommet min anmodning om husly på det billigste vandrerhjem i Storkøbenhavn i nogle få dage og heller ikke penge til lusecreme. Kommunen havde ydet mig forsinket og utilstrækkelig hjælp til mad, og det havde selvfølgelig været fuldt ud berettiget, men nu var resten det ikke. Det informerede jeg Ydelsesservice om i dag skriftligt.

Hvis man som borger i god tro havde modtaget en krone mere end man var berettiget til, var jeg ikke i tvivl om at kommunen på magisk vis nok skulle reagere massivt og promte med bål og brand. Så var der næppe nogen forsinkelse eller ligegyldighed fra Ydelsesservice af, som var en afdeling, der behandlede nødstete borgere som modstandere, der snyltede, snød og bedragede og som man skulle give livet så surt for som muligt, så de værdigt trængende borgere lærte, at de ikke skulle komme rendende og forstyrre (Ingen) Ydelsesservices medarbejdere.

Billeder. Danmark anno 2021. "Vi har altså et velfærdssamfund", som betjenten fra Københavns Vestegns Politi belærte mig om, da jeg fortalte hende, at jeg gentagne gange sultede, overnattede på gaden, ikke havde råd til lusecreme og havde været meget tæt på at stjæle mad i desperation, på trods af at jeg havde søgt det offentlige om hjælp talrige gange. Men det var sikkert hende, der havde ret, og mig, der tog fejl, for jeg skulle ikke tro, at jeg var klogere end politiet tillod.

Regeringens nye plan for landets hjemløse

Et interessant sammentræf at Indenrigsministeren beskæftigede sig med dette emne, som var meget relevant for mig. Eller rettere, det havde været meget relevant for mig i over seks år, siden en praktiserende læge gav mig en yderst alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, som resulterede i at jeg ikke havde råd til at betale en ellers meget fornuftig husleje.

At en enkelt person var så meget ansvarlig for min hjemløshed og alle de pinsler og afsavn jeg var blevet påtvunget i en årerække, mente forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selvskab dog var en bagatel, for at jeg var blevet hjemløs, det var "der da så mange der var", som hun hånligt fortalte mig. Og når en faglig kapacitet som hende sagde det, måtte hun jo have ret. At der var mange, der var blevet hjemløse som følge af en enkelt persons ugerninger, og at det at være hjemløs var lidt af en bagatel.

Jeg måtte sætte mig ind i det nye udspil og i Housing First. Jeg havde ikke umiddelbart kunne læse, at man ville gå ind og give tilskud til depositummet til en lejlighed, selv om det i mange tilfælde var en væsentlig forhindring for at et fattigt og udsat menneske overhovedet kunne gøre sig forhåbninger om at få en bolig. Men det havde man selvfølgelig tænkt over.

Logik for burhøns

Et eksempel på hvor virkelighedsfjerne politkerne var, fremgik af en artikel, jeg læste i Politiken forleden. Jeg var målløs over, at det burde være nødvendigt at gøre opmærksom på noget, der var så eviggyldigt indlysende for alle mennesker. Havde man forkastet Maslows behovspyramide? Eller havde man glemt udtrykket "uden mad og drikke, dur helten ikke"?

"Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening: Fattigdom kaster en lang skygge"

"Lave ydelser står i vejen for vores arbejde som socialrådgivere. Mennesker kan ikke koncentrere sig om andet, før deres basale behov er opfyldt.

For 10 år siden var jeg i praktik i Bronx, New York, som en del af min uddannelse til socialrådgiver. Jeg var tilknyttet et projekt, hvor vi skulle forsøge at hjælpe familier på ret køl, som ellers var i høj risiko for at få anbragt deres børn. Vi skulle ikke bare arbejde med de voksnes evner som forældre og børnenes trivsel, men også med forældrenes egne psykiske vanskeligheder og tilknytning til arbejdsmarkedet. Ideen var god. Men resultaterne var elendige. Familierne, vi arbejdede med, levede ofte i en fattigdom, der skyggede for alt. De havde typisk mange børn, boede i nedslidte lejligheder og måtte kæmpe for at sikre, at alle kunne gå mætte i seng.

Som f.eks. Jessica, en 34-årig mor med fire børn, en voldsom opvækst i bagagen og en bipolar lidelse. Vi skulle forsøge at få hende i psykiatrisk behandling og i gang med en jobrettet indsats, og vi forsøgte at hjælpe hende med at opdrage børnene med andre metoder end råb og trusler.

Men Jessica var kun optaget af én ting: at rotterne ikke skulle kravle på hendes børn om natten. På første hjemmebesøg sagde hun til mig: "Vi har ingen senge, børnene sover på gulvet, rotterne bider dem. Skaf mig nogle senge, så kan vi tale om det der med opdragelsen og det andet". I det amerikanske system fandtes der hverken enkeltydelser eller andre muligheder for økonomisk støtte. Vi skulle fortsætte med at udvikle forældreevnen, skabe struktur i hverdagen, lære hende bedre opdragelsesmetoder. Det var meningsløst. For Jessica var optaget af at skaffe mad og undgå rotter. Forståeligt nok.

Mit ophold i Bronx æørte mig, at man skal have dækket sine basale behov og kunne brødføde og beskytte sine børn før man kan finde fokus og energi til andre ting. I Danmark har vi et velfærdssystem. Og vi har ikke samme ekstreme fattigdom som i USA. Alligevel har jeg gennem mit arbejde som socialrådgiver ofte haft gavn af den lektie, jeg lærte i Bronx.

Og mine fagfæller oplever det samme. Fire ud af fem socialrådgivere angav i en rundspørge tidligere på året, at lave ydelser står i vejen for det langsigtede sociale arbejde.

Som en kollega på et jobcenter beskrev det: "Det er svært at få i forvejen meget sårbare borgere til at arbejde mmed langsigtede mål, når de dagligt skal yde en stor indsats for at have penge nok til almindelige udgifter som sødvendig medicin. Når de ikke kan spare op tit ting, da kan glæde sig til. Borgerne motiveres ikke af at være fattige og se, at andre lever helt anderledes liv end dem. Alt mental overskud og energi bruges på at overleve fra dag til dag".

Derfor skal vi bekæmpe fattigdom. Ikke fordi det er synd for mennesker på kontanthjælp, men fordi de er mennesker med en fremtid, håb og drømme. Vi forsøger som socialrådgivere at hjælpe dem med at realisere de håb og drømme. Men fattigdom tager al energi og gør det meget svært at arbejde med langsigtede mål. Og dermed ødelægger den menneskers evne til at forfølge håb og drømme om at blive bedre forældre, om at komme ud af misbrug, om at tage en uddannelse, lære dansk, komme i job, bidrage til samfundet.

Vi skal bekæmpe fattigdom, fordi den ødelægger menneskers muligheder for at udleve deres potentialer. Det er skadeligt og dyrt både for den enkelte og for samfundet som helhed."

(https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8426182/Fattigdom-kaster-en-lang-skygge)

"I" has left the building

"I" havde via en bekendt fået et værelse i Midtjylland fra den 15. novemeber, men da han kedede sig gevaldigt på vandrerhjemmet i København i et område han kendte ud og ind, havde han planlagt en bustur indtil han kunne flytte ind ned gennem Europa. Han havde gjort det mange gange tidligere og havde boet på vandrerhjem i 27 lande, mest i Europa, men også i Iran og Rusland.

Han havde mest rejst i Østeuropa, og han havde altid boet billigst muligt de pågældende steder. Han havde oplevet meget, hvor han havde overnattet, men, havde han sagt, det værste sted var det vandrerhjem, hvor vi boede i København.

Det var ikke kun dårlige oplevelser, og han var glad for at han nu havde nogle gode historier at fortælle, og fortælle var noget han var godt til. Faktisk havde jeg sjældent mødt et menneske, der kunne snakke så meget, så hurtigt og så længe som "I", men det var overvejende positivt og han vidste det godt selv.

Jeg ville skrive præcis hvad det var vi havde oplevet, for jeg havde heller ikke selv været ude for noget lignende; vandrerhjemmet var mere en blanding af psykiatrisk skadestue og herberg end et sted man betalte for at overnatte. Der foregik meget suspekte ting på stedet, hvis man havde øjnene med sig, og det havde "I" i høj grad, faktisk så meget at det nærmede sig et talent.

Der var ingen tvivl om, at jeg måtte holde kontakten med "I".

"I" havde købt en afskedsgave til mig. Jeg var flov over at jeg ikke havde tænkt på at gøre det samme, men jeg havde heldigvis hjulpet "I" med nogle ting, som han var glad for.

26. Oktober 2021

Dagbog

Husly

Takket være mine nærmeste slap jeg for at overnatte på gaden, men kunne fortsætte på vandrerhjemmet. Ikke takket være det offentlige, som havde det fint med at jeg lå og rystede af kulde i et beskidt shelter et sted. Af Høje Taastrup Kommune kunne jeg få alt den øreakupunktur og pressur, jeg orkede, men hjælp til at overleve, var der ikke noget af. Kommunens borgere burde vide, at deres skattekroner ikke gik det til, som langt de fleste mennesker gerne ville betale for, deres medmenneskers overlevelse, men til et monster af et kommunalt bureaukrati og fupbehandling til de udsatte borgere, en svindelbehandling, som ingen af disse havde brug for.

Jeg havde også råd til mad, hygiejneartikler og tøjvask. Heller ikke det kunne jeg takke det offentlige for, men mine nærmeste. Hvis ens overlevelse var betinget af ens venner og familie, hvad skulle jeg så bruge det såkaldte velfærdssamfund til? Hvad skulle danskerne bruge det til? Mest til at beskæftige de mennesker, der arbejdede i det, åbenbart, og jeg gik skam ind for en stor offentlig sektor, men ikke når den ikke var i stand til at levere det, der på papiret var dens fornemmeste og vigtigste opgave.

Rådner op

Så snart de basale behov var tilgodeset, trådte jeg automatisk op på næste trin i behovspyramiden, og det eneste jeg nu kunne koncentrere mig om, var, at jeg fortsat rådnede op og havde gjort det i over seks år. Årsagen var en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose. Ikke kriminalitet, eller rettere sagt ikkr min kriminalitet, men den kriminalitet det havde været bevidst og i ond tro at give mig fejldiagnosen og tage alt fra mig og ødelægge resten af mit liv.

Det var umenneskeligt og en alvorlig forbrydelse at lade mig vente i dyb uvished og usikkerhed. Det måtte og skulle have ansættelses- og strafferetslige konsekvenser for de menensker, der lod mig lide i en grad, at det var psykisk tortur. Det kom til at gå helt galt, hvis jeg ikke fik mit liv tilbage hurtigst muligt. Men jeg skulle passe meget på ikke at skrive det til de mennesker, der var skyld i min ulykke, da de kunne og ville misforstå mine mails og bruge dem til at få mig tvangsindlagt eller fængslet. De havde de jo bevist at de kunne, og retsvæsenet i Danmark rettede sig fuldstændig ukritisk efter hvad psykiaterne løj om. Hvorfor var det ike et alvorligt demokratisk og retssikkerhedsmæssigt problem, som man politisk arbejdede intensivt på at løse?

Jeg havde trænet i går og i dag, og det var som altid skønt for krop og sjæl, men denne effekt aftog desværre hen på eftermiddagen og aftenen og afmagten, desperationen og modløsheden begyndte at indfinde sig. Når man først var kommet ned i det hul, jeg var blevet kastet ned i af psykiatrien, kom man aldrig nogensinde op igen. Derfor var det mest humane at aflive patienterne i psykiatrien, for ingen af de vrangvillige, rethaveriske og ærekære psykiatere havde samvittighed, faglighed og moral til at berigtige deres fejldiagnoser, og fordi de tilhørte de dovneste og mest tallentløse af alle læger, tog de fejl i deres psykosediagnoser i omkring halvdelden af gangene. De var så inkompetente, at de ikke engang kunne finde ud af at bruge deres egne flygtige og uvidenskabelige vrøvlediagnoser. Det var dog lige meget om patienterne var korrekt diagnosticeret eller ej - i alle tilfælde var det bedste for patienten med en alvorlig psykiatrisk diagnose at begå selvmord hurtigst muligt for at skåne sig selv om vedkommendes familie for et ødelagt og pinefuldt liv. Jeg havde desvæære havde været for fej til at tage mit eget liv efter praktiserende læge Camilla Elvekjærs psykose-fejldiagnose og traumatiserende og uberettigede tvangsindlæggelse på farekriteriet i 2016.

Jeg havde været meget tæt på, som følge af hendes modbydelige ugerning, men jeg havde desværre ikke gjort det. Og derfor havde mit liv været et veritabelt mareridt lige siden. Hver eneste dag, hver eneste time. Om natten havde jeg meget ofte mareridt som følge af den praktiserende læges overgreb og magtmisbrug, selv selv i søvne kunne jeg ikke undslippe. Nogle gange vækkede mine omgivelser mig, fordi jeg lå og råbte i søvne fordi jeg gennemlevede de af Camillas forårsagede mishandlinger.

Men selvfølgelig havde det ikke nogen konsekvenser for hende; praktiserende læger skulle have lov til at misbruge deres fag, til at lyve i retslige dokumenter og i retten, og til at pine deres magtesløse patienter til selvmord. Uden denne ret, var det ikke muligt at udøve lægegerning. Ingen psykiater turde, gad eller evnede at modsige en vanvittig praktiserende læges løgne og konfabulationer, eller en anden psykiater for den sags skyld, og på den måde var man fucked fra starten af.

Overleve hvordan?

Hvordan skulle jeg overleve dagene, ugerne, måneder eller årene til at Anklagemyndigheden gad behandle min anmodning om generhvervelse af min lægeautorisation? Et afslag ville være en sikker dødsdom. Det havde jeg for længst besluttet og planlagt. Spekulerede Anklagemyndigheden i, at jeg ikke kunne holde den ulidelige tilværelse ud, hun havde påtvunget mig? Var hun så kynisk og samvittighedsløs, at hun forhalede behandlingen af min sag som en bevidst strategi, der skulle pine mig til selvmord, så hun kunne slippe for at arbejde med sagen? Hver dag hun havde ladet mig og lod mig lide, steg risikoen for jeg begik selvmord markant, især efter så mange år. Hvorfor fik det ingen konsekvenser, at en offentlig ansat sagsbehandler, der holdt en borgers liv i sin hule hånd og bevdst syltede sagsbehandlingen?

Boligsøgning

Jeg havde søgt rigtig mange værelser, især i den sidste måneds tid, men det havde været forgæves, især fordi udbudet var stærkt begrænset af min økonomiske formåen, der forhindrede mig i at betale depositum de fleste steder. Men hvad nyttede det at jeg fortsatte med at søge? Jeg havde jo intet at se frem til, ingen motivation til at gøre noget, der drænede mine sparsomme mentale ressourcer, og som i bedste fald gav mig et værelse, hvor jeg så kunne fortsætte med at rådne op?

I morgen

Hvorfor skulle jeg leve endnu en trøstesløs dag uden håb eller fremtidsudsigter? Der var ingen grund til at jeg blev ved med at kæmpe en umuligt og tabt kamp. Der var intet at leve for, ud over at betale mine pårørende tilbage så snart jeg fik mulighed for det. Hvordan kunne Peter Worm Jantzen have samvittighed til først at lade mig lide i over tre år mere end nødvendigt, for derefter at afslutte mit meningsløse forløb og udskrive mig til ingenting? Gjorde han dermed ikke præcis det værste man kunne gøre, det som øgede risikoen for kriminalitet og selvmord betydeligt? Jeg havde skrevet til mine pårørende forleden, at Peter når det kom til stykket var en af de psykiatere, der havde skadet mig allermest (sammen med Hans Raben). Jeg håbede at de på mine vegne ville sørge for at retsforfølge ham. Jeg havde meldt ham til politiet, såvel som til Det Psykiatriske Patientklagenævn, men selvfølgelig førte det ikke til noget.

Punkt 9: I - Etablering af whistleblowerordning i HøjeTaastrup Kommune

"Stå aldrig til søs! Lad de andre stå! I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!"

Af ren og skær kedsomhed var jeg begyndt at læse alle dagsordener og referater fra kommunens politiske udvalg. Dette forslag var overordentligt vigtigt, men det ville sikkert ikke have nogen effekt, for lignende ordninger havde eksisteret i en del år andre steder i det offentlige, og dels kunne man ikke finde ud af at administrere ordningerne, og dels var det kun den absolutte top af isbjerget, der kom for dagens lys. Det offentlige skulle nok finde den pågældende whistleblower og smadre vedkommendes liv som hævn, og det meste af befolkningen og medierne var ligeglade med ulovlige forhold i det offentlige.

Ingen interesse

Der var intet, der interesserede mig længere. Derfor gik tiden uendeligt langsomt. Hver gang jeg forsøgte at fatte interesse for noget, gik der ikke længe, før jeg begyndte at tænke på hvor når helvede, jeg fik mit liv, eller bare et liv, igen. Det var bare ikke op til mig at bestemme, men noget en bureaukrat, der var blevet fodret med forkerte oplysninger om mig gennem flere år, skulle vurdere. Engang, når hun gad. Hvis hun gad. På et tidspunkt. Som jeg ikke kendte, hvorfor jeg sad og rådnede og tog skade af uvisheden.

27. Oktober 2021

Dagbog

Stress

Der var ikke så mange mennsker i middelklase Danmark, der vidste hvad det ville sige, at være stresset fordi man i løbet af dagen erfarede at man intet sted havde at sove samme nat. Det var den stress, jeg begyndte at føle i dag, og den blev forstærket af, at jeg udmærket vidste hvad der ventede mig.

Problemet var vandrerhjemmet, jeg boede på, og som var på niveau med et forsorgshjem. Jeg var den af gæsterne, der havde fundet mig i mest og brokket mig mindst over de elendige forhold, der eksisterede på stedet, som gjorde det uegnet som menneskebolig. Selv om det var billigt, stod prisen slet ikke mål med forholdene, for i så fald burde det ikke koste over 50 kroner for en overnatning.

Jeg havde dog skrevet en anmeldelse af stedet, som var meget venlig taget det, jeg havde oplevet i betragtning, og af den grund straffede manageren (Ines Carriera) mig med at nægte mig at bo på stedet, hvilket jeg fik af vide i morges til min store overraskelse.

Men hun havde også snydt mig og taget over dobbelt pris for et mindre antal overnatninger end jeg havde betalt for. Det var rent og skær svindel og ulovligt, men som en af de andre gæster fortalte mig, så turde de fleste, der boede på vandrerhjemmet ikke at klage over forholdene og priserne, netop fordi de frygtede at blive nægtet at overnatte på stedet, og så var der ingen andre steder de kunne tage hen, og langt hovedparten var relativt fattige udlændinge uden netværk i Danmark, som enten ledte efter sort arbejde, havde et sort arbejde, eller arbejdede for Wolt eller lignende fortagener, mens de ledte efter et billigt værelse. Jeg hørte mange historier om arbejdsgivere og udlejere, der snyd disse mennesker, og de kunne intet gøre andet end at finde sig i det.

Jeg var imidlertid ligeglad med at det elendige vandrerhjem nægtede mig adgang. Jeg kunne heldigvis finde alternativer, jeg havde råd til, og hvis manageren var så stupid, at hun ikke ønskede at jeg, som i al ydmyghed hørte til den lille gruppe af normale og hygiejniske mennesker, der ikke drak, skabte sig, pissede på gulvet og sloges, så f hende. Så var det hendes tab. Men hun skulle ikke snyde mig, så jeg blev ruineret i en grad at jeg ikke havde råd til mad og flere overnatninger. Så måtte hun meldes til politiet, og fordi det så drejede sig om Københavns Politi og ikke Vestegnens Politi, ville jeg forhåbenligt blive taget alvorligt.

Heldigvis havde jeg mulighed for at skrive endnu en anmeldelse i dag, hvilket jeg gjorde, og sammen med anmeldelsen uploadede jeg to billeder af værelset, som viste en lille sø af urin efter drukkenbolten. "I" havde optaget en hel lille video af pisseriet, som jeg ville bede ham om at sende til mig. Jeg var træt af at blive behandlet som en idiot, bare fordi jeg var tvunget ud i fattigdom, og af den årsag ville jeg gøre alt, jeg kunne, for at vandrerhjemmet fik en lærestreg, især også på vegne af de andre gæster, der ikke turde af frygt for repressalier.

Jeg var oppe og træne ben, skuldre og mave om eftermiddagen, og dernæst fandt jeg et andet vandrerhjem, der var lidt dyrere, men langt bedre. Jeg havde kun råd til at bo dér en enkelt nat, men til gengæld kunne jeg læse at vejrudsigten kunne berette om en rekord høj temperatur for årstiden, så selv om det var enerverende at overnatte udendørs, ville jeg i det mindste ikke dø af kulde.

I morgen var der atter en dag, og der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Jeg nødt bare at kunne sove indendørs i nat.

Ruineret igen

På grund af vandrerhjemmets svindel, havde jeg måtte bruge knapt 500 kroner ekstra på husly, og med overnatningen på det nye vandrerhjem, som kostede 230 kroner for en enkelt nat, havde jeg kun ca. 25 kroner til mad dagligt indtil den 1. Så det beløb mine nærmeste lånte mig, rækkede kun lige akkurat til det mest essentielle. Hvis de ikke havde gjort det, havde jeg næppe været i live nu. Jeg skulle se på et værelse på fredag.

Billeder. En gæst på vandrerhjemmet var permanent svært beruset og pissede i sengen og på gulvet på sengestuen.

28. Oktober 2021

Dagbog

Dødsdommen - opkald fra efterforsker Dorthe Olsson

Billeder. SMS korrespondance med Dorthe Olsson fra Vestegnens Politi.

Hvorfor fortsætte?

Jeg ventede og ventede stadig i uvished, samtidig med at jeg led på grund af det justitsmord, jeg var blevet udsat for. Jeg havde ikke lukket et øje i nat på det andet vandrerhjem. Det skyldtes to forhold: Kropslusene og den svære stress, som langvarig hjemløshed krydret med akut fattigdom havde induceret. Det hjalp dog heller ikke på det at der lå to overvægtige håndværkere på det lille værelse og snorkede så højt at ørepropperne mest var til pynt. De havde været mærkbart fulde, da de ankom, og da de stod op kl. 5 i morges tændte de alt lyset i rummet, og lod det være tændt da de skred alt for lang tid efter. Ikke så meget pis med at tage minimalt hensyn til de fire andre gæster, der måske gerne vile have sovet en smule længere. Jeg brokkede mig som sædvanligt ikke over deres opførsel; de havde i det mindste ikke pisset på gulvet og deres madrasser (og på en af de andre sovende gæster!) fire dage i træk, som på det andet vandrerhjem.

Jeg kunne se på regningen hvor jeg var blevet snydt for to dage og dertil havde betalt dobbelt pris, at der sørme var en ejer af hele foretagnet, der havde et dansk navn: Kasper Rønnov. Måske jeg bare skulle skrive en mail til ham om hvordan hans forretning i virkeligheden blev kørt (i sænk). Jeg vidste intet om handel og forretning, men jeg forestillede mig, at hans biks nok kunne hive flere penge hjem, hvis der blev ansat personale, der bare var minimalt kvalificerede.

Min økonomi vs. offentlig forsørgelse

Jeg havde talt med "T" i telefonen i går, og samtidig havde jeg set de gældende takster for offentlige ydelser: Kontakthjælp for modtagere over 30 år uden børn, over 11.000 kroner. Førtidspension, 19.000 kroner. Men som "T" bekræftede, så kunne man også søge og få en række enkeltydelser hvis man var på førtidspension og kontakthjælp, herunder især boligsikring. Jeg var tvunget til at afbetale min kassekredit i Lægernes Bank, så jeg fik mellem 13 og 14.000 kroner, men ingen tilskud overhovedet. Og jeg havde mistet alt mit inventar og alle mine ejendele flere gange siden 2016, og senest i maj i år, hvorfor jeg igen og igen måtte købe de samme ting. Det var meget dyrt og der var intet at gøre fordi ingen socialrådgivere i Danmark fattede min økonomi.

Min coronavaccine en fejltagelse

Jeg skulle aldrig have taget imod coronavaccinen i den tro, at det kunne facillitere at jeg fik et job. Der var én eneste grund til dette, og det var, at jeg nu ikke ville blive særlig syg, hvis jeg blev smittet og dermed kunne jeg ikke få et betalt isolationsophold på et hotel. Var der for øvrigt ikke noget med at nogle mellemledere i Høje Taastrup Kommune uden borger eller patientkontakt havde hamstret vacciner før de ellers skulle have haft stikket? Der skulle virkelig ikke meget til før egoismens grimme ansigt tittede frem, corona var trods alt ikke den sorte død.

Housing First i Høje Taastrup

Housing First i Høje Taastrup Kommune bestod i at de hjemløse kunne slås om pladsen i shelteret i Hakkemosen. Som den entrepenante kommune Høje Taastrup var, ville man sikkert tjene en ekstraskilling på at sælge biletter til slagsmålet til kommunens velstillede borgerskab, som også kunne satse penge på hvem af de hjemløse, de mente ville ende som sejrherren. Desværre kunne tabernes organer næppe sægles til eksempelvis byens rige alkoholikere, der manglede en ny lever.

Et andet koncept hvor kommunen både kunne slippe af med deres hjemløse og samtidig tjene penge, var ved at lave Hunger Games i Hedeland, eller for mig endnu bedre i Vestskoven, eller hvad med en dansk udgave af Squid Games med bordfodbold, jorden er giftig og fangeleg?

29. Oktober 2021

Dagbog

Billede. SMS korrespondance med Dorthe Olsson fra Vestegnens Politi - fortsat.

Billeder. SMS korrespondance med Dorthe Olsson fra Vestegnens Politi.

30. Oktober 2021

Dagbog

Digevej

Billede. Sidste mad.

"30. oktober 2021. Klokken er syv om morgenen. Jeg har overnattet på Sundholm, hvor jeg mødte en mandlig medarbejder og en kvindelig medarbejder. Sidstnævnte, som jeg talte med ved indskrivningen i natcaféen, hed Ingrid, og hun behandlede mig rigtig godt. Jeg snakkede lidt med nogle af de andre pædagoger og gæster, og de var flinke nok. Der var en del, der var påvirkede, men ingen var truende over for mig. Det var bare rart ikke at skulle overnatte på gaden igen, da det er koldt om natten.

Jeg har ingen penge tilbage, men jeg fik nogle chips. Jeg kunne have fået mad, hvis jeg havde været sulten i går aftes på Sundholm. Jeg er stadig fysisk udmattet og har kvalme efter forgårs. Jeg rystede lidt i nat, men det var ikke på grund af kulden. Det er nok det sår, der burde være syet, da det opstod. Jeg kan vaske det, men jeg har ikke råd til forbindinger eller lignende. Sådan er det hver måned, hvor jeg ingen penge har tilbage.

Det, der skete i forgårs, var på grund af opkaldet fra Københavns Politi. Jeg blev ringet op af en efterforsker, Dorte Olsson eller Olsen, som pressede mig til selvmordsforsøg. Hun er også grunden til, at jeg planlægger at begå selvmord på mandag, efter hun har chikaneret mig. Jeg skal møde op på Vestegnens Politi i Høje Taastrup til afhøring for noget så latterligt som freds- og æreskrænkelser, og jeg er blevet sigtet uden at kende nogen detaljer. Dorte har åbenbart valgt at holde det hemmeligt for mig, så jeg kan ikke forberede mig. Men der er ikke noget at forberede sig på. Det her er et spørgsmål om liv og død for mig, så jeg er ligeglad med, om nogen føler sig krænket på deres ære.

Vestegnens Politi er åbenbart ligeglade med, at jeg allerede er blevet chikaneret og ydmyget af dem og min familie. Nu vil de også chikanere mig ihjel, og det ser ud til at lykkes for dem på mandag eller måske før. Jeg gider ikke det her mere. Jeg ved ikke, om de tror, det er sjovt, men for mig er det alvorligt. Hvis de ikke forstår det, burde de sætte sig ind i det.

Det virker som en pervers fornøjelse for dem at træde på mig med de her latterlige sigtelser om æreskrænkelser. Men fuck det. Mit liv er i fare. Det kommer før alt andet, og det her er dybt ligegyldigt for mig. Dorte Olsson forstod åbenbart heller ikke, at jeg er hjemløs og har været det længe. Hun havde tydeligvis ikke forberedt sig på vores samtale, for hun fattede ikke, at jeg ikke har penge eller mulighed for at komme til Høje Taastrup fra Sydhavn eller Amager. Hun spurgte, om jeg ikke bare kunne tage min cykel, men jeg har jo ingen cykel. Jeg har intet tilbage.

Til sidst var hun ligeglad. Jeg skulle bare møde op kl. 10 på Høje Taastrup Politistation, uden hensyn til, hvordan jeg skulle komme derud. Det er imponerende, hvor kold og hård Dorte er overfor folk, der er i nød og fuldstændig ødelagte. Det kræver mod at træde på nogen, der allerede ligger ned, men det er åbenbart hendes styrke. Respekt for det, hvis man er en person med magt, der kan gøre, hvad man vil, uden konsekvenser. Det kræver mod at bruge den magt til at chikanere og ødelægge mennesker..."

31. Oktober 2021

Dagbog

Sundholm

Billeder. På grund af sygdom blandt personalet (corona) måtte Natherberget lukke og vi måtte flytte til nr. 16. Første nat lå vi alle som sild i en tønde i TV stuen på uhumske madrasser på gulvet. En enkelt hjemløs (J) var så påvirket af medicin , stoffer og alkohol, at han sad foroverbøjet og sov. Jeg havde sjældent st noget lignende, men næste morgen var han relativt vågen og relevant, og fortalte, at han skam havde været ret påvirket. Næste nat fik de heldige et rum på en af etagerne, og S og jeg delte dette værelse.

2. November 2021

Dagbog

November 2021

Indhold fra november 2021.

Billeder. November 2021. Tusinde billeder siger mere end en million ord.

Selvmordsforsøget

Jeg blev torsdag eftermiddag ringet op af Vestegnens Politi, der sigtede mig for æreskrænkelse og noget med forstyrrelse af privatlivets fred. Jeg blev helt apatisk af shocket. Jeg måtte ikke få mere at vide. Jeg sagde at jeg var hjemløs, opholdt mig i København og ikke havde penge til transporten til Høje Taastrup hvor afhøringen skulle finde sted. Det var politiet ligeglade med. Kunne jeg ikke bare tage cyklen, hvis jeg ikke havde penge til toget? I min shocktilstand prøvede jeg at forklare politiet at jeg for mange år siden havde mistet alt. Ligemeget. Høje Taastrup. Spurtge om jeg så ikke bare kunne afhøres telefonisk og få det overstået. Nej, det var umuligt. Fik lov til at adskyde det til mandag kl. 10.00, hvor jeg forklare at jeg fik penge.

Det var meget længe siden jeg havde haft det så psykisk dårligt, som efter politiet ringede. Jeg pakkede straks mine ting sammen, skrev en sms til Peter Jantzen, forsøgte at ringe til ham, men slukkede telefonen, da han kort tid efter ringede mig op. Jeg vidste jeg ville blive dømt uanset hvad, og jeg vidste at jeg aldrig ville kunne blive læge igen, og aldrig komme ud af den påtvungne fattigdom, jeg havde levet under i over seks år.

Jeg havde været nødt til at forlade vandrerhjemmet samme dag pga. jeg havde overnattet der for mange gange, jeg skulle igen overnatte på gaden, og jeg havde ingen penge tilbage, samtidig med at jeg stadig ventede på svar om generhvervelsen af autorisationen. Politiets opkald og sigtelse var dråben der fik bærgeret til at løbe over. Jeg var nødt til at dø hurtigst muligt, for nu var der intet håb overhovedet.

Jeg gik direkte ned i Fakta og købte tre stærke øl for nogle af mine sidste penge. Gik over på mit lager og hentede en saks, der lå der, som var det skarpeste jeg havde. Gik videre til Amager Fælled, hvor jeg drak ølene, og gik i gang med at skære en af pulsårene i venstre håndled over, så jeg kunne forbløde og dø. Spiste fem Ipren for at forhindre at blodet størknede. Ølene slog hårdt fordi jeg normalt ikke drak alkohol.

Saksen var ikke skarp eller spids nok til rigtigt at trænge igennem hud og sener, så jeg knækkede den lille metaldims der sad på en af ølene af dåsen, og den var skarpere. Klokken var på det tidspunkt omkring 11.00, jeg kom godt ned, men ikke nok, så jeg prøvede med saksen at klippe arterien i albuebøjen over. Mislykkedes. Faldt hen og vågnede desværre flere timer senere og var smurt ind i blod. Forsøgte igen med pulsåre. Det var nu mørkt og jeg lå og havde det meget dårligt. Jeg var utrolig ked af at det ikke var lykkedes mig at dø.

Nu helt mørkt, kunne ikke finde ud til stien, stavrede rundt et stykke tid før det lykkedes. Fandt til sidst shelteret, som var øde. Lagde mig derind og håbede på at dø af kulde, men det var usædvanligt mild temperatur. Men kold nok til at jeg lå og rystede af kulde. Jeg havde stort set intet spist. Kunne ikke falde til ro, men fik det kun værre og værre. Saksen og metallet fra dåsen lå i det høje græs i Fasanskoven i mørket, sammen med en del af min medicin. Det var meningen jeg skulle slippe for mere lidelse, ikke få det tiltagende dårligt, så efter nogle timer rejste jeg mig og gik på usikre ben i retning af næsmeste skadestue, hvilket var Digevej, der desværre også var psykiatrisk skadestue.

Havde skrevet en sms til Peter Jantzen på vejen. Jeg var utrolig tørstig, meget svimmel, hjertet hamrede afsted, brystsmerter, let konfus. Lykkedes at blive indlagt i åbent regi. Blodtryk 144/114. Havde ikke sovet i meget læng tid. Fik rigeligt at drikke. Den søde sygeplejerske tilbød at vaske mit blodtilsmudsede tøj. Mente at jeg skulle syes, men det skete ikke. Faldt i dyb søvn, og sov måske otte timer sammenhængende, men var totalt udmattet og stadig træt da jeg vågnede. Gennemgang med en meget venlig og kompetent afdelingslæge. Aftalte at jeg kunne udskrives, men kom hvis det lykkedes mig at finde et sted at overnatte indendørs. Fik et lille hæfte af den venlige sygeplejerske med alle herberger mv. i København. Ringede til et af dem, og fik at vide at der kunne jeg sove. Det accepterede afdelingslægen, og jeg blev udskrivet først på eftermiddagen, efter at have spist frokost. Skrev og informerede Peter.

Sad og hang på et nærliggende bibliotek indtil herberget åbnede. Gik derned. Talte med nogle flinke andre brugere, samt personalet. Fik en seng, men kunne ikke falde i søvn. Stedet lukkede tidligt om morgenen, så ud af vagten igen indtil i aften, hvor jeg aftalte at vende tilbage. Ingen penge tilbage. Intet håb pga. de nye sigtelser. Jeg er nødt til at begå selvmord, for jeg kan ikke holde ud at leve sådan her uden nogensinde at få lov til at blive læge igen. Jeg har ikke lyst til at dø, men jeg har endnu mere lyst til at fortsætte denne håbløse tilværelse, som er regelret tortur. Udtalt fysisk dårlig, med kulderystelser, kvalme, lette omtåget, og helt afkræftet. Mit liv og helbred er vigtigere end andres ære og fred. Alt jeg har foretaget mig er i henhold til nødret.

Havde aftale om at underskrive en kontrakt til værelse i Nivå i går kl. 16.00, men måtte aflyse i sidste øjeblik, pga. min tilstand og skader. Det var endeligt lykkedes mig at finde et værelse jeg faktisk havde råd til langt om længe, men det blev også ødelagt af politiets opkald og sigtelse. Fortsat hjemløs. Gider ikke mere.

Chikane med døden til følge

Jeg kunne ikke begribe, at der sad mennesker derude, som gjorde alt hvad de kunne for at fastholde mig i ulidelig fattigdom, og jeg forstod endnu mindre, at politiet vedblev med at løbe deres ærinde. Mine anmeldelser var blevet ignoreret, jeg havde stadig ingen erstatning fået for de mange uberettigede ransagninger, og jeg rådnede stadig op. Det var regelret statslig livsfarlig chikane af mig. Der var mennesker, der chikanerede mig ihjel, og mon ikke disse mennesker havde både bolig og penge til mad? Hvorfor var der ingen i systemet, der sagde fra?

Hvorfor blev de ved og ved og ved med at kaste sig over mig? Måske handlede det bare om, at man havde taget min autorisation fra mig på et helt forkert grundlag (fejldiagnosen), og nu ikke ville erkende det ved at jeg fik min autorisation igen? For det var jo det, det hele handlede om og hele tiden havde handlet om, at jeg fik lov til at arbejde med det, jeg var bedst til, at være læge, og at der eksisterede mennesker med uendelig lav moral og uden samvittighed, som nød at udsætte mig for årelange pinsler og afsavn, som de ikke selv ville kunne udholde.

Og fordi man i Danmark kunne idømme mig livslang tvangsbehandling med livsfarlig medicin mod en sygdom, jeg aldrig havde lidt af, så var det jo et ubestrideligt faktum at jeg ikke havde nogen rets- og patientsikkerhed i dette land. Hvis man havde penge og indflydelse kunne man åbenbart få politiet til hvad som helst. Troede de mon at det var for sjovt, at jeg skrev desperat rundt? Troede de, at jeg overdrev de helt uacceptable livsvilkår, jeg var underlagt, troede de at jeg iscenesatte noget som helst? Det var helt vanvittigt! Det var og blev grov chikane, og jeg havde intet valgt end at skrive det, jeg gjorde, og sende de mails, jeg gjorde. Det var nu for sent at flygte til udlandet.

Når jeg på mandag kl. 10.00 efter afhøringen blev anholdt og sigtet for noget, der var uendeligt mindre alvorligt end det, jeg skrev om, skulle det nok lykkedes mig at begå selvmord, uanset hvor de placerede mig henne. Hvis jeg mod forventning kun blev sigtet, gik jeg efterfølgende direkte ud og skar pulsåren helt over og lod mig forbløde. Med de tilbagevendende sigtelser og chikanerier var der på nuværende tidspunkt ingen udsigt til at jeg fik lov til at leve en normalt og tåleligt liv igen, og man skulle ikke fortsætte noget, der var udsigtsløst.

Før selvmordet

En ting var at jeg giv definitivt op på mandag, en anden ting var, at jeg forinden ville sørge for at den journalist, jeg havde kontaktet for nylig og talt i telefon med, fik mine samlede tekster forinden, så vedkommende kunne udgive dem efter min død.

Udover at betjenten, der ringede og forårsagede mit selvmordsforsøg, som til min store ærgelse mislykkede, ikke var klar over, at jeg næsten bogstavligt talt intet ejede, heller ikke en cykel, var vedkommende heller ikke klar over, at jeg var formelt og reelt hjemløs. Af en eller anden grund fremgik det ikke af hendes IT-system, blev jeg fortalt. Hvorfor skulle jeg god sende min bog til nogen, hvis ikke fordi jeg var objektivt truet på livet?

Og hvad bestod min forbrydelse i? Jeg kunne jo dokumentere alt, jeg skrev sort på hvidt, ellers ville jeg ikke skrive det? Nej, det handlede udelukkende om, at man brugte retssystemet til at lukke munden på mig. Først havde man forsøgt at få mig aflivet med livsfarlig tvangsmedicinering, og da det var mislykkedes, forsøgte man bogstavligt talt og sulte og fryse mig ihjel ved at sørge for at jeg aldrig fik lov til at arbejde som læge og dermed tjene til dagen og vejen.

Det var modbydeligt og perverst at man på den måde ikke veg tilbage fra at bruge alle kneb, uanset hvor perfide og nedrige de var. Endnu mere modbydeligt var det imidlertid, at langt de fleste med kendtskab til sagens forløb intet foretog sig, men blot var tavse tilskuere til justitsmordet. For det var jo et justitsmord at erklære en psykisk rask person for kronisk psykotisk og efterfølgende få retten til at idømme vedkommende uberettiget og livsfarligt medicin. Hvis ikke det var så meget et justitsmord, som det kunne være, hvad var så et justitsmord? Én ting var at idømme et tidsubestemt straf på de forkerte præmmisser, men oven i det også at forsøge at begå vold på den dømtes liv og legme, det var da det mest hard core justitsmord, man kunne forestille sig!

Alene det at udsætte mig for endnu mere ulidelig ventetid og uvished var i sig selv livsfarligt på nuværende tidspunkt, men når bare det var mig, det gik ud over, havde myndighederne tilsyneladende frie tøjler. Og jeg var dømt på forhånd af både politi, anklagemyndighed og dommer. Alt det med afhøringen var bare et ritual, der skulle give indtryk af, at jeg skam var blevet hørt i sagen. Og når det nu forholdt sig på den måde, hvorfor kunne jeg så ikke bare slippe for det traume, det var at tale med politiet, som så ofte tidligere havde behandlet mig meget uværdigt?

Hvorfor skulle jeg nu tvinges til at deltage i min egen skueprocess? I forhold til mine vilkår, som havde været livsfarlige i årevis, var jeg ligeglad med en dom for æreskrænkelse. Det var helt grotesk, at politiet nægtede at tage de meget alvorlige forhold, jeg forgæves havde anmeldt til dem, alvorligt, men når det kom til mulige æreskrænkelser, så var man på pletten med det samme. Især når det drejede dig om mig, der lå så meget ned, det var muligt som menneske, og ikke havde ressourcer til andet end at sørge for mad og husly og ikke kunne kæmpe imod systemet mere, så gjaldt det da bare om at fare hårdest muligt og mest nådesløst frem, så jeg kunne få det sidste skub ud over kanten og begå selvmord.

Jeg sad nu og skrev og var syg, dårlig og sulten, og havde næsten lige forsøgt at begå selvmord, fordi jeg ikke kunne holde det ud længere, og så sørgede man for at stramme skruen og pine mig yderligere på præcis samme måde, som havde afskedkommet selvmordsforsøget. Hvad var det for noget svineri? At jeg så mange gange var blevet udsat for klokkeklare overgreb var ikke noget, man gad at efterforske og sigte de ansvarlige for, men at jeg måske var skyldig i æreskrænkelser fordi jeg i desperation ikke havde andre muligheder end at sende min bog rundt til relevante modtagere - det var meget, meget alvorligt! Sult, kulde og hjemløshed var ikke alvorligt, men mulige æreskrænkelser imod de mennesker, der (måske, for det var stadig en hemmelighed) var skyld i min hjemløshed, sult og kuldeeksponering, var den værste forbrydelse man kunne begå, eller i hvertfald værre end at mishandle mig og udsætte mig for livsfare.

Der var ikke én enste af de personer, der blev ved med at fastholde mig i reel fattigdom, der havde bare den fjerneste ide om hvor usandsynligt modbydelig min situation og mine vilkår var. Forfølgelsen stoppede aldrig. Jeg skulle pines til selvmord før man var tilfreds. Og det var præcis hvad jeg gjorde på mandag efter afhøringen hos politiet. Jeg fik jo aldrig min autorisation igen og jeg kom aldrig ud af det fattigdomshul, de havde gravet til mig og sparket mig ned i. Hvor var medierne henne? Demokratiets vogtere? Dem, der afslørede magtmisbrug? Jeg skulle snart til at bevæge mig mod natcafeen, men jeg havde det for dårligt til at jeg kunne rejse mig.

Hvorfor dog blive ved med at kæmpe en forrlængst tabt kamp? Hvorfor kunne jeg ikke bare få udskrevet den medicin, der skulle til for at slå mig ihjel? Det var inhumant at udsætte mig for denne tortur, man skulle have slået mig ihjel i 2016, eller også skulle jeg selv have gjort det. Nu kom jeg alligevel til at slå mig ihjel på mandag, men jeg havde lidt usandsynligt meget forinden, og det kunne jeg være forskånet for hvis bare jeg i forbindelse med den uberettigede tvangsindlæggelse i 2016 var blevet aflivet.

I mange andre vestlige lande ydede staten, myndighederne, retsvæsenet og NGO'erne en vis besktyttelse af individdet, men sådan var det ikke i Danmark i mit tilfælde, hvor det var omvendt; dem med penge, forbindelser og magt kunne få systemet til at udsætte individdet for hvad som helst, og ingen - ingen - gjorde indsigelser. Jeg ville forsøge at begå selvmord allerede i morgen igen, for jeg kunne ikke holde ud at vente og vente i uvished mere. Jeg havde smadret en flaske, jeg fandt, og taget et glaskår fra den, som jeg kunne anvende og som var meget bedre til opgaven end det jeg hidtil havde benyttet.

Ikke mere mishandling, ikke mere lidelse. Det var selvmord, men samtidig mord, som blev begået for øjnene af en masse politikere og myndighedspersoner, og ingen greb ind, men lod som ingenting eller bebrejdede mig for at reagere adekvat på deres mishandling. I dette tilfælde var det kun medierne, der for alvor kunne gøre noget, men min sag var nok mfor omfattende til at man gad at sætte sig ind i den, og i starten var den for sparsomt belyst til at man drage nogen konklusioner.

3. November 2021

Dagbog

Ensomhed, afsavn og hetz

Advokaten fra retshjælpen var om nogen min skytsengel. Jeg fattede ikke at hun gad at bruge så meget tid og så mange kræfter på mig, for jeg var en tabersag, som myndighederne fra første dag af havde besluttet skulle ned med nakken, altså chikaneres til selvmord. Jeg havde ikke en chance i helvede, jeg var dømt på forhånd i alle forhold nogen anklagede mig for.

Jeg var så ked af at selvmordet ikke lykkedes! Min tilværelse var tydeligvis udsigtsløs, og jeg fik aldrig, aldrig, aldrig lov til at leve en normal tilværelse med job og tag over hovedet. Der sad en lille gruppe læger og psykiatere som brugte meget tid og energi på at chikanere mig ihjel og det ville også lykkeds for dem meget snart, men kun fordi myndighederne og retsvæsenet lod dem gøre det. Hvis det kun var disse få umennesker, jeg var oppe imod, havde de ikke haft en chance; men de havde løjet og manipuleret politi og retsvæsen til at udøre det beskidte arbejde for dem.

Hvis jeg ikke have skrevet en bog og sendt denne rundt til læger og myndigheder, var min behandlingsdom uden længstetid aldrig blevet ophævet, og jeg havde taget livet af mig selv. Jeg havde ikke noget valg! Uden bogen, havde jeg bare rådnet op ensom og alene og sikkert fast tvangsmedicineret med antipsykotisk medicin. Med bogen havde jeg en chance og det var det eneste rigtige at rundsende den til læger også, da myndighederne i god tid forud for lægerne havde modtaget den, men intet gjort.

Billede. Sad på en bænk på Sundbyøster Plads og ventede på ingenting.

Selv om det havde reddet mit liv at sende bogen rundt, var der også en pris at betale, og prisen var, at nogle af de personer jeg skrev om, ville have mig i fængsel for det. Men for hvad? Det jeg skrev om var jo FAKTA og kunne DOKUMENTERES. Så det var grotesk og en dødsdom at jeg nu skulle retsforfølges for at skrive om de meget grove overgreb, de personer, der nu ville have mig i fængsel, havde udsat mig for, og som myndighederne konsekvent havde ignoreret mine henvendelser om!

Jeg havde således ikke haft et valg, men det havde de personer, der ville smide mig i fængsel haft. De kunne jo have henvendt sig til myndighederne og erkendt hvad de havde gjort, som var særdeles alvorligt. Så kunne jeg have fået mit liv og arbejde tilbage, og i det sekund det skete, ville jeg aldrig bære nag eller ønske hævn eller straf over gerningspersonerne. Det var så usandsynlig dumt, at disse mennesker fortsat nægtede så stædigt, især nu hvor det var tydeligt for gud og hver mand, at de havde taget fejl og udsat mig for overgreb.

Men alt dette var lige meget nu. Uanset hvad end jeg sagde, gjorde og beviste, uanset hvor mange vidner, der var i mit favør, så var jeg dømt på forhånd af retsvæsenet. Og fordi mine vilkår var helt ulidelige, især efter så mange år, var det irrationelt af mig at kæmpe videre og lade mig pine samtidig. Jeg måtte begå selvmord hurtigst muligt og slippe for det påtvungne helvede, der aldig ophørte. Modsat det sludder og vrøvl, som jeg ustanseligt hørte fra folk uden indsigt i min satuation, så var der ingen udvej, fraset døden.

Nu havde jeg heldigvis pengene og kontakterne på herberget til at komme mig af dage på en hurtig og effektiv måde.

Billede. Udsigten fra bænken til indgangen til Natherberget (til venstre).

4. November 2021

Dagbog

Billede. SMS korrespondance med Dorthe Olsson fra Vestegnens Politi - fortsat.

11. November 2021

Dagbog

Sundholm

Jeg kunne ikke sige noget dårligt om personalet i natherberget. Hvis der var nogle rådne æbler i kurven, havde jeg ihvertfald ikke mødt dem endnu. Man skulle ikke overnatte i natherberget, hvis ikke man var endog særdeles påvirket af alkohol, stoffer eller begge dele.

Jeg havde hurtig lært, at man overfor de andre overnattende skulle reagere lynhurtigt og aggressivt, hvis nogen foretog sig noget, der gik én på. Nu var de fleste heldigvis venlige og nogenlunde normale - men dog svært påvirkede - mennesker, men der var selvfølgelig et par stykker, der ikke kunne tage nogen hensyn.

Billede. Fik varmen i Amagercenteret indtil natherberget åbnede kl. 21.00.

Hvis man ikke i en fart lod disse idioter forstå, at de skulle opføre sig acceptabelt, så var det stensikkert, at de blev ved og ved med at genere omgivelserne. Mit problem var ikke, at jeg var bange for at korrigere de få fjolser, men at jeg overhovedet ikke var bange for det. Når den samme stive person flere nætter i træk lå og rodede rundt i overkøjen, så jeg ikke kunne sove, og når vedkommende ikke forstod mine venlige hentydninger, så var næste skridt logisk nok at afstraffe ham. Men det gik jo ikke, jeg havde aldrig været voldelig, og der var ingen grund til at blive det nu.

Billeder. Ventede foran natherberget på at det åbnede kl. 21.00.

Jeg måtte erkende, at natherberget var for de sværeste af de misbrugende hjemløse, og at jeg ikke hørte til der. Men takket være de mennesker, som var mine bødler, men som ikke var modige nok til at stå ved deres forbrydelser ved navns nævnelse, hørte jeg ikke til nogen steder, og der var så godt som ingen af velfærdsmedarbejderne, der fattede det.

Teltning

Det eneste sted, jeg kunne slappe af og få ro, når nu jeg var påtvunget hjemløs og fattig, var i en telt så øde et sted som muligt. Jeg havde endelig fået styr på luseproblemet, idet jeg havde vasket alt mit tøj igen og igen på 60 grader og tørretumblet det længe efterfølgende, men hvis jeg boede i telt og ikke havde adgang til badefaciliteter, ville problemet nok komme igen. Løsningen på det problem lå lige for: Daglig træning og efterfølgende bad. Men såret, som selvfølgelig skulle have været syet, men ikke blev det fordi det var en psykiatrisk forvagt, der undersøgte det, væskede fortsat for meget til at jeg kunne tillade mig at træne. Derudover ville den gavnlige psykiske effekt af træningen være livreddende og det eneste middel, der kunne få mig helskindet igennem mareridet.

Justitsmord

Det var ikke sådan, at jeg måske var blevet udsat for justitsmord; det var med de nye latterlige sigtelser om freds- og æreskrænkelse direkte evident. Mine bødler havde manipuleret og løjet politi og retsvæsen til at retsforslge mig for under nødret og for at redde mit eget liv, at gøre opmærksom på deres justitsmord af mig. Det var meget skræmmende og en skamplet på Danmark, at det kunne lade sig gøre, at disse kriminelle havde så stor magt, at retsvæsenet frygtede dem og agerede deres skødeshund, når nu disse kriminelle personer ikke var modige nok til at se mig i øjnene. Sådan var de værste af alle mennesker, dem, der fik andre til at udføre deres beskidte arbejde. I Danmark var det ikke ulovligt at begå justitsmord, men at italesætte justitsmordet i overlevelsesøjemed, det skulle jeg nu i fængsel for!

Men jeg kunne ikke rigtig bebredje mine bødler, på samme måde som man ikke kunne bebredje ådselsædere og parasitter - det var de mennesker, jeg engang havde regnet for de gode, og som lod bødlerne pine mig til selvmord, der var de værste. Det var politiet og retsvæsenet, som på sjette år vedblev med at chikanere mig, der var de egentlige syndere.

Billede. Sidst i oktober 2021. Takket være en fejldiagnose i 2016 havde min økonomi været elendig måned efter måned og år efter år. Jeg skulle aldrig havde spildt mit liv på at blive læge i Danmark, det var den største fejl, jeg nogensinde havde begået.

Martyr

At mine bødler snart lykkedes med deres forehavende, at få mig til at begå selvmord, gjorde mig til martyr, i kristen forstand vel og mærke. Jeg kunne ikke forhindre dem i at få systemet til at slå mig ihjel, men de kunne til gengæld heller ikke forhindre mig i at sørge for at deres forbrydelser aldrig nogensinde blev glemt. Jeg skulle nok sørge for at begå selvmord på en så spektakulær måde, at medierne ikke kunne ignorere det, og dermed ville Lægeforeningens og Yngre Lægers forræderi - og ikke mindst mine bødlers kriminalitet - aldrig blive glemt. Det handlede ikke om, at jeg skulle huskes, eller at jeg skulle have opmærksomhed. Det havde det heller aldrig gjort. Det handlede udelukkende om at indskrive mine bødler og deres idelige overgreb og svigt i dansk medicinsk historie som et eksempel på hvor katastrofalt det gik, når læger og psykiatere misbrugte deres fag til at slå en yngre kollega ihjel.

Billede. Mit første (op)rigtige selvmordsforsøg lykkedes desværre ikke. Jeg havde kun en lille saks, og det var ikke koldt nok, men til gengæld overvandt jeg den psykiske barriere det var at forsøge og ville det, så næste gang ville det være meget lettere og dermed også lykkes. Læsionen i albuebøjningen var mindre i omfang, men dybere.

Billede. Læsionen blev ikke syet, fordi det var en psykiatrisk forvagt, der tilså det. Til gengæld var det lige til at forsøge igen, når jeg skulle i fængsel for at skrive om de overgreb, jeg havde været udsat for af de bødler i kittler, der vel og mærke var gået fri for deres veldokumenterede kriminalitet.

Netradio

En af dem, der havde anmeldt mig for freds- og æreskrænkelse fordi jeg havde skrevet sandfærdigt om vedkommendes grove misbrug af lægefaget, havde jeg optaget samtlige samtaler med. Når vedkommende så havde den frækhed år efter hans kriminalitet at få mig fængslet for at skrive om hans forbrydelser, fremfor at vedkende sig dem og få dem korrigeret (hvilket han havde haft rig lejlighed til), så tvang han mig jo til at offentliggøre alle samtalerne på internettet, så gud og hver mand kunne høre hans grove kriminalitet. Det var en stor fejl, han derved begik, men hvis han ikke var i stand til at bruge sin hjerne, var det hans egen skyld.

Dedikering

Min bog skulle dedikeres til advokaten fra den gratis retshjælp. Da mit problem fra første dag af havde været af juridisk karakter, var løsningen også juridisk. Her svigtede Lægeforeningen og Yngre Læger eklatant, men det gjorde min nuværende advokat altså ikke, og tilmeld hjælp hun mig gratis. Hvis jeg mod forventning overlevede, var det på grund af hende, hun var uvurderlig og uendeligt mere værd end samtlige pampere i Lægeforeningen og Yngre Læger tilsammen - de falske fagforeninger, som ikke engang mod betaling havde rørt en finger for at hjælpe mig.

Billede. Intet havde ændret sig de sidste seks år efter fejldiagnosen. Jeg kunne stadig tage alle mine ejendele med mig. Ingen læger eller psykiatere var i stand til at forstå hvordan det var ikke at have et hjem.

Billede. Sad og ventede på ingenting på en bænk bag DR-Byen.

12. November 2021

Dagbog

DR

En af de ansatte på Sundholm kom forbi i morges og spurgte mig, om jeg skulle stemme. Jeg svarede, at jeg ikke ville spilde min tid på det. I såfald, sagde han, ville DR gerne interviewe mig. Jeg talte herefter med venlig journalist, og fortalte hende, at jeg ikke ville stemme, fordi politikerne var så afsondret fra den virkelighed, de bestemte over, at det var omsonst at stemme på dem. Men hvis politikerne ellers gad at komme ned fra deres tårne og indhente reel viden, så ville jeg gerne stemme på dem. Hvis politikerne faktisk var modige, ville jeg gerne stemme på dem. Og hvis de ikke var fedtede ind i alle mulige interessekonflikter og hensyn til deres venner osv. så kunne de også få min stemme. Omvendt, så var Danmark ikke længere mit land, og ud fra det synspunkt var jeg slet ikke stemmeberettiget.

Interviewet af DR på Sundholm

"Men så er de sidste busser også ude, og en af dem er på tirsdag, hvor der er valg til kommuner og regioner.

Udsatte borgere, såsom hjemløse eller borgere på kontanthjælp, er nogle af de grupper i samfundet, der har sværest ved at få sat deres kryds. Ved sidste kommunalvalg i 2017 stemte kun 43 procent af de borgere, der var på kontanthjælp – det er 28 procent lavere end gennemsnittet.

For at gøre noget ved det, har valgbusser kørt rundt til udsatte grupper siden 2013 for at forsøge at motivere de mere stemmesky borgere til at brevstemme op til valget. I dag er faktisk sidste chance for at brevstemme, og dermed er de sidste busser også ude. En af dem står du ved, Kia Davies.

Ja, det gør jeg. Jeg står her ved Herbergscenteret Sundholm på Amager i København, og her er de morgenfriske beboere ved så småt at stå op og få deres første morgenkaffe. Kim Allan Jensen, næstformand i SAND, de hjemløses landsorganisation, og du er også selv hjemløs. Det er blandt andet dig, der har været med til at arrangere det her. Hvad skal der ske i dag?

Jamen, der kommer en valgbus herud, og så har alle, der sover her, mulighed for at gå ud til bussen. Vi har også arrangeret lidt morgenmad med bacon og æg – det bliver ikke til valgflæsk, men så i det mindste til bacon.

Og så må vi se, om nogen gider stemme. Det er det.

Hvordan oplever du selv lysten til at stemme blandt beboerne og folk i denne gruppe?

Jamen, den er ikke særlig stor. De har en masse andre problemer, som fylder deres hoveder, så det er ikke det første, de tænker på. Der skal nogle ekstra tiltag til for at få dem ud til bussen, tror jeg.

Her til højre står du, Kjeld Andersen. Du er en af dem, som ikke har tænkt dig at stemme på tirsdag, og heller ikke i dag, når bussen kommer forbi. Hvorfor ikke?

Det er, fordi jeg føler, at politikerne har mistet kontakten til den virkelighed, vi som hjemløse oplever. De snakker meget og foregiver at vide noget om de emner, de bestemmer over. Men i virkeligheden er det bare snak, og de ting, de implementerer, har ikke så stor gavn for os.

Hvordan mærker du det konkret?

For eksempel ved det nye hjemløseudspil fra Astrid Krag. Det rammer ikke os, de allermest udsatte – os, der ikke har noget sted at bo eller ressourcer til at søge hjælp.

Hvad kunne få dig til at stemme?

Hvis nogle af politikerne havde mod til at følges med en af os, der bor på gaden, og opleve den desperation, vi lever med, når vi skal finde et sted at sove. Hvis en politiker fulgte os en nat og viste, at de satte sig ind i vores problemer, kunne jeg godt finde på at stemme på dem.

Tak. Kim Allan Jensen, hvorfor synes du, det er vigtigt, at folk kommer ud og sætter krydset, når bussen kommer forbi?

Jeg synes, det er vigtigt, fordi det gør dem til en del af demokratiet. Vi vil gerne have dem ud at stemme, og så stemmer de selvfølgelig på nogen, som tænker på deres problemer.

Genkender du det, Kjeld Andersen siger, om at det kan svække lysten til at stemme for udsatte grupper, når de oplever, at politikerne ikke forstår deres situation?

Ja, bestemt. Eksperterne på området burde komme og spørge os, hvad de skal gøre, fordi de ved det ikke.

Hvordan har du oplevet det konkret?

En dag inviterede vi vores overborgmester, Frank Jensen, herud. Vi drak kaffe og talte om hjemløshed, og han fik en rundvisning på Sundholm. Han så, hvor slemt det stod til, og man kunne se på ham, at han indså, at man ikke kan leve sådan her. Det resulterede i, at han afsatte penge til at istandsætte herberget ved næste budgetforhandling. De ved simpelthen ikke, hvad der foregår herude.

Skal du selv sætte et kryds, når bussen kommer forbi, Kim?

Ja, jeg sætter et kryds hos en, jeg kender.

Tak skal I have.

Det var altså Kim Allan Jensen, næstformand i SAND, de hjemløses landsorganisation. Og det var vores reporter, Kia Davies, der talte med ham."

Psykiaterens netradio

Måske skulle nogen have tænkt sig om, før de forsøgte at sende mig i fængsel for at gøre opmærksom på det justitsmord, jeg var blevet udsat for. For nu sad jeg med timers optagelser af psykiateren, som ikke kunne forklare mig, hvor han mente at jeg var psykotisk. Og om en halv time lå optagelserne uredigerede på internettet, og jeg linkede til dem fra denne side, således at alle i hele verden kunne høre psykiateren misbruge sit fag til at ødelægge mig. Jeg havde oplyst politiet at jeg havde disse optagelser, ligesom der var navngivne vidner, der som mine pårørende havde deltaget i samtalerne, men politiet var ikke interesseret i at få belyst sagen fra min side af, fraset en kortere og helt utilstrækkelig afhøring. Jeg var dømt på forhånd, og når nu jeg ikke måtte fremlægge beviser for min uskyld og derfor skulle i fængsel, så var det min pligt at fremlægge beviserne på anden vis.

"Q"

Jeg havde fået kontakt med "Q", jeg mødte på Amager Fælled i sommers igen. Han og jeg mødtes på et klassisk brunt værtshus på Amager og drak et par øl sammen. "Q" havde omfattende erfaring som hjemløs og beboer på herberg og forsorgshjem i København, og han gav mig vigtig råd og vejledning ift, hvilke steder han mente jeg burde kontakte. Et super hyggeligt møde, og vi aftalte at mødes i værestedet på mandag.

"Q" havde også ringet til mig flere gang i dag, og på vejen hjem ringede jeg ham op og vi talte sammen i knapt en halv times tid. Det var meget positivt at høre fra ham igen, og det var ærgerligt for mig, men godt for ham at han flyttede til Jylland. Det var vigtigt at vi holdt kontakten.

Netradioen

Jeg havde fået uoloadet de to første samtaler med psykiateren til Soundcloud, men privatmarkeret dem, så de lå parat til brug. Jeg manglede stadig at uploade en del flere, så det ville jeg gå i gang med.

4. November 2021

Dagbog

SMS fra politi Dorthe

I SMS'en fra den dygtige efterforsker ved Vestegnens Politi, Dorthe Olsson, havde hun skrevet, at "sagen nu var overdraget til anklagemyndigheden". Det betød vel, at hun anså den for færdigefterforsket?Men i så tilfælde, havde hun jo absolut ikke på nogen som helst måde efterforsket objektivt. Der var en masse objektiv dokumentation, hun ikke havde indhentet og mange vidner, hun ikke havde afhørt. Det havde taget hende tre dage. Og hun havde bevidst nægtet at udføre sin vigtigste plig, at efterforske objektivt. Dette var det måske mest centrale overhovedet for politiet og anklagemyndigheden. Det havde hun bevidst undladt at gøre. Derfor var sagens resultat afgjort på forhånd. Jeg var dømt på forhånd. Det kunne aldrig være anderledes, når Dorthe Olsson bevidst ignorerede samtlig beviser på min uskyld. Så kunne dommeren jo umuligt gøre andet end at dømme mig.

13. November 2021

Dagbog

Vakuum

Jeg befandt mig fortsat i et vakuum, og det eneste jeg vidste om min fremtid var, at der var noget ubehageligt og livstruende i vente. Jeg havde en kort periode på få uger, hvor jeg for første gang i over seks på, anede et minimalt håb om en fremtid, men det fik mine bødler via politiet hurtigt ødelagt. Der var intet at foretage sig, udover at vente på den nye dødsdom. Det var irrationelt at jeg var i live og udholdt de ulidelige vilkår.

Jeg ville ønske at jeg havde modet til at gentage selvmordsforsøget, og at det virkede, så jeg slap for dette her påførte mareridt uden noget som helst positivt tilbage, uden at der var noget jeg interesserede mig for længere. Sådan var det at komme i helvede, og det var mine bødler selvfølgelig fuldt ud klar over, det var deres klare strategi, og gode mennesker lod dem pine mig til døde. Det var decideret vanvittigt og ondt.

Netradio

Jeg havde uplodet tre samtaler med psykiateren i deres fulde længde. De var privatmarkerede, og når jeg havde smidt samtlige optagelser op, sendte jeg i første omgang et link til specifikke personer og myndigheder og NGOér, samt samtlige medier. Jeg ville ikke finde mig i at jeg ikke måtte fremlægge beviser for min uskyld for politiet i en straffesag.

Selve mit liv stod selvfælgelig over falske anklager om freds- og æreskrænkelser. Hvad fanden skulle jeg eller have gjort eller gøre?

Interview

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2021-11-12

14. November 2021

Dagbog

Liv eller død

Da jeg ikke kunne holde tilværelsen ud længere, var jeg tvunget til at agere, hvis jeg skulle gøre mig håb om at overleve i dag og i morgen. Hvis jeg intet foretog mig, blev jeg enten uskyldigt dæmt og fængslet eller begik selvmord. Det var meget meget alvorligt for mig! Derfor skulle alle optagelser af alle psykiatere og læger på nettet, og linket til optagelserne skulle sendes til alle i hele verden, eller som minimum alle læger og myndigheder i Danmark. Mareridtet SKULLE have en ende NU.

Tracklist

21. Juni 2017 - LBJ -

28. Juni 2017 - LBJ - 2:04:01

5. Juli 2017 - LBJ - 1:51:26

10. Juli 2017 - LBJ - 1:25:50

Første del - resten følger, desuden med optagelser af psykiater Henrik Jurlander.

Træning igen

Jeg fandt en langærmet træningstrøje og gik op i det lokale fitnesscenter og trænede ben, skuldre og mave. Det var helt fantastisk, og man kunne ikke se mit så godt som helet sår.

Billede. Et eksempel på 'Dark Design', hvis formål det var, at gøre livet så utåleligt for hjemløse som overhovedet muligt. Her på Sundholm.

17. November 2021

Dagbog

Halløj på herberget

Det var gået godt de seneste dage på sengestuen, og selv om jeg håbede det varede ved, vidste jeg godt, at det kun var et spørgsmål om tid før, der kom en påvirket tosse og ødelagde det igen.

Det skete så i nat, da jeg vågnede ved en forfærdelig larm. der opstod ved at en ny overnattende installerede sig i underkøjen i den køjeseng, jeg lå i. Fuldstændig uden den mindste hensynstagen. Det var ikke engang fordi han optrådte voldsomt påvirket og væltede rundt, som en elefant i en glasbutik, men mere som om han var det eneste menneske i verden. Det var en fejl.

"S", som foruden jeg selv, var den anden faste overnatter på fire-sengsstuen, var nemlig ikke en person, der lod sig fucke rundt med, selv om han på ingen måde var hverken primitiv eller unødvendig voldelig. "S" fortalte på en både humoristisk og alvorlig måde den nyankommende, noget med at han opførte sig som "an intro to a boxing match". Noget i den stil, en vending jeg aldrig havde hørt før, og som fik mig til at undertrykke et grin. Det var spot on. Men idioten begynte at svare spafærdigt igen, og jeg var nødt til at bakke "S" op, selv om han ikke havde brug for det, men mere for at få tossen til at indse, at han skulle opføre sig ordentligt i en fart, så jeg kunne sove videre.

Hvad jeg sagde var ikke spor humoristisk, men det var også lige gyldigt, der skulle bare være ro nu. Jeg faldt i søvn, var blev vækket ved at "S" højt sagde "stop!". Han gentog det, og nu kiggede jeg ned for at se hvad der skete. Det viste sig at tossen lå at mastruberede uden det mindste forsøg på at skjule det. Jeg sagde højt til det perverse svin, at han skulle fucke ud af stuen, at jeg ikke ville finde mig i at han ødelagde min nattesøvn, og "S" sagde, at han fik én chance til. Den nyankommende havde også ligget og pruttet og bøvset højlydt som et dyr, men det var desværre normen på stedet. Ro på endnu engang, men nu gik det op for mig hvor fælt den nyankommende stank. En sødlig, rådden odour, som fra et svært betændt sår eller et gangræn. Som havde "S" læst mine tanker, sagde han højt "he smells like an infection". Jeg svarede ham, at stanken var så fæl, at den holdt mig vågen, det var som at sove i ske med et råddent lig.

Jeg vågnede igen og nu var det ved at være morgen. Det var "S" der i et alvorligt toneleje sagde til idioten, at han stank så forfærdeligt, at han blev nødt til at tage et bad med det samme. Denne mumlede noget uforståeligt, men efterkom lidt usikkert opfordringen og vaklede ud af stuen. "S" havde for længst åbnet vinduet på fuld gab, så den kolde novemberluft blæste direkte ind i hovederne på os, men det var kun en forfriskelse. "S" røg en cigaret på værelset, hvilket han ikke plejede at gøre, og undskyldte sig med, at røgen kamuflerede stanken fra idioten, hvilket var sandt.

Jeg spurgte ham, om det overhovedet hjalp at sige det til personalet, så de måske kunne få idioten til at gå i bad om aftenen før han gik i seng, men "S" svarede, at det skulle jeg endelig ikke gøre og at det var omsonst. Vi skulle nok selv tage os af problemet. Det var et af de meget sjældne tilfælde, hvor det var berettiget, for det var ikke sjovt at sidde på en bænk og vente i flere timer indtil herberget åbnede klokken 21, eller sidde og sove til middag på biblioteket, fordi man var totalt og kronisk udmattet efter at være ude en hel og meget lang dag. At få sin nattesøvn i vores situation som hjemløse ikke-misbrugere var essentielt for vores overlevelse, så vi kunne ikke tillade nogen at spolere den igen og igen, især ikke af en hensynsløs person, der var ligeglad med alle andre end ham selv.

Det er ikke mig - det er dig

Nattens hændelse kom ikke til at gentage sig. Det var jeg fast besluttet på, og det samme var "S". Hvad der skulle ske vidste jeg ikke, men resultatat var, at jeg (som sov med ørepropper og var meget tolerant) skulle have min søvn. Det var endnu en af de ting, som langt de fleste mennesker i Danmark ikke forstod. Folk troede, de havde prøvet at være presset og søvndepriveret, men det havde hovedparten ikke. Idioten i underkøjen havde allerede fået alt for mange chancer, men noget - formentlig hash, piller og alkohol mv. kombineret med en dyssocial personlighedsforstyrrelse - havde skabt en barriere, som ord prellede af på, og nu var vi tvunget til på anden vis af få ham til at opføre sig ordentligt.

Ny by, nyt værested

Der var ingen steder at opholde sig, når man var i min situation, udover biblioteker, bænke og væresteder. Jeg havde derfor fundet et nyt lokalt værested, men til forskel fra det seneste, var det ikke i kommunalt regi, og gudskelov for det. Det betød nemlig, at ting faktisk kunne lade sig gøre, og at mennesker kunne udholde deres talenter og dyrke deres interesser i et langt mere frit forum, og det kom sig til udtryk på en overordentlig positiv måde. Det virkede rent faktisk, folk var glade for at komme der, og der var ingen, som sad og kiggede ind i væggen, som i det sidste værested, hvor man mest gik op i lingvistisk bullshit, kurser og meningsløs snak, snak og atter snak. På det nye værested handlede man. Man snakkede skam også, men hvis man ville, så kunne man også gøre noget. Det var helt uvandt at opleve.13112106.jpg

Billede. Udendørs træning bag DR-byen.

At forfalde

Jeg rådnede stadig op, og det gik mig mere og mere på. Det var en dødsspiral, som man ikke kunne slippe ud af. Det vidste jeg fra første fær af i 2015. Jeg fortalte psykiateren Søren Buus, at det var som at svømme ind i en fiskeruse. Det var forfærdeligt og yderst farligt, at man havde glemt mig, på nær, selvfølgelig, når det drejede sig om at få politiet og retsvæsenet til at straffe og ødelægge mig yderligere.

Billede. Sad som sædvanlig på en bænk og ventede på at dagen gik.

Nødværge

Fordi min situation ud over enhver rimelig tvivl var livsfarlig for mig, var jeg tvunget til at agere, hvis jeg ville overleve. Hvis jeg ikke gjorde noget her og nu, overlevede jeg simpelthen ikke. Jeg var nødt til at tage nogle chancher, ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg ikke havde noget valg. Selvfølgelig forstod retsvæsenet det ikke, men det var lige meget, for jeg vidste, at folk, der brugte bare lidt tid på at sætte sig ind i min situation, ville forstå mig, og så kunne man straffe mig så meget som man ville. Der var vitterligt ingen, som boede på natherberget på Sundholm, der ikke var misbruger af en eller anden art - på nær mig. Jeg var fejlplaceret igen. Men hvis jeg skulle undgå at udvikle et misbrug, måtte jeg væk i en fart fra Sundholm. Det var et så trøstesløst sted, at ingen - og heller ikke jeg - kunne holde ud at opholde sig der i mere end en uge eller der omkring, før man var nødt til som minimum at drikke sig fuld hver dag for at udstå det. Og det havde jeg ikke lyst til. Det var vanvittigt og helt grotesk at udsætte mig for dette her, og nogle burde komme i fængsel for det.

Billede. Sengestuen før stormen. Der var intet galt med den, men derimod med de logerende.

Billede. "S" havde vist mig hvordan sengen skulle redes, så man lå bedst muligt på de ikke altid ikke tilsmudsede plastikbeklædte madrasser. Én sovepose som lagen, og én som dyne.

Billede. Alt skulle gemmes, men også på en sådan måde, at det ikke kunne stjæles alligevel, når man sov.

Billede. Badefaciliteterne var ok, men de blev heller ikke ligefrem slidt af de logerende.

Billede. Sad og sov på biblioteket om aftenen før herberget åbnede.

18. November 2021

Dagbog

Uændret mareridt

Ingen gode nyheder. Jeg rådnede stadig op, og det var modbydeligt. Jeg kom aldrig væk fra Sundholm, og det var præcis det som mine bødler ville opnå med deres vedvarende grove chikane. Alle mine ressourcer gik til at overleve time for time og dag for dag, og hver dag blev ressourcerne mindre og mindre indtil dagen igen oprindt hvor jeg ikke gad kæmpe videre og igen forsøgte at tage livet af mig selv. Bortset fra at jeg ikke gjorde det i stilhed næste gang.

Hvad som helst

Jeg ville gøre hvad som helst for at få lov til at leve et normalt liv igen. Men hvad fanden var det, jeg skulle gøre?

26. November 2021

Dagbog

Livsfarlig og vanvittig hetz

Vestegnens Politi nægtede at lade mig få min lægeautorisation igen pga. min reaktion på at være udsat for flere overgreb over en seksårig periode, miste alt og være reelt hjemløs. Det var sindssygt, at de lod mig lide videre, at jeg ikke måtte bruge min ytringsfrihed på at gøre opmærksom på påtvungne vilkår, som var til fare for mit liv og legme. Hvorfor var der ingen, der stoppede politiets snart for mig fatale hetz? Alle normale mennesker ville da reagere på samme måde som jeg, hvis de var i mine sko. Det var en bagvendt og farlig logik, man benyttede for at fastholde mig i en mareridtsagtig situation.

Ingen gjorde noget. For ellers ville min situation ikke være så ulidelig. Det var politiets opkald og præsentationen af nye bizare sigtelser, der var den direkte årsag til mit selvmordsforsøg. Jeg måtte ganske vidst ikke sige det, men det var det jo. Hvis de ikke havde ringet og ødelagt den allersidste rest af håb, havde jeg ikke forsøgt at tage livet af mig selv. I et rigtigt retssamfund kunne det, som jeg blev udsat for, ikke lade sig gøre. Men i Danmark kunne det så let som ingen ting. I Danmark kunne staten pine en borger ihjel ved langsomt igennem mange år at tage alt fra vedkommende, så der til sidst kun var ønsket om at lidelsen ophørte, om det så medførte døden. Det var et justitsmord til fuld skue for omverdenen, og fremfor at standse det, ville man straffe mig med fængsel for at dysse det ned.

Men der var ikke noget, de kunne true mig med længere. Jeg glædede mig til at dø, så jeg slap for konsekvenserne af den fatale fejldiagnose i 2015 og 2016, og det var ikke anderledes bare fordi jeg ikke i øjeblikket orkede at gøre noget ved det. Jeg sad som sædvanlig og småsov på biblioteket, for det var ofte umuligt at sove igennem på herberget. Fordi jeg var kronisk søvndepriveret, kunne jeg ikke foretage mig noget konstruktivt. Det var tortur, og de færreste anede hvordan det føltes.

Salonbødler

Jo, mine bødler havde skam ikke noget problem med at sidde trygt og godt i deres varme stue i deres store villa, mens de med et krus dampende varm the og en masse sekundær gevindst bogstavligt talt sørgede for at jeg forblev ude i kulden. Ingen af mine bødler, som var for feje til at stå ved deres ugerninger ved navns nævnelse, ville være istand til at overleve det, jeg havde overlevet, men det afholdt dem ikke fra at kloge sig over min normale og indfølelige reaktion på deres tortur af mig.

Virkeligheden ligegyldig

Jeg havde sågar timelange optagelser af en af mine nye bødler, hvor man tydeligt kunne høre ham misbruge sin stilling til at skade mig med en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, men ingen - ingen - var det fjerneste interesseret i at høre dem. Politi og retsvæsen nægtede at forholde sig til mine optagelser; ikke til mine bødlers optagelser, naturligvis, det ville man frygtelig gerne, men nogle var mere lige for loven end andre, og dem, der var mest lige for loven var dem med flest penge. Da man for år tilbage havde sørget for at ruinere mig, havde jeg været prisgivet indtil jeg mødte den formidable advokat fra den gratis retshjælp. Hun var den eneste, der turde, kunne og ville forsvare mig mod den danske stat med dens uanede ressourcer. Det var en ekstremt ulige kamp, tabt på forhånd, uanset hvor mange opmuntrende bemærkninger jeg fik.

Peter Worm Jantzen måtte være lykkelig over, at jeg ikke var hans problem mere. Han havde ikke formået at hjælpe mig med en bolig, hans socialrådgiver heller ikke, og i det hele taget var det meget svært at få øje på det han havde gjort for at sikre min overlevelse. Han havde trukket min dom ud i tre år mere end nødvendigt, og det var hans skyld at jeg havde sendt min tekst rundt i første omgang, fordi jeg ikke kunne holde ud at være påtvunget en meningsløs og uretfærdig behandlingsdom uden længstetid, som langsomt åd mig op indvendigt. Det havde jeg naturligvis skrevet til ham, og han havde lige så naturligt undveget at svare mig.

Flygt til Sverige

Min eneste mulighed for at slippe for forfølgelse fra den danske stat var at flygte ud af landet hurtigst muligt, gerne til Sverige. Desværre havde jeg hverken pas eller penge, så med mindre nogen med en fiskekutter kunne smugle mig gratis over sundet, var jeg fanget i Danmark, hvor jeg ririkerede fængselstraf for at bruge min ytringsfrihed til at kæmpe for min overlevelse.

Jeg var ikke sikker på at jeg kunne holde ud at leve weekenden over. Jeg sad jo bare og rådnede op og når jeg netop troede, at jeg fik lov til at leve et normalt liv efter seks år i helvede, så kom der et nyt helvede med de nye sigtelser. Det var nådesløst. Hvor var Institut for Menneskerettighedder henne? Eller Ombudsmanden?

Video fra 25. november 2021

https://drive.google.com/file/d/1JoQfTH4qMKbfxUS_4EP_xMnUXkjdTMGl/view?usp=drivesdk

27. November 2021

Dagbog

Get up in the morning

I weekenden blev de overnattende i natherberget vækket kl. 5.45, og skulle allersenst være ude kl. 6.45. Det var benhårdt, når man havde gået rundt hele dagen, frøs og var småsyg, og først blev lukket ind kl. 21.00, hvorefter man både skulle nå at spise og bade og falde i søvn. Det, man bød de allermest udsatte i Danmark, var nådesløst og uværdigt for et ellers rigt samfund. Det handlede kun om at gøre livet så besværligt og uudholdeligt for os som muligt (jf. "Dark design"), som om det løste nogen som helst problemer. På mange måder var det mere attraktivt at være tvangsindlagt eller i fængsel end hjemløs, men det forstod de fleste politikere og psykiatere - eller embedspersonerne i Justitsministeriet - ikke. Jeg ville i skrivende stund gøre stort set hvad som helst for at slippe ud af dødsspiralen.

Billede. Foran natherberget tidlig lørdag morgen. En svensker gik direkte hen til bænken og åbnede den første af mange øl. Han havde også opgivet. Jeg gav ham mine handsker, som om det hjalp ham det mindste. Det var sådan man ødelagde mennesker i Danmark i 2021. Det var rent ud sagt noget forbandet svineri.

1. December 2021

Dagbog

Vejlands Allé

December 2021

Indhold fra december 2021.

Min reaktion

Politiet nægtede at give mig min lægeautorisation igen "på grund af min reaktion". Det var simpelthen vanvittigt og et helt forrykt og forkert postulat. Langt, langt de fleste mennesker ville reagere som jeg, hvis de var i min situation og kun havde de handlemuligheder, jeg havde til rådighed. De af mine bødler, der stod bag sigtelsen ville for flertallets vedkommende ikke engang overleve det, som de havde udsat mig for, i ren fysiologisk henseende. De var med andre ord for fysisk og psykisk svage til udholde den tortur de havde udsat mig for. Alligevel var de så frække i deres uendelige ignorance og magtarrigance at bilde politiet ind, at min reaktion var abnorm. Ufatteligt, og endnu mere ufatteligt at politiet lod sig manipulere og udnytte af bødlerne.

Billede. Ruineret som sædvanligt i over seks år.

Arkaisk justitsministerium

Jeg fik i dag at vide af min advokat at Justitsministeriet kun forholdt sig til skriftlig bevisførelse. Således nægtede man at lytte til de optagelser, der var de eneste objektive beviser for min uskyld i en alvorlig straffesag. Jeg var måløs. Jeg kunne dokumentere at jeg uden for enhver rimelig tvivl var uskyldig, men det pissede man på, og insisterede på kun at forholde sig til skriftlige kilder, heraf hovedparten var forfattet af mine bødler og var direkte forkert. Så var retsvæsenet jo en joke i Danmark, når jeg kunne og ville blive uskyldig dømt, samtidig med at beviset for min uskyld lå frit tilgængeligt på soundcloud.com. Medierne og politikerne var desværre helt ligeglade med dette alvorlige brist i retssikkerheden.

Amager Fælled

Det var pest eller kolera, natherberget på Sundholm eller overnatning i det fri natten til 1. december. Jeg valgte det mindste af de to onder og valgte Fælleden. Jeg vidste godt at det ville blive hårdt, men jeg orkede ikke at overnatte i samme rum som dyssociale og kleptomane misbrugere, for det var langt mere stressende end at fryse en smule. Selvfølgelig var det ikke alle beboerne i natherberget, der var på den måde, men der var tilstrækkeligt med dem til at gøre det et ubehageligt sted at opholde sig.

Det shelter, jeg havde tiltænkt mig at overnatte i var desværre optaget, og da jeg ikke havde flere penge tilbage til transport og mad, samt havde gået i et par timer og var totalt udmattet, fandt jeg bare et sted mellem træerne og besluttede mig for at det skulle være her, jeg sov. Jeg orkede ikke at finde det mest konfrontable sted i området, og heller ikke at samle grene og øvrig bevoksning, jeg kunne ligge på, således at jeg blev skærmet fra kulden fra jorden. Jeg var død sulten, men havde fyldt vand i en plastikpose på biblioteket, som jeg drak af.

Billede. Ventede på at Amagercentret åbnede, så kan kunne sidde og få varmen.

Billede. Opgav at vente og gå videre og satte mig på Sundbyøster Plads.

Den ene af de to affaldssække skar jeg op og brugte som underlag på de våde og rimfrostdækkede græstuer. Den anden blev til den yderste skal for soveposerne, så de ikke blev våde. Det var iskoldt, men det meste af natten var det vindstille og himlen stjerneklar og smuk. Henad morgenstuden steg temperaturen desværre og det begyndte at regne med iskolde og tunge dråber, og selv om min afskærmning virkede de fleste steder, var der alligevel en brist, så højre side af overkroppen blev gennemblødt med isvand, så jeg måtte op i en fart og afsted. Jeg havde dog sovet nogle timer sammenhængende. Jeg nåede at blive fuldstændig gennemblødt fra top til tå på vej ud af Fælleden.

Billeder. Sad og ventede på at Natherberget åbnede.

Billeder. Det var iskoldt om aftenen, men den stjerneklare himmel var smuk, og det var sjældent at jeg havde mulighed for at studere den under så gunstige forhold. Sidst jeg havde gjort det, var i Hedeland en sen aften sidste år på en af mine utallige vandreture.

Billede. To huer, strømper, bukser, trøjer mv. og halstørklæde, og ned i to sommersoveposer, så intet hud var blottet. Der var en risiko, der nærmede sig nul for at nogen skulle finde på at komme forbi og forstyrre mig mens jeg sov, og selv hvis det ved et utroligt tilfælde skete, ville jeg kunne høre det, når vedkommmende uundgåeligt trådte på eller gik ind i grene, kviste og anden bevoksning.

Billeder. Min hovedpude og liggeunderlag.

Forbrydelse og straf

Mine bødler havde ruineret mig og gjort mig hjemløs, og havde været uhyggelig tæt på at pine mig til at begå selvmord. Og så troede de at bøde eler fængselsstraf ville få mig til at undlade at skrive om deres forbrydelser mod mig! Jeg havde takket være dem igen penge og kun enorm gæld, så bødestraf var jeg fløjtende ligeglad med, og det samme var tilfældet hvad angik fængsel; det var en belønning for mig at få min egen celle og tre måltider om dagen. Politiet burde havde lyttet til mig og hjulpet mig fra starten af, men det valgte de ikke at gøre, og så endte det, som det var tilfældet: Jeg var blevet udsat for et regelret justitsmord og havde fået ødelagt mit liv, og samtidig var det jo ikke sådan at politiet undgik at forholde sig til dem kriminalitet, jeg havde anmeldt, og som mine bødler havde begået. De kunne ikke undslå sig at gøre deres arbejde i al evighed, og det eneste man opnåede ved at sjuske og være skødesløs var i sidste ende blot endnu mere arbejde. Alle tabte, når myndighederne ikke udviste rettidig omhu, faglighed og flid.

Billede. Shelteret, jeg havde udset mig, var desværre optaget. Om aftenen lugtede jeg røgen, før jeg så den, og jeg videre, og om morgenen så jeg soveposerne fra de overnattende inden i shelteret.

3. December 2021

Dagbog

Når staten ødelægger borgerne

Den danske stat og dens lakajer havde sikkert ødelagt mange danske borgere gennem tiden, og den fortsatte ihvertfald med det. Silas var en helt og han var mere storsindet og forsonelig end jeg ville være i hans situation; den danske stat havde ikke kun chikaneret mig i flere år og ødelagt mit liv og min fremtid, den havde også chikaneret min familie. Det første kunne jeg til nød tilgive, det sidste kunne jeg aldrig nogensinde tilgive. Det var direkte perverst når dem med magten, som i Silas og mit tilfælde, først ødelagde de mennesker, de havde magt over for så derefter at kæmpe for at fralægge sig ansvaret, når det var så tydeligt at man havde udsat borgerne for overlast. Mine bødler skulle i fængsel eller i psykopatforvaring for deres kriminalitet mod mig og min familie og jeg skulle have historiens største erstatning fra den danske stat. Jeg ville aldrig indgå et forlig, men jeg ville derimod bruge erstatningen på at hjælpe andre ofre for dansk psykiatri i deres umulige og ensomme kamp mod magten og de gustne og skravlede, men samtidig arrogante og selvtilfredse psykiatere.

"Silas var bæltefikseret i 25 timer: Nu har han indgået forlig med staten"

"Udover en erstatning på 90.000 kroner har 23-årige Silas Dam også fået regeringen til at fremlægge et lovforslag om notatpligt under bæltefikseringer.

Det er tidlig morgen, da Silas Dam under en indlæggelse pludselig bliver vækket.

Aftenen forinden har han sendt en sms med skældsord til sin kontaktperson. Derfor får han konfiskeret sin mobil og computer. Silas Dam reagerer voldsomt. Han hyperventilerer og vælter en stol, efter at personalet har forladt værelset. Personalet reagerer ved at fiksere ham med bælte-, hånd- og fodremme.

Han falder til ro efter halvanden time. Alligevel bliver han først sluppet fri af bæltet, da han har været fastspændt i 25 timer og 35 minutter.

Sådan beskriver 23-årige Silas Dam selv den bæltefiksering, han blev udsat for på den lukkede psykiatriske afdeling i Glostrup i 2018. Det bekræfter hans advokat, Tobias Stadarfeld Jensen.Han har tilbragt næsten tre år af sit liv på en psykiatrisk afdeling og har oplevet lidt af hvert. Alligevel er der ingen tvivl om, at det er netop den oplevelse, han har sværest ved at slippe.

- Bæltefikseringen på over 25 timer er uden tvivl den værste episode, jeg har været udsat for. Det giver mig stadig kvalme at tænke på. Udover at jeg var fastspændt, bange og alene, så var episoden også ekstremt ydmygende, siger han.

Og nu medgiver den danske stat via Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at bæltefikseringen var problematisk. En afgørelse, som Silas Dam har håbet på i flere år.

- Det er en sejr for alle psykiatriske patienter. For min sag vil jo forhåbentlig bane vejen for en bedre psykiatri, siger han.

Silas Dam har nu indgået et forlig med den danske stat. Dermed kan han se frem til en erstatning på 90.000 kroner.

Men, hvad der er endnu vigtigere for ham, så forpligter regeringen sig til at stille et lovforslag om, at der i fremtiden skal skrives notat minimum en gang i timen, når en patient er bæltefikseret.

Silas Dam ville ikke indgå i et forlig, medmindre lovforslaget blev en del af det, da der ifølge ham ikke er noget beløb, der kan rette op på de ting, som han har været udsat for.

Og lovforslaget kan få stor betydning for andre psykiatriske patienter. Det vurderer advokat Tobias Stadarfeld Jensen, der har ført sagen ved menneskerettighedsdomstolen.

- Det betyder konkret, at personalet under en bæltefiksering skal dokumentere hyppigere end hidtil, hvordan vedkommende har det og opfører sig. Sådan så man mellem hver halve eller hele time kan sige noget om patientens tilstand, siger han.

Silas Dam er ikke i tvivl om, at det kunne have gjort en forskel i hans egen sag.

- Hvis den faste vagt havde haft notatpligt, havde det fremgået sort på hvidt, at jeg hurtigt faldt til ro, var venlig og opførte mig, som man skal. I så fald havde jeg formentlig vundet denne her sag noget før, og det havde ikke være nødvendigt med denne tre år lange kamp for retfærdighed, siger han."

(Fra https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/silas-var-baeltefikseret-i-25-timer-nu-har-han-indgaaet-forlig, d.d.)

Psykiater

Jeg var pudsigt nok også tvangsindlagt på en lukket afdeling i Glostrup i 2018, og her udsatte to overlæger mig for ulovlig tvang og for trusler på mit helbred. Jeg nægtede at få taget blodprøver, fordi det ikke var nødvendigt, men det ville den ene overlæge, Bjørn (en fedladen og snusket psykiater, som jeg aldrig fik oplyst efternavnet på) ikke høre tale om, hvorfor han forsøgte at tvinge mig. Hans kollega, , påstod herefter, at jeg var psykotisk og det falske postulat gentog hun overfor Det Psykiatriske Patientklagenævn på selve afdelingen. Hun var ovenikøbet så fræk at hun under denne samtale igen påstod at jeg i selv samme øjeblik var psykotisk, altså sindssyg, selv om jeg også her helt åbenlyst ikke var det, og hun kunne ikke forklare mig hvorfor. Hun vandt selvfølgelig i dette inkompetente klagenævn, som psykiaterne havde for vane at gøre. Dermed blåstemplede klagenævnet "AGBs" meget ringe faglighed og overgreb, som igen blåstemplede Gitte Ahles senere for mit helbred så skadelige, langvarige trusler om tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin, som aldrig var berettiget, da jeg aldrig havde været psykotisk.

Peter Worm Jantzen og de manglende svar

Jeg havde skrevet mange mails og SMS'er til P, hvor jeg forklarede ham om min udholdbare situation, men han glad af på langt de fleste. Det var måske fagligt og moralsk fordækt, men juridisk smart, for selv om jeg vidste, at han modtog og læste mine skriv til ham, så kunne han ikke i retten klandres for hans manglende svar. Det vidste han naturligvis godt, men jeg var usikker på om han vidste, at jeg vidste, at dette var hans bevidste strageti for at unddrage sig et ansvar. Dog havde Peter Worm Jantzen trods alt været så serviceminded på skrift at oplyse mig om det, jeg udmærket vidste i forvejen, nemlig, at det var lovligt at optage samtaler man deltog i med psykiatere. Denne lille erkendelse fra Peters side var jeg alligevel glad for, da jeg havde gjort mig stor umage med at optage samtlige samtaler med ham, Hans Raben, Lars Andersen, Susanne Emde, Amanda Bech og Martin, også de telefoniske, og dertil møjsommeligt gemt og backup'et al skriftlig korrespondance med førnævnte.

Mentalundersøgelse

At Kriminalforsorgen ville tvinge mig til at undergå en ny mentalundersøgelse var så åbenlyst unødvendigt, at jeg mest af alt opfattede det som en perfid joke, som Anklagemyndigheden havde anmodet om for at plage mig yderligere og for at insinuere overfor omverdenen at jeg var tosse. Jeg håbede, at denne instans var stolt af at bruge skatteydernes penge på at chikanere mig. Det var meget professionelt, og især var jeg imponeret over, at Anklagemyndigheden ikke havde gidet at besvære sig med rent faktisk at sætte sig ind i min sag og kontakte retspsykiater Peter Worm Jantzen eller måske bare læse hans nylige erklæring.

Alternativt kunne jeg også bare lave en retspsykiatrisk playiste på Soundcloud, som genierne på Retspsykiatrisk Klinik kunne lytte til og på den måde spare mig for en unødvendig undersøgelse, som jeg erfaringsmæssigt vidste var forudindtaget og i modstrid med virkeligheden ville konkludere, at jeg var sindssyg og personlighedsforstyrret. Jeg havde jo optaget sidste mentalundersøgelse og allerede i 2018 sendt den til min daværende advokat mhp. at få berigtiget den helt forfejlede mentalerklæring. Desværre havde jeg intet hørt fra denne advokat, og jeg blev udsat for en langvarig trussel om uberettiget tvangsmedicinering kort tid efter, hvilket havde givet mig PTSD.

Nok er nok!

Jeg havde været udsat for et mareridt, der indtil videre havde varet i over seks år pga. af en fejldiagnose, og nu fortsatte den danske stat med at chikanere mig og truede mig mere eller mindre indirekte med at gentage truslen om uberettiget tvangsmedicinering. Hvad fanden skete der?! Hvorfor skulle jeg udsættes for det efter alt, jeg havde været udsat for? Hvor fanden var Institut for Menneskerettigheder henne? Hvor var Ombudsmanden henne? Politikerne? Myndighederne? Det var nødt til at stoppe. Nogen skulle skynde sig at gøre noget, således at den danske stats overgreb og trussel om overgreb blev forhindret.

Jeg havde allerede sendt min tekst til medierne, så i det sekund man udsatte mig eller truede med at udsætte mig for flere overgreb, sendte jeg teksten rundt igen. Jeg havde flere telefonnumre på journalister, jeg havde talt med og som kunne huske mig, og dem ville jeg kontakte igen, så de kunne være parate til at bevidne de nye overgreb. Jeg ville også sende dem alle mine optagelser, såfremt jeg igen blev truet med uberettigede overgreb i psykiatrien.

For sent

Til forskel fra første gang jeg blev udsat for overgreb i dansk psykiatri og retsvæsen, havde jeg denne gang forberedt mig ekstraordinært grundigt, og jeg havde lært en masse mennesker godt at kende, som vidste, at jeg overhovedet ikke var spor psykotisk eller fejlede noget som helst psykisk. Uanset hvad man ville pine mig med, var det for sent. Staten kunne gøre præcis hvad den ville, men denne gang kunne den ikke gøre det i ubemærkethed og på et tidspunkt skulle omverdenen og offentligheden nok blive opmærksom på den tortur, jeg blev udsat for, og hvem torturbødlerne var. De skulle blot fortsætte overgrebene som hidtil, og dermed gøre mig til martyr. Det var ikke særligt smart af dem, men hvis de havde været smarte til at begynde med, havde de aldrig nogensinde startet med overgrebene og fejlbehandlingen. Man kunne ikke gøre mig til noget, jeg ikke var og aldrig havde været, nemlig sindssyg og personlighedsforstyrret.

Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik

Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik havde blåstemplet overgrebene i retsvæsenet og psykiatrien med deres makværk, som var i direkte modstrid med virkeligheden. Det var utænkeligt at disse nu var uvildige og ikke forudindtaget. Jeg kunne især ikke qua de nye sigtelser forventes at behandle mig og min sag uhildede og professionelt, og jeg ville under ingen omstændigheder igen deltage i deres elendige og forkerte undersøgelser. Gad vide hvordan man regnede med at jeg ville reagere, hvis jeg igen blev udsat for vanrøgt og overgreb i psykistrien? Det var meget interessant hvilken gavn det ville gøre at straffe mig for at kæmpe for mit liv og mit helbred? Dem, der stod bag de nye sigtelser, fortjente i min optik selv at komme i fængsel for den kriminalitet de havde begået, så fremfor stadig at drive hetz mod mig, burde man tage mine anmeldelser mod førnævnte alvorligt, og ikke gøre som hidtil og ignorere dem i den falske tro, at jeg bare var en tosse, man ikke kunne tage seriøst.

Som i en film

Man havde taget så meget fejl, at det man havde gjort imod mig i psykiatrien, efterhånden var som plottet i en film; en rask person, der ved en fejl eller ond vilje bliver tvnagsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Det var jo min historie, og nu var det ikke bare noget, jeg påstod, men noget som jeg ud over enhver rimelig tvivl kunne dokumentere objektivt, og dertil havde jeg adskillige navngivne vidner, der kunne bekræfte rigtigheden i det, jeg skrev og sagde. Alligevel blev man ved og ved med at tro at jeg var sindssyg, som en struds, der havde stukket hovedet ned i jorden eller et trodsigt barn, der holdt sig for ørene og skreg for at undgå at skulle forholde sig til virkeligheden. Det var ikke bare uskønt og uværdigt, det var direkte livsfarligt for mig, at man i politi og retsvæsen stædigt nægtede at indse, at jeg ikke var og aldrig havde været sindssyg og utilregnelig. Det var en skamplet på retsstaten, som ikke forsvandt fordi man blindt fortsatte at miskreditere den stat, man var ansat af. Det var en rædsom og utilgivelig skændsel, og alle, der deltog i denne skueprocess havde et personligt ansvar for hvad de foretog sig.

Kollektiv vrangforestilling

At jeg skulle tvinges til at lade mig underkaste en ny mentalundersøgelse beroede på en falsk opfattelse, der herskede hos politi, retsvæsen og myndigheder, som ikke stemte overens med virkeligheden, som man urokkeligt fastholdt til trods for objektive og talrige forhold, som var i direkte modstrid med opfattelsen, og som alle andre mennesker end dem, der havde denne opfattelse, kunne bevidne var forkert.

Disse personer nægtede at lade sig virkelighedskorrigere, og blev vrede og forurettede, når man forsøgte. De mennesker, der delte denne opfattelse, led dermed af paranoide vrangforestillinger, som de videreførte i deres journaler og sagsmateriale, således at andre, der efterfølgende læste dem, troede, at de passede og dermed overtog vrangforestillingerne. Selvfølgelig var der også enkelte, som udmærket vidste, at vrangforestillingerne om, at jeg var eller havde været sindssyg, utilregnelig og personlighedsforstyrret, vitterligt var vrangforestillinger og at jeg var ganske normal, men som af bekvemmelighed, oppotunisme og fejhed valgte at lade som ingenting; man skulle ikke nyde noget selv, og der var sikkert andre, der tog sig af det.

Bio-psyko-socialt normal

Jo, jeg havde ganske vist ADD, som var velbehandlet medicinsk, og som jeg delvist tidligere mens jeg havde et normalt liv og arbejde havde kunnet håndtere med streng disciplin, benhårdt arbejde, selvopfostrelse og daglig, hård fysisk træning.

Og nu havde jeg så også udviklet PTSD som følge af årelang mishandling og overgreb i psykiatrien, samt de mange ulovlige ransagninger, hjemløshed, perioder med sult og kulde mv.

Men derudover fejlede jeg intet og var velfungerende i alle henseender, især hvis jeg ikke sultede, frøs eller overnattede udendørs, og jeg havde intet funktionstab. Jeg havde overlevet i miljøer og steder, som de mennesker, der var ansvarlige for overgrebene og de nye sigtelser med overvejende sandsynlighed ikke ville have kunnet. Og uanset hvorend jeg ufrivilligt befandt mig i det danske samfund, fungerede jeg så godt socialt, at jeg fik venner og bekendte de pågældende steder. Fordi jeg var normal og ikke psykisk syg eller personlighedsforstyrret.

Jeg var flintrende ligeglad med om Danmark ville straffe mig med fængsel for at kæmpe for min overlevelse, for jeg havde været værre steder allerede og klaret mig fint, og jeg skulle nok sørge for at få nye venner i fængslet også. Jeg skabte ikke problemer for nogen, men hjalp gladeligt andre, hvis jeg kunne, og det vidste jeg jo at jeg kunne, fordi jeg havde gjort det før og fordi jeg var uddannet læge. Det var faktisk noget, man satte pris på et sted som i et fængsel. Jeg lånte aldrig penge, med mindre jeg direkte sultede, jeg undgik at skylde nogen noget som helst, eksempelvis tjenester, jeg var ikke misbruger, havde ingen fjender i det kriminelle miljø (men et par rigtigt gode bekendtskaber), jeg spillede ikke smart og jeg trænede alt, jeg kunne.

Og derudover var der ingen jeg havde fortalt min historie til - inklussive alle detaljerne - som anså mig for kriminel. Alle kunne forstå mine reaktioner, at jeg var blevet presset ekstraordinært meget og at myndighederne og politiet havde kunnet forhindre det og svigtet flere gange, og enkelte havde fortalt mig hvad de ville have gjort, hvis man havde udsat dem for det, man havde udsat mig for, og det var ikke artige sager, som jeg kunne tillade mig at skrive om. Jeg vidste, at fornævnte personer mente hvad de sagde, og havde bevist, at de også var i stand til at lade handling følge ord.

Forståelse var ikke det samme som billigelse, men de fleste var godt klar over, at der var grænser for hvad man kunne gøre mod andre mennesker uden at få et modsvar som mit, og i forhold til de nye sigtelser havde jeg ikke den fjerneste dårlige samvittighed. Jeg vidste, at det var ikke kun berettiget, men min eneste mulighed for at overleve, at jeg havde rundsendt teksten, og at jeg ikke havde haft noget valg. Jeg kunne aldrig fortryde eller angre, at jeg havde sendt en tekst rundt til nogle mennesker, når mine vilkår var, som det var tilfældet, og ingen straf eller tvangsbehandling kunne få mig til at ændre min adfærd eller opfattelse.

Folketingets Retsudvalg

Jeg havde haft mailkorrespondance med flere af medlemmerne af udvalget, så de kunne ihvertfald godt huske mig, når jeg igen henvendte mig til dem og fortalte om de nye sigtelser. Jeg ville holde dem tæt opdateret om forløbet og sende dokumentationen for de kommende overgreb til dem. Jeg havde for længst besluttet mig for ikke at lide i stilhed, og det havde ikke ændret sig. Først havde jeg dog lidt i stilhed, men jeg erfarede, at det kun resulterede i mere lidelse og flere overgreb, så til trods for at jeg hadede opmærksomhed og helst ville lide i stilhed uden at inddrage andre i lidelsen, så var det en forkert strategi.

Hvis jeg havde fortsat med at holde min kæft, havde systemet for år tilbage smadret mig fuldstændigt, og selv med de nye sigtelser havde det været den sikre død at være tavs. Jeg havde bare ikke noget valg, om jeg kunne lide det eller ej, og sådan var det stadig, det var et spørgsmål om overlevelse for mig.

Jeg så frem til personundersøgelsen i Kriminalforsorgen den 7. januar kl. 10.00 i Glostrup. Jeg skulle nok sørge for at samarbejde med sagsbehandleren og hun måtte hellere sætte god til af til mig. Og ellers forsøge at overleve i mellemtiden, samt forbedre min bog og sende den rundt til de journalister, jeg havde kontaktoplysninger på. Jeg havde desværre ikke midler til at flygte fra forfølgelsen af den danske stat til udlandet, men hvis jeg havde haft pas og penge, havde jeg brugt al min energi på at flygte til udlandet, uanset hvor i verden det var. Jeg ville søge asyl det pågældende sted, da jeg kunne dokumentere, at jeg blev personligt forfulgt af den danske stat, som gjorde alt i dens magt for at få mig tvangsmedicineret med livsfarlig og uberettiget antipsykotisk medicin og spærre mig inde på ubestemt tid. Det var sådan man de facto henrettede mennesker i Danmark, dødsstraffen blev eksekveret langsomt, men resultatet var det samme som at blive skuldt, hængt eller gasset ihjel. Det var måske mere humant når man henrettede borgerne med det samme og sparede dem for årelang lidelse og mishandling før døden alligevel indtraf før tiden.

4. December 2021

Dagbog

Altid frejdig, når du går

Altid frejdig, når du går

veje, Gud tør kende,

selv om du til målet når

først ved verdens ende.

Aldrig ræd for mørkets magt!

stjernerne vil lyse;

med et fadervor i pagt

skal du aldrig gyse.

Kæmp for alt, hvad du har kært;

dø, om så det gælder,

da er livet ej så svært,

døden ikke heller.

Jeg havde aldrig været ræd for nogen klam, bøssoid, beta-male psykiater. Jeg havde heller aldrig haft den mindste respekt for disse skimlede kældermennesker, der mere synes end at være, hvis eneste evner var affekteret tale og oratorisk dygtighed, men som ikke besad skyggen af andre dyder, såsom mod, lægefaglighed, ansvarlighed og uhildethed. De var klamme parasitter, der kun var ganske lidt behov for i ethvert samfund, de eksisterede kun fordi staten havde brug for at placere ansvaret for de overgreb, den udførte, på andre.

Ingen turde stå ved deres handlinger, for mishandleren foretrak annonymitet og ansvarsfrihed, og kunne man slippe afsted med det, havde man elefanthuer på mens man udførte mishandlingen, der ikke tålte dagens lys eller offentlighedens skue.

Stilhed før stormen

Det var som at være i en skov, hvor den livlige fuglekvidren pludseligt forstummede. Når jeg ikke modtog svar på mine mails, vidste jeg at den var gal. Når medarbejderne i STRAX-huset i Høje Taastrup ikke turde signere de mails, de rent faktisk forholdt sig til, med navn, men kun med et "Venlig hilsen, STRAX-huset", var det tegn på at man af juridiske årsager ikke havde mod til at signere med eget navn, som man plejede.

Man fik ganske vidst løn for at udføre et stykke arbejde, som - hvis det blev udført korrekt og professionelt - man ikke havde den mindste grund til at skamme sig over, men af angst, paranoia og fejhed ville man ikke kendes ved det. Man ville gerne indkassere frugterne af ens arbejde i form af rigtig gode vilkår og en set i forhold til arbejdsbyrden, endnu mere gunstig løn, man ville gerne sole sig i andres annerkendelse til middagsselskabet, når man fortalte hvor hårdt ens arbejde var, men at man gladeligt udførte det fordi man jo hjalp de svageste i samfundet.

Men at tage ansvar for ens handlinger, at stå på mål for dem, det ville man alligevel ikke. Det var det laveste af det lave at opføre sig på den måde. Jeg foragtede mennesker, som udviste fejhed og valgte at springe over hvor gærdet var lavest. Mennsker i den offentlige sektor, der var magelige og selvtilfredse og elskede at brokke sig over hvor hårdt de havde det, mens de sad med en kop kaffe rundt om bordet, med alle kollegaerne rundt om sig, mens man holdt endnu en pause. Hykleri, dobbeltmoral og fejhed. Føj.

Det var på grund af den slags mennesker, at Danmark på sigt ikke havde en chance i helvede for at bestå som land og samfund. Det var medløberens land, et land, der på mirakuløs vis og på grund af andre landes opofrelse og velvilje tidligere havde klaret sig helskindet ud af kriser, men som den dag, der virkelig gjaldt og man skulle stå på egen hånd, ville gå til inden der var gået fem minutter. Holger Danske var hjernedød og i koma, og vågnede aldrig op igen.

Værtshusmiljøet på Amager

Tilfældet var, at jeg havde lært nogle gode mennesker at kende, som frekventerede værtshuse på Amager, så efter jeg var kommet til penge igen havde jeg været på et par af slagsen. Det var nyt for mig, og det var meget længe siden at mit tøj havde lugtet af røg, men det var en positiv oplevelse, og jeg var glad for at jeg nåede at opleve en side af dansk kultur, som havde fyldt meget tidligere, men som desværre var ved at uddø.

Crafted While High

At jeg havde været afsted nogle gange betød ikke at jeg havde et repræsentativt indblik i værtshuskulturen, men jeg havde alligevel fået et indblik i en hyggelig verden, hvor man hurtigt faldt i snak med folk. Amager var måske det sidste sted i Danmark hvor værtshusene lukkede og slukkede, men værtshusene var ikke den eneste anakronisme (i nogles øjne, ikke mine) på øen, hvor man også havde både relativt mange møntvaskerier, slagtere og smørebrødsforretninger.

Jeg havde både mødt en ældre kvindelig socialpædagog, der arbejdere på Sundholm og var stamkunde på et værtshus, samt en 31-årig kvinde, der broderede slogans, som hun solgte og påstod at hun kunne leve af. Folk var generelt flinke, men man skulle skelne mellem de måske to største grupper af besøgende, som var meget forskellige, men blev eksponeret for hinanden på værtshusene, nemlig de studerende og stamkunderne.

Det var stamkunderne, der var interessante at tale med. De studerende var som studerende nu engang var, og jeg havde selv engang været en af slagsen, så de var ikke nær så spændende, og når de kom på værtshuset var de i grupper og mængede sig ikke med stamkunderne og omvendt. De studerende hørte ikke rigtig til på værtshuset og de vidste det godt, men de syntes, at det var lidt fedt at fortælle vennerne i Jylland om det.

Jeg hørte heller ikke rigtig til på værtshusene, men dels hærte jeg ikke til nogen steder, og dels var det alligevel tæt på at jeg gjorde det, for bortset fra at jeg ikke røg og kun drak få øl, så passede jeg godt ind og kunne fint begå mig der. Det var dog heller ikke svært, når man var født og opvokset i Danmark i underklassen. Det var sikkert et meget vigtigt sted at kunne være for stamkunderne, som, hvis muligheden ikke fandtes for at mødes med andre på værtshuest, nok ikke havde andre steder at socialisere, og nok ville blive ensomme og isolerede uden.

5. December 2021

Dagbog

Optagelserne

Det var et følelsesmæssigt belastende og mentalt udmattende arbejde, men til sidst bar det frugt, da jeg genfandt optagelserne af samtlige samtaler jeg havde haft med psykiaterne, psykologen, ergoterapeuten og sygeplejerskerne på R3, Sankt Hans Hospital.

Men dertil havde jeg dikteret dagbog, optaget telefonsamtaler i perioden, og mange andre interessante optagelser fra det værste sted, jeg endnu havde opholdt mig ufrivilligt i Danmark.

Optagelserne var af fremragende kvalitet, og det var megalomant af psykiaterne, at de ikke havde troet at jeg ville optage dem, eller at de fremstod professionelle under samtalerne med mig. Det var en guldgrubbe værd for mig og for min sag, og en katastrofe for psykiatrien, og på et tidspunkt skulle offentligheden nok belive gjort opmærksom på dem. Jeg var ikke særlig intelligent, men psykiaterne havde alligevel fejlvurderet mig enormt meget, samt overvurderet dem selv. Fjolser.

Hvis ikke at teknologien allerede nu var tilstrækkeligt udviklet til at kunne transskribere mine optagelser, så jeg slap for ubehaget ved at lytte dem alle igennem, så var det kun et spørgsmål om kort tid, før det var tilfældet. Jeg havde så mange kopier så mange steder af optagelserne, at det var for uoverkommelig en opgave for politiet at finde samtlige af dem, især fordi politiet ikke havde nogen interesse i at spilde tid og penge på noget så ligegyldigt for dem, der tilmed var lovligt.

Så man kunne ikke løbe fra sit ansvar, hvis man var psykiater, psykolog eller sygeplejerske og havde mishandlet eller fejlbehandlet mig. Snart kunne alle i hele verden høre hvor modbydeligt det havde været for mig at være tvangsindlagt på Sankt Hans Hospital.

80 optagelser

Der var 80 optagelser af forskellig varighed indtil videre fra Sankt Hans Hospital.

Man sku' ha' gjort noget

Men det undlod man. Over 100 optagelser fra 2019, de tidligste fra medio april, blot få dage efter at psykiater Gitte Ahle fortalte mig, at jeg var "meget, meget sindsyg", "alvorlig, syg", og hvilket sludder hun ellers vrøvlede om, og som var i modstrid med virkeligheden. Dimitri, Irene, Peter, Kim, Hans, og alle de andre på slap linje.

Der blev hygget om os på bodegaen - på husets regning.

Selvfølgelig vandt bødlerne til sidst. Men ikke uden kamp. De skulle have valgt end anden end mig, og de skulle aldrig tage alt fra et menneske, ihvertfald skulle de ikke spille forurettede og overraskede, hvis det menneske, hvis liv de havde ødelagt, reagerede.

6. December 2021

Dagbog

Polstring af stole

I det lokale værested igen, hvor en af de ansatte havde fundet fire klassiske stole i teak træ, der var blevet kasseret. Den ansatte, der havde en baggrund som snedker, havde taget stolene med. Han foreslog, at jeg afpolstrede, resturerede og polstrede dem igen, og jeg slog til.

Det tog nogle timer at fjerne alle klipsene fra sæderne og ryglænene, samt det mølædte og støvede skum, under det kedelige og slidt betræk. Det var hårdt, men tilfredsstillende arbejde, og jeg nød i fulde drag at presse den ene side af stempeljernet under hver enkelt klips og dreje det til siden, så et af benene kom fri, så jeg bagefter kunne fjerne det med det multitool, jeg havde med og som jeg ellers brugte til de cykler, jeg istandgjorde. Desværre var sidstnævnte af så ringe kvalitet at det gik fra hinanden under arbejdet, men det gik.

Jeg var i værestedet fra klokken 9 til lidt i 18, og før jeg gik så jeg en youtube-video, der viste hvordan man polstrede stole, og lagde værktøjet og det skum vi havde været nede i Jysk og købe frem, så det var parat til i morgen, hvor jeg satsede på at polstre alle stolene. Sådan nogle småprojekter kunne lade sig gøre det pågældende værested, som vsr brugerstyret og hvor den eneste regel var, at man gav mere end man tog.

En af stedets brugere havde i manisk fase været rundt og indsamlet kasserede cykler i kvateret. Herefter var han vist blevet indlagt, så jeg havde ikke mødt ham endnu, men personalet havde tjekket om cyklerne var meldt stjålne, og de var de ikke. Det havde været mit første, selvvalgte projekt, og jeg havde lavet én hel, lovlig og fungerende cykel indtil videre, ved at skralde et par af de andre cykler. Nu kunne en eller anden bruger få glæde af cykelen. Det var meningsfuldt arbejde, og efter jeg havde nuppet stolene, ville jeg fortsætte med cyklerne.

Træning

Grundet omstændighederne havde jeg ikke kunnet træne de sidste par uger, men nu havde jeg igen råd til at vaske tøj (så længe det varede), så nu gjaldt det bare om at komme i gang igen. I mangel af bedre havde jeg næsten dagligt lavet pullups og dips på de udendørs fitnessudstyr, der stod forskellige steder, men det var ikke tilstrækkeligt.

Næste overgreb

Hver gang det med nød og næppe lykkedes mig at etablere mig et sted, sørgede mine bødler for på magisk vis at ødelægge det for mig, så jeg gik og spekulerede på hvornår man igen ville få politiet til at chikanere eller skandalere mig over for mine omgivelser, sådan som det var sket så mange gsnge igennem årene. Taktikken var at stresse mig ihjel, og hvis ikke sult og hjemløshed gjorde det, så supplerede man med en ulovlig ransagning.

Der var altid en paranoid praktiserende læge et sted, der kunne indgive falske anklager mod mig til politiet eller sundhedsmyndighederne, således at det havde et påskud til at komme efter mig. Jeg måtte aldrig se nogen ransagnongskendelse, så jeg vidste som regel ikke hvorfor politiet kom rendende og trumatiserede mig, men formentlig troede man, at jeg var utilregnelig og sindssyg, hvilket anmelderen havde bildt politi og myndigheder ind, hvorfor man ikke behøvede at overholde retsplejeloven.

Måske mente den paranoide læge, at jeg havde misbrugt vedkommendes CPR nummer og hacket FMK? Måske mistænkte politiet mig for at have slået et menneske ihjel med kniv igen? Måske var det en hel ny falsk anmeldelse? Freds- og æreskrænkelse? Alle kunne anmelde mig for hvad som helst, uden konsekvenser, hvorved politiet havde grønt lys til at chikanere mig, igen uden konsekvenser. Sådan fungerede den danske "retsstat".

Og hvis man ikke havde fantasi til at opdigte en falsk anmeldelse mod mig, kunne Anklagemyndigheden bare gøre som den plejede, og udtage ("sample") noget jeg havde skrevet, fejlfortolke det, bruge det uden for kontekst, og så få en dommer til at idømme mig tvangsmedicinering for noget jeg aldrig havde fejlet. For i ders system stod jeg jo regostreret som sindssyg og utilregnelig og nu kriminel, hvorfor alt var tilladt i forhold til at begå overgreb mod mig. Dommeren var sgu ligeglad med min forklaring, med objektiv dokumentation, vidner og virkeligheden. Ingen nuancer, bare et hurtigt og overfladigt blik i journalen eller papirerne, hvor fejldiagnoserne stadig var opført, og så lade hammeren falde. Det tog ikke mange minutter. Næste offer, tak.

7. December 2021

Dagbog

Polstring

Jeg afpolstrede i går og begyndte at polstre i dag. Sidstnævnte var ikke overraskende en del sværere, og jeg så et par youtube guides, prøvede mig lidt frem, og efter timers arbejde, lykkedes det næsten at polstre en hel stol. Det var mentalt og fysisk noget krævende at skulle lære noget helt nyt og anderledes end jeg havde været vant til, men ikke desto mindre var det fedt, at være beskæftiget med noget, der gavnede andre - i dette tilfælde tilfaldt pengene fra et eventuelt salg til værestedet - og jeg var dejligt træt, da jeg kom hjem om aftenen, og jeg vidste, at jeg ville sove godt i nat, så jeg kunne være udhvilet når jeg fortsatte arbejdet i morgen.

Det var enerverende ikke at kunne tale andre om lægearbejdet, som var det, der interesserede mig ubetinget mest, og det samme var tilfældet i forhold til at jeg stort set aldrig fortalte noget, at jeg faktisk var uddannet læge.

Jeg orkede ikke at skulle fortælle den efterhånden lange hitorie til alle ny menneskdr, jeg mødte og havde en relation til, så når nogen spurgte, hvad jeg havde lavet (underforstået den gang jeg var på arbejdsmarket), svarede jeg, at jeg havde lavet lidt af hvert. Det var et ikke-svar, som alle indtil videre havde været betænktsomme nok til ikke at grave i, selv om de nok var klar over, at jeg bevidst svarede undvigende, fordi jeg skjulte min fortid.

De fleste kunne godt regne ud, at jeg ikke var psykisk syg, men nu havde jeg dog arrene efter mit selvmordsforsøg, som var ret tydelige, og som jeg vidste, man lagde mærke til, og det gav mig et slags alibi, og fritog mig fra at uddybe hvad, jeg fejlede.

Et par af de ansatte, der selv havde eller havde haft et forløb i psykiatrien, og som ikke skammede sig over det eller fortiede det, havde godt nok spurgt mig, hvad min eller mine diagnoser egentlig var, og så kunne jeg uden at lyve fortælle dem, at man havde troet, at jeg led af kronisk paranoid psykose, og i den forbindelse havde været tvangsindlagt, men at man havde fundet ud af, at det eneste jeg led og havde lidt af, var ADD, samt nu, efter mine oplevelser i psykiatrien, PTSD.

For værestedet var for de svært psykisk syge, og det lå i kortene, at man ikke som psykisk rask kunne var medlem af klubben, hvilket var forståeligt, for det krævede et psykiatrisk forløb at forstå de andre brugere, og gøre sig fortjent til deres tillid og fortrolighed. Jeg havde et indgående selvoplevet kendskab til lukkede og åbne psykiatrisk afdelinger, så jeg håbede, at det var nok.

E-post

Jeg havde fået en del sms'er på det seneste, og måske var nogle af dem at notifikation om at jeg havde modtaget E-post, men jeg var så led og ked af det offentliges trusselsbreve, at jeg ikke engang havde lyst til at læse sms'erne. Jeg var rent ud sagt pisse træt af, at jeg kun modtog den ene dårlige nyhed efter den anden, og når jeg alligevel intet positivt havde at se frem til og intet håb, hvorfor skulle jeg så frivilligt udsætte mig selv for det ene slag i hovedet efter det andet? Jeg var jo ikke masokist, og undgik helst smerte og stærkt ubehag.

Topmålet af modgang

Hvor meget kunne man belaste ét enkelt menneske? Hvor meget modgang, lidelse, ubehang, ulyst, stigmatisering, isolation, marginalisering, smerte, håbløshed og meningsløshed kunne staten udsætte en borger for, før nogen greb ind og standsede torturen? Hvornår gjorde nogen noget for at standse statens hensynsløse chikane og hetz? Hvordan var den korrekte måde at reagere på, hvis man var den uheldige borger, som staten i årevis forfulgte? Var det ikke en illusion at tro, at man kunne stjæle et menneskes liv uden at vedkommende reagerede kraftigt? Selvfølgelig var det det. Selvfølgelig var det normalt. Uanset hvad man lod som om, som vidste jeg og alle andre, at det var normalt. Det var ikke mig, der havde tvangsindlagt nogen ulovligt og givet nogen en fatal fejldiagnose, så det var ikke min skyld, det, der var sket eller ville ske. Gad vide hvornår retsvæsenet og psykiatrien erkendte, at man havde gjort noget utilgiveligt og rædselsfuldt? Noget kriminelt?

“Du kan sagtens narre alle folk i nogen tid, og nogle folk hele tiden, men du kan ikke narre alle folk hele tiden”

Så hvorfor tog man sig sammen og droppede skuespillet?

Det var forunderligt og barrokt, at bl.a. Peter Worm Jantzen konsekvent undlod at forholde sig til mine kritiske og relevante spørgsmål og til konsekvenserne af hans kollegers fejldiagnoser. Ingen turde svare på de oplagte og essentielle spørgsmål, og folk nægtede så konsekvent at gøre det, at det var lige så frustrerende, som det var latterligt og fejt.

Jeg håbede at disse virkelighedsfornægtende offentligt ansatte var stolte af sig selv, og jeg kunne kun opfordre til at de prøvede at tænke over hvordan de ville havde det, hvis de selv eller deres nærmeste stod i en situation som min. Desværre var deres selvindbildning så stærk, at det nok ikke var muligt for dem. De få, der rent faktisk havde samvittighed og empati vidste godt, at det var helt galt, hvad der var sket, men det, de gjorde var, at tænke, "godt det ikke er mig eller mine, der er gået ud over.". Der var ikke én eneste, der både havde samvittighed, empati og mod og sagde fra.

Blink to gange hvis du forstår

Jeg havde fået et enddog meget godt forhold til flere af de offentligt velfærdsansatte, men når det kom til stykket ville ingen forholde sig til sagens kerne, og man lod som ingen ting og svarede udenom, hvis jeg i al fortrolighed forsøgte at liste et oprigtigt svar ud af nogen. Jeg havde ikke tøvet med selv at fortælle et medmenneske at jeg ikke anså vedkommende for sindssyg, hvis han eller hun direkte spurgte mig og det ikke var tilfældet.

Hvis nogen spurgte mig, om jeg dog ikke kunne forstå, at vedkommende var desperat og fortvivlet, fordi man havde fået en fejldiagnose, der havde ødelagt ens liv, så ville jeg da sige min uforbeholdene mening (som var et rungende "ja" i dette tilfælde), og jeg ville gøre mit bedste for at rådgive vedkommende om hvordan han eller hun kunne få slettet fejldiagnosen og komme videre i livet. Jeg havde selvfølgelig på eget initiativ ellet på foranledning skrevet til rette person eller myndighed og forklaret, at jeg absolut ikke anså den fejldiagnsticerede som sindssyg, hvorfor der var begået en alvorlig fejl, som personen eller myndigheden straks skulle berigtige. Alt andet var delagtighed i fejldiagnosen og forbrydelsen. Men ingen skulle nyde noget, så i mit tilfælde havde ingen besværet sig med at gøre dette og rede resterne af mit liv og tilværelse.

Ingen jul

Som sædvanligt havde jeg ikke råd til at fejre jul. Jeg havde ikke råd til at købe gaver, eller tage på skiferie. Jeg havde aldrig råd til gaver, rejser, biografture, byture og lignende. Det var der beklageligvis ingen, der forstod. Jeg havde lært at folk var ligeglade med andres utålelige vilkår, der var ingen forståelse at hente nogen steder. Ikke at jeg som sådan havde brug for andres forståelse, men når jeg hele tiden var tvunget til at fortælle om mine vilkår til offentligt ansatte og når jeg var påtvunget de vilkpr jeg levede under, havde jeg bare intet valg.

"DR har i forbindelse med programmet “Indefra - med Anders Agger” fået en helt unik adgang til en ellers hermetisk lukket verden på den retspsykiatriske afdeling i Viborg. Her kommer ingen normalt indenfor de høje hegn og dørene af panserglas. Ikke udover de ansatte og de vagter, der nogle gange sidder på gangene."

(https://www.dr.dk/nyheder/indland/chris-var-syg-til-faengsel-foerste-gang-i-mere-end-ti-aar-falder-antallet-af)

Jeg havde et endnu mere unikt adgang til en retspsykiatrisk afdeling, for jeg havde timers lyd og videooptagelser, samt fotos fra den.

8. December 2021

Dagbog

Polstring fortsat

Jeg fortsatte med polstringen af stolene i dag, og nåede at udskære skummet til de sidste stole, samt påklipse og lime skummet fast på alle sæderne. Jeg manglede nu selve påsætning af betrækket på tre af stolenes ryglæn, samt to af sæderne.

Det var et interessant arbejde, selv om det lå langt fra mit felt, og så alligevel ikke, for det krævede alligevel en del snilde og omhu at spænde både skum og stof ud, så der ikke var nogen folder og beklædningen glat.

Hvis man så bort fra alt det andet og kun fokuserede på selve det finmotoriske og den øvrige fysiske og mentale del af arbejdet, var der såmænd ikke den store forskel på simpel elektiv kirurgi og polstring. Men det var selvfølgelig alt det andet, der krævede langvarig uddannelse og videreuddannelse mv.

Jeg var meget tilfreds og trivedes med at være beskæftiget med polstringsarbejdet, men jeg undgik ikke at opleve den velkendte og stærke følelse af, at mit liv var blevet stjålet og ødelagt af moralsk korrumperede psykiatere og læger, som i et anfald af blindt magtarrogant raseri og storhedsvanvid troede, at deres ære (som de ikke besad skyggen af, taget deres overgreb i betragtning) rangerede over mit liv og helbred. Hvor var det dog ulækkert at bevidne og hvor var det dog en skændsel at politi og retsvæsen føjede disse umennesker.

Jeg kunne godt blive vred og bitter over hvor meget de havde ødelagt for mig, og hvor meget lidelse de havde foresaget; mens mine bødler sad trygt og godt i det på alle planer og aldrig havde lidt virkelig nød eller afsavn i deres liv, var de skyld i at jeg havde frosset og sultet rigtig mange gange efterhånden og var hjemløs.

Derfor skulle de nok overveje at holde deres kæft og gå meget stille med dørene, for i sidste ende ramte alle deres overgreb mod mig dem selv, for der skulle nok engang være nogen, der undersøgte sagen nærmere, og retsværenet så ikke med milde øjne på læger og psykiatere, der løj under vidneansvar eller værgede sig mod at vidne, indgav falske anmeldelser, mens de selv brød loven, misbrugte deres stillinger osv.

Om jeg overlevede til at overvære retssagerne mod mine bødler var tvivlsomt, men at dagen oprindt var ikke, de kunne ikke løbe fra hvad de havde gjort, og retsvæsenet skulle nok sørge for at straffe dem. At fortsætte overgrebene og undlade at indrømme hvad de havde gjort var skærpende omstændigheder.

Derudover var det ingen undskyldning hvis man eksempelvis var en retspsykiater, der ganske vidst ikke aktivt havde begået overgreb mod mig, men omvendt havde udsat mig for passive overgreb i form af vanrøgt eller misrøgt, og hvis man ignorerede mine kritiske og relevante spørgsmål.

Så var man stadig medskyldig og skulle i fængsel. Enten sagde man fra eller også var man medskyldig, der var ingen middelvej, og man var idiot, hvis man troede at man kunne være et pragmatisk og diplomatisk vidne til vanrøgt og lade den fortsætte. Så var man ikke ikke, men bare en venlig bøddel, men det var ikke en formildende omstændighed.

Og det kunne godt være, at man havde en magtfuld post eller stilling, men det her var Danmark og ikke et u-land, og det kunne godt være at man var blevet forblindet af egen magtfulkommenhed og troede at man kunne slippe afsted med at bryde loven - og det havde det jo desværre vist sig var muligt i min sag - men den ville ikke gå igen. Man skulle have holdt meget lav profil og være glad for at det var lykkedes at snyde retsvæsenet i første omgang, og så skulle man have givet mig mit liv igen. Så ville jeg være travlt beskæftiget med at redde resterne af mit liv, og så ville jeg ikke havde skrevet en tekst og rundtsendt.

Men så langt havde man tilsyneladende ikke tænkt. Man havde dummet sig og troet, at jeg ville acceptere at rådne op, stigmatiseret med en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose og idømt en behandlingsdom uden længstetid for noget jeg aldrig havde fejlet eller været behandlet for. Hvordan kunne man være så naiv at tro at bare ville acceptere den dødsdom? Det var jo latterligt. Selvfølgelig ville jeg gøre hvad som helst for at slippe ud af mareridtet.

Hvor er Institut for Menneskerettigheder?

Jeg havde jo sendt talrige mails til Institut for Menneskerettigheder, hvilket jeg startede med i sommeren 2020, men før det var lykkedes mig at samle dokumentationen for de overgreb jeg havde været udsat for i psykiatrien, havde man afskrevet mig som en tosse.

Måske var det fordi at min sag var en smule mere omfattende end hvad man var vant til, men det troede jeg ikke på, for det var lige til og ikke spor omfattende eller komplekst: En fremtrædende psykiater havde sort på hvidt, dokumenterbart, bevidnet af mange, og ud over enhver rimelig tvivl udsat mig for trusler om langsom aflivning og vrangvilligt fastholdt en alvorlig fejldiagnose.

Nej, det var meget simpelt. Om Institut for Menneskerettigheder ikke ville hjælpe mig skyldtes, at man ikke turde lægge sig ud med en så fremtrædende psykiater, var et godt spørgsmål, men det var det eneste, jeg kunne komme i tanke om. Det måtte ihvertfald var en væsentlig del af årsagen til at man svigtede mig.

9. December 2021

Dagbog

Polstring fortsat

Billeder. Det var meningsfuld beskæftigerlse at resturere stole til værestedet, og det afledte mine tanker fra min udsigtsløse situation. Men om aftenen, fra jeg var færdig til jeg faldt i søvn var der rigeligt med tid til de pessimistiske tanker.

Jeg havde for længst sendt optagelser og links til optagelser til politi, myndigheder og P, så hvis man havde forholdt sig til dem, burde det være sket og jeg burde ligeledes være kontaktet. Det var ikke sket. Jeg havde intet hørt nogen steder fra, så jeg befandt mig i mørket og anede ikke om jeg var købt eller solgt.

Men da jeg erfaringsmæssigt vidste, at jeg var solgt og min sag afgjort for længst, og da man ikke havde besværet sig med at informere mig om noget, måtte jeg bare fortsætte med at finde, redigere og offentliggøre de talrige optagelser, jeg havde liggende.

Og til forskel fra de tidligere overgreb og ulovlige tvang, man havde udsat mig for, havde jeg efterhånden lært rigtig mange mennesker at kende, mennesker som snart ville modtage en kopi af samtlige optagelser.

Når så jeg næste gang blev frihedsberøvet og en klam psykiater ville tvangsmedicinere mig, så ville mine nærmeste få listen over mine nye venner og bekendte, og så måtte man ringe rundt og informere folk om det igangværende overgreb. Denne gang ville psykiatrien ikke kunne mishandle mig i ubemærkethed.

Mail til politiet og Peter Worm Jantzen mfl. af 28. november 2021 1

"Denne optagelse er fra efter "Den praktiserende læge" siger hun vil tvangsindlægge mig på røde papirer og før jeg bliver anholdt og tvangsindlagt på psykiater Toke Troelsens afdeling.

Senere på dagen for optagelsen, men stadig før jeg blev anholdt, var jeg som sædvanligt ude at havsvømme ved Amager Strandpark.

Denne optagelse skal ses i den kontekst, jeg har beskrevet i de dokumenter jeg allerede har tilsendt jer.

Dermed er det klart og tydeligt for enhver, at jeg IKKE var psykotisk (sindssyg) ELLER til fare for mig selv eller andre ELLER behandlingskrævende på det tidspunkt hvor "Den praktiserende læge" tvangsindlagde mig på lukket psykiatrisk afdeling.

Desuden lagde hun grunden til den fejldiagnose, der har ødelagt mit liv.

Denne optagelse dokumenterer, at det jeg har skrevet om "Den praktiserende læge" og som hun nu vil have mig fængslet for, var berettiget.

Det kan således lade sig gøre i Danmark at blive udsat for et så voldsomt overgreb som ulovlig frihedsberøvelse og indespærring (som har bidraget til min PTSD og senere reaktioner) på et falsk grundlag.

Kjeld,

CPR:"

Mail til politiet og Peter Worm Jantzen mfl. af 28. november 2021 2

"Hermed optagelser af samtaler fra mentalundersøgelsen på Retspsykiatrisk Klinik, Blegdamsvej.

Konklusionen på undersøgelsen, som I altså selv kan høre, var, at jeg var psykotisk, dvs. sindssyg.

Det er jo tydeligt for enhver, at jeg ikke var spor psykotisk under undersøgelsen. Det må og skal politiet forholde sig til og sørge for at korrigere.

Jeg nægter at have et psykoseprædikat sat på mig, især taget det i betragtning, det har ødelagt.

Jeg har sendt disse optagelser til min daværende advokat, "RP", mhp. netop at få omgjort Retspsykiatrisk Kliniks fejlvurdering, men intet er mig bekendt sket.

Jeg var i dyb krise under undersøgelsen (akut svær belastningsreaktion, samt svær tilpasningsreaktion), og deltog mod min vilje, hvorfor det er tvivlsomt at den er særlig retvisende, men psykotisk var jeg jo ikke.

Den sidste optagelse er fra sidste konsultation med privatpraktiserende psykiater Henrik J, som jeg blev tvunget til at følges af af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Henrik J konkluderede i hans erklæring, at jeg IKKE var psykotisk (sindssyg), og at jeg GODT kunne arbejde som læge igen. Denne erklæring sendte jeg til Styrelsen for Patientsikkerhed den 2. marts 2017."

Mail til politiet og Peter Worm Jantzen mfl. af 28. november 2021 3

"Jeg sender hermed links til optagelser af psykiater Lennart Bertil Jansson.

Disse erstatter de tidligere links, som førte til teknisk utilstrækkelige optagelser.

Det er ikke mit endelige høringssvar, men politiet skal tage optagelserne i betragtning, da de er med til at dokumentere, at det, jeg skriver om "L" er berettiget, hvorfor jeg ikke er skyldig i ulovligheder begået imod ham.

Det er meget alvorligt at fejldiagnosticere et psykisk rask menneske som kronisk paranoid psykotisk, især en læge, for hvem hele vedkommendes livsgrundlag smuldrer med en sådan diagnose.

Min situation er ligeledes meget alvorlig, som følge af at politiet nægter at give mig min autorisation - og dermed mit liv - tilbage. Det er årsagen til at jeg er hjemløs, og snart giver definitivt op.

Jeg har ikke brug for velmenende, men irelevante råd om at "søge psykiatrisk skadestue" eller "kontakte min familie".

Jeg har brug for at få mit normale liv igen, som det normale menneske jeg er. Jeg kan virkeligt ikke klare de påtvungne ulidelige livsvilkår længere.

Når man, som jeg, har været idømt og fået sit liv ødelagt af en behandlingsdom uden længstetid for noget jeg aldrig har fejlet eller modtaget behandling for, burde eksempelvis Institut for Menneskerettigheder og Den Særlige Klageret involveres.

Jeg sender flere links til optagelser i løbet af dagen, som er essentielle i forhold til mit forsvar.

Da optagelserne fylder for meget til at jeg kan vedhæfte dem, er jeg nødt til at lægge dem i SoundCloud.

I øvrigt er ingen af optagelserne ukendte af politiet og psykiatrien, men hvorfor man ikke tidligere har valgt at reagere på dem, begriber jeg ikke.

Kjeld,

CPR:"

Mail til politiet og Peter Worm Jantzen mfl. af 27. november 2021

"Kære alle

Min situation er fuldstændig uholdbar.

Det skyldes udelukkende, at jeg ikke har fået min autorisation som læge igen, og dermed ikke kan tjene penge, hvorfor jeg er hjemløs.

Jeg tror ikke, I har fantasi til at forestille jer, hvor hårdt det er at være hjemløs, eller at være påtvungen fattig på sjette år.

Jeg ved at du, "D", journaliserer alt, jeg skriver til dig. Det har jeg det helt fint med.

Mine reaktioner skyldes udelukkende, at jeg har fået frataget mig min autorisation som læge.

At politiet så mener, at jeg ikke skal have min autorisation som læge igen, på grund af min reaktion over, at jeg ikke har fået min autorisation som læge igen, er direkte absurd.

Hvis I var i min situation, ville I forstå, at den er uudholdelig og at alle mennesker ville have det på samme måde som jeg.

Der er intet, jeg har skrevet, som jeg ikke kan dokumentere, men hvordan skal jeg kunne forsvare mig selv, når jeg bor på natherberget på Sundholm?

Det er fuldstændigt urimelige og uretfærdige vilkår, når jeg er tvunget til at bruge alle mine ressourcer på at overleve, og det betyder, at jeg har tabt på forhånd.

Det burde ikke kunne forekomme i en retsstat, og det burde ikke være sådan, at det er mere attraktivt at være i fængsel eller død end at være i min situation.

Venlig hilsen,

Kjeld,

CPR:"

Mail til Kriminalforsorgen og Peter Worm Jantzen af 3. december 2021

"Kære Anne P (Cc. forsvarer, retspsykiater Peter Worm Jantzen og socialpsykiatrisk sygeplejerske Nina Borum Nielsen)

Tak for en behagelig og oplysende samtale i dag.

Jeg sender dig efter aftale i forhold til personundersøgelsen af 7. januar 2022 kl. 10.00 dels oplysninger til indscanning i min sag (denne mail, samt vedhæftet materiale), dels afgiver jeg mit samtykke til indhentning af oplysninger om mine sociale og psykiske forhold og historik.

Mentalundersøgelse

Du nævnte, at Kriminalforsorgen vha. jeres tilknyttede psykiater på vegne af Anklagemyndigheden skal vurdere om jeg skal mentalundersøges.

Dertil er der følgende at sige:

Jeg var til mentalundersøgelse på Retspsykiatrisk Klinik i 2018. Mentalundersøgelsens konklusion var, at jeg var utilregnelig, psykotisk (sindssyg) og paranoid, samt led af flere svære personlighedsforstyrrelser.

Denne konklusion brugte retspsykiater Gitte Ahle som argument for igennem en længere periode at true mig med tvangsmedicinering med invaliderende og livsforkortende antipsykotisk medicin. Det lykkedes mig kun ved venners mellemkomst at undgå denne behandling, men oplevelsen har givet mig PTSD og svær undgåelsesadfærd.

Det viste sig, at jeg hverken var utilregnelig, psykotisk, paranoid eller led af personlighedsforstyrrelser. Dermed var Gitte Ahles forsøg på at tvangsmedicinere mig et ulovligt overgreb, som har givet mig mén for livet. Jeg havde en formodning om at undersøgelsen på Retspsykiatrisk Klinik ikke ville være uhildet og virkelighedstro, hvorfor jeg for en sikkerheds skyld optog den (se links).

Jeg har i 2018 sendt optagelserne til min daværende advokat, "RP", mhp. berigtigelse af konklusionerne, men jeg har intet hørt siden. De andre links er fra optagelser, som ligeledes er yderst relevante for jeres psykiaters vurdering.

Jeg optager generelt ikke samtaler og at jeg har gjort det i enkelte tilfælde skyldes ikke at jeg er paranoid, men derimod blot sund fornuft, da optagelserne er mit eneste objektive bevis på, at jeg aldrig har været sindssyg.

Fordi jeg var udsat for ovenstående justitsmord, har jeg ingen tiltro til at Retspsykiatrisk Klinik er i stand til at udarbejde en retvisende mentalerklæring, tværtimod regner jeg med at de til stedet tilknyttede psykiatere er mere forudindtagede og vil udsætte mig for repressalier ift. en ny undersøgelses konklusion qua de nye sigtelser, hvorfor jeg nægter at deltage i en fornyet mentalundersøgelse.

Heldigvis kan Kriminalforsorgen jo af retspsykiater Peter Worm Jantzen få alle de oplysninger om mit psykiske helbred, som I måtte ønske, så det forslår jeg at I gør. Jeg undrer mig i øvrigt over, at Anklagemyndigheden ikke allerede for længst har gjort dette."

Kriminalforsorgen

"Jeg har indtil for ganske nylig været tvunget til at følges af jeres kolleger ("AB" og "M"), og overfor dem har jeg dokumenterbart flere gange givet udtryk for at min sociale situation er så grel og uholdbar, at den har udgjort en trussel mod mit liv og helbred i form af reel fattigdom, gentagne perioder med sult og hjemløshed, samt udgjort en væsentlig risikofaktor for fornyet kriminalitet.

Imidlertid har hverken "AP" eller "M" kunnet eller ville hjælpe mig, når jeg har rakt ud efter hjælp. Dermed har Kriminalforsorgens i min optik ganske ligegyldige tilsyn nødvendiggjort min rundsendelse af min tekst og de nye sigtelser.

Hensynet til mit liv og helbred vejer i min optik langt tungere end hensynet til andres fred og ære, især når sidstnævnte har udsat mig for de overgreb og fejlbehandling, der har resulteret i de forhold, der fortsat udgør en trussel mod mit liv og helbred.

Jeg har udelukkende reageret under anvendelse af nødret og nødværge. Jeg kæmper for mit liv og mit helbred og for at en yderst alvorlig psykiatrisk fejldiagnose slettes.

Min reaktion er fuldstændig indfølelig og normal, taget de påtvungne forhold i betragtning, og langt de fleste andre normale mennesker ville reagere svarende til mig, hvis de blev udsat for noget tilsvarende. Mit funktionsniveau er ikke lavere end gennemsnittet for den danske befolkning, hvilket den tekst, som nedenstående link henviser til dokumenterer.

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

Jeg skal igen bede om at Institut for Menneskerettigheder inddrages i min sag, da man ikke i et retssamfund kan acceptere, at mennesker udsættes for ulovlige tvangsindlæggelser og trusler på livet i form af Gitte Ahles forsøg på tvangsmedicinering med livsfarlig medicin.

Jeg har desuden været udsat for syv ulovlige ransagninger af Vestegnens Politi, som jeg for længst har indklaget, men intet hørt om efterfølgende. Disse mange ransagninger har direkte været årsag til min dom af 2018.

Konklusion

Er der andre personer, myndigheder, dokumenter eller optagelser, som Kriminalforsorgen eller Anklagemyndigheden mener er relevante?

Jeg ser frem til vores samtale, Anne P.

God weekend.

Venlig hilsen,

Kjeld,

CPR:

Links.

Jeg giver hermed Anne P, Kriminalforsorgen Glostrup, samtykke til at indhente samtlige oplysninger om ut. fra overlæge Peter Jantzen, Retspsykiatrisk Ambulatorium København, samt fra Nina Borum Nielsen, Social- og handicap, Høje Taastrup Kommune."

Brev til Rigsadvokaten af 4. december 2021

"Kære Rigsadvokat (Cc. forsvarsadvokat og retspsykiater Peter Jantzen)

Jeg har modtaget flere mails fra Rigspolitiet i min E-boks, men jeg har ikke læst nogen af dem, fordi jeg lider af såkaldt svær undgåelsesadfærd (https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/posttraumatisk_stress.htm).

Denne er forårsaget af PTSD, som igen er forårsaget af den mishandling og af de overgreb jeg har været udsat for i psykiatrien og af politiet (i forbindelse med de syv ulovlige ransagninger, Rigspolitiet er bekendt med).

Jeg har rundsendt en tekst i en periode hvor jeg har været idømt en behandlingsdom uden længestetid for en sygdom, jeg aldrig har lidt af og derfor aldrig har modtaget behandling for.

Den opdigtede sygdom var "kronisk paranoid psykose", men det eneste jeg har lidt af, er ADD, som er en banal og ubetydelig forstyrrelse i koncentrations- og opmærksomhedsevnen.

Men fejldiagnosen har ødelagt mit liv og min fremtid, og derfor havde jeg ikke noget valg, hvis jeg ville overleve, end at sende teksten rundt til nogle læger, efter at jeg forgæves havde forsøgt alt andet talrige gange forinden.

Nu er jeg så blevet sigtet for denne rundsendelse og risikerer fængsel for at kæmpe for mit liv. Det er jeg ligeglad med, for jeg har ikke haft noget valg.

Men det, jeg ikke vil finde mig i, er Anklagemyndighedens krav om, at jeg skal mentalundersøges igen.

Første mentalundersøgelse konkluderede, at jeg var sindssyg, utilregnelig og svært personlighedsforstyrret.

Efterfølgende har det vist sig at jeg ikke var nogen af delene. Dermed tog Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet grueligt fejl, og det kostede mig næsten livet.

Jeg optog hele undersøgelsen, så Rigspolitiet og alle andre selv kan høre, at jeg på ingen måde var psykotisk (sindssyg) under forløbet.

Fordi jeg har disse erfaringer med Retspsykiatrisk Klinik, har jeg ingen tiltro til klinikkens faglighed, troværdighed og uhildethed.

Jeg vil ikke frivilligt deltage i min egen skueproces én gang til, og i følge tidligere leder af Retspsykiatrisk Klinik, Peter Kramp, kan man ikke foretage en mentalundersøgelse på en person, der nægter at deltage i den.

Det lader desværre ikke til at Anklagemyndigheden har sat sig ind i min sag, så jeg skal appellere til at Rigspolitiet - med mit hermed afgivne samtykke - kontakter retspsykiater Peter Worm Jantzen mhp. at få udleveret samtlige helbredsoplysninger om mig, således at I kan fortælle Anklagemyndigheden, at jeg har været under hyppigt retspsykiatrisk tilsyn i tre år (indtil den 24. september 2021), og på intet tidspunkt i denne periode har været psykotisk.

I øvrigt skal Rigspolitiet kontakte min forsvarsadvokat, hvis I har oplysninger, som I mener er relevante for mig.

Venlig hilsen,

Kjeld,

CPR:"

10. December 2021

Dagbog

Træning

Det var svært for mig at overleve, hvis jeg ikke havde mulighed for at træne. Under den sidste coronanedlukning, hvor jeg ingen steder havde at opholde mig, hvorfor jeg gik rundt dagen lang, havde jeg benyttet de udendørs træningsfaciliteter, der stod rundt omkring på Vestegnen, men selv om det tog de værste abstinenser, var det var ikke tilstrækkeligt og jeg kom ikke alle muskelgrupper igennem.

Nu havde jeg så fået penge, så jeg kunne vaske mit tøj på et møntvaskeri, og derfor kunne jeg nu tillade mig at træne i fitnesscenteret, og i dag var det første gang efter den sidste ufrivillige pause, jeg var deroppe igen. Engang var det et problem for mig at starte med at træne efter en pause, men det var det ikke længere, fordi jeg så ofte var tvunget af omstændighederne til at ophøre med træningen i en periode.

Så det var jo sådan set positivt isoleret set, men omvendt var det ikke gavnligt for resultatet af min træning, at den var så sporadisk og at jeg ikke kunne planlægge den længere tid ud i fremtiden. Men sådan var det jo med alle aspekter af min tilværelse, lige fra social omgangskreds til inventar og møbler.

Det var bare ikke fedt at leve et nomadeliv uden en fast base, og måske var der nogle mennesker, der foretrak at leve på den måde, men jeg var ikke en af dem. Det var yderst stressende, enerverende og udmattende fysisk såvel som psykisk, og det burde ikke være vilkår nogen skulle udholde i et land, som Danmark i 2021.

11. December 2021

Dagbog

Detonation

Man havde nu accepteret at lytte til mine optagelser fra officielt hold, men det skabte en enorm arbejdsbyrde på et tidspunkt hvor jeg i forvejen var maksimalt belastet. Der var ingen vej uden om: På få dage skulle jeg redigere rigtig, rigtig mange optagelser.

Og det var udelukkende optagelser hvor jeg på den ene eller anden måde blev ydmyget, fornedret og truet af forlorne psykiatere. Det var simpelthen ikke til at holde ud og jeg var ved at eksplodere. Det var nu igen blevet svært at falde i søvn og jeg vågnede flere gange i løbet af natten.

Så torturen fortsatte og der var stadig ingen slutdato. Det var rædselsfuldt og jeg hadede de ansvarlige mere end nogensinde. Jeg havde lov til at hade disse umennesker lige så meget jeg ville og de fortjente det. Og jeg hadede det feje og tarvelige land, som gik disse umenneskers ærinde. Føj for helvede.

Begyndelsen på enden

Jeg var så træt af den trøstesløse tilværelse med havde påtvunget mig, hvor jeg den ene dag efter den anden tilbragte det meste af min vågne tid alene på biblioteker eller vandrede formålsløst rundt, fattig som en kirkerotte, snart hjemløs igen, og uden særlig meget meningsfuld menneskelig kontakt. Det var rædselsfuld tortur, og det sluttede aldrig. Derfor måtte jeg finde en effektiv måde hvorpå jeg kunne undslippe lidelsen. Jeg aflevede optagelserne på et medie til politiet snarest, og så måtte jeg fokusere på af komme ud af mareridet. Jeg var ligeglad med sigtelser og fængsel og alle deres trusler. Uanset hvad var tilværelsen blevet for udsigtsløs. Hver gang jeg var løsladt efter statens seneste overgreb, kom der bare nye falske anklager og sigtelser, og sådan sørgede den danske stat for at ødelægge mit liv, og jeg gad det ikke længere. Der var intet at gøre. Alt det pjat med retssikkerhed og patientsikkerhed var ikke andet end en latterlig illusion, som man bildte borgerne ind gjaldt for dem. Staten vandt altid, og der var intet at gøre. Det var sødt at enkelte forsøgte alligevel, men det var dømt til at mislykkes.

Politiet ville ikke kun modtage de filer, jeg havde linket til i mine mails til dem og som de påstod at de ikke kunne afspille, selv om jeg uden problemer var i stand til det. Politiet ville modtage rigtig mange optagelser, men de var ikke de eneste. Jeg havde ikke penge til lagermedier, men jeg havde nogle mikro SD kort liggende, som jeg ville sende med posten til visse andre myndigheder.

Jeg havde også for en sikkerheds skyld optaget den seneste indlæggelse på Digevej, som jeg opsøgte efter mit beklageligvis mislykkedes selvmordsforsøg. Det var relevant at politiet fik feedback på hvilke konsekvenser det havde, når man vanrøgtede et menneske i årevis. Jeg havde aldrig iscenesat noget, alt jeg havde optaget var den uforberedte virkelighed. Æd den og stå ved jeres gerninger.

Der var især mange optagelser fra mit ufrivillige ophold på Sankt Hans Hospital, kun få dage efter at Gitte Ahle, som jeg ikke måtte nævne navnet på, i morstrid med virkeligheden havde påstået at jeg var "alvorlig psykotisk". I de fleste vestlige lande var det uforegenligt med posten som fremtrædende psykiater, hvis man havde gjort hvad vedkommende uden for enhver rimelig tvivl havde gjort mod mig, men selvfølgelig ikke i Danmark. Her kunne psykiaterne gøre præcis hvad de ville, politi og myndigheder føjede dem blindt, fordi det var det nemmeste og mest ansvarsunddragende man kunne foretage sig, og selv landets dommere godtog ukritisk alt hvad disse pseudolæger løj om i retten.

Jeg havde ladet mig fortælle at politiet engang i mellem mistede bevismateriale, og jeg vidste af egen erfaring at man havde ignoreret eller syltet alle mine relevante anmeldelser, så jeg måtte sikre mig at det ikke var tilfældet med det bevismateriale jeg afleverede til dem snart. Ikke at det spillede nogen rolle, for alt lå mange steder online såvel som offline allerede.

Dene ene dag efter den anden, det ene år efter det andet, alene, ruineret, ødelagt og håbløs. Slut.

12. December 2021

Dagbog

Hos politiet

Jeg var nødt til at tage forbi Vestegnens Politi med mikroSD kortet med optagelserne, så efterforskeren kunne lytte dem igennem. Jeg dokumenterede som sædvanligt grundigt at politiet havde modtaget materialet, og jeg sendte en mail til min advokat efterfølgende med denne.

Det var en venlig og hjælpsom betjent, der modtog materialet i ekspeditionen, hvilket var en positiv overraskelse, som var helt forskellig for hvad jeg ellers havde oplevet fra den kant af. Han havde et ret fedt Suuntu ur, som jeg stod og beundrede mens udleveringen fandt sted. Jeg havde engang haft en mere skrabet udgave af samme model Suuntu ur, som var en trofast ledsager, når jeg var ude at havsvømme.

Men det, der gjorde besøget hos politiet interessant var det, jeg overhørte mens jeg sad i venteværelset; en ung fyr af den slags man så ofte så på Vestegnen gik utåmodigt frem og tilbage mens han højlydt talte med en ven, som jeg også tydeligt kunne høre gennem telefonen.

Den unge mand var ikke særlig smart, for mens han gik rundt og svinede politiet til fordi de havde stoppet ham i hans bil med en klump hash (han skulle hente bilnøglerne hos politiet), inkriminerede han højlydt sig selv, idet han fortalte vennen hvad politiet havde overset, da de visiterede ham.

Han nævnte ordret nogle "fake lapper", som politiet ikke havde opdaget han havde på sig, og blærede sig med at han ved at bruge disse "fake lapper" havde købt "benz" for 1200 kroner, hvortil vennen grinede og lykønskede ham for den gratis benzin.

Jeg overvejde et kort øjeblik at advare fyren, men undlod. Det kunne være at min tolkning af det, han sagde var forkert og måske blærede han sig bare. Hvis han - som jeg forstod det - havde anvendt falske 1000 kronseddler, var det en meget alvorlig overtrædelse af loven, for falskmønteri blev straffet overraskende hårdt.

Men det var sikkert mig, der havde misforstået hvad fyren talte om, for ingen kunne være så dumme at indrømme en alvorlig forbrydelse i politiets venteværelse, hvor der selvfølgelig var overvågning med både mikrofon og kamera.

1200 kroner tilbage

God jul og godt nytår. Som sædvanlig havde jeg ingen penge til noget så luksuriøst som julegaver, deltagelse i jule- og nytårsarrangementer, vintertøj, offentlig transport og mad mv. Sådan var det år efter år og det holdt aldrig op. Jeg skulle tvinges til at leve resten af mit liv i fattigdom, for sådan ville mine bødler og de danske myndigheder have det. Det værste var måske at jeg ikke kunne træne, da jeg ikke havde penge til at vaske træningstøjet. Det betød utroligt meget for mig at kunne træne, men ikke engang den glæde måtte jeg have.

Syg af stress

Fordi jeg var uændret belastet og havde skullet finde en masse optagelser frem på kort tid, var jeg blevet febril, havde ondt i halsen og var dårlig tilpas. Jeg sov dårligt om natten, jeg sov for lidt, hjertet hamrede afsted, og jeg var nedtrykt. Det var nok ikke corona, men jeg var ligeglad med det var.

Gældsstyrelsen

Som om jeg ikke blev presset nok af myndighederne, modtog jeg et brev i min E-Boks fra Gældsstyrelsen. Jeg havde en enorm gæld på grund af sagsomkostninger, som jeg ikke kunne betale af på, fordi jeg sjovt nok ikke engang havde penge til mad, og ikke måtte arbejde. Jeg var fastlåst økonomisk, så hvad var det lige man regnede med, jeg kunne gøre? Jeg sparede i forvejen alt hvad jeg kunne, intet gik til tant og fjas. Det var en bizar situation at stå i. Rigtig mange fik gældssanering eller eftergivet gælden, men naturligvis ikke mig.

Mail til politi, Peter og Kriminalforsorgn

"Situationen var så rædselsfuld og belastende, at jeg var nødt til at skrive om den til disse modtagere. For det var jo politiet, der insisterede på at jeg ikke måtte arbejde og som fortsatte med at retsforfølge mig, og Peter kunne ved at have udvist rettidigt omhu have forhindret, at jeg var tvunget til at sende min myndighedskorrespondance rundt i håbet om at nogen greb ind og stoppede myndighedernes overgreb, som behandlingsdommen uden længste tid for noget jeg aldrig havde fejlet eller modtaget behandlet for, var. Hvad fanden skulle jeg ellers have gjort? Det var en latterlig illusion at tro, at jeg bare ville acceptere dødsdommen."

Besøg hos ven

Det var meget længe siden jeg havde besøgt min ven i Hedehusene, hvilket i høj grad skyldtes det banale faktum, at jeg ikke havde penge til toget, så da jeg alligvel var nødt til at bruge penge jeg ikke havde på at tage til politiet i Albertslund, var det oplagt at besøge ham. Det var som altid super hyggeligt at se ham, og vi aftale at holde juleaften sammen. Det ville jeg gerne, men guderne måtte vide hvordan jeg fik råd til billetten, for ikke at tale om mad og drikke. Det var urealistisk at det kunne lade sig gøre, hvorfor jeg måtte holde jul alene igen i år.

Jeg var også blevet inviteret til både filmaften og en julefrokost 2. juledag, men igen måtte jeg melde afbud for jeg ingen penge havde til mad og drikke. Det samme var tilfældet hvad angik nytårsaften - jeg gad ikke engang at spørge rundt omkring, om jeg måtte holde nytår med nogen, for jeg havde ingen fucking penge til at deltage alligevel. Tak for lort.

Jeg gad snart ikke længere. Det sluttede jo aldrig, når myndigheder og psykiatri nægtede at erkende at præmissen var forkert, så alt andet efterfølgende også blev forkert. Jeg var da ligeglad med at komme i fængsel - og få kort og logi, og dermed en pause for hjemløsheden og sulten. Så var det ikke en straf, men en belønning. Når præmissen er forkert.. Hvor. Var. Institut. For. Menneske. Rettigheder. Henne? Havde man brugt sin "psykiatrikvote" op? Det var jo et tegn på at det stod så grelt til, at man måtte tilføre kontrolkyndighederne flere ressourcer, så de kunne stoppe overgrebene på de sagesløse patienter.

Objektivitetsprincip

Dette princip havde jeg læst om, men ud fra mine erfaringer var det en joke, en illusion, og det var vist en offentlig kendt hemmelighed at det ikke eksisterede. Som det også var tilfældet med tre andre floskler, jeg fra tid ti landen hørte og læste, nemlig: 1. Man er uskyldig til det modsatte er bevist. 2. Med lov skal land bygges. 3. Alle er lige for loven. Det var ikke andet end bullshit. Smukke principper, som lød godt, men som blev smadret i mødet med virkeligheden.

Man sagde vist også at politi og anklagemyndighed ikke måtte samarbejde tæt og påvirke hinanden, eller noget i den stil, men der var næppe nogen inden for systemet, der troede på det. Jeg læste at politibetjente og jurister i Anklagemyndigheden havde festet sammen, hvorfor man havde spredt corona. Come on. Festet sammen? En joke at tro at de ikke i realiteten var én og samme afdeling.

Hvis der faktisk var et objektivitetsprincip, hvor politiet skulle belyse en sag fra alle sider, og også forholde sig til materiale, der talte for en sigtedes uskyld, så var jeg ikke blevet sigtet for æres- og fredskrænkelse. Så havde nogen sat sig ind i sagen og måske valgt at sigte, dem der nu anklagede mig, for det, som de var skyld i og som jeg også havde anmeldt til politiet for år tilbage, som politiet og anklagemyndigheden ikke var gået videre med.

Det virkede sjovt nok som om politi og Anklagemyndighed hele tiden udelukkende havde fokuseret på alt, der pegede på min skyld og ignoreret alt, der talte for min uskyld. For ellers havde man jo forholdt sig til alt det jeg havde sendt til politiet gennem årene. Til Datatilsynets afgørelse, som beviste, at det jeg havde skrevet var sandt. Det havde man jo ikke gjort. Til brevene jeg havde skrevet til en vis psykiater, mens hun dsatte mig for psykisk tortur. Det havde man heller ikke gjor.

Eller optagelserne fra Retspsykiatrisk Klinik, som jeg havde sendt til min daværende advokat for år siden og som ville have forhindret den efterfølgende mishandling i retspsykiatrien. Så var objektivitetsprincippet ikke bare en joke, men noget, der burde kaldes subjektivitetsprincippet, og som var farligt for mig.

Dommeren troede jo at en sag var grundigt belyst, og det havde den aldrig været i mit tilfælde. Dommeren troede også ukritisk på psykiatrien og Retslægerådet, men i min sag var det et faktum at man havde taget eklatant fejl. Det burde vække bekymring, men alle var fucking lideglade.

13. December 2021

Dagbog

Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Jeg fik en notifikation om at jeg havde modtaget en mail fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Jeg havde nu opgivet og var ligeglad med hvad de skrev til mig. Jeg var også ligeglad med Gældsstyrelsen. Jeg blev hjemløs igen om halvanden måned, og så slutte festen, så at sige. Der var intet at kæmpe for længere.

Jeg omgikkes mange mennesker hver dag, der oplevede mig, som jeg var: Helt normal. Ingen, der havde mødt mig - fraset enkelte forudindtagede psykiatere og læger - mente der var noget som helst galt med mig, og jeg kom godt ud af det med langt de fleste. Men når bureaukratiet og myndighederne ikke forholdt sig til virkeligheden, men kun til alle de forkerte oplysninger der stod i forskellige journalsystemer, så var jeg jo prisgivet.

Optagelserne

Jeg havde kontrolleret at alle optagelserne kunne afspilles på forskellige enheder, herunder også i Windows, og det kunne de uden undtagelse. Jeg var blevet tiltagende fysisk syg, og stressen var en del af årsagen.

16. December 2021

Dagbog

There's no presents, not this Christmas

For nu at citere en gaammel King Diamond sang. Jeg havde nu lidt over 700 kroner tilbage. Sjovt nok var det ikke meget mere end jeg plejede at have til rådighed på denne tid af måneden, på trods af, at jeg havde betalt 4000 kroner i depositium for værelset jeg lejede indtil 1. februar.

Så hvad var det Gældsstyrelsen troede, jeg kunne tilbagebetale? Jeg levede meget stramt, og mit tøj var så slidt, at det ikke var mere end et par dage siden at jeg måtte kassere et par bukser, der var revnet for meget til at jeg kunne sy det.

Når man udsatte mennesker for truslen om sult, kulde og frygt for eget liv og helbred, var det tortur. Når det så rent faktisk skete, at man sultede, frøs og måtte sove på gaden, med alt hvad det medførte, var det også fysisk tortur.

Tortur var forbudt i samtlige vestlige lande, men ikke i fucking Danmark, hvor staten havde fundet et smuthul, som var psykiatrien. Psykiaterne var altid parate til at pine deres patienter, for på den måde at få afløb for de frustrationer, de havde. Så når staten i form af retsvæsenet havde besluttet sig for at en borger skulle pines ihjel, stod psykiatrien klar.

Der kommer en dag

Der var kommet en dag allerede, for jeg havde lært nogle meget unikke og fantastiske mennesker at kende. Som en sommerfugl, der sad på en rumraket, var de på samme tid utroligt skrøbelige og enormt stærke og ressourcefulde, og de var den eneste grund til at jeg holdt ud.

Så det kunne det da godt være at jeg igen blev tvangsindlagt, men det betød ingenting, for man kunne ikke holde mine nye venner ude fra nogen lukket afdeling. Psykiaterne kom til at forbande, at jeg havde fundet mit nye, eneste og sidste væreted.

Fra et tilfældigt møde på Amager Fælled i sommers til mit nye hjem og nye familie. Det var det tætteste, jeg kom på et mirakel, efter at mine barndomsvenner havde reddet mig fra at blive aflivet af livsfarlig tvangsbehandling af Gitte Ahle hvis navn, det var mig forbudt at nævne, som var hun voldemort. Det var i min optik tæt på at hun var det.

17. December 2021

Dagbog

Ruinen

Bunden af sengen gik ud første gang jeg satte mig i den, de få møbler var møj beskidte, pasiennerne var mørnede og krakkelerede, når man prøvede at trække i snoren, hoveddøren bandt i en grad, at den skulle tvinges op og i, og kun kunne lukke tæt, hvis man låste den, det trak så meget, at jeg blev syg af det, og på badeværelset, hvor det store vindue heller ikke kunne lukkes, da træet i rammen var opsvulmet, og hvor vasken var stoppet indtil jeg fik købt afløbsrens, var der talrige sorte plamager af skimmelsvamp.

På førstesalen stod regnen ind igennem to defekte vinduer, og det i en grad at gulvet havde taget skade. Men det var mit nye hjem. Det var åbenbart også andre hjem, den villa værelset lå i, men jeg havde endnu ikke set nogle af de andre beboere. Jeg vidste, at de var der, for jeg kunne høre, når en af dem kom hjem kl. 23 hver dag og spiste noget mad, så vi gik bare skævt af hinanden, og jeg kunne også se at overtøjet i gangen skiftede.

Jeg havde været ude i køkkenet et par gange, men det lugtede og der stod gammel opvask i dynger, så jeg opgav at bruge det. De andre beboere var, som jeg kunne forstå det, af asiatisk oprindelse, og jeg havde fået fortalt af udlejer, at en af dem var fra Indien. Det stemte godt overens med den duft af mad, der havde været i villaen de sidste par dage, og det var en god duft, der fik min mund til at løbe i vand.

Måske havde vedkommende fået gjort rent i køkkenet? Jeg ville gerne møde ham og præsentere mig selv, men omvendt skulle det nok være sket, da jeg flyttede ind den 1. Nu var det som om at det var for sent, og det var nærmest pinligt - og jeg kunne alligevel kun bo på værelset i sølle to måneder, så hvad var pointen?

Det var stressende at skulle lede efter et nyt sted, så kort tid efter det var lykkedes mig at finde det nuværende. Og til hvilken nytte? Mine bødler havde sørget for at jeg skulle i fængsel snart alligevel, og så var det hele ligegyldigt.

Ikke at jeg frygtede at skulle i fængsel. Jeg var jo brændemærket rigeligt allerede. Det, som det hele tiden havde handlet om var, at der intet godt var på den anden side af fængslet, på samme måde som der intet godt var efter udskrivelsen fra retspsykiatrisk afdeling. Det var derfor jeg var tvunget til at sende min tekst rundt. Hvis jeg ikke havde gjort det, var jeg stadig underlagt en behandlingsdom uden længstetid for noget jeg aldrig havde fejlet, og det var og blev et justitsmord.

Så selvfølgelig fortrød jeg ikke at jeg havde sendt teksten rundt. Tværdigmod. Det var en menneskeret at kæmpe for ens frihed, hvis staten havde taget den fra én på uberettiget og uretfærdig vis. Jeg kunne jeg da aldrig nogensinde undskylde, fortryde eller angre, at jeg havde kæmpet for mit liv! Man måtte jo være idiot, hvis man virkelig troede, at jeg havde gjort noget galt.

Som sædvanlig før jeg foretog mig noget, som på den ene side var bydende nødvendigt for mit liv og helbred, men som på den anden side kunne være i strid med loven, brugte jeg uger og måneder forud for at jeg handlede, som jeg havde gjort, på at gøre en række myndigheder opmærksom på min situation og på hvordan jeg var tvunget til at handle, såfremt de ikke påstod sig det ansvar, de var forpligtet til at påtage sig.

Så før jeg rundsendte teksten, havde jeg forlængt henvendt mig til og sendt den til: Vestegnens Politi, Rigspolitiet, Retspsykiatrien, Ombudsmanden, Dignity, Institut for Menneskerettigheder, de relevante politikere og medier. For ikke at tale om Det Psykiatriske Patientklagenævn, Amnesty, Patientforsikringen, Den Særlige Klageret og Den Uafhængige Politimyndighed. Som alle som en havde svigtet grelt.

Så var det jo klart, at jeg måtte tage sagen i egne hænder, hvis jeg skulle gøre mig håb om at overleve. Det var jo ikke for sjov, at jeg havde sendt teksten rundt. Og nu skulle jeg så straffes for myndighederes ignorance og svigt. Det var sgu flot. Sådanne nogle helte.

Men uanset hvad man kastede i hovedet på mig, kunne man ikke komme uden om de optagelser, jeg personligt havde aflevet til Vestegnens Politi. Man kunne ikke, som man ellers havde forsøgt, påstå at man ikke kunne afspille filerne, for jeg havde dobbelttjekket dem på flere computere (Windows og Mac), såvel som på mobiltelefoner, og de kunne fucking afspilles alle sammen.

Så nu måtte myndighedernes idelige chikane og forfølgelse af mig ophøre. Der måtte være en voksen tilstede i politiet, som slog i bordet, og stoppede legen, mens den var god. Som turde at sige til nogle hysteriske læger og psykiatere, at det var på tide, at de stoppede deres latterlige hetz mod mig. Og som sigtede disse mennesker for de forbrydelser som de dokumenterbart havde begået mod mig og min familie.

Og hvor blev erstatningen for de syv ulovlige ransagninger af? Politiet kunne bare sætte pengene ind på min Nemkonto, det var jo ikke så svært. Retssikkerheden i Danmark var en syg joke.

18. December 2021

Dagbog

Sult igen

Det stod klart, at jeg kom til at sulte igen den sidste uges tid før nytårsaften. Jeg måtte simpelthen vaske tøj i går, jeg havde strukket den til det yderste, men det gik ikke længere. For to maskiner og en tørretumbler kostede det lidt over 100 kroner.

Jeg orkede det ikke længere. Hvis jeg ikke skulle betale 4000 kroner i depositum, ville jeg ingen økonomiske problemer have, men det skulle jeg, jeg havde undersøgt det flere gange, og der var intet at gøre, jeg kunne ikke låne én krone af kommunen.

Det var ved at gøre mig desperat, at jeg aldrig nogensinde havde penge til mad. Jeg skulle have mit arbejde igen med det samme, så jeg kunne tjene mine egne penge! Hvad var meningen? Jeg havde kendt en del mennesker, der ville og for nogens vedkommende havde begå enddg alvorlig kriminalitet, hvis de stod i min situation, så hvad fanden var det lige at myndighederne tænkte på?

Det var klart, at jeg var nødt til at gøre noget igen, for hvis jeg intet foretog mig, så ville man som sædvanlig lade mig rådne op og sulte. Jeg havde taget en medicinsk embedseksamen, og jeg havde aldrig fejlbehandlet nogen patienter, jeg havde tilsidesat alt, der ellers var godt ved livet for at forske og dygtiggøre mig som læge, og så behandlede Danmark mig på denne her måde?

Jeg havde fået en mail fra Rigspolitiet igen, men jeg magtede ikke at forholde mig til indholdet, så jeg havde dels samlet alle de forudgående mails fra Rigspolitiet og Den Uafhængige Politimyndighed og sendt til min advokat, og bed hende om at informere mig, hvis de havde skrevet noget, jeg skulle forholde mig til, og det havde hun ikke gjort.

Jeg havde også skrevet til Rigspolitiet og Den Uafhængige Politimyndighed, at de skulle kontakte min advokat, hvis de ville mig noget, fordi jeg havde udviklet PTSD og svær undgåelsesadfærd, og ikke magtede at læse hvad de skrev, men det havde man åbenbart ikke fattet.

Jeg kunne mærke raseriet vælde op i mig, da jeg sad og tænkte på hvor hårdt og modbydeligt, det kom til at være snart, oven i alt det andet. Jeg håbede der var et særlig slemt sted i helvede til de mennesker, der var garanter for at jeg på sjette år led hver eneste dag. Den eneste reaktion jeg fik fra folk (fraset ganske få) var begatellisering og den latterlige bemærkning, at livet var hårdt for alle mennesker engang imellem.

What the fuck. De idioter, der sagde det, anede jo ikke hvad de talte om. Men jeg havde for længst lært ikke at fortælle nogen om det mareridt, de danske myndigheder fastholdt mig i.

Mail til Den Uafhængige Politiklagemyndighed af 14. December 2021

"Kære Politiklagemyndighed.

Jeg har ikke læst nogen af jeres mails.

Det skyldes dels at jeg er nødt til at bruge alle mine mentale ressourcer på at overleve og undgå at jeg bliver hjemløs igen om halvanden måned og dels at jeg bl.a. som følge af politiets mange ulovlige ransagninger og konstante sigtelser har udviklet PTSD og svær undvigelsesadfærd.

Hvis I vil mig noget, så må i kontakte min advokat fra den gratis retshjælp, så må hun overbringe jeres besked til mig.

Det er et faktum at politiet har ageret ulovligt over for mig og min familie, at jeg for år tilbage klagede over det, samt at der intet er sket.

Retssikkerheden er en joke i Danmark, og I kunne og burde have grebet ind for længst. Det gjorde I desværre ikke.

Hvilken berettigelse har I så, når I sidder politiets overgreb overhørig?

Man må ikke udsætte nogen mennesker for det jeg er blevet udsat for.

Nu er der nye sigtelser, jeg har kæmpet i over seks år og jeg gider ikke at leve det usle liv politi, retsvæsen og retspsykiatri har påtvunget mig.

Det er tvivlsomt, at jeg holder ud måneden ud. Det eneste jeg kan tænke på er hvordan jeg hurtigt og effektivt kan tage livet af mig selv.

Jeg fejler intet psykisk eller fysisk udover ADD og PTSD, men jeg magter ikke det her mareridt længere.

I skulle have gjort noget. Når man som I bevidner overgreb uden at gribe ind, er man delagtig i overgrebene.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Billede. Sagsmateriale afleveret til politiet.

18. April 2019 - optagelse fra Sankt Hans Hospital R3

Hvordan lyder jeg på nedenstående optagelse, jeg har transskriberet noget af? Lyder jeg "alvorlig sindssyg" og "svært personlighedsforstyrret" som den kvindelige Voldemort påstod ikke mange dage forinden?

Hvis jeg lyder sindssyg, har jeg bare blameret mig selv og udstillet min galskab overfor overdenen.

Men hvis det ikke det er tilfældet, betyder det efter min opfattelse, at denne psykiater tog så meget fejl, at hun i et rigtigt retssamfund ville blive sigtet og idømt fængsel eller psykopatforvarring.

"Det er den 18. spril 2019, og klokken den er 13.00 og jeg ude for første gang ude alene for første gang i alene i cirka et halv år. Det er skønt vejr, solen skinner, det blæser bare en lille smule og jeg går ude på arealet. Dagen i dag har været præget af en af patienterne, der har været meget urolig og udadreagerende. Han har råbt meget og været meget vred. Det startede cirka kl. 6 i morges og så har det fortsat med jævne mellemrum siden da. Han blev så truende åbenbart overfor personalet, at de følte sig nødsaget til at trykke på alarmen. Det betød at plejepersonalet fra de andre afsnit kom løbende og hvad der så skete efterfølgende så jeg ikke...Vi har fået to nye sygeplejerskestuderende i dag, og da jeg sad nede i TV-stuen og læste i min bog, så var de meget imponeret af at jeg var i stand til at læse noget på engelsk... Det er som om at de automatisk går ud fra at man er rent ud sagt dårligt begavet, fordi man sidder på en psykiatrisk afdeling og de er søde og venlige nok, jeg tror ikke de mener noget ondt med den holdning de tilkendegiver, men det er lidt trættende at blive behandlet osm om man er lettere begavet. Det kan ikke rigtigt hidse mig op længerem, så jeg forsøger bare at gøre lidt grin med det hele.

Udover det så er der ikke sket særligt meget. Jeg er stået op som jeg altid plejer omkring kl. 7.30, været nede at spise morgenmad omkring kl. 8 og fordi der ikke var noget at lave så gik jeg op igen og sov lidt videre...

Det er den 18. spril 2019, og klokken er blvet 21.20. Her tidligere i dag oplevede jeg hvor nedladende plejepersonalet kan være, og det skete i forbindelse med at vi spillede banko. En af mine medpatienter - lad os kalde ham G - han havde to plader og han satte pladerne ved siden af hinanden. Straks blev han korrigeret af et af plejepersonalet, som sagde at han skulle stille dem over hinanden i stedet for ved siden af hinanden. Selv om G han sagde, at han godt kunne finde ud af at holde styr på to plader på én gang, hvis de var ved siden af hinanden, blev blev dette her plejepersonale ved med at forsøge at korrigere ham...Det var simpelthen tåkrummende pinligt at sidde og deltage i. Det var virkeligt nedladende i svær grad af...plejepersonalet. Det er et godt eksempel på den nedladende og nedværdigende behandling man får af det meste af plejepersonalet. Der er enkelte, der egentligt er meget sympatiske og fornuftige, og som ikke føler trang til at hævde sig selv over for os..."

Denne og adskillige andre optagelser fik Vestegnens Politi den 12. december 2021. Igen - hvis der faktisk var patient- og retsikkerhed i Danmark for alle - burde den pågældende efterforsker i samme øjeblik vedkommende hørte en optagelse som denne, smide alt hvad vedkommende havde i hænderne og skynde sig at efterforske de, der var skyld i at jeg blev ulovligt frihedsberøvet og stigmatiseret resten af mit liv. Og vedkommende burde ved samme lejlighed gøre, som det er politiets forbandede pligt, og forhindre det igangværende overgreb mod mig.

Den 4. april overflyttes jeg fra Glostrup til Sankt Hans Hospital. Jeg får først mulighed for at indtale min dagbog den 18. april (men har skrevet dagbog hver dag forinden). På én dag (jf. nedskrevet dagbog) og på 12 dage (jf. indtalt dagbog) går jeg fra at være "alvorlig sindssyg" til ikke at være sindssyg overhovedet - og jeg modtog ingen behandling. Det er da lidt mærkeligt?

Jeg har desværre ikke overskud til at redigere detaljer ud af optagelserne. Stil dig op i køen og sagsøg mig..

Man burde gøre noget. Men det kommer desværre aldrig til at ske, for også politiet har klatret så højt op i træet, at de ikke kan komme ned igen. Så er det langt nemmere at lade som ingenting og lade mig gå til.

Mail til Peter Jantzen, Kriminalforsorgen og politiet af 12. december 2021

"Kære Peter

Hermed blot en status på min situation.

Optagelser

Jeg har afleveret de optagelser til politiet, som jeg tidligere har sendt dem links til. Man påstod, at man ikke kunne afspille disse, men jeg har dobbelttjekket og det kan man sagtens. Nu har de imidlertid en kopi på et fysisk medie. Til gengæld har jeg aflevet alle de optagelser, jeg indtil videre har fundet, og det er rigtig mange, mange og inkluderer selvfølgelig optagelserne af dig og dine foregængere.

Boligsituation

Jeg har lejet et værelse i to måneder, fra og med 1. december. Det kostede mig 8000 kroner, hvoraf den ene halvdel er til husleje og den anden er til depositum. Hvor jeg skal bo herefter aner jeg ikke, for selv om jeg stadig søger og også står på venteliste i to boligselskaber, er der intet at komme efter. Jeg dedikerede ikke mit liv til lægefaget for at ende som hjemløs.

Økonomi

Jeg har i skrivende stund ca. 1.220 kroner tilbage til alt til resten af måneden, og nu har jeg fået et trusselsbrev fra Gældsstyrelsen. Men jeg kan ikke tilbagebetale gælden, som stammer fra sagsomkostningerne, fordi jeg bliver fastholdt i reel fattigdom på sjette år. Jeg ejer intet af værdi, jeg kan ikke låne penge, jeg kan ikke få tilstud eller støtte fra det offentlige, og dine foregængere og dig, og de mange socialrådgivere I har haft til rådighed, har INTET betydende gjort for at bedre mine vilkår, selv om jeg har efterspurgt jeres hjælp mange gange. Jeg må stadig ikke arbejde, så jeg er stadig fastlåst. Jeg har intet forbrug udover til det absolut mest nødvendige.

Jeg har ikke råd til at gå til tandlæge, købe vintertøj og sko, sengetøj, dyne, offentlig transport, mundbind, julegaver, deltage i jule- eller nytårsarrangementer, vaske tøj, eller noget som helst andet. Sådan har det været i over seks år, og det er uudholdeligt, Peter. Jeg er bogstaveligt syg af stress, og jeg gider snart ikke mere.

Fængsel

Jeg har fortsat intet godt at se frem til eller leve for. Det er heller ikke nyt, og er årsagen til mine tidligere domme. Jeg er irreversibelt stigmatiseret, marginaliseret og socialt isoleret. Det kan jeg takke en fejldiagnose og dine kolleger i psykiatrien for. Bortset fra en periode på nogle få uger, hvor jeg var så dum at tro at jeg kunne få min lægeautorisation igen, har dette åg tynget mig ned i over seks år. Jeg er ligeglad med hvilken straf, jeg nu skal have, fordi jeg har handlet under nødret for at redde mit liv fra behandlingsdommen uden længstetid for noget jeg aldrig har fejlet eller modtaget behandling for.

Det er klart at jeg har taget skade af den mishandling, jeg har været udsat for i psykiatrien og retspsykiatrien i form af PTSD, men derudover fejler jeg grundlæggende set intet fysisk og psykisk. Jeg lider dog hver eneste dag under de påtvungne vilkår, som der ikke er en slutdato på, uvisheden ødelægger mig og æder mig op, og det er tortur.

Har du kontaktet politi og myndigheder og forklaret dem, at min reaktion er fuldstændig normal, taget de meget unormale og ulidelige omstændigheder i betragtning?

Har du fortalt politiet, at det eneste usædvanlige ved min reaktion er, at jeg aldrig har brugt andet end ord på tale og skrift uanset hvis jeg er blevet udsat for, og at det jeg er blevet udsat for er noget, som man ikke må udsætte nogen mennesker for?

Det ser ikke ud til at jeg får lov til at leve en normal tilværelse, som det normale mennesker jeg faktisk er, for i det øjeblik den ene dom ophæves, bliver jeg sigtet og får den næste. Det skyldes, at man nægter at erkende, at præmissen var forkert. Det bliver man nød til, for ellers har jeg jo ikke noget valg end at gøre omverdenen opmærksom på den helt absurde situation jeg har befundet mig i i så mange år.

Det er ærgerligt at netop du, Peter, som allerede i 2019 fortalte mig det, som var klart for alle andre end enkelte psykiatere, nemlig at jeg ikke af sindssyg, skal belastes af mig, men sådan er det beklageligvis.

Men det er prisen for at være moralsk og faglig hæderlig som psykiater. Men bordet fanger, og til gengæld skulle du jo nok i det øjeblik, du erklærede, at jeg ikke var sindsyg, begynde at arbejde på at få mig tilbage til samfundet igen. Og det skete ikke, eller i hvert fald alt, alt for sent. Og så måtte jeg sende min tekst, som udelukkende bestod af min korrespondance med myndighederne og lign. ud i håbet om at der sad blot en enkelt læge eller to derude et sted og læste den, og var samvittighedsfulde nok til at redde mit liv, uden overdrivelse bogstaveligt talt.

God jul og godt nytår til dig, Peter.

Venligst Kjeld."

Kære Lægeforeningen og Yngre Læger

"Mig bekendt har jeg ikke fået forbud mod at skrive til jer, og da jeg tidligere forgæves har henvendt mig til jer gennem årene, og idet der er kommet nye oplysninger i min sag, synes jeg at det er relevant at holde jer varskoet.

Det nye er dels, at nogle af jeres medlemmer har fået politiet til at sigte mig for æres- og fredskrænkelser, så jeg meget vel risikerer fængsel i flere år, og dermed aldrig får min lægeautorisation igen. Man skulle ikke tro at anmelderne havde skyggen af ære, qua deres misbrug af lægefaget og overgreb mod mig, så det er jo lidt pudsigt.

Og dels, at jeg nu endelig har fået lov til at aflevere adskillige optagelser og tidligere anmeldelse af bl.a. de af jeres medlemmer, der nu vil have mig frihedsberøvet.

I forhold til det første forhold, er det værd at erindre, at jeg udsendte min tekst, fordi jeg var truet på mit liv og mit helbred, da jeg var underlagt en behandlingsdom uden længste tid for en alvorlig psykisk sygdom (kronisk paranoid psykose), jeg aldrig havde lidt af, eller modtaget behandling for, og som havde gjort mig hjemløs igennem seks år, ruineret og ødelagt mit liv.

Jeg har derfor handlet under nødret eller nødværge, og sådan har det været siden dag ét i 2015. Det er ikke en hemmelighed.

Fordi jeg mere end nogensinde er truet på mit liv af de livsomstændigheder, jeg er blevet påtvunget af bl.a. de af jeres medlemmer, som nu kræver at disse uudholdelige livsomstændigheder fortsætter, lægger jeg gradvist optagelserne ud på nettet, men selvfølgelig kun de optagelser, som det er lovligt for mig at offentliggøre, da de ikke nævner nogle af mine bødler, og som modbeviser objektivt, at jeg aldrig har været sindssyg.

Der er rigtig mange optagelser, som jeg desværre ikke kan offentliggøre, da de netop omhandler jeres ærede medlemmer, men dem har politiet nu fået, og jeg forventer at det resulterer i sigtelser mod jers medlemmer.

Men de optagelser, der linkes til fra min hjemmeside, der som sagt er lovlige og som modbeviser, at jeg skulle have været sindssyg, burde I nok lytte til, og I burde også læse hvad jeg har skrevet og dokumenteret om konsekvenserne af jeres medlemmers misbrug af deres fag:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Jeg har tigget og bedt jer om at intervenere, men til trods herfor har Lægeforeningen og Yngre Læger på syvende år spildt talrige muligheder for at hjælpe mig og dermed forhindre, at det udartede sig, som det gjorde.

Jeg nærer derfor ingen illusioner om, at I nu klatrer ned fra træet og udøver jeres pligt over for mig med års forsinkelse. Jeg skriver udelukkende til jer, så I ikke kan undskylde jeres svigt med uvidenhed, således at eftertiden kan dømme jer og mit navn blive renset.

Jeg har efterhånden været udsat for overgreb og mishandling af så tilpas mange læger og psykiatere med ligeledes så tilpas meget magt, penge og indflydelse, at det uden sammenligning mest bekvemme for jer er, at fortsætte med at se igennem fingre med førnævntes ugerninger.

Og I har jo også selv en aktie i mishandlingen af mig, da I har regnet mig for en tosse fra første færd af.

Men det interessante i den forbindelse er, at I ved at se igennem fingre med jeres medlemmers forsættelige misbrug af deres fag på kort sigt, blot på lang sigt skyder jer selv i foden, når det går op for omverdenen hvad I har medvirket til.

Jeg har skrevet en hel del om, hvad det eksakt er, I har bevidnet uden at gribe ind, men kort fortalt er det værste nok, at I har svigtet jeres vigtigste opgave, som er og var at sikre mig retten til at arbejde.

Jeg var yngre læge, da I svigtede, så jeg fik aldrig en chance for at tjene penge til at sikre mig økonomisk, hvis jeg mistede min autorisation.

Det gør jeres svigt endnu værre, for det havde desto større negative konsekvenser for mig i form af hjemløshed, sult og fattigdom.

Alle normale mennesker reagerer forholdsvist kraftigt, når man fjerner deres livsgrundlag og ødelægger resten af deres liv, og jeg var og er ikke anderledes end andre normale mennesker.

Et andet næsten lige så alvorligt svigt, er, at I passivt har bevidnet, at et psykisk grundlæggende raskt menneske er blevet ulovligt frihedsberøvet flere gange og truet med livsfarlig og uberettiget antipsykotisk medicin på et falsk grundlag.

Det er ellers noget, der lyder som plottet i en gyserfilm, men det er noget jeg har været udsat for igennem flere år - og snart skal jeg til det igen, og I forholder jer stadig passive til den mishandling og tortur det er.

De læger og psykiatere, der har begået overgreb mod mig, misbrugt deres fag, stilling og position har I mig bekendt holdt hånden over, og dermed har I også faciliteret at jeg igen snart udsættes for overgreb og mishandling.

Det er som om I nægter at forholde jer til det der er sket, det som sker og jeres delagtighed i det. I kan jo høre mine optagelser og læse mine breve, som ud over enhver rimelig tvivl dokumenterer, at jeg ALDRIG var psykotisk.

Det er for mig helt ubegribeligt og utilgiveligt hvad I har gjort og hvad I stadig gør. I tilsidesætter enhver form for faglighed og moral, og I ser passivt til mens jeres medlemmer slår mig langsomt ihjel.

Man skulle tro, at bare en enkelt af jer havde dårlig samvittighed eller anstændighed og mod og sagde fra, men utroligt nok er det ikke sket.

Samtidig tvivler jeg stærkt på, at de fleste af jer i Lægeforeningen og Yngre Læger ville have overlevet det, jeg har været udsat for og som I ved jeres passivitet har blåstemplet.

Det er faktisk fuldstændig bizart, at jeg efter så mange års kamp, som nu 40 årig læge, med et i al ydmyghed fremragende CV (indtil I svigtede og jeg blev arbejdsløs og mistede min autorisation) fortsat lever under fattigdomsgrænsen (jeg havde i morges 224 kroner tilbage til resten af måneden) og skal sulte igen.

Og om lidt over en måned skal være hjemløs, ligeledes igen, indtil jeg skal i fængsel for at kæmpe for mit liv og min tilværelse.

I er efter min mening aldeles skruppelløse og samvittighedsløse, og selv om jeg uigendriveligt har bevist, at jeg aldrig har været sindssyg, utilregnelig eller personlighedsforstyrret, så nægter I at forholde jer til det, og I freder de skyldige.

Men det betyder omvendt, at min sejr bliver så meget desto større, når dagen oprinder, hvor det går op for selv politi og retsvæsen, hvad der er overgået mig, og hvilken rolle I har spillet i den forbindelse.

Og den dag kommer. Indtil da synes jeg bare, at I skal give den gas og sætte alt ind på at få mig knækket.

God jul og godt nytår til Lægeforeningen og Yngre Læger.

Venlig hilsen,

Kjeld."

20. December 2021

Dagbog

Ingen fortrydelse

Jeg hverken fortrød eller angrede at jeg havde sendt min tekst rundt og jeg ville uden at blinke gøre det igen, hvis jeg stod i samme situation i skrivende stund, som jeg gjorde, da jeg sendte teksten rundt. Jeg var ikke påvirkelig af nogen straf og jeg havde aldrig haft et valgt. Så de kunne gøre hvad de ville. Bring it on.

Igen og igen og

Nu var det snart tid til at retsvæsenet gjorde deres forbandede pligt og retsforfulgte mine bødler. Dem som var æresløse, men hvis ære jeg havde krænket. Dem, som troede at de kunne slippe for at blive konfronteret på skrift med deres overgreb, men hvis fred, jeg forstyrrede.

Så bødlerne ville sende mig i fængsel fordi jeg insisterede på at kæmpe for mit liv og fordi jeg havde beskrevet og dokumenteret deres misbrug af lægefaget og overgreb imod mig.

Og politi og retsvæsen var ivrige for at gøre som mine bødler dikterede og fortsætte forfølgelsen af mig på efterhånden syvende år. Selv samme institutioner havde konsekvent ignoreret mine anmeldelser, selv om jeg medsendte solid dokumentation for dem.

Nu havde jeg så udviklet PTSD og fået mit liv smadret af bødlerne. Nej, Danamrk var ikke for mig. Anklageren nød formentlig at trampe på mig, mens jeg lå ned. Det var en let sag for vedkommende, da dommerne og retsvæsenet blindt troede på hvad Retslægerådet fejlkonkluderede.

Det lå lige til for Anklagemyndigheden, som bare kunne gøre, som den plejede, nemlig at udplukke ord og sætninger fra de over 100 sider, jeg havde skrevet, og forvrænge dem og bruge dem mod mig uden for konteksten, så hensigten kom til at fremstå modsat end den var tiltænkt. Dommeren havde kun tid til at læse hvad man tidligere havde fejlkonkluderet og så anklagerens påstand, og så i fængsel med mig. Jeg havde ikke et chance i helvede i en dansk retssal.

Og når så anklageren igen havde lykkes med at udsætte mig for et justitsmord, tjente det til at forfremme vedkommende. Så hans eller hendes karriere var funderet på bl.a. min ulykke og mit ødelagte liv.

Og hvem var det nu, som jeg adskillige gange havde sendt min tekst til længe før de nyeste sigtelser? Politi og anklagemyndighed naturligvis!

Men ingen stoppede mig på noget tidspunkt. De accepterede derfor min tekst, for hvis de havde anset den for ulovlig, havde de haft pligt til at stande mig. Hvilket man ikke havde gjort. Det var mere end latterligt.

Mens jeg sad og skrev ovenstående, så jeg en dokumentar på Filmstriben, som hed "Et civiliseret land", som handlede om retsmediciner Jørgen Lange Thomsens arbejde med at dokumentere tortur. Torturen var angivligt blevet udøvet i Irak.

Men jeg var blevet udsat for tortur lige midt i Danmark af den danske stat og de danske myndigheder, og ingen gjorde noget som helst for at efterforske den og straffe de skyldige, endsige stoppe den igangværende tortur, men jeg oplyste den danske stat og de danske myndigheder om! Det var jo helt ufatteligt og utilgiveligt. Alle vendte det blinde øje til, alle kiggede den anden vej, ingen gjorde noget som helst og ingen skulle nyde noget.

Fordi man var fej, doven og skruppelløs. Derfor. Jeg var mange ting, men kujon var ikke en af dem, og jeg hverken frygtede eller respekterede de skimlede kældermenneskdre, som psykiaterne var, og jeg kom aldrig nogensinde til det, uanset hvad de truede mig med eller via løgn og manipulation fik politiet til at true mig med.

Jeg respekterede ikke den danske stat, som var den stærke part, der havde uanede ressourcer, og som først fældede mig og siden trampede på mig uden ophør, som havde udsat mig for tortur, og som nu fortsatte med at gøre det. Der var mennesker, der stod op om morgenen, spiste morgenmad med familien, aflevede børn i børnehaven, gik på arbejde, arbejdede hele dagen på at ødelægge mig som menneske og pine mig til selvmord, hentede børnene, købte ind til aftensmad, kyssede børnene godnat, drak et glas rødvin med ægtefællen, gik i seng, stod op næste dag og fortsatte på den måde.

Disse mennesker var nøjagtig lige så skyldige som mine torturbødler, de havde alle som en et personligt ansvar for den mishandling og vanrøgt, som for nylig nær havde kostet mig livet, de kunne ikke undskylde sig med uvidenhed eller at de bare parerede ordrer, og de fortjente ikke annonymitet. Ingen som helst annonymitet. Og når deres børn så en dag blev udsat for det, som de havde udsat mig for, af deres fremtidige kolleger, så ville de hyle op, men de kunne kun takke dem selv i sidste ende.

Og hvad var den danske stat egentlig? Den var intet i sig selv. Det var den danske befolkning, der var Danmark, det var de mennesker, jeg omgikkes med i dag og i fremtiden, der var Danmark, det var ikke den danske stat.

Og når jeg med garanti blev idømt fængsel i en dansk retsal, ville jeg blive martyr. Ingen kunne gøre mig til noget, jeg ikke var og aldrig havde været, heller ikke Retslægerådet. Jeg ville køre linen helt ud og fortsætte så længe jeg kunne holde ud at leve den ulidelige påtvungne tilværelse, at gøre opmærksom på den danske stats overgreb og tortur mod mig.

Og jeg blev løsladt igen på et tidsounkt, og så ville jeg fortsætte min kamp for at blive læge igen og det nødvendiggjorde at jeg utvetydigt fik slettet min fatale fejldiagnose, hvilket myndighederne til stadighed nægtede at forholde sig til, og så havde jeg ikke noget valg end at gentage at gøre omverdenen opmærksom på hvad der var sket. Så ville mine bødler igen manipulere politiet til at sigte mig for æres og fredskrænkelse, anklageren ville få mig dømt så let som igenting, jeg ville blive fængslet, blive løsladt på et tidspunkt og sådan ville det fortsætte i årtier.

Hvor måtte det dog være nemt at arbejde i den danske stat, have et voldsmonopol som håndlangere, kunne gøre som man ville, forblive annonym og aldrig blive stillet til ansvar for sine (mis)handlinger. Leve et trygt liv, være økonomisk velstillet, og sole sig i agtelse fra mennesker, der ikke anede hvad man i virkeligheden lavede på arbejdet, og så hvis der skulle gå noget galt trods alt, være forvisset om at ens kolleger i andre dele af staten automatisk ville favourisere ens sag, fordi de vidste at man ville gøre det samme, hvis det var dem selv, der var i knibe.

Ja, det nemmeste i hele verden var at være ansat i systemet, og det stik modsatte var at være klient i det. Jeg var ikke det mindste imponeret over hvad folk, der havde det så nemt, kunne præstere. Det var intet, men det vidste de, der var ansat i systemet ikke. De anede ikke hvor hårdt og umuligt det var at være klient.

Jeg havde altid drømt om at være ansat i staten, at være en del af noget større, og jeg havde altid hadet rebeller og anarkister. Nu var det omvendt, for nu vidste jeg hvor hårdfør og sej man skulle være for at være sidstnævnte, og hvor let og bekvemt det var at være førstnævnte.

21. December 2021

Dagbog

Pligtforsømmelse

Politiet meddelte i dag, at man ikke gad bruge mere end et par timer på at lytte til de optagelser, der var det sikreste og mest objektive bevis på, at jeg aldrig havde været psykotisk og på at jeg var uskyldig i den verserende straffesag, hvor mine bødler, som for mange vedkommende figurerede på optagelserne, hvor de sagde noget, der var i modstrid med virkeligheden, havde manipuleret politiet til at chikanere mig med. Efter seks års regelret helvede på jord på grund af dem.

Jeg havde det fysisk dårligt på grund af politiets sjusk og lemfældighed. Psykisk blev min af mine bødler og politiet forsagede PTSD aktiveret på fuld styrke, og jeg havde selvmordstanker hele dagen efter jeg fik den nedslående besked. Nogle skulle vist holde juleferie og gad ikke efterleve det fundamentale retsprincip om at belyse en strassesag objektivt og også fra den anklagedes side, altså min.

Det var endnu et bevis på min påstand om at den danske retsstat var til at lukke op og skide i, når jeg ikke havde penge til mad pga. en psykiatrisk fejldiagnose, samtidig med at politiet ikke gad bruge nogle timer på at lytte til de objektive beviser for min uskyld. Sandsynligvis fordi man skulle holde jul.

22. December 2021

Dagbog

Langt mellem snapsene

Jeg var til julefrokost på værestedet. Jeg havde takket nej, da jeg blev spurgt om jeg ville deltage, fordi jeg ingen penge havde, men da jeg fik at vide at det kostede 10 kroner at deltage, indvilligede jeg i komme.

Det viste sig at være en rigtig god ide, for det var nogle fantastiske mennesker, der kom i netop dette værested og til julefrokosten. Der gik meget lang tid mellem jeg mødte søde og venlige mennesker, men jeg havde fundet flere af slagsen i det nye værested, hvilket var et utroligt held midt i det mørke, jeg befandt mig i.

Der gik langt mellem snapsene, så når jeg endeligt fandt nogle unikt gode mennesker, vidste jeg at jeg måtte holde fast i dem koste hvad det ville. Jeg samlede på venlige mennesker, men min samling var lille. Hvis jeg mod min forventning overlevede den danske stats mishandling og tortur, hvis jeg nogensinde fik lov til at være lage igen, skulle jeg nok sørge for at gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe de gode folk i det nye værested.

Jeg huskede alle mine bødler og alle deres ugerninger, men jeg huskede endnu mere de få mennesker, der havde hjulpet mig, og jeg var taknemmelig for deres livreddende hjælp til den dage jeg døde.

Af alle de fantastiske mennesker, jeg havde lært at kende i værestedet, var der én, der overgik de andre, og som vi alle kunne takke for at have skabt det frirum værestedet var. Vi var en lille gruppe, der var tilbage, da vi var nødt til at gå hjem, og førnævnte person var én af dem.

Han overrakte en indkøbspose fyldt til randen med et overflødighedshorn af den lækre mad, der var til overs. Han spurgte mig, om jeg havde penge nok til at fejre jul, og jeg løj og sagde ja, for jeg vidste at han uden at tøve ville give mig penge, og det var alt for meget til at jeg kunne rumme det. Han havde også brugt tid på at undersøge og kontakte menensker, der kunne skaffe mig tag over hovedet, når jeg blev hjemløs igen. Han havde gjort det for mig, fordi han vidste hvad min situation var og fordi jeg ikke turde eller havde overskud til selv at række ud og spærge.

Hvad samtlige elendige og inkompetente socialrådgivere, psykiatriske sygeplejersker , kontaktpersoner og psykiatere, jeg havde bedt om at hjælpe mig ud af min hjemlshed ikke kunne, havde denne person nu gjort, og jeg skulle ikke engang bede ham om det. Betydningen af den gestus kunne ikke overvurderes! Det var uden forbehold præcis så mirakuløst som det lød.

Og det samme var den hær af professionelle snyltere, som var ansat i psykiatriens uformåen. Disse arrogante og luddovne menneskers svigt skreg til himlen, og de burde alle som én som minumum fyres for pligtforsømmelse.

Jeg havde ingen penge til jul og nytår, men jeg havde fået som meget sundt og lækkert mad, at jeg med sikkerhed ikke kom til at sulte resten af måneden, og det var alt, jeg behøvede. Jeg fik:

En stor pose peanuts, en pakke Karen Wolf mazarinkager, en halv flæskestej, to poser med kogte æg, en stor pose gulerødder, en pose med sovs, en pose med tomatsalat, en pose med jerrytomater, fire poser med forskellige salater, en pose med små frikadeller, en stor pakke brunkager og en hel del mere.

Jeg kunne også have fået en stor pose risalamande og en pose med rugbrød, men måtte takke nej.

Den kvindlige betjent havde med skinger stemme vrænget til mig, at det ejg fortalte hende umuligt kunne passe, "fordi vi levede i et velfærdssamfund". Men det passede og det var det mest ignorante og ulækre jeg nogensinde havde hørt nogen sige til mig. Det var vammelt, til at brække sig over og hun skulle virkeligt, virkeligt skamme sig.

Det danske "velfærdssamfund" havde stort set INTET gjort for at sikre mig mod kulde, sult og hjemløshed. Ligesom det danske retsvæsen, var velfærdssamfundet INTET værd. Den eneste gavn den gjorde, var at sikre arbejde til de mennesker, der arbejdede i det. Føj for helvede.

Jeg havde fået uendeligt mere hjælp til mad og husly af venner og familie end jeg havde fået af det såkaldte velfærdssamfund, som var til at lukke op og skide i.

Der var mange psykiatere og senest P, som var udmærket klar over når jeg havde sultet og frosset og det havde INTET gjort. Man var selvfølgelig ikke læge, når man som psykiaterne (og det samme gjaldt de overflødige bureaukrater i kommunen) først og fremmest skadede de patienter man havde ansvaret for og som var tvunget til at være under tilsyn af.

Nej man kunne da ikke være læge, hvis man udsatte ens patienter for tortur, ydmygende, fornedrende og nedværdigende straf og behandling.

Man kunne naturligvis ikke være læge, hvis man udsatte sine patienter for vanrøgt i form af sult, kulde og hjemløshed. Så skulle man have frataget ens lægeautorisation og gerne også i fængsel.

På den ene side chikanerede politiet mig med sigtelser, som kunne have været undgået, hvis man havde gidet at gøre sit arbejde. Det var direkte Vestegnens Politis skyld jeg havde forsøgt at begå selvmord, da man ringede mig op og fortalte mig om de nye sigtelser, og det var samme politi, der i går havde givet mig selvmordstanker og impulser, da jeg fik at vide, at man ikke gad at bruge et par timer på at lytte til de optagelser, der beviste min uskyld. Det var livsfarligt for mig, at politiet ikke gjorde deres arbejde og udsatte mig for endnu et justitsmord. Politiet havde fået tunnelsyn vedr. mig og man havde en vrangforestilling om at jeg var eller havde været sindssyg, man var overbevist om min skyld og man gjorde alt man kunne for at ændre virkeligheden til at stemme overens med denne fejlopfattelse. Men det kunne man ikke, og i sidste ende ville politiet tabe.

Den danske befolkning og jeg kunne ikke være tjent med et politi, der var forudindtaget, partisk, dovent og nægtede at forholde sig til beviser på en sigtedes uskyld. Hvis man ved en fejl var endt som efterforsker, og opførte sig på førnævnte måde, var man til fare for borgerne, havde misforstået noget og måtte finde sig et andet job. Og havde man ikke tilstrlkkelig indsigt og samvittighed til at sige op i politiet, måtte Den Uafhængige Politiklagemynsighed retsforfølge og fyre vedkommende, så andre borgere ikke også skulle blive offer for vedkommendes inkompetance og paranoia.

På den anden side modtog jeg uvurderlig og livreddende hjælp af mennesker, der modsat politiet rent faktisk kendte mig som den person jeg var.

Klage over efterforsker

Den efterforsker, som fik mig til at forsøge at begå selvmord, og som nu ikke gad at bruge et par timer på beviserne for min uskyld i det hun havde sigtet mig for, havde jeg klaget over i går. Jeg havde bedt hende om at gøre sit arbejde, og udtrykeligt skrevet at hun skulle sende mig en skriftlig bekræftigelse på at hun havde modtaget min mail, men det havde hun ikke gjort. Jeg ville jeg ikke finde mig i at blive etsast for et justitsmord pga. en efterforskers dovenskab, så man skulle finde en anden, som faktisk gad at udføre sit arbejde.

Jeg ville ikke igen acceptere at blive udsat for et justitsmord i stilhed, så jeg havde skrevet til Folketingets retsudvalg om hvordan jeg blev chikaneret af politiet.

Jeg havde sat Peter Worm Jantzen på mine mails til politiet som Cc., som han kunne følge med i konsekvenserne af hans behandling af mig. Han skulle ikke kunne undskylde sig med uvidenhed. Mens mine bødler holdt juleferie med deres familie, arbejde jeg for min overlevelse. Jeg havde ikke fået mulighed for at stfte familie pga. mine bødler, så jeg havde ingen at holde jul med og jeg holdt aldrig fri.

23. December 2021

Dagbog

Kører linen helt ud

Jeg kunne ikke sove igen i nat fordi jeg var så stresset af politiets sjusk og dovenskab i forhold til at de nægtede at bruge nogle timer på beviserne for min uskyld.

De endte snart med at pine og plage mig til døde. Jeg havde intet valg end at blive ved med at forsøge at få offnetlighedens øjne og for min sag, herender samtlige folketingspolitikere. Det måtte stoppe nu. Jeg havde intet at miste, så de kunne ikke true mig med noget længere.

Afrunding

Det var tid til at informere de myndigheder, NGO'er og politikere, jeg forgæves havde tigget og bedt om hjælp, om den seneste udvikling og om hvordan det kom til at ende. Jeg startede med de myndigheder, der ikke havde blokeret min mail.

Mail til Etisk Råd

"Kære Etisk Råd

Jeg har tidligere henvendt mig til jer og berettet om min situation.

Årsagen var, at jeg opdagede, at I havde fået Gitte Ahle til at fortælle om retspsykiatrien på jeres hjemmeside.

Jeg syntes, at det var en smule ironisk at Etisk Råd havde fået den mest amoralske og samvittighedsløse psykiater i Danmark til at repræsentere sit fag. Gitte Ahle misbrugte jo psykiatrien til at udsætte mig for overgreb, som har givet mig PTSD.

Jeg skylder at oplyse Etisk Råd om, hvordan det er gået efter min henvendelse til jer, inkl. et resume af hele sagen:

1. Jeg blev idømt en behandlingsdom uden længste tid for noget jeg aldrig havde fejlet, og aldrig havde modtaget behandling for.

2. Sandsynligvis forbi jeg sendte min tekst rundt til flere læger og politikere, blev dommen endeligt ophævet i september.

3. Efter over seks års mareridt i dansk psykiatri og retspsykiatri var jeg fri - ludfattig men fri fra flere overgreb.

4. Få uger efter ringede politiet og sigtede mig for freds- og ærekrænkelse fordi jeg havde sendt min tekst rundt, mens jeg var underlagt behandlingsdommen.

5. Umiddelbart efter opkaldet fra politiet forsøgte jeg at begå selvmord, mit første alvorlige selvmordsforsøg, fordi jeg ikke magtede flere overgreb og et udsigtsløs liv.

6. Politiet accepterede først mine optagelser som objektivt bevidste min uskyld, men i dag fik jeg så at vide, at politiet ikke gad bruge nogle timer på at lytte til dem.

Nu har jeg igen ingen penge til hverken jul eller bare normal mad, og om en måned bliver jeg hjemløs igen.

Jeg kommer ikke til at overleve flere overgreb fra den danske stat. Jeg orker ikke mere.

Jeg skriver ikke til jer for at appellere om jeres hjælp. Jeg skriver til jer for at mine efterladte kan se, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men at også Etisk Råd svigtede.

Hvis jeg havde ressourcerne til det, ville jeg anlægge sag mod hver og en af jer i Etisk Råd, fordi I forholdt jer passive til den mishandling, jeg fortsat er udsat for, og fordi I på et personligt plan undlod at gøre jeres borgerpligt og anmelde en pågående forbrydelse til politiet.

Jeg håber virkelig at I får en rædselsfuld jul, for det har I fortjent. Man kan ikke være ansat i Etisk Råd og samtidig udvise uetisk og samvittighedsløs adfærd, så derfor er I hyklere, der pryder jer med lånte fjer.

Kjeld Andersen."

Mail til Region Hovedstaden

"Kære Region Hovedstaden

Idet jeg tidligere har henvendt mig forgæves til jer og bedt jer om hjælp, samt løbende orienteret jer om min situation, sender jeg et resume over den seneste udvikling og sagen i sin helhed:

Jeg blev idømt en behandlingsdom uden længste tid for noget jeg aldrig havde fejlet, og aldrig havde modtaget behandling for.

Sandsynligvis forbi jeg sendte min tekst rundt til flere læger og politikere, blev dommen endeligt ophævet i september.

Efter over seks års mareridt i dansk psykiatri og retspsykiatri var jeg fri - ludfattig men fri fra flere overgreb.

Få uger efter ringede politiet og sigtede mig for freds- og ærekrænkelse fordi jeg havde sendt min tekst rundt, mens jeg var underlagt behandlingsdommen.

Umiddelbart efter opkaldet fra politiet forsøgte jeg at begå selvmord, mit første alvorlige selvmordsforsøg, fordi jeg ikke magtede flere overgreb og et udsigtsløs liv.

Politiet accepterede først mine optagelser som objektivt bevidste min uskyld, men i dag fik jeg så at vide, at politiet ikke gad bruge nogle timer på at lytte til dem.

Nu har jeg igen ingen penge til hverken jul eller bare normal mad, og om en måned bliver jeg hjemløs igen. Jeg kommer ikke til at overleve flere overgreb fra den danske stat. Jeg orker ikke mere.

Region Hovedstaden er direkte medansvarlig for min situation, og har intet foretaget sig, til trods for at jeg har oplyst jer om den ene dokumenterbare ulovlighed efter den anden i jeres organisation.

I et rigtigt retssamfund var Region Hovedstaden blevet dømt og flere af jeres ansatte sad nu i fængsel for deres pligtforsømmelse og overgreb. Jeg har anmeldt jer til politiet flere gange, men mine anmeldelser er blevet ignoreret, fordi politiet ikke gider at gøre deres arbejde.

At jeg alligevel bruger mine sidste ressourcer på at skrive til Region Hovedstaden, skyldes det at mine efterladte kan se, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men at også Region Hovedstaden svigtede.

Jeg håber at min familie og venner vil fortsætte med at retsforfølge Region Hovedstaden, og jeg beder til at de af jeres ansatte, som har deltaget i torturen af mig, kommer til at sidde indespærret i mange, mange år og at deres navne og mishandling aldrig nogensinde bliver glemt.

Kjeld Andersen."

Region Hovedstadens Psykiatri fik samme mail, idet indholdet passede eksakt til den institution også.

Region Hovedstadens Psykiatri

"Kære Region Hovedstaden

Idet jeg tidligere har henvendt mig forgæves til jer og bedt jer om hjælp, samt løbende orienteret jer om min situation, sender jeg et resume over den seneste udvikling og sagen i sin helhed:

Jeg blev idømt en behandlingsdom uden længste tid for noget jeg aldrig havde fejlet, og aldrig havde modtaget behandling for.

Sandsynligvis forbi jeg sendte min tekst rundt til flere læger og politikere, blev dommen endeligt ophævet i september.

Efter over seks års mareridt i dansk psykiatri og retspsykiatri var jeg fri - ludfattig men fri fra flere overgreb.

Få uger efter ringede politiet og sigtede mig for freds- og ærekrænkelse fordi jeg havde sendt min tekst rundt, mens jeg var underlagt behandlingsdommen.

Umiddelbart efter opkaldet fra politiet forsøgte jeg at begå selvmord, mit første alvorlige selvmordsforsøg, fordi jeg ikke magtede flere overgreb og et udsigtsløs liv.

Politiet accepterede først mine optagelser som objektivt bevidste min uskyld, men i dag fik jeg så at vide, at politiet ikke gad bruge nogle timer på at lytte til dem.

Nu har jeg igen ingen penge til hverken jul eller bare normal mad, og om en måned bliver jeg hjemløs igen.

Jeg kommer ikke til at overleve flere overgreb fra den danske stat. Jeg orker ikke mere.

Region Hovedstadens Psykiatri er direkte medansvarlig for min situation, og har intet foretaget sig, til trods for at jeg har oplyst jer om den ene dokumenterbare ulovlighed efter den anden i jeres organisation.

I et rigtigt retssamfund var Region Hovedstadens Psykiatri blevet dømt og flere af jeres ansatte sad nu i fængsel for deres pligtforsømmelse og overgreb. Jeg har anmeldt jer til politiet flere gange, men mine anmeldelser er blevet ignoreret, fordi politiet ikke gider at gøre deres arbejde.

At jeg alligevel bruger mine sidste ressourcer på at skrive til Region Hovedstadens Psykiatri, skyldes det at mine efterladte kan se, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men at også Region Hovedstadens Psykiatri svigtede.

Jeg håber at min familie og venner vil fortsætte med at retsforfølge Region Hovedstadens Psykiatri, og jeg beder til at de af jeres ansatte, som har deltaget i torturen af mig, kommer til at sidde indespærret i mange, mange år og at deres navne og mishandling aldrig nogensinde bliver glemt.

Kjeld Andersen."

Mail til Folketingets Retsudvalg

Folketingets Retsudvalg bestod af nedenstående medlemmer, som alle fik denne mail tilsendt i dag:

"Idet jeg tidligere henvendt mig til dig og bedt om din hjælp, samt løbende orienteret dig om min situation, skylder jeg dig et resume på den seneste udvikling:

Nye oplysninger vedr. min sag og retspsykiatrien i Danmark"

"Kære Rosa Lund/Peter Skaarup/Pernille Vermund/Torsten Gejl /Karina Lorentzen Dehnhardt/Samira Nawa/Kasper Sand Kjær/Britt Bager/Preben Bang Henriksen/Alex Vanopslagh

Jeg blev idømt en behandlingsdom uden længste tid for noget jeg aldrig havde fejlet, og aldrig havde modtaget behandling for.

Sandsynligvis forbi jeg sendte min tekst rundt til flere læger og politikere, blev dommen endeligt ophævet i september.

Efter over seks års mareridt i dansk psykiatri og retspsykiatri var jeg fri - ludfattig men fri fra flere overgreb.

Få uger efter ringede politiet og sigtede mig for freds- og ærekrænkelse fordi jeg havde sendt min tekst rundt, mens jeg var underlagt behandlingsdommen.

Umiddelbart efter opkaldet fra politiet forsøgte jeg at begå selvmord, mit første alvorlige selvmordsforsøg, fordi jeg ikke magtede flere overgreb og et udsigtsløs liv.

Jeg fik endelig fundet lydoptagelser frem, som objektivt bevidste min uskyld, og jeg afleverede dem personligt til Vestegnens Politi den 12. december.

Politiet accepterede først optagelser, men i foregårs fik jeg så at vide, at politiet ikke gad bruge nogle timer på at lytte til dem.

Derfor kommer jeg til at blive udsat for endnu et justitsmord og skal igen udsættes for trusler om livsfarlig og invaliderende uberettiget antipsykotisk medicin.

Nu har jeg igen ingen penge til hverken jul eller bare normal mad, og om en måned bliver jeg hjemløs igen.

Jeg kommer ikke til at overleve flere overgreb fra den danske stat. Jeg orker ikke mere.

God jul og godt nytår.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:"

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Af alle medlemmer af Folketingets Retsudvalg var Karina Lorentzen Dehnhardt uden sammenligning den sejeste. Danskerne skulle være taknemmelige for det yderst relevante spørgsmål hun stillede ministrene. Hendes partifarve var helt underordnet, det var de virkelige og alvorlige problemer hun beskæftigede sig med at få løst.

Æres den, der æres bør:

Tilføjelse til teksten til Karina Lorentzen Dehnhardt: Tusinde, tusinde tak for de essentielle spørgsmål du stiller til ministrene. Det kan godt være at den tekst, jeg skriver nedenfor også bliver sendt til dine kolleger i Retsudvalget, men du er den mest intelligente og sejeste i udvalget, og det er ikke fordi de andre er hverken uintelligente eller useje. Jeg kom til at indsætte en negation i teksten, så det jeg mod min hensigt havde skrevet var, at de andre i retsudvalgt var uintelligente og useje, det var en beklagelig og pinlig fejl.

Institut for Menneskerettigheder

"Jeg er blevet sigtet for æres- og fredskrænkelse og risikerer fængsel for dette."

"I forbindelse med efterforskningen har jeg efter aftale med efterforsker ved Københavns Vestegns Politi indleveret et lagermedie med lydoptagelser, der dokumenterer min uskyld, og jeg er ligeledes blevet afhørt af efterforskeren med deltagelse af min advokat. Jeg kan ikke afvise at min forsvarsadvokat har læst den endelige afhøringsrapport og at jeg telefonisk i samråd med hende har accepteret indholdet mundtligt, men jeg kan ikke huske det (måske kan min advokat korrigere mig?), og jeg har i hvert fald ikke selv læst og underskrevet den.

Forhold 1. Den 21. december 2021 bliver jeg af min advokat orienteret om, at efterforskeren nægter at bruge de relativt få timer, det tager at afspille de indleverede optagelser. Optagelserne er de eneste helt objektive beviser på min uskyld, og ved ikke at inkludere dem i sagsmaterialet forbryder efterforskeren sig mod et helt fundamentalt retsprincip om at efterforske objektivt og også vurdere bevismateriale, der klart taler for min uskyld. Derudover har hun heller ikke forholdt sig til langt hovedparten af det skriftlige materiale, som udgøres af min korrespondance med myndigheder og psykiatri. Jeg skal hermed påklage at efterforskeren ved Københavns Vestegns Politi har forbrudt sig mod menneskerettighederne, idet hun krænker min ret til en retfærdig rettergang.

Jeg giver Institut for Menneskerettigheder samtykke til at indhente alle oplysninger vedr. mine forhold hos samtlige myndigheder, inkl. politiet og Anklagemyndigheden, samt tage kontakt til min forsvarsadvokat med henblik på udveksling af oplysninger om mine sager og øvrige forhold.

Jeg skal bede om en skriftlig bekræftelse på modtagelsen af denne mail.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:"

Mail til Ombudsmanden

"Klage over afslag på inkludering af bevismateriale i straffesag

Jeg er blevet sigtet for æres- og fredskrænkelse af Københavns Vestegns Politi og risikerer fængsel for dette.

I forbindelse med efterforskningen har jeg efter aftale med efterforsker ved Københavns Vestegns Politi indleveret et lagermedie med lydoptagelser, der dokumenterer min uskyld, og jeg er ligeledes blevet afhørt af efterforskeren med deltagelse af min advokat. Jeg kan ikke afvise at min advokat har læst den endelige afhøringsrapport og at jeg telefonisk i samråd med hende har accepteret indholdet mundtligt, men jeg kan ikke huske det (måske kan min advokat korrigere mig?), og jeg har i hvert fald ikke selv læst og underskrevet den.

Forhold 1. Den 21. december 2021 bliver jeg af min advokat orienteret om, at efterforskeren nægter at bruge de relativt få timer, det tager at afspille de indleverede optagelser. Optagelserne er de eneste helt objektive beviser på min uskyld, og ved ikke at inkludere dem i sagsmaterialet forbryder efterforskeren sig mod et helt fundamentalt retsprincip om at efterforske objektivt og også vurdere bevismateriale, der klart taler for min uskyld. Derudover har hun heller ikke forholdt sig til langt hovedparten af det skriftlige materiale, som udgøres af min korrespondance med myndigheder og psykiatri. Jeg skal hermed påklage at efterforsker ved Københavns Vestegns Politi har forbrudt sig mod et fundamentalt retsprincip, idet hun krænker min ret til en retfærdig rettergang og jeg dermed risikerer at blive udsat for endnu et justitsmord.

Jeg giver Ombudsmanden samtykke til at indhente alle oplysninger vedr. mine forhold hos samtlige myndigheder, inkl. politiet og Anklagemyndigheden, samt tage kontakt til min forsvarsadvokat med henblik på udveksling af oplysninger om mine sager og øvrige forhold.

Da jeg lider af PTSD og svær undgåelsesadfærd er det svært for mig at blive ved med at kæmpe for at undgå flere overgreb fra den danske stat, så jeg skal derfor bede Ombudsmanden om at rette korrespondancen til min forsvarsadvokat, idet jeg dog skal bede om en skriftlig bekræftelse på modtagelsen af denne mail.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Mail til Det Psykiatriske Patientklagenævn

"Da jeg har henvendt mig adskillige gange til Det Psykiatriske Patientklagenævn, skylder jeg jer en opdatering om den seneste udvikling i sagen:

Jeg blev idømt en behandlingsdom uden længste tid for noget jeg aldrig havde fejlet, og aldrig havde modtaget behandling for.

Sandsynligvis forbi jeg sendte min tekst rundt til flere læger og politikere, blev dommen endeligt ophævet i september.

Efter over seks års mareridt i dansk psykiatri og retspsykiatri var jeg fri - ludfattig men fri fra flere overgreb.

Få uger efter ringede politiet og sigtede mig for freds- og ærekrænkelse fordi jeg havde sendt min tekst rundt, mens jeg var underlagt behandlingsdommen.

Umiddelbart efter opkaldet fra politiet forsøgte jeg at begå selvmord, mit første alvorlige selvmordsforsøg, fordi jeg ikke magtede flere overgreb og et udsigtsløs liv.

Jeg fik endelig fundet lydoptagelser frem, som objektivt bevidste min uskyld, og jeg afleverede dem personligt til Vestegnens Politi den 12. december.

Politiet accepterede først optagelser, men i forgårs fik jeg så at vide, at politiet ikke gad bruge nogle timer på at lytte til dem.

Optagelserne dokumenterer, at jeg aldrig har været sindssyg, hvilket er interessant, da Det Psykiatriske Patientklagenævn har nægtet at forholde sig til mine klage over alle de overgreb jeg har været udsat for i psykiatrien og retspsykiatrien som følge af fejldiagnosen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn er således direkte ansvarlig for og medskyldig i den tortur, jeg til stadighed lider under, nu med PTSD som følge af årelang vanrøgt i psykiatrien hhv. retspsykiatrien.

Det Psykiatriske Patientklagenævn holder hånden over de psykiatere og læger, der har misbrugt deres fag og stilling til at ødelægge mig og mit liv.

Hvis jeg havde overskud til det ville jeg retsforfølge hver eneste ansatte i Det Psykiatriske Patientklagenævn som har behandlet mine klager og afvist dem, for det har afstedkommet den trussel på mit liv og et ødelagt helbred, samt de nyeste sigtelser fra politiet. Og det er simpelthen en forbrydelse, man skal i fængsel for.

Så takket være jeres inkompetence og passivitet kommer jeg nu til at blive udsat for endnu et justitsmord og skal igen udsættes for trusler om livsfarlig og invaliderende uberettiget antipsykotisk medicin.

Dertil har jeg igen ingen penge til hverken jul eller bare normal mad, og om en måned bliver jeg hjemløs igen.

Jeg kommer ikke til at overleve flere overgreb fra den danske stat. Jeg orker ikke mere.

Kjeld Andersen,

CPR:"

Speciallægeerklæringen fra psykiater Henrik Jurlander af 2. marts 2017

Jeg havde næsten opgivet at finde denne lægeerklæring, hvor psykiater Henrik Jurlander konkluderede, at:

"KA er konstateret uden psykotiske symptomer eller anden psykopatologi i hele forløbet her"

og

"Det vurderes at der intet er til hinder for at KA generhverver sin autorisation"

Styrelsen for Patientsikkerhed, Retslægerådet, Gitte Ahle, politiet, anklagemyndigheden og alle andre ignorerede denne erklæring, og det førte til min dom i 2018 til behandling for sindssyge uden længestetid. så var det justitsmord og nu kom man fandeme til at forholde sig til erklæringen.

Og Gitte Ahle skulles naturligvis retsforfølges og fængsles for hendes tortur af mig.

Mail til Vestegnens Politi, Peter Jantzen, min forsvarsadvokat, Institut for Menneskerettigheder, Rigsadvokaten, Statsadvokaten, Ombudsmanden, Kriminalforsorgen - og Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Yderligere sagsoplysninger - psykiatrisk speciallægeerklæring af 2. marts 2017

"Hermed vedhæftes konklusionen på speciallægeerklæring af 2. marts af speciallæge i psykiatri Henrik Jurlander.

Denne erklæring, som dokumenterbart har været sendt til og modtaget af Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsministeriet, politiet mfl. modsiger direkte Retslægerådets fejlkonklusion.

Det var Styrelsen for Patientsikkerhed som tvang mig til at have et forløb hos Henrik J, men til trods herfor valgte man alligevel at ignorere hans konklusion, formentlig fordi den ikke stemte overens med Styrelsen for Patientsikkerheds forudindtagede fejlopfattelse af, hvad jeg fejlede.

Havde Styrelsen for Patientsikkerhed imidlertid tillagt denne erklæring den betydning, den havde, kunne jeg have fået min autorisation igen allerede i 2017, og jeg ville ikke have været presset til kriminalitet af ren og skær desperation og modtaget dommen af 2018, som var et regelret justitsmord.

Nu skal I forholde jer til erklæringen, inkludere den som bevismateriale og indkalde Henrik J som vidne. Han har pligt til at komme, uanset om han har tid eller lyst eller ej. Hvis han nægter at vidne, skal han fængsles og retsforfølges.

I kan læse om vidners pligt her: https://domstol.dk/til-dig-der-er/vidne/.

Jeg skal have en skriftlig bekræftelse på, at I har modtaget denne mail og det vedhæftede materiale.

Fraset en lille gruppe forudindtagede psykiatere og enkelte embedslæger, er der ingen mennesker, der nogensinde har oplevet mig være sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og heller ikke utilregnelig eller personlighedsforstyrret.

Jeres vrangforestilling af, at jeg skulle have været sindssyg på noget tidspunkt, bliver I simpelthen nødt til at få korrigeret, for ellers får jeg aldrig lov til at være i fred fra overgreb fra den danske stat og psykiatrien.

Kjeld Andersen."

Billede. Psykiater Henrik Jurlanders konklusion fra 2. marts 2017, som Styrelsen for Patientsikkerhed, politi, retsvæsen, psykatri og retspsykiatri havde ignoreret.

Fordi det jo gjaldt for dem at få mig dømt skyldig og tvangsmedicineret resten af mit så korte liv, og det kunne man kun hvis man som politi og Anklagemyndighed bevidst nægtede at forholde sig til objektive beviser for min uskyld.

I den periode Henrik J havde haft mig som patient var netop den periode, som Retslægerådet og Gitte Ahle mente jeg havde været psykotisk i; men ingen af de sidstnævnte havde jo set eller talt med mig, og det havde Henrik J. En fucking ommer var det her, og jeg skulle have erstatning.

Jeg havde således lidt i snart syv år og fået ødelagt mit liv, men en efterforsker fra Vestegnens Politi gad ikke at bruge nogle timer på objektiv dokumentation for min uskyld. Så lidt var jeg værd som menneske i politiets optik.

Ellers havde jeg trænet lidt på værelset, forsøgt at dyrke lidt yoga via en app, som en fra det nye værested havde anbefalet, skovlet sne og saltet fortov, gjort rent, vasket tøj, skrevet til mine venner og bekendte osv.

Jeg var så uendeligt træt af at være lud fattig, stigmatiseret og forfulgt af arrige bødler, som troede at de have en ære, jeg kunne krænke, samt politiet. Det holdt aldrig op, og det var en hård, ensom og opslidende - og forgæves kamp jeg kæmpede for at overleve fysis, mentalt og for at undgå overgreb fra politi og retsvæsen, som havde uendeligt let spil, især når de kun "samplede" oplysninger der kunne insinuere min skyld og afviste oplysninger om min uskyld.

Billede. Trænede lidt mens tøjet var i tumbleren.

Billede. Sad og læste en bog om dobbeltmorderen Conevieski på møntvaskeriet.

24. December 2021

Dagbog

Juleaften

Jeg havde ingen penge til togbilletten til Hedehusene, så jeg kunne holde juleaften sammen med min ven, der boede der, men da jeg nu havde mit eget værelse, invilligede han i at komme hjem til mig.

Jeg havde hverken service, bestik eller glas, så min ven måtte også tage det med, ligesom han insisterede på at medbringe mad i form af pulled pork og coleslaw salat. Jeg havde fået en stor pose mad fra lederen af værestedet, så jeg havde mad, oven i købet kold flæskesteg, men min ven ville gerne have ordentlig mad, så fred være med det.

Jeg måtte og ville bidrage med noget, og det blev også lidt forventet af min ven, så jeg købte drikkevarer, og engangskrus til hele 20 kroner, hvorfor jeg havde brugt halvdelen af mit rådighedsbeløb til resten af måneden. Den panik, jeg tidligere følte, når jeg så hvor lidt der stod på min konto, fordi jeg vidste at det betød snarlig sult og flaskesamleri, var ikke så udtalt og eller langvarig som tidligere, fordi jeg vidste, at jeg var i stand til at udholde sult og øvrige afsavn. Men ubehageligt var det, og lagde en dæmper på glæden.

Som sædvanligt måtte jeg takke nej til sociale arrangementer fordi jeg ikke havde penge nok, til trods for at jeg intet overflødigt forbrug havde. Det resulterede i ensomhed og afstandstagen fra dem, der inviterede mig og ikke kunne forstå hvorfor jeg altid måtte aflyse.

Jeg havde ikke råd til en gave til min ven, men han havde været så betænktsom at give mig én: DVD-filmen "Salvation", men han vidste godt at jeg ingen DVD-afspiller havde, og han sagde da også, at DVD'en var en han havde liggende og samle støv, så det var mere tanken, der tællede.

Min ven kommenterede ironisk det defekte komfur, muggen i det snavsede køleskab, vinduet i køkkenet, der heller ikke kunne lukkes, den fedtede emhætte, der var defekt og ventilationsslangen med kraftig sodet tilsmudsning på toppen, samt indholdet i køkkenskabet, der lignede noget, der var fundet til storskrald og tilfældigt smidt derind.

Mit værelse var ganske vidst stort, men så skrabet at det lignede en fængselscelle. Jeg sagde, at jeg havde indrettet mit værelse, så det afspejlede min personlighed, og han grinede. Efter at have siddet en lille times tid på stolen tæt på vinduet sagde han at han frøs, selv om radiotoren var skruet helt op.

Fordi han også var offer for psykiatrien, kunne han ikke klare alt for mange timer, men jeg var rigtig glad for de knapt fire timer besøget varede. Jeg fulgte ham hen til metroen, og gik en omvej hjem gennem den iskolde og blæsende, men smukke og stjerneklare juleaften.

Når man havde PTSD, var de mennesketomme gader på Amager en lise, og jeg nød stilheden i fulde drag. Når jeg trådte på isflagerne på fortovet, lød det som glas, der knustes. Jeg gik forbi Amager Strandpark, erindrede den gang jeg havsvømmede der nærmest hver dag i sæsonen indtil en praktiserende læges fejldiagnose gjorde mig hjemløs, og fik lyst til at gå ned til strandbredden og fortsætte ud i kolde vand.

Politiet, anklageren, mine bødler, herunder psykiaterne, manglede ikke noget som helst og holdt sikkert jul med deres familier. De havde hus, sommerhus, biler, opsparing i banken, forsikringer, havde aldrig og kom aldrig til at sulte. Så det var nogle helte, nogle gode mennesker og jeg var taknemmelig for deres indsats for at få retfærdigheden til at ske fyldest.

Kjeld Andersen.

Billede. Det var morsomt, når jeg i avisen kunne læse noget, der på den ene side var så fundamentalt at alle burde vide det, samtidig med at alle på den anden side åbenbart havde glemt det.

Billede. Det var min formue i morges før juleindkøbet. Nu var den halveret. Men som en fremtrædende psykiater fortalte mig, da hun ville tvangsmedicinere mig, "så er det hårdt for alle mennesker engang i mellem".

Ikke en chance i helvede

Når den danske stat havde besluttet sig for at smadre en borger, var der ikke noget man kunne stille op; det var ligegyldig om man var skyldig eller ej, og selv hvis det utrolige skete at man blev frikendt, var man ødelagt alligevel, for ventetiden smadrede ens tilværelse og anklagerne i sig selv indikerede skyld, og selv om man levede i en fantasiverden hvor man troede på alt det ophøjede sludder, som retssikkerhed og retsprincipper var, ændrede det ikke på at man var skyldig før det modsatte var bevist, især hvis man havde fået prædikatet sindssyg, om det så passede eller ej.

Før jeg forsøgte at begå selvmord ringede jeg til Peter Worm Jantzen for at fortælle ham at han skulle fortælle min familie og venner at han og politiet var skyld i det, der nu skete. Når man pinte sine ufrivillige patienter, tidligere eller nuværende, ihjel, var man ikke rigtig læge.

Efter i flere timer at have forsøgt at skære min pulsåre over i håndleddet og i albuebøjningen med en uskarp saks og herefter med åbnindsdimsen på en øldåse, som var skarpere, måtte jeg opgive. Den første og eneste jeg ringede til, var min advokat fra Den Gratis Retshjælp.

Utroligt nok tog hun telefonen, talte med mig, og fik talt den sidste rest af selvmordstrang ud af mig. Hun var dermed mere læge end samtlige psykiatere jeg endnu havde mødt, fordi hun reddede mit liv, mens psykiaterne havde pint mig til at forsøge at begå selvmord.

Så min advokat var en heltinde og et fantastisk menneske og idealist. Desværre kæmpede hun en tabt kamp, og selv om jeg var hende dybt taknemmelig, var jeg klar over at hendes indsats var omsonst. Hun var trods alt kun ét menneske, der kæmpede for mig, mens staten havde uendelige ressourcer og mange ansatte, hvis eneste opgave var at pine og straffe mig.

Mine sager var så omfattende, at jeg tilsyneladende var den eneste, der havde styr på alle detajler, og hvis jeg skulle gøre mig det mindste håb om at overleve, måtte jeg have et mindre hold af advokater; eksempelvis vidste min advokat ikke noget om, at jeg havde indbragt den praktiserende læges ulovlige tvangsindlæggelse og fejldiagnose til først Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvor den daværende psykiater, en tidligere formand for Dansk Psykiatrisk selskab, løj og undlod at sige sandheden, hvorfor jeg tabte, og dernæst til byretten, hvor samme psykiater igen løj og undlod at sige sandheden, hvorfor jeg tabte, og til sidst til Østre Landsret, hvor førnævnte psykiaters chef gjorde det samme, så jeg igen tabte.

Den beskikkede advokat, jeg havde fået i ovenstående sager var Irene Zehngraff, og jeg var alt andet end imponeret over hendes indsats, og hun var da osgå så venlig at fortælle mig, at hun personligt aldrig havde hørt om nogen patienter, der havde vundet en sag som min, fordi psykiaterne aldrig indrømmede at de eller deres kolleger havde taget fejl.

Hvor er I henne?

Jeg havde tilbragt utallige timer i STRAX Huset og på Perron 74 i Høje Taastrup og udført en hel del frivilligt arbejde på stedet, og jeg havde været frivillig i Sundhedsfællesskabet, hvor jeg også havde lagt rigtig mange timer, jeg havde gjort meget for at hjælpe de andre, og jeg havde i min naivitet håbet, at man så også hjælpe mig (fordi man jo fik løn for at gøre netop det), men når det kom til stykket, var der stor set intet at komme efter, og jeg måtte sejle i min egen sø. Man ville gerne have min gratis arbejdskraft, men at hjælpe mig med det, der var virkeligt essentialt, det gjorde man ikke, for man skulle ikke nyde noget.

Lederen, som jeg ellers havde et rigtigt godt forhold til, ville ikke involvere sig, fordi hun "godt kunne lide mig som person". Det var et besynderligt udsagn, for hvis hun rent faktisk godt kunne lide mig som person, hvorfor lod hun mig så sulte og bo i et telt i Vestskoven? Det gav jo ingen mening! Så måtte hun da hellere hade mig som person og hjælpe mig. Helt uforståeligt.

Syg af boligen

Fordi det var så koldt og blæsende udendørs og fordi vinduerne i huset, hvor mit værelse var, enten ikke kunne lukke eller var utætte som en si, var jeg ved at blive syg. Og fordi jeg ikke havde råd til en dyne, men sov med et tyndt vattappe i et dybebetræk, var det endnu koldere, og jeg måtte sove med sokker og trøje på, og da jeg kunne mærke den kolde træk i ansigtet, overvejede jeg også at tage en hue på.

Det var ikke fordi jeg var forvendt og sart at jeg syntes det var grotesk at jeg havde taget en medicinsk embedseksamen, men blev syg af træk og måtte sulte periodevis, det var fordi at samtlige ansatte i det offentlige, der vidste det, var pisse ligeglade og bagatelliserede mine livsvilkår, samtidig med at de ikke anede hvordan det egentlig var at være mig, fordi de aldrig havde lidt de tilnærmelsesvist samme afsavn. Hvis jeg fik løn for at hjælpe mennesker i min situation, ville jeg aldrig nogensinde udsætte dem for det, jeg blev udsat for. Jeg ville kæmpe indædt for dem og ringe og skrive til gud og hver mand for at hjælpe dem.

Men de offentligt ansatte jeg var stødt på, brugte det meste af deres tid på at være selvhøjtidlige, være på langvarige kurser i arbejdstiden og slynge om sig med bullsht ord og begreber, for at demonstrere hvor kloge og akademikeragtige de var. Empati og dedikation var so last year, og at tale om samskabelse, åben dialog, housing first og recoveryorienteret rehabillitering var in. Men de hjalp ikke rigtig nogen af borgere, og den eneste måde at komme ud af socialpsykiatrien i Høje Tastrup lod til at være ved at dø.

25. December 2021

Dagbog

Tidligt op

Når man havde så mange magtfulde fjender som jeg, der inkluderede den danske stat, Yngre Læger og Lægeforeningen, og som havde ét eneste formål, nemlig at slå mig ihjel med antipsykotisk tvangsmedicin eller pine mig til selvmord - og når man måtte varetage en stor del af det administrative og juridiske arbejde selv - måtte man stå tidligt op. Lederen af det nye værested havde citeret Sisyfos myten af Camus (hvilket perfekt illustrerede niveauforskellen på det kommunale værested i Høje Taastrup og mit nye værested) i nyhedsbrevet, som lød noget omtrent som:

"Sisyfos er, som man ser, den absurde helt. Han er det både i sine lidenskaber og i sin tugtelse. Det var hans foragt for guderne, hans had til døden og hans passion for livet der bragte den frygtelige straf over hans hoved at måtte sætte hele sin kraft ind på intet at udrette. Det er den pris, som må betales for denne verdens glæder. Ud Over selve straffen får vi i øvrigt intet at vide om Sisyfos i underverdenen. Myter må gøres levende af fantasien. Og myten viser os kun: en krop anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side; vi set det sammenbidte ansigt med kinden presset ind mod stenen, en skulder som støtter den lerede klippeblok, en fod der sættes frem som bremse, de strakte arme, som atter og atter stemmes imod, og de to tilforladelige menneskehænder fulde af jord. Endelig, efter den lange trælsomme kamp i et rum uden himmel og en tid uden dybde, når han sit mål. Men Sisyfos ser da, hvordan stenen på et øjeblik igen ruller ned mod den nedre verden, hvorfra den atter skal tvinges op mod højderne. Han må på ny stige ned til sletten."

"Det er under, denne nedstigning; dette ophold i arbejdet, Sisyfos interesseret mig. Ansigtet hos den, der træller blandt stenene, er allerede selv blevet, sten. Jeg ser ham gå ned ad bjerget med tunge, rolige skridt, ned mod lidelsen, som han ikke ser nogen ende på. Denne pause, der kommer igen regelmæssigt som et åndedrag og usvigelig sikkert som hans ulykke. Denne pause er bevidsthedens time. Hver gang han forlader højderne og stiger ned mod gudernes usle boliger, er han sin skæbnes overmand. Han stærkere end stenen."

"Når denne myte er tragisk, beror det på, at dens helt er bevidst. Hvad ville der blive af hans lidelse, hvis han for hvert skridt blev båret frem af håbet om, at opgaven kunne lykkes? Vore dages arbejdere beskæftiger sig hver dag med det samme arbejde, og deres skæbne er ikke mindre absurd. Men den er kun tragisk i de sjældne øjeblikke, hvor den bliver bevidst. Sisyfos er gudernes proletar, en afmægtig oprører; men han kender sin ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: det er den han tænker på, medens han er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som skulle være hans straf, bliver samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt."

"På visse dage er det smerten, som behersker ham under vandringen ned mod sletten; men det kan også være glæde. Ordet er ikke for stærkt. Jeg tænker mig endnu engang Sisyfos på vej ned mod stenen, og i begyndelsen var kun smerten. Når billedet af jorden. atter står for stærkt i erindringen, når lykken kalder for indtrængende, sker det, at sorgen stiger i menneskets hjerte: det er stenens sejr, det er selve stenen. Den umådelige fortvivlelse er for tung at bære. Det er vore nætter i Gethsemane. Oidipus adlyder først sin skæbne uden at kende den. Tragedien begynder i det øjeblik, hvor han ved. Men i samme øjeblik opdager han, blind og fortvivlet, at det eneste, der binder ham til jorden, er en ung piges svale hånd. Da lyder de stolte ord: "Trods alle prøvelser siger mine fremskredne år og min sjæls storhed mig, at alt er godt." Sofokles' Oidipus bekræfter således, ligesom Dostojevskijs Kirilov, det absurdes sejr. Antikkens visdom når til samme resultat som den moderne heroisme."

"Når man har erkendt absurditeten, undgår man ikke let fristelsen til at skrive en håndbog i lykke. "Virkelig? Finder man lykken på så stejle stier?" Ja, thi der er kun en verden. Lykken og absurditeten er børn af samme jord. De er uadskillelige. Men det betyder ikke, at lykken nødvendigvis opstår af den absurde erkendelse. Man kunne lige så godt sige, at absurditetsfølelsen fødes af lykken. Jeg ser, at alt er godt," siger Oidipus; det er hellige ord, som giver genlyd i menneskets vilde og trange univers. De forkynder, at alt endnu ikke er udtømt. De forjager en Gud, som er sat ind i verden af menneskenes utilfredsstillede længsel og smag for unødvendige lidelser. De gør skæbnen til et menneskeligt anliggende, som må ordnes mennesker imellem."

"Herpå beror Sisyfos' tavse glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans sten er hans egen. På samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når han betragter sin smerte. Universet bliver pludselig stille igen, men fra jorden stiger tusinder undrende røster op, hemmelighedsfulde og dunkelt kaldende stemmer, tilskyndelser fra alle sider - de er sejrens pris og nødvendige komplement. Der gives ingen sol uden skygge, og man må gøre sig fortrolig med mørket. Det absurde menneske siger ja, og derefter ophører møjen og kampen aldrig. Hvis der gives en personlig skæbne, gives der ingen skæbne af en højere orden, i hvert fald ingen skæbne, som det absurde menneske ikke finder tyrannisk og foragtelig. For Øvrigt ved han, at han er sin egen tilværelses herre. I det korte øjeblik, hvor mennesket vender sig om og ser på sit liv, ligesom Sisyfos vender sig mod stenen, i dette svimlende øjeblik betragter mennesket den række af handlinger uden sammenhæng, som udgør hans skæbne, som er skabt af ham selv, som kun bindes sammen af hans erindring, og som snart skal besegles af hans død. Han er overbevist om, at alt menneskeligt er af menneskelig oprindelse, han er en blind, som ønsker at blive seende og som ved, at natten aldrig får ende. Han er altid på vej. Stenen bliver ved med at rulle."

"Jeg forlader Sisyfos ved bjergets fod. Man genfinder altid sin byrde. Men Sisyfos vidner om den højere troskab, som fornægter guderne og løfter stenene. Og han indser, at alt er godt. Det herreløse univers synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand. (s. 113-117)."

(https://dansksiderne.dk/index.php?id=3436#c11382)

(Se også https://www.information.dk/debat/1998/01/sisyfos-lykkelig-mand)

Men mine fjender var kun guder i deres eget vrangagtige univers af vrede, had, paranoia og megalomani. Og jo flere fjender jo bedre, for jo større løven var, jo flere hyæner skulle der til for at besejre den.

Spedalsk

Jeg hørte ikke til nogen steder, for jeg var ikke syg nok til de syge, ikke rask nok til de raske, og da jeg ikke havde været svært psykisk syg, passede jeg heller ikke ind i gruppen af dem, der havde kommet sig.

Sig nærmer tiden, da jeg må væk

Sig nærmer Tiden, da

jeg må væk,

jeg hører Vinterens Stemme;

Thi også jeg er kun her på Træk,

og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

det Hjærtet ikke betynger,

Og derfor lige glad nu og da

på gennemrejse jeg synger.

Jeg skulle sjunget lidt mer' måske -

måske vel også lidt bedre;

Men mørke Dage jeg måtte se,

og Storme rev mine Fjædre.

Så det var på tide at komme videre. Men hvorhen? Og hvor længe gad jeg bære stenen op på bjerget? Jeg var ikke Sisyfos, og jeg havde stort set kun lidelse og afsavn uden udsigt til at det nogensinde blev bedre - ikke fordi der var noget galt med mig eller fordi jeg var psykisk syg, men alene som følge af de omstændigheder og vilkår, der var blevet mig påtvunget af rabiate, hysteriforme og paranoide karakterafvigere, som psykiaterne og enkelte rigtige læger var. Og så naturligvis af de mange tavse medløbere, som allerhøjest knyttede hænderne i deres lommer.

Den hjælp jeg havde brug for, var af en karakter, som de færreste i min omgangskreds kunne yde mig og ganske forståligt, for jeg kunne ikke kræve af andre hvad jeg ikke selv kunne tilbyde dem. Men måske skulle der ikke så meget til at hjæpe mig? Hvis alle de mennesker, jeg havde mødt siden den praktiserende læges fejldiagnose i 2016 skrev bare fem linjers tekst om mig og sendte til politi og anklagemyndighed, ville det være af uvurdering betydning.

Men det måtte ikke være offentligt ansatte, der skrev i kraft af deres professionelle relation til mig. Det skulle være mennesker, der kendte mig fordi de tilsyneladende havde ment at jeg var værd at tilbringe tid sammen med.

Ene appel efter den anden

Hver gang jeg kiggede, fandt jeg nye mails til journalister, politikere og myndigheder, som jeg appellerede til, ja ofte tiggede og bad til om hjælp. Men ingen havde reageret. Eksempelvis denne mail til en journalist:

Mail til journalist af 12. juli 2020

"Kære Anders

Det holdt hårdt og tog længere tid end beregnet, men jeg har først i dag fået penge til mad. Den seneste uge har jeg måtte samle flasker i området omkring forsorgshjemmet, og det har været ulideligt.

Jeg frygter altid de møder jeg skal have med den psykiater, jeg er tvunget til at se resten af mit liv. Det selv om at vedkommende heller ikke mener jeg er psykotisk, men mine oplevelser på Retspsykiatrisk afdeling 81 sidder stadig dybt i mig og gør at jeg ofte har mareridt og PTSD lignende symptomer.

Jeg vover derfor at sende dels et link til min næsten færdige webside til dig som sikkerhed samt mine breve til [Gitte Ahle ]ifald jeg skulle blive tvangsindlagt og tvangsmedicineret når jeg fremmøder ambulant på mandag. Jeg ved at det ikke er overvejende realistisk, men omvendt ved jeg også at alt kan ske og det skræmmer mig altid.

Jeg vil også sende mit materiale til Institut for Menneskerettigheder og sikkert også andre relevante institutioner. Jeg har levet i reel frygt i over fire år pga. en fejldiagnose, og ingen mennesker skal leve i evig frygt for overgreb.

Link til næsten færdig hjemmeside:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen, tidligere læge."

Det var tragikomisk at læse denne mail, og især denne journalists svar, som lød, at han ikke kunne hjælpe mig, men at jeg skulle kontakte en patientrådgiver. Som om jeg ikke havde gjort det for længst. Pressen i Danmark nød nogle helt særlige privilligier, som ingen andre kommercielle foretsgener gjorde, og det var fordi den 4. statsmagt spillede i essentiel rolle i et demokratisk samfund. Fraset enkelte undtagelser, sked journalisterne på den befolkning, hvis forhold de skulle berette om, og det pjat med at holde magthaverne i ørene var bare en skåltale, for 95% af indholdet i medierne var ligegyldig underholdning, hvis man da ikke direkte gik magthavernes ærinde og agerede mikrofonholdere.

Der skal ske noget!

Jeg kunne og ville ikke lide i uvished og under truslen om frihedsberøvelse, mens jeg sultede og lå søvnløs af bekymring om snarlig hjemløshed.

Uanset hvad jeg gjorde, ville politi og Anklagemyndighed (som i realiteten var én og samme myndighed) bruge det imod mig. Jeg kunne lige så godt fortsætte at kæmpe for mit liv og mit helbred, og så måtte jeg satse på at såkaldt almindelige mennesker en dag læste hvad jeg havde været igennem og forstod mig.

Stå ikke til søs, lad de andre stå

"Hvorfor siger de ikke fra? Spørgsmålet er kendt fra #metoo-sager. Men i den seneste uge er det også stillet, efter at Højesteret fældede dom om brud på ministeransvarlighedsloven. Embedsmænd blev anklaget for ikke at have gjort nok for at forhindre lovbruddet. Nogen måtte da vide noget, så hvorfor sagde de ikke fra?

Svaret er ofte helt enkelt – når det gælder krænkelser, men også lovbrud. Det handler om magt. Hvor der er mennesker, er der magtrelationer, og magt øger risikoen for blinde vinkler og tavshed. Videnskabelige studier viser tre primære årsager til, at vi ikke siger fra.

Først er der bekymringen for at blive upopulær og frygten for at blive fyret. Anden årsag er et socialt motiv, hvor man tilbageholder viden for at beskytte kolleger. Den tredje og måske vigtigste årsag til tavshed er oplevelsen af magtesløshed, fordi tidligere forsøg på at råbe op ikke har hjulpet."

(https://www.berlingske.dk/kommentarer/hvorfor-siger-de-ikke-fra-fordi-magtfulde-ledere-er-omgivet-af-tavshed)

Hver dag var en gentagelse af den foregående. Ulidelig og håbløs. Uanset hvad jeg gjorde, var jeg fastlåst, og jeg orkede det ikke mere. Det var så uudholdeligt og meningsløst.

Jeg blev nødt til at have en plan for hvordan dette her kunne ophøre, på den ene eller anden måde. Jeg måtte have en slutdato.

Mail til Folketingets Sundhedsudvalg

"Kære Rasmus Horn Langhoff/Per Larsen/Kirsten Normann Andersen/Lars Boje Mathiesen/Martin Geertsen/Henrik Dahl/Susanne Zimmer/Liselott Blixt/Peder Hvelplund/"

"Kære Kriminalforsorgen

Jeg skal bede om at denne mail inkl. vedhæftet dokumentation vedlægges min sag. Det er relevant at I modtager den fordi den belyser mine personlige forhold.

Bl.a. er det relevant for jer at vide, at min funktionsevne på ingen måde er eller har været nedsat, idet I af lægeerklæringen kan se, at jeg sjovt nok ikke var psykotisk hos mit forløb hos speciallægen, hvilket Kriminalforsorgen, politi, retsvæsen, Retslægeråd mv. fejlagtigt tror.

Jeg ser frem til vores møde, og jeg skal bede om at der sættes god tid af til det, fordi min sag desværre er ret omfattende efterhånden.

God jul og godt nytår."

Mail til Høje Taastrup Kommune

"Vedr. nye sagsoplysninger - blot til information."

Yoga

Jeg gik en lang tur i det isende smukke solbeskindede snelandskab på Amager. Det slog aldrig fejl. Efter et par timer begyndte virkningen af sætte ind i form af velbehag, afslappethed og let eurofi. Bekymringerne og stressen fordampede i den skarpe vintersol, og selv om jeg var lettere forfrossen ved tilbagekomsten, var det skønt.

Jeg kendte ikke nogen, der gad at gå et par timer i raskt tempo, så det var som sædvanlig en ensom tur. Jeg var begyndt at træne mave- og lændemuskulatur igen, og nu også nogle basale yoga øvelser, og jeg kunne mærke, at jeg let kunne blive forfalden til yoga. Det dybe følelse af velvære, der indtrådne i forbindelse med strækøvelserne, var ubeskrivelig.

Jeg blev nok nødt til at dyrke yoga dagligt, og det kunne jeg heldigvis også gøre i den fængselscelle som samfundet mente jeg hørte til i. Der kunne jeg træne alt jeg orkede, og netop hård fysisk træning orkede jeg altid, hele tiden.

Journalisten på DR

Jeg forbandede mig selv, da jeg ved et tilfælde opdagede, at jeg havde overset en sms den 22. december fra DR journalisten, der havde interviewet mig på Natherberget på Sundholm i forbindelse med kommune og regionsrådsvalget.

Journalisten ville gerne interviewe mig igen om de hjemløses vilkår i Danmark denne vinter. Denne journalist havde vagt min sympati, fordi hun flere gange og med stor indlevelsesevne havde beskæftiget sig med emnet.

Jeg skrev til hende, beklagede at jeg havde overset hendes besked, og opfordrede hende til at tage kontakt til mig. Jeg skulle nok fortælle en ting eller to om hvordan vilkårene var for dem på den absolutte bund af samfundet. Det skulle ikke handle om min sag, men om hvor nådesløst og rådt Danmark behandlede de allermest udsatte borgere.

Jeg havde også fortsat kontakt til et par hjemløse på Sundholm, jeg kunne sætte hende i kontakt med. Det var ikke vigtigt at det lige var mig, der blev interviewet, det vigtigste var, at de hjemløses vilkår blev videreformidlet til den danske offentlighed på den bedst mulige og sandfærdige måde.

Det bedste jeg vidste var at hjælpe andre mennesker, modsat psykiaterne, der elskede at påføre sagesløse patienter deres vilje, at demonstrere deres magt over for dem, og at forkrøble dem. Sådan var vi så forskellige.

Jeg håbede virkelig, at hun ville svare mig!

Billede. 14. December. Jeg havde ikke så mange penge, så det var et held at jeg blev inviteret på middag.

Billede. 21. December. Rød regering, blå regering, ikke den store forskel.

Billede. 21. December. Nye stole til afpolstring.

Billede. 25. December. Glade jul, dejlige jul.

Billede. 25. December. Den Blå Planet.

Billede. 25. December. Den Blå Planet.

Seksårigt mareridt

Jeg sad og så Inception, og jeg kunne ikke lade være med at føle, at jeg selv var midt i et mareridt. I Inception gik tiden i drømmeverdenen meeget langsommere, så når man vågnede, var der kun gået et øjeblik. Indtil videre var mareridtet været i over seks år, hvor jeg havde ventet og ventet, og brugt alle mine ressourcer på at overleve. Når jeg snart blev vækket, var der gået en måned, og jeg stod ud af sengen i min lejlighed i Dronningens Tværgade, pakkede våddragten og cyklede ud til Amager Strandpark for at svømme de 5,2 km rundt om den, som jeg plejede. Jeg var ikke 40 år, men 34 år, i god form, og havde hverken mistet venner eller autorisation. Jeg havde heller ikke fået ar på sjælen af politiets og psykiatriens permanente mishandling og overgreb.

Tilbage til virkeligheden: Jeg havde været underlagt en behandlingsdom uden længstetid fordi jeg havde kæmpet for at få den fjernet efter jeg havde tabt i tre instanser fordi psykiaterne løj og undlod at sige samdheden.

Jeg var blevet fortvivlet og desperat over at sulte og leve en håbløs tilværelse, uden arbejde eller autorisation og tvunget til at møde op hver 14. dag i Retspsykiatrisk Ambulatorium, hvor jeg blev nedværdiget og hånet. Det var reelt en frihedsberøvelse.

Jeg havde tigget og bedt alle myndigheder og retspsykiatrien om at få mig ud af tvangen, ud af fattigdommen og give mig mit liv tilbage, men man havde nægtet.

Derfor var jeg tvunget til under anvendelse af nødret, at sende min korrespondance ud til tilfældige for mig annonyme læger i håbet om at bare én ville læse teksten og agere på den og sørge for at jeg blev reddet fra retspsykiatrien, som var meget tæt på at tage livet af mig.

Det var før 13. april 2021, jeg sendte teksten ud. På magisk vis fik jeg efterfølgende at vide at man ville få dommen ophævet og min autorisation igen. Få uger efter dommen var blevet ophævet, ringede politiet og sigtede mig for at krænke mine bødlers ære og fred fordi jeg havde sendt teksten ud før 13. april.

Det var næppe et tilfælde at man ventede til min dom var blevet ophævet med at sigte mig. Det var ren forfølgelse. Og jeg fortrød intet, angrede intet og havde intet at skamme mig over ved at sende teksten rundt.

Derfor var det ubeskrivelig perverst det politiet og mine bødler havde gjort. Det havde reddet mit liv at sende teksten rundt, det havde afstedkommet at min groteske dom blev ophævet og jeg var pisse ligeglad med hvilken straf de gav mig. Når jeg røg i fængsel for at have reddet mit eget liv efter politi og myndigheder havde svigtet, så kom jeg også ud igen på et tidspunkt.

Nu havde jeg sendt speciallægeerklæringen til politi og myndigheder. Så skulle man fandene smide alt man havde i hænderne og efterforske det justitsmord, man havde udsat mig for. Man skulle ringe til mig nu. Lige nu. Og oplyse mig at man havde begået en utilgivelig fejl. For jeg var så tæt på at give op igen. Når man undlod at gøre det, kunne det meget vel koste mig mit liv.

At der i skrivende stund sad en række mennesker derud og var fuldt ud klar over at jeg led fordi de lod som ingenting, måtte da være et mareridt? Så mange mennesker i Danmark anno 2021 kunne umuligt være så sadistiske og feje, at de bevidst lod mig rådne op og inducerede selvmordstanker? Det kunne jeg ikke rumme. Jeg ville ønske at jeg aldrig havde fundet ud af hvor modbydelige og samvittighedsløse mennesker ansat i det offentlige var. Det var det, som havde ætset enhver tro på at livet var noget som helst værd væk.

De fleste havde prøvet at vente i måske to timer i en lufthavn og kedet sig gudjammerligt. Jeg havde ventet i over seks forbandede år og jeg anede ikke hvornår ventetiden var overstået. De havde haft utallige muligheder for at bringe lidelsen til ophør ved at give mig en slutdato. Men det var der ikke én eneste, der havde gjort. Og nu ville jeg ikke vente ét sekund længere. Alt hvad jeg gjorde var deres skyld. Det var ikke min skyld hvad der skete, for det var mig der led og rådnede op, og det skyldtes dem. Jeg var magtesløs, det var dem, der var almægtige.

Der eksisterede en teoretisk mulighed for at jeg vandt retssagen. Hvis det skete, ville jeg fejre det med at gennemgå min indbakke, og se hvem af de, som havde en eller anden form for ansvar for min situation, men som først havde ignoreret mig og siden blokeret for modtagelsen af mine mails.

Og så ville jeg lave en liste med navnene på dem, og ikke gøre andet end netop det: For hvis jeg mod forventning vandt retssagen, havde disse personer jo ved at blokere for mine mails, meget bevidst nægtet at forholde sig til ulovligheder, som de fik løn for og havde pligt til at forhindre. Så kunne alle og enhver se hvem, der havde været så ligeglade og samvittighedsløse at de stiltiende accepterede tortur, og så kunne man drage sin egen konklusion.

Der var helt sikkert mange, som ville blive overrasket over at se, at ens kollega eller pårørende, som virkede kompetent og som et næstekærligt menneske, i virkeigheden, når vedkommende regnede med at være annonym, var det stik modsatte. Man skulle stå ved sine handlinger og gerninger, især hvis man fik løn for at udføre dem.

Man skulle ikke foregive, at man hjalp udsatte borgere, når man eksempelvis nægtede mig mad og husly på et herberg, så jeg måtte sove i et shelter og låne penge af en anden lige så udsat ven. Så var det måske ikke socialrådgiver, socialpædagog eller socialsygeplejerske man skulle være, så var det måske bedre at man skiftede branche?

Jeg var i hvert fald rystet over vores velfærdssystem, eller mangel på samme, over ansvarsforflygtelsen og selvhøjtideligheden. Jeg havde gudske lov ikke behov for at lefte for de ansatte i psykiatrien, retspsykiatrien eller socialpsykiatrien, for det eneste, jeg havde haft brug for, var mad og ly for kulde og regn, hvilket man ikke var i stand til at hjælpe mig tilstrækkeligt med, og det var udelukkende fordi jeg var forhindret i at arbejde pga. en uretmæssig autorisationsfratagelse.

Nej, disse selvgode velfærdsarbejdere kunne tage deres NADA, deres åben dialog, samskabelse, recoveryorienteret rehabilitering, gruppeforløb, utallige nytteløse kurser, deres bordtennis og guitar og placere det hele et sted, hvor solen aldrig skinnede. Jeg havde aldrig i mit liv set et så stor spild af penge som i de forskellige psykiatriske sektorer. Jeg blev helt ked af det, når jeg tænke på de mennesker, der rent faktisk havde brug for et forløb i psykiatrien, måske reten af deres liv. Det måtte være forfærdeligt og ydmygende at være afhængig af en kontaktperson eller en psykiater fordi man eksempelvis var psykotisk og måtte have en form for antipsykotisk behandling.

Få psykiatere var venlige, lyttende, empatiske og havde respekt for deres patienter. Peter Worm Jantzen var den eneste af den slags jeg havde mødt. Det store flertal var så tarvelige og smålige at det ikke var til at forstå. Eller endnu værre de psykiatriske sygeplejersker. Jesus Christ hvor var det faglige niveau dog lavt, kun overgået af den moralske forrådelse.

Jeg måtte huske at være taknemmelig for at jeg på ingen måde var afhængig af noget som helst psykiatrien kunne tilbyde mig. Concerta kunne jeg bare afhente på apoteket, og jeg vidste mere om dette præperat end de fleste psykiatere alligevel. Psykiatrien var en sump, det var kviksand og jo mere man kæmpede for at komme ud af den, jo dybere sank man.

I forhold til hvordan socialpsykiatrien ikke fungerede, kunne det godt være, at det kun var mig, der var utilfreds. Men jeg vidste heldigvis, at det ikke var tilfældet; jeg kendte flere brugere af det tidligere værested, som var langt mere utilfredse end jeg med socialpsykiatrien og kommunen, og jeg kunne komme med rigtig mange eksempler, men hvor jeg skrev om det, havde de fleste andre ikke overskud til at gøre noget tilsvarende. Der var dog en væsenlig undtagelse, for én af brugerne i det tidligere værested var meget lokal og regionalpolitisk engageret, og han havde til forskel fra mig ved sin indsats forbredret forholdene for de socialpsykiatriske brugere i Høje Taastrup.

Men også han var mindst lige så utilfreds med forholdene som jeg. Desværre tav de fleste med deres kritik af værestedet og socialpsykiatrien overfor de ansatte, hvilket jeg så udmærket kunne forstå, fordi de var afhængige af den hjælp de trods alt modtog herfra. Jeg havde den luksus at jeg kunne tillade mig at være åben om kritikken og jeg var bedøvende ligeglad med hvor meget de ansatte hadede mig for det. Det handlede om de udsatte, ikke de ansatte.

Økonomi

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at undgå at forholde mig til mine madpenge til resten af måneden, som var 47 kroner. Helle kværulere lidt på skrift end at tænke på hvor hårdt det igen blev. Omvendt så havde jeg fået så meget mad fra det nye og usammenligneligt bedre værested, som lå i køleskabet (der var ingen fryser), at jeg alene med det kunne klare mig til den første. Og jeg kunne købe ni pakker Digestive til at supplere med. Hvis jeg ville have en energidrik, tog det ikke mange minutter at samle flasker nok til den, så alt i alt skulle det nok gå.

Det eneste, der var livsnødvendigt, var realistisk håb om en normal tilværelse i arbejde som læge. Hvis jeg havde haft det, kunne jeg såmænd klare mig helt uden mad til den første. Lige så vigtigt var det at kunne træne, samt omgåes venlige og fornuftige mennesker, og det var der på mit nye værested. Fællesskab, inklusion, et tilhørsforhold til mine medmennesker var utroligt vigtigt.

Mennesker kunne overvinde enorme udfordringer, hvis bare man gjorde det sammen med andre. Så kunne man udstå mange og store afsavn. Alene var det umuligt, ihvertfald for mig. At være permanent alene og ekskluderet var en dødsdom i Danmark.

26. December 2021

Dagbog

Træning

DR journalisten

Det var et lille mirakel at journalisten svarede sent i går aftes. Hun var positivt stemt og vi aftalte at mødes efter nytår. Det var ikke mig, der skulle forsøge at få hende og DR til at fortælle om min sag. Det var hende, der var en enhjørning inden for journalistikken, fordi hun oprigtigt interesserede sig for de hjemløses vilkår i Danmark, og det var mig, der skulle stille min viden, dokumentation og erfaring til rådighed for hende.

Det handlede heller ikke om at lyve vilkårerne værre end tilfældet var, for løgne ramte tilbage som en boomerang, men den objektive virkelighed var fuldt ud slem nok, så det var ikke engang nødvendig at overdrive. Alt jeg fortalte skulle være et hundrede procent sandfærdigt og muligt at faktatjekke. Det skulle være som en retsmedicinsk erklæring, ordene skulle vejes på en guldvægt og gribbene måtte ikke kunne gøre som de plejede, og udtage noget ud af konteksten og forvrænge det, som det fik en helt anden betydning.

Jeg havde et par optagelser eller to liggende fra mine desperate telefonopkald til Høje Taastrup Kommune liggende, hvor jeg tiggede om mad og husly, og dem kunne DR journalisten høre. Den fortvivlelse man kunne høre i min stemme var den ægte vare, der var ikke iscenesat eller forberedt noget som helst.

Hvis jeg offentliggjorde objektiv dokumentation og bragte navnene på de offentligt ansatte, hvis (mis)handlinger jeg dokumenterede, blev jeg sigtet for æres- og fredskrænkelse. Hvis DR journalisten bragte de samme oplysninger, skete der ikke noget, udover at Høje Taastrup Kommune måtte krybe til korset og beklage.

Til livets opretholdelse

At jeg ikke sultede i skrivende stund var ikke det danske vældfærdssamfunds fortjeneste. Det var en ledende bruger af mit nye væresteds fortjenestes fortjeneste, for det var ham, der havde stukket mig resterne fra julefrokosten, hvorfor jeg sad og spiste en halv flæskestej.

Træning

Hvis man var konkret tænkende, kunne man argumenterede for, at Sisyfos var blevet pålagt at dyrke crossfit hver dag, og når man som jeg elskede hård daglig fysisk aktivitet, lød det ikke så tosset. Sisyfos var ikke i tvivl om hvad dagen stod på, der var ingen ubehagelige overraskelser, stenen vejede præcis det samme, distancen ligeledes, og han kunne variere træningen inden for de rammer, han var påtvunget. Han kunne gøre en sport ud af det, og forsøge at slå sin tidsrekord, eller antallet af gange det lykkedes at få stenen op på toppen af bjerget. Og hans krop ældedes og forfaldt ikke. Han fik ikke skader eller slidgigt.

Jeg trænede ben og skuldre i dag: Squat, hack squat, lunges, lægge, shrugs, dips, overhead press og bagsiden af skuldrene. Hvis ikke jeg havde trænet lige og skrå mavemuskler i går, havde jeg også gjordt det i dag. Hvis jeg bare havde mulighed for at træne hver dag, skulle jeg nok overleve. I aften stod den på yoga. Sådan måtte det være hver aften fremover.

Roommate

Jeg fik en længere samtale med min roommate, da jeg kom hjem fra træning. Jeg havde endelig mødt ham den 20. december efter 20 dage, og det var jeg glad for, da han var en venlig og sympatisk fyr. Han gav mig en kop velsmagende indisk the med kanel, som han plejede at lave i Punjab, hvor han kom fra. Han undskyldte at det ikke var den helt rigtige opskrift, da det ikke var lykkes for ham at skaffe mange af ingredienserne i Danmark.

Vogternes Råd

Jeg var lykkelig for at min roommate ikke havde læst Retslægeråds løgnehistorie om mig, for så var han da løbet skrigende væk. Der herskede i vrangforestilling i det danske samfund om, at Retslægerpdet altid havde ret. De færreste var klar over, at Retslægerådet ikke var et hak bedre end de løgne på skrift, som det fik forlagt, eller den inhabilitet, som måtte eksistere blandt visse medlemmer af rådet. Tænk at det var lykkes at bilnde folk ind, at Retslægerådet repræsenterede den øverste, uhildede og sandfærdige lægelige ekspertise i Danmark! Dermed var Retslægerådet et lige så stort scam som dansk psykiatri.

Peter Øvig Knudsens "Jeg er hvad jeg husker"

Jeg læste denne bog her til aften. Det vil sige, jeg læste ikke hele bogen, for begyndelsen fangede mig ikke rigtigt, men det sidste afsnit var interessant, for det handlede om forfatterens ophold på den lukkede afdeling på Rigshospitalet. Det var synd, at ikke hele bogen handlede om hans indlæggelse, for hans beskrivelse af forholdene der ville virkelig være værdifuld for andre end ham selv og hans nærmeste, og en så dygtig forfatter som Peter Øvig ville virkelig have kunnet belyse vilkårene for de indlagte, så man havde mulighed for at forbedre dem - og der var virkelig brug for forbedring.

Det kunne godt være, at Peter Øvig var glad for opholdet og behandlingen på den lukkede psykiatriske afdeling, og det skulle man ikke underkende, men det han ikke gav udtryk for at forstå var, hvordan hans medpatienter, der ikke var landskendte forfattere og foredragsholdere, der ikke havde et stort og indflydelsesrigt netværk at trække på, havde det på afdelingen. Peter Øvigs indlæggelse var åbenbart den første på lukket afdeling, og hans sygdom, som var psykotisk depression, var ikke helt typisk og repræsentativt for hans medpatienter. Jeg var dybt skuffet over at Peter Øvig havde misset den unikke mulighed det var at fokusere på selve indlæggelsen. Han kunne have gjort en virkelig og stor forskel for de psykiatriske patienters vilkår. Selvfølgelig var det glædeligt at Peter Øvig var kommet styrket ud af psykiatrien, og jeg ønskede alt det bedste for ham, men det ene udelukkede ikke det andet.

Måske var det interessant for andre at læse om hans familiære forhold, men ikke for mig, og jeg kunne ikke bruge det til noget. Selvfølgelig var psykiaterne udmærket klar over at en berømt forfatter var indlagt på deres afdeling, og selvfølgelig havde de brugt meget tid på at drøfte hvordan man kunne sikre sig at han ikke skrev en negativ og retsvisende bog om forholdene. Han kunne have ændret noget i positiv retning for andre, men han valgte ikke at gøre det. Og det var jo fair nok, jeg kunne bare lade være med at læse eller købe hans bog, hvilket jeg også undlod.

Der var dog en gentagen kritik af en del af psykiatrien, nemlig at Psykiatrisk Center Ballerup, hvor jeg for 13 - 15 år siden havde arbejdet som lægevikar og reservelæge. Det morede mig lidt, som om kritikken helt sikkert var berettiget, for det skinnede igennem, at mann ikke anede hvor elendigt det stod til i psykiatrien alle andre steder end på Rigshospitalet (måske). Det var godt at Peter Øvig og hans pårørende fik øjnene op for det, i det mindste.

Skandaler på Psykaitrisk Center Ballerup

Jeg kunne fortælle mange historier om hvor faglig uansvarlig behandlingen var på Psykiatrisk Center Ballerup den gang jeg arbejdede der. Blot for at nævne tre af dem kort, så var der en psykiatrisk overlæge, der blev manisk mens han var på vagt. Min ven, der også arbejdede der, måtte kontakte den administrerende overlæge akut, så han kunne overtage styringen. Der var også en kvindelig psykiatrisk speciallæge, der blev fyret eller lignende, fordi det blev opdaget af hun stjal morfinpræperater på afdelingen.

Jeg selv oplevede at en speciallæge i psykiatri med udenlandsk baggrund, en såkaldt bagvagt, der var min overordnede på min vagt, mente at han havde fri kl. 23, og han gav mig hans bagvagtstelefon og sagde at nu skulle jeg overtage. Det var deccideret ulovlig af mig at agere bagvagt, han fik løn for at være på tilkald indtil næste morgen, så jeg nægtede venligt, men han insisterede, hvorfor jeg var nødt til også at ringe til den administrative overlæge. Så der var lidt vild vest(egn) over det sted.

På Facebook

Jeg var nu på Facebook igen. Det var udmærket, for så havde jeg et sted at poste mine billeder. Jeg havde fået at vide, at jeg for guds skyld ikke måtte udgive min roman på Facebook, for ytringsfrihed havde vi de facto ikke i Danmark, og det var ikke noget den danske stat frygtede mere end Facebook.

27. December 2021

Dagbog

Råddenskab i dansk psykiatrisk forskning

Folk skulle bare vide hvor meget svindel og fusk, der foregik under radaren i de danske forskningsmiljøer. Det var ikke en overraskelse, at CIA og dansk psykiatri og psykologi havde samarbejdet, og det var heller ikke en overraskelse, at psykiaterne gjorde alt, hvad de kunne for at dække over hinandens kriminalitet. Og det fik aldrig konsekvenser for de pågældende psykiatere. Medierne kunne skrive lige så meget de vil om deres ulovligheder, nævne navnene på de skyldige, og der skete intet. Konklusionen var, at hvis man skulle begå overgreb på sagesløse menensker, børn såvel som voksne, så skulle man blive psykiater.

Hvis en psykiater kom i retten, kunne vedkommende bare lyve under vidneansvar og da det meste psykiaterne foretog sig beroede på den enkelte psykiaters følelser, holdninger, egeninteresser og hensynet til kollegaerne, kunne det aldrig efterprøves. Med mindre, selvfølgelig, at man optog psykiaterens vrøvl. Men selv var omsonst i det danske retsvæsen, hvor man nægtede at forholde sig til objektiv dokumentation.

"Han husker alle undersøgelserne. Særligt den, hvor han bliver sat i en stol, mens han får sat elektroder på sine arme, ben og på brystkassen omkring hjertet. Så får han nogle hovedtelefoner på og skal lytte til nogle høje, skingre lyde."

"- Det var meget ubehageligt, siger DR dokumentarist Per Wennick, der som barn medvirkede i forsøgene.Forskningsforsøgene er kommet for dagens lys i forbindelse med en ny DR-dokumentarserie, 'Jagten på mig selv', der har premiere i dag. Her graver instruktøren Per Wennick i de mystiske test, han medvirkede i som barn uden at kende til baggrunden for dem."

"Ifølge historiker, Ph.D. og museumsinspektør på Danmarks Forsorgsmuseum, Jacob Knage Rasmussen, er det første gang, det dokumenteres, at anbragte børn er brugt til regulære forskningsforsøg i Danmark."

"- Jeg kender ikke til lignende forsøg. Hverken i Danmark eller i Skandinavien. Det er rystende oplysninger, der strider mod Nürnberg Kodekset fra 1947, der efter 2. verdenskrig skulle sætte nogle etiske begrænsninger for forsøg med mennesker. Man indførte blandt andet informeret samtykke, som i dag er helt centralt i forskningsverdenen."

[..]

"Derfor opsøger amerikaneren en dansk professor på Kommunehospitalet ved navn Fini Schulsinger. Sammen grundlægger de et årtier langt dansk-amerikansk forskningssamarbejde på dansk jord."

[..]

"For ti år senere opdager han, at forskerne stadig bruger ham. Han er på hospitalet for en hudlidelse, men opdager under det besøg, at det bliver rapporteret til psykologisk institut, hver gang han er i kontakt med sundhedsvæsenet. - Det synes jeg er en overskridelse af mine rettigheder som borger i det her samfund. Jeg synes, at det er så besynderligt, at nogle mennesker skulle vide mere om mig, end jeg selv har været klar over. For de må have fundet ud af uendeligt meget om mig, siger Per Wennick."

"Endnu mere interessant er det, at en amerikansk fond ved navn 'The Human Ecology Fund' bidrager med i alt 21.000 dollars, svarende til en værdi af cirka 1,2 millioner danske nutidskroner. WikiLeaks har afsløret, at fonden i 1960’erne opererede på vegne af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA. I 1977 blev det til en doktordisputats af den danske psykolog Fini Schulsinger med titlen 'Nogle undersøgelser til belysning af sammenhæng mellem arv og miljø i psykiatrien'."

"Normalt skal de forsvares offentligt – men Justitsministeriet gav særlig tilladelse til, at det ikke skete med denne disputats. Selvom journalen er årtier gammel lykkes det ham faktisk at lokalisere den. I et tidligere ligfryserrum i kælderen under Psykiatrisk Center Glostrup i deres afdeling i Hvidovre. Her ligger 36 kasser med materiale om forsøgene."

"Men inden Per Wennick når at søge aktindsigt i kasserne, der har været opbevaret i mere end 60 år, begynder centeret at makulere papirerne."

"Det sker efter, at en professor med tilknytning til undersøgelserne på Kommunehospitalet, som Per Wennick interviewer i dokumentaren, orienterer centerledelsen om Pers interesse i forskningsmaterialet."

"Per Wennick modtager derfor følgende skriftligt var på sin aktindsigt fra Centerleder på Psykiatrisk Center Glostrup, Mette Bertelsen Fredsgaard:"

"Jeg er i forbindelse med din henvendelse til Professor Emeritus Josef Parnas blevet bekendt med tilstedeværelsen af det omtalte forskningsmateriale. Da vi ikke må opbevare forskningsmateriale efter forskningsprojektets afslutning, er det pågældende forskningsmateriale blevet makuleret, Jeg beklager derfor, at jeg ikke kan tilbyde at hjælpe dig."

"Størstedelen af forskningsmaterialet er altså blevet slettet lige for næsen af Per. Og selv efter han har søgt aktindsigt, har makuleringen af materialet fortsat."

"- Hvis der er noget, jeg er vred over, så er det den handling. At i dét øjeblik, jeg siger nu vil jeg gerne søge om aktindsigt i journalerne, så fortsætter de makuleringen. Det, synes jeg, er fuldstændig forkasteligt, fordi jeg har ifølge loven ret til at se, hvad der står skrevet om mig i diverse arkiver. Det slog mig ret meget ud, siger Per Wennick."

"I dokumentarserien uddyber Centerlederen begrundelsen for makuleringen yderligere:"

”Det er korrekt, at vi i forbindelse med DR´s ønske om aktindsigt bliver opmærksomme på, at vi har opbevaret de omtalte dokumenter længere end tilladt. Så snart det går op for os, makulerer vi materialet hurtigst muligt for at leve op til lovgivningen. Da der er tale om forskningsmateriale, er det vores klare opfattelse, at det er undtaget retten til aktindsigt. Men vi beklager, at vi ikke gav os tid til at foretage en grundig vurdering af anmodningen, før vi makulerede materialet.”

"Centerlederens forklaring holder ikke i retten, hvis du spørger Kent Kristensen, lektor i Sundhedsret ved Syddansk Universitet. Han mener, at den fortsatte makulering af materialet, der skete efter, at Per Wennick søgte aktindsigt, er i strid med loven."

"- Det er stærkt kritisabelt, at materialet er blevet makuleret. En praksis, hvor man fortsætter med at makulere, er fuldstændig undergravende for muligheden for at få aktindsigt, fordi det er umuligt at rekonstruere de oplysninger, som den pågældende person søger aktindsigt i, siger han."

"Også historiker Jacob Knage Rasmussen er kritisk overfor makuleringen."

"- Jeg tænker, at det er et kæmpe svigt i forhold til de tidligere børnehjemsbørn, der er interesseret i brikkerne til deres egen barndom for at få lavet en samlet historie om deres eget liv. Den mulighed frarøver man dem, hvis man makulerer forskningsmaterialet, siger han."

"Centerchef Mette Bertelsen Fredsgaard tager kritikken til efterretning og vil fremover være mere grundig med administrationen af eventuelle makuleringer af personfølsomt forskningsmateriale."

"- Jeg går ud fra, at makuleringen er tilendebragt, men er ærgerlig over, at jeg ikke undersøger det. Jeg vil en anden gang sikre mig en ekstra gang, at den makulering, jeg eventuelt vil sætte i gang, bliver tilendebragt indenfor en overskuelig tid, siger hun."

"Per Wennick har valgt at klage til datatilsynet, som forventes at komme med en afgørelse i begyndelsen af det nye år."

"Selvom Per aldrig finder ud af, hvad der har stået skrevet om ham i papirerne fra undersøgelserne på Kommunehospitalet, er han glad for at historien om forsøgene nu kommer frem i lyset:"

"- Det var været godt for mig at gå igennem den her personlige proces i forbindelse med dokumentarserien. Jeg synes, at andre tidligere anbragte skal vide, at der kan være opbevaret arkivalier, hvor der kan stå skrevet noget om en, som kan være med til løse en del af gåden om ens eget liv. Og at det kan give en eller anden form for forløsning at læse."

(https://www.dr.dk/nyheder/indland/danske-boernehjemsboern-brugt-i-hemmelig-undersoegelse-stoettet-af-cia)

Hvem i Justitsministeriet traf beslutningen? Navnet på den eller de pågældende medarbejdere? Man skal ikke dække over ulovligheder annonymt.

Hvilken rolle spillede Professor Emeritus Josef Parnas?

Hvorfor forsøger Centerchef Mette Bertelsen Fredsgaard at dække over sandsynlige ulovligheder?

Hvorfor slipper Centerchef Mette Bertelsen Fredsgaard afsted med kun at tage det til efterrestning?

Burde Centerchef Mette Bertelsen Fredsgaard ikke retsforfølges eller fyres?

Relevante spørgsmål, der aldrig bliver besvaret, fordi den danske befolkning i det store og hele er ligeglade med svarene, og dermed ikke kun blåstempler tidligere overgreb og lovbrud. men også fremtidige.

Det er jo fint, at DR har bragt overgreb på anbragte danske børn frem i lyset, men det er ikke nok; alle ansvarlige skal nævnes med navns nævnelse, deres handlinger skal undersøges minutiøst og offentliggøres, og de skal retsforfølges.

Det siger vist sig selv, at hvis man har lavet en doktordisputat, som bygger på uetisk og nazistisk inspireret forsøg, hvor man begår alvorlige overgreb mod sagesløse og anbragte børn, så skal ens doktordisputat erklæres ugyldig, tilbagetrækkes og rives i småstykker, hvorefter man skal i fængsel.

Der er intet svært og imponerende ved at bryde loven, hvis man har magt, kan forblive annonym og er sikret mod retsforfølgelse.

Det danske velfærdssamfund er defekt

Så giv mig nøglen! Der er intet jeg hellere vil end at arbejde frivilligt med at holde varmestuer og væresteder åbne. Jeg er ganske vidst ikke kvalificeret til det, da jeg ikke er socialpædagog, men kun har en medicinsk embedseksamen og klinisk erfaring at gøre godt med.

Lukker varmestuer og væresteder ned henover julen, har mange hjemløse ikke andre steder at gå hen.

Varmestuer og nødherberger for hjemløse er særligt vigtige i årets mørkeste dage.

Men ligesom på sygehusene er man her også lagt under pres af coronaepidemien og personalemangel.

[..]

- Der er mange, der ikke har et sted at bo. Hvad skal vi så gøre, stå ude i frostvejret?, siger hun til TV 2.

[..]

Det fortæller Dorthe Abildgaard, der er køkkenmedarbejder på Dag- og Natvarmestuen Østergade.

- Der skal også være tid til at snakke med brugerne, for de er bare meget mere sårbare lige nu. Det er en højtidsperiode, hvor de er meget mere følsomme, siger hun.

Suk.. Dorthe Abildgaard havde vist misforstået noget. Det var da bedøvende lige meget med tid til at snakke med brugerne, det eneste det for dem handlede om var først og fremmest at have et sted, hvor de ikke døde af kulde.

(https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-12-26-varmestuer-presses-af-personalemangel-hvad-skal-vi-saa-goere-staa-ude-i)

Svar fra politikere

Jeg havde modtaget svar fra enkelte politikere i Folketingets Retsudvalg. Belært af tidligere forgæves henvendelser og svar, der emmede af irritation, manglende forståelse, latente trusler og afstandstagen, magtede jeg ikke at læse, hvad de skrev.

De kunne formentlig ikke forstå det pres, jeg var underlagt, og hvor udtrændt jeg var. Hvilken nytte gjorde mine nødråb så? Givet vis ingen, men det var min eneste chance for at overleve. Det krævede blot én enkelt politiker at redde mig. Eller én enkelt læge.

Aflysning af julefrokost

Jeg blev nødt til at melde afbud til en julefrokost, jeg havde glædet mig rigtig meget til. Selv om jeg ikke skulle medbringe særligt meget mad, havde jeg simpelthen ikke råd til det. Jeg havde lånt penge af familie to gange i denne måned, og jeg ville ikke låne mere. På den måde blev jeg endnu mere isoleret og ensom end jeg allerede var. Der måtte være et sted i helvede til de menensker, der var ansvarlig for at udsætte mig for den tortur fattigdom og social isolation var. Eksklusion fra fællesskabet var den værste gift, og den forkrøblede mennesker som intet andet.

Svar til Kirsten Norman Andersen

"Kære Kirsten

Tak for din mail. Jeg har ikke læst den, fordi jeg ikke magter flere afslag.

Der er grænser for hvad man kan udsætte et menneske for, og den grænse er overskredet for flere år siden i mit tilfælde.

Jeg er magtesløs og fastlåst, og jeg har under 100 kroner tilbage til resten af måneden.

Nogen er altså nødt til at gøre noget, ellers har den danske stat givet mig en dødsdom.

Det eneste jeg nogensinde har villet var at arbejde som læge, og det er hvad der har gjort mig kriminel.

Det er fuldstændig vanvittigt det her sker.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Mail til Martin Geertsen

"Kære Martin

Som jeg skrev til din kollega:

Tak for din mail. Jeg har ikke læst den, fordi jeg ikke magter flere afslag.

Der er grænser for hvad man kan udsætte et menneske for, og den grænse er overskredet for flere år siden i mit tilfælde.

Jeg er magtesløs og fastlåst, og jeg har under 100 kroner tilbage til resten af måneden.

Nogen er altså nødt til at gøre noget, ellers har den danske stat givet mig en dødsdom.

Det eneste jeg nogensinde har villet var at arbejde som læge, og det er hvad der har gjort mig kriminel.

Det er fuldstændig vanvittigt det her sker.

Jeg synes ikke det er spor fedt at skulle skrive til travle politikere som dig, men det er ikke for sjov og jeg har ikke noget valg.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Havde Kirsten eller Martin skrevet en mail til mig, med en ordlyd som den jeg havde sendt dem, og var jeg i samme privilligerede situation som dem begge, havde jeg reageret med det samme og gjort en reel indsats for at hjælpe dem.

Jeg havde jo skrevet til disse og mange andre politikere mange gange gennem måneder og år, og alligevel var min situation kun blevet værre. Dermed kunne jeg konkludere, at de intet virkningsfuldt havde gjort for mig.

Hvis Kirsten eller Martin havde tigget mig om mad og husly, havde jeg givet dem begge dele uden at tøve. Jeg havde aldrig forholdt mig passiv til at de var truet på deres liv og helbred, eller at de sultede og frøs. Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde havde jeg ladet mine medmennesker i nød lide.

28. December 2021

Dagbog

Mail til Vestegnens Politi og Anklagemyndigheden

Kære efterforsker "XX" ved Københavns Vestegns Politi (Cc. Anklagemyndigheden.

Jeg kan læse, at Rigsadvokat Jan Reckendorff på Anklagemyndighedens officielle hjemmeside skriver følgende:

Objektivitetsprincippet handler om, at det både er anklagemyndighedens opgave at skyldige bliver draget til ansvar og at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Det princip er fuldstændig afgørende i vores retsstat, og som anklager er der intet, som er mere helligt.

Mener du, "XX", at Rigsadvokaten er fuld af løgn?

Hvis du mener, at Rigsadvokaten er en løgner, når han skriver ovenstående, må jeg tage det til efterretning.

Hvis du ikke mener at Rigsadvokaten tager fejl, undrer følgende mig:

1. Din afhøring af mig var yderst kortvarig, og blev foretaget få dage efter mit selvmordsforsøg, som din opringning med præsentationen af de nye sigtelser direkte og som eneste årsag var skyld i. Min behandlingsdom var få uger forinden blevet ophævet og min fejldiagnose var endelig efter over seks år berigtiget, jeg kunne nu se frem til at få mit erhverv som læge igen og dermed slippe for års fattigdom og hjemløshed.

Årsagen til jeg blev kriminel i 2016 var netop og udelukkende den alvorlige fejldiagnose, som gjorde mig arbejdsløs og hjemløs, og først efter jeg havde tabt i tre instanser, hvorfor jeg vidste at fejldiagnosen var en dødsdom. Min dom i 2018 var dels forårsaget af de svære traumer politiet havde udsat mig for i form af mange ulovlige ransagninger, samt at Styrelsen for Patientsikkerhed nægtede at give mig min autorisation igen, på trods af at jeg havde en af dem påkrævet speciallæge, der konkluderede, at jeg ikke var sindssyg og at der intet var til hindrer for at jeg kunne arbejde som læge igen. Hvis man på uretfærdig vis fratager et menneske dets livsgrundlag og fejlagtigt stempler det som sindssygt, er det beklageligvis den type reaktioner man mp forvente.

Men din opringning med de vanvittige sigtelser fik endegyldigt dræbt håbet om at få liv til at leve et normalt liv igen, og den reaktion var fuldt ud forventelig og normal, hvis man altså havde sat sig ind i min sag og havde en minimal indlevelsesevne.

Under den utilstrækkelige afhøring forsøgte du, "XX" at bagatellisere de læsioner, jeg havde pådraget mig, da du sagde noget i retning at, at de lignede noget dine børn havde pådraget sig mens de legede. Det håber jeg sandelig ikke er tilfældet, da jeg var meget tæt på den store håndledsarterie og arterien i albuebøjningen, og jeg havde skåret igennem hud, underhud og muskelsene. Under afhøringen forsøgte du også, "XX", at fratage dig selv for ansvaret for mit alvorlige selvmordsforsøg.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det var din opringning, "XX", der var den direkte og eneste årsag til at jeg forsøgte at tage livet af mig selv, fordi jeg ikke magtede flere overgreb, mere hjemløshed og fattigdom efter seks års mareridt. Det var din skyld, "XX". At det åbenbart er dit arbejde, ændrer jo intet ved hvilken effekt det havde på mig at få ødelagt resten af mit liv, lige efter jeg havde fået en lille smule håb tilbage. Jeg kunne ikke have et job som dit, men nogen skal jo oplyse borgerne om sigtelser, der bygger på et totalt mangelfuldt grundlag og efterforskning.

Det er svært at se anden grund til at jeg skulle afhøres, end at det skulle give et skær af legimitet og på papiret få det til at se ud, som du har givet mig en fair behandling. Men når afhøringen var så ufuldstændig og kortfattet og kun omhandlede en lille del af den relevante helhed, er den ikke dokumentation på at jeg har fået en fair behandling. Det har jeg ikke og afhøringen må og skal suppleres med yderligere afhøring, som skal tage præcis den tid, det tager mig at belyse sagen fra min side af.

2. Når du ikke vil forholde dig til det materiale, jeg har bibragt dig, og som dokumenterer min uskyld, er det ikke tale om at objektivitetsprincippet er fulgt og at forfølgning af uskyldige ikke finder sted. Når du ikke vil lytte til alle optagelserne eller læse den tekst, jeg har sendt dig, har du kun belyst sagen fra anmeldelernes side af, og det vil betyde at jeg bliver dømt skyldig, hvorfor det er en skueprocess, der er en retsstat uværdig. Jeg har tidligere været udsat for to justitsmord, så det vil jeg simpelthen ikke igen. Alt materiale, der taler for min uskyld må og skal inkluderes i politiets samlede materiale, der videregives til anklageren.

Hvis politi og anklagemyndighed havde efterforsket efter objektivitetsprincippet, som de skulle og fra starten af, er det usandsynligt, at jeg nogensinde ville blive sigttet. Hensynet til mit liv og helbred vil altid stå over hensynet til de mennesker, der har bragt mit liv og helbred i fare.

Jeg er derfor ikke i tvivl om at jeg vinder i retten; men belært af mine erfaringer med retsvæsenet bliver det først i Højesteret eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol det sker, og jeg kommer ikke til at leve så længe, for jeg lider pga. statens påtvungne tortur, har gjort det i over seks år og jeg vil ikke mere.

3. Jeg kan læse i "Bekendtgørelse af lov om politiets virksomhed", at politiet åbenbart har til opgave at at forebygge og afværge fare for enkeltpersoners sikkerhed, at bringe strafbar virksomhed til ophør samt at efterforske og forfølge strafbare forhold.

Men jeg har jo anmeldt flere åbenlyse strafbare forhold til politiet, herunder forhold, som har været, i tilbageblik såvel som mens jeg foretog anmeldelserne, som I ikke har hverken forebygget, afværget eller efterforsket, og som for manges vedkommende er begået af de personer, der nu har anmeldt mig for freds- og æreskrænkelser. Ved at politiet har ignoreret mine anmeldelser, har I ikke blot forbrudt jer mod jeres helt centrale opgaver, ved at blåstemple at de forbrydelser, jeg har anmeldt, har I forårsaget at de mennesker, jeg har anmeldt, nu har fået held med at anklage mig for freds- og æreskrænkelse. Det er politiet skyld.

Det er jo logik for burhøns at man ikke må true patienter på deres liv og legeme, men det er jo sket, og selv om jeg har anmeldt det, har politiet ignoreret det! Så er det klart at personen jeg har anmeldt for dette i modstrid med virkeligheden kan påstå at jeg har krænket hendes ære og fred. Det er grotesk og vanvittigt, og en skændsel for retsstaten.

4. Jeg kan også læse i ovennævnte bekendtgørelse, at "Politiet kan indsamle og behandle oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af politiets opgaver". Hvorfor pokker har politiet så ikke gjort det? Eller hvorfor har politiet ikke gjort det i et tilstrækkeligt omfang til at overholde objektivitetsprincippet (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1270). Der er masser af journaloplysninger I kunne have indhentet og læst, som I umuligt kan have gjort siden I vælger at sigte mig.

Politiet skal bruge præcis den tid det tager at følge objektivitetsprincippet og det inkluderer at forholde sig til de beviser på min uskyld jeg har bibragt politiet, samt til at indhente oplysninger, herunder journaloplysninger, hos især overlæge i psykiatri Peter Worm Jantzen og fra forløbet på Q81.

Jeg skal bede om bekræftelse på at denne mail er modtaget.

Kjeld.

Covishield

Min roommate var en venlig inder fra Punjab, som jeg kom godt ud af det med. Jeg havde først set og snakket med ham 20 dage efter indflytningen, men det havde skyldtes, at han arbejdede om aftenmiddagen og aftenen nærmest hver dag, og først var tilbage lidt før midnat. Samtidig var jeg oppe og ude ad døren hver dag fra morgenstunden af og kom typisk hjem tidligt på aftenen, hvorfor vi gik forbi hinanden.

Et godt naboskab var essentielt, så jeg gav ham mit telefonnummer ved første møde, og bad ham om at skrive til mig ved det mindste, der måtte være til gene eller bare i det hele taget.

Heldigvis havde vi også fået talt en del sammen på det seneste, mens vi begge var hjemme, og det havde afstedkommet at han i går spurgte mig om, hvordan det kunne være hans coronapas var ugyldigt, når nu han havde fået det andet stik med Covishield vaccinen. Jeg lovede at undersøge det for ham, og det viste sig at Covishield var en indisk ækvivalent til AstraZenicas Vaxzevria , men den var ikke godkendt til brug i EU, som jeg forstod det. Jeg ringede til Sundhedsstyrelsens coronahotline i går, men måtte over 22 minutter indtil jeg gav op, og ligeledes forsøgte jeg to gange i dag at komme igennem til den uden held. Imponerende service, men nu var corona jo også bare en bagatel. Jeg foreslog min roommate at kontakte sin egen læge. Indtil han så fik (i givet fald) en anden vaccine og startede forfra, måtte han lade sig teste hver tredje dag, hvis han ville have et gyldigt coronapas, som jeg forstod det (https://qz.com/2026656/the-eu-digital-covid-certificate-excludes-the-covishield-vaccine/).

Street fitness og yoga

Jeg fik dyrket lidt street fitness, som det åbenbart kaldtes for, og nogle få yogaøvelser på værelset. Jeg havde ikke råd til at vaske mit træningstøj, så det måtte vente til efter den 1.

Afsavn

Det at skulle se frem til sult og afsavn var efterhånden nærmest lige så slemt som selve sulten og afsavnene. Det var psykisk stærkt nedbrydende, især fordi det var et tilbagevendende vilkår uanset hvor meget jeg sparede. og havde jeg én krone i overskud, stod Gældsstyrelsen parat med klørene fremme, som gribbe, der kredsede over en person i ørkenen, der var ved at dø af tørst. Jeg kunne intet gøre, jeg var fastlåst af myndighederne. At gøre folk hjemløse og lade dem sulte var jo stærkt kriminalitetsforebyggende, og dertil byggede det karakter.

Maden til resten af året.

Aftensmad.

Jeg havde flere penge end jeg plejede på denne tid af måneden, hvilket var lidt vildt, når jeg nu havde lagt 4000 i depositum den 1. Jeg havde dog også måtte låne 1200 af noget familie. Jo, vi levede da i et velværdssamfund, som betjenten havde været så sød at minde mig om; ingen behøvede at sulte eller være hjemløs i Danmark, man kunne bare gå ned på kommunen.

Street fitness på Amager i dag.

Folketingets Retsudvalg

Jeg magtede ikke at forholde mig til deres eventuelle svar på mine nødråb. De gange jeg faktisk havde læst politikeres svar, havde det været dybt skuffende, hvis ikke ligefrem arrogant og ignorant, og jeg havde haft svært ved at skjule min desperation i mine gensvar til dem. Jeg tjekkede hver eneste dag udvalgets spørgsmål til ministrene, men der var ikke noget at komme efter i øjeblikket, som havde relevans for min sag.

Én ting at leve for

Det nye værested (det var devaluerende at kalde det for et værested, men jeg holdt de mennesker, der betød noget for mig helt anonyme, da jeg ikke ville udsætte dem for repressalier fra mine bødler, som var så rabiate og samvittighedsløse, at de kunne finde på hvad som helst) var det, der holdt mig i live.

Eller rettere sagt, det var de mennesker, der var i mit nye værested, der holdt mig i live. Dets - i mangel af bedre betegnelse - åndelige leder forsynede mig ikke blot med rigtig mad, men dertil også med åndelig føde. Han havde forstået præcis hvad det drejede sig om for mig, uden at jeg have nævnt det med et ord. Han var ikke bare intellektuelt, men også i medmenneskelig henseende og oratorisk enhver psykiater, jeg havde stiftet bekendtskab med overlegen.

Hvis han havde gidet at blive psykiater, havde man taget imod ham med kyshånd. Heldigvis var det ikke mit indtryk at han, hvis han skulle vælge et andet universitetsstudium, var spor interesseret i at være psykiater og dermed på daglig basis skade flere end han hjalp. Det ville også være spild af talent, for i modsætning til hvad mange troede, var der intet sofistikeret og intellektuelt ved psykiatrien: Hvis man kunne slå op i en manual og var samvittighedsløs, havde alle mennesker evnerne til at blive psykiater.

Nej, den åndelige leder havde allerede på sin egen måde hjulpet mange menensker og forhindret mange overgreb, domme og pinsler, og det arbejde han havde udført var en unik og vigtig inspirationskilde for mange fagfolk. Det var folk som ham, der i bedste fald kunne rykke noget på landsplan, og gøre langt mere gavn for mange flere mennesker end nogen psykiatere. Heldigvis var han ung nok til også fremover at kunne gøre rigtigt meget godt, i mange år frem og til psykiaternes forhåbenligt store forsmåede og misundelige vrede.

Stilhed før stormen

Når politi og anklagemyndighed ikke lod høre fra sig, betød det ikke, at de havde glemt mig, men derimod at de snart anholdt mig eller opfundet flere bull shit sigtelser. De var ikke mine venner og de havde aldrig været det. De tjente magten, ikke en udsat borger som jeg. De havde kun chikaneret mig og min familie, jeg skyldte dem intet, de havde intet godt gjort og jeg var blevet behandlet enormt svinsk.

29. December 2021

Dagbog

Ergoterapeuten i værestedet

Der kom en kvindelig ergoterapeut op i værestedet i morges. Hvad hendes ærinde var kunne være ligegyldigt, det vigtige var, at jeg endelig havde mulighed for at tale med en ergoterapeut ansat i psykiatrien om at udføre AMPS test og funktionsevnevurdering under tvang i forbindelse med eksempelvis en madlavningssituation, og at hun var noget forundret over, at hendes kolleger på R3 på Sankt Hans Hospital (Heidi) havde gjort alt hvad de kunne for at tvinge mig til deres latterlige og unødvendige madlavningstest, som jeg i øvrigt havde udført allerede og kort forinden i Glostrup. Tak for det!

Jeg havde naturligvis optaget en af de to ergoterapeuters forsøg på at tvinge mig til at lave deres meningsløse test. Fordi jeg intet fejlede, havde jeg intet funktionsevnetab og derfor var det ikke nødvendigt at undersøge mig for det. Hvis Heidi faktisk ville have min funktionsevne vurderet, var hun som ergoterapeut slet ikke kvalificeret til at gøre det. Jeg var ikke særlig intelligent, men jeg overgik uden tvivl Heidi på det område, så hun skulle bare have stukket piben ind og respekteret mit afslag. Men det gjorde hun ikke, og derfor kunne man snart høre hende på YouTube eller i SoundCloud.

Træning

Jeg var oppe at træne efter jeg var i værestedet, hvor den i dag stod på bryst og triceps. Jeg lagde stille og roligt ud med øvelserne dumbbell chest press, incline dumbbell chest press, cable crossover, cable overhead triceps extensions, straight bar tricep extension og cable rope triceps extensions.

En dag tilbage

Jeg skulle blot holde ud én dag, før jeg fik penge igen. Det var intet i forhold til tidligere. Intet.

30. December 2021

Dagbog

Polstring

Jeg gik i gang med at polstre de resterende to stole af de i alt fire af samme type. Ny type stof med andet møsnter og farve. Denne gang tog det 20 mintutter at færdiggøre de to sæder. Ryglænene måtte jeg tage næste gang der var åbent.

Roommate

Min roommate skrev til mig i eftermiddags. Han havde opdaget at han havde fået unilateral ptose, da han stod op, altså hængende øjenlåg på den ene side. Jeg måtte jo ikke sige, at jeg var læge, fordi det var ulovligt når jeg ikke havde min autorisation, men det gjorde jeg heller ikke. Jeg tog tilbage til huset, hvor mit og hans værelse var. Hans ene øjnlåg hang ganske lidt i forhold til den modsatte side, men man skulle se godt efter for at se det. Han havde ingen andre symptomer og desuden normale og egale pupiller, der reagerede naturligt for lys, samt frie øjnbevægelser og hans øje og øjnlåg var ikke hævede eller på anden måde påfaldende. Det eneste rigtige at gøre uden min autorisatin var derfor at få ham til at ringe til egen læge straks, og hvis han ikke kom igennem eller der tilkom andre symptomer eller hvis det minimalt hængende øjnlåg kom til at hænge længere ned, så ringe 118 eller ultimativt 112. Jeg sagde at han skulle ringe til mig, hvis der var noget som helst andet, jeg kunne gøre for ham, samt at jeg ville skrive til ham efter et par timer og høre hvordan det var gået.

Jeg tog afsted igen og efter nogle timer skrev jeg og han svarede at han havde det fint. Det var ok, skrev han uden at gå i detaljer. Jeg svarede at det glædede mig at høre. Efter værestedet fulgtes jeg med en af de ansatte til Amager Centret, hvor vores veje skildtes, da hun skulle handle det sidste ind til nytårsaften og jeg skulle hen på biblioteket og sidde.

Træning

Jeg lavede fire sæt pullups på 5 - 7 gentagelser på Sundbyvester Plads, og trænede lige og skrå mavemuskler, samt lænd, da jeg kom hjem. Jeg burde have taget hjem fra værestedet tidligere, vasket tøj og taget i træningscenter, men det var for hyggeligt at være i værestedet.

31. December 2021

Dagbog

Nytårsaften

Jeg var for træt og stresset til at magte at kigge forbi en ven sidst på aftenen og skyde nytåret ind med ham, så jeg aflyste. Juleaften, nytårsaften, ja alle højtider spillede ingen rolle på nuværende tidspunkt, nu gjaldt det kun om at overleve. Jeg havde fået gået nogle skønne ture og havde mødt nogle fantastiske mennesker på det nye værested; udover det, havde 2021 været lige så trøstesløs og håbløs som samtlige foregående år siden en hysterisk, udbrændt og vanvittig praktiserende læge havde ødelagt mit liv i 2015 og 2016, og nu fortsatte med det, fordi hun var samvittighedsløs, amoralsk og ikke spor opførte sig som en læge, men som en forkælet møgunge.

Træning

Jeg var relativt tidligt oppe så jeg kunne nå at vaske tøj, herunder træningstøj, således at jeg kunne nå at få styrketrænet inden centret lukkede kl. 14.00. Det lykkedes heldigvis, og jeg fik trænet ben og skuldre, ikke mave, som jeg havde trænet i går. Samme benøvelser som sidst, bortset fra at jeg vovdede at øge vægten med 10 kilo i squat og 5 kilo i lægpres. Skuldrene blev trænet med overhead press med øgning på 4 kilo, laterl raises og dips.

Roommate

Da jeg kom hjem efter træningen fik jeg talt lidt med min roommate, spurgt ind til hans ptose, som heldigvis var gået i sig, og ønsket ham godt nytår. Det var stigmatiserende at jeg ikke fejrede nytår, men fuck det. Hvis jeg skulle tage mig af hvad andre tænkte om mig, kunne jeg lige så godt tage livet af mig selv.

Næste skridt

Hvis det stod til myndighederne og psykiatrien, skulle jeg lægge mig ned og dø. De regnede med at jeg var så autoritetstro, at jeg opgav uden kamp. Men sådan spillede klaveret jo ikke, så at sige. Det var med de nye sigtelser helt klart, at nogle forlorne læger og psykiatere med politiets og myndighederens mellemkomst forfulgte mig således at jeg aldrig fik lov til at være læge eller leve et normalt liv.

De gik målrettet efter at chikanere mig ihjel, og det var meget tæt på at det lykkedes for dem. Det, de udvidste, var dermed den klammeste og mest nederdrægtige form for menneskelig adfærd. Deres handlinger var livsfarlige for mig, men det værste var alle medløberne og alle de passive vidner. Der var intet værre end feje og ignorante mennesker, der hyklerisk accepterede overgreb de bevidnede på deres arbejde, som ikke sagde fra, og som alligevel bildte sig selvog andre ind, at de var gode mennesker.

Psykisk vold

Jeg havde vist anmeldt Gitte Ahle for psykisk vold tidligere, en anmeldelse, som man som det var sædvane for etaten havde ignoreret, men da jeg for nylig læse om en mand, der var blevet idømt fængsel for psykisk vold, stod det klart for mig, at jeg måtte genanmelde Gitte Ahle for dette. Når Justitsministeriet nægtede at sigte Gitte Ahle for den danske straffelovs ækvivalent til tortur, måtte de sigte hende for psykisk vold i stedet.

Vrede og bitterhed

Det var ærgerligt, at jeg skulle slutte 2021 med at være vred og bitter over min situation, hvordan jeg var blevet behandlet og især, ja, mere end noget andet, over mine håbløse fremtidsudsigter. Det var så meningsløst og uretfærdigt, at jeg skulle lide som meget, så længe. Mine bødler havde ødelagt hvad der skulle have været de bedste og vigtigste år af mit liv, og nu var det intet tilbage. Ingenting. Kun mere lidelse, flere overgreb og mere håbløshed. Det var jo ikke et liv, der var værd at fortsætte at leve.

Hvad var det politiet og myndighederne bildte sig sig? At chikanere mig til selvmord. Fordi det blev ved og fordi ingen mannesker kunne eller skulle finde sig i det, der i skrivende stund overgik mig, måtte jeg gøre noget, uanset konsekvenserne. Jeg blev alligevel dømt skyldig i freds- og æreskrænkelser og jeg havde intet at leve for. Det var på tide, at medierne blev gjort opmærksomme på mine forhold igen. Jeg ville starte 2022 med at sende min roman rundt til medierne endnu engang, for hvis jeg ikke foretog mig noget, ville jeg ikke overleve. Ingen kunne forvente at jeg sad med hænderne i skødet. Så kunne idioterne anmelde og sigte mig for hvad som helst De havde stjålet mit liv, ikke omvendt.

Dronningens nytårstale

Ja, tak for politiets indsats i det foregående år! Jeg var sandlig imponeret over heltene i blåt, som konsekvent havde ignoreret mine anmeldelser, konsekvent ikke havde afværget, forebygget eller efterforsket de ulovligheder og de trusler mod min sikkerhed, som jeg havde informeret dem om. Nå ja, de syv ulovlige ransagninger var også godt gjort. Godt gået drenge. De fortjente virkelig Hendes Majestæts gunst, så dygtige disse helte var!

Men Hendes Majestæt havde faktisk nogle budskaber i år, som jeg var fuldstændig enig i:

"- Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje, sagde hun.

[..]

- Nogle mennesker med handicap bliver ligefrem diskrimineret, måske også mødt med hån og drilleri. Det kan skyldes tankeløshed og uvidenhed; men uanset hvad, så er det forkert, og det burde vi holde os for gode til!, sagde hun under nytårstalen.

- Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.

Og til det sluttede Dronningen af med, at 'vi skal møde vore medmennesker med åbenhed', og at 'andres livshistorie kan gøre os klogere'."

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/dronningen-med-opsang-til-danskerne/9065337)

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 11/21/2021

Husk nu at videresende mine sms'er til "Efterforskeren" så hun kan bruge det mod mig, som tegn på at jeg ikke er i stand til at være læge, selv om det er helt modsat. Bild dem ind at årelang svær desperation og afsavn er psykose og ikke som i virkeligheden det det rent faktisk er og indføleligt. Du må få en anden til at udskrive medicin til mig, jeg vil aldrig have noget at gøre med dig igen. Du kunne have reddet mit liv for tre år siden, Peter.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 21. november 2021

Sidste besked herfra: Jeg beder til gud, at jeg ikke overlever i nat. Denne gang har jeg en chance. Det er og bliver din skyld. Du havde talrige chancer for at give mig et normalt liv, men når det kom til stykket var du intet værd.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 22. november 2021

Hver gang jeg kæmper mig op til overfladen og får et minimalt håb, bliver det hurtigt smadret igen af politiet og retsvæsenet. Og hvad har du så gjort for faktisk at hjælpe mig? Intet, udover at skabe vilkår der er så håbløse og livsfarlige at jeg har været nødt til at gøre omverden opmærksom på dem, hvilket nu har resulteret i en dødsdom. Har du ringet til Justitsministeriet og politiet og forklaret dem hvor ulidelige mine vilkår er og at min reaktion på dem er indfølelige og skyldes at jeg ikke må arbejde som læge på grund af en fejldiagnose? Det er jo din pligt. Nej? Du vil hellere have jeg lider hver eneste dag.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 23. november 2021

Du ringer til min advokat i dag så hun kan fortælle dig at det værst tænkelige er sket for mig. Alt dit pis med at det nok skulle gå var intet værd. Det ER en dødsdom og du har været med til at eksekvere den. Det ALLERVÆRSTE er nu sket. Du skal ringe til politi og Anklagemyndigheden og fortælle dem at min reaktion er 100% INDFØLELIG. Du skal vidne om at Gitte Ahle og hendes forgængere misbrugte deres fag og gav mig en FEJLDIAGNOSE.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 24. november 2021

I dag skal jeg igen gå rundt hele dagen på gaden og sove på biblioteket. Det skyldes dig, Peter. Du lader mig lide hver eneste dag, indtil jeg begår selvmord. Jeg får ALDRIG et arbejde takket være dig.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 24. november 2021

Du tvinger mig til at begå selvmord. Jeg orker ikke denne tilværelse længere. Jeg vil have et normalt liv eller dø.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 24. november 2021

Husk at det var din skyld.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 24. november 2021

Du er jo ikke andet end et m...... Ingen mennesker kan få sig selv til at udsætte mig for det, du udsætter mig for. Troede du jeg ville overleve så mange års ensomhed og fattigdom? Troede du virkelig det? Du havde magten til at redde mit liv og du valgte at lade mig lide og dø.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 25. november 2021

Min advokat har tilsyneladende ikke modtaget alle de nødvendige oplysninger. Selvfølgelig kunne du gøre en hel del for mig ift. de aktuelle sigtelser, og jeg har skrevet til dig hvad. Du ved godt at det er en skueproces, og at jeg ikke overlever pga umenneskelige vilkår jeg til stadighed er udsat for.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 2. december 2021

Hej Peter. Jeg mangler Concerta igen. Sidst fik jeg udleveret 3 og ikke 4 x 30. De sidste par dage har været forfærdelige. Jeg har fået et værelse til leje i to måneder fra og med i går. Men mareridtet fortsætter og det slutter ikke før dine kollegaer har fået idømt mig til tvangsmedicinering igen. Kjeld.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 2. december 2021

Jeg sidder bogstaveligt og sover på biblioteket. Det er så enerverende, trist og meningsløst. Jeg kan intet foretage mig uden Concerta, så jeg sidder bare og venter til jeg kan tillade mig at vende tilbage til værelset i aften. Jeg gider snart ikke det her mere.

SMS fra Kjeld til Peter Worm Jantzen af 2. december 2021

Jeg giver min tilladelse til at min far og min storesøster på foranledning må få udleveret samtlige helbredsoplysninger om mig. Så kan du forklare dem hvordan din forgænger og dig har skabt så uudholdelige livsvilkår for mig at jeg har fået nye sigtelser og risikerer fængsel.

Billede. Her til aften gik jeg en tur ned til Digevej. På vejen derned gik jeg ind på Circle K tanken og købte en øl.

Billede. Hovedindgangen til Digevej, som vækkede dårlige minder.

Billede. Det så velkendte trådnethegn med toppen vinklet 45 grader indad.

Billede. Ofring af øl i solidaritet med de ufrivillige gæster på den lukkede afdeling på Digevej. Jeg havde selv fejret nytår på retspsykiatrisk afdeling i Glostrup, og kunne tydeligt genkalde mig smagen af vammel børnechampagne.

1. Januar 2022

Dagbog

Januar 2022

Indhold fra januar 2022.

Ingen ny begyndelse

Nytåret skulle gerne signalere en ny begyndelse og helst en positiv én af slagsen. I mit tilfælde var der intet positivt forude, det samme mareridt fortstte bare og var grundlæggende set uforandret. Derfor var der slet ikke nogen grund til at fejre årsskiftet, og allerede mens den store viser passerede midnat og det tunge skyts blev fundet frem af amagerkanerne, sad jeg og skrev.

Jeg havde nogle mindre projekter i støbeskeen i det nye værested, og præcis ligesom jeg havde gjort det i det ringere være- eller nærmere opbevaringssted i Høje Taastrup, sad jeg og arbejdede på en projektoversigt, så jeg havde styr på dem alle og kunne planlægge hensigtsmæssigt derefter, så jeg slap for stress og ufærdige projekter. Det skulle være afgrænsede og realistiske projekter, jeg gik i gang med, ingen skykasteller og ingen udbrændthed.

Træning

Sov det antal timer, jeg plejede, men var alligevel noget træt, da jeg vågnede i formiddags. Jeg havde pakket træningstasken før jeg gik i seng, så det var bare at børste tænder og så trave afsted. Den stod på ryg og biceps i dag, og jeg lavede stort set det sædvanlige antal sæt og gentagelser. Intensiteten var dog ikke særlig høj, men hver gang jeg satte mine ben i træningscentret var en sejr i sig selv, så det var udmærket. Tog en lille lur, da jeg kom hjem. Jeg var nødt til at træne fordi det var det eneste, der virkelig kunne få mig til at slappe af og så naturligvis fordi jeg elskede at træne at mange andre årsager.

2. Januar 2022

Dagbog

Om frasedoktor.dk på Facebook

Jeg lavede i al beskedenhed det samme, da jeg var introlæge i onkologi på Rigshospitalet i 2014, præcis samme koncept, men jeg var nu heller ikke den eneste, der havde fundet på det. Spoiler alert: Det kan faktisk lade sig gøre på én og samme tid at tænke selv og spare tid, og man kan oven i købet bruge fraserne som en huskeliste i en sen nattetime, hvor man har været i fuld sving non stop siden man mødte ind.

Så glemmer man ikke noget, fordi man skal spille smart og tror at man ikke har brug for et par stikord, og så kommer det patienten til gode i sidste ende. Og det er det vigtigste! Om man lærer standardfraser udenad og bevidstløst dikterer dem eller man finder dem på en hjemmeside er vel det samme.

Men sådan er vi så forskellige; hvis patienten modtager den bedste og mest grundige behandling fra en læge, der ikke er ukoncentreret og træt, fordi vedkommende har sparet tid ved at bruge de fraser, som alle alligevel bruger på den ene eller anden måde, så må det være det absolut vigtigste. Men det er bare min holdning og erfaring, jeg har aldrig fået en patientklage, fordi jeg har været særdeles grundig og samvittighedsfuld, og jeg har selvfølgelig anvendt journalfraser. Og hvis man mener at information er farlig i sig selv, kan man lade være med at opsøge og bruge den.

En praktiserende læges tvangsindlæggelse var ulovlig

Da jeg ledte efter journalkoncepter på google, fandt jeg tilfældigvis nedenstående dokument liggnede frit tilgængeligt på nettet. Jeg skyndte mig at gemme det til senere brug. Det var meget inspirerende, men også retraumatiserende læsning, da jeg jo også var blevet tvangsindlagt ulovligt, hvilket havde ødelagt mit liv og givet mig PTSD. Jeg havde jo objektiv dokumentation for at den praktiserende læge begik et bevidst overgreb, og selv om jeg ikke behøvede Højesterets dom for at jeg havde ret - for det havde jeg - så skulle jeg naturligvis have erstatning og lægen skule i fængsel eller i psykopatforvaring. Derfor skulle jeg også i Højesteret eller i Den Særlige Klageret. Hvorfor fik jeg aldrig vejledning i at føre sagen videre til Højesteret elle Menneskerettighedsdomstolen? Det var ikke i orden. Det skulle der rettes op på.

"Thi kendes for ret: Tvangsindlæggelsen af A den 26. februar 2010 kendes ulovlig."

Mail til min advokat, Vestegnens Politi, Det Psykiatriske Patientklagenævn og Institut for Menneskerettigheder

Mail til min tidligere advokat Irene Zehngraff

"Kære Irene Zehngraff

Jeg ved ikke, om du kan huske mig, men jeg var din klient i 2016.

Jeg fik dig beskikket, fordi jeg ankede en klage over, at jeg var blevet tvangsindlagt på røde papirer, en klage som jeg initialt havde tabt i det lokale psykiatriske patientklagenævn, men som vi gik videre med i først Københavns Byret og siden Østre Landsret.

Jeg tabte i begge instanser og du fortalte mig, at jeg ikke kunne føre sagen videre i retsvæsenet. Da jeg ingen juridisk erfaring havde og da jeg stolede på dig, tog jeg dine ord for gode varer og opgav.

Problemet var desværre, at jeg var læge og mistede min autorisation pga. den psykiatriske fejldiagnose, som var affødt af tvangsindlæggelsen.

Da jeg tabte retssagerne blev fejldiagnosen blåstemplet og jeg blev hjemløs og mistede bogstavligt talt alt, herunder min fremtid. Fordi jeg var stemplet uretmæssigt som kronisk paranoid psykotisk og blev behandlet derefter, blev mit liv så ulideligt og udsigtsløst at jeg havde valget mellem at begå selvmord eller tage loven i egen hånd.

Jeg gjorde det sidste. Efterfølgende fik jeg dokumenteret at der vitterligt var tale om en fejldiagnose, og jeg fandt ud af at min praktiserende læge, som havde givet mig den og ulovligt tvangsindlagt mig, forinden havde anmeldt mig til Sundhedsstyrelsen fordi hun troede at jeg havde misbrugt hendes CPR nummer og hacket Det Fælles Medicinkort, hvor jeg brugt hendes CPR nummer til ulovligheder.

Hun gjorde også andre ulovligheder mod mig, bla. misbrugte hun mit CPR nummer til at snage ulovligt i min journal. Jeg havde aldrig gjort det, hun beskyldte mig for, men jeg kunne via logoplysninger bevise hendes kriminalitet mod mig.

Ergo blev jeg udsat for et justitsmord af en paranoid praktiserende læge. Nu har jeg været hjemløs i kortere eller længere perioder og jeg fik aldrig min lægeautorisation igen.

Jeg har været udsat for det ene overgreb efter det andet i psykiatrien og udviklet PTSD. Det eneste, jeg i følge psykiaterne har fejlet, er ADD, som intet har med psykose at gøre og jeg er velmedicineret med Concerta (det præparat man fejlagtigt påstod udløste den kroniske psykose, jeg aldrig har lidt af).

I dag fandt jeg tilfældigvis på nettet en Højesteretsdom, hvor en patient, der var blevet ulovligt tvangsindlagt af netop sin praktiserende læge, fik medhold. Nu skal man ikke tro på alt, man finder på nettet, men jeg har vedhæftet dommen, så du selv kan vurdere den.

Hvis man faktisk har mulighed for at anke en ulovlig tvangsindlæggelse til Højesteret, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller måske Den Særlige Klageret, hvorfor fortalte du mig så ikke om muligheden herfor?

Det er jo bevist ud over enhver rimelig tvivl, at jeg ikke er kronisk paranoid psykotisk og dermed aldrig var det. Hvis du havde rådgivet og vejledt mig om muligheden for at gå videre i retssystemet, kunne jeg have sluppet for nu næsten syv års mareridt og et smadret liv. Hvorfor gjorde du ikke det?

Jeg må for en god ordens skyld hellere oplyse dig om, at jeg bringer denne mail på min hjemmeside, som udgør brødteksten i min kommende roman. Jeg vil jo ikke skrive noget om dig, som ikke er korrekt, så du må nok hellere lige tjekke teksten ud på :

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Hvis jeg har skrevet noget om dig, som du mener er ukorrekt, kan du sende mig en mail. Jeg skal gerne bringe dit svar i min roman.

Jeg har været dybt, dybt skuffet over din indsats for mig, og jeg håber ikke, at du har repræsenteret andre psykiatriske patienter i retten efterfølgende. Hvis jeg havde overskud, havde jeg klaget over dig.

Venlig hilsen,

Kjeld."

3. Januar 2022

Dagbog

Værestedet

Jeg var først på Taarnby bibliotek for at aflevere bøger, og dernæst i værestedet. Jeg hjalp med at bære et bord, fire bordplader og en træpalle beklædt med en spånplade op fra kælderen, hvorefter jeg gik en tur ("walk and talk") med to af de andre brugere i området. Vi spiste frokost sammen og efter at have snakket om løst og fast med de andre, arbejdede jeg videre med polstringen af de to sidste stole. Jeg kunne se at der var nogen med hemmeligt telefonnummer, der havde ringet til mig, mens jeg havde haft telefonen på lydløs, men der var ikke indtalt nogen besked. Jeg svarede aldrig telefonen, når jeg kunne se at den der ringede havde hemmeligt telefonnummer.

Polstrede løs på de sidste to stole i dag.

Tilværelsen var dødsyg, trøstesløs og håbløs og det eneste lyspunkt, det eneste, der fik mig til at fortsætte livet, var værestedet og de mennesker, som færdedes der. Jeg havde set at folketingsmedlem Per Larsen havde svaret på min seneste henvendelse, men jeg gik afsted til biblioteket, men jeg læste ikke hvad han skrev; til gengæld skrev jeg tilbage og satte Peter Worm Jantzen på som Cc. for en god ordens skyld. Ingen skulle kunne påstå, at de ikke udmærket vidste hvad, jeg blev udsat for.

Mail til folketingsmedlem Per Larsen og P

[Indsættes snarest]

Jeg havde virkeligt intet at leve for, og sådan var det dag efter dag, år efter år. Jo, værestedet holdt mig i live, men uanset hvor glad og taknemmelig jeg var for stedet og menneskene, kunne det ikke gøre det ud for en hel og meningsfuld tilværelse alene. Der måtte være noget mere; ikke fordi jeg ville miste dem i det nye værested, jeg havde lært at kende i fremtiden eller miste kontakten til det, for hvis jeg overlevede de næste måneder, havde jeg tænkt mig at have en eller anden form for tilknytning til det resten af mit liv. Men fordi at der måtte være noget mere i tilværelsen.

Kæmperne

Jeg havde fået et godt råd af en af de andre brugere i værestedet om en idrætsforening ved navn "Kæmperne", som var for tosser som jeg og billig nok til, at jeg havde råd til et medlemsskab. Der kunne man bl.a. spille badminton, svømme og dyrke yoga, men da jeg skulle til at melde mig ind, opdagede jeg at efterårssæsonen først sluttede den 31. januer. Super ærgerligt, men jeg ville ringe i morgen når der var telefontid og høre, om jeg ikke kunne begynde lidt før.

Sidste forsvarslinje

I det fucking sekund jeg modtog en indkaldelse til en mentalundersøgelse, røg alle optagelser på Facebook, Instagram og Twitter, samt YouTube og SoundCloud. Nu var det nok. Nulliteterne i Retspsykiatrisk Klinik og i Retslægerådet må fatte, at jeg ikke gad at deltage i deres cirkus igen. Fordi de to institutioner stik i mod virkeligheden havde erklæret mig sindssyg, utilregnelig og svært personlighedsforstyrret. Hvad fanden var der galt med de uduelige og inkompetente ansatte, som tilsidesatte al faglighed og moral til skade for mig?

Det skulle stoppe koste hvad det ville, og hvis mine optagelser (med en masse personlige oplysninger, men det var jeg ligeglad med) på nettet var prisen for at undgå flere fejldiagnoser og overgreb, so be it.

Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende, selv om du til målet når først ved verdens ende!

Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse! Med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse!

Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Forbandet være dansk psykiatri og al dens væsen.

Forbandet være de inhabile psykiatere, som løj under vidneansvar og kun hyttede deres eget og deres golfvanners skind.

Politi og myndigheder havde næsten chikaneret mig til døde, og så forventede de, at jeg holdt min kæft og fandt mig i det.

Det var en fejl at tro. Min autofiktive roman kom også ud på Facebook meget snart, hvis ikke man tog sig gevaldigt sammen.

Og når jeg blev fængslet fordi jeg minutiøst havde dokumenteret og offentliggjort politi og myndigheders overgreb på mig og min familie, ville jeg næppe få det svært med de andre kriminelle bag murene.

Så fuck hele verden.

4. Januar 2022

Dagbog

Frygt

Jeg havde engang lært, at angst var uspecifik og irrationel, mens frygt var konkret og indfølelig. Eller noget i den dur. Jeg havde udviklet PTSD, som var stort set fraværende i min hverdag, undtagen når jeg blev mindet om de kommende overgreb, som politi og retsvæsen ville udsætte mig for, eller når jeg fik trusselsbreve fra det offentlige, eksempelvis Gældsstyrelsen.

Min nuværende advokat var det tætteste jeg kom på en engel, og hun havde flere gange sat politiet på plads, når de sjuskede eller var dovne, men beklageligvis havde jeg nu også udviklet svær frygt, når hun ringede til mig. Og det var min egen skyld, idet jeg selv havde bedt hende om det. Jeg fungerede perfekt i min hverdag i øvrigt, men så snart jeg blev mindet om de idelige overgreb, blev jeg som af en hammer ramt af en overvældende og afgrundsdyb frygt, som fra det ene øjeblik til det andet fyldte alt i min verden, jeg blev paralyseret og apatisk, trak vejret hurtigt, hjertet galoperede afsted, sveden piblede ud af mine armhuler, ubehaget var så markant, at det virkede unaturligt, min stemme knækkede over, jeg stammede, gik usikkert på benene, og endte med at blive udmattet og træt i en grad at jeg kunne falde i søvn.

Den effekt havde min advokats opringning til mig i dag. Jeg sad til møde i værestedet, så jeg kunne ikke svare, men mest fordi jeg var totalt uforberet på opkaldet, som rystede mig dybt, og medførte den ene katastrofetanke efter den anden.

Hele verdenen styrtede sammen og jeg kunne ikke få mig selv til at ringe tilbage til hende. Jeg skrev i stedet nedenstående sms'er til hende, vel viddende at det næppe dæmpede frygten særligt meget:

Jeg får svær angst hver gang jeg skal forholde mig til mine sager, og jeg frygter hver gang nye sigtelser, nye trusler på mit liv og min frihed, og jeg orker det ikke. Er du ikke sød bare at skrive til mig, hvis der er noget, jeg er tvunget til at forholde mig til her og nu? Bare stikord. Jeg skal til undersøgelse i Kriminalforsorgen på fredag kl. 10.00, og der kommer jeg selvfølgelig også. Tusind tak! Venligst, Kjeld.

Frygten ødelagde totalt resten af dagen og forhindrede mig i den eneste aktivitet, der kunne kurere den fuldstændigt, menlig styrketræning. Jeg havde vasket tøj i går netop med henblik på at træne i dag og i morgen, og jeg havde pakket træningstasken og taget den med ned i værestedet, men efter opringningen kunne jeg intet foretage mig.

Jeg vidste af erfaring at frygten på et tidspunkt ville mindskes og blive erstattet af vrede og forargelse over, at jeg af den danske stat, politi, retsvæsen og myndigheder skulle forfølges, chikaneres og påføres svær lidelse. Hvad fanden var meningen!? Hvorfor stoppede hetzen ikke snart!? Hvorfor skulle netop jeg udsættes for den psykiske tortur det var i næsten syv år at blive - ikke retsforfulgt - men bare forfulgt? Hvorfor greb ingen ind og stoppede mishandlingen af mig? Hvorfor skulle jeg nu have invaliderende PTSD, som politiet med deres syv ulovlige ransagninger og psykiatrien og især retspsykiatrien, havde forårsaget hos mig?

Hvor var politikerne, Institut for Menneskerettigheder, Ombudsmanden, Dignity, Amnesty og Det Psykiatriske Patientklagenævn henne?! Hvorfor havde de ladet mishandlingen af mig ske? Hvorfor gjorde ingen noget som helst, og hvorfor skulle mit liv ødelægges, lige når jeg skulle til at høste frugterne af års benhårdt slid og afsavn? Det var perverst og modbydeligt, udsøgtsløst og håbløst, og jeg gad ikke mere.

Jeg drømte om at statens overgereb og forfølgelse af mig skulle ophøre, så jeg kunne få lov til at leve et normalt liv. Eller dø. Nu var jeg ligeglad; enten måtte de stoppe eller af de ansvarlige myndigheder blive stoppet, eller også måtte jeg igen forsøge at begå selvmord, bortset fra at det nu skulle lykkedes så jeg slap for mere påført lidelse.

Uden forfølgelse fra staten kunne jeg uden problemer leve en normal tilværels og fungere normalt på alle planer. Men statens konstante overgreb gjorde min tilværelse utålelig. Jeg havde ikke spor lyst til at dø, men jeg havde endnu mindre lyst til fortsat at lide under den danske stats overgreb, og så var der jo ikke noget valg. Politiet havde givet mig en dødsstraf, som de langsomt men sikkert eksekverede, og selv om de selvfølgelig ikke turde stå ved, at det var det, der var tale om, så vidste de jo godt at det var præcis det, de gjorde. De håbede på at jeg snart tog livet af mig, alene så de slap for at skulle indrømme deres overgreb og magtmisbrug, samt udføre det ekstrearbejde det var at tage mine anmeldelser alvorligt. Mit liv var i politiets optik intet, eller stort set intet værd. Det var ikke værd at bruge et par timer på at lytte til nogle optagelser, der kunne frikende mig i retten og bevise at jeg aldrig havde været sindssyg. Det var ikke den tid værd det krævede at give mig en ransagningskeldelse eller tage en banal, men alvorlig anmeldelse alvorligt.

Det moralske fordærv var så udtalt at man ikke skænkede det en tanke hvordan jeg mon havde det som følge af den chikane man udsatte mig for. I politiets øjne var jeg intet andet end en ting, en kriminel, en sindssyg og utilregnelig person, ikke et menneske, som man kunne behandle umenneskeligt og for hvem politiloven og retsplejeloven ikke gjaldt for. For tosser havde jo ingen rettigheder i Danmark. Jo, på papiret og til skåltaler var Danmark det fremmeste land i verden ift. patient- og retssikkerhed, men i realiteten var det ganske anderledes. Jeg var langt fra den eneste, der fik sine rettigheder krænket, det skete for talrige andre svært udsatte borgere i landet på daglig basis, og det var især myndighederne, der var de skyldige: Politiet, retsvæsenet, kommunen, psykiatrien, jobcentrene mv. Engang imellem skete det at jeg ellers ressourcefuld borger faldt igennem nettet havnede på samfundets bund og selv oplevede hvordan det var at blive chikaneret og ydmyget af myndighederne, men alle mennesker knækkede på et tidspunkt i systemet uanset hvor stærk, intelligent og smuk vedkommende var.

På et tidspunkt blev alle ødelagt i systemet, for ingen kunne udholde langvarig psykisk tortur, som alle vidste fandt sted, men som ingen gjorde noget for at forhindre eller stoppe.

Imens jeg skrev ovenstående ringede min advokat igen, og jeg valgte at tage telefonen, fordi jeg nu vidste, at det, hun havde at fortælle mig, ikke var endnu en dødsdom og at jeg ikke behøvede at frygte hvad hun havde at sige til mig. Derfor svarede jeg, og talte med hende og selv om det ikke var gode nyheder, så var det heller ikke det modsatte, og fraværet af dårlige nyheder var jo i mit tilfælde i sig selv gode nyheder, det var næsten de bedste nyheder, jeg kunne modtage, og alene derfor var jeg efter samtalen omend ikke grædefærdig af lettelse, så i hvert fald tæt på.

Min advokat havde brugt alt for meget tid på mig og mine sager, og hun havde gjort mere end det; hun var den eneste, jeg ringede til efter selvmordsforsøget i forrige måned, og selv om det var sent på aftenen så svarede hun også, og hun fik også talt mig fra at gøre yderligere selvmordsforsøg, hvilket jeg ellers var på nippet til. Jeg skammede mig over at have brugt så meget af hendes tid, jeg skammede mig over, at jeg ikke havde penge til at betale hende her og nu og ikke havde penge til at betale hende det hun fortjente for at have reddet mit liv.

Jeg kunne ikke give hende det, hun virkeligt fortjente; men jeg kunne i det mindste forsøge at overleve, så hendes hjælp ikke havde været forgæves. Det måtte være det første skridt i at betale hende tilbage. Ikke at udvise utaknemmelighed ved at tage livet af mig selv. Næste skridt ville være at få mit arbejde som læge igen, for så kunne jeg betale hende i kroner og ører det hun fortjente. Jeg vidste, at hun hjalp mig fordi hun var et gennemgående altruistisk og samvittighedsfuldt menneske, der havde en knivskarp retfærdighedssans, som ikke tillod hende - i modsætning til alle andre - at være passivt vidne til overgreb begået i statens navn mod den enkelte borger. Det var klart at hun ikke hjalp mig og mange andre svært udsatte danskere i knibe for pengenes skyld. Jeg var udmærket klar over hvor meget hjælp og service man kunne regne med af en beskikket advokat, og hun havde gået langt over. Hun brugte mange aftentimer på at hjælpe mig og andre, timer som hun kunne have brugt meget bedre, hvis hun altså kun var advokat for usselt mammons skyld og ikke fordi hun var yderst dedikeret.

Hun hjalp mig ikke fordi hun ville tjene penge på mig, det var vist en mild underdrivelse, når jeg var en direkte underskudsforretning. Men hvis jeg klarede mig igennem og hvis jeg rent faktisk fik mit lægearbejde igen, så skulle jeg nok belønne hende så rigeligt. Der var så få mennesker, der rent faktisk havde hjulpet mig så betydeligt, at jeg aldrig ville glemme deres hjælp og indsats for mig. Hvis jeg en dag fik udgivet min roman, og hvis hun ville acceptere, at jeg dedikerede den til hende (der var mange jeg skyldte stor tak, men kun et par stykker, der skunne stå på forsiden som dedikerede), ville jeg være taknemmelig for det.

Det var naturligvis lidt megalomant af mig at tro, at jeg var i stand til at skrive en hel bog, men jeg gjorde forsøget.

Hold lav profil

Under samtalen gav min advokat mig i øvrigt et råd, jeg måtte og skulle efterleve, nemlig at holde lav profil. Med det mente hun naturligvis med mine mails til myndighederne etc. Det var jeg dog helt med på at gøre, for jeg havde jo kun skrevet rundt i fortvivlelse over, at jeg havde fået at vide, at man ikke ville lytte til mine optagelser, der ville kunne frifinde mig, både for de nye sigtelser og for den kroniske psykosediagnose. Jeg havde som introvert og genert person uden selvværd eller selvfølelse jo aldrig haft lyst til at skrive rundt til nogen som helst, og jeg havde ventet så længe jeg overhovedet havde kunnet udholde det, før jeg ikke havde haft noget valg. Nej, jeg holdt lav profil nu, hvilket jeg var i stand til som et fuldt ud tilregneligt og ikke-sindssygt menneske.

Tænk hvis jeg dog bare havde kunnet være læge og bruge al min tid på det! I sidste ende var det spild af alles tid og liv at jeg for at redde mig selv havde været tvunget til at skrive mails og dagbog. Det havde mere været af nød end af lyst, og jeg ville ønske at jeg bare kunne læse det, jeg havde mest lyst til, nemlig lægefaglig litteratur og arbejde med det jeg elskede mest, hvilket var at hjælpe andre mennesker. Jeg hadede selv at få hjælp, men var selvfølgelig dybt taknemmelig når jeg virkelig havde brug for den.

Hellere slides op end at ruste op

Tænk hvor mange danskere jeg kunne havde hjulpet med den energi, viden og vedholdenhed, jeg rent faktisk var i besiddelse af! Jeg ville gerne arbejde jul, nytårsaften og samtlige helligdage, så mine kolleger kunne være hjemme med deres børn. Jeg var hårdfør nok til at arbejde adskillige timer uden pause eller mad, og jeg var grundig og ansvarsfuld nok til ikke at lave nogen fejl, når jeg gjorde det. Var der måske ikke længere brug for læger med den indstilling i dette land? Måtte man ikke bruge den tid det krævede for at blive så faglig dygtig som overhovedet mulig, til patienternes bedste? Hvis man skulle have skiftet en hofte, var man kune interesseret i en ting: At kirurgen var så dygtig som overhovedet mulig under netop den operation, man skulle undergå. Hvor mange timer vedkommende havde brugt på det, var man som patient totalt ligeglad med. Resultatet var det eneste, der talte. Og hvis man kunne vælge mellem læge A, som var dygtigst og læge B, som var mindre dygtig - ja, det var jo åbenlyst.

Jeg burde efter samtalen med min advokat tage ned og træne i centret, men jeg havde det nu fysisk dårligt og hjertet hamrede stadig derud af, og jeg var svimmel og lettere omtåget (mit blodtryk var alt, alt for højt) så det var måske bedre at gå en længere tur frem for hård styrketræning. Min krop og mit sind blev slidt op, alt for hurtigt og næsten også fatalt, men det var ikke på den måde, jeg havde lyst til at blive slidt op på. Kun stærkt ubehag og stress hver evig eneste dag og engang i mellem kortvarigt fravær af ubehaget; men aldrig glæde eller lykke, aldrig, aldrig en egentlig god dag.

Kæmperne

Denne idrætsforening kunne jeg som "socialt udsat" være medlem af, og den var billig nok til at jeg kunne betale kontingentet. Mens jeg var i værestedet fik jeg ringet og meldt mig ind, så jeg kunne spille badminton i næste uge, samt meget andet.

Retspsykiatrisk Kliniks brug af Rorschach en skændsel

Fordi jeg nu igen risikerede at skulle tvinges til en unødvendig mentalobservation på Retspsykiatrisk Klinik i København, Blegdamsvej, og igen måtte finde mig i at blive udsat for den uvidenskabelige og ubruglige Rorschach blækklat test, blev jeg nødt til at læse op på emnet igen.

Præcis som sidst jeg læste om testen, kunne jeg se, at den sørme fortsat var så ubrugelig som at spå i kaffegrums eller lægge tarotkort. Rorschach var den største anakronisme i psykiatrien, som i sig selv var en lægefaglig blindgyde, så det kunne ikke blive værre end det. Fandeme om jeg skulle sidde og bruge timer på en test, der var svindel og humbug og absolut intet havde med det, den skulle måle at gøre. Det måtte stoppe. Den pseudovidenskab som Retspsykiatrisk Klinik brugte måtte udgå i en fart, da den jo havde enorm betydning for os, der blev tvunget til at deltage i den. Rorschach skulle kastes på historiens mødding, hvor den hørte hjemme og alle, der var blevet fejldiagnosticeret med den lorte test skulle have berigtiget deres fejldiagnose og modtage erstatning. Rorschach og NADA var to sider af samme falske og uvidenskabelige sag og det var utroligt at nogen kunne fp sig selv til at bruge disse metoder, der basalt set var overtro, mod andre mennesker.

Og de psykologer, der brugte åbenlys og veldokumenteret pseudovidenskab til at skade deres ufrivillige patienter? De skulle ekskluderes fra dansk psykologforening, fyres og have frataget deres autorisation som psykolog. De skadede jo patienterne! Det måtte aldrig accepteres og nogen skulle gribe ind og stoppe den magtmisbrug det var.

(https://journals.sagepub.com/doi/pdf/10.1177/107319119900600405 og https://www.tandfonline.com/doi/epub/10.1080/13218719.2021.1894260?needAccess=true)

6. Januar 2022

Dagbog

Mail til Ombudsmanden og Institut for Menneskerettigheder

"Kære Institut for Menneskerettigheder/Ombudsmanden

Jeg modtager juridisk bistand af advokat Kira , og det er jeg taknemmelig for, men det er desværre langt fra tilstrækkeligt i forhold til især de mange ulovlige ransagninger politiet har udsat mig for.

Jeg er meget, meget tæt på at give definitivt op, fordi jeg ikke orker at skulle kæmpe for mig selv i et juridisk system, jeg ingen forudsætninger har for at kæmpe alene i.

Institut for Menneskerettigheder er nødt til at involvere sig i mine sager, ellers overlever jeg ikke, og man skal tage det, jeg skriver meget alvorligt.

Jeg har som bekendt henvendt mig mange gange til Institut for Menneskerettigheder og tigget og bedt om hjælp, men man har intet foretaget sig, selv om man burde og det har afstedkommet de nye sigtelser, som i sig selv er en dødsdom.

Hvis jeg formår at leve til retssagen starter, er det essentielt at jeg kan indkalde vidner, som overfor en dommer kan bevidne, at jeg forsøgte at gøre alt i min magt, før jeg igen måtte tage loven i egne hænder.

Jeg skal derfor bede de pågældende ansatte hos Institut for Menneskerettigheder, som har modtaget og behandlet mine mails, om at vidne i retten.

I bedes tage kontakt til advokat Kira og med mit samtykke informere hende om, at de pågældende medarbejdere hos Institut for Menneskerettigheder melder sig som vidner.

Hvis man nægter at vidne, skal jeg bede om aktindsigt i hvem, der har behandlet mine mails hos Institut for Menneskerettigheder, således at Kira kan pålægge dem at vidne.

Det er tilstrækkeligt at Institut for Menneskerettigheder sender svaret på aktindsigten direkte til advokat Kira på "kq@adv-lindquist.dk".

Jeg skal bede om en bekræftelse på, at Institut for Menneskerettigheder har modtaget denne henvendelse, og jeg sender denne mail til Kira og til politiet hhv. anklagemyndigheden.

Kjeld,

CPR:"

Færdigpolstrede den tredje stol i dag i værestedet.

Uvisheden åd mig stadig op og jeg led stadig hver dag. Jeg havde lovet min advokat at holde lav profil, men det var meget svært bare at sidde med hænderene i skødet, og jeg var ikke helt klar over hvorfor jeg konkret skulle holde lav profil.

Hvade nogen henvendt sig til min advokat og bedt hende om at fortælle mig at jeg skulle holde lav profil? Og hvorfor? Den efterforsker, som havde min nye sag var blevet fjernet fra sagen efter min klage over at hun ikke ville forholde sig til det bevismateriale jeg havde tilsendt hende.

Det havde jeg jo været nødt til at gøre for at beskytte mig selv for endnu et justitsmord, men i følge min advokat var det netop min henvendelse til Politiklagemyndigheden, der havde afstedkommet at efterforskeren var blevet fjernet, og havde jeg holdt lav profil, var det aldrig sket, og jeg havde fået en unfair retssag, hvor jeg var blevet slagtet.

Så med al respekt for min advokat - og jeg havde kun respekt for hende - så var det min egen fortjeneste, at efterforskeren var blevet fjernet, ikke hendes. Det sagde lidt om hvor absurd det hele var. Jeg havde ingen juridisk viden eller uddannelse, men jeg blev selv nødt til at lege jurisk og advokat for mig selv. Det kunne man ikke forlange af nogen borgere, og min advokat burde have assistence.

Jeg skulle have det rædselsfulde og ydmygende møde i Kriminalforsorgen i morgen formddag til personundersøgelse, og derfor kunne jeg ikke sove. Jeg hadede det som pesten, jeg var uendelig træt af at andre, udefortående og forudindfattede, skulle vurdere mig, for de havde ingen indsigt nok til at gøre, og undersøgelsen alene indikerede skyld, hvorfor jeg var dømt på forhånd.

Det var retsvæsenets perverse de facto dom før den rigtige dom. Alt der indikerede skyld fik anklagemyndigheden sat i værk. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min daværende beskikkede advokat Irene Zehngraff, som jeg havde skrevet til forleden.

Advokat Irene Zehngraff

Irene havde ikke responderet på min mail, hvorfor jeg måtte forstå at hun accepterede alt jeg skrev om hende. Hvis hun bare havde gjort sit arbejde grundigt i 2016, var jeg sluppet for års lidelser og overgreb.

Det var utroligt bittert at tænke på og jeg fattede iike hvordan nogen kunne være då samvittighedsløs og ligeglad med andre mennesker Jeg var dødtræt af den håbløse tilværelse, og jeg begyndte at tænke på hvordan jeg kunne stoppe lidelsen permanent Hvis der havde været en let og smertefri måde at slippe for livet på, havde jeg taget den i skrivende stund. Det hele var så meningsløst, så det gav ingen mening at blive ved. Jeg kunne ikke holde det ud, det var mord, de havde gang i.

7. Januar 2022

Dagbog

En rædselsfuld personundersøgelse

I går havde været ulidelig fordi jeg skulle til "personundersøgelse" hos Kriminalforsorgen i Glostrup. Det var en ydmygende og meningsløs to timers samtale med en bedrevidende og underligt nok samtidigt uviddende socialrådgiver, som Anklagemyndigheden havde bestilt, og havde de facto havde til formål at facilitere at jeg blev dømt.

Der var én eneste person, som både tilbød mig at tage med til undersøgelsen for at støtte mig moralsk og også psykisk, og den samme person var den eneste, der ønskede mig held og lykke, og hvis tilbud som bisidder gjorde at jeg kunne udholde at møde op i deltage i den skueproces, som personundersøgelsen var en del af. Uden denne persons støtte havde det været tvivlsomt om jeg var dukket op.

Jeg var så angst og utilpas da jeg tog afsted om morgenen, at jeg måtte forbi Sundbyvester Plads og lave pullups, for at kunne slappe af; det blev til ti pullups, hvilket var det højeste antal jeg havde lavet siden jeg gik i gymnasiet. Og det var teknisk korrekt udførte pullsups, jeg hang ikke og dinglede som et vissent blad i vinden, som man nogen gange så folk udføre øvelsen.

Jeg mødte op i god tid og efter at havde siddet og ventet i få minutter kom den venligt smilende socialrådgiver hen og tog i mod mig. Hun var tydelig usikker og talte en smule stammende og febrilsk. For en gans skyld var jeg klart mere rolig og afslappet end den formynder, der skulle ydmyge og fornedre mig, og jeg sad med foldede hænder i skødet, tilbagelænet på stolen, mens jeg holdt øjnkontakt med Anne og smile igen på de rigtige tidspunkter.

Jeg vidste jo godt at socialrådgiveren ikke havde sat sig ind i min omfangsrige sag og selv om hun gjorde en dyd ud af at fortælle mig at hun jo var neutral og kun gjorde det som Anklagemyndigheden havde bedt hende om, så vidste jeg godt at det var løgn. Hun var, ligesom Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet, på Anklagemyndighedes side, ikke min.

At Anne, som socialrådgiveren hed, var partisk og negativt forudindtaget, blev bekræftet under undersøgelsen, da hun sagde, "Når du får en dom, hvad foretrækker du?". "Jeg foretrækker frifindelse", svarede jeg. Det mente Anne dog ikke var realistisk; hun sagde at jeg blev dømt og gentog spørgsmålet. Men hun hjalp mig dog en smule, idet hun lagde ud med "viil du helst have en betinget dom eller ind og afsone?", hvortil jeg svarede, at jeg selvfølgelig ville foretrække en betinget dom, fordi jeg selvfølgelig ville have mest mulig frihed.

Med andre ord var personundersøgelsen en tåbelig farce, hvor jeg va dmt på forhånd af en tydelig usikker socialrådgiver, som ikke havde sat sig ind i min sag. Jeg prøvede at få Anne til at forstå, at jeg ikke havde noget valg end at sende min roman rundt, når nu jeg på det tidspunkt sultede, snart blev hjemløs igen og igen fremtidsudsigter havde pga. en behandlingsdom uden længestetid for noget jeg aldrig havde fejlet.

Den påtagede medfølelse Anne havde demonstreret et par gange under undersøgelsen udeblev. Hun forstod ganske enkelt ikke hvor fatalt det var at få en så alvorlig kronisk fejldiagnose og få ens livs- og eksistensgrundlag revet væk. Ingen empati dér. Men der var også noget positivt ved undersøgelsen, nemlig at jeg fik korrigeret det vrøvl, der stod i domsudskriftet fra 2018. Jeg havde aldrig læst det makværk, men det burde jeg have gjort, for der var så mange og grelle fejl i det, at jeg havde svært ved at forstå det.

Jeg var blevt dømt på et helt forkert grundlag i 2018, og i en grad at det burde tages helt om. Hvor var det skammeligt, at man i Danmark kunne dømme et menneske på den ene faktuelle fejl efter den anden. Det fik jeg heldigvis korrigeret sammen med Anne, som skrev det korrekte forløb ind i min sag. Det var trods alt positivt.

Det var svært at tage Kriminalforsogn og retsvæsen alvorligt, når der var så mange forkerte oplysninger, der lå til grund for (døds)dommen i 2018. Anne kunne eksempelvis ikke se nogen steder at jeg i 2016 var blevet idømt en behandlingsdom på fem år, igen for samme fejldiagnose. Det var helt bizart og Anne fik da også røde kinder et par gange, når jeg måtte korrigere det vrøvl hun læste op.

Til aften måtte jeg også forbi Sundbyvester Plads og lave nogle flere pullups, men denne gang blev det kun til 7, 4, 4 og 3. Det var lige meget. Alt, der kunne få mig til at slappe af, måtte forsøges.

Det var nu ikke et helt år for mit vedkommende. Fordi jeg lagde det til dels i sommerferien. Men der var jo et semester der gik med det. Og det resulterede i en artikel senere hen. Ja. Ja, det kan jeg godt se du havde skrevet noget forsknings... Ja. Er det ikke det der forskningsaspekter, eller hvad? Eller er det mig der ikke ved hvad det betyder? Nu spørger jeg fordi jeg ikke rigtig kender noget til det. Er det meget normalt at man tager sådan nogle forskningsår inde i sit studie? Det er et godt spørgsmål. Så normalt er det ikke. Vi var nogle stykker der gjorde det kan jeg huske. Ja. Gør man det for at... Altså er det fordi man står bedre når man bliver uddannet? Eller gør man det fordi man har en særlig interesse? Eller hvad gør man det for? Altså jeg gjorde det udelukkende af interesse. Dengang var vi ikke klar over det der med fireårsreglen, som kom senere hen. Som gjorde at det blev presset på konkurrencen. Så jeg gjorde det bare fordi det var fedt. Det var først senere hen ja. At folk begyndte at tage sådan noget for at klare sig bedre i konkurrencen med de andre på studiet. Okay. Spændende. Og så blev du så uddannet... Hvor har du været uddannet? Altså uddannet som det er? Efter det der vi kalder TULUS. Et års det hedder det KBU nu. Det var i 2010 Og blev du helt færdig? Helt færdig, ja. Og er det det man kalder praktiserende læge? Nej. Der var jeg da på et hospital, et halvt år på et medicinsk og et halvt år på en kirurgisk afdeling. Det er sådan nogle kliniske. Man skal arbejde klinisk. På et hospital. Men det kan også være at vi er i praksis. Men for mit udkommende. Og det er jo noget man trækker. En lovtrækning. Okay. . Men så efter 2015. Hvad sker der da? Ja. Jeg skal prøve at gøre sådan lidt kort. En overskuelse mulig. Men altså. Det der sker til jeg. Jeg laver før 2015. Der er jeg i gang med en Ph.d.. Ja. Og det hele det mislykkes. Jeg får midler til den. Og jeg bliver indskrevet og det hele. Så er det jeg finder ud af min vejleder han har ikke styr på noget som helst hverken data. løn. alt der er administrativt. Og det hele sejlede. Og så var det jeg sagde til ham. Det med løn det var en ting. For det var en god investering for mig. Det gjorde ikke noget at jeg ikke fik feriepenge. Eller transport. Når jeg bare kunne starte på perioden. Men det han gjorde det var. Han smidde forsøgpersoners data op. Han hjæppede. Og han havde i gang i mange studier samtidig. Og helt ordentligt. Obevarende forkert og ulovligt. Og det sagde jeg til ham. Jeg sagde til ham jeg vælger med til det der ulovlige noget. Han havde klang i. Jeg sagde det på en god måde til at starte med. Jamen så affarer han det bare. Men så var det sådan at tre dage efter jeg formelt begyndte på perioden. Så afhylte han den simpelthen bare. Og sagde det var samarbejdsmæssigt. Men det var det jo ikke. Jeg havde det uden mærke. Men fordi du havde sagt ham imod det. Og i forhold til det. Jeg var nede og læse på retsinformation. Hvordan jeg skulle gøre det. Der kom en masse forslag til hvordan jeg skulle gøre det. Så jeg kunne overholde loven. Men der må være noget andet galt. Så han ikke bare accepterede det. Men jeg anmeldte ham til statsinstituttet. Og fik faktisk ret. Men der gik fire år før. Der kom en afgørelse. Ved at de. De sagde ja der var blevet. Og det kan man læse på internettet. Der ligger i deres arkiv. Afgørelsen der. Så det var rigtigt. Men så vidste jeg jo den der PUD. Det betød også at jeg ikke kunne blive speciallæge i Danmark. For PUD'en højt givet mig kompensation. For den her såkaldte 4 års regel. Men jeg var heldig. Og så alligevel efter et halvt år. Nu er vi i 2014. Der fik jeg alligevel en introduktionsdeling i onkologi. På Rigshospitalet. Så gik du bare på studiet? Er det normalt at tage et forskningsår midt i studiet? Det var ikke så almindeligt dengang, men nogle stykker gjorde det. Jeg gjorde det udelukkende af interesse. Dengang var vi ikke klar over den konkurrence, der senere ville komme med fireårsreglen. Så blev du færdiguddannet i 2010, er det korrekt? Ja, i 2010 var jeg helt færdig. Er det det, man kalder en praktiserende læge? Nej, det er klinisk arbejde, primært på hospitaler. Jeg trak et ophold på et hospital, hvor jeg arbejdede både klinisk og kirurgisk. Så efter 2015, hvad skete der da? Jeg var i gang med en Ph.D. og havde fået midler til den. Men så opdagede jeg, at min vejleder ikke havde styr på noget administrativt, og han opbevarede forsøgspersoners data på en ulovlig måde. Da jeg påtalte det, afbrød han pludselig mit Ph.D.-forløb. Jeg anmeldte ham til statsinstituttet og fik medhold, men der gik fire år, før afgørelsen kom. Det kan læses på internettet i deres arkiv. Efter Ph.D.-forløbet kunne jeg ikke blive speciallæge i Danmark, men jeg fik en introduktionsstilling i onkologi på Rigshospitalet i 2014. Jeg kendte en pige, der var læge på afdelingen. Den overlæge, der ansatte mig vidste desværre ikke rigtigt noget om den her 4-års regel, som var ret ny på det tidspunkt. Så jeg blev ansat, men da overlægen fandt ud af, at jeg ikke kunne blive speciallæge i onkologi på grund af denne regel, så tvang hun mig til at sygemelde mig på grund af uspecificeret stress, så hun ikke skulle spilde tid på mig og så jeg ikke optog pladsen for en anden. Og så sad jeg og kiggede ud i luften i et halvt år og vidste ikke hvad jeg skulle. Jeg havde fået en mulighedserklæring via min praktiserende læge. Hvor hun havde skrevet det samme. Hun havde nemlig talt med hende der. Jeg kendte fra den onkologiske afdeling. Og hun havde fortalt min praktiserende læge. Min praktiserende læge lavede en mulighedserklæring, hvor hun skrev, at jeg var stresset. Hun havde talt med den pige, jeg kendte fra den onkologiske afdeling, som havde fortalt hende, at jeg aldrig kunne blive speciallæge i onkologi. Jeg blev indkaldt til jobcentret i København i 2015, men eftersom jeg havde fået stressdiagnosen afsluttede de mig fra jobcentret, da jeg ikke var syg i deres øjne. Jeg endte i et limbo, hvor jeg hverken kunne få et job eller nogen støtte. Til sidst blev jeg tvunget på en invalidpension, hvilket gjorde mig ekstremt flov. Jeg skammede mig over at være sat på den uberettigede ydelse, men jeg havde ingen indtægt og var nødt til at acceptere det for ikke at blive hjemløs. Alligevel endte jeg med at blive hjemløs invalidpension Som jeg også er på i dag. er alt for lav. I forhold til hvad jeg ligesom har brug for. jeg prøvede at få min praktiserende læge. Til at lave den her mulighedsopkring om. Så hun ligesom kunne slette det der med. Fordi i medeltiden. har jo hentet mig til sundhedsstyrelsen. Og har troet at jeg har kaget hendes medicin. Og har misbrugt hendes CTR-numre fra en dag. Det lyder jo også fint. Jeg ved ikke. Det er jo lidt kaotisk. Men det er jo det der sker i 24-15 stykker. Ja fordi da du. Helt tilbage har du det her med. At du skulle til at starte den her phd. Ja. Som jo så går i vasken. På grund af din der arbejde. Ja. Det er jo noget lovligt. Og han satte det til at afskride til dig. Og så det her. Det kommer op. Hvor. Altså det jeg ikke forstår det er. Hvornår kommer den her medelvidepension ind i det. Fordi. Det at blive sygemeldt. Er da jo langt fra sygemeldning til en pension. Du har ret. Men det tænker jeg også. Jeg ved jo ikke om det her er en pension eller noget. Når man siger pension. Så mener man førstidspensioner. Men det jeg har fået. Det hedder invalidpension. Men det er jo en forsikringsudse. Som de bare har valgt at kalde. For kortet hedder det IVP. IVP det står for invalidpension. Men det har ikke noget med den offentlige førstidspension at gøre. Men man kan kun få den. Hvis man er alvorligt syg. Stadigvæk. Men er det en som man løbende skal. Hvad vil det jeg siger. Eller er det en der bare holder for evigt. Det er en del. Til at starte med. Så skal man med mellemrum revideres. Men altså. På mit udkommende nu. Fordi der er gået så mange år. Så kører den bare permanent. Hvordan har du det med det. Lige fra starten af. Har jeg været ekstremt modstander af det. Fordi det var så pildigt. Jeg skabbede mig så meget over. At jeg blev sat på den ydelse. Fordi. Den eneste grund til at jeg accepterede den. Det var fordi. Jeg troede at det kunne redde mig fra at blive hjemløs. Altså fordi det gav mig en indtægt. Jeg havde ikke nogen indtægt. Så jeg var nødt til at tage imod hvad jeg kunne. Og det der med jobcenter. Det kunne jeg jo ikke. Det havde jeg forsøgt før. Da jeg fortalte dem om. Nu er jeg den der. Så kunne de ikke hjælpe mig. Og så var jeg jo i sådan en limbo. Og så var jeg nødt til at undgå at blive hjemløs. Hvilket jeg så blev alligevel. Jeg har ikke opfyldt kravene for på noget tidspunkt. Men jeg havde ikke andre muligheder. Og så har jeg forsøgt. Lige siden jeg kom af med den. Og der har også været perioder i løbet af de forgrunde år. Hvor jeg næsten skulle have repræsenteret den. Ja. Og der har det også været. Så er der nogle psykiater. De har ikke ville. De har ikke ville lave den erklæring. Der gør at jeg kunne få ydelsen. På den ene side. Fordi de siger du er jo ikke syg. Du er ikke berettiget til den. Så jeg kan heller ikke gå over til arbejde. Samtidig. Så det er de to ting gør at jeg bliver sådan. Nu er jeg så efter det der forløb i rensning. Så har jeg så fået den permanent. Til det der ikke. Så er der ikke et sted at spørge sådan noget tank ved den. Men lige fra starten vidste jeg. Det var en af de meget meget farlige dæmpede ud at stå i. Fordi hvordan kan vi få den at komme ud og vandt igen. Ja. Altså vildt. Fordi jeg tænker også at det jo. Det siger jeg ikke for at fornærme mig det her. Men jeg tænker når man har taget så mange nødvendigheder. Fordi man rent faktisk også gerne vil bruge dem. Ja ja. Og så sidde nu. Du er jo ikke særlig gammel. Tak det. Nå ja ja. Der er jo stadig mange år på arbejde for mig på den front. Og så ikke kunne bruge sin uddannelse. Det må da også være hårdt. Jamen det har været. Det er jo derfor jeg er blevet kriminel til at starte med. Det er fordi at jeg vidste. Da jeg blev tønslagt i 2016. Af den her praktiserede læge. Som jeg var død for at have troet til. Diagnose om. Det var rent faktisk det jeg troede til at gøre. Efter at jeg var i byretten og landsretten. Og i det psykiatriske patientkvalif. Og det gjorde jeg. Velvidende. Jeg var jo desbær på det tidspunkt. Men jeg vidste at. Da hun tvangte det af mig på røde papirer i 2016. På grund af den her diagnose. Som jeg ikke lød af. Så vidste jeg jo allerede på det tidspunkt. At det var en katastrofe. Jeg vidste at jeg hølte en flødeslån på mig. Hvad var det for en diagnos? Hvor endte jeg på? Så er det sådan en akut psykose. Altså hvor jeg er psykotisk. Og til fare for andre. Eller mig selv. Det skyldes at jeg var hos hende. Og bad hende om at få ændret den her mulighedserklæring. For jeg var træt af at sidde. Efter et halvt år sidder jeg hjemme. Og mulighedserklæring. Det var derfor hun blev rød på mig. Da jeg kom og insisterede på. At hun lavede mig om. Det havde jeg gjort tidligere. Men så blev hun rød. Og afsted kom den her diagnos. Den hed kronisk paralys psykose. Okay. Så det vil sige. Hvis man skulle gøre det sådan. Helt kortagtigt. Vil det nærmest sige. Fordi du skulle starte med at lave det her. Nu var det ikke en POD. Hvad var det der kom efter din POD? Nå ja. Onkologisk. At det startede med det. Hvor hun jo egentlig. Svinger dig til sygemelder. For at du vil have den her. Mulighedserklæring. Og samarbejde. Manglende samarbejde. Har jeg lyst til at sige. Med jobcenteret. For de afviser dig. Og din læge ikke vil ændre den. Så det er faktisk der det begynder at rulle? Ja. Det er helt korrekt forstået. Det er lige præcis det. Okay. Nu vil jeg sige alt på efter. Men hvorfor var det. At hun bad dig om at stresse. Og sygemelderen med stress. Jamen. Jeg tror det var fordi at. Onkologisk afdelingen. De fik den idé at jeg skulle i sygemeldelsen. Men de havde brug for hende som praktiserende læge. Til ligesom at lave den erklæring. Det kunne de ikke selv lave. Så de lavede ligesom et samarbejde med hende. Og så var det på grund af den her 4 års regler. Med at. Du skulle have den her uddannelse. Som ikke kunne lade sig gøre på grund af 4 års regler. Ja. Og det har jeg også. Det er sådan noget jeg har forsvaret for også. Det var lige uforsigtigt at skrive noget til mig også. Men det er præcis derfor. Det var skidtet tid at have mig ansat der. Fordi jeg ikke kunne blive specielt lægen. Hold da op. Ja. Jamen det lyder jo. Altså. Det lyder jo som et kæmpe svigt. At der er sådan nogle døre. Der er blevet smækket i hovedet på en. Ja den her regler blev indført lang tid efter jeg startede på studiet,man kan jo sige det med tilbagevirkende kraft. Men det er det alligevel for sent. Fordi jeg var så langt inde i studiet på det tidspunkt. Jeg kunne ikke vælge om for så havde jeg gjort det. Altså jeg ved godt vi er klædt med at fortsætte. Men hvis man ikke havde lavet det der forskningsprojekt. Vil du så have kunne. Altså med de 4 års regler.Så ikke have trådt i kraft der. Altså hvis jeg har fået ph.d.en eller hvad. Ja. Så ville jeg fået merit for den. Man kunne få merit for netop sådan noget der. Altså ph.d.en. Så derfor var det sådan dobbelt ærgerligt. Og jeg havde også brugt et år af 4 års regler på. At forberede mig på ph.d.en. først. Men havde du på noget tidspunkt overvejet. Om du skulle uddanne dig til noget andet. Eller om du skulle arbejde med noget andet. Altså for ligesom at komme ud af den der invalide pension der. Ja og ja. Jeg har søgt virkelig mange. Altså jeg har søgt igennem årene. Mere eller mindre alt. Men jeg har ikke kunne. Altså nu har jeg jo senest forsøgt at blive podere. Ja. Og det kan jeg ikke. I dag det forsøgte jeg. Så begyndte jeg at lukke ned for det. Og mine straffer til. Så jeg ikke ser lidt pæn ud. Og fra det tidspunkt jeg søgte. Var jeg jo stadig lidt produceret som psykotisk. Altså jeg havde ikke nogen hovedstændighedssystem. Så det var fuldstændig omsorgs. Men jeg har forsøgt alt muligt. Jeg har lavet en masse frivillige arbejde også. Jeg har forsøgt det. Men der er ikke noget der gider at have mig. Altså jeg har forsøgt at hjælpe ældre med EDB. Ja. Jeg har lavet en masse andre frivillige ting. Efterfølgende også. Så fordi min eneste formål har været. At komme i beskæftigelse. Sådan har det hele tiden været. Prøv at se det lige ud. Der er ikke noget job der ikke er fint nok til mig. Jeg skal bare være beskæftiget. Så det har jeg forsøgt lige siden. Men er det fordi. Når de så indhandler din straffeattest. Så kan de se den plads der er. Eller er det fordi. At du går ind som en validpension. Så kan folk jo også godt tænke. Hvor tør vi er. Nå ja. Jeg tænker jo stadigvæk lige. Så sagde jeg. Ja det ved jeg faktisk ikke. Jeg tænker bare du må være der for. Og så må jeg jo faktisk heller ikke. Jeg tror ikke jeg må tjene. Det er jo også en ting. Jeg må ikke tjene noget. Nej det må man nok ikke. I 2017 blev jeg tvunget til at følge en specialist i psykiatri, Henrik Jurlander, fordi Sundhedsstyrelsen mente, at jeg var psykotisk. Specialisten erklærede dog, at jeg ikke var psykotisk, og at der ikke var noget til hinder for, at jeg kunne fungere som læge. Desværre havde de allerede frataget mig min lægeautorisation i 2016, fordi de troede, jeg var psykotisk, hvilket senere blev forstærket af en dom. I 2017 kunne jeg faktisk arbejde som læge . M Har du fået automatiseringen på plads? Eller er det stadig ikke sket? Nej, de insisterer hele tiden på, at jeg er psykotisk, så de har frataget mig den mulighed. Det var deres begrundelse i et par år, og senere brugte de min dom som grundlag. Det hele startede dengang, men husker du, hvornår det præcist skete? Var det tilbage i 2014 eller måske i 2016? Det var i 2016, ja. Og hvad med pensionen? Ønsker du at fastholde den, eller vil du hellere forsøge at komme tilbage i arbejde? Alt i alt har det været en hård kamp. Jeg har altid ønsket at arbejde og bruge min uddannelse, men har været fanget i systemets fejl og misforståelser. Det har været ekstremt frustrerende og ført til desperate handlinger fra min side, men alt jeg nogensinde har ønsket, er at kunne arbejde og bidrage til samfundet. Alt, jeg ønskede, var at arbejde. Jeg har ikke været perfekt, men jeg har altid ønsket at bidrage. De troede endda, at min ADD-diagnose og den medicin, jeg nu tager (Concerta), var et misbrug, og at jeg blev psykotisk af den. De ændrede deres forklaring, når det passede dem. Men jeg tager stadig Concerta, og ja, jeg er åbenbart "psykotisk" ifølge dem. Det virker desperat. Det føles som om, de bare vil skubbe mig væk. Der er en lang udredning, som Peter Janssen har lavet om mig. Det kunne måske være en god idé at dele den med psykiateren, så hun kan kigge det hele igennem. Jeg ved godt, at du har givet os tilladelse til at kontakte folk, men det ville være godt at få det skriftligt. Så kan vi lægge det på sagen og følge op med ham eller en anden, du foretrækker. Ja, Peter Janssen har en lang historie med min sag. Til sidst vil jeg gerne nævne, at jeg har skrevet en tekst, som indgår i min roman. Den omhandler korrespondancer med myndigheder, fra en tid hvor jeg var underlagt behandling uden retsgyldig grund. På det tidspunkt var jeg desperat. Jeg havde gjort politiet og anklagemyndigheden opmærksom på det, inden jeg sendte teksten ud igen. Jeg har været fastlåst i to år, uden at det har gavnet nogen. Det føles som om, de forsøger at presse folk til bristepunktet. Nej fordi de insisterer på at jeg er psykotisk hele tiden. Og så er de frataget af den. Ja på det grundlag. Efterfølgende var der brug af min dom selvfølgelig. Men før det. Det startede altså med i et par år. Der var deres begrundelse. Okay. Kan du huske hvornår den blev. Altså var det tilbage i 2014. Eller var det i. 2016. Og den her med en valide pension. Eller vil du hellere have den eller blive ved pænt. Nej jeg bliver ved pænt. Er det i 2015 du får den. Ja. Godt. Det er sikkert en rutsjebagentur. Du holder igen. Og jeg er jo ikke psykotisk på nogen måde. Og det er jo også det Peter Janssen har skrevet. Retssykehederens og hans forgængere. Jo. Så det virker lidt desperat for mig. Det er som om det bare gerne vil. Sparke mig til hjørnet på den måde. Ja for det er jo. Det er jo en lang. Hvad hedder det. En han har lavet Peter Janssen. Hvor han virkelig får beskrevet. Hvorfor du er. Og det er jo også den jeg tænker der skal lægges med. Til psykiateren. Ja tak. Så hun kan kigge det igennem. Og jeg tænker også at. Jeg ved godt du har givet os vores samfølge. Til vi må kontakte. Men vi vil jo godt lige have det på skrift. Ja selvfølgelig. Så kan vi også lægge det ind på sagen. Men så er det så vi kan kontakte ham. Eller hvis du hellere ham Henrik. Jeg ved ikke hvem du foretrækker. Jo jo. Det virkelig det Peter Janssen. Godt. Så det var dit CV. Dit skoleforløb. Dit arbejdsforløb. Og jeg håber godt. Du kommer i arbejde på et eller andet tidspunkt. Tak for det. Jeg arbejder jo på det også. Men det er jo lokalt at få den igennem institutionen. Nu bliver en ny sigtelse kommet. Jeg ved godt du skal ikke have en holdning til det. Men jeg må godt have en holdning til det. Og så at sige at. Det er jo bekrigeligt. Fordi det gavner ikke nogen. Da jeg har skrevet den der tekst rundt. Så var det altså en myndighedskorrespondence. Som indgår i min roman som jeg laver. Og jeg har skrevet den. Fordi jeg var på det tidspunkt underlagt med behandlingslov. Uden lækstetid. For noget jeg aldrig har frettet. Eller modtaget behandling for. Så på det tidspunkt var jeg rimelig desperat. Og jeg havde sagt det til politiet. Og anklagede myndighed. Før jeg sendte den rundt igen. Altså jeg ved ikke hvad jeg skal gøre godt for. Men så får jeg fikset det i to år. Hvad hjælper det samfundet. Hvad hjælper det mig. De kan jo ikke løbe fra hvad de har gjort. Det er jo velbeskrevet hvad de har gjort. Hvad jeg så har lavet i fortiden. Det er hvad det er. Men lige den her. Den er jeg godt nok lidt på tørne over. Fordi det er jo stadigvæk. Det synes jeg er i nærmeste fattigdom. Det er godt at jeg. Jeg er sådan en ny dud med det her. Det er jo ti år gammelt det her. Det holder bare godt. Og jeg får faste bud. Hvor meget skal man presse folk. Men det er bare min holdning. Jeg kan godt forstå boligmæssigt. Er du også lidt udfordret. Det skal vi også ind på. Så det kommer vi også til. Men skal vi prøve at gå lidt videre. Det kan jo godt være der kommer et eller andet. Så vi lige hopper tilbage til beskæftigelsesdelen. Hvor er situationen? Jeg har et lejet værelse. Og det har jeg kontrakt på. Og det har jeg kontrakt på. At jeg har tid til at møde 1. februar i år. At jeg har tid til at møde 1. februar i år. At jeg har tid til at møde 1. februar i år. Og så har jeg fået et tilsavn om. At jeg kan få det forlænget en måned til 1. marts. Men jeg skal have en kontrakt på det år. Men jeg skal have en kontrakt på det år. Det arbejder jeg på. Det arbejder jeg på. Men det må da også være en stressfaktor. Hvis jeg ikke vidste hvor jeg skulle bo 1. marts. Det er det også. Jeg søger meget aktivt. Jeg er medlem af to boligselskaber. Jeg er på listen. Men det er meget urealistisk. Jeg får en rigtig lejlighed. Så det jeg samtidig gør, det er at søge værelser via boligportal.dk og så en der hedder findmehomemade.dk Fordi det er mere realistisk at søge værelser. hvor søger du? alt på hele Sjælland. . Fordi at jeg har jeg har fået ud til det netværk, og så mister det ligesom igennem. Men det betyder meget for mig, når jeg har fået nyt netværk fra Amager, hvor jeg bor. Og det vil jeg så hvis jeg skulle flytte til Lange Land eller sådan noget, Lolland lige nu. Så vil det altså virkelig være udlæggende for mig. Men lige nu har du selv fundet den her værelse, du bor i. Ja. Er det en lejlighed, eller er det et hus? Det er et hus. som der er tre værelser, der bliver udlejet til forskellige folk. Og jeg lejser et af dem. Det er 4.000 kroner måden, jeg giver. Og trives du med de andre, der bor der? Ja, det er stille og roligt. Det er en indre, der bor der, som vidst nok studerer eller arbejder, men han er aldrig rigtig hjemme. Det er kun os to, der er der faktisk i overstillingen. Det er da meget rart, er det ikke det? Jo, jo. Det er stille og frøligt. Og ved du, altså nu sagde du, at du kunne få forlængelse til 1. marts, , altså hvad skal der ske efter 1. marts? Jo, det er et godt spørgsmål. udlejer er i gang med at renovere huset. Det er faldefærdigt med skimmelsvamp og vinduer, der ikke kan lukkes. Men altså, i forhold til, hvad jeg har prøvet, så er det jo seriøst. Hvor stort er det værelse Det passer måske meget på det her rum, faktisk. Der er lige plads til en ting, og et skab, og... Ja, jamen, der er masser. Jeg har bare ikke grund til det. Ja, der er en seng, det var møbleret, med en seng og en lille skrivebord og en stol, og et skab, for jeg har ikke penge til møbler. Nej. Men det er også, hvad jeg har brug for. Perfekt. Ja. Og hvad så, hvordan, hvad bruger du så tiden på, når du er der? Laser du? Ja. Og tænder fjernsyn? Nej, jeg har ingen møbler eller fjernsyn, jeg har brug for mine møbler. Det jeg gør, der er sådan en værnsøde, der hedder MMA. Det står på maskinen Amage svær psykisk syg, så er jeg jo nødt til at komme nogle steder. Men det er et fedt sted at være. Jeg har været vant til at være et værtssted i Topskog, også i Socialpsykiatrien, hvor der er død og sygt, men der har ikke nogen andre muligheder. Men nu, det er det sgu et fedt sted. Og det er altså et kreativt værtssted. Altså, jeg er i gang med at holde trådene i øjeblikket. Ja. Jeg er også i gang med at skrive for dem. Hvad kan maskinen? Ja, maskinen. Maskinen Amager. Hvad? Det er faktisk en udstræk af noget, altså en tilsvarende kvalitet i værtsstedet ude på Sankt Hans. Øhm... Som kan noget, altså... Som er brugerstyret, men jeg tror, det der er unikke ved det, at det er... Altså alle, der er ansatte, at de har haft det på løbet af psykiatrien. Og der kommer mange, der er både svært psykisk syge, men også nogle, der er velmedicinerede. Og så er der nogle, der har større ressourcer, og der kan andre ting der. Jeg kan normalt, i offentlig regering, altså, jeg kan lave sådan websider, jeg kan skrive tekster, og jeg kan lave stole, og man kan male, man kan gøre alt, hvad man har lyst til, altså, og det er frie rammer. Og det er uden hverdag? Ikke endnu, desværre, men fire dage om ugen. Så der er jeg ude hver dag. Okay. Det er meget vigtigt for mig, at have en rutine, hvor jeg står op morgen, går i bad, og så ud af døren. Og det passer perfekt. Det er for at få ud til klokken sygt. Mellem 16 og 19 afhængig af dagene. Så er der noget. Så er der også, altså også socialt, vil du også godt fylde op. Ja, det er virkelig et unikt og godt sted. Ja, det skal man da lige huske. Ja. Din bolig, inden du flyttede derud på Amager, hvor boede du da? Jeg kunne læse, du havde en bolighed på et tidspunkt. Ja, altså i Svulnhulmen, der var jeg. Fra jeg tror 1. 1. november til 1. december boede på Svulnhulmen. I nathabæret. Her er en renskrevet version af din tekst: Jeg kan godt forstå, at du er udfordret på boligsituationen. Det er noget, vi også skal tage fat i. Lad os prøve at gå videre. Vi kan altid vende tilbage til beskæftigelsen, hvis der dukker noget op. Hvordan ser din boligsituation ud lige nu? Jeg har et lejet værelse, og jeg har en kontrakt på det indtil den 1. februar i år. Derudover har jeg fået et tilsagn om at kunne forlænge lejemålet en måned til den 1. marts, men jeg skal have en længere kontrakt på plads. Det arbejder jeg på. Det må være en stressfaktor, hvis du ikke ved, hvor du skal bo efter den 1. marts? Ja, det er det også. Jeg søger aktivt og er medlem af to boligselskaber, som jeg betaler medlemskab til. Men det virker urealistisk, at jeg får en rigtig lejlighed inden for den nærmeste fremtid. Derfor søger jeg også værelser på boligportal.dk og findmehomemade.dk, for det er mere realistisk. Er det her på Vestegnen, du søger, eller bredere? Jeg søger bredt på Sjælland, når det gælder lejligheder, men når det kommer til værelser, holder jeg mig til områder som Vestegnen, Region Hovedstaden og Amager, hvor mit netværk er. Det er vigtigt for mig at blive i nærheden af mit netværk, så en flytning til Lolland eller lignende ville være svært for mig. Har du selv fundet det værelse, du bor på nu? Ja, det er et værelse i en villa, hvor tre værelser bliver udlejet til forskellige folk. Jeg lejer et af dem for 4.000 kr. om måneden. Det er meget stille og roligt, og jeg har ikke så meget med de andre at gøre. Der bor en anden lejer, men han er sjældent hjemme. Det lyder da fredeligt? Ja, det er meget roligt. Ved du, hvad der sker efter den 1. marts? Er der mulighed for forlængelse? Jeg er ikke sikker, for det afhænger af, om udlejer vil renovere huset. Det er et ægtepar, der ejer huset, og det er ret nedslidt med skimmelsvamp og vinduer, der ikke kan lukke ordentligt. Men jeg leder aktivt efter alternativer, bl.a. hos KFUK, som jeg har fået anbefalet. Hvordan er værelset? Det er ikke så stort, nok på størrelse med det her rum. Der er plads til en seng, et skab og et lille skrivebord. Det var møbleret, da jeg flyttede ind, og jeg har ikke råd til flere møbler. Men det fungerer fint for mig. Hvad bruger du tiden på, når du er der? Læser du? Ja, jeg læser, men jeg har ikke noget fjernsyn. Jeg tilbringer også tid på et værested, der hedder "Maskinen Amager". Det er et brugerstyret kreativt værested for folk, der har haft kontakt med psykiatrien. Der kan man lave alt muligt kreativt arbejde, som at male, skrive eller bygge ting. Det har virkelig været en god ressource for mig. Hvor ofte er du der? Jeg er der fire dage om ugen. Det er vigtigt for mig at have en rutine, så jeg står op om morgenen, går i bad og kommer ud af døren. Værestedet åbner klokken 9, og det giver mig en god struktur i hverdagen. Hvor boede du, inden du flyttede til Amager? Før jeg flyttede til Amager, boede jeg i en nødovernatning på Sydhavnen fra 1. november til 1. december. 1. november til 1. december. Jo. I nathabæret. Hvad var det? Det er det værste, jeg har overbevæget. Det tænker jeg, altså nu har jeg selv lavet frivilligt på Hilderådgade. Det er jo vanskeligt. Det er jo en vigtighed, man møder derinde. Hilderådgade, det er også hårdt, men jeg tror, det er bare hårdere på Svulnhulmen, fordi jeg mødte nogen, der også har været på Hilderådgade. Ja. Som fortalte mig om, at ja, altså i nathabæret på Svulnhulmen, det er sgu desværre hårdere, men jeg havde det sgu, altså, med de andre havde jeg det okay. man måtte først komme i kl. 9.20 om aftenen, så skulle man sidde på bænk og vente i lang tid. Det var fint nok, men det var hårdt. Og så sidde på biblioteket dag lang. Det kan jeg ikke holde ud, fordi jeg har gjort det så mange år. Ja. Altså sidde på biblioteket på Vestvejen og indre by. Så jeg er glad for at komme væk derfra, Altså, så der boede du ude i naturen? Ja. Og var hjemløs? Ja. Men sov du i et telt? Ja, opdelt i et telt. Det er også sjældent, at du har slået hjem. Det er langt for langt. Det har været plade af lus, og sådan noget, på det tidspunkt. Det har været så ubehageligt, men det har været skønt, og det har været fredfyldt. Når man har PTSD, så vil man bare gerne være i fred. Men,hvis det nu stod til dig, hvis vi lader med en tanke om, at man må bo hvor som helst, hvad kunne du så godt tænke dig at bo i? Bare en lejlighed. Så central, eller vil du gerne lidt væk? Nej, det er lige meget, hvor det handler. Bare en lejlighed. Bare i så mange år, du ikke har haft din egen adresse, eller din egen hjem. Ja. Øhm, jeg haster lidt videre. Øhm, din økonomi. Ja. Den er stram, kan jeg næsten forstå på dig. Ja. Har du noget galt? Ja, jeg har øhm, jeg har en kaskredit, som jeg bliver tvunget til at betale af på, med 1000 kr. om måneden. Og den er på, jeg tror det er på 40.000 kr. i øjeblikket. Men udover det, så har jeg sagsmedkostninger, jeg mener det er 130.000 kr. Nå, det er for mange. Ja. Men det er så fordi, I har taget den hele vejen, ikke? Jo, Hvordan var det? Det lyder som om, det har været mange år uden fast adresse? Ja, det har det. Lad os tale om din økonomi – den er ret presset, ikke? Ja, det er den. Jeg har en kassekredit, som jeg er tvunget til at afdrage på med 1.000 kr. om måneden, og den ligger på omkring 40.000 kr. Derudover har jeg sagsomkostninger på ca. 130.000 kr., fordi jeg tog sagen hele vejen. Så du har mange økonomiske udfordringer? Ja, det har jeg bestemt. Ja. Altså, du afhager på kaskredit, afhager du på kvartionkostningerne? Nej, jeg har gjort, men det kunne jeg så have bare gjort til mad. Nej. Men jeg ved, jeg skal lige måske lave en ordning ved dem og høre, hvor lidt jeg kan aftage med det. Ja. Og de er nemlig sværere at, altså fordi de vil gerne have en vis stå, ikke? Jo, det vil jeg. Jeg vil meget gerne betale dem. Ja. Men altså, prøv at højt arbejde. Så er vi tilbage, hvor det gælder større. Ja, ja. Fri tid var vi lidt inde på, det her maskinen, amager, og hvad bruger du ellers din fritid på? Jamen altså, den eneste udbygge, jeg har, er sådan en rigtig urundet, og det har jeg indsendt mig. Ja. Og så det sats, så træner jeg sådan så ofte, jeg kan. Ja. Det er rigtig godt for min PTSD og min æggedel. Og så, ja, jeg har jo en, og det vender stadigvæk, jeg ser. Ja. Og så, altså, både fra et tålspunkt, men også fra det næste, jeg kan lige nu skaffe mig en amager, lige af den der maskine, maskine, det jeg bruger, jeg har været stået der. Ja. Og selv den ser jeg. Der har jeg holdt et hjul af hyggeløst, og jeg tror sammen, at nogle af dem er, jeg skal hjem til en her i dag, og hjælpe ham med noget webprogrammering. Han vil gerne lave sin egen webforretning. Så det får jeg tid til at bruge med. Okay. Så er det sådan, du synes, du har meget fritid, altså, at det er sådan, eller at det er sådan, den er jo egentlig ret god til at fylde ud? Nej, ja, ja, det er alt for meget fritid. Jeg kan ikke, det er jo ulideligt for mig. Ja. Altså, det er alt for, der er ingenting at lave. Nej. Og jeg har altså været frivillig, altså, det er jo sådan set også lidt nu her. I Maskin og Skime, der er det faktiske frivillige også. Men det er bare ikke nok. Nej. Jeg var frivillig i Hotshot, både det værested, der var der, hvor jeg var i, hvad kan man kalde det, sådan en altså, sådan en bestyrelse. Kan de det for? Ja, det var ikke det, altså, brugerbestyrelse, som man skal sige. Ja. Planlige arrangementer. Jeg var med i Sundhedsselskabet, også som instruktør, som er sådan en forening af psykisk sårbare. De kan lave sådan nogle aktiviteter, ikke? Ja. Så det her på Vestmarken, der var jeg instruktør i badminton og minigolf og sådan noget. Men ja, altså, jeg kunne, og diskegolf også, der var tre. Men ja, på det smut, boede jeg altså lige i et telt i Vestgården, så det var svært, også bare, altså, tøj, der var rent og sådan noget, ikke? Ja. Det kunne jeg se. Og jeg havde ikke penge til mad og sådan noget til sidst. Det gik ikke på forhold til det. Det har jeg skygget af, for det var fedt. Ja, det gik mig godt. Og jeg er superglad for, at jeg elsker at spille badminton. Ja. Jeg har mødt mig til noget med kæmpende også, hvis du kender det. Ja. Det er også en udstrækning for socialt udsatte, som er i København. Det svarer lidt til sundhedsforskriften. Ja. Den her løber til her. Og det er jo mere fordi, at det eneste konsekvenser, jeg har råd til, er at betale. Altså, og der kan du spille badminton i Amager Hallen, og boertennis, og to ting. Kæmpende? Ja, kæmpende. Og det er nødvendigt. 345 kroner for et halvt år. Det er en ret god lille konsekvens. Det er til overskud, ja. Ja. Okay. Nå, men, Her er den renskrevne version af teksten: Betaler du af på kassekreditten eller på sagsomkostningerne? Nej, jeg har betalt af på kassekreditten, men jeg kunne have brugt pengene på mad i stedet. Jeg burde nok lave en aftale med dem og finde ud af, hvor lidt jeg kan betale af hver måned. Det er bare svært, fordi de gerne vil have et fast beløb. Jeg vil virkelig gerne betale det, men uden arbejde er det svært at følge med. Vi talte om din fritid før – du nævnte Maskinen på Amager. Hvad laver du ellers i din fritid? Den eneste hobby, jeg rigtig har, er urmakeri, som jeg har interesseret mig for i et stykke tid. Derudover træner jeg så ofte som muligt, da det hjælper meget på min PTSD og generelle velbefindende. Jeg ser også stadig nogle venner. Faktisk skal jeg i dag hjem til en ven og hjælpe ham med webprogrammering, da han gerne vil starte sin egen webshop. Det giver mig også noget at lave. Synes du, du har for meget fritid, eller er du god til at fylde den ud? Jeg har alt for meget fritid, og det er ulideligt. Der er ikke nok at lave. Jeg har tidligere været frivillig, og jeg er det også lidt nu i Maskinen, men det er bare ikke nok. Jeg var også frivillig i Hotspot, hvor jeg sad i en brugerbestyrelse og var med til at planlægge arrangementer. Desuden underviste jeg i badminton og minigolf i Sundhedsværkstedet, som er en forening for psykisk sårbare, der tilbyder aktiviteter. Jeg boede dog i telt i Vestskoven på det tidspunkt, så det var svært at holde styr på rent tøj og mad. Til sidst havde jeg ikke penge til mad, så det stoppede. Jeg elsker badminton og er også tilknyttet Kæmperne, som er en idrætsforening for socialt udsatte i København. Det minder lidt om Sundhedsværkstedet, og det koster kun 345 kr. for et halvt år. Det er en billig løsning, hvor du kan spille badminton og bordtennis i Amagerhallen. altså, jeg er med på, hvad den siger, med meget fritid, men jeg synes, at du gør også meget for at få tid. Altså, du sidder jo bare fire hænde i en væg. Nej, det gør jeg ikke.Jamen altså, den eneste udbygge, jeg har, er sådan en rigtig urundet, og det har jeg indsendt mig. Ja. Og så det sats, så træner jeg sådan så ofte, jeg kan. Ja. Det er rigtig godt for min PTSD og min æggedel. Og så, ja, jeg har jo en, og det vender stadigvæk, jeg ser. Ja. Og så, altså, både fra et tålspunkt, men også fra det næste, jeg kan lige nu skaffe mig en amager, lige af den der maskine, maskine, det jeg bruger, jeg har været stået der. Ja. Og selv den ser jeg. Der har jeg holdt et hjul af hyggeløst, og jeg tror sammen, at nogle af dem er, jeg skal hjem til en her i dag, og hjælpe ham med noget webprogrammering. Han vil gerne lave sin egen webforretning. Så det får jeg tid til at bruge med. Okay. Så er det sådan, du synes, du har meget fritid, altså, at det er sådan, eller at det er sådan, den er jo egentlig ret god til at fylde ud? Nej, ja, ja, det er alt for meget fritid. Jeg kan ikke, det er jo ulideligt for mig. Ja. Altså, det er alt for, der er ingenting at lave. Nej. Og jeg har altså været frivillig, altså, det er jo sådan set også lidt nu her. I Maskin og Skime, der er det faktiske frivillige også. Men det er bare ikke nok. Nej. Jeg var frivillig i Hotshot, både det værested, der var der, hvor jeg var i, hvad kan man kalde det, sådan en altså, sådan en bestyrelse. Kan de det for? Ja, det var ikke det, altså, brugerbestyrelse, som man skal sige. Ja. Planlige arrangementer. Jeg var med i Sundhedsselskabet, også som instruktør, som er sådan en forening af psykisk sårbare. De kan lave sådan nogle aktiviteter, ikke? Ja. Så det her på Vestmarken, der var jeg instruktør i badminton og minigolf og sådan noget. Men ja, altså, jeg kunne, og diskegolf også, der var tre. Men ja, på det smut, boede jeg altså lige i et telt i Vestgården, så det var svært, også bare, altså, tøj, der var rent og sådan noget, ikke? Ja. Det kunne jeg se. Og jeg havde ikke penge til mad og sådan noget til sidst. Det gik ikke på forhold til det. Det har jeg skygget af, for det var fedt. Ja, det gik mig godt. Og jeg er superglad for, at jeg elsker at spille badminton. Ja. Jeg har mødt mig til noget med kæmpende også, hvis du kender det. Ja. Det er også en udstrækning for socialt udsatte, som er i København. Det svarer lidt til sundhedsforskriften. Ja. Den her løber til her. Og det er jo mere fordi, at det eneste konsekvenser, jeg har råd til, er at betale. Altså, og der kan du spille badminton i Amager Hallen, og boertennis, og to ting. Kæmpende? Ja, kæmpende. Og det er nødvendigt. 345 kroner for et halvt år. Det er en ret god lille konsekvens. Det er til overskud, ja. Ja. Okay. Nå, men, altså, jeg er med på, hvad den siger, med meget fritid, men jeg synes, at du gør også meget for at få tid. Altså, du sidder jo bare fire hænde i en væg. Nej, det gør jeg ikke. Nå. Godt. Ser du din familie nogensinde, eller? Ja, men det er sjældent. Jeg vidste ikke, forstyrrer den, eller belaster den. Nej. Føler du, du gør det, eller? Ja, det gør jeg. Er det også ordentligt, at du ikke ville holde jul med dem, eller? Ja, jeg altid havde holdt jul, faktisk. Nå. Nej, altså, ikke med dem. Det har altid været... Marve, synes jeg, har altid været ubehagelig. Nå. Så det gider jeg slet ikke, men det er ikke rigtig noget med situationen at gøre. Tidligere, der arbejdede jeg bare en god aften, for eksempel, ikke? Så jul har du aldrig været i kæft, eller? Jo, dengang var jeg helt... Ja, dengang var barnet, og der var gæver. Ja, og det er mere sådan et børnestest, tror jeg lige. Ja. Er du åben? Ja. Ja. Ser du dine lille bøger næste, eller? Det bruger da alt det, der sker, særligt langt til siden. Okay. Men så langt til siden, heller ikke. En år siden, tror jeg, det er. Okay. Øh, også med dine søskende, eller? Ja. Ja. Okay. Så de er godt bekendt med sikkelserne, og dommen, og ophævelsen af dommen, og de her ting? Ja, det formoder jeg. Jeg tror, mine forældre har sagt det. Okay. Er du bekymret for at skulle i retten? Ja, det er jeg. Ja. Er det fordi, du er... Altså, dommen er selvfølgelig altid bekymrende, men er det også fordi, du er bange for det her med, om de bliver spidt på og slået ned på noget? Er det psykisk igen, eller? Øh, ja, men altså, det er fordi, jeg jo oplevede tidligere, altså, i dansk fremgående, for eksempel, at det der med at få læst op, at man er slet taktisk behandlet, selvom man ikke falder noget, det er jo voldsomt traumatiserende. Det kunne jeg slet ikke holde ud, altså, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre, fordi at ja, altså, jeg normalt optager jo ikke tingene, men det gjorde jeg lige præcis, da jeg var i retspsykiatrisk klinik, at de der optagelser der, for jeg vidste, at det var helt galt, altså, man kan jo, de havde jo sagt, at jeg var psykotisk fra det tidspunkt, men det kan man jo høre, at jeg ikke var. Altså, at det der med at blive udsat for tvangs, altså trusler om tvangsmedicinering er ideale, det er jo, det var det værste, jeg har prøvet nogensinde i mit liv. Det var flere måneder, som de der troede mig med det, og sagde, at jeg var meget, meget psykotisk, selvom jeg ikke var det. Altså, hvis mine venner ikke havde været der, så havde hun tvangsmedicineret mig, med antisk hos medicin, og det var derfor, at jeg også, at det, jeg skrev om hende, det er jo, det passer, sådan set. Men grunden til, at jeg bekymrede mig for at komme i rang, det er fordi, at jeg var tidligere, jeg jeg skulle aldrig have været idøbt det her, for nu bliver det ligesom en normal fængselsstraf, hvor der ikke er noget andet. Så det bliver mig en behandlingsdom uden længst tid. Det er fuldstændig. Og det, jeg regner da jo ikke med, at det ikke kan ske igen, fordi det har sket tidligere. Og det er også derfor, at jeg ikke har lyst til at blive talt under søvn, fordi sidst jeg blev tykket, som sagt, så blev deres konklusion, det var noget, der var skidt i hovedet. Sådan som det rent faktisk var. Øh, var sat til, ja, det har jeg sgu ikke heldigvis lyst med. Nej, nej. Øh. Men det lyder til, at du har en ret god advokat. Ja, det synes jeg i hvert fald. Ja. Og I kan så skrække noget sammen, sådan så at du står stærkt, ikke? Og jo. Og du får det forhåbentlig, altså. Jo, men prøv at se, brug med at prøve at sige et slikt ord, altså. Det har de gjort, ikke? Det der med kvalt, det der med, at en ny efterforsker, fordi de længder ligesom at tage de ting, der beviser min uskyld. Det er det, der er problemet. Ja. Og så er det jo nemt for dem at få mig dømt, når de bare kan udklokke de ting, som de mener, kan få mig dømt. Men de har også et, jeg har et klik til også at prøve at få det, der kommer op i klik. Øh, jeg prøver noget optimitetsprincipper, eller sådan noget. Men det bruger de bare ikke. Og det er derfor, vi har klaret. Ja. Og der fik jeg sådan en lille nedsmid, der, fordi der fik jeg lyde, at de gad at høre til mine optagelser, for eksempel. Som demonstrerer netop det der med, at jeg er ikke psykotisk. Hvor de har foreslået, at jeg var det. Så har jeg jo taget på forhånd. Altså. Nu, og jeg spørger ikke for at provokere, men har du nogensinde selv født, at du har været psykotisk? Nej. Har du nogensinde selv tænkt, at du kunne have noget psykotisk træk? Nej. Eller oplevelser, eller et eller andet? Nej. Nej, overhovedet ikke. Nej. Og dermed så er jeg jo, ikke psykotisk. For så har jeg ikke nogen psykotisk træk overhovedet. Nej. Men det er svært for dig, at du ikke er psykotisk. Nej, nej, der er noget som helst. Og det er også, det er jo svært for mig at eksistere i socialpsykiatrien eller det andet. Fordi de sidder jo også og taler om deres vangforstillinger, og deres hallucinationer. Jeg er ikke rigtig smart blevet hen på, altså det, men altså, jeg ved, hvad det vil sige at være psykotisk. Jeg kan love det for. Og der er ikke, nej, jeg har ikke været skyldig af det. Nogensinde. Nej. Altså, man kan ikke gøre mig, det kan man måske godt, men jeg mener ikke, man kan ikke gøre mig psykotisk. Altså, også hvis, altså, koncerter, jeg får det hver dag. Altså, det er, det har været lidt i markedet. Ja. Det fysiske helbred, hvordan er det? Øhm, altså, det er, jeg har et alkoholblodtryk, alt er et alkoholblodtryk. Det burde jeg få behandlet. Det er, lige hvis det er diastol, så skal jeg få 110 til at måle det, at jeg kan måle det. Og, så har jeg altså også nogle jeg har nogle, altså, det er sådan et bevægeapparat, gener, ikke? Altså, jeg har stressfrakturer i fødderne, for eksempel, efter et soppers. Øhm, men det er sådan nogle små ting. Altså, nogle små skamanker. Jeg er ikke, jeg falder ikke noget ud over det. Hvad er stressfrakturer? Ja, det er sådan en marsfraktur, der gik så meget rundt her i middel af sidste års tid, at jeg fik sådan nogle lille små brude. Altså, jeg har ikke fået det rømmepod og fødder, men jeg ved, at det er det, der er tale om. Så de gik så meget rundt, med så meget oppakning. Øhm, jamen, så bruger man sådan nogle lille små brude. Altså, træthedsbrud, simpelthen, ikke? Og det gør altså pisse ondt nogle gange, går til livet. Det er, altså, det har været et stort problem for mig, hvorfor jeg ikke har kunne gå, og sådan noget. I bænkesteder, eller? Ja. Men det er jo klart, at du bare har haft hele dit liv i en rygsæk med at være, ikke? Jo. Ja. Ellers er der ikke noget, jeg ryger, jeg drikker, jeg trækker stoffer. Øhm. Så det fysiske, trots forhøjet blodtryk, og de her træthedsbrude, de bedre det. Ja. Har du stadig dem, træthedsbrudene, eller? Ja, de kommer igennem, hvis jeg belaster. Ja. Okay. Ja, så kommer vi til den psykiske del. Ja. Og der skal vi nok holde tungen lige i munden, fordi, øhm, jeg skal beskrive hele dit sygdomsforløb. Ja. Hvad der har været med psykiatrien. Så hvad der har været alt med indlæggelser, hvornår du har haft den første kontakt, alt det der, skal vi prøve at få det øh, ja, langt. Ja. Så godt vi kan. Ikke? Jo. Øhm. Godt. Kan du huske, hvornår du har den første kontakt med psykiatrien? I 20-15-20, der er det, at jeg får diagnosen ADD, af en psykiater, der hedder Tone Hjertesen. Ja. Og øhm, hun har altså afgået blodet, men altså, hun, det var en, jeg havde et kammerat, og det var min kammerats mor. Øhm, og ja, hun var specialist i psykiatri, og hun stigmatiserede mig, fordi jeg talte med hende om mine koncentrationslæsninger. Hun opspalte mig i concerta. Hun prøvede også andre, hun prøvede Ritalin og også forskellige præparater, og via doble concerta, det var det mest ideelle. Og hvad er doble concerta? Øhm, det er sådan et, det er et depotpræparat. Ja. Øhm, det er et centralt stimulerende depotpræparat, som minder om Ritalin. Men Ritalin, det er ikke depot. Der kører det sådan lidt op og ned, altså i blodbanen. Ja. Men øhm, Går Ritalin på nu? Ja. Det er præcis det samme, jeg får nu. Så det er det der. Og øhm, det tror man så ikke på. Altså, man tror at øhm, altså, ja, man vælger at få kastet det, hun stemmer og siger. Og så er det, at min praktiserende læge mener i 2016, at jeg er psykotisk. Øhm. Okay. Så hende her i 2015, hun er psykiater. Ja. Ja. Og så din egen læge mener så noget andet. Korrekt. I 2016. Ja. Og hun mener så, at du er psykotisk. Ja. Og det så indlægger dig i ons. Jo. Hun er råd på filer, og det er den 1. juni, tror jeg. Ja. Og er det første gang, det bliver indlagt? Ja. Ja. Og så bliver jeg så udskåret igen, hurtigt efter. Men øhm, skal jeg så gå ambulant? Jeg tror, det var en måned, eller sådan noget. Ja. Og så er det, at jeg mister mit egenløb. Og så er jeg nødt til at fortsætte ambulans i psykiatrien i Klostrup. Og så er vi også i 2016. Okay. Men problemet er så meget, at øhm, altså i Klostrup, der får jeg at vide igen, jamen, du er psykotisk. Og det vil jeg ikke, altså, det er jeg jo ikke. Blablabla. Og så er det ligesom påstand mod påstand, at jeg skal afslutte af forløbet, fordi jeg kan ikke, det vil jeg ikke være med til. Nej. Og så er det, at jeg får at vide, at jeg skal følges af en special læge i psykiatri. Ja. Og det er så i flere timer om, og det er, det kunne så være 2016 og 2017. 2016 og 2017, der er det Henrik Jyllander, altså ham blev privat praktiseret, der blev fuldt af ham. Så du vil afslutte, og det får du så ikke lov til, så de tvinger dig til at fortsætte på samme Henrik, ja? Ja. Okay. Og der går du ambulant på Henrik? Ja. Og øhm, han afslutter mig så, altså mod min vilje faktisk. Det er helt, og det er også noget, jeg har skrevet, ja. Fordi, det gjorde han, altså efter et lille månedsløb. Sundhedsstyrelsen har krævet et halvt år, og han afslutter mig før, og jeg fortæller ham, prøv at høre, du kan ikke afslutte mig før, fordi de har sagt et halvt år. Men han er helt glad. Hvornår er det? Det er 2017, ikke? Fordi han skriver jo, altså der er fejl og ikke noget, så har jeg ingen grund til at gå og snakke. Det er ligesom hans konklusion, ikke? Okay. Og det er der, han skriver den her, jeg har her, ikke også? Jo, korrekt. Godt. Og den sender jeg ind til Sundhedsstyrelsen, så de har fået den. Så er det, at jeg bliver anholdt i 2018, ikke? Ja, det mener jeg. Og det er tilbage til den første dom, ikke også, du bliver anholdt? Jo. Nej, det er det faktisk ikke engang. Første dom er i 2016, men det er, så får jeg, det bliver idømt 5 år, som ambulant behandling for psykose, ikke? Og så ved jeg ikke, hvad der sker efterfølgende. Altså før en anden dom kommer, aner jeg ikke, hvad der sker. Og det ved jeg heller ikke, altså jeg er jo ikke psykotisk. Og nu er det meget tydeligt, altså også på mit omgivelse, at mine forældre kan ikke forstå, hvad fanden der er, der sker. De er helt, altså hvorfor, de kræver ikke noget, hvorfor kommer der sådan en sygeplejerske herhjemme og vil undersøge dig, og sådan noget. Ja, ja. Altså mine venner er også helt dybt chokerede. Men så er det, at jeg når for den anden dom der, fordi jeg siger i videoen noget med, at jeg har lyst til at gå ud ved selvmord. Men det er jo ikke, det er jo en privat video, der er på, som jeg ikke sender til nogen. Det man har gjort, man har landet og søget efter det. Og så har man fundet min præmium. Det er ikke noget, jeg har sendt det der til nogen som helst. Så man har selv fundet det, hvor jeg skriver privatmarkedet, og så får jeg en anden dom. Fordi jeg er jo utirante og alt det andet. Men ved det, altså jeg har kun, at du har en dom fra 18. Okay. Nå. Og det er da interessant. Men det er måske fordi, jeg ikke kan gå længere tilbage. For jeg kan bare se, at du har i 16'en har været i arresten. Ja, det var jeg. Og så kan jeg se, der kommer en anmodning i 16'en. Og der kommer, der bliver rationeret uden en, altså der kommer en anmodning om en personundersøgelse. Den bliver så sendet af tur. Og den bliver ikke lavet. Og så har jeg en domsudskrift fra maj, 16. maj 2018. Og det er denne her, som jeg tænkte, du tager ikke med. Jo, men vi kan bare vågne det her. Ja, men det her med styrelsen for patientsikkerhed, og du giver en trussel mod hende her, Camilla. Nej, det er faktisk ikke nøjagtigt. Det passer ikke. Og det er i hvert fald det, der står. Ja, det er klart, at det står, men det er faktisk ikke helt korrekt. Nej, altså det er i 16'en, det er Camilla Elverkær. Det er i 16'en, at jeg får denne her dom mod Camilla Elverkær. Fordi jeg siger til et F, at hun er nødt til, altså skal jeg da ud med hende, hvis hun ikke laver hendes fejldiagnose om. Og på det tidspunkt havde jeg været i psykiatriske patientklinik, og byg og landets rejse forberedte den om. Og der nægter psykiaterne, og de vil ikke sige, at de er meget lojale over for hende, og for deres egen fejlkonjunktion. Så på trods af, at jeg er psykologisk, så nægter de ligesom at sige sandheden i retten. Der bliver jeg disparat, for nu har jeg i 2016, nu har jeg prædikatet kronisk tranget psykose, og jeg kan ikke gå ind i slittet, og jeg har været i landsretten, og jeg kan ikke anke til højesteret, har jeg fået at vide min advokat. Så er det, at jeg ringer til hende og siger, at hun er nødt til at lave noget om, ellers skal der noget, ikke? Og det gør jeg sådan i desperation, fordi jeg tager lyd af mig selv. Jeg kunne ikke holde ud at bruge sådan nogle forældre. Og så er det, at jeg får den der dom, men i 2016, men i 2018, der er det altså styrelsen for patientsikkerhed, og kun det, som jeg ved. Fordi, altså... Men er det noget, der er lagt sammen? Nå, det kan godt være. Det ved jeg så ikke. Det kan sagtens være. Jeg har sådan set det. Jeg kigger nemlig ikke helt mere indgående på det, fordi jeg tænker, det må være noget gammelhed, som du siger. Men altså, det her, det er fra september 2018. Du kan stadig en YouTube-video, hvor du udtaler det her for hverdagen, bla bla bla bla bla. Ikke bla bla, undskyld. Nej, nej, det gør jeg ikke. Men praktiserende læge Marianne, hvor du så i udtalelsen, der i videoen, at du er rasende, og så den 22. september, fremsender en sms til hende her, Marianne, med ordlyden. Det er stadig ikke kommet mig. Det er stadig ikke kommet mig over din præcide... Når du skælder ud, formulerer du dig også meget præcist. Jamen, du ved, det er sjovt. Min der Marianne, hun har jo skrevet, at jeg var skidt. Det får de ikke med. Grunden til, at jeg skrev til hende, det er, fordi Marianne selv på sms før har skrevet til mig, før jeg har skrevet den sms, så skrev Marianne til mig, fordi jeg forsøger jo at få efterhenderegulanter, så ved jeg, at jeg er nødt til at fortsætte hos en anden speciale i psykiatri. Så kontakter jeg forskellige, stiller roligt, får på dem til det. Hende der, hun er eneste, der svarer tilbage på sms. Hun skriver en sms til mig. Kære Kjeld, du er skizofren. Så kan jeg ikke hjælpe dig. På en sms. Det er der ikke nogen, der har skrevet til mig før. Jeg er skizofren. Så skriver jeg til hende, så er det, at man fejltolker. Jeg skriver, at jeg husker det der. Det skal jeg forstå, og der er hun tolker til mit trussel og retten gør det. Det handler om, at jeg vil klage over hende jo. Så skal jeg stille en skizofrenipædagog på sms. Og det gør hun. Og det køber man lige at nævne det. Men jeg kan altså ikke sige noget tilbage fra 2016? Nej, men jeg tror, at du var retten indtil de slog dem sammen. Men jeg har været her i retten i 2016, var det i maj eller sådan noget? Jeg kan ikke huske det. Nej. Jeg kan sikkert huske, at jeg stod der. Efter jeg var i retten her. Men det har ikke været den her i 2018? Nej, nej. Det var med millioner. Jo, lige præcis. Jamen det er 100 procent. Jeg har også lavet en lille bagprog efter, hvor længe jeg har. Godt nok. Og der giver de da også den her ambulant psykiatrisk behandling, ikke? Ja, i 2016. Men i 2018, der får jeg jo, der er jo, hvor mange måneder? Tre måneder på retspsykiatrisk i Klostrup. Så bliver jeg overfødt til retspsykiatrisk i St. Hans. Og så er jeg også en måneder. Så er jeg en lang del måneder på retspsykiatrisk i alt. Og så bliver jeg udskrevet til ambulant overfødelse i 2019. Så det er i 2018. Da er det september 2018 til august 2019. Der er jeg inddagt på retspsykiatrisk afdeling. Men det står da bare ikke her. Der står jo her, tilkendelse fra ret. Tilsagende Kjeld Andersen skal undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivningen, således at kriminalforsorgen samler ordning, træffer slutningen af genudvikling. Det er sådan, altså, fordi jeg har været til august 2019, så er jeg selvfølgelig forsat ambulant fra 2019 til 2021. Der er jeg forsat, der er jeg kun ambulant. Altså, jeg råbte, at jeg skulle være med på det. Så du får den her dom i maj? Ja. Som så er i november? Ja, det er november, ja. Godt nok. Nu prøver jeg lige at gøre det lidt mere for den der. Ja, det er godt, du lige får. Og så siger du så, at da du får det her i 2018, kommer du på Sankt Hans? I 2018? Ja, altså, jeg får dommen, mens jeg er i Vesterfelsen. Men dagen efter dommen, der bliver jeg så kørt til afdeling Q81. Tror du, den hedder Q81? Så den er ret psykiatrisk afdeling i Klostrup. Og det er der, hvor Gide A. hun er overlæge. Og der er så i, der er en til, det har jeg også reddet op, det er en til april 2019. Altså, hvor du er, altså, på en lukket, eller? Ja, ja, ja, det er ret psykiatrisk. Jeg lukker det, og det er ligesom, ja, B og B, eller hvad det hedder. Ja, okay. Ja, så der er der til, og det er ikke ambulans, det er indviklelse. Der må jeg komme ud og alt det der. Men så for april 2019, der er det, at jeg blev født til Sankt Hans R3. Øhm. Hvordan var det? Altså, voldsomt angstbrukerende. Jeg var virkelig, virkelig, det ville hamre bange og angst, fordi jeg troede jo, at jeg skulle tvangsmisneret igen. Noget af det gik, at hun, fordi min venner kom, altså, jeg har en kammerat som jurist, og en, der er jurist, og fordi de kom og talte en sag til til et afgørende møde, hvor hun ville tvangsmisneret mig, hun meddelte det til det her møde, at nu ville hun prøve at få en tvang. Min bistandsfører var der, mine venner var der. Så det møde, der fik de overtalt hende til, i stedet for at give mig tvangsbehandling med medicin, så kunne jeg tale med en psykolog i stedet for, til kognitiv terapi. Og det der var blevet løjet fra, at hun sagde, du skal jo have en behandling, det har rasklige råd sagt, og det er jo også en behandling ved psykoterapi. Og så flyttede vi over til Sankt Hans, uden bare efter, og så talte jeg med en psykolog, fordi det var jeg jo nødt til at undgå, men hun forstod jeg ikke. Hun var ikke med på den der. Så hende afskudte jeg også, men der kom jeg derovre, og der var jeg også. Så på Sankt Hans talte du med en psykolog? Ja, fordi jeg var tvunget til det her. Hun var ikke næsten i signalen. Hun var ikke klar over, at hun var næsten i signalen. Det var derfor, jeg talte med hende, fordi hun var tvunget til det. Og så var jeg indlagt indtil august 2019. Der blev jeg udskrevet til ambulantopfølgningen. Yes, august 2019. Ja. Og hvor var den ambulante behandling henne? Roms. Ja, i København. Og der er det så, at Kælder Jansen, det er den årlige, jeg møder før, da jeg kommer fra Sankt Hans. Og det er pisse mange, fordi jeg tror jo igen, at det er sådan, jeg ser ham. Så før først en samtale med ham, der er virkelig, at folk sover og alt det her. Men så opdager jeg, at han er utroligt behagelig og har et sympatisk menneske, og han siger, jamen kan du jo ikke psykologiske? Derfor kan jeg jo ikke transplante dig. Og der var jeg ved at græde af lettelse. Altså der var hele... Så der jo er på Sankt Hans, hvor der faktisk ikke er andet end det her koncert? Det gør jeg heller ikke på Sankt Hans. Jeg får faktisk ingenting. Nå. Overhovedet. Jeg får min antidepressivbehandling, som er en stille og rolig behandling. Det er bare lykkepiller. Men jeg får ikke andet end det. Og så går Pelle Jansen på barsel, kort tid efter. Så får jeg nogle andre læger, og så bliver jeg udskrevet og får ham ved Hans Rathen. Ambulant. Jeg er også en fornuftig læge. Det er ham, der starter mig op i concertet igen. Okay. Og han er måske lidt forsigtig, fordi han har læst, at det gør mig fragende, psykotisk og utilregnelig. Han finder så ud af, at det ikke er tilfældet. Og jeg samarbejder selvfølgelig med ham. Og det ændrer altså fuldstændigt min tilværelse af at få det her concert til det bedre. Og så er det, at Hans Rathen går på pension, og så kommer Pelle Jansen tilbage igen og overtager den ambulante behandling i 2020. Og så er det, at han i september 2021, så laver den her erklæring, hvor han får, at der er ikke noget, jeg har sættet ind, du sidder med. Ja, lige præcis. Det må da have været en dødens dag for dig. Ja, og det skulle blive kortvarigt. Og så tog 14 dage efter, så ringer hende der dårligt på politiet og siger, at nu er jeg sikker på æres- og fredskrækkelseørelsen. Ja. Hvordan var forløbet i København? Og hvordan var forløbet i Roms? Altså, hvad... Jeg forsøgte jo at få en masse hjælp. Normalt sagde jeg ikke meget for at rejse ud efter hjælp. Men jeg ved, at jeg er nødt til at gøre det, når der er behov for det. Og jeg spurgte Amanda Beck, som er meget sød også i Københavns Kriminelforsorg. Og hendes efterfølgende, Martin, spurgte jeg som hjælp. Og helt konkret til f.eks. mad, bolig, hvor skal jeg gå hen? Der var corona ofte, og jeg var nødt til at ramme rundt hele dagen, fordi jeg havde ikke nogen sted at være. Alle de små ting spurgte jeg faktisk om. Der var ikke nogen hjælp at hente. Og sidst, da Peter Jansen ringede til ham og spurgte, så forsøgte han at søge et depositum, og som jeg kunne få lånet til et depositum af en forening. Det kunne jeg så ikke, men det var ligesom det. Det var søde mennesker, men reelt set har de jo ikke hjulpet mig. Og hvis jeg havde fået hjælp til det økonomiske, og til at komme videre i mit liv, med den advokaten, jeg nu har fået fat i, på grund af Peter Jansen, hvis det var sket tidligere, så havde jeg jo aldrig fået hjælp. Jeg er lidt bitter over, at det var ikke fordi, man ikke vidste, hvad der skete, men man gjorde ikke rigtig noget. Jeg fandt sgu da høre. Jeg var lidt desperat der. Jeg ville gerne have haft noget hjælp, for det er jo det, I er til. Det er jo ikke kun for at straffe mig, det er også for at hjælpe. Jo, i et vis omfang. Lige præcis boliger er jo for at hamre svært at hjælpe med. Jo. Jeg hører tydeligt, hvad du siger, og det er også frustrerende, at sidde på den anden side, måske er det for mig, men det her med at vide, når jeg sender dig ud af løg hånden, så ved vi bare ikke, hvor vi skal gå. Den tanke er jo heller ikke rar, at sidde med som vidt muligt. Vi prøver at hjælpe så meget som overhovedet muligt, men vi har bare ikke nogen særlige kontakter til kommunen. Det der du skrev på hende, var den akutmæssigt, kom vi til at tænke på? Nej, men det er undersøgt. Vi har undersøgt det to gange, i 2017 og så i 2021 i Heddersvigs Rødovre og Høje Torstrup Kommune. I Rødovre var jeg ikke berettiget til at komme på listen, i Høje Torstrup var jeg faktisk heller ikke, og i øvrigt var der knap et års endtetid i Høje Torstrup. Men det ved du også, at sådan er systemet, det sagde jeg. Okay. Men, hvis jeg så forstår det rigtigt, så fra at du kommer ud fra Sankt Hansa, har du ikke været indmakseret? Jo, der var en i dag, men det satte jeg da op. Jeg forsøgte jo at gå til mor, det var måske omkring den 1. november, fordi i det øjeblik, politisk kvinde Dorte, hun ringede og præsenterede mig på en højsikkel, så kunne jeg ikke mere. Jeg havde jo ikke været med, så på det tidspunkt, så stod jeg nævnt i, og havde ikke nogen penge, så tænkte jeg, nu gider jeg ikke at leve mere, og det gad jeg heller ikke. Jeg pisse i mig selv over, at det ikke lykkedes, men så forsøgte jeg at gå til selvmord, men da det så ikke lykkedes desværre, så var jeg nødt til at tage på devej, som det hedder. Du må jo spørge om det her, hvad gjorde du? Jeg forsøgte at gå til selvmord, både ved her i Albu Brølling, og ved at skaffe det her op. Var der nogen til stede? Nej nej, der var kun jeg. Men det skulle have lykkedes, derfor gad jeg ikke flere sigtelser. Jeg havde lige fået livet tilbage, da jeg fik ophævet dommen, og så kommer ringer hende der fra Vestegnens Politi. at det kunne jeg ikke over, men der var jeg en enkelt dag på Digevej, fordi det ikke lykkedes. Og så blev jeg udskrevet derfra, og så tog jeg på Sundholm. Og Digevej, det er? Jeg tror også, at det hedder Psykiatrisk Center Amager. Og der var du så en nat, og der mente de, at det var forsvarligt nok at udskrive dig næste dag? Ja ja, det var jo ikke noget hotel, som de sagde. Det var også rigtigt, jeg gad jo ikke at være der, men det var, ja, du ved hvordan det er. Så der var jeg en dag. Det var hårdt. Ja, men jeg fik også talt med Peter, at jeg ville være der i forsøg. Og hvordan har du det nu? Har du stadigvæk nogen selvmordstanker? Nej, ikke nu, det har jeg ikke. Altså, man kan sige, at jeg har jo mere eller mindre kroniske selvmordstanker, men der hvor det bliver et problem, det er, når det bliver til impulser. Altså selvmordstankerne, det er der så mange, der har. Det er ikke det, der er farligt, det er mere, når det er impulser, som man ikke kan lade være med at handle på. Altså, man kilder ikke det, og man har ikke lyst til at leve. Men ikke impulser, som er det, man skal reagere på. Det har jeg ikke. Hvordan er systemet for mange? Fuldstændig meget, meget, meget roligt. Altså, det er, i forhold til det, jeg har været udsat for, så er det sgu, altså, jeg har været i systemet, jeg kender mange, der også har været udsat for det. Jeg har jo aldrig været fysisk voldtig i mit liv. Altså, uanset hvad man truer mig med, eller gør ved mig, så kan man ikke gøre mig voldelig og utilregnelig. Det kan man bare ikke. Så det er sådan set, som det er. Men grunden til, at jeg spørger, er jo fordi, at du kan skrive meget vredt. Ja, det er rigtigt. Altså, hvor jeg sådan tænker, en ting er, at man er ud af reagerende, men man kan jo også godt være aggressiv i sin talemåde, i sit kropssprog og sådan. Det er rigtigt. Og det synes du ikke, at du har udfordring med? Her bliver du, altså, når du prøver, her bliver du da ikke galt, fordi du føler, at der er... Ja, jeg vil jo slut på livet, og det er det, som ranger. Det er det, altså, der er en del af Marianne Jeffery, eller hvad hun hedder, ikke? Ja. Der er det tidspunkt, hvor hun skriver, at jeg er skizofren. Altså, hvis man er læge, så ved man godt, hvor alvorligt den, der modtager, når det ikke passer. Og på det tidspunkt var jeg jo her, og der var jeg også her, for eksempel, hvor jeg kunne komme ud og ramme rundt hver dag, ikke at foretæppe noget, og have den her, hvilken diagnos, og så skriver hun ovenkøbet, at jeg er skizofren.

Hvor meget skal man som menneske egentlig kunne holde ud, før man... Altså, ord er én ting, ikke? Men fysisk vold.. Der vil jeg faktisk vove at påstå, at de fleste ville have reageret fysisk i de situationer, jeg har været i og også de steder, jeg har været i det danske samfund. Der er det meget normalt at reagere med vold. Uden at være psykotisk. Og jeg mener, at det er lidt naivt at tro, at man kan udsætte folk for det ene og det andet i de flere år, samt tage resten af deres liv fra dem, uden at forvente, at der er en reaktion. Det tror jeg er en naiv forestilling, hvis man tror andet. Men det er jo også et udtryk for desperation, ikke? Jo, det er kun desperation. Du er presset op i det, eller tegnestekro, må jeg sige, ikke? Kun derfor, jo. Udelukket derfor. Og jeg er ikke bedre end andre mennesker. Det er ikke fordi, jeg er sådan en buddhistisk munk. Jeg har aldrig nogensinde været fysisk voldelig. Uanset hvad man gør, aldrig nogensinde.

Når nu du skal i retten, skal vi jo nok forvente, at der kommer en dom. Hvad håber du, den dom kunne være? Hvis det stod til dig, hvad skulle den dom så være?

Jamen, frifindelse. Det er den eneste dom, jeg kan acceptere. Fordi de ting, jeg har skrevet, jeg har jo ikke haft noget valg. Altså, hvad skulle jeg da ellers have gjort? Jeg havde jo gjort alt andet forinden. Jeg tager for, at jeg har brugt min dom. Jeg har da ret nødvendigt. Selvfølgelig skal jeg da straffe mig for, at jeg købte den på min liv. Det kan da ikke være nødvendigt. Men, altså, hvad fanden skulle jeg da skulle gøre? Men, men, det... Jeg kan selvfølgelig godt forstå... Jeg tror, de fleste ville sige, når de sidder i dit sted, at de håber på frifindelse. Men, men, der er jo også... Der er jo også andre domme, man kan få. Der er jo selvfølgelig afsoning, men der er jo også betingede domme. Kunne du være interesseret i det? Altså, lidt ligesom, at du skulle komme til tilsyn inde i København. Skulle du komme i tilsyn, hvor end din adresse nu bliver, ikke? Jo, jo. Jo, det er da fint. Mit problem er jo hele tiden, at man vil give mig en dom, og så vil man tage min autorisation fra mig i samme forbindelse. Så jeg er sådan set ligeglad med, hvad den dom giver. Selvfølgelig vil jeg da ikke ind og afsone, hvis det er... Man vil altid vælge det, der er mindst indgribende. Og det er jo betinget domme, selvfølgelig. Men altså, jeg tror, man har da ikke forstået, hvad det handler om for mig? Det handler altså om at komme i gang med at arbejde." , som det er. Og hver gang... Men kan man få det igen? Altså, kan man få sin affektivistion igen? Ja, og det er jo det, vi arbejder på nu. Ja, og hvordan gør man det? Det er advokaten, en advokaten, som står til Justitsministeriet. Og det var hun i gang med, da... Og så dompede ophed, det har hun også gået foranstalt ved. Og så er det de nye sønner, som kommer, som udlægger det for mig igen. Okay, på den måde. Altså, jeg ved ikke, det er jo... Det er jo en mareridt bomber, fordi... Altså, jeg har jo gjort... Jeg har krevet til Institut for Menneskerettigheder, til Ombudsmanden, til Gudavdragmanden, til dine borgængere, har jeg skrevet om. Altså, vi ikke... Jeg har jo brugt dem hjem. Jeg forhandler min dom på noget, jeg ikke har fejlt og aldrig har fejlt. Altså, og den er ude i læsningstid. Og så er jeg hjemløs. Og jeg gør alt, hvad man kan. Altså, hvad vil andre folk gøre? Altså, nu har jeg til løs min e-mailadresse liggende, og det er anonym e-mailadresse. Jeg kan ikke se, hvem det er til. Det hedder et eller andet... Jeg tager der nogle bogstaver ind, og jeg ved ikke, hvem det er, jeg sender til. Så jeg sender bare ud i panik, som en eller anden form for nedråb. Hvem er det? Du ved ikke, hvem det er, du sender til? Nej. Hvordan har du fundet de e-mailadresser? Det er fra dengang, hvor medlemmerlægeforeningen... Aaaah... Jeg er nødt til... Jeg står i en situation, som er ligesom i en amerikansk film, ikke? Hvor man altså er truet på ens liv, faktisk, og ens tilværelse. Fordi man er fået en fejl-denose. Og man gør alt, hvad man kan. Og man kommer an en sted, og restsystemet er ligeglad. Primætforsorgen, de foregår ligeglade. Per Janssen, han gjorde, hvad han kunne, men han har jo også accepteret, hvad der skete. Hvad havde man forventet? Altså, uden læsningstid. Jeg ved jo ikke, hvordan det blev ophævet. Nej, det ved vi jo ikke på længere tid. Det er som om, forholdene er sådan lidt... Altså, jeg siger ikke uanvendigt. Jeg har oplevet det, jeg har ligegyldet det. Jeg kunne ikke bare... Nej, jeg har gjort alt. Og så sætter jeg en tekst rundt. Og det, jeg sætter rundt, det er jo ting, jeg har skrevet til myndighederne. Altså, det er jo fakta. Det er jo ikke engang loven, det jeg skriver. Jeg har ikke skrevet noget, der ikke passer. Altså, og så... Så er man sådan lidt drejtig, at man vil forlænge... Altså, så får jeg opdommet ophævet, og så bliver jeg anklaget for det her, så man kan forlænge min fattigdom. Så man kan udskyde at få min lægeadoption igen. Så er der gået ni år, uden jeg har arbejdet ni år. Det kan man jo ikke så længe. Så er min liv jo ødelagt. Jeg kan ikke få familie. Jeg kan ikke få karriere. Det hele er ødelagt. Så går der en ny dom. Jeg havde en lille, lille chance, en lille håb, da dom blev ophævet. Altså... Og så kommer det her. Jeg synes, det er så modbydeligt. Altså... Jeg kommer jo ikke til at overleve på sigt. Ikke endnu. Der skal jeg nok overleve. Men altså, at komme ud og fikse det efter ni år, eller sådan noget. Altså, jeg ved ikke, hvad jeg vil på fra folk, de tror. Hvorfor tænker du, at du fikse det i ni år? Altså, hvor har du den... Nej, fordi så er der gået ni år. Jeg er kommet ud og fikset det. Efter ni år har jeg været på arbejdsmarkedet. Det kan man ikke. Og jeg har jo skrevet politiet, før jeg har sendt den rundt. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Hvad er det, man vil have mig til at gøre? Det forstår jeg ikke. Og så... Og så skal jeg fikse det, fordi jeg kæmper for, at jeg kan afgå. Så er man tidsmæssig korrekt. Der kan man jo læse af dig. Jeg har ikke nogen steder at bo snart. Fordi vi er blevet ude. Det var jo på et tidspunkt. Det var også tidsbegrænset. Jeg spurgte ikke på et tidspunkt. Inden længe alligevel. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det var. Altså, hvad man ville opnå ved at... Så det er derfor, jeg tænker, at... Jeg er ligeglad med, hvad man egentlig gør. Jeg tror, at mit liv kommer til at kunne stå, når det er, at jeg får en nydom. Det ved vi jo ikke. Nej, det ved vi ikke. Og sådan er det jo hver dag. Ja. Det... Altså, man kan jo sige... Vi ved jo ikke, hvad det område ligger væk på, derovre. Man ved jo ikke, om han ligger væk på de her udtalelser, der har været fra de tidligere psykiater, eller han ved... Altså, det ved vi jo ikke. Og vi ved jo heller ikke, hvad andet han kommer til at sige. Men det eneste, jeg får råd til, det er, at det er... et mur af modsvar til, hvad end der får kommet. Ja. Af beskyldninger, ikke? Eller anbefaler. Det har du også ret i. Det er bare... Det er et mål. Og så skal jeg sidde og give ret til det. Jeg skal sidde og forholde mig til nogen og sige, jeg vil bare gerne nyde af det liv, og så skal jeg sidde hele tiden og forholde mig til, hvor dårligt jeg havde det sidst. Altså, det giver bare... Ja, du har ret. Ja. Så... Ja, hvad fanden skal jeg sige her? Ja, men du beskriver det så fint, så jeg synes ikke, der er noget, du skal sige overhovedet. Og du må sige til, at du har brug for en power. Nej, overhovedet ikke. Men jeg kan selvfølgelig forstå din frustration. Det må være svært at forstå, hvor man står, når man egentlig gerne vil, når jeg er nede, ikke? Jo, præcis. Din PTSD, hvornår kommer den? Den... Den kommer især efter Gidele. Altså, det jeg oplevede med hende. Altså, med nogle truer på, med tvangsmissionering. Det tror jeg selv, i hvert fald. Det er min egen forklaring. At du er diagnostiseret med det, eller? Ja, Peder Janssen, han har i hvert fald... Ja. Det er efter de oplevelser, jeg har haft med hende. Og hvornår bliver du diagnostiseret? Hmm... Det er noget, vi har talt om, han og jeg, igennem det forløb, vi har haft. Og hvornår præcis han gør det, det ved jeg ikke. Jeg tror, han har skrevet det lidt udskrivelse. Ja, det har han. Altså, der er nok skrevet noget mere. Det tænkte jeg også, at prægnede alt gennem papiret, men nu kan jeg jo næsten ikke finde ud af det. Nej. Øh... Det fortsætter. Ja. Jeg ved ikke, hvis der er... Jamen, der er kun sådan en konklusion, og så her, diagnoser. Men der står bare ikke, hvornår det er. Der står, du har den her ED, og så står der posttraumatisk belastningssyndrom, og depression, som er velbehandlet. Der står bare ikke, hvornår den kommer, den her diagnoser. Du kan spørge mig om det, hvis det er. Ja, lige præcis. Og når jeg skriver til ham, så kan jeg jo lige høre ham ad, om han kan huske, hvornår. Det har han jo kunnet notere. Ja. Øh, okay. Men det er noget, han diagnostiserer? Øh, ja. Øh... Du snakkede jo om, at du fik det her depot, vil du sige? Ja. Hvordan gælder det? Lige nu, så henter jeg det på apoteket, der er 14 dage. Og fikser det selv, og er det helt over med det? Ja, det skal jeg love for. Altså, det er... Jeg er blevet bedre på alle planer, end jeg var. Altså, i dag fik jeg for eksempel, altså i 2014 og 2018 og alt det der. Øhm, jeg sover bedre, jeg er meget rolig og afslappet. Alt er lige. Altså, jeg kan forkylde mig, jeg kan aflede mig selv. Det er meget vigtigt. Altså, at jeg kan aflede mig selv, for hele tiden tænke på, hvor enormt vi kommer til at blive. Det kan jeg gøre nu, det kunne jeg ikke tidligere. Er der noget, vi ikke har været inde omkring, i forhold til det psykiske? Nej, jeg synes godt, du kommer ret godt igennem. Jeg kan ikke lige... Altså, deprimeret er jeg nok ikke så meget. Det tror jeg faktisk, at jeg er. Nej. Maskerer det godt nok. Jeg får også medicin for det, men jeg burde være trappet ud. Men bruger alt det, der sker, så er det eventuelt, at jeg er trappet ud af den antidepressiv medicin. Ja. Det er nok et dårligt tidssprung at gøre det på. Men ellers så skal jeg ud af den. Ja. Alkohol og stoffer? Du drikker ikke? Nej. Har du aldrig gjort det? Nej. Jeg har ikke brugt en hel skjult rækker af det. Nej. Har du fået selv stoffer? Nej. Ikke et række efter brug? Nej. Har du prøvet det? Ikke rigtigt. Altså sådan noget som HASS, har jeg faktisk aldrig prøvet. Nej. Og heldigvis, fordi så tror jeg, at hvis man har ADHD eller ADHD, så tror jeg, at det hjælper. Desværre. Det er det. Jeg er glad for, at jeg aldrig har rådet. Jeg tror ikke, at jeg aldrig har rådet. Jeg har aldrig prøvet at råde i HASS. Men jeg har lige rigtigt prøvet noget i det hele taget. Nej. Har det været det? Ja. Overvundet, eller hvad? Man kommer jo alle sammen igennem ungdomsår, og sådan noget, hvor alt muligt er spændende. Jo, jamen, der har jeg været meget ... Det har aldrig været lige så sej. Det har jeg aldrig prøvet. Jeg har aldrig haft behov for det. Og så er jeg blevet så voksen. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle kunne give mig andet end et socialt erot og pladidrom. Ja, det er jo ... Det er sgu en svær afhængighed, ikke? Jo, og det er jeg glad for, at jeg ikke skal slås ud fra salg. Ja, det er jeg også. Har du nogen andre problemer, fra noget afhængighed? Tænker du på en duttonomi eller ... Nej. Din fremtid. Hvad kunne du godt sætte dig for i din fremtid? Jamen, det er chancen hele tiden. At få lov til at arbejde tilbage. Sætte sig til familie. Og leve et stille og roligt liv. Og så har du tidligere været i kontakt med Kriminalforsorgen, da du ligesom har haft den her job. Var du mødestabil, og passede du det? 100 procent. Yes. Selvom jeg nok godt kender svaret, så skal jeg bare, fordi det står her rent af pligt, så skal jeg lige spørge dig, om du stadig er sikker på mentalundsøgelsen? Ja. Det er du stadig sikker på, at det vil du ikke? Ja, korrekt. Men det kan du nok ikke skrive, vel? Og måske har du skrevet det, men det skulle jo bare ... Det skulle jo ikke ... Jeg har brændt lidt i en beskyttelse med tidligere dårlig erfaring med mentalundsøgelsen, som jo har vist noget, der har været objektivt forkert. Så derfor er jeg ikke allerede sikker på, at jeg ikke får at læse samarbejdet. Det er skævt ondt, ikke? Godt. Så er der faktisk ikke så meget andet tilbage, end at vi bare lige skal lave den her samtykke. Skal vi gå videre? Ja. Nej, det skal vi prøve omrørende, at vi kan prøve det igennem. Så skal du endelig råbe højt. Jeg fik også lige præciseret noget, ved at der stod en dom der, og så stod du uklart i dommen. Ja. Vi kan prøve at få det rent, fordi det betyder altså noget. Du skal jo altid gå ind og få din doms... Altså få domsenskab, så det er kontaktretten, ikke? Jo. Jeg bruger det også godt. Jeg er bare... Man magter ikke... Nej. Det er også lidt med at få alt andet i hovedet, som ikke rigtigt... Ja, det er lidt... Præcis, altså. Kan han have overlægger? Jo. Jeg ved jo, at han kan finde... Jo, jo. Jeg ved ikke, om der er andre steder. Lige derinde på Svalmølle, hvor jeg... Så skal jeg prøve at læse... Er det Møntmestervej? Det er derinde på... Ja, der tror jeg lige, at vi kan flyve ved. Ja, det er herinde på Vest. Der er det Svalmølle. Østerbro. Det er sjovt, når de skriver råbt. Det skriver jo ikke meget... Nå, okay. Men så må jeg være ved den her kasse. Det er et råb. Kom så. Bare skriv, at det er råbt. ... København. Ja... Men er det... Det er det nok, synes jeg, at det er København. Det er jo Sankt Hans, men altså... Men det er jo også København. Det er det. Prøv at se her. Vi står jo lige her. Nå... Okay, så kan du bare... Karl Nielsens Allé. Ja, det er det. Nu har jeg så troet, at gulden kan det. Det kan det ikke. Den krænker jeg lige ud. Og så får du lige lov til at læse den igennem. Ja... Perfekt. Så kommer du der bare væk. Yes. Vil du have en koffe med i om natten? Øh... Ja, perfekt. Nogle spørgsmål? Noget, jeg skal belyse for dig? Noget, der... Jeg er rigtig glad for, at vi kom så meget igennem, faktisk. Ja. Altså, det er... Altså, at det er set og præciseret. Og udviklet. Så det var uden ærger. Uden ærger. Det var langt, men... Du var hårdt hård. Ja, det var... Det var glad for, at det skulle i. Og hvis der nu opstår et eller andet, når du sidder i bussen, eller i aften, så sender du bare en mail, eller ringer til os, eller hvad du nu endelig har trykket. Er du i tvivl om, hvad der sker nu? I forhold til... Nej, altså ikke i forhold til dit arbejde. Det er det i forhold til de andre. Altså med oplysninger, konkrete datoer og sådan noget. Nej. Har du behov for, at når psykiaterne har truffet en beslutning herfra, at vide, hvad hun beslutter? Øh... Ja, det skal jeg jo næsten have at vide på den måde. Ja, ellers får du det... Du får det at vide i retten. Nogle kan jo synes, det er meget rart, at de ved, når de møder ind i retten, om psykiaterne har sagt, vi anbefaler en tal, eller vi anbefaler ikke mere ting. Ja, det vil vi jo meget gerne vide og forstå. Skal jeg så bare sende mig en mail, eller skal jeg ringe til dig? Hvad foretræder du? Du kan meget gerne sende mig en mail. Skal du i stedet til udføre mig også lidt værts? Nej, det er ikke nogen vigtig tid. Du må også have hans prognos. Jo, altså... Hvad foretræder I her?"

Jeg var meget, meget tæt på at give op efter den rædselsfulde og fornedrende personundersøgelse, men pga. "S", som havde været med mig hele vejen i tankerne og udleveret sig selv alene for at trøste mig, og "T", som jeg tog direkte hjem til efter undersøgelsen, overlevede jeg.

"I" ringede sørme også til mig, og jeg var lykkelig for at høre hans stemme. Disse mennesker ville skide højt og flot på hvad en filosof-anklager og psykiater mente om mig, og derfor var de mine venner, og med deres støtte kunne ingen rokke ved mig. Hele verden kunne rotte sig sammen mod mig, dan samlede danske stat og alle dens hadske og sadistiske håndlangere kunne stille op i samlet flok og kaste sig mod mig med al deres styrke, og de ville ikke kunne røre mig det mindste. Fordi jeg havde venner, der kendte mig som den person jeg i virkeligheden var, kunne ingen forudindtagede anklagere, socialrådgivere, psykiatere mv. gøre mig noget.

At jeg havde mødt "T" på Kalvebod Fælled i sommers ved et tilfælde, at han og jeg klikkede med det samme og at han fortalte mig om det nye, det eneste og sidste værested, hvor han og nu jeg kom, var virkelig et tilfælde, men det var noget som dansk psykiatri ville ærge sig over var sket.

For nu havde jeg mødt den ene af værestedets initivtagere at kende og han var guld værd for mig og for alle andre der havde mædt ham. Det var jo det alle sagde, når han ikke var til stede. Når jeg talte med de andre brugere af værestedet på tomandshånd, fortalte de ofte spontant hvordan de havde mødt denne initivtager og hvad han havde gjort for dem. Alle havde hver deres historie, alle var taknemmelige for den hjælp han havde ydet dem, ofte i en akut og alvorlig situation, hvor han var kommet stille og roligt og alene ved at tale med dem respektfuldt og empatisk, lyttende og oprigtigt interesseret i dem havde talt dem til ro og ofte forhindret tvang og overgreb.

Det var på den måde at han havde rørt mange brugeres hjerter. Det var meget unikt og han og det han havde skabt var værd at værne om med alle kræfter.

Min advokat havde ringet her til aften, men fordi min gamle og defekte telefon ikke kunne tåle kulde, genstartede dem da hun ringede. Jeg vidste derfor ikke hvad hun havde at fortælle mig. Men hvad kunne hun oplyse mig om nu? Ingenting. For Anne havde fortalt mig at "sagen var sendt ind til retten", at der intet var at gøre for mig, at alle de beviser jeg havde sendt til politiet ikke blev inddraget i min sag og at jeg underforstået derfor var dømt. Når politiet kun havde fundet "beviser" for min skyld og ikke min uskyld, var løbet kørt og jeg havde tabt. Alt. Så jeg havde fået en dødsdom inden jeg havde været i retten. At man havde fjernet den pågældende efterforsker fra min sag fordi hun nægtede at lytte til beviserne for min uskyld var jo så totalt ligegyldigt, når sagen nu var sendt ind. Så det var rent pro forma at efterforskeren var fjernet. Det betød intet.

8. Januar 2022

Dagbog

(Rets)psykiatrisk vidensressourcer

1. Justitsministeriet

  • https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/arbejdsgruppe-skal-give-retspsykiatrien-tiltraengt-eftersyn/

Status for bekræftelse på modtagelse af bevismateriale

Jeg havde af Rigs- og Statsadvokaten fået en automatisk genereret bekræftelse på, at man havde modtaget mine mails, i hvilke jeg specifikt havde bedt om bekræftelse på modtagelsen heraf, men jeg havde endnu ikke fået en skriftlig bekræftigelse fra efterforskeren ved Københavns Vestegns Politi og det var hendes bekræftigelse, der var den vigtigste.

Til gengæld havde jeg af Region Hovedstedens Psykiatri for få dage siden modtaget en ikke-automatisk genereret bekræftigelse på at de havde modtaget min seneste henvendelse, og det var jo lidt stort at man nu fra den kant af havde gjort det, for det vidste vi alle betød, at bordet nu i juridisk henseende fangede. Så det var potentielt set godt.

Jeg elsker hverdagen

"Jeg elsker hverdagen" var vist noget, Dan Turell havde sagt, og det gjorde jeg også engang. Men det var længe siden. Nu hadede jeg hver eneste dødsyge dag og især weekenderne var forfærdelige. Den ene trøstesløse og ensomme weekend efter den anden, år efter år, ingen slutdato, kun uvished og usikkerhed, stress og bekymringer. Jeg kunne i princippet gøre alt i hele verden, begynde at studere et nyt fag eller repitere mit gamle, men jeg var drænet for motivation, for det var til ingen nytte alligevel. Hver gang den ene dom blev ophævet, sad der nogle forsmåede bødler, der ikke havde andet at lave end at manipulere politiet til at sigte og dømme mig for noget så tåbeligt som freds- og æreskrænkelser, når det de selv var skyld i, som havde dorårsaget freds- og æreskrænkelserne var usammenligneligt mere alvorligt og kriminelt.

Anne fra Kriminalforsorgen havde smilt og slået et kort latter op, da jeg i går fortalte hende hvor hårdt jeg blev ramt, da jeg først fik ophævet min behandlingsdom, for blot få uger senere blive præsenteret for de nye sigtelser. Det var det helt rigtige respons, Anne. Men hvad vidste hun? Hvilke erfaringer havde hun selv gjort sig ift. svær og langvarig modgang, smadrede drømme og håb? Så jeg kunne kun resignere overfor hendes latter. Man skulle nok være temmelig hard core for at bestride hendes stilling, hvor hun aldrig hjalp nogen, men kun læste op fra et skema, punkt for punkt, og skrev svaret ind på computeren. Når hun således reelt set kun var en sekretær, kunne hun nærmest erstattes af en computer evt. med talegenkendelse.

Anne havde ikke psykologisk kunnen, faglighed, indsigt eller erfaring til at foretage en bare nogenlunde retvisende vurdering af mig og hvad jeg havde været igennem. Det var arrogant af hende at tro, at hun kunne agere dommer over mig. Jeg kunne uden problemer overtage hendes arbejde og udføre det mindst lige så godt som hun.

Det var langt fra alle jobs, jeg kunne varetage, det sagde sig selv; men at være socialrådgiver i Kriminalforsorgen kunne jeg være uden forberedelse og uden at læse én eneste linje i en lærebog, og det smme kunne stort set alle andre nogenlunde velfungerende mennesker i Danmark, for det krævede ingenting at læse noget op og skrive andet ind. Jeg havde leget med tanken og at finde det skema hun brugte, udfylde det på forhånd og blot aflevere til hende. Men jeg var for modløs og udmattet til at jeg gad at gøre forsøget.

Mail til den Sociale Retshjælp

Efter råd fra min advokat rettede jeg skriftlig henvendelse til Den Sociale Retshjælp i dag mhp. at få den til at indhente aktindsigt fra Københavns Vestegns Politi vedr. deres mange ulovlige ransagninger. Jeg havde talrige gange selv uden succes forsøgt at få disse oplysninger udlevert, ligesom jeg forgæves havde påklaget hver eneste ranssagning til politiet, min daværende advokat og Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Det måtte jo være mig, der var noget galt med, idet jeg på Justitsministeriets hjemmeside kunne læse at Danmark var det bedste retssamfund i verden, eller noget i den stil. Min klare opfattelse var, at retssamfundet var en ondskabsfuld joke i dette land, for det var min ubetingede erfaring.

Hellige weekender

Jeg begyndte at få det fysisk tiltagende dårligt med feberfornemmelse, svimmelhed, kvalme, hurtig vejrtrækning og hjertebanken. Mit blodtryk var kronisk alt, alt for højt og jeg var stresset i svær, grænsende til alvorlig grad. På grund af det fremragende danske retssamfund. På grund af at jeg sad og rådnede op på et bibliotek som så ofte før. Det var livsfarligt for mig at blive vanrøgtet, som man gjorde. Imens socialrådgivere, psykiatere, jurister, anklagere og efterforskere holdt weekend og hyggede sig med familien, sad jeg og forsøgte at holde selvmordtankerne i ave - selvmordstanker som førnævnte var skyld i at jeg havde.

For fuck da mig, var holdningen, deres weekend var hellig og de skulle slappe af og ikke tænke over deres overgreb og det, der tangerede psykisk tortur. Det var skam også synd for bødlerne, det var hårdt arbejde at gå og ødelægge folks liv, så jeg skulle holde lav profil og vedblive med at udholde smerten indtil - et tidspunkt, når de igen fik tid i kalenderen til at erstatte den passive tortur med en aktiv én af slagsen.

Jeg var så mentalt udkørt, at jeg ikke magtede at rejse mig og gå. Og hvor skulle jeg også gå hen? Det ene dødssyge og ensomme sted kunne være lige så godt som det andet.

Resignation

Retsvæsenets lakajer tog deres arbejde meget alvorligt, selv om de lavede den ene grelle fejl efter den anden. Jeg skulle have respekt for lakajerne og deres magtmisbrug og pligtforsømmelse, ellers vankede der. Men jeg havde ingen respekt for mennesker, der var uduelige og mere syntes end at være, og de havde intet de kunne tage fra mig længere, for de havde bogstavligt talt stjålet alt for længe siden og mange gange. Materielt såvel som imaterialt. Men måske var det ikke så godt at deres trusler om mere frihedsberøvelse ingen effekt havde på mig? Måske var det ikke så smart at ødelægge et menneske i en grad at vedkommende var ligeglad med livet?

At der intet incitament var tilbage fordi årene var passerede forbi, mens man var blevet ødelagt? Det var et interessant spørgsmål, som jeg intet svar havde på, hvor meget man kunne presse et menneske før det gik galt? Men fortsatte man med at presse mig så hårdt og langvarigt - og det gjorde man - så ville man finde ud af det på et tidspunkt. Ingen mennesker kunne holde til langvarig psykisk tortur, alle knækkede på et tidspunkt og jeg var ingen undtagelse. Det var ligemeget hvad en skimlede kælderpsykiater løj om var en "indfølelig", "normal" eller "adekvat" reaktion på tortur.

Walk the line

Hvis jeg ikke foretog mig et eller andet overlevede jeg ikke. Sådan havde det hele tiden været. Jeg skulle ikke holde lav profil, for det var døden, det var mere udsættelse for psykisk tortur. Hele verden blev nødt til at vide, hvad der foregik, og det ændrede intet for mig. Det min advokat ikke havde forstået var, at hendes hjælp var omsonst, og at det intet havde med hendes enorme og utrættelige indsats at gøre, men derimod skyldtes, at systemet ikke kunne tåle at dets ugerninger kom for en dag. Så mange psykiatere kunne jo ikke tage fejl?

Bortset fra at det var hvad de havde gjort, og de havde manipuleret Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet til at være medskyldige. Så nu have alle en aktie eller en andel i forbrydelsen, og det kunne man ikke acceptere. Derfor fortsatte man chikanen og overgrebene mod mig til jeg begik selvmord eller man fik held til at invalidere mig med antipsykotika, så jeg blev som en zombie og mistede evnen til at udtrykke mig og gøre opmærksom på de åbenlyse overgreb.

Lakajerne var så skryppelløse at de ønske og håbede og gjorde alt i deres magt for at få mig til at begå selvmord. Ingen stoppede dem. De skulle nok også få held til det en dag om ikke alt for længe. Jeg holdt kun ud fordi det var en refleks. Jeg havde det jo aldrig godt og var aldrig rigtig glad, og da slet ikke lykkelig. Der var altid et overgreb forude, når truslen fra det ene overgreb lettede, iværksatte man det næste overgreb, og på den mest psykisk nedbrydende og perfide måde ved først at give mit et glimt af håb for derefter at slå til med nye bullshit sigtelser.

Når man hele tiden var udsat for trusler på ens liv, helbred og frihed, sult, kulde, hjemløshed og afsavn de færreste kendte til i Danmark, når man hele tiden blev ydmyget, fornedret og nedværdiget af den ene offentlige ansatte efter den anden, så var det umuligt at foretage sig noget som helst andet end at forsøge at afværge de kommende overgreb og truslerne på ens liv og tilværelse.

Det var sådan for stort set alle mennesker, så det var ikke mig, der var noget galt med. Det var en så almindelig prioritering at en mand ved navn Maslow for længe siden havde opstillet en model for det.

Black Mirror

Jeg havde fået anbefalet tre episoder af serien "Black Mirror", som jeg gik i gang med at se, mens jeg rettede stavefejl i min autofiktive roman, som det reelt set var. Jeg havde fra begyndelsen af været nødt til at skrive den direkte ind online i en kodeeditor, som fungerede med Github, ene og alene af den årsag at jeg hele tiden risikerede at blive anholt og spærret inde, som så ofte tidligere. Jeg havde haft det for fysisk dårligt i dag til at jeg turde tage op og træne, men jeg ville tage revnche i morgen tidlig, hvis jeg altså ikke var blevet anholdt i mellemtiden.

Men jeg havde kun været rigtig fri i et par uger i efteråret 2021 mellem ophævelsen af dommen og de nye sigtelser. Det, jeg oplevede havde jo intet med frihed at gøre. Jeg havde ikke været fri i næsten syv år og jeg var igen ikke fri. Jeg kunne gå en tur, men det var ikke frihed, jeg oplevede. Politiet kunne gøre hvad de ville uden at nogen kune stoppe dem.

Dommeren gav altid politiet lov til at ransage eller anholde mig, hvilket især skyldtes at jeg inden for retsvæsenet stod rubriceret som "sindssyg, utilregnelig og svæet personlighedsforstyrret" og selv om det aldrig havde været tilfældet, var det selvfølgelig ikke blevet slettet eller korrigeret. En travl dommer ville kun høre ordet "sindssyg" og træffe en afgørelse, der gik mig imod.

Jeg kunne til hver en tid blive væretægtsfængslet på denne falske beggrund kombineret med en eller anden sigtelse. Det var ligegyldigt. Sindssyg var lig med skyldg, altid skyldig for tid og evighed. Det var ikke ligefrem nuancer anklageren præsenterede for dommeren, som for en sikkerheds skyld opretholdt varetægtsfængslingen og automatisk fristforlængede den ad infinitum.

Var det hver fjortende dag ens varetægtsfængsling skulle forlænges? De fleste arrestanter var ligeglade, for alle vidste at dommeren føjede politiet stort set altid, og at politiet ikke havde travlt med at efterforske sagerne. Tiden som varetægtsarrestant, især hvis det var i isolation, var traumatiserende og nedbrydende for arrestanten, som blev tilsidst blev så ødelagt og opgivende at vedkommende var ude af stand til at forsvare sig i retten. Sådan mente man åbenbart at man blødgjorde de onde og kriminelle arrestanter til at indrømme deres forbrydelser.

De fleste varetægtsfængslede var formentlig skyldige i et eller andet omfang, men ikke alle og i teorien var man uskyldig intil det modsatte var blevet bevidst i retten. I virkeligheden var det helt omvendt. Det vidste alle, der havde været varetægtsfængslet eller bare anklaget for noget. En anklage i Danmark var lig med skyld. Og hvis man én gang var blevet dømt for kriminalitet i Danmark, fulgte det en resten af livet, præcis ligesom en psykiatrisk diagnose. Man kom aldrig nogensinde ud på den anden side, en gang kriminel eller sindssyg, altid og for evigt kriminel og sindssyg. Det mest humane var, hvis man henrettede kriminelle og sindssyge personer med det samme og dermed sparede dem for udstødelse, had, afstandstagen, misbrug og arbejdsløshed resten af deres dage.

Det var ikke en overdrivelse. Jeg selv ville ønske jeg havde haft modet i 2016 til at begå selvmord. Nu kunne det næsten være lige meget, for jeg havde lidt så usandsynligt meget i så mange år, at det næsten ikke kunne betale sig at tage livet af mig selv, for så havde jeg kæmpet og udhold tortur forgæves. Jeg var næsten nødt til at holde mig i live alene af den grund. Og hvis mine søskene en dag stod og manglede en nye, kunne jeg donere min og på den måde alligevel være til gavn i live. Det var aktuelt den eneste positive grund til at leve.

Jura

Jeg kunne ikke blive fysiker eller matematiker, det havde jeg ikke evnerne til. Men jurist kunne jeg sagtens blive, hvis jeg ellers havde en grund til det. Hvis jeg kunne få otte 12 taller på medicinstudiet, kunne jeg også få det på jurastudiet. Medicin og jura havde visse overlap, og det gik sikkert begge veje.

Efter hvad jeg havde oplevet i retsvæsenet af sjusk, skødesløshed og fejl på fejl på fejl, var det svært ikke at tænke over, hvor svært det egentligt var at være anklager? Fordi magtrelationen var disproportionel og i anklagemyndigheden og politiets favør og fordi objektivitetsprincippet var en latterlig illusion, vandt anklageren langt de fleste sager i retten. Det var med andre ord meget sværere at være forsvarer end anklager (som i realiteten var det samme som politiet, opdelingen var helt arbitrær og i modstrid med virkeligheden, og det var alle vist klar over, bortset fra dem uden for systemet)

Jeg havde aldrig interesseret mig for de anklagere, der havde udsat mig for justitsmordene. Jeg havde en særdeles god hukommelse, men jeg kunne ikke nævne så meget som fornavnet på en eneste af dem. For det var ligegyldigt. De var ligeglade med retfærdighed, for dem handlede det kun om at samle skalpe, så de kunne blive forfremmet. Mit justitsmord var deres fjer i hatten. Det var hvad de gik op i, ihvert fald dem jeg havde stiftet bekendtskab med; karriere og kun karriere. Send tossen på retspsykiatrisk afdeling, og lad vedkommende rådne op i adskillige år der, mens medicinen med vold og magt blev sprøjtet ind i den dømte.

Det var ligegyldigt for anklageren om den dømte var sindssyg eller langsomt blev aflivet af medicinen, det var der ingen der havde dårlig samvittighed over, så længe det gav skalpe, var man tilfreds og kunne se frem til en stilling i Justitsministeriet eller som dommer. Der var undtagelser, selvfølgelig var der det, også selv om jeg ikke havde mødt dem selv. Der var spektakulære sager hvor en heroisk anklager fik buret et monster ind i årtier, et monster som fortjente det. Men langt de fleste sager i Danmark var formentlig rimelig banale, for så mange mord og bestialske forbrydelser blev der heldigvis og trods alt ikke begået i Danmark.

Jeg havde engang ubetinget heppet på anklageren. Nu, hvor jeg kendte systemet, var det modsat i langt de fleste tilfælde, fraset i visse særlige kategorier af forbrydelser (voldtægt og overgreb på børn især). Hvis det havde været strafbart i Danmark i ond tro at fejldiagnosticere mennesker som sindssyge og spærre dem inde, true dem med livsfarlig tvangsmedicin, havde det været på linje med førnævnte forbrydelser, men det havde jeg så erfaret, at det ikke var. Jeg havde sort på hvidt objektivt dokumenteret at jeg vitterligt var blevet fejldiagnosticeret som sindssyg og truet med ikke indiceret tvangsmedicin i flere måneder og taget skade af det i form af PTSD, men det var altså IKKE ulovligt.

Det var tilgængæld dybt ulovligt og skulle strraffes med fængsel eller tvangsindkæggelse, hvis man gjorde opmærksom på ulovlig tvang, som man på også det pågældende tidspunkt led under. Hvordan kunne det gå det!? Barokt.

I forhold til straffeniveauet var indsmulig af eksempelvis en stor mængde kokain selvfølgelig ikke en bagatel; men at give 19 års fængsel for indsmugling af narko, som der havde været eksempler på for nylig, var helt vildt overdrevet, især i forhold til andre former for kriminalitet. Det skulle starffes, jo, men 19 år var alligevel for meget. Og det hjalp sikkert ikke noget som helst alligevel. Men så havde politikerne givet et falsk indtryk af handlekraft og anklageren havde fået sin skalp.

Tilbage til anklageren som nu krævede mig uberettiget mentalundersøgt og idømt fængsel: Hvad gik der mon igennem hovedet på vedkommende? Hvordan kunne vedkommende være så rendyrket ond at udsætte mig for det? For hvis man både ignorerede mine anmeldelser og ville frihedsberøve mig for med rette at kæmpe for mit liv med råb om hjælp, så var man da ond. I hvertfald i min optik, og når jeg formulerede det på den måde var det juridisk acceptabelt. Men alle vidste hvad jeg mente, og mon ikke de fleste delte min holdning?

Anklageren skulle ikke igen have held med at udplukke et enkelt ord eller en enkelt sætning, jeg havde skrevet, vride og vende den, så den fik en helt anden betydning end tilsigtet af mig, og så bruge den uden for kontakst til at skade mig; derfor måtte jeg understrege at jeg var bedøvende ligegald med hvem anklageren var som person, hvad vedkommende hed og alt andet om han eller hun. Man skulle ikke have held med at udråbe mig som stalker eller paranoid eller noget som helst i den retning.

Jeg var og havde altid været totalt ligeglad med de personer, der havde mishandlet migs privat liv. Ikke deres handlinger, men det liv de levede. Ingen af dem fortjente min opmærksomhed, af nogle selv troede at de var interessante var storhedsvanvid. Jeg gad ikke engang at google mine bødler og havde ikke gjort det. Det var måske dumt at jeg ikke undersøgte hvem der kendte hinanden privat, eller havde en relation eller en interessekonflikt, der gjorde dem inhabile i min sag, men jeg magtede simpelthen ikke at blive retraumatiseret af disse mennesker.

Men hørte jeg eksempelvis den psykiater, jeg havde været tvunget til at blive fulgt hos, spontant og uopfordret fortælle om hvem der nu var klinikchef, hvor han var ansat og dermed hans overordnede, så huskede jeg det selvfølgelig. Men jeg tale aldrig eller stort set aldig om mine bødler med mine påtvungne psykiatere. Så det var paranoia når nogle nu troede at jeg stalkede dem, men bildte man ikke politiet ind for at inkriminere og skade mig?

Jeg havde jo for nylig læst bogen om dobbeltmorderen Conevski, som jeg tilfældigvis var stødt på i en udstilling på Taarnby bibliotek ved indgangen. Det viste sig at Conevski var indlagt på R1 på Sankt Hans Hospital, og i den forbindelse blev Klinikchef Thomas Schütze omtalt. Han var også klinikchef da jeg var tvangsindlagt på R3, og jeg havde skrevet et brev til ham i den forbindelse. Når han så blev nævnt i bogen, kunne jeg ikke undgå at huske hans navn og stilling, for jeg kunne ikke gøre for at jeg havde en god hukommelse. Nu havde jeg så skrevet hans navn i denne tekst, men kun som et eksempel, for jeg behøvede ikke at skrive noget ned for at huske det.

Thomas Schütze var i øvrigt ikke en person, jeg havde nogen mening om. Men det danske og især det sjællandske retspsykiatriske miljø, var så småt at det var et faktum at alle retspsykiaterne kendte hinanden indgående. Og alle kendte forpersonen for Dansk Psykiatri, der også var retspsykiater. Så helt nøgternt var der ikke nogen retspsykiatere på denne side af sundet og sikkert også på den anden side, der var det mindste uhildede ift. min sag og de nye sigtelser. Det var umuligt for mig at få en fair og uafhængig psykiatrisk vurdering i Danmark, og hvis man troede noget andet, så talte man mod bedreviddende.

En dommer havde jo været så ærlig at give sin holdning til kende i en sag han selv dømte i, hvorfor sagen måtte gå om. Måske var der en retspsykiater eller to, der havde gjort det samme?

LinkedIn

Det var morsomt at nogle ansatte i psykiatrien krævede lovgivning, som gjorde, at de kunne være anonyme på arbejdet med alt hvad det indebar - samtidig med at andre ansatte figurerede med fuldt navn, billeder og en masse private oplysninger på LinkedIn, som alle kunne tilgå så let som ingenting.

Jeg så, uden at søge efter dem, flere af de ansatte på retspsykiatrisk afd. Q81, som jeg kunne genkende, men som jeg aldrig havde vidst hvad hed til efternavn. Det var sikkert ulovligt for mig og det kunne bruges imod mig i retten at LinkedIn havde foreslået mig at kigge nærmere på de mennesker, som havde medvirket til at give mig PTSD fordi de havde deltaget i truslerne om tvangsmedicinering af mig.

Men heldigvis havde de taget fejl af mig, og jeg var hverken sindssyg, utilregnelig eller hævngerrig. Jeg hadede ikke nogen af dem, jeg var ikke engang nysgerrig og jeg kunne ikke drømme om at kontakte dem på LinkedIn eller andre steder. Men det billede, der var blevet tegnet af mig, var jo af en person, som elskede at stalkede uskyldige og samvittighedsfulde læger og psykiatere, som blot havde gjort det, der var bedst for mig.

Det billede var så forkert som det kunne være, men jeg slap aldrig af med det. Dem, der havde karakteriseret mig som en vanvittigt og farligt monster, havde enten gjort det bevidst og i ond tro, eller også var det en paranoid vrangforestilling, som man led af, og som man trods talrige beviser på det modsatte, holdt stædigt og vrangagtigt fast i og blev ved med at bilde politi og retsvæsen ind.

Der var en læge, der havde haft den paranoide vrangforestilling, at jeg havde misbrugt vedkommendes CPR nummer og hacket Det Fælles Medicin Kort. Det havde lægen indberettet til Sundhedsstyrelsen og denne falske anklage og vrangforestilling havde med sikkerhed bidraget til at jeg fik frataget min autorisation.

Samtidig havde den paranoide læge misbrugt MIT CPR nummer til ulovligt at snage i min elektroniske journal. Jeg opdagede det ved et tilfælde, da jeg af ren nysgerrighed på sundhed.dk tjekkede hvem, der havde læst i min journal; det havde den paranoide læge minsanten, det fremgik sort på hvid, men da jeg sendte logfilerne til politiet ift. min anmeldelse af læges stalking, chikane og misbrug af sin stilling, gjorde man ingenting. Man ignorerede mig, måske fordi den paranoide læge havde været hurtigere end jeg og fået bildt politiet ind, at jeg var en kugle skør tosse, hvorfor alt jeg påstod automatisk var utroværdigt og forkert.

Men det var jeg aldrig, og ingen - INGEN - mennesker, der kendte mig havde nogensinde set mig være det fjerneste sindssyg, utilregnelig eller personlighedsforstyrret. Det var kun noget, som folk der aldrig havde talt med mig fejlagtigt troede fordi de kunne læse det i der IT system, hvor mine fejldiagnoser og andre løgne levede deres eget liv og blev videreført fra den ene person og myndighed til den anden. Men ingen havde set mig være sindssyg, for det havde jeg aldrig været. Man nægtede at slette fejldiagnoserne, som var det eviggyldige naturlove, og ikke bare sludder og vrøvl.

Men igen turde eller ville indrømme at de havde taget helt fejl af mig, og som en struds, der stak hovedet i busken, fortsatte man med at nægte at forholde sig til virkeligheden. Samtidig blev det mere og mere tydeligt hvor meget og hvor katastrofalt man havde taget fejl. På et tidspunkt gik den ikke længere, og man ville begynde at finde ud af hvem, der var sorteper. Jeg levede ikke til den tid, men der kom en dag hvor alle i systemet havde fralagt sig ethvert ansvar og givet aben videre indtil den sad på en praktiserende læges skuldre og ikke kunne gives videre. Til den tid ville alle de, der først have bakket denne læge op og videreført hendes fejldiagnose, vende sig 180 grader og bebrejde hende hendes løgn. Ikke fordi de var fortørnede eller vrede over løgnen, men kun for at fralægge sig deres eget ansvar og for at fremstå som gode mennesker i omverdenens øjne.

Jeg sov med en plaid til 25 kroner som dyne. Det var latterligt at jeg frygtede deres kommende overgreb så meget, for jeg havde intet tilbage, de havde stjålet mit liv og alt hvad der var godt og smukt.

9. Januar 2021

Dagbog

Funktionsevne

Fordi man havde behandlet mig som dybt evnesvag qua fejldiagnosen, var jeg blevet udsat for den ene ydmygende funktionsevnevurdering efter den anden og altid under tvang. Det ville jeg gerne undgå, så jeg sørgede for at dokumentere hvad jeg havde foretaget mig i min bog, så næste umodne og fagligt ringe ergoterapeut kunne spare sig at fornedre mig igen. Det var derfor jeg skrev det, når jeg havde været oppe at træne, idet det demonstrerede at jeg ingen nedsat funktionsevne havde i nogen henseender, herunder hverken socialt, motorisk, i forhold til ADL osv.:

Dagens træning

Min bedste medicin havde altid været intensiv træning. I dag stod den på bryst og triceps med de sædvanlige tre sæt øvelser af hvert område: Dumbbell chest press, lige og skrå, bænkpres skrå, og de tre samme triceps øvelser som sidst. Ingen grund til at gentage hvad de hed.

Biblioteket

Efter træning ned på biblioteket og sidde indtil det lukkede kl. 20.00. Som sædvanlig. Jeg mødte ved et tilfælde "N" fra Sundholm på vejen derned. Han kom cyklende på sin ladcykel med de tre hjul, så han kunne holde balancen og med tasken fuld af Tuborg i dåse. "N" var ikke meget ældre end jeg, men efter en arbejdsulykke, hvor han havde smadret sin ene hofte og var blevet (fejl)opereret og udskrevet uden rigtig genoptræning, var det vist ikke gået så godt for ham. Nu uden et arbejde og med en smertende hofte, var han begyndt at drikke, mistede sin lejlighed på Amager og var endt på Sundholm i natherberget, hvor jeg mødte ham.

"N" fik naturligvis ikke den rigtige hjælp og havde opgivet. Nu overlod han sin skæbne til personalet på Sundholm, som sendte ham frem og tilbage mellem et værelse i nr. 16 og natherberget. To måneder på værelset, så tilbage til natherberget og så fremdeles. Hvad med en genoptræningsplads, spurgte jeg ham. Det vidste han ikke noget om, det var noget personalet tog sig af, eller nærmere ikke tog sig af. Jeg spurgte om jeg ikke kunne hjælpe ham i forhold til det med genoptræningen, for jeg havde jo en vis viden om ortopædkirurgi, neuroligi, reumatologi, radiologi og genoptræning, og jeg kunne skrive noget for ham, han kunne vise til personalet og kommunen. Men han var ikke interesseret, han havde opgivet at få det bedre.

"N" var så invalideret af sin ødelagte hofte, at han ikke ved egen hjælp kunne rejse sig op, hvis han sad ned i et niveau lavere end en typisk stol. Hans druk hjalp ikke ligefrem på det, men det var primært hoften, der var problemet. Engang regnede det kraftigt, så "N" havde været nødt til at sidde på en lille trappe under et halvtag mens han ventede på at natherberget åbnede kl. 21.00. Men han var ude af stand til at rejse sig op da det åbnede, hvorfor han var nødt til at ringe til mig, så jeg kunne hjælpe ham. Men der var sket et skifte hos "N" på det seneste til det bedre; i stedet for at sidde på sit stamværtshus hver dag, hele dagen lang og drikke, var han begyndt at cykle ture i stedet i hans karakteristiske blå keddeldragt.

"N" skulle flytte tilbage til natherberget den 1. februar. Det var et langt værre sted end på hans værelse i nr. 16. Nu skulle "N" igen sidde og vente dagen lang på at natherberget åbnede kl. 21.00, og i weekenden blev han smidt ud kl. 6.45 og kom først ind igen kl. 21.00. Gad vide hvor "N" så ville tilbringe dagen henne?

Dum som en psykiater

Fordi jeg havde været væk fra lægefaget i mange år, var jeg blevet så faglig rusten og dum, at det eneste, jeg ironisk nok kunne blive nu, var psykiater. Som alle - ikke mindst psykiaterne selv - vidste ikke var rigtige læger, men degenerede skaller, som hver især omsluttede et moralsk og fagligt vakuum, og som blev ernæret af en blanding af medicinalindustriens penge, magtbegær og sadisme. De var i virkeligheden nogle sørgelige eksistenser, for hvem det var lykkedes at drikke og sjofle sig igennem medicinstudiet, som aldrig havde præsteret noget, haft ambitioner, arbejdet hårdt eller gjort sig umage - og hvorfor skulle de også gøre det? Psykiatrien kunne koges ned til den enkelte psykiaters følelser, meninger, holdninger og behov for at afreagere ved at sparke nedad.

Når det ikke engang var nødvendigt for en psykiater at lære de konstant omskiftelige magiske-trylle-bullshit diagnoser, som medicinalindustrien havde påduttet dem og som en sekretær eller enhver anden, der ikke var svær ordblind, kunne stille lige så godt psykiateren, hvorfor så spilde tid og kræfter på at sætte sig ind i dem?

Som Søren havde skrevet til mig forleden, så var psykiatri "jo ikke raketvidenskab". Det var morsomt at han brugte netop den frase, for jeg havde tænkt præcis det samme. Selvfølgelig var det ikke raketvidenskab! Der var intet sofistikeret eller intellektuelt over faget psykiatri. Det var kejserens nye klæder, det største svindelnummer nogensinde, det var lånte fjer og mere at synes end at være. Det var ren overflade uden indhold. Hemmeligheden bag psykiatrien var, at der ikke var nogen hemmelighed bag psykiatrien. Det var ikke en særlig kunstnerisk eller humanistisk afart af lægevidenskaben. Psykiatri var nul og niks, det var for forsmåede og hævngerrige, let krænkbare og svært karakterafvigende nulliteter og dillatanter.

Og jeg var det bedste bevis på hvor let og intetsigende psykiatri var som fag, for jeg var ikke særlig intelligent, men havde alligevel fået 12 i psykiatri på medicinstudiet, især fordi jeg havde lært de fleste diagnoser i ICD-10 udenad. Når jeg kunne, så kunne stort set alle andre mennesker også. Fordi psykiaterne ikke havde dygtiggjort sig på medicinstudiet og fordi den lille bitte smule lægevidenskabelige viden de trods alt besad, nærmest ved et tilfælde eller et uheld, hurtigt fortabte sig i takt med deres arbejde i psykiatrien, så var der virkelig intet tilbage. Psykiaterne brugte diagnoserne som skældsord og straf, de elskede at stigmatisere og fornedre patienterne med dem, for så følte de sig overlegne, hvilket de aldrig havde gjort før eller når de ikke var på arbejde. Ude i samfundet var de ingenting. Jo, måske var de noget, men så var det kun i kraft af den fyrstelige løn de indkasserede for ikke at lave dagens gode gerning.

Jeg kunne være blevet overlæge i psykiatri for 6 - 8 år siden. Men jeg ville jo gerne være læge og hjælpe andre mennesker, så det undlod jeg, og jeg havde aldrig fortrudt ét eneste sekund, uanset hvor nedtrykt, sulten og frysende jeg havde været. Det kunne godt være at psykiaterne stigmatiserede deres patienter irreversibelt, men at være speciallæge i psykiatri var i sig selv irreversibelt stigmatiserende, det var en lægefaglig blindgyde, en betændt blindtarm i et sundt lægelegeme. Nogle sagde, at man om 25 år ville tænke tilbage på hvordan man i dag havde mishandlet og forkrøblet mennesker og smadret deres fremtid, og samtidig glæde sig over hvor langt man heldigvis var kommet i psykiatrien.

Men det var en fejl; i fremtiden eksisterede der ikke noget, der hed psykiatri, for historisk og logisk var det sådan, at det udelukkende var mentale tilstande, man ikke anede særligt meget om, som hørte til i psykiatrien. I det øjeblik man havde fundet en biologisk ætiologi, en klar og videnskabelig kausalitet til en mental lidelsse, overgik den til et rigtigt lægeligt og videnskabeligt funderet speciale, som eksempelvis neurologien.

Psykiatri var naturvidenskabens astrologi eller alkymi. Meget spændende, bevars, men bare overtro. Psykiaterne famlede grundlæggende set stadigt rundt i blinde, og tilstande som den ene dag var alvorlige psykiske sygdomme var dagen efter helt normale og interessante aspekter af normaliteten. Og omvendt, mentale tilstande, der i går var eksistentielle vilkår for alle mennesker, var i dag en psykisk sygdom, som medicinalindistrien heldigvis havde en behandling for, kun med ubetydelige bivirkninger naturligvis. Psykologer kunne der sagtens være brug for i fremtiden, de skadede som regel ikke deres klienter (med mindre de var kommunens eller statens lakajer og fik børn tvangsfjeret på forkert grundlag eller arbejdede i retspsykiatrien og gav alvorlige fejldiagnoser), men var dog ret dyre.

Psykisk førstehjælp fra min advokat

Efter personundersøgelsen, som ramte mig langt hårdere psykisk end jeg havde frygtet, hvor sagsbehandleren havde udløst min PTSD med fuld kraft, da hun sad og legede dommer, havde jeg haft det selvmorderisk dårligt med svær og afgrundsdyb nedtrykthed, angst, stress og total modløshed. Det var essentielt at jeg havde deltaget i den ydmygende og fornedrende, langvarige og alligevel helt utilstrækkelge undersøgelse, for så demonstrede jeg samarbejdsvilje og så ville dommeren se mildere på mig, angivligt. Essentielt, men også livsfarligt fordi jeg blev så svært akut selvmordstruet efterfølgende.

Den overvældende og knugende angst, der fyldte hele verden, tog pusten fra mig og ønsket om at tage mit eget liv, alene for at slippe for den og for de kommende overgreb, at være alene og uden beskæftigelse hele weekenden, havde jeg kun overlevet i går, fordi Søren havde skrevet så lange og læsværdige mails til mig, som jeg glædede mig til ankom i min indbakke, og som jeg elskede at svare på, og derved afledte mig fra de usædvanligt påtrængende selvmordstanker.

I dag havde træningen reddet mig for en stund, og herefter havde det været DR journalisten, som nu var returneret fra hendes tur til Tyskland og som ville interviewe mig på onsdag i næste uge, som afbrød de svært negative tanker. Men angsten kom hurtigt igen, og voksede sig større og større intil jeg ikke kunne udholde den længere og jeg måtte flygte ud fra biblioteket i en fart. Den paralyserende frygt blev afløst af en desperat virketrang og kampiver og jeg skrev en mail til min advokat, hvor jeg gav udtryk for alle de uafklarede spørgsmål og formål, alle sagerne, politiets sjusk og fejl, sigtelser og den sikre fængsstraf og mentalundersøgelsen uden tvang som Kriminalforsorgen ville sørge for.

Mens jeg skrev mailen ringede min advokat og jeg fik heldigvis ikke sendt den til hende. Hun opdaterede mig, men fordi alt afhang af et forudindtaget og partisk politi og anklagemyndighed, var der ikke det store. Til gengæld brugte hun næsten en halv time på reelt set at yde mig psykisk førstehjælp, og det virkede eklatent. I hvert fald indtil videre. Jeg vidste godt, hvad kuren var. Det var et miks af flere ting, men ubetinget vigtigst var det at jeg slap for statens livstruende chikane og trussel mod mit helbred, frihed, sikkerhed og meget andet. Hvis jeg skulle gøre mig håb om at overleve uden at tage livet af mig inden skueprocessen af en retsag, hvor jeg var dømt på forhånd, måtte jeg sørge for at træne hårdt og længe hver dag.

I morgen stod den på badminton og hvis jeg ikke nåede det, så styrketræning. Jeg havde intet valg end at træne mindst en gang hver dag. Det var det enste, eller næsten det eneste, der kunn få mig til at slappe af og falde til ro for en stund. Alkohol hjalp ikke på min angst, og hvis det havde haft bare en minimal lindrede effekt, var jeg begyndt at drikke massivt hver dag. Selvfølgelig! Ingen og heller ikke jeg kunne klare så massiv og langvarig eksorbitant svær stress.

10. Januar 2022

Dagbog

Dødsdommen

Jeg var til badminton hos Kæmperne, og det var en rigtig, rigtig god oplevelse. Vi spillede i to timer og jeg havde det skønt bagefter. Lige indtil min advokat ringede og overleverede dødsdommen til mig: Der ville gå omkring 5 måneder før jeg overhovedet blev indkaldt til retten. Hvornår selve skueprocessen skulle finde sted herefter var uvidst. Hun læste anklageskriftet op for mig. Fem læger og psykiatere, der sort på hvidt havde misbrugt deres fag til at få mig erklæret sindssyg, taget min autorisation fra mig, truet mig med tvangsmedicin, begået overgreb imod mig, havde stjålet min ph.d. og retten til at blive speciallæge, misbrugt mit cpr-nummer og meget andet, havde anklaget mig for injurier og æreskrænkelse.

Men jeg måtte ikke få at vide præcis hvad det var, jeg havde skrevet, som var injuerende og ærekrænkende. Min autofiktive bog var injuerende og ærekrænkende, ja, men hvad hvad det præcis jeg havde skrevet, som var usandt? Det fremgik ikke. Når det ikke fremgik hvad jeg blev anklaget for, var det umuligt for mig at forsvare mig mod anklagerne. Så det var en skueproces og et justitsmord.Advokaten oplyste mig om, at jeg kunne oplyse hende om vidner, der kunne bekræfte min uskyld. Hvad er det, de skal bevidne, spurgte jeg. Hvis jeg ikke må få at vide hvad det præcis er, jeg er anklaget for, hvordan skal jeg så finde nogen vidner? Det kunne min advokat ikke svare på. Hun gentog bare det, hun allerede havde sagt. Jeg spurgte hende igen.

Hun kunne godt forstå mig, sagde hun, men hun havde ikke fået mere at vide af anklageren. Men hvis jeg havde nogen vidner, som kunne bevidne at det, jeg var blevet anklaget for, men som jeg ikke måtte få at vide, var sandt og dermed ikke injuerende, så skulle jeg bare skrive navnene til hende. Jeg fortalte hende, at min liste over vidner så ville blive meget lang, for så drejede det sig jo om samtlige mennesker, jeg havde kendt siden 2016. Intet respons, udover at hun oplyste mig om, at vidnerne jeg skrev til hende, jo også skulle have lyst til at vidne. Jeg svarede hende, at man jo kunne pålægge folk at vidne, uanset om de havde lyst eller ej, hvis deres vidneudsagn spillede en afgørende rolle i en straffesag. Det måtte hun så indrømme var korrekt.

Jeg skrev en sms til advokaten efter samtalen, hvor der stod at hun havde givet mig en dødsdom, fordi jeg ikke var i live om fem måneder, hvis jeg skulle fortsætte med at leve på den måde, jeg var påtvunget nu. Jeg skrev også til Peter at jeg havde fået advokatens dødsdom, og jeg spurgte ham hvorfor han havde ladet det komme så vidt, og hvorfor havde havde gåvet mig falsk håb. For det havde han jo. Peteranten havde løjet overfor mig og han havde fået mig til at udholde lidelsel, han med overvejende sandsynlighed ikke selv ville være i stand til at udholde - for ingenting.

Nu havde advokaten også ændret holdning i forhold til at jeg skulle holde lav profil: Jeg måtte ikke kontakte nogen og fortælle dem om min situation. Det kunne hun sgu ikke mene. Det var ikke hende, der hele tiden levede uden håb, bolig, familie og penge til alt. Jeg skrev til Peteranten at det var sidste gang han hørte fra mig. Han plejede at udskrive min ADD medicin hver 14 dag, men jeg levede formentlig ikke om 14 dage alligevel.

Jeg havde ikke skrevet til min advokat at jeg ikke gad at have noget med hende at gøre, fordi jeg udelukkende fik svært negetive beskeder fra hende og fordi hendes indsats var omsonst. Livet var ikke helligt, og hvis man som følge af den danske stats årelange mishandling og overgreb ingen udsigt til noget positivt havde tilbage, så kunne livet ikke fortsætte for enhver pris.

SMS til DR Journalisten

"Kære Kia. Jeg er desværre nødt til at aflyse vores aftale på onsdag. Beklager meget og jeg håber du finder en anden hjemløs, du kan interviewe. Venligst, Kjeld."

Sidste appel til folketinget

"Jeg fik at vide i dag, at der går omkring fem måneder til at retssagen bliver berammet. Hvornår den så finder sted, er uvidst.

Jeg bliver igen hjemløs den 1. februar i år, jeg har stadig ikke fået min lægeautorisation tilbage, jeg er stadig ufrivillig arbejdsløs, jeg har intet tilbage og intet at se frem til, fraset flere overgreb fra den danske stat.

Jeg fejler jo ingenting udover ADD og nu PTSD, sidstnævnte som følge af den mishandling psykiatrien og retspsykiatrien, samt politiet har udsat mig for.

Men jeg giver op nu. Jeg har kæmpet stort set alene i så mange år nu, og jeg vil ikke mere.

Jeg er med sikkerhed ikke i live om fem måneder, når jeg får at vide, hvornår selve retssagen finder sted.

Hvorfor skulle jeg dog udsætte mig selv for flere afsavn og mere hjemløshed?

Så når jeg inden der er gået fem måneder og sikkert før, nemlig i det øjeblik, jeg igen bliver hjemløs, tager jeg livet af mig selv.

Jeg er ikke sindssyg eller i en ligeartet tilstand og ingen kan derfor tvinge mig til noget som helst, jeg bestemmer over mit eget liv og jeg har besluttet mig for at det er udsigtsløst at fortsætte med at leve, når jeg af den danske stat og de danske myndigheder er tvunget til at leve på denne måde.

Jeg har anmeldt de læger og psykiatere, der har udsat mig for ulovlig tvang og trusler på mit liv og mit helbred, og jeg har klaget over syv ulovlige ransagninger, men politiet og anklagemyndigheden har ignoreret mig.

Jeg har klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed over at politiet og anklagemyndigheden har ignoreret mine klager og anmeldelser, men Den Uafhængige Politiklagemyndighed har intet foretaget sig i den forbindelse.

Jeg bliver snart tvunget til at undergå endnu en mentalundersøgelse, fordi man fejlagtigt tror, at jeg er sindssyg, og den nægter jeg at deltage i.

Jeg har jo tidligere været til mentalundersøgelse, hvor man i direkte modstrid med virkeligheden konkluderede, at jeg var sindssyg, svært personlighedsforstyrret og utilregnelig.

Nu har selv psykiatrien erkendt, at jeg ikke var nogen af delene, og min optagelser af mentalundersøgelsen, som politi og anklagemyndighed tidligere og aktuelt nægter at forholde sig til, beviser jo, at jeg heller ikke på nogen måde var det på undersøgelsestidspunktet.

Så jeg har dokumenteret, at både Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet helt fejlagtigt har erklæret mig for sindssyg, selv om jeg aldrig har været det.

Ikke flere unødvendige og inkriminerende psykiatriske tvangsundersøgelser.

Det SKAL stoppe! Jeg VIL ikke mere!

Jeg begår ikke selvmord i dag eller i morgen eller inden for de næste uger; men jeg gør det, når jeg igen bliver hjemløs den 1. og ikke har udsigt til andet end flere overgreb, mere lidelse, mere tvang og mere frihedsberøvelse.

Så har den danske stat og de danske myndigheder de facto henrettet mig.

Først gav man mig fejldiagnosen paranoid psykose, så mistede jeg alt, gik rettens vej, tabte, blev udsat for overgreb, blev hjemløs og så videre og så videre.

Stop det nu og giv mig mit liv tilbage eller accepter, at jeg dør.

Kjeld."

Institut for Menneskerettigheder

Imens jeg og hundrede- og tusindevis af danskere fik krænket deres menneskerettigheder, og efter mine utallige relevante og veldokumenterede henvendelser til Institut for Menneskerettigheder, brugte man hér tid og ressourcer på et langt mere alvorligt og udbredt problem i Danmark:

"Transpersoner og interkønnede, der afsoner i fængsler og arresthuse, er særligt udsatte. Institut for Menneskerettigheder anbefaler i ny analyse, at der udformes retningslinjer, der sikrer, at kønsminoriteter i fængsler bliver beskyttet mod krænkelser.

Og det var jo relevant, når man tænkte på at fængslerne bugnede af transpersoner og interkønnede, som blev krænket. Det havde ikke noget at gøre med en tendens i tiden og i medierne, som dog ikke fyldte stort set noget som helst for de fleste danskere. Men selvfølgelig var det vigtigt at de 0.3% af befolkningen, der var transkønnede og interkønnede, og den brøkdel af de 0,3%, der var fængslede og som også blev eller risikerede at blive krænkede, blev beskyttet. Selvfølgelig skulle de ikke udsættes for overgreb. Selvfølgelig. Men måske rådede Institut for Menneskerettigheder kun over begrænsede ressourcer. Og måske burde man bruge ressourcerne på de mest omfattende og alvorlige krænkelser af menneskerettigheder i Danmark først. Måske.

Ombudsmanden

Hvad gik Ombudsmanden så og beskæftigede sig med? Demokratiets vagthund, den enkelte borgers beskytter over for staten? Ombudsmanden havde jo ignoreret mig siden 2014 og blokerede min mailadresse. Så måtte det da være fordi at man havde langt vigtigere sager end min at behandle?

"Ombudsmanden: Forkert at give gymnasieelev en skriftlig advarsel for debatindlæg i avis"

"Forfatterskolen skal ikke begrunde afslag på optagelse"

Det var selvfølgelig helt uacceptabelt at give en elev en skriftlig advarsel for et debatindlæg, og naturligvis skulle forfatterskolen da ikke begrunde afslag på at optage elever. Godt at vi fik slået det fast, det var livsvigtige og for den danske befolkning essentielle sager. Intet galt i at Ombudsmanden involverede sig i sådanne sager. Men måske havde Ombudsmanden heller ikke ubegrænsede ressourcer. Måske var der langt mere alvorlige problemer, som berørte langt flere danskere? Måske var de mere alvorlige problemer decideret livstruede for mange danskere? Men pligtetik stod selvfølgelig over nytteetik, så hvem troede jeg, at jeg var, siden jeg antydede at Ombudsmanden prioriterede forkert?

Det Psykiatriske Patientklagenævn

Jeg havde som bekendt talrige gange indberettet den åbenlyst ulovlige tvang og overgreb, jeg havde været udsat for siden 2016 og frem. Det Psykiatriske Patientklagenævn havde imidlertid enten konsekvent blåstemplet klokkeklare overgreb i psykiatrien og retspsykiatrien, eller bare ignoreret mine klager over ulovlig tvang. Ulovlig, fordi jeg jo som dokumenteret minutiøst og bevidnet af adskillige ansatte, pårørende og andre mennesker ikke havde været sindssyg nogensinde, overhovedet eller tilnærmelsesvist.

"Det Psykiatriske Patientklagenævn behandler klager om tvangsindgreb, der er sket under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling"

Det var vist ikke helt korrekt i mit tilfælde, bortset fra når man havde blåstemplet ulovlig tvang eller afvist mine klager. Jeg havde jo aldrig været sindssyg, det havde flere psykiatere jo selv skriftligt erklæret, så derfor kunne den tvang jeg havde været udsat for umuligt være lovlig. For ingen sindssyge eller ligeartede tilstande ingen tvang, groft sagt?

Styrelsen for Patientklager

Jeg havde selvfølgelig også klaget til Styrelsen for Patientklager over flere forhold. Men lige så selvfølgeligt havde Styrelsen for Patientklager afvist samtlige klager. Det var lige meget at jeg havde ret og dokumentationen på min side. Styrelsen for Patientklager turde, ville eller gad ikke træffe en afgørelse, der gik imod selveste forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab eller andre indflydelsesrige psykiatere og retspsykiatere. Det måtte jo være årsagen til at Styrelsen for Patientklager ikke straks havde givet mig medhold og erstatning. For jeg kunne jo bevise at jeg aldrig havde været psykotisk og så videre og så videre.

Eller var det arbitrære tids- og forældelsesfrister? Eller andre bureaukratiske formalia? Og i givet fald, hvorfor stod teknikaliteter over reelt ulovlige forhold i psykiatrien? Det var jo fornuftsstridigt at noget så ligegyldigt som en dag fra eller til forvandlede en alvorlig ulovlighed til ingenting. Så kunne man jo bare chikanere, tvangsmedicinere og mentalt udmatte psykiatriske patienter så meget, at det var umuligt at klage inden for fristen.

Relevante afgørelser fra Styrelsen for Patientklager

Afgørelse vedr. sundhedslovens regler om tavshedspligt

"Styrelsen kan i den forbindelse oplyse, at patientens autonomi er et tungtvejende argument i denne sammenhæng. Grundtanken i autonomi er, at mennesket er frit til selv at bestemme, hvad der skal ske i dets liv, også ved sygdom og indlæggelse, så længe dette ikke kolliderer med den samme frihed hos andre. Frivillighed i forbindelse med autonomi og informeret samtykke er frihed til at vælge mellem forskellige muligheder, frihed til at sige ja eller nej til behandling." (https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-styrelsen-for-patientklager/19sfp09/).

Psykiater Hans Henrik Ockelmann

Denne psykiater havde interesseret og venligt henvendt sig til mig, da jeg var tvangsindlagt på retspsykiatrisk afdeling Q81, og af ren og skær kedsomhed og rastløshed gik mine daglige 10.000 skridt på løbebåndet, mens jeg læste i en bog. Han fungerede normalt på naboafdelingen, Q80, men når min afdelings overlæge igen var sygemeldt, overtog han vedkommendes funktion på Q81. Han var altid venlig overfor mig og oprigtigt interesserede i de bøger, jeg læse, når jeg gik på løbebåndet og han passerede mig, når han gik gennem døren på Q80 til Q81. Han virkede sympatisk og intelligent, men han havde heller ikke været psykiater for mig. Færingen på Sankt Hans Hospital havde været glad for denne psykiater, som vist nok havde diagnosticeret færringen med autisme og brugt ham i forbindelse med et foredrag for andre psykiatere på Sankt Hans Hospital. Færringen havde jeg først mødt i Glostrup, hvorfra han var blevet overflyttet til Sankt Hans Hospital før jeg.

Færingen var i øvrigt venlig og sympatisk og han var blevet reduceret til 5 mg Zyprexa dagligt. Han gik lange ture på matriklen mens han lyttede til lydbøger. Når jeg mødte ham, når jeg selv var ude at gå, fulgtes vi ad og talte om stort og småt. Færingen var sluppet nådigt fra tvangsmedicineringen, han var klar og relevant, og havde tabt sig markant i takt med reduktionen af Zyprexaen, hvorfor han nu var slank og let muskuløs. Han vidste alt om de vikingeskibe, der lå ved museet ved fjorden, og da han var kvik og nysgerrig foreslog jeg ham at læse enkeltfags HF, især historie. Det var jo oplagt at han blev frivilligt tilknyttet vikingeskibsmuseet som en form for resocialisering, det ville have gavnet både museet og færingen, og han skulle alligevel blive på Sankt Hans Hospital et stykke tid. Færingen fremstod som en typisk Aspergers patient, men det var svært at mærke det på ham hvis man ikke vidste at han lå i spektret. Færingen skulle nok klare sig. Han havde en positiv indstilling, kom fra en ressourcefuld familie, havde realistisk set en fremtid og var sikret et arbejde hos et nærtstående familiemedlem.

Psykiater Peter Worm Jantzen fortalte mig under en af de sidste tvungne samtaler, jeg havde med ham i efteråret 2021, at Hans Henrik Ockelmann havde været hans mentor eller vejleder, da han var under uddannelse som speciallæge i psykiatri på Glostrup. Færingen og jeg havde et godt indtryk af Hans Henrik Ockelmann; men vi var også de eneste patienter jeg havde talt med, der havde den holdning.

Det var en interessant afgørelse for mig at læse, fordi perioden den omhandlede, lå kort tid før jeg blev overflyttet fra Vestre Fængsel til afd. Q81, og fordi den omhandlede forhold, der var meget tæt på dem, jeg var blevet udsat for af psykiater Gitte Ahle. Hun udarbejdede også en slags behandlingsplan, som hendes kollega Mette Brandt Christensen i Gitte Ahles fravær videreførte, og som indeholdt det tvangsbehandlingsregime med antipsykotisk medicin, som Gitte Ahle med alle kræfter men heldigvis forgæves forsøgte at udsætte mig for, på trods af at jeg tydeligvis overhovedet ikke var blot tilnærmelsesvist sindssyg (psykotisk) eller i en ligestillet tilstand, til fare for mig selv eller andre eller behandlingskrævende.

Jeg måtte selvfølgelig ikke skrive hvad Gitte Ahle dokumenterbart - af hende selv bl.a. - havde truet mig med i flere måneder og givet mig svær PTSD, og jeg måtte heller ikke skrive, at Gitte Ahles eget plejepersonale ikke èn eneste gang under indlæggelsen (som var på over 100 dage) havde noteret (tre gange i døgnet, hver dag) at jeg var psykotisk (sindssyg) eller i en ligestillet tilstand. jeg måtte heller ikke skrive at jeg fik besøg flere gange om ugen af flere af mine pårørende som heller aldrig mente jeg opførte mig psykotisk - og heller aldrig have gjort det. nogensinde i mit liv. Aldrig. Nogen. Sinde.

Jeg måtte heller ikke skrive, at Gitte Ahle som en slags gestus ville lade det være op til mig selv hvilket antipsykotisk præparat jeg skulle have indsprøjtet hver dag mod min vilje under fysisk fastholdelse selv om Gitte Ahle - angiveligt - var det eneste menneske udover anne mette brandt christensen - der nogensinde påstod at jeg var sindssyg. Og det mente Gitte Ahle at jeg var under de traumatiserende tvangssamtaler med hende, som varede ca. 5 min. Ikke før, ikke efter. Ifølge mine pårørende og personalet, der altid deltog i mine samtaler med Gitte Ahle, var jeg på intet tidspunkt psykotisk under samtalerne. Heller ikke under samtalerne.

Men ovenstående var altså ulovligt for mig at skrive og medførte en fængselsstraf om over et halv år. Hvor jeg ikke var i live. At jeg brugte vasaler i det ovenstående blev i øvrigt tolket som et tegn på psykose, selv om det selvfølgelig ikke var det, men derimod mit forsøg på at fange en læsers opmærksomhed.

Jeg kunne ikke genkende noget af det, jeg kunne læse på nedenstående link, herunder: "Patientens tilkendegivelser skal være vejledende for overlægens overvejelser om behandling, også i tilfælde, hvor behandling uden samtykke kommer på tale:"

Det var morsomt at læse Hans Henrik Ockelmanns frugtesløse forsøg på at retfærdiggøre hans ageren. Gik den, så gik den, men det gjorde den så heller ikke.

(https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/21dnm100/)

Kritik for manglende selvstændig psykologisk vurdering

Jeg måtte jo ikke skrive, at Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen til den samtale, hvor Gitte Ahle ville meddele mig påbegyndelse af tvangsbehandlingen, som min bistandsværge var indkaldt til for at bevidne tvangen, hvor sygeplejerske Johnny, læge under uddannelse til psykiater Johannes Krogh (som jeg havde mødt på Psykiatrisk Center Glostrup, Brøndbyøstervej i 2017) og min bedste ven deltog i og vist nok optog, alene på grund af min vens forsvar for mig, efter lang tid traumatiserende samtale, til sidst besluttede sig for at give mig valget mellem tvangsmedicinering og tvangsamtaler med en psykolog. Jeg skulle jo tvangsbehandles for det havde Retslægerådet besluttet, men samtaleterapi var jo også en behandling, så det kunne de acceptere. Det var ordret hvad Anne Mette Brandt Christensen sagde. Og det var jeg taknemmelig for at hun besluttede, for det var usammenlignelig mindre skadeligt med tvungen samtaleterapi for noget jeg ikke fejlede, fremfor livslang og fatal antipsykotisk tvangsmedicinering.

Og nu kom jeg til pointen: Psykologen jeg var tvunget til at tale med efterfølgende på Q81, hed Stine, og hun blev ved med og i modstrid med virkeligheden at behandle mig med psykoterapi for det jeg ikke fejlede: Kronisk paranoid psykose, svær narcissistisk og paranoid personlighedsforstyrrelse. Det var dog svært ubehageligt og psykisk nedbrydende at skulle tvinges til at få samtaleterapi for disse fejldiagnoser, og det samme var Stines forsøg på at overbevise mig om at jeg var sindssyg etv.

Det kunne ikke være lovligt hvad Stine gjorde. Da jeg blev overflyttet til R3 fik jeg en ny psykolog. Hun læste ikke i min journal, hvilket var positivt fordi hun så ikke var forudindtaget af fejldiagnoserne, men det vidste jeg jo ikke, så jeg fortsatte samtaleterapien hos hende. Det var meget mindre ubehageligt end på Q81, men det var ikke sjovt og det skadede mig også. ALENE af frygt for, at den nye psykolog ville afbryde samtaleterapien, hvilket jo ville betyde at jeg skulle tvangsmedicineres med uberettiget antipsykotisk medicin, såfremt jeg ikke samarbejdede med hende, gjorde at jeg blev nødt til at opfinde psykologiske problemer til hver samtale, som vi kunne "løse". Nærmest som i 1000 og en nats eventyr. Men problemet jeg måtte opfinde skulle være banalt og ikke give falsk indtryk af sindssyge mv.

Den nye psykolog mente aldrig at jeg var spor sindssyg eller personlighedsforstyrret, og hun diagnosticerede mig korrekt med ADD. Men hun insisterede på at jeg fortsatte et behandlingsforløb hos hende og hun blev nærmest vred, da jeg på et tidspunkt fik nok og afbrød "behandlingen". Hvilken behandling mente hun jeg skulle have hos hende? Det var med sikkerhed ikke behandling for min ADD, og det sagde hun også. Men hvad var det så? Det fik jeg ikke at vide.

Men at sygeliggøre mig med et forløb var skadeligt og forkert, og det burde også påklages. For selv om jeg til sidst afbrød det skadelige og meningsløse forløb hos hende, var der stadig risiko for tilbagevenden til tvangsmedicin og jeg var stadig tvangsindlagt. Det var ikke i orden.

https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/20dnu49/

Praktiserende læge Camilla Elvekjær foretog opslag i min e-journal på sundhed.dk i 2016, på et tidspunkt hvor hun ikke var min praktiserende læge. Hun havde få måneder forinden tvangsindlagt mig på farekriteriet selv om oplysninger tilgængelige på daværende tidspunkt og især nu gjorde det klart at det ikke var indiceret at gøre. Jeg opdagede ved et tilfælde at hun havde snaget i mine dybt personlige helbredsoplysninger og sendte logudskrifter fra sundhed.dk til Sundhedsstyrelse og til politiet sammen med en anmeldelse, der også inkluderede andre forhold. Intet skete. Det var ulovligt for mig at skrive.

"Det er således efter disciplinærnævnets opfattelse nødvendigt at sondre mellem elektronisk opslag i en sundhedspersons eller et behandlingssteds eget journalsystem og elektronisk opslag i systemer, der giver adgang til tværgående helbredsoplysninger mv. om en patient som fx e-journalen på sundhed.dk. Det gælder både generelt og i særdeleshed, når der er tale om indhentning af oplysninger til andre formål end behandling."

(https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/19dnu02/ og https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/173501/)

Om selvmordsrisiko

(https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/1188411/)

Om diagnose på for spinkelt grundlag

https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/1190118/

Om personlighedsforstyrrelse på mangelfuldt grundlag

https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/1189427/

Skizofreni fejldiagnose

https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/0762028/ og https://stpk.dk/afgorelser-og-domme/afgorelser-fra-sundhedsvaesenets-disciplinaernaevn/0342015/

Mail til Til Justitsministeriet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed

"Jeg vil hermed klage over statsadvokaten, rigsadvokaten, den lokale anklagemyndighed og Københavns Vestegns Politi.

Jeg skal konkret klage over at ovennævnte myndigheder systematisk har forbrudt sig mod objektivitetsprincippet og ignoreret mine talrige anmeldelser, således, at man ikke har forhindret eller efterforsket den kriminalitet, jeg har indgivet relevante anmeldelser af, fra 2016 og frem.

At man således har udvist grov pligtforsømmelse og ignoreret, at jeg er og har været truet på mit liv, mit helbred og min frihed, har direkte afstedkommet de nyeste sigtelser, som i sig selv udgør en trussel mod mit liv, mit helbred og min frihed.

Politi og anklagemyndighed skal starte helt forfra i efterforskningen af de nyeste sigtelser, man skal gøre sit arbejde ordentligt og inkludere alt det materiale, som beviser min uskyld, og som jeg har overgivet til disse myndigheder. Hvis man havde udvist rettidig omhu fra starten, var jeg aldrig blevet sigtet for freds- og ærekrænkelser.

Jeg har indgivet anmeldelse af Camilla Elvekjær, Egill Rostrup, Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen blandt flere, men Vestegnens Politi har ignoreret eller sjoflet samtlige anmeldelser.

Eksempelvis har Gitte Ahle ud over enhver rimelig tvivl misbrugt sin stilling og sit fag til at true mig med dokumenterbart uberettiget tvangsmedicinering og givet mig PTSD. Det kan umuligt være lovligt!

Det, der er sket, er følgende:

Jeg har først anmeldt bl.a. Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen for brud på straffeloven.

Politi, anklager og myndigheder har ignoreret eller sjoflet mine anmeldelser.

Herefter har jeg under berettiget anvendelse af nødret sendt min autofiktive roman rundt i håbet om livreddende hjælp fra tidligere kolleger.

Fordi jeg er blevet ignoreret, har anmelderne følt det berettiget at anklage mig for freds- og ærekrænkelser.

Fordi jeg er stemplet med Camilla Elvekjærs fejldiagnose og fordi Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen betræder magtfulde stillinger som hhv. formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og chef i retspsykiatrien, med en plads i Retslægerådet, har politi og anklager ikke turde gøre det fagligt eneste korrekte, som er at ignorere deres latterlige anklager og i stedet sigte dem for det, jeg har anmeldt dem for.

Hensynet til mit liv, helbred, frihed og sikkerhed står langt, langt over hensynet til mine bødlers fred og ære. Det er så logisk, at det er forrykt, at jeg skal gøre opmærksom på det.

Når jeg og de objektive beviser, jeg har sendt politiet konstant ignoreres og når mine bødlers usande påstande ukritisk og blindt tillægges sandhedsværdi, er der ikke lighed for loven i Danmark.

Når jeg i modstrid med virkeligheden kan idømmes livslang tvangsbehandling for noget, jeg aldrig har fejlet, er der hverken rets- og patientsikkerhed i Danmark.

Jeg har qua de justitsmord og de overgreb, jeg har været udsat for og som er blåstemplet af det danske retsvæsen og de danske myndigheder, ingen tiltro til, at jeg nu får en retfærdig rettergang.

Jeg er dømt på forhånd af både Kriminalforsorgen, Retspsykiatrisk Klinik, Retslægerådet og de facto også af enhver dansk dommer, der automatisk retter sig efter hvad førnævnte instanser påstår, om det er sandt eller ej.

Ad utilstrækkelig juridisk bistand

Fordi jeg initialt har mistet min lægeautorisation på grund af fejldiagnosen, og som følge heraf er blevet arbejdsløs, ruineret, hjemløs og ikke kan bekoste hverken retshjælpsforsikringer eller medlemskab af Lægeforeningen, har jeg først for nylig og efter flere forsøg fået juridisk bistand af advokat Kira.

Jeg er taknemmelig for hendes indsats for mig, men det siger sig selv, at det er umuligt for en enkelt advokat at imødekomme det store behov, jeg har for juridisk bistand.

Man kan heller ikke forvente, at jeg som lægmand selv skal agere jurist, især ikke når jeg er underlagt de af staten påtvungne uholdbare sociale livsvilkår med kronisk fattigdom, afsavn og periodevis hjemløshed, samt nu den af Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen inducerede PTSD.

Det er uværdige og skandaløse vilkår, som kompromitterer min retssikkerhed og det er ikke en retsstat værdigt, at behandle mig på den måde.

Jeg skal derfor bede om at min advokat Kira tildeles økonomiske midler eller juridisk assistance, eller at jeg tildeles en advokat til at bistå mig i de forhold, som Kira ikke har mulighed for at varetage.

Ad Den Særlige Klageret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Jeg skal hermed indbringe nedenstående forhold (“A” og “B”) for Den Særlige Klageret og eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, samt Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Jeg skal bede om juridisk vejledning og bistand til dette og jeg kan ikke bekoste en advokat eller anden juridisk rådgivning selv. Jeg skal bede om vederlagsfri bistand til at søge fri proces eller lignende, og selv om jeg foretrækker at bruge Kira , er det underordnet hvem, der hjælper mig.

Konkret vil jeg indbringe Østre Landsrets dom i 2016 (se nedenfor), da det har vist sig at den var baseret på urigtige og mangelfulde oplysninger, og da der nu er nye oplysninger tilgængelige som, hvis de var tilgængelige i 2016, ville have ændret udfaldet af retssagen markant og til min fordel, og det samme er tilfældet hvad angår behandlingsdommen uden længstetid fra 2018, ligeledes i Østre Landsret.

De øvrige strafbare forhold, jeg nævner nedenfor, skal jeg bede politiet, anklagemyndigheden og Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at behandle og efterforske, og jeg vil i den forbindelse have erstatning.

A. Dommen i Østre Landsret i 2016

I juni 2016 tvangsindlagde praktiserende læge Camilla Elvekjær mig på Psykiatrisk Center København (PCK). Initialt på farekriteriet, men da det lykkedes mig at undgå at blive anholdt inden for 24 timer, ændrede hun det til behandlingskriteriet.

Overlæge Toke Troelsen på den lukkede psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital under PCK godkendte tvangsindlæggelsespapirerne dagen efter tvangsindlæggelsen.

Efter overflyttelsen få dage efter til den lukkede psykiatriske afdeling på Rigshospitalet under PCK, blev overlæge Torsten Bjørn Jacobsen min behandlingsansvarlige overlæge.

Overlæge Torsten Bjørn Jacobsen var min modpart i det lokale psykiatriske patientklagenævn og i Københavns Byret, og Torsten Bjørn Jacobsens overordnede var min modpart i Østre Landsret.

Overlæge Torsten Bjørn Jacobsen var på tidspunktet for ovenstående formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, med Gitte Ahle som næstformand. Gitte Ahle afløste Torsten Bjørn Jacobsen som formand i 2018.

Min daværende bedste ven, læge Jasper Jeppesen, nu Jasper Hoffmann, var ansat under Torsten Bjørn Jacobsen på PCK, Rigshospitalet, men ragede uklar med ham og sagde sin stilling op relativt kort tid før jeg blev tvangsindlagt.

Torsten Bjørn Jacobsen bekræftede på min forespørgsel under tvangsindlæggelsen, at han kendte overlæge og anmelder Egill Rostrup privat. Torsten Bjørn Jacobsen er inhabil ift. især Gitte Ahle og omvendt. Anne Mette Brandt Christensen er inhabil i forhold til Gitte Ahle og Retslægerådet og omvendt. Jeg kan ikke regne med, at der er nogen psykiater i Danmark, der nu er uhildet og hvis faglighed og integritet man kan sætte sin lid til i min sag.

Min beskikkede advokat i Københavns Byret og Østre Landsret var Irene Zehngraff. Hun fortalte mig, at hun aldrig havde hørt om nogen advokater, der havde vundet en sag som min i retten. Irene Zehngraff fortalte mig desuden, at dommen i Østre Landsret var endelig, samt at jeg ikke kunne anke den til en højere instans. Derfor gik jeg ikke til Den Særlige Klageret eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket jeg ellers ville have gjort.

Hverken Camilla Elvekjær, Toke Troelsen eller Camilla Elvekjær har nogensinde observeret mig sindssyg eller i en ligestillet tilstand, til fare for mig selv eller andre, behandlingskrævende eller personlighedsforstyrret. I omkring et halvt år forud for hendes tvangsindlæggelse, blev Camilla Elvekjær ved med at påstå, at jeg var paranoid psykotisk, men hun kunne aldrig forklare mig hvorfor hun mente det.

Torsten Bjørn Jacobsen og hans overordnede løj eller undlod at sige sandheden i det lokale psykiatriske patientklagenævn og i by- og landsretten og derfor tabte jeg i alle instanser og var uden autorisation, job, formue og bolig, samt irreversibelt fejldiagnosticeret med paranoid psykose.

I perioden efter, jeg tabte i Østre Landsret blev jeg anklaget og senere idømt en behandlingsdom uden længstetid for at have truet Camilla Elvekjær til at berigtige hendes fejldiagnose, således at jeg kunne generhverve min lægeautorisation, få et job og ikke være hjemløs.

I samme periode opdagede jeg ved en aktindsigt fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at Camilla Elvekjær havde ringet op og til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen anklaget mig for at have misbrugt hendes cpr nummer til ulovligt at tilgå Det Fælles Medicinkort (FMK) og udskrive medicin til mig selv i hendes navn. Det var en vrangforestilling, der intet havde på sig.

Endvidere opdagede jeg at Camilla Elvekjær havde misbrugt mit cpr-nummer til ulovligt at snage i mine dybt personlige helbredsoplysninger på sundhed.dk. Jeg indberettede disse forhold til Styrelsen for Patientsikkerhed og anmeldte dem til Københavns Vestegns Politi, men ingen reagerede.

I skrivende stund er det hævet over enhver rimelig tvivl, at jeg på noget tidspunkt har opfyldt kriterierne for tvangsindlæggelse på fare- eller behandlingskriteriet, har været personlighedsforstyrret eller utilregnelig.

Jeg har aldrig været kronisk paranoid psykotisk (bl.a. Camilla Elvekjær og Gitte Ahle), psykotisk forårsaget af det centralstimulerende præparat Concerta (bl.a. Camilla Elvekjær og Torsten Bjørn Jacobsen), skizofren (Toke Troelsen og Marianne Geoffroy), autist (Torsten Bjørn Jacobsen), bipolar (Henrik J) eller noget som helst andet psykiatrisk, fraset ADD og nu PTSD.

Det beviser især de lydoptagelser, jeg har overgivet til politiet, Datatilsynets afgørelse, privatpraktiserende psykiater Henrik Js speciallægeerklæring af 2. marts 2017, retspsykiater Hans Rabens og Ps omfattende og udførlige erklæringer, samt en stor mængde yderligere dokumentation.

Der er ingen mennesker, der nogensinde har oplevet mig være sindssyg, personlighedsforstyrret, til fare for mig selv eller andre, eller tvangsbehandlingskrævende, og der er utallige mennesker, der kan bevidne det, mennesker som jeg har haft tæt og daglig kontakt med i alle årene og også i de perioder, hvor enkelte forudindtagede og inhabile læger og psykiatere har ment det modsatte. Camilla Elvekjær gav mig en alvorlig fejldiagnose, som man enten af ren og skær journaltekniske årsager eller kollegiale hensyn videreførte.

Camilla Elvekjær har udvist grov skødesløshed og er skyldig i dokumentfalsk, idet hun ikke blot i tvangsindlæggelsespapirerne fordrejede fakta og opdigtede symptomer på sindssyge og fare, hun citerede også privatpraktiserende psykiater Søren Buus Jensen for at skulle have fortalt hende, at jeg var paranoid og psykotisk, men det havde han dels aldrig sagt og dels benægtede han det i en mail til mig i 2016.

B. Dommen i Østre Landsret i 2018

Jeg har adskillige gange informeret modtagerne af denne mail om behandlingsdommen uden længstetid af 2018. Idet der er fremkommet nye oplysninger, som ikke var tilgængelige på tidspunktet for dommen, eller eksisterende oplysninger, som politi og anklagemyndighed ignorerede, som alle ville have ændret udfaldet af dommen i 2018 markant, hvis de havde været tilgængelige hhv. blevet anvendt, skal retssagen indbringes for Den Særlige Klageret.

Ulovlige ransagninger, en anholdelse og frafaldet sigtelse

Jeg har talrige gange klaget over disse ulovligheder begået af politiet, og jeg har senest kontaktet den social retshjælp den 8. januar 2022 mhp. indhentning af aktindsig i disse forhold (se vedhæftet dokument). Jeg skal endnu engang klage over disse forhold hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og jeg giver med samtykke til at modtagerne af denne mail tager kontakt til og udveksler oplysninger med den sociale retshjælp.

Samtykkeerklæringer

Jeg giver hermed mit samtykke til at de myndigheder, der er modtagere af denne mail, må indhente samtlige oplysninger vedr. mig og de forhold, jeg har nævnt, hos de myndigheder, jeg har anført, samt kontakte advokat Kira med henblik på det, jeg har skrevet.

Nyeste udvikling

Jeg er netop i dag af min advokat Kira blevet oplyst af tidspunktet for retssagen først bliver fastlagt om 4 - 5 måneder.

Endvidere er jeg blevet oplyst om, at jeg ikke specifikt må få oplyst hvad jeg er anklaget for. Dermed har jeg ingen mulighed for at forsvare mig og jeg har slet ikke mulighed for at få indkaldt vidner, der kan bevidne min uskyld, når jeg ikke aner hvad det er, de skal bevidne.

Ingen af jer, der modtager denne klage, har gidet at forholde jer til at min sociale situation, med fattigdom og snarlig hjemløshed som følge af initialt den alvorlige fejldiagnose, autorisationsfratagelsen og arbejdsløsheden, samt nu de fuldstændigt vanvittige sigtelser, som intet har på sig, er så håbløs og uudholdelig, at jeg med sikkerhed ikke er i live om fem måneder.

Jeg fejler ikke andet end ADD og PTSD og har aldrig gjort det, og jeg er ikke tvangsindlæggelseskrævende i skrivende stund, men jeg vil ikke lide hver eneste dag, direkte og udelukkende som følge af ovennævnte forhold, som alle er mig påtvunget af politi, anklagemyndighed, sundhedsmyndigheder og anmelderne.

Min psykiske tilstand både før og nu er fuldstændig indfølelig, normal og ikke-sindssyg. Jeg er bedøvende ligeglad med hvad modtagerne af denne klage bilder sig selv ind er normal og adækvat adfærd eller reaktionsmønster.

Det er noget forbandet sludder, at min adfærd er eller har været unormal. Uanset hvad I vælger at udsætte mig for af overgreb, tvang og frihedsberøvelse, som følge af denne klage, er det helt og aldeles uberettiget og I gør det kun for at dække jeres egne rygge.

Jeg kan og vil begå selvmord alle steder I måtte anbringe mig under tvang som følge af denne henvendelse og jeg gør det fordi jeg ikke vil udholde mere psykisk tortur, som I er ansvarlige for.

Tag jer sammen, gør jeres arbejde og lad mig ikke vente fem måneder til.

Jeg er ikke i live om fem måneder.

Kjeld Andersen,

CPR:"

11. Januar 2022

Dagbog

Rorschach debunked af Wikipedia

https://en.wikipedia.org/wiki/Rorschach_test

"There are over 20 million references associated with the term ‘Rorschach’ on the Internet and it has its own English Wikipedia page (Wikipedia, 2021), with descriptions of the most common responses extracted from Weiner (2003) and Weiner and Greene (2007). Schultz and Loving (2012) concluded that 19% of the Rorschach-related information they found on the Internet posed a direct threat to the security of the test. Schultz and Brabender (2013) assessed the influence of the Rorschach Wikipedia page’s content on the protocols of non-patients who were instructed to act as parents who want to keep their children, and thus, fake-good. They showed that, relative to an uninformed (control) group, well-educated non-patients benefited from exposure to Wikipedia content."

[..]

"The evidence we have reviewed further suggests that the Rorschach does not provide objective, relevant and reliable data and therefore that psychologists who use it cannot exclude the possibility that their reports and testimony will cause reasonably foreseeable and avoidable harm. The governance of the test is also poor, and this is particularly concerning given that it lacks a method of measuring response style. Psychologists’ use of the Rorschach in court further appears to impact on the credibility of the whole profession and might constitute non-proportional violation of examinees’ autonomy. Our overall conclusion is therefore that – despite its popularity in some European countries (see Areh, 2020) – the Rorschach does not meet the standards which we believe the international scientific community requires of tests used in psycholegal work, and consequently that psychologists should not use it in court"

[..]

"In conclusion, psychologists should only use tests whose reliability and validity have been demonstrated rigorously. We expect that some other commonly used techniques and tests might also be found wanting if the standards set out above are applied to them. We do not think that these standards are unnecessarily arduous because if psychologists expect the public and more specifically legal professionals to trust them and their testimony, they must ensure that they use tests and techniques that are trustworthy and that do not violate the human rights of the persons assessed.

In the case of F v. Hungary (2018), the Court of Justice of the European Union ruled that an expert’s report is only acceptable if it is based on sufficiently reliable methods which meet standards recognised by the international scientific community. The Court did not convey what these standards are or decide whether or not projective tests are acceptable. This might be due to the Court’s trust in psychology as a profession, and other sciences, to fulfil its expectations. Should the profession fail to do so, a court could set standards for psychologists or it might decide that psychological expert opinions are not reliable enough to be received as scientific evidence."

https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13218719.2021.1894260

Psykologiens troværdighed som profession var altså truet af, at retspsykologer anvendte en fornuftsstridig test som Rorschach. Når retspsykologens vurdering, som i allerhøjeste grad beroede på Rorschach testen, vægtede så relativt tungt i en mentalundersøgelseserklæring, var det klart at hele erklæringens troværdighed led skade. Hvor mange observanter var i årenes løb blevet dømt i danske retssale på baggrund af en mentalundersøgelse hvor Rorschach testen indgik i? Hvor mange danskere havde fået en forkert straf eller behandling som følge af Rorschach testens resultat? Hvorfor var der ingen danske psykologer, der havde opponeret over, at deres kolleger på Retspsykiatrisk Klinik havde brugt en test som var uvidenskabelig og ingen plads havde nogen steder?

Hvordan forsvarede de psykologer, der havde bestemt så mange dømtes skæbne ud fra ren overtro, som Rorschach testen var? Havde de udvist faglighed som var under normen? Hvorfor brugte de Rorschach, som i årevis havde været stærkt kritiseret? Hvorfor brugte Retspsykiatrisk Kliniks psykologer ikke en af de andre og langt bedre psykometriske og projektive tests? Brugte psykologerne Rorschach test fordi de havde en særlig personlig interesse i at bibeholde den? For der var jo ingen rationelle argumenter for at bruge den. Svarene blæste i vinden og blev aldrig besvarede, for ingen havde en interesse i at spørge. Det passede retsvæsenet ganske udmærket at pseudovidenskab afgjorde dømtes skæbner. Dommeren slap for at tænke selv, når han eller hun konsekvent og ukritisk rettede sig efter hvad Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet postulerede.

At psykiaternes vurdering uudfordret spillede så stor og afgørende rolle i en dansk retsal, var en alvorlig og omfangsrig retssikkerhedsmæssig trussel. Men ingen gjorde noget ved det. Fordi medierne og politikerne var ligeglade, mentalt dovne og autoritetstro, og fordi dommerne elskede ansvarsforflygtigelse og fordi psykiaterne elskede den magt, de derved havde. Når man blev tvunget til at undergå en useriøs test, var det fristende at give et useriøst svar, men det skulle man for alt i verden ikke gøre.

Eksempler på rigtige og forkerte svar i en Rorschach test (billede 5)

https://en.wikipedia.org/wiki/Rorschach_test#/media/File:Rorschach_blot_05.jpg

"Hvad viser dette billede?"

Forkert svar:

"Det forestiller mig, der står og venter på dig, når du får fri fra arbejde"

Rigtigt svar:

"Jeg ser en sommerfugl"

Gennemgang af de enkelte billeder

Rigtige svar: Flagermus, møl, sommerfugl.

"Når de ser kort I, spørger forsøgspersoner ofte om, hvordan de skal gå videre, og spørgsmål om, hvad de må gøre med kortet (f.eks. dreje det) er ikke særlig væsentlige. Som det første kort kan det give fingerpeg om, hvordan forsøgspersoner tackler en ny og stressende opgave. Det er dog ikke et kort, der normalt er svært for emnet at håndtere, da det har let tilgængelige populære svar."

Rigtige svar: To mennesker (i Skandinavien to nisser inkl. røde områder), et firebenet dyr, to elefanter, hund, bjørn (grå områder).

"De røde detaljer på kort II ses ofte som blod og er de mest karakteristiske træk. Svar på dem kan give indikationer om, hvordan en person sandsynligvis vil håndtere følelser af vrede eller fysisk skade. Dette kort kan fremkalde en række seksuelle reaktioner."

Rigtige svar: To mennesker (grå områder).

"Kort III opfattes typisk at indeholde to mennesker, der er involveret i en eller anden interaktion, og kan give information om, hvordan subjektet forholder sig til andre mennesker (specifikt kan svarlatens afsløre besvær med sociale interaktioner)."

Rigtige svar: Dyrepels, tæppe.

"Kort IV er karakteristisk for sin mørke farve og dets skygge (som udgør vanskeligheder for deprimerede personer), og opfattes generelt som en stor og til tider truende figur; sammensat med det almindelige indtryk af, at subjektet er i en underlegen position ("ser op") i forhold til det, tjener dette til at fremkalde en følelse af autoritet. Indholdet af mennesker eller dyr, der ses på kortet, er næsten uvægerligt klassificeret som mandlige snarere end kvindelige, og de kvaliteter, som personen udtrykker, kan indikere holdninger til mænd og autoritet. På grund af dette kaldes kort IV ofte "Faderkortet".

Rigtige svar: Flagermus, møl, sommerfugl.

"Kort V er et let fortolket kort, der normalt ikke opfattes som truende, og som typisk anstifter et "temposkifte" i testen, efter de tidligere mere udfordrende kort. Indeholder få funktioner, der genererer bekymringer eller komplicerer udarbejdelsen, og det er den nemmeste klat at generere et svar af god kvalitet om."

Rigtige svar: Dyrepels, tæppe.

"Tekstur er det dominerende kendetegn ved kort VI, som ofte fremkalder association relateret til interpersonel nærhed; det er specifikt et "sex-kort", dets sandsynlige seksuelle opfattelser rapporteres hyppigere end i noget andet kort, selvom andre kort har en større variation af almindeligt set seksuelt indhold."

Rigtige svar: Menneskeansigter eller hoveder (øverste del).

"Kort VII kan forbindes med femininitet (de menneskelige figurer, der almindeligvis ses i det, beskrives som kvinder eller børn), og fungerer som et "moderkort", hvor vanskeligheder med at reagere kan være relateret til bekymringer med kvindefigurerne i subjektets liv. Den midterste detalje identificeres relativt ofte (dog ikke populært) som en vagina, hvilket gør, at dette kort også relaterer sig til især feminin seksualitet."

Rigtigt svar: Firebenet dyr (lysrødt område).

"Folk udtrykker ofte lettelse over kort VIII, som lader dem slappe af og reagere effektivt. I lighed med kort V repræsenterer det et "temposkifte"; kortet introducerer dog nye udarbejdelsesproblemer, da det er komplekst og det første flerfarvede kort i sættet. Derfor kan folk, der finder det ubehageligt eller vanskeligt at behandle komplekse situationer eller følelsesmæssige stimuli, være utilpas med dette kort."

Rigtige svar: Et menneske (orange område) eller intet specifikt.

"Karakteristisk for kort IX er utydelig form og diffuse, dæmpede kromatiske træk, hvilket skaber en generel vaghed. Der er kun ét populært svar, og det er det mindst hyppige af alle kort. At have problemer med at behandle dette kort kan indikere problemer med at håndtere ustrukturerede data, men bortset fra dette er der få særlige "træk" typiske for dette kort."

Rigtige svar: Krabbe, hummer, edderkop (blåt område), kaninhoved (lysgrønt område), slanger, orme, larver (kraftigt grønt område).

"Kort X minder strukturelt om kort VIII, men dets usikkerhed og kompleksitet minder om kort IX: folk, der har svært ved at håndtere mange samtidige stimuli, kan måske ikke lide dette ellers behagelige kort. Da det er det sidste kort, kan det give forsøgspersonen mulighed for at "logge ud" ved at angive, hvordan de føler, deres situation er, eller hvad de ønsker at vide."

Rorschach testen havde altså samme sandhedsværdi som horoskoper eller spåning i kaffegrums.

Risiko for tvangsindlæggelse

Som altid når jeg skrev til Peter Worm Jantzen og beretiget bebredjede ham for min uholdbare situation, måtte jeg forvente at han som en straf eller for at dække egen ryg foranstaltede at tvangsindlægge mig.

Enhver læge og psykiater kunne udfærdige en tvangsindlæggelseserklæring, hvis indhold ikke havde rod i virkeligheden, og man skulle være ualmindelig sjusket for at politiets jurist ikke straks godkendte tvangen. Det var formentlig aldrig eller ekstremt sjældent sket at politiets jurist, som udelukkende forholdt sig til selve erklæringens tekniske gyldighed, havde afvist den.

Når politites jurist automatisk havde godkendt tvangsindlæggelseserklæringen, blev politiet sendt ud for at anholde, med vold og magt om nødvendigt, den pågældende, som erklæringen omhandlede. Betjentene pararede bare ordrer, og det var utopisk at forestille sig at de ikke ville anholde vedkommende uanset hvor normal og upåfaldende han eller hun var. Man havde jo juristens godkendelse uanset hvad, så hvis man undlod tvangsindlæggelsen fordi personen var psykisk normal, så ville betjentene selv hænge på ansvaret, hvis personen, der var upåfaldende alligevel foretog sig noget. Alene forskrækkelsen over at politiet pludseligt dukkede op kunne resultere i en efterfølgende farlig situation. Så hellere være på den sikre side, man skulle ikke risikere noget, og det var nu psykiaterens ansvar, ikke deres.

Så man var sikker på at blive anholdt uanset hvad. Fordi lægen eller psykiateren, der skulle godkende tvangsindlæggelsen var kollegial, fordi vedkommende sastte sin lid til at eksempelvis den praktiserende læge kendte patienten bedst og derfor havde ret blev tvangsindlæggelsen altid godkendt. Det var nok aldrig sket at en tvangsindlagt patient ved ankomsten til en psykiatrisk afdeling i håndjern og flankeret af uniformerede betjente, bare fik lov til at gå hjem, fordi vedkommende helt åbenlyst ikke fejlede noget psykisk.

Hvis patienten kom til den psykiatriske afdeling på et skævt tidspunkt, hvor der ikke var en erfaren psykiatrisk speciallæge til stede, var det op til en reservelæge i første omgang at godkende at patienten blev tvangsindlagt på afdelingen. Fordi vedkommende reservelæge kunne være medicinstuderende, ringede vedkommende til den vagthavende psykiater, bagvagten, der sad hjemme. Over telefonen læste reservelægen tvangsindlæggelsen op og uanset hvor normal patienten var, turde ingen bagvagt at gøre andet end at godkende tvangen uden selv at have set og vurderet patienten.

Den psykiatriske overlæge skulle dagen efter godkende tvangsindlæggelsen. Det gjorde vedkommende altid, uden undtagelse, for det risikerede han intet ved at gøre; tværdimod ville en forkastelse af tvangen medføre at han var en dårlig kollega til den reservelæge og bagvagt, der havde godkendt tvangen. Og dermed var der tale om ulovlig frihedsberøvelse, som patienten ville påklage og som havde økonomiske, ansættelsesmæssige og karrieremæssige konsekvenser for afdelingen og de pågældende læger.

Og det var præcis, hvad der var sket for mig i 2016. Jeg blev anholdt af Anders og Katrine, to civile strømere, som ikke ville fortælle mig hvorfor jeg skulle vækkes af min middagslur efter jeg havde svømmet Amager Strandpark rundt (5,2 kilometer), og de ville ikke fortælle mig hvad deres markerings/ID-nummer var. Jeg var fuldstændig stille og rolig, venlig og høflig, og absolut ikke spor sindssyg, men det var lige meget.

Mit forløb var derefter eksakt som beskrevet ovenfor. Og det var begyndelsen til enden, og jeg vidste det med det samme. Det eneste jeg kunne gøre, mens Peter Worm Jantzen udfærdigede tvangsprotokollen var at sørge for at fremtræden og mine omgivelser afspejlede min psykiske tilstand, der var normal:

Der var aldrig rodet på mit værelse, men jeg ryddede ekstra op og tørrede støv af overflader, støvsugede og luftede ud.

I bad og på med tøjet, der var rent og indføleligt sammensat i stil. Min trofaste hår- og skægtrimmer, jeg havde haft i otte år valgte desværre at gå i stykker netop i morges, så jeg kunne ikke barbere skæget, men jeg brugte barberskraberen så meget jeg kunne.

Skraldespanden blev tømt og jeg lagde strategisk et par æbler på bordet, samt fylte en tom halvanden liter flaske med vand, således at politiet ikke kunne påstå, at jeg ikke fik smist og drukket og dermed var i fare. Jeg vidste jo af erfaring at det var hvad man kiggede efter og journaliserede.

Og så direkte i seng igen. Når jeg skulle vente fem måneder på at få at vide hvornår jeg skulle i fængsel, så var det hele slut; ingen lægeautorisation, ingen fremtid, kun håbløshed, ensomhed og afsavn. Så var der ingen grund til at stå op og gå ned i værestedet, der var ingen grund til at træne i fitnesscentret eller spille badminton, og der var ingen grund til at forsøge at finde et andet sted at bo, når lejekontrakten udløb om 20 dage.

Der var ingen grund til at vente og vente, kun for at blive straffet og på at lide i årene fremover.

Jeg havde gået alle ruterne, læst alle bøgerne, siddet på alle bibliotekerne og set alt på Netflix, og det var der ingen grund til at fortsætte med, dag ud og dag ind.

Politiet havde jaget og chikaneret mig væk fra værelset hos mine forældre, væk fra værelset på Sjællør Boulevard, væk fra værelset hos min daværende ven i Glostrup og væk fra værelset i Høje Taastrup. Om politiet nu chikanerede mig væk fra mit nuværende værelse betød heldigvis ingenting, for dels mistede jeg det snart alligevel og dels havde jeg ingen møbler og stort set ingen ejendele tilbage.

Så ethvert overgreb var nu bare et spændende afbræk fra en ulidelig, monotom og trøstesløs hverdag med konstante bekymringer, frygten for at telefonen ringede og det var politiet, der truede mig med bullshit sigtelser eller min advokat, der altid kun havde dårlige nyheder, samt - naturligvis - udsigten til sult og hjemløshed.

Det var lang tid siden, at jeg havde være ude at køre i en bil, så alene turen i en patruljevogn iført håndjern (som jeg havde prøvet en del gange efterhånden) var ikke utiltalende på nuværende tidspunkt.

"Ring til den sociale retshjælp og få dem til at hjælpe dig med at få en bolig". Det sagde min søde og velmenende advokat forleden. Men jeg havde nu igennem så mange år mange gange spurgt socialrådgivere, psykiatere, sagsbehandlere, socialpædagoger og kommuner om mulighed for en lejlighed, og derfor vidste jeg at der ikke var noget at komme efter.

Det lød jo som et godt og værdifuldt råd at advokaten havde foreslået mig den mulighed, hun mente var bedst. Og det var den også, men den var ikke så god, at det kunne hjælpe mig med et sted at bo. Jeg havde fået alverdens velmenende råd fra nærmest alle mennesker, jeg havde talt med, og langt, langt hovedparten var ligegyldige, når jeg fulgte dem.

Men hvis det fik dem, der gav mig råd en følelse af at have hjulpet mig, var det fint nok med mig. Det var sundt for en relation, det var en social gestus, som ikke handlede om at hjælpe mig med konkret viden, der kunne løse et specifikt problem, det handlede om at signalere interesse og venlighed, på samme måde som at spørge hvordan det gik. Det går fremragende, tak.

Tvunget selvmord

På berlingske.dk plejede jeg at lytte til avisens podcasts. Her til aften hørte jeg en podcast om æresdrab blandt danskere med minoritetsbaggrund. I de miljøer, hvor der havde været praktiseret æresdag, eller hvor man sympatiserede med fænomenet, havde man især siden 2005 lært, at hele familien, der havde deltaget i et æresdrab, uanset hvor lille rolle de havde spillet i drabet, blev straffet, altså en kollektiv straf.

Og i en del af straffen var udvisning. Sidstnævnte straf frygtede man og det havde medført at de pågældende familier havde ændret strategi; nu pressede og tvang man istedet pigerne til at begå selvmord.

Fænomenet var især kendt i vores nabolande, hvor man bl.a. talte om "altanpiger", sikkert fordi de begik selvmord ved udspring fra bygninger.

Det var eksakt det samme politiet, anklagemyndigheden, nogle psykiatere, enkelte læger og samtlige offentlige myndigheder i Danmark praktiserede overfor mig. Man stigmatiserede og marginaliserede mig med en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, man ruinerede mig, gjorde mig hjemløs, udsatte mig for adskillige ransagninger, anholdelser osv., den ene sigtelse efter hinanden, man udsatte mig for kulde og sult, ydmygelser og fornedrende straf og behandling.

Det gjorde man i flere år og ødelagde langsomt men sikkert min fremtid og gav mig PTSD. Der var ingen forståelse fra myndighederne og det offentlige system i Danmark, jeg blev kategiroseret som en kværulant og ignorerede mig, selv om jeg ikke var kværulant, men indføleligt desperat, og selv om mine henvendelser faktisk var relevante. Men ingen gad at læse dem, ingen gad at lytte til de optagelser, der frikendte mig for både fejldiagnoser og ulovligheder, og det resulterede selvfølgelig i selvmord.

Og det skulle nok lykkes for de klamme psykiatere at presse mig til selvmord. Når de unge piger i indvandrerfamilierne var tvunget til at begå selvmord, var fortællingen i familierne og i lokalsamfundet, at selvmorderen jo også havde været nedtrykt, og til begravelserne græd man krokodilletårer.

Derfor slap de skyldige i selvmordet for straf. Ingen anede uråd. Alle der vidste noget, holdt tæt, og myndighederne fik aldrig noget at vide. Sådan var det også i forhold til mig; psykiaterne ville med held bilde politi, myndigheder, min familie og pårørende ind, at jeg var "psykisk syg", "deprimeret", "sindssyg", "svært personlighedsforstyrret", havde et "abnormt respons", udviste en "unormal adfærd", som ikke var "indfølelig" osv.

Psykiaternes mål var at skyde skylden for mit selvmord på mig selv, og frikende deres skyld. Der var noget galt med mig, havde de med held bildt politiet og retsvæsenet ind. De var jo eksperterne og hvis man betvivlede deres vurdering, led man af storhedsvanvid. Det var det Gitte Ahle igen og igen havde fortalt mig.

Der var engang hvor det tvungne selvmord som navngivne psykiatere og læger udsatte mig for gjorde mig vred og fortvivlet. Sådan var det ikke længere. Nu ville det snart lykkes dem, og der var intet at gøre. Peter Worm Jantzen havde gjort alt, alt for lidt, alt, alt for sent, og derfor var det, der stillede ham i et godt lys, reelt set ingen gavnlig effekt haft for mig. Sådan var Peter så pragmatisk og gav indtryk af, både over for mig og mine pårørende, samt Hans Rabenetspsykiatriske kolleger, at han var den gode og samvittighedsfulde psykiater.

Virkeligheden var imidlertid at Peter Worm Jantzen havde været fuldt ud bevidst om de selvmordsinducerede livsvilkår jeg levede under. Jeg havde tigget og bedt Peter Worm Jantzen om at gøre noget for at redde mit liv, og det han skulle gøre var at få mig ud af psykiatrien og give mig mit lægearbejde igen. Nogle gange handlede det kun om at jeg havde brug for hjælp til mad og vand eller ly for regn, blæst og kulde, og ikke engang det kunne Peter Worm Jantzen hjælpe mig tilstrækkeligt med.

Så mens jeg var truet på mit liv og helbred, havde Peter Worm Jantzen i mange tilfælde vendt det blinde øje til. Og det havde jeg dokumenteret til fulde, så det var ikke en freds- eller ærekrænkelse eller injuerende. Det havde jeg sikret mig grundigt imod.

Så det spillede ingen rolle hvad end Peter Worm Jantzen havde skrevet i den omfangsrige retspsykiatriske erklæring om hele mit treårige forløb hos han og Hans Raben. Den erklæring, som Kriminalforsorgen havde modtaget, og den erklæring, som politi og anklagemyndighed havde ignoreret, hvis de da nogensinde havde modtaget eller efterspurgt den.

Samtidig med at jeg var under tæt og hyppig retspsykiatrisk observation af P, havde anklagemyndigheden krævet at jeg skulle mentalundersøges. Det var absurd! For det VAR jeg jo. Og dertil en usammenlignelig bedre og mere grundig observation end en få timers varende mentalundersøgelse nogensinde kunne være, især taget den latterlige og anakronistiske Rorschach test, som i tid havde udgjort næsten en tredjedel af den totale mentalundersøgelsestid.

Jeg havde iøvigt modtaget mit nye sundhedskort. Det var min roommate, der havde lagt brevet med det til mig. Jeg havde ikke nøgle til postkassen. Om 20 dage boede jeg ikke på adressen længere, så det var da lidt morsomt at jeg lige nåede at være indehaver af mit sundhedskort nogle dage. Jeg gad dog ikke engang at åbne brevet, som kortet lå i, for det var ligegyldigt, jeg kunne ikke låne bøger de fleste steder pga. bøder, der var vokset støt som jeg ikke kunne betale, og hvem min praktiserende læge var, var helt ligegyldigt.

"Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, om anvendelsen af § 81 a i lov om aktiv socialpolitik, herunder om en ansøgning om økonomiske hjælp til betaling af en huslejerestance både skal behandles efter lov om aktiv socialpolitik § 81 og § 81 a eller alene efter § 81 a"

"Lov om aktiv socialpolitik § 81 a fastslår, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede midlertidige huslejeudgifter til en person, der er udsættelsestruet på grund af huslejerestancer, hvis det på sigt kan forebygge, at personen udsættes af boligen. Kommunen kan betinge hjælpen af, at personen indgår en administrationsaftale, medvirker til fastsættelse af en plan for flytning til en mere passende bolig eller deltager i gældsrådgivning el.lign."

"Kommunen skal særligt rette hjælpen til børnefamilier og socialt udsatte borgere."

"Lovens § 81 fastslår, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden."

"Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 5 fastslår, at kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning."

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/3aabebaa-de08-40b3-baef-d258b116206d

Elendig retspsykiatri

"Da Statsrevisorerne behandlede beretningen, fandt de, at Justitsministeriets og regionernes arbejde med at sikre, at retspsykiatriske patienter får et sammenhængende forløb, havde været utilfredsstillende. Statsrevisorerne bemærkede derudover, at myndighederne for mange patienters vedkommende ikke havde overholdt kravene til opstart, behandling og afslutning af retspsykiatriske forløb. Der er således mange retspsykiatriske patienter, som fik et for langt, unødigt indgribende og usammenhængende forløb, der kunne krænke patientens retssikkerhed. Statsrevisorerne bemærkede, at ovenstående medfører en risiko for, at effekten af den kriminalpræventive indsats udebliver, og at patienten kan falde tilbage i ny kriminalitet, hvilket strider mod formålet med den idømte foranstaltning"

"Statsrevisorerne bemærkede endvidere, at myndighedernes og kommunernes utilstrækkelige indsats ved afslutningen af forløb for retspsykiatriske patienter gør, at psykiatriens – i forvejen pressede kapacitet – sættes under unødigt pres. Det sker, når stabile og udskrivningsparate retspsykiatriske patienter optager sengepladser i psykiatrien, så andre patienter med behov for indlæggelse må vente."

"Statsrevisorerne bemærkede, at der er mange retspsykiatriske patienter, som får et for langt, unødigt indgribende og usammenhængende forløb, der kan krænke patientens retssikkerhed. Statsrevisorerne bemærkede også, at Region Sjælland og Region Hovedstaden har patienter, der har ventet op mod 18 måneder på at få foretaget en mentalundersøgelse forud for deres dom, hvilket er 6 gange så lang tid som i de andre regioner."

"Statsrevisorerne bemærkede også, at manglende eller uegnede boligtilbud i kommunerne har medført, at psykiatrien i 2019 havde færdigmeldt 37 retspsykiatriske patienter, som gennemsnitligt var indlagt 59 dage længere end nødvendigt. Den patient, som var indlagt længst efter færdigmeldingen, måtte vente i 154 dage på at blive udskrevet. Derudover bemærkede Statsrevisorerne, at flere retspsykiatriske forløb opretholdes i unødvendig lang tid og i unødvendigt omfang, dels på grund af overskridelse af svarfrister hos psykiatrien, dels fordi psykiatrien ikke anmoder om ophævelse imellem statsadvokatens anmodninger."

"Statsrevisorerne bemærkede, at Kriminalforsorgen kun overholdt tidsfristerne til opstarten af tilsynet i 32 % af sagerne. Derudover bemærkede Statsrevisorerne, at flere retspsykiatriske forløb opretholdes i unødvendig lang tid og i unødvendigt omfang, dels på grund af overskridelse af svarfrister hos Kriminalforsorgen, dels fordi Kriminalforsorgen ikke anmoder om ophævelse imellem statsadvokatens anmodninger. 20. Det fremgik af beretningen, at Kriminalforsorgen i 76 ud af 100 sager ikke havde foretaget en behovs- og risikovurdering af patienten, og at Kriminalforsorgen kun i 1 ud af de 100 sager havde dokumenteret, at kravene til møder med patienten var overholdt, indtil behovs- og risikovurderingen var foretaget."

"23. Statsrevisorerne bemærkede, at flere retspsykiatriske forløb opretholdes i unødvendig lang tid og i unødvendigt omfang, dels på grund af overskridelse af svarfrister og lange sagsbehandlingstider hos statsadvokaten, dels fordi psykiatrien og Kriminalforsorgen ikke anmoder om ophævelse imellem statsadvokatens anmodninger. 24. Det fremgik af beretningen, at der i 34 % af sagerne ikke blev beskikket en bistandsværge i umiddelbar forlængelse af dommen. Statsadvokaten oplyste i forbindelse med beretningen, at de ville følge op på, at anklagemyndigheden som udgangspunkt anmoder retten om at beskikke bistandsværgen i forbindelse med domsafsigelsen eller hurtigst muligt efter. Det fremgik ligeledes af beretningen, at Kriminalforsorgen og/eller psykiatrien i flere sager ikke var blevet informeret om nye sigtelser mod patienten. Statsadvokaten oplyste i forbindelse med beretningen, at dette i fremtiden ville indgå i tilsynssamarbejdet med politiet. 8 25. Justitsministeren oplyser, at statsadvokaterne har gennemgået og ensrettet rykkerprocedurer, og fristerne er i den forbindelse forkortet, herunder rykkerfristerne. Derudover har statsadvokaterne besluttet, at der – modsat tidligere praksis – også skal indhentes udtalelser fra de tilsynsførende myndigheder i de situationer, hvor der er indledt en straffesag mod den pågældende dømte som følge af ny kriminalitet, eller hvor der sker prøvelse af den igangværende foranstaltning."

"Sundhedsministeren noterer sig endvidere, at størstedelen af regionsrådene vil tage initiativ til at belyse udfordringerne vedrørende afslutningen af retspsykiatriske forløb, og at regionsrådene via dialog med statsadvokaterne vil undersøge, hvordan forløbene kan forbedres, herunder problematikker i forhold til anmodning om ophævelse imellem statsadvokaternes kontrolhøringer. 18. Rigsrevisionen finder det tilfredsstillende, at regionsrådene vil tage initiativ til at belyse udfordringerne vedrørende afslutningen af retspsykiatriske forløb, og at der, hvis det er relevant, anmodes om ophævelse imellem statsadvokatens kontrolhøringer."

https://rigsrevisionen.dk/nyheder/2021/okt/notat-til-statsrevisorerne-5

https://rigsrevisionen.dk/Media/637696347422903795/408-21.pdf

12. Januar 2022

Dagbog

Optagelserne

Min forsvarsadvokat Kira skal sørge for, at de optagelser jeg har overleveret til Københavns Vestegns Politi den 12. december 2021, optagelser som dels beviser, at jeg aldrig har været sindssyg eller i en ligeartet tilstand, eller tvangsindlæggelseskrævende eller tvangsbehandlingskrævende, og dels og af denne årsag ligeledes beviser at jeg ikke skyldig i de nyeste sigtelser, bliver overleveret til mine efterladte, til relevante myndigheder og til alle, der må henvende sig til hende og anmode om udlevering.

Disse optagelser har politiet valgt at ignorere. Det samme er tilfældet, hvad angår de anmeldelser og dokumenter, jeg talrige gange har sendt til politiet, den lokale anklagemyndighed, statsadvokaten, rigsadvokaten, Den Uafhængige Politimyndighed, justitsministeriet, Ombudsmanden, Institut for Menneskerettigheder, Dignity, Det Psykiatriske Patientklagenævn og Styrelsen for Patientklager, Styrelsen for Patientsikkerhed mfl., som disse myndigheder også konsekvent har ignoreret. Jeg er blevet udsat for justitsmord en gang i Københavns Byret, en gang i Retten i Glostrup og to gange i Østre Landsret. Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet har udfærdiget en konklusion som var stik den modsatte af virkeligheden, både på daværende tidspunkt og i skrivende stund.

Mindst én højtplaceret retspsykiater og med stor sandsynlighed flere, har dokumenterbart haft en dobbeltrolle i min sag, idet vedkommende både har fungeret som evaluator af min sag og dernæst som behandler af mig. Og det er evident af denne retspsykiater har begået en meget alvorlig fejl i begge roller. Derfor er hun aldeles inhabil og har været det hele tiden, hun har vidst det og jeg har gjort opmærksom på det flere gange. Men ingen har gidet at reagere. Nu har hun så anmeldt mig for freds- og æreskrænkelser fordi jeg har været tvunget til at gøre omverden opmærksom på hendes handlinger.

En anden retspsykiater, som også er anmelder i min nye sag, indtager en så fremtrædende position inden for dansk psykiatri, at ingen psykiatere eller retspsykiatere i Danmark tør at modsige vedkommende, selv om denne fremtrædende retspsykiater har misbrugt sin stilling og sit fag til at udsætte mig for langvarig psykisk tortur og indespæring og har givet med PTSD. Jeg kan ikke forvente en retfærdig rettergang i Danmark, qua de forhold, jeg ovenfor har nævnt, og når det er fast tradtion, at alle danske dommere blindt og ukritisk retter sig efter hvad retspsykiaterne vurderer, om det er sandt eller i mit tilfælde forkert.

Når jeg bliver hjemløs igen den 1. februar og jeg kun har udsigt til adskillige måneders ulidelig og psykisk nedbrudende uvished og afsavn, før jeg igen bliver udsat for et justitsmmord, og det hele starter forfra, er der ikke én eneste grund til at forblive i live. Den danske stat har dermed udsat mig for tvungent selvmord.

Sagsbehandler Anne fra Kriminalforsorgen i Glostrup den 7. januar 2022

"Når nu du skal i retten skal vi jo nok forvente, at der kommer en dom. Hvad håber du at den dom kunne være?". "Frifindelse".

Jeg var som sædvanligt dømt på forhånd. Annes uprofessionalisme gav mig et afgørende knæk. Der var ingen grund til at klage over hende, for det havde aldrig haft nogen effekt at klage over nogen offentlige ansatte. Om så samtalen blev live streamet på DR, og alle kunne se og høre hvad, der foregik under dem, var det ligegyldigt. Myndighederne og domstolene nægtede at forholde sig til objektive beviser, så som lydoptagelser.

Set i bagspejlet var hver en krone, jeg havde brugt på en advokat og som nu havde givet så store sagsomkostninger, at jeg aldrig kunne ville betale dem tilbage, fuldstændig spildt. Jeg havde ikke opnået det fjerneste ved at have en advokat. Og det var også tilfældet nu. Hvorfor dog skylde endnu flere tusinder af kroner til min nuværende advokat, når jeg var dømt på forhånd?

Den Uafhængige Politiklagemyndighed var en overflødig myndighed, hvis eneste formål var at frikende politi og anklagemyndighed i samtlige eller meget, meget tæt på samtlige anmeldelser. Men det var godt for politiet, som så kunne gå ud og sige, at de nu var blevet frikendt hos en uafhængig instans. Hvor de ansatte ganske vidst var deres tidligere kolleger, men stadigvæk.

Jeg havde jo indgivet mange relevante og veldokumenterede anmeldelser til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Samtlige var ignoreret eller afslået. På nær den mindst betydningsfulde af dem, nemlig den af den vagthavende betjent fra Vestegnens Politi, som nedladende havde belært mig om, at "vi levede i et velfærdssamfund", da jeg desperat ringede og bl.a. fortalte at jeg sultede pga. alt hvad politiet havde udsat mig for. Det var dog ikke andet end et meget lille plaster på et meget stort sår. Og det var helt usandsynligt at Den Uafhængige Politiklagemyndighed ville gøre andet end at frikende den pågældende betjent og hendes overordnede. Men det var da også en slags anderkendelse af, at der havde været noget om anmeldelsen. Det var tilsyneladende den strengeste sanktion man som borger kunne forvente fra den side af.

Dagen i dag havde været aldeles rædselsfuld med selvmordstanker, der var mere og mere påtrængende og svære at tage afstand fra. Når jeg i dag havde gået stien langs togskinnerne eller når en lastbil havde passeret mig i høj fart på vejen, var det meget svært ikke at springe ud foran lastbilen eller toget og slippe for at lide i en uudholdelig grad hver eneste dag, fordi jeg intet havde at lave de fleste af ugens dage, det meste af dagen, end at gå og tænke på at jeg snart blev hjemløs igen, at jeg aldrig havde nogen penge og at jeg skulle lide så uudholdeligt i et halvt år inden jeg skulle i fængsel for derefter kun at få det værre med mere ensomhed og marginalisering, lediggang og afsavn.

Og det ville jeg ikke udsætte mig for. Ikke længere. Det var heldigvis meget lettere at få det definitivt afsluttet, når jeg vidste, at det var den bedste og eneste udvej fra en rædselsfuld tilværelse. Jeg vidste at Peter Worm Jantzen intet havde tænkt sig at gøre for at give mig reel hjælp. Jeg havde jo for ikke mere end et par måneder siden sidst været i livsfare uden at Peter Worm Jantzen havde gjort noget.

Jeg plæderede eller håbede ikke på noget længere. Jeg havde opgivet. Og jeg ville ikke ydmyge og nedværdige mig til at bo på herberg eller forsorgshjem igen, kun for at vente på at jeg skulle i fængsel. Der skulle være et formål med at lide afsavn og udholde mishandling, det skulle være fordi, der var noget godt på den anden side, som det var værd at kæmpe for, hvilket der ikke var for mig. Den instans eller person, der havde en måske størst andel i at det var gået, som det var, måtte være statsadvokaten, som havde ladet min dom og de uudholdelige vilkår vare alt for længe. Dernæst den lokale anklagemyndighed, som intet havde fattet og ville tvinge mig til en unødvendig mentalundersøgelse igen.

Men hvad fanden. Det var lige meget nu. Systemet havde vundet og jeg skammede mig ikke over at give op efter så mange års forgæves kamp. I sidste ende var måden systemet fungerede på til skade for hele den danske befolkning, den kom til at betale prisen når jeg var væk, og det var også præcis hvad den fortjente. I morgen var der endnu en dag, hvor jeg kunne gå rundt og have det dårligt, og den ville blive slem. Rigtig slem. Og det blev kun værre. Jeg glædede mig til at det var slut. Tanken om ikke at leve var befriende og gjorde mig afslappet og i bedre humør.

13. Januar 2022

Dagbog

Retspsykiatrisk faglitteratur på biblioteket

Det viste sig at biblioteket var velassorteret og havde en afdeling selv med retspsykiatrisk faglitteratur:

Billede. Bibliotektes afdeling for retspsykiatrisk faglitteratur.

Jeg kom jo for skade at se DR-dokumentaren "De særligt farlige" om de anbringelsesdømte udviklingshæmmede på Kofoedsminde i går aftes Det, der var skæmmende, men ikke overraskende, var, at der sad anbragte, der tydeligvis ikke var mentalt retarderede, samt at der over en periode på relativt få år var sket en meget markant øgning af beboere på stedet. Dertil kom, at man heldigvis havde været en smut forbi den Retspsykiatriske Klinik under Justitsministeriet, som fatalt havde fejlvurderet mig. Der blev både stedet retspsykolog og retspsykiater interviewet, og hold op for en gang vrøvl, der blev sagt af de to.

På den ene side fortalte leder og retspsykiater Dorthe Sestoft (efter min hukommelse) at mental retardering var defineret ved en IQ på 70. Hvordan man målte IQ var let nok, det var en eller anden konventionel IQ test. De præcise opgaver i IQ-testen var sikkert eksklussive for Retspsykiatrisk Klinik, men resultatet var ikke: En IQ målt på Retspsykiatrisk Klinik kunne ikke være defineret end IQ målt ved andre ikke hemmelige og valide IQ tests udført af autoriseret personale alle andre steder i Danmark og den vestlige verden.

Og det var tilstrækkeligt at udføre én test for at måle IQ, både på klinikken og alle andre steder i verden. Så når retspsykologen bagefter dels vrøvlede om, at man ikke kunne vurdere om en person var retarderet ud fra en enkelt test, men at der var mange "andre" forhold (?) eller tests og vurderinger, der spillede en rolle for vurderingen, talte han således usandt. Da selv samme retspsykiater blev spurgt, om man kunne snyde sig dummere end man var, vrøvlede han igen og påstod, at der var "hemmelige" tests eller metoder, der kunne afsløre om man snød i IQ testen, som han selvfølgelig ikke ville komme ind på.

Også det var noget forfærdeligt sludder, alene fordi udsendelsen jo havde vist en person, som ingen ville regne for mentalt retarderet og som indrømmede at have snydt. Men der var også en artikel på DR om en anden person, der indrømmede at han snød sig dummere til testen på Retspsykiatrisk Klinik, men fortrød, da han opdagede hvilket forfærdeligt sted Kofoedsminde var for ham. Hans løsning var at begå ny kriminalitet, alene så han kunne undergå en ny mentalundersøgelse på Retspsykiatrisk Klinik, hvor han nu gjorde sig umage og fik et resultat i IQ testen, som placerede ham i normalområdet. Så retspsykologen talte usant og mod bedre vidende, men han gjorde det da så selvsikkert, at han lød trovædig.

Når både antallet af retspsykiatriske patienter og mentalt retarderede anbragte i Danmark var eksploderet igennem en relativ kort årrække, og i forhold til førstnævnte kategori var helt disproportionelt højere i Danmark end i Sverige og Norge, så var det nok ikke et tilfælde; når samtlige af disse dømte fik foretaget en mentalundersøgelse på Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet i enten København eller den i Jylland, og når netop denne undersøgelse var afgørende for om observanden blev idømt anbringelse på Kofoedsminde eller tvangsbenahdlet i retspsykiatrien, så var det oplagt at fejlen også lå dér.

Den danske befolkning kunne umuligt være så meget mere sindssyge og retarderede end i resten af Skandinavien, så det lod ikke til at antallet tidligere var kraftigt underestimeret og nu korrekt. Det var mere som som at der var sket noget på de Retspsykiatriske Klinikker for nogle år siden, som havde resulteret i den voldsomme og falske stigning af patienter og anbragte. Hvad kunne det mon være?

Der var så få retspsykiatere i Danmark at alle kendte hinanden ret indgående, og ingen derfor i realiteten var uhildede i forhold til hverandre. Når nu to af de mest fremtrædende retspsykiatere i Danmark, hvoraf en var forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab og den anden sad i Retslægerådet, og begge havde fejldiagnosticeret og fejlbehandlet mig, og nu fik mig fængslet for at konstatere det, der var åbenlyst, veldokumenteret og bevidnet af mange troværdige og også uvildige vidner - så kunne ingen psykiatere eller retspsykiatere i kongeriget foretage en ny og uhildet mentalundersøgelse. Det var fuldstændig umuligt, og derfor var jeg dømt på forhånd og havde ikke en chance i helvede i det danske retsvæsen, hvor retspsykiaternes ord var lov. Det var og blev en klam skueproces og myndighederne havde det fint med det.

Jeg fik det fysisk dårligt bare at tænke på navnet Gitte Ahle og jeg fik flashbacks fra det mareridt det havde været at have hende som "behandlingsansvarlig læge", og det i en grad at jeg ikke kunne magte at søge på hendes navn på google for at se om hendes nuværende arbejde gjorde hende ekstra inhabil i forhold til den mentalundersøgelse, Kriminalforsorgen ville tvinge mig til at undergå. Det ville være morsomt hvis Gitte Ahle nu var ansat på - ja - Retspsykiatrisk Klinik i København, hvor tvangsundersøgelsen skulle foregå. Det kunne sgu være morsomt hvis det var Gitte Ahle selv, der forestod undersøgelsen! Så var jeg da sikret en hæderlig og retvisende vurdering, og det ville ikke ende med at Gitte Ahle klart anbefalede anbringelse på ubestemt tid, hvilket en dommer selvfølgelig ville rette sig blind efter. Selv om det burde løbe koldt ned ad ryggen på alle, der kendte mig og mid sag i systemet, så var det ikke tilfældet. Alle de offentlige ansatte så den anden vej. Man skulle ikke nyde noget.

I følge Wikipedia kunne jeg læse, at retspsykiater Anne Mette Brandt Christensen, der havde fejlbehandlet og fejldiagnosticeret mig og nu anmeldt mig for at gøre opmærksom på dette faktum, var NÆSTFORMAND I RETSLÆGERÅDET. Så det var en joke og det var en skueproces, for når og hvis jeg ankede resultatet af endnu en forkert mentalundersøgelse, skulle Retslægerådet vurdere sagen. Præcis ligesom det skete sidst. Og selvom Anne Mette Brandt Christensen måske ikke deltog i netop den vurdering, var der vist ikke den ringeste tvivl om at hendes kolleger på mystisk vis ville konkludere det, der passede Anne Mette Brandt Christensen bedst. De ville gøre sig umage med at anføre at de skam var helt uvildige og objektive, men vi vidste vist alle at det var bull shit, og at de skulle se Anne Mette Brandt Christensen i øjnene bag efter i alle de andre sager. Jo, retssikkerheden i Danmark var høj og korruption eksisterede ikke.

Billede. Det lykkedes mig efterhånden at samle mig om at læse bogen. Jeg sad altid med ryggen mod muren på biblioteket, så jeg ikke blev ubehageligt overrakset hvis politiet kom uanmeldt.

At have PTSD

Det værste, man kunne gøre overfor et menneske, der som jeg havde PTSD, var at stresse vedkommende med eksempelvis telefonopkald, sms'er og mails, om så det var i E-boks eller ej. Det havde den stik modsatte effekt og det kunne resultere i, at bærget flød over og vedkommende gjorde noget uoverlagt og skadeligt. Så det skulle man nok ikke udsætte en PTSD ramt for. Og det allerværste, man kunne gøre, var at tilkalde politiet til en akut udrykning, uvarslet ankomst og til at stå og råbe og skrige og hamre på den PTSD ramtes hoveddør.

Og det gjalt ISÆR når en betragtelig del af den PTSD ramtes traumer var forsaget af netop politiet! Det var så grotesk dumt og uovervejet, at jeg ikke var i stand til at forstå det. Eller i mit tilfælde måske meget velovervejet og med den hensigt at stresse og retraumatisere mig i en grad, at jeg knækkede mentalt over for politiet, så alene deres fremmøde resulterede i en destabilisering, som tjente til at berettige deres anholdelse og tvangsindlæggelse af mig. Men det kunne aldrig lykkes at bringe mig ud af balance psykisk i en akut situation; det var netop det, jeg kunne klare og udholde, fordi jeg aldrig var utilregnelig og ude af balance i en akut situation. Tværdigimod.

Ethvert ikke-sindssygt, kompetent og habilt menneske i Danmark havde lov til at være i fred, så længe man ikke brød loven, og til at undlade at være tvunget til at tale med ulækre psykiatere, myndigheder og alle andre, der havde den vrangforestilling, at jeg var forpligtet til at tale med dem. Det kunne gå rigtig galt, når man gjorde sådan noget. Og det handlede ikke om en oprigtig bekymring for mig - det handlede ene og alene om for den pågældende idiot, der havde kontaktet grisene, at dække sin egen ryg, så vedkommende kunne dokumentere at han eller hun havde reageret korrekt, og dermed undgik juridiske repressalier, også selv om det IKKE havde været korrekt og selvom det udelukkende havde skadet mig irreversibelt. Men jeg var så vant til myndighedspersoners og politikers etc. "bekymringer" og dybt psykisk og socialt skadelige overreaktioner, at det ikke rørte mig så meget længere. Ikke nu i hvertfald, men der skulle nok komme en efterreaktion en af dagene.

I Danmark kunne man begå ethver form for overgreb, hvis bare man skriftligt og mundtligt dokumentere, at man havde været "bekymret" og at overgrebet var for ofrets "eget bedste". Det var værd at skrive sig bag øret. "Bekymrings" argumentet var i årtier blev brugt til at retfærdiggøre umenneskelig fejlbehandling af sagesløse patienter. At politiet åbenbart havde taget det til sig, var en meget bekymrende udvikling. At nogen mennesker troede eller foregav at tro at de vidste hvad der var bedst for andre, var potentielt meget farligt, især hvis vedkommende havde magt som en psykiater.

Politiets morgenvækning

Jeg blev vækket i formiddags ved at nogen stod og hamrede på hoveddøren, så en kort pause, hvorefter man fortsatte samtidig med en kvindestemme højt råbte "det er politiet, luk op!". Åh nej, nåede jeg at tænke, ikke igen, hvorefter jeg sprang op af sengen med hjertet oppe i halsen og skyndte mig at åbne vinduet, så politiet kunne se mig og stoppe med at skandalisere mig overfor naboerne. Udenfor stod to uniformerede betjente hver med skudsikker vest, pistol, knippel, håndjern, radio, og tåregas. Det var en mand og en kvinde, og kvinden havde en vinterhue på som var prydet med politiets emblem. Det studsede jeg lidt over, for jeg kunne ikke huske at jeg havde set sådan en uniformsbeklædningsgenstand før, men det var sikkert bare mig, og sikkert også fordi husen var lidt for stor til kvindens spinkle hoved. Gudskelov havde jeg hørt min roommate tage afsted et par timer forinden, og det gjorde hele forskellen og var årsagen til at jeg ikke som sidst behøvede at flytte direkte ud på gaden at bo af skam.

Jeg kunne nøjes med at stå i det åbne vindue og tale med betjentene, og der var ikke umuddelbart naboer eller andre menensker at se. Desuden stod bilen uden nummerplader, som nogen havde boet i og måske stadig gjorde det en gang imellem. I forruden på bilen sad et kraftig orange seddel, hvor der stod at politiet ville fjerne bilen efter 48 timer. Der var gået et par 48 timer efterhånden, så det gav mig et alibi for at tale med de uniformerede betjente, nemlig at jeg ville kunne sige, at de havde henvendt sig til mig pga. bilen. Perfekt undskyldnig! Nu kunne jeg slappe af og tale med betjentene.

Manden var på min højde, omkring på min alder, normal af bygning og med en rundt og venligt ansigt. Han var enten skaldet eller så kortklippet at jeg ikke kunne se hans hårfarve. Kvinden var noget lavere end hendes kollega, og spinkel af bygning, og med halvlangt, brunt hår under huen. Hendes hoved var bemærkelsesvist lille og fint. Det var ikke fordi dansk politi ikke havde nogle krigere af hunkøn ansat, så jeg studsede over, at hun kørte patrulje, når hun - med al respekt - tilsyneladende var fysisk utilstrækkelig hvis hun skulle tackle en stor håndværker for eksempel, men skindet bedrog.

Jeg havde et overvejende positivt indtryk af Københavns Politi, og jeg havde arbejdet sammen med dem, da jeg var læge på Retsmedicinsk Institut i Kæbenhavn og især da jeg som såkaldt spritlæge i min fritid kørte rundt til Station Bellahøj, City og Amager for at tilse detentionsanbragte eller tage blodprøver på sprit og narkopåvirkede typisk billister, samt mødte dem rundt omkring i København, når jeg skulle tilse en dødfunden. Jeg kom rigtig godt ud af det med de betjentene på de københavnske politistationer, men det var jo også det uniformerede ordenspoliti. Der var aldrig nogen samarbejdsvanskeligheder og det var skønt at arbejde sammen med folk med samme indstilling som jeg selv, som var en fair, fornuftig og non-nonsens indstilling. Hvis man gjorde sit arbejde grundigt og effektivt, var høflig og ydmyg, så sørgede politiet til gengæld for at alt kunne lade sig gøre.

Jeg skulle ikke diskutere med dem, hvis en detentionsanbragt skulle på hospitalet med en kørsel 1, altså med horn og lygte, eller hvad det nu hed. Det arbejde savnede jeg virkelig. De to betjente var karakteristiske for den type, jeg dengang havde arbejdet sammen med, så vi havde en god dialog. Min yndlingspolitistation var Station Amager, fordi den var den hyggeligste. Men Station City var den mest spændende station, så den kom tæt på Station Amager. Station Bellahøj var sådan set udmærket, men skildte sig ikke særligt ud på nogen måde. Fordelen var dog, at jeg altid havde svømmetøj med i bilen, så når jeg havde fri og sidste stop var Station var Bellahøj, så kunne jeg bare køre over og parkere få meter derfra og svømme i Bellahøjbadet.

De fortalte at nogen, en læge, der havde været bekymret, havde alameret dem fordi vedkommende mente, at jeg var i akut fare. Jeg fortalte dem stille og roligt, at det ikke var tilfældet; jeg var ikke i akut fare. og vedkommende, der havde kontaktet dem, havde ikke været bekymret for mig, men for sig selv. Nu havde vedkommende så gjort sin "pligt" og kunne dokumentere, at han eller hun havde handlet korrekt, skulle det vise sig at få et juridisk efterspil. Jeg spurgte dem, om de kendte til mig, mine sager, min baggrund og min situation, men de sagde, at de oprigtig talt intet vidste, ud over det, de havde fortalt mig. De var bare blevet bedt om at køre ud til mig, og havde så gjort det. Det var præcis sådan det plejede at være, og det kunne være farligt for mig, hvis betjentene ikke var i stand til eller gad at udvise selvstændig dømmekraft og bare anholde mig.

Jeg fortalte dem derfor om min situation, præcis som den var, uden omsvøb: Jeg ville blive hjemløs for gud ved hvilken gang den 1. februar, og så gad jeg ikke mere. Jeg havde kæmpet en ulidelig kamp i henved syv år, og det havde været som at springe fra den ene isflage til den anden. Nu skulle jeg så i fængsel i to år for bl.a. æreskrlnkelser fordi jeg havde forsøgt at råbe om hjælp efter samtlige myndigheder, og især deres kolleger fra Vestegnen konsekvent havde ignoreret mig. Men jeg ville først få en dato for hvornår jeg skulle i retten om fem måneder og så to år i fængsel. Jeg havde først fået et knæk i mandags til personundersøgelsen hos Kriminalforsorgen, hvor sagsbehandleren havde fortalt mig at jeg ville blive dømt, og herefter endnu et knæk da jeg fik oplyst at jeg skulle vente fem måneder før jeg skulle tvingesd til en skueproces, hvor jeg ikke havde en jordisk chance og ville tabe igen igen.

Derefter fortalte jeg om den seneste udvikling, hvor Vestegnens Politi havde givet mig PTSD og chikaneret mig væk fra mit daværende værelse i Høje Taastrup på præcis samme facon, som nu. Jeg sagde også at det var det eneste, jeg ikke havde det godt mig i forhold til deres uanmeldte ankomst, råben og hamren på døren, og at jeg derfor helst så at samtalen blev så kort som mulig, så jeg kunne komme ind og sove igen og undgå mere skandalisering og akut hjemløshed.

Manden sagde, at de ikke var der for at genere mig, men for at høre om der var noget, de kunne gøre for mig. Jeg takkede ham og sagde, at jeg godt vidste, at de ikke gjorde det af ond vilje og at de bare udførte deres arbejde, som var uden særlig mange oplysninger at blive kaldt ud til sådan nogele som jeg, for at sikre sig, at alt var i orden. Jeg forsikrede dem igen om at jeg ikke var i akut fare, heller ikke subakut fare, samt at jeg intet fejlede, og min kritik af politiet ikke handlede om dem personlig eller deres arbejde. Jeg beklagede, at jeg havde været årsag til at de havde spildt deres tid med at komme hjem og tilse mig, men at jeg ikke var i akut fare eller ude af stand til at tage vare på mig selv.

Politimanden sagde, at han godt kunne se på mig, at jeg ikke lignede en person, der var i fare eller ikke var ved mine fulde fem, men at jeg skulle sige til hvis der var noget han kunne gøre. Jeg takkede ham igen og sagde at det var der desværre ikke. Min situation var lidt speciel og jeg havde forgæves bedt om hjælp, men den hjælp jeg havde brug for ikke var en som politiet eller psykiatrien kunne give mig. Jeg havde ikke bestilt andet end at skrive og forklare om min situation til eksempelvis politikere, og jeg havde haft en skriftlig korrespondace med et par af dem, herunder Bertil Haarder (det skulle jeg nok ikke have sagt, da det lød som en vrangforestilling eller som kværulanteri). Men heldigvis reagerede betjenten ikke på det.

Hans kvindelige kollega skulle selvfølgelig lufte sin undren over min boligmæssige og økonomiske situation, for "i Danmark er der ingen, der er tvunget til at bo på gaden". Ufattelig uvidenhed! Det var helt utroligt at hun ikke vidste bedre, men jeg forklarede hende stille og roligt, at der var mange hjemløse i Danmark, som ganske rigtigt fik god hjælp af det offentlige, men at det desværre langt fra var alle, og at jeg desuden ikke var en del af systemet, og var faldet igennem sikkerhedsnettet, så jeg ingen hjælp kunne få eller var berettiget til. Da jeg senest i efteråret havde kontaktet Høje Taastrup Kommune med henblik på akut tag over hovedet, fordi jeg ikke orkede fryse hele natten i et shelter i Albertslund, var jeg blevet afvist, og da jeg ringede direkte til forsorgshjemmet i Høje Taastrup for at undgå at sove udendøre på en enkelt nat, fik jeg at vide at der ingen pladser var.

Hun nægtede at acceptere denne kendsgerning og forsøgte sig igen: Jamen hvorfor bliver du ikke bare skrevet på kommunens akutliste, ville hun vide. Jeg forklarede hende, at dels var jeg slet ikke berettiget til at stå på den (jeg havde undersøgt det både i Rødovre og i Høje Taastrup), og i Høje Taastrup var der desuden over 9 måneders venteliste. Det acceptere hun heldigvis, for det var også sandheden. Jeg sagde ikke at Peteranten faktisk havde søgt et depositum for mig sidste efterår (oktober så vidt jeg kunne huske), men at det ikke var lykkedes. Så der VAR bare intet at gøre. Betjentene foreslog mig som det sidste at jeg forsøgte at forlænge lejemålet. Det forsikrede jeg dem om at jeg ville. På den måde gav jeg dem indtryk af at de havde gjort deres pligt, sikret sig at jeg ikke var akut i fare og ikke tosset, samt at de havde gjort en smule for at hjælpe mig videre i tilværelsen.

Det sidste vi talte om var, at jeg opfordrede dem til at skrive så meget om denne politiforretning som muligt, når de skulle skrive rapport senere. Jeg havde intet at skjule og det var vigtigt at de eller deres kolleger ikke igen af en eller anden "bekymret" person, der overreagerede, blev kaldt ud til mig fordi man troede at jeg var i fare. Jeg sagde at jeg selvfølgelig ikke skulle fortælle dem hvad de skulle gøre, det var ikke ment på den måde, og hvis de blev beordret ud til mig, så vidste jeg jo godt at de ikke havde andet valg end at gøre det, men at de og deres kolleger meget vel risikere at få mig smidt eller tvunget ud på gaden før tid, hvis de igen kom farende med råb og hamren på døren.

Jeg kunne bortforklare vores samtale pga. den bil der stod bag dem (manden vendte sig om og kiggede på sedlen i forruden), og fordi der tilfældigvis kun var mig hjemme, men det var et rent held. De ville intet få ud af at rykke ud til mig, andet end at forvære mig sociale situation i livsfarlig retning og de kunne ikke forhindre mig i at gøre med mit eget liv som jeg ville, når nu jeg intet fejlede psykisk.

Jeg nåede også at fortælle dem hvad det ville sige at lide af svær undgåelsesadfærd og PTSD, som gjorde at jeg efter de sidste hændelser ikke magtede at tage telefonen, når den ringede eller læse mails og sms'er, men at jeg jo ikke kunne tillade mig at slukke for mobilen fordi man så ville starte en eftersøgning i den tro at jeg allerede havde taget livet af mig selv, hvorfor jeg var i lidt af et ubehageligt dilemma. De sagde at det var vigtigt at jeg tog telefonen alligevel, for måske var der sket et mirakel (jeps, det var præcis det ord, der blev brugt) som jeg så gik glip af.

Jeg sagde at sådan havde jeg ikke tænk på det, og de da havde ret, hvorfor jeg ville prøve at blive bedre til at tage telefonen. Jeg kunne se på deres ansigtsudtryk at jeg havde svaret rigtigt. Jeg havde på ingen måde tænkt mig at tage min telefon, for jeg magtede ikke flere dårlige nyheder og jeg vidste godt at der ikke skete mirakler eller noget der bare tilnærmelsesvis mindede om det. Jeg sagde tak for deres hjælp og de kørte igen.

Hvis jeg skulle vurdere de to betjentes adfærd, ville de få 4 ud af 6 mulige knipler. De var venlige, empatiske og accepterede stort set at hverken de eller jeg kunne gøre noget som helst for at bedre min situaiton, men at jeg ikke var i fare eller psykisk påvirket og jeg derfor måtte gøre hvad jeg ville inden for loven grænser. At de ikke fik 5 knipler var ikke deres skyld, men den, der havde fået dem kaldt ud til mig.

Deres uniformerede kolleger fra Vestegnen havde jeg sådan set heller ikke haft bøvl med, men da havde også både anholdt mig og som følge af en "bekymret" læge havde de også skandaliseret mig en enkelt gang ved et unødvendigt fremmøde, hvor de havde parkeret med fuld drøm på det blå blik om natten direkte uden for mine forældres rækkehus, så alle naboerne så det. Det var en overreaktion, så de måtte nøjes med 3 ud af 6 mulige knipler.

Jeg lagde mig tilbage i sengen, men det var umuligt at sove endsige falde til ro, så jeg stod op og barberede mig med den trimmer jeg havde hentet på lageret i Sydhavnen i går aftes, netop med henblik på at fremstå præsentabel hvis politiet kom. Men nu kunne jeg så fremstå præsentabel hvis de kom igen. Så tog jeg afsted til biblioteket som sædvanligt. Jeg læste alle aviserne som jeg plejede og fandt så en bog, som jeg læste. Det var svært at koncentrere sig i starten pga. politiets uventede visit, men det lykkedes efterhånden.

Det spillede ikke nogen rolle hvem, der igen havde fået politiet til potentielt at skandalisere mig overfor min nye udlejer, min roommate og naboerne. Det var nogen, jeg havde skrevet til kl. ca. 22 i går aftes, sagde betjentene. Og det var Det Psykiatriske Patientklagenævn, jeg havde sendt en mail, hvor jeg gav min storesøster, der som bekendt var jurist, og min lillebror, der var økonom, tilladelse til at få udleveret samtlige oplysninger om mig fra klagenævnet, der talrige gange havde ignoreret mig eller fejlbehandlet mine klager.

Formålet med den mail var, skrev jeg, at mine søskene skulle have udleveret oplysningerne, så de kunne se navnene på de medarbejdere, der havde udvist grov pligtforsømmelse, så de kunne blive retsforfulgt. Det var formentlig den mail med det indhold, der havde gjort sagsbehandlerne bekymrede - ikke for mig, men for deres egen karriere og eget ansættelsesforhold. For når jeg havde været udsast for det, jeg havde, som grundlæggende psykisk rask og når man havde ignoreret det konsekvent i så mange år, så havde man ikke gjort sit arbejde ordentligt og så måtte man hellere finde et andet.

Jeg havde ikke det mindste lyst til at vende tibage til værelset i nat, og hvis jeg alligevel gjorde fik jeg ikke lukket et øje og ville sove fuldt påklædt i det tilfælde at politiet vendte tilbage i nat og vækkede min roommate og jeg selv ved at råbe og hamre på døren igen. Hvis det skete, ville jeg aldrig sætte mine ben på mit værelse igen, og så var jeg på gaden 19 dage før ellers, og så vidste jeg gjort hvad jeg så gjorde. Så hvis grisene kom igen og skabte sig, var det en dødsdom.

Omvendt spillede det ikke den store rolle at politiet kom på uanmeldt besøg. Jeg skulle ikke gemme mig eller frygte dem. Jeg havde lov til at være i fred i det, der indtil videre var min bolig og mit hjem. Jeg skulle heller ikke være stresset over, at jeg risikerede at andre kom og forstyrrede mig; ikke at det i sig selv udgjorde et problem, men så snart de bekymrede sjæle bankede på døren og min roommate eller min udlejer åbnede og vedkommende spurgte om jeg var hjemme fordi man var "bekymret" for mig, så ville jeg få en byge af ubehagelige spørgsmål når jeg vendte tilbage. Det var jeg slet ikke interesseret i, og det skandaliserede mig, således at jeg igen blev tvunget på gaden før tid.

Peter Worm Jantzen var til gengæld en person, jeg ikke længere havde lyst til at se eller tale med. Han måtte finde en anden til at udskrive ADD-medicin til mig, og hvad angik lykkepillerne, som jeg fik i en ret beskeden dosis og mest af alt for en sikkerheds skyld, så havde jeg rigeligt af dem tilbage, formentlig op til to måneders behandling.

Jeg var ikke tvunget til at tage kontakt til Peter, og han havde hverken ret eller pligt til at kontakte mig, endsige få politiet til at stalke mig, fordi jeg langt om længe havde fortalt ham, at jeg ikke ville have noget at gøre med ham igen. Desuden havde han jo lovet den 24. september til sidste tvungne samtale med ham, at han ville kontakte en privat praktiserende psykiater, som jeg kunne følges hos og som kunne udskrive min ADD medicin.

Det var endnu ikke sket, og det var vist ikke min skyld. Det sagde sig selv at jeg ikke skulle følges i distriktspsykiatrisk regi for noget så banalt som ADD, og det spillede ingen rolle at paranoide embedslæger i Styrelsen for Patientsikkerhed ville kræve det, også for at sygeliggøre mig langt mere end det var nødvendigt, for på den måde dels at forsvare deres egen eklatante fejlvurdering og samtidig afholde sig fra nogensinde at give mig min lægeautorisation igen.

For hvis jeg på papiret var så syg at det var nødvendigt at jeg skulle følges af distriktspsykiatrien, så var det i sig selv uforenligt at fungere som læge. Det vidste jeg og det vidste embedslægerne selvfølgelig godt, men embedsmændene og kvinderne i justitsministeriet gjorde det nok ikke, og sådan var det også for alle andre.

Men virkeligheden var nu engang at jeg kun led af en banal og velmedicineret tilstand, som ADD var, og så var det kun nødvendigt at følges af en privatpraktiserende psykiater, og derfor måtte det være sådan og alle måtte acceptere det. Jeg kunne sagtens selv styre min behandling, fordi den var så simpel, men jeg måtte ikke selv udskrive min medicin. Jeg havde ikke noget behov for at tale med en psykiater om noget som helst, så vedkommende skulle udelukkende udskrive medicinen.

Sleep with one eye open

Jeg gad ikke at vandre rundt hele natten eller sove i shelter igen, det var jeg blevet for gammel og ligeglad til. Og jeg skulle træne i morgen i fitnesscentret, så jeg skulle være nogenlunde frisk i morgen tidlig. Jeg pakkede træningstasken og lagde mig på sengen fuldt påklædt, for jeg havde ikke lyst til at blive vækket i nat af betjentene, som stod og råbte og hamrede på døren, så jeg måtte stå op upåklædt. Det var ikke sådan at jeg gemte mig for politiet, for det var der ikke grund til, og selv om jeg ikke svarede telefonen fordi den stressede mig enormt, så kunne jeg ikke slukke den fordi jeg ikke kunne udvære at lytte til podcasts og musik.

Så hvis politiet ville finde mig uanset hvor jeg befandt mig, så kunne de så let som ingenting spore min mobil. Og når jeg ikke slukkede mobilen så kunne man i det mindste ringe og forvisse sig om at jeg var i live, fordi min mobil kun holdt batteri i højest et døgn. Jeg tog den ikke, men i live var jeg, så der var ingen grund til at komme rendende og skandalisere og retraumatisere mig.

Desuden kunne man ikke tvangsindlægge mennesker på social indikation. Problemet var ikke og havde aldrig været psykiatrisk, men kun socialt, og alene af den årsag var det en fejl at involvere psykiatrien. Det var spændende om jeg fik lov til at sove uforstyrret i nat eller om man nu havde udfærdiget de gule papirer og kom med et tvangsindlæggelseshold for ulovligt at frihedsberøve mig uden en valid indikation. Jeg var sådan set ligeglad og hvis psykiaterne ville misbruge deres fag - og det sagde min erfaring mig at de ville - så kunne jeg intet gøre for at forhindre det alligevel, hvorfor der ikke var nogen grund til at stresse og tænke mere over det. Det var med politiet og psykiaterne som med hunde; hvis de lugtede frygt, så bed de.

Jeg sov dog alligevel med kontaktlinserne på, hvilket jeg altid gjorde, når jeg kunne forvente at blive anholdt. Derudover lå jeg stille som en ninja, og prøvede at gøre mig usynlig. Når jeg tog afsted i morgen - forudsat jeg ikke blev anholdt i nat - ville jeg gøre det samme som i dag, nemlig at trække pasiennerne til side, så man tydeligt kunne se hele mit værelse fra indkørslen og på den måde forhåbenlig undlade at skandalisere mig yderligere, hvis man kom igen, fordi man så kunne se at jeg ikke var hjemme. Mit håb var at man så stille og roligt listede væk igen og undlod at belemre min roommate eller udlejer.

Billede. På vej til biblioteket. Det var meget sødt at nogen havde sat det skildt op.

Jeg kom i tanke om at jeg for en gangs skyld ike spurgte betjentene om deres navne eller ID-numre. Det behøvede jeg ikke fordi de var venlige og professionelle, hvorfor jeg selvfølgelig ikke behøvede at klage over dem. Ikke at jeg plejede på forespørgsel at få oplyst politiets ID-numre alligevel, men jeg blev nødt til at forsøge at gøre det når det var relevant.

Men det var vigtigt at alle borgere fik en betjents ID-nummer at vide. Som læge var det ikke en hemmelighed hvad man hed og man var ikke bange for at tage ansvaret for ens arbejde. Jeg fattede derfor ikke at politiet var så uvillige til at oplyse deres ID-nummer, som jo ikke var deres navn, men bare nogle tal.

Så handlede modviljen ikke om at man ikke ville kunne identificeres med ens navn. Det var forståligt at den enkelte betjent ikke ville oplyse noget, som kunne bruge til umiddelbart at finde vedkmmendes adresse eller lignende. Men at man nægtede at oplyse et nummer, som i sig selv ikke kunne bruges til noget ift. identifikation, betød kun at man ikke ville stå ved ens handlinger, og det faciliterede magtmisbrug, som altid var sjovere når det kunne gøres anonymt og ansvarsfrit.

14. Januar 2022

Dagbog

Weekend

Det lykkedes mig at undgå flere ubehagelige og uanmeldte besøg af etaten i nat, men jeg lukkede ikke et øje før ved sekstiden i morges. Så jeg var dødtræt, men kunne ikke sove. Bare fordi lovens lange arm ikke kom i nat, betød det ikke at, de ikke kom senere. For en læge, der ville tvangsindlægge en patient, var fredag en god dag, for så ville den tvangsindlagte med sikkerhed forblive indlagt til om mandagen, da man ikke gad at arbejde for meget i weekenden, hvor overlægerne holdt fri eller havde bagvagten hjemmefra.

Min roommate havde besøg siden i går, så havde politiet dukket op på samme tidspunkt som i går, men i dag i stedet, havde det været en social katastrofe for mig. Det var enormt frustrerende at det beroede på rent held om en eller andet tåbe havde besluttet sig for at traumatisere mig i går og ikke i dag, for det betød forskellen på at jeg kunne sove indenfor eller på Kalvebod Fælled.

Det gjore mig vred at tænke på, at mit liv og min tilværelse var så ligegyldig for papirnusserne, at deres rygdækkende overreaktioner skulle betyde liv eller død for mig. For selv om jeg godt kunne overleve at overnatte udendørs, så ville jeg ikke udsætte mig for det længere. Så det var en dødsdom, hvis det skete. Det var beklageligvis umuligt for langt de fleste mennesker at forstå, at man ikke bare skulle overleve, men også leve og have noget at leve for og ikke kun leve på trods af uendelige svære belastninger. Så det var stadig en umulig situation for mig. Som om at jeg gad at lide, kun for at retsvæsenet kunne udsætte mig for et justitsmord flere måneder ud i fremtiden.

Så for mig var intet ændret; vejret var smukt og opløftende med sol og kraftig blæst, og det indbød til lange gåture på Amager Fælled eller ved Amager Strandpark, kolde fingre, røde kinder, løbende næser og øjne, der løb i vand på grund vinden, til en kop kaffe, når man kom hjem efter flere timers traven, udmattet og træt på den dejlige måde, og en film, som man faldt i søvn til, vel viddende, at der var noget godt og positivt i vente, når man vågnede op, at det nu var weekend, og at man havde fortjent at holde weekend med god samvittighed, fordi man havde arbejdet hårdt hele ugen i et job, der var meningsfuldt, hvor man hjalp andre mennesker, havde gode koleger, og nu skulle man så på date eller hygge sig med sine venner de næste par dage, indtil en ny og spændende uge begyndte igen på mandag.

Jo, man kunne ikke forvente at alt kørte på skinner, og at man var forskånet for lidelse og død livet igennem, men man havde en rimelig forventning om, at det nok skulle gå, at man aldrig risikerede at skulle sove på gaden, sulte, ikke kunne gå til tandlægen, ikke behøvede at frygte tvangsindlæggelse i psykiatrien eller ransagninger, anholdelse og chikane fra politiet, som man var glad for og havde tiltro til.

Men sådan skulle det ikke være for mig; der var kun daglig lidelse og afsavn at se frem til. Igen realistisk udsigt til job, familie, økonomisk og boligmæssig tryghed. En daglig og svær ubehagelig kamp for at overleve og undgå flere overgreb fra rabiate, hysteriske, intrigante og magtliderlige kællinger, som samfundet gav frikort til at gøre hvad som helst for at ødelægge mig og tvinge mig til at begå selvmord, fordi at kvinder aldrig var onde og perfide svin, men altid ofrene for enten de primitive og perverse mænd, der kun tænkte på at udnytte dem seksuelt og undertrykke dem, eller ofre for deres medsøstre, der havde påtaget sig en toksisk maskulin adfærd, hvilket var den eneste måde de kunne gøre karriere på i et seksistisk og mandschauvinistisk samfund, som det danske samfund jo var.

Kvinder kunne per definition ikke i ond tro og med forsæt misbruge deres stilling og position til at skade de personer, der havde set sig sure på. Det var en umulighed. Og med Inger Støjberg, som undtagelsen, der bekræftede reglen, kunne magtfulde kvinder aldrig komme i fængsel. Men Inger kunne vist også slippe med en fodlænke, for det var per definition synd at sætte kvinder i et rigtigt fængsel, det var primært kun for mænd. Selvfølgelig var der også kvinder der sad i fængsel, men de udgjorde et forsvindende lille andel af det samlede antal indsatte. Og stort set alle de indsatte kvinder var jo også uuddannede, primitive og farlige, havde tatoveringer osv. Sådan var holdningen i befolkningen og i retsvæsenet.

Uskyldigt udseende, selvopopfrostende kvindelige stakkels selvretfærdige ofre, der kun havde udført deres pligt og tvangsindlagt mig og en masse andet pga. "bekymring" for mig, fordi de kun havde gjort, hvad der var "for mit eget bedste" - og så var jeg så utaknemmelig og uforskammet, at jeg brokkede mig! Hvad bildte jeg mig ind? Disse heltinder havde jo reddet mit liv, de var ufejlbarlige, og alt, der var gået galt for mig, var helt og aldeles min egen skyld, og på trods af deres livreddende hjælp, som jeg som det skarn jeg var ikke havde taget imod. Jeg skulle da have gjort hvad embedslæge Elisabet Tornberg Hansen dikterede mig under en samtale jeg havde med hende i 2015, hvor jeg fortalte hende om overlæge Egill Rostrups ulovlige håndtering af forsøgspersoners personlige data, hvilket Elisabet tilsyneladende tolkede som paranoid psykose, hvorfor hun sagde at jeg umiddelbart efter samtalen skulle lade mig akut indlægge på en lukket psykiatrisk afdeling til behandling for det. Undskyld, Elisabet, ja, det havde du jo ret i.

Eller Camilla Elvekjærs krav om at jeg blev tvangsindlagt og tvangsbehandlet for den samme psykiske sygdom. Ellers Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen, der sjovt nok havde eksakt samme krav og opfattelse. Når så mange uselviske og uhildede dygtige og samvittighedsfulde kvinder havde præcis samme opfattelse af hvad der var galt med mig, kunne de jo umuligt tage fejl. Så måtte det være mig og alle andre mennesker, der var gal på den. Det kunne jeg nu godt se.

Ja, det havde jo vist sig, at jeg burde havde livslang behandling med antipsykotisk medicin, en førtidspension og bo resten af mine dage i et bofællesskab. Det havde Elisabet, Camilla, Gitte og Mette haft ret i. At jeg havde præsteret at overleve i især det sidste års tid, var ikke på grund af, at jeg intet psykisk fejlede, men på trods af, at jeg var paranoid psykotisk. Jeg skjulte godt nok denne ellers invaliderende og alvorlige psykiatriske sygdom ret godt, men det var fordi jeg var så dygtig til at "dissimulere", altså skjule eller undertrykke mine psykotiske symptomer. Det gav jo god mening. Flot. På den måde kunne alt forklares og begrundes.

Men da jeg jo som kronisk sindssyg ingen sygdomserkendelse havde, måtte jeg være tro over for min private logik og vrangforestillinger, så derfor valgte jeg at gøre noget andet end hvad de mente i det fagligt og moralsk overlegne old girls netværk. Solskin eller ej, så fortsatte jeg kampen indtil det øjeblik jeg blev hjemløs igen den 1. februar, og så slutte det for mig. Så var det meningsløst og udsigtsløst at fortsætte og kæmpe videre. Så var summen af mine sociale problemer så overvældende at der ikke var mere at gøre. Der skulle nok side en eller anden kvaksalver og ryste på hænderne mens vedkommende udfyldte tvangsindlæggelsespapirerne, men jeg rystede ikke på hænderne, og jeg vidste at der ikke var grundlag for at udsætte mig for tvangsforanstaltninger af nogen art. At psykiatri og myndigheder bevidst misbruge den magt de havde for at dække deres egen ryg, retfærdiggjorde ikke deres ugerninger. Vi vidste alle, hvad det drejede sig om og ikke drejede sig om.

På vej op til overfladen igen

Jeg havde været udsat for tre svære traumer på blot én enkelt uge efter syv år med talrige svære traumer:

  1. Anne i Kriminalforsorgen i Glostrup, der i fredags oplyste mig om, at jeg ville blive idømt fængsel, samt at man ville tvinge mig til at undergå endnu en mentalundersøgelse.
  2. Min advokat, der i mandags oplyste mig om, at jeg skulle vente 4 - 5 måneder på overhovedet at få en retsdato, samt politiet stadig ikke havde gidet at følge objektivitetsprincippet og lytte til de optagelser, jeg en måned forinden havde overbragt dem. Desuden at justitsministeriet pga. de nye sigtelser havde sat autorisationsgenerhvervelsen i bero indtil dommen, men idet jeg var sikkert på at blive dømt, ville det automatisk betyde at jeg aldrig nogensinde fik min lægeautorisation igen. De vidste anmelderne (som var støttet af Lægeforeningen) naturligvis godt, og det var især derfor de havde anmeldt mig. Det var også derfor at de havde ventet med at oplyse mig om sigtelserne til efter min behandlingsdom var ophævet: Ca. et par uger. På den måde gjorde det mest mulig skade på mig og min reaktion var helt forventelig. Så anmelderne var kyniske og samvittighedsløse og ønskede mig død ved selvmord.
  3. Politiets uanmeldte ankomst i går, hvor de havde råbt og skreget og hamret på hoveddøren, og dermed skandaliseret mig overfor alle i nærheden. Præcis som ved Camilla Elvekjærs ulovlige tvangsindlæggelse i 2016 og sidste år i Høje Taastrup, som havde afstedkommet at jeg havde boet udendørs i flere måneder.

Det var det halmstrå, der havde væltet læsset. Jeg havde været så utroligt nedtrykt at det havde været livsfarligt. Efter dagens træning i fitnesscentret kunne jeg mærke, at jeg havde det en del bedre, men at frygten for at politiet skulle komme igen sad dybt i mig og var ekstremt stressende. Desuden at jeg var tvunget til at svare på opkaldt, sms'er og mails, for i modsat fald ville politiet med sikkerhed komme retur og det var for meget på så kort tid.

Jeg måtte snart bare slukke for mobilen, for det stressede mig helt vildt at skulle være til rådighed og tage telefonen fordi nogen mente at have krav på at jeg gjorde det. Problemet var selvfølgelig, at det havde modsatte effekt; nu magtede jeg ikke engang at se hvor (få) penge jeg havde tilbage til resten af måneden. Sådan var det nu engang at have PTSD og svær undgåelsesadfærd, men det var de færreste der forstod det. Jeg vidste at Søren gjorde, men han var formentlig den eneste.

Selv om jeg havde fået det en del bedre, var min situation grundlæggende set stationær: Jeg var sat skakmat af læger og psykiatere, som havde udsat mig for overgreb og ulovligheder, ødelagt min karriere, min ph.d. og resten af mit liv, og som nu ville hamre det sidste søm i min kiste. Det kunne kun finde sted, fordi gode mennesker inden for systemet så den anden vej. At jeg var så "heldig" at ryge tilbage til natherberget på Sundholm var ligegyldig symptombehandling og ændrede intet.

Psykiaternes beskidte tricks - fortsat

I loven stod der, at man skulle anvende mindstemiddelprincippet i forhold til tvang. Det lød godt og fornuftigt på papiret, men som med så meget andet inden for psykiatrien var det kun ord, der som en trylleremse skulle udtales og noteres i journalen for i retten at dække psykiaterens egen ryg. Hvis man kunne trylleremsen "i henhold til mindstemiddelprincippet", slap man afsted med alle overgreb.

En del af mindstemiddelprincippet bestod i, at man skulle "motivere" patienten for en given tvangsbehandling inden man iværksatte den. Det var selvfølgelig en forrykt praksis, for patienten havde intet valg end at få den behandling psykiateren ville tvinge patienten i. "Du kan få sprøjten nu med tvang eller tænke dig om i nogle dage, mens personalet presser og truer dig til at få sprøjten frivilligt. Uanset hvad slipper du ikke, men hvis vi tvinger dig til frivilligt at acceptere den behandling vi giver dig uanset hvad du synes, så ser det pænere ud på papiret."

Et andet beskidt trick psykiaterne brugte til at tvinge mennesker til noget mod deres vilje, var at udøve pres på dem via stedfortræder, typisk familie og venner. Det var formentlig også det, man nu forsøgte i mit tilfælde; med myndig stemmeføring og påtaget bekymring og alvor ville en praktiserende læge eller en psykiater, formentlig P, kontakte min familie og venner og fortælle dem, at man var alvorlig bekymret for mig. Man ville sige, at jeg havde afbrudt kontakten med psykiatrien, men at min familie og venner nu skulle tage kontakt til mig og forsøge at overtale mig til at blive indlagt. For mit eget bedste, naturligvis. Sådan plejede man at manipulere patienterne til at gøre noget mod deres velje. Psykiaterne vidste godt at mange patienter med rette var mistroiske overfor hvad de mente at patienterne skulle gøre, men måske kunne et grædende familiemedlem tigge og bede patienten om at lade sig indlægge for deres skyld.

I forhold til mig ville det i givet fald ikke lykkes. Min familie vidste efterhånden godt, at alle mine problemer skyldtes psykiatriens fejldiagnoser og overgreb, samt at de ikke kunne stole på hvad en psykiater fortalte dem om, om mig. Det havde måske kunne lykkedes for seks år siden, men nu gik den ikke længere. Min familie og venner vidste godt, at jeg var ved mine fulde fem, intet psykiatrisk fejlede, og traf rationelle og fornuftige valg, der var til mit eget bedste, uanset hvad psykiateren prøvede at bilde dem ind. De havde prøvet det før, og det havde været katastrofalt for mig.

Problemet var, at det krævede at min familie og venner var stærke og stolede på mig. Alle havde en naturlig tendens til at afværge en umiddelbar og alvorlig fare deres nærmeste befandt sig i. Sådan havde jeg det jo selv. I forhold til somatisk sygdom var det hensigtsmæssigt at få ens kæreste indlagt med det samme og man ville flytte bjerge for at det kom til at ske. Men det var modsat i psykiatrien: Dels var jeg ikke akut psykisk selvmordstruet, jeg var heller ikke sindssyg eller i en ligeartet tilstand, og jeg kunne nu godt tage afstand fra selvmordsimpulser og planer etc. Og med mindre jeg blev udsat for flere svære traumer, eksempelvis stalking af politet eller flere dårlige nyheder, så blev min psykiske tilstand ikke forværret de næste par uger. Jeg var stabil og tilregnelig.

I misforstået godhed og vilje til at hjælpe mig, ville enhver form for stress og belastning og trusler om indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, hvor jeg helt åbenlyst ikke hørte hjemme, kun skade og traumatisere mig yderligere, og det i en livsfarlig grad. Her var det derfor vigtigt, at man bad en psykiater, der for at dække egen ryg, som kontaktede én og spillede skuespil, om at lade mig være i fred. Men det krævede mental styrke at ignorere "bekymrede" psykiatere og myndigheder, og det krævede også tiltro til mig som person og til min dømmekraft. Så det var svært, ja, men hvis man havde mit bedste for øje, måtte man være stærk og stå imod. Det var urimeligt af mig at lægge så stort pres på mine nærmeste og det var jeg forfærdelig ked af, men der var ikke noget at gøre; det var psykiaternes skyld og ansvar, og deres alene.

Optagelserne

Jeg kom til at tænke på at de optagelser, som jeg havde givet til politiet, godt nok var de vigtigste, men kun toppen af isbjerget. Jeg havde ikke tid eller overskud til at gennemgå flere optagelser, selv om der var utillige andre, der også var yderst relevante, både i forhold til at dokumentere, at jeg aldrig havde været sindssyg og til at bevise min uskyld i de nyeste sigtelser. Eksempelvis havde jeg mange optagelser, der dokumenterede at det jeg havde skrevet om Egill Rostrup, var sandt. Men dem havde jeg ikke overskud til at finde frem og gennemgå, og derfor ville jeg blive idømt fængsel for det jeg - korrekt - havde skrevet om ham. Og selv hvis jeg fandt dem fre, så gad politi og anklagemyndighed ikke at forholde sig til dem. Det var retssikkerhed i Danmark.

Træning

I dag stod den på ben, skyldre og mave. Sidstnævnte trænede jeg som regel på værelset. I forhold til ben, var det de samme øvelserne som tidligere, men med øgning af belastningen. Det var vigtigt at jeg var forsigtig i forhold til progression, for så lang tid siden var det heller ikke, at jeg var startet med at træne igen. I forhold til skuldre, øgede jeg også belastningen, og de øvelser jeg trænede i dag var dumbbellpress, shrugs, overhead press og ekstern rotation med kabel. Jeg var nødt til at træne hver dag, hvis jeg skulle gøre mig håb om at klare mig igennem den nærmeste fremtid.

Jeg havde det stadigt dårligt med at vendte hjem til værelset og sove. Jeg havde en stærk formodning om at politiet igen dukkede op og skabte sig, fordi en eller anden bureaukrat havde tilkaldt dem. Det gjorde mig stresset og nedtrykt at tænke på. Jeg var sådan set ligeglad med at blive anholdt, det var sket så ofte tidligere. Det var den ubehagelige overraskelse og især skandaliseringen jeg frygte. Politiet var ligeglade med takt og forsigtet fremfærd. De betjente der blev tilkaldt anede jo intet om mig, men parerede bare ordre. Og fordi de ikke ville risikere noget, var de næsten nødt til at fare hårdt og brutalt frem.

Hvis nogen havde bildt dem ind at jeg var i akut fare, ville de ikke tøve med at sparke døren ind. Og det ville nok ikke være så godt for mig. Det var uretfærdigt og ubehageligt at jeg var nødt til at gøre mig den slags overvejelser, men erfaringsmæssigt havde jeg intet valg. Så jeg kunne aldrig slappe helt af nogen steder. Jeg var flere gange blevet vækket af politiet der vadede ind på mit værelse eller i min daværende lejlighed, og det var virkeligt ubehageligt og traumatiserende. Så det var ligesom at være i krig hele tiden år ud og år ind. Det kunne man ikke byde nogen mennesker. Men det bød man jo mig, og jeg kunne intet gøre andet end at vente på hvornår det skete igen.

Og det kom til at ske igen. Det havde psykaitrien bestemt. Enten døde jeg bogstavligt talt af stress eller også måtte jeg adaptere, mentalt forberede mig på det skete og ikke lade mig gå på af det. Gårsdagens visit havde vist mig, at jeg et langt stykke af vejen havde lært at reagere stille og roligt, ikke kun som tidligere på overfladen at fremstå stille og rolig, mens hjertet hamrede afsted og jeg følte, at jeg skulle besvime, men rent faktisk også føle mig rolig og afslappet.

Men det havde en pris. Selvfølgelig havde det en pris. Jeg var blevet udtalt overfølsom overfor lyde; ikke kun høje og uventede lyde, som fik mig til at fare sammen, men alle pludselige og uventede lyde, og det var et stor problem, når jeg boede i en ruin aaf en villa, hvor væggene var papirtynde og der boede en anden person. Det var umuligt alene af den grund at slappe af. Hver gang jeg hørte noget, begyndte hjertet at hamre derudaf og jeg måtte rette al min opmærksomhed mod lyden: Var det bare min roommate, der rumsterede, eller var det igen politiet? Ørepropper havde ingen effekt, for så kunne jeg jo ikke høre, når politiet kom. Jeg var nødt til at ligge i sengen, påklædt og følge med i alt, jeg kunne høre.

Og se, for den sags skyld, for det var en meget trafikeret vej, jeg boede ud til, og lyskeglen fra de forbikørende biler fejede hen over væggen. Det var sket et par gange, at et udrykningskøretøj var passeret forbi ude på vejen, og ofte uden sirene af hensyn til beboerne, men de blå blink var så kraftige at det var som at være på et diskotek, og jeg blev altid bange, når det skete. Flashbacks fra da jeg boede hos mine forældre, og politiet igen kom om natten med de blå blink og truede mig og min familie. Det var faktisk psykisk tortur i sig selv. Jeg huskede ganske tydeligt første gang et udrykningskøretøj i høj fart kørte forbi på vejen ud for mit nye værelse: Jeg lå og sov, men vågnede med at spjæt og sprang ud af sengen. Det var så ubehageligt, at jeg fik det fysisk dårligt med kvalme og svær frygt og ubehag, og alle de andre symptomer.

Det skete i løbet af få sekunder, men jeg nåede at gå helt hen til de defekte pasienner og kigge ud for at se om der holdt en politibil i indkørelsen og om der var de sædvanlige to uniformerede betjente, med alt deres udstyr på, på spring ud af bildørene. Så jeg havde desværre fået PTSD af de mange overgreb og traumer man havde udsat mig for igennem årene og det var en svært invaliderende lidelse, som smadrede den rest af livskvalitet, jeg havde tilbage. Det færreste forstod hvordan det var for mig. Man troede at det hjalp at stresse mig og være bekymret og alt det pjat, men det var lige omvendt. Jeg havde brug for forudsigelighed, ro og træning, og især havde jeg brug for ikke at være konstant truet på mit liv, helbred, sikkerhed og frihed af myndighederne og politiet. Jeg havde ikke brug for at tale om følelser eller blive trøstet eller sådan noget. Det var direkte skadeligt. Ingen følelsesmæssige belastninger var det optimale.

Og det var ikke selve mødet med politiet, der ødelagde mig mentalt; det var ventiden på at en eller anden idiot igen af "bekymring" havde tilkendt dem, der var ulidelig. Derfor havde jeg en udtalt trang til at få det afsluttet én gang for alle. Den danske stat havde gjort et fremragende arbejde med at forkrøble mig irreversibelt. Jeg elskede at læse de efterhånden mange bøger, som udsendte danske soldater havde skrevet om deres oplevelser, for i dem kunne jeg finde forståelse for den måde jeg havde det på. I går havde jeg læst "Med støvlerne på - i krig i Irak og Afghanistan" af den danske officer Søren Sjøgren, og i den beskrev han det så rammende hvad det var, så nedbrød soldaterne i lejren. Det var de livstruende forhold, de ingen indflydelse havde på selv, der var ødelæggende. I hans tilfælde var det vejsidebumber og morternedslag inde i lejren, der var det værste.

"Det var følelsen af uvished og magtesløshed, der skadede soldaterne. At man blev reduceret fra soldat til hjælpeløs person overladt til sandsynligheder" (s. 72).

Selvfølgelig kunne man ikke sætte lighedstegn mellem at blive sprængt i stykker og blive anholdt og frihedsberøvet. Men når det var sagt, så var den psykologiske mekanisme den samme, og jeg havde befundet mig i en uudholdelig situation i henved syv år, og så var Gitte Ahles trussel om tvangsmedicinering af mig faktisk en trussel mod mit lig og mit helbred, idet antipsykotisk medicin (som jeg aldrig havde haft behov for) dokumenterbart livsfarlig og forkortede ens levealder med ca. 20 år. Det vidste jeg som læge, og derfor vidste jeg også at det var en trussel på mit liv Gitte Ahle udsatte mig for. Det var fakta jeg her skrev om, det var beskrevet og bevidnet til fulde, og derfor var det ikke ærekrænkende eller injuierende for mig at skrive. Og hvis det var det, var jeg ligeglad.

Selvfølgelig var det værre, det en soldat i krig blev udsat for i forhold til mig og mine oplevelser. Meget værre. Men der var også nogle få betydelige fordele. Som soldat var man stort set aldrig alene, man var et fasttømret fællesskab og kammaratskab, og de traumer man havde været igennem, havde ens kammarater også været igennem; der var intet behov for hele tiden at forklare sig og den måde man havde det på, for de andre havde det på samme måde. Der var en unik forståelse for hverandres reaktioner og man kunne tale med ens kammarater om det forfærdelige, man havde gennemlevet.

Det var et ganske særligt fællesskab og samhørighed, jeg misundte soldaterne meget. Jeg mødte sjældent nogen forståelse fra omgivelserne. Senest var det Søren, som forstod præcis hvordan jeg havde det, men der var meget langt mellem hans slags. De fleste af mine lidelsesfælles var blevet dopet til op over begge ører og selvfølgelig komromitterede det deres kognitive evner. Hvis Gitte Ahle havde haft held til at tvangsmedicinere mig, havde jeg også været på den måde. Så var det for alle, uanset om man var syg eller ej.

Så jeg var, fraset de sjældne, men kraftige lysglimt fra mennesker med særlig indsigt og evner, som eksempelvis Søren, alene i mørket. Det var ensomt og koldt derude, det var det samme som at være død, og derfor var jeg ligeglad med livet. Et liv, hvor den danske stat havde tvunget mig ud i mørket, var ikke værd at leve. Når man levede en ufrivliig tilværelse, der var ækvivalent med at være død, så kunne det ikke blive værre.

Selv den rigtige død med fraværet af al lidelse og frygt, var så at sige en opgradering. De mennesker, der på vegne af staten havde kasseret mig som affald og sparket mig ud i mørket, ville selvfølgelig påstå, at det var mig, der var noget galt med; at jeg var psykotisk eller deprimeret. De sagde det for at undgå at påtage sig ansvaret for deres ugerninger. Det var psykologi på børnehaveniveau. Jeg vidste godt, at jeg fra det ene øjeblik til det andet potentielt ville kunne få det usandsyneligt meget bedre og på magisk vis blive "kureret" for min "depression" eller "psykose" - midlet var beskeden om at jeg få mit lægearbejde igen, og dermed en fremtid uden afsavn og alt det andet. Derfor var det ikke mig, der var noget galt med og derfor var det ikke en psykisk sygdom, der gjorde, at jeg befandt mig i noget mørke. Min PTSD slap jeg nok ikke af med fra den ene dag til den anden, men måske den kunne aftage over tid, hvis den ikke konstant og vedvarende blev vedligeholdt af politi, anklagemyndighed, retsvæsen, psykiatri, og truslerne.

Alt dette var dog ønsketænkning. Terningerne var for længst kastet og ikke af mig; den danske stat og dens tjenere var klatret så højt op i træet at de ikke kunne kravle ned igen. Selv hvis de ikke nød at mishandle og pine mig og ville bringe deres vanvid til ophør, kunne de ikke længere. For så måtte de erkende deres fejlbehandling, fejldiagnoser og kriminalitet og så skulle et par af dem i fængsel og jeg skulle havde en meget stor eratatning. Så det kom aldrig til at ske, uanset hvor meget jeg led og uanset om jeg døde, fordi jeg ikke magtede at kæmpe en tabt kamp længere.

Så myndighederne fortsatte deres kamp mod mig med ufortrøden styrke. Og alverdens psykofarmaka og indespæring ville ikke ændre noget som helst. Jeg kunne ikke diciplineres og straffes til at holde op med at kæmp for mit liv. Det var en vrangforestilling at tro. Som om jeg efter to års fængsel ville acceptere et liv med fortsat sult, hjemløshed og arbejdsløshed. Idioter. Det blev kune værre for mig, men det var vel også meningen.

Afgørelser fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed af relevans for mig

Når politiet presser en borger til selvmord

Se appendiks.

Hyppigste afgørelser

"Statsadvokaten har indstillet efterforskningen."

"Sagen er disciplinært afgjort med en advarsel."

"Sagen er disciplinært afgjort med en irettesættelse."

"Sagen er afsluttet uden disciplinær forfølgning."

(https://politiklagemyndigheden.dk/wp-content/uploads/2020/12/rsberetning_2019.pdf)

WTF-afgørelser

Hvis man frygtede noget, og derfor gjorde alt for at undgå det, kunne det i visse tilfælde kureres ved at se frygten i øjnene. Det var et kliche, men det virkede i nogle tilfælde. Hvis jeg frygtede at politiet kom igen for at anholde mig og af den årsag mest havde lyst til at ligge musestille i sengen med slukket lys og persiennerne trukket for og håbe at de ikke opdagede mig, så var det en uhensigtsmæssig håndteringsstrategi, der kun forstærkede frygten og gav politiet indtryk af, at jeg var paranoid.

Derfor gjorde jeg en dyd ud af at have lyset tændt på værelset, selv om jeg også var dødtræt og gerne ville sove tidligt, og med persiennerne åbne, så alle kunne kigge ind i værelset fra indkørslen. Hvis politiet kom, spillede det ingen rolle om jeg forsøgte at gemme mig, for de skulle nok komme ind på værelset, om ikke andet, så på den hårde måde, og finde mig. Så jeg kunne lige så godt bare sørge for at de når de kom, kunne se mig ligge i sengen og skrive på min dagbog stille og roligt, at jeg trak vejret, var ved bevidsthed og fokuseret, soigneret og at mit værelse var ryddet op og der ikke var tegn på "drikkelag" eller andre mistænkelige forhold. Så kunne de jo banke forsigtigt på ruden, og derved få min opmærksomhed uden at vække opsigt og dermed skandalisere mig overfor alle og enhver.

Og hvis min indiske roommate (der ikke forstod dansk), der også var hjemme, kom og spurgte hvad politiet lavede på bopælen, kunne jeg bare sige, at de spurgte til bilen, der stadig stod i indkørslen med seddlen i forruden, hvor der stod at politiet ville fjerne den efter 48 timer. Det var faktisk den bedste løsning, jeg kunne tænke på i forhold til ikke at blive yderligere forskrækket og traumatiseret. Ulempen var, at jeg i givet fald måtte have lyset tændt hele natten og alle kunne se mig ligge og sove, men det gjorde ikke noget, for der var intet mystisk at se, udover mig, der med min laptop hvilende på maven var døset hen.

Jeg havde også overvejet bare at skrive en mail til Københavns Politi, hvor jeg forklarede, hvad min situation var og at jeg meget gerne ville undgå, at de kom uanmeldt og skandaliserede mig, fordi en eller anden var blevet "bekymret" for mig, samt opfordre dem til at ringe til mig, hvis de ville have fat i mig, så vi alle undgik unødvendig udrykning mv. Men jeg opgav ideen, fordi jeg jo ikke magtede at se hvem, der ringede til mig. Det var sgu en virkelig dårlig situation, jeg stod i. Men hvis jeg igen i nat undgik at blive traumatiseret og frihedsberøvet, var planen at træne i morgen formiddag. Og den stod på ryg og biceps. Jeg havde fået trænet mave i dag, da jeg vendte hjem til værelset og havde fået støvsuget.

"Midt- og Vestsjællands Politi modtog fredag klokken 15.35 en anmeldelse om, at en person havde lagt sig i et bål i den vestlige del af Sct. Hans-området i Roskilde. Da politiet ankom til stedet, fandt de en kvinde, som der var gået ild i. Trods forsøg på at redde hende afgik hun ved døden."

(https://www.sn.dk/roskilde-kommune/kvinde-omkommet-i-brand-ved-sct-hans/)

Jeg genkendte straks stedet for selvmordet, som var ved købmanden i det gamle, gule bindeværkshus. Hvor var det dog tragisk og det burde jo ikke forekomme, hvis vedkommende var patient, tydede det på at nogen havde svigtet.

I morgen

Hvis jeg var på fri fod i morgen, var jeg nødt til at finde flere optagelsern frem. Jeg orkede det egentlig ikke, men det var jo ikke fordi jeg havde noget valg. Jeg måtte også hellere lave en kopi af alle de eksisterende optagelser hvis nu politiet ved et "uheld" havde forlagt dem, de allerede havde modtaget. Det havde jeg hørt rygter om var sket før.

Retspsykiatriske spørgsmål især relevante for mig

1. https://www.ft.dk/samling/20101/almdel/reu/spm/421/svar/780581/957621/index.htm

"Spørgsmål nr. 421 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del): ”Hvordan kan man sikre, at de såkaldte "raske" kriminelle,der fejlagtigt har fået en behandlingsdom i stedet får konver-teret deres behandlingsdom til en almindelige fængselsstraf?Ministeren bedes i den forbindelse redegøre for mulige rets-sikkerhedsmæssige overvejelser i den forbindelse."

15. Januar 2022

Dagbog

Træning

Overhead press øvelsen i går var så meget en ren rygøvelse, som det kunne være, da den primært involverede m. latissimus dorsi, så derfor burde jeg havde ventet med den til i dag, men det gjorde ingen reel forskel. I dag stod den på ryg og biceps, og jeg lavede preacher curls, hammer curls med reb i kabeltræk og biceps curls med lige stang, ligeledes i kabeltræk. For ryggen var der tale om rear delts maskinen, pull down til bryst med smalt greb, samt kropshævninger med fri kropsvægt.

Sidstnævnte øvelse var temmelig hård, idet jeg skulle løfte min 96,5 kg tunge krop så mange gange som muligt, og jeg burde nok have lagt ud med den som den første øvelse, og ikke den sidste, så med diverse undskyldninger in mente, lykkedes det mig at lave 3 sæt af 5 gentagelser. Ikke imponerende, men til gengæld teknisk korrekt udført, uden snyd. Meningen med styrketrænningen var for mig at blive gradvist fysisk stærkere, ikke at spille smart overfor de andre i fitnesscentret og pådrage mig overbelastningsskader eller være til grin, fordi jeg var nødt til at snyde med øvelsen for at ramme det antal gentagelser, jeg havde sat mig for.

Ikke mere uvished og afventen

Der var ingen grund til at gå rundt og vente på en katastrofe, og være nedtrykt af den årsag. Faktum var, at politiet dels ikke gad at forholde sig til det bevismateriale, jeg havde overbragt dem og som bevidste min uskyld, og dels, for så vidt angik optagelserne, jeg alligevel ikke kunne bruge i retten. Anklageren kunne naturligvis bruge optagelser i mod mig til at idømme mig fængsel eller anbringelse på ubestemt tid, men ikke den anden vej rundt. Derfor spillede det ikke nogen rolle om jeg offentliggjorde optagelserne eller ej. Det var derimod irrationelt og uindføleligt ikke at offentliggøre optagelserne.

Først ville jeg dog samle dem i et password beskyttet Google Drive. Det var anklagemyndighedens hensigt at få mig tvangsmedicineret med antipsykotisk medicin, og det ville påvirke mine kognigtive evner, herunder hukommelsen, så derfor måtte jeg finde på et password, som jeg var ret sikker på at jeg kunne deducere mig frem til, selv dopet som en zombie og anbragt på en lukket retspsykiatrisk afdeling. Jeg konkluderede, at jeg var ret sikker på at jeg ville kunne regne ud, hvad passwordet var, hvis det var navnet på mit nye væresteds webadresse. Derudover var min laptop defekt i en grad, der indikerede, at den snart risikerede at gå helt i stykker. Jeg havde ikke råd til at købe en erstatning, og det samme gjaldt for min mobiltelefon, som oftere og oftere og på daglig basis spontant genstartede.

Afslutning på min bog

Fra det første bibliotek til det andet og til sidst til det tredje; en biblioteks-crawl, som så ofte før. Iemsn andre mennesker på min alder og med uddannelser nu sad og hyggede sig med deres familier, og glædede sig over deres tilværelse, sad jeg endnu engang alene på et offentligt bibliotek og forsøgte at få tiden til at gå og samtidig efter bedste evne aflede de negative tanker om fortiden, øjeblikket og fremtiden. Det var ikke et meningsfuldt og værdigt liv, det var ikke mit valg at det var sådan og jeg kunne ikke handle anderledes end jeg hele tiden havde gjort. Det var statsadvokaten og rigsadvokaten, politiet og alle de andre myndighederne, som havde besluttet sig for hvordan jeg skulle leve, samt at det skulle være ulideligt.

At jeg var gået igang med en tekst om undgåelsesadfærd, var i sig selv et eksempel på undgåelsesadfærd, og selv om jeg mest havde lyst til at slette det, jeg havde skrevet, gjorde jeg det af principielle årsager ikke. Mit ærinde var ikke at fremstille mig selv bedre end jeg var, og fraset stavefejl (som der var massere af, fordi jeg skrev teksten direkte ind i en kodeeditor uden stavekontrol), måtte intet retrospektivt forskønnes. Det, som det nu gjaldt om var, at overføre teksten fra denne hjemmeside til et Google Docs eller Word dokument, eller snarre flere dokumenter, idet de skriveprogrammer jeg rådede over ikke kunne håndtere så meget tekst i én enkelt dokument.

Det var hvad, jeg skulle koncentrere mig om nu; at få bogen afsluttet. At lave backups af den, som var offentligt tilgængelige til eftertiden, og det samme med optagelserne. Faren ved at overgå fra at skrive dagbog til at færdiggøre bogen, hvori dagbogen i omfang og væsentlighed udgjor den vigtigste del af tekste var, at en oppotunistisk psykiater, efterforsker eller anklager ville kunne bruge den manglende tekst til overfor en dommer at postulere, at jeg i netop den eller de dage, hvor der ikke var et tidsmæssigt korrekt vidnesbyrd om min adfærd og handlinger på skrift, var blevet spontant sindssyg, hvilket var grunden til den manglende tekst.

For hvis jeg holdt op med at skrive dagbog og tilfældigvis blev tvangsindlagt den pågældende dag, var den eneste skriftlige dokumentation på min psykiske tilstand det, psykiateren havde skrevet i journalen. Og det vidste jeg af erfaring, at jeg på ingen måde kunne stole på rigtigheden af. Og det var den eneste form for bevismateriale man accepterede i Det Psykiatriske Patientklagenævn og retsvæsenet, hvilket naturligvis var en anakronistisk og retssikkerhedsmæssigt alvorlig trussel for mig.

Omvendt havde jeg intet andet valg; om få dage havde jeg ikke mere ADD medicin tilbage. Fordi jeg derfor stoppede med den fra den ene dag til den anden, ville det i sig selv medføre en markant forværring af manglende koncentration og fokus, og jeg ville formentlig sove stort set hele dagen, de efterfølgende dage indtil der havde genfundet sig en ny tilstand i hjernen og jeg efterhånden genvandt min normale døgnrytme. Men koncentrationen var desværre væk og kom ikke tilbage. Idet jeg aldrig ville have noget som helst med Peter Worm Jantzen at gøre nogensinde mere, fordi han og hans sygeplejerske Lars Andersen bar et væsentligt ansvar - og sammen med statsadvokaten det altovervejende ansvar - for de nye sigtelser, som kom til at koste mig mit liv, og inden da medført så store lidelser og afsavn for mig, samt forværret min PTSD, fik jeg ikke den medicin udskrevet mere.

Det var ADD medicinen som jeg kunne takke for at have overlevet indtil videre, fordi den gjorde mig rolig, afslappet, tilbageholdende og i stand til at udføre stillesiddende og akademisk præget arbejde. Det sidste havde styrket min selvtillid og selvsikkerhed i uvurderlig grad, og gjort mig i stand til at kæmpe min egen sag, som vedrørte fagområder, jeg ingen viden eller erfaring havde inden for, samt at udføre frivilligt arbejde i bl.a. Sundhedsfællesskabet. Fraværet af min ADD medicin ville igen betyde, at min tilstand ville blive forværret, fordi jeg så ikke kunne samle mig om det hensigtsmæssige og meningsfulde hidtidige arbejde , eller aflede de skadelige tanker ved at fordybe mig i en bog. Samtidig med at jeg ikke kunne koncentrere mig særligt meget om noget, ville jeg blive udtalt motorisk rastløs, og det ville virkeligt ikke være morsomt.

Samtidig ville de første dages udtalte søvnbehov betyde, at jeg risikerede at politiet, når de kom fordi igen, ville tro jeg var livløs, fordi jeg sov hele dagen. Det ville give dem anledning til at skandalisere mig yderligere, fordi de jo havde pligt til at tilse mig og forsikre sig om at jeg ikke var i livsfare. Og hvis jeg ikke vågnede, betød det en smadreet hoveddør eller vindue. Det hele hang skam sammen på den måde. Omvendt betød det intet længere. De kunne bare sende mig regningen. Som jeg alligevel ikke kunne betale.

Men da jeg ikke var afhængig af min ADD medicin, fik jeg heller ikke abstinenser af ikke at tage den, og derfor havde jeg heller ingen trang eller "craving" efter at få den. Udover den manglende koncentration, rastløsheden og de første dages øget søvnbehov, mærkede jeg intet ved ikke at tage den. At jeg blev svært nedtryk over alt det, jeg ikke kunne uden medinen, især taget i betragtning at det handlede om at kæmpe for mit liv, var ikke et abstinenssymptom, men bare sådan som tingene var. Jeg så frem til at sove et par dage væk, så jeg slap for at vlre vågen og have det dårligt over det udsigtsløse udsigter og hjemløsheden. At sove passede mig perfekt. At vågne op var knapt så godt, og at blive vækket at politiet var en katastrofe.

Fik en SMS, som til min overraskelse automatisk blev vist på displayet på mit ur, som lyste op og fangede min opmærksomhed. Helt reflektorisk kiggede jeg på teksten og kunne læse de første ord. Jeg fik kortvarigt en isende fornemmelse i maven, fordi jeg et kort øjeblik af teksten troede, at det var politiet, som havde opgivt at ringe til mig og nu forsøgte med en alternativ metode. Jeg havde ikke lyst til at læse resten, men jeg kunne ikke lade være, hvis nu der stod to betjente udenfor og i fald jeg ikke responderede, ville entrere på den hårde måde. Så jeg tvang mig til at læse hele teksten. Lettelsen var udtalt, da jeg havde set resten af beskeden. Jeg svarede kort. Det var godt nok rart at få den, måske var det det, der skulle til for at bryde isen og komme langsomt op til overfladen på et tidspunkt.

Det var blevet temmeligt koldt på værelset i løbet af aftenen, til trods for at jeg havde skruet helt op for varmen. Det var et vidnesbyrd om den meget ringe tilstand hele huset var i. Jeg skulle som sådan ikke klage, for det var en forbedring i forhold til, hvad jeg ellers havde været vant til på det seneste, men i forhold til den standard, der gjaldt for de fleste andre mennesker i Danmark, i hvert fald dem, der havde arbejde og var de rigtige samfundsborgere i landet. Der var vel den væsentligste opdeling af befolkningen i landet: Dem i arbejde, og dem der ikke var.

Så jeg plejede altid at forholde mig til mine vilkår i forhold til de to standarder; den, der gjaldt for mig og mine, og dem, der gjaldt for de rigtige mennesker. Min standard var ret beskeden. Det drejede sig primært om ikke at sulte eller fryse. Og hvis jeg bare tog lidt ekstra tøj på, et ekstra par strømer og bukser, samt hue (som jeg desværre ikke ejede, men så noget andet), så frøs jeg ikke i nat. Den tynde plaid fra Netto, som fungerede som dyne, gjorde ikke meget gavn. I forhold til den standard, som bedsteborgerne var vant til, betalte høj skat for og derfor troede også gjaldt for tabere som jeg, var det straks en helt anden historie. Der var så mange grelle fejl og mangler ved værelset og huset i det hele taget, at jeg ikke gad at opremse dem. Men hvis jeg ikke var tilfreds, kunne jeg jo bare flytte tilbage til Natherberget.

Jeg kunne ikke tillade mig at klage til udlejer over den ringe standard, som andre straks ville gøre. Der var ingen af de gode borgere, som ville finde sig i noget tilsvarende. Men for folk som jeg var der ikke rigtig noget at gøre, og selv hvis der var, havde jeg ikke noget incitament til at foretage mig noget. For hvorfor skulle jeg bruge mine sparsomme ressourcer på at klage over forhold, som under alle omstændigheder kun varede ved i to uger endnu? Og hvis varmen kom igen, hvilket ikke var utænkeligt, da det tidligere var hændt at radiatoren holdt pause i et par dage, så var det også uden betydning, set i forhold til mine realistiske fremtidsudsigter på kort og mellemlang sigt.

Jeg holdt jul med en ven, der kom hjem til mig. Han frøs, til trods for at radiatoren var skruet helt op. Han jokede med, at hvis patiennerne blev trukket fra, svarede det til at åbne et vindue. Det gik op mig for, at det grotesk nok faktisk passede. Når patiennerne, som nu af hensyn til politiets eventuelle uanmeldte tilstedekomst, var åbne, kunne jeg tydeligt mærke den iskolde træk, som gjorde, at jeg nu decideret frøs om fødderne, fingrene og næsen. At jeg boede i en faldefærdig rønne, der var hullet som en si og hvor det eneste levende, der trivedes var den udbredte skimmelsvamp, var i forhold til min standard luksus. Men i forhold til hvor meget jeg havde slidt for at blive læge, var det helt uvirkeligt, og ord kunne ikke beskrive hvor grotesk det var.

Men det var godt, at jeg konstant blev mindet om det gemene svineri myndighederne udsatte mig for, da det galvaniserede mig og gjorde mig mere beslutsom. Jeg havde al mulig grund til at gøre, hvad jeg gjorde og hvad jeg havde gjort. Jeg kunne tydeligt huske de lange og ensomme dage på Vestegnen, hvor meget jeg vandrede rundt og hvor desperat jeg var. Jeg kunne sagtens huske at Peter Worm Jantzen havde været fuldt ud klar over hvad jeg gennemgik, og hvor modbydeligt det var, samt at han stort set intet gjorde. Det lykkes mig af få nogle almisser af ham engang i mellem i form af lidt mad og en togbillet, men til sidst var det også slut med det. Så stod den på æbler i fire-fem dage som eneste mad. Jeg måtte lukke patiennerne og se, om det hjalp.

16. Januar 2022

Dagbog

Fucker rundt alene

Der var svaret på min SMS fra i går, men jeg vidste ikke hvem der havde skrevet. Jeg følte mig som et utaknemmeligt og selvcentreret navlepillende skarn, fordi jeg ikke magtede at læse svaret og af hjertet takke vedkommende, der havde rakt ud efter mig og tilbudt sin hjælp. Jeg var simpelthen fysisk ikke i stand til at gøre det, jeg burde og tage den fremrakte hånd, knugde den hårdt og lade mig trække op af den sorte hul. jeg befandt mig i.

Hvor var det svagt og ringe af mig, at jeg afviste den hjælp, jeg vidste jeg ikke havde kunnet forvente og som jeg formentlig ikke fortjente, og i stedet skrev om det, som en anden fucking idiot. Jeg havde mødt mennesker, der i flere år havde liggt i deres seng, udbrændte og apatiske og havde håbet på at nogen kom ned fra himlen og hjalp dem ud af deres elendighed. Men der var intet sket. Det havde ligget og kigget ind i væggen år ud og år ind og håbet på at nogen kom og hjalp dem. Og der kom ingen. Hele universet ville skide dem et stykke, for at sige det lige ud, og den eneste grund til at de havde kunnet fortælle mig om det var, at de ved egen hjælp havde trukket sig selv op i håret. Fordi de var stærke og havde accepteret, at det ville koste dem umulig smerte at rejse sig ved egen hjælp, men at de alligevel havde fået at gøre det.

Fordi jeg var svagere end dem og fordi det var blevet en dårlig vane hver dag at skrive i min dagbog om hvordan jeg havde det, e jeg bevidst den hjælp jeg var blevet tilbudt, men ikke var modig nok eller i stand til at tage imod. Så samtidig med at andre mennesker ville være lykkelige over hvis nogen gad at tænke på dem og hjælpe dem, så afviste jeg det mirakel, andre kun kunne drømme om. Det var så pinligt og skamfuldt og forkert at jeg ikke var i stand til at modtage hjælpen. Der var rigtig meget, som jeg ikke havde indflydelse på i forhold til min situation, men lige netop det menneske, jeg ikke kendte, som alligevel, selv om jeg ikke fortjente det, ville fucking hjælpe mig, afviste jeg. Det var min fejl, svaghed og så utaknemmeligt, at jeg kunne græde over at jeg var så fej.

Det var så skamligt af mig. Lagde mig til læse Søren Ulrik Thomsens nyeste bog, som jeg vidste ville få mig til at falde i søvn meget snart. Fuck hvor var det pinligt af mig. Selvfølgelig var "Store Kongensgade 23" en fremragende bog, med et meget rigt billedsprog, målet med ord og sætninger, der samtidigt var forbløffende simple. Det var ikke for sjov at Søren Ulrik Thomsen nød så høj litterær anseelelse, som det var tilfældet. Søren Ulrik Thomsen var så eminent til at fremkalde følelser og mentale billeder med sin tekst, at han ikke behøvede at anvende omstændigt og kancelliagtigt sprog. Det morsomme var, at ordvalget, sætningskonstruktionerne og opbygningen af teksten og afsnittene på mig virkede en smule kluntede og lidt usammenhængende (eller også var det bare mig, der ikke var klog nok til at gennemskue den røde tråd), men at det var ligegyldigt i forhold til oplevelsen af det læste.

Det var lidt ligesom at gå rundt i ruinerne fra et nedrevet hus og samle knækkede tegl og mursten, som man bagefter byggede et ny og smukkere hus af. Det var nok lettere at opføre et prægtigt byggeri, hvis man havde de bedste materialer til rådighed, italiensk marmor og udsøgte træsorter og hvad ved jeg. Søren Ulrik Thomsen skrev om aldringsprocessen og hvorfor man alligevel trods det konstant progredierende forfald og den uundgåelige død blev ved med at leve:

"Ikke bare visheden om, at der efter i dag vil komme en ny, men desuden forventningen til, at denne også vil være ny i betydningen bedre end den foregående, ja, oven i købet vidunderlig, tror jeg simpelthen er det, der holder os i live" (s. 17).

Jeg kunne selvfølgelig ikke udtrykke det bedre selv; jeg var aldeles enig. Derfor kunne jeg også mærke vreden stige op i mig, for jeg ikke bare forventede, at dagen i morgen ville blive værre end dagen i dag (som havde været helt ulidelig,), jeg vidste det med sikkerhed. At opvære en forkert og uretfærdig tidsubegrænset behandlingsdom for kun to uger derefter sigte mig og kræve mig mentalundersøgt og fængslet eller anbragt, var psykisk terror, eget til at inducere selvmord.

Det svarede til, at man uden at være i form, med en pistol for panden blev tvunget til at løbe et marathonløb, man ikke kendte længden på, for så i det øjeblik man passerede målstregen, og havde lagt sig ned på jorden, hivende efter vejret, udmattet hinsides ord, med en pistol igen at blive truet til at fortsætte marathonen. Nu ikke kun fysisk ødelagt, men også mentalt og psykisk nedbrudt. Og man vidste denne gang, at der ikke var nogen målstreg. Det var løb indtil døden indtraf. Der havde været mennesker, der havde heppet på mig undervejs, så at sige, og selv om de var essentielle for, at jeg var fortsæt med at løbe, var forsvindende få i antal, og der havde været langt flere mennesker, der havde stået på sidelinjen og spyttet på mig, mens de vredt kom med hånlige tilråb.

Tænk at jeg skulle sidde og lytte til en nedladende og ignorant filosof-socialrådgiver og selvbestaltet dommer i Kriminalforsorgen. Det havde været for meget. Eller at politiet ikke gad at gøre hvad de fik løn for og lytte til de relativt få lydoptagelser de havde modtaget. Eller læse den test, jeg hele tiden med mellemrum havde sendt dem. Det var slet ikke til at bære.

Så disse helte lavede ikke andet end at spytte på mig, mens stats- og rigsadvokaten så den anden vej. Men det var hvad det var og hvad jeg kunne forvente fra den kant af. Det var jo ikke det, der i sig selv var fatalt; det, der var fatalt var, at udsigten til at blive læge igen nu var ikke-eksisterende. Og jeg var 40 fucking år og havde intet tilbage. Det var den forventning om en ny og bedre morgendag, der fordampede som dug for solen. Det var - ligesom psykiatrien - ikke raketvidenskab. Det var som i et skakspil, hvor jeg var sat skakmat. Og det var der ingen, der kunne ændre på. Man kunne give mig trøst og indgyde mig falsk håb, men løbet var kørt.

Billede. Jeg svømmede her sammen med Dan, Sebastian og mange andre gode folk fra USG. Og mellem det, svømmede jeg her alene. Det var det man kaldte livskvalitet og meningsfuldhed. Hvor mange sommeraftener havde vi ikke svømmet her og haft det vidunderligt. Et eller andet sted havde jeg vist nogle billeder liggende, men jeg kunne ikke holde ud at se på dem og mindes hvor godt jeg havde haft det, og hvor dårligt det ville blive. Nu lå mine våddragter og mørnede og smuldrede i mine forældres kælder.

Jeg havde også engang en bil, som mit svømmeudstyr kunne ligge i, og som kørte mine venner og jeg til havsvømning i Furesøren, Esrum Sø, Svanemøllen, Charlottenlund og Gilleleje. Jeg mødte en pige til havsvømning, som boede i en andelslejlighed, hendes forældre havde købt til hende, mens hun studerede folkesundhedsvidenskab. Hendes lejlighed lå ikke langt fra mit nuværende værelse, enten på Højdevej eller en af gaderne parallelt til den.

Selv om jeg var fyldt 40 var jeg stadig for ung til at leve i fortidens gode minder. Det var alt, alt for tidligt. Jeg kunne i teorien stadig have nogle gode år forude. Men det stoppede jeg aldrig, staten (i mangel af bedre betegnelse) holdt aldrig pause, glemte aldrig og havde uendelige ressourcer. Ja, der kunne havde været en rest at potentielt godt liv efter den forrykte behandlingsdom var blevet ophævet.

18. Januar 2022

Dagbog

Oppe af sengen

Det lykkedes mig at stå op efter at have ligget halvandet døgn i sengen, ude af stand til at foretage mig andet. I tøjet, ud af døren og ned i Fakta for at købe mad, som jeg heller ikke havde indtaget i samme tidsrum. Fordi jeg ikke havde drukket noget med koffein i siden i forgårs, havde jeg begyndende hovedpine, så jeg købte også et par dåser med Faktas billige energidrik. Jeg havde ingen planer om noget som helst. Der var ligesom ikke noget tilbage at planlægge frem i mod.

Advokaten

Advokaten ringede i går omkring middagstid. Jeg frygtede at politiet havde fået hende til at ringe til mig, fordi jeg ikke tog telefonen ellers og fordi de stod uden for og var parat til at sparke døren ind. Jeg lå og sov, så det var en kort samtale. Hun havde nu modtaget bevismaterialet fra politiet og ville gennemgå det i løbet af denne måned. Desuden havde politiet valgt ikke at give Gitte Ahle tilhold imod mig. Det ville også have været vanvittig, hvis de havde gjort det, men det var et af de beskidte tricks, man kunne bruge i mod en person, man eksempelvis også havde fået politiet til at sigte for freds- og ærekrænkelse.

For som regel var det meget let at få tilmod mod hvem som helst, og det var en ren politimæssig opgave, som man ikke brugte lang tid på. Så man fik som regel tilholdet, uanset om det var berettiget eller ej. Når man få var blevet inkrimineret af et uberettiget tilhold, så det i en dommers øjne ud som om at sagen var meget meget alvorlig end den var når man kom i retten for freds- og ærekrænkelser. På den måde fik en amoralsk og perfid anmelder en uskyldig person dømt. Det handlede om at svine vedkommende til juridisk før selve retsagen. Nu havde Egill Rostrup, Camilla Elvekjær og Gitte Ahle søgt om tilhold mod mig, og de var all blevet afvist af politiet.

Billede. Jeg havde haft nogle faktastiske dage i det nye værested, efter jeg var flyttet til Amager. Udover disse dage, var de resterende lige så enerverende som altid, og jeg måtte tilsyneladende aldrig få lov til at have det godt længere tid i træk.

Jeg fik en formiddagslur efter at have provianteret første gang, vågnede og tog så ud igen for at proviantere og sidde og læse på det lokale bibliotek. Efter at have sat mig, og åbnet Store Kongensgade 23, stod det hurtigt klar for mig, at jeg ikke var i stand til at koncentrere mig om det, jeg læste. Jeg var nødt til at læse den samme tekst flere gange, og det ødelagde læselysten en hel del. Jeg rejste mig igen og besluttede mig for at gå en tur i det mørke, kolde og blæsende triste vintervejr, men mistede motivationen, da jeg nåede til Sundby Kirkegård.

Jeg satte mig på en bænk og kiggede ud i luften til jeg frøs så meget, at jeg måtte rejse mig og gå videre. Jeg gik tilbage på biblioteket, konstaterede endnu engang, at jeg ikke kunne samle mig om at læse, og tog hjem til værelset igen. Jeg erfarede til min store glæde, at det var Søren, der utrætteligt havde rakt ud efter mig. Jeg skrev tilbage til ham. Det var det bedste, der skete i dag. Ikke kun relativt bedst set i forhold til at dagen var ulidelig og trøstesløs, og hvis jeg var blevet kørt ned fremfor at have læst Sørens SMS, så ville dét være det relativt bedste, der var sket i dag. Nej, det var det bedste, der var sket i abolutte termer.

At jeg igen var på et lavpunkt i tilværelsen og intet positivt havde at se frem til, var naturligvis primært skidt og selvmordstankerne, der altid lå på spring og farede på mig, når jeg "fuckede rundt alene", var ikke morsomme, men når det var sagt, havde jeg intet at frygte i forhold til hvad end jeg foretog mig; sådan skulle det ikke være, og hvis jeg havde været det menneske, de troede at jeg var, havde det for længst gået helt galt, og ikke for mig selv. På absurd og uretfærdig vis havde de taget fejl, men det var stadig mig, der blev straffet for det hver eneste sekund, hver eneste dag. Og det fik dem ikke ansporet til at rette ind efter virkeligheden, at jeg var det tilregnelige og fredelige menneske, jeg var, og få mig tilbage til tilværelsen. I stedet misbrugte de min uskadelighed til at skade mig endnu mere. Som gribbe, der cirkulerede rundt over hovedet på mig, og engang i mellem fløj ned for at prikke øjnene ud på mig med deres spids næb.

På den ene side fortjente de ikke, at jeg var, som jeg var, på den anden side skulle de ikke lykkes med at gøre mig til noget jeg ikke var, så de kunne påstå at de havde haft ret i at jeg var utilregnelig, paranoid og sindssyg. I forhold til min bog, var det paradoksalt at jeg med stor sandsynlighed blev fængslet for den, mens alle og envher kunne læse den online. Igen havde fortalt mig at det var ulovligt for mig at skrive videre på den forbudte tekst. Og jeg vidste, at tekten var gemt og sikret til fremtidig brug og udskammelse, uanset hvad der skete mig med. Det var rart at tænke på.

19. Januar 2022

Dagbog

På standby

Det krævede fem SMS'er til Peter Worm Jantzen over tre dage, før jeg fik et svar fra ham. Det var personlige forhold af en tilpas alvorlig til, at jeg ikke kunne bebrejde ham latensen, han var absolut lovligt undskyld og jeg beklagede min utilmodighed mange gange over for ham, da han gjorde mig opmærksom på årsagen. Det mest ideelle havde dog nok været, at han havde ordnet det sådan, at nogen havde taget over i hans fravær, for hvor egoistisk det end lød, så var jeg selv særdeles presset over ikke at få den medicin jeg plejede, og som fungerede perfekt.

Peter svarde klokken 10.00 at jeg "inden længe" kunne afhente medicinen (Corcerta) på apoteket. Det var lidt af en kraftanstregnelse for mig overhovedet at stå ud af sengen, og jeg magtede ikke at gå i bad eller børste tænder, fordi jeg så abrupt havde ophørt med den medicin, jeg skulle afhente. Jeg satte mig til at vente uden for apoteket i Amager Centret en halv time efter. Intet skete. Det eneste Peter skulle gøre var at trykke på et ikon i hans medicinordinationssystem; det burde hverken være svært eller tage lang tid. Efter at have siddet og ventet i omkring to timer, fik jeg nok og skrev til ham "Hvor lang tid tror du jeg skal vente?", og tog hjem. Efter stykke tid efter jeg var kommet hjem, så jeg at medicinen nu lå på apoteket til mig. Jeg tog herefter tilbage igen og afhentede den. Det var mindre end det jeg plejede at få og jeg var også til forskel fra normalt nødt til at betale for den. Sidstnævnte lød forkælet og stødte sikker mange, men da jeg kronisk ingen penge havde netop pga. af Peters system, var det essentielt at jeg fik den betalt.

Det lykkedes mig endeligt at få medicinen. Det var rigtig dårlig stil så ofte at afslutte og opstarte i min ADD medicin, men sådan var vilkårene nu engang. Nu gjaldt det om at genstarte mit liv på ny; at forsøge at reparere forholdet til mine venner og omgivelser. Det første jeg gjorde var, at ringe til Søren, mens jeg meget tiltrængt vaskede tøj. Jeg gik også i bad, børstede tænder og støvsugede i en fart, så en "tilfældig" politipatrulje på visit, havde nogen argumenter for at tage mig med til psyk.

Jeg havde ikke kendt Søren særlig længe, men jeg havde erfaret, at han var et menneske, jeg aldrig skulle være bange for at svare, når han skrev eller ringede til mig. På den måde var det som at ringe eller skrive til ens familie, hvilket jeg kunne være tryg ved at gøre uanset hvad, der end skete. Søren vidste præcis hvad det drejede sig om, og han havde endnu ikke givet udtryk for foragt for mig eller været nedladende og uforstående. Søren havde andet end genuin forståelse for mig: Han havde realistiske løsninger på mine ret så store problemer. Ikke så meget pis med endeløs snak der ingen steder førte. Relevant tale efterfulgt af virkelige løsninger. Så der var to mennesker, jeg altid måtte svare, når de ringede eller skrev: Min advokat og Søren, omend af forskellige grunde (og så alligevel ikke helt).

Fordi jeg initialt havde læst Sørens SMS, som den eneste, havde det givet mig selvtillid til også at læse en SMS fra min udlejer; hun skrev at jeg kunne få forlænget lejeperioden i én måned til, men kun hvis jeg svarede hende på netop den besked, hun havde sendt. Jeg skyndte mig at ringe til hende og vi aftalte at hun ville lægge en konktrakt til forlængelse til mig i aften til underskrift. Det var helt banalt således, at havde jeg ikke læst Sørens SMS, havde jeg heller ikke læst min udlejers, hvorfor jeg så for alvor ville være på røven om få dage. Jeg overlevede på rent held. Det var ganske få personer, der var garanter for min overlevelse, og ingen af disse menensker var ansat i kommunen eller psykiatrien, og ingen gjorde det for penge eller egen vindings skyld; af åbenlyse grunde, da jeg intet økonomisk kunne tilbyde.

431 kroner tilbage

Jeg hadede at gøre opmærksom på min økonomi, men hvad pokker skulle jeg ellers gøre? Selvfølgelig kunne jeg spare mere end jeg gjorde allerede, men ikke særligt meget. Hvis jeg hver eneste dag kun levede at pasta og ris, så jo, så kunne jeg leve billigere. Men det var også nærmest det eneste sted jeg kunne spare, for hvad angik alt andet levede jeg så minimalistisk som muligt. Men Søren havde en realistisk løsning på mine økonomiske udfordringer, og dertil kunne jeg låne et par hundrede af familien, hvis det var. Begge dele var imidlertid nye muligheder, jeg ikke havde haft for tre måneder siden. Stod det til den danske velfærdssamfund, kunne jeg få lov til at sejle i min egen sø og bo på natherberget på Sundholm.

Billede. Man var dejlig uprætentiøs på Amager, og derfor elskede jeg at bo der. Hvad skulle man da også bruge en håndbremse til, når man kunne tøjre bilen til det nærmeste træ?

Forebygge fremfor at helbrede

For en sikkerheds skyld erstattede jeg til aften alle personnavne med initialer, i hvert fald de personer jeg ytrede mig kritisk om. Ikke fordi at nogen havde bedt mig om det eller sigtet mig for det, jeg havde skrevet her online, men fordi jeg ikke havde lyst til at risikere mere end det, jeg allerede var sigtet for. Hvis jeg skulle gøre mig noget håb om engang at fortælle min historie, var jeg tvunget til at censurere mig selv.

Ingen forlængelse af lejekontrakten alligevel?

Selv om jeg havde aftalt det med først udlejer (i går) og hendes ægtefælle (i dag), lå der ingen lejekontrakt til mig til underskrivelse her til aften. Måske lå kontrakten til mig i morgen, måske var mit rygte kommer i forvejen. Der var mange muligheder, så det bedste var ikke at tænke for meget over det og tage det, som det kom. Hvis jeg skulle lukke et øje i nat, gjaldt det om at aflede mig selv ift. alle usikkerhederne.

Længsel

Jeg længtes efter at leve et liv, hvor jeg kunne planlægge bare lidt ud i fremtiden, og ikke konstant frygte det ene og det andet. Tænk ikke at have så stor gæld, tænk at have en forsikring og tænk at have noget at glæde sig til. I mit nye værested kunne jeg lykkeligt nok spise en stor og sund frokost til kun 10 kroner. Det havde reddet mig fra sult allerede. Jeg kunne også vaske tøj. Sidstnævnte var noget, jeg godt var klar over, men af tåbelig skam og ulyst til at være til besvær, havde jeg hidtil afslået tilbuddet. Det var dumt af mig, og noget jeg måtte lære lynhurtigt at komme til at acceptere. Uden rent tøj, ingen behagelig følelse af at være ren og præsentabel, ingen social interaktion og ingen træning. Men hvad med næste måned? Eller måneden efter? Jeg ville jo hele tiden løbe ind i præcis de samme problemer igen og igen, når mine vilkår var uforandrede. Det absolut bedste ville være at få et job. Et hvilket som helst job. Men min baggrund umuliggjorde det nok, og de gange jeg havde søgt (sidst som poder), var det ikke lykkedes.

Stress

Jeg kunne ikke holde til at blive konfronteret med grundlæggende usikkerhed om så vigtige livsforhold. Det åd mig op og gjorde mig svagere og svagere som menneske og hvor jeg for et halvt år siden ikke tog sådan på vej over udsigten til eksempelvis hjemløshed, så ramte det mig meget hårdt nu. Sådan var naturforløbet sikkert ved kronisk, årelang svær psykisk belastning. Enten resignere eller blive stresset, eller begge dele. Det var sindssygt hårdt. Og man forventede, at jeg var stoisk og opførte mig nobelt. Som om jeg var et robot uden følelser og fejl.

Kontroltab

Engang havde jeg elsket følelsen af at have kontrol over mit eget liv og helbred. Nu var det lige meget hvad jeg godt kunne lide. Nu havde jeg ingen kontrol over noget som helst, men det var ikke engang fordi at andre mennesker havde kontrol over det vigtigste faktorer i mit liv. Tværdigmod var der ingen mennesker, jeg kunne henvende mig til i det offentlige, som kunne hjælpe mig. Der var ingen kommune, jeg kunne gå til og få hjælp. Peter Worm Jantzen havde måske ikke ligefrem forhindret mig i at sulte og fryse, men han havde gjort en lille smule på det område. Nu kunne jeg ikke engang tigge ham om almisser længere. Jeg svævede i et vakuum, som udgjordes af maskerne i sikkerhedsnettet. Jeg vidste dette: 1. Søren ville hjælpe mig, så jeg ikke døde af kulde, hvis lejekontrakten ikke blev forlænget alligevel, og han ville redde mig fra natherberget på Sundholm. 2. Jeg kunne sagtens samle flaster nok til at købe mindst én pakke Digestive til 4,95 i Aldi eller Netto, og det havde jeg overlevet på for ikke så mange måneder siden. Det tog toppen af den svære stress.

Og selv om jeg var lykkelig for værelset, set i forhold til alternativet, så var det alt andet lige ikke det fedeste sted at bo: Den kraftige blæst stod ind igennem mure og vinduer, og netop vinduerne kunne aldrig lukkes flere stader i huset. Jeg troede at udlejers ægtefælle var oppe på førstesalen i eftermiddags, fordi det rumsterede deroppe fra. Da jeg så gik op ad trapperne for at spørge ham om han havde den side af kontrakten, jeg skulle skrive under, så jeg, at der ingen mennesker var deroppe, men at det jeg kunne høre, var den sorte affaldssæk, som udgjorde erstatningen for den knuste rude, men som havde revet sig løs og blafrede i den kraftige vind. Jeg havde ikke forsøgt det, men jeg var sikker på at et sterinlys, jeg tændte, af vinden ville blafre kraftigt og så gå ud.

Spøgelseshuset

Bilen uden nummerplader på (men med seddlen fra politiet om bortfjernelse inden 48 timer) som nogen havde parkeret i indkørslen og som bar tydelig præg af at nogen havde boet i den i længere tid, var der stadig. Alt det smadrede inventar og byggematerialet lå også stadig og flød i forhaven og dele af indkørslen. Det meste af forhaven lignede noget, der pludseligt var blevet forladt for år siden, nærmest som et nano-Tjernobyl, med spredte bunker af gammelt skrammel, en rig flora, der voksede op mellem fliserne, slidte tagplader, kedeligt udseende gavle, og et højt stakit, der skjulte guderne måtte vide hvad i baghaven. Jeg anede ikke hvad der gemte sig i de fleste rum i huset, og jeg havde intet behov for at finde ud af det. Der var i løbet af de sidste par dage flyttet endnu en inder eller pakistaner ind. Han virkede flink nok, og han sludrede lystigt sammen med min roommate på hindi eller et andet sporg, jeg ikke forstod en brik af. Men det var da hyggeligt nok at der var andre levende personer end jeg i huset. Jeg havde overvejet at tilbyde mig hjælp til at udbedre husets skader nødtørftigt, men undlod, da det ville indikere en kritik, og mpske ikke falde i god jord. Hvis man havde spurgt mig, ville jeg elske at arbejde på huset, bare småting, så som at tydde effektivt op, men dt gjorde man af sikkert gode grunde ikke, og jeg tilbød heller ikke min hjælp, fordi det ødelagde min fortælling en smule.

Hygiejnen i fællesarealerne var mildest talt ikke i top. Det var i al beskedenhed ikke min skyld. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men træerne voksede ikke ind i himlen, og jeg kunne ikke begynde at lære voksne mennesker hvordan man helt basalt holdt et hus rent. Så idet der alligevel ikke var godt fungerede køkkenfaciliteter (bortset fra mikroovnen), opgav jeg helt at bruge køkkenet. Det ville tage mig lang tid at rengøre det lille fælles køleskab, som var svinsk, så det opgav jeg også. Fordelen for mig var dog til at føle på: Når politiet kom igen, kunne jeg bilde mine roommates ind, at de kom efter bilen i indkørslen, for ingen af dem kunne forstå dansk.

Forsøg på stabilitet

Min plan var at gøre alt jeg kunne for at få en stabil hverdag igen: I værestedet hver dag, træning hver dag, og så håbe på et mirakel. Jeg havde lavet nogle pullups efter tøjvasken, samt på værelset trænet lidt mave og lænd, og det hjalp på roen, så noget lignende måtte jeg simpelthen blive ved med. Og så ikke flere ubehagelige overraskelser, tak.

20. Januar 2022

Dagbog

Skruen strammes

Mit SIM-kort virkede pludselig ikke længere. Det skyldtes ikke manglende betaling, forvissede jeg mig om. Jeg satte kortet i en anden mobiltelefon, jega havde fra tidligere med en smadret skærm, der gjorde den uanvendelig til hverdags brug. Jeg kunne som regel kun falde i søvn, hvis jeg lå og lyttede til podcasts og først et flere timer. Det blev hele tiden værre og værre, og jeg blev svimmel, fik hjertebanken og kvalme af den tiltagende stress, som fik blodet i årene i mine tindinger til at dunke. Det var klart, at det ikke var spor sundt hverken psykisk eller fysisk. Jeg skulle ikke have det alt for let. Endnu et par bukser var revnet og stoffet var for flottset til at jeg kunne se det. Alt blev slidt og jeg havde ikke råd til at erstatte det, om det var tøj eller mobiltelefon.

211 kroner tilbage

Der var intet at gøre, andet en at bestille et nyt SIM kort. Det kostede 79 kroner, som skulle betales med det samme. Jeg fik det endnu dårligere, da jeg havde gjort det. Det holdt jo aldrig op! Jeg blev hele tiden presset mere og mere, og på et tidspunkt skulle det nok gå galt. Samtidig havde systemet det fint med mine høbløse vilkår.Jeg havde heldigvis fået mad med hjem fra værestedet, og dertil havde jeg fundet 4 poser pebbernødder til 10 kroner. Æblerne og pebbernødderne ville række et stykke ad vejen, men fuck hvor jeg dog ikke kunne holde den lorte fattigdom ud mere.

21. Januar 2022

Dagbog

Groundhog Day

Rådighedsbeløb: 68 kroner. Træning: Ben og skuldre (mave og kondi i morgen). En pakke datonedsatte gulerodsboller i Netto til 3 kr. Pebernødder til desert. Arbejdede videre med undgåelsesadfærd. Fandt en masse nye billeder, jeg havde overset, fra Sankt Hans Hospital, som skulle med i bogen. E-post fra Nævnenes Hus og Region Hovedstaden, som jeg habituelt ignorerede, for hvis de havde gidet at røre en finger for at hjælpe mig, var det sket for seks - syv år siden, hvor jeg første gang tiggede og bad dem om hjælp og vedlagde tilstrækkelig dokumentation, som de ignorerede. Nu var det ligegyldigt. Der var to muligheder ift. indholdet af brevene: Enten var det ligegyldige kvitteringer, eller også var det flere trusselsbreve. I forhold til trusselsbrevene kunne de ikke ændre min situation til det værre uanset hvad de truede mig med.

Mit blodtryk føltes alt, alt for højt, og jeg var svimmel og havde hovedpine, en brændende fornemmelse i maven og kvalme. Det var også som om jeg havde feber, men det kunne også være stressen i sig selv. Jeg måtte se at få 3. stik i en fart, samt en kviktest i dag eller i morgen. Jeg havde meget svært ved at falde til ro på værelset, endsige sove, efter politiets besøg. Jeg blev nødt til at vende hjem på et tidspunkt pga. kulden, men havde det været bare lidt varmere, var jeg taget ud i et shelter.

Der var flyttet endnu en inder eller pakistaner ind. Den nytilkommende var ligesom min roommate inderen, meget høflig, og hver gang jeg kom hjem og mødte en af dem bød de mig på the. Det var meget venligt af dem, men på den negative side var, at de talte højlydt sammen konstant på hindi, urdu, pashto eller et fjerde sprog jeg intet fattede af, til langt ud på nattet. Det var fint nok og jeg kunne se igennem fingre med det under normale omstændigheder, men efter politiets besøg, var jeg blevet ekstra lydoverfølsom, så hver gang jeg hørte nogen tale sent på aftenen eller natten, kom jeg i alarmberedskab med et hjerte, der galoperede afsted.

Fordi de begge to var så høflige, og ikke larmede for at genere mig, kunne jeg ikke få mig selv til at bede dem om at tage en smule hensyn efter kl. 23 eksempelvis. Det bedste var derfor at sørge for at være så fysisk udmattet, når jeg kom hjem, at jeg ikke kunne holde mig vågen, om så jeg forsøgte, og derudover opholde mig så lidt på værelset som overhovedet muligt. Jeg skulle bare holde ud én måned til på det værelse. Jeg var jo så lidt hjemme som muligt i forvejen, og der var heller intet at foretage sig på værelset, der var tomt og lignede en king size fængselscelle, så det gjorde ikke så meget, men det var nogle meget lange dage på bibliotekerne, når værestedet ikke havde åbent. Til gengæld glædede jeg meget altid til om mandagen, når det åbnede igen.

Biblioteksfolket

Der var andre som mig rundt omkring på bibliotekerne. Særlinge, hjemløse, ensomme mennesker, der enten ikke hade noget hjem, eller ikke kunne holde ud at opholde sig i det, hvis de havde et. De var nemme at genkende på poserne. Forskellen på dem og jeg var, at jeg siden jeg fik værelset ikke havde poser med alle steder længere, men derudover var der ingen egentlig forskel på os. Jeg var nødt til at fremstå så ubemærket og anonym som mulig i påklædning, udseende og adfærd. Den grå mand. Usynelig. En, der hørte til. Så havde jeg det bedst. Måske var der også nogle, der som jeg prøvede at gå i et med væggene, og som jeg derfor ikke bemærkede?

På Bibliotek 1 var den faste bruger en ældre, slank kvinde med grå hår sat i en hestehale, tre eller fire poser, som stod ved siden af den lænestol i det lokale hvor dagens aviser og et væld af blade og kulørte magasiner var at finde. Hun sad altid i den samme stol, og jeg havde første gang bemærket hende i sommers, da jeg boede på Kalvebod Fælled og kom på det pågældende bibliotek på daglig basis. Da jeg kom på dette bibliotek igen, efter jeg var flyttet til Amager, var hun der også. Og hun var der hele dagen. Hendes tøj og fremtræden i øvrigt var der ikke noget opsigtsvækkende ved på afsted; det var kun poserne, der afslørede hende.

Men ved et nærmere eftersyn kunne man godt se, at hendes tøj var slidt og farverne i det falmede. Hun var ikke abnorm i sin adfærd, snavset eller usoigneret, og hun plejede at sidde med en avis. Den samme avis, sidst jeg så hende, i timevis, men ikke den dagsaktuelle udgave. Hendes cykel kunne jeg ofså genkende, og den stod lige på den anden side af ruden i forhold til hendes stamplads. Der var ikke en masse papirer, madvarer og andet rod på bordet, hun sad ved, som man ellers ofte så det hos bibliotekmennesker som vi, så hun holdt stilen, men også kun næsten. Jeg hilste på hende, og hun hilste igen med en klar, men lidt spagfærdig og overrasket stemme. Jeg gik ud fra at hun også genkendte mig og viste, at jeg også var et biblioteksmenneske.

Bibliotek 2 lå ret tæt på Sundholm, og der var antalsmæssigt flere biblioteksmennesker end de andre steder. Der var enkelte i kategorien særlinge (som jeg sikkert selv befandt mig i), bl.a. en lille, spinkel ældre kvinde, der en dag havde taget "Ss" plads i sofaen, selv om han tydeligvis sad der (hans mærkeblå dynejakke lå der) og kun havde rejst sig for at hente noget at foregive at læse i, mens han i virkeligheden sov. Vi lod hende være, men bad hende om at give "S" hans jakke.

Men udover der var primært biblioteksmennesker i kategorien hjemløse, der var på den bibliotek, og det var lidt forskelligt hvem, der holdt til der. Fordi jeg selv sov på natherberget, genkendte jeg flere af dem, der ikke ved første øjekast lignede subsistensløse, men mange havde også de klassiske poser eller en stor rygsæk med. En enkelt syd- eller østeuropæisk udseende mand på omkring min alder, var der hver dag en overgang. Han havde forsøgt at få en plads på Sundholm, men det var tilsyneladende ikke lykkes for ham.

Jeg havde set ham, men ikke talt med ham, så jeg tog ikke kontakt til ham, men han må også have genkendt mig, for en dag gik han hen til hvor jeg sad og spurgte mig venligt på engelsk, om jeg kendte nogle gode herberger. Vi talte lidt frem og tilbage, og jeg foreslog ham herberget i Hillerødgade. Det havde han været, sagde han med et grin, og det var ikke en mulighed. Jeg havde hørt om et herberg på Frederiksberg, men vidste ikke hvad det hed, fortalte jeg. Det kendte han også. Det lod til at han vidste mere om det område end jeg gjorde, så jeg prøvede til sidst med at foreslå ham Solvang i Glostrup. Det var vist ikke et sted han havde været, men han mente at det var for langt væk. Samtalen sluttede med at han sagde at han ville tænke lidt over det. Jeg ønskede ham held og lykke. Jeg så ham ikke den næste tid, men efter halvanden måneds tid var han tilbage på biblioteket igen. Jeg hørte ham før jeg så ham, fordi han nu sad og udstødte nogle høje lyde, og sukkede, rømmede sig og gabte karikeret og meget højlydt.

Det var ret påfaldende, og måske var det årsagen til at han havde det ellers store og velbesøgte rum, som der altid sad mange studerende og andre brugere i, helt for sig selv. Der var ingen grund til at jeg tog kontakt til ham, men jeg satte mig i den anden ende af rummet, skjult for ham bag en bogreol, og læste, for at høre om det bare var kortvarigt og mere normal opførsel, eller det modsatte, og han forsatte ufortrødent de timer jeg var der. Der burde måske nok have været en bibliotekar, der venligt havde bedt ham om at være en smule mere afdæmpet, men det var der nok ikke nogen, der havde lyst til at give sig kast med, og forståligt nok.

Bibliotek 3 var i forhold til biblioteksmennesker det sted, hvor der var flest, og der var i et omfang, så der uden overdrivelse var flere biblioteksmennesker end såkaldt normale brugere uanset tidspunkt og dag. Det var en skøn blanding af alle kategorier (selv om det var en meget arbitrær opdeling, idet der var et naturligt og betydeligt overlap mellem misbruge, hjemløse, psykisk syge og socialt udsatte), og det store antal skyldtes det kvindeherberg, der var nabo til biblioteket.

"V", som jeg en overgang havde lejet et værelse hos, overnattede altid på kvindeherberget, selv om hun havde en udmærket lejlighed, og da jeg efter i flere år ikke havde været på biblioteket sidste efterår kom der igen, sad "V" der som hun plejede, mens hun og de andre ventede på at herberget åbnede om aftenen. "V" så betydeligt ældre ud nu, hun havde taget en hel del på, øjnene var blanke og hendes blik stirrende. Hun sad som altid med en bog, som hun så ud som om hun læste i, men jeg vidste fra hende selv, at hun ikke kognitivt var i stand til at læse ét eneste ord. Hun fortalte, at hun havde været indlagt mere eller mindre to år i træk på psyk. på Brøndbyøstervej, og først var udskrevet en måned eller deromkring inden jeg mødte hende.

Det var tydeligt for enhver at hun ikke havde det særligt godt. Jeg talte ikke længe med hende før jeg opdagede, at hun hidsede sig gevaldigt op uanset hvad jeg spurgte hende om, som hun ikke svarede på, men hele tiden vendte tilage til hvor rasende hun var på psykiaterne, som havde ødelagt hendes liv med tvangsmedicinering. Hun steg og steg i dosis og fik nu rigtig meget antipsykotiske medicin, men det lod kun til at gøre hendes tilstand dårligere og hun nærmest råbte, når hun fortalte om det, de havde gjort mod hendes vilje. Jeg spurgte om vi ikke skulle gå udenfor og gå en lille tur i parken på den modsatte side af vejen, så jeg kunne spise min frokost imens. "V" fik raset ud i parken, uden at nogen tilkaldte politiet oppe på biblioteket. Jeg så hende de efterfølgende par dage, men så var hun væk igen.

Reddet på målstregen - igen

Igen var det gode mennesker, jeg havde været så heldig at lære at kende, som hjalp mig. Jeg persevererede, det vidste jeg godt, men så kunne jeg sgu lige så godt gøre en dyd ud af det, og endnu engang skrive, at det hverken var psykiatrien eller kommunen, der hjalp mig økonomisk, når jeg havde allermest brug for det, men mine medmennesker. Så konklusionen måtte nødvendigvis - og baseret på min efterhånden ret omfattende erfaring - være, at jeg i min situation ikke kunne regne med at blive reddet fra sult og svær stress af det offentlige. Så hvad var det så værd, velfærdssystemet? For mig, absolut intet som helst.

22. Januar 2022

Dagbog

Op ad pyramiden

Takket være en overordentlig hensynsfuld og rettidig indsats fra Søren og "L", behøvede jeg ikke længere at bekymre mig om at skulle sulte. Pebernødderne blev også spist hurtigere end jeg havde beregnet. Jeg gik lynhurtigt et par niveauer op i Maslows behovspyramide, og kunne nu koncentrere mig om at skrive. Desuden kunne jeg også træne, takket være mine godtgøreres indsats, hvilket i dén grad var befordrende for mit humør og stressniveau. Tusinde, tusinde tak til Søren og "L"!

Stenen op på bjerget

Jeg havde egentligt begyndende ondt i mine skuldre, som følge af den seneste tids nødvendige og øget fysiske aktivitetsniveau, men jeg kunne ikke holde ud ikke at træne, især i weekenden, så jeg loadede Ipren og krydsede fingre. For afvekslingens skyld gik jeg til Sydhavnen og trænede i centret dér. Jeg forsøgte så vidt muligt at træne med lav intensitet, men let var det ikke. Det blev til mave, lænd, biceps og en smule ryg i dag. Fik desuden strukket lidt ud. Dertil var det en lang gåtur i det skønne og kolde solskinsvejr, og det talte også.

Biblioteksmennesker

Jeg indfandt mig på Bibliotek 1 i formiddags forud for træningen. Der sad den ældre kvinde troligt og læste avis. Da jeg sent på eftermiddagen returnerede til biblioteket, sad hun der stadig og læste i avis. Jeg var ikke i tvivl om, at hun rent faktisk læste avisen og ikke bare foregav det. Jeg skrev videre om undgåelsesadfærd, en disciplin, jeg var verdensmester i. Der var intet at komme efter på mit værelse udover stress og nerver, så biblioteket var ganske fint.

LSD-kælderen

Det ville have overrasket mig, hvis danske psykiatere IKKE havde havde forsøgt at behandle anorexi, teenage-besværlighed, karakterneuroser, incest, OCD og transvestisme med mere med megadoser LSD. Var det omkring 400 patienter, i alderesgruppen 12 til 54 år? Havde behandlingen direkte resulteret i flere selvmord og et drab? I ødelagte liv i flere generationer? Havde man undladt at informere patienterne om dosis? Og påstået, at behandlingen var helt uskadelig og uden bivirkninger? Havde man enten truet med eller direkte givet LSD under tvang i visse tilfælde?

Havde man givet en kombinationsbehandling med både store doser LSD og samtidig Ritalin? Og havde man ladet de ansvarlige psykiatere gå fri? Selvfølgelig havde man da det! Men det var da rart at blive bekræftet i det, man gik og havde på fornemmelsen. Tak til psykiatrien for at man altid vidste hvor man havde den. Og naturligvis tog psykiatrien ikke utvetydig afstand fra de skadelige, fatale og amoralske forsøg. Og de foregik i 60'erne, ikke i middelalderen eller for hundrede år siden. Og det foregik ikke kun på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdelingBusiness as usual. (https://www.dr.dk/lyd/p1/lsd-kaelderen).

Mere psykiatrisk hokus pokus

Jeg kunne som sædvanligt ikke sove forleden, og lå og tænkte over det sidste symptom på psykose, som Anne Mette Brandt Christensen og Gitte Ahle mente jeg udviste, som jeg ikke havde skrevet om endnu. Efter at jeg overfor Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen systematisk havde afvist hvert eneste vrøvle psykosesymptom under vores for mig ulidelige og traumatiserende samtaler, var der kun én symptom, tilbage. Dette symptom blev præsenteret til de to sidste lægesamtaler, jeg havde med Anne Mette Brandt Christensen og Gitte Ahle, og heldigvis for mig deltog hhv. min bedste ven "B" og en anden rigtig god ven "K" i de to samtaler.

Derfor kunne de bekræfte det, jeg skrev i det følgende. Og måske, måske ikke blev en eller begge samtaler optaget ti senere brug (men selvfølgelig ikke af mig). Symptomet havde bekymret mig, fordi jeg ikke havde hørt om det før, og fordi jeg havde læst psykiatri særdeles grundigt og fået 12 i det på medicinstudiet, samt arbejdet som lægevikar og læge på Psykiatrisk Center Ballerup. Så på trods af, at jeg udfra det "B" fortalte mig om dette nye symptom, umiddelbart kunne afvise, at jeg led af symptomet og belev fuldt ud bekræftet af både "B", "K" og alle andre jeg diskuterede det med, så gjorde min uvidenhed mig stadig bekymret. Hvad hvis de havde haft ret i at jeg led af dette mystiske symptom på psykose?

Så jeg undersøgte straks alt om det for mig ukendte symptom, og kunne ånde lettet op. Det var et sidste desperat forsøg på at intimmidere mig, fordi de var ret sikre på at jeg ikke kendte symptomet og derfor ikke som jeg plejede umiddelbart ved rationelle argumenter og viden kunne klart afvise og skyde ned. Grunden til at jeg aldrig havde hørt symptomet var, at det var et kuriosum, der ligesom og i endnu højere grad end Rorschach testen, hørte hjemme på historiens mødding.

Symptomet hed "katatymi" og var så tåbeligt og forkert, at jeg var vred på mig selv over, at jeg ikke for flere år siden havde undersøgt det og dermed sluppet for den ekstra bekymring og frygt. Jeg led selvfølgelig ikke at katatymi. Ligesom alle de andre symptomer man forgæves havde sværtet og desavouret mig med, var katatymi ren bullshit, og grunden til det var denne:

Katatymi var således et psykoanalytisk fejlskud, opfundet for omkring 100 år siden en enkelt forvirret psykiater på afveje, begrundet med en antikveret og for længst alment erkendt forfejlet og virkelighedsstridig psykiatrisk teori, og baseret på ganske få patienter, som opfinderen af symptomet angivligt i følge ham havde udvist. Men det var i sagens natur umuligt at efterprøve rigtigheden af psykiaterens observationer, hans beskrivelser af patienterne kunne sagtens - og var formentlig - fri fantasi. Uanset hvad, var det ren spekulation og katatymi blev ikke benyttet inden for moderne psykiatri, som ellers ikke var ked af at bruge tvivlsomme symptomer og diagnoser.

Katatymi i følge Erik Simonsen

Jeg fandt en kasseret bog med titlen 'Personlighedsforstyrelser', udgivet af Psykiatrifonden i 2008 og redigeret af Erik Simonsen. Førnævnte skrev om 'katatymi' følgende:

"Man talte tidligere om, at personligheden gennem traumet blev ramt på et 'katatymt' område. Katatymi betyder stærke følelsesladede forestillinger på et særligt betydningsfuldt område." (s. 166).

Altså, hvis man hypotetisk antog at katatymi eksisterede, så skulle det altså være udtryk for sindssyge, at jeg havde stærke følelsesladede forestillnger om det betydningdsfulde område, som var at jeg mistede mit job, min autorisation, mit netværk, formue og blev hjemløs. Hvem ville ikke have stærke følelsesmæssige forestiller om det? Hvor var det dog latterligt at bruge katatymi som argument.

23. Januar 2022

Dagbog

Mit synspunkt valideret

Jeg fik endelig læst Store Kongensgade 23 færdig, og til min store glæde, kunne jeg læse følgende i afsnittet, hvor han reflekterede over ECT behandlingen:

"Når det er så magtpåliggende for psykiatrien at henføre det psykiske til det somatiske, og derved i mine øjne kommer til at lede det forkerte sted, skyldes det nok ikke mindst fagets evigt frustrerede ambition om at blive anerkendt som ægte evidensbaseret videnskab og fuldgyldig del af den medicinske republik i stedet for kun at være tålt som de rigtige lægers halvstuderede fætre fra landet. Læs f.eks. denne begejstrede passage fra 'Ugeskrift for Læger', 1949 (citeret fra ovennævnte artikel), hvor det hedder, at det ”'er uomtvisteligt, at psykiatrien i øjeblikket er den mest ekspansive af de medicinske discipliner.' Det økan næppe bestrides,' fortsatte artiklen. ' at den kliniske psykiatri har gjort væsentlige fremskridt med støtte i en klar naturvidenskabelig metode,' og 'elektrochok-terapien er - sammen med insulinbehandlingen og den præfrontale leucotomi - vor tids mest betydningsfulde bidrag inden for de somatiske behandlingsmetoder inden for psykiatrien'.” Men mærker tydeligt tekstens fryd ved det køligt kliniske vokabularium, som drejer psykiatrien væk fra de humanistiske fags fokus på det subjektive og over mod den hårdere, objektive videnskab."( s. 68)

Og ja, psykiatrien kunne da være stolt af insulinchokbehandling til at fremkalde kramper (og mon ikke der er røget at par patienter i den forbindelse?) og det hvide snit (som jo viste sig primært at gavne patienterne?). Godt gået fjolser og wannabe læger.

Og videre om psykiatriens omskiftelige og utroværdige diagnoser:

"At en gammel veninde, jeg af og til møder på gaden, det ene år fortæller mig, at hun er bipolar, mens hun det næste er borderline, og derfor har skiftet præparat, er en af mange grunde til, at jeg har begrænset tillid til disse diagnosers evne til at udsige noget meningsfuldt - og at så uforståeligt mange unge mennesker i dag forsynes med en psykatrisk diagnose, som de ovenikøbet identificerer sig med i en tro på, at det [...] så at sige opsummerer hele deres person." (s. 69).

Godt skrevet, Søren Ulrik Thomsen!

"Langtfra at være rationel virker den psykiatriske verden præget af en kulørt overtro på at behandlingerne bliver mere videnskabelige, hvis de involverer kemikalier og apparater, blodprøver og talværdier i tabeller".(s. 69).

Ja, for man kan forskønne en gris med at påføre den læbestift - men det er stadig en gris. Ellers godt forsøgt af psykiatrien.

Og ved lidt af et pudsigt tilfælde skrev Søren Ulrik Thomsen længere nede på side 69 om den psykiatriske helt, overlæge Einar Geert-Jørgensen, og hans "afsindige LSD-forsøg", som man misbruge psykoanalysen til at begrunde anvendelsen af, ligesom han udtrykte sin undren over, at man anvendte stoffer, man udmærket vidste var meget potente og voldsomme, men samtidig ikke anede noget om den egentlige biologiske virkningsmekanisme af dem, samt at man i blinde "behandlede" alt fra skriveblokade til transvestisme. Søren Ulrik Thomsen havde også studset over de selvmord og det mord, for blot at nævne de værste bivirkninger, som LSD behandlingen forsagede.

Ligesom jeg i al beskedenhed også mente var det egentlige problem, nemlig psykiaterne og ikke psykiatrien som et srskildt fagområde, skrev han desuden på s. 70:

"Hvordan psykiatrien, eller rettere: psykiateren gerne ser sig selv, fik jeg et yderligere indblik i, da jeg i de internationale psykiatriske tidsskrifter, jeg fandt på Universitetsbiblioteket, stødte på medicinalfirmaernes reklamer for psykofarmaka..." (s. 71).

Hvorefter han beskrev hvordan reklamerne fremstillede psykiateren som en omnipotent frelser. Fremragende af Søren Ulrik Thomsen. Nu ville han sikkert påkalde sig de kronisk forudrettede psykiateres hævntørst og vrede, men det overlevede han jo nok. Han skrev også på side 72 om den påfaldende navngivning af antipsykotiske præparater og deres talrige og ofte fatale bivirkninger, og på side 73 sluttede han af med at konkludere, at "man med det tyvende århundrede for mig at se [trådte] ind i psykiatriens middelalder, undskyld udtrykket.". Der var mange sandheder om psykiatrien i bogen, og der var intet af det, jeg læste, jeg ikke var helt enig med forfatteren i, hvorved det så ikke bare var min private logik og vransforstillinger. Men i modsætning til den besindige og venlige forfatter, undskyldte jeg ikke for at skrive og mere at psykiatrien - også fortsat omend på lidt andre måder - var middelalderlig. Af hjertet tak, Søren Ulrik Thomsen.

Angsten tilbage

Nogle gange kom angsten snigende og slog pludselig til med stor kraft. Samtidig med det svære og paralyserende fysiske og mentale ubehag, kom katastrofetænkningen arm i arm med dyb eksistentiel håbløshedsfølelse og latent panik. Sådan var det nu, og sådan var det oftere om søndagen end de andre dage, især når jeg ikke havde trænet, hvilket jeg ikke havde i dag, for ikke at overbelastningsskaden, som var klart aftaget siden i går, skulle forværres. Det var ulideligt. Det var blevet et vilkår for mig enten at lide eller befinde mig mellem to anfald af lidelse, uden at være glad, tilfreds, endsige lykkelig. Det var ikke til at holde ud, det kom til at tage livet af mig, jeg kom til at knække midt over, hvis det fortsatte, og selv om jeg nogle gange blev så vred over at skulle have det dårligt hver eneste dag i et eller andet omfang, og selv om vreden for en stund fortrængte angsten, så var der intet jeg kunne gøre for at komme ud af pinen. Som andre påførte mig. Man skulle ikke gøre som man plejede og påstå, at det skyldtes indre årsager, en fejl i min hjerne eller lignende. Nej, jeg var fastlåst og desperat, selv om jeg var god til at skjule det.

Fordi politi og retsvæsen aldrig holdt op med at forfølge og chikanere mig, holdt lidelsen aldrig op; med mindre jeg omsider ikke magtede at kæmpe mod myndighederne og deres trusselsbreve længere. Det var en dødsspiral, en ruse, jeg blev tvunget til at svømme længere og længere ind i. Jeg havde kronisk et akut behov for at være helt alene, uden andre mennesker omkring mig, uden pludselige lyde, som fik mig til at fare sammen og som inducerede frygten. Mine roommates var altid hjemme, den ene talte med nogle landsmæmd sent om aftenen eller om natten, så jeg vågnede fordi huset var lavet af papmache, alle lyde gik direkte igennem bygningen og fordi ørepropperne ikke hjalp. Jeg havde brug for fucking fred og ro, bare nogle timer, og det skulle ikke være til offentligt skue, jeg gad simpelthen ikke at sidde i en park og føle mig som en idiot, mens hundeluftere gik aftentur og undrede sig over hvad det var for en særling og taber, der sad i flere timer alene på bænken.

Når jeg aldrig kunne være helt i fred indendøre, uden lyde, og bare ligge med lukkede øjne og nyde stilheden, var det næst bedste, selv at bestemme hvilken støj, jeg skulle udsættes for, da konstante og monotome lyde, der overdøvede alle andre, skånede mig for at blive forskrækket. Jeg havde lyst til at tage en skruetrækker og hamre den ind gennem trommehinderne eller hælde cement ind i øregangene. Jeg kunne ikke sove pga. den konstante aktivitet, og jeg havde ingen steder at tage hen, hvor jeg kunne være i fucking fred. Det stod klart, at jeg skulle være fra det værelse så hurtigt som muligt, og min ansvarlige udlejer havde endnu ikke hentet den underskrevne lejekontraktsforlængelse. I morgen måtte jeg gøre en indsats for at finde et andet sted, som ikke var som Mumbai hovedbanegård. Fra den ene brændende platform til den anden, år efter år. Jeg længtes efter at få min egen celle, hvor jeg kunne være i fred og ingen - udover en fængselsbetjent på helt faste tidspunkter - kom og forstyrrede mig pludseligt og uventet.

Men fordi intet skulle være nemt for mig, var mit SIM kort gået i stykker og jeg havde endnu ikke modtaget det nye, så jeg kunne ikke kontakte udlejer og jeg kunne ikke modtage opkald fra min advokat eller andre. Det var en forbandet katastrofe. Fuck, fuck, fuck! Det absolut eneste positive ved weekenderne var, at den for danske myndigheder var hellig, hvorfor jeg intet (negativt) behøvede at frygte fra den kant af. Dette helle ophørte imidlertid i morgen. Jeg holdt ud fordi jeg var nødt til det, men når det var sagt, så følte jeg stor lettelse, når jeg tænkte på, at jeg altid havde den mulighed at afslutte livet og på den måde slippe for mere ubehag og smerte. Og alene det, at jeg havde den ultimative mulighed for at få lidelsen til at ophøre, gjorde at jeg faktisk havde et valg, og det gav mig lidt af kontrollen tilbage; på den måde kunne jeg udholde pinslen lidt længere. Det var trist at det var kommet dertil, men jeg var ligeglad, så længe, at det hjalp mig til at få det bedre.

Jeg havde ringet til "T" fra Hedehusene i går aftes fra mit reservetelefonnummer, og havde fortalte, at han havde forsøgt at ringe til mig, men at der ingen forbindelse var. Det var jo et problem for mig, når myndigheder og politikere, der havde svigtet deres ansvar for at dække egen ryg overreagerede og tilkalde politiet, hvis de ikke kunne komme i kontakt med mig. Satans! De ville jo tro at noget var hændt med mig, hvis de i flere dage ikke kunne ringe til mig. Derfor ville de igen tilkalde politiet, som var forpligtet til at sende en patrulje ud for at skandalisere mig. Det eneste, der hjalp nu, var at aflede mig selv ved at skrive denne tekst...hvilket heldigvis skulle vise sig at hjælpe. Angsten forsvandt og tilbage var nu blot håbløsheden og apatien, hvilket var så klart at foretrække.

Billede. Ja - men hvad KAN I? Jeg plejede at tage et billede af tavlen i værestedet i Høje Taastrup, når personalet havde haft møde og brugt flotte, men indholdsløse buzz words.

24. Januar 2022

Dagbog

Mail til Region Hovedstaden, Region Hovedstadens Psykiatri, og Psykiatrisk Center Sankt Hans Hospital

"Kære Region Hovedstaden (Cc. Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatrisk Center Sankt Hans Hospital)

Jeg har modtaget en henvendelse i min E-boks den 21. januar 2022, og jeg har følgende bemærkninger til den:

  • Fordi jeg lider af svær undgåelsesadfærd og PTSD som følge af de talrige overgreb, jeg har været udsat for i Region Hovedstadens regi, læser jeg konsekvent ikke post, hverken konventionel post eller elektronisk post, hvorfor jeg ikke aner, hvad I skriver til mig.
  • Hvis Region Hovedstaden vil overbringe meddelelser til mig, skal I sende dem til advokat Kira , som er den eneste person, jeg har kontakt til i forhold til alle mine sager.
  • Jeg giver hermed Region Hovedstaden tilladelse til at overbringe personfølsomme oplysninger om mig til advokat Kira , herunder den aktuelle henvendelse.

Jeg skal ligeledes igen oplyse Region Hovedstaden om nedenstående:

  • Jeg bliver sandsynligvis idømt fængsel for i desperation at gøre opmærksom på mine helt uudholdelige livsvilkår, som var meget tæt på at koste mig livet, og som havde gjort det, såfremt jeg ikke opretholdt det håb, som mine nødråb gav anledning til.
  • Jeg har igennem syv år adskillige gange informeret Region Hovedstaden om mine livsvilkår, herunder hjemløshed, fattigdom, sult, fejldiagnosticering og chikane fra politi og myndigheder i form af især ulovlige ransagninger.
  • Region Hovedstaden er den myndighed, der i højere grad end nogen anden, er skyld i den tortur, jeg til stadighed er udsat for.
  • Jeg fortryder intet af det, jeg har gjort i forsøget på at redde mit eget liv.
  • Min situation er stadig ulidelig og potentielt livsfarlig.
  • Region Hovedstaden foretager sig fortsat ingenting.

Region Hovedstaden er nødt til at forstå, at jeg ikke har noget valg, end at vedblive med at kæmpe for mit liv.

Alle mennesker, der fordomsfrit har talt med mig ansigt til ansigt, forstår udmærket min reaktion.

Derfor er jeg bedøvende ligeglad med, hvad man i Region Hovedstaden mener.

Jeg VIL have lov til at leve et normalt liv, arbejde som læge og ikke sulte og frygte hjemløshed.

Det er JERES ansvar. at jeg lider hver dag under afsavn og usikkerhed, samt PTSD.

I kan bare gøre, som I plejer i Region Hovedstaden og sætte jeres hær af jurister ind for at retsforfølge mig, og dermed dække jeres egen ryg.

Som I ved, kan I følge med på:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Kjeld Andersen,

CPR:"

Mail til Region Hovedstadens regionsrådspolitikere

"Kære ny- og genvalgte regionsrådspolitikere

Jeg skriver til jer, fordi jeg desværre ikke har noget valg, og der er intet, jeg hellere ville, end at lade jer være i fred.

Omvendt bliver jeg relativt snart hjemløs på ny, og er nødt til at låne penge af venner og familie til mad.

Uanset hvad end I måtte tænke i forhold til mine påtvungne livsvilkår, kan jeg garantere jer for, at jeg intet kan gøre for at forbedre dem.

Udover at skrive denne henvendelse til jer og håbe på, at I er jeres ansvar bevidst, idet de forhold, jeg skriver om, mestendels har fundet sted i Region Hovedstadens regi.

Jeg har kæmpet hver eneste dag i snart syv år og jeg har gjort det under forhold, jeg i al stilfærdighed ikke mener, man kan byde nogen mennesker i Danmark.

Jeg er nødt til at få en afslutning. Jeg er nødt til at få en dato for hvornår den uholdbare situation, jeg befinder mig ufrivilligt i ophører.

Jeg har så rigeligt taget min straf, og jeg er nødt til at få lov til at leve et normalt liv igen, som det normale menneske jeg er.

Jeg har nu anonymiseret den tekst, jeg skal bede jer om at forholde jer til, og som findes på:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Der er ingen grund til at kontakte politiet, for jeg er på ingen måde i livsfare.

Jeg har som sagt ikke anden mulighed, end fortsat at appellere til jeres medmenneskelighed og pligt.

Hvis I imidlertid ikke ønsker at modtage mine mails, vil jeg foreslå jer at markere dem som uønskede.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

25. Januar 2022

Dagbog

Rygdækning

De fleste havde ikke prøvet nogensinde at rode rundt på de laveste niveauer i behovspyrammiden, så de anede ikke hvor svært stressende og mentalt udmattende det var. Og gudske lov for det. Det var forudgående generationer af danskeres fotjeneste, at det forholdt sig således. Man havde besluttet sig for at ens børn skulle have bedre vilkår end en selv, og det havde til fulde lykkes. Det var godt og rigtigt at det var sådan. Man havde skabt et socialt sikkerhedsnet, som var spændt ud under befolkningen, og som reddede mange, hvis ikke de fleste, fra at lide sulte og kuldedøden. Men maskerne i nettet fangede ikke samtlige, der landede i nettet. Vi var nogle, der var faldet igennem det og fortsatte mod afgrunden.

Man havde bildt befolkningen at vi havde et velfærdssamfund, som sikrede samtlige danskere imod hjemløshed og sult; men det var en løgn. Måske var vi ikke mange, men vi eksisterede. Os som ikke nødt godt af det rigidt segmenterede offentlige system med snorlige forløb, man død og pine skulle passe ind i, fordi det var hvad der var, og ikke andet. Jeg var dybt og uforbeholdent taknemmelig for den hjælp jeg modtog af gode og samvittighedsfulde mennesker, jeg mødte. Der var langt mellem snapsene, men de eksisterede derude. De mennesker, der af den ene eller anden grund, eller af ren og skær uheld, og ikke som jeg havde mødt menensker, der af eget gode hjerte og uden at få løn af kommunen for det, havde givet dem livreddende social førstehjælp, fik lov til at forgå. Disse medmennesker sank stille og roligt, eller hurtigt og voldsomt ned under overfladen indtil de lagde sig til evigt hvile på bunden dybt nede.

Jeg havde mødt de mennesker, som først var blevet fundet uger eller måneder efter de var døde, og kun fordi stanken af ligenes forrådnelse nåede ud gennem brevsprækken i opgangen, insekterne var øget så betydeligt i omfang at det blev bemærket af naboerne, eller fordi ligvæsken var trængt ned igennem gulvet og dryppede ned i hovedet på underboen.

En af mine opgaver som såkaldt "spritlæge" for Københavns Politi bestod i at blive kaldt ud fra min lejlighed i lægeghettoen i Dronningens Tværgade, når politiet havde fundet en person død i vedkommendes hjemt, og køre til den nu afdøde i vedkommendes lejlighed og konstatere dødens indtræden og skrive tåsedlen med mere. Derved kunne politiet i fald man ikke umiddelbart mistænkte en forbrydelse kunne give Falck tilladelse til af transportere liget til instituttet til ligsyn den efterfølgende dag. Det var et bijob og da min primære beskæftigelse var som læge på Retmedicinsk Institut betød det, at jeg var så sjældent priviligeret at følge det samme lig fra findestedt til ligsyn og endelig obduktion, som jeg undertiden selv udførte. Denne kontinuitet i hele forløbet gav mig lidt af en unik indsigt ("fra bord til jord", så at sige).

Nogle af de findesteder jeg så i den forbindelse, glemte jeg aldrig. Det var dem, hvor politiet nærmest havde været nødt til at presse døren til lejligheden op og pløje sig vej gennem et enormt rod af en anden verden hen til hvor liget lå i forfærdelig tilstand, voldsomt oppustet som en Michelinmand, og med de sorte blodårer i huden, der tegnede et uregelmæssigt netværk i den mat mørkegrønne hud. Nogle gange var ligvæsken rigelig og liget i våd forrådnelse, andre gange var huden gullig og pergamentagtig og næse, ører, fingre og tæer sort mumificerede og med den hvide skimmelsvamp som fine dun i et kunstigt snelandskab i en udstilling i et supermarket væltende ud fra svælg og mund, og engang hvor den afdøde havde ligget en hel sommer, hvis da ikke længere, i en lejlighed på Nørrebro, var kraniet synligt og med myriader af maddiker, som væltede ud af øjnhulerne og munden.

Det var mennesker, der måtte være faldet helt igennem sikkerhedsnettet, rædselsfuldt ensomme, som ikke havde mødt de fantastiske mennesker, jeg havde været så velsignet at møde, mennesker, der med et fast greb i mig, holdt mig fast og stoppet faldet mod afgrunden. Det var umuligt at overdrive betydningen af hjælpen, det overgik i hvert fald mine litterære evner at bruge et så floromvunget sprog, at det faktisk præcis beskrev hvor meget det havde betydet for mig.

Jeg havde jo prøvet at ligge halvandet år i sengen i mine forældres rækkehus uden håb eller lyst til at stå op. Det var værre end at være død. Da jeg endelig havde kæmpet mig op og ud at gå ture i området, alene, hver eneste dag mens jeg ventede på at Styrelsen for Patientsikkerhed opdagede at man havde lavet en frygtelig fejl, smed al man havde i hænderne og skønsomt ringede til mig og med beklagelse forsikrede mig om, at jeg selvfølgelig kunne få lov til at arbejde som læge igen, da jeg da helt åbenlyst ikke var paranoid og psykotisk. Men selvfølgelig kom det opkald aldrig, for embedsægerne var ligesom som deres ligemænd, psykiaterne, ikke så gode til at indrømme når de tog fejl. Så måtte der hellere dø patienter eller læger, eller begge dele.

Det havde gjort mig desperat og dermed kriminel til sidst, hvor valget havde stået mellem at springe ud over broen og ned på motorvejens kørebane, den nye, der lå dybt forsænket og parallelt med Jyllingevej, mellem industrikvarteret bag Toys R Us i Glostrup og Hvissinge. Eller med ord forsøge at få den praktiserende læge til at korrigere hendes forrykte vrangforestilling af en fejldiagnose, som hun havde haft held til at manipulere embedslægerne til at abonere på (såkaldt "Folie à deux").

Min rygdækning var ikke den, man praktiserede i psykiatrien, retsvæsenet eller kommunen, hvor det vigtigste af alt var at dække egen ryg. Min rygdækning udgjordes af mennesker, der ville mig det bedste. Derfor havde jeg i dag lånt en dyne af Søren (og med et flot dynebetræk med Gurli Gris motiv), så jeg ikke var nødt til at sove med tøj på, når det var ekstra koldt, fordi Netto plaiden ikke var meget bevendt, og især ikke når trækken stod ind, fordi vinduer og vægge var hullede som en fucking switzerost. Derfor havde en anden fra værekstedet lånt mig en rygsæk, da min trofaste Haglöfsrygsæk, som jeg havde brugt som hovedpude talrige nætter i teltet, skovbunden eller shelteret, endelig gav op og lynlåsen var for defekt til at redde.

Derfor havde jeg kunne låne en laptop, som ikke var defekt. Og - måske vigtigst - havde jeg fået tilsagn om et sted, jeg kunne overnatte akut, hvis det af en eller anden årsag gik galt igen igen. Alene det at jeg havde fået tilsagnet gjorde, at jeg ikke ville miste modet, hvis det skete, og derfor sagtens kunne sove i et stoppested eller gå rundt hele natten, hvis det skete at jeg pludselig stod uden tog over hovedet. Det værste var jo faktisk ikke at sove på gaden eller under åben himmel. Det værste var usikkerheden og ensomheden. Når jeg nu vidste, at jeg havde en redningskrands, jeg kunne gøre brug af, forsvandt desperationen, nedtryktheden, ensomheden og selvmordstankerne som dug for solen. Når man vidste, at man kunne trykke på stopknappen til hver en tid, kunne en håbløs og potentiel fatal situation forvandledes til en spændende udfordring. Der var en verden til forskel.

Men det, der var en skændsel og skamplet for Danmark som nation og for danskerne som mennesker, det man simpelthen ikke kunne være bekendt, var ikke den behandling jeg havde fået. For jeg havde været svine heldig (og heldet følger som bekendt de tossede) og mødt de rigtige mennesker. Uden dem var det gået mig som alle andre, der gik til i misbrug, ensomhed, selvmord og som blev fundet oppustede og forrådnede måneder efter. Hvis jeg ikke var blevt grebet, var det sådan det var gået mig, fordi det var sådan det nu engang gik langt de fleste mennesker, der kom i den situation. Uden at jeg var blevet grebet, havde jeg meget snart nået point of no return, dødsspiralen, hvor det var for sent og man gik til og døde.

Dem, man burde redde fremfor mig og dem jeg selv burde forsøge at redde, var de mennesker, som man fandt døde efter måneder, alene i deres rod og snavs. Det var da en skændsel, og så var alverdens pseudoargumenter om at vi havde et vældfærdssamfund eller at børnene i Afrika havde det langt værre og at man bare skulle være taknemmelig og tage sig sammen, ligegyldige.

Jeg havde flere gange obduceret patienter i psykiatrien, som var endt deres liv i mødet med et tog og spredt i småstykker på og omkring skinnerne.

Fordi jeg havde tavshedspligt, kunne jeg ikke gå i detaljer i forhold til mine oplevelser på Retsmedicinsk Institut, så det var bare løse påstande og fiktion i forhold til dette. Udover det, var jeg blevet interviewet i værekstedet i dag af en underviser på seminariet (som jeg forstod det), hvilket havde været en rigtig god oplevelse, samt fået trænet den tiltagende angst og nedtrykthed væk. I morgen skulle jeg også træne profylaktisk og ellers fortsætte det, jeg havde gang i indtil det sekund, jeg blev forhindret i det. Det var ikke bare dybt meningsfuldt, som det eneste i mit liv nu, det var essentielt for andre at værekstedet trivedes og havde det godt. Jeg var tvunget til at arbejde på en for mig sjælden fornuftig måde, hvor jeg ikke med hovedet under armen kørte mig selv ned. For så var min ret beskedne indsats spildt. Denne gang skulle det være for at kunne blive ved i det lange løb.

Kuang Eleven

Sådan forestillede jeg mig værekstedet i dansk psykiatri. På den gode måde, vel og mærke. Idioterne vidste ikke hvad de havde sat igang, og det kunne samtlige nuværende og kommende ofre for psykiatrien være lykkelige over.

"Eventually Case activated the program; when he connected to the matrix, the virus, its countless translucent layers shifting and recombining to unfold around them. It towered above them, an enormous polychrome shadow that blotted out the digital void of the matrix. After some time, a dark shape without outline starts forming at its core, and because of the "density of information" it disrupts the fabric of the matrix, triggering hypnagogic images and faint kaleidoscopic angles around a silver-black focal point. Symbols of evil and negativity (swastikas, skulls and crossbones, snake eyes) tumble out along translucent planes. Because of the anomaly, one can not focus easily on the core, but a gleaming obsidian-like shark shape is formed; its flanks are black mirrors reflecting some faint lights. Dixie said that it rendered them invisible; it is new, and military and doesn't register at all, not even as a Chinese sneak attack, its interface is friendly and helpful (if you are οn the right side) and "speaks good English"."

(https://williamgibson.fandom.com/wiki/Kuang_Eleven)

26. Januar 2022

Dagbog

Værekstedet

Jeg var i værekstedet hele dagen i dag, hyggede mig og lavede lidt hjemmeside med en anden. Var en smule træt efter den ekstra lange dag derhenne i går, men det var hvert eneste sekund det værd. Det handlede primært om at jeg ikke skulle give den for meget gas for mange dage derned, men det var pokkers svært ikke at tilbringe al min tid der, for det var selve livet.

"T" fra Hedehusene

Min ven og lidelsesfælle fra socialpsykiatriens dødvande i Høje Taastrup kom forbi Amager i morgen formiddag efter han havde været på arbejde i Fakta siden meget tidligt om morgenen. Hans arbejdsopgave bestod i som led i hans fleksjob at bage morgenbrød. "T" var såkaldt svært psykisk syg, men havde en super god galgenhumor omkring det. Hans yndlingsbeskæftigelse var at køre psykisk på den psykolog han de facto af kommunen var tvunget til at komme hos i distriktet i Ishøj. "T" elskede at se youtube dokumenterer om naturvidenskab, filosofi og historie, og så brugte han tiden hos psykologen på at diskutere det pågældende emne. Det havde senest været begrebet "fri vilje", og så havde han lagt hårdt ud overfor psykologen med at postulere, at vi jo ikke havde en fri vilje. Fordi "T" havde en god hukommelse var det han sagde ikke vrøvl og ubegrundede påstande, og "T" var særdeles insisterende og også super provokerende, så psykologen havde været så dum at sluge madding og krog og så sad de ellers og diskuterede fri vilje. Det havde til sidst medført at psykologen havde afsluttet ham og selvfølgelig straffet "T" i journalen, hvilket "T" imidlertid var udmærket klar over og ligeglad med. "T" kunne ikke holdeud at bo i den beskuttede bolig, og den eneste måde at få et andet sted var netop at give indtryk af at han var meget psykisk syg. Da han i forvejen havde de hårdeste diagnoser var der ikke rigtig noget at tabe for ham.

"T" havde flere gange lagt bolig til hen over sidste vinter, hvor jeg gik rundt dagen lang i Høje Taastrup og omegn indtil jeg kunne tillade mig at vende tilbage til mit daværende værelse. Han havde varm kaffe parat og jeg havde også engang imellem overnattet på en madrads på gulvet. Han havde tilbudt mig at jeg kunne overnatte hos ham flere nætter i træk, men jeg vidste at det stressede ham enormt hvis jeg gjorde det, så jeg reserverede muligheden til når det var helt essentielt. I disse mange måneder hvor alt var lukket ned, var "T" det stort set eneste menneske jeg så. "T" kom stort set ikke længere i værestedet i Høje Taastrup ("Perron 74" hed stedet, men vi kaldte det for "endestationen"). "T" kunne ikke holde ud at blive behandlet som et børnehavebarn i værestedet, og det var en lang tur for ham kun for at sidde og kigge ud i luften med en kop kaffe. Min plan var at vise "T" hvordan et værested også kunne være; at mit væreksted ikke var et værested, og så modsat af hvad han var vandt til i Høje Taastrup at næppe ville tro sine egne øjne.

Træning

Ingen grund til at tænke for meget over det, bare direkte ned i træningscentret efter jeg havde været i værekstedet. I starten var jeg utilpas ved at de andre motionister kunne se mit synlige ar på indsiden af venstre håndled, og derfor havde jeg kun trænet i langærmede trøjer. Nu var jeg totalt ligeglad. Der var ikke noget, der skulle forhindre mig i at få mit daglige fix. I dag var det ben og skuldre, mave kunne jeg tage på værelset i morgen, hvor jeg alligevel havde en hviledag fra træningen.

Overdådig hjælp

Gode mennesker tilbød mig så stor og omfattende hjælp at jeg havde svært ved at rumme det. Men det skulle jeg nok klare. Og det var ualmindeligt livsbekræftende.

SIM kort

Det nye SIM kort havde jeg stadig ikke modtaget, selv om jeg havde rykket for det. Super belastende.

28. Januar 2022

Dagbog

Værekstedet

Jeg var i værekstedet i dag fra omkring kl. 10 til lidt i kl. 15, hvor jeg lavede forskellige ting.

Træning

Den stod på træning i dag og turen var kommet til ryg og biceps. Jeg var igen kommet ind i en fornuftig træningsrytme, så nu gjaldt det bare om at holde den kørende, indtil det igen gik galt af påtvungne årsager jeg igenindflydelse havde på. Det var enerverende og medførte, at jeg aldrig rigtig kunne mærke nogen progression.

29. Januar 2022

Dagbog

Træning

Gik til træningscentret i Sydhavnen efter først at have siddet på biblioteket i en fem timers tid. Jeg blev gennemblødt på vejen, men det var i det mindste ikke koldt. Trænede bryst og triceps, og faldt til patten og spenderede 24 kroner på busbilleten hjem.

Billede. Deprimerende vejr.

Billede. Frokost på samme facon som så ofte tidligere.

Retspsykiater Peter Worm Jantzen

Jeg skrev til Peter Worm Jantzen om bad ham om at lægge en recept på Concerta til mig på apoteket på mandag. Jeg skulle selv minde ham om det ca. hver 14. dag, men grunden til at jeg skrev allerede nu var at det havde gået så galt sidst, og nær havde afstedkommet at jeg havde forvoldt skade mod mig selv efter at have ligget to - tre dage i sengen uden at være i stand til at stå op. Selv om sidste gang havde været den allerværste, var noget lignende sket mange gange tidligere. Men det skulle sateme ikke ske nogensinde igen. Det kunne jo ikke være så svært at trykke på et genordinationsikon i den elektroniske journal.

Til livets opretholdelse

Jeg havde to gange i denne måned til mit store held kunnet låne penge til mad, første gang af "l" og Søren og anden gang af min storesøster. Jeg havde ikke råd til andet end mad nu, men jeg behøvede heller ikke andet end det, og det blev snart den 1. igen.

Værekstedet

Jeg levede kun i kraft af, at jeg kunne engagere mig i værekstedet. Det var et banalt faktum. Værekstedet sørgede for absolut meningsfuld beskæftigelse, der afledte de altid påtrængende depressive og angstfremkaldende ruminationer, og gode mennesdker, der på den ene eller anden måde var tilknyttet værekstedet sørgede bogstavligt talt for mit livs opretholdelse. Det var vidunderligt og grotesk på samme tid, men af helt forskellige årsager.

Intet SIM-kort

Det var et tiltagende presserende problem at jeg fortsat ikke havde modtaget erstatningen for mit defekte SIM kort. Jeg havde rykket for det og mit navn stod på postkassen, så det var ubegribeligt at jeg ikke havde fået det forlængst. Problemet var naturligvis at visse myndigheder og politiet mente at have krav på at jeg altid stod parat til at svare deres opkaldt når de ringede, og i modsat fald sendte man for egen sikkerheds skyld en patrujle ud for at skandalisere mig.

Facebook

Hidtil havde min advoat advaret mig kraftigt imod at henvise til min bog hhv. hjemmeside på Facebook, da det tilsyneladende var der hvor offentlige myndigheder mest frygtede at man fremlagde dokumentation for deres overgreb. Men noget måtte jeg jo gøre! Det kunne ikke blive ved på denne måde, det var i sig selv livsfarligt for mig, så hvorfor jeg ikke skulle gå all in og henvise til min bog fra Facebook, fattede jeg ikke. Uansrt hvilken ekstra straf jeg ville modtage for det, var det en billig pris at betale, hvis det kunne redde mit liv. Og det kunne det jo reelt set formentlig godt. Jeg havde ikke bestemt mig endnu, men der skulle ikke mere end ét lille ekstra traume til før jeg gjorde det.

30. Januar 2022

Dagbog

Undgåelsesadfærd ad absurdum

Jeg syntes normalt at blæst og storme, inden for rimelighedens grænser vel at mærke, var hyggeligt, men i nat var en undtagelse. Fordi der var perpetuel kraftig gennemtræk i ruinen jeg boede i som føkge af især de tre knuste ruder på første sal og det store vindue i badeværelset, der ikke kunne lukkes fordi træet i rammen var opsvulmet af fugt og råd, var der natten igennem højlydte lyde når noget smække i med stor kraft.

Det var især det store vindue på badeværelset, som smækkede i så kraftigt af stormen, at grasset klirrede, som var det på nippet til at splintres i tusinde stykker, som var enerverende. Jeg kunne meget let åbne værelsesdøren og gå de to meter hen til badeværelset og med gaffetape og opfindsomhed sørge for at vinduet ikke rokkede sig en millimeter, men alene tanken om at jeg så risikerede at møde en af mine roommates og den forlegne pinlighed, det ville medføre, samt det implicitte krav om at jeg skulle være social i et eller andet omfang med dem, var så ubehagelig at jeg blev liggende i sengen.

Så måtte ruden knuses og udlejer beskylde mig for ikke at have forhindret det i at ske, men det var jeg ligeglad med. Og hvis det skete, ville jeg lade som ingenting. Jeg ville bare ligge i fred i min seng. Selv det var dog pinefuldt, fordi der var mange uvante, pludselige og kraftige lyde som følge af stormen, fik mig til at fare sammen og aktiverede mit alarmberedskab på fuld tryk. Jeg havde glemt at købe det høreværn, som måske kunne give mig totalt fred fra mine omgivelser, og det forbandede jeg mens jeg lå i sengen og stormen rasede. Problemet var i høj grad at jeg ikke differentiere stormens lyde fra lyden af politiet, måtte de stå og banke på døren og råbe at jeg skulle åbne for dem for nogen havde tilkaldt dem. Pointen var naturligvis at jeg ved hurtigt at reagere, hvis heltene i blåt skulle komme på visit, muligvis kunne undgå at mine roommates så politiet og dermed fortælle det til udlejer, hvilket ville have boligmæssige repressalier for mig.

Blå blink

Min løsning på lydproblematikken var, udover nogle utilstrækkelige ørepropper, at tage dynen, jeg havde lånt af Søren, folde den og presse den rundt om hovedet og ørene, således at ansigtet var fri. Fordi dynen var i rigtig god kvalitet hjalp det faktisk nok til at jeg kunne slappe af.

Men det var klart at det ikke skulle være for nemt for mig, så efter det lykkedes at skærme mig fra lydene, blev hele værelset pludseligt lyst op af blå blink, som ikke som ellers hurtigt fortabte sig mens udrykningskøretøjet fortsatte i hast forbi værelset, men som kraft edeme blev ved så jeg kunne regne ud at køretøjet holdt lige uden foran ruinvillaen. Det måtte være fucking løgn tænkte jeg og sprang ud af sengen, mens jeg i samme bevægelse tændte for mit kamera, som jeg kunne filme lovens lange arm og dermed dokumentere hvad end der måtte dokumenteres i forhold til de overgreb de udsatte mig for.

Patiennerne blev lynhurtigt trukket fra, vinduet åbnet og til min store lettelse kunne jeg se to brandbiler holde på Vejlands Allé lige ved huset. Guderne måtte vide hvorfor de holdt der, men det havde jo nok noget med stormen at gøre. De holdt der i et stykke tid og forsvandt derefter. Nu var det så tid til at rumminere over min uholdbare situation og manglende fremtid, hvorfor søvnkvaliteten ikke var den bedste. Jeg havde siddet og gennemtrawlet mine billeder fra dengang jeg havde et liv, og det skulle jeg ikke have gjort fordi det fremkaldte så mange overvældende minder, at jeg ikke kunne rumme dem.

Bibliotekscrawl

Gudskelov var vejret så smukt i dag og jeg måtte sørge for at få gået nogle ture på Amager og tage en masse billeder inden min medicin brændte af fordi jeg ikke havde mere og blev ugideligt, demotiveret og fysisk og mentalt kraftesløs i en grad at det var en kamp bare at rejse sig og gå hjem fra biblioteket. Nu var jeg afhængig af at Peter Worm Jantzen gad at gøre det han burde og fik løn for, hvilket erfaringsmæssigt ikke var en selvfølge. Der var næsten ikke noget jeg hadede mere end at vente forgæves og lide samtidig fordi ét enkelt menneske ikke gjorde en minimal indsats for at gøre hvad vedkommende fik penge for. Hvert minut Peter Worm Jantzen ikke gjorde sin pligt, var ulideligt, og det var utroligt at det der for ham var så ufatteligt let, havde så store negative konsekvenser for mig, når han ikke gjorde det.

I mellemtiden kan jeg så gå hen til det ene bibliotek, og når det så lukkede kl. 16, kunne jeg gå hen på den næste. Sådan var det altid og selv om jeg elskede bøger, var det ikke tilnærmelsesvist et liv. Hvis jeg så bare kunne foretage mig noget på biblioteket, der rent faktisk kunne bringe mig videre, kunne det være meningsfuldt, men det var der ikke, så det handlede bare om at få timerne til at gå.

Billede. "Spending my time, watching the days go by", som Roxette sang. Morgenmad på rådhustorvet i det blæsende, men relativt lyne og meget smukke vejr. Tårnby rådhus.

Billede. Den hyggeligste politistation i København.

Billede. En vens datter havde lavet en fin notesbog, som jeg havde besluttet mig for at bruge til at få ting gjort. Min liste fra i fredags. Jeg havde allerede udført dagens opgaver.

En gåtur

Jeg kunne ikke holde ud at sidde på det første bibliotek længere, så jeg gik afsted. Det hjalp stort set altid at gå en tur, når jeg ikke kunne holde ud at være et sted længere, og selv om jeg allerede nu var tiltagende fysisk og mentalt træt, måtte jeg afsted. Det var heldigvis perfekt vejr stadig, selv om det blæste kraftigt. Jeg gik afsted mod Amager Strandpark som normalt, og tog en række fotos på vejen. Når jeg ikke havde overskud til at skrive aller snakke, kunne jeg altid tage billeder, og det handlede ikke om hvor gode billederne var, men kun om at aflede mig selv.

E-post fra Den Uafhængige Politimyndighed

Jeg havde fået E-post fra Den Uafhængige Politimyndighed i dag, men jeg magtede som sædvanligt ikke at læse hvad man havde skrevet, fordi det med altovervejende sandsynlighed var et afslag. Det var hvad denne myndighed kunne præstere. Jeg responderede derfor:

Brev til Den Uafhængige Politiklagemyndighed

"Kære Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Cc. Københavns Politi)

Tak for jeres meddelelse i min E-boks af dags dato. Jeg forstår at en Uafhængige Politiklagemyndighed er forpligtet til at bibringe mig meddelelser skriftligt og jeg er glad for at det sker elektronisk, så jeg undgår at blive skandaliseret over at få konventionel post fra jer, som min udlejer kan se.

Som jeg tidligere har informeret jer om, læser jeg konsekvent ikke min post. Det skyldes at jeg udelukkende i snart syv år har modtaget stærkt ubehagelige meddelelser, og dette skal kombineres med den svære undgåelsesadfærd, som er en del af den PTSD som politiet og psykiatrien har foråsaget hos mig.

Jeg kan ikke skrive noget til den Uafhængige Politiklagemyndighed, som jeg ikke allerede har informeret jer om, med undtagelse af dette: Mit SIM-kort er defekt og indtil jeg modtager et nyt med posten, kan jeg kontaktes på mit reservetelefonnummer, som er . Jeg håber dermed at man (Københavns Politi) ringer til mig først, hvis "nogen" skulle henvende sig til dem for at udtrykke "bekymring" for mig, og dermed undlader at sende en patrulje ud som hamrer på døren og råber at jeg skal åbne straks. Det er og har aldrig været nødvendigt at gøre, og det var det heller ikke sidst man kom på uventet visit. Det eneste man opnår er, at retraumatisere mig, vedligeholde min PTSD og få mig gjort hjemløs igen. Det er jeg ikke interesseret i, blot fordi man som myndighed ønsker at dække egen ryg.

Som de to venlige betjente fra den udsendte patrulje og jeg fandt ud af for nogle uger siden, da man kom på uventet besøg, så er der ikke noget som helst politiet kan gøre for at hjælpe mig. Så det er også spild af tid for politiet at komme farende. Ergo: Ring til mig før I kommer væltende, tak.

Min situation er dog ret alvorlig, men det skyldes ene og alene sociale faktorer og de heraf afledte eksistentielle trusler, som politiet og psykiatrien intet kan gøre for at afhjælpe, og som de dertil er direkte skyld i. Det er problemets kerne. Hvis jeg ikke kan holde ud at leve fordi man har ødelagt min tilværelse og min fremtid og givet mit svær PTSD, så er det jo mit eget valg, som det habile og kompetente menneske jeg er.

Det, som en Uafhængige Politiklagemyndighed faktisk kunne gøre og som potentielt kunne redde mit liv, var at gøre sit arbejde. Men, som jeg har erfaret det, er det beklageligvis umuligt.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er mere end velinformeret om min situation, men det er Københavns Politi ikke; hvis man skulle fatte interesse for baggrunden for, at jeg henvender mig til jer (udover at bede jer om at ringe til mig først og ikke sende en patrulje ud, når det er helt unødvendigt), skal jeg henvise til min dagbog på:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Hvis det er ulovligt, at jeg henviser til ovenstående dagbog fra min Facebook side (fordi politi, Den Uafhængige Politiklagemyndighed og øvrige myndigheder intet foretager sig, hvorfor jeg jo er nødt til at gøre omverdenen opmærksom på min uholdbare situation)m bedes I ringe til mig inden et par dage. Jeg venter så længe.

Hvis I var i min situaiton ville I jo gøre præcis det samme som jeg, så jeg skammer mig ikke over hvad det er, jeg har gang i.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

Billeder. Gik igen alene rundt på Amager i det smukke vejr. Jeg elskede øen.

31. Januar 2022

Dagbog

Værekstedet

Færdiggjorde den sidste af de fire stole, hvis ryglæn, jeg havde polstret spejlvendt i forhold til mønsteret i stoffet på sædet. Blev interviewet af en psykiatrisk sygeplejerske, som led i vedkommendes master i sundhedsantropoligi. Den meget interessante samtale med den sympatiske mandlige sygeplejerske, varede halvanden time, så jeg var mentalt udkørt bagefter. Fordi det var et meget vigtigt emne vedkommende forskede i, var det essentielt for mig at bidrage med alt, jeg kunne, og jeg opfordrede sygeplejersken til at kontakte mig via Søren, hvis jeg kunne bidrage yderligere. Selv om jeg havde lyst til at tage en lang lur efterfølgende, var det absolut anstrengelsen værd.

"Kære Kjeld.

Som aftalt sender jeg dig en orientering om hvilken konklusion Kriminalforsorgen har foretaget på din personundersøgelse.

Afdelingens psykiatriske lægekonsulent, har skrevet ”at det må være op til domstolen, at vurdere om der er behov for en ny mentalundersøgelse for at få afdækket om Kjeld Andersen er omfattet af Straffelovens § 16, stk. 1.”

Dette er Kriminalforsorgens konklusion, og det må derfor være dem som afgøre hvorvidt en ny mentalundersøgelse er nødvendigt.

Kriminalforsorgen gør ikke yderligere i sagen.

Jeg ønsker dig held og lykke på din vej.

Med venlig hilsen

Anne

Socialrådgiver"

Socialrådgiver Anne fra Kriminalforsorgen havde med sin dom over mig, gjort mig så akut nedtrykt at jeg i flere dage efter var reelt selvmordstruet. Annes uprofessionalisme havde forårsaget ualmindelig svær lidelse hos mig, og det var utilgiveligt. Det var derfor direkte provokerende at læse at hun ønskede mig held og lykke på min vej. Hvad fanden var meningen? Anne vidste godt at jeg ikke kom til at overleve det, som det system hun var ansat i, var i færd med.

Annes konstatering af at jeg var skyldig og skulle i fængsel, var en skændsel for retsvæsenet og retssikkerheden, og det var utilgiveligt. Men Anne var bare én af mange, som arbejdede ihærdigt på at få mig til at begå selvmord, på trods af at hun gjorde sig umage med at forklare mig, at hun skam var neutral. Bla bla bla. Det var hun jo så tydeligvis ikke, men jeg magtede ikke at kæmpe samtlige kampe og forsvare mig imod alle overgreb fra vamle hattedamer og mænd. Men min optagelse af Annes og min samtale kom snart på nettet, så ingen kunne påstå at jeg løj eller led af vrangforestillnger, når jeg havde skrevet hvad jeg havde gjort.

1. Februar 2022

Dagbog

Februar 2022

Indhold fra februar 2022.

Ranger fitted

Var jeg ikke, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at blive så fysisk stærk som muligt. Min gamle og slidte krop skulle en sidste gang genoptrænes så meget som muligt, fordi jeg levede på lånt tid. Jeg havde aldrig brugt steroider, og jeg forsøgte ikke at anskaffe dem nu, men havde muligheden budt sig, havde jeg uden tøven taget i mod den. Fordi jeg sang på sidste vers, så at sige, fordi jeg var så irreversibelt ødelagt med PTSD og fordi at jeg aldrig kunne gøre mig håb om at skabe mig en tålelig og normal tilværelse, hvor jeg ikke konstant skulle frygte politiets, psykiatriens og retsvæsenets overgreb, hvor jeg ikke skulle stresse over med korte intervaller at skaffe mig tag over hoved eller mad på bordet - fordi alt dette og fordi det var slut, havde jeg en enorm frihed.

Jeg behøvede ikke at bekymre mig om de skadelige langtidsvirkninger af anabole steroider, jeg skulle bare have mest ud af det i den sidste tid. Fordi jeg desværre hverken havde råd til steroiderne eller vidste hvor jeg kunne anskaffe mig dem, måtte jeg imidlertid nøjes med at optimere min kost og træning.

Old age hath yet his honour and his toil

Men der var noget jeg skulle gøre først. Jeg kom selvfølgelig ikke til at sidde i en retssal og lytte til de værste og mest modbydelige mennesker i verden, som havde ødelagt mit liv, igen sidde og spille forurettede. Det ville jeg ikke finde mig i, og så hellere dø før og skåne mig selv. De mennesker, hvis ære jeg skulle have krænket var jo ikke andet end forbrydere i hvide kitler, og de havde ingen ære. Jeg havde anmeldt dem først for deres kriminalitet, som jeg havde massiv dokumentation for at de havde begået, samt talrige vidner, men jeg havde ikke en chance og ville igen blive udsat for justitsmord, og igen trues med langsom aflivning med antipsykotisk medicin, for noget jeg aldrig havde fejlet.

Så det var og blev en skueproces; jeg havde flere harddiske med solid og relevant dokumentation for alt, jeg havde skrevet, men jeg magtede ikke at skulle varetage det store arbejde det var at gennemgå materialet. Politiet gad heller ikke at forholde sig til det, der bevidste min uskyld, så det kunne være lige meget det hele. Så mens tid var, måtte jeg fokusere på at ligge alle dokumenter, optagelser og billeder ud på nettet.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed havde ikke gjort sit arbejde. Det var ikke et postulat, men et faktum. Det var derfor vigtigt ikke bare for mig, men for alle andre, at jeg bidrog til at informere politikerne om, at denne instans var overflødig og undværlig. De ansatte var så åbentlyst partiske og holdt med deres tidligere kolleger, som de havde til opgave at efterforske, at det var en illution at tro at de var noget som helst bevendt.

Mail tilPeter W J og Kira af 30. januar 2022

"Kære Peter og Kira

Jeg synes at det er berettiget med en status på min situation.

Ad defekt SIM kort

For over 10 dage siden gik mit SIM-kort fysisk i stykker. Jeg har straks bestilt et nyt, men det er ikke modtaget endnu desværre. Mit midlertidige telefonnummer er 52 78 52 60.

Ad Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Jeg har fået e-post fra denne, men som sædvanligt har jeg ikke lyst til at læse den.

Ad livsvilkår

Jeg kæmper stadig hver måned for at have penge nok til mad. Jeg har i denne måned været tvunget til at låne penge af både min storesøster og en fra mit nuværende værested. Det bliver aldrig bedre og jeg skal jo betale pengene tilbage.

Ad PTSD

Jeg har fået svær PTSD af psykiatrien og politiet. Denne svært pinefulde tilstand bliver vedligeholdt af min livssituation og udsigten til fængsel, mentalundersøgelse og manglende fremtid. Jeg går stadig rundt hver dag alene, uden mål og mening.

Min situation er ulidelig og uholdbar og det ender snart med en katastrofe for mig. Jeg forstår ikke at man lukker øjnene for den. Hvis jeg kunne få assisteret dødshjælp, ville jeg ikke tøve ét sekund med at modtage den. Jeg er ligeglad med hvordan I vælger at tolke det udsagn. Man kan ikke udsætte nogen mennesker for hvad jeg bliver udsat foruden at det har enorme konsekvenser for vedkommende.

Jeg er ikke i stand til at leve uden håb og uden noget at leve for. Det bliver I og alle andre nødt til at forstå og acceptere. Sådan som min tilværelse er nu, er jeg med sikkerhed ikke live til retssagen, som jeg med sikkerhed taber.

Jeg skal igen understrege at min situation er meget alvorlig og at jeg ikke holder til mere snart. Kuren er ikke noget psykiatrien kan levere, tværtimod. Kuren er at jeg har noget at leve for, og det har jeg ikke.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Jeg vidste godt at Peter Worm Jantzen modtog, men ikke forholdt sig til det, jeg skrev til ham. Hvad skulle han da også svare? Det var jo hans skyld at jeg havde været nødsaget til at sende den del af min bog rundt, som hed "Mailkorrespondance med myndighederne", som havde resulteret i de nye sigtelser, som kom til at blive fatale. Men han skulle informeres lige til det sidste. For jeg havde en stor og ressourcestærk familie og ikke så få venner endda, som nok skulle sørge for at få ham retsforfulgt. Ham og samtlige andre, der havde enten mishandlet mig eller set igennem fingre med mishandlingen.

Sagsmaterialet

Jeg kunne hverken magte eller nå at gennemgå det store materiale, jeg havde samlet, men det jeg dog var i stand til, var at gøre det tilgængeligt for alle, der måtte være interesseret i det.

Man skulle aldrig, aldrig, aldrig nogensinde tage alt fra noget menneske. Det kom der intet godt ud af.

Den omvendte Robin Hood

I nærheden af værekstedet lå der et foretagende, der mindede overraskende meget om værekstedet. Eller mere korrekt, som mindede mistænkeligt meget om værekstedet. Det funderede jeg en del over; hvordan kunne det dog være, at man havde to så ens foretagener lige ved siden af hinanden? Var de to ens koncepter opstået samtidig? Eller var det ene koncept blevet til først, hvorefter man havde etableret det andet? Jeg var ret sikker på, at mit væreksted havde været det første, men jeg kunne ikke vide det med sikkerhed. Hvis det imidlertid var korrekt, så måtte det jo betyde, at det andet foretagende var et plagiat.

Det var i så fald lidt fjollet. Jeg vidste det jo ikke, så det måtte blive ved spekulationerne, men med dette forbehold, så kunne man godt tænke, at en eller flere personer, som var blevet inspireret af mit helt unikke væreksted, havde kopieret konceptet. Nogle ville måske sige stjålet konceptet. Men hvad vidste jeg? Man kunne jo ikke kopiere mit væreksteds koncept af mange årsager. Man kunne forsøge, man det ville aldrig lykkes. Uanset hvor mange penge man brugte i forsøget på det, ville det aldrig blive tilnærmelsesvist så fantastisk og magisk som originalen. Det ville aldrig blive andet end en forloren udgave af mit værested, som var et i særklasse kreativt foretagende, når de, der efterlignede os, gjorde det fordi de netop ikke var kreative. Uanset hvad de selv fandt på, ville det blive livløst og ligegyldigt, kunstigt, falmet og irrelevant.

Hvis du ikke havde kaos, ekstase og lidelse i dig, kunne du ikke rigtig udtrykke det kunstnerisk. Det ville de fleste lynhurtigt gennemskue. Der var vist ingen grund til at spilde mere tid på at fundere over en billig kopi. Der var så mange, der pyntede sig med lånte fjer, psykiaterne ikke mindst, det kunne man ikke gøre noget ved, og de skulle nok afsløre sig selv på et tidspunkt.

Stadig intet nyt SIM kort

What the fuck CBB!

Spending my time...

Nu havde jeg sørget for at jeg kunne politiet på et let traktement, når de kom næste gang.

Mail til justitsministeriet

"Kære justitsminister Nick Hækkerup og justitsministeriet

Jeg har skrevet til jer tidligere, men jeg mener, at det er berettiget at henvende mig til jer igen, idet min situation har taget en ny drejning.

Jeg skal nedenfor kort opsummere de nye oplysninger, idet I i forvejen er bekendt med min sag:

Ad bevisførelse og vidner

Jeg har materiale liggende på flere eksterne harddiske, som fyldestgørende beviser min uskyld i forhold til de nye sigtelser, og jeg har endvidere talrige vidner, som ligeledes kan bevidne min uskyld. Imidlertid har jeg qua min sociale situation, samt den af den danske stat påførte PTSD, ikke overskud til at gennemgå det omfattende materiale eller tage kontakt til vidnerne. Således vil jeg med overvejende sandsynlighed blive idømt fægselsstraf til trods for at jeg kan bevise min uskyld. Det er en retssikkerhedsmæssig fadæse af dimensioner og det fordrer endnu et justitsmord imod mig.

Ad anmeldelerne

De personer, der har anmeldt mig, er alle som én skyldige at have begået forbrydelser imod mig, som kort fortalt har ødelagt mit liv irreversibelt. Disse forbrydelser er alle nogle, jeg igennem årene har anmeldt til Københavns Vestegns Politi og forskellige andre relevante myndigheder. Desværre har man ignoreret alle mine anmeldelser, til trods for at jeg udførligt og tilstrækkeligt har dokumenteret samtlige med objektive beviser. Nu skal jeg så finde mig i igen at sidde i en dansk retsal, mens disse anmeldelere igen lyver under vidneudsagn, og jeg skal igen finde mig i at blive dømt, fordi dommeren automatisk tillægger disse menneskers udokumenterede påstande sandhedsværdi, mens mine modargumenter, som jeg kan bevise rigtigheden af med vidner og objektivt materiale ignoreres. Det kommer dog ikke til at ske. Jeg har fået ødelagt mit liv af disse menneskers kriminalitet og jeg har lidt hver eneste dag i snart syv år som følge heraf. Der bliver ingen retssag, for jeg er ikke i live til den tid, for jeg nægter at blive udsat for mere mishandling sanktioneret af det danske retsvæsen. Jeg fejler ingenting og jeg er på ingen måde i en tilstand, at justitsministeren med politiets mellemkomst kan tvinge mig til noget som helst. Men det er de facto en henrettelse af mig, som justitsministeriet blåstempler.

Ad mine anmeldelser af anmeldelerne

Jeg vil ikke finde mig i at politiet og justitsministeriet konsekvent har ignoreret den veldokumenterede kriminalitet, jeg har anmeldt, som er begået af de personer, der nu har anmeldt mig for æreskrænkelser. Politiet må og skal efterforske de forbrydelser, jeg har anmeldt. Jeg kan ikke leve i visheden om, at disse kriminelle går fri fordi politiet ikke gider, tør, kan eller vil gøre deres arbejde.

Ad livsfare

Min sociale situation, som politiet og justitsministeriet er delvis medskyldige i, er nu på syvende år så grel, at den udgør en direkte og nærværende trussel på mit liv. Jeg har forlængst og adskillige gange gennem flere år orienteret politi, justitsministerium og andre relevante myndigheder om mine livsvilkår, men man har intet foretaget sig, til trods for den dokumentation, jeg har bibragt jer. Jeg kan og vil ikke vente ét sekund længere på at I gør jeres arbejde. Fordi jeg er i livsfare på grund af jeres forsømmelse, er jeg tvunget til offentliggøre mine optagelser mv. i håbet om at andre mennesker har større ansvarsfølelse og samvittighed end I.

Jeg sender naturligvis også denne mail til politikere og medier, så de kan følge med i det pågående justitsmord.

At jeg skriver denne mail kan I udelukkende takke jer selv for. Jeg har ikke noget valg. I har hele tiden haft et valg og I kunne jo have gjort noget, men I valgte at lade være. Det er ufatteligt, at I tror, at fængselsstraf vil have nogen som helst effekt, når den skyldes, at jeg har kæmpet for mit liv og helbred, men det er jer fejlen ligger hos, ikke mig."

Styrelsen for Patientsikkerhed

Jeg havde modtaget E-post i dag fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Men hvad ragede det mig, at de skrev? Var det mon en undskyldning for at man i 2015 i modstrid med virkeligheden havde påstået at jeg var paranoid og psykotisk og skulle indlægges akut på en lukket psykiatrisk afdeling?

En offentlig myndighed, der som Styrelsen for Patientsikkerhed, havde misbrugt sine beføjelser til at forsøge at få mig ulovligt frihedsberøvet og medicineret med ikke-indiceret antipsykotisk medicin, havde i min optik ingen eksistensberettigelse. Og det samme var tilfældet, hvis man som selv samme styrelse i årevis havde ignoreret mine relevante anmeldelser på den ene side, og på den anden side også havde ignoreret en psykiatrisk speciallægeerklæring, man selv havde tvunget mig til at skaffe, fordi dens konklusion var modsat af hvad man fejlagtigt havde ment.

Politiets elendige, mangelfulde og ultrakorte afhøring

Og hvad med en ny og bare lidt hæderlig afhøring som erstatning for den joke af en afhøring man havde spist mig af med? Hvornår kom den? Hvorfor var det op til mig som svært belastet lægmand at kræve at politiets efterforsker gad at følge objektivitetsprincippet? Det var jo så meget en joke, som det kunne være. Det danske retsvæsens virke og politiets arbejde var horibelt lemfældigt, og guderne måtte vide hvor mange andre udsatte danskere, der var blevet sjoflet og uretfærdigt behandlet på samme måde eller værre? Folk skulle bare vide, hvor ringe det var. At nogle var mere lige for loven end andre, og dem, som loven var mest lige for, var ubetinget dem med flest penge. Vi andre blev spist af med bestikkede advokater som Irene Zehngraff. Og hvis man havde en psykiatrisk diagnose, kunne man lige så godt opgive.

"Jeg har modtaget en henvendelse fra jer i min E-boks. Fordi jeg har fået svær PTSD og undgåelsesadfærd af den mishandling og de overgreb jeg har været udsat for i psykiatrien og retspsykiatrien, undgår jeg konsekvent at læse post og E-post.

Hvis I vil informere mig om noget vigtigt, giver jeg hermed Styrelsen for Patientklager tilladelse til at kontakte min advokat Kira og informere hende. Min advokat er den eneste person, jeg taler med.

Styrelsen for Patientklager er nødt til at forstå hvor alvorlig min situation er som følge af de overgreb og den mishandling, jeg har været udsat for i psykiatrien og retspsykiatrien.

Mishandling, som jeg mange gange i gennem flere år har informeret Styrelsen for Patientklager om, herunder tilsendt jer dokumentation for, ligesom jeg har talrige vidner, der kan bevidne hvad jeg skriver.

Styrelsen for Patientklager er dermed i høj grad medskyldig i alt, der er sket og det, der kommer til at ske nu.

Især er Styrelsen for Patientklagers forsømmelse årsag til de nye sigtelser imod mig, og som kommer til at koste mig livet.

Det kommer til at foregå på denne måde: Jeg skal i retten om et par måneder, men den specifikke dato har jeg ikke modtaget endnu.

Dagen før jeg skal møde op i retten og udsættes for endnu et justitsmord, sender jeg min tekst rundt til ca. 10.000 læger, jeg har e-mailadresser på, og begår selvmord.

Jeg vil IKKE udsættes for at de læger, der er skyld i at jeg har fået PTSD, en alvorlig fejldiagnose, været hjemløs i henved 7 år og irreversibelt har ødelagt mit liv, igen skal sidde og lyve under vidneansvar og dermed få mig dømt.

Jeg får aldrig lov til at leve det normale liv som det normale menneske jeg er, og jeg får aldrig min lægeautorisation igen, fordi jeg hele tiden bliver sigtet og dømt grundløse "forbrydelser", såsom ærekrænkelse.

Jeg har kæmpet forgæves i syv år og jeg gider ikke mere.

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Kjeld Andersen,

CPR:"

2. Februar 2022

Dagbog

Værekstedet

Jeg tog hen i værekstedet i morges. Der var læsegruppe i dag, men jeg var for træt til at deltage, så jeg tog en lur i stillerummet. Jeg var nødt til at dosere min energi meget omhyggeligt i dag, kunne jeg mærke. Det hele var trøstesløst og jeg havde intet at se frem til udover mere nedværdigende og fornedrende straf, men det var der ikke så mange, der forstod. Peter Worm Jantzen gjorde i hvert fald næppe. Han havde det fint med at lade mig rådne op.

Stadig intet SIM kort

Det var helt utroligt, at CBB ikke evnede at sende mig et nyt SIM kort. Derudover var det også umuligt at komme igennem til deres hotline. Eneste mulighed var at bestille et opkald fra dem, hvilket først var muligt i morgen tidlig. Som om jeg ikke havde problemer nok i forvejen.

Doktor Andersen

Det var de færreste i værekstedet, der kendte min baggrund, og jeg fortrak absolut også at det forblev sådan. For hvilken rolle spillede det? Jeg var præcis den person, jeg var og som de andre kendte, på godt og ondt, og så spilede alt andet jo ingen rolle. Titler, uddannelse og alt sådan noget var ligegyldigt. Nogle vidste imidlertid godt hvilken uddannelse jeg havde taget engang, og desværre var nogle begyndt at kalde mig doktor Andersen. De gjorde det selvfølgeligt i allerbedste mening og jeg kunne virkelig godt lide de pågældende personer, men det smertede mig også at man kaldte mig det, som jeg engang var og aldrig fik lov til at blive igen. Det eneste det skabte var problemer og irritatation og nedtrykthed hos mig, og det betød også at jeg nu skulle til at svare på en masse spørgsmål, som jeg virkeligt ikke orkede at svare på.

Endnu et unikt koncept

Søren og værekstedet havde udtænkt et nyt og så vidt jeg vidste helt unikt koncept. Det ville jeg forfærdeligt gerne bidrage til at virkeliggøre. Jeg kunne ikke - selv i denne dagbog - løfte sløret for hvad det gik ud på, for så skulle én eller anden tarvelig og parasittær, fantasiløs og doven psykiater nok stjæle ideen og i øvrigt fucke den grundigt op.

Træning

Jeg var til træning efter værekstedet. I dag stod den på bryst og triceps, og jeg startede med triceps for at være sikker på at jeg fik belastet den maksimalt. Det var helt mærkeligt at træne bryst efter at mine triceps var totalt udtrættede, for det gjorde det vanskeligt at styre håndvægtene i brystpres, så jeg trænede et ekstra sæt brystøvelser for at være sikker på at jeg også fik denne muskelgruppe trænet i bund.

Det var en sjov følelse at stå i badet efter træningen og have besvær med at bevæge armene som jeg plejede, fordi tricepsmusklerne var så spændte. Det havde været samme følelse i går, da jeg efter samme princip trænede biceps og efterfølgende næsten ikke kunne bøje armene helt. Jeg var 7 - 9 - 13 uden nogen former for skader, og det var også positivt, men udover det var der intet virkeligt positivt i min tilværelse. Intet at glæde sig til eller over. Udover at det kom til at slutte på et tidspunkt og hellere før end senere.

En ven havde været så venlig at dornere fire flotte stole til mig, men det var ærgerligt at jeg snart var tvunget til at flytte igen. Jeg burde jo lede efter et nyt værelse, men qua mine fremtidsudsigter gav det ingen mening at gøre det. Det passede også meget godt med den tid jeg kunne holde ud at leve endnu; én måned. Det var den tid jeg planlagde efter at jeg havde tilbage, og det virkede som alt for længe. Jeg tvivlede stærkt på at jeg havde lyst til at udholde de danske myndigheders tortur så længe.

Ingen kontakt længere

Jeg havde besluttet mig for ikke at svare når nogen ringede til mig, fraset ganske få mennesker, som alle var nogen jeg kendte fra værekstedet. Ingen grund til at tale med min advokat mere, for hun kunne ikke hamle op mod den danske stat og nogle rabiate forlorne læger, selv om hun heroisk prævede. I morgen stod den på værekstedet hele dagen. Jeg holdt træningsfri i morgen. Herefter fulgte tre forfærdelige dage, hvor jeg intet havde at foretage mig, udover ikke at være i mit forfærdelige værelse. Jeg var så led og ked af det skod sted og de nu minimum tre indere, der boede i ruinen af en villa og som var oppe og larmede sent på aftenen og først på natten hver eneste forbandede dag.

Jeg havde ikke haft lyst til at tage hjem til værelset efter træning, og jeg gik og spekulerede over om jeg kunne overleve at overnatte et et shelter på Kalvebod Fælled bare i det tøj jeg havde på, men uden en hue eller vanter ville det være umuligt. Hvor meget kostede en sovepose mon?, tænkte jeg. Jeg endte med at opgive tanken, selv om det var det jeg havde allermest lyst til. Det var dårlig stil at undgå at sove indendøre, når nu jeg endelig havde mulighed for det, og ingen skulle tvinge mig væk fra mit hjem.

Så alene det princip tvang mig til at tage hjem til værelset og udholde ubehaget uanset hvor slemt det måtte være. Fuck dem. Men når det var sagt, måtte jeg hurtigst muligt sørge for at skaffe et billigt liggeunderlag og en billig sovepose og helst også et billigt telt, så jeg til hver en tid, skulle jeg få lyst eller behov for det, kunne overnatte på Fælleden eller andre steder. Selvfølgelig kunne det lade sig gøre at telte i Danmark, nærmest uanset hvor koldt det var, og have det godt og hyggeligt, hvis bare man havde det rette udstyr og tænkte sig lidt om i forhold til at planlægge det. Og hvorfor skulle det ikke være muligt? Selvfølgelig var det muligt og de fleste mennesker kunne langt mere end de selv troede, hvis de var motiveret nok.

Næste skridt

Jeg havde utroligt meget materiale liggende, som var relevant i min sag, og selv om jeg ikke kunne magte at læse dokumenterne igennem, så var det noget andet med video optagelserne, hvoraf rigtig mange allerede lå online i mit Google Drive. Disse optagelser var for ingens vedkommende ulovlige, så det var oplagt at de som de første skulle offentliggøres. Det var rart at have et mål at arbejde hen imod, fremfor at forholde mig passiv og bare tage imod det ene slag efter det andet fra myndighederne.

3. Februar 2022

Dagbog

Silikone i øret

Jeg tanæte at jeg nu hvor jeg havde lidt penge igen, måtte forsøge at cope med den natlige larm i ruinvillaen, så jeg anskaffede mig to sæt dyre silikone ørepropper i Matas i går. Så frygtet havde de ikke rigtigt nogen effekt, hvorfor jeg pressede dem så langt ind i øregangen som muligt. Det afskedkom naturligvis - ligeledes som forventet - at en hård kugle af silikone knækkede af og indlejrede sig i højre ydre øregang. Den var umuligt at få ud, og eneste redskab, der havde en effekt, var en lang skrue, som det lykkedes mig forsigtigt som en ninja at skrue delvist ind i silikoneklumpen for derefter at trække den forsigtigt ud.

Det var en yderst smertefuld procedure, men den kunne have lykkes, hvis den ikke blev udført blindt. Jeg havde jo i al beskedenhed været reservelæge på Øre-næse-halsafdelingen i Hillerød et omkring et halv års tid, så jeg havde en vis viden og erfaring hvad angik den slags. Silokoneproppen var ganske vidst blevet læsrevet fra øregangen og lå mere eller mindre frit i selve øregangen, men jeg var stadig svimmel pga. påvirkningen på trommehinden og min øregang var byldeøm efter at jeg havde maltrakteret den så lang tid. Da værekstedet lukkede, gik jeg traks hen i Tiger i Amager Centret og købte de to billigste spejle, så jeg når jeg kom hjem, i det mindste havde en chance for at se hvad jeg forestog mig. Alt ting gik galt for mig for tiden. Jeg satte mig på biblioteket og begyndte at skrive.

Vidnesbyrd

Noget af det mest effektive man som forfatter eller litterat kunne beskæftige sig med i forhold til at få offentlighedens øjne op for mere eller mindre skjulte overgreb i en større skala, var vel nok vidnesbyrd. Dem skulle der være nogle flere af fra Danmarks skraldespand, altså os i psykiatrien, på gaden, i fængslerne og på institutionerne. Så måtte folk selv danne sig deres egen mening om det retfærdige i det, der foregik, men ingen skulle efterfølgende kunne påberåbe sig uvidenhed om det, der foregik. Jeg vidste ikke noget om vidnesbyrd. Men jeg kendte én, der gjorde. Meget endda.

Nattergalen

På vejen ud fra værekstedet passerede jeg værekstedets svar på den mekaniske nattergal fra H. C. Andersens eventyr. Der var stille, mennesketomt og klinisk blankpoleret overalt. Det hele virkede så kunstigt og omsonst.

Beviser på min uskyld som politi og retsvæsen ignorerer

Jeg oprettede nedenstående mapper, som alle kunne tilgå således at offentligheden fortsat efter det kommende justitsmord havde adgang til det mateiale, som ville have kunnet frikende mig. Det var en fortløbende proces, man der skulle gerne dukke lidt materiale op hver dag. Det jeg lagde offentligt tilgængeligt, var selvfølgelig ikke ulovligt på nogen måde. Og hvis det skulle vise sig mod forventning at være det alligvel, var jeg ligeglad for det gjaldt mit liv og jeg var ikke jurist.

4. Februar 2022

Dagbog

SIM-kort gensendt

Jeg havde bestilt en oprigning af CBB, som ellers var nærmest umulige at komme i kontakt med. Igår aftes ringede en yngre fyr mig op og jeg bad om at få gensendt SIM-kortet til mit gamle telefonnummer. Afventen i 3 - 5 hverdage igen.

Silikonen i øregangen

Jeg havde lidt halvhjertet i går aftes ved hjælp af de to spejle, jeg havde indkøbt, gjort et nyt forsøg på at ekstrahere silikoneklumpen fra højre ydre øregang, men uden held. Jeg var en smule svimmel på grund af klumpens indvirkning på mellemøret og igen det indre øre, men ikke mere end jeg kunne tolerere det. Det sagde sig selv, at når man rodede blindt rundt med spidse instrumenter et sted med meget tynd hud, som i øregangen, så lavede man næsten uundgåeligt ravage, og det gjorde ondt på en måde, der indikerede en begyndende infektion.

Træning

Der var ingen vej udenom; selv om jeg var dødtræt og ikke i humør til det, måtte og skulle jeg træne og jeg vidste af erfaring at min dag kun blev tiltagende mere og mere ulidelig, hvis jeg undskød tidspunktet. Således måtte jeg hellere pakke sammen på biblioteket og tage ned i centret. Efterfølgende måske en lur og så fortsætte med at gøre arbejdet med bogen færdig. Jeg havde fire eksterne harddiske fyldt tilbristepunktet med materiale, der var relevant i min sag, men jeg kunne simpelthen ikke overkomme så meget som at tilslutte harddiskene.

Deadline

Det var det samme weekend efter weekend, år efter år: I løbet af fredagen begyndte ensomheden og håbløsheden at sætte ind for at toppe lørdag aften. Først henad søndagen aftog desperationen og fortvivlelsen, men på det tidspunkt havde jeg i to dage haft det rent ud sagt ad helvede til. Ikke mere. Ikke igen. ALdrig, aldrig sådan igen. Jeg kunne ikke forsvare at rende rundt i de nedslidte træningssko, så efter træning måtte jeg købe et par nye sko, jeg kunne være bekendt at gå med. Jeg ville ikke genopleve det samme trøstesløse helvede igen og igen som en ond cyklus. Fra i dag af var der en begyndelse og en slutning. Hver dag delmål, som kulminerede senest når jeg blev hjemløs igen 1. marts. Måske skete der et mirakel, måske skete der ingenting. Der var lige meget. Det var ikke mig, der bestemte at det var på den måde, det var nogle vamle bureaukrater, der afsondrede fra virkeligheden sad med deres små, fugtigklamme hænder og igennem deres fedtede briller sad og skrev breve til min E-boks. Det var den eneste måde den slags tarvelige skimlede kældermennesker følte magt og kontrol i en verden, som de ellers blev trådt under fode af. Disse betamales var en særdeles nicheagtig tilpasset parasitær livsform, der kun kunne overleve i det habitat, som bureaukratiet i Danmark var.

Fjernede man dem fra deres ganske særlige miljø, gik de lynhurtigt til. På en eller anden måde lykkedes det hanner og hunner af denne snylterfamilie at finde sammen og forplante sig. Jeg havde ikke lige fantasi eller lyst til at forestile mig hvordan det gik til, fordi disse opputunister var gennemgående aldeles aseksuelle, måske var det simpel ukønnet formering, hvor én snuskede mandsling med fedtet hår delte sig i to, som en bakterie? Det virkede ikke som disse kældermenensker nogensinde forlod kontorerne og gangene i den administration hvor de var ansat og trivedes, så på den måde sikrede man en høj grad af indavl. Men der var mange muligheder; når man som bureaukraterne helt mangelde empati og samvittighed, kunne det jo lige så godt være en robot eller bare et stykke software, som varetog autistiformt formulararbejde. Man kunne sikkert lave en omvendt Turingtest med bureaukraterne, hvor en AI skulle forsøge at gætte hvem, der var bureaukrat og hvem, der var software. Bureakraterne ville ikke kunne overbevise nogen om at de var rigtige mennesker, uanset hvor meget de end forsøgte.

Træning

Det blev til verdens sløveste omgang ben og skuldre, men det vigtigste var at jeg i det hele taget mødte op. Begyndte at få det skidt pga. klumben i øret, så jeg var nødt til at sætte mig ind og skrive på antologien om undgåelsesadfærd på tilbagevejen (kl. 11.12) og et par timer frem inden jeg tog i Fields og købte nogle billige og fornuftige sko.

Mareridtet begyndte

Jeg havd haft det relativt godt indtil nu, først på aftenen. Jeg havde siddet koncentreret og læse artikler om undgåelsesasfærd på pubmed.org, samtidig med at jeg fik skrevet en god del af faktaafsnittet i antologien om undgåelsesadfærd, hvor ordene flød frit og ubesværet ind i teksten. Men omtrent samtidig med at mørket sænkede sig over Amager, blev jeg pludselig voldsomt nedtrykt og næsten grådlabil. Jeg vidste hvad der ventede mig i de næste par dage og jeg kunne slet, slet ikke holde ud at tænke på hvor usandsynlig hårdt det kom til at blive. Jeg vidste med usvigelig sikkerhed hvordan weekenden kom til at forløbe og jeg vidste, hvor desperat og fortvivlet jeg ville komme til at blive. Jeg kunne ikke længere bryde ud af den fastlåste tilstand. Det var dødsspiralen, jeg var kommet ind i.

Umuligt at hjælpe

Jeg var flov over hvor egoistisk, jeg havde været ved at læsse mine bekymringer over på mine nærmestes skuldre. Jeg havde med min elendighed og konstante behov for hjælp i en længere periode belastet nogle mennesker, jeg havde lært at kende for få måneder siden og som jeg holdt umådeligt meget af i en urimelig grad og de var trådt til uden at tøve. Hvor var det ringe af mig, og i endnu højere grad, hvor var det ringe at dem, der var årsag til min uholdbare situation. I bund og grund var der ingen, der kunne hjælpe mig, så det eneste jeg gjorde var at belaste nogle rigtig gode mennesker, som ikke kunne gøre hverken fra eller til i forhold til selve problemets kerne, uanset hvor gerne de ville.

Nødt til at være ærlig

Jeg havde det sådan som jeg havde det, uanset hvad jeg skrev. Men jeg var nødt til at skrive præcis hvordan jeg havde det, selv om jeg gjorde nogle mennesker dybt bekymrede for mig. Det var urimeligt af mig at påføre andre min smerte, men jeg kunne ikke holde ud ikke at skrive det, som det var: Hver gang jeg tænkte på at dø, gjorde det mig glad og afslappet. Jeg kunne ikke vente med at få afsluttet den pine, som man påførte mig på syvende år efterhånden. Smerten over ensomheden og meningslsheden, det tabte liv og en endnu værre fremtid var så dyb og umulig at rumme, at jeg sjældent havde oplevet noget lignende. Jeg var så træt at jeg nok skulle sove i nat og ikke forsøge at begå selvmord, men i morgen og til dels i overmorgen ville ønsket om at få smerten og længslen efter det liv, de havde stjålet fra mig til at ophøre så uimodståelig, at jeg ville have vanskelig ved at stå i mod trangen til at afslutte det hele én gang for alle.

Jeg havde ingen anden mulighed end enten at arbejde videre på at færdiggøre bogen og sende den rundt til så mange som muligt en sidste gang, eller tage livet af mig selv. Jeg kunne ikke overleve, hvis jeg ikke kunne kæmpe for at komme ud af mareridtet og den minimale smule håb det gav. Så kunne man gøre præcis hvad man ville i forhold til overgreb imod mig. Jeg havde intet valg. Imens jeg gennemlevede en fuldstændig overvældende grad af nedtrykthed, hyggede Peter Worm Jantzen sig formentligt derhjemme med familien. Han skænkede mig ikke en tanke og hans altovervejende andel i de nye vanvittige sigtelser, som kom til at være en dødsdom i sig selv, var ikke noget han havde dårlig samvittighed over. Jeg måtte holde ud bare lidt endnu. Jeg skulle ikke bruge særlig lang tid på det allersidste, og passwordsene til min computer og harddiskene kunne jeg skrive ned til mine pårørende, så de kunne fortsætte kampen mod de umennesker, der havde tvunget mig til selvmord, når jeg var væk. Jeg havde også en stragi for hvordan jeg ville reagere i de forskellige potentielle scenarier, der måtte finde sted, således at jeg slap for flere overgreb.

5. Februar 2022

Dagbog

Stemningsleje

Sent i går aftes, da jeg havde det allerværst og var tættere end nogensinde (ihvertfald siden selvmordsforsøget) på at give helt op, ringede en ven på nærmest mirakuløs vis. Vedkommende fik hevet mig op af afgrunden, og takket være min ven havde jeg det bedre og næsten tåleligt i dag. Derfor fik jeg vasket en stor bunke tøj, støvsuget, vasket gulv og ryddet op. Jeg fik aldrig købt sko, da jeg formentlig ikke havde råd til dem og ikke turde tage nogen chancer.

Min situation var stadig lige så ulidelig og alvorlig som hele tiden, men netop nu, mens jeg skrev, påvirkede det ikke mit humør i negativ retning. Hvis det stod til myndighederne, Justitsministeriet, politiet, Kriminalforsorgen, Region Hovedstaden, Region Hovedstadens Psykiatri, Lægeforeningen og Yngre Læger mfl. havde jeg formentlig været død i går aftes. Det var så tæt på, og jeg kunne ikke holde ud bare at eksistere. Min ven reddede mit liv, bogstavligt talt og uden overdrivelse i går aftes. Ingen andre. Det var grotesk og uacceptabelt i en grad jeg ikke kunne beskrive det med ord, og situationen ville med garanti opstå igen, pludseligt og snart, og mirakler skete ikke, eller ivertfald ikke to gange. Så de myndigheder, jeg netop havde nævn, sammen med mange jeg ikke havde nævnt (Statsadvokaten, Rigsadvokaten osv.) havde givet mig en dødsdom og også eksekveret den, langsomt, pinefuldt og garanteret. Der kom et tidspunkt hvor nogen andre end jeg politianmeldte disse myndigheder og især de ansvarlige individder, og når det skete, ville man endelig tage anmeldelserne alvorligt og de skyldige ville blive fyret og retsforfulgt. Jeg kunne ikke gøre mig håp om at overleve den danske stats overgreb og chikane, men på samme måde kunne bødlerne heller ikke undgå at blive retsforfulgt og dømt på et tidspunkt.

Træning

Jeg var i Sydhavnen og træne. Det var rigtig god træning, som stod på biceps og ryg, mave og lænd, og dertil fik jeg genoptaget dødløft, som var en af mine yndlingsøvelser.

6. Februar 2022

Dagbog

Forhåbenligt sidste weekend

Jeg var forsigtigt optimistisk til formiddag, fordi jeg havde planlagt det sådan, at det kom til at blive den sidste gang, jeg skulle udsættes for det helvede, som weekenderne i så mange år havde været. Den ene feberredning efter den anden havde forhindret noget forfærdeligt i at ske, men det kunne jo ikke blive ved på den måde.

Billede. En psykiater på stuegang.

Sagsmateriale til politiet online

Det sagsmateriale, jeg havde afleveret til politiet den 12. december 2021 ved fremmøde på Københavns Vestegns Politis politigård i Albertslund, lå nu online og tilgængeligt på nettet, således at alle, der havde passwordet, frit kunne tilgå det. Fordi politiet stadig ikke gad at gøre deres arbejde, et arbejde de havde pligt til at udføre, som de fik løn for og som gav dem en særlig agtelse og respekt i det danske samfund, var jeg tvunget til selv at gøre det bevismateriale, der dels kunne frikende mig ift. de nyes sigtelser, og dels bevidste, at de personer, der havde narret politiet til at sigte mig og snart tvinge mig til selvmord, var skyldige i grov og gentagen kriminalitet mod mig og min familie.

Politiet havde haft rig lejlighed til at forholde sig til mit materiale, erfare, at mine handlinger var berettigede, frafalde sigtelserne, sigte dem, der havde anmeldt mig for ærekrænkelse og sørge for at jeg fik min lægeautorisation igen, så jeg slap for at være fattig, hjemløs og begå selvmord, fordi jeg ikke på snart syvende år kunne holde den påtvungne håbløse og udsigtslse tilværelse ud. Det gjorde politiet og anklagemyndigheden imidlertid ikke. De gad ikke engang at afhøre mig igen og gøre det grundigt, som de skulle have gjort. Så jeg havde intet valg end at gøre hvad jeg nu gjorde, og jeg var hamrende ligeglad med politiet ville udsætte mig for af den årsag.

Man kunne starte med at koncentrere sig om P, som havde svigtet så eklatant, at det skulle have retlige konsekvenser for ham, og så tage den derfra, en psykiater ad gange, som var til livsfare for deres ufrivillige patienter. Kira ville gerne have, at jeg havde uendelig tålmodighed, men det var en illusion at tro, at jeg bare kunne holde vejret, mens jeg druknede. Som advokat var Kira forpligtet til at sige sådan noget, men opfordringen var i direkte modstrid med virkeligheden, og jeg kunne ikke sidde og vente, mens jeg blev hjemløs igen. Det var sikkert meget nemt for hende at sige, men umuligt at efterleve, for mig og for alle andre. Hun og alle andre myndigheder havde haft talrige muligheder for at reagare hensigtsmæssigt på mine talrige nødråb, men havde ikke gjort det. Så det var helt forkert at bebrejde mig noget af det jeg gjorde, og beroede på manglende empati og uvidenhed.

Et glimt af håb

For omkring en måneds tid siden havde jeg øjnet et glimt af håb og besluttet mig for at give det et sidste forsøg. Derfor havde jeg anonymiseret de fleste navne i online udgaven af denne bog. Det havde været et falsk håb, jeg havde givet mig selv, så nu de-anonymiserede jeg samtlige navne igen.

Videoer tilgængelige online

Jeg havde simpelthen ikke overskud til at sortere og redigere i de videoer, jeg hér lagde på nettet. Det kunne meget vel være at skyde mig selv i foden at anvende denne metode, men for at blive inden for analogien, så var det bedre at skyde sig selv i foden, fremfor at lade andre (politi, retsvæsen, psykiatri, retspsykiatri mv.) skyde sig i hovedet. Jeg havde været maksimalt belaastet, da jeg optog videoerne, hvilket man var nødt til at forstå. Men aldrig nogensinde sindssyg eller utilregnelig. Tåkrummende pinlig, ucharmerende og uintelligent, ja, men i konteksten indføleligt reagerende, som de fleste andre udsat for det samme. Så jeg skammede mig ikke. Ikke den fjerneste skam.

Træning

Jeg fik en lille eftermiddagslur, hvorefter jeg takkede mit træningstøj og drog afted. Jeg trænede bryst og triceps i dag, og det var altid utroligt skønt og jeg havde det fremragende efterfølgende. Desværre aftog denne beroligende effekt igen efter et par timer, hvorefter fortvivlelsen og desperationen satte ind med fuld kraft på ny.

Væggelus

Jeg havde nu også med sikerhed fået væggelus, som især sad i madrassen og gjorde mig vanvittig. Jeg havde som altid fotodokumentation på mine påstande om sygdomme, fordi alt jeg sagde og gjorde var utroværdigt i omverdenens optik. Jeg gad virkeligt ikke at kæmpe længere. Hvis jeg ikke gjorde noget aktivt, så overlevede jeg ikke særlig længe. Så jeg handlede, fordi jeg var tvunget til det, koste hvad det ville. Jeg var så ødelagt efter års overgreb, chikane og PTSD, at jeg var pisse ligeglad med hvilke konsekvenser mine handlinger havde. Så jeg skrev til P, Kira , Den Uafhængige Politiklagemynydighed, Rigsadvokaten og Statsadvokaten, og forklarede dem præcis hvad jeg havde tænkt mig at gøre i løbet af ugen. Det var deres skyld, hvad jeg kom til at gøre, ikke min, jeg havde intet valg, de måtte tage sig sammen og gøre deres arbejde og pligt.

Forberedt på politiets uanmeldte visit

Jeg vidste at de, jeg havde skrevet til, først og fremmest og udelukkende tænkte på deres egen ryg, samt hensynet til deres kolleger, hvorfor de selvfølgelig ville få politiet til at stalke mig på min bopæl og give endnu et svært psykotraume. Men nu havde jeg en citronmåne til heltene i blåt, og det var den bedste måde at forberede sig på deres ankomst. Nu var jeg også pisse ligeglad med hensynet til udlejer og roommates. Det var det mest elendige lortehus, jeg nogensinde havde boet i, shelterne på Vestegnen var i bedre stand end den væggelussebefængte og utætte ruin, der ikke var egnet til beboelse.

Så jeg frygtede ikke længere politiet, og jeg håbede at de smadrede huset i deres forsøg på at komme ind og anholde mig, udelukkende fordi stedet fortjente det. Men meningen var jo at det skulle slutte, at jeg skulle have mit liv igen eller dø, så jeg havde en lille håndfuld tabltter jeg lynhurtigt kunne sluge uden at politiet så det, hvis de altså kom. Det var ikke noget jeg have lyst til, men jeg måtte bide i det sure æble og bare gøre det om nødvendigt. Jeg var ikke i affekt eller havde selvmordsimpulser, jeg ikke kunne styre. Jeg var iskold, og gjorde det, der var nødvendigt.

Del linket til denne tekst på de sociale medier

Når og hvis politiet kom og anholdt mig, satte jeg min lid til at andre, der læste med, delte linket til denne tekst, så man ikke i skjul kunne begå overgreb mod mig.

Silikonen i øregangen

Silokoneklumben sad fortsat i øregangen på højre side, men jeg havde vænnet mig nogenlunde til at den sad der. Den burde jo fjernes, men det havde ikke prioritet aktuelt.

Værelset

Af én eneste årsag var det nødvendigt at jeg tog billeder af hvordan mit værelse tog sig ud i skrivende stud, og det var i tilfældet af at politiet eller psykiatrien kom og tog mig med; jeg vidste at politiet og psykiaterne altid noterede sig boligens stand, når de var ude hos folk. Var der tegn på drikkelag eller andet? Det var eesntielt, at værelset var rent og der var ryddet op, så det ikke kunne bruges imod mig - og det ville det med sikkerhed i modsat fald. Det var et faktum.

Billede. Mit værelse, som det så ud i skrivende stund.

Medicin til tre dage

Jeg havde kun medicin til tre dage, og jeg kom næppe til at skrive til Peter Worm Jantzen nogensinde igen. Det i sig selv betød at jeg var nødt til at handle.

Sovende på bordet

Jeg havde læst at man ikke skulle sove på gulvet i et hjem infesteret med væggelus, så det gymnastikunderlag jeg fandt på hjemvejen i Netto, og som var det eneste jeg kunne skaffe til at sove på, måtte jeg derfor ligge på stuebordet og håbe at det holdt til min kropsvægt. Det kunne til at se mærkeligt ud, men så længe jeg kunne argumentere for det i min tekst, betød det ingenting.

Mail til Statsadvokaten

"Til Statsadvokaten vedr. mine sager."

"Min sociale situation er katastrofal og nu livstruende. Det skyldes:

Lægeautorisationsfratagelsen i 2016 på et dokumenterbart forkert grundlag.

Alt sekundært til autorisationsfratagelsen, herunder:

Økonomisk ruin, alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, irreversibel stigmatisering og marginalisering, ubetalelig gæld, behandlingsdomme på et faktuelt grundlag, fattigdom, afsavn, en udsigtsløs fremtid, talrige overgreb af politiet ift. syv ulovlige ransagninger, falske anklager og anmeldelser fra Egill Rostrup og Camilla Elvekjær, flere justitsmord i retsvæsenet og hjemløshed.

Nyeste sigtelser foranlediget af de læger, der er skyld i ovenstående, herunder:

Politiet og anklagemyndigheden har forbrudt sig mod fundamentale retsprincipper, især objektivitetsprincippet, og man har ikke gidet at forholde sig til beviserne på min uskyld eller afhørt mig i tilnærmelsesvist tilstrækkeligt omfang, og man har konsekvent ignoreret mine anmeldelser af førnævnte læger.

Sigtelserne er fremkommet på grund af den objektive del af min autobiografiske bog, som udgøres af min korrespondance med politi, psykiatri og retsvæsen, som jeg under anvendelse af nødret sendte rundt i desperation over behandlingsdommen uden længste tid for noget jeg aldrig har fejlet eller modtaget behandling for og efter at alle andre muligheder var udtømte. Det jeg har sendt rundt er objektiv dokumentation og ikke freds - eller ærekrænkende. Jeg fortryder ikke at have kæmpet for mit liv efter alle andre svigtede, og fremfor at sigte mig for de åbenlyst grundløse anklager, burde I have sigtet de læger, jeg har skrevet om, for de forbrydelser og overgreb de bevidnet og dokumenterbart har begået mod mig og givet mig mén i form af PTSD og invaliderende undgåelsesadfærd. Jeg må og skal have min lægeautorisation igen.

Det er en skændsel at den blev frataget mig i første omgang og på trods af at den er den direkte årsag til min livstruende situation, nægter man at give mig den tilbage, og man bruger opdigtede og grundløse sigtelser til at afholde sig fra at give mig autorisationen og dermed mit liv igen. Der er ingen andre grunde til at anklagemyndigheden gør, som den gør, end at man vrangvilligt nægter at vedkende sig at have taget eklatant fejl ved at fratage mig den i første omgang. Jeg har lidt ubeskriveligt i snart syv år alene fordi man som embedslæge og anklagemyndighed nægter at erkende at man begik nogle grelle fejl, som var og er helt i modstrid med virkeligheden. Det er det ondeste, mest ulækre og afskyelige jeg har oplevet.

Statsadvokaten har opretholdt den uretfærdige og åbenlyst forkerte behandlingsdom meget længere end man burde, og jeg skulle aldrig været idømt en behandlingsdom i første omgang. Dermed er Statsadvokaten personligt direkte medskyldig i overgreb, justitsmord, og de nye sigtelser. Statsadvokaten har undladt at retsforfølge lægers misbrug af deres fag, der mange lovovertrædelser i øvrigt, ligesom Statsadvokaten flere gange har undladt at reagere med rettidig omhu i forbindelse med at afværge trusler på mit liv og helbred.

Jeg ved af erfaring og af den uacceptable og skændige behandling jeg er udsat for af politi og anklagemyndighed, at jeg ikke får en retfærdig rettergang, hvorfor jeg er dømt på forhånd.

Jeg bliver hjemløs igen den 1. marts 2022, og på grund af bl.a. Statsadvokatens svigt har jeg intet at se frem til. Fordi jeg har kæmpet forgæves i snart syv år og fordi der ikke er udsigt til at jeg får liv til at leve et normalt liv nogensinde, som følge af den danske stats og myndigheders vedvarende chikane og overgreb, vælger jeg at begå selvmord inden jeg bliver smidt på gaden endnu engang.

Fordi jeg ikke fejler noget psykisk, kan politi og psykiatri ikke forhindre mig i at tage livet af mig selv. Man vil sikkert forsøge alligevel, som man plejer, men det ændrer intet som helst. Før jeg begår selvmord sender jeg hele min autofiktive roman rundt til alle landets læger og myndigheder og jeg ligger alle beviser på min uskyld og dokumentation for overgrebene man har udsat mig for online, herunder Facebook, og jeg informerer samtlige medier i landet.

Statsadvokaten er personligt ansvarlig for mit kommende selvmord af ovenstående årsager. Det er ikke mit ønske at dø, det er mit ønske at slippe for flere justitsmord og et af bl.a. Statsadvokaten påtvunget udsigtsløst liv med hjemløshed og afsavn, og så er der ikke andre muligheder.

Det er derfor dig og dine undladelsessynder, der tvinger mig til selvmord; det er ikke mig selv.

Nu vil du enten forsøge alle mulige krumspring for at dække din egen ryg og fritage dig for ansvaret eller ignorere mig. Det er ligegyldigt nu for mig.

Jeg skriver ikke til dig i håbet om at du gider at gøre dit arbejde, endsige udvise basal samvittighed og medmenneskelighed.

Jeg skriver til dig for at dokumentere, hvad du til stadighed er skyld i, så du kan blive retsforfulgt af mine efterladte og via medierne, når jeg er væk om cirka en uges tid, når mit arbejde er fuldført.

Kjeld Andersen,

CPR:"

Mail til folketingsmedlemmer

Min situation

"Jeg har i næsten syv år kæmpet en forgæves kamp mod overgreb, fattigdom og hjemløshed, og jeg orker ikke mere.

Jeg er fuldkommen magtesløs og det eneste jeg kan gøre er, at skrive om min situation på nedenstående blog og fortsætte med at appelere om din hjælp.

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:"

7. Februar 2022

Dagbog

Sidste billeder

Dengang jeg havde det godt med en lys fremtid, før en dyssocial og paranoid praktiserende læge og en charmerende charlatan af en svindlende overlæge øgelagde mit liv.

Billede. USG havsvømningshold anno 2013. Kristian (historiker, gift med læge Petrine Nissen, med Frederikke Nissen, der er tandlæge) helt til højre i billedet, Esben (psykolog, Ph.d. og pioner inden for disciplinen positiv psykologi) nummer tre fra højre, Sebastian (tidlgere soldat og udsendt, ultraløber, uddannet tømrer, statskundskabsstuderende og dannede par med Niels Bohrs oldebarn, som han havde en søn med) nummer fem til venstre og Lærke Schmidt (holdlederen og læge i dag, stud. med. dengang) nummer syv fra venstre.

Billede. Open Water, et andet motionsstævne, jeg deltog i. Starten af Amager Open Water 2013. Jeg fuldførte lige før Sebastian, hvilket han var noget fortørnet over. Det burde han ikke have været, for han havde grundlæggende en bedre fysisk konstitution end jeg, og var far til en lille søn, samt nogle år ældre end jeg, så havde han og jeg haft samme vilkår og trænet lige meget, havde han ligget langt foran mig. Sebastian var et yderst sympatisk menneske, med en positiv energi, der smittede og motiverede alle omkring ham, prototypen på en dansk kampsoldat, Danmark kunne være stolt af at have udsendt som repræsentant for landet.

Sebastians far var gået bort før jeg lærte Sebastian at kende, og havde været dermatolog i Maribo, så vidt jeg kunne huske. Sebastians far havde været lidt af en mønsterbryder og kæmpet sig vej fra en opvækst i virkelig fattigdom til en plads i overklassen, men kun økonomisk, for han havde aldrig ændret sin mentalitet og var i følge Sebastian hele livet mærket af og bevidst om sine kår. Det var måske derfor at Sebastian selv var så omgængelig og ydmyg i forhold alle mennesker uanset herkomst.

Billede. Forfatteren sommeren 2019 umiddelbart efter han var udskrevet fra Sankt Hans Hospitals mareridt afdeling R3, til livslang ambulant opfølgning i ROPS. Man kunne have reddet mig også dengang, men undlod, hvilket resulterede i mine bødlers aktuelle og fatale bullshit sigtelser. Hvis Peter Worm Jantzen og Hans Raben havde været lidt modigere, kunne de have reddet mit liv. Pakkede alt det tøj, jeg kunne slæbe, og vaskede det behørigt på 60 grader med efterfølgende tørretumbling i 35 minutter på 70 grader. Farvel til væggelusene og deres æg, samt den psykisk overordentliigt enerverende kløre og de smertefulde konstante bid.

8. Februar 2022

Dagbog

Hverken psykotisk eller selvmordstruet

Jeg var godt nok stresset ud over det sædvanlige, hvilket jeg i allerhøjeste grad kunne takke væggelusene for, men ikke sindssyg eller akut selvmordstruet, hvorfor jeg hverken havde selvmordsimpulser eller konkrete selvmordsplaner. Til mit store held havde der været 17 ikke-sindssyge (eller helt korrekt 16 ikke-sindssyge) og fornuftige mennesker til steder i værekstedet i dag, som alle havde talt med mig, set og hørt mig, og om nødvendigt kunne bevidne at jeg hverken var sindssyg eller til fare for mig selv eller andre. Men maksimalt stresset, det var jeg, og det var så slemt at jeg nu havde fået et forkølelsessår i venstre side af overlæben, og det var ret sjældent, at jeg fik det, så det indikerede meget godt hvad jeg var udsat for.

Ikke mere medicin

Fra i morgen af havde jeg ikke mere Concerta. Det betød, at jeg fra da af ikke kunne motivere mig til at stå op og nærmest sov hele dagen væk. Det var ikke så ringe isoleret set, men som dagene gik, blev jeg mere og mere nedtrykt over at jeg intet kunne foretage mig, og det var farligt i min situation på nuværende tidspunkt. Det var grotesk hvad psykiater Peter Worm Jantzen havde udsat mig for, og været viddende om jeg var udsat for, uden at foretage sig noget som helst. Jeg håbede virkelig at min familie og venner vill sørge for at han blev retsforfulgt for at have bragt mit liv og helbrd i fare.

Ikke mere træning

Uden medicin, lyst og motivation kunne jeg ikke træne noget som helst. Det havde selvfølgelig en stærk negativ effekt på mit humør og min livslyst. Problemer var, at jeg var tvunget til at skrive til min bøddel, P, og bede ham om mere Concerta, og det magtede jeg simpelthen ikke. Mit væggelusproblem var blevet væsentligt reduceret efter mine grundige rengøringer og talrige bade, hvor jeg skrubbede min hud med den ru side af en skuresvamp, så jeg fik rifter overalt på kroppen, samt efter mine helkropsafspritninger og ikke mindst tøjvask på 60 grader med 35 minutters tørretumblen efterfølgende. Men problemet var ikke helt væk, og jeg sov fortsat på gulvet, da madrassen var et af arnestederne for de satans kryb.

Nyt SIM-kort

Jeg havde endelig modtaget mit SIM-kort med posten! Hold da op hvor tog det lang tid. Jeg skulle dog aktivere det først og jeg var for træt til at åbne min mail og taste de tilsendte kokder ind Ørepropper i ørene, overear hovedtelefoner på og så sove. De kommende dage ville som utallige gange før, blive hæslige i en grad jeg ikke orkede at tænke på. Jeg havde forberedt mig ved at gå i bad igen og barbare mig, fordi jeg vidste at jeg ikke ville være i stand til det de næste dage.

9. Februar 2022

Dagbog

I mørket

Jeg lagde mig på gymnastikunderlaget på gulvet i går aftes på værelset, fuldt påklædt og med et dynebetræk over mig. Fordi jeg havde kronisk søvnbesvær af den af politiet og psykiatrien fremkaldte PTSD, plejede jeg at falde i søvn til podcasts, men i går lå jeg helt stille og lyttede efter at politiet kom og hentede mig for gud ved hvilken gang. Der var et par gange, jeg mente at høre nogle banke på hoveddøren, men enten var det nogle grene, der af vinden slog på taget, eller også var det ikke politiet, da sidstnævnte plejede at råb og skrige og hamre på døren, som forsøgte de at slå den ind på de bare næver. Det var jo primitive mennesker uden hensynstagen eller omtanke, men i det mindste vidste jeg, at det ikke var dem.

En fra værekstedet ringede senere på aftenen, fordi vedkommende var bekymret over at jeg ikke havde sagt farvel, da jeg forlod stedet i går. Jeg løj ikke, men jeg nedtonede kraftigt hvordan jeg havde det. Det værste jeg vidste, var at være magtesløs i forhold til andres lidelser (hvilket helt åpbenlyst var det sik modsatte af hvordan psykiater Peter Worm Jantzen og alle hans kolleger havde det), så hvorfor skulle jeg dog fremkalde bekymring hos mennesker, jeg holdt af? Men det var en sød gestus, som da også varmede. Jeg faldt næsten i søvn flere gange, og tidligt på natten lykkedes det endelig. Jeg sov ret længe, vågnede og faldt i søvn igen, indtil jeg hen over middag stod op.

Hvad var det for nogle mennesker, der kunne finde på at gøre det her imod mig? Og hvem var det, som lod det ske? Hvordan kunne nogle i Danmark være så gennemført onde og afskyelige, at de kunne finde på det? Det skulle jeg virkelig ikke tænke for meget over. Min advokat havde vist ringet, men det spillede ingen rolle længere, hvad hun havde at sige. De næste dage blev lidt af en prøvelse, og sådan var det igen og igen, og hver gang havde jeg skrevet til psykiater P, som hver gang havde ignoreret mig. Det havde til sidst resulteret i, at jeg sendte min bog rundt i desperation, hvilket igen havde resulteret i de nye sigtelser, som nu tog livet af mig.

Hvis psykiater Peter Worm Jantzen havde været et større menneske og en rigtig læge, havde han taget det, der nu skete på sin kappe. Men Peter var jo psykiater helt ind til benet, så det kunne han aldrig dømme om at gøre. Og hvem var det nu, der var forperson for Ps faglige selskab? Ingen ringere end psykiater Gitte Ahle. Som var anmelder. Så det var en joke det hele. En latterlig joke, der kun kunne finde sted i bananrepublikker og Danmark.

10. Februar 2022

Dagbog

En kold nat

Jeg var nødt til at komme væk fra værelset, og jeg kunne ikke tillade mig at kompromittere mine venner denne gang, så jeg fandt et sted, jeg kunne være helt alene. Jeg sov udmærket, selv om det var koldt, og fordelen ved kulden var, at det tvang mig til ikke at tænke på andet end at få varmen. På den måde slap jeg for at ruminere over min udsigtsløse situation.

12. Februar 2022

Dagbog

Meget koldt og meget smukt

Det sagde sig selv, at jeg ikke én gang til ville vækkes af politiet, som nogen havde sendt ud forr at se til mig, for at dække deres egen ryg. Det havde ingen som helst effekt at de dukkede op og skandaliserede mig, det var ren kosmetik og de kunne ikke forhindre mig i at gøre noget som helst, endsige redde mig, hvis jeg havde gjort noget. Det var ret koldt, men nu havde jeg lånt en hard core sovepose, og teltet lå stadig hvor jeg havde forladt det. Hue og handsker havde jeg desværre ikke, men mine hovedtelefoner varmede ørene i rimelig grad.

Det var næsten fuldmåne og stjerneklart, og landskabet lå badet i et næsten magisk sølvagtigt skær, og rimfrosten glimtere som bitte små diamanter. Det var næsten vindstille og jeg lå varmt og godt, men fordi jeg ikke havde fået et liggeunderlag med, lå jeg virkeligt dårligt og kunne ikke sove, for hver gang jeg vendte mig, hvilket var ganske ofte, så måtte jeg rearrangere min jakke, som jeg havde pakket hovedet ind i, så kun næsten, hvis da ikke jeg havde dækket hele ansigtet, var fri. Det var super belastende, fordi jeg kunne have sovet fremragende, havde det ikke været for det elendige sted, jeg havde valgt. Så omkring klokken fire i morges gav jeg op og pakkede sammen, og gik de to timer det tog mig at gå tilbage til værelset.

Det var utroligt fredfyldt så tidligt på morgenen, og havde jeg ikke været så træt, var jeg bare fortsat med at vandre rundt i den befriende stilhed og ro. Til min store tilfredsstillelse passerede en patruljevogn, der venstresvingede, mens jeg passerede via fodgænger, ret tæt på mig uden at standse, og da det skete tæt på min bopæl og jeg var den eneste person på gaden, gik jeg ud fra at man ikke var interesseret i mig, for i modsat fald ville man stensikkert have stoppet og anholdt mig. Fordi jeg ikke kunne sove, eller måske i virkeligheden fordi jeg ikke kunne sove på værelset fordi jeg ikke havde lyst til at blive vækket af Amager's Finest, gik jeg i bad og tog ned og vaskede tøj. På et eller andet tidspunkt skunne jeg tilbage til værelset igen, men jeg kunne også sidde og småsove på et bibliotek, som så ofte før.

Billede. Førsøgte at holde mig vågen på møntvaskeriet.

Nyt SIM-kort aktiveret

Det nye SIM-kort virkede nu heldigvis. Det blev ikke til så meget træning, blot nogle dips i et stativ, som jeg opdagede på vej hjem til min ven "T", jeg havde lært at kende på Kalvebod Fælled i sommers. Jeg var ganske vidst dødtræt, men kunne ikke sove, så jeg tog forbi ham og hjalp ham med at lave hans webshop i nogle timer. Jeg kom lidt før aftalt, så jeg satte mig på en bænk i solen ved det nærliggende plejecenter og spiste Lids "kartoffelsalat", mens jeg tænkte på for meningsløst og håbløst det hele var. Det var stadig helt uvirkelig for mig konstant at kæmpe, dag ud og dag ind. Det havde aldrig været meningen, at det skulle ende på denne måde, det var ikke noget, jeg havde spor lyst til, men jeg havde ikke noget valg.

Det var ikke et liv, konstant i alarmberedskab, mens jeg blev spammet med trusselsbreve fra det offentlige, skrevet af bureaukratiske genier, der bestemte over mit liv, bestemte, at det skulle være et non-stop helvede, og som ikke kendte mig overhovedet, men traf deres beslutninger på basis af bullshit og løgne skrevet i min journal eller sagsakter, som langt hen ad vejen var i direkte modstrid med virkeligheden. Det var uvirkeligt og bizart. Jeg vidste godt hvor de kune arkivere deres E-post, men det krævede at de printede den ud først, og mængden taget i betragtning, ville det ikke føles rart. Jeg var maksimalt udbrændt og havde det fysisk dårligt, med kvalme og svimmelhed, så til trods for at jeg satte mig ind på Campus Syd og skrev lidt, holdt jeg inde efter kort tid, fordi jeg havde det så skidt.

Billede. Campus Syd.

Generelprøven

Jeg havde endelig lagt mig på den infesterede seng med ørepropper i ørene og forsøgte at slappe af ved at lave åndedrætsøvelser, mens jeg så en film, da det bankede på ruden til værelset. Jeg nåede ikke engang at få pulsen op før jeg var henne og åbne, så jeg kunne se hvem, det var, og forventede at se lovens lange arm. Til min store lettelse var det yngre mand af udenlandsk herkomst, som på mordersmåldansk venligt bad mig om at åbne, fordi han havde glemt nøglen. Han var endnu en ny lejer, fortalte han, og skulle snart flytte ind på førsteetagen (hvor vidnuerne stadig var knust), men han havde fået det fysisk dårligt og kastet op i hans bil. Jeg tilbød ham vådservietter og noget vand, men han afslog venligt, og sagde at han bare skulle have noget køkkenrulle.

Jeg sagde til ham at han bare skulle banke på, hvis han skiftede mening. Han og hans kammerat, havde parkeret deres biler i indkørslen (den bil, der skulle fjernes efter 48 timer var netop efter et par måneder på magisk vis forsvundet), og ham jeg havde talt med, sad på føresedet med overkrop og ben ude af den åbne bildør, mens han højlydt i mindst en halv time kastede op flere gange. Jeg åbnede vinduet og spurgte, om der virkelig ikke var noget, jeg kunne gøre, men han afslog igen venligt. Herefter holdt begge biler i tomgang i ihvertfald i time og med forlygterne tændt, og guderne måtte vide, hvad de lavede. Men de var flinke nok, og jeg var totalt udmattet, så for min skyld kunne de gøre præcis hvad de ville, det ragede mig en høstblomst.

Weekenden snart ovre!

Jeg turde ikke se hvor meget jeg havde tilbage på min konto, så derfor kunne jeg heller ikke tilmelde mig idrætsforeningen Kæmperne og drmed spille badminton på mandag, hvilket jeg ellers elskede. Det var ikke så positivt, men derudover var det skønt at tænke på at endnu en enerverende og deprimerende weekend snart var ovre, samt at jeg kom til at sove som en sten i nat. Det var et totalt spild af liv, det jeg var ufrivillig deltager i, det handlede kun om at pine mig mest muligt. Det absolut eneste, jeg så frem til, var at komme i værekstedet så snart det åbnede igen.

13. Februar 2022

Dagbog

Træning

Den stod på ryg og biceps i formiddags, og bagefter på biblioteket og læse avisernes søndagsudgaver, samt for at få tiden til at gå. Der var heldigvis ikke længe til at "den lille død" aka weekenden ophørte.

Dagens omtale af psykiatrien i aviserne

I Politiken var der tre meget interessante artikler om psykiatrien, og - selvfølgelig - de massive problemer, der herskede her med de ansattes mangel på empati, på deres forrådelse og følelsesløshed, samt at det selvfølgelig ikke gjaldt om bare at poste flere penge ind i et defekt system med en rådden og menneskefjensk kultur. I Berlingske var der en længere artikel om fatal polyfarmaci i psykiatrien, som slog menensker ihjel, eksemplificeret ved en 28 årig mand, der var i behandling med både Leponex (Clozapin) og Aripriprazol (stavet forkert i artiklen, hvilket jeg studsede over, fordi jeg var 'detaljefikseret', som jo var et sygdomstegn) (Aripiprazol var også kendt under navnet Abilify). Alle vidste, at man dels skulle afholde sig fra at behandle med to forskellige antipsykotiske præparater samtidig, og især skulle man ikke behandle med to antipsykotiske præparater, hvor det ene var Clozapin. Det var ikke så svært at forstå, selv jeg var klar over det, men psykiaterne var ikke som andre mennesker. Godt gået, dansk psykiatri 👏.

(https://www.berlingske.dk/politik/jonas-doede-som-28-aarig-det-er-langt-fra-enestaaende-at-folk-oplever)

Billeder. Kastrupgårdsamlingen.

Billede. Stemningsbillede fra Kastrup en tilfældig søndag formiddag i februar.

14. Februar 2022

Dagbog

Psykisk terror

Jeg havde kun sovet få kvarter i nat, fordi jeg var ultimativt stresset over min situation. Jeg var værekstedet hele dagen, og det var mit helle, min pause fra en udsigtsløs fremtid, jeg ikke længere magtede at forholde mig til. Jeg var fysisk belastet i en grad, der tenderede det helbredsskadelige, jeg var svimmel og hjertet galoperede derud af, jeg havde kørt på dampene meget længe, og nu var de også opbrugt. Det var PTSD for fuld udblæsning, det var danske myndigheder, der holdt mig i et jerngreb, jeg ikke kunne slippe ud af, og de vidste efterhånden at deres årelange psykiske terror meget vel kom til at blive fatal.

Søvn og ro

Jeg måtte have akut ro, privatliv og søvn, eller endte det helt galt. Det var umuligt for mig at slappe af på værelset, politiet kunne komme hvert øjeblik det skulle være, og to af mine nu fire (?) kom altid hjem lidt i midnat og nærmest sparkede den defekte hoveddør op. Det var ikke til at holde ud, det havde det ikke været længe, men nu var det endegyldigt slut for mig at opholde mig på det forbandede skodværelse.

Advokatens opkald

Min advokat ringede til mig i dag, og opkaldet kom som så stort et chock, at jeg fik det umådeligt dårligt og måtte ligge mig i et lille rum i værekstedet, hvor jeg kunne have mit ulidelige svært angstanfald i fred, og håbe på at det passerede. Det gjorde det ikke rigtig, så jeg måtte op og ud i værekstedet igen. Det var et mareridt uden lig, og det var ubegribeligt at man lod det finde sted, for ikke at tale om at lade det fortsætte på trods af mine utallige nødråb. Heldigvis lagde advokaten hurtigt på, nærmest som om hun mest af alt skulle forvisse sig om at jeg stadig var i live. Engang hvade jeg været glad for at tale med hende, men efter de sidste to samtaler, hvor indholdet havde forværret min tilstand eklatent på grund af de altid dårlige nyheder - som selvfølgelig ikke var min advokats skyld, men politi og myndigheders - havde jeg udviklet undgåelsesadfærd overfor min advokat også. Det var særdeles uheldigt, men det var jo ikke op til mig at bestemme.

Jeg var på nuværende tidspunkt helt og aldeles ligeglad med konsekvenserne af ikke at tale med hende, for der var intet godt i vente alligevel. Min advokat var også magtesløs overfor et politi og en anklagemyndighed med uanede ressourcer, som fra første færd, tilskyndet af anmeldernes had og manipulation, havde sat alt ind på at slagte mig. Politiet og anklagemyndigheden havde skyklapper på, de havde fået tunnelsyn og var, som led de af en vrangforestilling, urokkelige i deres fejlopfattelse af mig og sagen. Det var langt fra første gang politiet havde sjusket og sjoflet en efterforskning, fordi man havde en fejlagtig mavefornemmesle, som man efter bedste evne forsøgte at bevise, hvorved man var partiske og udsatte en uskyldig borger for justitsmord.

Hjemløshed

Noget af det, der stressede mig allermest, var den snarlige udsigt til hjemløshed. Det var sgu ikke for sjov, at jeg - selvfølgelig uden held - havde prøvet at gøre gud og hver mand opmærksom på den sociale katastrofe, som jeg ikke orkede at gennemleve endnu en gang. De politikere og embedsmænd, jeg desperat sendte nødråb til, havde slet ikke begreb om hvor hård og utåleligt hjemløshed var, og hvor meget det sled på ens psyke. De mennesker, der skulle forestille at varetage de danske borgeres interesser, herunder de allersvageste af slagsen, vidste simpelthen ikke hvad de havde med at gøre.

Umuligt at se en løsning

Man skulle aldrig nogensinde have trukket den så langt ud. Man skulle den gang, jeg havde haft overskud til det, gjort noget. Nu var det for sent. Da jeg forleden mistede troen på at min advokat kunne hjælpe mig, mistede jeg også ethvert incitament til at kæmpe videre. For hvorfor? Kun en idiot fortsatte en pinefuld og tabt kamp. Sådan gik det desværre, når man tog alt håb fra et menneske. Det var ikke min skyld, jeg var totalt magtesløs og ingen kunne - i al ydmyghed -påstå, at jeg ikke havde kæmpet hårdt og længe. Uanset hvad en forloren og ignorant psykiater måtte påstå, var min reaktion ikke uindfølelig og den var ikke abnorm. Det ville naturligvis ikke afholde vedkommende for at gøre det alligevel, men normale mennesker kunne sagtens forstå mig og min reaktion, og så var det i sidste ende ligegyldigt hvad psykiateren mente og følte. Man skulle aldrig, aldrig, aldrig tage alt fra nogen. Det kunne kun ende galt.

15. Februar 2022

Dagbog

Bedring

Jeg havde det betydeligt fysisk og psykisk bedre i dag i forhold til i går, og det skyldte udelukkende, at jeg fandt et roligt og trygt sted at sove. Jeg sov mindst syv timer i træk uden at vågne op, og jeg fik i alt sovet knapt ni timer. Ingen mareridt og rigtig god søvnkvalitet. Derfor var jeg psykisk i langt bedre stand i dag, og jeg oplevede kun ét tilfælde med pludselig, meget svær angst. Ingen selvmordsimpulser eller planer i dag, men min situation var fortsat ret alvorlig, fordi jeg både var truet på min frihed og min bolig, for ikke at tale om min økonomi, som jeg ikke længere havde lyst til at forholde mig til; jeg undgik at se hvad der stod på min saldo, for jeg kunne jo intet gøre, hvis jeg ikke havde flere penge tilbage, så hvorfor udsætte sig selv for yderligere svær stress?

Tilbage til Sundholds natherberg

Der var ikke noget at gøre: Jeg var tvunget til at flytte tilbage til natherberget på Sundholm. Det var i og for sig modbydeligt at tænke på, men det værste var næsten, at jeg var totalt magtesløs i den forbindelse. Jeg søgte og søgte, men det var umuligt at finde et nyt sted at bo, og det var næsten som om at systemet ikke ville give mig den sejr, at jeg selv havde fundet et værelse og ved egen hjælp formåede at flygte fra Sundholm i første omgang.

Lusebefængte ruinbolig

Jeg hadede det værelse, jeg boede i og det samme gjaldt for de mennesker, jeg boede sammen med. Værelset var lusebefængt, hvilket var ret klart, da jeg ikke havde problemer når jeg sov andre steder. Det var rent ud sagt noget forbandet svineri, at jeg var blevet prakket det skodsted på nakken, men der var ingen andre muligheder på daværende tidspunkt. Så på trods af at natherberget var et yderst stressende sted at sove, var det faktisk at foretrække frem for mit nuværende værelse.

Min advokat

Det, der næsten stressede mig mere end min snarlige hjemløshed var, at jeg havde udviklet undgåelsesadfærd i forhold til min advokat. Det var simpelthen rædselsfuldt og uanset hvor meget jeg prøvede at tage mig sammen og læse hvad hun havde skrevet til mig på sms, magtede jeg det bare ikke. Men jeg var tvunget til at finde en løsning på den situation, for det var enormt angstprovokerende at gå rundt i uvished om hvad hun havde at fortælle mig. Jeg var så træt af at gå rundt i konstant frygt, og det åd mig op. I morgen måtte jeg gøre et eller andet i forhold til hende, det var helt uholdbart.

16. Februar 2022

Dagbog

Træning

Fordi mine roommates holdt forsamlingshus til ud på natten, sov jeg ret sent og stod derfor også sent sent op. Jeg tog til træning med det samme, før jeg gik ned i værekstedet og arbejdede. Jeg var super glad for at jeg i går i værekstedet havde fundet et par bukser, der passede mig perfekt, i tøjbytterummet, for de busker, jeg havde haft på da jeg ankom, var så forvaskede og slidte at de revnede på bagsiden af begge bukseben, og det på en måde at stoffet flossede og ikke kunne syes.

Opgivet

Jeg havde helt opgivet at tage kontakt til min advokat eller læse hvad hun havde skrevet til mig. Det gjorde for ondt at skulle konfronteres med flere dårlige nyheder, som jeg ingen indflydelse havde på. Enten måtte hun finde på en anden måde at informere mig på, eller også måtte politiet bare anholde mig, så jeg kunne få det overstået. Det var helt grotesk at det var kommet hertil, men det var ligesom ikke op til mig. Som alle andre mennesker, undgik jeg svær følelsesmæssig smerte og ubehag, og der var ingen gulerod længere, der kunne opveje og få mig til at udholde pisken. I et rigtig retssamfund ville sådan noget aldrig ske, og hvis det gjorde, blev de ansvarlige stillet til ansvar for det; men sådan var det jo ikke i Danmark.

Angstanfald efter angstanfald

Jeg havde den seneste uges tid haft tiltagende angstanfald. Jeg havde sovet helt igennem i foregårs, og det havde hjulpet enormt på angstanfaldene og den svære nedtrykthed, men i nat havde mine roommates holdt mig vågen alt for længe, og desuden generede væggelusene mig så meget, at det i sig selv ødelagde min muliighed for at falde i søvn. Angstanfaldene skyldes selvfølgelig den stadige uvished, som i sidste uge næsten havde fået mig til at afslutte det hele, og som nu var livsfarlig for mig. Lige præcis nu, i skrivende stund, havde jeg det nogenlunde, men det kunne hurtigt ændre sig til det værre, og enten ske spontant, uden konkret anledning, eller som følge af min advokats opkald.

Det var rent ud sagt ulideligt, og jeg kunne intet gøre selv for at forbedre mine forhold: Det var pest eller kolera, lidelse på grund af uvished eller lidelse på grund af vished, intet at se frem til eller kæmpe for, det var dødsspiralen, jeg hvivlede længere og længere ned i, på trods af mine venners ihærdige og vedholdende hjælp og moralske støtte.

Maksimal undgåelsesadfærd

Jeg blev hele tiden slået tilbage, ikke bare til start, men endnu længere. Hver gang jeg med nød og næppe - og nu med livreddende hjælp fra gode mennesker i mit netværk - skete der et eller andet, så knockoutede mig og så var det forfra. Det var både skræmmende og tankevækkende, at der sad folk, der vidste hvor meget jeg led hver eneste forbandede dag, og de vidste også hvad der nemt, hurtigt og omkostningsfrit kunne gøres for at bringe lidelsen til ophør, men d e f o r e t o g s i g i n g e n t i n g. De lod mig dø stille og roligt, vel viddende at de enten var årsag til det eller kiggede den anden vej. Disse mennesker var netop ikke menensker. De udviste en pervers og modbydelig adfærd.

Få venner læste også med hvad jeg skrev, og de ydede en fantastisk og uvurderlig uselvisk indsats til fordel for mig, men det var heller ikke op til dem at gøre mere end hvad de allerede havde gjort.Som følge af, at jeg rådnede op og ingen i systemet gad at gøre noget som helst, voksede undgåelsesadfærden sig større og større og blev mere og mere invaliderende for mig. Jeg var holdt op med at læse mails og sms'er og jeg svarede ikke på opkald fra nogen som helst, og jeg havde altid min mobil på lydløs, så jeg undgik synet af navnet på den, der ringede. Jeg var magtesløs og det frustrerede mig i en grad, jeg ikke kunne beskrive med ord, at ingen gad at gøre det, der skulle til for at bringe det til ophør, selv om det ville være uendeligt let for dem.

Denne kynisme og tortur, som såkaldt normale mennesker, ansat i det offentlige, udsatte mig for, var utilgivelig og de ar, det påførte mig på sjælen, kunne aldrig forsvinde igen. Hvorfor troede min advokat mon at det hjalp, at hun blev ved med at ringe til mig, når hun jo vidste, hvordan jeg havde det? Hvorfor skulle hun inducere mere stress og yderligere undgåelsesadfærd hos mig? Hvorfor kæmpede hun ikke med næb og klør for at gøre noget! Hun fik jo penge for det, alt andet lige. Jeg begyndte at hade mennesker generelt mere og mere. Ikke dem, der hjalp mig, men alle andre, og især de feje og dovne ansatte inden for staten, som torturerede mig dag efter dag. Jeg kunne heller ikke holde ud at skulle tjekke hvor meget, der stod på min konto, fordi jeg frygtede at der stod meget lidt. Det var meget invaliderende at staten og psykiatrien, især den elendige retspsykiatri, havde givet mig og til stadighed forværrede min PTSD, angst og undgåelsesadfærd.

Hykleri

Hvor var det hyklerisk at Institut for Menneskerettigheder og Ombudsmanden pissede på mig; de to åbenlyst overflødige institutioner solede sig i almen agtelse og respekt, men de nedlod sig ikke til at hjælpe mig, trods massiv og relevant dokumentation. Når man som ansat i førnævnte orginisationer bare ignorerede danske myndigheders overgreb, der foregik lige foran øjnene på en, var man intet værd. Så fortjente man absolut ikke nogen former for respekt og autoritet, så var man lavere end de laveste, som hyklerne jo var. Ingen offentlige ansatte turde påtage sig ansvaret for det, de lavede. Der var tale om feje mennesker, der kun var optaget af at give aben videre. Selv om man udmærket godt vidste, hvad der var fagligt og moralsk korrekt at gøre, gjorde man det ikke af frygt for karrieremæssige repressalier fra de andre offentlige ansatte, man burde skride ind overfor. Det var en underforstået slags nepotisme.

17. Februar 2022

Dagbog

Nedtælling til Sundholm

Nu var nedtællingen til, at jeg skulle tilbage til til Natherberget på Sundholm, for alvor begyndt. Jeg kom ikke ligefrem til at savne det væggelusse-infesterede værelse i ruinvillaen, som evident ikke var egnet til beboelse af mennesker, men Natherberget var trods alt værre. Jeg skulle i morgen derfor få aftalt med udlejer hvordan og hvornår der skulle afholdes et fraflytningstilsyn og jeg skulle overdrage nøglerne. De sidste dage skulle gå med at flytte mine ret få ejendele fra værelset til mit lagerskab i Sydhavnen. Fordi værelset var så beskidt da jeg flyttede ind og fordi jeg havde gjort grundigt rent, samt i øvrigt repareret den defekte seng (lamellerne kunne ikke holde til mig, første gang jeg stille og roligt satte mig i den) og stol (som gik fra hinanden da min ven satte sig på den), var værelset i bedre stand nu end da jeg overtog det.

Det var på ingen måde i orden at jeg var generet så meget af væggelusene i især den rådne sengemadras, det var nogen, der havde været der fra før jeg flyttede ind, og de havde voldt mig meget store kvaler og været psykisk overordentligt belastende for mig, for ikke at nævne de ekstra omkostninger til tøjvask, jeg havde skulle afholde. Det var svineri at udnytte desperate boligsøgende til at betale relativt meget for et så elendigt sted at bo, og kommunen burde informeres om værelsets yderst ringe stand. Nej, det var simpelthen ikke i orden. Spørgsmålet var bare, om jeg rent formelt skulle underrette kommunen mens jeg stadig boede på adressen eller om jeg kunne vente til bagefter.

Billede. Denne gamle giftsprøjte, der lå i væreksetedet, kunne jeg have haft god gavn af for et par måneder siden, til at gøre det af med væggelusene på værelset.

Træning

I dag stod den på træning af ben, skuldre og mave, og for en gangs skyld nåede jeg også at træne sidstnævnte.

18. Februar 2022

Dagbog

Udflytning

Skrev til udlejer for at aftale tid og dato for udflyttetilsynet og aflevering af nøgler. Havde i skrivende stund ikke modtaget noget svar. Kæmpede for at holde mig vågen og havde det fysisk ret dårligt, med især stærk kvalme. Vanrøgten jeg led under, var meget bekymrende og jeg kunne slet ikke forstå, at det foregik. Det hele føltes meget uvirkeligt. Jeg var vist nødt til at skille mig af med min mobiltelefon, hvis eneste funktion var at stresse mig og videreformidle dårlige nyheder.

19. Februar 2022

Dagbog

Lukke og slukke

Jeg havde et eller andet sted håbet på at stormen Nora havde blæst ruinhuset væk inden jeg vendte tilbage i går aftes, drivvåd og med forfrosset ansigt, men det stod der beklageligvis fortsat. Heldigvis var der stadig chance for at det kunne nå at ske, da stormen åbenbart ville fortsætte i dag. Flytningen og oprydningen var en meget overkommelig opgave, og i værste fald kunne jeg bare kyle alt mit ragelse ud ad vinduet, hvilket tidligere lejere havde gjort. De få ejendele jeg havde skulle blot ud i mit lagerskab og så var det overstået.

Sporsikring

Noget, der var uendelig mere essentielt end erstattelige og slidte ejendele, var det oamfattende materiale, jeg havde på min computer, og som jeg for enhver pris måtte sikre mod at gå tabt. Alt skulle gemmes forsvarligt og flere steder til eftertiden, og jeg skulle udbrede så meget som overhovedet muligt.

De, der svigtede

Der var efterhånden så mange, der havde svigtet, at jeg ikke orkede at remse dem op igen, men jeg ville ikke holde mig for god til at nævne de sidste af dem: psykiater Peter Worm Jantzen og i høj grad også sygeplejerske Nina. Ingen af dem onde mennesker, men begge, og især P, havde bevidnet grov vanrøgt af mig, uden at udvise rettidig omhu. Min advokat havde ikke svigtet mig ud fra et fagligt standpunkt, men jeg havde alligevel mistet tilliden til hende. Det var ikke hendes egen skyld, men derimod politiets og anklagemyndighedens skyld. I min optik - og det måtte jeg selvfølgelig godt mene og skrive fordi jeg havde ytringsfrihed - var der tale om reglret onde mennesker i førnævnte myndigheder, onde og sadistiske i en grad, jeg ikke kunne beskrive med ord. Efter min mening var disse mennesker langt værre end de mest forhærdede kriminelle, fordi de troede at de var gode og samvittighedsfulde menensker, og solede sig i omverdens annerkendelse og respekt, mens de i virkeligheden udsatte mig for tortur, fordi nogle rådne læger havde manipuleret og løjet dem til det.

Opringning

Jeg blev ringet op af et 71-nummer. Det kunne være hvem som helst, og mest sandsynligt enten politiet eller CBB, men jeg tog ikke telefonen, da det i ingen af tilfældene ville have nogen konsekvens for mig at gøre det. Hvis det var politiet, kunne de jo bare spore min telefon og finde mig på den måde. Der var kun én grund til at politiet kunne finde på at ringe til mig en sen lørdasg eftermiddag, og det vor at sikre sig at jeg var i live og anholde mig. Hvorfor skulle jeg dog hjælpe dem med det? Jeg var jo ligeglad med at blive anholdt og fængslet, for det kunne mest af alt kun forbedre min sociale situation, da jeg så havde tag over hovedet og fik serveret tre gratis måltider dagligt.

Politiet troede fejlagtigt at det at være ude i friheden betød så meget for mig at jeg havde et incitament til at svare dem når de ringede. Politiet måtte og burde forsøge at forstå, at de havde taget alt fra mig, og at jeg kun levede på trods og ikke på grund af noget. Jeg vidste da udmærket, at jeg var dømt på forhånd og ville blive det igen af en studentikos og uerfaren anklager, som kun havde plukket enkelte ring ud af en over 1000 sider lang tekst, og ikke gad at hverken føre vidner til min fordel eller afhøre mig ordentligt. Jeg havde således intet at vinde ved at engagere mig i min egen sag, da jeg ikke havde en chcnce i helvede i en dansk retsal, fordi politi, anklager og retsvæsenet i øvrigt var gearet til og arbejdede for at udsætte mig for mere lidelse, afsavn og tortur. Det holdt desværre aldrig op, og de ville aldrig lade mig få et normalt og tåleligt liv.

Jeg kunne sagtens og meget tydeligt huske hvad konsekvensen var sidst jeg var så letsindig at tage min telefon, og jeg fik politiet i røret, der oplyste mig om de aktuelle sigtelser. Desværre var mit forehavende ikke lykkedes den gang, og selv om jeg ikke var glad for at være i live, orkede jeg heller ikke at gøre noget aktivt for at tage mig af dage i skrivende stund, og det var yderligere en årsag til ikke at tage min telefon når og hvis politiet ringede. Staten havde fra første dag af været optaget af at få mig buret inde resten af mit liv, om det så var fysisk indespæring eller kemisk indespæring med antipsykotisk medicin (eller begge dele) og det var jo næppe sådan at den pludseligt havde ændret holddning og nu på magisk vis ville hjælpe mig. Det ville staten ikke og det kunne staten heller ikke, efter i så mange år, helt ensporet, at have forfulgt mig.

Det var ikke et eventyr, men benhård virkelighed, og nu sad der nogle meget megtfulde mennesker, som havde dummet sig gevaldigt i forhold til den behandling af mig de havde foranstaltet, og disse mennesker kunne ikke nu indrømme at de havde taget fejl, men måtte fortsætte deres magtmisbrug og pligtforsømmelse, for i det øjeblik de krøb til korset, ville de blive sigtet, dømt og fængslet for det, de havde gjort. Bordet fangede, så at sige. Det var den rå virkelighed, og det overraskede mig på ingen måde, at det var sådan, men jeg var dog overrasket over, at det ikke blev standset af de ansvarlige og samvittighedsfulde mennesker, der trods alt også fandtes i politiet, anklagemyndigheden og hos myndighederne i øvrigt. Det var jo dem, der skulle beskytte mig med overgrebene. Dem og de institutioner vi havde i Danmark, som netop havde dette som deres fornemmeste opgave, men som svigtede fælt.

Politiets og anklagerens strategi

Politiets og anklagerens strategi var lige så nådesløs som den var effektiv: Udsæt mig for langvarig tortur, hjemløshed og basale afsavn, hold øje med hvad jeg skriver i dyb fortvivlelse og desperation, og udvælg en enkelt sætning eller to, helt ude af kontekst, ignorer alt andet, især det, der beviser min uskyld og få mig idømt livslang tvangsbehandling og indesærring.

Sigtelserne ville aldrig holde op, og så snart jeg netop var løsladt i ét forhold, ville de rådne læger, politi og anklagemyndighed straks efter opdigte nogle nye, som i de måneder og år, som "efterforskningen" varede, automatisk ville få Justitsministeriet til at nægte mig min lægeautorisation igen, alene pga. af sigtelserne (!), hvorfor jeg så ville fortsætte en ulidelig tilvæselse som hjemløs, fattig og ensom. Det var sådan man tvang menensker i Danmark til at begå selvmord; det var bare ham eller hende, der var tosset og nedtrykt, og som af disse årsager begik selvmord, vi havde skam intet med det at gøre.

Bare endnu en tosse i rækken, som ikke var standhaftig nok til livet, det var da godt nok sørgeligt, men det var jo ikke vores skyld. Sådan ville man sige. Samtidig med at man jublede indvendigt over endnu en sejr, over at slippe for en besværlig borger, der krævede at blive behandlet som et menneske, og som skabte en masse arbejde, hvilket man absolut ikke var interesseret i. Another one bites the dust, videre til den næste, og så fremledes, for det gavnede ens karriere og man blev forfremmet i etaten hvis man fik en uskyldig dømt, men ikke hvis man fik en uskyldig frikendt eller efter en masse arbejde måtte frafalde sigtelserne mod vedkommende, fordi der ved et nærmere eftersyn intet var at komme efter. Så havde man spildt statens tid og penge, og det fik man ikke bånd og stjerner for at gøre.

Politiet og anklagemyndigheden havde begået den kæmpe fejl at tage nogle rådne lægers ord for gode varer, og var faret alt for hurtigt ud, uden at undersøge anklagerne grundigt nok; for man var autoritetstro og stolede blindt på eksempelvis en overlæges løgne. Når det så viste sig at man var helt gal på den, havde man sat en dyr og tidskrævende proces igang, man ikke uden store omkostninger kunne standse, selv om det var det retfærdige at gøre. Derfor fortsatte man og lod som ingenting. Og den enkelte borger havde ingen chance mod en stat med uendelige ressourcer, som sked på objektivitetsprincippet og udelukkende arbejde for at påvise borgerens skyld.

20. Februar 2022

Dagbog

På Station Amager

Jeg var så uendelig træt af at blive ringet op af nogen, jeg ikke kendte, og som muligvis var politiet, at jeg besluttede mig for selv at opsøge dem. Efter at have siddet på biblioteket så længe jeg kunne holde ud, gik jeg derfor hen til Station Amager for at spørge dem ansigt til ansigt, hvad det var de ville. Jeg havde været på stationen mange gange tidligere som såkaldt "spritlæge", hvor jeg bl.a. undersøgte detentionsanbragte og tog blodprøver på sprit- og narkobilister, og den gang ringede jeg bare på døren, uanset tidspunkt på døgnet, og blev lukket ind. Noget måtte imidlertid have sket siden da, for da jeg kom til hen til døren, kunne jeg læse på et opslag at politiet ikke holdt åben for personlig henvendelse i weekenden og kun i et begrænset tidsrum i hverdagene. Skuffet gik jeg tilbage til værelset.

Ingen el og varme

Da jeg nærmede mig hoveddøren så jeg at der langs fortovet holdt en bil i tomgang og i indkørslen holdt der to biler ligeledes i tomgang. I en af bilerne i indkørslen så jeg en af de unge indvandrere, som imidlertid ikke var interesseret i at få øjnkontakt med mig, da jeg gik hen for at hilse på ham. Da jeg låste mig ind undrere jeg mig godt nok over at lyset var slukket i entreen, og da jeg kom ind på værelset blev jeg klar over, at der var lukket for elektriciteten overalt. Radiatoren var også helt kold, så varme var der heller ikke. Det var lidt som indendørs teltning, hvorfor jeg var lidt ligeglad.

Udsmidning

Nu hvor jeg ikke kunne bruge min laptop, da der ingen strøm var, kunne jeg lige så godt bruge tiden på at smide ejendele ud. Som så ofte før, var det bøgerne, der røg først, da de var for tunge til at jeg kunne have dem med.

Billede. Ud med lortet. Det var kasserede, men gode og brugbare biblioteksbøger, jeg havde købt for 5 kr. stykket, og som jeg havde læst flere af.

Jeg håbede at psykiater Peter Worm Jantzen var stolt af hans værk, og at han ringede til psykiater Gitte Ahle og meddelte hende den glædelige nyhed at jeg var endt på gaden som hjemløs igen. Jeg vidste at førnævnte gjorde alt hvad hun kunne for at torturere og pine mig, så nu ville hun kunne fejre endnu en sejr.

SMS til psykiater Peter Worm Jantzen

Jeg skrev en kort sms til Peter Worm Jantzen, hvor jeg informerede ham om at jeg snart igen stod uden tag over hovedet.

21. Februar 2022

Dagbog

Værelset

Der var fortsat ingen el og varme i ruinhuset, og nu var al den varme, der trods alt var absorberet i huset forlængst væk, så der var iskoldt, og den kraftige vind blæste ind fra alle hullerne og utæthederne i vinduer, døre og vægge. Fraset det med den manglende el, gjorde kulden mig ingenting, for jeg tog bare to langærmede skiundertrøjer og en hue, jeg havde købt forleden, på og krøb ned i soveposen. Om der var en sammenhæng vidste jeg ret beset ikke, men det lod til at væggelusene var forsvundet i takt med kuldens indtog, så det var helt perfekt, at det ikke kløede fra de satans kryb.

22. Februar 2022

Dagbog

Slummen

Der var stadig hverken el eller varme i værelset, eller den faldefærdige rønne i det hele taget, og nu så koldt, at jeg kunne se min egen ånde. At jeg nu snart igen blev hjemløs, kunne jeg takke Københavns Vestegns Politi for. Det var den måde hvorpå de hævnede sig på de uskyldige borgere, som de ikke kunne smide i fængsel, fordi de havde haft tunnelsyn og taget fejl; det næstbedste i deres forsmående og tarvelige verden var at chikanere den uheldigre borger ihjel. Og det var præcis hvad de gjorde imod mig; statens voldsmonopol var så forfængeligt og nådesløst, at det var garant for min snarlige hjemløshed og dermed død. For sådan var det jo. Jeg havde kæmpet i snart syv forbandede år, og jeg ville ikke blive ved. Der var mange bødler, men Københavns Vestegns Politi var de værste.

Min advokat

Jeg kom snart til at skrive til min advokat og fortælle hende, hvad jeg havde tænkt mig at gøre, når jeg igen blev smidt på gaden. At hendes indsats havde været forgæves og alle hendes trøstende og opmuntrende ord havde været netop det, ord. Løgne. I et retssamfund var det aldrig kommet hertil og ingen myndighedspersoner havde vendt det blinde øje til, hvad der foregik, men af en eller anden grund var man bange for nogle nulliteter af dyssociale læger.

Pressen

Det var i en sag som min at pressen skulle træde i karakter og bringe min historie; ikke for at gøre mig berømt eller give mig omverdens sympati og medlidenhed. Nej, udelukkende for at redde mit fucking liv! Men jeg havde jo talt i telefon med en graverjournalist fra Berlingske for nogle måneder siden, som meget ærligt fortalte mig, at der slet ikke var ressourcer til at sætte sig ind i min sag.

Billede. Denne USB var en af tre, jeg brugte til at smugle de dokumenter, jeg skrev til psykiater Gitte Ahle, ud fra afdeling Q81 til mine venner og familie. Derved kunne jeg til hver en tid dokumentere at det, jeg skrev til hende, var tidsmæssigt korrekt og vitterligt skrevet under tvangsindlæggelsen. Denne USB vidste personalet ikke var en USB, men de to andre var ikke til at tage fejl af, så for at undgå at de blev konfiskerede, gemte jeg dem i sengehesten.

Træning

Det værste, jeg kunne gøre, var at springe træningen over, så jeg skyndte mig ned i fitnesscentret og trænede ryg og biceps, samt fik mig et langt varmt busebad efterfølgende. Det var meget belastende, at jeg hele tiden af eksterne omstændigheder måtte undlade at træne, og det var helt vanvittigt, at det forholdt sig på den måde. Enten var det fordi jeg manglede medicin og lå og var fysisk ude af stand til at stå ud af sengen, eller også var det fordi jeg ikke havde råd til at vaske træningstøj eller mad for den sags skyld. Såkaldt almindelige mennesker anede ikke hvor enerverende det var hele tiden at blive sat tilbage af et grotesk og hævngerrigt system.

Nikolaj Birkedal fra socialpsykiatrien i Høje Taastrup

På vejen hjem fra træning stødte jeg tilfældigvis ind i socialpædagog Nikolaj fra STRAX huset i Høje Taastrup. Han kom imod mig og smilede over hele ansigtet, da han venligt hilste og jeg hilste igen og bad ham hilse hans kolleger.

Det burde have været et glædeligt gensyn, men jeg var følelsesmæssigt indifferent i forhold til ham og de andre ansatte i socialpsykiatrien, som ganske vist have hjulpet mig, men desvære alt, alt for lidt. Jeg var glad på Nikolajs vegne; han havde et vellønnet arbejde med gode vilkår, kone og små børn, han havde det gode liv, måske vel nok et hårdt, men tydeligvis også et meget meningsfuldt liv.Nikolaj risikerede ikke fængsling eller tvangsindlæggelse, selv om jeg var lige så psykisk robust, hvis da ikke mere, som han. Han havde en fremtid, jeg havde ingen. Han havde aldrig ufrivliigt sultet eller sovet på gaden, og politiet kunne ikke drømme om at chikanere han og hans familie med ulovlige ransagninger.

Det gode mørke

Jeg lå i mørket og nød stilheden. Det var det gode mørke, det trygge og varme mørke, der omsluttede mig som en sort silkedyne. Jeg var hjemme. Min advokat havde ikke reageret på min SMS fra i formiddags, men godt det samme. Det spillede ikke rigtig nogen rolle nu. Jeg havde tigget og bedt hende om at gøre noget, fordi mine livsvilkår blev stadig værre, og kun gik mod døden, men hun havde beroliget mig og bedt mig om at have tålmodighed, om at holde ud og ikke mindst holde kæft. Det kunne jeg ikke, det var urimeligt at bede mig om det, når nu den sociale katastrofe lå lige om hjørnet endnu en gang. Hvordan kunne hun dog tro, at jeg bare kunne lade som ingenting, nu hvor min tilværelse på ny blev smadret i stumper og stykker? Nej. Ikke mere, Kira, nok er nok, og du kan ikke forlange det umulige af mig. Enten et rigtig liv, eller slet intet liv, Kira. Du kan du nok forstå, ikke?

Plan

Min plan var simpel og ingen overraskelse for nogen, da jeg havde skrevet og informeret samtlige myndigehder om den talrige gange: Først den sidste korrektur af min tekst, så teksten på samtlige sociale medier, inkl. optagelser og what not, og så til sidst en sidste rundsendelse af min tekst til 15000 danske læger. Jeg ville ikke finde mig i mere tortur og flere afsavn, jeg kunne ikke holde det ud længere. Ikke mere hjemløshed, ikke mere fattigdom og ikke mere håbløshed.

SMS til advokat K

"Kære K

Jeg må og skal have min lægeautorisation igen inden den 28. februar, hvor jeg bliver hjemløs for gud ved hvilken gang. Hvis det ikke sker, sender jeg min tekst rundt til samtlige danske læger igen og begår selvmord. Fordi du kun er kommet med ligegyldige eller dårlige nyheder, har jeg helt mistet lysten til at tale med dig. Det er ikke din skyld, men det er heller ikke min. Jeg har forsgt at råbe dig og andre op, men ingen lytter, og så er der ingen udvej. Venlig hilsen, Kjeld."

23. Februar 2022

Dagbog

SMS til psykiater Peter Jantzen

"Hej Peter. Jeg må og skal have min lægeautorisation igen og det skal ske inden jeg bliver hjemløs her den 28. Jeg vil ikke finde mig i at skulle tvinges til at leve på denne usle og umenneskelige måde, jeg har fandme fortjent at være læge, ikke fattig og ikke at sulte, og hvis jeg ikke får autorisationen igen inden angivet dato, så sender jeg min samlede tekster til alle danske læger igen i det sekund, jeg står uden tag over hovedet. Det var ærgerligt at K intet formåede at gøre. Hvordan tror du det er, at skulle leve på denne måde, Peter? Hvad er det for nogle umenneskelige vilkår du og andre udsætter mig for? Det er fuldstændig vanvittigt det her."

Træning

I dag stod den på bryst- og tricepstræning, og det var som altid skønt at være fysisk aktiv. Nu havde jeg desværre ikke mulighed for at vaske mit træningstøj, så det var ved at være sidste gang i denne måned, jeg kunne komme i fitnesscentret, og derfor måtte jeg sørge for at nyde det.

24. Februar 2022

Dagbog

Sult igen

Mens det danske retsvæsen arbejdede støt og roligt på at få mig fængslet for at have kæmpet for mit liv og helbred, sultede jeg nu igen. Det ville sige, at jeg sultede igen, hvis det ikke var for de venner, jeg havde. Psykiater Peter Worm Jantzen havde ganske vidst været så næstekærlig og kollegial, at han en af de mange tidligere gange, jeg havde sultet, havde sendt en kort liste over et par herberger, hvor man angivligt kunne købe billig mad, og det var sgu pænt af ham, men så var det lettere bare at samle flasker og købe mad for de penge.

Billede. Fik denne chokolade af en ven, hvilket udgjorde min morgenmad og frokost.

"Hvilken tilstand Herberget på Sundholm er i?"

"Vil ministeren oplyse, hvilken tilstand Herberget på Sundholm er i, herunder hvilke eventuelle konstruktionsmæssige udfordringer herberget måtte være ramt af, og om de konstruktionsmæssige udfordringer for landets herberger løbende kontrolleres?"(https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/SOU/spm/252/index.htm)

Jeg var ikke bygningsingeniør, men jeg havde alligevel nogle kvalificerede bud på dette spørgsmål.

Peter Worm Jantzens manglende svar

Peter Worm Jantzen vidste, at jeg aldrig læste det, han skrev til mig, om det var på mail eller SMS. Jeg vidste til gengæld, at Peter Worm Jantzen læste alt, jeg skrev til ham. Det gjorde jeg, fordi jeg skrev en sms til ham, når jeg endnu engang manglende medicin, og efter jeg flere gange over nogle dage igen og igen havde mindet ham om, at jeg manglende min ret essentielle medicin, endte det til sidst med, at han faktisk gad at lægge det til mig på serveren og også skrev en SMS til mig, formentlig om det, men jeg læste aldrig hvad han skrev.

Men det, Peter Worm Jantzen aldrig turde svare på, var SMS'er som dem, jeg havde skrevet til ham i går. Peter Worm Jantzen nægtede simpelthen at forholde sig til mine nødråb og advarsler, som var jeg en opmærksomhedshungrende borderline pige, som skulle ties ihjel. Det var en stor fejl, Peter Worm Jantzen derved begik. Jeg skrev aldrig for at få opmærksomhed som sådan, jeg var pisse ligeglad med enhver form for opmærksomhed, især fra en taber-psykiater, det var ikke for sjov, jeg skrev til nogen som helst, og jeg skrev til Peter Worm Jantzen fordi, han var ansvarlig for de livstruende livsvilkår, jeg var underlagt. Måske skyldtes Peter Worm Jantzens tavshed, at han ikke mente, at han havde et ansvar for den tortur, jeg blev påført? Måske skyldtes det, at en klam jurist i Region Hovedstadens Psykiatri eller et andet sted, havde rådet ham til at ignorere mig, fordi han så i juridisk henseende ikke kunne klandres for det, jeg skrev til ham?

Uanset årsagen, var Ps passivitet utilgivelig, samvittighedsløs, fej, usaglig og ikke forenligt med hans virke som psykiater, eller rigtig læge, for den sags skyld. Jeg var kun interesseret i én eneste ting: At få min fucking lægeautorisation igen, mit job som læge og dermed mit liv, et liv uden basale afsavn, ydmygelser, sult og hjemløshed. Det var komplet ligegyldigt hvad end Peter Worm Jantzen skrev til mig, det absolut eneste, der betød noget, var hans handlinger, vel og mærke kun handlinger, der fik mig ud af det helvede, han var delagtig i, at jeg befandt mig i.

Løbet kørt

Det, jeg gjorde, var derfor især Peter Worm Jantzens skyld. Ikke mere ligegyldig snak fra ham, ingen trøst eller beroligelse, kun handling, der faktisk hjalp mig. Ingen latterlig og nedværdigende liste over herberger fra Peter, ingen tåbelig symptombehandling, kun en fucking løsning på min situation. Alt det, jeg havde lidt under, al uvisheden, kunne let have været undgået; at jeg ikke længere læste post i E-boks eller SMS'er, svarede når min telefom ringede og undgik enhver form for påmindelse om den nådesløse danske parodi på en retsstat, kunne være undgået for længst og så let som ingenting, men ikke af mig, jeg kunne ikke endnu engang bide det stærke ubehag i mig og forholde mig til myndighedernes trusler om kommende overgreb.

Derfor var løbet nu kørt, og uanset hvad helvede man havde at informere mig om, var det endegyldigt for sent. Sidst jeg svarede telefonen, da min advokat ringede, havde det kun været fordi jeg først havde skrevet til hende, at jeg ikke magtede flere dårlige nyheder, og at jeg kun ville tale med hende, hvis hun havde nogen positive af slagsen.

Da hun efterfølgende ringede til mig og jeg svarede hende i den tro, at jeg undgik mere psykisk belastning i form af dårligt nyt, fik jeg et chok, da hun kun havde dårlige ting at sige til mig. Derfor kunne jeg ikke stole på hende, og derfor ville jeg ikke tale med hende igen. Og jeg var da fløjtende ligeglad med konsekvenserne for mig, hvis jeg ikke svarede, når hun ringede til mig, for der var intet håb, kun et garanteret justitsmord, fængsel og flere år med mere afsavn, hjemløshed, fattigdom, marginalisering og meningsløshed.

Når jeg intet havde at vinde ved at kommunikere med min advokat, hvorfor skulle jeg så gøre det? Hvorfor skulle jeg 'samarbejde' med et defekt retsvæsen, vel vidende at det var omsonst, når det kun var til gavn for anklagemyndigheden, som derved over for omverdenen efterfølgende ville kunne påstå at alt skam var gået ordentligt til?Jeg var fire gange blevet udsat for justitsmord i danske retssale, selv om jeg kæmpede alt, jeg kunne, så hvorfor skulle det gå anderledes denne gang? Jeg ville da ikke velvilligt deltage i min egen skueproces og derved give den et skær af legitimitet.

Billede. Af en 'svært narcissistisk' person havde jeg forbavsende få billeder af mig selv liggende, men jeg fandt dette fra vist nok 2014, hvor jeg var i en introduktionsstilling på Radiologisk Afdeling på Rigshospitalet. Radiograferne havde gode forbindelser til portørerne, hvorfor de arrangerede, at de ellers blege radiologer, der det meste af tiden sad i mørke rum og kiggede på i sagens natur skygger, kom op på Rigets helikopterplatform og fik tiltrængt sommersol. Den indiske radiolog, jeg selv og radiograferne tog den sommer ud på Amager Strandpark og spillede beach volley. Det var faktisk en skøn tid.

Hjemløs på Amager

Hvis man endelig skulle være hjemløs, var det bedste sted, jeg kendte til, på Amager. Der var de samme socioøkonomiske problemer som i Høje Taastrup, men sidstnævnte sted var en paranoid og gold udørk, hvis man var socialt udsat. På Amager kunne man faktisk overleve som hjemløs. Her var der mulighed for at lære nye mennesker at kende, som kunne hjælpe én, i hvert fald hvis man hjalp tilbage og ikke var egoistisk og grådig, eller spillede smart og førte sig frem. I Høje Taastrup var man fucked hvis man ikke kendte nogen i forvejen og var hjemløs. Så kunne man skrubbe ned og sove i Hakkemosen og sidde og drikke sig ihjel på Axeltorv i dagtiden, mens de kommunalt ansatte hattedamer og mænd bevidstløst som robotter kolporterede de til hver en tid moderne bullshit gloser, de havde fået kurser i hos Socialstyrelsen. Man kunne ligge og dø af kulde foran en socialrådgiver i Høje Taastrup, og det eneste vedkommende formåede, var at fejl-recitere en paragraf i 'service' loven, konkludere, at det ikke var vedkommendes ansvar eller opgave at hjælpe, samt dokumentere det for at dække sin egen ryg.

25. Februar 2022

Dagbog

Sidste nat på Vejlands Allé

Omkring klokken 1 i nat kom den indiske mafia væltende som fulde bodegagæster efter timers druk, og fortsatte festen i nogle timer. Det blev derfor ikke til meget søvn på gymnastikmadrassen, for jeg skulle tidligt op og flytte mine ting hen til lagerskabet i Sydhavnen om morgenen. Jeg kom aldrig nogensinde til at sove eller bare opholde mig på lorteværelset igen. Aldrig nogen fucking sinde. Det var et svindelforetagende for grupper af flaskesamlere og Woltudbringere, der var ikke én eneste af mine roommates, der havde læst en hel bog i deres liv, og det eneste, de studerede, var beløbet på flaskebonen.

Sådan var det beklageligvis, når det var umuligt at finde en bolig eller et værelse i Storkøbenhavn, så havde plattenslagere og fuskere glade dage og kunne udnytte desperate boligsøgere efter forgodtbefindende. Jeg var godt udmattet efter den for mig lange gåtur frem og tilbage, selv om jeg unægtelig nød sidstnævnte en del mere. Jeg gik igennem Amager Fælled og tænkte over, at jeg faktisk aldrig havde overnattet hér; jeg havde fejlagtigt troet, at hele det fantastiske naturområde på Amager hed Amager Fælled, mens jeg i virkeligheden kun havde opholdt mig på den sted, der hed Kalvebod Fælled. Men jeg kunne sagtens nå at tilbringe natten på Amager Fælled også.

Billede. Hver gang jeg stod på gaden igen med alle mine ejendele, tog jeg et billede. For at huske. Jeg havde netop modtaget nogle hundrede kroner fra en fra mit netværk til mad til resten af måneden. Det var mere end rigeligt, og betød, at jeg kunne slappe mere af.

Forår

Solen var begyndt at skinne og temperaturen var mild. Jeg sad flere steder og nød forårssolen i fulde drag, og da jeg langt om længe kom inden døre, mærkede jeg kinderne brænde efter den uvante UV eksponering. Det var i præcis de korte stunder af ro og sollys, at jeg tilnærmelsesvist blev i godt humør, og kun fordi det lykkedes mig at distrahere fra fremtiden. Jeg kunne også mærke den positive effekt af, at jeg aldrig skulle overnatte på værelset igen. Jeg havde været endnu en tur forbi lagerrummet i Sydhavnen, og havde herefter trænet.

Træning

Det værste, jeg kunne gøre, var at undlade at træne. Jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde fortrudt, at jeg tog op i fitnesscentret, kun de gange, jeg havde undladt at tage til træning, havde jeg fortrudt det. Det spillede ingen rolle hvor træt eller ugidelig jeg var, jeg skulle bare træne og det var af sekundær betydning hvad jeg kunne præstere. Det var en sejr bare at møde op, endnu en sejr at tage det første sæt og så fremdeles, så jeg kunne aldrig tabe ved at tage afsted.

Defekt mobil

Min mobiltelefon genstartede spontant langt flere gange end normalt, og faktisk i en grad, at jeg opgav at tænde den. Et års udsættelse for vind og vejr, fugt, regn og kulde havde endelig taget livet af den. Jeg havde vist en gammel reservetelefon liggende et sted.

26. Februar 2022

Dagbog

Himmelsk vejr

Måske var det på grund af det usædvanligt smukke og solrige forårsvejr, at jeg fik det på denne måde, måske var det fordi jeg for første gang i lang tid havde fået syv timers uafbrudt søvn, men ihvertfald var det, som om at mine problemer kom lidt på afstand og jeg kunne betragte dem mere nøgternt. Men det jeg kom frem til var dette: Den behandling jeg havde fået i så mange år og de uacceptable livsvilkår, jeg nu var påtvunget, var usammenligneligt værre end noget, jeg nogensinde i mit liv havde gjort, og politi og anklagemyndighed havde denne gang gået langt, langt over stregen og opførte sig efter min klare opfattelse kriminelt. De var i min optik en skændsel for etaten og at jeg sendte min bog rundt til tusinder af læger var ikke kun berettiget, men direkte påkrævet.

Det, jeg siden mit selvmordsforsøg var pålagt, var umenneskeligt og jeg var fuldstændig ligeglad med konsekvenserne af at sende min tekst rundt. Hverken tvangsindlæggelse, varetægtsfængsling eller døden afskrækkede mig nu. Det var ikke op til mig, det var politiet og anklagemyndigheden, der bestemte det, jeg gjorde og de bar al skylden selv. Ikke mere tortur fra den danske stat og myndigheder.

Det eneste, jeg nogensinde havde villet, var at arbejde som læge, træne og have en familie. Det måtte jeg ikke for nogle dyssociale læger, som havde gjort retsvæsenet til deres skødehund ("bitch" var mere korrekt og tidssvarende, men jeg var ikke sikekr på, at det var lovligt for mig at skrive det om et system, som havde det med at være let krænkeligt, som var systemet i sig selv en enkelt bevidst organisme med følelser og en ære, der kunne krænkes, og som juridisk gjaldt for et menneske, eller måske mere end et menneske; en ide eller religion, som ikke måtte spottes eller latterliggøres, selv når det var fuldt ud fortjent).

Træning

Jeg var på lageret og fik sorteret og arrangeret mine ejendele, hvorefter jeg trænede ryg og biceps i fitnesscentret. Sidstnævnte var en forudsætning for, at jeg var i live den pågældende dag. Det var en fremragende træning og gåturen hjem var fantastisk på grund af det smukke og opløftende vejr.

Begyndelsen af den næestseneste periode med hjemløshed efter Vestegnens Politis skandalisering af mig. Jeg fik aldrig fred og ro, jeg skulle hele tiden stalkes, jages og chikaneres af staten, så jeg blev kørt psykisk ned. Jeg troede på dette tidspunkt, at der måske var håb for mig, at jeg havde en fremtid og noget godt at se frem til. Det var naivt, for man ventede kun på at min behandlingsdom uden længstetid blev ophævet, så man kunne sigte mig for noget nyt og grundløst bullshit og dermed tvinge mig til selvmord.

Ikke færdig før deadline

Psykiater Peter Worm Jantzen kunne tilsyneladende ikke finde ud af at udskrive den dosis Concerta, han selv havde besluttet var den korrekte, så derfor havde han ikke sørget for at give mig 18 mg tabletterne, der var nødvendige for at jeg fik vanlig dosis, og derfor kom jeg til at mangle Concerta igen på mandag. Det havde været årsag til meget unødvendig belastning tidligere, men spørgsmålet var, om jeg i det hele taget fik brug for noget som helst medicin igen efter på mandag, så det kunne være ligegyldigt nu.

Hvilken drømmeverden levede psykiaterne og retsvæsenet i, når de troede, at jeg bare ville lægge mig ned og dø uden at gøre hvad jeg kunne for at forhindre det først? Hvad var det for en mærkelig megaloman magtarrogance de herved udviste? Jeg ville gøre præcis det, jeg have skrevet til P, Kira og Justitsministeriet og jeg ville gøre det, fordi det var det eneste, jeg kunne. Ikke mere tortur, ikke mere fornedrelse og umenneskelig behandling og straf. Jeg havde håbet, at jeg kunne nå at gennemse, redigiere og udgive langt flere af mine optagelser på Youtube og på Facebook, men det kunne jeg ikke nå.

Det jeg kunne, var at sende min tekst rundt og så færdig slut. Det havde været så urimeligt og ubærligt hårdt, og det blev kun værre, takket være politi, retsvæsen og psykiatri, så det måtte stoppe og hellere før end siden. Hvis omverdenen vidste hvad jeg var blevet og fortsat blev udsat for, ville man tro at det var løgn. Ingen ville i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at sådan noget udspillede sig i Danmark. Plan: Alt på nettet og rundsendt på mandag.

27. Februar 2022

Dagbog

Slutspurten

Jeg havde skrevet det flere gange før, men denne gang mente jeg det. Da politiet ringede til mig og oplyste mig om bullshit sigtelserne i oktober 2021, reagerede jeg instinkttivt og forsøgte at begå selvmord med en desværre for uskarp saks og derefter de noget skarpere dele fra en øldåse, men nu havde jeg forberedt mig grundigt og længe. Det var min ulykke at mit forehavende ikke var lykkedes, for det ville have skånet mig for det, der skete efterfølgende og det, der kom til at ske i morgen. Men den største ulykke var ikke det modbydelige, jeg havde gennemgået; nej, det værste var, at jeg også havde mødt nogle fantastiske og unikke mennesker på værekstedet, som jeg var kommet meget tæt på og holdt meget af, og som jeg nu kom til at miste. Det var alligevel det værste.

Billede. Lægerne Egill Rostrup, Lennart Bertil Jansson, Gite Ahle, Camilla Elvekjær og Anne Mette Brandt Christensen havde besluttet, at jeg skulle dø, og Københavns Vestegns Politi eksekverede gladeligt dommen. Imens så samtlige myndigheder, læger og politikere passivt til.

Billede. Sad på Sundbyvester Plads og nød solen, før jeg flyttede nogle af mine sidste ejendele ud på lagret.

Billede. Internt fordreven: Det næstsidste flyttelæs på vej til lagret i Sydhavnen.

28. Februar 2022

Dagbog

SMS til psykiater Peter Worm Jantzen

"Kære Peter. En kort status:

  1. Jeg har som sædvanligt ikke læst noget af det, du måtte have skrevet til mig. Det skyldes, at du for længst har demonstreret en manglende evne eller vilje til at skrive noget, der faktisk hjælper mig. Det eneste, du har formået, er at skrive ligegyldige floskler, forklare mig noget, jeg ved i forvejen, eller sende mig en kort liste over herberger, hvor jeg kan købe billig mad, når jeg endnu engang har sultet.
  2. Vi aftalte, at jeg skulle have en fast dosis på 7 x 18 mg Concerta dagligt, men alligevel har du ikke kunnet finde ud af at udskrive 18 mg og 36 mg tabletter til mig, men kun 36 mg tabletter, hvorfor jeg enten har fået for lidt eller meget Concerta dagligt. Det er noget rod med fluktuerende doser, især når min sociale situation er så ustabil, som tilfældet er. Jeg mangler derfor Concerta igen i dag, men jeg orker ikke længere at skrive til dig, på grund af alt det, du har gjort imod mig. Jeg opfatter dig som en bøddel og ikke som en læge.
  3. Jeg bliver endnu engang hjemløs I dag, jeg har ingen steder at sove og jeg vil selvfølgelig ikke tilbage til natherberget på Sundholm, som var et modbydeligt sted. Jeg er uddannet læge og jeg arbejdede ikke benhårdt for at ende med en fejldiagnose og en tilværelse som hjemløs.
  4. I dag har jeg under 5 kroner tilbage til mad, jeg har ikke råd til nyt eller brugt tøj til erstatning for det, der er slidt, ikke råd til tandlæge eller noget som helst andet. Det er uværdig og belastende i en grad, du umuligt kan forestille dig, især ikke når du tydeligvis mangler evnen til at føle empati.
  5. Jeg har været og er stadig udsat for umenneskelig behandling, især fra dig, jeg har ikke bestilt andet end at råbe op om det, men er blevet ignoreret. Det har tvunget mig til at sende min tekst rundt, hvilket har afstedkommet de nyeste bullshitsigtelser, som er en dødsdom. Det er udelukkende din skyld, at jeg har fået sigtelserne og alt det, der fulgte af modbydeligheder.
  6. I dag sender jeg påny min tekst rundt til så mange læger som muligt. Jeg har ikke noget valg, da jeg stadig ikke har fået min lægeautorisation igen, samt skal sove på gaden fra nu af. Igen er det dig, der tvinger mig til at gøre det, vel vidende hvilke konsekvenser det har for mig. Men der er ikke noget alternativ!

Konklusivt: Jeg vil IKKE finde mig i at blive behandlet umenneskeligt længere. Det er jeg blevet i næsten syv år, og der er ingen udsigt til, at det nogensinde bliver bedre.

Venlig hilsen,

Kjeld."

Billede. Mit rådighedsbeløb dagen før jeg fik penge igen. Jeg havde været nødt til at låne nogle hundrede kroner.

Kommunens hattedame- og mand

Netop som jeg var ude med det sidste affald efter oprydningen og rengøringen af værelset, kom der en middelaldrende mand og en lidt yngre kvinde gående ind ad indkørslen. Manden var et hoved lavere end jeg, spinkel af bygning, iklædt en gråblå dynejakke med et logo, jeg ikke umiddelbart kunne identificere, og hans øjne var tydeligvis løbet i vand, måske pga. solen eller vinden. Kvinden var ikke meget lavere end manden, med et slankt ansigt, skulderlangt lysblondt hår, iført en større nærmest mat guldfarvet dynejakke, der gik helt ned og fik hende til at ligne Luna fra Bamses Billedbog, og en helt lysgrå hue.

Billede. Det var blevet en slags tradition at tage et 'lagerfoto' og 'ejendelefoto' hver gang jeg igen blev hjemløs. Lagerskabet var mit eneste sikre anker i tilværelsen, og selv om det lød prætentiøst, var det ikke desto mindre rigtig. Men det var jo ikke derfor, jeg var blevet læge - for at være arbejdsløs og hjemløs, så der var noget helt, helt galt, men bare ikke med mig.

Undskyld, sagde kvinden, men vi søger en Kjeld Andersen. Det er mig, svarede jeg venligt. Vi har fået en bekymringshenvendelse fra Københavns Politi om, at du ikke har nogen steder at sove i nat, fortsatte manden. Jeg smilede til dem og forklarede først, at min udlejer pudsigt nok kom om et kvarter for at afholde flyttesyn, og dernæst oplyste jeg dem om, at jeg ville tage hen et sted at overnatte, selv om jeg med garanti ikke ville overnatte dér.

Hvorfor? Fordi det skam ikke ragede Københavns Kommune og deres socialpædagoger hvor jeg sov. Det var så ydmygende, at de kom og stalkede mig, men fordi jeg skulle gøre det sidste klar til flyttesynet, havde jeg ikke tid til at lade mig gå på af dem. De havde nok ikke regnet med at møde en person, som ikke var en sølle og ubehjælpsom stakkel, men derimod et voksent, kompetent og fysisk, såvel som psykisk, særeles kapabelt menneske, som ikke havde det fjerneste behov for deres vamle paternalisme og overformynderi.

Billede. Verdens værste værelse. Jeg afleverede værelset i en bedre tilstand, end jeg overtog det i. Fraset væggelusene og resten af beboerne, var der intet galt som sådan med værelset, måske de defekte pasienner og vinduespartiet, der var hullet som en si, men ellers ikke. Sengen burde sendes direkte til Kommunekemi, eller indkapsles i beton og deponeres i en nedlagt finsk kulmine.

Den vrangagtige opfattelse, som politi, psykiatri og myndigheder have om mig, blev simpelthen nødt til at blive virkelighedskorrigeret. Det var en hån, at disse to hattepersoner troede, at de kunne gøre noget som helst for mig. Jeg havde sgu bevidst min livsduelighed, og sammenlignet med begge socialpædagoger, ville jeg kunne udholde og overleve langt mere end dem tilsammen, fysisk, psykisk og kognitivt. Så de skulle vist bare fucke af. Det var da lidt af et tilfælde, at de velfærdsansatte lige skulle dukke op den ene time, jeg befandt mig på værelset, men det var ligegyldigt. Jeg var dog venlig og imødekommende overfor kommunens stalkere, og forsikrede dem om, at jeg havde styr på tingene, og ikke ville sove udendørs i nat, og jeg takkede dem for deres hjælp og betænktsomhed (fuldstændigt, som om jeg mente det) og ønskede dem en god dag, hvorefter de tilfredse over mine svar, min fremtoning og adfærd, kvitterede min hilsen og fortrak sig igen.

Flyttesynet

Min udlejer kom få minutter efter, inspicerede hurtigt værelset, godkendte det og overførte mit depositum til mig via MobilePay. Hun var som tidligere fåmeldt, men spurgte mig sjovt nok, hvor jeg havde tænkt mig at tage hen. Det var ordret hvad hun sagde, og det undrede mig en smule, så jeg oplyste hende om et andet sted, jeg absolut heller ikke havde tænkt mig at tage hen. For det kom sgu med al respekt ikke hende ved, hvor jeg opholdt mig. Jeg efterlod værelset i bedre stand end jeg modtog det, så jeg skyldte hende intet som helst.

Min mobiltelefon gik fortsat ud og genstartede hele tiden; hvis nogen ringede til mig, hvis jeg havde flere apps åbne samtidigt, eller hvis det blev for koldt. Men nu havde jeg mit depositum, og det første jeg gjorde, var at købe noget datonedsat mad og nogle bananer, for jeg var super sulten. Jeg måtte få min reservemobil op at køre i morgen. Når præmissen var forkert, var alt andet forkert, og sådan var det i mit tilfælde. Politiet anede virkelig ikke hvem jeg, hvordan jeg var, hvordan jeg havde klaret mig, til trods for alt det, jeg i snart syv år havde været udsat for, de vidste intet om mig, ingenting, det eneste de kunne finde ud af var, at læse det sludder og de løgne, der stod om mig i deres journalsystem. Godt gået drenge!

Det var en herlig følelse at forlade skodværelset i ruinhuset, det var forår, solen skinnede og jeg kunne nu igen bo i telt uden at frygte for vinterkulden. Alle mine ejendele var i sikkerhed i lagerskabet, og jeg havde penge til at vaske tøj igen, således at jeg kunne træne i fitnesscentret og i øvrigt ikke sulte, ihvertfald ikke de næste par uger.

Politiets skyld

At jeg nu igen var hjemløs, var ironisk nok politiets egen skyld; det var dem, der i årevis havde chikaneret mig, givet mig PTSD og krævet mig straffet med fængsel og yderligere fattigdom, fordi jeg havde kæmpet for mit liv. Så skulle de da i det mindste ikke lade som om de kærede sig om, hvor jeg overnattede! Deres hensigt var netop at fastholde mig i hjemløshed. Hykleri.

Ukraine

Her sad jeg i Danmark med hænderne i skødet, en medicinsk embedseksamen og klinisk lægelig erfaring, jeg ikke måtte bruge, selv om jeg aldrig havde fejlbehandlet noget som helst, samtidig med at jeg kunne gøre gavn og hjælpe mine medmennesker i Ukraine, som læge i eksempelvis Røde Kors. Kun fordi nogle korrupte og rådne læger, der havde udsat mig for overgreb og armod, ønskede mig død. Grotesk og utilgiveligt.

Verdens værste værelse

Det værste sted, jeg havde boet, næst efter Sundholm, forlod jeg i bedre stand end jeg overtog det i. Det var et forfærdeligt sted, men der havde ikke været andre muligheder.

1. Marts 2022

Dagbog

Marts 2022

Indhold fra marts 2022.

Træning

I dag stod den på ben, skuldre og mave. Træningen forløb som den plejede.

Mit liv tilbage

Jeg ville have mit liv tilbage, eller bare et liv i det hele taget. Ikke flere overgreb, justitsmord, fornedrelse, ydmygelse, svær stress, fattigdom, afsavn og hjemløshed. Ikke mere chikane fra politiet og nogle få rådne læger. Ikke gå rundt med en konstant knude af angst i maven over hvornår politiet igen anholdt mig, lagde mig i håndjern og tog min frihed og ejendele fra mig, eller behandlede mig som en sindssyg og utilregnelig morder. En dag ville andre finde ud af hvad bødlerne i etaten hed, så de kunne retsforfølges. Selvfølgelig måtte man ikke behandle nogen mennesker i Danmark, som jeg blev behandlet. Det var så perfidt og inkompetent, at det var livsfarligt for mig.

Planen

Jeg havde udviklet undgåelsesadfærd overfor næsten alt; både e-mail, SMS'er og opkald. Det var meget invaliderende, men sådan gik det, når man kun igennem flere år havde modtaget dårlige eller katastrofale meddelelser fra den kant af. Jeg kunne ikke ændre det, og når dem, der var afsendere af de dårligere nyheder heller ikke ændrede nyhedernes karakter, var der intet at gøre og det måtte gå, som det kom til. Der var især ét telefonnummer, der havde ringet mig op på det seneste, og det kunne jo være hvem som helst i den anden ende. Det drejede sig om dette nummer:

1. 71 34 31 81

Det havde gået mig meget på, at jeg ikke vidste hvem, det var, der ringede mig op, men nu var det kommet så langt ud, at jeg var totalt ligeglad med hvem det var og hvad de ville. De var alt, alt for sent på den til at gøre nogen som helst forskel for mig. Peter Worm Jantzen og Kira havde mig bekendt ikke svaret på mine beskeder og mails, men også det var lige meget nu. Min sociale situation var så grel og havde været det så længe, at der måtte ske noget drastisk, om det så var godt eller dårligt. Jeg ville og kunne ikke leve sådan her længere. Jeg havde ikke sendt min tekst rundt, men jeg var fast besluttet på at gøre det, så snart jeg havde færdigredigeret den . Enten sendte jeg den rundt, eller myndighederne gav mig min lægeautorisation igen eller jeg begik selvmord.

Jeg skulle også havde oprettet nogle nye e-mailadresser, som ikke var blokerede, og have alt ud pp Facebook og LinkedIn. Det kom desværre til at ende rigtig, rigtig skidt, takket være politiet og anklagemyndigheden, men det var deres beslutning at det skulle være sådan, ikke min. Jeg måtte også inddrage min familie og mine barndomsvenner denne gang, for uden deres hjælp kunne jeg ikke klare det. Alt måttes sættes ind nu, det var ikke for sjov det her. Jeg skulle aldrig nogensinde ydmyges af kommunens vamle velfærdsfjolser, der kom og stalkede mig. Føj for satan, hvor var det ulækkert at de havde gjort det.

2. Marts 2022

Dagbog

En afslutning

Jeg måtte se at få afsluttet dette her. Jeg kunne ikke holde ud at leve et liv på stand by. Det SKULLE slutte NU. Udarbejdelse af en ny mail til gud og hver mand. Oprettelse af nye e-mailadresser, så jeg havde nogle i reverse, i takt med at man blokerede dem. Jeg havde redigeret så meget af min bog, som jeg magtede, den var langt fra færdig, men forhåbenlig tilpas læselig. Alt på Facebook og så mange andre sociale medier, som muligt. Slut NU med den ulidelige og uværdige tilværelse, et rigtigt liv NU. Jeg var totalt ligeglad med fængsel eller død, jeg skulle have en fucking slutdato for psykiatriens og politiets tortur. NU.

Træning

Træningen gik heldigvis fremragende, og min krop kunne holde til det. Værekstedet og træningen var mine livsliner, hvis jeg mistede én af dem, kunne jeg ikke holde livet ud. Jeg trænede ryg og biceps i dag, og jeg gjorde en dyd ud af at udføre mindst én ny øvelse i hvert træningssæt. Jeg havde stor rutine i stort set alle øvelser, der eksisterede, så det gjaldt bare om at komme igang og repetere dem.

Velfærdsfjolserne

Der skulle aldrig, aldrig nogensinde igen dukke nogle klaphatte af socialpædagoger op på min bopæl, fordi "nogen" for at dække deres egen syg, havde tilkaldt dem, for at tjekke op på mig. Aldrig nogensinde flere ydmygelser fra fjolser i den offentlige sektor, der havde læst de løgne, der var anført i mine papirer. Alt kom op på de sociale medier, uanset hvor privat det måtte være og uanset konsekvenserne. Jeg kunne ikke holde ud at vente længere, det eneste, der betød noget, var at få sendt alt ud og få det overstået, koste hvad det ville. Syv års helvede, påtvunget af især psykiatrien, som havde ødelagt mit liv. Jeg havde altid barberblade på mig, så jeg kunne undgå at blive anholdt og varetægtsfængslet igen; så langt hellere dø. Det kom til at kræve al min viljestyrke at skære en eller flere pulsårer over, for jeg havde ikke lyt til at dø, men jeg havde endnu mindre lyst til at blive udsat for mere vold og fangeskab af politiet, fornedrelse af psykiatrien og retsvæsenet osv.

Hvis jeg kunne nå det, slugte jeg først den samling af piller, jeg altid havde i lommen til formålet, og derefter så barberbladene. Jeg læste en artikel forleden om en yngre kvinde, der havde begået selvmord, ved at sætte sig ud foran et tog. I artiklen blev det nævnt, at kvindens mor den dag, hvor hendes datter begik selvmord, oplevede at datten var i usædvanligt godt humør; det havde virket parakdoksalt og som et tegn på klar bedring af dstterens tilstand, men det var kun fordi at hun var lykkelig over at hendes lidelser snart var ovre. Præcis den lykkefølelse havde jeg flere gange oplevet på det seneste og af nøjagtigt samme årsag som kvinden i artiklen. At jeg ikke var kommet videre, havde efterfølgende gjort mig nedtrykt og modløs, samt frustreret. Det havde været tilfældigheder, der havde 'reddet' mig fra selvmord i disse tilfælde.

Sådan som jeg havde haft det i går og i dag, var netop på den måde: Jeg længtes efter at lidelsen ophørte. Det var mit eneste håb for at slippe for det helvede, jeg var tvunget ned i. Der var ingen andre løsninger eller udveje. Som jeg forstod det, havde kvinden begået selvmord fordi hendes spiseforstyrelse var blevet så slem, at hun ikke kunne holde det ud. I mit tilfælde, var det udelukkende på grund af politiets og retsvæsenets grove og årelange chikane, der fik mig til at give op igen snart. I det sekund jeg ikke blev chikaneret til døde, forsvandt selvmordstankerne, planerne og impulserne som dug for solen. Det var det frygtelige og onde i mit tilfælde, at det var navngivne menensker, der blev ved med at presse mig til selvmord, og fik politi og myndighederne til at gøre det beskidte arbejde. I morgen ville jeg dedikere hele dagen til at slutte det her mareridt.

3. Marts 2022

Dagbog

Træning

Trænede bryst og triceps i dag. Jeg havde ikke adgang til bad, udover i fitnesscentret, så det hjalp på min motivation for at træne.

4. Marts 2022

Dagbog

Løbetur med F

F havde skrevet til mig og spurgt, om jeg ville løbe en tur her til formiddag. Jeg trænede tre dage i træk og holdt en dags pause, og selvom jeg egentlig havde træningspause i dag, takkede jeg alligevel ja til tilbuddet. Det var fremragende vejr igen og dag, og fordi mit humør var så afhængigt af sol og fysisk aktivitet, måtte jeg simpelthen ud og løbe. F var godt klar over mine nu yderligere forværrede livsvilkår, som indebar, at jeg ikke havde nogen steder at tage bad (fraset fitnesscentret), så F tilbød, at jeg kunne tage et brusebad hos F efter turen

Min kropsvægt på omkring 96 kg, kombineret med min ringe kondi, var ikke ligefrem en fordel, så jeg gruede lidt for, om jeg ville få skader. Vi løb en tur på cirka fire kilometer, og gudskelov oplevede jeg ingen smerte eller andre gener fra bevægeapparatet, og kombineret med effekten af selve træningen, var jeg næsten glad og taknemmelig over at min gamle krop stadig fungerede, ihvertfald på et vist niveau.Vedkommende med 71 nummeret havde ringet igen idag, men da jeg nu permanent havde min mobil på lydløs, svarede jeg ikke, og jeg kunne ikke drømme om at ringe vedkommende op. Sådan var det at have svær PTSD, og det var de færreste, der forstod, hvordan det var.

Politiet burde dog af alle myndigheder være klar over hvordan en PTSD ramt person reagerede, fordi der angivligt var så mange betjente, der udviklede tilstanden, men hvis det var tilfældet, afspeljede det sig ikke i deres behandliing af mig, som var rå, primitiv, kynisk, forudindtaget og partisk, og ikke til min fordel.Omvendt var det jo ogå i høj grad politiet, der havde givet mig svær PTSD, så hvis de behandlede mig derefter, erkendte de også indirekte, at jeg havde tilstanden, samt at de havde forårsaget den.

Fordi F var intelligent, og gerne ville give mig et indblik i hvordan det var at være psykotisk, lånte F mig en bog af Stephen King med titlen "Geralds farlige leg". Jeg kendte have ikke læst den, men jeg vidste, at denne forfatter som regel, hvis da ikke altid, skrev fremragende bøger, og da jeg aldrig havde været psykotisk selv og gerne ville forstå denne tilstand, tog jeg gladeligt imod den.

Forberedt på anholdelse

Jeg var altid forberedt på at blive anholdt til hver en tid. Fordi jeg med min PTSD og rigtig dårlige erfaringer med politiet - og fordi jeg havde opgivet at kæmpe en på forhånd tabt kamp og i øvrigt havde andre og mere presserende problemer end ordensmagtens chikane, nemlig hjemløshed - havde jeg helt opgivet at forholde mig til dem. For hvorfor skulle jeg det? Som man kunne høre på min optagelse fra personundersøgelsen hos Kriminalforsorgen i Glostrup, havde sagsbehandleren allerede fortalt mig at jeg skulle i fængsel, så det gav ikke rigtig mening at bruge ressourcer jeg ikke havde på at gøre hvad politiet måtte befale mig mod mng vilje.

Så der var ingen løsning på min situation. Jeg fik aldrig min lægeautorisation igen, og kunne kun se frem til mere frihedsberøvelse og flere overgreb. Så hellere fortrænge det så længe som muligt. For jeg var totalt magtesløs alligevel og havde intet at vinde. Jeg havde intet at leve for, så det eneste det gjaldt om var at undgå så meget ubehag og smerte som muligt. Jeg havde virkelig lyst til at sende min bog ud til samtlige danske læger, men jeg havde besindet mig og undladt at gøre det. Det var dumt af mig, fordi mine tidligere kolleger var mit eneste håb, nu hvor retsvæsenet havde dømt mig på forhånd.

Billede. På bænken, som jeg i overført betydning var blevet sat på og havde siddet på i årevis. Det skulle jo nok ende godt, når man kasserede yngre læger som affald, der havde hele livet foran sig. Jeg havde nu kun ét par bukser, som der ikke var slidt store huller i, og jeg havde ikke råd til at købe nye.

5. Marts 2022

Dagbog

Mail til folketingspolitikere

Om hjemløshed, politi og psykiatri

"Kære [folketingspolitiker]

Jeg er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2009, men har efter at være blevet fejldiagnosticeret med en alvorlig psykiatrisk sygdom af en praktiserende læge i 2016, mistede jeg min autorisation og kan ikke få den tilbage.

Jeg har nu i næsten syv år levet en påtvunget tilværelse med hjemløshed, sult, afsavn og isolation, samt udviklet PTSD, som følge af den mishandling, jeg har været udsat for af de danke myndigheder.

Jeg har skrevet om mine oplevelser, og jeg tillader mig i al beskedenhed, at sende teksten til dig, i håbet om at min historie kan bidrage til belyse nogle fundamentale problemer i det danske samfund.

Fordi jeg sandfærdigt og minutiøst har dokumenteret min beretning og de overgreb, jeg har været udsat for med billeder, videoer og min korrespondance med myndighederne, er jeg blevet sigtet for freds- og æreskrænkelse og jeg bliver med altovervejende sandsynlighed varetægtsfængslet for at henvende mig til dig.

Fordi der således ikke er håb forude, har jeg intet andet valg, end at gøre det, jeg nu gør. Jeg ville helst være det foruden, men jeg håber du forstår min reaktion, hvis du læser teksten, jeg har sendt dig.

Der er grænser for, hvor meget man kan pine, ydmyge og chikanere et enkelt menenske, og den grænse er nu nået for mit vedkommende.

Det er vigtigt for mig, at du forstår, hvor alvorlig min situaiton er. Jeg bryder mig slet ikke om at skrive til dig, eller nogen andre, det har aldrig været min stil at gøre sådan noget, men alt andet er forsøgt uden held, og jeg gider virkelig ikke mere.

Jeg beder derfor også til, at du vil hjælpe mig på en eller anden måde, selv om det nok realistisk set er temmeligt usandsyneligt, da jeg kunne forestille mig, at du får mange henvendelser som min på daglig basis.

God weekend og tak for din tid.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen.

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io"

Den bedste sove- og angstmedicin

Fordi jeg havde svær PTSD, undgåelsesadfærd og anfaldsvis svær angst, havde jeg nærmest kronisk indsovningsbesvær. Dertil kom naturligvis ruminationerne forårsaget af min aktuelle situation som hjemløs, der heller ikke ligefrem hjalp på det. Så det nyttede intet at ligge og tænke over alle bekymringerne. Det bedste - udover hård fysisk træning naturligvis - var at repitere anatomi før sengetid. Det var desværre langt fra altid jeg havde overskud til det, men i dag havde jeg heldigvis, så jeg begyndte med Netter's Anatomical Flash Cards, og havde vanskeligt ved at holde øjnene åbne.

I morgen begyndte en ny dag, og selv om jeg ikke kunne forudsige præcis hvordan dagen kom til at forløbe, vidste jeg dog med usvigelig sikkerhed, at det, der kom til at ske, var svært negativt for mig. Og hvis der intet skete, var det også svært negativt, fordi jeg så havde alt for mange timer, hvor jeg intet havde at foretage mig, udover at gå og rumminere over en håbløs fremtid. Sådan kunne man ikke leve som menenske, især ikke så længe som jeg. Weekend efter weekend oprindte, og uanset hvad end jeg forsøgte, blev det altid et helvede, og sådan fortsatte det resten af mine dage. Det orkede jeg ikke længere. Det blev nødt til at stoppe.

6. Marts 2022

Dagbog

Træning

Jeg trænede ben, skuldre og mave i dag, og fik et velfortjent brusebad efterfølgende.

Nødråb

Jeg havde sendt min bog til en række folketingspolitikere, men fordi min nyoprettede mailadresse havde en begrænsning på hvor meget data, man kunne sende per dag, blev det kun til omkring 15 modtagere. Jeg oprettede derfor en ekstra konto, således at antallet af modtagere blev fordoblet, men det var stadig alt for få. Jeg gad ikke fremstå som en kværulant, der hele tiden spammede politikere, men når politi og myndigheder ikke kunne finde ud af at gøre deres arbejde, og når denne pligtforsømmelse var til fare for mit liv og helbred, var næste skridt at henvende sig til politikerne, som så kunne agere sagsbehandlere og spilde deres tid med det. Jeg var ligeglad. Jeg måtte og skulle have min lægeautorisation igen nu, for jeg havde ventet i næsten syv år.

Jeg ville langt hellere bruge min tid på at repitere det, jeg elskede mest, lægefaget, men det måtte jeg ikke for Styrelsen for Patientsikkerhed, som havde fået en vrangforestilling om, hvem jeg var som person, og nu til trods for klare beviser for, at de havde taget helt fejl, stædigt og vrangvilligt nægtede at rette ind efter virkeligheden.

Fastlåst

Jeg var magtesløs og kunne intet gøre for at ændre min situation til det bedre. Nogen måtte gøre noget. Én eneste gang i næsten syv år havde jeg været lettet og haft et håb for fremtiden. Det var den 24. september 2021, hvor jeg belev meddelt af min behandlingsdom var ophævet.

Billede. Apati: Sad på en bænk ved Lergravsparken metrostation og spildte tiden med at vente på ingenting.

Politiets psykiske terror

Et par uger senere forsøgte jeg at begå selvmord, fordi en person, der kaldte sig efterforsker ved Københavns Vestegns Politi, ringede og præsenterede mig for nye og grundløse sigtelser, som smadrede enhver rest af håb. Det var psykisk terror, begået af Københavns Vestegns Politi, som selvfølgelig havde ventet til min behandlingsdom var ophævet med at præsentere mig for sigtelserne, som omhandlede rundsending af min tekst før 13. april 2021. Det var selvfølgelig ikke et tilfælde, det var rendyrket sadisme og chikane. Jeg håbede at disse helte i det mindste fik tilfredsstillet deres perverse lyster på min bekostning, så mine lidelser ikke havde været været spildte.Det gjorde ondt at gense mine optagelser fra perioden på Natherberget, for minderne stod meget klart i min erindring, min desperation over at gå rundt og fryse indtil Natherberget åbnede kl. 21, sulten, håbløsheden og politiets idelige og æivsfarlige chikane.

Usikker overnatning

Jeg var til aften og i nat igen havnet i en situation, hvor det var meget usikkert for mig, at lukke øjnene og sove. Jeg havde kunnet undgå situationen i teorien i hvert fald, fordi nogle venner forsøgte at få mig væk i en fart, men jeg orkede simpelthen ikke. Det kunne være farligt at lægge sig til at sove i samme lejlighed som stof, alkohol og emotionelt kraftigt påvirkede mennesker, sådan havde det været utillige gange før, og sådan var det igen i nat. Fulde menneskre, der væltede rundt og slog til døre og møbler i selvretfærdig vrede, væltede alt på gulvet og endte med at pisse i sengen, mens der løb savl ned af ubarberede solbrune og hærgede kinder.

Det var der utroligt nok nogle kvinder, der faldt for. Der eksisterede i modsætning til hvad #Metoo bevægelen måtte postulere, kvinder, der fandt den truede og bebredjende opmærksomhed fra en ynkelig, alkoholiseret, narcissistisk, dyssocial og stalkende stodder romantisk og smigrende. Der fandtes, erfarede jeg til min store overraskelse i de seneste dage, kvinder, der var så komplet retarderede og naive, at de troede, at de kunne redde førnævnte idioter fra deres selvdestruktion og dødsdruk, og som dedikerede deres liv og ressourcer på disse tarvelige svin, selv om de blev udnyttet på det groveste og udsat for psykisk, hvis da ikke fysisk vold, igen og igen.

Hvad var det, der gik galt i hovedet på disse kvinder? Hvad var moralen i det? Ingen, men det gik godt i spænd med det uretfærdighed, jeg iøvrigt oplevede. Jeg var ikke bange eller utryg, bare dødtræt af klynkende og selvmedlidende voksenbabyer, og blev jeg overfaldet i nat, kom det til at være mig, der gik sejrrigt fra det. Jeg satte undtagelsesvist min telefon til at optage natten igennem, så jeg havde dokumentation, hvis det udviklede sig mens jeg sov. Der var ikke noget, der hed retfærdighed, kun overlevelse.

Jeg kunne faktisk bedre forholde mig til de stive psykopater end de kvinder, der undskyldte deres overgreb imod dem. Eller måske hadede jeg begge lige meget? "Der sker ikke noget", "han har også sine gode sider" og alt det pis, jeg måtte lytte til fra de blåøjede kvinder, mens de igen og igen fodrede deres stalkere med den opmærksomhed, de levede og åndede for og som kun eskalerede deres psykiske vold til gengæld. Fuck hvor var de dumme! Ork ja, der skete skam ikke noget, lige indtil den dag, hvor der faktisk skete noget, og det endte med at kvinden lå på et stålbord på Retsmedicinsk Institut. Det vidste jeg af smertelig erfaring. Det var sådan det meget vel kunne ende, når man konstant gav psykopater den ene chance efter den anden. Psykopaterne havde det bedre i Danmark anno 2022 end alle os andre.

Jeg var selv en naiv idiot fordi jeg flere gange forgæves forsøgte at få en af disse naive kvinder til at forstå, at hun skulle løbe langt væk fra den psykopat, hun havde kørt sig selv ned på for at 'hjælpe', den ene gang efter den anden. Hun ville ikke lytte eller erkende hvordan det kunne ende helt galt for hende, hvis den fulde psykopat gjorde alvorlig af sine trusler ('jeg kommer efter dig'), hvilket ville ske på et tidspunkt, for det blev jo for helvede aldrig bedre med den slags mennesker.

7. Marts 2022

Dagbog

SMS til min advokat

"Kære Kira

Jeg har ikke læst noget, du måtte have skrevet til mig. Det beklager jeg, og det skyldes undgåelsesadfærd og PTSD. Det vigtigste for mig er at få min autorisation igen, og jeg har ventet i snart syv år. Jeg skal bede dig om en sidste tjeneste: Hvis jeg har fået min autorisation igen eller hvis jeg får den igen inden for allernærmeste fremtid, vil du så sende mig en kort SMS i dag? Hvis ikke, skal du ikke sende mig noget som helst. Tusinde tak. Kh Kjeld."

Hvor længe vil du ydmyge dig?

Ikke ét sekund længere. Som om mit liv var for sjov. For at parafrasere Olsenbanden, så havde jeg fundet mig i meget, alt for meget, men ikke længere. Troede anmelderne (som havde misbrugt deres fag til at udsætte mig for alvorlige overgreb og ødelagt mit liv) virkelig selv på, at deres ikke-eksisterende ære betød noget som helst for mig?

At jeg var så lidt værd som menneske, at jeg måtte finde mig i deres fatale chikane? Var de så selvovervurderende, at de faktisk troede, at de besad den mindste rest af ære? Lige meget. Hvordan kunne man arbejde som efterforsker i politiet eller anklagemyndigheden og gå på arbejde med bevidstheden om, at man aktivt udsatte en borger for justitsmord og livsfare? Hvor høj grad af selvfornægtelse krævede det mon? Jeg ville aldrig være i stand til at udføre deres arbejde, det var jeg slet ikke samvittighedsløs eller fej nok til.

Deadline

Deadline var, når jeg formodede at min advokat holdt fyraften. Så ville jeg se, om der lå en SMS til mig fra hende, og tage den derfra.

Kommunens hattepersoner

Hvor var det dog ydmygende at blive stalket af kommunens klaphatte, som troede, at jeg havde funktionsnedsættelse, var sindssyg eller misbruger og ikke kunne tage vare på mig selv. Hvordan kunne man være så ignorante? Var de mon klar over hvad, jeg havde gennemgået og overlevet i årevis?

Træning

Ned til fitnesscentret i en fart og træne ryg og biceps. Fire rygøvelser ig to bicepsøvelser, mod normalt tre af hver, men med vægtøgning af alle øvelserne. Det gjaldt bare om at give den gas, så jeg kunne blive så muskuløs som overhovedet muligt, inden jeg blev anholdt og skulle i Vestre Fængsel igen, og efterfølgende i lukket fængsel eller tvangsindlægges hos psykiater Gitte Ahle og udsættes for trusler om tvangsmedicinering med vold og magt for noget, jeg aldrig havde fejlet - igen.

Konstant frygt

Jeg kunne ikke overleve, hvis ikke jeg kæmpede for mit liv, men hvis jeg så gjorde netop det, var jeg konstant i reel risiko for at blive anholdt og varetægtsfængslet eller uberettiget tvangsindlagt. Sådan havde det jo være i flere år, og det holdt mig fastlåst og forhindrede mig i at foretage mig andet end at overleve. Ikke leve, kun overleve. Det var et svært og invaliderende psykisk og fysisk ubehag forårsaget af en virkelig risiko for frihedsberøvelse, ydmygelse, isolation og umenneskeliggørelse. Det var derfor ikke angst, men frygt. Hele tiden, hver dag, uge, måned og år. Det ødelagde mennesker. Hvorfor kunne man ikke forstå det?

Hvorfor mente man, at min reaktion på hjemløshed og sult, som bestod i at sende en tekst rundt i dessperation, vel og mærke uden skyggen af trusler, var "uindfølelig"? Skyldtes det måske, at det ikke passede, at man ikke kunne sætte sig ind i min reaktion, men derimod at de såkaldte psykiatere, der påstod det, havde en egeninteresse i at mene det? Ikke mere psykiatrisk hokus pokus: Selvfølgelig var min reaktion indfølelig og adækvat. Hvis man som såkaldt psykiater påstod andet, løj man eller var psykopat. Netop fordi man havde taget helt fejl af mig, havde jeg aldrig brugt andet end ord, selv om de påtvungne livsvilkår udgjorde en trussel på mit liv og helbred.

Hvis jeg faktisk havde været hvad man vrangagtigt og stædigt havde påstået, at jeg var kronisk sindssyg og utilregnelig, havde jeg jo nok ikke holdt mig til bare ord og bogstaver. Men frem for at erkende at man havde taget fejl, chikanerede man blindt videre. Mine bødlers ære var vigtigere end mit liv og helbred. Det var konklusionen. Og det var det eneste vanvittige i min sag.

Lukning af bankkonto

Når man ikke havde fast adresse, gik der ikke længe for kommunens Folkeregisterkontor lukkede ens NemID og bankkonto. Så var man for alvor på den. Fordi jeg havde opgivet alt andet end mine daglige rutiner og ingen motivation havde for at kæmpe en tabt kamp længere, skete det for mig i løbet af måneden formentlig, og selv om det ikke var svært at tage kontakt til kommunen og forhindre, at det skete, gjorde jeg det ikke, fordi det var meningsløs symptombehandling.

Hvis en behandling var udsigtsløs og kun forlængere patientens smerter, skulle den afbrydes. Selv om jeg intet fejlede, var det også sådan for mig; der var ingen grund til at fortsætte noget som helst, og det bedste, der kunne ske var, at eksterne faktorer, som lukning af min bankonto, gav mig det sidste skub ud over kanten, så jeg fik taget mig sammen til at bringe smerten til ophør. Jeg kunne ikke holde ud at gå og vente år ud og år ind på at få lov til at leve en tålelig tilværelse, som det normale mennske, jeg var. Jeg var blevet tvunget ud i hjemløshed og fattigdom af en fejldiganose, jeg havde stort set aldrig været uarbejdsdygtig, havde aldrig været sindssyg og havde ikke haft nogen funktionsnedsættelse.

Folk skulle vide, hvor perverst det var, at blive påtvunget en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, og blive kasseret som affald. Længslen efter et normalt liv var for stærk til, at jeg kunne holde den ud. Det var tilsyneladende svært for de fleste at forstå, hvordan jeg havde det, men jeg var færdig med at spilde energi på at blive ved med at forklare det til alle og enhver. Hvornår stoppede mareridet? Aldrig. I morgen var der en ny dag fyldt med frygt for anholdelse og ulidelig længsel efter det livet havde at byde på, men som jeg ikke var forundt. Det ophørte aldrig. Overgreb efter overgreb var det eneste, jeg kunne være sikker på i fremtiden. Intet godt, ingen glæde, lykke og intet håb. Kun en daglig kamp, uden slutdato. Det var umenneskeligt. Når jeg forsøgte at komme ud af dette helvede, blev jeg truet med frihedsberøvelse.

Hvordan har du det?

Var noget man bekymret spurgte mig om og i bedste hensigt. Fremragende, svarede jeg, for det var ligegyldigt hvordan jeg havde det. Selfølgelig havde jeg det dårlig hver dag! Men det blev ikke mindre slemt af at snakke om det eller få medlidenhed. Det eneste, der hjalp, var HANDLING, der fik mig ud af det påtvungne helvede. Alt andet var ligegyldigt. Endeløs snak og føleri var komplet ligegyldigt.

Ingen SMS fra advokaten

Da jeg tjekkede, om advokaten havde skrevet en SMS i eftermiddags, havde hun ikke. Det opfattede jeg som en dødsdom. Jeg burde have tjekket igen her til aften, men jeg orkede det ikke. Måske ville jeg gøre et sidste forsøg i morgen og se, om hun havde skrevet, men var det ikke tilfældet, betød det, at jeg aldrig fik min lægeautorisatin igen og dermed måtte det slutte definitivt. Som om jeg havde lyst til at leve resten af mit liv som stigmatiseret og hjemløs. Så det var en dødsdom. Også det var svært for mange at forstå, men det var uden betydning hvad andre mente, jeg skulle udholde.

SMS fra min advokat

Jeg tog mod til mig og læste svaret fra min advokat. Hun svarede venligt, at hun fortsat afventede svar fra Justitsministeriet. Det var selvfølgelig sødt af hende at svare mig i det hele taget efter alt det besvær, jeg havde forvoldt hende, og det var lige så selvfølgeligt ikke hendes skyld, men faktum var, at det var et ikke-svar, og vi alle godt vidste, at der ikke kom et svar, før jeg igen var blevet udsat for justitsmord, og da ville svaret være, at jeg ikke kunne få min autorisation igen, fordi jeg på det tidspunkt sad i fængsel. Så det kunne jeg jo ikke bruge til noget som helst. Jeg ventede med at takke hende til i morgen, fordi det var blevet for sent til at skrive SMS'er til hende nu.

Men fordi der intet håb var, var jeg nødt til at sende nedenstående mail rundt til 15000 læger. Ærgerligt at Justitsministeriet var så fejt og nådesløst, men enten gjorde nogen fornuftige mennesker noget, eller også døde jeg meget snart. Det var ikke for sjov, det her.

Mail til 15000 danske læger

For at hædre psykiater Peter Worm Jantzen, som var skyld i at jeg var tvunget til at sende min tekst rundt, hvilket resulterede i de nye sigtelser og min dødsdom, var han den første 'læge', der modtog min mail, efter min advokat havde givet mig et ikke-svar.

"Kære psykiater Peter Worm Jantzen

Det jeg gør nu, er præcis det, du ønskede. Troede du, at jeg kunne acceptere et liv i fattigdom, hjemløshed og frarøvet det, jeg havde satset alt på, lægefaget? Nej, vel?

Jeg bliver varetægtsfængslet i Vestre Fængsel igen pga. det du nu tvinger mig til. Du havde utallige muligheder for at forhindre det, men du undlod at gøre det. Derfor sker dette nu. Morer du dig, Peter? Er du stolt af hvad du har gjort? Du kommer til at forklare min familie, hvad du er skyld i."

Syv års latens på generhvervelse af autorisation

"Jeg mistede min autorisation som læge for syv år siden som følge af en fejldiagnose.

Jeg blev herefter hjemløs og mistede alt godt i mit liv.

Jeg forsøgte at berigtige fejldiagnosen, men tabte i tre instanser.

Jeg blev idømt en behandlingsdom uden længste tid for noget, jeg aldrig fejlede.

Jeg fik PTSD af de overgreb, jeg blev udsat for i psykiatrien, retspsykiatrien og af politiet.

I april 2021 sendte jeg min korrespondance til myndighederne rundt til så mange læger, jeg kunne, i desperation over behandlingsdommen, der fastholdt mig i hjemløshed og fattigdom.

I september 2021 blev min behandlingsdom ophævet, men kun to uger senere blev jeg af politiet sigtet for freds- og ærekrænkelse, fordi jeg havde sendt førnævnte tekst rundt.

Jeg forsøgte umiddelbart efter opkaldet at begå selvmord, fordi jeg ikke magtede yderligere frihedsberøvelse og håbløshed.

Alt for sent fik jeg af den gratis retshjælp anmodet om generhvervelse af min autorisation, men pga. de nye sigtelser kunne jeg ikke generhverve den alligevel.

Det eneste, der betyder noget for mig, er at få min autorisation som læge igen, og det har hele tiden været mit absolut vigtigste formål.

Jeg har arbejdet ualmindeligt hårdt for at blive læge og tilsidesat alt andet i denne forbindelse.

At jeg mistede min autorisation var aldeles uberettiget og førte til alt det, der er sket efterfølgende.

Nu er jeg hjemløs igen. Jeg fejler stadig intet psykisk eller fysisk, men jeg har ventet i syv år under ulidelige vilkår og vil ikke mere.

Retsvæsenet har fejlet, hvorfor jeg henvender mig til jer i et sidste forsøg på at få nogen til at hjælpe mig til at blive læge igen.

Fordi jeg nedenfor henviser til min bog, og min dagbog, er jeg sikker på at blive varetægtsfængslet eller tvangsindlagt.

Jeg er ligeglad.

Jeg må og skal have min autorisation og mit arbejde som læge tilbage, jeg har ventet i syv år og kan ikke vente længere.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen.

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io"

8. Marts 2022

Dagbog

Det bedste

Det var så det. Nu havde jeg sendt ovenstående mail rundt til de første par hundrede læger, samt psykiater P. Jeg havde ikke noget valg, for hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg begået selvmord. Nu måtte jeg fortsætte og bruge natten på at sende det rundt til resten. Konsekvensen var naturligvis, at jeg blev anholdt og varetægtsfængslet. Derfor skrev jeg også et mail til min familie og barndomsvenner. Det var et de facto afskedsbrev, for det kom ikke til at ende godt for mig uanset hvad jeg gjorde. Det var det bedste, jeg havde gjort længe. Jeg håbede at de, der læste hvad jeg skrev, blev godt underholdt, mens de passivt bevidnede mine lidelser.

Det eneste, jeg kom til at foretage mig fra nu af, var at sende teksten rundt indtil jeg begik selvmord eller blev anholdt. Mit liv havde ikke været godt, fraset de få år, jeg fik lov til at arbejde som læge. Det dummeste man kunne gøre, var at uddanne sig til læge i Danmark. Så kunne staten nemlig tvinge dig til at blive psykiater, hvilket alle jo udmærket vidste, ikke var rigtige læger. Psykiaterne i Danmmark var uden undtagelse vamle og degenerede tabere. Pseudolæger, der først og fremmest skadede deres patienter og påstod, at det var for patienternes eget bedste. Psykiatrien var det største svindelnummer i nyere tid, og politikerne, såvel som befolkningen, var blevet snydt så vandet drev.

Jeg var ikke hævngerrig eller bar nag, men dette hér skulle have retslige konsekvenser for de forlorne læger, der var skyld i det. Og for de såkaldte efterforskere i politiet, samt juristerne i anklagemyndigheden, der havde pisset på objektivitetsprincippet. Jeg kom til at nævne som mange af dem med for- og efternavn som muligt, så min familie og barndomsvenner kunne få dem fængslet, når jeg var væk.

Min advokats svar

"Kære Kjeld

Tak for din besked.

Jeg afventer fortsat svar fra justitsministeriet.

Du hører fra mig, såfremt der er nyt i sagen:-)

K"

Mit svar til min advokat

"Det er da godt at høre, så venter jeg bare tålmodigt så længe :-D."

Når min advokat ikke tog mig alvorligt, gad jeg ikke at tage hende alvorligt. Det var åbenbart en syg joke det hele, så jeg kunne lige så godt spille med. Nu havde jeg sendt mailen til et par tusinde læger. Så kunne jeg sende til resten i morgen. Det danske retsvæsen var til at lukke op og skide i. Det var intet værd. Hvad skulle jeg bruge en advokat til? Man skulle have gjort noget for længst og givet mig mit liv tilbage. Jeg sov med barberbladende pakket ud og tæt ved sengen. Det samme med en håndfuld forskellige piller, samt vandflaske. Til hvis panserne kom på uventet besøg.

Færdigt arbejde

Måske min advokat burde have rykket Justitsministeriet for svar, når nu hun vidste, hvor livsvigtigt det var for mig? Nu var det for sent, jeg havde sendt mailen ud til tusinder af danske læger, og fordi at det var kriminelt, kunne jeg nu blot vente på at blive anholdt. Tak Peter Worm Jantzen.

9. Marts 2022

Dagbog

Uskrevne regler

I min verden gjaldt der følgende uskrevne regler ("privat logik"):

  1. Hvis du uden held havde forsøgt at tvangsbehandle mig med uberettiget, livsforkortende og invaliderende antipsykotisk medicin, men måtte opgive dit forehavende, fordi mine venner var sejere end dine, så skulle du ikke spille forurettet og kræve mig fængslet, når jeg efterfølgende skrev om det. Du havde tabt, og så måtte du finde dig i, at jeg gjorde omverden opmærksom på din forbrydelse i offentlig tjeneste.
  2. Hvis du uberettiget havde tvangsindlagt mig på farekriteriet, givet mig en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, anklaget mig for dine paranoide vrangforestillinger, taget min autorisation fra mig, gjort mig hjemløs og som en forkælet møgunge vrangvilligt nægtet at korrigere dine vrangforestillinger, så jeg kunne få slettet fejldiagnosen og generhvervet min lægeautorisation - så skulle du ikke klynke og spille offer, når jeg efterfølgende gjorde omverdenen bekendt med dine forbrydelser i offentlig tjeneste.
  3. Hvis du var en charmerende, karakterafvigende charlatan af en overlæge, der i ond tro beviseligt og senere dømt i Datatilsynet havde misbrugt din stilling som læge til at misbruge forsøgspersoners yderst følsomme helbredsdata, fordi du bare var ligeglad, hvis du var skyld i at jeg ikke kunne blive speciallæge (udover i psykiatri, hvilket jo ikke var en rigtig læge) eller overlæge, hvis du havde løjet overfor universitetet om mig for at dække over dine forbrydelser i offentlig tjeneste og dermed irreversibelt skadet mig, skulle du ikke efterfølgende klynke over det, når jeg skrev om det, samt dokumenterede det med optagelser, fotos og skriftligt materiale, du selv havde været så dum at bibringe mig.
  4. Hvis du legede psykiatrisk overlæge, men misbrugte dit fag og mod bedrevidende havde påstået (eller rettere følt, ment eller fornemmet med din unikke sjette sans) at det, at jeg udsendte en række mails til dine kolleger med klart og rationelt indhold, efter at alt andet var forsøgt, jeg var blevet hjemløs, havde mistet min autorisation som læge og fået en alvorlig fejldiagnose af en praktiserende læge - hvis du påstod, at den handling i sig selv (altså uangtet indholdet af selve mailen) var "uindfølelig" og "sindssyg", uden at kunne begrunde det med andet end din magiske sjette sans, så havde du samtidig påstået at alle spammere i verden var sindssyge. Så var du irrationel, usaglig og ignorant, og til fare for dine patienter. Hvis jeg havde været så forudseende at optage de samtaler hvor du glad og frejdig misbrugte dit fag til at skade mig og fastholde en alvorlig psykistrisk fejldiagnose, og hvis jeg så efterfølgende gjorde omverden opmærksom på dine forbrydelser i offentlig tjeneste, så skulle du tørre øjnene og acceptere nederlaget.

Giv mig mit liv tilbage!

Giv mig mit liv tilbage, justitsminister, og gør det i går. Det haster, må du forstå. Jeg kan ikke vente på at dine arbejdssky ansatte får taget sig sammen og forholder sig til virkeligheden, så jeg kan få mit liv og autorisation tilbage.

Medicin

Jeg havde Concerta til og med på lørdag. Jeg skulle aldrig igen mangle dette præperat, men jeg skulle heller ikke havde noget som helst med P, som udskrev medicinen og ofte for sent og i forkerte dower, at gøre. Derfor måtte jeg bede en nær ven om at agere mellemled til ham, og minde ham om at trykke på genordinationsknappen i hans EPJ, så jeg kunne hente medicinen på lørdag, så jeg havde den om søndagen. Det var ufatteligt, at jeg skulle havde det dårligt med at bede psykiateren om at gøre sit arbejde. Det var uacceptabelt at jeg skulle frygte nogen psykiater, udelukkende på grund af den disproportionelle magt vedkommende var blevet tildelt, men notorisk ikke evnede at håndtere korrekt. Jeg havde aldrig haft behov for en psykiater til noget som helst, hverken i faglig henseende eller som patient. Jeg bøjede mig i støvet for en kardiolog eller ortopædkirurg, fordi jeg vidste at disse mennesker var rigtige læger og med sikkerhed bedre end jeg til deres speciale.

Men sådan forholdt det sig naturligvis ikke i forhold til psykiaterne, og det var ikke udtryk for megalonami eller psykose, at jeg havde det på den måde, det var et udtryk for psykiaternes uformåen og undværlighed. Hvis du var en god skuespiller og kunne finde ud af at læse, samt slå noget op på nettet, kunne du og alle andre være psykiatere. Og formentlig en bedre psykiater end dem, der var speciallæger i faget, fordi du sikkert ikke var indbildsk, selvovervurderende, samvittighedslæs og beruset af følelsen af magt.

From hell

Jeg kom til den konklusion i går, at jeg ikke var i stand til at magte tingene selv, ikke engang med den uvurderlige og livreddende hjælp, jeg af gode mennesker modtog på nærmest daglig basis. Jeg kunne fint håndtere alt andet og ligeså meget så de fleste andre mennesker, da jeg jo gudskelov var normalt fungerede uden funktionsnedsættelser. På nær i forhold til alle sagerne, der hobede sig op og kontakten til myndigheder mv. Sidstnævnte ødelagde mig totalt og anledning til selvmordstanker. Jeg var kun et menneske, og der var grænser for hvad man kunne belaste mig med og hvor længe. Det var undgåelsesadfæren og PTSD'en, der var årsagen ti at jeg ikke kunne forholde mig til det mere.

Så jeg skrev til familie og barndomsvenner i går. Jeg bad dem om at sætte himmel og hav i bevægelse for at hjælpe mig, fordi myndighedernes overgreb og chikane udgjorde en alvorlig trussel for mit liv og helbred. Jeg fortjente (heller ikke) deres hjælp, for jeg havde været fraværende i deres liv i så mange år, som følge af mine ufrivillige livsvilkår, men jeg bad dem alligevel om at hjælpe mig. Fordi det var alvor nu. Den idelige og særdeles grove chikane fra politi, retsvæsen, psykiatri og myndigheder var efterhånden uforenlig med mit livs opretholdelse. Jeg kunne klare alt andet, men ikke dette. Ikke længere og ikke når det var mit liv og min fremtid, der var på spil. Anmelderne troede de havde en ære og at jeg havde krænket den. Det var hvad, der var på spil for dem, selv hvis det havde passet. For mig var det et spørgsmål og fucking liv og død. Så der var en stor forskel på konsekvensen af retsagerne, så stor, at det aldrig nogensinde burde have kommet hertil. Det var politiets og anklagemyndighedens skyld, at det havde gjort det.

De skulle have udført deres arbejde ordentligt og grundigt, og de skulle have haft modet til at sige fra overfor anmelderne, som jo alle havde udsat mig for forbrydelser i offentlig tjeneste. Som man lod dem slippe afsted med, fordi man var bange for at lægge sig ud med så magtfulde læger og psykiatere. Så hellere ofre mig, fordi det var mest bekvemt og fordi jeg var den ubetinget svageste af parterne. Men nu havde jeg så involveret min familie og barndomsvenner, og bedt dem om hjælp. Jeg magtede ikke at deltage selv, så det var et nødråb, jeg håbede og bad til, at man ville efterkomme. Hvis de gjorde det, var der intet, der ikke kunne lade sig gøre. Så kunne man sende en hær af frådende psykiatere efter mig, og de ville prale af som vand på en gås. Der gik vel rundt regnet 1000 psykiatere på en enkelt af mine barndomsvenner. Det var et konservativt bud på styrkeforholdet.

Træning

Jeg var til træning i formiddags, og den stod i dag på triceps og bryst, hvilket formentlig var mit yndlingstræningspas. Jeg øvede belastninger i et par af øvelserne igen i dag, og fik repeteret en af de tricepsøvelser, jeg bedst kunne lide, nemlig French Press. Intensiteten var høj i en grad, at jeg meget vel risikerede at udvikle overbelastningsskader, men det var tilsigtet, fordi det gjaldt om at få det sidste med, så at sige, fordi jeg ikke regnede med at komme i fitnesscentret i det næste stykke tid, hvis da nogensinde.

Hjemme

Efter træning gik jeg i det smukke solskinsvejr hen til det sted, jeg følte mig allermest hjemme og godt tilpas. Det sted og de mennesker, der uden overdrivelse havde reddet mit liv. Det var de ikke de eneste, der havde gjort, men de havde gjort det ikke desto mindre, og dertil givet mig indhold i en ellers trøstesløs og ensom hverdag. Her sad jeg og arbejdede, mens jeg skrev på en videnskabelig artikel, samt arbejdede på at få skaffet Concerta, så jeg havde nok til weekenden, uden at tage kontakt til P, vel at mærke. Det var det, jeg arbejdede på, at få en anden til at gøre det på mine vegne og med en fuldmagt.

10. Marts 2022

Dagbog

Gåtur med J

Jeg sad og småsov på biblioteket i en times tid, herefter tre timer på en bænk på den nærliggende kirkegård, hvor jeg ordnede mine aftørrede mine ting, så der var styr på alt, og derefter ind og tage en lur på biblioteket igen. Det var varmt at sidde i læ i forårssolen, men viden blæste koldt og når det blev overskyet, var det nærmest vinteragtigt. J skrev til mig, da jeg stadig med røde kider og løbende næse sad i biblioteks sofa, og vækkede mig af døsen. Om vi skulle gå en tur i området? Ja, det ville være skønt! Vi mødtes kort efter, og gik ned til og omkring Amager Strandpark.

Først gik vi ned i Amager Centret, hvor J tidligere havde købt en kæde til sin cykel, hvilket man i isenkræmmeren kunne købe i metermål. Jeg skulle finde en måde at låse værekstedets cykler forsvarligt, mens de stod udenfor. Vi blev enige om, at den tykkeste plast coatede stålwire var sufficient til opgaven, og sammen med en pakke med tykke metalringe, der kunne presses sammen og derned danne en løkke i hver ende, købte jeg 8 meter wire. En anden fra værekstedet var i går kommet hen til mig og fortalt, at han havde nogle solide hængelåse derhjemme, han ville tage med.

Værekstedet var i en konstant udvikling, men det var som om, at den inden for de seneste par uger var accelereret enormt meget. Jeg var aldrig i tvivl om værekstedets eksistensberettigelse, det var et unikt og smukt fristed, et helle for psykiatriens ofre, men nu så jeg endnu lysere på stedets fremtid. Hvis bare man gav mere end man tog - og det var ikke et problem for de fleste, uanset hvor belastet de end måtte være - kunne man skabe et fantastisk frirum, som ikke blot havde bevidst sin levedygtighed, men som var brugerstyret, billigere i drift end konventionelle væresteder, hvor rigtig kreativitet skabte kunst på højt niveau inden for mange områder, samt stor livsglæde og et tæt, nærmest familiært, sammenhold blandt brugerne

Værekstedet var unikt, men det kunne snildt eksporteres til andre steder i landet. Ved et utroligt tilfælde, skæbnen eller guddommelig intervention, var to pionerer fundet sammen og havde grundlagt værekstedet. Det burde ikke kunne være sket, på samme måde, som en skrøne sagde, at humlebien i virkeligheden ikke burde kunne flyve. Men ikke desto mindre fløj humlebien og værekstedet eksisterede og trivedes. Intet var givet på forhånd, og alt kunne potentielt løbe ud i sandet. Men selv hvis værekstedet forsvandt i morgen, havde det stadig sat sit aftryk i historien, ihvertfald i dansk psykiatris historie. Og som noget uhørt inden for dette rædselsvælde af pseudovidenskab og institutionaliseret mishandling, var det et positivt aftryk.

Men værekstedet forsvandt ikke i morgen. Trolden var ude af æsken, og kunne ikke mases derind igen. Længe før jeg besøgte værekstedet første gang, havde det kørt fremragende i nogle år. Jeg var priviligeret over at blive accepteret i værekstedet, og også beæret.Værekstedet og de mennesker, der færdedes der, uperfekte og fejlbarlige som jeg, trofaste, hjælpsomme og omsorgsfulde, stod jeg i gæld til. Jeg måtte bidrage med den smule, jeg kunne, så jeg måske lige akkurat gav mere end jeg modtog.

Men det jeg havde modtaget var allerede så meget og ubetaleligt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men hér talte intentionen også, og så længe jeg ønskede og prøvede at bidrage til værekstedet, ville man forhåbenligt se igennem fingre med det reelle resultat, jeg leverede.Som lægeuddannet med ansættelse i psykiatrien, stod værdien af værekstedet soleklart for mig med det samme, og jeg var meget heldig at få lov til at være en del - temmelig lille godt nok - af projektet.

Mørket faldt på mens vi gik i den nu frysende blæst, som forvandlede mine fingre til højrøde istapper og fik ansigtsmimikken til at stivne. Solnedgangen farvede de bløde skyer lysserøde og fik dem til at ligne candyfloss. Jeg var stillet ind på samme frekvens som J, og ordene fløj mellem os i en ping-pong-agtig rytme. Jeg glemte for en stund både psykiatri, politi og de kolde fingre. Det var nærmest livreddende for mig med den tur netop i dag, og J lod også til at live op og fremstå nærmest lettet og glad.

11. Marts 2022

Dagbog

Tæt på at ende galt

I går havde det været meget, meget tæt på at ende helt galt for mig. Lykkeligvis blev medicinen ordineret og kunne afhentes efter middag. Jeg havde været virkelig tæt på at indtage samtlige tabletter, jeg lå inde med af andre præparater, og hvis det mod forventning ikke havde den ønskede virkning, så gøre arbejdet færdigt med barberbladene, jeg altid bar på mig. Det, der havde været skræmmende var, at jeg i går formiddags ikke havde haft den normale intuitive modvilje mod at gøre skade på mig selv, men derimod så det som en god og fornuftig måde at slippe for mere vanrøgt og en daglig hård kamp for at overleve. Hvordan jeg undgik at få det på den måde igen, og om jeg så også næste gang formåede at blive reddet på målstregen, var vist ikke noget, jeg skulle reflektere for meget over.

På flugt

Jeg havde ingen rigtig base i form af egen bolig, så jeg levede på mine venner og bekendtes nåde. Langt hovedparten af tiden gik det fremragende, men en gang i mellem skulle det går galt, hvilket var tilfældet nu.

Den klynkende og selvmedlidende narcissist

Jeg var blevet introduceret for en person, der mod (alt for høj) betaling sørgede for at jeg havde et sted at overnatte. Det havde reddet mig fra det usle værelse på Vejlands Allé, det var jeg taknemmelig for, og fyren der havde sine udfordringer som os andre, med en synlig hoarder tendens, virkede sympatisk initialt. Han havde et snert af narcissisme, eller mpske lidt mere end kun et snert, men var derudover charmerende og betænktsom. Det kom dos snart til at ændre sig radikalt, da han af personlige årsager begyndte at drikke massict igen.

Når han holdt sig til kun hash, og alting gik efter hans hovedet og på hans præmisser, var han venlig og fyldt med overskud. Men da han så startede på sin druk, fik piben en anden lyd , og jeg blev førstehåndsvidne til den mest ubehagelige, dyssociale, vrælende, selvovervurderende narcissist, jeg nogensinde havde oplevet.

Han havde naturligvis det hele i munden, og udgjorde ikke en fysisk en trussel mod mig, så at jeg måtte skynde mig væk fra mandslingen, var mere for hans skyld end min, for det kriblede i mine hænder for at sætte ham eftertrykkeligt på plads, når han som tak for at jeg gad at lytte oprigtigt til hans klynk og forudrettethed, blev uforskammet over for mig.

Men måden han opførte sig overfor mig på, var intet i forhold til hvordan han tale om de fælles bekendte, han (absolut fejlagtigt) mente havde svigtet ham. Så blev han verbalt yderst truende, når fjolset fortalte hvad han havde tænkt sig at gøre mod dem. Det var så groft at det var regelrette truler mod de pågældende personer, som jeg holdt meget af, og som havde hjulpet ham urimeligt meget.

Og jeg kunne høre at det lille, feje svin natten igennem i nu flere dage, ringede talrige gange til bl.a. førnævnte fælles bekendte og indtalte trusler på deres telefonsvarere. Trusler, som med sikkerhed ville give ham en fængselsdom (eller rettere en retspsykiatrisk foranstaltning) hvis dem han stalkede og chikanerede afleverede hans indtalte besked til politiet.

Hvilket de utroligt nok ikke gjorde. Det burde de og han burde få tilhold til dem. I hans tilfælde, til forskel fra mit, var det netop helt berettiget at give en utaknemmelig og svært egoistisk tåbe et tilhold. Han var i en tilstand, der ville kunne begrunde en tvangsindlæggelse. Udover hans trusler, var han oppe det meste af natten og spillede særdeles høj musik og sked på mig og hans naboer. Mennesker som ham, skulle man løbe væk fra hurtigst muligt. Det handlede ikke primært om psykisk sygdom, eller misbrug, eller begge dele. Jeg kendte et par andre med hans primære diagnose, som var markant mere omgængelige end ham, psykisk sygdom kunne ikke undskylde hans adfærd, det handlede om en rigtig skidt personlighed.

Jeg havde stor respekt for dem, der til forskel fra mig, havde hjulpet den pågældende person overordentligt meget mere og i manget længere tid end jeg, år faktisk, og alligevel ikke slået hånden af ham, selv om han havde misbrugt deres tillid og hjælp. Disse primært to personer, var meget større mennesker end jeg. Men det gjorde mig vred på deres vegne, at de havde spildt så meget tid på én, der i sidste ende var utaknemmelig i en uhørt grad.

Når jeg boede tæt sammen med så ustabile og aggressive mennesker, især når de truede mine venner, gjorde jeg undtagelsesvit det, at jeg optog dem. Også som min sikkerhed, hvis jeg blev overfaldet mens jeg lå og sov, så jeg efterfølgende kunne dokumentere hændelsesforløbet, samt at mit selvforsvar havde været berettiget.Så jeg havde derfor timers optagelse af den pågældende. Fordi han var så truende i samtlige timer, også overfor mig.

Jeg havde været en smut forbi fjolsets lejlighed og hente alle mine ejendele, mens musikker bragede derud af så højt at man tydeligt kunne høre den fra 4. sal nede på gaden. Mens han lå og stang vissen råbte noget uforståeligt til mig, der druknede i den øredøvende musik, fik jeg hurtigt samlet det sidste i en pose til vasketøj og så hurtigt ude ad døren igen og væk. Men jeg var smuttet mens tid var, så jeg havde ikke lidt skade. Så nu var jeg på den igen. Jeg var i forvejen meget svært belastet, men nu var jeg belastet i en grad, jeg sjældent havde oplvet før. Jeg fik reddet mig hjem til en bekendt, der ikke var hjemme i weekenden, hvor jeg kunne sove. Et nærmest uvirkelgt mareridt.

Hos min ven var der befriende stille. Der var stort set ingen lyde at høre og efter et bad faldt jeg hurtigt til ro. Freden var ubeskrivelig skøn og jeg nød hvert sekund af den. Jeg havde også en god plan for hvor jeg sov i den kommende uge, så det kom ikke til at blive noget problem. Jeg havde forsømt træningen de seneste par dage, men i morgen gik jeg igang igen.

Væggelus

Jeg kunne ikke slippe af med de satans væggelus, som sad i tøjet uanset hvor meget jeg vaskede det. Det i sig selv var ved at drive mig til vanvid.

Uforenligt med livet

Det var klart, at de påtvungne livsvilkår var livsfarlige for mig, og skulle ophøre koste hvad det ville.

Øge indsatsen

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke komme ud af dette helvede. Jeg var tvunget til at gøre noget mere.

12. Marts 2022

Dagbog

Eskalering

Fordi min situation konstant blev gradvist værre og fordi ingen myndigheder myndigheder foretog sig noget som helst, herunder især Justitsministeriet, havde jeg intet valg end tilsvarende at eskalere min egen indsats for at få et normalt liv igen. Det betød, at jeg måtte risikere at bryde loven i forhold til det bevismateriale, jeg delte med omverdenen. Det måtte jeg, fordi jeg ikke både kunne være hjemløs og voldsomt plaget af væggelus, samt have overskud til at gennemgå, endsige redigere og anonymisere, den objektive dokumenation, jeg lå inde med og som myndighheder og politi nægtede at forholde sig til.

Nødt til at bryde loven

Det var præcis det, anklagemyndigheden sad og ventede på: At jeg i desperation og mangel på mentalt overskud, for at bevise min uskyld hhv. at jeg aldrig var psykotisk mv., samt fordi myndighederne ikke gjorde deres arbejde, lagde nogle optagelser på nettet, hvor jeg måske sagde nogle ting, jeg normalt ville redigere ud, men som jeg altså nu ikke magtede at fjerne. De ting, jeg sagde sagt i dyb fortvivlelse, ville anklagemyndigheden så uddrage og ignorere alt det andet på optagelsen, fordreje og manipulere det, og få mig dømt for det. Anklagemyndigheden havde gjort netop det i 2018, hvilket resulterede i et regelret justitsmord. Anklagemyndigheden havde uendelige ressourcer, og gennemgik minutiøst alt, jeg tvunget af omstændighederne lagde på nettet. Fremfor at følge objektivitetsprincippet og forholde sig til hovedbudskabet i optagelserne, handlede det kun om at få mig tvangsbehandlet, koste hvad det ville.

Derved ignorerede anklagemyndigheden alle de ulovligheder, jeg dokumentere. Så nu lagde jeg derfor optagelser fra 2017 online, som jeg ikke havde haft overskud til at aflytte og redigere. Og anklagemyndigheden, som snildt kunne gøre dette, undlod. Så nu kunne jeg meget vel få en ny dom, samtidig med at jeg intet valg havde end at offentliggøre optagelserne. Det var absurd at jeg skulle overtræde loven fordi politi og anklagemyndighed ikke gad at gøre deres arbeje! Men jeg var nu ligeglad med at blive anholdt og varetægtsfængslet; jeg var forberedt på at blive anholdt hvert øjeblik det skulle være, og det bedste, der kunne ske var, at jeg døde, så jeg havde intet at tabe alligevel. Min advokat kunne sagtens vente på et svar, der aldrig kom; jeg kunne ikke.

Helle

Der var eventurligt stille og rart hvor jeg befandt mig nu, eftermiddags forårssolen gav rummet et varmt og behageligt skær, jeg havde vinduet på klem, så den friske luft fandt vej ind, og fraset vinden i træerne og en sirene i det fjerne i nu og næ, var her totalt stille. Hvor befriende var det ikke!

Jeg behøvede ikke at have ørepropper i ørene for at holde larmen fra en gruppe indiske flaskesamlere ude, og jeg skulle ikke frygte, at et ynkeligt og klynkende, selvretfærdigt dyssocialt og narcissistisk lille fuck pludseligt bragede op for musikken på et niveau, som var man til koncert, i tide og utide, om dagen, natten eller morgenen, og ofte i lange perioder, fordi jeg og hans stakkels naboer skulle straffes fordi han var tøsesur over at han havde så lille en p.. Men det var en stakket frist, for jeg skulle snart videre igen. Jeg var hjemløs og muligvis eftersøgt af politiet, så jeg havde aldrig nogensinde virkelig fred og ro.

Psykopatens trusler og chikane

Psykopaten havde som sagt ringet og chikaneret sine nærmeste venner, dem, der havde hjulpet ham massivt i flere år, uden at få noget til gengæld, fordi han følte sig svigtet af dem. Det var øretæveindbydende utaknemmeligt, og vanskeligt for mig at være ufrivilligt vidne til. Der hvor kæden dog for alvor sprang af, og jeg virkeligt måtte væk fra denne psykopat for ikke at risikere flere domme, var, da jeg ordret hørte ham udtale disse ord på en kvindelig bekendts telefonsvarer: "Jeg kommer efter dig". Da jeg efterfølgende talte med den pågældende, havde hun desværre medlidenhed med ham, og anmeldte det ikke, men jeg fik hende overtalt til at gemme denne telefonsvarebesked, hvis hun ombestemte sig. Det håbede jeg at hun gjorde, så psykopaten kunne få den behandlingsdom han vitterligt fortjente.

Træning

Jeg cyklede ud i det smukke solskinsvej til træning, som i dag bestod i ryg og biceps. Jeg havde opsparet noget energi og vrede, jeg skulle af med, så det blev en meget intens træning, en super god træning, så nu kunne jeg bedre håndtere at psykopaten var begyndt at lægge beskeder på min telefonsvarer. Det skulle idioten endelig gøre, og derved inkriminere sig selv. Han var i forhold til mig ret uskadelig (men desværre ikke i forhold til kvinden han havde truet), men ikke desto mindre var han en pestilens og stressfaktor, jeg gerne ville være foruden.

Håndtering af stalkende psykopater

Jeg måtte ved lejlighed drøfte med de andre, som i langt højere grad end jeg blev stalket, hvordan vi i fællesskab kunne være i fred fra den ynkelige psykopat. Man skulle ikke stalke og true de venner, som havde hjulpet en så meget, og ikke engang jeg skyldte ham det mindste. Min holdning var, at man skulle få lukket ned for hans chikane hurtigst muligt, og ikke give ham én eneste chance til. Som jeg forstod det, havde han fået alt, alt for mange, hvilket han ikke fattede eller var glad for, og så gav det jo ingen mening af fortsætte.

Små skridt

Opsummering: Sundholm var en forbedring ift. Vestskoven og Kalvebod Fælled, værelset på Vejlands Allé en forbedring ift. Sundholm, sengen hos psykopaten var bedre end værelset på Vejlands Allé, og hvor jeg var nu, var det bedste sted, jeg havde været i flere år. Men det varede kun endnu en dag, og hvad så?

13. Marts 2022

Dagbog

Desperat tiltag

Jeg kunne ikke sove fordi jeg tænkte på, at jeg stadig ikke havde fået min lægeautorisation igen, hvilket var det vigtigste overhovedet, samt naturligvis at min sociale situation fortsat var så håbløs. Dette her var ikke et rigtigt liv. Jeg ville gøre hvad som helst, uanset hvad det var, for at få ordnet førnævnte, men jeg anede ikke hvad, det var. Jeg havde lyst til at gå amok fordi jeg ikke kunne holde tingenes tilstand ud. Jeg havde rigtig meget lyst til at foretage mig noget, der med garanti ville ende virkeligt galt, men som sædvanligt bed jeg den grænseløse frustration i mig og resignerede.

Jeg KUNNE ikke leve uden en afklaring NU, og jeg SKULLE have min autorisation igen NU. Hvad var det jeg skulle gøre? Hvorfor gjorde ingen noget? Myndighederne tvang mig til at bryde loven i håbet om at nogen gad at foretage sig et eller andet. Man skulle virkelig gøre noget! Det kom meget snart til at ende helt, helt galt. Det skulle være den allersidste advarse, dette her.

Don't feed the troll!

Den narcissistiske, klynkende psykopat aka den psykiske vampyr var begyndt at chikanere mig også. Han havde natten og dagen igennem lagt adskillige beskeder på min telefonsvarer, over 15 i alt. Det stressede mig enormt, men i det mindste håbede jeg at kunne agere lynafleder for de andre, han ellers havde ringet til og truet. Det vigtigste var, at ignorere det misforståede geni.

Så jeg lod være med at skrive om ham, eksempelvis at han forurettet havde fortalt mig, at moren til hans søn nægtede at lade ham se sønnen overhovedet, at hele hans familie havde slået hånden af ham, at alle i hans andelsforening hadede ham som pesten, at han havde oppe at slås med en anden beboer i opgangen, samt af hans bror (!) havde taget den anden beboers parti. Jeg ville nok havde gået stille med dørene, hvis jeg havde haft så udtalte konflikter med så mange, men han fortalte det som var det ham, der var offer og alle andre nogle forfærdelige mennesker. Jeg var ret bekymret for min kvindlige bekendte, som den psykiske vampyr stalkede og havde truet, for jeg ville rigtig gerne gøre noget ved det, men måtte ikke.

Den psykiske vampyr havde fortalt mig at han stod med en voldssag hængende over hovedet, og at han i den forbindelse skulle mentalundersøges. Selv jeg kunne spare Retspsykiatrisk Klinik for besværet, fordi det var så tydeligt, hvad der var galt med ham. Jeg havde givet den psykiake vampyr mere end han havde givet mig, og det var både konkret og i overført betydning, jeg skydte ham intet, så derfor skulle han bare fucke af og lade mig være. Med mindre mine venner slap for at han stalkede dem fordi han skulle bruge al sin tid på mig. I det tilfælde skulle han endelig bare blive ved. Jeg dokumenterede minutiøst alt, hvad fjolset generede mig med.

Træning

I dag var det ben, skuldre og mave. Jeg fik trænet det hele grundigt og nød det i fulde drag. Jeg havde lavet en træningslog, så jeg lettere kunne følge min progression (eller det modsatte).

14. Marts 2022

Dagbog

Afsær psykopaten

Den bedste måde at forholde sig til et primært og grundlæggende dyssocialt, narcissistisk of svært alkohol og stofmisbrugende menenske menneske på, var at afbryde enhver kontakt med vedkommende. Men skulle endelig ikke smække med døren, men så roligt og ordentligt som muligt, og uden at udlevere nogen former for informationer, som psykopaten efterfølgende kunne bruge, pludselig og uvarslet afbryde al kontakt med vedkommende.

Nyt telefonnummer eller blokering af vedkommendes telefonnummer, blokering af vedkommende på de sociale medier, og det første stykke tid undgå de steder hvor han eller hun plejede at opholde sig. Hvis man havde været så heldig fra begyndelsen af ens bekendtskab med en psykopat, at kende til vedkommendes karakterbrist, kunne man slippe lettere væk. Desværre var det ofte først for sent at man opdagede det, og så var man på den.

Man måtte sørge for aldig at skylde psykpaten noget som helst, det være sig konkret i form af penge eller andet, eller i overført betydning i form af takmennelighedsgæld og tjenester. Man skulle selvfølgelig slet ikke være afhængig af en psykopat på nogen måde, økonomisk, følelsesmæssigt osv. Hvis man skyldte psykopaten det fjerneste materialt eller imaterialt - eller mente psykopaten at man gjorde - havde vedkommende en fremragende årsag til at stalke en uendeligt.

Hvis psykopaten ikke udgjorde en fysisk trussel, kunne man i sagens natur være ligeglad med hvad vedkommmende påstod at man skyldte; men når det var sagt, og hvis psykopaten var voldsomt påvirket af misbrug, kunne vedkommende alligevel udgøre en trussel, eksempelvis ved at anvende et våben. Og under alle omstændigheder, trussel eller ej, kunne man spare sig enorme begymringer og balastninger, hvis man slap fra psykopatens chikane.

Jeg sørgede for at give psykopaten sine nøgler i dag og filmede det mens jeg smed et stykke papir med en ultra kort besked, og med nøglerne påklistrede papiret, i vedkommendes postkasse. Jeg skyldte absolut ikke psykopaten noget som helst og jeg havde sørget for fra starten af at give ham mere end jeg havde modtaget fra ham på alle planer. Han ville formentig påstå det modsatte, men så var det godt at jeg havde været lidt fremsynet og på den måde kunne jeg tilbagevise alt hans eventuelle vrøvl.

Det var en lettelse at slippe for ham! Uanset hvor meget tid, opmærksomhed og energi man havde spildt på en psykopat, fik man aldrig noget til gengæld og det var derfor aldrig for sent af afbryde ethvert forhold til han eller hun. Vedkommende kom aldrig til at forbedre sig, og man kunne ikke redde psykopaten.

Træning

Efter at have afleveret nøglerne, cyklerde jeg til Sydhavnen med tøj til lagerskabet, som jeg havde haft liggende hos psykopaten, og trænede ved samme lejlighed. I dag var det bryst og triceps.

Husly

Takket være fantastiske venner, som havde givet mig en chance, var jeg sikret et sted at overnatte i den kommende uges tid. Ikke det samme sted, men et godt og rart sted hos mennesker, der kendte min baggrund, stolede på mig og åbnede deres hjem for mig.

Artiklen

Jeg var begyndt at skrive på en artikel, og det arbejde fortsatte jeg med i dag, en del af tiden udendørs i det skønne forårsvejr. Langsomt med sikkert skred arbejdet frem.

15. Marts 2022

Dagbog

Profylaktisk SMS til P

"Kære Peter. Min krop er fysisk ødelagt af overbelastning, dig og dine kolleger har givet mig svær PTSD og min sociale situation er uholdbar i en grad du ikke fatter. Qua dette er mit behov for Concerta øget til 144 mg, hvilket er inden for normalområdet. 36 mg x 30 rækker derfor til 8 dage (7,5).

Den 10. udskrev du denne dosis sidst. Med denne dag inkluderet, betyder det, at jeg skal have ny medicin fra og med den 18. marts. Det skal jeg bede dig om at effektuere, således at jeg ALDRIG igen skal frygte ikke at have medicinen, og desuden skal jeg heller ikke skrive til dog hver eneste gang jeg skal have ny medicin. Hvis du ikke er i stand til gøre dette, må jeg skaffe medicinen eller tilsvarende på alternativ vis.

Jeg er totalt ligeglad med hvad du synes om det, mit liv og helbred er langt vigtigere end din holdning. Jeg SKAL i dag have at vide hvornår jeg får min autorisation igen. Hvis jeg ikke får den NU, er alt andet LIGEGYLDIGT, om det så er bolig eller alt andet. Kira har FEJLET. DU skal gøre en enorm indsats for at jeg får min forbandede autorisatin igen.

Jeg kan ikke fortsætte mit liv i modsat fald. Jeg skal desuden IKKE i fængsel for æreskrænkelser, når jeg har kæmpet for mit liv og helbred, som følge af din vanrøgt af mig. Det er vigtigt at du forstår det, jeg skriver, Peter. Venlig hilsen, Kjeld."

Billede. Tvunget af ubeskrivelig kedsomhed og rastløshed var jeg begyndt at spille basketball med mig selv igen.

Jeg ville aldrig nogensinde havde noget som helst med Peter Worm Jantzen at gøre. Jeg ville aldrig høre eller læse hans navn, hans stemme, se et billede eller en videooptagelse af ham, læse noget han havde skrevet. Jeg måtte skånes for alt hvad der havde med Peter Worm Jantzen at gøre. Det var særdeles retraumatiserende, at jeg var nødt til at have en form for kontakt med Peter Worm Jantzen.

Afmelding af adresse - igen

Borgerservice kunne oplyse mig om, at jeg skulle kontakte Folkeregistret på torsdag mellem kl. 10.00 og 13.00. Det var vigtigt at oplyse Kommunen om, at man også formelt var hjemløs, så den kunne registrere én i systemet. Jeg talte med en anden bruger af værekstedet i dag, som stod på Københavns Kommunens akutte boligliste og indtil videre havde ventet i knapt et år. Vedkommende havde for nylig henvendt sig for at høre om udsigterne til en bolig, men kunne ikke få noget svar.

Tid hos egen læge

Jeg fik også ringet og bestilt tid hos egen læge med henblik på at få videreført ordinationen af min medicin hos vedkommende. Det var meget vigtigt for mig, at jeg slap for at være afhængig af P, eller i det hele taget bare have noget som helst med ham at gøre nogensinde igen. Peter Worm Jantzen var et menneske, der havde set igennem fingre med det ulidelige helvede, jeg havde været udsat for, så jeg skulle nok ikke skrive hvad jeg syntes om ham. Peter Worm Jantzen havde jo for fire måneder siden lovet, at han ville henvise mig til en privatpraktiserende psykiater, som kunne videreføre ordinationen af medicin. Men som med så meget andet for mig livsvigtigt, var det ikke noget han havde været i stand til følge op på. Så det var kun snak, snak og atter snak fra ham af. Imens led jeg under Ps forglemmelser og skødeløshed.

Amok

Det var meget tæt på at jeg gik amok som følge af den tortur, jeg stadig blev udsat for. Når det skete, var det især Peter Worm Jantzens skyld. Det var vigtigt at huske. Jeg ville ikke finde mig i det, jeg blev udsat for. Hvad fanden var meningen.

Nyt nødråb til 15000 læger

Det ulækre system troede mit liv var for sjov. Nogen skulle gøre noget, ingen lappelsning, ingen symptombehandling.

16. Marts 2022

Dagbog

Træning

I dag trænede jeg ben, skuldre og mave. Det eneste sted, jeg kunne bade, var i fitnesscentret. Jeg måtte lade min skægtrimmer op på biblioteket.

Udmattet

Jeg var mentalt og fysisk udkørt, og det eneste i hele verden, jeg nu ville, var at lææge mig i min seng og sove. Men jeg havde jo ingen seng, så jeg måtte sidde på biblioteket og sove. Det havde jeg gjort utallige gange før gennem årene som hjemløs, og det var fornedrende i en grad de færreste kunne forstå. Jeg kunne aldrig være alene og slappe af. Kun et afsides sted i en skov, lykkedes det undtagelsesvist. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle klare det til i morgen, og i morgen anede jeg ikke hvordan jeg skulle klare det til i overmorgen.

Psykopaten

Jeg kunne desværre ikke nævne ham med navn, men jeg kunne skrive om ham under pseudonym; Ulrik var det bedste bud, men det hed min fætter, så det gik ikke. Men da psykopaten var lidt af en kælling, kunne jeg passende bruge navnet Ulla. Ulla forsøgte at charmere sig ind i varmen igen, som om at alt han havde gjort var fjern fortid og ingen skade havde forårsaget. Ulla havde misforstået noget. Det var ikke sådan at man bare kunne presse mig ud at sove op gaden og bryde alle aftaler, og så efterfølgende snakke sig fra det. Så snart jeg havde det mindste overskud, gennemgik jeg den dokumaéntation, jeg havde indsamlet om Ulla, og meldte ham til politiet for trusler, psykisk vold og stalking.

Ulla kunne sikkert manipulere sig til at blive tilgivet for gud ved hvilken gang af andre, som ville lukke ham ind i deres liv igen, lige indtil Ulla inden for kort tid igen fuckede op, og sådan ville det fortsætte til der kun var Ulla tilbage, mens hans ofre var ødelagte. Som den parasit Ulla var, fandt han imidlertid bare nogle nye ofre at snylte på.

Intet håb

Jeg havde ikke skyggen af håb tilbage. Det eneste jeg tænkte på var, hvor jeg kunne sove og være i fred.

Søvn

Fandt en sted med sol og relativt læ på indersiden af diget, der omkrandsede Kalvebod Fælled. Det lykkedes mig at sove en lille bitte smule. Tilbage til biblioteket for at sove videre.

Ulidelig kedsomhed

Jeg kunne ikke holde kedsomheden og rastløsheden ud. Hver dag var en gentagelse af den forudgående osv. Hver dag håbede jeg på et mirakel, og hver aften måtte jeg erkende at der intet skete, at jeg havde udholdt hver endeste ulidelige time siden jeg vågnede forgæves, at jeg rådnede op pga. mennesker som P, og at det aldrig skulle være anderledes. Hver dag var på denne måde indtil jeg begik selvmord. Det var hvad Peter Worm Jantzen og retsvæsenet ønskede og gjorde alt for skulle ske, og det skete jo også meget snart, for jeg gad ikke leve en udsigtsløs tilværelse længere.

Snak og atter snak

Det eneste man kunne var at snakke. Min advokat, P, alle inden for systemet. Ingen gad at handle, ingen gad at gøre sig umage. Jeg var utrolig skuffet over min advokat. Jeg havde ingen tillid til hende længere. Løfter, gode intentioner, falske forhåbninger og bagatellisering af min situation var det eneste man kunne.

Prisen

Jeg havde udholdt usandsynligt meget i mange år. Takken var, at jeg stadig ikke havde fået min lægeautorisation igen og var hjemløs. Indtil i går kunne man måske have skyndt sig at gøre noget, der kunne give mig håb. I dag stod det klart for mig, at der var en pris, som nogen måtte betale for alt den tortur, jeg var udsat for, hvis jeg da overlevede. Prisen kunne være hvad som helst, men den skulle betales.

Billede. Jeg cyklede rundt på må og få, da jeg ikke havde noget at lave eller nogen steder at bo.

Billede. Spiste frokost i solen. Da jeg havde overnattet på Natherberget på Sundholm, sad jeg ofte i dette område og ventede på at stedet skulle åbne, eller fordi jeg ingen andre steder havde at være.

Billede. Jeg sad på en kirkegård forleden og ventede på ingenting.

Billede. En fantasifuldt udsmykket cykel, jeg så forleden.

Mail til Peter Jantzen

"Status

Kære Peter

Ad. medicin: Jeg skal bede dig om at genordine min medicin (Concerta) den 18. marts til afhentning på apoteket.

Ad. autorisation: Det eneste, der betyder noget for mig, er at generhverve min lægeautorisation, som blev frataget på forkeret grundlag, og som er skyld i alt efterfølgende og syv års mareridt. Jeg må og skal have den tilbage NU.

Ad. livsvilkår: Jeg er reelt og snart formelt hjemløs igen. Jeg vælger ikke at fortsætte denne tilværelse uden noget positivt at se frem til. Sidstnævnte er generhvervelse af min lægeautorisation. Jeg har på syvende år intet meningsfuld at foretage mig, jeg går rundt på må og få hver dag, og det er ikke til at holde ud!

Ad. nye sigtelser: De torturlignende livsvilkår, du har udsat mig for, er direkte årsag til de nye sigtelser. Du er således skyld i både sigtelserne, at jeg ikke kan få generhvervet min autorisation, samt at jeg skal i fængsel. Det er din skyld, Peter.

Ad. ny kriminalitet: Fordi du konsekvent vælger at ignorere mig, når jeg gør dig opmærlsom på mine ulidelige livsvilkår, var jeg tvunget til efter forudgående advarsel, som du også ignorerede, at sende et nødråb til flere tusinde læger. Det vil resultere i endnu flere sigtelser, men jeg havde ikke noget valg. Og jeg fortsætter med at sende nødråb rundt, fordi mine livsvilkår stadig er så ulidelige, at de udgør en konkret og akut trussel på mit liv. Det er derfor også din skyld.

Jeg tror realistisk set ikke at jeg er i live særligt længe, sådan som tingene er nu. I givet fald er det også din skyld.

Venlig hilsen,

Kjeld."

17. Marts 2022

Dagbog

Lagerlivet

Jeg var ikke kommet videre boligmæssigt siden før Sundholm. To skridt frem og to tilbage. Dog havde jeg ikke nær så meget tøj som på det tidspunkt, og det jeg havde, var slidt i en grad, at jeg i mange tilfælde ikke kunne skjule det. Lagerlivet var stressende, fysisk udmattende og forhindrede mig i at foretage mig særlig meget andet end med nød og næppe at fremstå soigneret.

Det forhindrede mig eksempelvis og paradoksalt nok i at finde et sted at bo. Det var en skræmmende udvikling, som jeg kun kendte alt for godt, og jeg gruede for hvad den nærmeste fremtd ville bringe- Hvordan skulle jeg dog klare igen kun at overleve fra dag til dag? Og gad jeg tage kampen op og fortsætte? For hvorfor? Der var jo ingen målstreg, som, når jeg passerede den, resulterede i at alt blev godt igen. Det var det samme helvede år ud og år ind, men lidt variation, ganske vidst, men grundlæggende set nøjagtig det samme.

Psykiater Peter Jantzen

Med en relativ ny, men hurtigt meget tæt, vens mellemkomst lod det til langt om længe at det var lykkedes mig at slippe for at havde noget som helst med psykiater Peter Worm Jantzen at gøre. Indtil, naturligvis, jeg igen blev udsat for et justitsmord i en dansk retsal, og idømt tvangsbehandling uden længstetid for noget jeg aldrig havde fejlet. Ikke nok med at jeg så kunne risikere at være tvunget til at være underlagt af Peter Worm Jantzen igen - jeg kunne meget vel risikere at skulle trues med livsfarlig og invaliderende, samt uberettigt, tvangsmedicinering af - Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen. To af dem, der havde anmeldt mig for æreskrænkelse (!). Var der nogen, der kunne se faren i det, der foregik? Så ville det lykkes Gitte Ahle og Mette Brandt Christensen at aflive mig med antipsykotisk medicin. Men folk - politi og retsvæsen - var selvfølgelig ligeglade eller ønskede at det skete. Min forsvarsadvokat? Tja..

På den i morgen

I morgen og frem havde jeg alvorlige problemer, fordi jeg af den danske stat var tvunget til at sove på gaden igen. Måske var vejret med mig, måske ikke. En læge på 40 år, der var ufrivilloig hjemløs? Ikke set ofte i Danmark. Jeg kunne ikke se meningen med desperat at prøve at finde et sted at sove. Ikke længere.

18. Marts 2022

Dagbog

Hjemløshed

Jeg var som sagt igen reelt og formelt hjemløs. Hver dag skulle jeg på ny stresse over hvor jeg dog skulle sove den pågældende nat: Hvis jeg var heldig kunne jeg overnatte hos en ven, i modsatte fald gjaldt det om at tjekke den lokale vejrudsigt grundigt, så jeg kunne finde det rigtige shelter, eller worst case det billige festivaltelt jeg havde gemt på Kalvebod Fælled.

Billede. Det blev en skøn og varm forårsdag hen ad eftermiddagen, men om morgenen var det meget koldt, og jeg måtte spille lidt basketball i Englandsparken for at få varmen.

Det var en ekstrent hård og enerverende tilværelse at leve som hjemløs, man var helt og aldeles afhængig af ens medmenneskers velvillighed og medlidenhed. Det var naturligvis fantastisk at få hjælp, men ikke særligt fedt i længden, og især ikke uden en slutdato. Det KUNNE jo ikke fortsætte på denne måde. Jeg KUNNE umuligt leve sådan her på syvende år, som 40 årig læge. Det slog mig ihjel snart. Og i mellemtiden havde man ikke spor travlt i Justitsministeriet emd at give mig min autorisation igen. De håbede og satsede på, at jeg nåede at dø i ventetiden, så de slap for at skulle forholde sig til Styrelsen for Patientssikkerhes og retsvæsenets hhv. grove fejlvurdering og justitsmord. De færreste forstod min desperation, samt at jeg var ekstremt belastet over uvisheden om hvornår statens vanrøgt af mig ophørte. Nej, inden for systemet havde man absolut ikke travlt, men havde heller ikke faglighedhed, samvittighed, rettidig omhu, arbejdssomhed eller moral.

Et mirakel

Det var et mirakel at jeg stadig var i live og ikke havde ladet mine afgrundsdybe frustrationer og vrede gå ud over nogen. Men fordi jeg var et menneske, og fordi INGEN mennesker kunne beherske sig når de var underlagt mine ufrivillige livsvilkår, var det kune et spørgsmål om tid, før det gik galt.

De amoralske advokater

I et rigtigt retssamfund, som Danmark jo ikke kunne bryste sig af at være, kunne man få tilskikket en advokat, hvis man var blevet ruineret af den danske stat og forfærdelige enkeltpersoner. Denne advokat fik en fyrstelig løn, betalt i sidste ende naturligvis af klienten, for at varetage sin opgave, og dermed forhindre selvtægt. Jeg havde til dato haft tre beskikkede advokater, men INGEN af disse - især de to første - havde formået at gøre noget som helst for mig. Derfor var jeg blevet udsat for justitsmord så mange gange.

Endeløs gæld

Ingen advokat havde altså gjort sig fortjente til deres salær, men nu skyldte jeg dem i hundredetusindevis af kroner, som jeg aldrig kunne tilbagebetale. Hvorfor var der ingen, der forstod at det var et enormt problem for mig? Havde nogen af mine advokater en samvittighed eller moral? Hvad var i det hele taget for nogle mennesker, der besluttede sig for at blive advokater? Udelukkende menensker, der lukrerede på de svageste og mest udsatte borgeres ulykke, hvis sager advokaterne kunne sjofle og sjuske sig igennem og indkassere en meget høj løn, velviddende at deres klienter ikke havde overskud eller viden til at klage over den usle og dyre behandling de fik ad advokaterne.

Danmark IKKE et retssamfund

Jeg havde skrevet det tidligere, men det var vigtigt at gentage dette, når jeg i skrivende stund fortsat var hjemløs: Danmark var IKKE et rigtigt retssamfund. Det var en skændsel hvad der foregik i retsvæsenet og de politikere, der skulle ændre samfundet til det bedre, var INTET bevendt. INGEN af dem duede til noget, når det kom til stykket, og det var min sag et fremragende eksempel på. Jeg var fuldstændig magtesløs, det eneste jeg kunne gøre var at dokumentere også politikernes feje svigt.

Ny advokat?

Fordi jeg ikke orkede at skulle leve hjemløseivet endnu engang, at nasse på mine venner og andre velvillige mennesker, der gang på gang stillede op for at tilbyde mig overnatning, fordi jeg ikke ville gå gennem mit syvende forår og sommer uden udsigt til at det nogensinde blev bedre, endsige menneskeligt - og fordi jeg ikke følte at min advokat gjorde nok for at redde mit liv, der nu hang i en tynd tråd - skrev jeg en SMS til hende, hvor jeg igen kort opsummerede min uholdbare situation og udsigtsløse fremtidsudsigter, bad om forståelse for alvoren og endelig gav hende det ultimatum, at hun skulle få tingene til at ske, så jeg i det mindste havde bare et spinkelt og realistisk håb. Jeg skulle have en god nyhed i forhold til mine talrige sager. Hvis hun ikke kunne eller ville rykke for at få mig ud af dette retsmareridt, måtte hun henvise mig til en anden advokat, der kunne og ville.

Andro Vrlic

En af de største fejltagelser i mit liv var, at jeg helt i begyndelsen og efter råd fra en ven, skiftede advokat fra Andro Vrlic til..en anden og meget ringere en af slagsen. Hvis jeg ikke havde været så dum, havde min situation set helt anderledes og langt bedre ud i dag. Jeg bad derfor min nuværende advokat, som havde de bedste intentioner, men som alligevel intet formåede at gøre for at redde mig, om at bede Andro Vrlic om at overtage alle mine sager. Jeg kom i tanke om, at det formentlig ikke var hendes opgave at formidle kontakten, men i givet fald måtte jeg selv gøre det snarest. Fordi mit fucking liv stod på spil, og jeg derfor intet valg havde end at finde den bedste advokat. Hvis jeg ikke havde noget særligt på spil, ville jeg formentlig beholde min nuværende advokat, som i og for sig var venlig og energisk nok. Men løbet var sgu kørt, med mindre der skete et mirakel. Skulle jeg være flink og artigt acceptere min nuværende advokats manglende resultater og dermed gå til? Var det sådan man forventede jeg skulle agere? Det kunne jeg jo selv sagt ikke!

Billede. Sådan eller tilsvarende tilbragte jeg den ene fredag aften efter den anden i årevis. Det var jo ikke noget liv. Det var en langsom død forårsaget af et system, der var totalt ligeglad med de mennesker, der endte i det.

Hvis først du kom inden for psykiatrien, retspsykiatrien eller retsvæsenet, kom du aldrig nogensinde ud igen. Systemet levede af de uheldige skæbner, der havnede i det, det var dets eneste og bedste nærring. Man burde aflive patienterne med det samme og spare dem og deres familie for svær lidelse i årevis. For man kom aldrig ud af det igen.

Fastlåst

Jeg KUNNE ikke komme videre. Det var ganske enkelt umuligt for mig at bryde ud af det fængsel, jeg i realiteten befandt mig i på syvende år. Ingen advokater havde endnu haft held med at ændre min situation til det bedre. Men jeg havde en enorm gæld til dem efter deres mange frugtesløse og halvhjertede, tarvelige forsøg. Jeg sad og forsøgte at motivere mig til at komme afsted og hjem til en ven, som jeg for ikke mange timer siden fik lov til at overnatte hos til i morgen. Jeg orkede næsten ikke at tage til Hedehusene, hvilket jo ikke burde være et problem. Men nu var det næsten uoverkommeligt

19. Marts 2022

Dagbog

Husly

Jeg havde mødt nogle virkeligt unikke mennesker, som hjalp mig uden at få noget for det, være ansat til eller med nogle bagtanker. Det virkede næsten for godt til at være sandt. Det var svært for mig at forstå, at man åbnede sit hjem for mig, at man uden videre stolede på mig, samt at man i det hele taget behandlede mig så godt. Jeg skammede mig over at jeg ikke kunne give noget til gengæld. Det offentlige system var fraværende; det var vigtigt at gentage, at det enormt dyre danske velfærdssamfund stort set intet havde gjort for at hjælpe mig. Intet.

Udbrændt

Jeg var særdeles udfordret i dag, og jeg kunne næsten ikke foretage mig noget. Min apati skyldtes at jeg var streset i en grad, at alt havde sagt stop. Jeg magtede ikke at kæmpe videre, og det var kun fordi jeg mobiliserede al min viljestyrke at jeg tog togen til en anden ven, som kunne give mig husly.

Billede. Min defekte telefon gik ud pga. kulden, så jeg måtte lade den op fra min bærbare, jeg heldigvis havde med. Jeg anede ikke hvor min ven boede, så uden Google Maps var jeg lost, men det lykkedes heldigvis at få gang i mobilen og finde stedet.

20. Marts 2022

Dagbog

Tilbage på Vestegnen

Jeg fik en god nats søvn, og efter en kop morgenkaffe og min vens ven, der kom med morgenbrød, gik jeg ned til 400S, som jeg tog til Ishøj Station. Det var nogle gode mennesker, jeg havde lært at kende, og uden dem, var jeg ilde stedt. Faktisk var det tvivlsomt at jeg havde været i live, hvis det ikke havde været for dem. Det var endnu en smuk og varm forårsdag med en anelse af kulde i skyggen.

Lagerlivet

Fordi lageret med min tunge oppakning og ompakke, og tage vasketøj med videre ud til Amager. Så træning

Træning

I dag var det ryg og biceps, der skulle straffes, og det var skønt, som det plejede. Den var sikker hver eneste gang. Så videre til møntvaskeriet.

Nedslidning

Det var alt for hårdt at fortsætte en slidsom hverdag, hvor der kun var overskud til at finde ly for natten og holde sig soigneret med rent tøj. Det var ikke noget liv. Der var ingen slutdato og det havde været i næsten syv år. Det blev nødt til at slutte! Politi og anklagemyndighed behandlede mig nådesløst og forsøgte at tvinge mig til at begå selvmord.

21. Marts 2022

Dagbog

Udkørt

Trods uforbeholden og enorm hjælp fra mine venner og mit netværk, var lagerlivet umanerlig hårdt og jeg var totalt udkørt. Lagerlivet var et pendlerliv fra helvede, hvor mit knudepunkt var mit lagerskab, hvor min verden udsprang fra. Alle mine ejendele var i skabet, rent tøj blev hentet herfra og snavset tøj deponeret en dag eller to indtil jeg fik det vasket.

Indtil for ganske nylig var jeg gået med oppakning frem og tilbage, eller i starten af måneden, når jeg havde penge til rejsekortet, taget offentlige transportmidler. Min venstre fod havde fortsat mén efter de stressbrud jeg pådrog mig i sommers, og gjorde ofte ret ondt, når jeg belastede den med eksempelvis at bære en tung sportstaske med vasketøj, foruden min sædvanlige rygsæk. Nu havde jeg imidlertid anskaffet mig en (lovlig naturligvis) cykel, som, til trods for dens noget slidte og rustne forfatning, var en ren lise at transortere mig rundt på.

Jeg gik rundt i en tilstand af kronisk søvnunderskud og fysisk udmattelse. Jeg kunne stort set aldrig slappe rigtigt af noget sted, jeg befandt mig, især ikke nu hvor jeg igen var blevet hjemløs og fuldstændig afhængig af mit netværks velvillighed og medfølelse. Folk vidste ikke hvor ekstremt stressende det var aldrig nogensinde i årevis ikke at have noget privatliv eller mulighed for at slappe helt og aldeles af. Det var døden, især for en person som jeg, der var introvert og hadede at være eksponeret i det offentlige rum. Det var simpelthen ulideligt.

Jeg havde da ikke overskud til at finde et værelse, endsige kæmpe for min sag og mit liv! Det var helt umuligt, en illusion, at tro at det kunne lade sig gøre. Jeg kunne desværre heller ikke sætte min lid til min advokat, som enten aldrig selv havde været udsat for det, jeg var udsat for, eller ihvertfald ikke gav indtryk af at hun havde. Mit problem var udelukkende, eller primært i det mindste, at social og økonomisk karakter. Jeg var fra begyndelsen af faldet mellem to stole i det offentlige rigide og bureaukratiske parallelunivers, og ingen kunne, ville eller gad besvære sig med at rette ind efter virkeligheden og erkende det faktum.

Det var uendelig nemmere at lade mig gå til og lade som ingenting end det var at erkende de faktiske omstændigheder, for i sidstnævnte tilfælde ville det være en skandale af dimensioner, som både nødvendiggjorde at flere læger og psykiatere skulle i fængsel for forbrydelser i offentlig tjeneste, samt udlæse en hidtil uset høj erstatning til mig. Så ud fra en meget snærvert nytteetisk synspunkt var det bedste for de fleste at jeg bare døde og blev glemt. Det var trods alt ikke så tit at tilfælde som jeg opstod (?) og forstyrrede det arbitrære og virkelighedsfjerne sofistiske offentlige systems algoritme for borgere, der ikke var i beskæftigelse.

Psykiater Peter Jantzen

Gad vide hvad han foretog sig i forhold til mig? Lå han vågen om natten og vred og vendte sig i sengen af dårlig samvittighed over hans mishandling af mig? Selvfølgelig gjorde han ikke det! Jeg var blot én af rigtig mange patienter Peter Worm Jantzen havde og havde haft, og som han glemte i det sekund, han ikke blev aktivt mindet om dem. Fordi jeg fortsat led så forfærdeligt, havde jeg en tendens til at tro, at jeg var konstant til stede i bevidstheden hos de mennesker, der var skyld i at jeg led. I virkeligheden skænkede de mig ikke en tanke. Jeg var blot en af talrige mursten i væggen. De var med andre ord pisse ligeglade med mig og min skæbne. De fleste ville formentlig ikke engang kunne huske mig nu. Jeg huskede dem alle uden undtagelse og alt det onde, de havde gjort mig mig og min familie, præcis som jeg huskede alle de gode menensker, der havde hjulpet mig.

Træning

Ben, skuldre og mave fik jeg trænet i dag.

22. Marts 2022

Dagbog

Træning

Bryst og triceps fik jeg trænet i dag.

23. Marts 2022

Dagbog

At fryse ihjel

Jeg var ved at fryse ihjel i nat. Jeg var i skrivende stund fortsat for påvirket af den langvarige underafkøling i en grad, at mine kognitive evner og finmotorik var komprommiterede. Jeg var svimmel og havde let ubalance, samt trætte øjne. Ingen steder at overnatte i sidste øjeblik. Umuligt at leje et værelse i Storkøbenhavn. Jeg gad ikke mere. Det var klart for enhver at det ikke kunne blive ved.

Sove og få varmen på biblioteket

Jeg havde ligget og rystet af kulde det meste af natten indtil jeg blev for træt og faldt i søvn. Jeg var nu stadig træt, men havde ingen steder jeg kunne sove, hvorfor det måtte blive på biblioteket. Jeg hadede at sove på biblioteker, det var ydmygende og jeg udstillede mig selv på en ret så ubehagelig måde, og selvfølgelig var det ikke rigtig søvn man fik når man sad i en stol et offenligt sted.

Peter Worm Jantzen i fængsel

Psykiater Peter Jantzens utilgivelige svigt, fejhed, samvittighedsløshed og fatalt ringe lægefaglighed var den primære årsag til at jeg igen var ved at fryse ihjel. Psykiater Peter Worm Jantzen udsatte mig således for livsfare, i ond tro og i flere tilfælde. Derfor skulle Peter Worm Jantzen naturligvis fratages sin autorisation og i fængsel. Jeg havde for måneder siden anmeldt ham til politiet, men politiet havde vanen tro ignoreret mig og derved forsømt deres fornemmeste pligt. Så politiet kunne have forhindret at jeg ved tæt på at fryse ihjel i nat, men de valgte at lade være.

Jeg skrev en sms til Peter Worm Jantzen og Kira i går aftes om min desperate situation og jeg skrev en sms til Peter Worm Jantzen her til morgen, hvor jeg oplyste ham om at jeg havde været ved at fryse ihjel pga. ham og at han var en kujon, som var skyd i det, jeg kom til at gøre i dag. Det som Kira interesserede sig mest fo var tilsyneladende anmeldelser af hende på Trustpilot. Jeg havde skrevet en meget rosende anmeldelse af hende på et tidspunkt hvor jeg mente det. Nu var jeg imidlertid blevet meget klogere, og skyndte mig at slette min anmeldelse.

Kjeld i fængsel

Da jeg var dømt på forhånd og da jeg var på selvmordets rand, var det mest rationelle jeg kunne gøre, at foretage mig noget, der med sikkerhed ville få mig fængslet med det samme. Og det kom jeg til. I dag. Takket være psykiater Peter Worm Jantzen og advokat Kira . Og når jeg så kom ud af fængslet igen, var løbet endeligt kørt for mig; så var det absolut intet håb for nogen fremtid, og jeg ville havde opbygget et enormt og uforløst had inde bag murene. Og så vidste jeg allerede nu hvad jeg ville gøre. I det sekund jeg blev løsladt fra fængslet, som jeg var havnet i for at kæmpe for mit liv og helbred og mit liv var slut, ville jeg uden at blinke gøre noget, som ville komme vække stor opmærksomhed. Og man ville i medierne diskutere, hvorfor pokker man dog ikke havde gjort noget for at forhindre det. Og så kom Peter Worm Jantzen med sikkerhed i fængsel.

Lig på bordet

Før nogen gad at røre en finger, skulle der lig på bordet.

Mail til 15000 læger

Læge hjemløs på 7. år

"Jeg var ved at fryse ihjel i nat, fordi jeg er hjemløs og tvunget til at sove på gaden.

Jeg mistede min lægeautorisation for syv år siden som følge af en uberettiget tvangsindlæggelse og psykiatrisk fejldiagnose, herefter blev jeg ruineret og hjemløs, og jeg sulter i perioder.

Justitsministeriet nægter at give mig min autorisation tilbage, jeg har udviklet PTSD pga. alle de overgreb jeg har været udsat for og den juridiske hjælp det først lykkedes mig at få for et halv år siden, er så utilstrækkelig, at den er omsonst.

Jeg er nu desperat i en grad I ikke forstår. Ingen gider røre en finger for at hjælpe mig, og alle lader som ingenting og ser den anden vej.

Jeres bevidste passivitet er regelret ondskab; den er modbydeligt og samvittighedsløs, og det diametralt modsatte af at være læge. I tvinger mig til at begå selvmord.

I kan få tilfredsstillet jeres sadisme ved at læse min dagbog på:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

En dag bliver det en af jer, der står i præcis samme situation som jeg."

Peter Worm Jantzen og politiet tvinger mig til selvmord

Jeg var nødt til at begå selvmord for at slippe for politiets og anklagemyndighedens tortur. Det var psykiater P, der var skyld i min nuværende situation. Jeg var totalt udmattet og ville bare sove og være i fred, men det var umuligt når man var fucking hjemløs.

Min storesøster

Mit forsøg på at få hjælp fra min familie var tilsyneladende slået fejl, så jeg skrev til min storesøster, at ingen i familien skulle komme og besøge mig i fængslet. Hvis de ikke gad at gøre en for dem ret beskeden og helt omkostningsfri indsats for at redde mit liv, så var de ikke min familie.

24. Marts 2022

Dagbog

Langsom optøning

Jeg havde fundet en sovepose frem fra lageret, og sammen med en yogamåtte og min hullede vinterjakke, holdt det mig næsten varm i løbet af natten. Jeg lå elendigt og kunne ikke strække mine ben ud, pga. teltets lille størrelse, men det var vidunderligt fredfyldt at være alene i naturen. Mine fødder og tæer var dog overraskende længe om at blive varme.

Deja vu

Til trods for alt, det var lykkedes mig at bygge op i løbet af det sidste år, var jeg nu tilbage som hjemløs i et telt; blot var jeg blevet et år ældre,men derudover var intet forandret. Jeg havde kun tre par bukser nu, hvoraf to var for hullede til reparation, og jeg havde ikke været i bad i et par dage. Jeg kunne ikke træne under de nye livsvilkår, og jeg havde intet at se frem til, intet håb længere. Så det var tid til at dø.

Peter Worm Jantzen og Kira

Peter Worm Jantzen havde intet formået end at trække pinen unødvendigt ud. Hans svigt kom til at slå mig ihjel. Min advokat, Kira , havde mig bekendt intet gjort for mig, for ellers havde jeg ikke siddet i den aktuelle situation. Jeg skrev til Andro Vrlic om at overtage Kiras sager for mig, men han var desværre booket i lang tid fremover. Så det var en dødsdom i sig selv.

Bortkommet telefon og SIM-kort

Jeg havde til min store irritation og frustration tabt min mobiltelefon, og måtte bruge en reserve.

Ingen tilbage

Der var ingen og intet tilbage længere.

SMS til Peter Worm Jantzen

"Jeg er i live i dag på trods af dig og din passivitet. Jeg er 40 år gammel, ruineret og hjemløs, og jeg har intet at leve for eller se frem til. Det er din skyld at jeg ikke har fået min lægeautorisation igen, er hjemløs og har kroniske selvmordstanker, Peter.

Du kunne og skulle have gjort din pligt som læge for tre år siden som du lovede, men du svigtede, og nu er jeg konstant på selvmordets rand pga. dig. Meld dig selv til politiet og sig til dem at du igennem år har udsat mig for vanrøgt. Skaf mig en anden advokat. Men vigtigst af alt: sørg for jeg får min lægeautorisation igen. Jeg vil ikke vente længere. Og jeg vil ikke i fængsel pga. din vanrøgt!"

26. Marts 2022

Dagbog

Teltlivet: 22. marts -

Cykle til Kalvebod Fælled. Sikre, at ingen er i nærheden. Forlade stien og finde det gemte telt. Slå det op. Fjerne græs og kviste fra teltet. Rulle yogamåtten ud diagonalt pga. pladsmangel. Jakken som ekstra underlag. Tasken som hovedpude. Børste tænder. Kontaktlinser ud. Sove. Vågne. Kontaktlinser i. Børste tænder. Rydde op. Vrangen ud på sovepose, ryste, lufte og rulle den sammen. Rulle yogamåtten sammen. Pakke teltet sammen. Gemme telt og yogamåtte. Til lageret. Skifte tøj. Træne ryg og biceps, samt bade. Bus til Amager med snavsetøj. Vaske tøj. Oplade reservetelefon på biblioteket. Bus tilbage til lager med rent tøj. Købe mad og vand. Cykle tilbage til Kalvebod Fælled fra lageret. Forgæves forsøge at holde kedsomheden, meningsløsheden, uvisheden og desperationen for døren.

Huske at være taknemmelig for at leve og overleve under groteske og påtvungne livsvilkår og kunne dokumentere det til eftertiden. Glæde sig over, at kommunens hattedamer- og mænd aldrig kom og forstyrrede (fordi det ville kræve en minimal indsats). Gentag. Det var dødsspiralen. Den ophørte aldrig. Det bedste, jeg kunne håbe på var, at jeg fik midlertidig husly eller kunne leje et værelse i nogle måneder, hvorefter jeg skulle overnatte på gaden igen.

Billede. Særdeles smuk solnedgang over Fælleden.

Billede. Udsigten inde fra teltet af.

Politiets blinde øje

Det var næsten umuligt at kravle op på det næste trin i behovspyramiden, og som regel var jeg for fysisk og mentalt udmattet til at foretage mig andet end blot at være nogenlunde soigneret, men når det var, jeg følte mig lidt ovenpå, satte jeg mig ofte på universitetet og skrev eller læste. Det var et af de få steder, jeg kunne være sikker på at politiet aldrig fandt mig, for de havde tydeligvis ikke sat deres ben på en højere læreanstalt nogenside.

Prostatamassøren

Mens tøjet var i tumbleren, gik jeg et smut i den nærliggende Netto for at købe lidt frokost. Jeg genkendte ham straks, vi fik øjenkontakt uden at nogen af os viste tegn på genkendelse (men jeg vidste, at han genkendte mig), og jeg gik videre i uforandret og habituelt tempo, som intet var hændt. Det var en pinlig og akavet situation for os begge. Jeg spottede straks den korteste kø og stillede mig i den i håbet om at jeg slap ud af butikken før Jesper, som manden hed, fik handlet færdigt. Det lykkedes desværre ikke, for straks efter stillede Jesper sig bag mig i køen.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet, at Jesper havde gjort det bevidst for at være sikkert på, at den person, han havde set, var mig, hans tidligere kollega på urologisk afdeling på Herlev Hospital. Om han havde haft højrøde kinder da jeg så ham første gang, var jeg ikke klar over, fordi jeg havde genkendt ham så hurtigt og skyndt mig videre, men det havde han nu. Jesper lignede sig selv: Iført en åbenstående og smart brun fløjlsjakke med lapper på albuerne, noget rødt indenunder, vistnok noget, der lignede regular fit cowboybukser med enderne af buksebenene foldet op, og med sit smalle ansig med de store og nærværende øjne, der gav ham et aristokratisk udtryk og fik mig til at tænke på en spidsmus.

Jesper var rigtig læge, og formentlig på nuværende tidspunkt overlæge og professor i urologi (det lægevidenskabelige speciale inden for nyrer og urinveje), og jeg måtte derfor a priori respektere ham. Jesper havde været min rusvejleder, da jeg startede på medicinstudiet i 2002, og jeg havde mødt ham i 2007, da jeg var i klinik og herefter lægevikar på urologisk afdeling, Herlev Hospital, og igen i 2009, da jeg var i turnus (som nu var ændret til betegnelsen Klinisk Basis Uddannelse, eller bare KBU). Jesper havde studeret filmvidenskab før han skiftede til medicinstudiet, og han havde givetvis en bachelor i faget. Han var kendt for at kunne citere lange passager fra klassiske film, og sin skarpe og humoristiske sans, der i enkelte tilfælde kunne få ham til at fremstå en kende uintenderet arrogant.

Det nihalede kateter

Hvem der var ophav til udtrykkende "piskes med det nihalede kateter" og "prostatamassøren" var jeg ikke klar over, men enten var det Jesper eller hans med-urolog og ven Martin. De havde en fremragende form for medicinsk værkstedshumor, som gjorde de til tider yderst stressende vagter en smule lettere at klare sig igennem.Det var uudholdeligt bitter at tænke på hvor meget jeg var gået glip af, som følge af dyssociale og onde læger og psykiatere. De havde indtil videre stjålet syv år af mit liv, og gjort det til et mareridt, som aldrig ophørte.

Billede. Inde i teltet om aftenen, liggende i min mindre end tilstrækkelige Astralis sovepose, som var bedst egnet til indendørs LAN-parties.

Egnet til at slå ihjel

Det jeg blev udsat for var egnet til at slå mig ihjel, enten for egen hånd eller af hjertetytmeforstyrrelse eller pludseligt hjertestop eller lign. Det vidste politi og anklagemyndighed naturligvis udmærket, og det var deres helt bevidste strategi, så de slap for arbejdet med at forholde sig til alle sagens akter og opfylde objektivitetskriteriet. De ville selvfølgelig aldrig indrømme det, men vi vidste vist alle godt, hvad det drejede sig om.

27. Marts 2022

Dagbog

Igen og igen og

Dagen i dag var præcis som dagen i går: Trøstesløs og uden vished og håb. Ingen grund til at skrive det sammen igen og igen, men det skulle nævnes, da det var vigtige beviser, som skulle sikres til at retsforfølge psykiater Peter Worm Jantzen mv.

Min situation var så vanvittig og uudholdelig, at jeg ikke længere kunne begribe det. Det var uvirkeligt og modbydeligt i en grad, der var hensides ord. Det var ikke en naturkatastrofe eller invaderende stormagt, der var årsagen til de selvmordsinducerende vilkår. Det var enkelte navngivne personer, der havde manipuleret retsvæsenet til at tvinge mig til at begå selvmord for at dække over deres forbrydelser i offentlig tjeneste og erhverv.

Når man befandt sig så dybt i dødsspiralen som jeg gjorde i skrivende stund, var det umuligt at tage stilling til noget som helst eller handle aktivt for at sikre egen eksistens. Alle ressourcer gik til at overleve fra time til time, og jeg når jeg tænkte på døden, var det med længsel. Fordi det var uudholdeligt, fordi jeg rådnede op i uvished under umenneskelige vilkår, og fordi at ingen gjorde noget.

Billede. Udsigten fra teltet i formiddags inden jeg stod op og ud i det noget kolde og blæsende forårsvejr.

Jeg var blevet forkrøblet mentalt som følge af disse personers kriminalitet, svært stresset hinsides ord og samtidig ignorerede alle offentlige aktører mig og mine helt berettigede nødråd. Peter Worm Jantzen og Kira tog mig tilsyneladende ikke alvorligt, og troede at jeg bare kunne være tålmodig, mens jeg teltede ufrivilligt under utilstrækkelige forhold. Jeg kunne nærmest kun sidde og rokke frem og tilbage i stirre ud i luften fordi jeg var så ekstremt og kronisk belastet og udbrændt. De ansvarlige for de lidelser, jeg gennemgik, skulle i fængsel.

Billede. Absolut ikke flatterende selvportræt i dag, svedig, snavset, fysisk og mentalt udkørt, fortsat iklædt skiundertøjet, som holdt mig delvist varm i nattens kulde, der stod i skarp kontrast til det fantastiske og solrige forårsvejr om eftermiddagen.

Kronisk lavintens tortur

Jeg blev stadig udsat for kronisk lavintens tortur af det offentlige, af politiet og retsvæsenet og mens de gansk få mennesker, der fik løn for at kæmpe for mit liv, havde uendelig god tid på mine vegne. Det var da også irriterende med os fattige, der altid var så sure! Men jeg kunne virkelig ikke holde det ud længere, det havde jeg ikke kunnet i lang tid og uden en slutdato blev det kun værre og værre.

Politianmeldelse

Jeg havde mindst én gang tidligere meldt psykiater Peter Worm Jantzen til politiet, og jeg måtte gøre det igen meget snart. Han var nødt til at forstå, at det ikke var i orden hvad han havde gjort imod mig, og han måtte ændre adfærd, således at andre af hans ufrivillige patienter ikke fremover skulle udsættes for det samme som jeg. Jeg havde pligt til at melde psykiater Peter Worm Jantzen til politiet igen.

Jeg måtte også genanmelde samtlige andre psykiatere og læger, der havde begået forbrydelser mod mig i offentlig tjeneste og erhverv. Det var politiets forbandede pligt at sikre mit bevismateriale, efterforske og forhindre forbrydelser, og det hverken havde de gjort eller gjorde i skrivende stund. Jeg måtte også anmelde Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed til Politiklagenævnet. Denne myndighed havde svigtet dens ansvar eklatant og var en åbenbar joke. Alle var klar over, at de ansatte meget sjældent kritiserede deres tidligere kolleger i politiet, og når miraklet skete, fik det igen yderst sjældent konsekvenser.

Og selvfølgelig skulle Styrelsen for Patientsikkerhed meldes til politiet! Om nogen var de ansvarlge for den tortur, jeg led under. Jeg fremstod umiddelbart som en kværulant, der skød i blinde til højre og venstre, men hvis man gjorde sig ulejlighed med at læse hvad jeg havde skrevet og i øvrigt dokumenteret, måtte det var åbenlyst for alle, at min reaktion og adfærd var absolut rationel og indfølelig. I sidste ende var jeg ikke i tvivl om at jeg gjorde det rigtige under de givne omstændigheder og med PTSD'en som hæmsko.

Jeg var så stresset og udbrændt at jeg tog fysisk skade af det med svært forhøjet blodtryk, mavesmerter, halsbrand og svimmelhed. Det havde stået på i så mange år og jeg var så relativt gammel at det meget vel kunne være fatalt for mig. Det hele var løbende objektivt veldokumenteret, men ingen psykiatere havde gidet at gøre noget ved det; således vidste både psykiater Hans Raben og Peter Worm Jantzen hvor skadelig deres vanrøgt af mig var, men ingen havde gidet at gøre deres pligt og gøre noget ved det.

Hvor mange medicinske undersøgelser var det nu lige, jeg var blevet tilbudt af Peter Worm Jantzen og Hans Raben? Omtrent nul? Hvad med en blodtryksmåling, nogle standart blodprøver eller måske et EKG i ny og næ? Selvfølgelig ikke! Psykiaterne nedlod sig ikke til at beskæftige sig med kropsmedicin, i den vildfarelse, at det skadelige lort de praktiserede, havde noget som helst med lægevidenskab at gøre. Psykiaterne var hverken læger eller psykologer, men en meget ringere mellemting.

Ukrainske flygtninge

Man skulle absolut hjælpe de stakkels ukrainske flygtninge fra krigens rædselser. Danmark var et samfund, der var rigt nok til at hjælpe vores medmennesker i deres for flertallet formentlig værste krise i deres liv. Vejret var ret godt lige nu, men det vendte jo ifølge vejrudsigten allerede igen i løbet af den kommende uge, og så blev det koldt igen med nedbør i form af slud. Det skulle man ikke udsætte mennesker for! Man skulle ikke fryse i Danmark, ingen mennesker skulle udsættes for ufrivillig kulde, ingen mennesker skulle være uden mad eller læ i Danmark, for i Danmark behandlede vi alle humant og ingen skulle lide nød i en grad, der var livstruende.

https://www.sn.dk/danmark/df-vil-undersoege-teltmuligheder-som-bolig-for-ukrainere/

Men kunne jeg gå for en ukrainsk flygtning og liste mig ind i et af de opvarmede telte? Var det mon telte, som var store nok til at man ikke skulle ligge sammenkrøbet i fosterstilling? Var der mon rigtige liggeunderlag til flygtningene i teltene eller måtte de ligge på en hård yogamåtte? Var gulvet i teltene plane eller så ujævne, at man blev rædbrækket af at ligge på dem?

Billede. Dansk psykiatri.

Billeder.

28. Marts 2022

Dagbog

Omstillingsparathed

Da jeg i går aftes nærmede mig mit sædvanelige sted, hvor teltet var gemt, så jeg en person gå rundt i området. Det var en utænkeligt at det bare var en ornitolog eller nogen, der kedede sig, men området var nærmest sumpet at gå rundt i, så det var alligevel nok til at jeg lod som ingenting og cyklede videre. Men hvor jeg så skulle sove, var et godt spørgsmål. Jeg cyklede rundt til de shelters, jeg kendte, men de lod til at være optagede, det var ved at blive sent og jeg skulle bare ligge ned og slappe af hurtigst muligt. Jeg havde sovepose med mig, men ikke min yogamåtte.

Vejret holdt gudskelov tørt, og selv om det blæste en del, spillede det kun en sekundær rolle. I nærheden af et af mine tidligere sovepladser, hvor der var en diskret forhøjning mellem rækken af træer, fjernede jeg de kviste, jeg umiddelbart kunne se, og rullede soveposen ud. Der var en tyndt lag af blade på jorden, som ikke ydede mig nogen egentlig komfort eller beskyttelse mod den kolde jord, men det var var det var. Det havde været en forfærdelig dag og weekend i det hele taget, så jeg sulle bare have fred og ro. Jeg børstede tænder og forsøgte at falde i søvn.

Jeg sov i intervaller, men samlet set fik jeg næsten søvn nok. Det var koldt, men ikke så meget at jeg rystede af kulde, og det største problem var det hårde underlag, som da også var det, der vækkede mig hele tiden. Om natten lå jeg og lyttede til vindens susen i træerne og dyrenes lyde, og kiggede op på den skyfri stjernehimmel. Om aftenen havde det været solrigt, men om morgenen, da jeg vågnede og stod op, var det overskyet, blæsende og koldt. Jeg skyndte mig at få kontaktlinser i, børste tænder og så afsted på de mudrede stier på cyklen, og ud til lageret.

Træning

Jeg var totalt fysisk udmattet og kold, da jeg endelig nåede ud til lageret, hvor jeg skiftede tøj og pakkede træningstaske, hvorefter jeg tog over og trænede bryst og triceps i fitnesscentret. Det efterfølgende bad var vidunderligt og det var første gang i to dage, jeg havde stået bruseren sidst.

Umenneskeligt

Det var ikke slemt isoleret set, men alt taget i betragtning, var det sgu noget svineri, jeg blev udsat for, umenneskeligt og perfidt. Det kunne meget vel have gået galt i går fordi jeg var så desperat og havde et udtalt behov for at skrive nogle sandheder til P. Det var meget heldigt, jeg havde undladt!

Billede. Morgen på Kalvebod Fælled.

Resten af dagen

Først på bibliteket, så spille basket for at få tiden til at gå, dernæst til lageret på cykel og så ud på Fælleden og sove. Jeg kunne overnatte 'commando' med bare soveposen så længe vejret holdt tørt.

Altid eksponeret, aldrig slappe af

Fordi jeg ikke have et sted at bo, kunne jeg aldrig rigtig slappe af. Jeg var altid offentligt eksponeret med mindre jeg fandt et sjældent øde sted, men i Københavnsområdet kunne man aldrig være sikker på at kunne være helt uforstyrret nogen steder; der var altid en hundelufter eller kondiløber, der kom forbi. Det var derfor en eksorbitant stressende tilværelse, jeg levede. Hvor skønt ville det ikke være bare at ligge i sengen dagen lang og se Netflix! Jeg kunne med sikkerhed reducere mit medicinindtag en hel del, hvis ikke jeg hele tiden skulle være skarp og opmærksom ude i det offentlige rum. Det var jo absurd.

29. Marts 2022

Dagbog

Spending my time

Billede. I DR-byen: Som sædvanligt brugte jeg aftenen på at skyde basketball'en ned i kurven for at holde varmen og for at få tiden til at gå. Jeg blev ikke rigtig bedre rent teknisk.

30. Marts 2022

Dagbog

Kold nat og morgen

Temperaturen var faldet en del i nat i forhold til de seneste uger, og i morgen frøs jeg temmelig meget, blodkarene i fingrene lukkede næsten helt med det samme og først efter jeg havde stået og skudt mod basketkurven et stykke tid, begyndte de at tø op. Små snefnug begyndte at dale ned fra himlen og hvirvle rundt om mig, mens jeg forsøgte at ramme ned i nettet. De sædvanlige hundeluftere ankom lidt i kl. 8 i parken, som de plejede for at træne deres hunde.

Billede. Basketball i Englandsparken igen for at få varmen.

Peter Jantzens svar

Til min store overraskelse skrev Peter Worm Jantzen en SMS til mig her til morgen. Han plejede jo at ignorere mig, når jeg informerede ham om min livstruende situation, som han havde forårsaget. Jeg læste ikke hvad Peter skrev. For det var ligegyldigt. Snak og ord kunne jeg ikke bruge til noget, kun handling. Peter Worm Jantzen var så langt ude på et skråplan, at han ikke havde så mange muligheder tilbage for at dække sin egen ryg. På nuværende tidspunkt kunne han nærmest kun tvangsindlægge mig - uberettiget naturligvis - hvis han skulle gøre sig om håb om at give en dommer indtrykket af, at det var mig og ikke ham, der var noget galt med.

Jeg var i skrivende stund stadig ved at tø op, men jeg var ikke sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestiles hermed, ikke til fare for mig selv eller andre, eller behandlingskrævende. Men som alle vidste, kunne enhver psykiater opdigte indholdet i en tvangsindlæggelseserklæring og slippe afsted med det. Spørgsmålet var, hvor amoralsk og rygdækkende Peter Worm Jantzen var. Gudskelov havde jeg også i dag flere troværdige vidner, der kunne fortælle, at jeg var ganske normal og upåfaldende. Peter Worm Jantzen kunne derfor få mig frihedsberøvet på en løgn, men kun på kort sigt og det ville ramme ham selv som en boomerang efterfølgende, fordi der intet grundlag var overhovedet for at udøve tvang overfor mig.

Peter Worm Jantzen var skyldig for gud ved hvilken gang at ignorere at min sociale situation var så grel at den var livstruende. Men desværre for Peter bare ikke i skrivende stund, i dag eller i morgen. Så hvad ville han gøre? Ingen kunne løbe fra deres handlinger og ansvar, selv ikke en psykiater, og der skulle nok komme en dag..

Læg dig ned og rul rundt, Peter

Peter Worm Jantzen var en høflig og behagelig person. Men det kunne bare ikke undskylde det, han havde udsat mig for; uanset hvor elskværdig Peter Worm Jantzen end var, var det komplet ligegyldigt ift. hans handlinger eller undladelser. Peter Worm Jantzen gik op i at indlede SMS'er og mails med "Kære Kjeld" og afslutte dem med "Venlig hilsen". Som om det spillede den fjerneste rolle hvor korrekt og formel han var! Tværdigimod var det provokerende med den afstandstagen, emotionelle distancering og bureaukratiske ligegyldighed hans høflige sprogbrug bar præg af; det bevidnede om at han slet ingen ting fattede i forhold til min desperate situation. Men det lød godt i retten, og gav indtryk af at han var fattet.

Så det var ikke for min skyld, men udelukkende for Peters egen skyld at han var så korrekt og formel. Det tydede på at han havde en "læderet emotionel, men intakt formel kontakt", som en robot. Og det kunne folk sagtens gennemskue. De fleste var ikke idioter, men blev også indigneret over så glat en attitude overfor reel nød og desperation.

Ud i kulden igen

Nu var det snart tid til at komme afsted til egen læge for første gang i 5 - 6 år. Og kun for at få vedkommende til at videreføre min medicinske behandlig. Jeg var faktisk selv læge og havde ikke brug for min praktiserende læges råd og viden, kun at vedkommende udskrev min vanlig medicin, så jeg slap for at have noget med Peter Worm Jantzen at gøre. Der var en reel risiko for at vedkommende ville tvangsindlægge mig, men igen: Det ville i givet fald være uberettiget og et klokkeklart overgreb, og jeg var desuden nærmest ligeglad.

Ikke så meget pis

Det var så absolut cykelturen fra Amager til Rødovre, samt ventetiden værd, at komme til min praktiserende læge i Rødovre Centrum (hvor jeg i øvrigt var født for lidt over 40 år siden). Jeg havde ikke været hos egen læge i over seks år, så jeg var lidt beklemt ved situationen, men mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme. Den praktiserende læge var venlig, bestemt og effektiv. Ikke så meget pis, snak, nedladenhed, arrogance og trusler om frihedsberøvelse eller tvangsmedicinering.

Så hun videreførte den medicinske behandling med den betingelse, at den skulle være uændret. Det var fint med mig. Jeg slap for ydmygelse og sygeliggørelse i Distriktspsykiatrien og jeg slap også for at vente et år på at en praktiserende psykiatrier havde ledig tid. Jeg fortalte lægen præcis hvad jeg syntes om hendes plan: At jeg var hende taknemmelig. Jeg behøvede ikke at optage min praktiserende læge. Det var kun taberpsykiatere hvis ugerninger og perfide sadisme, det var livsvigtigt at optage.

Jeg nød cykelturen i fulde drag og jeg fejrede den vellykkede konsultation med at lave fire sæt dips af 10 gentagelser i Valby på vejen hjem til Amager. Ja, det var ret koldt, blæsende og det sneede, og jeg, jeg skulle i fængsel for med ord at kæmpe for mit liv og helbred under Ps vanrøgt, og ja, jeg var hjemløs på syvende år og havde intet tilbage fraset PTSD - men jeg havde haft en god oplevelse med en læge. En rigtig læge.

Forræddere

Jeg havde engang haft lægevenner - troede jeg. Så snart jeg blev udsat for fejldiagnosticering og overgreb i psykiatrien forsvandt samtlige "lægevenner" som dug for solen. Fordi de selvfølgelig ikke var venner, når det kom til stykket. De var feje. Føj!

Psykiater Anne Mette Brandt Christensens bog

Måske havde jeg misforstået noget, men jeg havde ladet mig fortælle at psykiater Anne Mette Brandt Christensen havde skrevet en selvbiografi. Det lød spændende! Det var som bekendt hende, der i modstrid med virkeligheden havde insisteret på at jeg var sindssyg under indlæggelsen på hendes kollegas afdeling, og som vist nok også var medlem af Retslægerådet, som havde taget grueligt fejl af mig og udsat mig for justitsmord. Jeg skulle jo i fængsel for at skrive om den dokumenterbare virkelighed, men så blev jeg jo bare martyr og det kom i sidste ende til at skade psykiatrien endnu mere. Fjolser.

Ikke gøre mig noget jeg ikke er

Min største styrke og bedste dokumentatin for at jeg havde ret i alt jeg havde skrevet og sagt var, at de aldrig kunne gøre mig til noget, jeg ikke var, og aldrig havde været. Af den årsag alene, havde psykiatrien, retspsykiatrien, Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet - og retsvæsenet - tabt. De kunne udsætte mig for hvad det skulle være, men de kunne IKKE gøre mig til en sindssyg person, og en dag - og der kom en dag - gik det op for omverdenen og så skulle minen bødler stå til ansvar overfor en dommer. Og så kom de i fængsel.

"You can run on for a long time, sooner or later God is gonna cut you down."

Meld jer selv til politiet

Hvorfor meldte mine bødler sig ikke bare til politiet og dermed håbe på at dommeren ville anse det som formildende omstændigheder? Troede de at de bare kunne skifte job og dermed slippe for ansvar og fængsel? Det gjorde de jo åbenbart, men det ændrede ingenting i sidste ende. Jeg havde mere end rigelig med dokumentation for deres forbrydelser i offentlig tjeneste, og langt det meste materiale havde jeg ikke engang gennemgået og offentliggjort endnu. Men det var der og lå bare og ventede på mig. Og ja, der kom en dag.

Google anmeldelse af myndigheder

Jeg opdagede ved et tilfælde, at man kunne tildele Ombudsmanden stjerner og skrive en anmeldelse på Google. Det var en god service, jeg ikke ville undlade at benytte mig af. Og det samme gjaldt flere andre myndigheder. Derfor:

Anmeldelse af Ombudsmanden/DIGNITY og Institut for Menneskerettigheder (1 stjerne til alle)

"Jeg har bibragt Ombudsmanden omfattende og relevant objektiv dokumentation for åbenlyse forbrydelser i offentlig tjeneste - men desværre har Ombudsmanden nægtet at forholde sig til materialet. Det er ærgerligt og ikke kun for mig, men for alle andre, som lider som følge af de forhold, jeg har belyst. Dermed mener jeg at DIGNITY svigter sin vigtigste opgave. Derfor har jeg lagt min dokumentation ud online, hvilket jeg nu skal i fængsel for at have gjort:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Konklusionen må være, at når en myndighed som DIGNITY ignorerer borgernes helt relevante henvendelser, kan det resultere i selvtægt. Og det var vist ikke meningen?

Venlig hilsen, Kjeld Andersen."

Anmeldelse af Styrelsen for Patientsikkerhed på Google (1 stjerne givet)

"Styrelsen for Patientsikkerhed fratog mig min lægeautorisation i 2016 på et faktuelt og dokumenterbart forkert grundlag.

Jeg har været periodevis hjemløs og fuldstændig ruineret lige siden, og fået mit liv ødelagt. Nu er jeg hjemløs igen.

Trods indsendelse af erklæringer og andet materiale, der udover enhver rimelig tvivl beviser at Styrelsen for Patientsikkerhed tog helt fejl, nægter man at give mig min autorisation tilbage, så jeg kan arbejde og få et liv.

Det koster mig snart livet fordi jeg ikke har lyst til at sove på gaden længere, når jeg har arbejdet hårdt for at blive læge. Jeg har aldrig fejlbehandlet nogen og aldrig fået nogen klager.

Men Styrelsen for Patientsikkerhed nægter at give mig mit eksistensgrundlag tilbage og det er dermed en dødsdom for mig.

Venlig hilsen, Kjeld Andersen."

Anmeldelse af Datatilsynet på Google (1 stjerne givet)

"Datatilsynet var fire år om at behandle min indberetning og give mig medhold.

Fordi man var så længe om det, troede min praktiserende læge at de forhold, jeg havde indberettet var en vrangforestilling og brugte det som argument for at tvangsindlægge mig.

Dermed fik jeg en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, som forlængst er tilbagevist. Men fordi jeg var læge, mistede jeg min autorisation pga. fejldiagnosen.

Det var i 2016 og jeg er stadig hjemløs og ruineret som følge heraf. Man skulle tro at det var løgn, hvad jeg skriver, men det er det ikke, hvilket jeg har dokumenteret til fulde, se:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io

Hvis Datatilsynet ikke havde svigtet mig, kunne jeg måske have haft job, bolig og familie i dag (2022).

Men det har jeg ikke. Jeg skulle ALDRIG have indberettet de lovbrud, som jeg fik medhold i, til Datatilsynet. Det var en af de største fejl, jeg har begået nogensinde.

Selv tak, Datatilsyn!

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

1. April 2022

Dagbog

April 2022

Indhold fra april 2022.

Billeder. April 2022.

Syg af stress og kulde

Billede. Cyklen dækket af rimfrost.

Billede. Teltet dækket af rimfrost.

2. April 2022

Dagbog

Ny mail til 15000 læger

Fordi jeg var så svært belastet igennem så mange år og fordi jeg blev behandlet så ringe og tarveligt af så mange, der troede at de selv var guds gave til menneskehenden, måtte jeg sende et nyt nødråb rundt. Det skulle stoppe NU. NU, nu, nu! Fuck hele verden. Giv mig mit liv TILBAGE. Måske var det reaktionsfasen efter den seneste uges ekstra ulidelige belastninger, der gjorde mig så vred, men det var sgu ligegyldigt.

Jeg havde lyst til at gå amok. Nogle troede de havde det hårdt, men de anede ikke hvad helvede de talte om. Jeg skulle ikke finde mig i svinsk behandling fra menensker, der ikke kunne magte en brøkdel af hvad jeg kunne. De skulle holde deres kæft eller demonstrere at de havde noget at havde deres arrogance i. Kom ud og sov i frosten. Eller hold din kæft. Jeg havde nu bevidst at jeg kunne overleve også på fuldstændig egen hånd overalt i Danmark. Jeg var ikke afhængig af nogen. Jeg gav mere end jeg tog, og jeg skulle ikke være underdanig og ydmyge mig selv for at få dem til at redde mig fra sult og kulde. Så fucking hellere dø af sulten og kulden.

Ukrainsk statsborgerskab

Måske skulle jeg søge om ukrainsk statsborgerskab, men blive i Danmark og lade det danske samfund give mig en bolig? Som dansk statsborger og læge kunne jeg få lov til at rådne op som hjemløs og alle var pisse ligeglade. Men kunne man vise omverdenen hvor godt et menenske man var ved at huse en ukrainsk flygtning, om det så var private eller kommunen, så fik man tag over hovedet med lynets hast. Og det fortjente de ukrainske flygtninge også! Men det gjorde jeg fandeme også som fucking dansk statsborger! Så fuck det ulækre land, der havde gjort mig hjemløs, udsat mig for overgreb og ødelagt mit liv! Så hellere Ukraine end Danmark.

Enten kæmpede jeg dag ud og dag ind for mit liv og havde ikke overskud til at tænke på andet. Eller også lå jeg et eller andet sted og var ensom og isoleret. Det var tortur og noget jeg blev påtvunget af omstændighedene. Måske skulle jeg bare få det overstået og slippe for flere ulidelige weekender alene, mens andre hyggede sig med deres familie? Måske var jeg så ødelagt som menneske at jeg lige så godt kunne stoppe en udsigtsls tilværelse? Hvad var det man forventede at jeg gjorde i min uholdbare situation?

Utroligt hårdt

De færreste var klar over hvor fantastisk hårdt medicinstudiet var, hvis man som jeg gik efter 12 taller, forskning, skolarstipendium, underviserjob og lægevikararbejde. Jeg bragte aldrig mine meritter på banen fordi de var irrelevante ift. min omgang med andre. Men når nogen over for mig var nedladende og arrogant og intet havde at have det i, så stoppede festen. Hun havde så lille viden om hvad jeg rent faktisk havde præsteret og alligevel skulle jeg belæres, som var jeg idiot. De, der vidste hvad jeg havde opnået ved ekstrem disciplin og afsavn, behandlede mig ikke arrogant. Så hvis man var en selvovervurderende bostedsbeboer, der var så uvidende at hun ikke engang anede hvad jeg havde gennemgået, så skulle man udvise en smule mindre arrogance og mindre nedgørelse.

Mail til Peter Jantzen, Region Hovedstadens Psykiatri og Sankt Hans Hospital

Generhvervelse af lægeautorisation, hjemløshed og selvmordstanker pga. jeres mishandling og overgreb

"Kære Peter Worm Jantzen (Cc. Region Hovedstadens Psykiatri og Sankt Hans Hospital)

Jeg insisterer på at holde jer informeret til det sidste, og I skal gemme denne mail og de vedhæftede filer, så man senere kan søge om aktinsigt, få udleveret materialet, erfare hvad I er skyld i og politianmelde jer for det I har udsat mig for.

Min aktuelle situation:

  • Jeg er ikke deprimeret, psykotisk eller indlæggelseskrævende, men jeg er så træt af livet som følge af den vanrøgt jeg stadig efter syv år udsættes for, med hjemløshed, afsavn, fattigdom, arbejdsløshed, ufrivillig ensomhed og isolation, uvished og intet positivt at se frem til.
  • Vanrøgten, de hidtidige og fremtidige overgreb og frarøvelsen af alt, der gør livet værd at leve, er jeres skyld og jeg kan snart ikke holde ud at leve længere. Jeg må og skal have min lægeautorisation igen nu. Jeg mener det virkelig. Jeg fik den frataget som følge af en fejldiagnose, som resulterede i alt andet. Jeg er nædt til at begå selvmord snart, for jeg kan ikke holde mit liv, som I har bestemt det skal være, ud!
  • Jeg har gjort alt menneskeligt muligt for at få jer til at gøre jeres forbandede pligt, men i pisser på mig og lader mig rådne op. I tvinger mig til selvmord eller kriminalitet fordi I lader somm igenting og ignorerer mig. I er ansvarlige for at drive mig til dette, det er umenneskeligt og jeg forstår ikke at I kan være så grusomme mod mig.
  • Peter Worm Jantzen har jeg for længst mistet tilliden til, og jeg læser aldrig hvad han eventuelt svarer mig på mine henvendelser til ham, fordi han så mange gange har været ligeglad med de relevante informationer, jeg bibringer ham. Det er ikke min skyld at det er sådan, det er jeres.
  • Jeg gider ikke være til grin længere. I skal finde ud af noget akut. I søger for at jeg får min lægeautorisation igen nu, det kan ikke vente og jeg vil ikke finde mig i, at I intet gør. Jeg skal ud af det helvede I har sat mig i, og det er vigtigt at I forstår at jeg ikke lever ugen ud, hvis ikke I gør noget.
  • Jeg vil ikke i fængsel for at have kæmpet for mig liv pga. den mishandling I har udsat mig for! Hvad bilder I jer ind? Det er jer, der skal i fængsel, ikke mig. I skal kontakte politiet og fortælle at det er jeres skyld hvad der er sket, at de skal frafalde sigtelserne mod mig og sigte jer i stedet for.
  • Jeg mener det virkelig: Jeg vil ikke leve sådan her ét sekund til. Giv mig mit liv tilbage, som I har stjålet. Jeg kan ikke holde det ud, det må I da kunne forstå.

Find på en anden måde at kontakte mig end via Peter Worm Jantzen.

Venlig hilsen, Kjeld Andersen."

3. April 2022

Dagbog

Træning

Ryg og bicedps i dag, og hvilken fantastisk træning det var!

Den lille pige i Bilka

Strømper skulle jeg have, for jeg havde efterhånden bogstavlig talt slidt de fleste op og smidt dem ud. Bilka og Føtex havde ofte tilbud på netop strømper og minsanten om heldet ikke var med mig i dag (heldet følger som bekendt de tossede). Da jeg havde fundet en pakke med ti par strømper til blot 50 kroner og vendte mig om for at forlade tøjafdelingen, stod der en lille mørkhåret pige på måske 3 - 4 år midt i gangen og kiggede fortabt op på mig med store øjne.

Jeg smilede til hende, og hun løb straks hen til mig og greb fat i mine buskeben som i et kram. Hendes noget ældre storebror, som åbenbart havde ladet sin lillesøster ude af syne, kom grinende over og tog hende i hånden. Jeg gengældte hans grin. Det var ikke bare noget af det mest rørende, jeg nogensinde havde oplevet, det var det bedste bevis, jeg kunne komme i tanke om, på, at jeg ikke var det modbydelige monster, jeg var blevet anset og behandlet som i så mange år.

Det var ikke en fuldstændig sikker test, naturligvis, men menneskebørn var hard wired til at aflæse ansigtsminik og fremtræden, og søge beskyttelse hos dem, der virkede oprigtigt tillidsvækkende. Det var ikke for sjov de gjorde det, det var en overlevelsesmekanisme.Den lille piges intuitive tiltro til mig var uendelig mere værd end Retslægerådets og Retspsykiatrisk Kliniks yderst alvorlige og skandaløse, dyre og omstændige, forudindtagede fejlundersøgelse og fejlerklæring, der ikke bare var lidt forkert, men så forkert, som det overhoved kunne lade sig gøre. Det var nærmest et tegn for mig og det betød utrolig meget mere end pigen og hendes storebror nogensinde ville kunne forstå.

Anne Mette Brandt Christensen på LinkedIn

Døm selv..

Billeder. Fra LinkedIn.

Brev til Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik, Blegdamsvej med Cc. til Justitsministeriet og Rigspolitiet

"Kære Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik, Blegdamsvej (Cc. Justitsministeriet og Rigspolitiet)

Jeg fik frataget min autorisation som læge i 2016 som følge af en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose.

Jeg blev mentalundersøgt på Retspsykiatrisk Klinik, Blegdamsvej, og Retslægerådet tilsluttede sig førnævntes konklusion, hvilket har resulteret i flere alvorlige og langvarige overgreb i retspsykiatrien, har givet mig PTSD og som følge af den ufrivillige arbejdsløshed er jeg i skrivende stund hjemløs igen.

Nøjagtig som min familie, mine venner og jeg selv har sagt hele tiden, er det eneste, jeg nogensinde har lidt af, ADD og nu også PTSD, hvilket retspsykiaterne endelig har erkendt.

Det er ikke blot påstande, men en faktum, der er særdeles veldokumenteret med objektivt materiale.

Retspsykiatrisk Klinik, Blegdamsvej, og Retslægerådet tog således ikke blot fejl, men var så galt afmarcheret i jeres fejlvurdering, det nærmest var teoretisk muligt.

Jeg har beviseligt aldrig været psykotisk (sindssyg) eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, utilregnelig, eller svært personlighedsforstyrret og svært narcissistisk. Det er så forkert, at det skriger til himlen, og de eneste diagnoser jeg har ifølge retspsykaiterne selv, er ADD og PTSD.

  • Det må og skal have ansættelsesmæssige og strafferetlige konsekvenser for de medarbejdere hhv. medlemmer i Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet at man har givet mig så mange helt forkerte diagnoser, som igen har resulteret i alvorlige overgreb mod mig, fattigdom og hjemløshed. Det er forbrydelser i offentlig tjeneste, der som minimun er tale om, og det er politiets forbandede pligt at efterforske forbrydelser.
  • De alvorlige fejldiagnoser som Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet har givet mig skal uden nogen forbehold utvetydigt berigtiges skriftligt og indføres i min journal og i alle andre offentlige dokumenter. De korrekte diagnoser skal indføres i stedet, de forkerte skal slettes.
  • Jeg skal have erstatning for Retspsykiatrisk Kliniks og Retslægerådets alvorlige fejlundersøgelser og erklæringer.
  • Jeg skal have min autorisation som læge igen straks.
  • Det vedhæftede materiale er bevismateriale og skal af politiet sikres og behandles som sådan. Modtagerne af denne mail skal gemme mailen og det vedhæftede materiale, som I har pligt til at gøre.
  • Fordi jeg ved talrige lejligheder igennem flere år har henvendt mig til jer med relevant objektivt bevismateriale, som I har valgt at ignorere, tvinger I mig til at lægge det ud på internettet så offentligheden har adgang til det. Det er således jeres pligtforsømmelse, der nødvendiggør mine handlinger, jeg har intet valg, hvis jeg skal undgå endnu flere justitsmord og hvis jeg skal overleve.
  • Fordi jeg er hjemløs på syvende år, som følge af jeres svigt, pligtforsømmelser og mangel på moral, samvittighed og faglighed, orker jeg ikke at kæmpe videre og jeg orker ikke at skulle i fængsel for at gøre opmærksom på min desperate situation. I tvinger mig derfor til at begå selvmord. Jeg skal have min lægeautorisation igen straks, ellers begår jeg selvmord og så kan I forklare min familie at det var jer, der tvang mig til det. Så er I mordere.

Jeg har ikke overskud til at opdatere de vedhæftede dokumenter, så de er i tidsmæssig overensstemmelse med denne mail, men på nedenstående adresser, hvis indhold ligeledes er bevismateriale, der skal sikres af politiet, kan I læse om min aktuelle situation.

  1. https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/skaersilden.html
  2. https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

Det er meget vigtigt at I forstår alvoren af denne mail og at I udviser rettidig omhu. Jeg mener det virkeligt, når jeg skriver, at jeg ikke kan holde ud at leve på syvende år som hjemløs. Enten får jeg min lægeautorisation igen nu eller også dør jeg. Jeg gider ikke mere.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

"Kære LAP

Tak fordi I eksisterer 🙏. I forhold til psykiatriske diagnoser er det evident, at psykiaterne dels er notorisk dårlige til at stille dem korrekt, og dels at mange psykiatriske diagnoser er flygtige og arbitrære.

På trods af disse forskningspåviste fakta - eller måske nærmere på grund heraf - er det nærmest umuligt at få korrigeret en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose.

Det har ødelagt skræmmende mange patienters liv, at de er blevet fejldiagnosticerede og det berører alle aspekter af tilværelsen. Jeg har en fortælling til skræk og advarsel som handler om de fejldiagnoser jeg fik, og som ødelagde mit liv og gjorde mig hjemløs.

Alle patienters fortællinger er særlige og meget vigtige, og det særlige ved min fortælling er, at jeg var læge, da jeg fik fejldiagnosen, hvorved jeg mistede min autorisation.

Det er næsten syv år siden og i hele perioden har jeg været periodevis hjemløs og er det nu igen i skrivende stund. Selv om samtlige psykiatere i de sidste mange år enstemmigt har sagt, skrevet og erklæret at jeg sjovt nok ikke er hverken sindssyg eller svært personlighedsforstyrret, og selv om jeg har objektiv dokumentation samt talrige vidner, der kan bekræfte dette, er det umuligt for mig at få min autorisation igen. Jeg har i parentes bemærket aldrig fejlbehandlet nogen patienter selv, det handler primært en en fejldiagnose, som man nægter at erkende vitterligt var en fejl.

Jeg har skrevet og fotodokumenteret min vej ned i afgrunden og min umulige kamp mod systemet. Min fortælling kan læses hér:

Aktuelle situation:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppaveje.../skaersilden.html

Hele bogen:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

Jeg véd at I er mange, der har været udsat for det der er værre end jeg, og jeg håber at I selv - hvis ikke I allerede har gjort det - skriver om jeres oplevelser, overgreb og uberettiget tvang mv., om ikke andet så for jeres egen skyld.

Men også for at forhindre at psykiatrien i fremtiden ødelægger flere mennesker. Vores vidnesbyrd er essentielle, hvis vi skal gøre og håb om at tingene ændres til det bedre - for det sikkert og vidst at det ikke er nogen af de ansatte i psykiatrien, psykiaterne især, som har modet og viljen til at forbedre vilkårene. Undskyld den lange smøre, og tak til dig hvis du bruger tid på at læse om det helvede jeg stadig befinder mig i på syvende år uden slutdato.

Venlig hilsen,

Kjeld.

Nå ja, jeg glemte at skrive at jeg skal i fængsel på grund af det jeg har skrevet, fordi det angivligt er ærekrænkende. Jeg er naturligvis ligeglad, for dels har jeg dokumenteret alt, og dels er det ikke en trussel at give mig tag over hovedet og gratis mad. Men pas på hvis I selv skulle finde på at skrive til offentligheden om hvad I har været udsat for"

4. April 2022

Dagbog

Mareridt

Jeg vågnede efter en times tid fordi jeg havde mareridt. Jeg havde i lange perioder haft mareridt hver nat, men det havde været et stykke tid siden sidst. Jeg håbede ikke at det indvarslede begyndelsen til en nye periode med mareridt. Det var kun når jeg var allermest presset og kun håbede på, at jeg ikke vågnede op igen, når jeg faldt i søvn, at jeg fik mareridt. Ofte var det oplevelser jeg havde haft, da jeg var læge på Retsmedicinsk Institut i København, jeg genoplevede i mine mareridt.

Det var oplevelser, der ganske vidst var forfærdelige, og som havde påvirket mig dybt på daværende tidspunkt, men som jeg ellers ikke havde været plaget af minderne af efterfølgende, der nu dukkede op. Det var de døde børn, der var det uden sammenligning værste jeg havde oplevet. Der var ikke mange af dem i forhold til det samlede antal afdøde, for ellers ville det ikke være et job der var til at holde ud for nogen mennesker.

Man glemte aldrig de døde børn, man havde udført ligsyn på eller været med til at obducere, men selv om man umiddelbart skulle tro at det var den direkte kontakt med den afdøde, der gjorde de oplevelser allerværst, var det mest modbydelige og onde jeg nogensinde havde set ikke noget, jeg havde oplevet som læge på Retsmedicinsk Institut, men derimod til en forlæsning i faget retsmedicin på universitetet.

Jeg var én af de ganske få på min årgang, der havde fået 12 i retsmedicin, som var en skriftlig eksamen, og det var fordi jeg interesserede mig overordentligt meget for faget. Jeg var derfor også til alle forelæsningerne.

Det værste syn i mit liv

Og det var til en forlæsning, jeg oplevede det værste overhovedet.Den retsmediciner, der holdt forelæsningen, fortalte om et drab på en lille pige. Mens han fortalte, viste han billeder fra findestedet.Alle kunne iøvrigt møde op og overvære forlæsningerne i retsmedicin, også denne her, der var ingen adgangskontrol til auditoriet, og således var det ikke personfølsomme oplysninger, jeg refererede i det følgende og vi var ikke underlagt tavshedspligt på nogen som helst måde.

Mens retsmedicineren fortalte om sagen, så vi som sagt bilederne fra findestedet, og de viste en typisk lang kældergang med kælderrum af træ, som man kunne se dem i mange almene boliger af en lidt ældre dato. Hvert billede førte tilskueren tættere på kælderrummet. Der hvor liget af pigen lå. Et billede af indgangen til det lille kælderrum, der var tomt, på nær nogle store, brune flyttekasser, der var foldede sammen og lå i en mindre bunke.

Et nyt billede direkte over stakken af flyttekasser, hvor man kunne ane, at der lå noget under dem. Et billede som afslørede hvad flyttekasserne dækkede over. Liget af den mishandlede og dræbte pige, som lå nøgen på kældergulvet. Fraset blodet og læsionerne fra mishandlingen, var hendes hud helt grøn fra top til tå af begyndende forrådnelse, men hun var ikke opsvulmet af forrådnelsesgasserne endnu.

Et monster havde misbrugt og dræbt pigen og bare smidt hende i kælderrummet og lige smidt nogle flyttekasser over hende, som var hun bare et stykke affald. Det billede glemte jeg aldrig og det var sådan noget, jeg havde mareridt om, når jeg var allermest presset. Jeg syntes ikke at retsmedicineren burde have vist os det billede til en forelæsning med de facto offentlig adgang. Vi var medicinstuderende, havde set en del og var godt klar over at vi ville se nogle forfærdelige ting, men ikke noget så modbydeligt og ondt, som det retsmedicineren viste os. Det var unødvendigt brutalt og ikke fagligt relevant at præsentere sagen på den måde.

I morgen?

Jeg kunne ikke rumme dagen i morgen. Jeg kunne ikke holde ud at leve mere, at gå rundt i uvished i årevis og blive ignoreret af myndigheder, der pissede på mig og lod mig rådne op. Det var umenneskelig behandling og det kostede mig snart livet. Døden var for mig en befrielse fra et ulideligt liv, påtvunget af nogle perfide og nådesløse mennesker, der hellere tvang mig til at begå selvmord end at erkende, at de havde taget helt fejl.

Mail

"Jeg er hjemløs som følge af politiets grundløse sigtelser og truet på mit liv, helbred og velfærd som følge heraf.

Politiet har tilsidesat objektivitetsprincippet og tvinger mig til at leve i fattigdom som hjemløs, fordi I har sørget for, at jeg ikke kan få min autorisation som læge igen, selv om den initialt blev frataget mig på forkert grundlag, som følge af en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose.

Politiet har ignoreret mine relevante og veldokumenterede anmeldelser, selv om det er jeres pligt at efterforske kriminalitet. I har udsat min familie og mig for syv ulovlige ransagninger.

Politiet har tilsidesat dansk lov, og I slipper afsted med det. Jeg har flere gange i detaljer beskrevet hvordan I har tilsidesat loven, så det undlader jeg her.

Politiet har i allerhøjeste grad tvunget mig til at sende min faktuelt korrekte tekst ud, som har afstedkommet de nyeste sigtelser.

Jeg er blevet kriminel af én eneste årsag: At jeg fik frataget mig autorisation som læge på et fuldstændig forkert grundlag, som var den praktiserende læges ulovlige tvangsindlæggelse og fejldiagnose, som både hun, by- og landsretten nægtede at berigtige.

Derfor mistede jeg alt og blev hjemløs i 2016. Hvis politiet og retsvæsenet havde gjort det I var forpligtet til, havde jeg ikke i skrivende stund været hjemløs på syvende år og jeg havde ikke fået PTSD som følge af den danske stats overgreb.

Det, som politi og anklagemyndighed udsætter mig for, kan man ikke udsætte nogen mennesker for og slet ikke uden at det afstedkommer en kraftig reaktion.

Jeres sigtelser er grundløse og I skal venligt frafalde dem.

I stedet skal I efterforske de forbrydelser i offentlig tjeneste mv. som jeg har dokumenteret ud over enhver rimelig tvivl.

Jeg vil ikke leve under umenneskelige forhold på syvende år pga. jer.

Jeg skal have min autorisation som læge igen straks.

Jeg er sund og rask og det eneste jeg nogensinde har fejlet, er ADD og nu PTSD også pga. jer. Jeg blev fejldiagnosticeret som sindssyg, utilregnelig, svært personlighedsforstyrret og narcissistisk. Hvorfor retsforfølger I ikke de mennesker, der har fejldiagnosticeret mig? Alle psykiatere har jo nu erkendt at jeg aldrig har lidt af de fejldiagnoser.

Jeg er ikke deprimeret eller indlæggelseskrævende, men jeg begår snart selvmord hvis jeg ikke får min autorisation og mit liv igen, som I har stjålet fra mig.

I forhold til mine påtvungne livsvilkår og den mishandling, jeg har været udsat for, er jeg komplet ligeglad med mine bødlers ære. De har ingen ære, og de fortjener ingen fred, når jeg lider under deres langt, langt mere alvorlige kriminalitet som de har begået mod mig, og som politiet ikke gider at efterforske.

Fordi politiet nægter at følge objektivitetsprincippet og fordi I udsætter mig for endnu et justitsmord og tvinger mig til at leve en trøstesløs tilværelse som hjemløs, tvinger I mig til at offentliggøre det bevismateriale, I nægter at forholde jer til.

Men de vedhæftede dokumenter er bevismateriale, som I skal sikre, om I har lyst til det og gider det eller ej. Det er jeres arbejde, og I får løn for det.

Det er uendelig trist, at det er kommet hertil, men jeg kan garante jer for at det ikke er min skyld. I bærer en del af ansvaret for mine uudholdelige livsvilkår, og det skulle I have holdt jer for gode til.

Måske går det op for jer en dag, at det var mig, der var den svage part fra begyndelsen af, og at det var mig I skulle have hjulpet og beskyttet.

Fremfor at lytte til mig, har I kun ignoreret mig eller direkte hånet mig, og jeg håber virkelig at I skammer jer, når det en dag går op for jer, at det var ofret I hånede og ignorerede, mens I lod jer manipulere.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:"

Kjelds TikTok hjemløse challange

Work in progress..

Hos kommunen

Jeg havde tid i Kobenhavns Kommunes Borgerservice i dag mhp. at registrere mig som hjemløs. Jeg havde af bitter erfaring lært at frygte mødet med de offentlige skrankepaver, som var om muligt mere nedladende og fjendske end de ansatte i psykiatrien, men i dag blev frygten gjort til skamme.

Billede. Sad som sædvanlig og ventede på noget. I dette tilfælde var det på min tid i borgerservice og stedet var Vesterport Station i ly for kulde, blæst og regn.

Kvinden i skranke 16 var sød, venlig, smilede til mig på en måde, der ikke virkede spor påtaget, og hun var hverken nedladende eller hadsk, men derimod effektiv og pragmatisk. Jeg var hurtigt ude igen. Ingen grund til at optage eller brokke mig over hende. Fordi hun var venlig og imødekommende overfor mig, var jeg endnu mere venlig og imødekommende overfor hende. Det var vitterligt en win-win situation, og de var endelig trist at hun var noget af en enlig svale.

Billede. Blanket til registrering af opholdssted som hjemløs, forside og bagside.

Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed

  • https://www.dr.dk/nyheder/indland/advokater-fraraader-klage-over-politiet-sandsynligheden-faa-medhold-er-alt-lille

Hvor var det pinligt og magtarrogant at lederen af DUP'en var fuldstændig afvisende overfor det, der i allerhøjeste grad indikerede at den organisation hun betemste over, var gennemsyret af medarbejdernes interessekonflikter ift. deres tidligere kolleger. På den måde udstillede hun DUP'ens manglende eksistensberettigelse, og dermed også at hendes stilling var overflødig. DUP'e tjente ikke den danske befolkning, men udelukkende politiet, og det var tydeligt for enhver. Måske fraset chefen.

5. April 2022

Dagbog

Træning

Ben, skuldre og mave fik jeg trænet i dag. Desuden fik jeg meldt mig ind i idrætsforeningen Kæmperne, således at jeg igen kunne spille badminton, samt deltage i en masse andre idrætsaktiviteter. Det var noget af det eneste, jeg næsten glædede mig til; alle former for fysisk aktivitet.

Mareridt igen

Jeg havde et forfærdeligt mareridt igen i nat, og jeg kunne ikke huske hvad det havde været, jeg havde dømt, men den overvældende dødsangst stod frisk i erindringen. Det var iøvrigt en pudsig kontrast til den dødslængsel, jeg ellers følte i alle døgnets vågne timer.

SMS til psykiater Peter Jantzen

Jeg sendte nedenstående SMS til Peter Worm Jantzen flere gang i går, fordi jeg ikke kunne holde ud at leve.

"Kære Peter. Fra og med i går er jeg også formelt hjemløs igen. Jeg gider det ikke mere og jeg vil ikke være til grin længere. Jeg kan se igennem fingre med din årelange psykiske og passive tortur du har udsat mig for, den PTSD du har givet mig og de selvmordstanker du er skyld i jeg har hver dag, men jeg må og skal have min autorisation og lægejob igen lige nu. Du har været tre år for langsom. Og jeg skal da ikke i fængsel pga. din mishandling. Du skal indfri det du lovede, for det gælder mit liv nu. Venlig hilsen Kjeld."

6. April 2022

Dagbog

SMS til psykiater Peter Jantzen

Igen i dag sendte jeg nedenstående SMS til Peter Jantzen, fordi jeg ikke kunne holde ud at leve.

"Kære Peter. Fra og med den 4. april er jeg også formelt hjemløs igen. Jeg gider det ikke mere og jeg vil ikke være til grin længere. Jeg kan se igennem fingre med din årelange psykiske og passive tortur du har udsat mig for, den PTSD du har givet mig og de selvmordstanker du er skyld i jeg har hver dag, men jeg må og skal have min autorisation og lægejob igen lige nu. Du har været tre år for langsom. Og jeg skal da ikke i fængsel pga. din mishandling. Du skal indfri det du lovede, for det gælder mit liv nu. Venlig hilsen Kjeld."

Ulidelig lediggang

Jeg havde ikke haft noget længerevarende meningsfuldt at foretage mig i syv år, jeg ventede hver eneste dag på at blive læge igen, og det var enerverende i en grad, der var uudholdeligt og selvmordsinducerende. Men myndighederne var jo ligeglade.

Jeg var igen ved at blive desperat af kedsomhed og meningsløshed, sad og læste aviser på biblioteket indtil jeg faldt i søvn, fordi jeg var så akut og kronisk udmattet og træt. Det var uværdigt og jeg udstillede mig selv ved at gøre det, så jeg tog ned og trænede for at have noget at lave, der kunne distrahere mine tanker fra at ringe og skrive til Peter Worm Jantzen og spørge ham hvad fanden havde gang i.

Træning

Så jeg trænede bryst og triceps i dag, og selv om jeg var dødtræt var det en rigtig god træning. Så kunne jeg slappe af, indtil frustrationerne begyndte at melde sig i løbet af aftenen og jeg skulle lide helt sindssygt igen. Og i morgen igen. Igen og igen og igen. Det var stadig tortur, det hele var tortur, uvisheden var dræbende og ødelæggende, men igen: De myndigheder, der burde gribe ind, gjorde det ikke, så de var intet værd, når de på den måde lukkede øjnene for vanrøgt og umenneskelig behandling.

SMS til advokat

"Kære Kira. Jeg har været reelt hjemløs siden 1. marts og officielt hjemløs siden d. 4. april. Du er nødt til at foretage dig noget akut, eller få en anden advokat til det. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt hver dag uden mål og mening, alene og kronisk fattig.

Jeg risikerer at blive alkoholiker, snart at begå selvmord eller det der er værre og det er ikke i nogens interesse. Fordi jeg har svær PTSD af alle overgrebene, invaliderende undgåelsesadfærd, og fordi jeg føler at du tidligere har misbrugt min tillid, har jeg ikke lyst til at forholde mig til det du måtte skrive, og jeg har intet at leve for der gør, at jeg nu kan bide i ubehaget i mig.

Der er en katastrofal situation, men jeg har forgæves advaret om den. Mine sager skal for Den Særlige Klageret og Menneskerettighedsdomstolen. Det virker som om jeg selv skal læs jura for at få korrekt hjælp. Alt dette her har sikkert ikke noget med dig at gøre. Hvis det mod forventning lykkedes for dig at få min autorisation igen, nægter jeg at tage imod din hjælp uden betaling.

Venlig hilsen, Kjeld."

"Jeg anker alle domme der er afgivet eller bliver afgivet til en højere instans indtil det ikke er muligt længere i alle afgørelser, der går mig imod."

Hjælp!

Jeg havde fortsat desperat brug for nogen, der varetog mine sager og fik mig ud af det helvede, jeg var tvunget ned i. På grund af den invaliderende undgåelsesadfærd kunne jeg af alt i verden og meget specifikt præcis ikke det selv. Det eneste jeg havde brug for var at få en fucking slutdato for mishandlingen! Og min lægeautorisation. Ingen mennesker kunne gennemgå det, jeg til stadighed gennemgik uden at blive vanvittige af ensomhed, kedsomhed og håbløshed. Det var jo logik for burhøns! Hvofor helvede vrøvlede politiet så om, at min reaktion var abnorm? De ville jo reagere præcis på tilsvarende måde hverisær, hvis det var dem, det var gået ud over. Så det var en bullshit anklage, som en pilrådden psykiater havde visket dem i ørene.

Modigt politi?

Var det respektindgydende at politiet blindt adlød psykiaterne og ikke selv turde stole på deres egen dømmekraft og vurdering af mig? Var de samvittighedsfulde og gjorde de sig fortjent til den autoritet og anseelelse de nød? Nej, selvfølgelig ikke! Alle og enhver kunne med en pistol, skudsikker vest, ubegrænsede ressourcer og magtbeføjelser, samt uendelig støtte og backup af den samlede stat og alle myndigheder, retsvæsenet og deres venner og kolleger i eksempelvis Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed. I realiteten behøvede politiet og anklagemyndigheden ikke overholde landets love, for når de trådte ved siden af, fik det stort set aldrig konsekvenser for de ansvarlige. Jeg kunne sagtens udføre en betjents, efterforskers eller anklagers job. Det var det letteste i verden. Men når noget var for nemt fordi man snød, interesserede det mig ikke.

Anklagerens loppetjans

Det var utroligt let for anklagemyndigheden og politiet: De skulle bare fortsætte med at undlade at gøre deres arbejde og aktivt udsætte mig for uudholdelige livsvilkår igennem tilstrkkeligt mange år, og på et tidspunkt kom jeg i dyb fortvivlelse og desperation til at sige eller skrive noget, der så kunne udtage fra helheden og uden at forholde sig til jonteksten få mig dømt for trusler, freds- og ærekrænkelse. Min reaktion var helt forståelig, indfølelig og adækvat og fordi politi og anklagemyndighed udsatte mig for umenneskelige vilkår, ville jeg på et tidspunkt lige som alle andre normale mennesker bryde sammen og dumme mig. Og så var anklagerens dag reddet, og vedkommende kunne så let som ingen ting få mig dømt for et eller andet.

Og det havde intet med retsstat at gøre, men alligevel blev det accepteret. Grotesk og vanvittigt. Hvis bare man pressede folk nok i tilstrækkelig lang tid, true dem på deres liv, helbred og velfærd, så kunne du presse dem til hvad som helst. Sdan var det for mig, og sådan var det for dig. Så de var en modbydeligt og fejl trick systemet og politiet anvendte overfor mig.Nå, snart ikke mere batteri. Slut for i dag. Jeg frøs ikke så meget nu, så det vartil at overleve.

Forpligtelse

Jeg havde valget mellem at tage til svømning i idrætsforeningen "Kæmpernes" regi eller ned i værekstedet, hvor man havde behov for hjælp til et større flyttearbejde, og jeg kunne ikke være sikker på at der var andre til at varetage arbejdet, hvis jeg ikke dukkede op.

Jeg elskede at svømme mere end det meste andet; men noget af det andet, som betød om muligt mere for mig end svømning, var værekstedet, eller rettere de mennesker, der havde deres gang der. Så der var ikke noget valg. Det blev selvfølgelig værekstedet. Af taknemmelighed og hengivenhed for at folk der havde reddet mit liv, hvor samtlige andre havde svigtet.

Psykisk syge eller ikke psykisk syge, jeg var da fuldstændig ligeglad hvilke arbitrære psykiatriske (fejl)diagnoser folk havde i værekstedet. Det absolut eneste, der nogensinde havde betydet noget for mig, var, om man var venlig. Alt andet var underordnet. Jeg var ikke psykisk syg, og slet ikke svært såkaldt svært psykisk syg, jeg havde heller ikke været det og derfor var jeg ikke "kommet" mig og jeg var derfor ikke ligefrem recoverymentor materiale, men jeg havde det godt i værekstedet med alle de andre, uanset hvor raske eller vanvittige de end måtte være eller havde været. Det eneste, der betød noget som helst i hele verden, var, om folk var venlige og ikke arrogante, nedladende og selvovervurderende dumme svin.

Videodagbog den 26. april 2022

  • https://drive.google.com/file/d/1QNrvFDaP1T6CYDPdoCbCQI1GKuXPN0kA/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 26. april 2022 - 2

  • https://drive.google.com/file/d/1rK4qh9QEzzHb8ZfCSqT2YRe6fEBXKgKT/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 26. april 2022 - 3

  • https://drive.google.com/file/d/1DBnmXrOiLad7i3oZJlx2dis8xPrv3kY_/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 28. april 2022

  • https://drive.google.com/file/d/1UBUHKAZLZOJ1lc12p9KpHixNA1ZkJLLQ/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 28. april 2022 - 2

  • https://drive.google.com/file/d/1oJuy07AdRJTrDHajbNO0Yto1uHqg_lOT/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 28. april 2022 - 3

  • https://drive.google.com/file/d/1LRDfvdLFy8MQsYILLPgYMERlyGMWIYfs/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 28. april 2022 - 4

  • https://drive.google.com/file/d/157lvsgsSGUxRqwxSE1NUvT6_avdYgGYB/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 28. april 2022 - 5

  • https://drive.google.com/file/d/1HIn2hb_KBbNHtugF-TZ3Ogt-8JTIzuWR/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 28. april 2022 - 6

  • https://drive.google.com/file/d/1HIn2hb_KBbNHtugF-TZ3Ogt-8JTIzuWR/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 5. maj 2022

  • https://drive.google.com/file/d/1wg8p3s4lLeHwItBSadPyV5IoDTgYJ-o-/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 10. maj 2022

  • https://drive.google.com/file/d/1RvZU1u6nqDed0T2seMToZf3rmggxyTkh/view?usp=drivesdk

Videodagbog den 13. maj 2022

  • https://drive.google.com/file/d/1TCY_XdUHihnfbe74LO04e0b1FMAd4doF/view?usp=drivesdk

14. Maj 2022

Dagbog

Maj 2022

Indhold fra maj 2022.

Hos en ven

Jeg døde, hvis ikke jeg havde menneskelig kontakt, og da det var et stykke tid siden jeg havde talt med min ven (som jeg mødte på Fælleden sidste sommer), aftale jeg at vi skulle ses i dag. Det var fremragende at se ham, og jeg havde det psykisk væsentligt bedre efterfølgende. Desværre kunne jeg ikke træne i dag fordi jeg skulle spare på tøjet og maden, men jeg fik dog lavet 5 x 10 dips i Amager Strandpark om aftenen, hvilket også hjalp en hel del.

Repetation af anatomi

Jeg repeterede anatomi i dels Englandsparken og dels i Amager Strandpark.

Billede. Repetation af anatomi.

Modløs

Jeg havde helt opgivet. Jeg var ikke selvmordstruet akut, men jeg bed til at jeg ikke vågnede op igen, når jeg faldt i søvn i nat, for jeg magtede ikke at skulle lide en hel dag i morgen igen. Og i overmorgen. Og så videre.

7. April 2022

Dagbog

Svømning

Fordi sportsbutikken hvor jeg regnede med at kunne købe badeshorts til min store overraskelse ikke havde nogen,d er kostede under 330 kroner, kunne jeg ikke nå til svømning med Kæmperne. Det slog mig helt ud og gjorde mig nærmest desperat. Så jeg måtte træffe en hurtig beslutning, som under normale omstændigheder ikke krævede nogen særlige overvejelser, men som i min situation gjorde mig utrolig stresset, nemlig at finde et sted, der havde billigere badeshots og så tage i svømmehallen selv.

Frankrigsgade svømmehal

Jeg fandt nogle badeshorts på tilbud til 100 kr, et par svæmmebriller til 75 kroner og så tog jeg i den nærmeste svømmehal.

Et tveægget sværd

Fordi jeg engang havde svømmet rigtig meget og været god til det, men nu var fedt og gammel og ikke havde svømmet i flere år, kunne jeg meget vel risikere at lide et stort nederlag, men det måtte jeg risikere, for jeg kunne ikke holde en tilværelse med kronisk ufrivillig lediggang ud.

Heldig

Gudskelov og til min glædelige overraskelse sad især min crawlteknik så meget på rygradden at jeg bare begyndte at svømme, som havde jeg aldrig holdt ufrivillig pause. Selvfølgelig var min kondi elendig, men teknikken var præcis den samme som for år tilbage, og det var det allervigtigste! Jeg kunne sagtens tabe mig, det var intet problem, så længe min teknik var i orden, kunne alt lade sig gøre.

Livsfarlig fortvivlelse

Jeg var tiltagende desperat og fortvivlet over min sociale situation, og det i en grad at jeg havde svært ved at undertrykke selvmordsimpulserne og trangen. Jeg skrev derfor til Peter Worm Jantzen igen og bad ham om at give mig vished og min autorisation igen. Peter Jantzens forsømmelse fik mig til at tage livet af mig selv, men han var ligeglad.

Gør dog noget

Kan ikke fortsætte det udsigtsløse liv mere.

Sidste SMS til Peter Jantzen

"Jeg kan ikke mere."

8. April 2022

Dagbog

Endnu en dag i helvede

I dag ville blive rædselsfuld, og det ville kun blive tiltagende værre hen over weekenden. Sådan havde det været i årevis, og jeg kunne ikke ændre det. Mit liv var håbløst og jeg var i reel fare for at tage livet af mig selv af den årsag. Peter Worm Jantzen havde svigtet i en grad der var ubeskrivelig.

Autorisation

Jeg var nødt til at få min autorisatin tilbage straks eller begå selvmord. Ingen forstod det tilsyneladende, men fuck dem så. Kunne ikke holde denne trøstesløse tilværelse ud.

1.238,61 tilbage til resten af måneden

Det var et mareridt, jeg aldrig slap ud af igen. Aldrig penge nok til noget som helst. Kronisk ensomhed og fattigdom, frygten for sult og afsavn, der aldrig forsvandt. Jeg måtte finde en udvej fra det her liv.

9. April 2022

Dagbog

Udvej

I går blev jeg så desperat, at jeg skrev noget til Peter og Kira, som jeg ikke mente, og som jeg ikke burde havde skrevet under normale omstændigheder. Men omstændighederne var alt andet end normale, og jeg var akut selvmordstruet. Jeg købte en Asti til 25 kroner og tog en lille håndfuld piller og skyllede dem ned med Astien. Jeg blev først helt afslappet og fokuseret, men udtalt svimmel og usikker på benene. Der gik ikke over 30 minutter før jeg fik voldsom kvalme, som hurtigt blev efterfulgt af en serie af voldsomme opkastninger.

Jeg sejlede rundt, og lagde mig ned og faldt i søvn. Jeg vågnede flere gange i løbet af natten og drak så meget vand, jeg følte at jeg kunne holde i mig. I morges var det som om jeg havde feber og syg. Jeg overvejede at blive liggende hvor jeg var, men kom frem til, at det ikke nyttede noget. Jeg havde det meget underligt psykisk og fysisk, men havde ikke selvmordstanker, impuler eller planer længere. Jeg cyklede til yoga, fordi jeg måtte tvinge mig til at holde mig beskæftiget, uanset hvad, ellers begyndte jeg at rumminere over min desperate situation og det ville formentlig bare resultere i et nyt selvmordsforsøg.

Yoga

Niveauet og intensiteten var gudskelov ikke særligt højt, så jeg klarede mig gennem træningen med nød og næppe uden at vække alt for meget opsigt. Bagefter var jeg udmattet af en anden verden, og skulle bare have massere af søvn.

Næste selvmordsforsøg?

Jeg kunne mærke at fortvivlelsen og afmagten igen så småt kom snignede tidligt på aftenen. Tanken om at jeg igen skulle være alene en hel weekend pressede sig på og resulterede i tiltagende desperation. Den beskyttende effekt af træningen var forsvundet nu, og jeg kunne blot vente på at jeg fik det rigtig dårligt psykisk.

LAP

Jeg var i går blevet inviteret ind til et arrangement i LAPeter Worm Jantzen i dag, men efter yoga måtte jeg skrive og aflyse min deltagelse. Det var lidt af en katastrofe, for jeg var ret sikker på at jeg her kunne få den hjælp, jeg havde brug for, men jeg kunne simpelthen bare ikke overkomme det.

10. April 2022

Dagbog

Træning

Jeg måtte træne for at opretholde en fornuftig rutine, for at kunne slappe af mens og efterfølgende (et par timer ihvertfald), samt for at få et bad. I dag trænede jeg ryg og biceps, og som sædvanlig lagde jeg ud med 10 minutters opvarmning, hvilket i dag var på crosstraineren.

Herefter trænede jeg ryggen med øvelserne one arm dumbbell row, overhead pullover, pulldown til bryst med smalt håndtag og lower back extensions, og bicepsøvelserne preacher curls, reverse cabel curls og one arm cabel curls. Jeg var fortsat kronisk selvmordstruet, men ikke akut lige i skrivende stund. Jeg kunne og ville imidlertid hurtigt forsøge igen, hvis det blev mere uudholdeligt end det var lige i øjeblikket.

Mail til politi, anklagemyndighed, stats- og rigsadvokat, Peter Worm Jantzen og min advokat (?)

"Vedhæftet materiale, som politiet skal forholde sig til og sikre som beviser.

Materialet dokumenterer, at jeg ALDRIG var spor sindssyg, at jeg fik en fejldiagnose, som bl.a. Styrelsen for Patientsikkerhed fejlagtigt videreførte i ond tro, at min katastrofale sociale situation skyldtes og skyldes myndighedernes graverende fejl, samt at det var justitsmord, at jeg tabte i tre retslige instanser.

Jeg skal samtidig anmelde Styrelsen for Patientsikkerhed for forbrydelser i offentlig tjeneste eller erhverv eller lignende, og det samme ift. Region Hovedstadens Psykiatri, hvis psykiatere løj eller undlod at sige sandheden i Det Psykiatriske Patientklagenævn, Københavns Byret og Østre Landsret.

Det er ULOVLIGT at lyve under vidneansvar, men det skete jo beviseligt i min sag, og det gjorde mig til sidst kriminel i desperation.

Jeg har et overordentligt omfangsrigt materiale af lignende karakter liggende, men pga. min nuværende situation og af den danske stat forårsagede PTSD, hjemløshed og selvmordstanker, samt snarlige sult, magter jeg ikke at gennemgå det og sende politiet det relevante materiale samlet.

Det er en alvorlig trussel mod min patient- og retssikkerhed.

Kjeld Andersen,

CPR:"

Længsel og selvmordstanker

Længslen efter et normalt liv som læge, var ubærlig. Det samme var selvmordstankerne, som havde indfundet sig med fuld styrke i løbet af eftermiddagen og aftenen. Begge dele var tortur. Tortur som blev opretholdt af politiet og anklageren, og som dem, der skulle forestille at beskytte mig mod staten og hjælpe mig ud af mareridet, intet gjorde noget for at fjerne. Syv års mareridt uden udsigt til bedring. Enten. Eller.

Psykosia

En lidt langtrukken og meget urealistisk dansk film, med optagelser fra Sankt Hans Hospital. Men psykologen, som var den ene hovedperson i filmen, havde denne indre monolog:

"Det centrale i selvmordet er ikke døden eller mordet, men at ende bevidstheden om uudholdelig psykisk smerte." Hin vil ikke dø, men hun kan heller ikke klare at være levende"

Ellers var filmen så kedelig, at jeg gav op at se den halvvejs inde. Temaet om kvinders seksualitet og magtforhold, uforløste længsler osv. var udmærket, men her bare super kedeligt.

Socialstyrelsen

"Svær ensomhed forringer både den enkeltes livskvalitet og øger risikoen for helbredsproblemer som stress, depression, hjertekarsygdomme og tidlig død."

Det var meget rigtig, men min psykiske smerte var fremkaldt af onde menneskers sadisme, den var ikke endogen, og den kunne ophøre monentant, hvis truslen om kommende overgreb forsvandt og jeg generhvervede min lægeautorisation.

De umennesker, der forårsagede den psykiske smerte, skulle i fængsel og de skulle efterfølgende blive hjemløse. De udsatte mig for konstant livsfare og havde gjort det i årevis, de var banale forbrydere i statens klæder.

Den danske befolkning anede ikke at der var en hel hær af offentlige ansatte, hvis eneste opgave var at skade og ødelægge dem, hvis de kom i vanskeligheder som jeg. Jeg led hver dag, hele tiden og man lod mig lide. Der var talrige mennesker, der vidste at jeg led forfærdeligt, men som enten ikke kunne eller ville fjerne eller lindre lidelsen.

Jo, der var ganske få mennesker, der lindrede min lidelse, men kun for en kort stund. Det var langt fra tilstrækkeligt, men jeg kunne ikke forvente mere og jeg var tværdigimod yderst heldig for overhovedet at have nogen, der kærede sig om mig, de fleste i min situation rådnede op i absolut ensomhed og isolation.

Selvmord

Jeg skulle ikke begå selvmord i ubemærkethed. Hvis mit selvmord skulle have en mening udover at slippe for mere tortur begået af den danske stat og myndigheder, skulle jeg begå selvmord på en så spektakulær måde, at medierne ville skrive om det og også baggrunden herfor.

Udtalt desperation

Desperationen var nu uudholdelig, og jeg havde lyst til, eller nærmere en uimodståelig trang, til at foretage mig noget, der på den ene eller anden måde medførte at det stoppede. Det hele. Nu var det meget vigtigt at jeg med alle kræfter fik revet mig ud af de selvmordsinducerende rumminationer, ellers gik det galt igen. Det, der var den store udfordring var visheden af, at det ville gentage sig i morgen og alle dage frem, ligesom det havde været tilfældet i så mange år, og det var dét, jeg ikke kunne holde ud. Det sluttede aldrig! Den tortur var umenneskelig og ødelagde mig, og de mennesker, der havde forårsaget den, var monstre.

Gør noget!

Så gør dog noget! Får mig ud af dette mareridt! Giv mig noget at leve for!

11. April 2022

Dagbog

Sammenbrud

Den årelange kroniske stress blev akut forværret hen over weekenden i en grad at jeg brød fuldstændig sammen i dag, forstået på den måde at jeg gik helt i baglås og intet kunne foretage mig. Ingen tårer, ingen gråd, bare total apati.

Stressfaktorerne var disse i prioriteret rækkefølge: 1. Værst var frygten for aldrig at blive læge igen. 2. Eksistentiel stress, da jeg var 40 år, alene og uden meningsfuld beskæftigelse. 3. Frygten for at blive anholdt hver øjeblik det skulle være lige som sidst. 4. Uvisheden om min fremtid og de nye fatale og grundløse bullshit sigtlser. 5. Frygten for igen at skulle sulte for gud ved hvilken gang, fordi jeg stort set ingen penge havde. 6. Visheden om en gentagelse af den konstante og enerverende kedsomhed. 7. Længslen efter et fucking normalt liv som alle andre normale mennesker!

I baggrund lå de adskillige ulovlige ransagninger, psykiatriens og retspsykiatriens overgreb og mishandling af mig. Hver eneste dag i syv år i et helvede, aldrig lykkelig, altid ydmyget og jaget af politi og myndgheder. Det var umuligt st forklare for andre hvordan det var. Fordi jeg hele tiden forventede at blive anholdt, var det vanskeligt at koncentrere sig om andre ting. Derfor glemte jeg - hvilket var yderst sjældent - en badmintonaftale med en ven i dag. Jeg var utrolig ked af at have svigtet og skammede mig gevaldt. Så kunne jeg ikke holde til mere og slukkede min telefon.

Men jeg fik svømmet i dag i Kæmperne regi i Vesterbro svømmehal, som det eneste positive der var sket. I morgen gentog mareridtet sig, det var intet at gøre, og det var dræbende og uudholdeligt. Jeg blev udsat for psykisk terror af politiet og anklagemyndigheden, og det kunne ingen menensker holde til i længden, især ikke når det var kombineret med dyb fattigdom og hjemløshed. Det var nådesløst, men det var jo deres bevidste strategi. At nedbryde mig og tvinge mig til selvmord, så de slap for at gøre deres arbejde grundigt og hæderligt.

12. April 2022

Dagbog

Træning

I dag var turen så kommet til bryst og triceps. Jeg lagde som altid ud med opvarmning, som i dag var 10 minutter på crosstraineren, der på en skånsom måde var både over- og underkroppen op. Dernæst incline dumbbell curl, horisontal dumbbell curls og converging chest press maskine, efterfulgt af french press, triceps pushdown og overhead triceps extensions. Og så i et velfortjent brusebad.

Advokaten kastede håndklædet i ringen

Denne besked modtog jeg i dag. Men det var langt fra nogen overraskelse, og det var mig, der havde droppet hende først og for længe siden, da det gik op for mig at hun ikke tog opgaven seriøst nok. Hun var hurtig og intelligent, men ikke erfaren nok, og hvis man skulle opereres af en ortopædkirurg, ville de fleste nok foretrække en speciallæge i ortopædkirurgi og ikke en reservelæge. Jeg skulle jo have haft solid juridisk assistance længe før jeg fik det, og den gang kunne jeg sikkert have klaret mig med advokaten, men ikke nu, hvor det gjaldt mit liv.

Men jeg var dog glad for at vide hvor jeg stod. Jeg var nu ikke blot reelt retsløs, men også formelt retsløs, og når mit liv stod på spil og jeg ingen retssikkerhed havde (men det havde jeg jo aldrig haft), måtte jeg sende en mail rundt og håbe på det bedste.

14. April 2022

Dagbog

Træning

Ben, skuldre og mave, samt opvarmning: Crosstrainer, leg press maskine, squat, standing calf press, cable external rotations, cabel lateral raises, dips, leg raises, twisting crunches og situps.

Påskehelvede

Påsken havde været den værste tid på året pga. alle heligdagene, hvor biblioteker og væresteder etc. var lukkede og det samme mht. discount supermarkederne, hvorfor man var tvunget til at købe dyr og ringe mad i kiosker, på tankstationer og små supermarkeder, hvor priserne var langt højere end andre steder. Uendelig kedsomhed, rastløshed, ensomhed, krydret med sult, var ikke det fedeste i verden. Jeg var i dag blevet inviteret til flæskesteg af "R", men jeg magtede det simpelthen ikke.

At skulle hen et nyt sted og være social var det, jeg ikke kunne overkomme. Og det var dobbelt tragisk at jeg måtte melde afbud, for dels var der intet jeg hellere ville end at spise flæskesteg hos "R", og dels kunne jeg ikke forvente nye invitationer, når jeg aflyste i dag. At "R" i det hele taget havde været så sød at tænke på mig, var noget, jeg var taknemmelig for, da det var en absolut undtagelse at sådan noget skete. Det gjorde mig vred at skulle skuffe "R" og at jeg skulle snydes for godt selvskab og mad, men det gjorde mig bare endnu mere målrettet og indændt.

Mad eller rent tøj?

Jeg var igen i økonomisk bekneb og tvunget til at prioritere mellem noget, jeg og ingen i Danmark burde tvinges til at vælge imellem. Men jeg var vant til det, og skulle nok finde en eller anden løsning. Mens Satts- og Rigsadvokaten formentlig hygge sig med deres familier, lod de mig lede under afsavn og truslen om frihedsberøvelse.

Jeg havde ingen respekt for Statsadvokaten, Rigsadvokaten, psykiaterne, Retspsykiatriske Klinik, Retslægerådet eller politiet. Hvis man bevidst udsatte danske borgere for tortur pga. fejhed, inkompetance, interessekonflikter, inhabilitet, neoptisme, kammarateri, dovenskab eller magelighed, fortjente man ikke min eller nogen andres respekt. Hvis man bevidnede umenneskelig behandling, skulle man uden at tøve sørge for at bringe den til ophør. Det havde man forsømt at gøre i syv år. Det var utilgiveligt og grusomt.

Hvis man ikke havde evnerne eller viljen til at bestride sin stilling, skulle man straks opsige den, så man ikke forkrøblede og ødelagde flere af sine medmennesker. Jeg var ligeglad med fine stillingsbetegnelser og emblemer, ordner og titler. Jeg havde obduceret tilpas mange lig til at vide, at vi alle var menensker, der rådnede efter døden indtræden, det skete for alle, for døden var ligeglad med hvor selvfed og fantastisk man selv syntes man var.

Den rigtige beslutning

Jeg kunne mærke helt ind i knoglerne, at min beslutning om at offentliggøre hele sagsmaterialet, var den rigtige beslutning, og uanset hvad de udsatte mig for, var det det værd. Alt kom for dagen, med mine dybt private oplyninger, mit cpr-nummer, og what not, alt andet end at få min autorisation og mit liv igen var ligegyldigt. Jeg gjorde det på vital indikation, jeg havde ikke overskud til at redigere de mange timers optagelser, og jeg vidste med usvigelig sikkerhed, at når alle oplysninger kom for dagen og jeg skulle vejes på guldvægten, så ville den svinge ud til min fordel. Ikke meget, for jeg var ikke perfekt, men den ville gøre det, når alt kom til alt, og det var det eneste, der betød noget.

Gækkebrev fra din psykiater

"Mit navn, det står med prikker. Pas på jeg ikke stikker. Dig med inj. Zyprexa 15 mg x 4 i.m."

15. April 2022

Dagbog

Træning

Ryg og biceps i dag. Jeg skrev og opdaterede psykiater Peter Worm Jantzen om min helt ulidelige og uholdbare situation. Det var klart at han var skyld i den og fremfor at gøre alt i sin magt for at standse den ulykke han havde forårsaget, vendte han det blive øje til og lod som om jeg ikke eksisterede.

At ignorere et menneske i akut nød, som jeg i skrivende stund, når man var skyld i nøden, var det grusommeste, mest amoralske og samvittighedsløse, man kunne gøre. Det var det, Peter Worm Jantzen var i gang med. Det var klart at han skulle sigtes for hans forbrydelser mod mig og stilles for retten. Jeg kunne tilgive det meste, men ikke hans feje passivitet.

Episoder af akut, svær desperation

Hver eneste dag, og især en tid så enerverende kedelig som påsken, blev jeg akut og svært desperat hele gange dagligt. Jeg var magtesløs, fordi det var politiet og retsvæsenet, som fastholdt mig i den tortur. Hvorfor politiet i så mange år havde udsat mig for alvorlig chikane og vedvarende trusler om frihedsberøvelse, anede jeg ikke. Det gik ikke mening at jeg skulle nedbrydes mentalt og fysisk, som politiet gjorde.

Politiets umenneskelige behandling

Politi og retsvæsen elskede at varetægtsfængsle landets borgere i grotesk lang tid, og den eneste årsag til det var, at man ville torturere vedkommende til at erkende sine forbrydelser, uanset om han eller hun var uskyldig. Men jeg havde intet at erkende, ingen forbrydelser, som jeg kunne tvinges til at indrømme jeg havde begået, så den tortur åpolitiet udsatte mig for havde alene til hensigt at tvinge mid til at begå selvmord.

Mens dette foregik, hvor var myndighederne så henne? Hvor var de mennesker, der skulle beskytte mig mod de igangværende overgreb? De var selvfølgelig fraværende, fordi de med deres inkompetance og dovenskab havde del i torturen.

Ingen advokat længere

Den advokat, jeg havde fået, havde vist sig ikke at kunne noget som helst ift. min situation og hun vidste tydeligvis ikke særlig meget om baggrunden for sagerne. Nu havde jeg ikke hende længere og jeg var lige så ruineret som altid. Min tidligere advokat havde kun formået at holde mig hen og lade mig udholde ulidelige livsvilkår med sult og hjemløshed, så jeg havde ikke følt at jeg havde en advokat, så det var ikke noget stort tab for mig at hun kastede håndklædet i ringen og gav op.

16. April 2022

Dagbog

Træning

Jeg havde ikke råd til at købe en nekeltbillet til Frankigsgades Svømmehal, som kostede 45 kroner, da jeg kun havde 600 kr. tilbage til mad og alt andet til resten af måneden. Det påvirkede mig i svær negativ grad. Jeg tog derfor ned fitnesscentret i stedet, hvor jeg trænede bryst og triceps.

Billede. Sennepsmadder: Morgen, middags- og aftensmad.

Det var næsten umuligt at lade være med at handle på selvmordstankerne og planerne. Jeg kunne ikke holde håbløsheden, den kommende sult og statens mishandling af mig ud.

17. April 2022

Dagbog

Truet på liv, helbred og velfærd

Jeg var i skrivende stund fortsat akut truet på mit liv, helbred og velfærd, som følge af de nye sigtelser og autorisationsfratagelsen.Det overtrufmede alt andet, og var den eneste grund til at jeg i dag skrev til Anne Mette Brandt Christensen på LinkedIn, samt nogle sms'er til Ps arbejdstelefon. Mit liv, mit helbed og min velfærd var i akut fare og det gav mig ret til at henvende mig til førnævnte, som var direkte ansvarlige for dette forhold.

Respektpakken

Jeg havde intet valg end at henvende mig til alle, herunder førnævnte psykiatere, i håbet om at nogen ville handle med rettidig omhu akut og redde mit liv. Jeg var udmærket klar over, at mine henvendelser til de mennesler, der som direkte følge af deres virke i offentlig tjeneste var skyld i, at jeg var i livsfare, gjorde præcis hvad de håbede på, så de i retten ville kunne sige, at jeg havde krænket deres privativ, ære og fred.

Men jeg havde som nævnt intet valg, og når førnævnte paykiatere igen og igen, især for Ps vedkommende, havde ignoreret mig, når jeg havde tigget og bedt dem om livreddende hjælp til mad og husly (ikke fra dem personligt selvfølgelig) og korrektion af fejldiagnosen og generhvervelsen af min autorisation som læge, som Peter Worm Jantzen havde lovet for tre år siden men ikke holdt - så var jeg ligeglad med deres fred og ære. Mit liv kom i første række og når mine bødler, som stadig sad den mishandling og tortur overhørrig, de selv var ansvarlige for, ikke straks handlede for at afværge den livsfare, jeg var i, så til helvede med deres ære, fred og respekt.

Politikerne havde godt nok sovet i timen, da de indførte respektpakken, som nu betød, at jeg skulle i fængsel for at krænke mine bødlers ære og fred, mens de, politiet og myndighederne ignorerede mine henvendelser.

Intet valg og ingen fortrydelse

Min reaktion var absolut indfølelig, taget min situation i betragtning, man kunne aldrig forlange, at jeg skulle udholde sult, hjemløshed og livsfare, og ikke forstyrre dem, der var skyld i det, efter alle andre muligheder var udtømte. Fordi jeg ikke havde noget valg, fortrød jeg intet, og hverken fængsel eller tvangsindlæggelse afskrækkede mig det mindste.

Billede. Sad et eller andet sted og læste.

Mine bødler havde groft krænket mine menneskerettigheder og givet mig invaliderende PTSD, og derfor skulle de i fængsel, ikke jeg.

18. April 2022

Dagbog

Træning

Jeg trænede ben, skuldre og mave i dag. Det var én af de sidste gange jeg kunne det, fordi jeg dels ikke havde penge til at vaske mit træningstøj og dels ikke havde penge til at spise tilstrækkeligt med mad, så jeg kunne opretholde mit aktivitetsniveau.

De sidste penge

Jeg hævede de sidste penge, jeg havde tilbage, som var 200 kr. Så sent som i sidste måned havde Lægernes Bank pludseligt trukket over 800 kroner i negative renter, hvorved de 50 - 60 kroner jeg havde stående, forsvandt.

Sad som jeg plejede på en bænk et sted og læste.

Det erfarede jeg på den mest ubehagelige måde af alle, nemlig da mit kort blev afvist, da jeg skulle handle mad ind. Det måtte ikke ske igen, især ikke så tidligt på måneden, så derfor skyndte jeg mig at få kontanterne i hænde.

19. April 2022

Dagbog

Reddet af min søster

Jeg fik endelig taget mig sammen og skrevet til min søster, som ville overføre penge til mad og tøjvaskk til mig til resten af måneden. Jeg lovede hende, at jeg nok skulle passe på mig selv. Fordi de svære, tilbagevendende bekymringer om min påtvungne fattigdom nu aftog, forsvandt den selvmordsinducerende desperation også. Men når samme problem opstod igen i næste måned, ville samme situation jo opstå på ny. Den tid den sorg.

Min praktiserende læge

Fordi Peter Jantzen, der var skyld i især det sidste års helvede med helvede på og også min nuværende situation, nægtede at svare mig, skrev jeg til egen læge i stedet. Jeg var nødt til at skrive det til hende, som det var: Min sociale situation var på syvende år katastrofal, uden håb, autorisation eller fremtidsudsigter. Jeg var ikke deprimeret, men fordi jeg kun havde udsigt til sult og fængsel, var jeg i risiko for selvmord og kriminalitet.

Jeg skrev at, jeg ikke henvendte mig til hende, fordi jeg ønskede at hun tvangsindlagde mig, samt at psykiatrien var skyld i alle mine aktuelle problemer, hvorfor den på ingen måde var en løsning. Jeg skrev kun til hende, for at informere hende om min situation, og jeg var godt klar over, at hun ikke kunne gøre noget for mig, samt at det eneste, jeg havde brug for var håb og min autorisation, alt andet var sekundært hertil, men at det var nødvendigt at dokumentere det, jeg gennemgik.

Peter Jantzens rolle

Jeg måtte og ville gå videre i min anmeldelse af Peter Jantzen. Uanset hvor sympatisk han fremstod, var han skyld i mine aktuelle lidelser, og det var uacceptabelt, både over for mig og overfor fremtidige patienter.

Håb

"Kendetegn ved håb

Der er ifølge Joyce Travelbee seks kendetegn ved håb:

Håb er stærkt knyttet til afhængighed af andre menne sker. Vi er alle afhængige af hinanden i større eller mindre grad og specielt, når vi er syge eller i krise. For mange mennesker er det svæært at skulle gøre sig afhængig af andre, fordi man dermed mister en del af kontrollen over sit eget liv.

Håb er fremtidsorienteret. Håbet indeholder en følelse af, at den nuværende situation ikke er tilfredsstillende, og en HI tro på, at fremtiden vil blive bedre end nuet. Denne tro vil gøre nuet nemmere at holde ud.

Håb er knyttet til valg. Et menneske med håb ser, at han har flere muligheder eller flugtveje ud af sin situation. Håb hænger sammen med tilliden til, at andre vil være der for én, når man har brug for dem, og udholdenhed til at blive ved med at arbejde på at nå sit mål.

Håbet hænger sammen med mod. Et menneske, som håber, har mod til at erkende sine mangler og sin frygt og alligevel fortsætte mod sit mål, selvom der måske kun er en lille eller slet ingen sikkerhed for at, personen er i stand til at nå målet.

Håb hænger sammen med ønsket om at opnå noget, fx fuldføre en opgave eller have en oplevelse. Ønskerne udspringer af en længsel inde i personen efter noget, som måske er usandsynligt eller umuligt lige nu, mens håbet giver en følelse af, at det er muligt."

"Drive by træning" - Sundholm

Jeg cyklede forbi Sundholm, og tog en lille afstikker til stativet i skolegården, hvor jeg lavede 10 kropshævninger med parallelt tag.

"Drive by træning" - DR-byen

Jeg cyklede forbi DR-byen og de udendørs træningsfaciliteter, der lå hér, hvor jeg lavede ordinære kropshævning med 7, 6, 5 og 4 repitationer.

20. April 2022

Dagbog

Træning

I dag var det bryst og triceps: Bumbbell press, incline dumbbell press, cable cross over, french press, triceps push down med v stang og triceps kickback cable.

Tøjvask

Jeg fik takket være pengene fra i går vasket en hel del tøj i dag.

Fullblown PTSD

Min PTSD og de livsomstændigheder, jeg blev pålagt med akut og tilbagevendende fattigdom og sult, var invaliderende for mig. Selvom jeg havde klaret at låne penge til mad i går, var det kun en stakket frist før jeg måtte gøre det igen, og desuden var der stadig alt det andet. Jeg kunne ikke længere holde ud at opholde mig indendøre, så det blev kun til kort tids avislæsning på biblioteket, før jeg måtte komme ud derfra i en fart.

Det var desværre prisen det kostede at den danske stat bogstavligtalt forfulgte én igennem flere år, og begik det ene overgreb efter det andet. Men staten var gået langt over stregen i dens iver for at ødelægge mig som menneske og tvinge mig til selvmord. Det var vanvittigt at det kunne finde sted, men når ingen var modige nok til at intervenere, så var det sådan det kom til at gå. For alle, ikke kun for mig, for det var ikke mig, der var noget galt med eller mig, der overreagerede eller hvad pokker for noget sludder man havde bildt politi og anklagemyndighed ind.

Fremfor at retsforfølge de mennesker, der havde begået overgreb i statens tjeneste, var det mig, der skulle i fængsel for at redde mit liv ved at gøre opmærksom på det. Det var helt modsat af hvordan det burde være! Jeg brugte enormt meget energi på hele tiden at kæmpe for at overleve, samt være parat når man anholdt mig, og derfor var jeg totalt udmattet mentalt og træt. Og derfor kunne jeg ikke overkomme andet.

Et normalt liv

Det eneste, jeg på noget tidspunkt ville opnår, var at få lov til at leve et normalt liv. Jeg længedes efter efter at få et normalt liv, med autorisation og lægejob, uden frygt for overgreb fra psykiatri og politi. Det var ikke en selvfølge, det var ikke en menneskeret i Danmark.

Putin og dansk psykiatri

Når en praktiserende læge, der var paranoid og havde beskyldt mig for at have hacket Det Fælles Medicinkort og misbrugt hendes CPR-nummer, via nyttige idioter i psykiatrien kunne ødelægge mig som menneske, og når det danske retsvæsen blindt godtog hvad en psykiater løj om i retten, var det en så alvorlig og omfangsrig brist i borgerens retssikkerhed, at det lugtede fælt af totalitarisme.

Når de psykiatere, som havde ageret bødler og invalideret mig med PTSD så efterfølgende havde held med at få politiet og anklagemyndigheden til at sigte mig for freds- og ærekrænkelse, fordi jeg under nødværge var tvunget til at gøre opmærksom på overgrebene - og når en socialrådgiver i Kriminalforsorgen havde dømt mig på forhånd - så ikke bare lugtede det af totalitarisme - så VAR det genuin totalitarisme. Når bødlerne derudover kunne slippe for at pådrage sig ansvar for deres dokumenterede overgreb - så VAR det totalitarisme.

Når noget lignende skete hver eneste dag i Danmark og havde ødelagt tusinder af mennesker gennem årene og når Menneskerettighedsdomstolen havde dømt Danmark for tortur - så VAR det ikke andet end simpel og primitiv totalitarisme. Despoter, der gerne ville undgå offentlig kritik, men under et slør af retstat, lavede en RESPEKT-PAKKE med love, der kriminaliserede hans forbrydelser. Når offentligt ansatte i Danmark og især i psykiatrien gerne ville undgå kritik fra deres ofre, efter at ofrene havde løbet panden mod en myndighedsmur, kritiserede dem offentligt, så rykkede politiet ud og fik ofrene fængslet. Det VAR totalitarisme og det var ulækkert at være offer for, og det var endnu mere ulækkert med alle de chefer i psykistrien og Regionerne og politikere, der ignorerede mig, mens mishandlingen og justitsmordet fandt sted.

"Totalitarisme (eller totalitært styre) er et politisk system, hvor statens ledere ikke anerkender nogen grænser for sin myndighed og forsøger at regulere alle aspekter af det offentlige og private liv, hvor det er muligt.[1] Totalitarisme kendetegnes som regel af et sammenfald af autoritært styre (hvor almindelige borgere har ringe indflydelse på politikken) og ideologi (et omfattende sæt af værdier, som fremmes af myndighederne for at styre det meste, om ikke alt, af offentlig og privat liv)". (Wikipedia, tilgået dags dato)."

https://www.dr.dk/nyheder/seneste/150-nye-shelters-i-den-danske-natur-og-de-kan-alle-bookes-paa-ny-hjemmeside.

21. April 2022

Dagbog

Svømning

Jeg var til svømning i Kæmperne regi, og det var mindst lige så fantastisk som sidst, og som alle andre gange jeg var i svømmehallen. Det eneste, der overgik svømning i en svømmehal, var havsvømning, men det var en drøm, der kun var netop en drøm, for mine våddragter var mørnede for længst. Det eneste, jeg villm var at være læge og havsvømme, men fordi at psykiaterne gik efter det, man elskede mest og ødelagde det i deres sadistiske iver, var det nu uopnåeligt.

Merete Nordentoft

Jeg gik en overgang på samme svømmehold i USG-regi som Merete, og jeg så hende et par gange til træningen , men jeg nåede desværre aldrig at tale med hende. Hun svømmede meget solo og socialiserede ikke med os andre, men hun var også dobbelt så gammel som de fleste og ville vist bare gerne have noget motion, uden alt det, der for os andre var mindst lige så vigtigt.

Til livets opretholdelse

Der var nogen, der sørgede for mit livs opretholdelse, og det var ikke det offentlige - ikke psykiatrien, ikke kommunen, ikke politiet og ikke retsvæsenet. Det tog jeg som et tegn på, at jeg skulle fortsætte med at offentliggøre de talrige videoer og lydoptagelser, billeder og dokumenter, jeg havde liggende, som dokumenterede de forfærdelige forhold på Retspsykiatrisk Afdeling R3, Sankt Hans Hospital. Ihh ja da, man havde lavet et helt NYT og BEDRE Sankt Hans - men det var den samme forrådede og patienthadske kultur, der eksisterede, det samme uprofessionelle, nedladende og sadistiske personale, der var ansat og de samme patienter, der var indlagt.

For var man først havnet i psykiatrien, blev man på et tidspunkt helt automatisk retspsykiatrisk patient (hvis man ikke døde af tvangsmedicinen eller begik selvmord) og man kom aldrig rigtig ud af retspsykiatrien igen. Det var en dødsdom, alle vidste det, men ingen gad at gøre noget ved det.

22. April 2022

Dagbog

Hedeland revisited

Nej, jeg fejlede ikke noget som helst ud over ADD og PTSD og fraset sidstnævnte havde jeg heller aldrig gjort det.

Træning

Ryg og biceps i dag.

Billede. Glædeligt gensyn med Hedeland.

23. April 2022

Dagbog

Træning

Ben, skuldre, mave

24. April 2022

Dagbog

Peter Jantzen

Fordi jeg ikke kunne holde ud at leve idag, skrev jeg det til Peter Jantzen. Han var den forbryder, der var skyld i at jeg var akut selvmordstruet. Hvad ragede det mig, hvordan han tolkede mine SMS'er? I den sidste SMS, jeg skrev til ham, havde jeg anført, at han var 100% ansvarilg for alt, der skete mig. Peter Jantzens handlinger var efter min mening forfærdelige. Det kunne han få mig fængslet for at jeg skrev, men det var jo sandt, og desuden var fængsel en opgradering for mig.

28. April 2022

Dagbog

Dopamin-depleteret

I modsætning til hvad nogle fejlagtigt havde postuleret for år tilbage, blev jeg ikke ubehagelig og psykotisk, hvis jeg indtog centralstimulantia. Tværdigimod. Den sidste uge havde været den værste i mit liv (indtil videre, naturligvis, for det kunne altid blive værre), og det havde til dels skyldtes, at jeg intet medicin havde tilbage, efter mit andet mislykkes selvmordsforsøg for nogle uger siden, og til dels var det fordi jeg heller ingen penge havde til mad, hvorfor jeg måtte hhv. sulte og låne af min søster og Søren.

I løbet af den sidste uges tid havde jeg også bevidst dagligt skrevet SMS'er til P, hvor jeg dels opfordrede ham til at melde sig selv til politiet, for at have udsat mig for sult og hjemløshed i talrige måneder, og dels krævet, at han sørgede for at jeg fik min autorisation igen. Jeg tiggede og bad Peterantzsen om at give mig håb, at give mig noget at leve for, og jeg kunne ikke lade være, selv om jeg jo vidste, at det var forgæves. Men i dag, da jeg fik min medicin igen, forsvandt behovet for at appellere til P. Jeg fik ro på, og for at komme psykiaterne i forkøbet, der misbrugte den rest af faktuel viden, de besad, så skyldtes det ikke abstinenser, men selve medicinens gavnlige effekt, at jeg havde det på den måde.

Ja, det havde været en forfærdelig uge, og Peter Worm Jantzen havde sikkert meldt mig til politiet for 'freds- og ærekrænkelse' (og det var fint nok med mig, han var et monster og jeg var ligeglad), men hvis der havde kommet noget positivt ud af det, var det, at det endnu engang bevidste overfor gud og hver mand, at jeg på ingen måde blev psykotisk af centralstimulantia. Jeg havde primært brugt overskriften 'Dopamin-depleteret' fordi jeg syntes det lød sejt, men det passede strengt taget ikke: Jeg var ikke beriget, jeg fik behandling med noget, jeg manglede. Med medicinen var jeg normal, uden var jeg ikke. Det måtte psykiaterne vist bare finde sig i, de skulle bare lægge sig ned og rulle rundt, pseudo-taber-lægerne.

Svimmel af sult

Til trods for, at jeg igen var blevet reddet økonomisk af venner og familie, havde jeg i de sidste tre-fire dage ikke spist tilstrækkeligt, fordi jeg fortsat manglede penge, og fordi jeg ikke kunne holde skammen og ydmygelsen ved at låne ud. Jeg havde skaffet mig en gammel havelåge af en cykel (som ikke var stjålet, jeg havde tjekket det som det første), som ganske vidst juridisk var i lovlig stand, men som var tung at cykle på. På den cyklede jeg fra Amager til min praktiserende læge i Rødovre.

Ikke penge til essentiel medicin

Det eneste, jeg fik indenbords før konsultationen, var tre plastik bægere med vand fra venteværelset. Jeg var derfor fysisk og mentalt udkørt og træt, da jeg sad foran hende. Hun var præcis, som jeg kunne lide læger, når de var bedst: Kort og koncis, venlig og empatisk, men uden lange samtaletekniske pauser for at presse unødvendige ord ud af mig. Det tog et par minutter, så var alt klaret.

Under samtalen spurgte lægen mig ind til min økonomiske og sociale situation. Jeg forklarede hende, at jeg fik en forsikringsydelse, som ikke var på meget mere end kontanthjælp, at jeg blev tvunget til at betale mellem 1000 og 1800 kroner af hver måned af banken, at jeg ikke for berettiget til offentlig støtte, samt at jeg blev fastholdt i reel fattigdom og var tvunget til at låne af venner og bekendte hver måned.

Jeg sagde, at jeg stort set ikke havde råd til andet end mad og det mest basale, herunder offentlig transport (og jeg var ikke berettiget til pensionistkort, som mange andre i min situation), men at jeg dog var glad for at jeg ikke røg, drak eller tog stoffer, fordi jeg i såfald ville være på den.

Lægen forstod, men hun kunne intet gøre. Det vidste jeg godt og det var helt fint med mig, for selvfølgelig kunne hun intet gøre. Men under samtalen kom vi tal at tale om prisen på medicin, og der var det som at få et knytnæveslag i ansigtet, da jeg blev klar over at jeg jo heller ikke havde råd til min medicin, som jeg skulle hente umiddelbart efter samtalen med hende.

Igen beklagede lægen, at hun intet kunne gøre, og jeg sagde, at jeg så alligevel ikke kom udenom at bede om at åne flere penge. Det lykkedes utroligt nok at låne 100 kroner, og hovedparten af min medicin (præparatet Concerta) beløb sig netop til 92,5 kroner. Venlafaxinin fik jeg ikke med, men jeg havde lidt tilbage af denne type medicin.

Tilbage på cyklen til Amager. Voldsom hovedpine (fantomsmerter, som en lægeven engang jokede med at det hed i mit tilfælde), hvilket jeg ellers sjældent havde. Svimmel og utilpas og jeg måtte holde pause flere gange undervejs.

Uforståen

Det var grotesk at retsvæsenet og psykiatrien fastholdt mig i årelang dyb fattigdom og hjemløshed uden slutdato, samt at man så ikke kunne forstå at jeg reagerede som jeg gjorde. Som om de kunne sætte sig ind i hvordan det var! Jeg havde ikke dedikeret mit liv til lægefaget for at fucking sulte og være hjemløs. Jeg forlangte ikke guld og grønne skove for at bruge alle vågne timer på at hjælpe mine medmennesker, men jeg skulle satme heller ikke lide for det. Så det var infamt svineri myndighederne udsatte mig for, det var regelret tortur, og de ansvarlig skulle naturligvis i fængsel.

"Gør bare vores arbejde"

Den langvarige tortur, jeg blev udsat for, kunne kun lade sig gøre fordi de ansatte i psykiatrien, retspsykiatrien, Styrelsen for Patientsikkerhed og retsvæsenet ikke var sig deres ansvar bevidst. De gjorde jo bare deres arbejde, og så fuck om jeg sultede eller sov i et telt til 87 kroner på Kalvebod Fælled1!

Men det med 'bare at parare ordre' betød ikke at de var uskyldige i det, de aktivt eller passivt udsatte mig for; for 80 år siden var der milioner af tyskere, der også 'bare gjorde deres arbejde', det var vist endt helt galt og de var alle som en skyldige.

Det krævede nok mod at sige fra overfor myndighederne i 30 og 40'erne Nazityskland - det det gjordet det sateme ikke i Danmark i 2022! At ingen sagde fra, skyldtes udelukkende dovenskab og fejhed - og hverdagsondskab. Man kunne ovenikøbet gøre det anonymt via en Whistleblowerordning, men ikke engang det gad man. Jeg håbede, at der var et særligt slemt sted i helvede til mennesker, der medvirkede til at begå tortur.

29. April 2022

Dagbog

Den værste uge i mit liv

Indtil videre, naturligvis. Jeg var helt ødelagt og turde ikke købe andet end daggammelt rugbrød, for ikke at ende i samme situation i slutningen af denne måned. Jeg var stadig ikke kommet mig over shocket fra sidste uges ekstra lidelse. Jeg havde mistet al tro på at det nogensinde blev bedre, at der var en slutdato for myndighederenes grove mishandling af mig. Folk anede ikke hvordan det var hele tiden at frygte for sit helbred og velfærd, for mad og husly. De anede ikke hvor ekstremt udmarvrende og streessende det var.

30. April 2022

Dagbog

Træning

Jeg var gudskelov hurtigt oppe på hesten igen. Jeg havde i dén gtrad savnet at træne, om det var fitness eller svømning eller noget tredje, men uden tilstrækkeligt at spise og uden at have råd til at vaske træningstøj, for ikke at nævne penge til entreen til svømmehallen, havde det været umuligt i den sidste uges tid og det havde destabiliseret mig rigtig meget. I dag trænede jeg ben, skuldre og mave. Efter de obligatoriske 10 minutters opvarmning på crosstraineren lagde jeg ud med dødløft, hvor jeg progressivt, men forsigtigt øgede vægten og havde fuldt fokus på teknikken. I min alder var skader en endnu større katastrofe.

Dernæst leg press maskine og calf press maskine, efterfulgt af cable external rotations og leaning cable lateral raises for skuldrene, for at slutte af med crunches og cycle crunches og til sidst udstrækning.

Billeder. To aktuelle billeder af mig; jeg var ikke køn at se på, men det var heller ikke pointen. Grunden til at det var vigtigt at vise hvordan jeg så ud var udelukkende, så alle og enhver kunne se, at jeg ikke på nogen måde bar præg af at være det, som anmelderne, politiet og anklageren fejlagtigt påstod, at jeg var psykisk syg eller sindssyg og skulle mentalundersøges.

Min hygiejne var upåklagelig, jeg var soigneret og var upåfaldende og hensigtsmæssigt påklædt. Der var intet, der var for småt til at en psykiater eller anklager ikke ville bruge det imod mig i retten eller til at tvangsbehandle mig, så jeg måtte hele tiden være så bevidst om mit udseende som muligt, jeg kunne ikke bare "lade skægget stå og tage en gammel sweater på". En psykiater kunne og ville naturligvis til det så påstå at jeg var detaljefikseret og paranoid og bruge det mod mig, og på den måde ville selv den mest normale adfærd sygeliggøres til psykiaterens fordel, men det kunne jeg ikke gøre noget ved, og alternativet var trod alt værre.

Efterspillet

Der skete typisk det samme efter en periode med overnatning på gaden og sult, nemlig at jeg de første dage efter jeg fik penge igen og kunne købe mad, oplevede en eklatant lettelse og usårlighed, som havde jeg på mirakuløs vis overlevet et flystyrt og var uskat.

Men dernæst kom angsten, og det var så sikkert som ammen i kirken. Den snigende og langsomt altovervældende og paralyserende angst, svimmelheden, der var så udtalt, at jeg ikke kunne gå lige eller holde balancen i dtående stilling, så jeg var nødt til at sætte mig ned, den profuse koldsved, hjertet, der slog, som en dampmaskine, der var ude af kontrol, halsbrænden, mavesmerterne, hyperventilationen, og den ubønhørlige tanke om at politiet kom og anholdt mig hvornår det skulle være, sådan som de havde gjort det så ofte før.

Jeg kunne næsten ikke løsrive mig fra angsten og følelsen af at jeg snart ville blive anholt, tanken om høje stemmer, der pludseligt og uvarslet råbte at det var politiet og lagde mig i håndjern med hænderne bag ryggen, som var jeg utilregnelig og farlig, til trods for at jeg aldrig havde været oppe at slås i mit voksenliv. Politiet gjorde det for at ydmyge én, de gjorde det fordi de kunne lide det, magten, der brusede gennem deres årer og gav dem følelsen af at de var almægtige.

Politiet var da også almægtige i Danmark; jeg havde læst rapporten fra DUP'en i går, som var sprit ny, og hvor man endnu engang kunne forvisse sig om at langt, langt de fleste klager over politiet blev afvist. Det var så tydeligt, at DUP'en ikke var spor uafhængig, at det var ren proforma at den eksisterede, og at den bestod af olitiets tidligere eller kommende kolleger.

Man kaldte manglen på moral og professionalisme, pligtforsømmelse og magtmisbrug inden for politiet for 'korpsånd', hvilket vist var lidt af en forskønnelse af det, der retteligt burde kaldes, hvad det var, nemlig fejhed og dovenskab.

Af de mange invaliderende og pinefulde følger af myndighedernes mishandling af mig, var lydoverfølsomheden en af de værste. Jeg kunne ikke holde den mindste larm ud, men jeg havde også svært ved dyb stilhed. Det bedste var svage monotome lyde, som vinden i træerne eller regnen på ruden.

En anden invaliderende følge var, at jeg ikke kunne holde ud at være indendøre nogen steder ret længe af gangen. Jeg blev hurtigt rastløs, irritabel og tiltagende svær angst og måtte ud hurtigst muligt. Det bedste var, at jeg sad på et udendørs areal hvor jeg havde frit syn i alle retninger, det være sig en græsplæne i en park, en fodboldbane eller et øde industriområde. Kun sådanne steder kunne jeg slappe en smule af. Jeg kunne ikke græde længere og alkohol gjorde kun angsten endnu værre. Nu sad jeg bare og stirrede handlingslammet ud i luften og havde det utroligt skidt. Og det holdt aldrig op. Statens overgreb holdt aldrig op.

Mine eneste værn mod angsten var fysisk aktivitet, skrivning og så de tabletter af forskellige typer medicin jeg altid havde i lommen, parat til at sluge lynhurtigt, hvis politiet kom for at begå overgreb mod mig igen. Politiet kunne få mit lig. De var ikke mennesker i min optik, de var nådesløse, primitive og voldsparate, arrogante uden at havde noget som helst at have det i.

Bad cop

Politiet havde en kedelig tendens til at skyde mennesker, der var psykisk syge eller som politiet troede var psykisk syge. Og de slap altid godt fra vold og drab på psykisk syge, det var ikke et postulat, det var et faktum, man kunne læse i DUP'ens årlige beretninger. Måske var det nogle gange berettiget, men min klare fornemmelse var, at det alt for mange gange ikke var det.

Endelig havde jeg i min toilettaske nogle super skarpe barberblade liggende, jeg også ville gøre brug af overfor mig selv, hvis jeg havde mulighed for det. Politiets og anklagemyndighedens idelige yderst grove og livstruende chikane var efter syv år blevet så uudholdelig, at det kom til at koste mig livet. Og det værste var, at de udmærket vidste det, at alle vidste det, og at de bare fortsatte ivrigt med torturen.

Der var engang for ikke mange år siden, at jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at der fandtes så onde og modbydelige, sadistiske og grusomme menensker i Danmark, og da slet ikke ansat i politi og anklagemyndighed, men hold da op hvor var jeg blevet klogere. Jeg havde mødt mange hard core kriminelle efterhånden, men ingen var så forfærdelige som førnævnte selvretfærdige tjenere af staten. Så retsvæsenets mishandling af mig skulle stoppe NU.

Good cop

Men var der ikke også gode betjente? Betjente, som rent faktisk gjorde sig umage, når de var på arbejde, som oprigtigt havde borgernes bedste for øje og virkeligt ønske at hjælpe, der medmennesker? Jo, selvfølgelig var der det! Rigtig mange, givet vis. Men i de sidste syv år havde jeg desværre ikke mødt én eneste af slagsen. Ikke én.

De gode betjente forhindrede og opklarede rigtige forbrydelser. De forsøgte ikke at pine og chikanere mig til selvmord, fordi jeg under anvendelse af nødret havde offentliggjort mine bødlers faktuelle overgreb. For det var jo ikke en forbrydelse!

Min tro på det danske samfund var uigenkaldeligt decimeret. Jo, fraset førnævnte tjenere af staten, gik det stort set altid godt når jeg mødte andre og talte med dem på tomandshånd. Det var den anonyme og nådesløse distancerede statsmagt, jeg aldrig nogensinde igen kom til at stole på. Desværre troede de fleste danskere at staten tjente borgerne og beskyttede dem; det var helt, helt forkert.

De ansatte i den danske stat tjente altovervejende udelukkende dem selv og deres kolleger. Der var en dem (pøblen) og os (eliten) mentalitet blandt embedsmændene, kvinderne, personerne i staten, og man følte sig som bedre og mere værdifulde mennesker bare fordi ens arbejdsplads havde et autoritært logo eller varetegn, gerne noget, der ledte tankerne hen på noget royalt, noget med guld og løver og våbenskjolde osv.

Der var selvfølgelig mange, der levede op til deres egen selvopfattelse, men der var sgu mindst lige så mange, der ikke gjorde og som langt mere syntes end var. Det var farlige mennesker, man skulle undgå for alt i verden. Som regel anede de ikke hvad de talte om, og hvis man korrigerede dem, blev de voldsomt fornærmede og hævngerrige.

De ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed havde aldrig tilgivet mig, at jeg i fuld overensstemmelse med virkeligheden havde nægtet at være sindssyg, som man havde vrøvlet om. Det var den egenelige konflikt, det var sagens kerne: At embedslægerne var for vrangvillige til at erkende, at de havde taget grueligt fejl af mig. Det handlede ikke om noget som helst andet, end at embedslægerne ikke ville tabe ansigt, og så hellere ofre mig og lade som ingenting. Og få politiet til at chikanere mig som hævn.

1. Maj 2022

Dagbog

Billeder. Maj 2022.

Træning

I dag var turen kommet til bryst og triceps.

Nordeuropas største krematorium

Det var forfatteren Jan Sonnergaards betegnelse for det gamle KUA, som var det grå, faldefærdige og sundshedsskadelige kompleks, der lå på Amager tidligere. Min far tog sin kandidat dér og jeg nåede lige at se stedet indefra før man rev det ned, årtider for sent, til en fredagsbar.

Erstatningen var til gengæld så arkitektonisk veludført, at det nærmest bar præg af skyldfølelse over det, som det erstattede, og der var offentlig adgang til mange, hvis ikke alle bygninger, så længe man kom før dørene blev låst og man skulle have adgangskort.

Hvilket jeg gjorde i dag. Jeg kunne ikke holde ud at sidde indendøre pga. den invaliderende og lammende angst, som fortsat i dag var så konstant og overvældende, at jeg ikke kunne huske at det havde været slemmere nogensinde.

Men i de store, tomme bygninger var der så øde (dels fordi det var søndag, dels fordi det var 1. maj), at jeg næsten kunne holde ud at sidde. Men også kun næsten. Hjertet bankede så hurtigt, at jeg nærmest følte det som havde jeg hjerteflimmer, sveden løb ned af mig, min vejrtrækning var hurtig og så kraftig at det var som om, at de få forbipasserende tydeligt kunne høre den. Hvilket de jo nok ikke kunne, men sådan følte jeg det.

Mine hænder rystede i en grad, som dog var tydelig for alle, der kastede et blik på mig, og jeg havde svært ved at holde noget i hænderne fordi min finmotorik således var kompromitteret. Selv det at skrive på computer var vanskeligt og krampagtigt. Det var hele min krop, der var spændt som en stålfjeder, jeg var klodset, og svært, svært angst. Mine tænder var pressede så hårdt sammen, at kæbemusklerne krampede og gjorde ondt.

Selv om det lød paradoksalt, var det næsten en fordel at angsten var så svær, for det var så overdrevet ubehageligt, at jeg vidste hvad, der var tale om, at det ikke var farligt, at det ikke var en del af mig, men en kropslig reaktion på årelang, vedvarende grov chikane og mishandling far myndighederne, især aktuelt politiet og anklagemyndigheden, krydret med nylig sult, medicinmangel og hjemløshed.

En af de ganske få fordele ved at være så fattig som jeg, var, at det var objektivt umuligt for mig at være misbruger af noget som helst, om der var tale om alkohol eller stoffer. Det var måske mit held, for når man var så angst at det var uudholdeligt, ville man - stort set alle mennesker - gøre næsten hvad som helst for at få ubehaget til at forsvinde.

UD UD UD!

En lille time var hvad jeg kunne klare. Angsten var så svær, at jeg måtte ud i en fart.

Retsvæsenets mishandling af mig

Retsvæsenets mishandling af mig var en vedvarende reel og nærliggende trussel på mit liv, og det var yderst skadeligt for mit psykiske og fysiske helbred. Det SKULLE STOPPE NU. Det var ikke for sjov, det var ulideligt og pinefuldt og det skyldtes udelukkende den konstante trussel fra etaten, samt dertil fastholdt min levestandart på et niveau, der var langt under det minimalt accepterede i Danmark. Vejrtrækningsøvelser slog simpelthen ikke til, hjertet hamrede derudaf, som om det var ved at eksplodere og jeg havde trykkende smerter i venstre side af brystet, uden udstråling, kvalme og mavesmerter. Men selvmordstanker havde jeg dog ikke.

Bunker af beviser

Jeg havde hundrede og atter hundrede af gigabytes f objektiv dokumentation for min uskyld, men jeg havde ikke en jordisk chance for at gennemgå, redigere og præsentere det for politiet, advokaten (som jeg ikke længere havde), samt dommeren, når jeg var så ekstremt presset som det var tilfældet pga. netop anklagemyndighedens nedbrydning af mig (fordi den nægtede at forholde sig til mine beviser og fastholdt mig i dyb fattigdom og hjemløshed ved at få min autorisationsgenerhvervelse stoppet). Alene af den grund var det et klokkeklart justitsmord.

Anatomi

Jeg var for første gang siden jeg var læge, begyndt at repetere anatomi igen for alvor og det lod til at det var noget, jeg faktisk kunne gøre vedvarende og ikke kun en enkelt gang for så at opgive igen.

Billede. Anatomilæsning.

Det var på flere måder rigtigt gavnligt for mig, for udover at generhverve min lægelige basisviden, så gik jeg og genkaldte mig de strukturer, jeg havde læst på, frem for at ruminere. Genialt, hvis det kunne fortsætte!

2. Maj 2022

Dagbog

Værekstedet

Jeg var i værekstedet fra om morgenen af og indtil jeg skulle til svømning. Hvor var det fantastisk at se og tale med de andre igen! Jeg arbejdede på cykler i dag, og det lykkedes mig næsten at holde frygten på afstand, men kun næsten. Der var dog ingen tvivl om, at havde jeg ikke været i værekstedet i dag, havde frygten været langt, langt slemmere.

Svømning i Kæmperne

Jeg var til svømning i Kæmperne regi, og det var som det plejede, nemlig fantastisk, både under og efter træningen. De andre deltagere på holdet og træneren var alle søde og jeg havde hurtigt lært deres navne og vekslet nogle ord med de fleste. Der skulle så relativt lidt til at jeg havde det godt. Frygten var fraværende fra jeg trådte ind i svømmehallen til jeg forlod den igen.

Vores træner, Petra, og jeg talte godt sammen, og efter træningen fortalte kom vi ind på hvor vi var opvokset. Petra var born and raised Nørrebro, og jeg fortalte at jeg var fra Rødovre. Da hun spurgte ind til min boligsituation i dag, forklarede jeg hende, at jeg aktuelt var 'mellem boliger'.

Petra, der stadig boede på Nørrebro, sagde, at hun ville undersøge om hun eller nogen i hendes netværk havde et værelse til leje og så tænke på mig. Jeg krydsede fingre! Jeg havde hørt ufattelig mange lignende tilbud, der aldrig blev til noget, men kun tjente til at dem, der tilbød deres hjælp, fremstod som gode mennesker. Petra virkede dog meget troværdig og oprigtig.

Frygten

Definitorisk led jeg ikke af angst, men af frygt, og som habituelt kunne fysisk aktivitet kun holde den stangen i et par timer. Henad eftermiddagen vendte den tilbage med fuld styrke, og det var uudholdeligt. Jeg troede at det var et forbigående fænomen, men det blev kun værre hele tiden og jeg havde aldrig været ramt så hårdt før i mit liv.

Anatomi

Dagens anatomirepetition.

Billeder. Repetition af anatomi.

Billede. Læste avis.

  • Statsrevisorerne
  • Rigsrevisionen
  • UVVU
  • Den Gratis Retshjælp
  • Den Sociale Retshjælp
  • Danske Domstole
  • Retslægerådet
  • Retspsykiatrisk Klinik, Blegdamsvej
  • Kriminalforsorgen
  • Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet
  • Institut for Farmakologi og Neurovidenskab
  • Ph.D-skolen, Københavns Universitet
  • Videnskabsetisk Kommite
  • Københavns Universitet
  • Rigshospitalet
  • Glostrup Hospital
  • SIND
  • Bedre Psykiatri
  • Danske Patienter
  • Akademikernes A-kasse
  • LLO
  • Folketingets Retsudvalg
  • Folketingets Sundhedsudvalg

3. Maj 2022

Dagbog

Bøn til psykiater Peter Jantzen

Jeg skrev endnu en sms til psykiater Peter Worm Jantzen, hvor jeg tiggede og bad ham tage affære og få mig ud af det helvede han selv haft fastholdt mig i. Intet svar.

Truet på liv og helbred

Jeg var fortsat truet på mit lib og helbred af de psykiske og fysiske konsekvenser af min katastrofale situation. Episoderne med den værste frygt, jeg i mit liv havde oplevet, tiltog i hyppighed og styrke, således også i dag. Jeg kunne ikke holde til det længere.

Min krop gav snart op, blodtrykket var ekstremt højt, og følelsen var så uudholdelig, at jeg havde lyst til at slå mig selv hårdt og gentagne gange i hovedet for at få det til at gå væk. Sådan havde jeg aldrig haft det før. Aldrig nogensinde. Konkret var det frygten for anholdelse, overgreb og frihedsberøvelse, ydmygelse og umenneskelig behandling, der var årsagen.

Indmeldelse i LAP

Jeg meldte mig ind i LAPeter Worm Jantzen i går.

Kontakt til SAND

Jeg fik korresponderet med SAND i går og i dag, og jeg satsede på at kigge forbi på Sundholm i morgen.

Værekstedet

Jeg var i værekstedet igen i dag, hvor jeg fik talt med de gode Maskinister og lavet en hel del i cykelværkstedet.

Anatomi i Englandsparken

Jeg satte mig ned i Englandsparken og repiterede anatomi, samt gennemgik den basale neurologiske undersøgelse.

Mavetræning

Fysisk aktivitet var det bedste middel mod frygten, men jeg havde ondt i hele kroppen efter de sidste dages intensiv træning, så jeg måtte holde en pause i dag - og dog, for jeg havde det så dårligt, at jeg måtte gøre noget, så derfor lavede jeg flere hårde maveøvelser for de skå og lige mavemuskler.

4. Maj 2022

Dagbog

Værekstedet

Jeg var i værekstedet igen i dag. Det skulle jeg nok ikke have været.

Træning

I dag var det ryg og biceps, og det var vidunderligt.

Psykiater Peter Jantzen

Denne psykiater havde endnu engang ignoreret mit nødråb.

Billede. Læste mere anatomi.

5. Maj 2022

Dagbog

Svømning i Kæmperne regi

Denne gang på Nørrebro. Skønt som sædvanligt. Svømmede alle stilarter i dag, fraset fly, samt udførte et mindre øvelsesprogram, jeg havde forberedt. Fik talt med de andre deltagere, især en fyr, Jesper, jeg også havde talt med sidst. Jesper var hjælpeinstruktør i noget, der hed Bokseinstituttet, og han opfordrede mig til at få en prøvetime. Vi udvekslede telefonnumre.

Repetition af anatomi

Hyggede mig i Nørrebroparken efter svømning med at repetere anatomi.

Billeder. Tilbage til teltet som hjemløs.

Det Ondes kattelem

Da jeg som vanligt læste folketingspolitikernes spørgsmål til ministrene, faldt jeg over et begreb, jeg aldrig tidligere havde hørt, men som fik mange ting til at falde på plads.

Det var det såkaldte “PSP-samarbejde”, der omhandlede “politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien som led i indsatsen over for socialt udsatte personer (PSP-samarbejdet) og om videregivelse af oplysninger i forbindelse med samarbejdet”

Med andre ord var det en måde hvorpå de nævnte myndigheder konsekvensfrit og uden noget krav om dokumentation, kunne viderebringe fejlagtige oplysninger om en borger, uden at myndighederne skulle indhente samtykke fra den pågældende borger eller informere vedkommende om informationsudvekslingen.

Det var et meget alvorligt rets- og patientsikkerhedsmæssigt problem, at den lov eksisterede, og jeg havde meget svært ved at begribe, at den overhovedet var blevet vedtaget i første omgang. Loven var som skabt til at blive misbrugt, for når netop de omhandlede myndigheder raskt væk brød loven i de tilfælde hvor de havde dokumentationspligt, hvordan skulle man så forvente de ville agere, når de ikke engang behøvede at gøre sig umage med at lyve i deres journalsystemer?

Så det var desværre bydende nødvendigt, at jeg endnu engang blev nødt til at sætte mig ind i et stykke specifik dansk lovgivning, som ikke interesserede mig spor, fordi den blev anvendt til at chikanere og mishandle mig, og fordi jeg ingen advokat havde.

Vejledning om politiets samarbejde med de sociale myndigheder og psykiatrien: https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2009/60 Retsplejeloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1835

Peter Jantzens forspildte chance

Jeg havde skrevet en aller, aller sidste gang til Peter Jantzen, politiet og en række yderligere personer og myndigheder. Jeg skrev, at jeg skulle have min autorisation igen NU. Beklageligvis forspildte man denne sidste mulighed for at give mig at normalt og værdigt liv igen. Det var en enorm stor fejl, man derved begik. Hvor ville jeg dog ønske at man havde lyttet til mig.

Alle på nær én

Jeg var bedøvende ligeglad med om folk var psykisk eller fysisk syge, begge dele, eller raske. Så længe de var venlige og almindeligt hensynsfulde, kunne de lide af hvad det skulle være.

Men der var én diagnose, som jeg ikke kunne acceptere, og hvis man faktisk led af denne, ville jeg ikke have noget som helst med vedkommende at gøre. Det var naturligvis "dyssocial personlighedsforstyrelse". I værekstedet havde der været to af den type personer. De ødelagde det konsekvent for alle andre, de saboterede, bagtalte, ødelagde og parasiterede, de truede og intimmiderede, og de var den rene gift for alle fællesskaber.

Ingen af de to psykopater var farlige, ihvertfald ikke overfor mig, og nu var den ene heldigvis væk, men den anden var der fortsat, og ødelagde stemningen, sammenholdet, kreativiteten og skulle hele tiden have opmærksomhed som den reterderede, one trick pony havenisse idioten var. Jeg havde aldrig set svinet bidrage med noget som helst, han havde aldrig vasket op eller gjort rent, eller lavet noget kreativt. Han sad og drak kaffe, var brovtende og bagtalte de andre Maskinister. Han var konstant negativ, rethaverisk, påståelig og han hidsede sig ofte op, når andre ikke var enige med hans ekstremistiske politiske holdninger.

Jeg så det som en selvfølge at yde en stor indsats for fællesskabet - men ikke overfor en parasit som voksenbabyen. Det var en stor fejltagelse at man accepterede egoistiske og selvhævdende fjolser som ham. Jeg havde ydet mere end de fleste. Men jeg ville ikke mere, når psykopater gjorde stedet til en børnehave. Jeg havde flere eksempler på at andre brugere var stoppet pga. hans vamle adfærd, og sådan skulle det ikke være. Så jeg måtte gøre alt jeg kunne for at finde et sted hvor folk måske nok havde psykiatriske diagnoser, men ikke var psykopater, tog hensyn til hverandre - og var kreative. Jeg skulle ikke spille mit liv på at servicere og gøre rent efter respektløse og nassende psykopater. Jeg ville skabe noget og hjælpe andre, ikke være tjener for svin.

Det var en smuk drøm at have et uvisiteret værested, drevet og styret af brugerne selv - og det kunne lade sig gøre - men ikke hvis de andre brugere ikke var stærke og modige nok til at stå sammen og få de relativt få destruktive psykopater smidt på porten.

Ikke én weekend til uden håb

Jeg kunne ikke holde ud at leve én eneste weekend til uden håb, mening, noget at tage mig til og i dyb, dyb ensomhed. Ps pligtforsømmelse var så alvorlig og grov, at jeg var nødt til at forsøge at begå selvmod igen, for jeg kunne ikke holde det ud længere.

Den eneste, der kunne og ville få mig ud af mareridtet, var tilsyneladende mig selv. Men jeg var totalt fastlåst og handlingslammet og magtede det ikke længere. Så der var ingen udvej end selvmord. Peter Worm Jantzen skulle retsforfølges af mine efterladte resten af hans liv eller til han kom i fængsel. Det var utilgiveligt hvad Peter Worm Jantzen havde udsat mig for af årelang tortur.

Den basale neurologiske undersøgelse

Jeg havde repeteret både anatomi og den basale neurologiske undersøgelse, mens jeg vaskede tøj og sad på Sundbyvester Plads og ventede.

En ældre mand kom forbi bænken, jeg sad på. Med sig havde han en dværgagtig hund af en slags. Hunden var nu meget sød og jeg faldt i snak med manden. Han var ret kraftigt bygget, iført en dynevest og kasket, og nogæe praktiske sko af en størrelse, der klart oversteg 45. Hans barkede hænder var ganske vidst præget af hans alder, men de var stadig muskuløse og dobbelt så store som mine.

Som min morfar

Han var meget snaksagelig, og vi kom vidt omkring. Jeg kunne godt lide hans væremåde, den var hyggelig og mindede mig om min morfar (som iøvrigt nåede at læse medicin på Københavns Universitet i nogle år før det lukkede under krigen og han blev modstandsmand i efterretningssektionen for København)

Den gamle spurgte mig om jeg kunne huske dengang der var en anden lejeplads i forlængelse af Sundbyvester Plads. Jeg fortalte, at jeg først for relativt nylig var kommet til Amager. Det viste sig, at manden var født og opvokset i Ryesgade, men havde boet på Amager i over 50 år.

Han kunne berette om dengang, der var sporvogne på Sundbyvester Plads og han fortalte en masse spændende om den byudvikling, der havde fundet sted på øen mens han havde haft sin gang der. Jeg lyttede oprigtig interesseret, for jeg elskede byhistorie.

Der gik hurtigt mindst en halv time, mit tøj var færdigt, og vi tog afsked. Jeg savnede i allerhøjeste grad menneskelig kontakt af den karakter og kvalitet. Ikke psykopatiske fjolsers selvhævdende monologer.

Jeg kunne ikke holde ud at tænke på hvor forfærdelig de næste dage ville blive, og hvor desperat det ville gøre mig. Det ville ende ud i alvorlig kriminalitet eller selvmord, hvis ikke jeg fik noget at leve for i en helvedes fart.

Peter Jantzens skyld og ansvar

Det var Peter Jantzens skyld, at jeg skulle i fængsel og at jeg ikke havde fået min autorisation som læge igen. Derfor var det éthundrede procent hans anvar hvad end jeg foretog mig af kriminalitet de kommende dage.

Træning

Ben, skuldre og mave i dag. Det gav gav ro nok til at udskyde selvmordet noget tid. Jeg var ekstremt desperat og klar til at gøre hvad som helst for at det påtvungne mareridt stoppede.

Mail til Københavns Kommune, samt Borgerrepræsentationen og Københavns Politi

"Kære Københavns Kommune (Cc. Borgerrepræsentationen og Københavns Politi)

Min henvendelse beror dels på, at jeg skal have berigtiget faktuelt forkerte oplysninger, som Københavns Vestegns Politi har journaliseret om mig, og dels, at min henvendelse er af almen og kommunalpolitisk interesse.

Jeg har udspecificeret og dokumenteret det, jeg hér kort beretter om, på:

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

Københavns Vestegns Politi har i syv år haft den fejlopfattelse, at jeg skulle have lidt af kronisk paranoid psykose, svær narcissistisk personlighedsforstyrrelse, samt været utilregnelig.

Dette er imidlertid helt og aldeles forkert, idet jeg aldrig nogensinde har lidt af andet end den medfødte og banale opmærksomhedsforstyrrelse ved navn ADD.

Det er ikke min holdning, men noget som psykiatrien nu endeligt har erkendt. Jeg lider desuden også af svær PTSD, hvilket skyldes de årelange og talrige overgreb, jeg har været udsat for i netop psykiatrien.

Jeg giver hermed samtykke til at alle modtagere af denne mail må tage kontakt til psykiater P, som kan bekræfte det, jeg her anfører. Han kan ligeledes udlevere skriftlig dokumentation på det.

Københavns Politi har desværre pudset kommunens hattedamer og mænd på mig som direkte følge af Københavs Vestegns Politis vrangforestilling om, at jeg skulle være sindssyg og hjælpeløs. Det er ikke tilfældet, og faktisk er mit funktionsniveau habituelt og uændret helt normalt.

Så jeg skal venligst bede om, at fejloplysningerne om min psykiske tilstand berigtiges. Jeg skal desuden frabade mig at kommunen reagerer på de forkerte oplysninger og sender nogle hjælpeløse socialpædagoger ud for at stalke mig.

Jeg har ikke og jeg har aldrig haft behov for noget som helst, som nogen pædagoger kan tilbyde, især fordi det eneste de kan tilbyde er snak. Jeg gider ikke fornedres og ydmyges af kommunens socialarbejdere, da jeg som læge har en langt højere uddannelse og fungerer langt bedre kognitivt, intellektuelt og fysisk end nogen pædagog.

Jeg kan regne ud, at de oplysninger, I skal berigtiges, er kommet jer i hænde i forbindelse med det såkaldte SPS-samarbejde, hvor kommune, psykiatri og politi frit kan udveksle falske oplysninger, rygter og sladder om borgeren. På retsinformation.dk kan jeg læse, at I har pligt til at berigtige jeres vrøvl, som er kommet mig til enorm skade, og det bedes I hermed om at gøre.

Jeg er ganske vidst hjemløs og sulter og sover på gaden i lange perioder, men dette skyldes kun at Styrelsen for Patientsikekrehd på samme forkerte grundlag, som før nævn, nægter at give mig min autorisation som læge tilbage.

At jeg er truet på mit liv og helbred nu, skyldes udelukkende, at jeg ikke har lyst til at leve den tilværelse, som politi, anklagemyndighed og psykiatri har påtvunget mig. Jeg har været udsat for umenneskelige forhold og behandling i syv år uden slutdato, og min fremtid er udsigtsløs. Det er årsagen til at jeg ikke har lyst til at leve. Jeg er hverken psykisk eller fysisk syg. Det er statens grove chikane og overgreb, der giver mig kroniske selvmordstanker.

Jeg kan hverken få hjælp til advokat, bolig eller mad, og jeg har forsøgt i mange år forgæves. Ingen gider eller kan hjælpe mig, men I kan i det mindste undlade at pisse mere på mig, end I allerede har gjort.

Det absolut eneste, jeg har behov for, er håb og min lægeautorisation, som jeg kan arbejde og tjene mine egne penge. Det er der intet til hinder for, da jeg aldrig har været psykisk syg og heller aldrig skadet nogen patienter.

God weekend.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen."

Forbrydelsens Sind

Jeg kunne ikke låne bøger på Københavns Kommunes Biblioteker længere, men jeg fik i går læst i Anne Mette Brandt Christensens nye bog "Forbrydelsens Sind" på et bibliotek på Amager. Og nej, der var ikke hendes selvbiografi.

Jeg nåede ikke at læse den hele, men jeg fik et repræsentativt indtryk af teksten som helhed, og bogen var velstruktureret og velskrevet. Og absolut kedelig. Hvis den faktisk havde været læsværdig, havde jeg ikke haft noget problem med at rose den. Men den var bare uinteressant. Måske syntes den brede befolkning at den var voldsomt spændende - men jeg tvivlede alvorligt på det.

Det var så alment kendt at det sejlede i dansk retspsykiatri, at Anne Mette Brandt Christensen måske burde fokusere på sit arbejde fremfor at promovere sig selv med en ligegyldig bog?

Anne Mette Brandt Christensen var i øvrigt BÅDE anmelder af mig, OG behandler på retspsykiatrisk afdeling OG næstformand i Retslægerådet. Det var ekstremt betænkeligt med den trippeltrolle. Det var en skamplet på retsstaten og en fare for både min retssikkerhed og patientsikkerhed.

7. Maj 2022

Dagbog

Alvorlig risiko for kriminalitet eller selvmord

Jeg var så desperat over min sociale situation, min manglende autorisationsgenerhvervelseo, det kommende justitsmord, samt at alle ignorerede mig, at jeg var meget, meget, meget tæt på at begå alvorlig kriminalitet eller selvmord.

Ingen hjælp

Der var ikke én eneste, der gad, ville eller kunne give mig den hjælp, jeg havde brug for. Det var et mareridt, jeg kunne ikke holde det ud. Jeg kunne ikke holde et liv uden håb eller mening, et liv i ensomhed og konstant kamp for husly, beskæftigelse og mad.

Tortur uden slutdato

Det var tortur. Ingen gjorde noget, selv om de let kunne hjælpe mig ud af dette helvede. Det var modbydeligt, hensides enhver beskrivelse. Jeg var nødt til at få det stoppet NU. De mennesker, der kunne hjælpe mig, men nægtede fordi de var dovne eller feje, kunne jeg aldrig, aldrig, aldrig nogensinde tilgive.

Jeg var tæt på at gå amok i desperation og fortvivlelse. Det kom til at ende meget galt, meget snart, hvis jeg ikke fik noget at leve for, og hvis statens mishandling af mig ikke ophørte straks.

Alle informeret om denne hjemmeside

Jeg havde efterhånden oplyst hundrede, hvis ikke tusindevis af mennesker, med handlekompetance, om denne hjemmeside. Men ingen gjorde noget! Alle lod stå til!

Træning

Havde jeg ikke kunnet træne (bryst og triceps) i dag, kunne jeg meget vel have risikeret at gå helt amok. Det måtte ikke komme hertil!

Jeg øgede vægten eller repetationerne i samtlige øvelser. Først 10 minutters opvarmning i crosstraineren. Dernæst selve træningen. Dumbbell incline chest press, flat bench dumbbell chest press, converging chest press machine, triceps rope cable pulldown, overhead rope triceps extensions og v stang triceps pulldown.

Til sidst udstrækning. Jeg var så indestængt og frustreret, at jeg eksempelvis øgede vægten af v-stang triceps pulldown til 50 kilo. Med perfekt teknik. Det var ikke meningen, at jeg skulle træne med for mig så tung vægt. Men jeg var desperat og det var livreddende.

8. Maj 2022

Dagbog

Træning

Ryg og biceps. Opvarmning i 10 minutter på crosstraineren, one arm cable biceps curls, cable biceps curls, rope cable hammer curls, pulldown til bryst med smalt parallelt håndtag, pulldown til bryst med bredt parallelt håndtag, rear delts fly machine, shrugs og lower back extensions på rouge machine. Udstrækning. Jeg øgede vægten eller repetationerne i samtlige øvelser, fordi jeg var så frustreret, at jeg skulle brænde flere kræfter af end normalt.

Billede. Træning.

Dead man walking

Jeg kunne lige så godt være død. Jeg burde være død. Der var ingenting tilbage, fraset fængsel. 40 år gammel. Syv års fravær fra lægefaget. Store ar på sjælen pga. myndighederne mishandling og tortur. Mine bødller ville straffe mig endnu mere end de allerede havde gjort. Ingen udvej. Angst og desperat hver dag. Intet at tage mig til.

Are You Not Entertained?

Passive og feje tilskuere til min mishandling. 🖕 mine bødlers ære.

Billede. Lå og slappede af efter træning, mens jeg skrev, repeterede anatomi og den basale neurologisk undersøgelse, og ventede på at politiet ville overfalde og fængsle mig, som de havde for vane at gøre.

Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget. Gør noget.

Det var uudholdeligt at leve. I morgen blev kun endnu værre. Det måtte stoppe, det var tortur.

9. Maj 2022

Dagbog

Svømning i Kæmperne

I dag var en fremragende træning i Vesterbro Svømmehal i Kæmperne-regi. Jeg fik talt en hel del med både Maria, Pedro og træner Petra, gennemført mit planlagte træningsprogram og øvelser, samt svømme en hel del crawl og endda mere rygsvømning end jeg havde gjort de andre gange.

Før og indtil et par timer efter svømning var mit liv et trøstesløst helvede. Under træningen, når jeg var fysisk aktiv og talte med de andre deltagere og træneren, var det som om jeg var et rigtigt menneske, ja, jeg var nærmest i live.

Anatomi

Jeg fortsatte med at repetere anatomi. Det gik bedre og bedre, jeg sad og læste i længere tid, det var ikke kun af ren pligt, men nu også af interesse, og jeg kunne genkalde flere og flere strukturer og betegnelser. Anatomien var dermed ligesom svømningen et helle i hverdagen.

Mad love 4 Amager

Jeg skulle ud at overnatte på Fælleden igen, men det var enerverende og trist at sove samme sted som normalt, så jeg besluttede mig for at finde et nyt sted. Vejret var fremragende, så jeg cyklede på cykelstien langs kysten til jeg kom over på den anden side af fuglereservatet. Det var en anstrengende tur på den for lille, gamle og halvflade cykel og med min tunge oppakning på ryggen, men en faktastisk smuk oplevelse.

Gensyn med gamle bekendte

Fordi jeg havde svømmet så intensivt og cyklet så langt, var jeg helt smadret da jeg nåede over på den anden side, så jeg ville bare ligge ned og slape af hurtigst muligt. Jeg cyklede derfor kun et kort stykke ind i Pinseskoven før jeg gik fra stien og med cyklen på skuldrene ind mellem træerne indtil jeg var kommet så langt ind at jeg ikke kunne ses.

Jeg fandt et smuk sted, hvor træerne, der nu var sprunget ud med lyssegrønne blade, ikke stod alt for tæt, således at solen fandt vej ned på skovbunden, og pakkede ud. Jeg var sprunget over et par vandfyldte grøfter på vejen hen til min oase, men tænkte ikke mere over det.

Lige indtil at luften var tæt af små myg, der grådigt angreb mig på mine shortsbeklædte og bare lægge. Et par meter fra mig var endnu en grøft med stillestående og plumret vand, så selvfølgelig var der myggede kom fra.

Hurtigt pakke sammen og ud fra træerne igen. Jeg cyklede den lange vej til mit sædvanlige sted, hvor mit telt, jeg havde gemt der, skærmede mig fra de fleste insekter, herunder myggene. Desværre fandt jeg ud af, at også flåterne florerede igen, og jeg måtte pille et par af de små sataner af huden i løbet af aftenen.

Billede. På dette sted på diget, helt ned mod vandet, tilbragte jeg natten, sommeren sidste år. Jeg havde mødt "T" fra værekstedet samme dag, mens jeg sammen med en bekendt fra Høje Taastrup vandrede rundt på Kalvebod Fælled, men hun havde naturligvis en lejlighed, så da hun var blevet træt, dehydreret og varmepåvirket nok, tog hun hjem. Jeg blev og næste dag tog jeg tilbage til det sted "T" havde slået sit telt op i håbet om at han fortsat ville være der. Det var han gudske lov, for jeg havde været rigtig meget på den hvis ikke det havde været for ham.

Billeder. Kalvebod Fælled.

Invaliderende frygt

Det eneste, der var tilbage i mit liv, var frygten; den var konstant, kun intensiteten varierede. Frygten udmattede mig, den invaliderede mig, den var tiltagende umuligt at ignorere og leve med. Frygten var frygt, ikke angst, og frygten blev vedligeholdt og forværret af politiet, anklagemyndigheden og andre af den danske stats tjenere, der "bare gjorde deres arbejde". Frygten kunne forsvinde momentant, men man fastholdt den bevidst for at nedbryde mig, for at æde min sjæl op, for at forkrøble og invalidere mig.

Politiet og anklageren vidste det godt: At den frygt de inducerede var tortur, og at formålet med tortur ikke var - som nogle fejlagtigt troede - at fremskaffe oplysninger, men at ødelægge mennesker uigenkaldeligt.

Der var et par organisationer i Danmark, der brystede sig af at bekæmpe tortur. De kaldte sig Amnesy, Institut for Menneskerettigheder og Dignity. Men netop disse havde jo i flere år ignoreret mine nødråb om at jeg blev udsat for umenneskelig, nedværdigende, ydmygende og fornedrende behandling, at jeg blev udsat for tortur, at jeg ikke kunne holde det ud, at jeg var desperat, og at jeg havde brug for deres hjælp.

Der var ikke én eneste organisation, myndighed eller offentlig ansat i Kongeriget Danmark, der havde rørt en finger for at standse torturen af mig. Ikke én eneste. Derfor led jeg stadig i skrivende stund, og derfor burde førnævnte institutioner nedlægges, for de var jo intet værd, når det kom til stykket. De frygtede magthaverne mere end jeg gjorde.

En læge tilstede?

Der var heller ikke én eneste læge i Danmark, der gjorde noget for at standse torturen af mig og deres kollegers misbrug af lægefaget. Ihvertfald ikke noget, der virkede. Jeg havde engang haft lægevenner, men det var mange år siden. De første, der afbrød kontakten til mig, var de læger, jeg troede var mine venner.

11. Maj 2022

Dagbog

Sunket til bunds igen

Der tegnede sig en trist cyklus; faktisk var det flere, en cyklus i en cyklus i en cyklus. Den længste cyklus var af varierende længde, fra en måned til et år, og bestod i, at jeg lejede et værelse et sted indtil det af økonomiske eller kontraktmæssige årsager ikke kunne lade sig gøre længere, hvorfor jeg endte på gaden eller forsorgshjem.

At skifte opholdssted tit var ikke så slemt, som at skifte omgangskreds. Dét var virkelig ødelæggende at miste kontakten til mennesker man holdt af, og selv om jeg elskede at møde nye mennesker, var det også mentalt hårdt at gøre det, når man var på bar bund endnu engang. Jeg havde ikke overskud til at vedligeholde kontakten til relationer, som ikke geografisk befandt sig i det lokalområde, jeg selv var i.

Når jeg først havde mistet kontakten til venner og bekendte, magtede jeg ikke at genetablere den igen. Næste cyklus var en månedlig cyklus, som var styret af min økonomi og tilgængeligheden af medicin. Jeg fik permanent for få penge udbetalt til at jeg kunne leve af dem, selv om jeg hverken røg, drak eller tog stoffer. Og kun sjældent købte tøj, sko, elektronik og aldrig havde råd til at gå til tandlæge.

Så var der den ugentlige cyklus, som mest var determineret af weekenderne, som var helt ulidelige og ganske rædselsfulde. Det tog mig lang tid at komme mig over dem, og først i dag var det lykkedes. Næsten. Og så var der ikke længe til næste weekend. Visheden om hvor uudholdelig den kommende weekend blev, tog fuldstændig modet fra mig dage i forvejen.

Der var intet, der gjorde mig glad længere. Det bedste, jeg kunne håbe på, var fravær af stress, følelsesmæssig smerte, sult og andre basale materielle afsavn. Og i de korte perioder, hvor jeg både var mæt og udhvilet, havde jeg så 'overskud' til at frygte politiets overgreb og frihedsberøvelse.

Så jeg havde aldrig nogensinde rigtig fred og jeg var aldrig bare tilnærmelsesvis ubekymret, ikke ét eneste sekund, aldrig. Det forstod de fleste desværre ikke, eller også var de bare ligeglade, eller morede sig i deres stille sind over hvor elendige vilkår jeg havde og hvor godt de selv var stillet.

Anfald af desperation

Jeg havde dagelige anfald af svær og altoverskyggende desperation over min tilværelse og over, at der eksisterede mennesker i Danamrk, der var så onde, at de aktivt fastholdt mig i tortur. Jeg var totalt fastlåst og kunne ikke længere overkomme andet end at forsøge at overleve fra dag til dag. Jeg havde ikke overskud til at række ud efter hjælp eller kæmpe for min sag.

Billede. 10. maj 2022. Totalt gennemblødt, men efter at have 'forstærket' teltet og fået tørt tøj på, var det næsten hyggeligt. Dog på nær de irriterende insekter, der var overalt, selv i soveposen, specielt flåterne, der var kommet frem.

Billede. 11. maj 2022. Rykket teltpælene op og parat til at tage hjem til en ven for at få et brusebad og fjerne flåterne, som hjortene spredte. Hjortene var sygdomsbefængte som rotter, men folk syntes de så søde ud.

Billede. 11. maj 2022. På denne golfbane i Ørestaden havde jeg i sommeren sidste år sovet et par timer, en meget tidlig morgen, før jeg var tvunget til at møde ind i Retspsykiatrisk Ambulatorium for ved personligt fremmøde at fortælle de ansatte at jeg stadig var i live, til trods for deres anstrengelser. De ansatte i ambulatoriet troede, at patienterne blev mindre kriminelle af at blive mishandlet år ud og år ind. I øvrigt var sprinklersystemet aktiveret sidste år, hvilket jeg dengang troede de var timet til ad hensyn til vanding af græsplanen før solen kom frem, men som jeg senere fandt ud af, var med henblik på at skræmme hjemløse som jeg væk fra den fine plæne. Det var det, der hed 'dark design', altså hvordan man i byerne ved design og arkitektur kunne gøre livet så ulideligt for hjemløse som muligt, så almindelige mennesker slap for at blive mindet om dem og dermed i dårligt humør. Dem, der sad og udtænkte 'dark design' var de samme mennesker, som havde opfundet klyngebomber, napalm og legetøjsminer.

Afstemning om forsvarsforbeholdet

Danskerne skulle snart stemme om ophævelse af forsvarsforbeholdet. Jeg havde opgivet at stemme for mange år siden, efter jeg blev ekskluderet af det danske samfund, og var bedøvende ligeglad med forsvarsforbeholdet og alle andre større politiske beslutninger. Det var ikke mit samfund længere, jeg var bare tvunget til at udholde at bo i det fordi jeg ikke havde pas eller økonomi til at flygte fra Danmark og søge asyl i et rigtigt demokratisk land med retssikkerhed.

Billede. En af de mange flåer, jeg måtte pille af mig eller ryste af tøjet og ud af soveposen. I de næste dage måtte jeg inspicere min hud for det såkaldte erythema migrans, som var en ringformet hudrødme, der udbredte sig som tegn på borrelia infektion.

Sad og repeterede anatomi mens jeg vaskede tøj senere på eftermiddagen.

Stands ulykken!

Jeg ville mere end noget andet ønske, at mareridtet stoppede! Det måtte stoppe og det skulle stoppe. Hvordan kunne det være, at det blev ved og ved og ved? Jeg turde ikke se hvad min saldo var i dag, for belært af de tidligere syv års afsavn vidste jeg, at jeg kunne regne med det værste, nemlig, at jeg snart ikke havde flere penge tilbage til mad og tøjvask.

Det var ekstremt let, teoretisk set ihvertfald:

  • Giv mig min autorisation igen NU!
  • Frafald de latterlige sigtelser fra mine bødler
  • Giv mig erstatning for otte ulovlige ransagninger og anholdelser

Camilla Noelle Rathcke

Jeg havde skrevet til Camilla Noelle Rathcke, som var tidligere forperson for Yngre Læger og nuværende forperson for Lægeforeningen og informeret hende om min aktuelle situation, samt vedhæftet min tekst og dokumentation.

Jeg havde arbejdet sammen med Camilla på Endokrinologisk afdeling på Herlev Hospital, da jeg var i såkaldt Klinik Basis Uddannelse (erstatning for det, der tidligere hed turnus), og hun vist nok var igang med speciallægeuddannelsen, og hende og jeg havde ingen samarbejdsvanskeligheder.

Desuden havde jeg været i telefonisk kontakt med hende i forbindelse med den falske lektors datasvindel, som kostede mig en ph.d. samt retten til at blive speciallæge. Camilla havde ikke rigtig gjort noget i den forbindelse, faktisk havde hun kun insinueret, at jeg vist var tosset. Mon ikke jeg havde optaget den pågældende samtale?

Datatilsynet (og virkeligheden) gav mig som bekendt ret, så jeg var sjovt nok ikke skør, men grunden til at jeg skrev til hende forleden var, at jeg løbende havde informeret hende eller ihvertfald den forening hun havde været og nu var forperson for.

Og mig bekendt havde Camilla Noelle Rathcke intet foretaget sig. Hun havde været vidende til hendes medlemmers årelange mishandling, overgreb og umenneskelige behandling af mig, hun havde bevidnet at jeg var hjemløs, samt at jeg sultede. Men hun gjorde mig bekendt intet. Heller ikke dengang jeg havde haft råd til at være medlem af Yngre Læger og Lægeforeningen.

Når man var forperson for en forening, hvis medlemmer beviseligt misbrugte deres stilling og fag til at udøve tortur mod en sagesløs patient, så blåstemplede man de forkastelige og ulovlige handlinger. Så kunne man i min optik selvfølgelig ikke blive ved med at være forperson for foreningen. Med mindre, naturligvis, at den pågældende forening gik ind for at dens medlemmer udøvede tortur i tjenesten.

Hvorfor skød politiet mig ikke bare? Jeg var så pisse træt af at leve, at jeg var ligeglad. Der var intet, der gjorde mig glad. Intet at leve for eller se frem til. Hvem var det, der hadede mig så meget, at de lod mig lide? Fucking umenneskeligt. De skulle gøre noget NU. Det eneste jeg kunne, var at vente på jeg fik det dårligt igen eller løb tør for penge.

12. Maj 2022

Dagbog

Træning

I dag var det så bryst og triceps igen, samt lige og skrå mavemuskler senere på dagen.

Repetation af anatomi

Sad og hyggede mig med anatomien efter træning.

Billede. I dag var det galdeblæren, dens udførselsgange og den ydre næse, der blev genopfrisket.

Træning

I dag var det så bryst og triceps igen.

609 kroner tilbage

Jeg havde på fornemmelsen, at min økonomi var ved at være kritisk igen, og jeg tog endelig mod til mig i køen i Netto og tjekkede min netbank for at undgå den yderst pinlige og desværre ofte gennemlevede situation at få mit Dankort afvist. 609 kroner var der tilbage til resten af måneden.

Fordelen ved at have vished, selv om det var en modbydelig vished, var, at jeg blev indifferent i forhold til politiets og anklagemyndighedens igangværende justitsmord. For det var det jo at sigte mig for freds- og ærekrænkelser af mine bødler, som var skyld i usammenligneligt værre forbrydelser end jeg, samt aktivt fastholde mig i dyb og reel fattigdom.

Men det kostede på min mentale konto, og efterfølgende blev jeg helt udmattet og træt, og måtte ligge ned apatisk og stirre ud i luften i nogle timer indtil jeg langsomt kom mig af chokket og vreden og indinationen tog over.

Egen læge

Jeg havde sent i går aftes informeret min egen læge om min situation. Jeg syntes hun var virkelig cool og jeg kunne rigtig godt lide hendes attitude, så jeg prøvede ikke at være så bebrejdende og flæbende som ellers.

Jeg havde gjort noget lignende i sidste måned, da jeg befandt mig i samme situaiton, og jeg vidste jo godt, at hun intet kunne gøre, og jeg klandrede hende heller ikke for det, men omvendt måtte jeg dokumentere overfor en uvildig fagperson hvordan min sociale og økonomiske situation var.

Tokyodeklarationen systematisk overtrådt

Der var vist noget med, at sundhedspersonel, herunder læger naturligvis, ikke måtte bistå i myndighedernes udøvelse af tortur, så alle læger og psykiatere i Danmark burde jo sige fra overfor mishandlingen af mig, også min praktiserende læge, men jeg havde efterhånden fundet ud af at Tokyodeklarationen især af psykiaterne blev systematisk overtrådt på daglig basis landet over, så denne deklaration var ikke det papir værd, den var skrevet på.

Men det lød unægteligt godt og Institut for Menneskerettigheder, Ombudsmanden og Digity, samt alle politikerne, kunne lyve om at vi var så dygtige i Danmark til human behandling af mennesker. Men det var vi ikke.

Justitsmord in progress

Jeg havde for tusinde gang informeret nærmest samtlige myndigheder i landet om mine påtvungne katastrofale sociale og økonomiske livsvilkår - herunder selvfølgelig Institut for Menneskerettigheder, Ombudsmanden og Digity - men de foretog sig stadig intet, og dermed blåstemplede de de danske myndigheders brug af tortur.

Men når blot en enkelt af de læger, der havde sigtet mig for at dokumentere virkeligheden var selveste direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed og en anden var den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, kunne jeg godt forstå at man ikke turde gribe ind og stoppe torturen af mig. Det mest bekvemme var at lade som ingenting og lade mig lide og rådne op.

Og Ombudsmanden havde det jo tydeligvis bedst med at involvere sig i småsager, der hurtigt kunne løses og herefter slåes op på hjemmesiden, så alle kunne se hvor dygtig og effektiv Ombudsmanden var. De komplicerede sager havde man de ikke så godt med. Dem måtte andre tage sig af.

En typisk god dag

Med andre ord havde dagen i dag været en af de klart bedre. Nu var jeg ødelagt mentalt og skulle bare hvile mig og helst sove, så jeg var veludhvilet til morgendagens modgang, frygt, afsavn og eventuelle overgreb. Det var vist ikke Tokyodeklarationen der var tale om alligevel, ihvertfald ikke før jeg blev frihedsberøvet igen..

13. Maj 2022

Dagbog

Træning

Ryg og biceps: Wide grip lat pulldown, parallel grip lat pulldown, cable row pulldown, hammer cable curls, one arm cable curls og straihg bar cable curls.

Repetition af anatomi

Billede. Sad på en bænk i Lergravsparken og repeterede makroskopisk anatomi. Bygerne tvang mig desværre indendørs.

Billede. Repetation af anatomi på Søndre Campus.

Kontakt mig hurtigst muligt, Niels Fenger

Det var en rigtig, rigtig, rigtig god ide, hvis Niels Fenger skrev en sms eller tingede til mig hurtigst muligt.

Egen læge

Jeg skrev til egen læge og informerede hende om min situation i foregårs og hun svarede i går. Jeg læste hendes svar i dag, og fordi jeg satte pris på hendes professionalisme og hjælp, ville jeg ikke referere hendes svar, men jeg skrev til hende her til aften, at det, jeg havde brug for, var håb (min autorisation), meningsfuld beskæftigelse og et værn mod ensomheden.

Desuden at undgåelsesadfæren var invaliderende og fastlåste mig totalt og forhindrede mig eksempelvis i at læse Ombudsmandens mail til mig, da det formentlig var ham personligt, der skrev til mig i foregårs.

En forfærdelig situation

Jeg havde det marginalt bedre i skrivende stund, men det var kun rent og skær held. Man skulle tage mig overordentlig alvorligt og sørge for at give mig håb og noget at leve for i en helvedes fart. Det var stadig tortur, jeg led stadig helt utroligt meget, og nogen skulle gøre noget for at få mig ud af mareridtet meget, meget hurtigt.

Utilgiveligt

Jeg kunne aldrig, aldrig, aldrih tilgive, at man fortsat lod mig lide. Dem, der var skyld i det, var monstre og torturbødler, ikke mennesker.

14. Maj 2022

Dagbog

Træning

Ryg og biceps i dag.

Repetition af anatomi

Billede. I Englandsparken.

Billede. Amager Strandpark.

167 kroner tilbage

Skrev til egen læge igen og informerede hende om mit rådighedsbeløb.

15. Maj 2022

Dagbog

Træning

Ben, skuldre og mave var det i dag, og jeg øgede belastningen i de fleste af øvelserne.

Repetition af anatomi

Billede. I dag mens jeg ventede på at tøjet var i vaskemaskinen

Tiggeri

Det gik jo ikke, at jeg kun havde 67 kroner tilbage til resten af måneden (jeg måtte opfylde mit taletidskort op, hvilket kostede 99 kroner). Derfor måtte jeg igen bede min søster om at låne mig penge, hvilket hun heldigvis gjorde.

16. Maj 2022

Dagbog

Repetition af anatomi

I dag på Vestre Kirkegård på min yndlingsbænk dér og efter svømning på Vesterbro Bibliotek, hvor jeg tidligere havde tilbragt den ene dag efter den anden, ventende på, at der skete noget positivt i mit liv.

Billeder. Repetation af anatomi.

Svømning i Kæmperne

Jeg var til svømning i Kæmperne-regi i dag, og det var som altid super skønt. Jeg glemte for en stund, at jeg snart blev anholdt og fængslet eller tvangsindlagt og udsat for - ikke bare trusler - men regelret tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin.

Jeg havde det udmærket psykisk i dag, uden selvmordstanker, planer eller impulser, men jeg fik nogle ubehagelige panikangstanfald i løbet af dagen, som jeg dog kunne distrahere fra ved at repetere anatomi, og så selvfølgelig svømme.

Det var et ubestrideligt faktum at psykiater Gitte Ahle forsøgte med al magt at få mig tvangsbehandlet med medicin mod psykose resten af mit liv, selv om jeg ikke var det mindste psykotisk altså sindssyg. Det have givet mig ar på sjælen og svær PTSD.

Men fordi jeg havde været underlagt en behandlingsdom uden længstetid for noget jeg aldrig havde fejlet og fordi det gjorde mig dybt fattig og selvmordstruet, blev jeg nødt til at offentliggøre dokumentationen for at jeg vitterligt ikke havde været sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, og derfor fik Gitte Ahle mig nu sigtet for freds- og ærekrænkelse.

Derfor fik Gitte Ahle nu sin vilje alligevel: Hun ville få mig dømt og tvangsmedicineret med antipsykotisk medicin, således at hun kunne påstå, at hun skam hele tiden havde haft ret.

Det var meget uhyggeligt at tænke på, at det ville lykkes Gitte Ahle med hendes forehavende, men desværre var jeg den eneste, der havde det på den måde; alle andre var ret casual omkring det.

Jeg fandt endnu et bevis for at Gitte Ahle havde været helt forkert på den, da hun påstod, at jeg var 'alvorlig syg' og 'meget meget sindssyg', nemlig udkastet til den første lægesamtale jeg havde med psykiater Peter Worm Jantzen den 1. maj 2019 - altså få uger efter at Gitte Ahle havde løjet mig sindssyg:

Oplæg til lægesamtale med psykiater Peter Jantzen

"Aktuelle status

  • Psykolog: Samtaleterapi hver tirsdag kl. 11.
  • Socialt: besøg af pårørende og udgang med pårørende.
  • Aktiviteter: Deltagelse i alle aktiviteter.
  • Socialrådgiver: regninger betalt, økonomien i orden.
  • Psykisk: Psykisk velvære nøje korreleret med følgende:

  • Aktuelle behov:
  • Netadgang.
  • Anskaffelse af smartphone.

3. Øget uledsaget udgang.

Netadgang

Aktuel skærmtid er utilstrækkelig i forhold til behovet.

Jeg har behov for ubegrænset netadgang for at varetage meningsfuld beskæftigelse som er vigtig for min fremtid.

  • Lektiehjælp til “C’s” datter “H” (Lectio).
  • Online kurser (WordPress og Python).
  • Udvikling af [online systemet] “CC”.
  • Generering af indhold til medie (artikler, anmeldelser etc.).

Jeg har bevist, at jeg ikke foretager mig ulovligheder på nettet.

Lectio

Formål: Lektiehjælp til “H”.

Brug: Til forberedelse og ugentlige sessioner.

Onlinekurser

“Python programmering”

Formål: At forbedre mine data mining evner til brug for “CC”.

Varighed: 24 timer

Pris: 112 kr.

“WordPress Developer”

Formål: At videreudvikle mine WordPress kundskaber mhp. optimering af [et online nyhedsmedie].

Varighed: 27 timer

Pris: 90 kr.

"CC"

Formål: At medvirke til opbygningen af online systemet "CC", som er en udbygning af "CF".

Konkret: Varetagelse af tekniske og administrative opgaver.

Indholdsgenerering

Formål: At generere indhold og udøve teknisk assistance til "Rs" site.

Konkret: Skrive artikler, boganmeldelser, optimere sitet, lave brugeranalyser mv.

Anskaffelse af smartphone

Jeg har bevist at jeg ikke foretager mig ulovligheder på nettet eller over telefonen.

Det er nødvendigt med en smartphone for at kunne:

  • Kommunikere med venner og familie via. apps (Facebook, Whatsapp mv.).
  • Ordne administrative forhold.
  • Lytte til lydbøger og YouTube.
  • Anvende mindfulness apps.
  • Anvende fitness apps.
  • (Videre)udvikle online mediets Android app.

Øget ledsaget udgang

Jeg har behov for mulighed for frisk luft, for at modvirke:

  • Stress.
  • Søvnbesvær.
  • Rastløshed.
  • Nedtrykthed.
  • Koncentrationsbesvær.

Ledsaget udgang med personale kan stort set ikke lade sig gøre.

Åbning af haven sker ikke særligt tit."

17. Maj 2022

Dagbog

Praktiserende læge Camilla Elvekjær

Jeg fandt her til aften det bedste bevis på, at praktiserende læge Camilla Elvekjær begik et overgreb imod mig, som foranledigede en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, da jeg fandt den originale optagelse af min flugt fra hendes konsultation.

Lydfilen hed "Ny optagelsesfil 3.amr" og tidsstemplet sagde 2. juni 2016. Denne optagelse varede i alt 10 minutter og 40 sekunder og var ef af flere jeg nåede at indtale inden min mmobil løb tør for batteri.

På denne optagelse kunne man høre mig referere fremmødet i Camillas konsultation og jeg lød overhovedet ikke som om at jeg var spor sindssyg endsige til fare for mig selv eller andre.

Men alligevel ville praktiserende læge Camilla Elvekjær nu have mig fængslet og eller tvangsindlagt og tvangsmedicineret for at skrive hvad hun dokumenterbart havde udsat mig for.

Psykiater Lennart Bertil Jansson

Jeg fandt endnu flere optagelser fra 2017, hvor jeg helt normalt og rationelt redegør for min situation. Jeg er overhovedet ikke spor sindssyg på optagelserne. Sammenholdt med mine optagelser af lægesamttalerne med Lennart Bertil Jansson (med deltagelse af vidner), var der slet ikke noget at komme efter.

Lennart Bertil Jansson havde videreført Camilla Elvekjærs fejldiagnose og han påstod at jeg var sindssyg, selv om det helt åbenlyst var løgn.

Men alligevel ville Lennart Bertil Jansson nu have mig fængslet og eller tvangsindlagt og tvangsmedicineret for at skrive hvad han dokumenterbart havde udsat mig for.

Men det kom ikke til at ske. Jeg skulle ikke retsforfølges for at skrive, hvad der dokumenterbart var sandt. Det VAR et justitsmord, man havde gang i. Og det var en GOD IDE at stoppe med det. NU.

Endnu flere optagelser

Men jeg havde gigabytes flere optagelser, herunder både fra 2019 og 2016. Optagelser jeg endnu ikke havde hørt, og som kunne belyse ovennævntes forbrydelser endnu bedre.

Man skulle ikke have retsforfulgt mig for freds- og ærekrænkelser, når man var skyldig i noget, der var usammenligneligt lang, langt værre! Man skulle have stillet sig tilfreds med at man havde ødelagt min tilværelse og stjålet seks år af mit liv, og givet mig min autorisation igen. Men man valgte at blive ved med at mishandle og torturere mig. Og det var ikke så godt.

Træning

Bryst og triceps i dag. Jeg var ikke så stærk, som jeg plejede at være, formentlig på grund af svømningen i går, hvor jeg havde givet den gas, og nu egentligt burde restituere. Men da jeg hverken trænede for at præstere noget særligt eller af kosmetiske hensyn for den sdags skyld, spillede det ikke den store rolle. Jeg trænede primært fordi jeg havde et udtalt behov for daglig fysisk aktivitet, og sekundært for at have en daglig rutine og noget at stå op for.

Repetition af anatomi

Igen i dag, og denne gang i dels Amager Strandpark og dels Lergravsparken. Det var et andet eksempel på en hensigtsmæssig daglig rutine.

Søvnløs

Jeg kunne ikke sove, hvilket skete oftere og oftere. Jeg lå og tænkte på mit spildte liv, om de forestående overgreb, om hvor dårligt jeg ville få det i morgen når jeg stod op. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg blev tvunget til at gøre noget meget drastisk meget snart. Det spillede ikke nogen rolle om jeg døde. Jeg håbede at de ansvarlige ville blive retsforfulgt.

Det var kun myndigheder og politikere, der kunne hjælpe mig og jeg havde tigget og bedt dem om at ringe til mig, men de havde undladt at gøre det. Jeg kunne ikke mere. Det var en meget farlig situation. Man skulle aldrig nogensinde have ladet det komme hertil. Jeg måtte gøre noget selv i en fart.

Hvem var den person, der var mest ansvarlig for den tortur jeg led under nu? Der var rigtig mange, der var medskyldige, men hvem var allermest skyldig? Der måtte være ét menneske, som havde den største skyld. Hvem var det?

En uge tilbage

Jeg havde kun penge til mad og kun medicin nok til kanp én uge til - det var altså den tid, jeg havde tilbage at leve i. Det var nødt til at stoppe. Jeg kunne udholde livet i knapt en uge, og så MÅTTE det slutte.

Billede. Jeg kunne da sagtens lave mad: Tun med topping af ketchup og dekoreret med krydderi.

18. Maj 2022

Dagbog

Repetition af anatomi

På vejen tilbage fra Rødovre Centrum satte jeg mig i parken, der løb langs Vigerslev Allé og repiterede underarmens muskulatur.

Billede. Underarmens notorisk memoteknisk besværlige muskulatur.

Økonomi og medicin

Min saldo var fortsat på faretruende vej mod 0, og jeg havde formentlig kun medicin nok til og med mandag. Det var hvad jeg kunne se frem til. Ikke mere tøjvask i denne måned og dermed ikke så meget styrketræning, men jeg kunne stadig fint svømme i Kæmperne, da det jo ikke krævede skiftetøj.

Nocturn desperation?

Mens jeg sad og skrev på biblioteket kom jeg til at tænke på hvor slemt jeg ville få det i aften og på hvordan jeg ville reagere.

Jeg havde selvfølgelig også tænkt på hvordan jeg kunne imødegå at få det dårligt psykisk, men jeg var løbet tør for ideer - eller rette: Jeg havde massere af gode forebyggende tiltag, men jeg magtede ikke at føre dem ud i livet. Jeg var fastlåst i det ulidelige tanke- og handlemønster og dybt modløs og opgivende.

Direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed

Anette Lykke Petri havde i sin tid godkendt hendes kollegas fejldiagnose og sanktion mod mig, som jo havde ødelagt mit liv og gjort mig hjemløs. Det var et faktum. Hun havde også vidnet mod mig i Østre Landsret, og hendes vidneudsagn, hvor hun undlod at sige sandheden, var medvirkende til at jeg blev idømt en behandlingsdom uden længstetid for noget jeg aldrig havde fejlet, samt at jeg kort tid efter blev udsat for psykisk tortur og vold af psykiater Gitte Ahle.

Men fordi jeg havde været tvunget til at offentliggøre min dokumentation, der bevidste ovenstående, ville embedslæge Anette Lykke Petri nu have mig fængslet eller tvangsindlagt og tvangsmedicineret. Og ingen turde - heller ikke politi og anklagemyndighed, stats- eller rigsadvokaten eller nogen psykiater eller læge - at gå i rette med hende. Så derfor var det endnu et justitsmord, jeg kunne se frem til, da heller ingen dommer turde påkalde sig Direktøren for Styrelsen for Patientsikkerheds vrede og autoritet.

Formidable modstandere

Så mine modstandere var formidable, yderst magtfulde og stod de facto over dansk lov. Derrfor havde jeg ikke en chance i helvede og derfor kunne jeg ikke forvente en retfærdig rettergang i Danmark - og derfor skulle min sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med det samme. Danmark var ikke en retstat og det var jeg vist ikke den eneste, der havde bemærket.

Justitsmordets anatomi

Styrelsen for Patientsikkerhed havde intet fagligt belæg for at undade at lade mig generhverve min autorisation. Hvorfor holdt man så stædigt fast i, at jeg ikke måtte få den igen og dermed slippe for fattigdom og hjemløshed? Var det fordi man ikke ville tabe ansigt? Fordi det ville have retslige konsekvenser for de embedslæger, der havde givet mig og fastholdt fejldiagnosen? Faktum var, at denne styrelsen gjorde alt i dens magt for at fastholde mig i dyb fattigdom og stigmatisering resten af mit liv.

Ombudsmandens blåstempling

Embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, som i 2015 i modstrid med virkeligheden havde erklæret mig paranoid og akut indlæggelseskrævende, sagde i Østre Landsret under vidneansvar at Ombudsmanden havde godkendt Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandling, altså at Ombudsmanden havde blåstemplet Styrelsen for Patientsikkerheds åbenlyse fejldiagnose og usaglige autorisationsfratagelse.

Embedslæge Anette Lykke Petri bakkede fuldstændig hendes kollegas grelle fejldiagnose og sagsbehandling op og hun gjorde det ligeledes under vidneansvar. Ombudsmanden havde altså ifg. hende sagt god for at jeg var paranoid psykitisk og akut indlæggelseskrævende. Selv om det var helt, helt i modstrid med virkeligheden.

19. Maj 2022

Dagbog

Svømning i Kæmperne

Jeg cyklede fra Amager til Bellahøj for at svømme i Kæmperne regi. Det var en anden brugergruppe og træner, men jeg fik talt med flere og de var venlige og imødekommende.

Det var naturligvis vemodigt at genopleve den svømmehal, jeg tidligere svømme i flere gange ugenligt og hvor jeg dengang tilbagelagde 4 - 5 kilometer i hvert træningspas indtil Styrelsen for Patientsikkerhed fik det ødelagt, men det var en rigtig god træning ikke desto mindre. Og cykelturen var også i sig selv god motion for mig.

Repetition af anatomi

I dag i Nørrebroparken i den til tider skarpe sol. Det var et lidt ubehageligt og lummert varmt vejr i dag, og jeg blev hurtigt gennemblødt af sved efter cykelturen.

Billede. Underekstremitetens muskulatur.

Økonomi

Jeg var ved at løbe tør for penge igen, og jeg havde ikke lyst til at se hvor lidt der stod tilbage på min konto. Jeg undgik derfor at købe mad nok til at mætte mig, og jeg fik nærmest kvalme af sulten, islr efter den intensive svømning.

Billede. Sund og varieret kost.

Det var klart ud over enhver tvivl, at Styrelsen for Patientsikkerhed, politi og anklagemyndighed bevidst holdt mig påtvunget fattig og lod mig sulte og lide helt basale afsavn for at nedbryde mig psykisk.

Disse myndigheder repræsenterede Danmark, hvorfor det var kongeriget Danmark, der udsatte mig for tortur. Det var i sidste ende den danske befolkning, der således syntes, at jeg skulle straffes med udsultning og hjemløshed.

Lægeforeningens og tortur

Hvis det var tortur bevidst at udsætte menensker for langvarig sult og hjemløshed på et forkert grundlag og hvis dette grundlag var alvorlige fejldiagnoser stillet af Lægeforeningens medlemmer, og hvis Lægeforeningen var bekendt med medlemmernes misbrug af deres fag og stilling til i offentlig tjeneste at udøve tortur og umenneskelig behandling og hvis Lægeforningen intet foretog sig i den henseende, så blåstemplede Lægeforeningen tortur og umenneskelig behandling. Sagsøg mig for at konstatere fakta.

Hvis ikke Lægeforeningen derimod ikke støttede tortur og umenenskelig behandling, og hvis den var viddende om dette, så skulle Lægeforeningen straks sørge for at bringe den medlemmers tortur til ophør. Man kunne starte med at ringe til mig. Men det turde Lægeforeningens forperson, Camilla Noelle Rathcke nok ikke, og hun havde sikkert også vigtigere ting at tage sig til.

Næste træk?

Jeg vidste ikke hvad mit næste træk skulle være, men noget måtte jeg foretage mig, for det kunne ikke blive ved. Det måtte stoppe på den ene eller anden måde. Nu.

Jeg havde ikke gjort andet end at bede den ene politikker og myndighed efter den anden om hjælp, men man havde intet gjort og jeg rådnede stadig op og skulle tvinges til at udholde sult og hjemløshed. Det var tortur og det skulle ophøre, koste hvad det fucking ville.

Jeg var ligeglad med om jeg var i live eller død, og det var bedre at være død end at leve på denne måde efter så mange år. Jeg var nødt til at gøre et eller andet, der tvang myndighederne til at tage mig alvorligt. Og hvad havde jeg at tabe? INTET. Absolut intet.

Man sku' ha' gjort noget for mig

Jeg var nu moralsk ansvarsfri uanset hvad end jeg foretog mig, så længe jeg gjorde det for at stoppe myndighedernes igangværende tortur af mig. Alt var tilladt, hvis det drejede sig om at stoppe torturen. Tortur var så uudholdeligt at man ville gøre alt for at slippe for den. Alt.

20. Maj 2022

Dagbog

229 kroner tilbage

"Oh, Lord, you made many, many poor people I realize, of course, it's no shame to be poor But it's no great honor either! So, what would have been so terrible if I had a small fortune?"

If I were a rich man Ya ba dibba dibba dibba dibba dibba dibba dum All day long, I'd biddy biddy bum If I were a wealthy man I wouldn't have to work hard Ya ba dibba dibba dibba dibba dibba dibba dum If I were a biddy biddy rich yidle-diddle-didle-didle man

(https://www.youtube.com/watch?v=RBHZFYpQ6nc)

Repetation af anatomi

På Amager Fælled.

Billede. Repetation af anatomi.

SMS til psykiater Peter Jantzen

"Kære Peter. Selv om jeg igen har måtte låne penge til mad, var det ikke nok og jeg har under 70 kroner tilbage til resten af måneden til alt. Før de nye sigtelser havde jeg en mulighed for at få mig et liv. Nu er det slut. Jeg har intet at se frem til udover fængsel eller behandlingsdom, jeg har lidt i syv forbandede år og der er ingen slutdato.

Jeg har mistet kontakten til de sidste mennesker og jeg orker ikke at leve på denne måde ét sekund længere. Det er vigtigt at du bliver mindet om, at det er din skyld at jeg lider hver dag, samt at du kunne gøre en masse men undlod. Du er en helt, Peter. Venlig hilsen Kjeld."

Peter Worm Jantzen var skyld i, at jeg havde det psykisk usandsynelig dårligt med selvmordstanker, der var stadig sværre at distrahere fra. Peter Worm Jantzen havde udsat mig for vanrøgt, hvilket var det samme som psykisk vold og overgreb. Han var skyld i de nye sigtelser, som var en dødsdom.

Og det var Peter Jantzen, som kunne have gjort utroligt megetfor at hjælpe mig, helt omkostningsfrit og let, men som bevidst havde undladt. Peter Worm Jantzen kunne gode lide at jeg rådnede op på syvende år. Jo dårligere jeg havde det, jo bedre fik Peter Worm Jantzen det.

Peter Worm Jantzen var da komplet ligeglad med mig; han havde ikke behandlet mig som et rigtigt menneske, han havde ladet mig sulte sidste sommer, og det var hans skyld at jeg havde forsøgt at begå selvmord.

Hvorfor havde Peter Worm Jantzen ikke for tre år siden ringet til Statsadvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed og sagt, at jeg jo helt åbenlyst intet psykisk fejlede og at jeg skulle ud af retspsykiatrien med det samme?

Fordi selvfølgelig, at det var lettest for Peter at lade som ingenting og lade mig rådne op i fattigdom og ensomhed, mens han gik på barsel. Ja, Peter hyggede sig med sin familie, mens han samtidig sørgede for at jeg aldrig kom i nærheden af selv at stifte min egen.

Og hvad tjente en psykiatrisk overlæge som Peter Worm Jantzen om måneden for at udsætte mig for hjemløshed, sult, ydmygende og fornedrende behandling? Sikkert ikke under 60.000,00 kroner. Samtidig regelret sultede jeg.

Indberet psykiater Peter Jantzen

"Hvis du har mistanke om, at en sundhedsperson har et misbrug eller udgør en risiko for sine patienter på grund af sygdom eller faglige problemer, kan du sende en bekymringshenvendelse til os."

Jeg ville kraftigt opfordre alle, der måtte læse det, jeg skrev, om at indberette Peter Worm Jantzen til Styrelsen for Patientsikkerhed på:

https://stps.dk/da/tilsyn/indgiv-bekymringshenvendelse/

19. Maj 2022

Dagbog

Mail til Lægeforeningens medlemmer (ikke sendt)

"Umenneskelig behandling

Kære medlem af Lægeforeningen

Jeg har igen ingen penge til mad. Dette skyldes primært at Styrelsen for Patientsikkerhed fratog mig min autorisation i 2016 pga. en praktiserende læges fejldiagnose og overgreb.

Jeg har været ufrivillig arbejdsløs og reelt fattig lige siden og jeg er stadig hjemløs.

Jeg er desuden sigtet for at have krænket de af jers fred og ære fordi jeg var tvunget til at offentliggøre dokumentationen for den katastrofale fejldiagnose.

Jeg må og skal have min autorisation igen nu.

Jeg er bedøvende ligeglad med både sult, hjemløshed og fængsel, men jeg skal have min autorisation igen med det samme.

Hvis jeg rent teknisk kunne sende hver og en af jer det, jeg har skrevet, og som jeg skal i fængsel for at have offentliggjort, ville jeg gøre det uden tøven.

Jeg kunne ikke være mere ligeglad med læger, der har misbrugt deres fag til at udsætte mig for årelang mishandling og adskillige overgreb, og deres ære. De har INGEN ære og de får IKKE fred så længe jeg er udsat for tortur pga. deres kriminalitet.

Så følg med på nedenstående blog. Jeg har lagt en masse nyt op og måske figurerer dit navn nu, således at også du kan anklage mig for injurier, freds- og ærekrænkelse.

  • https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

Jeg fortsætter med at råbe op indtil helvede fryser til is eller jeg får min autorisation igen.

Kjeld Andersen."

Styrelsen for Patientsikkerhed politianmeldt

Jeg risikerede en lang række yderligere sigtelser, hvis jeg da ikke allerede havde fået dem, og selv om jeg var ligeglad på nuværende tidspunkt med at jeg skulle straffes for at bruge ord i kampen for mit liv, så måtte jeg bide tænderne sammen og vise, at jeg ikke var en bitch.

Jeg var nødt til at vise mine bødler, at de ikke kunne knække mig, uanset hvad end de kastede imod mig. At jeg var usammenligneligt mere hårdfør end dem alle til sammen. Jo mere de torterede mig, jo mere skulle jeg smile. Jo mere sulten og desperat jeg blev, jo højere skulle jeg fløjte.

Men jeg var ikke - i modsætning til hvad psykiaterne troede om dem selv - perfekt. Jeg var langt fra perfekt, og jeg havde aldrig nogensinde troet andet. Så for ikke at udsætte mig for flere risici for at bryde loven, selv om det var en bullshit lov, der forbød mig at dokumentere lægers kriminalitet og overgreb, så måtte det her mareridt ophøre nu.

Det var Styrelsen for Patientsikkerheds facistoide sanktioner, der gjorde mig periodevis desperat, og når denne styrelsen nægtede at forholde sig til virkeligheden, måtte jeg anmelde denne til politiet.

Så det gjorde jeg i nat, vel vidende, at politiet ville skide mig et stykke. Og jeg kunne godt forstå politiet, for jeg gad sgu heller ikke bruge en masse tid og ressourcer på Styrelsen for Patientsikkerheds fuckup.

Det eneste, jeg nogensinde ville, var at arbejde som læge. Og fordi mine bødler var sadister, tog de netop det fra mig. De gik efter det, man elskede allermest, og stjal det, så man led ulideligt meget hver eneste dag. Det var ondskab. Jeg havde aldrig før mødt egentligt onde menensker, før de stjal det, jeg elskede mest. De var læger, der var tale om. Det var læger, der var onde. Folk troede at de var gode, men deres samvittighed var kulsort, som døden.

Ja, jeg var sulten nu. Jeg havde under 10 kroner tilbage til resten af måneden. Jeg manglede alt, men det var lige meget om jeg havde alverdens penge, når jeg ikke havde min lægeautorisation. Jeg var ikke kommunens bitch og jeg skulle aldrig ydmyges mere af hattedamer og mænd, når jeg udmærket var i stand til at tjene mine egne penge. Så skulle jeg sgu ikke tvinges til at tigge og fornedres af det offentlige.

22. Maj 2022

Dagbog

Sult

Jeg havde spist det sidste datonedsatte brød i går. Jeg vidste jo hvordan det var at faste ufrivilligt, og det værste var det psykiske aspekt, ikke selve det fysiologiske respons eller ubehaget ved at være sulten. I det midste de første par dage.

Det var følelsen af kontroltab og uvished om hvornår man fik mad igen, der gjorde én panisk og desperat, og så længe man var klar over det, kunne man i nogen grad imødegå det.

Jeg ville snart få hovedpine fordi jeg ikke havde råd til kaffe eller energidrikke, men det største problem var, at jeg ikke havde råd til medicin på tirsdag.

Repetation af anatomi

Billede. Repetation af anatomi på Amager Fælled og Lergravsparken.

Træning

Jeg skyndte mig til træning før sulten blev så udtalt, at jeg ikke var i stand til det længere. Men da jeg heller ikke havde penge til at vaske mit træningstøj, var det alligevel ved at være slut med den fysiske udfoldelse.

Jeg trænede ryg og biceps, og selv om det var en rigtig god træning, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt oppe i samme gear som når jeg havde spiset morgenmad og frokost.

Jeg vejede mig i omklædningsrummet. 91,9 kilo sagde vægten. Den samme vægt som for en lille måned siden havde vejet mig til 96,5 kilo. Jeg sparede generelt på maden omkring midt i måneden og havde især gjort det i denne, så måske var det årsagen til vægttabet?

12,25 kroner tilbage

Jeg var nu blevet meget sulten, men jeg havde jo penge til hele to pakker Digestive, så jeg kunne sagtens spise mig mæt i disse vamle nærmest fedtdryppende kiks.

Billede. Styrelsen for Patientsikkerhed - og især dens nuværende direktør - havde søget for, at jeg var fattig og undertiden sultede. Jeg skulle i fængsel for at skrive, at direktøren var embedslæge Anette Lykke Petri, det ville hun have jeg skulle og ingen i Danmark turde modsige hende, så sådan blev det. Heldigvis fik jeg gratis mad tre gange dagligt i fængslet og kunne træne en tie dagligt ligeledes, så måske var det Anettes måde at hjælp mig på? Det var med andre ord mig, der var idioten, i virkeligheden gjorde Anette mig bare en tjeneste, som det venlige og empatiske menneske, hun var.

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed

"Jeg har i skrivende stund 12,25 kroner tilbage til resten af måneden.

Jeg er svimmel af sult og hjemløs.

Sådan har det været i perioder i syv år.

Det skyldes ene og alene Styrelsen for Patientsikkerheds sanktioner mod mig.

Det er således Styrelsen for Patientsikkerhed, der fastholder mig i dyb fattigdom og sult.

Det er umenneskeligt. Jeg har politianmeldt Anette L Peter Worm Jantzen og Elisabet Tornberg Hansen til politit for deres fejldiagnose af mig.

Det er vanvittigt, hvad I har gang i.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

CPR:"

Billede. Styrelsen for Patientsikkerheds vanvittige og ubegrundede sanktioner imod mig resulterede i fattigdom, sult og hjemløshed allerede i 2015 og 2016, som disse billeder taget i min daværende lejlighed i Dronningens Tværgade viser. Hvornår sluttede Styrelsen for Patientsikkerheds rethaveriskhed, forsmåethed, had, sadisme og tortur af mig?

Billede fra den 3. juni 2016 kl. 11.49. Jeg var netop kommet hjem efter at have vandret rundt hele natten for at undgå at blive anholdt af politiet, som praktiserende læge Camilla Elvekjær fra Citydoctors havde fået til at anholde og tvangsindlægge mig på et forkert grundlag. Hun begik således et voldsomt og meget ulovligt overgreb imod mig og gav mig i den forbindelse en fatal fejldiagnose, som hun nægtede at berigtige. I skrivende stund ville Camilla Elvekjær have mig fængslet eller tvangsindlagt og tvangsmedicineret fordi jeg blev tvunget til at offentliggøre dokumentationen for hendes alvorlige overgreb.

Billede fra 14. august 2016. Jeg skulle finde ud af hvor den advokat, jeg fik bestukket til at omstøde Camilla Elvekjærs fejldiagnose og overgreb. Desværre var advokaten efter min klare overbevisning meget ringe og jeg tabte da også i alle instanser.

Billede. Jeg forsøgte forgæves at sælge denne taske i kiosker i Indre By fordi jeg takket være Styrelsen for Patientsikkerhed sultede. Samme dag ringede jeg til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen for at fortælle hende, at hendes sanktion og fejldiagnose snart gjorde mig hjemløs og gjorde, at jeg sultede og ikke havde råd til Venlafaxin. Hun var desværre liglad.

Billede. Jeg var ikke spor sindssyg og paranoid. Men fordi Styrelsen for Patientsikkerhed ved embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i samarbejde med Camilla Elvekjær havde givet mig disse alvorlige fejldiagnoser, var jeg arbejdsløs. Jeg tog derfor i Jobcentret for at få hvilket som helst arbejde, bogstavelig talt hvad som helst. Men fordi sagsbehandleren kunne se, at jeg var "syg", kunne hun intet gøre.

Sådan så jeg ud omtrent på tidspunktet for Camilla Elvekjærs overgreb. Jeg fejlede intet og havde netop været ude at havsvømme på Amager Strandpark.

Billede fra den 15. februar 2016. Jeg havde ingen penge til medicin (Venlafaxin) og begyndte at få det rigtig dårligt af den årsag. En bekendt havde nogen hjemme hos sig, jeg måtte få. Jeg havde ikke penge til offentlig transport, så jeg måtte cykle, men jeg kunne ikke finde hans hus og var bogstavlig talt ved at dø af kulde. Også dette skyldtes Styrelsen for Patientsikkerheds vanvittige og uretfærdige sanktioner.

Billede. Rådighedsbeløb.

23. Maj 2022

Dagbog

Svømning i Kæmperne

Gik udmærket, trods sulten.

Repetation af anatomi

Billede. Repetation af anatomi på Vesterbro.

24. Maj 2022

Dagbog

Intet iscenesat

Der var måske nogen, der troede, at jeg overdrev, skævvred, manipulerede eller iscenesatte det, jeg skrev om eller tog billeder og optog video af. At mine vilkår i virkeligheden ikke var helt så slemme, som jeg gav udtryk for, at jeg havde flere penge end det var tilfældet, eller at jeg brugte mine penge på overflødig luksus.

Jeg iscenesatte eller overdrev intet som helst. Mine vilkår var om noget langt værre end jeg gav udtryk for. Jeg var ikke en person, der manipulerede eller skævvred noget, det lod jeg psykiaterne om. Alt, jeg påstod kunne faktatjekkes, jeg havde intet at skjule og jeg behøvede ikke at overdrive.

Alle løgne ville på et tidspunkt blive opdagede, og det eneste, jeg havde, var troværdighed. Jeg gjorde en dyd ud af aldrig nogensinde at lyve eller overdrive og der var en logisk og indfølelig forklaring på alt, jeg sagde eller skrev.

Til læge i Rødovre

Cyklede til Rødovre til planlagt månedlig konsultation. Det gik godt, som det plejede og jeg havde lånt penge til medicinen, jeg også skulle have umuddelbart efter.

I LAP

Jeg cyklede forbi LAPeter Worm Jantzen Københavns lokaler på tilbagevejen og mødtes med M, jeg havde lært at kende dér. Jeg var der i to timer før jeg cyklede ind til værekstedet på Amager.

I værekstedet

Det var længe siden jeg havde været der sidst og gensynet med mine venner var meget glædeligt. Der var et åbningsarrangement af MMA scenen og selv om jeg havde forventet at det var godt, overgik det alligevel mine forventninger.

Teltning på Fælleden

Nogle gange kunne jeg sove hos venner og bekendte, andre gange måtte jeg ud på Fælleden i teltet. Sådan var det i dag og det var udmærket. Desværre punkterede min cykel på tilbagevejen og det var et stort problem, da jeg dels havde sko, der ødelagde mine fødder, dels ikke havde penge til offentlig transport eller lapning af slangen.

Tandproblemer

Jeg var begyndt at få ondt i flere kindtænder, selv om jeg børstede tænder mindst to gange dagligt og brugte tandtråd én gang dagligt. Jeg havde ikke penge til at gå til tandlæge, og jeg kunne ikke rigtig gøre mere for at god tandhygiejne end jeg allerede gjorde, så jeg måtte bare håbe at smerterne forsvandt af sig selv på magisk vis.

Vask i vasken

Jeg havde noget vaskemiddel stående hos en ven fra sidste måned, og jeg havde mulighed for at låne hans vask mens han var væk, så jeg vaskede en del af mit tøj i hans køkkenvask.

Billeder. Det eneste, jeg ville, var at være læge..

Tøjmangel

Mit tøj var slidt helt ned og det gjaldt det meste. Store huller i mine buskser, huller i mine jakker, trøjer og t-shirts. Jeg havde selv sagt ikke penge til at købe tøj eller sko, men jeg fandt en trøje i værekstedets bytterum (se billede nedenfor).

Billede. Fik mad fra Maskine Maskine Amager, således at jeg ikke sultede.

Madmangel

Jeg havde sparet på madindkøb især de sidste to uger, og nu var jeg på den. Heldigvis kunne jeg i værekstedet tage datonedsat mad, så jeg var mæt om aftenen takket være det.

Billede. Fik mad fra Maskine Maskine Amager, således at jeg ikke sultede.

25. Maj 2022

Dagbog

Træning

Efter jeg var cyklet fra Fælleden, havde jeg været forbi min ven og skifte tøj og tage et tiltrængt bad. Herefter tog jeg til træning, selv om jeg var voldsomt sulten. Jeg havde kun spist en lille dåse makral (uden brød), jeg havde købt til 5 kr. i går i Netto. Jeg havde næsten ingen penge tilbage igen. I dag var det triceps og bryst, og det gik godt, selvom jeg ikke havde så meget enrergi pga. manglen på mad.

Billede. Rykker teltpælene op efter endnu en overnatning på Fælleden.

Repetation af anatomi

Billede. Repetation af anatomi i Amager Strandpark.

På biblioteket

Efterfølgende på biblioteket og læse aviser og lade mobil op.

Svømning ved Amager Strand

Tilbage igen og for første gang i år ude at svømme lidt i saltvand. Det var endnu for koldt til en længere svømmetur, da jeg ikke havde våddragt. Men skønt var det.

Billeder.

Ingen penge til mad igen

Jeg var meget, meget sulten, og det gik ikke, så jeg måtte igen låne penge af min søster. Jeg bad om 100 kroner, hun overførte 200 kroner, hvilket var godt, for selv ikke 200 kroner ville række til resten af måneden.

Money, money, money.

LAP og SAND arrangement

I morgen var der et LAP og SAND arrangement i Valbyparken, som jeg forfærdelig gerne ville deltage i, men hvis ikke min cykel holdt luft, var det ikke sikkert jeg kunne, for det gik jo ikke at gå fra Amager til Valbyparken i sko, der var for små og gjorde ondt i gå i.

Overnatning indendøre

Jeg havde heldigvis mulighed for at sove indenfor i nat og gudske lov for det! Så kunne jeg både sove godt og vaske tøj i min vens køkkenvask.

Dummet mig på LinkedIn

Jeg kom til at forveksle Styrelsen for Patientklager med Styrelsen for Patientsikkerhed, og det ledte til et opslag på LinkedIn, som var en stor fejl for min side af. Jeg havde ikke overskud til at slette opslagt igen, og jeg var ikke klar over, om man kunne det. Jeg forbandede mig selv over min sjuskefejl, men heldigvis var der ingen, der læste mine opslag alligevel. Jeg var sgu nødt til at tage mig sammen og få slettet det opslag. Det lykkedes heldigvis. Jeg håbede ikke at nogen havde nået at læse det!

Ikke flere kontaktlinser

Jeg havde snart ikke flere kontaktlinser tilbage. Derfor var jeg fra og med i går begyndt at sove med mine endagslinser og krydse fingre for at mine øjne ikke tog skade af det.

Ikke et liv

Den tilværelse, jeg var tvunget til at føre, var ren overlevelse. Det havde intet med et rigtigt liv at gøre og det fastholdt mig på bunden af samfundet, fordi jeg ikke havde overskud til andet end at overleve, skaffe mad og husly, vaske tøj og fremstå nogenlunde præsentabel.

Jeg kunne ikke komme ud af mareridtet ved egen kraft længere, og der kom ikke nogen engel ned fra himlen og reddede mig. Det måtte aldrig komme hertil, aldrig skulle nogen borgere i et land som Danmark presses helt ud hvor jeg og alt for mange andre befandt os! Det var ulækkert, hvad myndighederne havde gjort. Hvad var det for nogle mennesker, der fik løn for at nedbryde mig fysisk og psykisk? Det kunne ikke være rigtige mennesker, det måtte næsten være robotter uden samvittighed eller moral.

Se: https://www.dr.dk/nyheder/indland/kommunalt-it-system-fratager-automatisk-borgere-kontanthjaelp-i-strid-med-loven.

26. Maj 2022

Dagbog

Akut truet

Min situation var dybt alvorlig og det skyldtes foruden de sædvanelige årsager, at jeg om to dage ikke havde flere kontaktlinser tilbage og ikke råd til at købe nye. Desuden havde jeg snart heller ikke mere mad eller nogen penge overhovedet. Det var i allerhæjeste grad psykiater Ps skyld, at det forholdt sig på den måde.

Det var meget, meget vigtigt, at politiet tog mine anmeldelser af psykiater Peter Worm Jantzen alvorligt og sigtede ham for den vanrøgt og passivitet han var skyld i. Jeg havde aldrig tidligere i mit liv skulle undvære synskorrektion i seks dage, og tanken både skræmte mig og gjore mig rasende.

  1. Svær akut sult.
  2. Funktionel blindhed i seks dage.

Jeg tilgav aldrig Peter Worm Jantzen og hans tortur af mig. Aldrig. Jeg skulle ikke tilgive det han havde udsat mig for - det var ham, der skulle retforfølges, ikke mig.

Butikstyveri

Som følge af politiet grundløse sigtelser, som Peter Worm Jantzen var skyld i, havde jeg spist væsentlig mindre end normalt de sidste par uger og nu skulle jeg så sulte helt. Jeg ville ikke mere. Myndighederne havde haft syv år til at få mig ud af det helvede, jeg befandt mig i, men havde svigtet og nu sultede jeg altså.

Jeg ville ikke ydmyge mig selv mere, især ikke når det var uden længstetid. Jeg havde tigget nok. Hvornår var det moralsk berettiget at stjæle mad til livets opretholdelse? Og hvem, der havde et svar, havde nogensinde befundet sig i min situation? Det letteste i hele verden var, at sige de rigtige ting. Men når man selv stod i den situation man skulle gøre sig til dommer over, hvad så?

27. Maj 2022

Dagbog

Dukkert

Jeg var ude i bølgerne i formiddags, men det blev heller ikke en lang tur i dag, fordi vandet var så koldt. Men skønt var det. Jeg var dog svimmel lang tid efter, men det var nok mest fordi jeg var så ulidelig sulten.

Billeder. Meget kort svømmetur ved Amager Strandpark.

Repetition af anatomi

Jeg fik som sædvanligt repeteret anatomi.

Værekstedet

Jeg var forbi værekstedet i dag og lappe cykel. Den holdt dog ikke særlig længe, formentlig forbi det ene af de to huler var ved ventilen.

Træning

Jeg var nødt til at træne, selv om jeg var meget sulten. Jeg havde spist ketchuprugbrødsmadder til morgenmad, men det var ikke nok. Jeg havde det virkeligt dårligt, men det var det værd.

SMS til Peter Worm Jantzen i går

Jeg var nødt til at skrive til P, som var skyld i min situation, der var meget, meget alvorlig, og informere ham om den. Ikke fordi jeg et sekund troede at han gad at gøre noget som helst ved det, men fordi jeg senere ville bruge det som dokumentation for hans passivitet, selv om han var udmærket klar over hvad jeg gennemgik pga. ham.

Billede. Jeg spurgte først politiet, om jeg måtte tage et billede af dem. "Ja, det må du, men du skal skynde dig", svarede den forreste.

Billede. Repetition af anatomi.

Billede. Spiste rugbrød. Fordi der ikke var andet.

28. Maj 2022

Dagbog

Mail til Københavns Vestegns Politi, mfl.

Emne: Fortsat akut truet på liv, helbred og velfærd

"Kære Københavns Vestegns Politi

Jeg er som direkte følge af jeres ubegrundede sigtelser fortsat akut truet på mit liv, helbred og velfærd.

Jeg er i skrivende stund igen udsat for sult og jeg lider helt basale afsavn, ligeledes pga. jer.

Mit liv står over mine bødlers fred og ære. Det har I ikke forstået, men I har derimod ladet jer manipulere af anmelderne, som er dem, der burde sigtes og trues med fængsel, ikke jeg.

Jeg har ingen advokat.

Jeg kan ikke få hjælp af det offentlige.

I har ignoreret mine anmeldelser.

I har udsat mig for talrige ulovlige ransagninger uden kendelse eller oplysning af markeringsnumre.

I har ignoreret mine påklagelser af ovenstående, samt mine krav om erstatning.

I har nægtet at følge objektivitetsprincippet og forholde jer til min dokumentation.

Jeg har ikke underskrevet afhøringsrapporten.

Jeg har ikke læst E-post i meget lang tid pga. den PTSD og undgåelsesadfærd I er skyld i at jeg har pådraget mig.

Jeg SKAL have min autorisation som læge igen straks.

I skal følge loven.

I skal få Rigspolitiet til at kontakte mig telefonisk og oplyse mig om min aktuelle status.

I skal retsforfølge psykiater P, samt de resterende, jeg har anmeldt.

Det er Ps skyld at jeg er blevet sigtet aktuelt, og det vil jeg ikke finde mig i.

I skal også retsforfølge de embedslæger, jeg senest har anmeldt.

I skal kontakte og afhøre følgende personer, som kan bekræfte hvad, jeg har skrevet:

Den måde jeg er blevet og fortsat bliver behandlet på af jer, er helt utilstedelig og en skamplet på retsstaten.

Jeres grove chikane og justitsmord bliver nødt til at ophøre straks, og jeg skal have lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske, jeg hele tiden har været.

Jeg skal have mit arbejde tilbage, tjene mine egne penge og dermed undgå sult og hjemløshed.

Fordi jeg er så ekstremt presset af jer, er det umuligt at finde de resterende beviser frem, som jeg ligger inde med. Alt jeg har skrevet om Egill Rostrup kan jeg dokumentere rigtigheden af, og jeg har tidligere tilsendt politiet den, men nu har jeg ikke overskud til at finde den frem på ny.

Sådan er det med mange andre beviser for min uskyld. Dermed udgør de livsvilkår, jeg er påtvunget af jer, i sig selv et de facto justitsmord, og det burde simpelthen ikke kunne finde sted i et land som Danmark. Men det gør det jo ikke desto mindre.

Jeg anker i øvrigt hermed samtlige domme og afgørelser, der er gået mig imod.

Jeg skal opfordre politiet til at føre sagen direkte i Højesteret eller ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Jeg skal igen anmode om at få samtlige tidligere domme prøvet ved Den Særlige Klageret, inkl. de aktuelle sigtelser, for de er alle afsagt på et faktuelt forkert grundlag, hvilket har afstedkommet de justitsmord, jeg har nævnt.

Jeg har løbende informeret samtlige folketingspolitikere om mine sager og om jeres håndtering af dem. Det har været min eneste beskyttelse mod jer.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen.

CPR:"

Et lykketræf

Jeg havde 39 kroner tilbage idag og det påvirkede mig enormt psykisk. Jeg var derfor i dårligt humør, men gudskelov fandt jeg ikke én, men hele to pakker skinkestrimler på hver 650 gram til kun 10 kroner pakken Netto på Amagerbro!

Jeg havde regelret sultet i to - tre dage, så det var fantastisk at kunne spise mig mæt i kød. Den tortur, de udsatte mig for, blev nødt til at stoppe straks.

Billede. Repetition af anatomi.

Billede. Repetition af anatomi.

29. Maj 2022

Dagbog

Sult

Sultede fortsat. Jeg havde forsøgt at finde nogen, der havde overskudsmad på gratismad.dk. De fleste tilbud kunne ikke tilbyde mad akut. Jeg lavede et opslag i en Facebookgruppe, hvor jeg efterspurgte overskudsmad, men opslaget blev fjernet straks af den samvittighedsfulde og dygtige administrator, Rasmus.

Jeg tror at gruppen hed "Stop Madspild Lokalt, Amager", og grunden til at jeg lavede opslaget var, at et andet medlem af gruppen, for nylig havde gjort præcis det samme og det var lykkedes hende at få doneret mad fra velvillige borgere på Amager.

At dette medlem havde fået lov til at efterspørge mad, men at jeg ikke måtte, gav ingen mening. På nær, at hun var en meget køn yngre kvinde, selvfølgelig. Reglerne gjaldt alle, men hvis man var af hunkøn og gudesmuk, gjaldt der andre regler.

Så jeg havde ikke en chance i helvede ift. at få doneret overskudsmad. Det endte mad at jeg igen måtte låne penge af min søster, 50 kroner, som hun heldigvis straks overførte.

Det lød meget godt med alle de Facebookgrupper, som åh så gerne ville hjælpe deres medmennesker, men hvis man var fattig og grim, kunne man godt fucke af. Hykleri og dydssignallering hele vejen igennem, middelklassen, der gav til middelklassen.

Det danske velfærdsamfuund var en sejlivet myte, en kollektiv vrangforestilling. Hvis man som dansk borger var i akut nød, havde man ikke en chance og man kunne meget vel risikere at skulle sove på gaden og sulte. Det var bedøvende ligegyldigt hvad der stod i en lov eller hvad man bildte sig selv og hinanden ind; virkeligheden var en helt anden og rædselsfuld.

Det højeste skattetryk

Hvad gik alle de milliarder som en af de højeste skattetryk i verden gav statskassen, så til? Det måtte guderene vide. Ikke til mad og husly til de mest udsatte i samfundet, det var et faktum.

Måske gik en stor del af pengene til velfærdsmedarbejderne? Måske var det ét stort beskæftigelsesprojekt for denne gruppe offentligt ansatte og måske var mange af dem i virkeligheden overflødigede, men kæmpede med næb og klør for at forbedre deres egne vilkår på de mest udsattes bekostning?

Værre end psykiatrien?

Jeg havde debateret med en ignorant tåbe af en socialrådgiver på LinkedIn, som på mest primitive vis demonstrerede sin egen vamle dumhed. Han var dermed repræsentativ for sine kolleger. Det kommunale system og de ansatte heri var utroligt nok mere fagligt og moralsk ringe end de ansatte i psykiatrien.

Jeg troede simpelthen ikke at det var muligt, men idioten fra i går bekræftede mig i mine bange anelser. Det var langt bedre i sidste ende at sulte og være hjemløs end at have noget med kommunen at gøre. Min familie og venner sørgede for at jeg kunne overleve i helt konkret forstand, efter at jeg havde i flere år forgæves forsøgt at få det offentlige til det.

Så det danske velfærdssamfund havde svigtet eklatant og for mit vedkommende kunne det lige så godt nedlægges. Det havde ikke været hensigten at det i sidste ende var familie og venner, der sørgede for mad og husly, men sådan var realiteterne imidlertid. Og samtidig vrælede socialrådgiverne op om flere penge og ressourcer! Luk lortet.

Træning

Jeg fik dog trænet og det var en god træning, trods den konstante sultfølelse. Den stod på bryst og triceps, og min fysiske formåen var ikke meget ringere end ellers.

30. Maj 2022

Dagbog

Svømning i Kæmperne

Repetetion af anatomi

31. Maj 2022

Dagbog

Repetetion af anatomi

Træning

Ben, skuldre og mave. Jeg fik det akut fysisk dårligt pga. sulten i form af svimmelhed, kvalme, almen utilpashed og koldsved. Jeg måtte derfor reducere intensiteten markant og undlade en øvelse. Efter træningen havde jeg det endnu dårligere og gik nærmest som i en tåge.

Sult og afsavn