2017

Oversigt over mails, jeg har sendt

1. 1. Januar 2017
   • Mail til Københavns Universitet
     • Klinisk Institut (Tine Olsen, Linda Banke og Tina Lewis)
   • Mail til Rigshospitalet
2. 11. Marts 2017
   • Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet
3. 30. Januar 2017
   • Anmeldelse af 12. december 2016 indsendt 30. januar 2017 til Vestegnens Politi
4. 5. Februar 2017
   • Anmeldelse til Vestegnens Politi sendt 5. februar 2017
5. 2. Marts 2017
   • Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 2. marts 2017
     • Speciallæge i psykiatri Henrik Js speciallægeerklæring
6. 11. April 2017
   • Mail til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen (Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS), Folketingets Retsudvalg og Kammeradvokaten
7. 27. April 2017
   • Mail til Kammeradvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed (Cc. Folketingets Ombudsmand til information)
     • Privat praktiserende psykiater Aksana Hansen
8. 3. August 2017
   • Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 3. august 2017
     • Plejepersonale Pia H
     • Politiet
     • Sundhedsstyrelsen
9. 27. September 2017
   • Mail til Ombudsmanden af 27. september 2017

Hvis man læser min dagbog fra 2017, og tænker, "ok, han har det tydeligvis ikke særlig godt", så håber jeg, at man vil holde sig for øje, at grunden ene og alene skyldes konsekvenserne af en fejldiagnose, som praktiserende læge Camilla Elvekjær gav mig, samt de overgreb, jeg havde oplevet i psykiatrien. Når jeg i dag læser hvad jeg skrev i 2017, så er det ret tydeligt at jeg var vred, bitter, frustreret, fortvivlet og desperat - og ja, skinger og pinlig - men det er lige så tydeligt, at jeg ikke var psykotisk, altså sindssyg. Selv om det er trist at blive mindet om, så er det samtidig en lettelse at læse, for enkelte psykiatere og embedslæger forsøgte vedvarende at bilde mig ind, at netop min dagbog, som man kan læse nedenfor, var udtryk for psykose. Det havde dog intet at gøre med "endogene" eller "indre" forhold hos mig, altså at jeg pludseligt og spontant var blevet nedtrykt eller sindssyg.

Og derfor var det værste man kunne gøre, da også pga. misforstået "bekymring", at få mig ind i psykiatrien igen, som netop var årsagen til at jeg havde det dårligt. Det svarede lidt til at slukke ild med ild. Løsningen var selvfølgelig at erkende at praktiserende læge Camilla Elvekjær og psykiater Toke Troelsen havde taget fejl eller begået overgreb imod mig i ond tro, og straks derefter slette fejldiagnosen. Jeg kunne sagtens se igennem fingre med både tabet af min lejlighed, det meste af mit inventar, den traumatiserende tvangsindlæggelse, fejldiagnosen, og den nedladende overlæge psykiater Toke Troelsen, hvis man straks efterfølgende havde korrigeret fejldiagnosen, så jeg ikke mistede min autorisation som læge. At arbejde som læge var og er det vigtigste i mit liv, og penge eller materiel rigdom har altid været underordnet for mig. Men det gjorde man som bekendt ikke. Og derfor endte det som det gjorde. Jeg er på ingen måde særlig intelligent, men jeg har lige fra begyndelsen af set hvor fejldiagnosen bar hen, og at jeg nu bor på herberg fordi det ikke trods egen indsats er lykkedes mig at få en ny lejlighed, og er helt udbrændt, er ikke overraskende.

Af årsager jeg stadig ikke kender, undlod man imidlertid af rette ind efter virkeligheden. I dag tror jeg primært det skyldtes misforstået kollegialitet over for praktiserende læge Camilla Elvekjær, måske blandet med modviljen mod at modsige hende, og dermed risikere at skulle vidne mod hende i retten. Eller frygten for at troværdigheden til landets psykiatere kunne risikere at lide skade, hvis man erkendte at have handlet forkert. Dybest set aner jeg det ikke. Men faktum er, at praktiserende læge Camilla Elvekjær og psykiater Toke Troelsen tog fejl, hvilket tiden også har givet mig ret i.

Den dag jeg også mistede mit lagerrum og meget af indholdet i det, blev det for meget, og jeg måtte en tur forbi Lennart Bertil Janssons åbne afdeling på grund af en akut belastningsreaktion, altså en slags svær stressreaktion.

Psykiateren Lennart Bertil Jansson mente imidlertid at jeg var psykotisk - alene - fordi jeg i desperation havde sendt en mail ud til "184" læger, som han sagde. I virkeligheden var tallet en del større, men når man har mistet alt pga. en åbenlys fejldiagnose, og er blevet tvangsindlagt på røde papirer, altså farekriteriet, bare fordi man bad en praktiserende læge om at ændre en mulighedserklæring - så bliver man på et tidspunkt desperat. Men desperation er jo ikke identisk med psykose, og alene den handling det var, at sende mails til et par hundrede læger med et i øvrigt normalt og ikke-psykotisk indhold, var på ingen måde en psykotisk handling i sig selv, som Lennart Bertil Jansson påstod.

Jeg mener at psykiater Lennart Bertil Jansson dermed misbrugte sit fag, og hvad værre var, så var resultatet af Lennart Bertil Janssons ukritiske videreførelse af fejldiagnosen, at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kunne begrunde sin månedlange psykiske vold mod mig med henvisning til hvad Lennart Bertil Jansson havde skrevet i journalen.

Lennart Bertil Jansson trådte tilsyneladende i spinaten, for hvis - som man kan høre på mine optagelser - man er psykotisk alene hvis man sender en mail ud til "184" læger, så er alle spammere jo psykotiske, alene fordi de sender mails ud til flere tusinde modtagere.

Jeg mener i al ydmyghed at det er så relativt simpel logik, at selv jeg kan forstå det. Problemet var og er desværre, at ingen stiller spørgsmål til hvad psykiaterne påstår, uanset hvor irrationelt dét, de siger er. Jeg vil i skrivende stund hellere end gerne sende mails ud til "184" læger, hvis jeg altså havde det mindste håb om, at det kunne redde mig, og heldigvis har den psykiater, jeg er tvunget til at møde op hos resten af mit liv, fortalt mig at jeg ikke er psykotisk. Det, som Lennart Bertil Jansson påstod i 2017, hænger med andre ord ikke sammen.

Øvrige

Mail til Københavns Universitet

"Klinisk Institut (Tine Olsen, Linda Banke og Tina Lewis)

Læge Kjeld Andersen."

Mail til Rigshospitalet af 1. januar 2017

"Kære Rigshospital

Kjeld Andersen"

Jeg anmeldte Camilla Elvekjær og Søren Buus Jensen til Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet for dokumenterbare ulovligheder. Men fordi de del stod og står over dansk lov og fordi jeg var blevet stemplet som tosse af Camilla Elvekjær, ignorerede man mig. Så Styrelsen for Patientsikkerhed var fuldstændig ligglad med min patientsikkerhed og derfor ikke opgaven voksen. Det var endnu et justitsmord.

I et rigtigt retssamfund havde det haft konsekvenser for de ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed, at de sad dokumenterede ulovligheder øverhørige, men ikke i Danmark.

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet af 11. marts 2017

"Kære Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet

Kjeld Andersen."

Mit lagerrum

Takket være praktiserende læge Camilla Elvekjær, mistede jeg stort set alt og blev boligløs. Jeg måtte af praktiske og pladsmæssige årsager smide alle mine møbler, min seng, køkkenudstyr mv. ud, men selv de resterende ejendele havde jeg ikke plads til i kælderrummet, så derfor lejede jeg et lagerrum til dem. Da jeg i omkring seks måneder slet ingen indkomst havde, mistede jeg desværre også lagerrummet, og derfor måtte jeg igen kassere de fleste af mine ejendele.

Heldigvis fik jeg senere hjælp af eksperten i psykopatologi, psykiateren Lennart Bertil Jansson (se nedenfor), som var så venlig at hjælpe mig med at finde en bolig til mig, idet han skrev mig op til "Mændenes Hjem" på Istedgade. Det var meget sødt og kollegialt af ham, faktisk var jeg så overvældet af taknemmelighed, at jeg ikke kunne få mig selv til at acceptere Lennart Bertil Janssons generøse tilbud, så jeg måtte venligst takke nej til han fremstrakte hånd.

Endnu en dag i helvede. Intet at foretage sig, intet håb, uvished om alt. Ligger mig til at sove igen.

[...]

Ole Stigs selvbiografi fik jeg dog afsluttet, og selv om hans tid som chef i PET omfangsmæssigt fyldte en beskeden del af bogen, gjorde det knapt så meget, da hans beskrivelse af forholdene fra hans tid i justitsministeriet var overraskende spændende. Var ikke klar over at der herskede et så rigidt og formaliseret embedsmandshierarki.

Brev fra Lægeforeningen

Så fik jeg taget mig sammen og åbnet brevet fra Lægeforeningen. Det viste sig blot at være en advarsel om, at man ville lukke min dadlnet-konto, hvis jeg igen udsendte mails til et stort antal modtagere. Det er kun rimeligt og forventeligt. Ligesom det i min optik kun er forventeligt, at et menneske, der er presset på helt eksistentielle områder, til sidst, når alt andet er forsøgt, vil gøre, som jeg gjorde. Det havde - ikke overraskende - ingen effekt, så nu er der intet, jeg længere aktivt kan foretage mig.

Tom trussel

Det er i øvrigt en tom trussel fra Lægeforeningen, da jeg ikke har nogen indtægt længere og helt sikkert aldrig kan få et job som læge igen. Derfor er jeg tvunget til at melde mig ud, fordi jeg dels ikke kan betale kontingentet og dels er nødt til at få et job, der ikke er som læge, og dermed vil jeg ikke kunne følge Lægeforeningens overenskomst. Derfor vil jeg selvfølgelig miste min dadlnet adresse uanset hvad. Og som der rigtigt nok står i brevet, så er dadlnet adressen møntet på lægelige forhold, og jeg er ikke læge, så...

Indfølelighed

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det må være svært at sætte sig ind i, hvor alvorlig min situation er og har været det i halvandet år. Det er absolut ikke sjovt at miste sin bolig, en Ph.d., sit job, karriere og retten til at blive speciallæge. Det er en absurd situation at stå i. Hvis jeg ikke gør noget, så sker der heller ikke noget.

At der så heller ikke er sket noget allivel er ærgerligt; men det ændrer ikke ved, at jeg ikke vil sidde med hænderne i skødet, og det betyder heller ikke at jeg vil lade hvad der er sket være uimodsagt. Jeg er ikke den eneste, der er udsat for urimelige restriktioner i forhold til femårsreglen, og hvis min fortælling kan ændre vilkårene i en marginal bedre retning, så er det det hele værd. Det er selvfølgeligt svært ubehageligt for mig, men mon ikke jeg havde undladt, hvad jeg gør, hvis jeg havde haft et valg?

Intet reelt valg

Hvorfor skal jeg undskylde, at jeg kæmper for min eksistens? Jeg gad godt høre de overlæger, der er vrede på mig, argumentere for, hvorfor de forhold, jeg relativt objektivt redegør for på hjemmesiden, ikke er kritisable og uanstændige, ikke blot overfor deres yngre kolleger, men også overfor patienter og forsøgsdeltagere.

Optagelserne

Som tidligere skrevet, så har jeg med mellemrum de sidste halvandet år optaget film- og lydsekvenser af mig selv, så kan enhver idiot selv høre og se, at jeg aldrig var psykotisk eller på anden måde mentalt derangeret.

Vidnesbyrd

Den situation jeg har befundet mig i gennem halvandet år, med uvished om helt eksistentielle vilkår, isolation fra alt, daglig desperation og fornedrelse, er der ingen mennesker, der vil kunne holde til - hvorfor tror nogen så alligevel at jeg kan?

Det kan jeg heller ikke, ikke meget længere i hvert fald. Når det eneste indhold hver dag i hundredvis af dage har været at gå en lang tur og så ellers vente på at man kunne sove, så er det tortur. Når andre mennesker har fjernet selve formålet med ens liv, og når der ikke er udsigt til nogen bedring, så er det også tortur. Præcis som andre mennesker, der er udsat for tortur, vil jeg forsøge at få torturen til at ophøre. Som jeg tidligere har skrevet, så kan man sammenligne min situation med langsom drukning. Det er ikke "bare" mig, der er galt på den, alle andre mennesker ville have det på samme måde som jeg.

Undervejs i dette her mareridt har jeg med jævne mellemrum optaget korte filmsekvenser, hvor jeg forklarer min aktuelle situation. Desuden har jeg indtalt en slags dagbog. Alt dette skal op på hjemmesiden, uanset for fornedrende der er for mig.

Udsmidning af ejendele

Udsmidning af mine sidste ejendele fra lagerrummet, opsigelse af lagerrummet og udmeldelse af Yngre Læger/Lægeforeningen står også øverst på listen.

Det er ikke fordi jeg reagerer anderledes end andre mennesker, men netop fordi jeg er et normalt menneske og fordi alle mennesker har en grænse for hvad de kan acceptere. Min situation er ikke opstået pga. en sygdom, den er heller ikke opstået pga. en naturkatastrofe. Jeg begriber ikke hvorfor nogle embedslæger og psykiatere har så svært ved at være empatiske.

Udstillet i gabestokken

I det sekund embedslægerne Elisabet Tornberg Hansen og Anette Lykke Petri fratog mig min autorisation som læge og udstillede mig foran hele verden på Internettet i form af gabestokken - i den sekund blev mine personlige forhold til et offentligt forhold. Konsekvenserne for mig været ubeskriveligt modbydelige.

Opgivet at læse mails

Jeg er for længst holdt op med at tjekke mails. I de foregående halvandet års kamp, har jeg ikke modtaget en eneste positiv mail, det har kun været dårlige nyheder, så som afslag på dispensationsansøgninger, meddelelse om at jeg manglede at betale husleje, og at jeg snart blev smidt ud etc. Hvert nederlag afleveret per mail er usædvanligt modbydeligt at modtage.

Sleeping my day away

Er netop vågnet kl. 16. Det er noget nær en søvnrekord. Det er godt at dagen er ovre, så fik jeg en pause fra at have det dårligt.

Den eneste gang jeg i halvandet år har følt bare en tilnærmelsesvis form for håb var, da jeg for et par uger siden tænkte over muligheden for at forlade Danmark, så jeg kunne få lov til at leve. Ikke bare være passiv tilskuer og offer, men rent faktisk leve.

Åbenlyst aldrig psykotisk

Den form for dehumanisering, jeg har været udsat for, troede jeg ellers var forbeholdt Sovjetunionen. Da jeg ikke er og aldrig har været psykotisk, har jeg aldrig indtaget nogen former for antipsykotisk medicin. Det er vel rimeligt logisk. Ikke bare datiden gav mig ret, men også nutiden har givet mig ret, så at sige. Der har aldrig været nogen begrundelse for at jeg skulle være psykotisk. Nu er det åbenlyst for enhver, især for alle psykiatere, at jeg selvfølgelig har ret i, at jeg ikke er eller har været psykotisk.

Nåede aldrig rigtigt at leve

Er glad for at jeg aldrig rigtigt oplevede noget af det, som gør livet værd at leve. Det hele var en lang kamp, som blev afløst af endnu en lang kamp uden udsigt til at få en ende og uden noget positivt resultat af anstrengelserne. Det er svært at skulle redefinere ens tilværelse, især når det er til det værre og især når det skyldes konkrete menneskers onde handlinger. Har nu ingen indtægt fra og med februar 2017.

Vedr. anmeldelse af læge Egill Rostrup (ER) og læge Camilla Elvekjær (CE)

"Vedhæftet denne mail er anmeldelse den 12. december 2016, oprindelige bilag 1 - 5, samt supplerende bilag 6 og 7.

Bilag 7: Ansættelseskontrakt, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet"

Anmeldelse af 12. december 2016 indsendt 30. januar 2017

Billede. Det var faktisk psykiater Henrik Jurlander, der begyndte at sende mig SMS'er når han aflyste mine tider. Det var ikke en typisk standard SMS, som man kan modtage i den henseende, men tydeligvis en sms, som Henrik Jurlander selv havde skrevet, for dels varierede indholdet, og dels var der talrige sjuskefejl, og bl.a. stavede han konsekvent mit navn uden j. En lægeven og jeg troede han var fuld, når han sms'ede, og en gang da jeg mødte op til min tvungne konsultation hos ham, så jeg at han havde en ca. femkrone stor læsion opadtil i venstre side af panden. Han fortalte at han havde stået på ski, og jeg spurgte om han var kørt off-piste ved et uheld.

Yngre Læger og Lægeforeningen tilsendt mail med information svarende til hvad Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundheds- og Ældreministeriet blev informeret om den 1. februar 2017. Jeg ved udmærket godt at en hjemmeside som min ved første blik fremstår kværulantforrykt og polemisk, og jeg er ligeglad. En hjemmeside er den mest uhensigtsmæssige reaktion på min situation – men de ganske få, tilbageværende alternativer er langt værre. Alt andet er allerede forsøgt.

Anmeldelse til Vestegnens Politi sendt 5. februar 2017

Anmeldelse af 12. december 2016 indsendt 30. januar 2017

Endnu en dag i et helvede af håbløshed, uvidenhed og passivitet. Over 600 dage uden noget at tage sig til, uden mål og retning. Det eneste jeg ved er, at der venter noget meget ubehageligt forude. Hvis det ikke er psykisk tortur, så ved jeg ikke hvad psykisk tortur er. Det er umenneskeligt. Det værste er, at der efterhånden er rigtigt mange mennesker, der er klar over, hvad jeg udsættes for, og der er ingen, der foretager sig noget. De ser til i stilhed, mens jeg bruger hver eneste dag på at kæmpe en håbløs kamp for at komme ud af mareridtet.

Forvaltningsloven

Anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. Den aktindsigtssøgende skal i givet fald underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet...

Når noget er så uudholdeligt, at man føler at det er, som om man drukner langsomt, så bliver man desperat og så er der næsten ikke grænser for hvad, man vil gøre, for at slippe for den ubærlige lidelse. Nu har jeg intet kunne foretage mig i 650 dage.

Jeg kunne lægge ud med at skrive det samme hver dag: der venter 24 timer med 1. Intet at foretage sig. 2. Uvidenhed om alt. 3. På nær at der snart sker noget usædvanligt modbydeligt. Som er noget reelt, konkret og udefra påtvunget; ikke "paranoia", ikke noget, der er indbildt og kun foregår i mit eget hoved. At mene det skulle være tilfældet, svarer til at ville behandle et brækket ben med antipsykotisk medicin. "Du har beviseligt ikke penge og har derfor mistet din bolig". "Så derfor tvinger vi dig til at tage Serenase, så holder du op med at være stresset og bekymret, og alle problemer løses på magisk vis". Helt ærgerlig, hvor dum har man lov til at være? Jeg kan næsten ikke skære det mere tydeligt ud i pap, vel? Det er ikke blot et overgreb, det er også en hån og ydmygende.

Men hvordan kunne Sundhedsstyren dog vide, at det grundlæggende problem var mit udtalte fravær af penge og bolig? Der er vel ikke ligefrem tale om, at Sundhedsstyrelsen ligefrem selv har refereret det i deres sagsagter, vel? Jeg kan vel ikke bare kigge i min aktindsigtspapirer og læse følgende:

Malene Gildberg, Informationsmedarbejder:

[...]

Marianne Søborg Nielsen, Embedslæge, den 5. februar 2016

[...]

Troels Frølund Thomsen, Sundhedsstyrelsen, den 29. juli 2016:

Vil I kontakte læge Kjeld ...sagsbehandler Elisabet Tornberg Hansen.

Vil rigtig gerne kontaktes i dag. Han må ikke arbejde og får ikke udbetalt nogen penge, bliver snart smidt ud af hans lejlighed grundet økonomiske problemer.

Kjeld henvendte sig i dag uanmeldt i Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på en samtale om hans situation. I sagsbehandler Elisabet T Hs fravær har jeg talt med Kjeld, som oplyste, at han ikke havde nogen penge, ikke havde kunnet betale husleje m.m. i 2 måneder og ikke kunne holde ud at skulle låne af venner og familie.

Referat fra telefonsamtale med læge Kjeld Andersen

"Han er yderst utilfreds med forløbet, har måtte sælge [nej, det sagde jeg ikke, den var lejet] sin lejlighed og flytte hjem til sine forældre. Han har ikke flere penge og ved ikke hvad han skal gøre for at komme tilbage i arbejde."

Hvorfor skriver jeg ikke noget om, hvad jeg ellers går og foretager mig? Fordi problemet netop er, at der intet er at foretage sig. I teorien kunne jeg gøre alt muligt, gå lange ture, samle på frimærker eller lignende. Det er bare det ved det, at jeg de sidste godt og vel 650 dage intet har haft at se frem til. Alt har været meget usikkert, jeg har mistet mit job, mit fag og min identitet.

Uden det, og uden et positivt mål at se frem til, har jeg brugt hver eneste dag på at se YouTube og også en smule Netflix. For hver eneste dag, har jeg ikke vidst hvad, der ville ske den efterfølgende dag. Jeg havde aldrig i mit vildeste mareridt forestillet mig at der skulle gå 650 dage på den meningsløse måde - og jeg ved jo fortsat ikke hvad morgendagen bringer. Det eneste jeg ved er, at jeg intet selv kan gøre for at komme ud af den her hæslige situation, at det værste venter forude, og at de foregående 650 dage ikke har budt på andet end det ene nederlag efter det andet. Der er ikke sket noget positivt overhovedet de sidste 650 dage, det er et under, jeg stadig gider at hænge ved. Er det uforståeligt? Er det uindføleligt, det jeg skriver? Jeg nåede aldrig at stifte familie, og det, der har betydet mest for mig, er blevet revet væk. Tænk over, hvordan du ville have reageret i min situation.

Endnu en ulidelig dag tilbragt inden døre. Som jeg tidligere har skrevet, så vil jeg hellere være i fængsel, end hvor jeg fysisk befinder mig nu. Banal psykisk tortur igennem måneder. Men også fysisk tortur, forstået på den måde, at det, der altid har været omdrejningspunktet i mit liv, lang tid før jeg startede i gymnasiet og på medicinstudiet, har jeg været forhindret i siden jeg mistede min lejlighed den 20. juli 2016; nemlig daglig fysisk aktivitet igennem sport, motion og træning.

Inden jeg i sommers måtte deportere mine våddragter og andet udstyr, var jeg flere gange ugentligt ude at havsvømme i sæsonen, og uden for denne svømmede jeg indendørs på hold eller sammen med venner. Jeg cyklede på min mountain bike og min road bike så ofte jeg kunne, og da jeg arbejdede i Glostrup og i Herlev cyklede jeg hver dag dertil fra Indre By. Da jeg boede i Dronningens Tværgade skiftede jeg den udendørs cykling ud med spinning i Fitness.dk. Hjemme styrketrænede jeg stort set hver eneste dag, uanset om jeg i forvejen havde været til svømning eller lignende. Fysisk træning har i al den tid, jeg kan huske, været en integreret og daglig del af mit liv.

De fysiske rammer hvor jeg er nu, er slet ikke egnede til nogen former for træning, og de tilsvarende mentale, er i høj grad også hæmmende. Motivationen er også for længst forsvundet, og de seneste knapt 8 måneders påtvungen passivitet har sat sine ødelæggende spor på min krop og psyke. Jeg har forsøgt adskillige gange at genskabe nogle faste træningsrutiner, men det er umuligt at fastholde dem.

Alt mit træningsudstyr ligger på lageret på Amager, det samme gæler mine cykler. Det er ikke billigt at gå i svømmehallen og hvis jeg alligevel gjorde det, ville det utvivlsomt være et stort nederlag at opleve, at man ikke kan noget som helst længere. Fra et svømme rundt om Amager Strandpark et par gange ugentligt for et par år siden (over 5 km) til nu at ligge i sengen det meste af dagen og blive forpustet bare af at gå op ad trappen til 1. sal, er ubeskriveligt rædselsfuldt. Uden et mål og uden at lave noget som helst i så mange måneder er det bare umuligt for mig at starte nogen form for træning.

Jeg troede aldrig jeg ville havne i en situation, hvor jeg de facto ikke kunne være fysisk aktiv. I fængslet har man træningsudstyr, og efter halvanden time med tung vægttræning og kredsløbstræning, er jeg ligeglad med hvor i verdenen jeg befinder mig og hvor elendige mine vilkår i øvrigt er. På den måde kan min situation næsten kun blive bedre. I øvrigt var det derfor at jeg egnede mig så godt til at være klinisk arbejdende læge med travlhed og renden frem og tilbage 24 timer næsten uden pause og hvile. Det var reglen snarere end undtagelsen at jeg på vagtværelset tog tre sæt armbøjninger, lavede englehop eller noget tredje. Især var det en effektiv metode til at holde sig vågen og skarp hvis man havde arbejdet uafbrudt fra kl. 9.00 til kl. 03 og var ved at blive mentalt udmattet.

[...]

Jeg har levet reelt eksistentiel truet og mistet alt. Det betyder igen, at jeg hverken kan eller vil sidde passivt og acceptere alt, der uforskyldt er hændt, især fordi jeg ikke overlever mange år endnu, hvis jeg er tvunget til at bevæge mig ud ad samme tangent. Når alt kommer til alt vil tiden give mig ret og jeg er helt tryg ved, at det kommer til at gå op for alle, at jeg blev behandlet ualmindeligt forkasteligt. Mit problem er at kunne udholde en trøstesløs tilværelse indtil da og fortsætte med minutiøst at dokumentere alt imens.

Jeg var oppe hos min daværende praktiserende læge fra Citydoctors et par gange med måneders mellemrum, hvor jeg hver gang fortalte hende, at jeg ikke havde penge til mad og husleje, og at jeg gerne ville have hende til at revurdere den mulighedserklæring, hun havde udfærdiget, der havde sparket mig til hjørne, således jeg kunne komme til at arbejde - og derved give mig en indkomst, som jeg kunne købe mad og betale husleje for. Hvad var hendes svar begge gange: "Du er altså paranoid!". Da jeg spurgte hende om hvorfor, og om hun var i stand til at uddybe dette, kunne hun ikke.

Hendes mangel på evner og omhu illustreres smuk af den aktindsigt, jeg modtog, om mit forløb hos hende - ikke ét eneste ord, der begrundede hendes vrangforestilling. Hun have selvfølgelig heller ingen løsning, og hun overvejede ikke engang at kigge på mulighedserklæringen. Det var voldsomt frustrerende, at fortælle hende om den objektive virkelighed, at datoen for jeg blev smidt på gaden nærmede sig, og at erfare at hun ikke bare var ligeglad, men oven i købet insinuerede, at det var noget, jeg bildte mig ind.

Omdrejningspunktet var udelukkende min økonomiske situation, hvor hun med sin elendige erklæring spillede en afgørende rolle. Jeg havde desværre ret i at jeg var ruineret, hvilket hurtigt kunne eftervises ved at kigge på min bankkonto. Tænk at hun var så stupid og skånselsløs. Slet ikke til at fatte.

Hvad er det for et land, der behandler sine borgere så usselt? Hvor i verdenen belønner man 15 års hårdt arbejde, en medicinsk embedseksamen, samvittighedsfuldt arbejde som læge, forskning i fritiden, publicering af artikler - med tab af bolig, bil, job og karriere? Offentlig ydmygelse på Internettet? Hvilket sted er det op til en svindler af en overlæge at bestemme om man kan blive speciallæge eller har spildt så mange års slid?

Det er ulideligt. Det bliver nødt til at ophøre meget snart. 654 dage siden jeg havde et arbejde og 238 dage siden jeg blev smidt på gaden. Hvorfor er der ingen der gør noget? Jeg har for længst gjort alt hvad jeg kunne og mere til.

Jeg hverken kan eller vil finde mig i at leve under langvarig psykisk tortur længere. Alle ville have det på samme måde som jeg, hvis de befandt sig i en lignende situation. Det er med andre ord indføleligt, og naturligt at jeg har det som jeg har det. I overmorgen sender jeg alt til Sundhedsministeren og pressen. Jeg er ligeglad med om Lægeforeningen gør brug af deres trusler og lukker min mail-konto. Det her skal stoppe nu. Ikke flere trusler, der hænger over mig. Ingen mennesker kan leve på denne måde.

På værelset fortsætter jeg med at tilbringe i gennemsnit 22 timer i døgnet. Ingen grund til at foretage sig noget uden for. Det er lige som at være død. Det er svært at leve med at der er enkelte mennesker, der aktivt har tvunget mig til at leve under de facto torturlignende forhold; endnu værre er det, at der fortsat er enkelte mennesker, der aktivt fastholder mig i en ulidelig og meningsløs situation.

Jeg er så socialt depriveret, at selv Sundhedsstyrelsens sjældne, eksistentielt truende breve føles som et velmenende kram. Det er perverst. Embedslæge Elisabet Tornberg Hansen har udsat mig for så disproportionale og ødelæggende sanktioner, at jeg har mistet alt, hvad jeg elsker højest; fag, karriere, identitet, indtægt, bolig, penge til mad, socialt netværk. Hun er direkte ansvarlig for at jeg blev udhængt på Internettet i ”gabestokken” til uretfærdig og ydmygende spot og spe. Hun er direkte ansvarlig for at jeg har levet under så ulidelige vilkår at jeg har lyst til at begå selvmord hver eneste dag. Ikke fordi jeg er unormal, psykisk syg, narkoman eller lignende - men fordi jeg er et normalt menneske, der udsættes for det ene overgreb efter det andet i tilpas lang tid. Det er ulideligt for alle mennesker.

I sidste ende handler det om, at hvis man udsætter nogen for ekstreme forhold, så må man forvente en ekstrem reaktion. Det er et normalt menneskes reaktion på unormale forhold. Det er forklaringen på at jeg snart får lukket min dadlnet e-mail konto, fordi jeg sender så meget materiale ud til så mange som muligt. Hver injuriedom er en medalje, jeg bærer med stolthed. Det samme er tilfældet, når jeg bliver ekskluderet af Yngre Læger for at have brugt min dadlnet-konto til at "spamme" kolleger, for i det mindste at have en minimal chance for at overleve.

Lægernes Bank

Jeg har netop gennemgået mine papirer fra Lægernes Bank, og kan se, at jeg ikke har fået noget udbetalt for februar måned og ikke vil få noget udbetalt fremover. Jeg må ikke arbejde på grund af embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, så det betyder, at jeg fra og med denne måned ingen indtægt har overhovedet. Det er en rædselsfuld situation at stå i, og jeg har stået i samme situation flere gange tidligere. Fælles for dem alle er, at det har været embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, der aktivt har været skyld i det. Hvorfor er der ingen, der reagerer? Hvad skal jeg gøre? Skal jeg begynde at stjæle i forretninger eller lave røverier for at have bare en smule penge? Er der virkelig ingen, der kan se, at der er noget helt galt?

[...]

Det handler om overlevelse, så alt andet er ligegyldigt.

Er glad for at jeg aldrig rigtigt oplevede noget af det, som gør livet værd at leve. Det hele var en lang kamp, som blev afløst af endnu en lang kamp uden udsigt til at få en ende og uden noget positivt resultat af anstrengelserne. Det er svært at skulle redefinere ens tilværelse, især når det er til det værre og især når det skyldes konkrete menneskers onde handlinger. Har nu ingen indtægt fra og med februar 2017.

Endnu en nedslående besked i dag, endnu mere meningsløs og ulidelig ventetid. Hvis man godt kan lide konsistens, er det fint, for trenden med det ene nederlag efter det andet er fuldstændigt uændret i omkring 660 dage nu. Det er et mareridt, jeg aldrig vågner op fra. Præcis som i et mareridt, hvor man er ufrivillig, handlingslammet deltager i noget, der er særdeles ubehageligt, præcis sådan er det at være spærret ind på værelset. Uanset hvad helvede jeg gør, er det helt omsonst og jeg kan ikke forbedre min stadig mere håbløse situation.

Uanset hvor meget jeg træner (i det begrænsede omfang, det er muligt) og uanset hvor mange timer jeg læser dagligt, så ændrer det intet. Der er gået næsten to år med total uvished. Det er forsat tilfældet, og nu jeg har ingen indtægt længere og ingen udsigt til at få en.

Fortsat den værste trussel hængende over hovedet og som med alt andet ved min situation, så ved jeg intet konkret, hvad angår dato etc. Jeg har mistet alt i løbet af de forudgående to år, fra socialt netværk over job til bolig - og fremtid. Det er kun blevet værre og værre, og de overgreb, jeg har været udsat for, har været modbydelige. Jeg skal selvfølgelig nok blive meget mere konkret i nærmeste fremtid. Jeg får aldrig så meget som min egen bolig igen. Det er tortur, umenneskelig, meningsløst og unødvendigt. Jeg ville hellere have været 2 år i fængsel med en fast tidsramme, vished om en endelig dato for ophør af straffen, og dermed et mål at arbejde hen imod.

Det er forbløffende, hvordan dette land og dets sundhedsvæsen, samt de administrative myndigheder fungerer – eller nærmere, hvordan de ofte ikke fungerer. Der er steder, hvor det virkelig halter, og de pågældende steder er det væsentlige forhold, som den er helt gal med. Ellers er der stort set ikke sket nogen udvikling i de sidste otte måneder. Jeg befinder mig stadig i en mareridtsagtig situation. Jeg bor i et lille værelse, det er klaustrofobisk, jeg har ikke noget arbejde, og jeg har ikke noget at tage mig til andet end at spekulere på den højst usikre fremtid, som jeg kan forvente. At bo hjemme hos mine forældre uden arbejde har altid været et mareridt for mig, og nu lever jeg det mareridt gennem lange perioder.

Samtidig bliver jeg fortalt, at det er min egen skyld, hvilket selvfølgelig ikke passer, men det føles som om, det er den generelle holdning. Jeg er udsat for den ene belastning og overgreb efter den anden. Der er ingen at snakke med i hverdagen, absolut ikke mine forældre, og det er ulideligt at skulle opholde sig i det rum hele tiden. Hvorfor går jeg så ikke bare ud? Jo, det har jeg også gjort, men det giver mig ikke noget håb eller nogen fremtid. Samtidig har jeg forsøgt at gøre alt det, som politikerne ønskede, bare for at se det hele ryge på gulvet. Det er ulideligt.

Jeg er også frustreret over lægekollegaerne og især de ansvarlige i Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Den tidligere praktiserende læge og overlægen, som jeg kalder en kujon, fordi han ikke tør stå frem med eget navn, er en del af dem, der er skyld i, at jeg er havnet, hvor jeg er. En eksistentiel trussel påvirker mig ligesom alle andre. Det er ikke noget, man bare lige ryster af sig. Hvis man har været truet på sin eksistens i så mange måneder og år, som jeg har, så har det en konsekvens. Jeg tror ikke, jeg er særlig meget anderledes end andre i den situation.

Jeg har også manglet penge i en uhørt grad. Det er fuldstændig bizart at tænke på, når man træder et skridt tilbage og betragter sin situation i et større perspektiv. Jeg har ingen penge overhovedet. Jeg bor gratis, heldigvis, ellers ville jeg bo på gaden, og jeg får mad hos mine forældre, ellers ville jeg ikke have nogen midler til at lave mad. De sidste par år har jeg ikke haft nogen indtægt og har levet i lange perioder med samme ringe økonomi som nu. Det har været ulideligt og rædselsfuldt.

Det er specielt lægerne hos CityDoctors og onkologisk afdeling, der har bidraget specifikt til dette. Selvfølgelig spiller Sundhedsstyrelsen også en rolle, men det er sekundært. I første omgang er det lægerne, der har ødelagt alt. Jeg er blevet fuldstændig fysisk passiv de sidste otte måneder. En læge har dokumenteret, at jeg har tabt 25 kilo i vægt. Muskelmassen er atrofieret, og jeg har taget på i fedtvæv. Jeg bliver nemt forpustet og er i en dårlig fysisk tilstand.

Jeg har heller ikke haft meget kontakt med andre mennesker. De sidste otte måneder har jeg kun haft kontakt med to venner, og kun i korte perioder. Den fysiske og psykiske isolation har været enormt belastende. Både fysisk og mentalt har jeg lidt store skader på grund af passiviteten og isolationen.

Når jeg kigger på mine papirer, kan jeg se, hvordan jeg tidligere har beskrevet min situation i desperate vendinger. I dag er alt bare blevet værre. Jeg føler mig, som om jeg bliver bedømt uskyldigt for noget, jeg ikke har gjort. Der har været vanvittige beskyldninger, som er grundløse, især fra den praktiserende læge og overlægen, jeg nævnte før. Det er dem, der er skyldige, og jeg har intet gjort forkert.

At blive udsat for så mange overgreb og urimelige beskyldninger har været ødelæggende. Jeg har prøvet at dokumentere min situation med optagelser og videoer, men selv det bliver konfiskeret. Det er tydeligt, at de administrative myndigheder har begået eklatante fejl. Det er en situation, som er grusom at være i, og det påvirker mig dybt.

Jeg har konstante rygsmerter, er kraftesløs, har svært ved at rejse mig og binde mine sko. Jeg har kraftige smerter i min højre skulder, og der er simpelthen ikke mulighed for at træne på grund af plads- og ressourcemangel. Træning har altid været vigtigt for mig, men nu er det umuligt. Det er grusomt at befinde sig i denne situation.

Det er som om, man bliver jaget. Det er stressende og ulideligt. Jeg har oplevet politiet tre gange komme efter mig under dramatiske omstændigheder. Det er ikke paranoia, når det er reelt. Der er ingen sammensværgelse, men det er tydeligt, at de administrative myndigheder og politiet har handlet forkert. Min situation er blevet værre over tid, og det er tydeligt, at de har begået store fejl. Det er en konstant stressfaktor, og jeg føler mig magtesløs. At blive behandlet på denne måde er utroligt hårdt, og det er svært at se, hvordan tingene kan blive bedre.

Henrik Jurlanders lave standard

Det er den 17. februar 2017, klokken er nu knap 13.00, og jeg er på vej tilbage til fods efter at have været hos Henrik Jurlander. Henrik Jurlander har jo lovet igennem flere måneder, at han ville udfærdige en erklæring, der beskriver det tidligere forløb, således at jeg kan få lov til at arbejde igen. Jeg har jo ikke arbejdet i over 680 dage, hvilket er fuldstændig bizart, fordi jeg ikke har været ude af stand til at arbejde. Jeg har jo ikke været ude af stand til at arbejde i den her periode, specielt ikke i starten og nu her i slutningen af perioden. En langt overvejende del af perioden har jeg været fuldstændig i stand til at arbejde.

Den erklæring, jeg skulle have udfærdiget og som han har lovet mig at udfærdige flere gange, har han så også i dag valgt at udskyde, fordi jeg har sat en privatmarkering på sundhed.dk, således at det ifølge ham er umuligt at tilgå mine journaloplysninger. Nu er det sådan, at han mener, at han har skrevet en mail til mig omkring det her for et par dage siden, og det kan meget vel være, men jeg har jo været hans patient i knap et halvt år. Jeg har flere gange givet ham mit skriftlige og mundtlige samtykke til at tilgå alle journaloplysninger og medicinoplysninger uden nogen begrænsninger, og at han først på nuværende tidspunkt fortæller mig, at han ikke kan slå mig op på sundhed.dk, fordi jeg har sat et kryds i privatmarkering, er virkelig utroligt ringe, fordi han burde have tjekket det her for lang tid siden, når jeg har været hans patient i så mange måneder.

De sidste to gange, jeg har været hos ham i hans konsultation, er det faktisk tre gange, han har aflyst. Igen var meningen, at han skulle udfærdige den her erklæring her, og det har været temaet ved de sidste mange konsultationer. Det var ikke bare min teori, det var helt åbenlyst, at manden ikke ville eller magtede at lave den her erklæring til tiden. Han udskyder det hele tiden. Og gud ved, om han ikke også melder sig syg til min næste konsultation, hvor jeg så i mellemtiden har fjernet privatmarkeringskrydset. Det er ikke til at vide. Næste tid er først den 2. marts, hvilket betyder, at jeg skal rende rundt her i endnu flere uger uden noget som helst at foretage mig, andet end at gå og tænke på, hvor elendigt det er at være i den her situation.

Psykiater Marianne Geoffrey

Det er tydeligt, at Marianne Geoffrey – lad mig kalde hende det – frabeder sig at have noget med mig at gøre som patient. Og Henrik Jurlander vil i princippet ikke udfærdige den erklæring, der skal få Lægernes Pensionskasse til at give mig den her ydmygende invalidepension. Det næste er så, at det bliver problematisk for mig at få en vilkårlig læge til at udfærdige erklæringen, fordi jeg jo ikke er invalid og aldrig har været det. Og fordi jeg ikke vil sidde og lyve over for nogle læger og sige, at jeg har det dårligere, end jeg har det. Jeg er parat til at arbejde. Jeg kan gøre det. Hvorfor skal jeg så have en bizar ligegyldig ydelse? Det er en helt unødvendig ydelse. Jeg gider ikke at narre mig selv syg for at få nogle skide penge, som i øvrigt er umådeligt vanskelige at få. Det er ikke så meget mere end kontanthjælp alligevel.

Nederlag på nederlag

Det er nederlag på nederlag hver eneste dag, og i dag endnu et nederlag. Der er ikke nogen venner eller bekendte tilbage. Politiet har stadig konfiskeret alt mit elektronikudstyr, som er det, der gav mig en vis tålelig tilværelse. Jeg har ikke hørt noget fra DUP’en, jeg har ikke hørt noget fra politiet, jeg har ikke hørt noget fra nogen som helst. Så status er, at jeg sejler i min egen sø. og fuck at piske i gaden. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det så igen: Det her er ulidelig tortur, og det er fuldstændig uacceptabelt.

Henrik Jurlander er...

Henrik Jurlander skulle skamme sig. Manden må være… Jeg ved ikke hvad han er. Sådan at jeg ikke kan forstå, hvor rædselsfuldt det er for mig at rende rundt her i isolation og ledighed, og så tilmed på et sted, hvor det er uudholdeligt at være. Det er simpelthen ikke fair. Jeg tror, jeg skriver til ham i dag eller i morgen, efter jeg har fjernet privatmarkeringen, og så må jeg spørge ham selv, hvad han egentlig har tænkt sig at gøre, fordi han har aflyst så mange gange. Det kan ikke være rigtigt. Jeg kan ikke få andre til at overtage opgaven. Så hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke penge til at betale for noget som helst. Alle udgifter til advokaten er den største gældspost. Så det er virkelig en modbydelig situation, jeg er sat i.

Hvad regner I med?

At folk kan være så ubeskriveligt tarvelige og ringe, det er simpelthen ikke til at fatte. Jeg har ikke bedt om at havne i den her forpulede situation. Hver eneste dag har været værre end den forrige. Det er ulideligt. Det er tortur. Der har ikke været en eneste god nyhed de sidste 660 dage. Det kan da ikke være rigtigt. Og hvad forventer man, at jeg skal gøre? Smile og rende rundt og være glad hele tiden? Der er ingen mennesker, der kan være det. Hvorfor fanden skulle jeg så være det?

Ikke penge til tandlæge

Det er tarveligt. Fordi i hvert fald de sidste 660 dage har jeg lidt afsavn i form af, at jeg ikke har været i byen. Jeg har ikke været i biografen. Det er flere år siden, jeg har været til tandlægen. Jeg har ikke råd til det. Jeg har ikke råd til de mest nødvendige ting. Jeg har ikke råd til tøj. Jeg har ikke råd til en eller anden ting til svømmehallen, eller at være med på et svømmehold. Jeg har ikke råd til at tage til et træningscenter. For ikke at blive vanvittig, har jeg været nødt til at bruge mine sidste penge på den absolut billigste bærbare computer, som man kan få på markedet. Fordi den her 10-tommer… Det er ikke en 11-tommer, som jeg har skrevet på nettet, det er en 10-tommer. Den er ulidelig. Den er ubrugelig. Jeg kan ikke… Hvis man ikke har andet. Ikke noget fjernsyn. Ikke nogen computer. Ikke noget som helst. Så er det bare ikke nok med en 10-tommer laptop. Jeg har haft den i et par måneder nu, og det er simpelthen…

Man er nødt til at forstå, hvor alvorlig min situation er. Jeg kan ikke blive ved. Det er 245 dage siden jeg blev sat på gaden. Der er gået 661 dage siden jeg havde et job. Jeg har ingen indtægt eller formue. Der har gennem to år ikke været penge til tandlæge, briller, byture, biografture, svømmehal mv.

Der er ikke længere nogen grund til at kæmpe en tabt kamp. Da jeg alligevel ikke kan komme ud af dette helvede uanset hvad jeg gør, lader jeg alt sejle fra nu af.

Når jeg om kort tid ikke længere kan betale for lageret, hvad sker der så? Shurgard bryder låsen op og smider mine ejendele, der står opmagasineret dér, ud. Jeg er efterhånden ligeglad.

Sidste mulighed

Jeg er stået tidligt op for at gå en lille morgentur. Jeg var nede i Netto for at købe noget Pepsi Max, lidt frugt og noget brød. Når jeg kommer tilbage igen, vil jeg fortsætte med det, jeg har været i gang med, især i det seneste år, hvilket er at lægge min fortælling og dokumentationen herfor op på den hjemmeside, jeg har lavet. Jeg er naturligvis klar over, at det på den måde vil være let for mine modstandere at stemple mig som kværulant, men desværre har jeg ikke rigtig noget valg, når nu jeg har forsøgt alt andet forinden i forhold til klager til myndighederne og retssager, men forgæves. Jeg har været tavs alt for længe og det har jo heller intet ført med sig og jeg rådner stadig op.

Twitter

Jeg sendte i går aftes mails rundt til forskellige medier, hvor jeg dels kortfattet har beskrevet min situation, og dels har linket til hjemmesiden. Jeg har fået åbnet min Twitter-konto, som jeg har haft siden 2012, men ikke rigtig brugt. Det har jeg tænkt mig at gøre nu, fordi det er en meget god måde at komme i kontakt med myndigheder, politikere og andre interessenter på. Ud over det, så er det på sin vis mere bekvemt at have en Twitter-konto, frem for bloggen, fordi Twitter-appen er let tilgængelig og i det hele taget en meget nem form for kommunikation. Jeg vil prøve at udtrykke mig med relativt få tegn og opslag, om det er 140 eller 144 tegn, hvilket er en meget god øvelse til at udtrykke sig hurtigt, præcist og gerne fængende. Det fordrer også en vis konsistens.

Fordrer konsistens og lødighed

Det skal forstås sådan, at det på en eller anden måde forpligter at sige til sig selv: "Jeg skriver noget hver dag." .Det forpligter også, når der er et potentielt publikum, måske ikke rigtig nu, men i hvert fald på sigt. Intet data bliver slettet, så man skal prøve at udtrykke sig fornuftigt og konsistent, og også tænke fremad og selvfølgelig ikke bare skrive det, der falder en ind. Det handler i sidste ende om at få folk til at læse, hvad man skriver.

Min formidling

Det er sådan, at jeg primært fører skriftlig dagbog, men specielt når man er på farten, er det mere bekvemt at indtale dagens begivenheder, især når det er koldt eller regner og jeg ikke kan sidde med min bærbare udenfor og skrive. Derudover synes jeg også, at det træner min stemme. Det er tiltrængt, da jeg stort set ikke har talt med nogen mennesker overhovedet til daglig i tre kvart år eller mere.

Endnu et afslag fra myndighed

I dag har jeg læst afslaget på UVVU's såkaldte behandling af min henvendelse til dem den 31. december 2016. Jeg læste deres svar i dag, som de sendte den 26. januar 2017. De skrev, at de havde foretaget en vurdering af sagen, og på den baggrund havde de afslået min henvendelse. Jeg havde også kontakt med dem telefonisk i enten 2015 eller starten af 2016, og det var de samme medarbejdere, jeg talte med dengang, som nu har svaret mig.

Ikke behandlet sagen

Problemet er, at UVVU ikke har forholdt sig til det, jeg egentlig har anført. I forhold til deres formål, som fremgår af deres hjemmeside, er det klart, at min henvendelse helt klart er inde for formålsparagraffen, hvilket de har ignoreret. De har også skrevet, at jeg ikke har klaget over konkrete personer, hvilket er forkert, fordi det er præcis, hvad jeg har. Jeg har klaget over professor Merete Osler og professor Martin Lauritzen. Det fremgår både af emnefeltet og af teksten i min henvendelse.

Brudt tavshedspligten

Ironisk nok har UVVU sendt en kopi af min henvendelse til netop disse to personer, samtidig med at de påstår, at min henvendelse ikke omhandler de selv samme konkrete personer. De modsiger altså sig selv. Jeg har skrevet et kort svar til dem, hvor jeg kort redegør for, hvorfor de ikke har taget min henvendelse seriøst og ikke forholdt sig til, hvad jeg har skrevet. Samtidig har jeg fortalt dem, at jeg ikke kan se andre begrundelser på afslaget, end at de påstår at de mangler dokumentation. Hvis de mangler materiale, vil jeg sende det ønskede materiale straks, så jeg har skrevet til dem, at de venligst skal svare mig på, om det er fordi, de mangler materiale. Hvis de gør, vil jeg tilsende dem materialet med det samme. Det er en omfattende sag, og jeg kan ikke sende alt materialet med min forespørgsel, fordi der er tale om et virkeligt stort materiale, og jeg kunne ikke på forhånd vide, hvad de mente var specielt vigtigt.

Offentliggør alt

Uanset hvad, så bliver deres respons selvfølgelig offentliggjort og indgår også i retssagen. Det har jeg også skrevet til dem. Jeg tror ikke, der sker noget som helst, men det, det handler om, er, at jeg på sigt kan bevise for alle, at jeg har handlet korrekt. Det er altså ikke ond vilje, og det er ikke mangel på rettidig omhu, der gør, at jeg har kontaktet diverse myndigheder, herunder UVVU.

Retslægerådet

Der er åbenbart, som jeg forstår det, bl.a. to instanser, der kan anmode Retslægerådet om at tage affære: Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet. En advokat, der har ret til at være advokat, kan også henvende sig i denne forbindelse til Retslægerådet. Retslægerådet vurderer lægefagligt det indsendte materiale og eventuelt en klager, der fremmøder fysisk. Juristen, jeg talte med hos Retslægerådet, var imidlertid ikke sikker på detaljerne vedrørende muligheden for at fremmøde fysisk.

Et socialt problem

Det er udelukkende mine uholdbare sociale vilkår, som gør mig modløs og trist, i en grad, at det er ren tortur. Det er så ulideligt, det har varet i så mange måneder efterhånden og det bliver kun værre for hver eneste dag. Der er selvfølgelig ikke nogen, der forstår, for ingen har været udsat for noget tilsvarende, som jeg har talt med i hvert fald. Jeg kan ikke sige det til nogen, fordi så er det eneste svar, at jeg kan blive indlagt akut på lukket psykiatrisk afdeling, for de misforstår jo hvorfor jeg er ked af det, det handler kun om min udsigtsløse fremtid og situation, det er det, der er årsagen, men pga. fejldiagnosen bliver alt tolket som udslag af sindssyge, hvilllket jeg aldrig har været.

Truet med tvangsindlæggelse

Men det er det, der er blevet foreslået, når jeg bare har sagt, at jeg har haft det dårligt psykisk qua min situation, som er særdeles alvorlig. Jeg er eksistentielt truet, jeg har ingen indkomst, jeg har ikke nogen job. Jeg har ikke nogen fremtid, karriere osv. Jeg har ikke udsigt til noget som helst godt. Jeg lever i et lille kælderrum i mine gamle forældres rækkehus. Det er et mareridt uden lige.

Men hvis jeg siger, at jeg er nedtrykt, bekymret eller angst som følge af min situation, så er det eneste, man ikke bare har tilbudt, men direkte truet mig med, tvangsindlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling. Det er fuldstændig bizart og et svigt at foreslå det. Fordi det er jo ikke uindføleligt, den måde, jeg har det på. Det er ganske naturligt, når man har oplevet det, jeg har oplevet. Desværre er det ikke lykkes for mig at formidle det simple budskab videre til fagpersoner.

Og det betyder, at uanset hvor elendigt jeg har det, så kan jeg aldrig nogensinde fortælle andre om det. for så er deres eneste svar tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det gjorde min nuværende praktiserende læge jo. Det er så grotesk et overgreb, det har aldrig været berettiget og jeg vil hellere dø end at opleve det igen. Det er ulideligt, at jeg ikke kan blive behandlet på den samme ordentlige og fagligt korrekte måde, som alle andre normale mennesker.

Selvmord snart

Det er ren tortur, dag ud og dag ind og jeg lever fortsat i dyb uvished. Min situation bliver værre og værre og selvfølgelig kan jeg ikke holde ud særligt meget længere. Men der er jo ikke nogen løsning ud over at give mig et normalt liv igen, med en normal hverdag. Det vil sige et sted jeg kan være, hvor jeg bestemmer og kan være i fred, min egen lejlighed. Jeg synes ikke, at det er for meget at forlange for et voksent menneske på 35 år.

Bødlerne

Udover min egen lejlighed, så vil jeg også have et job, for jeg har på intet tidspunkt ikke kunne varetage et job. Det er så svinsk det som Elisabet Tornberg Hansen, Egill Rostrup og Camilla Elvekjær har tvunget mig ud i. Det er ubeskriveligt uretfærdigt. Det er ikke bare en lille bump på vejen, men fuldkommen ødelæggende.

Eneste redning

Jeg kan ikke komme videre i tilværelsen, hvis jeg ikke får min egen lejlighed. Hvis jeg får mit eget sted, om det så er et telt. Det er lige meget. Og så skal jeg bare have et job og jeg er ligeglad hvilket et det skal være. Det er ubegribeligt, at man ikke forstår min situation. Jeg fatter det simpelthen ikke. Det er så modbydeligt og svinsk, et kæmpe svigt af især embedslægerne. Det eneste jeg kan gøre, det er at vente, selvom det er tortur. Jeg har ventet i så mange måneder nu og det må simpelthen stoppe.

Evigt utroværdig

Det er umenneskeligt at leve i uvished om så vigtige forhold som er tilfældet for mig. Det er en stor retssag. Det er resten af min fremtid, som ligger i grus. Fordi ingen vil tro på mig, når jeg siger at tvangsindlæggelsen var uden en korrekt indikation, altså på falsk eller forkert grundlag. Der er intet jeg nogensinde kan sige eller oplyse, som der er nogen, der vil tro på. Så uanset hvad jeg siger, så er folk bedøvende ligeglade. Det er dehumaniserende og jeg glemmer det aldrig. Aldrig nogensinde.

Endnu et stort nederlag, takket være Henrik Jurlander. Hvordan kan man holde et menneske i ulidelig uvished gennem to år? Ikke bare uvished i en ellers normal tilværelse, men uvished i en helt uudholdelig og urimelig tilværelse uden bolig, indtægt, job, socialt netværk og karriere? Der har aldrig været en reel årsag til at jeg hver dag i to år, alle døgnets vågne timer, skal gå og tænke over, at jeg uforskyldt har mistet alt, og intet tilnærmelsesvist positivt har at se frem til. Efter 15 års hårdt slid. Det er tortur. Jeg har ingen indtægt, men Jeg kan sagtens arbejde. Jeg er uendeligt træt af ikke at blive behandlet som et menneske.

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 2. marts 2017

Nedenstående mail var ledsaget af speciallæge i psykiatri Henrik Js speciallægeerklæring. Styrelsen for Patientsikkerhed nægtede dog at forholde sig til den erklæring, de selv havde tvunget mig til at indhente. Dermed udsatte Styrelsen for Patientsikkerhed mig for fem års yderligere dyb fattigdom, stigmatisering, periodevis sult og hjemløshed.

“Emne: Generhvervelse af lægelig autorisation

"Jeg skal d. d. (2. marts 2017) anmode om generhvervelse af lægelig autorisation, jf. vedhæftede bilag.

Kjeld Andersen."

Næstsidste blogpost

Jeg havde begået selvmord for to år siden, hvis jeg vidste, hvordan det kom til at gå. Jeg havde også begået selvmord for et år siden og for et halvt år siden, hvis jeg vidste, hvordan min situation ville være i dag.

Min situation skal bedres. Ikke min tilstand, men min situation; man er nødt til at forstå, at min tilstand, psyke, endogene faktorer ikke er årsag til at jeg har det, som det er tilfældet. Det er min situation, sociale, eksterne faktorer, der er årsagen.

Jeg er næppe i live om to måneder, hvis min situation ikke er bedret. Ikke min tilstand, men min situation; man er nødt til at forstå, at min tilstand, psyke, endogene faktorer ikke er årsag til at jeg har det, som det er tilfældet. Det er min situation, sociale, eksterne faktorer, der er årsagen.

Man kan og man bør ikke primært medikamentelt eller psykodynamisk behandle sig ud af svært håbløse sociale vilkår. Der er intet til hinder for, at jeg sagtens selv kan forbedre min situation eklatant, hvis jeg altså måtte.

Der kan ikke være nogen, der efter at have set min hjemmeside, fortsat er i tvivl om, at jeg selv allerede har gjort alt menneskeligt muligt og mere til, for at få en normal tilværelse igen.

Er der virkeligt nogen, der er så dumme, at de tror jeg udstiller og ydmyger mig selv, fordi jeg har lyst, og ikke fordi jeg er desperat? Hvis du ikke synes at min reaktion er indfølelig, så er det dig, der er noget galt med, og ikke jeg.

Af alle de modbydeligheder og overgreb, jeg har været udsat for, er kerneårsagen femårsfristen for læger. Uden den, ville intet af det, jeg har oplevet have været så katastrofalt, som det skulle vise sig at være tilfældet.

Skal jeg virkelig være den første martyr for femårsfristen? Det ville være lige så meningsløst som femårsfristen selv. Men det ender jo med at være konsekvensen.

Du står lige ved siden af menneske, der er ved at drukne, og du gør intet. Hvad siger det om dig? Hvis det var din bror, din far, din søn, ville du så gide at røre en finger?

En person, der drukner kan måske råbe om hjælp, men det er umuligt for vedkommende at indgå i en dialog. Hvis du læser det her, så er det din pligt at hjælpe, præcis som det ville være min pligt at hjælpe dig, hvis du var i min situation. Næste gang jeg skriver noget på denne blog, bliver det sidste gang jeg skriver noget som helst.

Tvunget til handling

Det var fortsat den 6. marts 2017. Klokken var blevet 11:53. Jeg var hjemme igen efter at have gået en lille tur, og som sædvanligt lå jeg her på sengen på mit lille værelse og tænkte på, hvad jeg skulle foretage mig. Der var jo ikke rigtig noget valg, for der var kun én vej fremad, og det var at komme ud af min situation. Det blev aldrig nogensinde bedre, hvis jeg bare lå og var passiv eller så YouTube eller film på nettet. Jeg havde jo prøvet det, der kom ikke noget godt ud af det. Der skete ingenting, hvis jeg ikke gjorde noget selv, så skete der ingenting. Hvis jeg gjorde noget selv, skete der ikke noget positivt, men der skete i hvert fald lidt. Så realistisk set havde jeg ikke noget valg andet end at fortsætte.

Og fortsætte med hvad, kunne man så spørge. Fortsætte med at lave den her lidt tåbelige hjemmeside, som var den værste måde, jeg kunne kommunikere min situation ud på. Men alternativerne var alligevel værre eller ikke-eksisterende. Det var bare realiteterne. Jeg vidste godt, som sagt, at det virkede kværulerende. Altså, det var… so what. Jeg kunne ikke gøre andet end det, jeg gjorde her nu. Jeg havde ikke alle verdens ressourcer, og mit bedste bud på en løsning af min situation var at gøre endnu mere ud af at informere om den vidt og bredt på de sociale medier. Jeg kom nok ikke uden om at oprette en Facebook-konto igen, selvom jeg syntes, det var noget forbandet noget. Men så måtte det være. Twitter var jeg kommet sådan nogenlunde i gang med, men det var ikke noget, jeg syntes var specielt interessant eller sjovt at bruge tid på. Men til gengæld var det de sociale medier, som overvejende – Facebook og Twitter – , var den måde, man kunne få politikerne i tale på. Det med at blive eksponeret offentligt, det var det eneste, troede jeg, som politikere og embedsmænd havde respekt for. Men samtidig var det svært ubehageligt for mig at udstille og eksponere mig selv. Men omvendt, selvom det var ubehageligt, havde Styrelsen for Patientsikkerhed jo allerede sørget for at eksponere mig ved at lægge mig ud på nettet i den her såkaldte gabestok.

Det var rædselsfuldt at være i den her situation. Og simpelthen modbydeligt. Uvisheden var det værste. Men det var måske værre at være vidende om udsigten til noget meget ubehageligt. Jeg prøvede at finde ud af, hvad tidshorisonten og fristen var for alle de her modbydeligheder, der skulle foregå med retssager og jeg vidste ikke hvad. Og man kunne sige, den viden – jeg vidste ikke om den ville gavne mig. Jeg troede, det var mere skade end gavn. Og samtidig vidste jeg også, at min advokat formentlig ville kontakte mig, når der var fastsat en dato for retssagen.

Og så måtte jeg bare have min post åbnet. På den måde fik jeg at vide, når tiden kom. Det var slet ikke sikkert, at der var blevet besluttet nogen retsdato endnu. Det var der sandsynligvis ikke, siden han ikke havde ringet til mig. Så det føltes meget… på samme tid meget uvirkeligt at være, hvor jeg var, på den ene side af sagen, og på den anden side, så havde jeg efterhånden vænnet mig til det. Så det var kun sådan uvirkeligt, når jeg begyndte at reflektere lidt over min situation og hvad jeg havde mistet og tabt. Hvordan jeg havde det tidligere, og hvor godt jeg havde det tidligere.

Levede i fortiden

Jeg drømte meget, meget tit om at arbejde som læge igen i klinikken. Det var et gennemgående tema i mine drømme. Jeg drømte om de ting, jeg plejede at gøre tidligere, de ting jeg kunne tidligere. Og det var modbydeligt, at man skulle begynde at være nostalgisk på den måde her som 35-årig. Jeg troede, jeg ville prøve at få en lur nu. Og så arbejdede jeg videre bagefter på hjemmesiden og på at sende en mail til så mange mennesker som overhovedet muligt.

Om søvn, mails og hjemmeside

Som man kunne høre, så blæste det lidt i baggrunden, og det skyldtes, at jeg var ude og gå en lille formiddagstur. Det var bare en kort tur på ca. 20 minutter, og det var meget rart at komme ud en gang imellem, på trods af, at det var ret koldt, udover blæsten. Jeg sov normalt ganske udmærket om natten, men fordi jeg så en udsendelse i fjernsynet sent i går aftes, hvor der bl.a. medvirkede forskellige personer ansat i Sundhedsstyrelsen, så havde jeg ikke sovet så mange timer lige præcis i nat, og derfor var jeg død hamrende træt nu. Grunden til, at jeg ikke havde sovet til middag var, at jeg sendte de her mails og bagefter brugte jeg tid på lige at gennemgå min hjemmeside og rette stavefejl og layoutfejl, så den så lidt mere samlet og strømlinet ud.

Ophørt med at læse mails og breve

Det var selvfølgelig ulideligt at skulle vente, vente og vente uden noget som helst at foretage mig eller se frem til. Samtidig, som jeg tidligere havde forklaret, så havde jeg ikke modtaget én eneste god besked i de sidste to år. Ikke én. Så det der med at tjekke mail hver dag, det gad jeg simpelthen ikke længere.

Aldrig været psykotisk

Der var store trusler, der ventede forud, og jeg risikerede at blive tvangsindlagt hvert eneste sekund, det var ihvertfald det, jeg var blevet truet med eneste sekund, fordi nogle troede eller lod som om de troede, at jeg var psykotisk eller havde været det og at ingen af delene passede. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg kunne ikke gøre noget som helst for at overbevise dem om noget andet. Der havde aldrig været nogen psykotiske symptomer, eller engang tilnærmelsesvis. Jeg havde været kronisk svært stresset og belastet og sådan nogle ting. Men der havde aldrig været noget som helst, der bare tilnærmelsesvis havde været psykotiske symptomer, der havde aldrig været noget, der ikke bestod en realitetstest, og derfor var det fuldstændig absurd, at man troede det.

Frygten for en gentagelse af Camilla Elvekjærs overgreb

Men igen, jeg kunne jo ikke gøre noget som helst, hverken fra eller til. Fordi hvis de to embedslæger, jeg havde sendt en mail til, blev sure over det, så ringede de jo bare til det første og bedste psykiater, som så rykkede ud og tvangsindlagde mig. Og så skulle jeg igen snakke med en uduelig yngre forvagt, som ikke turde at sige politiet imod, når de kom med mig i håndjern og krævede mig indlagt. Det lød måske usandsynligt, men jeg havde lært af mine egne tidligere erfaringer med at embedslægerne overskred vedkommendes faglige kompetencer og krævede mig indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, selvom jeg intet psykisk fejlede. Så det var faktisk ikke helt utænkeligt, at det præcis var det, som de ville gøre.

Hvad der præcist skete

Det, der skete med Camilla Elvekjærs overgreb med den uberettigede tvangsindlæggelse var jo, at det, jeg netop havde sagt skete og at jeg så kom og snakkede med den usikre yngre forvagt på psykiatrisk afdeling, som ikke kunne finde noget som helst usædvanligt ved mig, men ringede til sin bagvagt, der sad derhjemme og fortalte vedkommende, at politiet krævede mig tvangsindlagt, men at hun ikke kunne finde nogen grund til det. Hvorefter bagvagten sagde, at hun bare skulle tvangsindlægge mig, når politiet insisterede på det og så kørte det bare videre i det spor.

Processen

Det var helt bizart. Jeg befandt mig nu i en potentiel lignende situation og det var så vildt. Men altså, jeg kunne ikke gøre andet end at prøve at ignorere dette og fokusere på at fortsætte mit arbejde med hjemmesiden. Man gjorde min tilværelse så ulidelig som mulig, ignorerede mig og så ventede man bare. Så skete der jo automatisk det på et tidspunkt, at alle mennesker i en lignende situation ville forsøge hvad som helst, og det var netop hvad hjemmesiden var udtryk for; jeg havde jo gjort alt menneskeligt og juridisk muligt, min situation var ulidelig og hvis jeg intet foretog mig, så skete der absolut ingenting.

Risiko og gevinst

Min eneste chance var at få omverdenen til at læse min historie og se min dokumentation på hjemmesiden, og jo flere, der besøgte hjemmesiden, jo bedre. Men det var et tveægget sværd, for alt jeg gjorde, kunne fordrejes og manipuleres og tolkes til skade for mig. Fordi jeg gerne ville have flest mulige klik, var det en god ide at finde et domænenavn, der fængede. Det havde jeg gjort, syntes jeg i al ydmyghed, med justitsmyrdet.dk. Problemet var imidlertid, at det umiddelbart samtidigt også kunne lyde kværulantforrykt. Men der var jo ikke andre måder, hvorved jeg kunne kommunikere ud, at jeg var normal. Jeg troede, at andre ville komme til samme opfattelse, at denne tilgang var rationel, qua min ulidelige situation. Og jeg var jo ikke en supermand, der var også grænser for hvad jeg kunne og ville udholde.

Kampen for at udtrykke sig

Jeg måtte trække i land igen: det var ikke denne blogpost, der slog mig ihjel, det var fraværet af muligheden for at udtrykke mig, der slog mig ihjel. Selvom jeg skrev til ingen, var det nødvendigt for mig at blive ved, om ikke andet, så for at aflede mine tanker fra min dybt håbløse situation. Man kunne argumentere for, at jeg fastholdt mig selv i et negativt tankemønster. Det var uden tvivl rigtigt, men dels var jeg kun et menneske, og dels var min situation ikke resultatet af pessimisme og sortsyn, selvom jeg led af begge dele.

Økonomiske problemer i Rødovre Centeret

Tag for eksempel det, der skete i formiddags, da jeg skulle ud i det fremragende vejr for at handle lidt ind: da jeg nåede op i Rødovre Centeret, opdagede jeg, at Lægernes Bank havde lukket min konto.

Arbejdsløshed og retssager

Alverdens glade tanker havde ikke hjulpet mig. Det eneste, der kunne have hjulpet mig, var, at jeg måtte arbejde, så jeg kunne tjene penge. Men jeg måtte ikke arbejde, selvom der intet reelt var til hinder for det. Eller: det, der hindrede mig, var, at overlæge Torsten Bjørn Jacobsen og overlæge Toke Troelsen ikke turde eller ville indrømme, at de tog fejl. Nu havde de to gode kolleger og dygtige læger kastet den luns kød til Styrelsen for Patientsikkerhed, som den skulle bruge for at forbyde mig at arbejde som læge i praksis, al fremtid. Alt, hvad jeg foretog mig i dag og havde foretaget mig i de forudgående mange måneder, var det bedste bevis på, at de tog fejl eller handlede i ond tro.

Mistanke om eksklusion fra Lægernes Bank

Tilbage til økonomien. Jeg havde faktisk penge stående på min konto; det var ikke meget, for at sige det mildt, og hver eneste krone skulle gå til advokatsalær. Var kontoen lukket som følge af, at jeg havde gjort Lægeforeningen og Yngre Læger sure på grund af denne hjemmeside, hvorfor jeg var blevet ekskluderet af foreningerne og dermed ikke berettiget til et medlemskab af Lægernes Bank? Ikke helt sandsynligt, men heller ikke udelukket. Igen, hvad så?

Ingen udsigt til indkomst

Jeg var ikke i arbejde, takket være netop de to foreningers svigt. Når jeg ikke havde en indtægt, havde jeg ikke råd til at betale for mit medlemskab af foreningerne, hvorfor jeg under alle omstændigheder ville blive ekskluderet. Mit eneste håb om en indtægt var dermed at tage et arbejde i en helt anden sektor, f.eks. stå bag disken på en tankstation. Hvis Lægeforeningen og Yngre Læger opdagede dette, ville jeg helt sikkert blive ekskluderet.

Invalidepension: En umulig vej

Så kunne jeg på ny ansøge om invalidepension. Der var dog to problemer ved dette: 1. Jeg var ikke invalid og derfor ikke berettiget til ydelsen. 2. Der var endnu ingen læger, der ville udfærdige den nødvendige erklæring; for eksempel havde Henrik Jurlander og Marianne Geoffrey direkte afslået at gøre det. Der var alt for lang ventetid, hvis jeg skulle få andre til det, og nu hvor min konto var lukket, kunne jeg (slet) ikke bekoste en speciallægeerklæring uden om sygesikringen. Hvilke muligheder havde jeg tilbage? Gid én eller anden ville forsøge at korrigere det, som åbenbart var en vrangforestilling.

Konsekvenser af lLukket konto

Konsekvensen af Lægernes Banks beslutning var, at jeg ikke kunne betale min advokat, og at jeg heller ikke kunne betale for det lagerrum, hvor mine sørgelige ejendele stod. I forhold til lageret, hvilke muligheder havde jeg så? På lang sigt ingen. Jeg måtte afstå det. På kort sigt, dvs. inden den 1. april, hvor næste betaling skulle falde, havde jeg kun én mulighed: jeg måtte sælge et eller andet, så jeg havde råd til en måneds ekstra leje. Desværre ejede jeg intet af værdi.

Prioritering af problemer

Den 11. marts 2017, på vej hjem til fods, tænkte jeg over, hvordan jeg skulle prioritere de problemer, jeg var havnet i. Seneste skud på stammen var de økonomiske problemer, og det skyldtes, at Lægernes Bank havde lukket min konto. Det erfarede jeg tidligere i dag, da jeg skulle op og handle ind på apoteket. Heldigvis havde jeg så mange mønter, at jeg faktisk havde råd til at tage afsted igen, og nu havde jeg altså det, jeg skulle bruge.

Forsøg på at løse pkonomiske problemer

Men problemerne eksisterede fortsat, fordi kontoen var lukket. Man kunne sige, at det mest rationelle ville være at få ordnet mine økonomiske problemer med det samme og få det ud af verdenen. Jeg havde et budget, og der var nogle skatteoplysninger, som jeg ikke havde indsendt til Lægernes Bank. Om det var det, der var problemet, vidste jeg ikke. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var så banalt og ligegyldigt som det. De vidste jo godt præcis, hvad jeg havde modtaget i ydelser og hvad jeg betalte i skat osv. Det burde de i hvert fald gøre, så jeg forstod ikke, at det skulle være årsagen til, at de havde lukket min konto.

Fastlåst uden indkomst

Mit problem var bare, at jeg kunne lave et budget, men jeg kunne ikke gøre noget som helst, fordi jeg ikke havde nogen indkomst, penge, formue eller noget som helst. Jeg havde nogle tusinde kroner på min konto, som skulle gå til advokatsalær, så det var ikke fordi, der ikke var penge på kontoen, men den var bare lukket. Skulle jeg så gå hjem og sidde og dvæle ved, at jeg ikke havde nogen penge, og at min konto var lukket? Uden penge kunne jeg ikke få genåbnet min konto. Jeg kunne ikke få nogen penge, fordi blandt andet Henrik Jutlander nægtede at udfærdige en såkaldt invalidepensionserklæring. Udover det, så mente jeg ikke selv, at jeg var berettiget til invalidepension, da jeg ikke var invalid, og aldrig havde været det, i øvrigt. Men det syntes jeg var ligegyldigt, fordi Henrik Jutlander ikke var den eneste psykiater, der betakkede sig. Han ville ikke udfærdige den erklæring. Så hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke gøre noget som helst. Jeg måtte ikke arbejde. Ingen ville udfærdige den erklæring, så jeg var lidt fastlåst.

Dømt på forhånd

Det eneste, der kunne forbedre min situation, var, hvis den forbandede retssag blev aflyst, eller der skete et eller andet der, fordi det var det, som endeligt slog mig ihjel. Det var det, som ødelagde min fremtid. Jeg var i forvejen udlagt nok efter to års mareridt, at jeg så skulle igennem en retssag, som jeg sandsynligvis ville tabe. Der var ingen, der troede på mig. Det havde jeg erfaret ved tidligere retssager i by- og landsretterne. Der var ingen, der troede på mig, og jeg vidste, at retssager meget nemt kunne vindes alene på formodninger, uden egentlige beviser eller den troværdighed, de tillagde dem, der anklagede mig.

Ingen beviser kræves

Det betød ikke noget, at der ikke var nogen beviser eller dokumentation for, at jeg var skyldig. Det var ligegyldigt, jeg blev dømt alligevel. Det var en meget realistisk tankegang, jeg havde, fordi jeg havde oplevet det før. Så jeg havde ikke noget godt i vente. Jeg kunne ikke ændre på retssagen. Jeg kunne ikke ændre på noget som helst. Jeg var fastlåst, og der var ikke rigtig noget, der gav stor mening at engagere sig i.

Uovervindelige forhindringer

Det, der ville give stor mening, ville være at løse det problem, som var mest livstruende. Det var retssagen, og det kunne jeg som sagt ikke. Så kunne man selvfølgelig sige, at hvis jeg ikke kunne gøre noget som helst i nogen retning, så kunne jeg lige så godt sidde og bruge tid på min økonomi, fordi jeg kunne ikke gøre noget ved retssagen. Jeg kunne ikke godt hverken prioritere at sende de spørgsmål om, hvorvidt jeg reelt set kunne gøre noget ved min økonomi eller ej, eller om hvor stor en belastning det var rent psykisk for mig at sidde og dvæle ved, at jeg havde mistet alt nu endegyldigt, mere eller mindre, også økonomisk set.

Besøg på lageret

Jeg var ude på lageret i går med Jasper. Det var lang tid siden, jeg havde været derude sidst. Som følge af Lægernes Banks nedlukning af min konto den 11. marts 2017, havde jeg mistet de få penge, der stod der. Det betød, at jeg ikke havde penge til mit lager længere, blandt så meget andet. Det var en forfærdelig situation i en række af forfærdelige situationer. Selvfølgeligt var det voldsomt angstprovokerende, og det var slemt nok i forvejen.

Billede. Lagerrummet.

Engang nød jeg den luksus, det er, at have en hobby. Men som boligløs, og uden plads, måtte jeg kassere de fleste af mine bøger, som jeg havde indsamlet gennem en tiårig periode. Det er naturligvis kun bøger, men det bliver nok umuligt for mig at anskaffe dem igen.

Billeder. Kassering af bøger, jeg ikke havde plads til.

Indsigt i evnerne til at oprette en hjemmeside

Ethvert tænkende menneske burde da kunne indse, at ingen, der var så svært psykisk læderet, at det var indiceret, at de skulle undergå en mentalundersøgelse, var i stand til at lave en hjemmeside som denne. Det var meget banalt. Hvad skulle jeg dog lide af, der alligevel ville berettige den ydmygende og unødvendige undersøgelse? Jeg håbede, at de læger, der mod min vilje og under tvang skulle udfærdige en mentalundersøgelseserklæring, kastede et blik på hjemmesiden.

Sammenhæng og desperation

Var jeg ikke tilpas sammenhængende og konsistent? Var det ikke indføleligt, at jeg havde det ad helvede til, alene som følge af min situation? Hvis jeg ikke måtte have lov til at være desperat nu, hvornår så? Omvendt: hvis jeg var psykisk upåvirket, affektflad og indifferent - ville det netop ikke i dét tilfælde være indiceret med en mentalundersøgelse?

Virkelighedsopfattelse og konsekvenser

Jeg havde en knivskarp virkelighedsopfattelse, og jeg vidste præcis, hvad jeg foretog mig. Jeg vidste udmærket, hvilke konsekvenser det havde, at jeg lavede en hjemmeside, som jeg linkede til i en mail, jeg sendte til i alt over 22.000 mennesker. Det havde alvorlige negative konsekvenser for mig, og jeg havde det på mange måder rigtig skidt med det; men det var intet i forhold til, hvor alvorligt og akut livstruende det ville være, hvis jeg ikke forsøgte at kommunikere min håbløse situation ud. Der var tale om en desperat handling, forårsaget af en endnu mere desperat situation.

Fravær af psykiatriske symptomer

Hvilken svær psykiatrisk sygdom skulle debutere pludseligt og uventet for en 35-årig mand uden prodromale symptomer og uden tidligere indlæggelse og behandling? Jeg hverken røg, drak eller tog stoffer. Der var ingen førsterangssymptomer, ingen vrangforestillinger eller hallucinationer, ingen negative eller kognitive symptomer, der tilnærmelsesvis pegede i psykotisk retning. Ingen tegn på mani eller bipolar affektiv sindslidelse.

Håb om Retslægerådets involvering

Der var kun én måde, jeg kunne komme videre på: Få Retslægerådet involveret. Lad dygtige og engagerede læger og psykiatere læse det makværk, der var skrevet om mig. Det ville spare mig for usandsynligt mange modbydeligheder. Jeg håbede og troede på, at der i Retslægerådet sad hæderlige og uvildige læger, som var i stand til at være så objektive som muligt, uden frygt for Styrelsen for Patientsikkerhed og med modet og fagligheden til at undsige deres kollegers vamle sludder.

Konklusion om retfærdighed

Konklusionen måtte være følgende: Det var vigtigt at huske på, at det næste gang kunne være din tur. Alle der kendte mig vidste, at hvis det her kunne ske for mig, kunne det ske for alle. Det var udelukkende et spørgsmål om uheld.

Lægernes Bank

Efter jeg sendte de mange mails, blev min konto i Lægernes Bank åbnet igen. Tusinde tak for det. Nu kunne jeg disponere over de få tusinde kroner, jeg havde tilbage til omkostninger til retssagerne (ca. 14.000 kr.). Min dadlnet-konto blev lukket jf. et brev fra Lægeforeningen. Det var forventeligt og en meget lille pris at betale for at få min konto i Lægernes Bank åbnet igen. Når ikke Yngre Læger gad hjælpe, måtte jeg - tvunget af omstændighederne - hjælpe mig selv.

Hvad mere var: Yngre Lægers afstandtagen fra mig var nu i overført betydning blevet en slags hædersbevisning. Jeg var stolt af at have overlevet indtil videre, trods Yngre Lægers modstand. En dag gik det måske op for foreningens andre medlemmer, at de ingen hjælp eller støtte kunne regne med fra denne pseudo-fagforening, især ikke når det for alvor gjaldt. Jeg kunne ikke leve mere på denne måde. Det var tortur, og uvisheden gjorde mig vanvittig. Når der ikke var nogen, der gad gøre noget for at forbedre min ulidelige situation afgørende, gjorde jeg det selv. Jeg satte selv en deadline, efter to års uvished.

ADL

Som det havde været tilfældet de foregående 8 måneder, bestod min hverdag hovedsageligt af at ligge i sengen på mit klaustrofobiske værelse og se YouTube. De første måneder gik jeg hver dag en tur på mindst 10.000 skridt. Jeg tog også ud på lageret på Amager en gang imellem. Nu havde jeg for længst opgivet alt dette. Det eneste, jeg forsøgte, var at sove så meget som muligt. Jeg lå og ventede dagen lang, og uden en slutdato eller nogen konkrete opgaver, kunne jeg intet foretage mig.

Kasseret af Onkologisk afdeling

Jeg blev utvetydigt kasseret på Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet, på grund af uforskyldt overskridelse af femårsfristen. Det var fakta. Hvor kunne jeg nogensinde arbejde som læge igen? Ingen steder. Det var en lov, der i praksis forbød mig det. Ergo var jeg landsforvist, for alle andre steder i verden kunne jeg godt vælge lægeligt speciale selv og blive speciallæge - bare ikke i Danmark.

Drømme om udlandet

Omvendt: havde jeg lyst til, efter at have slidt og slæbt i så mange år, at finde mig i at arbejde i det land, som havde ødelagt alt for mig? Nej, selvfølgelig ikke. Mit største ønske var at specialisere mig i udlandet, at dedikere mit liv til at hjælpe andre mennesker i det pågældende land, og aldrig nogensinde vende tilbage til det land, som forrådte mig, nemlig Danmark. Jeg befandt mig under torturlignende vilkår. Det var kun fordi jeg var læge, at alle var ligeglade.

Diagnosefejlfiksering

Citydoctors, formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, samt Toke Troelsen havde fejlbehandlet mig. På nuværende tidspunkt burde der ikke have været nogen tvivl om dette. Citydoctors startede, de to andre læger fortsatte i samme, forkerte spor. Det kaldtes diagnosefejlfiksering; hvis altså man fejlbehandlede på grund af underlødig faglighed, og ikke på grund af dovenskab eller ond vilje. For Toke Troelsens vedkommende var der sandsynligvis tale om en kombination af førnævnte. Jeg kunne tydeligt huske, at jeg bad ham om en begrundelse for hans overgreb. Det kunne fjolset ikke, til trods for at han var overlæge.

Fejldiagnoser og hån

Han var så fagligt ringe, at han ikke engang kunne opdigte en diagnose under samtalen. Han måtte vende tilbage efter flere timer, hvorefter han havde opdigtet en fejldiagnose, som var så vag og udtyndet, at den ville passe på alle mennesker. Efter den anden samtale sagde han: "du skal ikke have for høje tanker om dig selv". Jeg svarede, at det var pinligt at en overlæge som han var så fagligt og moralsk underlødig, at han opdigtede en forkert diagnose, udsatte mig for et svært overgreb, og samtidig hånede mig.

Formandens fejhed

Hvad var så formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsens undskyldning for at videreføre og i Byretten forsvare overgrebet? "Jeg er jo nødt til at videreføre dét, de andre har skrevet". Det var hans eneste argument. Torsten, hvordan kunne du være så fej? Jeg vidste jo at du, til forskel fra Toke, ikke var fagligt inkompetent; dermed havde du irreversibelt ødelagt mit liv og i høj grad også min families. Jeg led i skrivende stund på grund af din fejhed. Du burde bruge mindre tid på Folkemødet og på at fedte for politikerne, og mere tid på dit arbejde.

Økonomi

Uden indtægt i et par måneder nu måtte jeg søge om kontakthjælp eller tage et job i Netto, gå med aviser eller lignende. Unødvendigt og ydmygende. Tak Citydoctors. Jeg håbede, I var klar over, hvad I var skyld i. Jeg gad godt vide, hvordan I forsvarede jeres modbydelige og inferiøre behandling overfor hinanden. "Kjeld var altså ret irriterende", "det var hans egen skyld", "jeg overreagerede ikke voldsomt", "jeg var altså sikker på at hans klage over at han ville blive hjemløs var en paranoid vrangforestilling", "revurdere en forkert mulighedserklæring? Nej, så hellere smadre hans tilværelse i tusinde stykker", "jeg er perfekt og tager aldrig fejl", osv.

Psykisk

Rastløsheden og desperationen var værst om aftenen. Det var ulideligt og det var hver eneste aften, jeg kunne se frem til det. Det var ikke sæsonbetinget, men alligevel var det tiltagende slemt om foråret og utåleligt om sommeren. Normalt havde jeg altid haft så meget at lave, at jeg ikke havde haft tid til at tænke så meget over hvad, jeg skulle tage mig til, men det havde jeg så nu - hvert eneste vågne øjeblik. Det var meget enkelt: når jeg kunne foretage mig alt, fik jeg ikke foretaget mig noget som helst. Tortur hver dag i otte måneder.

Brev til Kammeradvokaten og STPS

Uddrag af mailen.

"Til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen (Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS), Folketingets Retsudvalg og Kammeradvokaten. Vedrørende min lægeautorisationssag skal jeg oplyse nedenstående, idet jeg skal bede Kammeradvokaten om at involvere sig i min sag. Dette som følge af embedslæge Elisabet Tornberg Hansens gentagne brud på forvaltningsloven og principielle forhold relateret til styrelsens sagsbehandling. Desuden er de forhold, jeg beskriver, identiske med de i Kammeradvokatens redegørelse af december 2016 behandlede. Jeg mener, det er relevant at Folketingets Retsudvalg modtager skrivelsen, idet den omhandler principielle forhold med betydning for retsstaten.

CPR:"

Håbløshed

Alle dage, især de foregående 10 måneder, havde været et helvede. Det blev værre og værre, og den dag havde været fuldstændig ulidelig. Når jeg bare tænkte på, hvor håbløs den situation, jeg var blevet sat i, var, havde jeg lyst til at dø. Hver dag var det vigtigste, jeg foretog mig, at aflede mine tanker fra de to år, jeg havde spildt.

Modbydeligheder

Og dette var bare en del af alle de modbydeligheder, der havde ramt mig de foregående to år. Når jeg tænkte over det, blev jeg voldsomt stresset, desperat, vred og nedtrykt. Der var ingen måder, jeg kunne cope på, ingen slutdato, jeg kunne se frem til, kun dag efter dag med svært ubehag og lidelse.

Provokation

Det var voldsomt provokerende, at nogen tilsyneladende troede, at den måde, jeg havde det på, skyldtes endogene faktorer. Det var sociale faktorer, der var årsagen til, at jeg havde det elendigt hver dag; hvis man placerede mig under vilkår, som var normale for flertallet af voksne mennesker i Danmark, ville jeg momentant få det eklatant bedre. Hvilken luksus var det, jeg krævede? 1. Egen bolig, uanset hvor lille og ringe den var. 2. Noget at foretage mig, i form af et job. Hvordan kunne nogen mene, at jeg ikke opførte mig adækvat under de uudholdelige vilkår, som afskyelige mennesker, som ovenstående, havde tvunget mig under?

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed, Kammeradvokaten og Ombudsmanden af 27. april 2017

Til Kammeradvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed (Cc. Folketingets Ombudsmand til information)

"Jeg har d.d. (27-04-17) fået en tid hos privat praktiserende psykiater Aksana Hansen den 30-05-17 kl. 9.20. Det var først mulige tid hos første psykiater, jeg kunne komme i kontakt med, som ikke var lukket for tilgang.

Jeg afgiver derfor mit samtykke til at alle, der anmoder STPS om nedenstående afsnit, kan få aktindsigt i det, uden tidsbegrænsning og uagtet om jeg er i live eller ej. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke holde det ud længere. Det skyldes udelukkende STPSs absurde og uberettigede sanktioner over for mig. De har ødelagt mit liv, min familie og min tilværelse."

Infektion

Vågnede ca. kl. 4 i morges pga. tandsmerterne. Virker som om de har spredt sig til højre øre, men der er ikke nogen øvrige symptomer herfra. Feberen føles værre, der var lidt kulderystelser tidligere, men jeg har fortsat ikke målt min temperatur. Er konstant forkvalmet og har det skidt. Sovet i alt 14 timer ad flere omgange. Heldigvis har jeg mistet appetitten, hvilket er godt, da jeg er blevet for fed. Har ikke råd til at gå til tandlæge.

Opgivelse

Alle dage i (især) de foregående 10 måneder har været et helvede. Det bliver værre og værre, og i dag har været fuldstændig ulidelig. Når jeg bare tænker på hvor håbløs den situation, jeg er blevet sat i, er, har jeg lyst til at dø. Hver dag er det vigtigste jeg foretager mig at aflede mine tanker fra de to år jeg har spildt.

Og dette er bare en del af alle de modbydeligheder, der har ramt mig de foregående to år. Når jeg tænker over det, bliver jeg voldsomt stresset, desperat, vred og nedtrykt. Der er ingen måder jeg kan cope på, ingen slutdato jeg kan se frem til, kun dag efter dag med svært ubehag og lidelse.

Det er voldsomt provokerende at nogen tilsyneladende tror at den måde jeg har det på skyldes endogene faktorer. Det er sociale faktorer, der er årsagen til at jeg har det elendigt hver dag; Hvis man placerede mig under vilkår, som er normale for flertallet af voksne mennesker i Danmark, ville jeg momentant få det eklatant bedre.

Hvilken luksus er det jeg kræver? 1. egen bolig, uanset hvor lille og ringe den er. 2. noget at foretage mig i form af et job. Hvordan kan nogen mene at jeg ikke opfører mig adækvat under de uudholdelige vilkår, som afskyelige mennesker, som ovenstående, har tvunget mig under?”

Praktiserende læge Camilla Elvekjær har stjålet næsten et år af mit liv. Hun har de facto sat mig på gaden. Hvordan kan nogen gøre det? Hun er et ondt og fejt menneske. Hun ødelagde noget, der var godt. Et år i helvede pga. hendes inkompetence og paranoia.

Jeg prøver konstant at sove, så jeg kan undgå at blive konfronteret med en modbydelig virkelighed. Med feberen og trætheden er det nemmere at sove, og når jeg ikke indtager noget som helst med koffein, kan jeg nå op på 13 - 14 timers søvn i døgnet. Efter så mange måneder (over to år) med isolation og passivitet er jeg ikke længere motiveret til at gå en tur i solen. Jeg har ikke været udenfor i over to uger. Det bliver paradoksalt befriende, når jeg snart er tvunget på gaden. Må skynde mig at blive rask, så jeg kan komme afsted. Godt at dagen snart er forbi. Har været vågen i tre timer nu, kl. 15.43, og jeg er allerede begyndt at blive træt igen, hvilket er perfekt, da jeg forhåbentligt kan få sovet et par timer til.

Infektion

Det er svært at vurdere om der er nogen ændring ift. udspredning. Det er i hvert fald ikke blevet værre mht. smerterne og feberen. Det er måske ved at stagnere. Fortsat smerter i højre underkæbe og visdomstand, samt problemer ved sammenbid.

Havsvømning

Jeg skulle have været ude i bølgerne ved Amager Strandpark fra om med i går og til og med 1. oktober. Det er noget af det vigtigste i mit liv, og når jeg er forhindret i det, gør det alt meget værre. Min desperationsskala går op på 9,5 når jeg tænker på hvad, jeg går glip af. Alt, der minder mig om svømning og havet har den effekt. Mine våddragter ligger nu på lageret på Amager.

Desperation.

Alene det at vejret er så perfekt, er en hån mod mig. Det, kombineret med manglende (hav)svømning, gør mig først desperat og herefter apatisk og svært nedtrykt. Jeg er nu fysisk og mentalt fastlåst, sat skakmat. Druknet i et meningsløst bureaukrati uden ende. Jeg glæder mig til jeg skal bo på gaden. Hver gang jeg kigger ud ad vinduet eller reflekterer over min situation, sker det igen: først ulidelig desperation, dernæst dyb apati. Der er alt for længe til at dagen er ovre. Forsøger at sove igen.

Helvede

Mens du nød livet i forårssolen i haven, på din cykel, ude i bølgerne eller på en café, sad jeg fortsat fastlåst på værelset. Hvorfor kunne jeg ikke bare gå ud og nyde vejret? Fordi det var meningsløst. Hvis du sad på dødsgangen, var du ligeglad med en tur i solen, for dit fremtidsperspektiv var udsigtsløst. Jeg havde reelt set ingen frihed, og det havde jeg ikke haft i 9 måneder. Jeg havde, påtvunget af staten, levet under fattigdomsgrænsen i over et år, og næsten lige så længe havde jeg levet udelukkende på andres nåde. Det var psykisk, og efterhånden også fysisk, tortur. Jeg var blevet smadret så meget, at jeg ikke kunne rejse mig igen. Der var ingen vej tilbage. Hvordan skulle det nogensinde blive godt igen?

Embedslægeinstitution

Staten i form af den fascistoide Embedslægeinstitution havde ødelagt mig. Jeg ejede intet længere, og pga. måneder med manglende indtægt havde jeg stor gæld. At kalde et statsligt og udemokratisk organ, Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Embedslægeinstitutionen), var vammel newspeak. Det var en nyttesløs metastase i det danske samfund, hvis eneste eksistensberettigelse var bureaukrati for bureaukratiets egen skyld. Embedslægernes eneste merit var, at de havde været på medietræningskursus og lært floskler som "taskforce" og "risikobaseret tilsyn".

Det var en offentlig kendt hemmelighed, at kun de fagligt ringeste og mest menneskesky læger endte som embedslæger [og psykiatere]. Ofte opportunister, passivt aggressive og magtsyge. På grund af deres egen lægefaglige utilstrækkelighed elskede de at ødelægge kolleger; det var ligegyldigt, om kollegerne havde skadet patienter eller ej, det handlede om, at hvert eneste af deres ofre lindrede deres egen følelse af forsmåethed og mindreværd, og tilfredsstillede deres hævnløst på omverdenen.

Infektion

Gennem de sidste to dage var det blevet bedre. Jeg følte ikke, at jeg havde feber længere. Smerterne var aftaget, men fortsat til stede, heldigvis kun lokaliserede svarende til højre kæbeled.

Fremtiden

Der var ingen. Det var ikke engang polemisk, men et faktum. Jeg havde ofte tænkt på, hvordan andre ville reagere i min situation. Hvad ville du gøre, hvis du havde mistet alt og stod på afgrunden pga. et sygt bureaukrati og enkelte, amoralske og feje mennesker, hvoraf de fleste engang havde afsvoret lægeløftet - med krydsede fingre? I stedet for at have mod til at indrømme deres fejl og dovenskab, smed de mig på gaden og tog alt fra mig.

Yngre Læger

Frem for at yde en virksom og rettidig indsats for mig, valgte de at ignorere mig, trods alle mine henvendelser. De havde lukket min dadlnet-mailadresse; det var jeg forberedt på, og det var prisen for at forsøge at hjælpe mig selv ud af en uholdbar situation, når nu Yngre Læger konsekvent ikke gad. Hvad YL skrev til mig, var imidlertid, at min mail fortsat var tilgængelig, men overgik til TDC regi. Det var imidlertid ikke sket, hvorfor jeg ikke længere havde adgang til min indbakke og - måske værst - de mails, jeg havde sendt. Værst, fordi Yngre Læger derved havde forhindret mig i at fremlægge alle de mails, jeg gennem to år havde sendt til både Yngre Læger selv, samt myndighederne.

Desperation

En dag som i dag, hvor solen skinnede og vejret var perfekt, var det særligt ulideligt. Det var faktisk ubærligt. På en skala fra 1 - 10 over hvor desperat og samtidig opgivende jeg var, lå jeg på 9 i dag, hvor jeg sædvanligt lå konstant på 8. Efter så mange måneders tortur, uden slutdato, var det umuligt at se anden udvej. Jeg prøvede konstant at sove, så jeg kunne undgå at blive konfronteret med en modbydelig virkelighed. Med feberen og trætheden var det nemmere at sove, og når jeg ikke indtog noget som helst med koffein, kunne jeg nå op på 13 - 14 timers søvn i døgnet. Efter så mange måneder (over to år) med isolation og passivitet var jeg ikke længere motiveret til at gå en tur i solen. Jeg havde ikke været udenfor i over to uger. Det blev paradoksalt befriende, når jeg snart blev tvunget på gaden. Jeg måtte skynde mig at blive rask, så jeg kunne komme af sted. Godt at dagen snart var forbi. Jeg havde været vågen i tre timer nu, kl. 15.43, og jeg var allerede begyndt at blive træt igen, hvilket var perfekt, da jeg forhåbentlig kunne få sovet et par timer til.

Efter to år skulle det stoppe. Ingen indtægt i flere måneder, stemplet som paranoid.

Jeg kunne ikke holde min situation ud

Alt hvad jeg havde skrevet her på siden var sandt. Jeg døde, hvis jeg skulle leve sådan her meget længere. To år var nok. Hvis man ikke kunne sætte sig ind i min situation, var det ikke mit problem. Ingen kunne forvente en anden reaktion fra mig, efter alle de modbydeligheder jeg havde gennemlevet og fortsat gennemlevede. Nu var det udelukkende op til andre at agere. Alle havde haft mulighed for at vide hvad jeg gennemlevede, og alle havde haft mulighed for at reagere konstruktivt. Ingen havde mig bekendt reelt gjort noget for at bedre min situation. Det kunne ikke blive ved.

Det nyttede ikke at kværulere yderligere

Det var min egen samvittighed, der i over to år havde forhindret mig i at gøre det eneste rigtige, nemlig at leake alt til Facebook. Når jeg snart havde skrevet til de sidste par tusinde læger, havde alle og enhver (politiet, politikere, myndigheder, læger etc.) fået en forklaring, der gjorde, at ingen kunne være i tvivl om mine hensigter på mandag. Hvis ikke min telefon ringede inden da, måtte jeg bide skyldfølelsen i mig og gøre det nødvendige, hvis jeg skulle overleve.

Afslutning

Jeg var blevet irreversibelt ødelagt af de sidste over to års mareridt. Det kunne aldrig blive godt igen, jeg havde mistet alt og kunne aldrig generhverve det tabte. Mit fag, det vigtigste i mit liv, 15 års utroligt hårdt slid, var spildt. Det var ikke til at bære. Det var enkelte personer, der var årsag til, at jeg var, hvor jeg var.

Jeg havde ikke lyst til at leve

Sådan var det hver dag. Det var bedre at være død, end på andet år at sidde og kigge ud i luften. Det blev hele tiden mere uudholdeligt. På min "desperationsskala" var jeg pt. på 9,9. Der var intet at foretage sig udover at have det tiltagende dårligere og tænke konstant over det. Jeg var ligeglad med hvordan, men det skulle slutte NU. Det blev umenneskeligt svært at vente til mandag. Jeg havde aldrig nogensinde skadet nogen. Hvorfor skulle jeg så straffes?

Udmeldelse af Yngre Læger og Lægeforeningen

Jeg udmeldte mig d.d. (14-05-17) af Yngre Læger og Lægeforeningen. Det skyldtes, at jeg ikke havde penge til at betale kontingentet. Desuden havde foreningerne aldrig været mig til nogen som helst gavn. Jeg skulle som det sidste bede om, at indholdet af min dadlnet-mailkonto blev tilsendt mig på denne adresse, gerne som en ZIP-fil. Kjeld.

Kommunen

Endnu en dag i ydmygelsens tegn. Den startede dårligt og blev værre. Min kontanthjælpsansøgning som jeg indsendte for over en måned siden, har jeg intet hørt om. Kommunen sendte ellers en kvittering på, at den var indsendt.

I ansøgningen skulle jeg under tro og love garantere at jeg ingen indtægt havde haft i ca. fire måneder, ingen formue havde, var forgældet (mindst -89000 kr.), intet ejede af værdi, og heller ikke havde nogen bil. Jeg skrev i ansøgningen at jeg (på daværende tidspunkt) var medlem af Lægeforeningen og Yngre Læger, samt at jeg ganske vidst havde været medlem af en A-kasse (Akademikernes), som jeg havde indbetalt til i flere år, men at jeg ikke havde været berettiget til dagpenge og var blevet smidt ud efterfølgende, da jeg ikke kunne betale kontingentet.

Oppe på kommunen i dag fik jeg talt med "En grim hater fra kommunen" i Borgerservice. Hun fortalte, at da jeg var blevet smidt ud ad min lejlighed i København, og derefter var flyttet hjem til mine forældre, var jeg ikke berettiget til at få anvist en bolig. Der var således intet at gøre. Dog kunne jeg, hvis jeg modtog kontanthjælp, få min sag vurderet af et kommunalt udvalg (kan ikke huske navnet).

Jeg blev derfor henvist til Jobcentret, som lå et stykke derfra. Fik at vide at jeg bare skulle henvende mig dér. Vel ankommet til Jobcentret, stod der endnu "En grim hater fra kommunen" ved skranken. Kunne ikke trække et nummer nogen steder. Spurgte ham, om der var et nummer jeg skulle trække et sted, for jeg kunne ikke se at der skulle være et sådant system. "Nej", svarede han, "du kan kun henvende dig efter aftale med os". Forklarede ham, at jeg havde været oppe i kommunens hovedbygning og efter et par minutter gav han sig. Fortalte om min situation, og at jeg havde indsendt en kontanthjælpsansøgning over en måned forinden, men intet svar havde fået.

"Hvordan det", ville han vide. "Jeg indsendte ansøgningen via Borger.dk". "Nej", sagde han, "det kan ikke lade sig gøre". Forklarede, at det var præcis, hvad jeg havde gjort, og at jeg oven i købet havde en kvittering fra indsendelsen. Han gentog bare. Ingen grund til at diskutere yderligere med ham, så jeg sagde bare, at jeg, hvor om alting var, havde indsendt ansøgningen. Så besværede han sig med at slå mig op i systemet.

Derefter stillede han de obligatoriske spørgsmål: "Hvad er din uddannelse?". "Jeg er læge", svarede jeg, "men jeg må ikke arbejde som læge. Jeg kan dog sagtens arbejde med alt muligt andet, også sundhedsrelateret arbejde". "Læge", gentog han mens han indtastede det i systemet, og sagde at det var til jobformidlingen. "Nej nej", sagde jeg, "det er min uddannelse og tidligere hverv, men jeg må ikke arbejde som læge". "Det er lige meget, jeg skal skrive det ind i systemet, var hans svar."

Derefter fik jeg udlevet 7 x sammenhæftede formulerer, jeg skulle udfylde. "Før du kan komme igen hos os, skal du forbi Økonomiafdelingen. Du kan ikke nå det i dag. Når du har været dér, skal du vende tilbage til os på onsdag til et møde". Efter nogle timer hjemme igen og få en lur.

Jeg kunne allerede da komme med et kvalificeret bud på resultatet af mødet: Sagsbehandleren kunne ikke forstå min situation. Det var for komplekst, og jeg kunne ikke forklare f.eks. hvorfor jeg ikke var berettiget til dagpenge i sin tid, eller hvorfor jeg ikke havde råd til husleje. Derfor blev der aftalt et nyt møde mens sagsbehandleren talte med nogen, der måske vidste noget. Det endte med fiasko igen. Jeg kunne intet gøre, hverken fra eller til.

Jeg troede ikke et sekund på at det lykkedes mig at få kontanthjælp, selv om jeg absolut mente jeg var berettiget hertil. Men jeg var tvunget til at forfølge kontanthjælpen, alene fordi det var det eneste rationelle at gøre. Det var absurd og virkeligt nedslående.

Mit reaktionsmønster

De fleste, der læste hvad jeg havde skrevet, måtte undre sig over mit valg af metode. Jeg undlod helt bevidst intet, fordi alle skulle kunne bevidne hvor forfærdeligt det havde været og fortsat var. Jeg filtrerede intet fra, selv om det ville forarge mindre og være "pænere". Nej, enten skrev jeg alt eller også skrev jeg ingenting. Det var ikke særligt "dansk" at gøre, men det var det eneste rigtige. Enten var det min virkelighed eller også var det ligegyldigt. Jeg satte en dyd i at udstille mig så meget som muligt, selv om det var det, jeg hadede allermest. Hvorfor? Fordi jeg allerede var udstillet (i ”gabestokken”), hvilket var unødvendigt og et overgreb. Netop fordi det var det, skammede jeg mig ikke. Hvis jeg gjorde, så ville jeg ikke skrive et ord om det.

Iterationer

Nu havde jeg meget snart befundet mig i helvede i ét helt år. Jeg ville hellere have tilbragt et år i fængsel, især hvis jeg kendte slutdatoen for straffens ophør. Der var i det mindste træningsfaciliteter i et fængsel, og de fysiske rammer hvor jeg var da, var helt utilstrækkelige. Når man havde været tvunget til passivitet så længe, skete der følgende: i starten var der et vist håb, og man forsøgte at opretholde de daglige rutiner, en daglig gåtur, lidt interimistisk træning osv. Efterhånden som tiden gik, mistede man håbet totalt - måske skete der noget i morgen, tænkte man, men som månederne gik, erfarede man hurtigt, at de eneste breve man fik, havde et yderst negativt indhold; der havde endnu ikke været én eneste positiv besked i min E-boks.

Efterhånden blev man apatisk i forhold til at åbne breve og tjekke E-boks. Belært af to års nådesløs virkelighed, vidste man, at der intet godt var at læse i posten, og hver eneste gang man alligevel havde bidt ubehaget i sig, og åbnet brevene, var det som at få en dødsdom. Der skulle ikke mere end én negativ besked til at få det hele til at vælte. Og jeg vidste jo, at jeg ikke gik glip af noget positivt budskab. Fordi man intet oplevede længere, var der intet nyt at skrive om, som hovedregel i hvert fald. Det, der fyldte mest, havde ikke forandret sig i et års tid, og derfor endte man med at skrive det samme hver dag med lidt variation. Det hele kunne kun blive værre. Alene temperaturen på mit lille værelse skulle ikke blive meget højere før det blev endnu et ulideligt problem.

Søvn

Fordi jeg intet havde at foretage mig længere og fordi hvert vågent minut var ulideligt, havde jeg trænet mig op til at sove rigtig længe. Det krævede totalt fravær af koffein, og derfor havde jeg ikke drukket kaffe i omkring et år. Te og sodavand var naturligvis også et no-go. På gode dage, som i forgårs, kunne jeg sove hele natten, være vågen nogle timer, falde i søvn igen, og vågne ca. kl. 20 om aftenen. Jeg sov vel i gennemsnit 10 - 12 timer om natten og 2 - 4 timer i løbet af dagen. På den måde slap jeg for at være så meget til stede, og samtidig gik dagene meget hurtigere.

Eskapisme

Når jeg så var vågnet, gjaldt det om at foretage sig et eller andet, for derved at aflede opmærksomheden fra de helt indfølelige, meget negative tanker. Nu var problemet imidlertid, at jeg efterhånden ikke kunne koncentrere mig om noget særligt længe ad gangen. Det betød igen, at formålsstjenestelig adfærd, som at læse eller gå i gang med andre konstruktive aktiviteter, var umuligt for mig. Så jeg endte med at se YouTube al min vågne tid. Det var rædselsfuldt at tænke på, hvordan jeg spildte min tid, men hér var det netop pointen ikke at tænke.

I dag havde været særlig rædselsfuld, helt sikkert pga. vejret. Hvis vejret fortsatte, som i dag, ville det blive virkeligt ubehageligt. Jeg levede kun for min familie og venners skyld. Tænk at nogen kunne være så stupide, at de ikke kunne indse, at den måde jeg havde det på, var fuldstændig rationel. Prøv dog at overveje hvor mange, uoverkommelige forhindringer der var lagt i vejen for mig. Hver enkelt forhindring var i sig selv en katastrofe, og gang det så med fem eller seks. Jeg forstod ikke, at der eksisterede folk med så ringe indlevelsesevne, at de ikke kunne forstå at jeg ikke havde nogen fremtid. Eller nutid, eller fortid igennem de sidste to år. At mine levevilkår igennem så lang tid havde været så elendige at det var uudholdeligt, at det var tortur for mig at sidde og vente i uvished.

Det eneste jeg kunne tænke på, var hvordan jeg kunne slippe ud af den torturlignende situation, andre havde sat mig i. Hvorfor bruge så mange kræfter på at ignorere mig, fremfor at give mig konstruktiv hjælp? Det blev kun værre og værre, jo mere man lod som ingenting; det endte helt, helt galt. I bedste, utopiske scenarie, havde jeg mistet to år, som skulle have været de bedste år i mit liv. Jeg var objektivt set blevet svindlet for en Ph.d. af overlæge Egill Rostrup. Han var samtidig alene ansvarlig for, at jeg aldrig kunne blive speciallæge. Det var ikke min egen skyld. Hvorfor var der ingen der gad bruge 20 min på at læse, hvad jeg havde fremlagt? Hvis den rette embedsmand brugte et minimum af tid, ville vedkommende da kunne se at den var helt gal.

Der var kun to muligheder tilbage:

1. Jeg fik dispensation således jeg kunne blive speciallæge, jeg fik økonomisk kompensation af Kbh. Universitet for overlæge Egill Rostrups og Prof. MLs svindel, jeg fik lov til at gennemføre den planlagte Ph.d., overlæge Egill Rostrup og ML blev straffet for deres ulækre fusk, jeg fik kompensation for uberettiget udstødelse og fyring fra Onkologisk Afd., Ulla Brix Tange blev straffet for dette, samt for at have diskrimineret mig pga. uforskyldt overtrædelse af fireårsfristen.
2. Jeg afsluttede lidelsen selv. Ikke i dag eller i morgen, men om et par uger, en måned eller to. Der var ingen der kunne eller måtte forhindre mig i det. Så kunne man konkludere at mit liv var mindre værd end 20 min af en embedsmands tid.

Netop vågnet

Netop vågnet kl. 15.45 efter at have sovet siden midnat og kun vågnet enkelte gange. Det var ikke heden, der gjorde at jeg vågnede, men altid den samme følelse af panisk melankoli, følelsen af at jeg stod stille, og hele verdenen bevægede sig fremad. I dag var allerede ulidelig. Heldigvis var der kun ca. fire timer til at det blev nogenlunde tåleligt at sidde på værelset.

Generelt blev det værre og værre

Generelt blev det værre og værre. For en uge siden ville jeg have fået en af mine venner til at læse, hvad myndighederne havde skrevet til mig, men nu var jeg ligeglad. De kunne ikke længere skrive noget, der gjorde en forskel.

Tidligere kunne jeg forestille mig

Tidligere kunne jeg forestille mig et scenarie hvor i det mindste nogle af mine problemer blev løst; måske fik jeg et brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed med positivt indhold? Det kunne jeg ikke længere. Jeg kunne ikke engang forestille mig hvordan det kunne blive bedre. Jo, hvis jeg vandt i Lotto. Men jeg kunne og ville ikke mere. Jeg kørte linen helt ud. Jeg kunne ikke vente til næste uge. Der var ingen der kunne forvente at jeg sad passivt og fandt mig i tortur.

Dagen hvor Lægernes Bank lukkede mit kort

I dag var dagen hvor Lægernes Bank endeligt lukkede mit VISA/DK-kort. Det betød at jeg ingen penge havde overhovedet, ikke engang til mad eller min advokat for dens sags skyld. Styrelsen for Patientsikkerhed havde trukket alt i langdrag, hvilket var den direkte årsag til min katastrofale situation. Sagsbehandlingstider, habilitetsspørgsmål og forvaltningsloven generelt var en stående joke hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Imens de havde sommerferie, rådede jeg op.

Den kritiske økonomiske situation

Fordi jeg i fire måneder ikke havde haft nogen indtægt og for længst havde brugt min formue op, stod jeg nu i en kritisk situation. Det blev tydeligt i går, da Netto nægtede at acceptere mit Dankort. Det var ikke, fordi der var noget galt med deres system, men fordi der ikke var penge på mit kort, eller banken havde lukket det. Jeg havde kun småpenge tilbage og troede ikke, jeg havde mere end 150 kr. i kontanter. Det var en fuldstændig uværdig situation at stå i, og det havde stået på så længe, men det var ikke blevet nemmere at acceptere. Tværtimod var det bare blevet værre og værre, og nu var det helt grotesk.

Problemer med lægens forståelse

Problemet var, at en person som Malene Rabeck Holm ikke var i stand til at forstå, at en læge var nødt til at foretage en selvstændig klinisk vurdering af alle patienter, uanset hvad der stod i journalen. Selv hvis noget stod i journalen, skulle det ikke komme patienten til ugunst eller skade, især når det, der stod, var omkring et år gammelt. Det var ikke bare en pligt; det var lovfæstet, at hver læge altid skulle foretage en selvstændig vurdering af alle patienter. Selvfølgelig skulle man tage hensyn til journalen, men det betød ikke, at man kunne undgå at foretage en selvstændig vurdering. Det havde hun ikke gjort, og derfor gav hun mig en dårligere behandling, end jeg burde få.

Manglende vurdering af kliniske symptomer

Hun ignorerede mine aktuelle kliniske symptomer og min vurdering, hun foretog ikke en selvstændig vurdering og tillagde journalen mere værdi end min aktuelle kliniske tilstand. Hun var også selektiv i de journalnotater, hun valgte at bygge sin vurdering på. Der var oplysninger fra et år siden, som hun tog med, men de aktuelle journaloplysninger fra Henrik Jurlander, som kom mig til gunst, valgte hun at ignorere. Jurlander havde fulgt mig gennem flere måneder, og hans notater var mere valide, fordi de var nyere og dækkede et længere forløb.

Nægtelse af bedste behandling

Kort fortalt, for at opsummere, så nægtede praktiserende læge Malene Rabeck Holm af uvisse årsager at give mig den bedste behandling. Den bedste behandling var den, der havde bedst virkning, færrest bivirkninger og også tog hensyn til mine økonomiske muligheder. Jeg havde simpelthen ikke råd til den sekundære behandling, som var dyrere og mindre effektiv.

Ubehag ved at sende mails

Det var meget ubehageligt at sende mails til så mange læger. Men det var kørt så langt ud, at jeg ikke havde noget valg. Nu havde jeg kun småmønter tilbage. Ingen penge til advokat eller mad. Jeg tømte lageret i weekenden, fordi jeg ikke kunne betale for det. Jeg måtte smide en hel del ud. Min telefon blev vel også lukket den 1. juni, da jeg ikke kunne betale denne måneds regning. Jeg ventede stadig på Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg var fortsat en belastning for min familie, hvilket jeg meget snart havde været i et år.

Den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab

For ca. et år siden fortalte jeg den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, præcis hvad, der ville ske. Af alle mennesker burde han have vidst bedre; han kunne have forhindret ét års mareridt for mig, men undlod det helt bevidst.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Jeg fik besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed: Dels mere afventen i uvished, dels overdragelse af en sag til Sundhedsdatastyrelsen. Det var meningsløst, hvad skulle jeg vente flere måneder yderligere på? Skulle jeg afvente at Styrelsen for Patientsikkerhed holdt to måneders sommerferie?

Transskription af håndskrevet brev til journalist fra TV2 Nyhederne

1. "Egill Rostrup tager patientoplysninger fra et lukket, kontrolleret IT-system og overfører dem til et ikke-lukket, ukontrolleret IT-system (Googlekalenderen). Det er sagens kerne. Intet andet. Nu er oplysningerne på nettet.
2. Hvis man opretter en database (Googlekalenderen) med patientoplysninger, gælder der særlige krav: 1. Persondataloven. Læs persondataloven. Man skal fx have godkendelse til det via Datatilsynet. Man skal have en logning af hvem, der har tilgået oplysningerne hvornår, og hvad der er gjort med dem, fx om de er blevet ændret, slettet eller tilføjet. Intet af det er sket i dette tilfælde.
3. Egill Rostrup videregav aktivt Googlekalenderen til adskillige forskere og uvedkommende. Det var et krav for at forske at man var tilmeldt og brugte kalenderen. Under min ansættelse fortalte jeg Egill Rostrup, at jeg mente at kalenderen var ulovlig. Jeg brugte den i øvrigt aldrig.
4. Politiet ransagede mit værelse for ca. 6 måneder siden. Anklagen lød på at jeg skulle have stjålet data fra Glostrup Hospital. Det er det eneste, jeg ved. Det er selvfølgelig forkert. Derfor finder politiet intet ulovligt på mit udstyr. Det eneste, jeg har, er Googlekalenderen, fordi den ligger i min e-boks, idet jeg har tilsendt den til bl.a. Datatilsynet. Det må være Egill Rostrup, der via hospitalet har stået for anmeldelsen.
5. Myndighederne kontakter borgerne via e-boks eller per brev. Jeg er ikke blevet kontaktet af myndighederne før TV2 Nyhederne kontaktede mig. Inden for 20 minutter efter TV2 Nyhederne kontaktede mig, slettede jeg alle fortrolige oplysninger fra hjemmesiden. De ligger fortsat i min e-boks, men udelukkende for, at jeg kan dokumentere, at jeg har tilsendt den myndighederne.
6. Jeg har umiddelbart efter jeg blev overbevist om at kalenderen var ulovlig anmeldt den til Datatilsynet. Gennem en treårig periode har jeg anmeldt den til: Datatilsynet, Folketingets Ombudsmand, Region Hovedstaden (først telefonisk via Regionens whistleblowerordning, siden via e-boks), kammeradvokaten, Sundhedsstyrelsen, Sundheds- og Ældreministeriet og Rigspolitiet. Især Datatilsynet fik tilsendt den mange gange.
7. Datatilsynet svarede mig først efter to år. Er det ikke brud på forvaltningsloven? Det burde også være en sag for TV2. Datatilsynet er eksperten. Jeg er lægmand. Enten er noget ulovligt eller også er det lovligt. Det her er essentielt: Datatilsynet har aldrig oplyst mig om at Googlekalenderen er ulovlig. Ingen myndigheder har oplyst mig om, at Googlekalenderen er ulovlig. Som lægmand må jeg nødvendigvis alene at den årsag betragte kalenderen som lovlig. Hvis Googlekalenderen var ulovlig, men Datatilsynet ikke ville forholde sig til den, så skulle de have skrevet det. Desuden skulle de have bedt mig om at slette den. Det gjorde Datatilsynet ikke.
8. Da først Egill Rostrup fjernede fortrolige data fra hospitalet og lagde dem ud på nettet, blev kontrollen over data tabt. Der er ingen, der aner hvad de personer (skønsmæssigt 50) som fik ejerskab over kalenderen gjorde med data: De kunne afskrive oplysninger fra kalenderen, de kunne gøre kalenderen offentlig, de kunne kopiere den og downloade den. Det er der ingen, der aner noget om, derfor må skaden begrænses, og dette er kun sket pga. mig og TV2.
9. Først kontaktede jeg alle myndigheder igen. Så lagde jeg kun patienternes fornavne ud (ikke identificerbare), til sidst lagde jeg i desperation for- og efternavnene ud, da jeg ikke hørte fra nogen myndighed. De data lå kun på min hjemmeside i få dage og der var beviseligt ikke over 50 mennesker, der besøgte bloggen dagligt, skaden af dette er i worst case minimal.
10. Egill Rostrup kontaktede uden min viden Sundhedsstyrelsen og anklagede mig for en hel del sludder, bla. det med de stjålne data [samt falsk anklage om, at jeg detaljeret havde planlagt at slå ham ihjel]. Ingen dokumentation. Kort tid efter blev min autorisation som læge frataget.
11. I forbindelse med fratagelsen af min autorisation som læge, kom jeg til samtale hos embedslæge Elisabet Tornberg Hansen. Jeg fortalte hende om Egill Rostrups ulovlige Googlekalender og hun: 1. Fortalte mig, at jeg var paranoid. 2. Skrev i referatet, at jeg qua førnævnte var paranoid.
12. Jeg mistede min bolig for ca. et år siden pga. autorisationsfratagelsen. Jeg mistede min indtægt for 4 måneder siden. Jeg har ingen formue og ejer intet af værdi og mit Dankort er lukket.
13. Jeg var i desperation nødt til at få Sundhedsstyrelsen til at erkende, at det, jeg fortalte om Googlekalenderen var sandt. Kun derved kan jeg fjerne embedslægens anklage om paranoia og få min autorisation igen."

Sagen omhandler udelukkende Googlekalenderen. Min person er fuldstændig irrelevant. Hvis TV2 Nyheder vælger at bringe et karaktermord af mig, får det retlige konsekvenser for TV2 Nyheders journalister.

Det burde være helt tydeligt, at mit fokus i forhold til jeres indslag er Googlekalenderen, og ikke Egill Rostrup som person. Jeg nævner ikke engang hans navn ifm. interviewet, da det ingen betydning har for mig.

• Egill Rostrup lagde Googlekalenderen på internettet for tre år siden. Det er ham, der er den skyldige. Det er historien.
• Jeg gjorde min pligt, men blev ignoreret af Datatilsynet. Det er også historien.
• En forbrydelse kan kun stoppes, hvis den bliver erkendt.
• Jeg har i øvrigt kun lagt ca. en tredjedel at kalenderens indhold på min hjemmeside. Endvidere er det kun en lille del af "patienterne", der rent faktisk er patienter, rigtig mange er forsøgsdeltagere uden sygdomme.
• Jeg var desperat og er eksistentielt truet, fordi Sundhedsstyrelsen mener, jeg er paranoid pga. det, jeg har oplyst om Googlekalenderen. Kun ved at tvinge Sundhedsstyrelsen til at erkende, at jeg havde ret, kan jeg få min autorisation igen, og dermed tjene penge til livets opretholdelse. Sundhedsstyrelsen har justitsmyrdet mig og kun ved at offentliggøre data, kan min uudnoldelige situation ændres. Når det for mig er et spørgsmål om liv og død, havde jeg intet valg.
• I burde have nærlæst min hjemmeside. Det er meget væsentligt, at I får læst indholdet af min e-boks. Jeg vil gerne vise jer alt i min e-boks, men jeg når det ikke, før I bringer indslaget.
• Efter I interviewede mig, fik jeg brev fra Sundhedsstyrelsen, Datatilsynet og Rigspolitiet. Jeg har ikke adgang til internettet, fordi jeg ingen penge har, så jeg ved ikke hvad de skriver.
• I har fået fortalt en faktuelt forkert historie af Rigshospitalet, hvor jeg er skurk - I bliver nødt til at få aktindsigt om mig, så I kan få den objektivt korrekte fortælling.
• I er nødt til at interviewe en uvildig IT-ekspert, der kan forklare jer hvorfor Googlekalenderen er sagen, ikke min fremlæggelse af hvad, der allerede ligger på nettet og det virkelige omfang efterforskes og standses.
• Jeg var presset til det, hvilket fremgår af min hjemmeside (der er lukket). Hvis jeg ikke havde råbt op, havde jeg begået selvmord. Jeg havde det så dårligt før jeg fremlagde data, at en af bloggens læsere pga. bekymring om selvmord kontaktede politiet, som mødte op for at sikre sig, at jeg ikke suiciderede. Det var den 15. maj 2017.

Det, jeg har redegjort for hér, er min udtalelse til TV2. Referér herfra og drop hvad jeg (uforberedt) fortalte under interviewet.

d. 2. juni 2017,

Kjeld Andersen."

Min kontaktperson siger sandheden, men lidt modstræbende. Omkring to år senere brugte forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab det, som hendes kollega og "ekspert i psykopatologi", psykiater Lennart Bertil Jansson, angiveligt havde skrevet i min journal som argument for at tvangsbehandle mig med farlig og invaliderende antipsykotisk medicin. Derfor mener jeg det er relevant at jeg offentliggør denne optagelse, som indikerer at Lennart Bertil Jansson skrev noget i min journal, som var i modstrid med den virkelighed, hans plejepersonale (og alle andre for den sags skyld) havde observeret. Men når man er "ekspert", tager man tilsyneladende aldrig fejl, og man handler heller ikke amoralsk.

På optagelsen høres psykiater Lennart Bertil Jansson og jeg. Hér siger Lennart Bertil Jansson at jeg ikke har nogen vrangforestillinger, hvorfor det er lidt svært at lide af "kronisk, vedvarende psykose".

Jeg mistede alt efter fejldiagnosen

I løbet af det år, der gik efter læge Camilla Mie Elvekjærs fejldiagnose, mistede jeg gradvist bogstaveligt alt. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da jeg ikke længere havde råd til at betale for min lagerplads, og med hjælp fra en ven blev nødt til at tømme det. Efter et helt år med den ene modbydelighed efter den anden, blev jeg så opgivende og nedtrykt, at jeg fik en akut belastningsreaktion, og måtte forbi Lennart Bertil Janssons afdeling. Lennart Bertil Jansson havde desværre sin egen private fortolkning af psykosebegrebet, og det var i direkte modstrid med ICD-10 og DSM klassifikationssystemet, som man benyttede officielt. Det kunne man tydeligt høre på mine optagelser.

Vilkårene på Lennart Bertil Janssons afdeling

På Lennart Bertil Janssons afdeling foregik tingene på en arkaisk måde, og vi skulle bl.a. synge morgensang. Det var prisen for at få tag over hovedet, og ikke sidde i en kælder i påtvungen isolation, uden realistiske muligheder for noget som helst. Derfor accepterede jeg vilkårene, og da der ikke gik mere end få dage, før jeg var oven vande igen, begyndte jeg at "spille med", selv om det var komisk. Det kunne man høre på nedenstående optagelse.

På optagelsen høres "ekspert i psykopatologi" psykiater Lennart Bertil Jansson og jeg.

"Nogen mener du har været psykotisk". På optagelsen høres "ekspert i psykopatologi" psykiater Lennart Bertil Jansson og jeg.

Optagelsen med Lennart Bertil Jansson

På optagelsen hørtes "ekspert i psykopatologi" psykiater Lennart Bertil Jansson og mig. Hér sagde Lennart Bertil Jansson, at jeg ikke havde nogen "udkrystalliserede" vrangforestillinger. Med andre ord, vidste Lennart Bertil Jansson at han var på dybt vand, for på den ene side var det klart for alle og enhver, også Lennart Bertil Jansson, at jeg faktisk ikke led af vrangforestillinger. Men på den anden side var Lennart Bertil Jansson en god kollega til praktiserende læge Camilla Elvekjær og psykiater Toke Troelsen (og ikke til mig), og turde derfor ikke at modsige deres fejldiagnose. Derfor varetog Lennart Bertil Jansson ikke mit tarv, men sine kollegers, og det kom mig, patienten, til stor skade, bl.a. omkring to år senere på afdeling Q81.

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 3. august 2017

"Jeg har den 31. juli 2017 ladet mig udskrive fra Psykiatrisk Center Glostrup (Brøndbyøstervej 160) (herefter PCGB), hvor jeg var indlagt i perioden 30. maj 2017 til 31. juli 2017.

Kjeld Andersen."

Overlæge Egill Rostrup ødelagte min ph.d. og mulighed for at blive speciallæge

Jeg måtte ikke skrive faktuelle hændelser på nettet, for så ville Egill Rostrup have mig straffet med fængsel eller tvangsindlæggelse. Men jeg var ligeglad, for efter Egill ødelagde min karriere, kunne han ikke skade mig yderligere. Jeg var ikke bange for Egill Rostrup eller hans venner, og jeg var offer for hans ugerninger og forbeholder mig derfor retten til at bringe nedenstående mails og dokumenter - efter naturligvis jeg for år tilbage først gik rettens vej forgæves. Københavns Universitet er den institution, som her holder hånden over hierakisk højere rangerende læger, der handler i strid med lov og moral (jf. Datatilsynets afgørelse).

(Kommer senere)

Mail til Ombudsmanden af 27. september 2017

"Kære Folketingets Ombudsmandsinstitution (FO)

Kjeld Andersen."

Aktindsigt fra Vestegnens Politi ang. manglende anmeldelser

Mail til Ombudsmanden af 27. september 2017

"Kære Folketingets Ombudsmandsinstitution (FO)

Kjeld Andersen."

Lysfestival i København

Jeg havde ikke noget meningsfuldt at foretage mig i perioden, udover blot at overleve og finde husly. Jeg vidste, at jeg måtte finde noget fornuftigt at foretage mig, men jeg kunne hverken få et job eller frivilligt arbejde (jeg havde søgt begge dele), jeg var sygemeldt på løgne og kunne ikke få kontakthjælp, jeg var hjemløs og fastlåst. Men det var essentielt at jeg havde beskæftigelse på daglig basis, og derfor begyndte jeg at interessere mig for fotografi. Jeg havde ingen penge, intet udstyr, men min mobil og ubegrænset adgang til viden om emnet. Jeg startede let ud med at fotografere byen i mørke. Og på det tidspunkt var der fokus på byens lys og en lysfestival blev også afholdt. Alt dette afspejlede mine billeder.

Billede. Sydhavnen by night.

Sydhavnen by night

Billede. Sydhavnen by night.

København by night

Billeder. København by night.

København by night

Billeder. København by night.

Optagelser

2017

2. Marts 2017

• Brøndbyøster Torv, samtale med psykiater Henrik Jurlander: https://drive.google.com/file/d/19AGBpxy6jgRtx7m8FCJf1MfV26rJLX5D/view?usp=sharing

19. juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med kontaktsygeplejerske: https://drive.google.com/file/d/13egUeJSXJeNU0cUKphg_mcyoOWZgr_RM/view?usp=sharing

19. juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1hDA80VLvPu_E4RXY7LyJFckRp4qIOOpR/view?usp=sharing

19. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med kontaktsygeplejerske: https://drive.google.com/file/d/13egUeJSXJeNU0cUKphg_mcyoOWZgr_RM/view?usp=sharing

19. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1hDA80VLvPu_E4RXY7LyJFckRp4qIOOpR/view?usp=sharing

21. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/13IKQXtqTv0T8fnVvEjqrPFiTsJnkG-QN/view?usp=sharing

28. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1gghGY3zkDdrZLCi2dv9vX_jovlZP_f7o/view?usp=sharing

5. Juli 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1Ju-H5u95dwgfg-aIfM27oMjtSdVFlayC/view?usp=sharing

10. Juli 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1aNGvHcdgYV_1jCK4tbVtoPsLlo7FBV4R/view?usp=sharing