2017

Hvis man læser min dagbog fra 2017, og tænker, "ok, han har det tydeligvis ikke særlig godt", så håber jeg, at man vil holde sig for øje, at grunden ene og alene skyldes konsekvenserne af en fejldiagnose, som praktiserende læge Camilla Elvekjær gav mig, samt de overgreb, jeg havde oplevet i psykiatrien. Når jeg i dag læser hvad jeg skrev i 2017, så er det ret tydeligt at jeg var vred, bitter, frustreret, fortvivlet og desperat - og ja, skinger og pinlig - men det er lige så tydeligt, at jeg ikke var psykotisk, altså sindssyg. Selv om det er trist at blive mindet om, så er det samtidig en lettelse at læse, for enkelte psykiatere og embedslæger forsøgte vedvarende at bilde mig ind, at netop min dagbog, som man kan læse nedenfor, var udtryk for psykose. Det havde dog intet at gøre med "endogene" eller "indre" forhold hos mig, altså at jeg pludseligt og spontant var blevet nedtrykt eller sindssyg.

Og derfor var det værste man kunne gøre, da også pga. misforstået "bekymring", at få mig ind i psykiatrien igen, som netop var årsagen til at jeg havde det dårligt. Det svarede lidt til at slukke ild med ild. Løsningen var selvfølgelig at erkende at praktiserende læge Camilla Elvekjær og psykiater Troels havde taget fejl eller begået overgreb imod mig i ond tro, og straks derefter slette fejldiagnosen. Jeg kunne sagtens se igennem fingre med både tabet af min lejlighed, det meste af mit inventar, den traumatiserende tvangsindlæggelse, fejldiagnosen, og den nedladende overlæge psykiater Troels, hvis man straks efterfølgende havde korrigeret fejldiagnosen, så jeg ikke mistede min autorisation som læge. At arbejde som læge var og er det vigtigste i mit liv, og penge eller materiel rigdom har altid været underordnet for mig. Men det gjorde man som bekendt ikke. Og derfor endte det som det gjorde. Jeg er på ingen måde særlig intelligent, men jeg har lige fra begyndelsen af set hvor fejldiagnosen bar hen, og at jeg nu bor på herberg fordi det ikke trods egen indsats er lykkedes mig at få en ny lejlighed, og er helt udbrændt, er ikke overraskende.

Af årsager jeg stadig ikke kender, undlod man imidlertid af rette ind efter virkeligheden. I dag tror jeg primært det skyldtes misforstået kollegialitet over for praktiserende læge Camilla Elvekjær, måske blandet med modviljen mod at modsige hende, og dermed risikere at skulle vidne mod hende i retten. Eller frygten for at troværdigheden til landets psykiatere kunne risikere at lide skade, hvis man erkendte at have handlet forkert. Dybest set aner jeg det ikke. Men faktum er, at praktiserende læge Camilla Elvekjær og psykiater Troels tog fejl, hvilket tiden også har givet mig ret i.

Den dag jeg også mistede mit lagerrum og meget af indholdet i det, blev det for meget, og jeg måtte en tur forbi "LBJs" åbne afdeling på grund af en akut belastningsreaktion, altså en slags svær stressreaktion.

Psykiateren Lennart Bertil Jansson mente imidlertid at jeg var psykotisk - alene - fordi jeg i desperation havde sendt en mail ud til "184" læger, som han sagde. I virkeligheden var tallet en del større, men når man har mistet alt pga. en åbenlys fejldiagnose, og er blevet tvangsindlagt på røde papirer, altså farekriteriet, bare fordi man bad en praktiserende læge om at ændre en mulighedserklæring - så bliver man på et tidspunkt desperat. Men desperation er jo ikke identisk med psykose, og alene den handling det var, at sende mails til et par hundrede læger med et i øvrigt normalt og ikke-psykotisk indhold, var på ingen måde en psykotisk handling i sig selv, som Lennart Bertil Jansson påstod.

Jeg mener at psykiater Lennart Bertil Jansson dermed misbrugte sit fag, og hvad værre var, så var resultatet af "LBJs" ukritiske videreførelse af fejldiagnosen, at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab kunne begrunde sin månedlange psykiske vold mod mig med henvisning til hvad Lennart Bertil Jansson havde skrevet i journalen.

Lennart Bertil Jansson trådte tilsyneladende i spinaten, for hvis - som man kan høre på mine optagelser - man er psykotisk alene hvis man sender en mail ud til "184" læger, så er alle spammere jo psykotiske, alene fordi de sender mails ud til flere tusinde modtagere.

Jeg mener i al ydmyghed at det er så relativt simpel logik, at selv jeg kan forstå det. Problemet var og er desværre, at ingen stiller spørgsmål til hvad psykiaterne påstår, uanset hvor irrationelt dét, de siger er. Jeg vil i skrivende stund hellere end gerne sende mails ud til "184" læger, hvis jeg altså havde det mindste håb om, at det kunne redde mig, og heldigvis har den psykiater, jeg er tvunget til at møde op hos resten af mit liv, fortalt mig at jeg ikke er psykotisk. Det, som Lennart Bertil Jansson påstod i 2017, hænger med andre ord ikke sammen.

Øvrige

Mail til Københavns Universitet

"Klinisk Institut (Tine Olsen, Linda Banke og Tina Lewis)

Læge Kjeld Andersen."

Mit lagerrum

Takket være praktiserende læge Camilla Elvekjær, mistede jeg stort set alt og blev boligløs. Jeg måtte af praktiske og pladsmæssige årsager smide alle mine møbler, min seng, køkkenudstyr mv. ud, men selv de resterende ejendele havde jeg ikke plads til i kælderrummet, så derfor lejede jeg et lagerrum til dem. Da jeg i omkring seks måneder slet ingen indkomst havde, mistede jeg desværre også lagerrummet, og derfor måtte jeg igen kassere de fleste af mine ejendele.

Heldigvis fik jeg senere hjælp af eksperten i psykopatologi, psykiateren Lennart Bertil Jansson (se nedenfor), som var så venlig at hjælpe mig med at finde en bolig til mig, idet han skrev mig op til "Mændenes Hjem" på Istedgade. Det var meget sødt og kollegialt af ham, faktisk var jeg så overvældet af taknemmelighed, at jeg ikke kunne få mig selv til at acceptere "LBJs" generøse tilbud, så jeg måtte venligst takke nej til han fremstrakte hånd.

Endnu en dag i helvede. Intet at foretage sig, intet håb, uvished om alt. Ligger mig til at sove igen.

[...]

Ole Stigs selvbiografi fik jeg dog afsluttet, og selv om hans tid som chef i PET omfangsmæssigt fyldte en beskeden del af bogen, gjorde det knapt så meget, da hans beskrivelse af forholdene fra hans tid i justitsministeriet var overraskende spændende. Var ikke klar over at der herskede et så rigidt og formaliseret embedsmandshierarki.

Så fik jeg taget mig sammen og åbnet brevet fra Lægeforeningen. Det viste sig blot at være en advarsel om, at man ville lukke min dadlnet-konto, hvis jeg igen udsendte mails til et stort antal modtagere. Det er kun rimeligt og forventeligt. Ligesom det i min optik kun er forventeligt, at et menneske, der er presset på helt eksistentielle områder, til sidst, når alt andet er forsøgt, vil gøre, som jeg gjorde. Det havde - ikke overraskende - ingen effekt, så nu er der intet, jeg længere aktivt kan foretage mig.

Det er i øvrigt en tom trussel fra Lægeforeningen, da jeg ikke har nogen indtægt længere og helt sikkert aldrig kan få et job som læge igen. Derfor er jeg tvunget til at melde mig ud, fordi jeg dels ikke kan betale kontingentet og dels er nødt til at få et job, der ikke er som læge, og dermed vil jeg ikke kunne følge Lægeforeningens overenskomst. Derfor vil jeg selvfølgelig miste min dadlnet adresse uanset hvad. Og som der rigtigt nok står i brevet, så er dadlnet adressen møntet på lægelige forhold, og jeg er ikke læge, så...

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det må være svært at sætte sig ind i, hvor alvorlig min situation er og har været det i halvandet år. Det er absolut ikke sjovt at miste sin bolig, en Ph.d., sit job, karriere og retten til at blive speciallæge. Det er en absurd situation at stå i. Hvis jeg ikke gør noget, så sker der heller ikke noget.

At der så heller ikke er sket noget allivel er ærgerligt; men det ændrer ikke ved, at jeg ikke vil sidde med hænderne i skødet, og det betyder heller ikke at jeg vil lade hvad der er sket være uimodsagt. Jeg er ikke den eneste, der er udsat for urimelige restriktioner i forhold til femårsreglen, og hvis min fortælling kan ændre vilkårene i en marginal bedre retning, så er det det hele værd. Det er selvfølgeligt svært ubehageligt for mig, men mon ikke jeg havde undladt, hvad jeg gør, hvis jeg havde haft et valg?

Hvorfor skal jeg undskylde, at jeg kæmper for min eksistens? Jeg gad godt høre de overlæger, der er vrede på mig, argumentere for, hvorfor de forhold, jeg relativt objektivt redegør for på hjemmesiden, ikke er kritisable og uanstændige, ikke blot overfor deres yngre kolleger, men også overfor patienter og forsøgsdeltagere.

Som tidligere skrevet, så har jeg med mellemrum de sidste halvandet år optaget film- og lydsekvenser af mig selv, så kan enhver idiot selv høre og se, at jeg aldrig var psykotisk eller på anden måde mentalt derangeret.

Den situation jeg har befundet mig i gennem halvandet år, med uvished om helt eksistentielle vilkår, isolation fra alt, daglig desperation og fornedrelse, er der ingen mennesker, der vil kunne holde til - hvorfor tror nogen så alligevel at jeg kan?

Det kan jeg heller ikke, ikke meget længere i hvert fald. Når det eneste indhold hver dag i hundredvis af dage har været at gå en lang tur og så ellers vente på at man kunne sove, så er det tortur. Når andre mennesker har fjernet selve formålet med ens liv, og når der ikke er udsigt til nogen bedring, så er det også tortur. Præcis som andre mennesker, der er udsat for tortur, vil jeg forsøge at få torturen til at ophøre. Som jeg tidligere har skrevet, så kan man sammenligne min situation med langsom drukning. Det er ikke "bare" mig, der er galt på den, alle andre mennesker ville have det på samme måde som jeg.

[...]

Undervejs i dette her mareridt har jeg med jævne mellemrum optaget korte filmsekvenser, hvor jeg forklarer min aktuelle situation. Desuden har jeg indtalt en slags dagbog. Alt dette skal op på hjemmesiden, uanset for fornedrende der er for mig.

Udsmidning af mine sidste ejendele fra lagerrummet, opsigelse af lagerrummet og udmeldelse af Yngre Læger/Lægeforeningen står også øverst på listen.

Det er ikke fordi jeg reagerer anderledes end andre mennesker, men netop fordi jeg er et normalt menneske og fordi alle mennesker har en grænse for hvad de kan acceptere. Min situation er ikke opstået pga. en sygdom, den er heller ikke opstået pga. en naturkatastrofe. Jeg begriber ikke hvorfor nogle embedslæger og psykiatere har så svært ved at være empatiske.

I det sekund embedslægerne Elisabet T H og Anette L P fratog mig min autorisation som læge og udstillede mig foran hele verden på Internettet i form af gabestokken - i den sekund blev mine personlige forhold til et offentligt forhold. Konsekvenserne for mig været ubeskriveligt modbydelige.

Jeg er for længst holdt op med at tjekke mails. I de foregående halvandet års kamp, har jeg ikke modtaget en eneste positiv mail, det har kun været dårlige nyheder, så som afslag på dispensationsansøgninger, meddelelse om at jeg manglede at betale husleje, og at jeg snart blev smidt ud etc. Hvert nederlag afleveret per mail er usædvanligt modbydeligt at modtage.

[...]

Er netop vågnet kl. 16. Det er noget nær en søvnrekord. Det er godt at dagen er ovre, så fik jeg en pause fra at have det dårligt.

[...]

Den eneste gang jeg i halvandet år har følt bare en tilnærmelsesvis form for håb var, da jeg for et par uger siden tænkte over muligheden for at forlade Danmark, så jeg kunne få lov til at leve. Ikke bare være passiv tilskuer og offer, men rent faktisk leve.

Den form for dehumanisering, jeg har været udsat for, troede jeg ellers var forbeholdt Sovjetunionen.

[...]

Da jeg ikke er og aldrig har været psykotisk, har jeg aldrig indtaget nogen former for antipsykotisk medicin. Det er vel rimeligt logisk. Ikke bare datiden gav mig ret, men også nutiden har givet mig ret, så at sige. Der har aldrig været nogen begrundelse for at jeg skulle være psykotisk. Nu er det åbenlyst for enhver, især for alle psykiatere, at jeg selvfølgelig har ret i, at jeg ikke er eller har været psykotisk.

Er glad for at jeg aldrig rigtigt oplevede noget af det, som gør livet værd at leve. Det hele var en lang kamp, som blev afløst af endnu en lang kamp uden udsigt til at få en ende og uden noget positivt resultat af anstrengelserne. Det er svært at skulle redefinere ens tilværelse, især når det er til det værre og især når det skyldes konkrete menneskers onde handlinger. Har nu ingen indtægt fra og med februar 2017.

Vedr. anmeldelse af læge Egill Rostrup (ER) og læge Camilla Elvekjær (CE)

"Vedhæftet denne mail er anmeldelse den 12. december 2016, oprindelige bilag 1 - 5, samt supplerende bilag 6 og 7.

Anmeldelse af 12. december 2016 indsendt 30. januar 2017

Anmeldelse til Vestegnens Politi sendt 5. februar 2017

Anmeldelse af 12. december 2016 indsendt 30. januar 2017

Endnu en dag i et helvede af håbløshed, uvidenhed og passivitet. Over 600 dage uden noget at tage sig til, uden mål og retning. Det eneste jeg ved er, at der venter noget meget ubehageligt forude. Hvis det ikke er psykisk tortur, så ved jeg ikke hvad psykisk tortur er. Det er umenneskeligt. Det værste er, at der efterhånden er rigtigt mange mennesker, der er klar over, hvad jeg udsættes for, og der er ingen, der foretager sig noget. De ser til i stilhed, mens jeg bruger hver eneste dag på at kæmpe en håbløs kamp for at komme ud af mareridtet.

Når noget er så uudholdeligt, at man føler at det er, som om man drukner langsomt, så bliver man desperat og så er der næsten ikke grænser for hvad, man vil gøre, for at slippe for den ubærlige lidelse. Nu har jeg intet kunne foretage mig i 650 dage.

Jeg kunne lægge ud med at skrive det samme hver dag: der venter 24 timer med 1. Intet at foretage sig. 2. Uvidenhed om alt. 3. På nær at der snart sker noget usædvanligt modbydeligt. Som er noget reelt, konkret og udefra påtvunget; ikke "paranoia", ikke noget, der er indbildt og kun foregår i mit eget hoved. At mene det skulle være tilfældet, svarer til at ville behandle et brækket ben med antipsykotisk medicin. "Du har beviseligt ikke penge og har derfor mistet din bolig". "Så derfor tvinger vi dig til at tage Serenase, så holder du op med at være stresset og bekymret, og alle problemer løses på magisk vis". Helt ærgerlig, hvor dum har man lov til at være? Jeg kan næsten ikke skære det mere tydeligt ud i pap, vel? Det er ikke blot et overgreb, det er også en hån og ydmygende.

Men hvordan kunne Sundhedsstyren dog vide, at det grundlæggende problem var mit udtalte fravær af penge og bolig? Der er vel ikke ligefrem tale om, at Sundhedsstyrelsen ligefrem selv har refereret det i deres sagsagter, vel? Jeg kan vel ikke bare kigge i min aktindsigtspapirer og læse følgende:

Malene Gildberg, Informationsmedarbejder:

[...]

Marianne Søborg Nielsen, Embedslæge, den 5. februar 2016

[...]

Troels Frølund Thomsen, Sundhedsstyrelsen, den 29. juli 2016:

Vil I kontakte læge Kjeld ...sagsbehandler Elisabet T H.

Vil rigtig gerne kontaktes i dag. Han må ikke arbejde og får ikke udbetalt nogen penge, bliver snart smidt ud af hans lejlighed grundet økonomiske problemer.

Kjeld henvendte sig i dag uanmeldt i Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på en samtale om hans situation. I sagsbehandler Elisabet T Hs fravær har jeg talt med Kjeld, som oplyste, at han ikke havde nogen penge, ikke havde kunnet betale husleje m.m. i 2 måneder og ikke kunne holde ud at skulle låne af venner og familie.

Referat fra telefonsamtale med læge Kjeld.

Han er yderst utilfreds med forløbet, har måtte sælge [nej fjols, det sagde jeg ikke, den var lejet] sin lejlighed og flytte hjem til sine forældre. Han har ikke flere penge og ved ikke hvad han skal gøre for at komme tilbage i arbejde.

Jeg var oppe hos min daværende praktiserende læge fra Citydoctors et par gange med måneders mellemrum, hvor jeg hver gang fortalte hende, at jeg ikke havde penge til mad og husleje, og at jeg gerne ville have hende til at revurdere den mulighedserklæring, hun havde udfærdiget, der havde sparket mig til hjørne, således jeg kunne komme til at arbejde - og derved give mig en indkomst, som jeg kunne købe mad og betale husleje for. Hvad var hendes svar begge gange: "Du er altså paranoid!". Da jeg spurgte hende om hvorfor, og om hun var i stand til at uddybe dette, kunne hun ikke.

Hendes mangel på evner og omhu illustreres smuk af den aktindsigt, jeg modtog, om mit forløb hos hende - ikke ét eneste ord, der begrundede hendes vrangforestilling. Hun have selvfølgelig heller ingen løsning, og hun overvejede ikke engang at kigge på mulighedserklæringen. Det var voldsomt frustrerende, at fortælle hende om den objektive virkelighed, at datoen for jeg blev smidt på gaden nærmede sig, og at erfare at hun ikke bare var ligeglad, men oven i købet insinuerede, at det var noget, jeg bildte mig ind.

Omdrejningspunktet var udelukkende min økonomiske situation, hvor hun med sin elendige erklæring spillede en afgørende rolle. Jeg havde desværre ret i at jeg var ruineret, hvilket hurtigt kunne eftervises ved at kigge på min bankkonto. Tænk at hun var så stupid og skånselsløs. Slet ikke til at fatte.

Hvad er det for et land, der behandler sine borgere så usselt? Hvor i verdenen belønner man 15 års hårdt arbejde, en medicinsk embedseksamen, samvittighedsfuldt arbejde som læge, forskning i fritiden, publicering af artikler - med tab af bolig, bil, job og karriere? Offentlig ydmygelse på Internettet? Hvilket sted er det op til en svindler af en overlæge at bestemme om man kan blive speciallæge eller har spildt så mange års slid?

Det er ulideligt. Det bliver nødt til at ophøre meget snart. 654 dage siden jeg havde et arbejde og 238 dage siden jeg blev smidt på gaden. Hvorfor er der ingen der gør noget? Jeg har for længst gjort alt hvad jeg kunne og mere til.

Jeg hverken kan eller vil finde mig i at leve under langvarig psykisk tortur længere. Alle ville have det på samme måde som jeg, hvis de befandt sig i en lignende situation. Det er med andre ord indføleligt, og naturligt at jeg har det som jeg har det. I overmorgen sender jeg alt til Sundhedsministeren og pressen. Jeg er ligeglad med om Lægeforeningen gør brug af deres trusler og lukker min mail-konto. Det her skal stoppe nu. Ikke flere trusler, der hænger over mig. Ingen mennesker kan leve på denne måde.

På værelset fortsætter jeg med at tilbringe i gennemsnit 22 timer i døgnet. Ingen grund til at foretage sig noget uden for. Det er lige som at være død. Det er svært at leve med at der er enkelte mennesker, der aktivt har tvunget mig til at leve under de facto torturlignende forhold; endnu værre er det, at der fortsat er enkelte mennesker, der aktivt fastholder mig i en ulidelig og meningsløs situation.

Jeg er så socialt depriveret, at selv Sundhedsstyrelsens sjældne, eksistentielt truende breve føles som et velmenende kram. Det er perverst. Embedslæge Elisabet T H har udsat mig for så disproportionale og ødelæggende sanktioner, at jeg har mistet alt, hvad jeg elsker højest; fag, karriere, identitet, indtægt, bolig, penge til mad, socialt netværk. Hun er direkte ansvarlig for at jeg blev udhængt på Internettet i ”gabestokken” til uretfærdig og ydmygende spot og spe. Hun er direkte ansvarlig for at jeg har levet under så ulidelige vilkår at jeg har lyst til at begå selvmord hver eneste dag. Ikke fordi jeg er unormal, psykisk syg, narkoman eller lignende - men fordi jeg er et normalt menneske, der udsættes for det ene overgreb efter det andet i tilpas lang tid. Det er ulideligt for alle mennesker.

Referat fra telefonsamtale med læge Kjeld, 23800885.

Han er yderst utilfreds med forløbet, har måtte sælge [den var lejet] sin lejlighed og flytte hjem til sine forældre. Han har ikke flere penge og ved ikke hvad han skal gøre for at komme tilbage i arbejde.

[...]

Hvorfor skriver jeg ikke noget om, hvad jeg ellers går og foretager mig? Fordi problemet netop er, at der intet er at foretage sig. I teorien kunne jeg gøre alt muligt, gå lange ture, samle på frimærker eller lignende. Det er bare det ved det, at jeg de sidste godt og vel 650 dage intet har haft at se frem til. Alt har været meget usikkert, jeg har mistet mit job, mit fag og min identitet.

Uden det, og uden et positivt mål at se frem til, har jeg brugt hver eneste dag på at se YouTube og også en smule Netflix. For hver eneste dag, har jeg ikke vidst hvad, der ville ske den efterfølgende dag. Jeg havde aldrig i mit vildeste mareridt forestillet mig at der skulle gå 650 dage på den meningsløse måde - og jeg ved jo fortsat ikke hvad morgendagen bringer. Det eneste jeg ved er, at jeg intet selv kan gøre for at komme ud af den her hæslige situation, at det værste venter forude, og at de foregående 650 dage ikke har budt på andet end det ene nederlag efter det andet. Der er ikke sket noget positivt overhovedet de sidste 650 dage, det er et under, jeg stadig gider at hænge ved. Er det uforståeligt? Er det uindføleligt, det jeg skriver? Jeg nåede aldrig at stifte familie, og det, der har betydet mest for mig, er blevet revet væk. Tænk over, hvordan du ville have reageret i min situation.

Forvaltningsloven

Anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. Den aktindsigtssøgende skal i givet fald underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet...

Forvaltningsloven

I starten var det ubeskriveligt frustrerende ikke at have fagforeningens hjælp eller blot sympati, i dag er jeg stolt af at have overlevet de forudgående over 640 dages tiltagende mareridt alene.

Yngre Læger og Lægeforeningen tilsendt mail med information svarende til hvad Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundheds- og Ældreministeriet blev informeret om den 1. februar 2017. Jeg ved udmærket godt at en hjemmeside som min ved første blik fremstår kværulantforrykt og polemisk, og jeg er ligeglad. En hjemmeside er den mest uhensigtsmæssige reaktion på min situation – men de ganske få, tilbageværende alternativer er langt værre. Alt andet er allerede forsøgt.

Jeg er for længst holdt op med at tjekke mails. I de foregående halvandet års kamp, har jeg ikke modtaget en eneste positiv mail, det har kun været dårlige nyheder, så som afslag på dispensationsansøgninger, meddelelse om at jeg manglede at betale husleje (tak til især embedslæge Elisabet T H og at jeg snart blev smidt ud etc. Hvert nederlag afleveret per mail er usædvanligt modbydeligt at modtage.

[...]

Er netop vågnet kl. 16. Det er noget nær en søvnrekord. Det er godt at dagen er ovre, så fik jeg en pause fra at have det dårligt.

[...]

Den eneste gang jeg i halvandet år har følt bare en tilnærmelsesvis form for håb var, da jeg for et par uger siden tænkte over muligheden for at forlade det her syge land, så jeg kunne få lov til at leve. Ikke bare være passiv tilskuer og offer, men rent faktisk leve.

[...]

Den form for dehumanisering jeg har været udsat for, har ellers været forbeholdt Sovjetunionen.

Da jeg ikke er og aldrig har været psykotisk, har jeg aldrig indtaget nogen former for antipsykotisk medicin. Det er vel rimeligt logisk. Ikke bare datiden gav mig ret, men også nutiden har givet mig ret, så at sige. Der har aldrig været nogen begrundelse for at jeg skulle være psykotisk. Nu er det åbenlyst for enhver, især for alle psykiatere, at jeg selvfølgelig har ret i at jeg ikke er eller har været psykotisk.

I sidste ende handler det om, at hvis man udsætter nogen for ekstreme forhold, så må man forvente en ekstrem reaktion. Det er et normalt menneskes reaktion på unormale forhold. Det er forklaringen på at jeg snart får lukket min dadlnet e-mail konto, fordi jeg sender så meget materiale ud til så mange som muligt. Hver injuriedom er en medalje, jeg bærer med stolthed. Det samme er tilfældet, når jeg bliver ekskluderet af Yngre Læger for at have brugt min dadlnet-konto til at "spamme" kolleger, for i det mindste at have en minimal chance for at overleve.

Jeg har netop gennemgået mine papirer fra Lægernes Bank, og kan se, at jeg ikke har fået noget udbetalt for februar måned og ikke vil få noget udbetalt fremover. Jeg må ikke arbejde på grund af embedslæge Elisabet T H, så det betyder, at jeg fra og med denne måned ingen indtægt har overhovedet. Det er en rædselsfuld situation at stå i, og jeg har stået i samme situation flere gange tidligere. Fælles for dem alle er, at det har været embedslæge Elisabet T H, der aktivt har været skyld i det. Hvorfor er der ingen, der reagerer? Hvad skal jeg gøre? Skal jeg begynde at stjæle i forretninger eller lave røverier for at have bare en smule penge? Er der virkelig ingen, der kan se, at der er noget helt galt?

[...]

Det handler om overlevelse, så alt andet er ligegyldigt.

Er glad for at jeg aldrig rigtigt oplevede noget af det, som gør livet værd at leve. Det hele var en lang kamp, som blev afløst af endnu en lang kamp uden udsigt til at få en ende og uden noget positivt resultat af anstrengelserne. Det er svært at skulle redefinere ens tilværelse, især når det er til det værre og især når det skyldes konkrete menneskers onde handlinger. Har nu ingen indtægt fra og med februar 2017.

Billede. Det var faktisk psykiater Henrik J der begyndte at sende mig SMS'er når han aflyste mine tider. Det var ikke en typisk standard SMS, som man kan modtage i den henseende, men tydeligvis en sms, som Henrik J selv havde skrevet, for dels varierede indholdet, og dels var der talrige sjuskefejl, og bl.a. stavede han konsekvent mit navn uden j. En lægeven og jeg troede han var fuld, når han sms'ede, og en gang da jeg mødte op til min tvungne konsultation hos ham, så jeg at han havde en ca. femkrone stor læsion opadtil i venstre side af panden. Han fortalte at han havde stået på ski, og jeg spurgte om han var kørt off-piste ved et uheld.

Hvorfor skriver jeg ikke noget om, hvad jeg ellers går og foretager mig? Fordi problemet netop er, at der intet er at foretage sig. I teorien kunne jeg gøre alt muligt, gå lange ture, samle på frimærker eller lignende. Det er bare det ved det, at jeg de sidste godt og vel 650 dage intet har haft at se frem til. Alt har været meget usikkert, jeg har mistet mit job, mit fag og min identitet.

Uden det, og uden et positivt mål at se frem til, har jeg brugt hver eneste dag på at se YouTube og også en smule Netflix. For hver eneste dag, har jeg ikke vidst hvad, der ville ske den efterfølgende dag. Jeg havde aldrig i mit vildeste mareridt forestillet mig at der skulle gå 650 dage på den meningsløse måde - og jeg ved jo fortsat ikke hvad morgendagen bringer. Det eneste jeg ved er, at jeg intet selv kan gøre for at komme ud af den her hæslige situation, at det værste venter forude, og at de foregående 650 dage ikke har budt på andet end det ene nederlag efter det andet. Der er ikke sket noget positivt overhovedet de sidste 650 dage, det er et under, jeg stadig gider at hænge ved. Er det uforståeligt? Er det uindføleligt, det jeg skriver? Jeg nåede aldrig at stifte familie, og det, der har betydet mest for mig, er blevet revet væk. Tænk over, hvordan du ville have reageret i min situation.

Endnu en ulidelig dag tilbragt inden døre. Som jeg tidligere har skrevet, så vil jeg hellere være i fængsel, end hvor jeg fysisk befinder mig nu. Banal psykisk tortur igennem måneder. Men også fysisk tortur, forstået på den måde, at det, der altid har været omdrejningspunktet i mit liv, lang tid før jeg startede i gymnasiet og på medicinstudiet, har jeg været forhindret i siden jeg mistede min lejlighed den 20. juli 2016; nemlig daglig fysisk aktivitet igennem sport, motion og træning.

Inden jeg i sommers måtte deportere mine våddragter og andet udstyr, var jeg flere gange ugentligt ude at havsvømme i sæsonen, og uden for denne svømmede jeg indendørs på hold eller sammen med venner. Jeg cyklede på min mountain bike og min road bike så ofte jeg kunne, og da jeg arbejdede i Glostrup og i Herlev cyklede jeg hver dag dertil fra Indre By. Da jeg boede i Dronningens Tværgade skiftede jeg den udendørs cykling ud med spinning i Fitness.dk. Hjemme styrketrænede jeg stort set hver eneste dag, uanset om jeg i forvejen havde været til svømning eller lignende. Fysisk træning har i al den tid, jeg kan huske, været en integreret og daglig del af mit liv.

De fysiske rammer hvor jeg er nu, er slet ikke egnede til nogen former for træning, og de tilsvarende mentale, er i høj grad også hæmmende. Motivationen er også for længst forsvundet, og de seneste knapt 8 måneders påtvungen passivitet har sat sine ødelæggende spor på min krop og psyke. Jeg har forsøgt adskillige gange at genskabe nogle faste træningsrutiner, men det er umuligt at fastholde dem.

Alt mit træningsudstyr ligger på lageret på Amager, det samme gæler mine cykler. Det er ikke billigt at gå i svømmehallen og hvis jeg alligevel gjorde det, ville det utvivlsomt være et stort nederlag at opleve, at man ikke kan noget som helst længere. Fra et svømme rundt om Amager Strandpark et par gange ugentligt for et par år siden (over 5 km) til nu at ligge i sengen det meste af dagen og blive forpustet bare af at gå op ad trappen til 1. sal, er ubeskriveligt rædselsfuldt. Uden et mål og uden at lave noget som helst i så mange måneder er det bare umuligt for mig at starte nogen form for træning.

Jeg troede aldrig jeg ville havne i en situation, hvor jeg de facto ikke kunne være fysisk aktiv. I fængslet har man træningsudstyr, og efter halvanden time med tung vægttræning og kredsløbstræning, er jeg ligeglad med hvor i verdenen jeg befinder mig og hvor elendige mine vilkår i øvrigt er. På den måde kan min situation næsten kun blive bedre. I øvrigt var det derfor at jeg egnede mig så godt til at være klinisk arbejdende læge med travlhed og renden frem og tilbage 24 timer næsten uden pause og hvile. Det var reglen snarere end undtagelsen at jeg på vagtværelset tog tre sæt armbøjninger, lavede englehop eller noget tredje. Især var det en effektiv metode til at holde sig vågen og skarp hvis man havde arbejdet uafbrudt fra kl. 9.00 til kl. 03 og var ved at blive mentalt udmattet.

[...]

Jeg har levet reelt eksistentiel truet og mistet alt. Det betyder igen, at jeg hverken kan eller vil sidde passivt og acceptere alt, der uforskyldt er hændt, især fordi jeg ikke overlever mange år endnu, hvis jeg er tvunget til at bevæge mig ud ad samme tangent. Når alt kommer til alt vil tiden give mig ret og jeg er helt tryg ved, at det kommer til at gå op for alle, at jeg blev behandlet ualmindeligt forkasteligt. Mit problem er at kunne udholde en trøstesløs tilværelse indtil da og fortsætte med minutiøst at dokumentere alt imens.

Jeg er så socialt depriveret, at selv Sundhedsstyrelsens sjældne, eksistentielt truende breve føles som et velmenende kram. Det er perverst. Embedslæge Elisabet T H har udsat mig for så disproportionale og ødelæggende sanktioner, at jeg har mistet alt, hvad jeg elsker højest; fag, karriere, identitet, indtægt, bolig, penge til mad, socialt netværk. Hun er direkte ansvarlig for at jeg blev udhængt på Internettet i ”gabestokken” til uretfærdig og ydmygende spot og spe. Hun er direkte ansvarlig for at jeg har levet under så ulidelige vilkår at jeg har lyst til at begå selvmord hver eneste dag. Ikke fordi jeg er unormal, psykisk syg, narkoman eller lignende - men fordi jeg er et normalt menneske, der udsættes for det ene overgreb efter det andet i tilpas lang tid. Det er ulideligt for alle mennesker.

Lægernes Bank

Jeg har netop gennemgået mine papirer fra Lægernes Bank, og kan se, at jeg ikke har fået noget udbetalt for februar måned, og ikke vil få noget udbetalt fremover. Jeg må ikke arbejde på grund af embedslæge Elisabet T H, så det betyder, at jeg fra og med denne måned ingen indtægt har overhovedet. Det er en virkelig ubehagelig situation at stå i, og jeg har stået i samme situation flere gange tidligere. Fælles for dem alle er, at det har været embedslæge Elisabet T H, der aktivt har været skyld i det. Hvorfor er der ingen, der reagerer? Hvad skal jeg gøre? Skal jeg begynde at stjæle i forretninger, eller begå røverier for at have bare en smule penge? Er der virkelig ingen, der kan se, at der er noget helt galt?

[...]

Det handler nu om at overleve, så er alt andet ligegyldigt.

Endnu en nedslående besked i dag, endnu mere meningsløs og ulidelig ventetid. Hvis man godt kan lide konsistens, er det fint, for trenden med det ene nederlag efter det andet er fuldstændigt uændret i omkring 660 dage nu. Det er et mareridt, jeg aldrig vågner op fra. Præcis som i et mareridt, hvor man er ufrivillig, handlingslammet deltager i noget, der er særdeles ubehageligt, præcis sådan er det at være spærret ind på værelset. Uanset hvad helvede jeg gør, er det helt omsonst og jeg kan ikke forbedre min stadig mere håbløse situation.

Uanset hvor meget jeg træner (i det begrænsede omfang, det er muligt) og uanset hvor mange timer jeg læser dagligt, så ændrer det intet. Der er gået næsten to år med total uvished. Det er forsat tilfældet, og nu jeg har ingen indtægt længere og ingen udsigt til at få en.

Fortsat den værste trussel hængende over hovedet og som med alt andet ved min situation, så ved jeg intet konkret, hvad angår dato etc. Jeg har mistet alt i løbet af de forudgående to år, fra socialt netværk over job til bolig - og fremtid. Det er kun blevet værre og værre, og de overgreb, jeg har været udsat for, har været modbydelige. Jeg skal selvfølgelig nok blive meget mere konkret i nærmeste fremtid. Jeg får aldrig så meget som min egen bolig igen. Det er tortur, umenneskelig, meningsløst og unødvendigt. Jeg ville hellere have været 2 år i fængsel med en fast tidsramme, vished om en endelig dato for ophør af straffen, og dermed et mål at arbejde hen imod.

Man er nødt til at forstå, hvor alvorlig min situation er. Jeg kan ikke blive ved. Det er 245 dage siden jeg blev sat på gaden. Der er gået 661 dage siden jeg havde et job. Jeg har ingen indtægt eller formue. Der har gennem to år ikke været penge til tandlæge, briller, byture, biografture, svømmehal mv.

Der er ikke længere nogen grund til at kæmpe en tabt kamp. Da jeg alligevel ikke kan komme ud af dette helvede uanset hvad jeg gør, lader jeg alt sejle fra nu af.

Når jeg om kort tid ikke længere kan betale for lageret, hvad sker der så? Shurgard bryder låsen op og smider mine ejendele, der står opmagasineret dér, ud. Jeg er efterhånden ligeglad.

Endnu et stort nederlag, takket være Henrik J. Hvordan kan man holde et menneske i ulidelig uvished gennem to år? Ikke bare uvished i en ellers normal tilværelse, men uvished i en helt uudholdelig og urimelig tilværelse uden bolig, indtægt, job, socialt netværk og karriere? Der har aldrig været en reel årsag til at jeg hver dag i to år, alle døgnets vågne timer, skal gå og tænke over, at jeg uforskyldt har mistet alt, og intet tilnærmelsesvist positivt har at se frem til. Efter 15 års hårdt slid. Det er tortur. Jeg har ingen indtægt, men Jeg kan sagtens arbejde. Jeg er uendeligt træt af ikke at blive behandlet som et menneske.

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 2. marts 2017

Nedenstående mail var ledsaget af speciallæge i psykiatri Henrik Js speciallægeerklæring. Styrelsen for Patientsikkerhed nægtede dog at forholde sig til den erklæring, de selv havde tvunget mig til at indhente. Dermed udsatte Styrelsen for Patientsikkerhed mig for fem års yderligere dyb fattigdom, stigmatisering, periodevis sult og hjemløshed.

“Emne: Generhvervelse af lægelig autorisation

"Jeg skal d. d. (2. marts 2017) anmode om generhvervelse af lægelig autorisation, jf. vedhæftede bilag. Jeg vil straks tage kontakt til min praktiserende læge mhp. henvisning til privat praktiserende psykiater.

[...]

Jeg skal endnu engang give Styrelsen for Patientsikkerhed mit samtykke til ubegrænset adgang til alle sundhedsrelevante oplysninger, som vedrører mig. Kjeld Andersen."

Næstsidste blogpost

Jeg havde begået selvmord for to år siden, hvis jeg vidste, hvordan det kom til at gå. Jeg havde også begået selvmord for et år siden og for et halvt år siden, hvis jeg vidste, hvordan min situation ville være i dag.

Min situation skal bedres. Ikke min tilstand, men min situation; man er nødt til at forstå, at min tilstand, psyke, endogene faktorer ikke er årsag til at jeg har det, som det er tilfældet. Det er min situation, sociale, eksterne faktorer, der er årsagen.

Jeg er næppe i live om to måneder, hvis min situation ikke er bedret. Ikke min tilstand, men min situation; man er nødt til at forstå, at min tilstand, psyke, endogene faktorer ikke er årsag til at jeg har det, som det er tilfældet. Det er min situation, sociale, eksterne faktorer, der er årsagen.

Man kan og man bør ikke primært medikamentelt eller psykodynamisk behandle sig ud af svært håbløse sociale vilkår. Der er intet til hinder for, at jeg sagtens selv kan forbedre min situation eklatant, hvis jeg altså måtte.

Der kan ikke være nogen, der efter at have set min hjemmeside, fortsat er i tvivl om, at jeg selv allerede har gjort alt menneskeligt muligt og mere til, for at få en normal tilværelse igen.

Er der virkeligt nogen, der er så dumme, at de tror jeg udstiller og ydmyger mig selv, fordi jeg har lyst, og ikke fordi jeg er desperat? Hvis du ikke synes at min reaktion er indfølelig, så er det dig, der er noget galt med, og ikke jeg.

Af alle de modbydeligheder og overgreb, jeg har været udsat for, er kerneårsagen femårsfristen for læger. Uden den, ville intet af det, jeg har oplevet have været så katastrofalt, som det skulle vise sig at være tilfældet.

Skal jeg virkelig være den første martyr for femårsfristen? Det ville være lige så meningsløst som femårsfristen selv. Men det ender jo med at være konsekvensen.

Du står lige ved siden af menneske, der er ved at drukne, og du gør intet. Hvad siger det om dig? Hvis det var din bror, din far, din søn, ville du så gide at røre en finger?

En person, der drukner kan måske råbe om hjælp, men det er umuligt for vedkommende at indgå i en dialog. Hvis du læser det her, så er det din pligt at hjælpe, præcis som det ville være min pligt at hjælpe dig, hvis du var i min situation. Næste gang jeg skriver noget på denne blog, bliver det sidste gang jeg skriver noget som helst.

Jeg må trække i land igen: det er ikke denne blogpost, der slår mig ihjel, det er fraværet af at jeg kan udtrykke mig, der slår mig ihjel. Selv om jeg skriver til ingen, er det nødvendigt at jeg bliver ved, om ikke andet, så for at aflede mine tanker fra min dybt håbløse situation. Man kan argumentere for at jeg persevererer og fastholder mig selv i et negativt tankemønster. Det er uden tvivl rigtigt, men dels er jeg kun et menneske, og dels er min situation ikke resultatet af pessimisme og sortsyn, selv om jeg lider af begge dele.

Tag f.eks. det der skete i formiddags, da jeg skulle ud i det fremragende vejr for at handle lidt ind: da jeg nåede op i Rødovre Centeret opdagede jeg at Lægernes Bank havde lukket min konto.

Alverdens glade tanker havde ikke hjulpet mig. Det eneste, der kunne have hjulpet mig var, at jeg måtte arbejde, således at jeg kunne tjene penge. Men jeg må ikke arbejde, selv om der intet reelt er til hinder for det. Eller: det, der hindrer mig er, at overlæge "Den første fremtrædende psykiater" og overlæge Toke Troelstrup ikke tør eller vil indrømme, at de tog fejl. Nu har de to gode kolleger og dygtige læger kastet den luns kød til Styrelsen for Patientsikkerhed, som den skulle bruge for at forbyde mig at arbejde som læge i, i praksis, al fremtid. Alt hvad jeg foretager mig i dag og har foretaget mig i de forudgående mange måneder, er det bedste bevis på at de tog fejl eller handlede i ond tro.

Tilbage til økonomien. Jeg havde faktisk penge stående på min konto; det var ikke meget, for at sige det mildt, og hver og eneste krone skulle gå til advokatsalær. Er kontoen lukket som følge af, at jeg har gjort Lægeforeningen og Yngre Læger sure pga. denne hjemmeside, hvorfor jeg er blevet ekskluderet af foreningerne og dermed ikke er berettiget til et medlemskab af Lægernes Bank? Ikke helt sandsynligt, men heller ikke udelukket. Igen, hvad så?

Jeg er ikke i arbejde, takket været netop de to foreningers svigt. Når jeg ikke har en indtægt har jeg ikke råd til at betale for mit medlemskab af foreningerne, hvorfor jeg under alle omstændigheder ville blive ekskluderet. Mit eneste håb om en indtægt er dermed at tage et arbejde i en helt anden sektor, f.eks. stå bag disken på en tankstation. Hvis Lægeforeningen og Yngre Læger opdagede dette, ville jeg helt sikkert blive ekskluderet.

Så kunne jeg på ny ansøge om Invalidepension. Der er dog to problemer ved dette: 1. jeg er ikke invalid og derfor ikke berettiget til ydelsen. 2. der er endnu ingen læger, der vil udfærdige den nødvendige erklæring; f.eks. har Henrik J og Marianne Geoffrey direkte afslået at gøre det. Der er alt for lang ventetid hvis jeg skal få andre til det, og nu hvor min konto er lukket, kan jeg (slet) ikke bekoste en speciallægeerklæring uden om sygesikringen. Hvilke muligheder har jeg tilbage? Gid én eller anden ville forsøge at korrigere det, som åbenbart er en vrangforestilling.

Konsekvensen af Lægernes Banks beslutning er, at jeg ikke kan betale min advokat, og at jeg heller ikke kan betale for det lagerrum, hvor mine sørgelige ejendele står. I forhold til lageret, hvilke muligheder har jeg så? På lang sigt ingen. Jeg må afstå det. På kort sigt, dvs. inden den 1. april hvor næste betaling skal falde, har jeg kun én mulighed: jeg må sælge et eller andet, så jeg har råd til en måneds ekstra leje. Desværre ejer jeg intet af værdi.

Var ude på lageret i går med "J". Det er lang tid siden, jeg har været derude sidst. Som følge af Lægernes Banks nedlukning af min konto den 11. marts 2017, har jeg mistet de få penge, der stod der. Det betyder at jeg ikke har penge til mit lager længere, blandt så meget andet. Det er en forfærdelig situation i en række af forfærdelige situationer. Selvfølgeligt er det voldsomt angstprovokerende, og det var slemt nok i forvejen.

Engang nød jeg den luksus, det er, at have en hobby. Men som boligløs, og uden plads, måtte jeg kassere de fleste af mine bøger, som jeg havde indsamlet gennem en tiårig periode. Det er naturligvis kun bøger, men det bliver nok umuligt for mig at anskaffe dem igen.

Billeder. Kassering af bøger, jeg ikke havde plads til.

Ethvert bør da kunne indse, at ingen, der er så svært psykisk læderet, at det er indiceret at de skal undergå en mentalundersøgelse, er i stand til at lave en hjemmeside som denne. Det er meget banalt. Hvad skulle jeg dog lide af, der alligevel ville berettige den ydmygende og unødvendige undersøgelse? Jeg håber at de læger, der mod min vilje og under tvang skal udfærdige en mentalundersøgelseserklæring kaster et blik på hjemmesiden.

Er jeg ikke tilpas sammenhængende og konsistent? Er det ikke indføleligt, at jeg har det ad helvede til, alene som følge af min situation? Hvis jeg ikke må have lov til at være desperat nu, hvornår så? Omvendt: hvis jeg var psykisk upåvirket, affektflad og indifferent - ville det netop ikke i dét tilfælde være indiceret med en mentalundersøgelse? Jeg har en knivskarp virkelighedsopfattelse, og jeg ved præcis hvad jeg foretager mig.

Hvilket svær psykiatrisk sygdom skulle debutere pludseligt og uventet for en 35-årig mand uden prodromalsymptomer og uden tidligere indlæggelse og behandling? Jeg hverken ryger, drikker eller tager stoffer. Der er ingen førsterangssymptomer, ingen vrangforestillinger eller hallucinationer, ingen negative eller kognitive symptomer, der tilnærmelsesvist peger i psykotisk retning. Ingen tegn på mani eller bipolar affektiv sindslidelse. Depression? Helt sikkert i let til moderat grad, alt andet ville være bizart. Men ikke mere end det. Svær personlighedsforstyrrelse? Nej. Hverken set i et longitudinelt- eller tværsnitsperspektiv er der noget, der berettiger en mentalundersøgelse. Læs hvad jeg er, og har været, udsat for, så er jeg sikker på at du meget langt hen ad vejen forstår, hvorfor jeg har det, som tilfældet er.

Der er kun én måde jeg kan komme videre på: Få Retslægerådet¹ involveret. Lad dygtige og engagerede læger og psykiatere læse det makværk, der er skrevet om mig. Det ville spare mig for usandsynligt mange modbydeligheder. Jeg håber og tror på, at der i Retslægerådet sidder hæderlige og uvildige læger, som er i stand til at være så objektive som muligt, uden frygt for Styrelsen for Patientsikkerhed og med modet og fagligheden til at undsige deres kollegers vamle sludder.

Konklusionen må være følgende: Det er vigtigt at huske på at det næste gang er det din tur. Alle der kender mig véd, at hvis det her kan ske for mig, kan det ske for alle. Det er udelukkende et spørgsmål om uheld.

1. Joke's on me.

Lægernes Bank

Efter jeg sendte de mange mails blev min konto i Lægernes Bank åbnet igen. Tusinde tak for det. Nu kan jeg disponere over de få tusinde kroner jeg har tilbage til omkostninger til retssagerne (ca. 14.000 kr.)

Min dadlnet-konto er lukket jf. et brev fra Lægeforeningen. Det var forventeligt og en meget lille pris at betale for at få min konto i Lægernes Bank åbnet igen. Når ikke Yngre Læger gider hjælpe må jeg - tvunget af omstændighederne - hjælpe mig selv. Hvad mere er: Yngre Lægers afstandtagen fra mig er nu i overført betydning blevet en slags hædersbevisning. Jeg er stolt af at have overlevet indtil videre, trods Yngre Lægers modstand. En dag går det måske op for foreningens andre medlemmer at de ingen hjælp eller støtte kan regne med fra denne pseudo-fagforening, især ikke når det for alvor gæler.

Jeg kan ikke leve mere på denne måde. Det er tortur, og uvisheden gør mig vanvittig. Når der ikke er nogen, der gider gøre noget for at forbedre min ulidelige situation afgørende, gør jeg det selv. Jeg sætter selv en deadline, efter to års uvished.

Håbløshed

Alle dage i især de foregående 10 måneder har været et helvede. Det bliver værre og værre, og i dag har været fuldstændig ulidelig. Når jeg bare tænker på hvor håbløs den situation, jeg er blevet sat i, er, har jeg lyst til at dø. Hver dag er det vigtigste, jeg foretager mig, at aflede mine tanker fra de to år jeg har spildt.

Og dette er bare en del af alle de modbydeligheder, der har ramt mig de foregående to år. Når jeg tænker over det, bliver jeg voldsomt stresset, desperat, vred og nedtrykt. Der er ingen måder, jeg kan cope på, ingen slutdato, jeg kan se frem til, kun dag efter dag med svært ubehag og lidelse.

Det er voldsomt provokerende at nogen tilsyneladende tror, at den måde jeg har det på skyldes endogene faktorer. Det er sociale faktorer, der er årsagen til at jeg har det elendigt hver dag; Hvis man placerede mig under vilkår, som er normale for flertallet af voksne mennesker i Danmark, ville jeg momentant få det eklatant bedre. Hvilken luksus er det jeg kræver? 1. Egen bolig, uanset hvor lille og ringe den er. 2. Noget at foretage mig, i form af et job. Hvordan kan nogen mene, at jeg ikke opfører mig adækvat under de uudholdelige vilkår, som afskyelige mennesker, som ovenstående, har tvunget mig under?

Brev til Kammeradvokaten og STPS

Uddrag af mailen.

"Til embedslæge Elisabet T H (Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS), Folketingets Retsudvalg og Kammeradvokaten. Vedrørende min lægeautorisationssag skal jeg oplyse nedenstående, idet jeg skal bede Kammeradvokaten om at involvere sig i min sag. Dette som følge af embedslæge Elisabet T Hs gentagne brud på forvaltningsloven og principielle forhold relateret til styrelsens sagsbehandling. Desuden er de forhold, jeg beskriver, identiske med de i Kammeradvokatens redegørelse af december 2016 behandlede. Jeg mener, det er relevant at Folketingets Retsudvalg modtager skrivelsen, idet den omhandler principielle forhold med betydning for retsstaten.

CPR:"

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed, Kammeradvokaten og Ombudsmanden af 27. april 2017

Til Kammeradvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed (Cc. Folketingets Ombudsmand til information)

"Jeg har d.d. (27-04-17) fået en tid hos privat praktiserende psykiater Aksana Hansen den 30-05-17 kl. 9.20. Det var først mulige tid hos første psykiater, jeg kunne komme i kontakt med, som ikke var lukket for tilgang.

Jeg afgiver derfor mit samtykke til at alle, der anmoder STPS om nedenstående afsnit, kan få aktindsigt i det, uden tidsbegrænsning og uagtet om jeg er i live eller ej. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke holde det ud længere. Det skyldes udelukkende STPSs absurde og uberettigede sanktioner over for mig. De har ødelagt mit liv, min familie og min tilværelse."

Infektion

Vågnede ca. kl. 4 i morges pga. tandsmerterne. Virker som om de har spredt sig til højre øre, men der er ikke nogen øvrige symptomer herfra. Feberen føles værre, der var lidt kulderystelser tidligere, men jeg har fortsat ikke målt min temperatur. Er konstant forkvalmet og har det skidt. Sovet i alt 14 timer ad flere omgange. Heldigvis har jeg mistet appetitten, hvilket er godt, da jeg er blevet for fed. Har ikke råd til at gå til tandlæge.

praktiserende læge Camilla Elvekjær har stjålet næsten et år af mit liv. Hun har de facto sat mig på gaden. Hvordan kan nogen gøre det? Hun er et ondt og fejt menneske. Hun ødelagde noget, der var godt. Et år i helvede pga. hendes inkompetence og paranoia.

Jeg prøver konstant at sove, så jeg kan undgå at blive konfronteret med en modbydelig virkelighed. Med feberen og trætheden er det nemmere at sove, og når jeg ikke indtager noget som helst med koffein, kan jeg nå op på 13 - 14 timers søvn i døgnet. Efter så mange måneder (over to år) med isolation og passivitet er jeg ikke længere motiveret til at gå en tur i solen. Jeg har ikke været udenfor i over to uger. Det bliver paradoksalt befriende, når jeg snart er tvunget på gaden. Må skynde mig at blive rask, så jeg kan komme afsted. Godt at dagen snart er forbi. Har været vågen i tre timer nu, kl. 15.43, og jeg er allerede begyndt at blive træt igen, hvilket er perfekt, da jeg forhåbentligt kan få sovet et par timer til.

Havsvømning

Jeg skulle have været ude i bølgerne ved Amager Strandpark fra om med i går og til og med 1. oktober. Det er noget af det vigtigste i mit liv, og når jeg er forhindret i det, gør det alt meget værre. Min desperationsskala går op på 9,5 når jeg tænker på hvad, jeg går glip af. Alt, der minder mig om svømning og havet har den effekt. Mine våddragter ligger nu på lageret på Amager.

Desperation.

Alene det at vejret er så perfekt, er en hån mod mig. Det, kombineret med manglende (hav)svømning, gør mig først desperat og herefter apatisk og svært nedtrykt. Jeg er nu fysisk og mentalt fastlåst, sat skakmat. Druknet i et meningsløst bureaukrati uden ende. Jeg glæder mig til jeg skal bo på gaden. Hver gang jeg kigger ud ad vinduet eller reflekterer over min situation, sker det igen: først ulidelig desperation, dernæst dyb apati. Der er alt for længe til at dagen er ovre. Forsøger at sove igen.

Helvede

Mens du nyder livet i forårssolen i have, på din cykel, ude i bølgerne eller på en cafe, sidder jeg fortsat fastlåst på værelset. Hvorfor kan jeg ikke bare gå ud og nyde vejret? Fordi det er meningsløst. Hvis du sidder på dødsgangen, er du ligeglad med en tur i solen, for dit fremtidsperspektiv er udsigtsløst. Jeg har reelt set ingen frihed, og det har jeg ikke haft i 9 måneder. Jeg har, påtvunget af staten, levet under fattigdomsgrænsen i over et år, og næsten lige så længe har jeg levet udelukkende på andres nåde. Det er psykisk, og efterhånden også fysisk, tortur. Jeg er blevet smadret så meget at jeg ikke kan rejse mig igen. Der er ingen vej tilbage. Hvordan skal det nogensinde blive godt igen?

Embedslægeinstitution

Staten i form af den fascistoide Embedslægeinstitution har ødelagt mig. Jeg ejer intet længere og pga. måneder med manglende indtægt har jeg stor gæld. At kalde et statsligt og udemokratisk organ, Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Embedslægeinstitutionen), er vammel newspeak. Det er en nyttesløs metastase i det danske samfund, hvis eneste eksistensberettigelse er bureaukrati for bureaukratiet egen skyld. Embedslægernes eneste merit er at de har været på medietræningskursus og lært floskler som "taskforce" og "risikobaseret tilsyn".

Det er en offentlig kendt hemmelighed at kun de fagligt ringeste og mest menneskesky læger ender som embedslæger [og psykiatere]. Ofte opportunister, passivt aggressive og magtsyge. På grund af deres egen lægefaglige utilstrækkelighed elsker de at ødelægge kolleger; det er ligegyldigt, om kollegerne har skadet patienter eller ej, det handler om at hvert eneste af deres ofre lindrer deres egen følelse af forsmåethed og mindreværd, og tilfredsstiller deres hævnløst på omverdenen.

Infektion

Gennem de sidste to dage er det blevet bedre. Jeg føler ikke at jeg har feber længere. Smerterne er aftaget, men fortsat til stede, heldigvis kun lokaliserede svarende til højre kæbeled.

Fremtiden

Der er ingen. Det er ikke engang polemisk, men et faktum. Jeg har ofte tænkt på, hvordan andre ville reagere i min situation. Hvad ville du gøre, hvis du havde mistet alt og stod på afgrunden pga. et sygt bureaukrati og enkelte, amoralske og feje mennesker, hvoraf de fleste engang afsvor lægeløftet - med krydsede fingre? I stedet for at have mod til at indrømme deres fejl og dovenskab, smed de mig på gaden og tog alt fra mig.

Yngre Læger

Frem for at yde en virksom og rettidig indsats for mig, valgte de at ignorere mig, trods alle mine henvendelser. De har lukket min dadlnet-mailadresse; det var jeg forberedt på, og det var prisen for at forsøge at hjælpe mig selv ud af en uholdbar situation, når nu Yngre Læger konsekvent ikke gad. Hvad YL skrev til mig, var imidlertid at min mail fortsat var tilgængelig, men overgik til TDC regi. Det er imidlertid ikke sket, hvorfor jeg ikke længere har adgang til min indbakke og - måske værst - de mails, jeg har sendt. Værst, fordi Yngre Læger derved har forhindret mig i at fremlægge alle de mails, jeg gennem to år har sendt til både Yngre Læger selv, samt myndighederne.

Efter to år skal det stoppe. Ingen indtægt i flere måneder, stemplet som paranoid.

Jeg kan ikke holde min situation ud. Alt hvad jeg har skrevet her på siden er sandt. Jeg dør, hvis jeg skal leve sådan her meget længere. To år er nok. Hvis man ikke kan sætte sig ind i min situation, er det ikke mit problem. Ingen kan forvente en anden reaktion fra mig, efter alle de modbydeligheder jeg gennemlevet og fortsat gennemlever. Nu er det udelukkende op til andre at agere. Alle har haft mulighed for at vide hvad, jeg gennemlever og alle har haft mulighed for at reagere konstruktivt. Ingen har mig bekendt reelt gjort noget for at bedre min situation. Det kan ikke blive ved.

Nå, det nytter alligevel ikke at "kværulere" yderligere. Det er min egen samvittighed der i over to år har forhindret mig i at gøre det eneste rigtige, nemlig leake alt til Facebook. Når jeg snart har skrevet til de sidste par tusinde læger, har alle og enhver (politiet, politikere, myndigheder, læger etc.) fået en forklaring, der gør at ingen kan være i tvivl om mine hensigter på mandag. Hvis ikke min telefon ringer inden da, må jeg bide skyldfølelsen i mig og gøre det nødvendige, hvis jeg skal overleve.

Afslutning

Jeg er blevet irreversibelt ødelagt af de sidste over to års mareridt. Det kan aldrig blive godt igen, jeg har mistet alt og kan aldrig generhverve det tabte. Mit fag, det vigtigste i mit liv, 15 års utroligt hårdt slid, er spildt. Det er ikke til at bære. Det er enkelte personer, der er årsag til at jeg er, hvor jeg er.

Jeg har ikke lyst til at leve. Sådan er det hver dag. Det er bedre at være død, end på andet år at sidde og kigge ud i luften. Det bliver hele tiden mere uudholdeligt. På min "desperationsskala" er jeg pt. på 9,9. Der er intet at foretage sig udover at have det tiltagende dårligere og tænke konstant over det. Jeg er ligeglad med hvordan, men det skal slutte NU. Det bliver umenneskeligt svært at vente til mandag. Jeg har aldrig nogensinde skadet nogen. Hvorfor skal jeg så straffes?

Udmeldelse af Yngre Læger og Lægeforeningen

Jeg udmelder mig d.d. (14-05-17) af Yngre Læger og Lægeforeningen. Det skyldes ,at jeg ikke har penge til at betale kontingentet. Desuden har foreningerne aldrig har været mig til nogen som helst gavn. Jeg skal som det sidste bede om, at indholdet af min dadlnet-mailkonto tilsendes mig på denne adresse, gerne som en ZIP-fil. Kjeld.

Kommunen

Endnu en dag i ydmygelsens tegn. Den startede dårligt og blev værre. Min kontanthjælpsansøgning som jeg indsendte for over en måned siden, har jeg intet hørt om. Kommunen sendte ellers en kvittering på, at den var indsendt.

I ansøgningen skulle jeg under tro og love garantere at jeg ingen indtægt havde haft i ca. fire måneder, ingen formue havde, var forgældet (mindst -89000 kr.), intet ejede af værdi, og heller ikke havde nogen bil. Jeg skrev i ansøgningen at jeg (på daværende tidspunkt) var medlem af Lægeforeningen og Yngre Læger, samt at jeg ganske vidst havde været medlem af en A-kasse (Akademikernes), som jeg havde indbetalt til i flere år, men at jeg ikke havde været berettiget til dagpenge og var blevet smidt ud efterfølgende, da jeg ikke kunne betale kontingentet.

Oppe på kommunen i dag fik jeg talt med "En grim hater fra kommunen" i Borgerservice. Hun fortalte, at da jeg var blevet smidt ud ad min lejlighed i København, og derefter var flyttet hjem til mine forældre, var jeg ikke berettiget til at få anvist en bolig. Der var således intet at gøre. Dog kunne jeg, hvis jeg modtog kontanthjælp, få min sag vurderet af et kommunalt udvalg (kan ikke huske navnet).

Jeg blev derfor henvist til Jobcentret, som lå et stykke derfra. Fik at vide at jeg bare skulle henvende mig dér. Vel ankommet til Jobcentret, stod der endnu "En grim hater fra kommunen" ved skranken. Kunne ikke trække et nummer nogen steder. Spurgte ham, om der var et nummer jeg skulle trække et sted, for jeg kunne ikke se at der skulle være et sådant system. "Nej", svarede han, "du kan kun henvende dig efter aftale med os". Forklarede ham, at jeg havde været oppe i kommunens hovedbygning og efter et par minutter gav han sig. Fortalte om min situation, og at jeg havde indsendt en kontanthjælpsansøgning over en måned forinden, men intet svar havde fået.

"Hvordan det", ville han vide. "Jeg indsendte ansøgningen via Borger.dk". "Nej", sagde han, "det kan ikke lade sig gøre". Forklarede, at det var præcis, hvad jeg havde gjort, og at jeg oven i købet havde en kvittering fra indsendelsen. Han gentog bare. Ingen grund til at diskutere yderligere med ham, så jeg sagde bare, at jeg, hvor om alting var, havde indsendt ansøgningen. Så besværede han sig med at slå mig op i systemet.

Derefter stillede han de obligatoriske spørgsmål: "Hvad er din uddannelse?". "Jeg er læge", svarede jeg, "men jeg må ikke arbejde som læge. Jeg kan dog sagtens arbejde med alt muligt andet, også sundhedsrelateret arbejde". "Læge", gentog han mens han indtastede det i systemet, og sagde at det var til jobformidlingen. "Nej nej", sagde jeg, "det er min uddannelse og tidligere hverv, men jeg må ikke arbejde som læge". "Det er lige meget, jeg skal skrive det ind i systemet, var hans svar."

Derefter fik jeg udlevet 7 x sammenhæftede formulerer, jeg skulle udfylde. "Før du kan komme igen hos os, skal du forbi Økonomiafdelingen. Du kan ikke nå det i dag. Når du har været dér, skal du vende tilbage til os på onsdag til et møde".

Efter nogle timer hjemme igen og få en lur.

Jeg kan allerede nu komme med et kvalificeret bud på resultatet af mødet: Sagsbehandleren kan ikke forstå min situation. Det er for komplekst, og jeg kan ikke forklare f.eks. hvorfor jeg ikke var berettiget til dagpenge i sin tid, eller hvorfor jeg ikke havde råd til husleje. Derfor bliver der aftalt et nyt møde mens sagsbehandleren taler med nogen, der måske ved noget. Det ender med fiasko igen. Jeg kan intet gøre, hverken fra eller til.

Jeg tror ikke et sekund på at det lykkedes mig at få kontanthjælp, selv om jeg absolut mener jeg er berettiget hertil. Men jeg er tvunget til at forfølge kontanthjælpen, alene fordi det er det eneste rationelle at gøre. Det er absurd og virkeligt nedslående.

Mit reaktionsmønster

De fleste, der læser hvad jeg har skrevet, må undre sig over mit valg af metode. Jeg undlader helt bevidst intet, fordi alle skal kunne bevidne hvor forfærdeligt det har været og fortsat er. Jeg filtrerer intet fra, selv om det ville forarge mindre og være "pænere". Nej, enten skriver jeg alt eller også skriver jeg ingenting. Det er ikke særligt "dansk" at gøre, men det er det eneste rigtige. Enten er det min virkelighed eller også er det ligegyldigt. Jeg sætter en dyd i at udstille mig så meget som muligt, selv om det er det, jeg hader allermest. Hvorfor? Fordi jeg allerede er udstillet (i ”gabestokken”), hvilket var unødvendigt og et overgreb. Netop fordi det er det, skammer jeg mig ikke. Hvis jeg gjorde, så ville jeg ikke skrive et ord om det.

Iterationer

Nu har jeg meget snart befundet mig i helvede i ét helt år. Jeg ville hellere have tilbragt et år i fængsel, især hvis jeg kendte slutdatoen for straffens ophør. Der er i det mindste træningsfaciliteter i et fængsel, og de fysiske rammer hvor jeg er nu er helt utilstrækkelige.

Når man har været tvunget til passivitet så længe, sker der følgende: i starten er der et vist håb, og man forsøger at opretholde de daglige rutiner, en daglig gåtur, lidt interimistisk træning osv. Efterhånden som tiden går mister man håbet totalt - måske sker der noget i morgen, tænker man, men som månederne går, erfarer man hurtigt, at de eneste breve man får, har et yderst negativt indhold; der har endnu ikke været én eneste positiv besked i min E-boks.

Efterhånden bliver man apatisk i forhold til at åbne breve og tjekke E-boks. Belært af to års nådesløs virkelighed, ved man, at der intet godt er at læse i posten, og hver eneste gang man alligevel har bidt ubehaget i sig, og åbnet brevene, er det som at få en dødsdom.

Der skal ikke mere end én negativ besked til at få det hele til at vælte. Og jeg véd jo, at jeg ikke går glip af noget positivt budskab. Fordi man intet oplever længere, er der intet nyt at skrive om, som hovedregel i hvert fald. Det, der fylder mest har ikke forandret sig i et års tid, og derfor ender man med at skrive det samme hver dag med lidt variation. Det hele kan kun blive værre. Alene temperaturen på mit lille værelse skal ikke blive meget højere før det bliver endnu et ulideligt problem.

Søvn

Fordi jeg intet har at foretage mig længere og fordi hvert vågent minut er ulideligt, har jeg trænet mig op til at sove rigtig længe. Det kræver totalt fravær af koffein, og derfor har jeg ikke drukket kaffe i omkring et år. Te og sodavand er naturligvis også et no-go.

På gode dage, som i forgårs, kan jeg sove hele natten, være vågen nogle timer, falde i søvn igen, og vågne ca. kl. 20 om aftenen. Jeg sover vel i gennemsnit 10 - 12 timer om natten og 2 - 4 timer i løbet af dagen. På den måde slipper jeg for at være så meget til stede, og samtidig går dagene meget hurtigere.

Eskapisme

Når jeg så er vågnet, gæler det om at foretage sig et eller andet, for derved at aflede opmærksomheden fra de helt indfølelige, meget negative tanker. Nu er problemet imidlertid, at jeg efterhånden ikke kan koncentrere mig om noget særligt længe ad gangen. Det betyder igen at formålstjenestelig adfærd, som at læse eller gå i gang med andre konstruktive aktiviteter, er umuligt for mig. Så jeg ender med at se YouTube al min vågne tid. Det er rædselsfuldt at tænke på, hvordan jeg spilder min tid, men hér er det netop pointen ikke at tænke.

I dag har været særlig rædselsfuld, helt sikkert pga. vejret. Hvis vejret fortsætter, som i dag, bliver det virkeligt ubehageligt.

Jeg lever kun for min familie og venners skyld. Tænk at nogen kan være så stupide, at de ikke kan indse, at den måde jeg har det på, er fuldstændig rationel. Prøv dog at overveje hvor mange, uoverkommelige forhindringer der er lagt i vejen for mig. Hver enkel forhindring er i sig selv en katastrofe, og gang det så med fem eller seks.

Jeg forstår ikke, at der eksisterer folk med så ringe indlevelsesevne, at de ikke kan forstå at jeg ikke har nogen fremtid. Eller nutid, eller fortid igennem de sidste to år. At mine levevilkår igennem så lang tid har været så elendige at det er uudholdeligt, at det er tortur for mig at sidde og vente i uvished.

Det eneste jeg kan tænke på, er hvordan jeg kan slippe ud af den torturlignende situation, andre har sat mig i. Hvorfor bruge så mange kræfter på at ignorere mig, fremfor at give mig konstruktiv hjælp? Det bliver kun værre og værre, jo mere man lader som ingenting; det ender helt, helt galt. I bedste, utopiske scenarie, har jeg mistet to år, som skulle have været de bedste år i mit liv.

Jeg er objektivt set blevet svindlet for en Ph.d. af overlæge "ER". Han er samtidig alene ansvarlig for, at jeg aldrig kan blive speciallæge. Det var ikke min egen skyld. Hvorfor er der ingen der gider bruge 20 min på at læse, hvad jeg har fremlagt? Hvis den rette embedsmand brugte et minimum af tid, ville vedkommende da kunne se at den er helt gal.

Der er kun to muligheder tilbage:

1. Jeg får dispensation således jeg kan blive speciallæge, jeg får økonomisk kompensation af Kbh. Universitet for overlæge "ER" og Prof. MLs svindel, jeg får lov til at gennemføre den planlagte Ph.d., overlæge "ER" og "ML" bliver straffet for deres ulækre fusk, jeg får kompensation for uberettiget udstødelse og fyring fra Onkologisk Afd., "UBT" og "HM" bliver straffet for dette, samt for at have diskrimineret mig pga. uforskyldt overtrædelse af fireårsfristen.
2. Jeg afslutter lidelsen selv. Ikke i dag eller i morgen, men om et par uger, en måned eller to. Der er ingen der kan eller må forhindre mig i det. Så kan man konkludere at mit liv var mindre værd end 20 min af en embedsmands tid.

Netop vågnet kl. 15.45 efter at have sovet siden midnat og kun vågnet enkelte gange. Det er ikke heden, der gør at jeg vågner, men altid den samme følelse af panisk melankoli, følelsen af at jeg står stille, og hele verdenen bevæger sig fremad. I dag er allerede ulidelig. Heldigvis er der kun ca. fire timer til at det bliver nogenlunde tåleligt at sidde på værelset.

Generelt bliver det værre og værre. For en uge siden ville jeg have fået en af mine venner til at læse, hvad myndighederne havde skrevet til mig, men nu er jeg ligeglad. De kan ikke længere skrive noget, der gør en forskel.

Tidligere kunne jeg forestille mig et scenarie hvor i det mindste nogle af mine problemer blev løst; måske fik jeg et brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed med positivt indhold? Det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke engang forestille mig hvordan det kan blive bedre. Jo, hvis jeg vinder i Lotto. Men jeg kan og vil ikke mere. Jeg kører linen helt ud. Jeg kan ikke vente til næste uge. Der er ingen der kan forvente at jeg sidder passivt og finder mig i tortur.

I dag var dagen hvor Lægernes Bank endeligt lukkede mit VISA/DK-kort. Det betyder at jeg ingen penge har overhovedet, ikke engang til mad eller min advokat for dens sags skyld. Styrelsen for Patientsikkerhed har trukket alt i langdrag, hvilket er den direkte årsag til min katastrofale situation. Sagsbehandlingstider, habilitetsspørgsmål og forvaltningsloven generelt er en stående joke hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Imens de har sommerferie, rådner jeg op.

Det er meget ubehageligt at sende mails til så mange læger. Men det er kørt så langt ud, at jeg ikke har noget valg. Nu har jeg kun småmønter tilbage. Ingen penge til advokat eller mad. Tømmer lageret i weekenden, fordi jeg ikke kan betale for det. Må smide en hel del ud. Min telefon lukkes vel også den 1. juni når jeg ikke kan betale denne måneds regning. Venter stadig på Styrelsen for Patientsikkerhed. Er fortsat en belastning for min familie, hvilket jeg meget snart har været i et år.

Den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab

For ca. et år siden fortalte jeg den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten B J, præcis hvad, der ville ske. Af alle mennesker burde han vide bedre; han kunne have forhindret ét års mareridt for mig, men undlod det helt bevidst.

Styrelsen for Patientsikkerhed.

Fået besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed: Dels mere afventen i uvished, dels overdragelse af en sag til Sundhedsdatastyrelsen. Det er meningsløst, hvad skal jeg vente flere måneder yderligere på? Skal jeg afvente at Styrelsen for Patientsikkerhed holder to måneders sommerferie?

Min kontaktperson siger sandheden, men lidt modstræbende. Omkring to år senere brugte forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab det, som hendes kollega og "ekspert i psykopatologi", psykiater Lennart Bertil Jansson, angiveligt havde skrevet i min journal som argument for at tvangsbehandle mig med farlig og invaliderende antipsykotisk medicin. Derfor mener jeg det er relevant at jeg offentliggør denne optagelse, som indikerer at Lennart Bertil Jansson skrev noget i min journal, som var i modstrid med den virkelighed, hans plejepersonale (og alle andre for den sags skyld) havde observeret. Men når man er "ekspert", tager man tilsyneladende aldrig fejl, og man handler heller ikke amoralsk.

På optagelsen høres psykiater Lennart Bertil Jansson og jeg. Hér siger Lennart Bertil Jansson at jeg ikke har nogen vrangforestillinger, hvorfor det er lidt svært at lide af "kronisk, vedvarende psykose".

I løbet af det år, der gik efter "Den praktiserende læges" fejldiagnose, mistede jeg gradvist bogstavligt alt. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da jeg ikke længere havde råd til at betale for min lagerplads, og med hjælp fra en ven blev nødt til at tømme det. Efter et helt år med den ene modbydelighed efter den anden, blev jeg så opgivende og nedtrykt, at jeg fik en akut belastningsreaktion, og måtte forbi "LBJs" afdeling. Lennart Bertil Jansson havde desværre sin egen private fortolkning af psykosebegrebet, og det var i direkte modstrid med ICD-10 og DSM klassifikationssystemet, som man benytter officielt. Det kan man tydeligt høre på mine optagelser.

På "LBJs" afdeling foregik tingene på en arkaisk måde, og vi skulle bl.a. synge morgensang. Det var prisen for at få tag over hovedet, og ikke sidde i en kælder i påtvungen isolation, uden realistiske muligheder for noget som helst. Derfor accepterede jeg vilkårene, og da der ikke gik mere end få dage, før jeg var oven vande igen, begyndte jeg at "spille med", selv om det var komisk. Det kan man høre på nedenstående optagelse.

På optagelsen høres "ekspert i psykopatologi" psykiater Lennart Bertil Jansson og jeg.

"Nogen mener du har været psykotisk". På optagelsen høres "ekspert i psykopatologi" psykiater Lennart Bertil Jansson og jeg.

På optagelsen høres "ekspert i psykopatologi" psykiater Lennart Bertil Jansson og jeg. Hér siger Lennart Bertil Jansson, at jeg ikke har nogen "udkrystalliserede" vrangforestillinger. Med andre ord, ved Lennart Bertil Jansson at han er på dybt vand, for på den ene side er det klart for alle og enhver, også Lennart Bertil Jansson, at jeg faktisk ikke lider af vrangforestillinger. Men på den anden side er Lennart Bertil Jansson en god kollega til praktiserende læge Camilla Elvekjær og psykiater Troels (og ikke til mig), og tør derfor ikke at modsige deres fejldiagnose. Derfor varetager Lennart Bertil Jansson ikke mit tarv, men sine kollegers, og det kommer mig, patienten, til stor skade, bl.a. omkring to år senere på afdeling Q81.

Som det har været tilfældet de foregående 8 måneder består min hverdag hovedsageligt af, at ligge i sengen på mit klaustrofobiske værelse og se YouTube. De første måneder gik jeg hver dag en tur på min. 10.000 skridt. Jeg tog også ud på lageret på Amager en gang imellem. Nu har jeg for længst opgivet alt dette. Det eneste jeg forsøger er at sove så meget som muligt. Jeg ligger og venter og venter dagen lang, og uden en slutdato eller nogen konkrete opgaver, kan jeg intet foretage mig.

Jeg blev utvetydigt kasseret på Onkologisk afdeling, Rigshospitalet, pga. uforskyldt overskridelse af fireårsfristen.

Hvor kan jeg nogensinde arbejde som læge igen? Ingen steder. Det er en lov, der i praksis forbyder mig det. Ergo er jeg landsforvist, for alle andre steder i verden kan jeg godt vælge lægeligt speciale selv og blive speciallæge - bare ikke i Danmark.

Omvendt: Har jeg lyst til, efter at have slidt og slæbt i så mange år, at finde mig i at arbejde i det land, som har ødelagt alt for mig? Nej, selvfølgelig ikke. Mit største ønske er at specialisere mig i udlandet, at dedikere mit liv til at hjælpe andre mennesker i det pågældende land, og aldrig nogensinde vende tilbage til det land, som forrådte mig, nemlig Danmark. Jeg befinder mig under torturlignende vilkår. Det er kun fordi jeg er læge at alle er ligeglade.

Diagnosefejlfiksering

Citydoctors, den [tidligere] forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten B J Bjørn Jacobsen, samt psykiater Troels har fejlbehandlet mig. På nuværende tidspunkt burde der ikke være den mindste tvivl om dette. Citydoctors startede, de to andre læger fortsatte i samme, forkerte spor. Det kaldes diagnose fejlfiksering; hvis altså man fejlbehandler pga. underlødig faglighed, og ikke pga. dovenskab eller ond vilje. For Tokes vedkommende er der sandsynligvis tale om en kombination af førnævnte. Jeg kan tydeligt huske, at jeg bad ham om en begrundelse for hans overgreb.

Det kunne han ikke, til trods for at han er overlæge. Han er så fagligt ringe, at han ikke engang kunne opdigte en diagnose under samtalen. Han måtte vende tilbage efter flere timer, hvorefter han havde opdigtet en fejldiagnose, som var så vag og udtyndet, at den ville passe på alle mennesker. Efter den anden samtale sagde han: "Du skal ikke have for høje tanker om dig selv". Jeg svarede, at det var pinligt at en overlæge som han var så fagligt og moralsk inferiør, at han opdigtede en forkert diagnose, udsatte mig for et svært overgreb, og samtidig hånede mig.

Hvad var så den [tidligere] forperson for Dansk Psykiatrisk Selskabs undskyldning for at videreføre, og i Byretten forsvare overgrebet? "Jeg er jo nødt til at videreføre dét, de andre har skrevet". Det var hans eneste argument. Hvordan kunne han være så fej? Han var til forskel fra psykiater Troels ikke faglig underlødig. Ved at videreføre en forkert diagnose, havde han irresersibelt ødelagt mit liv. og i høj grad også min families. Jeg led på grund af ham. Han burde have brugt mindre tid på Folkemødet, og på at fedte for politikerne, og mere tid på sit arbejde.

Økonomi

Jeg havde været uden indtægt i et par måneder, så jeg måtte søge om kontakthjælp eller tage et job i Netto, gå med aviser, eller lignende. Det var unødvendigt og ydmygende. Tak til Citydoctors for det. Jeg håbede at de var klar over hvad, de var skyld i, og jeg gad godt at vide, hvordan de forsvarede deres inferiøre behandling overfor hinanden. Måske syntes de at jeg var irriterende, eller at det var min egen skyld? Måske sagde den praktiserende læge til sine kompagnoner, at hun ikke i modstrid med virkelighedem havde overreageret voldsomt, eller at min klage over at jeg snart blev hjemløs på grund af den praktiserende læge var en paranoid vrangforestilling, og måske stod hun og rullede med øjnene, mens hun hånligt sagde til hendes kolleger, at hun da, perfekt og ufejlbarlig som hun var, i hvert fald ikke ville revurdere en forkert mulihedserklæring, selv om det ødelagde min tilværelse. Det var selvfølgelig umuligt at vide.

Psykisk

Rastløsheden og desperationen er værst om aftenen. Det er ulideligt og det er hver eneste aften jeg kan se frem til det. Det er ikke sæsonbetinget, men alligevel er det tiltagende slemt om foråret og utåleligt om sommeren. Normalt har jeg altid haft så meget at lave, at jeg ikke har haft tid til at tænke så meget over hvad, jeg skal jeg tage mig til, men det har jeg så nu - hvert eneste vågne øjeblik. Det er meget enkelt: når jeg kan foretage mig alt, får jeg ikke foretaget mig noget som helst. Tortur hver dag i otte måneder.

Brev til Kammeradvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed

Uddrag af mailen.

"Til embedslæge Elisabet T H (Styrelsen for Patientsikkerhed), Folketingets Retsudvalg og Kammeradvokaten. Vedrørende min lægeautorisationssag skal jeg oplyse nedenstående, idet jeg skal bede Kammeradvokaten om at involvere sig i min sag. Dette som følge af embedslæge Elisabet T Hs gentagne brud på forvaltningsloven og principielle forhold relateret til Styrelsens sagsbehandling. Desuden er de forhold, jeg beskriver, identiske med de i Kammeradvokatens redegørelse af december 2016 behandlede. Jeg mener det er relevant at Folketingets Retsudvalg modtager skrivelsen, idet den omhandler principielle forhold.

Kjeld"

[Jeg begik to store fejltagelser: Den ene var at rette henvendelse til Kommeradvokaten, uden først at undersøge, hvilken indstans denne i virkeligheden var; havde jeg vidst, at Kammeradvokaten var statens egen advokat, og derfor selvfølgelig i realiteten ikke uhildet i kritiske og relevante spørgsmål, rettet mod selv samme stats tjenere, så havde jeg aldrig sendt mailen til dem.

Den anden store fejl jeg begik var at stile mailen til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor hver enkelt embedslæge de jure og de facto er både dømmende og udøvende magt. Netop Styrelsen for Patientsikkerhed var faktisk den værste myndighed, jeg kunne sende mailen til.]

Opgivelse

Alle dage i (især) de foregående 10 måneder har rent udsagt været et helvede. Det bliver desværre værre og værre, og i dag har været fuldstændig ulidelig. Når jeg bare tænker på hvor håbløs den situation, jeg er blevet sat i er, har jeg lyst til at dø. Hver dag er det vigtigste, jeg foretager mig, at aflede mine tanker fra de to år jeg har spildt.

Og dette er bare en del af alle de modbydeligheder, der har ramt mig de foregående to år. Når jeg tænker over det, bliver jeg voldsomt stresset, desperat, vred og nedtrykt. Der er ingen måder jeg kan cope på, ingen slutdato jeg kan se frem til, kun dag efter dag med svært ubehag og lidelse.

Det er ret provokerende at nogen tilsyneladende tror at den måde jeg, har det på skyldes endogene faktorer. Det er sociale faktorer, der er årsagen til at jeg har det elendigt hver dag; Hvis man placerede mig under vilkår, som er normale for flertallet af voksne mennesker i Danmark, ville jeg momentant få det eklatant bedre. Hvilken luksus er det jeg kræver? 1. egen bolig, uanset hvor lille og ringe den er. 2. noget at foretage mig i form af et job. Hvordan kan nogen mene, at jeg ikke opfører mig adækvat under de uudholdelige vilkår, som man har tvunget mig under?

Infektion

Vågnede ca. kl. 4 i morges pga. tandsmerterne. Virker som om de har spredt sig til højre øre, men der er ikke nogen øvrige symptomer herfra. Feberen føles værre, der var lidt kulderystelser tidligere, men jeg har fortsat ikke målt min temperatur. Er konstant forkvalmet og har det skidt. Sovet i alt 14 timer ad flere omgange. Heldigvis har jeg mistet appetitten, hvilket er godt, da jeg er blevet for fed. Har ikke råd til at gå til tandlæge.

Citydoctors

praktiserende læge Camilla Elvekjær fra Citydoctors har stjålet næsten et år af mit liv. Hun har de facto sat mig på gaden. Hvordan kan nogen gøre det? Hun ødelagde noget, der var godt. Et år i helvede pga. hendes paranoia.

Desperation

En dag som i dag, hvor solen skinner og vejret er perfekt, er det særligt ulideligt. Det er faktisk ubærligt. På en skala fra 1 - 10 over hvor desperat og samtidig opgivende jeg er, ligger jeg på 9 i dag, hvor jeg sædvanligt ligger konstant på 8. Når jeg lander på 10 bliver det så uudholdeligt, at jeg afslutter det hele. Efter så mange måneders tortur, uden slutdato, er det umuligt at se anden udvej.

Jeg prøver konstant at sove, så jeg kan undgå at blive konfronteret med en modbydelig virkelighed. Med feberen og trætheden er det nemmere at sove, og når jeg ikke indtager noget som helst med koffein, kan jeg nå op på 13 - 14 timers søvn i døgnet. Efter så mange måneder (over to år) med isolation og passivitet er jeg ikke længere motiveret til at gå en tur i solen. Jeg har ikke været uden for i over to uger. Det bliver paradoksalt befriende, når jeg snart er tvunget på gaden. Må skynde mig at blive rask, så jeg kan komme afsted.

Godt at dagen snart er forbi. Har været vågen i tre timer nu, kl. 15.43, og jeg er allerede begyndt at blive træt igen, hvilket er perfekt, da jeg forhåbentligt kan få sovet et par timer til.

Infektion

Det er svært at vurdere om der er nogen ændring ift. udspredning. Det er i hvert fald ikke blevet værre mht. smerterne og feberen. Det er måske ved at stagnere. Fortsat smerter i højre underkæbe og visdomstand, samt problemer ved sammenbid.

Havsvømning

Jeg skulle have været ude i bølgerne ved Amager Strandpark fra om med i går og til og med 1. oktober. Det er noget af det vigtigste i mit liv, og når jeg er forhindret i det, gør det alt meget værre. Min "desperationsskala" går op på 9,5 når jeg tænker på hvad, jeg går glip af. Alt der minder mig om svømning og havet har den effekt, og når jeg sidder dagen lang og ser YouTube, er selv det at se en National Geographic dokumentar om Spækhuggere for smertefuldt, fordi det minder mig om hvad, jeg har mistet. Udover havet minder et andet navn for spækhugger, "Orca", mig om havsvømning, fordi min våddragt af lavet af mærket Orca. Mine våddragter ligger nu på lageret på Amager.

Desperation

Alene det, at vejret er så perfekt, er en hån mod mig. Det, kombineret med manglende (hav)svømning, gør mig først desperat og herefter apatisk og svært nedtrykt. Jeg er nu fysisk og mentalt fastlåst, sat skakmat. Druknet i et meningsløst bureaukrati uden ende. Skalaen er på 9,5. Jeg glæder mig til jeg skal bo på gaden. Hver gang jeg kigger ud ad vinduet eller reflekterer over min situation, sker det igen: først ulidelig desperation, dernæst dyb apati. Jeg må aflede tankerne, og jeg har trukket gardinerne for. Der er alt for længe til at dagen er ovre. Forsøger at sove igen.

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 3. august 2017

"Jeg har den 31. juli 2017 ladet mig udskrive fra Psykiatrisk Center Glostrup (Brøndbyøstervej 160) (herefter PCGB), hvor jeg var indlagt i perioden 30. maj 2017 til 31. juli 2017.

Kjeld Andersen."

Overlæge Egill Rostrup ødelagte min ph.d. og mulighed for at blive speciallæge

Jeg måtte ikke skrive faktuelle hændelser på nettet, for så ville Egill Rostrup have mig straffet med fængsel eller tvangsindlæggelse. Men jeg var ligeglad, for efter Egill ødelagde min karriere, kunne han ikke skade mig yderligere. Jeg var ikke bange for Egill Rostrup eller hans venner, og jeg var offer for hans ugerninger og forbeholder mig derfor retten til at bringe nedenstående mails og dokumenter - efter naturligvis jeg for år tilbage først gik rettens vej forgæves. Københavns Universitet er den institution, som her holder hånden over hierakisk højere rangerende læger, der handler i strid med lov og moral (jf. Datatilsynets afgørelse).

(Kommer senere)

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 3. august 2017

"Jeg har den 31. juli 2017 ladet mig udskrive fra Psykiatrisk Center Glostrup (Brøndbyøstervej 160) (herefter PCGB), hvor jeg var indlagt i perioden 30. maj 2017 til 31. juli 2017.

Kjeld Andersen."

Mail til Ombudsmanden af 27. september 2017

"Kære Folketingets Ombudsmandsinstitution (FO)

Kjeld Andersen."

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed af 2. marts 2017

Nedenstående mail var ledsaget af speciallæge i psykiatri Henrik Js speciallægeerklæring. Styrelsen for Patientsikkerhed nægtede dog at forholde sig til den erklæring, de selv havde tvunget mig til at indhente. Dermed udsatte Styrelsen for Patientsikkerhed mig for fem års yderligere dyb fattigdom, stigmatisering, periodevis sult og hjemløshed.

Emne: Generhvervelse af lægelig autorisation

Kjeld Andersen."

Mail til Rigshospitalet af 1. januar 2017

"Kære Rigshospital

Kjeld Andersen"

Jeg anmeldte Camilla Elvekjær og Søren B J til Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet for dokumenterbare ulovligheder. Men fordi de del stod og står over dansk lov og fordi jeg var blevet stemplet som tosse af Camilla Elvekjær, ignorerede man mig. Så Styrelsen for Patientsikkerhed var fuldstændig ligglad med min patientsikkerhed og derfor ikke opgaven voksen. Det var endnu et justitsmord.

I et rigtigt retssamfund havde det haft konsekvenser for de ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed, at de sad dokumenterede ulovligheder øverhørige, men ikke i Danmark.

Mail til Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet af 11. marts 2017

"Kære Styrelsen for Patientsikkerhed og Rigspolitiet

Kjeld Andersen."

Mail til Kammeradvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed af 27. april 2017

"Til Kammeradvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed (Cc. Folketingets Ombudsmand til information)

Fra min dagbog: Den 26. april 2017: Dage siden jeg blev sat på gaden: 311 Dage siden jeg havde et job: 727"

Aktindsigt fra Vestegnens Politi ang. manglende anmeldelser

Mail til Ombudsmanden af 27. september 2017

"Kære Folketingets Ombudsmandsinstitution (FO)

Kjeld Andersen."

Optagelser

2017

2. Marts 2017

• Brøndbyøster Torv, samtale med psykiater Henrik J: https://drive.google.com/file/d/19AGBpxy6jgRtx7m8FCJf1MfV26rJLX5D/view?usp=sharing

19. juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med kontaktsygeplejerske: https://drive.google.com/file/d/13egUeJSXJeNU0cUKphg_mcyoOWZgr_RM/view?usp=sharing

19. juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1hDA80VLvPu_E4RXY7LyJFckRp4qIOOpR/view?usp=sharing

19. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med kontaktsygeplejerske: https://drive.google.com/file/d/13egUeJSXJeNU0cUKphg_mcyoOWZgr_RM/view?usp=sharing

19. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1hDA80VLvPu_E4RXY7LyJFckRp4qIOOpR/view?usp=sharing

21. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/13IKQXtqTv0T8fnVvEjqrPFiTsJnkG-QN/view?usp=sharing

28. Juni 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1gghGY3zkDdrZLCi2dv9vX_jovlZP_f7o/view?usp=sharing

5. Juli 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1Ju-H5u95dwgfg-aIfM27oMjtSdVFlayC/view?usp=sharing

10. Juli 2017

• Brøndbyøstervej, samtale med psykiater Lennart Bertil Jansson: https://drive.google.com/file/d/1aNGvHcdgYV_1jCK4tbVtoPsLlo7FBV4R/view?usp=sharing