2016

Jeg er ked af at kontakte dig i denne anledning. Det er desværre tvingende nødvendigt for mig. Du kan springe ned til afsnittet, “Min bøn til dig”, hvis du vil gå direkte til konklusionen. Jeg føler dog, jeg må forklare mig. Årsagen til min henvendelse er følgende:

Resume

Min daværende praktiserende læge, Camilla M E, tvangsindlagde mig på røde papirer den 01-06-16. De nåede ikke at blive effektueret, så den 03-06-16 blev jeg tvangsindlagt på BBH. Den 07-06-16 blev jeg overflyttet til RH, og samme dag fik jeg lov til at tage hjem, efter jeg fik lov til at se og kommentere de gule papirer, samt blev vurderet af afdelingslægen.

Jeg fremmødte dagligt til samtale. Ingen antipsykotisk medicin, idet jeg jo rent faktisk aldrig var psykotisk; i egen optik. Torsten Bjørn Jacobsen, som jeg næsten dagligt havde samtaler med i halvanden måned, udvandede og mildnede sin diagnostiske overvejelser. Han måtte dog indrømme - verbalt - at han ikke selv have oplevet mig psykotisk, men “måtte jo give mig en diagnose”.

Den 20-07-16 mistede jeg min lejlighed, og bor i mine forældres kælder i Rødovre. Jeg er stigmatiseret med psykosediagnosen, hvilket næppe går SST forbi, men værre endnu, reducerer de sidste to års mareridt til selvforskyldte vrangforstillinger. Jeg har aldrig haft det værre end siden d. 01-06-16, for jeg kan ikke rejse mig igen, og der er ingen udsigt til nogen bedring af min depressive, men absolut non-psykotiske tilstand. Jeg har opgivet svømning og de sidste af mine venner, kan ikke koncentrere mig og har ingen motivation til selv helt banale opgaver, såsom at stå op, børste tænder eller betale regninger.

Jeg har kun ét håb, og det er at få Landsretten til rent faktisk at vurdere min objektive dokumentation, som Byretten slet ikke forholdt sig til. Da jeg aldrig nogen sinde har opfyldt kriterierne for nogen tvangsforanstaltninger, har været ulideligt nedtrykt talrige måneder, OG da de gule papirer indeholder så mange helt banale faktuelle fejl og fordrejninger, nægter jeg at acceptere den dom og “straf”, jeg har fået.

De gule papirer

Du er af daværende egen læge i de gule papirer direkte citeret for at have oplyst, at jeg var “parnoid psykotisk” (jep, hun kunne ikke engang gøre sig umage nok til at stave paranoid korrekt). Jeg vidste ikke at du og hende have konfereret om mig (I var og er selvfølgelig mere end velkommen til det, jeg er ikke paranoid, men jeg husker bare ikke at I skulle have talt sammen om mig, mere ligger der ikke i det), og især husker jeg ikke, at du diagnosticerede mig som paranoid psykotisk. Jeg erindrer, at det drejede sig om svær stress og/eller depression.

Rent logisk giver det heller ikke mening med citatet, for havde du fortalt egen læge, at jeg var paranoid psykotisk (for over ét år forud for udfærdigelsen af de gule papirer), så havde du vel pligt til selv at fortælle mig det og i givet fald tvangsindlægge mig? Det skete ikke, og dermed insinuerer hun, at du forsømte at handle korrekt - men det gjorde du jo ikke, tværdigtimod! Det eneste, som jeg til nød kan forstå kunne opfattes som paranoidt (men IKKE psykotisk) var dét, jeg af respekt og taknemmelighed ville skåne dig for at blive belastet af. Det var helt sikkert en dårlig idé og det undskylder jeg. For nu belaster jeg dig jo alligevel og spilder din tid, hvilet var det, jeg ville undgå.

[..]

Min bøn til dig

Må jeg spørge dig om dette: var din diagnose af ut. “paranoid psykose”?

Du får selvfølgelig tilsendt de gule papirer, samt mit respons på dem (og alt andet du end måtte ønske), hvis du ganske forståligt måtte ønske det. At jeg ikke sender dem til dig nu er det banale faktum, at jeg skal finde dem frem og scanne dem ind først, og at jeg ikke kan koncentrere mig og fuldstændig mangler motivation og virkelyst, fordi jeg efter talrige måneders påtvungen isolation og nyttesløs kamp har opgivet (denne mail har taget mig fem dage at skrive, og to måneder at påbegynde - og ikke fordi jeg har gjort mig umage med at skrive den så “korrekt” som muligt, det er direkte fra tanke til tastatur, uden omskrivninger og nogen betydelige grammatiske tjek etc.).

Tusinde tak for din tid.

Venligst,

Jeg agter at respondere på ovenfor nævnte mail ad to omgange: dels et respons møntet primært på min nuværende situation og ovenstående henvendelse; dels et mere omfattende respons, som vedrører mit hidtidige forløb.

Ad aktuelle situation og henvendelse af 27-09-16

Jeg skal oplyse følgende:

1. Jeg mistede min bolig den 20-07-16 som direkte følge af daværende egen læges (Camilla Mie Elvekjær ) tvangsindlæggelse af mig, samt de forudgående sanktioner foranstaltet af embedslæge Elisabet Tornberg Hansen. Sidstnævnte har nu i halvandet år forhindret mig i at forsørge mig selv og resulteret i talrige måneders isolation og bekymringer om en uvis og håbløs fremtid. Tabet af min bolig, min status som boligløs og den store belastning fraflytningen og istandsættelsen af min fraflyttede lejlighed medførte, har krævet min fulde opmærksomhed de seneste måneder. Jeg bor nu midlertidigt i mine forældres kælder i et rum, der kun har plads til en lille sovesofa og som ikke er egnet til at bo i. Jeg er klar over at det lyder som en bagatel, men det kræver empati at sætte sig ind i min situation, så Styrelsen for Patientsikkerhed må blot tro på at jeg er oprigtig.
2. Jeg har fået en henvisning til psykiater for ca. halvanden måned siden og forgæves forsøgt flere gange (fremgår af min opkaldsoversigt som kan tilsendes på opfordring) at komme i kontakt med de to af egen læge anbefalede psykiatere, Armando Baez og Thomas Fahmy. Disse to kunne jeg formentlig hurtigst få en tid hos. Det er fuldstændigt urimeligt, at jeg skal fratages min autorisation, fordi jeg lider af kronisk stress pga. tab af bolig og håbløse fremtidsudsigter, forårsaget af samme institution, der vil fratage mig autorisationen. Jeg kan ikke gøre andet, end at ringe til vilkårlige psykiatere på mandag og få en tid hos den første, der gider tage sin telefon.
3. Da jeg aldrig har været psykotisk eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, har jeg selvfølgelig anket rigtigheden af tvangsindlæggelsen til Østre Landsret (d. 21-10-16). Hér kan jeg til forskel fra i Byretten få lov til at fremlægge eget materiale - og jeg kan objektivt tilbagevise daværende egen læges sludder. Dét, som Styrelsen for Patientsikkerhed kalder paranoia, er bla. grov, men helt banal overtrædelse af persondataloven i flere tilfælde - og de vedrører primært forsøgsdeltagere (men også mange kliniske patienter herudover) i den kohorte, som Elisabet Tornberg Hansens tidligere samarbejdspartner er ansvarlig for (læs op på definitionen af “inhabilitet”).
4. Det er synd for forsøgsdeltagerne og de kliniske patienter, at jeg bliver stemplet som paranoid af Elisabet Tornberg Hansen et år forud for tvangsindlæggelsen, da jeg oplyser hende om dette faktum. Så er det vanskeligt for mig at blive taget alvorligt og derfor bliver denne pågående overtrædelse sandsynligvis aldrig stoppet. Jeg har jf. min opkaldsoversigt og mine e-mails kontaktet Datatilsynet flere gange med omkring ét års mellemrum og forsøgt at få dem til at tage affære.
5. Sekundet efter retssagen sender jeg alt dette materiale til Styrelsen for Patientsikkerhed. Så kan I kalde mig paranoid indtil da og I kan fratage mig min autorisation, men I kommer til at indrømme, at I har svigtet de tusinder (sic!) af forsøgsdeltagere og kliniske patienter, hvis personidentificerbare og følsomme data siden 2014 har været Googles ejendom og i øvrigt været håndteret utilgiveligt sjusket og ulovligt. Præcis som jeg har oplyst Elisabet Tornberg Hansen i 2015, men som hun mente var paranoia. Det tror jeg den danske befolkning får svært ved at forstå. Selv tak.
6. Jeg vil informere Styrelsen for Patientsikkerhed, så snart jeg får en tid hos første psykiater, jeg kan komme i kontakt med. Indtil da må man prøve at forstå, at jeg ikke kan gøre det umulige og at jeg socialt er særdeles ringe stillet, men prøver at gøre mit bedste ikke desto mindre. Jeg nægter at lade mig stigmatisere som paranoid, blot fordi jeg benytter mig af min ret til at opponere imod Elisabet Tornberg Hansens helt disproportionelle sanktioner, som har vist sig at have ødelagt min tilværelse.
7. For en god ordens skyld skal jeg igen anmode om, at en hvilken som helst anden embedslæge end Elisabet Tornberg Hansen overtager sagsbehandlingen, idet førnævnte i min optik er inhabil og notorisk enten undlader at referere mine udsagn, samt ikke nævner det materiale, jeg har afleverede til hende, fordrejer dét, jeg har oplyst, eller refererer noget, jeg aldrig har sagt. Min retssikkerhed er helt fraværende. Dette vil jeg selvfølgelig dokumentere efter bedste evne efter retssagen.
8. Jeg agter naturligvis at påklage det hidtidige sagsforløb til Ministeriet. Jeg har været ganske samarbejdsvillig og gjort mit bedste. Jeg har aldrig skadet nogen patienter, og jeg hverken ryger eller drikker alkohol. Jeg vil snarest sende Styrelsen for Patientsikkerhed mit mere omfattende respons på hele sagsforløbet, samt dokumentere mine påstande."

Jeg skal igen minde om at:

Jeg befinder mig i en rædselsfuld situation, som jeg må og skal ud af hurtigst muligt.

Jeg har mistet bolig, karriere, bil, socialt netværk, og har lidt ubeskriveligt meget gennem de sidste to års mareridt. Jeg har ingen ressourcer tilbage. Jeg har stadig brug for rigtig hjælp. Jeg har nu heller ingen indkomst og må ikke arbejde.

Sidste spørgsmål:

Mener Lægeforeningen, at der er i orden, at alle mine kontakter har været fuldstændig nyttesløse (nedenstående er kun de telefoniske henvendelser, fra 8. maj 2014 - 3. maj 2016):

Lægeforeningen (35448500):

• 25. aug.- 14:43, 15. sep.- 15:23, 15. sep.- 15:23, 9. nov.- 15:20, 29. apr.- 16:36

Rikke Palm (35448436) - Lægeforeningen:

• 1. sep.- 14:10, 1. sep.- 14:18

Lisbeth Lindorff Riis (35448430) - Lægeforeningen:

• 12. maj- 12:38, 8. maj- 11:21, 26. mar.- 11:18, 27. apr.- 14:23, 11. maj- 09:03, 20. maj- 13:05, 26. mar.- 11:45, 30. apr.- 16:57, 11. maj- 13:02,27. apr.- 13:28, 26. mar.- 11:52, 27. apr.- 11:23, 5. jun.- 12:03, 27. apr.- 13:51, 26. maj- 14:05, 19. maj- 11:02, 26. mar.- 11:32, 20. apr.- 12:33, 20. maj- 13:07, 20. maj- 13:05, 11. maj- 08:53, 30. jun.- 12:13, 21. apr.- 10:52, 30. jun.- 13:08

Gro Askgaard (60142280) - Yngre Læger:

• 5. maj- 10:06, 5. maj- 09:56, 5. maj- 09:57, 19. maj- 10:59, 17. maj- 20:48

"CA"¹ - Yngre Læger:

• 9. maj- 17:16, 10. maj- 13:23, 20. apr.- 21:04, 23. nov.- 09:58, 25. nov.- 17:35, 25. nov.- 17:53, 26. nov.- 15:17, 26. nov.- 15:18, 15. feb.- 15:20, 15. feb.- 15:20, 24. apr.- 19:45, 27. apr.- 14:30, 27. apr.- 15:18, 27. apr.- 19:50, 29. apr.- 16:42, 29. apr.- 20:10, 2. maj- 15:19.

Susanne Qvistgaard - Lægeforeningen:

• 19. mar.- 12:16, 19. jan.- 10:11, 19. jan.- 10:11, 19. jan.- 10:17, 19. jan.- 10:42, 19. jan.- 11:37, 22. jan.- 11:07, 22. jan.- 14:47, 22. jan.- 14:47, 25. jan.- 13:14, 25. jan.- 13:16, 25. jan.- 13:18, 25. jan.- 15:55, 26. jan.- 14:05, 26. jan.- 14:08, 26. jan.- 14:38

Sven-Erik Tensing (35448437) - Lægeforeningen:

• 2. sep.- 14:04, 4. jan.- 11:58, 4. jan.- 12:04, 4. jan.- 13:56, 4. jan. 14:57.

Venlig hilsen,

I forlængelse af din mail den XXX, skal jeg venligst bede dig om at besvare nedenstående spørgsmål med et ja eller et nej, og intet yderligere:

Diagnosticerede du mig som værende paranoid psykotisk?

Jeg skal oplyse, at jeg i fald jeg intet svar modtager eller du igen fremkommer med subjektive (eller objektive, for den sags skyld) betragtninger, som ikke er en ja eller nej besvarelse på ovenstående spørgsmål, må jeg henholde mig til din sidste mail. I denne mail erkender du, at jeg var din patient, at du ikke diagnosticerede mig eller udfærdigede et udskrivningsbrev (epikrise) ved afsluttet behandlingsforløb.

Det var ut., der med et brev, som du modtog, eksplicit afsluttede behandlingsforløbet (kopi haves). Du modtog en ydelse fra det offentlige ved at have mig som patient, du havde ubegrænset adgang til alle kliniske oplysninger om mig, inklusiv medicinordinationer, og du havde journalføringspligt.

Jeg mener, at jeg har krav på en fair behandling og at det er rimeligt af stille dig et enkelt spørgsmål om mit forløb. Mit spørgsmål er yderst vigtigt i min optik, og da du ikke besvarer det direkte i din mail skal jeg, hvis jeg ikke får svar som ovenfor anført, bede om fuld aktindsigt vedr. hele mit behandlingsforløb. Desuden vil jeg anmode om, at du vidner i Østre Landsret mhp. at besvare ovenstående spørgsmål, og hvis du virkeligt mener dét, du skriver om manglende journalføring, så vil jeg naturligvis indbringe dig for Patientombuddet.

Jeg har ikke presset dig til at svare hverken ja eller nej, jeg ønsker blot enten det ene eller det andet svar. Min advokat har selv har bedt mig om at kontakte dig mhp. besvarelse af ovenstående spørgsmål.

Venlig hilsen,

"Hermed fremsender jeg udskrift af Østre Landsrets retsbog af 26. september 2016, hvoraf det fremgår, at hovedforhandlingen er berammet til:

21. oktober 2016 kl. 9.30 i Østre Landsrets 4. afdeling, Bredgade 59,

hvor du bedes give møde sammen med mig.

Med venlig hilsen

Annette x

sekretær

Advokat xxx

x Gade 10, 5.

Postboks 15

1001 København K

Telefon 33 93 03 xx xx

Fax 33 93 xx xx

Jeg har desværre haft travlt med at forsøge at redde min autorisation som læge, idet Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt mig høringssvar om dette. Jeg har brugt alle mine noget sparsomme ressourcer på at imødegå denne - i min optik - fuldstændig disproportionale sanktion (vedhæftes).

Jeg er jo ret uvidende om det juridiske system; men det forekommer urimeligt at jeg fra mit kælderrum skal bibringe oplysninger til mit eget forsvar, som ikke bliver anvendt af retten. Jeg kan jo tilbagevise så meget af indholdet af de gule papirer at det da må være åbenlyst, at jeg måske har været lidende og måske har fortalt egen læge for meget på så kort tid, at hun ikke har forstået det, MEN at jeg ikke har været "sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed".

Det er selve min eksistens, der står på spil, jf. Styrelsen for Patientsikkerheds autorisationsfratagelse; derfor må jeg også benytte alle sparsomme ressourcer til at kæmpe for min sag, uagtet at det er en ulidelig pine, som holder mig vågen de fleste nætter.

Jeg skal:

1. Have psykiater Søren til at svare på et simpelt spørgsmål. Jeg har sendt en forespørgsel til ham, og nægter han at svare, må jeg selvfølgelig gøre dét, jeg skrev [jeg forsøgte forgæves at få advokaten til at indkalde Søren som vidne, idet praktiserende læge Camilla Elvekjær havde fejlciteret ham i tvangsindlæggelseserklæringen. Søren mailede heldigvis til mig og undsagte dermed hvad praktiserende læge Camilla Elvekjær havde løjet om i førnævnte juridiske dokument.]. Det er ikke sjovt at skulle "kæmpe" mod ham.
2. Få en speciallægeerklæring til "Lægernes Pension" ultimo oktober, så jeg kan få en indkomst, kaldet invalidepension. Egen opgave, er klaret.
3. Have kontakt til patientrådgiver.
4. Imødegå Styrelsen for Patientsikkerheds ønske om autorisationsfratagelse. Egen opgave, er klaret.
5. Påklage mit indlæggelsesforløb og evt. Sørens manglende journalføring til Patientombuddet. Især manglende objektiv undersøgelse og manglende udlevering af behandlingsplan ved overflyttelse til RH. Jeg arbejder på det.
6. Bibringe dig al den information jeg kan og som er ønskelig. Jeg har allerede skrevet et udførligt modsvar til de gule papirer, som er ignoreret. Desuden har jeg i retten medbragt en del dokumentation, som helt objektivt meget simpelt støtter op om min forklaring og som burde eliminere et par af de punkter, som er anført i de gule papirer, som begrundelse for tvangsindlæggelsen. Jeg forstår ikke, hvorfor de dokumenter ikke var relevante? [givetvis fordi advokaten ikke syntes jeg var det værd, og fordi hun havde fundet en smart og indbringende fidus, som gik ud på at køre min type sager, som alle vidste ikke kunne vindes, hvorfor man ikke behøvede at forberede sig og gøre sig umage, hvilket maksimerede advokatens indtjening]
7. Hvis yderligere tiltag, som går ud over den normale procedure, efter din mening på nogen måde kan facilitere og lette mit arbejde og øge sandsynligheden for at jeg kan vinde, så må du meget gerne lade mig det vide! Jeg har nu 40.000 til 50.000 kr. i total formue [jeg havde ikke over 10.000 kr. i total formue, men tænkte at jeg ville kunne låne resten. Men advokatens dovenskab vandt tilsyneladende over hendes grådighed], som jeg kan og vil anvende i den henseende. Alt er sekundært til IKKE at blive erklæret sindssyg og dermed fratage mig min autorisation og fremtid.

Jeg har intet, der er vigtigere end at mødes og diskutere sagen, så fraset i morgen kl. 15.00 - 17.00, kan jeg mødes når som helst du foreslår."

Desværre havde jeg ikke penge til at springe ventelisten over og konsultere en privatpraktiserende psykiater uden for sygesikringen, så jeg tog den første og - dårligste - psykiater, som sygesikringen dækkede. For at dokumentere over for Styrelsen for Patiemtsikkerhed at jeg gjorde alt jeg kunne få at efterkomme dens krav, indsendte jeg bl.a. nedenstående oversigt til styrelsen, hvilket desværre ikke var nok for embedslægen.

30-09-16: Thomas Fahmy 45930895 (ej kontakt eller telefonsvarer)

Armando Baez 41148989 (telefonsvarerbesked, returnerede aldrig opkald)

03-10-16: Mikkel Hermann 32556886 (tilbage 5. oktober kl. 12.00)

Birgit Severin 39186021 (efterårsferie, tilbage 13. oktober kl. 10:00 - 11:00)

Margit G Jørgensen 40166681 (ej kontakt)

Jytte Dahlstrøm 35267028 (ej gyldigt nr.)

Gerda Nissen 36700370 (syg, tilbage i november)

Frank Hansen 36700370 (tidsbestilling tirsdag og torsdag)

Maj-britt Abel 36700370 (tidsbestilling 9:00 - 9:45 mandag og fredag)

04-10-16: Bodil Stadsbjerg Sørensen 33137434 (tidsbestilling 12:00 - 12:45)

Gitte Ahle Kongstad Jørgensen 21131416 (tidsbestilling 8:00 - 9:00 mandag, onsdag, torsdag)

Formålet med min henvendelse er at klage over embedslæge Elisabet Tornberg Hansen og hendes varetagelse af mit forløb, jf. sagsnr. 5-8011-278/3/ (Sundhedsstyrelsen).

Materialet omfatter mine henvendelser til Elisabet Tornberg Hansen, samt alle oplysninger, der er Styrelsen for Patientsikkerhed i hænde og som vedrører mit forløb, idet jeg giver Ministeriet samtykke til at tilgå samtlige oplysninger herom. Desuden vil jeg selvfølgelig bibringe Ministeriet alle oplysninger, der måtte ønskes, på foranledning.

Hele forløbet påklages, herunder:

• Mangelfuld journalføring af Elisabet Tornberg Hansen, idet hun enten har undladt at referere mine oplysninger, har fordrejet ordlyden i en grad, at mine udsagn har fået en helt anden betydning end det oplyste, samt har refereret oplysninger, jeg aldrig har fremkommet med.
• Inhabilitet: som nævnt i det vedlagte materiale har Elisabet Tornberg Hansen haft et betydeligt samarbejde med professor Merete Osler, som jeg også har haft et tæt samarbejde med. Desværre var hun ansvarlig for data (Metropolit-kohorten), som blev så skødesløst håndteret af mine daværende vejledere, at der helt åbentlyst var tale om grove brud på persondataloven. Derfor kontaktede jeg professor Merete Osler først, og da hun nægtede at lytte til mig endsige at se min omfattende dokumentation, var jeg selvfølgelig nød til at anmelde ulovlighederne til Datatilsynet. Jeg kunne ikke se passivt til mens tusindvis af kliniske patienter og forsøgsdeltagere fik misbrugt deres personidentificerbare og følsomme oplysninger. Dét oplyste jeg Elisabet Tornberg Hansen om allerede til første samtale. Er det journalført? Er det journalført at jeg til denne samtale medbragte en stor mængde dokumentation herfor? Takket være Elisabet Tornberg Hansens paranoiadiagnose af mig allerede dengang, er ulovlighederne ikke stoppet.
• Manglende retssikkerhed: Elisabet Tornberg Hansen har initialt ubegrundet diagnosticeret mig som paranoid. Herefter har hun rekvireret en speciallægeerklæring ved psykiater Finn Zierau, der har konkluderet tilsvarende. Det er betænkeligt at STPS nærmest udelukkende eller i meget stort omfang anvender netop samme, førnævnte psykiater til den slags opgaver. Det betyder at vedkommende, bevidst eller ubevidst, har en økonomisk interesse i at tilgodese STPS' uunderbyggede diagnose/konklusion, som han præsenteres for, forud for hans egen undersøgelse og erklæring. Desuden er det i min optik betænkeligt at en embedslæge alene har så store magtbeføjelser at den samme embedslæge igennem et helt forløb uimodsagt kan agere både dømmende og udøvende magt, og således (som i mit tilfælde) énhændigt kan foranstalte en autorisationsfratagelse med de enorme socioøkonomiske og psykologiske konsekvenser det har. Jeg har fra begyndelsen af, forud for initiale fremmøde anmodet Elisabet Tornberg Hansen om en hvilket som helst anden embedslæge end hende kunne varetage mit forløb, idet jeg mente at kunne dokumentere, at hun givetvis var inhabil. Det efterkom Elisabet Tornberg Hansen ikke, og jeg har i øvrigt ikke set den anmodning refereret. Det bør ikke kun være op til Elisabet Tornberg Hansen selv at træffe den afgørelse, idet den omhandler hende selv og idet den var seriøs og underbygget. Hun har ikke engang refereret det. Har Elisabet Tornberg Hansen kvalifikationer til efter én samtale, at diagnosticere mig som paranoid? Uden at begrunde det?
• Disproportionalitet: jeg mener at Elisabet Tornberg Hansens sanktioner overfor mig har været ødelæggende; jeg har mistet min bil, bolig, karriere, venner, kontakt til mine søskende og mine fritidsinteresser, og er tvunget på invalidepension (ja, det hedder ydelsen) pga. Elisabet Tornberg Hansen. Jeg har netop efterkommet hendes krav, men trods det vil hun nu fratage mig autorisationen. Det er for en stor dels vedkommende Elisabet Tornberg Hansens modbydelige sanktioner, der nu i halvandet år har gjort min tilværelse uudholdelig. Det har været Elisabet Tornberg Hansens helt egen afgørelse, og hun har helt fra begyndelsen stemplet mig som paranoid uden at kunne begrunde det. Er det fordi jeg har vovet at tale for min sag og (forgæves) forsøgt at undgå at miste mere eller mindre alt, hvad jeg har brugt år på at opbygge?

Jeg mener faktisk at det er en demokratisk fadæse, at én enkelt myndighedsperson helt på egen hånd kan fratage et andet menneske alt, blot fordi det andet menneske er læge. At myndighedspersonen bare kan undlade at føre referat, at ingen kontrollerer vedkommendes afgørelser. At myndighedspersonen kan stille pseudo-diagnoser, udhænge én på Internettet i “gabestokken”, og at der ikke er nogen hjælp at hente for dén person, der retmæssigt eller uretmæssigt har fået frataget alt.

Jeg håber på en forståelse af, at det ikke er sjovt for mig at klage, men at jeg reelt set intet valg har. Hvis ikke jeg selv gør noget, så mister jeg den allersidste rest af håb, nemlig min autorisation. Det er helt absurd at tænke på, idet jeg aldrig har skadet nogen patienter og desuden har efterkommet alle krav inden for det muliges grænser. Det er modbydeligt at tænke på, at jeg er afhængig af mine gamle forældre. Havde jeg ikke kunne bo i deres lille kælderrum i deres rækkehus, havde jeg efter den tvungne fraflytning fra min (leje) lejlighed været nødt til at bo på gaden eller på herberg. Det modbydelige er, at jeg kunnet have undgået det, hvis jeg måtte arbejde, hvilket jeg til alle tider var i stand til, men som Elisabet Tornberg Hansen sørgede for at jeg ikke måtte. Jeg vil ikke fortsat leve en tilværelse som marginaliseret og uden håb eller fremtid. Det er umenneskeligt at fastholde mig i et vakuum uden vished om hvornår det holder op og jeg kan få lov til at leve en tilværelse, som alle andre, der har ydet, som jeg har.

Til slut skal jeg oplyse, at jeg overdrager alt det materiale, jeg har nævnt i mine e-mails til Elisabet Tornberg Hansen, når jeg er færdig med det. Hvis I heller ikke tager materialet alvorligt, så lægger jeg det ud på Internettet. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg er tæt på desperation, og foretrækker varetægtsfængsel eller regelret fængsel fremfor status quo. Det er ikke en trussel, men en simpel konstatering af den fremgangsmåde, jeg helt automatisk vil anvende. Først vil jeg dog sende matrialet, samt denne henvendelse og henvendelserne til Elisabet Tornberg Hansen til Folketingets Sundhedsudvalg.

Med venlig hilsen,

Som det hele tiden har været tilfældet, skal jeg endnu engang oplyst STPS om min aktuelle situation.

Ad økonomi

Jeg er ruineret som følge af SFPS’ fejlbehandling af min sag. Det fornedrende og ydmygende, insufficiente ydelse, der kaldes “Invalidepension” har jeg mistet fra og med slutningen af denne måned. Hvor det? Fordi Lægernes Pensionsbank ikke selv er klar over proceduren ved forlængelse af ydelsen, nemlig at DE skal give speciallægeerklæringen i udbud og det så er op til en villig psykiater i en gruppe af til ordningen tilmeldte psykiatere at melde ind på opgaven. Derefter skal jeg så modtage en henvendelse fra vedkommende, så der kan aftales tid og sted for undersøgelsen. Desværre har LPK ikke kendt til deres egen procedure, således at jeg både har spurgt egen læge og den psykiater, jeg aktuelt har et forløb hos, om en af dem ville påtage sig opgaven. Dette var efter jeg havde rådspurgt mig hos LPK. Ingen af dem hhv. kunne eller ville påtage sig opgaven.

Dette er LPK for længst informeret om, og derefter er der INTET sket. Jeg må ikke arbejde for STPS og kan ikke få Invalidepension; ergo må jeg på kontanthjælp. Det er så modbydeligt at tænke på, som om jeg ikke har mistet nok eller været udsat for tilstrækkelig fornedrende behandling allerede. LPK har igen anmodet om en redegørelse for mine økonomiske forhold, og den første redegørelse var tilsyneladende ikke tilstrækkelig. Det er ellers ret enkelt: jeg har i det sidste år modtaget Invalidepension, som de selv har udbetalt mig.

Jeg har selvfølgelig ikke arbejdet i perioden og har ikke haft nogen anden indtægt eller modtaget gaver af nogen art. Der er jo derfor jeg mistede min bolig og bil. Jeg magter ikke pt. at udarbejde en omfattende og detaljeret økonomisk redegørelse. Da jeg måtte gå fra hus og hjem, måtte jeg af nød leje et lager til mine ejendele; alle møbler måtte jeg smide ud, da jeg simpelthen ikke kunne tage dem med fra lejligheden, så det er et lille lagerrum, som koster mig ca. 2000 kr./måneden.

Så har jeg telefon- og kontaktlinseabonnement, men dem kan jeg (dvs. er jeg nu nød til) selvfølgelig opsige. Jeg har ikke haft råd til igennem halvandet år at gå til tandlæge, trods en infektion i en visdomstand, og heller ikke mine efterhånden gamle briller har jeg råd til at få repareret.

Hvis det ikke var fordi jeg kunne få lov til at bo i mine forældres kælder i deres lille rækkehus, var jeg de facto hjemløs, pga. STPS. Selv om man tvinges fra hus og hjem, koster selve flytningen også penge. Er det rimeligt? Tænk på at jeg aldrig har fejlbehandlet nogen patienter! Jeg var tæt på at miste min bolig nogle måneder før det skete; allerede på det tidspunkt kontaktede jeg STPS og Elisabet Tornberg Hansen og informerede om det, så I vidste udemærket hvad konsekvensen af jeres jagt på spøgelser havde.

Tror I jeg kunne koncentrere mig om særligt meget andet end at redde min bolig i det halve år, der gik optil jeg faktisk mistede den? Tror I det var sjovt at blive tvunget ud af en beskeden, men dejlig lejlighed på Dronningens Tværgade 46, for at blive deponeret i en kælder i Rødovre? Det er SFPS’ skyld, mere end nogen andres.

Ad aktindsigt

Jeg modtog forleden tre bundter med dokumenter, to modtog jeg i konvolut, ét bundt modtog jeg som løsark, omviklet med to elastikker. Jeg har skrevet en anmeldelse til Datatilsynet (se nederst i teksten), men da jeg tidligere forgæves har indberettet langt alvorligere forhold og da jeg ikke har ressourcer til at færdiggøre anmeldelsen, må jeg prioritere den sidst. Det skal ikke opfattes som en latent trussel, for jeg færdiggør og sender selvfølgelig anmeldelsen, så snart jeg er i stand til det, uanset hvad der sker.

Ad behandling

Jeg har - præcis som jeg anførte allerede i mit høringssvar - modtaget behandling og er i et aktuelt forløb hos den psykiater, jeg skrev til jer om. Jeg er næsten færdigudredt og har tid til næste konsultation d. 30 november. Jeg har verbalt og skriftligt givet psykiateren tilladelse til at tilgå alle helbredsoplysninger om mig, fuldstændig som jeg også har givet STPS lov til det. Jeg har specifikt anmodet psykiateren om at kontakte STPS, hvis han finder det relevant, og det omvendte har jeg forlængst givet STPS lov til.

Konklusion:

Hvis jeg magtede det, ville jeg foruden ovenfornævnte forhold straks:

• Klage over daværende egen læge, Camilla Elvekjær, til Patientombudet for at have ignoreret mine subjektive og objektive symptomer, og for på beviseligt fejlagtigt grundlag tvangsindlægge mig d. 3. juni 2016. Med andre ord: manglende journalføring og faglig standart væsentlig under normen (psykiater Gitte Ahle var sagkyndig i Patientombuddet fra 2013 til 2024 og frem).
• Klage over indlæggelsesforløb på PCK fra d. 3. juni 2016 til Patientombudet (psykiater Gitte Ahle var sagkyndig i Patientombuddet fra 2013 til 2024 og frem) for (primært) faglig standart væsentlig under normen og sekundært for mangel på patienttøj, manglende information om behandlingen mv.
• Jeg ville specifikt indberette Overlæge Toke Troelsen, Afdelingslæge Yvonne Kopec Winkler, en reservelæge (for manglende objektiv undersøgelse), samt Overlæge Torsten Bjørn Jacobsen. Under hele forløbet (og her taler vi om en tvangsindlæggelse) var der ingen, der foretog objektiv, klinisk undersøgelse, selv om jeg efterspurgte det. Fagligheden er utrolig ringe, når man kan konkludere, som overlægerne og afdelingslægen har gjort: bl.a. at “…patienten udviser paranoide træk og er derfor psykotisk”.Nej, man kan sgu ikke begrunde psykose alene - som tilfældet er - med paranoide TRÆK. Betegnelsen “træk” har en styrke, der ligger under personlighedsforstyrelse, og selv sidstnævnte kan ikke begrunde en psykose. Det er da pinligt, at man er så fagligt ringe
• At Byretten og Østre Landsret har konkluderet at tvangsindlæggelsen var berettiget, betyder kun at ikke-medicinsk vidende dommere alene har set på formalia vedr. indlæggelsen og IKKE indholdet i journalen eller påpegning af talrige faktuelt forkerte forhold heri. Jeg nægter at have været psykotisk nogensinde og jeg nægter at finde mig i justitsmord, så jeg vil snarest muligt påklage indlæggelsesforløbet, samt undersøge muligheden for at anke til Højesteret og i den forbindelse få indkaldt uvildig psykiatrisk ekspertise, der kan fortælle dommerne at det medicinsk-faglige grundlag for tvangsindlæggelsen IKKE var sufficient, hvilket dommerne selvfølgelig ikke selv kan vurdere. Den er ren “Gøgereden” det hér, og det er modbydeligt at få stemplet “psykotisk”, især når man aldrig har været det.
• Klage over STPS og det faktum at man har ignoreret mit høringssvar og frataget mig min autorisation, samt irreversibelt udhængt mig til offentlig skue i “gabestokken”. Det er så forkert og udueligt (eller i ond tro) gjort af STPS, at det ikke er til at forstå; tror I det er sjovt at blive udsat for jeres amatørisme?

Jeg skal med glæde informere STPS så snart jeg d. 30 juni har været til konsultation hos min psykiater. Samtidig vil jeg undersøge præcis hvad, jeg har lov til at offentliggøre fra mine aktindsigter, og derpå straks offentliggøre alt, jeg må (kunne ikke drømme om at offentliggøre nogen som helst fra den aktindsigt I tilsendte mig ved en fejl, om en ukendt kollega). Desuden færdiggør jeg mit læserbrev til Sophie Løhde. Igen: ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg er nød til det. Kald mig gerne kværulant, jeg er efterhånden ret ligeglad.

Efter anmodning om aktindsigt hos Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), modtog jeg d. to lukkede konvolutter med dokumenter, samt ét bundt med dokumenter (løsark), omviklet med to elastikker. Det øverste dokument i bundet af løsark afslørede mit fulde navn, CPR-nummer, samt oplysninger, som jeg som lægmand vurderer som værende af meget følsom karakter. De tre bundter dokumenter blev afleveret ved normal postomdeling, ved indkast igennem brevsprækken i hoveddøren.

Jeg skal påklage tre forhold:

1. Modtagelse af for mig uvedkommende dokumenter, vedrørende en anden persons identitet og følsomme oplysninger (efter min vurdering).
2. Et dokument, underskrevet af “Nina Aksig Nørland” (NAN), med sagsnummer 5-8010-264/1/, dateret d. 18. oktober 2016. I dette dokument postulerer NAN, at Kjeld Andersen har anmodet om aktindsigt i oplysninger om [JSK] autorisationssag.
3. Modtagelse af personidentificerbare og meget følsomme oplysninger om ut., til umiddelbart fuldt skue for enhver, dvs. de følsomme dokumenter var ikke skjult i en konvolut eller afleveret personligt, men fandtes som løsark, omviklet med to elastikker. Både forside, såvel som alle andre sider, vendte opad. Således var forsidens tekst, som anførte mit fulde navn og oplysninger om “egnethed”, til umiddelbart frit skue.

Ad 1

Jeg har modtaget ca. 70 ark omhandlende JSK/JBKs (JBK) følsomme oplysninger. Jeg har kun orienteret mig ganske overfladisk i disse dokumenter og kun i et så beskedent omfang, at jeg netop kunne erfare, at disse oplysninger var mig uvedkommende. Jeg kontaktede umiddelbart JBK og vi aftalte, at jeg tilsendte ham samtlige dokumenter, som vedrørte ham, fremfor at destruere dem. Jeg tillader mig at indskanne det under punkt 2 nævnte dokument, da det nævner mit navn, og som dokumentation. Ingen yderligere dokumenter er gengivet på nogen måde, fraset dokument oversigterne, som dokumenterer hvile sagsakter, jeg har fået tilsendt. Jeg vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt, at JBK selv direkte påklager ovenfor nævnte forhold. Jeg véd ikke hvad, der er mest korrekt i forhold til håndteringen af de tilsendte dokumenter; måske er det bedst at returnere dem til STPS? Jeg regner med at Datatilsynet bare kort vil rådgive mig om den korrekte procedure.

Ad 2

Jeg skal kort oplyse, at jeg ikke har søgt om oplysninger om JBS’ autorisationssag eller om JBK i det hele taget. Jeg blev bekræftet ved vores telefonsamtale om, at vi vitterligt ikke var bekendte og at vore veje ikke var krydset på noget tidspunkt. Dette forhold vil jeg gerne påklage, idet jeg ikke vil ligge navn til, at skulle have søgt om følsomme oplysninger om en kollega, når dette ikke er tilfældet. Jeg ville selv finde det ubehageligt, såfremt en (ukendt) kollega søgte og modtog så omfattende og personlige oplysninger om mig.

Ad 3

Dette forhold vil jeg gerne påklage. Jeg mener, at den indledningsvise redegørelse er tilstrækkelig for at begrunde, hvorfor jeg mener at STPS har forbrudt sig imod reglerne.

Jeg kontaktede STPS vedrørende ovenfor nævnte forhold, og jeg talte med både NAN og den (som jeg forstod det) ansvarlige for hele aktindsigten. Sidstnævnte anførte blot at det, jeg oplyste, umuligt kunne forekomme, til trods for min detaljerede redegørelse, og NAN ville slet ikke udtale sig, men henviste til den ansvarlige for hele aktindsigten.

Jeg har rigtig dårlige erfaringer med anmeldelse af åbentlyse overtrædelser af “Persondataloven” til Datatilsynet. Ved tidligere anmeldelser har Datatilsynet slet ikke gidet at forholde sig til mine seriøse henvendelser, og det har haft store, negative konsekvenser for mig. Jeg skal nok lade være med at kede jer med detaljerne, men nævner det blot, så JBK og andre kan forstå årsagen, hvis Datatilsynet heller ikke vil forholde sig til denne henvendelse. Men forhold jer venligst til den alligevel af hensyn til JBK, om ikke andet.

Venlig hilsen,

Tidligere læge,

Kjeld Andersen.

Indledningsvist skal jeg nævne, at du og Sundheds- og Ældreministeriet hermed har fuldmagt til at tilgå eller rekvirere alle oplysninger vedrørende min person og min sag.

Du skriver i dit svar den 30. november 2016 (1) følgende:

“Det er ikke muligt at klage over afgørelser om midlertidig fratagelse af autorisation til andre administrative myndigheder. Da Sundheds- og Ældreministeriet er en administrativ myndighed, er det ikke muligt at påklage Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse hos os.”

Imidlertid fremgår det af samtlige afgørelser, jeg har modtaget fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at: “Hvis du ønsker at klage over styrelsens sagsbehandling, har du mulighed for at indbringe denne del af sagen for Sundheds- og Ældreministeriet” (2).

Jeg skal derfor igen klage over sagsbehandlingen vedr. fratagelsen af min autorisations som læge den 4. oktober 2016, samt de forhold, jeg anførte i mine tidligere henvendelser til Sundheds- og Ældreministeriet, herunder:

1. Styrelsen for Patientsikkerheds ignorering af mit høringssvar forud for fratagelsen af min autorisation som læge.

2. Styrelsen for Patientsikkerheds (ved embedslæge Elisabet Tornberg Hansen) forhastede konklusion om, at jeg ved første fremmøde hos Styrelsen for Patientsikkerheds var paranoid og så psykisk syg, at det var påkrævet, at jeg skulle indlægges på en psykiatrisk afdeling akut (3). Det kan en embedslæge, der ikke er klinisk læge, ikke psykiater, ikke har udført en objektiv og anamnestisk somatisk eller psykiatrisk undersøgelse, ikke begrundet sin diagnose med lægefaglige termer osv. slet ikke vurdere.

3. Styrelsen for Patientsikkerheds ufaglige og forhastede konklusion jf. punkt 2, som påvirker de efterfølgende lægers vurdering af mig, idet undersøgelsen under punkt 2 var den allerførste kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed i min sag.

4. Styrelsen for Patientsikkerhed anvender næsten udelukkende speciallæge i psykiatri Finn Zierau som konsulent til udfærdigelse af lægeerklæringer i egnethedssager.

5. Finn Zierau er jf. punkt 5 således ikke uvildig. Finn Zierau har en væsentlig økonomisk interessekonflikt, og har interesse i at bekræfte de konklusioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed allerede har draget, på ufagligt grundlag.

6. Finn Zierau udøver privat konsulentvirksomhed fra Gastroenheden, Hvidovre Hospital (4, 5). Han er mig bekendt ansat hér i regionalt regi. Således må jeg formode, at Finn Zierau modtager dobbelthonorar og misbruger det offentlige sundhedsvæsens lokaler og alt det medfører: gratis el, varme, sanitære faciliteter, køkken, IT-udstyr, telefoni, sekretærhjælp osv. osv. Især anvendelse af det offentliges sekretærer og IT-systemer er yderst problematisk.

7. Finn Zieraus anvendelse af det offentliges IT-faciliteter til privat konsulentvirksomhed er en fadæse: han anvender regionens e-mail til privat konsulent virksomhed. Han anvender det offentliges journaliseringssystem og medicinsystem, blot for at nævne nogle få. Dermed tilgår han oplysninger, han ellers ikke ville have adgang til, og samtidig bidrager han med følsomme og personidentificerbare oplysninger til det offentlige system (alene hans brug af regional email til privat konsulent virksomhed er yderst problematisk; bl.a. laves der backup af alle hans e-mails), som ikke lovligt at udsprede. Han sammenblander private konsulentdata med data i det offentlige sygehusvæsen.

Det eneste jeg beder om, er såmænd bare at blive taget seriøst og at embedsmænd/kvinder følger de regler, som jeg gik ud fra I kendte. Det er urimeligt at jeg skal skrive talrige gange til jer i både Ministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed, uden at nogen gider agere professionelt og behandle mine sager udfra den store mængde af oplysninger, som jeg i min aktindsigt kan se, at I ligger inde med. Mine mange henvendelser er langt mere belastende for mig end for jer, men jeg har absolut intet andet valg. Det er bedre at jeg henvender mig til jer, end til Ekstra Bladet, men hvis I ikke forholder jer til dette, så sender jeg det direkte til førnævnte avis.

Igen skal jeg minde om, at jeg har mistet bolig, karriere, bil, autorisations som læge, og pt. er tvunget til ikke at have en indkomst. Derfor er jeg - inden for lovens grænser selvfølgelig - ligeglad med hvordan min situation bedres, bare den bliver bedret.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen.

1. 30_11_16_Svar_fra_Sundheds_og_Aeldreministeriet

2. 04_10_16_Autorisationsfratagelse_side_1/2/3

3. 02-09-15_Referat_SST_1/2/3

4. 10-11-15_FZ_1

5. 30-10-15_SST_til_FZ

Jeg skriver til dig for at gøre opmærksom på de helt uacceptable forhold, jeg har oplevet på Glostrup Hospital (FIUNIT/Klinisk Fysiologisk afdeling) og Rigshospitalet (Onkologisk afdeling) som læge. Det drejer sig bl.a. om:

Administrativ og finansiel stærk suspekt praksis (“1. Instituttet”).

Grov sløsethed med patienters og forsøgsdeltageres personidentificerbare og fortrolige sygdomsinformationer

Retssikkerhed og vilkår for yngre læger ansat i Regionen, både i kliniske stillinger og i forskningsstillinger.

Patientsikkerhed (kemoterapi), Yngre Lægers arbejdsforhold og oplæring (“2. Onkologisk”)

Selv om det måske virker meget uspecifikt, så er der mange helt konkrete eksempler, og jeg har bestræbt mig på at forklare hvert enkelt af dem.

Fordi forholdene vedrører både Regionen og Universitetet, er jeg havnet i et lovmæssigt vakuum, hvor hver part undsiger hinanden. Der er mange forhold og det hele er ret omfattende; derfor har jeg kun været i stand til at præsentere materialet overskueligt på en hjemmeside:

https://sites.google.com/view/

Hjemmesiden er kun oprettet for at lette tilgængeligheden og overblikket over materialet. Den indeholder naturligvis ikke malware eller ophavsretsbeskyttet materiale.

Det er selvsagt ubehageligt, at udstille sig selv, men dels har jeg ikke noget valg og dels er det langt fra kun mig, det handler om. Det handler om kvaliteten af fremtidens sygehusvæsen i Danmark. Ingen danskere har glæde af, at jeg og mange andre yngre læger kasseres pga. en arbitrær og meningsløs lov (femårsreglen). Ingen patienter har glæde af, at deres sygdomsoplysninger havner hos Google, eller at uautoriserede personer har fuld adgang til alle kliniske oplysninger.

Jeg står naturligvis til rådighed for yderligere oplysninger.

Tak for din tid.

Venlig hilsen,

Læge Kjeld Andersen,

Jeg skriver til dig, for at gøre jer opmærksomme på forhold, der vedrører CESA, Metropolit-Kohorten, CAMB data, Professor Merete Osler og Professor ML. Jeg tror det er i alles interesse at I gøres opmærksomme på dette.

Se: https://sites.google.com/view/

Mit bekendtskab med CESA, Professor ML og Professor Merete Osler, samt Metropolit-Kohorten har været katastrofalt for mig, hvilket fremgår af hjemmesiden.

Jeg håber at ingen nogensinde skal udsættes for de uredelige forhold, jeg har været udsat for, ingen fondsmidler skal spildes, og at ingen yngre læger skal miste retten til at blive speciallæge og få ødelagt deres karriere pga. Professor ML.

Hjemmesiden er kun oprettet for at lette tilgængeligheden og overblikket over materialet. Den indeholder naturligvis ikke malware eller ophavsretsbeskyttet materiale. Den bliver løbende udbygget med det store materiale, jeg er i besiddelse af, men der bliver dagligt foretaget online backup af den, således at alle versioner kan genfindes.

Venlig hilsen,

Jeg skriver til dig, for at gøre jer opmærksomme på forhold, der vedrører Metropolit-Kohorten, CAMB data, Professor Merete Osler og Professor ML. Jeg tror det er i alles interesse at I gøres opmærksomme på dette. Desuden optræder dit navn på hjemmesiden, så det mest korrekte er, at informere dig om det. Tænk at du tog løgneren Egill Rostrup i forsvar. Han har behandlet både forsøgsdeltagerne og ut. ualmindeligt svinsk og det har haft ødelæggende konsekvenser for mig.

Egill Rostrup var ikke engang ansat af CESA eller på INF. Egill Rostrup har løjet i ét væk, og den telefonsamtale, jeg på hjemmesiden referer til, vil jeg uploade så snart jeg får lov.

Den er blot ét af mange beviser på at Egill Rostrup løj og manipulerede. Det er en skandale, og jeg vil bruge resten af mit liv på at gøre så mange opmærksomme på det, som muligt. Jeg er allerede i fuld gang, og næste skridt bliver at sende linket til de over 5000 SUND e-mail adresser jeg har “høstet”.

Jeg er ærligt talt ligeglad med, om jeg bliver dømt for at spamme SUNDs medarbejdere, og når de oplysninger, jeg udspreder er sande, er der ikke tale om injurier. Selv om du har været venlig og ikke direkte er skyld i noget som helst, så er det stadigt dit ansvar som projektleder. Intet er værre end min nuværende situation. Det fremgår af hjemmesiden hvem jeg bl.a. har mailet til eller er på vej til at maile til. Se:

https://sites.google.com/view/

Mit bekendtskab med CESA, Professor ML og Professor Merete Osler, samt Metropolit-Kohorten har været katastrofalt for mig, hvilket fremgår af hjemmesiden.

Jeg håber, at ingen nogensinde skal udsættes for de uredelige forhold, jeg har været udsat for, ingen fondsmidler skal spildes, og at ingen yngre læger skal miste retten til at blive speciallæge og få ødelagt deres karriere pga. Professor ML.

Hjemmesiden er kun oprettet for at lette tilgængeligheden og overblikket over materialet. Den indeholder naturligvis ikke malware eller ophavsretsbeskyttet materiale. Den bliver løbende udbygget med det store materiale, jeg er i besiddelse af, men der bliver dagligt foretaget online backup af den, således at alle versioner kan genfindes.

Venlig hilsen,

Min forespørgsel omhandler femårsfristen for læger, såvel som de heraf afledte konsekvenser. Det handler om, hvordan det er at miste en Ph.d., om at miste retten til at blive speciallæge, om at blive diskrimineret, fordi man ikke må blive speciallæge, samt om forskningssnyd, såvel som økonomisk snyd. Jeg har efter bedste evne præsenteret den ret omfattende sag på følgende hjemmeside:

https://sites.google.com/view/

Jeg skammer mig. Ikke så meget over mig selv, men i højere grad over Lægeforeningen/Yngre Læger. Det er sørgeligt, at jeg er nødt til at gå til Regionerne før min egen fagforening. Det er til syvende og sidst fordi Regionerne repræsenterer alle danskere og Lægeforeningen/Yngre Læger kun repræsenterer de enkelte ansatte de pågældende steder. Har jeg ikke forsøgt at få hjælp fra Yngre Læger? Se venligst under "Diverse".

Skal fremtidens læger i Danmark være i verdensklasse? Så skal femårsfristen for yngre læger ophæves. Jeg var så uheldig at være blandt de første under dette åg, og på min hjemmeside kan du læse om og lytte til, hvilken konsekvenser det har haft. Det er ubehageligt at udstille sig selv, men dels har jeg ikke noget valg og dels er det langt fra kun mig, det handler om.

Det handler om kvaliteten af fremtidens sygehusvæsen i Danmark. Ingen danskere har glæde af at jeg og mange andre yngre læger kasseres pga. en arbitrær og meningsløs lov. Jeg har intet fagligt lavet i et år - hvem har det gavnet? Jeg holder aldrig op med at gøre opmærksom på de modbydeligheder, jeg har været udsat for pga. femårsfristen, og jeg accepterer med glæde de konsekvenser det har.

Jeg ville virkelig blive ked af det, hvis min forespørgsel ikke kan behandles, fordi materialet ligger på en hjemmeside. Omvendt forstår jeg godt at det er en lidt ukonventionelt måde at præsentere materialet på, men jeg véd ikke hvordan jeg ellers skal bære mig af. Jeg kan eventuelt sende udprint af hjemmesiden, men det ville gøre det vanskeligt at få et overblik. Jeg kan under alle omstændigheder fremsende samtlige dokumenter.

Tak for jeres tid.

Venlig hilsen,

Jeg skal bede om fuld aktindsigt i alle mine henvendelser. Jeg skal understrege, at jeg mener alle data om mine henvendelser, både elektronisk og ikke-elektronisk. Jeg skal oplyses om, hvorvidt I nægter mig oplysninger, som I mener ikke er omfattet af offentlighedsloven.

Især er det vigtigt, at jeg oplyses om tid og dato for samtlige henvendelser, og hvilke personer, der har varetaget mine henvendelser.

Datatilsynet har undladt at registrere flere af mine henvendelser, hvilket fremgår af jeres første og eneste respons til mig.

Hvorfor har Datatilsynet ikke registreret alle mine henvendelser?

Jeg har beviseligt tilsendt jer omfattende dokumentation for grove overtrædelser af persondataloven. I har brugt over 2 år alene på at svare mig, at I ikke har gjort noget som helst og ikke agter at gøre noget.

Det må således betyde, at jeg har taget fejl, og det materiale, jeg har sendt jer ikke er udtryk for nogen overtrædelse af loven.

Derfor må jeg formode, at Datatilsynet ikke har noget imod, at jeg uploader alt til min hjemmeside, som jeg linker til i en mail, som jeg udsender til tusinder af modtagere.

Denne mail ligger jeg også op på hjemmesiden. I kan se hjemmesiden her:

https://sites.google.com/view/.

Den er ikke helt færdig, men arbejdet går støt fremad.

Venlig hilsen,

Jeg ventede en måned på at få en tid hos psykiater Henrik Jurlander, og han var dén, der havde den først ledige tid. Jeg har mistet min lejlighed i Dronningens Tværgade pga. jeg har været tvunget til at forlade arbejdsmarkedet og modtage Invalidepension. Det kostede penge at blive sat på gaden, og jeg betaler til et mindre lagerrum, hvor mine ejendele står.

Der er ikke meget, jeg kan sælge. Jeg har ingen penge. Jeg må ikke arbejde. Jeg har ikke råd til at gå til tandlæge eller få repareret mine briller. Hvis jeg skal finde en ny psykiater, vil det tage minimum én til to måneder for at få en tid. Jeg har ikke modtaget nogen ydelse for denne måned.

Skal jeg melde mig ud af Lægeforeningen, så jeg kan få et (andet) arbejde end læge?

Er det rimeligt at jeg skal sættes i en situation, hvor jeg fortsat skal leve (endnu) lavere end fattigdomsgrænsen?

Jeg synes, at det er modbydeligt. Jeg er rasende over, at jeg skal behandles så inhumant, som om jeg er andenrangsborger eller affald. Jeg har haft så stort besvær med Lægernes Pensionsbanks vrangvillighed, at jeg næsten ikke orker længere.

Venlig hilsen/Kind regards

I forlængelse af sidste mail vil jeg høre om følgende:

• Hvad har Lægeforeningen tænkt sig at gøre ved min autorisationsfratagelse?

Herunder:

• Hvorfor vil Lægeforeningen ikke forholde sig til grundlaget for min autorisationsfratagelse?

• Hvorfor synes Lægeforeningen at det er i orden, at jeg får frataget min autorisation, trods mit høringssvar, som var indsendt to dage forud for fratagelsen, klart demonstrerede at jeg havde gjort alt menneskeligt muligt for at leve op til Styrelsen for Patientsikkerheds krav?

• Hvorfor er det i orden at jeg bliver hængt ud i gabestokken på internettet, trods det faktum at jeg havde forfattet et høringssvar og aldrig har skadet/fejlbehandlet nogen patienter?

• Kan Lægeforeningen være tjent med at dets medlemmer bliver sat på gaden, som direkte følge af autorisationsmæssige forhold?

• Eksisterer Lægeforeningen for at varetage sine medlemmers interesser?

• Mener Lægeforenigen at man varetager sine medlemmers interesser, på baggrund af mit eksempel?

• Har Lægeforeningen interne interessekonflikter i forhold til de enkelte lægegrupper, således at man automatisk tager en overlæges parti i en konflikt mellem en overlæge og en reservelæge? Med andre ord: hvordan forholder Lægeforeningen sig i en konflikt mellem en YL og en overlæge?

• Mener Lægeforeningen selv at man har varetaget interesserne for de YL, der er ramt af div. “fire/fem/seksårsfrister?

• Hvorfor hjælper Lægeforeningen ikke de medlemmer, som henvender sig som følge af, at de har været vidende til forsknings- og administrativ svindel? Det er præcis hvad jeg har gjort, da jeg flere gange har nævnt overlæge ERs fusk overfor Lægeforeningen. Ikke blot nævnt, men også dokumenteret.

• Hvorfor hjælper Lægeforeningen ikke de medlemmer, som henvender sig mhp. at få hjælp til at påklage, at man har været vidende til andre medlemmer, som har været udsat for lovovertrædelser? Som i mit tilfælde “JB”, hvis 70 siders dokumenter jeg fik tilsendt, sandsynligvis ved en fejl.

Jeg foreslår at man tager mig seriøst og ikke blot, som det har været tilfældet hidtil, enten ignorerer mine henvendelser eller yder en hjælp, som er helt og aldeles utilstrækkelig og uengageret.

Jeg skal igen minde om følgende:

• Jeg befinder mig i en rædselsfuld situation, som jeg må og skal ud af hurtigst muligt. Jeg har mistet bolig, karriere, bil, socialt netværk, og har lidt ubeskriveligt meget gennem de sidste to års mareridt.

Jeg har ingen ressourcer tilbage. Jeg har stadig brug for rigtig hjælp. Jeg har nu heller ingen indkomst og må ikke arbejde. Jeg kan ikke gøre andet end dette:

1. Prøve for sidste gang at vække Lægeforeningen og håbe på de ikke svigter mig endnu engang.

2. Hvis det ikke lykkedes, så bruge mine sidste kræfter på at gøre alt materiale offentligt tilgængeligt og skrive et eller to læserbreve, hvor jeg forklarer præcis hvordan, jeg er endt, hvor jeg er. Jeg synes ikke det er sjovt, men jeg tror, de fleste godt kan forstå, at jeg ikke har noget valg. Det ville være rarest for mig at få egentlig hjælp af Lægeforeningen, men jeg tøver ikke ét sekund med mulighed nr. 2, hvis jeg igen igen bliver negligeret og behandlet som en idiot. Jeg forventer ikke som sådan at mine spørgsmål rent faktisk besvares, men forhåbenligt giver det stof til eftertanke.

Sidste spørgsmål:

Mener Lægeforeningen, at der er i orden at det har været fuldstændigt nyttesløst for mig, at jeg har henvendt mig så mange gange (kun de telefoniske henvendelser, fra 8. maj 2014 - 3. maj 2016):

[se listen under 30. september 2016, som er identisk]

Jeg skriver til dig fordi min situation er uholdbar. Jeg har haft eklatant effekt af Strattera, men det er ikke sufficient. Jeg har så store og så gennemgribende problemer, at jeg ikke længere kan overskue dem og varetage mine egne interesser. Det er svært frustrerende og belastende.

Ad medicinsk behandling

Det er ikke tilstrækkeligt med medicinsk behandling alene. De coping-mekanismer, der tidligere hjalp mig til at opretholde en tilnærmelsesvis fungerende hverdag, er alle forsvundet. Rutiner i form af daglig fysisk aktivitet (som var det absolut mest effektive middel imod opmærksomheds- og koncentrationsbesværet) og faste daglige gøremål, er fortsat umulige at genetablere, og jeg har forsøgt mange gange.

Ingen af de enorme problemer, jeg slås med, kan jeg gå i gang med at løse. Også dette har jeg forsøgt talrige gange igennem det sidste års tid (jf. vedhæftet mail til daværende praktiserende læge). Jeg blev opstartet i Concerta af læge Tove Jeppesen, jf. udleveret udskrift fra lmk-online.dk, og da daværende tidspunkt var hun langt fra en tæt relation. Desuden fik jeg at vide, at hun var kompetent til at diagnosticere og opstarte denne behandling. Jeg tror det passer, og jeg havde ingen grund til at mistænke at hun ikke var kvalificeret.

Jeg var i mere eller mindre fast behandling med Concerta i skønsmæssigt ét år, uden skyggen af kardiovaskulære eller psykiatriske bivirkninger. Jeg har aldrig været psykotisk og jeg mener, at hvis man læser indlæggelsesjournalen og de gule papirer (se vedhæftet modsvar), vil det klart fremgå, at jeg aldrig var psykotisk og aldrig havde psykiatriske bivirkninger af dette præparat. Jeg undersøgte for nyelig litteraturen på pubmed.org om MPH-induceret psykose, herunder depot-MPH, som Concerta. Jeg fandt f.eks. et ret nyt canadisk review, som inkluderede alle studier af tilstrækkelig kvalitet vedr. højdosis MPH (hurtigtvirkende og depot-MPH) og bivirkninger hos unge og voksne.

Der var ingen forsøgsdeltagere, der havde oplevet psykoser eller andre nævneværdige psykiatriske symptomer, trods gennemsnitligt indtag af 92 mg/dag (voksengruppen) og helt op til det dobbelte (ungegruppen). Desuden var der ingen alvorlige kardielle bivirkninger, og de langt mindre alvorlige bivirkninger, der faktisk forekom, var dosis-uafhængige. Jeg mener, at Concerta-induceret psykose, både if. litteraturen og i mit tilfælde, er usandsynlig. Jeg mener desuden at en bivirkning, som er opført i medicinfortegnelsen, meget vel kan være en mistænkt bivirkning (og er det i tilfældet med depot-MPH), uden nødvendigvis nogen påvist kausal sammenhæng mellem præparatet og bivirkningen. Jeg har ihvertfald ikke set nogen studier, der påviser depot-MHPeter Worm Jantzen induceret psykose, hverken tværsnits- eller longitudinelle.

Jeg véd at Concerta hjalp mig bedre end Strattera, jeg tolererede præparatet helt fint og jeg havde både livskvalitet og en velfungerende hverdag. Derfor er det meget frustrerende at jeg skal nøjes med det næstbedste præparat. Især når min tilværelse ganske vist er bedre med Strattera end uden, men fortsat mildest talt ulidelig. Med mindre der sker et mirakel kan jeg næppe holde ud til næste konsultation d. 21/12. Men jeg forsøger alt hvad jeg kan.

Ad økonomisk situation

Et af de største problemer aktuelt er det forhold at jeg nu ikke har nogen indtægt overhovedet og fortsat ikke må arbejde. Lægernes Pensionsbank skrev for få dage siden til mig igen; jeg selv må finde en psykiater, som vil udfærdige en speciallægeerklæring. Jeg respekterer fuldt ud din beslutning om, at du ikke udfærdiger speciallægeerklæringer, misforstå mig ikke. Men jeg håber også du respekterer mit behov for at få en indtægt.

Jeg ville allerhelst arbejde og jeg har kun af absolut nød måtte acceptere den ydmygende ydelse, “Invalidepension”, for jeg mener på ingen måde at jeg er invalid. Jeg så helst at jeg blev erklæret ikke-invalid. Jeg vil helst fortsætte hos dig som din patient. Jeg véd ikke hvad jeg skal gøre. Jeg skal vel kontakte en psykiater kun mhp. at udfærdige erklæringen? Jeg ville have mulighed for at betale dig som privat patient, men det er vel ikke en mulighed?

Venlig hilsen,

I denne sammenhæng er det vigtigste at gøre opmærksom på, at Elisabet Tornberg Hansen på det tidligste tidspunkt i mit sagsforløb konkluderede: “Det var Sundhedsstyrelsens vurdering at Kjeld Andersen var psykisk syg, og havde brug for behanding”, samt “Derfor foreslog vi, at han blev indlagt på psykiatrisk afdeling med det samme” og “hurtig vurdering ved speciallæge og behandling”.

Hverken Elisabet Tornberg Hansen eller den sygeplejerske, der deltog i samtalen var fagligt kvalificerede til at stille psykiatriske diagnoser og opstille psykiatriske behandlingsplaner.

Det er ganske åbentlyst at Elisabet Tornberg Hansen dermed påvirkede de læger, herunder især psykiatere, der efterfølgende skulle vurdere mig klinisk psykiatrisk, med sin fagligt underlødige og urigtige pseudo-diagnose og behandlingsplan.

Jeg ville - og vil fortsat - ikke finde mig i at blive kaldt for paranoid og psykotisk. Især ikke af den i alle henseener klinisk inferiore Elisabet Tornberg Hansen. Hun var aldrig kvalificeret til at fremkomme med sine kliniske vurderinger, især ikke udfra en samtale, som ikke specifikt var en psykiatrisk anamneseoptagelse og objektiv psykiatrisk undersøgelse.

Der var aldrig en almindelig objektiv undersøgelse eller klinisk anamneseoptagelse, hvorfor hun heller ikke forholdt sig til somatiske differentialdiagnoser, hvilket ellers altid er påkrævet, selv ved den mest kortfattede psykiatriske kontakt i sekundærsektoren.

Hun har ikke engang evnet at fremkomme med psykiatriske fagtermer, der ellers er velkendte for enhver læge, der har bestået en medicinsk embedseksemen i psykiatri. Hvor er det objektive afsnit i hendes referat? Målte hun puls, blodtryk og temperatur? Udførte hun hjerte- og lungestetoskopi? Hvad med en basal neurologisk undersøgelse? Blodprøver, urinscreening osv.

Hvis Elisabet Tornberg Hansen rent faktisk var kvalificeret til at stille kliniske diagnoser, ville jeg også kunne påklage hendes ringe faglighed. Enten kan Elisabet Tornberg Hansen stille kliniske diagnoser og i så fald vil jeg hermed påklage hendes underlødighed, manglende objektive og psykiatriske undersøgelse.

Eller også kan Elisabet Tornberg Hansen ikke stille kliniske diagnoser, og så vil jeg hermed påklage at hun er gået langt udover sine beføjelser og evner. Jeg vil desuden påklage at Elisabet Tornberg Hansen har udtalt sig præmaturt og uden faglig indsigt, og dermed har påvirket de efterfølgende læger, der har vurderet mig.

Selvfølgelig nægtede jeg at efterkomme Elisabet Tornberg Hansens forrykte og forkerte opfordring til at lade mig indlægge akut under hendes fejldiagnose. Jeg ville gøre præcis det samme i dag. Jeg nægter at lade mig stigmatisere af en uduelig embedslæge og hendes magtarrogance.

Selvfølgelig nægtede jeg at efterkomme Elisabet Tornberg Hansens forrykte og forkerte opfordring til at lade mig indlægge akut under hendes fejldiagnose. Jeg ville gøre præcis det samme i dag. Jeg nægter at lade mig stigmatisere af en uduelig embedslæge og hendes magtarrogance.

Det er meget alvorligt at Elisabet Tornberg Hansen kan udvise en faglig standart, som er så langt under normen, uden at det har konsekvenser for hende. Hun står ikke over loven, selv om hun agerer, som om at hun gør.

Styrelsen for Patientsikkerhed SKAL forholde sig til denne henvendelse. Jeg vil have et respons, der tydeligt forholder sig til mine kritikpunkter.

Til slut skal jeg komme med to yderligere klagepunkter:

- Har Styrelsen for Patientsikkerhed ingen laveste fællesnævner for, hvad man accepterer at journalisere? Læge Camilla Mie fremkommer den 19. september 2016 med falske anklager mod mig. Har det ingen konsekvenser for Camilla Mie at hun fremkommer med falske (og vanvittige) anklager imod mig?

Hvorfor skal jeg læse om hendes latterlige anklager i en aktindsigt og hvorfor har Styrelsen for Patientsikkerhed ikke orienteret mig om dette forhold? Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed accepterer at man uden videre kan henvende sig og fremkomme med grove, falske anklager imod en anden læge - hvad man helt åbentlyst gør - må det betyde, at jeg også kan fremkomme med falske anklager imod tilfældige læger, uden at det har nogen konsekvenser for mig?

I skal besvare dette spørgsmål. Hvorfor går Camilla Mie Elvekjær til Styrelsen for Patientsikkerhed og ikke direkte til politiet? Hvorfor afviser Styrelsen for Patientsikkerhed ikke Camilla Mie Elvekjærs vrangforestillinger?

Jeg kan oplyse, at det er løgn at jeg har, eller på noget tidspunkt skulle have haft, Camilla Mie Elvekjærs CPR. nummer.

Det er løgn at jeg skulle have tilgået nogen som helst IT-systemer uretmæssigt.

Det er løgn at jeg nogensinde skulle have udskrevet recepter i andres navn. Jeg har aldrig misbrugt nogen lægers CPR. nummer. Jeg har aldrig misbrugt nogens CPR nummer i det hele taget.

Det er så alvorlige anklager, at jeg sandsynligvis melder Camilla Mie Elvekjær til politiet (sammen med "XX", som med sikkerhed politianmeldes).

Har I ikke bare én jurist, som kan slå §§160 - 165 op i straffeloven? Jeg vil ikke finde mig i det svineri og det er ulækkert at Styrelsen for Patientsikkerhed accepterer Camilla Mie Elvekjærs paranoide vrangforstillinger.

Jeg vil hermed indberette Camilla Mie Elvekjær til Styrelsen for Patientsikkerhed, idet hun med sine bizarre anklager fremstår paranoid psykotisk, og jeg mener således ikke at det er forsvarligt at hun virker som læge, idet hun givetvis ikke er i stand til at træffe rationelle kliniske beslutninger, qua hendes psykiske tilstand.

Jeg skriver igen ved en senere lejlighed. Men det skal ikke forhindre at Styrelsen for Patientsikkerhed skal forholde sig til denne, aktuelle henvendelse.

Dét, der er mest interessant er, at jeg havde gjort alt menneskeligt muligt for at opfylde de krav, som STPS havde pålagt mig. Det har jeg klart dokumenteret i mine mails. Desuden at jeg havde udfærdiget og indsendt et høringssvar rettidigt. Alligevel blev min autorisation frataget og jeg blev udhængt irreversibelt i gabestokken på internettet. Det er især dén problematik, jeg ville have hjælp til. Nu er skaden sket, og om jeg står til fuldt offentlig ydmygelse et par uger fra eller til er mindre væsentligt.

Lægeforeningen har svigtet mig så groft igennem så lang tid, at jeg ikke kan redegøre for det i detaljer i denne mail. Lige fra dispensationen fra fireårsreglen, til de åbenlyse lovovertrædelser, der foregik ifm. min ansættelse hos FIUNIT/Glostrup Hospital, til jeg blev presset ud vha. min tillidsrepræsentant på Onkologisk afdeling, RH, til fadæsen med autorisationsfratagelsen.

Hvis Tina Kjettrup og Rikke Palm havde gjort deres arbejde bare nogenlunde ordentligt i 2014, hvis Lisbeth Riis have gjort sit arbejde ordentligt i 2015 og 2016, og hvis I havde gjort jeres arbejde ordentligt nu, så ville jeg ikke skulle have haft det så modbydeligt igennem halvandet år.

Jeg har udfærdiget en politianmeldelse af læge "XX" og læge Camilla Elvekjær. Når min advokat har givet mig grønt lys, afleverer jeg den til politiet. Der er en del bilag, som hører med, så det har været et omfattende arbejde for mig, men et helt essentielt arbejde, da jeg vil have stoppet det svineri, jeg er blevet udsat for.

Jeg har vanen tro arbejdet på en overskuelig hjemmeside, hvor jeg er næsten færdig med at lægge alt materialet op. Denne hjemmeside tjener til præsentation af kildematerialet, som jeg omtaler i den kronik jeg også snart er færdig med.

Jeg har fået forlænget den ydmygende, men nødvendige Invalidepension i to måneder til. Jeg ved ikke om Lægeforeningen har faciliteret denne forlængelse.

Konklusionen er følgende:

Lægeforeningen har de facto intet gjort, der har hjulpet mig. I har gjort et halvhjertet forsøg, men det har aldrig haft nogen som helst effekt. Din mail er et eksempel herpå. Du har fået tilsendt de oplysninger, der burde være sufficiente for at hjælpe mig og hvis der mangler noget, så skal du blot nævne det og jeg vil fremskaffe yderligere oplysninger. Det har du ikke gjort. Du har resumeret det aktuelle forløb, som en form for rygdækning, men du har tilsyneladende intet foretaget dig ift. at hjælpe mig. Du er afglidende og bagateliserende.

Jeg skal fortsat bede om hjælp ift. autorisationsfratagelsen. Jeg mener at grundlaget er helt forkert. Jeg synes det er modbydeligt at blive udhængt i gabestokken på internettet, mens Lægeforeningen blot ser til. Det er ikke et argument at noget er svært. Der er ingen, der har det så svært som jeg, men jeg har intet valg end at fortsætte kampen, selv om det er modbydeligt.

Det er nok bedst, at vi skriver til hinanden. Så er det lettere for mig at dokumentere forløbet efterfølgende.

Venlig hilsen,

Dét, der er mest interessant er, at jeg havde gjort alt menneskeligt muligt for at opfylde de krav, som STPS havde pålagt mig. Det har jeg klart dokumenteret i mine mails. Desuden at jeg havde udfærdiget og indsendt et høringssvar rettidigt. Alligevel blev min autorisation frataget og jeg blev udhængt irreversibelt i gabestokken på internettet. Det er især dén problematik, jeg ville have hjælp til. Nu er skaden sket, og om jeg står til fuld offentlig ydmygelse et par uger fra eller til er mindre væsentligt.

Lægeforeningen har svigtet mig så groft igennem så lang tid, at jeg ikke kan redegøre for det i detaljer i denne mail. Lige fra dispensationen fra fireårsreglen, til de åbenlyse lovovertrædelser, der foregik ifm. min ansættelse hos FIUNIT/Glostrup Hospital, til jeg blev presset ud vha. min tillidsrepræsentant på Onkologisk afdeling, RH, til fadæsen med autorisationsfratagelsen.

Hvis Tina Kjettrup og Rikke Palm havde gjort deres arbejde bare nogenlunde ordentligt i 2014, hvis Lisbeth Riis have gjort sit arbejde ordentligt i 2015 og 2016, og hvis I havde gjort jeres arbejde ordentligt nu, så ville jeg ikke skulle have haft det så modbydeligt igennem halvandet år.

Jeg har udfærdiget en politianmeldelse af læge Egill Rostrup og læge Camilla Elvekjær. Når min advokat har givet mig grønt lys, afleverer jeg den til politiet. Der er en del bilag, som hører med, så det har været et omfattende arbejde for mig, men et helt essentielt arbejde, da jeg vil have stoppet det svineri, jeg er blevet udsat for. Jeg har vanen tro arbejdet på en overskuelig hjemmeside, hvor jeg er næsten færdig med at lægge alt materialet op. Denne hjemmeside tjener til præsentation af kildematerialet, som jeg omtaler i den kronik, jeg også snart er færdig med.

Jeg har fået forlænget den ydmygende, men nødvendige Invalidepension i to måneder til. Jeg ved ikke om Lægeforeningen har faciliteret denne forlængelse.

Konklusionen er følgende: Lægeforeningen har de facto intet gjort, der har hjulpet mig. I har gjort et halvhjertet forsøg, men det har aldrig haft nogen som helst effekt. Din mail er et eksempel herpå. Du har fået tilsendt de oplysninger, der burde være sufficiente for at hjælpe mig, og hvis der mangler noget, så skal du blot nævne det og jeg vil fremskaffe yderligere oplysninger. Det har du ikke gjort. Du har resumeret det aktuelle forløb, som en form for rygdækning, men du har tilsyneladende intet foretaget dig ift. at hjælpe mig. Du er afglidende og bagatelliserende.

Jeg skal fortsat bede om hjælp ift. autorisationsfratagelsen. Jeg mener at grundlaget er helt forkert. Jeg synes det er modbydeligt at blive udhængt i gabestokken på internettet, mens Lægeforeningen blot ser til. Det er ikke et argument at noget er svært. Der er ingen, der har det så svært som jeg, men jeg har intet valg end at fortsætte kampen, selv om det er modbydeligt.

Det er nok bedst, at vi skriver til hinanden. Så er det lettere for mig at dokumentere forløbet efterfølgende.

Venlig hilsen,

"Jeg står til at blive udsat for justitsmord. Jeg er uskyldig i anklagerne. Jeg er tvunget til en mentalundersøgelse. Jeg blev tvangsindlagt på helt åbenlyst falsk grundlag. Det er modbydeligt i en grad, jeg ikke kan beskrive. Jeg har mistet mit job, min autorisation, min bil, min bolig, mit sociale netværk, min fremtid, mine ulidelige anstrengelser gennem 15 år for at nå til hvor jeg nåede. På ærlig vis, ved hårdt arbejde.

Jeg har fået fremragende karakterer, publiceret 3 artikler som hovedforfatter, 3 artikler som medforfatter, undervist på Universitetet osv. osv. Til gengæld er jeg blevet svinsk behandlet af stort set alle. Jeg har intet kunnet foretage mig i halvandet år, udover at sidde og kigge ud i luften, se Youtube og sove. Det er umenneskeligt og uværdigt. Jeg har intet tilbage.

[...]

Det er tragikomisk, at jeg alene skal kæmpe mod flere bureautiske institutioner, og jeg kan ikke sende alt materialet til alle institutionerne, så jeg er nødt til at samle det ét sted.

[...]

Jeg véd da godt, at du/I er bedøvende ligeglade.

[...]

Venlig hilsen,

Cc. Sundheds- og Ældreministeriet

Korrigér mig, hvis jeg tager fejl: først var det embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, der var ansvarlig for mit sagsforløb, og aktuelt er det Enhedschef Anette Lykke Petri?

Det var i givet fald Anette Lykke Petri, der ignorerede mit høringssvar, fratog mig min autorisation og udhængte mig i gabestokken på Internettet. Jeg demonstrerede i høringssvaret, at jeg gjorde alt menneskelig muligt for at opfylde Styrelsen for Patientsikkerheds krav, og jeg havde ikke penge til at købe mig til en psykiatrisk speciallægeerklæring som privat patient. Jeg måtte vente på den først ledige tid, som alle andre. Jeg kunne intet gøre udover det, jeg klart demonstrerede, at jeg gjorde.

"XX" har i sin mail til STPS den 28. september 2016 fremkommet med falske anklager mod ut. Jeg har udfærdiget en politianmeldelse i denne forbindelse. I mailen kan man læse, at "XX" har korresponderet med Anette Lykke Petri forud for sin henvendelse.

Jeg skal hermed anmode om:

Aktindsigt i Enhedschef Anette Lykke Petri og "XXs" korrespondance forud for "XXs" mail til STPS. Det er Anette Lykke Petri, som fratager mig min autorisation som læge den 4. oktober 2016. Er det privat korrespondance? I så fald er Enhedschef Anette Lykke Petri inhabil.

Er der tale om korrespondance foregået i arbejdstiden og stilet til STPS enten telefonisk, per brev eller mail? I så fald skal der foreligge et referat, som jeg skal have tilsendt. Der er en meget påfaldende tidsmæssigt sammenfald mellem "XXs" henvendelse og fratagelsen af min autorisation. Desuden er det mystisk at Anette Lykke Petri fuldstændigt ignorerer mit høringssvar. Har "XXs" henvendelse og falske anklager imod mig på nogen som helst måde spillet en rolle for min autorisationsfratagelse?

Da Anette Lykke Petri i faglig henseende er en [...], er jeg ligeglad med hendes egen nuværende begrundelse. Den ignorerer som sagt fuldstændigt mit høringssvar, så selvfølgelig må der være andre årsager, der ikke er journalført.

For jer og for Anette Lykke Petri er det tilsyneladende en useriøs leg; for mig er det yderst alvorligt, og jeg vil bruge resten af mit liv på at alle i verden får at vide, at Anette Petri har holdt hånden over den dyssociale charlatan "XX" og hans falske anklager og talrige lovbrud, "ZZs" misbrug af offentlige midler og Styrelsens fejlpraksis med bl.a. udsendelse af personidentificerbare og følsomme oplysninger i strid med dansk lov.

Embedslæge Elisabet Tornberg Hansen har demonstreret sin egen version af magtmisbrug ved at fejldiagnosticere mig ved første samtale, ved at være ude af stand til at journalføre mine indvendinger, samt ved hendes inhabilitet etc.

I har ødelagt mit liv på et fuldstændigt forkert grundlag. Jeg er ligeglad hvad I gør, I kan ikke gøre mere skade end I allerede har gjort.

I er så uduelige og arrogante, at I ikke engang gider at svare på mine forespørgsler.

Venlig hilsen,

Jeg skriver i håbet om, at I vil bringe mit forlængede debatindlæg. Det er selvfølgeligt eksklusivt forbeholdt Jyllands-Posten. Det er, som følger:

Bedre aldrig end sent: om misbrug af forskningsdata og Datatilsynets svigt.

Det er den 5. januar 2016 og jeg står i den gulvtæppebeklædte foyer hos Datatilsynet i Borgergade. Jeg venter med min medbragte USB nøgle i hånden; den indeholder data, der dokumenterer banal, men grov misbrug af forsøgsdeltager- og patientdata. Det er nu anden gang jeg står hér. Jeg kan tydeligt huske første gang året forinden. Dengang afleverede jeg en stor bunke papirer, som var de originale dokumenter i sagen. Hvilken sag?

Der var flere forhold. Jeg nøjes med at nævne de værste: lederen af min daværende arbejdsplads, en forskningsafdeling på Glostrup Hospital, havde oprettet en Google kalender med hundredevis af forsøgsdeltagere- og patienters sygdomme og fulde navne. Denne kalender var delt af mange ansatte. Andet tilfælde opdagede jeg tilfældigt. Nemlig at Københavns Universitet udsendte ansattes- og studerendes CPR numre ud i klar tekst på det åbne Internet. Endnu værre var det dog, at man erkendte, at praksis var forkert, men at man alligevel ville fortsætte med denne (1).

En midaldrende mand kommer ud fra et af kontorerne, går hen og hilser på mig. Ligesom sekretæren jeg talte med i telefonen kort forinden, kan han godt huske mig fra sidst. Han tager min USB og sætter den i sin laptop. Han spørger, om jeg har en Mac. Det har jeg. Han siger, at han ikke kan læse filerne på USB’en. Lidt efter er jeg hjemme igen, erfarer at USB’en intet fejler, og sender tekst- og billededata via e-boks istedet. Derefter hører jeg intet. Før i fredags. Der modtager jeg følgende besked i min e-boks, over to år for sent:

"Du har den 18. september 2014 og den 5. januar 2016 rettet henvendelse til Datatilsynet vedrørende datasikkerheden på Glostrup Hospital. Datatilsynet skal beklage, at dine henvendelser ikke er blevet besvaret...Datatilsynet foretager sig herefter ikke yderligere i forhold til dig på baggrund af dine henvendelser."

To henvendelser? Nej, otte opkald, to mailhenvendelser, samt to fremmøder. Jeg havde foretrukket hvis Datatilsynet aldrig havde henvendt sig. Nu er sagen forældet, og selv hvis man havde gidet at undersøge den, ville det sikkert være for sent. Men nu har man en undskyldning, hvis jeg skulle være så stædig, at jeg henvendte mig igen. Smart rygdækning. Der er tilsyneladende stor forskel på offentligt ansattes arbejdsmoral i de enkelte sektorer. Nu vil nogen nok her indvende, at Datatilsynet er beskåret og udsultet. Men det er efter min mening ikke en undskyldning.

En parallel fra min egen verden: alle ansatte i sundhedssektoren véd, at der er ressourcemangel; men man véd også, at det ikke nytter at lade patienter lide eller dø, fordi der mangler kolleger og midler. Derfor arbejder man ofte gratis, og man siger fra i medier, overfor arbejdsgivere og politikere. Man holder ikke patienter som gidsler. Embedsmænd er nogle ansvarsløse størrelser, som yderst sjældent bliver stillet til ansvar for deres forsømmelser. Samtidig holder embedsmænd sig i tryg afstand af omverden på deres kontorer i indre København. Den mangel på umiddelbar konsekvens af ens handlinger må nødvendigvis afspejle sig i en kultur præget af en vis magtarrogance og ligegyldighed. Det tror jeg ihvertfald spiller en rolle for, at man venter over to år på at gide at meddele mig…at man sylter min henvendelse. Det er ikke i orden, uanset årsagen.

Men herregud, alle véd, at datasikkerheden sejler i Danmark, især i det offentlige. Alle ved også, at hovedparten af politikerne hverken har evner eller vilje til at gøre noget ved den enorme opgave, det er, at uddanne bredt i IT-sikkerhed og opgradere Datatilsynet. Hvordan håndterer man så opgaven? Som enhver god kværulant har jeg selvfølgelig en holdning til dette.

Mit forslag er enkelt, effektivt og meget realistisk: lad være med at forstyre Datatilsynet, hvis du oplever misbrug af personhenførbare og fortrolige oplysninger. Datatilsynet har rigeligt at lave med de obligatoriske tilsynsopgaver, og har ikke tid til at afvise borgere, der er så frække at henvende sig. Befolkningen har bedst af at leve i uvidenhed. Og politikerne bliver udmattede af hele tiden at svare uden om de spørgsmål, de bliver stillet af medierne, når Datatilsynet udtaler kritik. Q.E.D.