Indhold

5. maj 2015

Jobcenter

Fordi jeg var blevet kasseret fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet, da overlæge "ER" havde ladet mig overtræde den såkaldte fireårsregel for lægers videreuddannelse, var jeg blevet tvunget til at sygemelde mig af den uddannelsesansvarlige overlæge, "Hater", og den yngre læge, tillidsrepræsentanten Kristine C.

Da perioden for stillingen ophørte, var det tvingende nødvendigt, at jeg kunne arbejde, og dermed få en indkomst. Jeg var blevet kørt ud på et sidespor af den onkologiske afdeling, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. I første omgang stod jeg akut og manglede penge, så derfor forsøgte jeg at få Københavns Kommune til at hjælpe mig i arbejde igen.

Desværre havde min fagforening, Yngre Læger, gjort mig den bjøretjeneste at råde mig til at sygemelde mig med stress. Det var det værste råd, man i bagklogskabens klare lys kunne have givet mig. Kommunen og min A-kasse kunne derfor ikke hjælpe mig.

Samtidig havde embedslæge Elisabet T H i Styrelsen for Patientsikkerhed fået den vrangforestilling, at jeg var paranoid og psykotisk. Den praktiserende læge, Camilla Elvekjær fra Citydoctors, havde kontaktet embedslægen og fortalt hende, at jeg ulovligt havde adgang til et centrralt medicinregister, samt at jeg havde misbrugt hendes CPR-nummer i den forbindelse. Forud for første møde med embedslægen, havde jeg ringet til hende, og udtrykt min bekymring for, om hun var inhabil, da jeg vidste at hun blandt andet tidligere havde forsket sammen med professor Merete Osler, hvis data min tidligere Ph.d. vejleder havde misbrugt.

Jeg havde ringet til embedslægen for venligt og forsigtigt at udtrykke min bekymring over, at hun personligt havde kendt professor Merete O, som efter hvad jeg kunne læse på Datatilsynets hjemmeside, havde haft det formelle ansvar for de sundhedsdata, som overlæge "ER" havde misbrugt.

Embedslægen havde bare grinet af mig i telefonen, og med en hånlig stemme sagt, at jeg da vist nok var paranoid, at jeg ikke kunne få lov til at få min sag behandlet af en anden embedslæge end hende, samt at hun i hvert fald ikke havde et habilitetsproblem.

Til første møde havde jeg medbragt dokumentation, der begrundede min bekymring. Materialet afleverede jeg personligt til Elisabet T H, men hun forholdt sig ikke til det. Da det var embedslægen selv, der skulle afgøre, om hun var inhabil, og da det ikke var mmuligt at klage over den enkelte embedslæges vurdering og sanktion til nogen højere instans, skete der ikke yderligere, selv om jeg forsøgte alligevel, idet jeg både ringede og skrev til Sundheds- og Ældreministeriet flere gange.

Fordi jeg havde været så letsindig at betvivle en embedslæges habilitet, havde jeg nu gjort mig særdeles uheldigt bemærket hos denne person, der besad en i et demokrati helt uhørt og uimodsagt magt.

23. juli 2019

Dagbog

Om praktiserende læge Camilla Elvekjær

Praktiserende læge Camilla Elvekjærs vedvarende chikane: Gennem en periode på over et halvt år blev jeg chikaneret af Camilla Elvekjær, der mente at jeg var paranoid, uden at hun dog kunne begrunde hvorfor. Dermed var jeg naturligvis ikke paranoid, for hvis man ikke er i stand til at forklare en patient hvorfor vedkommende er paranoid og indlæggelseskrævende, så er vedkommende det jo nok ikke.

Hendes vrangforestilling om, at jeg skulle være paranoid, og indlæggelseskrævende, var i den periode en svær belastning for mig, og det gjorde mig meget bekymret. Praktiserende læge Camilla Elvekjær fremprovokerede dermed tilstanden af svær stress, og jeg vidste allerede på det tidspunkt, at det blot var spørgsmål om tid før hun ville fare ud med bål og brand, og tvangsindlægge mig. Det eneste, jeg oplevede fra hende af var had og voldsom irritation. Det var noget, jeg italesatte over for en af mine bedste venner, læge "JH", der var helt enig med mig i, +at jeg hverken var paranoid eller indlæggelseskrævende. For, som han sagde til mig, hvis jeg havde været det, ville han være den første til at sige det til mig. Læge "JH" kan til hver en tid kontaktes og bekræfte hvad, jeg her har skrevet.

Den praktiserende læge nægtede kategorisk at fortælle mig hvorfor i alverden jeg skulle være paranoid, endsige indlæggelseskrævende, og det foranledigede at jeg til sidst blev nødt til at skrive et brev til hende, hvor jeg italesætte min bekymring over at hun var fastlåst på en fejldiagnose, og det udelukkende pga. hendes følelser eller fornemmelse. Det måtte det jo være siden hun ikke ville fortælle mig hvorfor jeg var paranoid med lægefaglige termer.

"Hej Camilla Elvekjær

Jeg er ked af, at jeg ikke meldte afbud, men hvordan skulle jeg dog kunne vide, at jeg havde den (meget hurtige) tid? Tre beskeder fra dig, Embedslægens tåbeligheder1, Kommunens bombardement i min E-boks, samt alt det andet.

Jeg har snart ingen indkomst, og jeg er usikker på, om jeg nogensinde kommer tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket er de altoverskyggende stressfaktorer. Alt sammen forårsaget af tidligere kollegers mangel på moral og samvittighed.

Problemet er dette: Jeg er uretmæssigt og på virkelig underlødig vis sparket fra mit job og fag, fået reduceret min sociale omgangskreds, samt fået ødelagt min identitet og fremtid.

I de måneder jeg har været tilknyttet dig, har jeg skrevet og fortalt om det, samt udleveret eksempelvis min Ph.D. ansøgning til dig. Jeg har sagt til dig, at jeg får det stadig dårligere, ikke bare psykisk, men også somatisk (husker du min vægt, som jeg anførte? 97 kg, 180 cm høj. Er det sundt?).

Psykisk er det følelsen af total håbløshed og meningsløshed, kombineret med intermitterende vrede og nedtrykthed, der dominerer. Mest udtalt er den ulidelige isolation, samt mit koncentrations- og opmærksomhedsbesvær. Jeg må dyrke hård motion hver dag, ligesom jeg altid har gjort det så langt tilbage jeg kan huske. Dog er forskellen, at jeg må og skal afreagere og "cope" med situationen på den måde, ellers bliver tilværelsen simpelthen for svær.

Årsagen til alt dette, er den såkaldte 5. årsregel, samt enkelte nådesløse seniorer læger, der har ladet mig overtræde denne regel, til trods for mundtlige og skriftlige garantier om, at jeg skulle lave førnævnte Ph.D., hvorved jeg ville have været undtaget fra 5-årsreglen.

Samt, da jeg var "kommet videre", og havde lagt de 12 måneders spildtid bag mig, brugte overtrædelsen af 5. årsreglen som eneste argument for at tvinge mig til sygemelding og udstødelse fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet. Dén besked modtog jeg allerede i løbet af den første måneds ansættelse (28. november 2014) - af den uddannelsesansvarlige overlæge, samt min vejleder i H-stilling.

Uden en dispensation var jeg særdeles uønsket på afdelingen. YL [Yngre Læger]ville kun under undladelse af væsentlige argumenter assistere med denne dispensation, som da også blev afslået.

Jeg har undret mig over:

  • At du ikke for længst har varslet arbejdstilsynet, grundet de forhold, jeg tidligere har fortalt dig om. Jeg har selv orienteret denne instans nu.

  • At jeg selv har taget initiativ til at kontakte netværket, og gennem dem fået kontakt til en særdeles kvalificeret psykiater [Søren]. Jeg mødte op i vedkommendes konsultation mange gange, og ved de lejligheder, hvor desperationen og frustrationen var størst, accepterede han, at jeg skrev sms'er til ham, om ikke andet så for at aflede mig selv.

  • At du udfærdigede din del af en mulighedserklæring, som efterfølgende blev forkastet. Jeg nåede at returnere knapt to uger på jobbet, det bedste der nogensinde er sket for mig. "HM" annulerede ensidigt denne erklæring idet en "anonym kollega" havde skrevet et "bekymringsbrev med anonymt indhold". YL juristen overværede dette uden at vågne op.

  • At du ikke finder en eklatant vægtøgning fra 86 til 97 kg (højde 180 cm, let hyperkolesterolæmi og episode med nær-malign hypertension i indeværende periode) bekymrende og værd at italesætte.

Forstår du: Jeg er uforskyldt blevet behandlet ganske nederdrægtigt, trods alle mine forgæves og desperate nødråb. Jeg har samlet set nok publikationer til en Ph.D. og det er mest ren fritidsforskning.

Jeg har venner og dyrker motion. Jeg har altid været vant til at have mindst to jobs (eller job og dét, der svarer til fuldtidsforskning), og jeg har altid haft klare ADD symptomer. Når ens tilværelse på mest uretfærdige vis ændres pludseligt til et mareridt, så eskalerer den svære stress/tilpasningsreaktion eklatant. Det samme er tilfældet med min ADD, da jeg ingen struktur har i min hverdag, og min fremtid er uvis og skræmmende.

I tiden efter KBU [den såkaldte "Kliniske Basisuddannelse", der afløste det, der tidligere hed "Turnus"], var jeg upåfaldende, kedelig, ville hellere bruge tid på mit fag, end tage i byen og feste, drak stort set ikke alkohol, og havde aldrig taget stoffer, men jeg var næsten tilfreds med mit liv, havde mine venner, og vigtigst: Mit fag.

Jeg havde seneste konsultation hos dig, d. 08-09-15, i forbindelse med hvilken jeg havde bestilt tid på nettet. I den forbindelse er der mulighed for at skrive de oplysninger, man mener er relevante ift. pågældende kontakt. Der er en teknisk begrænsning på vist nok 350 ord. For at spare dig tid havde jeg udfyldt dette felt relevant, men manglede plads til vigtige somatiske forhold. Kunne kun skrive: "97 kg". Så var pladsen opbrugt, men jeg tænkte at du nok kunne regne ud, hvad jeg mente, nemlig at vægten var et problem i forhold til især det forhøjede blodtryk.

Under samtalen d. 08-09-15 fortæller du, at du er bekymret for mig. Desuden, at jeg bestemt bør indlægges på en psykiatrisk afdeling. Så vil jeg få det bedre. Indikationen er udelukkende din bekymring. Først da jeg insisterer på, at du med lægefaglige termer beskriver indikation, tentativ diagnose, mindste middel, behandling, alternativer etc., fremfører du, at jeg er paranoid, samt: "Det er sgu da også en mærkelig besked du har sendt! Så står der pludseligt 97 kg!".

Dette er med forbehold for min hukommelse, og jeg håber du vil give mig ret i, at det var essensen af det sagte. Jeg har vedlagt min tidsbestilling denne mail som bilag.

Jeg har oplyst, at jeg lider, fordi jeg er isoleret og indespærret i min lille lejlighed. Jeg har ingen selvtillid længere, og en indlæggelse, vil smadre den sidste, minimale rest af motivation og være en katastrofe, idet jeg så vil befinde mig i en situation, der er endnu værre end tidligere.

Det er meget alvorligt for en læge at stemple nogen som paranoid, uden at ville eller kunne forklare hvorfor. Altså i mit tilfælde, med totalt fravær af fagtermer ("bekymret" som det eneste, er et no-go). Hvordan kan du dog tro, at jeg er paranoid, begrundet med mine beskeder, herunder med "97 kg"-sætningen?

Med alt det, jeg har fortalt dig gennem de seneste måneder: Multiple, virkelige og konkrete, objektive, massive forhindringer, jeg kæmper mod, ja, så er indlæggelse det mest stupide man overhovedet kan gøre for mig - det er netop dét man IKKE skal gøre.

Jeg havde med kyshånd taget imod det tilbud, du meget generøst mailede til mig om, havde jeg dog bare vidst det! Jeg skal forholde mig til så mange henvendelser fra det offentlige, at det kører mig i sænk efterhånden.

Embedslæge Elisabet T H og dig fik ødelagt de sidste mentale ressourcer, som kunne havde forsynet Ombudsmanden med de informationer, der blev efterspurgt, men så kom I på banen og ødelagde min aller, aller sidste chance for dispensation for 5. årsreglen! Det er ikke til at bære.

Embedslægens software havde regnet min alder forkert ud (tilsendt print), og dertil havde hun misforstået meget, stort set ikke forberedt sig, ikke fanget, at sagen er noget af en petitesse. Ligeledes havde hun i sine referater "glemt" at nævne, at jeg anså hende for inhabil, grundet en fælles bekendt som spillede en væsentlig rolle for min uforskyldte overtrædelse af 5. årsreglen.

Dokumenterbart, selvfølgelig, som alt det andet, men retssikkerheden er en joke i Danmark. Måske jeg selv skal tage kontakt til aktuelle psykiater? Jeg skal i hvert fald have skiftet praktiserende læge snarest. Men det står længere nede på listen, så det er ikke i løbet af de næste par dage, det effektueres.

Læs f.eks.: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/psykiatri/tilstande-ogsygdomme/psykoser/paranoia/ Vrangforestillinger? Systematiseret? Ukorrigérbar? Selvhævdende? Nej, jeg er så uinteressant, at der ikke engang er nogen, der gider forfølge mig. Der er tale om faktiske hændelser, og med lyd og skrift dokumenterbare brudte løfter.

Ingen hjælp. En meningsløs lov. Et uforklarligt og kompleks sammenfald af tilfældigheder, som rammer mig. Jeg har specifikke brister og fejl [nemlig ADD], som dog næppe samlet set overgår gennemsnitsdanskeren, men som i min situation uheldigvis rammer særdeles hårdt.

Jeg har ingen ukorrigérbare, vedvarende, private teorier om sammensværgelser imod mig, ingen postulater, der ikke består en realitetstestning osv. osv. Sandsynligvis er årsagen blot almindelig, intellektuel dovenskab og egoisme, udvist af så mange kolleger, at det har kunne lade sig gøre, at jeg lever en håbløs ikke-tilværelse.

Venlig hilsen,

Kjeld.

28. sep. 2015"

Selvsamme praktiserende læge tvangsindlagde mig på farekriteriet under et år efter. Jeg kunne skrive meget om betydningen af denne mail til Camilla Elvekjær, men det er nok bedre at andre og uhildede læger gør det. Det står dog lysende klart for mig, at førnævnte ikke bare lavede en fejlvurdering da hun tvangsindlagde mig, men handlede direkte i ond tro. Hvordan hun kunne være så amoralsk, usaglig og nådesløs forstår jeg simpelthen ikke.