Fængslet (2023 - 2024)

Vestegnens Politi forsøgte at tvinge mig til at begå selvmord, idet de fastholdt mig hjemløs, nægtede at afhøre vidner, forvanskede bevismateriale og tvang mig mentalundersøgt af samme retspsykiater, som i 2018 havde givet mig alvorlige psykiatriske fejldiagnoser. Jeg blev desperat og skrev en mail til anklager Henrik Pedersen, som fik mig fængslet i Vestre Fængsel i tre måneder, efterfulgt af en måneds varende mentalundersøgelse på P7 i Middelfart. Konklusionen var, at jeg var psykisk rask, og jeg blev jeg løsladt til gaden igen og uden penge. Min advokat var ikke til nogen hjælp og jeg ville snart blive fængslet på ny eller begå selvmord. Ingen gjorde noget og efter 10 års mishandling var der intet tilbage.

Sigtet for ærekrænkelser (2022 - 2023)

Omkring to uger efter behandlingsdommen uden længstetid blev ophævet, blev jeg ringet op af efterforsker Dorthe Olsson fra Københavns Vestegns Politi. Hun fortalte mig, at jeg var blevet sigtet for freds- og ærekrænkelser. Anmelderne var de læger og psykiatere, der havde været skyld i fejldiagnosen og de følte sig nu ramt på deres ære, fordi jeg havde været nødt til at offentliggøre dokumentation for, at de vitterligt havde fejldiagnosticeret mig. Jeg blev afhørt den 1. november 2021 med Dorthe Olsson og advokat Kira Iqbal, og talte med anklager Henrik Pedersen 18. april 2023. I månederne op til retssagen den 15. juni 2023 var jeg hjemløs og gadesover, så jeg blev fysisk og psykisk nedbrudt og ikke kunne forsvare mig selv. Politi og anklager overholdt ikke objektivitetesprincippet, så jeg var dømt på forhånd. Og statsadvokaten ved Anette Vester i København gav ikke et meget for det. Jeg blev tvunget til mentalundersøgelse i byretten og landsretten fordi efterforskeren og anklageren bevidst havde nægtet at efterforske objektivt og dermed med forsæt forvansket beviser, der havde ført til anden afgørelse.

ROPS (2019 - 2021)

Jeg var tvunget til at møde op i det psykiatriske ambulatorium hver anden uge, resten af mit liv, fordi jeg havde fået en behandlingsdom uden længestetid for noget jeg aldrig havde fejlet eller modtaget behandlng for. Jeg sultede, var fattig og hjemløs og var tvunget til at få omverdenen til at hjælpe mig. Fordi jeg sendte min bog rundt til adskillige læger som et nødråb, lykkedes det mig mirakuløst at få behandlingsdommen ophævet. Nu ville psykiateren oven i købet hjælpe mig med at få min autorisation som læge igen, tre år efter, han havde lovet det. Men glæden blev kort. Kun knapt to uger skulle der gå før politiet var efter mig igen og ville have mig fængslet for freds- og æreskrænkelser.

Sankt Hans Hospital, afd. R3 (2019)

Det var et mareridt at være tvangsindlagt på dansk psykiatris svar på “Gøgereden”. De fysiske rammer og behandlingsmæssige forhold var under al kritik, de fleste psykiatere fraset en enkelt, var ugidelige og med ringe faglighed og moral, plejepersonalet var udbrændte sadister, og jeg oplevede at medindlagte patienter begik selvmord, eller døde af bivirkningerne af den antipsykotiske medicin, som de blev tvangsbehandlet med. Jeg blev udskrevet til ingenting og over to års ambulant og meningsløs tvangsfremmøde, og fik lov til at rådne op som fattig og hjemløs.

Psykiatrisk Center Glostrup, afd. Q81 (2018 - 2019)

På den lukkede retspsykiatriske afdeling blev jeg igennem måneder udsat for trusler om tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin af retspsykiater Gitte Ahle og afdelingens klinikchef Mette Brandt Christensen. Jeg var konstant angst og sov ikke særligt meget om natten af den årsag. Det eneste, der reddede mig fra overgrebet, var mine venner. Andre, som min medpatient "Enestående", var ikke så heldige. Opholdet gav mig ar på sjælen i form af PTSD.

Brøndbyøstervej - 2017

I den psykiatriske overlæge Lennart Bertil Janssons vold. Hvis jeg havde givet helt op i 2017, var jeg blevet sparet for års systematisk psykisk og fysisk nedbrydning, takket være den praktiserende læge og Styrelsen for Patientsikkerhed, deres paranoia og falske anklager - samt naturligvis syv ulovlige ransagninger, som tvang mig til at bo på gaden for at beskytte min familie mod flere overgreb. Heldigvis optog jeg alle samtalerne med Lennart, da de udgjorde min eneste patientsikkerhed, og det skulle vise sig at være et held.

2016

Min praktiserende læge Camilla Mie ELvekjær tvangsindlagde mig på Psykiatrisk Center København på farekriteriet, fordi jeg bad hende berigtige en mulighedserklæring, som havde gjort mig arbejdsløs og snart hjemløs. Jeg var hverken sindssyg, i fare eller behandlingskrævende. Allerede mens jeg flygtede fra politiet vidste jeg, hvor uoverskueligt store, negative konsekvenser, hendes fejldiagnose og overgreb ville få. Jeg optog nogle lydfiler under flugten, som dokumenterede, at jeg intet psykisk fejlede og at tvangsindlæggelsen var uberettiget, men tabte alligevel i tre instanser, da jeg efterfølgende klagede.

2015

Jeg blev kasseret fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet, alene på grund af uforskyldt overtrædelse af den såkaldte fireårsregl for læger. Det var min tidligere Ph.d. vejleder, Egill Rostrups hævn, fordi jeg opdagede, at han fuskede med forsøgspersoners og patienters følsomme data, og indberettede det til Datatilsynet.