Vestre Fængsel 2025

Dagbog

Anholdelse i PureGym

Dagbog

Overflytning til 4. syd og celle 368

Dagbog

Telefonsamtale med kæreste

Dagbog

Møde med socialrådgiver

Dagbog

Opkald af advokat

Dagbog

Besøg af socialrådgiver

Dagbog

Besøg af sygeplejerske

Advokatopkald

Anmodning om ny advokat

Dagbog

Breve afleverede - 2 til kæreste og 1 til STPK

Dagbog

Telefonsamtale med kæreste

Dagbog

Breve afleverede - 2 til kæreste

Dagbog

Advokat Rune fyret

Dagbog

Advokat Michael Juul Eriksen afslået

Advokat Mette Grith Stage anmodet

Dagbog

Tillægsanklageskrift modtaget

Breve afleverede til kæreste, Karoline Normann, Retslægerådet og forældre

Dagbog

Breve afleverede: 1 til kæreste og 1 til STPS

Besøg af socialrådgiver

Dagbog

Brev modtaget fra kæreste

Advokat Mette Grith Stage afslået

Dagbog

Retssagen Del 1

Forberedt

Jeg havde overraskende nok sovet det meste af natten uden afbrydelser og vågnede spontant 6.28, veludhvilet og parat. Jeg havde ryddet ekstra grundigt op i cellen, i det usandsynlige tilfælde, at jeg blev overflyttet straks, så vagterne ikke skulle bruge tid på at samle alt sammen og lægge det i poser.

Medicin i retten

Jeg vidste præcis hvad, jeg skulle spørge vagterne om, og alt i forhold til påklædning og forberedelsespapirer å fremme. Til morgenmaden spurgte jeg vagterne, om jeg måtte få min medicin med i retten, og det ville man se på og sagde de.

Det, der ikke måtte ske

Hurtigt efter morgenmaden stod den på bad; jeg havde barberet mig i går, men ikke perfekt, så jeg bad om en engangsskraber, og da jeg var ufokuseret et kort øjeblik, indtraf katastrofen: Mellem højre næsefløje og overlæbe kom jeg til at barbere et større stykke hud væk, og så blødte det ellers rask væk, og det var umuligt at standse igen.

Tiden knap

Tiden var knap, og jeg forsøgte alt muligt for at standse blødningen: Jeg lagde et stort pres på såret, brugte talrige servietter, endda iskoldt vand og selv den tykke og drøje hårvoks. Sidstnævnte dannede faktisk et lag på såret, som holdt tæt, men fordi blødningen fortsatte, dannede der sig en lille blodfyldt boble, som voksede ind til den bristede.

Jeg gjorde mig klar

Jeg gjorde mig klar, mens jeg pressede på såret, som blødte med uformindsket styrke. Så kom de to vagter, der skulle hente mig. De så straks blodet og sagde, at de ville skaffe mig et plaster. Så hentede den ene vagt min medicin, og jeg havde allerede fået Venlafaxin af vagten, så det var perfekt. Nede i modtagelsen ventede det uniformerede kørehold.

Hyggelig køretur

Jeg sagde for sjov til de to politibetjente, da de så blodet, at det var vagterne, der havde givet mig nogen på munden, fordi jeg ikke havde været hurtig nok. Heldigvis syntes de, at det var nogenlunde morsomt. Jeg fik udleveret et plaster, som hjalp en smule, da vi kørte afsted.

Venlig gestus

De to politifolk var flinke nok og nøjes med at give mig håndjern på forsiden og ikke bag på ryggen, og jeg slap også for transportbæltet, “fordi du er jo stille og rolig”, som den ene betjent sagde. Så kørte vi af sted i patruljebilen og fik en rigtig god snak om lidt af hvert på vejen. Der var ikke så meget ventetid, fordi vi kom lige til tiden kl. 09.15.

Stikkersvinet

Min kæreste var der allerede, foruden en gammel hvidhåret mand, som det skulle vise sig tog rigeligt med noter undervejs. Det var den samme mand, som var til stede under grundlovsforhøret den 15. januar 2025, hvilket var lidt pudsigt, for han lod ikke til at være journalist. Politiet synes også, at det var lidt sært, for som de sagde efterfølgende, så plejede journalister at give sig til kende. Manden havde heller ikke en pc, men derimod en notesblok i A4 størrelse, som han skrev ihærdigt i.

Glemte aldrig et ansigt

Men hvem var han? Jeg gættede på, at han var ven eller pårørende til en af anmelderne i sagen, altså bødlerne, som efterfølgende ville aflægge rapport til dem, som et lille stikkersvin. Det skulle idioten være så hjertelig velkommen til. Det måtte være skønt at sidde som en lille rotte og nyde, at jeg blev pint. Han kunne skrive alt, han ville, til de svin, der var skyld i at jeg havde mistet alt.

Smukkeste i verden

Men han skulle ikke nævne min kæreste, med så meget som ét eneste ord. Han skulle ikke engang kigge på hende, det gamle stikkersvin. Min kæreste var utrolig smuk. Hun havde været til frisøren, taget makeup på og var elegant og flot klædt, også i højere grad, end hun plejede. Hun var meget smuk i forvejen, men nu var hun nærmest guddommelig smuk at se på. Jeg kyssede, krammede og duftede til hende og ville ønske, at hun og jeg kunne tage langt væk og bare være sammen for altid, uden gamle hvidhårede stikkersvin, ulækre bødler, politi, anklagere og retssager. Jeg elskede hende så utrolig meget.

Før det gik i gang

Jeg fik et kort møde med forsvareren, før vi gik i gang. Man ville droppe at oplæse alle forholdene op fra 2021, hvilket forsvareren synes, var en super ide. Jeg huskede, at det havde taget anklager Henrik Pedersen 15-20 minutter at læse det hele op i telefonen, da jeg talte med ham i april 2023.

Sagens kerne

Anklager Rasmus Kim Petersen – ham, der tidligere havde været i sagen i 2023, som jeg havde kaldt Jackie Chan – var ikke så skarp denne gang. Min advokat var mere på dupperne, og selvom han var ufokuseret i begyndelsen, fordi han havde haft alt for kort tid til at sætte sig ind i det enorme materiale, så var han lynhurtig til at rette ind. Og så gik han ellers til stålet; verbalt tilpas aggressiv og påpegede flere fejl og forglemmelser hos anklageren.

Dommerne

Dommeren var ham, jeg tidligere havde kaldt “Dementos”; en læspende, hvidhåret olding, som var retspræsident, og som tidligere havde haft sagen i 2023, hvor jeg havde haft Karoline Normann som advokat. Han var flankeret af to kvinder: En i fyrrerne med briller og rundt ansigt med et strengt udtryk og en yngre, kønnere kvinde, begge med blond hår.

Jeg fik heldigvis mulighed for at forklare mig rimelig meget undervejs. Pointen var, at anklageren havde klippet enkelte løsrevne sætninger ud af få af de e-mails, der var inddraget af politiet i sagen, hvilket gav et helt andet indtryk end hvis man læste alle mails op i deres helhed, og det gjorde forsvareren så.

Den hemmelige gæst

Der var heldigvis ingen tilhørere i retten, ud over de nævnte og heller ikke nogen vidner, for overlæge og retspsykiater Peter Worm Jantzen var ikke dukket op. Men det gjorde han så alligevel lige pludselig og blev kaldt ind i retssalen. Han lignede sig selv, bortset fra, at han så ældre ud, end jeg havde forventet.

“Kjeld ikke sindssyg”

Han sagde ikke særlig meget, men blev heller ikke spurgt om meget, kun om han havde været min ansvarlige overlæge i den givne periode, hvilket han bekræftede. Så, om han havde godkendt ophævelsen af min behandlingsdom, hvilket også var tilfældet. Og endeligt så spurgte forsvareren ham direkte: “Har Kjeld været sindssyg?”. “Nej. Han har ingen sindssygelige symptomer udvist,” svarede Peter Worm Jantzen under vidneansvar. Og det var så det.

Jeg kiggede kun på Peter få gange og begge gange kortvarigt; da han satte sig i vidneskranken kiggede vi på hinanden, og jeg gav ham et nik, og da han var færdig og rejste sig og gik, gjorde jeg det samme. Jeg ville ønske, at Peter havde været endnu mere tydelig og udtrykt, at jeg hele tiden var aldeles sund og rask, men det var der ikke så meget at gøre ved. Sådan var formatet bare i retten. Kort og koncist. Men det Peter havde sagt, var fuldt ud tilstrækkeligt.

Brød sammen

Jeg brød ikke sammen så meget, som jeg havde frygtet, kun to gange og kun kortvarigt og behersket. Den første gang var, hvor min kæreste blev nævnt. Her måtte jeg have en pause og drikke noget vand. Og den anden gang, da en mail blev læst op, hvor jeg havde skrevet til anklager Henrik Pedersen i maj 2023 om, hvor forfærdelig min situation var. Jeg fik flashbacks til perioden og begyndte at græde, men ikke så meget, at jeg ikke kunne tale.

Elendig planlægning

Tiden var løbet fra retsmødet. Der var blevet sat alt for få timer af, og derfor måtte vi fortsætte hovedforhandlingen en anden dag. Det var fordi forsvareren havde rigtig meget og relevant at fremføre, så det virkede som om, at det var til min fordel. Desværre skulle jeg sidde i varetægt indtil da, og det kunne tidligst blive den 31. marts kl. 9.00. Over en måned til i Vestre på 4. syd skod-afdelingen! Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg kunne ikke holde ud så længe, et så rædselsfuldt sted, med så ulækre vagter.

Dagbog

Brev til Styrelsen for Patientklager den 27. februar 2025

"Kære Styrelsen for Patientklager

I ringede til mig to gange få dage før min anholdelse den 14. januar 2025, og jeg vil virkelig gerne høre hvorfor? Jeg har forgæves anmodet socialrådgiveren i Vestre Fængsel om at få adgang til min e-boks. Er I ikke søde at oplyse mig om årsagen på anden måde? Jeg giver mit samtykke til, at I må kontakte min advokat, Stefan Møller Jørgensen, og oplyse ham om alt vedrørende mig.

Jeg frygter virkelig at blive idømt en behandlingsdom uden længstetid og tvangsmedicineret som psykisk rask, fordi essentielle oplysninger, som vil give et andet resultat, aldrig når frem til retten.

Jeg har aldrig været utilregnelig og aldrig psykotisk, så jeg begriber ikke, at Retslægerådet påstår det modsatte. Mentalundersøgelsen under indlæggelse i over en måned i 2024 véd jeg nu med sikkerhed konkluderede, at jeg ikke er psykotisk eller i en ligeartet tilstand og ikke opfylder paragraf 16/68/69 og anbefaler fængselsstraf.

Hvordan kan Retslægerådet bare ignorere det faktum?

Hvordan kan Retslægerådet ignorere de seks psykiatere, der skriftligt har erklæret, at jeg ikke er psykotisk eller i en ligeartet tilstand? At jeg ikke lider af vrangforestillinger?

At blive løjet sindssyg, indespærret uden længstetid på en retspsykiatrisk afdeling og langsomt aflivet med uberettiget antipsykotisk medicin, som ikke-psykotisk, er en grusom og umenneskelig straf. Det er almindeligt fængsel ikke. Jeg vil overleve fængsel, men en behandlingsdom er de facto en dødsdom.

Det eneste jeg vil, er at få lov til at leve resten af mit liv med min kæreste, som det normale menneske jeg er.

Jeg har qua fejldiagnosen, fattigdom og hjemløshed ikke haft en kæreste i over 11 år, og det er et mirakel, at jeg nu har en. Jeg mister hende, hvis jeg bliver indespærret og tvangsmedicineret, og det er ulideligt bare at tænke på.

Vil I ikke nok gøre noget? Jeg beder jer indtrængende om at gøre noget. I ved, at jeg ikke er sindssyg. Er I ikke nok søde at gøre noget? Jeg orker ikke mere falsk sygeliggørelse.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen

Den 27/2-25, celle 377, Vestre Fængsel."

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Lægebesøg

Jeg havde en voldsom nat med intense mareridt, som efterlod mig angst og med kraftig hjertebanken. Jeg lå vågen i omkring en time. Solen stod mærkbart tidligere op end før, og fordi jeg ikke havde fået trukket gardinet ordentligt for, blev jeg vækket af dagslyset omkring kl. 6.40. Dagen forløb ellers, som den plejer – bortset fra, at jeg hele tiden følte mig tung af angst og voldsomt urolig indeni. Lige efter morgenmaden begyndte jeg at gå frem og tilbage i cellen i et forsøg på at holde angsten lidt på afstand.

Mens jeg lavede opvarmningsøvelser for skuldre og arme under gårdturen, var det koldt og blæsende – men ikke på en vinteragtig måde, så jeg frøs ikke. Jeg havde kun én træningsmakker med; den anden var syg, og den tredje havde ikke lyst til at træne i dag. Vi trænede bryst, triceps og mave. Jeg følte mig mat, men fungerede trods alt under gårdturen. Jeg tvang mig selv til at være udadvendt og deltagende på de rigtige tidspunkter, så ingen skulle få indtryk af, hvor nedtrykt jeg i virkeligheden var. Ca. 10 minutter efter at jeg kom tilbage til cellen, og kort før frokostvognen ankom, bankede det på celledøren og kort efter stak den yngre kvindelige læge hovedet ind og spurgte, om hun måtte komme ind på cellen.

Jeg troede det var frokostvognen, hvorfor jeg allerede havde rejst mig og taget bakken i hænderne. Men i stedet satte jeg den fra mig og hilste venligt på hende og sagde, at det var hun meget velkommen til. Hun havde en hvid kittel, der stod helt åben, og hun har iført cowboybukser, håret var lyst kommunefarvet, og hun havde briller på. "Vil du have noget at sidde på?", spurgte jeg hende. "Nej, eller jo, det vil jeg faktisk gerne", svarede hun. Jeg satte stolen hen til hende, mens hun slog låsen til i døren, så den ikke kunne lukkes tæt. Og så satte hun min affaldsspand i spænd mellem dør og dørkam.

Vi satte os, og hun indledte samtalen med at oplæse min henvendelsesårsag, og jeg forklarede hende kort om forløbet. Hun sagde, at det ikke var normalt at give Venlafaxin som p.n. og ikke om aftenen, samt at der i systemet stod, at Venlafaxin var seponeret den 21. februar 2025. Hun kunne derfor ikke forstå, at jeg alligevel havde fået medicinen i en uges tid som p.n.

Jeg fortalte hende, at det var den medicin, jeg havde fået, og at flere af vagterne havde fortalt mig direkte, at det netop var Venlafaxin, jeg havde fået udleveret som behovsmedicin.

Jeg sagde, at det formentlig skyldtes, at Venlafaxin var blevet oprettet som p.n. i systemet en periode før seponeringen – og at det var derfor, jeg fortsatte med at få det i op til en uge efter. Medicinen lå i en æske på vagtkontoret, og når sygeplejersken, der stod i den anden ende af Vestre, havde hældt medicinen op, havde hun ikke tid til at gå tilbage for at hente noget andet. Det gjorde de simpelthen ikke.

Jeg fortalte hende også om den eklatant positive virkning, jeg oplevede, da jeg begyndte på Venlafaxin igen – og om de meget voldsomme seponeringssymptomer, der indtraf efter den 28. januar. Symptomerne var ikke kun psykiske, selvom det i sig selv var slemt nok – de var også stærkt fysiske og af en karakter, man ikke kunne foregive. Efter at jeg havde opremset alle symptomerne, sagde hun, at det for hende lød klart som typiske seponeringssymptomer.

Hun sagde, at hun gerne ville genopstarte mig i Venlafaxin, men først efter, at jeg fik lavet et EKG (hjertekardiogram), da det var et krav ved opstart af denne type præparat. Det kunne jeg måske godt forstå – men jeg nævnte, at jeg havde fået taget EKG så sent som sidste år, og at det havde været helt normalt, ligesom alle mine tidligere EKG’er også havde været det. Desuden havde jeg fået Venlafaxin i over 15 år, og det var kun få dage siden, jeg var ophørt med præparatet. Hun sagde, at jeg tidligst kunne få foretaget EKG’et...[fortsættes].

Dagbog

Dagbog

Brev til Retslægerådet den 6. marts 2025

“Kære Retslægerådet

Der var berammet for kort tid til hovedforhandlingen den 26. februar 2025, hvorfor afgørelsen først falder den 31/3. Jeg kan derfor nå at oplyse nedenstående:

Overlæge ER har samarbejdet, forsket og publiceret artikler med flere af anmelderne i sagen, medlemmer af Retslægerådet og sagkyndige knyttet hertil. Om psykiaterne JL, Camilla Borch og TB, der har udtalt sig om mig og fejlagtigt og mod bedre vidende konkluderet, at jeg skulle have været sindssyg, også er inhabile, ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg mener at huske at sidstnævnte psykiatere har samarbejdet tæt med GA og MBC. En Google søgning kan be- eller afkræfte dette.

GA og MBC erfarede i 2019, at jeg ikke var spor psykotisk eller i en ligeartet tilstand, men havde begge været forudindtagede og påstået det modsatte og ville ikke trække i land og indrømme det. I de måneder, jeg var indlagt i 2018 og 2019 var der på intet tidspunkt noget personale, der beskrev mig som psykotisk eller i en ligeartet tilstand. Faktisk beskrev alle mig som fuldstændig upåfaldende og normal. Desuden besøgte mine i alt ni pårørende mig hyppigt i hele perioden og de kan alle bevidne det samme.

Som en pseudo-begrundelse for deres fastholdelse af fejldiagnosen påstod GA og MBC, at jeg led af kronisk vedvarende psykose, men de kunne ikke begrunde eller konkretisere, hvorfor eller hvilke vrangforestillinger, jeg skulle lide af. “Justitsmyrdet” er ikke en neologisme. Jeg lider ikke af storhedsvanvid, fordi jeg var uenig med GA i, at jeg var psykotisk. Og at jeg første gang, jeg spillede badminton på Q81, siden jeg gik på fritidshjem, ikke kunne huske hvilken side, jeg skulle skifte til ved vundet serv, var selvfølgelig ikke et tegn på psykose, som GA skriftligt påstod. Næste gang, jeg spillede badminton på Q81, havde jeg lært det og kunne sagtens alle spillets regler.

For at lide af kronisk paranoid psykose, gælder dette:

• Varighed i 3 måneder eller derover af non-skizofrene vrangforestillinger.
• Hallucinationer af vedvarende karakter, som ikke opfylder kriteriet for skizofreni (fjernet i ICD10/11)
• Primært affektiv sindslidelse udelukkes.
• Primær organisk ætiologi udelukkes.

Jeg har lidt af og været i behandling for depression med Venlafaxin uafbrudt i over 15 år, og alene af den årsag har jeg aldrig opfyldt kriterierne for kronisk vedvarende psykose.

En vrangforestilling er en urigtig, falsk overbevisning, som ikke påvirkes af rationelle argumenter eller modbeviser. Man kan ikke lide af kronisk psykose/enkel paranoia uden at have vrangforestillinger. Hvilken urokkelig og falsk overbevisning, som ikke har kunnet korrigeres, skulle jeg have lidt af? Jeg har aldrig fået det fortalt, måske fordi der ikke har været nogen.

Da GA og MBC i 2019 ikke var i stand til at finde på nogen vrangforestillinger som argument for psykose-fejldiagnosen, påstod MBC, at jeg var psykotisk, fordi jeg skulle lide af Katatymi. Katatymi er stærke følelsesladede forestillinger på et særligt betydningsfuldt område.

Men katatymi:

• Er ikke identisk med psykose
• Indgår ikke i kriteriet for kronisk psykose eller enkel paranoia
• Er en forældet psykoanalytisk hypotese i forhold til udviklingen af psykose
• Er aldrig empirisk bevist
• Indgår ikke i ICD-10 eller ICD-11
• Er usagligt og bruges ikke i psykiatrien

Selv hvis katatymi eksisterede som fænomen, kunne det aldrig begrunde kronisk psykose, som altid som minimum kræver tilstedeværelse af vrangforestillinger. At begrunde kronisk psykose eller enkel paranoia med Katatymi er derfor en klar fejl og har intet med psykiatri at gøre.

Jeg har skrevet og sagt ubehagelige ting, fordi jeg mistede min autorisation, mit job, min bil, formue, bolig og fremtid. Fordi jeg blev løjet sindssyg og fordi jeg rådnede op som tvunget hjemløs og arbejdsløs i over 10 år.

Min reaktion var en mild og indfølelig reaktion på dette. Selv hvis katatymi eksisterede, ville jeg derfor ikke lide af det.

Retslægerådet har slet ikke forholdt sig til især de retspsykiatriske overlæger Peter Worm Jantzen og Kim Balsløv, som skriftligt har erklæret, at jeg ikke er eller var psykotisk eller i en ligeartet tilstand i hele perioden 2019-2024, hvor jeg har været særdeles hyppigt, langvarigt og grundigt undersøgt under indlæggelse og ambulant. Det kan Retslægerådet ikke tillade sig bare at ignorere.

Det er derfor med sikkerhed endeligt afklaret, at jeg ikke er psykotisk eller lider af enkel paranoia eller en ligeartet tilstand, samt at jeg ikke opfylder paragraf 16/68/69.

At Retslægerådet bevidst konkluderer noget, der er åbenlyst usandt og som resulterer i en forkert, uproportional og tidsubegrænset sanktion, hvor jeg langsomt bliver aflivet med uberettiget antipsykotisk tvangsmedicinering, er ekstremt alvorligt.

Retslægerådet krænker min ret til en retfærdig rettergang, og når alle dommere de facto dømmer efter Retslægerådets anbefaling, vil det i min sag være Retslægerådet – i form af JL, CB og TB – der er dommere i sagen, hvilket Retslægerådet naturligvis udmærket ved.

At Retslægerådet vil have idømt en livsfarlig og forkert sanktion, er en alvorlig forbrydelse. Men alene det voldsomme psykiske traume det er, at I anbefaler en behandlingsdom med tvangsmedicinering, er psykisk tortur og umenneskelig behandling, som kan sammenlignes med en langvarig skinhenrettelse.

For jeg har oplyst Retslægerådet om, at jeg hellere vil dø end udsættes for endnu en uberettiget behandlingsdom med falsk sygeliggørelse og ikke-indiceret tvangsmedicinering.

Alt, jeg har været udsat for af psykiatriske fejldiagnoser, overgreb, falsk sygeliggørelse, samt det aktuelle forløb, udgør en trussel på mit liv, helbred og velfærd, og det udgør alvorlige krænkelser af mine basale rettigheder.

Jeg skal hermed kræve forløbet indbragt for EMD, og det er Retslægerådets pligt som offentlig myndighed at behandle denne klage eller henvise til den relevante myndighed, jævnfør forvaltningsloven.

Retslægerådet skal hurtigst muligt revurdere sin anbefaling med inddragelse af det store og væsentlige materiale, som man bevidst har udeladt, så jeg ikke idømmes en forkert sanktion.

Jeg skal bede om bekræftelse på, at Retslægerådet har modtaget denne henvendelse, som kan sendes til min advokat Stefan Møller Jørgensen, sammen med en kopi af henvendelsen.

Jeg har skrevet en kopi og sendt den til mine forældre, som igen har videredistribueret den til resten af mit netværk, som alle vil læse den og lægge den på de sociale medier, sammen med min dagbog fra aktuelle ophold i Vestre Fængsel (omfang cirka 350 sider).

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen,

6/3-25.

4. Syd, Vestre Fængsel.”

Dagbog

Retssagen Del 2

Dommer Niels Christian Baark

Dagbog

Gårdtur

I dag trænede vi skuldre og mave. Vi havde efterhånden et godt og alsidigt program, hvor vi kom forsiden, midten og bagsiden af skuldrene godt igennem. Mens vi trænede, snakkede og hyggede, sørgede polakken Speedy og ghaneseren Jamaica for underholdningen, ved at sidstnævnte klovnede rundt og prøvede at udføre øvelserne korrekt, men ikke var i stand til det, idet han ingen motorik eller seriøsitet besad, og Speedy, der med sin hæse røst og påtagede irritation forsøgte at lære ham den korrekte teknik.

Jamaica og Speedy

Jamaica havde i går haft et par hvide cowboybukser på med print med små stjerner og andre figurer i lyserød, neongul og -grøn over det hele, samt simple mønstre i samme farver. Han fortalte, at han havde 10 par identiske bukser, som han havde købt i Tyskland meget billigt. De andre indsatte grinede af ham, men gjorde ham ikke noget, fordi han var en klovn, men det var tæt på, fordi han også var klæbrig og irriterende. Han var en af de indsatte, som ikke var kriminelle, men kun illegale indvandrere, som ventede på deportation – i hans tilfælde til Italien.

Brev til Institut for Menneskerettigheder afleveret

Fællesskab

Gamle spurgte mig om fællesskab under gåturen, og det accepterede jeg gladeligt. Jeg havde købt et sæt spillekort i går til 20 kr, hvilket var en af de få ting, der ikke var til overpris hos købmanden.

Kvindefængslet

Jeg så andet afsnit i går aftes af DR-dokumentaren om kvindefængslet i Jyderup, hvor en af de indsatte mistede sit ufødte barn i 30. uge. Det var ikke til at gennemskue, hvad der var gået galt, og tragisk nok mistede kvinder deres graviditet engang imellem, uden at man kunne pege på en årsag, men alligevel var der tale om meget suspekte omstændigheder i dette tilfælde.

Behandling utrolig ringe i fængsler

Det virkede som om, at man havde reageret alt for sent på, at moren ikke kunne mærke liv fra fostret, og uden for det åbne fængsel, ude i samfundet, havde hun været indlagt på hospitalet lang tid før det skete i Jyderup Kvindefængsel. Den sundhedsmæssige behandling i Kriminalforsorgen var generelt på et markant lavere niveau end alle andre steder i samfundet.

Overbo-idioten

Idioten, der boede i cellen over min, kunne bare ikke lade være med at larme som en elefant – eller nærmere en abe – idet han trak sin stol frem og tilbage over gulvet, og det samme, omend i mindre grad, gjorde tåben med sin seng. Det var ulideligt, og da jeg havde fællesskab hos Gamle i hans celle, var der intet at høre fra hans overbo. Altså var det min overbo, der var en 'vindues-gangster' og idiot. Han kunne i teorien være rocker- eller banderelateret, men det tvivlede jeg på, for de mest hardcore indsatte opførte sig typisk ikke som retarder. Overboen havde mig bekendt ikke gårdtur med dem fra 4. etage, som jeg havde gårdtur med, men jeg håbede det, så jeg kunne tale med ham ansigt til ansigt.

Dagbog

Vestre Every Day Essentials

Det var en af de få gode konstellationer af vagter, der gik med morgenmadsvognen, Henrik og Harry Potter, så jeg hilste smilende på dem med et “Nå, så er dream teamet tilbage.”

Dagbog

Skriften på væggen

“Folk med lange tunger er en skam ← ik for kvinder”

“A hustlers ambition is his ammunition”

Pavens begravelse

I dag blev paven begravet i Rom og begge tv-kanaler sendte live transmission af begivenheden. Den største viden, jeg havde om katolicismen, var fra filmen “Engle og Dæmoner”, som blev vist forleden. Jeg var imponeret over Peterspladsens grandiositet og arkitektur, selve kirken og de omkringliggende bygninger var enorme og ærefrygtindgydende, men ellers havde jeg ikke meget tilovers for Vatikanet og de katolske institutioner og præster.

Katolicismen

Hvor mange børn og unge var ikke blevet voldtaget af katolske præster i tidens løb? Hvor meget ondskab var ikke blevet fortiet af den katolske kirke? Katolske præsters cølibat og hele den kultur og det system var perfekt egnet som pædofiles skjulested. Jeg ville gerne kunne lide det gode i katolicismen, men det er bare umuligt på grund af alt det onde, herunder alle overgrebene, som den også rummede.

Arne

En sympatisk mand, nogle år yngre end jeg og med en bosnisk muslimsk baggrund, havde et navn, som hans håndværkerkolleger ikke kunne udtale. Derfor havde de valgt at give ham et nyt navn, som var Arne. Han, Gamle og jeg gik rundt i den varme sol på gårdturen i buret, mens vi kiggede på den store, rødhårede dansker, som Gamle kendte. “Hvad laver han egentlig her?”, spurgte Arne. “Jeg ved det ikke, jeg tror han venter på en plads på psyk, han har det ikke så godt”, svarede Gamle med en bekymret mine. “Det gør jeg også”, svarede jeg leende. “Det er så vildt”, svarede Arne, “du fejler jo ikke noget”.

Fejldiagnosen tydelig for alle

Jeg lo bare og rystede på hovedet. En tilsvarende episode fandt sted forleden, da jeg havde fællesskab med Gamle, som jeg fortalte om min sag, og som svarede med: “Har du kontaktet Ekstra Bladet?” Jeg forklarede ham, at jeg havde gjort alt menneskeligt muligt, men forgæves. Ingen i Vestre kunne forstå, hvorfor man mente, at jeg var sindssyg, og jeg kunne ikke give dem svaret.

Træning

Jeg trænede bryst og triceps med min træningsmakker, Libaneseren, som var amatørbokser i to større byer i Jylland. Han havde fået dom i går, sagde han, og den var på næsten et års fængsel og udvisning til Libanon. Han manglede endnu en retssag, supplerede han.

Fællesskab

Jeg havde fællesskab med Gamle både før og efter gårdturen, hvor vi spillede skak og kortspillet 500. Gamle var fortørnet over, at han i 10 dage ikke havde kunnet få et opkald, og reglen var, at vi havde ret til mindst ét opkald ugentligt, så jeg kunne sagtens forstå ham. Efter fællesskab læste jeg til s. 139 i Stephen Kings “Puls”, mens jeg gik frem og tilbage i cellen.

Dagbog

Kræv ikke din ret

Jeg skrev mig på opkaldslisten igen i dag, og understregede, at jeg meget gerne ville have et opkald. Det nyttede intet at brokke sig, og oplyse til vagten, at jeg nu for fjerde dag i træk forgæves havde bedt om et opkald, samt at vi altså havde ret til mindst ét opkald om ugen, hvilket jeg ikke havde fået.Tværtimod. Hvis jeg var ufattelig heldig, kom jeg i kirke i dag, det kunne jeg så håbe på i stedet. Det var min træningsmakker, Libaneserens fødselsdag i dag, hvorfor jeg ønskede ham tillykke på gårdturen.

Dagbog

28. April 2025

Yndlingsansatte

Henrik og Jonas kom med morgenmaden, og jeg så bogen “Skorpionen” af Hans Scherfig, som utroligt nok allerede nu lå parat til mig. Det var imponerende hurtigt af bibliotekaren Jannie, idet jeg havde afleveret anmodningssedlen så sent som i går. Jannie var min yndlingsansatte i Vestre. “Jeg vil gerne skrives på opkaldslisten, tak”, sagde jeg til Henrik, som noterede det. Jeg havde desværre nok brugt min ugentlige opkaldstid i går. Sådan var det, men det skadede ikke at gøre forsøget alligevel.

Bomben

Jonas sagde så: “Du skal transporteres til Retspsykiatrisk Afdeling i Slagelse kl. 7.45, så du skal være parat efter morgenmaden. Det er bare en undersøgelse, og du kommer tilbage igen”. Jeg var i chok over den uventede nyhed, men fik fremstammet en kvik bemærkning: “Okay, men hvis jeg ikke er tilbage efter et par timer, så ring efter politiet”. Jonas grinte høfligt, øsede havregryn og cornflakes op til mig, og så var de videre med vognen.

I alarmberedskab

På et millisekund var pulsen og adrenalinet hamret i vejret. Nu skulle jeg virkelig skynde mig at forberede mig mentalt, samt i forhold til hvordan jeg tog mig ud, hurtigst muligt, velvidende at det ville blive et kapløb med tiden, idet klokken nu var cirka 7.20.

Lynhurtig prioritering

Jeg spiste to stykker toast med marmelade, drak min morgenkaffe på rekordtid og smed havregryn og cornflakes ud i skraldespanden. Jeg vaskede håret og under armene over håndvasken, samt barberede mig hurtigt med trimmeren, idet jeg ikke forventede, at jeg havde tid til at komme i bad. Voks i håret, deo under armene og fugtighedscreme i ansigtet, rene boxershorts og strømper, de pæne blå Lindbergh bukser, jeg plejede at reservere til når jeg havde besøg af kæresten, den nye hvide skjorte, de blå Hugo Boss sko, som jeg også havde fået af min kæreste, samt det sorte bælte, og så var jeg klar.

Klar og parat

Der var ikke gået længe. Jeg spildte ikke tid med at tjekke klokken på TV’et, men måske kunne jeg lige nå på toilettet? Jeg ringede efter vagten, og Henrik var heldigvis hurtigt fremme. “Hvor ser du nydelig ud”, bemærkede den altid muntre vagt. “Tak”, svarede jeg tilbage. “Kan jeg lige nu på toilettet, tror du?”. "Ja, og ellers ved vi hvor du er”, sagde han smilende. “Må jeg bede om en engangsskraber," dristede jeg mig til at sige.

Dum fejl

Det var helt i orden og på toilettet barberede jeg mig så hurtigt og forsigtigt, som muligt, så jeg ikke lavede samme åndssvage fejl, som da jeg var i byretten den 26/2-25 og skar mig under barberingen, hvorefter en ustoppelig rift blødte fra venstre side mellem næsebor og mundvig og fortsatte med det til et godt stykke inde i retssagen.

Øv!

Det lykkedes, og det blev en fremragende barbering. Indtil jeg så nogle ubetydelige hår på øreflippen på højre side, som jeg lige ville fjerne, og så lavede jeg en blødende rift, som ikke ville stoppe. Suk.. Nå, men jeg nåede, hvad jeg skulle og kom hurtigt tilbage på cellen, hvor jeg lavede åndedrætsøvelser for at dulme nervøsiteten, mens jeg ryddede op og ventede.

Bare for sjov

Intet skete. Var der mere, jeg kunne nå? Jeg havde børstet tænder, men drak endnu en kop kaffe og børstede tænder igen. Jeg vidste, at kl. 7.45 kunne betyde kl. 8.30, kl. 14.00 eller kl. 7.45 næste dag i Kriminalforsorgen.

Velklædt i buret

Det er jo ved at være gårdtur tid og jeg havde iført mig den pæne mørkeblå cardigan, som min kæreste (naturligvis) også havde givet mig og som matchede skoene perfekt i farven. Skulle jeg gå på gårdtur? Og i så fald skifte tøj eller beholde det pæne tøj på, i fald jeg blev afhentet direkte fra buret, hvilket skete med mellemrum med indsatte, der skulle til besøg, flytte eller i retten. Jeg besluttede mig for at holde tøjet på og tage på gårdtur.

Krævede forklaring

Det var lidt akavet og jeg følte mig nu ikke som en del af gruppen. Det sagde sig selv, at jeg ikke kom til at træne i dag. Indenfor i buret stod de indsatte fra fjerde etage allerede på deres plads med ryggen mod skillevæggen og på en lang linje med front mod indgangen. Jeg gik, som jeg plejede, hen og gav hånd til de fleste, som jeg efterhånden kendte godt og et par bemærkede min mundering og spurgte, om jeg skulle i retten, hvilket jeg måtte svare benægtende på, og i stedet fortælle, at jeg skulle til en undersøgelse på psykiatrisk afdeling.

Den forvaringsdømte sagde venligt, at jeg så ‘frisk ud’. Jeg gik hen til min egen gruppe ved træningsstativerne, som jeg var lidt tættere med, og forklarede igen på deres foranledning men mere fyldestgørende og detaljeret, hvorfor jeg var mejet sådan ud.

Dagbog

Brev til Lægeforeningen den 29. april 2025

"Kære Lægeforening

Jeg må hellere skynde mig at skrive til jer inden jeg bliver tvangsmedicineret med uberettiget antipsykotisk medicin. Det var som bekendt Lægeforeningens advokat, Hanne Rahbæk, der på foranledning af enkelte af jeres medlemmer, der havde misbrugt deres stilling og fag til at begå overgreb imod mig, indgav falske anklager mod mig til politiet i 2021.

Derfor er Lægeforeningen den, der er mest ansvarlig for det justitsmord, der fandt sted i retten i Glostrup den 31/3-25 (S11-9154/2024). Det kunne imidlertid ikke have ladet sig gøre, hvis ikke TB, JL og CB, som repræsentanter og sagkyndige for Retslægerådet, bevidst havde tilsidesat stort set alle de oplysninger, der konkluderer, at jeg skam er psykisk normal og havde udfærdiget en forkert og løgnagtig anbefaling til retten.

Lægeforeningen har aktivt ødelagt mit liv og er skyld i alle fremtidige overgreb mod mig. I har dertil stjålet mit levebrød og tvunget mig hjemløs, og mon ikke det på sigt lykkes jer at tvinge mig til selvmord. Så fedt er det nu heller ikke at leve falsk sygeliggjort og dybt fattig i mange år.

Hanne Rahbæk kan imidlertid glæde sig. Jeg har - selvfølgelig - fortsat med at skrive dagbog under aktuelle indespærring. Den fylder pt. over 300 sider og i den kan alle læse, at jeg er psykisk normal og rask. Men Hanne skal nok kunne finde nogle linjer hist og her, som hun kan falsk anmelde mig for igen.

Selvfølgelig offentliggør jeg dagbogen og selvfølgelig fortsætter jeg med at dokumentere, hvad det er Lægeforeningen er skyld i og nu er der flere vidner, der bevidner, at jeg har været normal hele tiden.”“

Dagbog

Gårdtur

Det var varmt og solrigt i buret allerede da gårdturen startede kl. 09:30. Der var igen kommet mange nye ansigter til, og en af dem, jeg tidligere havde trænet meget med, som var faldet lidt af på den, og nu begyndt at træne igen, sagde, at Vestre nu var propfyldt af indsatte og mere end det plejede. Han, min makker og jeg trænede skuldre i dag, hvilket var mindre intensivt, men krævede større fokus på teknikken.

En anden, jeg plejer at tale med, som havde været fraværende i går på grund af besøg, spurgte, hvordan det var gået i mandags. A kaldte jeg ham. Jeg fortalte, at jeg aldrig var blevet afhentet, og så talte vi om hvordan tingene som regel foregik i Vestre med vilkårlighed og mangel på information.

Frokost

Jeg modtog et brev fra P og afleverede et brev til P, samt til Lægeforeningen og Justitsministeriet.

Fællesskab

Så var det tid til fællesskab med Gamle, og vi fik sat skakspillet op. Første spil tabte jeg, omvendt ikke så stort, men så vandt jeg næste spil. Der var første gang, at det var lykkedes mig at vinde, og jeg var super glad og gjorde, hvad jeg kunne for at skjule min tilfredshed.

Sidste nat i Vestre

Da aftensmaden blev omdelt af Magnus (Harry Potter) og Henrik, sagde Magnus, at jeg skulle overflyttes til retspsykiatrisk afdeling i morgen kl. 07:00. Jeg fik derfor lov til at tage et bad i aften, og så skulle jeg være parat kl. 07:00 til at overflytte straks, så jeg ikke nåede at få morgenmad eller bad.

Så gik jeg i bad igen, barberede mig, og så kom Henrik med en rulle klare affaldsposer, som jeg skulle pakke alt i og have parat til kl. 07:00 i morgen. Magnus gav mig hånden, og jeg takkede for god behandling. Jeg fik lov til at give Gamle mit nye ubrugte telekort, desværre ikke selv, men via Henrik.

To sække

Det var ikke de to værste, kvindelige retspsykiatere, jeg hentydede til, men derimod hvad, der kunne indeholde alle mine ejendele. Jeg vidste, at jeg på retspsykiatrisk afdeling ville blive observeret minutiøst og bedømt i alt, jeg foretog mig: Hvordan jeg tog mig ud, min påklædning, mine soignerings status, frisure, skæg, om jeg var barberet, nyvasket, min duft, mit øjenkontakt, hvordan jeg talte, min gangfunktion, samt også hvordan mine ting var pakket, når jeg ankom til afdelingen.

Intet for småt

Intet var for småt til at retspsykiaterne kunne og ville misbruge det, så alt blev opdelt i deres respektive poser, idet Henrik som en tjeneste havde givet mig hele rullen med affaldssække: Alle strømper, sokletter, boxershorts, hygiejneartikler, kaffe, fiskeolie, kreatin, samt papirer i hver sin frysepose og papirer og sko i hver sin købmandspose. Alt snavsetøj i én pose, alt det rene lagt sammen perfekt og i en anden affaldssæk.

Parat til overflytning

Alt overflødigt blev kasseret, de to solbær blandt-selv saft med ubrudt emballage i en pose med en seddel, hvor der stod, at de var til Gamle og herefter en helt ren og opryddet celle. Skjorten, bukserne, skoene, strømperne, boksershorts, alt nyvasket i dag, selvfølgelig, og min cardigan lå fremme og parat og alle de førnævnte poser lagt i de to affaldssække.

Fremtoning

Og så var der mit udseende: Håret var tilstrækkeligt nyklippet, så det behøvede jeg ikke at gøre noget ved, og jeg havde desuden hårgel i det. Jeg var perfekt barberet og neglene på både fingre og tæer var klippet.

Vemodighed

Umiddelbart efter jeg modtog beskeden om overflytning, var jeg mentalt allerede væk fra Vestre og havde lagt stedet bag mig. Følelsen forstærkes hen ad aftenen i takt med, at jeg ryddede op og pakkede mine sager. Jeg begyndte allerede at savne Gamle og de andre på gåturen. Alle de gode og samvittighedsfulde mennesker, jeg havde mødt og talt og trænet med hver eneste dag de seneste måneder.

Fordomme

Der var selvfølgelig enkelte fæhoveder, men ikke flere end ude i samfundet, langt fra endda. Desværre var der mange fordomme i befolkningen om, hvem de mennesker, der sad i Vestre var, og de var meget unuancerede og ekstremt negative. Sådan havde jeg selv været engang. Fuld af frygt og had over for varetægtsarrestanter og afsonere, og jeg ønskede dem det værst mulige over en bred kam. Men jeg var ignorant og nærede de fordomme, som jeg nu selv oplevede fra samfundet.

Det var en kliché, men også en sandhed at fordomme skyldes manglende viden. Problemet var, at nuancer var besværlige, fordi de krævede tålmodighed og erkendelsen af, at man havde taget fejl, da man mente, at alle, der var idømt en straf, var kriminelle, onde, farlige og skulle udstødes. At man selv som ustraffet var et bedre menneske.

Til skade for alle

Det var helt forkert og meget skadeligt, både for de straffede, de ustraffede og for hele samfundet. Men nuancer solgte ikke aviser og en sort-hvid livsanskuelse var så dejligt bekvemt, da man ikke skulle besvære sig med at tænke for meget. Der var stor forskel på kriminalitet og dem, der begik den.

Ikke kriminel eller syg

Jeg havde aldrig betragtet mig som kriminel, men som et mennesket, der havde fået en alvorlig psykiatrisk fejldiagnose, der havde ødelagt mit liv, før jeg som sidste udvej og efter alle instanser havde svigtet - inklusiv retsvæsenet - havde brugt ord i desperation og afmagt over en 10 årig periode. Jeg skammede mig ikke det mindste, og jeg angrede på ingen måde, for jeg havde kæmpet for mit liv og var selvfølgelig ikke kriminel og heller ikke psykisk syg.

Naivitet

Danskerne var forbavsende naiv og uvidende, når det kom til myndigheder og retsvæsenet. For et land med en meget veluddannet befolkning, var det pudsigt, at der på visse områder var et bekymrende videns tomrum og en tro på at retsvæsenet, politiet, anklagemyndigheden og retslægerådet meget sjældent begik fejl, justitsmord og ofte gjorde det bevidst.

I skulle bare vide

Den blinde tiltro var skadelig og tåbelig. Folk skulle bare vide. Men det var man måske i virkeligheden ikke interesseret i? Jeg så ud af sprækkerne i udsigtsspærringen. Klokken var kl. 20:15 og den lyse forårshimmel med de spredte skyer, der blev oplyst af aftensolen. I det fjerne var et højt træ netop sprunget ud med en stor lysegrøn trækrone. Der var i morgen gået præcis én kalendermåned siden dommeren Niels Christian Baarks dødsdom, og det var næppe tilfældigt. Al elendigheden i Vestre til trods, ville jeg savne fængslet. Ikke de fysiske rammer, ikke de ansatte, men de indsatte. Jeg hørte ikke til på en retspsykiatrisk afdeling, og jeg frygtede at skulle slås med endnu  en retspsykiater, der vidste jeg var rask, men som Gitte ikke ville erkende det i ren trods, for ikke at tabe ansigt. Jeg passede langt bedre til de indsatte i Vestre end patienterne på en retspsykiatrisk afdeling. Så det kom til at blive hårdt, bare på en anden måde. En værre måde. Men stor forskel. På. Det er selve Slagelse.

Jeg var tæt på min kæreste. Det var det vigtigste overhovedet. Min kæreste var det første jeg tænkte på, da jeg modtog beskeden om overflytningen, og jeg var meget ivrig for at ringe og fortælle hende den gode nyhed.

Konklusionen

Jeg var ked af, at jeg ikke nåede at sige farvel og ikke nåede at give Gamle mine kontaktoplysninger og få hans. Jeg vidste ikke engang hvad han hed til efternavn. Ellers var det en perfekt sidste dag. Der var vasketid, så jeg havde rent tøj. Jeg havde været på gårdtur, trænet og snakket med de andre. Det var perfekt vejr. Jeg havde haft fællesskab med Gamle og vundet et sæt skak over ham. Min første sejr. Jeg var perfekt soigneret og havde styr på alt. Jeg havde sendt mit første brev til Lægeforeningen og til Justitsministeriet, og mit sidste brev til min kæreste.

Så i forhold til de to første, var det en smuk afskeds fuck finger og i forhold til min kæreste behøvede jeg ikke at sende flere breve, da jeg måtte have PC og mobil på retspsykiatrisk afdeling. Jeg kunne intet gøre på retspsykiatrisk. Jeg var i deres vold dér, men af det, jeg selv havde indflydelse på, kunne jeg ikke gøre det bedre. Jeg kunne ikke være bedre forberedt, end jeg var, på alle planer. Det gav mig ro trods alt. Men selvom jeg var ret tilfreds lige nu, var det ekstremt vigtigt ikke at være selvtilfreds og hvile på laurbærrene. Intet var overstået. Det var først lige begyndt. Varetægten var egnet som fysisk og mental nedbrydning. Det var ikke den rigtige prøve. Det var kun forspillet eller opvarmning.

Modtagelse på retspsykiatrisk

Nu havde jeg prøvet at ankomme til tre forskellige retspsykiatriske afdelinger og i morgen så en fjerde. Det var jo en joke.

Brev til justitsministeren og justitsministeriet den 30. april 2025

"Kære justitsminister og justitsministerium

Jeg blev den 31/3-25 i retten i Glostrup af dommer Niels Christian Baark idømt en tidsubestemt behandlingsdom med indlæggelse og tvangsmedicinering (S11-9154/2024).

Jeg blev dømt for trusler og ærekrænkelser, selvom den tekst, der lå til grund herfor, var faktuelt korrekt og selvom jeg ikke har truet nogen konkrete personer.

Jeg skrev teksten, fordi jeg fik en for længst tilbagevist fejldiagnose, som ødelagde mit liv og fordi politi og anklagemyndighed nægtede at følge objektivitetsprincippet, samt fastholdt mig hjemløs siden 2021, qua sigtelserne.

Jeg er ikke og har aldrig været sindssyg eller i en ligeartet tilstand. Følgende psykiatere har skriftligt erklæret, at jeg ikke har været spor psykotisk:

• SS, 2016
• HJ, 2017
• BH, 2018
• PJ, 2019 - 2022
• HR, 2020
• KB, 2024

Mentalundersøgelsen under indlæggelse med en varighed på over én måned i 2024 konkluderede, at jeg ikke var sindssyg eller i en ligeartet tilstand, og retspsykiatrisk overlæge PJ udtalte som vidne under aktuelle retssag det samme. Fordi det er den åbenlyse virkelighed.

At Retslægerådet ved psykiaterne TB, JL og CB mente det modsatte, skyldtes at de bevidst ignorerede ovenstående, af hensyn til de kollegaer (især GA og MBC, næstformand i Retslægerådet), som gav mig fejldiagnoserne i ond tro.

Da jeg er åbenlys psykisk normal, er det således et klart justitsmord. Jeg vil løbende skrive til jer angående detaljer i sagen og den dagbog på over 300 sider, jeg har skrevet under aktuelle ophold i Vestre Fængsel og som også beviser, at jeg er psykisk normal, offentliggøres snarest her:

http://bumppaavejen.github.io/bog

Idet I forud for min anholdelse blev informeret af ut. om, at jeg er normal og rask og da I ikke forhindrede justitsmordet (for det er det reelt set), er I naturligvis delagtige heri.

En kopi af dette brev vil snarest ligge på ovennævnte hjemmeside. Selvfølgelig vil jeg klage over politiet, anklagemyndigheden og Retslægerådet, og gør det hermed, og selvfølgelig fortsætter I med at ignorere mig, men det gør kun jeres pligtforsømmelse grovere. Jeg har derfor også skrevet til Retslægerådet og Ombudsmanden.

Bekræft modtagelsen af denne henvendelse.

Hilsen

Kjeld Andersen,

CPR:,

Den 29/4-25,

Celle 278, 3. Syd,

Vestre Fængsel."

Dagbog

Noter og referencer