ROPS

1. Introduktion – Psykiatriens greb

Indledning med fokus på retspsykiatriens rolle i forfatterens liv og oplevelser. Sidetal: 1-13

2. Livet før forsorgshjemmet

Oplevelser og udfordringer som hjemløs, herunder ophold i Vestskoven og midlertidige steder. Sidetal: 14-25

3. Ankomsten til forsorgshjemmet Solvang

Beskrivelse af de første dage, interaktioner med personale og andre beboere. Sidetal: 26-38

4. Dagligdagen på Solvang

Hverdagslivets udfordringer, som tøj, mad, søvn og interaktioner på forsorgshjemmet. Sidetal: 39-51

5. Kampen mod systemet fra Solvang

Klager til myndigheder, herunder politiklagemyndigheden og Styrelsen for Patientsikkerhed. Sidetal: 52-64

6. Kontraster – Før og nu

Refleksioner over livet før fejldiagnosen og tiden på forsorgshjemmet. Sidetal: 65-77

7. Hospitalsbesøg og ambulante forløb

Oplevelser på retspsykiatrisk ambulatorium og møder med psykiatere. Sidetal: 78-89

8. Tiden væk fra Solvang – Midlertidige ophold

Beskrivelser af rejser, ophold andre steder og midlertidige løsninger. Sidetal: 90-101

9. Afslutningen på opholdet på Solvang

Hvordan opholdet endte, og hvilke konsekvenser det havde for forfatteren. Sidetal: 102-114

10. Fremtiden og refleksioner over systemet

Tanker om, hvordan systemet har fejlet, og hvad der kan gøres anderledes. Sidetal: 115-125

Indledning

Jeg havde længe frygtet repressalier fra enkelte psykiatere, som måtte erkende, at de ikke havde opført sig helt, som de burde. Det gjorde jeg imidlertid ikke så meget længere. Nu handlede det primært om at holde ud længe nok til, at jeg kunne nå at skrive min bog færdig. Da jeg både eksplicit og implicit var blevet truet med tvangsbehandling med livsfarlig medicin som straf, og for at lukke munden på mig, ville jeg ikke tage nogen chancer. Hvis enkelte psykiatere alligevel gjorde alvor af deres trusler, måtte jeg sætte min lid til at gode mennesker greb ind.

Ofte når jeg har havde læst autobiografier, der var skrevet af mennesker, som havde været udsat for traumatiske oplevelser, havde de skrevet om dem, når de var overståede. Derfor oplevede jeg at forfatteren var tilstrækkeligt følelsesmæssigt distanceret fra oplevelserne til, at teksten ikke bar synderligt præg af den desperation, fortvivlelse og afmagt, som vedkommende følte under selve traumerne. Det var næsten et krav at forfatteren havde bearbejdet de traumatiske oplevelser, hun skrev om, for at teksten var læsværdig, sammenhængende, og ikke for skinger.

Livslang tvangsbehandling

Fordi jeg var idømt livslang tvangsbehandling i psykiatrien, og fordi mine traumer primært skyldes netop denne institution, kunne jeg i sagens natur ikke vente med at skrive om mine oplevelser til et senere tidspunkt. Min situation og livsvilkår blev hele tiden værre, og derfor var det utroligt svært for mig at distancere mig fra traumerne. Jeg måtte derfor undskylde med det samme, at jeg ikke havde været i stand til at fjerne mine mishagsytringer fra det, jeg havde skrevet.

Nu var mennesker som bekendt meget forskellige, og det, som for nogle var svært traumatiserende, var for andre nærmest dagligdag. Det, jeg mere end noget andet syntes var ulideligt, var lediggang, uvished og meningsløshed. Det første var især noget jeg fik at mærke som følge af den svinestreg af en lov, der hed fireårsreglen, som fik det værste op i mine ældre, tidligere kollegaer. Senere blev jeg udsat for overgreb af praktiserende læge Camilla Elvekjær og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, som gav mig en fejldiagnose, som de nægtede at korrigere, og som endte med at blive en dødsdom.

Jeg var ikke den eneste, der havde været igennem psykiatrien og retmæssigt eller uretmæssigt var blevet stigmatiseret og marginaliseret. Mange psykiatriske patienter begik selvmord, og jeg havde obduceret ikke så få af dem, hvoraf en del var sprunget ud foran toge i deres desperation.

Når det havde så livsomvæltende negative konsekvenser at få en psykiatrisk diagnose, og når psykiatriske diagnoser var noget af det mest usikre inden for lægeverdenen, var det absurd at man ikke kunne få fejldiagnoserne slettet eller berigtiget.

Sidste chance

Jeg havde forsøgt alt, men jeg blev svigtet af de mennesker, hvis job det var at hjælpe mig. Her mente jeg især Yngre Læger og Lægeforeningen. Det var utilgiveligt. Det samme var tilfældet for Styrelsen for Patientsikkerhed, og de psykiatere, jeg skrev om. Ikke nok med at de ignorerede mig, de var aktivt med til at skabe livsvilkår, der var dybt skadelige for mig, og i deres magtarrogance nægtede de at have taget fejl.

Ét langt afskedsbrev

Om min bog var ét langt afskedsbrev, måtte tiden vise. For at den enorme hjælp, jeg havde modtaget fået af mine venner ikke skulle være forgæves, gav jeg det en sidste chance. Efter omkring fem år i et helvede, forårsaget af en praktiserende læges paranoia og fejldiagnose, gad jeg snart ikke mere.

For en god ordens skyld måtte jeg oplyse, at når jeg fremkom med postulater, så burde jeg vel i juridisk henseende hver gang indlede postulatet med et forbehold i form af eksempelvis: "I min optik", "sådan som jeg opfattede det", "jeg mener", osv., men i givet fald ville teksten for det første ville blive meget tung og omstændig, og dels formodede jeg at læseren implicit var klar over at teksten var udtryk for min opfattelse. Omvendt var jeg ligeglad med konsekvenserne, hvis nogen valgte at hive mig i retten, for jeg havde bogstaveligt talt intet at tabe længere, håb, livslyst, fremtidsudsigter og formue var for længst pist væk.

Resume

Jeg boede på forsorgshjem. Det var et forfærdeligt sted at bo, hovedsageligt på grund af det patroniserende personale. Jeg skulle væk i en fart. På papiret var jeg et monster, som ingen ville dele noget som helst med, og slet ikke lejlighed. Jeg var derfor nødt til at "justere" på sandheden, uden egentligt at lyve, en form for justeri som også vores statsminister nød at bruge. Jeg havde fundet et perfekt sted at bo, men var ræd for at blive afsløret og dermed hjemløs igen. Derfor turde jeg ikke at tale for meget med udlejer, af frygt for at falde igennem i en samtale. Hans Raben kunne, burde og skulle udfærdige en erklæring, der beskrev den virkelig han selv havde italesat flere gange, nemlig at jeg: A. Ikke var psykotisk. B. At jeg led af ADD, der var medicinsk velbehandlet. C. At jeg ikke led at nogen psykiske sygdomme. D. At jeg ikke var misbruger. E. At jeg ikke var utilregnelig. F. At jeg ikke var personlighedsforstyrret. G. Men at jeg havde et socialt problem, og desperat manglede beskæftigelse om læge, og at jeg aldrig havde fejlbehandlet nogen patienter. Der var naturligvis meget meget mere Hans Raben burde skrive en en erklæring, men når han i forvejen ikke engang formåede at skrive førnævnte, var det en illusion at tro at han ville udvise den fornødne omhu og uhildethed i forhold til dette.

Økonomi

Det gik fremad med økonomien, omend langsomt. Jeg havde så mange penge i denne måned at jeg ikke skulle sulte, og jeg havde købt det mest nødvendige møbel, nemlig en seng, så jeg behøvede ikke mere. Jeg havde ikke råd til tøj, sko og tandlæge, men selvfølgelig kunne jeg vente til næste måned med det.

Mail til Retslægerådet

Kære Retslægerådet

Kjeld.

Psykosesymptom

Jeg vidste af erfaring at alene det at skrive noget med store bogstaver af psykiaterne blev anset for at være et tegn på psykose. Faktisk kunne alt være et tegn på psykose, det handlede mest om hvad der var oppopunt for den enkelte psykister i forhold til kollegalitet, mindst mulig arbejdsbyrde, praktisering af defensiv medicin mv, og hvis det en sjælden gang skulle ske, at selv ikke den mest forrådede psykiater kunne finde et eneste tegn på psykose, ja, så kunne hun bruge betegnelsen "samlet set". Det var en joker, der dækkede alt, og så aldrig senere hen kunne betvivles, da det jo beroede på psykiaterens "følelse", "fornemmelse", eller slet og ret var tegn på at vedkommende psykiater havde konklusionen på forhånd, uagtet den måde den pågældende patient præsenterede sig på.

Jeg var meget fejlbarlig, men det havde jeg ikke problemer med at indrømme. Her var Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik helt omvendte: Da havde tydeligvis taget fejl i forhold til mig, men fordi de var rethaveristiske, turde de ikke indrømme det. Det var ikke kønt i omverdens øjne, og ingen kunne lide en person eller instans, der nægtede at se virkeligheden i øjnene, erkende en fejltagelse, og - vigtigst af alt - rette denne fejltagelse.

Jeg ville blive straffet for min holdning til Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik, men på nuværende tidspunkt var det vist ligegyldigt, og jeg var i øvrigt også ligeglad: Retslågerådet og Retspsykiatrisk Klinik var begge en joke. Uanset hvor adstadigt og autoritært emblem disse elendige myndigheder havde, uanset hvor floromvundet de blev beskrevet, så dækkede det alt sammen kun over nogle mennesker, der i mit tilfælde havde taget fejl. Jeg havde råbt om det faktum i flere år, og der var intet sket. Det var en skandale i sig selv, men helt konkret for mig, var det en katastrofe.

Konkrete problemer

Af helt konkrete og kortsigtede problemer havde jeg følgende:

Jeg havde ikke mulighed for at tilbringe dagtiden sammen med andre normale mennesker på normale vilkår.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme igang med at dyrke motion systematisk igen.

Der var mennesker ansat til at sygeliggøre mig, mennesker som mente jeg skulle "rehabiliteres" og have en "mentor", men der var intet at rehabilitere fra, og derfor havde jeg heller ikke brug for en mentor. Kampen mod disse mennesker var udmattende og nådesløs. Jeg arbejdede hårdt på det med at starte med at dyrke motion igen, jeg spurgte alle jeg kom i nærheden af om de ville træne med mig, men det kunne eller ville de fleste ikke. Jeg kunne selvfølgelig bare gøre noget selv, og det forsøgte jeg også, men det var demotiverende og svært.

Case A

En fra værestedet begyndte spontant at fortælle mig om sit forløb i psykiatrien og i det sociale system. Som sædvanlig behøvede jeg ikke at lægge nogen ord i munden på nogen som helst i forhold til at de fortalte om deres forfærdelige forløb i psykiatrien. Kort fortalt sagde brugeren, at han havde lidt af svær panikangst i 10 år, igennem en periode hvor kommunen negligerede ham. Så fik han otte samtaler med en psykolog, og var herefter kureret for denne invaliderende lidelse. Som brugeren udtrykte det, "det tog ti år, men burde være klaret på tre dage". Det var sørgeligt at lytte til.

Venlighed

Udlejer udviste en meget venlig gestus her til aften. Jeg var ligeglad med systemets overgreb mod mig selv, men ikke mod mine omgivelser som følge af at de var så uheldige at have kontakt med mig. Det kunne jeg ikke acceptere. Hvis systemet på nogen måde forulempede eller skandaliserede udlejer som følge af at jeg lejede et værelse hos ham, ville jeg blive meget vred. Det var ikke acceptabelt. Han havde ikke gjort andet end at være tålmodig med mig, venlig og hjælpsom. Så skulle han ikke udsættes for repressalier af eksempelvis politiet i deres forsøg på at knække mig psykisk.

Jeg var fuldstændig ligeglad med en undskyldning, men systemet skulle undskylde overfor mine venner og min familie, som havde lidt på grund af mig. Det var så modbydelig en strategi politiet havde brugt, at det var en skændsel. Jeg ville sørge for at deres amoralske og feje nådesløshed ville blive husket i mange år fremover. Det værste var næsten at deres chikane havde været forgæves, for jeg havde jo ikke gjort det de beskyldte mig for. Flot genier. Jeg håbede de var stolte af ders svinske magtmisbrug.

Solvej

Jeg håbede at jeg ikke kom til at skulle tale med Hans igen. Det ville være pinligt for os begge. Jeg kunne godt lide Hans Raben som person, men jeg kunne ikke lide hans passivitet. Hans Raben var menneskelig, og nogle gange kunne jeg se i hans øjne og i hans ansigtsmimik at det jeg fortalte ham trængte ind bag facaden.

Billede. Ja, det var ikke min. Skattejagt i Taastrup.

Billede. Jeg sad på bænken og skrev.

Hans Raben var med stor sandsynlighed gået på pension, og en anden tog over. Hvis jeg var heldig var det Solvej. Han var den eneste psykiater, jeg kunne huske at have mødt, som også var læge. Jeg havde generelt stor respekt for læger, og der var derfor ikke grund til at optage Solvej, eller nævne ham med navns nævnenlse. Træerne voksede imidlertid ikke ind i himlen, og selv Solvej var kun et menneske. Jeg var dog nødt til at gå forrest og udvise samarbejdsvilje, og jeg håbede at kunne skabe den behandlingsalliance, som jeg ikke tidligere havde haft med nogen anden psykiater.

Solvej var på mange måder diametral modsætning til Gitte Ahle. Jeg kunne fornemme at han ikke var en del af parnasset. Endnu. Som forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab lå det i kortene at man var inhabil, og vægtede hensynet til kollegerne og eget genvalg højere end alt andet, herunder selvfølgelig hensynet til patienterne. Derfor var det ikke nødvendigvis til gavn for andre end førnævnte hvis en psykiater fik mere magt. De nemmeste mennesker i hele verden at korrumpere var psykiaterne. Hvis "Frodo" i "Ringenes Herre" havde været psykiater, ville bøgerne havde været meget korte, faktisk ville trilogien slutte fra det øjeblik "Frodo" satte ringen på fingeren første gang.

Det var "Enhjørningens" medmenneskelige egenskaber, hans personlighed kombineret med høj faglig og moralsk integritet (og for en psykiater sjælden god tøjsmag), der gik op i en højere enhed. De første kunne man ikke lære på universitetet. Man kunne ikke læse sig til medmenneskelige egenskaber. På den måde kunne man godt argumentere for at psykiatri var en slags kunst. Men der var så langt mellem snapsene at det i praksis ikke var relevant.

Et interessant fund

Nu havde jeg endeligt fundet det, jeg havde ledt efter. Det, som politiet uberettiget havde stjålet og beholdt i over to år, før jeg fik det tilbageleveret. Fordi det ikke var ulovligt. De havde ransaget mig seks gange uden at finde noget ulovligt, fordi der ikke var noget ulovligt at finde, og derfor havde jeg fået tilbageleveret mit udstyr. De havde ødelagt mig og gjort mig hjemløs i den forbindelse, men politiet var ligeglde, og Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed havde frikendt deres tidligere kolleger.

Dette fund var altså ikke ulovligt, og det jeg havde tænkt mig at bruge det til var heller ikke ulovligt. Jeg havde ikke behov for hævn, så jeg så ikke nogen grund til at gøre brug af det. Men jeg havde behov for min autorisation som læge og beskæftigelse som sådan. Jeg havde også behov for ikke at blive udsat for nogen sygeliggørelse, klientgørelse, umyndiggørelse, eller noget overgreb, ydmygelse eller fornedrelse.

Jeg havde heller ikke behov for at skulle frygte at tale med Hans Raben, Amanda, Martin eller Susanne Emde. Især havde jeg ikke behov for at modtage ligegyldige trusselsbreve fra det offentlige.

Det, jeg havde fundet, kunne - anvendt korrekt - være min vej ud af det helvede, jeg i over fem år havde befundet mig i. Det bedste ville selvfølgelig være hvis myndighederne var sig deres ansvar bevidst, og udviste rettidig omhu. Men gjorde de ikke det, og skete det ikke meget snart, så ville jeg selvfølgelig ikke tøve ét sekund, og gøre brug af mit fund.

Det jeg snart ville gøre, var ikke ulovligt, og samtidig gav det mig relativ stor magt. Hvis mine modstandere vidste hvad jeg ville gøre, havde de gjort noget akut. Men deres strategi var jo at negligere mig ihjel. Nu skulle jeg snart sørge for at de umuligt kunne fortsætte med at ignorere mig, og dermed fastholde mig i daglig lidelse og desperation.

Guldægget

Det første jeg gjorde når jeg faldt over noget så værdifuldt som mit nye fund, var at sikre det i et borderline paranoidt omfang. Da der ikke var tale om ulovligt materiale eller ulovlig brug af materialet, havde politiet ikke noget at skulle sige. Ikke at det stoppede voldsmonopolet i at bryde loven og udøve magtmisbrug og overgreb, det havde de gjort så mange gange før, men med dette nye fund, kunne de varetægtsfængsle eller tvangsindlægge mig uberettiget i årevis, og jeg ville holde ud vel viddende at guldæget ventede på mig.

Der faldt en dejlig ro over mig. Nu behøvede jeg ikke at råbe højere og mere skingert. Jeg kunne droppe den hadefulde og desperate tone, som visse psykiatere valgte at fejltolke som psykose, for jeg vidste at jeg nu ville blive hørt, om så jeg i overført betydning hviskede mit budskab ud ganske sagte, og kun netop hørtbart.

Jeg ville ikke vente længere

Man sagde at man skulle stoppe mens legen var god. For mit vedkommende havde legen aldrig været god, men hvis den blev værre, ville det være en katastrofe for ikke bare mig, men - og det var langt værre - muligvis også for andre. Jeg havde overskredet mine egne grænser så mange gange for at undgå at det udartede sig, jeg havde skrevet til alle de myndigheder, politikere og journalister, jeg kunne komme i tanke om, ligeledes flere gange, og jeg havde skrevet til Hans Raben og psykiatrien talrige gange. Alt sammen forgæves.

Ikke psykotisk

Jeg var fuldstændig rolig og fattet, ikke i affekt, og jeg havde ikke de fjerneste symptomer på psykose. Det var ikke bare min holdning, men alle jeg omgikkes med hver dags holdning. Jeg var nedtrykt og frustreret, men ikke selvmordstruet, og ikke til fare for mig selv eller andre. Alle jeg havde kontaktet havde tilsyneladende svigtet, for jeg sad stadig på en bænk og skrev, jeg gik på femte år stadig rundt i ulidelig uvished og håbløshed, og jeg havde intet hørt fra nogen.

Og derfor gik jeg nu igang.

Værestedet

Der var nærmest andægtig stilhed da vi i værestedet lyttede til statsministerens pressemøde, hvor hun fremlagde de nye restrktioner. Det var ikke nogen overraskelse. Jeg havde efterhånden lært personalet godt at kende, og jeg måtte tage hatten af for dem. De kunne noget qua deres sociale egenskaber, jeg ikke kunne, og det lod til at de faktisk hjalp de mennesker de eksempelvis var kontaktpersoner for. Jeg sagde stort set aldrig noget i den forbindelse, men det gjorde de andre brugere jo hellere end gerne og ofte, og de var rigtig glade for den hjælp de modtog. Jeg vidste konkret at visse brugere ikke ville have været i live i dag, hvis det ikke havde været for deres kontaktpersoner. Det gjorde stort indtryk på mig.

Jeg have taget træningstøj med, og jeg løb en længere tur halvanden time før værestedet lukkede, og vendte tilbage halv otte. Det var ubeskriveligt skønt med løbeturen. Det ville være en overdrivelse at påstå at jeg fløj over asfalten, men jeg havde tabt mig ret meget de seneste måneder som følge af sult, som igen var en følge af for lav indkomst. Hvis min ktop kunne holde til at løbetræne hver dag, var det løsningen på de fleste af mine problemer.

Jeg var meget taknemmelig over min udlejers positive indstilling og hans tålmodighed med mig. Hvis jeg kunne, gik jeg langt for at hjælpe mine nærmeste, og udover dem fra værestedet, var det udlejer.

Pinligt

Filnavnet på det jeg kaldte min en bog var forkert. Hvor var det pinligt. Det korrekte navn var "1. januar 2021..."

Håb

Jeg ville have et håb. Jeg ville have drømme, ikke de mareridt jeg så ofte led af. Og vished. Ja, selvfølgelig eksisterede fuldstændig vished ikke, men jeg ville have en minimal grad af vished, lige som de fleste andre mennesker i Danmark. Jeg ville ikke frygte at blive anholdt hvert øjeblik det skulle være. Jeg blev holdt i et jerngreb i en umulig situation, og vovede jeg at gøre opmærksom på det, ville jeg blive mødt af repressalier. Men jeg havde jo ikke noget valg, vel? Min situation var helt uacceptabel. Jeg kunne intet gøre for at forbedre den, for det var ikke op til mig. Hvad skulle jeg så gøre? Hvad skulle der til? Mere af det samme var ikke en mulighed.

Dem der kunne give mig et håb her og nu, havde mit telefonnummer. De kunne ringe og fortælle mig hvad der skulle ske. Det gjorde de ikke, så derfor måtte jeg blive ved, selv om jeg hadede det.

Dem der ikke kendte mig nærede et stærkt had mod mig. Dem der kendte mig hadede mig ikke. De havede nok blandede følelser i forhold til mig, men ingen af dem hadede mig.

Apsykotisk

Det var fantastisk så ikke-psykotisk jeg var i dag. Eller måske ikke, for det havde jeg jo været hele tiden, hver eneste dag hele mit liv. Jeg havde desværre ikke ressourcer til at gennemarbejde hele min tekst, og anonymisere alt, sådan som jeg gerne ville. Rent juridisk spillede det ikke nogen rolle, men det var som det var. Politiets studentikose anklagere kunne jo bare gøre som de plejede, nemlig at tage en sætning ud af en kontekst, eller sammensætte ord fra flere sætninger til en enkelt sætning. Politiets anklagere måtte være juristernes ekvivalent til psykiatere. Tage en mikroskopisk del ud af en meget, meget større helhed, og bruge den i mod mig overfor en arrogant og ignorant dommer, der kørte på rutinen.

Det eneste positive ved denne dag var, at alt var dækket af sne. Nu kunne jeg gå de samme endeløse ture på Vestegnen igen, og lade som om det var første gang.

Gem min bog når jeg bliver anholdt igen, tak

Mens jeg sad og sendte bogen til for mig ukendte modtagere, blev jeg ramt af en nagende tvivl; havde jeg været for afdæmpet i min kritik af psykiatrien? Var den så subtil, at man nærmest skulle læse mellem linjerne for at se den? Det var ihverfald noget, jeg måtte kigge nærmere på.

Sat på spidsen

Mens jeg traskede afsted i seen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at der tragisk nok måtte være danske læger, der havde mistet livet til coronavirusset. Læger der havde familie og noget at leve for. Imens tossede jeg rundt på Vestegnen og forsøgte at få tiden til at gå; jeg havde ingen familie, intet at leve for, og jeg var fuldstændig ligeglad med coronavirussen, herunder de helbredsmæssige konsekvenser af at blive smittet. Var der nogen, der kunne se hvor jeg ville hen? Sæt dog mig i forreste linje! Håbet om at jeg gik ad mortem i corona ville glæde mine fjender og bødler, så det var et win hele vejen rundt.

Where ever the wind blows, I'll be there

Jeg havde ikke nogen ide om hvor jeg ville gå hen, så jeg lod det være op til tilfældet. Jeg nåede ud på Køgevej, hvor jg besluttede mig for at finde den hemmelige passage mellem Taastrup og Hundige. Det førte mig igennem Ishøj Landsby, og havde det ikke været for at mine sko og bukser hurtigt blev gennemblødt, var det en god og smuk tur. Måske var det bare mig, men det var som om at folk kørte virkeligt råddent. Kunne det skyldtes det at der var så relativt få mennesker på gaden og så lidt trafik. Varevognene fra forskellige transportfirmaer, der udbragte pakker til de isolerede danskere dominerede vejene. Jeg havde kun gået 16969 skridt før jeg i Greve besluttede mig for at tage bussen hjem. Til trods for paraplyen fra min ven, var min jakke også næsten gennemblødt, og jeg havde en hel del medvarer at skæbe på.

Billede. På vej til Ishøj Landsby.

Billede. På vej til Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Billede. Ishøj Landsby.

Bussen

Der var spærret af i bussen optil hvor chaufføren sad. Man skulle stige ind ad den midterste udgang, og det var ikke umiddelbart muligt at scanne sit rejsekort. Det var nyt, i hvertfald i denne omgang. Jeg kunne godt forstå chaufførene. At de i det hele taget accepterede at arbejde skulle man være glad for, især med tanke på hvor asociale alt for mange passagerer var.

Ensomhed

For første gang oplevede jeg en bruger i værestedet udtrykke oprigtig fortvivlelse over hvor ensom han var, og hvor ulideligt det føltes. Det var vanskeligt at vurdere om det skyldtes de nye restriktioner, for det fremgik ikke. Jeg burde have spurgt ind til det. Jeg ville gerne holde enhver med selskab, der inviterede, men jeg var også ret tilbageholdende, for det ville risikere at blive opfattet forkert. Jeg kunne og ville gøre rent og handle ind for hvem som helst, og naturligivs gratis, for min betaling var meningsfuld beskæftigelse, men igen skulle jeg passe på. Der var mennesker ansat til dette formål, professionelle, og jeg skulle ikke blande mig for meget i deres arbejde.

Hyggeligt

Af en eller anden årsag oplevede jeg en ny fornemmelse, når jeg opholdt mig på værelset. Det var en fornemmelse af ro og afslappethed, af at det var ok at jeg var på værelset, at jeg ikke var en gæst eller parasitterede på udlejer. Jeg var som jeg var, og det var i orden. Der var næppe nogen tvivl om at det skyldtes statsministerens nye restriktioner og anbefalinger. Lige pludseligt var det ikke bare acceptabelt at selvisolere sig, det var faktisk meget vigtigt. Fra at være et socialt udskud, var jeg nu et ansvarligt og samfundsbevidst menneske. Og jeg havde ikke ændret adfærd. Jeg følte også at jeg nu kunne bidrage positivt til tilværelsen i lejligheden, jeg gjorde rent som meget som muligt (selv om der i forvejen var meget rent og ordentligt), og nu havde jeg for første gang råd til at købe fælles dåsecolaer.

Ingen grund til at skrive dagbog

Jeg følte ikke det samme presserende behov for at føre dagbog hver eneste dag. Nu hvor jeg ikke behøvede at afsætte så store mentale ressourcer på hele tiden at finde et nyt sted at opholde mig, var jeg ikke så stresset. Naturligvis fortsatte jeg med at skrive om noget jeg fandt interessant, om psykiatriens idelige patroniserende sygeliggørelse, om tåbelige og meningsløse mentor aka støttepædagogordninger etc.

Udløsende årsag

Det var Amandas og Martins ide om at jeg skulle have en mentor, der fik mig til at sende bogen rundt. Det var simpelthen nødt til at stoppe. Jeg ville ikke udsættes for mere pjat fra myndighederne. Det var som at deltage i et bizart socialt eksperiment, tvunget og uden længstetid. Det handlede ikke om rethaveri, men om overlevelse. Det var psykisk tortur igennem så mange år at blive sygeliggjort.

Farvel til værestedet

De nye restriktioner betød at værestedet de facto lukkede. Det kom ikke lige frem som en overraskelse, og det var måske i virkeligheden meget godt. For mig i det mindste. Jeg havde opnået det, jeg havde sat mig for, nemlig at lære andre mennesker i Høje Taastrup at kende, og for så vidt angik klientellet på værestedet, var det lykkedes.

Billede. Jeg ydede ikke værestedet den respekt det fortjente. Lige så trøstesløst det var uden for det, lige så varmt og hjerteligt var det indendøre.

Jeg var for længst begyndt at ses med de andre brugere uden for værestedet, og det var det jeg skulle fortsætte med. Jeg havde været glad for at benytte stedets faciliteter, men jeg havde ikke det fjerneste behov for at gøre brug af det personalet kunne tilbyde. Tværdigmod var det farligt alene det at indikere at det var noget man var interesseret i, for med al (og oprigtig) respekt for personalet, så var det sygeliggørende og klientgørende at blive fedtet det mindste ind i det offentlige system. Det var noget man skulle undgå som pesten, med mindre det var strengt nødvendigt, og det var det jo på ingen måde i mit tilfælde.

Så farvel og tak til værestedet og sundhedsfællesskabet, dets personale og dets brugere, undtagen dem jeg sås med uden for det. Jeg havde allerede to aftaler med to forskellige brugere i hhv. i morgen og lørdag, jeg var godt i gang med DataCamp og radiologi, samt diverse andre mere bogligt orienterede opgaver, og jeg havde lagt et motionsprogram. Skulle det komme dertil at jeg blev smidt ud af værelset fordi udlejer nu ville finde ud af at jeg ingen beskæftigelse havde - ja, så var det bare ærgerligt. Jeg havde ikke råd til indskud til noget som helst, så når og hvis jeg endte på gaden igen, var det Hans' problem, og i det tilfælde skulle jeg nok sørge for at skabe problemer.

Forkert billede?

Når jeg dristede mig til at læse det jeg havde skrevet, gav det mig ikke indtryk af, at det var en særlig sympatisk person, der var forfatteren. Det kunne dels være fordi at det ikke var tilfældet. Det kunne også være fordi jeg hele tiden stod i en særdeles ubehagelig situation, som stressede mig enormt, og fordi jeg brugte teksten til at afreagere, således at det stort set kun var de dårlige sider der blev fremhævet. Endelig kunne det selvfølgelig være en kombanation. Jeg regnede ikke med at nogen var særlig interesseret i hvordan jeg rent faktisk var som person, men hvis nogen i et parallelunivers alligvel havde tænkt sig at få svar på det spørgsmål, skulle man ikke læse hvad jeg skrev, men derimod spørge de mennesker, der kendte mig.

Hvis jeg eksempelvis forleden tog en stor opvask for en bruger af værestedet, og nægtede at ville modtage noget for det, så ville jeg da ikke skrive om det. Nu gjorde jeg det så alligevel, men hvad nu hvis det ikke var første gang jeg gjorde det? Eller noget lignende? Støvsugede, vaskede gulv, gjorde badeværelse og toilet rent? Donerede tøj, lamper og elektronik? Jeg havde godt nok set en del i Høje Taastrups laveste socialklasse efterhånden. Og i Glostrups og Sydhavnen, for at nævne nogle andre.

Rolig og afslappet

Også i dag var jeg rolig og afslappet. Fortsat helt og aldeles apsykotisk, fortsat ikke selvmordstruet, eller til fare for mig selv eller andre. Jeg glædede mig til at mødes med min ven senere i dag.

Bedste terapi

Var at tale med en ven.

Billede. På vejen hjem. Der var helt øde.

Billede. På vejen hjem. Charmerende hus i Høje Taastrup Landsby.

Billede. På vejen hjem. Hér kom jeg aldrig til at sætte min fod.

Billede. På vejen hjem.

Motivation

Min motivation for det jeg foretog mig, var:

Jeg havde fortsat intet hørt fra nogen myndigheder.

Jeg havde fortsat intet håb og ingen fremtidsudsigter.

Jeg gjorde fortsat alt jeg kunne for selv at komme videre i tilværelsen.

Jeg havde kæmpet en umulig kamp mod en fejldiagnose i over fem år.

Jeg havde fortsat ikke fået min autorisation som læge igen efter at have kæmpet for den i over fem år.

Jeg havde mistet alt som følge af fejldiagnosen.

Jeg levede fortsat på fattigdomsgrænsen.

Jeg havde igen og igen kontaktet myndighederne, men var blevet ignoreret.

Som følge af coronarestriktionerne var mine livsvilkår blevet ulidelige.

Mine mails var mit mindstemiddelprincip.

Man skulle have gjort noget, men det havde man ikke gjort i en periode på over fem år.

Jeg ville ikke længere sygeliggøres.

Anonymisering

Jeg fandt til min store skræk ud af at jeg ved en fejl havde sendt den forkerte udgave af min bog ud. Det, der var fejlen var, at jeg ikke havde fået anonymiseret alle navnene i bogen. Det var jeg ked af og måtte undskylde, og jeg skyndte mig at rette fejlen, men nu kunne jeg forvente repressalier fra de personer jeg havde nævnt. Det var meget ubehageligt, stressende og det forhindrede mig i at sove. Men det med repressalierne var fair nok, og det måtte jeg acceptere.

Søvnløs

Jeg kunne ikke falde i søvn efter jeg blev klar over min store fadæse. Jeg havde virkeligt dummet mig, og nu lå jeg bare og ventede på at politiet dukkede op for at ransage eller anholde mig. Det var det de havde gjort otte gange tidligere. Når jeg som i nat blev grebet af eksistentiel klaustrofobi, måtte jeg for alt i verden undgå at gøre noget overildet, som at sende min tekst rundt. Det var næppe over 20 modtagere, der havde modtaget bogen, men som jeg havde erfaret, var antallet underordnet.

Solskin over Taastrup

Vejret i dag var fremragende med solskin fra en smuk, klar himmel. Det var koldt og blæsende, og jeg havde aftalt at gå en tur med en af mine bekendte. Vi talte om løst og fast, og det var super hyggeligt, men som alt godt fik det en ende.

Dødsygt

Nu skulle jeg have resten af weekenden til at gå med et eller andet. Jeg var ikke motiveret for noget som helst. Der var ikke intet at glæde sig over, eller glæde sig til.

Professionalismen i ROPS

Jeg kom til at tænke på fraværet af rigtig lægevidenskab i ROPS ambulatoriet; Jeg havde aldrig fået tilbudt at få foretaget blodprøver, jeg kunne ikke huske hvornår man sidst havde målt min puls og mit blodtryk, og det samme med min vægt. Ellers hvad med et EKG? Det ville da også være relevant at få udført.

PTSD

Spørgsmålet var, om politiet ikke havde givet mig PTSD. Det føltes unægteligt sådan. I øjeblikket følte jeg mig fysisk syg af stress. Jeg troede ikke det var COVID, men jeg havde det meste af dagen følt periodevise kuldegysninger, unaturlig varme i kinderne, kolde hænder og fødder, træthed, og fornemmelse af trykken i højre mellemøre. Dertil kom at jeg havde det udefinerbart dårligt, ikke så meget at der var tale om at jeg var alment påvirket som sådan, men bare jeg havde det bare skidt. Jeg følte at det eneste rigtige at gøre var, at gå i seng klokken lidt i 19.00. Jeg havde ikke været i kontakt med andre end normalt, og jeg brugte mundbind i massevis og korrekt, holdt afstand, og sprittede ivrigt hænder. Derudover medbragte jeg altid spritservietter, som jeg også gjorde brug af.

Dogmeregler

Jeg måtte indføre nogle regler for hvornår jeg sendte min bog ud. Det var ikke i modsætning til hvad nogle troede, et spørgsmål om narcessisme og opmærksomhed. Det var et spørgsmål om overlevelse, og selv om det lød overdrevet, så var det ikke. Det var virkelig en daglig kamp for ikke at springe ud foran toget på Taastrup Station. Det skyldtes udelukkende eksterne faktorer, især den ulidelige tilværelse, jeg var tvunget ud i.

En regel var, at jeg ikke udsendte noget, med mindre jeg var meget nedtrykt, og denne nedtrykthed skyldtes noget, jeg blev forhindret i eller tvunget til. Hvis min nedtrykthed bare var forårsaget af min egen dovenskab, svaghed eller neuroticisme, ville jeg ikke belaste andre med mine problemer.

Brætspilleaften

Omkring kl. 15 tog jeg afsted. Jeg skulle købe 1 kg løg til aftensmaden hos min ven. Først i Føtex i City 2, derefter videre. Vi var fire i alt, og vi spillede Majesty og Carcassonne i cirka fire timer, hvorefter vi spiste aftensmad, for derefter at spille videre i cirka to timer. Jeg var i rigtigt dårligt humør fordi jeg skulle ristes af både Martin, Amanda, Susanne Emde og Hans Raben i morgen. Det var ikke til at holde ud at tænke på, så derfor gik jeg før de andre.

I henhold til mindstemiddelprincippet

Det var det sludder psykiaterne brugte som en trylleremse når de skulle forklare deres overgreb. Derved forsvandt alle domme i patientklagenævnet på magisk vis. Når de kunne bruge det vrøvl, kunne jeg også. Fordi jeg havde det dårligt på grund af forhold jeg ingen indflydelse havde på, måtte jeg i henhold til mindsteprincippet og min dogmeregel udsende min bog.

Bisidder

Jeg blev nødt til at få en bisidder til at deltage i de modbydelige samtaler. Jeg kunne ikke holde dem ud.

Mailteksten

Hermed vedhæfter jeg min bog.

Den uredigerede udgave med billeder kan ses på:

• https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/

God oplevelse i ROPS

I dag var det måske den bedste dag, jeg havde haft i ROPS. Jeg fremmødte fem minutter i 14 som sædvanlig. Sygeplejerske Lars tog i mod. Jeg fik udleveret min Concerta, og jeg gik igen. Det tog vitterligt kun fem minutter, Lars var venlig, jeg var venlig, og det eneste han spurgte om var, om han måtte skrive at jeg var velbefindende. Det takkede jeg ja til, og så var den ikke længere. Fremragende. Når det foregik på den måde havde jeg intet mod at fremmøde i ROPS.

Martin

Jeg var ekstremt påpasselig med at de myndigheder jeg var tvunget til at have kontakt med, havde alle mine kontaktinformationer, og at jeg altid forsynede dem med de seneste ændringer. Alligevel var der gået noget galt mellem Amanda og Martin, da sidstnævnte kun havd mit gamle telefonnummer, selv om jeg med usvigelig sikkerhed vidste at jeg havde givet Amanda det nye. Hun havde jo ringet mig op på det nye nummer, så det kunne ikke være mig, der havde dummet mig. Geniet Martin havde efterfølgende skrevet hele to SMS'er til mig på det gamle telefonnummer, den 23. december 2020 og i dag. Hvis jeg ikke tilfældigvis havde ringet ham op i dag, kunne jeg risikere at blive anhold og tvangsindlagt - som følge af Martins svigt. Det gjorde mig godt nok vred, men jeg formåede at holde en meget sober tone under telefonsamtalen med ham. Som naturligvis blev optaget, hvilket jeg i følge dansk lov gerne måtte.

2247 kroner

Jeg havde gjort det til en vane at tjekke min konto hver dag, så jeg slap for ubehagelige overraskelser. Jeg kunne til min meget store glæde konstatere at jeg havde 2247 kroner tilbage til resten af måneden (det var også min samlede formue), hvilket jeg sagtens kunne købe sund og nærende mad for i en grad at jeg ikke behøvede at sulte i januar også. Jeg passede neurotisk godt på mine tænder, og selv om jeg stadig havde meget brug for et tandeftersyn, forventede jeg ikke akutte tandgener. Jeg havde hul i sålen på min højre sko, således at vandet trængte ind hvis fortovet var vådt, men det betød ikke det store.

Gammel ven

Til min store glæde ringede en gammel ven til mig i dag. Det betød mere end at være mæt. Derudover skrev en anden ven og inviterede mig og nogle andre til aftensmad og film. Perfekt.

Billede. På vej hjem i bussen. Det var det Danmark, jeg havde oplevet i flere år efterhånden. Nogle få kærede sig, som buschaufføren, de fleste var ligeglade.

Anonymisering

Jeg fortsatte med at anonymisere teksten. Det var ikke gået som jeg helst havde set det med at dette arbejde, og det var jeg ærgerlig over, men det var som det var, det var det bedste jeg kunne gøre, og jeg skulle nok tage straffen for det. Til dem, der følte sig forulempede, kunne jeg bare give samme fremragende råd, som psykologen Stine på R3 gav mig: "Bare sig pyt, og kom videre".

Kontakt mig

Mig bekendt var der fortsat ingen, der havde kontaktet mig i forbindele med min såkaldte bog (det var lidt af en tilsnigelse), eller forinden. Politiet og andre myndigheder havde mit aktuelle mobiltelefonnummer, det var evident, men de eneste myndighedskontakter, jeg havde modtaget, var Politiets, Styrelsen for Patientsikkerheds, Sundhedsministeriet og Retslægerådets ansvarsforflygtelse. Det var ikke godt nok.

Alt dette her var forårsaget af en fejldiagnose, der igen havde resulteret i at jeg mistede min autorisation som læge. Jeg havde aldrig fejlbehandlet eller skadet nogen patienter, og lægefaget var mit et og alt. Jeg mistede bogstavligt talt mit liv for over fem år siden, som følge af fejldiagnosen. Hvad jeg gjorde eller folk troede at jeg gjorde efterfølgende, var intet i forhold til hvad jeg forud for det var blevet udsat for.

Selv om det efterfølgende viste sig at man tog fejl, nægtede man alligevel at korrigere fejldiagnosen og give mig mit liv igen. Derfor udsendte jeg min tekst. Den praktiserende læge kunne købe sig til alverdens bistandsadvokater, der kunne sable mig ned, og hun kunne spille forudrettet, og manipulere den til enhver tid siddende forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab til at udsætte mig for psykisk tortur, men det ændrede intet i virkelighedens verden, hvor alle jeg mødte ikke opfattede mig som utilregnelig eller psykotisk.

Stop mens legen er god

Det var en alt for tung byrde at lægge på mine eller nogen som helst andres skuldre. Det kunne da ikke være meningen at jeg skulle risikere at en sofistisk overlæge i psykiatri kunne slippe afsted med at sige at mine mails var udtryk for jeg var psykotisk, når den var det eneste mulighed jeg havde. Hvad skulle jeg ellers gøre? Stop det nu, tak. Men på den rigtige måde, ikke den sædvanlige idiotiske og skadelige.

Inviteret

Jeg levede dag for dag på grund af coronarestriktionerne. I dag skulle jeg spille brætspil med de tre andre, og i morgen skulle jeg støvsuge hos en bruger af værestedet, som havde ondt i ryggen og ikke selv kunne. Hvordan kunne det være at disse mennesker inviterede det monster jeg på papiret var hjem til sig? Hvorfor var der ingen der gad at tænke sig om?

Slemt til værre

Jeg havde tilbragt hele eftermiddagen og aftenen sammen med tre venner. Først spillede vi brætspil, så spiste vi aftensmad, og dernæst så vi film. Det vat hyggeligt, men samtidig var det ingen hemmelighed at jeg kun deltog fordi alternativet var værre, nemlg at sidde isoleret på værelset. Jeg ville utroligt gerne tilbringe masser af tid sammen med normale mennesker, og jeg ville utroligt gerne arbejde. Jeg var i langt dårligere humør end normalt, og da jeg kom hjem kunne jeg ikke se at der var nogen udvej, eller at det nogensinde skulle blive godt igen. Jeg var efterhånden ligeglad med konsekvenserne af mine handlinger, så længe der var et mikroskopisk håb om at de kunne få mig ud af dette helvede.

Jeg kunne næsten ikke holde til mere. Jeg skulle væk herfra hurtigst muligt, eller sådan følte jeg, men så havde et par forlorne læger vundet, så det gik ikke.

DataCamp

Intet at lave, så jeg fortsatte med DataCamp. Jeg var begyndt at få anfald af kortvarige venstresidige brystsmerter i hvile, og selv om det selvfølgeligt ikke var angina, så var det alligevel bekymrende, for det var heller ikke muskelspasmer eller kramper, hvilket jeg jo udmærket kendte til. Eksistentiel uvished gav stress, og kronisk svær stress gav forhøjet blodtryk, som igen kunne give alverdens livsfarlige sygdomme.

Snydt igen

Jeg havde været forbi den bruger af værestedet, der havde ondt i ryggen, og støvsuge for hende. Som jeg havde oplevet det tidligere, fortalte vedkommende mig at hun havde købt en ny seng, og at den venlige sælger havde været fordi hende for at vejlede hende om den helt rigtige type. De havde kommet til den løsning at den korrekte seng var en model til 17.000 kroner, hvoraf lidt under halvdelen skulle finanseres med et lån. Et lån med en tilsyneladende ÅOP på mindst 20%. Det værste var, at hun havde penge nok til at betale hele beløbet uden at skulle låne. Det lod altså til at hun var blevet snydt. Suk. Hun var også blevet lokket til at betale 5000 kroner for et antivirusprodukt, som hun kunne få gratis.

Hvor var det koldt og kynisk af firmaerne at snyde psykisk sårbare mennesker. Jeg blev vred, og fik lyst til at ringe til disse to firmaer for at spørge dem om, hvad fanden de bildte sig ind, men jeg gjorde det ikke, og jeg viste ikke min vrede overfor brugeren, men jeg forslog hende at få hendes søn (der var revisor) inddraget. Jeg kunne sidde hele dagen og ringe for psykisk sårbare til disse anløbne firmaer, og opsige ubrugelige svindelabonnementer, lån og produkter, og forhindre rykkergebyrer og fodeindkaldelser mv.

Jeg havde oplevet lignende tidligere, og dengang lykkedes det mig med pågældendes accept at kontakte firmaet mens hun sad og deltog i samtalen, hvorved hun fik opsagt det pågældende for hende fuldstændig ubrugelige produkt. Jeg fik naturligvis hendes skriftlige accept, men da hun var psykotisk, var det et godt spørgsmål om det i virkeligheden var legitimt. Til gengæld vidste jeg at det var det helt korrekte hvad jeg gjorde, for det var pågældendes udtrykkelige og gentagne ønske at jeg opsagde det abonnement, som hun aldrig havde brugt, og nu stod og skulle i Foderetten med, fordi hun ikke betalte det.

Efter et par timer hos brugeren kunne jeg ikke trække den længere, så jeg måtte afsted. Brugeren ville gerne takke mig for arbejdet, selv om det aldrig havde været italesat eller forventet af mig. Desuden havde jeg fået belønningen, som bestod i at få lov til at opholde mig indendøre et andet sted end på værelset. Sidst jeg støvsugede for hende, ville hun også give mig noget for besværet, hvilket jeg afslog, og jeg skulle til det igen, da hun imellemtiden havde hentet min belønning, som bestod af et refleksarmbånd, som hun havde købt i Fakta for 10 kroner. Det var faktisk noget jeg kunne bruge, idet jeg kunne sætte det på min taske, når jeg gik rundt, når det var mørkt, og selv om jeg måtte undertrykke et afslag, så var det en meget symbolsk belønning, og det var også vigtigt at kunne modtage, vigtigt for hende, så hun ikke følte hun skyldte mig noget, og ikke følte sig underdanig. Jeg tog afsted. Jeg gik halvvejs til Hedeland, men fik nok af at gå rundt på Vestegnen som en idiot, så jeg tog bussen hjem. Jeg havde i går købt den eneste håndvægt, jeg kunne finde i Bilka, den var nedsat til 99 kroner, så jeg trænede med den for at falde til ro.

Ulidelig uvished

Jeg kunne ikke holde uvidenheden ud. Det var tortur. Jeg kunne ikke vide om politiet ville dukke op om fem minutter eller ej. Jeg kunne ikke vide om udlejer, der havde nøgle til postkassen, ville banke på og stå med en bunke ubehagelige breve fra politi og myndigheder i hånden om fem minutter eller ej. Hvis jeg ikke foretog mig noget, skete der heller ikke noget, og det kunne jeg heller ikke holde ud længere. Jeg var rolig og fattet, ikke selvmordstruet eller aggressiv, og jeg havde ingen psykotiske symptomer - fortsat. Jeg var heller ikke paranoid bare fordi jeg frygtede repressalier fra politiet, for jeg havde otte gange tidligere igennem årene fået uventet og traumatiserende besøg af dem, så min følelse var absolut berettiget. Fordi jeg havde det dårligt over den situation, andre havde påtvunget mig, var det i min optik berettiget at fortsætte med at udsende mails. Jeg var ikke blevet kontaktet af nogen, ingen havde oplyst mig om hvad der skulle ske, om hvornår jeg kunne begynde at se fremad, og få et håb.

Tilregnelig

Jeg var meget tilregnelig, og havde altid været det. Man kunne derfor trygt regne med at jeg ville gøre hvad jeg kunne for at slippe for tortur og deroute. Jeg var opskrevet i tre af de største boligselskaber, men jeg havde ikke penge til indskud i nogen lejligheder, uanset hvor billige de end var. Derfor var jeg fastlåst.

Forlængelse af restriktioner

Havde ikke lyst til at udsende mails, så da en ven ringede, var jeg glad for at stoppe. Jeg browsede lidt rundt på nettet, og kom til at se på TV2 at restriktionerne ville blive forlænget. En forventet katastrofe. Når jeg ikke kunne vide om jeg blev anholdt eller chikaneret yderligere af politiet (på foranledning af Styrelsen for Patientsikkerhed, som oftest, og gerne som følge af en paranoid praktiserende læges vrangforstillinger) lige pludselig, var det umuligt at planlægge fremadrettet. Der var som sådan ikke det jeg ikke kunne, om det var træning eller onlinekurser, noget socialt, eller noget helt fjerde. Det var sådan man kunne torturere mennesker: Stille dem noget reelt modbydeligt i sigte, uden at fortælle hvornår. Gerne noget livstruende eller eksistentielt truende, en ydmygelse, en fornedrende behandling mv. Det vidste myndighederne naturligvis godt, og det var en bevidst strategi fra deres side af. Jeg skulle nedbrydes psykisk og fysisk, det var det åbenbare konsekvenser af deres behandling af mig. Det var svært at forstå for mange, og endnu sværre for mig at forklare, men dem, der var eller havde været i mit sted, vidste præcis hvordan det føltes.

Indsigt

Nu måtte det snart være på tide at en eller anden forloren læge skulle prøve bare lidt af hvad jeg havde været udsat for. Men det kom aldrig til at ske, for hvis man misbrugte sin magt og sit fag og samtidig gjorde det i den danske stats tjrneste, var man ansvarsfri og en helt. Ombudsmanden var en tandløs institution, der intet kunne eller ville gøre, selv om det var åbenlyst af flere myndigheder havde "taget fejl". Men selv om Ombudsmanden var impotent og trængte til Viagra, var det intet i forhold til Datatilsynets svigt og uformåen. Når systemet svigtede, kunne det have alvorlige konsekvenser. Jeg vidste godt hvordan de feje embedsmand ville reagere, hvis miraklet skete og der skulle placeres et ansvar. Det kujonerne var bedst til, måske det eneste de rent faktisk egnede sig til, var ansvarsforflygtigelse og hændervasken. Hvis jeg faktisk var eller havde været psykotisk, ville de enkelte embedsmænd forblive anonyme. Gudskelov var jeg og blev jeg psykisk normal, og derfor ville jeg sørge for at den klamme kontorist, som det endelige ansvar faldt på, ville blive landskendt. Og intet andet. Vedkommende skulle vedkende sig magtmisbruget og pligtforsømmelsen med navns nævnelse. Det var vigtigt af to og kun to årsager: Jeg skulle aldrig udsættes for det infame svineri fra denne person igen. Andre skulle heller ikke udsættes for denne persons moralske og faglige underløighed. Og måske kunne denne embedsperson tjene som eksempel for vedkommendes feje kolleger, så de måske tænkte sig om to gange i fremtiden. Drømme kunne man vel altid.

Funktionsevne

Jeg havde brugt betegnelsen en hel del fordi der var nogle i det offentlige system, der ikke evnede eller gad at tænkt selv, og dermed troede ukritisk på det vrøvl, der stod i min journal. Jeg kunne i store træk godt huske hvad der gemte sig bag begrebet (fra faget "Social medicin"), men det var nødvendigt med en genopfriskning. På https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/funktionsevnemetoden fandt jeg noget, der lod til at være en god introduktion til emnet.

Uddrag af "Funktionsevnemetoden" Se appendiks¹

Everything is awesome

Everything is cool when you're part of a team

Everything is awesome, when we're living our dream

...

Have you heard the news, everyone's talking

Life is good 'cause everything's awesome

Lost my job, it's a new opportunity

More free time for my awesome community

...

(Everything is Awesome, The Lego Movie)

Udhvilet

Jeg sov lidt sent, men jeg stod også sent op, og jeg havde for en gangs skyld sovet sammenhængende, uden afbrydelser, og uden mareridt.

Legosangen

Min hensigt med denne sang var på en måde at ironisere over hvor uendeligt nemt det meste var, hvis man ikke var alene.

Frygt

Jeg havde ikke noget valg, hvis jeg ville undgå at gå til, så jeg måtte fortsætte med mine desperate mails, selv om det var ulideligt og voldsomt angstprovokerende. Men hvis alternativet var selvmord eller druk, så var der ikke noget alternativ. Jeg havde kontaktet samtlige relevante myndigheder, og også nogle mindre relevante af slagsen, men intet var sket, jeg blev ignoreret. Jeg havde kontaktet alle andre professionelle derudover, og intet var sket. Over fem års mareridt.

Indespærret i uvished

Ikke positiv og spændende uvished, som var det juleaften, men en stadig modbydelig eksistentiel uvished. Ingen steder at gå hen. Fanget på værelset. Det var jo tortur. Derfor måtte jeg fortsætte med mine henvendelser til nogert gjorde noget, for jeg kunne ikke længere selv. Det jeg ikke kunne var at lide et eneste yderligere nederlag. Jeg ville ikke overleve igen igen at bede om hjælp (men netop ikke den "hjælp" det sociale system eller psykiatrien troede jeg havde behov for) og få afslag.

Exit socialgruppe 5

Jeg havde intet mod mine lidelsesfæller på samfundets bund, men det var et problem for mig at dem, jeg omgikkes med befandt sig et helt andet sted end jeg, og at det skyldtes at jeg var fejlplaceret. Ikke at jeg var bedre end de andre, slet ikke, alle mennesker var lige ringe, jeg selv inklussiv, men jeg hørte ikke til i den kategori, de fleste jeg sås med interesserede sig overhovedet ikke for motion, eller bare det at gå en tur, de interesserede sig ikke for viden og dygtiggørelse, de fleste var ikke særligt nysgerrige, og fraset ham, jeg lavede de små elektronikprojekter med, vidste de fleste ikke meget om noget. Det var desværre sandheden, og når jeg forsigtigt prøvede at involvere de andre i eksempelvis at gøre deres bolig rent, kunne jeg hurtigt fornemme at det ikke var noget, man havde lyst - eller måske mere korrekt - overskud til.

Jeg havde accepteret, at jeg ikke skulle tale om disse emner, og at jeg for alt i verden ikke skulle blande mig i deres tilværelse. Jeg havde en god situationsfornemmelse, så det blev aldrig et problem i min omgang med de andre, men apatien gjorde mig meget nedtrykt, og det i en grad at jeg ikke havde lyst til at blive eksponeret for meget for dem. Hvis de bare ville spørge mig, om jeg ikke ville hjælpe dem med et eller andet. De kunne bare gøre det meget subtilt, det handlede ikke om at jeg forestillede mig, at jeg var bedre end dem, det handlede meget basalt kun om, at det var lige så gavnligt for dem som det var for mig, de hjalp mig lige så meget som jeg hjalp dem, men det kunne jeg desværre ikke helt forklare dem. Det handlede også om deres autonomi og værdighed, det var deres hjem, deres domæne, og jeg skulle naturligvis ikke blande mig i det, og jeg skulle ikke give dem dårlig samvittighed over det de ikke kunne. I min verden var det et ligeværdigt forhold, der derved kunne eksistere mellem os.

Frivilligt arbejde

Der var intet i verden jeg hellere ville end at arbejde, og meget gerne frivilligt, men det havde jeg forsøgt flere gange i løbet af årene, og hver gang fik jeg at vide at jeg ikke måtte. Ærgerligt, men meget forståligt, det sludder der stod i min journal taget i betragtning. Det var typisk at mine modstandere ved at straffe mig, også straffede andre, nemlig dem, jeg faktisk kunne gøre noget for. Klassisk dansk rigid, hævngerrig, forsmået jantelovsmentalitet.

Reddet af en ven

Mens jeg sad og var mest nedtrykt, ringede en ven. Det var fantastisk. Vi aftalte at mødes i weekenden, og netop denne ven kunne jeg sagtens få til at gå en lang tur med mig, faktisk havde jeg spillet badminton med ham før det hele lukkede ned, og han udtrykte spontant at han savnede at være fysisk aktiv.

Alle har det svært

Det havde forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab sagt til mig til en af de mange ulidelige samtaler jeg var tvunget til at have med hende, og det var jo også rigtig. Det måtte være svært at leve, hvis man havde penge til en brugt cykel, tandlæge, tøj og sko, egen bolig mv. Så var livet godt nok hårdt. Hvis man ikke var påtvunget marginaliseret og stigmatiseret, og således havde overskud, måtte det hele være svært. Eller hvis man var pålagt coronarestriktioner, der forhindrede at man kunne gå i byen, så måtte det da være særdeles svært. Det måtte være meget svært at gå og drømme og have forhåbninger om fremtiden. At gå op i noget, var sikkert også svært, og at have en job, det måtte være det hårdeste af alt. Nøj hvor var man træt, når man kom hjem og havde gjort en forskel.

Noget af det sværeste måtte dog alligevel være, at være professionel bøddel, og dermed tvunget til at skade, invalidere og presse mennesker ud i selvmord på en daglig basis. Disse psykiatere måtte have det meget hårdt. Alle de overgreb de skulle begå, alle de tvangsmedicineringer med livsfarlig og invaliderende medicin, alle bæltefikseringerne, for ikke at tale om ødelagte liv, man skabte, det måtte var noget af det sværeste i hele verden. Hver gang man passerede en psykiater, var det vigtig at vise sin påskøndelse over denne tunge, men nødvendige byrde, som disse mennesker bar for os andre, og sige "tak for indsatsen" til vedkommende. Psykiaterne havde det sværest af alle, de skulle have rigelig kompensation og ferie, og gratis psykologhjælp.

Hvad skal jeg gøre?

Nogle uhildede mennesker måtte fortælle mig hvad jeg skulle gøre, som jeg ikke i forvejen gjorde. Det var bydende nødvendigt, og det skulle ske hurtigt.

Alt det vrøvl med "kan du ikke bare"-rådene ville jeg gerne være fri for. Jeg havde fået så mange hjernedøde råd at jeg kunne skrive en bog med dem. Jeg vidste at der eksisterede mennesker derude som formådede at sætte sig ind i min situation, og ikke mindst de fem foregående år, som ville kunne rådgive mig hensigtsmæssigt, men jeg anede ikke hvor de befandt sig eller hvem de var. Det var usandsynligt at en af disse personer var socialrådgiver. Det var skam ikke fordi jeg ikke respekterede socialrådgivere højt; der var tale om intellektuelle sværvægtere, kunne jeg godt fornemme efter at have læst "Funktionsevnemetoden". Jeg ville ønske at jeg havde været dygtig nok til at læse til socialrådgiver, og ikke spildt min tid på universitet med at læse til læge og forske som en anden idiot.

Ulideligt

Venteliden og uvisheden var ulidelig. Jeg kunne ikke holde ud at være på værelset, og bare vente på noget negativt - i værste fald i sagens natur - eller på ingenting, hvilket også var uudholdeligt. Hvordan kunne det være jeg havde det sådan? Udover politiets traumatiserende og uberettigede ransagninger, var der ingen tvivl om at det var som følge af især opholdet på forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs afdeling, der havde givet mig PTSD, idet personalet mange gange dagligt bare var braset ind på min stue (celle) uden varsel, hvilket var ekstremt grænseoverskridende, da der absolut ingen grund var til det. Tak for det, Gitte Ahle. Du invaliderede mig psykisk, og du blinkede ikke. Selvfølgelig var jeg bitter og vred over det, det var da ikke spor morsomt at hun havde givet mig ar på sjælen og gjort min tilværelse pinefuld. Jeg havde også udtalt lydoverfølsomhed, og farede sammen ved selv lave pludselige lyde. Tak igen, Gitte Ahle.

Da det blev for meget, begyndte jeg at stryge skjorter (tre stk.) og ryddede op på de 12 kvadratmater som værelset var på. Jeg fandt nogle småting, jeg egenligt ikke havde brug for, som jeg kasserede. Det fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas, af en eller anden årsag. Jeg havde det bedst, når jeg havde alle mine mest værdifulde genstande på mig i rygsækken, og fuldstændig styr på alle resterende ejendele. Det var også noget, der var opstået efter Gitte Ahles tortur.

Ender galt?

Jeg vidste godt at det bare var et spørgsmål om tid før det endte galt. Sådan var det når man behandlede mennesker som jeg var blevet behandlet, og når de havde taget skade af det i form af PTSD, og fortsat var udsat for de traumer, der var årsagen til tilstanden i første omgang. Jeg var alvorligt bekymret for hvordan jeg ville reagere hvis nogen læste det der fejlagtigt var anført i min journal op, eller bare videreførte fejldiagnosen, uden at tænke selv. Det var ikke noget jeg kunne gøre noget ved. Det var derfor helt konkret ikke mit ansvar, min reaktion heller ikke, når jeg nu gang på gang, år efter år, havde kæmpet en forgæves kamp for at blive behandlet som der jeg var, nemlig ganske normal.

Ulven kommer

Lige præcis indtil det til øjeblik hvor det hele ramlede, forsøgte jeg at advare om det, og netop indtil det sekund, ville ingen tro mig og bare ignorere mig.

Åndedrætsøvelser

Var noget, der faktisk hjalp en hel del. Sammen med motion og meningsfuld beskæftigelse.

Vandregrupper

Der måtte eksistere andre mennesker, der holdt af at gå en fælles tur. Nedslående resultat på min Googlesøgning. Første hit førte til en side, hvor der stod at al aktivitet var aflyst på grund af corona. Helt uforståeligt og paranoidt. Jeg var ligeglad om jeg skulle iføre mig en hazmat dragt, eller bare mundbind på en eventuel tur, det var ubegribeligt at man aflyse sådanne aktiviteter. Næste hit var "Lesbisk Vandregruppe". Selv var jeg ligeglad med om de andre mennesker, der også nød at gå en tur og sludre, var homo-eller heteroseksuelle, og selv om det da var forståeligt nok at de lesbiske gerne ville have deres eget fællesskab hvor de kunne være sig selv uden frygt for fordomme og had, så kunne de godt udvise lidt samfundssind og rumme os andre.

Regeringen mente det med selvisolation alvorligt. Det eneste positive ved det var at jeg havde en søgt undskyldning for at være isoleret og ensom. Det var som om at det ikke rigtigt var gået op for politikerne hvor skadelig deres nedlukning af samfundet var i forhold til ensomhed, isolation, angst, depression, vrede, fortvivlelse, vold, druk, misbrug, trafikulykker osv. osv. Jeg ville hellere være alvorligt syg af corona med socialt samvær med andre normale mennesker, end rask, ensom og isoleret.

Ud ud ud

I morgen skulle jeg bare ud, uanset vejret, uagtet at jeg ikke havde lyst til at tosse rundt, og at der ikke var nogen steder jeg enten ikke i forvejen kendte godt, eller var interessante. Jeg tænkte at jeg måtte finde den powerfitbane, der lå i Hedeland. Det var målet. En time ad gangen, en dag ad gangen, i over fem år.

Hedeland

Jeg var relativt tidligt oppe, og afsted. Det var smukt, men koldt vejr, for koldt til at jeg kunne sidde og skrive i særligt mange minutter. Jeg havde taget skiundertøj på, som jeg havde på under våddragten, når det blev efterår, dengang jeg havsvømmede. Så længe jeg gik i et roligt tempo var det ikke koldt, og når jeg gik i solen, var det skønt. Jeg gik ind i Hedeland den vej jeg kendte, fra Hedehusene Station. Lederen af værestedet havde fortalt mig hvordan jeg skulle finde powerfitessbanen, men jeg ville lige nyde udsigten fra skibakken først, og så se skulpturen "Templet".

Dernæst gik vejen forbi grusgraven, over vejen til parkeringspladsen på den anden side. Jeg fandt først veteranbane stationen, og udmiddelbart i nærheden af den lå powerfitnessbanen. Jeg gik lidt rundt og tjekkede den ud. Jeg var ikke ligefrem klædt på til at gennemføre banen. Det eneste jeg nåede var tre gange 10 dips og nogle armbøjninger. Hvis jeg en dag fik råd til en cykel, ville jeg cykle derud og træne. Jeg gik hen til 600S, der gik tæt på. Jeg havde været ude at vandre i omkring seks timer i alt, men ikke gået mere end 26052 skridt. Det handlede ikke om at gå meget eller langt, men om at være udendørs i længst mulig tid. Det var skønt at sætte sig op i bussen, som gik til Hundige, og derfra 400S til City 2.

Hjemme igen efter den lange bustur, trænede jeg med min nyindkøbte håndvægt når nu jeg alligevel var i humør til det. Det var fuldstændig lige meget hvad jeg foretog mig, det var uinteressant for både andre og for mig selv, men hvis jeg skulle gøre mig håb om at slippe for flere patroniserende og unødvendige funktionsevnevurderinger af oligofrene ergoterapeuter med svære kognitive deficits, som Heidi og Line, var det desværre nødvendigt. Det var det som psykiaterne "troede" var narcissisme, hvis man altså gik op i hvad de "følte" og "fornemmede".

Billede. Narcissist.

Billede. Trying times. Så længe jeg bare kunne gå rundt i City 2 og ligne en handlende, kunne jeg få varmen, og så var det ok.

Billede. Fandt dette cheatsheet til psykiaterne, socialrådgiverne og ergoterapeuterne mv.

Billede. Studieteknik. Jeg skrev, læste eller repiterede anatomi i 45 minutter, holdt pause i 15 minutter, og så fremledes. Jeg forberedte mig på fremtidige tvungne ergoterapeutiske vurderinger.

Billede. Repitering af anatomi når jeg tossede rundt på må og få.

Billede. Min belønning fra forleden for at støvsuge.

Billede. I Hedeland. Skibakken.

Billede. I Hedeland. Uden for Hedeland amfiteater.

Billede. Hedeland amfiteater.

Billede. Hedeland amfiteater.

Billede. Skulpturen "Templet" i Hedeland.

Billede. Udsigt fra skibaken i Hedeland.

Billede. Hedeland amfiteater.

Billede. Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. For foden af skibakken i Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. På vej til Powerfitnessbanen. Lergrav.

Billede. På vej til Powerfitnessbanen.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Fem Ege Station.

1595,23 kroner

Det gav ro at jeg hver dag tjekkede hvad der stod på min konto. En ultra nem metode hvis man ville vide om man havde penge til mad dagligt til resten af måneden, var simpelthen at tage ens rådighedsbeløb og dividere med det restende antal dage i måneden. Så jeg havde ikke problemer på lige dét punkt.

Civilstyrelsen

Jeg fik et chok da jeg kom hjem og så et brev ligge på sengen. Det var heldigvis bare fra Civilstyrelsen, hvorfor det ikke var vigtigt, og derfor behøvede jeg ikke åbne det. Jeg lod altid min dør stå på vid gab når jeg ikke var i lejligheden, så udlejer kunne forvisse sig om at jeg intet suspekt havde på værelset, at der altid var pinligt rent og opryddet, og jeg havde aldrig låst døren, selv om jeg havde en nøgle.

Psykiaternes snydetrick

Jeg stolede 100% på udlejer, for en gang i mellem var det nødvendigt at stole på andre. Man kunne komme meget langt med i forhold til hvem man kunne stole på med normale sociale kompetancer, men til syvende og sidst var det altid et sats. Psykiatere var mennesker, der gav patienterne et indtryk af at de kunne stole på dem, at de altid ville dem det bedste, men i virkeligheden var det et plat skuespil, der handlede om at lokke patienten til at "afsløre" alle hans eller hendes hemmeligheder, som psykiateren efter hukommelsen, eller bare hvad psykiateren fandt på, eller huskede forkert, skrev i patientens journal, hvorefter det aldrig kunne slettes igen, men blot blev bevidstløst videreført af psykiaterens kolleger.

Et klassisk snydetrick var at psykiateren fortalte en modvillig patient at vedkommende da bare kunne lade sig indskrive og overnatte, og så blive udskrevet den efterfølgende dag. Hvis patienten bed på krogen, var det meget administrativt lettere at tvangstilbageholde patienten, hvis vedkommende fortrød og ville hjem. Hvis man skulle tvangsindlægge en patient fra gaden så at sige, var det en større opgave, der involverede politiet og en anden psykiater eller skadestuelæge.

Reddet af en ven

Det var på en og samme tid fantastisk og forfærdeligt. Fantastisk fordi jeg ikke til forskel fra så mange andre var helt alene. Forfærdeligt fordi jeg hver evig eneste dag stod på en brændende platform, og skulle finde et sted at opholde mig. Selvfølgelig var det polemisk formuleret, men jeg var sgu ligeglad, og det var desuden rigtigt. Jeg havde intet hørt, min situation var ulidelig i al almindelighed, det var en kamp at overleve, så derfor var det berettiget af sende mails.

Billede. Sad og skrev på parkiningspladsen i cirka 45 minutter. Det var alt for koldt, og da jeg rejste mig for at tage afsted var jeg svimmel, og ansigtet og benene følelsesløse.

Billede. Skibakken i Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Skibakken i Hedeland. Min ven havde medbragt kaffe, kopper, og kiks.

Billede. Skibakken i Hedeland. Mærkeligt at det var nødvendigt med dette skildt.

Høje Taastrup Stien

Vi lavede burgere med ovnbagte rodfrugter, hvorefter vi så Mandrillen på YouTube de efterfølgende timer. Det var bydende nødvendigt at grine over noget, og selv om Styrelsen for Patientsikkerhed og Retslægerådet var en joke, gav det mig ikke anledning til at le.

Jeg burde tage bussen hjem, men det var så skønt med den stjerneklare himmel, frosten og stilheden, at jeg tog Høje Taastrup Stien tilbage. På den måde fik jeg også brugt den blinkende refleksarmbånd der var min belønning for at støvsuge for brugeren forleden.

Til mit store held fandt jeg nogle udendørs træningsredskaber foran Hedehusendehallen, og selv om det ikke blev til mange pullups for at sige det mildt, så var det skønt. Længere nede ad stien stod tre bænke med måske 50 meters mellemrum, som jeg lavede armbøjninger op ad, ét sæt per bænk og pausen var den tid det tog at gå hen til næste bænk. Endnu mere skønt. Det var ikke noget fysisk aktivitet ikke kunne behandle, det gjorde mig rolig og afslappet. Da jeg nåede hjem havde jeg gået 30096 skridt. Vidunderligt.

Billede. På vej hjem.

Billede. Et lidt bedre billede af stationen.

Corona?

Jeg kunne godt mærke at jeg havde lidt ondt i halsen, og jeg var begyndt at hoste. Måske havde jeg også lidt feber? Jeg måtte hellere blive testet, så jeg bestilte tid til det i morgen. Det ville da være forfærdeligt, hvis jeg var positiv, og måtte inkvarteres på det nærliggende Zleephotel for at komme i selvisolation som en konge. Det ville være en katastrofe for mig hvis Høje Taastrup Kommune nu skulle betale for hotelopholdet og tre gratis måltider dagligt.

Corona Kai

På vejen hjem i går var det eneste, jeg kunne tænke på, hvordan jeg kom videre i tilværelsen. Hvordan kom jeg ud at det her mareridt. Jeg var nødt til at tage mig sammen, og gøre noget, der virkede og var rationelt. Ikke blive ved med at irritere andre. Det var meget banalt at italesætte hvad løsningen var. Det var alt for let at sige hvad jeg skulle gøre, men det var helt anderledes at føre det ud i livet. Der var ikke det, jeg ikke kunne løse i teorien, så hvordan det kunne være så svært at gøre det rigtige, var uforståeligt. Jeg vidste at rutiner var essentielle for mig, og nu flød alt på grund af coronaen. Det var det som psykiaterne reduktionistisk henførte til, at jeg var autist eller led af Aspbergers (hvis diagnosen stadig eksisterede, det var jo en psykiatrisk diagnose). Jeg befandt mig desværre ikke i autismespektret, og jeg var skam meget omstillingsparat og fleksibel, men derfor kunne rutiner sgu godt være noget der duede for mig alligevel.

Om modellen stadig var "legit" vidste jeg ikke, men jeg kunne gode lide Maslows behovspyramide². Den skulle ikke diktere min tilværelse, for der var ikke tale om en naturlov, men der var meget sandhed i den alligevel. Hvis man vendte pyramiden om, var den således:

1. Fysiske behov

"Mennesket har førend alt andet behov for vand og mad for at overleve. Derfor er de fysiologiske behov de stærkeste af alle behovene. Når mennesket er sultent fyldes hele bevidsthedsfeltet af behovet for at stille sin sult og alle de andre behov træder i baggrunden og er praktisk taget ikke-eksisterende."²

I forhold til min situation, var det, der var relevant især fraværet af ufrivillig sult og kulde, samt mulighed for bevægelse. Det krævede naturligvis en tilstrækkelig indkomst, så jeg kunne få tag over hovedet og købe mad. Jeg havde igennem over fem år i perioder været uden begge dele. Det var svært for nogen at forstå, men nok mest for dem, der var forudindtagede og ignorante. Det var ikke for sjov at jeg gjorde opmærksom på dette. Her var det især Styrelsen for Patientsikkerhed og danske psykiatere, der havde sat mig i en situation, hvor jeg led disse afsavn.

2. Behov for sikkerhed

"Det handler om behovet for sikkerhed, stabilitet, beskyttelse, frihed fra frygt, nervøsitet og kaos. Behov for struktur, orden, lov, grænser, osv. Derfor er kaotiske, aggressive og forstyrrede forhold i hjemmet en forhindring for at opnå sikkerhed."..."Tryghedsbehovet sikre den fortsat dækning af de fysiske behov og behovet for sikkerhed, tryghed, stabilitet, orden og beskyttelse mod vind og vejr, smerter og andet ubehag og fravær af angst og frygt. Det kan også være en person, der har prøvet sult og nød, og som nu bruger megen energi og tid på at sikre sig og sin familie. Uddannelse, job, tyverialarm og cykelhjem er andre eksempler på varer som dækker tryghedsbehovet."..."I dag kommer sikkerhedsbehovet i den civiliserede del af verden mest til udtryk som behovet for et fast arbejde, en opsparing, forsikringsordninger – behovet for kendte snarere end ukendte ting omkring os."²

Hvor skulle jeg begynde? En dyssocial og paranoid praktiserende læge tvangsindlage mig uberettiget på røde papirer. Det var ikke tryghedsskabende at blive anholdt af to aggressive civile betjente med hænderne på deres tjenestevåben, der havde taget så mange stereoider, at det var svært at se hvem af dem, der var Anders og hvem, der var Katrine. Det var den første sten, der blev kastet. Siden kom politiet tilbage otte gange og begik overgreb mod min familie og mig. Politiet ydmygede, fornedrede og skabte frygt for liv og helbred. De havde synlige våben, var brovtende og arrogante, det de gjorde var psykisk tortur, det var svært nedbrydende. Sådan opererede Vestegnens Politi. Heltene i blåt, eller snarre heltene i civil. Den praktiserende læge og Styrelsen for Patientsikkerhed havde "pudset" dem på min familie og mig. Tak for indsatsen. Jeg havde aldrig helt forladt niveau 2.

3. Sociale behov

"For at kunne trives og udvikle sig, har mennesker behov for fællesskab, kærlighed, venskab samt behovet for tilhørsforhold til enkeltpersoner og grupper. Mennesket bliver smerteligt bevidst om sin mangel på venner, kærester, ægtefælle, børn, og vil længes efter en kærlig og omsorg."... "Det er også spørgsmålet om at føle sig accepteret af sine nære omgivelser, familie, naboer og arbejdskolleger, men også som borger i samfundet. Det social behovet dækker også økonomisk tryghed i en familie i stabile rammer og i et samfund, der giver beskyttelse."²

Det højeste jeg formåede at klatre op på behovspyramiden, var dette trin. Det var ikke så rigoristisk, at jeg kunne forlade niveau 2, jeg var oftest på niveau 2 og 3, og en gang imellem, alt for mange gange, også på niveau 1.

4. Behov for agtelse

"På dette niveau drejer behovene sig om agtelse, selvrespekt, selvtillid, kunnen, anerkendelse, status og værdighed."... "Det er ikke nok at være accepteret, men man ønsker at hævde sig, få succes og blive beundret, og man søger derfor at få dækket sit ego behov. Ego behovet bliver dog først påtrængende, når behovene på de tre lavere niveauer er tilfredsstillet."

Ego behovene leder til selvsikkerhed, selvværd, styrke, duelighed og tilstrækkelighed, af at være nyttig og nødvendig for verden. Manglende opfyldelse af dette behov leder til mindreværdsfølelse, svaghed, og til hjælpeløshed."²

Ikke relevant for mig.

5. Behov for selvrealisering

"På det øverste niveau har man i et vist omfang fået dækket de fire underliggende behov, og man søger at få dækket behovet for selvrealisering, som behovet for at virkeliggøre sine mål, at realisere medfødte eller senere erhvervede evner, at opnå såkaldte højdepunktsoplevelser eller åbenbaringer."

Maslow mente, at vi mennesker har bedre mulighed for at bevæge os op mod det højeste niveau, hvis vi får en uddannelse og dermed indsigt til at vokse og udvikle os."²

Nej.

1. https://da.wikipedia.org/wiki/Maslows_behovspyramide/

2. https://net2change.dk/maslows-behovspyramide/

Når jeg ikke kunne forlade niveau 2, hvorfor bekymrede jeg mig så om nogle e-mails, jeg sendte rundt i det spinkle håb, at en eller anden gav et fuck? For nu at udtrykke det på Vestegnsk. Måske fordi to psykiatriske overlæger ville tvangsbehandle mig med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin, der reducerede levealderen med i gennemsnit 20 år, med argumentet om at det at sende mails alene og i sig selv var uindføleligt, og dermed et psykotisk symptom, som nødvendiggjorde tvangsmedicineringen. Var det virkelig ingen, der kunne forstå hvorfor det var min eneste mulighed? Var det mig, der var idioten her?

Brætspilleaften

Til alt held skrev en ven (som jeg havde lært af kende i værestedet, men som jeg nu betragtede som en ven, og ikke en anden bruger) og inviterede til at spille brætspil. Jeg kom hjem til ham lidt over kl. 14, og en anden ven var der også, så var tre i alt. Vi spillede to for mig nye brætspil, og selv om jeg ikke ligefrem brændte for spillene, så var de to faktisk ret gode. Det ene hed noget på japansk, det andet hed Hacienda. Vi spillede indtil ca. kl. 23, kun afbrudt af en kortere pause, hvorefter jeg fulgtes med den anden ven et stykke af vejen tilbage gennem den vindstille og frostklare Taastrup-vinternat.

Rutiner

Det var bydende nødvendigt at planlægge nogle rutiner, hvoraf de vigtigste var fysisk aktivitet, onlinekurser og repitation. Jeg blev simpelthen nødt til hver dag at planlægge hvad jeg skulle foretage mig den næstfølgende dag, og ikke fokusere på noget som helst andet hvad angik fremtiden, ellers blev det for trøstesløst. Jeg vidste nu hvor der var udendørs træningsudstyr tre steder i nærheden, så det var bare at komme igang. For nogle måneder siden ville jeg have været for sky til at benytte redskaberne, men nu var jeg ligeglad.

1226 kroner

Jeg tvang mig til at tjekke saldoen på min konto hver eneste dag. Det havde været næsten umuligt i starten, men efterhånden blev det rutine og frygten forsvandt. Som en tommelfingerregel skulle jeg have mindst 50 kroner per dag de resterende dage i måneden.

Martin

Jeg var først faldet i søvn ved 4 tiden i nat, fordi jeg var bekymret over min samtale med Martin kl. 12.00. Den skulle heldigvis foregå telefonisk takket være COVID-19. Da jeg havde konstateret, at jeg vist ikke fik sovet i nat alligevel, begyndte jeg at se Tiger King på Netflix. Det var en af de vildeste serier, jeg kunne huske, jeg havde set, og jeg kom igennem samtlige afsnit. Jeg havde udtænkt en aganda til samtalen med Martin, fordi jeg ikke gad mere p.. fra hans og Amandas side af.

Fordi det begyndte at sne, mens jeg sad på bænken og forberedte mig på samtalen, kunne jeg ikke skrive på min hårdt prøvede laptop, men jeg havde købt en æske med to kuglepinde i Føtex til 24,95, og på bagsiden af et af de uåbnede breve, jeg altid havde på mig, skrev jeg disposition for samtalen:

Hvis det var lovligt at optage samtalen med Martin, så havde jeg optaget den, og hvis ikke det var, havde jeg ikke optaget den. Jeg var meget venlig og det samme var han. Beklageligvis kunne eller ville Martin intet gøre for at bedre min situation. Han var bare kontrollant, og havde ingen løsningsforslag på mine presserende problemer, som bestod i at varetage kontakten til diverse myndigheder, finde et sted jeg kunne opholde mig i dagtiden, beskæftigelse og at få min autorisation igen. Det var en god samtale, men det var nok mest fordi Martin ikke nævnte noget om nogen tåbelig mentor. Man skulle tro at Martins job var at sørge for, at jeg ikke blev yderligere marginaliseret og desperat, men dér tog jeg godt nok fejl. Martin kunne intet gøre for mig, og fred være med det. Jeg bad ham om at oplyse mig dagsordnen forud for de kommende samtaler og møder med ham, så det ikke var så angstprovokerende, og så jeg kunne forberede mig mentalt og praktisk.

31077 skridt

Jeg vågnede omkring halv ti, klædte mig på (herunder iførte mig skiundertøjet), og tog afsted med det samme. Jeg gik til Hedeland, og ringede til Martin på vejen omrking Taastrup Gymnasium. Det var heldigt, at jeg havde klædt mig så varmt på, det var let blæsende, iskoldt og overskyet med periodevis let slud. Jeg fandt en hurtigere vej til powerfitnessbanen i Hedeland. Jeg gik rundt til de forskellige stationer, tog billeder og prøvede nogle af dem. Det var skønt og derudover fik jeg varmen. Jeg tog bussen tilbage, og da jeg nåede helt hjem var klokken omkring 19. På grund af påklædningen var det ikke særligt slemt at være udendørs i så mange timer, og det var ikke fordi jeg havde gået vanvittigt mange skridt, men jeg havde dog også idag en tung rygsæk på, og det var ikke af lyst at jeg var så mange timer ude. Det kunne ikke blive ved. Det positive ved turen, udover powerfitnessbanen, var, at jeg fik udarbejdet en hel del vigtige rutiner mens jeg gik.

Institut for Socialdarwinisme

Kort tid efter at jeg havde talt med Martin, besluttede jeg mig for at få lejet et lille lokale i et kontorfællesskab, hvor jeg kunne opholde mig om dagen, og sidde i fred og ro og arbejde. Jeg kontaktede en lokal og meget billig udlejer. Vi aftale, at jeg kunne få en rundvisning på onsdag. Desværre skulle jeg have et CVR nummer, men det havde jeg jo haft tidligere, og mens jeg fortsatte til Hedeland, fandt jeg på et meget intetsigende og generisk navn til firmaet. Jeg forsøgte først at finde på nogle sjove navne til mit bull shit proforma firma, men jeg var ikke særlig kreativ, og desuden skulle jeg bare blende ind uden at vække opsigt. Da jeg nåede ud i Hedeland, fandt jeg en bænk, hvor jeg satte mig med computeren og oprettede firmaet. Det tog ikke mere end 20 minutter, men det var godt nok super koldt, hvilket imidlertid øgede min effektivitet betragteligt.

897,23 kroner

Jeg var tvunget til at købe noget til husholdningen samt mad, så mit rådighedsbeløb var i dag knapt 900 kroner. Det var sådan set fint nok, og en forbedring i forhold til sidste måned.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Powerfitnessbanen i Hedeland.

Billede. Til funktionsevnevurderingen.

Pseudo Corp.

Det lykkedes mig utroligt nok at få et CVR nummer. Da det var et bull shit proforma firma, måtte jeg finde på et bull shit logo, bulls shit hjemmeside, bull shit koncept mv. Lige præcis det kunne jeg sagtens. "Jamen, har du tænkt på", var noget jeg var vant til at høre ad nauseam, og i langt de fleste tilfælde havde jeg tænkt på det, hvad end det så var. Det var fint nok at skulle lytte til den slags spørgsmål en gang i mellem, men når man blev regnet for noget man ikke var, og når det var nærmest konstant, var det nedvurderende og ringeagtende at blive pillet ned med den slags, der som regel ikke handlede om at hjælpe mig i forhold til konkrete problemstillinger, men nærmere at insinuere, at det da vist var noget, jeg ikke havde gennemtænkt eller kunne finde ud af. På den måde positionerede spørgeren sig selv. Jeg kunne ikke bruge den slags mennesker eller spørgsmål til noget konstruktivt, og jeg gad ikke at være objekt for deres selvhævdelse længere.

Den Særlige Klageret

I min pause faldt jeg tilfældig over denne historie:

https://ekstrabladet.dk/krimi/klager-over-retsformand-skulle-hjem-og-lufte-hunde/8400385

"I den konkrete sag er det tilliden til retsvæsenet, der er blevet sat på spil, fremgår det af klagerettens dom.

Den enkelte dommer bør gøre sit yderste for at optræde med den fornødne værdighed, ligesom vedkommende skal koncentrere sin opmærksomhed om sagen og dens parter, lyder det."

Historien var interessant i sig selv, og retsvæsenets ligegyldighed og skødesløshed kunne jeg kun alt for tydeligt genkende, men hvad der var mere interessant var en instans, jeg ikke kendte, som hed Den Særlige Klageret. Den måtte jeg hellere læse lidt om.

"Det er en forretningshemmelighed"

Det var hvad jeg måtte sige indtil jeg havde opdigtet yderligere, hvis nogen spurgte. Jeg skulle stå foran spejlet og øve mig i at sige bull shit så som intellectual property, patentansøgninger, forretningshemmeligheder osv. mens jeg holdt masken. Jeg brød mig virkeligt ikke om at lyve, og derfor lod jeg generelt bare være med at sige noget som helst, men hvis jeg blev tvunget til det, måtte jeg jo bare gøre det. Til gengæld måtte jeg gøre en dyd ud af at holde mig så meget til sandheden som overhovedet muligt.

Ergoterapi

Jeg læste om ergoterapi da jeg vendte tilbage, og kom i tanke om at jeg hellere måtte huske at skrive at jeg i dag helt selv kunne følgende: handle ind, vaske tøj, stryge skjorte til i morgen, rengøre hullede sko, sy velcro på venstre jakkeærme, klippe mit eget hår, barbare mig, støvsuge, rydde op, støve af, tale med en ven i telefonen, skrive med to andre venner på sms, og tale med udlejer.

Pseudo Corp.

Billede. Velcroen på min jakke var flosset, og da det tydeligt kunne ses, måtte jeg sy det. Beklageligvis nåede jeg det ikke før mødet, så jeg var nødt til bare at klippe det af.

På vejen over til Høje Taastrup Station, tænkte jeg over hvad jeg dog skulle fortælle hende, der skulle vise mig rundt i kontorfællesskabet. Da jeg talte med hende i telefonen i forgårs, havde jeg sagt at jeg var lægeuddannet, hvilket jeg gerne måtte. Jeg måtte jo ikke sige at jeg var læge, da jeg jo havde mistet minautorisation på et forkert grundlag. Jeg mødtes med hende foran bygningen. Der var en nærliggende bogstander, hvor man frit kunne tage bøger, eller aflevere gamle bøger, og jeg havde fundet to stykker, hvilket var en god samtalestarter.

Billede. Narcissist. Formålet med dette foto var at demonstrere overfor fremtidige ergoterapeuter, at min "aktivitet" og "deltagelse" intet fejlede, at jeg ikke havde noget funktionsevnetab. Taget på mit "corona-kontor" i City 2 forud for mødet.

Vi gik ind i bygningen, op ad trappen, og rundvisningen startede på første sal. Vi kom kun et par meter hen ad gangen før vi standsede op og begyndte at tale om mit foretagende. Der blev vi stående i cirka 45 minutter, og drøftede forskellige forretningsplaner- og strategier. Der var helt fantastisk at tale med hende. Jeg havde jo ikke noget produkt, jeg skulle sælge, jeg skulle bare have et sted at opholde mig i dagtiden, men det lå i kortene at adgangsbilletten var et i mit tilfælde fiktivt produkt. En ting var, at det utroligt nok lykkedes mig at bull shitte mig gennem samtalen uden egentligt at lyve, men noget andet og langt vigtigere var, at hun gav mig så mange ideer undervejs, at jeg blev helt inspireret til faktisk at producere noget.

Samtalen med et andet normalt menneske var meget opløftende, og noget af det bedste jeg havde oplevet i flere måneder. Desværre havde jeg spildt hendes tid, hvilket gik op for mig, da jeg så det mindste kontor hun kunne tilbyde. Det var tre gange større end mit værelse, umøbleret, og udstyret med en glasvæg ud mod gangen. Jeg havde lige akkurat råd til at betale lejen, men jeg havde simpelthen ikke penge til inventar. Jeg var vandt til at sidde på en siddeunderlag på gulvet på værelset, eller i et busstoppested og skrive. Det var ganske udmærket for mig, men når kontoret havde en glasvæg, kunne jeg ikke skjule at jeg sad på gulvet, fordi jeg ikke havde råd til nogen møbler, og det ville være uacceptabelt i forhold til kontorfællesskabets renome og hvor attraktivt det var for nye interesserede lejere. Det var meget nedslående, men det værste var, at jeg havde spildt rundviserens tid. Jeg havde virkelig ikke tænkt på den glasvæg, for i så fald ville jeg have vist på forhånd, at det var urealistisk at leje kontoret fordi jeg ikke havde råd til inventar, og dermed ikke spildt hendes tid.

På det lægefaglige område var der ikke noget at sætte en finger på, men da rundviseren begyndte at tale om alt, der havde med forretningsstrategier at gøre, kunne jeg se på hendes øjne, at her var jeg på bar bund. Det var jeg til gengæld fuldstændig ærlig omring, hvorfor hun gav mig en markedsføring 101 lektion, hvor hun nævnte en fyr der hed Porter:

https://www.investopedia.com/terms/p/porter.asp

Hvis jeg alligevel skulle fake et produkt, hvorfor så ikke bare skabe et rigtigt produkt? Jeg skulle jo ikke tjene penge på det, så mit eneste successkriterie var, at det gavnede andre mennesker, og dermed var meningsfuldt for mig at beskæftige mig med.

Lysten driver værket, og hvad var min største passion? Det var at muge ud i den ildelugtende stald, hvor psykiatrien og det sociale system boede. Problemet var ikke at disse sektorer manglede økonomiske midler; problemet var at de blev brugt helt forkert, hvilket kom patienterne til skade og kostede skatteyderne milliader af kroner. Det var selvfølgelig megalomant af mig at tro, at jeg kunne reformere de to enorme systemer, men det var heller ikke mit mål. Mit mål var at yde en indsats, der - uanset hvor lille og ubetydelig den end var - kunne gøre en positiv forskel.

"Gør det du er bedst til"

Jeg vidste i al beskedenhed noget om de systemer, jeg var ufrillig bruger af. En pseudo-terapiform, der blev anprist flere steder, og som lugtede af bull shit, var NADA behandlingen. Den kunne jeg starte med. Det var ikke en videnskabelig undersøgelse, jeg skulle i gang med, jeg ville bare gerne finde ud af om jeg kunne falsificere min "nul-hypotese", som var at NADA behandlingen var gavnlig. Den kunne også være at NADA behandlingen havde en ligeværdig effekt i forhold til dyrere alternativer. Jeg var jo overordentlig negativt forudindtaget overfor NADA, men så længe jeg kunne redegøre for mine bias, var det vel næsten acceptabelt.

Billede. Umiddelbart forud for mødet havde en bruger skrevet og spurgt om jeg ville kigge fordi og spise hjemmebagte muffins. Da jeg efter mødet kom fordi vedkommende syede jeg den afklippede velcro fast. Det var ikke godt, men det var godt nok.

Rutiner

Spændende og skræmmende læsning af KLs rapporter om socialpsykiatrien. Jeg havde indført følgende rutiner:

• Arbejde med bogen: Minimum 2 x 45 minutter dagligt.
• Arbejde med NADA: Minimum 1 x 45 minutter dagligt.
• Læsning om ergoterapi: 1 x 45 minutter dagligt.
• (DataCamp: 1 x 45 minutter dagligt.)

Jeg ville forfærdeligt gerne indføre flere rutiner, men det var umuligt, når jeg ikke kunne tænke længere end en dag ad gangen. Jeg fik det fysisk og psykisk dårligt, alene ved tanken om, hvor jeg dog skulle opholde mig i morgen. Det var fuldstændigt ulideligt, og jeg orkede det ikke mere. Jeg blev også vred, når jeg tænkte på morgendagen: Hvad fanden bildte psykiaterne sig egentlig ind at fastholde mig i denne helt uacceptable situation af fattigdom, uvished og marginalisering? Modbydelige mennesker..

Jeg kunne sagtens lave alverdens træningsskemaer, stå tidligt op, og alt muligt andet, men hvad fanden skulle jeg foretage mig, hvis jeg eksempelvis stod op kl. 7.00 og tog afsted? Hvor skulle jeg tage hen? Det var faktisk pisse koldt uden for, og jeg ville ikke trave rundt i mange timer hver dag alene for at holde varmen. Forbandede udsigter. Det kunne godt være at andre mennesker også led under restriktionerne, men modsat psykiaterne følte jeg ikke glæde ved andres lidelser, og jeg og mine lidelsesfæller var usamenligneligt dårligere stillede end gennemsnitsdanskeren.

Det var kommet så langt ud nu, at jeg umuligt kunne tilgive eller glemme mine bødler. Jeg havde vist gjort mere end opmærksom på mine vilkår, og der skete intet.

Jeg gjorde op med mig selv, at universet ville skide på mig, og at jeg ikke skulle holde vejret og vente på at de professionelle tog sig sammen. Jeg stod op kl. 7.00 fra nu af, gik rundt til klokken var 15.00 eller jeg døde af kolde, og først derefter vendte tilbage. Motion fik jeg nok af, så træningsprogrammer var ikke relevante. At arbejde med bogen og NADA kunne jeg i værste fald gøre om aftenen.

NADA er fup

Suk..:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/ingen-dokumenteret-effekt-kommuner-bruger-akupunktur-i-alkoholbehandling

Hvorfor kommunerne spildte pengene på nonsens måtte guderne vide. Det lod til at jeg måtte finde noget andet at beskæftige mig med.

Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed

Det var præcis det, jeg hver dag gik og frygtede for når jeg vendte hjem: At der lå et brev fra en myndighed, såsom politiet eller den såkaldte Uafhængige Politiklagemyndighed. Det var kun udlejer, der havde adgang til postkassen, det var ham, der gav mig disse modbydelige breve, hvilket selvfølgelig gav anledning til stor undren hos ham og også spørgsmål, der var umulige for mig at svare på. Alt det kunne i sidste ende meget vel føre til at han mistede tilliden til mig, hvilket igen kunne resultere i at jeg blev opsagt, og dermed smidt på gaden - igen.

Jeg fik det så utroligt fysisk og psykisk dårligt, da der lå en brev fra Den Uafhængige Politiklagemyndiged til mig på sengen her til aften. Jeg vidste hvad det var: Et afslag, som sædvanlig. Så der var ingen grund til at åbne det. Jeg var ikke masochist. Vestegnens Politi havde efter min mening systematisk chikaneret og traumatiseret min familie og jeg igennem årene som følge af uberettigere anklger. Det var jo bla. årsagen til at jeg ikke kunne holde ud at åbne breve. Jeg havde IKKE knivmyrdet en mor og hendes ufødte barn, og jeg havde aldrig været psykotisk og eller utilregnelig, så hvad bildte politiet sig så ind at ransage min familie og mig, i deres søgen efter drabsvåbnet? Der var meget, meget mere Københavns Vestegns Politi, som jeg så det, havde chikanert mig med, falske anklager fra paranoide og dyssociale læger, men jeg orkede ikke mere. Københavns Vestegns Politi kunne tilsyneladende gøre præcis hvad de havde lyst til, uanset hvor forkert og ødelæggende det var, og det fik aldrig nogen konsekvenser for dem. Ingen erstatning, ingen beklagelse eller undskyldning. Det eneste Den Uafhængige Politiklage myndighed kunne finde ud af var efter min opfattelse at frikende deres tidligere kolleger. Ingen mennesker kunne holde til de byrder jeg igennem så mange år var blevet belastet med. Det danske retsvæsen var en syg joke i min optik.

34127 skridt

Jeg var taget afsted tidligt om formiddagen og vendte først tilbage omkring klokken halv seks. Jeg var meget træt efter at have gået til powerfitnessbanen i Hedeland og trænet på den, taget bussen til Hundige, gået ned til stranden, og tilbage til bussen igen på Ishøj Station. Jeg havde snart ikke flere penge, og det perverse brev, der meget vel kunne gøre mig hjemløs på ny, havde slået mig så meget ud, at jeg ikke magtede at udføre de udstrækningsøvelser, jeg ellers plejede efter en så lang tur med tung rygsæk.

Brev til politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Når de danske myndigheder skandaliserede mig over for min udlejer, når jeg ingen penge havde til juridisk bistand, og når folk var ligeglade med om jeg boede på gaden eller ej - så var jeg naturligvis selv nødt til at varetage mine egne interesser. Jeg var nødt til endnu engang at bede politiet og Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at benytte min E-boks, så jeg slap for at gå og frygte deres breve.

CPR:

Billede. Hedeland. Sund, nærende og billig mad.

Billede. Greve Marina.

Billede. Greve Marina.

Billede. Kite surfere ved Greve Strand.

Billede. Kite surfere ved Ishøj Strand.

Billede. Greve Marina.

Billede. Hjemme igen.

En ellers næsten tålelig dag blev fuldstændig ødelagt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Fri mig fra det offentlige system

Mens jeg vandrede rundt, læste jeg oversigtsartikler på Pubmed om occupational therepy, som ergoterapi hed på engelsk. Det var spændende læsning, især de nyeste teknologiske metoder, var fascinerende. Efter en lur på en times tid, var humøret bedre. Jeg havde også læst om hvilke specifikke opgaver socialpædagoger havde, og hvilke forskelle og ligheder der var mellem ergoterapeuter og socialpædagoger. Hvis det ikke var gået op for mig tidligere, så blev det nu klart, at enhver kontakt med det kommunale system i Danmark skulle undgåes som pesten. Jeg vidste at det samme var tilfældet med psykiatrien. Jeg skulle væk i en fart. Væk fra socialrådgivere og socialpædagoger, væk fra umyndiggørelse og stigmatisering. Med fare for at lyde arrogant, var der intet egentligt nyt at læse om de to professioner. Helt ærligt. Jeg havde downloaded en quiz app om ergoterapi, der virkede valid og af høj kvalitet, den test jeg tog fik jeg otte ud af ti rigtige i, og det var alt andet end banale spørgsmål, bl.a. handlede det om specifikke reflekser i to-måneders alderen, Brown Sequard syndromet, og gribefunktion. Ét af de spørgsmål jeg ikke svarede korrekt på, handlede om hvilke specialle arbejdsopgaver en særlig overbygning på ergoterapeutuddannelsen i USA varetog, hvilket jeg næppe kunne forventes at kende til i forvejen. Kom nu ind i kampen..

558,55 kroner

Det var hvad jeg havde tilbage til resten af måneden til alt. Lidt over 50 kroner dagligt. Det var godt nok bekymrende, for jeg havde virkelig ikke brugt pengene på andet end det allermest nødvendige. Nytårsaften havde været omkostningstung, som det eneste. Jeg havde ikke købt noget tøj, som sædvanlig, ingen luksusvarer, og den ene af mine hverdagssko var så hullet at mine sok blev drivvåd, hvis det havde regnet. Det var måned efter måned jeg stort set ingen penge havde. Helt absurd at jeg blev fastholdt i fattigdom.

Brud med værestedet 1

I går i Hedeland fik jeg en opringning fra et 38-nummer, jeg gik ud fra var værestedet, især da jeg umiddelbart efterfølgende modtog en sms derfra der startede med ordlyden:

"Kære alle. Vi savner jer allesammen"

Det var et interessant psykologisk trick at insinuere, at det skam var værestedet, der havde brug for brugerne, at vi var værdsætte, og at det var os, der gjorde værestedet en tjeneste ved at deltage i dets aktiviteter. Var det et eksempel på noget jeg for år tilbage havde hørt i radioen, noget der hed "nudging"?

Omvendt var det faktisk en meget venlig besked, og en rigtig god ide at kombinere fysisk aktivitet med socialisering, og noget man burde indføre på fast basis, så det var helt fint at de skrev til os, men jeg kunne lige så godt benytte lejligheden til at bryde med stedet på en hæderlig måde, så jeg sms'ede følgende tilbage i dag:

Kære Værested. Tak for din søde besked. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er desværre nødt til at slå op. Vi har haft en skøn tid sammen, men jeg føler at vi er vokset fra hinanden. I starten var vores forhold uforpligtende og spændende, men nu er det blevet for rutinepræget. Det er ikke dig, der er noget galt med, men mig, og jeg håber vi kan forblive gode venner. Jeg vil altid tænke tilbage på dig med et smil. Nå ja, din affære med Høje Taastrup Kommune hjalp sgu heller ikke ligefrem på det. Knus Kjeld.

Jeg havde på et tidspunkt modtaget et brev fra Høje Taastrup Kommune, som jeg naturligvis ikke havde åbnet, for hvorfor skulle jeg dog det? Jeg boede i kommunen, men modtog ikke én krone fra den.

Socialpædagogik (social worker) - noter - se Appendiks

Brætspil og middag

En af de andre havde inviteret mig og to andre. Vi spillede brætspil og spiste. Jeg var efterhånden dødtræt af brætspil, også selv om jeg næsten hver gang vi spillede blev introduceret til nye af slagsen, hang det mig virkeligt ud af halsen, men det var den sociale kontrakt, der gjaldt, når jeg var gæsten. Det var gået op for mig, at de officielle spilleregler kun var vejledende, hvilket ofte førte til lange og ophedede diskussioner mellem de andre, så jeg havde gjort det til en vane at læse reglerne. Efter omkring fem timers samkvem skulle jeg videre til en anden bekendt, der boede i området.

Nanoferie

Jeg var hos mit bekendtskab lidt over 21 i går aftes. Her sov jeg på sofaen, og tog afsted om formiddagen. Jeg gik til powertrackbanen i Hedeland, tog bussen derfra til Hundige, gik ned til stranden, og tog nogle generiske sol-over-vandet billeder, mens jeg gik ned ad stranden til Ishøj, hvor jeg fra stationen tog bussen hjem. Jeg havde kun penge på rejsekortet til én tur til. Hjemme igen efter at have sprittet behørigt af, gav jeg mig til at skrive videre.

Billede. Generisk billede fra Ishøj Strand.

Billede. Generisk billede fra Ishøj Strand.

Billede. Til funktionsevnevurderingen.

Brud med værestedet 2

Værestedet svarede på min sms:

"Skal jeg lige ringe Kjeld? Er lidt nysgerrig på affæren:)"

Mit svar til værestedet:

"Ok, det er måske kun en flit :-). Du behøver ikke at ringe, ellers tak. Kjeld."

Anonymisering

Beklageligvis opdagede jeg at jeg ved en fejl ikke havde fået anonymiseret efternavnene på de personer, jeg havde skrevet om i den uredigerede online udgave af min tekst. Jeg forbandede mig selv, da jeg opdagede det i dag, og skyndte mig at anonymisere resten. Årsagen var, at jeg dels ikke var ærligt rutineret i programmet og metoden, og dels at jeg troede at jeg havde gemt alle filerne når jeg havde anonymiseret navnene via funktionen "Replace in files" i GitHub programmet, gemt filen, og synkroniseret til GitHub efterfølgende. Jeg troede at alle ændringer blev synkroniserede på denne måde, men jeg skulle først have valgt "Save All" så ændringerne i alle filerne blev gemt og synkroniseret, og ikke kun den aktuelt åbne fil.

Spørgsmålet var, om det på nuværende tidspunkt betød noget, for min erfaring sagde mig, at anklagemyndigheden for længst var gået i gang med deres anklageskrift. Jeg havde lige akkurat penge nok til mad til resten af måneden, jeg havde talrige gange sendt min tekst til alle tænkelige myndigheder - for ikke at tale om min påtvungne psykiater - længe før jeg udsendte teksten per mails og lagde den online, jeg var fortsat desperat, og jeg havde fortsat intet relevant hørt fra nogen myndigheder, udover ansvarsforflygtelse. Hvad skulle jeg ellers gøre? Vente? Hvor længe i givet fald? Yderligere et år? To år? Tre, fire eller måske fem år? Det blev kun værre med tiden, jeg måtte snart finde min egen lejlighed, men jeg havde ikke penge til et indskud, jeg kunne ikke låne penge til et indskud, psykiatrien og Amanda/Martin havde intet gjort for at hjælpe mig med at finde et sted at bo, og de havde haft halvandet år til det, men aldrig så meget som tilbudt mig hjælp til det, og jeg havde jo flere gange bedt om hjælp til netop det.

Kom til at vælte en 2 liter discount cola, så min hovedpude og mit gulvtæppe blev oversprøjtet. Jeg var rasende på mig selv over noget, der var så relativt ligegyldig, men der skulle intet til længere.

409 kroner

Havde jeg tilbage, så det var fint. Jeg havde ikke råd til at tage hjem fra ROPS i morgen, så enten måtte jeg gå fra Østerbro til Høje Taastrup, ellers også måtte Susanne tage sig sammen og printe en billet ud til mig. Jeg havde blot gået knapt 28.000 skridt i dag, og selv om jeg nok kunne klare at gå distancen i morgen, så havde jeg fået et gnavesår ud for højre achillessene, fordi mine sko var slidt i bund, så jeg ville gerne undgå at gøre det værre.

Jeg var en smule glad for at det var lykkedes mig at være væk fra værelset i så mange timer hen over weekeden, og først var returneret i dag omkring 21.30. Så havde jeg ikke så dårlig samvittighed overfor udlejer, og jeg slap for at skulle afsløres i at være den taber jeg var. Problemet var naturligvis at jeg allerede igen i morgen skulle finde på et sted at være i dagtiden, og jeg var udmattet fysisk og mentalt. Fordelen ved at være så nedtrykt og demotiveret var, at jeg var helt ligeglad med konsekvenserne af mine mails og mine handlinger i øvrigt. Jeg var oprigtigt talt ligeglad med om jeg levede eller døde. Intet gjorde mig rigtigt glad længere, jeg havde intet at se frem til, og hver eneste dag var en tabt kamp.

Jeg havde haft den luksus at måtte takke nej til en invitation, da jeg allerede havde en anden aftale. Det var mange år siden, det var sket sidst. Hos min ven var to andre af hans venner, jeg ikke havde mødt tidligere, men fordi jeg intet fejlede, og fordi jeg udmærket kunne omgåes andre mennesker, fremmede som velkendte, var det ikke noget problem. Det var super hyggeligt, og jeg kunne tale frit og være mig selv, da alle tre var normale mennesker, ikke psykisk syge, retarderede, ergoterapeuter, eller misbrugere. Jeg havde intet imod førnævnte grupper, men det var ulideligt hvis de var de eneste man som normal var tvunget til at omgåes. Jeg var ikke på noget måde bedre end dem, jeg opførte mig ikke som om jeg var det, og det var slet ikke et issue, men de havde bare andre problemer og interesser end jeg, og så var den bare ikke længere. De var sikkert lige så trætte af mig, som jeg var af dem.

Jeg havde mistet al livslyst, jeg kunne ikke se nogen udvej, og jeg var meget nedtrykt over min situation; men når jeg gik en af mine marathonture og hadede livet, fordi jeg havde det på den måde, var der stadig én ting, der kunne få mig til at smile bredt: Jeg havde ikke bøjet nakken, og ladet mig skræmme til at blive psykiater. Og om jeg så blev tilbudt at blive overlæge i psykiatri i morgen, ville jeg til hver en tid foretrække den tilværelse, jeg levede nu. Og jeg ville fortsætte til evig tid med at sende mails og skrive.

Take the long way home

Jeg besluttede mig for alligevel at gå hjem. I starten gjorde det ondt fra såret på højre hæl, men efterhånden som mine sko blev våde, gik det over. Desværre havde jeg som sædvanlig mine computere med mig i rygsækken, hvilket ikke var optimalt i forhold til at gå langt, men det var som det var. Mit ur og dermed min skridttæller var løbet tør for batteri, men mit mål var heller ikke at gå mange skridt, men derimod at få tiden til at gå. Jeg gik fra Østerbro til Høje Taastrup gennem Emdrup, Brøndshøj, Husum, Herlev, Glostrup, og Albertslund. Jeg startede turen omkring klokken 12.30 og var hjemme klokken 18.50. Mens jeg gik, så jeg Watchmen på Netflix på mobilen. Jeg var helt færdig da jeg kom tilbage. Fik lavet diverse udstrækningsøvelser, inden jeg gik igang med at skrive. Penge havde jeg få af, jeg manglede en hue og nye sko.

Billede. Ejby.

Billede. The streets of Albertslund.

Hvad nu?

Tøjvask, og så hjem til en bekendt. Tilbage til lejligheden allerede omkring klokken 16. Hvad skulle jeg så finde på? Der var som sædvanligt intet jeg kunne tage mig til, og jeg interesserede mig heller ikke for noget længere. Det eneste, jeg kunne tænke på, var hvor jeg skulle gå hen i morgen. Jeg gad simpelthen ikke længere. Der skete ingenting, og jeg viste ikke hvor længe mareridtet fortsatte.

Jeg kunne alvorligt talt vanskeligt forestille mig hvordan jeg kunne overleve de vilkår jeg var underlagt meget længere. Jeg forsøgte så godt jeg kunne at aflede mig selv, men det var stort set umuligt. Det var et mirakel at der ikke var sket mere end det var tilfældet. Jeg havde skevet og fortalt det så mange gange tidligere, men det var mere presserende end nogensinde. Jeg var da ligeglad med trusler om fængsling og tvangsindlæggelse. Jeg havde gjort alt jeg kunne ved brug af fredelige midler, og havde tydelig fejlet. Tortur og håbløshed skabte desperation og fortvivlelse, som først resulterede i frygt, siden vrede, og på et tidspunkt - vold. Sådan var det for alle mennesker, og jeg var hverken mere eller mindre standhaftig end alle andre mennesker.

Det så sort, sort ud. Det var umuligt hele tiden at kæmpe, år efter år, kæmpe for noget så basalt som et sted jeg kunne opholde mig uden at fryse eller blive våd af regn, at jeg IKKE havde penge til mad måned efter måned selvom jeg vendte hver en krone. Lars spurgte mig så utroligt dumt igår om jeg havde fået styr på min økonomi. Var han idiot? Jeg sagde til ham, at jeg jo ikke havde nogen økonomi, at jeg havde minutiøst styr på samtlige udgifter og indtægter, men at jeg ikke havde nogen penge. Jeg fik modsat andre i min situation IKKE boligtilskud, eller dækket andre enkeltudgifter. Der var ingen udbetaling af feriepenge, eller coronapenge, jeg kunne ikke trække noget som helst fra, og jeg tvangsafbetalte både sagsomkostninger og kassekredit. Det ville ende helt galt, og hvis jeg var skyld i noget i morgen, mens jeg gik rundt for at få tiden til at gå, var jeg ligeglad. Det var konsekvenserne af tortur, det var indestængthed som følge af danske myndigheders tortur af mig. Det positive ved at jeg gjorde noget, som ingen ønskede, var, at myndighederne og medierne så nok skulle læse det jeg havde skrevet og sendt til dem.

Handling

Det var så ulideligt at jeg blev nødt til at sende min tekst til alle igen. Og igen og igen. På et tidspunkt når det udartede sig til en katastrofe, kunne medierne så spørge de politikere og myndigheder, jeg havde sendt teksten til, om hvorfor de intet havde foretaget sig. De danske myndigheder gamblede med mit og andres helbred. Normalt hadede jeg ansvarsforflygtigelse, men når det så var sagt, så havde jeg gjort alt menneskeligt muligt, og man kunne umuligt klandre mig for noget i den henseende. Alt jeg foretog mig fra nu af var ikke mit ansvar. Så længe jeg blev udsat for tortur, ville jeg ikke holde mig tilbage, og hvis man fordømte mig for de handlinger jeg foretog mig, betød det at man ikke havde empati og sat sig ind i min situation.

Mail til politikere

"Kære ...

30467

Var antallet af skridt jeg nåede op på i alt i dag. Jeg havde ikke sendt eller arbejdet videre på udkastet til mailen fra i går. Jag havde været ret vred og fortvivlet, og det var nødvendigt for mig at rase ud på skrift, når der ikke var nogen jeg kunne tale med. Jeg burde slette udkastet, men hvis jeg gjorde det, kunne jeg jo ikke lære af mine fejl, så jeg lod det stå. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen i dag, så jeg prøvede at gå i en ny retning, der førte mig til Sengeløse, en charmerende landsby skændet af et par relativt stærkt trafikerede veje.

Billede. God ide.

Billede. Hakkemosen.

Billede. Sengeløse.

Sengeløse Kirke er landsbyens ældste bygning. Kirken, der er hvidkalket, er bygget af rå og kløvede kampesten, der stikker frem ved kirkens fod.

Til venstre for våbenhuset ses frihedsstøtten for Lauritz Lassen. Stenen stod oprindelig ved Roskildevej, men blev i 1827 genrejst her på Lassens grav og forsynet med en gravskrift på forsiden.

https://da.wikipedia.org/wiki/Sengel%C3%B8se

Billede. Sengeløse.

Billede. Sengeløse.

184 kroner

Ikke meget, men nok til den 1. I mellemtiden kunne jeg lave et fantasibudget til Lars. Jeg anede ikke hvor jeg skulle tage hen i morgen. Uanset hvad jeg gjorde, ville jeg tabe. Det blev hårdt og vablerne gjorde ondt. Det var komplet ligegyldigt hvis jeg bare havde noget at se frem til. Måske skulle jeg blive hjemme, og gøre hvad jeg kunne for at afslutte det.

Det var alligevel for koldt til at jeg kunne sidde og skrive udendørs. Jeg nåede kun at sidde to forskellige steder i henholdsvis omkring 45 minutter og en halv time. Solen skinnede en gang i mellem, og så var det skønt at være ude, men det meste af tiden blæste det for meget, og himlen var overskyet. Da jeg rejste mig efter at havde siddet anden gang, blev jeg svimmel lidt for længe til at det var fedt, så jeg vendte næsen hjem. Jeg nåede kun op på 25612 skridt, men det var vist mere end rigeligt, og såret på højre achilleshæl var kommet for at blive.

Billede. Albertslund.

Billede. Coronakontoret.

Forlængelse af restriktionerne

Det var forventet at statsministeren ville forlænge restriktionerne, og det var måske indiceret, men det var samtidig en katastrofe for mig. Jeg tvivlede stærkt på at jeg havde lyst til at fortsætte ævred så længe. Der var ingen udvej, der kom ingen og reddede mig, det var alt for koldt og jeg havde snart ingen penge til mad, ikke penge til noget som helst, og derfor var det efterhånden kritisk. Fra nu af gjorde jeg alt, jeg kunne.

95,89 kroner

Det var ikke sjovt at konstatere, at jeg kun havde det tilbage på kontoen, for selv om det var rigeligt til mad indtil jeg fik penge igen den 1., gik det mig på, at jeg ikke havde råd til tandpasta, tøj (det, jeg havde, var flere år gammelt og ret slidt), sko (huller i mine hverdagssko, mine træningssko så slidte at jeg fik slidsår), og mundbind. Jeg havde naturligvis slet ikke råd til møbler, indskud til en bolig, et TV, en brugt cykel, eller optankning af mit rejsekort.

Det var én lang klagesang, det vidste jeg godt, og det så ikke kønt ud, men jeg havde i flere år ydmygt holdt min mund omkring mine vilkår, og det havde heller ikke ført til noget. Jeg syntes det var fair nok at beskrive virkeligheden, og jeg lagde hverken til eller fra i det jeg skrev.

Der var gået betændelse i såret på højre hæl, til trods for at jeg gik i bad hver dag, som andre normale menneker, samt vaskede såret hver aften med vand og sæbe, men når jeg ikke havde andre sko at gå i, eller råd til plaster eller indlæg i skoen, var der ikke noget at gøre. Det gjorde kun ondt i starten når jeg gik afsted.

Da jeg tog afsted i dag, havde jeg intet sted at tage hen og intet mål. Jeg var nået til City 2, da en ven tilfældigvis ringede, og spurgte om jeg ville forbi til frokost. Jeg var udtalt modløs og opgivende, da han ringede, så det var som at blive smidt i vandet langt fra kysten, hvorefter der pludselig og uventet kom en redningsbåd fordi, og samlede én op.

Jeg blev mere og mere indestængt og vred, når jeg gik mine lange ture og tankerne fik frit løb. Det kunne utilsigtet ende helt galt. Der var virkeligt nød til at ske noget i en fart. Alle mennesker ville på et tidspunkt eksplodere, hvis bare man pinte dem tilstrækkeligt, og jeg var blevet pint i en grad i så lang tid, at det var ganske indføleligt, hvis det skete for mig. På den måde gamblede visse myndigheder med mit og måske andres helbred.

Jeg havde aldrig været paranoid eller psykotisk, og derfor var min autorisation som læge blevet frataget mig på forkert grundlag. Præcis dét havde afstedkommet den situation jeg nu befandt mig i. Når det forholdt sig på den måde, var det nok en god ide at give mig min autorisation igen, især hvis man ville undgå at det hele eskalerede. Det kunne godt være at et par psykiatere, embedslæger og en praktiserende læge, blev nødt til at indrømme at de havde taget fejl, og det var synd for dem, det kunne jeg godt se, men der var vist ikke andet de kunne gøre. Jeg var personligt ligeglad med om hvad de blev nødt til at indrømme eller ej, det absolut eneste det drejede sig om for mit vedkommende var det samme, som det hele tiden havde været, nemlig at komme til at arbejde som læge igen.

Jeg var i den heldige situation at jeg ikke bare i dag, men næsten hver dag var sammen med andre mennesker, der ikke kendte min baggrund, og derfor ikke for forudindtaget, som psykiaterne var det, mennesker, som man kunne kontakte og spørge af hvordan jeg havde opført mig i deres selskab. Lur mig om ikke de alle ville sige det, som det var, nemlig at jeg var helt upåfaldende og normal.

Til anklagemyndigheden:

Det var smukt vejr, og jeg havde stor trang til at gå en tur og tage nogle billeder, men det bedste ville være at give såret lidt hvile. På et tidspunkt kunne jeg ikke holde ud at være indendøre, og så gik jeg helt automatisk ud alligevel, men jeg prøvede at trække den længst muligt. Det var pinligt, at jeg ikke havde nogen steder at tage hen i dag, men det værste var at jeg intet havde at gå op i. Jeg ville ønske at jeg kunne samle mig om at læse et eller andet. Det gik desværre ikke at blive på værelset. Jeg måtte ud, og jeg skulle have otte timer til at gå.

Hjemløse-challange

Jeg var sikker på at konceptet var opfundet og afprøvet forlængst, men det kunne være sjovt at gentage det. Jeg havde i perioder sovet under åben himmel, men jeg havde ikke som eksempelvis "X" boet og sovet i over et år på Enghave Plads. Det var hard core, og lur mig om ikke samtlige hjemløse på Enghave Plads var konstant påvirket af som minimum alkohol for at kunne holde det ud. Problemet med et TV-show var naturligvis at man ikke kunne indføre det mest enerverende aspekt, nemlig uvisheden om hvornår det sluttede.

Straight Outta Sengeløse

Jeg skulle have otte timer til at gå udendørs, og da jeg nåede til Sengeløse efter en lille times tid, måtte jeg finde på noget. Coronakontoret var lukket i dag, det var simpelthen for koldt. Virkningen af den isende kulde forstærkedes af vinden, der blæste hen over markerne. På vejen til Sengeløse passerede jeg to gravhøje på min venstre hånd, som jeg var meget nysgerrig efter at kigge nærmere på. Min højre fod voldte mig en del problemer. Jeg gik videre fra Sengeløse til Vadsby, hvilket var utilsigtet, da jeg bare fulgte en tilfældig vej

Vadsby

Jeg fik taget nogle billeder af Vadstrup og læst lidt om dens historie på et skildt.

"Troldene i Byhøj

Sagnet er fortalt af Skrædder N. K. Pedersen, Borre, 1921, efter Hans Johansen, født i Vasby 1838."

Fra https://sn.dk/Taastrup/Lokalhistorie-Byen-ved-vadestedet/artikel/552684, tilgået den 31. januar 2021.

Billede. Før Vadsby.

Billede. Tekst fra skildtet: "Vadsby betyder 'bebyggelsen ved vadestedet'".

Billede. Vadsby.

Billede. Bavnagergaard. En af de fire gårde i Vadsby, der blev liggende i byen efter jordreformerne i 1787.

Billede. Vadsby.

Soderup

Billede. Tekst fra skildtet: "Soderups navn knytter sig til mandenavnet Sorte eller Soti".."Soderup betyder derfor Soti's udflytterbebyggelse".."De historiske kilder fortæller ikke, hvem Soti var".

Fløng

Billede. Fløng.

Kallerup

Billede. Kallerup.

Baldersbrønde

Billede. Baldersbrønde.

Tour de Taastrup

Høje Taastrup var en geografisk omfangsrig kommune. Jeg havde gået og gået, og jeg havde ikke ikke været i alle landsbyerne i kommunen endnu. Der var rigtig meget interessant historie at se i landskabet, og jeg burde tage mig sammen og læse langt mere om det sted jeg var tilflyttet, sådan som man burde. Min fod var defekt, men i dag havde jeg fået strukket ordentligt ud. Jeg kunne godt mærke de seneste dages ture i kroppen, men gudskelov ikke på nogen dårlig måde, udover gnavesåret.

Billede. Til funktionsevnevurderingen.

24,65 kroner

Var der på min konto i morges. Jeg måtte have noget at drikke og spise med på turen, så i Føtex købte jeg to liter discount cola, og en pakke nedsat rugbrød. Det blev 21 kroner. I morgen, søndag, havde jeg kun det resterende rugbrød til hele dagen, og jeg havde intet i køleskabet.

Slut mandag

Afklaring mandag. Nu skulle det fandeme stoppe. Jeg gad ikke at være en belasatning for udlejer, og jeg gad ikke at kæmpe hver dag for at finde nogen jeg kunne være hos. Jeg ville til hver en tid gerne besøge de mennesker, jeg havde lært at kende, men det skulle ikke være fordi det var nødvendigt for at jeg kunne holde varmen. For en sikkerheds skyld måtte jeg skrive et brev til udlejer, hvis det gik galt.

Strategi

Jeg vidste at jeg skulle ud af passiv forsørgelse hurtigst muligt. Desuden tærede det hårdt på psyken at blive behandlet som noget jeg ikke var.

1. Jeg skulle have min autorisation som læge igen, så jeg kunne arbejde og tjene mine egne penge. Grundlaget for min autorisationsfratagelse var fra starten uberettiget. Alle mine andre problemer ville løses ved at jeg kom i arbejde.

2. Jeg gad ikke at have nogen til at fortælle mig noget jeg vidste i forvejen. Sygeplejerske Lars' og sygeplejerske Susannes nedladende og bedrevidende såkaldte hjælpsomhed skulle stoppe. Indtil videre havde ingen af dem fortalt mig noget, jeg ikke var klar over i forvejen, og ingen - udover Susannes åbning af nogle breve - havde gjort noget aktivt for at hjælpe mig. Det var fordi at tale var let, og handling mindre let.

3. Jeg var uendelig træt af systemets passivitet, ligegyldighed og snak. Snak, snak, og atter snak. Jeg skulle have konkrete handlinger på punktform.

4. Jeg var ikke berettiget til nogen former for økonomisk tilskud, fordi jeg ikke modtog kontanthjælp eller førtidspension. Det var der ingen socialrådgivere eller psykiatriske sygeplejersker, der forstod. Den helt forkerte og uberettigede ydelse jeg modtog, "Invalidepension" var en slags forsikringsydelse, som de ikke fattede, og som de ikke gad at sætte sig ind i, da det jo krævede minimal indsats fra deres side af.

5. Et nej var et nej. Når jeg frabad mig noget, skulle det fandeme respekteres. Hvis jeg havde brug for råd og vejledning, skulle jeg nok selv sørge for at bede om det.

4 kroner

Det var heldigvis kun i dag, jeg skulle leve af gammelt rugbrød. Når jeg i morgen fik penge, ville jeg tanke mit rejsekort op, og tage væk. Der måtte ske noget i morgen.

"Magtesløs i systemet"

For at aflede mig selv fra de negative tanker om min situation, var jeg så uforsigtig at se "Magtesløs i systemet" på DR (https://www.dr.dk/drtv/se/magtesloes-i-systemet_-jeg-giver-snart-op_197433). Jeg fik det fysisk dårligt af at se afsnittene, men jeg kunne ikke lade være. Alt det jeg så, kunne jeg fuldt ud sætte mig ind i. Når den frustrerede borger sad og græd fordi kommunen igen havde brudt en aftale, eller når en anden borger ikke kunne holde ud at tjekke E-boks, mærkede jeg en snert af samme følelse.

Der var alt for meget indholdsløs snak, alt for mange frugtesløse møder, aflyste aftaler og alt muligt andet. Og selvfølgelig en masse modstridende og forkerte diagnoser. Det eneste systemet kunne forholde sig til var diagnoser, især psykiatriske diagnoser, og af tvivlsom gyldighed.

Intet var sort eller hvidt, og de medvirkende i programmerne var - ligesom jeg selv - ikke perfekte mennesker, men det var jo tydeligt, at der var en række enorme forhindringer der gik igen i systemet. Det var ikke rocket science hvad der gik galt igen og igen, og alle var klar over det, men ingen, især dem, der fik penge for det, gad at gøre noget ved det. Jeg havde en perfekt løsning, nemlig på godt dansk, ikke så meget pis. Ofte var de professionelle lige eller mere forvirrede end klienterne, og det var forfærdeligt at bevidne. De medvirkene i programmet ville det eksakt modsatte af mig, de ville have førtidspension, og jeg ville arbejde, men den modstand vi alle mødte i systemt, og den enorme afmagt vi mødte, havde vi tilfælles. Det kommunale system var rendyrket idioti, og selv om det måske hjalp nogle, så ødelagde det alt for mange. Og hvad var meningen med alle de elendige konsulentfirmaer, som kommunerne outsourcede deres sagsbehandling til? Det var en enorm industri, der mest af alt lod til at tilgodese dem, der arbejdede i det. Før jeg selv havnede i systemet, var jeg ikke klar over hvor grelt det faktisk stod til i det kommunale system, og jeg magtede simpelthen ikke at kæmpe mod en ignorant kommune også, psykiatrien var rigelig. Det var klart, at det havde store økonomiske konsekvenser for mig at nægte at række kommunen en lillefinger, men det var jeg fuldstændig afklaret med. Det var langt mere ærefuldt at samle flasker for at købe mad, end det var at falde til patten og acceptere en fejldiagnose, som jeg fra dag ét af vidste ville ende med at sende mig på førtidspension, og det var jo helt vanvittigt.

Jeg havde mere end rigeligt med kognitive ressourcer til at læse pensum i ergoterapi på overraskende kort tid - men det interesserede mig bare ikke, og hvorfor degradere mig fra læge til ergoterapeut? Lige så arrogant det lød, lige så sandt var det. Når jeg som nu blev tvunget til at forholde mig til begreber som "deltagelse" og "aktivitet", var det imidlertid langt sværere for mig.

Da det var ved at blive kritisk i eftermiddags, så jeg tilfældigvis at en bekendt havde skrevet en sms, og inviteret mig hjem hos vedkommende til æbletærte. Det var fantastisk, og jeg var meget taknemmelig for denne gestus. Jeg kvitterede med at tage ugens opvask, og installere NemID-appen på vedkommendes mobiltelefon. Jeg var fast besluttet på at det skulle slutte i morgen. Jeg skulle have et håb og en konkret plan, ellers måtte jeg sørge for at man ikke kunne ignorere mig.

Retspsykiater Peter Worm Jantzen

Jeg var ude ad døren lidt over klokken 9. Jeg fik hurtigt betalt de regninger, der ikke var tilmeldt Betalingsservice. Ringede for at tale med overlæge Peter Worm Jantzen. Han var på farten, men da han vendte tilbage ringede han mig op, og vi fik talt sammen hvilket var rigtig heldigt og beroligede mig noget.

Min højre fod dunkede som følge af såret, og selv om jeg havde taget to par strømper på hjalp det ikke sønderligt. Jeg tog derfor i Aldi og købte nogle såkaldte fritidstøvler til 199 kroner, hvilket var et win, fordi min hæl på den måde blev skånet. Jeg tog ud til powertrackbanen og trænede lidt.

Billeder. Generiske billeder af Arken.

Billede. Powertrackbanen.

Billede. Toget i Hedeland.

Støvlerne var tunge, men det gjorde ikke noget. Det lykkedes mig at være udendørs hele dagen indtil omkring kl. 20, og det var perfekt. Jo mindre jeg opholdt mig på værelset, jo bedre. Fordi vejret var så godt med sol i flere timer, behøvede jeg ikke at gå rundt så meget som normalt for at holde varmen, og jeg slap med 34104 skridt i alt. Jeg fik strukket ud flere gange undervejs og derhjemme, hvilket hjalp en hel del. Om aftenen begyndte jeg dog at få det dårligt, idet jeg var forkvalmet med lette diffuse mavesmerter og halsbrand, samt let svimmelhed. Jeg anede ikke hvor jeg skulle tage hen i morgen, hvilket var stressende.

På coronakontoret

Man skulle aldrig håbe på noget, og det kunne altid blive værre, men indtil videre lod det til at i dag var bedre end i går. Jeg vågnede som sædvanlig omkring kl. 5, men fremfor at sove videre, lå jeg vågen indtil halv otte, hvorefter jeg gjorde mig klar og tog afsted. Selv om enkelte dyssociale tidligere kolleger havde sat mig på standby i over fem år, og selv om det ikke lod til at jeg nogensinde kom tilbage på arbejdsmarkedet, så lå det åbenbart så dybt i mig at stå op og komme ud ad døren i en fart for at tage på arbejde, at jeg stadig blev emotionelt belønnet alene for det at emulere at jeg tog på arbejde om morgenen.

Først til Bilka for at købe en rigtig hovedepude, så jeg ikke behøvede at bruge tre sammenfoldede håndklæder. Jeg havde taget rigeligt med tøj på, faktisk så meget, at jeg følte, at jeg brændte og fik det dårligt. De nye støvler var gode forstået på den måde, at jeg ikke mærkede så meget til såret på hælen, men til gengæld var de tunge, og så varme, at mine fødder dampede når jeg tog dem støvlerne af, hvilket jeg gjorde flere gange undervejs. Jeg havde også købt vaskemiddel, skyllemiddel, og en massse mad, og min rygsæk, der var bugnende fuld, vejede alt for meget, og dertil havde jeg to indkøbsposer. Jeg tog forbi powertrackbanen og lavede pullups, og gik gennem Hedeland hen til bussen, som jeg tog hjem.

Jeg havde det generelt fysisk dårligt, og halsbranden og mavesmerterne var tiltaget. Jeg var nødt til at stoppe flere gange undervejs, fordi jeg var stegende varm, fuldstændig udmattet og lettere forpustet. For en gang skyld beroligende det mig ikke at gå langt, og jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem, uanset hvor mange breve, der lå og ventede på mig.

Hele dagen havde jeg følt mig ekstraordinært stresset, hvilket ikke sagde så lidt, da jeg normalt var meget stresset. Jeg kunne ikke holde ventetiden, uvisheden og isolationen ud, det blev kun værre og værre, og det gik mig på i en grad, at jeg blev fysisk syg af det. Jeg tog nogle billeder undervejs på turen, men det var bare gentagelse på gentagelse hvad jeg fotograferede, og der var fortsat ingen af billederne, der var noget bare tilnærmelsesvist interessante eller flotte.

Udover den måde, jeg havde det på, var intet ændret psykisk; jeg var fortsat fuldstændigt apsykotisk, og fortsat ikke til fare for mig selv eller andre. Når der alligevel intet nyt skete i min tilværelse, var der ingen grund til at skrive hver dag, for at demonstrere at jeg stadig var helt normal på alle planer, og at min funktionsevne ligeledes stadig var upåfaldende, præcis som den altid havde været. Hele ideen med at skrive dagbog var jo at beskytte mig selv mod flere overgreb fra psykiatrien og politiet, som til hver en tid kunne og ville påstå, at det svineri, de udsatte mig og min familie for var helt berettiget, da jeg jo ifølge dem var psykotisk: Af uforstålige årsager var førnævntes ord altid lov, men hvis jeg hver dag førte dagbog, og hvis jeg efterfølgende kunne dokumentere, at jeg den pågældende dag havde ført dagbog - vel og mærke med et indhold, der overhovedet ikke tydede det mindste på at jeg skulle være psykotisk - var det sværre for dem at påstå det, de gjorde. Hvis man ikke selv havde prøvet det, jeg havde været igennem, var det næsten umuligt at forestille sig, hvordan det var at være i min situation. Det var som at deltage i en bizar film eller have mareridt, der havde varet i over fem år.

Jeg var ikke psykotisk, og jeg havde aldrig været psykotisk, så var den ikke længere, og på nuværende tidspunkt kendte jeg så mange mennesker, der kunne bevidne, at jeg var, og fungerede, fuldstændig normalt, at det ikke gav mening at skrive længere. Bortset fra, naturligvis, hvis min psykiske tilstand ændrede sig. Indtil da stoppede jeg, og kastede mig over at redigere teksten. Alle der havde bidraget til at smadre mig som menneske, måtte jeg sørge for at få nævnt, og det skulle selvfølgelig være på det mest sobre og ordentlige måde, som selv ikke den mest pedantiske og onskabsfulde anklager eller bistandsadvokat kunne sætte en finger på det. Det eneste systemet efter min erfaring gik op i var at beskytte sig selv, alle praktiserede defensiv medicin eller embedsførelse, og fraset ganske få mennesker, jeg havde mødt på min vej gennem det bureaukratiske helvede, var de ulideligt magelige og ligeglade. Derfor hjalp det at udpege førnævnte, for der var gået noget helt galt i min sag, det var efterhånden ganske tydeligt for enhver, og hvis disse professionelle skulle gøre det mindste for at gøre deres skade god igen, måtte de stå til ansvar for deres handlinger ved navns nævnelse.

Jeg havde gået 36368 skridt i dag, men det gav ikke længere mening at dokumentere det. Fra nu af handlede det kun om at stå op til normal tid, konkret kl. 7.00, og komme afsted, for at returnere mellem 15.00 og 16.00 om eftermiddagen, således at jeg kunne opretholde en god rutine, og emulere at jeg havde et job. Det skulle være virkeligt kold, hvis det ikke skulle lykkedes mig at tilbringe de timer udendørs.

Bekymrende

Jeg havde indtil videre penge til at tanke mit rejsekort op, så jeg tog tilfældige busser fra den lokale togstation til den pågældende bus' endestation for at undgå at fryse. Såret på højre hæl blev ikke bedre, og når jeg gik jog smerterne opad i underbenet for hvert skridt jeg tog, indtil jeg havde gået en lille times tid, hvorefter smerten mildnedes. Den artikel, jeg læste på dr.dk, bekymrede mig en del, for som alle vidste, var koldt, men vildstille vejr ikke det store problem i forhold til at holde varmen, mens der ikke skulle særlig kraftig vind til at gøre det pinefuldt at være udendørs i frostvejr:

"Lavtryk syd for Danmark giver stadig plads til, at vi får kolde vinde fra både det nordlige Skandinavien og Østeuropa. Faktisk kan vi flere dage komme helt ned på temperaturer på minus 15 grader i løbet af de næste tre uger.

Og som om det ikke er koldt nok isoleret set, så vil vinden sørge for, at kuldeindekset meget vel kan få det til at føles som 20 graders frost. De laveste temperaturer vil ligge i løbet af nætterne, men dagstemperaturerne er også særdeles vinterlige med et leje omkring minus seks grader flere dage."

(https://www.dr.dk/nyheder/vejret/vinteren-bider-haardere-end-den-har-gjort-i-flere-aar)

Mens jeg gik rundt eller sad i en bus og lyttede til Roger Penrose, tækte jeg over hvordan et system kunne knække mennesker fysisk og psykisk. Set udefra var det et mærkeligt fascinerende emne, og jeg følte i et øjebliks grandiositet, at jeg kunne skrive en lille bog om det, en slags manual for både apparatchikker inden for systemet, og for læger uden for systemet, der gerne ville misbruge selvsamme system til at få has på deres kritikere.

"Harmfull effects of social isolation on health"

Det var held i uheld for mig, at så mange mennesker som følge af COVID-19 oplevede en snert af det, jeg havde oplevet i over fem år, men for rigtig at forstå hvordan jeg havde det, skulle man også prøve at forestille sig hvordan det var at leve i konstant og reel frygt for at Vestegnens Politi for 9. gang ville komme og beskylde mig for noget modbydeligt, jeg ikke havde gjort, og ransage mit hjem. Politiet havde intet fundet de otte gange de havde forulempet mig, men hvem talte? Det var det, jeg mente, når jeg skrev om hvor forfærdeligt, jeg rent faktisk havde det, og det var det, de fantasiløse og arrogante psykiatere ikke kunne forstå. På et tidspunkt ville nogen forstå det. Læg dertil adskillige afsavn som følge af objektiv fattigdom. Læg dertil og i den forbindelse sult og kuldeeksponering oven i. Læg dertil tandsmerter og smerter fra bevægeapparatet oveni. Læg dertil alle de pykologiske afspekter oveni. Alt det gjorde, at jeg led hver eneste forbandede dag. Det havde ikke det fjerneste med psykose at gøre. Det havde grundlæggende intet med noget psykisk at gøre, men selvfølgelig havde det påvirket mig psykisk. Det værste var næsten, at "alle" vidste hvor ulidelige mine vilkår var, men ingen gjorde noget ved det. Det satte mig i en umulig situation, som der ikke var nogen god løsning på.

Da jeg havde fået det værre, var det relevant at skrive. Det almene ubehag, den trykkende fornemmelse for brystet, hjertet, der galoperede afsted, svimmelheden, hududslættene, mavesmerterne og halsbranden var tiltaget markant, mine fødder og hænder var iskolde, og selv om jeg godt vidste, at det nok ikke ville ske, så føltes det som om at hjertet hvert øjeblik, det skulle være, ville give op af udmattelse. Jeg var ligeglad med om det skete, og jeg var ligeglad med coronavirusset, selv om jeg skam fulgte retningslinerne til punkt og prikke. Det var utilgivelig, at man intet foretog sig, og at jeg som direkte følge heraf led ret slemt. Enhver professionel ansat i det offentlige system, der troede de kunne hjælpe mig, gjorde netop kun mine problemer om muligt endnu værre, da deres misforståede bekymring blot sygeliggjorde mig yderligere på papiret.

Det var et faktum, at det forholdt sig sådan, og det vidste jeg, fordi jeg selv engang havde været en del af systemet. Enhver, der påstod andet, talte mod bedreviddende. Min absolut eneste redning var, at komme ud af systemet i en helvedes fart. Feber havde jeg i øvrigt ikke. Hvis det eneste, jeg skulle forholde mig til, var coronapandemien, ville det ikke have påvirket mig i nævneværdig grad. Tænk hvis mit væsentligste problem bare var coronapandemien. Jeg kunne have vaccineret folk i 12 timer dagligt hver dag hele pandemien, hvis jeg måtte have arbejdet. Jeg elskede den slags rutinearbejde, og jeg havde ingen problemer med meget lange og fysisk hårde arbejdsdage.

Men måske skulle jeg alligevel være glad for, at jeg var blevet kasseret, fordi jeg var "psykotisk" og "paranoid". På den måde skånede jeg kroppen, og jeg blev ikke eksponeret for coronavirusset. Hvis jeg var egoist, burde jeg derfor takke Styrelsen for Patientsikkerhed. På et tidspunkt, når røgen havde lagt sig, skulle regningen imidlertid gøres op, og nogen kom til at skulle forklare hvorfor jeg, hvis problemer alle skyldtes, at jeg ikke måtte arbejde, selv om jeg intet fejlede, sad med hænderne i skødet, mens jeg kunne have gjort en virkelig forskel. Ikke at jeg troede, at nogen gad at forholde sig til min sag, men så måtte jeg jo gøre opmærksom på den selv, idet jeg ikke rigtig havde noget valg, hvis jeg ville overleve.

(https://www.nia.nih.gov/news/social-isolation-loneliness-older-people-pose-health-risks). Ganske vidst handlede artiklen om ældre voksne over 50, men mon ikke at man kunne ekstrapolere til dem på 39.

"Loneliness is an experience that has been around since the beginning of time—and we all deal with it, according to Ami Rokach, PhD, an instructor at York University in Canada and a clinical psychologist. "It’s something every single one of us deals with from time to time," he explains, and can occur during life transitions such as the death of a loved one, a divorce or a move to a new place. This kind of loneliness is referred to by researchers as reactive loneliness.

"That’s when things can become very problematic, and when many of the major negative health consequences of loneliness can set in," she says."

(https://www.apa.org/monitor/2019/05/ce-corner-isolation)

Der var altså ikke kun mig, der var idiot, og der var tonsvis af forskning om emnet.

Jeg oplevede uvandt venlighed fra fremmede hele to gange i dag. Det skete i Netto, da jeg skulle købe en Faxe Kondi Booster, stillede mig i kø, og to foranstående kunder sagde, at jeg gerne måtte komme foran dem, hvis jeg ikke skulle have mere.

Barbara Bertelsen

"Et særligt dramatisk potentiale har beskrivelsen af Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Som Anne Mette Brandt Christensen Frederiksens højrehånd spiller hun en central rolle og er meget tidligt på færde for at sikre, at Danmark tager covid-truslen alvorligt. Efter blot en uge i sit nye job er hun bekymret over, om Sundhedsstyrelsen nu har indset, hvor slemt det kan blive. 26. januar begynder hun at spørge intenst til sagen. Strømmen af spørgsmål bliver suppleret med artikler fra aviser og fra tidsskriftet The Lancet.

Hun oplever, at Sundhedsstyrelsen nedtoner risikoen og gentager 9. februar: »Truslen er ikke overstået«. Et par uger før det første kendte danske smittetilfælde, slutter hun 11. februar en mail til Sundhedsstyrelsen med beskeden: »Hope is not a strategy«."

(https://politiken.dk/kultur/medier/art8039793/Nu-f%C3%A5r-vi-indsigt-i-mailene-fra-Anne Mette Brandt Christensen-Frederiksens-h%C3%B8jre-h%C3%A5nd.-Og-det-er-en-stor-sejr). Hvor var det pinligt for Sundhedsstyrelsen, at den skulle belæres af en jurist, der læste Lancet. Men godt at Barbara Bertelsen var i stand til at tænke selv, og turde stille spørgsmålstegn til den såkaldte fagkundskab.

Afskedsbrev

I går, da jeg var ude at gå, var jeg selvfølgelig tilregnelig og ikke spor psykotisk, men jeg var samtidig presset ud over det normale. Jeg gik og tænkte på mit fremmøde i ROPS på mandag, og det gav mig selvmordstanker, jeg ikke kunne tage afstand fra.

Det jeg frygtede ved mødet var, at jeg fik at vide at jeg ikke kunne få min autorisation som læge igen. Ude i Hedeland, satte jeg mig og tog min computer fra, og skulle til at skrive noget, der nærmede sig et afskedsbrev, som jeg ville lægge online. Jeg havde befundet mig ude i den isende kolde og blæst, der gjorde alt værre, og jeg var ret svmmel og havde det endnu mere skidt i end dagen forinden fysisk. På den computer, jeg havde medbragt, fandt jeg imidlertid ud af at jeg ikke kunne skrive på min dagbog, da teksten fyldte for meget (1,3 MB). Derfor måtte jeg opgive. Jeg skulle mødes med min ven, hvorfor jeg helt opgav mit forehavende. Hvis jeg ikke have haft den aftale, og hvis min ven ikke var så godt et menneske han var, havde der været en reel mulighed for at jeg havde begået selvmord i går. Fordi jeg ikke efter over fem år i et påtvunget helvede ville mere, og ikke kunne holde ud at jeg ikke måtte arbejde som læge. Jeg var sammen med min ven i flere timer, og da jeg endelig kom tilbage, havde jeg gået knapt 36000 skridt, og være udendørs i alt for mange timer.

I dag havde jeg ikke tankerne fra i går, hvorfor jeg også turde skrive ovenstående, men én ting var sikkert: Hvis jeg på mandag ikke fik en plan for hvordan jeg kunne få min lægeautorisaton igen, ville jeg overfor psykiateren fremstå upåvirket, men derefter sende en sidste mail, et afskedsbrev, rundt til samtlige kapt 16000 læger, hvis mail-adresser jeg lå inde med, og dernæst tage livet af mig selv. Jeg kunne mærke at det beroligede mig at det ville stoppe på mandag uanset hvad. Langt de fleste mennesker ville handle som jeg, og det var uhyggeligt at systemet kunne tvinge mig til at begå selvmord. I morgen måtte jeg forberede mig.

I går besøgte jeg først en bekendt, der boede i nærheden. Bagefter købte jeg en Tranbjerg kommode i Jysk til 450 kroner. Resten af pengene var øremærket til mad til resten af måneden, der var ikke råd til noget som helst andet. Det var overordentligt hårdt at bære kasserne hjem.

Billede. Alt for tungt møbel.

I formiddags tog jeg afsted cirka klokken halv ni. Det var så koldt at jeg besluttede at starte med at træne på powertrack banen i Hedeland, hvilket jeg erfaringsmæssigt vidste ville give mig varmen i op til et par timer efterfølgende. Jeg vandrede rundt på må og få, sad i læ, når jeg kunne, og tog en bus når det blev for koldt. Jeg vendte hjem lidt over 16 om eftermiddagen. På grund af den isende vind, gik jeg konsekvent rundt med mundbind på. Jeg var udtalt svimmel i længere tid end jeg plejede, og fingrene, ørene og kinderne var lang tid om at blive varme igen.

Alt det var intet i forhold til hvordan jeg havde det psykisk: Jeg kunne ikke holde ud at tænke på at jeg skulle i ROPS i morgen og med overvejende sandsynlighed modtage den endelige dødsdom. Det eneste jeg kunne tænke på var at skrive det afskedsbrev og få det afsluttet. Det var så ulideligt at tænke på i morgen, at jeg ville have overfaldet forbipasserende, hvis de havde kigget forkert på mig.

Den eneste grund til at jeg ikke gjorde alt det var, at udlejer venligt spurgte mig, om jeg kunne holde varmen, da jeg trådte ind ad døren. Så vidste jeg at jeg kunne holde ud til i morgen. Men det primære problem, dødsdommen, forsvandt desværre ikke, og jeg vidste at det kun blev livstruende værre, for hver dag, der gik, og at jeg afsluttede det, hvis jeg ikke fik en plan eller et håb i morgen. Jeg havde lagt plan for præcis hvad jeg så ville gøre.

Selvfølgelig var jeg stadig ikke det fjerneste psykotisk eller til fare for andre, jeg fejlede intet psykisk eller fysisk, jeg var stadig tilregnelig, og alle mine problmer skyldtes stadigt at jeg ikke kunne få min lægeautorisation igen, så jeg kunne tjene penge til mad, lejlighed, møbler, og alt andet. Det lod til at det var mine bødler, der skulle beslutte om jeg måtte få min autorisation igen, som de var skyld i at jeg mistede, på et forkert grundlag, og det var både absurd og nedslående. Mine bødler var stadig ansvarlige for at jeg - selv om det lød polemisk og overdrevet - var i reel livsfare. Det berettigede at jeg gjorde hvad som helst, der ville sikre min overlevelse på både kort og lang sigt. Det danske retsvæsen havde svigtet mig fælt, og det var efter min opfattelse defekt og intet værd, når det kunne dømme en psykisk rask og ikke-psykotisk læge til døden, eksekveret ved tvangsbehandling med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin.

Oprydning

Jeg ryddede op på værelset, så alt var så parat som muligt, og så udlejer havde så få problemer som muligt. Jeg ville vente med at offentliggøre de breve jeg var i gang med at skrive til i det sekund, jeg var ude ad døren efter Peter Worm Jantzen med beklagelse i stemmen havde bekendtgjort at jeg ikke fik min autorisation igen, fordi mine bødler ikke ville have det, hvorfor jeg blev fastlåst i den torturlignende tilværelse. Jeg ville sende alt til alle for sidste gang. Jeg gad ikke mere. Det kunne være at jeg fik en god nyhed, hvorved jeg intet ville foretage mig, men det var en latterlig tanke, det var falsk håb, og det var ikke noget jeg gad at tænke på. Jeg fejlede intet psykisk, jeg fejlede intet fysisk, der var ikke hjemmel til at tvangsindlægge eller tvangstilbageholde mig, og i Danmark var det lovligt at tage livet af sig selv.

Den praktiserende læges dødsdom af mig

Der var intet at gøre. På grund af den dyssociale (psykopatiske) praktiserende læges overgreb og fejldiagnose, befandt jeg mig i en situation, hvor jeg knapt nok havde penge til mad, og Peter Worm Jantzen fortalte mig at han nu havde undersøgt sagen og havde fået at vide, at jeg skulle have en advokat, hvis jeg skulle have en minimal chance for at generhverve min autorisation som læge. Det var jeg klar over i forvejen, og jeg havde for år tilbage kontaktet den gratis retshjælp, som ikke kunne hjælpe mig dengang, så hvorfor Peter Worm Jantzen troede det nu var anderledes, var et godt spørgsmål, men det var sødt af ham at kontakte retshjælpen for mig, hvilket han var den første psykiater til at gøre.

Således havde Den praktiserende læge givet mig en dødsdom, et faktum, jeg var klar over allerede da jeg flygtede fra politiet for over fem år siden, da førnævnte læge havde tvangsindlagt mig uberettiget på røde papirer. Jeg var dengang på ingen måde psykotisk eller til fare for mig selv eller andre, det kunne man jo høre på min optagelse, og dermed var Den praktiserende læge skyld i alt efterfølgende. Den praktiserende læge havde ved hjælp af politiet udsat mig for vold og frihedsberøvelse, hun havde rettet falske anklager mod mig til Stryrelsen for Patientsikkerhed, hun havde løjet i det juridiske dokument som en tvangsindlæggelseserklæring var, hun havde tvunget mig fra hus og hjem, ødelagt mit liv og min fremtid, og hun var sluppet godt fra det. Det var alt det, jeg havde reageret på. Den praktiserende læge havde skadet mig uendeligt mere, end jeg havde skadet hende. Hun var langt mere kriminel end jeg, og hun startede såmænd. Det var hende, der skulle være tvangsindlagt, ikke mig. Nu tjente hun vel et par millioner om året, mens jeg som følge af hendes overgreb og misbrug sad på en bænk i en park i Søborg i isende kulde og skrev på en gammel laptop, som politiet i øvrigt havde stjålet fra mig i over to år, fordi Den praktiserende læge og Styrelsen for Patientsikkerhed havde bildt politiet ind at jeg havde hacket det fælles medicinkort. Det danske retsvæsen var til at lukke op og skide i. Ud fra en rationel betragtning var det en fordel hvis jeg overtrådte loven og blev fængslet eller tvangsindlagt, idet jeg så ville kunne spare op til den advokat, der var min eneste mulighed for at få min autorisation som læge igen.

Billede. Konsekvensen af Den praktiserende læges overgreb for fem år siden.

Det håb Peter Worm Jantzen havde givet mig var så urealistisk og spinkelt, at det var det samme som intet håb, og jeg tvivlede stærkt på at det kunne holde mig i live i 14 dage til næste gang jeg skulle tale med ham. Hvis jeg i en fantasiverden forestillede mig at Peter Worm Jantzen ved at tage kontakt til den gratis retshjælp, brugte samlet set ret få minutter på forehavnet, og derved skaffe mig min lægeautorisation tilbage - hvorfor havde hans foregænger Hans Raben så ikke gjort det, og derved sparet mig for halvandet års afsavn og lidelse? Hvorfor havde Hans Raben intet foretaget sig, udover at sidde på hænderne og observere, at det gik dårligere og dårligere for mig? Hvad var dét nu for noget?Hvorfor havde sygeplejerske Lars' forgænger Susanne Emde heller ikke foretaget sig det fjerneste for rent faktisk at hjælpe mig? Min fornemmelse var, at Lars ikke rigtig havde kontakt til virkeligheden, hvilket skyldtes hans velmenende og dumme spørgsmål, men jeg vidste at Susanne var skarp nok, og godt var klar over hvad der foregik.

Jeg var hjemme cirka kvart over otte om aftenen, efter at have været udendørs siden halv tre. Jeg nåede at gå 30913 skridt. Jeg havde ikke taget skiundertøj på som normalt, så den kolde vind gik lige gennem tøjet og gjorde ben, armen og ansigt følelsesløse. Det var så koldt at vejene var dækkede af hvid frost og is. Til sidst gik det op for mig, at jeg måtte tage bussen, selv om jeg skulle spare på rejsekortet. På det tidspunkt var jeg en smule konfus, og kom til at gå i den modsatte retning et stykke tid, indtil jeg tilfældigvis så et skildt, der fik mig til at undre mig, hvorefter det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Da jeg sad og ventede de 11 minutter, der gik indtil bussen kom, var jeg ved at falde i søvn. Brusebadet derhjemme gjorde ondt i ekstremiteterne, og hjalp ikke helt i forhold til at få varmen i fødder og hænder, og jeg havde det ikke fremragende rent fysisk.

Flere løgne

Jeg kom i tanke om endnu en løgn, Den praktiserende læge havde fremsat, denne gang i retten: Så vidt jeg huskede, påstod hun vredt, at jeg havde kastet en sten ind af hendes konsultationsvindue, og dermed bragt hende i livsfare. Det var løgn. Det havde jeg aldrig gjort. Og det satte mig i endnu dårligere lys overfor dommeren. Var Den praktiserende læge da ikke under vidneansvar? Hvis hun var det, måtte hun så gerne lyve? Når det nu var løgn, at jeg skulle have kastet noget ind ad hendes vindue, skulle hun så ikke straffes for at lyve under vidneansvar? Det var ikke en ligegyldig og triviel løgn, den skadede mig i høj grad. Den praktiserende læge havde også misbrugt mit CPR-nummer, noget der var dokumenteret sort på hvidt, samtidig med at hun rettede falske anklager til Styrelsen for Patientsikkerhed mod mig for at misbruge hendes CPR-nummer, hvilket var løgn, hvorfor der da heller intet bevis eksisterede på hendes paranoide og psykotiske påstand. Men når hun brød loven, var det helt i orden, you go girl.

Jeg havde intet tilbage, intet positivt at leve for, og intet håb. Hvad forventede man, at jeg skulle gøre, og hvordan troede folk, at de selv ville reagere i min situation? Nu var det på tide at begynde at skrive rundt.

Selv om jeg var dødtræt i nat kunne jeg ikke sove før omkring klokken 5 om morgenen, fordi jeg lå og tænkte på samtalen med Peter Worm Jantzen og Lars Andersen. Jeg var dybt skuffet over resultatet af samtalen og over Peter Worm Jantzen. Jeg havde nok sat ham op på en piedestal, hvilket var min egen fejl. Han var trods alt kun et menneske, og måske havde han også været "Svindellægens" læsemakker, eller forsket sammen med ham. Peter Worm Jantzen ville ikke forholde sig til selve årsagerne til min reaktion, han ville ikke forholde sig til det svineri og de klokkeklare ulovligheder Den praktiserende læge og Svindellægen havde begået, og som alle ande i systemet faldt han tilbage på paragraffer og juridiske termer, når han ville sable mig ned. I nat var jeg så nedtrykt og fortvivlet over min håbløse situation, at jeg var akut selvmordstruet. I dag var jeg det ikke, men jeg kunne ikke vide hvad der skete i nat eller i morgen, og det blev hele tiden værre.

Jeg kunne umuligt vente 14 dage til at Peter Worm Jantzen havde talt med den gratis retshjælp. Problemet var, at hvis jeg betroede mig til nogen inden for systemet, ville det resultere i en tvangsindlæggelse, og det var morbidt ironisk, da mine selvmordstanker netop og udelukkende var forsaget af selv samme system. Derfor ville det være den sikre død at indlægge mig. Det var sjovt nok præcis det jeg havde skrevet til Camilla Elvekjær i 2015 før hun uberettiget tvangsindlagde mig på røde papirer. Jeg begreb ikke, hvorfor det var så svært for psykiaterne og lægerne at forstå. Måske handlede det i virkeligheden om én eneste ting, nemlig at de bedrev defensiv medicin, og skulle have dækket deres egen ryg, idet ingen havde mod til at risikere at havne på forsiden af Ekstra Bladet, ifald de havde undladt at tvangsindlægge en selvmordstruet patient, som efterfølgende gjorde alvor af truslen. Psykiaterne gjorde altid primært hvad der var godt for dem selv i enhver tænkeig situation, ikke patienten, og det var selvfølgelig dybt amoralsk. Der var således flere årsager til at de ansatte i systemet var de sidste jeg ville betro mig til. Hvis det mod forventning lykkedes Peter Worm Jantzen at give mig min autorisation som læge tilbage, var jeg ham dybt og evigt taknemmelig, men i modsat fald var han en del af problemet, og hvert sekund jeg var tvunget til at tale med ham skadede mig overordentlig meget psykisk. Han virkede oprigtigt som et godt menneske, hvilket var unikt inden for psykiatrien, og det måtte være svært for ham at acceptere at han først og fremmest skadede mig.

Der gik iøvrigt et par timer før blodcirkulationen vendte helt tilbage i hænderne i går, og i dag producerede jeg purulent ekspektorat, men var ellers feberfri, og hostede ikke. Der var ingen tvivl om at den vedvarende svære stress eroderede mit immunsystem, og gjorde mig fysisk syg.

Jeg var ude fra lidt i ti til lidt over 17. Jeg var fuldstændig drænet for energi, og jeg orkede ikke at gå særligt meget. I bussen og på bænkene sad jeg og blundede, og i sidstnævnte tilfælde var det med tre engangsmundbind og halstørklæde snørret rundt om hovedet for at beskytte mod den kraftige og iskolde vind. Jeg var godt nok ude i Hedeland og lave pullups, men det var en kamp, og jeg præsterede ikke det jeg plejede. Bagefter var jeg nødt til at sidde i flere minutter på en bænk for at sunde mig. Jeg oplevede flere kortvarige episoder af trykkende venstresidige brystsmerter, og det var ubehageligt, omend sikkert ganske fredelige ekstrasystoler. Det var svært at vurdere om jeg havde feber, for når jeg var ude, var det meget koldt, og når jeg kom ind brændte kinderne. Jeg gik meget, men jeg kørte også en del med bus, og de steder jeg færdedes hørte til de mest coronaplagede i landet. Derfor var jeg yderst omhyggelig med at spritte af, og jeg havde altid en lille flaske med håndsprit med mig. Mine endagskontaktlinser voldte problemer, den kraftige vind, kulden og den periodevise kraftige sol havde de ikke godt af.

Billede. Isen på badebroen var smuk.

Billede. Fandt et sted med læ i klitterne.

Social isolation

"Men hvad har coronakrisen egentlig kostet både økonomisk og for vores folkesundhed? Og hvilke langsigtede konsekvenser vil coronakrisen få for vores sundhed?

(https://www.dr.dk/nyheder/indland/coronakrisens-langsigtede-konsekvenser-bekymrer-eksperter-kan-risikere-tabe-de)

Det, Rikke Lund fortalte, havde jeg stiftet bekendtskab med allerede i 2015, da jeg blev kasseret på Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet, fordi Svindellægen havde sørget for, at jeg ikke måtte blive speciallæge, og derfor var uønsket. Læg dertil fornedrelsen og ydmygelsen ved at være tvunget til at møde op i ROPS hver fjortende dag. Det var ikke til at bære, og dem, der kritiserede og hånede mig, anede ikke hvad det var for vilkår, jeg var underlagt, de have aldrig på egen krop følt hvor ødelæggende det var, og derfor var deres fordømmelse intet værd. Hvis de fik det bedre med dem selv ved at latterliggøre mig, så var jeg glad på deres vegne, men overfor mig skulle de holde deres kæft, og glæde sig over at de havde job, familie og fremtidsudsigter. Social isolation var psykisk tortur, og man kunne få folk til at sige og skrive hvad som helst, hvis man udsatte dem for tortur. Sådan var og havde det også været for mig, og det skammede jeg mig ikke over, selv om jeg selvfølgelig heller ikke var stolt over det. Jeg var sikker på at jeg nok skulle klare den i nat, om ikke andet fordi jeg var så træt at jeg kom til at sove igennem.

Jeg var apatisk, fortvivlet og nedtrykt, men jeg havde ingen selvmordstanker eller impulser. Der var ikke andet at gøre end at gå i seng, selv om klokken kun var lidt i 20.

Den ubehagelige trykken i venstre side af brystet tiltog, varede længere og længere tid, og forhindrede mig i at falde i søvn. Jeg kunne heller ikke lade være med at rumminere over min håbløse situation. Jeg ville forfærdeligt gerne fokusere på noget andet, men det var umuligt, som jeg lå i mørket og vendte og drejede mig. Jeg havde igen mistet alt, jeg med stor møje og besvær havde bygget op: Det meste af det netværk, jeg havde skabt i området, havde jeg mistet kontakten til igen. Jeg var igen på vej ned i det sorte hul, og der var vist ingen tvivl om hvad årsagerne til det var.

Jeg lå også tænkte på hvor jeg skulle tage hen i morgen, og jeg anede det ikke. Jeg kunne sagtens koncentrere og fordybe mig, men der var intet, jeg interesserede mig for længere. Jeg kunne slet ikke vente i 14 dage på hvad Ps havde fundet ud af. Det kom til at ende helt galt, al initiativ og motivation var pist væk. Når man ødelagde mennesker, skulle man gøre arbejdet ordentligt, og få dem slået i hjel af ens venner i psykiatrien med tvangsbehandling med livsfarlig medicin, eller gøre tilværelsen så trøstesløs for dem, at de tog deres eget liv. Hvis de mennesker, man ødelagde overlevede, men intet havde at miste, og intet havde at leve for, kunne det ende galt. Når man på grund af en åbenlys fejldiagnose fjernede ens forsørgelsesgrundlag og livsværk, risikerede man at ofrene blev vrede, ja, faktisk rasende. Så gjaldt det om at berigtige fejldiagnosen i en fart, men var man for arrogant og grandios og nægtede, så satte man ens offer i en umulig og ulidelig situation, der ikke var nogen vej ud af. De foranstaltninger man havde i Danmark til at sikre at arrogante praktiserende lægers, psykiateres og embedslægers fejldiagnoser blev korrigeret, var defekte, og sovsede ind i interessekonflikter.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle give mig i kast med, jeg kunne ikke holde ud at se mere Netflix, og der var ingen steder, jeg havde lyst til at gå hen. Der var aldrig gode nyheder, og jeg orkede ikke at tjekke hvor meget, der stod på min konto, for jeg brugte kun penge på billig mad, og jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til, når jeg løb tør for penge igen. Så stod den på sult igen igen, og det magtede jeg ikke at tænke på. På et tidspunkt, når jeg stod i Aldi, ville mit kort blive afvist, og så vidste jeg, at jeg var på røven. Det var helt utroligt, at blandt andre psykiaterne ikke fattede hvor modbydeligt det var, og at jeg aldrig øslede mine penge bort, men jeg kunne jo ikke blive ved med at prøve at forklare dem det. Jeg fattede heller ikke, hvorfor der ikke var nogen "voksne", der greb ind, men hvad skulle jeg gøre? Det handlede vel om den naturlov, der gennemsyrede det offentlige system, der hed "magelighed" - der var selvfølgelig markante undtagelser, Peter Worm Jantzen blandt andet - men de fleste gjorde bare som de plejede, og spildte ikke energi på at tænke kritisk og selvstændigt, og jeg vidste, at jeg langt fra stod alene med den oplevelse. Det var derfor vigtigt at hylde de ildsjæle, der lyste op i mørket, og en af mine venner havde nogle eksempler på offentligt ansatte i kommunen og psykiatrien, der havde hjulpet ham enormt meget, og hvis jeg en dag fik overskud til det, var han klar til at lade mig interviewe ham om disse mennesker, så jeg kunne skrive om dem, og hvorfor de var guld værd.

Det var nu ikke fordi jeg havde høj ancinnitet i systemet sammenlignet med dem, jeg omgikkes, men ikke desto mindre drømte jeg om at skrive en bog om hvad der virkede og hvad der absolut ikke gjorde i systemet, og her var det oplagt at få mine bekendte til at berette om deres erfaringer. Jeg kunne sagtens være nuanceret, hvis det skulle være, og bogen skulle være konstruktiv, og ikke kun indeholde brokkeri. Der var så mange lavt hængende frugter at plukke, og det jeg i al beskedenhed kunne bidrage med var, at jeg havde været på begge sider i systemet. Det kunne derfor også være fedt at tage kontakt til andre med en relevant faglig baggrund, der også havde været på begge sider, socialrådgivere, socialpædagoger, og sygeplejersker eksempelvis. Det var sikkert noget, der var lavet tidligere, men det var værd at arbejde videre med ideen. Min erfaring var, at de fleste nye tiltag inden for psykiatrien, eksempelvis, var udarbejdede af skrivebordsgeneraler, der ikke anede, hvad de lavede, og det resulterede i dyre og tåbelige tiltag såsom sanserum og NADA behandling. Fancy prestigeprojekter, en afdeling eller kommune kunne profilere sig på, men som var virkningsløse.

Noget andet, der kunne være virkelig gavnligt, var at lade ansatte i kommune og psykiatri udtale sig anonymt om utilfredsstillende forhold for patienter og borgere. Det behøvede ikke at være de store afsløringer, det skulle netop være de små forhold i dagligdagen, som medierne ikke gad at skrive om, men som samlet set var meget skadelige og ressourcekrævende. Igen var det nok noget, der var blevet lavet i forvejden, men min fornemmelse var, at det i såfald var udført af arbejdsgiverne, og at medarbejderne ikke turde være helt bramfri. Og selv hvis man havde den viden, der skulle til, var det ikke sikkert, at den blev implementeret, og et fremragende eksempel på det, var den enorme forskel, der var på afdeing 81, som fungerede nogenlunde, og så R3, som var et helvede på jord, hvor intet fungerede, især ikke de ansatte.

Ja, der var meget, jeg kunne lave, men tilbage til virkeligheden igen, var jeg sat skakmat på grund af enkelte rådne tidligere lægekolleger, og et retsvæsen, der ikke fungerede. Ofte tænkte jeg, at det var omsonst at kæmpe videre for at få lov til at leve et værdigt liv, og at jeg skulle have begået selvmord umuddelbart efter Den praktiserende læges overgreb, da jeg jo allerede på det tidspunkt vidste at mit liv var ødelagt, og den mulighed var desværre stadig yderst realistisk. Jeg kunne ikke holde ud at leve den tilværelse hun havde skabt til mig, hvor livet langsomt blev klemt ud af mig, hvor det hele tiden blev værre og mere uudholdeligt, og hvor tiden arbejdede imod mig. Hun og hendes venner havde gjort et godt stykke arbejde med at smadre mig psykisk og fysisk, og gøre alt jeg sagde utroværdigt. I den sammenhæng var den ellers alvorlige coronapandemi for intet at regne.

Jeg kunne heller ikke sove i nat før omkring klokken 4. Det var længe siden jeg havde haft det så dårligt psykiisk, og det var ikke rocket science at regne ud hvad årsagen var, nemlig det katastrofalt skuffende og ubehagelige fremmøde i ROPS i foregårs. Jeg havde det så elendigt at jeg måtte fokusere på ikke at gøre noget aktivt for at afslutte pinslen. Det var dybt amoralsk og uansvarligt at behandle nogen på den måde. Når den eneste kontakt man havde med andre mennesker var dybt fornedrende, var det et alvorligt problem. På den ene side var jeg taknemmelig for Ps hjælp, på den anden side var det alt for lidt, alt for sent, og hvorfor gjorde han det ikke for halvandet år siden? Det tog ikke ham mere end ti minutter at tale med den gratis retshjælp, men de få minutter ville bogstavgligt talt redde mit liv potentielt set. Og hvor stod det i den danske straffelov, at jeg skulle udsættes for psykiisk tortur resten af mit liv? For det var det jo at skulle tvinges til at møde op i ROPS, og blive behandlet som noget man ikke var. Hvis folk vidste hvordan det var, ville de få et chock. Jeg kunne ikke holde til det svineri, og hvis jeg ville gøre mig håb om at overleve, måtte jeg flygte fra Danmark til et land, hvor psykiatri og retsvæsen ikke var defekt, og hvor mennesker kunne tænke selv. Fysisk var jeg totalt udmattet, og jeg sad og blundede i både bussen og på flere bænke.

Københavns Vestegns Politi

Jeg havde det rigtig skidt, og var derfor nødt til at tage hjem, da jeg ikke kunne sidde og sove på en bænk på Ishøj Station eller foran Hundige Storcenter. Når jeg havde det allerværst, var det klart, at der selvfølgelig skete noget, der fik mig til at have det endnu værre, og det var et brev fra Københavns Vestegns Politi, som udlejer havde lagt til mig. Det var så ubehageligt, at jeg bogstavligt talt var ved at kaste op. Jeg åbnede det, og kunne læse at Københavns Vestegns Politi igen havde frikendt sig selv: Politiet skulle ikke på foranledning oplyse deres tjenestenummer. Det gjorde mig rasende at læse det, som S, juridisk konsulent i Københavns Vestegns Politi havde afgjort. Jeg skrev tilbage til hende med det samme:

Kjeld Andersen."

Af alle betjente, jeg havde stiftet bekendtskab med fra Københavns Vestegns Politi, var der så vidt jeg kunne huske kun en enkelt, der var hæderlig. Jeg kunne have skrevet et venligere brev til Charlotte, men jeg orkede ikke mere. Der var engang jeg trode at politiet var de mest korrekte, ordentlige, ansvarsbevidste og grundige mennesker i Danmark, og jeg var ubetinget tillidsfuld i forhold til dem, samt autoritetstro, men så blev min familie og jeg chikaneret af dem syv gange, og det tvang mig til at søge væk fra min familie, og mine venner for den sags skyld, for at beskytte dem fra yderligere overgreb.

Jeg kunne virkelig ikke klare mere, det var som om jeg brændte, mine øjnlåg var hævede, øjnene blanke, og når jeg havde sovet, måtte jeg sende min tekst rundt igen. Eller måske skulle jeg nøjes med Folketingets Retsudvalg igen. Det var vigtigt at landets læger, og politikere blev gjort bekendt med hvordan politiet fungerede i forhold til den enkelte borger. Pressen skulle ihverfald have en kopi. Men hvorfor hidsede jeg mig egentlig op over politiets opførsel? Det var jo ligegyldigt, ligesom det hele var ligegyldigt. Regler var til for systemets skyld, men de gjalt jo ikke for systemet selv. Det var en joke, og jeg burde bare grine af det, og lade være med at spilde tiden med at varetage egen retssikkerhed. Måske blev jeg behandlet så ringe af politiet fordi de troede på det vrøvl de kunne læse at Retspsykiatrisk Klinik havde skrevet om mig i deres journal? Hvis jeg faktisk var psykotisk og utilregnelig, var det jo berettiget at behandle mig som affald. Gad vide hvordan de mennesker ville have det hvis det de udsatte mig og min familie for skete for dem? Det ville de da ikke finde sig i, de ville også blive desperate på et tidspunkt. Jeg var ganske udmærket klar over at politiet hadede og latterliggjorde mig, men det var kørt alt for langt ud, og jeg var ligeglad med deres eventuelle repressalier på nuværende tidspunkt.

De såkaldte trusler mod Styrelsen for Patientsikkerhed, som IKKE var trusler, skyldtes afgrundsdyb desperation over at jeg havde fået at vide af politiet i forbindelse med en af deres mange uberettigede ransagninger, at ransagningerne var sket på foranledning af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det kostede mig livslang tvangsbehandling, for det danske retsvæsen var retfærdigt på den måde, men det illustrerede at alt ting skam hang sammen: Myndighedernes magtmisbrug og overgreb resulterede i fortvivlelse og bemærkninger udtalt uden at der var tænkt over dem først. Det var naturligvis klart at jeg ikke kunne tillade mig at blive desperat over årelang chikane, og at det måtte straffes med de facto aflivning.

Det var kritisk at nogen tog sig sammen og gjorde noget. Hvor var Institut for Menneskerettigheder? Hvor var Ombudsmanden? Hvis jeg blev udsat for det jeg blev udsat for, blev andre det selvfølgelig også, eller også var de i risiko for at blive behandlet som jeg, og derfor var min situation relevant for andre, i al beskedenhed. Var det virkeligt for meget at forlange at blive behandlet ordentligt? Var samfundets institutioner virkeligt så forrådede at man fortsatte med at ødelægge mig psykisk og fysisk? Der måtte da være bare en enkelt bureaukrat, der havde dårlig smag i munden, og om ikke andet, så anonymt tippede nogen om det.

Jeg måtte hellere blive coronatestet i en fart, så jeg bestilte en tid på nettet til senere i aften. Jeg var ligeglad med om jeg havde den eller ej, men af hensyn til udlejer måtte jeg afsted og få det afklaret. Hvis testen var positiv, skulle jeg i isolation.

Jeg var ude klokken 21.45 og blive testet. Jeg sejlede rundt med feber og kvalme. Der var -5 grader, og det blæste en smule. Jeg havde siddet og læst på stationen i en lille time, men kom alligevel 45 minutter før tid, så jeg gik rundt i området indtil det blev min tur. Selve testningen foregik overraskende let, det hele kørte som smurt, og testeren var meget venlig. Jeg samlede på venlige mennesker, der var ikke noget der var bedre end venlige mennesker. Jeg var meget træt og sad og blundede i bussen, men så snart jeg kom hjem og lagde mig i sengen kunne jeg ikke sove.

Det trykkende ubehag i venstre side af brystet var kommet igen, og der var ikke tale om hjertebanken. Det var sikkert belastning, og som læge vidste jeg godt hvad det betød på sigt, og det var bekymrende. Det var meget skadeligt for helbredet at blive sjoflet og chikaneret af myndighederne, og det var bogstavligt talt den måde man døde af stress på. I et rigtigt retssamfund ville sådan noget ikke forekomme, men på grund af psykiatrien var Danmark ikke et rigtigt retssamfund. Det var ikke nogen overdrivelse, og jeg var ikke i tvivl om at eftertiden ville se tilbage på psykiatrien som en kræfsvulst på lægestanden. Jeg kunne skrive en bog om de mennesker jeg havde mødt og deres dårlige erfaringer i psykiatrien. Det var helt vildt hvor meget og hvor længe psykiaterne behandlede de sagesløse patienter med antipsykotika. Alle jeg kendte, der fik det lort, var plaget af svært sundhedsskadelige bivirkninger, og alle kunne fortælle hvor forfærdeligt det var at være totalt handlingslammet af medicinen, og bare sidde i deres lejlighed og kigge ud i luften, mens årene gik, og hvor godt det var når deres egen læge, ikke psykiateren, eller når de selv nedtrappede medicinen. Den praktiserende læges overgreb havde været nådesløst, og den alvorlige fejldiagnose hun havde givet mig, var en dødsdom. Derfor blev hun nødt til at korrigere den, og hvis hun var for rethaverisk og arrogrant til at gøre det, måtte andre og mere ansvarsfulde og voksne mennesker gøre det for hende. Jeg var sgu ligeglad, men jeg kunne aldrig acceptere hendes dødsdom, uanset hvor meget hendes veninder og venner truede og intimmiderede mig. For mig drejede det sig om selve min eksistens, for hende drejede det sig om forfængelighed. Hvad ragede det mig at jeg blev truet med tvangsindlæggelse pg fængsling for ikke at acceptere hendes dødsdom? Som om det betød noget. Jeg var ikke så "psykisk sårbar" som idioterne troede. Det mest ulidelige var ventetiden, ikke selve myndighedernes overgreb.

Gåtur

Jeg havde ikke kunnet falde i søvn i nat som følge af politiets brev. Hvor var det dog tarveligt og under lavpunktet den måde de behandlede mig på. Samtidig med at jeg var maksimalt presset både psykisk og fysisk, skulle jeg forholde mig til slags svineri. Jeg kunne huske den pågældende politiassistens makkers tjenestenummer, selv om jeg kun så det kortvarigt en enkelt gang for snart tre år siden (24238), og så kunne han ikke engang huske sit eget tjenestenummer, og han havde ikke eksekutive evner til at fremskaffe det. Det var godt nok pinligt og useriøst, og jeg skulle nok sørge for at gå all-in på det, og følge sagen til dørs.

Hvor om alt ting var, så havde jeg det fortsat dårligt med udtalt svimmelhed, kvalme og feber. Jeg havde godt af at gå en lang tur oven på i går, men udover min fysiske tilstand, var det ret koldt udenfor, og selv om jeg sad i solen og læse i den nyeste bog, jeg havde fundet i tagselv bogreolen ved stationen ("Et liv i rødt og grønt" af Morten Lange), varede det ikke længe før jeg frøs så meget at jeg var tvunget til at bevæge mig. Jeg var totalt udmattet og havde ikke lyst til at gøre andet end at ligge i sengen, men takket være politiet kunne jeg ikke holde ud at være hjemme, og desuden turde jeg ikke risikere at være til for meget besvær for udlejer ved min tilstedeværelse af frygt for en opsigelse af mit lejemål, og skete det, ville det være helt uoverskueligt. Jeg ville hellere dø end tilbage på forsorgshjemmet, og jeg havde ingen penge overhovedet.

Svar på coronatesten

De to gange jeg havde logget ind for at se testsvaret, havde der været tekniske problemer, så jeg måtte forsøge igen i morgen. Der var vist ingen tvivl om at noget var helt galt, men de andre infektionssygdomme holdt ikke ferie fordi COVID-19 var den nye dreng i klassen. For ikke at eksponere udlejer sprittede jeg alt af.

Også i dag kom jeg vidt omkring, men jeg fik desværre ikke målt skridtantal, da mit ur var løbet tør for batteri. Jeg var dog non-stop udendørs fra ca. 10.30 til lidt over 20 her til aften. Den sidste times tid havde jeg siddet og læst på stationen, og jeg var ret afkølet til sidst. Hjemme igen brændte mine kinder, faktisk hele ansigtet, og jeg var meget utilpas. Hosten var ikke blevet bedre. Det eneste positive ved min tilstand var, at jeg ikke havde overskud til at kære mig om repressalier fra politiet eller psykiatrien. Om jeg lå i min egen seng, i sengen i en fængselscelle eller på en lukket psykiatrisk afdeling var lige meget nu.

Billede. Meget smukt og meget koldt vejr.

Billede. Siluet af en gravhøj på vej fra Sengeløse.

Coronaadfærd

Når jeg bevægede mig rundt på Vestegnen kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til hvordan folk håndterede coronarestriktionerne. Der var en række fællestræk, der karakteriserede forskellige grupper af personer. Der var de unge i mindre grupper, der ikke bar mundbind, måske for at provokere, for at vække opmærksomhed, som et statement, for at gøre oprør, eller for at positionere sig inden for gruppen. Uanset hvad, så gjorde de det på bekostning af deres medmenneskers liv og helbred. Der var også enkelte voksne, som ikke bar mundbind, ikke havde synligt tegn på at de var undtaget, og ikke fremstod som om at de var undtaget. Jeg så ingen der kommenterede det, og jeg gjorde det heller ikke selv. Der var også dem, som ganske vidst bar mundbind, men som ikke havde luret at næsen også skulle dækkes. På den måde var det lidt mere symbolsk. Det var mundbindene. Der var også afstandskravet, som de fleste forstod og overholdt, men der var også både dem, som ikke holdt afstand, selv om de var få, og dem, der eksempelvis i køen i supermarkedet demonstrativt stod mindst fire meter fra den foranstående. Og dem som ikke handlede ind alene, men med hele familien.

Der var også enkelte, der udover visir og mundbind, også bar engangshandsker og afsprittede håndtagene på indkøbskurvene. I forhold til at afspritte hænderne, var der vel omtrent lige så mange der gjorde det, som ikke. Noget der virkede som om at det blev underprioriteret, var alle de steder hvor folks fingre og hænder spredte smitte: Det var alt fra butiksvarer, som man tog op, kiggede på og lagde tilbage igen, til dørhåndtag, gelændre, automater, eksempelvis billetautomater, stænger i busserne, som man holdt fast i, rejsekorttjeckindautomaterne og hæveautomaterne mv. Generelt var det dog imponerende så mange, der overholdt restriktionerne som de skulle.

Palle alene i verden

Hvad folk talte om i al almindelighed, hvad der var in, hvad man syntes om alt der havde med coronapandemien at gøre, var jeg ikke klar. Jeg var som et spøgelse, og jeg talte stort set ikke med andre mennesker længere. Det var ligesom i filmen den 6. sans, bortset fra at jeg godt vidste at jeg ikke eksisterede. Jeg fulgte dog med i alle de store online nyhedsmedier, så jeg var ikke helt afkoblet. For mig var coronarestriktionerne en kvantitativ ændring af hvotdan det havde været i flere år for mig, ikke som for de fleste andre en kvalitativ ændring af deres levevilkår. Der dukkede flere og flere artikler op om de afledte konsekvenser af restriktionerne, som handlede om skadevirkningerne på bl.a. det psykiske velbefindende, og jeg tænkte at det var helt rigtigt, men at flertallet af danskere ikke havde oplevet noget som helst endnu - social isolation åd ens sjæl op, og på et tidspunkt ville folk blæse på restriktioner og helbredsrisici, og genoptage deres gamle tilværelse.

Jeg benægtede ikke hvor farlig COVID19 var i sig selv, men det var intet i forhold til skadevirkingerne af restriktionerne, og det var trods alt ikke den sorte død, der var tale om. For nogle var det tragisk nok fatalt, og for de ramte og deres pårørende var statistik ligegyldig, og det var frygteligt for dem, men for mange andre var det ud fra en kynisk betragtning værre med restriktionerne. For mig var alt det ligegyldigt, fordi jeg havde så mange andre problemer, der hver især var meget større. Jeg levede allerhøjst fra dag til dag, og hver dag var ulidelig. Der var ingen der kom og reddede mig længere, og det var min egen skyld, men det betød ikke at det var noget jeg realistisk set havde kunne gøre for, da det ikke var mangel på vilje til at opretholde relationer, men især myndighedernes chikane og det faktum at jeg var totalt ødelagt som menneske. Jeg kunne være død 1000 gange, og ingen ville have gjort noget for at forhindre det. Det var nådesløst, og det påvirkede mig også på den måde at jeg blev mere afstumpet. Hvis man blev behandlet som lort, var det svært at være glad og optimistisk og troen på mine medmennesker var pist væk.

Det blev værre og værre. Summen af belastninger oversteg mine ressourcer. På nettet kunne jeg læse at udmattelsen i befolkningen var nået til et punkt, hvor flere eksperter var begyndt at råbe vagt ved gevær. Jeg var ærligt talt led og ked af det hele. Jeg fik det selvmordsagtigt dårligt hver gang jeg mødte frem i ROPS. Uanset hvad jeg gjorde, hjalp det ikke, men at forblive passiv havde jeg prøvet, og det hjalp slet ikke. I skrivende stund var jeg villig til at gøre hvad som helst for at komme videre i tilværelsen, samtidig med at jeg næsten ikke kunne klare flere nederlag. Selv om jeg var oprigtig taknemmelig for Ps intervention i forhold til at fremlægge min sag for den gratis advokathjælp, var det et så spinkelt håb, at jeg ikke kunne forlade mig på det alene. Jeg regnede ikke med at det hjalp spor at skrive til de samme myndigheder igen, men jeg var simpelthen nødt til at gøre noget, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at overleve. Det var forbandet at jeg ikke havde kunnet få hjælp af nogle af dem, for jeg havde faktisk i starten troet på at de ville foretage sig noget, især fordi det var kritisk for mig. Omvendt var det sikkert min egen skyld, for jeg var kørt så langt ned, at jeg ikke kunne indgå i en dialog med dem, fordi jeg netop i de første år havde gjort præcis dette, og jeg havde også fremmødt fysisk op på deres adresser, hvilket især gjalt Ombudsmandens lokaler i Indre By.

Dengang var jeg ikke blevet taget alvorligt, hvilket jeg siden hen tilskrev, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde den tekst, jeg nu tilsendte myndighedere. Min pointe var, at jeg havde gjort det, jeg burde gøre nu allerede. Men det var som om at jeg ikke trængte igennem til dem. Det var ikke en sjov situation at befinde sig i, og til trods for at jeg ikke ville være uforskammet over disse mynigheder, i det tilfælde at de forgæves havde forsøgt at kontakte mig, men at jeg på det tidspunkt ikke havde ressourcerne til at gøre andet end at håbe på at de ville agere på mine vegne, var det vanskeligt for mig at finde ud af hvad jeg skulle foretage mig.

Mail til Ombudsmanden

"Kære Folketingets Ombundsmand

Hvad skal jeg gøre for at nogen gider at tage affære? Skal jeg udtrykke mig i mere kraftige vendinger? I mindre kraftige vendinger? Udfylde en særlig formular? Eller skal der virkeligt lig på bordet? Jeg kan snart ikke dette her længere. Jeg har gjort alt, jeg kunne, nu er det jeres ansvar."

Jeg sendte aldrig mailen fra i går. Det gik op for mig at modtagerne var ligeglade. Hvis Ombudsmanden rent faktisk ville have hjulpet mig, ville det nok være sket i 2014, da jeg først rettede henvendelse til institutionen.

Hvad skulle den enkelte danske borger gøre, hvis en omfattende katastrofe ramte landet, og alle myndigheder gik i alarmberedskab? Ihvertfald ikke ringe til Ombudsmanden. Hvis jeg kun havde penge på mit taletidskort til at ringe ét eneste nummer op, ville det aldrig være hverken politi, Ombudsmand, eller presse for den sags skyld. Hvis det virkeligt gjaldt liv og død, kunne man ikke regne med de danske myndigheder.

Tværdigimod var der en stor risiko forbundet med at kontakte myndighederne, hvis man var desperat og faktisk havde god grund til at være det, for de foretog sig ingenting, især ikke hvis ens problemer var bare en smule mere end ganske banale, og nemme at gå til. Jo mere desperat man blev, jo mindre alvorligt blev man taget, og til sidst ville myndighederne kontakte politiet, som ville få én tvangsindlagt på den nærmeste lukkede psykiatriske afdeling. Efterfølgende var man stemplet som kværulantforrykt, og alt man sagde var utroværdigt i andres ører.

I Danmark kasserede vi irreversibelt alle mennesker, der ikke var perfekte. Der var intet at gøre, når man først var stemplet som jeg, og ingen gad at gøre en ekstra indsats eller bare gøre sig en smule umage og give én en chance.

Flertallet af bureaukraterne levede i et beskyttet parallelsamfund, helt afsondret fra den virkelighed langt de fleste danskere befandt sig i. Den bureaukratiske mennesketype var autistiform borderline, og blev usikker og angst hvis ikke tingene passede perfekt i deres snævne kasser. Kasser som det langt fra var muligt at mase virkeligheden ned i. Derfor elskede bureaukraterne psykiaterne og deres reduktionistiske diagnoser. Jeg kunne kun alt for godt sætte mig i bureaukraternes sted, for jeg havde beklageligvis en snert af sammen tankegang, men dog heldigvis ikke i så udtalt grad at jeg ikke var i stand til at erkende det, og korrigere for det. George Orwell var ikke evig aktuelt for ingenting. De mest succesrige mennesker i et samfund som det danske, var dem, der forstod bureaukraterne, og kunne lede dem i den retning vedkommende ønskede, som de viljeløse får bureaukraterne var.

Jeg havde efterhånden ikke nogen samlet holdning til regeringen og dens embedsmænd, men jeg måtte virkelig tage hatten af for Barbara Bertelsen, fordi hun havde tænkt ud af boksen, og belært Sundhedsstyrelsen på dets eget ekspertområde, fordi Sundhedsstyrelsen var blevet alt for magtarrogant og doven. Det var opløftende at tænke på, og alene for den præstation fortjente hun at blive foreviget i form af en statue, der som en skamstøtte skulle stå foran indgangen til Sundhedsstyrelsen, så alle besøgende og ansatte blev mindet om denne styrelses hybris. Hvad angik psykiatrien som sektor kunne man passende fyre halvdelen af alle ansatte i samtlige faggrupper, og derefter begynde at skære ned.

Økonomi

På det område var der heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg havde tjekket min saldo i går, og kunne konstatere, at jeg havde omkring 1500 kroner tilbage til resten af måneden. Det var som det var. Rigeligt til mad, og nok også til et par optankninger på rejsekortet. Udover det manglede jeg ikke noget essentielt, forudsat at alt gik som det skulle. Lykkeligvis var vejret fremragende i dag med kun svag vind og solen skinnende fra en skyfri himmel. Hr . og fru Danmark var ude at gå tur i det fine vejr, med behørig afstand naturligvis, og når de vendte tilbage til eftermiddagskaffen med dryppende næser og røde kinder, og blev enige med sig selv og hinanden om at det vist ikke var så slemt endda, og at de nok skulle overleve "den største krise siden anden verdenskrig".

Imens sad jeg på en bænk eller i et busstoppested, og glædede mig til at klokken blev 20, så jeg kunne vende næsen ad hjem med god samvittighed. Det var så varmt at folk havde taget plads på bænke i solen, mem jeg var desværre den eneste der sad og skrev på min laptop. Det var i starten grænseoverskridende og ubehageligt for mig at sidde og arbejde, men efterhånden var jeg lidt ligeglad med at folk gloede, som var jeg faldet ned fra månen. Jeg var kun glad for at jeg kunne underholde dem, og give dem noget at tale om. Gad vide hvordan de ville reagere hvis de vidste at deres bedsteforældre døde af COVID-19, mens en fuldt ud kapabel læge sad, hvis ikke med hænderne i skødet, så på tastaturet, og spildte tiden fordi Styrelsen for Patientsikkerheds dygtige embedslæger havde klippet hans stetoskop? Den process svarede vel nærmest til en form for eksponeringssterapi.

Efter jeg var blevet færdig med Morten Langes erindringsbog havde fundet en neurologisk lærebog frem, som jeg gik og læste i. Jeg elskede neurologi, og når jeg repiterede teksten, var det som at møde en kær gammel ven.

Både ur, mobil og laptop løb forholdsvis tidligt tør for batteri. Det var ærgerligt, da vejret havde været så vidunderligt smukt. Da mørket faldt på og jeg gik på den kulsorte landevej eller var i Hedeland, funklede stjernerne som man skulle tro at nogen havde drysset dem ud med rund hånd. Det var meget lang tid siden jeg sidst havde set så mange stjerner, og dertil også givet mig tid til at betragte dem. Det havde været iskoldt så snart solen var væk, men heldigvis var der næsten vindstille. Jeg gik den formentlig længste tur efter jeg flyttede til Høje Taastrup, og jeg fik set blandt andet Torslunde, og genbesøgt Reerslev. Jeg havde med sikerhed sat rekord med hensyn til antal timer udendørs; fra omkring klokken halv ni i formiddags til cirka kl. 21.30. Jeg var fysisk meget presset, og svimmelheden så udtalt, at jeg på den sidste del af turen måtte gøre mig umage for at gå lige. Jeg havde spist rigeligt og fornuftigt, men havde negligeret væskeindtaget, og fik først stillet tørsten i Reerslev. Musklerne i benene krampede og jeg havde ondt i fødderne, som var nærmest mascererede, da jeg fik skoene af, men det var ikke noget større problem, da jeg fik strukket grundigt ud flere gange undervejs.

Ishøj

Det var lidt spontant jeg besluttede mig for at tage til Ishøj. Det var ikke den bedste ide, hvilket jeg blev klar over, da jeg til min store og ubehagelige overraskelse så uniformeret politi i gadebilledet, og kunne høre politihelikopterens intimiderende snurren over mig. Senere læste jeg på nettet at Styrelsen for Patientsikkerhed tidligere i dag havde indsat dens - hvis det stod til embedslægerne - paramillitære Task Force. Ja, det skulle nok hjælpe. Bortset fra det, var der rigtig mange mennesker på stranden, hvor jeg og skrev i relativ lang tid.

Billede. Ishøj Strand.

Det var en stor fejl at jeg ikke for længst var begyndt at repitere neurologien. Det gav mig et større psykisk boost end noget andet. Her var noget jeg godt kunne finde ud af, og det slog mig, at netop neurologien kunne være medvirkende årsag til at psykisterne havde så ondt i røven og var så perfide overfor mig. Jeg var i gang med at uddanne mig til speciallæge i neurologi på Rigshospitalet, men måtte stoppe halvvejs under første halvdel af uddannelsen, da jeg fik en depressiv enkeltepisode. Det var noget jeg var blevet bebrejdet flere gange efterfølgende, især af psykiaterne, som troede at jeg bare havde forkastet neurologien fordi jeg kedede mig i den. Psykiaterne var vrangvillige som småbørn i trodsalderen, og selv om jeg forklarede dem den rigtige årsag igen og igen, nægtede de at tro på mig.

Misundelse

Det morsomme var, at hvis ikke de fleste, så dog en meget stor del af alle psykiatere havde en mere eller mindre skjult drøm om at blive neurolog, som til forskel fra psykiateren var en rigtig type læge, men fordi de ikke havde evnen eller viljen til at præstere det, der krævedes for at blive neurolog, havde de måtte lade sig nøje med taberfaget psykiatri. Jeg havde personligt talt med et par psykiatere, der havde betroet sig til mig om dette. Jeg havde aldrig forstået årsagen til deres forsmående raseri imod mig, men det kunne være en grund. Tjek din modoverføring, psykiater.

Noget andet, jeg kom til at tænke på, var den fejldiagnose jeg havde fået i form af "svær narcissistisk personlighedsforstyrelse". Af årsager jeg detaljeret havde redegjort for tidligere, var det så forkert en diagnose, som det overhovedet kunne være - og den konstatering var naturligvis ikke et bevis på at det var korrekt alligvel, det var en fejldiagnose, fordi jeg var det nærmest modsatte af en narcissist, hvilket alle der faktisk kendte mig kunne bekræfte. Men det nyeste og bedste argument for hvorfor det var en forkert diagnose var, at jeg simpelthen ikke ville have kunnet klare mig de steder jeg havde været ufrivillig gæst, hvis jeg havde været den mindste smule narcissist. Det betød at psykologen fra Retspsykiatrisk Klinik sikert havde følt af han skulle give mig en personlighedsforstyrrelsesdiagnose, fordi det ligesom lå i kortene, og da han var forudindtaget valgte han det mest devaluerende personlighedsforstyrrelse af dem alle, den som var mere et skældsord end en diagnose. Denne psykolog havde godt nok med den svinestreg været årsag til mange og svære bekymringer hos mig. Jeg forstod ikke hvorfor han havde kunnet få sig selv til at udvise så ringe faglighed på min bekostning, men på den måde passede han perfekt ind på Retspsykiatrisk Klink.

Men udover en ganske svag optimisme som følge af min genopdagelse af neurologien, var min sociale situation tiltagende meget kritisk. Jeg kunne ikke holde det ud særligt meget længere, og derfor måtte jeg ringe til Peter Worm Jantzen på mandag og høre om der var sket noget med min sag.

Mail til ROPS

"Kære Retspsykiatrisk Ambulatorium

Kjeld."

Jeg havde det en del bedre både fysisk og psykisk i forhold til de foregående par dage, men grundlæggende set var jeg presset. Der var fortsat ikke nogen andre psykiske gener end den eksistentielle uvished, og jeg måtte satse alt på at Peter Worm Jantzen havde noget positivt at fortælle mig i morgen. Jeg havde sovet udmærket i nat og var også udhvilet. Kroppen havde det forbavsende godt, og jeg havde ingen gener eller smerter i bevægeapparatet. Såret på højre achilleshæl var lægt. Jeg gjorde mig umage med at gå nye steder hen hver dag, så jeg ikke skulle se det samme igen og igen. På den lyse side var, at jeg elskede at gå, også selv om det til dels var påtvunget. Det var fantastisk for både krop og sjæl. Frem for at rumminere mens jeg travede afsted, sørgede jeg for at koncentrere mig om at repitere det, jeg havde læst i går i neurologibogen. Det var sådan jeg altid havde gjort, og det virkede, hvilket jeg også havde papir på.

Det var morsomt at tænke på at hvis man for snart seks år siden havde gjort hvad Peter Worm Jantzen nu var i gang med, så var intet af alt dette her sket.

Mens jeg sad og repitrede nerverodspåvirkninger, dukkede der spontant mange flere begreber og betegnelser op, end dem jeg læste om i bogen. Den bedste analogi, jeg kunne komme i tanke om i forhold til dette fænomen, var at genkaldelsen af denne viden var som at flyve over en millionby, hvor alle lysene var slukkede, men idet at flyet befandt sig lige over skyskrabere og gaderne, tændtes alt på én gang og oplyste nattehimlen, og forblev tændt efter at flyet passerede. Det var en helt utrolig oplevelse. Ufatteligt, at jeg kunne sidde på en bænk på en lille vej mellem to marker på Vestegnen en solrig, men kold vinterdag, og på så kort tid genopfrike en så forholdsvis stor mængde brugbar viden. Tak til psykiatrien for dens hovmod, og for at falde i egen narcissismefælde. Jeg kunne rent faktisk have gjort en positiv forskel for mine medmennesker, havde det ikke været for denne faggruppes forsmåethed og had.

Hjemme

Det sidste først: Jeg var hjemme igen lidt over klokken 20. Jeg hilste på udlejer, og vi udvekslede et par ord. Jeg fortalte ham at jeg havde fået foretaget en coronatest, som var negativ, og derudover at min frygt for at jeg havde corona var årsagen til at jeg ikke havde været hjemme særligt meget de foregående dage. Folk der ikke var forudindtagede behandlede mig, som jeg behandlede dem, nemlig med oprigtig venlighed og respekt. Det gjorde sig også gældende i forhold til udlejer, og det gjorde alt jeg gjorde for ikke at være i lejligheden og være en god lejer det hele værd. Jeg var dybt taknemmelig for at udlejer lod mig bo hos ham, og hvis han bad mig om at gå ud igen, og komme tilbage fem timer senere, ville jeg gøre det uden at stille spørgsmål. Jeg var ligeglad med om jeg skulle sidde på Høje Taastrup Station hele natten, eller overnatte i en af de mange sheltere jeg efterhånden havde set på mine ture. Psykiaterne fattede ikke hvordan det var at være boligløs. De kunne simpelthen ikke sætte sig ind i den enorme belastning det var. Hvad betød en enkelt nat udendørs i forhold til at være sikker på at have tag over hovedet i en længere periode? Især tag over hovedet et sted hvor man blev behandlet som et rigtigt menneske, og ikke dehumaniseret som i psykiatrien eller på forsorgshjemmet. Det var spild af energi at prøve at forklare andre hvordan det var. Jeg havde prøvet så mange gange og folk forstod det ikke, eller også var det bare mig, der ikke gjorde det godt nok. Jeg var ikke bitter længere, bare irriteret over jeg havde spildt så mange ressourcer på projektet.

Prøvesvar

Prøven var desværre negativ. Det ville forarge mange, hvis jeg fortalte dem det, men igen var det umuligt at få andre til at forstå at det for mig indebar en større risiko for liv og helbred at være fri fra corona og leve den tilværelse jeg levede, end at være syg med corona og i isolation på et hotel med forplejning. Det betød ikke at jeg ikke var syg med en infektion; der var næppe tvivl om at jeg havde halsbetændelse, for netop i dag var jeg begyndt at få udtalte synkesmerter, og jeg havde kulderystelser, feberfornemmelse og var alment utilpas. Min krop var kørt helt i sænk. Jeg vejede mig, og målte blodtryk regelmæssigt, og begge dele, især sidstnævnte, var mildt sagt i overkanten. Det var jo noget som burde og skulle måles når jeg fremmødte i ambulatoriet, men fordi psykiaternes somatiske faglighed var helt i bund, blev det aldrig gjort. Det burde være noget jeg kunne få medhold i hvis jeg klagede over det, men den kamp gad jeg simpelthen ikke at kæmpe. I øjeblikket i hvert fald, for der kom et tidspunkt hvor jeg samlede alt til én stor klage.

Høje Taastrup bingo

Som en symbolsk afslutning på min omflakkende tilværelse havde jeg i dag været forbi den sidste landsby som var indlemmet i kommunen, hvorfor jeg havde fuld plade. Der var tale om Stærkende:

Jeg havde gået en længere distance i dag end i går, og min rygsæk var markant tungere. Jeg havde også trænet en smule pullups og armbøjninger på powertrackbanen. Det var på grænsen af hvad der var sundt, og jeg kunne ikke blive ved på den måde. Jeg måtte systematisere, skematisere, og ikke mindst variere, min fysiske udfoldelse. Det var heldigvis varmt i dag, og jeg havde som en bonus fået rigtig meget sol. Jeg var dog nødt til at supplere med D-vitamin og fiskeoliekapsler.

Vestegnens Ibiza

Hedeland var en perle på Vestegnen, og især i dag havde der været ret mange besøgende, og selvfølgelig skulle alle tilsyneladende ud og gå på isen. Helt utroligt hvor fedt folk syntes det var at tosse rundt på frossent vand, og endnu mere utroligt at aviserne brugte så meget spalteplads på at Københavnerne går ud på isen på søerne. Så stor nyhedsværdi kunne det da ikke være. Jeg var lidt skuffet over medierne; det var ikke fordi jeg var sur over de ikke gad at bruge ressourcer på at hjælpe mig med nærmest at redde mit liv, det havde jeg opgivet, men mere fordi de efter min mening ikke skrev nok om dem, der led mest under coronarestriktionerne, nemlig dem på bunden af samfundet. Der var skrevet om vores vilkår, og det havde jeg respekt for, men banale nyhedshistorier fyldte alt for meget. Det var bare sådan virkeligheden var, når dem, der betalte ikke var underklassen, og når dem med pengene helst ville læse om dem selv. Måske havde alle medier allerede interviewet kunderne i Hundige og Ishøj Bycenter så mange gang at der ikke var mere at komme efter. De unge drenge der rendte rundt i grupper, dem i el-kørestolene, eller med rolatorerne, eller dem, der ikke kom ud af deres lejlighed længere, og som journalisterne sikkert kunne få kommunerne til at sætte sig i kontat med.

Billede. Mellem Torslunde og Reerslev.

Billede. Lille plantage mellem Torslunde og Reerslev på Pilgrimsruten.

Billede. Mellem Torslunde og Reerslev på Pilgrimsruten.

Billede. Genforeningsstenen i Reerslev.

Billede. Anden infotavle om Reerslev.

Billede. Mellem Reerslev og Stærkende.

Billede. Stærkende.

Billede. Brandhøj gravhøj.

Billede. Grusgrav mellem Brandhøj og Hedeland.

Billede. Brandhøj gravhøj.

Billede. Grusgrav mellem Brandhøj og Hedeland.

Billede. Hedeland.

Billede. Superspreder event i Hedeland.

Gad vide hvad meningen var? Hvem troede jeg havde noget valg med det jeg gjorde, og hvem troede det kom til at gå godt hvis ikke Peter Worm Jantzen tryllede i morgen? Stadig kun en masse spørgsmål og stadig ingen svar. Det var helt absurd at ingen myndigheder havde gjort noget. Psykiatrien var åbenbart den femte statsmagt.

Styrelsen for Patientsikkerheds stormtropper

Eller Task Force, som var indsat i Ishøj. Jeg havde tosset rundt i Ishøj en hel del igennem længere tid, og det var ret enkelt hvad der var galt. Nu havde medierne også fundet ud af det. Selvfølgelig var det Ishøj Bycenter, og området omkring. Det samme gjorde sig gældende med Hundige og City 2. De var ikke ligefrem rocket science. Havde man ikke talrige kamerarer de steder som et par medarbejdede kunne sidde og kigge lidt på og observere folks adfærd? Eller måske bare sætte sig på en af bænkene ved busholdepladsen foran Ishøj station et par timer. Herefter gå lidt rundt inde i centeret, op på stationen, og tag et par busser. Gør det "undercover" så folk ikke ændrede adfærd, som de gjorde når det uniformerede politi patruljerede. Måske gør det om aftenen også. Hvad med at lave lidt statistik på mobilsendemasterne?

Observer kamerarer i busserne og togene. Nå ja, få de elendige centervagter til at gribe ind overfor grupperne af "seje" unge drenge og piger, der gik rundt uden mundbind for at vise hvor bad ass de var. Eller de skulle gribe ind overfor de fjolser, der ikke forstod hvordan mundbindet skulle sættes for at virke ordentligt? Der var så mange som satte det under næsen, men vagterne gjorde intet. På papiret så det godt ud med vagter, men hvis de ikke gad, evnede eller turde gøre deres arbejde, hvad var formålet så? Dem der gik med mundbind gjorde det uanset om der var vagter eller ej, så det var nogle helt specielle grupper som der skulle gribes ind overfor. Lås alle toilleterne af. Få politiet til at give de unge mennesker forbud mod at komme i centeret, hvis de ikke kunne finde ud af at vise samfundssind, og involver de sociale myndigheder, giv dem og deres forældre bøder osv. Hvis man altså mente det alvorligt.

Eller grib ind overfor Bilka, og få den til at begrænse antallet af kunder yderligere. Der var mange tiltag man kunne iværksætte, og det krævede da ikke en Task Force på 100 personer (?). Personligt var jeg ligeglad. Det var ikke mit samfund længere. Det var så åbenlyst hvad der skulle gøres i forhold til at stoppe smittespredningen, men man var politisk korrekt, havde berøringsangst, og var fej. For sjov skyld ville jeg i morgen sidde forskellige strategiske steder og tælle hvor mange der passerede, som eksempelvis ikke brugte mundbind og formentlig ikke var undtaget.

I al ydmyghed havde jeg en stor viden om coronaadfæren hos borgerne på Vestegnen, for jeg igennem måneder havde tilbragt langt flere timer på gaden og i centrene end de fleste, og jeg så alt. Igen kunne jeg måske have bidraget med bare en lille smule, men det tilfredsstillelse skulle jeg selvfølgelig ikke have.

(https://www.berlingske.dk/nyheder/derfor-rammer-coronavirus-haardest-i-ishoej)

Ny coronatest

Siden i går aftes havde jeg haft markant tiltagende symptomer fra de øvre luftveje i form af hoste og "monstrøs overvejende mucinøs nasal sekretion", muskelsmerter, forpustethed, almen utilpashed og feber. Jeg var super dårlig, og selv om jeg havde fået taget en coronatest forleden, der var negativ, var jeg simpelthen nødt til at få den gentaget hurtigst muligt. Jeg bestilte tid til i aften. Jeg var ganske vidst ikke læge, men der var noget helt galt.

Corona-kareten

Jeg var hyppig passager i den værste smittevektor mellem Ishøj og Greve, nemlig 400S, og det havde jeg også været i går. Jeg var meget påpasselig, men mit immunsystem var presset i bund af den af politi, retsvæsen, psykiatri, sociale forhold, og pandemi inducerede svære kroniske stress og PTSD.

Coronaadfærd

Jeg havde glemt min intention fra i går om at tjekke folks coronaadfærd ud, men blev spontant påmindet om den i Føtex i City 2, da jeg inden for få minutter så tre unge tøser, der ikke bar mundbind korrekt, idet det knapt nok dækkede deres mund. Flot. Selvfølgelig var det et helt rigtigt tidspunkt for teenagere at gøre oprør mod forældre og samfund under en pandemi. Jeg havde lyst til at foreslå dem at gå ud på isen på den nærmeste sø, og så krydse fingre. Det var langt mere bad ass, og så risikerede de ikke at slå andre ihjel end dem selv.

Jeg kunne godt passe på mig selv, og jeg var desuden ligeglad, men det burde bekymre eksempelvis de mange ældre mennesker, der også handlede i Føtex, at ingen turde eller gad at korrigere de unges adfærd. Hvor var de modige center- og coronavagter? Tænk hvis jeg faktisk havde siddet og holdt øje med folk i bare en halv times tid? Det var typisk mentalitet i Danmark - snak, snak og atter snak, påtagede alvorlige politikere og sundhedsmyndigheder, journalister, der ikke gad at bevæge sig alt for meget ud af deres trygge kontorer og studier, og folk, der enten overdrevet skulle demonstrere hvor gode, dygtige og moralsk overlegne de var, når de tilsyneladende uden at fremstå som i en risikogruppe, anvendte værnemiddler i overdrevet grad, eller de andre, der bare var ligeglade. Det var selvfølgelig meget unuanceret sat op, og jeg lagde nok ikke mærke til dem, der agerede fornuftigt i stilfærdighed. Men jeg var helt sikker på at det var et virkeligt problem med enkelte gruppers risikoadfærd, og at ingen når det kom til stykket gjorde noget ved det. Og at det var helt enkelt at løse problemet, hvis man gad. Jg var nytilflytter i Høje Taastrup, og jeg vidst meget lidt om kommunen, men selv jeg kunne se hvilke steder hvor der var oplagt stor smittetransmission. I øvrigt: Hvorfor fjernede man ikke bænkede i Waves i Hundige? Man havde blot afskærmet dem med plastikstrimmel, men da de besøgende satte sig på dem alligevel, og når vagterne var ligeglade, så hjalp det ikke så meget.

Neurologi

Jeg havde glemt mere neurologi end de fleste psykiatere nogensinde havde lært. Det var tæt på at være et faktum, og noget jeg kunne dokumentere langt hen ad vejen, men alligevel ville psykiaterne sige at det var udtryk for at jeg led af storhedsvanvid. De praktiserede Janteloven, samtidig med at de overtrådte den, da de troede at de havde definitionsretten på selveste virkeligheden. Selv om det var omkring otte år siden jeg havde praktiseret neurologi sidst, ville jeg efter kort forberedelse til hver en tid knække de fleste psykiatere midt over i en neurologi-battle, og jeg håbede at jeg en dag fik mulighed for også at bevise det, for ellers var det kun tom snak, det havde psykiaterne jo patent på, og jeg ville ikke være skruebrækker.

Privatliv

Jeg var oprigtig lykkelig for det værelse, jeg havde lejet, men når det var sagt, så var det et enormt problem for mig at jeg stort set intet privatliv havde. Jeg var sjældent alene i den lille og meget lydte lejlighed, og ude i det offentlige rum eller hjemme hos bekedte gav det sig selv at jeg aldrig var det. Kun de gange jeg gik rundt sent på aftenen eller om natten på steder der var øde, kunne jeg slappe fuldstændig af. Det sjove var naturligvis at jeg ikke lavede noget som helst mærkeligt eller skummelt, men bare det at have en form for vished om at man kunne lade paraderne falde, var enormt afstressende. Det var helt ufatteligt at især psykiatrien nægtede at forholde sig til de utålelige livsvilkår jeg var underlagt, men mon ikke det var deres strategi, som de sadister de var?

Utålmodig

Jeg var så utilpas, febril og snottet, at jeg bare lå i sengen og ventede på jeg kunne tage afsted til testcentret. Den forbandede prøve skulle bare være positiv så jeg kunne blive isoleret og få fred og ro.

Irene Oestrich

Jeg kunne ikke lade være med at smile bredt, da jeg tilfældigvis læste om den psykolog, jeg var tvunget til at tale med på R3 på Sankt Hans Hospital, hvis jeg ville undgå tvangsmedicinering med livsfarlig, invaliderende og ikke mindst uerettiget antipsykotisk medicin:

"Det kan få store konsekvenser, hvis ikke man lærer at sætte grænser i ens forhold, fortæller psykolog Irene Oestrich, der er aktuel med en ny bog. Her fortæller hun om en af de største kilder til stress og udbrændthed — og hvad man kan gøre ved det."

Min kommentar: Den handler altså myndigheders systematiske sygeliggørelse af raske mennesker? You go girl, respekt til dig, Irene. Jeg prøver virkelig også at sætte grænser over for psykiatere og psykologer, men det er bare så svært - kan du lære mig det?

"Stort set alle har prøvet at løbe ind i mennesker, der overskrider deres grænser."

Min kommentar: Ja, eksempelvis psykologer, som man tvinges til at tale med.

"En chef, der kører en til grænsen med urimelige opgaver. Et kærlighedsforhold, der viser sig at være giftigt, fordi man bliver manipuleret. Eller en ven, der gang på gang bryder aftaler."

Min kommentar: Eller en psykolog, man er i et påtvunget terapeutisk forløb hos, som sygeliggør og dehumaniserer en.

"I de fleste tilfælde mærker man straks, at der er noget galt."

Min kommentar: Enig. Sådan mærkede jeg det inden i, da jeg talte med Irene.

(https://www.berlingske.dk/det-gode-liv/psykolog-gennem-46-aar-her-er-det-vigtigste-du-skal-laere-at-sige-til)

Der var ingen tvivl om at Irene var dygtig, men dels voksede træerne ikke ind i himlen, og dels var der forskel på faglighed og moral, evner og vilje, samt hensynet til kollegaerne og uhildethed.

Social-Darwinisme

Det var synd at lade de udsatte lide i kulden - afliv dem. Myndighederne havde ekspertise i at grave massegrave til mink, men man kunne også bruge de udsatte som biobrændsel, genbruge dem som fyld i fundamenter, eller måske rematerialisere dem i en form som bedre mennesker. Det var godt for miljøet, og så slap vi andre for at skulle glo på de idioter, der gik i grimt tøj, stod i vejen på fortovene og i øvrigt var til fare for os andre da de var omvandrene inkubationstanke. Da alle udsatte var alkoholikere og stofmisbrugere kunne man desværre ikke høste deres organer, men måske landbruget bruge dem som tørfoder til dyrene.

"Mens istapper hænger fra husene, og sneen mange steder stadig dækker jorden, lyder der nu et nødråb fra en af organisationerne bag landets varmestuer:"

"Der er risiko for, at de hjemløses og udsattes samlingssteder flere steder må lukke og i bogstaveligste forstand sende brugerne ud i kulden."

"Det er koldt, og man må gå sig varm", anyone? Det havde lige været jul, havde de arbejdssky og asociale elementer drukket sig til alkoholdemens, eller hvad? Desuden var det sundt at gå mindst 10.000 skridt dagligt, så det var bare at komme igang, og så kunne de slå to fluger med ét smæk, og få luftet deres hunde.

"- Det vil være et forfærdeligt scenarie, hvis varmestuer lukker i en tid, hvor brugerne virkelig har brug for, at de holder åbent, siger han."

"- Mange har ikke andet at komme hjem til. De bliver ensomme og får ikke noget mad. Som mange af dem siger, så får de ikke mad før næste morgen, når de har spist frokost hernede, fortæller Mikkel Benzner."

Ensomme? De kunne da bare få sig en hobby. Intelligente mennesker kedede sig aldrig, og hvorfor så de ikke bare Netflix som os andre? De fik i pose og sæk for at dovne den, så mon ikke de havde råd til at betale 79 kroner om måneden i abonnement?

De fik heller ikke noget mad? Helt ærligt, hvor svært var det at ringe og få udbragt noget sushi og en god hvidvin?

"For Stephan Kalfaian, der hver dag bruger varmestuen i Ringsted, vil det være katastrofalt, hvis varmestuen skulle lukke."

"- Så skal jeg sidde derhjemme og trille tommelfingre. Jeg har ikke noget at tage mig til, og jeg kan ikke møde mennesker andre steder. Hvem skulle jeg snakke med? Alt er jo lukket ned, siger han."

Du kunne jo også bare mødes med dine venner i Bilka i Ishøj ligesom alle andre. Eller hvad med at få et job? Eller læse en bog. Tag nu ja-hatten på, og kom ind i kampen.

Det var svært at tage de brokkehoveder alvorligt. Alle mennesker havde det svært engang i mellem. Bare fordi de var hjemløse, var det ikke en grund til at klynke, det havde forpersonen for Dansk Psykiatri selv fortalt mig, og så måtte det være rigtigt. Hvorfor tog de sig ikke bare sammen, og lod være med at have så meget selvmedlidenhed? Der var ingen der kunne lide kværulanter.

"Enhedslistens socialordfører Pernille Skipper ser gerne, at der bliver åbnet endnu flere varmestuer:"

"- Med de minusgrader, der er, og med den smitterisiko, der er blandt socialt udsatte, så har vi som samfund ikke råd til, at der lukkes nogen varmestuer overhovedet, siger hun."

"Også socialordfører Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti er parat til finde en løsning:"

"- Der er virkelig brug for, at vores danske hjemløse har varmestuer, hvor de kan komme ind og få noget god mad og varme. Så det er noget, vi skal kigge på politisk, understreger hun."

Det var godt at politikerne var så forudseende, og forebyggede fremfor at helbrede. Især de politikere der havde det sociale område som deres ansvar. Det var også alt for let at være bagklog, og hvem kunne have forudset at det ville blive vinter - igen? Hvad var oddsene? Der var ingen der kunne spå. Og at pandemien ville fortsætte, for den sags skyld. Jeg var sikker på, at de ville finde en løsning inden det blev vinter.

(https://www.dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/lukkede-genbrugsbutikker-giver-krise-i-varmestuerne)

Syg

Der måtte være noget galt, for med mindre jeg led af svære opioidabstinenser, måtte jeg have corona. Jeg orkede ikke at tænke over differentialdiagnoser. Jeg havde serøs otittis media, som var kommet lynhurtigt, og når jeg trykudlignede, blev jeg super svimmel og svejede frem og tilbage. Jeg nyste også nogle gange (i albuebøjningen), hostede, havde feber, kulderystelser, og havde fået hovedpine (fantomsmerter). Jeg gad ikke rigtig noget som helst, øjnene var irriterede, jeg var lettere forpustet, pulsen høj, og på vej tilbage fra testningen købte jeg nye mundbind og håndsprit. Det handlede om ikke at smitte udlejer, så alle overflader vi begge berørte (dørhåndtag, toilettet og køleskabet) belv afsprittet, der blev luftet ud, og jeg undgik helt at se ham. Nå ja, engangshandsker indendøre. Jeg kunne jo nok ikke klare mig selv, hvorfor jeg hellere måtte på hotel. Det var ærgerligt, og jeg havde ikke lyst til det, men nok det bedste. For samfundet og for mig selv.

Vestegnscorona mutationen

Hvis jeg havde fået corona, måtte det være den nye Vestegnscorona mutation. Det var den farligste af alle varianter, det var den som styrede fængslerne, indkasserede dummebøder fra de andre corona'er, tvang dem til at tilslutte sig, og udkæmpede en krig om stofmarkedet mod Ebola, som den med tiden ville vinde.

Efterhånden som aftenen skred frem, fik jeg det dårligere og dårligere. Det var ikke så slemt som i november, da jeg løb tør for penge allerede den 16. i måneden, og måtte sulte, hvis man kunne sammenligne de to tilstande, men det var slemt nok. Den nasale sekretion aftog måske en smule, men respirationsfrekvensen øgedes, uden at jeg dog kvantificerede den, og feberen tiltog i en grad, at jeg brændte, var nødt til at slukke for radiatoren, og åbne vinduet hyppigere for at få kold luft ind. Tidligere var hænder og fødder kolde, men nu var det omvendt, og det var svært at mærke temperaturen i værelset. Det, som var relativt mest generende, var ikke de enkelte symptomer, men snarre det uspeficikke ubehag. Jeg havde da ondt i halsen, men ikke så lokaliseret og smertefuld som i går. Jeg havde især muskelsmerter i underekstremiteterne. Der var ikke så meget at gøre, udover at drikke rigeligt med vand. Hvis det ikke var corona, var det lidt pinligt, men det måtte være noget infektiøst. Det næstmest irriterende var, at jeg ikke kunne falde i søvn. Uanset hvad, måtte jeg ud i morgen tidlig, fordi jeg kunne ikke holde ud at være på værelset.

Mundbind

Jeg var blevet en træt, gammel mand. Med mine 39 år bag mig, havde jeg for længst overskredet den gennemsnitlige levealder for mænd på Vestegnen. Min senile vrede kom sig til udtryk ved at det irriterede mig grænseløst at folk på Vestegnen (jeg måtte godt bruge "V-ordet") for rigtig manges vedkommede ikke havde deres mundbind påsat rigtigt; der var åbenbart opstået en trend med at man ikke dækkede næsen til. Det var sgu en retarderet mode at være vidne til. Hvad var det man ikke kunne finde ud af? Havde folk så dårlig tandstatus, at de ikke kunne holde deres egen ånde ud? Utroligt.

Syg

Jeg måtte trække i land. Jeg kunne ikke huske sidst jeg havde det så dårligt. Alt det jeg havde beskrevet i går var blevet værre, og jeg kunne ikke falde i søvn før omkring 3 i nat. Jeg vågnede flere gange, og to af gangene var jeg helt gennemvædet af sved, så jeg var nødt til at skifte tøj. Til formiddag fik jeg heldigvis sovet lidt mere, men jeg måtte ud af værelset af to årsager: For det første ville jeg ikke risikere at udlejer blev smittet. Jeg havde luftet ud flere gange natten igennem, og jeg havde ikke benyttet eller opholdt mig på de fælles faciliteter. Den eneste berøringsflade han og jeg delte, som jeg berørte, var dørhåndtaget på hoveddøren, og kun efter behørig afspritning af hænderne tre gange og med handsker på efterfølgende. Den anden årsag var, at jeg på mystisk vis havde udviklet en aversion mod værelser og små rum. Selv om jeg lejede et perfekt værelse, i en perfekt lejlighjed, hos en meget fair og sympatisk udlejer, måtte jeg bare ud. Det havde intet med stedet at gøre, men alt med hvordan jeg havde det i al almindelighed. Før alt det her var jeg heller ikke typen,der hvde lyst til at hænge ud derhjemme. En lejlighed var efter min mening et sted man sov, og eventuelt lavede mad, men det optimale var at komme ud og på arbejde hver dag.

Jeg gik ud, men det var en dårlig ide. Jeg var helt væk, svimmel, forpustet og febril. Jeg sad og hang på forskellige bænke og busstoppesteder, hvilket ikke var holdbart. Jeg skyndte mig at tage bussen hjem (der sad to yngre mænd uden mundbind på naturligvis), beholdte de to nye engangsmundbind jeg havde på, fortalte udlejer, hvad der var galt med mig, sprittede af x 2, tog engangshandsker på, påførte sprit på to engangsklude, og sprittede toilet, og forskellige døre af. Luftede ud, målte blodtryk for sjov skyld (146/96, puls 92), og forsøgte at få det elendige pande/øre termometer, jeg havde købt i Lidl for et par måneder siden til at virke uden held.

Brev

Der lå selvfølgelig et brev til mig, men det fremgik ikke hvem afsenderen var. Jeg havde det for skidt til at bekymre mig om indholdet, så jeg åbnede det og kunne konstatere, at jeg kunne se mine feriepenge. Det var super god humor, for jeg havde haft "ferie" i cirka seks år, så måske fik jeg en formue? Jeg vidste af erfaring, at jeg ikke fik én eneste krone, men det ville have været lækkert hvis der bare lå nogle hundrede kroner til mig, for jeg løb snart tør for penge. Nu skulle jeg bare sove, hvis jeg var i stand til det.

Feriemidler: 0 kroner

Jeg havde gjort det til en vane altid at forholde mig til min post, så derfor var jeg nødt til at se hvor mange feriepenge jeg havde til gode. Skuffelsen ramte mig ikke så hårdt længere, jeg kunne kun trække på skuldrene.

1451,69 kroner tilbage

Nu jeg var igang med administrativt arbejde, kunne jeg lige så godt fortsætte og se hvad der stod på min saldo. Ikke så meget som jeg havde håbet, men mere end jeg havde frygtet.

Svar på coronatest

Jeg tjekkede lidt før klokken halv seks her til aften, men der var endnu ikke kommet et svar. Igen blev alt afsprittet, og der blev hele tiden udluftet. Jeg havde mundbind på selv når jeg var på værelset. Jeg havde ikke været i bad i to dage nu af frygt for at sprede eventuel virus på badeværelset eller med vanddampen ind i de andre rum. Det var en uholdbar situation, hvilket efterhånden var blevet mit mantra.

Uholdbart

Jeg kunne mærke at jeg var begyndt at blive irritabel. Fysisk havde jeg det ad helvede til: Svært alment ubehag, hovedpine, muskelsmerter, væske i mellemørene, svimmelhed, snottet, helt tilstoppet næse, og feber. Psykisk var jeg nedtrykt, udkørt, modløs og apatisk. Socialt var jeg stavnsbundet, fordi jeg ingen steder havde at gå hen, ingen beskæftigelse, isoleret socialt, ikke penge til indskud til en lejlighed, kun penge til mad til resten af måneden.

Jeg var med andre ord yderst belastet på alle områder, havde været det i årevis, og nu skulle jeg have dårlig samvittighed fordi jeg frygtede at smitte andre, og jeg havde hele tiden været yderst påpasselig i forhold til korrekt smitteprofylakse. Det kunne simpelthen ikke rigtigt. Hvad fanden var meningen? Hvad var det man forventede af mig? Civilisation var et tyndt fernis, og der skulle ikke meget til før folk blev angste og paranoide. Hvis jeg som de fleste andre have et liv eller mulighed for at få et liv, hvis jeg ikke konstant skulle vende hver en krone, og hvis jeg havde egen lejlighed og job, ville jeg være helt anderledes rolig. Hvis folk syntes at pandemien var hård, skulle de prøve at være i mine sko. Helt ærligt.

Corona blaming

I det sekund jeg fik det positive testresultat, havde jeg Høje Taastrup kommune i røret.

Den ligegyldighed og egoisme jeg oplevede fra myndighederne, og fra mange andre, var nådesløs. Hvor meget kunne man udsætte et menneske for? Det hørte jo aldrig op. De blev ved og ved og ved. Når man behandlede nogen på den måde, blev resultatet ikke godt. Jeg var parat til at gøre hvad som helst for at få det til at stoppe.

The Purge

Hvorfor ikke bare starte en permanant tilstand af anarki og lovløshed og få det overstået? Hvad var det for en løgnehistorie med samfundssind? Hvor var det henne? Jeg kunne ikke se det. Det var alle for ham (eller hende) selv. Som sædvanlig ødelagde en lille gruppe det for alle, og som sædvanlig turde de danske myndigheder ikke at gribe ind. Jeg syntes at politiet skulle gøre det de var bedst til, og servere en stor velsmagende portion knippelsuppe krydret med peberspray til de fattesvage unge, som for sjov udsatte os andre for fare, og som forlængede restriktionerne. Regeringen kunne aflive alle mink i landet, og ødelægge en milliard industri, men nogle få unge i Ishøj var man magtesløs imod? Det var helt til grin.

Jacob Geday speciallæge i neurologi

"Lige nu er det kun tosserne og de utilpassede, der er på gaden og fylder de sociale medier med deres rablerier og hærgen. Men de bliver flere. Som samfund er vi ved at nå grænsen for, hvor længe vi kan holde til at være nedlukket."

Selve den tekst, jeg uden om betalingsmuren kunne læse af Jacob Gedays debatoplæg, var fornuftig nok, men hold da op hvor var det en ufølsom, ignorant og arrogant underoverskrift. Det var dog en heroisk gestus at Jacob teoretiserede om at hjælpe med at behandle coronapatienter. En helt oplagt opgave for en neurologisk speciallæge i praksis. Og tomme ord var også bedre end handling. Jeg havde ingen respekt for den slags mennesker, som havde behov for at sparke på folk, der lå ned, især når det var irrelevant. Flot. Kunne manden ikke få sit budskab igennem uden at latterliggøre mennesker med psykiske lidelser?

Speciallægen skulle ansætte mig til at udføre rutineopgaver i hans praksis. Jeg ville gøre det til halv pris (faktisk ville jeg gøre det gratis, og så slap denne her tosse for at opholde sig på gaden). På den måde kunne han helt konkret hjælpe et menneske tilbage til livet igen, så han kunne bidrage positivt til samfundet.

Mail til Københavns Vestegns Politi

"Efterforskere ved Københavns Vestegns Politi har gentagne gange ransaget mine bopæls- og opholdsadresser. I de tilfælde hvor jeg var til stede, bad jeg klart og tydeligt i en venlig og respektfuld tone om alle efterforskeres navne og tjenestenumre, men det blev ikke efterkommet. Herefter bad jeg på samme måde om at se førnævntes identifikationskort. Dette blev heller ikke efterkommet. Jeg kan forstå at en begrundelse for at få udleveret et tjenestenummer kræver en gyldig begrundelse. Jeg skal venligst bede om en udtømmende liste over gyldige begrundelser, alternativt en henvisning til en sådan.

1. Bliver min familie eller jeg udsat for repressalier, fordi jeg retter denne henvendelse til politiet? Jeg vil ikke offentliggøre nogen navne, tjenestenumre, eller andre personidentificerbare oplysninger jeg modtager, jeg skal bruge dem i forhold til at varetage mine sager.
2. Når Københavns Vestegns Politi frikender sig selv i samtlig punkter i denne henvendelse, og spørger, om jeg vil anke afgørelsen til Rigspolitiet, skal jeg hermed på forhånd anke afgørelsen til denne instans."

Jeg måtte holde inde. Jeg havde det simpelthen for dårligt. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, men normalt blev jeg heller ikke syg særligt ofte. Jeg kunne slet ikke fokusere på noget som helst, hverken Netflix eller noget andet. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på hvad der skulle ske i morgen. Jeg var nødt til at rette henvendelse til myndighederne igen. Jeg kunne ikke holde det her liv ud. Hvad kunne jeg risikere? Ingenting. Jeg havde intet de kunne tage fra mig. Fængsel, tvangsindlæggelse, retsager - alt var lige meget. I morgen fandt jeg et godt sted at sidde, et sted hvor de fine folk ikke blev irriteret over at tosser som jeg ødelagde deres åsyn, og der blev jeg siddende. Det var uudholdelig. Peter Worm Jantzen var et sympatisk menneske og en dygtig læge, og han havde faktisk som den første af hans slags tilbudt mig relevant hjælp. Men det var nok for sent.

Testsvar

Jeg fik testsvaret, og det var negativt. Så det var ikke coronavirus, men det var heller ikke hysteri. Jeg hostede og hakkede, havde muskelsmerter, feber og almen utilpashed. Jeg vågnede flere gange i nat og jeg måtte skifte tøj fordi det var gennemvædet af sved. Men der var sket en udvikling; der var nu lokaliseret smerte og synkesmerte i venstre side af mundsvælget, ekspektoratet var gået fra at være serøst til mere mucinøst, og den nasale sekretion var aftaget.

Var det influenza trods det usædvanligt lave incidenstal? Eller god gammeldags bakteriel halsbetændelse? Det sidste stemte ikke så godt sammen muskelsmerterne. At det ikke var corona ændrede ikke på den måde jeg havde det på, og det betød at jeg måtte undvære hotelopholdet. Men det meget positive var, at jeg nu havde en acceptabel infektionssygdom, som kunne være farligere end corona, men som andre kunne forholde sig til. Jeg sendte udlejer et screenshot af testresultatet på sundhed.dk, og jeg kunne fornemme at det faldt i god jord, hvilket jeg i givet fald godt kunne forstå. Det gode var, at det var mere ok for mig at være på værelset, isoleret.

Jeg måtte hellere komme ud. Jeg skulle have noget at spise, og i den forbindelse var det vigtig at huske at jeg skulle boykotte Bilka. Tænk at én enkelt Bilkaforretning og en enkelt bycenter, for den sags skyld, kunne ødelægge så meget, og at det drejede sig om så banale forhold som en nummerisk set lille gruppe unge, og at der var for mange kunder. Ved at reducere antallet af kunder en smule kunne Bilka måske have undgået at komme i alle landsdækkende medier, men så ville man jo også på kort sigt mindste en mindre sum i indtjening. Jeg var ikke intelligent, men selv jeg kunne se at der var et problem før medierne, så at Ishøj Bycenter og Bilka ikke kunne, måtte skyldes grådighed og ligegyldighed. Alle sprang tilsyneladende over hvor gærdet var lavest, bortset fra at det jo ikke passede på lidt længere sigt, tværdigmod. Der var to andre steder, som også var eller snart blev epicentre for smittespredning, og det var Greve Centeret og Waves i Hundige.

Var ude, men vendte relativt hurtigt hjem. Jeg havde det simpelthen for dårligt, tappet for energi, febril og alt det andet. Selv om jeg ikke havde bevæget mig særligt meget, haglede sveden af mig. Købte ekstra håndsprit, mundbind, og afspritningsservietter, og jeg afsprittede skyndsomt dørhåndtaget i opgangen, beholdt mine to mundbind på, afsprittede alle berøringsflader på hoveddøren. Udlejer spurtge mig venligt hvordan jeg havde det, og jeg svarede at jeg var helt færdig, men at det måske gik fremad. Så at udlejer havde stillet te frem til mig, og jeg takkede ham. Tog engangshandsker på, kogte vand, lavede te, aftørrede vandhane og keddel. Gjorde lidt rent på værelset og lagde mig under dynen, mens jeg lyttede til mine favorit podcasts med hhv. Lex Friedman og Eric Weinstein. Sidste nævnte et begreb, jeg ikke havde hørt om, men som lod til at dække det jeg havde oplevet perfekt, nemlig "Institutional betrayl":

"The term institutional betrayal refers to wrongdoings perpetrated by an institution upon individuals dependent on that institution, including failure to prevent or respond supportively to wrongdoings by individuals (e.g. sexual assault) committed within the context of the institution."

https://dynamic.uoregon.edu/jjf/institutionalbetrayal/

og

https://pages.uoregon.edu/dynamic/jjf/articles/sf2014.pdf.

og

"Betrayal trauma

A betrayal trauma occurs when someone you trust and/or someone who has power over you mistreats you. For instance, it is a betrayal trauma when a member of the clergy sexually abuses a child involved with a church activity. Research by Freyd and our Research Associates shows that betrayal traumas are toxic and harm people psychologically and physically."

"Betrayal blindness

Betrayal blindness, a key concept of betrayal trauma theory, is the unawareness, not-knowing, and forgetting of betrayal traumas. Victims, perpetrators, and witnesses may display betrayal blindness in order to preserve the relationships, institutions, and social systems on which they depend."

"DARVO

DARVO stands for Deny, Attack, and Reverse Victim and Offender. Perpetrators and their defenders may Deny the behavior, Attack the victim confronting them, and Reverse the roles of Victim and Offender. In this way, a perpetrator can adopt the victim role and accuse the true victim of being an offender. This can occur when an actually guilty perpetrator assumes the role of “falsely accused,” attacks the victim’s credibility, and accuses the victim of perpetrating a false accusation. Research shows that DARVO is associated with harm to victims. DARVO behavior can also be perpetrated by institutions, called Institutional DARVO. It is a particularly aggressive form of institutional betrayal and signals that an institution is not fulfilling its commitment to its members and those who it is charged with protecting."

https://www.institutionalcourage.org/

Om manglende mod blandt ansatte i psykiatrien i forhold til at sige fra over for overgreb: https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0749597813000150?via%3Dihub

Jeg fattede ikke at man ikke havde sendt mig ud for at teste eller vaccinere. Det var fuldstændig irrationelt. Nu var jeg syg, men før og efter kunne jeg have stået og arbejdet med disse rutineopgaver 60 timer om ugen. Jeg ville gøre det gratis, og modsat speciallægen i neurologi var det ikke tomme ord. Det ville være en fremragende måde at få mig i arbejde igen, det var særdeles meningsfuldt, og det ville gavne mig ubeskriveligt meget. Men jeg skulle straffes, og selv under en pandemi var det vigtige at ødelægge mig, end at forbedre de medmennesker jeg kunnet have hjulpets helbred. Imponerende.

Jeg fik dagligt flere anfald af snigende dyb håbløshed. Jeg havde intet godt at frem til. Selv en genåbning af Danmark ville kun løse ét af mine mange uoverskuelige problemer. Det var tortur hver gang det skete, det åd sjælen op, og det var noget, jeg skulle huske fremover, hvis der blev et fremover. Forskellige myndigheder og læger havde tvunget nogle livsvilkår ned over mig uden længstetid, der gav mig lyst til at tage livet af mig, for at slippe for lidelsen. Det var utilgiveligt, og jeg begreb ikke at jeg gad at blive ved med at stå op hver dag til nye lidelser og nederlag. Myndighederne og lægerne var ikke uviddende om de forhold de havde sørget for til mig, og deres hensigt var at jeg skulle dø, helst for egen hånd, alternativt for psykiaternes livsfarlige antipsykotiske medicin. Det var ubeskriveligt perverst, men hvad der var endnu mere perverst var, at andre myndigheder og enkeltpersoner, som burde varetage mine interesser, og hjælpe folk fanget i systemet som jeg, intet gjorde. De var tavse tilskuere til at jeg blev mere og mere nedtrykt over situationen, en situation, de kunne have hjulpet mig ud af. Hvad så med den gloværdige fjerde statsmagt? Jeg sendte løbende min tekst til alle de største medier, men de havde intet foretaget sig heller, så det var mere i tilfældet af at jeg begik selvmord eller der skete noget med mig - det var først når der kom lig på bordet, at medierne gad at tage en sag op. Med mindre det var en ligegyldig nyhed om folks færden på isen på søerne i København. Så kunne medierne ikke få armene ned, fulgte sagen i flere dage, og artiklerne lå øverst på deres hjemmesider.

Hvad med at selveste forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab ville begå et voldelig overgreb mod mig i ond tro? Det var sådan noget der kun skete i film. Var det ikke en lille artikel værd? Tænk hvis dit liv og helbred afhang af at du fik involveret pressen, fordi du havde prøvet alt andet forinden? Det var modbydeligt. Jeg hadede opmærksomhed, men min eneste mulighed var at tiltrække mig den. Jeg kunne mærke følelsen af desperation vælde op i mig, som den havde gjort utallige gange før.

Jeg var dødsdømt, der var intet at gøre, og ingen i systemet ville hjælpe mig. Var jeg bedre end de fleste andre mennesker? Nej, selvfølgelig ikke, det havde jeg aldrig påstået eller insinueret, det var en psykiaters stråmand. Men hvordan mon de fleste andre mennesker ville have det i min situation? På et tidspunkt ville deres fortvivlelse og angst transformeres til had og vrede. De ville tænke: Hvad fanden ventede de forbandede papirnussere på? Hvorfor fik de ikke fingeren ud i en fart, og gjorde det de kunne for at redde mit liv? Hvilken løgnehistorie bildte de sig ind, når de viltilfredse og selvgode kørte hjem til familien efter endt arbejdsdag? Hvordan forsvarede de deres passivitet? Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle overleve til på mandag. Og jeg vidste ikke om jeg havde lyst til det. Hvorfor ikke bare afslutte lidelserne med det samme, og undgå de daglige pinsler resten af livet?

Definitivt slut

Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg havde ventet i fem og et halvt år på noget der aldrig kom tl at ske, at jeg fik min autorisation som læge tilbage. Den helt grundlæggende årsag var fireårsreglen, hvor læger, der var et par semestre over mig og herover fik en enorm fordel i forhold til mig og min generation af læger hvad angik at blive speciallæger i deres yndlingsspeciale, men vi andre skulle tvinges til at blive speciallæger i psykiatri, hvilket var det samme som at tvinge os til at blive noget, der var andet og ringere end at være læge. Det var den størte og fejeste svinestreg jeg kunne komme i tanke om i nyere dansk medicinsk historie. Det havde ødelagt mig primært, og i den forbindelse havde nogle af mine daværende kolleger på onkologisk afdeling på Rigshospitalet spillet en afgørende rolle for at ødelægge mit liv, og gøre min kæmpe indsats for at blive så god læge som muligt spild af tid. Jeg blev så rasende over at tænke på de modbydelige svin, der i ond tro havde ødelagt så ufattelig meget, så de kunne gøre karriere på min bekostning, at jeg ikke kunne rumme følelsen. Det danske samfund blev nødt til at straffe de bundrådne møglæger.

Jeg kunne ikke holde summen af overgreb og mobberi fra tidligere kolleger ud. Hvis der ikke skete noget på mandag, der betød at min situation tog en overordentlig positiv drejning, så måtte jeg afslutte lidelsen. Jeg havde gjort hvad jeg kunne, jeg havde kæmpet så mange år under umulige forhold, at det ikke var nogen skam at give ultimativt op.

På mandag ville jeg i fald der intet positivt skete, skrive et afskedsbrev og sende det ud til alle de læger, hvis mailadresser jeg lå inde med, og når jeg havde sendt til den sidste, havde jeg en plan for hvordan jeg gjorde det forbi. Hvis du ikke gjorde noget, men bare forblev passiv og tavs tilskuer, så var du intet værd som læge og som menneske. Så havde jeg truffet det helt rigtige valg, for hvad skulle jeg blive læge for når jeg vidste hvor nådesløse og ignorante mine kolleger var?

Eller de danske myndigheder? Der var ikke en eneste institution i dette land, der igennem så mange år havde rørt en finger for at hjælpe mig. De var jo intet værd.

Ingen retshjælp alligevel

Der var ingen gratis advokathjælp til mig alligevel. Ingen retshjælp = ingen retssikkerhed = overgreb resten af mit liv fra politi og psykiatri = selvmord. Det vidste disse myndigheder og institutioner naturligvis godt, det var derfor disse helte havde gjort hvad de havde gjort.

786 kroner tilbage

Jeg havde råd til mad til resten af måneden, men ikke mere end det, og det var best case scenario resten af mit liv. Så hellere stoppe livet, og spare mig selv for flere afsavn. Danske medier var heller intet værd, når det virkelig gjalt. Alt der var mere end helt banalt gad man ikke bruge tid og penge på. Der var ingen idealisme blandt danske journalister, ingen gad at gøre sig umage (fraset én enkelt, der til gengæld var mere værd end alle andre tilsammen), og læserne gad ikke at betale for at journalisterne bedrev dybdeboerende journalistik. Ombudsmanden gad ikke tage sager op, som ikke havde været i medierne. Sådan foresatte det hele vejen rundt.

Jeg havde sovet mellem 7 og otte timer i nat, men det var meget svært for mig at falde i søvn. Jeg havde målt mit blodtrtyk igen sent på aftenen, og det var 153/101, og det niveau havde været reglen mere end undtagelsen de seneste år. Det burde være dybt foruroligende, men jeg var ligeglad, så oplysningen var mere af akademisk interesse. Til gengæld passede det meget godt sammen med den konstante og uspecifikke svimmelhed, den lettere usikre gangfunktion, og de funktionsudløste, venstresidige brystsmerter, der ganske vidst ikke var af bælteformet udbredelse, eller var med udstråling, men som heller ikke var hjerteneurose, eller palpitationer. Jeg havde ikke feber eller nattesved, men hostede fortsat, og var fysisk udmattet.

Psykisk

Jeg var fast besluttet på at gennemføre mit forehavende: hvis der ikke skete en eklatant forbedring af min situation på mandag, ville jeg gøre det, jeg havde skrevet om i går.

Fordi jeg var i reel livsfare, ikke en indbildt, psykotisk eller til formålet opdigtet livsfare, var det fuldt ud berettiget at jeg igen de-annonymiserede navnene på de læger, der ivrigt og i ond tro havde deltaget i at ødelægge mig. Som en symbolsk gestus havde jeg anonymiseret dem tidigere, men det havde ikke afskedkommet noget som helst, så hvad var pointen med at udvise god vilje? Desuden var det pt. ligegyldigt. Mit liv versus injurieanklager? Jeg var ligegld med hvad en doven filosof-dommer mente og dømte. Jeg skulle nok gøre det let for vedkommende at idømme mig tvangsbehandling eller forvaring på ubestemt tid, fordi et inhabilt Retslægeråd og Retspsykiatrisk Klinik havde dikteret det til dommeren. Så kunne vedkommende også komme hjem i en fart og lufte hunde. Det danske retsvæsen. Hvilken gavn gjorde det? Absolut ingen. Kun for rige læger med råd til bistandsadvokater. Så kunne alt lade sig gøre.

Dehumanisering

"Dehumanisering, (se dehuman), umenneskeliggørelse; behandling, der medfører tab af menneskelighed; nedvurdering af menneskelige rettigheder." (https://denstoredanske.lex.dk/dehumanisering).

"Siden Hannah Arendts bog om den tyske nazi-forbryder Adolf Eichmann har vi lært, at ekstrem vold muliggøres af "dehumanisering". Man bliver nødt til at klassificere personer som mindre eller anderledes end et menneske for at kunne påføre dem lidelse; således sætter gerningsmanden sig ud over moralske konflikter. Hos bugkalot-folket i det Nordlige Filippinerne praktiseredes helt indtil slutningen af 1970erne en type rituelle drab, hvor det var offerets menneskelighed og det moralsk grænseoverskridende i handlingen, der gav drabet sin kraft. l det følgende genovervejer vi, i hvor høj grad dehumanisering bør anses for at være udgangspunktet for radikal vold." (https://tidsskrift.dk/jf/article/view/20376)

Det var Den praktiserende læges og psykiatriens dehumanisering af mig, der muliggjorde Københavns Vestegns Politis og Styrelsen for Patientsikkerheds overgreb mod mig. Det var deres fejldiagnoser, svært personlighedsforstyrret og psykotisk, der ikke bare tillod, men ligefrem fordrede psykiateres og myndighederes mishandling. Jeg var et sygt, farligt, utilregneligt og ondt menneske, der skulle aflives. Jeg var ikke køn til at starte med, men som årene var gået, og jeg ikke havde haft penge til nyt tøj, frissør og tandbehandling, var jeg grimmere end nogensinde. Nogle, såsom forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, havde bagateliseret, hånet og sygeliggjort mig, for dermed at hælde salt i såret, og hun var langt fra det eneste. Andre selvretfærdige og ignorante læger og især psykiatere, havde gjort det samme, både over for mig og på nettet. Foruroligende mange tidligere kolleger var gladeligt og med stor entusiasme løbet hen til hvor jeg var gravet ned i jorden til midt på livet, med en hætte over hovedet, og havde kastet den ene sten efter den anden i hovedet på mig, men de i vellyst og med fråde i mundvigene, havde hujet og råbt, og efterfølgende var de taget hjem, mens følelsen af selvretfærdighed og renhed var strømmet igennem dem. Denne pøbelmentalitet og gruppetænkning var i et sociologisk afspekt vigtig for gruppetilhørsforholdet. I hvert fald i primitive samler- og jægersamfund. Der var også derfor at psykiatrien aldrig gik af mode, for denne pseudo-institution havde til opgave at udpege de mennesker, det var ligitimt for andre at hade per automatik.

Imidlertid kunne alle mennesker dehumaniseres, alle kunne ødelægges langsomt fysisk og psykisk, og til sidst give op. Da Camilla Elvekjær tvangsindlagde mig uberettiget på røde papirer i 2016, vidste jeg alt dette her fuldt ud. Jeg var ved mine fulde fem, og aldeles ikke pykotiskk. Selv om et par klamme kælderpsykiatere efterfølgende af bekvemlighed og misforstået kollegialitet overfor Camilla Elvekjær Elvekjlær på papiret blåstemplede hendes overgreb, ændrede det ikke på virkeligheden. Den efterfølgende deroute skyldtres primært hende, og det samme gjorde min forventelige reaktion. Årsag og virkning. Nu havde jeg en livstidsdom, hvor straffen var tortur, jeg sad på en bænk og skrev, og havde lidt over 600 kroner i samlet formue, mens jeg havde en enorm gæld, jeg umuligt kunne afbetale, og jeg måtte ikke arbejde. Derfor var jeg tvunget til at sende min tekst rundt igen. Og igen, lige indtil det gik op for "nogen" at de havde taget fejl, eller at deres amoralske og usaglige svineri var kommet for en dag, eller at Camilla Elvekjær eller Styrelsen for Patientsikkerhed for ottende eller niende gang fik politiet til at ransage min laptop.

At psykiater Lennart Bertil Jansson Bertil Jansson påstod at det var tegn på osykose at jeg sende mails rundt til tidligere kolleger som et sidste desperat forsøg på at få nogen til at hjælpe mig, var naturligvis perfidt vrøvl, og hvordan han havde kunnet få sig selv til at konkludere det måtte enden bero på grænseløs idioti eller ond vilje (kollegiale hensyn). At hans kollega og forperson, psykiater Gitte Ahle Alhe, havde ment at jeg led af storhedsvanvid hvis jeg troede at jeg var bedre end Retslægerådet, var i sig selv et absurd og meningsløst udsagn. Retslægerådet havde kun de forkerte oplysninger andre havde stillet det til rådighed, hvorfor dets konklusion selvfølgelig var direkte udledt af de forkerte oplysninger, og derfor selvølgelig også forkert. Retslægerådet havde jo taget fejl. Det skyldtes at selve virkeligheden både før og nu var i modstrid med Retslægerådets konklusion. Simpelthen forbandet nonsens hele vejen rundt.

Forbud mod at kontakte STPS

Jeg fik ret hurtigt forbud mod at kontakte STPS, som krævede at jeg skulle behandles for noget jeg ikke fejlede, nemlig paranoia og psykose. Det kunne jeg selvfølgelig ikke acceptere. Samtidig med dette havde jeg ingen penge, så jeg havde ikke råd til at betale kontingent til Lægeforeningen og Yngre Læger. Det hjalp ikke ligefrem på min desperation.

Ingen penge

Jeg havde ikke fået tilsendt en billet fra ROPS til transporten derind. Jeg orkede ikke at ringe til sekretæren og bede om én. Det kostede 96 kroner tur/retur, og selv om det lød som om jeg var grisk og udnyttede systemet på alle tænkelige måder, så var transportpengene for det første den eneste økonomiske støtte jeg modtog fra det offentlige, og for det andet, så spillede det en stor rolle, når jeg havde så få penge at gøre godt med. I dag var det et par hundrede kroner, jeg havde til mad til resten af måneden.

Dumt velmenende råd

Jeg havde igennem hele forløbet sendt min tekst til en navngiven journalist, i håbet om at vedkommende ville skrive lidt om sagen, da det lå inden for pågældendes interessefeldt. Det eneste jeg havde fået ud af det, var: "Jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Måske skulle du prøve med en patientrådgiver?". En patientrådgiver? Det havde jeg da aldrig tænkt på før! Suk, jeg havde haft flere af slagsen, som lige som journalisten intet havde kunnet gøre. Det var umuligt at være vred og bitter over at netop denne journalist havde nægtet at hjælpe, men det gjorde mig trist og apatisk. Til gengæld cementerede det min opfattelse af at dansk presse havde kastet al idealisme på møddingen. Og jeg glædede mig over at internettet og de nye onlinemedier var godt i gang med at gøre de fleste journalister arbejdsløse. Det var sundt at gøre mennesker arbejdsløse, så de kunne lære at være taknemmelige hvis de var så heldige at få et nyt job.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Peter Worm Jantzen havde sagt at anklagemyndigheden og den gratis retshjælp intet kunne gøre, men at jeg skulle til møde hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Det var en højst overraskende melding, da selv samme styrelse havde skrevet til mig at jeg skulle have fat i anklagemyndigheden og ikke den. Det havde Susanne Emde læst op med en vis skadero i stemmen, og tilføjet at jeg ikke kunne få min autorisation tilbage.

Jeg vidste ikke hvornår eller under hvilke rammer mødet med Styrelsen for Patientsikkerhed ville finde sted, og jeg vidste ikke hvad agendaen var. Det værste var imidlertid at jeg ikke havde penge til juridisk bistand eller til en advokat, der kunne tage med som bisidder. Styrelsen for Patientsikkerhed var de facto og de jure både dømmende og udøvende magt, så det var ekstremt vigtigt at medbringe en skarp advokat til samtlige møder med denne. I min situation betød det at jeg intet havde at skulle sige, jeg kunne kun sige ja og ammen, og acceptere de lunser styrelsen måtte smide efter mig hvis jeg var yderst underdanig og undskyldede. Embedslæger kunne få mig til at sige og gøre hvad som helst, når det drejede sig om min egen overlevelse, så det skulle jeg selvfølgelig nok gøre. Det mindede mig om 1984, hvor Winston Smidt endte med at overleve fysisk, men døde som person. Jeg havde det som jeg var død flere gange siden Den praktiserende læges over i 2016, så på den måde kunne jeg være ligeglad. Jeg levede kun som en refleks, eller zombie.

Jeg måtte hellere afsted. Jeg orkede ikke at gå til Østerbro, så der var ikke andet at gøre end at bruge mine madpenge på rejsekortet. At jeg selv skulle betale og dermed sulte for at tage ind og blive ydmyget og nedværdiget, mindede lidt om Saddams metode med at sende regningen for patroner til henrettelsen af politiske modstandere til deres familie.

Alle selvmordstanker- og planer var forsvundet som dug for solen. Det skyldtes Peter Worm Jantzen og det håb han og sygeplejerske Lars havde indgyet i mig. Nu var der en realistisk plan, som havde en tidshorisont på 2 uger. Jeg kunne godt holde ud så længe.

Dupuytrens kontraktur

Der var desværre ingen tvivl om at jeg havde udviklet bilateral Dupuytrens kontraktur. Det var en fortykkelse af fascia palmaris, eller, så vidt jeg kunne huske, med andre ord øget bindevævsdannelse og dermed skrumpning af senestrøget af den mest overfladiske af håndfladens muskler. På et tidspunkt ville jeg ikke være i stand til at strække fingrene på begge hænder. Det var et aldringstegn, og det stressede mig naturligvis, men det var det mindste af mine problemer. Jeg havde tænkt mig at annonymisere navnene igen, fordi det i og for sig var ligegyldigt, da det eneste det handlede om var at generhverve min autorisation som læge, hvilket hele tiden havde været mit mål, men Dupuytrens kontrakturer mindede mig om hvor mange år de havde stjålet fra mig. År jeg aldrig fik igen, som havde været ét langt mareridt, og som havde slidt enormt på min krop og min psyke. Det var utilgiveligt, og det havde sat mig så meget tilbage, at det var yderst tvivlsomt om jeg nogensinde selv i bedste scenarie ville få lov til at leve resten af mit liv under bare lidt udholdlige vilkår. Det var alt eller intet. Når jeg engang fik erstatning eller et arbejde, ville jeg bruge hver en krone på at sagsøge de umennesker, der havde smadret mit liv. Èn eneste læge havde hjulpet mig: Peter Worm Jantzen. Alle andre havde enten være passive eller aktiv skadet mig.

Coronavaccination

Da jeg vendte hjem, lå der et brev til mig på sengen. Det var fra Sundhedsstyrelsen. Jeg åbnede det hurtigt, som når man rev et plaster af, og læste indholdet: Jeg fik tilbudt en coronavaccination. Min ængstelse faldt en smule, men blev afløst af forundring og tvivl. Hvorfor var det lige, at man mente at jeg skulle vaccineres? Jeg var ikke engang i arbejde, og jeg sås ikke med flere end højst tre mennesker i løbet af ugen. Den eneste rationelle forklaring, jeg kunne komme i tanke om, var den alvorlige og kroniske fejldiagnose, som var anført i min journal, men som jeg aldrig havde lidt af. Der var altså fordele ved at få sit liv irreversibelt smadret af nogle bogstaver som stod i en server et sted, men som en naturlov dikterede aldrig kunne slettes eller korrigeres. Ud fra en sundhedsfaglig tilgang var det dybt uetisk at jeg skulle have en vaccine mod corona. Alle jeg sås med, og alle jeg kendte, var reelt set mere relavante kandidater end jeg til vaccinen. Hvis jeg kunne give den væk, ville jeg gøre det straks. Udlejer var min første tanke, alene qua hans alder. Den ældre dame, jeg nogle gange besøgte og støvsugede hos, som forleden havde givet mig en hjemmebagt bolle, var mit næste forslag. Jeg kunne desværre ikke give vaccinen væk, det sagde sig selv, men jeg nægtede at tage imod den, hvis jeg fik den tilbudt som følge af fejldiagnosen. Måske ville én af de jyske praktiserende læger have den til ægtefællen eller sekretæren?

"Den frivillige"

Denne nye bog af Jack Fairweather, havde opslugt mig fuldstændigt. Det var en så utrolig beretning, at det var svært at tro på sandhedsværdien i den, men jeg havde læst anmeldelserne, og den var god nok; den handlede om en polsk modstandsmand, der var så badass, at han under 2. verdenskrig frivilligt lod sig fange af Gestapo for at infiltrere Auschwitz. Det satte min og for den sags skyld langt de fleste andre danskeres situation i perspektiv.

På grund af det relativt milde vejr, lykkedes det mig at sidde udendørs i flere timer og læse i bogen. Til sidst blev det imidlertid for koldt til at jeg kunne holde ud at sidde længere og jeg måtte tage tilbage. Jeg havde kronisk dårlig samvittighed overfor udlejer ved at opholde mig på værelset, så til trods for at jeg var ude af døren halv ni, og hjemme kvart i fire, var det pinligt for mig. Jeg hilste kort på udlejer, og gik ind for at skrive, og læse videre.

Jeg havde misforstået noget i forhold til den gratis retshjælp, for Peter Worm Jantzen fortalte mig i går at man havde accepteret at hjælpe mig. Det ville være fantastisk, og et mirakel, hvis det skete. Jeg vidste eksakt hvad jeg havde brug for retslig hjælp til, men det betød ikke at jeg ikke skulle forberede mig grundigt. Der var mange forhold.

Gigtsymptomer

Jeg havde også på det seneste fået smerter i tomlernes rodled, storetæernes grundled, og grundledene i flere tæer på begge fødder. Det bekymrede mig meget, og til at begynde med havde jeg håbet på, at det bare var overbelastningsskader. Jeg var her til aften blevet tiltagende nedtrykt og opgivende. Jeg lå og tænkte på hvad jeg skulle gøre i morgen. Hvor skulle jeg tage hen, når jeg kun havde penge til én bus- eller togtur? Hvad hvis vejret var for koldt og blæsende? Måske kunne jeg vaske tøj og bruge det som undskyldning for at blive hjemme. Det eneste sted indendøre, hvor jeg kunne sidde i fred, var i vaskekælderen. Selv om jeg efterhånden havde vænnet mig til at trave rundt på må og få, hadede jeg det stadig. Det var meget stressende.

Jeg kunne selvfølgelig også bare kontakte en patientrådgiver, som journalisten havde foreslået.

Netop denne journalist burde af alle mennesker da vide (udover at jeg havde brugt patientrådgivere før uden succes), at det var helt omsonst med en patientrådgiver. Jeg havde haft kontakt med pressen fra før Den praktiserende læges udåd, men alle mine talrige forsøg havde været forgæves. Den etablerede danske presse var intet værd, når det virkeligt gjaldt. De såkaldte nye medier var de eneste, der havde modet til at beskæftige sig med forhold som mine, de var ikke fedtet ind i interessekonflikter.Jeg havde også haft fat i samtlige danske institutioner og myndigheder talrige gange siden 2014, og i forhold til dem havde resultatet været det samme som med pressen: Når det virkeligt gjaldt var de intet værd. Selv politiet havde jeg anmeldt bl.a. Den praktiserende læges ugerninger til, men heller ikke hér var der noget at gøre, selv om jeg havde beviserne sort på hvidt. Der var intet at gøre. Hvis du havde fået en så gennemgribende og alvorlig fejldiagnose som jeg, og hvis den den læge og psykiater der havde givet dig fejldiagnosen ikke erkendte at de havde taget fejl, var der ingen kære mor.

Så var det eneste man kunne gøre, at begå selvmord. Jeg havde været i både patientklagenævnet, by- og landsret, men da psykiaterne som de havde for vane notorisk løj og undlod at sige sandheden i retten, var det blot skueprocesser. Det vidste Torsten Bjørn Jacobsen naturligvis godt, hvilket han fortalte mig før retssagen i byretten, hvor han var min modpart. Han kunne have forhindret at alt det der skete efterfølgende ikke ville have fundet sted. Men det gjorde han ikke, og dermed var han i høj grad medansvarlig for min deroute. Af kollegiale hensyn overfor psykiater Toke Troelsen og Camilla Elvekjær , og til uoprettelig skade for mig. Mellem Camilla Elvekjær Elekjær tavngsindlagde mig på røde papirer og til politiet kom og anholdt mig, have jeg optaget flere lydklip på min mobiltelefon. På disse kunne man tydeligt høre at jeg ikke var psykotisk, eller i en tilstand der ganske måtte ligestilels hermed, og at jeg ikke var til fare for mig selv eller andre. Hvorfor nægtede man at forholde sig til dette i by- og landsretten? Hvorfor sagde Torsten Bjørn Jacobsen direkte til mig at disse optagelser var uinteressante? Det var dermed et justitsmord, jeg var blevet udsat for. Og det blev bekræftet af Gitte Ahle, da hun ville tvangsmedicinere mig et par år efter.

De overgreb man havde udsat mig for var meget, meget alvorlige. Men endnu mere alvorligt var det at man nægtede at erkende det, selv om det kostede mig livet. Jeg havde ikke været glad eller lykkelig på noget tidspunkt i over fem og et halvt år på grund af overgrebene. Hvem af mine tidligere kolleger havde mon prøvet det? De anede jo ikke at det var tortur på daglig basis at have en alvorlig fejldiagnose, der ødelagde alt for en læge af alle mennesker. Min kamp var fra dag ét af at få min lægeautorisation igen. Det var mit eneste formål, og alt andet ville blive løst hvis jeg kom i arbejde som læge igen. Efter at samtlige instanser havde svigtet, var der en enkelt, der havde stillet op, den mindst sandsynlige af dem alle: Retspsykiatrisk Ambulatorium. Who knew? Hvis jeg fik min autorisation igen, kunne jeg takke ROPS for det. Ikke Lægeforeningen eller Yngre Læger. Hvis jeg fik Den praktiserende læge dømt for det hun var skyld i, kunne jeg takke den gratis retshjælp. Ikke Lægeforeningen eller Yngre Læger. Hun måtte da ikke misbruge mit CPR nummer, og hun måtte ikke rette falske anklager mod mig? Hvad var meningen med det?

Efter at have læst: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-02-23-gruppe-skal-selv-vurdere-om-de-er-kvalificeret-til-vaccination, stod det helt klart for mig, at jeg ikke var berettiget til at blive vaccineret.

Tandstatus

Jeg havde ikke haft råd til at tage til tandlægen i flere år, men jeg gjorde mig stor umage med at pleje tænderne bedst muligt, Jeg børstede dem minimum to gange hver dag, og brugte ligeledes tandtråd hver dag. Alligevel oplevede jeg stadig oftere at mit tandkød blødte, hvilket jeg blev mindet om, da det skete igen her til aften. Mine levevilkår med den kronisk svære stress nedbrød langsomt kroppen.

268 kroner

Det var hvad jeg havde tilbage til mad til og med mandag. Det var vist rigeligt. Jeg kom til at huske på, at jeg i 2015 eller 2016 havde ringet til Styrelsen for Patientsikkerhed (det var før jeg i 2016 fik forbud mod at kontakte styrelsen) og fortalt, at jeg ikke havde penge til mad og husleje, samt at jeg ville miste min lejlighed som følge heraf. Af en aktindsigt kunne jeg læse, at jeg havde talt med embedslæge Bolette Søborg (?), som havde skrevet præcis det i styrelsens journal.

Fra 2015 havde jeg også taget et billede af mit tomme køleskab, som var resultatet af at onkologerne Kristine Chemnitz, Mogens B og Ulla Brix Tange havde stukket mig i ryggen og kasseret mig fra deres afdeling, fordi overlæge Egill Rostrup havde ladet mig overskride fireårsfristen for læger i ond tro, således at jeg ikke kunne blive speciallæge.

I skrivende stund i 2021, var min halvdel af det fælles køleskab helt tomt. Jeg havde ikke penge til at fylde det op. Intet havde grundlæggende ændret sig siden 2015. Det skyldtes virkelig fattigdom. Ikke forkælelse og ødsleri, men reel fattigdom fordi jeg ikke fik nok penge, og fordi jeg ikke måtte arbejde, fordi jeg var "paranoid" og "psykotisk" - ihvertfald ifølge mennesker, der aldrig havde ført en normal samtale med mig. Jeg havde talrige vidner på at jeg aldrig havde været paranoid eller psykotisk, men hvem gad at forholde sig til dem og virkeligheden? Ikke praktiserende læge Camilla Elvekjær , psykiaterne eller embedslægerne, og heller ikke det defekte danske retsvæsen. Deres vrangsforestillinger ville aldrig bestå en realitetstest. Under alle omstændigheder var min aftensmad markrel i tomatsovs direkte fra dåsen. Det smagte bedre end det lød, og var man sulten nok, var alt en festmiddag.

Ellers havde dagen ikke budt på noget særligt. Jeg var på værelset indtil det blev ulideligt. Dernæst gik jeg afsted. Jeg fandt en bænk ved en sø i nærheden, som jeg satte mig på og læse om bl.a. nazistlægernes aflivning af jøder, polakker og andre med fenolindsprøjtningerdirekte i hjertet.

Når psykiaterne og andre ødelagde menneskers liv med fejldiagnoser, som de nægtede at berigtige, burde de aflive ders ofte med det samme på den måde. Så slap jeg og andre at gennemgå årevis nedbrydning indtil vi tog livet af os selv i afmagt og fortvivlelse. Det var langt mere humant at aflive de mennnesker som læger og psykiatere med rette eller urette havde givet diagnosen psykose. Jeg ville ønske at jeg havde begået selvmord efter Camilla Elvekjær overgreb i 2016, og jeg havde været meget tæt på flere gange, men jeg var for fej til at gøre det. Jeg vidste jo godt hvilke konsekvenser hendes fejldiagnose og overgreb ville få, fordi jeg netop ikke var psykotisk og derfor tænkte rationelt. Først udskød jeg beslutningen til når jeg fik byrettens afgørelse over min anke. Da det afslag kom, bildte jeg mig selv ind at Landsretten helt sikkert ville indse at jeg ikke havde været psykotisk. Det var trods alt en mere seriøs indstans end byretten. Da landsrettens afslag så kom vidste jeg at jeg var så godt som død, og at mit liv var overstået. Det var meget svært ikke at gøre alvor af den stærke trang jeg havde til at afslutte det hele. Jeg kunne huske en konkret episode hvor jeg var gået en tur i lokalområdet i 2016 og gik over en bro over motorvejen. Jeg var meget tæt på at hoppe ud over broen og ned på vejen foran en lastbil. Højden ville i sig selv have været tilstrækkelig. Efter den episode holdt jeg op med at gå ture.

Jeg var jo tvunget til at lade mig behandle for paranoia og psykose, selv om jeg ikke fejlede det, hvis jeg skulle generhverve min autorisation som læge. Det havde embedslægerne dikteret. Det satte mig i en umuligt dilemma. Enten skulle jeg modtage antipsykotisk medicin selv om det ikke var indiceret. Eller også måtte jeg forblive arbejdsløs resten af livet.

Efter jeg havde tabt i landsretten, forsøgte jeg at få Camilla Elvekjær til at korrigere hendes fejldiagnose, da det var min eneste redning. Det nægtede hun vedholdende, trods alle mine rationelle forklaringer, på trods af at jeg tiggede og bad hende om at gøre det, fordi alle andre muligheder var udtømte. Så blev jeg desperat. Også så endte jeg hvor jeg var i skrivende stund. For mig gjorde det imidlertid ingen forskel hvad jeg foretog mig. Hun havde dømt mig til langsom aflivning uanset hvad.

Min krop var ikke hvad den havde været; udover alt det fra i går, havde jeg trods ihærdig afspritning og daglige bade udviklet en venstresidig blefarit. En infektion med hævelse i venstre øjnlåg. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne godt mærke tyngden i øjnlåget. Jeg kunne ikke gøre andet end at håbe på det gik i sig selv igen. Jeg hostede mere end tidligere, og opspyttet var mere sejt, men feber havde jeg ikke.

Det var rigtig godt vejr, men de timer jeg sad og læste skinnede solen ikke, og vinden var forholdsvis kraftig, så jeg måtte ud at gå for at få varmen. Jeg nåede ikke særligt langt, før jeg fik en besked fra en af de få mennesker jeg sås med. Vedkommende skulle op ad nogle meget stejle trapper for at komme til sengen. Hun var samtidig ældre og tiltagende svimmel, så det var bekymrende med de trappetrin, og den manglende belysning. Jeg havde spurgt hende om det ikke var noget hun selv var bekymret over, men hun mente ikke at det var et problem, når hun skulle op om natten. Jeg havde tilfældigvis nogle små lamper man kunne aktivere med en lille fjernbetjening. De var lige til at klistre op. Desuden havde jeg en LED-kæde der ligeledes kunne opklæbes, og som blev aktiveret med bevægesensor. Jeg havde intet at bruge dem til, og de flydte bare. Det lykkedes mig at prakke hende dem på, og det var grunden til at hun ringede. Jeg gik hjem til hende, satte dem op på den måde hun ønskede på væggen langs trappen, og til gengæld havde hun købt en energidrik til mig. Det var win-win. Udover det fik jeg vasket tøj, støvsuget, gjort rent på værelset, kasseret så meget jeg kunne, og klippet hår. Jeg tale i telefon med en ven, og en anden ven skrev nogle smser til mig.

Jeg mødte tilfældigvis min nabo i vaskekælderen. Hun var meget venlig, og vi fik en længere snak. Det var tiltrængt at føre en normal samtale med et normalt menneske, som heldigvis ikke vidste at jeg var et afskyeligt monster. Det var nærmest magi at jeg helt glemte at være ond og syg, så snart jeg talte med nogen. Hvem som helst faktisk. Så længe de ikke var forudindtaget. Det var godt at jeg var i stand til at skjule den kulsorte og modbydelige del af min personlighed, som hverken jeg selv eller andre kendte til, men som Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klink insisterede på jeg havde. Det måtte være verdens bedste læger, der arbejdede der, når de kunne se noget ingen andre og ikke jeg selv nogensinde havde anet eksisterede. Godt at jeg havde optaget hvert sekund jeg havde tilbragt på Retspsykiatrisk Klinik, så andre kunne høre hvor forfærdelig jeg var. Retslægerådet havde aldrig set eller talt med mig, hvorfor det måtte bestå af de dygtiste læger i kongeriget, når de kunne "fjerndisgnosticere" mig. Respekt. Måske havde jeg taget fejl af dem alligevel? Måske var ingen af disse superlæger inhabile, ingen havde interessekonflikter, og det var ikke mine bødlers egne forkerte og løgnagtige oplysninger, som lå til grund for deres vurdering og konklusion?

Måske havde psykiateren i Retspsykiatrisk Klinik ikke direkte fortalt mig at jeg var skyldig, før jeg var dømt? Det måtte jo være mig den var gal med.Hvis jeg insistede på at jeg ikke var psykotisk, så kunne jeg da godt se, at det var det bedste bevis på at jeg rent faktisk var psykotisk. Og hvis jeg vedholdende mente at jeg ikke var psykotisk, måtte det skyldes at jeg var narcissist. Jeg skulle ikke komme og tro at jeg var rask. I det hele taget var det et lille mirakel at andre gad at tilbringe tid sammen med mig, så svært psykotisk, utilregnelig og narcissistisk jeg var, det kunne jeg godt se.

Tandkødet blødte stadig, og den normalt hvide tandpasta var skummende rød, når jeg spyttede ud i vasken. Det var det som psykiaterne kaldte en "somatisk vrangforestilling" og hallucinationer. Jeg troede jeg havde ondt en kindtand i højre underkæbe, og at mit tandkød blødte. I virkeligheden var det kun noget jeg bildte mig ind, og hvis bare jeg accepterede livslang antipsykotisk medicin, ville det hele gå væk, og jeg ville finde ud af at mine tæder intet fejlede. Fantastisk.

Lempelser på restriktionerne

På den ene side gav statsministerens udmeldig i dag anledning til ganske svagt håb. På den anden side var det i bund og grund ligegyldigt for mig, for mit største problem var fortsat uløst på det der nærmede sig sjette år: Min manglende autorisation. Fejldiagnosen var et problem fordi den havde afholdt mig fra at få autorisationen igen. Det var fint med mig hvis Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik nød at give mig forkerte og svært devaluerende diagnoser, som primært var skældsord, fordi disse mennesker tilsyneladende elskede at sparke på dem, der lå ned - problemet opstod, fordi andre mennesker besynderligt trode på disse fejldiagnoser og behandlede mig derefter.

Gåtur

Jeg var ude ad døren omkring kl. 8, og tilbage igen cirka 20.30. Jeg havde ikke skridttæller på, men jeg var ret sikker på at jeg havde slået rekord i distance i dag. Vejret havde været perfekt, relativt vindstille, mildt og solrigt. Det var helt forårsagtigt, og jeg måtte hurtigt tage jakken af. Min ryksæk var som sædvanlig for tung, men det var som det var. Jeg havde fået alt for meget sol, hvilket kunne ses i form af rødme i ansigtet og nakken. Da jeg var tilbage havde jeg det vidunderligt. Jeg var totalt i zen, og det var meget længe siden jeg havde haft det sådan sidst. Jeg læste den første times tid i morges på en nærliggende bænk, men derefter stod den på trav. Mens jeg gik mindedes jeg gamle venner og den lykkelige tid, jeg havde fået lov til at arbejde som læge. De dyssociale læger og psykiatere havde ødelagt ubeskriveligt meget for mig, og det var helt ubegribeligt, at de kunne leve med dem selv. Der havde mig bekendt ikke været én eneste læge der på noget tidspunkt havde hjulpet mig.

Byer

Jeg havde været gennem flere byer i dag end nogensinde før. Sengeløse, Cathrineberg, Herringløse, Hvedstrup, Ågerup, Gundsølille, Store Valby, Lille Valby, Risø Huse, Himmelev, Roskilde, Marbjerg, Fløng, Hedehusene og Baldersbrønde. Den omtrentlige distance var 41,25 kilometer.

Journalister

Jeg kendte én eneste hæderlig journalist; det var ham, der havde reddet mig fra Gitte Ahles og Anne Mette Brandt Christensens tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin. Han var mere værd end samtlige journalister i Danmark tilsammen, både fagligt, moralsk og som mennesker og ven. Han var den eneste journalist, jeg nogensinde ville få brig for. Alle andre journalister kunne rende mig et vist sted. De var intet værd, og jeg havde ikke brug for dem. At journalister skulle udgøre den fjerde statsmagt var den største løgn. Journalister var lige så meget statsmagt som andre købmænd. De skulle sælge aviser, abonnementer og reklamer, og det var der ikke spor galt med, men de skulle ikke smukke sig på idealistiske fjer. Fraset førnævnte journalist, havde jeg ikke mødt én eneste idealistisk og ordentlig en af slagsen.

Fattig som en kirkerotte

Jeg havde næsten ikke en rød reje tilbage. Jeg havde 140, men jeg skulle hjem til en ven og spise, og jeg følte et vist behov for at købe noget aftensmad, når nu han lagde hus til. Sådan plejede det at være, og det var et udemærket arrangement. Nogle gange lavede han mad til os, og så plejede jeg at betale for råvarene, og han for drikkevarene, som typisk var halvanden liter cola. Det var altid billig og sund mad vi spiste. Tilfældigvis havde Føtex datonedsat deikatessemåltider med både kød og kartofler som normalt kostede 65 kroner, men som nu var nedsat til 25 kroner. Der var cirka 800 gram i alt, og selv om det var nok til to partioner, købte jeg to pakker. Og dertil en anden datonedsat vare, som var en rugbrødssandwich til 15 kroner, der normalt kostede det dobbelte. Det var en stor én af slagsen, og jeg var hungrende efter gårsdagens vandring, så jeg mente at det var et berettiget køb. Utroligt nok kostede en pose 5 kroner, så det blev 70 kroner i alt.

Jeg måtte gå hjem til min ven, da jeg kun havde penge til én rejse tilbage på rejsekortet (71 kroner). Vi mødtes og gik i Aldi. Jeg var super tørstig efter gåturen, så jeg faldt i og købte 2 liter discount cola til 8,95 i alt. Min ven købte 6 Mountain Dew dåser på tilbud. På et tidspunkt talte han om at han lige havde fået udbetalt penge i dag, og samtalen gik i en retning hvor jeg ikke kunne undgå at fortælle at jeg næsten ingen penge havde, og først fik penge på mandag. Han tilbød mig straks at låne af ham. Jeg kendte ham godt nok til at vide at han mente det. Jeg takkede pænt nej. Senere spurgte han mig igen, og jeg måtte takke nej igen. Hvis jeg ikke havde haft nogen penge overhovedet, ville jeg takke ja til hans tilbud og låne 50 kroner.

Al maden blev spist. Jeg var meget sulten. Før jeg tog bussen hjem, tjekkede jeg min konto i Lægernes Bank. Det var ikke alle indkøbene, som der var trukket på min konto endnu. Faktisk stod der 115 kroner. De seneste indkøb stod på "reserveret", men var endnu ikke betalt. Jeg løb hen til den nærmeste hæveautomat og hævede de 100 af dem. Fantastisk. Så var det slet ikke noget problem at klare mig til jeg fik penge på mandag. Sådan var det hver måned - i bedste fald.

Hvorfor laver du ikke bare mad selv? Det var det tåbelige spørgsmål som en ergoterapeut ville stille mig. Fordi jeg ikke har hverken service, bord, gryder, pander eller noget som helst til at lave mad med. Hvorfor køber du det ikke bare? Ergotrapeutens næste dumme spørgsmål. Ingen penge. Der var så meget ergoterapeuter ikke forstod. Jamen, er det fordi du ikke har funktionsevne til at følge en opskrift? Ergoterapeuten igen. Vidste hun hvilke opskrifter man skulle følge som forsker i et laboratorium? Hvis jeg kunne finde ud af det, kunne jeg så ikke finde ud af at blande mel, æg, sukker, gær osv. i en skål og smide blandingen ind i en forvarmet varmluftsovn på 180 grader i 25 minutter? Kom nu ind i kampen Heidi og Line, R3, Sankt Hans Hospital, som ikke skulle fyres på grund af udtalt inkompetance.

Håb

Der var intet. På et tidspunkt ville restriktionerne blive ophævet, og de fleste mennesker i Danmark ville ånde lettet op, og genopdage hvordan hvor skønt livet var. Ikke jeg, og ikke mange jeg kendte på bunden af samfundet. Restriktionerne var helt sikkert et stort problem for os, men vi havde andre og større problemer end dem. Når jeg læste at de unge mennesker havde taget nogle kilo på på grund af pandemien, at en ung pige havde lyst til at springe ud ad vinduet, eller en anden ung pige havde problemer med at sove, eller at efterskoleeleverne strejkede osv på grund af restriktionerne, tænkte jeg: What the fuck. I har jo ikke nogen virkelige problemer. At medierne brugte tid på at skrive om disse mennesker, sagde alt om at journalisterne ikke var andet end købmænd, der skulle sælge et produkt til relativt velstående mennesker, der altovervejende ville læse om dem selv.

Selvfølgelig var der undtagelser, og der blev også skrevet artikler om folk med rigtige problemer, og gudskelov for det, men af samtlige artikler der udkom dagligt i Danmark, var de fleste tomme kalorier, underholdende og ligegyldige. Jeg og mange andre levede dag for dag, vi havde ikke overskud til at drømme og håbe, al vores energi brugte vi på at overleve. Jeg var en type af menneske, der intet kunne foretage sig uden et klart mål. Det havde jeg ikke haft i noste seks år, og det ødelagde alt. Jeg havde ingen livskvalitet, ingen glæde, og intet positivt der motiverede mig. Der var kun pisken, ingen gulerod, og sådan var det på alle planer i min tilværelse. Det var ulideligt. Jeg kunne ikke holde det ud.

Hvor skulle jeg tage hen i morgen? Hvad skulle jeg foretage mig?Jeg havde ikke råd til noget som helst, så udover alt det andet jeg kæmpede med, skulle jeg også forholde mig til basale afsavn såsom mangel på mad, på træthed mv. Jeg havde stadig intet hørt fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og jeg vidste at de havde fået mit sneste brev ang. mødet. Jeg kunne virkelig ikke holde det ud. Det var ét langt mareridt, det var tortur, og på nuværende tidspunkt var der rigtig mange mennesker der var klar over det, kun en, der hjalp mig, nemlig Peter Worm Jantzen, men fortsat var mine livsvilkår kun blevet værre. Der var noget helt galt, når så mange var ligeglade.

Jeg ville aldrig nogensinde svigte en kollega, og hvis det var mig, der havde modtaget en af mine mails eller på anden vis var bekendt med min situation, havde jeg ikke tøvet, men var straks rykket ud. Eller også havde jeg skrevet et debatindlæg til Ugeskriftet eller til den sladderkællingegruppe på Facebook for læger. Som minimum ville jeg have krævet en forklaring på hvad fanden, der skete. Var det virkelig rigtigt at min lægekollega var blevet tvangsindlagt på røde papirer, selv om det tydeligvis ikke var berettiget? Kunne man som overlæge lyve og manipulere med Styrelsen for Patientsikerhed og Københavns Universitet? Hvad var det for en helt uhørt dobbeltrolle og magt embedslægerne havde? Det var bare ikke sket i mit tilfælde.

Martin

Jeg var tvunget til at tale med Martin på mandag klokken 12.00. Ligesom hans forgænger Amanda, havde han intet gjort for at hjælpe mig. Det var sikkert heller ikke meningen, og det lod til at hans uvidende og meningsløse pladder udelukkende var en ekstra straf. Det var sådan set helt fint med mig, men så skulle havde ikke foregive at han gjorde hverken mig eller samfundet en tjeneste. Martin var intet andet end en kontrollant, der læste op fra en skabelon over spørgsmål han skulle stille mig. Han var givetvis socialrådgiver, men han havde på intet tidspunkt rådgivet mig om noget som helst, og jeg havde faktisk bedt ham om råd og vejledning flere gange inden for netop hand feldt, men han var altid svar skyldig. Det krævede ingen uddannelse at være en pappagøje som ham, han forstod ikke min situation, han gad ikke at forstå den, og dermed var hans eneste fortjeneste at bidrage til et falsk narretiv, der både var til stor skade for samfundet og for mig. Den eneste grund til at folk som Martin havde et job, var et de færreste vidste at han fik løn for ikke at lave dagens gode gerning. Den absolut eneste Martin gavnede, var ham selv idet han fik penge for at lave stort set ingenting.

Man skulle tro at han og Amanda vidste noget om væresteder, om tilskud til møbler, flytning, og indskud for folk i min situation, om idrætsaktiviteter, om den gratis retshjælp, om at anke sager, om at indgive anmeldelse til politiet ovs. men disse konkrete eksempler på den hjælp jeg havde bedt om, anede ingen af dem noget om. Og de kunne heller ikke finde ud af (de gad ikke) at undersøge det for mig. På et tidspunkt må det have gået op for Martin og Amanda at de intet var bevendt, og havde derfor foreslået mig en mentor. Jeg anede ikke til hvad, for hvad fanden skulle jeg bruge en mentor til? Det var et latterligt foreslag, og foremålet med det måtte have været at give deres overordnede bureaukrat et indtryk af at de rent faktisk foretog sig noget. Samt, naturligvis, at det var mig, der var genstridig, at det var mig, der ikke samarbejdede, at de skam havde gjort et hæderligt forsøg. Det var ikke mig, der var problemet, og de havde ikke gjort et hæderligt forsøg på at hjælpe mig. Og det skyldtes ikke at jeg var personlighedsforstyrret, paranoid eller let krænkbar. Jeg havde dokumenterbart (optagelser) bedt om relevant hjælp og samarbejdet med dem. Jo, Martin og Amanda var sandelig helte, som på deres egen måde bidrog til at gøre samfundet mere sikkert.

Gåtur

Jeg lagde ud med at finde en bænk og læse bogen om Auschwitz færdig. Det var ikke bare umuligt at drage paralleller mellem forholdene i en udrydelseslejr og min situation, det var det tætteste jeg kunne kunne på blasfami, men der var passager i bogen, jeg isoleret set fint kunne bruge. Samtidig var det helt ubegribeligt hvordan SS-vagterne og Gestapo i lejren tilsyneladende kunne leve et overraskende normalt familieliv i huse tæt på Auschwitz, ligne og udadtil fremstå som ordentlige mennesker, men så snart de kørte gennem porten til udrydselseslejren begå forbrydelse der overgik enhver fatteevne i grusomhed. Og så tage hjem og spise aftensmad efter fyraften.

Noget andet jeg heller ikke forstod, var hvordan så mange nazister, der dokumenterbart havde begået forbrydelser mod menneskeheden i ufatteligt omfang kunne slippe meget billigt fra det efterfølgende. Eller at de Allierede meget tidligt under krigen var udemærket klar over at nazisterne begik folkemord i hidtil uset skala, men at man af forskellige årsager intet foretog sig. Enten havde bobmeflyene ikke den tilstrækkelige rækkevidde, eller også tilbageholdt man information om grusomheder, fordi man mente at den engelske befolkning simpelthen ikke ville tro på at noget så grusomt kunne finde sted, hvorfor det måtte være deres egen regerings propaganda, eller simpelthen fordi at den britiske og amerikanske regering vurderede at antisemitismen var så udbredt blandt deres egne befolkninger, at en beslutning om at bobme Auschwitz ville være upopulær. What the fuck. Civilisationen var et meget tyndt fernis.

Jeg troede ikke ét sekund på at vi havde lært noget som helst. Der skulle meget lidt til før mennesker opførte sig værre end dyr. Går den så går den. Kunne man som praktiserende læge eller psykiater tvangsindlægge en kollega uberettiget på røde papirer, fejldiagnosticere han eller hun, og smadre vedkommendes liv og fremtid, så gjorde man det uden at tøve. Journalen var guds ord, og kunne aldrig korrigeres eller slettes. Man skulle videreføre en fejldiagnose til evig tid, uagtet at den ville ende med at blive en dødsdom for patienten, for egen forfængelighed og hensynet til ens idiot-kollegers fejltagelser vægtede uendeligt højere end patientens liv og helbred.

Billede. Der var sat full size papskiver af personer op i en persnalekantine, som om folk ikke arbejdede hjemmefra. God humor.

Billede. Sandsynligvis gravhøje ved Kallerup Grusgrav.

Billede. Kirken i Hvedestrup.

Billede. Hvedshøj.

Billede. Hvedshøj.

Jeg var ude ad døren lidt over 8 i morges, og jeg gik og gik i det noget koldere, men stadig solskinsvejr. Jeg havde det dårligt med at vende tilbage så relativt tidligt, omkring halv otte om aftenen, men jeg havde siddet og hængt i næsten en time i det samme busstoppested, og jeg gad ikke længere. Jeg havde heller ikke talt skridt i dag, men et konservativt bud var, at jeg havde gået mindst 30 kilometer med en endnu tungere rygsæk end sidst. Kroppen havde det overraskende godt, de eneste problemer jeg oplevede, var to tilfælde af pludseligt opståede, bevægeudløste venstresidige brystsmerter, der helt tog pusten fra mig, havde en trykkende karakter, men var uden udstråling.

De opstod ikke i forbindelse med angst eller andet psykisk ubehag, og det var bekymrende, men jeg var ligeglad. Pludselig død var langtfra det værste jeg kunne forestille jeg. Styrelsen for Patientsikkerhed havde ikke travlt, når det drejede sig om at sylte mig, havde embedslægerne uendelig tålmodighed. Når jeg gik oplevede jeg glimtvis interesse i de forskellige detaljer i landskabet, det være sig gravhøje, som der var overraskende mange af i området, eller landsbyerne og deres historie, som jeg læste på nettet på mobilen mens jeg gik afsted (http://kirkerup.dk/). Jeg elskede det danske landskab og vejr, men jeg tvivlede alvorligt på at nogen gad hjælpe mig, hvis jeg faldt bevidstløs omkuld i Ågerup eller Lille Valby. Det eneste folk ville gøre var at skubbe mig ned i den nærmeste grøft og køre videre og lade som ingenting. Hvis man til gængæld var en fast bestanddel af fællesskabet, skulle folk nok hjælpe én, men det var måske mest af alt et håb. Folk var enten indendøre eller kørte i rasende fart rundt i deres biler.

Jeg mødte som godt som aldrig andre, der gik i vejkanten på landevejene. Der var få motorcykler og en del cykelryttere. Jeg var opvokset i forstaden, hvor vi havde fortove og cykelstier, så jeg skulle lige vende mig til at tosse rundt på en landevej, men det lod til at man skulle gå i vejkanten i den modsatte vejbane, således at bilerne kørte imod én. Langt de fleste bilister var flinke nok til at køre i en betrykkende bue uden om mig, når jeg gik helt yderst i vejkanten, men det var ikke noget jeg automatisk forventede, så jeg kiggede altid op når jeg kunne høre en bil nærme sig. Om dagen var det ikke noget problem, men så snart det blev mørkt, tog jeg det refleksarmbånd på med de små LED-pærer i, jeg havde fået af den ældre dame, jeg en gang imellem kiggede fordi til en snak og støvsugning.

Jeg var meget sulten efter dagens tur, da jeg måtte spare på pengene. Jeg havde 18 kroner tilbage til mad. Jeg var oppe på 93,5 kilo efter lavpunktet i november 2020, så det var ikke ligefrem fordi jeg risikerede at dø af sult, men det var heller ikke pointen på nuværende tidspunkt; der var en meget stor diskrepans mellem hvad man troede man fysisk kunne klare, og det man rent faktisk kunne klare, når det kom til stykket. Jeg var på et lavpunkt, jeg ikke i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig for år tilbage. Jeg var så langt nede, at jeg var ligeglad med politiets vedvarende chikane, konsekvenserne heraf i forhold til bolig, frihedsberøvelse, straf, og alt andet. Det spillede ikke længere nogen rolle hvad der skete. Jeg havde gået og leget med tanken om at opsige mit værelse, og gå ud og sætte mig et øde sted og vente på at jeg døde af kulde eller tørst. Hvis samfundet havde gidet at gøre noget, var det jo nok sket forlængst.

Peter Worm Jantzen havde som den eneste myndighedsperson hjulpet mig, men han kunne ikke trylle, og hvis Styrelsen for "Patientsikkerhed" intet foretog sig, var der intet han kunne gøre ved det. Den måde at ignorere mennesker ihjel på, som jeg havde oplevet i snart seks år, var det mest grusomme jeg nogensinde havde oplevet. At opleve ellers veluddannede menneskers arrogance og had, som var en automatreaktion, der byggede på uvidenhed om de faktiske forhold var forfærdeligt. Hvis man lå ned, kom der straks en pøbel hen og begyndte at sparke på en. Alle ansat i psykiatrien, fraset Peter Worm Jantzen, var intet andet end aber med tøj på. Ikke nogle af de mere intelligente arter af aber, men mere i retning af halvaber. Der var - igen fraset Peter Worm Jantzen - der som drengen i kejsernes nye klæder, kunne og turde sige det åbenlyse, at jeg ikke var og aldrig havde været psykotisk.

Disse moralsk og fagligt degenererede ansatte i psykiatrien, vidste ikke hvad der var normal og ikke-psykotisk adfærd. Det var helt utroligt. Rigtige læger kunne godt se når patienten var rask, de kunne godt skelne mellem sygt og raskt, men det kunne psykiaterne ikke. Deres præmis varat alle var psykisk syge, og det gjalt bare om at finde ud af hvilken af deres vrøvle sygdomme det drejede sig om. Der var aldrig nogen, der tænkte at patienten faktisk kunne være rask. Der var så meget idioti i psykiatrien at det var for meget for et enkelt menneske at forholde sig til. De få hæderlige ansatte i psykiatrien skyndte sig at finde en anden karriere. Tilbage var bærmen. Folk som "Morone", "Bordelmutter", "Parkinson", og alt personale på R3, især Steffen. Der var faktisk ikke så få ansatte på Q81, der kom fra R3, men havde syntes at forholdene (kulturen blandt deres kolleger) var så elendige, at de ikke kunne stå inde for dem. På stående fod kunne jeg komme i tanke om tre ansatte på Q81, der uafhængigt af hinanden havde fortalt mig det.

Gad vide om man på R3 var klar over hvor meget materiale jeg måske - måske ikke - havde fra den afdeling? Hvis jeg havde materiale derfra, havde jeg dels for over et år siden sørget for at gemme det væk i skyen, og dels ville jeg give det til den første journalist, der gad at forholde sig til det. Jeg havde selvfølgelig kun lovligt materiale fra R3, men det var også mere end tilstrækkeligt til at belyse den elendighed der eksisterede der. Min fordel, hvis man kunne kalde det for det, var at de anstte på R3 var så ignorante og ligeglade, at de ikke kunne forestille sig at nogen der havnede der ikke var psykotiske og eller dopet til op over begge ører, således at de ikke var i stand til at dokumentere personalets overgreb. Man skulle aldrig undervurdere nogen. Jeg ville ønske at jeg havde undervurderet personalet på R3, men noget sagde mig, at det ikke var tilfældet. Jeg håbede på at nogen fra R3 ville bevise at jeg havde taget fejl af dem, men jeg ville ikke holde vejret indtil det skete.

3 kroner tilbage

Jeg havde 18 kroner til mad i dag, og fordi jeg havde gået så meget, var jeg meget sulten. Da jeg var ude ad døren relativt tidligt, lidt over kl. 8, håbede jeg at jeg kunne nå at få del i de datonedsatte varer. For en gangs skyld blev jeg ikke skuffet, faktisk var der usædvanligt billigt mad. Jeg købte en pakke solkernerugbrød på 900 gram, der normalt kostede 28 kroner men nu var nedsat til 10 kroner. Fremragende. Men så fik jeg øje på en laksepastasalat til normalt 40 kroner, der kun kostede 5 kroner. Det var helt vildt, og gjorde mig straks i bedre humør.

Billede. Festmåltid.

Til gengæld var vejret gråt, koldt, og blæsende, og jeg begyndte hurtigt at fryse. Kroppen værkede efter de seneste dages lange ture, jeg orkede ikke at gå mig varm, men var ikke desto mindre nødt til det. Jeg havde en aftale med en bekendt kl. 11.00. Da jeg skulle have et par timer til at gå i det kolde vejr, måtte jeg finde et sted at opholde mig indtil da. Det eneste sted, jeg kunne være, var på stationen. Jeg fandt en bog i den udendørs bogreol, "De uden fædreland", af Herman Bang, en udgave fra 1936. Da Danmark svigtede mig og mange andre yngre læger med indførslen af den såkaldte fireårsregel, der ødelagde alt for mig, for at tvinge os til at blive psykiatere, følte jeg at ikke havde noget fædreland. Det var Danmark, der svigtede mig, ikke mig, der svigtede Danmark. Jeg satte mig ind på en bænk inde på stationen og læste i en times tid. Så fik jeg en sms fra min bekendte, der aflyste. Det var en meget valid årsag, og den pågældende skyldte mig ikke noget, så det var som sådan helt fint, men det betød at jeg skulle have yderligere et par timer til at gå. Bogstavligt talt, og jeg gad virkeligt ikke.

Men der var intet at gøre, så jeg tog afsted. Jeg nåede at tosse rundt i Greve, men jeg havde ondt i samtlige muskler i benene, så jeg var nødt til at sidde på alle bænke og i alle busstoppesteder på vejen for at hvile og massere underben og fødder. Jeg gik ikke mange kilometer i dag, måske kun 10 i alt. Jeg var tilbage alt for tidligt, cirka klokken 15, men jeg var for en gangs skyld ligeglad, jeg skulle bare tilbage hurtigst muligt. Jeg havde intet at drikke med på turen, og jeg var svimmel hele tiden, i en grad at jeg slingrede som var jeg fuld, med mindre jeg konstant kiggede fremad. Mine øjne var udtalt trætte og jeg måtte blinke hele tiden med de tunge øjnlåg, der føltes som var de lavet af bly. Jeg tænkte at det kunne være allgergi, idet pollentallene var rekord høje. Betændelsen af venstre øjnlåg var gudskelov gået i sig selv igen. Jeg skulle være alvorlig syg før jeg søgte lægekontakt, og selv i det tilfælde var det usandsynligt at jeg gjorde det. Det eneste der i virkeligheden kunne få mig til læge, var uudholdelige smerter.

"Den frivillige"

Detaljefikseret som jeg i følge psykiater Gitte Ahle var, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at der i anmeldelsen af bogen "Den frivillige" på berlingske.dk stod at hovedpersonen, Witold Pilecki var polsk jøde. Det var han ikke; han var polsk katolik. De kristne polakker i Auschwitz blev selvfølgelig udsat for umenneskelig behandling, men var fysisk adskildt fra jøder med enkelte undtagelser, og blev ikke ystematisk udryddet, på helst samme måde som jøderne. At Witold overlevede Auswitz kun for at blive henrettet af kommunisterne, var næsten ikke til bære at læse.

Min situation

Min situation var uændret helt uholdbar og ulidelig. Der var intet sket. Jeg kom aldrig til at forstå eller tilgive myndighedernes passivitet mens jeg led. Jeg skrev præcis det jeg tænkte og følte. What you see is what you get. Ulempen var at det jeg skrev var utåleligt for andre at læse, at jeg undstillede min indre svinehund, og at jeg ville blive sagsøgt for injurier af mine bødler. Men fordelene, som oversteg ulemperne var, at det var terapeutisk for mig at skrive, det var en overtryksventil, og folk der måtte læse hvad jeg skrev kunne forvisse sig om, at mine mørkeste og mest hemmelige tanker og følelser var harmløse. Der var ingen psykose eller utilregnelighed, jeg kunne ikke drømme om eller tvinges ud i en situation hvis jeg fyisk skadede andre, uanset hvor store nederlag, ydmygelser og ulidelige og langvarige livsvilkår, jeg blev udsat for. Ingen kunne gøre mig psykotisk, jeg havde aldrig været psykotisk.

Alle mennesker tænkte engang i mellem noget, der ville chokere andre, forskellen var at jeg skrev det jeg tænkte til internettet fordi jeg var nødt til det, dels af førnævnte årsager, dels fordi at normale mennesker - altså ikke virkelighedsfjerne psykiatere - godt kunne sætte sig ind i min situation. Der var intet psykotisk at komme efter. Længere var den ikke. Jeg hadede mennesker, der gav sig ud for at være mere end de var, folk der smykkede sig med lånte fjer, og altid fremhævede sig selv som de moralsk overlegne de var, selv om det var skuespil, så derfor undlod jeg at forhellige mig selv, eller at sætte mig i et positivt lys for at vinde andres eventuelle respekt. Jeg var som jeg var, lige så fejlbarlig som alle andre, ikke bedre, men heller ikke dårligere end nogen anden. Hvis folk, der ikke kendte mig, eller ikke havde indsigt i mine vilkår gennem næsten seks år, hadede og foragtede mig, så fuck dem. Helt ærligt, fuck dem. Ingen skulle bebrejde mig min reaktion, når de fleste ikke ville reagere meget anderledes end jeg.

Coronaadfærd

Jeg kom meget rundt i området, og da jeg intet havde at tage mig til, gik jeg nogen gange og observerede folk. De steder hvor man typisk mødtes, i centeret og på stationen, var der stadig alt for mange som ikke sprittede af, holdt afstand og som ikke anvendte mundbindet korrekt. Der var nogle fællestræk mellem dem, der ikke kunne finde ud af det, eller ikke gad, men man kunne ikke helt entydigt henføre smittespredningsadfæren til nogen enkelt gruppe. Jeg havde endnu ikke oplevet nogen påpege den for andre farlige adfærd, hverken andre borgere eller vagter, og jeg gjorde det heller ikke selv. Jeg burde gøre det, men coronasmitte var det mindste af mine problemer, og man måtte forvente at dem, der fik penge for at være coronavagter lagde ud med at påpege smittefarlig adfærd først. Når de var ligeglade, hvorfor skulle jeg så gå og lege coronapoliti? Dem der havde mentalt overskud til at udvise "samfundssind"eller nogle af de andre floskler, myndighederne og politikerne henviste til, befandt sig ikke på bunden af samfundet, som jeg gjorde. De havde biler og anvendte ikke offentlig transport som os fattigrøve, de boede i huse i villakvarterer, og de undgik for alt i verden at blande sig med os i underklassen.

Dem med ressourcerne havde afskærmet sig med deres egne, så de ikke var i fare for de smittespredende tosser, der rente rundt på gader og stræder. Jeg var en coronaduks, men jeg kunne så sandlig godt forstå dem, der i protest eller fordi de havde meget større problemer end corona, ikke overholdt restriktionerne. De opfattede sig ikke som medlemmer af det danske samfund. De følte ikke at de skyldte deres rigere medborgere noget som helst. Måske var det berettiget, måske var det ikke, men jeg var ikke i tvivl om at det ikke skyldtes at man ikke rent kognitivt kunne finde ud af at overholde restriktionerne, men derimod at det var et spørgsmål om at man havde udelukket nogle fra samfundet. Derfor var løsningen ikke mere oplysningsarbejde, selv om det da var udmærket, men at man ikke kunne forvente "samfundssind" fra mennesker, der var blevet kasseret som affald af selv samme samfund.

Afsavn

I morgen fik jeg endelig penge. Det var i forvejen ikke mange, og jeg skulle tvangsafbetale til Lægernes Bank og til sagsomkostninger, og dertil kom at jeg manglede alt, lige fra husholdningsartikler til mad til tøj og sko. Det kunne simpelthen ikke blive ved. Jeg var nødt til at skrive det til bl.a. ROPS og Styrelsen for Patientsikkerhed. Lige nu havde jeg det tåleligt, men det kunne ændres hvert øjeblik det skulle være, og jeg vidste at jeg snart igen og senest i aften, nat og i morgen ville blive grebet af desperation, nedtrykthed og afmagt. Der skulle ske noget.

Mail til ROPS og Styrelsen for Patientsikkerhed

"Status er, at min situation er helt uholdbar. Jeg har intet hørt fra hverken Styrelsen for Patientsikkerhed eller den gratis retshjælp. På snart sjette år lever jeg stadig på fattigdomsgrænsen, lider under meget alvorlige fejldiagnoser (psykose, paranoia og personlighedsforstyrrelser), og jeg har initialt mistet min autorisation som læge på et forkert grundlag (paranoia, selv om jeg sådan set havde ret og ikke var paranoid). Embedslæge Elisabet Tornberg Hansen ville jf. aktindsigt have, at jeg i 2015 skulle indlægges akut på en lukket psykiatrisk afdeling til medicinering med antipsykotisk medicin på grund af paranoia. Det krævede hun i forlængelse af en samtale jeg havde med hende, hvor jeg fortalte om overlæge Egill Rostrups ulovlige håndtering af forsøgspersoners personfølsomme data. Det nægtede jeg at gøre, hvilket jeg også fortalte Elisabet stille og roligt, da jeg var på vej ud ad døren. Det var relevant at oplyse, da jeg blev straffet af ham, idet jeg mistede min ph.d. fordi jeg var så dum at gøre Egill opmærksom på dette, før jeg anmeldte ham til Datatilsynet. Som efter fire år gav mig ret.

Kjeld."

Samfundssind

Var der intet af. Det var vigtigt at få understreget. Det var der ikke før eller under coronapandemien, og det ville der heller ikke være efter. Det betød ikke, at det bare var mig, der ikke kunne danne relationer med andre mennesker, for det havde jeg sjovt nok ikke det store besvær med, men samfundssind, medborgerskab, næstekærlighed og alle de andre floskler, jeg især i øjeblikket kunne læse i aviserne. Der var ingen sammenhængskraft i det danske samfund, og jeg ville se at danskerne stod sammen og kæmpede for en fælles sag før jeg troede på det kunne lade sig gøre. Måske var det bare på Vestegnen, det forholdt sig sådan. Måske havde de fattet det i Jylland, hvad vidste jeg?

Samtale med Martin

"Hvordan går det?" Det lagde Martin ud med at sige med påtaget opstemthed, da jeg helt bevidst ringede ham op 11.55, og ikke kl. 12.00, for således at illustrere at jeg havde styr på mine aftale. Jeg svarede: "Det går som det plejer. Der er stadigvæk ikke sket noget.". "Har du stadig ikke fundet et sted at sidde i dagtimerne?". "Nej, bibliotekerne og fitnesscentrene er fortsat lukkede.". "Ok". "Fik du min sms?". "Jeg sendte dagsordnen til dig til samtalen forleden.". "Nej, den har jeg ikke modtaget". "Jeg oplyste dig om mit telefonnummer til sidste samtale". "Nå, jeg kan se at jeg sendte den til telefonnummeret med tallet 92, og ikke 98". "Det er jeg ked af." "Det er ok.". "Er du sikker på at der ikke er noget vi skal tale om?". "Jamen, der jo ikke sket noget som helst. Jeg synes ikke at det er nødvendigt for mig at opfinde noget vi kan tale om.". "Ok, skal vi så ikke aftale en ny tid?". "Det synes jeg er en god ide.". "Hvad med den 12. april kl. 12.00?". "Det er perfekt, jeg skriver det lige ned.". "Jeg går ud fra at det er et telefonisk møde med mindre du oplyser mig om andet?".

"Ja, det er sandsynligvis telefonisk ligesom i dag, men ellers skal jeg nok fortælle dig det.". "Det gør jeg i den sms med dagsordnen, jeg sender til dig en uge før næste møde." . Vi afsluttede samtalen på normal høflig vis. Hele samtalen foregik i en rolig og venlig tone, og varede heldigvis meget kort tid. Martin var sikkert en fin fyr, og han hjalp måske andre, selv om han ikke hjalp mig. Nogle, som Kristine Chemnitz, troede jeg kæmpede mod hele verden. Det var en misforståelse, som byggede på at hun ikke anede hvor mange kampe på daglig basis ikke udkæmpede. Jeg kampede heller ikke mod hverken Amanda eller Martin, for det var ikke deres skyld at idioter meget højere oppe i hierakiet havde taget alvorligt fejl eller handlet i ond tro. Det lod til at Martin endelig havde fattet det, hvis man skulle tillægge dagens samtale med ham nogen betydning. Det, som Kristine Chemnitz havde sagt til mig var faktisk ordret: "Du kan ikke kæmpe mod hele verden, Kjeld". Det var et forkert udsagn af to årsager: For det første kæmpede jeg ikke mod hele verden, kun mod den skændelige og uretfærdige fireårsregel for læger, der i øvrigt favoriserede lidt ældre læger som hende selv og Mogens B. For det andet kunne jeg og alle andre sagtens kæmpe mod hele verden. Man kunne bare ikke vinde kampen, men selvfølgelig kunne man kæmpe, og "den, der kæmper, taber aldrig helt". Men hvad vidste Kristine og Mogens om at kæmpe for noget? De havde fået alt foræret på et sølvfad.

https://politi.dk/virksomheden/distinktioner-id-og-markering

"Alle politibetjente, uanset om de arbejder i uniform eller i civil, vil have deres politi-id (politiskilt) med sig. Uniformerede politifolk vil ydermere bære et unikt markeringsnummer og distinktion, der fortæller dig den pågældendes ledelsesniveau."

Den afgørelse jeg for nyligt fik af Vestegnens Politi var altså en joke?

Jeg var ude i dag fra lidt over 8 til lidt over 17. Jeg var forbi Hedeland og træne på powertrackbanen. Det var fremragende, forårsagtigt vejr. Jeg elskede at komme hjem og slappe af efter en lang tur eller træning. Så følte jeg det var fortjent. Der lå intet post til mig. Jeg havde intet hørt. Der skete fortsat intet. At få penge den 1. var som at komme op til overfladen efter nærmest at have druknet. Så hev man efter vejret, og det var det eneste i hele verden, der betød noget. Man kunne ikke bede en sådan person om at spare på vejrtrækningerne. Jeg måtte beherske mig når jeg var ude at handle , for jeg havde lyst til at købe al den datonedsatte mad. Men da det selvfølgelig ikke var det samme som at nærdrukne, lykkedes det mig at holde igen.

Jeg havde gennem to måneder manglet et bælte, som ikke var udpræget og synligt flosset, fordi det var lavet af plastik og havde kostet 50 kroner. I to måneder havde jeg gået og kigget på bælter i Føtex, og i dag skulle det være. Jeg blev ramt af kraftig skyldfølelse, da jeg købte et bælte af "rigtig" læder til 199 kroner, som en konge. Mine sko var nu så hullede at småsten på grusstien i Hedeland gik direkte op gennem sålen. Men udadtil så de præsentable ud, og det var jo det vigtigste. Jeg købte også synåle og sytråd til i alt 20 kroner i Rema 1000, så jeg kunne sy knapper i de to par bukser, der manglede. Jeg havde fjernet knapperne fra to andre par bukser, jeg måtte kassere, da hullerne i dem var for store og kanten af stoffet var trævlet så meget op, at jeg ikke kunne sy dem.

"Kontakt en patientrådgiver". Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det latterlige "råd" journalisten havde givet mig. Det var meget sigende, da det betød at han ikke havde læst noget af det jeg havde skrevet til ham igennem flere måneder. Det mindede mig om at det var en rigtig strategi at jeg ikke forholdt mig til feedback fra andre end de ganske få mennesker, der faktisk kendte til mine forhold og sager. Det eneste, jeg kunne forvente fra andre end førnævnte, var ubehjælpsomme klicheer, såsom at jeg skulle "finde en patientrådgiver" (journalisten), "ikke kæmpe mod hele verden" (Kristine Chemnitz) og "bid ikke den hånd, der fodrer dig" og "jagt ikke vejrmøller" (ordsprogene og flosklernes konge, Torsten Bjørn Jacobsen). Der var meget sandhed i ordsprog, men der var også meget vrøvl, især når de blev anvendt forkert. Som psykiater måtte man ikke forfalde til ordsprog, som forklaring på noget som helst.

Jeg havde på forunderlig vis skaffet en lærebog i basal klinisk undersøgelse, som jeg lige så godt kunne bruge den uendelige ventetid på at repetere.

Coronaadfærd

Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til ikke bare folks coronaadfærd, men også hvordan samfundet forsøgte at minimere smittespredningen. Jeg var "detaljefikseret" i følge selveste forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, og det var et sygdomstegn i følge hende, men når det var sagt, så var det en fordelagtig egenskab under en pandemi. Tag eksempelvis City 2 i Høje Taastrup, hvor de fine læger aldrig satte deres fødder. Ved én af de mest benyttede indgange til centret var der en håndspritdispenser, der i over to uger enten ikke virkede eller ikke var opfyldt. Det var sådan en detalje, der faktisk kunne få betydning under en pandemi. Eller bænkene i Waves i Hundige, som med markeringsplast var afskærmet, men som jeg så sent som i dag så folk sidde på alligevel.

Eller at man i disse centre sparede på rengøringen på toiletterne under pandemien, samtidig med at foruroligende mange brugere svinede som dyr på dem. Små detaljer, og et sygdomstegn at jeg lagde mærke til sådan noget, men virus var ligeglad, blev spredt på den måde, og på den måde ødelagde de små detaljer den øvige store og meget omkostningstunge indsats. Var det dyrt for et storcenter at gøre lidt mere rent? Nej. Var det dyrt at indlægge folk på hospitalet, fordi der var sparet på rengøringen? Ja, det var overordentligt dyrt. Men det var henholdsvis den offentlige og den private sektor, der betalte i de to tilfælde. Det var himmelråbende åndssvagt. Sådan var der mange små sprækker i den store dæmning, der kunne få den til at springe hvornår det skulle være.

Egoisme

Jeg var nødt til at trække på smilebåndet, da jeg læste at læger uden patientkontakt på Herlev Hospital havde vaccineret hinanden før alle andre. Disse unge mennesker var givetvis nogle af de sundeste i kongeriget, og COVID-19 var ikke ligefrem Den Sorte Død. Ingen af dem risikerede at blive særligt syge af corona, og de havde ikke tænkt over hvor forkert og egoistisk deres handling var, og at det ville komme for en dag før eller senere. Der var åbenbart ingen laveste fællesnævner blandt selv rigtige læger, altså ikke psykiatere, selv om de psykiatriske chefer også havde ladet egoismen råde og ladet sig vaccinere. Jeg var ikke overrasket over de psykiatriske chefers svigt, det var hvad man kunne forvente, men at de rigtige læger, der var diabetesforskere, havde sprunget køen over, kom bag på mig. Tænk hvis COVID-19 havde været farligere (eller farligt)? Hvis 1 - 2 procent af de ramte døde af COVID-19 (ikke med, men af) fremfor 0,5 til 1,0 procent? Hvor lidt skulle der til før folk kørte på overlevelsesinstinktet og gav pokker i pligt og samfundssind? Noget andet, jeg havde tænkt på, var, hvordan folk ville reagere, hvis der var nogen, der faldt om på gaden og skulle genoplives? Var nogen villige til at redde et medmenneske, hvis det betød at de blev eksponeret for COVID-19? Det var ikke engang mund-til-næse jeg tænkte på, blot kompressioner eller anvendelse af hjertestarter. Var jeg, hvis jeg faktisk havde noget at miste? Nej til det første, forhåbenlig ja til det sidste.

Jeg kunne have brugt tiden under restriktionerne til at dygtiggøre mig lægefagligt. Jeg ville havde siddet på den samme bænk ti timer dagligt og repeteret det, jeg engang elskede mest, mit fag, lægefaget, og jeg ville have et smil om munden hele tiden. Jeg kunne undvære mad og varme, hvis jeg bare havde noget at arbejde hen imod. Det ville have kommet både andre og mig selv til gode. Den glæde skulle jeg imidlertid ikke have. Styrelsen for Patientsikkerhed mv. ville ikke give min tilværelse mål og mening. Jeg skulle lide i fortsat uvished og med afsavn, som de færreste i Danmark havde stiftet kendskab til i så mange år. Jeg skulle straffes, og jeg skulle leve i et helvede. Hvis jeg fik de rette vilkår, som jeg i al ydmyghed havde fortjent fordi jeg hele tiden havde været helt normal, ville jeg helt automatisk blomstre og selv sørge for at blive en glad og positivt bidragende medborger. Men det var der nogen, der i flere år havde aktivt forhindret, og det var en forbrydelse.

Folk kunne ikke forstå at læger var i stand til det, der var overgået mig, at man bevidst havde givet mig en alvorlig og fuldkommen forkert diagnose, og at retssystemet havde nægtet at korrigere diagnosen. Det var så uforståeligt for de fleste at det kunne finde sted i Danmark, men faktum var, at det var præcis hvad der var sket, og ikke fordi jeg sagde dt, men fordi alle der havde kendt mig sagde det. Fordi det lød utroligt i andres ører at danske psykiatere var i stand til det der var sket med mig, så troede man ikke på hvad jeg sagde, og man ville derfor ikke besvære sig med at læse hvad jeg havde skrevet, hvad mine pårørende sagde, hvad jeg havde dokumenteret sort på hvidt. Det var derfor at en journalist, der burde vide noget om netop psykiatrien, ikke mente han kunne hjælpe mig, og at jeg skulle kontakte en patientrådgiver. Og det var derfor at mine bødler vandt.

Høje Taastrup Kommune

Det var vigtigt at huske sager som nedenstående, når pandemien engang var overstået og regnskabet skulle gøre op:

https://sn.dk/Taastrup/Fem-ledere-kom-foran-i-vaccinationskoe/artikel/1415323

Egoismen ville ingen ende tage.

https://sn.dk/Taastrup/Utilfreds-borgmester-efter-ledere-er-kommet-foran-i-vaccinekoe-Man-skulle-have-haft-dobbelt-saa-lang-liste/artikel/1415325

Lidt før midnat lå jeg og tænkte, at det ikke ville komme til at gå. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke se at det nogensinde ville ende. At jeg havde klaret det så langt, som jeg havde, var ikke til at forstå. Hvor mange hundrede kilometer havde jeg ikke gået? Hvor mange gange var mit håb ikke dødt? Hvor ofte havde jeg ikke råd til mad, selv om jeg sparrede alt jeg kunne? Hvorfor sad der mennesker derude, som jeg vidste kendte til min situation, som vidste det var tortur for mig, som kunne gøre noget, men ikke gjorde det? Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg var nødt til at gøre det eneste jeg var i stand til nu, nemlig at sende min tekst ud til alle læger igen. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg dø. I morgen var det marathon gåtur igen til et sted jeg ikke anede hvor var. Jeg havde nu penge på rejsekortet igen, så i princippet kunne jeg tage nogle nye steder hen, men hvad nyttede det, når jeg ikke kunne sidde nogen steder alligevel?

Jeg var ved at brække mig over at tosse rundt, eller sidde på en bænk og læse eller skrive på min computer som en idiot, mens folk gloede og jeg forsøgte at lade som ingen ting. Jeg var så langt nede at jeg ikke magtede at tage kontakt til andre mennesker længere. Jeg havde været fysisk og mentalt mere end parat til at arbejde flere gange i løbet af de seneste måneder, men fordi at Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat ignorerede mig som de havde gjort i snart seks år, kunne jeg ikke opretholde den parathed særligt meget længere. Jeg var hurtigt på vej helt ned i et sort hul igen, og denne gang kom jeg ikke op igen. Mit liv var intet værd.

Hvorfor var det nødvendigt at skrive over 700 siders dagbog for at overleve?

Hvorfor var mit eneste håb at sende den rundt til folk og myndigheder som var ligeglade?

Og vigtigst af alt: Hvorfor spildte jeg tiden med at skrive dagbog, når jeg uendeligt hellere ville læse medicin?

Og i forlængelse af ovenstående: Hvorfor havde Styrelsen for Patientsikkerhed ikke forlængst givet mig en konkret tidsramme og handleplan, så jeg kunne repetere den medicinske litteratur, der var relevant?

Gad vide hvilke løgne embedslægerne og psykiaterne bildte sig selv ind, når de skulle begrunde deres skændige svigt? Til hvems bedste? Da i hvertfald hverken mit eller samfundets.

Roskilde revisited

Jeg var nødt til at købe nogle nye sko, så jeg ikke længere lignede en lazaron. Det nærmeste sted med gode indkøbsmuligheder var Roskilde. Det var interessant at gense det sted, hvor jeg havde haft det allerværst under hele det mareridtsagtige forløb. Indtil videre naturligvis, for det kunne altid blive værre.

Men samtidig med at det havde været forfærdeligt, havde jeg massiv backup af de bedste venner man kunne ønske sig. Det var deres fortjeneste at jeg havde fortsat ævred, til trods for at jeg ikke havde lyst, og det nemmeste var at gå i hundende og opgive alt. Det ville dog have været utaknemmeligt af mig, hvis jeg havde valgt den nemme løsning. Jeg besad mange dårlige karaktertræk, men utaknemmelighed var ikke et af dem. Jeg huskede alle, der havde hjulpet mig, ligesom jeg huske alle der havde skadet mig. Da jeg endnu ikke havde et fast holdepunkt i min tilværelse, magtede jeg desværre ikke at vedligeholde mine relationer, hvilket mildt sagt havde ødelagt en hel del for mig, og jeg havde kronisk dårlig samvittighed over at jeg havde svigtet dem, der havde gjort så meget for mig.

Det var helt vildt at tænke på at mine venner havde været sejere end toppen af dansk psykiatri. Og mine venner havde ikke noget psykiatrisk fagkundskab, men til gengæld havde de sund fornuft og var mere intelligente end psykiaterne. Jeg drømte om at få min lægeautorisation igen, så jeg kunne være der for dem, skulle det blive nødvendigt, hvilket jeg håbede at det aldrig blev. De havde reddet mit liv, og jeg ville gøre alt for dem. Det gjorde ikke noget at mine modstandere havde Retslægerådet, alle psykiatere fraset Peter Wormm Jantzen, Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet på deres side, når bare jeg havde mine venner, som var tusinde gange mere værd en dem.

Jeg fik købt det jeg skulle, og ikke mere end det. Nu gjaldt det om at sparre resten af måneden. Jeg havde opdaget et rekreativt område der lå mellem Hemmelev og Tre Kroner, hvor der nærmest var en kopi af Powerfitnessbanen i Hedeland, der hed naturfitnessbanen, og der gik jeg hen og tog nogle pullups. Det blev ikke til mange, da musklerne var brugte efter de pullups jeg lavede i går i Hedeland. Desværre var vejert langt dårligere i dag, så jeg tog tidligt hjem.

Jeg havde fortsat intet modtaget fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og ikke hørt fra den gratis retshjælp. Det måtte være fordi alt gik gennem Peter Wormm Jantzen, som jeg skulle tale med på mandag. Det var sådan set fint nok, bortset fra at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle holde ud til endnu en uge. Hvis jeg vidste at mit altoverskyggende problem, beskæftigelse, blev løst på mandag, så jo, så kunne jeg klare hvad som helst, men jeg anede intet.

Coronaadfærd

Folk var stadig meget afslappede, og det var ikke alle, der forstod hvad kontaktsmitte var, ligesom jeg så en kvinde i bussen, som havde sit mundbind under hagen under turen. Idiotisk, så tag dog mundbindet helt af eller helt på. Det kunne ærligt talt ikke hidse mig op. De meldinger der var i medierne i forhold til farligheden af den britiske variant, konsekvenserne af den begyndende genåbning, samt effekten af vaccinerne, var meget modstridende. Den britiske variant var mere farlig og mere smitsom, men der blev alligevel slækket på restriktionerne. Mystisk. Jeg var begyndt at hoste mere, men følte mig ikke syg i øvrigt, så det kunne skyldes allergi, da mine øjne også klødede, eller den skimmelsvamp der sad i en bræmme rundt om vinduet på værelset. Mine fødder gjorde fortsat ondt, men var virkede ikke som om det kom fra leddene, men nærmere fra knoglerne i mellemfoden. Jeg var stadig uspecifikt svimmel.

Jeg var et smut forbi en bekendt fra værestedet, hvor jeg syede knapper i to par af mine bukser. Hun fortalte at værestedet var helt åbent for brugere. Det var jeg rigtig glad for at høre, og jeg savnede de mennesker der havde taget så godt imod mig, men jeg var ikke sikker på at det var en god ide at tage forbi dem fordi det bidrog til at stigmatisere mig yderligere som psykisk sårbar, hvilket jeg ikke var. Jeg skulle nok tage ned forbi værestedet og hilse på igen, men ikke før jeg var afklaret i forhold til autorisationsspørgsmålet. Desuden havde jeg på fornemmelsen at jeg enten risikerede at smitte de andre eller blive smittet selv og smitte udlejer.

Peter Wormm Jantzen

Jeg blev ringt op af Peter Worm Jantzen omkring frokost. Han fulgte op på det han hjalp mig med: Styrelsen for Patientsikkerhed havde ikke ladet høre fra sig. Det havde den gratis retshjælp til gengæld. Peter Worm Jantzen var et fyrtårn i dansk psykiatris mørke. Han havde lyttet til mig, og han huskede det essentielle i det jeg havde sagt. Han var knivskarp, og skar alt det overflødige væk. Han sagde intet overflødigt, og han fik elegant kommunikeret til mig at han var klar over at jeg ikke havde lyst til at tale med sygeplejerskerne. Han hjalp mig på præcis den måde, jeg havde tigget og bedt om i rent ud sagt årevis. Den måde han kommunikerede på fordrede respekt og lydhørhed fra mig af. Han var befriende effektiv, og selve samtalen varede kort tid, samtidig med at alle emnerne blev afrundet tilfredsstillende. Jeg skulle passe på ikke at sætte Peter Worm Jantzen op på en piedestal, men med det i mente, så stod det klart at denne læge burde klones, og erstatte størstedelen af hans kolleger.

Peter Worm Jantzen havde én kæphest, nemlig at han ikke tolererede stofmisbrug blandt patienterne, og forekom det, blev det sanktioneret behørigt. Jeg var ikke uenig med hverken hans kæphest eller hans sanktioner. Jeg vidste fra mine medpatienter på R3, at han (trods hans kæphest) var den ubetinget mest vellidte psykiater. Det interessante var, at han blev positivt fremhævet af medpatienterne, hvorimod hans kolleger var direkte forhadte. Dermed var han strengt taget den eneste vellidte psykiater på R3. Og det selv om en del af mine medpatienter gjorde alt for at komme til at indtage stoffer, og i den forbindelse også mærkede Ps sanktioner. Man skulle altså ikke misforstå Ps venlighed og effektivitet med svaghed og eftergivenhed. Og det kunne vi godt lide.

Den gratis retshjælp

Jeg ville forberede mig på mødet med retshjælpen særdeles grundigt. Jeg havde rigtigt meget, men jeg var klar over at jeg måtte prioritere benhårdt, og præsentere hvert forhold kort og konist. Selvom jeg havde mistet al respekt for det danske retsvæsen, qua min egne erfaringer, var min eneste mulighed at gøre brug af det. Fordi mine bødler ikke havde vist mig nogen form for nåde, og fordi jeg stadig i skrivende stund efter snart seks år, stod på kanten af afgrunden, var det klart at jeg måtte bruge retsvæsenet til at vise disse bødler samme nåde. Retsvæsenet havde svigtet mig og min familie mange gange før jeg i desperation tydede til selvtægt, men nu måtte jeg altså igen forsøge at bruge dette rets(u)væsen.

Nu var der selvfølgelig det at mine bødler fra starten havde satset på at de ulovligheder de havde begået enten ville falde for forældelsesfristen, eller glemt fordi jeg begik selvmord. Sidstnævnte havde været meget tæt på mange gange gennem årene, og senest for ikke mere end en uge siden. Men jeg havde jo indgivet anmeldelse til Vestegnens Politi helt i starten, og selv om de bare havde enten afvist eller ignoreret mine anmeldelser (sikkert fordi jeg var rubriceret i deres system som psykotisk, og alt jeg sagde eller skrev derfor var utroværdigt i deres ører), så kunne jeg bevise at jeg havde indgivet samtlige anmeldelser og at politiet havde modtaget dem. Og jeg ville føre hver eneste sag til verdens ende så længe jeg levede. Alle instanser skulle involveres og alle penge skulle bruges på formålet. Det var min eneste mulighed for at forhindre flere overgreb fra myndighederne og politiet, at de vidste at jeg ville retsforfølge dem for selv de mindste teknikaliteter. Fra deres synspunkt af var det nemmere at chikanere mennesker, der var endnu mere ressourcesvage en jeg, så de kunne få afløb for deres personlige frustrationer og gøre karriere på de allersvagestes bekostning.

Københavns Vestegns Politi

Da jeg efter en usædvanlig fysisk hård dag og aften endelig kom hjem lidt over 20 af aftenen lå der - naturligvis - et brev fra Vestegnens Politi. Jeg rev hurtigt konvolutten op, og kunne læse, at politiets erhvervspraktikant (som mærkeligt nok kaldte sig selv "juridisk konsulent") havde sendt en bekræftelse på min anke.

Jeg var blevet en del bedre til at åbne min post fra politiet, men jeg følte stadig udtalt akut fysisk og psykisk ubehag, jeg fik kvalme, ondt i maven, rystede over hele kroppen, og hjertet hamrede afsted. Disse mennesker var gemene i en grad jeg aldrig tidligere havde haft fantasi til at forestille mig. De var alt andet end uvildige og professionelle. Det var en gåde hvordan beboerne på Vestegnen kunne have tillid til dem. De kunne ikke følelsesmæssigt distancere sig fra deres arbejde, hvormed de begik fejl, overgreb og havde skyklapper på. Der var efter min erfaring ingen adskillelse mellem politi og anklagemyndighed, og så vidt jeg vidste var både anklagere, politi og dommere ansat af justitsministeriet. Det var en fadæse at det forholdt sig på den måde, og jeg havde ingen retssikkerhed.

Erhvervspraktikanten havde selvfølgelig ikke svaret på mine spørgsmål, udover et enkelt ét, nemlig at hun oplyste politiassistentens markeringsnummer. Det var da slet ikke så svært, hva? Jeg kunne stille mig tilfreds med at Rigspolitiet nu behandlede min anke, men fordi Vestegnens Politi havde chikaneret min familie og mig så mange gange, fordi de havde opført sig så utroligt arrogant og truende, fordi Vestegnens Politis efterforskere havde tvunget mig til at bo på gaden, og fordi de havde givet mig PTSD, og fordi deres chikane havde gjort mig så desperat at jeg havde filmet en YouTube videodagbog, som Styrelsen for Patientsikkerhed havde fejltolket som en trussel, selv om det ikke var det - på grund af alt det, blev jeg aldrig tilfreds med disse menneskers ugerninger.

Jeg skrev derfor nedenstående til Københavns Vestegns Politi:

Til den juridiske konsulent.

Kjeld.

En intimmideringsmetode, som Københavns Vestegns Politi tidligere havde anvent overfor mig, var at anholde mig, smide mig i håndjern, lade mig overnatte i Vestre Fængsel, og derefter i detentionen på politigården i Albertslund. Hvorefter jeg fik lov til at gå flere kilometer derfra og hjem, og uden at have fået noget at spise eller have en jakke. Det var sådan heltene arbejdede. Med psykisk terror.

Det politiet ikke forstod var at man ikke kunne klippe håret af en skaldet. Jeg havde på det tidspunkt allerede mistet alt, og jeg var ligeglad hvor jeg sov, så længe det var indendøre. Derfor havde netop dén episode ikke givet anledning til flash backs og mareridt.

Man kunne have udsat mig for hvad det skulle være, hvis bare jeg var læge. Men da de tog min autorisation fra mig, dræbte de mig samtidig. Derefter var jeg ligeglad med hvad der overgik mig. Indtil den dag hvor forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, og Klinikchef Anne Mette Brandt Christensen udsatte mig for den måneder lange trussel om tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende antipsykotisk medicin. Dét havde givet mig dybe ar på sjælen. Hvis de havde haft held med deres forehavende, havde jeg straks begået selvmord. Jeg fik hverken ar på sjælen eller selvmordstanker på grund af et par nætter i en celle. Det døde man trods alt ikke af, men det gjorde man af antipsykotisk medicin.

Bortset fra det, havde jeg været i Hedeland og træne lidt. Det blev kun til dips og armbøjninger, men alt var bedre end intet. Fra kun at kunne tage to sæt med 8 dips for et par måneder siden, var jeg nu istand til at tage fire sæt af 12 dips med rygsæk på. Det havde altid være en af mine yndlingsøvelser. Da jeg for en gangs skyld havde penge på mit rejsekort, tog jeg bussen som en greve, så jeg fik kun gået knapt 20000 skridt i følge mit ur. Jeg gik en tur i Taastrup med en bekendt, og tog herefter ned i værestedet, da igen havde åbent for alle. Det var hyggeligt nok, men den eneste grund til at jeg tog derhen, var at jeg var fysisk udmattet, ikke orkede at gå mere, og at det var for koldt til at sidde på en bænk eller i et stoppested.

Hos en ven

Jeg var tidligt ud i dag, lidt over klokken 8. Solen skinnede, men det var koldt, og og rimfrosten skinnede i solskinnet. Det blev efterhånden varmere, og rimfrosten forsvandt, men da det blæste med en kold vind, kunne jeg ikke sidde nogen steder i længer tid ad gangen. Jeg lagde ud med at sidde på en bænk i en nærliggende mose og repetere standardjournalens opbygning. Det var betryggende at erfare, at jeg blot skulle have stikord i forhold til de enkelte journalpunkter, hvorefter den tilhørende beskrivelse dukkede op i hukomelsen. Journalpunktet "abdomen" resulterede i remsen: "Fladt, blødt, uømt, ingen palpaple patologiske udfyldninger, ingen hepato- eller splenomegali, naturlige tarmlyde.". Fantastisk. Det blev alligevel for koldt, hvorfor jeg måtte videre. Jeg gik et længere stykke vej, indtil jeg fik varmen. Jeg fandt et godt stoppested, hvor der var læ. Da jeg havde siddet der et stykke tid, måtte jeg alligevel tage videre. Tilfældigvis kom bussen, som jeg tog til naturområdet mellem Tre Kroner og Himmelev, hvor jeg trænede pullups. Det blev ikke til så mange gentagelser eller sæt, og jeg kunne godt mærke at jeg også i går i Hedeland havde lavet pullups.

Først på eftermiddagen mødtes jeg med en ven. Vi købte ind og lavede kotteletter i fad med ris til. Alle råvarene var på tilbud, og vi sparrede en hel del, og blev samtidig mætte. Jeg havde fået opladt mit ur med skridttæller. Jeg følte ikke at jeg havde gået særligt meget, men da jeg kiggede på antallet af skridt var det lidt over 31000. Jeg var hos min ven til omkring 23. Jeg fortalte ham, at de sidste måneder havde været et sandt helvede, og at han havde reddet mig mange gange iden periode, hvilket han skkulle vide at jeg var meget taknemmelig for. Det var ingen overdrivelse. Det lod til at han forstod det. Vi sad blandt andet og talte om sammenhængskraft, tilhørsforhold, solidaritet og ikke mindst samfundssind. Vi blev enige om at det ikke eksisterede i Danmark, hvilket coronapandemien havde synliggjort. Der var de nære relationer, der betød noget, og de var det eneste der betød noget. Jeg fortalte ham, at jeg var blevet ekskluderet af samfundet for næsten seks år siden, og at det eneste jeg havde til fælles med resten af befolkningen var det danske sprog. Jeg ville ønske at det forholdt sig anderledes, men det var ikke mit valg.

Der lå ingen trusselsbreve fra det offentlige til mig, da jeg vendte hjem. Jeg begreb ikke at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke havde sendt mig en indkaldelse til et møde. Nu gik jeg endnu en weekend i møde; af forskellige årsager var weekenderne den værste tid på ugen, og jeg anede som sædvanlig ikke hvordan jeg skulle klare klare de næste par dage.

Jeg havde truffet en beslutning om at holde op med at tjekke online nyhedsmedierne. Det hang mig langt ud af halsen at læse de mere eller mindre samme ligegyldige "breaking news" artikler, som ikke var andet end click bait.

Det med at leve én dag ad gangen havde jeg taget til mig. Der var jeg tvunget til, for hvis jeg tænkte bare få dage ud i fremtiden, blev jeg meget nedtrykt og modløs. Hvordan kunne man fastholde mig i en utålelig og uholdbar situation? Det var så modbydeligt. Fraset Peter Worm Jantzen var det stadig ingen, der havde gjort noget for at hjælpe mig.

Hvor skulle jeg tage hen i morgen? Hvad skulle jeg foretage mig? Hvor koldt blev det, og holdt det tørt? Tænk at en 39-årig læge var nødt til at sidde i stoppesteder, eller gå rundt på gader og stræder anno 2021? Det var nådesløst.

Vandring

Jeg var ude ad døren lidt over klokken 8. Jeg havde for en gangs skyld sovet mere eller mindre sammenhængende, uden mareridt, og uden at ligge vågen og tænke på, hvordan det var at dø, og om døden i det hele taget. Solen skinnede igen, men kun i få, korte perioder, og det blæste relativt kraftigt. Blæsten og den kolde temperatur gjorde det til en udfordring at sidde og repetere medicinsk journaloptagelse, eller læse i den bog jeg havde fundet i bogreolen ved stationen. I den forbindelse erfarede jeg, at man var begyndt at spille høj operamusik inden på stationen, så tosser som jeg ikke kunne opholde os der i læ for elementerne.

Jeg så et optrin, der fik mig til at le; omkring et halvt hundrede meter længere fremme så jeg en yngre kvinde og en mand, hver med deres store hund. Da kvinden nærmede sig manden, blev hendes hund så ivrig for at komme over til den anden hund, at den rykkede så pludselig og hårdt i snoren, at kvinden faldt om på fortovet. Hun kom ikke til skade, og manden var galant og hjalp hende op. Det var et kongeligt syn.

Søen

Jeg tog hen til en sø, jeg havde opdaget i går. Det var tæt på bus og tog (hvis man havde penge på sit rejsekort), og der var mange bænke, hvoraf nogle af dem stod i læ og i solen, hvis den ellers gad at skinne. Det var et pænt og nyanlagt område. Henne ved den ene af bænkene, der lå i læ, stod der en svane, som havde unger. Den defilerede rundt i en lille cirkel og bredte vingerne ud. Jeg tænkte at jeg ikke skulle sidde ved den bænk, så jeg gik hen til den bænk, der lå længest væk, i behørig afstand af svanen. Det var et perfekt sted, jeg lige akkurat kunne holde ud at sidde uden at blive distraheret af kulden.

Jeg begyndte at repetere journaloptagelsen, samt de forskellige objektive undersøgelsesmetoder. Jeg havde svært ved mange ting, men ikke lige præcis det. Jeg var i en sjælden grad opslugt af det, jeg repeterede, og det meste kom til mig helt af sig selv. Det var smukt, og jeg ænsede tiden eller kulden. Jeg havde siddet i en times tid, da noget kom ind i mit synsfeldt. Det var sørme svanen, der havde sneget sig ind på mig, og stod en halv meter fra mig og kiggede på mig. Det var meget sødt, så jeg tog et billede af den. Det skulle jeg ikke have gjort, for den begyndte straks at hvæse, og uden varsel hakkede den næbet ind på mit venstre knæ. Det var en rigtig Vestegnssvane. Dens territorie var åbenbart hele søbredden, og da jeg ikke fodrede den, skulle jeg have hvad der for en svane svarede til en dummebøde. Det var friskt nok, og mens jeg pakkede sammen og rejste mig, kunne jeg ikke lade være med at grine.

Billede. Vestegnssvane.

Solen var væk, og jeg frøs, så jeg gik hen til skovfitnessbanen, der lå et stykke væk, hvor jeg lavede fire sæt af 12 dips med rygsæk på. Det var skønt, men jeg fik ikke rigtigt varmen. Jeg gik derfor rundt et stykke tid, spise frokost, og returnerede til søen, hvor jeg satte mig på en anden bæk, væk fra bredden. Solen var væk, det blæste kraftigt, og her sad jeg ikke i læ. Det lykkedes at sidde der i omkring en time og repetere, men da jeg begyndte at blive svimmel af kulden. Før jeg rejste mig, passerede et par med en barnevogn mig, og utroligt nok skvattede damen på den lave bro af træ, da de var lige ud for mig. Da jeg var en meter fra hende, lo jeg ikke, men lod som ingenting. Hun kom heldigvis heller ikke til skade. Hvad var oddsene for at se hele to yngre og normalt udseende mennesker falde på gaden? Der var ikke glat nogen steder.

Inviteret

Jeg havde ikke flere penge på rejsekortet, og der var langt hjem. Jeg begyndte at trave afsted. Mit ur løb tør for batteri på halvvejen. Det sidste skridttal jeg så, var lidt over 25000, men det spillede ingen rolle. Jeg gik for at få varmen, for at få tiden til at gå, og fordi jeg ikke havde penge til offentlig transport. Heldigvis skrev en bekendt til mig mens jeg gik, og spurgte om vi skulle splejse til aftensmad hos vedkommende. Det var jeg lykkelig for. På vejen hen til pågældende mødte jeg tilfældigvis en anden jeg kendte, og vi fulgtes ad.

Reciprocitet

Jeg havde altid haft det princip, at jeg altid gav mindst lige så meget som jeg modtog, og at jeg kun i absolutte nødtilfælde lånte penge af andre. Jeg kunne ikke have en ligeværdig relation til nogen, som jeg stod i taknemmelighedsgæld eller økonomisk gæld til. Så hellere undvære relationen. Det var lækker aftensmad. Jeg spurgte hvor meget jeg skulle overføre, samtidig med at jeg selv på foranledning havde købt iskaffe. 30 kroner fik jeg at vide, som jeg straks overførte. Jeg tog opvasken, ikke bare den efter aftensmaden, men hele den akkumulerede opvask, og tog skraldeposen med ned, da jeg gik. Jeg ville gerne gøre mere rent, og spurgte om det, men fik at vide, at det behøvede jeg ikke. Der var ikke tale om et 1:1 merkantilt forhold mellem vedkommende og jeg. Jeg ville uanset hvad gøre rent og hjælpe min bekendte, fordi jeg godt kunne lide at hjælpe andre, og fordi jeg var taknemmelig for de få relationer jeg havde tilbage.

Jeg var lidt stolt af at jeg ikke var hjemme fra 8 morgen til halv ni aften. Det kunne jeg næsten være bekendt. Men hvad med i morgen? Jeg havde ingen ide om hvor jeg skulle tage hen, og om vejret var på min side. Jeg orkede ikke at tænke over det. Det var ulideligt, og der var ingen udsigt til at det nogensinde ville slutte. I morgen blev forfærdelig. Tidligt op, ud i kulden, gå hele dagen til et sted, jeg ikke vidste hvor skulle være.

Jeg kunne ikke falde i søvn. Min hoste var blevet tiltagende værre, begge øjnlåg var hævede, øjnene kløede, og næsen løb. Jeg havde været nødt til at bruge hele 61 kroner på Benadryl i Fakta, og det havde en vis, men ikke tilstrækkelig effekt. Jeg blev mere og mere apatisk og modløs for hver dag, der gik uden der skete noget positivt. Det kunne ikke blive ved, det var tortur. Jeg blev virkelig nødt til at foretage mig noget drastisk og opsigtsvækkende hurtigst muligt, men jeg var løbet tør for ideer. Nå ja, som det geni af en journalist havde forslået mig, kunne jeg jo bare kontakte en patientrådgiver. Denne mand havde slet ikke forstået hvordan psykiatrien og retsvæsenet fungerede, selvom det ikke var rocket science, og selvom netop han havde slået sig op på at skrive om psykiatri. Det var godt nok skuffende at han intet var værd når det virkelig gjaldt. Jeg kunne snart ikke mere.

Om dagbogen

Colonel Kurtz: I watched a snail crawl along the edge of a straight razor. That's my dream; that's my nightmare. Crawling, slithering, along the edge of a straight razor... and surviving.

Det var den for mig umulige balance når jeg skrev. På den ene side nævnte jeg kun personhenførbare oplysninger, når jeg var i reel livsfare fordi jeg var alvorligt nedtrykt udelukkende som følge af min sociale situaton, eller når mine vilkår var så indføleligt ulidelige, at det var fysisk eller psykisk tortur. Det var essentielt at nævne de personhenførbare oplysninger fordi at man ellers ville tro at det jeg skrev var fri fantasi, og fordi disse personer var skyld i ulovligheder eller så amoralsk og derangeret adfærd at det måtte medføre som minimum disciplinære sanktioner overfor vedkommende. På den anden side riskerede jeg at blive stævnet for injurier. Men jeg havde ikke noget valg, og desuden havde jeg sendt teksten til både politi og sundhedsmyndigheder før jeg offentligjorde eller videresendte den til andre end førnævnte. Hvis de myndigheder (som også inkluderede psykiatrien, Ombudsmanden, Institut for Menneskerettigheder) havde reageret, havde jeg ikke sendt den til andre. Men det var ikke sket. Og så sent som i dag havde mine vilkår været ulidelige, hvorfor det berettigede at jeg skrev.

Billede. 42881 skridt.

Jeg var uden ad døren lidt i klokken 8, og først hjemme lidt over klokken 20. Jeg var udendørs i hele tidsrummet. Jeg begreb ikke at jeg havde kunnet holde dagens tur ud. Det var koldt, hovedsageligt overskyet og det blæste kraftigt. Min krop var mørbanket fra begyndelsen af, og især mine fødder føltes som om de havde fået tæsk med en hammer. Om formiddagen regnede det, og jeg blev om ikke gennemblødt, så i hvert fald ret våd og kold som følge af blæsten. Jeg var så modløs at jeg var ligeglad, og jeg sad og spiste morgenmad i regnen på en bænk ved Greve Marina. Min rygsæk var endnu tungere end normalt fordi jeg desværre ikke havde tænkt mig grundigt nok om og nøjedes med kun at købe lidt mad og drikke ad gangen på ruten. Jeg begyndte at mærke de venstresidige brystsmerter, dog uden udstråling.

Jeg havde ikke lyst til at gå i dag fordi benene og fødderne gjorde ondt, og jeg forsøgte flere gange undervejs at sidde længere tid og repetere journaloptagelse, men det var simpelthen for koldt, og sidst jeg prøvede, blev jeg dårlig af kulden, idet jeg rystede af kulde, var svimmel og som følge deraf havde en let usikker gangfunktion.

I Tune blev jeg relativt pludseligt udtalt nedtrykt, og havde ikke lyst til at gå længere. Heldigvis var der et fremragende stoppested ud for Tune Kursuscenter, hvor der var relativt læ for vinden. Der jeg sad i omkring en halv time før jeg gik videre. Den længeste distance jeg gik, var fra Hundige til Hedehusene.

Jeg lavede pullups i Hedeland. Det var ét langt mareridt, som havde varet i snart seks år. Det blev kun værre hele tiden. Det kunne ikke blive ved. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Udover Peter Worm Jantzen. Der var nødt til at ske noget meget snart. Jeg skulle have min autorisation igen, og jeg skulle i arbejde som læge. Hvorfor gjorde Styrelsen for Patientsikkerhed ingen ting? De havde ignoreret mig i omkring seks år. Jeg havde kontaktet dem talrige gange, og hvis de svarede, gjorde de det alt for sent i forhold til forvaltningsloven, men de fleste gange fik jeg aldrig noget svar. Det var en katastrofe for mig. Det var ikke en overdrivelse, at det var og havde været umenneskeligt.

Personpåkørsel

Toget holdt stille på Svanemøllen Station, fordi der var sket en personpåkørsel på Hovedbanegården. Det fik mig til at tænke på den gang jeg arbejdede på Retsmedicinsk Institut, og i en periode obducerede flere togudspringere på stribe. Tidligt om foråret var der angivligt en let øget forekomst af selvmord. Det kunne meget vel have været mig, der var sprungt ud foran toget på Hovedbanegården. En personpåkørsel var naturligvis ikke det samme som selvmord, men det var ret sansynligt at det var det, der var sket.

Sygeplejerske Lars i ROPS havde talt med Martin, fortalte førstnævnte. Tak for oplysningen, men hvad kom det mig ved? Hvis jeg hoppede ud foran et tog, kunne det sagtens være fordi jeg havde talt med en af de to, og akut mistet al mod på livet fordi jeg af dem blev stigmatiseret irreversibelt. Det må have været en ultrakort samtale, i og med at der intet var sket. Fordi ingen af dem havde foretaget sig andet end at skade og destabilisere mig. Alternativt kunne de læse det jeg skrev i min dagbog, men det ville naturligvis kræve et minimalt engagement fra dem, og det var jo ikke derfor man var blevet socialrådgiver eller sygeplejerske.

Kroppen var mørbanket efter især gårsdagens tur, men fraset de betændte gnavesår på begge achilleshæle, var der gudskelov ingen lokaliserede smerter i bevægeapparatet. Selvom jeg havde et par fantastiske Nike løbesko, var de indvendigt slidt helt ned svarende til hælen, hvilket var medvirkende årsag til sårene. Da jeg ikke havde råd til andet end mad i denne måned, købte jeg i Normal et par gelindlæg til 20 kroner. Det hjalp gevaldigt.

Værestedet

Jeg måtte vælge det mindste af to onder: At gå flere tusinde skridt igen idag for at holde varmen i det solrige, men iskolde vejr, eller at frekventere værestedet. Jeg blev simpelthen nødt til at give kroppen hvile i dag for ikke at friste skæbnen og risikere skader, samt at have et sted jeg kunne arbejde på at repetere lægenvidenskab. Jeg sad og tænkte på hvad jeg skulle sige til personalet i Værestedet. Jeg kunne f.eks. bare sige det som det var; jeg havde ingen steder at opholde mig, og jeg ville gerne sidde og "arbejde" uden at fryse. Arbejde på hvad, ville de vide. Onlinekurser ville jeg svare. Jeg havde været nødt til at afmelde mig DataCamp, da det kostede mig 118 kroner om måneden, hvilket var alt for meget, men det behøvede de jo ikke at vide.

Nede i værestedet fik jeg repeteret lægefaglige emner, og det var perfekt at sidde i sofaen og skrive noter, især da de andre gik ind for at se film, og jeg ikke følte mig forpligtet til at være social. Da batteriet løb tør for strøm efter halvanden times tid, gik jeg ind til de andre og så resten af filmen. Som forudset (hvilket ikke var særligt svært) kom en af socialpædagogerne hen til mig og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg fortalte at jeg sad og lavede et online kursus. Jeg plejede ikke at lyve, så for at undgå at fortælle om en ubekvem sandhed om og om igen, og hver gang forklare mig, holdt jeg som regel bare min mund. Men det med onlinekurset var en regelret løgn, og det havde jeg det ikke godt med, men jeg orkede ikke at sige, at jeg sad og repeterede teknik og fund ved stetoskopi af lungerne og hjertetog, fordi jeg var læge uden autorisation fordi en praktiserende læge, en psykiater og en embedslæge mente at jeg var sindssyg, paranoid, utilregnelig og svært narcissistisk, selv om ingen der kendte mig i deres vildeste fantasi mente det samme.

Jeg ville bare sidde og studere i fred, og jeg indlod ikke til spørgsmål om præcis hvad jeg studerede, så hvorfor måtte jeg ikke bare sidde i fred? Socialpædagogen spurgte mig fordi hun var et professionelt og venligt menneske, og fordi de andre brugere elskede opmærksomhed og at fortælle om deres liv, fordi de var ensomme og ingen andre lyttede til dem eller spurgte til deres interesser og gøremål. Den løgn jeg fortalte sparrede mig for rigtig meget jeg ikke havde tid og lyst til at fortælle om. Det var uhøfligt og mærkeligt ikke at svare, eller at sige, at jeg ikke ville fortælle hvad, jeg foretog mig, også selv om jeg ikke brugte værestedets trådløse netværk, og desuden havde jeg ikke aktivt løjet.

Kort før lukketid, mens vi sad en af personalet og tre brugere og snakkede stille og roligt, kom en middelaldrende mand, jeg ikke tidligere havde set, hen og begyndte pludselig at overfuse den ansatte på en meget truende måde. Den mandlige socialpædagog var hurtigt henne ved manden, og førte ham resolut væk. Det var ubehageligt at overvære, selvom manden ikke udgjorde en trussel rent fysisk. Socialpædagogen det gik ud over virkede meget fattet og uberørt af hændelsen, men jeg kunne godt fornemme at hun var rystet. Det manden var utilfreds med, var noget socialpædagogen angivligt havde sagt til ham på et eller andet tidspunkt, men uden at skrive præcis hvad det var, var det uforståeligt at det burde havde provokeret manden. Konkret var det manden beskydte pædagogen for en lovovertrædelse, der svarede til at cykle uden lys eller smide noget affald i naturen. Det var ikke ligefrem sådan at pædagogen havde tvangsindlagt manden på røde papirer og efterfølgende gjort ham hjemløs og taget hans liv og identitet fra ham.

Hjemme fik jeg en længere snak med udlejer om løst og fast. Det var det bedste der var sket meget længe. Det var forbandet at jeg ikke kunne tale frit med ham om lægefaglige emner, hvilket både han og jeg var meget interesseret i. Det var meningsløst og ondt, at jeg ikke havde et arbejde som det, jeg var bedst til, at være læge. Jeg havde aldrig haft behov for materiel luksus. Jeg levede helst spartansk og usynligt. Det eneste, jeg havde brug for, var mit fag.

Hjælp

I dag fik jeg den hjælp, jeg hele tiden havde haft kronisk akut behov for, nemlig juridisk råd og vejledning fra Den Gratis Retshjælp, samt advokatbistand. Det var fantastisk. Nu var processen igang, og det var tydeigt at Peter Worm Jantzen dels havde fuldstændigt styr på det, og tilmed var grundigt forberedt. Jeg kunne ikke takke ham mere dybtfølt end jeg gjorde uden at det ville blive kluntet og overstadigt. Tænk hvis jeg havde mødt Peter Worm Jantzen for år tilbage. Jeg havde siddet og forberedt mig på at fremlægge alle ransagningerne, hvilket jeg også fik lejlighed til, men vi enedes om at tage dem på et senere tidspunkt.

Jeg vidste godt at det ikke var Ps opgave at vide noget om disse ransagninger og beskyldninger, da de ikke var nævnt i de papirer han havde på mig, selv om de spillede en essentiel rolle for alt der var sket, og selv om hverken han eller nogen andre i psykiatren havde kunne eller ville kunne forstå mig og min nuværende situation uden at vide noget om ransagningerne. Han gav udtryk for overraskelse over ransagningerne, og det samme gjorde juristen vi tale med. Sidstnævnte kunne ikke forstå at min advokat, som jeg havde klaget til over ransagningerne, tilsyneladende intet havde foretaget sig, og at politiet aldrig havde vist ransagningskendelser eller identifikation, eller givet mig deres markeringsnummer, eller oversigter over det politiet havde taget, undersøgt og tilbageleveret til mig.

PTSD

Jeg blev ringet op af det samme telefonnummer, som jeg tidligere var blevet kontaktet af. I dag nåede jeg ikke at tage telefonen, som kun ringede i få sekunder, og sidst havde jeg slet ikke set, at der var nogen, der havde ringet. Jeg havde slået telefonnummeret op uden held, hvorfor jeg regnede med at det var politiet. Det havde afstedkommet at jeg fik det akut psykisk dårligt med svært ubehag, sveden, rysten på hænderne, hjertebanken, hurtig vejrtrækning, svimmelhed og apati.

Jeg kendte symptomerne alt for godt, men efter det værste var gået over, besluttede jeg mig for at ringe nummeret op, så jeg slap for den ulidelige uvished. Det viste sig at være en telefonsælger, der ville prakke mig en webløsning på i forhold til det proforma selskab, jeg havde oprettet for over en måned siden, men som jeg havde glemt alt om i mellemtiden. Jeg fik afsluttet den samtale meget hurtigt, men på en god og venlig måde.

Nu da jeg havde samlet nok mod til at jeg havde en rest tilbage, skyndte jeg mig at tjekke hvor mange penge jeg havde på min konto. Jeg var begyndt at udvikle undgåelsesadfærd i forhold til at blive konfronteret med økonomisk armod, qua mit tøj- og skoindkøb i begyndelsen af måneden, men heldigvis havde jeg hele 3600 kroner tilbage til resten af måneden, og det var mere end rigeligt til mad og transport med det offentlige. Jeg havde også fået udprintet et billet af ROPS til dagens og gårsdagens transport, hvilket havde sparet mig for 192 kroner, og jeg havde tilmed af Peter Worm Jantzen fået en æske med mundbind, så jeg havde intet at klage over længere hvad angik finanserne.

Repetation

Denne foregik fremragende. Det måtte være de laveste frugter jeg nogensinde havde plukket. Det var i bund og grund det eneste, der for alvor interesserede mig hvad angik læsestof. SDU havde udmærket materiale hvad angik objektive undersøgelser, og dem bruge jeg som grundlag for mine noter.

Der var stort set ingen i værestedet, især ikke om aftenen. Der var stille, og det var trist at opholde sig der, selv om det burde være hyggeligt. Der var kommet fisk i akvariet, og jeg syntes at især sugemallerne var spøjse og havde en interessant adfærd. En af de ansatte havde medbragt flere fisk fra hans eget akvarium, herunder en ret stor han-sugemalle, som havde et navn (Ossie?), og var flere år gammel. Jeg kunne godt mærke at fraværet af fysisk aktivitet gjorde mig nedtrykt. Heldigvis var der opstartet udendørs træning i morgen eftermiddag, og det måtte være løsningen. Hvad jeg skulle foretage mig indtil da var et godt spørgsmål, men jeg plejede som regel at finde på noget. Det plejede at være sådan at jeg startede med at gå, og så gik jeg i den retning jeg følte for, whereever the wind blows, i'll be there.

Det havde været så mentalt hårdt - omend særdeles positivt - at vende mine sager med Peter Worm Jantzen og juristen, men det, der havde væltet læsset, var den idiot af en sælger, der havde ringet, og som jeg troede var politiet. Nu vidste jeg dog hvilket telefonnummer han ringede fra. Jeg var fuldstændigt udkørt da jeg vendte tilbage. Jeg havde været tæt på at købe en brugt cykel i Den Blå Avis til 300 kroner, og jeg havde ringet og talt med sælger, men jeg fik det både fysisk og psykisk dårligt af at tænke på at bruge så mange penge, så jeg aflyste igen. I dag havde været forfærdelig alene pga. den forbandede sælger. Men det kunne altid blive værre.

Opringet

Blev ringet op af Peter Worm Jantzen. Det var en glædelig overraskelse, og da jeg kendte hans telefonnummer, vidste jeg at jeg kunne svare uden at frygte noget. Selv hvis han skulle meddele mig en dårlig nyhed, var jeg tryg ved at vide, at det var ham, der overbragte den, fordi han var et sjældent empatisk og oratorisk fremragende menneske.

25891 skridt

Trænede i Hedeland og gik et stykke i dag, men det blev ikke til så mange skridt. Solen var sparsom, men varm, og det blæste med en kold vind. Jeg havde fundet Montgomery's to-binds erindringer ved stationen, og de var særdeles velskrevet. Autobiografier var en af mine litterære yndlingsgenrer. Det var kun idioter, der nægtede at lære af andres dybkøbte erfaringer. Alle mennesker havde gjort sig smertelige erfaringer, og derfor var det vigtigt at lytte til hvad andre betroede en.

Der var både i det miljø på bundet og på toppen af samfundet, jeg havde færdedes i, overraskende mange verdensmestre, der opførte sig som om de vidste alt, omend deres hovmod der var resultatet af forskellige årsager. Ignorance, fordomsfuldhed, arrogance, stupiditet, og egoisme. I dag gik en større gruppe drenge rundt ved stationen og kastede kanonslag blandt dem, der ventede på busserne. Tynde eller overvægtige brovtende skravl med overdreven selvsikkerhed og pøbelmentalitet, der kedede sig.

Sjovt nok blev sådanne typer behandlet langt bedre end jeg nogensinde var blevet behandlet af myndighederne, men jeg kunne være ligeglad, for det var ikke mit samfund de terroriserede. Lad bare andre knytte hænderne i deres lommer, skrive og tale om problemerne, men ikke gøre noget ved dem. Drengene generede ikke mig, og til gengæld kunne det ikke falde mig ind at udvise "samfundssind" og sladre om dem til politi eller myndigheder. God fornøjelse, knægte.

Drabet på Stevns

Jeg havde ikke råd til at tilmelde mig TV2 Play, men jeg kunne i en artikel på bt.dk læse om to retsmedicinere, der havde henholdsvis obduceret og superviseret afdøde. Den ene retsmediciner havde svaret bekræftende på anklagerens spørgsmål om det forkerte dødstidspunkt. Ups. Jeg kendte begge retsmedicinere ganske godt.

Den der havde svaret "forkert" i retten havde bistået politiet med oplysninger i min egen sag. Det fik jeg at vide i Glostrup Byret, og det svigt ramte mig hårdt. Det bekræfted min antagelse om at der måske herskede en opfattelse bandt visse retsmedicinere om, at de arbejdede direkte for og under politiet, og ikke Københavns Universitet.

Måske havde jeg i mit virke som læge på Retsmedicinsk Institut ligefrem medvirket til at obducere en dødsfunden kvinde, som måske havde fået tæsk af hendes ægtefælle, måske var fundet død af selv samme ægtefælle, måske havde ligpletter, der ikke svarede til den position, hun var blevet fundet i, som min særdeles erfarne retsmedicinske supervisor måske med sikkerhed mente var slået ihjel, men som politiet måske havde valgt ikke at efterforske og rubriceret som ulykke eller naturlig død, fordi efterforskeren måske havde været for sent ude, hvorfor efterforskningen ville blive meget omkostningstung, og hvem kærede sig om en drukkenboldt, der var tæsket ihjel?

Gæt hvilken politikreds, der var tale om? Gæt hvilken efterforsker, der var tale om? Måske havde selv samme efterforsker stået for en sag mod en nær ven, der var blevet falsk anklaget, siddet varetægtsfængslet i fem måneder, var blevet pure frikendt, men havde fået ødelagt sit eget og sin families liv? Måske havde denne efterforsker ringet til mig, mens jeg arbejdede på Retsmedicinsk Institut og udspurgt mig om min ven, uden at oplyse mig om at der var tale om en afhøring?

Måske havde denne efterforsker også ransaget min bopæl og beskyldt mig for to drab, jeg ikke havde begået? Jeg kunne sagtens huske det som "Drabet på Stevns" handlede om. Jeg kunne sagtens huske hvad den ene af de to retsmedicinere, som havde fremlagt sagen med fotos på morgenkonferencen, havde fortalt om sagen, og hvad der undrede vedkommende dengang. Jo, sandelig så.

Jeg havde aldrig fortalt nogen om det jeg oplevede på Retsmedicinsk Institut. Alle de virkelige hemmeligheder. Selvom fornævnte retsmediciner havde bistået politiet i min sag, og selv om jeg var blevet behandlet svinsk på Retsmedicinsk Institut i København fordi jeg var underlagt fireårsreglen, og fordi der var så stor konkurrence blandt de yngre læger, hvor jeg skulle konkurrere mod de andre som for størstedelens vedkommende ikke var tynget af denne modbydelige og meningsløse regel, der havde ødelagt alt for mig. Hvis jeg havde kunne konkurre med de andre under samme vilkår, var jeg blevet retsmediciner. Men takket være Yngre Læger, der fejt havde svigtet min årgang og jeg, blev endnu en drøm knust. Fordi jeg var yderst tilregnelig og bevidst om mit ansvar og min tavshedspligt fortalt jeg intet. Jeg havde intet godt at berette om de to retsmedicinere, så jeg undlod at skrive mere om disse hæderspersoner.

Hvis Retslægerådet havde haft ret i deres fejlkonklusion, var det første jeg havde gjort, at fortælle alle om alt, jeg havde oplevet på Retsmedicinsk Institut. Men fordi Retslægerådet havde taget nær-fatalt fejl i forhold til mig, kunne man stole på mig. Jeg sladrede aldrig. Med mindre det var et spørgsmål om mit liv og min død, hvis jeg havde advaret samtlige relevante myndigheder og politiet først flere gange, og hvis oplysningerne direkte kunne redde mit liv.

Det var det ikke for så vidt angik det jeg havde oplevet på Retsmedicinsk Institut. Man kunne selvfølgelig også bare helgardere sig, og få mig erklæret sindssyg og utilregnelig, og sørge for at forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab slog mig ihjel med tvangsmedicinering med livsfarlig og ikke-indiceret antipsykotisk medicin. Så var man helt sikker. Og det var skræmmende tæt på at lykkedes, havde det ikke været for verdens bedste venner.

Men det var da ikke en sag for en helt af en journalist på Politiken. Jeg kunne jo bare få en patientrådgiver, var hans fremragende råd. What the fuck. Nu havde jeg heldigvis sørget for at sende min tekst rundt til tusindevis af læger, samt politikere, myndigheder, og medier. Bare som en slags forsikring, skulle man få lyst til at gentage aflivningsforsøget. På nuværende tidspunkt var jeg ligeglad med om jeg levede eller døde, men jeg nægtede at blive afskrevet som tosse, og dø som et nummer i rækken af sindssyge danskere, der hvert år mistede livet til bivirkninger af antipsykotisk medicin.

Professoren og embedslægen

De data som min daværende Ph.d. vejleder ifølge Datatilsynet havde svindlet med, var professor Merete Osler så vidt jeg kunne huske formelt ansvarlig for ifølge databehandleraftalen. Jeg havde ringet til Merete Osler i 2014 og fortalt hende at hendes data var blevet misbrugt. Det fremgik af min daværende opkaldsoversigt. Merete Osler udbrød under samtalen, at jeg var paranoid, hvorefter hun lagde på.

Merete Osler havde publiceret forskning sammen med embedslæge Elisabet Tornberg Hansen. Derfor ringede jeg til hende før min første samtale med hende i 2015, og bed venligt om at få en anden embedslæge til at varetage min sag, da jeg mente at hun kunne være inhabil. Elisabet Hansen grinede bare, og nægtede at der var et problem. Til den efterfølgende samtale sagde Elisabet Hansen netop da jeg var på vej ud af døren, ud af enhver kontekst, at jeg var paranoid, og burde indlægges på psykiatrisk afdeling akut.

Jeg fik det utrolig dårligt, og skyndte mig videre ud af døren, mens jeg rystede på hovedet. Dette fremgik i øvrigt af en aktindsigt jeg modtog senere. Tak for det, Elisabet. Elisabet Hansen havde på intet tidspunkt forklaret eller begrundet hvorfor hun mente jeg skulle være paranoid. Jeg skrev også til Styrelsen for Patientsikkerhed og udtrykte min bekymring om Elisabet Hansens habilitet, men hørte intet for den i den forbindelse.

Dette fremgik ligeledes af en aktindsigt. Hvis Danmark havde været et retssamfund, havde Styrelsen for Patientsikkerhed ikke en unik dobbeltrolle som både dømmende og udøvende magt. Så ville min bekymring ikke være blevet ignoreret. Der var en essentiel detalje om Merete Osler, som jeg desværre ikke kunne skrive om, men var en offentlig kendt hemmelighed. Næste gang jeg skule i retten, måtte jeg sørge for at for den sagt, så det fremgik af retsbogen. Det var vel i øvrigt heller ikke injurier, hvis det var faktuelt sandt?

Værestedet

I morgen åbnede værestedet først klokken 15.00. I dag havde jeg siddet og ventet i skolegården i næsten halvanden time på udendørs træning, som jeg havde glædet mig meget til at starte op til igen, men ingen dukkede op på det aftalte sted, hvorfor det nok var aflyst. I morgen gjaldt det om at få tiden til at gå udendørs fra klokken 8.00 til klokken 14.00. Jeg havde frosset en del i dag, mens jeg sad og læste i erindringsbogen på en bænk i Hedeland, til trods for at jeg havde trænet nok til, at jeg burde have fået varmen. Det var en forbandet situation.

Hvis ikke Peter Worm Jantzen havde gjort så meget for at hjælpe mig på det seneste, havde jeg nok ikke klaret den. Det var som om jeg var død mange gange de sidste seks år. Jeg var blevet "a wiser, weaker man", som Johnny Cash sang, og der var intet positivt tilbage i mit liv. Det var mærkeligt, at jeg fortsat gad at kæmpe. Imens sad embedslægerne og godttede sig. De havde sikkert væddet om hvor længe jeg ville holde, før jeg tog livet af mig selv. Jeg måtte træne igen i morgen for at få varmen. Hvorfor åbnede bibliotekerne ikke snart?

Hvis jeg havde haft mentalt overskud, havde jeg ledt efter et rum, jeg kunne opholde mig i, eksempelvis en gammel garage, et kælderrum, et værksted eller et skur. Jeg skulle kun sidde der og læse og repetere medicin, og jeg var bedøvende ligeglad med forholdene; jeg skulle bare kunne sidde uforstyrret og uden at blive våd eller fryse alt for meget. Der var med garanti tusindvis af sådanne opholdssteder, jeg ville kunne leje for billige penge, men fordi man i Danmark var meget mistænktsomme og mistroiske, ville det være umuligt, det var for skummelt og for utroværdigt, og det hang ikke sammen i andre menneskers ører.

Socialpsykiatrien

Jeg havde ikke brug for den udover at den stillede lokaler til rådighed til mig. Det var jeg faktisk meget taknemmelig for, og formentlig gjorde de ansatte et vigtigt arbejde i forhold til de andre brugere, og deres livssituation. Jeg sås jænligt med en anden bruger af socialpsykiatrien, der var oprigtig glad for den hjælp vedkommende fik, og syntes at det afspekt var vigtigt at få med, men jeg desværre bedre til at kritisere end at rose, i den naive tro, at konstruk kritik kunne føre til forbedringer, og derfor var jeg nødt til at skrive om noget, der var et gennemgående problem, meget let at løse, men som uløst skabte enorme problemer: NemID.

De erfaringer, jeg havde gjort mig, var at man var god til at tale med brugerne om alt muligt, lytte til dem, komme med løsningsforslag til alskens problematikker, spille guitar, bordtennis, lægge puslespil, spille backgammon og så videre, men alt hvad der hed IT, var man helt utrolig uvidende om. NemID var et godt eksempel på dette, og så sent som i dag, havde jeg mens jeg ventede i skolegården talt med en bruger, der tilfældigvis også var der. Vedkommende sad og talte med sin kontaktperson, der sad ved en bænk hvor der stod en bærbar PC. Da jeg efterfølgende talte med brugeren, fortalte denne, at han havde siddet i en time med kontaktpersonen og forsøgt at få NemID til at virke, herunder NemID appen, men at det ikke var lykkedes af tekniske årsager. Derfor havde brugeren spildt en time, og ikke fået løst problemet, hvilket igen resulterede i at han ikke kunne logge ind nogen steder på nettet, og derfor var han magtesløs i det offentlige system.

Brugeren var frustreret, men hvorfor han ikke spurgte mig om hjælp vidste jeg ikke. Han var udmærket klar over at jeg kunne hjælpe ham med det, og jeg havde faktisk hjulpet en anden bruger med samme problem. Hvorfor spurgte han mig så ikke om hjælp? Hvorfor ville han hellere bruge en halv time på at tale om problemet, fremfor at bruge fem minutter på at løse det med min hjælp? Det var sådan noget jeg hadede inderligt, og specielt hadede jeg at lægge øre til den slags brokkeri. Jeg havde i talrige timer lyttet til de andre brugeres problemer, som jeg meget vel kunne løse for dem, og jeg havde også tilbudt min hjælp gang på gang, men ingen ville have den, det eneste de ønskede var at jeg lyttede til dem opmærksomt og empatisk, uden at jeg selv fik lov til at sige noget, og uden at de lyttede til mig. Det var ikke til at holde ud.

Det var jo ikke meningen med livet de ville have at jeg lyttede høfligt til, men derimod banale problematikker, som jeg kunne løse for dem. De gange nogen faktisk havde bedt mig om hjælp, havde jeg jo for pokker hjulpet dem det bedste jeg kunne, og tit løst problemet - ikke fordi jeg var noget særligt, men fordi det var simple forhold, jeg vidste hvordan jeg skulle løse. Jeg fik dog også engang i mellem feedback fra de andre brugere i forhold til nogle af mine problemer, hvilket jeg var glad for, og som jeg tog til mig. Men det var op ad bakke. De brugere, der besad empati og også lyttede til hvad jeg sagde, var dem, jeg så uden for værestedet. Ikke flere latterlige brætspil, ikke mere backgammon eller puslespil.

Jeg opførte mig som en ansat, selv om jeg ikke var det. Jeg havde virkeligt ikke mentalt overskud til at lytte i flere timer ad gangen, uden at jeg selv blev lyttet til, især når jeg faktuelt vidste hvad løsningen på det konkrete og lavpraktiske problem var som der blev talt om. Der var også enkelte der elskede at belære alle andre om stort og småt, selv om ingen selv havde taget et givet emne op. Problemet var dels at det for mit vedkommende var om noget der ikke interesserede mig, og dels at disse kloge hoveder meget ofte tog fejl.

Det var ikke til at holde ud at føle sig forpligtet til af ren høflighed at høre på andre der skulle hævde sig selv på min bekostning, samtidig med at det lort de lukkede ud var regelret forkert, og at det i øvrigt ikke var noget jeg havde efterspurgt eller havde interesse i. Det var helt fint hvis det bare var måske tre ud af de fem timer jeg var der, men oftest var det alle fem timer non stop. Jeg var elendig til at sige fra, men det blev jeg simpelthen nødt til. Men det var umuligt at afvise mennesker, der var meget pressede og ensomme, ligesom jeg selv, når jeg sad i et hjørne og skrev, og en bruger kom hen og begyndte at snakke uopfordret med mig. Det var imidlertid den sociale kontrakt der skulle opfyldes for at jeg kunne opholde mig i værestedet.

Vil du snakke?

Jeg hadede den påtagede interesse fra de forudindtagede såkaldt professionelle velfærdsmedarbejdere, hattedamer og mænd til fulde. Jo, jeg vil gerne snakke om, at jeg ikke vil snakke med dig, at du ikke skal spørge mig om jeg vil snakke, og at jeg faktisk som det voksne menneske jeg er, selv kan sige til, hvis jeg har behov for at snakke med dig, hvilket jeg ikke har, da du har bevist, at du ikke kan svare relevant på det jeg spørger om, fordi du ikke besidder den fornødne viden eller er for doven til at opsøge den for mig. Jeg vil ikke snakke med dig bare for at snakke, du kan ikke løse de konkrete og reelle problemer jeg har, og du er patroniserende, samtidig med at netop du ikke har noget at have din arrogance i.

Eller: Jo, kan du ikke forklare mig hvordan jeg diagnosticerer et posteriort infarkt på EKG? Nej? Det ved du ikke? Ok. Hvad med peneumothorax på stående røngten i to planer? Heller ikke? Så er der vist ikke noget, Lars, Susanne, Irene, Stine, Martin, Amanda eller hvad socialrådgiverne, sygeplejerskerne og psykologerne ellers hed. Snak, snak, og atter snak, og snak uden handling, påtaget bekymring og interesse, og ingen virkelig indlevelse. "Det forstår jeg godt", "Hvor er det positivt at du er startet til retard-badminton" og lignende bræk. Det var det eneste man kunne finde ud af i psykiatrien og socialpsykiatrien. Konkret og relevant hjælp? Nej! Den eneste der havde lyttet til mig og forstået hvilken hjælp jeg havde (desperat) brug for, var til dato Peter Worm Jantzen. Så foretrak jeg at få tæsk af politiet, fremfor den nedladende, falske, og resultatløse snak.

Psykisk sårbar

Var jeg ikke. Men det var hvad man nu kaldte psykisk syge, hvilket jeg heller ikke var. Os gamle over 35 måtte ikke komme i ungeværestedet (18 år til 35 år), angivligt fordi de unge ikke skulle konfronteres med os udslidte mennesker, fordi det ville gøre dem modløse og angste hvis de så hvordan de selv kunne ende. Et par af seniorerne var fortørnede over at de ikke måtte komme i værestedet mens de skrøbelige unge der var, men det var fint for mig. Snefnuggene kunne få deres safe space for dem selv. Det var ikke dem, der ikke ville ende som mig, det var sgu mig, der ikke ville ende som dem.

Selvhøjtidlige og selvmedlidende, hvilket de blev bekræftet i, uden uddannelse og uden nogen intention om at få en. Mange af os seniorer havde rent faktisk både uddannelse og sågar også engang besiddet et rigtigt job. Vi kunne lære de unge noget, vi kunne støtte dem og hjælpe med administrative, tekniske og faglige forhold. Hvorfor tog de unge ikke onlinekurser og sad og diskutede lektier med hinanden? Eller hvad med at dyrke noget rigtig sport og motion udendørs? Hvorfor tale disse unge mennesker ned, fremfor at indgyde dem håb, selvtillid og tro på egne evner?

Det kunne jo gøres langsomt og sikkert, og selv de kunne meget mere end de selv troede eller havde fået at vide. Jeg kendte jo de unge, jeg havde talt med dem til boksning og badminton, de havde masser af potentiale, og ikke så fysisk eller psykisk sårbare endda. Hvorfor sad de bare og snakkede om TikTok og Fortnite og blev klientgjort og institutionaliserede? Man vidste at det at hjælpe andre var en fremragende måde at cope med egne problemer. Hvorfor kunne de unge så ikke hjælpe nogle af de fysisk syge seniorer? De kunne da gøre lidt rent for dem, lave mad i værestedet til dem, gå ture med dem, eller noget helt fjerde. Der måtte være en måde hvorpå vi kunne hjælpe hinanden til alles bedste? Men godt for dem, hvis de hyggede sig. Jeg skulle ikke tro jeg kunne lære dem noget, og de vidste sikkert bedst selv.

Mit værste mareridt

Den dyssociale praktiserende læge, og psykiater havde udsat mig for mit værste mareridt: At ligge min familie og venner til last. At være en belastning for dem, og parasitere på dem. Derfor havde jeg gjort det jeg havde gjort. Derfor var det en befrielse at blive varetægtsfængslet, og fraset den ondskabsfulde og inhumane trussel om tvangsmedicinering havde det samme været tilfældet i forhold til at blive tvangsindlagt på Retspsykiatrisk afdeling. Idioterne troede at jeg var psykisk skrøbelig, narcessistisk, utilregnelig og sindssyg, men det eneste det handlede om var ikke at belaste min familie med min skamfulde tilstedeværelse, og at de skulle bruge deres otium på at brødføde mig og have mig boende. Jeg havde jo ingen indkomst haft i månedsvis, hvorfor mine forældre der i forvejen var relativt fattige, måtte betale for min forplejning.

Det havde jeg aldrig fortalt nogen psykiatere, men dels ragede det ikke dem, og dels var langt, langt de fleste psykiatere - faktisk alle fraset Peter Worm Jantzen - så vamle og arrogante som mennesker, at de aldrig ville kunne forstå det.

I de sidste måneder var jeg igen udsat for noget tilsvarende: Jeg parasitterede og belastede min udlejer, hvilket var så skamfuldt, ubehageligt og pinligt, at jeg ikke kunne holde ud at være på værelset særligt længe, og hellere ville fryse ihjel i et stoppested, end belaste ham. Han var et større og mere hensynsfyldt menneske end jeg, og havde aldrig så meget som antydet at min konstante tilstedeværelse var det fjerneste problem. Han var usædvanlig rummelig og tolerant, men jeg skammede mig over at jeg ikke havde nogen andre steder at sove engang i mellem, så han kunne få lidt privatliv. Jeg boede meget bedre end den lave husleje jeg betalte berettigede.

Det var nu så ennerverende et problem for mig, at jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg måtte for enhver pris sove et andet sted i to dage, så han kunne få lidt frirum, hvilket han jo gjorde en dag om ugen. Jeg var så nedtrykt over det, at jeg var tæt på at ringe til Peter Worm Jantzen og sige at jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg var våd og kold, gik på Roskildevej, og søgte læ i busstoppestederne hver gang der kom en byge. Jeg havde gået rundt i Ro's torv i Roskilde, så længe jeg kunne, men måtte videre. Jeg havde fået akut ondt i lænderyggen, hvilket forhindrede mig i at gå hurtigt nok til at jeg kunne få varmen. Det fik jeg hvis jeg ikke havde udstrukket eller trænet core-muskulaturen, samtidig med at jeg var meget fysisk aktivt. Ingen udstråling, og ikke bekymrende, men stadig meget smertefuldt.

Jeg havde fundet et sted jeg kunne sidde i læ og læse under en motorvejsbro på Roskildevej mellem Tre Kroner og DSV, men var blevet så kold, at jeg ikke kunne koncentrere mig om den ellers medrivende tekst, og jeg måtte afsted igen. Jeg havde gået over 22000 skridt, hvilket ikke var noget særligt, men jeg var begyndt ikke bare at få varmen, men jeg brændte snart, og følte mig febril. Tog bussen fra Hedehusene Station mod værestedet, sådan at kun skulle vente en time foran værestedet indtil det åbnede kl. 15.00. Jeg mødte en anden bruger i bussen og vi fulgtes ad til værestedet.

Billede. Yngre læge i Danmark anno 2021.

Billede. Sad og læste her i ca. 40 minutter indtil jeg frøs for meget.

Billede. Meget velskrevet og medrivende tekst.

Billede. Jeg sad i læ for regnen og blæsten med rygsmerter i stoppestedet, og blundede.

Hun gik ikke så hurtigt da vi stod af, så vi var foran værestedet 14.30, og mødte to af de ansatte, der stod uden for i gården, og de syntes det var synd, hvis vi skulle stå i blæsten og støvregnen og vente, så mod sædvane fik vi lov til at blive lukket ind lidt før, hvis bare vi sad i et rum og holdt lav profil. En af de to ansatte bemærkede at jeg var blevet solbrun (i tirsdags bemærkede en anden ansat det sjovt nok). Jeg fortalte hende hvad årsagen var, nemlig at jeg de sidste par måneder havde været udendørs hver dag, hele dagen, mens jeg travede rundt som en idiot.

Der var ikke noget at tænke over; så snart jeg havde sat mig ned, hev jeg computeren frem, søgte og fandt et overraskende vandrerhjem i et område jeg kendte særdeles godt, og som kun kostede 268 kroner for to overnatninger på en 8-sengs stue. Det var fantastisk. Bestillingen gik igennem, og jeg havde styr på alle praktiske detaljer.

Der var igen meget få brugere i værestedet, og jeg var den eneste i omkring to timer. Jeg hev bogen frem og læste non-stop indtil kvart over 19, hvor der kom en bruger jeg kendte (ham jeg havde talt med i går), og vi talte sammen indtil værestedet lukkede.

Den gode nyhed

Jeg brændte stadig mens jeg sad og læste, jeg var rød og varm i ansigtet, med mørke rande om øjnene, hævede øjnomgivelser, og mine øjne var blanke. Jeg havde enkelte episoder med kulderystelser, var træt og febril. Da jeg endelig kom hjem, kunne jeg fortælle udlejer den gode nyhed, at jeg var væk lørdag til mandag. Det var en bedre følelse end at fortælle at man havde fået 12 til eksamen, og det lettede enormt, men fordi jeg følte mig så syg og dårlig, overdøvede det den glæde jeg ellers ville have følt.

I morgen?

Jeg skulle stadig finde på noget at lave i morgen. Orkerde ikke at tænke på det.

Ferie

Jeg havde forgæves forsøgt at få at vide om jeg skulle bruge en aktuel og negativ coronatest, hvis jeg skulle overnatte på a & o Copenhagen, men det havde ikke fremgået af min ordrebekræftelse eller på deres hjemmeside. Jeg ringede til en idiot af en medarbejder, der sad i Tyskland, talte engelsk og intet vidste om dette spørgsmål. Jeg ringede igen i dag, og blev heller ikke klogere. Jeg havde så ringet til en myndighedscorona hotline, der blev henvist til på en hjemmeside for et andet vandrerhjem, men den sure mokke, jeg fik i røret, fortalte mig i et nedladende toneleje det, jeg selv vidste i forvejen. Jeg kunne ikke nå at bestille en ny PCR test og få resultatet før tjek-in i morgen. Det havde slået mig helt ud, at vandrerhjemmets service var så elendig, og at det var umuligt at få fat på nogen, der faktisk arbejde på vandrerhjemmet telefonisk. Hvis jeg ikke fik lov til at overnatte der i morgen, kunne jeg ikke magte det. Det var et mareridt.

Jeg var taknemmelig for Ps hjælp, men han skulle havde gjort det, han gjorde, for halvandet år siden.

Ventetid

Selv om jeg indtil videre havde ventet næsten seks år, var det ikke blevet meget lettere med tiden. Jeg var ude til sædvanlig tid i morges, lidt over klokken 8.00, og så afsted. Jeg nåede ikke at få taget en PCR-test i går aftes, da jeg havde siddet hos en ven, og ikke haft lyst til at tage afsted. Det havde været en forfærdelig dag i går, og jeg var om aftenen kørt så langt ud psykisk af den ulidelige afventen på at jeg kunne få lov til at genoptage mit fag, og tjene penge, så jeg havde råd til noget så luksuiøst som pension, forsikringer, bolig, inventar, tøj, sko og tandlæge. Og selvfølgelig afbetale min skræmmende store gæld.

Jeg havde været så svært akut nedtrykt i går aftes, at jeg havde skrevet noget i min dagbog, der lignede et afskedsbrev til forveksling, men selvom jeg mente, hvad jeg skrev, og selv om ingen andre læste det, jeg skrev, kunne jeg ikke være helt sikker på det, idet jeg af erfaring vidste at myndighederne, politiet og psykiatrien ofte fulgte med i mine online aktiviteter, og så snart jeg kom til at skrive noget, der kunne tages ud af en meget større helhed og misforståes, så gjorde man det, så man kunne få mig tvangsmedicineret og aflivet.

Det havde været koldt, blæsende, og det regnede for meget, samtidig med at jeg stadig havde lændesmerter, var mentalt og fysisk udkørt, så jeg var tvunget til at finde et sted jeg kunne sidde indendøre. Derfor havde jeg kontaktet en jeg kendte fra værestedet, som også dagligt kom på et andet af kommunens væresteder, jeg ikke havde besøgt endnu. Jeg mødtes med ham, og vi tog derned. Det lå et stykke væk fra det sædvanlige værested, var en del mindre, og privat drevet. Det var hyggeligt nok, og klientellet var et andet, faktisk så mindede både de andre brugere og selv stedet om et værtshus uden udskænkning, men med billard og andre spil.

Jeg sad der fra om formiddagen til det lukkede kl. 14.00, hvorefter jeg tog direkte hjem til min ven, som jeg blev hos indtil cirka kl. 21. Jeg havde en testtid kl. 21.55 i Ballerup, men busserne passede lige akkurat ikke, så jeg måtte afbestille testen igen, hvolket slog mig helt ud. Jeg sad i et busstoppested ved Teknologisk Institut og koncentrerede mig om ikke at springe ud foran de lasatbiler, der passerede engang i mellem på vejen. Dernæst tog jeg hjem. Jeg havde mareridt, og sov meget dårligt. Jeg var ødelagt da jeg skulle op og afsted. Jeg pakkede min rygsæk, og skyndte mig ud af døren så hurtigt jeg overhovedet kunne.

Jeg tog direkte til Albertslund hvor jeg vidste man kunne blive hurtigtestet. Det fungerede perfekt, de yngre mennesker var venlige og hjælpsomme, og jeg modtog det negative testresultat som et link på en sms efter omkring 20 minutter. Det kunne jeg vise på vandrerhjemmet, hvis de krævede det. Jeg gik herefter mod vandrerhjemmet, da jeg havde alt for lang tid til tjekin, og på vejen sad jeg et varierende tidsrum på bænke på vejen. I Brøndby begyndte det at regne meget, det var ikke kun en byge, men tiltog i styrke og blev til slud, som blæste ind på mig i det busstoppested, jeg havde søgt tilflugt. Jeg var der i over en time, mens jeg blev mere og mere våd og kold, og da jeg begyndte at ryste ukontrollabelt af kulde, og mine sokker var gennemblødte og mine fødder følelsesløse, tog jeg bussen til Glostrup Station, og toget videre derfra til Hovedbanegården, hvor jeg stod og læste i en halv times tid, før jeg gik mod vandrerhjemmet.

Lige så elendig servicen og informationsniveauet havde været, lige så fremragende var faciliteterne, i hvertfald sammenholdt med prisen. Jeg ville ønske jeg havde opdaget stedet tidligere. Her kunne jeg sidde og læse og skrive, og den ottepersonersovesal jeg boede på, var næsten som at bo hvor jeg boede, begge steder var der intet privatliv, men på vandrerhjemmet var folk ligeglade med mig, hvilket var perfekt.

Billede. Fanget i Brøndbyvester.

Billede. Jeg sad her i omkring en time, men der var ikke helt læ fordi det blæste.

Billede. Våd og kold.

Billede. Tog bussen som en millionær.

Billede. Stod og læste på Hovedbanegården, men jeg ventede på tjekin.

Billede. Himmelekspressen var foruden Mændenes Hjem det andet herberg som psykiater Lennart Bertil Jansson henviste mig til i 2017, fordi jeg havde mistet min lejlighed pga. en praktiserende læge og Styrelsen for Patientsikkerhed, samtidig med at jeg i følge Rødovre Kommune ikke var berettiget til en lejlighed. Lennart var skam den bedste kollega, man kunne ønske sig, bare ikke min. Denne psykiater hjalp mig overhovedet ikke, men bidrog derimod til at videreføre og bekræfte en alvorlig fejldiagnose, som var meget tæt på at få mig tvangsmedicineret med uberettiget antipsykotisk medicin. Jeg havde heldigvis optaget alle mine samtaler med både Lennart og hans personale. Jeg havde også optaget en samtale jeg havde med den berømte psykiater Parnas' kone, og hun havde også taget fejl. Jo oftere en løgn blev gentaget i psykiatrien, jo mere sand var den.

Uudholdeligt

Selvom vandrerhjemmet var et foreløbigt helle, var min situation tiltagende alvorlig. Styrelsen for Patientsikkerheds strategi var åbenbart at ignorere mig indtil min tilværelse som følge af deres straf blev så ulidelig at jeg begik selvmord, og jeg havde oftere og oftere selvmordstanker jeg ikke kunne tage afstend fra, hvilket var meget pinefuldt, og skyldes uvisheden. Der skulle ske noget positivt meget, meget hurtigt, og der måtte ikke komme flere belastninger end dem, der allerede var, før jeg knækkede helt. Styrelsen for Patientsikkerheds sanktioner og deres ignorering af mig pinte mig ihjel meget snart.

Selv om jeg ikke havde COVID-19, hostede jeg og mine kinder brændte som havde jeg feber. Især sidstnævnte gik et dårligt indtryk på vandrerhjemmet, men jeg havde heldigvis min negative coronatest, hvis man begyndte at gå mig på klingen.

Marianne Geoffrey

Hun var en speciallæge i psykiatri, som jeg havde kontaktet, da Styrelsen for Patientsikkerhed havde tvunget mig til det. Hun nægtede dog at have mig i et forløb, og i en sms skrev hun til mig at jeg var skizofren. Det havde jeg naturligvis aldrig været, og derimod havde psykiater Marianne Geoffrey givet mig en yderst alvorlig fejldiagnose per sms, uden nogensinde at have set eller talt med mig. Hun måtte godt nok være virkelig dyrtig psykiater. Hvis det hun havde påstået havde været sandt. Marianne Geoffreys vidneudsag var i øvrigt med til at jeg et par uger efter blev udsat for en traumatisk og månedlang trussel om tvangsnedicinering med livsfarlig og unødvendig medicin, så det var sødt af hende.

Mor til to idømt to års fængsel

Noget af det der havde gjort mig overordentlig trist i går var, at jeg læste om den stakkels kvinde som havde fået en helt vanvittig og disproportionel straf for noget der i mine ører ikke lød som en trussel. Hvor var det dog nedrigt af politikerne, politi, anklagemyndighed og dommer at ødelægge hendes og hendes børns liv. Det var skånselsløst og ubamhjertigt. Staten var den stærke part, den enkelte borger den svage, men når statens tjenere misbrugte deres beføjelser og stilling fik det stort set aldrig konsekvenser, men borgeren pga. corona nu fik dobbeltstraf. Men det burde jo være sådan at statens tjenere der overtådte lovene fik fire-dobbelt straf fordi disse tjenere havde (alt for) stor magt. I tilfældet med den nu dømte kvinde mente jeg man var gået langt over stregen i magtarrogance, sadisme, og fascistoidt magtmisbrug.

Room mate

Vi var indtil videre kun to på det lille værelse, selv om jeg kunne se på de andre senge, at der var tre i brug udover min. Jeg hilste på min room mate, der var en stor og venlig fyr der hed Mohamed. Han var oprindeligt fra Marokko men havde boet i Italien siden 1994. Hvor jeg kom fra? I come from Høje Taastrup. I don't know that place. You haven't anything. Mohamed fortalte at de to andre havde været væk i flere dage. Han og de fraværende gæster havde indrettet værelset som deres egen dagligstue med - anderledes - mad, der stod enkelte steder rundt omkring, men det var helt fint med mig. Jeg havde en fremragende overkøjeplads med udtag til mobil og laptop.

Linned kostede 14 kroner at leje for så længe jeg havde lyst, og en hængelås til rummet under sengen. Hvis det fortsatte med at være på denne måde, ville jeg bo der hver weekend, så længe jeg havde råd.

En hurtigtest før og efter hvert ophold, lidt ekstra afspritning på vandrerhjemmet, skrive om dagen og aftenen, kun afbrudt af en lang gåtur på Amager Fælled og på Tippen i Sydhavnen, hvor jeg havde overnattet mange dage som hjemløs. At have alle ejendele med sig, og ikke ane, hvor man skulle sove om natten, udover at det var udendørs, koldt og usikkert, var der jo så mange der havde prøvet, havde Gitte Ahle fortalt mig, og det var ihvertfald ikke grund til at true dem, der var skyld i den fejldiagnose, der var skyld i at man sov udendørs. Jeg kunne godt se at forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab havde haft ret, og jeg skammede mig over, at jeg var blevet fortvivlet og desperat over at have mistet alt, og ikke taget det som en gentleman og med ophøjet ro, hvilket hun selv havde gjort, da det præcis samme var sket for hende, idet hun jo tydeligvis vidste, hvad hun talte om, når hun bagataliserede mine psykotraumer.

Konklusion på opholdet

Det var fremragende til prisen, ingen tvivl om det, og jeg ville ønske, jeg havde råd til at gentage successen næste weekend. Det var fint nok at bo på en sengestue med andre, men det ville være skønt, hvis jeg havde haft råd til et rum hvor jeg kunne være i fred.

Flugten fra Høje Taastrup

1900 kroner tilbage

Det var desværre fortsat dyrt at køre med offentlig transport, og de seneste dage havde jeg været nødt til at tanke mit rejsekort op tre gange, hvilket kostede mig 300 kroner i alt. Mine fødder var smadrede, som havde jeg tabt en tung håndvægt ned på dem. Især første mellemfodknogle gjorde ondt med og uden belastning, som var den brækket. Jeg troede til at begynde med, at det var selve leddet, den var gal med, men nu var smerten lokaliseret til knogleskaftet, kraftig og skarp. Gnavesårene på mine achilleshæle var til gengæld lægt, hvilket måske skyldtes mit kondiskoindkøb til 300 kroner, nedsat fra 600 kroner. Jeg havde fråset, og desuden købt et par "pæne" sko til 350 kroner, nedsat fra 550 kroner.

En af mine mange fejl og brister var forfængelighed, og jeg måtte også leve op til det, som jeg ifølge Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet var, nemlig udtalt narcissistisk. Det var bare så svært, da jeg hadede opmærksomhed, aldrig havde brudt mig om mig selv, aldrig havde haft selvværd og selvtillid, og nu irreversibelt stemplet som sindssyg kriminel af førnævnte myndigheder, en par psykiatere, embedslæger og en praktiserende læge. Jeg havde altid gået i mørkeblåt, sort, eller mørkegrået tøj for ikke at skille mig ud, og ikke vække opmærksomhed, fordi jeg aldrig havde følt at jeg var noget værd, så det var meget svært for mig at leve op til oraklernes diagnoser.

Hvorom alting var, havde jeg ikke råd til at overnatte på et vandrerhjem hvor det kostede cirka 150 kroner per nat mere i denne måned, hvilket gjorde mig trist, da det havde været som at få orlov fra en krig at tage fra Høje Taastrup til Sydhavnen, og jeg havde både fået arbejde indendøre så lang tid jeg havde haft lyst, og dertil havde jeg sovet fremragende og uden mareridt i nat for første gang så længe jeg kunne huske.

Overnatninger udendørs revisited

Som følge af psykiater "LBJs" fornægtelse af virkeligheden og hvad hans eget personale fortale ham, samt Styrelsen for Patientsikkerheds ignorering af psykiater Henrik Jurlanders erklæring som de havde modtaget den 2. marts 2017, var jeg i 2017 og 2018 tvunget til at bo hos meget psykisk uligevægtige mennesker, jeg havde lært at kende. Det betød desværre at jeg ofte og nogle gange i flere gange i træk måtte overnatte på gaden i bl.a. Sydhavnen. På min rundtur i dag i Sydhavnen og på Amager, genså jeg nogle af de steder, jeg havde sovet.

Billede. Jeg var til en radiologikonference på dette Scandic Hotel i Sydhavnen i vist nok 2013. Nogle år senere sov jeg i et telt få hundrede meter derfra, fordi jeg var hjemløs.

Billede. Det naturområde, hvor jeg havde slået mit billige telt op grænsede op til firmaet Stark, som om natten havde kraftige projektører til at belyse periferien uden om hegnet, formentlig som en tyveriforebyggende foranstaltning. Jeg opdagede dette, da mørket faldt på og projektørerne tændte.

Billede. Jeg sov en gang i mellem i udkanten af denne golfbane på Amager i 2017 og 2018. En af gangene havde jeg alle mine ejendele med mig. Første gang vågnede jeg omkring klokken 4 om morgenen, da sprinklerne gik i gang.

Billede. Nogle meter inde fra stien på Amager Fælled sov jeg to nætter i træk. Heldigvis om sommeren, men der var så mange myg, at det var ulideligt. Mindre generende, og lidt sjovere var det, at man natten igennem kunne høre kvækken fra hundredevis af tudser eller frøer.

Fra https://naturparkamager.dk/find-vej/guide-til-naturparkens-omraader/guide-til-amager-faelled/dyr-og-planter/:

"Amager Fælled er særligt kendt for sin bestand af padder: Grønbrogede tudse, Grøn frø, Lille vandsalamander samt Spidsnudet frø og Stor vandsalamender, der begge er Bilag IV-arter."

Billede. Gode studiefaciliteter.

Billede. Udsigt fra vandrerhjemmet.

Jeg havde overnattet mange flere steder end dem, ovenstående billeder var taget af, men jeg var ikke i humør til at gå længere i dag.

Mail til Peter Wormm Jantzen

Jeg havde det så psykisk elendigt, at jeg blev nødt til at skrive en mail til ROPS og Peter Worm Jantzen om, hvordan jeg havde det, og at det ikke kunne blive ved. Jeg skrev, at jeg var taknemelig for hans hjælp, men at jeg snart ikke kunne holde den påtvungne fattigdom og uvisheden ud længere.

Jeg risikerede alvorlig talt at begå selvmord, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat og på sjette år syltede og ignorerede mig. Det var livsfarligt for mig. Det havde været så hårdt gennem årene, og hver gang jeg tænkte på det, fik jeg det selvmordsagtigt dårligt, og da jeg ikke lavede meget andet, end at vandre rundt på må og få, og intet havde at gå op i, tænkte jeg rigtigt meget på det. Det var en umenneskelig behandling jeg fik. Alle mennesker havde brug for tilhørsforhold, mening med tilværelsen, og i eksistentielle kriser, håb. Der var stort set ingen, der havde brug for ensomhed og isolation i årevis, hvilket jeg var blevet tvunget ud i. Man kunne ikke stille en så alvorlig fejldiagnose, og så regne med at ofret for diagnosen, vedkommendes omgivelser og samfundet bare kunne og ville ignorere fejldiagnosen og sige pyt.

Problemet var at danske myndigheder, politi, retsvæsen, politikere og journalister rent faktisk tog hvad psykiaterne løj om for gode varer.

Ødelagt fod

Det gjorde virkeligt ondt i højre fod nu, og jeg fik et jag af smerte når jeg støtte på den. Det hjalp ikke ligefrem på mit humør, og det kunne meget vel være gnisten, der fik det hele til at eksplodere, da jeg i forvejen var presset til det yderste.

Ny roommate

Da jeg kom op på værelset efter at have siddet og skrevet journaloptagelses og objektiv undersøgelsenoter i det udemærket siddepladsområde ved siden af receptionen, så jeg at den tredje gæst var ankommet. Han lå skjult bag sit tøj, han havde hængt på bøjler, så de fungerede som et forhæng. Denne person var hørbart forkølet eller allergisk, han var snottet og nyste med mellemrum. Jeg sagde ikke noget til ham, da jeg dels regnede med at han ville være i fred, og dels da jeg ikke vidste hvordan etiketten var på vandrerhjem.

Peter Worm Jantzen måtte meget gerne ringe til mig i morgen. Men hvad regnede jeg med, han kunne gøre, udover det han allerede havde gjort? Faktisk havde han allerede gjort mere for mig, end jeg kunne have forventet og krævet. Han havde gjort hvad han kunne, og nu var det ikke længere op til ham. Min desperate mail til ham i dag, havde kun tjent til formål at tage toppen af min afgrundsdybe desperation.

Jeg kunne ikke overleve, hvis jeg ikke sendte min tekst rundt endnu engang, og så håbe og bede til, at der var bare en enkelt modtager, der fik barmhjertighed med mig, og gjorde et eller andet, jeg ikke havde fantasi til at forestille mig hvad var.

Mail til Lægeforeningen og Yngre Læger

"Jeg er på sjette år boligløs, ruineret, uden autorisation som læge, og uden beskæftigelse. Jeg kan aldrig blive speciallæge, og fordi jeg har været påtvunget passiv i så mange år, er det yderst tvivlsomt at jeg nogensinde kommer i arbejde igen. Jeg er resten af mit liv stemplet som psykisk syg kriminel, jeg har mistet alle sociale relationer, og bliver behandlet som noget jeg ikke er.

Kjeld."

Mail til Peter Worm Jantzen og ROPS

"Min situation er meget alvorlig. Solen skinner i skrivende stund, og det er varmt nok til at jeg kan sidde udendørs i de mange timer, det er mig påkrævet. Men det er kun et heldigt tilfælde, og i går var det for koldt til at jeg kunne sidde udendørs uden at fryse. Det bør ikke være det danske vejr, der skal bestemme, om jeg skal have det psykisk tåleligt eller rædselsfuldt. Værestedet har åbnet igen, men kun fem timer, tre dage om ugen.

Kjeld."

Billede. En gang i mellem var der ligefrem herligt at være tvunget udendørs. Først dips 15 x 2 og 12 x 2 på powertrackbanen, og dernæst til amfiteateret for at dovne den.

Billede. Jeg fik både læst i Montgomery's selvbiografi og skrevet mail til Peter Worm Jantzen, mens jeg lå og slappede af i amfiteateret i Hedeland.

Jeg var nede i værestedet, og det var super hyggeligt. Det vigtigste i verden var at være sammen med andre mennesker, og det var næsten ligegyldigt hvem det var, og var irriterende de kunne være, hvilket også gjalt for mig selv. Bare det at sidde i et rum med andre mennesker, var befriende, og for mit vedkommende var det mindst lige så godt at være stille, som at sige noget. Det var nærmest som en social magnetisme. Nogle havde brug for at blive lyttet til, men det var ikke rigtig tilfældet for mig i det forum. Bare det at sidde i stilhed og arbejde var fremragende nok.

Det gjorde temmelig ondt at støtte på min højre fod, især når jeg rejste mig efter at havde siddet ned. Jeg gennempalperede begge fødder og tæer, og der var ikke noget i vejen med leddene, eller senerne for den sags skyld. Der var direkte ømhed omkring især halsen af 1. mellemfodknogle, og lidt mindre distalt i 5. mellemfodknogle. Derudover var der diffus ømhed i resten af højre fod og lidt op ad skindebenet. I venstre fod var der diffus ømhed, men ingen direkte ømhed.

Unsane

Jeg var gået i gang med at se filmen Unsane. Det var nok en dårlig ide, og selv om jeg kun havde set 10 minutter af den, begyndte jeg at få flash backs fra min tvangsindlæggelse på forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, psykiater Gitte Ahles afdeling, Q81, og især R3 på Sankt Hans Hospital. Ligesom i filmen behandlede personalet mig som var jeg sindssyg, selv om jeg tydeligvis ikke var det. Det havde været et veritablt helvede, det havde været psykisk tortur, og det havde givet mig ar på sjælen. Heldigvis gav Politikens journalist mig det fremragende råd i forrige uge at jeg skulle kontakte en patientrådgiver - efter at han havde fået tilsendt min tekst regelmæssigt de sidste par måneder. Han var en helt. Psykiatrisk plejepersonale var skruppelløse, underkvalificerede og dovne. De havde ikke mod eller moral til at sige til psykiaterene hvis en patient intet fejlede.

Snak dem efter munden

Det bedste man kunne gøre, var at tale det psykiatriske plejepersonale efter munden. Man skulle altid smile til dem, og le bekræftende af hvad de sagde. Det bedste var at komme med en munter bemærkning. At bage småkager mens de stod og observerede én. At deltage i deres latterlige badmintontunering. Dette plejepersonale burde efter min mening sidde fængsel. De elskede at udøve tvang og håne visse patienter. Der var jeg sluppet billigt, men jeg havde set hvordan de behandlede andre tvangsindlagte. Det var uskønt. Og det var ikke kun en påstand. Der kom en dag, hvor en rigtig journalist ville gennemgå alle optagelserne. Det ville med andre ord ikke være en journalist fra Politiken.

Skånselsløst

De danske myndigheder og institutioner var skånselsløse. Her sad jeg på en bænk ved stationen og skrev, fordi min højre fod var ødelagt, så jeg ikke kunne gå. Solen skinnede ganske lidt, men ellers var det for koldt til at jeg kunne sidde stille og samtidig holde varmen. Jeg havde ved et mirakel fået et opkald fra en ven og en invitation til at komme forbi ham kl. 16.00, men indtil da havde jeg seks timer jeg skulle have til at gå. Jeg var fuldstændig apatisk. Jeg kunne ikke mere. Måske fik jeg det bedre, måske begyndte solen at skinne, måske forsvandt smerterne i foden, og måske tankede mit rejsekort sig selv op på magisk vis - og måske ikke.

Hvis det ikke berettigede at jeg sendte min tekst rundt, hvad gjorde så?

Solen kom tilbage, og blev. Jeg ignorerede smerterne i foden, og gik afsted.

Købte en basketball til 80 kroner i SuperBrugsen til værestedet, selv om jeg ikke havde råd. Jeg kunne ikke vente med at bruge den, så jeg slog den ned i jorden mens jeg gik til Hedeland, i Hedeland, og væk fra Hedeland igen. Som en tosse. Det ville jeg normalt aldrig gøre, men som jeg fortalte min ven, så forsvandt al nervøsitet og forlegenhed, når man havde opgivet, som jeg. Jeg kunne godt lide at spille lidt basketball, og hvad kom det mig ved, at et par bedsteborgere, der gik tur med hunden gloede på mig. Godt for dem, jeg var kun glad for, at de nu havde noget at tale om.

Men inden da, tilbragte jeg næsten fem timer på samme bænk i Hedeland.

Billede. Sad først ved stationen og ventede.

Billede. Sad næsten fem timer på denne bænk og ventede.

Mail og tilsendelse af teksten til Ombudsmanden

En time på én bænk. Ti miinutter i stoppestedet. En time på et betonelement.

Ude at gå igen for at få varmen. Det var desværre koldere i dag. Endnu en bænk i Hedehusene. Ud at gå. En anden bænk. Så var klokken 14.00, de seks timers ventetid var ovre, og jeg gik hjem til min ven som aftalt. Jeg var i dårligt humør de første minutter hos ham, men i takt med at jeg fik varmen steg mit humør. Jeg havde ikke belastet mine fødder så meget i dag, men det gjorde fortsat ondt i fødderne, især højre.

Min vens nevø havde problemer med sin gamer-PC. Dels var der noget galt med grafikken, når han spillede Nortnite, og dels kom der en besked op fra hans antivirusprogram, han ikke forstod. Vi tog til Sydhavnen, hvor nevøen og hans forældre boede. Min ven, forældrene og jeg sad og fik en hyggelig snak. Emnet var ikke overraskende corona. Min ven og jeg gik ind til nevøen. Problemerne blev hurtigt løst. Jeg havde svært ved helt at forstå konceptet i Fortnite. Hvorfor skulle man bygge i et skydespil? Nevøen fortalte at man byggede for at beskytte karakteren i spillet. Det gav lidt, men ikke fuldstændig mening. Vi spiste alle aftensmad. Moren havde lavet en lækker kartoffelsuppe med croutoner, bacontern og hvidløgsflute. De behandlede mig som et normalt menneske. Jeg samlede på den slags oplevelser.

Da jeg lagde mig, dunkede det i højre fod, og det gjorde ondt i første mellemfodknogle. Var det en begyndende stressfraktur? Var det D-vitamin mangel? Slidgigt? En eller anden uspecifik overbelastningsskade? Det spillede ikke nogen rolle nu. Jeg havde nogle Ipren liggende til morgendagens travetur. De næste tre dage ville blive et rent helvede. Ingen penge, ingen steder at være, intet at lave, ondt i fødderne, og afhængig af hvordan vejret artede sig. Jeg vidste at jeg ville få det psykisk dårligt i flere længere perioder i morgen. Det kunne simpelthen ikke undgåes. Når jeg var sammen med andre mennersker, trænede eller læste lægefaglig litteratur, havde jeg det ikke dårligt. De næste tre dage ville jeg ikke være sammen med andre mennesker. Jeg kunne ikke gå særligt langt, jeg kunne træne lidt dips og pullups, men næppe nok og hver dag. Jeg kunne læse lægefaglig litteratur, men ikke rigtig sidde og koncentrere mig om det nogen steder.

Mail til Folketingets Retsudvalg

Mens politiet opførte sig som voksne og ansvarlige mennesker, og holdt fester og smittede hiannden med corona, sad jeg og frøs på græsset. Jeg havde ikke den fjerneste intention om at begå selvmord eller kriminalitet, det eneste jeg ville var at være i live og leve, samt arbejde som det jeg var uddannet til, nemlig læge. Desværre var intet af det jeg ville allerhelst foreneligt med ikke at skrive til bl.a. Folketingets Retsudvalg.

Hvad fanden lignede det i øvrigt at true mig med tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende uberettiget antipsykotisk medicin?

Billede. Jeres samfund. Hyg jer med at vaccinere jer selv.

Jeg trænede lidt dips i naturområdet mellem Himmelev og Trekroner, og gik ned til søen, hvor jeg sad og blundede en times tid på bænken. Heldigvis var solen kommet for at blive, og når jeg tog hætten på, frøs jeg ikke. Jeg havde virkelig brug for en lur, men selv om vejret artede sig, var det ikke muligt for mig at falde i søvn siddende på den hårde træbænk.

Lykkeligvis havde en bekendt skrevet til mig om formiddagen, og spurgt om jeg ville kigge forbi til en kop kaffe omkring klokken 14.00. Jeg tog bussen til hende. Jeg fik en update mens vi drikkede kaffe. Jeg havde desværre ikke råd til at købe noget med. Jeg følte, jeg bidrog lidt ved at luge hendes mosgrønne altan, og montere baglys på hendes cykel.

Hun skulle hente en hynde i Jysk, og spurgte om jeg ville med, hvilket jeg gerne ville. Det var en udmærket tur, tempoet var tilpas til at foden ikke gjorde ondt. Jeg var hjemme sent nok til at det ikke var pinligt. Jeg var blevet afslørende solbrændt i ansigtet. Det var også det eneste gode ved evighedsvandringen, selv om det på sigt gav mig baso- eller spinocellulært carcinom.

To dage til

Nu skulle jeg bare have to dage til at gå. Derefter to uger, to måneder og to år. I helvede. Uden mål og mening, og kun lige akkurat med penge nok til mad og lidt tøj. Jeg måtte meget snart finde et nyt værelse at leje. Jeg havde allerede boet her i to måneder for længe i forhold hvad jeg fortalte, da jeg flyttede ind. Jeg havde ikke penge til et indskud til selv den billigste ét værelses lejebolig. Jeg burde repetere medicin, men jeg var for træt og opgivende. Selv hvis jeg en skønne dag fik min autorisation som læge igen, ville ingen ansætte en sindssyg kriminel. Jeg havde desuden glemt så meget rigtig lægevidenskab, at det eneste jeg kunne blive var psykiater. Det var ikke en mulighed.

Forbandet fireårsregel

Det vidste mine tidligere kolleger på Onkologisk afdeling på Rigshospitalet godt, da de fik mig kasseret som affald, så de kunne blive speciallæger på min bekostning, og det vidste man også i Yngre Læger. Jeg vidste det, og alle andre læger i Danmark vidste hvor perfid fireårsreglen var, men flertallet som lukrerede på den vanvittige regel, turde eller ville ikke gøre noget ved den. Så vidt jeg huskede, var det en tandlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, der havde givet mig afslag på mine dispensationsansøgninger, hvorved hun alene bestemte at jeg ikke måtte blive speciallæge i Danmark.

Heltinden

Hun var dermed en heltinde, der havde gjort noget godt for Danmark og den danke befolkning, for ikke at tale om de 2700 borgere, der gik rundt med ikke-diagnosticeret kræft på grund af coronapandemien og den manglende udredning. Det så godt nok sort ud for disse mennesker, der havde rigtige og modbydelige sygdomme, ikke psykiatriens flygtige vrøvlediagnoser, som mest af alt lod til at eksistere for at medicinalindustrien kunne sælge uvirksomme, ekstremt dyre og bivirkningsbugnende medicin.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Jeg kom i tanke om, at jeg for år tilbage havde søgt aktindsigt i min egen sag, og ved en fejl fået udleveret over 70 sider sagsakter omhandlende en anden yngre læge, der vist nok hed Jacob til fornavn. Jeg ringede til Styrelsen for Patientsikkerhed og spurgte hvorfor de havde tilsendt mig en andens fortrolige oplysninger. Den embedslæge jeg blev stillet om til, nægtede simpelthen at forholde sig til hvad jeg oplyste. Hun stillede mig dog om til en anden embedslæge, der først blev vred på mig, og bagefter afbrød forbindelsen. Dernæst kontaktede jeg Jacob og fortalte ham om Styrelsen for Patientsikkerheds fadæse. En af styrelsens talrige fadæser, #Forvaltningsloven, #Sundhedsloven, #Psykiatriloven, #Persondataloven.

Jeg havde flere gange givet Peter Worm Jantzen både mundtlig og skriftlig tilladelse til at indhente alle oplysninger om mig hos Styrelsen for Patientsikkerhed, men styrelsen var vrangvillig og nægtede. Det var noget vi skulle forholde os til på mandag. Jo længere tid styrelsen trak tiden ud, jo mere ødelagt blev jeg. Jeg havde dog forinden sendt Peter Worm Jantzen al korrespondance til og fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som jeg downloadede fra E-boks.

33853 skridt

Jeg havde været udendørs i lidt over 9 timer i dag. Jeg skulle bare have tiden til at gå. Problemet var dels vejret, og dels min fod. Det var koldt, overskyet, og blæsende. I formiddags snede det en smule, siden hen støvregnede det. Jeg havde penge til at tage bussen til Ishøj, men ikke hjem. Jeg sad forskellige steder, på en bænk ved Arken, en bænk på stranden, og et stoppested. Gik ind i Waves i Hundige for at få varmen.

Frys mig ned

Gik tilbage til stranden og sad og blundede. Gik tilbage mod Taastrup ad et stisystem gennem Ishøj, til industrikvarteret, hvor jeg sad på en trappe og så Netflix. Derefter gik jeg til Ishøj Landsby, hvor jeg sad og slappede af i et stoppested. Herefter hjem. Foden gjorde ondt, men ikke så meget som forleden. Det havde været en håbløs dag, men den var desværre ikke ovre endnu. Det var ikke noget liv. De kunne lige så godt have frosset mig ned i seks år, og sparet mig for traumerne.

34851

Jeg var fuldstændig modløs, trods det fantastiske vejr. Jeg var for udmattet og træt til at gå nogen steder, så jeg satte mig i et stoppested og blundede. Da bussen kom ti minutter senere, fik jeg dårlig samvittighed over at buschaufføren skulle spilde tid på at holde ind, når jeg ikke skulle med, så jeg skyndte at rejse mig og gå videre. Hen til et nyt stoppested, hvor jeg satte mig til at blunde igen. Jeg havde siddet der en halv times tid, da en ven mirakuløst nok ringede til mig og inviterede mig hjem til sig.

Nu skulle jeg kun have fire timer til at gå, men da jeg var dødtræt orkede jeg ikke at trave særligt langt.

Uudholdeligt

Min tilværelse var et forbandet mareridt, og jeg hverken kunne eller ville blive ved særlig meget længere.

Jeg var hjemme lidt i 21, efter at have gået et stykke mere. Min fod var ikke blevet værre.

ROPS

På vej ind til ROPS. Efter at Peter Worm Jantzen var kommet ind i kampen på min side, var det ikke modbydeligt at møde op, og jeg havde ikke selvmordstanker den forudgående og efterfølgende dag. Det var omvendt heller ikke noget jeg glædede mig til, men det var heller ikke meningen, i og med at det var en straf. Jeg havde set en ældre TV2 dokumentar på YouTube, der handlede om en ung mand, som Retslægerådet og psykiatrien i Vordingborg havde gjort det bedste de kunne for at aflive, og en magtfuldkommen og hovmodig psykiater havde været så uforsigtig at lade en samtale med den unge mand filme.

Det havde hun vist fortrydt, kumme man fornemme i hendes ansigtsudtryk, da den unge mand havde åbenlyst ret i hans argumentation, og psykiateren ikke kunne svare. JEg ville forfærdelig gerne i kontakt med dette offer, som i skrivende stund måtte være på min alder. Jeg ville også gerne vide hvad der var sket med psykiateren - var hun blevet forfremmet til at sidde i Retslægerådet for hendes misbrug af sit fag? Var det sådan at kun måtte sidde i Retslægerådet, når man havde slået mindst én sagesløs patient ihjel, som et slags bandeinvielsesritual?

Foden

Det gjorde fortsat ondt i højre fod, især når jeg havde sko på, som ikke var løbesko. Jeg spekulerede på om det i virkeligheden var podagra, men når jeg mærkede efter, var smerterne lokaliserede til knoglen og ikke leddet, og desuden havde jeg ondt på samme måde i venstre fod og i andre mellemfodknogler, omend ikke så udtalte. Der var et eller andet galt i fødderne, noget som ikke bare gik i sig selv igen. Det var som det var.

Ventetid

Jeg ventede og ventede og ventede. Hver minut, time, døgn, uge, måned, år, seks år. Det var tortur for mig. Det blev ikke lettere at vente med tiden. I dag skulle jeg vente to timer omkring Svanemøllen Station før mødet med Peter Worm Jantzen. Det var ulideligt, ren og skær ulideligt. Jeg fandt en god bænk i solen, hvor jeg først forsøgte at blunde lidt, men uden held. Dernæst så jeg en serie på mobilen. Efter en evighed der varede to timer, var det tid.

Peter Worm Jantzen

Mødet med Peter Worm Jantzen gik sådan set fremragende, i og med at det kun tog den tid, der var nødvendig, hvilket var cirka 10 minutter. Jeg gav ham et brev, jeg netop havde modtaget fra Styrelsen for Patientsikekrhed. Jeg bad ham åbne det, og det viste sig at være en bekræftigelse på det vi vidste i forvejen. Advokaten havde stadig ikke givet en lyd fra sig, men for en gangs skyld var jeg fortrøstningsfuld, og der skulle nok ske noget, til trods for Styrelsen for Patientsikekrheds benspænd.

Uberettigede ransagninger

Jeg kunne ikke vente flere år yderligere på at få afklaret disse spørgsmål. Danmark var ikke et retssamfund. Hvis borgerne overtrådte loven under coronapandemien, blev de straffede dobbelt så hårdt, selv om det ikke var intentionen. Men hvis danske myndigheder svigtede under coronapandemien, fik det naturligvis ingen konsekvenser for embedspersonerne, idet at disse stort set altid var ansvarsfri og hævet over loven.

IT-support

Jeg var forbi en bekendt i morges, for at hjælpe hende med at opsætte hendes nye tablet. Jeg havde købt noget billig iskaffe til 13,95 for en liter, samt datonedsat morgenbrød. Det var stadig alt for tidligt til at tage ned i værestedet, så jeg brugte de sidste penge på rejsekortet til at køre rundt i en bus for at få tiden til at gå, samt sad på flere bænke.

"Herfra og til evigheden"

Det var den dokumentar, som TV2 havde produceret i 2000, der havde bekræftet mig i min aversion mod paykiatrien, og som man kunne se på YouTube hér:

https://www.youtube.com/watch?v=KRlh5WhZ_rQ&t=2354s

Det var især værd at se følgende tidspunkter: 8:33 - 15:26 og 16:00 - 19:45

Værestedet

Jeg sad og ventede i skolegården i lidt over halvanden time, før værestedet åbnede. Omkring en halv time før åbningstid var der dukket fire andre brugere op, og vi stod og talte sammen. Jeg havde medbragt basketball'en, men lod den blive i skabet. Min ven dukkede op omkring en times tid efter at værestedet åbnede. De fleste andre brugere smuttede efter relativ kort tid, hvorfor det kun var min ven og jeg, der var tilbage.

Jeg hentede basketball'en frem, og vi gik ud i skolegården og stod og forsøgte at ramme ned i kuven i en halv times tid. Da der kun var os tilbage sammen med de to socialpædagoger, og da vi begge var en smule trætte, forlod vi værestedet tre kvarter før lukketid. Vi fulgtes ned til stationen, hvor vores veje skildtes, da jeg gik hjem og min ven skulle have bussen.

Rigspolitiet

Der lå et brev til mig fra Rigspolitiet, og fra Gældsstyrelsen på min seng, da jeg kom ind på værelset. Jeg åbnede brevet fra Rigspolitiet; det var en bekræftigelse på min klage over geniet fra Københavns Vestegns Politi, som i et opkald fra ham, jeg havde optaget, spillede dum, og påstod at han hverken kunne huske sit markeringsnummer (identifikationsnummer) eller havde et ID-kort hvorpå det stod. Han var en af årsagerne til at Danmark ikke var en rigtig retsstat, at loven ikke gjald for alle i landet, og at nogle var mere lige for loven end andre. Selv om det var en harmløs bekræftigelse, skammede jeg mig overfor udlejer, som ikke havde kunnet undgå at se hvem afsenderen var. Jeg gad ikke at åbne brevet fra Gældsstyrelsen; jeg afbetalte allerede mere end jeg havde råd til.

Efter at have vasket tøj, lå jeg og tænkte på hvor meget man kunne udsætte et menneske for i Danmark i 2021. Der var ikke mere jeg kunne sige eller gøre. I morgen truede en ny dag, hvor værestedet ikke var åbent. Det blev hårdt og trøstesløst.

En rød reje

Jeg havde så få penge tilbage, at jeg undgik at tjekke min saldo. Måske var det meget godt, at jeg brugte det meste af min vågne tid på at overleve; hvis jeg havde overskud til at tænke bare lidt frem i tiden, ville det ikke være til at holde ud. Men hvis jeg ikke led, var det jo heller ikke en straf. Men jeg var godt nok svært kronisk presset.

Den værste dag

Jeg kunne klare meget: Politiet, Vestre Fængsel, og Retspsykiatriske Afdelinger. Men det opkald, jeg fik i dag, kunne jeg ikke klare. Jeg svarede ikke. Det var ubegribeligt at man nu belastede mig med netop det, hvor jeg kun lige akkurat hang i. Jeg var ved at besvime, samtidig med at jeg fik akut svær kvalme, svær angst og blev så paralyseret, at jeg måtte sidde ubevægelig på en bænk i over en time og bare kigge ud i luften.

Var jeg ikke blevet straffet nok? Blev jeg ikke fortsat straffet tilstrækkeligt? Hvor var det dog ondskabsfuldt at bruge netop dette våben mod mig, når jeg kun levede time for time. Det var nådesløst, og da jeg fik akutte svære selvmords tanker og impulser, skrev jeg flere sms'er til Peter Worm Jantzen. Heldigvis forsvandt den stærke selvmordstrang helt efter et par timer. Men det måtte ikke forekomme igen. Derfor skulle jeg have fat på Peter Worm Jantzen hurtigst muligt i morgen tidlig, hvilket jeg også skrev til ham. Jeg ville ikke få lukket et øje i nat.

Hvorfor helvede måtte jeg ikke bare være i fred? Det var ikke til at forstå. Jeg måtte åbenbart ikke klare den. Alt jeg på trods havde opbygget skulle bare ødelægges. Jeg kæmpede faktisk hårdt for at overleve, men man skulle alligevel have mig ned med nakken, og intet var tilsyneladende for lavt til at man ville bruge det mod mig.

Jeg var lykkelig for at en bekendt skrev til mig, og spurgte om vi skulle gå en tur, hvilket vi gjorde de næste mange timer. Det afledte de svært negative tanker. Nogen havde enten handlet i ond tro eller i dén grad misforstået hvordan jeg var som menneske. For første gang i flere år havde jeg en virkelig chance for at klare den, og for at få en tålelig tilværelse. Og den glæde undte man mig ikke.

Den værste dag - fortsat

Jeg havde mod sædvane kun sovet højst tre timer i nat. Jeg var i går blevet sat mindst et halvt år tilbage. Alt jeg havde bygget op, var forsvundet som dug for solen, og jeg måtte starte forfra. Det var ikke til at bære. Jeg var blevet hjemme, til trods for det strålende vejr. Jeg havde skrevet til både politiet og Peter Worm Jantzen i formiddags; de blev nødt til at træde i karakter, hvis jeg skulle gøre mig håb om at overleve.

Simpelthen så usandsynligt modbydeligt. Nogen, der troede, at de kendte mig, havde taget grueligt fejl. Jeg havde ca. 20 gode år tilbage af mit liv. Hvis de skulle være bare lidt tålelige, måtte Peter Worm Jantzen gøre præcis, som jeg havde bedt ham om. Jeg havde lidt i næsten 40 år, og det skulle stoppe, om så jeg måtte flygte fra Danmark, hvilket jeg var parat til at gå i skrivende stund, hvis jeg havde haft penge til en menneskesmugler. Ingen havde respekteret hvad jeg sagde, nogensinde, og det måtte man fandeme begynde at gøre.

Det måtte da være en menneskeret selv at bestemme hvilke mennesker man havde lyst til at ses med og belemres af - hvorfor troede nogen, at de gjorde mig en tjeneste, når de i virkeligheden skadede mig mere end noget andet? Peter Worm Jantzen blev nødt til at gøre det jeg havde bedt om. Skulle jeg virkelig begå kriminalitet, bare for at jeg kunne blive anholdt, og dermed være i fred?

Det havde været en rædselsfuld dag. Jeg havde halsbrand og ondt i maven. Engang havde jeg haft det godt; jeg arbejdede som læge, svømmede havsvømning og havde en god og solid omgangskreds. Så skete der en masse, jeg var fejlbarlig, underlagt en pervers og unødvendig fireårsregel, og så mødte jeg nogle helt igennem dyssociale læger. Og nu gjorde man fortsat alt hvad man kunne for at modarbejde, at jeg fik en bare nogenlunde udholdelig tilværelse. Den ene eksistentielt truende belastning efter den anden. Ubønhørligt, og igen og igen. Hvad skete der mon med mennesker, man udsatte for årelang psykisk tortur? For fornedrende og ydmygende behandling? For overgreb, og for sult, kulde, og afgrundsdyb håbløshed?

Jeg overlevede i høj grad i kraft af de relationer, jeg havde skabt siden jeg flyttede til Høje Taastrup. Disse relationer var, nøjagtig som jeg selv, til tider irriterende, ustabile, og havde uoverskuelige sociale og økonomiske problemer. Men de var der. Hvis ikke den ene, så den anden. Der var en slags gensidighed over tid. Hvis alt gik fuldstændig galt, var jeg ret sikker på at jeg ville få akut hjælp af dem.

Ingen ville nægte mig at overnatte på sofaen, og ingen ville lade mig sulte eller fryse, når det kom til stykket. Helt modsat de sociale myndigheder og psykiatrien i Danmark. Der eksisterede ikke et nationalt sammenhold og samfundssind i dette land. Det var en for politikerne behændig konstruktion. Det, der var, var de nærmeste sociale relationer. Det danske velfældssamfund var en katastrofe. Jeg havde engang støttet kraftigt op om det, men nu var min holdning en ganske anden. Jo mindre formynderisk og magtfuldkommen stat, jo bedre.

Coronapandemien havde muliggjort andre grundliggende forandringer i samfundet, og til det bedre. Den påtvungne disruption havde været en unik mulighed for at gøre op med skadelige og nedbrydende forhold, for at ryste posen og tænke nyt, men man havde selvfølgelig og typisk dansk ikke formået at udnytte chancen. Det eneste pandemien havde afstedkommet, var at udstille og forstærke den grænseløse egoisme og idioti, der herskede. Intet andet. Dagen efter den sidste restriktion var ophævet, ville alt være ved det gamle, og selvfølgelig ville man begynde at give hånd igen.

Man skulle have hjulpet mig for lang tid siden, hvis man havde villet gøre en forskel. Nu var det for sent. Den kolde vinter, dagene med sult, afsavn, og endeløse vandreture, var overstået. Temperaturen var alt andet lige faldet tilstrækkeligt til at jeg kunne overnatte udendørs, hvis behovet opstod, værestedet var åbnet igen, jeg kunne sidde udendørs i dagtimerne uden at ryste af kulde, og dertil havde jeg nu også et relativt solidt socialt netværk.

Jeg kunne naturligvis have hjulpet mine landsmænd med at blive testet og vaccineret, fremfor at bruge alle mine ressourcer på blot at overleve, men fornuft og rettidig omhu var ikke noget man brugte i den danske offentlige sektor, og især ikke i ministerierne og styrelserne. Dermed havde bureaukraterne givet mig den bedste hævn, jeg kunne ønske: For at skade mig, havde man samtidig skadet danske borgere, som jeg kunne have hjulpet.

Der kom en dag, hvor coronaregnskabet blev gjort op, og det kom offentligheden for øje hvor groft myndighederne havde svigtet. Uanset hvor mange e-mails inkompetente og skødesløse medarbejdere i Sundhedsdatastyrelsen slettede ved et uheld, skulle sandheden nok komme frem alligevel.

Retssikkerhed en joke i Danmark 1

»Det kunne være, at Folketinget skriver ind i de enkelte love, at domstolene skal blande sig på det her område. For eksempelvis i en ny førtidspensionslov kunne man skrive en paragraf ind, hvor der står, at på denne lov vil vi gerne have, at domstolene prøver sagerne fuldt ud.«

(Fra https://www.berlingske.dk/samfund/advokat-danske-domstole-fastholder-uretfaerdighed-fra-enevaeldens-tid, 26. marts 2021.)

Retssikkerhed en joke i Danmark 2

Advokat udpeger hul i retssystemet: »Det er et stigende problem«

(Fra https://www.berlingske.dk/samfund/advokat-udpeger-hul-i-retssystemet-det-er-et-stigende-problem, 26. Marts 2021.)

Jeg havde i den forbindelse fortsat intet hørt fra Den Gratis Retshjælp eller fra Peter Worm Jantzen. Der sad i øjeblikket embedslæger, psykiatere og læger i Danmark, der havde mit blod på hænderne - hænder som de skjulte i lommerne. Nogle af dem var regelrette psykopater uden empati, andre forsøgte at undskylde deres ugerninger med løgne, men fælles for begge grupper var, at de intet foretog sig. De gode læger, der trods alt var langt flest af, forholdt sig desværre også passive, og det var det værste.

Forfra

De sidste to dage havde været helt forfærdelige. Alt jeg havde kæmpet for at opnå siden jeg flyttede til Høje Taastrup var tabt. Om igen. Sådan havde det været i flere år. Jeg måtte ikke få lov til at leve mit eget liv som den jeg var. Men det var bare en lille del af det, jeg kæmpede med. Jeg havde langsomt tvunget mig selv til at åbne post, til at tage min telefon og til at læse sms'er. Jeg havde oven i købet for nylig tjekket min E-boks for første gang i årevis, om ikke andet, så alt det lort som Styrelsen for Patientsikkerhed havde smidt i hovedet på mig. Jeg var dog ikke nået til at læse mine e-mails. Nu var det på én dag mistet. Jeg kom ikke til at svare på opkald, læse sms'er eller åbne post igen. Jeg havde i morges 137,32 kroner tilbage til resten af måneden, men det var ligegyldigt.

Der lå to breve til mig på sengen: Et fra Ombudsmanden og et fra Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed. Jeg havde opgivet, så derfor skammede jeg mig næsten ikke over for udlejer. De kunne tage deres afslag og arkivere dem et sted solen aldrig skinnede. Jeg gad ikke at åbne dem, for hvorfor? Ombudsmanden var dygtig til at forholde sig til pettitesesager, som pressen havde gjort opmærksom på først. Når det virkelig gjaldt, duende Ombundsmanden ikke til noget som helst. Det var en krandsekagefigur af en myndighed, som politikerne kunne hive frem og blære sig med for deres udenlandske kolleger - men for den danske borger var det en overflødig institution. Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed var så ligegyldig, at den ikke fortjente en kommentar, men det glædede mig da at tidligere betjente fik løn for at frikende deres kolleger.

Billede. Ved Kroppedal.

Billede. Kroppedal Museum. "Alle har det dårligt en gang i mellem". "Vi er alle i samme båd". "De svageste må være de stærkeste". Flosker og snak.

Billede. Bedste terapi, næstefter arbejde.

Jeg havde tænkt meget over hvad de danske myndigheder egentlig kunne, for der måtte være et eller andet bureaukraterne kunne. Breve var svaret. Der sad en hær af verdensfjerne skrivebordsgeneraler godt afskærmet fra virkeligheden i deres parallelunivers, og det produkt de skabte, var breve. Breve med ansvarsforflygtelser, afslag, afvisninger, eller henvisninger til andre myndigheder. Bureaukraterne forholdt sig tvangsagtigt til ord på en skærm eller et papir, som andre end dem selv havde skrevet. Om det ordene omhandlede, var i overensstemmelse med virkeligheden var fuldstændig irrelevant.

Ordene var deres naturlove, som var eviggyldige, mejslet i sten, og som aldrig kunne slettes, korrigeres eller berigtiges. Psykiaterne var på præcis samme måde, selv om de engang i mellem stod ansigt til ansigt med de mennesker, hvis liv de ødelagde. Mens bureaukraterne var autistisk begejstret for deres ord og formuleringer, og deres verdensbillede blev splintret hvis disse blev ændret, var psykiaterne bare for feje, kollegiale og magelige til at de gad at ændre på deres egne eller kollegers fejldiagnoser, som bare blev videreført i al evighed. At være psykiater var i sig selv en diagnose.

Taktisk tavshed

Jeg havde ikke skrevet i min online dagbog på det seneste. Der var to årsager: De seneste dages afgrundsdybe akutte nedtrykthed, høbløshed og retraumatiseringer var den ene årsag, og den anden var, at jeg havde været travlt optaget af at skrive en detaljeret og samtidig rimelig overskuelig oversigt over alle de ulovlige ransagninger og politiforretninger.

Denne oversigt havde jeg nu sendt rundt til alle relevante myndigheder, og den indeholdt personoplysninger, som ikke tjente til offentliggørelse på nuværende tidspunkt. Jeg havde intet hørt fra Retshjælpen, og Peter Worm Jantzen holdt vel påskeferie. Det var ekstremt vigtigt at jeg fik lov til at være i fred, og ikke blev belastet mere end jeg var i forvejen. Jeg havde fået det en smule bedre psykisk, men ikke nok til at jeg havde overskud til anden end at overleve.

Mine fødder var ødelagte, og det var der ikke noget at gøre ved. Hvis jeg ikke fik lov til dels at være i fred, og dels være meget fysisk aktiv, ville jeg ikke overleve. Jo mindre man lyttede, jo højere og mere skingert måtte man råbe. Det var der intet uindføleligt eller psykotisk ved, det var helt naturligt, og ikke noget jeg gad at undskylde.

Jeg måtte have en dato for hvornår jeg kunne komme i arbejde igen som læge. Eller i det mindste en konkret plan med en eller anden form for slutdato.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre for at få myndighederne til at lytte til mig. Hvis der ikke snart skete noget særdeles positivt i mit liv, opsagde jeg værelset og flytte på gaden igen. Jeg gjorde alt jeg kunne for at forbedre min situation, men jeg kunne intet gøre når myndighederne tvang mig til at være passiv og fattig.

Coronarelateret kriminalitet

Det var en forbrydelse at lade en arbejdsduelig læge være arbejdsløs under en pandemi. De embedspersoner i de myndigheder der aktivt forhindrede dette, burde have en dobbelt så lang fængselsstraf for deres coronarelaterede kriminalitet, kriminalitet der i en pandemi kostede menneskeliv.

Rådne op

Jeg måtte ikke beskrive virkeligheden, for det brød man sig ikke om. Jeg skulle være artig og lide i stilhed, så de pæne og gode mennesker ikke skulle eksponerres for ubehag. Det kom ikke til at ske, koste hvad det ville. Det var et spørgsmål om liv og død. at jeg kunne skrive hvordan jeg havde det, og hvad jeg oplevede. Jeg havde skrevet en mail til forskellige myndigheder, som jeg måtte kigge på og korrekturlæse før jeg afsendte den i morgen.

6,80 kroner

Jeg fik penge i morgen, men da jeg ikke havde penge til at købe noget at drikke, og da jeg havde gået hjem til en ven, hvilket afstedkom at jeg fik gået over 33000 skridt, i det varme vejr, må jeg meget mod min vilje låne 20 kroner af ham. De sidsts par dage havde jeg levet af datonedsat rugbrød, men jeg havde i det mindste ikke sultet.

Det var ulidelige vilkår jeg levede under, og det var uforståeligt at ingen myndigheder gjorde noget ved det. Det var utilgiveligt, og der var ingen undskyldning for torturen. De danske myndigheder havde svigtet i ekseptionel grad. Jeg var langt fra den eneste, der havde den holdning, og vreden ulmede i de kredse jeg befandt mig i. Der kom et efterslæb efter pandemien af uoverskuelige dimensioner, som ville overgå coronavirussen i skadelighed. Kuren havde været langt værre end sygdommen.

Det var ikke kun mig, der havde oplevet den danske stats magtfuldkommenhed og skruppelløshed. Det var efterhånden gået op for selv de danske medier, at politiets anklagere havde fået smag for blod, nu gik all-in og krævede borgerne straffet maksimalt; Danske Domstole, der ligesom politiet og anklagerne var ansat af samme firma, nemlig Justitsministeriet (en iøvrigt meget bekymrende og arkaisk konstruktion), var enten altid på statens side, eller skånede den. Embedspersoner kunne aldrig straffes, uagtet hvor skødesløst og forkert de havde ageret. Derfor var Danmark bare ikke en rigtig retsstat.

I det sekund jeg havde muligheden for det, måtte jeg flygte til et andet land, som havde en befolkning, der havde brug for det, jeg kunne.

Fri

For første gang i lang tid følte jeg mig afstresset, og nogenlunde afslappet. Der var ikke spor nedtrykthed, selvmordstanker, selvmordsintentioner eller selvmordsimpulser, ligesom jeg heller ikke var spor psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed. Jeg havde det bl.a. på den måde, fordi jeg havde slukket for min mobiltelefon. Nok var nok. Jeg havde for længst mistet interessen for psykiaternes Mickey Mouse diagnoser, men af en eller anden årsag tænkte jeg på at hvis jeg led af nogen personlighedsforstyrrelse, så måtte det være "avoidant personality disorder".

Det var den, der passede bedst af alle, og sjovt nok var narcissist personligheds forstyrrelse, den der passede dårligt. Hvis jeg ikke havde mistet evnen til at føle rigtig glæde og til at grine, havde jeg gjort det. Hvor var fagligheden dog utrolig ringe på Retspsykiatrisk Klinik. Det eneste jeg nogensinde ønskede, var at arbejde som læge og havsvømme. Ikke som psykiater, men som rigtig læge, rigtig speciallæge. Jeg ville også gerne have penge til at tage på ferie, gå til tandlæge og ikke vende hver en krone, når jeg skulle købe mad, men det var alt sammen sekundært. Nu var det eneste jeg ønskede mig at flygte fra det land, der "spiste dets børn", og lod borgerne i stikken. Det land, der kun eksisterede for statens ansattes skyld.

Mine fødder var stadig ødelagte, og det var fortsat ikke leddene, men derimod knoglerne, den var gal med. Jeg trænede dips 12 x 2 og 10 x 2, men mere blev det desværre ikke til. I de seneste par uger havde jeg skrevet flere sider noter. Det drejede sig om en meget detaljeret medicinsk og neurologisk journal og objektiv undersøgelse, samt teori og praksis hvad angik de mere banale parakliniske undersøgelser. Det var hårdt at komme igang igen, men det var samtidig også fantastisk, jeg skulle bare have nogle stikord, så kom resten helt af sig selv.

Det var vigtigt at være grundigt forberedt, så jeg kunne give et andet lands borgere den bedst mulige behandling. Det var sikkert kun i Danmark at man havde råd til at ødelægge yngre lægers liv ved at tvinge dem til at blive psykiatere, men det spillede ingen rolle længere. Jeg var bare glad for at jeg ikke havde været bitch nok til at falde til patten og degradere mig til medicinalindustriens forlængede arm.

Aprilsnar

Jeg læste en overskrift på et onlinemedie der vist nok handlede om H. C. Andersens kønsidentitet. Det lød mærkeligt, jeg klikkede ikke på artiklen, og senere kunne jeg så læse en anden overskrift på selvsamme medie, der kunne oplyse, at der var tale om en aprilsnar. Det hele var efterhånden en joke. Men ikke nogen særlig god én af slagsen.

Mohammed boede stadigvæk på vandrerhjemmet. Jeg hilste på ham, da jeg kom ind på værelset i går. Han kunne godt huske mig. Den anden gæst på seksmandsstuen mødte jeg også; jeg var næsten sikker på at han også var indlogeret her sidst, jeg var der, men jeg spurgte ham ikke. Vi førte blot en kort samtale af ren høflighed.

Jeg var bekyndt at føle mig dybt ensom igen. Jeg regnede med at det skyldtes manglende fysisk aktivitet. Vejret var til min store ærgelse elendigt, til forskel fra i går. Mine fødder var fortsat defekte, men det vigtigste årsag til at jeg ikke gik en meget lang tur, var at jeg ikke havde noget skiftetøj med. Jeg havde satset på at købe det i dag, bare noget billigt noget, og jeg manglede også i høj grad nyt tøj, men dum som jeg var, havde jeg ikke undersøgt om Bilka eller Føtex holdt åbent i dag, hvlket de selvfølgelig ikke gjorde.

Jeg skrev eller ringede til bekendte på daglig basis, også i dag, men til trods for det, forsvandt følelsen af ensomhed og meningsløshed ikke. Jeg havde fulgt min læseplan i dag og arbejdet i 4 x 45 minutter. Det burde give mig en god fornemmelse, men den udeblev. Problemet var, at jeg intet havde at arbejde frem imod, intet mål, ingen mening, og når jeg var færdig med dagens arbejde, kunne jeg lige så godt fortsatte med mere arbejde, for der var ikke andet. Ingen glæde, ingen lyst, eller motivation, udover selvfølgelig, at jeg oplevede stort ubehag, hvis jeg ikke repeterede de lægefaglige emner. Fravær af lidelse var selvfølgelig bedre end lidelse, men det bedste var alt andet lige en form for tilfredshed eller ligefrem en smule glæde og en sjælden gang måske ligefrem glimtvis lykke.

Men mit liv var mindre end morsomt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få det bedre, men det var omsonst. Jeg havde skrevet det talrige gange tidligere, men jeg var nødt til at skrive det igen: De forhold, jeg var underlagt, var i bedste fald utilstrækkelige, og i værste fald tangerede de tortur. Hvem var de mennesker, der var så nådesløse, at de fastholdt mig i på den måde? Hvorfor sad de ikke i fængsel? Påsken blev hård at udholde. Det blev ikke ligefrem bedre med årene.

Psykiatri

"I Don't Know" - Med School Parody of "Let It Go" from Frozen (University of Chicago Pritzker SOM)

...

(Fra https://www.youtube.com/watch?v=EtAG3e3JLNI&list=RDEtAG3e3JLNI&start_radio=1, 1. april 2012.)

Roommates

Jeg fik en længere snak i går med min anden roommate på seksmandsstuen, der som følge af coronarestriktionerne højest kunne have tre gæster boende. Han virkede som en fin fyr. Grunden til at han boede på vandrerhjem var, at han var i lære som vindmølletekniker hos Ørsted, samt at han boede i Haslev, og ikke havde lyst til at pendle to timer til og fra arbejde dagligt. Under samtalen fortalte han mig om Bitcoin, som han havde investeret i, og havde insiderviden inden for, som han gerne ville sætte mig ind i ved lejlighed, hvis jeg var interesseret i at investere i dem. Jeg sagde til ham at det lød meget spændende, og at jeg naturligvis gerne ville høre mere, når jeg havde lidt luft i mit program om et par dage. Hans foreslag var af ren høflighed, og det samme var mit i realiteten afslag. Men det var fint nok.

Når man havde en tidsubestemt straf som jeg, hvor man blev fastholdt i virkelig fattigdom og med korte mellemrum af en ignorant og afdanket psykiatrisk sygeplejerske fik at vide at man var sindssyg, kriminel og utilregnelig, var det tortur. Det var ikke kun mig, der led under sadanne betingelser, det ville de fleste andre raske og tilregnelige mennesker også gøre. Jeg havde kæmpet for mit liv, og hvis samfundet mente jeg var kriminel - og det gjorde det - for at ?forsøge at overleve, så fuck samfundet. Hvad fanden lignede det stændigt at påstå noget der var i modstrid med virkeligheden? At jeg nogensinde havde været psykotisk, paranoid eller utilregnelig var i direkte modstrid med virkeligheden.

Enevælden 2021

Jeg kunne læse i medierne, at det ikke kun var mig, der havde erfaret at de danske dommere aldrig nogensinde tvivlede på myndighedernes forkerte afgørelser. Det var angivligt et levn fra enevælden. Det var jo helt grotesk. Så havde jeg da ret i at den danske retsstat var en joke. Hvorfor havde politikerne ikke meget travlt med at få fjernet den syge og perverse praksis at danske myndigheders fatale og forkerte afgørelser aldrig kunne betvivles? Hvor var Danske Domstole eller det danske advokatsamfund henne? Hvor kunne jeg læse at de havde råbt vagt ved gevær og udtrykt deres alvorlige bekymring for den arkaiske og for danske borgere dybt, dybt skadelige praksis? Det var sgu modige mennesker, der udviste samfundssind. Var det fordi det kom juristerne og dommerne selv til gode at statens overgreb aldrig kunne betvivles?

Eksponeringsterapi

Hvis man som jeg var nervøs og bekymret anlagt, og gik overdrevet meget op i hvordan man fremstod over for omverden, kunne man ikke leve det liv jeg levede. Så blev man i sin lejlighed og kom aldrig ud. Jeg kendte et par stykker fra værestedet, der var på den måde. Det var så angstprovokerende bare at bevæge sig udendøre, at de måtte behøve ubehaget med alkohol eller stoffer. Det kunne jeg selvfølgelig ikke tillade mig at gøre. Derfor måtte jeg bare bide i det sure æble, og tilpasse mig til den nye påtvungne virkelighed.

Det havde været meget hårdt, men da det var et spørgsmål om at begå selvmord eller klare det, var der ikke så meget at diskutere. Hvis man ikke havde nogen lejlighed at gemme sig i, var der ikke noget valg. At ignorere at folk gloede, når de passerede mig, og jeg sad og skrev på min gamle laptop, lignede en bums i min påklædning, og havde en plastikpose med mine ting, var der ikke noget at gøre ved. Jeg havde ingen penge til at klæde mig, så jeg ikke fremstod som en tosse, men for at kompensere for det, sørgede jeg altid for at være så soigneret som overhovedet muligt.

Når jeg ikke kunne distrahere for de forbipasserendes reaktion på mig, tænkte jeg, at de bare skulle vide hvorfor jeg sad og blamerede mig ufrivilligt. Og dernæst at de selv skulle prøve mine strabadser, og med mindre de klarede sig bedre, skulle de holde deres kæft og lade være med at glo. Men det var selvfølgelig ukonstruktivt, at jeg tænkte på den måde, for folk var ligeglade. De fleste glædede sig allerhøjest over at det ikke var dem, der lignede en landsbytosse, hvis de i det hele taget skænkede det en tanke. Hvis jeg pludseligt tog mig til venstre side af brystet og skvattede om, var der ingen, der ville røre mig med en ildtang; de vildeste jeg kunne regne med, var at nogen ringede efter en ambulance, men flertallet ville kigge den anden vej, og lade som ingenting, for de skulle ikke blandes ind i noget. Hvis jeg bare lå ukontaktbar på fortovet, ville så godt som alle regne med eler bilde sig selv ind at jeg var døddrukken eller narkoman, og enten gå i en lang bue udenom eller, hvis der ikke var plads til det, træde hen over mig. De tænkte, at der sikkert var nogle andre, der havde taget sig af problemet.

Samfundssind

Ovenstående fik mig til at tænke på forleden, da jeg var i Sydhavnen med en ven. Jeg skulle hjælpe hans nevø med hans computer. Vi gik fra Valby Station ned mod Sjælør Boulevand. Da vi passerede Toftegårds Plads, så vi på den modsatte side af vejen, omtrent over for apoteket, en høj og kraftig middelaldrende mand. Han var ubarberet, solbrændt, havde halvlangt, fedtet og uglet hår, hans tøj var lettere slidt og snavset, og sveden løb ned af hans ansigt. Han stod med en rollator, som han støttede sig til mens han svejede faretruende. Der var en yngre mand og ældre kvinde, der stod og forgæves forsøgte at forhindre ham i at falde, men manden var over 190 cm høj og vejede godt til, så det gik ikke for dem. Måske var det hans hjælpere, for de kendte hans navn. Situationen var ikke for god.

Alligevel var der masser af mennesker, der passerede de tre uden at hjælpe; fodgængere og cykelister, der ikke kunne undgå at se hvad der skete. Min ven og jeg iførte os mundbind, og gik over til de tre. Manden støttede sig kun til håndtagene på rollatoren, kunne næsten ikke holde sig oprejst længere, men turde ikke slippe håndtagene af frygt for at falde. Opgaven bestod i at få ham vendt rundt, så han kunne sætte sig på rollatoren, og hvile. Mens vi forsøgte at bugsere ham rundt om sig selv, kom der heldigvis nogle ansatte ud fra den tandlæge, det viste sig, han var på vej op til. De medbragte en stol, således at manden ikke behøvede at slippe taget. Det lykkes os i fællesskab at få manden ned at sidde. Der var noget helt galt med manden, som svedte profundt, men da jeg ikke var læge, og det var strafbart af mig at insinuere at jeg var, nøjedes jeg med at spørge manden og de andre om vi skulle ringe efter en ambulance. Det var ikke nødvendigt, fik jeg at vide. Min ven og jeg fortsatte videre. Det var ikke han og jeg, der gjorde noget, der var værd at nævne; det var alle de andre vidner, der i bedste samfundssind intet gjorde, men bare lod som om at optrinnet ikke eksisterede.

Det sorte hul

Jeg befandt mig på bunden af et sort hul, og jeg kunne ikke komme op af det. Jeg havde ingen ideer til hvad jeg skulle gøre. Samtidig var min situation utålelig, og kunne ikke fortsætte mange dage endnu. Hvordan det skulle stoppe, var nu lige meget. Alle muligheder lå på bordet. Jeg ville starte med at sende min tekst ud til alle læger igen. Denne gang udgaven med navngivne personer modsat sidst. Det skete først kommende hverdag. Det værste der kunne ske, var at jeg døde, men det var lige meget, jeg kunne ikke gå rundt på sjette år, marginaliseret, og blive behandlet som noget, jeg ikke var.

Højesteret og Menneskerettighedsdomstolen

De to instanser var mine sidste håb. Med andre ord så det sort ud for mig, men det betød ikke, at jeg ikke skulle gøre forsøget. Hellere det end jeg begyndte at blive så desperat at det eneste jeg kunne var at tænke på hævn. Det var ikke kommet dertil endnu, men jeg havde lidt overordentligt meget, og jeg var desværre kun et menneske.

Jeg hadede alle højtider, og det var ikke fordi de i sig selv var højtider, men fordi samfundet lukkede helt ned i flere dage i træk. Påsken var en af de værste med alle helligdagene, hvor jeg havde det som var jeg død. Det var ensomt nok i forvejen, men i påsken var det helt ulideligt. Under normale omstændigheder, dvs. for over seks år siden, havde jeg altid sørget for at arbejde jul, nytår og påske, eller i værste tilfælde svømmet, trænet eller cyklet lange ture, men nu var dt eneste jeg kunne foretage mig at gå evighedsture uden andet formål end at få tiden til at gå, mens mine fødder smertede, fordi jeg havde gået dem i smadder. Jeg kunne få lov til at rundt i mine egne pessimistiske tanker, indtil den dag jeg fik nok og afsluttede pinslen.

Psykiaterne og embedslægerne sad og hyggede sig i deres villaer nord for København, mens de hældte snaps i sig og lo af hvad de havde fået den danske befolkning til. Danskerne var jordens mest autoritetstro folkefærd, og slog hælene sammen og sagde javel, når myndighederne, psykiaterne og politiet dikterede dem hvad de skulle gøre. Jeg havde endnu to dage til i påskehælvede, men derefter fortsatte det jo bare, dag ud og dag ind, år efter år. Det var ikke andet end lavintens, langvarig tortur. Hvordan skulle jeg kunne efterleve embedslæge Elisabet Tornberg Hansens vanvittige krav om at lade mig behandle for paranoia og psykose, hvilket jeg aldrig nogensinde havde lidt af? Hvorfor blev denne embedslæge ikke sigtet for embedsmisbrug, eller hvad det hed når embedspersoner groft misbrugte deres stilling og magt?

Det var ikke til at holde ud. Det danske retsvæsen var defekt, og tjente primært statens tjenere, og rige praktiserende, dyssociale læger. Jeg kunne ikke vente med at sende min tekst ud til alle læger. Jeg ville ikke sidde og rådne op længere.

Ulidelig dag som alle andre. Det var ikke til at holde ud. Jeg skulle havde afsluttet det hele senest i 2016, da den sindssyge praktiserende tvangsindlagde mig på røde papirer, selv om det ikke var spor berettiget. You go girl. Kvinder kunne selvfølgelig ikke var være onde og misbruge deres stilling og position, de kunne aldrig straffes for at lyve, manipulere, og for at få mænd med skudsikker vest og våben til at begå overgreb for sig. Retssystemet turde ikke straffe en kvinde for embedsmisbrug og få dokumenterbart at lyve i en retsligt dokument som en tvangsindlæggelseserklæring var i 2021. Jeg var komplet ligeglad med hvilket køn usle og forlorne læger, der i ond tro misbrugte deres fag til at skade mig, havde. Mænd, kvinder, mænd, der identificerede sig som kvinder, kvinder der inditificerede sig som mænd, mænd, der gik i kvindetøj, kvinder der gik i mandetøj, hermofroditter, mænd og kvinder der identificerede sig som hverken eller, osv.

Mændene mod kvinderne var en latterlig og grotesk generaliserende diskution, som ikke drejede sig om de rigtige problemer, som kvinderne på samfundets bund havde, problemer som var livsfarlige for kvinderne, som ikke handlede om en klam sexistisk bemærkning, men om vold, voldtægt og mord, som var mere eller mindre dagligdag for kvinderne på den absolutte bund af samfundet. Min verden var opdelt i dem, der havde magt og misbrugte den på den ene side, og deres ofre, som var afmægtige på den anden. Etnicitet, seksuel observans og køn var ligegyldigt på godt og ondt. Var du en praktiserende læge, embedslæge eller psykiater, der havde misbrugt din magt i ond tro til at skade endre, skulle du i fængsel, uanset om du havde XX eller XY kromosomer. Jeg var dødtræt af elitens problemer, der blegnede til sammenligning med vores problemer.

Jeg var til en velmenene, men trøstesløs påskefrokost i værestedet. Maden var god og rigelig, og næsten de 50 kroner den kostede værd. Der var en dårlig stemning. Folk var tavse og sad og stirrede ud i luften med udtryksløse ansigter det meste af tiden. Hende, der sad for den ene bordende, havde en grimasse, som om hun græd. En mandlig bruger, som jeg engang i mellem spillede brætspil med, mistede besindelsen og skændes kortvarigt, men højlydt med en af de ansatte. Jeg orkede ikke at sidde og lytte til de andres endeløse kolpotering af deres problemer og betragtninger, som skulle ende ud i, at de skulle have ret, så jeg gik en time før det sluttede. Der var ikke én eneste, jeg havde fortalt noget til om min situation, at jeg var uddannet læge, og alt det endet, der var sket, så jeg havde ikke nogen, jeg kunne tale med om mine problemer; Amanda og Martin, Susanne og Lars, og alverdens socialrådgivere og psykiatriske sygeplejersker kom aldrig til at forstå mig, og jeg orkede ikke at gøre forsøget længere.

Jeg hørte ikke til nogen steder, der var ikke noget folk eller noget land, der var mit og hvor jeg følte mig hjemme. Jeg var på det seneste bekyndt at hade andre mennesker. Jeg ville hellere være helt alene, end jeg gad at se og lytte til andre, der ikke forstod min situation, hvilket var så godt som hele befolkningen. Jeg var blevet tortureret af rådne læger og deres nyttige idioter i seks år, jeg havde ondt i tænder og fødder, var modløs, uden fremtid, og selv om jeg ikke ville gøre noget aktivt for det selv, ville jeg græde tøre tårer hvis hele verden gik op i flammer. Der var intet godt ved livet.

Mit humør var helt i bund. Jeg ville ønske jeg kunne sove til dette helvede var overstået, men det ophørte jo aldrig, det havde varet i seks år, og det stoppede ikke, før jeg selv gjorde noget for at stoppe det. De magtliderlige tjenere af staten - altså af dem selv og ikke den danske befolknng - sad på Østerbro og i Gentofte og skyllede påskesild ned med snaps, mens de bekræftigede hinanden i, at de var de sande ofre for pandemien, men også heltene, at befolkningen var idioter, der ikke kunne tænke selv, og at de vidste bedst. Danmark var disse selvgode menneskers land, ikke mit, ikke længere. Danmark havde svigtet mig igen og igen, og belærte mig samtidig om, at jeg skulle have tålmodighed lidt endnu, og at vi godt kunne. Sådan noget forbandet vås. Hver dag var en kamp, jeg tabe, det var ulideligt at stå op til det daglige nederlag, til den store daglige ulyst og livslede, som skyldtes at der var mennesker som intet foretog sig.

I morgen ville blive helt uudholdelig. Der var ingen steder at tage hen, og intet at lave, udover at gå rundt på ødelagte fødder, mens jeg rumminerede over hvor håbløs tilværelsen var. Påsken havde været et mareridt, og den var ikke engang slut endnu. Jeg håbede, at jeg ikke vågnede op igen, når jeg faldt i søvn.

Mareridt

Påsken havde været omtrent så utålelig, som jeg havde regnet med. Nu var den gudskelov overstået, men til forskel fra de gode borgere i landet, som havde hygget sig med at holde fri, og nu var parat til igen at sætte sig foran skærmen og starte Zoom eller Teams op, så var jeg helt ødelagt mentalt, og på mange måder også fysisk. Jeg var kørt helt i sænk, og havde sovet det meste af dagen. Desværre havde jeg haft mareridt hver gang jeg var faldet i søvn, efter at have vågnet kortvarigt. Jeg gad ikke mere. Det skulle slutte med at have det dårligt på grund af samfundets passivitet. Så snart jeg fik mere energi, gjorde jeg noget ved det. Jeg var ligeglad med det defekte danske retsvæsen, og dets sanktioner. Når det gjald selve mit liv, at nogen bureaukrater vågnede op, så måtte jeg gøre det, der skulle til for at det skete. Den danske stat udsatte mig for tortur på sjette år, og folk var ligeglade. Godt for dem. Men næste gang blev det måske deres egen tur. Sådan var det, når man som embedspersoner kunne begå forbrydelser uden at blive straffet - så fortsatte man selvfølgelig med det.

Københavns Vestegns Politi

Det kunne altid blive værre. Det var næsten som om at Københavns Vestegns Politi kunne fornemme, når jeg var mest nedtykt. Svarede på det ulækre brev, der lå om ventede på mig på sengen.

Brevet fra Københavns Vestegns Politi var det halmstrå, der fik læsset til at vælte. Jeg kunne ikke holde ud at opholde mig på værelset, jeg kunne ikke holde ud at se udlejer i øjnene, jeg havde en masse vasketøj, men jeg kunne ikke holde ud at være i bygningen og vaske. Jeg måtte væk hurtigst muligt. Vestegnens Politi havde ødelagt ALT for mig. Jeg sagde mit værelse op i morgen eller overmorgen. Jeg havde ingen penge til indskud til noget som helst, jeg kunne ikke låne, og ingen gad at have mig boende på et værelse, hvis jeg var tvunget til at sige sandheden, og det var jeg nødt til.

Man havde i skrivende stund INTET foretaget sig; jeg lå stadig søvnløs, havde stadig ingen plan for noget som helst, ingen steder at tage hen, ingen penge til andet end mad, og knapt nok det.

Den danske stat var skånselsløs, og jeg skulle være flygtet fra dette land, med det syge og defekte retsvæsen, mens tid havde været. Nu var det for sent. Det var et mareridt. Hver eneste forbandede dag var et mareridt. Deres elendige breve. I morgen skulle jeg igen for gud ved hvilken gang gå rundt hele dagen på ødelagte fødder. Det blev dårligt vejr igen i morgen, men der var ingen steder at gå hen. Jeg ville ikke bidrage til et så modbydeligt og nådesløst land, hvor yngre læger blev ofret fordi politikerne var blevet bildt ind, at der manglede psykiatere, og hvor der ikke eksisterede retssikkerhed eller patientsikkerhed, hvis en dyssocial praktiserende læge og psykiater havde stigmatiseret én med en åbenlys fejldiagnose. Danmark var ikke til for den danske befolkning, men for statens ansatte. Den eneste måde at få politiet til at behandle én hæderligt på, var hvis medierne gik ind i sagen. Ellers var man færdig, og man måtte finde sig i det ene overgreb efter det andet.

Opsigelse af værelset

"Kære psykiater Peter Wormm Jantzen

Undskyld

Jeg måtte undskylde overfor Peter Wormm Jantzen, idet jeg havde svedt ud, at jeg skulle tale med ham i dag kl. 11.00, og ikke i morgen kl. 14.00. Jeg var presset, og dertil havde jeg fået udleveret medicin til og med den 8. april, hvorfor det ikke gav mening, at jeg skulle tale med ham i dag. Det måtte være undtagelsen, der bekræftede reglen om, at jeg huskede alle aftaler og tidspunkter. Det var heldigt, at han ringede til mig i formiddags, da jeg var taget afsted. Dermed nåede jeg alligevel at fremmøde 10.56 til samtalen. Der var intet nyt. Men det var ikke Peter Wormm Jantzens skyld.

Autisme

Var noget jeg ikke led af. Desværre havde jeg kun sovet ca. tre timer i nat, og mine øjnlåg var tunge. Derfor var det udmattende at fastholde øjnkontakten med Peter Worm Jantzen under samtalen, der varede lidt længere end normalt. Peter Worm Jantzen begyndte at tale om, hvorvidt jeg godt kunne lide rutiner. Jeg havde efterhånden opøvet en vis erfaring i at se i en psykiaters ansigtsminik og glimt i øjet, når han eller hun troede at vedkommende havde sporet sig ind på en diagnose. Selvfølgelig kunne jeg godt lide rutiner. Men kun til en vis grad. Jeg kunne godt lide at stå op om morgenen og tage på arbejde. Hvem kunne ikke lide det? Og hvorfor var det et sygdomstegn, at kunne lide rutiner i hverdagen, til en vis grad? Nu havde jeg ikke haft nogen gode rutiner i seks år, så derfor var det nok ikke så mærkeligt, at jeg godt kunne tænke mig at få nogle af dem genindført.

Jeg var særdeles fleksibel, og hvis jeg havde befundet mig i "spektret", havde jeg ikke overlevet det, jeg havde været igennem. Jeg havde større tiltro til Ps faglige evner, end at jeg kunne forestille mig, at han tænkte så rigoristisk, men brændt barn skyede ilden, og sporene fra Hans Rabenetarderede og amoralske kolleger skræmte. Problemet med min interaktion med Peter Worm Jantzen var, at der eksisterede et særdeles asymmetrisk magtforhold mellem os, at jeg havde lært for år tilbage, at man skulle sige så lidt til en psykiater som overhoved muligt (selv om det indebar en fare for at man blev fejldiagnosticeret som paranoid, mistroisk, fjendtlig eller lignende vrøvl), og at han derfor ikke havde nogen viden om mine tankeprocesser og mit følelsesliv, der bare tilnærmelsesvist gav ham et grundlagt for at diagnosticere mig med noget andet end det, jeg led af, nemlig ADD. Jeg befandt mig i dyb krise, og man kunne ikke rigtig diagnosticere mennesker med særlig meget, hvis de var svært belastede.

De fleste psykiatere led af den vrangforestilling, at man kunne diagnosticere mennesker med psykiatriske lidelser i et meget kunstigt miljø eller situation. Hvis man skulle gøre sig håb om at iagtage et menneskes virkelige adfærd, skulle det være i vedkommendes normalmiljø, og uden at patienten vidste, at han eller hun blev observeret.

Med fare for at fremstå megaloman, ville jeg vove at påstå, at jeg kunne imitere de fleste psykiatriske lidelser og personlighedsforstyrelser. A propos rutiner, så havde psykiaterne sikkert også en diagnose for mennesker, der afskyede rutiner. De var oppositionelle og grænsesøgende, eller lignende. Al normal adfærd kunne og ville psykiaterne beskrive som sygelig, hvis det passede dem. Og i sidste ende kunne psykiateren bare sige, at hun "følte" eller "fornemmede" at patienten led af det ene eller andet, og så ville hun slippe godt fra det i enhver dansk retsal. Den enkelte psykiater var altings målestok, og om målestokken var fejlkalibreret eller ej, spillede ingen rolle. Det var derfor at det desværre var essentielt, at enhver samtale med en psykiater blev videofilmet, så vedkommendes fejlvurdering kunne korrigeres på et senere tidspunkt (sådan burde det selvfølgelig også være ved afhøringer). Sådan var vilkåret for alle rigtige læger; et blodprøvesvar eller et røntgenbillede kunne altid hives frem igen, og fejl kunne rettes. Langt, langt de fleste psykiatere havde ikke integritet, ansvarlighed og moral til at besidde den magt, de af uransagelige årsager var blevet givet af staten.

Videnslakuner

Jeg var mere nøgtern undrende over Ps manglende viden om mine helt basale vilkår, end det forargede mig. Eksempelvis var han ikke klar over, hvor meget (lidt), jeg fik i invalidepension om måneden, hvor meget, jeg var tvunget til at afbetale, hvor lavt mit rådighedsbeløb var, eller at jeg var nødt til at bruge penge på alt lige fra møbler til sko og tøj, og at jeg i denne måned ville komme til at sulte fra og med den tredje uge. Hans Rabenåd og forslag til hvordan jeg fik mere økonomisk råderum, var ubrugelige og uvidende. Han foreslog mig eksempelvis, at få Lægernes Bank til at nedsætte den månedlige tvangstilbagebetaling af min kassekredit. Som om jeg ikke desperat havde forsøgt det flere gange gennem årene uden held. Han rådede mig også til at anvende stedets socialrådgivere, selv om jeg beviseligt også havde gjort det mange gange, kun for at erfare, at de var ubrugelige, og intet kunne gøre for at bedre mine vilkår.

Den Gratis Retshjælp

Peter Worm Jantzen havde intet hørt fra retshjælpen. Han havde i det hele taget intet godt nyt at fortælle mig. Han virkede meget indifferent i forhold til min nu helt uudholdelige situation. Det var interessant at observere. Jeg fortalte ham, at jeg var ligeglad med at komme i fængsel eller blive tvangsindlagt på nuværende tidspunkt, fordi jeg for længst havde mistet alt, og var ligeglad med livet. Ny tid om 14 dage. Jeg regnede ikke med at leve om 14 dage, hvis der ikke skete noget radikalt positivt meget, meget snart. Hans ligegyldighed indgav også mig en følelse af ligegyldighed; det hele var lige meget. Det var ikke en entydig negativ følelse, mere en resigneret konstatering af, at sådan var livet, og at der ikke var andet at gøre, end at tage tingene som de kom. Problemet var naturligvis, at det ikke var Peter Worm Jantzen der snart skulle sulte igen, eller vandre rundt som en idiot på Vestegnen. Det var meget let at være ligeglad på andres vegne.

Emotionel kontakt

Jeg hadede at tale med enhver psykiater, og jeg gjorde en dyd ud af ikke at lade mine følelser afspejle sig i min ansigtsmimik. Jeg kunne dog ikke undgå på et tidspunkt under samtalen at lade paraderne falde, og smile igen til Peter Worm Jantzen. Set i bagspejlet var det positivt og et sundhedstegn, for nu kunne han notere i afsnittet "objektivt psykisk", at der var "intakt formel og emotionel kontakt", hvilket var remsen for at jeg opførte mig normalt. Min øjnkontakt var dog ikke noget at prale af, men det var der en rationel og ikke-psykiatrisk grund til.

Værestedet

I mellemtiden kunne jeg fokusere på værestedet. Jeg havde i går meldt mig til en aktivitetsgruppe, eller hvad man skulle kalde den for, og en opgave var at få orden på de fysiske rammer. Værestedet var nemlig nyetableret, da det var flyttet over i andre, flere og større lokaler, og det var ikke alt, der var på plads endnu. Det var alt, lige fra helt simple opgaver til det modsatte.

Jeg havde sjældent været så håbløs og akut truet på mit liv, som på det seneste. Hvis i morgen blev som i dag, eller i går, vidste jeg ikke hvad det ville ende med. Jeg lå og vendte og drejede mig, og kunne ikke falde i søvn. Det var det samme, mine tanker kredsede omkring: Hvor skulle jeg tage hen? Hvordan blev vejret? Hvornår satte den første følelse af dyb fortvivlelse og håbløshed ind? Jeg var komplet fastlåst på sjette år, og skruen blev hele tiden strammet en tand mere. Helt utroligt at myndighederne lod som ingenting, og ikke satte en stopper for vandviddet. Det kunne kun gå helt galt. Sådan var det når man udsatte mennesker for ulidelige forhold, der tangerede tortur. Normalt var jeg arg modstander af folk, der undskyldte deres handlinger med at det var samfundets skyld, men nogle gange var det faktisk samfundets skyld, og det var det for mig på nuværende tidspunt.

Jeg havde i årevis gjort alt det rigtige (og ved få lejligheder også det forkerte, desværre), nu gjorde jeg det rigtige, men fik alligevel lov til at rådne op, mens Styrelsen for Patientsikkerheds dygtige jurister arbejdede på højtryk med at finde pseudoargumenter for at holde mig i selvmorderisk håbløshed og afsavn. Alt jeg gjorde nu var direkte Styrelsen for Patientsikkerheds ansvar. Når jeg i morgen sendte min tekst ud igen og for sidste gang, var det Styrelsen for Patientsikkerheds skyld, for det var dens svigt som gjorde mig svært og livsfarligt nedtrykt. Enten sendte jeg teksten, eller myndighederne gjorde noget hyperakut for at hjælpe mig, eller også var der en meget reel risiko for at jeg ikke klarede den. Som om det ragede mig at en studentikos filosof-anklager i Glostrup Byret med foragt i stemmen påstod at det var psykotisk at jeg sendte mails ud. Ikke indholdet af mine mails, men alene det at sende mails ud.

Hvad så med professionelle spammere? Var de også psykotiske? Gid at jeg havde været så klog, at jeg kunne være blevet politianklager. Geniernes strategi var at udsætte mig for langvarig tortur, og så sidde og vente på at det blev så uudholdeligt at jeg i desperation brød loven, så de kunne få mig tvangsmedicineret. De havde jo selv opsøgt og minutiøst gennemset over hundrede YouTubevideoer indtil de fandt én hvor jeg i én enkelt sætning af få sekunders varighed ud af cirka en halv times tale sagde noget de misforstod som en trussel. De sad og læste det jeg skrev nu, mens de intet foretog sig for at hjælpe mig. Når jeg så skrev nogle få ord ud af over 1000 siders tekst de kunne udtage, fordreje og få til at lyde som en trussel, ville de sørge for at jeg blev anholdt, fængslet og tvangsmedicineret. Så pervers og skruppelløs var deres måde at arbejde på. Det var en trussel på mit liv, og noget folk skulle oplyses om foregik i Danmark i 2021.

Stressfrakturer

Jeg havde kun nået at gå få meter før en kraftig skarp smerte jog op igennem min venstre fod, så jeg nærmest knækkede sammen i benene. Smerterne var lokaliserede i venstre mellemfod. Efterhånden som jeg fik gået nogle flere tusinde skridt begyndte det at gøre vedvarende ondt i begge fødder svarende til mellemfod- eller fodrodknoglerne, foruden de sædvanelige smerter i storetåens grundled på begge sider. Det virkede ikke sandsynligt at der var tale om podagra, og selv om jeg ikke længere var tynd, var jeg heller ikke overvægtig, eller spiste store mængder rødt kød. Jeg fik derfor kun gået lidt over 20000 skridt i dag, men jeg ville have gået en kortere distance, hvis ikke det havde været fordi den kraftige blæst gjorde mine fingre stive af kulde, hvis jeg satte mig på en bænk i bare lidt længere tid.

En anden

Hvis man var mere eller mindre tvunget til at bevæge sig rundt i al offentlighed de fleste af døgnets lyse timer, og hvis man ikke brød sig om det, var man nødt til at ændre sig som person. Det var en hård og utaknemmelig process, som ikke helt lykkedes. Ubehaget ved at sidde rundt omkring var ikke væk, allerhøjest fortrængt. Jeg var en helt anden og ringere person i dag, end jeg var før den praktiserende læges, embedslægernes, og nogle psykiaters overgreb. Jeg havde det som om, at jeg lige så godt kunne være død. Den person, jeg havde været, var det ihverfald. Det betød til en vis grad også, at jeg var ligeglad med hvad der skete med mig.

Sidde på en bænk, være udstillet, uden penge til mad, og ryste af kulde, eller være i fred i en fængselscelle med tre måltider om dagen, hvor jeg kunne træne og læse alle de bøger, jeg ville, var lige gode eller lige dårlige scenarier. Det betød omvendt at frygten for de evindelige dårlige beskeder var mindsket, og det samme gjaldt konsekvenserne af mine handlinger. Desværre var motivationen for at sætte mig ind i indholdet i de beskeder, jeg modtog, også mindsket, for det hele kunne være lige meget. Jeg havde uigenkaldeligt mistet alt, der var godt i mit liv, og jeg hverken havde eller ville få mulighed for at opbygge noget igen.

Det kunne være meget farligt at fjerne meningen med folks liv og tilværelse, deres eksistensgrundlag, og frarøde dem enhver tilskyndelse til at opføre sig ordentligt. Det var noget man var verdensmestre i at gøre i Danmark. Tænk at myndighederne opfattede jura og domme, som var der tale om eviggyldige naturlove, der aldrig kunne omgøres, selv om de var åbenlyst forkerte. Eller det helt absurde og for almindelige mennesker uforståelige faktum, at danske myndigheders fejlafgørelser aldrig kunne indbringes for en domstol. Hvordan var det kommet dertil? Hvorfor havde generationer af jurister og politikere bare ladet stå til, og ignoreret den bizare og uretfærdige tradition? Det var sikkert fordi, at den tilgodeså netop denne gruppe, og gav dem en konkurrencefordel og magt i forhold til landets borgerne, som for størstedelens vedkommende ikke anede, at den eksisterede. Det var altså ikke en tradition, der kom den brede danske befolkning til gode. Derfor skulle de udfases hurtigst muligt.

Tak

"Vedhæftet materiale bedes vedlagt mine sagsakter.

Kjeld."

Jeg var det, som psykiaterne kaldte akut, svært belastet, og i en grad, jeg ikke kunne huske jeg tidligere havde oplevet. Jeg var nærmest apatisk og med så stærkt ubehag, at jeg ville gøre stort set alt for at få det til at ophøre. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme hjem i aften, og faktisk havde jeg slet ikke lyst til at tage hjem. Jeg havde sovet særdeles dårligt og få timer de seneste par dage. Politiet og mine omstændigheder havde også ødelagt det for mig. Det kunne have været så godt. Jeg boede et perfekt sted, og hvis bare jeg havde fået lov til at arbejde, kunne jeg have klaret den. Det var langt mere angstprovokerende at vende tilbage til værelset end at overnatte i et shelter.

Jeg måtte væk i en fart, hvis jeg skulle overleve. Jeg magtede ikke én dag til hvor jeg var nødt til at vandre rundt i kulden og blæsten, og sidde på forskellige bænke, indtil jeg kunne vende hjem om aftenen, hvor der lå et modbydeligt brev på min seng fra Vestegnens Politi, og ventede på mig. Jeg måtte sige mit værelse op på mandag, ellers overlevede jeg ikke. Jeg kunne ikke overskue i morgen. Jeg ville finde et afsides sted, hvor jeg kunne sidde i fred, og blive siddende dér, indtil jeg fik det bedre eller døde af kulde. Jeg havde alt for få penge tilbage til resten af måneden, og tanken om at gentage de sidste måneders helt ulidelige prøvelser gav mig selvmordstanker og impulser, som det var svært at distrahere mig selv fra.

Jeg var både sulten og havde så udtalt kvalme, at jeg ikke kunne spise noget. Jeg var nødt til at få corona, så jeg kunne komme i isolation og få fred, og ikke skulle tænke på hvor jeg skulle få penge til mad fra, eller hvor jeg skulle sidde udendørs. Det var helt vanvittige forhold, og det var ud fra et intellektuelt synspunkt tankevækkende at myndighederne stadig intet foretog sig.

Mail til Justitsminister Nick Hækkerup

Mail til Sundhedsminister Magnus Heunicke

Politianmeldelser

Den Særlige Klageret

Højesteret

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Civile søgsmål

Jeg havde ingen primær interesse i at Camilla Elvekjær, Egill Rostrup, Elisabet Tornberg Hansen eller Gitte Ahle mfl. skulle i fængsel, men de skulle have gjort noget, udover at prøve at få mig aflivet ved tvangsmedicinering. De skulle have gået til bekendelse, kontaktet politiet og myndighederne og fortalt dem om deres ugerninger. De havde valgt at lade mig dø. Jeg kunne umuligt leve de fem år der skulle gå endnu, til at jeg fik min autorisation som læge igen. Jeg havde lidt usandsynligt meget på grund af dem. Det var reglret justitsmord. Man skulle have gjort noget for mig da.

Frem for at spilde tiden med at skrive dagbog, ville jeg bruge den sidste tid til at undersøge ovenstående.

9. april

Der var engang et Danmark, der var værd at kæmpe og dø for. Det var ikke et bedre samfund end samfundet i 2021, men til forskel fra Danmark i 2021 var det stadig et land, og ikke bare et geografisk område, hvor der befandt sig nogle mennesker. Gad vide om ikke nazisternes ofre ville vende sig i deres grave, hvis de erfarede hvad de havde ladet livet for. Egoisme, magtlidderlighed, arrogance, enhver for sig selv, og et statsapparat der havde forrådt den befolkning det eksisterede for at tjene. Bizare regler fra enevælden, der ophøjede inhabile og magtarrogante embedspersoners fejlvurderinger til eviggyldige love.

Da jeg tog afsted, havde jeg ingen smerter i fødderne, og jeg tænkte at det bare var mig, der var en tøsedreng, men pludselig mens jeg gik rundt i Føtex, kom den kraftige, jagende smerte i venstre fod igen. Det var der ikke noget at gøre ved. Marchfrakturer skulle gåes væk.

Ny kriminalitet

Jeg læste tilfældigvis en artikel på DR-online om en forbryder, der ligesom jeg havde fået udfærdiget en mentalerklæring, med en vurdering der ikke stemte overens med virkeligheden.

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/seks-aars-mareridt-er-slut-mikael-snoed-sig-retarderet-slippe-haard-dom

Til forskel fra mig, var det imidlertid hans egen skyld, da han troede at han ved at immitere at han var reterderet, ville få en mildere straf. Det var måske i sig selv et tegn på at han var retarderet, ville nogle sige, men ikke jeg, for han kunne ikke vide hvad det var han gik ind til. Jeg havde hele tiden været ikke-sindssyg, og jeg havde også opført mig i overensstemmelse dermed, hvorfor retspsykiateren- og psykologen havde lavet en meget alvorlig fejl. Men denne kriminelle kunne ikke få hans mentalerklæring ændret - med mindre han begik ny kriminalitet, hvilket han gjorde, og blev belønnet med en rigtig mentalerklæring. Så det var bare det, jeg skulle gøre.

Jeg vil have mit liv igen. Jeg vil tjene mine egne penge ved at arbejde som læge. Jeg vil have råd til mad, tandlæge, forsikringer, og jeg vil have min egen lejlighed. Jeg vil havsvømme, jeg vil have mulighed for at stifte familie, og for at tage på ferie. Jeg vil have mulighed for at blive speciallæge i andet end det pseudovidenskabelig speciale psykiatri. Jeg har ventet i seks år indtil videre, og det går ikke længere. Enten får jeg mit liv igen meget, meget hurtigt, eller også dør jeg. For jer er det højest irriterende at I modtager min mail. For mig drejer det sig om mit selve livet. Der er ingen middelvej. Enten eller. Jeg kan ikke vente 2 - 5 år på at få min autorisation igen.

Jeg var på ingen måde psykotisk eller i en tilstand, der ganske mptte ligestilles hermed, og jeg var heller ikke til fare for mig selv eller andre. Men virkeligheden spillede ingen rolle for psykiaterne. Deres følelse eller holdning var lov.

Ny kriminalitet

Jeg skulle bare begå ny kriminalitet, så ville man automatisk lave en ny mentalundersøgelse af mig. Hvis ikke fordi det var dybt amoralsk at begå kriminalitet - med mindre man gjorde det i forsøget på at redde sit eget liv, som i mit tilfælde - så ville jeg grine af det. Men jeg havde ikke haft noget at le af i seks år, og i skrivende stund var min sociale situation dybt, dybt alvorlig og påvirkede mig i livstruende grad. Når mine penge slap op i midten af denne måneed, ville jeg begynde at stjæle madvarer, så jeg ikke skulle sulte igen igen. Nej, den danske retstat var intet værd. Den var en syg joke. Der var ingen inhabil beta male filosof psykiater, der kunne eller skulle være dommer over, om mine handlinger var indfølelige eller ej. Man måtte skynde sig at finde ud af, at ingen psykiatere i dette land turde være uhildede i deres vurdering af mig, mindst af alle psykiater Anne Mette Brandt Christensen, der spillede en svær betænkelig dobbeltrolle i min sag. Hvorfor havde Styrelsen for Patientsikkerhed ikke frakendt hende retten til at virke som læge efter hendes trusler om at tvangsmedicinere mig? Old girls netværket, selvfølgelig.

Jeg kunne cope med frygten ved at gå lange ture hver dag. Indtil for nylig, da jeg fik stressfrakturer, som desværre var reelle nok, ikke var indbildning og ikke gik væk. Det blev hele tiden værre og værre. Imens sad nogle jurister og embedslæger og fulgte med i mine pinsler på sidelinjen, mens de ventede på at jeg begik selvmord. Hvor var Ombudsmanden henne? Politikerne? Medierne?

Allerede i 2015 fortalte jeg psykiater Søren Buus Jensen, at Camilla Elvekjærs vrangforstilling om, at jeg var paranoid og psykotisk, fordi jeg havde fortalt hende om overlæge Egill Rostrups datasvindel, var som at svømme ind i en fiskeruse. Hvorfor havde han ikke gjort noget? Hvorfor havde han ikke reageret, da Camilla Elvekjær havde citeret ham for noget han aldrig havde sagt, faktisk modsagde Søren Buus Jensen selv Camilla Elvekjær i en mail til mig. Hvorfor måtte jeg ikke få lov til at fremlægge den i byretten eller Østre Landsret? Jeg sad jo med den printet ud i retssalen. Hvorfor ignorerede min beskikkede advokat Irene Zehngraff blandt meget andet den mail? Danmark var ikke en retstat.

Radikalisering

Jeg sad i læ for den kolde blæst og sneen, mens jeg tænkte på at jeg forleden havde læst på DR online, at PET havde advaret om radikalisering som følge af restriktionerne. Nogen burde lytte til og tage PET meget alvorligt. Når et lands regering og stat udsatte folk for ulidelige livsvilkår var det en normal reaktion at de ramte gjorde oprør på en eller anden måde. Hvis man var heldig, nøjedes ofrene at skrive og tale om de livstruende vilkår. Men det var altid nogle, der ikke havde overskud til det. Når degenererede embedslæger og psykiatere gjorde hvad de kunne for at aflive en yngre læge, så havde det konsekvenser. Jeg havde i seks år kun brugt ord. Det havde ikke hjulpet mig det mindste. Nu havde jeg advaret alle for gud ved hvilken gang, men fordi jeg kun brugte ord, var myndighederne ligeglade.

Jeg havde brug for socialt samenvær med andre normale mennesker, og jeg var ligeglad med om jeg skulle tilslutte mig en gruppe som eksempelvis Men In Black for at få det. Ja, det kunne være enhver gruppe, og gruppens formål var jeg da ligeglad med. Så længe jeg var en del af et fællesskab med normale menneker, og så længe jeg kun brugte ord, kunne gruppens ideologi være ligegyldig. Jeg skulle nok tale de andre efter munden. De var næppe restriktionerne i sig selv, der radikaliserede folk. Det var statens og regeringens magtarrogance, der var årsagen. De lå, som de havde redt.

Billede. Trøstesløst.

Billede. Sad i læ for sneen, men ikke vinden.

vandrerhjemmet

Jeg havde været på vandrerhjem de sidste par dage, samt en enkelt overnatning på sofaen hos en bekendt. vandrerhjemmet var mit stamsted, og nu hvor jeg vidste alt ting fungerede på stedet, var det lidt som at komme hjem. Der skulle ikke meget til før jeg følte mig hjemme et sted. Om det var en særlig god bænk, et stoppested, en vens lejlighed, en fængselscelle, eller et vandrerhjem, var ligegyldigt. Det var en fremragende træning af ens sociale færdigheder at bo på et vandrerhjem. På én og samme tid var man nødt til at være særdeles omgængelig og empatisk, og på den anden side var det nødvendigt at stå op for sig selv, men på en god måde, fordi det skulle fungere efterfølgende. Heldigvis havde jeg altid haft rigtig gode socialefærdigheder, og kunne tale med hvem som helst (så længe de ikke var ansat til at tvinge mig til at tale med dem naturligvis), så det var ikke noget problem, men jeg kunne godt mærke, at jeg psykisk havde det, som var jeg på flugt, selv om jeg selvfølgelig ikke var paranoid. Det handlede om at jeg ikke havde haft selvbestemmelse, fast base i form af min egen lejlighed, eller et sikkerhedsnet i seks år.

Martin

Jeg var tvunget til at ringe til Martin i dag kl. 12.00. Det var modbydeligt at tale med et patroniserende og ignorant menneske, men jeg havde udviklet min kommunikation fra ikke at sige noget, og svare ham med enstavelsesord, til i dag - på en rolig og hæderlig måde - at fortælle ham at det intet var sket, som sædvanlig, at hverken han eller hans forgænger, Amanda, havde hjulpet mig det fjerneste, også selv om jeg faktisk havde bedt om konkret hjælp, samt, da Martin holdt en samtaleteknisk pause, at sige til ham, at samtalen med ham var et meningsløst skuespil, men at jeg da godt kunne finde på et eller andet sludder at sige til ham, hvis han syntes, at samtalen skulle være længere. Det var en syg joke, og Martin hjalp hverken samfundet eller mig. Den eneste, han hjalp, var ham selv, idet han havde et overflødigt job, som han tjente godt på. Martin beviste gang på gang at hans viden og indsigt var meget ringe, og Hans Rabenapport eller vurdering af mig ikke var det papir værd den var skrevet på. Når præmissen var forkert, var alting forkert, og det var dumt af mig at spilde tid på ham og hans system.

Opfølgning på samtale af 12. april 2021 i Kriminalforsorgen.

"Dette her er sket på jeres vagt. Jeg har flere gange skrevet til jer, og I har intet gjort.

CPR:"

Jeg har kæmpet for mit liv og min tilværelse, fordi jeg fik en alvorlig, kronisk fejldiagnose, der kostede mig mit liv og min tilværelse. Jeg gik initialt rettens vej, men da to psykiatriske overlæger henholdsvis løj og undlod at sige sandheden i by- og landsret, havde jeg ingen andre muligheder end at begå selvtægt, hvis jeg ville overleve i bogstaveligste forstand.

Styrelsen for Patientsikkerheds eklatante svigt, og syv uberettigede ransagninger fremprovokerede min anden dom, som i øvrigt hverken var en trussel eller sendt til styrelsen, men derimod en enkelt løsrevet sætning i én videodagbog ud af over hundrede, som nogen selv aktivt havde opsøgt og set uden min viden og uden at kontakte mig først.

Det var praktiserende læge Camilla , der tvangsindlagde mig på røde papirer, på trods af,at jeg hverken var psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, eller til fare for mig selv eller andre.

Denne tvangsindlæggelse var dokumenterbart uberettiget og resulterede i den alvorlige fejldiagnose, som hun nægtede at korrigere, selv om den var fatal for mig.

Mens Camilla således først har brugt fysisk og psykisk vold mod mig (uberettiget tvangsindlæggelse), og givet mig en kronisk fejldiagnose, der har kostet mig alt, har jeg - efter at have gjort det rigtige ved at gå rettens vej - brugt ord mod hende, alene med det formål at få hende til at korrigere hendes fejldiagnose.

Jeg hverken kan eller vil angre eller fortryde noget, jeg har gjort for objektivt at forsøge at redde mit eget liv, når myndighederne og politikerne har svigtet gang på gang forinden.

Hverken Martin eller Amanda har forstået ovenstående, ligesom de har bevist, at de ikke har hverken indsigt, viden, vilje eller kompetencer til at hjælpe mig med noget som helst, selvom jeg flere gange faktisk har bedt om konkret hjælp.

Det eneste, jeg får ud af mine meningsløse samtaler med førnævnte, hvor jeg bliver talt til i en nedladende og bedrevidende tone, som var jeg et barn, er at blive svært og nu livstruende retraumatiseret.

Ved ikke at hjælpe mig i nogen som helst grad, og ved kun at skade mig psykisk, er mine samtaler selvsagt ikke til gavn for mig. Men de er heller ikke til gavn for samfundet, tværdigmod øger den nedværdigende og ydmygende patronisering mærkbart risikoen for, at jeg begår ny kriminalitet.

Fordi det ikke bare er ligegyldigt, men ligefrem skadeligt for mig at være tvunget til at tale med socialrådgivere i Kriminalforsorgen, er den eneste løsning for mig, hvis jeg skal overleve, at få ophævet min dom, så jeg slipper for dette meningsløse mareridt. Tak for ingenting.

Hjælp

Mens jeg stod og spillede lidt basketball med en ven på værestdet, kom vi ind på at jeg ikke havde penge til at tanke mit rejsekort op. Jeg var nødt til at sige det, som det var, fordi han gerne ville til Roskilde og gå lidt rundt. Han tilbød først at låne mig 500 kroner, hvilket jeg ikke kunne tage imod. Et par timer senere tilbød han stammende og bekymret spontant at overføre 100 kroner til mig til mad. Nej tak. Det var sødt af ham, men jeg gad ikke mere.

Ikke mere ydmygelse. Jeg var taknemmelig for hans tilbud om hjælp, men det var nødt til at stoppe, og det var helt op til de danske myndigheder. Min ven, der var i fleksjob og ikke tjente mere end jeg fik, skulle ikke betale det, som den stenrige danske stat skyldte mig eller forhindrede mig i selv at tjene ved at arbejde. Hvad fanden var det for noget, at det var de mest sårbare og fattige mennesker i Danmark, der skulle hjælpe mig, når jeg udmærket kunne arbejde på normale vilkår som læge? At folk på integrationsydelse, kontanthjælp eller førtidspension skulle betale for at jeg fik mad og ikke skulle sulte? Det var helt galt, og helt forkert. Nu skulle nogen virkelig til at vågne op. Jeg kunne dokumentere sort på hvidt at jeg ikke ødslede med mine penge, så hvis nogen ikke kunne forstå, hvorfor jeg aldrig havde penge sidst på måneden, var jeg ligeglad.

I dette land var den bedste overlevelsesstrategi at holde så lav profil som muligt, at dyrke Janteloven, og altid lade andre gøre arbejdet, gå forrest eller vove pelsen. Man skulle være medløber, bagtale alle, sprede rygter for at positionere sig selv, tale alle andre mennesker ned, og fortælle dem, hvad de ikke formåede at gøre. Man skulle være bedreviddende og nedladende, selv om man ikke anede hvad man vrøvlede om, man skulle nedvurdere andre og overvurdere sig selv, pryde sig med lånte fjer og mere synes end at være. For hver gang jeg tale med et fornuftigt menneke, måtte jeg lægge øre til 10 idioter, give indtryk af at jeg interesserede mig for deres lort, og lade mig belære om noget, der var faktuelt forkert, mens jeg smilte, nikkede og lyttede til dem. Jeg belemrede i det mindste ikke andre, jeg talte med om mine udfordringer og problemer. Når jeg sendte min tekst rundt til folk jeg ikke kendte, var det fordi jeg faktisk ikke havde noget valg, det var alt andet end morsomt at gøre.

Jeg var uendelig træt af al den snak der aldrig førte til noget som helst. Ingen ville gøre noget, men alle ville gerne snakke i en uendelighed, og allerhelst høre deres egne stemmer, mens de labbede opmærksomheden i sig. Langt de fleste initiativer og ideer strandede hurtigt. Jeg lyttede til det hele og deltog i alle samtalerne og møderne, men udelukkende fordi jeg så havde et sted et opholde mig indendøre, imens folk spildte deres og mit liv på ingenting. Det var værre end døden at skulle eksponeres for det. Det slugte al energi og motivation, som var det et sort hul. Der var deprimerende mange ansatte i det offentlige og især psykiatrien, hvis job var totalt redundant.

Jeg havde forleden tilbudt at jeg kunne lave alverdens kedelige praktiske opgaver i værestedet, såsom at rydde op, luge ukrudt, eller vedligeholde havemøblerne, eller hvad som helst, frivilligt, ulønnet, og fordi det var godt for mig ikke at spilde timer hver dag på en bænk, og godt for værestedet at nogen udførte prakiske opgaver. Jeg skulle ikke have nogen formel tilknytning til værestedet, de kunne sidde og glo på mit hvert sekund, jeg skulle ikke have nøgler, logins, eller adgang til noget som helst, jeg skulle bare have et sted at være, som ikke var på gaden, og noget at beskæftige mig med. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, men nu havde jeg gjort forsøget. Gad vide om det var et spørgsmål om forsikring? Lederen af værestedet var rigtig glad for mine forslag, og det var sødt af hende af skrive til mig, men det var desværre ikke op til hende at bestemme hvad jeg måtte udføre af frivilligt arbejde i værestedet. Det havde man en hær af overflødige kommunale bureaukrater til at bestemme.

Jeg var nødt til at anonymisere de mennesker, jeg godt kunne lide, mens jeg ville s.... på de arrogante og feje svin, der ikke havde gjort andet end at skade mig og mine. Politiet var en undtagelse, da de kunne og ville (og også havde gjort det tidligere) udsætte mig og min familie for repressalier. Politiet havde veste, våben, hunde og talrige kammarater, der kun var et opkald væk. Politiet gjorde hvad det passede dem, de truede og intimmiderede min gamle forældre og mig, de kom igen og igen, uanmeldt, om natten, om dagen, de kom altid tre ad gangen, de skandaliserede mig og min familie overfor naboerne og hele kvarteret, de bar altid synlige våben, parkerede deres biler så alle kunne se dem i hele området, de brugte patruljebiler med blåt lys, de var brovtende, afstumpede, kommanderende og korte for hovedet, den dér retsplejelov var ikke noget de brugte, de vadede bare ind og tog hvad de havde lyst til, viste aldrig ID eller ransagningskendelse, oplyste aldrig markeringsnummer, navne eller anklager, de ydmygede mig ved at lade mig stå nøgen med håndjern bag om ryggen foran en opgangsdør, der stod på vid gab.

De dækkede over hinanden, sagde aldrig sandheden, og deres tidligere kolleger i Den Uafhængige Anklagemyndighed frikendte dem altid. Politiet brugte ikke noget objektivitetsprincip, de var altid forudindtagede, havde tunnelsyn, arbejdede tæt sammen med deres anklagere, som de sås med privat til fester, hvor de smittede hinanden med corona, som havde samme arbejdsgiver som dommerne. Hvis du var blevet ruineret, ikke havde retshjælpforsikring, og mentalt udbrændt, havde du ingen chance i helvede i det danske retssystem. Jo, retssikkerheden havde det sandligt godt i Danmark i 2021. Alle var lige for loven, men nogle var mere lige for loven end andre, og jo flere penge og magtfulde venner, du havde, jo mere lige var du. Føj for helvede.

Mail til værestedets leder

"Undskyld at jeg spammer dig. Det er lidt tentativt, men jeg arbejder videre på det stille og roligt."

Det med labels og bokse virker lidt tvangspræget, og det kan godt være det er for børnehaveagtigt."

Svar fra lederen

Mail til værestedets leder

"Kære XXX

Kjeld."

Det sluttede jo aldrig. Jeg kunne som sædvanligt ikke sove. Der var intet at stå op til, intet mål, intet at se frem til. Jeg var for ødelagt til at det kunne blive godt igen. Ingen penge til noget, ingen steder at være, intet at lave. Det eneste jeg kunne, var at køre linen helt ud, mens folk, der kunne gøre noget, ikke gjorde det. Jeg vidste godt, at det ikke var mig eller min reaktion, der var noget galt med. Der måtte sidde nogle mennesker, der bare ventede på det gik helt galt. De havde magten til at ændre alt til det bedre for både mig og samfundet ved at knipse med fingrene. Deres passivitet tvang mig til det jeg gjorde.

Sidste mulighed

Var mine efterhånden timevis af optagelser. Jeg havde lært af bitter erfaring at alle samtaler med diverse myndigheder og psykiatere måtte optages, så man ikke som tidligere kunne sige én ting og journalføre noget helt andet. Jeg havde desværre ikke mentalt overskud til at gennemgå dem alle, men jeg burde redigere alle de gange ud, hvor psykiaterne havde fortalt mig, at jeg ikke var psykotisk, og samle brudstykkerne i én lang lydfil. Jeg skulle ihvertfald finde mine optagelser fra praktiserende læge Camilla Elvekjærs overgreb frem, og offentliggøre dem. Igen. Hvis alle samtaler med en psykiater på en lukket psykiatrisk afdeling rutinemæssigt blev optaget, kunne alle og enhver høre overlæge Toke Troelsens vrøvl og overgreb, alle kunne høre, at jeg ikke var spor psykotisk, og jeg havde ikke fået resten af mit liv ødelagt.

Det kunne have stoppet allerede der, og jeg ville i skrivende stund have haft job som læge, familie og et godt liv. Hvad var det for et sted jeg levede? Jeg kunne godt forstå at Elon Musk havde opgivet jorden og drømte om at kolonalisere Mars, for det lod sgu ikke til at der var særlig meget tilbage, der var værd at redde. I de seneste par uger, i takt med at mine livsvilkår var blevet så udsigtsløse, at jeg var i reel fare for at opgive helt, havde jeg fået en ny følelse, jeg ikke havde haft i de seks år mit helvede havde varet: Enkelte navngivne læger skulle i fængsel eller tvangsindlægges til tvangsmedicinering for det, de havde gjort, og fortsat gjorde. Det var blevet essentielt at samfundet straffede dem. Det kunne jeg i det mindste bruge tiden på.

Tiden var ved at rinde ud.

Opfølgning på samtale af 12. april 2021

"Dette her er sket på jeres vagt. Jeg har flere gange skrevet til jer, og I har intet gjort.

Tak for ingenting."

Danmark ikke et rigtigt retssamfund

"Kære kontorfuldmægtig Lene Christensen

Kjeld Andersen."

Danmark ikke en rigtig retsstat

Praktiserende læger, psykiatere, embedslæger og embedsmænd - undskyld, embedspersoner - var hævet over loven, de behøvede ikke at sige sandheden under vidneansvar, og danske dommere accepterede ukritisk, fejt og mageligt dette faktum. Og justitsministeren var forleden nødt til at indskærpe overfor politiet, at det skulle følge loven. Skammeligt og ulækkert. Hvis danske borgere skulle have dobbeltstraf for ikke reelt coronarelaterede forbrydelser, skulle mennesker i en magtposition i staten straffes ti-dobbelt for at undlade at sig sandheden, eller for at lyve under vidneansvar. Eller for pligtforsømmelse og magtmisbrug mv.

"Kan Tibetkommissionen i to omgange og gennem seks år være ført bag lyset under afhøringer af embedsmænd? Selv om de var indskærpet vidnepligt og skulle sige sandheden."

(Fra https://nyheder.tv2.dk/politik/2021-04-15-magnetbaand-fundet-i-en-glemt-container-i-udenrigsministeriets-kaelder-kan, d.d.)

Distribueret ansvarsforflygtigelse

Var det man praktiserede inden for staten.

"Som grøn konfirmand blev jeg af mor sat i lære på et officielt kontor. Jeg svang min kost og pudsed vindu'sfag, og jeg gnubbed alle hoveddørens guldbeslag (Kor: Han gnubbed alle hoveddørens guldbeslag). Fordi jeg gnubbede for dem, som sidder højt på strå, så endte jeg med kors og bånd og stjerner på: (Kor: Fordi han gnubbede for dem, der sidder højt på strå, så endte han med kors og bånd og stjerner på).

Hør Admiralens vise her: https://www.youtube.com/watch?v=N0Hq272lnlc

(Fra https://www.festabc.dk/1/admiralens-vise og https://www.youtube.com/watch?v=N0Hq272lnlc, d.d.).

Mail til Vestegnens Politi videresendt til Aarhus Retshjælp den 15. april 2021

"Vedr. J. nr. 0700-60190-00105-21

Kjeld Andersen."

Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg rystede over hele kroppen, da jeg så brevet ligge på sengen til mig, da jeg kom hjem. Hvad var det for nogle mennesker, der arbejdede i Københavns Vestegns Politi? De konstante og gentagne traumer de forårsagede endte meget snart helt galt for mig.

Mail Folketingets Retsudvalg

"I er simpelthen nødt til at stoppe Københavns Vestegns Politis chikane af mig. Jeg har sendt nedenstående mail til dem, men det hjælper ikke. Hvordan kan I tillade at politiet behandler borgerne på den måde? Hvorfor er min situation sitation stadig fuldstændig uholdbar? Der sker jo ingenting. Det er fint nok at I er ligeglade med mig, men I må da kunne indse, at hvis jeg kan udsættes for dette mareridt, så kan andre danske borgere også."

Folketingets Retsudvalg

leif.jensen@ft.dk, jeppe.bruus@ft.dk, julie.skovsby@ft.dk, kasper.roug@ft.dk, rasmus.stoklund@ft.dk, annette.lind@ft.dk, jens.rohde@ft.dk, karina.dehnhardt@ft.dk, theresa.berg.andersen@ft.dk, rosa.lund@ft.dk, soren.sondergaard@ft.dk, bang.henriksen@ft.dk, jan.e@ft.dk, britt.bager@ft.dk, inger.stojberg@ft.dk, morten.dahlin@ft.dk, michael.aastrup@ft.dk, kristian.lorentzen@ft.dk, dfchol@ft.dk, simon.ammitzboll@ft.dk, karina.adsbol@ft.dk, mads.andersen@ft.dk, marcus.knuth@ft.dk, pernille.vermund@ft.dk.

Folketingets Sundhedsudvalg

jane.heitmann@ft.dk, camilla.fabricius@ft.dk, annette.lind@ft.dk, birgitte.vind@ft.dk, tanja.larsson@ft.dk, daniel.toft.jakobsen@ft.dk, kasper.roug@ft.dk, julie.skovsby@ft.dk, lennart.damsbo-andersen@ft.dk, rasmus.langhoff@ft.dk, stinus.lindgreen@ft.dk, lotte.rod@ft.dk, kirsten.normann.andersen@ft.dk, trine.torp@ft.dk, peder.hvelplund@ft.dk, pernille.skipper@ft.dk, susanne.zimmer@ft.dk, ellen.trane.norby@ft.dk, hans.andersen@ft.dk, martin.geertsen@ft.dk, marlene.ambo-rasmussen@ft.dk, sophie.lohde@ft.dk, liselott.blixt@ft.dk, karina.adsbol@ft.dk, mette.dencker@ft.dk, jens.henrik.thulesen.dahl@ft.dk, per.larsen@ft.dk, lars.mathiesen@ft.dk, henrik.dahl@ft.dk.

Mail til Aarhus Retshjælp den 14. april 2021

"Kære Aarhus Retshjælp.

CPR:"

Svar fra Aarhus retshjælp den 15. april 2021

"Kære Kjeld

Aarhus Retshjælp"

Svar til Aarhus Retshjælp den 15. april 2021

"Jeg er ked af dit svar, for dels har jeg har igangværende kontakt med jer, hvilket fremgår af min mail, og dels er min situation meget kritisk.

Kjeld Andersen."

Mareridt

Det var en ellers fremragende solskinsdag, det var fredag, og livet burde og kunne være herligt. Men det var det ikke. Det var et forbandet mareridt, som aldrig ophørte. Det skyldtes hovedsageligt at gode mennesker forholdt sig passive, således at perfide og dyssociale svin havde frit spil. Jeg havde ringet til Peter Worm Jantzen to og Aarhus Retshjælp seks gange uden held. Jeg havde tænkt mig at skrive et slags afskedsbrev til først Ombudsmanden, og dernæst til alle andre myndigheder, og læger, da jeg var desperat af fortvivlelse, men en tilfældighed gjorde, at jeg fik en ganske lille smule ekstra livsmod, og opgav.

Det var receptionisten Nuria, der lod mig slippe for at betale 26 kroner til linned, mod at jeg skrev et godt review af hende. Det skulle jeg nok gøre. Venlige mennesker var en sjældenhed. Hæderlige mennesker var nærmest ikke-eksisterende. Klamme papirnussere sad helt afsondret fra samfundet, og anede ikke hvad der rørte sig i befolkningen. Exceltyraniet herskede i Danmark, og på trods af at offentlige myndigheder begik gravarende fejl på daglig basis, der ødelagde menneskers liv, var ingen samvittighedsfulde nok til at erkende deres fejl. Så var det bedre at borgeren begik selvmord, enten her og nu, eller langsomt ved at drikke sig ihjel.

Forvirrende

Det var ikke forvirrende at psykiateren ikke blev straffet; det forvirrende var, at Styrelsen for Patientsikkerhed faktisk havde gjort en indsats for at få ham straffet. Det måtte være første gang i danmarkshistorien at det var sket:

Efter mere end fire års sagsbehandling hos politi og anklagemyndighed er en sag mod en sjællandsk psykiater blevet opgivet.

Fem patienter havde fået for høje doser medicin, og to af dem havde været i fare, vurderede styrelsen.

(Fra https://politiken.dk/indland/art8175326/Psykiater-slipper-for-straffesag-efter-fire-%C3%A5rs-unders%C3%B8gelser, den 16. april 2021)

vandrerhjemmet

Af forskellige årsager var det så ubehageligt for mig at være på værelset i weekenden, at jeg gerne brugte 224 kroner på to overnatninger på vandrerhjemmet. Jeg var hele tiden nødt til at vælge det mindste onde, og psykisk smerte var langt værre end fysisk smerte, eller afsavn. Samme rum som sidst, nemlig ottemandssovesalen. De tre andre gæster var sørme Mohammed fra seksmandssovesalen, og de to samme gæster som sidst. Jeg fik en længere snak med Mohammed, som gav mig gode råd i forhold til især én af de andre gæster.

Jeg sagde som sædvanlig ikke min egen mening om vedkommende, men lyttede blot til hans, og interessant nok stemte den godt overens med min egen. Desuden fik jeg at vide, at vindmøllemekanikeren fortsat for logerende, men dog var flyttet til et andet værelse. Af en eller anden årsag var Mohammed og ham blevet relokeret, idet man tilsyneladende havde valgt at lukke de øverste etager på hotellet. Hvis jeg var i live, og ikke fængslet eller tvangsindlagt i maj måned, var det min intention at bo så mange dage som overhovedet muligt på vandrerhjemmet. Kun på den måde kunne jeg forsvare stadig at beholde min adresse. Derudover var jeg begyndt til genkende flere af de andre gæster, samt ikke mindst personalet.

Jeg havde delt min tekst op i tre dele. Så snart jeg havde gennemgået al teksten, og omskrevet alt til datid, ville jeg sende den rundt igen. Jeg ville ikke finde mig i tortur, og jeg skulle have mit liv tilbage for enhver pris. Det kom ikke mig ved længere hvad dem jeg havde skrevet om syntes om det jeg havde skrevet. Jeg havde levet i helvede i seks år, og i skrivende stund gjorde jeg det stadig. Der var intet sket i seks år. Hvem fanden ville finde sig i det?Jeg kunne ikke blive ved med at tigge og bede myndighederne eller andre om hjælp. Jeg var ekstremt bitter. Jeg var alligvel ødelagt som menneske, så uanset hvad heltene gjorde, kunne de ikke længere skade mig. Jeg havde intet positivt i min tilværelse. Det var meget farligt at fratage et menneske alt. Man skulle begynde at tænke sig grundigt om, og gøre det rette.

Jeg havde delt min tekst op i tre dele. Så snart jeg havde gennemgået al teksten, og omskrevet alt til datid, ville jeg sende den rundt igen. Jeg ville ikke finde mig i tortur, og jeg skulle have mit liv tilbage for enhver pris. Det kom ikke mig ved længere hvad dem jeg havde skrevet om syntes om det jeg havde skrevet. Jeg havde levet i helvede i seks år, og i skrivende stund gjorde jeg det stadig. Der var intet sket i seks år. Hvem fanden ville finde sig i det?Jeg kunne ikke blive ved med at tigge og bede myndighederne eller andre om hjælp. Jeg var ekstremt bitter. Jeg var alligvel ødelagt som menneske, så uanset hvad heltene gjorde, kunne de ikke længere skade mig. Jeg havde intet positivt i min tilværelse. Det var meget farligt at fratage et menneske alt. Man skulle begynde at tænke sig grundigt om, og gøre det rette.

Jeg havde delt min tekst op i tre dele. Så snart jeg havde gennemgået al teksten, og omskrevet alt til datid, ville jeg sende den rundt igen. Jeg ville ikke finde mig i tortur, og jeg skulle have mit liv tilbage for enhver pris. Det kom ikke mig ved længere hvad dem jeg havde skrevet om syntes om det jeg havde skrevet. Jeg havde levet i helvede i seks år, og i skrivende stund gjorde jeg det stadig. Der var intet sket i seks år. Hvem fanden ville finde sig i det?Jeg kunne ikke blive ved med at tigge og bede myndighederne eller andre om hjælp. Jeg var ekstremt bitter. Jeg var alligvel ødelagt som menneske, så uanset hvad heltene gjorde, kunne de ikke længere skade mig. Jeg havde intet positivt i min tilværelse. Det var meget farligt at fratage et menneske alt. Man skulle begynde at tænke sig grundigt om, og gøre det rette.

Status

Jeg skrev en SMS til Peter Worm Jantzen om at jeg ville ringe til ham på mandag. Det her skulle stoppe hurtigst muligt. Mit liv var mere værd end end tyve minutter af hans tid, med al respekt.

Bio

Flere af mine tænder gjorde ondt, mit tandkød blødte, og jeg havde ondt i begge fødder.

Psyko

Jeg var udtalt modløs, ensom og nedtrykt.

Socialt

Jeg havde næsten ingen penge tilbage, jeg manglede alt, og selv om jeg havde et værelse og en seng at overnatte i, var det på ingen måde et hjem, hvor jeg kunne slappe af og være mig selv. Jeg havde på sjette år intet at foretage mig, og jeg gik rundt dagen lang eller sad på bænke rundt omkring. Jeg blev ignoreret af myndighederne uanset hvad jeg end gjorde.

Konklusion

Min situation var helt og aldeles uholdbar, og jeg var akut truet på min eksistens. Uanset hvad jeg foretog mig for at få bedret mine forhold, var det forsøget værd, for ellers overlevede jeg ikke.

Efter igen at have været alene hele dagen, fik jeg nok og skrev en mail til de sædvanlige modtagere. Jeg havde ikke selvmordstanker, impulser, eller hensigter, jeg var ikke homocidal, og jeg var i særdeleshed ikke psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, men jeg skulle have en slutdato eller konkret plan. Ingen mennesker kunne holde ud at gå rundt i fattigdom, passivitet og uvished om helt eksistentielle forhold i seks år, og jeg var ingen undtagelse. Der skulle ske noget meget hurtigt. Det var umenneskeligt at behandle mig på denne måde. Det var naturligvis farligt for mig at skrive det jeg gjorde og sende det rundt, men ikke nær så farligt, som hvis der intet godt skete meget, meget snart.

Chikaneret fra værelset af Københavns Vestegns Politi igen

Jeg havde utvetydigt og rettidigt oplyst Københavns Vestegns Politi at de ikke skulle sende brevpost til min adresse, men anvende E-boks. Jeg vidste at Københavns Vestegns Politi havde fået min skriftlige besked; men de havde valgt at ignorere mig, og fortsætte med deres sadistiske skandalisering. Jeg havde virkeligt håbet at jeg kunne få lov til at leve i fred fra dem , og som det normale menneske jeg hele tiden havde været, men det var et falsk håb. De ville fortsætte ubønhørligt til evig tid med deres chikane og retraumatiseringer af mig, og hver gang der forekom en alvorlig forbrydelse i politikredsen, ville jeg automatisk være under mistanke, og tre efterforskere ville komme vadende og med aggressiv og truende attitude gennemrode mit hjem og tage hvad de havde lyst til.

Der sad (måske) en dommer et sted og gav Københavns Vestegns Politi lov til gang på gang på gang at traumatisere mig, og begå overgreb mod mig og mine kære. Ud fra min efterhånden store erfaring, kunne jeg konkludere, at retsplejeloven ikke gjaldt for Københavns Vestegns Politi. Og når jeg dybt chokeret straks efter Københavns Vestegns Politis overgreb ringede til min advokat, og ville påklage det, var det eneste, jeg fik at vide af ham, at det var klart at jeg skulle forulempes af Københavns Vestegns Politi, når nu Retslægerådet havde fortalt dem at jeg var psykotisk og utilregnelig. Jeg havde bare aldrig været hverken psykotisk eller utilregnelig, det var der aldrig nogen af de mennesker, der kendte mig og som kontinuerligt havde været vidne til min adfærd, der kunne genkende, og i mit tilfælde havde Retslægerådet, som aldrig havde set eller talt med mig, blot i selvretfærdig og ignorant harme videreført deres gode venner og veninders fejldiagnoser.

Jeg havde håbet på at jeg kunne blive boende på værelset, som var perfekt, hos en udlejer, som var den bedste, jeg kunne forestille mig, og til en yderst rimelig husleje, men nej. Jeg skulle chikaneres på flugt og til døde. Takket være brevet forleden, stod det klart, at jeg ikke kunne gøre andet end at forsvinde fra værelset. Københavns Vestegns Politis chikane havde været så omfattende og skandaliserende, at jeg ikke kunne redde forholdet til udlejer og beholde mit værelse. Tak Københavns Vestegns Politi. Tak for jeres brev i fredags, der fik bæret til at flyde over. Det var meget betænktsomt af jer, og at trampe på én, der ligger ned, som ingen rets- eller patientsikkerhed har, så I kan gøre karriere, er vældigt modigt og hæderligt.

Billede. Jeg fik også 12 i det, der svarer til specialet på medicinstudiet på Københavns Universitet, samt 11 i anatomi. Det havde krævet benhård diciplin, afsavn og selvopfordrelse, men jeg gjorde det for at undgå at blive tvunget til af staten til at blive taber-beta-male psykiater. Jeg skulle ikke have høje tanker om mig selv, sagde psykiater Toke Troelsen, men det havde jeg fandme heller aldrig haft, så den vrangforestilling var vist kun noget, der foregik i Tokes eget hoved, og udtryk for hans private logik og egen svage jeg-identitet og lave selvværd.

Peter Worm Jantzen og Retshjælpen

Jeg overvandt min store modvilje og ringede til Peter Worm Jantzen. Først på hans fastnettelefon, og efter en times tid på hans mobil. Jeg ringede også til den gratis retshjælp i Aarhus, men som jeg forstod telefonsvaren, kunne man ikke kontakte retshjælpen på grund af corona. Jeg havde skrevet en SMS til ham i fredags, og kort beskrevet min situation, samt at jeg ville ringe til ham i dag, men han måtte have fri eller travlt.

Kritisk

Jeg var psykisk dybt rystet hele dagen i dag, og følte at jeg var ufrivillig deltager i et mareridt, jeg aldrig vågnede op fra igen. Jeg var blvet behandlet som noget jeg aldrig havde været i seks år takket være praktiserende læge Camilla Elvekjær, psykiater Toke Troelsen, læge Egill Rostrup, og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen - og naturligvis alle de forlorne medløbere af pseudolæger, der havde videreført fejldiagnosen. Hvorfor var der ingen, der havde gjort noget? Jeg kunne og ville ikke vente et sekund længere. Jeg kunne trække den til i morgen, hvor jeg skulle tale med Peter Worm Jantzen. Jeg havde fortalt ham alt, også at min sociale situation var yderst kritisk, især efter Københavns Vestegns Politis seneste chikanebrev, men han havde ikke helt forstået alvoren. Efter min samtale med ham, ville jeg gå igang med de sidste anstrengelser.

Under 400 kroner tilbage

Hvis jeg ikke fik tilsendt en billet så jeg kunne tage ind til ROPS, måtte jeg gå fra Høje Taastrup til Ydre Østerbro.

Nyt værelse

Jeg fik aldrig fred for Københavns Vestegns Politis chikane. Selv Peter Worm Jantzen havde sagt i telefonen (han ringede til mig umiddelbart før jeg tog ned i værestedet), at han ikke kunne forstå hvorfor de ikke lod være med at sende mig breve. Han spurgte mig hvorfor de gjorde det. Jeg var ham svar skyldig. Det bedste bud var, at de fejlagtigt troede at jeg var psykotisk og utilregnelig, og derfor måtte behandle mig sadistisk og som affald, men det sagde jeg dog ikke til Peter Worm Jantzen, for det var jo hans elendige og underlødige kolleger, der var skyld i det. Jeg måtte finde et andet sted at bo i en fart. Jeg havde dog ingen penge til et indskud. Og ingen gad at have mig boende. Det ville gå helt galt snart, men jeg kunne intet gøre længere. Ombudsmanden kunne have hjulpet i de mange år, jeg havde kontaktet denne statslige myndighed, men intet var sket.

Hvad som helst

Jeg ville gøre hvad som helst, hvis der var en bare minimal chance for at jeg kunne få mit liv tilbage. Inden for loven helst, men da loven aldrig havde beskyttet mig, var jeg i yderste konsekvens ligeglad. Hvordan nogen kunne tro, at jeg kærede mig om eksempelvis injurier eller tyveri af mad, så jeg ikke skulle sulte igen, gik på nuværende tidspunkt over min fatteevne. Gad vide hvad fanden myndighederne ventede på? De måtte da tro at jeg var lystløgner, for de vidste jo godt hvad jeg skrev. Men hvis de troede på det, havde de jo for pokker smidt hvad de havde i hænderne og gjort noget?! Det var rigtigt hvad jeg skrev.

I skulle have gjort noget

Jeg kunne som sædvanlig ikke sove. Jeg gik ud og børstede tænder igen, som om det hjalp på tandsmerterne og blødningerne i tandkødet. Nu kom det til at stoppe. Jeg var ligeglad med hvad jeg skulle gøre. Enten skete der noget i morgen, eller også måtte jeg dø snart. Jeg havde intet tilbage, nu snart heller ikke noget værelse. Staten, lægernes, og myndighedernes passivitet aflivede mig meget snart. Jeg var nedtrykt på en meget ubehagelig og desperat måde. Jeg håbede at jeg snart faldt i søvn og aldrig vågnede op igen. Hvorfor gad jeg overhoved at leve i en verden hvor de fleste mennesker var perfide svin, der sad på deres hænder mens jeg led? For min skyld kunne hele verden brænde. Der var intet godt i dette liv. Min situation var uændret uudholdelig. Fordi der ikke var andet end tom snak fra psykiateren af. Fordi at folk var pisse ligeglade og grænseløst smålige og usle.

Sidste mail til Ombudsmanden

Hvorfor har I ikke gjort noget? Er I klar over hvor alvorlig min situation er? Jeres passivitet tvinger mig meget snart til at gøre noget. Seks års tortur pga. en fejldiagnose. Hvis I havde handlet rettidigt var jeg aldrig blevet kriminel. Nu er det for sent. I skulle virkelig skamme jer.

Egill Rostrup

Egill Rostrup løj på skrift da han skulle begrunde overfor Københavns Universitet hvorfor han aflyste min ph.d. få dage før jeg skulle være påbegyndt. Han påstod at det skydte at jeg truede ham. Det var den største og mest modbydelige løgn jeg på det tidspunkt nogensinde havde hørt. Egill Rostrup påstod altså at jeg havde overtrådt straffeloven, selv om det ikke passede. Den egentlige grund til aflysningen af min ph.d. var sandsynligvis at jeg fortalte Egill Rostrup at han brød den daværende persondatalov. Det var et faktum, som Datatilsynet efterfølgende gav mig ret i. Egill Rostrup skal retsforfølges for hans dokumenterbare forbrydelser. Jeg meldte Egill Rostrup til Københavns Vestegns Politi for førnævnte forhold i 2016 og 2017, men min anmeldelse blev afvist, selv om det fremgik sort på hvidt hvad Egill Rostrup havde gjort. Nu skulle den gratis retshjælp melde Egill Rostrup til politiet på mine vegne.

Camilla Elvekjær

Hun havde begået flere forbrydelser imod mig, men et par af disse, som jeg også havde anmeldt til Københavns Vestegns Politi (som også havde afvist dem) var, at hun misbrugte mit CPR nummer til at foretage ulovlige opslag i mine sundhedsdata. Det fremgik sort på hvidt, og hendes veninder i Styrelsen for Patientsikkerhed vidste det godt, men de havde bare overdraget sagen til Sundhedsdatastyrelsen, som havde syltet den og intet gjort. Camilla Elvekjær havde også rettet falske anklager mod mig til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i Styrelsen for Patientsikkerhed for at bryde straffeloven, da hun beskyldte mig for at havde misbrugt hendes CPR nummer og ulovligt tilgået og misbrugt Det Fælles Medicinkort (FMK). Det var en vrangforestilling, der intet havde på sig, da jeg aldrig havde gjort det. Det havde jeg også anmeldt til politiet som igen havde afvisdt min amneldelse, til trods for at jeg havde tilsendt dem udskrift af min log og en aktindsigt, der sort på hvidt dokumenterede begge dele.

Hvorfor havde politiet afvist mine anmeldelser? Måske fordi politiet led af den vrangforestilling at jeg var psykotisk, paranoid og narcessistisk. Jeg kunne godt forstå at alle tre førnævnte læger havde sørget for at jeg skulle idømmes livslang tvangsmedicinering med farlig antipsykotisk medicin, for det ville aflive mig og fjerne sidste rest af troværdighed, hvorved de var sikre på at slippe godt for deres forbrydelser. Mine anmeldelser og min dokumentation lå iøvrigt på det IT-udstyr som politiet ulovligt havde stjålet fra mig. Hvis jeg ikke havde fået det tilbage, kunne jeg ikke i skrivende stund bevise det, jeg netop havde skrevet. Bekvemt for pseudolægerne, som havde manipuleret det godtroende og overgrebsparate politi.

Sidste appel til politikerne

Jeg vil have mit liv tilbage, koste hvad det vil. Jeg skriver ikke til jer for at irritere jer, tage jers tid, få hævn, genoprejsning, eller fordi jeg nyder at få opmærksomhed, eller er rethaverisk. Jeg skriver til jer, fordi nogle læger for seks år siden stjal mit liv fra mig på et forkert grundlag, ved at give mig en meget alvorlig og kronisk fejldiagnose.

Det er slut med at tigge og bede jer om noget som helst. Det har jeg gjort i seks år uden held, og det, der skete, skete for nogle af jeres vedkommende på jeres vagt, mens I var ansvarlige. I skal ikke læse og forholde jer til min tekst og min sag for min skyld. I skal gøre det, fordi det er jeres forbandede pligt som folkevalgte, og som mennesker, fordi I har et ansvar over for andre mennesker, jeres vælgere, og ikke over for systemer eller institutioner.

I skal gøre det for jeres egen skyld, og for jeres kærestes skyld, for det der overgik mig, kan overgå alle andre borgere i Danmark. Og I skal gøre det for jeres eget eftermæles skyld, fordi ingen overgreb fra hverken politi, psykiatri, eller sundhedsmyndigheder kan gøre mig til noget, jeg ikke er. En løgn, bliver aldrig til sandhed, uanset hvor mange gange den gentages eller videreføres.

Der kommer et tidspunkt, hvor det går op for folk, at jeg aldrig har været paranoid eller psykotisk, og at I ignorerede de mange overgreb min familie og jeg var, og til stadighed er udsat for, fordi I troede jeg var tosset, og så ser det dumt ud, når I skal prøve at bortforklare jeres svigt overfor journalisterne.

298,90 kroner tilbage

Jeg sparede og sparede, men havde alligvel stort set ingen penge tilbage. Der var ingen, der forstod, at jeg ikke bare kunne gå til kommunen og få penge til mad. Jeg var faldet gennem sikkerhedsnettet, og var ikke berettiget til noget som helst. Det forstod man heller ikke i psykiatrien.

Jeg havde haft lændesmerter i seneste par dage, og smerterne var nu trukket ned i højre baglår, og gjorde, at jeg humpede og ikke kunne strække højre ben helt ud. Desværre havde jeg ikke penge til Ipren.

Den tekst, jeg skrev i går til politikerne, kunne jeg godt se i dag var ret polemisk, men jeg orkede ikke at rette den til. Jeg var nødt til at sende mailen nu i dag.

Max Schmidt Max Klam

Jeg havde ikke råd til at tage bussen hjem fra Ballerup, så jeg gik tilbage. På vejen lyttede jeg til en podcast på Berlingske online om stikkerlikvideringer under Anden verdenskrig. Peter Øvig Knudsen medvirkede i udsendelsen. Han berettede om en berygtet dansk kaptajn, der blev henrettet under retsopgøret for Hans Rabenolle i Frikorps Danmark. Denne kaptajn var blevet mentalundersøgt af en retspsykiater ved navn Max Schmidt, og angivligt og efter min hukommelse, havde kaptajnen ment, at det var retspsykiateren, der var bizar og psykisk syg, eller noget i den stil. Kaptajnen havde fortjent at blive henrettet, men det, der interesserede mig, var historien om en sindssyg eller bizar retspsykiater i København. Jeg havde også erfaret at retspsykiateren jeg var blevet tvangsundersøgt af, Ulla Noring (som Information i øvrigt havde skrevet en artikel om, pga. hendes stærkt amoralske og fagligt underlødige diagnosestrategi) virkede stærk underlig, så jeg google Max Schmidt og så en udsendelse på dr.dk om denne retspsykiater. Han havde mildest talt været eksentrisk og pervers, og i den henseende passede han fint ind i den københavnske retspsykiatris tradition. Føj.

"Jeg blev hentet af politiet og tvangsindlagt uden grund – hvor er mine rettigheder?"

Jeg forsøgte at finde ud af hvad retspsykiater Ulla Noring hed til efternavn, da jeg i min søgen faldt over nedenstående debatindlæg. Det var meget interessant læsning, omend retraumatiserende, da jeg kunne genkende mange enkeltelementer fra mine egne ufrivillige ophold på psykiatriske afdelinger.

Jeg gjorde noget, jeg ikke tidligere havde gjort, og skrev en mail til forfatteren af debatindlægget. Jeg kunne godt forestille mig hvordan min henvendelse ville virke, selv om jeg gjorde mig stor umage med ikke at være alt for anmassende eller upassende, men jeg regnede ikke med at modtage et svar, og desuden var jeg langt fra sikker på at den mailadresse, jeg havde støvet op på nettet, var aktiv. Hendes debatindlæg var vigtigere end noget at det, jeg havde skrevet, og jeg måtte gengive det i sin helhed, så jeg havde adgang til det, hvis det forsvandt fra nettet igen.

Holm Sørensen var en rigtig heltinde, det mente jeg helt oprigtigt, for hun delte sin historie, og udstillede sig selv, selv om hun strengt taget ikke behøvede. Eller også havde hun taget så meget skade af psykiaternes overgreb på hende, at hun i realiteten heller ikke havde noget valg. Jeg havde tabt, og jeg havde intet valg, så det jeg gjorde havde intet med mod at gøre, for når det drejede sig om overlevelse blev alt meget lettere.

"Jeg har mareridt og flashbacks til de dage i februar, hvor jeg var spærret inde på en psykiatrisk afdeling uden at kunne få svar på hvorfor. Jeg har fået medhold i, at frihedsberøvelsen var en fejl, men er skræmt over, hvordan man må behandle psykisk sårbare, skriver Holm Sørensen i dette debatindlæg"

Det hjælper lidt på mine mareridt og flashbacks at lave kunst, gå ture og tage min medicin. Og selvfølgelig at jeg er kommet tilbage til universitetet og nu læser noget Foucault og Bourdieu for at finde mening i det meningsløse strukturelle overgreb, jeg blev udsat for.

(Fra https://www.information.dk/debat/2020/11/hentet-politiet-tvangsindlagt-uden-grund-rettigheder, d.d.)

Jeg kunne bruge lang tid på at kommentere hendes beretning, og jeg var enig med hende i alt hun skrev (selvom jeg ikke var helt opdateret i psykiatriloven), men én fejl havde hun begået, nemlig at hun skrev "læger", når hun mente "psykiatere". Psykiatere var jo ikke rigtige læger. Når mine bekendte sagde "læger" om "psykiatere" rettede jeg dem altid, og forklarede dem fakta. Jeg blev vred af at læse hendes beretning, og især de arrogante og amoralske psykiatere hun beskrev, kunne jeg kun alt for godt erindre.

"Bekymringshenvendelse"

Man skulle som en anden stikker bare bruge falsk bekymring som argument for overgreb. Det var noget af det mest ulækre, jeg selv havde været ude for, som om at Camilla Elvekjærs utilgivelige overgreb var resultatet af hendes omsorg. Det havde vist sig at det var Camilla Elvekjær, der havde paranoide vrangforestillinger, ikke jeg. Jeg var ligeglad med hvilke latterlige undskyldninger hun brugte om sit overgreb, men det generede mig at andre mennesker troede på hendes påståede gode hensigter, eller ihvertfald lod som om de troede på dem.

Over ét års fængsel for at kaste med øldåser og for at forstyrre den offentlige ro og orden til en mand først i 30'erne. Anklagernes og politikernes blodtørst var stukket helt af. Meget skræmmende med så hård en straf.

"Et års fængsel for kast med øldåser

"En 33-årig mand er netop i Københavns Byret idømt et år og tre mdrs fængsel for at kaste øldåser mod politiet og grov forstyrrelse af den offentlige orden under en corona-demonstration på Rådhuspladsen den 9. januar 2021. Det skriver Københavns Politi på Twitter." (Fra https://nyheder.tv2.dk/2021-04-21-lige-nu, d.d.)

Sult

Jeg var blevet sulten her til aften, hvilket blev forstærket af dufen af mad. Jeg havde desværre ikke råd til at spise mere i dag. Jeg havde temmelig få ejendele, men det lykkedes mig alligevel at smide en hel skraldepose med ting og sager ud. Jeg havde det bedst, hvis jeg kunne bære alle mine ting i en stor rygæk. De seks år uden fast og tryg base, hvor jeg var blevet anholdt eller forulempet af politiet igen og igen, og havde mistet alt jeg ejede og havde flere gange havde sat sig sine spor på mig. Jeg var godt klar over, at jeg ikke selv måtte skrive det, men ingen andre gjorde det, og tiden var løbet ud, så jeg var desværre nødt til det alligevel: Jeg var blevet behandlet umenneskeligt, alle vidste det, men ingen - ingen gjorde noget ved det. Man troede måske at det var min egen skyld, at jeg var skør, hvorfor overgrebene var berettigede, men ingen af dele var tilfældet. Der var ingen undskyldning for tilskuernes passivitet.

Følelsesmæssig afstumpethed

Jeg havde ikke skrevet så meget om det i min tekst, og det skyldtes måske dels at jeg ikke magtede at gentage det samme hver eneste dag - selv om jeg desværre i høj grad var skyldig i det alligevel - og dels at jeg ikke gad at skrive om mine følelser, men hver eneste dag, hele tiden eller hyppigt, var jeg plaget af skyld, skam, dårlig samvittighed, forlegenhed, lavt selvværd, lav selvtillid, bekymringer, tristhed (som minimum) og ikke mindst ensomhed. Jeg var langt mere tilbageholdende, eftertænksom, forsigtig og påpasselig, når jeg fik Concerta, end når jeg ikke gjorde. Jeg blev ikke afstumpet eller ufølsom af min medicin, tværdigimod. Jeg var langt mere tålmodig, og lyttede langt mere opmærktsomt til andre mennesker end ellers. Jeg sov generelt dårligt som følge af de seneste års overgreb, men jeg vidste af erfaring at jeg ville sove dårligere uden medicinen.

Det var under normale omstændigheder langt overvejende positivt, og også på nuværende tidspunkt var det primært kun af det gode, men én uheldig effekt var der alligevel, og det var netop min manglende offenssive egenskab, der forhindrede mig i at banke i bordet, og kræve ordentlig behandling. Med medicinen rettede jeg mine aggresioner indad, hvor jeg uden medicinen altid havde rettet den udad. Man kunne diskutere hvad der var bedst for både mine omgivelser og mig selv, og om der i det hele taget var en modsætning mellem de to hensyn, men der var ingen tvivl om at det var sådan medicinen virkede på mig.

Dignity

I morgen ville jeg sende min tekst til denne institution, som jeg aldrig tidligere havde kontaktet. Desuden ville jeg sende mit samtykke til at Dignity kunne handle på mine vegne i alle henseender.

Ombudsmanden

Jeg havde været så desperat at jeg havde svinet Ombudsmanden ufortjent til. Det var min svaghed, og jeg håbede at man var storsindet nok til at lade nåde gå for ret. Jeg var inde på Ombudsmandens hjemmeside for første gang i flere år, og jeg kunne læse at denne institution ville gå psykiatrien efter i sømmene. Respekt for det. Det var særdeles tiltrængt. Psykiatrien var den efter min mening værste og mest skadelige institution i landet. Jeg have timevis af optagelser, hundredevis af journaloplysninger mv. og hvis Ombudsmanden kunne bruge alt dette materiale, så var det perfekt for mig. Desuden kunne jeg huske langt, langt mere fra mit ophold på især Q81 end jeg havde skrevet i min dagbog.

Nu skulle jeg tilføje alt dette til denne del af teksten, men selvfølgelig på en måde så man kunne tydeligt se hvad jeg havde skrevet under selve opholdet, og hvad jeg tilføjede nu. Jeg var ikke god til noget, men min hukomelse var ret god, og jeg kunne skrive hundredevis af sider om afdelingen, og dens ansatte. Da jeg ikke var stikker, kunne jeg ikke umiddelbart skrive om de andre indsatte i detaljer eller med navns nævnelse, men det kunne jeg give Ombudsmanden i fortrolighed eller under vidneavsnar i en retssag. Uanset hvad, ville jeg aldrig skrive noget dårligt om nogle af de andre indsatte. Det mindede mig i øvrigt om at "Enestående" var fra Taastrupgård. Jeg opfordrede alle mine pårørende til at vidne om det de havde oplevet om min behandlng til Ombudsmanden og medierne mv.

Jeg havde fundet en hel række dokumenter på en af de handdiske som politiet havde stjålet, der var meget uheldige for visse læger. Det lod til at nogle skulle i fængsel, og denne gang var det ikke mig. Eller ikke kun mig.

Justitsmord: SST_27-11-16

"Vedr. min(e) sag(er)

Kjeld Andersen"

"Kære Datatilsyn.

PS: Jeg sender formentlig denne henvendelse til Lægeforeningen og sandsynligvis andre, relevante myndigheder. I givet fald vil jeg fuldt anonymmisere JKB og selvfølgelig ikke medsende nogen vedhæftninger (indskannet materiale f.eks.) med personidentificerbare oplysninger eller lign."

Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik mente at jeg var utilregnelig, psykotisk, paranoid, og svært personlighedsforstyrret i den periode, hvor jeg sendte ovenstående mails. Hvordan kunne det hænge sammen? Hvor i de mails fremgik det at jeg var det?

Sulten i seng

Jeg var holdt op med at spise aftensmad, fordi jeg kun havde en hundredekroneseddel og nogle småmønter tilbage til alt, inkl. mad, til resten af måneden. I morgen skulle jeg besøge en ven, som boede omkring otte kilometer fra mig, men da jeg ikke havde penge på mit rejsekort, var jeg nødt til at gå. Som sædvanlig på denne tid af måneden. Min fødder gjorde fortsat ondt, men at jeg ikke behøvede at bevæge mig så meget som i vinters for at få varmen, havde jeg ikke været så fysisk aktiv, hvilket fødderne havde haft godt af. Hvis jeg var heldig, ville min ven lave mad til os og betale for det, men jeg ville ikke bede nogen om noget længere. Jeg ville intet modtage, allerhøjest skylde min ven penge for maden til den første.

Nådesløst

Personalet på Q81

Jeg blev behandlet nådesløst af systemet, men jeg gad ikke at hidse mig op over det længere. Jeg måtte distrahere mig selv med at skrive mere om Gitte Ahles afdeling, Q81, og der var masser jeg kunne huske. Jeg kunne egentlig godt lide det meste af plejepersonalet på afdelingen, men var der nogle af dem, der havde ageret whistleblower i forhold til mig? Kunne jeg takke bare én eneste af dem for at jeg ikke var blevet tvangsmedicineret af Gitte Ahle? Havde nogle turde at sige fra? Hvem kom forbi med mad til mig nu, der jeg igen sultede?

Fordi personalet på Q81 grundlæggende set var feje og bekvemme, fortjente de vist ikke anonymitet.

Stieg, SOSU-assistent på Q81

Stieg, der var social- og sundhedsassistent på afdelingen havde set mig sidde og vente foran forsorgshjemmet den dag, jeg flyttede ind. Han eskorterede en patient. Han havde set mig, og konstateret: "Nå, den gik ikke?", og desuden spurgt om jeg havde kontakt med en anden patient, jeg havde været tvangsindlagt sammen med. Så var han gået videre, som den magelige og amoralske kujon han var. Stieg havde været litograf før han mistede arbejdet, og blev tvunget til at uddanne sig til SOSU-assistent i en moden alder. Var det hans far, der var typograf, eller huskede jeg forkert? Stieg var desuden afdelingens badminton champion"

"J", tidligere pædagog på Q81

Mødt på Glostrup og Brøndbyvester Bibliotek, hvor jeg faldt i snak med ham, og lærte ham at kende, indtil jeg mistede kontakten da bibliotekerne lukkede ned på grund af corona. En kæmpestor fyr med en fortid i hæren og udsendt til Eksjugoslavien, hvor han oplevede horrible ting. "J" måtte være anonym fordi jeg ikke kendte ham fra min egen indlæggelse, og desuden fortalte jeg aldrig "J" at jeg sjovt nok havde været indlagt på hans tidligere afdeling. "J" var særdeles belæst, og han sad altid begravet i en bog, når jeg mødte ham. Jeg kunne huske hans efternavn og rigtig mange detaljer om det, han havde fortalt mig, men det skulle selvfølgelig ikke frem. Det skinnede igennem at han havde sagt op af moralske årsager. "J" var et godt menneske, jeg gerne ville genoptage kontakten med.

Niels, SOSU-assistent på Q81

Vender jeg tilbage til.

"S", pædagog på Q81

Da han var en af de ganske få, der støttede mig, ville jeg ikke skrive om ham.

"E", sygeplejerske på Q81

Da han også var en af de gansle få, der støttede mig, ville jeg heller ikke skrive om ham.

Julie, sygeplejerskestuderende på Q81

Vender jeg tilbage til. Stikord: Hestepige og vidste nærmest alt om hestes biologi, ville vælge hendes hest fremfor kæresten hvis det kom dertil, tvillingesøster, fra Køgeegnen?, svært nærsynet, værnepligtig i Garderhusarerne, brækkede næsen under en øvelse, måtte ikke ridde i kortege bag Dronningens karet efterfølgende fordi hun havde skinne og forbinding på, læste på universitetet (måske var det DTU?) før til sygeplejerske. Faglig dygtig. Ville gerne være rigtig sygeplejerske på gynækologisk afdeling, og kunne ikke drømme om at ende som taber-psykiatrisk sygeplejerske. Spurgte hende om hun ville spille Besserwisser med mig, når hun kom på arbejde næste dag, hvorefter jeg lærte alle spørgsmålene udenad. Primitivt, men sjovt at lade som om at det var almen viden, hun burde kunne.

Pia, souschef og sygeplejerske på Q81

Havde en navnesøster og veninde på naboafdelingen Q80, en sygeplejerske, på som nogle gange kom over og besøgte hende.

Morten, sygeplejerske på Q81

God til at lave mad. Knapt så god til badminton.

Henrik, sygeplejerske på Q81

Var venlig og helt normalt modsat de fleste af hans kolleger.

Mandlig nattevagt

Fast nattevagt, høj, slank, ældre, så ham kun få gange, hed han også Johnny? Smed sine nøgler væk.

Kvindlig nattevagt

Fast nattevagt, kort, afbleget hår, pædagog, så hende kun få gange.

Rengøringsassistent 1

Fast rengøringsassistent, fra Malaysia, ekspert i at lave risretter, venlig, vellidt, behandlede os som mennesker. Yderst flittig, gik på sprogskole efter arbejde, ville videre i livet. Skulle på et tremåneders rengøringskursus, så ham ikke efterfølgende.

Rengøringsassistent 2

Fast rengøringsassistent, afrikansk oprindelse, overordentlig god til fodbold, vi forsøgte at få ham til at spille på vores hold mod tosserne fra Sankt Hans Hospital, hvilket lykkedes. "Enestående" drillede ham en hel del.

Rengøringsassistent 3

Fast rengøringsassistent, ældre, venlig kvinde, behandlede os som mennesker.

Eva, socialrådgiver

Nogenlunde effektiv, modsat samtlige af hendes fagfæller.

Værelsessøgning

Begyndte at lede efter et nyt værelse.

Værestedet

Spillede basketball.

Tiden rinder ud

Jeg nægtede at fortsætte denne ikke-tilværelse længere. Det kunne simpelthen ikke passe at jeg skulle fortsætte med at lide, mens omverdenen så tavst og passivt til. Jeg skrev det i en mail til blandt andre Peter Worm Jantzen i dag.

"Ombudsmanden kan gøre præcis hvad den vil.

Kjeld Andersen."

Ombudsmanden havde slet ikke forholdt sig til min situation. Han havde ikke læst én eneste af mine mails. Efter 2016 havde Ombudsmanden bare ignoreret mig. Til gengæld skulle jeg nu efter min opfattelse svines til af vicedirektøren for institutionen, Lennart Lindblom, fordi at vedkommende mente at han brugte "betydelige ressourcer" på at kategorisere mine mails. Intet andet. Hvad var det for noget sludder? Det kunne umuligt koste betydelige ressourcer alene at gemme mine mails i tilfældet af at jeg blev fængslet, tvangsindlagt, eller at jeg blev ransaget og mit IT udstyr konfiskeret igen.

I min situation var det en meget modbydelig besked at få. Jeg var helt nede og ligge, jeg havde aldrig været så presset i mit liv, og jeg havde været presset i seks år nonstop. Og så gad Ombudsmanden ikke engang at bruge ressourcer på at gemme mine mails, endsige læse dem. Jeg mødte igen forståelse nogen steder, kun afstandstagen og had. Hvad var det for nogle mennesker? Helt ærligt, hvor lavt kunne Ombudsmanden synke? Hvor vidunderligt ville det ikke være at slippe for at udsende mails? Jeg gjorde det jo kun af én eneste årsag, nemlig for at få konkret juridisk hjælp, når nu jeg var ruineret i en grad at jeg ikke selv havde råd til en advokat. Der var intet psykotisk eller mystisk over det, det var fuldstændigt rationelt og indføleligt mine sociale forhold taget i betragtning.

Det gode var dog, at jeg nu kunne dokumentere, at jeg havde fået en meget alvorlig fejldiagnose, at flere offentlige myndigheder havde fejlet, og at Ombudsmanden havde svigtet, og nu var blevet så irriteret over at jeg i desperation sendte vedkommende emails, at han brugte et vrøvleargument for at lukke munden på mig. Jeg gemte hans mail til senere brug. Den danske befolkning fortjente at vide, at hvis det virkeligt gjaldt, gjorde de danske myndigheder intet for at hjælpe dem. Hvis man var tvunget til at bede om hjælp gentagne gange opfattede de offentlige myndigheder én som kværulant og psykotisk, og så stod der altid en psykiater parat til at tvangsindlægge én.

Jeg var tvunget til at flygte fra Danmark, hvis jeg skulle overleve. Hvis jeg nåde det. Jeg havde intet mentelt overskud tilbage til at kæmpe videre. Jeg var nødt til at fokusere alt jeg havde på at overleve. Men til hvilken nytte? Det havde jeg gjort i seks år, og det holdt jo aldrig op. Hvorfor så blive ved? Jeg var ligeglad med om jeg levede eller døde, der var alligevel intet godt tilbage i mit liv, og det var umuligt at skabe noget godt selv. Jeg var totalt fastlåst, og isoleret.

Og så truede Ombudsmanden mig med at spære for mine relativt få mails til ham, som han alligvel ikke læste, samtidig med at han gav mig svær dårlig samvittighed, og fremstillede mig som en tosse. Det var da nedrigt og tarveligt. Så var der vist ingen grund til at jeg spildte mere tid på at skrive om psykiatrien, i håbet om at det kunne bruges af Ombudsmanden når vedkommende gennemgik psykiatrien som institution til næste år. Ombudsmanden ville kun få kendskab til de helt grelle forhold, der herskede dér, såfremt nogen inden for systemet var villige til at stå frem eller agere whistleblower. De ansatte i psykiatrien vidste godt hvordan de skulle opføre sig og sige når deres arbejde blev vurderet.

Sidste mail til Ombudsmanden

"I forlængelse af sidste mail, skal jeg blot oplyse dette: Jeg har tilsendt Ombudsmanden materiale vedrørende forholdene på to retspsykiatriske afdelinger på Sjælland. Materialet dokumenterer forhold, der ikke burde herske på en retspsykiatrisk afdeling i et land som Danmark. Mit materiale vedrører navngivne ansatte i psykiatrien, er autentisk, idet det er skrevet under mine ophold på afdelingerne, kan verificeres af flere navngivne pårørende, samt af lydoptagelser og af mine journaloplysninger.

Kjeld Andersen."

Ombudsmandens trusselsbrev

Ombudsmandens vicedirektørs trussel om at spærre for mine henvendelser havde ramt mig hårdt, og jeg havde sovet meget lidt i nat af den årsag. Det var en så infam besked at modtage, og netop årsagen til at jeg aldrig læste mails. Hvis Ombudsmanden vitterligt brugte "betydelige ressourcer" på at gemme mine mails, var der enten noget helt galt med hans medarbejdere, eller deres journaliseringssystem.

Det kunne umuligt passe, hvad han skrev. Ombudsmanden havde ikke forholdt sig til mine mails. Det var sjovt nok årsagen til at jeg var tvunget til at sende ham mails løbende. Hvis han derimod havde forholdt sig til det, jeg sendte til ham, var det jo ligesom ikke nødvendigt at fortsætte med det, vel? Det var logik for burhøns.

Ombudsmanden påstod altså at han bruge "betydelige ressourcer" på at ignorere mig. Det var sandligt flot. De ressourcer, jeg havde i skrivende stund, var mellem 50 og 60 kroner, samt to pakker datonedsat rugbrød og en datonedsat leverpostej. Måske kunne jeg indgå en handel med Ombudsmanden: Hvis han lavede aftensmad til mig indtil den førte, ville jeg undlade at sende ham mails.

Han kunne også bare give mig 100 kroner til mad, så skulle jeg nok holde min kæft, så han slap for at forholde sig til virkeligheden. Jeg havde ufrivilligt stiftet bekendtskab med mange embedspersoner, hvor det skinnede igennem, at de nød at sparke på borgere, der lå ned. Ikke at jeg mente at vicedirektøren for Ombudsmanden var én af disse sadister, overhovedet ikke, og sætningen var ikke møntet på ham, men af en eller anden grund kom jeg spontant til at tænke det, jeg netop havde skrevet.

Konklusionen måtte være, at jeg havde gjort min pligt overfor mig selv og overfor mine medborgere, og havde tilsendt Ombudsmanden autentisk og verificerbar information om hvordan forholdene var i nogle af de institutioner, hvor det var hans fornemmeste opgave at afholde tilsyn for at sikre sig at forholdene var accaptable. Og som tak for denne ulejlighed truede han mig med at spærre mine emailkonti, uden i øvrigt at forholde sig til det, jeg havde tilsendt ham.

Jeg havde løbet en betydelig personlig risiko for repressalier fra psykiatrien, og jeg havde stået frem med fuldt navn. Jo, Danmark kunne sandelig som land være stolt over denne heroiske institution, der holdt myndighederne i ørene. Jeg sad på en bænk som sædvanlig og skrev, fordi mine boligforholdt var meget utilstrækkelige, hvilket jeg dog ikke ville uddybe. Sådan var det at få en så alvorlig fejldiagnose, som jeg havde fået.Så var der ingen, der tog én alvorligt, og alt man skrev og sagde var per definition utroværdigt.

Billede. Mine ressourcer indtil jeg fik penge til den første igen. Det var ikke iscenesat, eller udtryk for manipulation eller et ønske om medlidenhed. Det var virkeligheden, som den var, når man var fejldiagnosticeret med kronisk paranoid psykose, og tvunget på for lav passiv forsørgelse i seks år. Jeg blev bebrejdet af psykiaterne at jeg bragte denne slags billeder, altså "victim blaming", og det var jo deres skyld, at jeg var havnet i en situation hvor jeg var reel fattig. Ombudsmanden ville gerne havde at jeg skulle føle skam og skyld over at sende ham mails, han ikke gad at forholde sig til. Det gjorde jeg i dén grad også, det var pinligt og åd mig op, men jeg havde ikke noget valg. Det forstod Ombudsmanden forhåbenligt ikke. At jeg som PTSD ramt skulle varetage egen overlevelse, var uværdigt og en skændsel for et demokrati som Danmark. Når man alligevel tvang mig til det, måtte man acceptere at modtage mails og en desperatit tone fra mig af.

Falsk anklage

Jeg læste en nyhed om at politiet ville retsforfølge personer, der havde rettet falske anklager mod dem. Det kunne jeg i dén grad forstå og sætte mig ind i. Jeg var selv offer for flere falske anklager, og selv om jeg havde dokumenteret sort på hvidt, at det var falske anklager, og selv om jeg havde meldt forholdene til politiet, var der intet sket. Hvis man rettede falske anklager mod politi eller borgere, skulle man straffes meget hårdt. Krydsede fingre for politiets nye fokusområde. Men man kunne meget let undgå en masse falske anklager, hvis politiet bar bodycam. Hvorfor gjorde politiet så ikke det?

(Fra https://www.dansk-politi.dk/nyheder/tema-nemt-slippe-afsted-med-falske-anmeldelser-mod-politifolk, d.d.)

Om Ombudsmanden og tilsynsbesøg

"Tilsynsbesøg på steder, hvor borgere bor

Ombudsmanden samarbejder med Institut for Menneskerettigheder og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre om tilsynsbesøgene, som både kan foregå på offentlige og private institutioner."

(Fra https://www.ombudsmanden.dk/ombudsmandensarbejde/ombudsmandens_sagstyper/tilsyn/tilsyn/, den 24. april 2021)

Læs i øvrigt:

• https://www.ombudsmanden.dk/ombudsmandensarbejde/ombudsmandens_sagstyper/tilsyn/aftale/
• https://www.ombudsmanden.dk/ombudsmandensarbejde/ombudsmandens_sagstyper/tilsyn/tilsynsmanual/

Færdig med Ombudsmanden

Som direkte følge af vicedirektøren for Ombudsmandens særdeles ubehagelige og helt uforståelige og meget intimiderende henvendele, besluttede jeg, at jeg aldrig igen ville henvende mig til denne institution. Jeg kunne, ligesom alt andet, jeg havde indberettet til Ombudsmanden, også dokumentere forholdene i en anden institution, "VF", som Ombudsmanden havde tilsynspligt med. Det var forhold, jeg endnu ikke havde skrevet om, men som absolut var noget, Ombudsmanden burde vide, fordi de omhandlede danske borgeres liv og helbred, som havde været i fare, og som statens ansatte i institutionen havde været ansvarlige for og var vidende om.

Disse dokumenterede forhold ville jeg aldrig berette om. Det kom i sidste ende den danske befolkning til skade, at jeg ikke berettede om forholdene, men som direkte følge af førnævnte vicedirektørens henvendelse, kom disse forhold aldrig til befolkningens kendskab. Jeg havde sendt teksten om mit ophold på afdeling Q81 til Ombudsmanden. Da Ombudsmanden ikke havde forholdt sig til min tekst, blåstemplede institutionen således implicit Gitte Ahles behandling af mig. Jeg kunne læse i Ombudsmandens manual for tilsynsbesøg et afsnit på sider 13 - 15 om "Sundhedsmæssige forhold" mv. Her kunne jeg dokumentere og bevidne om helt uacceptable forhold. Som Ombudsmanden nægtede at forholde sig til. Det var jo en joke.

Martyr

Jeg var ikke jurist, men som lægmand var der for mig ingen tvivl om intentionen med Ombudsmandens seneste henvendelse: Jeg skulle holde min kæft, og ikke forstyrre Ombudsmanden. Man var fuldstændig ligeglad med den umenneskelige og nedværdigende behandling, jeg havde været udsat for. So be it. Det, jeg kunne gøre, var at sørge for at min tekst endte i Rigsarkivet, og forblev der, så eftertiden kunne læse om konsekvenserne af manglende patient- og retsikkerhed i Danmark, og om hvordan statens institutioner svigtede fælt under en pandemi, der havde kastet Danmark ud i den værste krise siden Anden verdenskrig. Om hvordan en læge ikke blot var tvungen passiv, men også sultede under pandemien. Ombudsmandens afstandstagen fra mig, gjorde mig - eller endte snart med at gøre mig - til martyr i den kristne betydning, som efter min opfattelse var en person, der led og ofrede sig selv, kun sig selv, og ingen andre. Tak til Ombudsmanden for det.

Mail til DIGNITY af 24. april 2021

"Kære Elna Søndergaard, DIGNITY

CPR: "

Ensomhed og social isolation

Jeg havde det meste af tiden i seks år været ufrivilig ensom og socialt isoleret. Hidtil havde alle jeg havde talt med været ignorante og uforstående overfor hvor modbydeligt det var, og psykiaterne var de værste. Men takket være coronapandemien var der kommet fokus på fænomenet, og man havde forsket seriøst i de ødelæggende konsekvenser heraf. Det kunne godt være at nedenstående var møntet på folk over 65, men mon ikke det gjaldt for alle voksne?

• https://www.nia.nih.gov/health/loneliness-and-social-isolation-tips-staying-connected

Se appendiks

(Fra https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/psykiatri/tilstande-og-sygdomme/oevrige-sygdomme/posttraumatisk-stresslidelse/, d.d.)

"Undgåelsesadfærd er en af de mest omkostningsfulde følgevirkninger. I et forsøg på undgå alt, hvad der kan minde om traumet og sætte gang i flash-backs, beskytter PTSD-ramte sig ved at isolere sig fra andre mennesker og fra hverdagslivet. Det begrænser deres livsudfoldelse markant. Og med tiden indskrænkes evnen til at tage del i et almindeligt liv, socialt og arbejdsmæssigt.

Hos børn skader traumer udviklingen af basal tillid, tryg tilknytning, indlæring og sociale kompetencer. Hos voksne ødelægger og nedbryder traumer den basale tillid, tilknytningstryghed, intimitet, fællesskab og fornemmelsen af sig selv som person."

(Fra https://altompsykologi.dk/2019/01/hvad-er-ptsd-2/, d.d.)

Søvnløs

Ombudsmandens foragt og bebrejdelse af mig, var ikke til at bære. Jeg vågnede som sædvanligt efter en times tid, og lå søvnløs og ruminerede over min håbløse tilværelse, mens min mave rumlede. Ombudsmandens svigt kunne meget vel være det sidste søm i min kiste. Jeg kunne ikke holde denne verden ud længere. Jeg oplevede ikke andet end egoisme og ligegyldighed fra omgivelserne. Ombudsmandens svigt tvang mig til at færdiggøre min tekst, og sende den ud en sidste gang som et afskedsbrev. Ombudsmanden skulle ikke bruge flere betydelige ressourcer på ikke at hjælpe mig.

Partshøring om spærring af mailadresse, jf. j. nr. Dok.nr. 21/01523-7/OSC

Jeg har yderligere kommentarer, som skal indgå i min partshøring, jf. henvendelse fra vicedirektør i Folketingets Ombudsmand af 23. aprill 2021, j. nr. Dok.nr. 21/01523-7/OSC

1. Jeg lider af velbehandlet ADD, ubehandlet svær PTSD og svær undgåelsesadfærd. Før jeg blev udsat for tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling og straf i de institutioner, som Folketingets Ombudsmand har tilsynspligt med, led jeg kun af ADD. De andre tilstande er en direkte følgevirkning af mine frihedsberøvelser og af den behandling, jeg har været udsat for i føromtalte institutioner.
2. Jeg har aldrig været psykotisk, paranoid, utilregnelig eller personlighedsforrstyret.
3. Jeg har tilsendt Folketingets Ombudsmand autentisk og verificerbar dokumentation for de forhold og for den tortur og grusomme, umenneskelige og nedværdigende behandling og straf jeg har været udsat for i de institutioner, som Folketingets Ombudsmand har tilsynspligt med.
4. Vicedirektør i Folketingets Ombudsmand, Lennart Lindblom, har i partshøring af 23. april 2021 erkendt at han har ignoreret den under punkt 3 nævnte dokumentation, som jeg har tilsendt ham. Lennart Lindblom har nægtet at læse den og forholde sig til den.
5. Hvis Lennart Lindblom havde gidet at gøre sig den umage rent faktisk at læse det, jeg har tilsendt ham, første gang, havde jeg ikke sendt flere mails til ham. Lennart Lindblom erkender selv i høringssvaret af 23. april at han ikke har læst eller forholdt sig til mine mange henvendelser. Det er storsindet af Lennart Lindblom at erkende at han således har siddet vigtige oplysninger, som han burde havde forholdt sig til overhøringt.
6. Når Lennart Lindblom i høringssvaret af 23. april 2021 insinuerer at jeg er kværulantforrykt, bidrager han til et falsk narretiv. Det er ikke kun dybt uværdigt, underlødigt og udtryk for ignorance, men direkte farligt for mit liv og helbred, idet han således kolpoterer en alvorlig fejldiagnose.
7. Lennart Lindblom retraumatiserer mig ved dels at undlade at forholde sig til mine henvendelser, og dels at få mig til at genleve dybt traumatiske begivenheder. Således er Lennart Lindblom direkte skyld i at min psykiske tilstand er akut forværret, og han bidrrager dermed aktivt til at facilitere, at jeg begår selvmord. Overlæge i psykiatri har journalført at jeg er kronisk selvmordstruet, hvilket er sandt, selvom hun - og nu Lennart Lindblom - selv har bidraget til det faktum. Lennart Lindblom bliver nødt til at sætte sig lidt ind i hvad PTSD er, Jeg foreslår at han bruger nogle "betydelige ressourcer" på at læse: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/oevrige-sygdomme/posttraumatisk-stressforstyrrelse/ (udskrift vedhæftet). På denne hjemmeside kan man læse: "Man forsøger at undgå situationer eller lignende som minder om hændelsen. Dette kaldes undgåelsesadfærd og vil ofte medvirke til at forstærke sygdommen.". Jeg har oplyst talrige gange at henvendelser fra offentlige myndigheder netop er nogle af de traumatiske hændelser, som har givet mig PTSD. Således forstærker Lennart Lindblom min sygdom.
8. Det er ikke en retsstat værdigt at Lennart Lindblom forventer at jeg i min aktuelle situation skal forsvare mig selv over for ham og hans bureaukrati. I rigtige demokratier får man beskikket en advokat til at føre sin sag. Det er tortur for mig at skulle forholde mig til folk som Lennart Lindblom konstant. Det eneste jeg ønsker er at få mit liv og mit arbejde tilbage. Jeg ønsker det samme som alle andre mennesker. Det hænger mig langt ud ad halsen at spilde mit liv på at skulle forsvare mig overfor mennesker som Lennart Lindblom.
9. Jeg kræver at Lennart Lindblom rent faktisk læser og forholder sig til det, jeg har tilsendt ham. I min optik er det pligtforsømmelse gang på gang at undlade at gøre det.
10. Det er infamt og påvirker mig dybt at Lennart Lindblom bebrejder mig, at han har brugt "betydelige ressourcer" på at afvise og nægte at forholde sig til mine relevante henvendelser. Jeg vil gerne have oplyst de eksakte økonomiske omkostninger ved at Lennart Lindblom har undladt at forholde sig til mine henvendelser. Tilsvarende skal jeg også have oplyst de estimerede økonomiske omkostninger i fald at Lennart Lindblom rent faktisk havde forholdt sig til min første henvendelse.
11. Jeg har dokumenterbart kun omkring 50 kroner tilbage til mad til resten af måneden. Det er til trods for, at jeg har været yderst sparsommelig, og kun brugt mine få midler på det allermest nødvendige. Også det kan jeg dokumentere sort på hvidt. Sådanne forhold har jeg været underlagt i seks år. Det er i skrivende stund ikke en trussel mod min fysiske sundhed, men det er enormt psykisk belastende, og stresser mig ud over alle grænser. Jeg kunne klare den til den første, til jeg fik penge igen, men at jeg samtidig skal forholde mig til Lennart Lindbloms infame henvendelse, er simpelthen for meget.
12. Måske gør jeg mig skyldig i injurier mod Lennart Lindblom og andre, men under de vilkår, jeg lever under, som er blevet helt ulidelige under coronapandemien, er det inføleligt og en normal psykologisk reaktion fra en borger med svær PTSD og undgåelsesadfærd. Det er en demokratisk fadæse, at jeg er tvunget til også at forholde mig til Lennart Lindbloms høringssvar.
13. Jeg kræver at Lennart Lindblom spærer alle mine mailadresser samt min mulighed for at henvende mig til Ombudsmanden på nogen anden måde, nogensinde igen. Jeg vil ikke spilde et sekund mere på hans institution.

Efter at have sendt den sidste del af høringssvaret til vicedirektøren for Folketingets Ombudsmand, og resten af eftermiddagen, var jeg dybt chokeret. Jeg sad og rystede, og havde det hele tiden som om, jeg var ved at besvime. Heldigvis kunne jeg fint distrahere mig selv, og jeg læste de første 268 sider af Peter Øvig Knudsens bog med titlen "Birkedal - En torturbøddel og hans kvinder", hvor jeg ikke, som før jeg fik den korrekte medicin, behøvede at læse den samme tekst flere gange for at forstå indholdet, fordi jeg havde en udpræget springende koncentration. Det var meget positivt, men udover det, var der intet godt i min tilværelse.

Jeg slap aldrig ud af psykiatriens dræbende tvang og stigmatisering, og jeg blev hele tiden bombarderet med krav om at forfatte høringssvar, og kæmpe en ensom administrativ kamp mod forskellige myndigheder. Alt dette mens jeg boede under helt utilstrækkelige forhold, ikke havde penge til mad, tandlæge eller noget som helst andet, var socialt isoleret og ensom, og som følge af ufrivillig arbejdsløshed og coronarestriktioner uden beskæftigelse, og tvunget til at gå rundt alene i mine egne tanker hele dagen, de fleste af ugens dage.

Jeg var ligeglad med hvad ignorante tumper mente eller føle om min situation og reaktion; der var kun ét ord, der var dækkende, nemlig tortur. Jeg havde intet at glæde mig til eller over, det eneste jeg kunne se frem til var flere psykisk belastende administrative opgaver, indkaldelse til retssager mod mig, eller den altid latente trussel om tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering, hvis jeg ikke holdt min kæft, led og døde i stilhed.

Om aftenen, efter at have gået en længere tur, havde jeg fået det væsentligt bedre. Motion hjalp gevaldigt, og intet kunne erstatte det. Engang havde jeg kunne havsvømme, og svømning var perfekt for en person med ADD, som jeg, da det var tilpas skånsomt til at jeg kunne svømme hver dag, i svømmehallen uden for sæsonen, og ved Amager Strandpark, Svanemøllen, Furesøen, Charlottenlund Fortet, og mange andre steder så snart vandet havde en temperatur på over 11 grader. Jeg havde fundet en fremragende kur mod ADD og alt andet psykisk ubehag.

Det havde Camilla Elvekjær og Toke Troelsen ødelagt ved deres tvangsindlæggelse af mig. Kort tid før tvangsindlæggelsen og dagen efter jeg blev løsladt igen, havde jeg været ude at havsvømme. Det gik skam fint. Men da jeg blev smidt ud af min lejlighed, idet jeg ikke kunne betale husleje, var det ovre. Jeg havde forlængst mistet alt håb om nogensinde at svømme igen, og jeg ville ikke kunne klare at gå ned i en svømmehal og erfare, at jeg var blevet for gammel og fed til, at jeg kunne svømme, som jeg kunne engang. De havde virkeligt ødelagt alt, der var godt i mit liv.

Billede. Jeg sad og læste på Albertslund Bibliotek.

Ombudsmandens vicedirektør

Den intimiderende formulering i Lennart Lindbloms anmodning om hørinssvar af 23. april 2021 var egnet til at fremkalde frygt, angst, bekymring, nervøsitet, nedtrykthed, passivitet, skyld, skam og dårlig samvittighed hos mig. Det lykkedes til fulde. Det, Lennart Lindblom imidlertid ikke var klar over, da han ikke havde gidet at læse det, jeg havde tilsendt ham, var at hans henvendelse også var egnet til at fremkalde retraumatisering, selvmordstanker, afmagt, desperation, og fortvivlelse, og desuden i væsentlig grad bidragede til at kronificere den invaliderende svære PTSD tiltand hos mig. Det vidste Lennart Lindblom imidlertid nu.

Lennart Lindblom bebrejdede mig, at han og hans kolleger ikke havde gjort deres arbejde, og læst det jeg havde skrevet til dem. Lennart Lindblom insinuerede kraftigt, at jeg var kværulantforrykt, hvilekt gav psykiaterne ammunition til at tvangsindlægge og tvangsmedicinere mig med livsfarlig og uberettiget antipsykotisk medicin. Således bidrog Lennart Lindblom til at skabe frygt for mit liv og mit helbred, udover selvfølgelig at få mig tli at genleve den psykologiske tortur som især psykiater Gotte A havde udsat mig for på en institution, som Lennart Lindblom og hans kolleger havde tilsynspligt med. I min optik var Lennart Lindblom derfor uegnet og uværdig til at bestride den stilling han indtog.

Danske borgere kunne ikke være tjent med at deres desperate og relevante henvendeser blev sjoflet af en institution, som af alle offentlige institutioner netop burde stå vagt ved menneskerettigheder i landet. Der påhvilede Lennart Lindblom en ganske særlig forpligtelse qua hans position. Ombudsmanden havde forlængst mistet al troværdighed hos mig, men så snart nogen gad at forholde sig til min tekst og til Lennart Lindbloms henvendelse af 23. april 2021, og oplyse befolkningen om den, risikerede Ombudsmanden at miste troværdighed og anseelse hos befolkningen og politikerne. Hvilket den efter min opfttelse også fortjente.

Max Schmidt

Det var især fra side 289 at Øvigs bog om Ib Birkedal Hansen begyndte at blive interessant. Det var i denne del af bogen at det største retspsykiatriske koryfæ i Danmark, Max Schmidt, blev beskrevet. Jeg kunne ganske tydeligt genkende dette ikons ånd i både de psykiatere og retspsykiatere, jeg ufrivilligt havde stiftet bekendtskab med, fraset Peter Worm Jantzen. Max Schmidt var særdeles minutiøs i sin beskrivelse af de kvindelige observanders kønsliv. I forhold til Max Schmidts perverterede detaljefiksation, var jeg en sørgelig og sjusket undermåler. Dette geni var gået all in, og - selv i en tid hvor Freud sikkert var mere aktuel end i skrivende stund - havde medtaget åbenlyst ligegyldige detaljer i hans alt for omfattende vurderinger. Max Schmidt fremstillede således mere sine egne voyeuristiske perversioner end observanderes aparte kønsliv.

Billede. Jeg var nødt til at dokumentere så præcist som muligt hvad det var for nogle forhold, jeg var underlagt. Jeg lavede desværre masser af sjuskefejl, og problemet var at man kunne og ville finde alle mine upræcisheder og fejl og udlægge dem som et bevist på at jeg var utroværfig. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne, men det var som det var. Jeg kunne til gengæld til hver en tid over for hvem som helst og under vidneansvar stå fuldstændig ved det, jeg havde skrevet. Selvfølgelig var det meget ubehagelig og skamligt for en introvert person med habituelt meget lavt selvværd og selvfølelse som jeg at udstille mig selv på den måde, jeg gjorde, men når det omvendt skyldtes eksterne faktorer, og ikke de modbydelige og forkerte diagnoser, var det en trøst. Jeg manipulerede, iscenesatte eller opstillede ikke ved de billeder jeg tog, eller den tekst, jeg skrev, tværdigmod undlod jeg mere end jeg anførte i teksten og illustrerede på billederne.

Jeg havde fået ondt i fødderne igen efter gårsdagens lange gåtur, jeg havde ondt i flere tænder, selvom jeg børstede dem og brugte tandtråd og nu også mundskyld dagligt. Lændesmerterne var trukket ned i højre baglår og jeg havde ikke råd til Ipren, som ellers havde hjulpet. Rent mentalt levede jeg stadig time for time, og frygtede - med god grund - altid det værste. Og jeg var tvunget til at finde et nyt værelse i en fart. Man skyldte vel omkring 150.000 kroner, metendels i sagsomkostninger. Jeg havde ingen forsikringer længere, og jeg var ikke berettiget til én eneste krone fra det offentlige. En benekdt, jeg havde lært at kende ret indgående, fortalte mig at hun i førtidspension fik ca. 10.000 kroner mere om året end jeg, og dertil kom hendes boligtilskud på ca. 4000 kroner om måneden, samt mimrekort, og forkellige andre tilskud. Det handlede selvsagt ikke om misundelse fra min side af, eksemplet skulle kun belyse at mine økonomike vilkår var ydert trange, samt, naturligvis, at ingen af de socialrådgivere, jeg havde til rådighed, anede noget om eller gad at sætte sig ind i mine økonomiske forhold. Fordi de var luddovne, og vist ikke var ansat i psykiatrien for at arbejde.

PTSD

Jeg var nødt til at skrive det, som det var: Den, der havde initialt gav mig PTSD, var praktiserende læge Camilla Elvekjær, der vredt og hysteriformt og med rødblussende kinder efter få minutter i hendes konsultation, og uden at forklare hvorfor, sagde at hun nu ville tvangsindlægge mig på røde papirer og straks tilkalde politiet - og alt hvad der derefter skete. Næste person, der konsoliderede min PTSD, var psykiater Toke Troelsen, der godkendte tvangsindlæggelsen, på trods af, at han ikke modtog mig på Psykiatrisk Center København (Bispebjerg), men først tilså mig dagen efter. Så var der naturligvis alle de efterfølgende forlorne læger, der hverisær forværrede min PTSD. Samt politiet, sidst, men absolut ikke mindst.

Nu skulle der næsten intet til for at traumatisere mig, og gøre PTSD'en kronisk. Jeg havde takket være politiets og myndighedernes mange breve udviklet en svær undgåelsesadfærd i forhold til mit værelse og udlejer. Sidstnævnte havde jeg så dårlig samvittighed overfor at jeg ikke magtede at se ham i øjnene eller at tale med ham. Det var på ingen måde hans skyld, tværdigmod gjorde han hvad han kunne for at jeg skulle føle mig hjemme, og det fik mig til at skamme mig endnu mere. Derfor havde jeg ikke lyst til at opholde mig på værelset mere end højest nødvendigt. Fordi det var svært ubehageligt. Når jeg var på vej hjem til værelset, begyndte angsten at lægge sig over mig som en tung dyne, og jo tættere jeg kom på lejligheden, jo værre og mere uudholdelig blev den. Hjertet bankede løs i brystet, og det var som om det hvert øjeblik det skulle være gav op og standsede, hvilket jeg håbede fordi jeg så slap for det overvældende og invaliderende ubehag.

Munden blev knastør, og tungen klistrede op mod ganen. Af den årsag, og fordi jeg bed så hårdt sammen at kæbemusklerne sitrede, kunne jeg kun fremstamme enkelte hakkende sætninger, hvis jeg skulle tale, og jeg kunne eksempelvis heller i fløjte, hvilket jeg prøvede på her til aften. Jeg spændte automatisk i musklerne i alle de store muskelgrupper i kroppen, hvilket medførte at min gangfunktion blev vraltende, klodset og stiv, og min finmotorik var fraværende, så jeg let tabte ting jeg havde i hånden, såsom især nøgler. Når jeg skulle til at skrive på min laptop, var mine hænder så kraftigt sammenknyttede, at det var svært at strække fingrene ud, og min kadance var meget nedsat, da jeg nærmest var nødt til at bruge kun pegefingeren på hver hånd. Jeg var moderat svimmel, usikker på benene, og det sortenede for øjnene.

Jeg hyperventilerede og blev også af den grund tør i halsen, hvorfor jeg havde besvær med at synke, og ofte fik det, jeg drak, galt i halsen. Det eneste møbel jeg havde på værelset jeg kunne tage plads i, var min seng, så når jeg var på værelset lå jeg altid i sengen. Jeg var nervøs for at larme og forstyrre min udlejer, da der var overordentligt lydt i hele ejendommen. Når jeg så lå i sengen, var jeg som paralyseret, så jeg ikke larmede hvis jeg vendte mig, da fjedrene i min billige seng afgav høje lyde, hvis jeg ændrede vægtfordelingen. Da jeg helst ville være så usynlig og vække så lidt opmærksomhed som muligt, som om at jeg ikke eksisterede, for ikke at forstyrre mine omgivelser, havde jeg som regel lyset slukket på værelset. Desuden var der ingen grund til at politiet skulle, at jeg var på mit værelse, hvis de kørte forbi, for så at skandalisere mig over for min udlejer og for naboerne, hvilket de havde gjort så mange gange før. Så længe jeg ikke var hjemme, men ude at gå, var jeg ligeglad med at blive antastet eller anholdt af politiet, og jeg følte mig aldrig forfulgt. Det handlede vel dybest set om at jeg ved at blive skandaliseret af politiet på min bopæl, ville miste mit værelse, hvilket jeg havde prøvet flere gange tidligere, og det var særdeles traumatiserende og dertil en reel trussel på mit liv og helbred, da jeg jo ingen penge havde, og ingen steder at gå hen.

Hver gang jeg hørte en dør gå i lejligheden, at nogen ringede på dørtelefonen, skridt fra udleder eller hans besøgende, pludselig latter, nogen der hævede stemmen, enhver form for pludselige lyde, som ikke behøvede at være høje, bare hørlige, når jeg ophold mig i vaskekælderen, og nogen kom ind i den - så fik jeg det akut meget ubehageligt psykisk med svær angst, kraftig hjertebanken, tør mund og jeg holdt vejret og lyttede opmærksomt mens jeg lå mussestille. Det var tortur. Og fordi jeg havde sendt min tekst til rigtig mange efterhånden, var der potentielt også rigtig mange, der vidste hvordan jeg havde det, og hvordan mine vilkår var i øvrigt. Og de gjorde intet. Måske var det bedst, for det, man havde gjort tidligere, havde været det helt, helt forkerte. Det var selvfølgelig primært myndighederne, og tidligere lægekolleger, jeg hér tænkte på. Fordi jeg ikke var blevet andet end foragtet og hadet fra begyndelsen af, magtede jeg på grund af undgåelsesadfæren ikke at forholde mig til eventuelle svar på mine mails, og flere tilsvinninger, mere foragt og flere trusler. Jeg kunne ikke begribe at vicedirektøren for Ombudsmanden havde tilsendt mig en så ulækker, arrogant og berejdende henvendelse, især ikke når han ikke engang havde forholdt sig til mine egne nødråb til ham.

Min opførsel var helt igennem rationel, normal og apsykotisk, men det krævede at man gad at besvære sig med at læse lidt om baggrunden for den, for at forstå det. Og det gad ingen. Jeg kunne have fået det godt på mit værelse. Men da man ikke ville lade mig være i fred, og da jeg fortsat intet job havde, fordi jeg ikke måtte arbejde, var også det nu uigenkaldeligt ødelagt. Jeg var tvunget til at finde et andet værelse i en fart, og uden at jeg havde penge. Det var simpelthen så modbydeligt, og så på sjette år. Jeg var magtesløs, og magtesløshed resulterede på et tidspunkt i had. Had kunne igen resultere i mange andre reaktioner. I mit tilfælde resulterede det blot i opgivenhed og indebrændthed. Nogen burde gøre noget, ingen gjorde noget, og jeg var så fastlåst, at jeg intet kunne gøre selv, udover at forsøge at overleve.

Jeg forsøgte forgæves at få lov til at udføre forefaldende arbejde af enhver slags i værestedet, selvfølgelig ulønnet og på frivillig basis, men indtil videre var det ikke lyykkedes. Jeg måtte ikke engang arbejde gratis med opgaver som ingen andre gad at beskæftige sig med, som jeg uden problemer kunne udføre, og jeg havde jo efterhånden bevist, at jeg var stabil, ansvarlig, til at stole på, og ikke havde den mindste funktionsevnenedsættelse. Der måtte for pokker eksistere mennesker i dette land, der gerne ville have gratis arbejdekraft, men jeg magtede ikke selv at opsøge dem.

Og jeg nægtede at have noget som helst med systemet at gøre, fordi jeg nægtede at kolpotere deres løgne. Jeg orkede ikke at tjekke min E-boks forløbig efter seneste trusselsbrev. Måske kunne jeg rent teknisk give Peter Worm Jantzen adgang til den. I et rigtigt retssamfund burde myndighederne ikke ødelægge borgerne i en grad at en retspsykiatrisk overlæge skulle spille tid på at skåne borgeren for retraumatisering ved at læse vedkommendes post. Men sådan var det i Danmark i 2021. Måske var Danmark på papiret et retssamfund, men ikke i realiteten. Så man efter, kunne man se at facaden var krakkeleret.

Sprogekvilibristen Max Schmidt

På siderne 468 til 471 fremgik det hvor exceptionelt velbevandret retspsykiateren var i det danske sprog. Jeg nød virkelig elegancen i konklusionerne i hans mentalerklæringer over landsforræderne. Max Schmidt var langt dygtigere end jeg nogensinde havde været eller kunne gøre mig håb om at blive i sproglig henseende. Jeg var ikke misundelig på hans evner, men beundrede dem, og værdsatte bare at læse hans sproglig fremragende udtalelser. Max Schmidt havde ophøjet desavoueringen af observanderne til en kunst, og jeg tog billeder med min telefon af de lange passager af nedsættende tillægsord han tildelte dem.

Alle var tilsyneladende som minimum psykopater af enhver type. At Max Schmidt var overordentlig subjektiv i sine vurderinger, var alt andet end uhildet, og agerede både moralsk og juridisk dommer, samtidig med at han var perverst fokuseret på de kvindelige observanders seksualitet, gjorde hans mentalerklæringer utroværdige og ubrugelige, lod hånt om retssikkerheden, og skadede befolkningens tiltro og tillid til retspsykiatrien og retsvæsenet, var en naturligvis en anden sag. Jeg kunne virkelig lære meget af Max Schmidt, hvorfor jeg måtte have fat i den litteratur og de artikler han havde forfattet. Det mindede mig om, at den retspsykiater jeg havde været tvunget til at tale med, Ulla Noring (jeg kunne irriterende nok ikke huske hendes efternavn), ligesom Max Schmidt havde haft for vane, direkte havde fortalt mig at jeg var skyldig i anklagerne, længe før dommen var blevet afsagt.

Det kunne man høre på mine optagelser af hende, som jeg havde tilsendt min daværende advokat for år tilbage, men intet hørt om efterfølgende. På disse optagelser kunne man også høre retspsykologen. Jeg var blevet undersgt i tre dage, af hvilke første og sidste dag havde været af retspsykiateren. Jeg havde optaget alle undersøgelserne, og det fremgik tydeligt af dem at jeg ikke havde været spor sindssyg eller personlighedsforstyrret. Desværre kunne jeg ikke genfinde disse optagelser, men det var måske mest fordi jeg ikke havde overskud til at lede efter dem.

Bevægeapparatet

Jeg havde reglrette smerter i første mellemfodsknogle på begge føder. Der måtte været noget galt, og præcis hvad det var, vidste jeg ikke, men smerterne var kommet for at blive og blev gradvist forværrede. Jeg havde for længst opgivet at opsøge en rigtig læge med mine helbredsproblemer, så jeg kunne ikke få røntgenfotograferet mine fødder, og fordi jeg ingen penge havde til Ipren, måtte jeg bare affinde mig med smerterne. Det spændte dertil kraftigt i det højre baglår. Jeg var tvunget til at gå, fordi jeg ikke havde flere penge tilbage på rejsekortet. Jeg havde 15 kroner tilbage, men heldigvis seks kroner i flaskepant, jeg havde købt datonedsat rugbrød, og der var kun to dage til jeg fik "feriepenge".

Konsekvenserne af Ombudsmandens henvendelse

Jeg var kommet mig over chokket fra Ombudsmandens henvendelse, men konsekvensen var, at jeg ikke lavde spor lyst til at tjekke min E-boks endsige forholde mig til hvad der måtte være af post til mig der. Ombudsmanden havde bekræftet min erfaring med at jeg kun modtog post med dybt ubehageligt og angstprovokerende indhold, aldrig i de sidste seks år havde jeg modtaget nogen god nyhed via posten. Jeg magtede heller ikke at læse mails, men nu undgik jeg også at læse de SMS'er folk sendte til mig. Jeg havde eksempelvis modtaget en SMS til formiddag, som jeg ikke kunne få mig selv til at læse. Måske var det en påmindelse om at jeg havde fået ny post i min E-boks? Det magtede jeg simpelthen ikke længere at forholde mig til.

Faren ved denne undgåelsesadfærd var selvfølgelig at jeg overskred svarfrister eller indkaldelser til retten, hvilket havde meget alvorlige konsekvenser. Men jeg kunne bare ikke mere. Jeg havde på et tidspunkt forsøgt at få Peter Worm Jantzen til at forstå hvordan det var; som analogi brugte jeg en oplevelse de fleste havde haft, nemlig at røre ved et strømførende hegn for anden gang, tredje gang og så videre. I min analogi var hegnet med meget høj spænding, og det rap man fik over fingrene var særdeles kraftigt. Hvis man fik besked på at røre ved hegnet for gud ved hvilken gang, og man vidste hvor ubehageligt det føltes, var det stort set umuligt at tvinge sig selv til det igen. Den var den måde bureaukraterne vandt over borgerne på, og fik dem til at blive desperate og apatiske til sidst.

Snyd Ombudsmanden for Dummies

Jeg var færdig med Øvigs bog om Birkedal. Yderst interessant, omend skræmmende læsning. Nu gjaldt det en anden af hans bøger, "Efter drabet". Jeg havde de seneste dage gået og tænkt over de forhold, jeg havde været vidne til, som ud fra et lægefagligt synspunkt både mentalt og fysisk var så utilstrækkelige, at flere af de andre fanger havde været udsat for fare for deres liv og helbred. Det havde gudskelov ikke været tilfældet for mig; og dog: Fordi en stupid sygeplejerske og politiet ikke troede på at jeg på daværende tidspunkt fik 300 mg Venlafaxin dagligt, havde man simpelthen nægtet at udlevere det til mig i fler dage. Det havde gjort mig så akut selvmordstruet at jeg intet havde spist i over fem dage, og kun drukket yderst sparsomt, hvorfor jeg blev anbragt i observationscelle, hvor det kraftige og skarpe lys var tændt døgnet rundt. Jeg var blevet så sansedepriveret, at jeg sad og slog mit baghoved hårdt ind i betonvæggen i lange perioder hver dag og nat.

Det havde været ganske forfærdeligt. Mine snørrebånd var fjernet fra skonene, og ligeledes mit bælte, så jeg ikke kunne bruge dem til at hænge mig (hvilket man sagtens kunne gøre fra lav højde fra eksempelvis stålsengen). Imidlertid havde genierne ikke taget mine briller, og jeg var meget tæt på at smadre dem, og bruge glasskårene til at skære pulsårene i mine håndled over. Jeg burde have gjort det, og dermed sparet mig for års psykisk nedbrydning i psykiatrien, men jeg var desværre for fej. På et tidspunkt fik jeg så min antidepressive medicin igen, men jeg var så afkræftet og omtåget, at jeg ikke kunne gå op ad blot få trappetrin, eller stå oprejst i længere tid end få minutter.

Det var en medfange, der gav mig mod på at kæmpe videre ("Godfather"). Han og jeg havde i øvrigt en fælles bekendt, eller ihvertfald kendte han en patolog, ved navn Alistair, som jeg havde modtaget undervisning af på Herlev Hospital, da jeg gik på 7. semester. Alistair havde et særligt kendetegn, der gjorde, at jeg vidste at "Godfather" faktisk kendte ham personligt, nemlig at Alistair var svært tunghør på trods af hans høreapparater, hvilket han gjorde mit hold opmærksom på den første lektin vi havde med ham. Fordi "Godfather" var klogere end langt de fleste andre, og en udpræget menneskekender, og fordi jeg var ærlig over for ham, vidste han at jeg kunne være et aktiv for ham, og han tog mig under sine vinger.

Desuden kedede han sig usandsynligt meget, betroede han mig, for jeg var den eneste på stedet, han kunne føre en samtale med på et vist niveau. Jeg klagede ikke over min mishandling, men det gjorde jeg til gengæld over den behandling, jeg så mange af de andre modtog, som var totalt uansvarlig og sundhedsfarlig, og jeg afleverede en flere sider håndskreven redegørelse over dette til talsmanden, som gik videre med det. Jeg var ikke klar over hvad der skete, men helt sikkert ingen verdens ting. Det burde Ombudsmanden vide. Men det kom han ikke til, på grund af den vamle henvendelse jeg havde modtaget fra hans vicedirektør i foregårs. Det kunne godt være at han havde haft betydelige udgifter i forbindelse med at nægte at forholde sig til mine henvendelser til ham, men det var intet i forhold til hvad det ville koste at forbedre de livsfarlige og uværdige forhold, jeg berettede om. Jeg spurgte flere gange stedets læger om hvordan de dog kunne acceptere forhold, der var så langt under, hvad der var forsvarligt, man kunne komme, men sjovt nok var det ikke noget de griske og dovne kvaksalvere gad at forholde sig til.

Hvorom alting var, var jeg ikke påvirkelig af straf, for jeg havde fået en meget alvorlig fejldiagnose, jeg fra dag ét vidste var en dødsdom, den skulle korrigeres, og når jeg havde gjort det rigtige, og både det psykiatriske patientklagenæv, by- og landsret som følge af psykiateres løgne og fortielser for at være kollegiale overfor Camilla Elvekjær, og for ikke at indrømme egne fejlvurderinger, havde stadfæstet den dødsdom som fejldiagnosen var, måtte jeg desværre gå skridtet videre, hvis jeg skulle gøre mig håb om at overleve. Hvis man som læge lavede livstruende fejl, der kunne rettes ved blot at korrigere en fejldiagnose, hvilket tog cirka 10 minutter, så skal man fandeme gøre det. Det kunne jeg altid tilgive, og hurtigt lægge bag mig. Man skulle ikke trodsigt og rethaverisk fastholde at man havde ret, selv om virkeligheden gjorde det klart, at det havde man. Sådan var det tilfældet for Camilla Elvekjær. Jeg havde siddet og blundet nede i værestedet, og nu var jeg træt, hvilket var normalt relativt tidligt på aftenen.

Men når jeg faldt i søvn, vågnede jeg altid igen efter en times tid. Så lå jeg vågen et par timer, faldt i søvn og vågnede igen tidligt om morgenen ved fire - fem tiden. Uden medicinen var det værre, men det var alligevel slemt nok med. At jeg stadig led i uvished i skrivende stund var utilgiveligt. At mange vidste hvad der foregik men intet foretog sig, var utilgiveligt. Der var ingen undskyldning længere. At myndighederne fortsat var passive, betød derfor at de i ond tro lod mig lide. Det burde de ansvalige komme i fængsel for at lade ske. Hvor var politikerne henne? Hvor var medierne henne? Jeg selv kunne hjælpe mine medmennesker, præcis som jeg elskede at gøre. Hvorfor sendte man mig ikke til Indien hvor der var desperat brug for hjælp? Jeg skulle bare have en enkeltbillet, kost og logi, og det kunne sagtens være ris og et tæppe på jorden, jeg var ligeglad. Jeg ville arbejde, og hjælpe mennesker i nød, og jeg kunne gøre en positiv forskel. Jeg levede for at arbejde som læge, jeg havde viet mit liv til det, og jeg havde aldrig kæret mig om penge, så længe jeg kunne spise mig mæt.

Billede. Jeg havde 5,25 tilbage på min konto, 10 kroner i mønter, og 6 kroner i flaskepant.

Vågner i natten

Klokken var omkring 2 om natten, og jeg lå som sædvanlig vågen og kiggede ud i mørket efter at have sovet nogle timer. Jeg tænkte på hvor længe jeg kunne holde denne tilværelse ud. Det var helt og aldeles uudholdeligt og trøstesløst. Jeg havde gjort alt menneskeligt muligt uden held. Hvor mange gange havde jeg efterhånden ikke fortvivlet ringet og talt med Peter Worm Jantzen om at jeg ikke kunne klare det mere? Og trods tilsagn om at der blev arbejdet på sagen, var der i skrivende stund stadig intet sket? Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke selv forbedre min situation, jeg var totalt fastlåst i en ulidelig tilværelse. Hver dag var det eneste jeg kunne forvente at lide, mens jeg ventede og ventede på at Peter Worm Jantzen ringere. Jeg gik rundt eller sad på bænke og ventede. Der var ikke grænser for hvad jeg ville gøre for at slippe for mere lidelse, kedsomhed og ubehag, hvis bare jeg vidste, hvad det var, jeg skulle gøre.

Mail til ROPS

"Kære Retspsykiatrisk Ambulatorium, København

Der er ingen undskyldning for at undlade at gøre opmærksom på uacceptable forhold, og forkert behandling af patienterne, især ikke når det drejer sig om patienter, der under trusler om frihedsberøvelse er tvunget til at være tilknyttet psykiatrien. Hvis man som ansat i psykiatrien ikke er modig nok til personligt at stå frem og gøre opmærksom på uacceptabel behandling, der skader patienterne, er det sikkert muligt at gøre det anonymt til Folketingets Ombudsmand. Jeg skal understrege at denne mail på ingen måde er en kritik af Peter Worm Jantzen, tværdigmod, men af hans foregængere og af andre ansatte i psykiatrien, som kunne, burde og skulle have sagt fra, og dermed skånet mig for flere års modbydeligheder, overgreb, og min nuværende sociale situation, som er helt uholdbar og svært psykisk traumatiserende."

For lud og koldt vand

Det var dybt uværdigt at jeg gik for lud og koldt vand, men det, der var langt, langt værre, var uvisheden, stigmatiseringen og marginaliseringen; udstødelsen fra samfundet. Jeg havde stadig intet hørt fra den gratis retshjælp eller fra Peter Worm Jantzen i øvrigt. At jeg fik dårlig og utilstrækkelig kost som følge af fattigdom, var isoleret set nærmest ligegyldigt, men den ufrivillige passivitet og alt det andet, var et mareridt og utilgiveligt. Hvad fanden var meningen med at lade mig lide på sjette år? Der skulle så uendeligt lidt til for at gøre min tilværelse tålelig, men ikke engang det undede man mig. Al ære og respekt for Peter Worm Jantzen, men i skrivende stund var der reelt set intet sket, alt jeg havde hørt, var indtil videre blot ord og løfter.

Jeg kunne ikke bruge tilkendegivelser til noget som helst. Det eneste jeg havde behov for, og det i allerhøjeste grad, var konkret handling. Jeg ville ikke have dagen ødelagt yderligere end tilfældet var, så jeg tjekkede ikke E-boks. Jeg fik penge i morgen igen, men da jeg ikke fik nok til at foretage mig noget, der kunne bringe mig videre, men kun til det allermest nødvendige, følte jeg ingen glæde ved det. Jeg kunne købe Ipren til mine ødelagte fødder og til længeryggen, og derved få lindret smerten, men det var alt. Jeg kunne ikke klare en måned til. Jeg kunne ikke, og jeg ville ikke. Jeg var tæt på at opgive Ps hjælp. Den eneste konkrete og tiltrængte hjælp, jeg havde fået i dag, var fra min ven, som havde købt en onsdagssnegl til mig.

I går tilbød en anden bekendt mig et hjemmelavet pølsehorn. Vi havde gået en længere distance efter jeg havde indkasseret flaskepanten på ialt 13,5 kroner, og mens vi gik afsted planlagde vi en sheltertur, vi satsede på at afholde om en uges tid. Jeg havde intet hørt fra væretedet, men jeg kunne ikke bebredje lederen noget som helst i den henseende, da det formentlig ikke var op til hende at give mig lov til at udføre ulønnet pedelarbejde i værestedet. Det kommunale bureaukrati skulle også have noget at lave, mens de sad godt beskyttet fra omverdenen inde på kommunen eller arbejdede hjemmefra bag deres skærme. Men problemet med at lade mig vente på et svar om jeg måtte arbejde ulønnet i værestedet var, at jeg mistede min motivation for at yde en indsats. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt til grin over at man lod mig vente tilsyneladende uden nogen egentlig grund på at give mig lov til at arbejde ulønnet. Det var så tåbeligt, at jeg ikke kunne begribe det.

Billede. Min ven havde købt en onsdagssnegl til mig.

Jeg kom ikke uden om at forholde mig til det materiale, jeg havde liggende på mine harddiske, selv om det var voldsomt retraumatiserende. Der var tale om optagelser og dokumenter fra bl.a. 2015 til 2018, som klart dokumenterede at jeg aldrig var psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, at jeg ikke var til fare for mig selv eller andre, samt at praktiserende læge Camilla Elvekjær havde tvungsindlagt mig på baggrund af en indlæggelseserklæring, der bevisligt var forkert; og jeg kunne tilmed dokumentere at hun havde løjet direkte i erklæringen.

At psykiater Toke Troelsen ligeledes på et forkert grundlag blåstemplede hendes overgreb, betød ikke, at det var berettiget, og jeg havde også dokumentation, der klart påviste, at jeg heller ikke var psykotisk umiddelbart efter jeg blev udskrevet. Jeg havde især som følge af Camilla Elvekjærs overgreb mistet bogstavligtalt alt i mit liv. Faktisk havde jeg også optagelser mens jeg var på flugt lige efter at Camilla Elvekjær havde sagt at hun ville tilkalde politiet, der med vold ville tvangsindlægge mig; optagelser, hvor jeg tydeligvis ikke var psykotisk, og som var taget før Toke Troelsen i modstrid med virkeligheden havde blåstemplet den praktiserende læges fejldiagnose.

Så kunne man næsten ikke forlange af et menneske at det dokumenterede et overgreb mere grundigt. Jeg måtte ikke fremlægge denne dokumentation i by- og landsretten. Jeg var efter overgrebet, hvor jeg havde mistet alt, blev behandlet som en psykotisk og paranoid person, fordi Camilla og Toke nægtede at erkende sig deres fejldiagnose, og korrigere den. De efterfølgende psykiatere videreførte blot fejldiagnosen. Jeg vidste at jeg var prisgivet, og at fejldiagnosen var en dødsdom. Jeg levede en ulidelig tilværelse som følge af fejldiagnosen. Jeg havde gjort alt det rigtige. Hvis ikke diagnosen blev korrigeret af psykiaterne, og det gjorde den jo ikke, så måtte jeg begå selvmord for at skåne mig selv for et helt ulideligt liv. Jeg prøvede alt menneskeligt muligt, jeg var ærlig og oprigtig, men man nægtede trodsigt at ændre fejlen. Det endte, som man kunne tænke sig til, galt, og det var en ringe trøst at jeg siden fik ret i at fejldiagnosen var en dødsdom.

Mail til Folketingets Ombudsmand 12. september 2017

"Kære Ombudsmandsinstitution

Kjeld Andersen."

Jeg blev således dømt på forhånd. Politiet havde kontaktet Sundhedsstyrelsen og fortalt den om sigtelserne og deres ønske om mentalundersøgelse af mig. Derfor påvirkede alene anklagen fra politiet Sundhedsstyrelsen til at nægte mig at få min autorisation som læge igen, og dermed fremprovokerede førnævnte myndigheder at jeg i desperation kom til at sige noget, det kunne opfattes som en trussel mod Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilket afstedkom at jeg blev idømt livslang tvangsbehandling i psykiatrien.

Styrelsen for Patientsikkerhed havde naturligvis besluttet sig for længst, og høringssvar mv. var et skuespil. Styrelsen for Patientsikkerhed havde fejlagtigt ment jeg var paranoid og psykotisk i 2015, hvilket viste sig ikke at passe, nu kunne man ikke tillade sig at trække i land, og derfor insisterede man på at jeg skulle tvangsbehandles med antipsykotisk medicin for noget jeg ikke fejlede, ellers havde jeg ikke efterlevet hvad Styrelsen for Patientsikkerhed havde beordret. Det var justitsmord.

Mail til retspsykiater Peter Worm Jantzen mfl. den 28. april 2021

Blot til Information

"Kære Peter (Cc. Elisabeth Myhre)

CPR:"

27-09-17_FO

Mail til Folketingets Ombudsmand den 27. september 2017

"Kære Folketingets Ombudsmandsinstitution (FO)

Kjeld Andersen."

Whereever the wind blows..

Jeg var helt mentalt udkørt. Jeg fik købt Ipren, hvorefter bevægeapparatet fik det en del bedre. Det var ubarmhjertigt at jeg ikke kunne få lov til at bo i fred, ikke engang på et lille værelse. Men der var intet andet at gøre end at finde et nyt. Fra den ene brændende platform til den anden. Jeg var begyndt, og havde allerede været i kontakt med en udlejer, men af tidsmæssige årsager passede det ellers tilsyneladende rigtig pæne værelse ikke. Kvalmen var mere eller mindre permanent. Sveden, de stive bevægelser, angsten, hjertet, der hamrede afsted, hænderne, der rystede, den afbrudte nattesøvn. Værestedet, som jeg forgæves havde forsøgt at få lov til at engagere mig i. Der skete intet. Samme ulidelige gentagelse dag efter dag. Jeg kunne bogstavligt talt ikke være i fred nogen som helst steder. Der var usædvanligt lydt i opgangen, og især i lejligheden. Når udlejer rømmede sig, kunne jeg høre det så tydeligt, som stod han ved siden af mig. Det var næsten det samme hvad angik naboen.

Når fjedrene knagede i min madras, så snart jeg bevægede mig, kunne alle i den lille lejlighed høre det. Problemet var ikke, at jeg kunne høre andre. Problemet var, at andre kunne høre mig. Derfor kunne jeg eksempelvis ikke træne på værelset, eller tale i telefon, uden at alle i de tilstødende rum tydeligt kunne høre hvert ord. Det vidste jeg, fordi jeg kunne høre hvad de andre sagde, når de talte i telefon. Et forbandet mareridt. Dag ud og dag ind. Ikke andet end kronisk, svær stress. Folk anede ikke hvor ulideligt det var.

Jeg var træt som sædvanlig, og lagde jeg mig til at sove, vågnede jeg som sædvanligt efter en times tid, og lå og grublede i flere timer, indtil jeg omsider faldt i søvn igen. Kun for at vågne igen et par timer senere. Måske sov jeg et par timer til, men ofte lå jeg vågen til jeg måtte afsted inden klokken 8.00. Jeg var så godt som aldrig alene i lejligheden. Det var derfor jeg ikke havde noget problem med at være i en celle. Så fik jeg lov til at slappe af og være i fred. Jeg var ikke påvirkelig af straf. Især ikke fordi jeg fra Camilla Elvekjærs overgreb af vidste at jeg kæmpede for mit liv. Det var svært for de fleste at forstå, men der var heller ingen, der gad at gøre forsøget. Jeg gik afsted, men havde intet mål. Der var intet positivt tilbage.

Jeg gik rundt som en robot. Den eneste motivation jeg havde var, at vælge det mindste af flere onder. Det var jo ikke et liv. Der sad veluddannede mennesker lige nu og vidste hvor trøstesløs en tilværelse jeg levede. Disse mennesker havde magten til at give mig livet tilbage. Men de undlod helt bevidst at gøre det, for derved måtte de erkende at de havde taget fejl. Og fordi de var nådesløse psykopater, var deres lette krænkbarhed og arrogance vigtigere end mit liv. Jeg havde skrevet til Peter Worm Jantzen igen, men førtsat intet hørt fra hverken han eller retshjælpen.

Jeg var nødt til at droppe bestræbelserne på at hjælpe i værestedet. Jeg kunne simpelthen ikke også vente på det længere. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at få angsten, eller måske nærmere frygten, til at forsvinde, men det lykkedes allerhøjest kun at mindske den. Jeg gjorde hvad jeg kunne: Motion i det omfang min krop kunne holde til det, hvilket den desværre ikke lod til at kunne særligt meget mere, åndeætsøvelser hele tiden, hvilket hjalp en hel del, socialt sammenværd,men det jeg kunne få var ikke særligt godt, læsning, som også hjalp, samt at undgå alt der stressede mig, hvilket var alt, alt for meget.

På flugt igen

Jeg havde stadig intet hørt fra nogen om noget. Det var naturligvis ikke overraskende, taget i betragtning at det var Store Bededag, men jeg havde tidligere modtaget SMS'er, der bekendtgjorde, at jeg havde modtaget post i min E-boks i weekenden, så det var ikke umuligt. Dog kunne Peter Worm Jantzen godt have skrevet til mig alligevel. Men dem, der havde ansvaret for det helvede jeg befandt mig i, ignorerede mig stadig. Jeg var helt klar over, at de ikke kom nogen og redde eller bare hjalp mig. Denne erkendelse gjorde mig mere ligegyldig end vred.

Men det eklatante svigt havde stadig meget store negative konsekvenser for mig, og det var ikke noget, jeg ville glemme. Selvfølgelig ville jeg aldrig glemme det her mareridt, på samme måde som et voldtægtsoffer aldrig glemte voldtægten. Det var den måde jeg hukede det alt sammen på. Hvis man havde gidet at hjælpe mig, eller bare udvise god vilje, kunne jeg sagtens tilgive overgrebene, men da jeg stadigt blev svigtet, og nu tvunget til at flytte igen, havde man forspildt den mulighed. Jeg havde måske fundet et andet værelse, jeg faktisk havde råd til. Jeg krydsede fingre for det. Jeg havde dog ikke råd til at få flyttet de to eneste møbler jeg havde, nemlig sengen og kommoden, så begge dele røg ud. Jeg ville spørge i værestedet om nogen kunne bruge møblerne, men ellers endte de i storskrald. En skam men jeg havde simpelthen ikke overskud til andet.

Gad vide hvor meget modgang man kunne udsætte et menneske for? Alt var relativt op til et vist punkt, var min formodning, men i dagens Danmark, var jeg ikke i tvivl om at jeg havde været urimeligt belastet i seks år, og at det var en skændsel at det kunne finde sted. Hvor meget skulle et menneske chikaneres og belastes, før at det var naturligt at føle trang til hævn, og ikke over de ansvarlige?Ombudsmanden havde udtalt kritik i en sag om en professor, der var blevet beskyldt fejlagtigt beskyldt for at have ulovlige fotos liggende. Det var meget tiltrængt af Ombudsmanden, og jeg var også blevet beskyldt for alvorlige forbrydelser jeg ikke havde begået, især af den praktiserende læge Camilla Elvekjær, der havde en vrangforstilling om at jeg havde misbrugt hendes CPR-nummer og hacket Det Fælles Medicinkort, så jeg kunne godt sætte mig ind i professorens situation, men jeg mente stadig i al ydmyghed at min situation var værre, og at Ombudsmanden havd svigtet mig ved at ignorere mine nødråb.

Mail til Mette Peter Worm Jantzen J fra Sundhedsfællesskabet den 16. juni 2021

"Det er mig der takker 🙂.

Vh Kjeld."

Mail fra Mette Phillipsberg fra Sundhedsfællesskabet den 16. juni 2021

Emne: SV: Brugerforslag til aktiviteter og kørselsgodtgørelse

"Hej Kjeld

Leder af Sundhedsfællesskabet."

Mail til Mette Phillipsberg fra Sundhedsfællesskabet den 15. juni 2021

Emne: Brugerforslag til aktiviteter og kørselsgodtgørelse

"Kære Mette

Kjeld."

Mail til politi, anklagemyndighed, Styrelsen for Patientsikkerhed, Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Ombudsmanden den 9. juli 2021

"Kære Københavns Vestegns Politi mfl.

CPR:"

Mail til Mette Phillipsberg leder af Sundhedsfællesskabet, den 9. juli 2021

"Du skal ikke bekymre dig om minigolfboldene.

Vi ses på den anden side 🙂."

Re: Referat af aktivitetsudvalgsmøde den 19. august 2021

"Hej Kjeld

Peter"

Referat 18. august 2021

"Kære alle

Kjeld"

Referat

Referat godkendt

Opfølgning

Madlevering og madordning. Nina er aktuelt i dialog med Blå Kors og der afventes en endelig beslutning. En enkelt fast dag om ugen foreslås som fælles madlavningsdag, og de to andre dage bliver de leveret (se dialogmøde).

Advisering af aktiviteter. Informationsflowet drøftes igen. Det udkørende team skal gerne adviseres og bliver det også. Det skal indskærpes, at brugerne ikke skal deltage i aktiviteterne, men også bare kan opholde sig i værestedet.

Brugerinput i form af ris og ros kasse.

Opfølgning på afholdte aktiviteter

Perronmesterskaber i backgammon. En succes på alle parametre, og det besluttes at aktiviteten tilføjes til årshjulet.

Røglegrøften. En succes og der var stort fremmøde transportstrabadserne til trods.

Grillarrangementerne. En succes med stort fremmøde stort set hver gang.

Filmaftener. En relativ succes, der kan fortsætte.

Fremtidige arrangementer

Bakketur. Gennemføres den 26/8. Uanset hvad, puljemidler eller ej, bus og bil er reserveret til formålet, og der skal adviseres kraftigt og vedvarende.

Nyt i aktivitetskalenderen.

Uge 34: Bakketur (opslag laves af Nikolaj) og dialogmøde (dagsorden skal udarbejdes).

Uge 35: Røglegrøft.

Uge 36: Billardturnering - måske. Der er tilbudt et billardbord.

Uge 37: Fællesspisning.

Uge 38: Discgolf mandag.

Uge 39: Filmaften tirsdag.

Sociale medier: Erik kontakter Kenny ift. egen hjemmeside og/eller Facebook.

Punkter fra sidste møde

Årshjul

Dialogmøde. Dato afventer Ninas beslutning.

Dagsorden til dialogmøde

Puljemidler.

Madordning.

Næste aktivitetsudvalgsmøde: 8. oktober 2021, kl. 11.00.

Evaluering af minigolfaktivitet og Fritidspas den 17. juli 2021

"Kære Joachim (Cc. Mette, der er på ferie)

Kjeld."

Mail til Mette Phillipsberg, leder af Sundhedsfællesskabet, den 11. maj 2021

"Kære Mette

Kjeld."

Mail fra Mette Peter Worm Jantzen J, leder af Sundhedsfællesskabet, den 11. maj 2021

Emne: SV: Sundhedsfællesskabet - frivillig

"Hej Nina og Kjeld

Leder af Sundhedsfællesskabet"

Mail fra Nina Borum Nielsen, Høje Taastrup, den 5. maj 2021

Emne: Sundhedsfællesskabet - frivillig

"Hej Mette,

Områdeleder"

Mail til psykiater Peter og Elisabeth Myhre den 5. maj 2021

"Sv: Togbillet

CPR:"

Mail fra Elisabeth Myhre, ROPS, den 4. maj 2021

Emne: SV: Togbillet

" Kære Kjeld

Opsøgende Retspsykiatrisk Team"

Mail til Elisabeth Myhre, ROPS

Emne: Togbillet

"Gider du ikke at sende mig en togbillet fra Høje Taastrup Station til Svanemøllen Station, gældende i dag?

CPR:"

Mail fra Peter Worm Jantzen

"Kære Kjeld,

Peter"

Mail til Peter Worm Jantzen, Camilla Tølbøll og Elisabeth Myhre den 5. maj 2021

Emne: Til information og indscanning i journalen

"Kære Peter, Elisabeth Myhre og Camilla Tølbøll

CPR:"

Mail til Lægeforeningen og Yngre Læger af 22. maj 2021

"Hvordan kunne I være det hér bekendt? Læs den vedhæftede tekst, og glæd jer over at det ikke er jer, der sover under en presenning og har 130 kroner tilbage til resten af måneden.

CPR:"

Mail til politikere af 22. maj 2021

Akut hjemløs den 22. maj 2021

"At ligge under en presenning, gennemblødt, kold, stinkende, og med unge fulde mennesker, der render rundt på området, mens jeg ligger her og bliver ufrivilligt udstillet, er noget af det mest nedværdigende jeg nogensinde har været ude for.

CPR:"

Mail til Lægeforeningen og Yngre Læger af 28. maj 2021

"Status den 28. maj 2021

CPR"

Billeder. Maj 2021. Tusinde billeder siger mere end en million ord.

Lyve for at fortælle sandheden

Jeg havde naturligvis intet nyt hørt fra hverken Peter Worm Jantzen eller den gratis retshjælp. Som direkte følge af vicedirektøren for Ombudsmandens henvendelse via E-boks forleden, og det voldsomme psykiske og fysiske ubehag, der havde medført, var jeg holdt op med at tjekke min E-post. Tak for lort.Jeg havde ellers før dette trusselsbrev endelig, og efter flere år, taget mig sammen og var begyndt at tjekke min E-boks nærmest dagligt. Nu var også det ødelagt. Jeg havde måske fundet et nyt værelse, som jeg oven i købet netop kunne betale. Desværre kunne jeg forstå, at den nye udlejer havde tjekket mig grundigt på nettet, og fortalte mig i telefonen at "jeg tydeligvis befandt mig i Jylland".

Det måtte jeg dog dementere. Men i og med at jeg fik lov til at se værelset alligevel, tydede det på at vedkommende ikke havde tjekket mig grundigt nok. Jeg var som jeg var, nemlig ganske normal, og det havde jeg hele tiden været, men på papiret var jeg det værste man kunne være i Danmark.Jeg var led og ked af at være tvunget til - hvis det var livsnødvendigt - at lyve, således at eksempelvis den nye udlejer selv kunne danne sig et indtryk af hvordan jeg i virkeligheden var som person, uden at være svært negativt forudindtaget. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undgå at blive nødt til at fremkomme emd en nødløgn, og indtil videre havde jeg intet usandt oplyst til den potentielt nye udlejer. Jeg var led og ked af, at jeg for at få tag over hovedet, i yderste konsekvens var nødt til at lyve, for løgn var noget af det jeg hadede allermest i hele verden.

Men jeg opstillede følgende dogmeregler, der alle skulle være opfyldt, før at det var moralsk berettiget for mig at stikke en nødløgn: 1. Jeg skulle ufrivilligt befinde mig i en situation, der var livstruende eller tæt på. 2. Jeg måtte hellere undlade at sige noget som helst, fremfor at lyve. 3. En nødløgn skulle være så tæt på sandheden som overhovedet muligt. 4. Alle andre muligheder skulle være udtømte. 5. Jeg måtte kun stikke en nødløgn, der omhandlede min egen person.

Over stregen?

Det var meget svært, nærmest umuligt, at vide hvornår, jeg pressede Peter Worm Jantzen i en grad, at han tvangsindlagde og tvangsmedicinerede mig. Omvendt var jeg så led og ked af min situation, hvor jeg var en paria uanset hvor jeg opholdt mig, eller i hvert fald følte mig som en paria. Følelsen var opstået efter jeg mistede min lejlighed i 2016, for fra deraf og fortsat i skrivende stund, havde jeg ikke haft min egen lejlighed. Det var rædselsfuldt. Jeg ville simpelthen ikke leve den pseudotilværelse, jeg var tvunget ud i. Det måtte stoppe, koste hvad det ville. Ud over alt det andet, der gik mig på, gjorde det mig vred, at jeg også skulle tvinges til at gå så langt til stregen for at råbe omverdenen op, at jeg let risikerede at overskride den.

Men jeg havde jo ikke noget valg. Det var grotesk at jeg som 39-årig læge kun havde penge til at leje et værelse et sted, der ikke var mit eget. Det var så ubehageligt og nedværdigende, og jeg var tvunget til at være en så perfekt lejer, at man ikke så sig sur på mig. Så jeg turde ikke at træne på værelset af frygt for at genere underboen, naboen eller udlejer. Det var en perfekt lejlighed og et perfekt værelse, men selve ejendommen var noget gammelt lort, hvor dr var så lydt at jeg tydeligt kunne høre når naboen fik en SMS. Men det kunne have været et perfekt sted for mig. Hvis bare jeg havde et job, kunne jeg finde mig i, og udholde, alt.

Den ældre psykiater

Jeg havde set den ældre psykiatriske overlæge på biblioteket for anden gang i dag. Med mindre det var en hallucination, naturligvis. Jeg var dog næsten helt sikker på at det var ham. Det var især om lørdagen han kom forbi og læste aviserne. Jeg lod med vilje som ingenting, for dels var det tvivlsomt at han kunne genkende mig, og hvis han kunne, ville han ikke være mig venligt stemt. Ikke fordi jeg havde noget imod ham, tværdigimod beundrede jeg hans ukuelighed og professionalisme, men han kunne også være opfarende og frygtindbyende.

Da han havde været den bedste psykiater på Psykiatrisk Center Ballerup, var det ham, jeg rådførte mig hos, da min daværende kærste skulle skifte antidepressivt præperat. Men jeg havde også så meget respekt for den ældre psykiatriske overlæge, at jeg accepterede at biblioteket var hans domæne, hvor han formentlig kom for at sidde og læse avis i fred og ro, og så var det slet ingen grund til at forstyrre ham. Jeg vidste ikke om overlægen havde været retspsykiater, men jeg var ret sikker på at han havde skrevet kapitlet om retspsykiatri i lærebogen i psykiatri på medicinstudiet. Udover at jeg fik et anfald af desperationi dag, som var værre end de plejede at være, så var mine tænder stadig ødelagte, og det sammen var fødderne. Ryggen derimod havde det bedre på Ipren. Både min krop og min psyke blev tiltagende ødelagt af den kroniske balastningstilstand, jeg nu i seks år havde befundet mit i. Det var ved at være for sent. Måske var det allerede for sent. Der var derfor der skulle ske noget nu.

Mail til psykiater Worm Jantzen og Elisabeth Myhre den 1. maj 2021

Sidste nødråb

Kjeld Andersen"

Exit Taastrup

Først på et nyt vandrerhjem i morgen. Dernæst nyt værelse. Forfra endnu engang. Forlade dem, jeg havde lært at kende. Lære nye mennesker at kende i et nyt værested i en anden kommune. Jeg troede at jeg havde fundet et andet perfekt værelse i Taastrup, et sted jeg ikke fik ondt i maven af at opholde mig på eller komme hjem til fordi der lå post fra politiet og andre ubehagelige myndigheder og ventede på mig. Et sted i samme kommune, så jeg fortsat kunne komme i værestedet, og beholde de efterhånden gode relationer, jeg havde skabt. Men det skulle jeg ikke have lov til. Det eneste værelse, jeg havde råd til i kommunen, fandt jeg ud af at jeg skulle betale depositum til senest fem dage før indflytning. Hvis jeg gjorde det, havde jeg kun 900 tilbage til alt andet resten af måneden.

Det gik jo ikke. Jeg havde været ude og se værelset og tale med udlejer og hendes ægtefælle, og jeg skulle have underskrevet kontrakten i går, men da jeg ikke havde pengene alligevel, skrev jeg en sms til udlejer som en kujon, undskyldte og aflyste. Jeg var helt ødelagt bagefter, nærmest grædefærdig, og jeg rystede over hele kroppen hele dagen og aftenen og det meste af natten med, da jeg ikke kunne sove.Psykiatrien ville aldrig lade mig slippe væk. Jeg skulle fastholdes i fattigdom og udsættes for den ene modbydelighed efter den anden, fordi nogle umennesker trodsigt nægtede at have taget fejl. Imens holdt de gode mennesker, såsom vicedirektøren for Ombudsmanden, fri, og hvis man var så fræk at forstyrre dem, blev de vrede og intimiderede en med trusselsbreve.

4. maj

Jeg ville have skrevet noget i anledning af datoen for Danmarks befrielse, og måske have sat lys i vinduet, men hvorfor? Det var ikke mit land længere, havde jeg tydeligt mærket. Mit land svigtede sgu ikke dets borgere, mit land blev ikke regeret af feje bureaukrater der ikke anede noget om de mennesker hvis tilværelse de bestemte over, fordi de var kujoner, der sad trygt og godt på deres kontorer i Indre By, bag en skærm, i sikkerhed for mennesker og corona. Der var sgu ingen af dem, der kunne drømme om at sætte deres fod på Vestegnen, især ikke i Høje Taastrup.

Hjemløs igen

Jeg havde lagt min opsigelse til udlejer, da jeg tog afsted i formiddags. Jeg havde ikke nogen planer om at finde et andet værelse. Jeg ville hellere dø med min værdighed i behold, end at leve en af feje svin påtvunget ydmygende, nedværdigende og umenneskelig tilværelse. Selv Peter Worm Jantzen havde svigtet. Når det kom til stykket, var det kun tomme ord fra ham af. Hans elendige sygeplejerske og sekretær havde ikke engang kunne finde ud af at sende mig en forpulet togbillet. Gad vide hvad disse mennesker egentligt kunne finde ud af? Var de sinker, eller var de bare lud dovne og uden ansvarsbevidsthed og moral? Det måtte nødvendigvis en af delene. Dansk psykiatri var, præcis det danske retsvæsen, til at lukke op og skide i. De var intetværd, når det kom til stykket. Jeg havde været inde og læse Folketingets Retsudvalgs spørgsmål til ministeren, og det var utroligt nedslående læsning.

De fleste politikere stillede for de fleste danskere ligegyldige spørgsmål, og et par af de folkevalgte kunne ikke engang finde ud af at stave rigtigt. Der var dog bemærkelsesværdige undtagelse: En SF'er og et radikalt folketingsmedlem var de eneste, der havde fattet hvad, der var vigtigt. Tænk at det var repræsentanter fra to partier, jeg ikke kunne drømme om at stemme på, der som de eneste var deres opgave værdig? Omvendt havde jeg bevidst ikke stemt de sidste 10 - 15 år, fordi jeg havde indset, at det politiske system var en joke, der kun interesserede sig for hvad medierne bragte af historier.

Jeg ville helst være glad og positiv, og bruge min energi på at arbejde, men det var simpelthen umuligt. Der var så mange eksterne faktorer, der forhindrede mig i at foretage mig noget som helst. Statsadvokaten var nødt til at tage sig sammmen. Jeg kunne ikke vente med at købe mad og gå til tandlæge til han eller hun gjorde sit arbejde. Det var nødt til at få en ende. Jeg havde i al beskedenhed gjort alt, hvad jeg kunne, og hvad man måtte forvente at et menneske kunne gøre.

Jeg skulle ikke væbne mig med tålmodighed eller hvilke floskler, jeg var vant til at høre fra folk, der ikke anede hvad, de talte om. Nu var jeg så på vandrerhjem, men jeg havde det ikke godt. Det var stressende ikke at have råd til eget værelse, men det var bedre end at være i lejligheden. Hver dag var ulidelig, og hver dag siden den praktiserende læges overgreb, og faktisk hver dag omkring et år forinden, havde været ulidelig. Men hvad anede psykiaterne om uvished og materialle afsavn? Intet. Derfor kunne de ikke udvise empati over for mig.

Jeg havde været svært nedtrykt hele dagen. Det samme var tilfældet i går. Jeg havde stået i værestedets faldefærdige gård og spillet basketball med mig selv i går, mens jeg tænkte over hvad pokker jeg skulle gøre for at slippe ud af den totalt fastlåste situation. Der var intet, jeg kunne gøre, og jeg havde prøvet alt. Nu var jeg så ødelagt og nedbrudt, og der var stadig intet postitivt at se frem til. Det var sådan man pinte et menneske ihjel. Alt hvad psykiatrien gjorde, skadede mig kun. Det absolut eneste, der havde kunnet redde mig, var det totale fravær af psykiatri og al dens væsen. Det kunne psykiaterne og det retarderede plejepersonale selvfølgelig ikke forstå.

Forberedelser

Jeg forberedte mig på en - forhåbenligt - sidste mail til politikerne. Enten fik jeg lov til at leve et værdigt liv som det normale og raske menneske jeg var, eller også sluttede det definitivt den 1. juli. Jeg kunne ikke blive ved, og da jeg havde opsagt mit værelse fra og med 1. juli, var der ikke mere at gøre. Jeg ville så gerne leve livet, men jeg måtte ikke. Det var mere end ulækkert, det var en dødsdom. I dag var ligesom de foregående jeg ved ikke hvor mange dage; jeg vandrede rundt alene, mens jeg ruminerede over min utålelige situation, eller sad og skrev, eller læste. Det var et uværdigt liv. Jeg havde levet et uværdigt liv i seks år som følge af en fejldiagnose og hvad der fulgte af modbydeligheder. Hvis nogen have gidet at gøre en rigtig indsats i tide, havde jeg ikke siddet i saksen, men der var bare ingen myndighedspersoner, der havde det fjerneste incitament til at gøre det, der var deres pligt.

Peter Worm Jantzen informeret

Jeg havde skrevet et par mails til Peter Worm Jantzen og forklaret ham og hans ambulatoriesygeplejerske og sekretær, hvordan min situation var, men denne gang havde jeg ikke modtaget noget svar. Det var fint nok. Jeg stolede på Peter Worm Jantzen, som den eneste psykiater til dato, men jeg var ikke naiv, og jeg vidste, at også han blot var et menneske, og dertil havde sin egen karriere at passe. Det kunne jeg ikke bebrejde ham. Men han kunne heller ikke bebrejde mig, at jeg havde optaget de fleste samtaler, jeg havde haft med ham. For en sikkerheds skyld. Det var forbandet, at man var nødt til at optage alle samtaler med en psykiater, men det var deres egen skyld, når de konsekvent skrev hvad, der passede dem i journalen. Det var jo ikke for sjov, at jeg gjorde, det, jeg gjorde.

Materialle afsavn

Det var ikke de materialle afsavn, der var de værste, slet ikke, men når det så var sagt, var det et problem, når de var så udtalte, at jeg ikke havde råd til mad og tøj. Så sent som i dag måtte jeg smide endnu et par bukser ud, fordi de huller, jeg havde slidt i dem, var så store, at de ikke kunne lappes eller syes. Der var ingen politikere eller psykiatere i dette land, der anede hvordan det var at leve så sparsommeligt.

Værestedets leder

Hun var en af de klarest skinnende ildsjæle, der arbejdede i socialpsykiatrien, og han havde gjort hvad hun kunne for mig, herunder at foreslå, at jeg søgte enkelttilskud i kommunen til indskudet til et nyt værelse. Desværre var jeg ikke berettet til det, hvilket jeg vidste af erfaring, men lederen kunne jo heller ikke vide hvilken særlig form for passiv forsørgelse, jeg modtog, og det kunne jeg selvfølgelig ikke bebrejde hende. Hun havde været så sød at sætte mig i kontakt med dem, der stod for sundhedsfællesskabet, således at jeg måske kunne indgå som frivillig heri. Det var jeg hende meget taknemmelig for, men da jeg snart ikke længere var borger i kommunen, var det skønne spildte kræfter. Jeg skrev følgende til hende:

Mail til værestedets leder

"Det er venligt af dig at foreslå mig at søge tilskud mv., men jeg har tidligere forsøgt uden held, og desuden ved du godt, at jeg ikke kan få en krone fra kommunen uden at have en alvorlig diagnose.

Kjeld."

"Kære Peter Worm Jantzen, Camilla Tølbøll og Elisabeth Myhre

Kjeld."

Denne mail, jeg sendte i dag, var mere anklagende og utaknemmelig, end det havde været min hensigt, men jeg kunne ikke mere. Solen skinnede, det var en herlig lørdag, og kærestepar gik og nød solen og hinanden. Imens gik jeg rundt som en idiot, uden mål og med, permanent udelukket fra fællesskabet, uden noget positivt at se frem til, og uden noget at tage mig til. Uden meningsfuld beskæftigelse, var jeg overladt til mig selv og til at rumminere over alt det svineri jeg havde været udsat for. Jeg var for længst holdt op med at håbe på og drømme om noget. Det kunne jeg i det mindste engang, men nu var det kun udsigt til endnu en trøstesløs og ensom dag igen i morgen.

Jo længere tid der gik, jo mere fysisk og psykisk ødelagt, og jo mere desperat og fortvivlet blev jeg. Det havde været helt ulideligt i så mange uger nu, og det eneste, jeg kunne, var at gå rundt og vente på at Peter Worm Jantzen havde foranstaltet noget. Jeg havde skrevet så mange gange tidligere til ham hvor nedtrykt jeg var over min situation og uvisheden, og selv om han var venlig og forstående, og meget tålmodig med mig, så var det for sent nu, jeg vidste fortsat intet, og jeg havde fortsat intet hørt fra nogen som helst.

Med al respekt for Peter Worm Jantzen kunne jeg ikke bruge tomme ord til noget. Jeg kunne ikke holde ud at se flere film eller læse flere bøger, mens tilværelsen suste forbi. Enten eller. Jeg skulle fandeme have mit liv tilbage, som om at jeg havde noget andet valg end at kæmpe for det? Jeg havde sideløbende med at skrive, gennemgået radiologi og anatomi, og senest havde jeg repiteret CT scanning af thorax og abdomen. Det kunne jeg godt lide, og det var meningsfuldt, men det førte jo ingen steder hen, og derfor lå min motivation på et meget lille sted.

Ude at gå

Jeg var ude tidligt om formiddagen. Jeg havde medbragt solcreme i rygsækken, som jeg hurtigt fik brug for, da det lod til at blive ret varmt i dag. Jeg lagde turen forbi nogle udendørs træningsstationer, som gudskelov ikke var optagede på dette tidspunkt. Jeg lavede de sædvanlige 12 x 4 dips på de dertil beregnede barer. Jeg var begyndt at lave dips med rygsæk på for at øge belastningen, men da jeg var træt, undlod jeg. Jeg fortsatte turen, og endte med at gå rundt på Amager Fælled. Det var et smukt og interessant landsskab, og på den anden side af den nærmest helt flade sumpede eng eller marsk, eller hvad det nu hed, tonede Ørestadens skyline sig frem, let utydelig i den varme dis.

Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til det, når politiet passerede mig. De sidste par dage havde jeg set mere ordenspoliti end jeg kunne huske at have gjort længe. I går var det to motorcykelbetjente, og tre politibiler, hvoraf to var fra ordenspolitiet, den ene med udrykning på, og den anden en civil politibil med udrykning på, af den klassiske type, der skreg langt væk af strømer: En metalgrå volkswagen stationcar, hvor de bagerste ruder var tonede. Jeg plejede at huske nummerpladerne på de civile politibiler, når jeg fik øje på dem, for sjov og for at se, om der var et særligt mønster i de tal og bogstaver, der var på dem. Desværre nåede jeg ikke at aflæse nummerpladen på dagens politibil, men på den foregående jeg havde set af slagsen, startede nummerpladen med "CX".

Der var formentlig ikke noget møster eller nogen særlig måde hvorpå nummerpladen afslørede, at der var tale om en civil politibil, men man kunne aldrig vide. Når jeg på afstand så en bestemt type bil, der mindede mig om en civil politibil, var det ikke sjældent at jeg, når den kom nærmere, kunne se en eller flere uniformerede betjente i den. I de tilfælde hvor der var tale om betjente i civil, kunne jeg selvfølgelig ikke vide det, og det samme var tilfældet, når politiet brugte civile biler, som ikke lignede dem, de havde smag for. Der var mange vandrehistorier om hvordan man kunne spotte en civil politibil, og angivligt var sådan noget som nogle særlige antenner på taget, eller hvordan nummerpladen var skruet på, men det skulle man nok ikke sætte sin lid til.

I dag havde jeg ikke kunnet undgå at se politiet, da de spærede den sti jeg gik på i Amager Fælled. Der var to minibusser og en hundevogn, hvor hunden sad i buret bag i. To eller tre uniformerede betjente stod ved bilerne iført skudsikker vest, hvilket sikkert var en del af standartuniformen , og diskuterede et eller andet. Et par meter fra dem stod en høj og slank middelaldrende mand med kort sort hår, sort fuldskæg, og briller med tykt, sort stel. Han var iført en (med forbehold for min hukommelse, for jeg havde ikke stirret på ham, så her var jeg usikker) grøn fleecejakke, men til gengæld var jeg helt sikker på, at han var iført lysbrune arbejdsbukser med sorte, firkantede, forstærkende lapper, der sad på over knæene. Jeg fik øjnkontakt med ham, da jeg passerede, og han havde et undrende eller forvirret blik i øjnene. Jeg var lidt usikker på, om han var civilklædt betjent, måske var han hundeføreren, eller bare en borger, der var i kontakt med betjentene. Han bar så vidt jeg kunne se ikke synligt våben eller skilt, men fraværet heraf betød naturligvis ikke, at han ikke var betjent.

Jeg undrede mig over hvad pokker de lavede dér, men så huskede jeg at man vist nok i forrige uge havde fundet en ueksploderet granat på Amager Fælled, så måske var det deres ærinde? Omvendt, hvorfor skulle man have en hundepatrulje med ud til sådan en opgave? Man havde vel hunde med for at fange en mistænkt gerningsmand, for at afskrække demonstranter, eller for at spore våben eller andre interessante genstande. Om mon ikke man havde spærret stien af, hvis der var mistanke om sprængfarligt materiale? I forhold til at pågribe en gerningsmand, måtte man næsten formode at bilerne havde de blå lygter tændte, med mindre at de var ved at tage afsted efter at have pågrebet en gerningsmand, som deres kolleger var kørt med?Men hvorfor så medbringe minibusser og ikke normale patruljebiler? Jeg havde ikke så meget at foretage mig end at spekulere over den slags ligegyldigheder.

Jeg burde boykotte Politiken efter en af dens journalister havde svigtet mig, men da jeg kedede mig, tjekke jeg den alligevel på nettet. Hér var forklaringen på det, jeg havde set:

"Det var skud fra en skydebane nær Amager Fælled, der fik politiet til at rykke talstærkt ud efter en anmeldelse søndag eftermiddag.

»Det mistænkelige forhold i Fasanskoven på Amager viste sig at være skud fra den nærliggende skydebane. Nyd naturen og det gode vejr«, skriver Københavns Politi på Twitter."

Snydt igen. Alle vidste da at der lå en skydebane på Amager. Der havde der sikkert gjort i mange år, og jeg havde ofte kunnet høre knaldene fra den i Sydhavnen i weekenden.

(Fra https://politiken.dk/indland/art8202974/Skud-fra-skydebane-fik-politiet-til-at-rykke-ud-til-Amager, d.d.).

Da jeg vendte tilbage til vandrerhjemmet, havde jeg fået gået en hel del skridt, og jeg havde det væsentligt bedre psykisk. Solcremen havde forhindret de værste solskoldninger, men det var bekymrende, at mine fødder fortsat, og nu i endnu højere grad, gjorde ondt. Det eneste virkelig effektive middel til at få mig til at falde til ro og bringe de selvmordsinducerende rumminationer til ophør, var lange vandreture med oppakning. Nu måtte jeg acceptere tiltagende smerter i fødderne. Ikke at det ville få mig til at ophøre med at være fysisk aktiv, men det var da klart en yderligere stressfaktor. Jeg havde spekuleret på om det faktisk var podagra, også kaldet artritis urica, men dels drak jeg ikke, og dels passede det bare ikke på symptomerne og de objektive fund.

Hvad nu?

Det var klart, at jeg ikke kunne vente længere, og at Peter Worm Jantzen ikke kunne gøre mere, end han allerede gjorde. Hvad eller hvem, der bevidst og i ond tro fortsat lod mig lide, måtte guderne vide. Men jeg ville have lov til at leve en normal tilværelse, som det normale menneske, jeg var. Jeg havde ventet i seks år på at få mit arbejde som læge tilbage. Nu måtte det stoppe. Jeg risikerede ganske vidst at påkalde mig endnu mere vrede og irritation fra myndighederne og politikerne mv., men hvad kom det mig ved på nuværende tidspunkt? Helt ærligt, hvad var det man forventede, at jeg gjorde? Deres passivitet og sløsethed gjorde mig meget snart så fortvivlet at jeg selv satte en stopper for lidelsen. Men hvis jeg gjorde opmærksom på hvor ulidelig min situation var igen, ville det sandsynligvis afstedkomme flere overgreb fra politiet og psykiatrien i form af tvangsindlæggelse. De tvang mig til at gøre noget. Der var ingen anden udvej.

Jeg ville løbe tør for penge inden den første i næste måned, jeg havde snart ikke et sted at bo længere, og jeg havde intet at se frem til, intet håb og ingen drømme. Jeg var stadig ekskluderet af samfundet, jeg var sparket ud i socialpsykiatrien, og det var helt uholdbart. Ingen inden for systemet turde, ville, eller evnede at erkende, at jeg ikke hørte til der, for det betød samtidig, at de måtte erkende, at de havde taget fejl, at man hvor de arbejdede, ikke gjorde andet, end at ødelagge mig. Dem, der arbejdede i systemet så og følte min berettigede afstandstagen fra det, de repræsenterede, som et personligt angreb. Det var det måske også, men ikke primært, og det var ikke formålet med det, jeg skrev og sagde, men resultatet af, at ingen erkendte virkeligheden og sagde fra.

Billede. Jeg fejlede ikke noget som helst. Men jeg blev behandlet, som var jeg paranoid, psykotisk og svært personlighedsforstyrret. Jeg blev snart hjemløs igen, og jeg havde ingen penge, da jeg ikke måtte arbejde. Mens jeg led og havde lidt i seks år, sad dem, der havde magt og pligt til at redde mig fra denne pine, og så passivt til.

Opgivelse

Weekenden havde været helt forfærdelig, og jeg havde aldrig tidligere været så tæt på at give definitivt op. Jeg havde det en smule bedre i dag, men det ændrede grundliggende ikke noget som helst: Enten fik jeg lov til at leve en normal tilværelse som det normale menneske, jeg var, eller også satte jeg selv en stopper for det den 1. juli, når jeg fraflyttede værelset ud til ingenting. Som jeg havde skrevet til Folketingets Retsudvalg og Sundhedsudvalg i går, så kunne jeg ikke holde ud at gå rundt i uvished om helt essentielle forhold, under helt utilstrækkelige livsvilkår, og på sjette år. Hvor var det dog ulækkert, at de lod mig lide, mens de selv sad trygt og godt i det.

Det paradoksale var, at jeg netop gerne ville leve, at der faktisk ikke var noget, jeg hellere ville end at leve, men at jeg skulle have lov til at leve helt og fuldt, ikke som nu, ekskluderet af samfundet. Jeg ville ikke leve på denne påtvungne måde længere. Enten et rigtigt liv, eller slet intet liv. Enten eller. Jeg havde selvfølgelig ondt i fødderne igen idag, men der var ikke noget at gøre ved det. Umiddelbart efter jeg tog afsted i morgens lavede jeg pullups, men ellers var der intet jeg kunne foretage mig. Jeg gik rundt på må og få, og selv om jeg havde brugt solcreme igen idag forhindrede det mig ikke i at blive solskoldet.

Men udover de umiddelbare smerter i huden, var jeg ligeglad med langtidsvirkningerne af den excessive UV eksponering, for det lod ikke til at jeg kom til at leve længe nok til at udvikle hudkræft. Det eneste jeg kunne tænke på var hvordan jeg slap ud af det usynlige fængsel, jeg var anbragt i, og som var egnet til at gøre mit liv så trøstesløst, at jeg snart begik selvmord. Da man ikke sov alt for længe eller godt på en firesengsstue med tre andre mænd, hvoraf de to af dem kom og gik flere gange i løbet af natten fordi de tydeligvis gik på druk, sad jeg nu og blundede.

Svigtet af Peter Worm Jantzen

Jeg havde satset alt på at Peter Worm Jantzen kunne hjælpe mig ud af dette mareridt, og han havde været mit sidste håb, men jeg måtte se i øjnene at han til syvende og sidst havde svigtet mig. Han gjorde sikkert hvad han kunne, men det var bare langt fra nok. Sådan var det at være anbragt i et system, hvor man ikke hørte til. Peter Worm Jantzen var måske nok den dygtigste psykiater, jeg havde stiftet bekendtskab med, men det ændrede jo ikke på, at den hjælp han ydede og den eneste form for hjælp, jeg havde desperat brug for, ikke var psykiatrisk hjælp. Faktisk var det netop ikke psykiatrisk hjælp jeg havde brug for, og uanset hvilken medicin man tvang i mig, eller hvilke tvangsforanstaltninger man udsatte mig for, ville det aldrig gavne mig eller samfundet.

Fortsætte eller give op

Det var et godt spørgsmål. Der var ikke den store grund til at fortsætte. Helt utilgiveligt at det var kommet hertil. Hvad bildte de sig egentlig ind i ROPS? Når det kom til stykket, var disse mennesker heller intet værd. De udsatte mig for tortur, og de forventede at jeg skulle være dem taknemmelige for, at de påstod, at de ville ophæve torturen. Det var vist intet at være taknemmelig for. De skulle se at få fingeren ud, og komme igang med at arbejde. De var så magelige og ignorante, at de ikke var i stand til indse, at selv de ikke kunne ændre virkeligheden, og at jeg nok skulle sørge for at deres handlinger kom offentlighedens til kendskab. På et tidspunkt ville man udfritte dem om, hvorfor de lod stå til, hvorfor også de svigtede. Og det altid ansvarsforflygtigende system ville ikke tøve med at kaste dem under bussen. Alt det kunne de jo have tænkt sig til ville ske, og det ville også komme til at ske. De blev trukket med ned i faldet, men det ville også være fuldt ud fortjent.

Hver evig eneste dag var ulidelig afventen. Det kunne man ikke udsætte nogen mennesker for. Det ville tage livet af mig. Engang havde jeg kunne rejse mig igen, eller finde noget andet, der gav indhold i tilværelsen, men det var forlængst for sent nu. Hvert minut de lod mig lide, udsatte de mig for livsfare, og en dag måtte retsvæsenet drage dem til ansvar for deres tortur af mig.

Akut hjemløs

Nogen fra Region Hovedstaden havde bildt Vestegnens Politi ind at jeg var akut selvmordstruet, hvorfor jeg på vej hjem blev ringet op af udlever, fordi politiet nu stod i hans lejlighed og ville tale med mig. Jeg forsikrede den arrogante betjent om, at jeg ikke var selvmordstruet, og ikke havde selvmordstanker, impulser eller planer. Jeg optog naturligvis samtalen så man efterfølgende kunne høre, at jeg heller ikke var psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed. Derefter ringede jeg straks til overlæge, psykiater Peter Worm Jantzen og fortale ham om hvad der var sket. Jeg gentog det samme til ham, men jeg fortalte også, at jeg nu aldrig kunne vende tilbage til værelset igen. Vestegnens Politi havde nu skandaliseret mig på gaden endnu engang. Jeg havde næsten ikke flere penge tilbage, og Peter havde ingen løsninger. Jeg aftalte med ham at jeg ville tage tilbage til vandrerhjemmet igen, og købe mig et par dage til, hvis jeg havde noget tilbage på kontoen. Det værste, der kunne ske, var sket. Jeg kunne ganske vidst vaske tøj på vandrerhjemmet, men jeg havde næsten ingen kontaktlinser tilbage.

Mail til psykiater Peter, Camilla Tølbøll og Elisabeth Myhre den 1. juni 2021

Emne: Forklaring på optagelserne - som aftalt

Kjeld."

"Kære Københavns Vestegns Politi mfl.

CPR:"

Anke af afgørelser og procedure for modtagelse af henvendelser mv.

" Kære Københavns Vestegns Politi og Den Uafhængige Politiklagemyndighed

CPR:"

Mail til Politiklagemyndigheden, Statsadvokaten og Vestegnens Politi den 9. august 2021

"Anmeldelse af Camilla Elvekjær

CPR"

Mail fra Kriminalforsorgen den 4. august 2021

SV: Tilbagemelding vedr. behandlingsdom uden længstetid

Klientsager (101s101)

Cc:$KiF Glostrup (706glo)

Ons 04-08-2021 12:41

"Kære Kjeld Nielsen

Direktoratet for Kriminalforsorgen Tlf.: +45 7255 5555"

Mail til Statsadvokaten, Kriminalforsorgen og Retten i Glostrup den 3. august 2021

"Emne: Tilbagemelding vedr. behandlingsdom uden længstetid

CPR:"

Mail til Region Hovedstaden og Justitsministeriet den 2. august 2021

"Kære Region Hovedstaden og Justitsministeriet

CPR"

"Kære Statsrevisorerne

CPR"

Mail til Statsadvokaten og Rigsadvokaten den 14. juni 2021

"Kære Stats- og Rigsadvokat

CPR:"

Mail til Nina Borum Nielsen og Peter den 12. maj 2021

Subject: Status den 12. maj

"Kære Nina (Cc. Peter)

CPR:"

Gårsdagens overgreb

Gårsdagens overgreb sad fortsat dybt i mig, men jeg havde heldigvis fået sovet, og var nærmest udhvilet. Jeg havde set "Grand Budapest Hotel" af Wes Anderson i går aftes, som en slags ironisk kommentar til vandrerhjemmet, som var noget af det billigste, man kunne opstøve i København. Receptionisterne kunne efterhånden genkende mig, og jeg havde også lært et par af deres navne; Ines og Nuria fra henholdsvis Portugal og Spanien. Det nye værelse, jeg havde fået, var ikke et jeg tidligere havde haft, og der var to andre gæster på det. De normer eller mangel på samme, der herskede på en sovesal på vandrerhjemmet, var interessante. Nogle af de andre gæster var rutinerede besøgende, andre, som jeg selv, novicer. Nogle havde deres dåseøl stående på den lille afsats på ydersiden af vinduet, hvorfor man nok ikke skulle bevæge sig rundt umiddelbart nedenfor dem på parkeringspladsen.

Der var ikke den fjerneste tvivl om at en eller flere politikere - ifølge det altid arrogante og overgrebsparate politi - stod bag overgrebet. Det var en afskyelig handling, der ikke havde den fjerneste berettigelse, den var begået i ond tro, havde presset mig helt ud på kanten igen, og utilgivelig. Den eller de pågældende pseudopolitikere, der havde bragt mig i livsfare måtte stå til ansvar overfor deres vælgere. Jeg havde stort set intet tilbage på grund af deres ugerninger. De havde begået overgreb på deres vagt, og det var uhyggeligt at tænke på at de næsten havde haft held med at få mig tvangsindlagt og tvangsmedicineret. Det var lige til plottet til en film.

Live Free or Die Hard

Jeg ville have lov til at leve som et frit menneske. Elles kunne det være lige meget. Som om idioterne kunne true mig med mere tvang og flere overgreb for at afskrække mig fra at undgå netop flere overgeb og mere tvang! Jeg skulle fandeme have lov til at nye sommeren uden at være desperat over ikke at have nogen steder at være, noget mad at spise, eller tøj på kroppen. Hvad fanden bildte de sig egentlig ind? Netop nu sad der med garanti mindst én hysterisk og vredladen praktiserende læge og skrev røde eller gule papirer på mig.

Hun gjorde sig umage med at fordreje og lyve i hendes tvangsindlæggelseserklæring, og hun sørgede for at bruge de rigtige formuleringer, som hun vidste ville slippe igennem det impotente og kollegiale Psykiatriske Patientklagenævn. De fleste psykiatere kunne ikke se forskel på desperation og psykose, eller på vrede og psykose, og dertil var de let krænkbare, hvorfor de straffede de patienter, som sagde fra, med mere tvang og flere overgreb. Jeg havde ikke været og jeg var bare ikke til fare for mig selv eller andre, ligesom jeg heller ikke var psykotisk eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed.

Som direkte følge af en eller flere regionrådspolitikeres og politiets påtænkte overgeb og skandalisering af min udlejer og jeg, kunne og ville jeg aldrig sætte min fod i lejligheden igen. Dermed mistede jeg den smule, jeg havde haft held til at købe af tøj, en seng og en kommode. Jeg havde rejst mig fra intet til hvor jeg var nu på et år, og det havde været usandsynligt hårdt, men nu var det hele spildt igen. Myndighederne og politikerne ville simpelthen ikke give mig lov til at leve som et menneske. Det, de gjorde, var et aflive mig, og ingen af de ansvarlige og professionelle gad, turde eller formåede at sætte en stopper for det. Gad vide hvilke nye overgreb de ville udsætte mig for i løbet af de kommende dage? Nu havde fjolserne reduceret min tidshorisont fra halvanden måned til fem dage. Helt utroligt.

Jeg havde nogle bøger med mig. I går havde jeg læst over 400 sider i en bog om Uropatruljen, og dermed læst den færdig. Godt klaret af en person der var akut selvmordstruet og i en tilstand, der ganske måtte ligestilles med psykose. Hvis man ellers gad at gøre sig den umage, kunne man se mig sidde på Albertslund Bibliotek og læse i bogen, og herefter afleve den. Jeg havde ligeledes i går færdiggjort en bog om PET, og i dag var jeg begyndt på en bog om embedsværket, der hed "Ansvaret der forsvandt". Da jeg var i stand til at varetage egen sundhed havde jeg D-vitamintabletter og fiskeoliekapsler med i tasken, og da solen var lidt skarp efter det voldsomme regnskyld, havde jeg smurt mig godt ind i solcreme faktor 50.

Jeg var ikke "overgrebskrævende", men det stoppede ikke politi eller psykiatri vidste jeg af erfaring. Jeg var blevet helt rolig og afslappet igen. Jeg var vant til psykotraumer efterhånden. Gad vide hvilke nye uberettigede, uigennemtænkte og klundsede overgreb man ville foranstalte for at forsøge at dække over overgrebet i går? Uanset hvad, kom jeg ikke tilbage til lejligheden igen. Der havde alvorlige konsekvenser når ignoranter prøvede at dække egen ryg ved at misbruge deres stilling og position.

Da jeg returnerede og gik hen til receptionen for at leje håndklæder, var det Nuria, der stod og tog imod. Hun havde en ny kollega under oplæring, som hun instruerede på et så hurtigt spansk, at ordene flød sammen, mens hun viste den nye hvordan hun skulle lægge håndklæderne sammen. Om jeg havde fået en kvittering på mail, ville hun vide? Jeg svarede, at jeg faktisk ikke vidste det, men at det ikke spillede nogen rolle for mig, så længe at jeg havde betalt det, jeg skulle.

Jeg havde gået en længere tur, og jeg var helt smurt ind i en marianade af solcreme og sved. Jeg havde fået alt for meget sol, på trods af min flittige brug af solcremen. Jeg var på hjemturen knækket sammen et par gange på grund af smerterne i højre fod, men udover det havde jeg det overraskende godt, omstændighederne taget i betragtning. Det var hvad psykiaterne ville fejltolke som "emotionel indifferent" eller "affektaffladiget", som var psykosesymptomer. På den måde kunne de sygeliggøre alle normale psykiske tilstande. Jeg var dog alligevel en smule nervøs, for jeg vidste jo at når en praktiserende læge ikke kunne lykkedes med at tvangsindlægge en patient på røde papirer, altså inden for 24 timer, så ville hun for ikke at tabe ansigt konvertere de røde papirer til gule papirer, som havde en gyldighed på op til syv dage, så vidt jeg kunne huske. Altså kunne jeg forvente at blive anholdt, tvangsindlagt og tvangsmedicineret inden for de næste dage. Politiet var ligeglade med om det de gjorde, var berettiget eller ej; de fulgte bare ordrer.

Når man så ankom til den lukkede psykiatriske afdeling, blev man modtaget af en forvagt, der ikke var speciallæge i psykiatri, hvorfor hun blev nødt til at ringe til sin bagvagt, der sad derhjemme, og spørge ham, om tvangsindlæggelsen kunne godkendes. Bagvagten ville altid telefonisk godkende tvangen. Når han så kom ind på afdelingen næste dag, ville han naturligvis godkende tvangen skriftligt, idet han jo ikke kunne modsige sin forvagt, politiet, og hans egen telefoniske vurdering. Så sad man i saksen. Og man kom aldrig ud af den igen. I Det Psykiatriske Patientklagenævn - hvis patienten var så fræk at klage - mødte man sin gamle eller nuværende kollega, som selvfølgelig ikke kunne drømme om at modsige sin psykiatriske overlægekollega; dels skulle denne kollega jo drække hans egen ryg, når han selv endte i klagenævnet næste gang, og dels ville det ødelægge den gode stemning, når de mødtes i golfklubben i weekenden.

Psykiater Peter Worm Jantzen aka Peter Worm Jantzen havde jeg i går fortalt at jeg ville ringe til i dag. Men hvorfor forstyrre ham på en helligdag? Han skulle have lov til at slappe af med familien. Til gengæld ville jeg ringe til ham i morgen, da jeg vidste at han var på arbejde. Så kunne vi tale sammen, og jeg kunne slappe af til aften, da jeg havde det bedst med ihvertfald én hviledag efter et livsomvæltende psykisk traume. I går havde nogen desværre i ond tro sørget for at gøre mig hjemløs igen. Det var meget, meget alvorligt, da jeg aldrig kunne vende tilbage til mit værelse, hvor jeg trods alt stadig havde noget tøj og andre småting, herunder kontaktlinser.

Alt jeg møjsømmeligt havde bygget op det foregående år, var blevet smadret af den eller de, der havde fået politiet til at chikanere min udlejer. Jeg havde sovet på en foldemadrads, som udlejer havde været så venlig at låne mig, da han syntes det var synd, at jeg skulle ligge på et liggeunderlag. Han havde også lånt mig to stole, så jeg havde noget at sidde på, og tilmed også lånt mig et strygebræt. Og så var min tak, at politiet kom og skandaliserede ham overfor hans naboer. Det var så utaknemmeligt overfor ham, og det kunne jeg aldrig tilgive mig selv. Jeg kunne aldrig se ham i øjnene igen fordi jeg skammede mig så meget. Moralen var, at hvis man var venlig overfor mig, så kom politiet og chikanerede vedkommende. Det var ubeskriveligt tarveligt og usselt. Føj for satan. Den eller de, der havde sendt politiet ud for at skandalisere min udlejer have bare at møde personligt op og sige undskyld til ham og alle i opgangen.

Vejen til helvede var brolagt med gode intentioner. Og også dårlige intentioner. Hvis bare man i Danmark påstod at man havde ødelagt et andet menneskes liv og tilværelse som følge af "bekymring" eller "omsorg", var man en helt, og overgrebet var ikke bare acceptabelt, men ligefrem påskønnet. Nu havde jeg ikke for mange penge tilbage, men dog stadig nok til mit ophold på vandrerhjemmet. I øvrigt havde jeg sørget for at tale tilstrækkelig med både personalet, herunder Nuria, og de to andre gæster på sovesalen til at de ville kunne huske mig og det overgreb som politiet ville begå mod mig på et eller andet tidspunkt i løbet af de næste dage. Så kunne de trods alt ikke gøre det uden vidner. Politiet havde en forkærlighed for at anholde folk om fredagen, da man så kunne straffe og nedbryde arrestanten psykisk til om mandagen, når vedkommende skulle afhøres, eller på en psykiatrisk afdeling, tvangsmedicineres af overlægen. Så når de kom og hentede mig, ville det sandsynligvis være i morgen eftermiddag.

Hvis jeg ikke mod min forventning blev tvangsindlagt, men nåede at bo på vandrerhjemmet tiden ud, ville jeg komme til at sove på gaden indtil jeg igen fik penge og dermed være i stand til at flytte ind igen. Det var sådan set fint nok, jeg havde udset mig en hel del gode steder jeg kunne sove i det fri på mine ture i går og i dag. Temperaturen var acceptabel, og jeg skulle nok kunne finde læ, hvis det begyndte at regne. Det, der var det største problem, var mine kontaktlinser, som jeg om fem dage ville løbe tør for. Én ting var at sove på gaden, hvilket jeg så ofte havde gjort, men med mit elendige syn var det ikke fedt. Det ville blive et meget stort problem. De nyttige idioter havde sandligt ødelagt alt for mig. Igen. De havde nu formået at sætte mig skakmat, så der ingen vej ud var længere.

Det var flot af dem, men livsfarligt for mig. Jeg håbede at de i det mindste var stolte af gårsdagens overgreb mod mig, der havde gjort mig hjemløs på ny. Jeg håbede at de med foragt og had i stemmen stolt berettede over for deres familie, som de nu sad og spise aftensmad med, at de havde præsteret at aflive et menneske. En læge på 39 år, der var sund og rask, havde levet i et helvede i seks år på grund af en fejldiagnose, men som havde været så letsindig at irritere regionsrådspolitikeren, hvorfor den yngre læge nu skulle dø. Og også for at statuere et eksempel, naturligvis.

Sygeplejersken fra Schulsted

Jeg måtte som sagt sørge for at skaffe vidner til politiets forventede anholdelse og tvangsindlæggelse af mig, og til mit utrolige held faldt jeg i snak med den ene af de to andre gæster på sovesalen, nemlig kvinden. Hun havde været på værelset da jeg ankom i går aftes. Jeg turde nærmest ikke kigge på hende eller tale med hende, og jeg sørgede for at tage overkøjen i den seng, der stod længst væk. Jeg ville ikke opfattes som klam, så hellere fuldstændig afholde mig fra at tale med hende. Den anden gæst ankom omkring midnat, og det viste sig at være en yngre mand med sydlandsk udseende, lille af statur og med mørkt krøllet hår. Han havde i øvrigt en super god form for humor, hvilket jeg fandt ud af, da jeg talte med ham i formiddags efter at kvinden var taget væk.

Men her til aften fik jeg altså talt med kvinden. Det viste sig, at hun var sygeplejerske fra en lille by uden for Aalborg, der hed Schulsted (ikke Schulstad). Hun arbejdede fast på Aalborg sygehus, men tog ekstravagter på hjertelungeafdelingen på Rigshospitalet. Hun kom med mellemrum til København og var her i en lille uges tid ad gangen. Hun kunne godt bo på selve hospitalet når hun var her, men hun brød sig ikke om at være på Rigshospitalet 24 timer i døgnet. I starten havde hun overnattet på et andet vandrerhjem eller hotel, der lå omkring Tivoli, hvor der altid var så meget udrykning, at hun troede, at der var krig udenfor. Hun kunne bedre lide det vandrerhjem hun var på nu. Hun var ankommet i tirsdags og skulle være på vandrerhjemmet indtil på søndag. Når hun havde nattevagt på Riget fik hun betalt en taxa til og fra arbejdet, og ellers cyklede hun på en af de cykler, som man åbenbart kunne leje på vandrerhjemmet. Det vekslede lidt mellem hvilke typer vagter hun havde, det kunne både være otte timers vagter, som eksempelvis fra klokken 23.00 til 07.00 eller 12 timers vagter.

I dag havde hun været på arbejde fra klokken 12.00 til klokken 19.00, hun var cyklet og var sluppet for regnen. Hun var 43 år gammel og havde store børn, som ikke krævede hendes konstante tilstedeværelse, og hun boede alene i et hus i førnævnte by til en husleje, der var lavere end hendes bekendte, der boede på Frederiksberg tæt på Frederiksbergcentret. Hun brød sig dog ikke om de mange mennesker og den tætte trafik på Frederiksberg, og trivedes godt på den stille villavej hvor hun boede. Hun havde været i København syv gange før for at arbejde på Riget, men hun havde ikke bevæget sig særligt meget rundt i området omkring vandrerhjemmet. Dog havde hun på et tidspunkt været i den Fakta, der lå i nærheden, men det område havde hun ikke brudt sig om, fordi der var mange fulde mennesker, der sad og stod alle vegne. Det var Mozarts Plads forklarede jeg hende. Hun skulle bare vide hvad jeg vidste om det område. Hun var udover at være sygeplejerske også uddannet personlig træner, men ikke arbejdede som en sådan længere. Dog havde hun altid elsket alle former for fysisk aktivitet, og hun havde gået til det meste, lige fra håndbold og fodbold til ishockey.

Hun kunne ikke sidde stille og sådan havde det altid været. Hun kunne godt lide at arbejde meget og møde nye kolleger. Når hun var i København trænede hun i et nærliggende fitnesscenter, hvilket fortalte hun ikke, men det var hverken Fitness World eller Sats fortalte hun dog. Hun syntes at der var meget beskidt i dette træningscenter, snavs overalt og dem, der trænede i centret var sløsede med brug af mundbind, og sådan var det ikke i Aalborg, hvor der var højere hygiejnestandard. Hun trænede to gange om dagen, kardio om morgenen og styrketræning om aftenen, og hun skulle træne her til aften. Hun elskede at løbetræne og kunne uden problemer løbe 10 kilometer i et relativt hurtigt tempo, og det bedste hun vidste var at løbe mens det regnede, ikke for stor en skylle, men bare mild regn, der afkølede kroppen. Hun havde fået første stik med Pfizer/BioNTech vaccinen, og hun forklarede at bivirkningerne ved vaccinen kunne være feber og muskelømhed, men at hun heldigvis ikke havde haft nogen bivirkninger, dog kendte hun kolleger, der havde været ret syge efter det første stik. Hun var undtaget fra at bære mundbind, da hun var hjertesyg.

Der var tale om en atrieseptumdefekt. Hun var blevet opmærksom på det i voksenalderen. Hendes symptomer var nærbesvimelse og sorten for øjnene, og hun var kommet på sporet af hvad det kunne være, da hendes patienter på hjertelungeafdelingen havde samme symptomer. Hun var blevet intensivt undersøgt, og heldigvis viste det sig at være muligt at lukke defekten via et kateter gennem lysken, hvorfor hun slap for en større åben operation. Hun havde lagt mærke til at de fleste gæster på vandrerhjemmet var notorisk fulde og larmende, samt at de gjorde tilnærmelser til hende, når hun passerede dem, når de stod i en gruppe og hang ved indgangen. Hun kunne ikke forstå hvad de sagde, jeg fortalte at de fleste var spansktalende, hun sagde at hun havde observeret en del af dem, der som arbejdstøj havde en orange keddeldragt, og de arbejdede sjovt nok på hotellet på den anden side ad gaden (et finere hotel).

Vi talte lidt om forskellige former for styrketræning, især Kdttlebells, og hun sagde at det var teknisk svært og krævede stor kropsbevidsthed, koordination, samt core-stabilitet og styrke. Han fortalte mig at hun tidligere i dag havde været ude og blive testet i Bellacenteret, hvilket hun var nødt til qua arbejdet og fitnesscenteret, og at hun var overrasket over at min i København kunne acceptere en kviktest, når man i Aalborg krævede en PCR test. Imidletid fik hun hurtigere svar på PCR testen da hun var sygeplejerske, men det tog alligevel stadig op til 12 timer inden det kom. Jeg fandt ikke ud af hvad hun hed, ligesom jeg heller ikke fortalte hende mit navn. Men på baggrund af det, jeg havde skrevet om hende, burde man kunne identificere hende, hvis man havde brug for nogen der kunne bevidne at jeg var helt upåfaldende, helt normalt, ikke selvmordstruet eller psykotisk.

Status

Jeg stod op lidt i 9.00 til morgen. En time forinden var den yngre udenlandske mand listet afsted. Jeg havde oplevet mange forskellige mennesker og typer af adfærd på vandrerhjemmet efterhånden, og netop denne gæst var meget betænksom og hensynsfuld. Jeg prøvede at gøre ham kunsten efter, og så stille som muligt liste ud fra sovesalen, men jeg var ikke helt så god til det som han, og jeg kunne ikke undgå at rasle lidt for meget da jeg pakkede min taske. Jeg burde selvfølgelig havde pakket den aftenen i forvejen, men jeg havde rettet al min opmærksomhed mod min samtale med sygeplejersken og mod at fremstå så normal og afslappet i den forbindelse. Det havde været flere år siden, jeg havde haft en længerevarende samtale med et andet normalt menneske, der også opfattede mig som jeg var, nemlig normal.

Det gjorde naturligvis ikke noget, at det netop var den ikke uskønne sygeplejerske, men det kunne have været hvem som helst, der havde samme venlige og positive indstilling, og havde samme interesser og erfaringer som jeg. Jeg kunne og ville have talt med hende i timevis, fordi det var så befriende at tale på lige fod med et andet menneske, men det gik naturligvis ikke, fordi det ville virke besynderligt og anmasende. Jeg undgik helt bevidst at kigge på hende, da jeg pakkede mine sager sammen, men det lod til at hun sov, eller i hvert fald var så høflig at foregive at sove. Hun skulle på arbejde på Rigshospitalet i dag, men det lod ikke til at være en dagvagt, så måske var det endnu en 12.00 til 19.00 vagt.

På vejen over for at få foretaget en kviktest ved DGI-byen kom jeg forbi de udendørs træningsstativer, og da det så ud som om det trak op til regn, kunne jeg lige så godt udføre dagens træning inden det gik løs. Jeg lavede pullups med hhv. 8, 5, 4 og 3 gentagelser. Jeg var lettere forpustet, da jeg gik videre. Før træningen havde jeg ringet til Peter Worm Jantzen for at give ham en status, men telefonen var optaget. Efter træningen ringede han mig dog op, og vi talte sammen i omkring 10 minutter. Det var en meget nedslående samtale, men det var trods alt positivt at han ikke truede mig med tvang og repressalier, eller pludselig påstod at jeg var psykotisk. Ikke at han havde gjort det tidligere, men efter de seneste dages begivenheder kunne jeg ikke være sikker. Samtlige af Ps kolleger ville have tvangsindlagt mig, alene fordi jeg var fræk nok til at gøre indsigelser mod deres skod-system, men gudske lov for mig var Peter Worm Jantzen et større menneske end som så.

Hvorom alting var, kunne han intet gøre for at forbedre min håbløse situation, udover at tage ud og købe mad sammen med mig, når jeg ikke havde flere penge tilbage. Måske kunne han lægge ud for kontaktlinser til jeg fik penge igen til den første, hvilket i givet fald ville beløbe sig til maksimalt 100 kroner. Hvor jeg skulle overnatte, når jeg om et par dage ikke længere have et værelse på vandrerhjemmet, kunne han ikke fortælle mig. Jeg sagde til ham at jeg jo så måtte overnatte udendørs, hvilket jeg jo godt kunne, og havde gjort så ofte før, men at det bekymrede mig lidt, hvis jeg skulle sove på gaden uden kontaktlinser, da mit syn var så ringe, for det var ikke særligt trygt.

Jeg kunne ikke bebrejde han noget i den måde han håndterede min akut håbløse situation på, for han behandlede mig som et menneske med ansvar for eget liv, og det var i bund og grund det eneste, jeg bad om. Men hvis jeg mentalt trådte et par skridt tilbage og satte tingene i perspektiv, så var det afskyeligt og helt utilstedeligt, at jeg var tvunget til at overnatte på gaden som hjemløs. Det var ikke til at forstå hvordan det kunne finde sted i Danmark i 2021.

Men det var fint for mig. Jeg skulle nok overnatte på gaden uden at kunne se, og jeg skulle også nok købe mad for den flaskepant, jeg kunne finde (så længe jeg havde kontaktlinser og kunne se, vel og mærke). Men jeg gjorde det ikke i nobel stilhed og med ophøjet pande. Jeg skulle nok sørge for at regionsrådspolitikere, der var skyld i at jeg blev akut hjemløs, og andre, ikke kunne påberåbe sig uvidenhed. Jeg skulle beklageligvis tjekke ud på søndag. Så uanset hvad, kom jeg til at sove på gaden natten til mandag hvor jeg skulle ind til mit sædvanlige planlagte møde med Peter Worm Jantzen.

Copenhagen Medical A/S, der var firmaet bag min kviktest havde lavet en fejl i prøvesvaret. I den lange kø var jeg til min store overraskelse den eneste der bar mundbind. Jeg tjekkede på min mobil om det var noget nyt at man ikke behøvede det længere. Useriøst. Hvor var Styrelsen for Patientsikkerheds Task Force henne? Folk var helt ligeglade med cororestriktionerne efterhånden. Den attest jeg kunne downloade, som jeg skulle vise på biblioteket, havde man fejlagtigt anført mit efternavn som "Rasmussen". Mit CPR nummer var dog korrekt. Det var lidt mystisk, men hvad betød det at jeg gik under et andet generisk dansk efternavn på nuværende tidspunkt? Jeg var bedøvende ligeglad med hvad jeg hed, og jeg var under alle omstændigheder tvunget til at skifte både for- og efternavn, hvis jeg levede igennem dette mareridt.

Heldigvis var vagten på biblioteket pragmatisk, grinte af det, da jeg viste ham testsvaret, og lod mig komme ind. Jeg sørgede for at sætte mig nedenfor et af kamerarene på biblioteket, så jeg i tilfældet af at politiet kom og anholdt mig under påskud af at "nogen" mente jeg var til fare for mig selv eller andre, og psykotisk, kunne dokumentere objektivt at jeg var helt normal og upåfaldende, og havde siddet og skrevet stille og roligt i flere timer. Normalt kunne hverken politi eller psykiatri drømme om at indhente kameraåvervågningsbilleder, som modbevidste det vrøvl, de påstod, men så var da dog en teoretisk minimal chance for mig.

Hvis samtlige samtaler med en psykiater blev videofilmet, ville det stå krystal klart for alle og enhver at majoriteten af de tilfælde hvor en psykiater mente at en patient var psykotisk, ikke kunne objektivt begrundes. Det var derfor at de frygtede enhver form for objektiv dokumentation af deres arbejde, da det ville indskrænke deres magt betydeligt, og bevirke at de var nødt til at gøre sig umage.

Jeg havde en knude af frygt i maven, da jeg ikke kom uden om at tjekke hvad der stod på min konto. Til min store lettelse var der 497 kroner tilbage. Det betød at jeg ville være i stand til at forlænge opholdet med én dag til, hvorfor jeg kunne udskyde at jeg skulle sove på gaden til natten til tirsdag. Selv om min situation var dybt alvorlig, bevirkede denne minimale lettelse at jeg ikke var så presset at jeg kunne forsvare at skrive til politikerne igen i dag. Man måtte ikke få indtryk af at jeg generede dem for sjov. Det var kun når jeg var allermest presset at jeg generede andre mennesker. Jeg havde ellers tænkt mig at sende dem optagelsen af samtalen med Peter Worm Jantzen så de kunne forvisse sig om at det de havde gjort var meget alvorligt.

Jeg var dog glad for at slippe for at udlevere Peter Worm Jantzen, som var den eneste hæderlige psykiater jeg nogensinde havde mødt, hvilket kun var fordi at han som den eneste forstod hvornår man ikke skulle bruge psykiatri. Hvis det kom dertil at jeg ikke havde npget valg, ville jeg sende optagelsen af ham, men jeg ville ikke have det godt med det. Jeg vidste at jeg ville klare dagen i dag, efter at jeg så hvad der stod på min konto. Indtil videre, naturligvis, for det kunne altid blive værre.

Høje Taastrup

Lederen af værestedet havde ville gerne have et møde med Peter Worm Jantzen og jeg en dag i næste uge. Da jeg havde svært ved at sige fra overfor Peter, havde jeg accepteret at deltage i mødet. Men det kom ikke til at ske. Jeg skulle under ingen omstændigheder have med kommens grænseløse bureaukrati og ydmygelse at gøre - det var mere end rigeligt med psykiatriens ditto. Jeg havde været dybt ulykkelig, da jeg fandt ud af at jeg lige akkurat ikke havde råd til det nye værelse i Høje Taastrup, hvorfor jeg måtte flytte kommune, og af den årsag ikke kunne komme i værestedet og se de mennesker jeg kendte og holdt af. Ja, jeg havde virkelig været ked af det. Men det var jeg ikke længere. Det var som om det var evigheder siden jeg sidst havde sat min fod i kommunen, som om det var i et andet liv. Høje Taastrup var nu død for mig.

Når man hele tiden fik revet tæppet væk under sig, og skulle starte forfra helt fra den dybeste bund, måtte man lære at omstille sig lynhurtigt, og glemme fortiden. Det var en skade jeg havde pådraget mig på grund af myndighedernes årelange svigt og overgreb. Hvis jeg skulle gå og tænke på og sørge over alt, jeg havde mistet, havde jeg ikke overlevet. Der var masser af andre søde socialpsykiatriske sygeplejersker i Danmark, og med al respekt kunne jeg ikke lære noget af nogen af dem. Det lød virkeligt arrogant, men det var desvæære rigtigt. Og dertil kom at jeg heller ikke kunne bruge den hjælp de kunne tilbyde til noget, fordi jeg ikke var psykisk syg eller havde nedsat funktionsevne.

Det var i grunden rigtig trist at mange af de mennesker jeg kendte og havde knyttet mig til enten var professionelle, altså socialpsykiatriske sygeplejersker eller socialpædagoger eller psykisk syge. Man kunne ikke skabe en ligeværdig relation mellem en professionel og en klient eller bruger, uanset hvilke floskler man brugte i forhold til "Recovery" osv. Alle de professionelle vidste det, men man prøvede at bilde klienterne det modsatte ind. Der var de psykisk syge og de psykisk raske. Og jeg var, og havde hele tiden været, psykisk rask. Jeg skulle ikke proppes ind i den forkerte kasse, fandeme nej.

Jeg var personligt ligeglad med hvilke markater folk, jeg mødte havde; hvis de var rolige og flinke var det godt nok til mig, og deres fortid var mig ligegyldig. Det var systemets dikotomi, ikke min, den var nådesløs, uretfærdig og brutal, og nedbrød dem, der var blevet stigmatiseret som psykisk syge, uanset om de var det eller ej. Og det var psykiateren, der dømte folk som psykisk syge, de gjorde det udfra deres helt subjektive fornemmelse eller følelse, fordi det passede den enkelte psykiater, for at spare tid og arbejde, for at være kollegial eller for at straffe en besværlig borger. Det spillede en underordnet rolle om den enkelte faktisk var psykisk syg. At give nogen så stor og uimodsagt magt var fatalt. Især når den tilfaldt de fagligt ringeste og mest dovne af alle læger.

Det var i og for sig bizart: Her sad jeg fordybet i min skrivning, som om at alting var fryd og gammen, som var det mit arbejde eller mit studie, men i virkeligheden var alt smuldret omkring mig, jeg havde ingen penge, ingen steder at bo, intet godt tilbage i livet og intet at se frem til, udover mere lidelse og flere afsavn. Det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg var psykisk rask, istand til at fokusere på nuet, og kun levede time for time. Men det var jo ikke ligefrem et liv. Og samtidig prøvede en eller flere regionsrådpolitikere altså at få mig tvangsindlagt og tvangsmedicineret. Det var så vildt og surrealistisk, at man ikke kunne opdigte det.

Hvis jeg overlevede, måtte det blive til en serie eller film. Ikke mig som person, jeg var uinteressant og ønskede ikke opmærksomhed, men at danske stat i seks år havde forsøgt at aflive mig med uberettiget antipsykotisk medicin fordi jeg havde sagt noget, der viste sig at være rigtigt - det var da værd at bruge som plot i en film eller serie. Hvis jeg fortalte andre mennesker om det, jeg gennemlevede, ville de tro at jeg var fuld af løgn. Hvis jeg eksempelvis betroede mig til sygeplejersken på sovesalen, ville hun tro at jeg tog pis på hende. Hvis jeg insisterede, ville hun tro at det jeg bevisligt havde været udsat for i sig selv var én lang vrangforestilling, og så ville hun skynde sig at finde et andet værelse. Derfor kunne jeg aldrig betro mig til nogen.

Giv mig corona!

Jeg kom til at tænke på, at de fleste af mine problemer kunne løses af, at jeg blev smittet med corona. Det var faktisk de bedste der overhovedet kunne ske. Det ville redde mig fra at sulte og sove på gaden. Jeg ville ikke tøve ét sekund i skrivende stund hvis jeg kunne blive smittet med corona. Det var et helt oprigtigt ønske. Jeg kunne få 14 dage på hotel i selvisolation, og det eneste det krævede var at jeg blev smittet med corona. Desværre vidste jeg ikke hvor jeg kunne blive smittet henne. Det var vist de 15 - 19 årige der stolt bar pandemien frem og dermed udsatte deres bedsteforældre eller i hvertfald forældre for livsfare i deres iver for at drikke Mokai og lytte til Jusin Bieber, men det ville ikke tage sig så godt ud at jeg som en gammel 39-årig man jagtede de unge mennesker. Måske kunne jeg få deres tomme øldåser, men kontaktsmitten var vist ikke så høj.

Stressfrakturer

Der var desværre ikke nogen tvivl om at jeg havde stressfrakturer i fødderne. Det meget usandsynligt at det var podagra, jeg havde direkte og indirekte ømhed i flere knogler i begge fødder, leddene fejlede ikke noget, og de kraftige og jagende smerter, der fik mig til at knække sammen i benene, kom i slutningen af en længere vandretur. Men der var intet at gøre. Jeg havde heldigvis flere Ipren tilbage i tasken, men det var ikke en rigtig løsning, tværdigmod faktisk, da fødderne havde brug for hvile, ikke smertelindring så jeg kunne belaste dem yderligere. Men fordi jeg var fejldiagnosticeret som tosse, var der ingen der troede på hvad, jeg sagde om noget som helst, og derfor gad jeg ikke engang at gå til min praktiserende læge, som jeg i øvrigt aldrig havde mødt, og ikke vidste hvem var aktuelt. Jeg vidste præcis hvad der skulle gøres i lægelig henseende, det eneste den praktiserende læge skulle gøre var at henvise mig til konventionel røngten af fødderne for at verificere diagnosen.

En beslutning

Efter jeg havde siddet og skrevet et par timer på bibliteket, skyllede følelsen af ensomhed og håbløshed ind over mig som en tsunami. Dertil forstærket af min nye, aktuelle og faktisk ret desperate situation med hjemløshed og kun to dage med overnatning indendøre. Det havde ikke det fjerneste med psykose at gøre. Det havde alt med eksistentielle og sociale vilkår og udsiger at gøre. Hvorfor havde regionsrådspolitikerne straffet mig så hårdt? Havde de så ringe indlevelsesevne, at de ikke kunne forstå at jeg ikke kunne eller ville leve en påtvungen ikke-tilværelse på nu sjette år? Deres passivitet og senest overgreb gav mig jo ikke andet valg end at fortsætte med det jeg gjorde.

Der var ikke andet, jeg kunne stille op. I morgen sendte jeg telefonoptagelsen og min tekst rundt til samtlige politikere, organisatin og medier igen. Jeg kunne ikke forhindre dem i at iværksætte flere uberettigede overgreb, og jeg kunne ikke acceptere at sove på gaden, ikke at kunne se fordi jeg ikke havde kontaktlinser, og måtte sulte på grund af mangel på mad. Jeg var tvunget til det, jeg gjorde. Jeg kunne udsætte det til i morgen, men så ikke længere. De kunne aldrig forstå hvordan årelang ensom var. Eller afsavn som få i Danmark led uder. De kunne aldrig forstå det, men andre ville kunne forstå det, især fordi de selv efter coronarestriktionerne havde oplevet en snart af det jeg havde oplevet i seks år. Hvad var det nu Folkeklubben sang? "Lev dit smukke liv eller la' vær'". Enten eller.

Sprinten

Da jeg regnede med at weekenden ikke bare ville blive almindelig rædselsfuld, men på grund af den seneste udvikling, helt ulidelig, vurderede jeg at det var tid til at indlede slutspurten. Det betød, at jeg måtte gøre det bedste jeg kunne for at samle og redigere min tekst. Det var naturligvis en umulig opgave, men jeg måtte bare gøre det bedste jeg kunne, så jeg var parat til at sende den ud en sidste gang, hvis det kom dertil at jeg skulle sove på gaden fra og med på mandag af. Det lod det jo til, og i den forbindelse havde jeg tænkt mig at gøre et aller, allersidste forsøg på at sende min tekst og mine optagelser ud, især dagens optagelse af min telefonsamtale med psykater Peter Worm Jantzen. Det var helt vildt, at tænke på at jeg igen skulle sove på gaden, samt at der nu sad en hel del politikere, der ikke bare vidste, hvad der skete, men ligefrem havde straffet mig for i desperation at råbe dem op og gøre dem opmærksomme på mine vilkår.

Jeg skyndte mig i bad da jeg returnerede, og sørgede for at barbere mig, så jeg fremstod så præsentabel og normal som muligt. At jeg ikke havde været til frisøren var dog et problem, for mit hår var ikke pænt, men jeg gjorde det bedste jeg kunne. Som man kunne læse i det psykiatriske journalkoncept, jeg havde vedlagt i min tekst, var patientens fremtræden noget man gik meget op i og beskrev, da ens psykiske tilstand naturligvis afspejlede sig i ens personlige hygiejne og påklædning. Jeg var henne til Nuria, og booke én nat til på vandrerhjemmet. 110 kroner måtte jeg af med, hvilket mig bekendt var det billigste i København og omegn.

Jeg havde sådan set godt af at tabe mig i hvert fald 10 kilo, men det var mere det psykiske afspekt af at gå rundt og være sulten, der var et problem. Når jeg skulle bruge tid på at samle min tekst, kunne jeg ikke samtidig skrive hvad jeg foretog mig og hvad jeg tænkte og følte for dermed at demonstrere hvor normal jeg var, og da der ikke var noget, der var for småt for en psykiater at slå ned på og påstå, at det var et psykosetegn, kunne det være problematisk. At jeg intet skrev i et par dage kunne en let krænkbar psykiatrisk bagvagt påstå skyldtes at jeg pludseligt var blevet psykotisk og derfor havde brudt min dagbogsvane og intet skrevet. Den chance måtte jeg dog hermed tage. Jeg bildte mig selv ind at det snart sluttede på den ene eller anden måde.

Det gjorde mig glad og optimistisk. Uanset om det slutte på en god eller dårlig måde, så var det vigtigste at det sluttede, for den usle og fornedrende tilværelse jeg var påtvunget var ikke til at holde ud. Jeg havde i øvrigt kun lagt mærke til en enkelt patruljevogn i dag. Den skulle sikkert ud til Bellacenteret og se at alting gik rigtigt for sig. Jeg vidste at samfundet havde brugt mindst en million på at pine og straffe mig, og det glædede mig at jeg havde været så dyr; jeg håbede at politi og psykiatri i sidste ende ville bruge så mange penge på at aflive mig langsomt, at begge institutioner gik bankerot. Det skulle ikke være billigt at slippe af med mig.

Billede. Jeg lå og slappede om aftenen, to dage efter at regionsrådpolitikerne havde forsøgt at få mig tvangsindlagt og tvangsmedicineret. Det var ikke lykkedes dem, men til gengæld havde politiets skandalisering af min udlejer resulteret i at jeg aldrig kunne tage tilbage til mit værelse, og jeg var således blevet akut hjemløs. Jeg håbede at de var stolte af hvad de havde gjort.

Billede. Jeg var meget imod at tage billede af mig selv; dels fordi jeg mildest talt ikke var fotogen og ikke brød mig om mit udseende, og dels fordi en idiot af en psykolog havde givet mig en fejldiagnose som svært narcessistisk personlighedsforstyrret, hvilket var den af alle personlighedsforstyrrelserne, der passede mindst på mig, og derfor åbenlys latterlig. Men det betød at jeg var forhindret i at demonstrere at jeg eksempelvis fremtrådte helt normal og ikke psykotisk, og det var alligevel vigtigere end at skulle tage højde for en forkert personlighedsforstyrrelsesdiagnose. Når jeg snart endte på gaden, kunne jeg umuligt opretholde en normal hygiejne, og så var det nemmere at dehumanisere mig og begå overgreb mod mig.

Billede. Min saldo dags dato før jeg brugte 110 kroner på at forlænge opholdet én ekstra dag.

Billede. Det billede jeg havde sendt til regionsrådspolitikerne i Region Hovedstaden forleden, for at demonstrere at jeg skam var helt normal, men som havde pisset dem så meget af at de havde sendt politiet efter mig.

Mail til politikerne mv.

"Kære politikere

Jeg holder jer naturligvis løbende opdateret, mens jeg bor på gaden, og dem af jer med samvittighed vil instinktivt føle at nu må det da være berettiget at få man anholdt og tvangsindlagt; I tror det er bedre at udsætte mig for umenneskelig, nedværdigende og fornedrende behandling end at jeg ikke er så præsentabel eller får sovet nok. Men I tager fejl. Det er usammenligneligt værre at blive behandlet umenneskeligt af politi og psykiatri, end at sulte og fryse, og jeg taler i modsætning til jer af erfaring. Men erfaring eller ej, så er det aldrig nogensinde etisk eller juridisk forsvarligt at tvinge et voksent, raskt og habil mennesker til noget som helst, blot fordi man selv har det dårligt med at bevidne de forhold vedkommende lever under. Hvis I vil fornedre og ydmyge mig, så I slipper for at have dårlig smag i munden, så må I acceptere, at I handler egoistisk og kun skader mig, og I skal ikke tro at I dermed er gode og anstændige mennesker."

"Kære politikere

Kjeld."

Hjemløs

Jeg havde skrevet en mail til politikerne i går; det var en noget anderledes end den, jeg havde anført i dagbogsteksten, men da min laptop, som jeg havde skrevet mailen på var gået i stykker, havde jeg endnu ikke fået den ændret. Dagen i dag var rædselsfuld; kvalitativt på samme måde som alle andre dage, kvantitativt dog værre, fordi det var søndag, og selvfølgelig fordi jeg fra og med i morgen takket være en eller flere regionsrådspolitikeres idiotiske og uigennemtænkte skandalisering, måtte sove på gaden. Hvor dum kunne man være? Var der virkelig ikke en øvre grænse for idioti?Jeg havde gået en af mine marathonture, og fødderne gjorde ondt som de plejede, jeg var nedtrykt og modløs som jeg plejede, og det hele blev bare værre og værre. Det eneste "positive" var, at jeg på min tur havde fundet flere egnede steder at sove. Det var surrealistisk at jeg igen stod med to tasker med alt jeg ejede og havde, uden penge eller tog over hovedet. Nogen skulle mange år i fængsel for det svineri de havde udsat mig for.

Sygeplejersken

Jeg nåede lige akkurat at få kontaktlinser i øjnene, da sygeplejersken var på vej ud af døre. Hun smilte til mig, og sagde, at det måske kunne være vi sås igen. Jeg svarede, at det gjorde vi nok. Det kom jeg dog formentlig ikke til, for jeg havde ikke tænkt mig at fortsætte en tilværelse som den, jeg levede, særligt meget længere. Fuck hele verden. Hvad fanden lignede det at umyndiggøre mig på den måde? Sygeplejersken og jeg havde haft en længere samtale i går aftes, da den tredje gæst var smuttet fra værelset. Vi kom mangt og megt igennem, især coronaadfæren i København i forhold til Aalborg. Sygeplejersken var forundret over hvor ligeglade og sløsede man var i København i forhold til eksempelvis at bære mundbind. Vi talte lidt om de forskellige situationer vi havde oplevet i den forbindelse, men også hvordan folk i nogle tilfælde gik i den anden grøst og agarede coronapoliti.

Jeg sagde til hende, at de fleste mennesker herovre var nogle svin, der ville skide på alle andre end dem selv. Sygeplejersken skulle ud og have noget at spise. Om jeg kendte nogle gode steder, og om jeg selv skulle ud og have noget mad? Jeg kendte kvarteret særdeles godt, men da jeg aldrig havde haft råd til at gå på cafe eller resturant eller bare noget der lignede, måtte jeg sige til at jeg desværre ikke kendte nogen steder, og at jeg ikke rigtig var sulten. Jeg var sulten, men det gik ikke at jeg fulgtes med hende til et sted, jeg ikke havde råd til at spise. Jeg havde kun råd til at gå i Fakta eller Netto og købe datonedsatte fødevarer. Hun tog afsted, og umiddelbart efterfølgende gik jeg selv ud. Jeg smuttede ned i Netto ved Sydhavnen Station og købte en pakke brød til 8 kroner og en energidrik til 6,75, og satte mig hen på Vestre Kirkegård og fortærede det købte. Bagefter da jeg mødte sygeplejersken på værelset igen, måtte jeg stikke hende en nødløgn. Hun havde været hende og spise sandwich et sted.

Alvorlig situation

Min situation var meget alvorlig, men det var den næsten konstant, og det kunne ikke hidse mig særlig meget op at jeg skulle sove i en busk i næsten 14 dage. Det var bare trættende at tænke på, men jeg havde heldigvis altid et valg, og jo mere kold, våd og sulten jeg blev, jo lettere var det at træffe et valg. Hvis der havde været noget at se frem til, kunne jeg klare hvad som helst. Men nu var der intet, og selv i bedste scenarie kunne det aldrig blive godt. Jeg havde kronisk ondt i flere tænder, senerne og knuderne i mine hænder stramme, gjorde ondt og vækkede mig om natten, og fødderne smertede også. Kroppen var ved at smuldre og forgå, og det var irreversibelt. Der var intet at redde, med andre ord. Det var for sent, og jeg gad snart ikke mere. Tak for idioten fra regionsrådet for at forkorte lidelsen.

Selv ikke Peter Worm Jantzen kunne gøre noget for mig, for det handlede ikke om psykiatri, men om materiel nød. Det var samfundet, der havde svigtet. Selv om det var en kliche, så var det samfundets skyld, i hvert fald de myndigheder og politikere, der repræsenterede samfundets skyld. Danmark havde svigtet i utilgivelig grad; hvad det for et land, der lod relativt unge læger bo på gaden? Det var et forlorent land. Det var ikke et rigtig land, det var et geografisk område hvor der boede nogle mennesker, der allerhøjest og i større eller mindre omfang, talt samme sprog. Ikke skyggen af sammenhængskraft eller samfundssind. Dem, der prædikede samfundssind, var dem, der udvise allermindst af det, det var myndighederne og politikerne, og de var de største hyklere af alle.

Mail til politikerne

Opfølgning på akut hjemløshed

"Forleden overreagerede en eller flere regionsrådspolitikere på en temmelig klodset og uigennemtænkt måde, da vedkommende fik politiet til at skandalisere mig over for min udlejer, og min udlejer over for naboerne, da de ville anholde og tvangsindlægge mig. Det var en ringe trøst, at jeg ikke var i lejligheden, men det ødelagde alt for mig alligevel.

Kjeld."

"Status er i skrivende stund, kl. 18.12 følgende:

Kjeld."

Mail til psykiater Peter Worm Jantzen af 18. maj 2021

"Jeg har 101 kroner tilbage, jf. billedet. Jeg har en tid til vaccination i dag kl. 14.40 i Ballerup, men har ikke flere penge tilbage på rejsekortet. Jeg har fået lidt mad af en ven, og sovet ca. halvanden time i nat. Jeg har tid i socialpsykiatrien i dag kl. 10.30, men det er højest usikkert hvad der kommer ud af det, alle de flotte ord til trods. Jeg kommer til at sove udendørs i nat, og jeg har en masse at slæbe rundt på. Hvad skal jeg gøre?"

"Fra: Peter Worm Jantzen Sendt: Monday, May 17, 2021 8:36:23 AM Til: Nina Borum Nielsen ; Kjeld Andersen Emne: SV: Status den 12. maj

Peter"

"Fra: Nina Borum Nielsen Sendt: 17. maj 2021 07:26 Til: Peter Peter Worm Jantzen; Kjeld Andersen Emne: Re: Status den 12. maj

Mvh Nina"

Fra: Peter Peter Worm Jantzen Sendt: Friday, May 14, 2021 10:35:09 AM Til: Nina Borum Nielsen ; Kjeld Andersen Emne: SV: Status den 12. maj

"Kære Nina,

Peter."

"Fra: Nina Borum Nielsen Sendt: 13. maj 2021 23:41 Til: Peter Peter Worm Jantzen; Kjeld Andersen Emne: Sv: Status den 12. maj

For jeg må ærligt indrømme at skønt jeg både kan læse, mærke og høre at din situation er meget alvorlig, så er jeg i tvivl om , hvad du helt præcist vil have hjælp / støtte til fra min side, uden at det kan opfattes, som kommunal hjælp. Hvis du kan, så gør mig klogere for jeg vil virkelig gerne hjælpe og støtte med alt det jeg kan."

"Kære Peter,

STRAX-huset"

Mail fra Peter den 12. maj 2021

Subject: Status den 12. maj

"Kære Kjeld og Nina,

Peter"

Hjemløs i Taastrup

Det, der før coronapandemien havde været særdeles ubehageligt for mig, nemlig at være eksponeret for offentligheden, havde jeg været presset til at ændre, således at jeg kunne holde det ud. Det var ikke lykkedes helt, men langt hen ad vejen. Nu var jeg så presset, at jeg nærmest var ligeglad med hvad folk tænkte. det gjaldt bare om at overleve, så fuck hvad andre syntes og mente.

Jeg havde kun sovet halvanden time natten til i går, og jeg var træt og udmattet i en grad jeg ikke tidligere kunne erindre, jeg havde været. Det eneste jeg kunne tænke på i går aftes var, hvor jeg kunne smide mig ned og sove. Jo mere træt jeg blev, jo flere velegnede steder spottede jeg i omgivelserne. Jeg fandt et umiddelbart optimalt sted i nærheden af et shelter i et naturområde mellem Høje Taastrup og Ishøj. Da jeg gik rundt for at finde den bedste plet at ligge på,flygtede de dådyr, der havde græsset der. Da jeg ankom omkring klokken 22.00, var der stadigt lyst og relativt varm. Jeg lagde mig direkte på græsset og nød freden.

Det ændrede sig dog hurtigt, og en lille times tid senere da mørket var faldet på, blev det iskoldt, fugtigt, og jeg kunne se dampen fra min ånde i luften.Jeg kunne mærke kulderystelserne begynde så småt, og tænkte, at det vist ikke gik, så jeg gik den lange tur hen til en tankstation, hvor jeg brugte mine sidste penge på en pose kanelgifler, da maven rumlede, samt tre plantesække til 10 kroner stykket. Det var ikke muligt at købe en eller anden form for tæppe, så det blev altså papirsækkene, som var beklædt indvendigt med film. Hermed var pengene opbrugt.

Jeg gik tilbage, og turen havde taget i hvert fald to timer i alt. Jeg var varm og svedig, da jeg lade en sæk som underlagt, en anden til underkroppen, og den sidste, som jeg lavede hul i, til overkroppen. Det var fantastisk og varmt, og jeg nød det i fulde drag, men desværre gik der ikke længe før sveden blev kold og varmen forsvandt. Så begyndte duggen at falde som en tung, kold og våd dyne, og det blev rigtigt koldt. Inden længe lå jeg og rystede af kulde, hvilket forhindrede mig i at falde i søvn.

Da det endeligt lykkedes, vågnede jeg flere gange, og i alt fik jeg kun sovet højst tre timers tid. En af gangene måtte jeg lave englehop for at få varmen. Da jeg stod op, var klokken lidt over 5.00 om morgenen, og jeg rystede så meget af kulde at jeg havde svært ved at holde mig oprejst. Jeg vaklede ud af området igen, fandt en bænk ved søgen, og soignerede mig med vådservietterne. Den autistiforme mand med kameraret.

Den Sociale Tandpleje

Først til Albertslund, pullups på vejen, på biblioteket, frugtindkøb, til tandlæge i Taastrup, hun kendte Ferderikke Nissen, var ikke kandidat til socialtandplejen pga. jeg ikke havde stof eller alkoholmisbrug, værestedet, mødte Nikolaj på vejen til værestedet, fulgtes, skifte til rent tøj og soignere mig igen, Nikolaj foranstaltede penge til mad, jeg tog til psyk. til madindkøb med Lars, mødtes med Thomas på Nørreport, fulgtes til Hedehusene, han lånte mig en presenning og købte et tæppe til mig i aldi, fulgtes til Hedeland, sad i nogle timer og snakkede, han gik tilbage, jeg fortsatte, skrev lidt og fandt et velegnet sted til overnatning. Stressfrakturene virkeligt smertefulde, ny lokalisation, navicularebrud begge fødder.

Efter teltning

Jeg havde med min nye presenning-bivuak forbedret komforten en lille smule. Den største fordel var, at jeg slap for den ubehagelige dug, og - hvis det havde regnet - også regnen. Desuden ydede den mig lidt læ for vinden, der til tider i løbet af natten var kraftig, hvilket kunne høres i træernes susen. Presenningen holdt heldigvis også. De unge mennesker havde opført sig ordentligt, da de havde ladet mig være i fred i nat.

Dog var kulden stadig et problem, og dels havde jeg svært ved at falde i søvn, og dels vågnede jeg flere gange, og jeg havde også mareridt. Hvis jeg bare havde haft en sovepose, ville det sandsynligvis ikke være et problem, men jeg havde kun to tynde fleecetæpper fra Fakta tiol 25 kroner stykket, og det var langt fra nok. På et tidspunkt da jeg vågnede på grund af kulderystelserne, åbnede jeg min taske og tog det tøj frem jeg kunne finde, og svøbte det om hovedet, samt lagde det hen over tæppet. Nu var kulden til at udholde, men hvis jeg skiftede stilling, faldt tøjet af mig, og jeg måtte arrangere det hele igen. Og da jeg lå direkte på den hårde og ujævne jord kun adskilt fra den af presenningen, gjorde det ondt at ligge på samme måde i flere minutter i træk. Der var kun en enkelt myg, der generede mig i løbet af natten.

Jeg vågnede omkring kvart i syv i morgenen efter at have sovet måske fire timer i alt, og jeg følte mig syg og dårlig. Jeg var træt, og da jeg fik møvet mig ud fra presenningen og rejste mig op, blev jeg udtalt svimmel, og måtte støtte mig til træet for at holde balancen. Umiddelbart efterfølgende passerede et par kvindelige hundeluftere mig på den sti, jeg ikke havde opdaget, som lå få meter fra hvor jeg havde slået lejr. Lidt pinligt, men hvad fanden. Da jeg ikke havde kontaktlinser i, kunne jeg alligevel ikke rigtig se dem, og det havde en tendens til at mindske min sociale angst og utilpashed.

Jeg begyndte automatisk som en robot at soignere mig med vådservietterne, børste tænder, barbere mig, lægge alt tøjet sammen, og pakke bivuakken ned. Jeg sikrede mig at jeg ikke havde efterladt noget affald, satte min telefon til opladning og skrev denne tekst imens. Der var ingen tvivl om at jeg havde forbedret mine færdigheder udi at slå lejer en hel del i løbet af de sidste dage, men der var stadig meget at lære. Jeg manglede dog penge til en sovepose.

Nu var planen at finde noget mad, da maven rumlede af sult, samt et bibliotek der havde længe åbent, som jeg kunne sidde på til jeg igen skulle finde et sted at slå lejr. Det var ikke i sig selv noget problem at overnatte udendørs. Det var dog et enormt problem at være tvunget til at overnatte udendørs, og ikke at vide hvor man skulle overnatte. De fleste anede ikke hvordan det var ikke at have nogen form for økonomisk tryghed. Det var rædselsfuldt. Jeg kunne ikke begribe at man udsatte mig for det, og havde gjort det i seks år, samtidig med at der ikke var nogen dato for hvornår det ophørte. Det var tortur og det var utilgiveligt.

Mail til psykiater Peter, Camilla Tølbøll, Elisabeth Myhre og Nina Borum Nielsen den 22. maj 2021

Sendt: 22. maj 2021 16:49

Emne: Status den 22. maj 2021 - bare til information

"Kære Peter mv.

Hvis jeg kunne flygte fra Danmark og fra psykiatrien, ville jeg gøre det uden at tøve i skrivende stund. Jeg ville svømme til Sverige, hvis jeg derved kunne slippe for at blive fastholdt i en fuldstændig ulidelig situation af mennesker, der er flinke, men som reelt intet gør for at jeg kan leve en bare lidt tålelig tilværelse.."

"Kære Kjeld,

Dbh Nina"

Mail til psykiater Peter, Camilla Tølbøll, Elisabeth Myhre og Nina Borum Nielsen den 23. maj 2021

"Status er at jeg har ca. 40 kroner tilbage, vand og mad nok til på tirsdag, er stadig ikke til fare for mig selv eller andre, er stadig ikke psykotisk eller lign., har en god bivuak nu, så jeg hverken fryser eller bliver våd.

Kjeld."

Mailkorrespondance med sygeplejerske Nina den 20. maj 2021

"Super, tusinde tak!

Kjeld."

Fra: Nina Borum Nielsen

Emne: Re: Status og forespørgsel

"Hey Kjeld,

Vi snakkes og vi ses 😊"

Emne: Status og forespørgsel

"Kære Nina

Kjeld."

Mareridt

Hver dag efter regionsrådspolitikerens vanvittige overgreb og skandalisering af mig og udlejer havde været ét langt mareridt. Jeg havde aldrig nogensinde oplevet så hårde og ulidelige vilkår i mit liv. Den, der var skyld i min nye situation ville jeg, hvis jeg overlevede, bruge resten af mit liv på at retsforfølge. Han eller hun skulle i fængsel. Jeg havde sovet udendørs de sidste tre dage i træk, og det havde været et veritabelt helvede. Jeg havde aldrig, aldrig oplevet noget lignende. Jeg fik meget lidt søvn, det var forbløffende koldt når solen var gået ned, og jeg havde intet til at beskytte mig mod vejret. Hver dag skrev jeg til Peter Worm Jantzen om hvor ulideligt det var, hvor livstruende stresset og belastende jeg havde det, og jeg havde også flere gange skrevet til Region Hovedstadens politikere, men der var selvfølgelig intet sket. Jeg kunne ikke begribe den ondskab, jeg blev mødt mig.

Det var utilgiveligt, det her. Der var få gode mennesker, det var en sagsbehandler i Høje Taastrup Kommune, der hed Grete, som højst overraskende havde bevilliget mig 700 kroner til mad til resten af måneden, det var socialpædagogen Nikolaj, som havde presset vedholde på så jeg fik nødtilskuddet, han var en helt, og han havde også foranstaltet at jeg kom til tandlægen for første gang i 10 år i går, hvilket havde været særdeles tiltrængt. Jeg var ved at kollapse flere gange de sidste par dage, rent fysisk var jeg i potentiel fare. Dét her kunne ALDRIG tilgives.

Disse umennesker, der havde givet mig dødsstødet skulle i fængsel eller i psykopatforvaring. Før den episode hvor man havde sendt politiet ud efter mig, hvad jeg ikke haft noget egentlig hævnbehov eller hævnfølelse, men det havde jeg nu. Min hævn skulle bestå i at den eller de regionsrrådspolitikere, der var ansvarlig for den seneste katastrofale udvikling, skulle ind bag tremmer. Jeg var så udmattet at jeg ikke magtede at skrive mere, hvilket var ret usædvanligt. Jeg var desperat efter søvn, mine fødder gjorde sindssygt ondt fra stressfrakturerne.

Overnatning i Hedeland

Jeg fandt omsider et lovende sted at slå mig ned. Et kriterium for hvor jeg overnattede var, at jeg helst lå så skjult som overhovedet mulig. Derudover skulle der ikke være for mange myg, og helst - men det lykkedes aldrig - skulle der være så lidt græs som muligt pga. duggen. Jeg ledte ikke for længe efte et sted. På en skråning med højt græs og mange tætte, lave buske, gik jeg nogle meter ind i, og lagde presseningen ud. Der var meget lydt og fuglekvidder fra flere forskellige arter kunne høres på langt afstand. Om natten var der også nogle køer eller en tyr, der larmede.

På værestedet

Jeg tog direkte hen til værestedet fra Hedeland via Hedehusene Station. Jeg var ualmindelig udmattet og træt i en sjælden, hvis da overhovedet nogensinde tidligere set grad. Jeg var så ødelagt, at jeg ikke orkede at gå til værestedet til fods, hvorfor jeg måtte bruge 100 kroner på at tanke mit rejsekort op. Først med bus 123 til Høje Taastrup Station, derfra med 117 aka “Corona Kareten” til værestedet. Jeg kunne ikke holde øjnene åbne i bussen, og ved ankomsten til værestedet vaklede jeg ud.

Jeg tjekkede på min telefon hvornår det åbnede, hvilket var klokken 10.00, altså over halvanden time efter, så jeg satte mig til at vente på bænken i skolegården, mens jeg skrev mails til Peter og Nina. Jeg spurgte sidstnævnte om jeg måtte barbere mig og vaske tøj, hvilket hun hurtigt svarede at jeg gerne måtte. Pædagogen Peter kom tilfældigvis forbi bænken halv ti, og vi fulgtes ind. Jeg vaskede mit stinkende tøj, tog et bad og barberede mig. Jeg forsøgte også at klippe mit hår, men måtte opgive, da skæret til trimmeren ikke var det rigtige. Jeg fik ringet til Gældsstyrelsen og nedsat min afbetaling til 100 kroner om måneden, samt opsagt mit lagerrum.

Jeg var helt ødelagt af træthed, men kunne ikke tillade mig at sove i værestedet. Timerne gik mens jeg sad og skrev om disc golf, og efter nogle timer kom “N”, den nye SOSU-assistentelev. Hun var altid frisk og uformel, og vi gik sammen hen og blev testet. Så blev klokken 15.00 og værestedet åbnede formelt. “N” var så sød at give mig noget af hendes aftensmad, en lækker hjemmelavet butter chicken, som smagte fremragende, og som jeg glubsk skovlede i mig. Mine fødder gjorde mere og mere ondt, og i længere og længere tid, nu også når jeg lå i sengen. Det var en bekymrende udvikling, men jeg havde ikke overskud til at gøre noget ved det.

Billede. Den dag jeg blev færdig på medicinstudiet, naiv og forventningsfuld, uden den fjerneste anelse om, hvad der kom til at ske.

Billede. Hjemløs i Høje Taastrup uden penge til andet end planteaffaldssække, jeg brugte som intermistisk sovepose.

Billeder. Hjemløs i Hedeland dagen efter jeg var det mere central i Høje Taastup.

Billeder. Efterfølgende hjemløs på Kalvekod Fælled og til slut fik jeg penge til vandrerhjemmet.

Sent på eftermiddagen blev det klart for mig, at jeg ikke magtede noget meget længere, hvorfor jeg skulle afsted i en fart. Jeg pakkede og nærmest flygtede ud af værestedet, tog toget til Dybbølsbro Station, og gik til vandrerhjemmet. Det var Nuria, der var receptionist, og den altid søde spanske kvinde gav mig linned kvit og frit, mod at jeg gav hende en god anmeldelse. Det var yderst tiltrængt, da jeg derved sparede 26 kroner.

Paramedicineren Kaj

På værelse 605 mødte jeg Kaj, der var en tysk paramediciner på gennemrejse fra Norge til Holland. Han var 45 år gammel, omkring min højde, med lyst, helt kort, maskinklippet hår, bredskuldret og muskuløs, omend lettere fedladen omkring maven og i ansigtet. Han var iført godt brugte vandresko af mærket “Scarpa”, sorte vandrebukser, der var slidt grå over knæene, og en simpel olivengrøn t-shirt uden logo.

Kaj var sympatisk og vældig snaksagelig. Han var meget berejst, og havde samme udadvendte attitude, som jeg havde oplevet fra andre permanent valfartende mennesker. Det fremgik også af den måde han havde arrangeret sig på på værelset, hans nyvaskede tøj, der hang til tørre overalt fra hans seng, da han så sparede 30 kroner på at tørretumble det, Hans Rabenygsæk og hans få, slidte ejendele, som var af en type, der kunne klare hårde betingelser. Med andre ord var Kaj en fyr, jeg potentielt kunne lære alt, jeg havde behov for at vide i min nuværende situation.

Han og jeg talte sammen i mindst to timer, og mens det stod på, glemte jeg alle det negative tanker og bekymringer. Vi kom igennem mange forskellige emner, lige fra - naturligvis - corona situationen, til Kajs karriereveje, der gik fra at være paramediciner i den tyske hær og efterfølgende i NGO’er, udsendt til Kosovo i 1999, til Afghanistan, Irak, og senest til Gaza via en hjælpeorganisation. Han arbejdede nu som en slags ekspeditions- eller adventureguide, og havde netop afsluttet et over to år langt ophold i den forbindelse på Svalbard. Vi talte om isbjørnene på Svalbard og Kaj nævnte en dansker han havde arbejdet sammen med deroppe.

Nu var Kaj på vej til et nyt guidekursus i Amsterdam, og derefter skulle han lede en gruppe turister i et par måneder på Antarktis. Man skulle aldrig tro på hvad som helst man hørte fra fremmede, og det lød lidt mærkeligt i mine ører med turister på netop det sted, men Kaj forklarede mig, at alle skam kunne være turist på Antarktis. Man skulle bare være overordentlig velhavende, og han ville aldrig nogensinde selv have råd til at være turist på Antarktis, hvorfor det passede ham perfekt at være guide og få alt betalt. Det lød egentligt meget troværdigt, og det samme gjorde alt det jeg spurgte ind til omkring Antarktis. På et tidspunkt ringede kursusarrangøren til Kaj, og ud fra samtalen kunne jeg høre, at han var troværdig nok.

Peter Worm Jantzen

Jeg havde et ekstra ambulant fremmøde i ROPS idag på grund af, at jeg ikke havde flere penge til kontaktlinser. Jeg havde brugt de sidste endagslinser op, således at jeg havde været nødt til at have de to sidste par linser på i to dage. Det var usundt, og det gjorde da også ondt og kløede i mine øjne, men det var bedre end at være funktionelt blind, især når man overnattede på gaden.

Ingen busbillet

Jeg havde fået nogle relativt få penge til mad fra Høje Taastrup Kommune forleden, men da sekretæren i ROPS igen havde glemt at sende mig en togbillet, havde jeg været tvunget til at bruge 100 kroner på at tanke mit rejsekort op. Det var alt for mange penge at bruge på det, og jeg kunne ikke undvære dem, men der var ikke andet at gøre. Det var i går. Idag havde jeg fortsat ikke fået tilsendt en billet, så jeg havde nu brugt de sidste penge på at tage fra Dybbølsbro, som vandrerhjemmet lå tæt på, til Svanemøllen Station, hvor ROPS lå umiddelbart op ad.

Kontaktlinser og mad

Jeg mødtes med Peter, og vi gik sammen hen til Louis Nielsen, som havde fundet et nyt sæt linser frem til mig. Det blev 138 kroner, som Peter betalte. Derefter gik vi hen i Netto, hvor jeg købte for lidt over 100 kroner mad. Som jeg forklarede Peter, som meget venligt havde båret min tunge rygsæk for mig, så jeg kunne nøjes med den store sportstaske, så kunne jeg ikke slæbe mere. Peter forsøgte også at købe en togbillet til mig, men det kunne han ikke. Så ville han sørge for at sekretæren sendte mig en billet til hjemturen, og jeg sad derfor og ventede på en bænk på plads ved Trianglen i to timer, indtil han skrev en sms, hvor han meddelte mig, at det desværre ikke kunne lade sig gøre at give mig en togbillet.

Strandet

Som jeg også forklarede Peter, så havde jeg flere klinisk oplagte stressbrud i begge fødder. Min krop var simpelthen ødelagt. Jeg havde ikke penge til smertestillende håndkøbsmedicin, og min aktuelle oppakning var meget tung. Jeg havde så ondt at jeg ikke kunne eller burde gå overhovedet, men hvile fødderne. Uden penge eller busbillet var jeg nu strandet i København. Jeg havde ellers været i nogenlunde godt humør efter at have sovet så meget, men den manglende billet slog mig helt ud igen. Derfor var det berettiget at jeg skrev rundt på ny. Det var ikke min skyld, at jeg ikke kunne få den billet, som kunne have reddet mig. Med en billet kunne jeg have fundet et bibliotek, der havde sent åbent, som jeg kunne opholde mig på, og jeg skulle have fundet et sted hvor der var fri teltning, så jeg ikke behøvede at overnatte i skjul på skumle steder. Så det betød ret meget for mig.

Mail til værestedet

"Kære X

Kjeld."

Mail til værestedet

"Super, tusinde tak!

Kjeld."

Mail til Peter Worm Jantzen

"Undskyld, kom lige i tanke om dette:

Kjeld."

Mail til Peter Worm Jantzen

"Kære Peter

Kjeld."

Mail til politikerne

"Så længe jeg bliver behandlet umenneskeligt og er underlagt de helt uholdbare og helbredsskadelige vilkår, som nogle af jer er direkte skyld i, er det berettiget, at jeg skriver og informerer jer om tingenes tilstand.

Kjeld."

Teltning uden telt

Jeg var lidt misfornøjet efter jeg havde forladt biblioteket. Klokken var kun cirka halv fem om eftermiddagen, biblioteket lukkede om en halv time, og selv om der var et andet bibliotek, der havde åbent til klokken 19.00 om fredagen, så lå det omkring halvanden til to timers gang væk, og jeg havde for ondt i fødderne samtidig med at mine rasker simpelthen var for tunge. Jeg måtte finde et sted at overnatte, og gerne lidt hurtigt. Jeg gad ikke at sove i skjul, så jeg fandt et sted hvor det var tilladt at telte med og uden telt. Jeg fandt et ikke så langt fra biblioteket, og vandrede afsted. Jeg lagde mærke til at der holdt en af politiets patruljebiler et sted, man normalt ikke parkerede. Mit syn var ikke helt så godt, men jeg mente at kunne læse nummerpladen, som muligvis var CP89001. Jeg havde i går eftermiddags og i dag set patruljevogne fra politiet i alt syv gange, og det var ikke fordi jeg gik og kiggede efter dem. Det var lidt mærkeligt, for så ofte plejede jeg ikke at se politiet på gaden, men det var måske fordi det var fredag og fordi der åbnede yderligere op i dag.

Det tog over en time, men jeg fandt også stedet. Der var to shelters og en grill, og der stod en yngre land og to yngre kvinder og drak Tuborg Classic og grillede. Den ene af kvinderne havde en islandsk sweater på, men jeg kunne ikke observere så meget, da jeg med det samme fik øjenkontakt med manden, som jeg smilte til og venligt spurgte, om dette mon var den pågældende lejrplads. De svarede alle tre bekræftende i kor, og jeg takkede og gik videre ned til den modsatte ende af pladsen, så lå et godt stykke væk.

Jeg ville ikke forstyrre dem, og de skulle ikke tro jeg var en klam gammel stodder. Jeg fandt to velegnede træer, som jeg bandt en snor imellem, hen over hvilken jeg lagde den foldede presenning, som jeg fastgjorde med reb til grene, der var faldet af træerne, som jeg stak et godt stykke ned i jorden. Det var ikke ligefrem elegant, men forhåbentlig blev det stående og holdt mig tør. Jeg satte mig bevidst op af et træ uden foran den primitive bivuak og skrev, så de unge mennesker kunne se mig, og dermed forsikre sig om at jeg så og opførte mig nogenlunde normalt, ikke drak øl og ikke havde noget at skjule. Jeg kunne så vidt jeg kunne læse mig til, være to dage på den pågældende plads.

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne campere sammen med andre, da det i omverdenens optik virkede sært at en mand på min alder overnattede alene. Det værste ved at tosse alene rundt, var at det var påfaldende, og jeg hadede det. Jeg følte mig ikke godt tilpas nogen steder.

På vandrerhjem

Jeg var uhørt træt i går aftes, men da en af de to andre gæster på vandrerhjemmet, en tysker, der hed Kaj, var særdeles snaksagelig og havde noget interessant at sige, trak jeg den så længe jeg kunne. Kaj gik ned for at spise den aftensmad man kunne købe på vandrerhjemmet. Han spurgte om jeg ville spise med, men jeg måtte stikke ham den nødløgn at jeg ikke var sulten, da jeg ikke havde råd til at betale for maden. Så snart han var gået, lagde jeg mig til at sove. Den sidste gang jeg tjekkede mobilen, var klokken 19.34. Jeg vågnede ganske kortvarigt op to gange i løbet af morgenen, men ellers sov jeg uafbrudt til klokken 9.00 da min mobil ringede.

Anmeldelse af Styrelsen for Patientsikkerhed den 21. maj 2021

"Til:STPS;KBHV@politi.dk

CPR"

"SV: Din henvendelse er modtaget / Your mail is received

CPR:"

"Fra: stps@stps.dk

stps@stps.dk"

Kritisk

Min situation var kritisk på det fysiske og det sociale plan; ikke det psykiske, og jeg var ikke til fare for mig selv eller andre, ligesom jeg heller ikke var psykotisk (sindssyg) eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed. Jeg havde skrevet en hel del på min dagbog de sidste dage, men da min computer var definitivt defekt, havde jeg ikke kunne få det uploaded. I dag ville jeg forsøge at gøre det, men jeg havde ikke lang tid før biblioteket lukkede. Først ganske kort:

Socialt

Jeg havde kun få hundrede kroner tilbage, intet mad, ingen penge på mit rejsekort, og kun det uvaskede tøj jeg gik i, samt det jeg havde i min taske. Jeg havde ingen sovepose eller liggeunderlag, kun en presenning og et vattæppe, som jeg havde fået af en ven. Man havde endnu engang glemt at sende mig en billet i går, hvorfor jeg var strandet i København.

Fysisk

Som følge af det seneste halve års marathon vandreture havde jeg fået flere træthedsbrud i fødderne. Nu var de blevet meget forværrede på grund af den manglende togbillet i går, samt den ekstraordinære tunge oppakning de to tasker udgjorde. Jeg havde i dag så ondt i både fødderne og nu også begge knæ, at jeg var nødt til at holde hvil flere gange på vejen til biblioteket, og på et tidspunkt havde jeg sat mig på en bænk, som jeg ikke troede jeg var i stand til at rejse mig fra igen, fordi jeg havde så store smerter. Naturligvis havde jeg ingen penge til smertestillende håndkøbsmedicin, men det var ligegyldigt, da det, der bekymrede mig ubetinget mest var de irreversible skader i knogler, sener og led, som den ufrivilligt hårde fysiske aktivitet havde resulteret i. Det var tortur, som jeg havde fået varige mén af. Det kunne jeg i særdeleshed ikke tilgive, og det var der noge, der kom til at betale mig stor erstatning for. Jeg havde været så desperat, at jeg havde smidt en trøje og et par bukser ud i dag for at reducere vægten af oppakningen.

Ondskab

Jeg havde sørget for at ingen myndigheder, politikere eller psykiatere var uviddende om min aktuelle særdeles alvorlige situation. At samtlige ignorerede mig, var direkte og afskyelig ondskab.

Mail til Peter Worm Jantzen mv.

"Kære Peter mv.

Hvis jeg kunne flygte fra Danmark og fra psykiatrien, ville jeg gøre det uden at tøve i skrivende stund. Jeg ville svømme til Sverige, hvis jeg derved kunne slippe for at blive fastholdt i en fuldstændig ulidelig situation af mennesker, der er flinke, men som reelt intet gør for at jeg kan leve en bare lidt tålelig tilværelse.."

Mail til Peter Worm Jantzen

"Status er at jeg har ca. 40 kroner tilbage, vand og mad nok til på tirsdag, er stadig ikke til fare for mig selv eller andre, er stadig ikke psykotisk eller lign., har en god bivuak nu, så jeg hverken fryser eller bliver våd.

Kjeld."

Nærdødsoplevelse

2. Pinsedag og i går havde af hver deres grunde været to af de værste dage i mit liv. 2. Pinsedag burde jeg i følge min kontooversigt have 42 kroner tilbage til resten af måneden, og altså i hvertfald nok til jeg kunne komme forbi psykiatrien og få mad af hér. Desværre og af uforklarlige årsager (formentlig et gebyr eller et mindre køb nogele dage forinden, der var trukket med latens) stod der kun 0.92 kroner tilbage. Det var en lidt af en katastrofe, da jeg ikke havde mere vand tilbage, ikke havde drukket de sidste 12 timer, det var forholdsvist varmt lige fra morgenstuden, og jeg havde lang vej at gå med min usædvanlig tunge oppakning. Jeg havde desuden meget ondt i fødderne, skinnebenene og ryggen. Jeg blev opmærksom på den lave saldo, da jeg halvvejs fra den ene ende af Amager Fælled til Fields, for en god ordens skyld tjekkede min netbank.

Nu var gode råd dyre. Jeg havde meget lidt batteri tilbage på min mobil, og det brugte jeg på at skrive en SMS til Peter Worm Jantzen om min situation, og, da jeg ikke fik noget svar, skrev jeg det samme til sygeplejerske Lars Andersen, som heller ikke svarede. Jeg troede at det altid var muligt at få fat på den ene af de to, også på helligdage, men dér tog jeg fejl. Jeg havde det allerede begyndende dårligt på det tidspunkt om morgenen, men det blev hurtigt meget værre. Jeg havde så ondt i fødderne at jeg næsten ikke kunne gå, så jeg var tvunget til at reducere vægten af oppakningen. Alt overflødigt blev kasseret, herunder presenningen og noget mere tøj. Det lettede noget, men kun akkurakt så meget, at jeg fik slæbt mig hen til Fields. Gudskelov var der åbent til selve centeret og dermed toiletterne, hvor jeg slubrede det lunkne vand i mig.

Jeg havde intet mad tilbage, så efter tørsten blev slukket, meldte sulten sig. Jeg måtte have noget strøm på min mobil, og jeg regnede med at der på Fisketorvet måske var en stikkontakt, jeg kunne bruge, da alt andet havde lukket. På vej til Fisketorvet fik jeg det hurtigt dårligere, og var igen tørstig. Det lykkedes mig, med mange pauser undervejs for at hvile fødderne, endelig og drivvåd af sved og knastør i mund og svælg af tørst, at ankomme til Fisketorvet. Jeg havde irriterende nok ingen tom flaske, jeg kunne fylde med vand, og selv om jeg havde fundet to øldåser på vejen, var de eneste, jeg kunne finde, så jeg havde ikke råd til selv den billigste flase vand. På Fisketorvet var handicaptoilettet frit, og her drak jeg dejligt koldt vand og vaskede mig med vådservietterne. Det var skønt.

Jeg satte mig mellem Fisketorvet og kanalen på en bænk og overvejede hvad jeg skulle gøre. Min situation var ret håbløs. Det endte med at jeg brugte de sidste procent af mit batteri på at skrive til to bekendte og bede dem overføre 30 kroner til mad og vand. Fordi de var rigtige venner, overførte de henholdsvis 50 og 70 kroner. Det var helt fantastisk, og det gav mig mod til at fortsætte den ellers ulidelige kamp.

Hvad der herefter skete, måtte jeg dog vende tilbage til, da politikerne og myndighederne skulle have en tilbagemelding på hvad de var skyld i:

Mail til politikere og myndigheder

Nødret

"Kære politikere og myndigheder mv.

Kjeld."

"Paa Memphis Station"

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Johannes Krogh V. Jensens digt fra 1906, hvor regnen var et gennemgående tema. Det var næppe mere end en håndfuld digte, der i tidens løb havde fænget mig, men dette var et af dem. Det var som om det havde regnet i en evighed. Maj måned plejede altid at være så solrig, men for at det ikke skulle være alt for let for mig, havde der været rekord meget nedbør i denne måned, og jeg havde oplevet en større del af det end jeg brød mig om. Dertil kom naturligvis kulden og blæsten. En ubehagelig triade, hvis man som jeg opholdt sig ude det meste af tiden.

Jeg havde virkeligt ondt i fødderne, og det var udover stressbruddene de mange vabler, der gjorde vrøvl. Fordi jeg forsøgte at kompensere, forplantede smerterne og overbelastningen sig bare op af i kroppen, til achilleshælene, skinnebenene, knæene og lænderyggen. Jeg haltede langsomt afsted, og der kom jag af kraftige smerter for hvert skrit. Jeg gik meget langsomt, og det tog mig tre gange så lang tid at gå hen til shelteret i går aftes, mens det øsede ned. Nogen havde allerede taget det, så jeg da jeg kom nærmere, og hjertet sank helt ned. Det var et shelter der ikke kunne reserveres, og jeg havde for ondt til at jeg kunne gå videre til et andet et. Det var meget fortvivlende, og jeg fortsatte fordi det, og satte mig i det våd græs lidt længere nede ad vejen, for opgivende og udmattet til at fortsætte. Der sad jeg i den øsende regn, som paraplyen kun delvis skærmede mig for, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg var parat til at opgive definitivt på det tidspunkt. Der skulle ikke mere til efterhånden.

Jeg besluttede dog at give det en chance til, for måske havde vedkommende kun holdt hvil der. Det var en rigtig beslutning, for det jeg kom tilbage, var der ingen. Jeg fik hurtigt arrangeret mig i shelteret, tog de t-shirts, jeg havde med udover den, jeg havde på, lavede nogle udstrækningsøvelser, skiftede sokkerne, der lige som mine sko var gennemblødte, og lagde det tynde vattæppe over mig. Det dækkede kun lidt over halvdelen af kroppen, og den kolde vind blæste ind mellem de brede mellemrum i brædderne i shelteret. Jeg kom hurtigt til at fryse i en grad jeg sjældent havde oplevet, jeg var dehydreret, jeg lå rigtigt bekvemt på det hårde trægulv. På et tidspunkt kom en yngre mand cyklende på et gammelt skræmmel af en cykel. Han havde hætte på, jeg hilste på ham, men han svarde ikke, og kørte lige så stille videre. Dernæst kom en kraftigt bygget ældre herre forbi mens jeg talte i mobiltelefon og så søgende ud. På et tidspunkt var jeg så træt og underafkølet, at jeg var ligeglad med hvem, der kom.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten fordi jeg rystede af kulde, og når jeg rejste mig og stavrede rundt for at få varmen, gjorde det ulideligt ondt i fødderne. Sådan fortsatte det de næste fire timers tid indtil klokken var fem og jeg alligevel skulle op. Jeg var klinisk dehydreret, meget sulten, kold i hele kroppen, dødtræt, og modløs. Det gjorde vanvittigt ondt at gå, men jeg skulle afsted. Jeg var fuldstændig ødelagt fysisk og psykisk. Der var masser af mennesker, der ikke gjorde, men blot så passivt til. Det var fuldstændig forrykt og utilgiveligt. Folk havde begået selvmord eller slået andre ihjel for mindre end det jeg havde været udsat for, men så længe der ikke var lig på bordet, var der ingen der gad at reagere.

I nat ville blive helt ulidelig. At politikere og myndigheder ikke gav et fuck for min desperate situation var ondskabens banalitet. Jeg kunne mærke det i går. Vreden, der steg op i mig over den årelange chikane og overgrebene, og at det stadig kun blev værre. På et tidspunkt vendte min motivation fra at blive læge igen til regelret hævn. Når det skete, kunne man ikke bebrejde mig noget. Hvis jeg i min nuværende situation begik kriminalitet for at få noget at spise, vand at drikke, eller for at skærme mig fra kulden, var det ikke amoralsk. Jeg havde gjort opmærksom på hvor uuholdeligt det hele var, jeg havde gjort det i årevis, og ingen gjorde noget.

Mail til værestedet

"Kære X

Kjeld."

Svar fra værestedet

"Hej Kjeld,

Dbh "X""

Det tog mig mindst to timer at humpe fra Albertslund til værestedet. Jeg måtte hvile på samtlige bænke undervejs. Det var helt galt med fødderne. Jeg var utrolig tørstig, sulten og svimmel. Jeg ønskede ikke at leve mere, når hver dag var en ulidelig hård kamp, jeg aldrig kunne vinde. Forbandet være de mennesker, der vidste det, men intet foretog sig. Jeg sad og blundede på bænken ved værestedet et par timer indtil stedet åbnede. Straks da jeg blev lukket ind, gik jeg ind i det rum, hvor der blev givet NADA-behandling, satte mig i en stol, faldt i søvn og sov to timer. Jeg var alt andet end udhvilet da jeg vågnede, men det havde alligevel hjulpet ufatteligt godt. Jeg drak straks så meget vand, jeg kunne rumme, og da den pædagogstuderende "E" afsluttede hans ophold, havde han kage med.

Da jeg intet mad havde tilbage, var det luksus, og SOSU-assistentleven var så sød at give mig hendes overskydende mad, der smagre fremragende. Sådan var vilkårene; det var tilfældigheder og andre menneskers velvilje og godhed, der holdt mig i live. Jeg var ufattelig taknemmelig for den hjælp jeg modtog, men det var grotesk at mit liv skulle afhænge af det. Psykiater Peter Worm Jantzen havde, da det kom til stykket, alligevel svigtet. Jeg kunne ikke regne med ham i forhold til at overleve. Men jeg var løbet tør for ideer, og så svært stresset og belastet, at jeg ikke kunne overskue andet end at overleve time for time.

Jeg ville gøre hvad som helst for at undslippe fra det helvede jeg var blevet tvunget ned i. Jeg havde desværre intakt samvittighed og moral, men det var en hæmsko for mig, og en trussel mod min overlevelse. Jeg burde stjæle og røve for at sikre mig mad og vand, når nu psykiatrien ikke rigtig gad. Jeg burde i moralsk henseende gøre hvad som helst, så længe det sikrede min fortsatte overlevelse.

Mail til retspsykiater Peter den 27. maj 2021

"Status er, at jeg var så fysisk og psykisk udmattet da jeg var forbi ROPS i tirsdags, at jeg ikke kunne overskue at skrive en indkøbsliste til Lars. Derfor skrev jeg for lidt mad på, hvorfor jeg indtil i morgen har en halv pakke rugbrød tilbage.

Kjeld."

Reddet af en ven

Hvis det ikke havde været for min vens gode hjerte, havde jeg også overnattet udendørs i nat. Jeg havde været forbi ROPS i formiddags og handle ind med sygeplejerske Lars, og fortalt ham om min desperate situation, men som sædvanlig kunne han ikke hjælpe; det eneste man kunne i ROPS var at fastholde mig i et jerngreb, intet andet, så kunne jeg sejle i min egen sø og ligge og dø af kulde og tørst eller blive overfaldet. De anstte i ROPS var pisse ligeglade med patienterne. Det de ikke var ligeglade med var at arbejde mindst muligt for højest mulig løn. Peter og Lars holdt mig nede under overfladen, mens jeg druknede, og de tavst betragtede mig mens jeg døde. Der var ikke brug for dem og det pseudoarbejde de udførte, og det var utroligt at de danske skatteydere gad at betale for, at psykiaterne og det øvrige psykiatriske personale ødelagde deres medmennesker.

Billede. Jeg havde så stærke smerter i fødderne at jeg var nødt til at gøre holdt og holde pause flere gange undervejs.

Billede. Min oppakning efter indkøb med sygplejerske Lars fra ROPS. Den var overordentlig tung, men heldigvis havde jeg i dag en togbillet.

Mail til Lægeforeningen og Yngre Læger

"Kære Lægeforeningen og Yngre Læger

Kjeld."

Tre dage tilbage

Da jeg vågnede i morges efter at have ligget og sovet på en madras gulvet hos en ven, var jeg nogenlunde veludhvilket, og jeg havde ikke ondt i lænderyggen som sædvanligt. Jeg var dog underligt nok svimmel, men om det var fordi jeg havde sovet i træk var jeg ikke klar over. Til gengæld havde min ven Ipren, og han gav mig et helt ark med 10 stk., og det lod som om det hjalp en smule på mine ødelagde fødder. Jeg fik lov til at lægge min sportstaske med alt mit tøj og de mange pakker rugbrød, jeg havde købt sammen med Lars i går i min vens skur, og det hjalp også en hel del på smerterne at blive aflastet, da jeg efterfølgende gik afsted.

Det var temmelig varm allerede fra morgenstunden af, og jeg begyndte hurtigt at svede. Jeg havde fortsat smerter i højre lægmuskulatur og det var lokaliseret meget midt på, opadtil i læggen. Det var pudsigt at jeg blev let svimmel så snart jeg begyndte at gå, og at svimmelheden foretog sig så snart jeg gjorde holdt. Ligeledes var det påfaldende, at jeg blev mærkbart forpustet, da jeg gik op af en mindre bakke, for jeg havde i forhold til normalt kun let oppakning, jeg gik i et stille og roligt tempo, og holdt pauser flere gange undervejs. Til sidst lykkedes det mig, at nå til biblioteket, hvor jeg satte mig ned og skrev. Uheldigvis havde det kun åbent til klokken 14.00, så det var ikke lang tid, jeg kunne sidde der, men omvendt var vejret så godt, at jeg sagtens kunne være udendørs hele dagen, og natten med i øvrigt.

Der var kun tre dage tilbage til jeg fik penge igen, og det lod som om at vejret artede sig de næste par dage.

Gør noget nu

De seneste uger havde været ualmindeligt hårde, og selv om jeg på nuværende tidspunkt var mæt, veludhvilet og havde fået rigeligt med vand at drikke, var jeg fortsat svært stresset og påvirket af den daglige kamp. Man skulle gøre noget meget, meget hurtigt. Jeg kunne og ville ikke vente et sekund længere på at få lov til at leve. Det var og blev tortur, og det var og blev utilgiveligt, at man ikke foretog sig noget.

Billede. Min spot i Hedeland.

Billede. Min spot i Hedeland.

Efter at have siddet og skrevet på biblioteket et stykke tid, ville jeg rejse mig for at låne nogle bøger til når jeg senere på eftermidddagen ville løbe tør for strøm på min mobil og laptop. Da jeg rejste mig og tog nogle skridt, blev jeg svimmel igen, pulsen bankede derud af, og jeg trak vejret hurtigt. Det var ret bekymrende, men jeg var ligeglad med om jeg levede eller døde, og det bedste, der kunne ske var, at jeg faldt livsløs om. Jeg gad ikke gøre noget aktivt for at slutte livet, men jeg ville heller ikke være ked at, hvis det skete pludseligt og uventet. Jeg havde intet godt tilbage i tilværelsen, hver eneste dag var en benhård kamp fyldt med lidelse, stress og afsavn, som jeg tabte og der var intet godt i udsigt.

Jeg blev behandlet infantilt af sygeplejerske Lars og resten af personalet i ROPS, og jeg havde især under coronapandemien erfaret hvor egoistiske og ligeglade de fleste mennesker i Danmark var, selv om mit menneskesyn måske var forudindtaget, da de stort set eneste mennesker, jeg omgikkes, var ansatte i psykiatrien og socialpsykiatrien, eller politi og myndigheder, og med ganske få undtageler var disse velfærdsprofessionelle ganske rædselsfulde at have med at gøre. Så snart jeg var på eksempelvis vandrerhjemmet, blev jeg behandlet som det normale menneske jeg var, fordi man dér til forskel fra i det offentlige system ikke havde tonsvis af sagsakter på mig fyldt med forkerte oplysninger, som man bevidstløst videreførte, uden at korrigere eller slette.

Den eneste måde hvorpå jeg og andre i min situation kunne overleve, var ved at flygte fra Danmark. Det nemmeste og for samfundet absolut mest fordelagtige var selvfølgelig at komme i job, men for netop folk i min situation var det umuligt. Vi var de laveste af de laveste i samfundet, menneskeligt affald, som ingen gad at røre med en ildtang, og som forældrene advarede deres børn imod.

Mail til Peter Worm Jantzen, Camilla Tølbøll og Elisabeth Myhre den 29. maj 2021

Vigtig lydoptagelse

"Kære Peter Jantzen mfl.

CPR:"

To dage tilbage

Vågnede efter nogle timers søvn. Jeg kunne ikke huke, at jeg var faldet i søvn, og jeg følte mig ikke egentlig træt, da jeg vågnede. Jeg var kun vågnet en enkelt gang i løbet af natten, efter duggen var faldet, men det var ikke så koldt, som det plejede at være, og jeg havde for første gang ikke haft kulderystelser. Det tæppe, jeg havde lånt af værestedet viste sig at være rigtig velegnettil formålet, og den sorte affaldssæk, jeg ligeledes havde fået derfra, og som jeg havde åbnet i længderetningen, foldet ud og brugt som underlag, havde lige akkurakt fungeret som underlag for hele kroppen.

At ligge i skjul i Hedeland, ikke at være eksponeret for omverdenen, og bare kigge op på stjernerne og lytte til naturens lyde, var skønt og enormt afstressende. Det var det eneste, jeg havde brug for. Andre mennesker havde et hjem, måske med en have, hvor de kunne være i fred, men ikke jeg.

Det havde været meget varmt i går, og allerede en times tid efter jeg var stået op, omkring klokken 6.00, begyndte temperaturen at stige hurtigt igen.

Jeg lagde mig øverst i amfiteateret på mit tæppe, læste lidt neuroanatomi, og slappede af. Jeg vaskede og rengjorde mine ødelagte fødder, hvor nogle af vablerne var begyndende inficeret og væskend. Jeg havde lidt vand, nogle vådservietter og et enkelt plaster tilbage.

Jeg havde sendt de optagelser, jeg opdagede i går til de sædvanlige politikere og myndigheder, men desværre havde jeg været lige hurtig nok, og hvis man ikke kendte d omstændigheder hvorunder de var optagede, og baggrunden for min situation i omkring et halvt år forinden, kunne man meget vel få indtruk af, at det, jeg fortalte om underboens voldsomtgenerende hash misbrug, samt om den hashhandel, der fandt sted, var vrangforestilliinger. Det var ingen af delene imidlertid, hvilket jeg ogdå kunne dokumentere, så det måtte jeg hellere komme igang med at gøre, som modtagerne af optagelserne ikke begik samme fejl som den praktiserende læge, der begik det overgreb, som tvangsindlæggelsen var, som igen udgjorde grundlaget for den alvorlige fejldiagnose, jeg havde fået.

Det ville være så fantastisk, hvis det, jeg nu skulle igang med at skrive, var det sidste jeg behøvede, så jeg kunne få afsluttet min bog og komme videre med mit liv.

Billede. Vand og min restmad i form af datonedsat rugbrød,omkring klokken halv seks i morges i Hedeland.

Billede. Chillede med lidt neuroanatomi i amfiteateret i Hedeland omkring klokken seks i morges.

Billede. .

dagen var overstået. Men så kom der en ny ulidelig dag og det hele gentog sig dag efter dag, år efter år. Folk kunne jo ikke fortså hvordan det var. Det var irationelt at jeg ikke forlængst havde begået selvmord. Der var intet godt tilbage og intet godt at se frem til. Jeg gjorde alt, jeg kunne for at få en tålelig tilværelse, men intet virkede, og jeg blev konstant slået tilbage til start. Hele verden var imod mig; det man kunne kalde det offentlige Danmark, stort set aldrig de mennesker jeg mødte personligt og talte med. Det skabte afgrundsdyb desperation og dernæst vrede. Det en paranoid og personlighedsforstyrret praktiserende læge og et par rådne psykiatere og embedslæger havde gjort, var egnet til at få mig til at begå selvmord, og de vidste det godt, lige som jeg gjorde. Hvis jeg udtrykte min desperation overfor Peter Worm Jantzen truede han mig med indlæggelse på psykiatrisk afdeling, altså truede han mig med præcis det, der var årsagen til den utålelige situation, der var årsagen til at jeg var desperat. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Det var tortur, og jeg gad næsten ikke mere.

Mail til Rigsadvokaten, Statsadvokaten, Justitsministeriet mv.

"Kære Statsadvokat, Rigsadvokat, Politi, Justitsminister mv.

Kjeld."

Svær akut belastningsreaktion

Jeg fik et anfald af akut svær belastningsreaktion her til aften, da jeg skrev og sendte ovenstående. Nogle gange ramte fortvivlelsen mig som en knytnæve i ansigtet, og jeg kunne ikke se nogen udvej af min uudholdelige situation. Hvis var det taktisk klogt at skrive ovenstående? Sikker ikke. Fortrød jeg det? Nej, på ingen måde. Jeg var ligeglad efterhånden. Budskabet i mailen var reelt nok, det jeg skrev var bare alt for emotionelt og omstændigt til at nogen gad at læse det. Jeg tænkte sådan her: Hvis jeg skrev om hvordan jeg havde det, fremfor at blive fysisk aggressiv over for mig selv eller andre, og hvis jeg fik afløb for min fortvivlelse og fik det bare minimalt bedre, så var det berettiget. Jeg vidste godt at modtagerne var bedøvende ligeglade, og jeg var ligeglad med hvordan de opfattede det jeg skrev. De eller deres nærmeste kunne meget vel selv en dag ende i samme situation som mig, og så ville de forstå den måde jeg havde det på og min reaktion.

Gad vide hvordan Peter Worm Jantzen troede det ville gå for mig? Hvordan jeg eller andre i min situation ville reagere? Jeg havde forslået ham en masse han kunne gøre for at gøre mit liv bare en smule til at holde ud, men intet skete. Som om jeg sendte mails for sjov. Som om jeg ikke uendeligt hellere ville have et arbejde og et liv.

Billeder. Juni 2021. Tusinde billeder siger mere end en million ord.

Billede. Jeg var nødt til at hente mad i Retspsykiatrisk Ambulatorium (ROPS), fordi jeg blev fastholdt fattig, jeg havde sendt en sms til sygeplejerske Lars Andersen, hvor jeg bad om at få udleveret masser af den billigste dåsemad, baked beans eksempelvis til få kroner, samt billig flaskevand, men Lars købte dette i stedet for. Det var katastrofalt forkert og for lidt mad til næsten en uge, da jeg fortvivlet spurgte Lars om hvorfor han ikke havde købt det, jeg havde skrevet til ham, vrængede han af mig og hånede mig. Jeg var og er så rasende over Lars' onde og svinske behandling af mig, at jeg ikke kan skrive hvad jeg vil gøre, hvis jeg nogensinde møder ham igen. Lars fortjener at brænde i helvede for at være et skruppelløst og samvittighedskøst svin. Lars Andersen er dermed en bøddel.

Billede. Denne var blot en af flere flåter, der sad på mig den dag.

Billede. Man ser Pinseskoven på Kalvebod Fælled til venstre, hvor jeg teltede. Selvom det er overskyet, var det ekstremt hedt og fugtigt vejr.

Billede. Mit telt i Pinseskoven.

Billede. Jeg havde alt for lidt at drikke med mig, takket være svinet Lars, jeg havde ingen penge overhovedet, men jeg fik juicen af en anden bruger af værestedet Perronen i Høje Taastrup, som havde medlidenhed med mig. Tak Benjamin.

Billede. Jeg fik overskydende mad fra personalet i værestedet Perronen. Det kostede et symbolsk beløb at deltage i aftensmåltidet, men jeg havde ikke nogen penge overhovedet, og personalet fik medlidenhed med mig.

Billede. Mig i teltet. Jeg havde ikke sovepose, men det var heller ikke nødvendigt qua heden.

Billede. Undertegnede i teltet.

Billede. Den ene af mine medbragte bøger, "Uro'erne kommer!" af Tom Guldbæk Olsen. En super interessant bog.

Billede. Så stor orden og renhed i teltet som muligt. Sådan var det altid; altid orden, renhed, styr på alle ting og altid så tørt som muligt.

Billede. Den anden medbragte bog, som var om Menneskerettighederne. Jeg læste om alle de krænkelser, jeg blev udsat for, men som alle ignorerede.

Billede. Jeg havde ingen penge, intet mad, intet som helst, så jeg måtte indkassere pant og samle flasker i Ørestaden. Det var ydmygende og uværdig behandling.

Billede. Mit telt slået op i Fasanskoven.

Billede. Flere flåter, kun et par af dem, jeg pillede af den dag. De sad på det høje græs. Der var små stier, som hjortene i området havde skabt, og de spredte flåterne.

Billede. Sad foran teltet og skrev. Der var højt græs overalt og jeg var næsten skjult.

Billede. Den anden medbragte bog, som var om Menneskerettighederne. Jeg læste om alle de krænkelser, jeg blev udsat for, men som alle ignorerede.

Billede. Jeg benyttede toiletterne i Ørestadens Bibliotek. Jeg brugte de gratis madaffaldsposer, man kunne tage ruller af på biblioteket, til vand, som jeg tog tilbage til teltet. Jeg var bitter på det samfund, der behandlede mig så nådesløst.

Billeder. Juli 2021.

Billede. Var dødtræt, fordi det var så fysisk hårdt at vandre rundt i heden som hjemløs fra det ene sted til det andet, og jeg sov dårligt i varmen og ukomfrontabelt.

Billeder. Ankomst til Vestskoven, som så smukt og idyllisk ud i sommeraftensolen, men som ikke var så fed at telte i.

Billede. Teltet i Vestskoven.

Billede. Det var så klamt i den fugtige og vindstille aftenhede, at alt tøj måtte af.

Bogen