ROPS

2020

• Juni 2020
• Juli 2020
• August 2020
• September 2020
• Oktober 2020
• November 2020
• December 2020

2021

• Januar 2021
• Februar 2021
• Marts 2021
• April 2021
• Maj 2021
• Juni 2021
• Juli 2021
• August 2021

Indledning

Jeg havde længe frygtet repressalier fra enkelte psykiatere, som måtte erkende, at de ikke havde opført sig helt, som de burde. Det gjorde jeg imidlertid ikke så meget længere. Nu handlede det primært om at holde ud længe nok til, at jeg kunne nå at skrive min bog færdig. Da jeg både eksplicit og implicit var blevet truet med tvangsbehandling med livsfarlig medicin som straf, og for at lukke munden på mig, ville jeg ikke tage nogen chancer. Hvis enkelte psykiatere alligevel gjorde alvor af deres trusler, måtte jeg sætte min lid til at gode mennesker greb ind.

Ofte når jeg har havde læst autobiografier, der var skrevet af mennesker, som havde været udsat for traumatiske oplevelser, havde de skrevet om dem, når de var overståede. Derfor oplevede jeg at forfatteren var tilstrækkeligt følelsesmæssigt distanceret fra oplevelserne til, at teksten ikke bar synderligt præg af den desperation, fortvivlelse og afmagt, som vedkommende følte under selve traumerne. Det var næsten et krav at forfatteren havde bearbejdet de traumatiske oplevelser, hun skrev om, for at teksten var læsværdig, sammenhængende, og ikke for skinger.

Livslang tvangsbehandling

Fordi jeg var idømt livslang tvangsbehandling i psykiatrien, og fordi mine traumer primært skyldes netop denne institution, kunne jeg i sagens natur ikke vente med at skrive om mine oplevelser til et senere tidspunkt. Min situation og livsvilkår blev hele tiden værre, og derfor var det utroligt svært for mig at distancere mig fra traumerne. Jeg måtte derfor undskylde med det samme, at jeg ikke havde været i stand til at fjerne mine mishagsytringer fra det, jeg havde skrevet.

Nu var mennesker som bekendt meget forskellige, og det, som for nogle var svært traumatiserende, var for andre nærmest dagligdag. Det, jeg mere end noget andet syntes var ulideligt, var lediggang, uvished og meningsløshed. Det første var især noget jeg fik at mærke som følge af den svinestreg af en lov, der hed fireårsreglen, som fik det værste op i mine ældre, tidligere kollegaer. Senere blev jeg udsat for overgreb af praktiserende læge Camilla Elvekjær og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, som gav mig en fejldiagnose, som de nægtede at korrigere, og som endte med at blive en dødsdom.

Jeg var ikke den eneste, der havde været igennem psykiatrien og retmæssigt eller uretmæssigt var blevet stigmatiseret og marginaliseret. Mange psykiatriske patienter begik selvmord, og jeg havde obduceret ikke så få af dem, hvoraf en del var sprunget ud foran toge i deres desperation.

Når det havde så livsomvæltende negative konsekvenser at få en psykiatrisk diagnose, og når psykiatriske diagnoser var noget af det mest usikre inden for lægeverdenen, var det absurd at man ikke kunne få fejldiagnoserne slettet eller berigtiget.

Sidste chance

Jeg havde forsøgt alt, men jeg blev svigtet af de mennesker, hvis job det var at hjælpe mig. Her mente jeg især Yngre Læger og Lægeforeningen. Det var utilgiveligt. Det samme var tilfældet for Styrelsen for Patientsikkerhed, og de psykiatere, jeg skrev om. Ikke nok med at de ignorerede mig, de var aktivt med til at skabe livsvilkår, der var dybt skadelige for mig, og i deres magtarrogance nægtede de at have taget fejl.

Ét langt afskedsbrev

Om min bog var ét langt afskedsbrev, måtte tiden vise. For at den enorme hjælp, jeg havde modtaget fået af mine venner ikke skulle være forgæves, gav jeg det en sidste chance. Efter omkring fem år i et helvede, forårsaget af en praktiserende læges paranoia og fejldiagnose, gad jeg snart ikke mere.

For en god ordens skyld måtte jeg oplyse, at når jeg fremkom med postulater, så burde jeg vel i juridisk henseende hver gang indlede postulatet med et forbehold i form af eksempelvis: "I min optik", "sådan som jeg opfattede det", "jeg mener", osv., men i givet fald ville teksten for det første ville blive meget tung og omstændig, og dels formodede jeg at læseren implicit var klar over at teksten var udtryk for min opfattelse. Omvendt var jeg ligeglad med konsekvenserne, hvis nogen valgte at hive mig i retten, for jeg havde bogstaveligt talt intet at tabe længere, håb, livslyst, fremtidsudsigter og formue var for længst pist væk.

Denne del af bogen var temmelig rodet. Det beklagede jeg, men årsagen er ret enkel: For mig er det vigtigste først og fremmest at få så meget materiale ud på nettet som muligt. Jeg mente i al stilfærdighed at det fremgik af teksten, hvorfor jeg havde så travlt. Hvis det lykkedes mig at få skrevet tilstrækkelig meget inden den 26. august, kunne jeg altid efterfølgende koncentrere mig om design og grafik.

Juni 2020

Billede. Det blæste og regnede kraftigt, så jeg søgte læ bag ovenstående træstabel i Vestskoven. Efter et par nætter syntes jeg ikke, det var morsomt. Det fortalte jeg sygeplejerske Susanne Emde i ROPS, og nævnte samtidig, at jeg måtte gøre et eller andet, når man i ROPS-ambulatoriet allerhøjest bedrev nødtørftig symptombehandling.

Billeder. Det eneste jeg ville var at arbejde som læge, havsvømme og leve en stille og rolig tilværelse. Jeg gjorde min pligt som borger og læge, men blev straffet med en fejldiagnose og social katastrofe. Fem år efter havde jeg fortsat ingen penge, og jeg levede meget sparsommeligt. Sådan havde det været i flere, længerevarende perioder.

Mail og klage til DUP'en af 17. maj 2020

"Indledning

2 stk. iPhones 5, som efter endt reparation var funktionsdygtige, men som politiet under deres ransagning ødelagde, i en grad at de ikke virkede og ikke af ut. kunne repareres."

Intet af det, jeg gennemgik, var den psykiatriske overlæge og sygeplejerske uviddende om. Alle mine nærmeste var en efter en oppe og tale med overlægen, og forklarede ham sagens rette sammenhæng, men lige meget hjalp det. Jeg skulle fastholdes i en sygerolle resten af mit liv, selv om det i så fald ikke ville komme til at vare længe. Psykiateren var iskold. Retslægerådet kunne ikke tage fejl, nu havde det talt, og sådan blev det. Hvis jeg havde været i overlægens sko, ville det kræve en meget stor indsats for mig at ignorere virkeligheden, og aktivt bidrage til langsomt at aflive et grundlæggende raskt menneske.

Billeder. Det var umuligt at vide hvad Susanne Emde gentlig tænkte, da jeg fortalte, at jeg gradvist ville skrive min historie på Facebook, men hun foreslog helt upåvirket, at jeg også kunne bruge Twitter. Et mærkeligt foreslag, med mindre hun var ironisk og skjulte det særdeles godt. Hun var en del af problemet, men det lod ikke til, at hun var klar over det, selv om jeg flere gange venligt havde sagt til hende, at det system hun var en del af, endte med at koste mig livet. Hver gang huskede jeg naturligvis at indlede samtalen med at fortælle hende, at det ikke var hende personligt, min frustration var rettet i mod. Det, jeg mente var, at hun ikke var hovedansvarlig, det var overlægen, men at hun ukritisk og blindt alligevel var medløber.

Billeder. Da jeg ankom til forsorgshjemmet havde jeg kun ét par bukser, sko og strømer. Sidstnævnte havde jeg haft på i flere dage, og da jeg havde sovet under åben himmel i samme tidsrum, var både sko og strømper som følge af duggen konstant gennemblødte. Jeg måtte simpelthen kassere dem, og låne et par sko fra forsorgshjemmets kælder.

Det var et par bukser i kælderen som passede, men desværre var der ingen strømer, jeg kunne låne, og jeg havde ingen penge til at købe nogle selv. Derfor gik jeg i starten rundt med bare tæer i skoene, men da de var et nummer for små, fik jeg så mange vabler, at jeg til sidst kun kunne humpe rundt i smerte.

Personalet var søde, og klippede hver dag plastre til mig, som jeg satte strategiske steder på fødder og tæer, men det var ikke nok. På et tidspunkt var der en af de andre beboere ("X"), der åbenbart havde set mig humpe rundt, der lånte mig to par sokker. Det var skønt, at der ikke var direkte kontakt mellem huden og det syntetiske materiale skoene var lavet af.

De første uger efter ankomsten var det temmeligt varmt, og jeg svedte meget i de lange bukser og de solide sko, men så snart jeg fik penge igen, købte jeg nogle sutsko i Fakta, hvilket var mere komfortabelt.

På et tidspunkt fik jeg også råd til at købe shorts, hvilket var ret kritisk qua heden. I Røde Kors forretningen på Hovedgaden fandt jeg et fremragende par af slagsen for 40 kr. Dagen efter købte jeg endnu et par i Aldi til 50 kr., men de var alt for store. Brillerne have været defekte i et par år, men da jeg landede på forsorgshjemmet var de så ødelagte, at hverken kontaktlim eller tape længere var nok.

Personalet klippede ellers plastre på livet løs til mine fødder og tæer, og også briller, men sidstnævnte sad så skævt at jeg fik dobbeltsyn, og til sidst måtte jeg gå rundt uden, hvilket betød at jeg nærmest var handicappet på grund af mit dårlige syn (minus hhv. 5,75 og 5,50). Efter en lille måned fik jeg råd til at betale 138 kroner i depositium hos Louis Nielsen, så jeg kunne få kontaktlinser. Briller var helt udelukket.

Desværre begik Lægernes Bank igen en fejl, så jeg ikke kunne betale den kommende måneds forbrug af kontaktlinser, som også kostede 138 kr., så derfor var jeg nødt til direkte at lyve overfor optometristen, og sige, at jeg da bestemt havde tilmeldt mig betalingsservice, men nok måtte have begået en fejl, som jeg imidlertid straks ville sørge for at få rettet. Det var godt nok ubehageligt og skamfuldt, men jeg magtede ikke at gå rundt og være funktionelt blind i to uger til.

Jeg tænkte, at hvis man havde gidet at besvære sig med at yde rigtig hjælp til mig i ambulatoriet, så ville det være sket for længe siden. Jeg ville ikke rådne op længere, og som en kæreste engang hele tiden sagde, hvad var så det værste, der kunne ske? Uanset hvad end jeg foretog mig, kunne det ikke rigtig blive værre. Derfor var det oplagt at gå all-in, og få redigeret og skrevet min dagbog færdig.

Billede. Jeg var nødt til at smide mine ellers udmærkede sko ud, da jeg ikke kunne bære på dem, og meget andet, længere. Jeg havde overnattet i et busstoppestod, fordi det regnede så meget. Det blev ikke til mange timers sammenlagt søvn, og søvnkvaliteten var ikke den bedste, så jeg var meget træt den efterfølgende dag, hvor billedet er taget. Jeg havde ikke overskud til at skrive om det, så som så ofte tidligere, var det meget mere overkommeligt at tage et billede af det, jeg foretog mig.

Billede. En dag i foråret 2020 var jeg nødt til at finde et andet sted at være.

Billede. En nat i foråret 2020 var jeg igen nødt til at finde et andet sted at være akut. Jeg kunne ikke bære alt, jeg havde med, hvorfor jeg enten måtte kassere det, eller lade andre få glæde af det, så det røg i genbrugscontaineren. Jeg var dog ikke helt sikker på at de ældre, men dyre skjorter, ville gøre megen gavn.

Billede. Mine mindre end behagelige lånesko.

Billede. Jeg havde forinden ankomsten til forsorgshjemmet siden i en længere periode i dette festivaltelt til 129 kroner.

Billede. Den venlige nattevagt "Kasparov" vidste hvor det gode plaster lå.

Det var nemt at dehumanisere og latterliggøre et mennesker. Efter års systematisk psykisk nedbrydning i psykiatrien, hjalp det nogle gange på selvtilliden, at tænke tilbage på tiden før fejldiagnosen, og før, at jeg af en vred psykiatrisk overlæge på Bispebjerg Hospital (Toke Troelsen) fik at vide, at jeg "ikke skulle have for høje tanker om mig selv".

Det havde jeg pudsigt nok heller aldrig haft, så jeg var virkelig forundret over hans udsagn. Men på det seneste fik det mig til at tænke, at jeg omvendt heller ikke skulle være så selvudslettende, som jeg altid havde haft en tendens til at være. Det var ikke rart at sidde som 39-årig, og tænke tilbage på hvad man engang var, før det blev ødelagt af et par af ens tidligere kolleger.

Billeder. Jeg var ikke i dag væsentlig forskellig fra den, jeg var, da jeg lavede min CV. Alligevel var jeg så sent som i sidste måned (juli 2020) tvunget til at samle flasker for at blive mæt. Jeg ville ønske, at jeg var polemisk, at det var løgn, men desværre passede det.

Mail til Lægernes Bank

Klage over Mette Larsen

"Forleden kom jeg desværre til at miste mit VISA/Dankort, hvorfor jeg ikke kunne hæve penge til mad. Derfor forsøgte jeg at overføre penge til en bekendt, der så ville kunne hæve pengene til mig.

24. august 2019".

Lægernes Bank har de sidste fem år haft for vane at sjofle og ignorere mig, og denne mail resulterede da heller ikke i noget respons.

"Tak for oplysningen om at Yngre Læger ikke har noget med autorisationsgenerhvervelse at gøre.

38 år, tidligere læge og modtager af invalidepension, til trods for, at han intet fejler."

Juli 2020

1. - Er et spørgsmål, der aldrig er blevet stillet inden for den danske lægeverden, for Albert Gjedde er dansk neurovidenskabs svar på Justin Bieber. Beklageligvis nåede jeg aldrig at møde ham personligt. Det længste jeg nåede, var at tale med hans venlige sekretær, der spurgte om jeg ville "tale med Albert", men jeg turde alligevel ikke forstyrre ham, og måtte takke nej. I min optik står Albert Gjedde som en diametral modsætning til overlæge Egill Rostrup i forhold til moralsk habitus, intelligens og kreativitet.

Der eksisterer mennesker, der er så suveræne, at de ikke behøver at snyde, svindle, manipulere og lyve, for at være de absolut bedste indenfor deres felt. Albert Gjedde og medlemmer af Bohrfamilien, jeg til gengæld har været så privilegeret at tale med, og som hørte til de mest venlige og sympatiske mennesker, jeg har mødt, hører selvsagt til denne gruppe af mennesker - overlæge Egill Rostrup gør ikke. Jeg selv gør det heller ikke, men det beror på manglende evner, ikke på manglende moral og samvittighed.

Billeder. For at rydde eventuelle misforståelser af vejen, måtte jeg hellere skynde mig at tilføje, at de pantflasker, jeg samlede, ikke stammede fra eget forbrug, men derimod var opsamlet fra området omkring Glostrup Hospital. Jeg kendte efterhånden alle de gode steder og skraldespande på, og omkring, matriklen.

Det var interessant, at jeg i 2020 var nødt til at samle flasker for at stille sulten, alene fordi jeg ikke må arbejde, som følge af praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose, men i 2012 lavede nedenstående forskningsprotokol i min fritid, ved siden af arbejdet som læge. Den ser ikke ud af meget, men det tog mange timer at lave den, og det gjorde jeg - som det var vilkåret for yngre læger - selvfølgelig helt gratis. Hvad var takken for min indsats, som i allerhøjeste grad også ville have kommet den danske befolkning til gavn? En fejldiagnose, som nogle psykiatere videreførte ukritisk og blindt. I dag ærgede jeg mig over, at jeg lavede så meget forskning, herunder nedenstående protokol, ulønnet og i fritiden. Det viste sig at være spild af tid og gode kræfter.

Billeder. Der var primært to årsager til, at jeg bragte ovenstående billeder:

1. Når man var fuldstændigt udbrændt, orkede man ikke at skrive særligt meget. Så var det lettere bare at tage et billede, som man altid senere kunne kommentere på, og som en ekstra bonus fik man også både tid, dato og lokalisation.
2. Jeg var af psykiatere flere gange blevet bebrejdet, at jeg udstillede mig selv ved at tage billeder af de vilkår, jeg levede under, og fremvise dem for omverdenen. Det, psykiaterne i virkeligheden mente, var, at jeg udstillede dem og de konsekvenser deres svigt og misbrug af deres fag havde haft for mig. Virkeligheden var, at jeg havde forsøgt alt op til flere gange, at jeg havde fået en fejldiagnose, der gjorde, at jeg levede i reel fattigdom, og at jeg dels var parkeret på den såkaldte invalidepension, der gjorde at jeg ikke måtte arbejde, og dels at denne unødvendige ydelse var temmelig lav. Derudover havde jeg i lange perioder ingen indkomst har haft overhovedet.

Jeg kunne have udført alverdens arbejde, om det så var lægefagligt eller ikke-lægefagligt, men selv om jeg havde forsøgt (bl.a. to reelle job i "SF" og "CC", samt frivilligt arbejde på tre biblioteker) var det ikke lykkedes. Jeg kunne under coronakrisen eksempelvis have stået og podet dagen lang, og det ville være fint for mig. Men jeg havde været, og var fortsat, fastlåst. Det var for nuværende umuligt at italesætte eller skrive om, uden at jeg blev desperat. Jeg havde livet igennem måske nok været ufokuseret, men samtidig ekstrem målrettet.

Billederne var taget i 2019 og 2020. Intet havde dog grundlæggende forandret sig fra 2014 til i skrivende stund, august 2020. Jeg havde ikke hørt om andre lande, hvor man behandlede yngre læger som i Danmark. Jeg fik det fysisk dårligt af at tænke på i hvor mange år, jeg efterhånden havde været tvunget til at være uberettiget passiv.

Manglende forståelse af min sultestrejke

Tidligere læge, Kjeld, d. 23. april 2020."

Jeg tabte dokumenterbart ca. 20 kg på omkring en måned. Jeg blev vejet ved fremmøde i ambulatoriet hver fjortende dag, så både psykiater Hans Raben og sygeplejerske Susanne Emde var udemærket klar over det, og jeg italesatte årsagen over for dem hver gang jeg talte med dem. Det var hverken sjovt eller let at sulte så længe, men jeg var uendelig træt af min usle tilværelse, og havde ingen penge til en advokat, så jeg kunne få min autorisation tilbage. Det er om muligt en værere situation jeg hér i august 2020 befinder mig i, end da jeg sultestrejkede.

"Kære Hans Raben

Kjeld."

Mail til Hans Raben 2

"Kære Hans Raben

Kjeld."

"Kære Hans Raben

Kjeld."

Hvad var det nu Hans Raben sagde, da jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt mig at skrive om mine oplevelser i psykiatrien? "Jeg har ikke selv noget imod du skriver om mig, men jeg kan ikke garantere for, hvordan mine kolleger vil reagere". For det første, så siger det sig selv at Hans Raben principielt ikke kan garantere hvordan andre mennesker vil reagere, for det andet - helt ærligt - så kan jeg ikke tage mig af Hans Rabens kolleger, jeg skriver om, for hvis jeg skriver om dem, betyder det, at de har misbrugt deres fag og magt til at ødelægge mig. Ja, det er et hårdt og primitivt udsagn, men jeg håber og tror at de fleste mennesker vil forstå mig. Psykiaterne har gang på gang bevist, at deres holdninger, følelser og fornemmelser er irrelevante.

Billede. En af personalet på forsorgshjemmet var så sød at købe brød til mig, da jeg ikke havde adgang til min konto, fordi Lægernes Bank endnu engang havde lavet fejl. Lige så glad, jeg var for at den ansatte på eget initiativ købte brød til mig, fordi jeg ingen penge havde og faktisk var sulten, lige så ubehageligt var det, at jeg var fuldstændig overladt til andres nåde i forhold til noget så essentielt som mad.

Mail til journalist Anders S på Politiken

"Kære Anders Det holdt hårdt og tog længere tid end beregnet, men jeg har først i dag fået penge til mad. Den seneste uge har jeg måtte samle flasker i området omkring forsorgshjemmet, og det har været ulideligt. Jeg frygter altid de møder jeg skal have men den psykiater, jeg er tvunget til at se resten af mit liv. Det selv om at vedkommende heller ikke mener jeg er psykotisk, men mine oplevelser på Retspsykiatrisk afdeling 81 sidder stadig dybt i mig og gør at jeg ofte har mareridt og PTSD lignende symptomer. Jeg vover derfor at sende dels et link til min næsten færdige webside til dig som sikkerhed samt mine breve til Gitte Ahle, ifald jeg skulle blive tvangsindlagt og tvangsmedicineret når jeg fremmøder ambulant på mandag. Jeg ved at det ikke er overvejende realistisk, men omvendt ved jeg også at alt kan ske og det skræmmer mig altid. Jeg vil også sende mit materiale til Institut for Menneskerettigheder og sikkert også andre relevante institutioner. Jeg har levet i reel frygt i over fire år pga. en fejldiagnose, og ingen mennesker skal leve i evig frygt for overgreb.

Link til næsten færdig hjemmeside: - https://bumppavejen.github.io/bumppavejen-github.io/ Venlig hilsen, Kjeld Andersen, tidligere læge"

"Kære psykiater Hans Raben.

Efter at have lyttet mine optagelser af psykiater Lennart Bertil Jansson igennem, er jeg kommet frem til den konklusion, at det eneste rigtige er, at sende min bog til så mange læger som muligt.

Jeg orker ikke at lytte alt igennem igen, det er simpelthen for stor en belastning at høre, hvordan eksempelvis psykiater Lennart Bertil Jansson udvander og omdefinerer psykosebegrebet fra ICD-10s, DSMs, og lærebøgerne i psykiatris officielle definitioner til hans egnen hjemmebryggede af slagsen. Eller når førnævnte psykiater henviser mig til Mændenes Hjem i Istedgade? For ham er det et job, for mig er det en eksistentiel trussel.

Eller lytte til at psykiater Henrik Jurlander nægter at udfærdige en speciallægeerklæring, der kan give mig en indtægt, når Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet, at jeg ikke må arbejde, fordi jeg har fået en fejldiagnose. Hvordan kan han få sig selv til det? Jeg har ikke engang råd til at gå til tandlæge, når jeg har ondt i tænderne, eller råd til nye briller, endsige indskud til en lejlighed, og så nægter Henrik Jurlander at foretage sig noget. Er det lægefaglighed, der hér er tale om? Der er meget mere, men det er så traumatiserende at forholde sig til, især når man bor på et forsorgshjem, som jeg gør nu, at andre eller ingen, må gøre det i mit sted.

Det eneste, man kan gøre i min situation, er at registrere hvad jeg løbende bliver udsat for af modbydeligheder. Hvad skulle jeg ellers gøre? Acceptere skadelig medicin, selv om jeg aldrig har været psykotisk, så det på papiret ser ud som om at praktiserende læge Camilla Elvekjær og forpersonerne for Dansk Psykiatrisk Selskab ikke tog fejl? At to embedslæger heller ikke tog fejl? Acceptere et liv på invalidepension (som det faktisk hedder i mit tilfælde) på grund af noget, jeg aldrig har fejlet? Eller hvad med, at jeg ikke har råd til tøj eller mad, sådan som det har været tilfældet i perioder i de sidste knapt fem år, og senest i sidste måned?

Jeg har taget en af de længste og hårdeste uddannelser i Danmark, jeg har undervist på universitetet, og forsket og udgivet artikler i internationale tidsskrifter, og jeg har gjort det af kærlighed til lægefaget, ofte gratis og i fritiden - er takken så, at jeg bliver nødt til at samle flasker for at blive mæt?

Det kan måske være svært at sætte sig ind i, hvis man har en villa, et job, to biler, forsikring, pension, råd til tandlæge, optikker, tøj, sko, mad, ferie, og ingen gæld, som man umuligt kan tilbagebetale. Det må være rart at have et solidt økonomisk fundament, og samtidig være fordømmende over for andre.

Normalt kan man sikkert forvente at få en rimelig behandling af Retslægerådet, men når hele to forpersoner for Dansk Psykiatrisk Selskab har tilsidesat al moral og faglighed, og når den formentlig nuværende forperson har udsat mig for regelret psykisk vold, og truet med at tvangsmedicinere mig med medicin, der reducerer min levealder med 20 år, så kan jeg næppe forvente at få en uhildet behandling af nogen psykiater i Danmark.

Min nuværende psykiater nægter at fjerne fejldiagnosen, selv om han siger, at jeg ikke er psykotisk. Det er jo flot at han erkender dét, som alle andre end et par mindre saglige psykiatere, en praktiserende læge og to embedslæger, hele tiden har vidst, men det hjælper mig ikke.

Jeg nægter at være brændemærket med en åbenlys fejldiagnose, som har ødelagt alt for mig, og som fremover ligeledes vil ødelægge alt for mig. Nu har jeg så prøvet det, og jeg er hverken blevet klogere, et bedre menneske eller mere empatisk, og jeg har intet lært. Derfor er det på tide at fejldiagnosen fjernes. Koste hvad det vil.

Jeg begriber ikke at det tilsyneladende er så svært for mine tidligere kolleger at forstå, men nu er jeg heldigvis blevet immun overfor deres fordømmelser, og jeg håber ikke længere på at få deres forståelse. Jeg har nu været igennem alle modbydeligheder det danske samfund kan intimidere mig mig, og intet af det skræmmer mig længere. Det er værre at få en fejldiagnose som "kronisk, vedvarende psykose" og rådne op, stigmatiseret og isoleret, end det er at være i Vestre Fængsel, eller tvangsindlagt på retspsykiatrisk afdeling.

Jeg er blevet behandlet med større venlighed af mordere, voldsmænd og narkobagmænd, end jeg er blevet af Yngre Læger og samtlige psykiatere. Det siger en hel del om både førstnævnte og sidstnævnte grupper.

Med andre ord, må jeg konkludere, at intet længere holder mig tilbage, og at jeg har intet at tabe. Så det er egentligt et let valg for mig. Jeg koncentrerer mig i første omgang om mit ufrivillige ophold på de to retspsykiatriske afdelinger. Omfanget af teksten skal være på under 200 sider inkl. billeder, fakta og kommentarer.

Hvis jeg når mere inden den 26. august, bliver det om Lennart Bertil Jansson og Henrik Jurlander, og herefter om praktiserende læge Camilla Elvekjær og overlæge Egill Rostrup, samt om Onkologisk afdeling på Rigshospitalet.

Det er ærgerligt at det er kommet hertil, men sådan er livet nu en gang. Hvis nogen af dem, jeg har nævnt i bogen, bliver vrede over at jeg offentliggør deres navne, og beskriver og dokumenterer deres handlinger, så er mit råd til dem, det samme, som jeg fik af den psykolog, jeg blev tvunget til at tale med, nemlig at de bare skal sige pyt, og tænke på det som et bump på vejen.

Man skal ikke undervurdere effekten af, at en psykiater vedvarende fortæller én, at man er psykotisk. Jeg mener ikke at nogen som helst, alene ved at true og intimidere mig, kan gøre mig psykotisk, eller få mig til at tro, at jeg er psykotisk. Omvendt så skaber det enorm frustration, vrede - og til sidst - apati. Det virkede - og virker - som om, at psykiaterne desperat forsøger at få virkeligheden til at stemme overens med deres fejlopfattelse af mig, men selv om det har givet mig store ar på sjælen, så kommer det aldrig til at lykkedes for dem.

I dagens udgave af Politiken læste jeg nedenstående artikel, som mindede mig lidt om mine oplevelser. Det er et interview i Debatten af den svenske sociolog og professor i organisationsstudier i Lund, Roland Paulsen, og omhandler hans nyeste bog ‘Tänk om - et studie i oro’. Det er ikke alt i den citerede tekst, der kan appliceres på mig, men det, jeg studsede over var, hvor stor effekt andres fortolkninger af én har af ens selvopfattelse, om så de er udsprunget af fejldiagnoser eller ej. Desuden, at tvungen psykoterapi - især med en forkert præmis - rent faktisk kan gå hen og blive skadelig, hvilket netop var noget, jeg oplevede på afsnit R3 på Sankt Hans Hospital. Hvor psykisk nedbrydende selv noget så umiddelbart uskyldigt som psykoterapi er, kom bag på mig, men det skal nok ses i sammenhæng med hvor modbydelig afdelingen, plejepersonalet og psykiaterne - fraset “Fyrtårnet” og “Enhjørningen” - var:

“Hvis du er meget opmærksom på, hvordan du har det, og du betragter dit indre som noget, der kan være sygt, kan det få dig til at føle dig syg”.

Hvilken effekt ville det mon have på dig, hvis du af Københavns Vestegns Politi blev beskyldt for to knivdrab, og du blev ransaget fordi politiet ledte efter gerningsvåbnet?

Eller når du kontakter din forsvarsadvokat, dybt rystet, efter ransagningen, og får at vide, at det er klart at politiet ransager dig, når du er "sindssyg og utilregnelig"?

Advokaten hjælper dig ikke, men tager sig godt betalt for at konstatere dét, du udmærket er klar over selv, til trods for at det ikke passer.

Så begynder det lige pludseligt at blive alvor, at du har fået en fejldiagnose af en paranoid praktiserende læge, og så begynder du at blive desperat.

Eller hvad med de fem ulovlige ransagninger som Københavns Vestegns Politi i alt har foretaget hos dig?

Hvor fedt er det mon at være stavnsbundet til et værelse i flere måneder, og bare vente på at politiet næste gang dukker op og traumatiserer dig? Alene fordi du er stigmatiseret med en fejldiagnose, som en praktiserende læge (Camilla Elvekjær) stædigt fastholder, selv om hun tydeligvis stillede den i ond tro, og herefter foretog en tvangsindlæggelse på røde papirer, altså farekriteriet, fordi hun stille og roligt blev bedt om at berigtige en mulighedserklæring?

Hvad hvis retsvæsenet ignorerer dig, og en eller anden dommer konstant giver politiet lov til at udøve psykisk terror mod dig og din familie, uden at du i øvrigt må se en ransagningskendelse?

Så er det i min verden justitsmord.

Men der er meget, meget mere.

Eksempelvis at jeg risikerer at blive tvangsindlagt alene for at nævne navnet på den praktiserende læge, der udover at give mig en katastrofal fejldiagnose, også gjorde mig hjemløs, arbejdsløs, løj i retten under vidneansvar, og var skyld i at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, udsatte mig for psykisk tortur igennem flere måneder.

Der er endnu mere, og jeg har for et par år siden anmeldt det hele til Københavns Vestegns Politi - som sjovt nok intet har foretaget sig.

Hvordan ville du reagere? Det gad jeg godt at vide.

Især ville jeg gerne vide hvordan en såkaldt ekspert i psykopatologi, psykiater Lennart Bertil Jansson, kan sidde og kloge sig over min reaktion, uden at han kender årsagen til den?

Hvordan kan Lennart Bertil Jansson sove om natten, velvidende at det sludder han skrev i min journal, som var i modstrid med virkeligheden, blev brugt af Gitte Ahle som argument for at tvinge mig til med vold at få indsprøjtet medicin på daglig basis, der ville reducere min levealder med 20 år?

Hvor er Lægeforeningen henne? Hvor er Yngre Læger henne? Hvor er politiet, Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet henne? Eller den joke, som Retslægerådet er?

Alle de selvretfærdige og forargede mennesker, hvor er de, når det virkeligt gælder? Den største indsats de har gjort, er at knytte hænderne i deres lommer.

Der er noget helt, helt galt når min eneste patientsikkerhed og retssikkerhed er mine venner og deres livreddende indsats.

Jeg må ikke kritisere den danske stats tjenere, der har begået overgreb mod mig. Hvis jeg gør det, bliver jeg tvangsindlagt og tvangsmedicineret. Jeg skal med andre ord ikke spolere den gode stemning, jeg skal holde min kæft og acceptere at mit liv er irreversibelt ødelagt. Det kommer til at blive et regelret justitsmord af mig.

Det er interessant, hvor langt danske psykiatere er villige til at gå, når det drejer sig om at misbruge deres lægefaglighed til at ødelægge mig. Hvordan man på magisk vis er i stand til at omdefinere psykosebegrebet, så det passer til ens eget formål.

Jeg kommer aldrig til at holde min kæft, om jeg så bor på gaden eller på et herberg, som det er tilfældet nu, om jeg ikke har råd til mad, eller til at gå til tandlæge. Tværdigmod.

Nu handler det bare om at få lagt så meget ud på nettet, før Styrelsen for Patientsikkerhed pudser politiet på mig - for 8. gang.

26. august kommer til at være deadline.

Det lader til at det ikke kun er i plejesektoren at mennesker, der er umyndiggjorte og negligerede, bliver udsat for overgreb.

Det sker også i dansk retspsykiatri, hvor patienterne ikke kun er sindssyge, men også farlige kriminelle, og det betyder, at havner man først dér, så er det ligefrem acceptabelt at man bliver mishandlet, fordi man jo er ond.

Det betyder igen at retspsykiatrien er en slags legeplads for de psykiatere, der er mest usikre, laver flest fejl og er mest sadistiske, da ingen - ingen - kunne drømme om at kritisere "heroiske psykiatere", der passiviserer onde mennesker, der er til fare for samfundet.

Som altid er virkeligheden dog mere nuanceret, og jeg trøster mig med at forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab er langt mere farlig for andre mennesker, end jeg nogensinde har været.

Der er stor forskel på at sige nogle slemme ting i desperation, og så at gå på arbejde, for at skade andre mennesker.

Det er i øvrigt en myte at man forhindrer kriminalitet, hvis man bare mishandler syge (eller raske) mennesker tilstrækkeligt meget og længe. De fleste indlagte, jeg har mødt, har været "stamkunder", og er således blevet tvangsindlagt igen og igen - på grund af fornyet kriminalitet.

Det skal dog siges, at hvis man afliver yngre mennesker med antipsykotika, som det skete for "Enestående", "Store Abdi" og "Kristian", så begår de ikke gentagen kriminalitet.

Man skal bare ikke foregive, at man hjælper psykisk syge kriminelle, når man tvangsbehandler dem med medicin, der tager livet af dem - man skal sige det, som det er: Vi er paranoide og bange, og derfor slår vi patienter ihjel med medicin. Vi gør det bare langsomt, og allerhelst gør vi tilværelsen så ulidelig for dem, at de begår selvmord.

Nu er kriminalitet jo mange ting, og de fleste tror sikkert, at jeg og mine medpatienter alle sammen har begået frygtelige forbrydelser; det er faktisk undtagelsen. De fleste har begået banale lovovertrædelser, såsom at ryge hash, eller have f.eks. en totenslager liggende i lejligheden, som politiet opdager ved et tilfælde.

Helt galt er det imidlertid, når man som i mit tilfælde, truer åbenlyst raske mennesker med livsfarlig tvangsmedicinering, især taget i betragtning, at årsagen til, at jeg blev tvangsindlagt, var en årelang desperat kamp imod en fejldiagnose, som ødelagde mit liv, hvilket jeg vidste allerede samme dag den blev fremsat - fordi jeg er læge.

Jeg vender tilbage til dette senere, men jeg var både i byretten og i landsretten, hvor to prominente psykiatere henholdsvis løj og undlod at sige sandheden.

Når man således har gået rettens vej, og i øvrigt forsøgt alt andet lovligt, og når man véd at en fejldiagnose som "paranoid psykose" er lig med en dødsdom, især for en læge - så har man to valg: At acceptere fejldiagnosen, og lægge sig til at dø, eller på anden måde forsøge at få fejldiagnosen ændret.

Igen ville jeg utrolig gerne vide, hvordan andre i min situation ville reagere? Jeg tænker, at nogle ville begå selvmord, men sådan er jeg dog ikke indrettet, i hvert fald ikke til at starte med.

Men det er nok svært at sætte sig ind i min situation, både for fire år siden og nu, hvis man er blevet speciallæge, har villa nord for København, og sit på det tørre. Så er det sikkert ret nemt at fordømme andre, der har væsentlig sværere livsvilkår.

Har jeg i tilbageblik været tåkrummende pinlig, polemisk, skinger, rasende, anmassende, påtrængende, gået over stregen, og udstillet mig selv og andre? Ja, det er der vist næppe nogen tvivl om.

Er jeg blevet straffet, udskammet, ignoreret, foragtet, latterliggjort, ydmyget, fornedret, og udsat for en hel det traumatiserende overgreb pga. ovenstående? Absolut.

Men har nogen af dem, der med stor iver har trampet på mig, haft nogen indsigt i min situation? Nej, til dato har kun meget få mennesker haft indsigt i samtlige traumatiserende forhold, jeg har været udsat for.

Det er så let og mageligt at sidde trygt i det økonomisk, have et drømmejob, og så blive forarget over mig og min adfærd. Det er også let som psykiater bare at bagatellisere alt, jeg har været igennem, og affeje min reaktion på fem års konstant deroute som "uindfølelig" (psykiater Lennart Bertil Jansson), eller fortælle mig, at jeg "ikke skal have for høje tanker om mig selv" (psykiater Toke).

Jeg har aldrig haft særlig høje tanker om mig selv, men jeg har fra begyndelsen set, hvor det bar hen, og jeg har forgæves kæmpet imod for at forhindre min situation i at blive værre. Så tidligt som i 2015 fortalte jeg psykiater Søren, at det var som at svømme længere og længere ind i en fiskeruse. Han forsøgte også at hjælpe, endda en hel del, men desværre forstod han aldrig helt hvad det drejede sig om, og han svigtede, da det virkeligt betød noget.

Blot for at nævne lidt af, hvad der gennem de seneste år er sket:

• Mistet en planlagt og fuldt finansieret Ph.d. som straf for, at jeg italesatte en åbenlys forkert praksis med håndtering af følsomme patientdata, som Datatilsynet fire år efter afgjorde var ulovlig.
• Arbejdsløs i nogle måneder, hvorefter jeg ikke havde råd til at beholde min bil.
• Mistet retten til at blive speciallæge i Danmark, fordi jeg mistede min Ph.d.
• Tvunget til at sygemelde mig fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet, fordi jeg ikke måtte blive speciallæge i Danmark.
• Måtte ikke få dagpenge af min A-kasse, fordi jeg var sygemeldt.
• Tvunget til at afmelde mig A-kasse, da jeg ikke havde råd til at betale kontingent længere.
• Kunne ingen støtte få af Københavns Kommune, da jeg jo var sygemeldt.
• Tvangsindlagt af en praktiserende læge på farekriteriet, fordi jeg ville raskmeldes, så jeg kunne arbejde, og betale husleje
• Fået en stigmatiserende fejldiagnose af samme praktiserende læge, i form af paranoid psykose, på et dokumenterbart forkert grundlag.
• Mistet min bolig som følge af tvangsindlæggelsen og fejldiagnosen.
• Nødsaget til at smide de fleste møbler ud af praktiske årsager.
• Tvunget på invalidepension.
• Tvunget til at blive fulgt hos en psykiater, som følge af en alvorlig sygdom, jeg ikke led af.
• Tabt en anke af tvangsindlæggelsen i Københavns Byret.
• Tabt endnu en anke af tvangsindlæggelsen i Østre Landsret.
• Mistet min autorisation som læge pga. praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose.
• Konsekvent blevet ignoreret af Styrelsen for Patientsikkerhed alle de gange jeg har forsøgt at få autorisationen igen.
• Mistet mit lager, hvor de resterende ejendele var opbevaret pga. manglende indkomst.
• Blevet henvist til Mændenes Hjem af psykiater Lennart Bertil Jansson (faktisk ret humoristisk, hvis ikke det var alvor).
• Ingen indkomst i perioder på flere måneder, bla. fordi psykiateren, jeg var tvunget til at gå hos, nægtede at udfærdige en erklæring.
• Ingen hjælp at hente fra Rødovre Kommune i form af kontanthjælp eller akutbolig (fordi jeg var borger i Københavns Kommune, da jeg mistede boligen).
• Ventet i uvished og reel fattigdom i flere år.
• Mistet min forsikring, pga. økonomisk ruin, og kan ikke tegne en igen pga. fejldiagnosen.
• Ikke råd til mad i længere perioder, måtte låne penge af venner og familie, samt sulte.
• Meldt til inkasso flere gange fordi jeg ikke har kunnet betale for kontaktlinseabonnement og mobilabonnement.
• Ulovligt ransaget af politiet seks gange, hvoraf jeg ikke aner hvorfor fire af gangene, men det er vist Styrelsen for Patientsikkerhed der står bag.
• Falsk anklaget for to knivmord (!).
• Falsk anklaget for misbrug af praktiserende læge Camilla Elvekjærs CPR nummer.
• Falsk anklaget for at have ulovlig adgang (altså hacket) til Det Fælles Medicinkort.
• Falsk anklaget for at have misbrugt Det Fælles Medicinkort.
• Gået helt ned med stress, belastning og depression flere gange.
• Som direkte følge af mine traumer, beskrevet som kronisk selvmordstruet.
• Sjoflet flere gange af Lægernes Bank, således at jeg har sultet, senest for tre uger siden.
• Mangler alt fraset lidt tøj, har ikke råd til tandlæge eller nye briller.
• Været reelt hjemløs i flere omgange, og bor nu på herberg, fordi jeg ikke orker mere og ingen penge har.
• Oplevet hvordan det er at være stigmatiseret med en alvorlig fejldiagnose, som psykiaterne stadig ikke gider at berigtige.
• Udsat for truslen om livsfarlig tvangsmedicinering af forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab gennem måneder.

Der er meget meget mere, jeg i skrivende stund ikke kan komme i tanke om. Og det eneste, jeg hele tiden har villet, var at arbejde som læge, havsvømme, og i øvrigt leve en stille og rolig tilværelse. Derfor har jeg det svært med en psykolog, der mener det “bare er et bump på vejen", at jeg “bare skal sige pyt", eller en arrogant psykiater, der ikke gider lytte til mig, eller forklare hvorfor vedkommende på et helt ufuldstændigt grundlag mener, jeg er psykotisk, paranoid og narcissistisk.

Hvad jeg i øvrigt selv har gjort for at komme ud af "fiskerusen" igen, vender jeg tilbage til.

...Der æres bør, og det er efter min bedste overbevisning hverken forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, psykiater Gitte Ahle, klinikchef på Q81, psykiater Anne Mette Brandt Christensen, Retslægerådet, eller jeg selv, for den sags skyld. Danske borgere kan blive straffet hvis de udtrykker berettiget kritik af staten eller landets myndigheder, mens myndighedernes pligtforsømmelse yderst sjældent bliver påtalt. Det syntes jeg er ret tankevækkende, fornuftsstridigt og i øvrigt kryptofascistoidt (som er et ord, der eksisterer på Google, hvorfor det i det mindste ikke er min neologisme).

Når offentligt ansatte chefer, som Anne Mette Brandt Christensen, eller forkvinden for et lægeligt selskab, som Gitte Ahle, helt utilsløret og i ond tro udsætter mig for psykisk tortur og vold, så mener jeg i al stilfærdighed, at det skal have retslige konsekvenser. Det får det selvfølgeligt ikke i mit tilfælde, fordi en psykiater har lov til at foretage en fejlvurdering, uanset hvor absurd og forkert den er. Jeg tager derfor loven i egen hånd, og udøver selvtægt ved at nævne førnævntes navne. Jeg er ligeglad med konsekvenserne, og dels har begge overlæger haft over et år til at vedkende sig deres overgreb, og dels har jeg under tvangsindlæggelsen troligt afleveret de breve, jeg offentliggør på siden, til både Gitte Ahle og Anne Mette Brandt Christensen.

I følge min egen "private logik" bør statens tjenere, netop fordi de har uforholdsmæssig stor magt og indflydelse, udvise den højeste faglighed og moral. De bredeste skuldre bør bære de tungeste byrder, og en magtfuld position er - i min optik - ikke et fripas til at begå åbenlyse overgreb mod de svageste i samfundet, eller nogen som helst andre.

Hvad angår Retslægerådet (og Styrelsen for Patientsikkerhed), så har jeg den "vrangforestilling" at offentlige institutioner i virkeligheden ikke er mennesker med følelser, men bare en betegnelse for en organisatorisk enhed, selv om de åbenbart er mennesker i juridisk henseende. Ud fra min logik burde jeg kunne kritisere Retslægerådet sønder og sammen, uden at skulle udsættes for repressalier i form af tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering, ironisk nok fordi jeg i givet fald kritiserer Retslægerådet for at blåstemple netop tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering af mig.

"Kære Retslægerådet

Retslægerådet bedes sende sagsakterne og svarene på mine spørgsmål til denne email adresse, da jeg er undtaget E-boks. Jeg fritager i den sammenhæng Retslægerådet for ethvert ansvar i forhold til GDPR-reglerne. Alternativt bedes materialet sendes til Kjeld, Forsorgshjemmet."

Jeg kom i tanke om efter jeg havde skrevet min mail til Retslægerådet, at denne instans kun forholder sig til henvendelser fra advokater. Imidlertid har jeg ingen advokat, jeg har ikke råd til en advokat, og da jeg havde en advokat, hjalp vedkommende mig ikke i nævneværdig grad. Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at sende mailen alligevel.

Noget andet jeg kom til at tænke på var, at jeg formentlig har lov til at offentliggøre dele af min egen journal, og hvis jeg har fået scannet de ikke så få breve og mails jeg har skrevet til diverse psykiatere ind i min journal, så har jeg vel lov til at offentliggøre disse, hvis jeg skulle få lyst? Så er der, som jeg umiddelbart ser det, ingen juridisk årsag til at censurere noget som helst i brevene?

Der er naturligvis to farer, hvis jeg alligevel af-censurerer brevene: For det første kan jeg meget vel tage fejl, da jeg for det første ikke er jurist, og for det andet i følge Toke ikke skal have for høje tanker om mig selv. For det andet, så kan de psykiatere, jeg nævner i brevene føle sig ramt på stoltheden, og få mig tvangsindlagt under påskud af, at jeg "skandaliserer" mig selv. Da enhver dommer i Danmark ukritisk og blindt retter sig fuldstændig efter hvad en psykiater mener, føler, eller lyver om, til trods for at vedkommende selv er part i sagen, er det naturligvis et forhold, jeg skal være opmærksom på. Da Danmark er et lille land, og da der er et overskueligt antal psykiatere i landet (selv om det stadig er alt for mange i forhold til det reelle behov), er det ikke usandsynligt, at de psykiatere, hvis navne jeg offentliggør bare kan få deres ægtefælle, tidligere læsemakker, ven eller veninde til at tvangsindlægge mig. Så er der nemlig ikke tale om inhabilitet.

Konklusionen må være den, at jeg af-censurerer alle de breve, der er indscannet i min journal, uanset konsekvenserne heraf. Jeg er ligeglad med hvad de "skimlede kældermennesker", som de fleste psykiatere er, har tænkt sig at gøre i deres forsmåede, passivt aggressive raseri.

Da jeg for lidt siden gik ned på Glostrup Bibliotek for at arbejde med de dokumenter, der omhandler de mange afslag på dispensation for 4. årsreglen, samt lytte til optagelserne af forskellige psykiatere, der systematisk og i ond tro gennem fem år har ødelagt mig, måtte jeg afbryde og pakke sammen igen. Jeg begyndte simpelthen at svede profundt, få hjertebanken, føle svært akut ubehag, udtalt desperation, nedtrykthed, fortvivlelse og opgivenhed. Det går simpelthen ikke, at jeg arbejder videre, og eksponerer mig selv yderligere for alle de nederlag og katastrofer, jeg har oplevet de forudgående fem år.

Mit problem er, at jeg ikke har noget valg, selv om jeg for længst er druknet i bureaukrati og modvilje. Det gælder på stort set alle planer, og der er kun ganske få mennesker, der forstå hvordan det er, at blive kasseret som læge i en relativ ung alder, og resten af livet ikke har nogen positive udsigter eller håb. Især det sidste er ulideligt. Jeg har tigget og bedt om hjælp mange gange, men udover af mine venner, jeg har ingen reel hjælp fået. Jeg kan og vil ikke forsøge at beskrive på nuværende tidspunkt hvordan der har været - og på femte år fortsat er - at leve en tilværelse som min. Hvad skal jeg sige til kommunen, når jeg har møde den 26. august?

Hvordan skal jeg forklare en kommunal sagsbehandler om min situation på 10 minutter? Hvordan skal jeg forklare hende, at jeg har fået en fejldiagnose af embedslæge Elisabet Tornberg Hansen og praktiserende læge Camilla Elvekjær fra Citydoctors? Det er umuligt, og jeg har allerede i 2017 forsøgt uden held at få hjælp af netop kommunen.

Tænk at psykiaterne tolker det som psykose, at jeg er udbrændt og desperat for at få et normalt liv, som alle andre, efter jeg har arbejdet utroligt hårdt i mange år på at blive læge? Det er uudholdeligt og modbydeligt. Fem års fornedrelse og tab af alt, hvorefter systemet forventer jeg vil acceptere at rådne op på et forsorgshjem eller sidde i en lejlighed, som kommunen om cirka et halvt år finder til mig, fordi en praktiserende læge gav mig en fejldiagnose, og nægtede at berigtige den.

Det kommer ikke til at ske. Enten skynder Styrelsen for Patientsikkerhed sig at give mig min autorisation igen, hvilket den burde have gjort aller aller senest i 2017, samt selvfølgelig også fjerne fejldiagnosen. Eller også må jeg sørge for at gøre noget, som jeg er sikker på vil tiltrække sig opmærksomhed, så Styrelsen for Patientsikkerhed ikke kan ignorere mig længere, som de i fem år har gjort.

Jeg er fuldstændig ligeglad om jeg kommer i fængsel eller bliver tvangsindlagt. Jeg har i ikke bestilt andet i fem år end at få myndighederne, Lægeforeningen og Yngre Læger til at involvere sig. Ingen har gidet at røre en finger. Med andre ord, kan det umuligt komme som en overraskelse for nogen, hvad mit mål er, og hvad jeg har i sinde.

Først skriver jeg endnu engang til psykiater Hans Raben i ROPS. Jeg har, som man kan læse, forgæves forsøgt at få ham til at gøre noget, så jeg kan få et liv. Det nægter Hans Raben desværre. Derimod truer han mig implicit med tvangsindlæggelse, hvis jeg gør noget for at forbedre de trøstesløse livsvilkår, som jeg bliver fastholdt i.

Jeg ved at det er spild af tid, at jeg endnu engang skriver til ham og tigger ham om at hjælpe mig - på den fagligt og moralsk korrekte måde, ikke som hidtil, ved at insinuere at jeg bliver tvangsindlagt og tvangsmedicineret, hvis jeg gør opmærksom på, at min situation er uholdbar.

Jeg har lært at det værste, man kan gøre over for en psykiater, dels er at virke desperat og dels at kritisere vedkommende. Det betyder nemlig at han eller hun kan og vil bruge det som påskud til at udøve tvang. På den anden side er det ved at blive for meget, og jeg har alligevel intet at tabe længere, så jeg er nødt til at foretage mig et eller andet. Jeg tror, jeg starter med at sende Hans Raben følgende mail hurtigst muligt, hvor dokumentet jeg vedhæfter, er den samlede tekst på hjemmesiden:

"Kære psykiater i ROPS, Hans Raben (ikke afsendt)

Kjeld."

Mail til psykiater (ikke afsendt)

"Kære psykiater og overlæge Hans Raben, ROPS

Kjeld."

"Kære Hans Raben (overlæge og psykiater i ROPS)

Kjeld.

På den ene side mener jeg helt alvorligt, at jeg vil have scannet min bog ind i min journal, på den anden side véd jeg, det ikke kommer til at ske."

"Kære Hans Raben

"Kære Hans Raben (Cc. Amanda mfl.)

1. Hjorthøj CR, Madsen T, Agerbo E, et al. Risk of suicide according to level of psychiatric treatment: a nationwide nested case-control study. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2014;49:1357-65.

Når man befinder sig i det vakuum, som forsorgshjemmet er, er det vanskeligt at få feedback på det man skriver. Jeg er derfor nødt til at reflektere en hel del over teksten. På det seneste har jeg tænkt på, om det jeg har skrevet om Steffen har overskredet nogen juridisk grænse. Det lander forhåbentligt i en gråzone, hvor det kan gå begge veje.

Omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om jeg har gjort det korrekte i en moralsk henseende. I den sammenhæng har jeg skrevet alt for lidt om Steffen ulækre og forulempende adfærd. Dertil kommer at alt jeg har skrevet er en fuldstændig gengivelse af virkelige hændelser, og jeg har i al ydmyghed en ret god hukommelse; det er trods alt den, der har skaffet mig 11 i anatomi på medicinstudiet.

Problemet er selvfølgelig, at jeg jo ikke har stået med et kamera og filmet Steffen overgreb - eller har jeg? Det kunne være jeg faktisk havde optaget denne persons ugerninger med min telefon. Men det ville omstændighederne taget i betragtning nok have været svært at fange det rigtige øjeblik, uden at blive opdaget og udsat for bæltefiksering eller andre sanktioner. Jeg er imidlertid meget tilregnelig, og jeg kan garantere, at jeg, såfremt jeg havde optaget Steffen stå og rage "W" og "L" i skridtet, for længst have offentliggjort optagelsen sammen med Steffen rigtige navn.

Jeg ville i det tilfælde være fuldstændig ligeglad med konsekvenserne for mig selv; når man som Steffen misbruger den magt, det er at arbejde et sted, hvor det angiveligt er ulovligt for patienterne at dokumentere overgreb begået mod dem selv, så kan det ikke være rigtigt at systemet beskytter de mennesker der er skyld i overgrebene, og straffer budbringerne.

Sådan er det imidlertid i Danmark anno 2020, og det minder mig om hvad forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab intimiderede mig med under tvangsindlæggelsen på hendes afdeling, nemlig at det var ulovligt at skrive om mine oplevelser under tvangsindlæggelsen. At jeg havde en slags tavshedspligt, der betød at jeg ikke måtte skrive om den psykiske vold hun udsatte mig for. Hvilket absurd udsagn. Havde hun glemt at jeg ikke var ansat på afdelingen? Eller troede hun, at jeg havde skrevet under på, at jeg ikke ville skrive om mit mareridt i dansk psykiatri? I givet fald, dream on. Selv hvis det passede, ville jeg være totalt ligeglad.

Jeg er nok lidt for pessimistisk, og har svært ved at værdsætte de positive aspekter ved tilværelsen. Det vil jeg forsøge at råde en smule bod på ved at glæde mig over det utrolige held det har været, at hele to forpersoner for Dansk Psykiatrisk Selskab har forbrudt sig mod deres egen faglighed og handlet amoralsk med det formål at ødelægge mig psykisk. Hvis det bare var to ordinære psykiatere, var det ikke i samme grad en skandale, som befolkningen har krav på at blive oplyst om. Derfor er det, jeg skriver om relevant for andre end mig selv. Jeg takker oprigtigt Torsten Bjørn Jacobsen og Gitte Ahle for ikke at gøre det rigtige. At begge har ladet sig spænde for en vogn af nogle andre læger viser i min optik hvor useriøs og uprofessionel psykiatrin er.

Ambulatorium

I dag skal jeg møde op i ambulatoriet. Det er jeg tvunget til at gøre hver 14. dag resten af mit liv. Det er hver eneste gang som at møde op til sin egen skinhenrettelse eller spille russisk roulette, bortset fra der i sidstnævnte tilfælde intet er at vinde, udover to ugers yderligere uvished og ulidelig afventen indtil næste fremmøde.

Det der foregår i ROPS er rent skuespil: Sygeplejersken spørger mig hvordan det går. Jeg svarer at det går fremragende. Sygeplejersken spørger om der er noget jeg vil tale om. Jeg svarer nej. Jeg har tidligere forsøgt at fortælle hende, at det er ekstremt ubehageligt at møde op i ambulatoriet og blive spurgt om hvordan jeg har det og om der er noget jeg vil tale med hende om. At det er som at få hevet alle tænderne ud uden bedøvelse. At den eneste grund til at jeg har det dårligt netop er at jeg skal møde op i ambulatoriet, og at jeg har det tåleligt, når jeg ikke tænker på det, og det ikke er dagen før, selve dag eller dagen efter fremmødet.

Hvis jeg sagde til sygeplejersken præcis hvordan jeg havde det, ville hun blive "bekymret" og få fat i overlægen, som ville tvangsindlægge mig. Det svarer til udtrykket "først pisser de på mig, og så brokker de sig bagefter over lugten". Det er absurd.

Det er så ubehageligt at skulle ind til ROPS, at jeg på selve dagen begynder at ryste på hænderne, trække vejret hurtigt, koldsvede og dertil føle et uudholdeligt ubehag. Det gælder om at være i ambulatoriet så kort tid som overhoved muligt.

Når man kommer op i ambulatoriet, er der lidt til højre for indgangen på den modsatte væg en stor tavle med psykiaternes navne, så man kan se hvem der er på arbejde. Oftest har der stået Dimitri på tavlen, hvilket er utrolig ubehageligt at læse i sig selv, men sidst jeg var der, så jeg der stod "Peter Worm Jantzen" i stedet for Dimitri.

Det er en hel del bedre, for så kan jeg være temmelig sikker på, at jeg ikke risikerer overgreb, eller mere eller mindre latente trusler om overgreb den dag.

Billeder. Jeg var ude at gå en længere tur med en af mine venner fra herberget. Det bragte os til Brøndbyøster, og jeg forsøgte at tage et billede af den campingplads (Absalon camping), som først blev kontaktet for at høre, hvor meget det kostede at ligge i telt dér på en mere permanent basis. Selv med det billigste telt, sovepose og liggeunderlag var det heldigvis for dyrt, hvorfor det i stedet blev herberget.

De resterende billeder er fra i formiddags, og viser mit værelse på herberget.

Jeg træner hver dag, og det er den bedste kur mod det utrolige stress og ubehag enhver tvunget kontakt med psykiatrien medfører.

Andet der afhjælper den ulidelige belastning psykiatrien udgør, er forberedelse. Man kan selvsagt ikke gardere sig mod hverken psykiatri eller politi uanset hvor meget man end gør sig umage, men der er nogle simple forholdsregler, man kan tage, hvis man frygter overgreb, som jeg gør. Man skal sørge for, at det ikke er en livstruende katastrofe at blive spærret inde på en lukket afdeling. I mit tilfælde, hvor jeg er tvunget til at skrive en bog nu, fordi jeg ikke kan vente til jeg er ude på den anden side at psykiatrien, gælder det om at sørge for at resten af samfundet, venner og familie, har mulighed for at læse det, jeg har skrevet, uanset hvad der sker med mig. Det har jeg i høj grad sørget for, og det er mærkbart angstdæmpende.

Man kan naturligvis også sørge for at få bisiddere, og helst så mange som muligt, med til alle fremmøderne. Det er tilsyneladende mest fedt at begå overgreb eller true med overgreb, hvis ofret for disse er alene, fordi ofret i psykiatrien per definition er utroværdig, uanset hvad han eller hun påstår.

Problemet er desværre, at når man som jeg resten af livet, hver anden uge, skal møde op i ambulatoriet, er det urealistisk at tro at man til samtlige fremmøder kan få bisiddere med.

Endelig skal man være opmærksom på hvordan man fremstår i mødet med psykiateren: Det handler helt overordnet om hvordan man ser ud, ens kropssprog og hvad man siger.

Det måske vigtigste er at fremstå rolig og afslappet. På samme måde som hunde kan lugte frygt og reagerer på det med aggressiv adfærd og bid, på samme måde lægger psykiateren mærke til om man udviser tegn på frygt i mødet med vedkommende, og vil i journalen beskrive det som tegn på psykopatologi, altså psykisk sygdom.

Det absurde ved det er naturligvis, at - som i mit tilfælde - gentagne trusler om vold, overgreb og sygeliggørelse udøvet af psykiatere i sig selv, hos raske og normale mennesker, giver sig udslag i en retraumatisering i fremtidige møder med en psykiater. Det er virkeligt meget banalt, men af en eller anden årsag lader det ikke til at det er gået op for psykiaterne, hvilken effekt de har eller kan have på deres ufrivillige patienter, der måske, som jeg, yderligere har mistet alt, som følge af en forsmået og arrogant psykiatrisk overlæge (Toke Troelsen).

Så for mig gælder det især om at være afslappet i forbindelse med fremmødet, og det der hjælper mest, er fysisk aktivitet umiddelbart forud herfor. Det bedste for mig at cykle fra Glostrup til Ydre Østerbro. Men her opstår der et andet problem, nemlig den måde jeg ser ud på. Når jeg tager toget sørger jeg for - udover naturligvis at være ekstra soigneret - at have så præsentabelt og passende tøj på, som min elendige økonomi tillader. Når jeg cykler er det imidlertid umuligt, og derudover kommer jeg til at svede en hel del. Havde jeg penge, kunne jeg bare købe noget dyrt mærketræningstøj, men det er ikke tilfældet.

Planen er derfor at jeg fotograferer de til ambulatoriefremmøde i sidste måned indkøbte bukser, som jeg via denne (eller mine mange "mirror sites") hjemmeside i givet fald kan fremvise, hvis en psykiater skulle bruge min påklædning som "undskyldning" for tvang. Man kunne eksempelvis sige at den var udtryk for "negative symptomer", som er et tegn på psykose og skizofreni.

At jeg er opmærksom på både at vise og fortælle at jeg er psykisk rask og normal, kan naturligvis også bruges af en psykiater til at begrunde overgreb mod mig, idet vedkommende kan påstå, at jeg er paranoid eller simulerer at være rask, mens jeg i virkeligheden er "meget, meget" og "alvorligt" syg, som Gitte Ahle gjorde.

Hvis man læser hvad jeg på hjemmesiden har skrevet, håber jeg dog at man kan forstå hvorfor jeg er så påpasselig; det skyldes mine rædselsfulde, bevidnede og dokumenterede oplevelser i psykiatrien, og der er ingen grund til at tage nogen chancer i forhold til at række psykiateren bare en lillefinger.

I psykiatrien har man termer til at beskrive en helt normal person som meget psykotisk, og i sidste ende er det den enkelte psykiaters følelser, holdning, mening osv. der bestemmer om man er psykotisk eller ej. Det er farligt, især hvis pågældende psykiater er bange for at modsige kolleger, der har taget åbenlyst fejl.

Tog en af herbergets lånecykler og kørte ind til ambulatoriet. Jeg ankom omkring tyve minutter før tid, blev lukket ind, og gik ned ad gangen mod kaffeautomaten. På vejen passerede jeg den store tavle, som jeg kastede et hurtigt blik på, og kunne til min lettelse konstatere at der ud for Dimitri var skrevet et minustegn. Ikke et ondt ord om hans påklædning og frisure, men måske havde Moskva ringet til ham fra 90'erne og kaldt ham hjem? Dimitri havde sidste år på Sankt Hans Hospital forsøgt at opstarte mig i Abilify, som er et antipsykotisk præparat. Han begrundede det med Retslægerådet fejlkonklusion, som var helt i modstrid med virkeligheden, som Dimitri åbenbart ignorerede.

Det stod tydelig klart i min erindring, hvor traumatiserende Dimitris behandlingsplan havde været, men heldigvis blev den ikke effektueret.

Jeg tog plads på gangen, strategisk placeret foran kaffeautomaten. Selv om jeg sad en plads væk fra psykiaterens kontor, kunne jeg høre, at han sad og talte med en anden mand, og meget af det, de talte om kunne jeg tydeligt høre. På et tidspunkt sagde den velkendte stemme: "Jeg har været i psykiatrien i 36 år, og -". Desværre kunne jeg ikke høre fortsættelsen på sætningen, da en elektriker på samme tidspunkt åbnede døren til naboafdelingen, mens han talte med en kvinde med en påfaldende accent. Samtaleemnet var, at kvinden ikke havde signal til det trådløse netværk. Jeg nåede aldrig selv som læge at prøve kræfter med Sundhedsplatformen, men alle de steder, jeg har været tvangsindlagt, har det været et konstant tilbagevendende emne, og årsag til irritation, så hvis jeg umiddelbart skulle gætte på hvad det var psykiateren havde sagt, så var mit bedste bud, at han have været 36 år i psykiatrien (forhåbentligt som ansat), og endnu ikke havde stiftet bekendtskab med et journalsystem, der var så omstændigt og uegnet til brug i psykiatrien som Sundhedsplatformen. Men det var som sagt kun et empirisk gæt.

Susanne var i gang med at udlevere "doping" til en anden tosse, og de gik til og fra medicinrummet, mens min med-tosse sagde: "Nu har jeg det, jeg skal bruge, Ritalin og sovepiller". En upper og en downer, så han selv kunne bestemme sin døgnrytme ret præcist. Det måtte vist være en VIP-patient. Med mindre personalet havde stukket ham lidt Seroquel, Truxal eller Phenergan, og bildt ham ind, at det var "sovemedicin". Snydt igen.

Så blev det min tur, og Susanne spurgte, om jeg ville ind og tale med hende. Ja, jeg vil gerne ind og tale med dig om, hvor enerverende og unødvendigt det er at tale med dig. Tænkte jeg, mens jeg sagde: "Nej, det har jeg ikke behov for". Fra nu af vil jeg tage tid på hvor hurtigt jeg kan få mine påtvungne fremmøder overstået, så jeg kan arbejde på hele tiden at reducere den sundhedsskadelige eksponering for psykiatrien.

Mine samtaler med Susanne mindede mig om en scene i filmen "Joker", hvor hovedpersonen Arthur Fleck siger til sin sagsbehandler: "You don't listen do you?". Som jeg huskede denne scene, var det som om, at det var noget Arthur Fleck bare tænkte, og ikke i virkeligheden sagde til sagsbehandleren, og i givet fald var det også det, jeg tænkte, når jeg sad overfor Susanne. Jeg havde flere gange direkte sagt til hende, at det, system hun arbejdede for, aktivt ødelagde mig langsomt, men hun gled bare af, og skiftede samtaleemne. Hun var imidlertid dygtig og kompetent i forhold til at udføre konkrete opgaver, men det var i hvert tilfælde kun symptombehandling, og i sidste ende meningsløse tiltag. Når præmissen var forkert, var alt andet afledt heraf forkert.

Før Susanne Embde fik tid, nåede jeg lige at veje mig på vægten for enden af gangen. Sidste gang sagde vægten 84 kg, nu var den på 95,6 kg. Som følge af min mislykkede sultestrejke havde jeg tabt ca. 20 kg på lidt over en måned. Planen var først at se om jeg havde viljestyrke nok til at tabe tilpas nok vægt, før jeg afslørede over for psykiateren at jeg var gået i gang med at sultestrejke, så jeg ikke blev til grin, hvis jeg først sagde, jeg sultestrejkede, men efterfølgende ikke kunne gennemføre mit forehavende.

Set i bakspejlet burde jeg have ringet til professor Merete Osler for at få nogle tips. Hvis jeg skulle få lyst til at genoptage sultestrejken, kan jeg bare gå de ca. 50 meter der er fra forsorgshjemmet til hvor professoren holder til, når hun ikke huserer på Center for Sundhed og Samfund på det tidligere Kommunehospital. Eller endnu engang er blevet tvangsindlagt på den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskabs lukkede psykiatriske afdeling.

Billede. Min psykiatrikonsultationsuniform. Så snart jeg fik penge på kontoen, købte jeg disse to par bukser, der kun skulle bruges til at fremstå præsentabel til den tilbagevendende tvangskonsultation hos psykiateren. De kostede i alt 250 kr. og kvaliteten er så ringe, at det i praksis er bukser til engangsbrug. Det skulle ikke undre mig, hvis stoffet smelter ved kontakt med vand. Måske kan jeg helt slippe for at tage det andet par bukser i brug? Der er en del penge at spare, hvis jeg kan nøjes med at vise overlægen dette billede af de bukser, jeg ville have taget på til konsultationen med ham, og således demonstrere både vilje og evne til at varetage egenomsorg og hygiejne, samt kognitive evner i forhold til at sammensætte en hensigtsmæssig påklædning.

Billede. Jeg påstår ikke, at det er i denne bygning at professor Merete Osler nogle gange ("stundom") holder til. Men det er det jo nok.

Billede. Afdeling Q81.

Billede. Afdeling Q81.

Psykiaternes fiduser

På cykelturen tilbage fra ambulatoriet kom jeg til at tænke på andre fiduser og tricks, psykiaterne brugte til egen fordel, og til skade for deres patienter. En formulering, jeg havde set blandet andet overlæge og psykiater anvende til at klare frisag i det lokale Psykiatriske Klagenævn, var meget simpel, og bestod kun af to ord: "Samlet set". Den formulering brugte til at blåstemple sit overgreb og videreførelse af en fejldiagnose kort tid før jeg ankom til hendes kollegas afdeling, Q81. Grunden til at psykiateren havde fundet anledning til at gøre dette var, at jeg havde fortalt hende, at jeg havde den holdning, at psykiatrien var et "pseudospeciale", altså et falsk lægeligt speciale, en opfattelse jeg naturligvis fortsat havde i skrivende stund.

Det blev jeg imidlertid straffet for af den fornærmede og nærtagende psykiatriske overlæge, idet hun pludselig mente, at jeg var psykotisk, dog uden at kunne forklare præcis hvorfor. På den ene side var hun - som hendes anden gode kollega psykiater Toke - åbenbart ikke i stand til at opdigte en regelret løgn, men på den anden side kunne hun heller ikke få sig selv til at indrømme, at hun og hendes kolleger havde taget fejl. Hun må også have følt sig personligt ramt af min ærlighed, hvorfor jeg naturligvis skulle diciplineres til at vise hende respekt. Det var i hvert fald den opfattelse, jeg stod tilbage med. En professionel psykiater ville have været i stand til at sætte sig ud over min holdning til vedkommendes fag, og frem for bare at affeje mig med en videreførelse af en fejlagtig psykosediagnose, samt andre passivt aggressive termer såsom "devaluerende" og "grandiøs", ville den professionelle psykiater havde forsøgt at sætte sig ind i hvordan, det mon kunne være, at jeg havde den holdning, jeg havde. Måske skyldtes min aversion mod psykiatrien mine forudgående, negative og livsomvæltende erfaringer med denne institution, måske havde hendes kolleger rent faktisk ikke, modsat alle andre mennesker, været ufejlbarlige, og måske havde de - ligesom selv - videreført en fejldiagnose.

Overlægens to trumfer

Jeg var - ligesom det altid havde været tilfældet - ikke spor psykotisk, og derfor klagede jeg over psykiaterens misbrug af sin position og sit fag. Da jeg iført håndjern blev ført ind til det lokale Psykiatriske Klagenævns ensemble på Psykiatrisk Center Glostrup, så jeg psykiater , en repræsentant for Sind, en psykiater og en jurist. Især juristen var let genkendelig, idet hendes ene hånd var svært deform, den havde nærmest form som en lille klo, men imponerende nok var hun alligevel i stand til at bruge den til at føre en kuglepen. Psykiater kunne præcis som hendes kollegaer og veninder ikke rigtigt forklare, hvordan det kom til udtryk, at jeg skulle være psykotisk, men så smed hun to esser på bordet:

• Det ene var, at andre psykiatere havde skrevet, at jeg havde været psykotisk, igen uden at de dog havde været i stand til at kunne konkretisere manifestationen af denne åbenbart meget sjældne form for psykose, som ikke kunne beskrives med ord, men som var noget man havde "følt", "ment", og "fornemmet". Det var svært for mig at argumentere mod og hendes forgængeres følelser og kollegiale hensyn.
• Det andet es var overlægens konklusion og trumf: "Patienten findes samlet set psykotisk". Denne magiske formulering var som en besværgelse i en Harry Potter bog. Det var en usaglig og plat undskyldning for at ikke kunne pege på ét eneste konkret symptom på psykose, men at hendes "følelse" havde været at summen af alle enkeltdelene, havde været at betragte som psykotiske. På den måde lykkedes det for hende ved at undlade nogle elementer, forstørre og forvrænge andre elementer, samt at anvende den magiske formulering, at manipulere det Psykiatriske Klagenævn til at få medhold. Dermed bidrog til at bevise, at psykiatrien ikke er et rigtigt lægefagligt speciale, og at psykiatere vægtede hensynet til dem selv og deres kolleger højere end hensynet til deres patienter.

Klagenævnet en joke

Samtidig bevidste det lokale Psykiatriske Klagenævn også, at det var en overflødig instans, hvis eneste reelle formål tilsyneladende var at generere en indtægt for dets medlemmer. I sidste ende kunne den pågældende psykiater altid sige noget sludder, som eksempelvis at patienten "samlet set er psykotisk". Denne trylleremse kunne, ville eller gad Klagenævnet ikke imødegå. Det var kun i de tilfælde, hvor psykiateren havde været så letsindig at glemme enten denne trylleremse eller tilsvarende vrøvleargumenter, at Klagenævnet kunne gøre noget. Det mindede mig om, at jeg også hellere måtte få sendt en mail til det Psykiatriske Klagenævn, om hvorvidt jeg måtte skrive, at det var en joke.

Som jeg tidligere havde skrevet, så var psykiatrien en af de få institutioner i Danmark, hvor en løgn, der blev gentaget tilstrækkeligt mange gange, blev til en "sandhed". Jeg havde for eksperimentets skyld nogle gange forsøgt at erstatte ordet "psykiater" og "psykiatrien" med "kardiolog" og "kardiologien", og lige så naturligt det havde følt at skrive at de fleste psykiatere var "forsmåede, jeg-svage, og passivt aggressive professionelle smagsdommere" og "psykiatrien var et rent subjektivt og pseudovidenskabeligt lægeligt speciale", lige så unaturligt, mærkeligt og fornuftsstridigt havde det været at skrive det samme om kardiologerne (hjertemedicinske læger) og kardiologien (hjertemedicinen). Det skyldes formentligt at hjertemedicinen i meget høj grad var funderet på evidens, objektivitet, rationalitet, og at hjertemedicinske undersøgelser ligeledes ofte kunne reproduceres, hvorimod psykiatrien primært var baseret på subjektivitet, følelser, og flygtige samfundstendenser. Samtidig var det et faktum at psykiaterne kun med få undtagelser samlet set udgjorde de mest magelige og uambitiøse af alle læger. Tit blev man psykiater, fordi man ikke havde vilje eller evner til at blive andet, mens hjertelæger omvendt hørte til blandt de bedste læger, dem, der var mest dedikerede og talentfulde.

Hellere på herberg end blive psykiater

Hvis jeg havde gjort hvad den regering, der i samarbejde med Yngre Læger indførte fireårsreglen, ønskede, nemlig at tvinge mig og andre yngre læger til at blive psykiatere, ville jeg have været overlæge i psykiatri i skrivende stund. Det var ikke en efterrationalisering eller et forsøg på at få hævn over de psykiatere, der havde misbrugt deres fag og stjålet foreløbig fem år af mit liv, at jeg kunne konkludere dette: Jeg ville hellere bo på forsorgshjem og samle flasker for at stille sulten, som jeg havde gjort, frem for at degradere mig til psykiater. Jeg havde aldrig været så følagtig, at jeg lod mig skræmme af fireårsreglen, og selv om jeg ikke længere var læge, takket være bl.a. praktiserende læge Camilla Elvekjær, Egill Rostrup, og netop et par psykiatere, så var jeg i min optik stadig mere læge end en psykiater var det.

En af overlæge Anna Gry Billes kolleger hed Brian. Jeg kan desværre ikke huske hvad Brian hed til efternavn, men også Brian misbrugte sit fag og sin position til at skade mig, idet jeg nægtede at få taget blodprøver, da jeg havde nåleskræk, og da der ingen indikation var for at få taget blodprøver, fraset naturligvis at forberede opstart af den livsfarlige antipsykotiske tvangsmedicin. Det fortalte jeg stille og roligt Brian, som - hvilket jeg burde havde forventet - kvitterede med at oplyse mig om at han så under voldelig fysisk fastholdelse ville få blodprøverne udtaget under tvang. Jeg holdt fast. Anna Gry Billes eneste argument for hvorfor blodprøverne var relevante var, at det var noget alle tvangsindlagte patienter skulle have taget i forbindelse med indlæggelse. Det ville i så fald ville være et klokkeklart overgreb. Det endte med et slags bizart kompromis, hvor Brian på den ene side alligevel undlod at gøre alvor af sin voldstrussel, men på den anden side straffede mig med at kalde mig psykotisk (naturligvis uden at kunne konkretisere hvorfor) og fik sat en fast vagt til at holde øje med mig konstant, døgnet rundt i omkring tre dage. Hvis Brian gerne ville bekoste en meget dyr mandsopdækning af mig, var det helt i orden med mig. Så havde jeg nemlig nogle forholdsvis normale mennesker at tale med.

Civil ulydighed

Hvad berettigede at jeg havde skrevet det, jeg netop havde gjort om overlæge og psykiater Anna Gry Bille og hendes kollega, psykiater Brian? Det gjorde følgende: Anna Gry Bille og Brian var begge ansat på Psykiatrisk Center Glostrup, og det var psykiater og overlæge, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, også. Hvis ikke i samme organisatoriske enhed, så i hvert fald på samme matrikel, og Gitte Ahle henviste netop til det usande sludder som og Brian havde skrevet i min journal, da hun skulle begrunde sin beslutning om at tvangsmedicinere mig. Derfor havde de to førnævnte psykiatere i ond tro været med til at slået søm i min kiste, samt udsat mig for psykisk vold. Derudover gjorde jeg det rigtige, nemlig at klage over overlæge og Brian til det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Desværre tabte jeg, da talte mod bedrevidende. Når retssamfundet var defekt og denne defekt udgjorde en livsfare for mig, så mente jeg ikke, at jeg havde noget moralsk ansvar i forhold til at skrive respektfuldt om og Brian. Begge var psykiatere og havde frivilligt valgt at arbejde som hhv. afdelingslæge og overlæge, samt blive fyrsteligt økonomisk belønnet for det, mens jeg var tvangsindlagt på deres afdeling, og intet valg havde. Det var med andre ord endnu en virkelig ubehagelig oplevelse for mig, men for Anna Gry Bille og Brian var det bare endnu en dag på arbejde. Om jeg gjorde mig skyldig i injurier, var jeg fuldstændig ligeglad med - jeg var så gældsplaget af især sagsomkostninger, og tvungen arbejdsløshed, at jeg gerne ville risikere at skylde lidt ekstra til og Brian, som jeg alligevel ikke havde nogen realistisk mulighed for at tilbagebetale.

Læge og tillidsrepræsentant Kristine Chemnitz

Jeg måtte vende tilbage til ovenstående på et senere tidspunkt, for der var sket noget interessant i går (24. august 2020). Da jeg var vendt tilbage fra ambulatoriet, kom en af personalet og bankede på døren til mit værelse. Hun sagde, at politiet havde ringet til hende. I det korte tidsrum, der gik fra hun sagde det, til forklaringen kom, nåede følgende at ske: Akut indsættende uvirkelighedsfølelse og svært ubehag, hjertet sprag et slag eller to over, og jeg begyndte at trække vejret hurtigt, mens jeg forestillede mig hvad det kunne være politiet ville mig; skulle jeg i fængsel? Tvangsindlægges? Var der kommet nye falske anklager og nye sigtelser? Var det fordi jeg ikke kunne betale sagsomkostningerne? Måske var der netop blevet begået et mord, som jeg også direkte eller indirekte ville blive beskyldt for?

Den ansatte var i virkeligheden ikke nølende, og årsagen til politiets henvendelse var, sagde hun, at man nu havde undersøgt min mobiltelefon og laptop, og der havde ikke været noget ulovligt at finde på nogen af delene. Angsten forsvandt momentant, og blev efterfulgt af en følelse af ligegyldighed. Politiet havde med mellemrum gennem tre år foretaget seks ransagninger af mig, og jeg skulle tænke mig grundigt om, hvis jeg skulle erindre alt det de havde taget. Jeg vidste ikke hvorfor det skulle tage dem så lang tid at undersøge mine computere og mobiltelefoner, måske sad der en medarbejder nede i kælderen på politigården og systematisk afprøvede alverdens tænkelige passwords: "Er det mon 111111? Nej? Ok, hvad så med 222222?" osv.

Fordi alle ransagningerne var sket med så tilpas langt tidsinterval, havde jeg hver gang været tvunget til at købe en ny laptop og en ny mobiltelefon. Da jeg fik lov til at afhente det meste af udstyret i juli 2019, fik jeg således tre laptops og fire mobiltelefoner igen.

Fordi jeg i flere år enten har modtaget invalidepension eller slet ingen indkomst har fået, og naturligvis ikke har måtte arbejde, har det betydet at jeg hver gang har måtte købe det aller billigste udstyr. Efter omkring tre år havde jeg glemt de fleste passwords, og udstyret var forældet og værdiløst. Derfor kasserede jeg det meste af det.

At politiet lidt over en måned efter af for mig uvisse årsager havde fortrudt at de havde udleveret udstyret og hev mig i retten for gud ved hvilken gang, var mest af alt bare sørgeligt. Men godt for min forsvarsadvokat, som derved tjente flere tusind kroner på min bekostning uden af skulle andet end at møde op i retten i ca. 10 min. Jeg er glad på hans vegne.

Så det udstyr jeg nu allernådigst kunne få lov til at trave fra Glostrup til Albertslund for at hente, ville være værdiløst for mig. Det, der lå på udstyret, var så vidt jeg huskede dokumentation af de ugerninger de såkaldte læger, jeg havde skrevet så meget om, havde begået. Det var for traumatiserende at forholde sig til, og der var alligevel ingen myndigheder, der havde gidet at besværge sig med at forholde sig dokumentationen alligevel, så også det udstyr var værdiløst og uinteressant.

Det, der til gengæld var ret interessant var, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde brugt politiets efterforskning og undersøgelse af mit udstyr som begrundelse for ikke at give mig min autorisation som læge igen.

Faktisk havde Styrelsen for Patientsikkerheds samvittighedsfulde, uhildede og dygtige jurister hver gang jeg forsøgte at få min autorisation igen, brugt forskellige tosseargumenter, som udover politiets flere år lange og frugtesløse undersøgelse af mit IT-udstyr, også inkluderede fejldiagnosen og at jeg havde ytret kritik af Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandling (eller mangel på samme).

Med andre ord, og i overført betydning, havde Styrelsen for Patientsikkerhed flere gange pisset på mig og efterfølgende brokket sig over lugten.

Spørgsmålet i forhold til at hente mit udstyr var imidlertid om man igen ville fortryde udleveringen og efter et stykke tid hive mig i retten, hvilket kun var en økonomisk og psykisk belastning for mig.

Det burde politiet gøre uanset hvad, hvis de ville hævne sig på mig, for selvom de ikke havde en sag, så havde jeg forlængst opgivet at åbne post og tjekke E-boks, simpelthen fordi jeg ingen gode nyheder havde fået i over fem år, og dermed kunne politiet anholde og tvangsindlægge mig alene for at udeblive fra retten, fordi jeg ikke havde åbnet en tilsendt indkaldelse.

Vi opfatter dig som normal

Jeg kom til at tænke på hvad fængselsbetjentene en dag sagde sagt til mig. Det kom sig at at to af dem en dag, jeg skulle have aftensmad, havde spurgt mig om hvorfor jeg engenlig var havnet i cellen. Jeg fortalte dem det uden omsvøb, idet jeg formodede at de udmærket var klar over årsagen. Det kom tydeligvis som en overraskelse for dem, og de sagde at de og deres kollegaer efterhånden havde lært mig godt nok at kende til at de havde et klart indtryk af hvordan jeg var som person, og at der ikke var nogen af dem der på nogen måde anså mig for hverken psykotisk og utilregnelig, tværdigmod. De fortalte mig endvidere at de selvfølgelig vidste noget, men ikke lige den detalje, som overraskede dem en hel del.

Noget andet, de heller ikke kunne forstå, var, at jeg havde konsekvent takkede for maden når de kom og serverede den, hvilket man ikke var vant til. De troede først jeg lavde sjov med dem, men jeg var helt oprigtig, og jeg fortalte dem at jeg havde boet på gaden i perioder og ikke havde haft råd til at købe ordentlig mad. Nu havde jeg fået tag over hovedet og tre måltider dagligt, så jeg havde intet at klage over. Derudover kom jeg også godt ud af det med de andre, og det var både de indsatte og de ansatte.

De to psykiatere på stedet, jeg havde talt med, en ældre mand og en ældre kvinde, havde begge fortalt mig spontant og uopfordret, at jeg "selvfølgelig ikke var psykotisk" - men de må have skrevet det modsatte i min journal, for også hvad de angiveligt havde anført, brugte forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab som argumentation for tvangsmedicinering omkring halvanden måned efter.

En medmenneskelig psykiater

Den ældre mandlige psykiater havde kridhvidt hår, der bagtil gik ned til nakken, og han havde et armbånd på med kulørte perler, hvilket fik mig til at tænke, at det måske var et hans barnebarn havde lavet til ham. Han var venlig og sympatisk, og han fremstod og opførte sig lidt hippie-agtigt i en absolut positiv betydning, faktisk ikke helt ulig Søren/"Zeus". Det skulle undre mig meget, hvis han i modstrid med hvad han fortalte mig, havde skrevet at jeg var psykotisk, hvilket forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab påstod. Måske havde han skrevet det, for at få mig overflyttet til Anna Gry Billes afdeling i Glostrup i den tro, at det ville gavne mig?

Den ældre kvindelige psykiater, fik jeg en længere samtale med, og til forskel fra mange andre seniore læger og psykiatere, der havde bebrejdet mig at jeg havde prøvet forskellige lægelige specialer, så havde hun den holdning, at det faktisk ikke var en ulempe at have lidt bred medicinsk viden, uanset hvilket speciale, man til sidst endte i. For at eksemplificere at hun ikke bare talte mig efter munden, fortalte hun mig en historie om naboen til hendes sommerhus, som i en længere periode havde haft mere eller mindre konstant, let feber. Lægerne på det lokale sygehus i det nordlige Sjælland havde ikke været i stand til at finde ud af, hvad nabokonen fejlede.

Det kunne det ældre psykiater imidlertid, da hun før hun endte i psykiatrien, havde været læge på en gigtafdeling; hun sagde til naboen at hun skulle foreslå lægerne at give hende binyrebarkhormon, da hendes symptomer lød fuldstændig som febris reumatika. Det viste sig efterfølgende at den ældre psykiater havde haft ret, og naboen kunne få den rette behandling.

Jeg fortalte hende også om min forliste ph.d., og psykiateren spurgte, om jeg da havde talt med Albert, for hun var sikker på at han ville have forståelse for min situation. Jreg bed mærke i at hun, lige som Albert Gjeddes sekretær, brugte professorens fornavn, og omtalte ham, som om hun kendte ham personligt, hvilket på ingen måde ville have været umuligt.

Selvom den praktiserende læges fejldiagnose ikke var et emne, vi havde berørt, sagde den ældre psykiater spontant da samtalen var ved at være forbi: "Nej da, du er jo ikke psykotisk". Jeg nægtede simpelthen at tro på at hun havde skrevet noget som helst andet i journalen, end det hun havde sagt til mig, og da Gitte Ahle påstod at hun angiveligt havde skrevet det i journalen, blev jeg oprigtigt ked af det. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig at sige til hende at psykiatrien var et pseudospeciale, og ud over Peter Worm Jantzen og Solvej var hun en psykiater, jeg havde respekt for.

Sundheds- og Ældreministeriet

Hvis jeg var utilfreds med at én enkelt embedslæge havde ment af jeg var paranoid og skulle indlægges akut på en psykiatrisk afdeling med henblik på antipsykotisk behandling, fordi jeg før samtalen ringede til hende, og venligt og forsigtigt bad om at komme til samtale hos en anden embedslæge, fordi jeg anså embedslægen (Elisabet Tornberg Hansen) for inhabil, fordi hun havde forsket og derfor personligt kendte professor Merete Osler, som havde det formelle ansvar for de data, overlæge Egill Rostrup misbrugte og som sjovt nok sagde jeg var paranoid, da jeg fortalte hende om misbruget, som Datatilsynet efter fire år gav mig ret i - kunne jeg da ikke bare anke denne emnedslæges afgørelse til Sundheds- og Ældreministeriet? Dette ministerium måtte vel være en overordnet instans i forhold til en enkelt embedslæge, og vedkommendes helt private inhabile vurdering og afgørelse?

Mail sendt personligt til hver af nedenstående politikere af 20. december 2020

"Kære Rasmus Horn Langhoff/Martin Geertsen/Henrik Dahl/ Kirsten Normann Andersen/Torsten Gejl

CPR:"

Forgæves råb om hjælp til alle medlemmer af Folketingets Retsudvalg og Sundheds- og Ældreudvalg af 24. december 2020

Vedr. Retssikkerhed, corona, og læge Kjeld Andersen

"Kære [specifikt medlem af Retsudvalget, §71-udvalget og Sundheds- og Ældreudvalget]

Kjeld Andersen."

Forgæves forsøg på at involvere medierne af 24. december 2020

"Om dansk psykiatri, tvang og corona

Kjeld."

"Kære politi

Kjeld."

Mail til Sundheds- og Ældreministeriet af 5. oktober 2016

"Kære rette vedkommende

Kjeld."

Tog mod til mig og ringede for at få udleveret mit resterende IT-udstyr. Samtalen foregik egentlig i et venligt og roligt toneleje fra begges side af, indtil jeg - fortsat roligt og venligt - spurgte om hvordan jeg skulle søge erstatning for, at man havde taget mit udstyr. De havde jo brugt to år på at undersøge det, og det var værdiløst på nuværende tidspunkt, men hvad der var værre var, at jeg var blevet falsk anklaget for en forbrydelse, jeg ikke vidste hvad var, da jeg aldrig havde fået udleveret nogen ransagningskendelse eller andre oplysninger, endsige nogen kosterliste, altså over oversigt over hvad man havde stjålet fra mig. Styrelsen for Patientsikkerhed havde brugt efterforskningen som undskyldning for at nægte mig at få min autorisation som læge igen, men allerværst var de mange og dybt traumatiserende ransagninger, som havde efterladt dybe ar i min families sjæl, og tvunget mig på gaden.

En væsentlig årsag til, at jeg nu boede på herberg og ikke engang havde råd til at gå til tandlæge, eller hyre en advokat for den sags skyld, var netop ransagningerne. Hvis man ikke havde fundet noget ulovligt på mit udstyr (formentlig tegn på, at jeg skulle hacket et centralt medicinregister, hvilket var en vrangforestilling praktiserende læge Camilla Elvekjær havde indberettet til Styrelsen for Patientsikkerhed), ikke sigtede mig for noget, og tilbageleverede udstyret, var måtte det i sagens natur være fordi at den toårige undersøgelse havde været uberettiget. Med en erstatning kunne jeg betale for tandlæge, hvilket var særdeles tiltrængt.

Mit spørgsmål foranledigede at medarbejderens attitude hurtigt skiftede til at være ubehagelig, nedladende og arrogant. Han mente ikke at der var belæg for at jeg skulle have erstatning for noget som helst. Jeg insisterede dog på alligevel at søge om denne, hvorfor jeg spurgte til hvordan jeg gjorde det. Nu mente den arrogante medarbejder, at jeg havde modtaget en klagevejledning, men han var ikke sikker. Jeg kunne ikke få lov til at maile til ham, og han oplyste ikke sit efternavn. Jeg skulle skrive til hovedmailen. Så spurgte jeg ham om, hvordan jeg uden nogen som helst oplysninger kunne få min mail videresendt til ham, og om han eksempelvis havde et tjenestenummer, han ville oplyse, idet jeg regnede med, at han ligesom alle sine kolleger, jeg tidligere havde talt med, ikke ville oplyse andet. Først lod han som om, han ikke vidste hvad, jeg mente. Derfor gentog jeg spørgsmålet, hvortil han svarede: "Jeg kan ikke huske mit tjenestenummer". "Kan du virkelig ikke huske dit tjenestenummer?", spurgte jeg vantro. "Nej, men du kan få sagens journalnummer, sagde han.

Hvor var han dog tarvelig og uprofessionel. Jeg havde lyst til at spørge ham ad, hvordan han selv ville have det, hvis han og hans familie var blevet chikaneret af politiet gennem flere år, men jeg undlod, og takkede for hjælpen.

Jeg besluttede for mig at sende optagelsen direkte til uafhængige politiklagemyndighed. Det var mildest talt noget svineri, og endnu et bevis på at retssikkerhed ikke var noget, der var gældende for mig.

Jeg var dog glad på medarbejderens vegne, da han nu sikkert følte sig som en helt i sin selvtilfredshed, på min bekostning. Jeg tænkte på hvor skønt det måtte være at have et job som hans, hvor man kunne være korrupt, uden at det fik nogen konsekvenser. Hvis man altså var til den slags magtmisbrug, hvilket jeg desværre ikke var.

Jeg havde ingen som helst respekt for folk som denne medarbejder; hvor var det uendeligt nemt for ham at træde på mig, mens jeg lå ned, det var som en lille dreng, der begejstret over sin egen magt, rendte rundt og trådte myrere ihjel. Hvor var det dog en stor bedrift, hvor var det imponerende, at han legede jurist, og troede han havde noget som helst at skulle sige, i forhold til et erstatningsspørgsmål.

Var denne pave i det hele taget klar over hvad jeg - især af hans kolleger - havde været udsat for i omkring fem år? At hans slags var skyld i, at jeg nu havde PTSD? Jeg vidste ikke hvad der var værst, at han var ignorant eller at han var fuldt orienteret i alle detaljer i sagen?

Jeg var utrolig træt af, at magelige, uvidende og megalomane folk, som medarbejderen, troede, at de havde så stor indsigt i min situation, at de havde ret til at fordømme mig. Jeg gad virkeligt godt at vide, hvordan denne medarbejder ville reagere, hvis han havde været udsat for præcis det samme som jeg. Så var rimelig sikker på, at hans selvovervurderende bedrevidenhed ville fordampe som dug for solen.

Det fik mig igen til at tænke på, at jeg så vidt jeg vidste, aldrig på foranledning, uanset hvor venlig jeg end havde været, have fået oplyst tjenestenummeret på én eneste af medarbejderens kolleger. Det var måske en vrangforestilling, at jeg troede, at de havde pligt til at oplyse mig om fem intetsigende tal? Jeg havde engang spurgt en af medarbejderens kolleger om vedkommendes tjenestenummer, som han nægtede at oplyse, men desværre for ham, havde han ikke sjult mærkaten, der sad på hans skulder, hvor der stod "24238". Gad vide om det var sådan et tjenestenummer så ud?

Hvordan kunne det være, at statens tjenere i mange tilfælde, jeg havde oplevet, konsekvent ikke fulgte landets love? Det var ubegribeligt. Hvorfor skulle jeg så pseudonymisere navnet på Elisabet Tornberg Hansen, som reelt havde udsat mig for et justitsmord?

Jeg besluttede mig for, at jeg takket være denne medarbejders magtarrogance og dumhed senere ville de-pseudonymisere alt. Jeg var efterhånden klar til igen at tage i (u)retten for at forsvare mig selv.

Nu blev det spændende at hente mit udstyr i morgen klokken 10.00 i Taastrup. Jeg måtte sørge for at spritte det hele af, efter at beskidte fingre havde pillet ved det i så mange måneder. Det var lidt ligesom at en anden, på alle måder ringere mand havde stjålet ens boksershorts, og gået rundt med dem i to år, for derefter at levere dem tilbage. Hvem kunne så i deres vildeste fantasi finde på at tage dem på igen? Jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg havde mest lyst til at smide det hele ud, men omvendt kunne jeg ikke tillade mig det, da jeg ingen penge havde. Løsningen måtte være at sælge det.

Som om det ikke var nok at skulle kæmpe mod psykiatrien hér fra samfundets absolutte bund. Der var ikke andet for end at bide tænderne sammen, dokumentere alt, og koncentrere sig om det efter jeg var færdig med psykiatrien.

Retssystemet havde efter min bedste overbevisning fejlet eklatant. Ingen patientsikkerhed, ingen retssikkerhed, ingen økonomisk sikkerhed, ingen fremtid, intet håb, ikke noget som helst. Jeg vidste at de mennesker jeg uden omsvøb havde fortalt alt, og som havde lyttet til mig, ikke havde reageret med fordømmende, ringeagtelse og had, men de fleste, primært dem, der på en eller anden måde havde en aktie eller fordel af min deroute, stod ivrigt forrest i den pøbel, der stenede mig. Der var stort set ingen myndigheder, der reelt set havde hjulpet mig, tværdigmod havde de anonyme bureaukrater gjort alt for aktivt at modarbejde at jeg kunne få en normal tilværelse.

Statens tjenere, herunder i høj grad den medarbejder, jeg i dag havde talt med, udviste efter min bedste overbevisning det tætteste man kunne komme på regelret ondskab i Danmark. For disse tjenere handlede det overhovedet ikke om at tjene landets borgere, det eneste de gik op i var at udnytte den magt de havde til egen vinding og til at opretholde deres egen position. Hvis det ikke var på den måde, hvordan kunne det så være at jeg skulle køres i sænk af dem? Hvor var disse modige og heroiske tjenere henne, da jeg gjorde min borger- og lægepligt? De kaldte mig paranoid, uden at gide at begrunde hvorfor, men jeg havde som bekendt haft ret, og havde ikke været spor paranoid.

Det var umuligt at få tjenerne til at erkende at de havde taget fejl eller begået overgreb mod mig i ond tro - så hellere lade som ingenting og fortsætte med den psykiske vold imod mig. Jeg havde efterhånden en ret god sag, og i sidste ende var det mig, der i overført betydning ville komme til at kaste den sidste sten. Men spørgsmålet var, hvor længe jeg kunne holde til presset, som trods alt havde varet i fem år.

Det handlede virkeligt om ikke at lade sig distrahere, og hver dag arbejde videre mod målet, som var en normal tilværelse. Hvis jeg skulle kaste alt jeg havde gang i fra mig på grund en jurist-wannabe medarbejder, ville jeg intet opnå, som en hund der jagtede en frisbee, der blev kastet mellem to mennesker. "Gem og glem": Minutiøst dokumentere og gemme alt, og glemme det, indtil jeg havde tid til at tage mig af det. Det eneste problem med den tilgang til at kæmpe mod et helt system var, at dette system lukrerede på forældelsesfrister. Det smarte var, at hvis statens tjenere bare var mange nok og sørgede for at belaste mig nok, for at køre mig i sænk og holde mig nede, så var det umuligt ene mand at fortsætte kampen i mange år. Sådan gik det når gode mennesker intet foretog sig.

Set i det perspektiv var det ikke skamfuldt, at jeg måtte vælge mine enkelte kampe med omhu, og ignorere andre uretfærdigheder. Alle mennesker ville knække, når bare man bøjede dem frem og tilbage tilstrækkeligt mange gange, og jeg var nok ikke hverken dårligere eller bedre end de fleste andre. Derfor ville jeg for en stund ignorere medarbejder-hateren, og fortsætte mit bogprojekt. Måske havde han skabt sig som han havde gjort, fordi han var en dårlig taber. Fra hans perspektiv måtte det være et nederlag af dimensioner, at han til trods for enorme ressourcer, efter omkring to år intet ulovligt havde fundet. Ikke at det var spor mærkeligt, da jeg intet ulovligt havde på udstyret, men to år? Gad vide hvor mange penge det havde kostet dem at undersøge mit udstyr til ingen verdens nytte?

En dag måtte jeg forsøge at estimere hvor mange af skatteydernes penge, denne hater havde spildt på sit foretagende. Dermed burde jeg i virkeligheden være glad, faktisk burde jeg være særdeles glad, da medarbejder-hateren havde dummet sig yderligere, da jeg talte i telefon med ham, da han "ikke kunne huske" sit tjenestenummer, og da han forsøgte at bilde mig ind, at "der ikke var belæg for erstatning". Jeg skulle bare lade ham dumme sig yderligere, det måtte være planen.

Jeg skulle bare holde hovedet koldt og min mund lukket, så sørgede hateren automatisk for resten.

Afhentning af ejendele hos politiet

Jeg sov ikke meget om natten. Da klokken var omkring 9 om formiddagen lånte jeg en af forsorgshjemmets cykler - de var alle damecykler med cykelkurv på - og kørte afsted mod Tåstrup. Det var som at cykle ind i "Mordor". På grænsen mellem Albertslund og Taastrup fik jeg øje på en Aldi, der lå ud mod Roskildevej. Jeg standsede, og gik ind og købte en lille flaske med håndsprit, så jeg kunne fjerne snavset fra de beskidte grisefingre, der havde forulempet min ejendom i to år.

"Medarbejders" arbejdsplads lå mellem Teknologisk Institut og Nordea, et lille stykke fra Ikea. Jeg ankom til den store anonyme kontorbygning præcis kl. 10.00. Jeg stillede damecyklen foran svingdøren, som lod til at være hovedindgangen til "vulkanen", og ringede til "Medarbejderen", som tog telefonen og oplyste sit fornavn og sin arbejdsgiver. Jeg kvitterede med roligt, klart og tydeligt at sige: "Hej, det er Kjeld Andersen fra forsorgshjemmet". Jeg fik af "Medarbejderen" at vide, at jeg skulle komme hen til en nærliggende gitterport, hvor han så ville komme ned og mødes med mig.

Jeg trak cyklen hen til gitterporten, og ud fra hovedbygningen kom - ironisk nok - den menneskelige udgave af "Frodo". Han var flankeret af sin solariebrune og høje kæreste, som straks rettede sit skulende blik mod mig, men jeg fastholdt øjenkontakten indtil hun kiggede ned. Der var en lidt undervældende oplevelse at møde "Frodo", som i lighed med sin bedre halvdel bar sit tjenestevåben synligt i siden. Her var to mennesker, der ikke behøvede at købe Viagra; og så alligevel.

"Frodo" havde en papkasse med, som han stillede under et halvtag umiddelbart til højre for gitterporten. I papkassen lå min ejendom, som jeg fik overleveret, én genstand ad gangen, som jeg så kvitterede for. Hvis det var rigtigt, skulle jeg vel have udleveret en liste over det "Frodo" havde "lånt", men jeg gad ikke at spørge efter den. Mens "Frodo" stod og udtalte fabriksnavnet på mine to mobiltelefoner forkert (han kunne ikke finde ud af at sige "Huawei"), stod hans kæreste helt utilsløret og forsøgte at kigge ned i min medbragte rygsæk. Jeg ignorerede hende, hun kunne få lov til at kigge alt det hun ville, jeg havde ikke taget en bombe eller andre våben med.

Efter overdragelsen var overstået, takkede jeg høfligt og sagde, at det var lige som juleaften at få mine ting igen. Jeg undlod at anbefale "Frodo" at tage en MMSE demenstest, ligesom jeg heller ikke udtrykte min bekymring over, at en relativt ung person som ham, med så udtalt hukommelsestab, var sat til at opklare IT-kriminalitet. Det var foruroligende, for der var - til forskel fra mig - rigtige IT-kriminelle, der skulle stoppes, og det kunne "Frodo" næppe med sin "early onset dementia".

Det jeg steg på cykel for at køre tilbage til forsorgshjemmet, kom jeg i tanke om hvor jeg havde set "Frodo" før

Det var ham, der to år forinden havde forsøgt at tackle mig bagfra inde i en forretning i Indre By, sammen med en af hans venner fra rastepladsen, og en kvinde.

Jeg kunne ikke lade være med at smile; dengang havde "Frodo" været i civil, og var iklædt en lysegrå cottoncoat, som om han var klædt ud som Neo fra filmen The Matrix. Selv om han havde angrebet mig bagfra (hvilket han sikkert selv var vant til at blive i en helt anden sammenhæng), og selv om jeg dengang havde sover flere måneder på Tippen i Sydhavnen og derfor ikke havde trænet, havde jeg været stærkere end han. Heller ikke dengang havde "Frodo" turde oplyse sit tjenestenummer til mig, og da han og kvinden havde været i civil, var det deres uniformere ven fra parken, hvis tjenestenummer - 24238 - jeg havde set.

Jeg tænkte på, hvordan det kunne være at personer som "Frodo" og hans kæreste var endt hvor de var, men jeg syntes det var positivt at deres arbejdsgiver havde været inkluderende og ved at ansætte dem forsøgte at afspejle befolkningssammensætningen.

Jeg ville hverken eje eller have noget, der var forulempet af "Frodo", men omvendt tænkte jeg at jeg hellere måtte gemme udstyret, hvis de professionelle og dygtige efterforskere lige som sidst fortrød de havde udleveret udstyret til mig, og halvanden måned efter hav mig i u(retten) for at få det tilbage.

Billeder: Uanset hvor grundigt og hvor længe jeg sprittede mit udstyr af, føltes det stadig urent. Jeg sprittede også mine covers af, både indvendigt og udvendigt, men lige meget hjalp det.

Billede: Hvis jeg bare undgik steder som disse, øde rastepladser og parker efter mørkets frembrud, slap jeg for at møde "Frodo" igen.

Planen var, at jeg om mandagen ville finde den juridiske ækvivalent til en rottweiler af en advokat, som ikke var jovial, gemytlig eller pragmatisk i retten, som jeg havde været vant til, og som havde resulteret i truslen om invaliderende og livsforkortende tvangsmedicinering med fastholdelse og sprøjte hver eneste dag. Min nye advokat skulle have samme mentalitet som jeg, men bare være meget, meget bedre på alle planer, og så skulle han eller hun være ekstremt detaljeorienteret og pedantisk, utrættelig og uimponeret over dommeren såvel som anklageren.

Denne, min drømmeadvokat, skulle aldrig gå på kompromis, og ingen skulle gå fri, uanset hvor lille andel de havde i at ødelægge mit liv. Advokaten skulle jeg have resten af mit liv, og de mennesker, der ivrigt havde tyret sten efter sten i ansigtet på mig, skulle denne advokat retsforfølge resten af deres liv.

Hvis jeg fandt en sådan advokat, ville jeg give han eller hun mine ene nyre til gengæld, hvis det var det vedkommende stod og manglede. Det mente jeg helt oprigtigt. Skimlede kældermennesker som "Frodo" havde ødelagt hele livet for et af deres medmennesker i ond tro, og statens tjenere havde velvilligt ladet sig spænde for deres vogn, som de nyttige idioter, de var. Selvom jeg ofte dagen efter, jeg havde skrevet noget, som det jeg netop havde skrevet, slette det igen, fordi de hårde ord skyldtes fem års vrede og frustrationer, så ville jeg lade dagens dagbogsnotat blive stående.

Den stilling jeg fik som læge i introduktionsstilling på neurologisk afdeling på Rigshospitalet havde der været 24 andre ansøgere til. Jeg måtte derfor takke nej, da de ringede fra den neurologiske afdeling på Bispebjerg Hospital, og spurgte om jeg ville have en tilsvarende stilling dér. Til denne havde der været 15 andre ansøgere. Jeg skulle i følge den psykiatriske overlæge på Bispebjerg Hospital, ham, der i et anfald af inkompetence havde straffet mig med at videreføre praktiserende læge Camilla Elvekjærs fejldiagnose, ikke have for høje tanker om mig selv. Det havde jeg aldrig haft, men det burde jeg måske have?

Denne overlæge udstillede blot sit eget mindreværd. "Frodo" kunne slet ikke være med på det niveau. Han var hverken fysisk stærk eller intelligent; ikke at jeg var det heller i al almindelighed, men dog mere end "Frodo". Jeg ville få min kommende advokat til at tage sig af ham, mens jeg koncentrerede mig om mine tidligere kolleger.

Herunder embedslæge Elisabet Tornberg Hansen, som helt uhørt havde "diagnosticeret" mig som paranoid og anbefalet akut indlæggelse på psykiatrisk afdeling til antipsykotisk behandling, fordi jeg havde stillet velunderbygget spørgsmål til hendes habilitet. Datatilsynet havde givet mig ret i, at min mistro til Elisabet Tornberg Hansens upartiskhed havde været relevant nok. Hendes vidneudsagn var derudover væsentligt medvirkende til at jeg blev udsat for truslen om tvangsbehandling. Desværre stod førnævnte de jure over loven, men det skulle ikke forhindre mig i noget som helst.

Det kunne godt være at det ikke var nu, men på et tidspunkt ville andre begynde at interessere sig for embedslægernes enevældige magtbeføjelser, hvor den enkelte embedslæge var dømmende og udøvende magt, og hvor pågældende embedslægens beslutning ikke kunne ankes til nogen instanser.

Til forskel fra hvad man skulle tro, nemlig at så stor og ubegrænset magt nødvendigvis måtte gå hånd i hånd med den yderste stringens, moralsk urokkelighed og saglighed, så var det eksakt omvendte tilfældet. Embedslægernes magt have korrumperet mindst to af disse, og nu var det på tide sat nogen greb ind, og om det var Ombudsmanden, pressen eller folketinget var ligegyldigt i min optik.

I flere år havde jeg stort set ikke mødt andet end fordømmelser og forlegenhed fra omverdenen. Det var imponerende hvor mange forargede, men samtidig ignorante mennesker, der fandtes. Hvordan disse frelste sjæle spyede ild på de sociale medier, hos myndighederne og i retten. Det virkede unægteligt på mig som om at disse mennesker, når de trampede rundt på andre, der lå ned, i deres forsøg på at blive en del af det "gode" og moralsk "overlegne" fællesskab, som i virkeligheden udgjorde en pøbel, bare udstillede deres egen svaghed.

Jeg kunne også nemt skrive og mene alt det rigtige, intet i hele verdenen ville være lette, men dels var hykleri og dobbeltmoral ikke min kop te, og dels var alt der var let, det heller ikke. Og det var min holdning og mentalitet, når jeg var ovenpå socialt og økonomisk; når jeg havde befundet mig i det dybeste hul socialt og økonomisk i fem år, når jeg igennem samme periode var blevet chikaneret af politiet og psykiatrien, af statens voldsmonopol og af de kronisk forsmåede smagsdommere, så blev denne mentalitet bare forstærket.

Når det handlede om egen overlevelse, trådte al politisk korrekthed og al pragmatisme i baggrunden. Ingen, der levede over den relative, danske fattigdomsgrænse havde nogen som helst ret til at fordømme mig eller mene at jeg var pinlig. Dem, der havde været gennem de samme som jeg, derimod, kunne og måtte kritisere mig sønder og sammen, hvis de ville det, og jeg ville i så fald lytte respektfuldt til hvad de havde at sige, og tage det til efterretning. Alle andre skulle - igen undskyld mit sprog - holde deres kæft. Hvor jeg befandt mig nu, var der on off 27 andre beboere i alt, og hér var der ingen, der var fordømmende eller gav udtryk for at være moralsk overlegne.

Selvfølgelig var der på stedet andre forhold, som jeg ikke brød mig om, både adfærdsmæssige og praktiske - jeg glorificerede hverken rige eller fattige mennesker - men det var alt sammen noget, jeg kunne forholde mig til og håndtere, modsat de bedrevidende, ignorante og magelige medløberes forargelse, samtidig med at de skubbede mennesker som jeg ud i skyggen, så de kunne få en endnu bedre plads i solen.

Det var helt sikkert et af de vigtigste formål med at skrive denne bog: En landsretsdommer, en forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, øverste chef for Styrelsen for Patientsikkerhed eller politiet, alverdens konger og paver, var i min optik præcis lige så lidt eller så meget værd som en narkoman, der lå i en rus på fortovet foran Mændenes Hjem kl. 4 om morgenen med kanylen fortsat liggende i en af de ganske få fungerende vener, og bukserne gennemvædet af urin.

Nu havde jeg obduceret tilstrækkeligt mange mennesker, også mere velstillede af slagsen, til at jeg havde forvisset mig om, at en menneskekrop i forrådnelse lugtede lige slemt, uanset hvor meget der stod på afdødes konto. Måske var der en dømmede gud, måske var der ikke en dømmende gud, men i begge tilfælde var det ikke op til en psykiatrisk overlæge, en efterforsker eller dommer, der alle troede de var guder, at have en nogen form for kvalificeret mening om, hvorvidt jeg eller andre var gode og moralske mennesker eller ej. I hvert fald ikke før de havde et fyldestgørende kendskab til årsagen til vores handlinger.

Set i det lys, var jeg paradoksalt nok den, der var den egentlige jantelovs-rytter af alle. Når den psykiatriske overlæge Toke på Bispebjerg hospital i sin blå Hugo Boss polo og sit overordentligt velplejede skæg med had og foragt i stemmen havde i 2016 havde fortalt mig, at jeg ikke skulle have for høje tanker om mig selv, som respons på, at jeg bad ham om med fagterminologi at beskrive, hvordan det kom til udtryk, at jeg skulle være psykotisk, farlig og tvangsindlæggelseskrævende, hvilket han ikke kunne på grund af inferiør faglighed, så var det ikke mig, der var megaloman eller grandiøs, det var Toke, der ikke var fagligt eller moralsk kompetent til at være psykiater og overlæge.

Det samme var i øvrigt tilfældet, når forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabet mente jeg led af storhedsvanvid, fordi jeg var uenig med hende i, at jeg skulle tvangsbehandles med livsfarlig antipsykotisk medicin for noget jeg ikke fejlede, fordi jeg bad hende om at bruge hendes egne, magiske vrøvleord, som jeg kunne huske det fleste af, selv om det havde været seks år siden, jeg arbejdede som reservelæge på en psykiatrisk afdeling.

I begge tilfælde handlede det ikke så meget om, at jeg forsøgte at fremhæve eller hævde mig selv eller egne evner, det handlede udelukkende om, at jeg ikke ville udsættes for livsfare og hvor fagligt og moralsk ringe forkvinden var. Jeg havde aldrig nogensinde troet jeg var noget som helst, at jeg havde nogen særlige eller positive egenskaber, der hævede mig over alle andre. Det havde altid handlet om, at jeg afskyede mennesker, der førte sig frem uden at de havde noget at have det i, så at sige.

Hvis du var dygtig og viste omverdenen det, så lyttede jeg respektfuldt til dig, men hvis du "mere syntes end at være", hvis du troede, at du gjorde dig fortjent til min respekt, alene fordi du rendte rundt i en kontorbygning i et industrikvarter med dit tjenestevåben hængende synligt i siden, eller hvis du havde behov for at iklæde dig tweed jakke med lapper på albuerne og retrobriller for at signalere, at du var en akademisk, intellektuel psykiater, så var du intet efter min mening, så fortjente du ikke engang den respekt, jeg automatisk mødte andre mennesker med uanset deres baggrund, så var afsky det eneste du kunne forvente fra mig af.

Så hvis en mindre gruppe af skrivebordspsykiatere havde behov for at kalde sig et "råd" for at indgyde ærefrygt og autoritet, og hvis selv samme "råd" tydeligvis tog fejl - så fuck dette "råd". Så var det jo intet værd. Om så medlemmerne af det retlige råd af læger hver og én iførte sig hermelinsforede kongekåber, jakker med brillantbesatte guldtrådsknapper og korte, posede benklæder, defilerede rundt med scepter og guldkrone, eller hvis rådets medlemmer ved fuldmåne mødtes dybt nede i kælderen under Rigshospitalet, hvor de siddende i en cirkel, efter et passende dyreoffer - formentlig en ged - i skæret fra høje vokslys fik en kollektiv åbenbaring, der sagde, at jeg skulle tvangsbehandles med invaliderende og livsforkortende antipsykotisk medicin - så fuck dette retslige lægeråd.

Så handlede det ikke om, at det var mig, der troede at jeg var mere værd end nogen som helst andre, så mig det ikke mig, der led af storhedsvanvid, så var der tale om at jeg prøvede at undgå uberettigede og livsfarlige overgreb begået af mennesker, der selv troede de var guder og dermed selv led af storhedsvanvid. Fik jeg en dom for injurier for at skrive det, jeg netop havde gjort, ville jeg indramme dommen og hænge den op på væggen som et diplom. Det forudsatte naturligvis at jeg engang fik en lejlighed, for på forsorgshjemmet måtte man ikke slå søm i væggen.

Jeg havde spildt mange timer i dag i forsøget på at få liv i mit gamle udstyr. Det viste sig desværre at jeg ikke længere kunne huske hverken email adresse eller password til noget af det, fordi geniet "Frodo" havde lånt udstyret i to år, og fordi jeg på trods af min i al ydmyghed gode hukommelse, ikke kunne huske hvilke af mine mange mailadresser jeg havde brugt, hvilket irriterende nok var et krav for at bruge min tablet og mine mobiltelefoner.

"Frodo" havde altså som følge af sin dovenskab og chikane effektivt sørget for at de fleste jeg fik tilbage er bricked, altså fuldstændigt ubrugeligt. På den måde havde gnomen også sørget for at den dokumentation jeg havde fra før 2018 for det mestes vedkommende var uigenkaldeligt tabt.

Det var smart nok af "Frodo", da en del af denne dokumentation omhandlede hans kollegers ugerninger og magtmisbrug. Det positive var at "Frodo" var en god kollega, det negative var for mig at han dermed var korrupt. "Frodos" IT-kundskaber var ikke noget at råbe hurra for, men måske kunne han en dag blive en nogenlunde habil IT-supporter et sted, hvis altså ikke hans tidligt indsættende demens satte en stopper for det. Jeg kunne af den årsag slet ikke forstå at "Frodo" havde så lav en moral, at han havde forsøgt at manupulere mig til ikke at søge erstatning.

Så på trods af at "Frodo" havde bidraget væsentligt til at ødelægge to år af mit liv, stjæle mit udstyr, udlevere det til mig i ubrugelig stand, så var han alligevel fræk nok til at påstå at "der ikke var beløb for at søge erstatning". Sikke en helt, det var ærgerligt at han ikke i Taastrup kunne høre, at jeg sad og klappede ad ham i Glostrup.

Om aftenen, mens jeg fandt billederne frem af det busstoppested, jeg havde sovet i en nat, hvor regnen stod ned i stænger, kom jeg uden nogen særlig anledning til at tænke på månederne før jeg blev overflyttet til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskabs private kongedømme. På Britta Nielsen og på "Godfather". Jeg var blevet behandlet overraskende pænt af alle, og det var uden tvivl årsagen til, at jeg ikke havde mareridt om det sted, til forskel fra Q81 og Sankt Hans Hospital. Omdrejningspunktet for mine mareridt om det første sted handlede om samtalerne med forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, hvor hun med øjnene glødende af had og hævnlyst kaldte mig psykotisk, og truede med tvangsmedicinering Det sidstnævnte sted var der tale om mere uspecifikke mareridt med forskellige temaer, eksempelvis om håbløshed, meningsløshed, marginalisering, isolation og - især - om at dø.

Det var ikke morsomt at tænke tilbage på fem års mere eller mindre daglig lidelse, som følge af en praktiserende læges fejldiagnose, samt en overlægens svindel med min Ph.d. og data. Denne svindellæge havde formelt set været ansat på Klinisk Fysiologisk afdeling, men hans primære arbejdsopgave var at varetage det delte ledelsesansvar af den lille tværfaglige forskningsenhed, med navnet “Functional Imaging Unit”, i daglig tale forkortet til “FIUNIT”. Begge disse afdelinger havde i øvrigt til huse på den anden side af gaden i forhold til forsorgshjemmet, på Glostrup Hospital. Derfor var det vigtig at tænke på nogle af de få gode stunder i løbet af perioden, som mest af alt var mine venners livreddende hjælp på Gitte Ahles afdeling, men også i høj grad drejede sig om tiden umiddelbart forud herfor. Jeg kunne skrive om Britta Nielsen, men det kom jeg ikke til havde jeg gjort op mig selv for længst. En anden person jeg lærte at kende, og som på sin vis også reddede mig, var "Godfather".

"Godfather"

"Godfather" var jeg på den ene side simpelthen nødt til at skrive om, men på den anden side var det yderst vigtigt at jeg intet skrev om ham, der på nogen som helst måde ville kunne bruges til at identificere ham. Ikke fordi var vidste noget om nogen ulovligheder i forbindelse med "Godfather", men af respekt og fordi jeg skyldte ham meget.

Jeg kom til at tale med "Godfather" i sammenlagt adskillige timer, og hvordan han reddede mig, ville jeg skrive om senere, men kort fortalt havde det været hans motiverende opbakning, der på det tidspunkt fik mig til at spise igen efter fem dage uden mad. Jeg havde aldrig nogen af de steder, jeg havde opholdt mig ufrivilligt, været bange eller nervøs for mine lidelsesfæller de pågældende steder; jeg udgjorde ikke nogen trussel mod andre som helst, men omvendt var jeg heller ikke så svag at andre forsøgte at udnytte mig.

Desuden havde jeg heller ikke nogen attitude, og - nok så vigtigt - så røg jeg heller ikke cigaretter, hvilket faktisk alle steder havde været årsag til meget ballade. Cigaretter og stoffer, hvor sidstnævnte heller ikke var noget jeg gjorde mig i.

Modsat hvad andre, og jeg selv for den sags skyld troede, havde jeg det relativt godt på det sted. Jeg mødte som sagt "Godfather", og efter han havde forvisset sig om at jeg var ok, begyndte vi at tale en del sammen. Han havde både i denne omgang og tidligere tilbragt en del tid på pågældende og lignende steder. "Godfather" kedede sig mest af alt, og som han fortalte mig, var barren meget lav i forhold til det folk talte om og vidste. Der var ikke mange dér, man kunne diskutere politik, religion og videnskab med på et lidt højere niveau.

Hvorfor kunne jeg ikke fortælle, men alle de andre havde respekt for "Godfather", som ganske vist var fysisk stor, men samtidig legemlig syg, havde dårligt knæ og måtte støtte sig til en stok, og lidt oppe i årene. Hans intellekt fejlede dog intet, og han var knivskarp. Vi kom på et tidspunkt til at tale om hierarkiet på stedet, og jeg havde undret mig over, at når "Godfather" og jeg sad og talte, så kom der altid mange hen for at hilse på ham og give ham hånden. Da jeg sagde det til ham, begyndte han at grine, og sagde: "Hvis jeg sidder på bænken med en cigaret, skal jeg bare række den ud i luften, så kommer der automatisk én hen og tænder den for mig. Prøv at lægge mærke til det næste gang vi er ude". Det var vi dagen efter, og utroligt nok havde "Godfather" ret.

Præcis hvorfor "Godfather" havde det status var ikke noget han sagde, ikke noget jeg spurgte ham om, og det var også for mit vedkommende helt ligegyldigt.

Vi fik leveret Politiken på forsorgshjemmet, og den læste jeg hver dag. I dagens udgave var det blandt andet anmeldelsen af Lars Løkkes erindringsbog, som vakte min interesse, og det i en grad at det kriblede i mig for at købe den. Jeg nåede så langt som at google prisen på bogen, som faktisk ikke var særlig dyr. Men når man reelt set ingen penge havde, var det ligegyldigt om bogen var nok så billig, så jeg slog koldt vand i blodet, og besluttede at vente til den var til udlån på biblioteket.

Det jeg dog fik ud af at læse anmeldelsen var - udover at den var velskrevet - at jeg fik nogle gode råd til hvordan jeg skulle skrive min egen erindringsbog. Nu ville en psykiater nok mene at jeg ikke skulle tro at jeg var forhenværende statsminister eller at jeg havde noget som helst at berette, der var interessant for andre end mig selv, at jeg var narcissistisk, megaloman og psykotisk, at jeg led af alle andre desavouerede lidelser og tilstande, men jeg var villig til at løbe den risiko, og desuden var jeg næsten sikker på at i hvert fald "Eneståendes" familie ville være interesseret i at læse om deres søn og bror, som de facto var blevet aflivet, og det ville i så fald være mere end nok interesse fra andres side af for mig.

Jeg syntes ikke det var særligt morsomt at skrive om mine traumer, og på den måde udstille mig selv, men jeg havde ligesom ikke rigtigt noget valg. At nogen kunne være så arrogante og ignorante at de mente at det var udtryk for selvfedme var ikke engang noget jeg længere gad at hidse mig op over. Men min hjemmeside var en stor, forvirret blanding af genrer set med litterære briller. Det jeg skrev i nutid under denne sektion var en blog eller dagbog. Det, jeg havde skrevet i de andre sektioner var dels autentisk materiale, og dels mine kommentarer om materialet, samt supplerende erindringer. Jeg havde forsøgt tydeligt at markere hvad, der var originalt materiale, en slags kildemateriale, og hvad der var alt andet, men det var ikke nok.

Hvis jeg havde mentalt overskud til at sætte mig ind i den autobiografiske genre, ville jeg måske have en chance for at skrive noget folk faktisk gad at læse. Men det var ikke tilfældet, især taget de aktuelle begivenheder og min situation i betragtning. Jeg måtte i første omgang bare skrive på rutinen, og håbe på det bedste. Jeg kunne dog gøre det lettere for mig selv ved nogle helt basale metoder, eksempelvis at tage og koncentrere mig om at færdiggøre én sektion ad gangen. Jeg kunne også forsøge at strukturere arbejdet, så jeg hver dag skemalagde hvor meget tid jeg skulle bruge på denne, aktuelle dagbogssektion, og hvor meget jeg skulle bruge på de andre sektioner. Jeg havde forsøgt begge dele, men det var for uoverkommeligt. Og nu måtte jeg også kæmpe mod "Frodo", der havde statens voldsmonopol i ryggen.

"Frodo" og hans venner fra krattene, rastepladserne og parkerne havde knækket mange ved konstant at chikanere og stresse dem, så de til sidst ikke orkede at kæmpe videre. Det skulle ikke lykkedes i mit tilfælde, så jeg måtte undertrykke ubehaget, angasten og stressen, og finde en hard core advokat.

Godt begyndt var halvt fuldendt sagde man, og for mig var der noget om snakken, for så snart markøren stod og blinkede i søgefeltet, blev katastrofetænkningen og angsten mærkbart reduceret. Nu galt det om ikke at hvile på lauerbærene, men at bruge det momentum til at komme videre.

Det tog mig ikke længe at finde den advokat, jeg instinktivt vidste ikke ville være karrierefremmende for "Frodo". Hvis vedkommende ellers ville tage min sag, hvilket ikke var sikkert, da jeg var fattigere end en kirkerotte. Omvendt kunne jeg måske lokke med at advokaten, såfremt denne fandt resten af mine sager interessante, også hellere end gerne måtte gå i krig med dem. Det var ikke utænkeligt at de ville give denne advokat medieeksponering, hvilket også var en slags valuta. Jeg skulle bare have reddet livet, så var alt andet ligegyldigt.

Jeg havde læst i førnævnte anmeldelse at man ikke skulle skrive om alt for mange anekdoter og foretage for mange sidespring i ens fortælling, men jeg kunne ikke lade være med at reflektere over "Frodos" strategi, som forvirrede mig meget.

Enten havde jeg voldsomt undervurderet ham, eller også var han idiot; der var kun de to muligheder. "Frodo" vidste udmærket godt at jeg selektivt optog myndighedspersoner, der misbrugte deres position og magt, som ham selv, hvilket jeg var nødt til, da patient- og retssikkerhed ikke gjaldt for mig. Og han vidste også godt at jeg uddannet læge, og umuligt kunne være helt retarderet. Men hvorfor dummede han sig i den grad så, da jeg talte med ham i telefonen? Vidste han ikke, at jeg ville optage samtalen, netop som følge af at hans venner aldrig oplyste deres tjenestenummer til mig?

Troede "Frodo" virkelig, at jeg hoppede på, at han havde noget som helst at skulle sige i forhold til et erstatningsspørgsmål, når det var hans chikane, jeg ville have erstatning for? Jeg kunne ikke begribe, at selv han var så ignorant. Omvendt, hvis jeg havde undervurderet ham, og han rent faktisk var intelligent, hvad var så meningen med at fremstå som en idiot? Det forvirrede mig en hel del, men uanset hvad, så ville jeg kontakte pågældende advokat og krydse fingre.

Har du det godt?

Var der en af personalet, der spurgte mig i dag. Spørgsmålet var helt sikkert stillet i bedte mening, og som en slags høflighedsfrase, men det var alligevel et spørgsmål, jeg hadede ud over alle grænser. Det insinuerede meget kraftigt, at jeg ikke havde det godt, at præmissen var, at jeg havde det dårligt, og nu fik jeg så en mulighed for at sætte ord på det. Det var lige som at spørge en mand, om han stadig slog sin kone.

Mændenes Hjem

I “Hus Forbi” læste jeg en interessant passage. I en artikel, der strakte sig over flere sider kunne man læse om den grønlandske “Hus Forbi” sælger Thomas West, som boede på en husbåd i Ishøj Havn med sin hund. Thomas havde været hjemløs i en længere periode både på Grønland og i Danmark, havde kæmpet for de hjemløses sag, og havde nu fået konstateret tarmkræft, der havde bredt sig til lungerne og en prognose, der kun gav ham op til seks måneder at leve i. I artiklen fortalte Thomas, at han havde været haft en misbrug af alkohol og hash, og beskrev sin vej igennem systemet. Artiklen satte fokus på grønlandske hjemløse - i Grønland. Det var svært for mig at forstå, hvordan man kunne overleve som hjemløs i et arktisk klima. Set i den sammenhæng, var det alt andet lige nemmere at være hjemløs i Danmark.

Artiklen var særdeles interessant i sig selv, og dertil dybt foruroligende, for hvordan kunne man behandle mennesker på den måde? Igen var det sundt for mig at få sat min egen situation i perspektiv.

Den interessante passage, som også, omend på en anden måde perspektiverede min situation i 2017, stod på side 10, handlede om hvor Thomas havde boet, og lød sådan her:

“Jeg har også været på Mændenes Hjem i 22 dage, så smed jeg mig selv ud. Min sagsbehandler syntes, det var en god ide, for jeg var kun hashmisbruger dengang". (Hus Forbi nummer 8, august 2020)

Passagen gjorde mig vred af flere årsager. Jeg var vred på Thomas' vegne, for hvorfor skulle det være op til et udsat menneske, at redde sig selv fra et sted, der havde dårlig indflydelse på ham? Hans sagsbehandler havde åbenbart ment, at det var en god idé at Thomas på eget initiativ havde forladt stedet, men hvorfor pokker havde denne sagsbehandler så ikke selv foreslået Thomas at finde et andet sted at bo?

Jeg var imidlertid også vred på egne vegne, for jeg havde aldrig haft noget misbrug, hverken af alkohol, hash eller andre euforiserende stoffer, og alligevel havde den psykiatriske overlæge Lennart Bertil Jansson henvist mig til Mændenes Hjem. Det havde intet med lægefaglighed at gøre, det var intet andet end et perfidt og desavouerede angreb på mig, mens jeg lå ned. Det var også derfor jeg på et tidspunkt fik nok af Lennart Bertil Jansson, og en dag smuttede fra hans afdeling, efter at have skrevet et længere brev til ham om mine bevæggrunde herfor.

”Frodos” pludselige og uventede kontakt til mig havde fjernet mit fokus fra bogen, og udgjorde en ekstra belastning oven i mine eksisterende belastninger. Der var dog ingen vej udenom end at fortsætte, og acceptere ubehaget. De forudgående fem år havde været som at deltage i en lavintens væbnet konflikt.

Det værste der kan ske

Hvad er det værste der kan ske? Hende, der havde sagt det hver gang, jeg gav udtryk for mine neurotiske hæmninger, havde overlevet metastaser i hjernen, så hun havde noget at have det i. Når hun sagde det, lyttede jeg.

Det værste der kunne ske ^var sket. Mine hvidkitlede brødre og søstre havde svigtet mig. Ikke nok med, at de havde svigtet mig, nogle af dem havde aktivt forsøgt først at drive mig til selvmord, og dernæst da det ikke var lykkedes, fået deres venner, psykiaterne, til at tag livet af mig med den medicinske form for det hvide snit som antipsykotisk medicin var.

Hun havde haft ret. Overlæge Egill Rostrup, Yngre Læger, Lægeforeningen, embedslægerne Anette Lykke Petri og Elisabet Tornberg Hansen, lægerne på Onkologisk afdeling Kristine Chemnitz og Mogens Bernsdors, den praktiserende læge Camilla Elvekjær og hendes far, psykiaterne Torsten Bjørn Jacobsen, Toke Troelsen, Finn, Lennart Bertil Jansson, Gitte Ahle, Anne Mette Brandt Christensen, Dimitri B, Michael Andersen - og Hans Raben (for som den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab havde fortalt mig, så skulle jeg ikke bide hånden der fodrede mig) - havde hver især slået et søm i min ligkiste. Kjeld mod rov.

Så mange læger kunne vel umuligt tage fejl? Selvfølgelig kunne de det, men derudover kunne de også handle helt bevidst i ond tro til egen fordel, for der var tale om, at ingen af dem havde været uhildede, at hver eneste en havde en stor fordel i at varetage egne interesser, samt at deres svigt var sket gennem en årrække. Det ene svigt førte så at sige til næste svigt. Disse læger kendte ikke nødvendigvis hinanden, der var ikke tale om en konspiration, eller paranoia fra min side af, det var intet odiøst over den måde de havde handlet på, for hvis valget stod mellem at tro på en prominent overlæge, som eksempelvis Egill Rostrup, og jeg, en yngre læge, så vandt overlægen hver gang. Naturligvis var der altid untagelser fra denne regel, lidt ligesom at alle mennesker havde en onkel, der startede med at ryge og drikke som 7-årig, havde gjort det hele livet igennem, og alligevel nåede at blive 95 år gammel.

Det samme var tilfældet med retsvæsenet: Selvfølgelig troede dommeren mest på hvad en siddende forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab enten løj om, fordrejede eller helt undlod at sige i retten. Selvfølgelig. Led jeg så af storhedsvanvid, fordi jeg kæmpede i mod alle disse højtrangrende læger? Jeg kæmpede imod dem på nøjagtigt samme måde, som en person, der er ved at drukne, kæmper imod at synke ned under overfladen. Storhedsvanvid og overlevelseskamp var to vidt forskellige ting. At personer som eksempelvis Gitte Ahle og Torsten Bjørn Jacobsen i overført betydning stod inde på bredden, og klogede sig over min desperate kamp for ikke at drukne få meter fra dem, var jeg fuldstændig ligeglad med.

Og jeg var også ligeglad med den kommende IT-supporter eller centervagt, "Frodo", og hans kæreste "Pretty face". Nu skulle jeg tale med advokaten.

Møde med min kontaktperson

Min kontaktperson var på arbejde i dag. De seneste uger havde jeg undgået hende, når hun var på arbejde, fordi jeg vidste at hun på et tidspunkt ville henvende sig til mig, og sige noget i stil med: "Har du tid til at tale med mig?". Efterhånden kunne jeg ikke udstå den formulering, og endnu mindre indholdet af samtalen, for når præmissen var forkert, så var alt andet også forkert.

Disse møder var aldrig til gavn for mig, tværdigmod var de skadelige for mit psykiske velvære, et velvære jeg møjsommeligt ved hårdt arbejde havde formået at øge. Når jeg havde møde med førnævnte, var det som at blive slået hjem i Ludo. Jeg skulle altid fortælle, hvordan jeg havde det. Jeg tænkte det samme, når jeg havde møde med kontaktpersonen, som når jeg talte med sygeplejerske "Telfon"; nemlig at jeg havde det godt, lige indtil hun spurgte mig om hvordan jeg havde det. Så fik jeg det dårligt at den paternalistiske implicitte sygeliggørelse.

En bureaukrat havde fundet på at implementere en evalueringsmetode, der gik under navnet "FIT". Det var bare nogle udsagn, man kunne være mere eller mindre enig i. Det kunne man så markere ved at flytte på en lille bjælke på iPadens skærm. Jeg kunne som regel huske hvad jeg angav sidst, hvorfor det gjaldt om at svare lidt mere positiv ved den aktuelle undersøgelse, således at personalet fik indtryk af at det gik fremad.

Især de spærgsmål, der handlede om "relationen" til pågældende kontaktperson, var det vigtigst at besvare så positivt som muligt, uden at give indtryg af at man manipulerede vedkommende for at blive belønnet med velvilje . især fordi at den person man skulle vurdere stod ved siden af en og kiggede med hvad man svarede, så man kunne "tale" om hvorfor man eventuelt var utilfreds med vedkommende.

Man havde tilsyneladende ikke hørt om begrebet "bias" i spørgeskemaundersøgelser, for selvfølgelig svarede jeg ikke intuitivt og ærligt på hvor godt jeg følte mig respekteret af kontaktpersonen osv.Så denne undersøgelse var lidt af en i praksis ubrugeligt joke, som var til for bureaukratiets og akkrediterings skyld, så en "Excel" mellemleder kunne falsk indtryk af, at man gjorde det rigtige.

Jeg kunne ikke skrive om forsorgshjemmet, når jeg selv boede frivilligt på det, for man bider ikke den hånd, der fodrer én, men jeg kunne sagtens vente til jeg flyttede, for jeg huskede det meste.

Men indtil da, så nøjedes jeg med engang imellem at skrive om aktuelle begivenheder uden at publicere det.

Min mor var pædagog, så jeg havde stor respekt for denne profession, lige som jeg havde respekt for socialrådgivere, men med fare for at lyde arrogant, hvad vidste førnævnte om de vilkår, man som læge var underlagt? Hvad vidste de om psykiatriske (fejl)diagnoser? Ikke mere end jeg selv gjorde. Langt fra mere end jeg selv gjorde. De stolede tilsyneladende blind på hvad psykiaterne postulerede, også selv om de psykiatriske diagnoser var det allermest usikre inden for lægeverdenen. Så frem for at tage udgangspunkt i virkeligheden, videreførte og forstærkede de noget der ikke passede. Hvad skulle de ellers gøre? Jeg ville virkelig ønske at de var skeptiske over for noget, der tydeligvis ikke passede, men jeg måtte indse, at det ikke var så let endda for dem.

Derfor skulle jeg ikke spilde mine sparsomme ressourcer på hvad alverdens forudindtagede socialarbejdere sagde og mente. Når de ikke ville modsige en psykiater på afvej, så var deres hjælp til ingen nytte for mig. Det var psykiaterne, jeg skulle fokusere på. Jeg skulle ud af det kommunale og offentlige helvede i en fart, og derefter fortsætte kampen.

Det kommunale system var i lighed med psykiatrien undværligt og skadede mig langt mere end det gavnede. Men det var svært at forstå at de kommunale tjenere, som for manges vedkommende faktisk var dedikerede og intelligente ikke ville give mig den hjælp jeg havde brug for, hvilket bestod i at få mig ud af deres system hurtigst muligt.

FIT undersøgelsen: fit-outcomes.com

Af en eller anden grund syntes jeg, at jeg måtte bruge nogle timer på at undersøge det videnskabelige grundlag for FIT-undersøgelsen. Først prøvede jeg bare at google FIT, og de mest relevante links førte mig til nogle hjemmesider, som kun skamroste FIT, men samtidig gav mig indtryk af at præsentere unbiased forskning. En af hjemmesiderne nævnte oven i købet, at FIT var evidensbaseret, og byggede på studier med et astronomisk antal forsøgsdeltagere. Pudsigt nok førte henvisningerne til hjemmesider, der ikke eksisterede, eller til hjemmesiden for den psykolog, der vist havde "opfundet" FIT-konceptet. Hans hjemmeside havde også links til en masse forskning, men jeg fandt ikke rigtig nogen relevante videnskabelige artikler; en enkelt artikel eller to, som virkede som om der var noget at komme efter rent forskningsmæssigt, kunne kun tilgåes hvis man tegnede et dyrt abonnement på det pågældende tidsskrift.

Det var en blindgyde, så jeg prøvede at finde de online-databaser, hvor man kunne finde psykologisk forskning. Udgangspunktet var apa.org, og igen var der enten ikke rigtigt noget, eller også blev jeg standset af en betalingsmur.

Rutiner

Om morgenen handlede det om at tage ud og væk fra forsorgshjemmet i en fart. Jeg havde efterhånden indarbejdet en god rutine med at stå op klokken 7.00 hver eneste dag, og der var ingen grund til at bryde med denne ved at sove længe i weekenden.

Jeg havde erfaret, at hvis jeg ikke hurtigt derefter tog ned og træne, ville jeg blive tiltagende rastløs og indestængt. Derfor havde jeg også bevidst sørget for at gøre dette så hurtigt som muligt. Hård og langvarig fysisk aktivitet havde altid været det eneste, der kunne få mig til at falde til ro, sidde stille og holde fokus på en given opgave i længere tid ad gangen.

Desværre vidste jeg af bitter erfaring, at det med garanti ville resultere i overbelastningsskader, som på et tidspunkt ville være så smertefulde at Ipren ingen nævneværdig effekt have, hvilket resulterede i at jeg så måtte holde pause fra træningen. Derved bille min verden brase i grus, og især i øjeblikket måtte det ikke ske. Det var det eneste, der holdt mig i live, bogstaveligt talt.

Jeg havde tidligere løst dette problem ved at starte til svømning i USG (“Universitetets Studenter Gymnastik”). Svømning - og cykling for den sags skyld - var den perfekte form for motion for mig, fordi jeg kunne svømme lige så tosset jeg ville, uden at få skader. Det gav mig derudover mulighed for at møde mange fantastiske mennesker, som jeg hurtigt også omgikkes med uden for bassinet. Jeg begyndte efter nogle år til havsvømning, hvilket var det måske næstbedste, jeg havde gjort, efter at uddanne mig til læge.

Hvis jeg elskede indendørs svømning, kunne man gange den følelse med tusinde, hvad angik havsvømning. Udover at møde endnu flere interessante mennesker, fik jeg nogle uvurderlig naturoplevelser. Nu troede jeg mit liv og tilværelse var sikret: Jeg var uddannet læge og havde løst mit aktivitetsbehov på den bedst mulige måde. Nu kunne jeg begynde at tænke på at stifte familie. Men så blev jeg først ramt af fireårsreglen, dernæst var jeg så dum at påpege overlæge Egill Rostrups håndtering af følsomme patient og forsøgsdeltageres data, som var i strid med loven, så blev jeg på grund af Egill Rostrups hævn kasseret fra Onkologisk afdeling på Rigshospitalet, og endelig fik den praktiserende læge Camilla Elvekjær ødelagt den allersidste rest af håb og fremtidsudsigter med hendes fuldstændigt uberettigede tvangsindlæggelse af mig på farekriteriet, altså røde papirer.

For at vende tilbage til træningen, så holdt min 38 årige gamle krop til min store overraskelse til, at jeg kunne træne intensivt i indeværende periode. Men det kunne hurtigt vende, og i min håbløse situation ville det være en katastrofe. Så jeg måtte tvinge mig selv til at tage en hviledag. Det var ikke lykkedes for mig endnu, selvom jeg faktisk gjorde en indsats for det, ved eksempelvis at gå lange ture i stedet.

Kunne jeg ikke bare yde en større indsats, og få det til at lykkedes? I virkelighedens verden nej, for hver gang jeg endelig formåede at afstresse, kom der en ny traumatiserende hændelse, jeg ikke havde indflydelse på. I forrige uge var det den kommende center vagt “Frodo”, som gav mig mit udstyr tilbage, hvilket jeg selvfølgelig selv skulle cykle ud for at hente, og så sent som i går var det min kontaktpersons psykisk nedbrydende af, hvem jeg var som person, der havde retraumatiseret mig.

Min kontaktperson

Det groteske var, at min kontaktperson sagde, at hun godt vidste, at det var traumatiserende for mig at deltage i det kommunale helvede, at jeg ville blive nedgjort og ydmyget for jeg véd ikke hvilken gang. Alligevel deltog hun aktivt i allerhøjeste grad i denne traumatisering. Hvorfor? Jeg troede ikke at netop hun følte sig mere værd som menneske, ved at trampe på dem, der lå ned, men jeg kunne ikke afvise det. Hvordan mon hun havde det, når hun fik fri fra arbejde, velvidende at hun aktivt og fuldt ud bevidst havde en yderst skadelig virkning på mig? At hun overhovedet ikke på nogen måde reelt set havde gjort andet end at skade mig?

Hun var en af de eneste mennesker, jeg havde fortalt min historie til, som ikke straks havde reageret med fordømmende eller uforståenhed, da jeg tydeligt kunne se på hendes ansigtsmimik, at hun havde medlidenhed med mig. Alene det gav hende stjernestatus hos mig, men selv om fraværet af arrogance og ignorant fordømmelse var skønt at opleve for én gangs skyld, så var det jo ikke nogen løsning på mine problemer. Jeg kunne heller ikke bruge medlidenhed til noget som helst. Derfor var det måske mest sandsynligt, at hun allerhøjest kortvarig tænkte, “godt det ikke er mig”, hvis hun da overhovedet skænkede det en tanke.

Hvad det faktisk ville hjælpe mig

Hvad det offentlige burde gøre, var oplagt: Hjælpe mig ud af det kommunale mareridt. Det kunne ske ved at hjælpe mig med at finde et andet sted at bo. Det vidste hun godt, for jeg havde sagt det til hende, men hun insisterede på at traumatisere mig med et unødvendigt og meningsløst møde med “En grim hater fra kommunen”.

Heldigvis havde jeg nu fået så relevant stort overskud at jeg selv var i stand til skrive mig op i to boligselskaber, men det var kun begyndelsen. Efter fem års helvede i systemet havde jeg fået nok. Jeg skulle ud af det i en fart. Jeg ville ikke deltage i noget, der var så ubehageligt, at jeg fik selvmordstanker af bare at skrive om det. Hun kunne holde sit møde med repræsentanten fra kommunen helt selv, jeg ville ikke deltage, uanset hvor meget hun måtte true mig med at få de værste mennesker jeg kunne komme i tanke om til at deltage, nemlig dem fra psykiatrien.

Traume efter traume

Hvis jeg på trods af det offentliges traumatiseringer og virkelighedsfornægtelse undgik at tage livet af mig selv, skulle jeg ikke glemme at skrive om “den lille ondskab”. Måske var det ligefrem en skærpende omstændighed, at hun var fuldt ud bevidst om, at hun aktivt skadede mig? Jeg havde ikke tid til at ruminere over de pågørte psykotraumer, for næste af slagsen ville finde sted allerede i morgen, når jeg var tvunget til at møde op et sted, der var langt værre end noget kommunen kunne udsætte mig for, nemlig psykiatrien, der med sikkerhed i løbet af relativt kort tid, ville få mig til at tage livet af mig selv, fordi psykiaterens psykiske tortur efterhånden var uudholdelig. Ingen pause fra træningen i dag altså.

Umyndiggørelse

Det ord jeg ubevidst havde ledt efter var naturligvis "umyndiggørelse". Det var præcis det, jeg havde været underlagt i de sidste fem år, og det var det, jeg nu havde fået nok af, og som jeg ville gøre alt for at undgå.

Når stressfaktorerne stød i kø, og når hver enkelt stressfaktor i sig selv var for stor en mundfuld, måtte jeg prioritere dem benhårdt.

Jeg havde talt med en anden beboer på forsorgshjemmet i dag, og vedkommende gav spontant udtryk for hvor belastende og nedladende personalet på stedet var, når de ofte og uden varsel dagligt bankede på beboerens dør for at spørge om vedkommende "var ok". Denne beboer ønskede bare at få lov til at få lidt fred og privatliv, der var ingen grund til at personalet i deres bevidstløse magtdemonstration forklædt som omsorg stalkede beboeren, der præcis lige som jeg hadede den umyndiggørelse, der blev praktiseret. Nu var beboeren blevet så ulidelig træt af at personalet behandlede vedkommende infantilt, at det eneste denne kunne tænke på var at komme væk fra forsorgshjemmet i en fart.

Det var præcis den måde, jeg selv havde det på, og jeg takkede denne beboer for at dele sine frustrationer med mig, og dermed bekræftede at det ikke kun var mig, der syntes at stedet var forfærdeligt at opholde sig på.

Boligsøgning

Det tog mig bogstaveligt talt under to minutter at finde de første syv værelser til leje i lokalområdet til en overkommelig pris. Udover bad og toilet, havde jeg kun behov for den plads der svarede til, at der kunne ligge en madrads på gulvet, samt en stikkontskt til min oplder til mobiltelefon.

Det var et positivt førstehåndsindtyk jeg hermed fik af mulighederne for at få et værelse. Hvis det var så let, som det gav indtryk af, hvorfor pokker havde man så ikke hjulpet mig med det, hvis man endelig insisterede på at umyndiggøre mig? Hvorfor skulle jeg slæbes igennem det kommunale søje? Hold da op hvor var hele det sociale system i Danmark ulækkert. Det var som om det primært var designet til at skabe et b-hold, som de mennesker, der sad trygt og godt i det havde nogen de kunne se ned på og udskamme. Rødovre Kommune var ikke andet end en taberfabrik. Om så jeg fik tildelt hele Rødovre Kommunes hovedbygning som bolig, hvis blot jeg accdpterede det forkerte præmis om at jeg var svag og syg, så ville jeg uden at blinke hellere bo i en papkasse bag Hovedbanegården, hvis bare jeg kunne få lov til at arbejde som læge igen.

Fik afleveret mit brev til min kontaktperson for forsorgshjemmet. Jeg havde det dårligt med at skrve det til hende, som jeg havde gjort, for hun var meget kvalificeret og venlig. Det fortalte samtlige af de andre beboere mig, og de var utroligt glade for hendes hjælp. Der var to ansatte på forsorgshjemmet, som udelukkende fik ros af beboerne, og min kontaktperson var den ene. Mit problem var at jeg ikke havde brug for den hjælp en nok så dygtig kontaktperson kunne yde. Det forventede jeg heller ikke. Jeg havde ikke noget valg end at sige fra over for kommunen og desværre altså også over for min kontaktperson. Undskyld til hende. Jeg havde formået at holde en hviledag fra styrketræningen, men jeg var simpelthen nødt til at få rørt mig, så jeg aflevede mit brev til kontaktpersonen og løb flere runder i den nærliggende park. Nu galt det om at forberede sig på, at personalet kom rendende og hmrede på døren til mit værelse for at høre om "alt var ok", fordi jeg havde skrevet mit brev. Det var helt sikkert man ville komme, og det stressede mig temmelig meget, men jeg var nødt til at sidde på værelset og skrive på grund af det kølige vejr.

Jeg besluttede mig for ikke at bringe brevet jeg havde afleveret til min kontaktperson på hjemmesiden af respekt for hende. Jeg ville give mig for at sygeplejerske Susanne skulle have en kopi i morgen, udelukkende for at komme forsorgshjemmet i forkøbet. Min respekt for Susanne lå på et meget lille sted, og hendes følelser var jeg ligeglad med, for jeg huskede tydligt, at hun startede med at ringe til Absalon Camping så jeg kunne ligge i telt der, før hun ringede til forsorgshjemmet. What. The. Fuck. Susanne. Var du fuld den dag? Hvad tænkte du dog på, siden at du syntes at en campingplads var en god ide? Spørgsmålene var retoriske, for jeg var præcis så ligeglad med hendes svar, som hun var for mit velbefindende.

Der var folk, der havde langt mere brug for at være på et forsorgshjem end jeg, især taget den kommende vinter i betragtning, så jeg skulle bare væk i en fart derfra.

Det sidste døgn havde været ekstraordinært stressende, som følge af den traumatiserende samtale med min kontaktperson i går, som tvang mig til helt utvetydigt at sige fra og lukke den stressfaktor ned, så jeg kunne fokusere på min egentlige fjende, psykiatrien, som jeg skulle kæmpe med allerede i morgen. Jeg faldt i søvn kort efter jeg var begyndt at skrive, men måtte fortsætte igen da jeg vågnede. Der var ingen andenpræmier i det spil jeg spillede.

Da jeg flere gange i løbet af årene havde mistet alt, genetableret mig, og så mistet alt, jeg havde oparbejdet på ny, havde jeg lært ikke at knytte mig alt for meget til noget som helst. Selv om jeg endnu ikke havde fundet et nyt sted at bo, havde jeg i læbet af eftermiddagen allerede taget mentalt afsked med forsorgshjemmet, smidt seks bøger ud jeg havde købt i den lokale Røde Kors forretning, ryddet op og i aften ville jeg give min ven mit improviserede natbord. Det galt om hele tiden at være parat til at rykke teltpælene op med meget kort varsel.

I morgen ville jeg give det ubrugelige udstyr, jeg havde fået tilbage fra "Frodo" og hans kæreste "Pretty face" til de af beboerne, der ville havde det, og ellers måtte jeg kassere det. Det skulle naturligvis ikke forhindre mig i at søge erstatning for det. Dernæst ville jeg lave en liste over de småting jeg manglede, finde ud af hvad mit rådighedsbeløb var, lave et detaljeret budget, og sætte mig ind i alt om lejekontrakter og øvrige formalia.

Det tog mig kortere tid at finde en detaljeret budgetskabelon i Excel på nettet, end det gjorde at skrive, at jeg ville lave et detaljeret budget i morgen. Nu ville jeg gå en aftentur med en ven fra forsorgshjemmet, lave et træningsskema på turen eller når jeg kom tilbage, og så gå tidligt i seng, så fjolserne i psykiatrien ikke kunne påstå at jeg var manisk og ikke sov.

Ambulatoriet

Var nede i Fitness World og træne med en ven, og det var altid motiverende at have en træningsmakker, hvorfor træningen varede længere end normalt. Jeg nåede lige akkurat hjem til frokost på forsorghjemmet, før jeg måtte afsted igen, denne gang på en af stedets cykler. Det tog lidt under en time at cykle fra Glostrup til Østerbro, hvor ambulatoriet lå. Jeg ankom omkring 20 minutter før tid, og den uvante kredsløbstræning var hård, især på grund af den forudgående styrketræning, så jeg var drivvåd af sved, men til gengæld mere rolig og afslappet, end hvis jeg havde taget toget.

Det var som sædvanligt særdeles ubehageligt at skulle ind i ambulatoriet for at sygeliggøres, og dertil kom den altid tilstedeværende frygt for tvang og andre overgreb, især taget min blog i betragtning. Derfor handlede det om for mig at bruge mindst mulig tid der. Da jeg var kommet op ad trappen og blev lukket ind, passerede Hans Raben mig på gangen. Jeg ignorerede ham helt bevidst, da jeg absolut ikke havde lyst til at tale med ham.

Heldigvis var Susanne Emde ledig, selv om jeg var ankommet lidt tidligere, så efter jeg havde drukket en kop vand, og vejet mig på vægten på gangen (95,2 kg), fik jeg udleveret mine lykkepiller og Concerta af hende.

Mit ærende i ambulatoriet varede reelt set kun fem minutter, men Susanne Emde ville så gerne have at jeg blev lidt længere, så hun kunne nå at patronisere og patologisere mig. Susanne Emde så jeg havde taget en dåse Red Bull med, og sagde at koffein belastede hjertet. Måske kørte hun bare på rutinen, måske var det et forsøg på small-talk, men det var en lidt unødvendig oplysning, da jeg rent beset havde glemt mere om koffeinmolekylets farmakodynamik end hun nogen sinde havde vidst. Jeg overvejde ganske kortvarig at fortælle hende af jeg havde haft både biokemi og farmakologi på medicinstudiet, men lod heldigvis være, og sagde bare "nå ok".

I døråbningen overrakte jeg Susanne Emden kopi af det brev jeg havde skrevet og givet til min kontaktperson dagen forinden. Jeg fortalte Susanne at jeg kun gav hende det til information. Da det fyldte under fire sider, håbede jeg at jeg slap for at skulle vente til at Susanne Emde havde læst det, så jeg insinuerede kraftigt at hun bare kunne kigge på det når jeg var kørt, for det var ikke særligt vigtigt, og det handlede bare om, at jeg var i gang med at finde en lejlighed.

"Vil du gerne finde en lejlighed?" spurgte Susanne Emde mig med vantro og forundring i stemmen, som om jeg havde fortalt hende at jeg ville bestige Mount Everest i morgen. "Ja", svarede jeg, "jeg har ikke lyst til eller behov for at bo på et forsorgshjem". Susanne Emde kendte mig alligevel ikke særligt godt, siden hun tilsyneladende ikke troede på, at jeg var i stand til at klare mig selv i egen lejlighed. I så fald var det hende der var overordenlig galt afmacheret, og havde ringe sociale færdigheder, for selvfølgelig kunne jeg det. Det var det nemmeste i hele verden, men der var så meget Susanne Emde ikke vidste, og jeg gad ikke efter fem år i hendes system at uddybe det, lige som hendes uvidenhed eller fejlvurdering heller ikke længere gik mig på. Fred være med Susanne Emde, hun var sikkert en udmærket sygeplejerske, selv om hun ikke scorede højt på hendes empatiske evner. Jeg skulle bare have samme tilgang til hende, som pingvinerne i animationsfilmen "Madagaskar", nemlig "smile and wave boys, just smile and wave". Næste gang jeg skulle belemres med fremmøde i ambulatoriet var den 21. september, og der skulle jeg tale med overlæge Hans Raben. Indtil da skulle jeg bare slappe af, og lede efter et værelse eller en lejlighed.

Jeg gik tidligt i seng, og før jeg faldt i søvn lå jeg og tænkte på, at det altid var den samme måde jeg havde det på, før jeg mødte op, nemlig svært ubehag, hjertebanken, irritation, og rastkøshed, og efterfølgende var jeg udtalt modløs, nedtrykt, samt fysisk og mentalt udmattet.

Tiden var ved at løbe ud. Jeg blev ikke ligefrem yngre, og for hver dag der gik, minimeredes mine chancer for at få et normalt liv, som det normale menneske jeg var. Susanne Emde og Hans Raben var lige så nådesløse som robotter, men det var også naivt at tro at de ville risikere noget for min skyld. De var begge udelukkende en del af problemet. Min eneste chance for at overleve på sigt var at andre myndigheder eller pressen involverede sig, og fik sundhedsmyndighederne til at få disse psykiatriens tjenere til at rette ind efter virkeligheden. Men jeg orkede næsten ikke mere, især ikke flere afvisninger.

Der blev nødt til at ske noget relativt hurtigt, og det kunne kun være mig, der gjorde det. Jeg havde adskillige timers optagelser af psykiatere liggende, og jeg måtte bare tvinge mig til at lytte til dem.

Økonomi

Det var ikke nok at sige, at jeg gerne ville behandles som et normalt og ressourcestærkt individ. Jeg var også nødt til at demonstrere, at jeg var det. Planen havde egentlig været at fokusere på den største stressfaktor ført, nemlig den videre kontakt til min advokat i forbindelse med erstatningssagerne, men én ulykke kom som bekendt sjældent alene, og nu var jeg blevet tvunget til at skifte fokus til en anden af slagsen, der var langt mere akut og presserende: Jeg skulle hurtigst muligt væk fra forsorgshjemmet, og det krævede en større indsats fra min side af.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det jeg foretog mig var det eneste rigtige, hvis jeg ville overleve på sigt, at det var det mest rationelle, jeg kunne foretage mig, men desværre så mine nære omgivelser ikke sådan på det. Det gjorde mig ked af det, men det var der ikke noget at gøre ved. Nu havde jeg udelukkende ved egen hjælp formået at oparbejde mine daglige rutiner på ny, og nu måtte jeg for alt i verden ikke lade mig passivisere af den umyndiggørelse, der havde gjort mig apatisk og handlingslammet i omkring fem år.

Jeg flyttede hjemmefra som syttenårig, og havde klaret det ganske udmærket indtil jeg mistede min bolig i 2016, som følge af en praktiserende læges fejldiagnose. Jeg var endt på forsorgshjemmet alene fordi jeg havde mistet alt håb og havde givet op, men nu var det på tide at komme videre. Jeg havde været udsat for paranoia fra en enkelt af personalet en lille måneds tid forinden. Det kom sig af, at jeg havde fortalt en af beboerne, der på det tidspunkt havde været særdeles påvirket af en eller flere rusmidler, at jeg var i gang med at skrive en bog, og jeg havde været så uforsigtigt at vise vedkommende den.

Desværre havde denne beboer misforstået noget, og troet at jeg fotograferede og optog hvad der foregik på forsorgshjemmet, og fortalt dette til pågældende personale, som havde opsøgt mig om aftenen og belært mig om reglerne på stedet. I dette personales optik var jeg skyldig. I virkeligheden havde jeg aldrig hverken optaget lyd eller video, eller skrevet om nogen som helst af hverken beboerne eller de ansatte, men alligevel skulle jeg dømmes for noget jeg ikke havde gjort. Det havde jeg sjovt nok prøvet en del gange tidligere, og det havde haft katastrofale konsekvenser for mig, så jeg blev meget fortørnet, og skrev et langt brev til lederen, som jeg imidlertid aldrig fik afleveret.

Jeg opholdt mig på forsorgshjemmet frivilligt, i hvert fald rent formelt, for jeg havde ikke haft noget valg, så derfor var det - foruden juridisk - ikke moralsk forsvarligt at jeg skulle skrive eller optage noget fra det. Jeg var faktisk i stand til at skelne mellem hvem og hvad jeg skriv om og optog, men hvis man, som denne beboer, var overordentligt påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, så blev det hurtigt til at jeg optog alt jeg kom i nærheden af, hvilket var helt forkert. Jeg gjorde udelukkende det, der var nødvendigt for at undgå yderligere overgreb i psykiatrien, og alt andet var jeg ligeglad med, herunder hvad der foregik på forsorgshjemmet. Der var ellers masser af skrive om, men det gjorde jeg altså ikke.

Jeg var på nuværende tidspunkt nødt til igen at skære tingene ud i pap:

1. Det eneste jeg dokumenterede, om det så var med optagelse af lyd eller video, fotografier eller skrift, var det, jeg var tvunget til, og som havde ødelagt min tilværelse både bagudrettet og fremadrettet.

2. Fraset det under punkt 1 anførte, dokumenterede jeg ingenting på nogen måde.

Jeg fattede simpelthen ikke at det var så svært for nogle at forstå, men det var det altså. Og så var det mig der var paranoid? Jeg kunne huske stort set alt, så jeg havde - hvis jeg alligevel havde tænkt mig at skrive om forsorgshjemmet - slet ikke brug for at dokumentere noget som helst.

Årsagen til bogen

Jeg kunne bede om nok så venligt at blive taget seriøst på forsorgshjemmet, men det ville aldrig blive respekteret. Selve den konkrete årsag til at jeg overhovedet var begyndt at skrive min bog, havde været en episode for et par månbeder siden, hvor jeg tilsyneladende havde virket nedtrykt. Derfor gik jeg ind på mit værelse, for at være lidt i fred. Men desværre havde personalet set at jeg havde fremstået trist, og som jeg senere skulle erfare, så var det politikken på stedet at personalet opsøgte beboere, der virkede anderledes end de plejede, for at høre hvorfor de så ud til at de eksempelvis virkede triste.

Humørpolitiet

Praksis var således, at to af personalet bankede på døren til ens værelse, og uanset hvad man sagde, kort tid efter gik ind. Det galt ikke bare mig, for flere andre beboere havde uopfordret og spontant fortalt mig at de syntes det var angstprovokerende og grænseoverskridende at man ikke kunne være i fred, hvis det var det man ville. Den pågældende dag kom personalet ind på mit værelse hele to gange, og én af gangene følte jeg mig tvunget til at fortælle, hvad der gik mig på. Jeg sagde, at jeg var trist til mode, fordi jeg i flere år ikke måtte arbejde som læge. Det pågældende medlem af personalet svarede, at det skulle jeg ikke være ked af, for der var sikkert noget andet, jeg kunne arbejde som.

Det var den helt forkerte måde at "trøste" mig på. Hvorfor skulle jeg arbejde som andet end læge, når jeg aldrig havde skadet eller fejlbehandlet nogen patienter? Jeg havde fortalt hendes kollega, som invaderede mit privatliv et stykke tid forinden, at jeg var lidt trist, men helt ok, og bare havde brug for at være lidt alene. Nu var jeg blevet presset til at fortælle den næstkommende ansatte hvad årsagen var, og det havde afstedkommet at jeg fik det endnu dårligere.

Personalet på de psykiatriske afdelinger havde opført sig på samme måde, og de havde også invaderet mit privatliv, gerne op til flere gange dagligt, hvilket havde givet mig traumer i forhold til folk, jeg ikke havde inviteret, som bankede på min værelsesdør for derefter at låse sig ind. Nu gjorde personalet på forsorgshjemmet det samme. Og i de to forudgående dage var der som sagt to beboere, der helt uopfordret havde fortalt mig at de havde været udsat for lignende praksis, at de hadede det, den ene i så svær grad, at vedkommende nu bare havde tænkt sig at komme væk fra stedet.

Jeg syntes det var en forkvaklet og misforstået filosofi, der blev praktiseret på forsorgshjemmet, især når man ikke respekterede, at jeg flere gange venligt havde sagt fra overfor denne meget stressende og umyndiggørende praksis, men jeg måtte respektere, at det nu engang var sådan reglerne var, og brød jeg mig ikke om dem, måtte jeg bare finde et andet sted at være. Når jeg dertil - præcis som mange andre beboere - havde udviklet en aversion mod stedet i en grad at jeg fik det fysisk dårligt af at opholde mig der, så skulle jeg bare væk. Et telt på en campingplads var at foretrække, hvis jeg slap for den enerverende, paternalistiske umyndiggørelse.

Har du det godt?

Så sent som i formiddags blev jeg stillet det spørgsmål jeg efterhånden hadede mere end noget andet, nemlig "Har du det godt?" og "Har du haft en god weekend?". Jeg orkede ikke igen at fortælle at jeg godt vidste at spørgsmålele ikke var ondt ment, men at det generede mig hele tiden at skulle implicit sygeliggøres. Da jeg selv var læge på psykiatrisk afdeling i Ballerup var det præcis de samme spørgsmål jeg stillede til de akutte selhenvendere i psykiatrisk skadestue. Men hvis nogen af dem havde bedt mig om at lade være med at spørge om hvordan de havde det, så ville jeg da respektere det.

Frivillig tvungen fællessang

Jeg kom til at tænke på at jeg for nogle uger siden var blevet bebredjet at jeg ikke deltog i et sangarrangement. De steder jeg havde været ufrivillig gæst var netop fællessang noget, som personalet gik vældig meget op i, og jeg var mere eller mindre tvunget til at deltage i sangen, selv om jeg på ingen måde havde lyst til det. På trods af dette havde jeg alligevel deltaget i to ud af de fire forudgående sangarrangementer på forsorgshjemmet, alene fordi jeg syntes det var flot af den frivillige og ulønnede musiker at stillede op. For et par uger siden, var jeg dels i gang med at vaske tøj, og dels havde jeg virkeligt ikke lyst til at deltage. Alligevel blev jeg flere gange kraftigt opfordret til det. Hvorfor i alverden skulle jeg presses til at gøre noget, jeg aldrig havde brudt mig om? Jeg hadede at synge fællessang, og det samme gjorde flertallet af beboerene. Hvorfor troede personalet at vi kunne lide at sidde og synge? Havde man nogensinde spurgt os ad? Hvis man havde arrangeret noget fodbold eller lignende, deltog jeg gerne.

Nok om forsorgshjemmet og klientliggørelsen, som havde belastet mig hele den tid, jeg havde været på stedet. Jeg vidste at jeg så langt fra var den eneste, der havde det på den måde, at jeg intet kunne gøre for at blive behandlet normalt, og at løsningen var at jeg - nu da jeg havde fået fornyede ressourcer - fandt et andet sted at bo.

Det var naturligvis også opfattet som et sygdomstegn at jeg åbenbart var så megaloman, at jeg troede at jeg var dygtig nok til selv at finde et værelse eller en lejlighed, og man skulle nok sørge for at psykiatrien fik det at vide, men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke gjort noget som helst forkert på forsorgshjemmet, tværdigmod, og det vidste jeg nu med sikkerhed passede.

Der var en grund til at jeg afholdt mig fra eksempelvis at tjekke post eller sætte mig ind i min økonomi. Det skyldes, at det stort set hver gang jeg gjorde det, var som at få et hårdt slag i ansigtet. Det var særdeles traumatiserende hver eneste gang, og - lige som alle andre i en lignende situation som min, havde jeg erfaret - havde jeg efter flere år helt opgivet det. Men nu var jeg desværre igen tvunget til det i mine bestræbelser på at betale indskud til et værelse.

Det groteske var, at jeg udmærket var i stand til at arbejde og forsørge mig selv, men at jeg ikke måtte. Så der var intet jeg kunne gøre. Da jeg tjekkede min konto i dag for at se hvad mit rådighedsbeløb var, fik jeg endnu et stort shock: Lægernes Bank havde ensidigt reduceret den øverste grænse for min kassekredit på meget kort tid med så meget, at jeg nu kun havde 1235.66 kroner tilbage til resten af måneden, til trods for at mit forburg var meget beskedent. Jeg fik straks svær kvalme og udtalt angst, og koldsveden begyndte af springe frem.

Bankrådgiverens hævn

Jeg tænkte, at det måtte være min bankrådgivers hævn for, at jeg havde klaget over hende for snart længe siden, pga. de forholdsvis mange fejl hun havde begået gennem årene, men heldigvis så jeg i min netbank, at hun langt om længe var blevet udskiftet, hvilket jeg ligeledes havde bedt om for længst. Måske var jeg så udmattet af den seneste (og kommende) tids traumer, der var kommet efter hinanden som perler på en snor, måske skyldte det, at det på en måde var som at få en ny og frisk start i Lægernes Bank efter flere års økonomisk chikane, men det lykkedes mig for første gang siden 2014 at skrive en forholdsvis venlig besked til banken, som var en forespørgsel om at få haævet min kassekredit en smule, så jeg havde råd til indskud til et værelse.

"Jeg undrer mig over at det maksimale beløb på min kassekreditkonto er -66.000. Det må betyde at Lægernes Bank ensidigt har reduceret min maksimale kassekredit fra 100.000 til nu blot 66.000. Da jeg har et minimalt forbrug, og kun har råd til det allermest nødvendige, undrer det mig, at Lægernes Bank har sat det maksimale beløb så langt ned så hurtigt. Jeg har i skrivende stund kun 1235.66 kr. tilbage til resten af måneden, efter min huslejerestance for min plads på forsorgshjemmet til Rødovre Kommune er betalt.

Kjeld."

Jeg skulle være tilbage på forsorgshjemmet inden frokosten sluttede kl. 13.00, for ellers var det meget sandsynligt at personalet kontaktede psykiatrien fordi de var "bekymret" over at jeg ikke spise frokost, hvilket helt sikkert måtte være et sygdomstegn. Men jeg havde syv bananer i min træningstaske netop med det formål for øje, at jeg så ikke blev sulten efter den fysiske udfoldelse, og endnu mere vigtigt var det, at jeg for første gang i over et år utroligt nok kunne holde ud at sidde på biblioteket uden at blive angst eller få klaustrofobi.

Jeg var "in the flow", og selv om det havde været ret så ubehageligt at erfare, at jeg til trods for mit meget begrænsede forbrug var så fattig, så havde det enten været relativt kortvarigt, eller også var schokets reaktionsfase forsinket til senere. Jeg måtte ikke risikere at jeg mistede modet til at fortsætte med at få styr på formalia, for første gang i flere år, så jeg besluttede at løbe risikoen for at personalet blev "bekymrede" og sidde på biblioteket indtil kort før dagpersonalet gik hjem, så de i det mindste kunne forvisse sig om at jeg var i live og ikke sultede.

Der var mange måder man kunne få en ekstra, uofficiel indkomst på ved at arbejde sort. Der var desværre ikke umiddelbart en muligthed for mig, og at arbejde på normale vilkår måtte jeg jo ikke. Det var en god måde at knække mennesker på, at fastholde dem marginaliserede og afhængige af passiv forsørgelse.

Jeg måtte selvfølgelig også forsøge at se på nogle af de positive aspekter af min påtvungne fattigdom: Først og fremmest var mit budgetskema meget let at udfylde; tandlæge, indbetaling til A-kasse, fagforening, sygesikring, pension, TV, streaming og apps, pensionsindbetaing og transport, byture, ferie, biografture, ja, faktisk alt andet end de billigste hygiejneprodukter havde jeg ikke råd til. Afbetaling af gæld, cykel og alt andet overflødigt pjat. Møbler havde jeg ikke brug for, og tøj kunne jeg få udleveret i forsorgshjemmets kælder.

Gaver, slik, sodavand og frisør slap jeg også for at bekymre mig om. Bøger kunne jeg låne på biblioteket. Jeg slap også for at stresse over at få erstatning ved hjælp af en advokat. "Hvordan har du det?". "Fremragende, tak."

Jeg kom til at tænke på en uventet, meget positiv oplevelse jeg havde i fitnesscentret i formiddags. Efter træningen i omklædningsrummet var der et stort brød, omkring 10 år ældre end jeg, der også var ved at klæde om. Da vi begge var kommet i tøjet ønskede han mig en god dag. Jeg vidste der ikke var andre i omklædningsrummet, så det måtte nødvendigvis være mig, han henvendte sig til. Jeg takkede høfligt, og sagde i lige måde. Det afstedkom at vi kortvarigt small talkede om at det var rart at badet var åbnet op igen efter coronatidens restriktioner, og manden sagde, at han var glad for det, da han ikke kunne tillade sig at møde op på arbejde efterfølgende "i civil" med sveden drivende af sig.

Det var bare en kort høflighedstilkendegivelse, men det var første gang i meget lang tid at jeg var blevet mødt på lige fod af et andet menneske, der ikke fik løn for at være venlig over for mig, at jeg tilsyneladende så ud og opførte mig - ikke som et monster - men som et helt normalt menneske. Det var en meget vigtig oplevelse, jeg skulle huske mig selv på fremover. Efter så mange belastninger havde jeg tidligere oplevet at blive overvældet af nedtrykthed, trække mig og blive apatisk. Det måtte for alt i verden ikke ske nu, for så ville jeg miste alt, jeg havde oparbejdet. Hvis jeg blev smidt ud af forsorgshjemmet, måtte jeg sørge for at have en plan B og helst også en plan C. Det værste der kunne ske var at jeg blev tvangsindlagt eller fængslet, men selv om det ikke var morsomt, så fik jeg begge steder både mad og tag over hovedet, og jeg havde oplevet det, der var værre. Jeg skulle tvinge mig til at glæde mig over det jeg trods alt havde nu og ikke fokusere på alt det negative, som jeg plejede.

Servicelovens §110

Jeg havde som nævnt i 2017 forsøgt ved fremmøde i, og ved flere telefoniske henvendeser til, Rødovre Kommune, at blive opskrevet på deres akutboligliste, og jeg havde sågar et troværdigt vidne til disse forsøg i form af min ven, der var journalist. Jeg var dum nok til ikke at optage disse henvendelser, men den gang troede jeg ikke det kunne blive nødvendigt.

Jeg havde fået afslag på at blive opskrevet, da jeg dels ikke modtog kontakthjælp, og dels havde mistet min bolig i Københavns Kommune, hvorfor Rødovre Kommune oplyste, at jeg skulle henvende mig dér, og at man intet ville gøre for at hjælpe mig. Jeg forsøgte dernæst at få kontakthjælp, så jeg måske alligevel var berettiget til at komme på ventelisten, men da jeg jo havde en (fejl)diagnose, var jeg jo syg, og så var jeg ikke berettiget til at modtage kontakthjælp.

Ganske vidst havde den privatpraktiserende psykiater Henrik Jurlander i en erklæring af 2. marts 2017 konkluderet at jeg "ikke var psykotisk", samt at det "intet var til hinder for at jeg kunne arbejde som læge igen". Den sendte jeg til Styrelsen for Patientsikkerhed, som med garanti også modtog den, men styrelsen ignorerede bare det prykiateren havde skrevet.

Herefter mistede jeg alt mod, og gav simpelthen op. Det måtte ikke ske igen, men jeg havde lovet mig selv at gøre et sidste forsøg på at få den tilværelse, jeg i al ydmyghed havde fortjent, og der var fortsat masser jeg kunne gøre.

I forhold til psykiatrien var der intet at gøre længere. Jeg havde prøvet alt, men man nægtede simpelthen at berigtige fejldiagnosen, således at jeg i det mindste havde en minimal chance for at skabe mig en tilværelse.

Økonomisk blev jeg fastholdt i et jerngreb af Lægernes Bank, der hver gang jeg havde modtaget den fornedrende og ydmygende "Invalidepension", hurtigt reducerede min kassekredit, så jeg i øjeblikket kun havde omkring 1300 kr. til rådighed. Jeg var tvunget til at opholde mig et sted, jeg ikke havde behov for at opholde mig, da jeg nu - så vidt jeg vidste - ikke længere var jaget vildt af "Frodo", samt indtil for et par dage siden, var mere end parat til at komme videre. Hvad forhindrede mig i et bo i egen lejlighed eller på et værelse? Kun indskuddet. Hvad var det, jeg ikke var i stand til i forhold til at bo i egen bolig? Ingenting.

Indtil jeg modtog svar fra Lægernes Bank (som sandsynligvis ville være et afslag), måtte jeg finde et hvilket som helst arbejde, i det mindste bare midlertidigt. Igen, hvad var det jeg ikke kunne i forhold til at gøre rent eller lignende? Ingenting.

Det gjorde ondt at tænke på at ingen ville røre en psykotisk og utilregnelig kriminel som jeg med en ildtang, at min eneste reelle mulighed for beskæftigelse var at være selvstændig, samt at de mange afslag ville tage hårdt på mig, men i det mindste kunne jeg dokumentere, at jeg havde forsøgt.

Jeg kunne ikke tillade mig at lyve, og jeg kunne ikke rigtigt bruge min lægeuddannelse eller mit CV til noget, men jeg kunne i det mindste undlade at fortælle alt.

Først måtte jeg lave en køreplan for den nærmeste fremtid, der snævert fokuserede på egen bolig og beskæftigelse:

• Dokumentation for aktiv boligsøgning (udført)
• Om udformningen af en lejekontrakt
• Dokumentation for aktiv jobsøgning (igangværende)
• Jobansøgning
• CV
• Udarbejdelse af tentativt og realistisk budget (udført)
• Indtægter
• Udgifter
• Rådighedsbeløb
• Konvertering af hjemmesiden til en e-bog
• Redigere indholdet af bogen, så det var mindre emotionelt, vredt, polemisk og skingert, og mere relevant og læsværdigt for andre
• Få solg eller bortgivet det mere eller mindre ubrugelige IT-udstyr, jeg havde fået retur (delvist udført).
• Have styr på alle udeståender: Afmelde prøveperiode for Netflix (udført dd.), aflevere biblioteksbøger (udført dd.)
• Forberede mig på at kunne flytte med meget kort varsel.
• Vintertøj - tjek
• Vinterjakke - tjek
• Halstørklæde - tjek
• Hue - ikke nødvendigt nu
• Vanter - ikke nødvendigt nu
• Vintersko - ikke nødvendigt
• Træningstøj - tjek
• Håndklæder - tjek

Til at starte med måtte jeg for en god ordens skyld kaste et blik på serviceloven.

Fra: https://sim.dk/arbejdsomraader/udsatte-voksne/hjemloeshed/servicelovens-tilbud-til-personer-i-hjemloeshed/ (tilgået 8. september 2020) og se appendiks.

---

Var nede for at købe aftensmad i Netto, og fandt til alt held bestik til salg som spotvarer. Jeg købte en pakke med 10 knive og 10 gafler til hver 20 kr. Tjek. Jeg delte bad, toilet og køkken med en anden beboer, så jeg havde fin mulighed for selv at lave mad, men da jeg jo skulle spare ret meget havde jeg ikke råd til at købe råvarer, så jeg nøjedes med en pakke med fire makral i tomatsovs og noget næsten datooverskrevet rugbrød nedsat til tre kroner.

Jeg måtte hellere færdiggøre én ting ad gangen, så jeg kastede mig over mit budget, og udfyldte det jeg kunne. Dog var udgifterne til mad noget, jeg måtte undersøge nærmere, så jeg googlede og fandt på casa-analyse.dk det såkaldte minimumsbudget, som var fremragende at bruge som vejledning. Mens jeg arbejdede krydsede jeg fingre for at "humør" politiet ikke kom og skulle høre, hvorfor jeg ikke havde spist aftensmad på forsorgshjemmet. Mit alibi var at jeg havde spist makral i tomatsovs, og jeg havde gemt bevist i min skraldepose.

Fra nu af måtte jeg hellere arbejde in cognito, så efter madbudgettet var lavet, ville jeg skjule denne del af bogen, og fokusere på de andre dele. Jeg læste om "minimumbudgettet" (se appendiks).

Uddrag af brev til lederen af forsorgshjemmet

Møde med leder af forsorgshjemmet, 10. september 2020 kl. 9.00

Kjeld.

Mail til psykiater

Kære overlæge Hans

Kjeld.

Exit forsorgshjemmet 2

Samme dag jeg oprettede en profil på boligportalen.dk skrev og ringede to interesserede udlejere til mig. Jeg tog kontakt til den udlejer, der havde den mest relevante værelse. Han lød venlig og sympatisk i telefonen, og vi aftalte at jeg kom forbi og så værelset allerede i dag.

Jeg var meget nervøs, og tænkte på hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle fremstå. Jeg havde intet dyrt mærketøj, og havde været nødt til nødt til klippe mig selv med en trimmer de seneste år, da jeg ikke havde råd til at gå til frisøren. Da jeg vidste at udlejer styrketrænede dagligt i hele to forskellige motionscentre, og da jeg gjorde det samme, var det oplagt, at jeg som undskyldning for manglen på dyrt tøj, var iført træningstøj og havde den dyreste beklædningsgenstand, jeg ejede på, nemlig en Häglöf outdoor jakke.

Jeg tog bussen til Taastrup hvor værelset lå. Det var "Enestående"-land: Jeg kunne stå af bussen på Taastrup Station, og gå hen og spørge den første person, der så ud som om han var banderelateret, og spørge ham om hvem "Enestående" var, og enten ville vedkommende give mig hånden eller "jumpe" mig, afhængigt af tilhørsforhold.

Det var ikke kun Taastrup der var "Enestående"-land, også i Sydhavnen havde han været en person, man vidste hvem var. Mange ville mene at "Enestående" ikke var guds bedste barn, men det havde han været over for mig, og desuden, var de psykiatere, der havde taget livet af ham og mange andre sagesløse patienter bedre? Nej, "Enestående" nåede ikke psykiaterne til sokkeholderne hvad angik nødesløshed og farlighed.

Hellere én "Enestående" end samtlige psykiatere i kongeriget Danmark. Jeg hadede dobbeltmoral og hykleri mere end noget andet, og "Enestående" pyntede sig ikke med lånte fjer som psykiaterne.

Kort fortalt var udlejer og værelset perfekt. Da jeg returnerede skrev jeg til ham, og vi aftalte at mødes den kommende uge for at udfærdige en lejekontrakt. Jeg havde lært aldrig at tage noget for givet, så til trods for at værelset var så godt som mit, var der ingen grund til at glæde sig over noget. Det skulle da måske lige være, at uanset hvad end der skete, uanset om jeg alligevel ikke fik værelset, så havde jeg ved egen hjælp, og uden Rødovre Kommunes såkaldte hjælp, på under to dage formået at finde en velegnet bolig, med udfærdigelse af alle formalia og et meget realistisk budget.

Selv om jeg var så godt som sikker på at mit forehavende ville lykkedes, måtte jeg alligevel sørge for at have en backup plan. Psykiatrien ville elske, hvis det ikke lykkedes mig at varetage selv at få en bolig, for så var det lykkedes for dem at ødelægge mig helt, og så kunne de påstå at jeg havde lidt et funktionsevnetab.

Hvis det omvendt lykkedes mig at undslippe det kommunale kviksand, var der intet tilbage, de kunne bruge som ammunition til at desavuere mig. Og jeg ville jo nok være lige så uforsonelig som dem, der i selvretfærdigt raseri havde gjort alt de kunne for at få mig aflivet med fattigdom og tvangsmedicinering.

Rastløshed

Normalt var jeg meget rastløs, men i dag var rastløsheden langt værre end normalt. Jeg måtte for alt i verden undgå overbelastningsskader, så jeg forsøgte at holde hviledag fra styrketræningen hver søndag; i dag var det anden gang jeg forsøgte at slappe af, hvilket havde været ulideligt, hvorfor jeg gik en lang tur i Vestskoven. Selv om turen var på omkring 20.000 skridt, var det langt fra nok, og jeg blev tværdigmod bare mere indestængt. Måske skyldtes det de mange nætter jeg havde overnattet i selv samme skov, der retraumatiserede mig, måske var det den nye uge i uvishedens tegn, jeg var ikke klar over det. Jeg glædede mig usigeligt meget til mandag morgen, hvor jeg hurtigst muligt ville tage ned i motionscentret.

Arbejde

Jeg havde ikke haft lov til at arbejde i fem år efterhånden, ikke engang frivilligt arbejde måtte jeg udføre. Det havde været et mareridt. På forsorgshjemmet måtte alle beboerne imidlertid udføre såkaldt dusærarbejde, det kunne være hvad som helst fra rengøring til at luge ukrudt. En times dusørarbejde fik man 26 kroner i timen for før skat, hvilket måske var årsagen til at det ikke var særlig populært. Jeg havde arbejdet adskillige timer med alt jeg kunne komme i nærheden af, men det var først for nyligt at jeg var begyndt at registrere timerne, så jeg fik løn for dem.

For mig havde ethvert arbejde altid været løn nok i sig selv, men fordi jeg havde været så dum at betale husleje til Rødovre Kommune, havde jeg næsten ikke flere penge tilbage, så nu var jeg tvunget til at skrive timerne ind. Jeg var begyndt på at slibe forsorgshjemmets teaktræ havemøbler, og give dem olie efterfølgende, og det var et meget omfattende arbejde. Jeg elskede imidlertid at stå i værkstedet og arbejde, og kunne gøre det i timevis hver dag. Det var meget tilfredsstillende at se resultatet af ens slid, og det kom alle til gode.

Traumer

Fordi jeg i princippet var frivilligt på forsorgshjemmet måtte jeg udvise ekstra forsigtighed i forhold til at skrive om de andre beboere. Faktisk havde jeg kun tænkt mig at skrive - ikke om, men sammen - med en enkelt af de andre på stedet. Fordi jeg var så svært kronisk udkørt af års mishandling i psykiatrien havde jeg haft overordentligt svært ved at fastholde selv mine tætteste relationer, men nu havde jeg besluttet mig for at give livet en allersidste chance, og dertil hørte at etablere og især fastholde de positive relationer jeg havde på forsorgshjemmet. Det drejede sig i første omgang om tre andre beboere, som jeg for første gang i lang tid - udover bare at ses på hjemmet - også skriv sms'er og ringede til. Ligeledes i flere år havde jeg opgivet at tage min telefon, svare på e-mails, læse sms'er og tjekke min post, simpelthen fordi jeg var udbrændt, og fordi jeg så længe ikke havde modtaget andet end trusselsbreve fra især det offentlige.

Nu var det gået godt med på ny at kontakte mine nye bekendte, så det måtte jeg for alt i verden fastholde, så jeg ikke igen blev isoleret og ensom. Men hvis det gik godt med de tre medbeboere, var der ingen grund til ikke at udvidde min bekendtskabskreds yderligere.

Men det havde især været en af disse tre beboere, som ganske konsistent gennem et par måneder havde fortalt mig om hvad han havde oplevet i et mindre udviklet land syd for grænsen, der dels satte mine egne traumer i perspektiv, og dels gav mig en ide. Denne beboer havde oplevet så horrible ting i sit tidligere hjemland at alt andet blegnede i forhold til det. Men til forskel fra mine tidligere medpatienter i psykiatrien, der desværre for de flestes vedkommende var tvangsmedicineret med stærkt sløvende medicin, var denne beboer særdeles velartikuleret, og skrev lige som jeg også dagbog.

Jeg syntes at hans beretninger om hans oplevelser var langt mere relevante for andre mennesker end mine egne, at han potentielt set kunne gøre en virkelig forskel og at han - hvis det var muligt - skulle få udgivet dem. Det var desværre meget følelsesmæssigt belastende for ham at genkalde sig de oplevelser, der var så forfærdelige at selv det at høre om dem, var meget svært for mig. Jeg havde kun ganske overfladigt og kun via litteratur eller beretninger fra mine tidligere kolleger på Retsmedicinsk Institut, hørt om forbrydelser mod menneskeheden, nu sad jeg overfor en intelligent, mentalt kapabel og ikke af alkohol eller rusmidler påvirket person, der i flere år selv havde været meget direkte vidne til disse modbydeligheder.

Hans historie måtte simpelthen fortælles, selvfølgelig under forudsætning af, at han kunne holde ud at blive traumatiseret på ny. Det var overflødigt at skrive at det helt og holdent var hans beslutning, og det var ikke nødvendigvis mig, han skulle betro sig til, men jeg ville tilbyde ham at gøre hvad jeg kunne for at hjælpe ham, uanset hvor lidt det så var, jeg kunne bidrage med. Det behøvede ikke at være nu, men en dag han havde overskud til det. Kontakten til ham skulle opretholdes. Denne beboer havde hver dag i flere år hjulpet ofre for de mest forfærdelige forbrydelser og havde fået ar på sjælen af at hjælpe de mennesker, nu kunne han måske via sin beretning hjælpe endnu flere.

"En psykiater ved intet og kan intet"

Efterhånden havde jeg lært de fleste af de restrende 28 beboere godt at kende, og jeg faldt i snak med en anden i dag, der lige som jeg havde været ufrivillig gæst i psykiatrien. Ud fra vedkommendes beretning stod det lysende klart, at beboeren var blevet fejlmedicineret. Også denne beboers historie var værd at videreformidle - anonymt og med vedkommendes accept naturligvis - fordi psykiaternes fejl var så grel, og havde haft så store negative følger for beboeren. Faktisk mindede vedkommendes beretning så meget om nogle af de cases, jeg havde læst i Peter Gøtsches bøger, at jeg fortalte vedkommende om denne usædvanligt modige og eminent dygtige professor, der ene mand, gang på gang, og med evidens som våben, havde besejret psykiaterne. Om 200 år ville ingen danskere kunne huske navnene på nogen psykiatere, hvorimod Peter Gøtsche havde sørget for at indskrive sig i dansk medicinsk historie. Peter Gøtsche havde jo været en af pionererne inden for evidensbaseret medicin og metaanalyser, og hans insisteren på objektivitet stod i direkte modsætning til psykiaternes pseudovidenskabelige og anakronistiske tilgang. Derudover fortalte jeg også min medbeboer denne joke:

"En kirurg ved intet, men kan alt."

"En intern mediciner ved alt, men kan intet."

"En psykiater ved intet og kan intet."

"En patolog ved alt og kan alt, men så er det for sent."

Jeg var notorisk dårlig til at fortælle vittigheder, og denne havde jeg kun hørt én gang for omkring 10 år siden, så jeg gengav den sikkert ikke korrekt, men den var meget illustrativ, dels i forhold til hvordan rigtige lægers syn på psykiaterne var, og dels i forhold til at psykiatrien som lægefagligt speciale til forskel fra alle andre specialer var baseret på subjektivitet, følelser, fornemmelser, holdninger, flygtige samfundstendenser, magtmisbrug, psykiaternes hybris, samt hvilke medicinalfirmaer, der sponsorerede den enkelte psykiater.

Skyklapper

I dag var det vigtigt at fokusere ekstra meget på at komme videre i tilværelsen, og ikke lade sig distrahere af nogen eller noget. Det var alt eller intet nu, og det nyttede ikke noget at blive ved med at skrive dagbog, uden samtidig at bruge den til noget. Først og fremmest måtte jeg ned og træne. Dernæst skulle jeg redigere dagbogsteksten, så den var mindre emotionel og skinger og mere relevant for andre end mig selv. Herefter ville jeg de-pseudonymisere alle navnene på psykiatere og embedslæger. Når det galt selve mit liv, var der ingen grund til at bekymre sig om injurier.

Lige så elendigt vejr det havde været i går, lige så smukt vejr var det i dag. Det var ingen grund til at ligge på den plastikbeklædte skummadras i sengen på forsorgshjemmet, når man kunne gå en tur. Jeg gik rundt i det nærliggende industrikvarter indtil jeg havde gået de omkring 13.000 skridt mit Garminur mente jeg skulle, hvorefter jeg vendte tilbage.

Biofeedback

Hvis heart rate variability var udtryk for det autonome nervesystems aktivitet, hvis det igen var korreleret med stress, og hvis mit to år gamle Garminpulsur kunne måle HRV tilstrækkeligt præcist og konsistent, så var mit stressniveau faldet støt fra 80 den 8. september 2020 (Teksten fra min app: "Du har næsten ikke haft hviletid denne dag. Stress forbruger kroppens ressourcer. Hvis du er stresset i længere perioder ad gangen, kan du blive udmattet".) til 34 i dag ("Du har haft tilstrækkelig hviletid denne dag for at afbalancere stressreaktioner"). Nu var dagen ikke ovre endnu, og alt kunne ske, men det tydede umiddelbart på at tendensen ville fortsætte. Årsagen havde været min beslutning om at forlade forsorgshjemmet hurtigst muligt. Det var jeg i og for sig blevet tvunget til, og det var ikke sjovt at have en fraflytningsdato, når man ikke havde nogen penge, men det var et vilkår, og jeg havde ikke behov for at være der længere. Det havde været psykiatriens udmarvrende og vedvarende nedsabling af mig, der havde været årsagen til at jeg efter endnu et år uden håb, fastlåst og sygeliggjort til sidst havde været så opgivende, at jeg ikke magtede noget længere.

Mit problem havde hele tiden været at jeg ikke måtte arbejde og tjene mine egne penge, og det var fortsat et problem, men nu var det som om at det ikke pinte mig så meget. Jeg vidste, at jeg på et basalt niveau kunne arbejde med hvad som helst i mindst otte timer dagligt alle ugens dage, og at jeg kunne arbejde som læge meget længere tid, så psykiatriens devaluering, nedgørelse og formynderi paralyserede mig ikke så meget som tidligere. Desuden havde jeg, som det normale menneske jeg var, formået at skabe nok relationer til at jeg ville kunne få en eller anden form for beskæftigelse. Kommunens umyndiggørelse var måske gavnlig for nogle, men for mig var den kun skadeligt, rigtig, rigtig skadelig. Helle død end rød(ovreborger). Den kommune, jeg var vokset op i, kunne have hjulpet mig i 2017, men havde svigtet. Det var der ingen undskyldning for. Rødovre Kommune var gift for mig. Der var ingen ignorant "Grim hater fra kommunen" der skulle sidde og kloge sig på mine vegne. Jeg vidste at de fleste beboere havde det lidt på samme måde, at de hadede deres respektive kommuner i en grad, at de gjorde hvad som helst for ikke at skulle tale med deres patroniserende og ligeglade sagsbehandler.

En af dem jeg talte med på stedet havde så mange mentorer, sagsbehandlere og andre kommunalt ansatte, og det var i hele to kommuner, at vedkommende havde svært ved at holde styr på alle de folk. Jeg foreslog vedkommende at han skulle ansøge om at få en sagsbehandler, der kunne være tovholder og koordinere de andre kommunalt ansatte. Guderne måtte vide, hvor dyrt det var at have alle disse mennesker ansat, især taget i betragtning at det ikke virkede som om at det gavnede den pågældende beboer i nogen grad. Tværdigmod stressede det ham, og gjorde ham handlingslammet og indifferent.

Der var stort set ingen, der kunne holde ud at være på forsorgshjemmet, og det var naturligvis også mig selv. Man havde to valg: Enten at gå over på den tilstødende kirkegård og misbruge det man havde lyst til, eller forsøge at udholde ubehaget. Jeg gjorde sidstnævnte, men det var umuligt, og derfor skulle jeg væk i en fart.

Eutanasi

På vej ned til træning om formiddagen sammen med en af mine venner fra forsorgshjemmet, var der en beboer der med tårerne løbende ned af kinderne spurgte mig, om jeg ikke nok ville hjælpe vedkommende. Da jeg på den ene side ikke ville skrive alt for detaljeret om de generelle forhold på forsorgshjemmet, mens jeg selv boede der, men på den anden side i det sekund jeg forlod stedet, havde tænkt mig at gå all-in og formentligt skrive mere om forsorgshjemmet end alle de andre steder jeg havde gæstet til sammen, var det lidt af en balancegang, hvorfor jeg indtil videre bare måtte benævne beboeren "X".

"X" var ikke meget ældre end jeg, men havde efter min bedste overbevisning ikke mange år tilbage at leve i. Jeg kendte efterhånden "X" ret godt, så det gjorde mig virkelig ked af at tænke på, især fordi at "X" havde et barn, som "X" savnede meget, men som "X" qua vedkommendes situation var forhindret i at se. Overhovedet.

"X" var et helt igennem godt menneske, men også skrøbeligt, og "Xs" hjælpsommelighed og gode hjerte var der selvfølgelig nogle, der misbrugte, men der var også dem der hjalp "X", og denne gruppe var heldigvis større end førstnævnte. Det som "X" gerne ville have min hjælp til var at formulere end klage over at "X" netop var blevet smidt ud fra forsorgshjemmet med to dages frist.

Det var meningsløst at bebrejde "X" at vedkommende selv var skyld i bortvisningen, for hvad fanden havde man regnet med at "X" skulle gøre? "Xs" tilværelse var vitterligt håbløs uanset hvad "X" gjorde, så hvorfor ikke bare lade "X" gøre som "X" havde gjort, når nu "X" ikke skadede andre end sig selv? Hvem ville ikke hellere leve ét år bedøvet end to år i et fysisk og eksistentielt smertehelvede?

Nu blev "X" så smidt på gaden igen. "X" viste mig selv bortvisningsbrevet, så jeg ved selvsyn kunne læse dommen. Det var virkelig ubehagelig og ulækker læsning, for på ganske få linjer blev bortvisningen meddelt "X" på en klodset immitation af distanceret kanvillisprog af en wannabe akademiker. "X" anede ikke sine levende råd, for der var ingen klagevejledning, hverken mundtlig eller skriftlig, ingen rådgivning om hvem "X" kunne tage kontakt til eller hvad "X" skulle gøre.

Den måde brevet til "X" var formuleret på mindede mig i høj grad om den dødsdom forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selslab havde skrevet til mig, da hun efter måneders psykisk vold ville tvangsmedicinere mig. Det var så uretfærdigt og fejt at "X" var blevet bortvist uden videre, og jeg var ikke den eneste der havde den holdning. Der eksisterede jo steder hvor det var tilladt mennesker som "X" at praktisere hvad de gjordem hvorfor var "X" så ikke blevt overflyttet et sådant sted hen? Nu skulle "X" så bo på gaden igen, alene, med dårligt reguleret insulinkrævende sukkersyge, nervebetændelse i benene, der umuligtgjorde gangdistancer på mere end et par meter, fysisk stærkt svækket, men intellektuelt ret skarp. Der ville ikke gå mere end en måned eller to, så ville "X" ligge på et koldt stålbord i kælderen på Retsmedicinsk Institut, mine tidligere kolleger hurtigt ville konstatere dødsmåde og dødsårsag, hvorefter "X" ville blive kremeret og urnen sat i de ukendtes grav efter en bisættelse uden andre tilstedeværende end præsten.

Men så have en kommunalt ansat sikkert følt en berusende magtfølelse strømme igennem sig ved tanken om at vedkommende meget konkret og hurtigt i realiteten havde smidt et medmenneske på gaden for at dø. Jeg tænkte meget over hvad jeg dog kunne gøre for "X", og talte med en af mine venner på forsorgshjemmet om det, og i morgen ville vi forsøge at få "X" til at tage kontakt til et forsorgshjem hvor det var tilladt at gøre det som "X" gjorde.

Ja, jeg skulle i særdeleshed skrive om forsorgshjemmet, når jeg var smuttet fra det. Hvis ikke folk som "X" kunne få hjælp på det herberg som stedet var, så havde det ingen eksistensberettigelse. Igen var hykleriet til at kaste op over, for mange andre beboere gjorde stort set det sammen som "X", men det havde ingen konsekvenser for dem, da de havde charmeret og manipuleret sig ind på det langt fra altid professionelle personale.

Nogle beboere var mere lige end andre. Det ville jeg skrive meget mere om. Og i morgen blev jeg nødt til at hjælpe "X" så godt jeg kunne, på samme måde som "X" som den eneste og til forskel fra personalet havde givet mig to par sokker, da jeg kom hertil og ingen havde selv. Hvorfor skulle jeg humpe rundt i bare tæer i for små sko, så jeg fik vabler overalt på fødder og tæer? Hvordan kunne det være at personalet på forsorgshjemmet ikke havde i det mindste bare ét par sokkeer jeg kunne låne? Hvorfor var det "X", der skulle give mig sokker?

Jeg ville skrive en hel bog kun om forsorgshjemmt, og den skulle dedikeres til "X".

Blev opringet af politiet to gange i dag. Første gang ville vedkommende vide, om jeg var helt sikker på at jeg ville klage over "Frodos" mange brølere til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Svarede, at det ville jeg gerne. Efter tre kvarter ringede selvsamme person igen og spurgte om jeg var helt sikker. Ja, det var jeg. Som om at politiet skulle have lov til at undersøge sig selv.

"X"

Jeg havde i går aftes skrevet nogle sms'er til "X", hvor jeg oplistede de muligheder vedkommende havde. Problemet var at det var meget nemt at komme med gode råd, men formentlig uoverkommeligt for "X" at følge disse råd. Det var endnu mere uoverkommeligt for mig at hjælpe "X" med mere end råd og vejledning. Men det var vel det personalet på forsorgshjemmet fik løn for? Kunne man ikke hjælpe "X", var det ensbetydende med at kaste håndklædet i ringen. Hykleriet var udtalt på forsorgshjemmet, for der var nogle af beboere, der fik lov til at ryge hash ad libitum, hvilket personalet selvfølgelig godt var klar over, men disse beboere havde charmeret sig ind på personalet i en grad, at sidstnævnte overfor disse beboere havde droppet den professionelle distance og behandlede dem som deres venner. Det var måske "Xs" fejl? Det var det "X" skulle have misbrugt.

Personligt var jeg fuldstændig ligeglad med hvad de andre beboere misbrugte. Jeg misbrugte ikke noget selv, og det gjorde dem jeg primært brugte tid sammen med heller ikke. Når jeg i gang imellem så nogle beboere sidde inde på selve forsorgshjemmet og ryge hash, sagde jeg ingenting. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? Jeg gjorde det der var rigtigt for mig, nemlig at komme videre i mit liv, og hvis andre mente det bedste for dem var at misbruge hvad end det så var de misbrugte, så var det ikke op til mig at gøre mig til dommer over for dem. Det var personalets fejhed, der gav sig udslag i at de slog hårdt ned på "X", fordi "X" var svag, mens de ikke turde være lige så seje overfor nogle af de andre beboere. Godt for dem. Ikke så godt for "X".

Set i et større perspektivt var det måske ikke så mærkeligt at personalet reagerede som de gjorde. Hvis man fik løn for at være på forsorgshjemmet, var det ensbetydende med at man nok ikke ligefrem selv havde de størte ambitioner, arbejdede hårdest og var blandt de bedste inden for deres respektive fagområde. Så gjorde man det, der var mest bekvemt, og det var at foregive at man var handlekraftig ved at lade "X" være syndebuk, fordi det var det nemmeste.

Jeg måtte erkende at jeg intet kunne gøre for at hjælpe "X", udover at skrive hvad der var så åbenlyst at "X" selvfølgelig udemærket var klar over det selv. Man kunne og ville argumentere at "X" havde fået en chance, som "X" nu havde forpasset, og at der stod masser i kø som boede på gaden og ingen chance havde fået.

Jeg havde kun lige akkurat ressourcer nok til selv at holde hovedet oven vande, jeg levede uden overdrivelse fra time til time, havde stadig ingen penge, intet mål eller håb og ingen fremtid, jeg var magtesløs.

48.000 kroner om måneden

Rødovre Kommune havde fejlet i 2017 i forhold til mig. Jeg betalte for at bo på forsorgshjemmet, men samtidig vidste jeg at alle beboeres respektive hjemkommuner også betalte for deres borgeres ophold, og jeg vidste, at vi hver og en kostede vores kommuner 48.000 kroner om måneden. Det var vanvittigt dyrt, og helt grotesk i forhold til at jeg uden problemer kunne klare mig selv for en tredjedel af det beløb. Jeg håbede at kommunen sendte regningen for mit ophold til psykiatrien, som kunne dele den med praktiserende læge Camilla Elvekjær, der var skyld i, at jeg var havnet hvor jeg var. Der var ikke brug for mere psykiatri i Danmark, der var brug for meget mindre. Men spurgte man psykiaterne, om de havde brug for flere penge, var det ikke mærkeligt, at de sagde at selvfølgelig gjorde de det og malede i den forbindelse fanden på vægen, så befolkningen og politikerne blev skræmt til at tilføre denne undværlige sektor flere midler. Heller ikke i den sammenhæng var psykiaterne uvildige og objektive eksperter.

Træning

Jeg kunne se på mit motionscenters hjemmeside, at jeg siden første august havde været nede at træne 38 gange. Det var godt, men ikke godt nok. Hvorfor skulle jeg lade mig begrænse af andet end hvad min krop kunne holde til? Jeg ville allerhelst arbejde, men når jeg ikke måtte det, skulle jeg have noget andet, der kunne distrehere mig fra mine negative og realistiske tanker. Jeg måtte begynde på holdtræning eller dyrke kredsløbstræning om aftenen, og fortsætte med styrketræningen om morgenen.

Igen: Hvis Ombudsmanden kunne eller ville hjælpe mig, havde denne instans vel gjort det for længst? I forhold til det offentlige, så blev alle henvendelser, der ikke var tilsendt dem via E-boks. som jeg ikke havde adgang til kasseret. Udover E-boks og borger.dk, var kravet at man skulle udfylde den ene blanket efter den anden og anføre så mange svært tilgængelige eller direkte utilgængelige oplysninger, der skulle anføres på blanketterne, at de fleste borgere uanset hvor mange ressourcer de havde, effektivt blev hægtet af. Det var et faktum at alle disse forhindringer umuliggjorde at mine medbeboere og jeg havde en chance i helvede for nogen sinde at trænge igennem til den rigtige sagsbehandler eller embedsperson. Derved slap systemet for at tage sig af dem, der havde mest brug for hjælp.

Psykiatrien og bureaukratiet var udtryk for, at vi grundlæggende set havde så få virkelige problemer i Danmrk, at vi måtte opfinde nogle, lidt på samme måde som immunsystemet i følge en fremherskende teori i de vestlige lande som følge af vores høje hygeijnestandarter ikke blev eksponeret for især parasitter, hvorfor det begyndte at "kede sig" og i stedet angreb ikke-sygdomsfremkaldende partikler så som pollen, hvorved forekomsten af allergier var eksploderet. Min analogi var nok meget forsimplet eller også havde jeg besvær med at forklare hvad jeg i virkeligheden mente, for selvflgelig var der masser af alvorlige problemer for en enkelte dansker, men det var af en anden type end de fleste andre steder i verden: Vi havde ikke krig, borgerkrig, hungersnød, folkemord eller naturkatastrofer. Men vi havde stadigvæk eksempelvis sygdomme, og det var ikke de psykiatriske, der med vigtige undtagelser, for de flestes vedkommende var sofistiske vrøvlediagnoser, men rigtige sygdomme som det gav mening at forebygge og behandle. Det var det, jeg var blevet læge for; at dedikere mit liv til at behandle mennesker for dødelige og invaliderende biologiske sygdomme. Jeg havde ikke gjort mig så stor umage for at blive psykiater, og dermed glemme alt jeg havde lært igen.

Psykiaternes magt(misbrug) og fyrstelige lønninger var aldrig noget der havde tiltalt mig. Psykiatrien var et luftkastel, og der lå intet reelt bag det en psykiater kunne, på samme måde som alle mennesker kunne anskaffe sig et skydevåben og dermed true sig til en slags respekt, men det krævede hårdt arbejde, vilje og evner at blive dygtig til kampsport og på den måde fortjene respekt. Det var simpelthen for nemt det andet. De fleste mennesker kunne efter et kursus på et par måneder fungere som psykiatere. De fleste mennesker kunne intuitivt fornemme om en person de sad overfor var psykotisk; det var ikke svært. Det samme med depression og mani. Hvis man ville sikre sig at psykosen ikke var stofudløst, kunne alle finde ud af at lave en urinscreening eller få en sygeplejerske eller lignende til at tabe en blodprøve på patienten. Psykologi var måske sofistikeret, psykiatri var i hvert fald ikke. Det var umuligt at sidestille en hæmatologs viden og ekspertise med en psykiaters; det var virkeligt svært at fake at være hæmatolog, mens alle med et minimum af sociale egenskaber fint kunne agere psykiater.

Selvfølgelig var jeg generaliserende og unuanceret i forhold til min opfattelse af psykiatrien, og jeg var, og ville fremover, også af psykiaterne blive straffet for min mening om dem. Men ultimativt set mente jeg det kom an på overlevelse. Man kunne selv forsøge sig med et lille tankeeksperiment: Hvis du var en del af en lille gruppe mennesker, der skulle overleve under primitive og livstruende forhold, og du skulle vælge mellem at have en ortopædkirurg eller i psykiater med i gruppen, hvem ville du så vælge? Jeg vidste godt hvem du ville vælge, nemlig ortopædkirurgen. Selv en psykiater, der i tankeeksperimentet ikke selv var psykiater, ville sikkert også vælge ortopædkirurgen. Når alt kom til alt, og tingene blev sat på spidsen, tabte psykiateren altid i sidste ende. "En psykiater kan intet og ved intet, en kirurg kan alt, men ved intet". Nogle gange var tingene komplekse, og nogle gange var de meget enkle. Nogen gange kunne man generalisere, og andre gange kunne man ikke.

Arbejde

At betale min huslejerestance til Rødovre Kommune for mit ophold på forsorgshjemmet var noget af det dummeste jeg nogen sinde havde gjort. Lægernes Bank havde været så venlige samtidig og uden at informere mig, som sædvanlig, reduceret min kassekredit betydeligt, så nu havde jeg næsten ingen penge tilbage, og jeg manglede snart tandpasta og shampoo. Mange på stedet betalte slet ikke husleje, og det var i min optik helt forståeligt, når nu man var blevet ekskluderet af samfundet. De fleste var mere økonomisk trængte end jeg, og selv om det principielt set var forkert ikke at betale de omkring 2700 kroner i ejenbetaling om måneden for opholdet, så var det for let bare at fordømme de der ikke betalte, hvis man ikke selv vidste hvordan livet var på den absolutte bund. Jeg kunne også godt sidde og pudse min egen glorie, føle mig krænket og fordømme alverdens ting og sager, men dels vidste jeg godt, at jeg ikke var hellig eller bedre end alle andre, og dels - hvorfor? Når man var på forsorgshjemmet så havde man tabt, mange vidste det udmærket, og hvis ens ulidelige tilværelse kunne forsødes en smule ved at bruge ejenbetalingen på hash eller alkohol, så helt ærligt, hvad så?

Misbrug

Jeg havde ikke behov for hverken at ryge hash eller drikke alkohol, jeg var fast besluttet på at komme væk og videre, men jeg var ikke den, der skulle kaste den første sten efter andre. Det var det psykiaterne var til for. For min skyld kunne folk bruge eller misbruge hvad de havde lyst til, så længe det ikke generede mig, og det gjorde det ikke her på stedet. Man burde se igennem fingre med alt misbrug på forsorgshjemmet, men det, der var klamt var, at man kun gjorde i forhold til nogle beboere og ikke i forhold til andre. Man kunne i det mindste behandle alle lige. Om der var en kausal sammenhæng var jeg ikke klar over, og ofte misbrigte folk flere rusmidler samtidig, men det lod umiddelbart til at de, der røg hash havde det lettest og var mindre stressede. Hash var måske alt andet lige mindre skadeligt end alkohol? Man skulle bare ikke holde op med at ryge hash, men sådan var det jo i den sammenhæng også med alkohol.

Vold og trusler

Af alle de steder jeg havde været, var forsorgshjemmet det sted med mest vold og flest trusler. Jeg var ikke selv blevet udsat for nogen af delene, men jeg var også ligeglad hvis jeg blev det, for dem der praktiserede både volden og truslerne, var ikke nogen, der udgjorde en fysisk trussel imod mig, og dertil kom at den hyppigtigste årsag til konflikterne var cigaretter, som folk lånte af hinanden, og jeg røg gudske lov ikke. Så sent som i går da jeg sad i haven og skrev, var jeg vidne til et optrin, der udspillede sig mellem to ældre mænd, hvor den ene nærmest jagtede den anden, mens han råbte, "nu vil jeg fandme have den pakke cigaretter du skylder mig! Giv mig den pakke cigaretter nu, ellers kommer du til skade!". Da skyldneren nåede at løbe væk udviklede det sig ikke yderligere, og når det bare var trusler, var jeg ligeglad og behøvede ikke at intervenere, men selv om personalet umuligt havde kunne undgå at høre optrinet, skete det ikke yderligere.

Ikke fordi det var noget jeg gik op i, men det jeg til gengæld gik op i var, at personalet gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at vold og trusler medførte bortvisning og politianmeldelse uanset hvad - men i virkeligheden galt det ikke alle.

To af de yngre mænd på forsorgshjemmet, som var røget i totterne på hinanden for måneds tid forinden blev dog begge bortvist.

Whistleblower

Jeg sad som sædvanlig og læste Politiken her til morgen, og en artikelserie jeg havde fulgt med interesse omhandlede FE og afsløringer af at en whistleblowers optagelser var det primære materiale, som Tilsynet med Efterretningstjrnesterne havde baseret deres kritik på. Man skulle ikke skyde mig i skoene, at jeg selv var så grandiøs at jeg troede at jeg var whistleblower, men artiklen fik mig til at tænke på flere ting. For det første at denne modige patriot, som havde tjent den danske befolknings interesser fremfor skimlede kældermenneskers skjulte agenda, for alt i verden måtte beskyttes mod den danske stat, som ubønhørligt og nådesløst ville sætte hele dens magtapparat ind mod denne ene person for at gøre ham eller hende utroværdig, og til sidst ødelæggende vedkommende. Det var en misforståelse at den danske stat primært tjente den danske befolkning, nej, staten tjente først og fremmest sig selv. Ad åre ville denne whistleblower med sikkerhed ende i psykiatrien, for når det handlede om at desavuere og tilintetgøre deres medmennesker, stod psykiaterne altid på spring med billidelig talt fråde om munden, parat til at sparke nedad, så de selv kunne stive deres eget lave selvværd af.

Det næste jeg kom til at tænke på var, at jeg selv i 2014 havde kontaktet Region Hovedstsdens whistleblowerordning, som blev varetaget af et kendt advokatfirma. Alt, jeg havde oplyst til Datatilsynet, oplyste jeg til advokatfirmaet, og jeg sikrede mig, at min henvendelser blev registrerede. Alligevel skete der intet yderligere i sagen, og jeg hørte aldrig fra advokatfirmaet igen.

Det sidste jeg hæftede mig ved var, at en juraprofessor fra Københavns Universitet, som blev interviewet til artiklen, oplyste at det var lovligt at optage samtaler, man selv deltog i. Det var præcis hvad jeg selv havde gjort, det var det som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab vredt havde bebrejdet mig, da hun ville tvangsmedicinere mig med invaliderende og livsforkortende antipsykotisk medicin. Ups, Gitte Ahle.

Jeg havde desværre ikke tid til at skrive mere, for jeg måtte tilbage til forsorgshjemmet i en fart, så jeg kunne komme i dag med at arbejde. I dag stod den på slibning af teakhavemøbler, og jeg fik 12 kroner for 1 times arbejde, hvilket var nok til jeg kunne købe shampoo og tandpasta efter en dags arbejde. Desværre blev pengene først udbetalt på mandag, men det var trods alt bedre end at vente til den første.

Podcast om afdeling M

Jeg var så dum at lytte til en podcast fra DR af rapporteren Mikkel Rønnau, der handlede om afdeling M, dobbeltdiagnoseambulatoriet under Psykiatrisk Center Sankt Hans Hospital. Det måtte være naboambulatoriet til mit. I podcasten fulgte man tre patioenter, som fortalte om deres sygdom. I podcasten hørte man også en sygeplejerske fra ambulatoriet tale om arbejdsforholdene mv. og her begyndte jeg at fortryde at jeg havde downloaded podcasten, for hun var så klam at lytte til, at jeg fik det fysisk dårligt. Jeg have aldrig været psykotisk, og det var ikke bare noget jeg mente, men alle andre end forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Jeg kunne ikke lade være ved at blive vred over hvor mange år psykiatrien uberettiget havde stjålet af mit liv.

Jeg havde ventet og ventet i år efter år, og intet skete. Nu sad jeg fortsat og ventede mens samfundet passerede forbi mig, og jeg bare rådnede op. Jeg måtte bruge vreden til noget konstruktivt, ikke blive apatisk, som jeg havde en tendens til.

Hvis nogen myndigheder eller pressen virkeligt havde ville hjælpe mig, havde de forlængst gjort. Hver dag mistede jeg håbet i takt med at dagen skred frem og intet positivt skete. Der var ingen redning i sigte. Fem år, ulidelig afventen hver dag, seks rangsagninger, og en sygeplejerske og en psykiater, der passivt så til mens jeg langsom blev aflivet. Det var allerede utilgiveligt, men hvad skulle jeg gøre for at komme videre? Hvis jeg ville overleve, skulle jeg snart foretage mig et eller andet, og så måtte det enten gå grueligt galt eller give mig mit liv tilbage. Jeg måtte tage en chance igen, ellers kunne jeg sidde og skrive indtil dommedag.

Rundsendelse af min bog til Lægeforeningens medlemmer

I dag skulle jeg have en løsning. Først ville jeg gøre arbejdet med at de-pseudonymisere alle navnene på psykiatere og læger. Dernæst ville jeg prøve at finde min liste over alle medlemmerne af Lægeforeningen. Når bogen var færdigredigeret måtte jeg lave en version uden billeder, så den fyldte mindst muligt, og dernæste sende den til alle Lægeforeningens medlemmer. Enten eller. Jeg kunne ikke vente længere.

Jeg måtte i den forbindelse få samlet alle mine optagelser af i første omgang psykiater Hans Raben og sygeplejerske Susanne Emde. Tænkt at de to i nu over et år havde ladet mig lide.

Kort afvist

Jeg var nede i Netto i morges før træning sammen med mine træningsmakker for at købe lidt frugt, rugbrød og tandpasta. Det blev vel omkring 50 kroner i alt. Da jeg ville betale blev mit kort afvist. Jeg skulle taste koden ind, hvilket normalt ikke var nødvendigt. Kortet var stadig afvist. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, og koldsveden og ubehaget ramte mig som en knytnæve i ansigtet. Prøvede igen. Afvist. Min træningsmakker måtte betale for mig, og allerede på vej ud af butikken var det som jeg gik rundt i en tåge, svimmel og totalt handlingslammet. Jeg havde prøvet tilsvarende mange gange tidligere, og det var hver gang virkeligt ubehageligt.

Jeg tvang mit selv til at logge ind på Lægernes Banks hjemmeside for at se hvad der var i vejen. Jeg havde kun 40 kroner tilbage på min konto til resten af måneden. Jeg havde lyst til at græde i afmagt, men holdt heldigvis facaden udadtil, og overfor min træningsmakker. Det var ikke til at bære. Efter fem år var det ikke slet slet ikke til at bære længere. Lægernes Bank havde venligt afvist at lade være med at tvangsafbetale min kassekredit, så jeg kunne komme væk fra forsorgshjemmet og leje et værelse. Nu var det ødelagt.

Jeg var en sund og rask, nu 39-årig læge, der fordi jeg havde betalt huslejerestance til Rødovre Kommune kun havde 40 kroner til resten af måneden. Jeg blev holdt i et jerngreb af psykiatrien, og der var ingen udsigt til at jeg nogensinde fik lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske jeg var. Jeg havde nu valget mellem af tage livet af mig, som jeg havde mest lyst til, eller kæmpe videre. Jeg skrev følgende til Lægernes Bank:

Kære Lægernes Bank.

Kjeld Andersen.

Nu ville jeg ikke blive mæt indtil den 1. oktober 2020. Med mindre jeg skyndte mig at udføre mere såkaldt dusørarbejde til 12 kroner i timen. Ud at arbejde med at slibe havemøbler og så ind og sende bogen til Lægeforeningens medlemmer. Ikke mere pjat.

Det var meget tilfredsstillende at slibe havemøbler med trekantsliberen, og derefter give træet olie. Det var meningsfuldt og konkret arbejde, og fra i starten, hvor jeg skulle lære at bruge maskinen, til nu, var der sket en betydelig fremgang. Det var selvfølgelig en meget, meget lille bedrift, men ikke desto mindre betød det meget for mig.

Jeg havde desværre et vigtigt ærinde, så jeg gik glip af aftensmaden. Jeg var defor meget sulten om aftenen, men jeg var heldigvis også tilsvarende træt efter træningen og over fire timers slibearbejde, samt vaskeritjansen, så det skulle nok gå. Jeg kunne sagtens tåle at smide mindst fem kilo. Hvis der ikke skete noget uventet negativt, kunne jeg holde modet oppe indtil den 1. oktober. Men der skulle selvfølgelig nok ske et eller andet uventet negativt.

Sult

En af personalet var i morges så sød at give mig shampoo. Det var noget, jeg ikke havde penge til indtil den 1. Jeg gik straks i gang med at arbejde. Bænken, jeg havde slebet i går med trekantsliberen, havde nogle steder, hvor den ikke kunne nå, hvorfor jeg brugte en times tid på håndslibning. Derefter tog jeg en opvredet klarklud og tørrede savsmuldet væk. Da jeg efter et par timer skulle til at påføre olie, blev jeg pudselig meget sulten, svimmel og ufokuseret. Jeg havde spist så meget morgenmad, det var muligt, og faktisk havde jeg også - lidt usædvanligt - fået et æg.

Måske var det fordi jeg ikke havde nået at få aftensmad i går, måske trænede jeg for meget, men den grundlæggende årsag var sikkert, at det skyldtes at jeg ikke havde penge til at købe ekstra mad. Forsorgshjemmet havde simpelthen ikke økonomi til at tilbyde beboerne mere mad, end det var tilfældet. Det kunne jeg umuligt klandre personalet for, der for manges vedkommende gjorde hvad de kunne for at hjælpe mig.

Selv om jeg blev sjoflet af Lægernes Bank, var det i sidste ende ikke bankens problem. Problemet var, at jeg ikke for to emnedslæger (Anette Lykke Petri og Elisabet Tornberg Hansen) havde måtte arbejde i fem år. De to læger, der igen var skyld i det, var praktiserende læge Camilla Elvekjær og overlæge Egill Rostrup. Jeg kunne ikke blive ved med at kæmpe. De førnævnte læger havde uendeligt flere penge end jeg, de havde råd til al den advokatbistand som penge kunne købe, de havde den samlede Lægeforening og Yngre Læger i ryggen, og samtidig havde de manipuleret psykiaterne til at tvinge uberettiget antipsykotisk medicin i mig med tvang.

Den tidligere forperson og overlægen

Jeg spurgte den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, om han kendte overlæge Egill Rostrup personligt. Det gjorde han, fortalte han mig. Mit spørgsmål stillede jeg ham i forbindelse med, at Torsten Bjørn Jacobsen fortalte mig om hvad han havde skrevet Ph.d. i.

Den nuværende forperson og overlægen

Var der en fællesnævner mellem overlæge Egill Rostrup og forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab? Ja, der var en mulig fællesnævner, idet Egill Rostrup deltog i flere forskningsprojekter, som ph.d. studerende psykiatere forskede i. Jeg var selv med til som videnskabelig assistent at hjælpe flere af disse ph.d. studerende med at kvantificere MR-scanninger. De fleste psykiatere var digitale analfabeter, og selv det mest banale måtte jeg oplære dem i.

Det var ph.d. studerende og psykiatere og kommende psykiatere ansat på Psykiatrisk Center Glostrup, som Egill Rostrup hjalp med deres forskning. Det psykiatriske forskningscenter på Glostrup hed vist CNSR, men det var jeg usikker på og jeg orkede ikke at google det. Var en toneangivende psykiater med efternavnet Glenthøj en del af det center? Havde psykiaterne Gitte Ahle, Brian og haft deres gang på forskningscentret? Havde de lært Egill Rostrup eller hans hustru, der også var læge og ansat på Glostrup Hospital, at kende i den forbindelse? Var Egill Rostrup efterfølgende blevet ansat i psykiatrien? Måske på Psykiatrisk Center København?

Det var alt sammen spørgsmål, der var interessante for mig at få svar på.

Jeg måtte skynde mig ned i Fakta og købe det eneste, jeg havde råd til, som var fem bananer. Jeg spiste de fire på tilbagevejen, og da jeg nåede hjem måtte jeg ligge mig i sengen, da jeg havde det skidt.

Håbløshed

Jeg var igen tidligt ude om morgenen for at få arbejdet med havemøblerne. I dag skulle jeg påføre banken teakolie på bag- og undersiden. Jeg arbejdede i lidt over en time, før jeg måtte holde op, fordi jeg ret hurtigt blev sulten. Der var brunch i dag, som erstatning for morgenmad og frokost, men det var først kl. 10.

Det var på ingen måde hårdt arbejde, men jeg var bare nødt til at acceptere, at jeg ikke skulle arbejde videre, før jeg havde fået et solidt måltid, og det var der en time til. Det betød samtidig at jeg heller ikke kunne træne, hvilket ellers var meget vigtigt for at jeg kunne holde ud at eksistere. Alle dage var dårlige dage, men i dag lod til at blive en endnu dårligere dag.

Håbløsheden gav mig ikke noget valg. Jeg måtte bare fortsætte og fortsætte. Jeg kunne kun arbjde med lav effektivitet, jeg hadede det, og jeg hadede at skrive om mig selv. Men der var jo ikke så mange andre jeg kunne tillade mig at skrive om. Og der skete ingenting, hvis jeg ikke selv gjorde noget.

Styrelsen for Patientsikkerhed havde ignoreret mig i fem år, mens jeg langsomt druknede. I styrelsen havde man bare ladet som ingenting. Jeg var for længst holdt op med at svare på SMS'er, telefonopkald (med mindre det drejede sig om at politiet via forsorgshjemmets personale fik mig til at ringe dem op) eller åbne post.

Min aversion mod at åbne post fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke var alene om. De fleste af de andre beboere havde det på præcis samme måde som jeg. Vi var alle ødelagte af det, man kunne kalde systemet. Det var sådan at bureaukraterne, som dem i Styrelsen for Patientsikkerhed, effektivt kunne smadre borgere som jeg.

Det var nemt at være uforstående overfor ikke at åbne post eller sky det offentlige system som pesten. Før jeg selv havnede i det mareridt, jeg var i, havde jeg sikkert heller ikke kunne forstå, hvorfor jeg da ikke bare kunne åbne min post; hvor svært kunne det være? Det var på nuværende tidspunkt helt umuligt. Jeg havde ingen løsning.

Mine vilkår blev utroligt nok hele tiden værre. Det var som om at det offentlige ubønhørligt gjorde alt hvad det kunne for at knække mig. Det var prisen for at jeg nægtede at være klient og passiviseret i systemet. Jeg vidste at en tilværelse i systemet var døden. Jeg vidste, at jeg ikke længere ville leve isoleret, marginaliseret og stigmatiseret.

Det blev nødt til at stoppe, koste hvad det ville. Det var ikke til at forstå, at de fleste åbenbart havde så svært ved at sætte sig ind i min situation. Jeg var nødt til at sende min bog til udvalgte politikere også. Udover til Lægeforeningens medlemmer. Men jeg ville ikke sende bogen til nogen psykiatere, kun til alle de rigtige læger.

Netflix

Jeg havde tidligere spildt adskillige timer på at se Netflix, mens jeg ventede på at Styrelsen for Patientsikkerhed ville give mig min autorisation som læge igen. Nu var jeg i en endnu værre situation, så jeg var tvunget til at gøre hvad som helst for at aflede de negative tanker. Derfor tilmeldte jeg mig igen Netflix, men da jeg kronisk ingen penge havde, måtte jeg nøjes med en gratis prøvemåned. Jeg havde set alt, der bare havde den mindste interesse, men en serie, jeg især havde været optaget af, var The Umbrella Academy. Når jeg så den, blev jeg i en sjælden grad opslugt og jeg glemte min trøstesløse tilværelse, uden udsigt til noget godt. Nu var den gratisperiode udløbet i sidste uge, og jeg havde intet TV.

Filmstriben and chill

Jeg havde foruden den ene times oliepåføring af teakbænken i morges, her til aften stået tre timer med rundellen og trekantsliberen. Altså havde jeg tjent ca. 48 kroner, som var halvdelen af hvad togbilletten til ambulatoriet kostede. Jeg var tvunget til at tage derind igen allerede om mandagen, og denne gang skulle jeg straffes med - ligeledes under truslen om tvagsindlæggelse - at tale med den psykiatriske overlæge. Sidst jeg var i ambulatoriet havde været modbydeligt, men da Susanne havde fortalt mig, at jeg skulle tale med Hans den 21. september, uden - ligeledes som sædvaneligt - at fortælle mig hvorfor, havde jeg dristet mig til at spørge hende om hvad agendaen for samtalen var. Det var utroligt at hun ikke automatisk sagde det til mig, for hun vidste godt at jeg ikke kunne holde uvisheden ud, men jeg havde opgivet hende.

"Han skal høre hvordan det går med udtrapningen af dine lykkepiller", sagde Susanne . Jeg fortalte hende, at det skam gik udmærket, men det var klart at jeg skulle bruge penge, jeg ikke havde, på at tage helt derind og fortælle ham det selv. Jeg kunne selvfølgelig ikke bare ringe og sige det til ham. Ren idioti. Det var jo ikke sådan at psykiateren hjalp mig, således at jeg havde bare den mindste interesse i at møde op. Den psykiatriske overlæge havde slet ikke hjulpet mig på nogen som helst måde, tværdigmod havde han udelukkende skadet mig og nedbrudt mig psykisk. Det var selvfølgelig heller ikke sådan at denne psykiater varetog samfundets interesser ved at udsætte mig for psykisk tortur; igen tværdigmod, for jeg blev mere og mere desperat og vred i takt med at mine fremtidsudsigter blev mere og mere trøstesløse.

Den psykiatriske overlæge kunne gøre præcis hvad han ville, de dygtige danske dommere rettede sig blindt efter hvad en psykiater sagde, men nu havde jeg fået bevågenhed af nogle myndigheder, og det kunne måske afholde Hans Raben fra at misbruge sit fag og sin position, og undskylde sig med at jeg havde fået en dom, hvilket gav ham moralsk og lægefagligt fripas til at gøre præcis hvad han havde lyst til i forhold til at ødelægge mig yderligere. Så alt kunne altid ske, men kendte jeg overlægen ret, så var det meget sandsynligt at han ville sørge for at dække sin ryg, og vaske hænder i den forstand, at han ville tvinge mig til at lytte til, at han opremsede psykiatriloven, som var det en magisk trylleformular, hvilket desværre ikke var helt forkert.

Hvis der imidlertid var en fordel ved at befinde sig så dybt på samfundets bund, at man ikke engang havde råd til mad eller helt basale fornødenheder, så var det, at det næsten ikke kunne blive værre. Selvfølgelig ville jeg ikke kunne sove natten til mandag, hvor jeg skulle fremmøde i ambulatoriet til afretning, og selvfølgelig ville jeg være traumatiseret resten af dagen, præcis som jeg plejede, men jeg måtte sørge for at kanalisere den af psykiateren inducerede desperation, fortvivlelse og nedtrykthed til produktivitet. Jeg havde naturligvis sikret mig at uanset hvad psykiater Hans Raben end gjorde imod mig, så havde jeg løbende sendt og overgivet alt mit materiale til mennesker, som Hans Raben eller andre på hans hold ikke kendte. Det gav mig også en vis tryghed.

Tænk at jeg gik rundt og var så bange for at blive dømt for injurier! Som om at det betød noget som helst nu. Selvfølgelig ville de læger og psykiatere jeg havde nævnt, fortsat gøre alt hvad de kunne for at knække mig helt, de havde hver især langt flere økonomiske ressourcer end jeg nogensinde kunne gøre mig håb om, de var nådesløse og amoralske, og de havde retsvæsenet, politiet, Lægeforeningen og Yngre Læger bag sig. Jeg havde fået livreddende og mirakuløs hjælp og venner og familie, men jeg kunne ikke tilgive mig selv, hvis jeg belastede dem yderligere eller foranledede at politiet chikanerede dem mere end det i forvejen var tilfældet. Derfor var jeg efter eget valg alene. Men i sidste ende var jeg chanceløs uanset hvor meget hjælp jeg fik af mine pårørende, for ingen kunne stille noget op imod den danske stat. Det havde en tidligere advokat, "Opportunisten", godt vidst, hvorfor hun på forhånd havde opgivet mig.

Min eneste reelle chance var at flygte fra Danmark, hvis jeg skulle gøre mig nogen tanker om at overleve på sigt.

Nu ville jeg prøve at finde nogle gode film på filmstriben.dk, som var bibliotekernes gratis streamingtjeneste. I forhold til gode film, var der langt mellem snapsene, men det var så langt at foretrække frem for aklternativet, som var ingenting.

Strategi

Jeg havde sendt udkastet til mig bog til psykiater Hans Raben, så på den måde havde jeg været meget oprigtig. Men nu var det på tide, at jeg på ny holdt ham og sygeplejerske Susanne hen i uvidenhed. Derfor måtte jeg også flytte bogen fra denne adresse til en anden, men da jeg foruden de mennesker, der havde fået mine backups løbende også havde fire mirrorsites, hvor bogen lå, var det lige til.

Alle andre myndigheder ville jeg selvfølgelig stadig holde tæt kontakt med og orientere om alt, men da alle psykiatere fraset Peter Worm Jantzen og Solvej var mine modstandere, og da der ikke var grund til at invie mine modstandere i hvad jeg havde tænkt mig at gøre, handlere det fra nu af om at sige så lidt til psykiater Hans Raben som overhovedet muligt. Jeg skulle bare sørge for at sige nok til at han kunne få sin ryg dækket, og ellers bare holde mund. Det gjorde osgå mit arbejde med at transkribere alle mine optagelser lettere, jo mindre jeg sagde.

Så altså: Fra nu af holde kortene tæt ind til kroppen i forhold til både psykiatrien og Amanda. Igen: Hvis nogen af dem havde ville, evnet eller kunne have hjulpet mig, var det være sket for længst, for jeg havde igen og igen og igen fortalt dem alt det jeg havde skrevet i min bog, så ingen kunne undskylde sig med uvidenhed.

Når hverken jeg eller mine pårørende havde kunnet få førnævnte til at hjælpe mig, må myndigheder og organisationer gøre det og lægge pres på dem.

"X"

Jeg havde udtalt undgåelsesadfærd, som betød at jeg blev stresset hvis jeg fik eksempelvis SMS'er. "X" havde jeg skrevet sammen med siden hun blev smidt ud af forsorgshjemmet til gaden, angiveligt fordi hun ikke kunne lade være med at drikke. Nu havde jeg hørt fra tredjepart at man ikke havde sørget for at "X" blev indlagt eller henvist til et bosted, hvor man var realistiske og lod beboerne drikke.

Nu havde jeg tvunget mig til at læse samtlige SMS'er, så jeg ikke gik glip af, hvis "X" skrev til mig. Her til morgen kunne jeg se, at hun havde skrevet i går aftes, som svar på at jeg havde skrevet til "X" i går formiddags for at høre hvor hun befandt sig efter hun blev sparket ud. Det jeg havde foreslået "X" at gøre, var jeg godt klar over at hun selv udmærket var klar over, men hvad skulle jeg ellers stille op?

Man burde have sørget for at "X", der ikke kunne gå længere end få meter med krykker, som følge af svære neuropatiske smerter, og som havde dysreguleret insulinkrævende sukkersyge, fremfor bare at få to timer til at pakke, og så blive smidt ud, fik en taxa til et sted, hvor man kunne tage sig af hende.

Nu skrev "X" så at hun havde sovet på gaden i nat, hvilket havde været ret koldt, hvorfor hun havde frosset. Jeg svarede "X" at hun skulle tage på natherberg for kvinder, hvilket hun skrev at hun også havde tænkt sig at gøre. Hvis "X" bare drak, ville jeg ikke være så bekymret for hende, men faktum var, at hun havde haft insulininducerede hypoglykæmiske anfald, hvor hun var blevet svært dårlig, nær havde mistet bevidstheden og bare havde siddet og kigget hjælpeløst ud i luften, indtil nogen gav hende noget juice eller lignende.

Nu var jeg tilfældigvis uddannet læge og havde arbejdet et halvt år på endokrinologisk afdeling på Herlev Hospital, hvorfor jeg ikke var uviddende om faren ved "Xs" anfald, som meget vel ville tage livet af hende relativt snart. Personalet på forsorgshjemmet var selvfølgelig ikke uviddende om "Xs" anfald, og alligevel havde man bare smidt hende på gaden. Jeg havde selv set den skriftlige begrundelse som "X" havde modtaget for bortvisningen. Der stod intet om, at man havde forsøgt at få "X" eksempelvis indlagt. Jeg måtte lade tvivlen komme personalet til gode, men det var som om, at der var noget helt galt.

Hvis "X" var så træt af andres formynderi og bedrevidenhed at hun havde opgivet livet, kunne jeg sagtens forstå det. Men som jeg skrev til hende, ville folk i "systemet" være ligeglade med om hun døde på gaden. Der var ingen der ville sove dårligt om natten fordi de havde sendt "X" ud for at dø på et fortov på Vesterbro. De ville allerhøjest forsikre sig selv om at de jo havde givet "X" et valg, at hun "bare" kunne lade være med at drikke alkohol, at hun "bare" kunne tage sig sammen, at de havde været gode mennesker, og så videre. Så let var det selvfølgelig ikke, men at komme frem til det resultat krævede viden og empati.

Mit eget liv var ét stort kaos, og jeg blev selv smidt ud fra forsorgshjemmet den 15. oktober, fordi jeg nægtede at tale med "En grim hater" fra Rødovre Kommune til et ydmygende, nedværdigende og formynderisk såkaldt netværksmøde, som ville munde ud i, at jeg blev endnu mere stigmatiseret og marginaliseret, hvilket igen ville være en sikker dødsdom. Jeg kunne komme med nok så gode råd til "X", men jeg kunne ikke tvinge hende til noget, og jeg respekterede også, hvis hun var så træt af en håbløs tilværelse, at hun ikke magtede at kæmpe længere. Jeg havde ikke engang råd til en busbillet ind til Vesterbro for at mødes med hende, så hvad pokker kunne jeg stille op?

Hvis jeg ikke selv havde stået på afgrunden, kunne jeg i hvert fald forsøge at hjælpe "X". Det var endnu en grund til at fortsætte det, jeg var i gang med.

"X"

Kl. 12.11 skrev "X": "Nøj hvor jeg fryser og er træt". Jeg var nede og træne, og da jeg kom tilbage var jeg så træt at jeg tog en lur. Dagen før jeg skulle i ambulatoriet, og selve dagen, hvor jeg var tvunget derind, var altid modbydelige. Hvis jeg havde haft noget som helst andet i min tilværelse, kunne jeg måske holde ubehaget fra døren, men nu havde selv samme psykiatri effektivt sørger for at jeg ikke havde noget tilbage. Det var svært at distrahere mig fra de negative tanker om ambulatoriet, men "X" havde det nok dårligere end jeg. Jeg havde lagt telefonen væk fordi den stressede mig, men da jeg bågnede så jeg hendes SMS, og jeg svarede:

"Har du fundet ud af noget?". Intet svar. For kort tid siden prøvede jeg igen: "Har du taget ind på kvindeherberget på Vesterbro?". Stadig intet svar. Jeg var ikke den eneste af beboerne som var bekymret for "X", og jeg var heller ikke den eneste som "X" havde rakt ud efter. Jeg talte med et par af de andre beboere om hvad vi skulle gøre for at hjælpe "X". Til min store lettelse var der en meget ressourcestærk og juridisk velbefaret beboer, som allerede havde taget telefonisk kontakt til det pågældende herberg, og denne beboer ville i morgen ringe til lederen af herberget, som vedkommende kendte.

I formiddag havde jeg sikret mig så godt jeg kunne at "X" ikke var i så dårlig forfatning at jeg blev nødt til at bryde min fortrolig med hende. "X" var måske fuld, men ikke mere end at hun skrev at hun godt vidste hvad hun skulle gøre, men at det højest ville give hende tre dages indlæggelse og så ville hun være på haden igen. Jeg skrev at tre dage var bedre end nul dage, og at hun så ville være udhvilet, afruset og ikke forfrossen. Efter tre dage ville "X" have mere overskud til at finde et egnet herberg eller forsorgshjem, ikke det kvindeherberg hvor hun kun kunne overnatte. Hvor havde "X" i øvrigt sine ting?

Jeg vidste dels fra "X" selv og dels fra den anden beboer at de hjemløse som "X" havde kendt på "pladsen", som de kaldte Enghave Plads, for de flestes vedkommende enten var indlagt, blandt andet med corona, eller for et par stykkers vedkommende, døde. "X" havde ikke rigtig nogen til at passe på sig længere. "X" havde fået nogle chancer på forsorgshjemmet, men hun kunne ikke undvære alkoholen. Det var ikke svært at forstå, for selv i det allerbedste scenarie havde hun næppe mange år tibage at leve i. Alkoholisk kronisk pankreatit? Sandsynligvis multiorganpåvirkning med nefropati og retinopati. Og hvem ved hvilke andre sygdomme?

Man skulle ikke tro alt hvad man hørte, men om det virkelig var "Xs" egen skyld, at hun ikke kunne være på forsorgshjemmet eller ej, spillede ikke den store rolle. Det, der betød noget, var at "X" havde en datter, hun kun sjældent havde talt om, som hun ikke måtte se, og som hun savnede. Måske savnede datteren ikke "X", måske var det bedste for hende ikke at se "X" igen, men hverken "Xs" datter eller samfundet kunne være tjent med at "X" lå og døde på Enghave Plads. Jeg havde givet "X" alle de fif jeg kendte til fra mine lægedage, som ville sikre hende tag over hovedet, men "X" ville ikke gøre det jeg foreslog, hun påstod at der ikke var pladser nogen steder, og måske havde hun ret, men hun havde ikke forsøgt det jeg foreslog og hun skrev at hun var modløs, men ikke selvmordstruet.

Nødblus

Hvis jeg for måneder tilbage havde kastet en flaskepost i havnen, så havde jeg på det seneste skudt et nødblus op i den kulsorte nat. Jeg havde sovet nogenlunde sammenhængende, men var efter morgenens træning udkørt og modløs. Jeg havde ondt i flere led af at træne så meget, men ingen penge til Ipren. Samtidig havde "X" skrevet til mig igen; hun havde sovet på "pladsen" i nat. Hvad var det egentlig hun ville? Hvis "X" havde brug for hjælp, men ikke ville gøre det, der var mest oplagt for at få den, hvad forventede hun så at jeg skulle gøre?

Hun kunne jo godt lide det kvindeherberg, jeg blandt andet havde forslået hende, så hvorfor sov hun så udendørs lige over for herberget? Hun måtte da vide, at jeg intet kunne gøre udover at give hende de råd, jeg allerede havde givet hende? Jeg havde ingen penge, så jeg måtte låne en cykel på forsorgshjemmet for at komme ind til ambulatoriet. "X" havde paradoksalt nok flere penge end jeg, for hun havde penge til alkohol. Jeg kunne ikke give hende noget, jeg ikke havde.

Det var enormt stressende, at jeg skulle bruge mine tiltagende sparsomme ressourcer på at hjælpe "X", især når hun alligevel ikke gjorde brug af det, jeg kunne tilbyde. Hvad værre var, så fik jeg kortvarig håb, hver gang jeg modtog en SMS; måske var det nogen, der ville hjælpe mig? Når jeg så åbnede SMS'en, var den fra "X", hvor hun bare skrev, at hun ikke havde gjort det, jeg og andre beboere havde rådet hende til. Så mistede jeg al håb igen.

I min situation kunne jeg simpelthen ikke tillade mig at blive skuffet én gang til. Falsk håb var farligt for mig. Enten rigtig og vedvarende hjælp eller slet ingen. Og absolut ikke den "hjælp" som kommunen eller psykiatrien kunne tilbyde, da det netop var deres "hjælp" der havde nedbrudt mig psykisk og fysisk.

Jeg vidste nøjagtigt hvad det var jeg ønskede: Et arbejde. Sådan havde det været hele tiden, uden undtagelse, de sidste fem år. Helst lægearbejde, men nu ville hvilket som helst arbejde være et mirakel.

Det var klart at psykiatrien og Kriminalforsorgen hver gang skulle ødelægge det for mig, og selvfølgelig skulle jeg nedbrydes og knækkes hver anden uge i forbindelse med de enerverende ambulante fremmøder. Min straf for at reagere som et normalt menneske var psykisk nedbrydning.

Nu var det tid til at jeg måtte cykle afsted..

Heldigvis nåede jeg i sidste øjeblik at låne min træningsmakkers rejsekort. Masker fik forsorgshjemmet udleveret af Glostrup Kommune, og de distribuerede maskerne videre til beboerne, så jeg havde af den årsag et mindre lager af dem. Det var mærkeligt at sidde i toget med maske på. Personligt frygtede jeg ikke coronavirussen, det var mit mindste problem i øjeblikket, men som i alle andre tilfælde, end de ganske få, der handlede om min overlevelse, respekterede jeg loven og myndighedernes anbefalinger og påbud, hvorfor jeg troligt bar masken fra da jeg gik ind på stationsområdet til jeg igen forlod det på Svanemøllen station. Til gengæld var der nogle passagerer, der til min overraskelse enten slet ikke bar mundbind, eller havde mundbindet siddende neden om hagen. Måske var man lovligt undskyldt, hvis man ikke bar mundbind, men hvorfor have mundbind på, uden at sætte det korrekt? Mystisk, men det kom ikke rigtigt mig ved.

Jeg ankom lidt tidligere til ambulatoriet, så mens jeg ventede, sad jeg i solen og skrev. Jeg kom i tanke om at "X" jo havde sendt en sms til mig, mens jeg sad i toget. Det var svar på min sms fra om formiddagen om, hvorfor hun igen havde sovet på "pladsen". Nu svarede "X" at det var fordi hun "ik gad" tage over på den anden side af gaden, og indlogere sig på kvindeherberget, et sted hun ellers havde talt godt om.

Det var det forkerte at skrive til mig. Jeg kunne forstå hvis "X" ikke havde lyst, fordi hun eksempelvis var uvenner med nogen, hun vidste sov på herberget den nat, eller bare hvilken som helst undskyldning, men dovenskab var ikke noget som jeg sympatiserede med.

"X" skrev også, at hun havde fået stjålet sin pung, fordi hun havde overnattet på "pladsen", og derfor kun havde "2,5 kr. tilbage til resten af måneden". Heller ikke af den årsag fik hun altså min medlidenhed. Jeg skrev, som sandt var, at jeg selv ingen penge havde til resten af måneden, så hvad var det hun ville have, at jeg skulle gøre

Ambulatoriet

Mit succeskriterium for at tale med den psykiatriske overlæge var dybest set at han ikke tvangsindlagde mig. Men der var også andet, der var vigtigt, nemlig dels at tilbringe mindst mulig tid i ambulatoriet, og dels sige hvad, jeg havde på hjerte.

Jeg mødte præcis til tiden, og kort tid efter kom sygeplejersken og overlægen, og vi satte os alle tre ind i samtalerummet. Mit hjerte hamrede derud af, jeg svedte, trak vejret hurtigt, var tør i munden, og følte det velkendte, svære ubehag. Netop da vi havde sat os, ringede telefonen, og overlægen undskyldte høfligt, og sagde at det var et vigtigt opkaldt fra udlandet, han havde ventet på.

Nu sad jeg så alene i rummet med sygeplejersken. Pladen kørte i samme rille, da hun spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte hende stille og roligt, at jeg havde det dårligt alene fordi jeg var tvunget til at møde op i ambulatoriet for at blive sygeliggjort, men at jeg havde det fint min situation taget i betragtning, når jeg altså ikke blev eksponeret for psykiatriens helbredsskadelige formynderi.

Hvis hun insisterede på at stille mig det samme, dødsyge spørgsmål igen og igen, måtte jeg bare være vedholdende, og igen og igen fortælle hende, at den eneste grund til at jeg havde det dårligt var, at jeg var tvunget til at tale med hende og overlægen. Jeg sagde til hende, at hun udmærket vidste, hvor skadeligt det var for mig at være i hendes og overlægens system, samt at jeg havde sagt det så mange gange tidligere.

Så kom overlægen tilbage. Jeg fortalte ham kort det samme, jeg havde sagt til sygeplejersken, nemlig at det var modbydeligt at tale med dem, og at jeg havde det relativt godt mellem samtalerne. Der var ikke noget at tale om, men overlægen og sygeplejersken gjorde ikke ansalg til at afslutte samtalen. Derfor sad vi et stykke tid i tavshed, hvilket var et effektivt samtaletrick, der skulle få patienten til at føle sig pinligt til mode, og tvinge vedkommende til at sige noget.

Jeg kunne godt sidde og kigge ud i luften, mens psykiateren og sygeplejersken sad og betragtede mig, men hvorfor spilde tiden med det? Jeg sagde derfor: "Hvis der så ikke er mere, så vil jeg gerne hjem". Det fik overlægen til at stille et par ekstra spørgsmål, hvilket gav mig anledning til at fortælle ham om min økonomiske situation. Ikke at han kunne eller ville gøre noget i den sammenhæng, men et eller andet skulle jeg jo sige.

Jeg brød mig slet ikke om at tale om mig selv, især ikke når det var under tvang. Venlig tvang, ganske vidst, men stadig tvang. Jeg fortalte også overlægen, at det var stressende at jeg blev smidt ud af forsorgshjemmet den 15. oktober, men at jeg havde stor forståelse for, at det var vilkåret, når man ikke ville klientliggøres yderligere, og dertil slet ikke havde behov for at bo på forsorgshjem, mens andre, der havde, stod i kø.

Jeg fortalte også om hvor traumatiserende politiets seks uberettigede ransagninger havde været, og hvor retraumatiserende det også havde været at hente mit udstyr forleden, samt på min fødselsdag at blive ringet op to gange af politiet, som ville sikre sig at jeg ville klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Det var meget nedslående at erfare at overlægen ikke vidste noget som helst om disse ransagnnger. Påstod han, for jeg havde i løbet i det sidste års tid fortalt ham om dem i hvert fald et par gange. De spillede en enorm og meget negativ rolle for mig, så hvordan kunne det være, at han tilsyneladende lod som om han intet vidste? Det burde været en essentiel del af hans vurdering af min tilstand, og det forklarede meget, så han skulle altså sætte sig ind i de forhold.

Noget helt andet var, hvorfor det var så svært for psykiatriens tjenere at forstå, at jeg ville have lov til at leve en normal tilværelse, som det normale menneske jeg var? At fem år væk fra det, jeg elskede mest, lægefaget, var en katastrofe, fordi jeg ikke kunne vedligeholde min kunnen? Netop sidstnævnte var det, der i hele perioden havde været det allerværste og mest stressende. Eftehånden havde jeg glemt så meget, at det eneste jeg kunne blive, var psykiater. Men det var måske sådan man rekrutterede nye læger til specialet?

Post-ambulatorie-blues

Det var altid det samme, og det havde det været i al den tid jeg kunne huske: Når jeg forlod ambulatoriet igen, var jeg den første halve time, eller deromkring, melankolisk nedtrykt og trist. Denne sindstilstand tiltog, og i løbet af et par timer blev jeg markant nedtrykt og desperat, håbløsheden skyllede ind over mig, som en sort tsunami, al initiativ forsvant og jeg blev mentalt forkrøblet.

Det bedste jeg kunne gøre i de timer, var, at være for mig selv, og især holde mig væk fra forsorgshjemmets patronisering, mens jeg tænkte over, hvor længe jeg kunne holde til den ikke-tilværelse, som psykiatrien fastholdt mig i. Så satte udmattelsen ind, og jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne. Efter at være kommet til hægterne, blev jeg meget sulten, og når jeg ingen penge havde til mad, eller noget som helst andet, blev jeg mere trist og opgivende.

Hvis jeg tænkte over, at jeg ville have det på den måde resten af mit liv, forekom den eneste løsning at være, at det såkaldte liv blev afsluttet hurtigst muligt. Så handlede det om at forsøge at aflede mig selv, men det lykkedes næsten aldrig. I dag gik jeg direkte i gang med at færdiggøre det runde teakbord, men efter halvanden times arbejde, hvor jeg ikke kunne lade være med at ruminere over alt det psykiatrien også fremadrettet ville ødelægge for mig, måtte jeg opgive at fortsætte. Hvis jeg var heldig, havde jeg det bedre i morgen, bortset fra at næste, lige så ubehagelige psykiske traume ville finde sted meget snart, når jeg blev tvunget til at tale med "A", som ganske vidst sad og smilede venligt til mig, men som overhovedet intet kunne eller ville gøre, for at gøre mit liv bare lidt tåleligt.

At tale med hende var endnu mere spild af tid, end at tale med dem i psykiatrien. Den psykiatriske sygeplejerske havde i det mindste tilbudt mig at give mig en togbillet hjem, så jeg ikke skulle gældsætte mig yderligere med 22 kroner, hvilket jeg selvfølgelig takke nej til, med begrundelsen, at jeg bare ville væk hurtigst muligt fra ambulatoriet, og ikke havde lyst til at vente på at hun fik printet billetten ud, hvilket fik overlægen til at grine kortvarigt. Det var skam også morsomt, men ikke hvis man faktisk mente det, hvilket jeg gjorde. "A" kunne ikke engang betale min billet, så jeg kunne sidde og blive traumatiseret ved at møde op hos hende. Næ, jeg skulle betale for mine psykotraumer.

Dagbogen

Jeg havde sendt min dagbog til psykiateren, men han havde tilsyneladende ikke læst særligt meget, hvis da overhovedet noget som helst, af den. Jeg kunne ikke rigtig blive enig med mig selv om det var godt eller dårligt, for jeg frygtede netop at møde op i ambulatoriet i dag, fordi jeg troede at han havde læst det jeg havde skrevet, og som følge heraf ville udsætte mig for behandlingsmæssige repressalier.

Det var måske en bevidst strategi at tie mig ihjel, bogstaveligt talt.

"X"

Det var muligt at få aftensmad på forsorgshjemmet mellem kl. 18.00 og 19.00, En halv time efter aftensmaden blev serveret, kunne man få en portion mere, hvis der var noget til overs. Jeg kunne umuligt blive mæt af en enkelt portion, og jeg var ikke den eneste, der havde det på den måde; mange af mændene gjorde det samme som jeg, nemlig kom og spiste første portion kl. 18.20, og så næste kl. 18.30. På den måde kunne jeg lige klare det, men i dag havde nogen fået den geniale ide at servere tomatsuppe med to små skiver lyst brød til. En meget delikat forret, absolut, men den mættede ikke. Heller ikke anden portion mættede, og suppen var så krydret med hvidløg og peber, at jeg så to af beboerne kassere maden efter at have smagt på den, og gå i vrede. For os var maden meget vigtig, så deres reaktion overraskede mig ikke.

Imidlertid var jeg fuldstændig ligeglad med smagen, jeg skulle bare ikke være sulten senere på aftenen, så selv om suppen var stærk og efterhånden også kvalm, skulle den ned. Jeg var ved at kaste op, men sådan var det. Hvis jeg insisterede på at klare mig selv, uden at få hjælp, skulle jeg heller ikke brokke mig.

Nu var jeg ved at få det bedre psykisk. Jeg havde talt med en anden beboer om "X"; denne beboer kendte "X" fra tidligere, og kunne berette, at "X" kunne drikke overordenlilgt meget på kort tid. Det bekymrede mig en hel del, så jeg måtte gøre et eller andet.

Jeg blev enig med denne beboer om, at jeg ringede til det pågældende kvindeherberg, og kort og koncist fortalte dem om "X". Jeg vidste naturligvis godt at personalet på herberget ikke måtte udtale sig om nuværende eller tidligere beboere, men jeg vidste også at de udmærket kendte "X", og jeg håbede, at de ville lytte til mig, for selv om de ikke måtte oplyse mig om noget, så måtte jeg godt oplyse dem om "X". Denne medbeboer kendte oven i købet de to, der var på arbejde til aften, og jeg blev anbefalet at ringe til herberget efter kl. 20.00, hvilket jeg ville gøre.

Jeg tænkte over hvad, jeg skulle sige, og det bedste ville nok bare være at sige det, som det var, og som sagt gøre det kort, og uden alt for mange forklaringer. Personalet ville vide hvem og hvad jeg talte om. Det var lidt fejt af mig at tørre problemet af på personalet, men når min træningsmakker kom hjem senere i aften, kunne jeg måske låne Hans Rabenejsekort igen og tage ind på "pladsen".

Hvis jeg var overbevist om at "X" var i livsfare, skulle jeg såmænd nok gå, løbe eller cykle ind til Vesterbro, men ud fra hendes beskeder lod det ikke til at være tilfældet. Omvendt så brugte "X" insulin, og hvis hun var så fuld, som min medbeboer fortalte mig at hun kunne blive, og hvis "X" ingen penge havde til mad, var det ret alvorligt. Meget alkohol, ingen mad, ingen mulighed for at administrere insulin, nattekulde, svært nedsat gangdistance, krykker, risiko for yderligere overfald, alene og forsvarsløs på Enghave Plads?

Fuck det, jeg havde det jo alt andet lige godt, der gik ikke noget af mig ved at tage ind til "X". Jeg kunne låne en af forsorgshjemmets cykler. Først ville jeg lige ringe til "X".

"X" indlagt

Jeg ringede og talte med "X" i omkring 10 minutter. Hun tog straks telefonen, og lød rolig og fattet, omend grådlabil og trist. Hun var orienteret i tid, sted og egne data, hendes stemme var ikke snøvlende, og hun svarede relevant på mine spørgsmål. "X" var indlagt på hospitalet. Årsagen var netop hendes insulinkrævende sukkersyge. Jeg kunne høre typiske hospitalslyde i baggrunden, alarmer og personalets stemmer. Hun var taget ind på kvindeherberget til sidst, og havde talt med personalet, som havde foranstaltet at "X" blev indlagt. Ups.

Kort fortalt var "X" blevet bortvist på grund af rygter på forsorgshjemmet. Først en skriftlig bortvisning, hvorfor "X" havde ringet til SAND (en organisation for hjemløse), som havde fortalt hende, at man ikke måtte bortvise hende til gaden. Det havde "X" så fortalt personalet på forsorgshjemmet, som havde givet hende et nyt dokument, hvor ordet "bortvisning" var udskiftt med ordet "henvisning", og man havde bare vedlagt en liste udprintet fra internettet over alle herberger og forsorgshjem i Københavnsområdet, og givet "X" tre dage til at forlade stedet. Alt sammen ifølge hende selv. "X" havde ringet rundt, men fået at vide, at der ingen pladser var på grund af corona. Hun havde kontaktet kommunen, som ikke kunne hjælpe hende med indskudet til den lejlighed, hun havde fået tildelt den fra den 1. oktober. Hendes sagsbehandler var på ferie og kom først hjem ugen efter. Nu var "X" så på den, og anede ikke sine levende råd.

Jeg sagde, at jeg var glad for at "X" var på hospitalet, og indskød at hun skulle sørge for at få dem til at holde hende indlagt så længe som muligt. Jeg ville tale med den anden beboer, som havde langt mere tjek på tingene end jeg, og så ville jeg ringe til hende i morgen. Det handlede om §72 og §100, sagde "X".

Hvis "X" havde fortalt sandheden, hvilket det lod til, så var det ualmindeligt tarveligt at forsorgshjemmet havde gjort, hvad det havde gjort. Smidt et fysisk handicappet og insulinkrævende sukkersygeramt menneske på gaden for at dø, som følge af rygter? Det var sgu flot. Jeg havde kendt "X" længe nok til, at jeg kunne høre på hende, om hun var fuld, og det var hun ikke, da jeg talte med hende. Alle vidste hvad der foregik på forsorgshjemmet, og jeg var formentlig den, der vidste mindst, og alligevel stod det klart selv for mig, hvor massivt der blev misbrugt på stedet. Jeg var super ligeglad med om så folk sad og injicerede sig med heroin, så længe de ryddede op efter sig og opførte sig nogenlunde normalt efterfølgende. Jeg kunne ikke drømme om at sige noget som helst til hverken personalet eller de andre beboere om det eller lignende. Jeg misbrugte intet, men hvis andre havde lyst til at bruge deres penge på alkohol og euforiserende stoffer, så godt for dem, jeg var glad på deres vegne. Men med misbrug fulgte paranoia og konflikter, især de sidste tre uger hver måned, når folk havde brugt alle deres penge. Så blev stemningen giftig, og beskyldninger og rygter florerede livligt på forsorgshjemmet. Det var sådan det var.

Men at personalet for nogles vedkommende tilsyneladende var følagtige og naive nok til at tro på løse rygter, udbredt af paranoide misbrugere, og oven i købet smed alvorligt somatisk syge mennesker på gaden som følge af disse rygter, det var utilgiveligt. Man skulle ikke tro hvad som helst, jf. det for nogles vedkommende uprofessionelle personale, og jeg skulle ikke falde i samme forargelses- og fordømmelsesfælde som dem, så jeg måtte have lidt flere oplysninger fra "X", og se de dokumenter, hun påstod man havde givet hende. Der var en tilsynsperson, som personalet havde bedt mig om at tale med i forbindelse med vedkommendes inspektion af forsorgshjemmet (hvormed de havde skudt sig selv i foden), men besøget var blevet flyttet til meget snart, så vidt jeg huskede. Jeg havde skrevet et par sider til vedkommende allerede, og nu var der bare endnu mere, jeg kunne fortælle hende. Personalet måtte simpelthen ikke ukritisk tro på hvad nogle påvirkede beboere sagde, og smide folk ud på den baggrund, det var så forkert. Jeg kunne ikke finde den beboer, der vidste noget om paragrafferne, men jeg vidste jeg ville møde vedkommende til morgenmaden i morgen, og så måtte vi tage den derfra. Jeg blev vist nødt til at læse §72 og §100, og når nu jeg alligevel sendte alt, jeg skrev til Ombudsmanden, hvorfor så ikke sende lidt mere?

§72, stk. 4

Det var Ankestyrelsen, jeg skulle have fat i. Jeg havde fundet loven på retsinformation.dk, samt læst diverse hjemmesider, og især Ankestyrelsens var interessant. Og hvorfor vente på et tilsyn, når man selv kunne bestille et? Den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, advarede mig i 2016, da han sagde, at jeg ikke skulle bide den hånd der fodrede mig, hvilket var noget sludder, for Torsten Bjørn Jacobsen gjorde ikke andet end at skade mig, men forsorgshjemmet fodrede mig helt konkret. Dog ikke nok.

Sult

Vågnede i nat fordi min mave knurrede. Jeg så på min mobil at klokken var 02.46. Jeg lå og lyttede til Joe Rogan podcast en lille times tid, før jeg fald i søvn.

Træthed

Da alarmen på min mobil vækkede mig kl. 7.00 i morges var jeg usædvanlig træt. Normalt vågnede jeg af mig selv et par minutter før alamen satte i gang. Jeg havde også normalt meget travlt med at komme afsted til træning, så snart det var muligt efter det obligatoriske morgenmøde, men i dag måtte jeg tvinge mig selv afsted. Hurtig opvarmning i romaskinen, som også gjorde mig mere forpustet end sædvanlig. Selve styrketræningen gik egentlig udmærket, og jeg fik gennemført det sædvanlige antal øvelser. I dag var det fire ryg- og lændeøvelser, samt tre bicepsøvelser. Mit træningsprogram var et ret generisk tre dages splitprogram, som jeg gennemførte to gange ugenligt med en dag pause i form af kredsløbstræning, der som oftest var løb i den nærliggende park, hvor der var en grussti, som var et relativt skånsomt underlag at løbe på, når man som jeg ikke havde nogen løbesko.

"X"

Jeg havde skrevet en sms til hende i morges, og spurgt hvornår det passede bedst at jeg ringede. Jeg havde endnu ikke modtaget noget svar, men uanset hvad, ville jeg ringe til hende i eftermiddag efter stuegang.

Bogen

Man kunne diskutere i hvor høj grad at det, jeg havde skrevet, var en egenlig bog, men når jeg hver eneste dag skulle belastes af enten politi, forsorgshjem eller psykiatrien, og dertil var sulten, ingen penge havde, fordi jeg havde betalt min gæld til kommunen, arbejdede flere timer dagligt til 12 kroner i timer, og var opgivende, fordi jeg efter fem år stadig ikke havde hverken en tilværelse, håb, eller fremtidsudsigter - ja, så var det svært at få overskud til at omskrive min tekst, og fordybe mig i perspektiverende litteratur, jeg kunne henvise til.

Etik i psykologien

Jeg ville forsøge at skrive lidt om etik eller manglen på samme inden for psykologien. Det kom sig af, at jeg var blevet tvunget til at tale med en psykolog på både afdeling Q81 og R3, således at jeg kunne slippe for at blive tvangsmedicineret af forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Psykologen på R3 havde ikke kunne forstå, at det kunne være rigtigt, at jeg var blevet tvunget til at tale med hende. Hun troede simpelthen ikke på hvad jeg sagde. Jeg spurgte hende, om hun rent faktisk havde læst hvad der stod i min journal. Det havde hun ikke, indrømmede hun. Selv om psykoterapi langt fra var så skadelig som antipsykotisk medicin, så var det alligevel psykisk nedbrydende at være tvunget til at tale med psykologer, som vedvarende duknede mig i hovedet med psykisternes vrøvlediagnoser, som psykologerne ikke turde modsige, selv om de var i klar modstrid med virkeligheden.

Nu var det interessant at undersøge, om danske psykologer havde et moralkodeks, om der var etiske retningslinjer for dem også. Jeg havde selvfølgelig optaget mine samtaler med psykologen på R3, og dem skulle jeg også finde frem og transskribere. Nå ja, og så rette stavefejl, for ofte når jeg skrev, var det om aftenen, når jeg lå i sengen og lyset var slukket, og min ældre discount Chromebook havde ikke baggrundsbelysning i tastaturet.

På Dansk Psykolog Forenings hjemmeside læste jeg noget, der i dén grad vandt genklang hos mig. Under "Fag & Politik" stod dette citat fra forpersonen for foreningen:

“Psykiatriens vision burde være at gøre sig selv overflødig. Vi burde jo arbejde for, at ingen bliver så syge, at de må indlægges for at få hjælp til psykiske lidelser.”

Eva Secher Mathiasen

Jeg mærkede en varm og behagelig følelse strømme igennem min krop; det var netop også min vision at gøre psykiatrien overflødig. Faktisk havde flere navngivne psykiatere også ved deres handlinger bevist, at deres eget fag var overflødigt. Det var naturligvis en megaloman vision jeg havde, men hvorfor ikke have ambitioner? Aim high and shoot low, som man sagde. Det var lige meget at jeg ikke rigtig kunne gøre noget for at psykiaternes usaglige magtmisbrug og kammarateri ophørte, hvis bare jeg kunne gøre en lille bitte smule, var jeg tilfreds, men der var ingen grund til ikke at drømme.

Psykologen på Q81 hed Stine, men jeg havde desværre aldrig fået oplyst hendes efternavn, hvorfor det umiddelbart var lidt sværere at klage over hendes etiske og faglige virke, der var under standard, da hun aktivt skadede mig med at udøve psykisk vold imod mig under tvang, idet hun havde insisteret på at jeg - i modstrid med den virkelighed alle andre end Gitte Ahle og Retslægerådet oplevede - skulle være psykotisk og svært personlighedsforstyrret under mine tvungne samtaler med hende. Måske kunne hun rent juridisk undskylde sig med at en dommer på forkert grundlag havde dømt mig til livslang tvangsbehandling med invaliderende og stærkt livsforkortende antipsykotisk medicin, men rent moralsk og fagligt kunne Stine det selvfølgelig ikke.

Psykologen på R3 var en notabilitet inden for dansk psykologi, og selv om jeg kunne bevise, at hun ikke havde læst min journal (som måske havde været meget godt, da hun så ikke var forudindtaget), hvilket var noget sjusk, så havde hun korrekt konkluderet, at jeg ikke var psykotisk og ikke personlighedsforstyrret, men derimod - ligeledes korrekt - led af ADD. Set i tilbageblik burde jeg ikke være bitter over hendes behandling af mig, for det var i sidste ende psykiaternes skyld, nærmere betegnet deres forperson, Gitte Ahle, at jeg i skrivende stund havde psykiske mén efter opholdet på Q81, og således var der ingen grund til, at jeg skulle nævne hendes rigtige navn. Irene Oestrich var heller ikke et desavuerende øgenavn i min optik, og det var heller ikke ment som et sådant, men skyldtes primært psykologens store, viltre, mørke, krøllede hår, og de mange farverige og i øjnefalde smykker hun bar.

Jeg havde rigeligt med fjender allerede, så fred være med Irene Oestrich, som ikke havde vidreført fejldiagnosen, som hendes kollega Stine og psykiaterne havde gjort.

Men jeg ville forsøge at få appliceret "Bekendtgørelse af lov om psykologer m.v." på Q81s psykolog, Stine. Og selvfølgelig også på den psykolog, der var tilknyttet Retspsykiatrisk Klinik. Han var langt værre end Stine, for han havde lavet så grove fejlvurderinger eller fejlskøn, at han havde bidraget til at jeg blev truet med livsfarlig tvangsmedicin. Stine kunne jeg måske tilgive, men det var ikke tilfældet med ham. Jeg ville virkelig ønske jeg vidste hvad han hed, og jeg ville ikke tøve ét sekund med at skrive hans fulde navn eller sende det rundt, uanset konsekevnserne. Han var en farlig mand, og gud ved hvor mange andre patienter Hans Rabeninge faglighed og dømmekraft havde skadet? Det mindede mig om at psykiateren på Retspsykiatrisk Klinik, som havde et endnu større medansvar for de traumer som forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab udsatte mig for, vist nok hed Ulla Noring til fornavn.

Retspsykiater Ulla Noring havde dømt mig på forhånd, hvilket hun klart og tydeligt tilkendegav under en af samtalerne. Jeg havde derfor italesat overfor hende, at jeg ikke var skyldig, og at hun ikke kunne tillade sig at bebrejde og fordømme mig inden retssagen. Jeg havde selvfølgelig optaget Ulla, og optagelserne havde jeg for længst sendt til min forsvarsadvokat, som også havde kvitteret for at have modtaget disse, der rent teknisk var af en ret god kvalitet.

Ulla Noring var også interessant rent fagligt, da Information havde skrevet en artikel om hende for år tilbage, en artikel som lå frit tilgængelig på nettet, hvor man kunne læse, at hun havde diagnosticeret en patient som skizofren vist nok uden nogensinde selv at have siddet over for vedkommende. Det var med forbehold for min hukommelse naturligvis, men et eller andet havde Ulla Noring vist gjort sig skyld i. Derfor var denne retspsykiaters faglighed, moral og dømmekraft heller ikke helt acceptabel.

Etiske principper for nordiske psykologer (2020)

Se appendiks.

Socialdarwinisme og Lægernes Bank

Det var en særlig modbydelig form for mobning som Styrelsen for Patientsikkerhed havde udsat mig for: At tvinge mig fra hus og hjem, samt at fastholde mig i virkelig fattigdom. Jeg ved ikke hvordan embedslægerne havde troet jeg ville reagere på ulidelige livsvilkår, som de qua deres fejldiagnose var skyld i, men det var ved at blive for meget, og på et tidspunkt ville det risikere at ende galt. Det var en illusion at tro andet, og det var især en illusion at tro, at langt de fleste mennesker i Danmark ikke ville reagere på samme måde som jeg. Man skulle være særegn arrogant, hvis man ikke kunne sætte sig i mit sted.

Til frokosten i dag kom jeg til at tygge på skorpen på en skive rugbrød, hvilket afstedkom en kraftig jagende smerte ned igennem underkæben. Jeg havde ikke haft råd til at gå til tandlæge i fem år, og allerede i 2017 vidste jeg, at jeg måtte have huller i en eller flere tænder. Nu var den gal igen, men jeg kunne ikke engang købe smertestillende håndkøbsmedicin, fordi jeg ingen penge havde, og jeg kunne hverken få udleveret Ipren eller Panodil af forsorgshjemmet.

Jeg gik en aftentur med min træningsmakker ned i den lokale Fakta, for at købe en discount cola zero. Jeg vidste, at jeg havde ganske få penge tilbage, men jeg var sikker på at jeg havde 9,57 kroner til sodavanden. Jeg havde desværre taget fejl, og min debitkort fra Lægernes Bank blev igen afvist, og igen måtte min makker lægge ud for mig, fordi han tilsyneladende godt kunne se, hvor hårdt det ramte mig, når det skete. Det var sikkert også for grandiøst af mig at tro, at jeg havde penge til noget så overflødigt som en sodavand.

Jeg var 39 år gammel, havde levet fem år ekstremt udsat pga. et par læger, jeg arbejdede flere timer hver dag til 12 kroner i timen, og alligevel skulle jeg stadig straffes af dem. Jeg måtte ikke blive vred over hvor ulidelig min tilværelse var for psykiaterne, for så var det ifølge dem uindføleligt og et tegn på psykose.

Det eneste vanvittige ved det, var den måde psykiaterne opførte sig på. Ingen voksne og normale mennesker - som jeg i al ydmyghed betragtede mig selv som - kunne eller ville finde sig i at blive behandlet, som jeg var blevet det i så mange år.

Jeg havde så sent som i går fortalt den psykiatriske overlæge og sygeplejersken, at jeg ingen penge havde, at det skyldtes, at jeg havde betalt husleje, og at Lægernes Bank tvang mig til at afbetale min kassekredit, selv om jeg måned efter måned ikke havde penge til mad eller lejlighed, eller noget som helst andet. Både overlægen og sygeplejersken var fuldstændig ligeglade. De betragtede og behandlede mig ikke som et menneske, og de bidrog i meget høj grad til at fastholde mig i knugende og paralyserende fattigdom.

Selvfølgelig var jeg vred. Men det galt om virkeligt at slå koldt vand i blodet, at fortsætte det, jeg var påbegyndt, og ikke være så tilbageholdende. Jeg blev også snart smidt ud fra forsorgshjemmet, fordi jeg var så fræk at tro, at jeg ikke havde brug for mere ydmygelse, denne gang fra kommunen af.

Hvorfor var det ikke nogen, der rent faktisk gjorde noget? Hvorfor mente de fleste åbenbart, at det var helt i orden, at jeg langsomt skulle pines til døde? Ja, hvis der faktisk var nogen myndigheder, der havde gidet at hjælpe mig, havde de gjort det for længst. Hvorfor gik jeg så rundt og håbede, at man en dag nok skulle hjælpe mig? Det var vist mig, der var naiv.

Jeg måtte til at tage mig alvorligt sammen. Selvfølgelig kunne man ikke byde mig det, selvfølgelig var det grotesk, og alt andet end i orden at frarøve mig den normale tilværelse, jeg lige som alle andre havde gjort mig fortjent til. Den praktiserende læge fra Citydoctors, der havde givet mig en dødsdom af en fejldiagnose, og den svindlende og manipulerende overlæge, der havde fusket med forsøgspersoners og patienters data måtte virkelig have magtfulde venner.

Det var fint nok at tie mig ihjel, som man havde gjort i fem år, men så skulle man heller ikke klynke over min reaktion, og over at jeg for at redde mit liv blev tvunget til at nævne navnene på mine bødler. Jeg måtte bide fortvivlelsen og desperationen i mig og fortsætte indtil landets myndigheder gjorde deres arbejde.

Mail til psykiater Hans 22. august 2020

1. Hjorthøj CR, Madsen T, Agerbo E, et al. Risk of suicide according to level of psychiatric treatment: a nationwide nested case-control study. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2014;49:1357-65."

Politikerne

Jeg kom ikke uden om at sende det, jeg indtil videre havde skrevet til først udvalgte politikere, og gradvist til dem alle; alle politikere i Folketinget og i regionerne.

"X"

Jeg havde ringet til "X" i eftermiddags, men hun tog ikke telefonen. Jeg ville høre, hvordan hun havde det, om hvor længe hun skulle forblive indlagt, og hvis man havde tænkt sig at smide hende på gaden igen i dag eller i morgen, så ville jeg fortælle hende præcis hvad hun skulle sige til lægerne, så hun kunne være sikker på at blive på hopitalet lidt længere.

"X" var ikke meget ældre end jeg, men på grund af hendes livsstil, havde hun sørgeligt nok ikke mange år tilbage at leve i. Jeg blev ked af det, hver gang jeg tænkte på hende, og på hvordan hun blev behandlet. Ja, jeg var rasende over hvordan jeg selv blev behandlet af nogle svinske psykiatere, en dyssocial (psykopatisk) praktiserende læge, en fusker-overlæge og to embedslæger, og det var vitterligt svinsk og umenneskeligt den måde, hvorpå de aktivt igennem fem år havde forsøgt at knække mig, men jeg kunne overleve, hvis jeg ville, jeg var - og havde hele tiden været - sund og rask, men det var "X" langt fra: Hun var fysisk handicappet som følge af den svære nervebetændelse, hun havde ingen penge til mad, hun fik ingen mad, men brugte insulin og var smidt på gaden pga. andre misbrugeres ulækre rygter, som personalet blindt havde troet på.

Jeg ville ikke have hjælp af det sociale system, som jeg hadede mere og mere som årene var fløjet afsted. Men jeg kunne ikke slippe ud af det forbandende og perverse bureaukrati. Omvendt havde "X" forgæves igen og igen tigget og bedt om hjælp fra selv samme vamle system, som konsekvent ignorerede hende. Hvad var meningen? Var det så simpelt, at det bare handlede om omvendt psykologi? Skulle jeg fake at jeg havde behov for hjælp af systemet, og så ville man lade mig være i fred? Helt, helt utroligt.

Jeg måtte simpelthen flygte fra Danmark, det gik ikke længere. Jeg havde ikke noget pas, men jeg var ligeglad, om så jeg skulle svømme til Sverige. Jeg måtte bare spare minimalt op først, og så farvel. Hellere dø i udlandet end at leve i Danmark, hvor nogle arrogante psykiatere kunne manipulere landets myndigheder til at holde mig i et modbydeligt jerngreb. Men jeg skulle først smække med døren, i overført betydning naturligvis. Nå ja, og så skulle jeg ind for at spilde min tid med at tale med "A" den 29. september. Jeg havde ingen penge til toget fra Glostrup til Østerbro, og "A" havde overhovedet intet gjort for at bedre min situation i al den tid, jeg var blevet tvunget til at tale med hende om ingenting, hvilket var over et år. Jeg havde så sent som i dag skrevet en sms til hende, og forklaret, at jeg ingen penge havde, men intet svar fået, fordi mit brokkeri selvfølgelig ikke ragede hende.

Plan

Ringe til "X" igen nu.

Maskinoversætte det jeg havde skrevet til engelsk

Alligevel finde optagelserne af psykologen og lægge dem op på YouTube og i Soundcloud. Havde hun ikke pligt til at indberette hendes kollega fra Q81, Stine? Jeg havde skam fortalt Irene flere gange om både Stine og Gitte Ahle, var hun så ikke forpligtet til at reagere?

"X"

Ringede til hende igen kl. 20.46, og ventede et godt stykke tid, men telefonen blev ikke taget. Jeg skrev derfor en længere besked til hende, og i morgen ville jeg ringe igen.

Jeg fandt i øvrigt ud af at den af personalet på forsorgshjemmet, der havde forbarmet sig over mig sidst, jeg ingen penge havde, og var desperat sulten, og havde købt en pakke rugbrød til mig, var blevet fyret. Jeg havde heller ikke set hende et stykke tid. De måtte hellere få slettet hendes billede på infoskærmen på gangen, lige som i Big Brother, hvor Winston arbejdede med at omskrive aviserne, som om de borgere, som regimet havde sørget for forsvandt, aldrig officielt havde eksisteret.

"Vi lader bare som om medarbejderen aldrig har været ansat". Både beboerne og personalet på forsorgshjemmet var lige slemme, jeg selv inklusiv, på hver vores måde. Den fyrede medarbejder var hverken værre eller bedre end alle andre, måske var hun også blevet falsk anklaget for et aller andet? Det var åbenbart sådan man positionerede sig selv på forsorgshjemmet, spredte rygter, der ikke var hold i, og beskyldte andre for alt muligt, ligeledes uden hold i. Personalet faldt pladask i hver gang. Det var en kujonagtig måde at opføre sig på, men jeg var heldigvis ikke en del af det, lige som jeg heller ikke kunne ændre noget som helst i den henseende, og jeg havde heller ikke lyst til at forsøge, for de fleste var lige gode om det. "X" var heller ikke uskyldigheden selv i den forbindelse, men hun var blevet straffet alt for hårdt.

Billeder. Det var fast kutyme at jeg altid ryddede ekstra grundigt op på værelset, den dag jeg skulle i ambulatoriet. Det var et faktum at sygeplejersken ringede til forsorgshjemmets personale, og spurgte dem om hvordan jeg havde det. Fint for mig, for det modsatte ville kunne misforstås som paranoia. Jeg vidste at man på Q81 havde noteret i min journal hvor "bemærkelsesværdigt pænt og ordenligt" mit værelse på afdelingen fremstod. Langt de fleste normale mennesker, jeg selv medregnet, rodede en smule en gang imellem. Men et rodet værelse kunne og ville psykiateren bruge som bevis på psykopatologi.

Sult

Aftensmaden i går havde været fremragende, idet den havde stået på Bøf Stroganoff og kartoffelmos. Jeg frygtede at vi skulle have noget, der mindede om den foregående dags sørgelige tomatsuppe, der ikke mættede, og som havde været kvalm. Jeg var meget opmærksom på ikke at brokke mig, uanset hvor meget jeg havde lyst til det, men en medbeboer havde spontant fortalt mig, at hun syntes at suppen havde smagt mærkelig, samt at hun efter at have spist den, havde kastet op og følt sig skidt tilpas. Men i går aftes var jeg faktisk blevet mæt efter nummer to portion, og det havde været ret store portioner. Jeg spiste mere end min træningsmakker, der vejede 110 kilo. Morgenmaden i morges var til gengæld håbløs; en bolle og lidt guldkorn. Jeg kunne ikke få mere, og sådan var det.

Jeg besluttede mig for at jeg ikke kunne træne, når jeg om kort tid ville blive sulten igen, så jeg begyndte i stedet at pensle det bord, jeg arbejdede på, med olie. Det tog længere tid end man skulle tro, hvilket bla. skyldtes de mange svært tilgængelige hulrum mellem lamellerne, og selv om arbejdet var alt andet end hårdt, måtte jeg stoppe efter en time, fordi sulten gnavede og maven rumlede så meget.

Biblioteket

Det lille medicinske bibliotek lå meget tæt på, kun adskildt fra forsorgshjemmet af børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Jeg havde ofte siddet der, da jeg var videnskabelig assistent i 2014, så jeg tænkte, at jeg måske igen kunne sidde der og skrive. Jeg skiftede tøj, så jeg fremstod nogenlunde præsentabel, og gik derover.

Der var ingen mennesker på biblioteket udover bibliotekaren, som spurgte, om hun kunne hjælpe mig med noget. Jeg måtte ikke falde igennem, så jeg gav hende en lidt søgt forklaring, som dog var sand nok, nemlig at jeg tidligere, før coronakrisen, havde siddet og arbejdet der, og nu ville gøre det igen. "Hvor er du fra?", ville hun vide. "Øh, fra afdelingen lige over for børne- og ungdomspsyk", fik jeg fremstamemt. Hun spurgte ikke, om jeg var ansat, og der stod ingen steder, at det var et krav for at frekventere biblioteket, at man skulle være ansat. I givet fald kunne hun have bedt mig om at vise mit medarbejder ID, og det gjorde hun ikke.

Bibliotekaren virkede ikke som om hun rigtigt troede på mig, men sagde ikke mere. Jeg satte mig ved bordet, og kiggede på bøgerne i reolen. At se alle mine gamle lærebøger i nyere udgaver, gjorde mig så trist, at jeg pakkede sammen igen og forlod biblioteket. Jeg nåede dog at se en kasse med kasserede bøger, hviilket til gengæld var helt perfekt, for dels bidrog det til at give mig en vis troværdighed i andres øjne, og dels var det rigtig gode bøger, man kunne tage. Jeg havde lyst til at tage dem alle sammen, men beherskede mig, og nøjedes med to, som jeg for en god ordens skyld lige spurgte bibliotekaren, om det var ok jeg tag, hvilket det var. Ja, jeg kunne da også låne de nyeste udgaver med tilbage til mit kontor på afdelingen, sagde hun venligt. Ups. "Nej tak", svarede jeg, "for jeg kan jo ikke overstrege og skrive noter i bøger til udlån". Puha. "Det er da også rigtigt", sagde hun, "jamen god fornøjelse". "Tak", sagde jeg, og skyndte mig ud igen.

Billeder. På medicinsk bibliotek på Glostrup Hospital. Bøgerne var kaserede ligesom jeg selv.

Billede. Mit profil til boligportalen. Mit smil var mildest talt anstrengt. Jeg tog det bevidst i forsorgshjemmets konferencerum, så det gav indtryk af at være på en arbejdsplads. Men det var ikke noget jeg skrev, hverken det ene eller det andet, billedet kommenterede jeg slet ikke i profilen. Det var virkelig ikke min stil at foregive noget som helst, men jeg havde intet valg.

Billede. Jeg burde have kigget rundt på forsorgshjemmets omgivelser, i stedet for at kigge på min skærm hele tiden, for der var masser af æbler i haven, der netop nu var modne. Mange var på nuværende tidspunkt ligefrem overmodne, og det irriterede mig, at jeg ikke havde lagt mærke til det tidligere. Det var en elegant løsning på mit blodsukkerproblem.

"X"

Jeg havde igen forsøgt at ringe til "X", men ingen svarede. Jeg var ikke så bekymret for hende længere, da hun havde sendt mig et billede, hun have taget fra hospitalssengen. Jeg vidste, at personalet fra kvindeherberget var inde over, de var uendeligt mere behjælpelige og kompetente end jeg, og desuden det var utænkeligt, at man ville smide "X" på gaden med insulinkrævende sukkersyge, men uden penge til mad.

Søvnbesvær

Vågnede første gang kl. 00.02. Jeg var ganske vidst også faldet tidligt i søvn, omkring ved halv ti-tiden. Jeg havde tænkt mig at holde pause fra træningen i går, men det kunne jeg selvfølgelig ikke, hvorfor jeg var taget ned i det lokale fitnesscenter. På vejen derned havde jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg ikke skulle træne med vægte, kun dyrke kredsløbstræning på løbebåndet eller i romaskinen, men jeg kunne ikke lade være med at lave bryst- og tricepøvelser, da jeg først kom derned. Jeg fokuserede på hele tiden at udvikle min træningsteknik, og lære nye øvelser, og det lykkedes rigtigt godt i forbindelse med træningen i går, da jeg fik udført tre nye tricepsøvelser teknisk korrekt. Jeg havde gudskelov ikke smerter nogen steder i kroppens led, og det ville være en katastrofe, hvis jeg blev kronisk skadet af overbelastninger, for så vidste jeg ikke hvordan jeg kunne coope med min ulidelige og stressende tilværelse. Træningen var utvivlsomt årsagen til, at jeg havde været rolig og afslappet, og var faldet i søvn tidligere end normalt.

Det skete så hyppigt, at jeg som regel ikke skrev om det, men i flere år havde jeg ikke sovet særligt godt om natten. Det var ikke hver nat, men ofte nok til at det var et problem, og især i øjeblikket var søvnbesværet udtalt.

Det, jeg altid lå og tænkte på, var, at jeg var arbejdsløs, og stigmatiseret med en fejldiagnose. De temaer var krydret med de aktuelle problemer, hvilket kunne være fremmøder i ambulatoriet, eller som i nat, at jeg var sulten.

Detronisering

Til morgen og formiddag måtte jeg igen gøre et forsøg på at holde en pause med vægttræningen, men allerede nu kl. 10, kunne jeg fornemme, at det ville blive umuligt. Jeg var modløs, opgivende og rastløs, jeg var stavnsbundet til forsorgshjemmet, fordi jeg var afhængig af de måltider, jeg kunne få på stedet, men samtidig var det ulideligt at opholde sig på værelset.

Ingen af de andre beboere, jeg havde talt med, kunne holde ud at opholde sig på forsorgshjemmet, og selv om jeg bare kunne gå en tur, havde jeg gjort det så mange gange, at det intet nyt var at se. Jeg kendte området særdeles godt, og det hjalp mig ikke at traske rundt på de samme ruter og ruminere over meningsløsheden. Det var uforståligt for mange, at jeg ikke "bare" kunne gå ned på biblioteket og sidde, at jeg ikke "bare" kunne gå en tur, og ikke "bare" kunne tage telefonen, eller åbne min post, men alle på forsorgshjemmet havde det på samme måde som jeg, og det skyldtes for os alle sammens vedkommende en årelang nedbrydning i "systemet".

Når man konstant fik trusselsbreve fra det offentlige, når man var tvunget til at være passiviseret, og når der intet håb var, ville stort set alle mennesker på et tidspunkt blive demotiverede og apatiske. Det var der intet mystisk i. Dertil kom at stort set alle medbeboere havde haft et forløb i psykiatrien. Hvis psykiatrien var samfundets skraldespand, så var forsorgshjemmet psykiatriens skraldespand. Så sent som i morges havde jeg siddet og talt med en anden beboer om hvordan psykiaterne kunne leve med dem selv, når man tænkte på, hvor mange mennesker de havde forkrøblet og ødelagt. Var de bare kyniske eller prøvede de at retfærdiggøre deres amoralske magtmisbrug med, at det var "det bedste for patienterne", også selv om patienterne selv meget ofte var helt uenige i det synspunkt? Måske prøvede de at retfærdiggøre deres handlinger med at det, de lavede, måske ikke var det bedste for den enkelte patient, men at man ihvertfald beskyttede samfundet fra de gale mennesker. Også det var en misforståelse, for de psykiske traumer som psykiaterne påførte deres ofre, glemte ofrene aldrig, og det førte bare til had og vold, enten mod ofrene selv eller mod andre.

Behandlingsformer i det sociale system

Jeg havde tidligere ganske kort berørt evalueringsmetoden FIT, som tilsyneladende var et profitabelt svindelnummer, som mange kommuner ukritisk havde indført, og det mindede mig om en helt åbenlyst fup-behandlingsform, som man gjorde reklame for på forsorgshjemmet, som man kaldte NADA; det var ren overtro eller bare banal svindel med nåle. Var der ikke noget med, at "nada" betød noget i stil med ingenting på spansk? Jeg troede det var en slags joke, men så talte jeg med en beboer, der var uddannet sociolog, og vedkommende kunne fortælle, at metoden skam var ubredt og tilmed accepteret som behandling, hvilket fremgik af socialstyrelsens hjemmeside. Det kunne simpelthen ikke passe, at noget der var så uvidendkabeligt blev blåstemplet af staten. Men så fandt jeg til min store bedrøvelse dette på førnævnte styrelses hjemmeside:

https://socialstyrelsen.dk/filer/voksne/alkohol-og-stofmisbrug/anonym-ambulant-stofmisbrugsbehandling/nada-brochure-kobenhavn.pdf.

"Find fem fejl". Jeg havde tænkt mig at prøve at finde evidens for mange af de tilbud, der eksisterede i den jungle af fornuftsstridige og dyre såkaldte behandlingsformer og evalueringsmetoder, der blev anvendt i det offentlige, men det projekt skulle jeg hurtigst muligt glemme igen. Det var så uoverkommeligt, at jeg mistede modet. Hvordan kunne man forsvare at spilde penge på noget som tåbeligt som NADA? Hvor var politikerne og medierne henne? Millioner af skattekroner gik til pseudo-videnskabelige svindelnumre som NADA, og alle var ligeglade. Det var ikke bare lavthængende frugter, det var frugter, der lå og rådnede på jorden, og de eneste der havde gavn af eksempelvis NADA behandlingen, var de fupmagere, der havde opfundet konceptet, og nu tjente styrtende med penge på det.

Jeg var langt fra den eneste, der ikke syntes, at der var mad nok, hvorfor pokker brugte man ikke først penge på mad, og derefter på fupbehandlinger? Kritikken af det offentlige system havde jeg tidligere ment var overdreven og ideologisk, men nu stod det klart, at den ikke bare var fuldt ud berettiget, men tilmed alt for afdæmpet. Hellere dø af sult end at have noget med det offentlige system at gøre.

Billeder. "Svindel 101". NADA var tilsyneladende løsningen på alle mine problemer.

Beboerhjælp

Til aften diskuterede jeg maden med to af de andre beboere. Kort fortalt var mit synspunkt, at maden var virkelig god, men at der bare var for lidt af den, for få gange dagligt. Jeg fortalte, at jeg hellere ville have mulighed for at spise mig mæt, når jeg var sulten, at det var vigtigere end hvor delikat maden var og tog sig ud. At smagen var underordnet mængden. En anden beboer pointerede at vedkommende gerne så at der var frugter, og en tredje beboer mente, at vi bare skulle være glad for at vi kunne få mad. Jeg var i princippet enig med den sidste beboer, men jeg fastholdt at jeg hellere ville være mæt end at have en gastronomisk oplevelse, at det, der var dyrt, ikke var basisfødevarer, som rugbrød, ris, pasta og kartofler, men alle de ekstra ingredienser, der blev anvendt til madlavningen.

Jeg fortalte, at jeg var nødt til at gå på æblerov i forsorgshjemmets have for at få flere kalorier, og at jeg ofte vågnede om natten fordi jeg var sulten. Beboeren der havde efterspurgt frugt, henvendte sig til mig her til aften, da jeg gik og sprittede alle håndtagene på forforgshjemmet af, og tilbød mig, at jeg altid kunne komme forbi hende hvis jeg blev sulten, for hun havde altid selv frugt og havregryn på værelset. Det var sødt af hende. Der var enkelte beboere, der var solidariske. Det havde "X" også været, ikke bare havde hun givet mig to par sokker, som jeg på det tidspunkt virkelig manglede, hun havde også lånt mig 200 kroner til mad, da jeg i starten heller ingen penge havde. Jeg brød mig absolut ikke om at låne noget som helst, og det var også en engangsforestilling. Så snart Lægernes Bank havde taget sig sammen til at sende mig mit hævekort, overførte jeg 300 kroner til hende.

Da jeg var færdig med afspritningen, og havde vasket mit tøj, gik jeg ud på kirkegården sammen med Vikingen, hvor vi fandt et stykke plæne uden grave, og spillede fodbold. Jeg havde for et par måneder siden spurgt en af gartnerne, om det var i orden, og det var det på området uden grave. Der foregik i øvrigt alt muligt i smug på den kirkegård døgnet rundt. Der var både hjemløse der sov, drak og røg der, eller bare sad og hang ud. Det var en offenlig kendt hemmelighed.

Billeder. Der foregik mere på kirkegården end man skulle tro. Jeg vidste at jeg havde obduceret nogle af de afdøde, hvis urne nu lå begravet på den.

Billede. En af de havemøbler, jeg arbejdede på at istandsætte. Jeg havde påført dette bords plade med teakolie.

Forperson for Psykiatrifonden

Jeg var i alt andent end godt humør, da jeg i morges var så uforsigtig i ren og skær kedsomhed at læse Psykiatrifondens medlemsblad. Jeg var nysgerrig af natur, og jeg syntes at psykiatri var interessant, men på samme måde, som jeg også syntes at astrologi var interessant. Jeg var netop ikke psykisk syg, og derfor burde jeg afholde mig fra at eksponere mig for den triste verden, men min nysgerrighed vandt.

På en af de første sider, så jeg et billede af et velkendt ansigt; det var såmænd ingen ringere end den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen. Det var topmålet af hykleri at netop han var blevet forperson for den forening, for selv om Torsten Bjørn Jacobsen ikke havde været den værste psykiater, jeg havde været tvunget til at tale med, så han også svigtet, og hamret et af de første søm i min ligkiste.

At han foregav at hjælpe psykisk syge mennesker, gav mig straks kvalme at tænke på. Han havde jo skadet mig i ond tro. Jeg kunne huske rigtig mange detaljer fra mine daglige tvangssamtaler med ham i 2016, at han kendte Egill Rostrup personligt, at han fik sin bil lavet på Hvidsværmervej i Rødovre, at han havde spurgt mig, om jeg lavede lister, hvor jeg skrev, hvordan jeg skulle agere i sociale situationer, fordi han troede jeg var autist (jeg svarede nej til det helt ubegribeligt dumme spørgsmål, som sagde mere om Torsten Bjørn Jacobsens faglighed eller mangel på samme, end det sagde noget om mig i psykopatologisk henseende). Jeg havde hårdt presset af Torsten Bjørn Jacobsen givet ham lov til at tale med mine forældre, hvilket var en stor fejltagelse, for da jeg senere spurgte min far om hvordan den samtale var gået, var han et kort øjeblik blev vred, noget han meget sjældent blev, og sagde at det var spild af tid, og en sludder for en sladder.

Torsten Bjørn Jacobsen misbrugte dermed ikke kun min tillid, var også den psykiater, der dels undlod at sige sandheden, fordrejede sandheden, og direkte løj i Københavns Byret, ligesom han havde gjort det over for det Psykiatriske Klagenævn. Derfor tabte jeg i disse instanser. Han var oven i købet så arrogant forud for både hans optræden i Det Psykiatriske Klagenævn og i Københavns Byret, at fortælle mig at jeg "jagtede vindmøller". Det var utilgiveligt gjort af Torsten Bjørn Jacobsen. At han nu foregav at tale de psykisk syges sag, svarede efter min mening til at Harvey Weinstein blev leder af Reden.

Torsten Bjørn Jacobsen stod desværre over loven. Ingen anklager, forsvarer eller dommer i Danmark turde stille kritiske og relevante spørgsmål til ham, endsige sige ham imod. Han var udmærket klar over hvilket helvede, jeg de efterfølgende fire år på grund af hans blåstempling og forsvar af hans kollegers overgreb, befandt mig i, og han foretog sig intet.

"X" og #MeeToo

I dag havde jeg i Politiken læst en støtteerklæring mod sexisme og sexchikane underskrevet af lidt over 300 kvinder. Denne gang var turen kommet til Christiansborg. Inde i avisen kunne man læse flere eksempler på sexchikane, som kvindelige politikere havde været udsat for. Jeg gik heller ikke ind for sexchikane eller sexisme, og jeg havde også underskrevet støtteerklæringen, hvis jeg kunne, men i min verden var det en selvfølge at sexisme, homofobi og racisme var forkert. Jeg havde helelr ikke behov for det, man vist kaldte "virtue signalling", at pudse sin egen glorie, at fremstille egen selvgodhed og moralske overlegenhed. Men jeg hadede den frelste "debat" om sexisme, som samtlige medier var fulde af, og det gjorde jeg ikke fordi jeg var tilhænger af sexisme, tværdigmod, men af én eneste årsag: Hvis man skulle fokusere på sexisme, hvorfor så fokusere på at en ældre mandlig politiker havde sendt et lummert blik efter en yngre kvindelig politiker, som jeg havde kunne læse i Politiken, når det var klart for alle og enhver, at der på det danske samfunds absolutte bund var kvinder, der blev regelret voldtaget og udsat for vold, måske ikke på daglig basis, men så i hvert fald ofte?

Dét var et alvorligt problem, men den debat jeg læste om i avisen, og så i forsorgshjemmets TV-stue, handlede kun om vamle seksuelle opfordringer, og andet på det niveau. Ikke at det ikke var forkert, for selvfølgelig var det forkert, men det der fik min hyklerialarm til at ringe var, at det var de ressourcestærke og magtfulde kvinder, der fik taletid, og det de talte om var dem selv, og deres egne vilkår og interesser. Kvinderne der boede på gaden, som var prostituerede, misbrugere, alene, og ikke så charmerende og veltalende som de politikere og journalister, der nu fik taletid, hvor var deres stemme? De allersvageste kvinder, dem som fik bank, blev voldtaget og nogle gange slået ihjel, det var da de kvinder, man først og fremmest skulle hjælpe, eller også skulle man både italesætte de allersvageste kvinders forfærdelige vilkår og den sexchikane, som de veluddannede kvinder led under på arbejdspladsen.

Jeg havde ringet til "X" tidligere i dag, men ingen svarede. Til min store lettelse havde hun ringet et par timer efter, mens jeg var nede og træne med min træningsmakker. Så snart jeg så det, ringede jeg hende op igen, men heller ikke denne gang blev der svaret. Jeg skrev en SMS til hende om at jeg ville ringe senere. "X" havde boet på Pladsen, som var det navn Enghave Plads gik under blandt de lokale, i halvandet år. Mon ikke hun havde været udsat for og bevidnet lidt af hvert? Hvem af de fine journalister havde været en tur forbi Reden eller Pladsen for at høre de hjemløse og prostituerede kvinder om hvilke seksuelle overgreb som de havde været udsat for? Hvor var avisernes støtteerklæringer til dem?

Jeg ringede til "X" flere gange i går aftes, men ingen svarede. Der var heller ikke nogen, der afbrød forbindelsen. Måske havde "X" det på samme måde som jeg, at hun ikke havde overskud til at tage opkald? Eller måske var hendes telefon på lydløs fordi hun befandt sig et sted, hvor man ikke havde mulighed for at ringe når hun havde lyst til det?

Exit forsorgshjemmet

Det var helt forståeligt, hvis det var den måde "X" havde det på. Det jeg skulle til at koncentrere mig om nu, vafr mit snarlige exit fra forsorgshjemmet, når jeg blev smidt ud, fordi Rødovre Kommune ville tvinge mig til at lade mig ydmyge og fornedre. Mit problem var ikke, at jeg nu ville få det endnu sværere i den kommende måned end jeg havde det haft det længe. Mit problem var, at de fleste mennesker umuligt ville forstå hvorfor jeg ingen penge havde, hvorfor jeg blev holdt i et jerngreb af psykiatrien og så videre. Jeg havde sovet på et liggeunderlag i et halvt år i Sydhavnen, og det havde ikke generet mig sønderligt, og nu skulle jeg til det igen. Det var ikke problemet. Problemet var, hvordan jeg skulle forklare andre hvorfor jeg ikke havde nogen seng, ingen møbler, og sov på et liggeunderlag.

Badminton

Jeg havde tilmeldt mig badmintonholdet, som var et tilbud som sundhedsfællesskabet havde. På Q81 havde jeg spillet en hel del badminton, og det havde været et kærkomment afbræk fra den konstante trussel om tvangsmedicinering, som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selvskab havde udsat mig for. Jeg var ikke specialt god til spillet, men heller ikke specialt dårlig, og jeg syntes virkelig godt om det. Derfor havde jeg sammen med min træningsmakker tilmeldt mig, og i dag var første gang vi deltog. Selv om jeg skydede alle kommunale såkaldte tilbud, så var netop sundhedsfællesskabet et virkelig godt tiltag. Man kunne deltage gratis i forskellige former for fysisk aktivitet, og udover badminton drejede det sig om eksempelvis svømning, boksning og yoga. Min makker og jeg mødte op i den lokale sportshal, og blev taget venligt i mod af træneren.

Vi var i alt seks mennesker, og man kunne næsten gætte sig til hvem af de andre deltagere, der var nuværende eller tidligere misbrugere, psykisk syge, eller raske. Alt det var selvfølgelig ligegyldigt, for det var mit folk, og de andre vidste også at der var noget galt med mig og min makker, selv om det i hans og mit tilfælde primært var sociale problemer vi sloges med. Jeg sagde at jeg kom fra forsorgshjemmet, og ingen så meget som hævede et øjnbryn. Det var befriende ikke at skulle fortie noget, og dertil kom at det var fantastisk at spille badminton i halvanden time. Alt i alt en (sjælden) rigtig positiv oplevelse. Jeg var virkelig afslappet efterfølgende, men også meget sulten, og jeg vidste at denne ville blive mere udtalt som dagen skred frem.

Mikroaggression

Fordi jeg skulle spille badminton, var jeg nødt til at spise frokost hurtigt, da jeg ellers ikke ville kunne nå til træningen i tide. Ja, jeg spiste hurtigt, men det var ikke fordi spiste for hurtigt, eller så hurtigt at jeg fik maden i den gale hals, eller sad og svinede. Enkelte af personalet på stedet var imidlertid fantastisk smålige, og desværre satte lederen sig ved mit bord. Jeg havde travlt, og desuden brød jeg mig ikke om at tale med netop hende. Og ganske rigtigt kunne hun ikke læse mit kropssprog eller min tavshed, hvorfor hun naturligvis skulle kommentere at jeg spiste - efter hendes mening - for hurtigt, så hun sagde til mig i et toneleje som var jeg et børnehavebarn at hvis jeg spiste så hurtigt, kunne jeg risikere ikke at trække vejret.

Helt ærligt, hvorfor skulle hun kommentere hastigheden på mit fødeindtag, al den stund at jeg havde god bordskik og så videre? En dum konstatering fortjente et dumt respons, så jeg svarede hende, at jeg var glad for at hun gjorde mig opmærksom på at jeg skulle trække vejret, for det havde jeg da ikke overvejet at gøre, og af alle ting, jeg godt kunne lide at gøre, var vejrtrækning nok min yndlingsbeskæftigelse. Til min overraskelse begyndte to andre ansatte, der sad ved siden af os af grine - ikke af mig, men med mig.

Mail til psykiater Hans Raben af 28. december 2020

“Kære Hans Raben

Kjeld.”

"X"

"X" havde gudskelov ringet til mig sent i går aftes. Hun lød fuld, og var skiftesvis vred og grådlabil. Det hun fortalte, var ikke ligefrem sammenhængende, og en del af det var en gentagelse af hvad hun havde fortalt mig sidst jeg talte med hende. "X" var utroligt nok blevet udskrevet allerede i tirsdags fra hospitalet. Udskrevet til gaden. Ved lidt af et mirakel havde hun fået kontakt til en sygeplejerske eller socialarbejder (det var lidt uklart) via det tilsynaladende meget kompetente og handlekraftige personale på kvindeherberget på Vesterbro, og vedkommende havde foranstaltet at "X" kunne bo 12 dage på et mindre herberg på Amager. Det var et super godt sted ifølge "X", men nu var dagene meget snart gået, hvorfor hun skulle bo på gaden på ny. Hun græd da hun fortalte mig det. Hun kunne ikke klare mere, hun var rådvild og kunne ikke manøvre rundt i det offentlige system.

Den sagsbehandler fra kommunen, som skulle havde sørget for indskud til den bolig hun ellers ville kunne flytte ind i fra og med 1. oktober, havde ikke gjort det han havde lovet hende, var derefter fraværende en uge, og kom først tilbage i dag, fik hun at vide. Det var én opgave som hun ikke magtede. Selve den klodsede udsmidning (bortvisning rent formelt) fra forsorgshjemmet havde "X" utroligt nok påklaget til en bestemt jurist, som i følge "X" havde været rasende over den behandling som "X" havde fået, blandt andet fordi juristen havde sagt til hende at det nu var anden gang på kort tid at det samme forsorgshjem - angivligt - uberettiget havde bortvist en beboer til gaden.

Nu var juristen på sagen, og det var også rigtigt godt. Men "X" havde jo brug for tag over hovedet, og mad fra og med i dag? Det havde hun ikke nogen løsning på, sagde hun, for alt afhang af hvad der skete i dag. Jeg var rigtig glad for at langt klogere mennesker end jeg var i fuld gang med at hjælpe "X", men bekymret for om "X" blev smidt på gaden i dag, og indtil der måske kom en løsning på hendes boligproblem

Jeg aftalte derfor at ringe til hende efter kl. 15.00, da jeg dels ikke ville forstyrre førnævntes arbejde, og dels regnede med at de fleste kommunalt ansatte var gået hjem på det tidspunkt. Jeg ringede også til hende kort efter kl. 15.00, men ingen tog telefonen. "X" havde også fortalt mig i går at hun havde ringet til hendes far, som havde afsluttet samtalen med et "så må du havde det godt", uden at havde gjort noget som helst for at hjælpe hende. Det fortalte "X" mig også mens hun græd. Jeg var ikke klar over at hun havde forældre, og det var umuligt at fordømme faren, hvis han vitterligt havde sagt det som "X" fortalte. Det var ikke til at vide om hendes forældre havde brugt alle deres egne ressourcer igennem årene i deres forsøg på at hende.

Kontaktlinser

Mine egne problemer stressede mig også. Jeg havde for et par dage siden erfaret, at jeg snart løb tør for kontaktlinser, og da jeg ingen briller havde, var det en katastrofe. Jeg kunne tydeligt huske hvordan det var at gå rundt i 14 dage uden hverken briller eller kontaktlinser, da jeg ankom til forsorgshjemmet, fordi jeg ingen penge havde. Nu havde jeg fortsat ingen penge og snart ingen kontaltlinser. Det var særdeles belastende, og afmagten gjorde mig irritabel. På vej til træning i fitnesscentret i morges var jeg derfor taget forbi optikeren, hvor jeg igen måtte lade som om at jeg var uviddende om at jeg ingen penge havde.

Nu var jeg imidlertid ikke længere flov og skamfuld over min økonomiske situation, snarere angst for at jeg igen måtte rende rundt i en tåge på grund af mit dårlige syn. Jeg var ligeglad med hvor meget jeg skulle ydmyge mig over for optikeren, jeg ville bare ikke opleve det samme igen, og slet ikke nu. "Jeg kan se i vores system at banken har afvist betalingen", sagde hun, og fortsatte, "jeg kan også se at du har adressebeskyttelse".

Jeg vidste med sikkerhed at jeg havde tilmeldt mit kontaktlinseabonnement til Betalingsservice, og jeg havde også fået tilsendt den første pakke med kontaktlinser, hvorfor adressebeskyttelsen ikke rigtig var en undskyldning. Heldigvis kom den søde optiker mig i forkøbet, da hun sagde: "Har du et Dankort? Så kan jeg bare tilmelde dig Betalingsservice med dit konto- og registreringsnummer". "Ja, naturligvis", sagde jeg, og gav hende kortet. Hun fik også mit sygesikringskort, så hun (igen) kunne skrive min adresse ind i systemet. Jeg fortalte hende at jeg løb tør for kontaktlinser meget snart, og spurgte om jeg måtte købe nogle ekstra sæt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte hende om jeg måtte købe flere kontaktlinser, for jeg havde bogstaveligt talt ingen penge tilbage overhovedet. Optikkeren svarede, at jeg da bare kunne få 10 sæt kontaktlinser med uden beregning. Hvilket vidunderligt menneske. Hvor var det venlig og god service af hende. I det øjeblik var jeg utrolig taknemmelig for hendes elegante hjælp, og jeg takkede hende mange gange. Jeg var slet ikke vant til at blive behandlet så godt. Den optiker (hos Louis Nielsen) skulle bare vide hvor meget det betød for mig at jeg fik de linser, så jeg kunne klare mig til jeg fik penge igen. Det var svært for mig at holde igen, og lade være med at give udtryk for hvor desperat jeg var.

Forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab

Jeg kom i tanke om, at jeg havde været så dum alligevel at læse Politiken, som jeg plejede at gøre dagligt. Konkret bestod min fejl i at jeg læste en artikel, som var voldsomt interessant; den handlede om disproportional anvendelse af tvang i psykiatrien overfor tosprogede patienter. Det var et emne jeg vidste en hel del om, for det var præcis hvad jeg selv havde oplevet under mine ufrivillige ophold i psykiatrien. Det var sole klart at kultur- og sprogbarrierere faciliterede brugen af tvang.

Jeg kunne skrive om det i timevis. Det var selvfølgelig kun anekdotisk viden jeg havde, og man skulle aldrig generalisere udfra egne oplevelser, men nu havde Institut for Menneskerettigheder altså foretaget en meget omfattende undersøgelse af fænomenet. Jeg havde meget stor beundring for Institut for Menneskerettigheder, og den person fra instituttet, der blev interviewet til artiklen var intet mindre end en heltinde i min optik.

Dansk psykistri var helt oplagt og yderst tiltrængt en institution, som krævede mange og omfattende undersøgelser. Der var simpelthen så meget råddenskab inden for psykiatrien, som i langt, langt de fleste tilfælde blev fejet ind under gulvtæppet. Lægemiddeldødsfald var det måske allerstørste problem. Desværre blev modparten (og især modsætningen) til Dansk Institut for Mennekerettigheder også interviewet til artiklen - ingen ringere end forkvinden. Selv samme forkvinde som i allerhøjeste grad var skyld i min undgåelsesadfærd, der eksempelvis gjorde, at jeg ikke åbnede post.

Det var også hendes trusler om tvangsmedicinering med livsfarlig og invaliderende medicin, der i dén grad havde givet mig ar på sjælen, som gjorde at jeg sov dårligt hver nat, og som havde slået mig helt ud. Jeg blev straks ramt af udtalt behag, koldsved, rysten på hænderne, kvalme og handlingslammelse, så snart jeg så forkvindens navn. Jeg måtte virkelig sørge for at undgå at læse noget som helst om psykiatrien fremover. Bare det at skrive om at jeg havde læst den pågældende artikel gjorde mig skidt tilpas.

Mæt

Her til aften forsøgte jeg igen uden held at få fat på "X", hvorefter jeg gik i gang med at reparere en anden beboers laptop. Der var en form for solidaritet på forsorgshjemmet, hvilket "X" på bedste vis havde demonstreret ved at give mig to par sokker, på et tidspunkt hvor det var det, jeg manglede allermest i min tilværelse, men man skulle på ingen måde være naiv i den henseende; når det galt helt basale fornødenheder, oplevede jeg at der generelt var stor hjælpsomhed, men drejede det sig om mere end det, stoppede solidariteten også.

Det var udmærket med mig, for jeg havde stadig mødt større velvilje blandt beboerne end blandt mine tidligere lægekolleger. Efterhånden havde jeg dog lært mange rigtigt godt at kende, og nogle stykker oven i købet så meget at jeg stole på den i et vist omfang, også når det blev sidst på måneden og samtlige beboere var ved at blive desperate over ikke at have penge. Sidstnævnte gruppe af beboere stolede også på mig, faktisk så meget at de ikke skjulte personlige oplysninger, hvis jeg hjalp nogen med at ringe til firmaer og institutioner for at tale for dem. Det samme var tilfældet når jeg lavede computere for de andre.

Især to beboere, som jeg havde et gensidigt fortrolighedsforhold til, havde jeg hjulpet med at reparere deres laptops. Den ene beboers laptop havde jeg brugt rigtig mange timer på at reparere. Jeg gjorde det af ren lyst, fordi jeg kedede mig forfærdeligt, og fordi at jeg ret let og hurtigt kunne løse de andres IT-tekniske problemer; de blev meget glade, og det var let arbejde for mig. Denne beboer havde jeg talt med til aften, og da jeg havde afleveret hans laptop til ham, og var på vej til at gå, gav han mig en pose med proteinpulver. Faktisk var det hele fem kilo proteinpulver af høj kvalitet, i et kendt mærke, og embalagen, som jeg undersøgte meget grundigt, da jeg aldrig tog i mod mad fra nogle af de andre beboere, var intakt.

Jeg google også produktet for en sikkerheds skyld, og alt stemte. Det var en helt fantastisk gave, for jeg var ofte sulten, som regel i flere timer dagligt, men nu kunne jeg stille sulten på en let og sund måde. Det meget opløftende, især fordi den kommende måned ville blive endnu hårdere end de foregående, uden penge til noget som helst, og knapt nok til mad. Jeg sagde først nej tak til gaven, men han insistere vedvarende, og jeg kendte ham godt nok til at vide at han mente det. Jeg havde alligevel dårligt samvittighed efterfølgende, men tilgengæld var jeg mæt.

Tre positive ting

Konklusionen måtte være, at jeg i dag havde oplevet tre positive ting: 1. Fået kontaktlinser. 2. Startet til badminton. 3. Fået fem kilo proteinpulver.

Tre negative ting

I virkeligheden var der mange flere, men af nye negative ting, drejede det sig primært om: 1. Jeg var løbet tør for taletid, og ingen penge havde til ny. 2. Jeg havde intet hørt fra "X". 3. Jeg var så dum at læse artiklen som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab var blevet interviewet til, og som uden overdrivelse meget vel ville give mig mareridt i nat.

Beboernes cyklus

Proteinpulveret havde gjort underværker, jeg var ikke sulten i nat, og heller ikke efter morgenmaden, fordi jeg havde taget noget af det. Det smagte oven i købet fint selv om jeg kun havde vand at blande det op i. Hvis jeg tog et halv glas mælk, og lod som om det var til kaffen, og blandede mælk, koldt vand og proteinpulver sammen, så var det ligefrem velsmagende. Min medbeboer havde tænkt sig at smide pulveret ud, og han havde haft det stående i relativt lang tid. På den måde var det genialt. Jeg reddede alle de data han havde på hans laptop, som tog mig omkring et kvarter, hvilket han ikke selv kunne have gjort, og samtidig fik jeg proteinpulver af ham, som han ikke selv brugte, men som betød alverden for mig, alene fordi proteinpulveret mættede. Det var win-win. Faktisk var der mange beboere på forsorgshjemmet, der hver især havde nogle unikke kompetencer, som de kunne bidrage med, men fordi der generelt herskede en stemning af paranoia og mistro, og fordi rygterne florerede livligt, og for enkelte beboere havde katastrofale konsekvenser, var alle meget tilbageholdende med at afsløre noget som helst om dem selv.

Det var virkeligt en skam. Det virkede som om at stofferne og alkoholen, samt ikke mindst abstinenserne heraf, var en væsentlig årsag til denne giftige atmosfære. Fra og med at folk fik "løn", som man åbenbart kaldte den kontakthjælp eller førtidspension som alle modtog, for, til overraskende få dage efter, var der liv og glade dage. Få beboere spiste måltider på forsorgshjemmet, og de virkede mere afslappede. Efter højest en uge var stemningen vendt. Nu havde de fleste få eller ingen penge tilbage, og visheden om de snarlige abstinenser, og tre ugers afsavn begyndte at melde sig.

Sådan blev situationen gradvist værre og værre de efterfølgende to uger, indtil den sidste uge, hvor enkelte tydeligt bar præg af, at de havde det ret svært. Den sidste dag før næste "løn" blev udbetalt på deres konto, var folk i særklasse på dupperne, og spændingen var så kraftig, at man næsten kunne mærke den i luften. Sådan var den typiske cyklus for os på forsorgshjemmet, og det galt i allerhøjeste grad også for mig selv, men det jeg desperat manglede var hverken stoffer eller alkohol, men mad og en seng til når jeg snart blev smidt ud, fordi jeg havde fået nok af det sociale system.

"X"

"X" havde skrevet en SMS til mig, mens jeg var nede og træne. Hun havde også sendt mig nogle MMS'er. I teksten stod der bare, at hun havde fået lov til at bo yderligere syv dage på det andet herberg. Det var en betydlig lettelse at læse. Hun stod ellers til at blive smidt på gaden i går, og hun havde ingen penge til hverken mad eller cigaretter. Tilsyneladende var især sidstnævnte meget vigtigt for alle, jeg havde mødt i "systemet", om det så var i psykiatrien eller på forsorgshjemmet.

Der var langt flere konflikter på grund af cigaretter end på grund af noget som helst andet. Når man var på bunden af samfundet, var det særdeles unfair at bebrejde nogen at de røg. Om jeg kunne sætte mig ind i den trang folk havde efter nikotin eller ej, var helt underordnet, det var ikke bare en illusion at prøve at få dem til at kvitte smøgerne, det var et direkte provokerende og ignorant angreb mod det menneske, der intet havde i øvrigt.

De MMS'er jeg modtog gjorde mig også i bedre humør, for de viste et fyldt køleskab med sunde, gode fødevarer, lige fra morgenmadsprodukter til aftensmad. Ingen alkohol eller ingen sodavand. "X" havde jo insulinkrævende sukkersyge, hvorfor det havde været grotesk bare at smide hende på gaden fra forsorgshjemmet. Rigtig godt. De andre billeder viste de fysiske rammer på herberget, og det så ud som om at de var endnu bedre end på forsorgshjemmet. Fremragende, og det havde "X" mere end fortjent efter det helvede hun havde været igennem de seneste fjorten dages tid.

"X" var fuldt ud kognitivt i stand til at klare sig selv i egen bolig, men kommunen havde svigtet hende igen igen, så hun ikke havde penge til indskuddet til den lejlighed hun rent faktisk havde fået. Hvor var det i grunden ondt først at sætte hende en bolig i udsigt, men så få uger før hun kunne flytte ind i den, så smide hende på gaden, hvorved det hele ramlede for hende "X". Det var virkeligt imponerende.

Politiken

Til min både store glæde og skræk så jeg forsiden på avisen i dag. Det var bare i et splitsekund, men billedet og overskriften var rigeligt til at fremkalde de følelser i hos mig. Billedet var af en bælteseng, og overskriften berettede om tvang i psykiatrien. Hvor var det fantastisk at Politiken gik ind og dækkede de inhumane og modbydelige forhold, der herskede i dansk psykiatri! Tusinde tak til Politiken. Hvor var det godt, og hvor var det tiltrængt. Jeg håbede at avisens journalister var klar over hvor meget, der var at skrive om, og hvor mange patienter og pårørende de kunne hjælpe; ikke blot hjælpe, men rent faktisk reddde liv og livskvalitet. Det var potentielt set i tusindevis, både tidligere, nuværende og fremtidige ofte for dansk psykiatri.

Jeg håbede virkeligt at Politikens journalister var kritiske, seriøse, skarpe og ikke mindst modige nok til ikke at lade sig intimmidere af folk som forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, eller den tidligere forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, og nuværende forperson for Psykiatrifonden. Uanset hvor påtaget empatiske og sleske, eller hvor frygtindgydende, vredladne og autoritære disse forpersoner end var, skulle journalisterne ikke holde sig tilbage, de skulle vide, at forpersonernes facade dækkede over ingenting, at journalisterne var mindst lige så intelligente som forpersonerne - og så skulle de kontakte Peter Gøtzsche; det ville være fantastisk hvis denne professor kunne medvirke, enten bag tæppet som konsulent, eller som modpart til forpersonerne. Tak, tak, tak Politiken.

"A"

Jeg havde været tvunget til at ringe til "A" i dag, kl. 15.30. Det var jeg oprigtig talt glad for, da jeg ikke havde penge til togbilletten, faktisk ingen penge havde what so ever. Så det var positivt. Som det absolut eneste. Samtalen varede ret præcis 30 minutter, og indholdet af samtalen var grundlæggende set eksakt som alle tidligere samtaler med "A": Indholdsløst, ligegyldigt og fornedrende. Jeg skulle bare tvinges til at berette om min usle tilværelse, om at jeg stadigvæk intet job havde, at jeg ingen penge havde til mad, at jeg slet ikke havde noget, der bare tilnærmelsesvist kunne kaldes livskvalitet.

"A" var som sædvanligt venlig, og hun lyttede tålmodigt, men gjorde som hun plejede, nemlig ingenting. Til slut i samtalen, da jeg ikke orkede, for jeg ved ikke hvilken gang, at sidde og traumatisere mig selv ved at erindre og italesætte fem års social katastrofe og komplet mangel på fremtidsudsigter og håb, sagde "A": "Jeg kan se på dine mails, at du synes det er psykisk belastende at tale med mig". Lang pause. "Ja", svarede jeg, "det er psykisk belastende, men jeg har jo ikke noget valg", og fortsatte, "og desuden er det dyrt at tage helt ind til dig på Østerbro med toget, især når jeg ikke har nogen penge".

Der var ingen grund til "explicit" at fortælle hende sandheden, at jeg blev så nedtrykt af at skulle tvinges til at blive retraumatiseret, at jeg fik selvmordstanker den pågældende dag, og ofte også dagen før og efter. At hun fortsat intet gjorde for rent faktisk at hjælpe mig med noget som helst, og at der var masser, hun kunne hjælpe mig med, som tilmed hørte til hendes arbejdsopgaver, og som ville være nemt for hende at gøre, men som hun ikke gjorde. I stedet var det bare tom og psykisk nedbrydende snak: "Så du sidder økonomisk stramt i det?". "Ja, siden 2015 og resten af mit liv, vil jeg sidde overordenligt økonomisk stramt i det".

"Nå, ok". Ingen løsningsforslag, ingen tilbud om retshjælp, så jeg kunne få min lægeautorisation tilbage, ingen vejledning i at søge om fri proces, intet job som rengøringsassistent, eller hvad som helst andet, bare en tilkendegivelse af, at hun rent formelt havde hørt at jeg havde sagt et eller andet, og at hun nu kunne stille næste meningsløse spørgsmål. "A" prøvede at indgyde mig falsk mod ved, da jeg bare for at fortælle hende noget, sagde at jeg var begyndt til gratis badminton hver mandag på "taberholdet", med falsk glæde i stemmen at udbryde "det er da positivt!". Ja, jeg kunne næsten ikke få armene ned af ren og skær begejstring. Hold da helt op. Det var ikke så positivt endda, at et voksent og højtuddannet, sundt og raskt menneske kunne finde ud af at spille badminton på et meget basalt niveau en enkelt gang om ugen. Jeg var uendeligt træt af den velmenende patronisering og devaluering.

"A" var på ingen måder et usympatisk menneske, men det var spild af både hendes og min tid, at jeg var tvunget til at "betro" mig til hende. Og meget værere for mit vedkommende var det at det tilmed var psykisk svært belstende. Hvorfor kunne "A" ikke bare være oprigtig, og sige til mig: "En del af din straf er at tale med mig. Jeg kan, vil eller gider ikke gøre noget som helst for at forbedre dine levevilkår. Men da du også spilder min tid, skal jeg bare lige høre dig, om der er noget, du gerne vil fortælle mig? Nej? Godt, så tales vi ved om tre uger".

Men det gjorde hun ikke, og forståligt nok, da det jo ikke var en straf, hvis jeg ikke led og følte svært ubehag. Når jeg hver fjortende dag var tvunget til at tale med psykiater Hans eller med sygeplejerske Susanne , og jeg samtidig omkring hver tredje uge var tvunget til at tale med "A", så betød det at jeg cirka hver halvanden måned havde fem dage med tvangssamtaler og retraumatisering, nedtrykthed og håbløshed. Men når det oftest som minimum også var både dagen før og dagen efter, at jeg havde det så psykisk dårligt, så var det femten dage på halvanden måned, som var helt unødvendigt og svært psykisk belastende. Og dertil kom alle de andre uforudsigelige svære belastninger, såsom min økonomiske situation, min boligsituation, og en indholdsløs tilværelse uden mening og glæde. Det var alt, alt for meget.

Jeg måtte se at for lagt mine mails til "A" op...

Ernæring

Thank you so much "Y".

Politiken og bæltefiksering

I morges dristede jeg mig til at læse Politiken igen. Det første, der vakte min opmærksomhed var lederen, som handlede om en fantastisk dom, som netop var afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, og som handlede om en 35-årig mand, der havde fået 74.000 kroner i erstatning for uberettiget bæltefiksering i 23 timer. Det fantastiske var dels at det overhovedet var lykkedes ham at få sin sag for domstolen, og dels at dommeren havde tilkendt ham en historisk høj erstatning for det modbydelige overgreb, han havde været udsat for.

Dette offer for dansk psykiatri var modigere end jeg, for han havde ikke ladet sig holde tilbage af frygt for repressalier fra psykiaterne. Han var en helt. Psykiaterne fra Næstved havde været dumme nok til at være ærlige i forhold til det, de havde skrevet om patienten i journalen. Samtidig havde de brugt bæltefikseringen "forebyggende". Selv medicinstuderende vidste, at man ikke måtte det, men genierne i Næstved havde tilsyneladende i deres magtarrogance glemt det, eller var måske bare ligeglade, fordi de havde vænnet sig til at deres misbrug af lægefaget ingen konsekvenser havde.

Løgne i journalen

Jeg fattede ikke at psykiaterne i Næstved havde været så usandsynlige stupide, at de på den måde havde skudt sig selv i foden, og på den ene side ærligt noteret, at patienten havde været rolig og sovende, og samtidig havde opretholdt en dermed ulovlig bæltefiksering. Hvorfor havde de ikke gjort som psykiaterne i København, og bare skrevet noget usandt i journalen, altså direkte løjet, som i mit tilfælde? De kunne bare havde skrevet nolge få linjer om at patienten i modstrid med virkeligheden havde været til fare for sig selv eller andre. Selv om det ikke havde passet, ville psykiaterne have været urørlige i juridisk henseende, lige som psykiaterne havde været det i mit tilfælde.

Overlæge havde jo direkte talt mod bedreviddende i min sag overfor det Psykiatriske Patientklagenævn, og med hendes løgn havde hun klaret frisag. Det var fantastisk at den 35-årige patient havde vundet, men det var skræmmende at det kun afslørede toppen af isbjerget, for i langt de fleste tilfælde skrev psykiaterne bare noget usandt vås i journalen som ikke passede, men som senere ville give dem fripas i retten. Godt nok var danske psykiatere for langt de flestes vedkommende de ringeste, mest dovne og uintelligente læger, men kun i Næstved havde de selv dokumenteret deres lovbrud. Så tak til dem, og tak til den modige 35-årige patient og til Politiken.

Forkvindenn for Dansk Psykiatrisk Selskab

Jeg glemte helt at rose forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab for at stå frem i Politiken, og tage klart afsted fra den tortur som "forebyggende" bæltefiksering var. Ret skulle være ret, og i dette tilfælde måtte jeg virkeligt tage hatten af for Gitte Ahle. Tak Gitte Ahle, var er aldrig for sent at blive et bedre menneske.

Sidste dag på forsorgshjemmet

I virkeligheden havde jeg ikke rigtigt gjort noget for "X". Kommunen og forsorgshjemmet havde vist heller ikke rigtigt gjort noget for hende. Dem, der så vidt jeg vidste, havde hjulpet hende, var personalet på det jeg havde kaldt kvindeherberget, men som hed "Café Klare". Kudos til disse seje kvinder, som på en helt konkret måde, med stor sandsynlighed havde reddet "Xs" liv. "X" led af flere tilstande, der hver især meget vel ville have taget livet af hende. Nu havde "X" en uge mere at løbe på før hun måtte forlade hendes nye, og i øvrigt meget bedre, herberg.

I mellemtiden måtte Københavns elendige kommune simpelthen tage sig sammen, og få betalt det indskud til den lejlighed "X" havde ventende på sig, så hun kunne få tag over hovedet. Hvis kommunen ikke engang kunne finde ud af det, hvad var så formålet med at have en - givetvis - meget dyr socialforvaltning? Hvad gik københavnernes skattekroner så til? Var det egentlige formål med det overflødige og omkostningstunge bureaukrati blot at sørge for at de mennesker, der formelt var ansat i forvaltningen, men reelt langt fra ydede den service og hjælp de skulle, havde en indkomst?

"X" var jo ikke den eneste jeg kendte, der havde fået en mildest talt stedmoderlig og nedværdigende behandling af den instans. Anekdotisk viden skulle man selvfølgelig passe på med at generalisere, men havde Københavns Kommune ikke netop fået kritik pga. den måde Jobcentret fungerede, eller rettere, ikke fungerede på? Jeg syntes det var fair nok, hvis man som kommune ikke gad at hjælpe borgerne, men så skulle man i det mindste være ærlig og indrømme det, ellers var det bare hykleri, lige som inden for psykiatrien. Frem for at stille de borgere, der rent faktisk tiggede og bad om at overformynderiet tog affære i udsigt at man gjorde hvad man kunne for dem, burde man gøre lidt i stil med hvad Glistrup engang foreslog, og installere en telefonsvarer, der sagde: "F... af", "Snydt igen, taber" eller lignende, og afbrød forbindelsen. Så slap man for at vente i uvished, og for at nære falske forhåbninger.

Tilbage til min egen situation. Jeg gik fra og med i morgen en endnu mere usikker fremtid i møde. Det var skræmmende at tænke på hvad jeg så skulle stille op, især fordi jeg i oktober måned ville have markant færre penge end normalt, hvor jeg heller ikke havde særligt mange penge, men jeg så sådan på det: Hvis man efter fem års fornedrelser, ydmygelser og periodevis psykisk tortur ikke gad længere, så havde det omkostninger. Hvis jeg nægtede at sælge min sjæl og sidste rest af værdighed (jeg havde kun værdighed i homeopatiske mængder efterhånden) til Rødovre Kommune, så måtte jeg lide. Ikke bare kommunen, men især psykiatrien, opførte sig som en jalous og forsmået ekskæreste, der ikke ville have, at man skulle finde nogen som helst andre, hvis man ikke ville have hende. Jeg forestillede mig "En grim hater fra kommunen eller psykiatrien" sige:

"Du skal bare indrømme, at du er en psykisk syg, social taber, og så vil vi gerne hjælpe dig; men hvis du tror du er noget, hvis du tror du er rask og ressourcestærk, så får du intet, ingenting, så må du bare rådne op. Kom nu, bare sig at du er en taber. Det er ikke så svært. Ydmyg dig selv, vær underdanig over for os ansatte i kommunen og psykiatrien, så skal vi nok skrive dig på en akutliste, så du kan få en lejlighed, mad på bordet, magelighed, passivitet, ensomhed og isolation. Efterhånden bliver du helt marginaliseret og udstødt, du udvikler et misbrug, og inden for omkring 5 - 15 år dør du af en kombination af livsstilssygdomme og misbrug, du begår selvmord, måske bliver du slået ihjel af din drukkæreste/venner ved et uheld, mens I er mest fulde, måske omkommer du i trafikken, fordi du ryger så meget hash eller heroin, at du ikke orienterer dig ordentligt mens du krydser gaden, eller fordi du tror at du er i stand til at køre bil/knallert/cykel i din rus. Bare indrøm, at du er en taber i livets spil, bare giv op, og lad dig synke ned under ovenfladen, det er så nemt. Kom nu."

Fuck "En grim hater fra kommunen eller psykiatrien". Det stod krystal klart at den danske stat og de danske myndigheder intet havde gjort, og intet ville gøre. Myndighederne og psykiatrien så helst, at jeg bare forsvandt lige så stille. På nuværende tidspunkt var det på en måde det eneste, der holdt mig oppe. Den canadiske psykolog Jordan Peterson havde sagt, at livet var hårdt for alle mennesker, at alle unægteligt ville møde meget modgang i deres tilværelse, men at livet på trods af al den lidelse alligevel for de flestes vedkommende lige akkurat var værd at leve.

Størstedelen havde noget der var positivt i deres tilværelse, som netop gjorde tilværelsen udholdelig. Så var det ikke for mig, og sådan havde det ikke været for mig i fem år. Der var virkelig ingenting tilbage, der gjorde livet værd at leve. Og det skyldtes enkelte navngivne menneskers helt konkrete handlinger, eller fraværet af handlinger, de burde havde foretaget sig. At leve på trods var ikke noget jeg kunne i længden. Det var kun næsten muligt at gøre det nu, men spørgsmålet var, hvornår det ville ophøre. Man kunne presse mennesker til at gøre hvad som helst i desperation, og jeg var ingen undtagelse.

Jeg havde bevidst at jeg kunne klare mig i psykiaternes og lægernes verden ganske udmærket, og at jeg også kunne klare mig i den eksakt modtsatte verden, på samfundets absolutte bund. Det var højst tvivlsomt at nogle af de såkaldte læger, jeg havde skrevet om, ville kunne overleve i den verden, der var min nu. Alligevel havde nogle af dem været så arrogante, at gøre sig klog over min reaktion på at leve i det helvede jeg levede i, til trods for at ingen af disse hyklere havde prøvet noget lignende selv, eller havde empati til at sætte sig i mit sted. Jeg ville gerne skrive mere, men det nyttede tydeligvis ikke noget. Når jeg på et tidspunkt reagerede normalt på den helt ekstraordinært ulidelige og unormale tilværelse jeg levede, når jeg igen, som det helt normale menneske jeg var, blev grebet af fortvivlelse og desperation, ville jeg sørge for at man kunne læse om årsagen til mine handlinger.

Jeg havde gjort alt hvad jeg overhovedet kunne for at råbe omverdenen op, med de stærkt begrænsede ressourcer jeg havde, men jeg blev mødt med tavshed og foragt. Jeg skrev ikke, fordi jeg havde lyst til det, men fordi jeg var nødt til det, hvis jeg ville overleve. Nu var det op til visse myndighedspersoner at udvise den fornødne faglighed og moral. Gjorde man ikke det, var det bare et spørgsmål om tid. Jeg kunne starte med at de-pseudonymisere navnene på plejepersonalet. De havde været modbydelige på R3, og generelt venlige på Q81, men det var lige meget nu. De skulle begge steder klart have sagt fra overfor psykiaterne, og hvis de var for feje til at gøre det direkte til dem, skulle de have kontaktet eksempelvis Ombudsmanden, medierne eller whistleblowerordningen annonymt. Det gjorde de ikke, så dermed svigtede de deres fag, moral og mig. Derfor fortjente de ikke at være annonyme.

Billede. Det nemmeste var at skrive teksten ind direkte. Desvæære medførte det en del stavefejl. Jeg havde ikke så meget tid tilbage, men jeg ville alligevel forsøge at lave en e-bog i skriveprogrammet Pages, og ligge den op i iBooks. Én e-bog per kapitel, og i en dansk og engelsk version.

632 kroner

Modtsat de fleste andre i Danmark modtog jeg først min ydmygende, unødvendige og ret lave "Invalidepensionsydelse" den 1. i hver måned. Det var en mindre detalje, men igennem årene havde det været årsag til en hel del besværligheder og stress. Dertil kom at Lægernes Bank selvfølgelig var ligeglade med, om jeg levede eller døde, den trak trods mine mange desperate protester og klager trolig 1200 kroner hver måned. Mit humør var elendigt i forvejen, men det blev om muligt endnu dårligere, grænsende til det ulidelige, da jeg opdagede, at mit rådighedsbeløb til hele oktober måned var på 632 kroner. Og det indbefattede vel og mærke penge til mad, og alt andet.

Det var helt uvirkeligt. Det måtte være en syg joke eller en fejl. Hvis jeg levede en god eller bare en tålelig tilværelse, kunne jeg sagtens leve for 632 kroner en hel måned, hvis jeg havde noget positivt i sigte, et mål eller et realistisk håb, kunne jeg også leve for det beløb i en tilsvarende periode, men jeg havde ingen af delene. Ydermere skulle jeg allerede den 4. oktober ind i ambulatoriet og traumatiseres på ny. Både den 3. og 5. oktober var derfor også ødelagt. Nu måtte det virkeligt godt stoppe. Jeg havde intet incitament til at overholde nogen love, når det værste, der kunne ske var, at jeg blev indespærret, hvilket jeg mentalt og fysisk alligevel fortsat var, og havde været i fem år, samt at jeg ville være sikker på at få tre måltider dagligt. Så var det jo pludseligt ikke en straf, men en belønning. Det var meningsløst og irrationelt. Det danske system var meningsløst og irrationelt.

Too little, too late

I morges havde forsorgshjemmet foranstaltet en annonym tilfredshedsundersøgelse. Absolut ikke alle beboere og personale, men flertallet i begge grupper fortjente ikke at jeg gav min mening tilkende. Det var en kamp alle mod alle på stedet, det drejede sig om beboerne mod personalet, beboerne mod beboerne, og personalet mod personalet. Ingen jeg havde talt med, hvilket var de fleste, kunne holde ud at opholde sig, endsige bo, på forsorgshjemmet. Så sent som i går og i morges havde to beboere spontant fortalt mig præcis det. Der udspandt sig konstant større eller mindre konflikter, og stemningen var intens og giftig.

Kommunerne

I morges før morgenmødet talte jeg med en beboer, der netop havde fået tildelt en lejlighed. Han havde stået på kommunens akutliste i et år. Nu var det endelig lykkedes for ham at få en lejlighed. På den ene side var han glad, men på den anden side virkede han noget bekymret. Han skulle flytte omkring 50 kilometer fra Glostrup til et sted, der var lidet attraktivt, men det var ikke det, der lod til at bekymrede ham; det var, da han talte om at han ikke kunne lade være med at tænke på, om kommunen alligevel ville lave flere fejl, og forhindre hans exit i sidste øjeblik. Pudsigt nok var det netop det, som "X" havde oplevet og som virkelig knækkede havde. Et par timer senere fortalte endnu en beboer mig, at hun havde kæmpet mod Glostrup Kommune i omkring tre år, og nu var super træt af det. Hun kunne i øvrigt heller ikke fordrage forsorgshjemmets på samme tid både rigiditet og inkonsistens, samt umyndiggørelse og formynderi.

"X"

"X" havde svaret på min sms; hun skrev: "Ja har nyt.. men jeg skriver om lidt.. græder af glæde.. men skal lige ordne noget..". Senere skrev hun endnu en sms, hvori der stod at hun havde fået et mere permanent sted at bo, og hun skrev også hvad det hed. Nu var "X" i sikkerhed. Forhåbenligt ikke mere gadeliv til hende. Jeg håbede på det bedste for hende, for det havde godt nok ikke været morsomt at være i hendes sko især den sidste måneds tid.

Jeg var træt og udkørt efter at have gået i en time, tyve minutter og 29 sekunder, fordi der ikke var flere penge på det rejsekort, jeg havde lånt. Det handlede ikke om at jeg ikke kunne lide at gå langt, det var udelukkende et spørgsmål om at jeg var tvunget til at gå af økonomiske årsager, og deri lå hele forskellen. Jeg var begyndt at lægge mærke til ting, ikke tidligere havde skænket en tanke. Det var egentlig min træningsmakker, som havde lært mig at være observant i forhold til alle mulige detaljer, jeg ellers overså; det drejede sig om alverdens indgange til virksomheder i industrikvarter, som vi nogle gange gik ture rundt i.

Det kunne være riste, der førte direkte ind i den pågældende virksomhed, som der ellers var højt pigtrådshegn omkring, og en masse overvågningskamerarer, eller det kunne være tagvinduer, som var let tilgængelige, hvis bare man klatrede op på et elskab, der stod op ad den tilstødende mur. Fordi jeg kedede mig grusomt, var jeg også begyndt at gå og lægge mærke til sådanne ting. Det galt også mennesker og biler, hvilket min træningsmakker også havde lært mig at observere. På min lange gåtur var det især en ældre mand, der med en lommelygte åbnede de store grønne plasatkskraldespande, der stod på Fakta på Diget, der tiltrak min opmærksomhed. Det spøjse med ham var udover Hans Rabenoden rundt i skraldet, at han ikke lignede én, man ellers ville tænke gjode det. Han var rimelig velsoigneret og pæn i tøjet, og ved siden af containeren stod Hans Rabenelativt nye cykel. Gad vide hvorfor han havde behov for at lede efter kasserede fødevarer?

Tager du hormoner?

Var et spørgsmål et par af de mere seriøse beboere var begyndt at stille mig. Det var noget de havde spurgt mig om med rynket pande og oprigtig forundring i stemmen. Det var ikke en joke, og det var heller ikke et kompliment. De kunne ikke forstå, at jeg fra jeg ankom til forsorgshjemmet til nu, faktisk bare på to måneder, havde taget så meget på i vægt, og en hel del af det var muskler. Det var der imidlertid intet mærkeligt ved, jeg havde bare trænet næsten hver dag i to måneder og spist fornuftigt.

Det ville netop være mærkeligt, hvis det hårde arbejde ikke havde givet sig udslag i mit udseende. Jeg var komplet ligeglad med om min træning blev afspejlet i mit udseende, det eneste det handlede om for mig, var at være fysisk aktiv. Jeg havde svært ved at tage folk, det udelukkende trænede for udseenets skyld alvorligt, men på den anden side, så godt for dem. Det var ikke min opgave at være smagsdommer i den henseende, og til syvende og sidst kom det ikke mig ved hvad der motiverede andre, så længe de ikke forsøgte at kloge sig over hvad der motiverede mig.

Uudholdeligt

Hvordan kunne mine livsvilkår bare blive ved og ved og ved med have tiden at forringes? Var jeg virkelig så ond, at jeg fortjente den nådesløse behandling, fornedrelsen og ydmygelsen?

Jeg oplevede jo ikke at hverken beboere eller personale for de flestes vedkommende var ondkabsfulde; problemet var hovedsageligt personalet, der i de fleste tilfælde bare var lykkelig ligeglade. Det ene nederlag afløsste det andet. Jeg havde som bekendt kun lidt over 600 kroner tilbage til hele oktober måned. Det skyldtes, at jeg til forskel fra de fleste andre ikke havde fået indskudet til det værelset, jeg havde lejet, dækket af kommunen.

De få penge jeg havde, skulle gå ubeskåret til mad fra den 15. oktober til den 1. november, når jeg ikke længere måtte bo på forsorgshjemmet. Men jeg havde ingen møbler, endsige en seng.

Skuffelse på skuffelse

En beboer, "B", der havde stor indsigt i de vilkår vi var underlagt, fortalte mig at man ved fraflytning fra Solvang fik i omegnen af 2000 kroner, der vist nok hed "fraflytningsydelse", "fraflytningsgodtgørelse" eller "fraflytningsbidrag". Til trods for at jeg stolede på hvad denne beboer fortalte, blev jeg alligevel nødt til at få det bekræftet af personalet på forsorgshjemmet. De penge ville i givet fald i dén grad redde den næste måneds tid, fjerne stressen og bekymringerne. Jeg henvendte mig til Socialrådgiver Vian.

Gitte Ahle

Jeg sad på biblioteket og læste aviser. Jeg havde besluttet mig for at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for ikke at blive vred og bitter i dag, at netop i dag skulle jeg forsøge ikke at tænke over min situation. Men så nåede jeg til Information. Efter at have læst om regeringens udspil til en ny og skræmmende epidemilov, så jeg et tillæg med titlen, "Når mor slår ihjel". Jeg læste det sporadisk, indtil jeg så hvem der - selvfølgelig - havde udtalt sig til avisen som "ekspert", og jeg fik akut kvalme og opkastningsfornemmelse. Det var ingen ringere end Gitte Ahle, som klogede sig, og jeg læste, at hun havde udtalt til avisen, at psykisk sygdom var et tabu på linje med døden, var jeg nødt til at ophøre læsningen, og sætte Information på plads.

Gitte Ahle var den psykiater, der vedvarende og i modstrid med virkeligheden, med hvad jeg, mine venner og min familie, og hendes eget plejepersonale vedvarende havde fortalt hende, alligevel insisterede på at jeg led af paranoid psykose og derfor skulle tvangsmedicineres. Det var regelret psykisk tortur, som Gitte Ahle i ond tro udsatte mig for, som jeg havde dokumenteret var psykisk tortur qua min dagbog, og så skulle jeg sidde og læse i en avis som Information, at selvsamme torturbøddel nu udtalte sig om hvor ødelæggende psykisk sygdom var for den ramte. Hvad så med den psykisk raske, der intet fejlede, men som selvsamme psykiater havde gjort alt for at overbevise om var psykotisk? Gitte Ahle havde forsøgt at give mig en alvorlig psykotisk lidelse, jeg ikke led af, samtidig med at hun vidste, at psykisk sygdom var et tabu på linje med døden. Hun ville tvinge invaliderende, livsfarlig - og ikke indiceret- antipsykotisk medicin i mig ved daglig fysisk fastholdelse og indsprøjtning.

Jeg tænkte: Har du slet ingen moral og samvittighed, Gitte Ahle? Ingen nedre grænse for dine modbydeligheder? Hvordan kan du få dig selv til at udtale dig om noget så forfærdeligt, samtidig med at du gjorde alt i din magt for at pådutte mig det?

Selvfølgelig var det en forbrydelse hvad hun havde gjort, og selvfølgelig var det utilgiveligt. Det spillede da ikke nogen rolle at hun havde gjort det i den danske stats navn, at hun fik løn for hendes ugerninger, og at ingen turde eller ville gøre noget som helst for at stille hende til ansvar. Folk var ikke dumme, Gitte Ahle, og alle dine fine titler og poster til trods, kunne den almindelige dansker sagtens se lige igennem dig. Jo større behov nogen havde for at fremvise alle deres medaljer og ordener, jo mindre fortjente de dem, og jo svagere mennesker var de.

Ved at en psykiater som Gitte Ahle ikke for længst var blevet fyret og retsforfulgt, havde staten blåstemplet hendes tortur af mig. Jeg overlevede, men kun fordi mine venner greb ind, og jeg havde nu ar på sjælen - PTSD og depression som minimum - som direkte konsekvens af hvad Gitte Ahle havde udsat mig for. Jeg kunne aldrig få et normalt liv takket være Gitte Ahle, og hver gang jeg forsøgte, måtte jeg opgive igen. På grund af Gitte Ahle.

Men hvad med "Enestående", hvis behandling Gitte Ahle også havde været ansvarlig for? Han var jo død af bivirkningerne af den type medicin, som doktor Gitte Ahle ville tvinge i mig. Gad vide, hvad man havde bildt hans forældre ind? "Ja, det er tragisk, men det var det bedste for ham og samfundet, at han fik den tvangsmedicin. Han var dybt psykotisk, og han kunne jo bare havde rørt sig lidt mere." Bla bla bla. "Enestående" havde ikke været psykotisk gennem de måneder jeg havde kendt ham, og jeg havde set, hørt og talt med ham hver eneste dag i den tid.

Desværre var hans forældre formentlig ikke så velbevandret i det danske sprog, måske var de for autoritetstro, og måske havde de ikke ressourcer nok til at stille de rette kritiske spørgsmål til psykiaterne? Nu var "Enestående" død og begravet, og bare endnu et nummer i rækken. "Han var en tosse, ikke et rigtigt menneske, det var nok det bedste", var sikkert noget personalet på R3 sagde til hinanden, hvis de da i det hele taget italesatte at de havde bistået i et aflive et andet menneske, der endnu ikke var fyldt 30.

Sjælørbanden og Taastrupgård

Ja, "Enestående" havde udvist et utroligt mod, da han en dag, før jeg skulle ind og skinhenrettes af Gitte Ahle, vredt havde spurgt hende hvorfor hun ville tvangsmedicinere mig, når jeg intet fejlede. Gitte Ahle havde skyndt sig forfjamsket videre, flankeret af sine de facto bodyguards. Alt var relativt, og hvis man var i "Eneståendes" situation, tvangsindlagt og tvangsmedicineret, og turde henvende sig direkte til forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, for at italesætte hendes dumhed og amoralske ufaglighed, uopfordret og uden at få noget for det, så var man fucking modig. Det var ikke sjovt at være tvangsindlagt på R3, og hver gang vi hørte Gitte Ahles karakteristiske fodtrin på gangen, fik vi alle sammen dårlige nerver. Ingen kunne vide sig sikre når hun var på arbejde, hun kunne pludselig komme og hive én ind til en "samtale", hvor man blev fordømt og truet med sanktioner eller tvangsmedicin.

"Enestående" var ikke ligefrem uskyldigheden selv, og han havde nok også været et "utryghedsskabende" element i Taastrupgård og i Sydhavnen, men i min optik var han uendeligt bedre end Gitte Ahle. Hvis man endelig skulle være forbryder, var det meget lettere at dække sig ind under statens voldsmonopol, men det var også bare så forbandet fejt. Jeg vidste hvilke forbrydelser "Enestående" var dømt for, og det var langt fra nogen, der berettigede dødsstraf. Langt fra. Men at dræbe patienter i statens tjeneste var ikke engang nogen forbrydelse, det fik man løn og blev forfremmet for.

Ja, "Enestående" havde uselvisk, og direkte henvendt til den øverste ansvarlige, italesat hykleriet og magtmisbruget, så det mindste jeg kunne gøre var, at forsøge hvad jeg kunne for at han ikke blev glemt. Information skulle skamme sig over at give Gitte Ahle taletid, men det var vel hvad man kunne forvente af et mainstream medie, der havde solgt ud af sin integritet og idealisme.

Føtex

Jeg holdt en pause og gik ned og hævede 100 kroner i automaten. Det var trods alt bedre at blive afvist der, end ved kassen i Føtex. Heldigvis lykkedes det at få pengene, hvorefter jeg gik ind i Føtex og ned til bordet og køledisken, hvor det ekstra nedsatte mad lå. Det var et fremragende tiltag at de fleste supermarkeder nu nedsatte fødevarer, man ellers ville kassere inden for kort tid. De fejlede intet, kvaliteten var stort set uændret, og de sikrede at jeg - i hvert fald indtil videre - havde mulighed for at få sund og nærende mad. En lækker salat med kikærter til 12,5 kroner, og en pakke pølsebrød til fem kroner. Ja tak, ned i kurven med dem, sammen med en energidrik til 5,75 kroner. Oppe på biblioteket igen var jeg mæt og træt. Jeg satte mig i en stol ved vinduerne, og begyndte at skrive, mens jeg spekulerede på hvad jeg skulle foretage mig.

Jeg skulle stadig have mange timer til at gå, men jeg var løbet tør for ideer, og desuden var jeg ved at falde i søvn. Jeg vidste i teorien præcis hvad jeg burde gøre, men jeg kunne ikke gøre det i praksis. Det var brokkeri, hvis det altså ikke havde været fordi at jeg næsten hver dag gik i gang med noget af det jeg burde gøre, kæmpede indædt med det, kun for at give op i løbet af eftermiddagen. Jeg burde ikke skrive så meget, og i stedet bruge energien på det, der var rationelt, men jeg kunne ikke. Det var en dyd ikke at give op, men det var heller ikke en løsning at gentage den samme frugtesløse opgave dag ud og dag ind, når man var dømt til at fejle. Jeg havde virkelig lyst til at lægge mig ned på gulvet og sove.

Fire timer tilbage

Jeg sad og nikkede med hovedet, mens jeg kæmpede for at holde øjnene åbne. Det var alt for tidligt at blive træt. Tiden skulle bare gå hurtigt, så dagen og weekenden kunne slutte.

Besluttede mig for at vende lidt tidligere hjem end beregnet. Jeg var fast besluttet på at vaske tøj, hvilket jeg plejede at gøre om søndagen. Da jeg trådte indenfor, og pakkede vasketøjet sammen, skulle til at tage vaskebrikken og gå ned i vaskekælderen, mistede jeg modet, og lagde mig på foldemadrassen i stedet. Jeg burde jo tage mig sammen og gøre forsøget, som så mange gange tidligere, men hvorfor rulle stenen op på toppen af bjerget, når den hver gang bare trillede ned igen? Det var ikke kritisk med rent tøj, men det var stadigt et nederlag.

Jeg var virkelig træt, men at sove så tidligt var måske ikke hensigtsmæssigt.

Jeg vågnede efter cirka to timer. Klokken var lidt over 19. Det nyttede ikke noget at holde sig vågen, for der var intet jeg kunne foretage mig alligevel. Lagde mig til at sove igen.

Sidste chance forpasset

Jeg havde sovet direkte på gulvet på værelset i fire dage, inden den uforstående, men meget venlige udlejer spurgte, om jeg ikke ville låne en foldeudmadrads, han havde liggende i kælderen. Først takkede jeg pænt nej, men han fik mig alligevel lokket mig derned, så jeg kunne se den. Neden i kælderen så jeg han havde to foldeudmadradser i meget fin stand, og da han insisterede, accepterede jeg nødtvunget at låne foldeudmadradsen, men kun den ene, selv om han ihærdigt forsøgte at få mig til at låne begge. Han havde også to stole, som jeg opgav at undgå at låne, så dem fik jeg også med op på værelset.

Billede. Kirken i Brøndby Strand. Min ven C var fast gænger og han tog mig med i foregårs.

Ja, han havde tilmed et strygebrædt og et strygejern, han tog med op. Hvor var det skammeligt og pinligt, og samtidig ufatteligt skønt og venligt af ham at hjælpe mig. Jeg kunne acceptere hans hjælp, fordi han behandlede mig som et menneske, til forskel fra de ansatte på forsorgshjemmet Solvang. Alene ved min udlejers handlinger, havde han gjort mere for mig end personalet på Solvang. Det forsorgshjem var i øvrigt det værste sted jeg nogensinde havde opholdt mig i mit liv. Primært pga. personalets attitude og inkompetence.

Forsorgshjemmet Solvang

Jeg blev nødt til at skrive minutøst detaljeret om dette hæslige sted før jeg takke af.

Ligegyldighed

Nu var jeg tilbage til udgangspunktet. Alene uden noget at foretage mig, meget fattig. Nu var jeg fuldstændig ligeglad med alt. Hvis nogen generede mig, ville jeg ikke holde mig tilbage fra noget.

Jeg levede af proteinpulver, havde intet, måtte finde på historier konstant om, hvorfor en læge som jeg var så fattig osv. osv. Så hellere få det overstået, komme i fængsel eller dø.

Hvorfor gad jeg spilde mine meget sparsomme ressourcer på igen igen at råbe ignorante mennesker op?

Mail til flere

"Kære alle

39 år, tidligere læge."

Jeg lå og tænkte på at alt, jeg havde skrevet var omsonst. Det havde intet afstedkommet, udover at gøre mig selv til grin. Jeg havde lyst til straks at forlade lejligheden, og tage et ikke-nærmere specificeret sted hen. Denne følelse havde jeg ofte, og den kunne holde mig vågen til langt ud på natten. Men noget havde altid afholdt mig fra at tage afsted. Men hvorfor ikke bare gøre det, og få fred? Det var vel bare et spørgsmål om tid. Jeg måtte tænke nøje over hvem, der havde det største ansvar. Det skulle ikke gå ud over nogen uskyldige.

Hvis jeg alligevel tog mod til mig og begyndte at åbne brevene, og jeg læste den første dårlige besked, ville jeg uden at tænke over det straks tage afsted. Det var en væsenlig årsag til at jeg ikke åbnede brevene. Jeg havde det så dårligt over mine nuværende og tidligere påtvungne vilkår, at det var svært ikke bare at klæde sig på, og få det overstået. 5 år. 10 år. 16 år. Mit liv var ødelagt uanset hvad, og folk var ligeglade. Der gik nogle rundt, som tilsyneladende ikke var klar over, hvor ufatteligt heldige de var, på min bekostning.

I morgen havde jeg intet at stå op til. Det lokale bibliotek var coronaramt, så der kunne jeg ikke være. Helvede, helvede, helvede, dag ud og dag ind. Retsvæsenet måtte stille nogen til ansvar for hvad jeg blev udsat for af tortur. Jeg kunne ikke leve med tanken om det modtsatte.

Ingen løsning

De var ingen løsning på min situation.

Jeg skrev følgende SMS til Susanne Emde:

"Hej Susanne Emde. Som jeg fortalte din kollega, har jeg ikke flere penge tilbage, og heller ikke flere penge på mit rejsekort. Hvordan kommer jeg ind til dig og Amanda Bech d. 30. november kl. 14.00? Og hvad er dagsordenen egentlig? Vh Kjeld."

SMS'er til Susanne Emde

5. Oktober 2020

Sengen på billedet [havde sendt en MMS af den] fandt jeg og en ven, og vi bar den fra containeren og hjem. Har spurgt to af personalet på forsorgshjemmet om jeg kan få den kørt til værelset i Taastrup, men fået afslag.

Det er rutine at beboere der fraflytter Solvang til egen bolig får flytteomkostninger dækket og penge til inventar og bestik mv.

Jeg har spurgt flere (bla. socialrådgiver ["V"] i går), samt læst lovgrundlaget på borger.dk, men jeg kan ikke få nogen hjælp. Jeg kan ikke engang låne af kommunen, hvilket andre i min situation har mulighed for.

Jeg må af brandsikkerhedsmæssige årsager ikke have sengen stående nogen steder, hvorfor jeg er tvunget til snart at smide den ud.

Jeg har lidt under 1000 kroner tilbage til resten af oktober. Jeg har ingen overflødige udgifter. Jeg må ikke arbejde for Styrelsen for Patientsikkerhed, selv om jeg i 2017 af en psykiatrisk speciallæge blev erklæret fuldt ud egnet til at virke som læge. Styrelsen ignorerede erklæringen.

Jeg lever en tilværelse med daglige nederlag. Jeg er ked af at du ikke kan se at det er et problem.

9. Oktober 2020

Ja. Jo længere tid der går mellem at jeg skal tale med Hans Raben og dig, jo bedre. Bare til info har jeg 900 kroner til resten af måneden. Alle flytteudgifter har jeg afholdt selv, og jeg kan ikke låne penge af kommunen til mad, en seng, eller transport af de indtil videre to senge jeg har fundet i storskrald. Tak for jeres hjælp. Vh Kjeld.

9. Oktober 2020

Hej. Mandag den 19/10 har Hans desværre ikke mulighed for at deltage i den planlagte samtale. Vil det være okay for dig at skyde det 14 dage til den 2/11? Vh Susanne.

Mail til Civilstyrelsen

"Kære Civilstyrelsen mfl.

Kjeld."

Mail til flere modtagere

"Undskyld den desperate tone, men jeg kan snart ikke mere.

Kjeld."

Sidste chance forspildt

I morges var jeg så nedtrykt, at jeg tvang mig selv til at sove videre, da alarmen på min mobiltelefon vækkede mig. Det havde været et stykke tid siden jeg havde haft det sådan sidst, og dengang var det gået galt for mig.

Jeg vågnede flere gange i løbet af de næste par timer indtil sulten fik mig til at rejse mig fra foldeudmadradsen. Jeg fandt den halve pakke rugbrød, jeg havde købt dagen forinden, åbnede en af de billige energidrinks fra Netto, og spiste. Havde mest lyst til bare at lægge mig igen og dø. Aldrig mere vågne op til en tabt kamp, men jeg kunne desværre ikke falde til ro, og jeg var alt andet end træt nok til at falde i søvn igen.

Nu måtte jeg bare ud af lejligheden så hurtig som muligt. Jeg tvang mig til at barbere mig, og komme i tøjet, hilste kejtet på udlejeren, der i det samme kom hjem, og skyndte mig så ud på gaden med rygsæk og træningstaske.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, jeg havde under 100 kroner tilbage til resten af måneden, ingen penge på rejsekortet, og ingen mundbind. Jeg begyndte derfor at gå mod Glostrup Bibliotek, nærmest per refleks. Desværre blev jeg på vejen så akut svært nedtrykt, at jeg havde lyst til at gå ud foran en lastbil. På grænsen til Albertslund måtte jeg derfor i al hast forlade vejen, og gå ind på en sti, Vejleårstien, for ikke at risikere noget.

Billeder. Exit forsorgshjemmet Solvang.

Billede. To reoler til hver 49,95 kr. i Harald Nyborg, samt en luftmadrads til 119 kr. fra Biltema. Luftmadradsen viste sig hurtigt at være defekt. Den mistede luft fra en sted, der var tilpas lille til at det tog nogle timer, før jeg i realiteten lå på gulvet, og til at jeg kunne finde og lappe det.

Billede. Afskedsgave fra Solvang. En for mig ubrugelig sæbeholder til badeværelset, som jeg skyndte mig at give videre til en anden beboer.

Billeder. Jeg fandt en nærmest ny seng, der var smidt til storskrald et par kilometer fra Solvang. Den manglede kun nogle ben, jeg selv kunne lave. Min træningsmakker og jeg bar den ikke helt lette seng tilbage til Solvang, det var et hårdt slid, men absolut det værd. To stole fandt jeg også til storskrald, men jeg kunne ikke tage med mig til mit nye værelse pga. transportproblemer, hvorfor de måtte kasseres.

Billede. Jeg havde beklageligvis ikke penge til at få transporteret sengen fra Solvang til mit nye værelse. Jeg spurgte derfor to forskellige ansatte om de ikke ville være søde at køre den for mig i én af de to minibusser, eller i den bil med anhængertræk og trailer, som forsorgshjemmet rådede over. Jeg vidste, at det var en service man ydede andre beboere, der fraflyttede det pragtfulde sted, men jeg fik afslag på at få hjælp, hvorfor jeg ikke havde andet valg end at kassere sengen. Der var forskel på beboerene, og hvis man fedtede nok for personalet, kunne man få det, som man ville.

Billede. Det lykkedes mig at sælge to mobiltelefoner til de andre beboere på forsorgshjemet for henholdsvis 500 og 200 kroner. Utroligt nok gav den beboer, der købte sidstnævnte telefon, 230 kroner til mig, hvilket bestemt ikke var en fejl, for penge var noget alle havde minutiøst styr på, men nok nærmere udtryk for medlidenhed.

Billede. Farvel og aldrig nogensinde på gensyn.

Billede. Taastrup Station. Dette var det eneste sted, jeg kunne opholde mig den dag. Efter et par timer blev det dog for kedeligt.

Billede. Den 20. oktober havde jeg 150 kroner til resten af måneden.

Dagen i dag var forfærdelig. I morgen ville blive værre, og weekenden helt utålelig. Hvordan kunne jeg undgå det? Det var noget jeg tænkte på hver evig eneste dag. Der var intet svar. Eller mere præcist: Jeg vidste eksakt hvad der skulle til, men jeg kunne ikke længere sørge for at det skete. Jeg måtte indse, at det var forbi. Det bedste ville være, at jeg ikke vågnede igen, når jeg engang faldt i søvn.

Billede. A wiser, weaker man, den 13. oktober 2020.

Tidligt op

Der var ingen vej uden om; jeg måtte stå tidligt op og tage afsted, for at indarbejde nogle rutiner, og for at give indtryk af, at jeg havde en tilværelse. Jeg følte det som om det var min sidste chance for ikke at synke ned længere ned under overfladen, at jeg skulle op kl. 7.00, som jeg plejede. Når så meget afhang af, at jeg kom op og ud, måtte jeg hellere tage mine forholdsregler, så jeg satte alarmen til kl. 7.00, kl. 7.30 og kl. 8.00. Det viste sig imidlertid at være unødvendigt, for jeg var så stresset, at jeg først faldt i søvn omkring kl. 1.00, og vågnede omkring hver time indtil klokken var 6.40, og jeg stod op.

Det var en mindre sejr, men jeg skulle også pakke tasker, både min laptop og mit træningstøj skulle med, for planen var, at jeg først ville vende tilbage til værelset så sent som overhovedet muligt. Jeg skulle træne to gange, først i den lokale Fitness World, og kl. 12.00 stod den på boksetræning, hvilket var et tilbud til tabere som jeg. Jeg havde ikke spist hverken aftensmad eller morgenmad, det eneste jeg havde fået indenbords var pulverkaffe, som jeg i øvrigt heller ikke havde særligt meget tilbage af, så da jeg kort efter stod og varmede op i Fitnesscentret, bekyndte jeg at få det dårligt med kvalme, koldsved og hjertebanken.

Det var vigtigt for mig at gennemføre træningen, så jeg fortsatte, men med noget mindre belastning end ellers. Efter træningen havde jeg det imidlertid en del bedre, og den proteindrik, jeg kunne trække i automaten hjalp på sulten. Jeg var imidlertid stadig svært nedtrykt over min situation, og der var alt for lang tid til jeg fik penge igen. Normalt ville det ikke være et problem for mig, men intet havde været normalt i et stykke tid, og det tog hårdt på mig.

Efter træningen gik jeg til Albertslund, hvor der var et udmærket bibliotek, til forskel fra det i Taastrup. Jeg nåede dog ikke at sidde der særligt længe, før det igen var tid til at gå tilbage til Taastrup og boksetræningen. Det var et hold man skulle tilmelde sig fra gang til gang, og det havde jeg troligt gjort også i dag, men da jeg var den eneste, der havde gjort det, blev træningen ikke til noget. Til gengæld fik jeg en tur ud af det, og samtidig fik jeg set det nye værested, som lå på den samme folkeskole, hvor træningen ellers ville have fundet sted. Der var kun en pædagog og så træneren på værestedet, og jeg sad og fik mig en god snak med førstnævnte, hvorefter jeg tog tilbage igen.

Det var alt andet end sjovt at have ca. 10 kroner i gennemsnit at leve for dagligt resten af måneden. Jeg blev nødt til at indskrænke min træning så meget som muligt, selv om det ville have negativ effekt på mit humør, der i forvejen næsten ikke kunne blive dårligere. Hvis bare der var den mindste lille bitte smule håb, bare et lysglimt for enden af tunnelen, vidste jeg det nok skulle gå. Men der var jo intet, og jeg var alene. Hvad skulle det gøre godt for? Hvad troede man man ville opnå? Det var perverst at behandle nogen som helst på den måde, jeg blev behandlet. Jeg måtte forsøge at sove nu, så jeg slap for at have det dårligt. Problemet var hvad jeg skulle gøre, når jeg vågnede? Jeg levede time for time.

At høre til

Jeg havde ikke hørt til nogen steder i over fem år, og det var en væsentlig årsag til mit daglige ubehag. Biblioteker var det bedste bud på steder, jeg kunne opholde mig, men jeg havde efterhånden udviklet en aversion mod at opholde mig de steder, fordi jeg ikke længere havde noget formål med det, og fordi det mindede mig om dårlige tider. Især søndage var ulidelige for mig, og især her under coronakrisen når alle biblioteker, jeg kendte, var lukket helt hver søndag.

Noget af det mest brutale og lidelsesfulde man kunne udsætte mennesker for i et vestligt demokrati, var at give dem en forkert alvorlig psykiatrisk diagnose, som i mit tilfælde var "kronisk, paranoid psykose". Det var i forvejen en ret sjælden lidelse, der primært ramte mennekser, der var omkring 65 år gamle, hvis diagnosen da i det hele taget eksisterede. Når den som i mit tilfælde var helt åbenlyst forkert, var det en dødsdom.

Det var forfærdeligt at have det forkerte prædikat, og det var brutal tortur at man nægtede at rette ind efter virkeligheden, og fjerne diagnosen, specielt når den var så oplagt forkert. Den læge eller psykiater, den havde stillet eller videreført denne, min fejldiagnose, fortjente på nuværende tidspunkt, efter fem års afsavn og lidelse, kun det allerværste. Det danske retsvæsen havde fejljet to gange så tidligt som i 2016 ved ikke straks at fjerne fejldiagnosen, og det var efter det tidspunkt, at det gik op for mig, at diagnosen ville blive min dødsdom, og at jeg ville gøre alt for at slippe af med den igen.

Det havde jeg desværre ikke gjort, og nu var det for sent. Det var utroligt, at der fandtes læger i Danmark, der var så forrådede, arrogante og selvretfærdige, at de hellere så mig lide og dø end at erkende, at de havde taget fejl. Det havde jeg aldrig selv gjort, nægtet at indrømme, at jeg havde taget fejl i mit lægelige virke, og fordi jeg rent faktisk var dygtig til det, jeg foretog mig, havde det heller ikke forekommet særligt ofte, men de få gange det var sket - og det var gudskelov aldrig noget der havde eller potentielt set havde alvorlige konsekvenser - havde jeg mandet mig op, og blankt indrømmet det over for patienten, og fortalt vedkommende, at jeg var forfærdelig ked af det, hvilket havde været i fuld overensstemmelse med den måde, jeg havde det på. I min verden kunne man ikke høre til blandt de bedste inden for noget som helst, hvis man var kujon og fej, og hvis man ikke magtede at erkende over for et andet menneske, at man havde begået en fejl.

Nu var alle betragtninger som ovenstående ligegyldige. Jeg havde under 100 kroner tilbage til resten af måneden, jeg led som følge af dette, der var mennesker, der udmærket var klar over, hvor desperat min situation var, og de var fuldstændig ligeglade. Enten ligeglade, eller også måtte de have forfærdelig dårlig samvittighed. Det parakdoksale var, at hvis de havde haft ret i, at jeg var utilregnelig og psykotik, var mindst én af dem ikke live i dag. At jeg havde holdt ud i over fem år og behersket mig i al den tid, var det bedste bevis på at jeg aldrig nogensinde kunne blive utilregnelig, at ubærlig stress og smertealdrig kunne gøre mig psykotisk, at manaldrig kunne udsætte mig for noget, der kunne få mig til at udsætte et medmenneske for fysisk overlast.

Man kunne få mig til at sige og skrive hvad som helst for at undgå årelang fysisk og psykisk tortur, men det var noget helt, helt andet, og i givet fald selvforsvar, eller måske nærmere en form for instinktiv afværgerefleks. Der var ingen mennesker, jeg havde talt med, der ville finde sig i det samme, som jeg havde fundet mig i. Jeg havde været ærlig over for dem, jeg havde talt med, og de reaktioner jeg havde fået, havde været noget i stil med, "hvis jeg var blevet truet med tvangsmedicinering under tvangsindlæggelse på en lukket psyiatrisk, var jeg vendt tilbage og havde skudt dem alle sammen".

Selv om psykiaterne og plejepersonalet alt andet lige havde været onde mennesker, havde jeg aldrig skænket det en tanke at hævne mig på dem. De fortjente det, hver og en, men jeg gjorde det ikke, og det var ikke noget jeg tænkte over. Det eneste, der kunne fritage nogen af førnævnte for moralsk og juridisk ansvar var, hvis man havde sagt fra og ageret whistleblower eller lignende, men det havde ingen mig bekendt gjort. Man havde været feje og magelige, og forholdt sig passive, velviddende hvor store negative konsekvenser svigtet havde haft for mig.

Jeg sad i et busstoppested og skrev. Mine fingre var kolde, hvorfor jeg lavede slåfejl, og batteriet på min laptop var snart død for strøm. Heldigvis regnede det ikke, men det skulle det nok gøre snart, for det var overskyet, og det havde regnet tidligere i dag. Når man som jeg så længe var blevet gjort til noget, man ikke var, og når man ikke kunne holde ud at opholde sig indendøre et sted uden privatliv, blev man tvunget ud på gaden. Samtidig var jeg ekstremt påpasselig og opmærksom på hvordan jeg tog mig ud. Jeg kunne ikke tillade mig at ligne det, jeg var, et virkeligt fattigt og modløst menneske.

Jeg måtte ikke falde igennem, så derfor kunne jeg ikke bare sætte mig ud i Vestskoven og skrive på min bærbare. Det ville undre forbipasserende, med mindre selvfølgelig, der var andre normale mennesker, der sad i Vestskoven og skrev på deres bærbare, men det gjorde der ikke, for alle andre normale mennesker på 39 havde arbejde og familie, eller var blot midlertidigt marginaliseret. Desuden havde stort set alle mennesker i Danmark penge, bare ganske få i det mindste, især hvis de ikke havde et misbrug eller var ludomaner eller lignende, men jeg havde ingen, fordi jeg insisterede på at være det, jeg var, nemlig normal.

Desværre ville systemet ikke erkende det, fordi det frygtede fejl mere end noget andet, så derfor tvang systemet, i mit tilfælde Styrelsen for Patientsikkerhed, mig ind i en sygerolle, der var så forkert som den overhovedet kunne være. Det var en forbrydelse. En simpel og vammel forbrydelse, en utilgivelig forbrydelse, en forbrydelse, jeg skulle sørge for aldrig nogen sinde blev glemt.

Den danske befolkning skulle vide at Styrelsen for Patientsikkerhed var en forbryderisk og modbydelig institution, der fungerede på bedste Orwelske vis. At Sundheds- og Ældreministeriet var Styrelsen for Patientsikkerheds bitch, på samme måde som denne styrelse var politikernes bitch. Når jeg italesatte eller skrev om Styrelsen for Patientsikkerhed skulle jeg aldrig moderere mit sprog eller beherske mig, faktisk skulle jeg som en tvangshandling altid huske at forbande Styrelsen for Patientsikkerhed, hver gang jeg nævnte den.

Det var denne klamme institutions skyld at jeg sad og spiste aftensmad i et andet busstoppested i går, og at denne aftensmad var en almisse fra en ven. Hvem var de umennesker, der arbejdede i Styrelsen for Patientsikkerhed? Der kunne umuligt være tale om læger. Ingen læger kunne være så nedrige og hensynsløse, som de ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed. Men hvem var det så? Var det bare en dysfunktionel algoritme, der var programmeret ind i en computer som HAL fra Rumrejsen år 2001? Det måtte det jo næsten være, da ingen mennesker kunne træffe beslutninger, som denne skamplet på demokratiet havde truffet i mit tilfælde.

Corona

Mikrobiologi var et af de fag på medicinstudiet, jeg syntes var mest spændende, og som jeg havde nydt at læse. Jeg kunne på stående fod på 6. semester, hvor vi havde faget, nævne samtlige bakterier, virus, svampe, og parasitter i pensum. Faktisk skrev jeg det, der på medicinstudiet udgjorde vores ækvivalent til en bacheloropgave i biokemi, og emnet var prionsygdomme, mere specifikt om den fejlfoldede udgave af prionproteinets molekylære struktur, som dels gjorde det særdeles resistent og vanskeligt nedbrydeligt, og dels infektiøst, således at man ved at indtage eksempelvis kød med materiale fra centralnervesystemet hos køer med kogalskab, kunne få den progressive og fatale sygdom Creutzfeldt–Jakob. Hér var der altså tale om et smitsomt protein, hvilket var ret unikt og vanvittigt spændende. Det var i min optik rigtig lægevidenskab, ikke det sludder som psykiaterne prædikede.

Men på trods af min fascination af patogener var jeg måske det menneske i Danmark, der var mest ligeglad med coronaviruset. Jeg risikerede ikke at blive smittet, alene fordi jeg var så påtvunget socialt isoleret, og selv hvis jeg skulle blive smittet og udvikle symptomer, hvad var så det værste, der kunne ske? Intet. Indlæggelse og død? Ligegyldigt. Død var ensbetydende med fravær af lidelse, og indlæggelse betød bare at jeg var sikret tre måltider dagligt, sekundær gevindst, samt al den kaffe, jeg kunne drikke. Det betød ikke, at jeg ikke overholdt alle forholdsregler til punkt og prikke, og ligeledes gjorde det, jeg hørte om de lidelser, som de stakkels mennesker, der var smittet, og deres pårørende, gennemgik, stort indtryk på mig.

De enorme negative sociale konsekvenser som pandemien resulterede i for alle i samfundet, gik mig heller ikke forbi, og jeg havde stor medfølelse med de mange, der var blevet arbejdsløse og ensomme som følge af nedlukningen af Danmark. Men for mig betød corona intet, og når pandemien engang var overstået, og folk talte om hvordan det havde været for dem under coronakrisen, ville jeg ikke kunne bidrage med noget. Til gengæld var jeg ekspert i isolation og ensomhed. De emner kunne jeg tale om i timevis, og jeg kunne godt lade som om at årsagen var conora, og ikke det, der i virkeligheden var årsagen, nemlig Styrelsen for Patientsikkerhed. Påtvungen social isolation var dybt skadelig for alle normale mennesker, og på alle planer. Det ødelagte dem, der var ramt af det, og der skulle ikke gå særligt længe før skaderne var blivende.

Isolation var psykisk tortur. Det var ikke blot noget, jeg mente og følte, men et faktum. Det var etableret viden, slet ikke nogen hemmelighed, eller noget, jeg som den første person i hele verden havde lidt under, og det var især noget psykiaterne burde vide alt om, specielt når det i mit tilfælde var deres fortjeneste. Men fordi psykiaterne notorisk var de dovneste og mest arrogante læger, kunne man ikke engang være sikker på, at de vidste noget om deres eget pseudo-speciale. Faktuel viden var ikke lige deres kop te, og at gøre sig umage med noget som helst havde de færreste af dem prøvet. Når man som psykiater de facto var alt tings målestok, når det vrøvl man i god eller ond tro påstod ukritisk blev taget for gode varer, så behøvede man omvendt heller ikke gøre en indsats for noget som helst.

Eneste succes

Ja, det kunne godt være, at jeg var en taber, at jeg havde mistet alt, at jeg led hver eneste dag, men jeg havde aldrig været så føjelig og fej, at jeg havde slået hælene sammen og sagt "javel", dengang regeringen indførte fireårsreglen, der tvang yngre læger som jeg til at blive psykiatere, fordi nogen havde bildt politikerne og befolkningen ind, at der manglede læger inden for dette falske-speciale. Det var sjovt nok den helt grundlæggende årsag til at mit liv var så tarveligt og ødelagt nu. Men jeg havde aldrig fortrudt at jeg ikke, som mange af mine tidligere kolleger, havde været en bitch, og ladet mig skræmme til at degradere mig til noget, der intet havde med rigtig lægevidenskab at gøre. Det var omtrent det eneste, der stadig kunne få mig til at smile, mens jeg travede rundt i regnen, eller sad og skrev i busstoppesteder, som jeg eksempelvis havde gjort det i går og i dag.

Solvang

Last thing I remember

But you can never leave"

(Hotel California, Eagles.)

Måske var det min eneste anden succes nogensinde, at jeg alligevel var undsluppet dette modbydelige sted ved egen hjælp?

Jeg havde, efter jeg var flygtet fra Solvang, erfaret hvor skadeligt det sted rent faktisk var for alle, hvor elendigt det fungerede, eller nærmere, ikke fungerede, og hvor heldig jeg var, at jeg ikke længere befandt mig dér. Der foregik nogle virkeligt skræmmende ting på Solvang (som jeg havde lovet ikke at skrive om), og jeg havde nu fået fortalt, at det havde været om muligt endnu værre før jeg ankom der. Det var ikke mig, der havde taget fejl, når jeg havde kritiseret Solvang, jeg havde ramt spot on. Tak til Solvang for ingenting. Her var for én gangs skyld et sted, jeg intet skyldte.

Mirakel

Man skulle tro, at det var noget, jeg havde opdigtet til lejligheden, at jeg havde pyntet eller overdrevet de vilkår, jeg levede under, men jeg gjorde en dyd ud af at beskrive alt i overensstemmelse med virkeligheden. Det eneste, jeg havde, var min troværdighed, og desuden behøvede jeg ikke at overdrive noget som helst, det var fuldt ud tilstrækkeligt bare at skrive om tingene som de var. Derfor nyttede det heller ikke noget, at jeg tav om de meget sjældne positive oplevelser jeg havde. I går havde jeg eksempelvis oplvet noget, der var så fantastisk, at jeg havde svært ved at tro at det var sandt. Jeg måtte jo sørge for til alle tider at afspejle, at jeg var det, jeg var, nemlig helt ordinær, normal og kedelig.

Det betød igen, at jeg var unormalt opmærksom på hvordan, jeg tog mig ud over for omverdenen; jeg kunne ikke tillade mig at slappe af, og "bare lade håret stå" på noget tidspunkt, og derfor vaskede jeg hellere tøj ti gange for meget, end én gang for lidt. I går aftes, efter at have gået en af de længeste distancer, jeg kunne huske, jeg nogensinde havde tilbagelagt, vaskede jeg tøj, og da jeg tog tøjet ud af maskinen, så jeg utroligt nok en våd 200-kroneseddel ligge mellem bukser og trøjer. Jeg tog seddelen op, og måtte med møje og besvær undertrykke trangen til at holde den op i mod lysstofrørene i vaskekælderens loft for at sikre mig at den var ægte.

Den var god nok. Seddlen dryppede af vand, da jeg stod med den i hånden, men den var helt intakt, farverne var knivskarpe, og ikke udviskede. Det var som at vinde i Lotto, relativt set. Det var en formue jeg stod med, og selv om jeg håbede at nogen havde givet et fuck og plantet den der, vidste jeg godt, at jeg kun kunne takke min egen fejlbarlighed for, at jeg havde været så sjusket og sløset, at jeg havde glemt den.

En gang imellem dukkede der spontant et kortvarigt håb op i min bevidsthed, når nogen skrev en SMS eller ringede til mig - måske var det min redning? Måske var det en eller anden pinlig berørt myndighedsperson, der pludseligt var kommet i tanke om, at han eller hun nu på femte år havde ladet mig rådne op, og ringede for at oplyse mig om, at systemet havde begået en frygtelig fejl. Jeg blev altid vred på mig selv over min egen underbevidste naivitet, for der var gået alt for lang tid til at nogen nogensinde ville eller kunne tillade sig at klatre ned fra træet, uagtet konsekvenserne for mig.

Enhver psykiater eller embedslæge vidste, at det var karrieremæssigt selvmord, at erkende virkeligheden, for det var især efter jeg havde anket og tabt i Landsretten, fordi psykiaterne løj under vidneansvar, en meget alvorlig og strafbar forbrydelse, at man havde fastholdt en fejldiagnose. Hvis man var embedslæge eller psykiater var man i forvejen moralsk anløben og nådesløs, så det var en illusion at en af disse pseudo-læger gjorde deres moralske og faglige pligt. Falsk håb var værre end intet håb, for det gjorde virkeligt ondt, når man efter at alle bekymringerne, usikkerheden og angsten et ultra kortvarigt øjeblik var væk, igen blev ramt i ansigtet af virkelighedens knyttede knæve, og måtte erkende, at der ikke længere kom nogen til undsætning. Jeg havde modtaget al den livreddende hjælp af venner og familie, jeg overhovedet kunne bede om og håbe på, og nu var der intet tilbage.

Hverdagen

Udover de 200 kroner, var der intet at råbe hurra over. Jeg havde ikke sovet mange timer i nat pga. alle bekymringerne, så jeg havde bare ligget og lyttet til Joe Rogan Podcast det meste af natten, og da min alarm ringede kl. 7.00, havde jeg samlet set måske sovet halvanden time, jeg var dødtræt, men måtte rejse mig fra foldeudmadradsen og ud af værelset og lejligheden, for at opretholde den essentielle rutine, og for at opretholde illusionen over for omverdenen om, at jeg havde en tilværelse. Jeg fremstod upåfaldende og præsentabel, men hvis man kom tæt nok på, kunne man se de mørke rande under mine øjne.

Jeg havde ingen steder at tage hen, og min taletid slap op, da jeg nåede til Taastrup Station. Jeg var også fysisk udmattet efter gårsdagens endeløse vandretur, så jeg faldt i og købte en togbillet, så jeg slap for at slæbe min gamle krop til Albertslund eller Glostrup Bibliotek, hvilket ellers ville tage mig omkring hhv. 45 minutter og halvanden time at gå. Det var 24 kroner, og så skulle jeg også tilbage igen. Jeg kunne simpelthen ikke undvære taletid på min mobil, så det var yderligere 99 kroner, jeg måtte undvære, så slutresultatet, hvis jeg også ville tilbage til Taastrup uden at falde om på vejen, var 52 kroner. Men jeg havde hverken fået aftensmad eller morgenmad, og jeg var meget sulten.

Supermarkederne havde ikke åbnet endnu, så jeg gjorde noget, jeg ellers aldrig ville, nemlig gik ind hos en bager og købte en kanelsnegel. Jeg fik det fysisk dårligt af at indtage så meget fedt og sukker på én gang, maven protesterede, og jeg blev forkvalmet. Jeg havde kun tre mundbind tilbage, og kunne ikke drømme om at bruge mine sidste penge på at købe nye, så jeg passede godt på dem. Det passede mig ganske udmærket at bære mundbind, for dels var jeg ikke for køn i forvejen, og dels gav denne uniformering mig en anonymmitet og et slags tilhørsforhold, jeg godt kunne lide.

Billede. Den 23. oktober 2020.

Billede. Den 25. oktober 2020.

Billeder. Ingenmandsland.

Forpersonen for Lægeforeningen

Jeg kom i tanke om, at jeg forleden ved et tilfælde så hvem den nuværende forperson for Lægeforeningen var. Det var rart og trygt en sjælden gang på ingen måde at blive overrasket. Jeg havde naturligvis optaget mine telefonsamtaler med vedkommende i 2015, hvor forpersonen havde dummet sig gevaldigt. De optagelser havde jeg heldigvis fået tilbageleveret, og efterfølgende lagt både offentligt og privat så mange steder på nettet, at de nok aldrig forsvandt igen. "You can run on for a long time, run on for a long time, run on for a long time.." Og det gjaldt for denne forperson (som jeg i øvrigt havde haft som såkaldt mellemvagt på endokronologisk afdeling på Herlev Hospital, da jeg var i det, der tidligere hed turnus) såvel som for mig, og alle andre for den sags skyld.

Prøvet

Jeg var så kontrolleret, rolig, og ligeglad, at jeg på trods af, at min tålmodighed blev alvorligt testet her til aften, opførte mig fuldsændigt korrekt, og lod nåde gå for ret.

"Spiste du ikke med, fordi du ikke har nogen penge?"

Blev jeg spurgt om på værestedet af det venlige og ovrraskende forstående personale. Jeg havde venligt takket nej, da personalet spurgte ud i lokalet hvem der skulle spise med. En lille time efter de andre havde spist, opsøgte den mandlige socialpædagog mig, og stillede mig dette spørgsmål. Jeg fortalte ham det præcist, som det var, og luftede mit dilemma om på den ene side at blive umyndiggjort, og på den anden side at være så sulten af jeg var ligeglad med det. Jeg var positivt overrasket over den måde personalet havde håndteret situationen på, og derfor tog jeg imod maden med taknemmelighed, som jeg spiste på vej tilbage. Samtidig var det dog alt andet lige ydmygende, men det var ikke værestedets personale, der havde ydmyget mig, det var der et par psykiatere, der havde sørget for. Jeg måtte bide skammen i mig, og ikke lade mig gå på.

Denne måde momentant at undertrykke selv særdeles ubehagelige følelser på, mindede mig om et ligsyn jeg havde foretaget på Retsmedicinsk Institut i 2012. Det var liget af en pige, der var omkommet i et færdselsuheld, jeg skulle undersøge, og det var måske det mest ubehagelige, jeg nogensinde havde været udsat for. Den politibetjent, jeg foretog ligsynet med var fattet, men havde tårer løbende ned af kinderne. Det skyldtes at betjenten til forskel fra mig selv havde børn, og det var også grunden til at det lykkedes mig at beherske mig i en grad, at det ikke kunne aflæses på mit ansigt hvordan jeg havde det. Derudover kunne jeg kortvarig undertrykke det helt ekstraordinære ubehag og den sorg, jeg følte. Selv om jeg ikke kunne sammenligne aftenens ydmygelse med oplevelsen på Retsmedicinsk Institut, så var den måde, jeg havde det på, kulminationen på fem års psykisk tortur, og jeg havde næsten ikke sovet den nat.

Billeder. Jeg fik mad fra værestedet.

Trang til tvang

Det var åbenbart ikke kun i Danmark at myndighederne var garanteret, at der altid stod en psykiater eller en psykolog til tjeneste, og var mere end villig til at stille op, når det drejede som om at skade sagesløse medmennesker. Det var et pudsigt tilfælde, at jeg natten mellem i forgårs og i går havde ligget og lyttet til et fremragende afsnit af Joe Rogan Podcast, hvor der som gæst medvirkede journalist og forfatter Tom O'Neill. Han havde brugt omtrent 20 år af sit liv på at skrive en bog om CIA's forbindelse til den amerikanske kultleder og morder Charles Manson. Det var en podcast, jeg noget usædvanligt lyttede til igen to gange, fordi den var så medrivende. Det inspirerede mig igen til at søge på YouTube efter "MKULTRA" og "CIA", hvilket resulterede i flere spændende og seriøse foredrag, der især fokuserede på de amerikanske psykiatere og psykologer, der havde bistået CIA med deres fuldstændigt amoralske operationer og programmer.

Da jeg i går gik ind på Glostrup Bibliotek, kom jeg tilfældigvis til at se på hvilke bøger, bibliotekarerne mente var anbefalelsesværdige, og mindsanten om en af disse ikke var professor emeritus i psykologi Rolf Kuschels bog "Psykologer i CIA's tjeneste - eksperimenter med sindelagskontrol" (Dansk Psykologik Forlag). Bogen var hurtigt læst, og lige så tankevækkende den var, lige så forarget blev jeg, for det Rolf Kischel skrev om psykologisk tortur, specielt de konsekvenser denne tortur havde, kunne jeg genkende fra mig selv. Det, jeg læste, passede meget præcist med den måde, jeg havde det på. Det var ikke mig, der var noget galt med. Det var den årelange psykologiske tortur af varierende intensitet, jeg havde været udsat for, den var var helt gal med. Samtidig var den samvittighedsløse måde de omtalte psykologer og psykiatere agerede på, meget lig med den måde jeg havde oplevet danske psykiatere og psykologer havde behandlet mig og andre på.

Også de amerikanske myndigheders hensynsløshed kunne jeg genkende i den måde, de danske myndigheder havde været over for mig på. Og endnu et tilfælde fandt sted om aftenen, da jeg sad i værestedets TV-stue, og så en navngiven embedslæge tone frem på skærmen, hvor hun på mest hykleristiske vis stod og belærede danskerne om, at de skulle hjælpe deres naboer. Og det var den embedslæge, der var meget direkte ansvarlig for den psykologiske tortur, jeg stadigvæk efter over fem år var dybt påvirket af. Det var helt utroligt. Endnu mere utroligt var det, at hun i mellemtiden var blevet forfremmet, selv om hun i virkeligheden burde sidde i fængsel for de forbrydelser hun havde medvirket til mod mig i den danske stats navn.

Derudover havde jeg nu kun mønter tilbage til mad i de sidste dage af oktober. Jeg havde ikke fået anden morgenmad end to dåsecolaer, min udlejer havde købt til han og jeg (og tak for det! Han var i øvrigt en super cool fyr), og senere den proteindrik, jeg kunne få i Fitness Worlds automat, fordi jeg i begyndelsen af oktober havde betalt 109 kroner ekstra i abonnement. Én ting var at lade mig sulte, hvilket isoleret set ikke gik mig sønderligt på, men at gøre det så ofte i så lang tid uden at have en slutdato, var helt uacceptabelt og meget belastende. Det var dét, der bl.a. var psykologisk tortur.

Post

Jeg modtog nogle gange post, men jeg åbnede den aldrig. Det var nok det største enkeltstående problem, jeg havde. Posten var bureaukraternes våben, som de havde brugt til stor skade for mig gennem årene til at meddele mig den ene voldsomt angstprovokerende dårlige nyhed efter den anden. Ligesom de fleste mennesker værgede sig mod at berøre en glohed kogeplade, eller et elektrisk hegn, som de på forhånd vidste, der var høj spænding i, på samme måde kunne jeg kun med største møje og besvær, og svært, svært ubehag forholde mig til de breve, jeg modtog. Og det var bare det at se hvem afsenderen af brevet var. Det var beklageligvis også noget af det sværeste at forklare andre.

Det vil sige, at jeg igennem årene i systemet havde mødt rigtig mange, der havde det på præcis samme måde som jeg. Ingen havde lyst til at forholde sig til det offentliges trusselsbreve, og de reaktioner jeg havde hørt mine lidelsesfæller berette om, havde rangeret fra at gemme deres post troligt, ligesom jeg, til bare at smide brevene ud med det samme. Jeg morede mig en del over den kammerat, der havde udtrykt en helt oprigtig forundring over mit problem med at åbne post, for han smed da bare samtlige breve direkte ud i skraldespanden uden at tænke mere over det. Jeg ville ønske jeg kunne være så ligeglad, men det var umuligt, og alle breve som jeg modtog, og ikke åbnede, huskede jeg ganske tydeligt, og blev spontant mindet om flere gange dagligt, hvilket var årsag til en hel del angst og svær stress.

Det, de fleste uforstående havde foreslået mig, var, at jeg "da bare" skulle se at få det overstået, og få åbnet brevene, på samme måde som man ikke hev et plaster af langsomt, men hurtigt. Det, de ikke kunne forstå var, at det var præcis hvad jeg havde gjort de første år, men nu magtede jeg det ikke længere. Jeg havde endnu ikke modtaget én eneste god nyhed i over fem år, og nu da jeg havde opgivet min kamp helt, var jeg ligeglad med konsekvenserne af, at jeg ikke forholdt mig til min post. Faktisk var det eneste, jeg i skrivende stund kunne tænke på, hvordan jeg skulle få mit næste måltid. Hvis politiet ville have fat i mig, kunne de bare gøre som de plejede, og komme og anholde mig.

Fanget

Jeg var i fængsel, selv om jeg på papiret kunne gøre, som jeg ville. Det var dog en illusion, at det var muligt, jeg var totalt fastlåst, og kunne ikke gøre andet end at vente på hvornår næste eksistentielt truende krise skulle ramme mig. Det var som at ligge på jorden i fosterstilling med armene og hænderne beskyttende hovedet, mens der stod en gruppe voldsmænd, og bare blev ved og ved med at slå og sparke mig. "Hvorfor rejser du dig ikke bare op?", spurgte nogle tilskuere undrende, der var dukket op, og nu bare stod og iagttog overfaldet. "Jamen, du kan da bare rejse dig op, børste støvet af dit tøj, og spadsere herfra", blev tilskuerne ved. Hvad skulle jeg sige? Jeg havde mere eller mindre opgivet at forklare mig længere. Det nyttede ikke noget, det var spild af kræfter, jeg ikke længere besad, og de, der havde været igennem det samme som jeg, var de eneste, der kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det, og dem behøvede jeg slet ikke at forsvare mig verbalt overfor.

Jeg kunne omvendt heller ikke, eksempelvis, rigtigt forstå hvordan det var at have brystkræft. Det var umuligt for mig. Det, jeg til gengæld kunne, var at erkende, at jeg aldrig helt ville kunne forstå hvordan det var at have brystkræft, men at det var virkelig forfærdeligt for den ramte kvinde (der var, så vidt jeg huskede, rent faktisk også et par mænd, der hvert år blev ramt af brystkræft), og lade denne viden definere hvordan jeg forholdt mig til en brystramt kvinde. Når jeg havde siddet over for alvorligt syge patienter, havde jegaldrig brugt frasen, "det forstår jeg godt", for jeg forestillede mig, at det måtte være særdeles provokerende for patienten, hvis jeg foregav at forstå vedkommende, for det gjorde jeg dybest set ikke.

Jeg fandt derfor på andre måder at udtrykke min empati over for vedkommende på. Ofte gjorde denne empati mig utroligt bedrøvet, for selv om jeg ikke kunne sætte mig helt ind i den pågældende patients situation, så var det, jeg trods alt kunne forstå, så skrækkeligt, at jeg alt for ofte tænke på han eller hun, når jeg cyklede hjem efter endt vagt. Det var dog heller ikke uproblematisk over for patienten at udtrykke at man selvfølgelig ikke helt kunne forstå vedkommendes lidelser, for denne konstatering kunne risikere at blive opfattet som en form for afstandstagen af patienten, og det kunne igen resultere i en følelse af dyb ensomhed af vedkommende, at den lidende var helt alene i verden, i og med sin lidelse, og det var heller ikke godt.

På samme måde, som det var befriende for mig at opholde mig i selskab med andre socialt udstøtte, da jeg end ikke behøvede at forklare noget som helst over for dem, på samme måde måtte det være befriende for den brystkræftramte kvinde at opholde sig sammen med andre kvinder ramt af samme kræftlidelse. Men det kunne også være gavnligt for de pårørende til den kræftramte at finde sammen i et fællesskab, for de ufattelige frystrationer og frygt de pårørende havde, var for meget at være alene om.

Fællesskab

Det vigtgste overhovedet, næstefter at trække vejret, var at være sammen med andre mennesker. Det var dybest set ligegyldigt hvem, bare at man ikke var alene, eller i det mindste ikke alene hver eneste dag. Det var derfor at påtvungen isolation var psykologisk tortur, og et så effektivt redskab til at nedbryde mennesker. CIA's sindelagskontrolprogram, "MKULTRA", var ledet af biokemikeren Sidney Gottlieb, der havde flere psykiatere på sin lønningsliste. Sidstnævnte havde bl.a. ved hjælp af sensorisk deprivation, social isolation, og andre former for psykologisk tortur, herunder brug af LSD, haft to overordnede formål: At nedbryde et menneske psykologisk, og genopbygge vedkommende bagefter. Konklusionen af mange års groteske og totalt amoralske eksperimenter med gud ved hvor mange ofre til følge, var, at det kun var lykkedes CIA at nedbryde mennesker psykisk, og disse ofre blev aldrig sig selv igen.

Jeg vidste på nuværende tidspunkt, at psykiatere også havde nedbrudt mig psykisk, og at jeg aldrig ville få det godt, eller blive mig selv igen. Det var ikke et eventyr med en lykkelig slutning, og selv hvis enden helt urealistisk blev god, så var det ikke ensbetydende med at alting så blev godt. Mit liv var irreversibelt ødelagt, og der var ikke noget at gøre. Det vidste psykiaterne naturligvis godt, og det havde jeg vidst fra dag ét af. Nu handlede det bare om, at den sidste rest af min tilværelse blev så skånsom som muligt, men det virkede som om, at alting bare blev værre, uanset hvad jeg gjorde. Derfor var det nye værested så godt et sted at være. Jeg skulle bare ignorere at socialpædagogerne per automatik anså mig som noget, jeg ikke var, og spille med, så kunne jeg sidde og snakke med de andre udsatte om alting og ingenting.

Det var hyggeligt, tiden gik hurtigere, og jeg kunne ikke sidde og tale med de andre, og på samme tid ruminere over min utålelige situation. Ja, lad bare de ansatte tro hvad de ville, det betød intet, så længe jeg kunne modtage social palliativ behandling på værestedet. Jeg havde iøvrigt fundet på en troværdig undskyldning for, at jeg ikke spiste aftensmad med de andre udsatte: Socialfobi. Jeg var ikke tryg ved at indtage et måltid sammen med så mange fremmede menesker på én gang. Det ville socialpædagogerne straks forstå. Perfekt. Jeg skulle ikke havde fortalt dem i går, at jeg simpelthen ikke havde de 40 kroner som aftensmaden kostede. Selv om jeg var vant til ydmygelser, betød det ikke, at jeg ikke forsøgte at undgå dem, hvis jeg kunne, og det var bedre bare at sulte, og så slippe for medlidenheden.

Værestedet

Jeg havde på værestedet gjort nogle observationer, jeg i al beskedenhed fandt tankevækkende:

1. Psykiatriens ofre
2. Accept

I forhold til første punkt var det sådan, at jeg spontant og uopfordret fra to vidt forskellige "brugere" (en betegnelse vi gik under), havde fået fortalt, at de efter at have været dopet i årevis af psykiatrien, nu endelig var blevet reduceret, eller helt udtrappet af psykofarmaka, på eget initiativ vel og mærke, og af den årsag havde fået det så eklatant bedre psykisk, at de havde været i stand til komme ud af deres lejlighed, og ned i værestedet. Det var således ikke pillerne skyld at de havde fået det bedre, det var omvendt. Den ene havde fået syv forskellige psykofarmaka dagligt, den anden ni, men efter hhv. ned- og udtrapning havde den af medicinen apati aftaget sig i en grad, at de var vendt tilbage til livet. 0 - 2 til dansk psykiatri.

I forhold til det andet punkt, havde min brug af værestedet og sundhedsfællesskabet afstedkommet modstridende følelser hos mig. Det stod klart, at jeg ikke genuint hørte til i socialpsykiatrien, fordi jeg reelt set ingen psykiske problemer havde. Samtidig var det alligevel accepteret, at jeg gjorde brug af tilbudene, fordi jeg havde et socialt problem (men ingen problemer med at være social), som var så udtalt, at jeg fik madkuponner af personalet i forgårs, da jeg ikke havde råd til at betale for aftensmaden.

Jeg var ærlig omkring min situation, selv om det var alt andet end rart, og det var heldigvis blevet accepteret. Det virkede som om, at man godt var klar over, hvor skadelig social isolation var for stort set alle mennesker, at social isolation meget tit var kausaliteten til angst og depression, ja, generel forværring af stort set alle psykiske sygdomme og lidelser, at medmenneskelig interaktion på et eller andet plan, i en eller anden grad, var gavnlig for alle. Træneren til boksning havde første dag smilt indforstået til mig, og spurgt, om jeg rent faktisk var bruger. Jeg havde totalt misforstået hans spørgsmål, og sagt, at jeg ikke brugte noget som helst. Jeg troede, at han spurgte, om jeg var misbruger, hvilket jeg ikke var. Det var det, jeg var vant til at blive spurgt om, fordi de fleste i det system, jeg befandt mig i, misbrugte eller ofte mere pænt formuleret, "brugte" alkohol eller euforiserende stoffer.

Nej, systemet havde nådesløst og forgæves forsøgt at gøre mig til noget, jeg aldrig havde været, og derfor var jeg blevet marginaliseret og efterhånden apatisk. Det var også det, som den danske forffatter og professor emeritus i socialpsykologi havde skrevet i hans bog, om de langsigtede konsekvenser af CIA's "udviddede forhørsmetoder", nemlig søvnbesvær, apati, depression, angst mv. Når en stat begik overgreb mod dens borgere, havde det alvorlige konsekvenser for ofret, mens det omvendt aldrig havde konsekvenser for bødlerne. Mine bødler var blevet forfremmet, og især forfremmelsen af det "skimlede kældermenneske" af en embedslæge, der havde løjet i retten under vidneansvar, til uoprettelig skade for mig, havde forarget mig, men egentlig ikke overrasket mig.

Men som jeg også fortalte en af socialpædagogerne, så vidste jeg, at det ville være yderst skadeligt for mig, hvis jeg ikke havde daglig meningsfuld medmenneskelig kontakt, og jeg kunne lige så godt forebygge, at det skete, så derfor var det i min optik berettiget, at jeg benyttede mig af tilbuddet.

Ikke at tale med andre dagligt i længere tid havde den konsekvens, at jeg gradvist mistede min stemmes brug. Da jeg for et par år siden havde gjort mig den erfaring, havde det virkeligt overrasket mig, for det havde jeg aldrig hørt om før. Det var ikke en funktionel eller psykisk lidelse, det handlede meget basalt om manglende aktivering af den muskulatur, der gjorde mig i stand til at artikulere ordene. Den atroferede eller forvitrede simpelthen, og jeg blev hæs og hurtigt udtrættet, når jeg så endelig fik mulighed for at gøre brug af min stemme igen. Efter at have hvilet min stemme i et varierende tidsrum, kunne jeg forsøge mig igen.

Det var aldrig lykkedes mig at komme op på samme niveau som for fem år siden, da en sindssyg praktiserende læge havde tvangsindlagt mig uberettiget og akut på farekriteriet, men det skyldtes alene den efterfølgende påtvungne marginalisering. Jeg havde endnu ikke prøvet at være isolationsfængslet, men jeg havde talt med flere, der havde været det i chokerende lange tidsrum, op til halve år, faktisk knapt et år i et enkelt tilfælde, og de kunne berette, at de relativt hurtigt var begyndt at tale med dem selv, og opleve hallucinationer og vrangforestillinger. Der var én, som psykiaterne i fængslet havde fået medlidenhed med, og således dopet ham med benzodiazepiner det meste af opholdet. Det var han glad for, for dels havde det forhindret ham i at blive vanvittig, og dels kunne han ikke huske særligt meget fra det års tid, det havde stået på.

Det var i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at jeg fra flere havde hørt, at danske læger og psykiatere havde bistået og blåstemplet danske myndigheders tortur. Disse falske læger havde muliggjort tortur, for langvarig isolationsfængsling havde FN jo erklæret for tortur. Det var en forbandet skændsel for Danmark og den danske lægestand, så hvor var eksempelvis forkvinden for Lægeforeningen henne? Havde hun fordømt, at hendes medlemmer for ussel mammon, og som følge af dovenskab og fejhed havde et direkte ansvar for at danske statsborgere var blev psykisk forkrøblede resten af deres liv?

Mens jeg sad på bænken foran Albertslund Bibliotek og skrev, måtte jeg undertrykke en svær trang til at begynde at klappe af forkvinden for Den Danske Lægeforening over hendes mod, og hendes moralske og faglige habilitet. Eller hvad med selveste forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab, der personligt og dokumenterbart havde udsat mig for tortur? Jeg kunne godt forstå, at den ene forkvinde ikke turde kritisere den anden offentligt, og det ville desuden også afstedkomme en lidt pinlig stemning, når de efterfølgende mødte hinanden i golfklubben. At få ødelagt den gode stemning skulle vi nyde noget af, tak.

Velkommen til Vestegnen, hvad så hvad?

De to breve, jeg havde modtaget i går, var jeg kommet til skade for at se hvem afsenderne var. Den ene afsender var Civilstyrelsen. Det drejede sig nok om den enorme gæld, jeg umuligt kunne afdrage af i øjeblikket, og held og lykke med at få mig til det. Det havde jeg ikke behov for at åbne. Det andet brev indeholdt til gengæld mit nye sygesikringskort. Velkommen til Taastrup. Det burde fejres med Jakabov og to Tuborg Guldøl på den nærmeste bænk, mens jeg sad og råbte af de forbipasserende, men desværre havde jeg ikke råd til nogen af delene, så jeg måtte nøjes med at sidde på bænken i tavshed.

Heldigvis var de brugere af værestedet, jeg havde talt med, born and raised i Taastrup, de havde ikke nået at flygte (men det var mig, der var til grin, for jeg var frivilligt tilflyttet kommunen), så jeg havde allerede fået en masse interessant at vide om kommunen, som vist nok formelt hed Høje Taastrup Kommune. Disse mennesker vidste alt om Taastrup, og måske jeg burde sætte mig lidt ind i det sted, jeg var tilflyttet? Det var god stil at gøre, og mon ikke der var nogle relevante bøger på Albertslund Bibliotek om emnet?

Jeg burde have været mere vedholdende i min søgen efter lokalhistorisk materiale, men under min søgen så jeg tilfældigvis nogle bøger, der så spændende ud, og derfor gav jeg mig i kast med dem. Den ene var skrevet af Lars Møller, der var en berømt oberst og militærhistoriker. Jeg nåede til side 254, før jeg opdagede at klokken havde passeret 20.00, og det var tid til at gå hjem, hvillket tog mig omkring en time. Det var godt, at jeg fik rørt mig så meget, men det var bedst, når det var et valg, og ikke fordi man ingen penge havde. Jeg så frem til at se de andre brugere af værestedet i morgen, og heldigvis var de sociale tilbud ikke underlagt samme restriktioner som resten af samfundet.

Det var noget, vi brugere havde talt om, og der var generelt enighed om, at det måske ikke var så mærkeligt endda, idet vi alle sammen var så socialt depriverede, at de stort set eneste steder, vi opholdt os, var hjemme eller på værestedet. Udover det, var det interessant, at vi nu alle fra i morgen af også skulle have mundbind på i supermarket og på biblioteket. Det kom til at blive anstrengende, ikke fordi det i sig selv var et stort problem, men fordi at jeg, der var dybt afhængig af, at kunne opholde mig på biblioteket, ingen mundbind havde, og ingen penge til at købe nye. Desuden, hvis bibliotekerne nu igen var steder man ikke måtte opholde sig, ville det være en katastrofe.

Skærsilden

De næste dage indtil jeg fik penge igen ville blive særdeles hårde. Ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Jeg var træt og måtte prøve at falde tidligt i søvn.

Vestegnen

Jeg hadede Vestegnen, men jeg elskede Vestegnen. Jeg var kommet straight outta Vestegnen, og ind på Københavns Universitet, men takket være en dyssocial (psykopatisk) og forloren lektor, var jeg blevet slået hjem, for jeg skulle ikke tro, at jeg var noget. Jeg skulle ikke tro, at jeg var god nok til at bo i Indre By, jeg skulle tilbage, hvor jeg kom fra. Men man skulle ikke undervurdere Vestegnen, som ikke kun var underklassens, men også middelklassens højborg. Der kom en masse grimt fra Vestegnen, men engang imellem hændte det, at en stjerne blev født på Vestegnen, både helt konkret, som i Anders Mattesens tilfælde, og i overført betydning, som en smuk ide, som hele Albertslund (a propos Anden) havde været. Ganske vist var sidstnævnte røget på røven i mellemtiden, men jeg var sikker på, at der var mange børn af Albertslund, som på trods af at de var fraflyttet byen, irreversibelt var blevet præget af den, også på en god måde. På Vestegnen kunne jeg stadig gå rundt i kondisko og cowboybukser uden at nogen gav et fuck. Her var der både plads til én, uanset om man var bums eller hustler.

Høje Taastrup Kommune

Jeg forsøgte igen at finde noget lokalhistorisk litteratur om Taastrup, og da Albertslund Bibliotek var velforsynet med bøger, tog det lidt tid. Jeg bevægede mig forbi reolen med bøger om psykiatri ("Eventyr & Myter" kaldte biblioteket ganske vist emnet, men jeg vidste bedre), indtil jeg fandt den eneste bog, der var hjemme, som handlede specifikt om den kommune, jeg var tilflyttet. Forfatteren til "Høje-Taastrup Kommune", som bogen hed, havde taget sin opgave alvorligt, og startede med "Rensdyrsjægerne fa ca. år 11.000 f.v.t". Det var måske at gå lidt for meget all-in, hvorfor jeg begyndte med perioden fra ca. 100 e.v.t. til ca. 1800. Det, jeg især interesserede mig for, var de kendetegn fra perioden, jeg havde mulighed for at se på mine mange og lange ture i området. Men først måtte jeg færdiggøre Lars Møllers bog.

Wulff-Morgenthaler

Der var meget sandhed at finde i Wulff-Morgenthaler striberne. Det var meget lommefilosofisk, og sikkert plat, men man måtte bære over med mig. Der var to af dem, jeg umiddelbart kom til at tænke på, når jeg reflekterede over hvad, der egentlig var så forfærdelig ved min situation. Isoleret set var den ikke særlig slem. Hvis jeg bare lod være med at tænke over tingene, var det ikke noget særligt at gå rundt og være sulten. Det havde alle prøvet, så hvorfor skabte jeg mig så over det? Den stribe, jeg kom til at tænke på i den sammenhæng viste to scenarier: Et af en nørd, der stod til en fest, men alene mens de andre festede omkring ham, mens han stod med en øl i hånden og sveden haglende ned af sig.

Det andet forestillede - så vidt jeg kunne huske - en terroist, der blev waterboardet. Teksten sagde vist noget i stil med, at tortur var relativt. Så måske var det i virkeligheden bare mig, der havde et problem med manglen på mad? I modsætning til nørden i Wulff-Morgenthaler striben havde jeg ikke rigtigt social fobi, men kortvarig manglende dækning af et andet basalt behov, som sult, var åbenbart noget, jeg havde problemer med at udholde. Det kunne også være, at det var en årelang fratagelse af kontrollen over noget, der af de fleste blev betragtet som noget, der var helt essentielt, som var enerverende for mig.

Den anden stribe forestillede en hjemløs og en hipster. Jeg kunne ikke huske, om der overhovedet var anden tekst end netop "hjemløs" og "hipster", men pointen var vist at de lignede hinanden til en forveksling. Den mindede mig om, at man på mnge måder kunne tillade sig at fremstå lidt som man havde lyst til, og slippe afsted med det meste, så længe man bare var selvsikker eller ligeglad nok. En hjemløs lugtede måske knapt så godt som en hipster, men jeg mente i al ydmyghed stadig at Wulff-Morgenthaler havde en valid pointe. Selvindbildskhed var et win, vel og mærke hvis man bildte sig selv ind, at man bare skulle slappe af, ikke tage tingene så tungt, at det hele bare var et bump på vejen. Det var bedre at ligne en hjemløs og have masser af selvtillid, end at være pænt klædt og soigneret, men ekstremt usikker og kejtet, rødmende, svedende, stammende, havde dårlig øjnkontakt osv. Det var måske lidt ligegyldige betragtninger, men jeg havde ikke andet at lave.

Dilemma

Jeg havde ikke tænkt over det, før jeg satte mig ved bordet på Albertslund Bibliotek. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg modsat alle andre, jeg nogensinde havde talt med, fik penge ("løn", som de andre på passiv forsørgelse kaldte deres understøttelse for, hvilket altid havde moret mig gevaldigt) den 1. i hver måned, og ikke sidste dag i den foregående måned. Til trods for, at det lød som en ubetydelighed, så var det ret afgørende, når man kronisk ingen penge havde. Det gik op for mig, at den 1. var på søndag, hvorfor jeg også ville få "løn" i dag. Mit dilemma bestod i at Lægernes Bank systematisk havde chikaneret mig i årevis, og ofte, når jeg var allermest desperat efter penge til mad, havde lavet "fejl", hvilket rent faktisk havde været deres fejl, og vel og mærke var sjuskefejl eller fejl som følge af "forglemmelser".

Det gjorde mig rasende i en grad, at jeg oftest helt værgede mig imod alt der havde med bank, udbetalinger og penge at gøre. Skulle jeg nu, på et tidspunkt, hvor jeg var belastet i en helt usædvalig grad, udsætte mig for den ubeskrivelige skuffelse, det ville være at konstatere, at Lægernes Bank igen igen havde lavet en fejl og ikke udbetalt penge til mig, eller at jeg havde misforstået noget, og at jeg først ville få pengene på mandag? Jeg havde desværre ikke noget valg, da jeg jo bl.a. skulle betale husleje. I modsat fald ville jeg nok undlade at logge på min netbank, selv om jeg i skrivende stund kun havde 2,5 kroner tilbage, ikke havde fået morgenmad eller aftensmad, ikke havde flere mundbind osv. osv.

Utroligt nok var der kommet penge ind på kontoen. Men der var ingen grund til at juble over at jeg nu kunne købe rigtig mad, for der var ikke råd til meget mere end det, når min gæld også var blevet hhv. fratrukket og betalt. Jeg havde fortsat ingen møbler, udover to reoler fra Harald Nyborg til sammenlagt 100 kroner, og jeg sov på en brugt foldeudmadrads på gulvet, som jeg havde lånt af min udlejer. Jeg havde en ven der modtog integrationsydelse, som i et anfald af medlidenhed spontant havde rakt mig 2000 kroner. Først ville jeg under ingen omstændigheder tage imod pengene, men han var heldigvis irriterende vedholdende, hvorfor jeg skamfuldt endte med at tage imod dem. Det var en utrolig smuk gestus, for det viste sig senere, at det var alle de penge han havde tilbage selv til resten af måneden. Denne person var altså en diametral modsætning til Lægernes Bank. Han skulle have sine penge tilbage hurtigst muligt, så jeg skrev en sms til ham og spurgte om jeg kunne overføre til ham eller om vi skulle mødes. Under alle omstændigheder skulle han have sine penge tilbage i dag, hvorfor jeg i givet fald måtte tage til Glostrup.

Så var der selvfølgelig Rødovreskod Kommune, der også skulle have knapt 1500 i denne og næste måned (som minimum) som afbetaling for mit ulidelige ophold på Solvang. Denne kommune havde svigtet flere gange, da det havde været dens pligt at hjælpe mig, hvilket skete i 2017, så til trods for at jeg ville græde tørre tårer hvis kommunen gik fallit alene som følge af, at jeg ikke tilbagebetalte huslejen, så måtte jeg hellere betale og være fattig(ere), hvis bare det betød jeg kunne slippe for at havde noget med disse "Grimme hatere fra kommunen" at gøre. Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre brug af de madkuponner jeg havde modtaget på værestedet, men nu kunne jeg betale de 40 kroner det kostede at spise aftensmad på stedet. Det kunne godt være at det var billigt for et aftensmåltid, men jeg kunne gøre det billigere selv, og den eneste grund til at jeg ville spise med, var det sociale aspekt, samt at jeg så slap for at skulle svare på, hvorfor jeg ikke gjorde det.

Nej, der var absolut intet at glæde sig over, det var mere et spørgsmål om en relativ reduktion af lidelse. Jeg skulle stadig leve overordentligt nøjsomt resten af denne måned også, og alt hvad der hed tandlæge, tøj og sko (samt møbler selvfølgelig), var fortsat uden for min rækkevidde. Problemet var ikke, at jeg følte noget stort behov for eksempelvis møbler, og jeg sov fint på foldeudmadradsen, det var i langt højere grad et spørgsmål om hvordan jeg fremstod i forhold til omverdenen. Jeg orkede ikke at svare på flere spørgsmål, og det var netop hvad fraværet af møbler afstedkom.

Værere end jeg

Jeg kom til at tænke over hvor selvcentreret jeg egentlig var. Hvad med mennesker, der sultede, men som også havde familie og børn, der sultede? Det måtte være ganske forfærdeligt. En ting var, hvis man selv blev pint. Noget helt andet, og langt, langt værere var det, hvis ens familie blev pint, oven i købet hvis det var ens egne børn, der led sammen med en selv, uden man kunne gøre noget ved det. Det måtte være det ultimativt værste man kunne udsætte nogen for. På den måde var det meget heldigt, at mine bødler havde sørget for, at jeg ikke havde nogen realistisk mulighed for at skabe mig min egen familie selv, for havde jeg selv børn, samtidig med at jeg var marginaliseret i den grad, det var tilfældet, var jeg nok blevet meget primitiv.

Når andre mennesker, mennesker med magt, mente hvad der var bedst for en, og brugte tvang og tortur for at presse hvad de troede ned over ens hoved, men tog fejl, og nægtede at indrømme at have taget fejl, så kunne konsekvenserne være yderst alvorlige og skadelige. Hvis man selv havde to biler og en dyr villa nord for København, skulle man ikke gøre en kollega hjemløs, fordi man var en svært personlighedsforstyrret og sadistisk praktiserende læge, der elskede at sparke nedad.

Man skulle især ikke lade som om man alligevel havde ret, og dermed fortsætte torturen og tvangen igennem flere år. Tortur var sjældent effektivt til at fremskaffe brugbare informationer, eller til at ændre menneskers ideologi, identitet eller tro, i hvert fald ikke sammenholdt med andre ikke-traumatiserende metoder, men var formålet med torturen at forkrøble ofret uomgørligt, var der som regel altid succes. Hvis der kom en tidligere patient hen til mig og sagde, at jeg havde fejlbehandlet vedkommende, ville mit svar være, "ok, men er du ikke sød lige at forklare mig hvordan og hvorledes".

Jeg ville aldrig gøre som min egen tidligere praktiserende læge havde gjort, nemlig straks at affærdige patienten med at vedkommende var paranoid, og true ham eller hende med tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering, hvis vedkommende fastholdt, at jeg havde begået en fejl, for derefter at føre min trussel ud i livet. Når det efterfølgende viste sig at patienten faktisk havde ret, så ville jeg have et enormt problem. Jeg ville derefter heller aldrig stædigt og i klar modstrid med virkeligheden fastholde at patienten tog fejl. Det var hvad Camilla Elvekjær havde gjort, og det ville havde lykkedes hende at få Gitte Ahle til at tvangsmedicinere mig, hvis ikke det havde været for mine venners mellemkomst.

Hvis ikke de havde interveneret, ville det have været næsten umuligt for mig efterfølgende at bevise, at hun havde taget fejl. Det var enormt skræmmende bare at tænke over det faktum, og over at det ikke havde haft nogen som helst konsekvener for de to. De sad formentlig og krydsede fingre for, at jeg ville begå selvmord fordi jeg efter flere år ikke kunne holde min tilværelse ud. Så kunne de jo sige, "se, vi havde ret, han var så syg at sygdommen fik ham til at tage livet af sig, hvis vi bare havde haft held med at tvangsbehandle ham med antipsykotisk medicin, havde det været for hans eget bedste, og han ville være i live i dag".

Det var rigtigt at min tilværelse var så ulidelig, at jeg var blevet beskrevet som kronisk selvmordstruet (af , og tak for det), men det var ikke rigtigt, at det skyldtes psykisk sygdom: Det skyldtes ene og alene at min tilværelse var ulidelig som følge af Camilla Elvekjærs, Tokes, og Gitte Ahles overgreb og tortur, og de afledte konsekvenser heraf. Og heldigvis for det, for det var nok den vigtigste årsag til, at jeg trods alt holdt ud; jeg ville vise alle og enhver at disse menneskers umenneskelige gerninger uden for enhver rimelig tvivl havde været forkerte. Og ud fra den betragtning kunne de udsætte mig for hvad som helst i så lang tid det skulle være, jeg ville aldrig nogensinde give op, eller begå nogen fejl, jeg ville kæmpe videre, dag ud og dag ind, og fortætte og fortsætte og fortsætte, og aldrig stoppe. Jeg ville bide mig fast som en Rottweiler, og aldrig give slip.

Man havde taget mit liv fra mig, men man havde dummet sig derved, at man ikke havde gjort sit arbejde godt nok, og nu var det for sent. Det var ikke min fortjeneste, at det ikke var lykkedes for forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab at passivisere og langsomt aflive mig med antipsykotisk medicin, det var alene mine venners. Det var lige så mirakuløst, som det var skræmmende. Intet patientklagenævn og ingen dansk retsinstans ville have stoppet Gitte Ahle, hvilket hun iøvrigt selv fortalte mig under en af de mange traumatiserende samtaler jeg havde med hende, i et vredt toneleje ("tror du selv at patientklagenævnet vil underkende min behandling?"). Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget, men desværre huskede jeg alt. Det sidste blev illustreret ved, at det jeg sagde og skrev igennem en periode på nu over fem år, ikke ændrede sig.

Jeg havde lært aldrig at håbe på noget, aldrig at forvente noget godt, og jeg havde aldrig været hovmodig. De kunne og ville fortsat smide alt de kunne slippe afsted med i hovedet på mig, og hvis jeg lavede bare den mindste fejl, ville de bruge den som påskud for at udsætte mig for fornyet psykologisk tortur og tvang. Derfor accepterede jeg hvad som helst. Men de kunne aldrig lave om på, at de havde dummet sig gevaldigt, de kunne kun håbe på at jeg dummede mig, og det gjorde jeg ikke, i det mindste ikke på den måde de håbede. Jeg var ligeglad med om jeg blev smidt i fængsel for injurier imod mine bødler, jeg fastholdt at jeg til enhver tid kunne og ville nævnte de statsautoriserede sadister ved navns nævnelse, og jeg ville hellere sidde i en celle og smile som følge af injurier mod førnævnte, end jeg ville forvitre i tavshed.

Nu havde jeg tilbagebetalt min gæld til dem, der betød noget, og havde mildt sagt ikke for meget tilbage. Udover den sidste rest af integritet. Det var ikke meget, men langt bedre end ingenting. Tænk at en mand fra Afrika uden dansk statsborgerskab og på integrationsydelse skulle betale mellem en tredjedel og halvdelen af alt han fik om måneden til en dansk læge i Danmark så han havde råd til at købe mad. What. The. Fuck. Det var pinligt. Men ikke så meget for mig, som for det land, der havde svigtet mig. Det var så bizart at man skulle tro, at det enten var noget jeg havde opdigtet eller aftalt med ham, men det var det ikke. Hvornår var det nogensinde sket i kongeriget? Han skulle have en medalje, og straks evakueres fra hvor han boede.

Høje-Taastrup

Min umiddelbare holdning til den kommune jeg var tilflyttet var, at det var en god kommune, og at den var bedre end Rødovre Kommune. Minepeers på værestedet var ganske vist ikke enige i mit indtryk af det sted de havde boet hele deres liv, som de ikke havde høje tanker om, men de havde omvendt heller ikke oplevet min tidligere kommune. Når det var sagt, så kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg sad og læste i den bog jeg havde lånt på Albertslund Bibliotek om byen, da jeg læste følgende om Høje-Taastrups byvåben fra 1952: "Den gyldne bund med kløver markerer, at Høje-Taastrup Kommune er et landbrugsområde. De to røde mure symboliserer henholdsvis København og Roskilde.". Her var altså en kommune, der var så selvudslettende, at den pitchede sig på at være den mark, der lå mellem to mere betydningsfulde byer. Jeg havde et bedre forslag til min nye kommunes byvåben, hvori der skulle indgå en butterfly kniv, der krydsede over en Kalashnikov, på en glødende rød baggrund, der skulle symbolisere City 2's logo, som lyse op i nattehimlen.

Forbilleder

Jeg havde brug for et forbillede. Da jeg havde gynækologi og obstetrik, og var i klinik (det samme som praktik) på Gentofte Hospital og Rigshospitalet, skulle jeg følges med en overlæge. Jeg var kun 180 høj, men han var måske 10 centimeter lavere, og 30 kilo lettere. Mange af hans mandlige (og kvindelige for den sags skyld) kolleger var høje og atletiske med alvorlige miner, så denne overlæge skildte sig i høj grad ud, og han blev vist ikke taget helt alvorligt af de andre. En dag jeg gik rundt med ham, skulle vi ind til en kvinde, hvor fødslen var gået i stå, hvorfor hun skulle forløses med sygekop.

Kvinden lå og skreg i smerte, hendes mand stod ved hendes side, og var ligbleg med sveden løbende ned af ansigtet. Jeg stod i hjørnet og prøvede at gøre mig så usynlig som mulig. Man kunne lige akkurat ane barnets isse. Det hele skulle times, således at den udmattede og forpinte kvinde i forbindelse med veerne skulle presse alt hvad hun kunne, samtidig med at overlægen trak i sugekoppen, som skulle placeres på barnets hovede. Jordemoren og social- og sundhedsassisten virkede bekymrede og farede omkring. Overlægen sad på en taburet med benene over kors, og virkede fuldstændig upåvirket af situationen. Ikke ligeglad, men totalt i zen, rolig og afventende, og da det rigtige øjeblik kom, forløste han barnet med sugekoppen, hvilket var lidt af en fysisk anstrengelse for ham. Han fortrak ikke en mine under seancen, men han var heller ikke indifferent.

Han kunne lige så godt have skænket sig selv et glas mælk. Det var præcis den attitude, jeg skulle efterstræbe, også selv om jeg aldrig kunne blive så cool som ham. Jeg skulle ikke være den bedste, jeg skulle blive bedre end jeg var. Hvordan var straks en helt anden sag.

Der var også den unge forsker, jeg engang havde overværet et foredrag af på Panuminstituttet til en neurobiologisk kongress. Salen i auditoriet var fyldt til bristepunktet med prominente forskere, og de forudgående foredragsholdere havde været gode, men også en smule nervøse. Man kunne fornemme, at de var grundigt forberedte og adstadigt påklædte, og at de tog det meget alvorligt. Så var det den unge forskers tur til at holde fordrag. Han var dansker, men lavede ph. d. på Harvard Medical School. Denne unge fyr kom spadserende ind i auditoriet, og selv om han ikke havde hænderne i lommerne, omvendt kasket på og fløjtede, var det netop den udstråling han havde, som om han tilfældigt var kommet fordi en sal fuld af de fremmeste forskere i verden inden for det neurobiologiske felt.

Han havde et par hvide snickers, lyse cowboybukser og en t-shirt på. Uden at rømde, stamme eller tøve, gik han i gang med det bedste foredrag af alle. Efterfølgende svarede han perfekt, selvsikert og ydmygt på samtlige spørgsmål fra salen. Det var normalt at ens kolleger, der samtidig var ens største konkurrenter, forsøgte at pille ens foredag og forskning fra hinanden med kritiske spørgsmål, så de dels kunne fremhæve sig selv og dels sable forskeren ned. Det var svært at forberede sig på alle potientielle kritikpunkter, og som regel var det på det tidspunkt at fårene blev skilt fra buggene. Så vidt jeg husker vandt den unge forsker prisen for det bedste foredrag.

Fællesnævneren i de to eksempler var, at begge læger var fagligt suværene, men samtidig også at kriteriet for at være faglig suværen var, at man var fuldstændig sikker på sig selv. Det var som yin og yang, dét at synes og dét at være. En kirurg kunne have en nok så uovertruffen finmotorik, men hvis han eller hun blev nervøs og stresset, og lod sig gå på af alvoren i indgrebet, konsekvenserne, hvis det gik galt, smerteskrigene, og at vedkommende skulle handle hurtigt, så var det hele ligegyldigt, så ville kirurgen fejle. På samme måde med foredragsholderen, som skulle være i stand til ikke at lade sig distrahere af det store og prominente publikum, ikke være så selvbevidst over den måde han fremtod på, at det blev en hæmsko, og ikke frygte at blive til grin og latterliggjort over for samtlige kolleger i ind- og udland. Hvis man osede af selvsikkerhed og have en attitude, som var man verdensmester, mens man i virkeligheden var uduelig, blev man hurtigt afsløret. Så var det modsatte trods alt bedre. De fleste mennesker var ikke dumme, og det var meget bedre at overvurdere end at undervurdere andre.

Biblioteket

This is my church

This is my church

(God Is a DJ, Faithless)

Der var meget, der havde ændret sig i down town Albertslund, men der var også meget, der ikke havde. Føtex lå hvor den også havde ligget for 20 år siden, det samme gjorde Cafe Felix, New Fitness, som jeg trænede i fire - fem dage om ugen, når jeg fik fri fra gymnasiet, grønthandleren var der også, men Netto, der havde ligget over for Føtex, var overraskende nok forsvundet, og på den tidligere busholdeplads, hvor også diskoteket (Alcatraz) havde ligget, var der nu bygget huse og en Fakta. Når jeg holdt en pause og gik rundt i området, blev jeg nærmest bombaderet med minder. Det var sådan set fint nok, men det der ikke var, var det faktum at jeg var vendt tilbage som en taber. Det havde ikke ligefrem været meningen, men det var som det var.

"Den, som kæmper, taber aldrig helt"

Et tredje forbillede var den sorte ridder fra Monty Python, og den hellige gral. Om det var fiktive eller virkelige forbilleder var ligegyldigt. Den ukuelighed og fanden-i-voldskhed den sorte ridder udviste, var ikke kun morsom, men også noget, der var efterstræbelsesværdigt. Jeg kunne ikke huske hvorfor den sorte ridder ikke ville lade Kong Arthur passere broen, måske var der en grund, men hvis der ikke var, passede det udmærket med min situation, jeg vidste ikke hvorfor jeg stod op hver dag, og tog afsted, for der var intet meningsfuldt eller livsbekræftende, jeg kunne foretage mig, om det så skyldes indre eller ydre forhindringer, men alligevel stod jeg op hver dag, som var det en refleks. Jeg kom tit til at tænke på filmen "En ny dag truer" med Bill Murray og Andie MacDowell, bortset fra at Bill Murray så at sige fik en ny chance hver dag, og hans handlnger i værste fald ingen konsekvenser havde. Han kunne øve sig på at perfektionere Hans Rabeneaktioner på alle de begivenheder, han på forhånd vidste ville finde sted.

Jeg havde vasket tøj, ryddet op, og strøget skjorter i går aftes. Skjorte på, når jeg tog afsted. Skjorte af, og t-shirt på, når jeg skulle i værestedet. Jeg var placeret i en kategori, jeg ikke hørte til, men det betød ikke, at jeg ikke havde brug for socialt samværd med andre, og dem, jeg normalt ville bruge tid sammen med havde job og familie. For mig betød det intet hvem, jeg talte med, så længe man bare var nogenlunde fornuftig, og det var alle i værestedet. Jeg havde brug for at opholde mig der, men det betød ikke, at jeg ikke skulle tage hensyn til de andre brugere. Jeg skulle være endnu mere ydmyg end normalt, og ikke føre mig frem på nogen måde. Der ville med sikkerhed være en del, der umiddelbart tænkte hvad fanden jeg lavede på det sted, der er var deres frirum, hvor de kunne slappe af og være sig selv.

Jeg måtte gøre en stor indsats for at gøre de andre brugere det klart, at det ikke var for sjov, jeg tilbragte min tid der, at jeg i allerhøjeste grad også havde mine udfordringer, at jeg var bedøvende ligeglad med om de havde pletter på trøjen eller ikke havde barberet sig. Det var rent ud sagt pisseirriterende, at jeg ikke rigtigt hørte til nogen steder, og de første gange, jeg var i værestedet havde ikke været morsomme. Efterhånden så jeg dog frem til at komme derned, og det var vist gået op for de fleste, at jeg på mange måder var som dem. Hverken værre eller bedre. Jeg stillede ingen ubehagelige spørgsmål, og forsøgte ikke at positionere mig eller noget i den dur, jeg ville bare gerne have et sted at tilbringe min dag i selskab med andre mennesker. Jeg ville virkelig gerne hjælpe med alt, jeg kunne slippe afsted med, fra at samle de nye IKEA reoler til at opsætte Dell-PC'ere, men da jeg holdt lav profil, måtte jeg holde mig tilbage.

Live-blogging fra Ingenmandsland

Af årsager, jeg ville skrive om ved en senere lejlighed, var jeg nødt til at overnatte ude i nat. Skylden var helt igennem min egen. Klokken var nu 5.37, og jeg sad i busstoppestedet og skrev. Jeg sad og tænkte på hvornår det var passende at vende tilbage, og gjorde op med mig selv, at kl. 7.00 nok var det længeste jeg kunne trække den, for jeg var død træt af at have været vågen, kold og våd i så mange timer.

Da jeg kom hjem besværede jeg mig ikke med at tage tøjet af og krybe ind under dynen, men tog skoene af, smed min jakke på gulvet og lagde mig på madrassen, hvilket efterhånden i realiteten betød at jeg lige så godt kunne ligge direkte på gulvet sammen med min jakke, da førnævnte var permanent fladtrykt som en pandekage. Der gik ikke længe før jeg sov, men selve kvaliteten af søvnen var ikke den bedste, da jeg for ikke at vække min vært havde undladt at trække det larmende rullegardin ned, hvorfor jeg snart lå badet i sol og vågnede flere gange af denne årsag. Da klokken nærmede sig to om eftermiddagen kunne jeg ikke trække den længere, og stod op, gik i bad, barberede mig og tog afsted.

Som et computerspil

Da jeg nu langt om længe (sådan føltes det i hvert fald) havde penge på kontoen, men ikke lige frem særligt mange, gjaldt det om at bruge dem så fornuftigt som muligt. Det mindede i høj grad om de computerspil jeg engang havde spillet på min PC, hvor man skulle opbygge alt fra en millitærbase til en hel by, hvorfor det handlede om hele tiden at bruge de virtuelle penge eller ressourcer mest hensigtsmæssigt eller mest strategisk. Man kunne selvfølgelig skynde sig at bruge alt man havde på almindelige soldater, for så var man sikret mod de hurtigt indsættende fjendtlige angreb, men gjorde man det, havde man ikke samtidig råd til at bygge det raffinaderi, der gjorde at man kunne få flere ressourcer, eller udvikle den teknologiske landvinding, der var nødvendig for at kunne lave tanks, som modsvar til fjedens stadig mere omfattende angreb.

Så til trods for at jeg havde lyst til at brænde alle mine penge af på tøj, sko og møbler med det samme, så vidste jeg godt at den ikke gik i længden. Det vigtigste var husleje og gæld. Dernæst mad. Tre måltider dagligt hele måneden. Derefter opfyldning af rejsekortet, samt taletid på mobilen. Frisør og cykel var en uopnåelig drøm. Tøj ligeledes, men sko var jeg nødt til at købe en af dagene. Hvad angik dem, nyttede det ikke noget bare at købe de første og bedste, eller dem, jeg syntes bedst om; jeg skulle afsøge alle muligheder, opsnuse alle relevante tilbud, og naturligvis forvisse mig om, at genbrugsbutikken ikke tilfældigvis havde et par sko i min størrelse. Det var som at spille skak, og jeg måtte hver evig eneste gang jeg brugte penge nøje overveje, om det var nødvendigt i forhold til alle mulige og umulige hensyn og potentielle situationer, der kunne opstå i løbet af måneden.

No contry for old men

Derudover havde jeg det fint. Selv om jeg havde været totalt udmattet da jeg lagde mig til at sove, efter at havde vandret rundt på Vestegnen med en tung rygsæk og en Føtexpose aftenen, natten og morgenen igennem, var jeg overraskende og heldigvis ganske velbefindende, da jeg stod op. Nu sad jeg på biblioteket og skrev, men snart ville jeg læse Edward Snowdens biografi færdig. Jeg var begyndt at læse bøger i en fornuftig kadance, i gennemsnit én om dagen, og denne midlertidige eskapisme var den bedste medicin imod rumminationer.

"X" og #MeToo

"X" havde både ringet og skrevet til mig i går, men jeg var for nedtrykt, for kold og for modløs til at svare. Jeg kunne ikke overskue særligt meget, da jeg havde lagt mig til at hvile i busstoppestedet i industrikvarteret, jeg rystede bare af kulde og forsøgte at pakke mig ind i engangsregnfrakken fra Normal, og da jeg havde ligget sådan i et par timer, havde jeg været nødt til at gå rundt på de øde veje blandt de mennesketomme bygninger for at få varmen, og sådan var det fortsat. Men da hun ringede igen her til aften svarede jeg. Det korte af det lange var, at jeg igen igen spontant fik at vide - og bekræftet - hvor modbydeligt et sted Solvang faktisk var. Det der var modbydeligt var personalet, og den kultur, der herkede blandt dem.

Jeg talte jo med vidt forskellige beboere flere gange om ugen, og jeg gjorde en dyd ud af aldrig selv at bringe emnet Solvang på banen, for ikke at påvirke mine venner til at begynde at tale dårligt om stedet bare for at please mig, men det behøvede jeg nu heller ikke, for disse meget forskellige mennesker (for ikke at være årsag til rygtedannelse, fortalte jeg ikke til en beboer at jeg havde talt med en anden beboer) begyndte helt af sig selv at berette om hvor ulideligt stedet var. Kulturen blandt det meste af personalet på Solvang var dybt syg.

Tæsket og stukket ned

"X" var efter Solvang smed hende på porten først blevet tæsket af hendes tidligere "venner", som havde både slået og sparket hende i hovedet og på kroppen, og derefter tortureret hende ved at vride og rive i huden på hendes ben. Hun led af svær og meget smertefuld nervebetændelse, hvilket hendes "venner" selvfølgelig udmærket vidste, og da personalet på Solvang havde konfiskeret de piller "X" tog mod smerterne i hendes ben for at straffe hende for ikke at "samarbejde", havde det gjort ekstra ondt på hende. Det resolutte personale på Cafe Klare havde efterfølgende først sørget for at "X" blev indlagt, men efter udskrivelsen da hun blev smidt tilbage på gaden, havde de skaffet hende et andet sted at bo.

Desværre var det tidsbegrænset, men så havde hun fået et mere permanent sted. Der var hun blevet stukket i maven med en længere kviv, hvilket havde ført til indlæggelse og undersøgelse på Retsmedicinsk Institut. Disse undersøgelser havde jeg selv engang udført, så derfor vidste jeg at det havde været alvorligt. "X" forsøgte også at begå selvmord med en overdosis af Insulin, men var vågnet op da lægeambulancen havde bragt hende tilbage til livet. Jeg ville gerne havde gået i detaljer, men det krævede et informeret samtykke fra "X". Det vigtigste var, at "X" nu var i sikkerhed et sted hun var glad for at være. Det var særdeles bekymrende hvad hun havde gennemgået, og hun kunne nemt have været død, blot 40 år gammel, pga. den situation Solvang havde sat hende i, som let kunne have været undgået.

Hvor var #MeToo-bevægelsen henne? Hvor havde de gået i fakkeloptog til støtte for "X"? I hvilken avis havde de skrevet indignerede og hidsige dabatoplæg og læserbreve over de overgreb "X" havde været udsat for? Nej, det var ikke i orden at en ældre mandlig politiker kom med en lummer kommentar til en yngre kvindlig, underordnet politiker, men måske var det endnu mindre i orden at blive stukket i maven med en kniv og være i livsfare som følge deraf? Måske skulle man sætte kræfterne ind på at løse de mest alvorlige problemer først? Moral var godt, men dobbelmoral var dobbelt så godt.

Billede. Det var under "Eventyr & myter" på Albertslund Bibliotek at psykiatrisk faglitteratur stod placeret.

Billede.

Billede. Ingenmandsland i grænseområdet mellem Albertslund og Taastrup.

Billeder. Jeg var for træt og det regnede for meget til at jeg kunne skrive natten igennem, fraset fra kl. 05.37 i Ingenmandsland, hvorfor jeg nøjedes med at tage billeder med omkring en times mellemrum. Jeg prøvede at finde et shelter i Vestskoven, jeg kunne overnatte i, og det lykkedes også, men desværre var jeg blevet så gennemblødt på vejen, at jeg opgav og tog tilbage til mit busstoppested. For at få tiden til at gå travede jeg rundt, og omkring kl. 5 bragte det mig forbi IKEA, hvor jeg et øjeblik stod og drømte om at bryde ind for at lægge mig i en seng i en af udstillingerne.

Vestskoven

In the forest, lives a monster

Please save me, please rescue me

(Sunscreem vs. Push - Please Save Me, 2001)

Da jeg tossede rundt i Vestskoven for at finde det shelter jeg kendte fra tidligere, havde regnen taget til. Jeg havde håbet, at det ville lykkedes mig at finde det overdækkede sted tørskodet, men så heldig skulle jeg ikke være. På den affalterede vej gik det meget godt, de få store vandpytter der var undgik jeg at træde i, men da jeg trådte ind i selve skoven (det var vel strengt taget en plantage anlagt for ikke så forfærdeligt længe siden), gik jeg på mørke grusstier, hvor det var umuligt at undgå at vandet trængte ind gennem den tyde og åndbare overflade i mine træningssko.

Snart blev også mine bukser gennemblødt fra ankelniveau og op, og det var på det tidspunkt jeg besluttede at tage tilbage til busstoppestedet for at tilbringe natten dér. Desuden kunne jeg ikke genfinde shelteret i mørket, det var lang tid siden jeg havde været der sidst, og for ikke at give min mobil vandskader, undgik jeg at hive den frem og tjekke Google Maps. Det var ved et tilfælde at jeg på vejen tilbage igennem den mennesketomme skov så den lille sti, der udgik fra den lidt større grussti jeg gik på, som førte ind til shelteret. For en god ordens skyld ville jeg lige kigge ind i det, for måske det alligevel var et velegnet sted at overnatte. Det var relativt vindstille mellem de høje træer, der stod tæt på hver side, og da jeg var kommet et stykke ind på stien kunne jeg dufte parafume, der hang i den fugtige luft.

Efter et par meter forsvandt duften igen, og jeg kom ind i en lysning, hvor shelteret lå. Der var ingen mennesker at se, men til gengæld måtte der have været nogen ikke alt for længe før mig, for jeg kunne mærke varmen fra et slukket bål, og lugte den karakteristiske bålrøg. Selv om jeg havde mødt nogen i skoven, kunne jeg ikke udelukke, at der måske ville komme nogen på et tidspunkt, måske dem, der havde siddet omkring bålet, og det gik op for mig, at det var mig, der var monsteret, det var mig, der som enlig mand overnattede i en skov, der ville give andre anledning til frygt, hvis de skulle møde mig. I hvert fald hvis man spurgte psykiaterne.

Ikke i virkeligheden. Men uagtet det brændemærke, jeg uberettiget havde fået, ville vil tilstedeværelse jo nok ikke ligefrem være "tryghedsskabende" for yngre mennesker, hvorfor jeg alligevel besluttede mig for, at det nok var bedst, hvis jeg bare smuttede tilbage til stoppestedet i industrikvarteret. Hvis man havde været en tur for Spejdersport og brugt en formue på det rigtige friluftstøj og udstyr, så uskyldig ud, og havde en eller anden plausibel forklaring på hvorfor man befandt sig i Vestskoven mellem lørdag og søndag på en regnfuld efterårsnat, kunne det måske gå an. Eller hvis man omvendt lignede, lugtede og opførte sig som en legit hjemløs, kunne man også hive den hjem, for så passede det i omverdens forudindtagede optik, og det ville ikke give anledning til undren og frygt. Men en mand på min alder, der hverken var det ene eller det andet, ville anledning til stor undren og tilkaldelse af politiet. Det var i givet fald forståeligt nok.

Gode mennesker

Der eksisterede stadig gode mennesker, og lykkeligvis mødte jeg ikke så få af dem. Desværre kunne jeg ikke tillade mig at skrive om dem, for jeg vidste, at visse personer ville skade dem for at ramme mig indirekte. Den navngivne person, der til forskel fra mig rent faktisk havde ydet "X" konkret og livreddende hjælp, hun var en helt, og jeg ville ønske, at hendes indsats blev annerkendt, men det gjorde den desværre ikke. En anden helt var min udlejer, der var uendelig tålmodig med mig, og havde lånt mig ikke bare en foldeudmadrads, men også to stole, som jeg brugte som bord

Min udlejer, som blev vred på mig, da jeg ville betale for foldemadrassen, og som købte cola'er, jeg bare kunne tage af ad libitum. De ansatte og de andre brugere af værestedet, jeg havde talt med, var også gode mennesker, der rummede mig uden videre, og som ofte var mere velorienterede end jeg. Jeg var ikke bedre end disse mennesker, som jeg kunne lære meget af, og også ydmygt gjorde det. Visse personer havde allerede sørget for at jeg ikke kunne tillade mig at opretholde kontakten med familie og venner, og det bedste var, at jeg bare holdt mig for mig selv, og agerede lynafleder.

De kunne ikke skade mig ret meget mere end de havde gjort i forvejen, så derfor havde de gået efter dem, jeg holdt mest af. Det var en primitiv og fej, men også meget effektiv pressionsmetode. Det med at være lynafleder var endnu en årsag til at jeg skrev min bog/bagbog. De kunne bare komme og straffe mig for det jeg skrev, det var jeg mere eller mindre ligeglad med. En anden væsentlig årsag var, at jeg til alle tider kunne sansynliggøre, at jeg var helt normal og ganske stabil, og jeg altid havde været det, uagtet hvad ignorante idioter troede og klogede sig på. En tredje årsag var, at jeg gerne ville bibringe et andet og mere nuanceret syn på mine lidelsesfæller i den klasse jeg nu tilhørte, underklassen. Selv om jeg ikke var noget orakel, og selv om mit syn på mine ligesindede måske i sig selv ikke var den skindbarlige sandhed, så var alt det jeg skrev en så præcis gengivelse af den virkelighed, jeg oplevede, som det var muligt.

Nu var det ikke sådan at jeg gik rundt og troede at nogen rent faktisk læste det jeg skrev, jeg skulle ikke tro, at noget jeg skabte nogensinde kunne være relevant og af interesse for andre, men hvis der bare var én eneste, der engang skulle fatte interesse for at læse det, jeg skrev, ville det være det hele værd. Helvdigvis skrev jeg ikke for at fange nogens interesse, og den frihed det gav mig, gjorde at jeg kunne tillade mig at skrive det jeg havde lyst til, forstået på den måde, at jeg ikke behøvede at overdrive eller lyve for at tækkes nogen potentielle læsere, jeg skrev det, jeg gjorde uagtet hvor kedeligt, ligegyldigt og uinteressant det end måtte være.

Hvis det jeg skrev endelig adskildte sig fra den "sande" virkelighed, så var det dels det jeg var tvunget til at undlade at skrive om af hensyn til andre, og dels at jeg ofte var nødt til at underdrive. Nej, jeg beskrev virkeligheden, og hvis jeg påstod noget, eksempelvis det jeg skrev om "X", så sørgede jeg for altid at kunne dokumentere at det jeg skrev passede. Jeg havde ingen interesse i eller lyst til at lyve eller fordreje sandheden, og som jeg tidligere havde anført, så behøvede jeg det heller ikke, hvis det var fordi jeg ville gøre min fortælling mere dramatisk, for virkeligheden var rigelig "dramatisk".

"X"

Jeg talte med "X" i over en time her til aften. Det hun kunne fortælle var meget sørgeligt, og påvirkede mig i høj grad. Jeg glædede mig over de mennesker, som jeg kunne forstå på "X" havde hjulpet hende, herunder især den føromtalte person, og til min store og positive overraskelse havde også politiet ydet en stor indsats for at passe på hende. "X" var besværlig, men jeg var sikkert mindst lige så besværlig, og uanset hvordan hun end opførte sig, var hun værd at gøre en indsats for at redde, og at flere personer også havde indset det, var jeg uendelig taknemmelig for. Jeg krydsede virkelig fingre for at hun kunne acceptere det sted, hun befandt sig nu, at hun gav det en chance, og at hun aldrig nogensinde opsøgte sine gamle "venner" igen.

De var intet værd, og hun kunne sagtens få nye venner, også venner, der ikke var misbrugere. Men hun skulle selvfølgelig også ville det selv. Hun havde givet mig to par sokker, da jeg allermest havde brug for sokker, da sokker var forskellen på stor lidelse og fravær af stor lidelse, så jeg skulle nok holde forbindelsen, lytte til "X", og gøre hvad jeg kunne, men jeg måtte også med skam erkende, at jeg stadig reelt set intet havde gjort for hende, ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg var magtesløs, at dem, der have reddet hende kunne noget, jeg ikke var i stand til. Det var voldsomt frustrerende for mig, men det vigtigste var selvfølgelig at "X" havde fået hjælp, ikke hvem, der havde givet hende hjælpen.

Ingen plan

Jeg havde netop læst John Le Carrés "Dame konge es spion" færdig og afleveret den. Da jeg efterfølgende satte mig på biblioteket for at foretage mig et eller andet meningsfuldt, var jeg ude af stand til at fokusere eller koncentrere mig om noget som helst. Selv om det langt fra skete så hyppigt som tidligere, var det fortsat et problem. Først forsøgte jeg at sætte mig ind i Docker, men da jeg hverken evnede at fordybe mig eller var motiveret, opgav jeg det igen. Jeg spiste lidt mad, og prøvede derefter at repitere det, jeg vidste om datavisualisering (D3.js), men heller ikke dette lykkedes. Jeg var mere nedtrykt end sædvaneligt, men det var vanskeligt at stætte fingeren på præcis hvad årsagen til det var.

Mine bedste bud var, at jeg ikke havde sovet særligt meget eller særligt godt i nat, samt "Xs" situation, som det var umuligt for hende at forbedre, og endnu mere umuligt for mig at gøre noget som helst ved. Jeg kunne fortælle "X" alt de rigtige hun skulle gøre for at rette op på sin trøstesløse tilværelse, men hun vidste det godt i forvejen, jeg vidste selv hvor uendeligt svært det var at gøre det, der var mest rationelt, og når jeg foreslog hende det ene eller andet, blev hun vred og råbte af mig i telefonen.

Jeg forstod hende ikke, jeg sagde bare det samme som alle andre, og mere i den dur. Selv havde "X" ingen konkrete løsningsforslag, det handlede mest om, at hun skulle afreagere på mig, og det var det kun kortvarig symptomlindring for hende, og desuden tærede det hårdt på mig, hvilket desværre ikke bare var kortvarigt. Jeg blev fuldstændig drænet for energi, men det lykkedes mig dog vagt at fortælle hende, at hun ikke kunne tillade sig at smide så meget i hovedet på mig, uden at forvente at jeg gjorde det eneste jeg kunne, nemlig at fortælle hende det, hun vidste i forvejen, fordi det var det eneste jeg kunne gøre. Når folk var påvirkede, kunne de være umulige at føre en meningsfuld samtale med, ofte glemte de hurtigt hvad man havde talt om, de var umulige, vrede, troede de var sjove, havde enorm selvmedlidenhed, var melankolske, manipulerende, rettede beskyldninger mod gud og hver mand, de åd én op, kørte én ned, og brugte én som gulvklud.

Selv havde jeg ingen planer, jeg havde opgivet nogensinde at komme videre i min tilværelse, jeg åbnede aldrig post, svarede aldrig når jeg ringet op af nogen, jeg ikke havde stående i mine kontakter, jeg tjekkede og læste aldrig mails, jeg forholdt mig ikke til E-boks eller borger.dk, og jeg tilgik kun min netbank, når jeg blev pisket til det. Jeg sørgede for at fremstå så upåfaldende som muligt, men da jeg ikke havde særligt mange penge, drejede det sig mest om at gå på Røde Kors crawl og købe genbrugstøj. Jeg havde et godt indtryk af i hvilken gengrugsforretning jeg skulle lede efter et billigt jakkesæt til mellem 150 og 300 kroner, men hvorfor jeg ikke bare opgav helt og sparede mig selv for at forholde mig til tøjkøb og at stå op kl. 7.00 hver dag for at tage bus og tog væk fra Taastrup for at foregive at jeg havde en tilværelse, var jeg ikke klar over. Måske var det bare et mere sofistikeret udtryk for udmattelse og opgivenhed, da jeg så slap for det mest enerverende jeg vidstr, nemlig spørgsmål og undren.

Jeg var meget bevidst om hvad jeg skulle gøre for at stige op til overfladen igen, men jeg kunne ikke, jeg havde gjort forsøget utallige gange i løbet af de foregående fem år, og hver evig eneste gang var jeg bare blevet mere traumatiseret af den endeløse strøm af dårlige nyheder. Der var intet længere noget positivt ved min tilværelse, der var intet der interesserede mig, og det eneste der motiverede mig til noget som helst var truslen om at min tilværelse i modsat fald ville forværres. Først havde man sat mig på stand by, men nu var jeg helt slukket. Det var der intet odiøst i, omend det var ligegyldigt om det var indføleligt eller ej.

Trump, Beiden og terror

Jeg havde fulgt sporadisk med i det amerikanske præsidentvalg, men mest fordi Joe Rogan ofte bragte emnet på bane, og fordi det gav mig noget jeg kunne tale med om. Der var terror i Europa, og dertil selvfølgelig covid-19, der havde afstedkommet nogle restriktioner, hvis omfang tisyneladende ikke stod i mål med skadevirkningerne af sygdommen i sig selv, og som forpestede danskernes tilværelse; ikke så meget mundbindene (selv om de var for dyre for min økonomiske situation), men mere den generelle nedlukning af landet, som gjorde folk arbejdsløse, isolerede, ensomme og frustrerede. Jeg var så langt nede, at jeg hverken interesserede mig for hvem, der vandt præsidentvalget eller for den modbydelige terror.

Solen skinnede, og det var et smukt efterårsvejr med de nedfaldene blade, der malede alt i gulgrønne nuancer, men jeg var ligeglad. Jeg havde opgivet at træne i sidste måned af den simple årsag at jeg ikke havde penge til mad, og nu kunne jeg ikke komme i gang igen. Træningen havde været noget af det eneste, der gjorde min hverdag mindre ulidelig. Spørgsmålet var, hvad der ville ske? Hvis mine vilkår blev værere, ville det gå galt, og det gjorde de helt automatisk når nu samfundet intet foretog sig, og idet jeg ikke selv længere magtede at bedre min situation. Jeg vidste at det offentlige system var nådesløst, og ignorerede mig, så det var udelukkende op til mig selv at "komme videre", men det kunne jeg heller ikke. Det var vanskeligt for mig at se, hvordan det nogensinde skulle kunne blive bedre.

Docker, Grafana, og Node-RED

På Albertslund Bibliotek lykkedes det mig alligevel at installere Docker. Det handlede om ikke at give så hurtigt så op. Tage en pause, og se lidt Netflix, som jeg faldt til patten og tegnede abonnement på alligevel, fordi det alt andet lige var en rigtig god kilde til underholdning og ikke kostede særligt meget. Arbejd 15 minutter, se Netflix i 15 minutter, eller se Netflix og arbejd samtidig. Docker var det vigtigste og mest basale værktøj, og jeg ville starte med Node-RED i Docker. Jeg havde en god ide, et realistisk begynderprojekt, hvor jeg ville ekstrahere noget tekst på en engelsk hjemmeside, omformattere teksten, oversætte den til dansk ved hjælp af Google Translate, og automatisk overføre den til en anden hjemmeside på Github. Jeg skulle nok også i gang med en Influxdatabase i den sammenhæng. Grafana kunne jeg efterfølgende, og måske også som en del af projektet, sætte op.

Offermentalitet

Jeg måtte se at komme i gang med træningen igen, og det skulle være i morgen. Jeg skulle fokusere på at gennemlæse alt jeg havde skrevet, og redigere det kraftigt. Det gav mig et formål, men jeg skulle være meget påpasselig med ikke at arbejde for meget på teksten. Det var rigtigt at teksten alt for hyppigt demonstrerede min offermentalitet. Det var mit største problem, at distancere mig følelsesmæssigt fra de store dele af den som mindede mig om perioder og begivenheder, der ikke var rare at tænke på, som gjorde mig vred, bitter og så videre. Det var ikke sundt for mig at skrive om min deroute, men jeg havde ikke kunne foretage mig andet. Det eneste jeg havde behov for, var at være beskæftiget, uanset med hvad det var, og jeg havde en masse mere hensigtsmæssige ideer til projekter, men jeg kunne bare ikke overskue nogen af dem.

Men ingen gad at læse en masse brokkeri, det gad jeg jo ikke selv, så derfor kunne jeg heller ikke forvente at andre ville. Omvendt var det ikke primært for andre jeg skrev, men hvorfor ikke arbejde på at gøre det, jeg skrev, relevant for andre end mig selv? Hvis det altså var relevant for andre? Det jeg regnede med at andre kunne bruger til noget, var, hvis jeg tog udgangspunkt i mine egne oplevelser, og perspektiverede dem med fakta i form af lærebogsviden, studier, og andres oplevelser. Det var mit bedste bud. Men lige nu havde jeg altså ikke overskud til andet end at skrive mine dagbogsnotater, hvilket alt andet lige var det vigtigste, da man ikke i det virkelige verden kunne være bragende vanvittig, og samtidig have kognitivt og psykisk overskud til at forfatte en længere, meningsfuld og sammenhængende tekst. Det var ikke en garanti, men det bedte jeg kunne, næstefter at varetage et rigtigt job.

Delmål

I forhold til teksten måtte jeg forsøge at fokusere på nedenstående, og ikke overgøre det. Hvis bare jeg formåede at bruge en halv time dagligt på det, og hvis bare jeg var diciplineret og dermed vedvarende, så ville de mange små bække på et tidspunkt blive til en år. Alt var dog betinget af, at der ikke skete mere p.s., ikke flere psykotraumer, ikke flere ubehagelige overraskelser.

• Udfærdige en disposition
• Redigere ét afsnit ad gangen
• Fjerne alle tegn på offermentalitet
• Nedtone de emotionelle passager kraftigt
• Fjerne personhenføre oplysninger
• Grammatisk gennemgang

I forhold til de personhenførbare oplysninger, så gav det mening at anføre dem, da jeg skrev den pågældende tekst, fordi det var en bedre ventil for min vrede end alternativet, det havde en terapeutisk virkning, meget lig med at tale om det med eksempelvis en psykolog. Men det gav mig for det første disproportionalt flere problemer end det gavnede, og for det andet fjernede det fokus for et eventuelt budskab, og var ligegyldigt for læserne, skulle det vække en interesse for andre end mig selv. Men det måske vigtigste var at få en anden ind over det jeg havde skrevet, på den måde jeg havde fået i dag.

[D. 5. november 2020. Jeg læste tilfældigvis bagsiden af Ole Hasselbalchs bog med titlen "Dragsdahl sagen - KGB og historieforskningen", og hér formulerede forfatteren langt bedre end jeg kunne, mit forsvar for måske allgevel at nævne visse toneangivende personer ved navns nævnelse, nemlig: "Meningen med injuriereglerne er at beskytte den, derfortjener beskyttelse. Jo mindre man gør sig fortjent til sådan beskyttelse, desto mindre "ære" har man at forsvare, og desto tungere vejer hensynet til offentlighedens interesse i at få besked. Omvendt: Desto tungere samfundsinteressen er i at få forholdene belyst offentligt, desto mere må den påståede injurierede tåle". Nu vidste jeg ikke om Ole Hasselbalch efter udgivelsen af sin bog faktisk var blevet dømt for injurier, og dertil kom at nogle ville indvende, at det ikke var op til Ole Hasselbalch selv at agere dommer.

Men uden at kende til særligt meget til de faktuelle forhold vedrørende Dragsdahl sagen, så vidste jeg at danske dommere kunne tage fejl, at de også var en slags mennesker, som lige som alle andre blev påvirket af alle mulige bevidste og ubevidste hensyn som intet havde med den givne sag at gøre isoleret set, men som skyldtes dommerens egne karrieremæssige interesser, hensynet til konkrete politikere, den herskende politiske elite, hensynet til den offentlige stemning (altså hensynet til medierne) og så videre.

Da jeg selv i flere retsinstanser var idømt tvangsbehandling med livsfarlig og unødvendig antipsykotisk medicin for noget jeg aldrig havde fejlet, ville jeg vove at påstå hvor skræmmende uperfekte også danske dommere var, at de også kunne være mentalt dovne, magelige, arrogante, feje, ukritiske, forudindtagede og ignorante, og jeg vidste også at det som følge af de juridiske dommers svigt, i særlige tilfælde var berettiget at tage loven i egen hånd, i hvert fald når det drejede sig om at overleve. Så i dén optik kunne Ole Hasselbalch måske godt i moralsk henseende forsvare en eventuel overtrædelse af injurielovgivningen. Lige som det var en misforståelse at tro at psykiaterne ikke kunne tage fejl, eller at de var amoralske og skræmmende ofte tilsidesatte deres faglighed, på nøjagtig samme måde forholdt det sig med de danske dommere efter min mening.]

Eller måske flere ind over. Hvis flere uafhængigt af hinanden gav mig samme konstruktive kritik, var der ikke noget at diskutere. Det med at være tudeprins, og for tåkrummende emotionel havde jeg fået at vide flere gange, så det skulle i hvert fald rettes. Problemet var bare at det var rigtigt svært for mig, men måske jeg engang kunne betale mig fra det, og få en anden til at omskrive eller bare slette den del. Jeg kunne selvfølgelig også bare tage mig lidt sammen, for der var ingen, der havde sagt, at det skulle være nemt. Det skulle jo for pokker heller ikke være en tekst, der var klinisk renset for følelsesmæssige udtryk, der beskrev hvordan der var og hvordan det havde været, tøsedreng eller ej. Jeg var ikke affektflad og ligeglad, det var et helvede, uanset om jeg havde fortjent det eller ej, og uagtet om jeg var offer eller ej. Jeg var uperfekt, og følte mig ikke som et offer, jeg var ikke perfekt, og et offer.

Men jeg havde lidt og jeg led fortsat, og det var det, der var vigtigt at kommunikere ud. Mit mål havde fra dag ét været at arbejde, og længere var den ikke, men jeg måtte acceptere, at andre opfattede det jeg skrev som udtryk for en offermentalitet, og så var dén heller ikke længere, og jeg måtte bare arbejde med det aspekt, så budskabet enten slet ikke kom ud, eller druknede i følelser og offermentalitet. Der var virkeligt meget, jeg skulle arbejde på at forbedre, hvis jeg skulle modbevise, at det jeg havde været igennem var "et bump på vejen", som var noget tåbeligt sludder, den uempatiske psykolog havde sagt. Dertil kom at der udover det, jeg måtte slette, helt sikkert var meget, jeg burde tilføje, som jeg ikke havde tænkt på. Jeg burde også gøre langt mere ud ad personkarakteristikkerne og af at beskrive omgivelserne. Der var alt for meget jeg burde, men ikke kunne.

Jeg burde også have råd til at gå til tandlæge, til optiker og frisør, i biografen, eller McDonnalds. Jeg burde finde mig et ufaglært job, uanset hvad end det var, der var rigtig meget jeg burde gøre, men ikke var i stand til at gøre. Hvis jeg havde huller i mange tænder, som i et par år havde generet mig og været årsag til smerter, hvilket var tilfældet, til trods for, at jeg gjorde meget ud af tandhygeijne, og jeg bitchede over det, hvad så? Var det måske det, man anså som udtryk for offermentalitet? Eller var det når jeg brokkede mig over mine livsvilkår, hvor det mere præcis var udtryk for en grænseløs frustration over min egen utilstrækkelighed og den mangel på forståelse, jeg oftest blev mødt med? Det, jeg måtte gøre mere ud af var måske at beskrive, at det dels var det, der holdt mig tilbage, og dels at jeg også aktivt blev holdt tilbage af psykiatrien og Styrelsen for Patientsikkerhed. Det handlede også om, at jeg ikke følte noget behov for at skrive noget som helst, når jeg havde et eller andet meningsfuldt at foretage mig, og at motivation og interesse var det første, der forsvandt, når man var så udtalt nedtrykt som jeg var.

Nej, det var ikke sundt at være så navlepillende, og selvreflekterende, men jeg gjorde faktisk alt jeg formåede i forhold til at finde noget andet at gå op i, og helt konkret havde jeg opsøgt værestedet netop med det formål for øje.

Offermentalitet

Man påtog sig en offermentalitet, hvis man gerne ville opnå en fordel for sig selv som følge af fortidige påståede overgreb. Man gjorde det, fordi man gerne ville have medlidenhed, fordi man gerne ville forsvare at man var doven og ugidelig. At man havde været udsat for uretfærdigheder, som ud over enhver rimelig tvivl varuretfærdigheder, at man gjorde alt man kunne for at vriste sig fri af fortiden, men dels fortsat var meget påvirket af den, og dels minimum hver fjortende dag af psykiaterne blev tvunget til at få trukket en alvorlig fejldiagnose ned over hovedet, en fejldiagnose, der var så forkert og åbenlys i modstrid med virkeligheden, at det var ufatteligt at den stædigt blev videreført af førnævnte falske læger, det havde jo ikke noget med "offermentalitet" at gøre.

At jeg hver evig eneste forbandede dag som direkte følge af fejldiagnosen blev fastlåst i en grad, at det nu var umuligt at komme videre, trods en daglig indædt kamp, havde intet med offermentalitet at gøre. Jeg afskyede medlidenhed mere end noget andet, jeg havde ikke brug for sekundær gevindst, det eneste jeg havde brug for var at komme videre. Det var ikke synd for mig, og jeg havde slet ikke brug for at nogen syntes det, jeg ville bare videre, sådan havde det været hele tiden, og jeg ville gøre stort set hvad som helst for at få lov til at få en tilværelse. Jeg havde fejlet i at videreformidle det budskab, men det ændrede som sådan ikke noget som helst.

Uskønt

Jeg kendte engang en pige, der havde overlevet metastaser i hjernen. Når hun fortalte mig om sit sygdomsforløb, så hørte jeg efter. Det var hende, der altid hvis jeg var neurotisk spurgte mig retorisk om hvad det værste var, der kunne ske. Ved nærmere eftertanke var det værste, der kunne ske, ikke særligt slemt, hvorfor min forsigtighed som ofte var uberettiget. Hun var ufattelig modig, og der var ingen tvivl om at det, hun havde gennemlevet, havde været en virkelig livstruende sygdom, som havde vendt hendes liv. Hun var i begyndelsen af 20'erne, da sygdommen havde vendt hendes liv 180 grader: Første tegn på at noget havde været galt var, da hun under en spinningtime pludselig fik et epileptisk anfald, mistede bevidstheden og var faldet ned at cyklen. En tilfældig anden deltager på holdet var kommet hende til undsætning, og havde passet på hende indtil ambulancen ankom. Denne hjælper blev senere hendes bedste veninde. Hun blev naturligvis scannet på hospitalet, hvor man fandt kræftknuder i hendes hjerne. Hun gennemgik et modbydeligt og ufatteligt hårdt og langvarigt forløb med kemo- og stråleterapi, samt flere operationer i hjernen.

Hun fik æggestokkene fråsset ned, da kemoterapien gjorde hende steril. At hun havde overlevet sygdommen såvel som behandlingen var lidt af et mirakel, eller også var det netop ikke på grund af et mirakel, men på grund af hende ukuelige stædighed, rå viljestyrke og optimistiske livssyn. Hun havde været smuk før behandlingen, men alt andet en køn under den, med et skaldet hovede, mørke rande om øjnene, blege og gustne hud og opsvulmet ansigt. Det var uskønt og alt andet end charmerende. Men efter behandlingen var hun endnu smukkere end før. Det eneste synlige tegn på hvad hun havde gennemlevet, var et ar i hovedbunden, som man kun kunne se, hvis hun først slog håret til side, og man ledte nøje efter det. Det havde været let bare at opgive og dehumanisere hende, mens det hele stod på, men i givet fald havde det været en utilgivelig fejl.

Det var ikke kønt, men hun havde overlevet, og nu var hun som sagt mindst lige så køn og charmerende som tidligere. Jeg kunne ikke sammenligne mig med hende, det ville være forkert på alle måder og skamfuldt, men jeg kunne lade mig inspirere af hende, og jeg kunne konstatere, at det nemmeste ikke var ækvivalent med det mest korrekte, det mest rigtige, og at virkeligheden til tider kunne være ret så uskøn, men at det ikke var ensbetydende med, at man skulle væmmes over den og udskamme, afsky og foragte uskønne mennesker, at det for alle - fraset psykiaterne naturligvis - var et eksistentielt vilkår at være uperfekt og uskøn, og at det meget vel kunne være en selv eller ens nærmeste det næste gang gik ud over.

Min veninde havde besluttet sig for ikke at lade sig holde tilbage af den kræft hun havde overvundet, og en af måderne hun havde gjort det på var, at træne sig op til og gennemføre en Ironman. Den ukuelighed misundte jeg hende virkeligt. Det var en slags fuckfinger til en dødelig sygdom, der havde tabt til hende. Hun fik oven i købet en ret god tid. Det var mere end noget andet hendes viljestyrke, der fik hende til at gennemføre, og det var heller ikke særligt kønt og charmerende, hvilket nok også ville være ret umuligt, men det var sådan set ligegyldigt, det eneste der betød noget var, at hun kom i mål. Hvis nogen havde haft en helt igennem forståelig grund til at føle sig som et offer, var det min veninde, men hun gjorde det aldrig. Man kunne ikke sammenligne rigtig sygdom og af en praktiserende læge og nogle psykiatere opdigtet psykisk sygdom.

Det var også noget, der gjorde mig rasende og bitter at tænke på, for selv om den lidelse jeg gennemgik var virkelig og forståelig nok, var den et helt anden og mere skamfuld og tabuiseret lidelse, og så havde jeg heller aldrig haft den påstået sygdom - det var ikke en naturkatastrofe eller modbydeligt og uretfærdigt uheld, der til forskel fra min veninde havde ramt mig; det var en bevidst og menneskeskabt og forkert sygdom, som de førnævnte forlorne læger i ond tro eller på grund af kollegiale hensyn, fejhed og dovenskab havde opdigtet. Al den lidelse, alle de tabte år af mit liv, alt det jeg måtte undvære, var på grund af - ingenting. Der var ikke og havde aldrig været nogen psykose, ingen andre end de forlorne læger havde nogensinde oplevet noget som helst, der bare svagt kunne minde om psykose hos mig, og det var både før, samtidig med og efter det sludder, de forlorne læger havde opdigtet. Det enste, der var virkeligt, var de sociale konsekvenser af fejldiagnosen.

Konklusionen måtte være, at min veninde havde haft en totalt forståelig grund til at føle sig som et offer, og til at modtage medfølelse og medlidenhed, men det havde hun bare altig haft behov for. Jeg befandt mig i en helt anden og usammenlignelig situation. Hvis jeg faktisk havde været psykotisk, kunne man også argumentere for at det var synd for mig og så vidre og så videre, men da det ikke var tilfældet, kunne jeg ikke gøre mig fortjent til noget som helst. Det var fint nok, for jeg ville ikke havde noget som helst af det. Mit problem var, at de forlorne læger nægtede at fjerne deres fejldiagnose, de nægtede at erkende at de havde taget fejl, de nægtede at rette ind efter virkeligheden - og hvad der var værere - så havde de forlorne dommere ukritisk og blind været kujonagtige nok til tro på hvad de forlorne læge havde løjet om. Det var ufatteligt.

Hvis man var ramt af kræft med metastaser i hjernen, mens man var i starten af tyverne, var det svært at rette sin vrede mod nogen konkrete personer, selv om det nok var helt naturligt at gøre det alligevel fordi man var desperat og bange, men i det tilfælde var det ingens skyld, det var meningsløst ud over alle grænser. Jeg vidste derimod præcis hvemder var skyld i den fejldiagnose, der havde ødelagt mit liv, offermentalitet eller ej, jeg havde faktisk nogen at rette min vrede og frustrationer imod, det havde jeg gjort, og nu var jeg fastlåst på femte år. Hvis du vidste, hvem der var hovedårsagen til at du led, hvad ville du så gøre? Hvis du havde gået rettens vej, men den person der var skyld i din deroute sad og løj, hvis et par psykiatere sad ii retten og løj, hvis alle mydigheder ignorerede dig, selv om du ikke fejlede noget, hvad ville du så stille op? Ombudsmanden? Ingen hjælp. Pressen? Ingen hjælp. Hvad så?

Hvis du gjorde alt, der var menneskeligt muligt for at rejse dig, men konstant blev slåt til jorden igen af andre, konkrete mennesker, ville du så blive desperat og fortvivlet på et tidspunkt, eller ville du bare sige "pyt"? Og hvis du bare ville sige "pyt", havde du så engentlig forstået, hvad det var jeg skrev om, havde jeg fejlet i at videreformidle mit budskab, eller var det bare mig, der var kværulant og svag? Måske var jeg bare svag. Jeg var ikke så stærk som min veninde, det var ret tydeligt, men omvendt havde jeg aldrig mødt nogen med en jernvilje som hendes. Hvad var den normale måde at reagere på, og lå jeg inden for det normale spektrum?

Generisk

I øjeblikket var det mest ønskelige for mig at fremstå upåfaldende og upåagtede, som "den grå mand". Der var heller ikke noget nyt i det, jeg havde altid elsket uniformer, fordi jeg så slap for at forholde mig til, og bruge penge og tid på tøj. Den hvide lægekittel var fremragende i den henseende, nogle havde behov for at føre sig frem og udtrykke deres individualitet og identitet, men ikke jeg. Jeg hadede opmærksomhed, og at skille mig ud. Enhver i Danmark kunne købe nok mærketøj til at ligne noget, de ikke var. Det var intet andet end ren overflade, og når det var tilfældet, når det eneste der virkelig betød noget, var ens krop og hjerne, hvorfor skulle jeg så gå og spekulere over hvordan jeg tog mig ud i omverdens øjne hele tiden?

Det skulle jeg fordi tøj, sko, frisure, og fremtoning desværre betød ret meget. Jeg var blevet bildt ind da jeg var knægt at alle mennesker var nøjagtig lige meget værd, og skulle behandles på eksakt samme måde, om de så var royale eller bumser. Det var ud fra en etisk betragtning rigtigt, men ud fra de erfaringer jeg havde gjort mig hele livet igennem, og især nu, var det helt, helt misforstået. Man blev bare behandlet dårligere af andre, hvis man ikke gik og udstillede sin sociale status, eller i fald ens sociale status var så ringe som min, at foregive at man havde en social status fordi man gik klædt i dyrt mærketøj. Man gjorde folk en bjørnetjeneste ved at bilde dem ind at det var det indre, der betød noget, når det i virkeligheden forholdt sig modsat. Det var da en smuk tanke, men hvorfor ikke bare være realistisk?

Når det var sagt, så kunne stærke individer, eller bare individer med en ukuelig viljestyrke, selvsikkerhed, eller indbildskhed godt få succes. Selv om jeg ville ønske at jeg var en af dem, så var jeg det bare ikke, og fremfor at forfølge et umuligt mål, var det letteste bare at gøre som de fleste andre. Ergo måtte jeg sørge for at skaffe noget tøj, der gjorde at jeg slap for alt besværet. Jeg skulle have så meget mærketøj som muligt, og da jeg var fattig som en kirkerotte, og aldrig havde begået butikstyveri, eller røveri for den sags skyld, og ikke havde tænkt mig at gøre det nu, og da den allerbedste måde at skaffe penge på, nemlig at tjene dem ved at arbejde også var udelukket, måtte jeg finde på noget andet.

Røde Kors forretningerne kunne man ofte regne, med hvis man altså havde tid til at tage rundt og lede efter de gode fund. Og det havde jeg. Det var ikke engang fordi det tog særlig lang tid at finde mærketøj forbavsende billigt og i god stand. I dag fandt jeg eksempelvis en Ralph Lauren polo til 40 kroner. Ikke et eksemplar der var 20 eller 10 år gammelt, og heller ikke fra i år, men måske et par år gammel og i rigtig god stand. Haps. Jeg så også et næsten nyt sort Hugo Boss jakkesæt til den uhørte pris af 150 kroner. En jakkesæt ville måske være at gå over the top, hvis mit mål var at passe ind og slippe for spørgsmål.

Jeg skulle bare være præcis så præsentabel, at folk gik forbi mig uden at ænse min tilstedeværelse. Jeg havde ikke kunne finde nogen sko i genbrugsforretningerne, så meget mod min vilje måtte jeg investere i et par Björn Borg sko, der var kraftigt nedsat til 500 kroner. Det var nødvendigt, da jeg nu havde gået rundt i mine træningssko alt for længe, hvilket ikke var unormalt at gøre på Vestegnen, heldigvis for det og desuden var de langt bedre at gå i, men det passede bare ikke til mit narretiv.

Node-RED

Docker, Grafana, Prometheus, Python, Wigle og nu Node-RED, R-Studio, InfluxDB og Earth Engine. Det var det, der interesserede mig mest i øjeblikket, selv om intet rigtigt interesserede mig ud over at være læge. Jeg havde gudskelov en lille smule held med at få det til at lykkedes, for havde jeg ikke haft det, ville jeg meget hurtigt give op. Det var facinerende hvad man kunne gøre med især Wigles API og R-Studio, det var så let at give sig i kast med, og selv på mit lave niveau fandt jeg ud af at lave noget, der kunne bruges. Men der var meget mere. Hvis man var oprigtigt interesserede i andre mennesker, hvis man var nysgerrig, ikke forudindtaget, og ikke havde brug for at stive sit eget ego af ved at være arrogant, og foregive at man bedre end nogen andre, kunne man lære overraskende meget.

De fleste mennesker kunne et eller andet, havde en eller flere evner, eller havde gjort sig nogle erfaringer, som som jeg kunne meget af. Selv uden alt dette, var alle mennesker interessante i sig selv. En af de andre brugere af værestedet havde en omfattende viden om elektronik, mere specifikt om computerhardware. Han kunne godt lide at lære fra sig, og jeg kunne godt lide at lytte og lære, så det var perfekt. Han vidste noget om blandt andet Internet of Things, IoT, og ESP8266 chips, og det kombineret med især Node-RED kunne jeg bruge til mange spændende projekter. Det var ikke ligefrem rocket science, men det var ikke så manget spild af tid som Netflix.

Træning

Kom først i gang med at træne i dag, selv om jeg burde havde startet i det sekund jeg fik penge til mad igen. Der varintet, der var bedre for mig end træning. Alle former for fysisk aktivitet, om det så bare var den mindste bevægelse, var den mest effektive medicin, og intet kom i nærheden af træning, når det drejede sig om at reducere bekymringerne, ængsteligheden, rumminationerne, usikkerheden, nervøsiteten, og så videre. Jeg kunne klare alt, hvis bare jeg kunne træne, og selv om man kunne påstå at jeg da "bare" kunne lette røven og komme i gang, var det desværre ikke helt så enkelt for mig. Eller, jo, det var meget enkelt, da jeg havde haft penge til at købe det rigtige træningstøj og udstyr, da jeg havde min egen lejlighed og privatliv, og i særdeleshed selvtillid og en mening med min tilværelse. Alt var lettere, når bare man befandt sig tilstrækkeligt højt i behovspyramiden. Jeg var aldrig blevet stresset af at arbejde, uanset hvor fysisk og mentalt udmarvrende det havde været, og det havde ofte været ret hårdt, ikke mindst ansvaret for andre menneskers liv og helbred havde været en tung byrde på mine skuldre, men intet var så enerverende og udmattende som at være uden job og uden nogen faste holdepunkter.

Jeg blev stresset af ikke at have et job, og sådan havde det altid været. Nogle havde måske en interesse i at vende årsagssammenhængen om, fordi de var forudindtaget, eller fordi de havde en interesse i at gøre det, men ikke jeg. Hvis det lykkedes mig at komme oven på igen, hvilket ville sige, at få sparet så relativt mange penge op, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om, hvor jeg skulle sove, eller hvordan jeg skulle skaffe aftensmad, ville jeg aldrig holde pause med at træne igen. Jeg var pissetræt af at skulle forholde mig til hvad der var "normalt" hele tiden. Hvis jeg nu engang trivedes med at arbejde hele tiden med det, jeg elskede mest, hvorfor måtte jeg så ikke det det?

Hvis jeg havde det godt med at arbejde hele tiden, og hvis jeg ikke blot ikke lavede nogen fejl, men tværdigmod kun blev en dygtigere læge af at arbejde meget, hvorfor måtte jeg så ikke det? Hvorfor blev det anset som en anomali at arbejde meget, og hvorfor havde så mange en automatisk opfattelse af, at der selvfølgelig så måtte være noget galt? Jeg havde oplevet den samme type sociale "mikrokontrol" så ofte, at jeg fik kvalme af det. Hvis jeg ikke havde nogen penge, og derfor ikke råd til alt det, der forventedes, at jeg burde have af materielle goder, men iøvrigt havde det fint med det (når det altså ikke lige drejede sig om mad og tandlæge etc.), hvorfor blev det så betragtet som et sydomstegn eller autisme?

For det gjorde det jo. Og det var ikke engang fordi jeg var ligeglad med luksus, jeg påskønnede skam både dyrt tøj og et kæmpe fladskærms-TV, men hvis det bare ikke var omdrejningspunktet i mit liv, hvad var så problemet? Det var heller ikke fordi jeg ikke undede andre mennesker at leve en tilværelse med materiel overflod, og jeg havde ikke nogen ideologisk holdning til forbrug, jeg var ligeglad med hvordan andre levede deres liv, og hvis det eneste man gik op i var til alle tider at have den nyeste og dyreste iPhone, eller den dyreste sportsvogn, så godt for dem, der havde det på den måde, jeg var glad på deres vegne, men hvis jeg havede det fint med ikke at eje et møbel, fordi jeg var i økonomisk lavvande, eller fordi jeg bare ikke havde behov for et eller andet latterligt køkken, hvad var der så galt i det?

Måske var jeg bare uheldig og havde mødt for mange mennesker, der fik det bedre med dem selv ved at være forarget og krænket over mig og mine valg. Jeg håbede der engang kom et tidspunkt, hvor jeg helt ærligt kunne påstå at jeg ikke gav et fuck for hvad andre mente. Det var også noget, jeg havde hørt en del gange, at jeg "bare" skulle være ligeglad med hvad andre mente, men så let var det jo ikke, selvfølgelig betød det noget hvad andre mente. Bare fordi man sagde noget, betød det ikke, at det passede. Det var ofte kun psykiaterne, der troede, det forholdt sig på den måde, og at man "bare" kunne det ene eller andet, at hvis man kunne formulere noget, var det det samme som også at gøre det. Jeg havde vist også mødt for mange, der troede at de var verdensmestre i alt, og derfor også havde al verdens "gode" råd.

Jeg havde erkendt, at når jeg selv hadede når nogen sagde at jeg "da bare" kunne gøre noget, og kom med elendige, bedrevidende råd, så var det hyklerisk hvis jeg selv faldt i samme grøft, og derfor var jeg for længst holdt op med at "rådgive" nogen om noget som helst. Hvis jeg havde brug for råd, hvilket ofre var tilfældet, så spurgte jeg selv om dem, og hvis nogen spurgte mig om råd, så gav jeg dem, men at rende rundt og være bedrevidende gad jeg ikke.

Overlægen

Det var lidt interessant, og så alligevel ikke. Da jeg kom op ad trappen til Albertslund Bibliotek, efter at have købt lidt mad og to Red Bull i Føtex, og trådte ind ad døren, så jeg den psykatriske overlæge. Jeg genkendte ham med det samme, både hans udseende, påklædning og stemme (han sad og talt i sin mobiltelefon) bragte straks en række associationer frem i min bevidsthed, associationer, der handlede om dengang jeg var læge på Psykiatrisk Center Ballerup. Jeg kom i tanke om, at overlægen dengang var en, jeg havde stor respekt for, han havde faglig og moralsk integritet, han kunne være meget bestemt og nærmest frygtindgydende, men kun når det var påkrævet, og hvis man tog hans fag alvorligt og gjorde sit bedste, var han venlig og en ivrig læremester.

Han gav mig engang et hæfte ("Agripa"?) hvori han havde skrevet en længere redegørelse for den personlighedsforstyrelse, der gik under navnet "borderline" eller vist nok i dag "emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline type". Med fare for at give indtryk af at jeg "splittede", så kunne jeg godt lide de fleste psykiatriske overlæger på Psykiatrisk Center Ballerup. Men især den nævnte psykiater måtte jeg tage hatten af for.

Meget a propos min aversion overfor mennnesker, der mere "syntes end at være", var denne overlæge helt modsat. Jeg kunne tydeligt huske at han boede i Albertslund (fordi jeg havde talt med ham om byens særlige tilblivelse, byplanlægning og arkitektur, en dag han og jeg tilfældigvis havde fri samtidig, og jeg mødte ham på cyklen i krydset på grænsen til matriklen), og at jeg for omkring 10 år siden havde set ham sidde og læse avisen Information på netop Albertslund Bibliotek. Jeg kunne huske at han dengang sad i en af de stole, der stod foran eller tæt på det store vindueparti, der vendte ud mod kollegiet og jernbanen. Dengang lod jeg som ingen ting og forstyrrede ham ikke.

Denne overlæge var tydeligvis ret ligeglad med hvordan han fremstod. Ikke fordi han var sløset med sin påklædning eller usoigneret, slet ikke, men fordi hans tøjstil var praktisk og uimponerende. Han lod til at hvile i sig selv, og på den måde en slags undercover-overlæge, idet ingen af de andre gæster på biblioteket i deres vildeste fantasi ville kunne gætte, at denne høje, slanke, ældre herre var overlæge. På mange måder personificerede han Albertslund, og mindede mig om at man aldrig skulle bedømme en bog på dens omslag, at man aldrig kunne vide, hvem den person jeg passerede på gaden i virkeligheden var, og det uanset hvordan vedkommende tog sig ud. Og at man derfor skulle behandle alle mennesker med samme grundlæggende respekt. Det var godt at der stadig eksisterede mennesker som denne overlæge, med mindre - naturligvis - at han en dag ville tvangsmedicinere mig.

Søvn

Jeg havde for en gangs skyld sovet længe, idet jeg faldt i søvn omkring midnat, og først vågnede kl. 11.44. Det var ikke et mysterium hvorfor det var sket, det kunne kun være fordi jeg havde trænet dagen forinden. Jeg var dog ikke særlig udhvilet, da jeg stod op, men det var fint nok.

Da jeg normalt stod op kl. 7.00 hver morgen, og først vendte tilbage omkring halv ni om aftenen, var det ikke meget, jeg fik talt med ham. Men i dag var det anderledes, og igen oplevede jeg en lille gestus, der var meget opløftende, nemlig da han sagde til mig, at han havde set jeg havde købt pålæg, men ikke noget brød. Det skyldtes en forglemmelse fra min side af da jeg købte pålægget, hvilket i øvrigt var ren proforma, der skulle give et indtryk af, at jeg skam var et normalt menneske med normalt funktionsniveau, der kunne tage vare på sig selv med sund, billig og nærende mad, så da jeg glemte brødet, var det mig, der var var idioten.

Det var det sædvanelige pjat med, at jeg ikke kunne nøjes med at købe sund og billig mad, når jeg var ude, men også måtte demonstrere over for mine nærmeste omgivelser at jeg spiste sund mad, og det var meget nemmere at vise hvad man gjorde end at sige det. Men altså, min udlejer sagde, at jeg var meget velkommen til at tage noget af Hans Rabenugbrød, hvis jeg ville. Det rørte mig dybt. Men samtidig var det en smule bekymrende, at han var så omsorgsfuld. Ikke i sig selv, men fordi jeg så ofte tidligere havde oplevet psykiaterne begrunde deres overgreb og tvang med "bekymring" og "omsorg" for mig, at "det var for mit eget bedste", at de skadede mig, og selv om det for de flestes vedkommende var meningsløse floskler, da de udmærket var klar over, at det ikke passede, så ville andre mennesker måske efterfølgende tro, at de havde gjort deres ugerninger i bedste mening. Det var ikke uden grund, at man sagde at vejen til helvede var brolagt med gode intentioner. Hvor om alting var, så tvang det mig til demonstrativt at spise i lejligheden, selv om jeg ikke havde lyst til det, alene for at skære ud i pap, at alt skam var i skønneste orden.

Formålet med at skrive

Nej, mit mål var ikke at tegne et glansbillede af mig selv. Det ville ellers have været det letteste i verden at skrive noget, der fik mig til at fremstå som et nobelt og perfekt menneske. Men jeg gjorde ikke noget, fordi det var nemt, for så kunne det være lige meget. Det skulle gerne koste noget. Mit mål var først og fremmest at vise, at jeg var et menneske, og de fleste mennesker var en gang imellem uskønne, skingre, pinlige, og traf forkerte valg, især hvis de var pressede, og jeg var ingen undtagelse. Jeg var blevet behandlet som en skal eller et fernis, der ikke dækkede over nogen substans, eller over et individ, der kunne tænke, føle, var habilt, voksent, og i stand til at træffe egne, rationelle valg. Med andre ord var jeg blevet dehumaniseret i svær grad meget længe, og det var lettere at forulempe og pine en person, man opfattede som et ikke-menneske, som en robot.

Det var derfor, at den såkaldte plejehjemsag kunne finde sted; plejepersonalet havde ikke opfattet de demente som mennesker. Plejepersonalet i psykiatrien var på ingen måde anderledes, og når de skulle retfærdiggøre over for dem selv, at deres overgreb var berettigede, var de nødt til at undskylde deres handlinger med floskler, så som at det var for patientens eget bedste, at vedkommende var psykotisk og ikke sig selv, at de godt nok havde udøvet vold mod et medmenneske, men at det var et nødvendigt onde, og at patienten og vedkommendes pårørende i sidste ende godt kunne indse det. De færreste turde nok, som i mit tilfælde, tænke, "shit, Kjeld fejler jo ikke noget psykisk, han er ikke psykotisk, men alligevel medvirker vi til at true ham med fysisk fastholdelse og tvangsmedicinering. Vi er sgu ude på et skråplan, men da jeg ikke har lyst til at miste mit arbejde, lader jeg som ingenting, og det er også psykisternes ansvar, ikke mit, jeg adlyder bare, og det er da en dyd at parere ordre, min samvittighed er ren".

Jeg måtte tydeliggøre, at det ikke var ligegyldigt eller en bagatel, hvad jeg havde været ude for. At spærre en læge, der ikke var psykotisk, inde på en lukket psykiatrisk afdeling, og true ham med vold og tvangsmedicinering, og nedbryde ham psykisk ved stædigt at påstå, at han var psykotisk, selv om det tydeligvis var forkert, var ikke en bagatel. At vedholde det, selv om plejepersonalet, hans familie og venner skrev rapporter og breve til psykiaterne, hvor man hhv. havde anført, at lægen på intet tidspunkt under indlæggelsen (over 100 dage) havde udvist det mindste tegn på psykose, samt skrevet at man havde kendt lægen hele livet, og at han var præcis som altid, bare mere stresset, var ikke en bagatel.

Hvis sådan noget faktisk var en bagatel, hvorfor havde man så lavet film som "Gøgereden" (som byggede på en roman af Ken Keseys) og "Unsane"? Det var tilsyneladende et alvorligt problem, men altså ikke i mit tilfælde? Skulle jeg bare være glad for, at jeg var sluppet for tvang, og for at få min levealder reduceret med 22 år i 11. time, og derfor holde min kæft? Det var ganske vist kun på grund af mine venners indgriben at jeg var sluppet, men alligevel. Den person, jeg havde givet pseudonymet "Enestående", var blevet tvangsmedicineret, og han var med meget stor sandsynlighed død af bivirkninger af medicinen, inden han nåede at blive 30 år gammel. Overreagerede jeg så?

Et andet formål var at forebygge. Selvfølgelig var det risikabelt at nævne navnene på mine bødler, men omvendt havde jeg erfaret, at tvang var fedest at udøve, hvis man kunne gøre det anonymt og skjult for offentligheden. Måske ville det afholde nogle psykiatere for i fremtiden at begå overgreb mod mig?

Desuden havde det en klar terapeutisk virkning at svine mine bødler til, og måske var det årsagen til, at det ikke var gået grueligt galt endnu, fordi jeg fik afløb for mine frustrationer og min vrede? Det jeg skrev i denne sektion som dagbog, var det ikke meningen at jeg ville udgive i en bog. Det var kun fordi jeg ikke magtede at gøre mere ud af den egentlige bogtekst i øjeblikket, at jeg skrev dagbog.

Træning

Jeg var nede og træne i dag igen. Jeg lavede ikke mange bryst- og tricepsøvelser, og det kulminerede da mine arme rystede efter 3 gange 10 dips. Det var godt nok hårdt og meget nedslående, hvor svag jeg var blevet på så relativ kort tid, men hvis man så bort fra det, var det skønt, og jeg havde det fremragende bagefter. Den ro der faldt over mig, blev eksempliceret på hjemvejen, da jeg krydsede vejen i et fodgængerfelt for grønt; en bilist havde åbenbart ikke set mig, da hun med høj fart lavede et vejstresving, og havde jeg ikke set hende, og havde stoppet op, havde hun ramt mig. Nu bremsede hun hårdt op midt i fodgængerfeltet, og da jeg fik øjnkontakt med hende, reagerede jeg på en helt anden måde end jeg ellers ville have gjort, idet jeg smilte venligt til hende, og gav tegn til med armen at hun da gerne måtte køre. Hun pegede bare op på lyssignalet, der stadig viste grønt for mig, og rystede på hovedet. Jeg gav hende et thumbs op, og gik videre.

Node-RED

Jeg fik installeret Node-RED på min mobil, og fungerede upåklageligt. Der var uanede muligheder med den applikation, det var let at gå til, så det var bare at komme i gang. Ham fra værestedet, der havde glemt mere om computere og elektronik end jeg nogensinde havde vist, kunne godt tænke sig real time tracking af sine katte med bluetooth low energy, og han ville kode alt selv, men havde desværre ikke helt de nødvendige mentale ressourcer til det, fordi han blev så hurtigt træt og ukoncentreret. Jeg havde det lidt på samme måde, men ikke så udtalt, så hvis han kunne give mig nogle pejlemærker, ville jeg gå i gang med det lille projekt. Den var vel en slags indoor GPS, der var tale om, og hvis man havde nogle Raspberry Pi's, EPS32'er, eller Arduino'er, kunne det sikkert lade sig gøre, og det behøvede ikke at være særligt svært.

Vi havde både hardwaren og softwaren, han havde den viden, jeg skulle bruge, og jeg havde den vedholdenhed han manglede. Det morsomme var i øvrigt, at det for ham have en betydning, hvor kattene befandt sig i hans lejlighed, da de kunne gemme sig mange steder, hvor han ikke kunne se dem pga. en dårlig ryg; hvis de f.eks. gemte sig under sofaen kunne han ikke se under den pga. smerterne, så det var ikke kun for sjov at vi lavede projektet. Jeg foreslog at han for at gøre det meget lettere nøjedes med at monitorere og få en sms eller mail, når kattene kom ind eller ud af lejligheden. Det var dog for nemt, mente han, og desuden fortalte det ikke præcist under hvilket møbel kattene var.

Afsted

At jeg ikke brød mig om at opholde mig indendøre, for slet ikke at nævne et værelse, havde intet med mit nuværende værelse eller udlejer at gøre. Sådan havde jeg bare fået det efterhånden. Når jeg var vågnet, gjaldt det bare om at komme væk og ud så hurtigt som muligt, og når jeg var ude, så handlede det om at være ude længst mulig tid. På med skjorten og de finere herrosko, jeg som en af de få genstande havde haft med mig de sidste fem års tid, ikke brugt særligt meget, og derfor næsten fremstod som nye. Derefter den dyre italienske jakke, jeg havde fundet i en Røde Kors forretning til 160 kroner, som lige præcis ikke passede, da den var for lille, hvilket dog ikke kunne ses, hvis jeg lod den stå åben. Ud.

I tasken havde jeg mine normale sko, og en billig polo t-shirt. Nede på stationen var der ikke mange mennesker. Jeg lagde mærke til en kvinde på min alder, plus minus nogle år. Hun var fin i tøjet, og lignede en, der var på vej til arbejde i Illum eller Magasin. Da toget standsede på perronen, og hun skulle åbne døren, faldt hun i sin gamle vane med at trykke på knappen med fingrene, og hun trak lynhurtigt hånden til sig, som havde hun rørt en rødglødende kogeplade, og brugte albuen i stedet. Hun kunne for min skyld åbne døren som hun ville, men det var lidt morsomt at se.

Havde coronapolitiet aka de altid krænkede og forargede medborgere, som var hurtige til at påpege og udskamme dem, der ikke marcherede i takt i højre side af gangen i det lokale butikscenter, virkelig så stor en magt? Jeg overholdt myndighedernes fascistoide påbud til punkt og prikke, ikke fordi de alle var rationelle, men fordi det var lettest bare at slå hælene sammen. Man skulle vælge sine kampe med omhu, og hvis nogle ikke havde andet at gå op i end at fremhæve egen selvgodhed ved at være aggresive overfor et glemsomt eller ufokuseret medmenneske, der ikke havde ansigtet i kørselsretningen i S-toget, så godt for dem. Selvfølgelig skulle man udvise samfundssind, og overholde de mange inkonsistente og ofte irrationelle restriktioner, der hele tiden blev ændret, men at være så smålige, som jeg havde set nogle mennesker være, var i overkanten.

Man skulle ikke undervurdere coronavirussets farlighed, men heller ikke det modsatte, og selv om jeg på ingen måde var ekspert på området, havde det jeg havde læst beroliget mig noget. Man skulle tage virusset alvorligt, men at indføre så omfattende og langvarige restriktioner, lod mere til at være en form for defensiv medicin; ingen politikere eller læger i Sundhedsstyrelsen havde lyst til at være kendt som den, der havde gjort for lidt, hvis det efterfølgende havde vist sig at coronapandemien var langt mere dødelig end først antaget. For så ville pressen kaste sig frådende over dem, og det ville være enden på deres karriere. Det handlede ikke om hvad, der var bedst for befolkningen, det handlede mest af alt om hvad der var bedst for den enkelte politiker eller embedslæge selv. Og om pressen, der elskede skandaler og hadede nuancer, og befolkningen, der gjorde det samme.

Fake till you make it

Man skulle ikke undervurdere nogen. De fleste mennesker var alt andet end dumme, og kunne lynhurtigt regne ud, hvis man foregav at være noget, man ikke var. Alt det med hvordan man tog sig ud overfor omverdenen var rigtigt nok. Det drejede sig for hovedpartens vedkommende om, at signalere status, selvsikkerhed og overskud mv. Men jo tættere ind på livet af folk man kom, jo sværrede var det at opretholde en facade og foregive, at man var noget, man ikke var. Hvis man boede tæt sammen med andre mennesker, som jeg gjorde, da jeg lejede et værelse i en mindre lejlighed, hvis ejer var intelligent, observant og tydeligvis en menneskekender, var det svært, hvis da ikke umuligt. Abraham Lincoln var angivligt ophavsmand til citatet: "Du kan bedrage alle mennesker en gang imellem; du kan bedrage nogle mennesker altid; men du kan ikke bedrage alle mennesker altid.

Som det var tilfældet med så mange andre bon mot, så var det ikke den forkromede og eviggyldige sandhed, men der var utvivlsomt noget om det. Det var let at narre folk, man passerede på gaden, det var også relativt let at konversere med fremmede, men at leve tæt sammen med en eller flere andre i længere perioder, og fake, at man var noget andet end tilfældet var, det var - for mig - umuligt. Mine lommefilosofiske betragtninger stemte ganske vidst ikke helt overens med citatet, men det var heller ikke i modstrid med det. Jeg burde bare lægge alle kortene på bordet overfor min udlejer, som jeg var overbevist om godt kunne forstå mig. At jeg ikke bare krøb til korset beroede kun på min egen svaghed.

Omvendt var der altid mulighed for at jeg kunne tage fejl, og i det tilfælde var jeg på den. Jeg havde ingen plan b. Mit mål var at slippe ud af forsorgshjemmet, der fastholdt beboerne i en taberrolle, og det var så langt jeg formåede at tænke. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre nu, udover at leve time for time, og dag for dag, og dertil kom at det var meget begrænset hvad jeg kunne foretage mig, alene af økonomiske årsager.

Yad Vashem

Hvad var det værste, der kunne ske? På Holocaust museet i Jerusalem kunne man se det værste, der kunne ske, det værste udover enhver fatteevne. De besøgende, der skulle ind til udstillingen, blev ledt ned af en gang, hvor de passerede dem, der var på vej ud fra den. Det var slående, at førstnævnte gruppe ganske vidst havde et ærbødigt, men også forventningsfuld ansigtsudtryk, mens dem, der havde set hele udstillingen, og var på vej ud, havde et forstenet udtryk i ansigtet og tomme, blanke øjne. Selv om det, man kunne se på udstillingen, ikke svælgede i modbydeligheder, og ikke viste de værste billeder, jeg vidste, der eksisterede så mange af, så var det som om at al livsmod og håb blev suget ud af kroppen.

Det var ubeskriveligt hvad der var sket. Alt andet blegnede til sammenligning. Mine egne problemer forsvandt som dug for solen, der var pludselig intet at tale om, de var irrelevante for andre at beskæftige sig med. Hvis man skulle bruge tid på at læse om det værste mennesker havde udsat andre mennesker for, stod Holocaust øverst på listen. Og næstøverst, og trejdeøverst og så videre. Stalin og Maos forbydelser stod også på listen, det samme gjorde de modbydeligheder, som psykiatrien til stadighed forårsagede. Det var meget vigtigt at blive virkelighedskorrigeret en gang imellem, og få sine egne byrder perspektiveret. Derfor stod det klart for mig, at jeg skulle rense min tekst fuldstændigt for alle beklagelser og brokkerier. Hvis det lykkedes mig, kunne det måske være, at jeg kunne skrive noget, andre end jeg selv kunne bruge.

Case "Z"

For et par år siden havde jeg mødt denne person. "Z" havde arbejdet mange år med at hjælpe piger et sted langt syd for Danmark, der var blevet udsat for ubeskrivelige overgreb. Der var så sket det at "Z" selv fik en datter. "Z" var ovenud lykkelig, men også bange for, at der ville ske hende noget. Derfor var "Z" oppe det meste af natten for at sikre sig at babyen havde det godt, og trak vejret, og også for at aflaste "Zs" partner. Snart blev partneren opmærksom på, at noget ikke gik helt som det burde. Partneren troede at "Z" var deprimeret, og fik den praktiserende læge til at opstarte "Z" i Sertralin (populært kaldet en lykkpille). Det havde imidlertid kun gjort det hele værre, og "Z" sov herefter slet ikke, og blev kun mere bekymret for datteren.

Efter et par uger uden søvn fik "Zs" partner "Z" indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. "Z" blev narret til at lade sig frivilligt indlægge. "Z" ville hurtigt lade sig udskrive igen, men nu klappede fælden, og "Z" blev tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret med antipsykotisk medicin. Det havde været et mareridt for "Z", der fik voldomme bivirkninger af medicinen, gik rundt i en tåge, eller sad bare og kiggede ud i luften og savlede. "Z" havde været dybt ulykkelig og græd hver dag i flere uger. "Z" savnede datteren og følte sig svigtet af partneren og psykiaterne. Da "Z" endelig blev lukket ud, havde partneren søgt om skilsmisse, og "Z" måtte ikke se datteren længere. Nu var "Z" mildt sagt bitter.

Det eneste, der holdt "Z" oppe, og fik "Z" til at kæmpe, var håbet om at se datteren igen. Ret usædvanligt havde "Z" vundet alle tre retssager mod den tidligere partner, men da "Z" var blevet rubriceret som tosse, selv om "Z" tydeligvis ikke var det, var det ligegyldigt. Partneren, der var sundhedsprofessionel, havde været smart. Det stod klart, at "Z" havde PTSD, og ikke postpartum psykose eller depression. "Z" skulle aldrig have haft Sertralin, som kun forværrede tilstanden, og heller ikke antipsykotisk medicin, men derimod sovepiller eller benzodiazepiner i en kortere periode, kombineret med psykologsamtaler. Endnu et offer for ignorance, kynisme og psykiatri.

Som dagene gik, og der intet godt skete, måtte jeg erkende, at det aldrig ville blive bedre, kun værre. Nu havde jeg været uden arbejde i over fem år, og det var alt for lang tid til, at jeg kunne vende tilbage på arbejdsmarket igen. Jeg levede et dobbeltliv, som var ulideligt og stressende. Hver fjortende dag var jeg tvunget til at blive ydmyget og nedværdiget i ROPS. På en eller anden måde måtte det ophøre. Jeg havde mistet mit pas for længst, og havde ingen penge, så jeg kunne ikke flygte til et andet land. Jeg var for gammel til at jeg kunne starte forfra, til at jeg kunne stifte familie, og leve et normalt liv. Jeg var ked af, at jeg ikke var stærk nok til at holde ud, men omvendt var det svært at skamme sig over, at man ikke kunne gøre det umulige. Det var kun i film og bøger, at den stoiske helt efter langvarig tortur kunne komme med en kæk og vittig bemærkning til sine bødler.

Virkeligheden var lige som vejret i dag; blæsende, koldt, og gråt med truende mørke skyer i horisonten. Jeg havde tænkt på alle mulige løsninger, kontaktet den ene efter den anden, men det havde været spild af tid. Jeg kunne sidde på biblioteket og skrive, eller kigge ud i luften til evig tid, eller jeg kunne gøre noget mere aktivt. Det var en unfair kamp mod viljer, hvor mine bødler havde statens sympati og magtapparat i baghånden. Jeg havde intet, og jo længere tid der gik, jo værre blev det, indtil jeg engang blev så svag og magtesløs, at jeg intet kunne foretage mig. Jeg havde aldrig efterstræbt opmærksomhed, tværdigmod, men jeg kunne heller ikke acceptere, at bødlerne kunne lade som ingenting, og fortsætte som intet var hændt. Jeg var ikke ude efter sympati, empati eller medlidenhed fra nogen, og antipati, kritik, devaluering og afstandstagen, måtte jeg gøre mit bedste for at ignorere. Skulle jeg virkelig leve op til det falske prædikat, jeg havde fået?

Alt, jeg havde gjort, havde været nyttesløst, herunder - til sidst, da alt andet havde fejlet - min kontakt til pressen. Det eneste, der kunne få myndigheder og politikere til at reagere, var pressen. Horrible sager kunne stå på i årevis med både embedsmænds- og politikeres viden, men først når pressen skrev om det, handlere de (og ofte med en overreaktion), samtidig med at de lod som om det kom som et shock for dem. Det var virkeligt uskønt at overvære. Problemet var, at pressen i det store og hele havde kastet alle idealer på møddingen, og kun gad at beskæftige sig med et emne, hvis det havde katastrofe, sensations- eller skandalepræg. Så det var hvad jeg skulle give dem. Jeg skulle gøre noget, som ingen kunne ignorere. Det måtte være noget, der var yderst grænseoverskridende.

Og hvorfor i det hele taget spilde tid på at skrive? Det spillede ikke længere nogen rolle, hvis nogen troede det var et udslag af narcessisme. Jeg havde prøvet og prøvet, dag ud og dag ind i over fem år, og jeg havde fejlet. Samtidig var jeg blevet så irreversibelt skadet, at resten af mit liv ville være et helvede, uanset hvor godt det end måtte gå. I panden på Jared Letos "Joker" i filmen Suicide Squat, var der tatoveret "Damaged". På min pande kunne man meget vel tatovere "Very damaged".

Jeg behøvede ikke engang at fremlægge alle de modbydelige sagsakter, i det falske håb, at nogen ville opdage diskrepansen mellem det sludder, og virkeligheden; lige så snart jeg havde sørget for at skabe tilstrækkeligt med opmærksomhed, ville pressen sørge for at få alt udleveret. Selvmedlidenhed, offerrolle, narcessisme? Nej, nej, og fucking nej. Jeg aldrig ville slippe ud af det "hurtlocker", jeg var fanget i. Jeg var blevet for svag til at gøre noget konstruktivt, og jeg havde oplevet for meget. Jeg skulle helt slippe tanken om at nogen kom og reddede mig, og at jeg ved egen hjælp kunne redde mig selv. Det spillede ingen rolle hvad andre mente om mig, og den manglende forståelse var helt i orden. Hvis det her var min skæbne, havde jeg intet valg end at acceptere den. Måske det også ville give mig en form for ro og meningsfuldhed.

Dødsbo

Hvis der skete noget, ville jeg ikke overlade alle mine ting til udlejeren, så han skulle belastes med rydde op efter mig. Han havde allerede hjulpet mig en hel del, og dertil været meget tålmodig med mig. Jeg frygtede, at han var skuffet over mig, at han havde forventet noget mere, end det vrag af et menneske, der var dukket op. Derfor måtte jeg smide så meget ud som overhovet muligt, og derfor var det som at rydde op i ens eget dødsbo.

Jeg havde kronisk svær dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne leve op til det billede han og alle andre havde af en læge. Det var skamfuldt, og jeg ville ønske jeg havde mod til at fortælle ham alt, men jeg kunne ikke risikere noget. Jeg havde ikke nogen mulighed for at bo andre steder, og jeg ville hellere dø end at måtte returnere til forsorgshjemmet. Hvis det gik galt igen, således at jeg måtte fraflytte og bo på gaden igen - og hvis det ikke var min egen skyld - så ville det ikke i første omgang komme dertil at jeg behøvede at miste livet. Hvis man var plakat fuld, eller befandt sig i en hash- eller stofrus, kunne det måske lige akkurat lade sig gøre at bo på gaden. Men det var jeg ikke, og det havde jeg aldrig været, så derfor havde jeg oplevet alt uden filter, og det var rædselsfuldt.

En anden strategi var at kende tilstrækkeligt mange andre hjemløse til at man havde nogle at støtte sig til, men igen havde det ikke været tilfældet for mig. Nu havde jeg prøvet at gå rundt i tilstrækkeligt mange kolde nætter til at jeg havde lyst til at prøve det igen. Jeg kendte imidlertid en meget effektiv måde hvorpå jeg kunne få gratis kost og logi. Jeg ville ikke tøve ét sekund, hvis det kom dertil. Det var kun et spørgsmål om tid, før næste jeg igen skulle udsættes for noget dårligt, og det måtte jeg hele tiden være forberet på. Jeg måtte mentaltræne hver dag, så jeg vidste præcis hvad jeg skulle gøre når det skete. Jeg stod virkelig på kanten, og ved det mindste skub ville jeg få overbalance, og falde ned i dybet. Eller også sprang jeg selv derned. Ingen langsigtede planer, ingen strategi, intet håb. Jeg var virkeligt på den, og jeg havde ikke nogen løsning eller udvej.

Lukke og slukke

Jeg skulle rydde op i alt. Både i forhold til mine ting og i forhold til bogen. Bog var et stort ord, men det var nemmest at kalde det, jeg havde skrevet, for en bog. De mails jeg ikke havde bragt, skulle bringes. Teksten skulle være så gennemarbejdet som muligt. Jeg skulle være parat til alle mulige situationer, gennemtænkte alt. Alle jeg havde mødt, der fik løn for passivt at bevidne, at jeg blev nedbrudt af psykiaterne, havde et medansvar, og derfor fortjente de ikke anonymitet. Kun mine lidelsesfælles gjorde.

Tirsdag morgen

Jeg havde sovet dejligt længe i nat, og var kun vågnet et par gange. Ingen mareridt, og forhåbenligt havde jeg ikke råbt i søvne. Jeg var søvnig, og havde mest af alt lyst til at sove videre. Sætte ørepropper i, og lade som om jeg ikke eksisterede. Sove indtil det hele var overstået, og jeg kunne vågne og stå op til en ny dag, som var en hel ny dag, og ikke bare en gentagelse af den samme trøstesløse og grå dag, hvor jeg vidste, at det mest positive der kunne ske var, at der ikke skete noget. Hvor det bare handlede om at overleve time for time, hvor jeg aldrig kunne slappe af og bare være mig selv, og hvor jeg havde overskud til at læne mig tilbage og nyde tilværelsen, som den var, nyde at være i live, og være taknemmelig for at jeg havde overlevet, og at jeg var sund og rask.

Men det var naturligvis for nemt. Der var intet at gøre. Det var bare med at stå op, børste tænder, gøre mig klar, og komme afsted. Lade som om jeg havde et arbejde, eller bare noget at foretage mig. Gøre alt det et normalt menneske gjorde, og bilde mig selv ind, at jeg havde noget jeg skulle nå, noget som jeg ikke måtte komme for sent til. Skynde mig ud af døren, uden at være febrilsk og usikker, men lade som om, at det eneste, der betød noget var at møde til tiden.

I virkeligheden havde jeg intet at foretage mig. Jeg sad bare på biblioteket indtil jeg skulle træne eller ned i værestedet, og så hjem omkring ved halv ni tiden, rydde lidt op, og ligge mig på den nu flade foldemadras, og forsøge at falde i søvn. Det eneste privatliv jeg havde, var fra jeg slukkede lyset og lagde mig, og lod som om jeg sov, til at jeg faktisk faldt i søvn. Jeg var dødtræt, da jeg sad og skrev på biblioteket. Jeg kæmpede for at holde mig vågen, hvilket kun lykkedes med møje og besvær.

Den tid på måneden

Nu var det igen den tid på måneden hvor jeg måtte regne med at jeg få eller ingen penge havde tilbage. Det var derfor meget ubehageligt at skulle handle ind, og jeg magtede ikke at se hvad jeg i virkeligheden havde stående på kontoen af frygt for at jeg var gået i nul igen. I de resterende dage i november måtte jeg leve så sparsommeligt, som overhovedet muligt.

Taastrup Bibliotek

Taastrup Bibliotek var måske det mest smålige af slagsen jeg i mit liv havde oplevet. Mens man alle andre steder, jeg havde været, kunne få lov til at sidde i en stol eller lignede, var det stort set umuligt på Taastrup Bibliotek, hvor der på hele biblioteket kun var to siddepladser, til trods for rigeligt med kvardratmeter. Man kunne uden risiko for smittespredning snildt lave det femdobbelte antal pladser, så der var ingen rationel årsag til det bemærkelsesværdige lave antal, men hvad skyldtes det så? Jeg spurgte en af bibliotekarerne hvordan det kunne være at man alle andre steder godt kunne få lov til at sidde, mens det på Taastrup Bibliotek stort set var umuligt, hvortil jeg fik det intetsigende og patetiske svar, at det var noget man havde besluttet i kommunen. Jeg skulle havde spurgt, hvorfor der så alligevel var fuld bemanding med bibliotekarer, når man ikke ville have at folk brugte biblioteket, hvorfor de var overflødige, men jeg gad ikke. Man havde forskellige steder stablet alle stolene, og viklet en rød og hvidstribet plastikstrimmel rundt omkring, så brugerne ikke skulle tro de kunne benytte faciliteterne. Hvor var det tarveligt og paranoidt af Taastrup Bibliotek. Så luk dog stedet ned permanent og fyr alle bibliotekarerne. Det var uacceptabelt hvis man ikke gad at arbejde, men gerne ville have løn alligevel. Jeg ville aldrig igen sætte min fod på det asociale og overflødige biliotek.

Bus 123

På vejen hjem fra biblioteket i bussen overhørte jeg nogle unge knægte snakke ophidset med hinanden i bagenden af bussen. "Vi bliver kneppet! Shorta (Shota?) kommer hjem til os i morgen tidlig klokken 7 og tager os med! Hvad skal vi gøre mand!?". De diskuterede videre, og der var noget med en snitch, men jeg hørte ikke mere, udover nogle usammenhængende brudstykker. Jeg vidste godt hvordan det var at blive vækket af primitive og afstumpede Shorta, det havde jeg prøvet mange gange, og ingen af gangene havde det været berettiget, men de psykiske ar havde jeg resten af mit liv, og et par tusinde kroner i erstatning engang om et par år, var ikke kun ligegyldigt, det var en hån. Mod mig, mod min familie, og mod mine venner. Den eller de Shorta, der havde været ansvarlige, skulle da fyres for det uskønne magtmisbrug. Formålet kunne umuligt havde været andet end at stresse og nedbryde mig. Det vidste Shorta, og det vidste jeg. Hvordan kunne denne statssanktionerede tortur være acceptabel? Man skulle som Shorta være meget afstumpet og beregnende for at gøre det, man havde gjort.

Der var også en anden episode, der fandt sted i bussen, uafhængigt af den med drengene, og kort tid efter. Denne gang var det en ung mand, der råbte noget til buschaufføren. Det lød som om at han gerne ville af, men bussen fortsatte ufortrødent. Manden blev mere og mere ophidset, og da bussen gjorde holdt ved næste stoppested, og dørene åbnede, råbte manden rasende: "Jeg klager fandeme over dig!", samt noget mere jeg ikke kunne forstå.

Der var generelt en spændt atmosfære i Taastrup. Det var ikke kun episoderne i bussen her til aften, der fik mig til at konkludere det, jeg havde været vidne til flere episoder, der næsten udartede sig til håndgemæng, eller endnu oftere, episoder i trafikken, der nær havde endt helt galt. I går var det to drenge på cykel, der var ved at krydse vejen, og uden at se sig for, var på vej ud foran en lastbil i høj fart. Eller træneren, hvis kæreste var blevet torpederet af to andre drenge på el-løbehjul for et par dage siden, og kaldt hende en luder. De havde desværre for dem ikke set træneren, der cyklede lidt bag hende. Heldigvis for dem var han fornuftig nok til at indvolvere politiet. Alt dette inden for relativt kort tid. Og jeg befandt mig ikke særlig meget i Taastrup. Gad vide hvad der ellers skete på daglig basis i byen? Jeg boede oven i købet et godt sted, der var nogle områder jeg aldrig bevægede mig rundt i, som jeg vidste statistisk set var mere uroplagede. Der var også store villakvarterer i Taastrup, og byen havde en konservativ borgmester. Der var måske en sammenhæng mellem de to ting? Jeg havde ingen aktie i den konflikt, hvis der i det hele taget var nogen, men jeg kunne være uheldig og blive collateral damage.

Nu havde jeg købt en stor og en lille flad tallerken i Søsterne Grene. Jeg var også kommet en del videre med Node-RED, JSON og webscraping mm. Jeg havde fået hjælp af en IT kyndig bruger af værestedet i går, og det havde været det, der skulle til. Jeg havde også skrevet til lederen af Glostrup Bibliotek, og forsigtigt foreslået hende, at fortsætte makerspace-projektet, som corona havde sat en stopper for. Det havde en af bibliotekarerne opfordret mig til, for nogle dage siden.

Albertslund

Det hed Shorta, og det var ikke en Fakta, men en Kvickly, der lå hvor busholdepladsen tidligere var. Der var bygget en del nyt i downtown Albertslund, men grundlæggende set var byen uforandret. Man havde anlagt størstedelen af den engang i 70'erne på en mark, så vidt jeg kunne huske, og det virkede som en man havde forsøgt at anlægge forskellige kvarterer som slags landsbyer, med hver deres særegne præg. Derudover var det meste af byen i to niveauer, med et stisystem til fodgængere og cykelister i det laveste niveau, og biltrafikken på det øvre. Man kunne nogen gange fornemme hvem, der var opvokset i byen, og havde lært at færdes i de forskellige niveauer, men for mig var det irriterende, og jeg havde ikke tålmodighed til at fucke rundt i labyrinterne, når jeg skulle finde vej, så jeg endte ofte oppe på gadeniveauet, så jeg lettere kunne orientere mig.

Tanken med niveauopdelingen havde vist nok været at børnene kunne bevæge sig frit rundt uden at risikere at komme til skade i trafikken. Det man nok ikke havde kalkuleret med var, at det var noget der hed gadekriminalitet. På de mørke og øde stier, som det var svært at komme væk fra (fordi det netop var meningen), var man på den, hvis man var alene og signalerende "offermentalitet". Hvis hunde og psykiatere lugtede frygt, bed de.

En beboer på forsorgshjemmet var netop en af de første indbyggede. Det passede godt med at han var okring 15 år ældre end jeg. Han havde boet det meste af sit liv i byen, og kendte den selvfølgelig ud og ind, han kendte gud og hver mand, mentaliteten og så videre. Han hadede Albertslund som pesten. Det var ham, der gjorde mig opmærksom på volden og kriminaliteten, på knallaterne i gangsystemerne, på at politiet ikke gjorde noget, eller ikke kunne gøre noget på stierne, på alle problemerne. Jeg overhørte på et tidspunkt beboeren fortælle en anden beboer, at han havde trænet i Mikenta i 17 år.

Som læge, især som læge på Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet, var det en dyd at observere andre mennesker, hvordan de stod, sad, lå, bevægede sig, talte, interagerede med omverdenen, ja, jeg havde i en del år ikke foretaget mig andet end at bruge alle mine sanser til at observere andre, analysere og fortolke dem. Derfor var det ikke usandsyneligt at denne beboer fortalte sandheden i forhold til at have trænet kampsport i så mange år. Han var en ældre herre, men slank og atletisk. Hans bevægelser var flydende, balancen og koordinationen perfekt, og når han stod stille, var det som han var vokset sammen med gulvet.

Nu var det efter mange måneder på den såkaldte "akutliste" (var det et år?), så endelig lykkedes ham at få en lejlighed i Nordvestsjælland. Det så han virkeligt frem til. Jeg ønskede ham held og lykke.

Minkskandalen

Jeg var nødt til at holde mig orienteret om hvad der skete i omverdenen. Fordi jeg stadig havde en rest af nysgerrighed tilbage, og fordi det var nødvendigt hvis man ville smalltalke med fremmede såvel som bekendte. I øjeblikket var det regeringens dillatanteri, der var på tapetet. Den ville så gerne udvise handlekraft, at den havde overreageret. Nu lugtede oppositionen blod. Lige så idiotisk regeringens magtmisbrug var, lige så hyklerisk var oppositionens forargethed. Tænk at Sophie Løhde af alle politikene kunne holde masken, mens hun fordømte regeringen. Det var topmålet af dobbeltmoral. Det hele virkede som ét stort skuespil. Virkede? Nej, det var et skuespil, alle politikerne vidste det og pressen vidste det. Var jeg så ikke også dobbeltmoralsk, når jeg spillede skuespil? Når jeg stod trofast op hver morgen kl. 7.00, iklædte mig sjorte og tog bussen, som om jeg skulle noget? Sikkert. Det var mig, der var til grin, når jeg udstillede min egen svaghed og mangler.

Når jeg kom hjem om aftenen og hilste på udlejer, havde han det med at sige, at jeg var en arbejdshest. Det var på samme tid helt forkert og helt rigtigt. Jeg havde intet arbejde, men det var det sværeste arbejde jeg nogensinde havde haft at finde på noget jeg kunne foretage mig fra jeg tog afsted omkring klokken halv otte om morgenen, til jeg kom hjem mellem halv ni og ni om aftenen. Intet var lettere for mig end at have et rigtigt arbejde, eller bare et hvilket som helst meningsfuldt og fast holdepunkt i hverdagen. Jeg kunne intet foretage mig uden et mål. Jeg kunne ikke engang gå en tur uden at have en destination. Der var nogle menneker, der kunne "slendre rundt" mere eller mindre i timevis, men ikke jeg. Når jeg ikke længere kunne holde ud at sidde på biblioteket, men der stadig var mange timer til jeg kunne komme i værestedet eller vende hjem, var der ikke andet jeg kunne gøre end at gå en tur. Det kunne også bare dreje sig om en halv time, jeg skulle slå ihjel, det var ligegyldigt, jeg skulle have en destination, et mål. Pak sammen. Tag jakke og mundbind på. Forlad biblioteket. Gå ned for enden af gaden. Find på et nyt mål på vejen.

Jeg var iøvrigt ikke en særlig gennemført skuespiller. Jeg vidste hvad jeg skulle sige og gøre, jeg vidste hvordan jeg skulle klæde mig på, barbere mig og hvilken frisure, jeg burde have, hvordan jeg burde indrette mit værelse, jeg vidste det - og jeg følte det - alt sammen, men dels kunne jeg af økonomiske årsager ikke gøre alt det, jeg burde, og dels var jeg for hæmmet. Desværre kunne jeg ikke som et TV tænde med det samme efter at havde været på standby i fem år. Jeg kunne skamme mig over min egen utilstrækkelighed, men det gjorde jeg ikke.

Jeg var til gengæld grænselæst frustreret. Jeg var næsten ligeglad med hvor uskøn og pinlig jeg var, så længe jeg overlevede. Jeg havde gjort det rigtige og det noble til at starte med. Det havde ikke virket. Så måtte jeg prøve noget andet. Det havde heller ikke virket, og det havde ikke været rart, men det havde været forsøget værd. Jeg var fra første dag blevet sparket til hjørne og dehumaniseret, så jeg var blevet utroværdig, og min klage over den forlorne lektor kunne affærdiges over påskud af dette. Selvfølgelig vidste jeg det. Der var intet sofistikeret eller kompliceret over den svinestreg.

Det krævede ikke at man var geni for at regne dén ud. Det krævede til gengæld at man var en genuint dygtig skuespiller og en fuldstændig skruppelløs psykopat, og den forlorne lektor var begge dele. Dertil naturligvis et fejt og anonymt bureaukrati, som Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet, Region Hovedstaden, og Styrelsen for Patientsikkerhed var. En udbrændt og arrogant praktiserende læge, et impotent Datatilsyn og så videre, og så kunne det lade sig gøre. Hvorfor skulle en institution som Ombudsmanden, eller en "fagforening" som Yngre Læger, også spilde tid og ressourcer på at hjælpe ét enkelt menneske, der var kommet i knibe? Der var hver dag mange mannesker i Danmark, der var eller kom i en knibe, der var større end min, på grund af diverse myndigheders svigt og uduelighed, og uanset hvad var det eneste logiske at bruge en begrænset mængde ressourcer på den bedst mulige måde, hvilket ville sige at man først hjalp de mennesker, der havde mest brug for hjælp, eller, hvis der var tale om en gruppe mennesker, så ydede den hjælp, som ville reducere den samlede mængde af lidelse mest mulig.

Bella Ciao

Jeg så sidste afsnit af "Papirhuset" (der også gik under navnet "Money Heist") i går aftes. Det var en spøjs og bestemt ikke uinteressant serie på Netflix, "X" havde anbefalet mig at se. Den indeholdt alle de elementer, som var in for tiden, #MeToo, homokultur, det statslige magtapparats undertrykkelse, tortur, kynisme, og forkærlighed for anonymitet og røgslør. De to første elementer var da fine nok, men det var nok mest det sidste, der interesserede mig, og vandt genklang hos mig. Den var ikke ligefrem en dokumentar, men serien må alligevel havde ramt tidsånden, qua dens popularitet. Og statens mere eller mindre rationelle overformynderi under coronaepidemien, gjorde nok ikke temaet mindre tidssvarende og aktuelt.

Jeg så frem til at se den første Netflix serie, hvor omdrejningspunktet var coronapandemien. Man kunne diskutere om minkavlerne var professionelle dyreplagere, men uanset hvad, så havde regeringen i et anfald af magtarrogance ødelagt adskillige menneskers levebrød og livsværk. Det var fuldstændigt uacceptabelt, og jeg kunne sagtens sætte mig i minkavlernes sted. Især var det provokerende at politikerne gik så meget op i ansvarsforflygtigelse, hændervasken, og om hvilken ordbrug man havde anvendt, som om det var det, der betød noget som helst for de fleste danskere, om man havde brugt "opfordring" eller "påbud". Det var ligegyldigt, danskerne havde i det store hele efterlevet restriktioner og påbud uden at blinke, og til gengæld havde myndighederne misbrugt vores tillid. Det var ikke synd for nogen politikere, de fik penge og magt for at påtage sig et ansvar, det var ingen der tvang dem til det, og de kunne til hver en tid trække sig, og finde noget andet at lave. De tjente ikke befolkningen, de tjente sig selv. Deres selvhøjtidelighed og påtaget alvorlige miner var jeg immun over for. Der skulle nok være enkelte politikere, der tog deres opgave og ideologi alvorligt, men de befandt sig nok ikke i regeringen eller i de store oppositionspartier. Når det var sagt, og til trods for min generelle ringeagt over for pressen, var det ganske udmærket, at medierne havde taget minkavlersagen op og tilsyneladende var gået all-in. Det måtte jeg trods alt tage hatten af for.

Sårbar boksning

Jeg kom til at overkommunikere i går i værestedet, da jeg fortalte en af pædagogerne, at jeg generelt var særdeles godt tilfreds med de tilbud, Høje-Taastrup Kommune havde, men at det måske var mindre velvalgt at kalde sportsaktiviteterne, især boksetræningen, for "sårbar". Det var faktisk lidt devaluerende overfor brugerne, som i forvejen havde talrige negative og fornedrende prædikater siddende på sig. Desuden var det i sig selv en sejr og modigt at deltage i sportsaktiviteter, når man var så langt nede, som vi var. Relativt set var det uendeligt nemmere for en voksen person med godt helbred, solid økonomi, og arbejde, at tilmelde sig ethvert idrætshold, end det var for os defekte mennesker. Pågældende pædagog var en af ophavsmændene til "sårbar" prædikatet, så jeg var nødt til at trække lidt i land igen.

Det var i øvrigt komisk og meget sigende at pædagogen havde henvendt sig til mig med ordene "nå, er det for meget med alle de mennesker?". Der var kun fire andre brugere af værestedet, som også var dem, jeg havde mest og bedst med. Jeg havde sat mig ind i et tilstødende lokale, så jeg kunne tilslutte min Raspberry Pi Zero W til USB porten på den eneste funktionelle PC værestedet rådede over, så den kunne få strøm. Det havde intet at gøre med hvad jeg "følte" eller hvor jeg "havde det". Det var præcis den forudindtagende og devaluerende automatreaktion jeg hadede så utroligt meget. Pædagogen patologiserede mig uden nogen grund, og det var potentielt farligt for mig, når han efterfølgende skrev i journalen at jeg havde trukket mig fra de andre, fordi jeg ikke evnede at begå mig socialt. Det var så forkert som det kunne være, for jeg kunne tale med hvem som helst om hvad som helst så længe det skulle være. Det var dog et godt eksempel på rigtig mange ansattes fejltolkning af brugernes adfærd. Da pædagogen var flink, lod jeg som ingenting, men hvor var det dog sørgeligt at jeg ikke engang kunne tilbringe nogle minutter i et andet rum, uden en "bekymret" eller "omsorgsfuld" pædagog ville fejltolke det som udslag af svaghed, sårbarhed, eller sygdom. Kunne jeg ikke bare slippe for hele tiden at skulle tænke over hvordan jeg opførte mig, så det ikke blev fejltolket som noget det ikke var?

Trænigen var god, som den plejede at være. Vi var nogle flere i dag, og det var hårdere end ellers. Det var øvelser med Kettlebells, der stod på programmet, og det inkludere en masse hårde øvelser for benene, og det i en grad at jeg var helt flad bagefter. Mine ben var så udtrættede og mælkesyrefyldte, at jeg på gåturen til Albertslund ikke kunne gå så hurtigt som jeg plejede. Det var skønt. Efter træningen spurgte jeg en af knægtene, om han havde weekendplaner, om han eksempelvis skulle hænge ud foran Kebabistan sammen med hans venner og råbe af de forbipasserende. Det var ment som en joke, en dårlig en af slagsen, men fyren tog mig alvorligt, og svarede, at han skulle hjem til en kammerat. Jeg kunne ikke lade være med at følge op, og sagde "Ok, så du skal altså ikke ud og stjæle biler i dag?". Nej, det skulle han ikke, svarede han. Velkommen til Taastrup..

"Den største politiske politiske skandale"

"Den største politiske skandale, han havde set", sagde Professor Peter Gøtzsche til TV2. Det, han udtalte sig om, var minkskandalen. Der var mange tidspunkter i løbet af dagen, hvor vreden og desperationen var næsten uudholdelige, og et af de tidspunkter opstod, da jeg, efter at have sovet for længe, var på vej til fods til Albertslund. Jeg havde altid hadet weekenderne, og nu hvor hver eneste dag var som en dødsyg og trist søndag, var de egentlige lørdage og søndage bare blevet endnu mere uudholdelige. Om fredagen faldt humøret endnu mere, og jeg gik og tænkte på hvordan det skulle lykkedes mig at overleve indtil mandag. Det lød overdrevet, men efter så mange års fortvivlelse, var det et helt reelt problem for mig. Ofte når jeg lagde mig på foldemadrassen om aftenen, og lod som om jeg ikke eksisterede, håbede jeg at jeg ikke vågnede igen når jeg først var faldet i søvn.

Når jeg var tvunget til at møde om i ROPS om mandagen var denne følelse så stærk, at jeg måtte tvinge mig til at ikke at tænke på det. Jeg hadede alt ved ROPS: Bygningerne, placeringen og ikke mindst personalet. Mit had til personalet, som fastholdt mig i en sygerolle, der var i modstrid med virkeligheden, og som nød at ydmyge mig, var så stærkt at det næsten var palpabelt. Når jeg havde det selvmordsagtigt dårligt fordi jeg tænkte på ROPS, var det eneste, der kunne lindre følelsen, det jeg forestillede mig at jeg ville gøre. Det var naturligvis ikke noget jeg kunne skrive om, for i Danmark var tankeforbrydelser også forbrydelser, men en venlig torturbøddel var stadig en torturbøddel, og det der foregik i ROPS var på alle måder i modstrid med menneskerettighederne.

Selv om det stort set aldrig var berettiget, endte mange diskussioner, der handlede om forhold, der i større eller mindre grad var modbydelige, altid med at blive sammenlignet med topmålet af ondskab, nemlig nazisme. Og når jeg skulle lide så utroligt meget som følge af personalet i ROPS, var jeg ikke bedre end at jeg sammenlignede dem med nazister, nærmere bestemt dem, der helt konkret efter ordre udførte de mest horrible forbrydelser mod menneskeheden i verdenshistorien. "Vi fulgte bare ordrer", var undskyldningen. På samme måde med personalet i ROPS: "Vi gør bare som dommeren har sagt". Som om en eller anden dommer var selveste gud. Derfor var de mennesker, der rent konkret torturerede mig i deres egen optik uskyldige. De troede de var gode mennesker, de henviste til en autoritet som berettigelse for deres ugerninger, og når de fik fri fra arbejde, kørte de hjem til villaen i deres hybridbil - fordi de var miljøbevidste - hyggede sig med familien, tog på ferie, og gik til fitness tre gange om ugen. I mellemtiden sad deres ofre, som jeg selv, ødelagte, marginaliserede, udsatte, og kunne ikke tænke på andet end at lindre den smerte som deres selvgode bødler i ROPS havde forårsaget, og undskyldte sig med at de bare gjorde som dommeren havde sagt de skulle gøre.

Jeg hadede disse mennesker så indædt, at jeg, selv om det var forkert af mig, opfattede dem som de menige tyske soldater, der stod i vagttårnene i KZ-lejrene, og skød dem, der prøvede at flygte. De adlød også bare ordre, og at dehumanisere og slå andre mennesker ihjel - om det var med livsfarlig medicin eller geværkugler - blev på et tidspunkt hverdag for de fleste. Det var et grotesk faktum at også KZ-vagterne, efter fyraften, hyggede sig med hinanden, tog på udflugter i området omkring lejrene, dyrkede sport, forelskede sig, ja, levede et forbavsende normalt liv. Ikke skyggen af dårlig samvittighed, og på de billeder jeg havde set af disse kujoner, stod de med armene rundt om hinanden i civil påklædning, mens de smilte eller grinede.

Men de var lige så skyldige som den nazi-chef, hvis ordre de "bare" fulgte. Selv de mindste tandhjul i maskineriet var nødvendige for at det kørte rundt, og derfor skulle de huskes til evig tid, om man var psykiater, sygeplejerske eller bare sekretær i ROPS, eller om man var ham, der stod i vagttårnet i en KZ-lejr, eller blot den, der havde bygget hegnet rundt om lejren, eller skovlede sne så vejene hen til lejren var farbare, var ligegyldigt. De tyske nazister foregav at de gjorde det, der var bedst for samfundet, på samme måde som retspsykiaterne gjorde. Nazisterne aflivede jøder, og psykiaterne aflivede de mennesker, der var eller som de troede eller foregav at tro var psykisk syge.

Nazisterne aflivede i øvrigt også psykisk syge, såvel som homoseksuelle, handicappede, romaer, og kommunister. Ja, det var heller ikke så forfærdeligt mange år siden at psykiaterne også opfattede homoseksualitet som en psykisk lidelse, og danske psykiatere havde velvilligt deltaget i at kastrere homoseksuelle for at kurere dem, noget der ofte havde ledt til at den homoseksuelle efterfølgende begik selvmord. Måske havde psykiaterne offentligt undskyldt for disse ugerninger, som det var så moderne at gøre i forhold til andre fortidige synder?

Det skulle handle om Peter Gøetzsche, men det kom det ikke til. Årene var gået, og folk var ligeglade. Alle henvendelser til myndighederne havde været forgæves. Derefter havde jeg forsøgt at henvende mig til alle andre, men det var også fejlet, måske fordi jeg på det tidspunkt var så smadret og skinger at det ikke var til at holde ud at lytte til mig. Det skulle havde været omvendt, jeg burde først have henvendt mig til alle andre end myndighederne, for i sidste ende ville myndighederne da skide på mig, med mindre at andre mennesker, pressen især, havde involveret sig i sagen. Det nyttede ikke længere noget at appellere til nogen.

I hverfald ikke i Danmark. Men måske var der en mikroskopisk chance for at en eller anden i udlandet undrede sig over hvordan man behandlede yngre læger i Danmark, eller at den danske stat ikke var et hak bedre end alle andre stater, at man som whistle blower i Danmark kunne stemples som psykotisk, hvorefter ingen længere troede på hvad man sagde? At næsten samtlige danske psykiatere var bundrådne moralsk såvel som fagligt? Sikkert ikke, men det var et forsøg værd. Heldigvis var det let at få maskinoversat min tekst til engelsk.

Ned i Føtex og hamstre fra køleboksen og bordet med mad, der som følge af snarlig datooverskridelse var ekstra nedsat. En pakke rugbrød til 5 kroner. En pakke kyllingenuggets til 12 kroner. Haps. Hver gang jeg skulle betale, uanset hvor småt beløbet end var, fik jeg det dårligt, og det sekund det tog at godkende transaktionen føltes meget længere. Efterfølgende lettelsen over at jeg også i dag kunne blive mæt. Normalt var det lettere, specielt når jeg ikke orkede at skrive om det, bare at tage et billede af den mad jeg levede af, men det blev desværre misforstået.

Men det var ikke for sjovt jeg gjorde det, jeg gjorde, og det var ikke for at få medlidenhed eller svælge i offermentalitet. Det var for at huske, og for at ingen elendig psykiater efterfølgende skulle kunne affærdige de afsavn jeg led med at det "bare" var noget jeg forestillede mig, eller at det da ikke var så slemt igen, at jeg kun huske alt det dårlige etc., med andre ord alle deres undskyldninger for at deres ugerninger ikke havde været så slemme endda. Det var de, og at jeg ikke evnede at formidle den objektive virkelighed var ikke ensbetydende med at den ikke eksisterede.

Billeder. Den 2. november 2020. ROPS var et hul i jorden, et patient- og retssikkerhedsmæssigt vakuum, som ingen kunne holde ud at møde op i. Det var tilsyneladende ikke kun mig, der havde det på den måde, for det var ikke min gin. At møde op i ROPS, var som at blive kastet i en celle uden mad, hvorefter døren blev åbnet hver fjortene dag, så fangevogteren kunne se, om man fortsat var i live, for derefter at lukke døren igen.

Tre timer tilbage

Jeg skulle have tre timer til at gå før jeg kunne vende tilbage til værelset. Der var 40 minutter til at biblioteket lukkede. Det var vigtigt at få opladet mobiltelefonen før det skete, så jeg ikke skulle gå rundt på gaderne i to timer og kede mig. Der var pyntet op til jul i Albertslund, men det betød ingenting, og det havde ikke betydet noget som helst i flere år. Men jeg skulle som sædvanligt finde på en undskyldning når tiden nærmede sig. Det betød igen at jeg skulle ud på gaden og eventuelt overnatte der, ikke bare én, men flere gange. På en af mine mange gåture på Vestegnen havde jeg set et rigtigt shelter, hvor man ikke skulle ligge på jorden.

Jeg havde fundet en erstatning for "Money Heist", nemlig "American Horror Story". Det var også en fængslende serie. Jeg forsøgte at leve mig ind i den, men jeg kunne efterhånden heller ikke holde ud at tilbringe det meste af min vågne tid på offentlige steder i selskab med fremmede mennesker. Det var fint nok halvfems procent af tiden, men det ville være befriende og skønt bare at have en time for sig selv dagligt, uden at skulle foregive at sove, eller faktisk sove.

Det hjalp ikke ligefrem på mine sætningskonstruktioner og min stavning, at jeg skrev mens jeg så Netflix. Jeg lavede alt for mange fejl, og dels kunne det misforstås hvis nogen læste det jeg skrev, og dels tvang det mig til at bruge ressourcer, jeg ikke havde på at forholde mig til teksten og rette fejl. Jeg kunne godt relatere til "American Horror Story", for jeg var selv et spøgelse. Det var hårdt at starte forfra hele tiden, og især når det hver gang var fra bunden af. Hvad skulle der til for at jeg kunne komme videre vidste jeg ikke. Alting sluttede heldigvis, og det var ikke kun det gode, men også det dårlige.

"Transaktionen afvist af kortudbyder"

Da jeg skulle betale for morgenmaden i Lidl, blev mit kort afvist. Jeg havde heldigvis den hundredekroneseddel, jeg hævede forleden, og den betalte jeg med. Heldigvis var der ikke så mange kunder i forretningen, der lige var åbnet. Jeg gik ned i den nærliggende Danske Bank, og forsøgte at hæve 100 kroner i deres automat. Transaktionen afvist. Jeg havde håbet på at jeg kunne trække den lidt længere, før jeg løb tør for penge, så det kom alligevel som en ubehagelig overraskelse. Jeg havde lidt over 150 kroner tilbage til resten af måneden.

Billede. Den 16. november 2020. Ikke flere penge til resten af måneden.

Jeg vidste med sikkerhed at jeg havde været yderst sparsommelig i november. Jeg havde ikke brugt pengene på noget som helst overflødigt, kun på det mest nødvendige. Jeg orkede ikke at se på min netbank præcis hvad der var sket. Det var formentlig afbetalingen på min gæld, der have væltet læsset.

Der var ingen grund til at jeg skulle udholde mere. Jeg havde så ofte prøvet at gå rundt og være sulten. Det var enerverende og på et tidspunkt blev jeg desperat af sult, og var villig til at gøre hvad som helst for at få mad. At jeg ikke var begyndt at stjæle i forretningerne var formentlig bare et tilfælde.

Jeg kunne ikke længere se nogen udvej. I skrivende stund var jeg mæt, men det ville snart ændre sig. Jeg havde stadig en del proteinpulver tilbage, så det var ikke fordi jeg risikerede at dø af sult, men når jeg i forvejen befandt mig på det absolutte lavpunkt i mit liv, når proteinpulveret ikke mættede, ville jeg ikke holde ud i mange dage endnu.

Hvis staten ikke kunne knuse en på andre måder, måtte den ty til at udsulte dens ofre. Når jeg ikke havde mere taletid tilbage, kunne jeg ikke købe ny. Tandpasta manglede jeg også. Hvad skulle jeg sige i værestedet, når jeg nu igen ikke havde råd til at betale 40 kroner til aftensmad? Skulle jeg bare blive væk, for at slippe for at skulle forklare hvorfor? Hvad med deltagelse i træning? Jeg havde i fredags tilmeldt mig badminton, som var i dag, jeg havde pakket tasken med sportstøj, det var intet til hinder for at jeg kunne spille med, og jeg vidste at det ville havde enorm positiv effekt på mit humør, men hvad så bagefter når jeg blev sulten?

Til gengæld gav badminton mig et alibi for ikke at spise aftensmad i værestedet, for det startede relativt kort tid efter. At jeg ville blive ekstra sulten som følge af den fysiske udfoldelse, var der ikke noget at gøre ved.

Hvis der i det hele taget ved noget positivt ved min situation, var det at det pressede mig til at gå linen fuldt ud. Jeg havde hvad jeg kunne, jeg levede så nøjsomt som det var muligt, og når jeg alligevel ikke havde penge til noget så basalt som mad, følte jeg ikke det store moralske ansvar for mine handlinger længere. Nu var det de mennesker, der fastholdt mig i en uudholdelig situations ansvar. Det var Susanne og Hans s ansvar. De kunne jo eksempelvis begynde med at skrive en erklæring til de relevant myndigheder om at jeg var helt og aldeles rask, at det simpelthen ikke passede hvad Gitte Ahle havde påstået, nemlig at jeg skulle lide af kronisk paranoid psykose, og at jeg skulle have økonomisk erstatning for den fejldiagnose.

Det var selvfølgelig ønsketænkning fra min side, at Susanne Emde og Hans Raben gad, kunne eller turde forholde sig til virkeligheden, og gøre det, der var det eneste rigtige. Jeg kunne til hver en tid få Susanne til at printe en togbillet ud til mig, så jeg kunne møde op hos hende og Hans Raben og blive ydmyget og fornedret. Det var naturligvis generøst af hende. Men at give mig 10 kroner til en pakke rugbrød eller - endnu bedre - give mig mulighed for at få et arbejde, så jeg kunne tjene mine egne penge, det var helt utænkeligt. Det svarede lidt til at ofret for water boarding selv skulle betale for de håndklæder, der blev viklet om vedkommendes hoved og påhældt vand under torturen.

Det værste jeg kunne gøre i denne situation var at gå i panik. Jeg måtte være fuldstændig rolig og afslappet når jeg i eftermiddag skulle mødes med Susanne og Amanda . Jeg skulle sige det, som det var: Jeg havde været yderst sparsommelig, ikke bare i november måned, men i de sidste mange år. Alligevel havde jeg ikke flere penge. De måtte hellere end gerne se min konto, så de kunne forvisse sig om at jeg ikke bare havde hævet alle pengene og løj. Derefter skulle jeg gøre dem klart, at det ikke kunne blive ved på den måde. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at jeg igen skulle sulte, og at det snart kom dertil at det var bedre for mig at blive fængslet eller tvangsindlagt og få mad, end at være ude i "friheden" og sulte.

Hverken Susanne Emdeller Amanda kunne eller ville hjælpe, men de skulle have chancen. De skulle ikke efterfølgende kunne påstå at de var uvidende om min situation, at hvis jeg bare havde sagt til dem, at jeg ikke havde penge til mad, så ville de da selvfølgelig kaste alt, de havde i hænderne for at hjælpe mig, som de gode og omsorgsfulde mennesker de var.

Herefter var det tid til at gøre noget. Jeg vidste ikke helt hvad, men jeg havde nogle ideer. Til at starte med ville jeg sende min tekst rundt til alle jeg kunne komme i tanke om.

Jeg gik en tur i den varme efterårssol ned i den nærliggende Netto. Netop denne Netto havde som regel meget nedsatte fødevarer, og heller ikke i dag blev jeg svigtet. En pakke rugbrød, der normalt kostede 20 kroner til 5 kroner. Den kunne højst holde sig til i dag, skulle man tro datomærkningen, men det skulle man ikke nødvendigvis, så jeg snuppede tre pakker. Satte mig på en bænk og spiste halvdelen af den ene, hvorefter jeg gik tilbage til biblioteket.

I mellemtiden kunne jeg meget passende skrive, hvordan jeg havde det. Jeg var stadig træt, og jeg havde ikke energi til at læse eller til at gøre noget i øvrigt. Jeg kunne sidde på min stol på biblioteket og skrive, eller jeg kunne lukke øjnene og få noget søvn, samtidig med at jeg støttede hovedet med den ene hånd på en sådan måde, at den dækkede mit ene øje, så det ikke var så let at se at jeg blundede.

Tilfældigvis havde jeg valgt en siddeplads, som var et par meter fra et af kontorerne. Vedkommende der sad på den anden side af væggen kunne jeg tydeligt høre. Hun sad og talte i telefon, og det hun tale om var intet mindre end hvilke tiltag man skulle iværksætte eller afslutte. Det var en smule interessant for mig, fordi jeg tilbragte så mange timer der, og fordi jeg havde plæderet for et såkaldt makerspace. Jeg hørte mange brudstykker, så som: "Hvilke tilbud er det brugerne har brug for", "Prøver at spørge borgerne", og lignende. Jeg skulle have to timer til at gå, men jeg anede ikke med hvad. Jeg havde snart ikke mere taletid eller data tilbage på min mobiltelefon, så bare at gå en tur og lytte til podcast kunne jeg ikke.

Det viste sig, at jeg heller ikke kunne holde ud at side på biblioteket og forsøge at holde mig vågen, så jeg gik fra Glostrup til Brøndbyøster. Desværre var der stadig en time til at jeg skulle med toget, så jeg satte mig på en bænk foran stationen og ventede. Solen skinnede lidt endnu, men det blæste, og snart sad jeg og frøs. Da det var tid, gik jeg op og tog toget til Svanemøllen Station.

På grund af corona måtte jeg ikke møde fysisk op i ROPS, på nær umiddelbart før jeg havde tid, hvilket var kl. 14.00, så jeg måtte også sætte mig på nedgangen til en bunker, der lå foran bygningen og vente ca. 20 minutter. Da tiden endelig oprandt, kæmpede jeg mig op ad den gamle trappe, og ringede på. En venlig kvinde med noget der lød som norsk accent lukkede mig ind. Umiddelbart inden for døren stod et lille bord, og på bordet lå en lamineret seddel der opfordrede én til at afspritte hænderne. Jeg trykkede på spritbeholderen to gange, smurte mine hænder grundigt ind i sprit, ventede lidt og gentog proceduren, som jeg havde lært det den gang for længe siden da jeg var læge. Kvinden oplyste mig om at Susanne var gået hjem for i dag, og Amanda var der heller ikke, hvilket ellers var aftalen. I stedet kom en høj, ældre, slank herre med gråsprængt hår og briller. Jeg fortalte ham kort, at jeg havde erfaret i dag at jeg ikke havde mere end 150 kroner tilbage til resten af måneden.

Jeg sagde også, at det ikke var fordi jeg havde brugt pengene til noget som helst andet end det mest nødvendige, for jeg vidste godt hvad han - med god grund da han ikke kendte mig - måtte tænke. Den ældre mand spurgte mig om jeg havde nogen steder jeg kunne gå til og få hjælp. Nej, svarede jeg som sandt var. Jeg kunne få lov til at tale med en socialrådgiver, tilbød han mig. Det var en sympatisk og kompetent socialrådgiver, vidste jeg, men jeg vidste også at denne ikke kunne gøre noget som helst for mig. På nær at indskrive mig på et forsorgshjem. Det sagde jeg til den ældre mand. Jamen så kan du jo komme på forsorgshjem, foreslog han. Jeg svarede, at det netop var lykkedes mig at komme væk fra et forsorgshjem, og fået et værelse, samt at det var tåbeligt hvis jeg skulle flytte tilbage. Jeg skulle selvfølgelig ikke tilbage til Solvang. Jeg havde det fint nok med at tabe mig nogle kilo.

Mens dem, der burde kære sig om mig, alene fordi jeg var deres ansvar, og fordi de fik penge for det - ja, fordi jeg var tvunget til at være deres ansvar - var ligeglade, så var det helt anderledes med dem, der intet fik for at hjælpe mig. Deres hjælp fortjente jeg imidlertid ikke, men det var rørende hver gang nogen uselvisk og uden egen vinding for øje tilbød mig hjælp. Det var vigtigt også at være i stand til at modtage hjælp, når man fik den tilbudt, selv om det var ubehageligt og skamfuldt. Jeg havde dog efterhånden tvunget mig selv til at modtage så meget hjælp, at der skulle virkeligt meget til før jeg kunne få mig selv til det igen.

Her til aften da jeg returnerede efter badminton blev jeg tilbudt en sådan hjælp, som var fra én der ikke behøvede at gøre noget som helst for mig, men alligevel havde gjort det flere gange, og nu igen stod parat. Udlejeren spurgte mig om jeg ikke ville have noget ordentligt at sove i fremfor foldemadrassen. Jeg måtte vel få ondt i ryggen af at ligge på den, mente han. Han kunne da bare køre mig en tur i IKEA i hans vogn en dag jeg var tidligere hjemme. Så kunne jeg købe en billig seng, og transporten ville han stå for. Hvor var det venligt.

Jeg fik en knude i halsen, og akut dårlig samvittighed. Jeg kunne jo ikke fortælle ham, at jeg ingen penge havde. Hvor var det pinligt og skamfuldt. Tænk at jeg havde spildt så relativt mange år på at blive læge, og så havde det dårligt over at jeg slet ingen penge havde og ikke engang var i stand til at modtage meget velmenende hjælp. Jeg kunne næsten græde af skam og frustration. Jeg sagde pænt tak, og jeg forsikrede ham om at jeg nok skulle sige til når jeg en dag kom tilbage lidt tidligere.

Jeg var nødt til at komme i gang med et eller andet, alene for min udlejers skyld. Psykiaterne kunne ikke få mig til at læse et Anders And blad, om de så tiggede eller truede mig til det, men min udlejer kunne få mig i gang med hvad som helst, uden nogensinde at bede om det. Det var svært at forklare med ord, men jeg kunne sgu ikke tillade mig at modtage hjælp uden at gøre mig fortjent til den. Det var tankevækkende at alene udlejeren havde hjulpet mig mere end Yngre Læger havde gjort. I Yngre Læger var man dygtig til indholdsløs snak uden handling, mens min udlejer blandt så mange andre handlede uden så meget pjat, og dermed faktisk gjorde en forskel for mig.

Jeg kunne godt mærke at min mave rumlede. Jeg havde stadig to pakker rugbrød der helst skulle spises i dag, men de var sikkert også ganske udmærkede i morgen. Det kom til at blive hårdt - rigtig hårdt - på et tidspunkt, der ikke lå så mange dage ude i fremtiden, men den tid den sorg. Når det blev alt for slemt, ville jeg sende min tekst til alle Lægeforeningens medlemmer. Hvis bare man pressede nok, kunne man få folk - herunder jeg selv - til hvad som helst, og der måtte være en eller to medlemmer, der rent faktisk læste, det jeg havde skrevet, og kunne forstå mig.

Oppe kl. 7.00 og ud af døren omkring halv otte. Jeg havde lige akkurat halvtreds øre over minimumsbeløbet på rejsekortet, så turen til Albertslund med toget var betalt. Sad på bænken. Personalet havde kage med.

Jeg var lidt svimmel, og konstant sulten, men ellers var det som det plejede. Hvis jeg lod være med at tænke over i morgen, ikke gav efter, og købte det, jeg havde lyst til i Aldi, men i stedet nøjedes med den billigste pakke rugbrød, hentede en "gratis" proteindrik i FitnessWorld, og drak en masse vand, gik det. Hvis jeg havde noget at se frem til, ville det være helt anderledes udholdeligt.

Seng

Jeg var nødt til at købe en rigtig seng. Udlejer havde flere gange med bekymret mine spurgt ind til, om jeg ikke fik ondt i ryggen af at ligge på foldemadrassen, og han havde gået så langt som at tilbyde mig at hente sengen i Jysk eller IKEA i hans varevogn, jeg skulle bare bestille den. Det var utroligt venligt af ham, men jeg var ikke i stand til at tage imod hjælp længere. Selv om jeg kunne læse at det var en del af social færdighedstræning at bede nogen om noget, så havde jeg bedt rigtig mange om alt for meget, og det kunne ikke blive ved. Jeg havde i øvrigt heller ikke brug for social færdighedstræning, hvilket min IKEA tur i al ydmyghed demonstrerede.

Jeg fandt den næstbilligste seng i IKEA, og fik sat den op. Det lå i kortene at jeg ikke rigtigt kunne tillade mig at være for meget hjemme på værelset, så jeg gik rundt i Taastrup efter jeg havde modtaget sengen. Det blev til i alt 27824 skridt, og lidt over 21 følte jeg det var acceptabelt at returnere. Det var koldt, tørt og blæsende vejr, og da jeg kom ind på værelset, lagde jeg mig på sengen med det samme.

For første gang i over fem år ville jeg i nat sove i min egen seng. Efter jeg mistede min lejlighed på grund af den praktiserende læges fejldiagnose, havde jeg sovet udendørs i perioder, og når det havde været for koldt til at sove udendørs, var jeg var gået rundt hele natten for at holde varmen, og havde småsovet på forskellige biblioteker om dagen.

Jeg havde blandt andet sovet udendørs på Vestre Kirkegård, på Tippen i Sydhavnen, på Amager Fælled, i Vestskoven, på Vestvolden, i Brøndbyskoven, i busstoppesteder, i telte i venners baghaver mv. Sådan var det ikke at have penge i længere perioder, samt at være for nedtrykt og demotiveret til at kunne overskue morgendagen.

Jo færre og billigere ting og sager jeg havde, jo bedre, for jeg havde lært ikke at knytte mig for tæt til noget som helst. Jeg havde mistet alt flere gange end jeg havde tal på, så det var nemmere ikke at have noget.

Jeg havde penge til mad til resten af måneden, men ikke til meget mere end det. Hvis jeg eksempelvis fik for ondt i tænderne, så havde jeg ikke råd til at gå til tandlæge, men det var nu ikke noget, der bekymrede mig.

Radiologi

Jeg var begyndt at repitere radiologi, bare for at have noget meningsfuldt at foretage mig. Jeg havde trods alt taget det første år af speciallægeuddannelsen i radiologi på Rigshospitalet, så det var meget oplagt. Selv om der var et skønsmæssigt aspekt i tolkningen af scanninger og røntgenundersøgelser, så var radiologi alligevel meget en diametral modsætning til psykiatri, fordi det materiale, man analyserede, kunne analyseres igen og igen, af alle og enhver, hvorfor man var nødt til at gøre sig umage. En psykiaters (fejl)vurderinger kunne aldrig modsiges uanset hvor forkerte de måtte vise sig at være, hvilket var meget tit, men sådan var det ikke inden for rigtig lægevidenskab, som radiologien tilhørte.

All Along the Watchtower

There must be some kind of way outta here

Said the joker to the thief

There's too much confusion

I can't get no relief

Business men, they drink my wine

Plowmen dig my earth

None will level on the line

Nobody offered his word

Hey, hey

No reason to get excited

The thief, he kindly spoke

There are many here among us

Who feel that life is but a joke

But, uh, but you and I, we've been through that

And this is not our fate

So let us stop talkin' falsely now

The hour's getting late, hey

Hey

All along the watchtower

Princes kept the view

While all the women came and went

Barefoot servants, too

Well, uh, outside in the cold distance

A wildcat did growl

Two riders were approaching

And the wind began to howl, hey

All along the watchtower

All along the watchtower

(Jimi Hendrix, Curtis Knight. Tekst Bob Dylan)

"There must be some kind of way outta here". Når jeg var mest fortvivlet og uden håb, var det denne linje, der gik igen, det var mit mantra.

I går formiddags havde jeg været presset. Jeg skulle aflevere bøger på Albertslund Bibliotek, og umiddelbart derefter til boksetræning, samt have mit sædvanlige grej med, computer mv. Det var tungere end jeg var vant til. Da jeg nåede til Taastrup-hallerne begyndte jeg at få det skidt. kvalme, svimmelhed, sorten for øjnene, koldsved, og det var som om mine ben hele tiden var ved at give efter. Længere mod Albertslund, umiddelbart før tunnellen under motorvejen på Taastrup siden, lå en lille sø, og på hver side af søen var der to bænke. Jeg stavrede videre, og satte mig tungt på den dugvåde bænk. De første minutter sad jeg og kiggede forstenet ud i luften, indtil jeg langsomt kom mig så meget, at jeg kunne åbne rygsækken og tage posen med rugbrød op, som jeg langsomt begyndte at spise, mens jeg skyllede det ned med en proteindrik fra Fitness World.

Rugbrødet havde jeg købt dagen forinden i Føtex, en stor pakke, næsten datooverskredet, til fem kroner. Heldigvis betalte jeg 109 kroner ekstra om måneden i abonnement til Fitness World, hvilket tillod mig at trække én proteindrik dagligt i automaten i centeret. Det var faktisk en god investering i mit tilfælde, for hver morgen tog jeg forbi Fitness World, påførte mig mundbind, gik målrettet ind gennem indgangspartiet efter at have bippet mig ind med mit medlemskort, hen til automaten, trak proteindrikken, vendte om, og jeg lige så målrettet ud igen. Som om jeg skulle op og nå mit tog.

Jeg ville hellere skære min højre arm af og spise den, end jeg ville tilbage til Solvang, så der var ikke så meget at tænke over. I mandags blev der serveret kage i værestedet i forbindelse med et brugermøde omhandlende potentielle aktiviteter. Jeg deltog aktivt i mødet, og kom med en række konstruktive - omend ikke ligefrem geniale - forslag, så det var ikke proforma, jeg så hvem af de andre der spise flest stykker af kagerne, og tog det samme antal som vedkommende. Efter mødet var der stadig rigeligt med kager tilbage. Udlejer havde købet et par rammer dåsecolaer til han og jeg, og engang imellem om morgenen tog jeg en, når jeg skulle afsted. Det var alt sammen kalorier, og jeg havde den luksus ikke at skulle tænke over om jeg blev for fed af dem.

Mens jeg sad og skrev til formiddags fik jeg det dårligt igen, men dels sad jeg på biblioteket, og dels vidste jeg det ville gå over. Desuden ville episoderne hvor sulten føltes uoverkommelig også snart foretage sig i takt med at kroppens metabolisme omstillede sig, og dertil kom at jeg vidste af erfaring at jeg kunne undvære mad helt i mindst en uge, så det var ikke noget større problem.

Det, der til gengæld var et stort problem var, at jeg i forgårs løb tør for taletid. Jeg kunne ringe og skrive sms'er, hvilket var heldigt nok, men jeg havde intet data tilbage, hvorfor mine yndlingseskapismer - skrivning, IT og Netflix - forsvandt. Der var tilsyneladende ikke meget taleradio tilbage på FM-båndet, så nu havde jeg en ekstra udfordring. Bøger kunne jeg dog altid skaffe.

Det var flere dage siden jeg løb tør for penge på rejsekortet, men det var lækkert så længe det varede ikke at skulle gå i gennemsnit knapt 17.000 skridt hver dag med en tung rygsæk og træningstaske for at komme på biblioteket eller til træning.

Det var svært at fokusere på at skrive, når jeg havde det sådan som det var tilfældet nu, men jeg måtte ikke glemme på et tidspunkt at skrive om hvor menneskefjendsk, småligt, småborgerligt og asocialt det museum, som officielt gik under navnet Taastrup Bibliotek, var. Samt naturligvis også om hvor dobbeltmoralske mange af de få brugere var, de ældre herrer i deres cottencoats, bukser med pressefolder og cardigan, der ikke gad afspritte deres hænder når de tog avisen, og som tog to aviser ad gangen, som om der gjaldt andre og bedre regler for dem. Selvfølgelig var det disse hyklere som stemte konservativt i den tro at de var hæderlige og ordentlige mennesker.

Jeg havde flere gange observeret følgende adfærd: En gammel han (eller hun) elefant kom prustende op ad trappen, gik direkte hen - med eller uden mundbind - til avisstativet og tog uden at spritte hænder af først to aviser. De bladrede aviserne igennem, måske læste de også nogle af artiklerne, men når de så skulle op efter en ny forsyning - uden mundbind eller afspritning - var det at min passive aggressivitet slog igennem.

Når jeg så den opførsel, gjorde jeg en dyd ud af at læse hele den avis jeg sad med, alle artiklerne, og selv om jeg havde en i al ydmyghed høj læsehastighed, tog det alligevel lang tid. Så sad den såkaldt fine herre eller dame og skulede til mig, de rømmede sig, først diskret, så mere udtalt, med en forventning om at jeg skyndsomt satte avisen tilbage, så de kunne læse den, for sådan plejede det jo at være. Men det gjorde jeg bare ikke. Jeg læste ufortrødent videre, jeg lod ikke som om jeg læste, jeg sad ikke bare og holdt på avisen for at irritere dem, og de kunne se mine øjne bevæge sig venstre mod højre, oppe fra og ned, og hvis de ellers kærede sig om andet end deres egen indskrænkede verden, kunne de stille spørgsmål til teksten, og jeg ville svare korrekt på dem.

Der var forleden dag en af disse elefanter, som udviste den egoistiske adfærd, der til sidst begyndte at sukke. Da jeg så havde læst færdigt, og blev nødt til at sætte avisen på plads, og dermed havde tabt til den utålmodige og asociale mand, tog jeg mundbind på, sprittede mine hænder af, og rejste mig halvt. Så kom jeg heldigvis i tanke om at jeg før elefantens ankomst havde sprunget de uinteresante artikler over i starten af hovedsektionen af avisen. Derfor satte mig ned igen, og startede forfra. Det havde manden alligevel for travlt til at vente på, og han gik igen. Han havde været igennem samtlige aviser, udvist en asocial og arrogant, smittefarlig adfærd, så jeg havde ikke dårlig samvittighed over ham. Det var netop for hans skyld at jeg sprittede af og fulgte reglerne med hensyn til mundbind, jeg var personligt ligeglad med coronaviruset, men denne fysisk svækkede, hykleriske mand, som ville være den første til at blive indlagt, men nok ikke udskrevet igen, var tilsyneladende ligeglad med andre end sig selv.

Jeg var nærmest opvokset på et bibliotek, det var min hjemmebane, og få kunne slå mig på den.

Der var nogle af de gamle der respekterede "avisetiketten", og så havde jeg ingen problemer med eksempelvis at afbryde læsningen af en artikel, hvis vedkommende venligt spurgte om jeg var færdig med en eller anden sektion. Så gav jeg ham hele avisen, ikke fordi han havde bedt om den hele, men for at understrege min pointe.

At en del - men ikke alle - bibliotekarer var på samme måde som de gamle mænd og damer undrede mig en del, for de måtte da kunne regne ud at når man med hensyn til coronarestriktioner gik langt ud over de andre biblioteker på Vestegnen, især den påfaldende mangel på yderst påtrængte siddepladser taget i betragtning, så var der også færre brugere, og færre brugere overflødiggjorde den relativt høje normering af bibliotekarer. Det ville i sidste ende betyde at den konservative borgmester og hans store flertal ville spare på driften af biblioteket. Det handlede i øvrigt ikke om nogen bestemt gruppe af brugere, de unge af slagsen var lige så irriterende, bare på en anden måde.

Taastrup Bibliotek lukkede allerede kl 14.00, hvorfor jeg måtte fortrække og tage til Albertslund Bibliotek, som lukkede kl. 18.00. Det småregnede da jeg trådte udenfor, og den overskyede grå himmel afspejlede meget godt mit humør. Ned ad den sædvanlige rute som gik gennem naturområdet Store Vejleådal. Jeg nåede til Albertslundstien da jeg begyndte at få det dårligt. Jeg havde ikke haft det fremragende forinden, men på det tidspunkt fik jeg pludselig udtalt kvalme. Der var ikke mange mennesker i området. Jeg passerede to yngre kvindelige kondiløbere ved Albertslundstien, og på fortovet to ældre mennesker med hver deres lille hvide hund, som jeg regnede med var et ægtepar.

Albertslundstien var lukket, så jeg gik ned på vejen, og da kvalmen og sulten begge gradvist tiltog, åbnede jeg tasken og tog et datooverskredet stykke rugbrød op og spiste det. Der gik ikke mange sekunder før kvalmen blev så voldsom at jeg kastede op. Der kom ikke meget ud, da jeg kun havde drukket en proteindrik, vand, en dåsecola, og rugbrødet. Jeg var nede ved tunnelen på det tidspunkt, hvilket var heldigt, da jeg ikke kunne kontrollere opkastningerne. Jeg kastede i hvert fald op fire gange i alt, og de første var voldsommest, syntes jeg, eller også var det bare noget, jeg følte. De kom i hurtig rækkefølge, men efter den første skyndte jeg mig så hurtigt, jeg kunne, at dreje omkring mig for at se om der var nogen, der havde overværet optrinnet. Ingen at se, og det eneste jeg kunne høre, var lyden af bilerne på motorvejen.

Mine mavemuskler var kommet på overarbejde, benene rystede, tårerne flød ud af øjenkrogene, det brændte i halsen, og mine tænder føltes som om de var ved at æste bort. Det var hvad det var; det, der bekymrede mig, var den kraftige og brændende smerte opadtil i midtlinjen af maveregionen. Mavesmerten var noget nyt.

Jeg skyndte mig op på den lille sti der løb på volden, som flugtede med motorvejen, så jeg kunne forblive uset. Jeg havde som regel vådservietter liggende i tasken, og i dag heldigvis også vand. Og tandpasta og tandbørste havde jeg altid med. Jeg tørrede mit ansigt, og gurglede så mange gange jeg kunne, tog noget tandpasta i munden, gurglede igen, og drak den sidste slurk vand.

Benene rystede stadigt, da jeg skyndte mig væk, jeg var en smule svimmel, og jeg havde det godt nok dårligt, men kvalmen var stort set forsvundet, og det var skønt. Jeg gik igennem naturområdet, hen over den kunstige eller omlagte sø, og hen på biblioteket. Jeg stavrede gennem kanalkvarteret, mens jeg forsøgte at lade som om at alt var i skønneste orden.

Jeg var helt udmattet da jeg satte mig i en af de bløde stole på biblioteket, og jeg orkede ikke at gå tilbage til Taastrup igen. Der skulle ske noget. Det måtte simpelthen slutte. Fattig og håbefuld eller mæt og økonomisk overskud og håbløs. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at jeg på femte år skulle være begge dele foruden, mens de ansvarlige myndigheder og enkeltpersoner så passivt til.

Nå ja, jeg var meget sikker på at jeg ikke havde corona, for det passede simpelthen ikke med symptomerne og forløbet, men i sidste ende var jeg også ligeglad.

Lige før lukketid på Albertslund Bibliotek, idet jeg havde pakket og rejst mig for gå, fik jeg øje på den ældre psykiatriske overlæge. Han stod ovre ved avishylden med en avis i hånden. Hans sweater var så karakteristisk for ham at det nærmest var en uniform. Han stod med siden til mig og så mig ikke. Jeg gik langsomt og usikkert hjem i regnen, jeg var svimmel på en mærkelig måde, der intet havde med min hovedposition eller bevægelser at gøre, den brændende smerte i maven var der fortsat, og jeg havde mistet appititten. Da jeg var tilbage i Taastrup havde skridttælleren passeret 18.000, hvilket efterhånden var mit daglige gennemsnit.

Udlejer var ikke hjemme, og jeg gik ned for at vaske tøj. Jeg blev i vaskekælderen og læste en interessant bog med tittel "Masada". Efter 200 sider og et par timer var tøjet vasket og tørret, klokken nærmede sig 22, og jeg gik op. Udlejer var nu hjemme og jeg hilste på ham. Min stemme var suspekt hæs, så jeg skyndte mig ind på værelset, så jeg ikke afslørede mig selv mere ved at indlede en konversation med ham. Jeg lagde mig på madrassen, og faldt i søvn, kun for at vågne et par timer efter.

Jeg kunne ikke sove, og det eneste taleradio, der var, var noget der hed "Nattevagten". Folk ringede ind og tale med værten om alt muligt. Der var vist et emne, men dem der ringede ind holdt sig ikke helt til det. Hvis man gik op i psykopatologi, var det en guldgruppe at lytte til. En mand, der tydeligvis var fuld ringede ind, og kørte ud af en tangent. En anden talte om en ny verdensorden, refererede en masse kilder på nettet, og værten spurgte ham om han var paranoid. Mod slutningen var der to ældre damer der ringede til programmet, og de talte om København i gamle dage. Det var vist ikke helt meningen, men omvendt var det det eneste interessante jeg hørte i den udsendelse. På det tidspunkt var værten ved at falde i søvn, og den sidste der ringede, spurgte flere gange om hun stadig var der.

Jeg var mildest talt smadret og træt, da jeg stod op kl. 8.00, og tog afsted. Mine mavemuskler føltes som om jeg havde lavet 100 situps i går. På vejen gik jeg ind til Fitness World for at trække en proteindrik i automaten. Personalet bag disken hilste venligt på mig, og ønskede mig en god dag, da jeg umiddelbart efter forlod stedet igen med min morgenmad i hånden, som om jeg havde fortrudt at jeg var taget til træning. Pinlig.

Gik ad den sædvanlige rute, men jeg var underlig svag, så for ikke at udfordre skæbnen udså jeg mig et busstoppested længere fremme på vejen. Da jeg nåede hen til det, så jeg en fra værestedet sidde på bænken. Hun var meget venlig, men en af dem, der ikke sagde så meget, så jeg hilste på hende og gik videre hen til det næste busstoppested, hvor jeg sad og hvilede mig. Jeg var svimmel, og den brændende følelse opadtil i maven var der stadig, men ingen feber eller hoste.

Så rejste jeg mig igen og gik videre. Næste bænk, jeg satte mig ved, var ved søen i Store Vejleådalen. Kort tid efter jeg havde taget plads, kom en ældre mand hen og satte sig ved siden af mig. Han lignede en gammel biker med sin kraftige kropsbygning, sit store hvide skæg og solbriller. Han havde en markant tatovering på venstre håndryg, og manglede det meste af venstre lillefinger. Han havde to store labradorer med sig. Han virkede ikke fjentlig, og han hverken så på mig eller sagde noget. Som om jeg ikke eksisterede tog han en stor Tuborg Classic op, åbnede den og drak det meste af den i et hug. Jeg kunne ikke lade være med at grine og sagde skål til ham. Sådan gør jeg hver dag, svarede han. Jeg sagde, at han da selvfølgelig skulle have morgenmad. Han lod til at være ligeglad med min hæshed. Så faldt vi i snak. Den ene af de to store hunde var en overvægtig han, som hed Rocky. Den var meget venlig, og kunne godt lide at blive kløet. Vi talte sammen i måske en halv times tid om alt muligt, og jeg glemte alt andet. På et tidspunkt var det tid til at fortsætte mod biblioteket, han gav mig hånden og vi udvekslede navne.

Hvis man var pertentlige, snerpede og paranoide på Taastrup Bibliotek, var det omvendte tilfældet på Albertslund Bibliotek. Det var både godt og skidt. Det, der var godt, var de lange åbningstider. Det, der var knapt så godt, var hygiejnestandarden, især på toiletterne, samt at mange af brugerne højlydt sad og snakkede, som var det en hashklub. Faktisk var toiletterne så ulækre, at jeg sad og tænkte, at man burde indkapsle bygningen i beton, som man havde gjort ved Tjernobylværket. Hvis der var et epicenter for coronasmitte på Vestegnen, var Albertslund Bibliotek en oplagt kandidat. Mit problem var, at jeg havde været så vant til at studere på universitetsbiblioteker, hvor folk var hard core og holdt deres kæft, fordi det ikke var for sjov at de sad der, at jeg fejlagtigt forventede at brugerne af folkebiblioteker opførte sig på samme måde, og ikke ødelagde andre brugeres koncentration. Det var vel bare et udslag af den generelle egoisme og ignorance, der herskede så mange steder i Danmark.

35 kroner plus det løse

Jeg havde 35 kroner samt en del halvtresører tilbage. Det var ikke godt, men det var sådan det var. Jeg blev nok nødt til at gøre noget. Det eneste, jeg kunne gøre, var at skrive rundt. Igen. Det skulle ikke længere være op til mine venner, min udlejer eller værestedet at redde mig. De, eller mere præcis, den myndighed der var ansvarlig for min ulykke, skulle redde mig. Ingen ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed ville røre en finger, så derfor skulle andre myndigheder, pressen eller politikere, tvinge denne Styrelsen for Kærlighed til at røre en finger. Det handlede ikke om principper, stædighed, had, hævn, eller retfærdighedssans; det handlede om min overlevelse.

Albertslund Bibliotek

I går aftes var jeg vidne til en uforståelig episode, mens jeg sad og lavede online øvelser i R-Studio. Jeg sad som sædvanlig med ørepropper i ørene, da en mindre gruppe, der foregav at studere, reelt set bare sad og hyggesnakkede højlydt. Jeg havde siddet på biblioteket tilpas mange gange til at jeg kunne genkende stemmerne. Det var dem, der ejede biblioteket og dikterede adfæren, hvilket var den adfærd, der passede dem bedst. Selv om det var uden for betjeningstid, var der åbenbart alligevel en bibliotekar til stede, som sad bag skranken. Jeg sad koncentreret og arbejdede, men kunne ikke undgå at lægge mærke til at der stod en gruppe mennesker foran bibliotekaren, og at de havde stået der påfaldende længe. Jeg kiggede op, og så 5 - 6 teenagedrenge, der stod foran bibliotekaren, som var en hvidhåret, ældre kvinde. Jeg kunne genkende den kvalme lugt af hash, som ramte mig da jeg sad i trækken fra udgangen.

Drengene lignede noget fra et modekatalog, og med hånlige smil på læberne. Jeg tog ørepropperne ud, så jeg kunne høre hvad der skete. Jeg kunne se deres ansigtsmimik, fordi de ikke havde mundbind på. Bibliotekaren bad dem venligt om at tage det på, hvilket drengene kvitterede med at kalde hende for en luder, samt andre tilsvininger. Det gjorde bibliotekaren bange, og hun sagde at hun ville ringe efter vagten, hvis de ikke påførte sig mundbind, samtidig med at hun bakkede ud af skranken, hen mod den låste dør til kontorerne.

Det fik drengene til at tage mundbindene op af lommerne, mens de grinende fortsatte videre ind på biblioteket, samtidig med at de svinede den gamle dame til. Jeg sad og kiggede på dem. Hvor var det dog bad ass og modigt i en gruppe på 5 - 6 at skræmme en ældre bibliotekar, der bare gjorde sit job. Biblioteket var plastret til med kameraer, der var flere vidner, men det fik ingen konsekvenser for de yngre "mænd", som var over den kriminelle lavalder. Hvorfor kom de i det hele taget på biblioteket, når de ikke gjorde brug af stedet til noget som helst? Hvem havde i det hele taget bedt dem om at være her og skabe utryghed, uden nogen som helst grund? Når de nu ødelagde det for alle andre, hvorfor fik de som minimum ikke karantæne fra biblioteket? Det var at gå alt for langt i den rummelighed, som Albertslund stadigvæk var gennemsyret af.

Selv om det ikke var mange timer efter åbningstid jeg ankom til biblioteket, lugtede toiletterne af abegrotte. Stakkels mennesker, der skulle gøre dem rent. De måtte have en hazmat-dragt på og rense toiletterne med en flammekaster.

Billede. "Bare lad som om du er hjemme". Hvis jeg blev forarget over, at det her blev tolereret, var det så mig, der var idioten?

Hvis jeg havde været et produktivt og positivt bidragende medlem af samfundet, havde jeg stemt på et parti, som slog hårdt ned på asocial og egoistisk adfærd, som ovenstående billede illustrerede, men det var jeg desværre ikke. Dem, der havde pengene, måtte bestemme hvad de skulle bruges til, og Albertslund var ikke min kommune, så hvis det var normen at sidde med fødderne oppe på bordene eller skræmme bibliotekarerne i Albertslund, så var det mig, der tog fejl. Desværre kunne jeg ikke sidde på biblioteket i min egen kommune, fordi holdningen var, at man ikke havde lyst til at have brugere, hvilket de to (2) eneste siddepladser på biblioteket vidnede om. Det var sjovt, at det åbenbart ikke kunne lade sig gøre at have en mellemting mellem Taastrup og Albertslund Bibliotek. Gad vide hvem det var, der altid ødelagde det for andre på offentlige steder?

SMS til ROPS

Da jeg nu havde 15 kroner tilbage til resten af november, ingen penge på mit rejsekort, ikke mere data tilbage på min taletid, og hvert øjeblik løb tør for SMS og telefoni, måtte jeg hellere skrive til min kontaktsygeplejerske, Susanne , og Amanda . Jeg skulle tvangsfremmøde til en samtale hos dem den 30. november kl. 14.00, og det foregik på Østerbro. Jeg havde været tvangsfulgt hos begge i omkring halvandet år, og ingen have på noget tidspunkt gjort noget som helst for at hjælpe mig ud af den uholdbare situation jeg befandt mig i. Det var med andre ord fuldstændig meningsløst og spild af tid, men mødte jeg ikke op for at blive ydmyget og nedværdiget, ville jeg blive anholdt, tvangsindlagt, og tvangsmedicineret, så det var naturligvis vigtigt at jeg gjorde det. En bøddel er en bøddel er en bøddel, uanset hvor venlig og smilende hun end var.

Jeg skrev følgende SMS til Susanne Emde:

Hej Susanne. Som jeg fortalte din kollega, har jeg ikke flere penge tilbage, og heller ikke flere penge på mit rejsekort. Hvordan kommer jeg ind til dig og Amanda d. 30. november kl. 14.00? Og hvad er dagsordenen egentlig? Vh Kjeld.

Det med dagsordenen var naturligvis et retorisk spørgsmål, for der var aldrig nogen dagsorden, selv om jeg for længst havde bedt om at få en oplyst forud for mit fremmøde, så jeg kunne forberede mig. Der var ingen dagsorden, fordi jeg ikke fejlede noget alvorligt psykisk og aldrig havde gjort det, men da hverken Susanne Emdeller Amanda kunne eller ville gøre noget i den henseende, var det nemmeste for dem bare at lade som ingenting.

Men det gav mig anledning til at se hvad jeg ellers havde skrevet til Susanne, og det var ikke noget jeg var stolt af, selv om jeg heller ikke skammede mig over min lidet noble, den klagende og passivt aggressive tone. Det var ikke for sjov at jeg skrev hvad jeg gjorde.

SMS'er til Susanne

5. oktober 2020

Sengen på billedet [havde sendt en MMS af den] fandt jeg og en ven, og vi bar den fra containeren og hjem. Har spurgt to af personalet på forsorgshjemmet om jeg kan få den kørt til værelset i Taastrup, men fået afslag.

Det er rutine at beboere der fraflytter Solvang til egen bolig får flytteomkostninger dækket og penge til inventar og bestik mv.

Jeg har spurgt flere (bla. socialrådgiver ["V"] i går), samt læst lovgrundlaget på borger.dk, men jeg kan ikke få nogen hjælp. Jeg kan ikke engang låne af kommunen, hvilket andre i min situation har mulighed for.

Jeg må af brandsikkerhedsmæssige årsager ikke have sengen stående nogen steder, hvorfor jeg er tvunget til snart at smide den ud.

Jeg har lidt under 1000 kroner tilbage til resten af oktober. Jeg har ingen overflødige udgifter.

Jeg må ikke arbejde for Styrelsen for Patientsikkerhed, selv om jeg i 2017 af en psykiatrisk speciallæge blev erklæret fuldt ud egnet til at virke som læge. Styrelsen ignorerede erklæringen.

Jeg lever en tilværelse med daglige nederlag. Jeg er ked af at du ikke kan se at det er et problem.

9. oktober 2020

Ja. Jo længere tid der går mellem at jeg skal tale med Hans Raben og dig, jo bedre. Bare til info har jeg 900 kroner til resten af måneden. Alle flytteudgifter har jeg afholdt selv, og jeg kan ikke låne penge af kommunen til mad, en seng, eller transport af de indtil videre to senge jeg har fundet i storskrald. Tak for jeres hjælp. Vh Kjeld.

SMS'er fra Susanne Emde

9. oktober 2020

Hej. Mandag den 19/10 har Hans desværre ikke mulighed for at deltage i den planlagte samtale. Vil det være okay for dig at skyde det 14 dage til den 2/11? Vh Susanne.

Coronahysteri

På Taastrup Bibliotek for at læse dagens aviser. Jeg plejede at læse alle samtlige aviser på det smålige bibliotek, for på dets hjemmeside kunne jeg læse at de to siddepladser biblioteket rådede over var reserveret til avislæsere. Så i den tid jeg opholdt mig på stedet, skulle jeg læse avis. Derfor læste jeg alt, ikke fordi jeg havde lyst til at læse så mange uinteressante artikler, men fordi at jeg ikke havde andre steder at tage hen, og fordi jeg naturligvis måtte overholde de regler der gjaldt på stedet, også selv om de var åndsvage og var mere - unødvendigt - restriktive end på de andre biblioteker, jeg opholdt mig på.

Jeg bar pligtskyldigt mundbind og sprittede hænderne af, når jeg ankom, og forud for hver gang jeg tog en ny avis. Når jeg rejste mig for at tage en ny avis halvanden meter fra stativet, tog jeg mundbind på, og når jeg havde sat mig igen, tog jeg mundbindet af. Præcis sådan som jeg kunne læse man skulle på Taastrup Biblioteks hjemmeside. På et tidspunkt i dag sad vi to avislæsere. Vi sad begge ned, og hver især havde vi mundbindet liggende på stolen vi sad på. Alligevel kom der en bibliotekar hen til mig, og spurgte, hvorfor jeg ikke havde mundbind på.

"Fordi", sagde jeg, "jeg ikke skal have mundbind på, når jeg sidder ned". "Nå", sagde geniet. Idiot. Jeg havde ikke noget imod strenge regler, men jeg havde noget imod hykleri og ignorance. Tænk at bibliotekaren ikke engang kendte reglerne for anvendelse af mundbind på det bibliotek hvor han selv arbejdede, men alligevel skulle udskamme mig for at jeg fulgte reglerne. Omkring ti minutter efter kom der en ældre, fint klædt herre hen til avisstativet, og udbrød, "Nå, man skal have mundbind på her?". Han var kommet op ad trappen og gik rundt uden mundbind på. Jeg sagde til ham at han skulle passe på coronapolitiet, når nu han gik rundt uden mundbind på, men det forstod han ikke. Jeg uddybede, at det ikke var påkrævet at bære mundbind når man sad ned, kun når man stod op eller gik rundt.

Jeg havde det ikke godt. Den dumbe smerte opadtil i maven, den mere eller mindre latente kvalme, koldsveden, og svimmelheden, samt den lettere usikre gang. Sulten var der fortsat, maven rumlede, men kvalmen og smerterne overdøvede sulten. Der var noget galt, det var ikke sundt, og jeg vidste at jeg løb en ikke ubetydelig risiko, men jeg var oprigtigt talt ligeglad, for jeg skulle aldrig tilbage til forsorgshjemmet. Ikke på grund af de andre beboere, men på grund af personalets ulækre nedladenhed og umyndiggørelse - samt det faktum at de ikke hjalp hverken mig eller de andre beboere med at komme videre i livet. Det eneste jeg havde brug for at få hjælp til af personalet var at de åbnede min post. Men det ville man ikke gøre på grund af GDPR reglerne. Jeg gav personalet to udførlige fuldmagter til at åbne min post, men de nægtede stadig.

Jeg havde præcis 25 kroner tilbage til resten af måneden, men derudover havde jeg seks kroner i pant fra colaer. Jeg havde været til træning i går, men nu kunne jeg ikke mere før jeg fik rigtig mad igen. Ikke mere taletid, ikke flere penge på mit rejsekort. I værestedet om aftenen var jeg nødt til at sidde ned fordi jeg havde det dårligt og var svimmel. Jeg sad med de sædvanlige tre andre brugere og spillede brætspil, og mens de spiste aftensmad, var jeg på nettet, indtil de havde spist færdigt og vi fortsatte med at spille til klokken var lidt i 20 og stedet lukkede. Jeg fik det dårligere på gåturen tilbage til lejligheden, og da jeg var helt tilbage, hilste jeg på udlejer, foldede madrassen ud og lagde mig på den med hjertebanken og hurtig puls.

Jeg vågnede et par gange om natten, men faldt i søvn igen, indtil klokken var lidt i seks. Lå og lyttede til P4, som var den eneste taleradiostation, jeg kunne modtage, det meste af natten. Da alarmen ringede klokken 7.00 var jeg vågen, men der var ingen grund til at stå så tidligt op, især ikke når jeg havde det som det var tilfældet. Det hastede ikke at med skubbe stenen op på toppen af bjerget, jo længere tid jeg sov, jo kortere tid skulle jeg stresse rundt for at finde et sted jeg kunne opholde mig. Jeg kunne ikke tillade mig at være på værelset hele dagen, når udlejer også var hjemme hele dagen, hvilket jeg ikke havde været klar over, da jeg lejede værelset. Det var ikke noget jeg var, eller kunne tillade mig at være, sur over, for udlejer havde gjort lidt det samme som jeg selv. På den måde var det så fair som det overhovedet kunne være, og dertil kom at jeg ikke behøvede at skamme mig så meget over mit eget skuespil, som jeg havde gjort.

Jeg havde booket et rum på Taastrup Bibliotek i forgårs til i dag fra 10.00 til 14.00. Stod op og tog afsted. Jeg var stadig let svimmel. Gik forbi den lokale Netto, og købte en pakke rugbrød til 3 kroner, der som det eneste lå i kurven med snart datooverskredne fødevarer. Gik ned på biblioteket, og tog plads i projektrummet. Som om jeg havde noget meningsfuldt at foretage mig. Ringede til Susanne, fordi jeg ikke havde fået svar på min SMS. Hun tog ikke telefonen, så jeg lagde en besked på hendes telefonsvarer. Lige nu havde jeg det ok, men hvad med om nogle timer, når jeg skulle videre? Solen skinnede lige nu, vejret var smukt, men hvor banalt det end var, så blev det snart mørkt og begyndte at regne igen. Den gode nyhed var at jeg kunne købe en pakke rugbrød til 3 kroner. Det var ikke mange flasker jeg skulle samle.

Mindre godt var det at jeg 1. Ikke havde nogen steder at tage hen. 2. Ikke havde noget at lave. Jeg havde tidligere forgæves forsøgt at få lov til at udføre frivilligt arbejde, men nu måtte jeg forsøge igen. Jeg kunne godt lide at arbejde, om det så var ulønnet, og drejede det sig om at gøre rent eller handle ind. Hvor mange mennesker sad der ikke rundt omkring i deres lejligheder og huse, og var ikke i stand til eksempelvis at handle ind? Det var så ubegribeligt tåbeligt. Jeg savnede mening og beskæftigelse, og elskede fysisk aktivitet. Samtidig - og især på grund af corona - var der mennesker derude, som savnede at nogen købte ind for dem, eller viste dem hvordan de sendte en e-mail eller indstillede deres fjernsyn. Jeg måtte finde ud af hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg vidste selvfølgelig godt hvorfor det ikke var lykkedes mig at få lov til at udføre frivilligt arbejde tidligere. Det var fordi jeg var brændemærket. Jeg var ikke en del af det gode selskab længere. Måske kunne jeg gøre noget andet, som gavnede både mig selv og andre, uden at det var nødvendigt at involvere overformynderiet og de frelste.

Jeg ringede til Susanne Emden gang til, men heller ikke denne gang var der nogen, der tog telefonen. Igen lagde jeg en besked på hendes telefonsvarer. Det var lidt mærkeligt at jeg ikke automatisk blev viderestillet, men jeg skulle gerne forsøge igen i morgen hvis jeg stadig havde flere minutter tilbage.

Jeg havde det ekseptionelt dårligt, og det tog mig et par timer at stå op og komme afsted. I går aftes konstaterede jeg, at jeg blødte mere fra tandkødet end normalt, selv om jeg hele tiden havde børstet tænder og brugt tandtråd hver dag på den korrekte måde. Jeg havde brugt den sidste tandpasta i går. Jeg var udtalt svimmel, med hovedpine og kvalme, men der var fortsat hverken feber eller hoste. Jeg var sulten udover det sædvanlige, og havde under ti kroner tilbage i småmønter. Nu kunne jeg hverken sende SMS'er eller ringe længere. De næste dage ville blive forfærdelige, og jeg forberedte mig på at blive på værelset for at spare på kræfterne, indtil jeg blev tvunget til at møde op i ROPS på mandag.

Jeg kunne kun komme på nettet i værestedet, hvorfor det ikke blev til meget skriveri. Så skete der igen noget fantastisk, noget der næsten var for godt til at være sandt, som om jeg havde fundet på det. Desværre var intet af det jeg skrev opdigtet, alt kunne i sidste ende dokumenteres og bevidnes. En af værestedets brugere hev cirka tyve minutter i otte en lille plastikpose op med et SIM-kort i. "Sagde du ikke, at du ikke havde mere data tilbage?", spurgte han, idet han hentydede til i forgårs, da jeg havde siddet med min mobil og downloadet Netflix afsnit, og han havde spurgt mig hvorfor. Han havde ubegrænset data, så jeg kunne bare låne et ekstra SIM-kort, han havde. Jeg kunne ikke ringe eller skrive SMS'er med det, men det var ligegyldigt. Tusinde, tusinde tak til ham. Jeg havde det overordentligt dårligt, samtidig med at en følelse af taknemmelighed skyllede igennem mig. Det blev lidt mindre forfærdeligt de næste dage. Takket være en anden bruger. Det var fandme værd at huske på.

Jeg følte, at jeg slingrede ned ad gaden. Hjertet hamrede derudaf, kvalmen, hovedpinen og svimmelheden blev bare værre. Jeg satte mig på en bænk på vejen for at sunde mig. Spiste en mindre proteinbar fra Fitness World, som var det eneste, jeg havde indtaget i dag, men den mættede ikke det mindste. Det var som om jeg havde et hul i maven. Lagde mig på foldemadrassen på gulvet, mens det hele kørte rundt. Da jeg ankom i værestedet kl. 15.00, og så på min telefon, kunne jeg se at Amanda havde ringet tidligere i dag, hvor jeg havde haft telefonen på lydløs. Jeg satte telefonen på lyd igen, og skrev en SMS til hende. Jeg kunne ikke sende den fordi jeg ikke havde opbrugt den sidste taletid. Satsede på hun ville ringe igen i morgen, så jeg kunne høre hvad der var los. Jeg havde ikke mere man kunne tage fra mig, og det var både helt bogstaveligt og i overført betydning. Der var intet tilbage, ingen glæde, intet håb.

Amanda ringede og vækkede mig. Klokken var omkring 10, og jeg havde sovet længe fordi jeg var vågnet ved fire-tiden, og lå i et par timer, og tænkte over hvordan det skulle gå. Med en formel tone i stemmen oplyste hun mig om, at hun og en, der hed Lars, ville deltage i mødet på mandag. Susannes patienter skulle overdrages til andre. Susanne var sygemeldt, og jeg håbede ikke at det var noget alvorligt. Én ting var psykiatriens arbitrære og flygtige vrøvle-diagnoser. Noget helt andet var rigtige sygdomme, som ramte kroppen, og som man skulle tage yderst alvorligt. Det var desværre ikke sådan at alle andre sygdomme holdt ferie, bare fordi corona havde stjålet fokus. Imens jeg sad og krydrede røv, havde Danmark og verden desperat brug for læger. Hvis jeg ønskede hævn over den behandling, jeg havde modtaget, var der ikke nogen bedre end at forblive passiv.

Men det var ikke tilfældet. Det, jeg ønskede, var mad og tandpasta. Jeg havde ondt i tænderne, ondt i maven, sulten i en grad jeg sjældent tidligere havde oplevet, jeg sov på gulvet, jeg anede ikke hvordan jeg skulle klare det til den 1., Amanda havde ringet og koldt informeret mig om at den ene bøddel blev erstattet af den anden, og solen skinnede. Jeg havde kun tre kroner i flaskepant tilbage, og jeg kunne ikke ringe eller skrive SMS til nogen.

Jeg havde ikke noget mod social-darwinisme, men jeg havde noget mod hykleri og dobbeltstandarder. Jeg kunne ikke holde ud at være på værelset, men jeg havde det fysisk dårligt og var svimmel når jeg rejste mig op.

Jeg vaklede ud ad døren med retning mod Albertslund. Var begyndt at hoste en smule, og udtalt svag i benene. Satte mig på alle bænkene på vejen, og havde ikke lyst til at rejse mig igen.

Jeg kunne ikke holde ud at sidde på biblioteket fordi jeg var så sulten, men jeg kunne heller ikke holde ud ikke at sidde på biblioteket. Uanset hvad jeg gjorde, var det ulideligt og uudholdeligt. Jeg gik ind i Aldi og brugte 7,5 kroner på en pakke brød. Lige inden for indgangen stod et parti slikposer, og jeg tvang mig selv til ikke at tage en pose, og skynde mig ud igen. Nu havde jeg 50 øre tilbage. Jeg var ved at kløjs i det tørre brød, men det var umuligt at tage den med ro. Vreden begyndte at vælde op i mig. Hvad fanden var meningen at jeg skulle lide sådan? Jeg kunne ikke holde ud at eksistere, og jeg havde jo fortalt Susannes afløser i ROPS den 16. november at jeg ikke havde nogen penge tilbage til resten af måneden, og at jeg kun havde brugt pengene på det allermest nødvendige. Han var ligeglad. Hvad bildte han sig ind? Hvad var det for et umenneske?

Hvis det ikke var berettiget at jeg gjorde noget drastisk nu, hvornår så? Det var uoverskueligt for mig at skulle gå tilbage til Taastrup, jeg orkede det simpelthen ikke. Jeg måtte igen skrive til myndighederne og forklare dem situationen. Det var for helvede ikke for sjov.

Jeg skrev nedenstående til de sædvanlige modtagere. Jeg vidste godt, at det ingen effekt ville have, og at det nok røg direkte i spamfolderen, men jeg var ligeglad. Det kunne jo ikke blive ved.

"Kære Civilstyrelen mfl.

Kjeld."

Jo mere jeg tænkte over det, jo vredere blev jeg. Var Amanda da ikke uddannet socialrådgiver? Var det ikke hendes arbejde at hjælpe mig med de socialrådgiver relevante problemer jeg havde? Hvorfor havde hun så ikke gjort det i det over halvandet år, jeg havde været tvunget til at møde op hos hende? Når man alligevel ikke gjorde brug af de kompetencer man formelt havde, kunne man så ikke bare hive folk ind fra gaden, og lege at de var socialrådgivere?

Psykiater Hans gik også snart på pension, havde han fortalt mig, og så overtog en anden bøddel hans job. Som om det ragede mig hvem der overtog torturen af mig. Ja, man kunne godt betale min togbillet i ROPS, så jeg kunne fremmøde og blive nedværdiget, men at give mig 10 kroner til fucking mad, ville man ikke.

Ondskab i Danmark anno 2020 var at lade folk rådne op, isolerede og uden håb og meningsfuldhed.

Jeg faldt i søvn kl. ca. 18 i går, vågnede flere gange, men fik alt andet lige sovet det meste af tiden, indtil jeg stod op kl. 12 i dag. Jeg var helt udmattet, og orkede ingenting. Jeg havde ellers besluttet mig for at blive i "sengen" hele dagen, men kunne ikke holde ud at være på værelset, hvorfor jeg tog afsted. En gåtur, der normalt tog omkring 45 minutter, var jeg næsten tre timer om. Jeg fortrød at jeg var taget afsted, så snart jeg forlod opgangsdøren, og da jeg satte mig på biblioteket, virkede det fuldstændigt uoverkommeligt at jeg på et tidspunkt skulle gå tilbage igen.

Sulten var permanent, den var et vilkår, som jeg ikke kunne gøre noget ved, og selv når jeg satte mig på en bænk og gumlede på det gamle, tørre rugbrød, havde det ingen effekt på sulten.

Hvad hjalp det at få mad? Sulten og håbløs, eller mæt og håbløs, i sidste ende var det uden betydning. Jeg skulle have et mål, et håb, noget jeg kunne foretage mig, så jeg slap for at gå og ruminere over min egen situation. Det var flere år siden jeg havde været glad eller lykkelig. Lyst, interesse eller motivation for noget som helst var pist væk. Jeg tænkte på og drømte om døden hver dag, og havde gjort det alt for længe.

Jeg sad og prøvede at fokusere på Netflix' Queen's Gambit. Jeg ville ønske at jeg havde et særligt talent, som hovedpersonen i serien. Så kunne det hele være ligegyldigt, så skulle alt nok gå i sidste ende. Med et særligt talent kunne jeg sidde hvor som helst i verden og stadig arbejde mig op igen. Jeg havde måske en særlig evne til at fucke alt ting op, men det var svært at profitere på det.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på at den psykolog som Gitte Ahle indirekte havde truet mig til at have samtaler med på R3. Måske skyldtes det at jeg havde set en af de få bøger der stod i værestedet, som hun var forfatter til. Psykologen hed Irene Oesteriech, og var tilsyneladende lidt af en celebrity. Interessant.

Men det var et sidespring. Det, der var vigtigt, var hvordan jeg skulle klare den indtil tirsdag. Jeg skulle have et eller andet at håbe på, et eller andet. Det kunne ikke blive ved og ved. Jeg kunne ikke holde ud at starte forfra hele tiden.

Billede. I Taastrup havde man hængt nogle børn i det lokale gastårn til skræk og advarsel. De små stakler var vist blevet revet ud af sengen, for de havde stadig den egnspecifikke røde nathue på.

Jeg var sulten og tørstig, kunne ikke holde ud at være nogen steder, men var samtidig for udmattet til at rejse mig, og tage nogen steder hen. Jeg var parat til at gøre hvad som helst for at få noget mad og et glas iskoldt vand. Jeg var så træt at jeg ikke engang havde lyst til at brokke mig, som jeg plejede. Min laptop løb snart tør for strøm, men jeg gad ikke at tage opladeren op af tasken og slutte den til.

Living of the land

Det, der mentes med udtrykket, var måske ikke ligefrem at samle flaskepant i Albertslund Centrum, men alligevel lykkedes det mig at finde nok tomme dåser til, at jeg kunne købe en pakke næsten for gammelt rugbrød, og en halv liter danskvand i Føtex, og så havde jeg oven i købet 1 krone og danskvandens pant tilovers.

Hele processen tog mig vel en halv times tid i alt. Mit held var at jeg var god til at spotte selv de dåser, der lå inderst i buskene, samt at jeg vadede ind efter dem som en jagthund. Flovt og nedværdigende, helt sikkert, men nu også mindre sulten, og i lidt bedre humør. Jeg skulle have tiden til at gå indtil klokken 20.00, og så hjem.

For første gang siden jeg løb tør for penge den 16. november, følte jeg at jeg nok skulle klare det til tirsdag. Selvmedlidenhed? Nej, ikke rigtigt, det handlede snarere om at jeg ikke gad mere, at jeg var uendelig træt af mit liv, og at jeg ville gøre næsten hvad som helst for at få lov til at leve som et rigtigt menneske.

Jeg havde jo ikke engang skrevet om de virkeligt forfærdelige ting, der var overgået mig. Måske var det derfor at jeg fremstod så klynkende og skinger. De traumer havde jeg også med i bagagen, og farvede min reaktion på alt andet. Selvfølgelig var det ikke noget i sig selv at jeg de facto lå og sov på gulvet, og havde gjort det i et par måneder. Men jeg havde jo også sovet de facto på gulvet på et tyndt liggeunderlag i næsten et år i Sydhavnen i 2017, og det havde jeg vist aldrig nævnt, men det havde også sat sig sine mentale spor hos mig. Og det var under alle omstændigheder kun en meget lille del af helheden.

Hvad skulle jeg sige til Amanda og Susanne s afløser i morgen?

Jeg kunne jo starte med igen at bede hende om at forholde sig til alle de formalia og administrative opgaver, breve, E-boks mv, som jeg ikke kunne holde ud selv at varetage. Ikke fordi jeg kognitivt ikke var i stand til det, for på det punkt fejlede jeg stadig intet, men fordi det emotionelt var for svært. Der skulle intet til før at læsset væltede, og min erfaring sagde mig, at et enkelt trusselsbrev fra det offentlige var mere end rigeligt for at det skete, og hvis mit "læs" væltede, ville det havde alvorlige konsekvenser.

Så enkelt var det. Jo længere tid der gik før man gad at åbne mine breve og formidle indholdet for mig, jo værre blev det, og det var meget slemt allerede. Hvorfor gad man ikke gøre det? Det, der efterhånden var en umulighed for mig, var utroligt banalt og let for alle andre, så hvorfor havde man ikke lyttet til hvad jeg havde sagt så mange gange?

Jeg havde givet de forskellige "Hatere" fra det offentlige så mange mundtlige og skriftlige fuldmagter, at de kunne gøre hvad som helst på mine vegne helt ansvarsfrit, måske skulle jeg forsøge at bestikke dem til at hjælpe mig? Tanken havde strejfet mig flere gange, men selv om det ville være godt for mig såvel som for samfundet, havde jeg aldrig fået spurgt. 1000 kroner for at åbne al min post og formidle indholdet på en fornuftigt og forståelig måde? Det ville være verdens bedste investering for mig, og så snart jeg fik penge igen havde jeg råd til det.

ROPS

Det positive først: Jeg fik en kop gratis kaffe, samt to engangsmundbind. Ellers var det som det plejede, en svært nedslående oplevelse. Socialrådgiver Amanda gjorde præcis hvad hun plejede, nemlig ingenting, men til gængæld havde hun taget Martin, som vist skulle afløse Susanne, med. Amanda vidste godt at jeg ingen penge havde, herunder kun havde fået meget sparsomt med mad i 14 dage, men udover at konstatere det, havde hun ingen løsning.

Jeg fortalte hende at jeg ville have et job, et hvilket som helst job, hvortil hun spurgte hvor meget jeg måtte tjene ved siden min invalidepension, hvilket mig bekendt var intet, men jeg havde aldrig fået rådgivning om det.

Da de var smuttet igen, fik jeg Susanne til at åbne alle brevene for mig. Den ene ubehagelige besked efter den anden. Rykkere og gældsoversigter (130.000 kroner i sagsomkostninger, 64.000 kroner i kassekredit) var indholdet i størstedelen af brevene.

Politiet havde frikendt sig selv, hvilket ikke var nogen overraskelse for mig. Det var helt ufatteligt at de kunne chikanere mig som de ville, men når man stod over loven, kunne alt lade sig gøre.

Så nåede vi til brevene fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som blot lakonisk meddelte mig at jeg skulle tage kontakt til anklagemyndigheden, hvis jeg ville have min autorisation som læge tilbage. Intet yderligere. Det var så ualmindeligt tarveligt at læse, at jeg fik akut kvalme. Styrelsen skulle virkeligt skamme sig, men det gjorde den selvfølgelig ikke. Jeg havde sjældent oplevet en mere hadsk og nådesløs instans end denne, som var direkte skyld i at jeg levede i virkelig fattigdom.

Jeg spekulerede over hvor meget mere jeg kunne klare af modgang. Sulten var én ting, Styrelsen for Patientsikkerheds dødsdom noget andet og meget værre.

Jeg fik jo ingen penge i dag, først i morgen ville jeg kunne spise mig mæt, og maven rumlede i toget på vej tilbage. Togbiletten, som jeg allernådigst fik betalt af ROPS, så jeg kunne møde op og få frataget alt håb, kostede 72 kroner. Hvis jeg fik de penge i hånden så jeg kunne købe mad, ville jeg gladeligt gå hele vejen frem og tilbage, fra Taastrup til Østerbro og retur.

Det kunne simpelthen ikke blive ved. Det var tæt på at udvikle sig til en katastrofe for mig, og jeg kunne simpelthen ikke se nogen udvej.

Mine ben rystede, og jeg var svimmel, da jeg gik hjem fra værestedet. Jeg var tæt på at græde af fortvivlelse og raseri. Hvordan kunne Styrelsen for Patientsikkerhed få sig selv at behandle mig på den måde? De havde jo kvitteret for at de havde modtaget alt det, jeg havde skrevet. Det var helt klart at der var en hel del forhold, der var særdeles grelle, og som denne styrelse havde en forpligtelse til selv at melde til politiet.

Hvordan kunne Styrelsen for Patientsikkerhed se igennem fingre med at jeg var blevet truet med tvangsmedicinering selv om jeg ikke var behandlingskrævende? Hvordan kunne det være? Eller hvad med politiets mange ransagninger, som jeg intet havde fået at vide om, udover at jeg vidste at de var sket på Styrelsen for Patientsikkerheds foranledning? Der var mange flere forhold, men jeg kunne næsten ikke mere.

Alt, jeg havde gjort, havde jeg gjort fordi mit levebrød og livsgrundlag, nemlig min autorisation som læge, var blevet frataget mig på uberettiget vis, og jeg var blevet kasseret som affald og parkeret på invalidepension, selv om jeg aldrig havde opfyldt kriterierne for denne ydelse, fordi jeg ikke havde været syg.

Hvad var i det hele taget meningen?

Hvis jeg ikke fik penge i morgen, så kunne jeg ikke betale husleje eller mad. Det var ikke mit ansvar længere. Der var gået fem år, og det var alt, alt for længe, det skulle ikke fortsætte. Jeg skulle nok kontakte "anklagemyndigheden", men jeg kunne ikke vente meget længere på at blive læge igen.

Hvor var det grænseløst perverst. Der var ingen af de myndigheder, jeg havde henvendt mig til, der havde gjort noget som helst, for hvis de havde gjort noget, ville jeg jo ikke sulte eller skulle kontakte anklagemyndigheden selv, en anklagemyndighed, som havde idømt mig livstids tvangsbehandling med livsfarlig og uberettiget antipsykotisk medicin.

Og hvad med pressen? Den kunne jeg heller ikke bruge til noget, den havde været et falsk håb. Der var så ulideligt mange fuldstændig ligegyldige artikler i medierne hver eneste dag, men hvis det drejede sig om at redde et menneske, mere specifikt mig, så var det intet at gøre.

Jeg skulle gøre alt jeg kunne for at holde mig selv i live. Jeg ville ikke gå til i tavshed.

Der var ingen nåde at finde i "systemet", mine tænder gjorde ondt, jeg var forbandet sulten, og modløs på 5. år.

Jeg kunne ikke falde i søvn eller bare falde til ro. Jeg skrev nedenstående til de sædvanlige modtagere i mangel af bedre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg ikke fik penge i morgen til mad og husleje. Jeg skammede mig over at det var nødvendigt at skrive dette, men jeg kan ikke holde ud at gå rundt og tænke over min fremtid, eller om jeg nogensinde fik råd til at gå til tandlæge.

Undskyld den desperate tone, men jeg kan snart ikke mere.

Kjeld.

Jeg var så sulten at jeg ikke kunne falde i søvn. Tjekkede konstant min konto for at se om der var dukket penge op. Det var der ikke indtil tidligt i morges, hvor jeg måtte afsted. I løbet af natten blev det så ulideligt at jeg listede ud og hentede to dåsecolaer i køleskabet, som jeg blandede op med det sidste proteinpulver jeg havde tilbage. Det blev til en ækel tyk sovs, som jeg indtog så hurtigt at jeg var ved at kaste op. Sidst jeg havde fået noget at spise havde været en lille proteinshake omkring middag før jeg var i ambulatoriet.

Jeg sov slet ikke i nat, og da jeg tog afsted, havde jeg fået ondt opadtil i maven igen, var blevet svimmel, og havde fortsat kvalme. Jeg tog hen til biblioteket som jeg plejede, men selv om der burde være åbent for selvbetjening, kunne jeg ikke komme ind. Det regnede, så først gik jeg ned til stationen og satte mig på bænken og lod som om jeg skulle med toget. Efter noget tid forsøgte jeg biblioteket igen. Stadig lukket. Jeg satte mig ind i et busstoppested og ventede. Forsøgte igen, stadig lukket. Satte mig tilbage.

Da klokken blev lidt over 8 vovede jeg at tjekke kontoen igen. Så stod der penge. Ikke mange, men tilstrækkeligt. Tankede mit rejsekort op, og tog væk. Da jeg stod af toget gik jeg ind i en Aldi og købte to sandwich og noget æblejuice. Spise og drak som en ulv. Glædede mig til at børste tænder igen med tandpasta efter ca. tre dage kun med børstning og tandtråd.

Det drejede sig om ikke at slappe af nu, bare fordi jeg havde fået penge til mad. Jeg vidste præcis hvilke regninger der skulle betales og hvem, der skulle ringes til. Derefter tilmelding til julefrokost i værestedet senere, og taletid til mobilen.

Og så selvfølgelig anklagemyndigheden, så jeg kunne få min autorisation som læge tilbage, en autorisation, der var blevet mig frarøvet uberettiget, idet jeg aldrig havde været spor psykotisk. Styrelsen for Patientsikkerhed skulle havde tænkt sig bedre om dengang for fem år siden, da den forvandlede mit liv til et mareridt, for selv ikke Styrelsen for Kærlighed kunne gøre mig til noget jeg ikke var.

To sandwich og en pose kanelgifler på tilbud senere, følte jeg mig som et menneske igen. Jeg måtte stoppe med at skrive særligt meget mere, og virkelig koncentrere mig om at redigere teksten, så den kunne vedlægges til min henvendelse til anklagemyndigheden. Dertil naturligvis relevante optagelser, og som minimum en tidslinje hvor alt materialet skulle plottes ind. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Hvad havde man tænkt på, da man parkerede mig på invalidepension? En pervers og sadistisk ydelse, jeg aldrig havde været berettiget til, men som jeg måtte acceptere, fordi jeg troede at det kunne redde min daværende to værelses lejlighed. Det kunne det desværre ikke, men efterfølgende havde jeg ikke haft andet valg end at lade mig passivisere af ydelsen.

Mine primære bøddler havde til sammen tjent millioner af kroner siden den gang de kasserede mig som affald, de havde villa og flere biler, de tog på ferie, havde fede jobs, familie, masser af sympati og sekundær gevindst, og led ikke økonomisk nød, men for ikke så mange timer siden havde jeg i fjerten dage stort set ingen penge haft til mad. Det var ikke noget jeg havde fundet på eller opdigtet, sådan var virkeligheden nu en gang. Og så var det mig, der var monsteret? Det var jo en syg joke. Ikke at materiel overflod motiverede mig, men det var alligevel lidt interessant at tænke over.

Ned i værestedet. Dødtræt. Hyggeligt som sædvanligt, følte mig rigtig godt tilpas der. Venlige brugere og ansatte. Jeg spillede Catan i dag med de sædvanlige andre tre brugere. Der var julestemning og oppyntet behørigt. Det føltes helt uvirkeligt, at jeg havde været så presset ikke så få timer tidligere i dag. Jeg ville ønske at det aldrig skulle ske igen, men jeg vidste af erfaring at det altid kunne blive værere. Det var dog fortid, nu gjaldt det kun om at komme videre.

Winston Churchill skulle være ophavsmand til citatet: "Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå!". Det var hvad jeg skulle gøre, fortsætte. Starte forfra hele tiden, og fortsætte, skubbe stenen op på toppen af bjerget dag ud og dag ind. Igang med at træne, igang med at redigere min tekst, kontakte anklagemyndigheden, og få min velfortjente lægeautorisation igen eller dø i forsøget. Når nu man havde taget den fra mig fordi jeg skulle havde været "paranoid og psykotisk", men hverken havde været eller var paranoid og psykotisk, så måtte man fandeme give mig autorisationen igen. Man kunne ikke bare ændre begrundelse efter forgodthavende, selv om det selvfølgelig var, hvad man havde tænkt sig, for hvad skulle man ellers gøre? Erkende at man havde taget fejl? Det var der ingen embedsmænd (embedspersoner), læger eller psykiatere, der var store nok til at gøre.

Styrelsen for Patientsikkerheds og Dansk Psykiatrisk Selskabs temasang

Som grøn konfirmand blev jeg af mor

sat i lære på et officielt kontor.

Jeg svang min kost og pudsed´ vinduesfag

og jeg gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.

Han gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.

Fordi jeg gnubbede for dem der sidder højt på strå

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Fordi han gnubbede for dem der sidder højt på strå

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

Så blev jeg på grund af al min flid

kontorist på mindre end et halvt års tid.

Min flip var hvid, og mit smil var stift

og blanketterne skrev jeg ud med spids og sirlig skrift.

Blanketterne skrev han ud med spids og sirlig skrift.

Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå

så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.

Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå

så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.

Og jeg kom ind i en fin kommission

for i sådan én skal der altid sidde no´n!

På mit klatpapir jeg tegned otte år i træk

brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.

Brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.

Efter otte år med lås og slå

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Efter otte år med lås og slå

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

Politisk set var jeg liberal -

socialistisk - højresindet - radikal.

Jeg stemte altid med den største flok

og de tanker, andre tænkte, var mig mer´ end nok.

og de tanker, andre tænkte, var ham mer´ end nok.

Da mine egne tanker var så små og få

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Da hans egne tanker var så små og få

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

Med strømmen flød jeg stolt min vej

for den der flyder, ja, han synker ej!

Ad små kanaler strømmen foer

til jeg landede på flådens admiralskontor.

til han landede på flådens admiralskontor.

Fordi jeg kendte vejen, som en strøm kan gå

så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.

Fordi han kendte vejen, som en strøm kan gå

så endte han med kors og bånd og stjerner på.

I landsmænd her, som gerne vil nå op

til vor samfundsstiges allerhøjeste top,

flyd med, men hold jer i enhver forstand

til stadighed og altid fra det dybe vand.

Til stadighed og altid fra det dybe vand.

Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!

I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!

Stå aldrig til søs!. Lad de andre stå!

I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!

(Admiralens vise (Pinafore). Komponist Arthur Sullivan. Tekst Jens Louis Petersen)

Medicinstuderende

Da jeg ankom til biblioteket sad der en yngre mand og kvinde i hver deres stol på avislæsesalen. Biblioteket havde været så storsindet at sætte en ekstra lænestol ud, så der i alt på hele Taastrup Bibliotek nu var tre siddepladser. De to sad og lyttede til noget, jeg troede var en podcaast eller YouTube video. Da jeg satte mig med avisen, spurgte den yngre mand mig venligt, om lyden generede mig. Fordi han var hensynsfuld, svarede jeg at det overhovedet ikke var noget problem.

Før jeg nåede at tage plads, kunne jeg høre ord som allel, homozygot, heterozygot, x-bunden recessiv, dominant og consanguinitet fyge igennem luften, og jeg smilede til dem og sagde, "er det genetik?". "Ja", svarede de i kor. "Det er spændende, men også lidt svært", sagde jeg, hvilket de bekræftede. Det viste sig at være fjernundervisning, og den høflige yngre mand blev nedsablet af den ældre og autoritært lydende strenge kvindlige lærer. Jeg læste ikke et ord i avisen, men sad bare og lyttede til undervisningen mens minderne farede gennem hovedet på mig.

Det var smukt og rørende at lytte til de to unge mennesker, der gik på 2. semester eller i hvertfald et af de første semestre på medicinstudiet på Københavns Universitet. På et tidspunkt fik de begge en sms-beked. Det viste sig at være fra FADL, foreningen af danske lægestuderende. Kvinden ringede vagtkontoret op, og indvilligede at tage en vagt på Psykiatrisk Center Ballerup, min gamle arbejdsplads, for at passe på en pige på anoreksiafdelingen. Den yngre mand sagde til læsemakkeren at det var et godt sted at være, stille og roligt, og at sygeplejerskerne var søde på den afdeling. Kvinden ringede op og tog vagten.

Jeg håbede det allerbedste for de to medicinstuderende, jeg håbede at de aldrig nogesinde ville støde ind i den falske lektor Egill Rostrup, der havde ødelagt min mulighed for at blive speciallæge, ødelagt min Ph.d. og misbrugt forsøgsdata, eller den praktiserende læge Camilla Elvekjær, der havde tvangsindlagt mig på farekriteriet, fordi jeg havde fortalt hende om hendes gode kollega Egill Rostrups svindel, som havde gjort mig hjemløs og rettet falske anklager mod mig til Styrelsen for Patientsikkerhed, som havde taget det sidste jeg havde fra mig.

Jeg havde lyst til bare at sidde og snakke med de to, spørge ind til dem og fortælle dem om mine erfaringer, men det var selvfølgelig ikke passende, og selv om det var svært at løsrive sig fra at lytte til dem, gjorde det for ondt til at jeg kunne holde ud at blive siddende. Jeg gik derfor over på en bænk hvor jeg sad og skrev indtil jeg kunne sptte mig ind i det lokale jeg havde booket.

Psykiatriens, politiets - og Styrelsen for Patientsikkerheds mishandling af mig havde aldrig for alvor rystet mig, jeg havde aldrig grædt én eneste tåre på grund af de svin, men de to unge medicinstuderende kunne have fået mig til det på en rigtig dårlig dag.

Men det her var ikke en rigtig dårlig dag. Jeg var taget direkte ned i den lokale Netto, hvor jeg købte ind som en konge. Jeg havde børstet tænder med tandpasta i går som en sindssyg, og spist mig mæt, så nu var det bare at komme i gang.

Jeg var skide ligeglad med alle neurotiske tanker om stavefejl, for emotionel og selvmedlidende tekst, samt især om jeg skulle nævne navne på andre end lægerne og psykiaterne. Hvorfor skulle sygeplejerskerne, social- og sundhedsassistenterne, og socialrådgiverne ikke stå til ansvar med navns nævnelse? Det var at nedvurdere og ringeagte dem, hvis man anså dem for ansvarsfrie, fordi de ikke var læger. Jeg ringeagtede skam alle faggrupper lige meget eller lige lidt, og jeg havde endnu ikke oplevet én eneste fra plejepersonalet være modig og samvittighedsfuld nok til at sige psykiaterne imod. Det turde man alligevel ikke, så hellere deltage i bekvem mishandling, og tosserne var der jo ingen der tog alvorligt alligevel.

Gældsstyrelse

Det var ikke rart, men det skulle jo gøres, hvis jeg ville slippe for at blive stalket endnu mere af det offentlige. Derudover kunne jeg også demonstrere overfor Hans, Susanne og Amanda at jeg havde overblik over min økonomi, og dermed et tilstrækkeligt funktionsniveau, og så kunne de notere det i deres journal. Sidstnævnte var direkte latterligt, for det beroede på for formert præmis at jeg skulle demonstrere noget som helst over for disse genier, men jeg måtte vælge mine kampe med omhu, og der var ikke noget at gøre ved at førnævnte ikke var større mennesker end tilfældet var. Susanne havde fortalt mig at Gældsstyrelsen kunne indefryse min invalidepension hvis jeg ikke reagerede på Gældsstyrelsens trusselsbrev, men den venlige dame jeg talte med fortalte at det skam kun var, hvis jeg fik løn, at hun kunne indefryse nogen midler, så jeg kunne selv bestemme hvor meget jeg ville afdrage med.

Problemet var selvfølgelig at jeg hver måned betalte 795 kroner alene i renter. Lægernes Bank tvangstilbageholdt over 1000 kroner hver måned af min invalidepension (som jeg absurd nok aldrig havde været reel kandidat til at modtage), trods mine protester, og dertil kom alle andre udgifter. Hvor var det ærgerligt at Styrelsen for Patientsikkerhed på et forkert grundlag havde besluttet sig for at jeg i over fem år og i al fremtid ikke måtte arbejde.

Til sidst var der ikke meget tilbage, og derfor lå jeg stadig i skrivende stund på en foldemadras på gulvet, derfor havde jeg ingen møbler, ikke penge til frisør, tandlæge, ferie, at spise ude, gå i byen, tøj, sko, julegaver, fødselsdagsgaver, cykel osv. osv. Ja, jeg skrev ofte det samme, men der var fordi det ikke trængte ind hos nogen. Jeg besluttede mig for at afdrage med 795 kroner hver måned. Desuden at jeg ikke gad at sidde og fortælle Hans Raben, Susanne Emde og Amanda (nu Martin) mere eller mindre det samme 23 gange om året, hvorfor jeg fremover bare ville henvise til denne tekst, så kunne de selv følge med, og så slap de også for at spille skuespil når vi mødtes. Det var win-win.

"Vikingen"

Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg ikke havde kontaktet "Vikingen", "Y" eller "X" på det seneste, men jeg havde ikke haft overskud til det, og selv om jeg vidste at de alle ville have (og før det også havde) hjulpet mig, da jeg ingen penge havde til mad, så ville jeg ikke belaste dem med mine problemer, når de selv havde det hårdt. "Vikingen" skulle have min Windows PC, men jeg havde ikke fået den klargjort til ham, så det måtte jeg i hvertfald igang med en af dagene.

Det psykiatriske journalkoncept - Eksempel 1

Inspireret af http://instrukser.dk/psykiatrisk-journal/ (den 3. december 2020). Her kunne man læse følgende, som opstillede hvilke punkter man skulle gennemgå ved journaloptagelse på psykiatriske patienter. Det var vigigt for tidligere, nuværende og fremtidige ofre for psykiatrien at vide noget om psykiaterens kliniske tankegang. Psykiatri var trods alt kun ord som overhovedet ikke behøvede at beskrive virkeligheden, og langt fra altid gjorde det. Når den enkelte mentalt dovne psykiater var altings målestok, og vedkommendes ord var lov, som danske dommere ukritisk, blindt og ansvarsforflygtigende rettede sig efter - fordi det var det nemmeste - så var det nødvendigt for ofrene at kende til dette våben, hvorved psykiaterens magt blev reduceret.

Det psykiatriske journalkoncept - Eksempel 2

Inspireret af https://www.psykiatri-regionh.dk/undersoegelse-og-behandling/Behandling/Tvang/Undervisningsmateriale/Sider/Journalf%C3%B8ring.aspx (den 3. december 2020)

Ad emotionel kontakt

Når jeg talte med en psykiater eller en ansat inden for psykiatrien, ville jeg altid have "læderet emotionel kontakt". Når jeg talte med alle andre mennesker, havde jeg ikke "læderet emotionel kontakt". Årsagen til førstnævnte var den simple, at jeg havde fået mit liv ødelagt af psykiatrien, at jeg hadede psykiatere og plejepersonalet som pesten, at jeg var tvunget til mod min vilje og til stor skade for mig at tale med disse mennesker, som umyndiggjorde og stigmatiserede mig, og at det var en særdeles asymmetrisk situation, hvor jeg var den svage part, som altid risikerede flere overgreb og tvang.

Jeg kunne og ville ikke spille skuespil overfor mennesker jeg afskyede, og heldigvis var det stort set kun ansatte i psykiatrien, jeg afskyede, og ikke mennesker generelt.

Men hvis man ikke var klar over dette forhold, ville man fejltolke min reaktion som et sygdomstegn, hvor det i virkeligheden ikke var det, faktisk var det en yderst sund reaktion. Desværre havde psykiaterne så ringe selvindsigt at de var blinde overfor deres egen skadelige rolle.

Ny seng

Sengen var da udmærket at ligge i, men dens største værdi var kosmetisk, for jeg havde ikke ondt i ryggen eller andre gener af at ligge på foldemadrassen, jeg vågnede stadig flere gange om natten, og jeg havde stadig mareridt. Det var positivt at jeg fik købt den, men trods den lave pris, var det et væsentlig indhug i mit rådighedsbeløb. Jo færre genstande jo bedre, herunder jo færre møbler, og i det perspektiv tjente sengen også et formål, idet jeg nu kunne lægge så meget ned under den, at jeg kunne tømme den ene af de grimme, ultrabillige reoler fra Harald Nyborg, og således få frigjort flere kvadratmeter.

Psykiater Marianne Geoffrey

På vej til biblioteket kom jeg i tanke om denne psykiater, som relativt set havde skadet mig om muligt lige så meget som Gitte Ahle, forkvinden for Dansk Psykiatrisk Selskab. Jeg havde formuleret præcis hvad jeg ville skrive om hende, mens jeg gik ned til stationen, men da jeg nåede frem til biblioteket, orkede jeg simpelthen ikke at forholde mig til hendes ugerninger. Dog skulle jeg nok sørge for at huske at berette om hende ved en senere lejlighed. Kort fortalt havde hun i væsentlig grad, mod bedre vidende, bidraget til at udsætte mig for hendes formentlig veninde eller læsemakkers senere psykologiske tortur, med måneder varende konstante trusler om tvangsmedicinering med invaliderende, livsfarlig , og fuldstændig ikke-indiceret antipsykotisk medicin.

Psykiateren i film og litteratur

Det med at stort set ingen psykiatere turde at kritisere deres kollegers fejlbehandlinger beroede måske på det stærke gruppetilhørsforhold man som en så (helt berettiget) forhadt og latterliggjort faggruppe havde udvilket? Overalt i det litterære- og cinematiske univers blev psykiaternes forbrydelser mod deres medmennesker jo skildret, igen og igen, og jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde set en film eller læst en bog hvor en psykiater (eller psykiatrisk sygeplejerske) blev portrætteret som en helt, eller bare som et sympatisk menneske. Bare for at nævne det seneste jeg havde set, hvor psykiateren var fremstillet magtarrogant, fej, egoistisk, afvigende, reaktionær, amoralsk, troløs, pervers, bizar, narcissistisk, misbruger og skryppelløs, kunne jeg nævne de to Netflixserier "Ratched" og "American Horror Story". Det var tankevækkende at denne fremstilling af psykiaterne i den fiktive verden stemte så godt overens med mine egne erfaringer.

Men hvorfor egentlig bruge så meget tid på den lægevidenskabelige blindgyde, som psykiatrien var, når jeg kunne repitere radiologi? Min efterhånden aldrende Raspberry Pi kunne fint bruges som PACS, og jeg havde allerede fundet en masse spændende DICOM-filer, så nu gjaldt det om at indarbejde en fornuftig repiteringsrutine. Selv om jeg altid havde næret en særlig forkærlighed for neuroradiologi, ultralyd, interventionsradiologi, og kvantitiv radiologi, elskede jeg at analysere CT scanninger med kontrast (væske) af ax og abdomen (bryst- og maveregionen). Der gemte sig simpelthen et utal af essentielle informationer i netop den type scanninger, og det var helt fantastisk. Jeg havde fundet en fremragende radiologi-app i går, så jeg kunne se på CT-scanninger, mens jeg travede rundt på mine daglige, ufrivillige vandreture, og med ét var det der stod i aviserne, som jeg ellers havde sat en dyd i at læse hver dag, helst samtlige, uinteressante og nærmest ligegyldige. På nær Weekendavisen måske.

Aviser uinteressante

Den ene krise afløste den anden, den ene politiker efter den anden misbrugte hans - eller pt. især hendes - magt, og den ene tendens afløste den anden. I øjeblikket var det "drengene mod pigerne", "virtuesignalling" "kønnet er udelukkende en social konstruktion" mv., der var på mode, og det var skam ikke fordi, jeg ikke syntes at sexisme, trans- og homofobi var forkert, det var bare det, at jeg aldrig havde været transfob, homofob eller sexist, eller udvist en adfærd svarende til disse såkaldte fobier og ismer (a propos virtuesignalling), jeg havde bare mine egne og altopslugende problemer, der overgik at en kvindelig politiker engang til en julefrokost af en ældre mandlig politiker havde fået berørt sit lår, eller at det var verdens største uretfærdighed hvis en mand, der følte sig som en kvinde, ikke måtte spille på kvindernes håndboldlandshold, eller hvordan det nu var. Men det var da godt at den slags problemer fyldte så meget i medierne, problemer skulle selvfølgelig diskuteres, og det var da overhovedet ikke i orden at biologiske og fænomenologiske mænd, der følte sig som kvinder, blev mødt af fordomme, hvis de ville benytte sig af offentlige toiletter til kvinder. Det var vigtigt med den slags diskusioner.

Værelset

Konsekvenser af faste

Den ældre overlæge

Statsministerens presemøde

Det som "Big Mother" sagde på pressemødet var en katastrofe for mig, selv om man tilsyneladende ikke skulle stole alt for meget på hvad hun sagde

Det var ikke mange dage siden at jeg var så sulten at jeg havde lyst til at stjæle mad i forretningerne, og måtte samle flasker omkring Albertslund Bibliotek for at købe gammelt rugbrød i Føtex til tre kroner pakken, og endnu færre dage siden jeg købte en seng efter at have ligget på en udpint foldemadras.

Jeg nåede akkurat at genfinde kærligheden til radiologien, og jeg havde de sidste par dage siddet og kigget på CT scanninger i timevis, hvilket fik mig til at glemme alt andet, og så kom statsministerens besked om at bibliotekerne, idræts- og motionscentrene skulle lukke.

Det var svært ikke at blive helvhenførende, for det var som om at jeg skulle sables ned hver gang jeg havde formået at rejse mig op. Mine vilkår blev nu helt uudholdelige, når jeg ikke havde nogen steder at være i dagtiden og ikke kunne motionere. Det blev hele tiden værre.

Hvis man syntes det var slemt at skulle arbejde hjemme, så skulle man prøve at være i mine sko, så skulle jeg garantere for at man ville slå ihjel for at få lov til i det hele taget at arbejde.

Før jeg igen sank for langt ned under overfladen og gav op, måtte jeg finde en løsning. Det eneste, jeg her og nu kunne og have overskud til at gøre, var et finde det billigste lagerrum på Vestegnen, og så sidde i det om dagen. Det havde jeg jo takket være den praktiserende læge og Styrelsen for Kærlighed gjort tidligere, men denne gang var det ikke mine ejendele, der skulle opbevares i lagerrummet, men mig selv, så på den måde var det logistisk set lettere. Jeg havde også tilbragt juleaften i mit daværende lagerrum, så det kunne jeg snildt gøre igen.

Jeg var svært nedtrykt da jeg vendte tilbage til værelset efter at havde været i værestedet om eftermiddagen og aftenen. Jeg havde brugt hele dagen indtil da på Albertslund Bibliotek, hvor der havde var dukket en del flere mennesker op end normalt på det tidspunkt. Jeg havde afleveret alle de bøger og brætspil, jeg havde lånt, og samme ærinde havde de fleste af de andre brugere også.

Jeg havde søgt og søgt efter et sted jeg kunne opholde mig, og jeg kom tæt på at finde et kontorfællesskab jeg havde råd til, men selvfølgelig var det billigste sted lige netop uden for min rækkevidde. Derfor blev det et lagerrum, og det billigste af slagsen, for det eneste det skulle opbevare var mig selv. Jeg var dødtræt af altid at skulle slukke brænde, altid at stå på kanten og kigge ned, og altid at være motiveret af frygt, vrede og nødvendighed, og aldrig af lyst.

Det var en syg joke, og jeg fortsatte med at smide så meget ud som muligt. Det kunne jo ikke blive ved. Når de ikke havde styr på tingene i ROPS og STPS, måtte de voksne overtage.

Solidaritet

Jeg oplevede ikke rigtig nogen solidaritet, eller at danskerne stod sammen, eller hvad det var for noget pladder overformynderiet opfordrede til. Alle melede deres egen kage, og havde nok i sig selv, eller kun i deres allernærmeste. Sammen, alene og forladt. Måske eksisterede der solidaritet i en vis grad inden for enkelte subgrupper, som følte en eller anden form for fællesskab og samhørighed, men i samfundet generelt var der intet at komme efter. Min sidste rest af tiltro til mennesker i al almindelighed var ætset væk. Selvfølgelig havde jeg glimtvist oplevet venlighed fra mine omgivelser, men summen af alt det lort jeg stadig gennemgik var bare meget større. Det var også klart at mine problemer ikke ragede nogen en høstblomst, for alle havde det jo dårligt engang imellem, det var et eksistentielt vilkår for alle, så hvorfor fanden skulle jeg så tro at jeg var speciel eller mine problemer større end alle andres? Jeg kunne jo bare tage mig sammen, jeg kunne bare det ene eller det andet. Men hvis det var sådan, hvorfor skulle jeg så tage hensyn til andre, lytte til dem og deres problemer, eller tilbyde min hjælp? Men hvis man ophøjede den holdning til almentgældende lov og adfærd, hvad var det så for et samfund, der kom ud af det? Ikke et særligt godt et af slagsen formentlig. Men det ironiske var, at det ikke var mig, der ville komme til at lide mest eller gå under i det samfund. Hvis alle danskere blev underlagt de vilkår der gjaldt for mig, ville jeg ligge lunt i svinget. Det gav ikke den store mening, men det behøvede det heller ikke. Hvis det bare handlede om at være egoistisk, og springe over hvor gærdet var lavest, så fint med mig, så måtte det jo være sådan. Hvis jeg respektere andre, og faktisk overholdt loven, så var det mig, der var idioten. Og hvorfor havde jeg været så dum at søge det ene frivillige job efter det andet? Hvorfor tilbød jeg at hjælpe de andre brugere af værestedet med praktiske opgaver de ikke selv kunne klage, fordi de var i for fysisk dårlig stand? Det var jo bare latterligt. Måden at overleve på i Danmark var at være et dumt svin.

Lagerrum 2.0 aka "Lager-livet"

Jeg fik lejet et ny lagerrum i dag. Et skridt frem og to tilbage. Det var på 2 kvadratmeter, billigt, og lige præcist stort nok til at jeg kunne ligge udstrækt i det hvis jeg ville, hvilket slet ikke var utænkeligt.

Min plan var - udover at sidde der og repitere radiologi - at træne i lagerrummet, nu hvor regeringen havde fjernet det næstsidste frirum jeg havde, nemilg motionscentret, boksetræningen og badminton.

Jeg havde ingen ide om hvordan jeg skulle komme igennem december måned. Hver gang det lykkedes mig at gøre et lille fremskridt, blev jeg straks sat tilbage. Jeg var eksempelvis netop blevet introduceret til Taastrup Medborgerhus af en anden bruger af værestedet. Det var et sted man kunne komme ind fra gaden, og bl.a. sidde og arbejde med sin PC, spille skak, spise i cafeen, og gå til alle mulige arrangementer. Jeg havde siddet og spillet brætspil med den pågældende anden bruger af værestedet. Så lukkede regeringen medborgerhuset. Det var ikke til at holde ud. Jeg var også blevet inviteret til F1 og brætspil sammen med to andre brugere af værestedet forleden, og også det havde været hyggeligt, men det var kun en enkelt dag, der gik med det.

Jeg hoppede fra den ene brændende platform til den anden, og jeg anede ikke hvorfor jeg overhovedet gad blive ved. Der var ingen målstreg eller præmie, jeg havde ikke lyst til at blive ved med at kæmpe for ingenting, så hvorfor jeg så gjorde det anede jeg ikke. Hvordan kunne man lade det fortsætte? Hvad foretog Hans sig? Hvad var det jeg skulle bevise?

Jeg var meget tæt på at gøre et eller andet ekstremt mod andre eller mig selv, eller begge dele. Jeg var ligeglad.

Tilfældet ville, at jeg forleden erfarede, at jeg boede i samme opgang som en anden bruger af værestedet, der kom der en sjælden gang.

Jeg fik talt med vekommende for første gang i opgangen i dag, og qua dennes udtalte bevægeapparatgener tilbød jeg at hente hendes julepynt i kælderen og hænge det op for hende. Det var mindst lige så meget til gavn for mig, som for hende, så jeg håbede på hun ville sende mig en sms en af dagene.

Det var utroligt nok lykkedes mig at skabe et lille netværk i Taastrup, også uden for værestedet, men det var stadig meget spinkelt, og kunne desværre ikke udgøre den stabilitet og forankring, jeg havde brug for.

At flytte et nyt sted hen, mens man var allermest presset, og skabe nye relationer, havde været usandsynligt svært, men det var til en vis grad lykkedes. Hvis jeg rent faktisk havde været psykisk syg, ville det jeg havde gjort været umuligt. Jeg vidste godt jeg ikke selv måtte sige det, for de kronisk forsmåede psykiatere, men det var nødvendigt at få italesat, og kun fordi det var endnu et fremragende bevis for at jeg intet som helst fejlede.

Jeg var også kommet en hel del videre på den tekniske front med ESP32 og IoT, hvilket alt sammen var fint nok, men jo ikke noget, der bragte mig videre som sådan.

NU

Der skulle ske noget. Det kunne sgu ikke vente. Jeg havde tigget og bedt om rigtig hjælp i flere år uden held, så jeg kunne ikke regne med andre end mig selv. Og det kunne jeg heller ikke, i den forstand at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre.

Når jeg selv havde forsøgt alt, når jeg havde bedt alle og enhver om hjælp, og når alt havde været forgæves, burde det ikke længere være mit ansvar hvad jeg foretog mig for at redde mit liv og min tilværelse. Nogen til vist til at vågne og gøre deres arbejde.

Hvis gør vi nu?

I morgen gik det igang; tre dage som jeg skulle have til at gå. Ud mellem 7.00 og 8.00, og hjem mellem 20.00 og 21.00. Men ingen steder jeg kunne opholde mig indendøre. Jeg havde søgt på nettet og spurgt alle, brugere såvel som personale på værestedet, men der var ingen der havde nogen forslag.

Der var intet at gøre. Jeg måtte ud på en ufrivillig og opslidende trekkingtur i morgen tidlig. Til gengæld havde jeg fundet et sted at vandre hen. Jeg tilsluttede mine powerbanks, så jeg havde rigeligt med strøm til en hel dag. Jeg overvejdede kraftigt at skrive en mail til Hans Raben, og spørge ham om hvad fanden meningen var, hvorfor helvede han dog ikke bare kunne skrive det han flere gange selv havde konstateret, så mit mareridt sluttede, og jeg havde en fremtid og et håb, men det nyttede ikke, for så havde han gjort det for længe siden.

Bog til politikere

Jeg overførte bogen til Google Docs, hvor teksten uden billeder fyldte 427 sider. Jeg kunne fint rette den til på mobilen mens jeg travede afsted i morgen. Når det var gjort blve den sendt til samtlige politikere i Folketinget og i Regionerne. Nu gad jeg ikke mere. Jeg ville have min tilværelse tilbage.

Billeder. Mit værelse den 10. december 2020. Både værelset og lejligheden var fremragende. Hvis jeg havde penge til det, havde jeg købt en kommode til tøjet og smidt den ene reol ud. Måske et lille skrivebord, og en printer. Ellers havde jeg ikke brug for noget.

28196

Var antallet af skridt jeg gik i dag. Det var hverken meningen, at jeg skulle gå langt eller hurtigt, jeg skulle bare have tiden til at gå, og samtidig undgå at sidde så længe at jeg frøs for meget. Jeg havde planlagt at gå hen for at se hvor Ole Rømers observatorium havde ligget, men det tog kortere tid end jeg havde håbet på, hvorfor jeg gik en ekstra tur igennem Albertslund og Glostrup, hvor jeg rundede mit lagerrum, hvorefter jeg tog tilbage.

Jeg planlagde ad hoc hvor jeg ville gå hen, og når jeg nåede destinationen fandt jeg et sted, typisk et bustoppested, hvor jeg sad indtil det blev for koldt, hvorefter jeg rejste mig og drog videre. Det var som i et mareridt. Jeg var død træt, men kulden tvang mig afsted, og min rygsæk føltes tungere og tungere. En gang i mellem gik jeg ind i et supermarket for at få varmen, samt for at købe lidt at spise og drikke. Jeg var desværre ikke blevet syg med COVID-19, men det kunne nåes endnu, og lykkedes det, var belønningen et dejligt isolationsophold med gratis forplejning, og sekundær gevindst.

Jeg elskede at gå, og jeg elskede det danske landskab uanset vejret, selv om jeg foretrak solskin og sommer, men hold da op hvor var jeg ulidelig træt af bare at trave rundt uden et rigtigt formål. Det var nådesløst, men det byggede jo karakter, som man sagde. Imens jeg spildte min tid og havde det dårligt, lå der massere af danskere på hospitalerne, smittet med coronavirus, og ventede på en læge. Hvor var det dog flot. Mens jeg gik afsted så jeg radiologiske videoer på YouTube, hvilket var en trøst.

Mens jeg gik, blev jeg mere og mere vred og fortørnet. Hvor var det latterligt og tarveligt, at man fastholdt en fejldiagnose, og ødelagde mit liv, fordi man ikke turde indrømme, at man havde taget fejl.

Da jeg kom tilbage, var jeg frossen som havde jeg overnattet i kølerummet på Retsmedicinsk Institut, og for opgivende og nedtrykt til at jeg skammede mig over ikke at have noget liv. Igen overraskede udlejer mig positivt, og jeg måtte tage hatten af for ham.

Da jeg havde lagt mig og begyndte at skrive, kunne jeg mærke at jeg ikke havde lyst til at vågne igen, kun for at tage ud og gå rundt hele lørdagen i kulden, uden noget mål, bitter og vred.

Billeder. Ole Rømers observatorium.

Billeder. En gravhøj med et kors, jeg passerede på vejen.

Billede. Mit nye lagerrum, hvor jeg skulle holde jul og nytår.

24310

Var kun det antal skridt det blev til i dag. Jeg var for træt og demotiveret til mere, og jeg nåede da også tilbage allerede kl. ca. 16.30, hvilket var lidt pinligt, da min udlejer havde gæster. Jeg havde set Høje Taastrup på den anden side af Roskildevej, og jeg gik til og rundt i Ishøj.

Det var som det var, og til gengæld havde jeg skaffet mig en aftale i morgen, således at jeg hverken behøvede at trave rundt eller være på værelset. Så kunne jeg lige holde det ud, men hvad jeg så skulle finde på i næste uge, var ikke godt at vide.

Billeder. Der var ikke meget at se på min tur i området mellem Høje Taastrup og Ishøj. Her fangede jeg dog et smukt øjeblik, da solen brød frem gennem skyerne.

Brætspil

Det var de færreste mennesker, jeg mødte ansigt til ansigt, jeg ikke kom godt ud af det med. En del af det havde utvivlsomt noget at gøre med, at jeg var oprigtigt interesseret i andre, og at jeg aldrig fremhævede mig selv (fordi der aldrig havde været grund til det). Jeg lyttede langt mere end jeg talte, og jeg satte mig ind det mine samtalepartnere fortalte. Desuden var jeg fuldstændig ligeglad med andres status eller forestillede status.

Beklageligvis var det noget som dem i ROPS aldrig oplevede. Jeg havde for længst opgivet disse umennesker, og jeg betalte også prisen for det. Men når jeg var mig selv, var der ingen der havde problemer med at invitere mig hjem hos dem, man stole på mig, og med rette. Jeg havde aldrig været utilregnelig, og jeg kunne ikke drømme om at gøre noget som helst forkert. Det var mere end noget andet et bevis på hvor meget Retslægerådet havde taget fejl.

Fordi andre menneskers dømmekraft var intakt, vurderede de mig til at være en person de kunne stole på, og derfor var jeg hurtigt blevet inviteret hjem til en af de andre brugere af værestedet hver søndag, hvor vi var tre eller fire, der så Formel 1 og spillede brætspil fra 13.00 til omkring 22.00. Jeg var utrolig taknemmelig for at jeg blev lukket ind i det fællesskab, og det i en grad at jeg satte mig ind i såvel Formel 1 som samtlige af de brætspil vi spillede.

Der var rigtig meget som dem i systmet intet anede om, som de burde vide, men som de selv var skyld i at jeg aldrig fortalte dem om, fordi jeg anså dem for hæslige mennesker.

En grund til at jeg blev inkluderet i brætspilleklubben var også at jeg lærte de forskellige spil lynhurigt, så de andre ikke skulle bruge tid og kræfter på at instruere mig i reglerne. Vi spillede et bredt udvalg af spil, Matador, Skak, Settlers of Catan, Century of Spice, Stone Age, 7 Wonders, Majesty, Splendor, Carcassonne og Deadwood. Derudover lavede jeg IT småprojekter med den ene af de andre, som var uddannet datamatiker. I øjeblikket var det ESP32 med diverse sensorer, hvis data blev registreret og visualiseret i Grafana.

Det morsomme var naturligvis at den teknik jeg lærte i den sammenhæng ikke var noget som nogen af mine bødler ville fatte en brik af, samtidig med at de troede at de vidste bedre end jeg.

ROPS

Hver gang jeg forsøgte at få myndighederne til at behandle mig som det jeg var, nemlig normal, gjorde Susanne og Amamda (og nu Martin) hvad de kunne for at sable mig ned. Det var svært ubehageligt, og på sin vis grusomt. I dag var ingen undtagelse.

Når de blev ved med at udsætte mig for svært psykisk ubehag, havde jeg ikke noget andet valg end at øge indsatsen, indtil de var tvunget til at forholde sig til virkeligheden.

Jeg havde ikke brug for nogen mentor, hvilket Amanda og Martin havde været så stupide at foreslå. Til gengæld havde de to i allerhøjeste grad brug for en sådan, så de kunne få vejledning i at finde en anden karrierevej, når nu de ikke egnede sig til at være socialrådgivere.

Hvad angik Susanne, så skulle hun fandeme skamme sig. Hvad bildte hun sig ind? Hvorfor deltog hun så ihærdigt i at ødelægge den sidste rest af tilværelse jeg havde? Hvor var det ulækkert.

Jeg skulle egentlig til julefrokost i værestedet, men jeg var så rasende at jeg overvejede at tage hjem, og fortsætte min umulige kamp. Hvis Susanne, Amamda og Martin mente de var professionelle og gode mennesker, så håbede jeg på at de selv ville ende hvor jeg var, hvor de aktivt sørgede for at jeg forblev, til den dag jeg stillede træskoene.

Jeg ville hellere beskæftige mig med nærmest hvilket som helst andet end mig selv og min egen situation, men jeg blev tvunget til hele tiden at gøre det alligevel, fordi min situation blev tiltagende mere alvorlig hver dag. Jeg startede med at sende nedenstående til Amanda og Martin, som respons på mit særdeles ubehagelige møde med Susanne i dag:

Kære Amanda og Martin

Kjeld.

Det var problematisk at man sjoflede mig så meget, for det var kun et spørgsmål om tid før det gik galt.

Det ville unægteligt være resultatet, ikke bare for mig, men for alle andre i min situation. Den sejr skulle man imidlertid ikke have, så jeg måtte gøre alt jeg overhovedet kunne for at forhindre at det skete.

Det inkluderede alle ikke-voldelige tiltag jeg kunne komme i tanke om, såsom at skrive til udvalgte politikere. Jeg havde allerede fundet frem til dem, jeg ville kontakte, men først skulle jeg fortsætte med at redigere min tekst og lave den til E-bog.

En joke

De seneste par dage havde været ulidelige, og så skulle jeg høre på det pis med en mentor. Jeg lå og vendte og drejede mig, og kunne ikke falde i søvn, fordi jeg lå og tænkte på hvor meget mere jeg kunne tage af den slags helt misforstået idioti, da det gik op for mig, at det måtte være en joke. En syg joke, ganske vist, men stadig en joke.

Det kunne selvfølgelig også være en test; et eller andet geni havde fundet på, at jeg skulle testes for at se om jeg kunne knækkes, hvilket det var tæt på at jeg gjorde, men heldigvis holdt jeg fortsat stand. Men det var kun et spørgsmål om tid. Nu var det helt op til "systemet" hvad der skulle ske.

Det var en trøst at alt det som Hans, Susanne og Amanda (og Martin) skrev og troede i sidste ende var irrelevant. Disse mennesker kendte mig ikke, og ville aldrig komme til at kende mig. Det samme med hensyn til Styrelsen for Patientsikkerhed, og den sørgelige dillatentiske og ansvarsforflygtende instans som Retslægerådet var. De vidste jo ingenting. De mennesker, der turde at se mig i øjnene, dem der talte med mig, ville aldrig nogensinde i deres vildeste fantasi tro, at jeg fejlede noget som helst. Kun forudindtagede og dovne bureaukrater troede, at det parallelunivers, de befandt sig i, bag skrivebordene, var den virkelighed, som alle andre danskere oplevede.

Efter at have sovet på det, stod det mere og mere klart for mig, at Amanda selvfølgelig lavede sjov med mig. Hun og hendes socialrådgiverkolleger var også en slags mennesker, som havde brug for at koble af og have noget at grine over. Jeg skulle selv lære bare at grine af overformynderiets ignorante idioti, men det var bare så forbandet svært, når man havde virkelige problemer, som alle dybest set handlede om, at man ikke måtte arbejde som læge.

Amanda ville mig bare det bedste, og selv om det, hun kunne tilbyde af hjælp var latterligt, så mente hun mig det godt. Det var sådan, jeg skulle se på det; hun var en hammer, og det eneste hun kunne, var at hamre søm i et stykke træ, selv om der var behov for en skrue. Hun ville så gerne gøre noget godt, men var spejlblank, og anede ikke hvad det handlede om. Jeg vidste præcis hvad det var, jeg havde brug for, og en mentor - med mindre selvfølgelig at vedkommende var læge - var det allersidste. Det var en pseudo-løsning med endnu en professionel smagsdommer, der ikke anede, hvad vedkommende havde med at gøre, men alligevel troede at han eller hun havde alle svarene, at vedkommende vidste, hvad det var, jeg ikke fattede, og at denne person mente at have løsningen, uden selvfølgelig at være i stand til, eller gide, at sætte sig ind i min situation. Tak Amanda, men nej fucking tak, find noget andet at spilde skatteydernes penge på.

Amandas komplet idiotiske og devaluerende forslag om en mentor (= støttepædagog) havde ødelagt det meste af natten, og dagen med. Var hun stiv, da hun kom på den ide? Havde hun og Martin været til julefrokost, og fået en tår over tørsten? Hvor var det bare ringe og tarveligt af hende. Men mere bekymrende var det, at det fint bekræftede min formodning om, at hun i virkeligheden ikke vidste noget om mig, og at hun ikke havde lyttet til mig de efterhånden mange gange, jeg havde forklaret hende, hvad det var, jeg ønskede, og hvad det var, jeg havde brug for hjælp til.

For et par år siden havde jeg ladet som ingenting, når jeg mødte én som hende, der var uerfaren og uempatisk, men selv om jeg ikke orkede at råbe op om hvor både uvirksom og skadelig hendes såkaldte hjælp til mig havde været, så måtte det efterhånden stoppe. Jeg ville ikke være en prøveklud længere. Selvfølgelig lød det arrogant, og det var det sikkert også, men det, jeg havde gennemgået, og fortsat gennemgik, ville hun ikke selv have klaret, hun kunne groft sagt intet, jeg ikke selv var i stand til, så at foreslå en mentor, var så ubegribeligt åndssvagt og misforstået, at jeg ikke kunne finde ord for det. Hvor havde jeg dog spildt meget tid på mennesker som hende, selv om det desværre havde været nødvendigt for mig at gøre det, fordi disse uduelige personer havde magt. Hvor ville det være stressreducerende og befriende at slippe for sådanne mennesker. Men systmet var fuld af disse type, der var magelige, og ikke kunne eller ville tænke selv.

Jeg havde det på den ene side dårligt med at nævne de ansatte med navns nævnelse, men på den anden side var jeg nødt til det, for det var min eneste chance for at de tænkte sig en ekstra gang om. Det sekund de rent faktisk gjorde noget for at bedre mit liv, bare en lille bitte smule, ville jeg holde min kæft, men den dag lod ikke til at oprinde. Jeg havde langt fra været perfekt, men jeg havde altid gjort mig umage, og jeg havde aldrig været perfid og sadistisk overfor de mennesker, jeg havde ansvaret for, til forskel fra dem, jeg nu var tvunget til at forholde mig til.

Tik tak

Tiden var ved at rinde ud. Der skulle ske noget meget meget snart, og det, der skulle ske, var at jeg fik min autorisation tilbage, så jeg fik mulighed for at tjene penge, og have et håb for fremtiden, for første gang i over fem år. Amanda, Martin, Susanne Emde og Hans Raben skulle sætte sig ned, og sammen udarbejde en plan for hvordan jeg fik min autorisation igen. Det var meget enkelt, og jeg var ligeglad med hvilke meningsløse og ydmygende tiltag, jeg skulle gennemgå, så længe målet var at jeg kunne beskæftige mig med det, jeg elskede allermest. Det skulle de i øvrigt have gjort for længe siden, men nu handlede det om fremtiden. De kunne jo passende tage kontakt til personalet i værestedet, hvis de ville vide, hvordan jeg i virkeligheden var som person.

Jeg ville fortsætte med at rette stavefejl i mit udkast, maskinoversætte det til engelsk, sende det til politikerne, herunder førnævte personers chefer, til medierne for en god ordens skyld, samt lave en e-bog, eller endnu bedre en app, som jeg ville udgive.

Nå ja, optagelserne skulle også ud.

Lidt bedre

I dag havde jeg det lidt bedre, for der var sket nogle positive ting både i går eftermiddags i værestedet, samt i formiddags. I værestedet havde jeg utroligt nok af hele to yderligere brugere spontant fået deres telefonnummer, samt opfordringer til at gå henholdsvis en tur i det område, der gik under navnet Hedeland, og til at få en PlayStation 3 (som jeg skyndte mig at takke nej til).

Desuden var der en tredje bruger, jeg kendte godt i forvejen, der havde inviteret mig over i aften, så vi kunne gense filmen Alien. Han var lige som jeg en filmentusiast, og vi kunne sidde i ganske lang tid og tale om alt fra diverse skuespillere og instruktører til filmtekniske emner, såsom CGI og markedsføring.

Den gamle dame og trappen

Da jeg havde lukket døren til lejligheden, og stod på reposen med mit vasketøj, kunne jeg høre slæbende fodtrin på trappen. Langsom kom en mildst sagt ældre dame prustende, men vedholdende, op af trappen. Hun måtte mindst være 90, hendes hår var kridhvidt, og hun havde en kropsholdning som et vindblæst træ, eller som hun stædigt kæmpede en tabt kamp mod tyngdekraften, men hun gjorde ikke holdt før hun nåede anden sal, hvor jeg boede. Jeg blev stående og holdt ærbødigt afstand til hende, for gud forbyde at jeg kom til at smitte hende med corona, selv om jeg havde lyst til at give hende min arm, eller bare løfte hende op, og bære hende resten af vejen.

Hun var umådeligt imponerende. Det var da flot nok at en ung topatlet kunne præstere dette eller hint, men jeg havde langt mere respekt for den gamle dames kamp med at komme op på 2. sal, og hun fik ingen hæder eller ære, hun blev ikke eksponeret og hyldet i medierne, selv om hun burde, mens en elite af veluddannede kvinder havde erobret avisernes spalter og forsider i de foregangene mange måneder, fordi et gammelt (eller ungt, jævnfør det Radikale Venstre) svin havde raget på dem til en julefrokost engang. Hvilket selvfølgeligt også var uacceptabelt.

Det, den gamle dame gjorde, var rigtig girl power, hun var hard core og en bad ass på sin egen måde. Der var ingen medsøstre, der bekræftede hende på de sociale medier, og fortalte hvor fantastisk modig hun var. Den gamle dame båede på 2. sal, der skulle hun op, og så var den ikke længere. Da hun kom helt op, kiggede hun på mig, smilede til mig, og ønskede mig god jul og godt nytår. Hun mindede mig rigtig meget om min mormor, og jeg havde lyst til at spørge hende, om der ikke var et eller andet, jeg kunne hjælpe hende med, gøre hendes lejlighed rent, købe ind, male, hvad som helst, men jeg kunne ikke, og det ville også på en eller anden måde også være devaluerende overfor hende, for hun kunne tilsyneladende godt.

Yderligere en positiv oplevelse var, da jeg mødte en anden bruger af værestedet, netop som jeg skulle til at gå ned ad trappen til vaskekælderen. Jeg vekslede et par høflige bemærkninger med ham, og fortsatte ned. Og minsandten om ikke en helt anden bruger af værestedet ringede til mig da jeg havde sat mig til at skrive. Det var skønt at omgåes andre mennesker, der vel og mærke ikke var ansat i det offentlige til at sygeliggøre en. Hende der ringede, havde jeg skrevet nogle sms'er med for nyligt.

Jeg havde bl.a. skrevet: "Ja, du må endelig sige til hvis der er noget, jeg kan hjælpe med. Jeg har den lommefilosofiske holdning, at stort set alle mennesker dels kan bidrage med noget, og dels mangler noget, andre kan bidrage med, og således går det i sidste ende op til alles fordel.". Det var meget lommefilosofisk, men også noget jeg virkeligt troede på.

Jeg kunne huske at hun havde fortalt mig, at hun havde fibromyalgi, og derfor var svært smerteplaget og indskrænket i al fysisk udfoldelse. Vi var kommet til at tale om jul, og hun fortalte mig at hun havde flere kasser med julepynt i kælderen, men at hun ikke magtede at bære dem op. Hun boede i min opgang, så derfor tilbød jeg hende at bære kasserne op til hende. Jeg hørte ikke yderligere fra hende, men så havde jeg brug for at smide en del ragelse ud i skralderummet, hvilket krævede en nøgle, som udlejer ikke havde.Derfor skrev jeg til hende, og spurgte om hun vidste hvor jeg kunne få fat i viceværten. Det endte mig at hun tilbød mig at jeg kunne låne hendes nøgle, hvilket jeg gjore. Nu ringede hun så og spurgte om jeg ville hjælpe hende med kasserne med julepynt. Selvfølgelig ville jeg det.

Over stregen

I mit arbejde med at redigere teksten, kunne jeg godt se, at jeg flere steder var gået over stregen i forhold til hvad, jeg kunne tillade mig at skrive. Dertil kom, at jeg for de fleste vedkommende var ligeglad med hvad de hed, men at jeg var nødt til at tvinge dem til at reagere, hvilket jeg erfaringsmæssigt vidste at de ikke kunne drømme om, hvis de forblev anonyme. Det stressede mig en del, at jeg var nødt til at få det rettet, inden De Blå Drenge kom og hentede mig på foranledning af diverse forsmåede bødler.

Online kurser

Dels var jeg nødt til at gå op i andet end at skrive denne tekst, og dels skulle jeg åbenbart endnu engang bevise overfor diverse offentlige myndigheder at jeg skam ikke fejlede noget, og at mit funktionsniveau var helt normalt. Løsningen lå lige for; online kurser. Jeg havde gennem årene taget en hel del af slagsen, og jeg kendte en del til de forskellige udbydere. De kurser jeg tog, skulle naturligvis være gratis, men det var heldigvis ikke noget problem at finde nogle af den slags. Jeg havde desuden også et konkret sigte med de kurser, jeg ville tage, nemlig at kunne lave flere og mere avancerede tekniske småprojekter med den datamatiker, jeg havde lært at kende.

Nedlukning af City 2

Hjemme hos min kammarat så vi i nyhederne live fra City 2, hvor det blev meddelt at centret snart sammen med store dele af detailbranchen blev lukket ned. Det var pudsigt nok ikke mere end en times tid siden jeg selv havde været der. Jeg havde for et par dage siden netop fundet ud af at jeg kunne sidde og arbejde visse steder i centret, hvilket havde gjort mig kortvarigt mindre nedtrykt, og jeg havde tænkt at jeg lige akkurat ville kunne klare mig til at landet forhåbenligt efter nytår blev åbnet mere op igen. Så naturligvis skulle mit nye fristed lukkes, det var da klart. Jeg gad ikke engang at blive frustreret over det. Lad det endelig fortsætte for min skyld, jo længere tid danskerne led under de restriktioner som en hardliner regering og en forkølelsesvirus havde skabt, jo flere mennesker ville ende i samme båd som jeg, hvilket forhåbenligt betød en større forståelse for hvordan jeg havde haft det alt for længe. Jo flere der blev ensomme, og fejrede jul og nytår alene, jo mindre unormal ville jeg fremstå.

Jeg havde gået og hidset mig op over at en socialrådgiver ville pudse en helt igennem unødvendig mentor på mig, og det havde ødelagt rigtigt meget, men det måtte jeg bare ikke lade mig gå på af, for det var ulideligt. Det var skønt at sidde og tale teknik og se Terminator 2 extended cut, og jeg glemte det latterlige og misforstående mentor-forslag i nogle timer, men nu var det ved at dukke op min i min bevidsthed igen. Jeg skulle aflede mig selv, så hun ikke havde held med at psyke mig endne mere.

Jul og nytår

Der var to dage jeg følte stort ubehag ved at tænke på, nemlig juleaften og nytårsaften. Der skyldtes ikke sentimentalitet eller ensomhed, men udelukkende at jeg under ingen omstændigheder kunne være på værelset mens udlejer havde familie og venner hos sig til fest. Det ville være pinagtigt for alle parter, hvis jeg ikke sørgede for at være væk hele dagen og gerne hele natten ved begge højtider. Det var blevet for koldt til at jeg kunne overnatte i et busstoppested, og erfaringsmæssigt vidste jeg at jeg var tvunget til at gå rundt hele natten for at holde varmen. Det gad jeg godt nok ikke at gøre igen, men hvad skulle jeg så?

Ved et lille mirakel fik jeg i dag en invitation af to brugere af værestedet til hhv. juleaften og nytårsaften. Jeg skulle ikke glæde mig for tidligt, men noget tydede på at de to problemer blev løst. Ikke af ROPS eller KF, men af de mennesker, jeg havde lært at kende ved egen indsats, og uden mellemkomst af en latterlig mentor. De mennesker jeg socialiserede med fra værestedet, var de mest velfungerende, og de var alle kognitivt helt normale. Og bare fordi de var brugere af et værested, betød det ikke at de var naive eller retarderede, tværdigmod var de veluddannede, misbrugte intet, og havde lært på den hårde måde hvem de kunne stole på, og hvem der prøvede at tage røven på dem. Hvis disse brugere nu kendte mig godt nok til at de stolede så meget på mig, at de inviterede mig hjem til dem, så var der nok noget om det, så var jeg nok ikke det utilregnelige, psykotiske monster, som Retslægerådet havde gjort mig til. Myndighederne skulle se at komme ind i kampen, og begynde af forholde sig til virkeligheden. Og det skulle gå meget stærkt. Jeg kunne aldrig vide, hvilke nederlag morgendagen bragte, og der skulle næsten intet til for at vælte læsset.

Normal

Jeg havde haft travlt i en sjælden grad i dag, hvilket ikke var særligt imponerende i forhold til hvor travlt de fleste erhvervsaktive danskere havde det. Om formiddagen og eftermiddagen var jeg sammen med en jag havde lært at kende i værestedet, og hele aftenen til ud på natten tilbragte jeg i selskab med de andre brugere af værestedet, hvor vi lavede mad, og så film. Dem jeg havde set i dag var kognitivt og psykisk ganske velfungerende, og alle havde en kort eller mellemlang videregående uddannelse i bagagen. Jeg fungerede helt normalt i mit sammenværd med andre mennesker, og jeg var næsten sikker på at blandt andre disse tre fæller hvis nogen skulle finde på at spørge dem om hvordan jeg var, til hver en tid ville fortælle vedkommende, at jeg var fuldstændig normal.

På samme eller tilsvarende måde ville jeg til hver en tid hjælpe dem, hvis de havde brug for det, og det havde to af dem faktisk haft i dag. Derfor var det - eller burde være - omsonst hele tiden at skrive om, og eksemplificere hvor normal jeg var. Hvis jeg blev behandlet som det jeg var, havde jeg det udmærket, og heldigvis var det den måde langt de fleste behandlede mig på. Når jeg tilgængæld af nogle enkelte ignoranter blev behandlet som noget andet, og helt forkert, så blev jeg nærmest rasende. Brændt barn skyer ilden, som man sagde.

Åbne breve

Jeg havde modtaget tre breve i dag, hvoraf det ene gav anledning til stor bekymring. Da den eneste reelle hjælp Susanne havde givet mig var at åbne trusselsbrevene fra det offentlige, og da det var den eneste udfordring jeg havde, måtte jeg for at gøre mig helt uafhængig af hende, selv åbne de breve. Så havde de intet på mig. Det gjorde jeg således, hvilket var skønt at få gjort.

E-bog næsten færdig

Parallelt med denne tekst, var jeg begyndt at redigere teksten i et tekstbehandlingsprogram, og jeg var næsten færdig. Desuden havde jeg lavet en maskiniversættelse af teksten til engelsk, og lagt den på et andet websted. Dertil kom at jeg havde fundet en af de største portaler for gratis e-bøger på nettet, hvor man også kunne publicere egne tekster i de rigtige formater. Det meldte jeg mig straks til.

City 2

Jeg var en kort tur i City 2. Det var meget nedslående, at jeg ikke kunne sidde nogen steder i centret nu. Jeg kunne dog få varmen, så jeg sad i et busstoppested for at få tiden til at gå, og når det blev for koldt, og mine fingre føltes som istapper, gik jeg en tur rundt i City 2, for derefter at sætte mig ud i busstoppestedet igen, og sådan fortsatte det i en tre-fire timers tid, indtil jeg følte at det var acceptabelt at returnede til lejligheden.

Online kurser

Mens jeg hængte ud i busstoppestedet, sad jeg og fulgte med i det online kursus, jeg havde tilmeldt mig forleden. Det hed "Data Science: R Basics" og blev gratis udbudt af sitet edX. Selv om jeg havde brugt r-statistics, R-Studio, og Shiny Server en del tidligere, skadede det ikke at starte forfra.

Sociale kompetencer

Noget Hans og Susanne gik meget op i, var mine evner udi at begå mig socialt. Det havde jeg heldigvis ingen vanskeligheder med, men førnævnte havde svært ved at forholde sig til virkeligheden, så derfor måtte jeg gøre en dyd ud af igen og igen og igen at påpege at jeg heller ikke på det område havde nogen deficit eller udfordringer. Således fik jeg i dag skrevet sms'er med tre bekendte, talte i telefon med en fjerde, og fik aftalt en gåtur i morgen, samt en filmaften, ligeldes i morgen.

581 kroner

Jeg brugte aldrig penge på stoffer, alkohol, tobak eller sex, og det tøj jeg engang imellem anskaffede mig, købte jeg i Røde Kors. Jeg havde i denne måned brugt penge på en seng og på et beskedent lagerrum på 2 kvadratmeter. Det var det. Jeg kørte min økonomi super tight, og alligevel havde jeg ikke flere penge end 581 kroner. Det kunne jeg fint overleve på, men der var ikke råd til alt muligt "pjat", som julehygge, julegaver, besøg af folk, der ikke boede i gåafstand fra Taastrup, deltagelse i jule- og nytårsaggangementer mv. Jeg kunne sagtens lægge et budget (jeg havde i al bekedenhed gennemført en kandidatuddannelse på Københavns Universitet), men hvis jeg ikke havde nogen penge at gøre godt med, blev det et fantasibudget, og det kunne alverdens mentorer næppe lave om på. Det var således hverken evner eller vilje, men fraværet af penge, der forhindrede mig i at leve en form for minimumstilværelse. Deg var morsomt af folk som Amanda og Martin var så ignorante, at de troede at min elendighed kunne reverteres til noget bedre, hvis bare de skaffede mig en støttepædagog. What the fuck Amanda og Martin.

Længsel

Jeg havde i over fem år længtes efter at "systemet" gav mig mit liv tilbage, og jeg kunne ikke vente længere. Hvis man ikke havde prøvet noget lignende, var det sikkert svært at sætte sig ind i, og før jeg selv endte på bunden af samfundet, havde jeg nok heller ikke selv rigtig kunne forstå hvor ulideligt det var. Men det måtte jeg jo så gøre noget ved. Andre jeg talte med som var i en tilsvarende situation som jeg, bekræftede mig gang på gang i at jeg ikke overreagerede, men til forskel fra dem, havde jeg 7-9-13 akkurat det mentale overskud, det krævede for at skrive om det.

Vestegnens Politi

Det brev jeg modtag i går, var fra Vestegnens Politi. Selv om jeg tidligere ikke havde overskud til at åbne det selv og forholde mig til indholdet, gjorde jeg det nu, og jeg kunne læse, at man i august havde modtaget min anmodning om erstatning for uberettigede ransagninger og værditab af mit IT-udstyr, samt at man ville vende tilbage og kontakte mig, når man havde vurderet kravet. Jeg vidste af erfaring selvfølgelig godt at politiet kunne gøre præcis som de ville, uagtet om det var i direkte modstrid med dansk lov og almen anstændighed og hæderlighed, og at jeg intet fik, når politiet undersøgte sig selv (sjovt nok fik stort set ingen noget ud af at klage til Den "Uafhængige" Politiklagemyndighed, som bestod af tidligere politibetjente), men jeg fik dog én ting ud af brevet: Susanne Emde, Amanda, Martin og Hans Raben kunne ikke længere henvise til at jeg ikke magtede at åbne min post. De ville så gerne have at jeg skulle udvise selv det mindste sygdomstegn, og intet var for småt til dem, men de havde jo ikke nogen, og især ikke nu. Alt jeg trods alt havde opnået af succesoplevelser, var lykkedes på trods af dem, og på grund af min egen indsats.

Rundsendelse af bogen

Jeg var ved at blive fysisk syg af stress, og jeg kunne ikke sove. Jeg måtte gøre noget, da det ikke kunne fortsætte. Idet jeg havde redigeret teksten så meget at jeg kunne være bekendt at sende den til de sædvanlige modtagere, og da det holdt mig vågen at jeg ikke gjorde det, var det lige til. Jeg sendte den hellere til ti for mange end til en for lidt, så nedenstående modtog den. Vigtigst var dog politiet.

• kbhv@politi.dk
• stps@stps.dk
• stpk@stpk.dk
• dt@datatilsynet.dk
• dadl@dadl.dk
• yl@dadl.dk
• post@ombudsmanden.dk
• patientklage@naevneneshus.dk
• anders@pol.dk
• amnesty@amnesty.dk
• info@humanrights.dk
• amanda@krfo.dk
• hans.raben@regionh.dk

Jeg havde aldrig sendt teksten til så mange, og jeg var ikke færdig. Når jeg havde sovet, ville mange flere modtage den. Jeg kunne næsten ikke mere, så det var nu eller aldrig. Det var berettiget hvad jeg gjorde, for det var dybt alvorligt for mig.

Mail til anklagemyndigheden

"Til anklagemyndigheden vedr. generhvervelse af autorisation som læge (Kjeld, CPR:)

CPR:"

"Kære

CPR:"

Hedeland

Mødtes med min kammerat som aftalt kl. 10.00 på Hedehusende Station. Herfra gik vi en lang tur og snakkede om alt muligt. Min ven havde også været en tur gennem psykiatrien, men fik til sidst nok, og afsluttede sit forløb mod psykiaternes ønske. Det havde afstedkommet at han i dag havde det mærkbart bedre end nogensinde før i sit knapt 40-årige liv.

Billede. Gravhøj i Hedeland.

Som sædvanlig forsøgte jeg ikke at opildne til et had mod psykiatrien, og som sædvanlig var det heller ikke nødvendigt, da han helt spontant og af sig selv udtrykte hvor skadelig dansk psykiatri havde været for ham. Vi fik spaseret omkring halvanden time, hvilket svarede til omtrent 10.000 skridt. Jeg gik tilbage til Taastrup, da jeg alligevel ikke havde andet at af foretage mig.

Billede. Tour de Vestegnen. Efter at have rundet de 30.000 skridt var det som om jeg aldrig blev træt. Når jeg fortalte den ene psykiater efter den anden, at fysisk aktivitet var den bedste medicin, var passede det.

Billede. Jeg sad eksempelvis og skrev en halv times tid i et busstoppested, hvorefter jeg begyndte at gå for at få varmen, og sådan kunne jeg få en hel dag til at gå.

Billede. Mine hjemmearbejdspladser.

Billede. Der var ikke noget at råbe hurra for i forhold til mit udseende. Der var kun et eneste formål med billedet, og det var at demonstrere overfor psykiaterne at jeg havde et funktionsniveau der var tilstrækkeligt til at jeg kunne varetage egenomsorg, påklædning mv.

Billede. Når jeg gik rundt på må og få repiterede jeg anatomi og radiologi på mobilen.

Billede. City 2.

Billede. City 2.

Billede. Ja tak.

Billede. Et stemningsbillede fra Hundige.

Når og hvis politiet kom og anholdt mig i lejligheden, ville jeg aldrig vende tilbage til den af ren skam. Hvis det skete, overdrog jeg hermed alle de ejendele jeg havde i mit værelse til udlejer.

Retslægerådet

Jeg modtog forleden et brev fra denne instans, hvor jeg blev oplyst at man nægtede at gøre noget som helst. Men da Retslægerådet havde et væsentlig medansvar for at forpersonen for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, ville tvangsmedicinere mig, var det afgørende, at jeg sendte det hvad jeg havde skrevet. Med juristeri havde man frakendt sig ethvert ansvar, men det betød ikke, at man ikke havde et moralsk ansvar, eller et personligt ansvar.

En voksen til stede

Jeg var mærktbart mere rolig og afslappet efter gårsdagens gåtur, og jeg havde sovet langt bedre end normalt. Så nu var jeg oven på igen. Så det handlede om at udnytte det nuvundne overskud, iden det forsvandt, og det ville det erfaringsmæssigt ske i morgen eller i overmorgen.

Introvert

Formiddagens let opløftede (nok snarere mindre nedtrykte) sindsstemning var pist væk, og den knude jeg altid havde i maven var vendt tilbage. Den knude var især udtalt når jeg skulle hjem om aftenen, for jeg frygtede altid at udlejer havde lagt min post til mig, og det var ikke til at holde ud at modtage post fra især politiet. Tit havde jeg gået rundt i kvarteret i en times tid, så det blev endnu mere sent, og jeg håbede på at udlejer var gået i seng, hvorfor jeg slap for at blive konfronteret med brevene fra politiet, som jeg ikke kunne forklare. Det brev jeg fik forleden fra Vestegnens Politi var heldigvis ikke entydigt negativt, men det kunne udlejer jo ikke vide. De skulle bare vide hvor udmarvrende det var, og jeg forbandede dem for ikke at sende mig post elektronisk eller i det mindste gøre deres breve mere anomyne. Det gav dem en sadistisk tilfredsstilelse at blive ved med at straffe og udskamme mig. Jeg havde jo udtrykkeligt bedt politiet om udelukkende at sende mig elektronisk post, så hvorfor gjorde de det ikke? Så sent som i dag havde jeg forvisset mig om at jeg havde adgang til E-boks, så der var ingen undskyldninger for ikke at sende alt elektronisk.

Hurtlocker

Mine modstandere havde desværre haft held med at overbevise myndighederne om at jeg var svært narcessistisk og opmærksomhedssøgende, men det var diametralt modsat: Jeg hadede al opmærksomhed som pesten, og det havde virkeligt store omkostninger og var yderst pinefuld for mig at bede om hjælp. Det var uden tvivl også årsagen til at mine nødråb var så kiksede og desperate. At jeg var introvert og ikke spor narcessistisk var noget, som selv psykiater Søren havde konstateret, så det var ikke kun mig, der troede det forholdt sig på den måde.

Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke blive ved med at leve en ikke-tilværelse, og så længe myndighederne ignorerede mig, havde jeg ikke noget valg end at blive ved med at gøre omverdenen opmærksom på de forhold jeg levede under, som var uudholdelige. Det var utroligt at visse mennesker ikke forstod det. Så jeg blev ved. Knuden i maven var kommet for at blive og voksede sig større for hver dag der gik. Jeg havde siddet på en bænk i formiddags og var begyndt at skrive, men støvregnen satte en stopper for det, og desuden blev det for koldt. Jeg havde intet at lave og gik rundt på må og få i downtown Taastrup indtil værestedet åbnede.

Manglende kræftbehandling

Jeg kunne læse i dagens gratis BT at kræftbehandlingen blev neglegeret pga. coronapandemien. Det var ironisk, for sidste stilling jeg havde haft var en intoduktionsstilling i onkologi på Rigshospitalet, altså var jeg begyndt på at uddanne mig til kræftlæge. Men fordi jeg uforvarende (fordi jeg blev straffet for at indberette Egill Rostrup datasvindel) havde overskrevet 5. årsfristen for yngre lægers videreuddannelse, havde uddannelsesansvarlig overlæge Ulla Noring direkte sagt at jeg var uønsket som kræftlæge.

Billede. De andre sygdomme holdt ikke pause, fordi corona dominerede.

Bedre at forebygge

Selv om det var svært ubehageligt, måtte jeg fortsætte med at sende min bog rundt. Jeg var efter fem års påtvungen deroute, fejldiagnosticering, marginalisering, og nu coronarestriktioner tilpas indestængt til at der ikke skulle meget til før jeg gjorde et eller andet. Det måtte ikke ske, men hvis ikke man gad at fjerne fejldiagnosen, hvis man ignorerede mig, så var der ikke noget at rafle om. Jeg havde ventet i over fem år, fem modbydelige år fuld af afsavn på alle planer, og selv om man var optaget af at bekæmpe coronavirusset, så havde det varet flere måneder, og det kom til at vare mange flere måneder endnu, og jeg kunne ikke vente længere.

De mennesker jeg sendte en mail og min bog, fik så mange mails hver eneste dag, at jeg var nødt til at gøre noget ekstraordinært for at stikke ud fra mængden. Det gjorde jeg ved at skrive mit CPR-nummer under mit navn. Lige så vigtigt var det at modtagerne kunne vide at jeg virkeligt mente hvad jeg skrev, samt at de kunne vide at det var mig, der sendte mailen. I teorien i hvert fald. Mine modstandere ville sige det i sig selv var et tegn på psykose, og det havde de som bekendt gjort før, men det var det selvfølgeig ikke. Det var et tegn på at jeg ikke kunne eller ville vente længere, at hver eneste dag var et helvede, hvor jeg ingen steder havde at gå hen pga. coronarestriktionerne, udover værestedet, at jeg havde forsøgt alt andet gennem flere år, samt at jeg ikke kunne blive ved med at leve i fattigdom, selv om jeg sparede alt hvad jeg kunne. Jeg måtte sætte min lid til at de mennesker, jeg rakte ud til, var empatiske og fornuftige nok til at forstå at jeg ikke fejlede spor. Og hvad betød mit CPR -nummer i forhold til selve mit liv og min fremtid?

Formålet med at rundsende bogen

Mit formål med at sende de mails jeg havde sendt på det seneste var følgende:

• Ikke at udhænge nogen navngivne personer.
• Ikke at skade nogen som helst.
• Ikke at undslippe straf.
• Ikke at få hævn.

Formålet var ene og alene at få slettet en fejldiagnose og at få min autorisation som læge tilbage. Og naturæigvis at forhindre at blive udsat for flere overgreb. At jeg ikke havde anonymiseret alle navnene i teksten, skyldtes kun den omstændighed at jeg ikke havde ressourcerne til det, samt at jeg ikke havde nogen steder at være i dagtiden, hvor jeg kunne sidde i fred og skrive og rette teksten. Det var jeg ked af, men der var grænser for hvad jeg kunne magte udover alt det andet, jeg skulle hver dag, så som at koncentrere mig om ikke at hoppe ud foran et tog. Desuden havde jeg kun sendt ovenstående til en udvalgt skare af modtagere, som jeg i hvert enkelt tilfælde havde vurderet var relevant at sende materialet til ift. mit formål.

Kontakt værestedet

De mennesker, der havde hånds- og halsret over mig kendte mig ikke. Det var et problem. Derfor måtte de kontakte noget der gjorde i en fart, så de kunne få deres vurdering af mig, som de kunne notere i journalen, som igen skulle udgøre grundlaget for den vurdering som skulle give mig autorisationen tilbage og få slettet fejldiagnosen. De mennesker man skulle kontakte var personalet i værestedet i Taastrup. De var professionelle og fagligt kompetente til at vurdere mig, og de var ikke - modsat de der havde hånds- og halsret over mig - forudindtaget. Selv om førnævnte personer kunne tvangsindlæge- og tvangsmedicinere mig ved at knipse med fingrene, havde de tilsyneladende ikke lov til at kontakte personalet i værestedet uden mit informerede samtykke, og omvendt havde værestedets personale ikke lov til at videregive oplysninger om mig uden selv samme.

Som noget af det sidste, jeg ville sende til Hans Raben, var nedenstående:

Mail til Hans Raben, ROPS

Kære Hans Raben

CPR:

Lig på bordet

Jeg var så indestængt, nedtrykt og fortvivlet, at jeg gik en lang omvej hjem fra værestedet. Jeg hørte ikke til der, selv om jeg godt kunne lide de ansatte og brugerne, især de to-tre mest velfungerende. Jeg var nødt til at komme videre i tilværelsen, men gøre alt jeg kunne for at bibeholde kontakten til især én af de andre brugere. Det var ikke mentalt sundt for mig at tilbringe så meget tid sammen med mennesker, der til forskel fra mig rent faktisk havde psykiske udfordringer. Ikke at det som sådan var et problem, men når det var de eneste andre mennesker jeg socialiserede med, så blev det et problem. For de ansatte såvel som de andre brugere anså mig automatisk som psykisk syg, hvilket var meget forståligt, for hvad lavede jeg da ellers sådant et sted?

Jeg manglede et sted at opholde mig i dagtiden, helst et arbejde, samt daglig kontakt med andre normale mennesker. Skulle der virkelig lig på bordet, før nogen gad tage mig alvorligt? Hvorfor gjorde Hans Raben eller hans kolleger ikke det rette, inden det gik helt galt? For det ville det jo meget snart. Jeg kunne ikke leve i uvidenhed længere. Jeg VILLE have et håb, og en plan for hvad jeg skulle gøre. Over fem år stemplet som noget jeg aldrig havde været. Det ville ingen mennesker da finde sig i, så hvorfor troede psykiaterne så at jeg ville?

Jeg havde aldrig været voldelig, men ethvert menneske kunne knækkes, hvis bare man bøjede vedkommende frem og tilbage tilpas mange gange. Hvis man virkelig vidste hvordan det havde været og fortsat var at være i min situation, så var fem år meget, meget lang tid at beherske sig i.

Jeg blev ved med at skrive det i håbet om at nogen ville reagere, men det var et spørgsmål om meget kort tid før det endte i en katastrofe. Det var kun held og tilfældigheder der var årsagen til at det ikke forlængst var gået galt, hver dag gamblede jeg så at sige med tilværelsen.

Hans Raben eller en af hans kolleger skulle meget snart kontakte mig med en god nyhed, jeg skulle have noget at se frem til, det kunne ikke blive ved. Der kom altid noget i vejen, om det var ferie, sygdom, kurser, afspasering, coronapandemi, jul, juleferie, nytår, eller fordi Hans Raben gik på pension og en anden tog over.

Gør noget konstruktivt, eller accepter konsekvenserne. Jeg kan ikke vente længere. Det er ikke svært, dyrt eller tidskrævende at komme med en plan for hvordan jeg får mit liv igen. Gør noget mens det går nogenlunde, og lad være med at vente til der kommer lig på bordet.

I morgen endnu en dag i helvede

Jeg orkede ikke at tænke på det, men jeg kunne ikke opholde mig i lejligheden i morgen heller, hvorfor jeg skulle tidligt ud af døren, og vende tilbage sent om aftenen. Men der var ingen steder jeg kunne tage hen! Jeg var så uendelig træt af at gå rundt hele dagen, fra stoppested til stoppested, uden noget formål udover at få tiden til at gå. Alt var lukket ned, jeg kunne ikke opholde mig indendøre nogen steder i Danmark. Og ja, jeg elskede at bevære mig, men ikke når jeg blev tvunget til det.

Jeg var næsten sikker på at den efterhånden permanente brændende smerte opad i maveregionen var et mavesår. Jeg blev fysisk syg af den stress, som Hans Rabens ubeslutsomhed eller ligegyldighed resulterede i. Det føltes som tortur, og det var tortur.

Jeg kunne ikke gøre andet end at fortsætte med at sende min tekst rundt til så mange medier og politikere som muligt. Det var sørgeligt at det var nødvendigt, og det var sørgeligt at Hans Raben og co ikke kunne eller ville indse at det var nødvendigt.

Selv om jeg var temmelig desperat efterhånden, måtte jeg ikke synke til Hans Rabens, Amandas, og Susanne Emdes niveau, så jeg måtte stramme mig an for at holde en sober tone, selv om det var umuligt.

Ud

Billede. En affaldscontainer ved Høje Taastrup Station, der havde "rematerialiseret" sig.

Coronakontoret

Stoppestedet. Min mobile arbejdsplads havde lave etableringsomkostninger, og endnu lavere driftomkostninger, og fandt man det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, var man helt og aldeles alene, og dermed i selvisolation. Derudover var man tæt på offentlig transport, og idet man frøs for meget, og derfor måtte gå en lille tur for at få varmen, så var man ikke udsat for stillesiddende arbejde.

I sommerhalvåret, og når bibliotekerne ikke var lukkede ned som følge af en meget smitsom forkølelsesvirus, var vejret ikke noget man behøvede at tage med i sine overvejelser, men om vinteren, specielt denne vinter, var elementerne den største udfordring. Kulde, blæst, regn og sne, måtte man tage sine forholdsregler overfor. Praktisk påklædning var en selvfølge, men samtidig var det vigtigt ikke at medbringe for meget, så ens rygsæk blev for tung.

Det var bedre at have flere lag tøj på, som man hurtigt og nemt kunne regulere temperaturen, så man hverken svedte eller frøs for meget. Når jeg gik, tog jeg hue og halstørklæde af, og lynede jakken halvt ned, og omvendt når jeg satte mig for at skrive. Det var i virkeligheden meget basalt, men nogle gange risikerede man at være uopmærksom på dette, hvilket eksempelvis resulterede i at man blev straffet i form af afkøling når man gjorde holdt efter at have gået for længe og svedt.

Der var også andet udstyr man med fordel kunne medbringe:

Billede. Siddeunderlag. Jeg brugte det hvis den overflade jeg satte mig på var våd af regn eller dug.

Billede. Powerbank. Var en rigtig god ide at medbringe, da især min mobiltelefon og de trådløse høretelefoner ikke holdt batteri længe.

Billede. Fornuftigt fodtøj. Det vigtigste af alt.

Billede. Engangsbestik. Den ordning mod madspild de fleste supermarkeder havde, var guld værd for mig, for så var jeg sikret sund, nærende, og ikke mindst billig mad.

Billede. Regndække til rygsæken. Paraply var ikke en nødvendighed, da det ofte blæste for meget, og da jeg alligevel kunne søge læ.

Billede. Computer. Her var det vigtig med en bærbær, der ikke vejede for meget, og havde lang batterilevetid. Den mest ideele bærbare jeg endnu havde haft, var min gamle, billige og fremtagende chromebook

Billede. Mundbind. Når man sad i et stoppested eller på en togstation, eller skulle provianterte i et supermarket, var det en nødvendighed med mundbind.

Desuden en affaldspose til embalange, noget at drikke, helst en af de billige energidrikke fra Aldi til 5,75, og gerne nogle vådservietter.

15537

Var antallet af skridt jeg havde gået indtil videre, bortset fra at mit ur var løbet tør for batteri fra før jeg tog afsted, til jeg havde fået det ladet det op, da jeg nåede Hedehusende Station. Måske var det reelle tal på omkring 25.000 skridt. Uanset hvad, var det ikke specielt langt jeg havde gået, men jeg var allerede udmattet, og der var mange timer til jeg kunne vende hjem.

Billeder. Høje Taastrup Landsby.

Billeder. Hedeland. Et interessant naturområde med stor variation i landskabet, men naturligvis yderst få siddesteder, og affaldsspande, for områpdet var da ikke beregnet til at opholde sig for læge i, måske frygtede man at det blev for slidt. Nej, gå endelig en runde, men smut så hjem igen inden vi slipper hundene løs.

Hjem

Billede. Jeg kom til at træde ned i en dyb vandpyt på den bælgragende mørke landevej.

Billede. Et levn fra City 2's koloniale fortid.

Anfald af panik

Det skete flere dag om dagen at jeg blev grebet af en slags panik, som når man ikke kunne få vejret, og jeg blev desperat. Det skete altid når mine tanker vandrede, og jeg begyndte at tænke på hvordan jeg skulle klare den ulidelige tilværelse, jeg levede nu, hvor jeg på femte år gik rundt i total uvished pga. psykiaternes ligegyldighed og manglende evne til at træffe en beslutning.

Mens Hans således med stor sansynlighed sad og hyggede med familien, med børn og børnebørn, sad jeg på en våd bænk ved siden af en overraskende trafikkeret vej i Hedehusende og skrev, mens jeg ventede på han forholdt sig til virkeligheden.

Billede. Jeg sad og skrev i ca. 45 minutter til mine fingre var følelsesløse, og jeg var svimmel.

Der var i forbindelse med disse "anfald" at jeg blev motiveret til at sende min tekst rundt i håbet om at nogen ansvarlige mennesker ville sætte en stopper for psykiaterens neglect.

Sådan som jeg havde det nu, håbede jeg at jeg kunne sidde så længe på bænken at jeg ville dø af kulde. Jeg havde ikke lyst til at rejse mig igen, for hvad var pointen med det? Jeg vidste jo hvad der ventede mig på både kort og lang sigt, og det kunne jeg ikke holde ud at tænke på.

Da jeg vendte tilbage hjalp jeg underboen, gik op og tog et langt varmt brusebad, lavede lidt cirkeltræning, lavede udstrækning, spiste hele pakken med leverpostej på rugbrød, jeg havde købt i går, og gik i gang med at skrive. Det gik godt i dag, men det var rent held, og kun fordi jeg havde fået rørt mig så meget.

Billede. Jeg levede stort på nedsat mad.

Gør noget Hans Raben

Hans Raben måtte gerne skynde sig at foretage sig noget. Jeg kunne ikke tænke på andet end at komme ud af denne knibe, og jeg måtte eskalere indtil nogen gjorde hvad der var rigtig. Hvis ikke Hans Raben gav mig bare det mindste håb snart, måtte jeg selv finde på noget.

Juleaften

Jeg var lykkelig for at jeg skulle hjem til en af de andre for at holde juleaften. Jeg havde kun lidt over 100 kroner tilbage til resten af måneden, så jeg håbede, at jeg kunne slippe afsted med at betale drikkevarer, hvilket ville sige Faktas efterligning af Cola Zero. Ingen af os drak alkohol.

Juleaften

Tidligt op. Gøre værelset rent, stryge skjorte, barbere mig, i bad, og sikre mig hvad jeg skulle medbringe. Det var pinligt at jeg måtte belaste mennesker, der havde langt vigtige ting at forholde sig til end jeg, og jeg havde det virkeligt dårligt med det, men det var mit sidste forsøg. Rigtig god jul til Hans Raben og kollegaerne.

Billede. Før julemiddagen. Jeg håbede det var sidste gang jeg måtte sidde på en bænk og skrive, i hverfald i vinterhalvåret.

Julemiddagen

Jeg var utrolig taknemmelig for at jeg blev lukket ind i "Us" hjem, og fik lov til at holde juleaften hos ham. Han havde bestilt varer hjem, og vi tilberedte andebryst, sovs, brune kartofler, rødkål og bønner. Det var en ganske udmærket middag, og den bedste jeg havde fået i lang tid. Så så vi en film, 51 State, og resten af tiden så vi TV, og talte om IoT, RFID og Arduino.

Før middagen fik jeg æren af at deltage i et Zoom møde med "U" og hans familie, som grundet corona var delt op i tre selskaber, og det fungerede overraskende godt. De virkede som søde og venlige mennesker, som rigtige mennesker, der hverken var ansatte eller syge. Jeg savnede ubeskrivligt meget at være en del af et sådan fællesskab igen.

Lidt i midnat gik jeg tilbage gennem den iskolde og klare vinternat, og jeg havde mest lyst til at gå en lang tur, men besindede mig.

Når jeg var sammen med andre mennesker, især som i aften, havde jeg det godt, men når jeg var alene og fik tid til at tænke, blev jeg voldsomt nedtrykt. I dag var igen undtagelse. Jeg havde lidt over 60 kroner tilbage til resten af måneden, og de næste dage ville blive rigtig hårde. Jeg havde ikke lyst til at vågne i morgen, og jeg ville forsøge at holde mig vågen så længe som muligt, så jeg kunne sove hele dagen væk.

Det eneste jeg tænkte på var at finde en vej ud at mareridet, og jeg ville gøre næsten hvad som helst. Hvad skulle jeg gøre for at få det bedre? Det var meget svært at se. Det var helt op til psykiaterne.

En deadline

Jeg var simpelthen nødt til at have en deadline. Hvis ingen ville stoppe det her vanvid, så ville jeg selv. Præcis hvornår, og hvad jeg ville gøre, havde jeg stadig ikke helt besluttet mig for.

1. Juledag

Solen skinnede som var det en fornøjelse, og nattens rimfrost på græsplænen lå og glitrede i solstrålerne. Det var også det eneste jeg kunne glæde mig over. Udlejer var kommet hjem, og vi udvekslede nogle høfligheder, inden jeg gik ned i vaskekælderen for at vaske tøj, og skrive.

Mentor

Hvis jeg selv kunne vælge en mentor, skulle det være udlejer. På mange måder var han et forbillede. Men det som Amanda mente med begrebet mentor, var ikke det samme som jeg; hvor hun mente jeg var svag og sygelig, og havde brug for en støttepædagog, så var en mentor i min optik en forbilledelig læremester, der havde en særlig erfaring og kunnen, som var attråværdig.

En mentor i min optik var eksempelvis en overlæge, som man fulgtes med og lærte af, en særlig dygtig træner, eller en forsker. Det kunne også være min udlejer, som var selvstændig, og lod til at havde fundet en ro og balance i sit liv, der gjorde at han kunne nyde det.

Det var ikke Amandas støttepædagog, der fik løn for at lære mig at gøre rent, lave mad eller tage bussen, hvilket jeg sådan set udmærket kunne i forvejen.

Amandas og Gitte Ahles våben

Det våben Amanda og Gitte Ahle besad, og som var langt mere dødbringende end et boldtræ eller en knytnæve, var "diagnose" våbnet, som ikke bare ødelagde et helt liv, men også gjorde livskvaliteten så dårlig at det var at sammenligne med tortur. Hvis de blev for irriterede på mig, hvis de ikke formåede at argumentere mod mig, så kunne de straffe og lukke munden på mig med denne sygliggørelse, der med et slag gjorde alt jeg sagde utroværdigt i omverdens øjne.

Det var den ultimative form for passiv aggressivitet, især når den som i mit tilfælde ikke på nogen måde var i overensstemmelse med virkeligheden, men kun blev brugt som straf eller diciplinering.

Billede. Jeg sad og repiterede analyse og tolkning af CT scanninger, samtidig med at Amanda mente jeg havde brug for en støttepædagog. Det var lidt mærkeligt (billede er et anonymt demobillede frit tilgængeligt på https://www.softneta.com/).

Billede. Jeg var i fuld gang med at genopfriste r-statistics, og selv om det ikke var rocket science, så virkede det besynderligt at Amanda ville pudse en støttepædagog på mig.

Billede. Jeg hyggede mig med Grafana i Docker, samt Node-Red. Kom ind i kampen Martin og Amanda.

60 kroner + det løse

Var hvad jeg havde tilbage til resten af måneden. Jeg havde spist mig mæt i går, og jeg ville komme til at spise mig mæt i morgen, men i dag havde jeg været ret sulten. Jeg havde ikke adgang til en vægt, så jeg vidste ikke hvor meget jeg havde tabt mig på det seneste, men jeg kunne spænde mit bælte halvanden tak ind, og jeg kunne passe alle mine bukser, til forskel fra et par måneder siden. Jeg havde heldigvis en pakke madspildsrugbrød fra i forgårs, som jeg sad og gumlede på, og jeg havde stadig pulverkaffe tilbage. Jeg måtte sørge for at få nogle rester med hjem fra middagen i morgen. Jeg havde sendt min tekst til en række mennesker, men jeg kunne ikke få mig selv til at se om og hvad de havde svaret. Det eneste jeg kunne var at række ud til omverdenen i håbet om at et barmhjertigt menneske ville gøre noget, eksempelvis kontakte Hans og stille de krav til ham, jeg ikke havde lyst til af frygt for behandlingsmæssige repressalier.

Jeg støvsugede og ryddede værelset op, strøg to skjorter, en til i morgen, og en fordi jeg alligevel var igang. Lavede nogle flere armbøjninger og udstrækningsøvelser for at stresse af, og lagde mig og så "Snowpiercer" på Netflix.

Corona Suicide Squad

Hvad angik mig selv, og mit eget helbred, var jeg ligeglad med coronavirusset, og jeg havde flere gange håbet på at blive smittet, så jeg kunne blive indlogeret i isolation og få tre gratis måltider mad om dagen. Jeg havde næsten skrevet mig op til en test, som - ifald den var positiv - kunne være min adgangsbillet til det gode liv. Mange, selv unge mennesker, var rædselsslagne for virussen, så hvorfor sendte man ikke mig ud for at arbejde med coronasmittede patienter? Det ville være win-win for alle, og jeg kunne for en gangs skyld gøre noget godt for andre.

Gør noget, tak

Jeg håbede og bad til at nogen ville gribe ind og få mig ud af dette mareridt. Jeg kunne ikke selv.

2. Juledag

Jeg havde svært ved at falde i søvn, fordi jeg tænke og tænke over hvordan jeg skulle komme videre, over alle de uoverkommelige forhindringer i form af mennesker og institutioner, der aktiv nedbrød mig psykisk. Til sidst faldt jeg dog i søvn, og fik sovet de sædvanlige 8 - 9 timer. Jeg stod og, gik i bad, tog skjorte på og var nede i værestedet til såkaldt julefrokost.

Jeg var så nedtryt og opgivende over min situation, over ensomheden og stigmatiseringen at jeg ikke orkede noget som helst, og selv om det var hyggeligt nok, orkede jeg ikke at deltage helhjertet. Jeg hørte ikke til der, jeg var ikke syg, hverken fysisk eller psykisk.

Jeg kunne ikke se nogen udvej, meningsløsheden tyngede mig så meget at det var uudholdeligt, og jeg havde ikke lyst til at skrive mere. Jeg besluttede mig for - meget symbolsk - at sætte min deadline til den 1. januar 2021. Hvis jeg ikke havde fået et håb, en plan eller noget positivt at leve for inden, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.

Udstillet

Når jeg ikke havde overskud til at skrive, eller når det var praktisk vanskeligt, tog jeg billeder eller optog videoer. De billeder og videoer havde psykiaterne fortalt mig var pinlige, skingre og udstillede eller skandaliserede mig selv. Alt sammen naturligvis et klart bevis på at jeg var psykotisk, i følge dem.

Det var imidlertid kun fordi psykiaterne ikke evnede eller ville bruge deres egne psykose-definitioner, eller fordi det var fordelagtigt for den enkelte psykiater at påstå at jeg var noget jeg ikke var.

Det jeg gjorde, var at dokumentere virkeligheden. Ikke min private virkelighed eller logik, men den virkelighed alle andre end enkelte psykiatere oplevede. Det var en virkelighed præget af reel fattigdom (relativ fattigdom), og afsavn. Jeg gjorde en dyd ud af kun at formidle det, der var objektivt sand, jeg overdrev eller løj aldrig, og jeg opsatte aldrig noget som helst. Først og fremmest var det ikke min stil at opdigte og foregive noget. Dernæst behøvede jeg heller ikke at gøre det, for virkeligheden var slem nok som den var. Og til sidst ville alle løgne og usandheder på et eller andet tidspunkt blive opdaget.

Når jeg eksempelvis i nedenstående foto illustrerede hvad jeg havde tilbage til resten af måneden, så var det alt jeg havde tilbage til resten af måneden. Det kunne hurtigt objektivt bevises. Jeg havde også to pantflaster med en samlet værdi på 6 kroner, som jeg måske burde have medfotograferet, men udover det, havde jeg intet af værdi, og der var ingen jeg kunne eller ville låne penge af, og jeg havde intet jeg kunne sælge.

Billede. Jeg kunne forklare og forsvare alle mine udgifter, og ingen psykiater kunne påstå at jeg ikke havde styr på min økonomi, eller at jeg kunne havde brugt mine penge mere hensigtsmæssigt. Og jeg var begyndt at blive sulten igen.

Inviteret

Mens jeg sad og tænkte over hvad jeg skulle gøre, fik jeg en sms fra en fra værestedet, jeg ikke tidligere havde skrevet med. Vedkommende spurgte, hvad jeg lavede, og inviterede mig over. Denne person boede meget tæt på Høje Taastrup station. Jeg tog afsted, og var der i flere timer. Jeg ville gerne købe et eller andet jeg kunne tage med, noget kage eller lignende, men det krævede penge, så jeg nøjedes med at medbringe pulverkaffen. Det var hyggeligt, og jeg slap for at tænke over hvor umuligt det hele var for en stund.

Bisidder

Jeg havde desperat brug for en bisidder til alle samtaler med Susanne, Amanda og Hans. Det kunne være hvem som helst, der var skarp, var på min side, og stillede de spørgsmål og rejste de krav til førnævnte, jeg ikke selv kunne tillade mig af frygt for repressalier. Enhver der opfyldte de kriterier havde min tilladelse til at deltage i fremtidige samtaler med dem.

Det var så psykisk nedbrydende at blive sygeliggjort af Susanne og Amanda, at jeg efter hver samtale havde lyst til at springe ud foran et tog på Svanemøllen Station, så det var bydende nødvendigt med en bisidder, der vel og mærke ikke var en del af systemet.

Som psykiatrisk sygeplejerske kunne man ikke undskylde sig med at det var psykiaterens ansvar. Man skulle som psykiatrisk sygeplejerske kunne diagnostisere eksempelvis psykose, og dermed også fraværet af psykose, så når jeg ikke var psykotisk, så var det Susannes forbandede pligt at notere det i journalen og gøre psykiateren opmærksom på det. Det var bare ikke mageligt eller nemt at påpege at kejseren ikke havde noget tøj på, så derfor gjorde hun det ikke.

22694

Op og ud om formiddagen. Jeg var vågnet to gange i nat pga. sult. Det var blæsende, koldt og overskyet, og jeg var nødt til at gå mig varm. Jeg skulle tilbringe tre timer udendørs i dag før værestedet åbnede, så jeg gik lidt rundt i Store Vejleådal og Vallensbæk, hvor jeg var blevet så varm at jeg kunne sidde og hvile mig lidt i stoppestedet. Jeg havd endnu kke fået noget at spise, så jeg var sulten og lettere svimmel.

Billede. Sad i stoppestedet og hvilede mig.

Billede. Gik rundt på må og få i Vallensbæk.

Billede. Intet interessant at fotografere på Taastrup Station.

Puds visiret

Jeg fejlede ikke noget som helst, hverken fysisk eller psykisk, men jeg led som følge af blandt andet Hans Rabens passivitet. Det var fortsat uudholdeligt, og han var virkelig nødt til at gøre noget konstruktivt for mig. Han behøvede ikke at bryde sig om mig, der var ikke tale om at han gjorde mig en tjeneste, han fik jo løn for det, så hvorfor skete der ikke noget? Skulle det virkeligt gå galt før han eller andre ville gøre noget?

Mail til Hans Raben

"Kære Hans Raben

Kjeld."

Billede. Mennesketomt i City 2 her til aften.

Billede. Jeg hadede at eksponere mig, men jeg var nødt til at vise, at jeg ikke lignede en person, der fejlede noget psykisk, at jeg formåede at varetage egenomsorg osv. Selv jeg kunne se på billedet at jeg havde tabt mig en hel del.

2,5 kroner tilbage

Det hængte mig langt ud af halsen at henvende mig til fremmede i det spinkle håb at en eller anden hæderlig sjæl ville gøre noget. Hvad skulle jeg selv gøre? Jeg kunne ikke gøre andet end det jeg gjorde i forvejen, så det var ikke op til mig.

Billede. Efter dette køb havde jeg 2,5 kroner tilbage. Jeg købte en kop kaffe i værestedet, som kostede 3 kroner, men jeg fik lov til at slippe med at betale 2,5. Jeg skyldte i forvejen 40 kroner for aftensmad i sidste uge, men da jeg ville betale havde personalet lukket kassen. Jeg måtte huske at betale den gæld når jeg fik penge igen.

Hvad skulle jeg finde på i morgen? Hvor skulle jeg gå hen? Hver dag gik med at spørge de andre på værestedet om de ville gå en tur eller se en film eller noget tredje. Det var meget stressende, fordi jeg nærmest var tvunget til det. I dag havde jeg heldigvis fået en aftale i hus, som var en længere gåtur på onsdag, men ellers levede jeg time for time, og hver morgen når jeg vågnede, var det uvished på den ufede måde igen.

Måske var det ikke så slemt igen. Ja, naturligvis var jeg sulten, men hvis jeg fik penge allerede på onsdag, var det kun en enkelt dag, jeg skulle lide afsavn, og selv om jeg kun havde fire - fem skriver rugbrød tilbage, havde jeg 500 gram leverpostej, så det skulle selvfølgelig nok gå.

I forhold til sidste måned var det faktisk en forbedring. Jeg havde næsten ikke haft andet valg end at købe sengen, og nu havde jeg den så, og behøvede ikke at bekymre mig om det mere.

Meta

Jeg vågnede lidt over 2 i nat fordi jeg var sulten. Jeg listede ud i køkkenet, og smurgte to leverpostejmadder. Nu havde jeg ikke mere rugbrød, og det var ret dumt at jeg gav efter og spiste den sidste mad, for der ville ikke gå længe før jeg blev sulten igen.

Fordi jeg levede i et vakuum af isolation, og fordi det jeg skrev i juridisk henseende nok befandt sig i en gråzone, og ikke i den nuværende form hjalp mig, måtte jeg definere nogle regler at navigere efter.

• Hvis jeg blev behandlet hæderligt af de personer, der repræsenterede systemet, måtte jeg anonymisere dem.
• Hvis jeg led afsavn, som var reelle, og som medførte ubehag, var det acceptabelt at give udtryk for dette, men kun så længe det stod på.
• Jeg måtte gå forrest, og starte med at anonymisere bødlerne, men kun de nuværende. Det var også nødvendigt at holde psykiaterne ansvarlige for deres handlinger, og hvis de ikke blev holdt personlige ansvarlige, havde de intet incitament til at handle.
• Hvis nogle af de tidligere bødler henvendte sig til mig eller til myndighederne for at hjælpe mig, skulle de anonymiseres.
• Jeg måtte sætte mig i bødlernes sted; hvis jeg beskrev mig, som jeg beskrev bødlerne, ville jeg heller ikke røre en finger for mig.
• Det var usundt at jeg fokuserede for meget på min egen elendighed, og det fastlåste mig i et negativt tankemønster.
• Jeg måtte bruge langt flere kræfter på at beskrive andre, deres problemer, samt omgivelserne.
• Ingen gad at læse om mit brokkeri, og selv om det for mig primært handlede om at få afløb for mine frustrationer, så blev det misforstået som selvmedlidenhed. At give udtryk for at lide var ikke helt det samme selv selvmedlidenhed.
• Jeg måtte finde ud af hvordan jeg blev hørt, uden at "råbe" højere.
• Det var helt uacceptabelt hvad der skete, og hvad der var sket, uanset hvad jeg skrev. Jeg havde ikke magt til at ændre de forhold jeg var underlagt, det handlede ikke om at jeg bare skulle tage mig mere sammen.
• Jeg skulle ikke gentage mig selv.

Jeg startede med at fjerne mine aktuelle bødlers efternavne.

Desuden sendte jeg seneste udgave af bogen til Datatilsynet med teksten:

Mail til Datatilsynet

"Jeg sender jer seneste udgave af min bog. Uden jer havde jeg aldrig kunne skrive den, desværre mest af alt fordi jeres langsommelighed afstedkom den fejldiagnose, jeg stadig lider under.

Kjeld."

Når Datatilsynet ikke tog deres opgave alvorligt, så jeg heller ingen grund til at tage Datatilsynet alvorligt.

Billede. Foran værestedet.

Billede. På stand by.

Billede. Udbyttet af flaskepanten.

Billede. Flaskepanten (3 x 3 kroner) reddede mig.

Må jeg få 100 kroner?

Der var ikke mange bøger i værestedet, men især én havde min interesse: "KRAP" (som en huskeregel "CRAP") hed den, og omhandlede det, titlen var en forkortelse for, nemlig "Kognitiv Ressourcefokuseret Annerkendende Pædagogik", så vidt jeg kunne huske. Det var en interessant bog, og det eneste negative ved den jeg umiddelbart kunne komme i tanke om var, at forfatterne i et afsnit referede til psykologen Irene H. Oestrich, som jeg havde været tvunget til at tale med på R3 for at undgå tvangsmedicinering.

Det var sundt en gang i mellem at blive mindet om det, man vidste i forvejen, og i formål til bogen, drejede det sig om anvendelsen af delmål, hvoraf det første hed et "snublemål", som skulle være så let at man ikke kunne undgå at fuldføre det.

I et afsnit i bogen blev der opsummeret konkrete mål i social adfærdstræning, og to af disse mål var henholdsvis at bede om noget og at håndtere et afslag. Jeg gik derfor ud til en af pædagogerne og spurgte ham med en alvorlig mine om jeg måtte få 100 kroner af ham. Der blev helt stille i lokalet, hvor der sad fire andre brugere.

Pædagogen var i øvrigt en af de bedste af personalet, yderst betænktsom og professionel, og det var interessant at observere Hans Rabeneaktion på mit spørgsmål. Han tøvede kun ganske kort, hvorefter han spurgte mig om, hvad jeg skulle bruge pengene til. Ikke noget, svarede jeg, og viste ham bogen. Vi talte lidt om hvor mange penge han ville have gået med til at give mig, og det var et par kroner, men i øvrigt spillede formålet også en væsentlig rolle.

Jeg havde ikke tænkt mig helt godt om, da jeg overvejede hvilket beløb, jeg skulle bede ham om. Jeg tænkte at der skulle være let nerve i det for mig, så hvis jeg bad om eksempelvis 5000 kroner, ville udfaldet være så selvfølgeligt at der ikke var nogen satsning i det. Men 100 kroner var i virkeligt også alt for højt sat. Hvis jeg virkelig skulle have testet mig selv, skulle jeg have bedt ham om 10 kroner. Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at bede om så meget som 50 ører, men det var heller ikke pointen.

Nytårsaften

Den oprindelige aftale om deltagelse i nytårsaften var ikke blevet til noget. Det var hvad det var, og havde intet med mig at gøre, men det lagde et ekstra pres på mig i 11. time for at finde et alternativ. Det lykkedes i sidste øjeblik, men krævede en del hårdt lobbyarbejde, så jeg var dødtræt her til aften.

Jeg havde gudskelov fået penge, og det var eklatant stressreducerende. Det var dog fortsat en stor belastning for mig før jeg kom hjem at tænke på at udlejer havde lagt nogle ubehagelige breve til mig. Når jeg kunne konstatere at det ikke var tilfældet, afløstes ubehaget af lettelse.

Udover at handle ind til nytårsaften, besøgte jeg en ven i Hedehusene. Det, han kunne fortælle om mishandling i psykiatrien, bekræftede igen at det, jeg selv mente og havde skrevet, på ingen måde kun var egne erfaringer og opfattelser.

Jeg var for træt til at hidse mig op over psykiatrien. Det var ufatteligt hvor meget skade den havde forvoldt så mange.

Plan

Det kunne godt være jeg ikke helt nåede hvad jeg havde planlagt inden 1. januar 2021, men det ville ikke være mange dage efter.

#Tandstatus

De fleste fra værestedet havde udtalte tandproblemer. De var kroniske, smertefulde og meget dyre. Det drejede sig især om parodontose. Årsagerne var en kombination af neglect som følge af sygdom, stofmisbrug og medicinbivirkninger. Mange manglede mindst én tand, men det var ofte nogle af de bageste tænder, så det ikke umiddelbart kunne ses.

#PsykiskSårbarhed

En del af de andre i værestedet betegnede sig selv som psykisk sårbare. Det var et prædikat jeg hadede, for jeg var det ikke selv, men jeg måtte nok erkende at det for nogen nok var meget passende. Ord man kunne beskrive de psykisk sårbare med, var ængstelige, påpasselige, bekymrede, let angste, forsagte, tilbageholdende, vagtsomme, forsigtige, og i nogle tilfælde var skrøbeligheden så udtalt at man måtte være meget varsom og venlig, når man talte med den pågældende. Mange var simpelthen ødelagte skæbner, uden at det var muligt at komme det nærmere.

Nogle gange dummede jeg mig, når jeg sagde noget, jeg troede var indforstået, eller min dårlige humor blev misforstået. Jeg måtte virkelig stramme mig an, undgå at være så social offensiv, og lade andre komme til orde.

Data Camp

Jeg havde færdiggjort det R Statistics online kursus, jeg var påbegyndt. I den forbindelse blev jeg opmærksom på en anden form for E-learning, der hed Data Camp. Jeg havde prøvet muligheden tidligere på den gratis del af sitet, men hvis man ville fortsætte kurserne, kostede det naturligvis. Jeg vovede at ofre 29 dollars for en måneds adgang.

Gør noget

Jeg håbede fortsat at nogen ville gøre noget. Fortælle mig at der var håb, at der var en grund til at kæmpe videre. Jeg kunne ikke vente længere. I går var der én, som ikke kendte mig i forvejen, der spontant fortalte mig, at jeg så tynd ud. Resultatet af omverdens tilsyneladende liggyldighed og ansvarsforflygtigelse var, at torturen fortsatte.

Nytårsmiddag

Jeg havde styr på alle indkøbene til aftenens nytårsmiddag, alt var pakket og klar og skjorten strøjet. Jeg tog ned i værestedet for at deltage i nytårsmiddagen. Personalet var søde, og havde pyntet pænt op. Omkring halvdelen af de tilmeldte var fræværende, og vi var fem brugere. De var som altid venlige, men lidt forsagte, og blev akut svært nedtrykt af stemningen.

Med al respekt for brugerne og i taknemmelighed for den gode modtagelse, jeg blev mødt med i starten, ville jeg aldrig nogensinde ende som dem. Det handlede ikke om at jeg følte mig bedre end de andre, der var stor spredning i de andre brugeres funktionsniveau, og de tilstedeværende til nytårsfrokosten var de mest udfordrede af de sædvanlige brugere, men det var simpelthen for meget at jeg kun havde det sted at opholde mig. Maden var dog rigtig god.

Nytårsaften

Jeg havde så meget at bære på, og da det sted, jeg skulle fejre nytår lå så relativt lang væk i Høje Taastrup, tog jeg bus 117 derhen. Ved ankomsten til hvor Google Maps havde dirigeret mig hen, ringede jeg på og havde heldigvis fundet det rigtige sted. Jeg vaskede op og gjorde rent, mens forretten blev lavet. Mellem retterne så vi TV, herunder Dronningens nytårstale, og da klokken passerede midnat skålede vi i Asti, ønskede hinanden godt nytår, og så fyrværkeriet. Det var sådan set det. Det var en fremragende aften og nat, stille og rolig.

2021

Om formiddagen gik jeg hjem gennem et mennesketomt, gråt, blæsende og koldt Høje Taastrup, som fuldstændig afspejlede mit humør.

Billede. City 2 blues.

Billede. City 2 blues.

Billede. Lidt over midnat 2021 i Høje Taastrup.

Nytårsfortsæt

Havde jeg aldrig været typen, der havde. Hvis jeg ønskede forandring, forsøgte jeg at skabe den med det samme, jeg kunne ikke vente til en arbitrær dato med et års mellemrum. Det var da meget fint med mellemrum at reflektere over det hedengangne år, men mere var der ikke i det.

Mareridt siden 2015

Mit liv havde været et mareridt siden 2015, og hver eneste dagen siden havde jeg ikke tænkt på andet end at slippe ud af det. På den ene side stod jeg og enkelte fantastiske pårørende. På den anden side stod Lægeforeningen, Yngre Læger, dansk psykiatri, Styrelsen for Patientsikkerhed, politiet, Retspsykiatrisk Klinik, Retslægerådet, og retsvæsenet som sådan. Det var en umulig kamp, men jeg havde ligesom ikke noget valg end at kæmp.

Kæmpe videre

Jeg kæmpede videre. Jeg var ligeglad med alt andet. Jeg ville have mit liv tilbage, eller intet liv. Ikke det liv jeg levede nu, hvor jeg ikke kunne planlægge eller se ud over de næste par timer.

Omvendt bevisbyrde

Jeg var normal, jeg havde hele tiden været normal, og jeg kunne ikke blive mere end normal. Jeg kunne jo ikke gøre mere, så derfor var ikke op til mig at gøre noget.

Netværk

Næst efter at trække vejret og drikke vand, var det vigtigste i verden et socialt netværk. Ikke et hvilket som helst af slagsen, for negative sociale relationer kunne også være yderst belastende (det var jeg selv i forhold til mange mennesker), men tæt på.

Her til aften ringede en bekendt til mig. Det var som at vinde et par tusinde på et skrabelod. Vedkommende var jævnaldrende med mig, vi havde fælles interesser, han var helt legit og så ville han også gerne fremad i tilværelsen. Fantastisk.

Sjæl

"Fortabte sjæle er opslugt af noget, der forhindrer dem i at være i kontakt med livet"

Netop. Fortabt siden 2015. Regeringens såkaldt fireårsregel forhindrede mig i at være i kontakt med livet.

"Du er klar til at leve, 22"

Fra omkring 1.24.08 blev filmen virkelig. Til forskel fra 22 havde jeg skam fundet min livsgnist. Nogle stjal den fra mig. Og jeg havde hele tiden været parat til at leve.

Statsministerens nytårstale

Jeg lyttede til den med interesse, men den gjaldt ikke for mig. Jeg var ikke en del af hendes samfund, som var forbeholdt gode mennesker som Gitte Ahle, Hans, Martin, Amanda, Camille, Anette Lykke Petri, Toke, Elisabet Tornberg Hansen og Egill Rostrup. Jeg oplevede lige så lidt "solidaritet" og "sammenhold" under coronapandemien, som før. Jeg regnede ikke med at være i live om to måneder alligevel, men jeg var glad på de førnævntes gode menneskers vegne, godt for dem, og hvor havede de dog lidt under coronakrisen. Disse mennesker anede ikke hvad det ville sige at lide, være ensom, isoleret eller utålmodig, for den sags skyld. Det som statsministeren betegnede som den største krise i hendes levetid, var intet i min optik. I forhold til alt andet, jeg gennemgik, var coronapandemien allerhøjest en parantes. Men alt var selvfølgelig relativt, og havde man ikke for alvor lidt afsavn på alle planer, så var coronapandemien sikkert alvorlig.

Det offentliges trusselsbreve

De feje bureaukraters vigtigste våben var breve med ansvarsforflytgende indhold. Jeg kunne åbne dem, men hvorfor dog det? Det var ligegyldigt, især på nuværende tidspunkt. Jeg fortsætte det jeg måtte, inden det var for sent eller det gik helt galt.

Inviteret

Jeg tog hjem til min kammerat. Han havde en overraskelse til mig, havde han fortalt mig. Det viste sig at han havde købt en paraply til mig og pakket den flot ind i gamle regninger. God humor. Det var meget betænktsomt af ham, for gaven var helt perfekt, da han havde husket at jeg i sidste uge forgæves havde ledt efter en paraply, da han og jeg var i den lokale Fakta. Han var ikke så initiativløs som jeg, hvorfor han havde fået kasseassistenten til at ringe efter en servicemedarbejder, der havde led efter en paraply, men ikke fundet den. Min kammerat havde efterfølgende selv fundet paraplyen i den selv samme Fakta, så det var endnu et twist.

Min kammerat boede i en lille lejlighed, der var stilfuldt indrettet, og der var dejligt rent og opryddet i lejligheden. Det sagde ret meget om hans høje funktionsniveau, hvis man altså tænkte som en deduktionistisk psykiater. Han lavede ovnbagt laks med persille og hvidløgssmør med rodfrugter og kartofler. Det var super velsmagende. Jeg havde dårlig samvittighed over denne gestus, men han havde insisteret på at jeg ikke skulle købe noget med. Dog lykkedes det mig at få ham til at acceptere at jeg købte cola og noget dessert.

Elendig psykiatri

Vi talte om erfaringer i "systemet", og han havde præcis samme syn på psykiatrien som jeg, og som sædvanligt behøvede jeg ikke først selv at fortælle om mine elendige erfaringer, for han udtrykte spontant præcis det jeg selv syntes, bare bedre formuleret. Endnu mere interessant var, at han forløb havde været et meget anderledes forløb end mit eget.

God socialpsykiatri

Mit syn på hele det kommunale system var meget negativt, hvilket jeg fortalte min kammerat. Han var dog uenig; han var faktisk oprigtig glad for den støtte han havde modtaget i det sociale system, overordnet set i hvertfald. Især hans støttekontaktperson havde givet ham uvurderlig hjælp. Det var vigtigt at huske på at der var enkelte solstrålehistorier fra den kant af. Hvis man havde behov for hjælpen. Og det havde jeg ikke.

Antologi eller interviewbog

Vi talte om hvordan vi kunne give vores erfaringer videre til andre. Så kunne man bruge hvad man havde lyst til. Ingen bedrevidenhed, moralisering, eller løftede pegefingre. Vi havde ikke svaret, vi vidste kun hvad der var bedst for os selv. Min kammerat kunne godt tænke sig at holde et fordrag i værestedet. Jeg syntes det var en fremragende ide. Jeg kunne godt tænke mig at lave en bog, hvor de mennesker jeg havde mødt på min vej i socialgruppe 5, fortalte deres historie, hvad der ikke fungerede i systemet og hvad der gjorde. Det skulle være deres egen historie. Jeg skulle ikke redigere ét eneste ord, de måtte skrive anonymt eller med navns nævnelse, og det de skrev eller fortalte måtte være så politisk ukorrekt som de havde lyst til. Hvis de havde gode erfaringer med stoffer, skulle det med i teksten. Det skulle afspejle virkeligheden. Og de mennesker der arbejdede i systemet skulle høre sandheden fra dem, det drejede sig om. Der var en utrolig diskrepans mellem det, som sofisterne på borgen troede virkede, og det som brugerne vidste virkede. Jeg havde hørt fra enkelte at de var blevet interviewet af journalister eller såkaldte forskere, og når de havde læst artiklen eller rapporten, var de blevet rasende, fordi man havde "samlpet" og forvrænget det de havde sagt i en grad at det ikke længere var retvisende. De færreste professionelle havde nogen anelse om hvad der i virkeligheden foregik på bunden af samfundet.

"NADA er noget lort"

Jeg spurgte min kammerat om han havde prøvet NADA "behandlingen". Det var hvad han udbrød. Jeg var flad af grin. Jeg havde aldrig selv prøvet NADA, for dels var det ikke relevant for mig, og dels var min intuitive opfattelse at NADA var et scam, gammel svindel på nye flasker. NADA var en joke ("nada" betød meget passende "ikke noget" på spansk, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30935106/). En dyr joke. Som nogle entrepanente mennesker have snydt kommunerne til at indføre. Det var amoralsk at påstå at NADA hjalp på noget som helst, andet end svindlernes økonomiske formåen, men jeg måtte dog på et eller andet plan tage hatten af for svindlerne, fordi det var lykkedes dem at narre kommunerne. Her var en sag for Peter Gøtzsche.

No evidence was found that acupuncture as delivered in this study is more effective than relaxation for problems with anxiety, sleep or substance use or in reducing the need for further addiction treatment in patients with substance use problems and comorbid psychiatric disorders. The substantial attrition at follow-up is a main limitation of the study.

(https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4959048/)

Gå dog en tur i stedet

Hvorfor skulle det hjælpe på misbrugsbehsndling at sætte nåle i øret? Hvorfor skulle det dog hjælpe på noget som helst? Hvad med at undersøge om det ikke var signifikant mere gavnligt for misbrugere at gå en lang tur end at få sat nåle i øret af en person der skulle have løn for det, og modtage et kursus i det? Man kunne få NADA te, fortalte en af værestedets brugere mig. Ja, selvfølgelig kunne man det; det var vist det man kaldte mersalg. En joke. Hvorfor skulle nålene sættes i lige præcis ørene? Hvorfor ikke armen? Hvorfor var flere nåle bedre end en enkelt nål? Spillede nålene i virkeligheden nogen som helst rolle? Måske var det alene det at slappe af, der hjalp? Meditation virkede mig bekendt; måske var det den effekt man observerede, hvis man i det hele taget observerede noget?

Jeg gik tilbage. Det var en perfekt nat, og jeg havde lyst til at gå en stor omvej.

Hænderne i skødet

Jeg vaskede tøj, handlede ind, ryddede værelset op og vaskede gulvet. Desuden klippede jeg mig. Coronapandemien gav mig heldigvis en masse undskyldninger. Jeg kunne eksempelvis henvise til restriktioner og selvisolation, hvor det i virkeligheden handlede om manglende penge og reel isolation. Det var meget positivt.

Derudover var det intet at rube hurra for; vi var den britiske mutation af coronavisussen på banen, resultat var en mere alvorlig situation, sygehusvæsenet var presset, folk var ved at være udbrændte efter at have knoklet i så mange måneder, der skulle tests og vaccineres - og jeg sad fortsat med hænderne i skødet. Det var flot af Styrelsen for Patientsikkerhed. Årsagen til min aktuelle situation skyldtes at jeg brændte for lægetfaget, at jeg ville arbejde, (og jeg var dygtig til det, jeg havde aldrig fejlbehandlet nogen patienter) frem for alt. Det var så perverst at tænke på at jeg var påtvunget passiv, led voldsomt under passiviteten, at der var brug for min arbejdskraft, men at jeg ikke måtte arbejde. Det kunne man huske når coronakrisen engang var overstået og støvet havde lagt sig. Så var det på sin plads at rejse en skamstøtte over Styrelsen for Patientsikkerhed og dansk psykiatri. Den danske befolkning led fordi nogle psykiatere, embedslæger, en svindellæge og en praktiserende læge skulle hævne sig på mig.

Nedtrykt

Jeg havde været ude til aften og besøge en fra værestedet. Det var hyggeligt at sidde og tale med vedkommende, og jeg havde købt noget pulverkaffe og to stykker nedsat kransekage i Føtex, som jeg medbragte.

Da jeg kom tilbage et par timer efter, kunne udlejer godt se på mig at der var noget galt. Men det havde jo intet med ham at gøre, tværdigmod. Men hvad skulle jeg sige til ham? Han gjorde det perfekt. Det var mig og min situation den var gal med, eller nærmere, det var min påtvunge situation der påvirkede mig negativt i en grad at jeg blev så dybt nedtryk at jeg ikke kunne skjule det. Hvor var det dog usselt af Hans, Susanne og Amanda, at de intet foretog sig udover at fastholde mig i en uberettiget sygerolle og marginaliseret. Hver eneste dag, faktisk hver time var en kamp, som jeg ofte tabte. Når folk som førnævnte forsømte deres pligter, endte det galt. Jeg fik en knude i maven og en klump i halsen af udlejers bekymring for mig. Jeg måtte tage mig sammen og få afsluttet det her. Det var udelukkende Hans Rabens ansvar hvad jeg nu foretog mig. Fem forbandede år..

Resume

Jeg boede på forsorgshjem. Det var et forfærdeligt sted at bo, hovedsageligt på grund af det patroniserende personale. Jeg skulle væk i en fart. På papiret var jeg et monster, som ingen ville dele noget som helst med, og slet ikke lejlighed. Jeg var derfor nødt til at "justere" på sandheden, uden egentligt at lyve, en form for justeri som også vores statsminister nød at bruge. Jeg havde fundet et perfekt sted at bo, men var ræd for at blive afsløret og dermed hjemløs igen. Derfor turde jeg ikke at tale for meget med udlejer, af frygt for at falde igennem i en samtale. Hans Raben kunne, burde og skulle udfærdige en erklæring, der beskrev den virkelig han selv havde italesat flere gange, nemlig at jeg: A. Ikke var psykotisk. B. At jeg led af ADD, der var medicinsk velbehandlet. C. At jeg ikke led at nogen psykiske sygdomme. D. At jeg ikke var misbruger. E. At jeg ikke var utilregnelig. F. At jeg ikke var personlighedsforstyrret. G. Men at jeg havde et socialt problem, og desperat manglede beskæftigelse om læge, og at jeg aldrig havde fejlbehandlet nogen patienter. Der var naturligvis meget meget mere Hans Raben burde skrive en en erklæring, men når han i forvejen ikke engang formåede at skrive førnævnte, var det en illusion at tro at han ville udvise den fornødne omhu og uhildethed i forhold til dette.

Økonomi

Det gik fremad med økonomien, omend langsomt. Jeg havde så mange penge i denne måned at jeg ikke skulle sulte, og jeg havde købt det mest nødvendige møbel, nemlig en seng, så jeg behøvede ikke mere. Jeg havde ikke råd til tøj, sko og tandlæge, men selvfølgelig kunne jeg vente til næste måned med det.

Mail til Retslægerådet

Kære Retslægerådet

Kjeld.

Psykosesymptom

Jeg vidste af erfaring at alene det at skrive noget med store bogstaver af psykiaterne blev anset for at være et tegn på psykose. Faktisk kunne alt være et tegn på psykose, det handlede mest om hvad der var oppopunt for den enkelte psykister i forhold til kollegalitet, mindst mulig arbejdsbyrde, praktisering af defensiv medicin mv, og hvis det en sjælden gang skulle ske, at selv ikke den mest forrådede psykiater kunne finde et eneste tegn på psykose, ja, så kunne hun bruge betegnelsen "samlet set". Det var en joker, der dækkede alt, og så aldrig senere hen kunne betvivles, da det jo beroede på psykiaterens "følelse", "fornemmelse", eller slet og ret var tegn på at vedkommende psykiater havde konklusionen på forhånd, uagtet den måde den pågældende patient præsenterede sig på.

Jeg var meget fejlbarlig, men det havde jeg ikke problemer med at indrømme. Her var Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik helt omvendte: Da havde tydeligvis taget fejl i forhold til mig, men fordi de var rethaveristiske, turde de ikke indrømme det. Det var ikke kønt i omverdens øjne, og ingen kunne lide en person eller instans, der nægtede at se virkeligheden i øjnene, erkende en fejltagelse, og - vigtigst af alt - rette denne fejltagelse.

Jeg ville blive straffet for min holdning til Retslægerådet og Retspsykiatrisk Klinik, men på nuværende tidspunkt var det vist ligegyldigt, og jeg var i øvrigt også ligeglad: Retslågerådet og Retspsykiatrisk Klinik var begge en joke. Uanset hvor adstadigt og autoritært emblem disse elendige myndigheder havde, uanset hvor floromvundet de blev beskrevet, så dækkede det alt sammen kun over nogle mennesker, der i mit tilfælde havde taget fejl. Jeg havde råbt om det faktum i flere år, og der var intet sket. Det var en skandale i sig selv, men helt konkret for mig, var det en katastrofe.

Konkrete problemer

Af helt konkrete og kortsigtede problemer havde jeg følgende:

Jeg havde ikke mulighed for at tilbringe dagtiden sammen med andre normale mennesker på normale vilkår.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme igang med at dyrke motion systematisk igen.

Der var mennesker ansat til at sygeliggøre mig, mennesker som mente jeg skulle "rehabiliteres" og have en "mentor", men der var intet at rehabilitere fra, og derfor havde jeg heller ikke brug for en mentor. Kampen mod disse mennesker var udmattende og nådesløs. Jeg arbejdede hårdt på det med at starte med at dyrke motion igen, jeg spurgte alle jeg kom i nærheden af om de ville træne med mig, men det kunne eller ville de fleste ikke. Jeg kunne selvfølgelig bare gøre noget selv, og det forsøgte jeg også, men det var demotiverende og svært.

Case A

En fra værestedet begyndte spontant at fortælle mig om sit forløb i psykiatrien og i det sociale system. Som sædvanlig behøvede jeg ikke at lægge nogen ord i munden på nogen som helst i forhold til at de fortalte om deres forfærdelige forløb i psykiatrien. Kort fortalt sagde brugeren, at han havde lidt af svær panikangst i 10 år, igennem en periode hvor kommunen negligerede ham. Så fik han otte samtaler med en psykolog, og var herefter kureret for denne invaliderende lidelse. Som brugeren udtrykte det, "det tog ti år, men burde være klaret på tre dage". Det var sørgeligt at lytte til.

Venlighed

Udlejer udviste en meget venlig gestus her til aften. Jeg var ligeglad med systemets overgreb mod mig selv, men ikke mod mine omgivelser som følge af at de var så uheldige at have kontakt med mig. Det kunne jeg ikke acceptere. Hvis systemet på nogen måde forulempede eller skandaliserede udlejer som følge af at jeg lejede et værelse hos ham, ville jeg blive meget vred. Det var ikke acceptabelt. Han havde ikke gjort andet end at være tålmodig med mig, venlig og hjælpsom. Så skulle han ikke udsættes for repressalier af eksempelvis politiet i deres forsøg på at knække mig psykisk.

Jeg var fuldstændig ligeglad med en undskyldning, men systemet skulle undskylde overfor mine venner og min familie, som havde lidt på grund af mig. Det var så modbydelig en strategi politiet havde brugt, at det var en skændsel. Jeg ville sørge for at deres amoralske og feje nådesløshed ville blive husket i mange år fremover. Det værste var næsten at deres chikane havde været forgæves, for jeg havde jo ikke gjort det de beskyldte mig for. Flot genier. Jeg håbede de var stolte af ders svinske magtmisbrug.

Bogen