Retspsykiatrisk 2025

Indholdsfortegnelse

Indledning

Dagbog

Overflytning til Retspsykiatrisk Afdeling

Vågen og klar

Jeg var oppe klokken cirka kl. 05:45 i morges. Jeg forsøgte at sove videre, men uden held, så jeg kunne lige så godt få vasket mig over håndvasken, soignere mig og komme i tøjet. Jeg var hurtigt helt parat, havde pakket alt og cellen var i bedre stand, end jeg modtog den.

Afhentet

Kort før kl. 7 åbnede Henrik celledøren og kiggede ind. Han ville bare sikre sig, at jeg var oppe og havde pakket mine sager. Det hed sig, at jeg ville blive hentet kl. 7.00 og ikke kunne nå hverken toilet, bad eller morgenmad. Så da klokken var 7 og celledøren blev åbnet, og der blev ønsket god morgen, stod jeg parat og iført sko, bukser, skjorte og cardigan, og der var slået knuder på de to fyldte affaldssække. Selvfølgelig blev jeg ikke afhentet kl. 7, og først klokken cirka 8.40 blev celledøren åbnet, og der stod to transportbetjente på gangen.

På vejen igen

De spurgte, om jeg selv kunne bære poserne, og jeg svarede bekræftende. Vi gik ned ad gangen, og jeg takkede Henrik for god behandling, da jeg passerede ham, og han takkede mig for god opførsel. Så tog vi elevatoren ned til stueetagen og gik over til den lille barak, der lå i gården få meter fra sydfløjen. Her skulle jeg visiteres, hvilket var meget hurtigt overstået, da de to transportbetjente ikke var så pedantiske, som deres kolleger inden for murene.

Fiksering

De to sække med ejendele blev lagt i bagagerummet på den karakteristiske sortlakerede VW Transporter, med de tonede ruder med tremmer for, den samme model, som jeg kørte til Middelfart i. Jeg tænkte, at jeg ville bede om at få håndjern på forsiden af kroppen. Hvis de sagde, at det skulle være på ryggen, ville jeg bede om at få transportbælte på i stedet. Den første fikseringstype huskede jeg kun alt for godt fra transporten til og fra retten i Glostrup, og det havde givet mig stærke smerter og føleforstyrrelser i højre håndled, samt mærker, der kunne ses dagen efter, mens transportbæltet i forhold til Middelfart transporten havde været så stramt, at jeg ikke kunne trække vejret tilstrækkeligt, men til min store glæde og taknemmelighed blev jeg slet ikke fikseret, jeg satte mig på bagsædet, og så kørte vi.

Først dog kun til modtagelsen, hvor jeg fik mine ejendele samt kontanter fra min fængselskonto udleveret. Tingene blev lagt i bagagerummet på bilen. Den pågældende vagt fra modtagelsen var én, jeg kendte, og som var en rigtig fin fyr. Jeg takkede for denne gang, og han sagde, at jeg skulle passe godt på mig selv. Og så forlod vi Vestre Fængsel. Jeg kiggede på bygningerne og sugede alle indtrykkene til mig, til den ene side så jeg 4. Syds vinduer og til modsatte side det, jeg havde kunnet se gennem sprækkerne i udsigtsspærrende fra cellen.

Det var 1. maj og fremragende vejr med sol og rekordhøje temperaturer, alt var sprunget ud og lysegrønt, og enkelte cyklister var iført t-shirt. Jeg smalltalkede med de to betjente, mens vi kørte ned ad Vigerslev Allé og jeg kiggede på nybyggeriet fra Toftegårds Plads og ud efter. Den ene betjent havde før vi kørte været så flink at give mig en kvart liter kildevand i papkarton, som jeg drak af.

Betjentene fortalte mig om 1. maj og deres tilknytning til fagbevægelsen (de havde deres egen fane), samt at de ville få fri, hvis der ikke var flere opgaver efter de havde kørt mig til Slagelse samt transporteret en anden indsat til Nykøbing Sjælland. Derefter blundede jeg, mens landskabet susede forbi på hver side af motorvejen.

I Slagelse

Pludselig var vi i Slagelse, men ikke en del, jeg kunne genkende. Jeg så Slagelse hospital på højre side, og til venstre kunne jeg genkende Sikringen. Heldigvis drejede vi til højre og ind på hospitalsområdet. Bilen kørte ind ad en port, og så var rejsen endt. Jeg takkede for turen og sagde, at jeg var glad for, at de ikke havde sat mig af på den modsatte side af vejen.

På retspsykiatrisk afdeling

Jeg blev lukket ind ad en dør af en høj, yngre, kvindelig mørkhåret sygeplejerske, der hed M, og en lavere, ældre, hvidhåret og skægget mand, der hed Poul Erik. De to betjente bar poserne med mine ejendele og forsvandt ind på afdelingen med dem, mens jeg blev ført ind i et rum, hvor jeg skulle afklæde mig fra inderst til yderst selv og iklæde mig hospitalstøj, selv strømperne måtte jeg skifte.

Afdelingen

Herefter kom jeg ind på selve afdelingen, mens mine ting blev scannet/gennemlyst, og mit tøj blev vasket. Ikke for at det skulle blive ekstra rent, men for at ødelægge eventuelle narkotiske stoffer indsmuglet i tøjet. Jeg blev vist ind på min stue, som var nummer 5. Selve afdelingen lignede til forveksling Sikringen, som jeg havde set den i ‘Agger Indefra’: Lange, brede gange med ret højt til loftet. Der var meget vinduesglas og stort lysindfald og lydene var afdæmpede.

Arkitekturen

Farverne var holdt i lysegrå, mintgrøn og mat rød. Det hele var forholdsvis nybygget. Enkelte steder stod der med store, hvide bogstaver på 30-50 centimeters højde, hvad rummet var tiltænkt. Mit umiddelbare indtryk var et venligt, imødekommende, behageligt, afdæmpet og funktionelt et. Selve afdelingen var en variant af det, jeg havde set ude på den store gang. Der var højt til loftet, store glasvægge, meget lys og et stort areal til de maksimale 12 indlagte patienter.

5-stjernet fængsel

En hyggelig rygehave omkranset af glasvægge i den modsatte ende i forhold til kontoret. En gang rundt om haven, som smeltede sammen i midten af afdelingen til fællesmiljøet og værelser og andre rum uden om gangen. Jeg syntes, at min stue var alt for stor. Den var 8-9 skridt gange 6 skridt, hvilket svarede til cirka tre celler i Vestre Fængsel lagt ved siden af hinanden. Dertil var der bad og toilet i tilknytning til værelset, som også havde en anseelig størrelse.

Mit værelse

Hele den ene væg bestod af to vinduer med udsigt til en have, der omkransede sengestuerne, og som igen var afskærmet af en mur, cirka 10 meter fra mit vindue. Der var hvide vægge og hvidt loft, hvori der sad fem spotlamper, og der stod en seng i midten af rummet op ad væggen, modsat toilettet.

Et lille skab i det ene hjørne, en vasketøjskurv, en affaldsspand og en hvid plastik havestol. Et TV var indbygget i væggen modsat sengen og langs vinduespartiet var et skrivebord indbygget i væggen, sammenhængende med en bænk med et tyndt polstret underlag. Sengen kunne hæves og sænkes via en fjernbetjening i en ledning.

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Jeg skrev nedenstående i hånden og afleverede siderene til personalet, som igen sørgede for at både overlægerne Per og Lene læste dem. De sociale konsekvenser af den alvorlige, åbenlyse psykiatriske fejldiagnose havde været så grelle og langvarige at de havde udgjort en trussel mod mit liv og helbred. I det lys var min reaktion, som udelukkende havde været ord, meget afdæmpet. Jeg havde mødt mange kriminelle efterhånden, og de færreste ville have nøjedes med ord, havde de været i min situation. Jeg skammede mig overhovedet ikke over de ord, jeg i de sidste 10 år havde brugt ofte i afmagt og desperation og som sidste udvej efter alt andet var forsøgt først.

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Billede. Ut. i besøgsrummet.

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Billede. Ut. i besøgsrummet.

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Dagbog

Billeder. Jeg fejlede intet og havde intet fejlet. Så når dommer Niels Christian Baark i retten i Glostrup for under en måned siden havde idømt mig en behandlingsdom uden længstetid, havde han udsat mig for et klokkeklart justitsmord. Både dommeren og anklager Rasmus Kim Petersen vidste, at jeg var normal, men det stoppede dem ikke. Det var en godt eksempel på, at retsvæsenet ikke fungerede og at alle de fine principper var værdiløse. De egentlige dommere var Jens Lund, Camilla Boch og Tina Gram, der som sagkyndige i Retslægerådet bevidst havde foretaget en forkert vurdering af mig, ved at ignorere alle helbredsoplysninger om mig siden 2019, herunder mentalerklæringen fra 2024. Faktisk ignorerede de også helbredsoplysninger før 2019. Retslægerådet fungerede således heller ikke. Nu skulle jeg tvinges til at holde kæft med at mit liv var ødelagt, for at dække mine bødlers rygge. Men til ingens overraskelse kom det ikke til at ske: "Fuck You I Wont Do What You Tell Me".

Dagbog

Billede. Jeg sendte disse breve i dag: Til retten i Glostrup, Kofoeds Skole, Høje Taastrup Kommune og Retslægerådet. Det var sobre breve, hvor jeg lødigt gjorde opmærksom på realiteterne, som var, at jeg bevidst var idømt en helt forkert sanktion, som var en katastrofe for min tilværelse og fremtid. Måtte jeg ikke det? Skulle jeg bare finde mig i det? Blev jeg straffet for at sende brevene?

Dagbog

Billede. .

Dagbog

Billede. .

Dagbog

Billede. .

Dagbog

Tosse T

Mens jeg lå i sengen og skrev kl. 22.30, bankede T højlydt på døren og gik ind på min stue. Hun ville bare lige tjekke. Jeg var træt af de konstante små ydmygelser og umyndiggørelsen af især typer som hende. Det var meget stressede hele tiden at blive forstyrret, især når man lå i sengen, det var en forulempelse hver gang og det var helt unødvendigt. T skulle have været forbi kl. 21.00, som de plejede. Ikke 22.30. Det sagde jeg til hende, hun prøvede at tale udenom, men kunne ikke, da vi blev fast forstyrret kl. 21.00, 00.00 og 6.00. Det skabte en slags forudsigelighed og stressede ikke. Men det gjorde det, når hun nu kom. Jeg var ved at brække mig over den evige umyndiggørelse.

Der var kun trusler og ekstra straffe, ingen positiv motivation for noget som helst. Jeg var allerede straffet langt hårdere end jeg i værste fald skulle, og jeg var tvunget til at ændre for-og efternavn, til at slette mine konti på de sociale medier, jeg måtte ikke kontakte offentlige myndigheder og ikke komme i København. Så var der den konstante nedværdigende behandling, at jeg var dybt ruineret og ingen fremtidsudsigter havde. Den eneste årsag til, at jeg accepterede alt dette, var min kæreste. Hun var det eneste og bedste jeg havde. Men jeg skrev og dokumenterede selvfølgelig alt, som altid. Og alt blev offentliggjort. Selvfølgelig.

Henrik Sass' interview

Jeg hørte de to første afsnit af interviewet med Henrik Sass i dag, og jeg var ikke overbevist. At ødelægge børn og unge ved at begå overgreb på dem, kunne ikke tilgives. Og at downloade overgrebsmateriale var at bidrage til overgrebene.

Billeder. Min anden uledsagede udgang til PureGym. Det lykkedes mig til forskel fra første uledsagede udgang at træne, idet centret ikke var lukket pga. ombygning. Jeg trænede biceps, ryg og mave.

Billede. Jeg legede meget med ChatGPT sammen med de andre patienter. En af dem, N, kom på udtrykket "medicin med det samme", så jeg bad chatten om at lave et billede på baggrund af sætningen. Sætningen kom vist af, at personalet ofte spurgte, "vil du have din medicin med det samme?"

Dagbog

Pludselig lægesamtale

I morges kom sygeplejerske Ni hen til bordet, jeg sad ved og kiggede alvorligt på mig og sagde i et fortroligt, lavmældt toneleje, at der var lægesamtale kl. 14.30 idag. Jeg fik det straks psykisk dårligt og fik genoplevelsesymptomer, som udtryk for den PTSD, som Cheflægens kolleger havde givet mig. "Åhh nej", tænkte jeg, "hvad har jeg gjort galt, siden jeg allerede skal have lægesamtale nu, jeg havde det jo så sent som den 30. maj og vi aftalte at næste samtale skulle være om 2 uger, så hvad er der galt?". Jeg var dødtræt af at leve i konstant frygt på den retspsykiatriske afdeling og jeg hadede enhver samtale med psykiateren som pesten. Jeg havde intet valg end at deltage i den svært ubehagelige samtale med manden, og det eneste jeg kunne gøre var det, som jeg plejede, menlig at tage mit pæneste sæt tøj og sko på og barbere mig, så jeg fremstod så 'perfekt' som muligt.

Billeder. Jeg spillede discgolf på banen bag afdelingen sammen med fysioterapeut L, og i dag var det tredje gang vi var ude.

Langt, langt over stregen

Jeg havde gjort alt, som Cheflægen havde forlangt: Slettet alle mine konti på de sociale medier, gjort min blog utilgængelig, slettet Messenger, jeg havde lovet at skifte navn, fordi han krævede det (men jeg kunne ikke finde på et nyt endnu), jeg havde accepteret aldrig at sætte min fod i København igen, ligesom jeg måtte love, at jeg ikke kontaktede offentlige myndigheder eller medier, søgte aktindsigt, eller læste i min journal på sundhed.dk. Jeg måtte også garantere, at jeg aldrig igen oprettede konti på nogen af de sociale medier og at jeg i det hele taget aldrig ytrede mig offentligt. Jeg skulle forsvinde fra jordens overflade, og det skulle jeg gøre af én eneste grund, nemlig fordi de læger, som havde ødelagt mit liv ved at misbruge deres stilling og fag, via Lægeforeningen havde kontaktet Cheflægen og fået ham til det.

Grov kriminalitet

Det, som jeg blev tvunget til, var ikke i orden. Det krævede ikke en juridisk embedseksamen at indse. At jeg alligevel måtte acceptere de urimelige krav, skyldtes kun dette: At jeg derved - måske - kunne være sammen med min kæreste, som jeg elskede højt og savnede rigtigt meget. Jeg havde fået en smule uledsaget udgang, men det var langt fra tilstrækkeligt og både hun og jeg var dybt ulykkelige over at være adskildt så mange måneder. Jeg skulle maksimalt være idømt 4 måneders fængsel, men jeg havde rådnet op i over 9 måneder indtil videre, hvilket var meget uproportionalt. Jeg havde adlydt Cheflægen og overholdt alt, han havde krævet af mig, så jeg kunne være sammen med min kæreste. Men han overholdt ikke sin del af aftalen, hvilket jeg blev klar over i dag til samtalen. Der var intet nyt og ikke mere tid sammen med hende. Derved satte den dygtige Cheflæge mit forhold på prøve til ingen verdens nytte. Det var afskyeligt og jeg var meget nedtrykt over den svinske behandling.

Jeg skrev derfor en mail til Cheflægen efter samtalen. Det var en sober og ordentlig mail, og det var netop hvad han selv havde opfordret mig til at gøre, hvis jeg var utilfreds med noget og frustreret, nemlig at skrive det til ham. Det gjorde jeg selvfølgelig, for det havde jeg lovet ham at gøre. Det var en trøstesløs situation, jeg befandt mig i og jeg ville snart ikke mere. Jeg skrev til Cheflægen, at min kæreste var min eneste grund til fortsat at være i live. Det gik ikke at jeg mistede hende, fordi jeg kun måtte se hende så kortvarigt. Gik forholdet i stykker, var det hans skyld.

Som jeg plejede

Cheflægen tvang mig til at gøre, som jeg plejede, nemlig dokumentere alt og løbende informere mine pårørende om den mishandling af mig, der fandt sted. Jeg var idømt en behandlingsdom uden længstetid, selvom alle vidste, at jeg var aldeles rask. Cheflægen forstod ikke, at jeg skulle have noget at leve for, ellers kunne det være lige meget. Han kunne kun true mig til en vis grad, men skulle jeg overholde vores aftaler fremover, skulle jeg positivt motiveres til det og motivationen var min kæreste. Jeg havde over 200 siders håndskreven dagbog liggende som fotos, som jeg skulle have indtalt hurtigst muligt og så var der endnu over 140 sider ekstra.

Kirsten Normann Andersen

Jeg tjekkede normalt aldrig min mail, men tilfældigvis så jeg i min indbakke en svarmail fra folketingspolitikeren Kirsten Normann Andersen - fra 2021. Jeg læste kun de første ord i øverste linje af mailen, der lød: "Kære Kjeld. Jeg tror at alle, der har læst dine mails er meget berørte-", men ikke mere end det. Det var sødt af Kirsten af have svaret mig og det var et eller andet sted betryggende at vide, at hun engang havde vidste hvem jeg var og hvad, der var sket mig. At det ikke havde forhindret noget som helst, at hun og andre var blevet berørte af mine mails, var så noget andet.

De tavse vidner

Nu som under tidligere tvangsindlæggelser, var der talrige vidner, der dagligt observerede mig og som vidste, at jeg var psykisk normal og rask. De skrev det i min journal, men mere gjorde de ikke. Ingen turde sige selveste cheflægen imod og ingen turde åbent konstatere, at "kejseren intet tøj havde på". De burde indgive en bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed straks om, at jeg var psykisk normal og rask og derfor udsat for et justitsmord, som indsat på en retspsykiatrisk lukket afdeling og i Cheflægens vold. Det var faktisk psykisk vold for mig at være hér. Alle vidste de, at den var helt, helt gal, men ikke én eneste gad eller turde så meget som at indgive en anonym indberetning om det til myndighederne. Alle tav. Nøjagtig som de plejede, den slags hæderlige mennesker. Det var jo heller ikke dem eller deres nærmeste, det gik ud over, ingen skulle nyde noget, stikke næsen for langt frem og det var der sikkert nogle andre, der tog sig af. Men det var der ikke. Der var mig, og kun mig, og jeg rådnede op, blev udsat for psykisk vold og fornedrelse på daglig basis, frygtede konstant Cheflægens repressalier og luner og havde intet som helst tilbage.

Én eneste læge i Danmark

Der var én eneste læge i Danmark, der havde nosser, samvittighed og faglighed til at bakke mig offentligt op, da det kom til stykket. Kun én læge af samtlige, der kendte til sagen, der tog lægeløftet alvorligt. Denne enlige svale, var overlæge Peter Worm Jantzen, der som den eneste vidnede i retssagen og som kort, koncist og utvetydigt under vidneansvar erklærede, at jeg ikke havde været psykotisk. Intet yderligere. Peter havde jo set og talt med mig første gang i april 2019, hvor han straks erklærede præcis det samme, nemlig at jeg ikke var spor psykotisk, ligesom langt de fleste af sine kolleger i øvrigt, og han kendte mig bedste og længest af alle psykiatere, retspsykiatere og læger, faktisk fra 2019 - 2022. Jeg ville snarest muligt slette alt det negative, jeg havde skrevet om Peter Jantzen. For det var beundringsværdigt gjort af ham at sige sandheden, som den eneste af de talrige, der kendte den.

Overlæge Kim Balsløv

En anden erfaren retspsykiatrisk overlæge, der også konkluderede, at jeg ikke var spor psykotisk, var Kim Balsløv på Retspsykiatrisk Afdeling P6 i Middelfart, på baggrund af over en måneds mentalobservation i februar og marts 2024. Det skrev han i mentalerklæringen, samt at han anbefalede almindelig straf, hvis jeg blev dømt skyldig. Desværre døde Kim Balsløv pludseligt og uventet efterfølgende, hvorfor han ikke kunne vidne i retten. Jeg brød mig ikke om ham, men så længe han havde skrevet sandheden, var det underordnet.

Retslægerådet

På trods af overlægerne Peter Jantzen og Kim Balsløv, der således erklærede og bevidnede, at jeg ikke var psykotisk eller i en ligeartet tilstand og som dækkede perioden 2019 - 2024 (der var fire psykiatere, der før 2019 også konkluderede, at jeg ikke var psykotisk), så konkluderede Retslægerådet bizart nok det modsatte. De ignorerede altså bevidst helt essentielle helbredsoplysninger om mig, så de kunne lyve mig sindssyg og så jeg fik en behandlingsdom som psykisk rask. Retslægerådet var de virkelige dommere, ikke dommeren i retten i Glostrup, Niels Christian Baark, som bare adlød løgnen. Men hvem i Retslægerådet, havde udfærdiget denne bevidst forkerte vurdering? Det var Jens Lund, Tina Gram og Camilla Boch. De tre var de egentlige dommere i sagen. Og de vidste, at jeg ikke var spor psykotisk. Men hvorfor konkluderede de ikke bare det?

Mellem linjerne

Cheflægen var en oratorisk begavelse og undgik behændigt at sige noget specifikt om hvilke læger, der bestemte hvordan han skulle mishandle mig, ligesom han ikke direkte sagde hvad konsekvenserne var, hvis jeg ikke accepterede alle hans groteske krænkelser af mine grundlæggende rettigheder. Det behøvede han heller ikke, for han vidste godt, at jeg som psykisk normal og rask kunne læse mellem linjerne, og det havde han helt ret i. Spørgsmålet var, om Cheflægen også var i stand til det, og det lod det desværre ikke til at være tilfældet. Nogen måtte nok forklare ham hvad jeg havde skrevet mellem linjerne i min høflige mail til ham i dag. Det var ikke så svært: Jeg havde gjort alt, han havde forlangt, selvom det var vanvittigt hvad han havde krævet. Betalingen var at jeg skulle have lov til at se min kæreste mere.

Det, Cheflægen sagde i dag, dræbte endegyldigt alt håb og al motivation hos mig. Det var til at brække sig over, hvad han havde sagt, det var psykisk vold og en stor fejl. Jeg havde to ting at leve for, min kæreste og min autorisation. Nu havde jeg skrevet begge dele til Cheflægen to gange og han havde ignoreret det. Nu var der intet håb. Endnu værre var det at mine bødler direkte bestemte over mig via Cheflægen.

Dagbog

Træning i PureGym

Billede. Træningstasken pakket.

Billede. Ut. før uledsaget udgang til PureGym i Slagelse.

Billede. Den nyrenoverede PureGym i City 3.

Billeder. Mit værelse på afdelingen og udsigten fra det. En tidligere patient havde i væggen bag sengens hovedgære ridset en besked, som var lidt svær at læse, bortset fra "De tvangsmedicinerer mig" og "20 mg".

Stress-taktikken

Noget af det, jeg hadede mest ved at være tvangsindlagt på afdelingen var, at personalet her - ligesom i Middelfart - havde en super irriterende vane med at komme rendende ind på ens stue i tide og utide. Hver gang jeg lagde mig for at tage i lur, kunne jeg være sikker på, at en ansat ville komme brasende kort tid efter og gerne når jeg var lige ved at falde i søvn, af en eller anden ligegyldig grund. Det var enormt stressende for mig og de andre, og en utidig invasion af vores privatliv. Jeg var dødtræt efter træning og ville tage en lur, men blev vækket hele fem gange inden for to - tre time af den samme sygeplejerske. En af gangene ville hun bare lige spørge, om jeg havde meldt mig til rygtræning kl. 14.00. Jeg havde afmeldt mig holdet fordi jeg allerede havde trænet og fordi jeg var så træt, hvilket jeg havde fortalt min kontaktperson, Kuno, så jeg regnede ikke med at Nikita ville spørge om det, men det gjorde hun altså.

En anden af gangene ville Nikita bare give mig en is, købt for patienternes pantpenge. Det var sødt nok og hun var også et sødt menneske generelt, men jeg ville hellere sove. Tredje gang var for at fortælle mig om hvad Cheflægen havde sagt. Fjerde gang var for at sætte min træningstaske på mit bord efter den var scannet. Og femte gang kunne jeg ikke huske hvad hendes ærinde var, fordi jeg halvsov. Nu var Ni en virkelig god og venlig sygeplejerske, som jeg havde meget at takke for, så jeg var på ingen måde sur og jokede med det bagefter, men sådan var vilkåret for alle indlagte og alle de andre ansatte gjorde det samme som Nikita havde gjort i dag, så det var bare et konkret eksempel på den irriterende tendens.

Personalet generelt

Selvom jeg en gang i mellem var irriteret på personalet, så måtte jeg omvent også give dem stor ros. Af alle de talrige ansatte de steder, jeg ufrivilligt havde opholdt mig, var personalegruppen på afdelingen den klart bedste. Der var ingen af plejepersonalet, jeg direkte hadede eller havde et anstrengt forhold til. Faktisk var der mange af dem, jeg havde forhold til, som nærmest var for godt, forstået på den måde, at det måske kunne være svært for dem at være en autoritet overfor mig. Det var ikke nemt at have med en åbenlyst rask patient at gøre, oven i købet én, som ikke havde begået noget særligt alvorligt, for at sige det mildt. Jeg var derfor meget opmærksom på ikke at sætte dem i en akavet eller ubehagelig situation på grund af mig.

Det var så fandens ærgerligt, at jeg for dem var en patient, for de var virkelig for de flestes vedkommende fine og ordentlige mennesker. Det var en rigtig god personalegruppe, man havde fået sammensat. Og faktisk også tilsvarende en god patientsammensætning. De var helt anderledes

IPS - tak men nej tak

"Hvad interesserer du dig for? Er det noget med havearbejde?", spurgte Cheflægen idet han skrev en henvisning til IPS i Næstved, som var et tilbud til alvorligt psykisk syge. "Tja, jeg kan da godt lide at lave havearbejde i min kærestes have", svarede jeg. Jeg havde forinden udprintet mit CV inkl. eksamenspapirer og afleveret til sygeplejerske Ni, som skulle give det videre til Cheflægen. Jeg kunne ikke sige ham imod af frygt for repressalier til selve mødet, men det var topmålet af ydmygelse, han udsatte mig for. Samtalen ødelage resten af eftermiddagen, ftenen og natten med. Det blev simpelthen blevet for meget. Derfor skrev jeg for første gang en mail til Cheflægen først på natten, hvor jeg direkte anførte, at jeg ikke skulle have noget med IPS at gøre, ej heller være havemand. Det blev nødt til at stoppe.

Billede. IPS - ikke til mig, ellers tak.

Jeg skrev desuden til IPS i formiddags og takkede pænt nej til deres assistance, idet jeg jo ikke var hverken alvorligt eller mildt psykisk syg og således ikke i deres målgruppe. Jeg var ligeglad nu. Jeg ville da ikke ydmyge mig selv mere, end jeg allerede havde været nødt til gennem årene.

Besked fra Cheflægen

Jeg var egentligt forberedt på, at Cheflægen i bedste fald ville straffe mig med at inddrage mobil og PC for at skrive direkte til ham og i værste fald varsle tvangsmedicinering, men det lod til at jeg slap med skrækken i dag. Til gengæld kom sygeplejerske Ni ind på min stue, mens jeg lå og forsøgte at tage mig en lur og sagde fra Cheflægen, at jeg fremover skulle skrive til ham i hånden og ikke på mail (sikkert fordi hans arbejdsmail blev gemt og kunne kræves udleveret senere) og dels at mit visitationsniveau blev ændret til 3a, således at personalet blot skulle klappe mig på lommerne, når jeg returnerede til afdelingen efter endt udgang.

Det havde været ubehageligt for mig at skulle nøgenvisiteres bl.a. i går af to yngre, kvindelige sygeplejersker, samt af en enkelt yngre, kvindelig sygeplejerske sammen med en mandlig pædagog i dag. Det var ikke så fedt, som det måske lød og jeg var ikke den eneste mandlige indsatte, der havde problemer med det, men modsat mig, der bare holdt min kæft, havde den pågældende italesat det i fællesmiljøet forleden. Personalets svar til ham var, at det var det ikke noget at gøre ved. Sådan var svaret til det meste, der generede os.

Astroid City

Jeg så Wes Andersons film Astroid City på Viasat i Vestre Fængsel flere gange, og jeg elskede intro og outro sangene, især sidstnævnte. Så da jeg forleden fik udleveret min mobil, var det første jeg gjorde at finde nummeret på youtube. Det vigtigste ved at have mobilen igen var at høre musik og podcasts, det havde jeg savnet ekstremt meget. Jeg kunne også godt lide lyrikken, til Elizabeth Cottens "Freight Train", som jeg kunne relatere til:

"Freight train, freight train, run so fast Freight train, freight train, run so fast Please don't tell what train I'm on They won't know what route I'm going

When I'm dead and in my grave No more good times here I crave Place the stones at my head and feet And tell them all I've gone to sleep

When I die, oh bury me deep Down at the end of old Chestnut Street So I can hear old Number Nine As she comes rolling by

When I die, oh bury me deep Down at the end of old Chestnut Street Place the stones at my head and feet And tell them all I've gone to sleep

Freight train, freight train, run so fast Freight train, freight train, run so fast Please don't tell what train I'm on They won't know what route I'm going"

https://www.youtube.com/watch?v=4Lh6BSAcqqM&list=RD4Lh6BSAcqqM&start_radio=1

Mens sangen blev afspillet, blev der vist en scene fra filmen af en vej i ørkenen og en lille vejgøg ('road runner'), der dansede frem og tilbage over vejen. Den var super fin og mindede mig om Musse, så jeg blev helt rørt og fik tårer i øjnene. Jeg havde været meget modløs og træt hele dagen, og den havde været en af de værste siden ankomsten den 1. maj. Det skyldtes udelukkende samtalen med Cheflægen i går. Heldigvis fik jeg talt i telefon med min kæreste til aften og hun forsøgte at opmuntre mig og sagde, at det gjaldt om at holde ud og at det nok snart var overstået og vi kunne få et normalt liv sammen.

Jeg kunne høre Musse knurre lidt i baggrunden. Hun var verdens sødeste hund og jeg savnede hende enormt meget. Hun havde en aversion mod fugle, især de frække duer, som troede at de ejede hendes have, så hvor gang hun så eller hørte fuglekvidder, var hun parat til jagt. Hun fangede ikke én eneste fugl, men hun gjorde altid sit bedste alligevel og tog opgaven meget alvorligt. Vi gik alle tre tur på området forleden, hvor der var strandskader, duer, krager, ravne og mange andre arter af fugle og Musse var helt oppe at køre. Men de harre, der også var en del af, bemærkede hun knapt nok.

Aftenrutinen

Jeg havde fået det bedre til aften, efter jeg havde talt med kæresten og skrevet i min dagbog. Kl. 21 gik personalet deres såkaldte sikkerhedsrunde, hvilket bestod i at afspritte dørhåndtagene til værelserne, samt toiletterne på værelserne, men hvis virkelige formål nærmere var at snage og lure på de indlagte. Det var en åndsvag og stressende kadaver-procedure, men mest irriterende var det, når personalet glemte at gøre det eller var timer forsinket, så man bare ventede på at de gad at lette røven, så man kunne lægge sig til ro og være i fred. Da klokken var kvart over ni og ingen havde været forbi, gik jeg ud af stuen og hen til kontoret ('dueslaget') og spurgte K, min kontaktperson, om han ikke ville være venlig af spritte af, så jeg kunne gå i seng.

Det ville han naturligvis gerne. K lignede arketypen på en professionel, nu lidt ældre, kampsoldat, og én man gerne ville have ved sin side, hvis man skulle rense Fallujah for oprørere. K var vikar og fastansat i akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Ballerup. Jeg kunne godt lide ham, for selvom han var en mand af meget få ord, så var han rolig, fornuftig og hjælpsom og så kunne han godt føre en samtale, hvis det skulle være.

Nu kunne jeg være i fred indtil kl. 00.00, hvor nattevagten åbnede og tjekkede, om vi var i live. Endnu en latterlig og meningsløs procedure, som blev gentaget kl. 3 og kl. 6. Dagen før jeg ankom til afdellingen var en medpatient fundet død på sin stue om morgenen. Der var indtrådt dødsstivhed. Den pågældende var en kun 40 årig ellers nogenlunde sund og rask mand, der plejede at være i fitnessrummet flere gange om ugen, fortalte mine medpatienter mig. Han var sandsynligvis død af bivirkninger til den antipsykotiske tvangsmedicinering, han fik. Grunden til, at han var patient var angivligt, at han havde joket med at ville stjæle plejehjemsbeboeres medicin. Det havde nogen hørt. Derfor endte han på afdelingen og det kostede ham livet. En dræbende joke. Sådan var det på de (rets)psykiatriske afdelinger, også dem, jeg havde været på; der døde relativt unge mennesker pludseligt og uforklarligt. Ikke af selvmord, men på mystisk vis. Bortset fra, at det selvfølgelig var den antipsykotiske medicins skyld.

Jeg sendte nedenstående håndskrevet brev fra Vestre.

Dagbog

Ledsaget udgang til Netto i dagvagten

Uledsaget udgang med kæreste i aftenvagten

Ingen førtidspension til foranstaltningsdømte

At rådne op i retspsykiatrien

Trøstesløshed og modløshed

Jeg var meget opgivende, alt andet lige, og det var svært at motivere mig til at indskrive min meget omfattende dagbog fra Vestre Fængsel. Det var den indvirkning, retspsykiatrisk afdeling havde og sådan var det for alle de andre indlagte. Vi var drænet totalt for virkelyst og sad det meste af dagen rundt om spisebordet i fællesmiljøet og talte om aftensmaden og andre ligegyldige emner eller sad og kiggede ud i luften eller ned i bordet. Det var et rent helvede, som nedbrød de indlagte og tog al livslyst fra os. Det var et ond system. De fysiske rammer var fremragende, men det var lige meget, for vi kedede os ihjel. De begrænsede aktiviteter, der var på selve afdelingen, var at spille kort, brætspil, lægge puslespil og lave perleplader. Deet var infantilt og arkaisk. Det var bedre at være død end indlagt i længere tid på stedet.

Dagbog

Fuck You I Wont Do What You Tell Me

Det, Cheflægen ville tvinge mig til, uden nogen modydelser, fraset fraværet af tvangsmedicinering og længere indespærring, accepterede jeg ikke. Hvem troede han, at han var? Det var måske et dumt spørgsmål, for det var tydeligt hvilke tanker, han havde om sig selv. Jeg var ligeglad med alle overgreb, han kunne straffe mig med på nuværende tidspunkt, for jeg havde alligevel mistet alt. Derfor skrev jeg videre og derfor ville jeg kontakte pressen, så snart jeg havde skrevet dagbogen ind, blandt andet.

Uledsaget udgang til bibliotek

Det var ikke en succes, for selvom jeg havde tjekket, at der var åbent for selvbetjening, trods pinsen, så var der lukket, da jeg nåede derned. Netto i Slagelse havde også lukket. Jeg var ekstremt mentalt udmattet og modløs, og kunne nærmest ikke slæbe mig tilbage til afdelingen, så jeg satte mig i en park i nærheden og slappede lidt af, før jeg ringede til kæresten. Jeg skulle kun klappes på lommerne, da jeg returnerede, så det klarede Karina og Brian hurtigt. K kunne ikke helt lide, at jeg var sluppet af med nøgenvisiteringen, det var for billigt sluppet, syntes hun sikkert, så i stedet undersøgte hun nøje mit mobilcover og tog alle mine plastikkort ud af den, samt holderen til mine earplugs, foruden at klappe mig grundigt af over hele kroppen. K var også sød generelt, men ligesom hendes kolleger, så var der en lille svinehund gemt dybt i hende, som tittede frem i ny og næ og demonstrerede sin magt og dominans over os. Det var bare små manifestationer af magt, men der var mange af dem igennem en hel dag.

15000 perler

Jeg spøgte med at personalet skulle overflytte et par autister fra børne- og ungdomspsykiatrien, så de kunne sortere perlerne, men gik selv i gang. Jeg havde allerede lavet en perleplade med en kanyle med medicin, samt dette Rorschach billede, men sidstnævnte havde jeg lavet på øjemål og nu havde jeg fået ChatGPT til at lave en skitse for mig, så jeg forsøgte igen. Ja, det var latterligt infantilt, men jeg distraherede fra det faktum, at fokuserede i stedet på det ironiske aspekt af, at man behandlede de indlagte som børn.

Billeder. Rorschach billede som perleplade. Det var lige så seriøst, som testens validitet, så hvorfor ikke?

Træning eftermiddag

I 30 minutter trænede jeg ben.

Træning aften

Om aftenen trænede jeg skuldre i 15 minutter.

Psykisk

Jeg var fuldstændigt drænet for energi og initiativ. Jeg kunne ikke føle noget som helst, ingen glæde, intet. Jeg sov det meste af dagen, mens jeg lyttede til podcasts, mens regnen trommede på vinduerne. Det var sådan retspsykiatrien fungerede; patienterne rådnede op og blev ødelagt som mennesker, indtil der intet var tilbage. Enten døde de af medicinen eller begik selvmord, eller også blev de udskrevet til en bosted. Der var ingen successhistorier. Retspsykiatrien hjalp ingen, kurerede ingen, fik ingen til at stoppe med kriminalitet og misbrug og var en af de største katastrofer i Danmark. Det var mere humant at aflive patienterne med det samme og meget billigere for samfundet. De eneste, der havde gavn af retspsykiatrien, var de ansatte. For dem var det verdens letteste job, og de lavede stort set intet, der krævede en uddannelse. Hvis jeg ikke havde haft min kæreste, havde jeg med sikkerhed begået selvmord. Så ulideligt var det nu. Jeg var igen begyndt at håbe på, at jeg ikke vågnede op igen, når jeg faldt i søvn.

Dagbog

Uledsaget udgang med kæreste til café

Et udslag af smålighed kom til udtryk fra personale A, der betvivlede at jeg havde lov til at gå på cafe med min kæreste. Hun havde været fraværende og kendte ikke til Cheflægens nye tilladelser. Cafeturen var derfor lige ved at blive aflyst pga. hendes uvidenhed, men jeg blev lidt skarp i tonen og forsikrede hende om, at det var i orden, og at hun blev nødt til at forhøre sig hos sine kolleger om de gældende regler.

Fanget i modløsheden

Jeg var endnu mere initiativløs og drænet for enerdi i dag. Jeg havde drukket flere kopper kaffe og endnu flere dåser energidrik, men intet hjalp. Følelsen blev delt af de andre indlagte og selv personale N, der udtrykte forståelse for vores trøstesløse situation i aftenvagten. Uden min kæreste, havde jeg hængt mig.

Stress-taktikken og krænkelse af privatlivet

Jeg var dødtræt af at det var umuligt at få lov til at være i fred i mere end 30 minutter i dagtiden, hvis man gik ind på stuen for at tage en lur. Igen var det en oplevelse de andre patienter havde og vi talte tit om, hvor enerverende og stressende det var. Den såkaldte sikkerhedsrunde eller snagerunde kl. 21, blev ofte først udført en til to timer senere og det var meget irriterende. Da jeg var meget træt bad jeg PE om at spritte af nu, kl. ca. 20, så jeg slap for at blive vækket. PE sad og snakkede med L og N på kontoret og argumenterede for ikke at gøre det, så jeg var nødt til at stå og parlamentere med ham indtil han til sidst gad at rejse sig og gøre det. Det var sikkert sjovt for PE, men jeg var meget træt og havde ikke lyst til at stå og debattere. Sådan var det meget ofte.

Træning

Trænede triceps i ca. 20 minutter i dagvagten med N, Mich og Ama og igen til aften i ca. 15 minutter, hvor jeg trænede bryst alene med PE og L.

En alvorlig fejl

Region Hovedstaden, Lægeforeningen og alle de modstandere, der havde forpestet mit liv og udsat mig for endnu et justitsmord, anede ikke, at jeg havde en kæreste, som jeg boede hos og havde været sammen med hver eneste dag i ca. 5 måneder forud for anholdelsen. Hun havde bevidnet, at jeg ikke psykisk fejlede og hun var det vigtigst vidne. Mine bødler og retsvæsenet troede, at de igen kunne udsætte mig for alvorlige overgreb i stilhed. Nu vidste de og alle andre, at det ikke var tilfældet. Der var - udover min dagbog - et meget vigtigt vidne, som ikke tav og ikke ville finde sig i myndighedernes magtmisbrug. Så hvad var bødlernes plan nu? Erkendte de, at de havde tabt og at de ville blive eksporneret for offentligheden på et tidspunkt? At deres kriminalitet mod mig ville blive efterforsket? Jeg vidste at min sag var en bobme, der så let som ingenting ville detonere og ende på samtlige mediers forsider.

Billeder. Før og under cafébesøg med min kæreste i dag. Jeg var åbenlys normal, men rådnede alligevel op på et lukket retspsykiatrisk afdeling.

Dagbog

Uledsaget udgang til bibliotek

E-Bike

Vi var to indlagte og to fysioterapeuter fra retspsykiatrien i Slagelse, der kørte mod fysioterapeuter og patienter fra Sikringen og Region Midtjylland. Jeg vandt igen det 45 minutter varende cykelløb, men det var kun fordi, at jeg var den eneste af patienterne, der ikke blev tvangsfodret- og sprøjtet med antipsykotika og fordi fysioterapeuterne ikke gik all-in, så det betød intet for mig. Men fordi jeg havde givet mig fuldt ud, var jeg usædvanligt kvæstet mentalt og fysisk bagefter, og derfor fik jeg An til at lave turen til PureGym om til en tur på biblioteket. L Fys. havde foræret J og jeg selv en fin trænings t-shirt, hvor der stod noget med 'recovery' og 'psykiatri' på ryggen. Den var af god kvalitet, men jeg ville selvfølgelig aldrig i livet iføre mig dem, fordi jeg jo ikke var eller havde været spor psykisk syg. Den eneste grund til at jeg ikke straks leverede den tilbage til L var, at han var en rigtig fin fyr og dygtig fysioterapeut og at jeg derfor ikke ville skuffe ham ved at takke nej til gaven.

Billede. Gaven, der var givet i bedste mening, men som jeg ikke kunne tage imod.

At rådne op i retspsykiatrien

Det var mere enerverende, trøstesløst og håbløst at rådne op i retspsykiatrien end nogensinde før. Den uoverkommelige mentale træthed og opgivenhed var kun blevet værre i dag og jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne. Jeg døsede hen flere gange i dag, men blev vækket med mellemrum, som personalet havde for vane. I dag var det An, min kontaktperson, der kom og stalkede mig uden nogen god grund, så jeg fik aldrig sovet rigtigt og var derfor træt hele dagen lang. Det var så udtalt en udmattelse, at det undrede mig og selvom det var et helvede at være indlagt på afdelingen, kunne det næsten ikke være hele forklaringen. Jeg havde fået ordineret præperatet Telfast mod de røde knopper forskellige steder på huden som fast ordination. Det hjalp mod den ulidelige kløe, men ikke mod mærkerne, som blev ved med at opstå, især omkring sengetid, og de steder på kroppen, hvor huden var tyndest. Den arrogante og uduelige somatiske læge, der kom hver tirsdag og som lignede et mislykket kliche på en psykiater, kunne godt se mærkerne, men kunne ikke forklare hvad det var. Men allergisk udslet var det med sikkerhed jo ikke, hvilket idioten ellers påstod. Dog kunne det netop medføre døsighed som bivirkning, selvom det var ikke-sederende, og derfor kunne det vaære en del af forklaringen på at jeg var så unaturligt træt. Jeg sagde derfor til L, min kontaktperson i aftenvagten, at jeg fra imorgen ville tage en pause med præparatet for at se, om det hjalp.

Jeg havde så lidt overskud, at jeg ikke magtede at tale i telefon med mine venner og kun med stor anstrengelse med min kæreste. Hun forstod ikke hvorfor jeg ikke orkede at tale længe med hende hver dag og heller ikke magtede at svare på hendes beskeder i løbet af dagen. Udover Telfast var det ulideligt og meget trættende, at jeg hele tiden skulle være på ift. både medpatienter og personalet, det drejede sig om rigtig mange timer hver dag, og gik jeg ind på værelset for at hvile mig, var jeg garanteret at blive forstyrret hele tiden af personalet. En medpatient italesatte spontant dette problem i dag, da han satte sig ved bordet og nævnte, at han var blevet forstyrret tre gange inden for få timer af personalet, så han ikke fik taget en middagslur, og at det var et stort problem.

Frygten for repressalier

Men det værste ved at være tvangsindlagt som rask på afdelingen var den konstante og latente trussel om tvangsmedicinering eller forlængelse af indespærringen, hvis Cheflægen blev utilfreds med mig, eller nærmere, hvis hans kolleger, altså bødlerne, som havde kontaktet ham og dikteret hans behandling af mig, blev utilfredse med mig. Det drænede mig også totalt for energi og overskud. Og jeg havde prøvet det flere gange før gennem årene. Det var alvorlig mishandling af mig.

Cheflægen og anmelderne

Sagens anmeldere var samtidig en form for bødler og selvom jeg ikke måtte nævne deres navne, var det ikke en hemelighed, at de fleste af dem var fremtrædende psykiatere i Danmark. Det faglige miljø inden for psykiatrien og især retspsykiatrien var meget lille og alle de primære aktører kendte hinanden på kryds og tværs. Derfor var ingen reelt uafhængige af hverandre. Men hvor tætte relationer var der mellem Cheflægen og anmelderne? Jeg havde fået forbud mod at undersøge dette, men det var ret vigtigt at vide, så derfor bad jeg ChatGPT og Gemini om at undersøge sammenfald, der kunne være betydningsfulde. Og der var klare sammenfald mellem Cheflægen og især to af anmelderne i sagen. Det var ikke således, at der var tale om en meget tæt relation, men den var i min optik ret relevant alligevel. For de to anmeldere var dem, der havde stillet og videreført de alvorlige psykiatriske fejldiagnosen. Var dem også dem, der dikterede min behandling til Cheflægen? Ville jeg nu blive tvangsmedicineret med antipsykotika som straf for at have undersøgt dette? Cheflægen kunne gøre det, hvis han ville, og ingen kunne eller ville stoppe ham.

Ingen aftale

Jeg havde indgået en aftale med Cheflægen. Det var ikke en valid aftale, for jeg turde ikke sige ham imod eller trods hamaf frygt for tvangsmedicinering mv. Men jeg var faktisk enig med ham langt hen ad vejen ikke desto mindre. Det, hvor kæden hoppede af, var, når han sagde, at jeg "skulle starte på en frisk" og henviste mig til IPS, så jeg kunne blive sygeliggjort og arbejde som havemand i et skånejob. Dét gik jo ikke. Aftalen var denne: Jeg slettede alt fra nettet, slettede denne blog, ændrede navn og holdt min kæft i al evighed med de overgreb jeg havde været udsat for i over 10 år- Til gengæld fik jeg min lægeautorisation og et arbejde som læge igen, hvilket jeg absolut havde fortjent. Det var en meget favorabel aftale for Cheflægen og hans kolleger og mest til deres fordel. Men anmelderne og Cheflægen ville have alt. Og det kunne de ikke få. Så jeg fortsatte med dette hér.

Lægesamtaler psykisk tortur

Alle samtaler med psykiaterne, om det var Cheflægen eller Lene, var mental voldtægt og så belastende for mig, at jeg fik forkølelsessår af svær stress og ikke kunne falde i søvn dagen forinden. Det var forfærdeligt og jeg ville gøre næsten hvad som helst for at slippe for samtalerne. Resten af dagen efter en samtale med psykiateren og natten med, havde jeg det meget dårligt med mareridt og svær nedtrykthed. Samtalerne med GA og MBC (anmelderne) havde været så traumatiserende, at de stadig plagede mig selvom det var tilbage i 2018 og 2019, de havde givet mig ar på sjælen og for livet. Tænkte Cheflægen mon på, at alene det at skulle sidde overfor ham, var psykisk vold mod mig? Og hvad med Lene? Hun var overlæge og burde være stærk nok til at sige fra ift. at jeg rådnende op som rask på afdelingen og led under det, hvorfor lod hun som ingenting? Jeg var så led og ked af at skulle frygte samtalerne med Cheflægen, at jeg direkte skrev det til ham efter sidste samtale. Det måtte stoppe. Det var ikke hans skyld og han havde faktisk behandlet mig forbavsende godt, men jeg kunne og ville bare ikke det her mere og det var ærgerligt at det var ham, der skulle trækkes med mig. Der var ingen løsning på at jeg havde det sådan, kun at jeg skulle væk fra retspsykiatrien hurtigst muligt, så jeg ikke blev udsat for mere tortur.

Dagbog

Snagerunden

Jeg erfarede i går aftes, at kl.21 runden - "sikkerhedsrunden" - hvor personalet nidkært under påskud af at afspritte dørhåndtag på stuen, men mest gik rundt på stuen og toilettet og kiggede i hjørnerne og i skabet, var en del af det retarderede regime, hvor ens kontaktperson tre gange i hver eneste vagt skulle tjekke til patienten og notere tidspunktet i systemet. Men derudover var der rengøringen, der hver dag kom og bankede på for at gøre rent på værelset, hvorfor man skulle forlade det imens, hvilket også var irriterende, og endelig kom alt det løse.

Discgolf

I dag var jeg for fjerde gang ude med fysioterapeuten L og spille discgolf. Det havde været underholdende nok hidtil, men jeg kunne mærke, at jeg havde mistet interessen og hellere ville bruge mine sparsomme mentale ressourcer på noget mere hensigtsmæssigt. Jeg kunne vældig godt lide fys. L og ville ikke skuffe ham, så jeg blev nødt til at fortælle ham at jeg ikke ville deltage fremover, på en venlig måde.

Billede. Dagens discgolf spil.

Billede. Jeg gjorde selv rent med brug af remedierne på rengøringsvognen mandag, onsdag og fredag, vaskede tøj to gange om ugen og holdt pinlig orden på stuen.

Uledsaget udgang til PureGym

Jeg trænede ryg og biceps, og undlod mave- og lændetræningen, som jeg havde trænet i går aftes i afdelingens fitnessrum.

Billede. I PureGym.

Billede. På vej tilbage på afdelingen efter uledsaget udgang til PureGym. Det var blevet varmt og solen var skarp.

Ledsaget udgang til Netto

Med PE.

Onsdagsrutinen

Hver onsdag skulle alle skifte linned og vaske vores skuffer i fællesmiljøet. Der var tale om dels en skuffe til tørvarer og dels en såkaldt svaleskuffe, til sodavand.

Uro på afdelingen

Afdelingen fungerede overordnet set rigtigt godt, men dette stoppede i en vis grad da somalieren A blev indlagt. Han var en spinkel, midaldrende mand, som ikke var fysisk intimmiderende på nogen måde, men derimod en klov. Desværre var han en larmende og respektløs, ulækker og svinsk klovn, der talte så gebrokkent at det var uforståeligt og så højt, at personalet i starten troede, at han var vred og råbte. Det gjorde han ikke, han talte bare i telefon ekstremt højt i fællesmiljøet og selvom han havde earplugs i, hørte han somalisk musik så højt, at kattejammeren hørtes i hele det store lokale. Han skar sine rådne tænder, så det var ulideligt, han trak vejret på en snorkende måde, han hoste og hakkede og blandede sig utidigt i alt.

Han nassede konstant smøger af de andre, der blev irriterede på ham og han brækkede sig flere gange ude i den lille rygehave. Idioten skulle være indlagt i fem år, påstod han, og derefter udvises, hvilket var vanvid. Han skulle da udvises til Somalia med det samme. Hvorfor skulle naren forpeste os andre og koste millioner så længe? Det var utroligt, at personalet ikke irettesatte A, men det var typisk dansk lalleugidelighed. I det mindste var der kun én af hans slags på afdelingen, og kom der bare enkelt til, ville det hele bryde sammen. Så ville det blive som i Middelfart, hvor personalet havde givet op for længst overfor idioter som A.

Krænket retsfølelse

Jeg undersøgte grundigt hvilken tilknytning de sagkyndige i Retslægerådet, anmelderne og Cheflægen havde til hinanden, og resultatet var meget bekymrende. Bekymringen blev dog hurtigt erstattet af forargelse og vrede. Det var noget svineri og en alvorlig krænkelse af min retsfølelse. Jeg sørgede som sædvanlig for at dokumentere alt grundigt til senere brug, idet jeg var tvunget til at holde meget lav profil på nuværende tidspunkt, så jeg ikke blev tvangsmedicineret som straf. Men jeg var ret vred; det var hard core korrupt, mange vidste det, ingen gjorde noget, men lod som ingenting. Det gjorde Lene, som var den faste overlæge på afdelingen også. Hun virkede grundigt og professionel og de indlagte, der havde hende, var for de flestes vedkommende glade for hende, hvorfor hun var bedre end de fleste af hendes kolleger, men det var ikke godt nok for mig, for jeg vidste jo, at hun var helt klar over hvad jeg blev udsat for, men ikke turde eller gad sige fra over for det. Hun var ikke modig nok og hendes tavshed facilliterede overgrebet på mig, og derfor var hun delagtig. Alt det, hun gjorde godt og også bedre end de fleste andre, var ligegyldigt og kunne ikke opveje, at hun så gennem fingre med hendes kollegers grove misbrug af deres stilling og fag ift. mig.

Bizar situation

At jeg nu sad indespærret på en retspsykiatrisk afdeling, som fuldstændig psykisk rask, kl. 21.27 den 11. juni 2025 og skrev disse linjer, var grotesk. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at skrive ét eneste ord om indlæggelsen, men kunne koncentrere mig om at repetere medicinsk litteratur, hvilket var det, der interesserede mig allermest, men dels var det mit eneste forsvar mod falsk sygeliggørelse og evt. tvangsmedicinering og dels var det ulideligt at være indlagt på stedet uden slutdato, alt andet lige. Det kunne være meget værre, men nu havde jeg rådnet op på fire forskellige retspsykiatriske afdelinger, som psykisk åbenlys rask og det havde givet mig ar på sjælen. Derfor var det tortur, derfor kunne jeg ikke holde det ud og derfor bearbejdede jeg det ved at skrive dagbog.

Mine ret traumatiske oplevelser taget i betragtning, var det psykisk tortur at være på afdelingen og det var umenneskeligt at jeg var her. Det var ikke noget at diskutere, ingen pseudo-aftaler eller ubehagelige lægesamtaler, kun udskrivelse nu.

Dagbog

Uledsaget udgang til bibliotek

Det var skønt sommervejr og jeg nødt det i fulde drag, mens jeg gik ned på det lokale bibliotek i midtbyen, men det gav mig samtidig dårlige minder fra tiden på Sankt Hans, hvor jeg var rådnet op i dyb ensomhed og også bare gik rundt alene i sommervarmen. Det var rædselsfuldt og det ødelagde mig. Derfor måtte og skulle jeg væk fra afdelingen hurtigst muligt og derfor skulle min dom ophæves. Hvorfor var der stadig ingen, der syntes at det var grotesk, hvad der var sket?

Billeder. Uledsaget udgang i dag til biblioteket, hvor jeg læste Berlingske, Politiken og Weekendavisen og slappede af i anlægget på vej tilbage. Jeg lånte en enkelt bog, som var meget relevant qua det sted, jeg befandt mig nu og rådnede op uden slutdato.

Sansehaven

Jeg var i sansehaven til aften med J, K og PE, og det var skønt at komme væk fra afdelingen, hvor A havde skabt sig igen. Mens der blev arrangeret aftensmad blev A så utålmodig og uforskammet, at personalet pænt bad ham om at vente med at bryde ind og tage den mad, han mente var hans, til alt var parat. Det var idioten ligeglad med, hvorfor den ansatte sagde, at han skulle træde lidt tilbage. Så hamrede retarden sin kop ned i bordet og råbte med sin hæse, brovtende stemme "du er dum!", mens øjnene nærmest stod ud af hulerne på ham. Alle andre sad ved bordet og ventede på at der blev sagt "værsgo", men A var et asocialt minus-individ, han var menneskeligt affald og hørte til på en anstalt for mentalt svært handicappede.

Jeg var meget træt af idioter, jeg var tvunget til at omgåes, som var højrøstede, grænsesøgende, larmende og uhygiejniske, som A. Han var ikke så slem, som andre, jeg havde oplevet, men han var stadigt et stort problem og ødelagde det for alle andre. Jeg havde intet problem med at røvruller som A blev tvangsmedicineret helt i gulvet, så han ikke var i stand til andet end at sidde og savle og stirre ud i luften hele dagen. Det var ikke sundt for mig at være tvunget til at være på en retspsykiatrisk afdeling. Det blev nødt til at stoppe. A var ikke rigtig syg, han var bare et dumt svin, der intet havde at gøre i Danmark. Det værste var, at han langt fra var den værste af hans slags, jeg havde mødt. Det handlede selvfølgelig ikke om etnicitet, det handlede om at tage hensyn til andre mennesker og at være stille og rolig.

Jeg spurgte sygeplejerske K, om jeg måtte tage billeder af haven - selvfølgelig ikke af de andre - og det måtte jeg godt:

Billeder. Sansehaven, hvor vi havde plantet tomater, agurker og kartofler i forrige uge.

Forulempning af privatliv og stress

AK åbnede døren kl. 22.30 til aften og tittede ind. Jeg var i gang med at skrive, men sad i sengen kun iført boxershorts og t-shirt, fordi jeg ikke var vant til at blive stalket af ansatte på dette tidspunkt, da det kun var T, der havde forulempet mig på dette tidspunkt tidligere, fordi de fleste ansatte forstod at det var pisse irriterende for os at blive forstyrret konstant døgnet rundt. Hun skulle jo tjekke tre gange i vagten, sagde hun forklarende. Det kunne godt være, men det behøvede jo ikke at være kl. 22.30. Det var voldsomt belastende for os at blive forstyrret så ofte og det var meningsløst og meget stressende for os. Tre gange i hver vagt, skulle personalet invadere vores privatliv og stresse os psykisk, og derudover var der sikkerhedsrunden kl. 21.00, samt rengøringen og alt det løse. I alt blev alle indlagte tilset 11 gange hver eneste dag og alle hadede det og italesatte det spontant på daglig basis. Det smadrede os mentalt og var nedbrydende. Det kunne ikke afviges individuelt, når det ikke var nødvendigt og det var ikke nødvendigt for de fleste. Det var en pervers og ulækker regel, og den var totalt meningsløs, men sådan var der rigtig mange helt overflødige, skadelige og tidskrævende procedurer i retspsykiatrien, som en stor idiot bag et skrivebord havde indført. Fuck den pågældende nar, der havde bestemt at jeg skulle forulempes 11 gange hver eneste dag.

Det var en lille trøst, at jeg selv optog personalet hver eneste dag og skrev om dem. Så kunne de lære, hvordan det var at få sit privatliv ødelagt. Alle navne på de ansatte var selvfølgelig noteret og jeg skrev de meste de spontant fortalte om sig selv ned. Det endte i min bog, ligesom alt de skrev om mig endte i min journal.

Min medpatient J fortalte om en patient, han havde været indlagt med engang, som bevidst sørgede for at ligge og spille pik, hver gang personalet tjekkede til ham. Han gjorde det fordi han også hadede at blive forstyrret og fordi de ansatte syntes det var meget pinligt og ubehageligt at overvære. Jeg syntes det var en fremragende måde at sige fra på.

Uro

A rendte rundt på gangen og råbte og smækkede med døren ca. kl. 23. Ofte var det svært at høre om han var vred eller bare talte i telefon med sin kone. Det var sikkert begge dele. Hun ringede til ham 10 gange om dagen og A mobil ringede på højeste volumen og var pisse irriterende. A lod den ringe længe før han besvarede opkaldet og råbte og skreg til kællingen i den anden ende.

"Hvorfor skriver du ikke dagbog, Kjeld?"

Aktivitetsmedarbejderen H spurgte mig hvorfor jeg ikke skrev dagbog mens jeg var på afdelingen. Jeg joke med at jeg ikke behøvede det, når nu personalet gjorde det for mig tre gange i døgnet i min journal. Jeg sagde at jeg bare ikke skrev dagbog. Og så højt at de fleste kunne høre det. Men det gjorde jeg selvfølgelig. Personalet kunne ikke lide vidnesbyrd fra patienterne, der afslørede hvordan forholdene i virkeligheden var. For det som psykiaterne fortalte passede ikke.

Vækket af nattevagten

Kl. 3 blev jeg vækket af nattevagten.

Jeg kunne ikke holde ud at rådne op længere. Jeg begyndte at skrive rundt til samtlige myndigheder og medier igen. Det var absurd hvad der skete og det var mere end berettiget at gøre opmærksom på det.

Dagbog

Despekt

Jeg havde som sædvanligt gjort stuen rent på samme måde som rengøringen gjorde, og jeg gjorde det tre gange om ugen, ikke fordi det trængte til det, men primært fordi jeg på den måde slap for at blive forstyrret af rengøringen, der kom hver dag og gennede os ud af værelserne om morgenen. Jeg kunne ikke holde ud at rådne op som rask på en retspsykiatrisk afdeling længere, jeg havde kroniske selvmordstanker, fordi det var så ulideligt, meningsløst og perspektivløst og det var som at være levende død. Det var tortur og det skulle stoppe.

Jeg var træt af at der altid 2 - 5 hattedamer i fællesmiljøet og gloede på mig og de andre og lyttede til alt, vi talte om, og noterede det i vores journal, hvis der var noget, de ikke brød sig om, eksempelvis An, der havde noteret det i min journal, at jeg havde syntes at det var morsomt, at en medpatient havde kaldt "Cisordinol" for "tvangsordinol". Jeg måtte ikke opmuntre de andre til at være kritiske overfor deres medicinering. Hvad fanden bildte hun sig ind? Selvfølgelig måtte jeg da det. An var desværre uegnet til at arbejde et sted som dette, og hendes uduelighed udgjorde en fare for mit forløb.

Jeg syntes, at det var en rigtig god idé, at en eller anden begyndte at tage mig alvorligt. Det var faktisk meget, meget vigtigt. Denne farce skulle stoppe nu.

Mens jeg var i bad, bankede rengøringen på og uden at vente åbnede idioten døren til stuen og spurgte om skyllet til mit toilet virkede. Jeg gik bagefter ud i fællesmiljøet, hvor A, min kontaktperson sad, og sagde til hende, at det virkede som om at min stue var blevet til Hovedbanegården. 11 til 12 gange døgnet rundt kom en ansat ind og forstyrrede mig uden grund. Det var et ulækkert sted.

Jeg vedhæftede min korrespondance med advokaten.

Ombudsmanden havde blokeret for de fleste af mine mailadresser. Det var interessant, da min problem og min årsag til henvendelser til denne var, at jeg var fejldiagnosticeret. Og det havde jeg jo ret i. Var det ikke relevant for Ombudsmanden? Og var det ikke relevant, at jeg var idømt en åbenlys forkert dom pga. myndighedsfejl? Tilsyneladende ikke.

Forskrækket af A

Kl. 14.30 bankede det hårdt på døren og social- og sundhedsassistenten A stak hovedet ind, uden at afvente yderligere. Jeg fik et shock og kiggede på hende uden at sige noget: "Jeg skal bare tjekke til dig", sagde hun. "Var det bare det?", sagde jeg. "Jeg skal ligesom kigge til dig, så jeg kan skrive det i notatet", sagde A forurettet. Det var ulideligt og jeg havde netop italesat overfor hende til morgem på en venlig måde, at det var enormt stressende at de kom hele tiden og tjekkede til mig. De vidste jo, at det ikke var spor nødvendigt og at det var enormt belastende for mig. A var en sød, men også meget forvirret ansat, der talte og opførte sig karikeret, som var hun en karakter i en tegnefilm. Personalet var generelt venlige, men også smålige og jantelovsryttere, og det var klart, at jeg ikke skulle tro, at jeg kunne slippe for at blive stresset af dem.

De skulle tjekke hver patient 12 gange dagligt, for det var proceduren, sagde de, som for at undskylde at de skadede mig og forværrede mit psykiske helbred. Som om det var en undskyldning, der fritog dem for ansvar. Det var det ikke. Det var deres individuelle ansvar at de skadede mig unødvendigt. Desværre var de for dumme eller rethaveriske til at erkende det. Jeg kunne intet gøre, for idioterne var meget pedantiske, når det drejede sig om den slags nedbrydning af de indlagte. Men til forskel fra de andre indlagte, kunne jeg heldigvis få afløb for mine frustrationer overfor de ansatte ved at skrive om dem og deres usaglige stalking hér. Og bede til at A og hendes kolleger selv kom til at blive udsat for den lille sadisme, de udsatte mig for.

At A skadede mig unødvendigt ansporede mig kun til at fortsætte med at skrive dagbog om hende og hendes kolleger. Og jeg kom også til at sørge for at min tekst blev læst af andre end diverse myndigheder, der lurede på alt jeg skrev i smug (if. anklageren). Halvdelen af de ansatte på afdelingen kunne uden problemer erstattes af elektronik i morgen. Der var ikke råd til at beskæftige mennesker, når robotter kunne gøre deres arbejde bedre og billigere.

Træning

Jeg trænede bryst og triceps i dag.

Billeder. Jeg rådnede op i retspsykiatrien, selvom jeg var rask. Det skyldtes at anklager Rasmus Kim Petersen fik dommer Niels Christian Baark til at idømme mig en behandlingsdom uden længstetid under indlæggelse, selv om de begge vidste, at jeg var psykisk normal. Det eneste ord, der beskrev dette, var 'justitsmord'.

Uledsaget udgang med kæreste og Musse

Det eneste lyspunkt i min tilværelse var min kæreste og Musse og derfor var det skønt at se dem begge til aften. De ulækre svin, der havde udsat mig for aktuelle justitsmord anede ikke, at jeg havde haft en kæreste hele tiden og tilmed en intelligent og meget hæderlig én af slagsen, en der havde et stort og solidt netværk, som var fuldstændig normal på alle områder og som aldrig havde været i konflikt med loven. Min kæreste kunne ville ville bevidne, at jeg aldrig havde været spor psykotisk og hun og jeg havde været sammen hver eneste dag i ca. fem måneder forud for anholdelsen. De kriminelle myndighedspersoner troede, at jeg var helt alene og at de derfor kunne gøre med mig hvad de havde lyst til, uden at de blev set over skulderen. De havde taget fejl. Det var der i meget høj grad.

Billeder. Verdens sødeste gravhund, Musse.

Bs fødselsdag

En af de indlagte havde fødselsdag i dag, hvorfor vi fik spaghetti i kødsovs, som fødselaren havde lavet sammen med pædagog Rasmus. Desværre duede Rasmus ikke til at planlægge, så maden var over 30 minutter forsinket, og da jeg skulle mødes med min kæreste kl. 18.00, måtte jeg undvære aftensmad helt. Det var faktisk ret irriterende, for jeg var meget sulten. Der var intet at lave på afdelingen for personalet, så der var ingen undskyldning. Det var en lille ting måske, men summen af lignende små belastende episoder var ulidelig og det eksemplificerede hvordan de fleste ansatte opfattede os: Ikke som mennesker, men som genstande eller dyr.

Dagbog

Hvad med dig selv?

Kaffemaskinen var defekt, så personalet havde lavet kaffe til os, og da jeg skulle have en kop til morgen, hældte An op til mig. Jeg bemærkede at hun havde sit Apple watch med guldremmen på, og sagde til hende med et smil på læben: "Åh åh, du må da ikke have ur på", hvilket fik hende til at grine nervøst og glædesløst, hvilken var hendes standardrespons på alt, og sige: "Nå ja, ha ha", hvorefter hun tog det af. Det var jo "et hospital" (en kliche, personalet ofte brugte som argument for latterlige og meningsløse procedurer), så hygiejnen skulle være i top, og når de meste af personalet, især An, elskede at fluekneppe og pedantisk og nidkært håndhæve alle regler til punkt og prikke, så gik det begge veje.

A havde også sit Apple watch på, mens hun stod på handsker på og serverede morgenmad, så jeg måtte naturligvis også påpege de vigtige regler over for hende, så jeg sagde: "Ja, A, du må jo ikke have ur på, fordi det er et hospital, men jeg siger ikke noget til Per, hvis du til gengæld dropper et af dine tjeks på mig". A lavede bare en grimasse og lod som ingenting. Personalet var utroligt opmærksomme på at alle regler skulle følges - bla. at slukke kaffemaskinen og låse dørene til tv-stuen og rygegården, når der var frokost og aftensmad - men de glemte ofte selv sodavandsdåser og sakse i fællesmiljøet, hvilket var alvorligere forseelelser end at trække en kop kaffe under frokosten. Men sådan var det alle steder; personalet elskede at demonstrere magt og dominans overfor patienterne med de mest ligegyldige regler, mens de så stort på regler de skulle følge. Sådan var det bare, ja, men jeg var utroligt træt af det.

Pedantiske A

A, der lige havde set mig i fællesmiljøet, og vidste at jeg var vågen og oppe, kom og forstyrrede mig, mens jeg sad og skrev på min stue. "Der er morgenmøde", sagde hun. "Det er da først kl. 9.45", sagde jeg, "og du ved at jeg er vågen". "Ja, men jeg skal sige det", svarede kosten. "Det er flot", svarede jeg. Det blev nædt til at stoppe. Hvis alle gjorde som A, så var det 13 gange i døgnet, vi blev rutinemæssigt og unødvendigt forstyrret. A var sød som menneske, men hun var utroligt uprofessionel og kunne sjældent tænke selv. Hun var ikke umiddelbart en fare for min patientsikkerhed, fordi hun næppe skrev meget om mig og derfor ikke skrev noget, man kunne fordreje og bruge mod mig som et opdigtet sygdomstegn. A var den kvinde, jeg nogensinde havde mødt, der havde mest ADHD og samtidig opførte sig som en teenanger. An, derimod, var farlig for mig.

Giftige An

An var en ondskabsfuld person bag sit selvusikre og nervøse ydre. Jeg observerede hende til morgenmødet, som den forvirrede A forsøgte at styrre, mens An hang ind over skranken lidt væk fra bordet og hvilede sit svært overvægtige korpus på bordpladen, mens hun skiftesvist kiggede på hver af os. Dernæst gik hun ind på kontoret og sad med sin PC og skrev, og vendte herefter tilbage igen og observerede videre. Det var Ans typiske modus operandi. En klam sladrehank, der skrev negativt om os i vores journaler, hun anførte irrelevante observationer, som intet havde med psykisk sygdom eller funktionsniveau at gøre. Hun havde fuldstændig misforstået sin rolle og sit arbejde. An var farlig for vores patientsikkerhed.

Det var meget sandsynligt, at A havde fortalt An om, at jeg var utilfreds med at hun unødvendigt kom og stresse mig, og at An som min kontaktperson havde noteret det i min journal. An havde en virkelig ulækker tilgang til sit arbejde. I stedet for at tage sig sammen og gøre noget ud af sig selv, især hendes svære overvægt, brugte hun meget tid på at pille patienter ned ved at nedgøre dem i journalen. Så fik An det bedre med sig selv, ved at nedgøre andre. Det var en sygelig ting at gøre. Hun burde i stedet spise mindre og bevæge sig mere, og på den måde få større selvværd og selvtillid. Det krævede bare at man skulle anstrenge sig, og så var det lettere at misbruge sin magt til at nedgøre patienter i journalen. Der var alt for mange farlige ansatte som An i retspsykiatrien, der intet var ude i samfundet og som kun kunne hævde sig overfor sagesløse patienter.

Væk hurtigst muligt

På grund af personlighedsforstyrrede ansatte som A og An var det vigtigt for mig at komme væk fra afdelingen hurtigst muligt. For som psykisk rask var deres pedantiske magtdemonstrationer tiltagende ulidelige. Cheflægen vidste, at jeg intet psykisk fejlede og at jeg var psykisk normal og ikke hørte til på en retspsykiatrisk afdeling. Han vidste, at jeg i værste fald skulle have haft en almindelig straf, samt at jeg allerede havde siddet 8 måneder i varetægt i Vestre i alt, hvilket var dobbelt så længe som den maksimale almindelige straf var, og derfor allerede var straffet dobbelt så længe. Nu havde jeg dertil siddet i halvanden måned indespærret på afdelingen. Det var helt uproportionalt. Det vidste Per og han gjorde halvhjertet hvad han kunne for at minimere hans kollegers fejl og skader.

Bedre med robotter

Problemet var, at Cheflægens personale for de flestes vedkommende ikke var klar over dette. De kørte på rutinen og var ikke i stand til eller gad bare ikke bruge deres faglighed til at behandlie de indlagte individuelt. Det krævede, at man brugte hjernen og det var ingen interesseret i, for det var besværligt. Så det, de i stedet gjorde, var at håndhæve alle patienter efter regler og procedurer. Dermed brugte ingen af dem deres faglighed og alle andre, herunder robotter, kunne overtage deres job.

Infantillitet i sportsgården

Kl. 11 var der kongespil i sportsgården. Jeg var glad for at jeg havde uledsaget udgang på det tidspunkt. Det var så utroligt barnligt, ligesom perleplader og puslespil, det var ydmygende og jeg gad simpelthen ikke. Jeg overlevede kun opholdet på afdelingen fordi jeg skrev dagbog og kunne få afløb for mine frustrationer på den måde. Alle andre fik antipsykotika i massiv grad, hvilket gjorde dem passive og ugidelige, hvilket var den eneste grund til at ingen gik amok over personalets nedværdigende behandling.

Uledsaget udgang

Da jeg var nødt til at komme væk fra afdelingen, gik jeg på uledsaget udgang allerede kl. 10.50. Jeg bad A om at lægge frokost tilside til mig, men det ville hun ikke, da en varm, foliepakket ret ikke måtte stå i en time til jeg returnerede. Jeg bestilte derfor to sandwitches og en salat, hvilket ikke blev sundhedsskadeligt på en time. Jeg var på biblioteket og det var kraftitg solskinsvejr, så jeg gik direkte tilbage til afdelingen igen, men der var kun lagt én enkelt sandwich fra til mig, ikke to og ikke noget salat. Smålighed. Personalet spiste jo selv patientmad gratis hele tiden.

Træning

Jeg nåede heldigvis til træning og i dag var det ryg og biceps.

Billede. Efter træningen. I dette øjeblik lige efter hård fysisk aktivitet og inden badet, uden personalet kom rendende, var det ok at være indespærret på afdelingen. Desværre varede det kun få minutter og så var det psykisk nedbrydende og ydmygende at være her.

Mine venner

Foruden min kæreste, talte jeg også regelmæssigt med mine barndomsvenner. Nu var der flere vidner end i mange år før og vidnerne var alle hæderlige, lovlydige, absolut normale og meget ressourcefulde, og havde hverisær et stort netværk. Deres familier kendte mig også indgående og fulgte med i min skæbne. Det var mit bedste bolværk mod yderligere overgreb og mishandling i psykiatrien.

Eftermiddagsmøde

Det var Rasmus, der stod for eftermiddagsmødet og han glemte at fortælle os hvem vores kontaktpersoner var. Jeg tilmeldte mig fitness kl. 18.30 i aften. I går stod han også for dette møde hvor jeg meldte mig til ledsaget udgang til Netto, men fordi Rasmus ikke havde styr på sit arbejde, måtte det aflyses, ikke fordi der var travlt, men fordi han var en dårlig planlægger.

Aftentræning

Trænede biceps i ca. 20 minutter i fitnesslokalet. Retspsykiatrien i Slagelse var et femstjernet fængsel, med de bedste facilliteter, jeg havde oplevet. Her var psykiatrien alt andet end udsultet.

Sikringen

Jeg læste videre i Jesper Krags bog om Sikringen. Jeg havde læst den tidligere, men det var længe siden.

Samtale med kæreste

Jeg talte i telefon med min kæreste om aftenen. Vi talte sammen hver eneste dag og hun besøgte mig de fleste af ugens dage. Hun vidste, at jeg altid var og havde været psykisk helt normal og det havde været rædselsfuldt for hende at overvære retssagen, hvor en gammmel mand, der kaldte sig dommer, havde dømt mig sindssyg, selvom alle kunne se og høre, at jeg var normal. Ligesom jeg selv, gav hun aldrig op og hun ville ikke tillade at jeg blev udsat for overgreb og tvangsmedicinering hér. Bag sig havde hun et stort og ressourcefuldt netværk, som hun løbende informerede om mig og som også fulgte med på sidelinen.

Bombning i Iran

Jeg skrev kun dette for at dokumentere, at jeg fulgte med i hvad, der foregik i omverdenen, hver dag. Det var vigtigt fordi det var endnu et klart tegn på normalitet. At Iran ikke fik udviklet atomvåben, var i Vestens klare interesse, så de fleste var lykkedelige for hvad Israel havde gjort af tvingende nødvendighed, men man var ikke så hurtige til at glæde sig over det offentligt.

Snagerunden

Da Rasmus kom for at spritte dørhåndtag af, bankede han på, som var det politiet, der skulle hurtigt ind og ransage på øjemed. Jeg fik et shock og bad ham venligt, om han og hans kolleger ikke var søde næste gang ikke at banke på så hårdt eller faktisk bare undlade at banke på og komme ind. Det ville han gerne, sagde han og vi ønskede hinanden godnat. Det var ligegyldigt for mig at personalet bankede på, for at kom altid ind straks efter uanset hvad alligevel, og den banken stressede mig meget.

A

A havde igen brækket sig flere gange i rygehaven, og gået rundt og forsøgt at nasse smøger af de andre patienter på en meget pågående måde.

Frygt for lægesamtale

Jeg både frygtede næste lægesamtale og var vred på mig selv fordi jeg frygtede den. Ville jeg blive udsat for repressalier fra Cheflægen? Både min kæreste og jeg havde under retssagen hørt anklageren sige, at selvom det var en tidsubestemt behandlingsdom under indlæggelse, så kunne varigheden jo godt være én - halvanden måned og det ville jeg fortælle Cheflægen til samtalen. Det var så ubehageligt med de lægesamtaler. Jeg havde altid hadet dem som pesten og det var psykisk tortur for mig. Cheflægen havde ubegrænset magt over mig, og det var skræmmende at tænke på.

Dagbog

Perleplader

Billeder. Det var lidt grovkornet humor med perlepladerne: Der var kanyler med tvangsmedicin og 'psykiatri'-stjerner, som dem med hhv. A-domme (anbringelsesdomme) og B-domme (behandlingsdomme) skulle bære på tøjet, samt en perleplade-Rorschach test nr. 2. Det var en joke, jeg lavede Rorschach som perleplade, nøjagtigt ligesom Rorschach testen selv. Alle, der anvendte Rorschach test i professionel henseende, var kvaksalvere, der ødelagde mennesker med pseudo-videnskab.

Frygten for hverdagen

Weekenderne på retspsykiatrisk var ulideligt og deprimerende kedelige, mens hverdagene var præget af trættende aktiviteter og den konstante frygt for pludseligt at blive kaldt ind til lægesamtale. Det drænede mig fuldstændigt, det var meget nedbrydende og jeg interesserede mig ikke for noget længere. Det var perspektivløst, meningsløst, der var ingen slutdato og jeg havde mistet alt. Jeg havde meget svært ved at forstå, hvorfor det kunne ske i et land som Danmark. Hvorfor gjorde ingen noget? Jeg hørte jo ikke til hér og jeg havde rådnet rigeligt op allerede. Jeg kunne selvfølgelig aldrig tilgive, at ingen stoppede den tortur. Sad der en psykopatisk medarbejder i Region Hovedstaden og fulgte med i alt, jeg skrev for at tage det ud af konteksten, forvandske det og bruge det mod mig til at udsætte mig for endnu et justitsmord? Det var jo det, der var sket ift. retssagen. Det var nogle svin i Region Hovedstadens skyld at jeg nu rådnede op som rask.

En søvnløs nat med rumminationer

Jeg var træt nu kl. 21.15 og ville snart falde i søvn, men jeg vidste, at jeg ville blive vækket af nattevagten på et af de meningsløse tilsyn og ligge vågen i et par timer og tænke om hvor udsigtsløst det hele var. Det var tortur at jeg rådnede op her og ingen fremtid havde og det var tortur at skulle frygte næste lægesamtale med Chfelægen. Det var forrykt at det kunne finde sted. Bortset fra mine venner og kæreste, var alle de talrige, der vidste, hvad der foregik, ligeglade. De vidste at det var helt galt, men ingen gjorde noget. Det svigt kunne og ville jeg aldrig glemme eller tilgive. At Cheflægen og alle hans ansatte vidste, at jeg var rask, men at ikke en eneste af dem gjorde det rigtige. Jeg var meget vred på alle de passive vidner. Og når jeg vågnede igen om få timer, var der kun én ting, jeg kunne tænke på, som gjorde at jeg kunne falde i søvn igen. Det var min plan. Men det kunne jeg ikke skrive hér. Det holdt jeg for mig selv.

Dagbog

Stress med stress på

Første unødvendig stresser var N, der bankede hårdt på min dør og gik ind på stuen, mens jeg var i bad. Da jeg efterfølgende kom ud i fællesmiljøet, sagde N at det handlede om personale-patientmødet senere, en ligegyldig oplysning, der ikke havde været grund til at give mig. Jeg gjorde grundigt rent på min stue og badet, som jeg plejede hver mandag, onsdag og fredag, og derefter ind igen og lagde mig, da jeg var dødtræt. Pludseligt bankede det endnu hårdere på og rengøringen stak hovedet ind og ville bare høre, om der var noget, jeg havde problemer med at få gjort rent. Hvad var nu det var et mærkeligt spærgsmål? Selvfølgelig var der ikke det, og de vidste jo godt at jeg gjorde rent og de havde flere gange før godkendt mit arbejde, som der intet var at sætte en finger på. Idiot.

Svømning

Jeg måtte opgive at sove og var ret træt. Der var svømning i basinet kl. 10.00, og jeg blev hentet af fysioterapeut J og sammen med sygeplejerske F gik vi derned. På vejen ville J høre, hvorfor jeg ikke havde rent tøj med. Jeg blev irriteret og fortalte ham, at jeg både havde været i bad forinden og iført mit helt rent tøj, vasket i går, hvorfor det ikke gav mening. Nå ja, det var bare fordi de andre plejede at have snavset tøj på derned og skifte til rent efter svømningen. Jeg var ikke som de andre, da jeg var åbenlyst rask og soigneret og ikke fik antipsykotisk medicin, men det sagde jeg dog ikke.

Forebyggelse

Det var lidt akavet for mig at F skulle sidde i svømmehallen med J og dermed se mig kun iført badebukser, men fred være med det. Jeg svømmede det,jeg plejede og gik op igen. Tilbage på afdelingen ville jeg forfærdeligt gerne sove, så jeg gik for en sikkerheds skyld hen til personalekontoret og spurgte efter N, som ikke var der, og bad de andre sige til hende, at hun gerne måtte sige det til mig nu, før jeg lagde mig ind og hvilede mig, hvis der var noget, hun brændte inde mig, som hun ville fortælle mig. J, der sad ved bordet grinede og sagde, at det var et godt forsøg. Han var også meget træt af at blive forstyrret hele tiden af personalet.

Personale-patientmøde

Jeg nåede desværre ikke at slappe af længe før der var patient-personalemøde. Der var pålæg og rugbrød, fremfor den sædvanlige frokost, hvilket var en forværring. Personalet havde sat alle bordene sammen og mens vi spiste gennemgik N punkterne. Det var noget med et ønske om nye spil, om at tre indlagte inkl. ut. havde ventet i ugevis på en fjernbetjening, der duede, samt at der var ulækkert i rygehaven. Det var hurtigt overstået.

Uledsaget udgang til PureGym

Nogen havde ringet til mig flere gange, men jeg var for stresset til at tale i telefon og ville være i fred, så jeg slukkede for mobilen og gik til PureGym i City 3 i Slagelse. Det var varmt og blæsende på samme tid. Jeg trænede bryst og triceps og gik tilbage igen til afdelingen. Jeg var meget træt og spurgte derfor sygeplejerske K, om hun var sød at afvise alle, der måtte ringe til afdelingen mhp. at tale med mig. Jeg var megt træt og ville bare gerne være i fred, uanset hvem, der end måtte ringe. Drt skulle hun nok, sagde hun. På vej ned til afdelingen på gangen talte vi om det lumre vejr de sidste par dage, og K sagde til min overraskelse, at hun havde arbejdet i sin have i går og var blevet "helt svedig under patterne". Vildt nok, men ikke noget, jeg havde lyst til at køre videre på, så jeg skiftede emne.

Netop da jeg havde lagt mig til at sove på min stue, hamrede sosu L på døren og havde afdelingens mobil i hånden, fordi der var opkald til mig. Jeg sagde at jeg ville være i fred og prøvede at sove, og hun gik igen. Jeg kunne alligevel ikke falde i søvn nu og gik derfor ud i fællesmiljøet og hen til de tre ansatte, der sad ved bordet og sagde, at jeg under ingen omstændigheder ville besvare nogen som helst opkald, om så det var Gud, paven eller Cheflægen, der ringede. Nu måtte det fucking stoppe, men det sidste sagde jeg ikke.

Ved afspritningsrunden spurgte min kontaktperson N mig om, om jeg var ok, fordi jeg havde sagt det tidligere. Hun var sød og fornuftig, så jeg sagde det, som det var, at jeg bare gerne ville være i fred og slappe af og at jeg havde det rigtigt godt, og at hun ikke skulle være bekymret, for unødvendige bekymringer var vejen til helvede. Ok, sagde hun, hun var ikke bekymret som sådan, hun ville bare vide, om jeg var ok. Det forsikrede jeg hende om, at jeg var. Efter hun gik, tænkte jeg, hvor åndssvagt det var at hun havde spurgt om det, selvom det var i bedste mening, for som et normalt menneske, burde det ikke give anledning til bekymring for andre, at man gerne ville frabede sig forstyrrelser, det var helt normalt. Men alt der skete på en retspsykiatrisk afdeling var genstand for ekstrem opmærksomhed, oftest ubegrundet, men som kunne misforståes og medføre falsk sygeliggørelse.

Had & Håbløshed

Jeg hadede at være på afdelingen og jeg havde intet håb tilbage. Det var tortur og Cheflægen måtte stoppe det. I går var jeg igen blevet vækket af nattevagten på sin runde og havde ligget vågen i flere timer. Det ville helt sikkert gentage sig. Fordi det var tortur. Og ingen forstod hvordan det var, på nær de andre indlagte. Min kæreste var bange for at genere Cheflægen med at sende ham en mail, hvor hun udbad sig en konkret plan for mit forløb. Hun var bange for at han ville straffe mig, hvis hun gjorde det. Jeg ville selvfølgelig ikke insistere på at hun gjorde det alligevel, hvis hun ikke havde lyst. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg allerede havde skrevet til Cheflægen om at det var ulideligt for mig at være indlagt på afdelingen, hvor jeg bare rådnede op som rask, uden slutdato. Altså at det ikke spillede nogen rolle at hun skrev høfligt til ham, fordi jeg havde skrevet mindre høfligt og mere eksplicit forinden. Jeg ville ikke gøre hende mere skræmt, og jeg ville ud fra lorte-afdelingen hurtigst muligt, fordi det var ulideligt for mig at være her. Og min erfaring sagde mig, at ingen kunne sætte sig ind i hvor uudholdeligt det var at være indlagt, fraset de indlagte selv.

Billeder. Jeg gjorde rent på værelset i dag, som jeg plejede. Jeg havde opsat de dagbogsnotater på opslagstavlen, jeg havde indskrevet.

Billede. Man kunne på billedet på PC'en ane den vejgøg, jeg havde skrevet om tidligere.

Billede. Træning i PureGym i dag.

Jeg var uendelig træt af hele dette cirkus. Nogen skulle tænke sig meget grundigt om og indse, at det måtte ophøre straks. Man kunne skræmme og true mig til at sige eller undlade at sige hvad som helst, men det betød ikke, at jeg mente det. Min holdning til alt, der var sket og hvad, der burde gøres og blev gjort en dag, var uændret. Intet havde ændret sig for mig. Absout intet. Jeg vidste hvad bødlerne havde gjort og at det var mig, der var ofret og dem, der var kriminelle psykopater. Det var virkeligheden, og ingen kunne true mig til at fornægte virkeligheden.

Tanker og strategi

Jeg var og havde været alene i alt for mange år. Det var ingen, der virkelig forstod mig og havde svært ved acceptere, for det burde være muligt at sætte sig ind i min situation. Nu var jeg ligeglad med livet. Mit mål var dette: At skrive min dagbog ind og sørge for at hele verden læste den. Jeg kunne nøjes med at mange danskere læste den, for jeg var sikker på at man ville kunne forstå mig, hvis jeg var i stand til at formidle den ordentligt. Formålet med mit liv var nu det. Alt vsr taget fra mig, nu var der kun det tilbage.

Region Hovedstaden læser med

Jeg erfarede under retssagen, at nogen i Region Hovedstaden læste alt jeg skrev hver dag og misbruge det til at få mig udsat for det aktuelle justitsmord. Det var meget alvorligt kriminelt at gøre. g jeg håbede at de forsatte mig at smugkigge, for det var en skræpende omstændighed.

Dagbog

Undersøgelse af somatisk læge

Den somatiske læge, Frederik, tilså mine kuskefingre og skrev mig op til kirurgisk vurdering.

E-bike

Jeg skrev i det fælles beskefelt, at "Ballings Banditter var i sadlen og klar!" og vandt igen løbet. Men det var umanerlig hårdt og jeg dryppede af sved og var kvæstet bagefter.

Madlavning

Sammen med patient K og fysioterapeut L, lavede vi en lækker gryderet, mens Ma og Mar kiggede på.

Uledsaget udgang til bibliotek og Netto

Jeg var for træt til at træne, så jeg gik i Netto og på biblioteket bagefter, afleverede bøger og lånte nye.

Barndomsven bestilt besøg på torsdag

Lægesamtale med Cheflægen

Uventet, men kortvarig og behagelig. Jeg fik 6 timers uledsaget udgang med min kæreste i morgen.

Billede. "Slagelse er en plagelse", skulle H. C. Andersen have sagt, men jeg kunne efterhånden godt lide 'Vestsjællands Paris'.

Billede. Bøger, jeg lånte.

Billede. Jeg lå og slappede af i skyggen før jeg skulle tilbage på afdelingen.

Billeder. Retslægerådets måde at finde den rette straf til psykisk syge kriminelle.

Søvnløs igen

Jeg vågnede igen efter få timers søvn og lå vågen i flere timer mens jeg tænkte på at jeg snart fyldte 44 og mit liv var forbi og spildt. Det var enkelte personer der havde ødelagt mit liv. Nu var der intet tilbage. Jeg interesserede mig ikke for noget længere. Mit vidnesbyrd skulle udgives, det var det eneste, jeg levede for. Livet skulle bare overståes. Det var ingen ny begyndelse, det var noget vrøvl. Danmark havde svigtet utilgiveligt. Det skulle ikke blive glemt.

Dagbog

Region Sjælland vs. Region Hovedstaden

Jeg havde indtil videre, alt andet lige, kun oplevet en korrekt 'behandling' i Region Sjællands regi. Det modsatte var tilfældet hvad angik Region Hovedstaden. Psykiatrien i Region Hovedstaden var den formentlig mest defekte i Kongeriget. Ikke blot havde psykiatere i Region Hovedstaden udsat mig for bevidste fejldiagnoser, overgreb og mishandling, regionens medarbejdere havde tilmed dækket over disse psykiateres særdeles grove stillingsmisbrug og pligtforsømmelser i årevis, trods massiv dokumentation herfor, herunder flere af regionens egne overlægers vidnesbyrd om deres kollegers alvorlige fejl.

Men der stoppede Region Hovedstadens grove kriminallitet ikke; regionens ansatte havde derudover dagligt fulgt med i alt, jeg skrev på min private blog til eget brug og skyndt sig at tage skærmbilleder af teksten, inden jeg slettede den igen kort efter, og det havde man bevidst forvandsket og misbrugt til at få mig idømt endnu et justitsmord. Sådan foregik det i Region Hovedstaden og i Region Hovedstadens Psykiatri. Sådan lod det ikke til at foregå i Region Sjælland.

Danske Advokater til grin

Jeg havde ialt haft syv advokater til at forsvare mig og varetage mine interesser. Salæret til advokaterne var astronomisk højt og ubetaleligt. Jeg var ruineret og havde en gæld til advokaterne i sagsomkostninger, som jeg aldrig kunne betale tilbage, og samtidig sultede jeg hver måned, når jeg ikke var indespærret, fordi jeg var tvunget arbejdsløs og fattig. Hvad havde jeg fået for alle de penge? Intet. Absolut intet. Ingen advokat havde ændret noget som helst til det bedre, jeg var hver eneste gang blevet straffet hårdest muligt og helt uretfærdigt idømt flere justitsmord til trods for de dygtige såkaldte advokater.

Jeg havde tigget og bedt alle advokater (samt gratis retshjælpsordninger) om at hjælpe mig med at generhverve min autorisation som læge, herunder min aktuelle advokat. Ingen havde gidet at gøre det. Jeg havde bedt samtlige advokater om at anke alle domme til højeste instans (fraset min aktuelle, da jeg havde opgivet retsvæsenet) og ingen havde gjort det. Jeg havde bedt samtlige advokater om at hjælpe mig med at få min sag for Den Særlige Klageret eller Menneskerettighedsdomstolen og ikke én eneste - heller ikke min aktuelle advokat - havde gjort det. Konklusionen var, at danske forsvarsadvokater var spild af penge og at retssamfundet var defekt. Danske Advokater var ikke bare til grin, de var dybt skadelige for mig, amoralske og magelige. De var dygtige skuespillere, når de forsikrede om at de nok skulle gøre alt, de kunne, men de løj.

Uledsaget udgang

Jeg havde udledsaget udgang i dag og var sammen med min kæreste og Musse hele tiden. Det var fantastisk og samtidig grotesk, at jeg ikke havde været hjemme i et halvt år pga. justitsmordet og de falske anklager. Jeg havde meget svært ved at fatte interesse for noget længere. Efter så mange års mishandling af ulækre læger og offentligt ansatte, virkede alt ligegyldigt. Om jeg var i live eller død virkede som det samme. Det var ikke en 'endogen' tilstand - det var noget, andre mennesker bevidst havde forårsaget.

Billede. Jeg lavede en 'diagnoseterning' som origami til aften, efter jeg kom tilbage fra uledsaget udgang. Jeg havde tænkt over at lave sådan en terning flere gange, men aldrig fået det gjort. En diagnoseterning og en nip-napper kunne erstatte 50% af samtlige psykiatere i Danmark og ingen ville opleve en forskel.

Dagbog

Besøg af barndomsven

Jeg havde besøg af en af mine barndomsvenner, som var min bedste ven og som havde bevidnet bødlernes fejldiagnoser og umenneskelige behandling af mig på bla. J81 i Glostrup og R3 på Sankt Hans Hospital, og som vidste at jeg altid havde været psykisk normal. Politiet og anklagemyndigheden havde nægtet at afhøre ham som vidne, selvom han meget gerne ville have gjort det. De bødler, som dikterede til Cheflægen, hvordan han skulle 'behandle' mig, havde min ven set mishandle mig og han vidste, at de var virkelige kriminelle. Det var fantastisk at se ham, også selvom Am skulle sidde i baggrunden med sin PC og skrive ned, hvad vi talte om, fordi det var første besøg. Jeg havde talt i telefon med ham mange gange, men ikke set ham fysisk før i dag. Sådan var det også med min anden barndomsven, som også var førstehåndsvidne til bødlernes overgreb mod mig og som man heller ikke gad at afhøre som vidne.

På tværs

Når ens liv var smadret af psykiatere, man var blevet løjet syg og havde mistet alt, man havde, når man kun havde sin krop og sind og en smule tøj tilbage, så kunne man jo godt blive en smule vrangvillig, når ens retspsykiater også krævede, at man skiftede navn. Når der kun var latente trusler om behandlingsmæssige repressalier og intet at vinde ved at udslette den sidste offentlige rest af identitet - sit navn - så blev det for meget. Skulle jeg gøre det, selv om jeg ikke havde lyst, så skulle der være en væsentlig modydelse til gengæld, ellers blev det et nej fra mig af. Hvorfor skulle jeg dog forsvinde fra jordens overflade og blive totalt anonym? Var det ligesom et vidnebeskyttelsesprogram, hvor jeg måtte slette hele min fortid, 43 års liv, for at undgå at blive udsat for vold og trusler?

Nej. Nej, nej, nej. Jeg frygtede jo ikke mine bødler eller nogen af de modstandere, der havde ødelagt mit liv. Det var ikke for min skyld, at jeg skulle ændre navn, jeg havde ikke behov for at skjule mig for nogen som helst, især ikke magtliderlige gamle kællinger og stoddere, der var medlemmer af Lægeforeningen. Desuden var min plan at udgive denne blog hhv. dagbog som rigtige bøger, hvorfor det alligevel var omsonst at ændre navn.

Bødlerne dikterede Cheflægens krav

At jeg af Cheflægen allerede under første samtale med ham fik besked på at ændre navn, før han havde lært mig at kende, sandsynliggjorde, at det var 'medlemmer fra Lægeforeningen', der havde dikteret navneskiftet - at han var blevt kontaktet af dem havde han selv fortalt mig. Noget for noget. I forhold til iværksættelse af tvangsmedicinering som straf for at være 'på tværs', så var jeg ligeglad. Det ændrede alligevel intet som helst.

Lægesamtale med Cheflægen

Så var der lægesamtale med Cheflægen kl. 14.30 i dag med deltagelse af Am og Ni. Cheflægen var mere skarp og mindre smilende til samtalen, men måske var det fordi han trængte rigtig meget til den ferie, han havde i næste uge. Jeg var stadig stavnsbundet på den måde, at jeg ikke måtte tage til København eller Nordsjælland, fordi det var der, hvor mine bædler boede, og bødlerne havde manipuleret og løjet Cheflægen og retsvæsenet til at tro, at jeg var skyldig og de var ofre, hvor det i virkeligheden forholdt sig diametralt omvendt: Anmelderne var bødler, de var kriminelle, som havde ødelagt mit liv og jeg var deres offer. Det var ren gaslighting at de fremstillede mig, som de gjorde og desværre var Cheflægen dum nok til at falde for deres løgne eller også var han ligeglad.

Ikke imponeret over Ni

Sygeplejerske Ni, der var med til samtalen, var venlig og havde en acceptabel faglig standard, men jeg var ikke spor imponeret over hendes evner, på ingen måde faktisk, jeg var træt af hendes overformynderiske attitude og det var ydmygende at hun sad og opførte sig magtliderligt og som en autoritet. Det var hun ikke. Hun kunne intet, som jeg var imponeret over, hun havde ingen erfaring eller kunnen, som berettigede hende til at føre sig frem på den nedladende måde, hun gjorde, men jeg var tvunget til at lytte respektfuldt på hendes vrøvl.

Cheflægen vidste, ligesom Peter Jantzen, at jeg var psykisk normal og at dommen var åbenbart eklatant forkert. Det korrekte at gøre var, at acceptere det og udskrive mig og ophæve min dom. Men det gjorde Cheflægen ikke. I stedet underlagde han mig usaglige og ubegrundede restriktioner, som intet havde med psykiatri at gøre og som krænkede mine basale rettigheder og han var en dukke, som mine bødler havde deres hænder dybt oppe i, så de kunne styre ham som en robot. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at optage alle samtaler med Cheflægen og andre ansatte på afdelingen og senere offentliggøre dem på de sociale medier. Det var sikkert og vist.. Cheflægen vrøvlede ikke om at jeg skulle skifte navn og han måtte også acceptere, at jeg ikke gad hans sygeliggørende IPS-pis.

Transskription af dagbog

Jeg kunne gennem den lukkede dør høre at patienterne og personalet spillede Partner. Det var relativt lydt på afdelingen, så selv når de kastede terninger, kunne jeg høre det. Måske kunne de ogsåhøre, at jeg sad og indtalte min dagbog fra Vestre Fængsel til Google Docs? Jeg fik indtalt et par sider til, mens de i fællesmiljøet spillede som var det et fritidshjem. Jeg kunne sagtens forstå de patienter, der deltog i de infantile aktiviteter, for det havde jeg selv gjort af ren kedsomhed og det var bedre end at sidde og stirre ud i luften, hvis jeg gjorde i timevis hver dag omkring bordet med de andre.

Cheflægen havde en plan med mig og han nægtede at udskrive mig før jeg havde et job, for han ville ikke risikere, at jeg rendte rundt uden at have noget at lave. Det var dels grotesk usagligt og dels løgn, for jeg havde masser at lave, men hvis samfundet gerne ville betale 10000 per dag for at jeg rådnede op på afdelingen, selv om jeg var totalt rask og alle vidste det, herunder især Cheflægen, og mens der var langt ventetliste til en plads til folk der faktisk var sindssyge - ja, så fred være med det. For jeg havde også en plan og første del af den var at indskrive de ca. 340 siders dagbog.

Billeder. På vej tilbage efter uledsaget udgang.

Ligeglad med livet

Cheflægen sagde ordret til samtalen at jeg skulle forsvinde helt. Ham sagde det med et smil på læben og det han mente var at mine bødler - kriminelle læger - ikke havde lyst til at blive mindet om deres forbrydelser ved at høre mit navn og især ikke via pressen. Men det var præcis hvad jeg ville sørge for skete. Jeg var da ligeglad, for jeg var ligeglad med livet. Det var ulækkert og nedværdigende at Cheflægen sagde han ville hjælpe mig, at det var det han fik løn for. Blad bla bla, løgn og latin. Cheflægen var ikke min ven og han hjalp mig på ingen måde. Ham hjalp mine bødler.

Dagbog

A

Det defekte skravl af en somalier skabte sig i forgårs, da han omkring midnat vækkede flere af de indlagte ved at råbe og skrige i sin telefon og da det blev ved, og forhindrede mig i at sove, gik jeg ud og hen til personalet og sagde til dem at de skulle få A til at holde sin kæft. Det gjorde de og det fik idioten til at flippe ud, men holdt kæft det gjorde han.

Bange personale

Alle hadede A, fordi han dels var et beskidt svin og dels larmede konstant. Han befandt sig i fællesmiljøet dagen lang og var nu begyndt at lytte til musik på sin mobil på høj styrke, hvilket generede alle andre og han kunne ikke finde ud af at bruge høretelefoner, fordi han var retarderet. Det spedalske misfoster, som manglede flere finge på den ene hånd og de fleste af sine tænder, spillede igen musik på mobilen til frokost, og da personalet ikke gad korrigere ham, gjorde jeg det. Han fik et raserianfald, så risen stod ud af munden på ham, og han råbte "nej, jeg vil ikke!" til at skrue ned for musikken, men jeg sagde stille og roligt at han skulle og det sagde han ikke noget til, for han vidste godt at han var underlegen, så han styrtede i stedet ned på sin stue, som var han en to-årig, selvom han var 49 år gammel.

A vendte senere tilbage og var i sit normale lallaglade humør, som var intet hændt. Sådan var han åbenbart. Han kunne råbe og blive meget arrig, men han var så usselt og stupidt et minus-individ, et sølle skrog, som vidste, at han var den svageste, at jeg ikke engang kunne blive rigtig vred på ham. Jeg fik bagefter fat i Am og sagde til hende, at det var irriterende for ikke kun mig, men alle andre, at A larmede så meget, og at det ikke nyttede noget, at personalet ikke gad eller turde korrigere A, når han forpestede fællesmiljet, samt at det ikke skulle være de indlagtes opgave. Jeg blev ved med at korrigere A. Det var forkert at personalet var berøringsangste overfor As teatertorden.

Kongen har forladt afdelingen

J sad og græd på sin sædvanlige plads ved bordet i fællesmiljøet og Am forsøgte at trøste ham. Dt var voldsomt og hjerteskærende at se et menneske, der var blevet ødelagt uberettiget af retspsykiatrien, fysisk og psykisk, og som snart ville dø af bivirkningerne til tvangsmedicinen, han ikke havde brug for, selvom han kun var i slut 40'erne. J græd fordi han netop havde fået overbragt nyheden om, at han skulle flytte afdeling inden for en time. Han havde været indlagt i 5 år og 8 måneder på denne afdeling, han var en samlende figur i meget positiv betydning, han kendte personalet og havde et tæt og godt forhold til dem, han havde ingen pårørende tilbage og de ansatte var dem, der kom tættest på. Og nu havde han uden varsel og uden begrundelse fået besked på at han skulle hen på en anden afdeling.

Vi var alle fortørnede og kede af, at J skulle væk, selv plejepersonalet var uforstående overfor beslutningen. Det var så uretfærdigt overfor J, som var rådnet op i så mange år fordi han havde truet en ansat på et bosted med en skruetrækker. Det var en meget banal sag og han havde bødet helt vildt uproportionalt for det. J havde opgivet livet og talte åbent om at han ønskede at dø, fordi hans forløb var så udsigtsløst. J forsøgte aktivt og bevidst at begå selvmord ved at æde sig ihjel og det var tæt på at lykkedes for ham. Forleden sad J og spiste morgenmad. Han havde smurt et tykt lag Nutella på to stykker lyst toast og ovenpå havde han lagt pålægchokolade. Den anden J sagde: "Du dø af det, J". J svarede: "Jeg ved det godt, men jeg har opgivet".

Det var en rædselsfuld og ufortjent skæbne, J havde fået. Det gjorde ondt at tænke på, hvordan J var blevet behanlet, det var en skandale og ingen anede at J blev aflivet af retspsykiatrien. På nær alle ansatte og patienter på afdelingen. Ingen ansatte turde sige fra og redde J. Vi patienter havde italesat Js livsfarlige behandling overfor personalet flere gange, men vi vidste godt, at det ingen effekt havde at det var os, der gjorde det. Jeg huskede J og selvom jeg selvfølgelig ikke kunne gøre noget som helst for ham og selvom han snart var død af bivirkninger af tvangsmedicinen, så kunne jeg måske bidrage til at J og hans uretfærdige skæbne ikke blev glemt. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg intet gjorde, hvis jeg var lige så fej som alle andre.

Ny stue

Jeg fik Js stue, som var nr. 8, som var på den anden og køligere side end min nu tidligere stue, som var nr. 5. Js stue var en del mindre, men til gengæld var den køligere, den var i den stille ende af afdelingen og der var en fjernbetjening, så jeg nu kunne se TV modsat på stue 5. Ca. 10 meter fra mit vindue, var sengestuerne på naboafdelingen, og herimellem var der en 'biodiversitet' have, med masser af krat, træer og højt græs i ét stort kaos. I bytte for J fik vi en patient fra den anden afdeling, og han virkede stille og rolig. Jeg havde et svagt håb for J og det var måske årsagen til at han blev flyttet: J havde et meget anstrengt forhold til begge psykiatere og det betød måske at han ikke kom videre, men rådnede op.

Måske havde psykiaterne indset dette og flyttede J, så han kunne starte med en anden psykiater, han måske bedre syntes om og som han kunne samarbejde bedre med, så han måske kunne få flere friheder, inden han snart døde. Selvom J var blevt slet behandlet, var han ikke uskyldigheden selv (men hvem var det?), han havde truet psykiateren, så vidt jeg vidste, hvilket aldrig var befordrende for ens opnåelse af frihed og han havde ikke benyttet den mulighed han havde for at få ledsaget udgang i tre timer to gange om ugen. Det sidste var essentielt, hvis man ville videre i processen og ud i friheden en dag: Man skulle bruge alle de muligheder man havde for udgang mv. J havde desværre opgivet og derfor havde han ikke gjort det og så ville han aldrig opnå noget som helst.

Træning

Jeg trænede ryg, biceps og lænd i dag.

Møde med socialrådgiver

Jeg havde et møde med Ditte, som var socialrådgiver, til formiddag.

Uledsaget udgang til bibliotek

Det var ret varmt allerede i dag og det blev 30 grader på søndag, og afdelingen var elendig lige på det med indetemperaturen, så der blev hurtigt forbavsende hedt på afdelingen. Men det var også varmt uden for murene, selv hen ad aftenen, da jeg gik afsted. Jeg satte mig på en bænk i skyggen og dikterede flere siders dagbog til Google Docs, før jeg vendte tilbage igen. Der var dejligt svalt på min stue, modsat på modsatte side af gangen, så det var et godt bytte for mig. Men stakkels J! Jeg håbede virkelig på det bedste for ham.

Hvorfor?

Jeg tænkte stadig hver dag på, hvorfor alt dette var sket? Hvorfor havde man ikke bare givet mig min autorisation igen for flere år siden? Jeg var jo godkendt til at arbejde allerede i 2017 og jeg havde aldrig fejlbehandlet nogen. Hvorfor trorde man, at jeg ikke ville blive utilfreds med at miste alt på løgne? Hvorfor rådnede jeg op på en retspsykiatrisk afdeling, som rask? Hvorfor gjorde ingen offentligt ansatte noget, selvom utallige vidste, hvad jeg var udsat for? Hvorfor havde jeg aldrig brugt andet end ord, når nu mit liv var ødelagt uanset hvad jeg havde gjort? Hvorfor var der ingen, der forstod mig og min uholdbare situation? Hvorfor havde politiet og anklagemyndigheden udsat mig for flere justitsmord med vilje? Det var umuligt ikke at reflektere over dette og mere til, når jeg lå i sengen på stuen om natten og døde mere og mere hver dag. Det havde krævet så utroligt lidt at undgå alt dette i at ske, men ingen havde gidet at gøre det.

Stress-regime

Kl. kvart over 21 var der snagerunde, hvor vi blev forstyrret på stuerne uden grund. Kl. lidt over 22 åbnede en idiot fra personalet min dør og forstyrrede uden grund. Jeg lod som om jeg sov og havde ryggen til døren, så jeg så ikke hvem det var. Og kl. 00 kom nattevagten første gang og forstyrrende mig uden grund. Det var meget belastende og psykisk terror. Det var rædselsfuldt og skulle stoppe.

Dagbog

Anmasende sosu-elever

Der var et cykelevent i dag, hvor man kunne cykle på afdelingens kondicykel for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse og det var et godt formål og alt det dér, men af de 12 indlagte var vi kun tre, der var vågne til morgenmødet og jeg var den eneste, der kunne magte at cykle af os tre. Jeg skulle deltage i E-bike kl. 13.15, som var meget hårdt og også indgik i indsamlingen, men det var ikke nok for de to overivrige sosu'er, der forsøgte at presse mig til også at cykle på kondicyklen, indtil jeg blev nødt til at sige direkte, at "et nej er et nej". Det var skide irriterende og jeg var træt af den slags.

Træning i PureGym

Jeg kunne mærke, at jeg bare måtte væk fra afdelingen, så jeg meldte mig til uledsaget udgang til PureGym og kom hurtigt afsted, efter jeg havde svaret på de to obligatoriske og stupide spørgsmål: "Har du tænkt dig at stikke af?" og "Har du planer om at begå selvmord?". Det var så retarderet, at selv de ansatte havde svært ved at tage det seriøst. Nede i PureGym trænede jeg ben og mave, og gik nedslået tilbage til kolbøttefabrikken igen, tilbage til larmende og svinske indlagte og til venligt nedladende plejepersonale. Cheflægen havde glemt at fortælle dem utvetydigt at jeg intet fejlede og ikke havde nedsat funktionsniveau og at de derfor skulle droppe deres børnehave-perleplade-overtalelses-pjat overfor mig.

Billede. Træning i PureGym til formiddag. Jeg trænede ben og mave.

Ikke lavet andet hele livet

Afdelingen havde indkøbt en ny grill og i dag skulle vi så grille. Det var perfekt vejr til det, men desværre havde jeg lovet sosu J, at jeg ville lave salat, så da jeg returnerede til afdelingen gik jeg igen med at skære diverse grøntsager ud, mens jeg fik ros af J, fordi jeg var i stand til det, med ordene "man skulle tro, at du ikke havde lavet andet hele livet" ift. at snitte salat, agurker og peberfrugter. Det var i bedste mening, men jeg var uendeligt træt af at blive rost for at kunne finde ud af det, som de fleste andre normale mennesker også kunne finde ud af. Det var ikke spor imponerende. Havde det været enhver af de andre indlagte, der havde gjort det, ville det være imponerende, men kun fordi alle andre end mig fik så hatten passede af psykofarmaka. Var jeg blevet dopet som dem, havde jeg ikke kunnet finde ud af det.

Proforma indlæggelse

Når det alligvel var ren proforma, at jeg var indlagt og når det udelukkende handlede om at mine bødler og retsvæsenet på papiret ikke måtte tabe ansigt, når jeg intet fejlede og alle vidste det, kunne jeg så ikke bare få orlov men stadig være indlagt formelt? Det var en syg joke.

"Da Rune blev drabsmand"

Jeg kendte udmærket "Rune" fra P7 i Middelfart. Stakkels offer for Rune og stakkels ofrets pårørende. Herefter stakkels Runes forældre og familie. De havde faktisk forsøgt at forhindre deres søn i det, der senere skete, det var svært at bebrejde dem, hvad han gjorde. Rune, derimod, havde jeg ingen sympati for eller medlidenhed med. Rune var misbruger og selvom det sikkert var ufatteligt svært at komme ud af et hårdt misbrug, så plejede det ikke at være undskyldning for drab. Det var ikke psykisk sygdom, der var tale om, men misbrug. Runes forældre tog fejl, når de ville have, at pårørende skulle kunne tvangsindlægge deres familiemedlemmer, som var misbrugere. Runes forældre tog også fejl, når de lagde ansvaret for drabet over på den læge, der havde tilset Rune. Ansvaret for Runes drab, var Runes eget. Min og andres patientsikkerhed skulle ikke lide skade, fordi Rune i sin rus havde dræbt et uskyldigt menneske. Rune havde sluppet ret billigt fra at tage et andet menneskes liv. Jeg kendte Rune, som sagt, og jeg var forarget over hans ansvarsforflygtelse (https://open.spotify.com/episode/6ezXTztPCcv1MMOxPSbIdu).

E-bike

Der var E-bike kl. 13.15 og i dagens anledning havde fysioterapeuterne opstillet cyklerne i fællesmiljøet. Det var meget varmt, men det var ikke det, der generede mig. Derimod var problemet, at der sad 4-5 ansatte og gloede på mig, foruden de andre patienter, der fulgte nysgerrigt med, men ikke selv gad at deltage. Det var blevet en svær belastning for mig at jeg adskillige gange i døgnet skulle tjekkes til, samt at der altid sad mindst én ansat i fællesmiljøet og smuglyttede og gloede på os. Det var som at være dyr i zoologisk have, og jeg var ikke den eneste, der led under den konstante overvågning. Jeg havde mange gange fortalt personalet, at jeg var meget belastet af deres stress-regime, men de var selvfølgelig ligeglade. De kunne jo godt minimere deres konstante forstyrrelser og kraftige banken på min stuedør og samtidig overholde reglerne, men de gad ikke. De troede, at de var ansvarsfri fordi de bare parerede ordre, men det var de selvfølgelig ikke.

Billede. Jeg spurgte fys. A og fys L. om jeg måtte tage dette billede, hvilket jeg fik lov til. Det var ikke tilladt at fotografere i fællesmiljøet som en generel hovedregel, men når jeg spurgte først og viste billedet til fysserne bagefter, så de kunne se, at jeg ikke havde fotograferet nogen personer, var det i orden.

Grill-aften

Det var om aftenen tid til grill. Jeg havde forinden været i Netto med pædagog B og købe en pose vingummi. Det var stegende hedt, men heldigvis blæste det svalt. Arrangementet var ikke en succes. De fleste ville faktisk hellere bare have den sædvanlige mad, til tiden, og uden bøvl og besvær. Patienterne stilte sig i kø, men jeg gad ikke at stå dér, som var det en børnehave. Jeg satte mig og ventede i stedet. A var utrolig utålmodig og opførte sig, som var det uddeling af nødhjælp i Mogadishu i 90'erne. Det handlede selvfølgelig ikke om hans hudfarve - det handlede udelukkende om, at han var et primitivt, larmende og uhygiejnisk svin. Der var andre patienter med samme pigmentering som A, og de opførte sig ordentligt, så hudfarven spillede overhovedet ingen rolle. Det gjorde ens opførsel. Der var også en lyshudet dansker på afdelingen, som var ligeså uhygiejnisk som A, men dels larmede han ikke og dels holdt han sig for sig selv.

Dårlig af varmen

Mit værelse var det køligste sted på afdelingen, som jeg havde adgang til, men selv hér, var der så hedt, at jeg havde det fysisk dårligt. Af sikkerhedsmæssige årsager var der kun en lille vindue, som ikke kunne åbnes mere end 20 cm og som var dækket af en stålplade med huller i, men ikke nok gennemgang for luft her igennem. Jeg havde det dårligt pga. lorte afdelingen. Alligevel var det værre for de indlagte på den anden side. I morgen blev det 28 grader i Slagelse og derfor endnu værre end i dag. Der stod i ventilator på personalekontoret, men det var ikke tilladt de indlagte at have sådan en. Suk..

Billeder. Min nye stue, som jeg havde overtaget fra J. Den var mindre end min tidligere, men gudskelov en del køligere. Det, som kunne ses gennem vinduet, var ikke misrøgt af en have, men 'biodiversitet'.

Dommer Niels Christian Baark

Troede denne dommer i retten i Glostrup virkelig, at jeg ikke ville skrive om hvad, han havde gjort mod mig? Han vidste jo godt, at jeg var rask og ikke spor psykotisk, det kunne han se og høre, det havde Peter Jantzen fortalt ham under vidneansvar og det havde mentalundersøgelsen konkluderet. Hvorfor udsatte Niels Christian Baark mig så alligevel for et reelt justitsmord? Boede han i et parallelunivers, hvor ofre for justitsmord var artige eller frygtsomme og bare accepterede den slags uden at fortælle om det? Jeg forstod det virkelig ikke.

Offentliggør alt

Det var klart, at jeg på nuværende tidspunkt ikke nævnte personalet med navne, kun forbogstav. Men det måtte ikke komme som en overraskelse, at jeg på et tidspunkt skrev alle deres navne og alle detaljer, jeg kunne huske om dem, offentligt. For de var dels vidner, og dels havde de fleste af dem flere gange behandlet mig dårligt eller været meget nedladende. Alle vidste de, at jeg var psykisk rask og normal og alle lod som ingenting, selvom de var forpligtede til at sige fra og som minumum indgive anonyme whistleblower indberetninger om, at jeg intet fejlede og ikke hørte til på afdelingen. Jeg behøvede ikke deres efternavne, for det var let at bruge billedsøgning til at finde frem til dem. Formålet med det var udelukkende at det skulle være muligt at finde frem til dem, når de skulle indkaldes som vidner. Vidste de, at jeg optog alt?

Dagbog

Træning i PureGym

Jeg fik dispensation fra at deltage i morgenmødet, der pga. det var søndag først fandt sted kl. 9.45. Formålet med mødet var også lidt at motivere til at få folk op om morgenen, så derfor skulle man tilmelde sig aktiviteter dér, men jeg var altid oppe før 8 og havde været i bad, så det formål var spildt på mig. Det blev ca. 28 grader varmt i dag, så jeg spurgte K, om jeg ikke kunne få lov til at tage i PureGym før morgenmødet, og først sagde hun nej, men da jeg forklarede hende, at jeg kun spurgte undtagelsesvist fordi det blev rigtigt varmt og jeg havde det dårligt i varmen, fik jeg alligevel lov. Det var sødt af hende, men samtidig ydmygende og trættende. Jeg trænede bryst og triceps i et næsten mennesketomt center, og på vej tilbage gik jeg gennem anlægget, hvor der var en hel del mennesker og Slagelses udgave af Tivoligarden spillede. Jeg spottede en af fysioterapeuterne dernede, "Oldfruen", der kørte med sin datter i en klapvogn. En del af de ansatte var fra lokalområdet, så det var ikke sjældent man så dem tilfældigt nede i midtbyen.

Billede. Træning i PureGym.

Bombning af Irans atomanlæg

Jeg stod op til nyheden om, at USA havde bombet Irans atomanlæg, og tre af de ansatte stod, da jeg skulle have morgenmad og kiggede alvorsfuldt på TV Avisen. L sagde, at det var frygteligt. Jeg tænkte, hvad der var så frygteligt ved at et religiøst diktatur nu i et stykke tid fremover ikke kunne blive en atommagt. Det var jo ikke civile, der blev bommbet, men specifikt anlæg til fremstilling af - på et tidspunkt - atombomber. Det var så stupidt at mene, at det var skidt. Jeg var glad for at Iran ikke blev en atommagt. Det var fremragende.

Dagbog

Svømning

Jeg svømmede i ca. tre kvarter før jeg skulle på orlov.

Billeder. Omklædningsrummet før udgang til basinet.

Første orlov

Jeg var på mit første 24-timers orlov. Det var forbavsende hurtigt isoleret set, men ikke, når man så på hele baggrunden: Jeg burde aldrig have været dønt skyldig, for jeg havde hverken truet eller krænket nogens ære, men hvis jeg skulle have været straffet, så kunne jeg maksimalt være idømt 4 måneders fængsel. Jeg havde været varetægtsfængslet i 8 måneder og herefter indespærret på SL11 i næsten 2 måneder. Desuden havde jeg væet tvunget hjemløs i over 3,5 år pga. sigtelserne. Altså var jeg blevet straffet over dobbelt så hårdt, som jeg maksimalt burde, havde jeg været skyldig. Og derfor havde jeg overhovedet ikke fået orlov særligt hurtigt. Det vidste Cheflægen selfølgelig, men det havde plejepersonalet ikke fattet.

Billeder. Jeg lavede mad til min kæreste og jeg selv. Det var ikke svært. Fordi jeg var normal.

Dagbog

Badminton

Vi spillede badminton i dag. Der var kun en enkelt anden deltagende patient udover jeg selv, sammen med tre fysioterapeuter. Det var nogle udmærkede kampe.

Tilbagekomst efter døgnorlov

Det var en meget flad og trist fornemmelse at returnere til skod-afdelingen igen. Den absolut eneste fordel bestod i, at jeg sparede penge til mad. Jeg var ruineret og fastholdt dybt fattig af mine bødler, der var huller i to par af mine bukser, og meget af mit øvrige tøj var synligt flosset, men jeg havde ikke råd til nyt. Jeg havde ikke mere rent tøj tilbage, fordi jeg ikke måtte vaske i søndags for L, selvom søndag netop var en dag alle måtte vaske, og der var ikke én eneste der havde vasket hele dagen. Så det var meningsløst at L nægtede mig det, især fordi vi jo selv skulle købe vaskemiddel. Sådan var det desværre engang imellem, når personalet skulle demonstrere deres magt. Utroligt småligt.

Kvittering fra Retsudvalget

Jeg læste en mail fra Folketinget, hvor en medarbejder skrev, at Retsudvalget havde fået udleveret mine henvendelser og ville vurdere dem. Det var første gang, jeg havde modtaget sådan en kvittering fra Retsudvalget, og det var et godt tegn, selv om jeg ikke regnede med at man gad at gå ind i dem.

Snitch?

Alle ansatte på afdelingen var i og for sig stikkere, sådan at forstå, at de skrev alt relevant og irrelevant ned, som de observerede og overhørte. Sosu'en Nat så, at jeg sad og bladrede nogle sider af min dagbog igennem i fællesmiljøet, og spurgte med en påtaget bekymret mine til den. Jeg fortalte hende, at det var min dagbog fra Vestre, at det var ret normalt og ligfrem anbefalet at skrive dagbog i fængslet, at jeg mente, at det var relevant for mig at indskrive den af mange årsager (for at have noget at foretage mig, for at dokumentere at jeg var psykisk normal også i Vestre og for at belyse aspekter, de færreste kendte til, men som var af klar almen interesse) og jeg læste op af et af notaterne. Nat italesatte at jeg skrev dagbog, som var det et sygdomstegn, et alvorligt problem, og jeg skulle passe meget på den slags farlig adfærd.

Jeg var totalt ligeglad med alt, Nat syntes og mente om noget som helst. Hun anede ingenting og skulle ikke mistænktliggøre mig og min dagbog. Selvfølgelig skal jeg dagbog, det var strengt nødvendigt i min situation og min bedste dokumentation for at jeg var normal. Det var omvendt kun idioter, der ikke skrev dagbog, hvis de sad indespærrede så en tosseanstalt, som psykisk rask. Jeg skrev fucking dagbog, jeg havde ikke aftalt med Cheflægen, at jeg ikke måtte og ikke måtte skrive bøger på baggrund heraf til offentliggørelse og hvis Nat og hendes kolleger gjorde deres arbejde ordentligt, burde de ikke være bange for, at jeg skrev om dem.

Træning i PureGym

Jeg var dødtræt efter orlov, selvom det havde været fantastisk, men jeg slæbte mig alligevel til træning og trænede ryg og biceps til aften.

Dagbog

Træning

Jeg var tidligt afsted til PureGym, hvor jeg trænede ben, idet jeg ikke kunne nå at træne lænd og mave og ville vente med det til i aften på afdelingen.

Discgolf nej tak

Fys. L spurgte mig, om jeg havde lyst til at spille discgolf i dag, og jeg takkede pænt nej, idet jeg brugte undskyldningen at jeg hellere ville i PureGym. Jeg havde mistet lysten til at rende rundt i en time og kaste med frisbees på den ansattes præmisser som en hund i snor. Jeg gad simpelthen ikke mere.

Ny ufrivillig logerende

Der var kommet en ny patient på afdelingen til formiddag. En midaldrende dansk mand, som flere af de andre indlagte kendte i forvejen. Han havde fået Ds stue. D var en måske svensk mand, som var blevet indlagt kort tid efter jeg selv på afdelingen. Han var af middel højde og kort kommunefarvet hår og skæg, massiv overvægt og et stirrende blik. D havde os bekendt på intet tidspunkt været ude fra sit værelse i al den tid han havde været indlagt. Det var ret specielt, selv for et sted som retspsykiatrisk afdeling og et par af de andre diskuterede hvorfor det mon kunne kunne, og teorien gik på, at han enten havde gjort noget så forfærdeligt, at han ikke havde lyst til at blive konfronteret af de andre eller at han var meget syg. Vi fandt aldrig rigtigt ud af det, og så var han væk igen.

Modløshed

Jeg var blevet meget modløs og opgivende igen. Jeg rådnede stadig op og der var ingen fremtidsudsigter. Det eneste, jeg havde at foretage mig, som var meningsfuldt, var at indskrive min dagbog.

Samtale med aktivitetsmedarbejder H

Jeg talte kort efter frokost med aktivitetsmedarbejder H, som spurgte mig om jeg havde lyst til at lave hyppigere mad. Jeg var ærlig overfor hende, og sagde, at jeg sagtens kunne finde ud af at lave mad, men at jeg primært havde gjort det, mens jeg var på afdelngen for at demonstrere at mit funktionsniveau var normalt, så personalet kunne skrive det i min journal. Således var det ren proforma. Jeg var ikke sikker på, at det var det H havde håbet at høre, men det var sandheden og jeg var træt af at spille kommedie. De patienter, der kunne lave mad og havde gjort det, var raske, men de andre, var syge.

Socialt isoleret

At jeg ikke måtte være på de sociale medier, der var en så naturlig og betydende del af de flestes hverdag, var forrykt og sikkert ulovigt. Det gjorde mig meget socialt isoleret, især fordi jeg var geografisk meget begrænset som indespærret på afdelingen. Det kunne jeg ikke leve med.

Ikke tandlæge alligevel?

Sygeplejerske Manja kom og forstyrrede mig, mens jeg sad og skrev. Det drejede sig om tandlæge og hun havde en seddel med fra socialrådgiver Ditte, hvor der var oplistet en række tandlæger i området. Dem kunne jeg kontakte, sagde Manja. Jeg undrede mig, for overlæge Lene havde fortalt mig, at der var en tandlæge på selve afdelingen, jeg kunne kontakte mhp. at få et overslag på hvad, der skulle laves og så kunne man søge om tilskud til at få det lavet. Det var det, jeg havde bedt om. Men det kunne nu ikke lade sig gøre, sagde Manja, for den tandlæge var kun for indlagte, der ikke måtte have udgang. Nu vidste jeg, at to af de andre patienter (J, nu på SL9 og K), der begge havde udgang for nylig havde brugt tandlægen, så det passede jo ikke hvad Manja sagde, men det var ligegyldigt, for det, det handlede om for mig var, at jeg ingen penge havde til tandlæge, at jeg ikke havde haft penge til tandlæge i 11 år, at jeg med korte mellemrum blødte fra tænderne og havde behov for at komme til tandlæge. Og jeg kunne jo ikke bare tage til tandlæge, for det havde jeg ikke udgang til. Jeg måtte ikke tage til tandlæge, det ville være brud på min aftale og jeg ville få min udgang inddraget af Cheflægen, hvis jeg gjorde det. Jeg var dødtræt af smålige ansatte og af Manja. Det var jo ikke min skyld at jeg ikke havde penge til tandlæge, jeg ville og kunne arbejde, men måtte ikke og jeg havde forgæves søgt arbejde i årevis. Hvad var det, idioterne ikke forstod? Jeg havde ikke engang penge til mad.

Manja sad efterfølgende på kontoret med et vredt ansigtsudtryk og tastede hårdt på tasterne på computeren, da jeg var ude i fællesmiljøet for at aflevere nedenstående seddel. Hun var sikkert vred over, at jeg havde holdt fast på, hvad overlæge Lene havde sagt til mig, da jeg ankom til afdelingn, ang. tandlægen. Faktum var bare, at Lene havde sagt, hvad hun havde sagt, at jeg ikke havde udgang til tandlæge, at jeg ingen penge havde til tandlæge, samt at mine tænder ofte gjorde ondt og mit tandkød blødte. Manja ville sikkert skrive noget negativt om mig i journalen, men jeg var ligeglad. Det drænede mig fuldstændig for energi, at jeg skulle kæmpe mod personalet på den måde, og jeg var så trær, at jeg bare gik tilbage og lagde mig og faldt kortvarigt i søvn.

Billede. Jeg afleverede dette brev til Nikita, som skulle give det videre til Cheflægen.

Vrede og håbløshed

Jeg var vred og meget nedtrykt til aften. Det var en ulidelig situation uden slutdato og jeg rådnede op. Det gjorde mig især vred, at ingen lod til at forstå min situation og at ingen gjorde noget. Det gjorde mig også vred at indtale min dagbog fra første dag i retten, herunder mere end noget andet, at jeg blev mindet om en gammel, hvidhåret ranglet mand, der sad som tilhører og skrev alt ned. Mere om ham senere.

Jeg oplevede ikke andet end ligegyldighed fra omverdenen. Ligegylighed, tavshed eller subtile trusler om repressalier, hvis jeg skrev mit vidnesbyrd offentligt. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg var stadig formelt løjet sindssyg, og det kunne og ville jeg ikke leve med. Kunne du leve med det? Havde du selv prøvet det og vidste du hvor forfærdeligt det var?

Mit ypperste mål var, at sørge for at de ansvarlige for alt, jeg havde dokumenteret, blev retsforfulgt. Jeg kunne ikke selv foretage anmeldelser længere, for politiet havde ignoreret mig de sidste 11 år, så mit håb bestod i, at nogen læste dette og anmeldte de pågældende personer i mit sted.

Mod

Jeg var ikke klar over, hvad jeg skulle kalde det for, mod var måske ikke det rigtige ord, men ihvertfald var der ingen, der kendte til min sag, som mig bekendt havde gjort det fjerneste. Man kunne jo gøre alverden og intet var for småt: Bekymringshenvendelser til myndigheder anonymt, whistleblower indberetninger, politianmeldelser, tip til pressen, der var en masse man omkostningsfrit kunne gøre for at redde mig ud af en helt umulig situation. Men ingen turde eller gad det. Det var så håbløst det hele. En venligt klap på skulderen var det blevet til få gange sidste år, og enkelte havde reddet mig fra at sulte, hvilket jeg var taknemmelig for, men når det kom til alt det, der kunne redde mig helt, så var der ikke én eneste, der havde gjort en pind.

Samtidig var der heller ikke nogen, der skyldte mig noget som helst. Så jeg lå nu i sengen på retspsykiatrisk afdeling og var nedtrykt over at rådne op. Jeg kunne ikke bede min kæreste eller venner om mere. De havde gjort ufatteligt meget allerede, de var også kun mennesker og skulle jeg beholde dem, kunne jeg ikke belaste dem yderligere. Jeg var dybt afhøngig af, at omverdenen reagerede. Men det gjorde den netop ikke. Alle var fuldstændig ligeglade.

Kun et menneske

Desværre var jeg kun et menneske og der var grænser for hvad man kunne udsætte et menneske for. De grænser var for længst overskredet i mit tilfælde. Man kunne ikke forvente, at jeg ikke var meget vred på de ansvarlige for dette her. Det var menneskeligt at være vred på nogen, der havde taget alt fra én. Jeg var bare et menneske og jeg havde også en retsfølelse. Den var krænket enormt og jeg kunne ikke acceptere det. Jeg nærede et enormt had efterhånden. Der var intet, der tydede på at dette had blev mindre, som tiden gik og jeg rådnede endnu mere op.

Ikke skræmt

Mit had var for stort og jeg havde mistet for meget til, at man kunne true og skræmme mig til tavshed. Jeg var ligeglad med langt det meste. Jeg hadede det samfund, der havde ladet dette ske. Hadet forsvandt ikke, det blev kun større for hver dag, der gik. Når jeg havde ondt i tænderne, når jeg blødte fra tandkødet, når personalet ydmygede og fornedrede mig igen på afdelingen, blev hadet forøget kraftigt. Hvor meget kunne man pine et menneske? Hvor meget kunne myndighederne ydmyge en borger? Jeg var til syvende og sidst alene i kampen for at overleve på kort og lang sigt. Jeg troede ikke selv på, at det ville ende godt. Ikke som tingene så ud nu. Det var meget udsigtsløst det hele.

Retfærdighed

Når jeg lå og rådnede op i retspsykiatrien som rask, mens ALLE var ligeglade og myndighederne pissede på mig, så var der kun én ting, der kunne få mig til at slappe af. Det var hvordan det ville lykkes mig at få retfærdighed. Det gav mig ro i sindet at ligge og tænke på. Den endelige forløsning, når 11 års tortur skulle opvejes, når jeg endelig fik retfærdighed. Det var rart at vide, at der var den udvej fra et ulideligt liv, som andre havde påtvunget mig. Ja, jeg hadede virkelig det samfund og de mennesker, der var skyld i dette. Ingen forstod noget som helst.

Nej, min advokat kunne intet gøre. Og mit had voksede og voksede. Jeg havde været alene om det her helvede i 11 år og ingen kunne eller ville røre en finger. Så jeg drømte videre og en skønne dag..

Ikke finde mig i tortur

Ingen, der ikke selv havde været udsat for den tortur, jeg blev udsat for, skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre eller undlade at gøre. For de led ikke. Det gjorde jeg og det var ulideligt. Gjorde jeg intet, skete der intet. Offentligjorde jeg alle navne på alle, også de ansatte på afdelingen, var det sværere at ignorere mig. Så det ville jeg gøre i nærmeste fremtid. Fuck Danmark.

Dagbog

Nedenstående mailtråd var mellem retten i Glostrup og jeg. Denne byret var en joke, hvor jeg flere gange var blevet dømt sindssyg, selv om jeg var åbenlys psykisk rask. Jeg huskede navnene på alle dommerne i denne (u)ret, som havde udsat mig for justitsmord, og jeg skrev dem selvfølgelig her snarest.

Jeg optager og offentliggør ALT på de sociale medier

Fuck alle nej-sigerne, jantelovs rytterne og grædekonerne. Jeg havde ret i at jeg ikke var spor sindssyg og så var den ikke længere. Så havde jeg ret til at dokumentere det.

Advokatens svar

Min venlige, men ubrugelige advokat skrev til mig til morgen. Jeg gad ikke læse hans svar. Han tog i titusindevis af kroner for at repræsentere mig, men han havde endnu ikke hjulpet mig reelt set. Selvom han vidste, at jeg var psykisk rask og rådnede op på retspsykiatrisk afdeling, selvom han vidste, at jeg var udsat for voldsom uret, så gjorde han intet som helst. Han kunne fint erstattes af ChatGPT. Han var blot endnu én i rækken af dyre proforma-advokater, der lod som om de forsvarede mig, men som ingenting havde udrettet. Det var helt vildt, at ingen gjorde noget.

Tandlægetid som ikke ville blive til noget

Jeg fik besked på at ringe til en tandlæge og bestille tid. Det gjorde jeg. Det blødte ca. hver anden uge fra tandkødet og mine tænder gjorde vanvittigt ondt og sådan havde det været i over et år, men nu var hyppigheden tiltaget af episoderne. Det sagde jeg i telefonen og jeg sagde, at jeg børstede tænder hverdag og brugte tandtråd og havde gjort det hele livet, men at jeg ikke havde været til tandlæge i mange år. Den flinke dame sagde, at jeg skulle betale 800 - 1000 umiddelbart efter eftersynet. Jeg takkede og sagde det videre til sygeplejerske C, som havde presset mig til at ringe. Jeg havde opgivet at gøre det og C gad ikke gøre det for mig. Jeg sagde til C, at jeg ikke havde råd til at betale en krone. Det var sandheden. Hun ville ringe til socialrådgiver D og høre ang. betalingen. Jeg vidste, at svaret ville være, at det ikke kunne lade sig gøre og jeg selv skulle betale. Herfter skulle jeg ydmyge mig selv og ringe og aflyse tiden hos tandlægen. Det var flot af C. Bravo! Ja, fuck Danmark.

Træning

Jeg trænede bryst, triceps og mave i afdelingens fitnesscenter, og det hjalp gevaldigt på humøret. Jeg hilste på Fys. K ("Oldfruen"), L og J. Som regel behandlede fysioterapeuterne mig som et menneske. En anden indlagt, N, var også dernede og han skulle cykle på E-bikes sammen med L og en patient fra afdeling 10. Cyklerne stod på gangen foran fitnesslokalet. Pludselig kom han ind og satte sig i fitnesslokalet. Han var stærkt utilfreds med cykelruten, som man havde fortalt ham var flad, men som i virkeligheden havde haft bakker. Det var meget hårdt at cykle på dem, vidste jeg, og N havde lige været syg og havde også oplevet mange nederlag. Han startede med at italesætte sin utilfredshed forholdsvist lavmeldt, men lynhurtigt steg hans stemme og blev hurtigt og meget vred, idet han kørte sig selv op. Han blev fulgt tilbage hurtigt, men det var ret ubehageligt at overvære.

Sygeplejerske C og de røde mørker

Jeg vaskede tøj i dag og det var skønt efter to dage med beskidt tøj pga. Ls utrolige smålighed i søndags, hvor jeg blev nægtet at vaske, selvom ingen vaskede, vi selv købte eget vaskemiddel og selvom sændag netop var en dag, alle måtte vaske. I den forbindelse fortalte jeg hende om de store, røde og kløende mærker på min krop og viste hende en del af dem. Hun lovede at skrive det i journalen.

Total ligegyldighed

Advokaten var flink og svarede altid hurtigt. Men indtil videre havde han intet formået at gøre for sit høje salær, og det var trods alt på hans vagt, jeg var blevet udsat for et åbenlyst justitsmord, også selv om det ikke var hans skyld. Jeg orkede ikke at skulle tigge og bede og overbevise ham om, at det var helt forkert jeg sad og rådnede op hér som rask. Advokaten var bange for at irritere myndighederne, hvis han krævede min behandlingsdom ophævet. Men det var også let for ham at mene, når han ikke selv rådnede op på afdelingen.

Første rigtige alarm!

Efter aftensmaden lød alarmen, mens vi stadig for de flestes vedkommende sad i fællesmiljøet. Det var sket enkelte gange tiligere, men havde hidtil været tests og denne gang var det alvor. Det var første gang, mens jeg havde været indlagt på stedet. To ansatte stormede ud og vi kunne se at det var SL9, den var gal. Et par patienter jokede med, at det nok var JJ, der var gået amok. Jeg skrev til J, om han vidste, hvad der var sket, for han var netop flyttet til afdelingen og han svarede hurtigt tilbage: "JJ er gået amok". Vedkommende var blevet lagt i bælte, skrev han og jeg spurgte om han var ok, hvilket han heldigvis var. Han skrev at han savnede SL11, og at der ikke var nogen at lave sjov sammen med på hans nye sted. Det var gengældt, hvilket jeg skrev til ham.

Personale fra P7 Middelfart

Det var to ansatte på SL11, der havde arbejdet på P7 i Middelfart, mig bekendt. Anne Katrine, tidligere fængselsbetjent i Vestre Fængsel bl.a. og Mikkel, den faste nattevagt.

Plan

Min plan var denne: Jeg ville arbejde utrætteligt resten af mine dage for at mine bødler blev stillet for en dommer. Alt blev offentliggjort, alle navne nævnt, alle aktindsigter søgt og offentliggjort, alle myndigheder kontaktet, alle medier kontaktet, intet navneskift og genoprettelse af mine konto på de sociale medier. Cheflægen havde ikke holdt det, han lovede; det havde jeg. Men ikke længere. Jeg gentog overfor mig selv: "Mine bødler skal i fængsel, mine bødler skal i fængsel, mine bødler skal i fængsel.". Jeg var ekstremt modløs og nedtrykt. Det var ufatteligt, at ingen stoppede det straks. Det gjorde mig vred og hævngerrig.

Vidner til GAs umenneskelige behandling af mig

Af vidner til GAs umenneskelige behandling af mig, der kulminerede i tvangsvarslingsmødet, var der selvfølgelig det deltagende personale, sygeplejerske Johnny, psykiater Johannes, bistandsværge Kim og overlæge MBC. Men der var - megt vigtigere - min bedste ven, B. Og B havde jeg genetableret kontakten med. B kunne huske ALT ift. dette møde og hele indlæggelsen i øvrigt. B var vidne til det, GA havde udsat mig for i ond tro af overgreb og mishanding etc. Jeg ønskede mere end noget andet at GA blev retsforfulgt og idømt fængsel. Her kom B og andre ind i billedet.

Dagbog

Møde med socialrådgiver Ditte

Jeg havde et møde med socialrådgiveren i dag, hvor sygeplejerske C også deltog. Jeg optog mødet, som jeg plejede. Det var et ligegyldigt møde og skulle aldrig have været afholdt. Nedenstående mail talte for sig selv. Det var en næsten daglig kamp at udgå sygeliggørelse og klientgørelse fra hattedamer, som blev fornærmede, når jeg frabad mig deres ydmygende pseudo-hjælp. Det endte altid med at være spild af tid og til stor irritation for mig. De var for tykhovede til at forstå, at jeg var rask. Holdningen var, at jeg ikke skulle komme og tro, at jeg ikke fejlede noget. Cheflægen havde desværre glemt at fortælle sit personale at jeg var på afdelingen under falske forudsætninger, og derfor blev jeg stadig forulempet med hattedamer, der hurtigt fik ondt i røven.

Hver gang jeg havde haft en nyttesløst møde, som dette, blev jeg enormt mentalt udmattet og faldt i søvn, hvis jeg fik lov til det. Det gjorde jeg sjældent pga. stress-regimet og fordi at en af de ansatte hattedamer snart ville komme rendende og forstyrre mig og "snakke" med mig fordi jeg havde sendt en mail som ovenstående. Det var det værste, de kunne gøre, og jeg forberedte mig på at afvise vedkommende på en venlig, men bestemt måde.

Der var intet at snakke om. Alt stod jo i mailen. Problemet var også lidt, at plejepersonalet ikke ville indse, at det system de arbejdede i og som de opretholdt, kunne tage grueligt fejl og at det kunne skade mennesker og ødelægge deres liv. Sådan var det jo i mit tilfælde. De nægtede at erkende dette, fordi de så også måtte erkende, at de selv var en del af problemet, at de selv var de onde og at de selv ødelagde mennesker uden grund. Den pille var for hård at sluge for de fleste.

A væk

I dag var dog en god dag, idet A pludseligt skiftede afdeling. Den svinske og primitive idiot, der nassede cigaretter af alle og som skyldte til højre og venstre, skulle overføres til SL9, men desvære fik vi en patient i bytte, som mange af de andre indlagte kendte temmeligt godt og ikke for det gode. Vi skulle alle gå ind på vores stuer, da vedkommende entrerede afdelingen, og det var fordi den pågældende var bæltefikseret. Det var den patient, der var gået amok i går. Suk..

Træning

Jeg trænede ryg, biceps og lænd i dag på det til afdelingen tilknyttede fitnesscenter. Der var rekord mange patienter dernede, seks i alt, og det gik fint nok. Jeg hilste på den store iraner med de mange tattoveringer, jeg erfarede ikke var iraner alligevel.

Uledsaget udgang med kæreste

Jeg var på uledsaget udgang med min kæreste og Musse til aften, og det var et blæsende, men smukt solskinsvejr og vi gik en lang tur i området omkring psykiatrien i Slagelse. Der var byfest, hvilket både kunne høres og ses, især da vi var nede at gå ved anlægget. Musse var som en sæk lopper og utrolig ivrig, fulgte hele tiden nye, spændende dufte og hilste glad på de hunde, vi mødte på vejen. Hun var fuld af liv og kunne ikke få nok af alle indtrykene, alle fuglene og harerne, der skulle jages, selv om hun aldrig havde fanget en eneste af dem. Vi talte om hvor vanvittigt hele forløbet var, hvor modbydelige de svin, jeg kaldte bødlerne, havde været, hvor defekt retsvæsenet var og hvor spild af liv og penge, at jeg rådnede op på retspsykiatrisk afdeling SL11, som rask og kun fordi mine bødler havde løjet mig sindssyg.

Retspsykiater Kim Balsløv

Jeg redigerede afsnittet om P7 i Middelfart i dag, og fandt Kim Balsløvs mindeord. Han var pludselig død 17. november 2024 efter et meget kortvarigt kræftforløb og nåede at blive 64 år. I nekrologen stod bl.a. at "han var de svages talerør" og "Han kunne skabe ro når der var allermest kaos og han gik altid forrest når der var brug for det". Det var på den diamtralt modsatte måde, jeg oplevede Kim Balsløv. Jeg oplevede ham som meget humorsvingende, men mest vredladen, og han var impulssiv, stresset, ustabil, ubehagelig, urimelig, han var hadet af alle, også af mig, han var ikke faglig dygtig, men uprofessionel og uden overblik. Det måtte være en anden læge, nekrologen beskrev, Kim Balsløv var det ihvertfald ikke (https://ugeskriftet.dk/kolleganyt/kim-daugbjerg-balsloev).

Noter og referencer