Retpsykiatrien Middelfart

Ankomst til Galeanstalten

Jeg savnede dem ærlig talt allerede. Så var vi fremme ved Middelfarts retspsykiatriske afdeling P7. Ud af bilen og ind på afdelingen i et slags modtagerum, hvor to ansatte overtog mig og de to piccoline-gnomer stod og skulede, mens personalet gennemgik posen med mine ejendele, hvorefter de to Wolt-bude for mennesker smuttede igen. Så blev jeg visiteret, mens de to ansatte tjekkede mit tøj og jeg skulle besvare nogle få spørgsmål om mit fysiske og psykiske velbefindende, hvilket jeg i overensstemmelse med sandheden svarede, var godt i begge tilfælde. Det var Camilla og Jennifer, der forestod dette. Jeg blev vist ind på min stue, som var nummer 7 og som befandt sig for enden af gangen.

“Dialogguide til forhåndstilkendegivelse”

Jeg udfyldte den såkaldte “Dialogguide til forhåndstilkendegivelse” og afleverede den til min kontaktperson. Det var et fuldstændig tåbeligt og overflødigt tiltag i forhold til mig, fordi skemaet handlede om, at jeg skulle anføre, hvordan personalet kunne se på mig, hvis jeg blev vred og hvad jeg ville gøre i så tilfælde. Det var et sygeliggørende tiltag, som forudsættede, at man var utilregnelig og sindssyg. Jeg var ingen af delene, men derimod et voksent og habilt menneske, hvilket jeg skrev, samt tilføjede, at jeg aldrig blev rigtig vred, aldrig utilregnelig og at jeg selvfølgelig var i stand til med ord i givet fald at henvende mig til personalet, hvis jeg var utilfreds med noget, fordi jeg var psykisk rask.

Min nye celle (eller stue)

Min nye stue var kæmpestor og dobbelt så stor som cellen i Vestre, og dertil kom et toilet og badeværelse, som næsten i sig selv var lige så stort som den celle, jeg havde forladt i fængslet. Derudover var der i direkte tilknytning til stuen et lille privat rygebur med dimensionerne cirka to gange halvanden meter, hvor jeg kunne trække frisk luft.

Inventar

Inventaret bestod af en seng, en lille bogreol, et klædeskab, et sofabord samt og to massive stole af hård plast, og især bordet var enormt tungt og føltes, som var det lavet af smedejern og det var vanskeligt bare at flytte rundt med det, hvilket utvivlsomt var i sikkerhedstiltag, som umuliggjorde at patienterne kunne kaste rundt med det. Tre store vinduer, der næsten gik fra gulv til loft og med mekaniske persienner, afslørede en udsigt til den lille vej, der førte fra porten og ind på selve området, og som befandt sig ikke meget mere end 10 meter fra min stue.

Første samtale med Psykiateren

Jeg blev hentet på stuen kort efter af de to sygeplejersker og sammen gik vi ind i samtalerummet, hvor Psykiateren, en yngre kvindelig psykiater og de to sygeplejersker, samt undertegnede, tog plads ved bordet. Psykiateren sagde, at han lige ville nå at hilse på mig, inden han tog på weekend. Han var en smule lavere end jeg, havde topmave, en lettere sammenfalden stilling, et fast håndtryk og et strengt, gennemborende blik i et generelt uvenligt ansigt. Hans korte fuldskæg og tilbageværende hår var gråt.

Et ubehageligt menneske

Psykiateren sagde, at vi først gik i gang for alvor på mandag, og sagde, at jeg skulle udfylde en samtykkeerklæring til indhentning af journaloplysninger, jeg gjorde. Han sagde, at han nok skulle bestemme, om jeg var syg eller rask, og han ville ikke acceptere, at jeg skulle blive vred eller utilfreds, hvis han mente, at jeg var syg. Det var en meget ubehagelig, nedslående, intimiderende og traumatiserende samtale og Psykiateren virkede som den mandlige udgave af Gitte Ahle. Efter at have sagt disse ord, var Psykiateren hurtigt væk igen.

De andre indsatte

Jeg hilste på en yngre mandlig patient [Hystaden], som spurgte mig, om jeg var personale. “Føj, nej det er jeg godt nok ikke!”, grinede jeg. Det spørgsmål var jeg blevet stillet så mange gange efterhånden af andre indlagte, og det var fordi jeg ikke var psykisk syg, aldrig havde været det, ikke lignede en person, der var psykisk syg og ikke opførte mig som en psykisk syg.

Jeg hilste på de andre indsatte, som der var 10 af i alt. Jeg fik spillet PlayStation med en af dem og herefter cyklet på kondicyklen, brugt romaskinen og trænet mave og lænd på stuen. Jeg tog en af de meget få bøger afdelingen rådede over, som jeg lå i sengen og læste i indtil jeg faldt i søvn. To gange om natten blev jeg vækket af nattevagterne, der kom og tjekkede om jeg var i live. Sådan var det for alle patienter. En mand skreg og råbte højt en del af natten. Det var et mareridt og jeg havde lyst til at skrige højt selv.

Billede. Afdeling P7s have, omkranset af en overraskende lav mur. Stativet med de to parallelle barer, jeg trænede dips og ryg, biceps, triceps og mave på, kan ikke ses på billedet.

Jeg var begyndt at læse i bogen, som en medpatient havde lånt mig, en anden bog med titlen “24 Statsministre” skrevet af Søren Mørch, de eksemplarer af Illustreret Videnskab, som afdelingen havde liggende, og endelig sad jeg også hver dag og løste kryds og tværs, som der lå rundt omkring på afdelingen.

Jeg talte med de andre indlagte, men de fleste af dem var for medicinerede eller for syge til at jeg kunne føre en fornuftig samtale med dem. Der var fem ansatte i dagtiden til afdelingens omkring ti patienter, ofte sad to eller tre af dem i fællesmiljøet, hvor spisebordene og det store TV befandt sig og som var det store rum udenfor personalekontoret i den ene af gangen, som var i den modsatte ende af hvor rygeburet lå.

Personalets observationer

Personalet sad og betragtede os indlagte temmelig indiskret og det var ligesom, at vi var dyr i zoologisk have. Jeg distraherede fra det og opførte mig naturligt og normalt, som jeg plejede. Personalet holdt øje med ens adfærd, bevægelser, mimik, gangfunktion, hvad man foretog sig, hvad man sagde, om man socialiserede med andre og hvordan det foregik, hvad vi talte om (når en af dem en sjælden gang sad ude i fællesmiljøet), om tonelejet, om det var en dialog, om begge kom til orde, om talen var hurtig med hyppige associationer, om talestrømmen kunne afbrydes, om der var uenighed, konflikter, om man kunne enes om hvad man skulle se på det fælles TV, om man tog hensyn til hinanden og meget andet.

Observation under måltiderne

I forbindelse med spisesituationerne gjaldt det om at afspritte hænder, at kunne stå i kø og vente til det blev ens tur til at få mad, at være høflig og mådeholden, at vælge en balanceret sammensætning af maden, at kunne spise normalt med bestik uden at svine, at være i stand til at sidde og spise sammen med andre, at sige ‘velbekommen’ og ‘tak for mad’ til de tilstedeværende, at rydde op efter sig selv efter måltidet, sætte stolen ind til bordet og lægge det beskidte bestik og tallerken det rigtige sted hen.

Begloet

Det var ydmygende og retarderet, at jeg skulle vurderes på denne måde, når jeg var åbenlys normal på alle planer, samt at jeg var nødt til at sidde og læse eller lave kryds og tværs i fællesmiljøet for på den måde at skære det ud i pap, at jeg altså var normal. Jeg gad ikke at tale med personalet og omvendt, men jeg var selvfølgelig høflig og imødekommende overfor dem, ligesom jeg var det over for alle andre mennesker. De skrev om mig tre gange dagligt om deres observationer af min adfærd og sådan var det bare.

TV til låns

Jeg fik et TV i dag. Men Didde sagde, at jeg ikke skulle vænne mig for meget til det, for vurderede personalet, at en anden indlagt havde større behov for TV'et, så ville man tage det fra mig igen. Det forstod jeg godt og havde en anden større glæde af det end jeg, så fred være med det, for jeg kunne altid bare læse nogle flere bøger, men det var alligevel sørgeligt, at man ikke havde fjernsyn nok til alle 10 patienter.

Der var forskellige bud på prisen for at have en enkelt patient indlagt en dag på afdelingen, også blandt personalet, men det laveste bud var 5000 - 6000 kroner, så det var en minimal udgift at have TV nok for den alt for dyre retspsykiatri med dens alt for mange ansatte i forhold til det reelle behov. Også på P7 sad det meste af personalet og krydrede røv det meste af tiden, de var på arbejde.

Patient amok

På afsnit P7 måtte patienterne ikke have skriveredskaber liggende, man skulle låne en blyant og aflevere den tilbage i samme vagt. Det var meget irriterende for mig og jeg fik derfor ikke skrevet om begivenhederne i går eftermiddags og aftes. Der skete en masse. Først gik en patient på naboafsnittet amok og hamrede og sparkede på døre og vægge, så man kunne høre det helt inde på vores afsnit.

Billeder. Værelset.

Opbygningen af afdelingen

De to afsnit var spejlene og adskilt af det store personalekontor med vinduer på begge sider så man kunne se igennem det og over på naboafsnittet. Politiet blev tilkaldt og de to betjente stod inde på kontoret og diskuterede med det personale, der var blevet tilkaldt fra de andre afsnit, og de var omkring 8-10 mennesker i alt. Der var absolut intet at foretage sig, så jeg cyklede en halv time på kondicyklen, der stod i en niche ud til gangen.

Billede. Personalekontoret.

Afdelingen bestod af to parallelle gange og ud mod omgivelserne lå patientstuerne, mens samtalerum, skyllerum, kontor etc. lå mellem gangene. De to gange slog om og mødtes for enden ud mod rygeburet, hvorfra indgangen til haven også var. Mens jeg cyklede, læste jeg i bogen Khader.dk.

Billede. Rygeburet.

Billeder. Indkørslen.

Lægesamtale og undersøgelse

Pludselig kom to fra personalet forbi og sagde, at forvagten, altså lægen, ville lave en gennemgang af mig snart. Jeg var svedig efter den netop overståede cykeltur, da lægen kom og vi alle fire gik ind i samtalerummet. Den kvindelige læge (der fortalte mig at hun tidligere havde arbejdet i Vestre Fængsel) var almenmediciner, altså det man ville kalde praktiserende læge, sagde hun og der var bare tale om en rutineundersøgelse.

'En enorm selvopretholdelsesdrift'

Hun var venlig, smilende og den lægelige del af samtalen var hurtigt overstået, da jeg var psykisk og somatisk rask, hvilket hun også synes at jeg fremstod som. Men vi brugte noget tid på at tale om min situation og baggrund (bla. hvilket universitet jeg var uddannet fra) hvilket hun var interesseret i at høre om. Hun sagde, “du må have en enorm selvopretholdelsesdrift”. Jeg undlod at kommentere udsagnet, for det havde hun og de fleste andre normale mennesker også, hvis de havnede i en situation, der mindede om min.

Selve undersøgelsen

Hun målte mit blodtryk, som var 137 over 100, altså desværre for højt diastolisk, men det havde det været i de sidste mange år, og så lyttede hun mig et enkelt sted på brystkasse, uden på trøjen, ikke direkte på huden og ikke de fire sædvanlige steder (pulmonalen, aorta, bi- og tricuspidalstederne), og hun lyttede mig heller ikke på lungerne på ryggen (der var seks steder man skulle placere sit stetoskop, svarende til de øvre, mellemste og nedre lungefelter på begge sider), hun målte ikke temperatur eller udførte en grov neurologisk undersøgelse. Så var undersøgelsen overstået og hun gik igen.

Træning i haven

Så lægen ville have dumpet 7. semester på medicinstudiet med sin på samme tid yderst mangelfulde og fejlagtige undersøgelse, men hun var venlig og det var en meget positiv oplevelse. Så blev der åbnet til haven. Den var halvt oversvømmet og der lå stadig slud på plænen. Der var et stativ til dip, intet andet, så jeg trænede dips, triceps og lavede armbøjninger.

Tilbage til Vestre nu!

Så var der uro igen og politiet blev tilkaldt på ny. Jeg læste bogen færdig og lavede firs armbøjninger på stuen. En meget empatisk medpatient, “Læreren”, lånte mig spontant bogen “Om historien” af Rane Willerslev, fordi han havde set mig læse så meget. Det var et dødssygt sted, et helvede på jord og jeg måtte væk hurtigst muligt og tilbage til Vestre igen. Jeg havde kun to sæt tøj, ingen penge eller frimærker. De fleste var dog flinke og det var morsomt, at de talte med udpræget fynsk eller midtjysk dialekt. Jeg brugte romaskinen i forgårs, samt kondicyklen hver dag, men det var dødssygt, især fordi jeg intet TV havde.

Natlige tjek

Jeg vågnede spontant præcis klokken 7.00, efter en lang nats uafbrudt søvn, hvor jeg ikke engang var vågnet ved at nattevagten var kommet ind på mit værelse de sædvanlige to gange for rutinemæssigt at tjekke op på, om alt var, som det skulle være, altså om jeg havde begået selvmord eller lignende. Sådan gik de rundt og tjekkede alle indlagte, og alle syntes det var vildt belastende, for de fleste blev vækket begge gange, herunder jeg selv, og når det tydeligvis ikke var nødvendigt i bla. mit tilfælde, så var det ekstra irriterende at få ødelagt min nattesøvn.

Eneste oppe

Jeg gik straks i bad, redte min seng og var omhyggelig med at stuen var perfekt rengjort og opryddet. Jeg klædte mig på og gik ned ad gangen til personalekontoret, som jeg satte mig ude foran og gav mig i kast med at læse Illustreret Videnskab, mens personalet holdt morgenmøde. Jeg var den eneste patient, der var oppe, men kort efter stødte en anden patient til, personalet kom ud og satte morgenmaden frem.

Hjernedøde gåder

Jeg satte mig på kondicyklen og hjulede rundt, mens jeg læste videre. Efter godt et kvarter fik jeg at vide, at der var morgenmøde. Vi var kun tre indlagte, der deltog i alt. Først skulle vi gætte to gåder. Det var åbenbart en fast del af cirkusforestillingen, men det var at foretrække frem for morgensang. “Hvilket ord i ordbogen er det eneste, der er stavet forkert?”, spurgte sygeplejerske Rikke med et underfundigt smil på læben. “Ordet forkert”, svarede jeg.

Vælg en sang

“Hvad har fire fingre og en tommelfinger, men er ikke i live", ville Rikke så vide. Det kunne ingen regne ud. “En handske”, var svaret. Så skulle vi vælge to sange som sygeplejersken ville finde på Spotify. Jeg sagde “Insane In The Membrane” med Cypress Hill til en af de andre patienter, som var hypoman, men ikke sindssyg, og som havde god humor.

Hypomanen og Hystaden

Sygeplejersken hørte det imidlertid, og selvom jeg sagde, at det bare var en dårlig joke, så satte hun nummeret på, og Hypomanen og jeg selv var færdige af grin. Så var det den tredje patients tur, og han valgte “Natteravn” med Rasmus Seebach, og samtidig forlangte han, at alle skulle være dybt tavse under afspilningen, fordi sangen betød så meget for ham. Den selvhøjtidelige attitude kunne Hypomanen ikke holde ud eller honorere, så han gik.

Optakt til ballade

Jeg afleverede dispositionen til lægesamtalen til min kontaktsygeplejerske, Kamilla, som tog imod den og sagde, at hun vil skrive den ind i journalen, og senere fik jeg papiret retur. Alarmen gik, men det var på den anden afdeling, hvilket fremgik af led-displayet, der hang ned fra loftet på hver gang. Vi spiste frokost og Hypomanen var meget snakkende, faktisk med talepres, han grinede fjoget og var grænsesøgende i sin kontakt overfor patienter, såvel som personale.

Medpatienten, der ville høre Rasmus Seebach tidligere - Hystaden - fik til sidst nok. Han havde allerede sagt til personalet to gange at Hypomanen drev ham til vanvid med sin konstante ævlen og kævlen og rastløse adfærd og nu spurgte han igen om et personale ikke havde to minutter til en snak og de fortrak fra spisestuen og ned ad gangen mod rygeburet.

Og action!

Kort tid efter lød alarmen og displayet viste, at det var fra P7, altså vores afdeling. Der kom væltende med personale fra de andre afdelinger. Vi fik besked på at vi skulle gå ned på vores stuer. Min stue var nabo til rygeburet og på vej derned kunne jeg høre Hystaden råbe “Nu skal han fandme holde sin kæft!”, mens han slog og sparkede på døren og væggene til rygeburet og 12 til 15 ansatte stod ude på gangen og så nervøst til. Den vrede patient havde sådan set ret og man burde have lyttet til ham. Den Hypomane var flink nok, men også voldsomt irriterende og han forpestede afdelingen. Han holdt ikke op med at stresse andre og det ville formentlig gå galt igen. Jeg fik vasket tøj, og trænet lænd og mave på stuen.

For lidt frisk luft

Jeg havde spurgt tre gange om havetur, for der havde ikke været havetur endnu, og klokken var snart 17. Alle var rastløse, også jeg, og andre indlagte havde også spurgt personalet om havetur mange gange og flere havde taget deres frakker på og gik frem og tilbage på gangen. Endelig forbarmede sadisterne sig over os og åbnede.

I haven

Jeg trænede ryg på stativet med to forskellige øvelser og med så mange sæt, at det varede hele den halve time, som var fik lov at være ude i haven. Haven var halvt oversvømmet og pløret. Jeg havde brugt romaskinen før haveturen. Det var et helvede for mig at være indlagt på dette sted. Jeg havde i høj grad mistet håbet, efter jeg var kommet på afdelingen. Det var åbenbart psykisk tortur og helt ulideligt og unødvendigt.

Klokken 6.54 stod jeg op, luftede ud, børstede tænder og gik i bad. Herefter gik jeg ud i fællesmiljøet som den første og mens personalet sad på deres kontor bag ruderne, satte jeg mig med min kaffe og bogen om statsministrene ved spisebordet og læste til personalet var færdige.

Derefter blev morgenmaden kørt frem. Vi var kun 3 - 4 indlagte, der var oppe. Jeg afleverede brevet til Z til min kontaktperson og bad om at måtte få det sendt, idet jeg havde påsat et frimærke, som jeg havde taget med mig fra Vestre. Kim var syg igen i dag. Selvom det var traumatiserende og ubehageligt at tale med ham, så var det helt essentielt, at det blev gjort, så jeg kunne få det her cirkus overstået og komme tilbage til Vestre igen. Klokken 8.45 til morgenmødet var vi de samme tre deltagere.

Sikkerhed

På afsnittet P7 måtte patienterne ikke have skriveredskaber, så man skulle låne en blyant af personalet hver gang man skulle bruge den, og aflevere den tilbage igen hurtigst muligt og i løbet af samme vagt, som vedkommende man havde lånt den af var på arbejde. Det var meget irriterende for mig og jeg fik derfor ikke skrevet om begivenhederne i går eftermiddags og i går aftes, hvor der skete en masse.

Patient amok

Så gik en patient på naboafsnittet pludselig amok og hamrende på døre og vægge, så man kunne høre det helt ind på vores afsnit. De to afsnit, var spejlet udgaver af hinanden og adskilt af det store personalekontor, som havde vinduer på begge sider ud mod afdelingerne, således at man kunne se over på det modsatte afsnit gennem kontoret. Politiet blev tilkaldt og de to betjente stod inde på kontoret og diskuterede situationen med det tilkaldte personale fra de andre afdelinger, så de i alt var 10 personer. Der var absolut intet at tage sig til, så jeg cyklede en halv time på konficyklen, der stod i en slags niche til gangen. Mens jeg cyklede, læste jeg bogen khader.dk. Der kom pludselig to personaler forbi og sagde, at forvagten ville komme og lave en gennemgang snart. Jeg var svedig efter den netop overståede cykeltur.

Skjult tvang

Så skulle vi andre have taget billeder til journalsystemet. Den var SOSU-Kim, der forlangte det af os. Jeg sagde venligt, at det ikke var noget, jeg var interesseret i, samt at det tidligere havde været frivilligt at blive fotograferet. Det var det så alligevel også, måtte Kim medgive. Kim spurgte ikke patienterne, men fremlagde det som et krav og han gjorde det for at fratage den enkelte valget, hvorved det blev lettere for ham.

Mere skjult tvang

Jeg understregede, at det ikke var fordi jeg var oppositionel, men fordi jeg synes det var ubehageligt og ydmygende med mit portræt i deres system, og at der ikke var nogen konflikt eller sure miner fra min side af. Derefter skulle der tages EKG og blodprøver. Igen var det ikke et valg, det var noget, der blev sagt at man skulle, det var en ordre og jeg havde intet valg end at acceptere overgrebet, så jeg opførte mig lydigt og samarbejdende. Så var det tilbage på cyklen igen, hvor jeg læste og cyklede i et kvarter. Det var nu min rutine at cykle på kondicyklen i 30 minutter dagligt. En sygeplejerske kom hen til mig og fortalte, at Psykiater Kim var syg i dag, hvorfor lægesamtalen var aflyst.

Galehuset

Efter en nat med larm og uro fra især Hypomanen og Hystaden, men også fra Rapperen, der tossede rundt og sang noget uforståeligt nonsens og talte højt med sig selv, stod jeg op klokken 7.13, tog et bad og gik så ud i fællesmiljøet, hvor jeg sad og læste i bogen om statsministrene, hvor jeg var nået til side 228. Endeligt blev personalet færdig med morgenbriefingen.

Ingen andre indlagte var stået op, selvom personalet gik deres sædvanlige morgenvækningsrunde klokken 7.45. Klokken 8.00 var der morgenmad, efterfulgt af morgenmødet klokken 8.45, hvor foruden jeg selv deltog Nordjyden, Hypomanen og Hystaden og de to sidstnævnte saboterede mødet fuldstændigt med deres konstante og fjogede kævlen.

Psykiateren raskmeldt

Jeg cyklede morgentur på motionscyklen i en halv time, mens jeg læste samtidig, som jeg plejede. Herefter blev haven åbnet, og dér trænede jeg bryst, triceps samt lavede dips. Den store psykiater havde nosset sig sammen og var på arbejde i dag, så jeg håbede at komme til at få en samtale med ham.

Den Yngre Kvinde amok

Alarmen gik første gang, mens vi spiste morgenmad og det væltede ind med personale fra de andre afdelinger, men det var uvist hvor der var ballade, måske var det på det lille naboafsnit? Næste gang alarmen gik, var omkring klokken 11.00 og nu var der ingen tvivl om, hvor arnestedet befandt sig, for Den Yngre Kvinde, der så længe havde efterspurgt en lægesamtale, råbte ukvemsord mod Psykiateren så højt, at jeg kunne høre fragmenter af det, hun sagde, selvom hun befandt sig i samtalerummet og jeg var på min stue.

Psykiateren meget upopulær

Mens hun blev ført væk ned ad gangen af personalet, fortsatte hendes råb og var så høje, at hans stemme knækkede over på et tidspunkt. Årsagen var, at hun mildest talt var uenig med Psykiaterens vurdering og dispositioner, hvilket var en holdning, der deltes af de fleste patienter, at tyde på hvad de uopfordrede ved forskellige lejligheder spontant havde fortalt mig, så der var lagt i kakkelovnen til den gode doktor Balsløv.

Forbindelsen til samfundet

Fordi der intet skete på afdelingen, var det som om at tiden stod stille og dagene var nærmest ens. Heldigvis havde jeg TV nu, så jeg kunne følge med i, hvad der skete i den ‘virkelige’ verden. Jeg så oftest TV2 News, som kørte i baggrunden, men jeg havde også set Manchester City mod FCK, hvor sidstnævnte tabte med stillingen 3-1. Via TV’et følte jeg en vis forbindelse til samfundet.

Tilbage til fængslet nu!

Min kontaktperson Nanna spurgte mig, om jeg var faldet godt til på afdelingen, og jeg svarede, at jeg ikke hørte til på en retspsykiatrisk afdeling og bare ville tilbage til fængslet hurtigst muligt. Det kunne hun godt forstå, sagde hun, og fortsatte med at sige, at jeg heller ikke mindede om klientellet på stedet. Alarmen blev aktiveret igen ca. klokken 12.30. Det var et galehus - gal i betydningen ‘vred’ og i betydningen ‘sindssyg’. Senere, mens jeg ventede på at tale med Psykiateren, så jeg Folketings-TV. Det gjorde jeg ofte og i dag handlede debatten om forskellige beslutningsforslag vedrørende undersøgelser inden for retsvæsenet, og det var en genudsendelse fra den 11. januar i år.

Ingen andre indlagte var stået op, selvom personalet gik deres sædvanlige morgenvækningsrunde klokken 7.45. Klokken 8.00 var der morgenmad, efterfulgt af morgenmødet klokken 8.45, hvor foruden jeg selv deltog Nordjyden, Hypomanen og Hystaden og de to sidstnævnte saboterede mødet fuldstændig med deres konstante og fjogede kævlen.

Lægesamtale med Psykiateren

Omkring klokken 13 blev der banket på min dør. Det var Psykiateren og kontaktpersonen Nanna. Jeg skulle have en lægesamtale, vi gik ind i samtalerummet skråt overfor min stue på den anden side af gangen og tog plads på hver sin side af bordet, dog således, at Kim sad tættest på døren og Nanna imellem os for enden af bordet.

Totalt uforberedt

Psykiateren virkede påfaldende nervøs, hvilket overraskede mig en hel del. Han havde stadigvæk ikke læst det materiale, han havde fået tilsendt fra politiet og anklagemyndigheden, men han sagde, at han ville gøre det i løbet af weekenden. Han havde dog læst overlæge Gitte Ahles vås, men endnu ikke fået fat i mentalerklæringen fra 2018, ligesom han hverken havde læst journalen fra Sankt Hans Hospital, ROPS eller noget som helst andet materiale.

Vi talte om jeg kunne få adgang til motionsrum, hallen og mulighed for at låne bøger, og alt dette ville Psykiateren undersøge. Men ledsaget udgang, adgang til internet og mobiltelefon, var slet ikke en mulighed. For et par måneder siden havde internet og mobiltelefoner faktisk været tilladt på afdelingen, men efter årsskiftet var det slut. Mit tøj fra Vestre var han ikke klar over, om jeg kunne få sendt fra Vestre Fængsel og det med mulighed for at købe frimærker skulle de også undersøge.

Udgangspunkt i Gitte Ahles løgne

Psykiateren sagde, at han kun ville vurdere hvordan jeg var nu, men desværre var det tydeligt, at udgangspunktet var Gitte Ahles og Ulla Norings løgne og vrøvl. Lige efter samtalen ringede Advokaten. Hun var så utrolig ringe og ligeglad med mig. Jeg var så nedslået efter begge samtaler, at jeg lagde mig til at sove. Nogen skulle betale for at udsætte mig for det her. Hvis psykiateren konkluderede noget som helst andet end virkeligheden, ville det nok ikke gå særligt godt.

Hypomanen en tikkende bobme

Hypomanen var latent meget aggressiv og motorisk urolig. Han gik rundt og sparkede på planterne, lavede karatespark i luften og skyggeboksede. Han var ekstrem kontaktsøgende og grænseoverskridende non-stop fra morgen til aften, han henvendte sig konstant til mig og alle andre indlagte, lavede konflikter og uro sammen med Hystaden, og personalet kunne ikke styre ham. Der var én enkelt patient, der opførte sig normalt og fornuftigt, trods den massive medicinering, og som jeg kunne tale fornuftigt med, men han sov alt for meget i løbet af dagen, fordi han ikke kunne sove ordentligt om natten.

Eneste lyspunkt i øjeblikket var den erfarne ergoterapeut, som behandlede mig både professionelt og som et menneske og var meget engageret i sit arbejde. Hun ville oven i købet tage sine private bøger med til mig, som jeg kunne låne, da hun var klar over, at jeg læste meget, men at der næsten ingen bøger var på afdelingen. Hun ville tage bogen “Jordens søjler” af Ken Folliet med til mig, samt en bog af Søren Kierkegaard og den gestus var utrolig sød. Hun var historisk meget vidende og vi talte flere gange sammen i lang tid om historiske emner.

Jeg vågnede lidt senere end normalt til morgen. Klokken var 7.34. Jeg skippede badet og skyndte mig ud i fællesmiljøet inden personalet kom og vækkede os. Heldigvis holdt personalet stadigvæk møde. Alarmen gik kort efter, men det var vist på naboafsnittet, at den var galt. Morgenmaden blev kørt ind, og de fire til fem patienter, der var vågne og i tøjet, tog for sig.

Første alvorlige episode

Den Yngre Kvinde, der i flere dage havde efterspurgt en lægesamtale, fordi hun ikke havde talt med en psykiater i over en måned, spurgte personalet, der stod ved morgenmadsvognen en sidste gang, og da hun fik afslag, væltede hun det ene rullebord, så havregryn, cornflakes, juice, mælk, brød og meget andet blev spredt udover gulvet, hun skubbede bakker, tallerkener og bestik ned fra det andet rullebord. Den Yngre Kvinde sagde ikke noget. Hun var helt rolig og iskold. Alarmen gik og alt personalet kom hen til vognene, der blev ryddet, op intet skete, og fem minutter efter kom Den Yngre Kvinde tilbage til spisestuen.

Ergo-Helle og bøger

På haveturen løb jeg rundt på stien i det meste af tiden. Inde på afsnittet igen cyklede jeg på kondicyklen, mens jeg læste i en bog, hvilket var blevet en rutine. Jeg holdt pause fra den øvrige træning i dag for at restituere. Flere alarmer lød omkring frokost, der var tale om fire til fem i alt. Jeg talte med ergoterapeuten Helle og blev godkendt til at gå i hallen og motionsrummet. Vi havde en lang samtale, hvor vi blandt andet talte om litteratur og hun sagde, at hun ville tage nogle bøger med hjemmefra, jeg kunne låne. Nærmest som var det aftalt, kom Bogdamen herefter forbi afdelingen med en lille reol med hjul under, og på den stod nogle bøger, man kunne låne. Jeg tog for en sikkerheds skyld fem bøger.

Lego og Psykiateren

Efter frokosten sad jeg ved et bord i fællesmiljøet og samlede en stor Bugatti Lego Technics. Det var vigtigt at demonstrere over for personalet, at min åndsevne og mine praktiske færdigheder var intakte, men desværre var der intet udover puslespil og stregtegninger, man kunne farvelægge, men jeg havde jo gået i børnehave allerede, så det gad jeg ikke. Tilfældigvis så jeg i et aflåst skab en hylde med uåbnede Lego samlesæt af de dyre slags, og selv om det også var lidt hen ad børnehave, så havde jeg aldrig prøvet den type, så det gik jeg altså i gang med og alle idioterne blandt personalet kunne ikke undgå at lægge mærke til det.

Psykiateren kom pludselig hen til mig, mens jeg sad og samlede løs. Han sagde, at han nu havde fået papirerne tilsendt. Det var blot en kort besked, han gik straks igen og jeg fortsatte med Legobilen. Så fik vi igen en kort havetur, hvor jeg løb rundt på stien og lavede leg raises på stativet.

Næste alvorlige episode

Da vi kom ind på afdelingen igen, opstod der stor tumult mellem Hypomanen og Hystaden. Der blev råbt og skreget, personalet forsøgte at stille sig mellem de to fjolser, som til gengæld begyndte at sparke og slå på væggene og smække voldsomt med dørene. Alarmen blev nu aktiveret og Hystaden blev ført tilbage på sin stue og Hypomanen fortrak fra fællesmiljøet af egen vilje, men efter fem minutter var begge tilbage igen og konflikten fortsatte.

Alvorlig trussel mod sikkerheden

Jeg sagde til Sanne fra personalet, at det var en helt uholdbar situation, og at de simpelthen blev nødt til at skille de to idioter fra hinanden og sende den ene af dem over på en anden afdeling, for de havde jo hver eneste dag udøvet hærværk og larmet enormt, det var alt for belastende for alle os andre tvangsindlagte og det blev jo aldrig bedre mellem de to. Sannes svar var, at de ikke kunne gøre noget ved det. Det passede ikke, og det var ufatteligt så meget afdelingen sejlede. Der blev begået meget hærværk, det var et farligt sted at være som patient og personalet var ligeglade. Jeg satte mig i fællesmiljøet, da uroen langt om længe var ophørt, og var der hele aftenen, mens jeg læste bøger og snakkede med de andre indlagte.

Tredje alvorlige episode

Den Stille Kvinde, som ikke havde gjort stort væsen af sig, havde været kortvarigt ude i fællesmiljøet. Så gik hun stille og roligt tilbage til sit værelse igen, mens et personale gik lige i hælene på hende. Der var stille indtil et minut eller deromkring og så gik alarmen og jeg kunne høre, at den pågældende ansatte højt og bestemt irettesatte hende, samtidig med at personale fra de andre afdelinger kom løbende. Klokken var på det tidspunkt ca. 21.30 og jeg gik ind på min stue. Afdelingen var en slagmark. Da jeg forlod fællesmiljøet, så jeg personalet sidde ved et bord dér og spille kort med hinanden. De var trådt helt ud af rollen som ansvarlige fagprofessionelle. De var søde nok over for mig, men jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Afdelingen burde lukkes straks af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Psykiatri-apologi

“Mig, dem og alle jer andre - Livet med skizofreni” var en bog af Julie Sonne Vilstrup Mellemgaard fra 2015 var en bog, jeg påbegyndte i går og færdiglæste i dag. Den fangede mig i starten, men resten og størstedelen af bogen var mestendels én lang apologi for psykiatrien, hvor forfatteren blandt andet skrev, at hun var “taknemmelig for at have skizofreni”, at hun “altid beundrede og respekterede psykiaterne”, at hun “var så glad for at have fået starthjælp”, at “medicinen var så fantastisk”, at “førtidspension var så god” etc.

Forfatteren var velformuleret og selvreflekterende langt udover kvalmegrænsen. Det var en intetsigende og overflødig bog. Jeg var først i dag ved at komme mig over psykiaterens psykiske vold i går, da jeg om eftermiddagen sad på en stol i det nye og først for nyligt anlagte rygebur, som lå modsat det gamle rygebur for enden af gangen. Forinden var jeg blevet færdig med at bygge den store Lego Technic Bugatti færdig. Det havde taget mig tre dage at samle den, fordi der var så utroligt mange dele og jeg havde demonstrativt siddet i fællesmiljøet under arbejdet og lige foran personalekontoret, så personalet ikke kunne undgå at lægge mærke til mig.

Normalt funktionsniveau

Jeg spillede med åbne kort og jokede overfor de ansatte, at jeg lavede samlesættet, for at demonstrere overfor dem, at jeg havde et helt normalt funktionsniveau. Vi havde været i haven til formiddag, hvor jeg havde trænet ben. På vej ind fra haven igen lød alarmen pludselig, og netop inde på gangen så jeg på displayet at den var fra afdeling P7s gårdhave. Hvor jeg lige var kommet fra. Alle ansatte kom løbende, men det viste sig, at Hystaden havde trykket på en af de ansattes personlige alarmer.

Hystaden aktiverede selv alarmen

Hystaden var dopet til op over begge ører fordi psykiater Kim havde fordoblet hans dosis Oxapax, som var et benzodiazepin. Inde i fællesmiljøet efter alarmen var afblæst underholdt Hystaden os med at havde ude i haven var gået hen til en af de ansatte og havde spurgt hende: “Hvad sker der hvis man trykker på knappen?”, og så havde han trykket på den og fundet ud af det.

Udstillet for forbipasserende

Mens jeg sad i det nye rygebur sammen med et par af de andre indlagte, så jeg en lille pige, der stod med næsen presset mod lågen omkring 20 meter væk og kiggede på os. Hendes far stod bag hende med blikket i samme retning og sagde højt til pigen: “Ved du hvilke mennesker, der er derinde?”. Det var fornedrende at vi blev udstillet som dyr, og hvis jeg kunne, havde jeg givet faren nogen på munden. Så kunne pigen se, hvem vi var.

Lægernes Banks langsommelighed

Jeg sad ved et bord i fællesmiljøet og observerede og skrev om personalet, der også sad i fællesmiljøet og observerede og skrev om patienterne. Det havde været vidunderligt at sidde ude i solen i det nye rygebur i næsten en halv time og duften og synet af det grønne græs fik mig til at længes efter foråret og ophold i naturen. Det var et kortvarigt mentalt frikvarter, for det var stadig et ulideligt mareridt at være indespærret på afdelingen og mens de andre indlagte bestilte købmandsvarer og pizza til i aften, måtte jeg undvære, fordi Lægernes Bank samt fængslet stadig ikke efter en uge havde overført nogen penge.

Kollegial gestus?

Psykiateren havde sagt at jeg slap for at blive tvunget til at udføre en Weis-test (intelligenstest), fordi jeg trods alt var læge, men jeg havde så til gengæld ikke andet valg end at tvinges til at deltage i en PSE (Present State Examination) test og den drakoniske Rorschach blækklat test. Jeg havde naturligvis bare nikket. Kim var næppe lydhør over for at høre mig referere resultaterne af de undersøgelser, der påviste at blækklat testen var dybt uvidenskabelig og misvisende.

Ærlig eller ej?

Psykiateren var så ærekær, rethaverisk, og let krænkbar - for ikke at tale om stresset - at han var uimodtagelig over for evidens og fornuft. Skulle jeg så fortælle overlægen, at jeg tidligere var blevet testet med Rorschach testen, som havde fejldiagnosticeret mig? Skulle jeg fortælle retspsykologen, der skulle udføre selve testen, at jeg havde optaget samtlige timer af den Rorschach test fra 2018, gennemlyttet optagelsen og offentliggjort den på de sociale medier, samt at jeg havde læst en hel del om Rorschach testen og gennemgået de ti tavler mange gange på Wikipedia, således at testen ville være helt uanvendelig på mig? At jeg jo udførte testen under tvang, samt at det var yderst retraumatiserende for mig at deltage i den, og at den også af den årsag var misvisende og ubrugelig?

Just smile and wave

Eller skulle jeg undlade alt dette, smile venligt, lydigt deltage i testen og satse på, at den nu formåede at påvise virkeligheden? Vidste psykiateren og psykologen at testen var helt uanvendelig og vidste de, at jeg vidste det, og drejede dette her sig kun om, at testen var proforma og skulle tjene som et objektivt bevis, der havde til formål at bestyrke den endelige konklusion på papiret? Det ville være utroligt dumt og netop udtryk for kværulanteri, hvis jeg begyndte at stille mig på bagbenene over for testen og Kim og nægte at deltage af princip. Jeg var meget pragmatisk, når det kom til stykket, så jeg smilede og spillede med.

Hypomanen og hans guitar

Mens jeg sad og skrev, havde personalet igen søgt tilflugt på kontoret. Aldrig havde så mange lavet så lidt, så længe og så ofte. Hypomanen ville have udleveret sin guitar og indtil personalet efterkom hans krav, ville han chikanere både de ansatte og indlagte ved at skrige og smække hårdt med døren til sin stue. Det var hans eksakte egne ord og dem efterlevede han. Det var ren og skær terror og det vidste han selvfølgelig godt. Først demonstrerede han det ved at skrige højt og gennemtrængende og derefter begyndte han så at smække så hårdt med døren til sin stue, at væggen til min stue rystede i en grad, at jeg tydeligt kunne mærke det - selv om Hypomanens stue lå to stuer fra min.

Hypomanens terrorkampange

Der var om eftermiddagen fodboldkamp på det store TV i fællesmiljøet, da Hypomanen igen begyndte at smække demonstrativt hårdt med døren, mens personalet gemte sig på kontoret. På et tidspunkt fik først den ene patient nok og sagde højlydt at Hypomanen var pisseirriterende. Jeg gav ham ret. Så fik den næste patient nok og råbte højt til Hypomanen fra fællesmiljøet, at han skulle holde op med at smække med døren og da Hypomanen ignorerede ham og fortsatte med ‘smækkeriet’, rejste patienten sig op og gik hen mod Hypomanens stue, mens han gentog sit budskab.

Selvjustits

Den pågældende patient var den højeste og mest veltrænede på afdelingen, men han var helt rolig i sit kropssprog samt verbalt. Han gik herefter hen til personalekontorets vinduer og signalerede til de ansatte at de skulle komme ud. Det gjorde en enkelt af dem og en patient og jeg sagde begge til vedkommende, at det var pisseirriterende at Hypomanen smækkede med dørene så hårdt og så ofte.

Personalets passivitet

Den ansatte takkede os for at sige det - og gik så ind på kontoret igen. Hvorefter chikanen fortsatte. Kort efter gik alarmen så, men det skyldtes dog to andre patienter, der havde en konflikt over cigaretter. Fordi personalet intet gjorde fortsatte alarmerne og chikanen og det gik ud over de andre indlagte. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Det var som en børnehave på methamfetamin. Gudskelov var Hystaden i dag så dopet og skæv af benzodiazepiner, som han havde manipuleret og løjet overlægen til i går at opstarte sig i som del af sin faste daglige medicin, at han sov det meste af dagen.

Narkomanen fik sit stof

Hypomanen havde igen fået sin vilje ved at skabe sig og true, og viljen bestod i at være konstant skæv og dopet. Mærkeligt nok var Hypomanen samtidig fuldstændig paranoid over for al medicin, selv de eftertragtede benzoer, men alt kunne være sandt i hans forskruede parallelunivers.

En ørkenvandring

Jeg læste dagligt Illustreret Videnskab og var forsat med bogen om de 24 statsministre, hvor jeg var nået til side 324 og afsnittet om Hilmar Bundsgaard. Bogen var kluntet og omstændigt skrevet og bar i så høj grad præg af forfatterens subjektive holdninger, at jeg ikke tog hans analyser for pålydende. Men jeg fuldførte altid af princip de bøger, jeg var gået i gang med at læse, så jeg fortsatte, omend ikke primært af lyst eller interesse.

Plagede personalet

Vi måtte tage i hallen igen i dag. Vi var flere der uafhængigt af hinanden havde spurgt personalet og det bar frugt. Vi varmede op med fodbold, hvilket ikke var helt let for mig, da jeg kun havde et par badesandaler på, der var mindst to numre for små, men det var fint nok.

Herefter spillede vi badminton resten af tiden, hvilket gik meget bedre. Jeg nåede at lave fem sæt kropshævninger i pauserne mellem sættene og det var fantastisk. Alarmen gik mens vi var i hallen, men involverede ikke nogen af os. Efter hallen havde jeg det rigtigt skønt. Jeg lavede flere kropshævninger i dørkarmen til badeværelset, som jeg fandt ud af kunne bruges til formålet. Tidligere i dag fik jeg roet 10 minutter på romaskinen.

Meningsløse restriktioner

Jeg fik udleveret et stykke tandtråd, før jeg gik tilbage på stuen. Man måtte af sikkerhedsmæssige årsager ikke få udleveret hele rullen med tandtråden, for man kunne jo ikke bare rive sit linned i tynde strimler og sno eller flette dem, så de kunne gøre omtrent det samme som et langt stykke tandtråd.

Advaret mod Psykiateren

Det var ulideligt at være indlagt på afdelingen, men jeg måtte altså ikke begå selvmord med tandtråden, for det var vigtigere at jeg forblev i live, led og blev nedbrydes mentalt. Psykiateren var præcis lige så ubehagelig som Gitte Ahle. Jeg havde på Facebook lært flere af Psykiaterens tidligere patienter at kende, og de havde advaret mig meget kraftigt mod ham, før jeg overhovedet vidste, jeg skulle indlægges i Middelfart.

Dødsdommen

Han var ifølge dem noget, jeg ikke kunne gengive offentligt. Nu havde jeg været på afdelingen i over en uge og intet som helst var sket. Det var forbandet og jeg var ubeskriveligt træt af ikke at måtte få lov til at leve et normalt liv, som det normale menneske, jeg altid havde været. Psykiaterne Gitte Ahle og Ulla Noring havde givet mig en dødsdom, de vidste det godt og de var aldeles ligeglade. De tvang mig helt bevidst til at begå selvmord. Den eneste trøst var de få fornuftige indlagte patienter, Nordjyden og Læreren.

Personalet gloede

Rikke sad inde på kontoret og observerede mig, mens jeg sad og skrev i fællesmiljøet. Når uroen tillod det, var der havetur (jeg måtte koncentrere mig om ikke at sige gårdtur) to gange dagligt i op til en halv time hver gang. Vi havde været på formiddagshavetur i øsende regn og nu blev det så til eftermiddagstur, ligeledes i øsende regn. Men vi var flere indlagte, der gik ud i haven til trods herfor, selvom ingen havde paraplyer eller regntøj, og selvom der intet læ var noget sted i haven. Det var fordi at vi alle led under opholdet på afdelingen, hvor der var så lidt at foretage sig, at det var uudholdeligt. Jeg fortsatte træningen med dips, mavebøjninger og armbøjninger.

Tyskeren

Tyskeren gik også i dag i t-shirt og med bare fødder i hans badetøfler, som han afførte sig for at soppe rundt i en flere meter lang og bred vandpyt. Han kunne ikke fordrage indeklimaet på afdelingen, og han fortalte mig, at han elskede følelsen af det kolde vand mod fødderne, selvom han frøs om dem. Han var meget reserveret, men også høflig og med omtanke. Han var meget pertentlig og aftørrede samtlige borde i fællesmiljøet hver dag . Han var høj slank og nok i 30'erne eller sluttyverne med en lidt feminin udstråling. Han talte gebrokkent dansk, men var en mand at få ord og jeg kunne godt lide at sidde og bygge Lego Technic med ham, fordi han var så rolig og stille.

Omkring klokken 18.30 gik alarmen. Årsagen var en konflikt mellem en af de to kvindelige patienter og Hypomanen, men selvom jeg hørte dem råbe og skrige, kunne jeg ikke på stuen, hvor jeg sad, høre præcis hvad konflikten drejede sig om. Der var kommet en ny patient på afdelingen. Det var den ene af de to indlagte fra naboafdelingen, der åbenbart var blevet frisk nok til at komme tilbage til stamafsnittet.

Måtte skære det ud i pap

Personalet troede sandsynligvis, at jeg kun sad i fællesmiljøet og læste og skrev for at manipulere dem til at tro noget andet om mig, end det som var virkeligheden, at jeg spillede rask, men sådan var det naturligvis ikke. Jeg foregav eller simuleret intet, det eneste jeg gjorde, var at sidde i fællesmiljøet og foretage mig præcis det samme, som jeg ellers ville gøre på min egen stue. Hverken mere eller mindre.

Stikkeren

Efter Psykiateren havde udsat mig for psykisk vold i sidste uge, havde jeg følt en meget ubehagelig og vedvarende angst, eller mere korrekt, frygt, for flere verbale overfald af lignende karakter i morgen eller overmorgen, eller når som helst Psykiateren fik behov for at true og intimidere mig. Hvorfor? Var det så han fik tilfredsstillet sine sadistiske tilbøjeligheder? Min kontaktperson i morgen var sikkert den samme, som i sidste uge, nemlig hende, der havde stukket en kniv i ryggen på mig og sladret til psykiateren ved lægesamtalen. Hun hed Nanna, og var en usædvanlig lav og spinkel yngre kvinde, af måske indisk afstamning, men med formfuldendt fynsk eller midtjysk dialekt.

Hystaden som pestilens og klovn

Jeg nåede langt om længe gennem den ørkenvandring, som Søren Mørchs stærkt subjektive analyse af statsministrene på knapt 450 sider udgjorde og det var en lettelse, nærmest en befrielse at kunne lægge den fra mig. Hypomanen var som sædvanlig kværulerende og motorisk stærkt urolig. Jeg havde været med ude i haven i regnen - det øsede ned i stænger - og træne triceps og efterfølgende på afdelingen igen cyklede jeg mine sædvanlige 30 minutter på kondicyklen, mens jeg læste.

Hystaden råbte, at han var vred på sig selv, smækkede hårdt med døren og slog på væggene. Straks var to yngre kvindelige ansatte nede ved ham for at trøste og give ham opmærksomhed, og der gik ikke længe før han var i betydeligt bedre humør. Især da det på et tidspunkt lykkedes ham at få de to kvinder til at tage plads på hver sin side af ham i den lille sofa i fællesmiljøet, mens han fik held til at få armene rundt om skuldrene på hver af de to kvinder, mens han aede den ene af dem kærligt på hendes skulder og nakke.

Jeg sad på en stol ved spisebordet og overværede seancen, der udspillede sig foran mig. Det var den overvægtige prop af en sygeplejerske, Rikke, der lod sig forulempe, og da hun drejede ansigtet mod Hystaden, så jeg at hendes kinder var ildrøde. Men hun lo bare akavet og fandt sig i det. Senere mens Hystaden og Rikke stod og talte sammen foran døren til personalekontoret gentog det sig så igen. Selvom Rikke var lidt bedre til at sætte grænser end de fleste andre, var hun stadigvæk modtagelig for psykopatens overfladiske charme.

Snød personalet for ekstra medicin

Umiddelbart herefter meddelte Hystaden stolt i fællesmiljøet, at han havde snydt Rikke og en mandlig kollega, nattevagten Brian, i går. Det skete på følgende måde: Hystaden, som primært var en stofhungrende narkoman, havde bedt sygeplejerske Rikke om at skrive på en seddel, hvilken medicin fik til daglig og i hvilke doser. Så havde han lånt en kuglepen og ændret antallet af præparatet Truxal til det dobbelte. Efter Rikke havde fået fri og Brian mødt var mødt ind, havde Hystaden vist ham sedlen og så havde han sørme fået udleveret den ekstra dope.

Rikke bekræftede selv, at det var, hvad der var sket, over for en af hendes kolleger, mens de begge stod i fællesmiljøet, da kollegaen udtrykte forundring om det, Hystaden lige havde fortalt alle. Alle - også Rikke - grinede af det og jeg grinede oprigtigt med, for det var snedigt nok gjort, men jeg erfarede senere da Brian mødte ind til nattevagten, at han var meget vred over at Hystaden havde taget røven på ham.

Der var meget lidt faglighed og professionalisme på afdelingen, alt sejlede, alarmerne bimlede konstant og gav alle dårlige nerver, og de to terrorister - Hystaden og Hypomanen - opførte sig som opmærksomhedshungrende børn, de styrede afdelingen og sugede al energi, tid og ressourcer ud af de ansatte og var en pestilens for os andre. Samtidig bukkede og skrabede de fleste ansatte for de to tyranner. De var underdanige, akavede og bange for dem og betjente og servicerede dem efter bedste evne. De var som høns, der var sat til at passe på to ræve.

Noget jeg dog fik ud af bogen om ministrene, var en passage på side 266 i afsnittet om Erik Eriksen, hvor der stod: “at han holdt fast ved det efter 1953 var til gengæld den udvendige grund til, [...] at han blev frivilligt selvmyrdet i 1965”. Det ord, “selvmyrdet”, var det, der fangede min interesse og som var utrolig vigtig for mig, for da retspsykiater Gitte Ahle i ond tro misbrugte sit fag til at videreføre flere fejldiagnoser, brugte hun den begrundelse, at jeg havde anvendt ordet “justitsmyrdet”, som ifølge Gitte var en neologisme og dermed tegn på sindssyge.

Det var selvfølgelig noget vrøvl og Gitte tog eklatant fejl, hvilket jeg allerede under indlæggelsen på hendes afdeling i 2018 havde påvist, men nu havde jeg endnu et fremragende eksempel på, at hun var helt galt afmarcheret, for “selvmyrdet” og “justitsmyrdet” var helt analoge typer ord og ligesom jeg, var forfatteren Søren Mørch ikke psykotisk.

Mens jeg demonstrativt, men tilpas subtilt sad i fællesmiljøet og skrev alt dette, hørte jeg Hystaden kalde Rikke for “skat”, hvilket hun reagerede på, som var det hendes fornavn. Sygeplejersken havde givet op, og det autoritetstab hun havde lidt, fik hun aldrig igen. Det var ekstremt kedeligt at være tvangsindlagt på P7, det var næsten ikke til at holde ud og jeg forbandede de ansvarlige.

Fanget uden penge i bureaukratiet

I dag var det Nanna og Jenny, som var mine kontaktpersoner. Jeg bad Nanna om at tjekke op på hvor mine penge blev af, og hun returnerede og fortalte, at Vestre Fængsel satte hælene i og nægtede at overføre dem til min hospitalskonto. Til gengæld kunne jeg overføre fra min egen konto i Lægernes Bank til hospitalskontoen. Men det var jo netop det, jeg allerede havde gjort - for over en uge siden!

Gøgeungerne

Det var håbløst og hun var håbløs. Jeg havde rykket for overførslen tre gange allerede og dette var min fjerde gang. De to gøgeunger, Hypomanen og Hystaden, havde plaget sig til at få deres vilje af Psykiateren, og på alle andres bekostning. Hystaden var sat endnu mere op i sit narkotikum, benzodiazepinerne, til trods for at han stavrede rundt i en tåge og snøvlede så meget, at han var svær at forstå. Han havde råbt og truet med at smadre hele afdelingen, hvis han ikke fik sin vilje, og sygeplejerske Rikke og de andre ansatte vimsede nervøst omkring ham, mens de undskyldte og forsikrede ham om, at han nok skulle få sit rusmiddel.

De rolige indlagte sjoflet

På samme måde var det lykkedes Hypomanen, ved at skabe sig, at få udleveret sin guitar, som han sad og spillede på i timevis, så alle, selv i de fjerneste kroge af afdelingen, blev beriget af hans musik. Det var helt vildt, at indlagte, som var stille og rolige, blev sjoflet og forfordelt af Psykiateren og personalet, og sidstnævnte slikkede samtidig røv på indlagte, der var truende og udøvede hærværk. Jeg var dødtræt efter i nat. Ude i haven trænede jeg biceps.

Frygt for psykiaterens straf

Jeg hvilede mig så meget i løbet af for- og eftermiddagen som muligt, og nåede at slumre hen flere gange. Jeg ventede hvert øjeblik at det bankede på døren og mine kontaktpersoner og Kim stod udenfor og krævede, at jeg skulle ind i samtalerummet og udsættes for mere psykisk vold og straffet af Kim, som ville give mig flere psykiatriske fejldiagnoser, fordi jeg havde været så fræk at fortælle min kontaktperson i sidste uge, at afdelingen var et forfærdeligt sted for mig at være.

Kort strejf af hygge

På min stue netop nu om eftermiddagen, var min stue i et kort øjeblik hyggelig og nærmest idyllisk, med den spæde forårssol, der stod ind gennem de høje vinduer og badede stuen i et blegt lys, akkompagneret af fuglesang ude fra græsplænen. Jeg havde omhyggeligt undgået at fortælle mine kontaktpersoner, hvordan jeg havde det, og det var sikkert årsagen til, at jeg slap for at blive straffet af Kim i dag.

Latterligt brætspil

Jeg blev lokket til at spille et dødssygt spil af Mary, som var sygeplejerskestuderende, sammen med en medindlagt og en anden ansat. Spillet hed Partners, var en slags nyfortolkning af Ludo, og heldigvis bestod jeg testen, så Mary havde noget at dokumentere om mig.

Dopet

Hystaden lå i sofaen i fællesmiljøet og snorksov, slået omkuld af Kim Balsløvs gavmilde ordination af benzodiazepiner. Der kom nogen to gange, bankede på døren, låste den umiddelbart herefter op og vækkede mig, men det var bare om småting.

Det værste

At være indlagt på afdelingen var noget af det værste, mest deprimerende og ulidelige, jeg nogensinde havde været udsat for. Det var, som at være død. Jeg fik en længere samtale med den venlige ergoterapeut, Helle, hvor vi blandt andet talte om en af grundlæggerne af Maskine Maskine Amager, men ellers var personalet ligeglade med mig.

Netop som vi skulle til at gå ud på dagens anden havetur, gik Hystaden amok igen. Årsagen var, at Hypomanen havde lagt en lille seddel på hans badetøfler, mens han lå og snorkede på sofaen i fællesmiljøet. Hvad der stod på sedlen, var ikke godt at vide, men det var ikke noget, han tog let på, mildest talt. Alarmen blev aktiveret og haveturen aflyst.

Luddovne

Værre var det, at turen til motionsrummet også blev aflyst. Der var ellers kun tale om et kvarter og rummet lå bare ca. ti meter fra afdelingen, længere nede af gangen. Det passede det luddovne personale udmærket at slippe for, at vi fik frisk luft og motion, da de så skulle lette røven og enhver undskyldning blev taget i brug.

Hystaden amok igen

Det sendrægtige personale fik Hystaden til at gå ind på sit værelse, hvor han råbte og truede og slog og sparkede på væggene. Det var selvfølgelig nænsomt over for patienten, at det ingen konsekvenser fik for ham og han fik lov til at afreagere på de fysiske rammer, men det var på alle andre indlagtes bekostning. Det var os, der betalte for personalets eftergivenhed.

Hallen et fristed

Nordjyden og jeg ventede spændt, nervøse og utålmodige på, at det var tid til at komme i hallen, så vi kunne spille badminton. Nordjyden fortalte mig, at hallen var hans fristed, at den var nødvendig for, at han kunne overkomme så mange måneders indespærring på afdelingen, og det var jeg utrolig meget enig med ham i.

Personalet bekendtgjorde, at det tilsyneladende godt kunne lade sig gøre at komme i hallen, men kun hvis der ikke var nogen, der gik amok eller skabte sig, og stemningen på afdelingen var på kogepunktet. Hypomanen var blevet flyttet til naboafdelingen, hvor han sad med sin guitar, hvilket jeg kunne se gennem vinduerne på personalekontoret, som adskilte de to afsnit, eller også råbte og slog han på døren mellem afdelingerne.

Med hattedamerne i hallen

Vi var tre indlagte og to ansatte i hallen. De to ansatte var overvægtige kvinder, klædt i deres normale tøj, de prustende og stønnede og var ildrøde i ansigterne. Nordjyden var normalt meget rolig og afslappet, men han havde virket lettere presset i dag og spillede badminton på en meget indædt måde, som gjaldt det liv og død at vinde alle sættene. Han og jeg var omtrent lige gode til badminton, men mest fordi han var en smule dopet af medicinen. Han var mindst 10 centimeter højere end jeg og atletisk bygget, fraset den begyndende mave, som medicinen havde givet ham.

Nordjyden

Han spillede en smule bedre end jeg i dag, mens det omvendte var tilfældet sidst vi var i hallen. Til gengæld gik han død, mens jeg fortsatte spillet det sidste kvarter. Efter kampen sad vi og talte i rygeburet, mens han røg en cigaret. “Hvis du mangler noget, Kjeld, så skal du bare sige til, du skal ikke holde dig tilbage eller være genert”. Han havde tidligere tilbudt mig et par af hans aflagte træningsbukser, hvilket jeg høfligt havde afslået, selvom jeg havde brug for træningsbukser, der ikke var for små, som det var tilfældet for dem, jeg havde på.

Det lovede jeg at gøre. Hans ansigtstræk var ikke længere sammenbidt, og hans blik ikke længere så intenst. Nu var hans øjne milde, levende og nærmest funklende, og han så lettet og afstresset ud i ansigtet. Han havde et tillidsvækkende og meget symmetrisk, maskulint ansigt, fuldskæg og nærmest sort hår, og til trods for hans sygdom og det, medicinen havde gjort ved ham, var han lidt af et pragteksemplar af den menneskelige race. Jeg satte mig sent på aftenen i fællesmiljøet og læste i den bog, jeg var gået i gang med og talte med pædagogen Glenn, før jeg gik i seng.

“Hungerhjerte”

Fra morgenstunden begyndte jeg at læse videre i bogen, jeg var begyndt på i går. Den var hurtig læst, så jeg satsede på at være færdig med den i dag. Bogen var i genren autofiktion og handlede om forfatterens eget psykiatriske forløb som borderline patient, hed “Hungerhjerte”, var skrevet af Karen Fastrup og udgivet i 2018.

Mokken Sanne

Jeg spurgte en af de kornfede hattedamer, om jeg måtte komme i motionsrummet i stedet for i hallen, fordi jeg havde smerter i lænden og ikke kunne spille badminton eller fodbold. Jeg var godkendt til begge dele og havde været i hallen tre gange uden nogen som helst problemer. Medarbejderen Sanne fik trækninger om øjnene og kiggede irriteret på mig: "Det kan nok ikke lade sig gøre, fordi de andre skal i hallen og så har vi ikke personalet nok. Vi må se på det", sagde mokken. Sanne skulle nok i mellemtiden finde på en eller anden undskyldning, så hun og hendes dovne kollegaer kunne dovne den endnu mere.

Småligt personale

Det var ydmygende for et voksent og raskt menneske at skulle bukke og skrabe for en doven, vrangvillig matrone, men jeg havde stort behov for træning af en art, fordi det var så selvmordsinducerende ulideligt at være på afdelingen. Hvad var det for smålige og tarvelige mennesker, der arbejdede i retspsykiatrien i Middelfart?

De var ikke så slemme som dem på R3 på Sankt Hans, men for nogles vedkommende var de meget tæt på. Personalet elskede underdanige patienter, der lo bekræftende af deres jokes med fjogede og dopede grin og som de kunne spille UNO eller ludo med eller andet børnehaveagtigt. De elskede, at de indlagte var klart underlegne og kendte deres plads nederst i det sociale hierarki, under personalet.

Så fik Psykiateren nok

Der var meget uro efter morgenmaden. Det startede med at Hystaden klæbede til Psykiateren, kaldte ham “Boss” og tiggede ham om mere medicin, altså misbrugsstoffer. Psykiateren blev vred og mistede besindelsen, og skældte ud på Hystaden og sagde blandt andet, at han skulle holde sin kæft.

Alarmen gik

Hystaden begyndte at råbe og true, og alarmen blev aktiveret. Hystaden faldt kortvarigt til ro og vi andre kunne vende tilbage til fællesmiljøet igen. Så returnerede Psykiateren igen med sit følge af plejepersonale i hælene, som beskyttede ham, mens han skældte ud. De gik ind til Hystaden, som nu var gået ind på sin stue. Kort efter kom alle ud fra stuen igen. Personalet ført an af Psykiateren forsvandt ind på kontoret og Hystaden kom hen til sofagruppen i fællesmiljøet og fortalte, at Psykiateren havde truet ham med at han ville blive sendt til Nyborg Statsfængsel, hvis han lavede ballade bare én gang til.

Ville dræbe ham

Psykiateren kom ud fra kontoret igen med sit logrende personale, og bekendtgjorde, at Hypomanen kom tilbage på afdelingen igen og at Hypomanen og Hystaden bare havde at komme godt ud af det med hinanden, ellers ville begge blive sendt til Nyborg. Det fik Hystaden til at råbe med spyttet stående ud af munden, at han ville dræbe Hypomanen, hvis han kom tilbage til afdelingen. Dette gentog han flere gange og kaldte Psykiateren for “en lille luder” og andre lidet flatterende gloser, men Psykiateren havde forinden forskanset sig på kontoret, hvor han ikke hørte det.

Bøger fra ergoen

Ergoterapeuten kom forbi og med sig havde hun “Jordens søjler” og to andre bøger af samme forfatter. Vi fik en længere samtale om blandt andet “Maskine Maskine” og vi aftalte, at jeg skulle lave flødeboller og bolcher i næste uge. Det var infantilt, men bedre end ingenting, og jeg nænnede ikke at såre ergoterapeuten, som var et lidt naivt, men et sødt og velmenende menneske, så jeg spillede med.

Doven advokat

Advokaten havde selvfølgelig ikke ringet tilbage. Men til gengæld var der langt om længe kommet penge på min konto, så jeg fik Nanna til, når hun skulle i hospitalskiosken, at købe sodavand og tyggegummi med til mig. Der skulle have været fastelavn med tøndeslagning og fastelavnsboller, men arrangementet blev aflyst. Jeg blev færdig med bogen og afleverede den til Nanna.

Rygebursvandring

Jeg trænede intensivt ben, samt lidt mave og lænd på de korte haveture i dag, og for at få bevæget mig mere og som opvarmning, gik jeg ud i det nye og større rygebur, med adgang fra fællesmiljøet. Der var ti korte skridt fra den ene ende til den anden, så det var kedeligt at høvle en fornuftig distance af, men jeg fik da gået frem og tilbage i samlet set en lille halv time og desuden spillet bordtennis bagefter.

Det var en smule forstemmende, at personalet havde låst dørene til den sektion af afdelingen, hvor romaskinernen, kondicyklen og fodboldbordet stod, men det bevirkede til gengæld, at naboafdelingen, hvor Hypomanen nu sad, havde adgang til udstyret og jeg så ham træne i romaskinen i dag. Af de to indlagte på hans afdeling, var det kun Hypomanen, der brugte træningsudstyret, men der var flere indlagte på vores afsnit, der anvendte det og ofte.

Som et barn i trodsalderen

Det var dem, der skabte sig mest, som blev behandlet bedst på P7. Hystaden kostede rundt med personalet på vores afdeling, han blev vred som et barn i trodsalderen, hvis personalet ikke satte Rasmus Seebach på højtaleren og skruede helt op for lyden, så det var en plage for alle andre at befinde sig i fællesmiljøet og fordi han brokkede sig, så adlød personalet og han fik lov til at høre flere numre med volumen på maks.

Mere vil have mere

Uanset hvor meget personalet føjede og servicerede ham, blev han aldrig tilfreds og hylede og skreg indtil de gjorde som han dikterede. Den opførsel ville aldrig blive accepteret på retspsykiatrisk afdeling i Glostrup.Jeg hadede at være på denne lorteafdeling og de undersøgelser, jeg skulle udsættes for med tvang, var ikke engang påbegyndt endnu.

Jeg havde ventet og rådnet op i 13 dage og intet som helst var sket. Jeg havde kun to sæt tøj, først lige fået overført penge i dag, mistet min gangmandsstilling og mit relativt store netværk i Vestre, for ikke at tale om, at der var endnu ringere træningsmuligheder på afdelingen end i fængslet.

Lægeordineret narko

Hystaden havde ligget og sovet i fællesmiljøet, nærmest bevidstløs af benzodiazepiner, og da han endelig rejste sig og gik ud i det nye rygebur, hvor jeg også befandt mig, var han ved at falde om og måtte støtte sig til døren og hjælpes af det tililende personale, som lige akkurat forhindrede ham i at falde om. Det var fordi, han fik alt for meget doping af Psykiateren.

Truede med Nyborg Statsfængsel

Som en voksen, der truede et uartigt barn med at Den Store Bastian kom og tag ham, således truede Psykiateren også med at sende Hypomanen og Hystaden til Nyborg Statsfængsel, hvis de ikke snart opførte sig ordentligt. Hypomanen var sådan set ligeglad, han havde været der og tilsvarende steder før og gik ofte og sagde at han hellere ville i en rigtig arrest, men Hystaden, som var et ubeskrevet blad angik hvad fængsler, var meget skræmt over denne trussel. Men kun i meget kort tid.

Retspsykiatrisk afdeling som belønning

Men hvad var det egentlig for noget usagligt pjat, at Psykiateren truede de to mest psykisk syge og ustabile patienter med overflytning til Nyborg Statsfængsel, hvis ikke de artede sig? Hvis man var psykisk syg og i varetægt, så hørte man til på en retspsykiatrisk afdeling i surrogat, uanset hvordan man opførete sig og omvendt. Det var jo ikke en belønning, at være her, for så gav systemet ikke nogen mening.

Snydt igen

Det var vigtigt at offentligheden fik kendskab til, hvor defekt retspsykiatrien var; de troede at systemet var drevet af lægevidenskab og troede, at deres skattekroner var givet godt ud for, for det var meget dyrt med otte ansatte til ti patienter. Men de blev godt snydt af retspsykiatere som afdelingens psykiater.

Stor ståhej

Det blev morsomt, når Hypomanen blev lukket tilbage på vores afdeling igen. Om aftenen bad jeg om Ipren på grund af inflammation og kraftige smerter i min højre bicepssene. Jeg havde fået Ipren før på afdelingen uden problemer og ordinationen stod i journalen. Jeg spurgte den 25 årige social- og sundhedsassistenten, Julie, men hun var nødt til at ringe og spørge forvagten, om det var i orden. Det var det ikke. Jeg måtte kun få Panodil, selvom jeg forklarede, at Panodil erfaringsmæssigt ikke hjalp, fordi det ikke var et antiinflammatorisk præparat, men Julie var ligeglad, som den dumme gås hun var. Dem der skabte sig, fik alt det de pegede på og alle andre indlagte måtte gerne få Ipren, men altså ikke jeg.

Latterliggjort af personalet

Mens jeg stod og ventede på Julie, begyndte en ansat, jeg ikke havde set før, at gøre nar af min Vestegnsdialekt og socialpædagogen og en anden ansat stemte i og begyndte at efterligne måden, jeg talte på, på en overdrevet og vrængende måde, mens de lo. Det var meget professionelt af dem. Det eneste, de havde lavet hele aftenen, var at sidde og spille UNO med hinanden. De var kornfede og luddovne idioter. Nogen kom til at betale for den tortur, de ydmygelser og fornedrelser, jeg i årevis var blevet udsat for. Jeg trænede mave på stuen, for at komme af med min vrede mod svinene på afdelingen, de indlagte og de ansatte, fuck dem alle sammen og fuck Danmark.

Engang i nat blev jeg vækket af alarmen igen, som gik to på hinanden følgende gange med kort tids mellemrum. I morges erfarede jeg, at Den Yngre Kvinde var blevet overflyttet til naboafsnittet. Om der var nogen sammenhæng mellem dette og alarmerne, vidste jeg dog ikke. Nu var de fire indlagte ovre på naboafsnittet, hvor de besværlige patienter blev flyttet hen. Foruden jeg selv deltog kun Hystaden til morgenmødet, hvor han begyndte at kværulere og true personalet ved at sige: “Pas på I ikke gør mig irriteret!”. Denne gang satte personalet ham dog på plads, hvilket var første gang, jeg havde overværet dette. Det holdt dog kun nogle timer.

Vi var ude i haven til morgen, hvor jeg så Den Yngre Kvinde på naboafdelingen og vi vinkede til hinanden. Min kontaktperson var en ansat, jeg ikke havde set tidligere. Hun virkede venlig og fornuftigt. Jeg bad hende om at måtte få D-vitamin dagligt, samt Ipren som p. n., altså ved behov. Jeg kunne ikke købe frimærker eller aviser, fortalte hun på min forespørgsel herom. Jeg fik aldrig svar på resultatet af blodprøverne eller EKG’et.

I dag var det Tyskerens tur til at miste besindelsen. Han skældte personalet så højt ud på sin stue, at jeg kunne høre det, selv om det var fire stuer fra min. Det lød nærmest, som når Hitler holdt tale for masserne. Men han var anstændig nok til at holde sig på sin egen stue under anfaldet. Måske var det noget sundt at gå afsides og lukke sin vrede og frustrationer ud en gang imellem?

Hystaden fortalte mig, at grunden til at en fra naboafsnittet pludselig ruskede voldsomt i håndtaget til døren mellem afdelingerne var, at det var et signal til, at en patient derinde, der er ikke selv ville have sin medicin, skubbede den ind under døren til Hystaden. Det var “krydser”, sagde han, benzoer, som han elskede, mens han sad og nød virkningen med lukkede øjne og et saligt udtryk i ansigtet i fællesmiljøet, lige foran personalekontoret.

Børnehaven

Så blev det heldigvis tid til havetur igen i det kolde solskin. Fysioterapeuten Anne, der selvfølgelig var i bedste mening, havde taget tre store badebolde med ud i haven. Det var meningen, at vi tosser skulle stå i en cirkel og kaste dem til hinanden. Det gad jeg simpelthen ikke at deltage i. Jeg var psykisk normal og i udmærket form, så det børnehave-pjat var ikke noget for mig, men jeg kunne ikke sige det til fysioterapeuten, for så ville hun blive fornærmet, tage det personligt og skrive noget negativt og sygeliggørende om mig i journalen.

Så jeg sagde i stedet, at jeg havde problemer med lænderyggen og afventede at Psykiateren ordinerede Ipren til mig og hvorfor jeg desværre ikke kunne deltage i legen, selvom jeg selvfølgelig gerne ville og i øvrigt syntes, at det var et fremragende initiativ og bla bla bla. Jeg gik så mange runder som muligt i haven i stedet for, for at holde mig igang og for at undgå, at jeg tog mere på, da jeg vejede alt for meget og vejede 96,4 kg.

Min kontaktperson fandt mig i haven. Hun havde undersøgt det med Iprenen, og det var en fejl, at jeg ikke måtte få den i går. D-vitamin kunne jeg godt få. Men man kunne ikke købe frimærker længere, det skulle nu være sådan at overlægen bestilte en kode via en app, han havde på sin telefon, og så skulle man give ham pengene i kontanter.

Jeg fortalte, at jeg skam havde købt fysiske frimærker til 25 kroner stykket i Vestre Fængsel også efter at reglerne var blevet ændret. Men kunne den godt købe fysiske frimærker prisen var bare steget. Det troede hun indrettet ikke på det nyttede ikke at diskutere med hende og jeg havde absolut ikke lyst til at møde psykiateren for at få ham til at kunne frimærker så jeg sagde at jeg bare droppet at sende brevet.

Jeg spurgte en af de kornfede hattedamer, om jeg måtte komme i motionsrummet i stedet for i hallen, fordi jeg havde smerter i lænden og ikke kunne spille badminton eller fodbold. Jeg var godkendt til begge dele og havde været i hallen tre gange uden nogen som helst problemer. Medarbejderen Sanne fik trækninger om øjnene og kiggede irriteret på mig. “Det kan nok ikke lade sig gøre, fordi de andre skal i hallen og så har vi ikke personale nok. Vi må se på det”. Sanne skulle nok i mellemtiden finde på en finde på en eller anden undskyldning, så hun og hendes dovne kollegaer kunne dovne den endnu mere.

Det var ydmygende for et voksent og raskt menneske, at skulle bukke og skrabe for en vrangvillig matrone, men jeg havde stort behov for træning af en art, fordi det var så selvmordsinducerende ulideligt at være på afdelingen. Hvad var det for smålige og tarvelige mennesker, der arbejdede i retspsykiatrien i Middelfart?

De var ikke så slemme som dem på R3 på Sankt Hans, men for nogles vedkommende var det tæt på. Personalet elskede underdanige patienter, der lo bekræftende af deres jokes med fjogede og dopede grin og som de kunne spille UNO eller ludo med eller lege børnehave lege med. De elskede, at de indlagte var klart underlegne og kendte deres plads nederst i det sociale hierarki, under personalet.

Forhandlet til træning

Det lykkedes at forhandle med Sanne om at få et kvarters træning i motionslokalet, og jeg kunne forstå af hendes attitude og sprogbrug, at hun mente, at hun gjorde mig en ekstraordinær tjeneste, at jeg var til besvær, måske ligefrem skyld i at sikkerheden på afdelingen blev sat over styr. Vi gik ned i det lille og spartanske motionsrum, som dog havde nyt og udmærket udstyr i form af kabeltræk, spinningcykel, løbebånd og romaskine, som alt sammen var i nærmest ny stand.

Sanne satte sig på en stol på gangen foran motionslokalet og havde udstyret sig med ugeblade, mens hun holdt øje med mig gennem den åbne dør. Jeg trænede superset af triceps- og bicepsøvelser og nåede på den måde tre øvelser med hver muskelgruppe og med fire sæt af hver øvelse. Sanne gav mig hele 25 minutters træning og jeg takkede hende mange gange, som fik jeg aldrig mulighed for at træne igen. Jeg sprittede omhyggeligt udstyret af og takkede oprigtigt Sanne igen. Hvis jeg kunne træne hver dag i 25 minutter, kunne jeg sagtens holde ud at være på afdelingen.

Den primære årsag til, at jeg kunne udholde at være hjemløs på Fælleden i halvandet år i teltet, også om vinderen, var, at jeg trænede de fleste af ugens dage i PureGym eller på Kofoeds Skole. Med træning kunne jeg klare alt. Også en magtfuldkommen psykiater eller to.

Effekten af træning

Velværen, grænsende til eufori, bredte sig i kroppen, fra de stenhårde, spændte og varme overarmsmuskler gennem venerne, højre hjertehalvdel til lungerne, tilbage til hjertet igen og herefter op til hjernen, som blev badet i endorfiner. Det måtte være sådan en rus, en heroinmisbruger følte sekunder efter at stemplet på kanylen var presset helt i bund. Intet som helst, jeg nogensinde havde indtaget eller oplevet, kunne måle sig med effekten af styrketræning, intet medicin, intet andet var så skønt og jeg følte en dyb taknemmelighed over, at jeg havde en velfungerende og rask krop, som lod mig træne og dermed føle en så intens lykke og velvære.

Jeg var rolig og afslappet, som Hystaden, når hans “krydser” (altså benzodiazepiner) begyndte at virke, men til forskel fra ham, var jeg fuldstændig klar og mentalt skarp. Tilstanden varede i omkring en time, hvor jeg befandt mig i Nirvana og kunne se djævlen selv i øjnene (altså psykiateren) uden at blinke og uden at pulsen steg det mindste. Herefter indtrådte en mere almindelig ro over mig, og jeg sov meget bedre om natten, men næste dag meldte uroen og rastløsheden sig på ny på banen og jeg skulle have mit drug igen i form af træning.

Psykose-galore

Jeg havde ganske vist hørt fra andre indlagte, især hans tidligere værelsesnabo, at Den Første Tysker råbte og skreg højt på sit modersmål, når han befandt sig på sit værelse, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det var så slemt, som det faktisk var tilfældet. For nu havde Den Første Tysker skiftet værelse og boede tre værelser fra mit, på samme side af bygningen og selv inde på min egen stue, kunne jeg høre ham tydeligt råbe og skrige, som var han ved at blive myrdet.

"Ich bin der Bundeskansler!"

Tyskeren skældede og smældede og sang eller nærmere skrålede og grinede infernalsk, og jeg havde aldrig hørt en sådan vildskab før, det var helt overdrevet. Jeg kunne bl.a. decifrere at han skreg at han var bundeskansleren selv og at han ikke ville finde sig i en sådan behandling. Men i det sekund, han trådte ud fra sit værelse, var han det mest forsigtige, rolige, høflige og betænktsomme menneske, man kunne forestille sig.

I fællesmiljøet lyttede han tålmodigt, talte afdæmpet og sagde ikke meget. Men på værelset åbnede han for psykose-sluserne og blev nærmest forvandlet til et uhyre. Det var sindsyge i særklasse. Ægte vanvid af den slags man kun så i film og ikke troede eksisterede i virkeligheden. Man burde arrangere udflugter for psykiatere under uddannelse og indlogere dem på Tyskerens nabostue, så de kunne se hvordan den utilstrækkeligt medicinere psykose blosmtrede i fuld flor, for så udtalt tosseri ville de aldrig opleve igen.

I det hele taget - og jeg havde efterhånden oplevet lidt af hvert i den boldgade - var P7 i Middelfart det sted, hvor mest psykopatologi var samlet under én tag. Man havde tosser på lager på den afdeling. Jeg syntes det var al ære værd at man ikke tvangsmedicinerede de indlagte så hårdt og massivt som eksempelvis på Q81 i Glostrup, hvor mange indlagte var savlende zombier og hvor en yngre mand døde af overmedicineringen. Men måske kunne man godt trække en smule mere doping op i kanylen på P7?

Afdelingstyrannen

Jeg vågnede til sædvanlig tid i morges og var hurtigt ude i fællesmiljøet som den første omkring klokken 8.00, for at få morgenmad og kaffe. Til morgenmødet klokken 8.45 fik Hystaden personalet til igen at bestemme hvilken musik vi andre skulle sidde og lytte til, og han skruede straks så højt op for volumen på bluetooth højtaleren, at det var direkte ubehageligt. De få andre deltagende indlagte sad pænt og fandt sig i tyrannen, mens jeg gik i bad.

Omvendt psykologi

Herefter var der dagens første havetur, hvor jeg trænede fire sæt dips. Jeg fortalte efterfølgende min kontaktperson Carina, at jeg havde det fremragende og ikke havde behov for at tale med Psykiateren, som netop var ankommet til afdelingen, cirka en time for sent. Jeg tænkte, at Psykiateren sikkert bare for at irritere mig, ville gøre det modsatte af hvad, jeg bad om, og netop af den årsag ville benytte min anmodning som påskud for at tale med mig.

Godkendelse til motionsrum

Jeg talte med fysioterapeuten, Anne-fys, og hun gav mig tilladelse til at bruge motionsrummet. Det var et ufravigeligt krav, at samtlige indlagte skulle igennem samtalen med fysioterapeuten før man måtte komme i hallen eller motionsrummet, så hun kunne vurdere om patienten var tilstrækkeligt fysisk og kognitiv kapabel og ufarlig.

Psykiatersamtale og mentalerklæring

Selvfølgelig kom Kim forbi og ville tale med mig. Der var noget usædvanligt kun ham og jeg til stede i samtalerummet, hvilket jeg studsede over, men tog det som en gestus. Kim sagde, at vi sammen skulle gennemgå den første mentalerklæring af 2018 og hhv. tilføje og berigtige oplysningerne.

Ikke psykotisk

Kim sagde, at han ikke vurderede mig som psykotisk, samt at jeg på torsdag skulle udføre diverse tests med psykologen. Samtalen varede ret længe, og han oplyste mig om flere for mig yderst interessante informationer fra navngivne læger, psykiatere og retspsykiatere, der både på daværende tidspunkt og senere viste sig at være meget, meget forkerte.

Tidligere fejl

Af alle de interessante oplysninger. var nogle af de vigtigste, at retspsykiater Gitte Ahle havde givet mig diagnoserne autist og psykotisk, samt at retspsykiater Ulla Noring og retspsykolog Michael Schøidt havde konkluderet, at jeg skulle have været svært personlighedsforstyrret og psykotisk i forbindelse med belastninger. Det var jo meget interessant, fordi de ikke bare havde taget eklatant fejl, men også fordi de absolut intet grundlag havde for at stille de fejldiagnoser.

Reddet af alarmen

Kort før vi blev færdige med gennemgangen, gik alarmen og Kim måtte ile til afdeling P2, men han sagde, at vi skulle fortsætte senere. Derefter var der havetur igen, hvor jeg lavede knap 100 armbøjninger. I alt gik alarmen fire gange i dag. Den Irriterende blev reduceret med 50 mg Truxal, hvilket var en dråbe i havet i forhold til hans samlede daglige medicinindtag, men ikke desto mindre fik det ham til at anklage alle de ansatte for at have stukket ham til Kim.

Trusler og tilsvining

Den Irriterende svinede dem til direkte op i deres ansigter og truede dem også. Han kaldte dem for ludere og idioter, og væltede en stor potteplante, så jorden blev spredt ud over det meste af gangen. Men som sædvanlig fik hans opførsel ingen konsekvenser og de seks høns (plejepersonalet) brugte lang tid på at bekræfte narkomanen i, at det var synd for ham og at han havde ret til at være vred. Han var ikke fysisk særligt intimiderende og dertil dopet til op over begge ører, så jeg fattede ikke, hvorfor personalet ikke satte grænser for ham.

Allernådigst træning

Jeg fik allernådigst lov til at træne bryst i et kvarter i motionsrummet, mens Sanne sad udenfor på gangen med et magasin og læste. Jeg modtog herefter et brev fra politiet med en rykker, hvilket jeg ikke fattede, da jeg jo for længe siden havde bedt advokat Karoline om at tage sig af sagen, dengang det var en regning og ikke en rykker og troede derfor også at hun havde taget sig af det.

Overfaldet

Omkring klokken ti om aftenen overfaldt den ene af de to yngre kvinder pludseligt og uventet en medpatient og en ansat, som sad og spillede kort. Det var Nordjyden det gik ud over og han var lettere chokeret efterfølgende, da jeg mødte ham på gangen, men havde heldigvis ikke taget fysisk skade af episoden. Kvinden var ellers en af de mest fredelige og smilende indlagte, men ligesom med tyskeren, narrede skindet åbenbart.

Jeg fik en længere samtale med tyskeren tidligere i dag. Han var flink og høflig, men havde sine egne ideer og teorier, som var ret meget hans helt private. Det viste sig i øvrigt at være Den Lille Rapper, som havde gået rundt i nat på gangen og vrøvlet højlydt og holdt mig vågen et par timer. Så derfor bad jeg til aften personalet, der havde aftenvagt, om at sige til nattevagterne, at de meget gerne måtte holde øje med ham, og bede ham være stille.

Personale standin

Jeg havde en længere samtale med tyskeren tidligere i dag. Han var flink og høflig, men havde sine helt egne, ret unikke ideer og teorier. Det viste sig i øvrigt at være Den Lille Rapper, som havde gået rundt i nat på gangen og vrøvlet højlydt og holdt mig vågen et par timer. Så derfor bad jeg til aften personalet, der havde aftenvagt, om at sige til nattevagterne, at de meget gerne måtte holde øje med ham, og bede ham være stille.

Jeg brugte ørepropper, sagde jeg til personalet, men de hjalp ikke. “Jeg kan ikke love noget, alle er forskellige” og mere af den slags vrøvl, var personalets svar. Den Irriterende stod tæt på os og havde overhørt samtalen, og han sagde: "Jeg bankede på hans dør klokken 2 i nat og bad ham om at holde kæft. Bare sig det til mig, hvis han generer dig, Kjeld, han er bange for mig”. Jeg gav ham en fistbump, klappede ham på skulderen og sagde med et smil til den ansatte, jeg havde henvendt mig til: “Ved du hvad, jeg får bare ham her til at ordne sagerne, hvis I ikke vil”.

Den Irriterende var desværre ofte en pestilens, men han havde også mange gode sider, han havde en vis charme, var underholdende og altid klar på en samtale. At han også bagtalte alle, ansatte som indsatte, og var lystløgner måtte man selvfølgelig have in mente. Men i aften var det personalet, der var de største idioter og mest irriterende.

New Guy

New Guy krakelerede fuldstændig i går aftes. Det begyndte ellers godt, efter han returnerede til afdelingen efter grundlovsforhøret. Han var inadækvat opstemt og lidt hurtigkørende med noget talepres, men han kunne dog let afbrydes og lyttede også opmærksomt, når andre talte. Men om aftenen blev han tiltalende panisk og konfabulerende, motorisk urolig og talte febrilsk om de inkonsistente forhold, han havde oplevet på afdelingen, samtidig med at han vandrede op og ned ad gangen med to tavse ansatte i halen.

Faldt ned

Han havde samlet visne blade fra haven og arrangeret dem i små bunker på hvert af bordene i spisestuen. Han tiggede personalet om at få antipsykotisk medicin og det fik han tilsyneladende også, for en times tid efter var han rolig, smilende og umiddelbart normalt, og spillede Settlers of Catan, et brætspil jeg selv havde spillet med de andre tidligere på dagen.

Latterliggjort af personalet

Jeg var i en sjælden grad vred over det dovne personale, især Knud-Erik og Phoung, som helt uventet pludseligt havde latterliggjort mig i fællesmiljøet, at jeg roede i næsten tre kvarter på romaskinen mens de andre var i hallen og spille badminton. Jeg havde ikke kunne deltage i dag, på grund af nytilkomne lændesmerter, som skyldtes især min mangel på ordentlige sko. Jeg havde spillet badminton i strømpesokker alt for mange gange og den manglende stødabsorbering havde forplantet sig opad i lænden. Jeg skrev senere en seddel, hvor jeg beskrev episoden og bad om at få en anden kontaktperson end Knud-Erik, såfremt det var muligt.

Sent om aftenen, mens jeg stod og børstede bænder, kom Knud-Erik pludselig brasende ind på min stue, uden at bankte på og forlangte at få tilbageleveret den engangsskraber, jeg havde fået udleveret om formiddagen, mens han med et vildt blik i øjnene kiggede undersøgende rundt på værelset. Jeg fortalte ham stille og roligt, at jeg havde afleveret både skraber og barberskum til Rikke om formiddagen, umiddelbart efter brug. Men nu hvor han alligevel var her, afleverede jeg en blyant tilbage til ham og sagde tak for lån, samt gav ham sedlen og bad ham om at scanne den ind i min journal.

Opkald til Advokaten

Jeg ringede til advokaten i morges omkring klokken 9, og fik fat på hendes sekretær, som forsikrede mig om, at hun ville få Advokaten til at ringe mig op i sin frokostpause, fordi jeg det, at det var "meget, meget vigtigt". Det handlede naturligvis om den rykker, jeg havde modtaget i går fra politiet. Jeg havde ikke en jordisk chance for at betale beløbet på 10.000 kroner, når jeg ogå var hjemløs og sultede og i øvrigt ikke mente, at jeg havde gjort noget galt.

Beskæftigelsesterapi med ergoen

Jeg mærkede vreden brede sig, mens jeg tænkte på hvordan den danske stat havde udsat mig for umenneskelig behandling og ødelagt mit liv. Det blæste godt til i dag og det var koldt at være ude i haven. Jeg trænede ryg og gik nogle runder, før vi skulle ind og lave sæbe med ergoterapeuten. Det var infantilt, men sjovt nok og jeg ville gerne gøre ergoterapeuten glad.

En fri fugl

Man skulle smelte en blok klar sæbe i mikroovnen, tilsætte en farve (blå) og en duft (lavendel) i den flydende sæbe og hælde den i en form efter eget valg. Man kunne desuden vælge et lille motiv i hård plast, som man lagde i sæben inden den størknede, og når man efterfølgende fjernede plastikstykket igen, havde det efterladt et mønster i den færdige sæbe. Jeg valgte en motiv af en fugl, der sad uden på et fuglebur og sagde til ergoen og sygeplejersken, der deltog i farcen, at det symboliserede enhver retspsykiatrisk patients dybeste ønske.

Positivt overrasket

Jeg trænede igen på næste havetur, samt i motionsrummet, hvor jeg var så heldig at få bevilliget 15 minutters ophold. Jeg havde ikke troet, at Psykiateren var på afdelingen i dag, men han kom et smut forbi af en eller anden årsag, og da han var på vej væk igen, kom han hen til hvor jeg sad og læste i fællesmiljøet og ønskede mig en god weekend.

Jeg smilede oprigtigt og gengældte hans hilsen. Jeg ville ønske, at han fra starten af havde opført sig sådan, som han gjorde i dag og i går, for det ville have sparet mig for rigtig mange bekymringer og selvmordstanker. Jeg havde faktisk været ret imødekommende og venlig overfor ham, men det var ikke just blevet gengældt.

Intet opkald

Advokaten ringede selvfølgelig ikke tilbage, hverken i hendes frokostpause eller efter klokken 15, hvor hendes sekretær havde fortalt mig, at hun var færdig i retten. Selv om jeg for længst havde mistet troen på hende, og ikke forventede noget som helst fra hende af, var det alligevel irriterende at gå rundt hele dagen og være parat og forberedt på at hun ringede til mig via afdelingen.

Bevidstløs af medicin

Hystaden havde fået noget medicin fra en patient fra naboafdelingen smuglet ind til sig under døren. Det var noget, som personalet udmærket vidste han gjorde, så det var ikke en hemmelighed. Først gik han hen til døren mellem afdelingerme og som signal ruskede han hårdt i dørhåndtaget. Så blev medicinen skubbet ind under døren.

Medicinen var noget, de kaldte Sub, hvilket nok var Suboxone eller Subutex, altså et morfinlignende præparat og det var så stærkt, at Hystaden, der sad overfor mig i fællesmiljøet selv sagde, at 'han var ved at kradse af' og ikke havde kunnet trække vejret, da han kort forinden havde lagt sig ned. Mens han sagde det, med en meget snøvlende og besværet stemme, vendte han det hvide ud af øjnene og væltede snorkende om på sofaen.

Han dalede flere points i GCS og han reagerede ikke på tale eller puf fra mig af. Jeg frygtede han ville få respirationsstop, så jeg sad og holdt øje med, om hans brystkasse hævede og sænkede sig. Personalet sad få meter væk inde på deres kontor og havde fyldt udsyn til scenariet.

Hystaden i hallen

Det var tid til at gå i hallen, men Buddha måtte ikke komme med denne gang, fordi personalet vurderet ham som værende i dårligt humør. Hystaden, der godt måtte komme i hallen af en eller anden grund, tog ham i forsvar og det hele blev forsinket i et kvarter, mens Hystaden stod og kværulerende, men endelig lykkedes det Hystaden, Nordjyden og jeg at komme derover med to personaler.

Voldelig adfærd

Det var en stor fejl at Hystaden kom med, for han havde ikke fået sin vilje med at få Buddha i hallen, var derfor i meget dårlig humør, og han tyrede derfor fodbolden direkte mod de to kvindelige ansatte igen og igen for at gøre skade på dem, indtil det blev for meget og de trykkede alarm og forsvandt ud af hallen med ham, så Nordjyden og jeg måtte blive alene tilbage.

Lod mig vinde

De to ansatte kom derefter tilbage og vi spillede alle fire badminton. De to kvinder var tydeligt rystede over hændelsen. Til sidst spillede Nordjyden og jeg en enkelt kamp mod hinanden. Nordjyden lod min vinde kampen, selvom han var bedre end jeg og det var tydeligt, at han tabte med vilje, men det var en meget fin gestus, som jeg satte pris på, fordi jeg jo godt vidste, at han var mig overlegen med sin lange krop og noget yngre alder.

Håndteringen af Hystaden

Den ansatte, der tidligere havde sat Buddha og Hystaden på plads, var en ældre, lidt lav mand med mave og hvidt skæg og hår. Han havde dog en klar og høj røst og han gad ikke at diskutere med de to tøsefornærmede patienter, og lukkede diskusionen ned med det samme. Han var en af de få ansatte på afdelingen, som kunne håndtere Hystaden og som vidste, at man slet ikke skulle gå ind i nogen diskussion med tåber som ham, for så ville man bare tabe.

Desværre kom han kun en gang imellem på arbejde. Han kunne det, som hønsene ikke formåede, uanset hvor forstående, eftergivende og underdanige de var og uanset hvor mange timer de spildte på at tilfredsstille Hystaden, som takkede dem ved at kalde dem for ludere og kællinger.

Mest en narkoman

Hystaden var mest af alt en narkoman og han burde overflyttes et par uger til en rigtig arrest, hvor han var låst inde i 23 timer i døgnet og ingen gad at føje ham. Det var den eneste måde, man kunne lære ham at opføre sig ordentligt på. Buddha, der ellers var ret indesluttet og mut, begyndte at spille smart i dag. Hans skruede meget højt op for lyden på TV'et i fællesmiljøet, mens vi andre sad og spillede kort eller læste. Derefter gik han bare, uden at skrue ned på normal volumen igen, så larmen overdøvede alt.

Testet af Buddha

Jeg rejste mig, gik hen og tog fjernbetjeningen og skruede ned for lyden til normalt niveau. Så kom Buddha tilbage, tog fjernbetjeningen og skulle til at skrue op for lyden igen. Det var godt nok provokerende. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle skrue op for lyden. Han svarede noget, som jeg tolkede som et “jo”, men det var lidt svært at høre, fordi han stod med ryggen til mig.

Tæt på vold

Jeg sagde hurtigt og højt “Nej!” og han opgav sit forehavende, lagde fjernbetjeningen og forhold fællesmiljøet. Men havde han skruet op alligevel, havde jeg været nødt til lynhurtigt at eskalere til vold og han var trods alt mig fysisk underlegen. Efterfølgende begyndte han at henvende sig til mig med smalltalk, for at indlede en samtale, måske for at gyde olie på vandene.

Hovmod

Hystaden og især Buddha ville i et rigtig fængsel få tæsk af de andre indsatte på grund af deres provokerende opførsel. På tosse afdelingen kunne de godt spille smarte, for der var trods alt hele tiden personale inde på kontoret, men i en rigtig arrest eller i et fængsel, ville de blive smadret fuldstændig og fængselsbetjentene ville se den anden vej, for de ville også synes at de to var pestilenser og havde fortjent det. Lige det aspekt kunne jeg godt lide ved fængslet, for der var bare mennesker, der ikke kunne indordne sig, som forpestede deres omgivelser og som ikke kunne lære at opføre sig ordentligt med mindre de fik nogle på munden.

A satte Hystaden på plads

Jeg kunne vældig godt lide A og hans rolige og tavse, men betænksomme måde at være på. Og især at han havde sat Hystaden på plads. Det skete ved at Hystaden i sidste uge i sofaen i fællesmiljøet havde ligget og i sin vanlige kommanderende stil kaldt A over til sig. A rejste sig roligt og gik over til Hystaden, kiggede ham direkte i øjnene og sagde langsomt og bestemt med en spag, hæs stemme: “Du skal ikke kalde på mig, som en hund. Forstår du det?”. Det kunne Hystaden godt forstå, lod det til, og han gik straks i gang med at undskylde, men A havde rejst sig og gik roligt tilbage på sin stue. Respekt for A. Det han havde gjort var det helt rigtige, ikke nogen dansk konfliktskyhed dér. Det virkede selvfølgelig også på sigt, modsat personalets leflen og frygtsomme tilgang til Hystaden.

Hystaden havde indtaget fællesmiljøet og alt foregik på idiotens præmisser. Han påstod, at personalet havde snydt ham for Truxal og glemt at fortælle ham, at han skulle have købt cigaretter i går. Derefter manipulerede han personalet til at måtte høre Rasmus Seebach på fuld drøn i fællesmiljøet, for ‘ellers viste personalet godt, at han blev sur’, så det fik han selvfølgelig lov til af personalet, der havde tabt til ham for længst.

Eftergivenhed

Deres følgagtighed virkede selvfølgelig ikke forebyggende, og klokken 11.24 gik alarmen. Det var Hystaden, der havde truet en ansat, der ikke ville give ham saftevand, som han havde lavet til personalet og ikke til de indlagte. Det fik ingen konsekvenser for Hystaden. Kort efter, da han sad i sofastolen i fællesmiljøet, sagde han ud i rummet, at han gerne ville smadre hende den ansatte, der havde nægtet ham saftevandet og tage de ekstra seks måneders fængsel.

Idioten havde store problemer med at tømme blæren, fordi han fik alt for meget medicin, og det tog den yngre mand omkring 20 minutter at lade vandet, sagde han. Vi var i haven i et kvarter, og der var nærmest intet at foretage sig på afdelingen, som var ulidelig kedelig og begivenhedsløs. Nordjyden og jeg fik heldigvis lov til at komme i motionsrummet og fordi vi var to til det samme antal ansatte, fik vi lov til at være der i en halv time.

Vi trænede biceps og triceps og det var skønt og hyggeligt med en træningsmakker. Tilbage på afdelingen igen, fandt Hystaden ud af, at han kun fik to milligram benzodiazepin til aften og ikke tre milligram, som ellers, fordi han var blevet trappet ned. Han fik tre milligram tre gange dagligt og var altså nu nedsat med et enkelt milligram. Han havde nu nok fået det at vide, men han forstod det i så fald ikke, og råbte og skreg, så personalet trykkede alarm igen.

Det stormede ind med ansatte fra de andre afsnit, men de gik direkte ind på personalekontoret og blev bare stående dér. En mandlig sygeplejerske og en forvagt forsvandt ind på Hystadens stue, og da de kom ud igen, virkede Hystaden tilfreds og roligt. På den ene side var Hystaden en pestilens, men på den anden side var han den eneste kilde til underholdning på den dødssyge afdeling.

Utroligt nok var der ro på afdelingen, så det lykkedes os at komme i hallen og spille badminton og Hystaden skulle gudskelov ikke med. Det blev til nogle intense kampe og jeg var opslugt af spillet og gav mig fuldt ud, selvom det var en udfordring ikke at skøjte for meget rundt i mine badetøfler, der var to numre for små.

En fjerbold til fem høns

På et tidspunkt kom jeg til at ramme Laila fra personalet med fjerbolden i panden. Det kørte hun på hele aftenen og selvom det var med et smil på læben, havde jeg super dårlig samvittighed over det. Da jeg senere sad i fællesmiljøet og Laila for tredje gang fortalte, at jeg havde ramt hende i panden med en (nu) stor fjerbold, svarede jeg, at fjerbolden vist var blevet til fem høns. Jeg sluttede af med at sige til Laila, at et ar i panden nok ville se meget godt ud til hende.

Opkald til advokaten

Jeg ringede til Karoline klokken 9.35 og fik fat i en sekretær, som gav mig advokaten mobilnummer. Jeg afleverede det til et personale, som skulle taste nummeret ind forudgået af en kode, som forhindrede patienterne i selv at ringe ud.

Der blev ikke svaret, så jeg ventede en rum tid og mens jeg ventede, frygtede jeg at jeg kom til at sabotere hendes procedure i Østre Landsret, fordi hun havde glemt at sætte sin mobil på lydløs.

Jeg havde lyst til at afbryde forbindelsen, men jeg holdt ud indtil telefonsvareren langt om længe blev aktieret og jeg kunne lægge en besked, hvor jeg spurgte ind til rykkeren fra poitiet, informerede hende om Kims foreløbige konklusion, samt bad hende ringe til mig hurtigst muligt.

Historier fra psykiatrien

Jeg læste "Historier fra psykiatrien" (Forlaget Klippe, 2021). Det var en antologi med 24 korte beretninger fra psykiatrien af svingende kvalitet, men initiativet var rigtigt godt, for det gjaldt om at oplyse om vilkårene i psykiatrien mest muligt. De enkelte vidnesbyrd havde forskellige tematikker såsom depression, anorexi og skizofreni, men fejldiagnosticerede psykisk raskse, tvangsindlagte personer. Måske kunne jeg bidrage med det vidnesbyrd i næste udgave af antologien?

På side 90 læste jeg en passage, der vandt genklang hos mig: "Mangler et dyr aktivering kan det ses hvis dyret gentagne gange udfører meningsløse opgaver, såsom at gå i ring.". Det var jo præcis det vi gjorde i rygeburet - gå hvileløst frem og tilbage. Fordi det var så ulideligt at være indlagt på afdelingen.

"Kim Anus"

En eller anden havde ridset "Kim Anus" i væggen i samtalerummet lige bag hvor Psykiateren med samme fornavn plejede at sidde. Så når man havde samtale med ham, stod det, så det lignede et slags navneskildt over hans hoved. Jeg undrede mig tit over, hvorfor han ikke havde sørget for at få det dækket. Var det for at signalere, at han var højt hævet over den slags latrinære desavuering? Var det for at vise kommende patienter, hvor bad han var, at man kunne da bare svine ham til, kalde ham røvhul, uden han gav et fuck? Måske havde han selv ridset det i væggen for at signalere til den utilfredse patient, at han bare kunne komme, hvis han ville noget? Det var selvfølgelig fint nok at han lod det stå, men så risikerede han også at en eller anden skrev om det en dag.

Retarderede gåder

På psykiater Lennart Bertil Janssons afdeling skulle man synge morgensang hver evig eneste dag, hvilket var så anakronistisk og fascistoidt, at det næsten ikke var til at holde ud, så set i lyset heraf, virkede det som en forbedring at Rikke havde erstattet morgensangen med tåbelige gåder, for der skulle jo være en eller anden form for subtil ydmygelse af patienterne, men jeg endte med at hade det alligevel.

I dag var gåderne:

"Hvilken mand har aldrig været barn?". Svaret: En snemand.

"Hvad går over åen uden at bevæge sig?". Svaret: En bro.

Vi vidste godt, at Rikke sikkert stillede de samme gåder til sine børn, som godt kunne gætte dem, og når vi ikke kunne, havde hun og kollegerne noget at grine af inde på kontoret.

Cringe

Rikkes gåder fra i går:

"Hvorfor tænder pæren, når man smider den i Gudenåen?" Svaret: på grund af strømmen.

"Hvad er definitionen på præcisionsarbejde?". Svaret: At lave bremsespor i en g-strengstrusse.

Efter sidste gåde grinede en af Rikkes kolleger nervøst og en anden kom med et forarget udbrud, hvorefter der var pinligt stille og Rikke var blevet højrød i ansigtet.

Næste dag var det Carinas tur til at stille gåder til morgenmødet. Desværre havde hun været inde på præcis samme hjemmeside som Rikke og fundet de samme gåder, som vi tidligere havde hørt, hvilket gjorde Carina både forvirret og imponeret over vores kognitive færdigheder, når vi kunne svaret på samtlige gåder uden at tænke over dem.

“Hej Boss!”

På havetur til formiddag lavede jeg i alt 100 armbøjninger, mens Hystaden blev tiltagende truende over for de to personaler, der var med derude. Hystaden havde mødt Kim Balsløv i morges og hilst på ham med ordene “Hej Boss!”, hvortil Kim havde svaret vredt tilbage med afskyen malet i ansigtet, “Føj for satan for en opførsel!”. Det var Hystaden blevet meget vred over og han havde ellers sat næsen op efter at få Subutex, selvom han naturligvis aldrig havde fået dette præparat tidligere og derfor heller ikke havde haft abstinenser på grund af manglen af det, som han ellers påstod.

Hulkede som et barn

Da vi returnerede til afdelingen igen, lagde jeg mig på sengen og forsøgte at sove lidt, men pludselig lød alarmen højt og længe. Så kunne jeg høre en stemme, der meget vel kunne være Kims sige, “Jeg gider ikke det her mere!” og da jeg senere passerede Hystadens værelse ude på gangen, så jeg at der var sat en fast vagt foran hans stue, som sad i en lænestol foran døren, der stod på klem. Jeg kunne høre Hystaden hulke og klynke højt og længe derindefra.

I bælte

Det viste sig, at Hystaden var blevet lagt i bælte i to timer på grund af sin opførsel. På næste havetur lavede jeg leg raises og dips, og da Nordjyden, Midtjyden og jeg herefter fik lov til at gå i motionsrummet, trænede vi bryst i kabeltrækket med tre øvelser. Jeg var muligvis stærkere end dem, men jeg var også både lavere og ældre, så hvis de to gutter trænede intensivt i et par måneder, ville de klart overgå mig - og de fleste andre for den sags skyld - for de var to store kale og intet af personalet (fraset Store Henrik) ville kunne stille noget op imod dem, hvis det skulle komme dertil.

Mistet tøj

Heldigvis var begge meget besindige og rolige, så det ville næppe forekomme, men det var meget tankevækkende at reflektere over alligevel. Jeg skulle vaske tøj, da jeg havde vaskedag- og tid, men en eller anden idiot fra personalet havde smidt en anden patients klamme tøj ind til mit i tørretumbleren og det resulterede i, at mit eget tøj ikke blev tørt og derudover mistede jeg et par boxershorts, hvilket gjorde mig meget irriteret, for jeg havde kun fået to sæt tøj med, som jeg havde rendt rundt med lige siden ankomsten, og det var ulideligt at være indlagt på stedet i forvejen, så der skulle ikke meget til at vælte læsset.

Gik i for små sko

Mine fødder gjorde ret ondt, fordi jeg nu i to uger havde gået med badetøfler, der var to numre for små og nu var smerterne så kraftige, især i venstre lilletå, at jeg ikke kunne deltage i halsport og heller ikke gå i badetøflerne længere. Men mine udendørssko var for beskidte og varme til at have på inden døre, så jeg måtte gå rundt i strømpesokker på gangene. Det opdagede Nordjyden og straks lånte han mig et par af hans badetøfler i størrelse 46. Advokaten havde ikke ringet tilbage. Jeg hadede hende og var utroligt nedtrykt.

Samtale med retspsykiater Kim Balsløv

Jeg spurgte mine kontaktperson Didde, om hun ville spørge overlæge Kim Balsløv, om jeg dels kunne købe frimærker via ham og dels, om jeg måtte ringe til Styrelsen for Patientklager. I forhold til sidstnævnte, så skulle Kim Balsløv godkende opkaldet, hvilket gjorde mig bekymret for, at han ville misforstå dette som en klage over ham og afdelingen.

Jeg gik ind i samtalerummet sammen med Kim og Didde. Vi satte os ved bordet og Kim brugte sin app på mobilen til at købe to frimærker til mig. De 50 kroner frimærkerne beløb sig til, fik Kim efterfølgende i kontanter af Didde, som tog dem fra min værdiboks i skabet.

Frygten for repressalier

Så bevægede samtalen sig ind på mit ønske om at ringe til Styrelsen for Patientklager. Jeg havde ikke besøgs- og brevkontrol, så i teorien tænkte jeg ikke, at det var et problem, at jeg ringede til Styrelsen for Patientklager, da jeg bad Didde om at finde telefonnummeret til mig.

Formålet var sådan set bare at bruge tiden under tvangsindlæggelsen konstruktivt til at få en status på mine tidligere klager, men Didde sladrede selvfølgelig til Kim, for han skulle ifølge hende godkende alle, jeg ringede til.

Under samtalen måtte jeg derfor undskylde over for Kim og flere gange forsikre ham om, at det på ingen måde havde noget med ham og afdelingen at gøre, at det udelukkende handlede om status på mine klager fra 2020 og 2023, samt at jeg havde det super godt på afdelingen og intet havde at være utilfreds med. Det var meget ubehageligt at skulle sidde skoleret overfor Kim Balsløv.

Jeg gentog flere gange til Kim og endnu en gang til Didde efter samtalen, at jeg overhovedet ikke var utilfreds over opholdet, og sagde til begge, at jeg ved nærmere eftertanke ville droppe opkaldet til Styrelsen for Patientklager, så ingen kunne misforstå mine intentioner, samt at jeg ville bede min advokat om at undersøge det i stedet for, når hun kom på besøg i morgen.

Jeg vidste jo, hvor ærekære og krænkbare psykiatere og retspsykiatere notorisk var, samt at de ikke holdt sig tilbage fra at straffe patienterne - hvilket jo havde gået ud over mig mange gange - som irriterede dem, med alt fra at inddrage udgang til øget tvang og fejldiagnoser etc. Det måtte bare ikke ske, at Kim blev sur på mig fordi han troede, jeg var utilfreds med hans afdeling.

Nordjyden hjalp mig igen

Jeg sendte brevet via plejepersonalet Nanna efter samtalen. Jeg trænede ryg på alle tre haveture, samt ryg og biceps i motionscentret med Nordjyden bagefter. Nordjyden lånte mig et par af hans træningsbukser, som til forskel fra dem, som jeg medbragte fra Vestre, ikke var for små. Jeg var ham meget taknemmelig.

Klarede det bedre end jeg

Nordjyden var lige som alle andre tynget af indlæggelsen, men han klarede det bedre end os, og var mere stoisk. Han var et meget sympatisk menneske og jeg håbede det allerbedste for ham. Hystaden havde opført sig ganske hensynsfuldt på det seneste, hvilket jeg håbede var en tendens der fortsatte.

"Det skal mærkes, at vi lever"

Jeg læste interviewbogen "Det skal mærkes, at vi lever” af Karen Thisted færdig. Bogen, hvor Benny Andersen og Johannes Krogh Møllehave berigede læseren med deres livserfaringer og betragtninger om tilværelsen var relativt hurtigt læst og underholdende nok til retspsykiatrisk, men ude i friheden ville jeg aldrig havde brugt tid på den, for der ville jeg selv gøre mig mine erfaringer med livet, eller forsøge på det, fremfor at læse om andres.

Tak for din måde at være på

Vi var nede i hallen om aftenen og spille badminton. Der var en rigtig god stemning, Den Blonde kunne ikke lade være med at lave danse moves til musikken, vi altid havde kørende i baggrunden, og Laila var sjov på en charmerende, men professionel måde. Nordjyden var også i rigtigt godt humør og lod os andre vinde de, set vi spillede, men han gjorde det på en ret subtil måde, så det ikke var så åbenlyst, at man opdagede det, med mindre man som jeg efterhånden havde lært hans måde at spille badminton på.

Nordjyden vidste nemlig en hel del om at motivere andre og selv om vi var tre indlagte, der stort set altid deltog i badminton, foruden de ansatte, der gad at spille med, så var det vigtigt at give de andre patienter, der nogle gange lod sig overtale til at deltage, glæde og succesoplevelser i kampene og ikke bare jorde dem, for at booste sit eget selvværd.

Om aftenen efter vi havde spillet færdig og været i bad, da klokken var ca. 21, kaldte jeg Laila ud fra personalekontoret, hvor hun stod og talte med nogle kolleger. Hun åbnede døren og kom ud i fællesmiljøet, hvor jeg stod. Jeg sagde, at jeg bare ville takke hende for rigtig god behandling og ønskede hende det bedste i fremtiden.

Jeg mente det virkelig. Jeg sagde godt nok behandling, men jeg havde ikke fået nogen (og heldigvis for det), og det jeg mente, var hendes måde at være på overfor os. Hun var meget vellidt på afdelingen, hvilket blev illustreret af en episode, hvor Hystaden havde stået og skældt hende ud og været truende overfor hende. Hun havde intet gjort forkert, Hystaden var bare vred på alle, men han var ekstra ubehagelig lige på det tidspunkt og Leila stod alene og med ryggen mod kaffeautomaten.

Drabsmanden greb ind

Hystaden var ret almindelig af bygning, men Laila var en ret lille kvinde og selvom hun var tålmodig og ikke udviste frygt i situationen, kunne man aldrig vide, om den eskalerede. I det øjeblik gik en anden patient, Drabsmanden, der var lidt over 10 cm højere og meget bredere hen og stillede sig mellem Hystaden og Laila, lagde en hånd på Hystadens skulder og sagde venligt til ham, at han skulle fokusere.

Det var tit noget, han sagde til Hystaden, når denne hidsede sig op og fordi Hystaden respekterede ham, dels pga. hans størrelse og dels pga. den mere alvorlige personfarlige kriminalitet, han var sigtet for, nemlig drab, så fik det altid Hystaden til at falde til ro. Det lykkedes også nu. Laila var en af dem, vi godt kunne lide. Men som andre dygtige ansatte i retspsykiatrien, havde hun valgt at finde et andet arbejde.

Det var hendes sidste dag på afdelingen og fremover skulle hun arbejde med misbrugere på den fynske stofscene. Jeg spøgte med, at jeg, så snart jeg blev løsladt, ville skynde mig at blive heroinmisbruger og flytte til Odense, alene så jeg kunne fortsætte vores relation.

Aflyst psykologtest og besøg

Jeg ventede i spændt forventning om endeligt at få de tvungne psykologiske tests overstået, for de var på mange måder det vigtigste tvangsindlæggelsen på P7 havde at byde på. Jeg havde dagligt tænkt på de tests, siden jeg ankom til afdelingen for ca. tre uger siden, og så snart Psykiateren havde oplyst mig om datoen for udførelsen af dem, havde jeg nervøst eller måske nærmere bekymret talt ned hver dag indtil i dag.

Hele formiddagen havde jeg ventet på at blive kaldt ind i samtalerummet, hvor testene skulle udføres, og fysisk og mentalt havde jeg været i højeste beredskab. Da klokken havde passeret 14, var jeg totalt udmattet og træt efter at have været på dupperne, fokuseret og parat i så mange timer. Samtidig havde vi kun haft en enkelt havetur på et kvarter, hvilket var mindre end normalt, og alt sammen var det den dårligst mulige kombination og udgangspunkt for en præstation af ut., som ville kunne give et retvisende resultat af den uvidenskabelige Rorschach tes, som jeg var tvunget til at underkaste mig af dommeren.

Forfulgt af Gitte Ahles løgne

Udover tvangselementet og det faktum, at jeg var helt mentalt udkørt og intet eller meget lidt frisk luft og motion havde fået i dag, så var det også meget traumatiserende, at jeg skulle deltage i en test, som i 2018 havde afstedkommet alvorlige psykiatriske fejldiagnoser og en længere periode med psykisk vold og trusler fra retspsykiater Gitte Ahle, inden fejldiagnoserne blev slettede igen.

Amoralske psykologer

Jeg hadede virkelig de psykologer, der under tvang, tidligere så vel som nu, udsatte mig for misvisende og ubrugelige tests, for de vidste godt, hvad de gjorde og alligevel accepterede de at gøre det, mens de lod som ingenting og undertryke deres samvittighed i det omfang, de besad en sådan. De fik løn for at misbruge deres profession til bevidst at mishandle mig mod bedrevidende, og summen af de årelange afsavn og overgreb var så stor og ulidelig, at jeg fik ar på sjælen, som aldrig forsvandt igen.

Tyskeren udvist

Tyskeren var pludselig væk. Politiet havde hentet ham, fortalte en indsat, der havde overværet hændelsen, for at køre ham til Tyskland, og løslade ham som udvist fra Danmark. Hystaden flippede ud flere gange i dag og Kim forsøgte forgæves at sætte ham på plads. Den såkaldte pårørende kontakt havde været forbi afdelingen på min anmodning og medbragt en række forskellige bøger, som jeg lånte to af.

“Det fragmenterede sind”

Jeg gik straks i gang med at læse den ene, “Det fragmenterede sind” af Christian Nielsen og fra 2001. Fordi jeg i så mange timer havde siddet i fællesmiljøet og læst intenst, lykkedes det mig at læse hele bogen i dag, men så var jeg også helt ør i hovedet og havde ikke lavet andet. Jeg havde intet hørt fra advokaten vedrørende hendes påtænkte besøg i dag.

Bogholderen dømt skyldig

Der var nyt om Bogholderen, som ifølge TV2 News havde været i Byretten i Glostrup og erklæret sig skyldig i anklagerne om svindel med udbytteskat. Jeg var glad for at høre nyheden om ham, også selvom det ikke ligefrem drejede sig om en god én af slagsen. Men jeg var sikker på, at han havde truffet det bedste og mest rationelle valg for sig selv. Han havde været arrestant i over syv måneder og selve retssagen, hvor han tilsyneladende ville modtage sin dom og med overvejende sandsynlighed alligevel ville blive dømt skyldig, var berammet til juni 2025.

Tortureret til at erkende skyld

Det var tortur at sidde vartetægtsfængslet i længere tid end få måneder og ved at lade Bogholderen være i varetægt helt til sommeren 2025, havde anklagemyndigheden tvunget ham til at tilstå, ved at anvende denne form for pression. Det vidste alle. Det var ikke ligefrem mig, der havde en unik indsigt i det danske retsvæsen, det var åbenbart for alle, men ingen italesatte dette fænomen, ihvertfald ikke indtil dokumentaren på DR med titlen “De Mistænkte” og selv da var det sparsomt med en offentlig diskussion om emnet.

Så derfor skete der ikke noget, og dermed blåstemplede og accepterede man at anvende tortur i retsstaten til at fremtvinge tilståelser. Det syntes man måske var acceptabelt i lige netop sagen med Bogholderen, men snart ville man kure ned ad glidebanen og anvende ekstra langvarig varetægtsfængsling i mindre alvorlige sager også.

Aflyst besøg

Min advokat havde telefonisk oplyst mig sidst, jeg talte med hende, at hun ville besøge mig i dag, samt koordinere med afdelingen, hvornår det var muligt. Men hun kom ikke og jeg havde intet hørt om en eventuelt aflysning. Det var meget let for en advokat at sjofle indsatte og opfatte dem som ligegyldige ting uden følelser, håb, drømme og mennekelighed. Advokaten vidste jo, hvor jeg var og at jeg ikke gik nogen steder. Så var det jo ligeglydigt at informere mig.

Ingen samtale eller besøg

Da klokken havde passeret 15.45 og der stadigvæk intet var sket, ingen havde fortalt mig noget og vagtskiftet havde fundet sted, gik jeg ud fra, at psykologsamtalen og de psykologiske tests var udskudt til i morgen. Men det var noget svineri ikke at informere mig om det, som om jeg ikke var et menneske, men bare en genstand. Jeg fik selvfølgelig aldrig besøg af Karoline, og hun ringede heller ikke.

Negativt svage ansatte

En indlagt på afsnittet helt ovre fra den modsatte side af motionshallen begyndte at råbe igen til aften. De andre indlagte vidste, hvem det var, for han havde tidligere været indlagt på P7. Jeg trænede mave om aftenen, både de lige og skrå mavemuskler. Louise, Heidi og Sanne hørte til de negativt svage, underdanige ansatte, som opvartede Hystaden og lod ham høre Rasmus Seebach på fuld udblæsning, så ingen ud over ham selv kunne holde ud at være i fællesmiljøet om aftenen, hvor mange indsatte ellers sad og spillede kort eller tegnede.

De tre ansatte var nogle giftige slanger, som sad på kontoret det meste af vagten og pjattede med hinanden i sikkerhed bag de pansrede ruder. Jeg havde lyst til at smadre Hystaden, som den narkoman han var, men jeg var desværre nødt til at opføre mig ordentligt, for modsat ham, havde jeg noget at bevise.

Minus individ

Hystadens liv var højest sandsynligt tabt; han var sigtet for forsøg på manddrab, meget svært medicineret med både antipsykotika og benzodiazepiner, han var sidst i tyverne, uden uddannelse og svært misbrugende. Han bagtalte, generede og truede de ansatte og mange af medpatienterne også. Han var manipulerede og selv hans egen familie kunne ikke lide ham. I dag havde hans bror således stukket Hystaden til Kim, idet broderen havde ringet og fortalt overlægen, at Hystaden havde forsøgt at tvinge ham til at smugle hash ind til sig.

Forrådt af sin bror

Da Psykiateren havde fortalt Hystaden det, blev denne rasende og gik rundt bagefter i fællesmiljøet og sagde, at Kim var racist (det passede ikke, Psykiateren var ubehagelig over for alle, uanset deres etnicitet og religion) og han sagde, at han ville smadre sin bror og lavede en bevægelse med en finger hen over halsen. Han forbandede sin mor, som han ellers plejede at sværge på og han fortalte mig, at hans familie elskede ham, så den bedste måde han kunne straffe dem på, var at afbryde kontakten med dem.

Broren gjorde det rigtige

Ud fra Hystadens synspunkt var han blevet forrådt af sin bror, men i virkeligheden var det Hystaden, det var egoistisk nok til at få sin bror ud i alvorlige problemer, hvis det var blevet opdaget. Så broren gjorde det eneste rigtige, i hvert fald ved at nægte at smugle hash ind, for sig selv og for hele familien. Og når Hystaden en dag blev clean, håbede jeg at han tilgav sin bror og indså at det var ham selv, der var galt på den. Måske indså Hystaden ovenikøbet at det var modigt gjort af broren.

Glædede mig til offentliggørelse

Nok var Hystaden et narcissistisk røvhul, men de egentlige syndere var personalet, som nu var Hystadens små skødehunde. Der var nogle undtagelser, men de fleste ansatte var totalt uegnede til at arbejde på afdelingen, og de fortjente selv at blive spærrede inde på den en dag. Jeg glædede mig til at offentliggøre denne tekst og til at informere befolkningen om, at deres mange skattekroner gik til løn til så uprofessionelle og luddovne hattedamer.

Sanne

Den ansatte der hed Samme, var meget speciel, hun gengældte aldrig mit smil og hilsen og hun var tydeligvis omend ikke ligeglad, så dog ret svingende i sin arbejdsindsats. Andre indsatte opfattede hende lidt på samme måde. Hun virkede socialt akavet og uden situationsfornemmelse, men andre gange var hun enormt nærværende og lyttede til mig og jeg følte virkelig at hun forstod det, jeg sagde, og mens hun ofte afslog alt, eksempelvis havetur, så oplevede jeg hende også tage ansvar og eksempelvis lade mig træne i motionsrummet i et kvarter, mens hun sad alene ude på gangen og holdt øje med mig, hvilket ellers ikke kunne lade sig gøre, fordi de altid skulle sidde to ansatte. Hun kunne imidlertid godt aflæse mig og hun vidste derfor, at jeg aldrig ville volde hende nogen problemer. Det var en enormt sød gestus af hende, for jeg havde virkelig brug for at træne den aften og det kunne ikke lade sig gøre ellers, fordi der ikke var to personaler der kunne afsættes.

Træning med Henrik

Jeg var i motionslokalet i en hel halv time sammen med Nordjyden og Store Henrik i dag. Vi trænede triceps og Store Henrik viste os nogle gode øvelser, gav os nogle fif til træningen og kiggede også efter om vi lavede øvelserne teknisk korrekt. Store Henrik gav os reelt set en privat træningslektion af høj kvalitet, og det var guld værd. Det var tydeligt, at han også nød alt, der havde med styrketræning at gøre, og det var lige så tydeligt, at han brugte steroider. Nordjyden og jeg følte vi kunne stole på Store Henrik i et vist omfang, og sådan var det ikke med nærmest alle andre ansatte.

Betroede os til Store Henrik

Vi vidste, at han havde pligt til at sige visse ting videre, men også, at det ikke gjaldt alt det, han ikke havde pligt til at videregive eller skrive i journalen. Så vi fortalte Store Henrik hvordan vi så på afdelingen, hvad der tydeligvis ikke fungerede, men også hvad der faktisk gjorde og især var vi super glade for den måde han og Laila var på, og at vi var kede af, at de begge stoppede på afdelingen. Jeg syntes det var vigtigt at både Store Henrik og Laila fik at vide, hvor stor pris jeg havde sat på dem begge, at de gjorde det rigtige, for når flertallet af deres kolleger gjorde det elendigt, så kunne de måske blive i tvivl om de selv gjorde det godt nok - og det gjorde de, de gjorde en positiv forskel for mig midt i mareridtet under indlæggelsen.

Hystaden grænseoverskridende igen

Hystaden var begyndt at stå i døråbningen til det nye rygebur og ryge, så han slap for at gå ud i kulden, men dermed drev røgen selvfølgelig ind i fællesmiljøet, som kom til at stinke. Det var generende for mig som ikke var ryger og stanken sad i tøjet bagefter. Personalet sagde, at han skulle lukke døren, men han var ligeglad og fortsatte med at forpeste afdelingen og ingen greb ind. De forsøgte som regel at irettesatte Hystaden en enkelt gang og gav så op. Så slap de for bøvlet med, at han gik amok og truede dem.

Pinligt eftergivende personale

Det værste var, at Hystaden i sin dopede narkoman-tilstand havde glemt alt om sin ulækre opførsel dagen efter. Men det havde vi andre ikke. Og jeg skulle nok huske ham på det. Og det elendige personale selvfølgelig også. Det eneste formildende ved Hystaden var, at han også forpestede de kornfede hattedamer og udstillede dem som de feje tabere, de var. Det kunne jeg godt lide. Hver dag mindede han dem om deres utilstrækkelighed og det var så pinligt for dem, for selvfølgelig vidste de det godt selv. Hystaden blev senest i går igen opdaget, da han forsøgte at få en medpatients medicin skubbet ind under døren fra naboafsnittet.

Indsmugling af stoffer

Det var sket flere gange, men det havde ingen konsekvenser for idioten. Hvorfor helvede skiftede Psykiateren ham ikke over på Leponex, når nu han fik maksimal dosis af Seroquel, og dette ikke virkede? Hystaden skulle heller ikke have benzoer, det var helt misforstået af Kim Balsløv, at give ham det. Det sidste nye var, at Hystaden prøvede at få Subutex, selvom han aldrig, ifølge ham selv, havde haft et heroinmisbrug eller indtaget dette eller lignende præparater tidligere.

Nye regler

Dan Brown’s "The Lost Symbol" var en udmærket bog, som jeg begyndte at læse i går, men først rigtigt fordybede mig i henad formiddagen. Det havde været en forholdsvis begivenhedsløs og rolig dag, hvor vi havde været i haven to gange af hver 20 minutters varighed, og solen kiggede næsten frem bag et tyndt skydække. Jeg slæbte en stol med ud i det nye rygebur og satte mig til rette. Vejret var så mildt, at jeg kunne sidde og læse i lang tid uden at fryse.

Hærværk

Jeg trænede i haven samt roede i 15 minutter på romaskinen inde på afdelingen, hvorefter jeg var i motionslokalet og træne biceps og triceps. Inde i fællesmiljøet igen satte jeg mig og læste, og pludselig blev Drabsmanden vist ind af døren til afdelingen af to ansatte. Han sagde ikke noget, men gik målrettet hen til den store affaldsspand og sparkede til den, så den væltede med et brag, hvorefter han gik ud i rygeburet og tændte en cigaret.

Efter et par minutter gik jeg ud til ham og spurgte, om han var okay. “Nej, jeg er ikke okay”, vrissede han tilbage. Det var fair nok, at han ville være i fred, så jeg lod ham være og gik ind igen. Inde i fællesområdet hørte jeg Carina sige til Nordjyden, at vi ikke længere måtte være mere end én indsat i motionsrummet ad gangen, også selvom det ikke havde været et problem før. Nye regler efter i går, åbenbart.

Stuevisitation

I dag var det min stue, der skulle visiteres, hvilket angiveligt skete ud fra et tilfældighedsprincip. Det var hurtigt overstået for personalet og jeg kunne se, at de ikke havde været særlig grundige, for tøjet lå pænt foldet sammen i en bunke, præcis som da jeg havde efterladt det og de fandt ikke min blyant, som jeg havde undladt at aflevere. Jeg spurgte spøgefuldt de to ansatte, om de havde fundet al den te, jeg havde gemt.

Te-rygning bedre end skunk

Mit spørgsmål kom af, at det var forbudt at være i besiddelse af tebreve, fordi Rapperen var begyndt at ryge dem, idet han syntes, at de var bedre end skunk. Han var vist ikke helt godt kørende rent psykisk, men hans vrangforestilling var morsom nok. Men hvad vidste jeg? Det kunne da godt være, at jeg skulle begynde at pushe tebreve, hvis de virkede så godt, for der igennem at tjene til livets opretholdelse?

Hystadens terror

Hystaden gik straks fra morgenstunden i gang med at fylde det hele og suge energien ud af alt og alle. Han var så dopet af medicinen, at hans øjenlåg hang til midt på øjnene og han snøvlede, så jeg knapt kunne forstå, hvad han sagde, da han spurgte mig, om jeg synes at han skulle barbere sit i forvejen velplejede, grænsende til feminine, skæg. Jeg svarede, at det måtte han da selv om.

Morgenmødet var som sædvanlig en joke, hvor jeg til at begynde med var eneste deltager, fraset de tre hattedamer fra personalet. Heldigvis var Rikke ikke på arbejde, så vi slap for at høre hendes latterlige gåder. Hystaden kom tilbage til fællesområdet kort tid efter og fik selvfølgelig lov til at høre Rasmus Seebach på fuld drøn, så alle andre fortrak fra fællesområdet og han kunne ligge og sove til musikken på alle andres bekostning. På nær personalets, selvfølgelig.

Personalets magelighed

For de sad eller stod som sædvanlig inde på deres kontor og snakkede og slappede af. Hystadens belønning til personalet var, at så længe de lod ham høre Rasmus Seebach, så lod han dem være i fred. Haveturen blev som sædvanlig forsinket, og jeg fortalte Phoung, at det var en pestilens for mig og alle andre ansatte (hvilke flere havde fortalt mig), at personalet lod Hystaden høre musik morgen, middag og aften og lod ham skrue så højt op for volumen, at ingen kunne holde det ud. At flere fortrak fra fællesområdet af den årsag.

Personalets Stockholm-syndrom

Phoung lod som om, hun ikke var klar over problemet, selvom alle hendes kollegaer var helt klar over det. Nu ville Phoung formentlig hævne sig på mig, ved at skrive noget negativt om mig i journalen og sikkert i plenum næste gang Hystaden ville høre musik sige, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke brød mig om det. Det var den, der sagde fra overfor voldsomt forstyrrende psykopater, der var problemet, ikke psykopaterne selv.

Phoung vidste selvfølgelig godt, at hun og hendes kolleger burde gribe ind overfor Hystaden, men fordi de ikke turde, blev han ved med at skabe sig, og derfor måtte personalet tage psykopatens parti og lade som om, at de accepterede hans adfærd for ikke at tabe ansigt og blive nødt til at erkende deres egen utilstrækkelighed.

Hun og hendes kollegaer turde ikke tage ansvaret på sig, hvilket var ualmindeligt fejt. Hver gang Hystaden truende spurgte hvem, der havde bestemt eller sagt noget, henviste personalet konsekvent til Psykiateren, selvom det var personalets observationer, som Psykiateren traf beslutninger ud fra.

Konstant grænseoverskridende

Så rendte Hystaden igen rundt i bar overkrop, indtil Camilla langt om længe fik nok og bad ham tage en trøje på. Efterfølgende, da hun var gået kaldte Hystaden henne for luder og kælling. Selv når han slesk havde manipuleret sig til at få sin vilje, takket dem overdrevet, og karikeret sagde ‘god weekend’ og lignende, så svinede han dem til bag deres rygge, så snart de havde vendt den til ham.

Indvielse af afdelingen

Der var reception i dag i anledning af, at afdelingen blev indviet som et rent varetægtsafsnit, altså at vilkårene var blevet væsentligt forringet for alle. Selv personalet var klar over dette faktum, var der en af dem, der fortalte mig, så der var absolut intet at fejre. Vi tvangsindlagte fik dog saftevand i anledningen og en lille bøfsandwich, samt efterfølgende resterne af det bagværk, der var blevet serveret for personalet.

Havetur og psykolog aflyst

Til gengæld var der ikke nogen havetur om aftenen. Vi fik kun cirka 40 minutters havetur i alt i dag, hvilket var alt for lidt, og det var kun efter, at vi flere gange havde bedt om det. Der var ingen psykologsamtale i dag og ingen vidste noget om en tidshorisont for denne. Det var simpelthen ulideligt med den afventen i uvished.

Bytte bytte købmand

Langt om længe blev Hystaden flyttet til naboafsnittet. Desværre var det et bytte, for vi fik Hypomanen i stedet for og han var præcis den samme, som han hele tiden havde været. Jeg kunne bedre lide ham som person end Hystaden, men det var marginaler, der skilte dem. A overtog musikchikanen fra Hystaden og vi var tvunget til at høre svensk gangster-rap i halve timer ad gangen på fuld drøn i fællesmiljøet. Jeg kunne dog langt bedre tolerere at A hørte musik på den måde, for han var generelt et venligt og sympatisk menneske til forskel fra Hystaden.

Personalet bestod i dag af pensionister og de var ligeglade, så længe de kunne stå og dovne den på kontoret. Susanne var især svinsk i dag, idet hun gik helt op i ansigtet på mig, da jeg skulle have min aftenmedicin. Det havde jeg aldrig oplevet før, og det var enormt provokerende og ubehageligt, men hun svingede også meget i sin adfærd og væremåde og det var svært at vide, hvor man havde hende.

Skindet bedrager

Susanne var et meget ustabilt menneske og for det meste meget ubehagelig. Alt, jeg blev udsat for af den slags psykisk vold, huskede jeg og en dag skulle nogen betale prisen. A var tilsyneladende ikke så fundamentalistisk, at det gjorde noget, faktisk spiste han pulled pork ligesom os andre til aftensmad. Eller det vil sige ligesom jeg, for ikke alle spiste svinekød. Nordjyden gjorde eksempelvis ikke, og om det var et spørgsmål om kultur eller religion, vidste jeg ikke, og det heller ikke noget som helst for mig, for han var det mest empatiske, rolige og venlige menneske på hele afdelingen.

Religiøst fleksibel

Hystaden var religiøs den ene dag for så at afsværge sin tro og trosfæller den næste, på en meget højlydt og eksplicit måde. Den konkrete episode, hvor Hystaden sagde alt dette, fandt sted efter en af de lalleglade ansatte forsøgte at appellere til netop Hystadens religion. Jeg havde modtaget et brev fra Z i dag, men det havde været åbent, hvilket tapen, der holdt konvolutten lukket klart indikerede. Men brevet i sig selv gav mig kortvarigt håb.

De gode flygter

Det gode personale flygtede fra afdelingen; først var det Laila, og så hørte jeg at Store Henrik også havde sagt op. At han ville forlade afdelingen, var et meget stort tab for stedet, for der var virkelig - virkelig - et stort behov for en person, som netop ham. Man kunne godt bilde sig selv ind, at spinkle kvinder var lige så nyttige at have ansat et sted som en retspsykiatrisk afdeling, som muskuløse mænd, som Store Henrik.

Hellere én Store Henrik end 10 Hattedamer

Men det var ikke kun en tosse naiv og frelst vildfarelse, det var livsfarligt for både patienter og ansatte, at der var så få ansatte, der i fysisk henseende var så overlegne som Store Henrik, for kvinderne turde ikke sætte sig i respekt og sætte grænser for især patienter som Hystaden og det ødelagde hele afdelingen. Det var ikke kun store muskler, man skulle besidde, man skulle både havde de rigtige menneskelige egenskaber og de store muskler samtidig. Jeg kunne tydeligt mærke, at det øvrige personale var mere trygge og mindre anspændte, når Store Henrik var på arbejde. Så turde de sige mere fra over for grænseoverskridende patienter.

Tåkrummende

Vi var i hallen i dag og det var lidt useriøst, men sjovt nok. Da vi kom tilbage på afdelingen igen, bragede hiphoppen ud i fællesmiljøet og Sanne tossede rundt og lavede noget, der lignede at hun dansede hiphop, hun lavede mærkelige fagter med hænderne, hendes hoved rokkede frem og tilbage i takt til hiphop beatet, mens hun lavede mærkelige øjenbevægelser. Det var godt nok en mærkelig opførsel, utroligt pinligt og jeg undgik meget bevidst at give kællingen den opmærksomhed, hun appellerede efter. Efter badminton gik jeg i gang med at ro på romaskinen i 20 minutter for at få mine frustrationer ud.

Ulideligt for en rask

Det var et ulideligt sted at være indlagt som psykisk rask. Jeg var den eneste, der ikke fik antipsykotisk medicin, den eneste, der ikke var det mindste sindssyg, den eneste, der fungerede normalt, der læste og skrev dagligt, der sov godt og normalt om natten og samtidig havde en normal døgnrytme, der kunne dyrke sport og motion og føre en normal og længerevarende samtale om dagsaktuelle emner, den eneste, der havde styr på sin stue, sin hygiejne og så videre og så videre. Min største fordel, nemlig at jeg ikke blev dopet med antipsykotisk medicin, var samtidig min største belastning, for det var ulideligt ikke at være bedøvet på tosseanstalten.

Provins TV

Der var intet i fjernsynet, men jeg fandt en hyggelig lokal kanal, kaldet Provins TV. Her blev der vist en optagelse fra et kamera monteret på hjelmen af en motorcyklist, der kørte rundt på Fyn. Vedkommende kørte igennem bla. Sønder Longelse, samt mange andre skønne landsbyer på Fyn med sjove navne og landskabet var smukt og idyllisk. Jeg drømte om at bo et sted på landet med stor afstand til nærmeste naboer, intet larm, ingen råbende tosser eller dyssociale narkomaner, ingen forråede og dovne ansatte i psykiatrien, kun fred og ro og natur.

Bogholderen

Jeg læste i TV2s nyhedsfeed, at Bogholderen i Byretten i Glostrup var blevet idømt otte års fængsel. Han havde endnu ikke accepteret dommen, men jeg vidste, at han havde tabt på forhånd, for resultatet var allerede givet. Udover for sjov på en gårdtur at bede ham om at lave min selvangivelse for mig, havde jeg ikke talt med ham om noget, der bare tilnærmelsesvist drejede sig om hans sag. Men jeg havde talt med ham om, at det danske retsvæsen var helt anderledes end i rigtige retsstater, især i hans sag, for han - skyldig eller ej - havde ydmyget den danske stat og kostet den flere milliarder, alene i advokatsalærer.

Og derfor ville han blive dømt skyldig, for de danske domstole var primært statens og det offentliges magtmiddel og således kunne man aldrig vinde over staten. Jeg fortalte ham nok ikke noget, han ikke allerede var smerteligt bevidst om. Jeg læste, at hans dom var den hårdeste i danmarkshistorien for bedrageri og næsthårdeste for økonomisk kriminalitet. Han skulle derudover tilbagebetale 100 millioner, som retten havde konfiskeret fra ham.

Bogholderen var som menneske yderst sympatisk og også meget empatisk. Han var altid venlig og smilende, lyttede opmærktsomt til hvad jeg sagde og stillede relevante uddybende spørgsmål. Han var meget interesseret i at høre om min baggrund som læge og hjemløs, som følge af myndighedsfejl, og han virkede oprigtig forundret over, at det kunne lade sig gøre i et land som Danmark. Han var derudover også leveringsdygtig i viden om generelle samfundsforhold, især internationalt, og jeg nød at lytte til hvad han havde at fortælle. For der var langt mellem snapsene i Vestre hvad angik intellektuel kapacitet, og de fleste andre indsatte havde jeg nærmest intet at tale med om.

Det var super ærgeligt, at Bogholderen var endt i Vestre, for uagtet det han var dømt for, så var han et meget begavet og sympatisk menneske, ikke det mindste arrogant, ikke skyggen af storhedsvanvid, narcissisme eller med psykopatiske karaktertræk, som ofte prægede andre dømte for økonomisk kriminalitet.

Filmarrangement

Det var den roligste dag længe og det viste sig da også at være for godt til at være sandt. Jeg havde siddet og cyklet og læst i et godt stykke tid, indtil klokken nærmede sig 20 og personalet havde fået den faktisk ret gode ide, at vise en film i fællesområdet. En projektor blev kørt ud og en af de ansatte havde selv lavet lækre romkugler til os, og det var rigtigt sødt af hende. Vi var 4-5 tilskuere, der hyggede bedst muligt, indtil en af patienterne pludselig gik amok.

Drabsmanden amok

Det var Drabsmanden, der gik amok og råbte og smed med en af de tunge stole i fællesmiljøet, som ellers var designet til, at man ikke kunne kaste med dem, dels fordi de var så uhåndterbare og dels fordi de var ekstra tunge, men det kunne patienten altså godt og samtidig gentog han, at han ikke kunne holde ud at være på afdeling mere, at det var et ulidelig sted og at han ville tilbage til arresten hurtigst muligt, og ellers ville han smadre hele afdelingen.

"Læg mig i bælte"

Det var en voldsom oplevelse, og lidt bizart fortsatte zombiefilmen højlydt i baggrunden imens. Drabsmanden sagde, at personalet var nødt til at lægge ham i bælte hurtigst muligt. Der gik noget tid, indtil det skete, hvor han sad og skiftevis råbte, græd og hamrede hånden i bordpladen på bordet, hvor han sad. Alarmen blev endelig aktiveret og en masse ansatte strømmede til. Han råbte så højt, at jeg kunne høre ham helt fra den anden ende af afsnittet.

Politiet tilkaldt

Pludselig kom politiet kørende og bremsede hårdt op foran afdeling, hvilket vi kunne se gennem afdelingens vinduer. De tog betjente småløb ind på afdelingen og på kontoret. Drabsmanden var for stor en fyr til at personalet kunne håndtere ham, uanset hvor mange hattedamer, der blev tilkaldt.

Hypomanen trodsig

Vi så filmen færdig, men stemningen var noget trykket og Hypomanen skældte personalet ud for at de lod det komme så vidt, og gav dem fingeren, mens han sparkede til stole og borde for at understrege sin utilfredshed. Han havde for så vidt en pointe, men det var også klart, at han udnyttede muligheden for at give personalet igen. Alle indlagte skulle have beroligende p. n. medicin, fordi det var så voldsomt en hændelse. Jeg var selv tæt på at bede om noget. Før alt dette skete, trænede jeg mave på stuen.

Ude af bæltet

Medpatienten, der var gået grassat og havnet i bælte, var ude af bæltet igen til formiddag. Den nedsmeltning han havde haft, var sandsynligvis resultatet af, at han i en længere periode havde fået Subutex af en medindsat, indtil leveringen pludselig ophørte og han blev voldsomt abstinent. Han var mere end noget andet en misbruger, lod det til og det var pinligt for ham, at han mistede besættelsen og klynkede, som han havde gjort.

Svære abstinenser

Han var hverken en indsat, jeg havde specielt meget hverken sym- eller antipati for, men jeg satte pris på, at han havde været stille og roligt, og jeg havde næret en vis respekt for ham, qua hans måde at opføre sig på, men efter hans lille scene mistede jeg en stor del af respekten for ham. Han havde narkomanens rastløshed, døde øjne og et forstenet udtryk i ansigtet for det meste.

Mest dårlig opdragelse

Der var fortsat uro på afdelingen og konflikter mellem indsatte og ansatte, men knap så mange alarmer som normalt. Der var dog to alarmer i dag, hvoraf den ene var fra det lille naboafsnit og den anden var fra os, og sidstnævnte skyldes, at Rapperen fik en forværring af sin psykose. Tossen havde fået fingre i noget te, som personalet havde fundet og konfiskeret og så blev han tøsefornærmet. Jeg var træt af ham. A var tilgængæld meget venlig og han gav mig en pude til mine ben, da vi sad og så filmen om aftenen. Og jeg fik læst i min bog. I øjeblikket var jeg dødhamrende træt af alle. Ingen tog det mindste hensyn til andre end dem selv. Psykisk sygdom, ja, men mest af alt bare dårlig opdragelse og attitude.

Dårlig fornemmelse

Jeg glædede mig meget til at modtage varene fra Føtex, og jeg havde dobbelttjekket i morges, at min indkøbsseddel var personalet i hænde, samt at jeg havde fået penge overførrt fra staben til afdelingen, men jeg forventede, at der ville gå noget galt ikke desto mindre. Efter ugers daglig træning uden en dag til at restituere i, trængte min krop til en pause. Men jeg trænede seks sæt leg raises for både de lige og de skrå mavemuskler i haven alligevel, fordi det var så ulideligt kedeligt at være på afdelingen.

Selvhenter

Med i haven medbragte personalet nogle tennisbolde, som vi kunne lege med som var vi hunde, men det var bedre end ingenting, så jeg stod og kastede en tennisbold op på den høje mur og greb den igen, først med højre arm, så venstre, så med overhåndskast og dernæst underhåndskast, for at få lidt variation. Det var nyt at vi kunne få tennisbolde med i haven, og selv om det kunne lyde banalt med en tennisbold, så betød det alverden til forskel.

Jeg jokede over for de ansatte, der altid var med i haven og spurgte dem, om det var en selvhenter, hvis jeg kom til at kaste bolden over muren. De lo over min platte joke, hvilket tit var noget de gjorde overfor de indsattes dårlige vitser for at styrke vores mangelfulde selvtillid og jeg-styrke eller nærmere jeg-svaghed.

Den var dog en af mine bedste platte jokes, så jeg fortalte den til hvert af de efterfølgende ansatte, der var ude i haven med os på de to resterende haveture af 15 minutter, for min joke skulle bruges fuldt ud, så jeg kunne demonstrere at jeg havde et minimum af kognitive færdigheder.

Jeg modtog mine Føtexvarer og ganske rigtigt manglede der det allervigtigste, nemlig det billige analoge armbåndsur, som jeg havde skrevet på sedlen. Det var selvfølgelig ikke indkøberens skyld, men det var alligevel utroligt ærgerligt, da jeg i allerhøjeste grad savnede et ur.

Ad hoc regler

Jeg modtog en meget vigtig vare, nemlig en billig hårtrimmer til 199 kroner, men da jeg bad om at få den udleveret fra mit skab, så jeg kunne klippe mit efterhånden halvlange hår, fortalte min kontaktperson mig, at jeg kun måtte få udleveret to af de ti afstandsstykker. Det var noget personalet lige havde besluttet, fortalte hun, da jeg vantro spurgte hvem, der havde fundet på den bizzare regel.

Dumhed og hygge-sadisme

Der var jo talte om afstandsstykker i tyndt, blødt og eftergiveligt plastik, som umuligt kunne bruges som våben, og jeg kunne sgu da ikke klippe mit hår med kun to forskellige længder, desuden skulle jeg aflevere det hele igen umiddelbart efter brug, så det var en tåbelig og meningsløs regel. Jeg fik dog forhandlet mig frem til at jeg kunne få udleveret fire afstandsstykker, og jeg afleverede det hele efterfølgende, helt uden at nogen var blevet stukket ned med de farlige stykker billig plastik.

Mere idioti

En anden meningsløs regel var, at jeg skulle aflevere en engangstandstikker med tandtråd efter brug. Vanvittigt. Men jeg undlod at aflevere det eksemplar, jeg havde fået udleveret i morges, tilbage, og heldigvis konkurrerede personalets glemsomhed og sjusk med deres sadisme og ofte vandt førstnævnte. Der var meget vilkårlighed i reglerne på afdelingen, og det virkede som om, de bare var noget personalet fandt på ad hoc og som kun gjaldt for den enkelte patient.

Magt avler dovenskab

Personalet lavede - fraset enkelte undtagelser - ikke dagens gode gerning, men sad i sikkerhed på deres kontor og krydrede røv og pjattede med hinanden. Jeg bad min kontaktperson, Henrik, om at skrive i journalen, at jeg gerne ville have de psykologiske tests, som skulle have været udført i torsdags, udført hurtigst muligt. Min dygtige og engagerede advokat havde selvfølgelig hverken ringet eller besøgt mig, som hun havde lovet, at hun ville. Jeg var fuldstændig detroniseret efterhånden, det var ekstremt håbløst og jeg rådnede op uden fremtidsudsigter. Jeg spekulerede på hvor længe, jeg kunne holde det ud endnu. Intet af personalet havde selvfølgelig mod eller lyst til at gøre myndighederne opmærksomme på, at jeg intet psykisk fejlede. De havde et let job og de skulle ikke nyde noget, for det var en loppetjans og mistede de den, skulle de ud og have et rigtigt job, hvor de kom til at arbejde for lønnen. Jeg var så uendelig træt af det hele, træt, træt, træt.

Patienten A knækkede

Jeg følte et stik af dårlig samvittighed om aftenen, da jeg sad og læste i fællesmiljøet og overhørte en samtale mellem Lille Hans og A, hvor A fortalte, hvor meget ked af det, ja, nedtryk han var over at være indlagt på afdelingen og Lille Hans forsøgte at trøste ham. Jeg havde desværre været for hurtigt til at dømme A som person, hvilket formentlig var en slags skade eller overlevelsesmekanisme efter årevis som ufrivillig hjemløs, hvor jeg havde mødt mange psykopater, men A var et meget fint og hensynsfuldt menneske.

Han var dog også meget fåmældt og havde en meget spag og sagte, knapt hørbar stemme og jeg havde fornemmelsen af, at han helst vil undgå at tale med andre, og det gjorde ham svær at få et ordentligt indtryk af.

Tankeløs sygeplejerske

Det var ærgerligt. Jeg havde det lidt skidt med at A havde det så dårligt, samt at jeg intet kunne gøre for at hjælpe ham. Jeg havde siddet det samme sted og læst før A og Lille Hans’ samtale begyndte, men af respekt for A, fortrak jeg så diskret fra min plads og fællesmiljøet som muligt, så han kunne få en smule privatliv.

Alle knækkede

En anden indlagt var brudt sammen i lørdags, fordi han også synes at stedet var så forfærdeligt, og nu var det altså A's tur. De fleste knækkede på afdelingen. Ikke fordi at de var psykisk syge, men på grund af netop afdelingen, vilkårene, den fornedrende behandling man fik af personalet, i hvert fald de fleste af dem. Det var beskæmmende og der var ingen tvivl om, at det skabte mere lidelse og flere mere kriminalitet og flere ofre i sidste ende.

Hensynsfuld løgn

Den Stille Pige spurgte ud i fællesmiljøet, om hvad hun skulle gøre med sagsomkostningerne og advokatregningen. Hun kunne ikke betale, for hun havde ingen penge. En medindlagt fortalte hende, at hun kunne afdrage, hvilket beroligede pigen, som var ved at køre op i en spids af bekymring. Godt hun ikke vidste, at hun aldrig ville kunne tilbagebetale hele gælden og næppe bare renterne alene. Retsvæsnet og især retpsykiatrien ødelagde vores liv. Der var ingen resocialiserende behandling, kun håbløshed, mere kriminalitet flere stoffer, mere alkohol, mere kriminalitet og flere ofre, mere død og flere selvmord. Og samfundet gav ikke et fuck.

Ingen resocialisering

Der var ingen resocialisering, ingen behandling, kun håbløshed, mere kriminalitet, flere stoffer, mere alkohol, mere død og flere selvmord. Og samfundet gav ikke et fuck. Jeg fortalte Erika i dag, at jeg var oprigtigt imponeret over og taknemmelig for hendes engagement. Efter det, jeg havde oplevet til aften, blev jeg meget bevidst, om at det ikke var en selvfølge at hun gjorde sit arbejde hæderligt og at hun som en af de eneste på stedet rent faktisk gad at yde en indsats og så var det vigtigt for mig at give hende den anerkendelse, hun fortjente.

Lyd fra advokaten

Til morgen fortalte min kontaktperson, der i dag var Nanna, at min advokat havde ringet og meldt sin ankomst klokken 10.00 på torsdag. Jeg kunne højst trække på skuldrene ved oplysningen om, at hun kom på besøg, for jeg havde ikke noget behov for hendes tilstedeværelse, på nær måske i forhold til én eneste ting og det var at få overdraget min Afdeling P7 til hende. Hun kunne imidlertid ikke vide, at det var min intention, så sandsynligvis var årsagen til hendes besøg, at tjene flere penge på mig, for hun kunne bare fortælle mig hvad hun havde på sinde i telefonen. Men et fysisk besøg i Middelfart ville give hende kørselspenge, foruden standardtaksten for besøg af klient.

Dødstrusler

Jeg var tidligt oppe samtidig med Hypomanen, som var usædvanlig aktiv, urolig og meget vredladen. Årsagen var, at han dels havde tabt en klage i Det Psykiatriske Klagenævn og dels var blevet varslet om tvangsmedicinering. Han gik rundt i fællesområdet og sagde, at han ville slå det personalemedlem ihjel, der gav ham indsprøjtningen. Jeg roede i 20 minutter i dag og trænede ryg i haven og det var planen, at vi skulle træne i motionsrummet senere i aften.

En usædvanlig gestus

Jeg læste nogle nye eksemplarer af Illustreret Videnskab og Illustreret Historie, som Lille Hans havde været så venlig at tage med hjemmefra. Den gestus var en markant undtagelse fra reglen om, at de fleste ansatte var pisseligeglade med deres arbejde og de indlagte. Didde gav mig langt om længe fjernbetjeningen til el-sengen, men hun kunne desværre ikke få den til at virke med sengen. Det var næsten en måned siden, jeg første gang var blevet lovet en fjernbetjening til sengen og to uger siden, at der var blevet skiftet batteri til den.

Forskelsbehandling af rygere

Hvis man bruger snus eller røg, kunne man få personalet til hver eftermiddag at hente cigaretter og snus til en fra kiosken, men jeg kunne ikke få personalet til at købe en enkelt slikpose eller lignende, fordi jeg ikke røg. Fordi afdelingen var så rædselsfuld at være indlagt på, kunne en pose slik i ny og næ betyde alverden, men det gad personalet fandme ikke at købe med. De elskede at nægte de indlagte hvad som helst, det var en ulækker og forrådet kultur, der herskede på stedet.

Old Age

Forleden barberede jeg i mangel af en barbermaskine alt skægget af. Jeg skulle nu fjerne skægstubbene, der var vokset frem siden da, men da jeg stod og skulle til at påføre mig barberskum før barberingen, kunne jeg se, at der sad noget hvid nederst på højre side af hagen. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg havde jo ikke påført skummet endnu. Jeg gik tættere på spejlet og kunne konstatere, at det var mit skæg, der var blevet gråt for første gang.

Dødsdommen

Jeg kunne ikke ignorere at tiden gik og jeg blev ældre og ældre, mens jeg rådnede op og gik glip af alt det smukke og skønne i livet. Det var en påmindelse om, at de bedste år af mit liv var blevet stjålet, at jeg intet havde tilbage. Over 9 års mishandling, ruineret og uden familie, børn, venner, job eller fremtid. Alt, der gjorde livet værd at leve, var jeg blevet snydt for, og fordi jeg var blevet for gammel, kunne jeg ikke længere opnå nogen af delene.

Ikke kun mig

Det var derfor en langsomt eksekveret dødsdom, som nogle enkelte læger havde idømt mig.

Ingen lyttede

I forhold til min advokat, så ville jeg ønske, at hun havde gjort noget, at hun havde gjort det, jeg tiggede og bad hende om, det jeg betalte hende for i dyre domme, selvom jeg var hjemløs og havde sultet. Jeg havde advaret alt og alle om hvad, der skete hvis jeg ikke fik mit liv tilbage og hvis ikke at mishandlingen ophørte - det var jo selve årsagen til, at jeg var varetægtsfængslet på fjerde måned - men ingen ville lytte og så måtte det gå galt på et tidspunkt.

Tre patienter amok

Der var ekstremt kaotisk på afdelingen i dag. Først gik Rapperen amok fordi han nægtede at indtage maden ved spisebordet, som man skulle og blev voldsomt vred på personalet, da de bad ham om det og alarmen blev aktiveret. Dernæst blev Hypomanen igen vred over, at personalet ville tvangsmedicinere ham, og alarmen blev aktiveret på ny. Og endeligt om aftenen blev alarmen så aktiveret, da Den Stille Pige angreb personalet pludseligt og uventet.

Angreb pludseligt personalet

Der skete det, at jeg sad og læste i fællesmiljøet, mens Den Stille Pige havde siddet fuldstændig roligt og talt med nogle af de andre indsatte. Pludselig rejste hun sig og gik i retning mod sit værelse, og i det samme gik tre fra personalet hen mod hende. Jeg nåede ikke at se præcis hvad der skete, fordi det gik så hurtigt og fordi jeg ikke ventede at der skete noget, men pludselig tog de ansatte hårdt fat i Den Stille Pige og skubbede hende ind på værelset og alarmen gik endnu engang.

Utilregnelig og voldelig

Det var nok igen stemmerne, der havde kommanderet hende til at angribe personalet, for sådan var det ofte med hende. Hun var den klart mest utilregnelige patient på afdelingen, men heldigvis var hun langsom og ret overvægtet pga. medicinen, så hun gjorde aldrig nogen skade. Sent om aftenen, efter jeg havde trænet mave og lænd på stuen og biceps i motionslokalet med Nordjyden, spillede Katja, Læreren og jeg Catan i fællesmiljøet.

Optimisten

Der blev meldt ankomst af en ny indsat henad formiddagen. Afdelingen havde i øjeblikket kun ni patienter, samt to på modsatte side, hvorfor der var over tre ledige pladser, så det var ikke så mærkeligt, at der kom en ny ‘kunde’ i ‘biksen’. Samtlige indlagte på afdelingen, fraset jeg selv, fik antipsykotisk medicin fast eller som p.n., altså ved behov. Af alle indlagte var to højest sandsynligt sindssyge, to givetvis var sindssyge, mens resten sandsynligvis ikke var det.

Den nye fyr blev vist ind på afdelingen kort før aftensmadstid. Han var relativt ung, kraftigt bygget og på min højde. Han var iført patienttøj og satte sig i en lænestol. De andre patienter, der sad omkring ham i de to tilstødende sofaer, så TV og sagde ingenting. Jeg lagde bogen væk, gik hen til ham, gav ham hånden og ønskede ham velkommen til afdelingen.

Ikke egnet til arrest

Senere under aftensmaden fik jeg talt en smule med ham. Det viste sig, at han var blevet udskrevet fra en lukket psykiatrisk afdeling i en anden by, men lige som han var ude af døren, blev han anholdt og sat i den lokale arrest, hvor han befandt sig i relativt få timer, før vagthavende betjent godt kunne se, at han ikke var kandidat til at være væretægtsfængsel under normale vilkår og han blev overfllyttet til retspsykiatrisk afdeling.

Overlægens hævn

Det viste sig, at Optimisten var blevet indlagt på den lukkede afdeling i psykotisk tilstand, og han havde vist sagt noget, som den kvindelige overlæge syntes var en trussel. Da Optimisten efterfølgende blev ikke-psykotisk, måtte overlægen til hendes store ærgrelse udskrive ham. Men hun havde et es gemt i ærmet: Den påståede trussel.

Så hun ringede til politiet og fik denne venlige, yngre mand med arbejde, kæreste og rigtigt godt og tæt socialt netværk - som aldrig havde været straffet - varetægtsfængslet og med overvejende sandsynlighed senere dømt.

Overbevist om løsladelse

Han skulle fremstilles i grundlovsforhør i morgen, og han regnede bestemt med at blive løsladt straks, hvorfor han kun regnede med at være på afdelingen i nat. Det håbede jeg virkelig også. Senere skulle jeg erfare, at Optimisten gjorde det helt rigtige, faktisk så var han den indlagte noget sted, jeg havde været, der gjorde det bedst muligt i forhold til at overleve i kampen mod systemet og psykiatrien. Det skyldtes, at han var ret intelligent, ret erfaren i distriktspsykiatrien, samt at han straks involverede sine pårørende.

Havde luret systemet

Eksempelvis læste hans far med i hvad personalet skrev om ham på daglig basis på sundhed.dk og denne viden konfronterede faren personalet og Psykiateren med. Det var smukt og genialt, for det var præcis sådan man skulle agere, det måtte aldrig være patienten selv, der var kritisk og lagde sig ud med Psykiateren, det måtte være de pårørende, således at patienten ikke blev udsat for behandlingsmæssige repressalier for sin kritik. Netop som vi skulle i hallen og spille badminton, begyndte L at råbe og skrige og kaste med stole, og politiet blev tilkaldt.

Konstant vækket

Jeg blev vækket, mens jeg lå og sov for første gang den dag, fordi Didde kom ind på min stue uden varsel og bekendtgjorde, at der skulle gøres rent om 10 minutter. Jeg spurgte hende, om jeg ikke kunne slippe, fordi jeg lå og sov og fordi jeg selv holdt pinlig orden på stuen, faktisk vaskede jeg næsten hver dag gulvet selv og skiftede linned flere gange om ugen. Nej, det var jo et hospital, lød standard begrundelsen, så det kunne absolut ikke lade sig gøre, sagde hun. Jeg var dødtræt og det var forstemmende, men jeg kunne ikke tillade mig at være sur på Didde, fordi hun dels havde sørget for, at jeg fik en af hendes mands aflagte trøjer og dels har skaffet mig fjernbetjeningen til min seng, så sent som i morges.

Kadaverdisciplin

Kort efter, netop da jeg igen havde lukket øjnene og døset hen, kom et andet personalemedlem brasende ind på min stue, vækkede mig og annoncerede, at bogdamen kom forbi afdelingen om ikke så længe. Da jeg på ny lukkede øjnene, kom rengøringen så og vækkede mig. Var det Hovedbanegården, jeg boede på? Hvorfor kunne folk ikke bare fucke af, så jeg kunne være i fred?

Dødtræt af meningsløse regler

Jeg bad de to rengøringsassistenter om at nøjes med at tømme min skraldespand, men Cecilie, der fulgte med de to som en slags bodyguard i dag sagde, at de skulle gøre helt rent og at jeg slet intet havde at sige til det, også selvom stue var helt ren. Jeg sagde til Cecilie, at jeg var dødtræt af alle deres meningsløse og ufravigelige (med mindre det var Hystaden, som fik lov til alt) regler. Den kommentar risikerede jeg at Cecilie ville straffe mig for ved at skrive noget dårligt om mig i journalen, for sådan var det jo her på stedet.

Luftalarmen

Allerede fra morgenstunden begyndte uroen og kaoset, da alarmen gik. Jeg havde været indespærret så mange steder efterhånden og havde hørt så mange forskellige alarmer, men jeg havde aldrig hørt så høj en alarm som på P7. Den var så overdrevet høj, at gik jeg forbi en af de højttalere, hvorfra lyden kom, så det gjorde ondt i ørene, som hvis man stod ved siden af en ambulance med tændt sirene. Og ikke nok med det; alarmen gik så mange dage dagligt, at det var ulideligt og stressende. Jeg spurgte på et tidspunkt Sanne, hvorfor de aktiverede alarmen så ofte og hvorfor vi også kunne høre den, selvom den blev aktiveret på en anden afdeling. Hvad var årsagen til det?

Et meget dumt svar

Sannes svar var dette: Det var helt bevidst at alarmen var så høj og at de aktiverede den så ofte, for så sendte man et signal til den patient, der var konflikt med, om at det var meget alvorligt, at konsekvenserne af at han eller hun vred var, at den høje alarm blev aktiveret og det ville få vedkommende til at frygte den og til ikke at lave ballade og konflikt igen. Det var et ualmindeligt dumt svar.

Patienterne ligeglade

Antallet af konflikter var konstant og meget højt over tid, Hystaden og Hypomanen eller Den Stille Pige var bedøvende ligeglade med alarmen, det var alle andre, der blev stresset af den, og hvorfor troede Sanne ikke, at den kunne have modsat effekt? Hvorfor eskalerede den meget høje og gennemtrængende lyd ikke bare situationen fordi patienten blev mere vred eller opkørt eller angst? Nogle patienter var så psykopatiske, at de sikkert ligefrem syntes at det var fedt, at de fik personalet til at aktivere alarmen, for så fik de opmærksomhed og var ‘farlige’ og ‘seje’ i egen forskruede optik.

Alt på personalets præmisser

Jeg var allerede oppe og havde brugt romaskinen i cirka 12 minutter (det svarede til ca. 300 rotag, som jeg talte, da jeg ikke havde et ur), mens de fleste andre patienter lå og sov. Alligevel holdt den gennemtrængende hylen ikke op, men fortsatte i cirka 15 minutter og forpestede hele afdelingen og vækkede alle. Vi fik at vide, at det var fordi man testede alarmsystemet. Tidligt om morgenen og i et kvarter? Flot. Ingen hensyn til de indlagte i psykiatrien.

Magtarrogance

Nordjyden fik afbrudt sit besøg af familien i dag. Besøg var skåret ned til et minimum. Familien kom langvejs fra, og det tog dem flere timer at køre til afdelingen, hustruen og små børn. Nordjydens lille datter skulle nemlig på toilettet 15 minutter inde i besøget, og så aflyste personalet resten af besøget, som skulle have varet i to timer. Kun fordi en lille barn ikke kunne holde sig og toilettet lå et par meter væk fra besøgsrummet. Alt var på det luddovne personales præmisser. Det var så utroligt småligt af dem.

Skulle være taknemmelige for frisk luft

Haveturen lå formelt klokken 10.15 og klokken 13.30 og varede hver gang et kvarter. Men tidspunkterne blev i praksis sjældent overholdt, og det handlede ikke om, at der var travlt eller alarmer, kun personalets ligegyldighed og dovenskab, for ofte stod de bare og snakkede og grinede på kontoret, mens vi andre stod parate iført jakker og med sko på, fordi haveturs tidspunktet var passeret. Mens vi indlagte altid skulle overholde selv den mindste tåbelige regel til punkt og prikke (fraset Hystaden), så var det modsatte aldrig tilfældet når det kom til personalet, som ovenikøbet ofte selv fandt på reglerne ad hoc.

Dårlige undskyldninger

Personalet forsvarede deres fravær med, at de skulle dokumentere åh så meget, men det passede jo ikke, for vi indlagte så dem selv stå - eller oftere sidde - og tale og pjatte med hinanden på kontoret, de havde travlt med deres private mobiler eller sad og så youtube eller surfede på nettet på kontorets computere, og det var tydeligt, at de ikke tastede noget ind på tastaturet i den forbindelse.

Langt bedre normering

For første gang meget længe varede haveturen en hel halv time. Det var noget det medfølgende personale i haven gjorde meget ud af at fremhæve, som om de havde gjort os en særlig stor tjeneste, vi skulle være taknemmelig for. Men det var en falliterklæring, for i Venstre Hospital, som var mere restriktiv og langt dårligere bemandet end retspsykiatrisk afdeling, fik alle indsatte hver eneste dag halvanden times frisk luft, der var fire gange så mange indsatte og ret få vagter, og en del af de indsatte sad i kørestole, så gjorde det mere omstændigt for de får vagter at få folk ind og ud i gården. Men det kunne altså godt lade sig gøre alligevel.

Badebolden

Næste havetur var jeg ikke klar over hvor længe varede, men det var næppe over 20 minutter. Jeg skiftevis løb og gå på stien, ligesom de to andre patienter, mens hele fire ansatte spillede med en badebold, som Anne-fys havde medbragt, og som de stod i en rundkreds og kastede til hinanden og til de to patienter, der deltog. Det var tydeligt at høre på latteren, at det var de fire kvindelige ansatte, der morede sig mest med den aktivitet.

Kvindernes internationale kampdag

Optimisten krakelerede fuldstændig i går aftes. Det begyndte ellers godt, efter han returnerede til afdelingen efter grundlovsforhøret. Han var inadækvat opstemt og lidt hurtigkørende med noget talepres, men han kunne dog let afbrydes og lyttede også opmærksomt, når andre talte. Men om aftenen blev han tiltalende panisk og konfabulerende, motorisk urolig og talte febrilsk om de inkonsistente forhold, han havde oplevet på afdelingen, samtidig med at han vandrede rastløst op og ned ad gangen med to tavse ansatte i hælene

Bizar adfærd

Han havde samlet visne blade fra haven og arrangeret dem i små bunker på hvert af bordene i spisestuen. Han tiggede personalet om at få antipsykotisk medicin og det fik han tilsyneladende også, for en times tid efter var han rolig, smilende og umiddelbart normal og spillede Settlers of Catan, et brætspil jeg selv havde spillet med de andre tidligere på dagen.

Det var det smukkeste solskinsvejr i dag og tilmed mildt og vindstille. Jeg nød solen i rygeburet i T-shirt, mens jeg færdig læste Dan Brown's “The Lost symbol”, som var en ganske udmærket, men ikke fantastisk bog, som dog vandt en del ved at være skrevet på engelsk.

Tvangshandlinger

Jeg gik forbi Optimistens stue, hvor døren stod på vid gab og afslørede gulvet, som der var strøget en stor mængde små iturevne stykker papir fra ugeblade og magasiner ud over. Dette var noget som Psykiateren italesatte overfor Optimisten, der sad i fællesmiljøet, så vi alle kunne høre irettesættelsen. Jeg rodede 500 tag i romaskinen senere på eftermiddagen, før Ergo-Helle kom og hentede mig og en anden patient.

Flødebollejoken

Vi skulle over i ergo-køkkenet og lave flødeboller, hvilket vi begge - medpatienten og jeg - havde bedt om at måtte få lov til i et par uger til morgenmøderne og mest som en indforstået joke. Den gik på, at personalet til hvert morgenmøde spurgte, om vi ønskede nogen aktiviteter i løbet af dagen, men uanset hvad vi foreslog, så kunne det aldrig lade sig gøre alligevel. Så vi blev ret overrasket over, at ergo-Helle, der ofte havde ja-hatten på, tog os på ordet.

Tredje gang er lykkens gang

Jeg havde hørt, at der var et mindre lager med genbrugstøj, som de indsatte måtte få, hvis de mangler beklædning og det var præcis, hvad jeg gjorde. Først spurgte jeg Rikke, om hun var sød at undersøge det med tøjet for mig, hvilket hun glemte. Så spurgte jeg min kontaktperson, Tykke Henrik som også glemte det, hvorfor jeg spurgte ham igen og så gik han ud for at undersøge det, men vendte hurtigt tilbage og fortalte at tøjdepotet var lukket og at der intet var han kunne gøre. Derefter spurgte jeg Ergo-Helle, som faktisk undersøgte sagen og fandt ud af, at nøglen til tøjdepotet skulle hentes i informationen. Hun fandt et par sko til mig, som desværre var for små, samt en hættetrøje, som passede perfekt og som jeg beholdt og takkede hende for mange gange.

Flødebolle-fiasko

Flødebollerne blev en fiasko, hvilket var min skyld, fordi vægtens batteri pludselig løb tør for strøm så der kom for meget vand i blandingen og fyldet blev så tyndt at det straks løb ned over marcipanbunden og ud over det hele. Resultatet blev en slags bradepandekage med marcipanbunde, overtrukket med flødebollemasse, dækket af et tykt lag chokolade på toppen og dekoreret med krymmel og kokosmel. Absolut ikke videre kønt, men forholdsvis velsmagende.

I Hypomanens sko

Det var en fantastisk god badmintonkamp i dag, og Den Dansende Sønderjyde charmerede os alle endnu en gang. Jeg havde fået Hypomanens brugte indendørssko, fordi han selv havde fået et bedre par fra tøjdepotet. Det var meget venligt af ham og også meget tiltrængt.

Flødeboller og film

Skoene passede mig perfekt og var i forholdsvis god stand, hvilket gjorde spillet meget sjovere. Efter badmintonspillet blev der vist ‘Monumenternes Mænd’ på projektoren i fællesmiljøet, mens vi fik serveret mine mislykkede flødeboller. De var langt fra så gode som rigtige flødeboller, men alt blev spist alligevel.

Fejlbedømmelse

Det var en medindlagt, der havde arrangeret møblerne og hængt et lagnet op som lærred. Jeg havde nok fejlvurderet ham, for han havde ved nærmere bekendtskab vist sig at være et meget omsorgsfuldt og betænksomt menneske, men han var også meget introvert og talte næsten aldrig.

Nordjyden

Der var mange meget forskellige typer indlagte på afdelingen, og én, der var væsentligt anderledes end førnævnte, var Nordjyden. Han var genstand for min beundring, for han var en af de mest rolige og empatiske mennesker på hele afdelingen, intelligent, generøs og en stor motivator for os andre. Han var meget høj og atletisk af bygning, selvom medicinen havde givet ham lidt mave.

Nordjyden var sigtet for en lidt af en petitesse af en offerløs forbrydelse, angiveligt begået for så mange år siden, at det undrede mig at forholdet ikke var forældet. Jeg havde lært ham godt at kende, og han var faktisk et genuint godt menneske, absolut ikke kriminel, men en dedikeret familiefar, der savnede sin familie utroligt meget og talte om dem hele tiden. Hvis hans børn en dag læste dette, skulle de vide, at de kunne være meget stolte over deres far.

Rodløs

Jeg ville komme til at savne ham mest af alle, og det kunne jeg allerede mærke nu, bare ved tanken herom, og til trods for, at jeg fortsat var på afdelingen. Jeg håbede på det allerbedste for ham og hans familie, han skulle bare klare den og det havde han også fortjent. Jeg forbandede, at jeg gennem årene først lærte virkelig gode mennesker at kende og knyttede mig til dem, for så at blive tvunget væk fra dem igen af det forpulede politi, psykiatri og retsvæsen.

Særlig plads i helvede

Jeg havde mødt langt flere og mere samvittighedsfulde og gode mennesker i fængslet og på retspsykiatriske afdelinger, end blandt de ansatte i psykiatrien, etaten og blandt læger generelt. Faktisk havde jeg aldrig mødt bare én god betjent, anklager, dommer eller psykiater, og jeg håbede, at der var et særligt slemt sted i helvede, beregnet til den gruppe mennesker. De var de værste mennesker i verden. Efter filmen, trænede jeg mave på stuen.

Svar på klage over politiet

Knud-Erik var heldigvis ikke på arbejde i dag, men det var Phoung desværre. Jeg bad ikke om at komme 15 minutter i motionsrummet, fordi hun ikke igen skulle have den tilfredsstillelse, at nægte mig det. På dagens sidste havetur trænede jeg seks sæt leg raises. Jeg nåede at hilse på Kim før han fik fri. Jeg havde frygtet at jeg skulle skældes ud for min klage fra i går, men jeg slap, i det mindste for i dag. Om aftenen kom min kontaktperson Nanna hen til mig med et brev fra advokaten. Det indeholdt et udskrift af en mail fra Anette Vester hos statsadvokaten til advokaten, hvor førstnævnte bekræftede at min klage blev behandlet aktuelt, men at hun var på ferie i øjeblikket og derfor ikke kunne oplyse yderligere.

Latterliggjort af personalet

Jeg var i en sjælden grad vred over det dovne personale, især Knud-Erik og Phoung, som helt uventet pludseligt havde latterliggjort mig i fællesmiljøet, at jeg roede i næsten tre kvarter på romaskinen mens de andre var i hallen og spille badminton. Jeg havde ikke kunne deltage i dag, på grund af nytilkomne lændesmerter, som skyldtes især min mangel på ordentlige sko. Jeg havde spillet badminton i strømpesokker alt for mange gange og den manglende stødabsorbering havde forplantet sig opad i lænden.

Klage over Knud Erik

Jeg skrev senere en seddel, hvor jeg beskrev episoden og bad om fremover at få en anden kontaktperson end Knud-Erik, såfremt det var muligt. Om aftenen, mens jeg børstede tænder, kom Knud Erik pludselig brasende ind på min stue, og forlangte, at jeg afleverede den barberskraber, jeg havde fået udleveret om formiddagen, mens han kiggede søgende rundt med et vildt blik i øjnene. Jeg fortalte ham stille og roligt, at jeg havde afleveret både barberskraber og barberskum til Rikke umiddelbart efter brug om formiddagen, og så afleverede jeg blyanten og sagde tak for lån, samt det stykke papir, hvor jeg havde skrevet en klage over hans opførsel, til indscanning i journalen.

Fed af indespærring

Det var et smukt, men koldt solskinsvejr, og det blæste køligt. For en gangs skyld fik vi lov til at være ude i næsten 30 minutter og jeg luntede rundt på stien langs muren, bare rundt og rundt, i næsten samfulde 30 minutter. Jeg løb så langsomt, at jeg hverken blev træt eller forpustet, men jeg var drivvåd af sved efterfølgende, samtidig med at mine hænder var iskolde, fordi jeg ikke havde taget handsker på. Jeg var nødt til at tabe mig, fordi jeg havde været forholdsvis inaktiv under de sidste snart fire måneders indespærring og derfor havde taget på. Det var primært under opholdet på P7, at der var sket en vægtøgning, fordi det var så trøstesløst at være på afdelingen og fordi der var så få mulighed for fysisk aktivitet, at det var en kamp at få rørt sig.

Ingen motivation

Det var i grunden en smule paradoksalt, fordi der både var en kondicykel og en romaskine, vi frit kunne anvende det meste af døgnet, men dels var der ikke nogen rigtig struktur eller rutiner på afdelingen og dels var der ikke nogen af de andre indlagte, der for alvor gik op i træning og som jeg kunne træne med og blive motiveret af, som det var tilfældet i Vestre Fængsel.

Æblekage

Efter havetur lavede Rikke, J, Nordjyden og jeg æblekage i ergoens køkken. På næste og sidste havetur løb jeg lidt kortere distancer og gik resten af tiden, mens jeg talte med Hypomanen, som havde fået lidt mere Zyprexa og derfor var mere sammenhængende og rolig. Han talte stadigvæk meget om aliens, pyramider og strengteori, hvori der var elementer af reel videnskab, men mest bare psykotisk vrøvl. Ikke desto mindre var han underholdende nok og jeg tog det, han fortalte, som et slags eventyr.

Drabsmanden

Jeg var ved at gå til af kedsomehd og håbløshed, så enhver form for eskapisme var mere end kærkommen, selv fantasifulde vrangforestillinger fra Hypomanen. En af dem, jeg spillede badminton med. men ikke Nordjyden, erfarede jeg forleden havde slået et andet menneske ihjel i en alkohol og stof påvirket tilstand.

Ingen synlig anger

Personalet kunne godt lide hans overfladiske charme, de sværmede for ham og gav ham meget opmærksomhed og sekundær gevinst, som var han et offer. Han var ganske rigtigt charmerende, men ikke et offer og det virkede på ingen måde, som om han angrede eller var ked af hvad, han havde erkendt at have gjort. Det var ikke et spørgsmål om skyld eller uskyld, for han havde som sagt erkendt forholdet, men han påstod, at han intet kunne huske fra episoden.

Misbrugets skyld

Han talte meget om, at han havde været misbruger af både alkohol og forskellige typer stoffer, at han havde haft flere længerevarende behandlingsforløb bag sig, herunder i døgnbehandling, og han skød skylden for drabet på misbruget. Han sagde at, han bare skulle have det bedst muligt nu og blive idømt en kortest mulig straf. Det, han talte mest om, var, hvor meget han trænede, hvor ung han var og hvor meget testosteron hans unge krop indeholdt, samt om hvor storslået en fremtid og et potentiale han besad.

Det virkede, som om han havde en opfattelse af, at han nærmest allerede havde udstå sin straf ved at have været varetægtsfængslet i fire måneder, indtil videre. Han var typen, der skulle være den bedste til alting på afdelingen, samtidig med, at han også ville betragtes som et stakkels offer for den sygdom, han mente, at det at være misbruger var.

Forkert sanktion

Han var ikke sindssyg på noget tidspunkt, jeg var indlagt sammen med ham, men derimod en misbruger, som nok burde have været i en rigtig arrest og idømmes en fængselsstraf, fremfor den anbringelsesdom, som han var stillet i udsigt af psykiateren. Problemet med den plan var, at han var ved at trappe ud af al sin medicin, så han ikke var behandlingskrævende og dermed i egen optik snart parat til at komme ud i samfundet igen. Som jeg forstod det, var han blevet opstartet i antipsykotika og benzodiazepiner, da han blev varetægtsfængslet for omkring 4 måneder siden; forinden havde han været ordinær misbruger, og ikke sindssyg, ihvertfald ikke uden at sindssygen var udløst af misbruget.

Kun tre alarmer i dag

Sygeplejersken Nanna havde fundet en radio til mig i dag, hvilket var sødt af hende, men da jeg ikke kunne se klokken på den, hvilket var årsagen til, at jeg havde spurgt hende for længe siden, måtte jeg returnere den igen, så en anden indlagt måske kunne få gavn af den. Nanna sagde også, at jeg kunne få lov til at træne i 10 minutter i motionsrummet. Der sad fem ansatte og så TV i fællesmiljøet i sofaerne og sofastolene, mens vi kun var tre indlagte. Jeg spurgte, om nogen havde tid til at gå over i motionsrummet med mig i 10 minutter, hvilket lykkedes takket være Nannas indsats, og jeg nåede tre tricepsøvelser og en enkelt øvelse med udadrotation i skulderleddet, men jeg kunne ikke nå at have særlig lang pause mellem sættene.

Truet til ros

Senere på aftenen cyklede jeg en smule på kondicyklen og læste samtidig i hæmatologibogen. Der var kun tre alarmer i dag. Jeg var meget nedtrykt på grund af min udsigtsløse situation. Min advokat virkede ret ligeglad, og det gjorde alle andre for den sags skyld også. Men modsat min advokat fik de andre heller ikke penge for at hjælpe mig. Jeg havde været nødt til at skrive et dokument til indscanning i journalen, hvor jeg roste afdelingen, og anførte, at jeg havde det fremragende, samt at de ikke ville høre mere til mig, så snart jeg blev tilbageflyttet til Vestre. Det var alt sammen løgn. Men jeg huskede kun alt for tydeligt Kim Balsløvs indirekte trussel om, at han anså min tidligere kritik af at være på retspsykiatrisk afdeling som psykisk rask, som et “rødt flag”.

“Ikke håndlotion til dig”

Jeg havde ikke en krone på det tidspunkt, da banken ikke havde overført pengene endnu (det tog dem ca. 10 dage), hvilket jeg fortalte Phoung, som bare sagde, at jeg måtte håbe at pengene kom i morgen. Hun var iskold. Og da Phoung et par dage efter igen var min kontaktperson, så gentog det sig, men nu var det bare fugtighedscreme, jeg ikke måtte få, selvom huden på mine håndrygge sprækkede, fordi den var så tør. Måske skulle jeg fedte for personalet, ligesom Drabsmanden? Det virkede i hvert fald.

Fedterøven

I dag til aften sagde Drabsmanden til to ansatte, at han syntes, at de gjorde en stor indsats, at han var imponeret over deres arbejde, samt at hvis vi ikke kunne spille badminton i dag, så var det bare sådan, det var. Han var ikke sarkastisk. Det var noget af det klammeste røvslikkeri, jeg til dato havde bevidnet, og jeg mistede endnu mere respekt for ham.

Ikke så smart endda

Han underholdt os igen under aftensmaden om, hvor god han var, fordi han på helt eget initiativ var gået i gang med at trappe ud af alt sin medicin (benzoer og antipsykotika). Hvor ubehageligt det var for ham, men samtidig også hvor sej han var, fordi han kunne holde det ud. Det var til at brække sig over og måske var han ikke så smart, som han selv gik rundt og troede; for han var ikke sindssyg, kun misbruger og at begå drab i en alkohol- og stofkoger, var ikke en undskyldning og burde ikke give straffrihed.

Slip for straf

Ellers kunne alle bruge det som undskyldning. Drabsmanden ønskede en anbringelsesdom, for så ville han med garanti slippe meget billigere end med en fængselsstraf. Men så skulle han jo ikke udtrappe af den antipsykotiske medicin, eller benzodiazepiner for den sags skyld, allerede før han modtog sin dom. Han skulle faktisk gøre det modsatte, at få så meget medicin som muligt, for at demonstrere overfor dommeren, hvor syg han var.

Psykiatriens største løgn

For var han psykisk normal, uden sindssyge og uden at få antipsykotisk medicin, så var der jo absolut ingen grund til at idømme ham en foranstaltning. Der var særlige afdelinger til misbrugsbehandling i fængslerne til folk som ham. Ville han snyde sig til straffrihed under påberåbelse af sindssyge, så var prisen, at man spillede med og accepterede den invaliderende og livsfarlige antipsykotiske medicin, i hvert fald til han modtog sin dom. Det var prisen.

Den største løgn, psykiaterne var sluppet afsted med, var, at de påstod, at man ikke kunne snyde sig sindssyg og få en behandlings- eller anbringelsesdom. Det kunne man meget let. Og jeg havde personligt bevidnet flere gøre det. Men da psykiaterne var kronisk forsmåede og jeg-svage, fordi de vidste at de ikke var rigtige læger og fordi psykiatrien derfor var alt andet end videnskabelig, så bildte man befolkningen ind, at man vidste hvem, der var syge og hvem, der var raske.

I pose og sæk

Men drabsmanden ville have i både pose og sæk, for det var han tilsyneladende vant til og det skulle nok også lykkes for ham nu. Drabsmanden havde kun fået medicinen mod sindssyge i den tid, han havde været i varetægtssurrogat, altså i omkring fire måneder. Jeg kunne høre Hystaden sparke på døren og råbe. Han var ude af bæltet nu.

Søvnløshed

Jeg havde meget svært ved at sove i nat, hvilket var en smule usædvanligt. Jeg lå og rumminerede og tænkte på hvordan jeg skulle tage hævn, samt hvem det skulle gå over og jeg havde meget svært ved at vente til jeg blev løsladt.

Advokaten og dødsdommen

At jeg skulle vente over et år til retssagen, var en dødsdom og det vidste anklagemyndigheden udmærket. Det samme gjorde min advokat. Det virkede ikke som om hun var på min side, hun tog mig tydeligvis ikke alvorligt og hun var kold og udtryksløs, da hun kategorisk og abrupt afviste, at der var noget, jeg kunne stille op. Jeg spurgte om jeg da ikke kunne få min dag for en anden ret end Glostrup, et sted der havde kortere ventetid, men det var naturligvis umuligt. På den måde var hun som jeg så det nærmest værre end mine bødler, for hun skulle forestille at være på min side, det fik hun penge for, men hun var det ikke, var min klare opfattelse.

Endnu en alarm

Kort efter morgenmaden gik alarmen igen. Det var Hystaden, der var gået amok ovre på det andet afsnit, og jeg kunne se ham gennem vinduerne på den anden side af kontoret stå og råbe og fægte med armene.

Politi på afdelingen

Han havde væltet morgenmadsvognen og det faste personale, samt det tilkaldte, havde barrikaderet sig på kontoret, hvor de stod som paralyserede får og kiggede skræmte på hinanden. Politiet blev tilkaldt, først en patruljevogn, der bremsede med hvinende dæk uden foran afdelingen, herefter en indsatsledervogn. Hystaden kom i bælte og de fem betjente forlod afdelingen igen.

Undskyldning for dovenskab

Men fordi Hystaden var i bælte og skulle have en enkelt fast vagt, blev alle aktiviteter aflyst. Der var rigeligt med personale, ikke travlt efter politiet havde lagt Hystaden i bælte, men Phoung fik straks stoppet alt.

Unødvendige tvangsindgreb

Der var tre alarmer sent i går aftes og i nat. Da nattevagten kom og vækkede mig for anden gang klokken 6, kunne jeg ikke falde i søvn igen. Jeg skulle have taget nye blodprøver og nyt EKG til formiddag, men ingen anede hvorfor. Sygepleje Nanna og sygeplejerske Rikke skulle agere bodyguards og intimidere mig til at underkaste mig de tvungne og unødvendige prøver. De initiale blodprøver og det første EKG viste intet abnormt, så det gav ingen mening at gentage dem og ingen kunne fortælle mig hvad indikationen var, selvom det selvfølgelig var lovpligtigt at oplyse. Efter prøverne fortalte Rikke mig, at alle indlagte som standard skulle havde taget blodprøver og EKG hver måned.

Havetur og træning

På dagens handler trænede jeg dips og triceps, idet jeg til sidstnævnte formål medbragte et håndklæde, så jeg kunne træne denne muskel relativt isoleret. Jeg ville på de efterfølgende haveture træne flere øvelser for brystmusklerne og triceps igen. Jeg bad min kontaktperson SOSU-Helle om at få demonstreret nogle skulderøvelser af Anne-fys. Det havde jeg naturligvis ikke behov for, jeg kendte alle øvelserne, det var bare et påskud for at komme i motionsrummet og træne.

Nazi-husorden

Jeg fik udleveret et eksemplar af husordenen til ophængning på min stue. Den opremsende primært alle restriktionerne, og begrundelserne var ‘hensynet’ til de indlagte, altså at det skulle være et ‘rart’ og ‘trygt’ sted at være ufrivilligt indespærret. Det var selvfølgelig noget bræk, for de fleste restriktioner havde intet med hensynet til os at gøre.

Provokerende regler

Af de mest provokerende og uforståelige regler var, “Vi vil ransage din stue jævnligt og klappe dig på - eller tjekke dine lommer. Du vil også blive bedt om at lade dig visitere”. I den tidligere udgave stod der “kan” i stedet for “vil”. Man måtte heller ikke have mere end højest fem sæt tøj på stuen, ligesom at ‘store jakker og hatte’ var forbudt at bære under måltiderne. Under afsnittet om besøg, stod der at personalet vurderede, hvem man måtte have besøg af og om det skulle være overvåget, altså også selvom man ikke havde besøgs- og brevkontrol.

Hjemlet?

Det var faktisk et stort indgreb i ens frihed. Der stod intet om ens rettigheder i husordenen og selvom man gerne måtte få pårørende til at komme med tøj, så stod der intet om det, kun at de måtte medbringe kontanter. Telefoni skulle også godkendes af personalet, også selvom man ikke havde besøgs- og brevkontrol. Det var helt vildt, at personalet bare kunne lege dommere og bestemme hvem, man måtte ringe til. Så hvis man eksempelvis ringede til en pårørende, der var jurist og spurgte vedkommende til råds, så kunne personalet uden videre bare nægte fremtidig kontakt med vedkommende. Og personalet på P7 var så moralsk pilrådne og forråede, at det netop var den slags de gjorde. Selv i den nye version af husordenen var der mange grammatiske fejl, men det gik fint i spænd med det faglige niveau.

Officielt løsladt

Omkring klokken halv ti, netop da jeg havde klædt mig på til den annoncerede havetur, blev der banket på døren til min stue og min kontaktperson og en læge med usædvanlig lav kropshøjde, grænsende til dværgvækst - omend uden dysmofre træk eller disproportionalitet mellem krop og lemmer - præsenterede sig. Frodo, som var en venlig og gemytlig fyr, medbragte umiddelbart gode nyheder til mig, nemlig at anklagemyndigheden havde ringet op og oplyst ham om, at min varetægtsfængsling var ophævet dags dato. Jeg takkede Frodo, som kvitterede med at smile og siger, at det da var rart for en gangs skyld at overlevere gode nyheder til en indlagt. Jeg ønskede ham en god dag, og han og kontaktpersonen forlod min stue igen.

Selvom jeg nu var løsladt, var jeg stadig frihedsberøvet på afdelingen indtil mentalundersøgelsen var færdiggjort, hvordan det ellers hang sammen. Omvendt skulle jeg have været fristforlænget i morgen i videoretten.

Nægtet husordenen

Jeg lavede fire sæt armbøjninger og flere tricepsøvelser på den efterfølgende havetur. Da jeg kom ind igen, bad jeg E om at få udleveret afdelingens husorden. Hun sagde, at hun ikke var sikker på, at jeg måtte få udleveret den, men at hun lige ville høre de andre. Jeg fik aldrig husordenen udleveret.

Min mening

Jeg havde forinden stille og roligt talt med en anden ansat og på hendes forespørgsel om hvordan jeg opfattede ordlyden af den nyligt redigerede husorden, som hang på tavlen og som jeg bad om en kopi af, og jeg havde ærligt sagt, at det virkede som en ubehagelig stramning, at man havde ændret ordet ‘kan’ til ‘vil’ i sætningen “vi vil ransage din stue og person regelmæssigt’ og uden nogen konkret mistanke. Hun spurgte selv, og jeg svarede helt neutralt.

Straffet for kritik

Et par timer efter samtalen bankede det på døren og tre ansatte, herunder den pågældende, jeg havde talt med, invaderede min stue, mens jeg lå og læste i sengen. De var alle iført engangshandsker, og den ene af dem sagde “nu skal vi visitere din stue”. Der var ingen forklaring eller begrundelse. Det virkede nærmest som en straf for, at jeg havde været så fræk at ytre min mening om deres ransagningsprocedure. De fandt selvfølgelig ingenting, heller ikke min Afdeling P7, som jeg nogle dage forinden havde afleveret til min advokat til sikker opbevaring. Det eneste, jeg var i besiddelse af, som jeg ikke måtte have, var en tandstikker med tandtråd, men den nåede jeg at gemme under dynen, da de entrerede.

Vilkårlighed

De havde tidligere ransaget min stue uden grund og intet fundet, jeg røg ikke, jeg havde aldrig lavet ballade, jeg var altid stille og rolig, jeg havde næsten ingen ejendele liggende og der var altid perfekt orden på min stue, så det virkede bare som plat chikane, fordi jeg havde ytret mig om mine rettigheder. Da de var færdige, forlod de uden et ord min stue igen og jeg fik aldrig nogen begrundelse, endsige en kvittering for, at de havde ransaget mig. I Vestre Fængsel blev alle ligeledes visiteret, men der modtog man altid en kvittering efterfølgende, som dokumentation.

Upopulær afdeling

Jeg udeblev fra det tåbelige morgenmøde, hvilket var formentlig første gang. Satte mig i fællesmiljøet og læste. "Hvad laver du dog hér? Er du gået forkert? Kan du ikke kende forskel på P2 og P7?", sagde den nys ankommende ansatte fra P2, der kom over til vores afdeling for at deltage i det fælles morgenmøde på kontoret, til den efter fire måneders fravær tilbagevendte SOSU-assistent på vores afdeling. Hun gav hende et knus. Sandelig så, det var ikke kun os indlagte, den var gal med, det var vist P7.

Ergoterapi og is

Jeg gik ind på min stue og sov. Blev vækket af to alarmer med fem minutters mellemrum. Der var intet TV signal på afdelingen, så det var endnu mere håbløst end normalt. Ergoen bankede på, fordi vi havde en aftale om at lave Daim-is. Vi gik ud af afdelingen og ind i det nærliggende ergo-køkken.

Tak for lån

Jeg afleverede de tre bøger, jeg havde lånt af hende tilbage og takkede hende for den venlige gestus og for god behandling. Jeg havde været i haven i morgen, hvor Hypomanen havde væltet den store skraldespand med et spark i raseri over psykiaterens påbegyndte tvangsmedicinering af ham med antipsykotisk medicin. Jeg roede i sammenlagt 30 minutter. Mødte bagefter Psykiateren på gangen og hilste på ham.

Så kom TV signalet igen og jeg så badmintonkampen mellem Astrup/Rasmussen og Jomkoh/Kedren og jeg var dybt imponeret over spillernes hurtighed og præsentation. De to mandlige sygeplejersker, H og H, kom om aftenen hen til mig og spurgte venligt til min løsladelse i morgen.

Giftig kultur på afdelingen

For nogle dage siden betroede en af de ansatte sig yderst usædvanligt til os patienter mens vi sad i fællesmiljøet. Vi var foruden den ansatte tre indlagte og den pågældende ansatte fortalte os, hvor usund en kultur der eksisterede også mellem de ansatte internt.Ved at ytre sig kritisk om sine kolleger brød han en overskred han grænsen mellem de ansatte og indlagte, hvilket som sagt var meget sjældent forekommende i den verden, men han havde omvendt ret.

God stemning

Jeg havde hørt en tilsvarende kritik fra en anden ansat for en uges tid siden, omend ikke så eksplicit og to af de bedste ansatte på afdelingen havde sagt op, alene i den tid jeg havde været på stedet. Enkelte ansatte var gode nok, men for flertallet var det modsatte desværre tilfældet. Store Henrik, som var en af de gode ansatte, var heldigvis på arbejde til aften og endnu mere heldigt var det, at han også var min kontaktperson og ikke Knud Erik, som også havde forladt plejehjemmet for at være på arbejde. At Store Henrik var her betød, at der ikke var en dårlig stemning, samt at der ikke var noget der ikke kunne lade sig gøre, modsat sådan som det forholdt sig normalt, når det kun var de magelige hattedamer, der var på arbejde.

Aldrig før i hallen

Ikke blot lykkedes det os at komme i motionshallen og spille badminton, for Store Henrik formåede at få både R og Den Stille Pige til at deltage i spillet. Hun havde i går aftes udløst en alarm, da hun pludselig og umotiveret angreb personalet igen. Men ovre i hallen var der ikke nogen som helst problemer. Hun udbrød med et smil på læberne “Nej altså, ligger hallen så tæt på afdelingen?”, da vi gik derover i samlet flok. Hun havde været indespærret på afdelingen i ni måneder, men havde aldrig sat sin fod i hallen før i dag. Hun var faktisk ret god til badminton og selv om hun havde taget en hel del på i vægt af medicinen, så havde hun en sikker hånd og et perfekt slag og ramte de fleste bolde.

Den Stille Pige glad

Hun smilede og lo og det gjorde hun fortsat, da vi efter spillet kom tilbage på afdelingen. Hun var ung og havde livet for sig, hun var virkelig en patient man skulle hjælpe i forhold til vægt og sundhed, og hun både ville og kunne deltage i sport, så hvorfor var det første gang hun var i hallen? Det var et enormt svigt at personalet aldrig havde prøvet at motivere hende til halsport i alle de måneder hun havde været indlagt. Det sagde alt om forråelsen og ligegyldigheden blandt flertallet af personalet.

Store Henrik havde ikke haft svært ved at få Den Stille Pige til at tage med i hallen, det gik ret nemt, men hans kolleger var til gengæld utroligt svære for ham at motivere til at acceptere, at vi gik derover, for de kornfede matroner var vant til at dovne den endnu mere i aftenvagten end i dagvagten (hvordan det ellers var muligt). Vi kunne se Store Henrik samle alle sine vrangvillige kolleger inde på kontoret hvor de stod med forurettede udtryk og armene over kors i en halvcirkel, mens Store Henrik stod og overbeviste dem om, at der ikke var noget problem i halturen.

Han var meget sikkerhedsbevidst, mere end hønsene, og han tog ingen chancer, der var intet risikabelt ved det, så det kunne de andre ansatte ikke bruge som argument for at krydre røv, hvilket ellers var deres automat reaktion på alt, der medførte at de skulle udføre deres job. Det handlede ikke om sikkerhed, men mest om at gide.

Før anholdelsen

Jeg var løsladt til gaden og havde intet at leve for. Jeg var stadig tiltalt og min advokat pissede stadig på mig. Derfor kom jeg i fængsel igen meget snart, og når jeg en dag blev løsladt, ville jeg hævne mig og ryge i fængsel resten af livet. Alle vidste hvad der ville ske.

Psykologsamtalen

Under den første havetur på et kvarter, trænede jeg ryg med tre øvelser med hver tre sæt. Kort efter vi blev lukket ind igen, bankede det på døren og SOSU-Helle og Psykolog-Søren stod udenfor. Nu var det tid til den - særdeles - ventede psykologsamtale og test. Først skulele jeg svare på udvalgte spørgsmål fra den såkaldte PSE (Present State Examination). Det var et semi-struktureret interview og de udvalgte spørgsmål var inden for forskellige sygdomskategorier, og qua retspsykiater Gitte Ahles fejldiagnoser, var det indenfor psykose og autismeområdet.

Psykologen var flink og stille og rolig og han virkede selv en smule nervøs eller utilpas til at starte med. Han hakkede lidt i det og havde røde kinder, og det var måske lidt akavet for ham at sidde og teste en psykisk rask lægeuddannet patient.

PSE

Det var spørgsmål af typen, "føler du at der er nogen, der forfølger dig? Er der nogen, der overvåger dig? Kan du høre tanker, der ikke er dine egne? Kan du se, høre, mærke, smage eller lugte noget, som ingen andre kan? Hvordan har du det med de andre på afdelingen?". Jeg svarede benægtende til samtlige spørgsmål eller på en måde, der ikke indikerede psykisk sygdom eller lignende, fordi det var i overensstemmelse med sandheden.

Rorschach

Så kom turen til Rorschach testen, der forfulgte mig som en ond ånd. Testen gik ud på at jeg ad to omgange skulle beskrive motiv, form, farve og afgrænsning af ti billeder med forskellige udtværede blækklatter. Jeg svarede det, jeg kunne huske fra Wikipedia, hvilket dog også var det, jeg selv syntes at blækklatterne lignede: Natsværmer/flagermus, sommerfugl/flagermus, to ansigter, der vendte mod hinanden, to nisser, to firbenede pulsdyr, fire larver/edderkopper, et ansigt set forfra, to billeder med dyreskind.

Det var hurtigt overstået. Uanset hvad resultatet af testen var, kunne den ikke bruge det til noget som helst. Hvordan skulle den dog kunne sige noget om min personlighed eller psykiske habitus? Det var latterligt at tro, at den kunne det. Jeg var dog så lettet over at Rorschach, at jeg takkede psykologen og gav ham hånden til afsked. Faktum var, at jeg var normal psykisk; hvis Rorschach også 'viste' det, var det fint, men man skulle ikke bilde sig selv ind, at den var i stand til at påvise det eller modsat, sygdom. Rorschach og psyke var to helt forskellige fænomener.

Ånden i glasset

Rorschach testen var lige så videnskabelig og troværdig, som at spørge ånden i glasset, lægge Taratkort eller spå i kaffegrums. Hvad fanden med meningen med at bruge den på mennesker i 2024? Måske bestod testen i virkeligheden i, at hvis man accepterede at deltage i den, var det et klart tegn på at man var sindssyg, og modsat, hvis man til psykologen sagde, at man da virkelig ikke gad at spilde sin tid på overtro, så havde man bestået og var normal? Hvis man som psykolog anvendte Rorschach (især) med tvang overfor en person, og når psykologen måtte være klar over at testen var uvidenskabelig og helt uegnet, så var den pågældende at betragte som kvaksalver.

"Du er jo normal"

Psykologen konkluderede i øvrigt efter testene, at jeg var normal. Han havde ret. Retspsykiater Ulla Noring og retspsykolog Michael Schiødt havde taget fejl. Eklatnt fejl. Fik det konsekvenser for dem? Nej, selvfølgelig ikke. De fortsatte sikkert med at fejldiagnosticere den ene observand efter den anden og anbefale straffrihed eller det modsatte fuldstændig vilkårligt. Dommerstanden rettede sig altid efter hvad de to konkluderede, hvorfor de havde alt for stor magt over menenskers liv og når den rette dømte ikke fik den rette straf, så ville det sandsynligvis medføre mere kriminalitet og flere ofre.

Generøsitet

Om eftermiddagen og aftenen begyndte jeg at få det fysisk dårligt med trykken i venstre side af brystet, udtalt svimmelhed, som gav mig balanceproblemer og jeg mistede pusten. Takket være Nordjyden og hans vedholdenhed lykkedes det ham og jeg at komme i motionsrummet, og vi trænede biceps og ryg, men jeg var meget svimmel og følte mig skidt tilpas, så jeg præsterede ret dårligt. Efter træningen kom Den Yngre Kvinde hen til mig i fællesmiljøet. Jeg havde hjulpet hende med at få kontakt til retshjælpsordninger, især KRIM, som var den ordning, der accepterede at hjælpe hende. Hun gav mig senere en T-shirt som gave.

Bogdamen

Under første havtur trænede jeg ben i en reduceret udgave af det program, jeg havde trænet i Vestre Fængsel. Jeg var nødt til at splitte træningsprogrammet op, da hver havetur kun varede i 15 minutter. Jeg så Psykiateren i morges, men han holdt sig væk fra afdelingen resten af dagen. Så kom hende, jeg kaldte for Bogdamen forbi. Som jeg kunne forstå på personalet havde hun titel af ‘pårørendekontakt’, men i forhold til mig, som ingen pårørende havde kontakt med, var hun qua sin funktion som hende, der kom forbi afdelingen med bøger, altså ‘Bogdamen’ i min verden.

To bøger

Jeg fik en længere samtale med Bogdamen, som umiddelbart virkede meget indsigtsfuld og ikke som én, der var fedtet ind i samme virkelighedsstridige univers som plejepersonalet. Jeg lånte desuden to bøger på den lille bogreol med hjul, som hun kom trillende med. Den ene bog hed "Det vigtigste i livet - ti interview”, fra 2006 og skrevet af Tenna Nielsen. Den startede jeg med og var hurtigt igennem den. Den anden havde titlen “Som et spejl - mit liv med skizofreni”, fra 2018 og skrevet af My-Mirah Bjørg Eluna Andersen. Jeg påbegyndte bogen, som var overordentligt kunstfærdigt skrevet, men også på et langt højere niveau end den anden bog, jeg havde lånt.

Udskrivelsesplaner til Sanne

På næste havetur trænede jeg benprogrammet færdigt. Derefter havde jeg en længere samtale med Sanne, som jeg fangede i et empatisk og lyttende øjeblik, og hende fortalte jeg om mine planer ved udskrivelsen. Jeg sagde tingene som de var, ikke det, jeg vidste, hun gerne ville høre, ikke et skønmaleri, hun bagefter kunne skrive ind i min journal, men eksakt det, jeg havde i tankerne at foretage mig i det sekund, dørene blev åbnet og jeg forsvandt fra afdelingen.

Om mit vidnesbyrd

Jeg ville sandsynligvis gå ud i Fasanskoven og finde teltet, liggeunderlaget og soveposen, som jeg havde pakket sammen og gemt væk, måske ville jeg så småt starte på Kofoed Skole igen, og jeg ville med sikkerhed begynde arbejdet med at skrive min Afdeling P7 ind og denne gang skulle mit vidnesbyrd være et hæderligt og konstruktivt ét af slagsen og jeg ville ikke pege fingre af nogen, for det var vigtigt at det var noget, som andre gerne ville læse, og det var ikke tilfældet, hvis det bare var én lang række af anklager mod navngivne personer.

Den Nye Tysker

Der ankom en ny patient i dag; en tysker, nærmest som en erstatning for den landsmand, der kort forinden var afhentet af politiet og udvist til Tyskland. Den Nye Tysker var tydeligvis evnesvag (undskyld, men det var han rent faktisk), lalleglad, fjoget og gik rundt og heilede mens han sang tyske nazisange og tossede rundt i sin helt egen verden i det hospitalstøj, han endnu var iklædt. Han havde nogle underligt døde, som ikke lod til at fokusere på noget bestemt, som om han var blind, hvilket han ikke var. Han var helt skaldet, bortset fra enkelte spredte hårtotter, som frisøren lod til at have overset.

Ny interesse

Jeg var begyndt at se badminton i fjernsynet, hvilket var noget jeg aldrig havde gjort før, og jeg havde heller ikke interesseret mig spor for badminton. Før nu. Det var en mærkelig erkendelse, for jeg havde for længst afskrevet. Men nu var badminton altså noget af det mest interessante, jeg kunne se fjernsynet og som jeg rent faktisk formåede at blive opslugt af. Jeg trænede mange sæt mavebøjninger på stuen, før vi gik over i hallen (meget apropos det, jeg så i fjernsynet) og spillede badminton; det blev til nogle fantastiske kampe, hvor vi fik sved på panden og der var en rigtig god stemning.

Sannes mærkelige opførsel

Efter vi kom tilbage fra hallen, sad jeg og læste i en bog ved et bord i fællesmiljøet, for at køle ned, før jeg gik i seng. Sanne kom hen til mig og satte sig overfor mig ved bordet og stirrede bare på mig. Jeg lagde bogen til side og sagde venligt “hej Sanne, hvad så?”. Sanne sagde, at Z havde ringet. Jeg svarede, at jeg ville ringe tilbage til hende i morgen, da jeg var helt smadret og snart gik i seng. Men herefter blev Sanne bare siddende og stirrede på mig uden at sige noget. Det var meget mærkeligt.

Så gentog det, hun netop havde sagt, og det samme gjorde jeg, bare mere afværgende med ordene, “jeg skal nok ringe tilbage, men jeg er bare så træt og går i seng om kort tid, det håber jeg er ok”. Jeg tog nu bogen op og begyndte at læse videre og håbede hun fangede vinket med vognstangen. JEg vidste godt, at personalet havde lært på et samtaleteknisk kursus, at de skulle holde nogle lange pauser under samtalen for på den måde at tvinge patienten til at sige noget, fordi stilheden var så akavet, men der var ikke mere for mig at sige.

Utrolig nok blev Sanne bare siddende, og så gentog hun fandme endnu engang sig selv. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, det var yderst påfaldende. Hvad skete der? Var hun på stoffer eller havde hun fået en akut psykose? Det var pinefuldt at sidde og læse demonstrativt, mens Sanne sad og intet sagde og bare kiggede på mig, men til sidst rejste hun sig og gik.

Vilkårlige krænkelser på P7

I mine papirer opdagede jeg en kvittering efter en celleransagning fra Vestre. Det var et fortrykt skema, hvor der med kuglepen af vagten var anført, hvem der havde foretaget visitationen af cellen, samt hvilke fund, der var gjort. Det var foregået i forbindelse med den store razzia i Østfløren og der var naturligvis ikke fundet noget ulovligt i min celle, men kvitteringen var min dokumentation for indgrebet i mit privatliv og en retssikkerhedsmæssig foranstaltning og det syntes jeg var helt fint og gav ikke anledning til sure miner hos mig, for hvis bare tingene foregik lovligt fra betjentenes side af, så be my guest.

I mine papirer opdagede jeg en kvittering efter en celleransagning fra Vestre. Det var et fortrykt skema, hvor der med kuglepen af vagten var anført, hvem der havde foretaget visitationen af cellen, samt hvilke fund, der var gjort. Det var foregået i forbindelse med den store razzia i Østfløren og der var naturligvis ikke fundet noget ulovligt i min celle, men kvitteringen var min dokumentation for indgrebet i mit privatliv og en retssikkerhedsmæssig foranstaltning og det syntes jeg var helt fint og gav ikke anledning til sure miner hos mig, for hvis bare tingene foregik lovligt fra betjentenes side af, så be my guest.

Visitationer på P7

Men sådan var det ikke på afdeling P7. De to gange min stue var blevet visiteret indtil videre, havde personalet ikke udleveret noget som helst efterfølgende. De havde heller ikke fortalt mig om de havde fundet noget, jeg ikke måtte have på stuen, og årsagen til visitationen havde jeg ikke fået at vide. Den første visitation blev foretaget af Cecilie og Erika og uden at jeg var til stede, og de havde heller ikke informeret eller tilbudt mig at være det.

Efter anden visitation af min stue havde personalet taget min hårgel; der var fortsat en smule tilbage, som jeg bevidst gemte til en særlig anledning, men de måtte have troet, at tuben var tom og taget og smidt den ud, fordi de gik meget op i, at man ikke måtte have for meget liggende på ens stue (højest fem sæt tøj dikterede husorden).

Personalets chikane af N

N var den af de indlagte, som blev chikaneret mest af personalet. Senest var hun blevet nægtet at modtage tøj, et analogt armbåndsur med visere (som man godt måtte have) og et par sko af sine pårørende. Hun havde ikke fået nogen forklaring af personalet. N havde ikke besøgs og brevkontrol og alle andre i en identisk situation som hun, måtte gerne få alt det, som hun blev nægtet.

KRIM til undsætning

Den Anden Kvinde spurgte mig, om jeg kunne hjælpe hende, så jeg gav hende flere telefonnummer til retshjælpsordninger, som hun kunne ringe til, herunder nummeret til retshjælpen KRIM. Jeg opmuntrede Den Anden Kvinde til at søge råd hos især KRIM. Vi stod og talte sammen i det nye rygebur og med døren til fællesmiljøet lukket, så personalet ikke kunne høre os, for vi vidste begge at de straffede patienter, der klagede med at indskrænke deres friheder, gøre dem mere syge i journalen end de var, eller forlænge deres indespærring.

Den Anden Kvinde gik straks ind og ringede til samtlige retshjælpsordninger, eller det vil sige, hun skulle have personalet til at ringe op. Hun var forståeligt nok meget utålmodig og følte sig med rette uretfærdigt behandlet, men jeg sagde, at det var bedst, hvis hun ventede til i morgen, for klokken nærmede sig 21. Det meste på afdelingen af regler og sanktioner var vilkårligt og næppe hjemlet nogen steder. Det var ikke ligefrem udtryk for paranoia eller nogen overdrivelse at konstatere, at personalet disciplinerede de indsatte ved at nægte dem basale rettigheder og straffede dem, de bare ikke brød sig om.

Ny advokat

Det første, jeg ville gøre, når jeg havde mulighed for det, var at finde en ny advokat. Hun burde i min optik ikke have lov til at fungere som advokat. Så snart jeg havde hentet min Afdeling P7 på hendes kontor ved udskrivelse, ville jeg finde en anden til at repræsentere mig i retten. Der var efter min bedste overbevisning ingen forskel på min advokat og anklagemyndigheden. Hun holdt tydeligvis ikke med mig.

"Sieg heil und kill all the banaanen!"

To alarmer fra morgenstunden som effektiv morgenvækning og så op kl. 7.10. Der var ankommet en ny patient i løbet af natten, en høj og meget slank somalisk udseende, midaldrende mand med bandageret skinnebenssår. Lidt efter kl. 8 gik alarmen på ny.

To minutter efter endnu en alarm. Den nye tysker, der ankom i går aftes var en morgenfrisk type, han marcherede bogstaveligt talt frem og tilbage foran morgenmadsvognen i en karikeret strækmarch (dog uden at heile) iført det nu brunligt tilsmudsede patienttøj og store, kraftige militært udseende støvler, mens han sang "sieg heil und kill all the banaanen!" og råbte "Aspergers!" med sin kraftige og skingre tyske accent og grinede fjoget.

Han var kronraget, bortset fra de stedvise hårtotter og da jeg nærmede mig ham forsigtigt for at byde ham velkommen til afdelingen, kunne jeg ikke få øjenkontakt med ham, hans grå øjne kiggede nærmest igennem mig, som eksisterende jeg ikke.

Aspergers kunne vist ikke gøre det i hans tilfælde. Hvad end tyskerens psykiske problemer bestod i, var de nok kommet for at blive. Her hjalp ikke nok så meget antipsykotisk medicin eller ECT. Han var som kommet straight out of den tyske version af Kofoedsminde. Hypomanen kunne slet ikke kapere Den Nye Tysker, fordi han var urenlig og satte sig med sine tilsølede bukser på stolene i fællesmiljøet. "Sig han skal gå i bad og giv ham rene bukser på! Jeg slår ham ihjel!", råbte han til personalet, mens han lavede karatespark ud i luften.

Værre end patienterne

Fordi det var Store Henrik, der var på arbejde i dag, fik vi lov til at komme i motionshallen og spille badminton, selvom det rent faktisk ikke var vores afdeling, der havde hallen. Det var Drabsmanden, Nordjyden, Carina, Louise og jeg, der tog af sted. Vi spillede double og byttede hold med hinanden undervejs, men Drabsmanden og Nordjyden skulle altid være på hver sit hold, fordi de var over 190 høje, atletiske og gode til badminton. Jeg både vandt og tabte kampe, så det var, som det skulle være, og stemningen var rigtig god, måske bortset fra at Carina var både en rigtig dårlig taber og en rigtig dårlig vinder.

Hun tabte de fleste kampe og blev så arrig, at hun ikke kunne skjule det, og midtvejs gad hun ikke at spille længere. Ingen patienter var så dårlige til at håndtere nederlag som hende, og havde en af os reageret på den måde, var det stensikkert blevet noteret i journalen som et sygdomstegn. Hun havde været utrolig hoverende, efter hun vandt sin eneste kamp, selv om det var hendes makkers fortjeneste. Men før hun kastede håndklædet i ringen, nød jeg at smashe så hårdt, jeg kunne mod hende af den årsag. Efter badminton spiste vi Daimis, som jeg havde lavet, og den var heldigvis god, modsat de mislykkede flødeboller

Snake Eyes

Sanne virkede nærmest helt oprigtig og venlig til aften, men man kunne aldrig være helt sikker på, hvor man havde hende. “Snake eyes" kaldte en indsat hende, fordi hun tilsyneladende kunne være meget slesk og ikke var til at stole på. TV signalet forsvandt igen og der var to alarmer til. Dette måtte være en af de længste dage i mit liv. Jeg længtes efter at være alene i mit telt i morgen, helt skjult fra omverdenen i bælgragende mørke og det eneste, jeg kunne høre, var vindens susen i træerne. Det var forbandet, at jeg skulle tale med Psykiateren først, før jeg blev udskrevet. Jeg vidste, at han ville dreje kniven godt rundt i såret en ekstra gang, før han smed mig ud på gaden.

Løsladt

Udskrevet til gaden

Det var længe siden, jeg havde været så utålmodig. Det var utroligt slemt, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor Psykiateren trak tiden så meget ud. Jeg så ham gå frem og tilbage mellem kontoret og samtalerummet med først den ene, så den anden patient, og med personalet i hælene flere gange, før det endelig blev min tur i allersidste øjeblik. Jeg kunne høre på Psykiaterens autoritative og noget mekaniske enetale, at det var en remse, han havde liret af mange gange før.

Jeg havde samlet set talt med Psykiateren i ikke over to timer i løbet af hele opholdet, inklusive dagens samtale på knap tre kvarter. Der var mange basale oplysninger, han endnu ikke havde spurgt mig om, og som han manglede, fordi de var så vigtige. Eksempelvis en grundlæggende screening, hvor man spørger om symptomer som åndenød, vandladningsbesvær, sukkersyge, problemer med bevægeapparatet og den slags, som man altid uden undtagelse spørger nyindlagte patienter om den første dag på hospitalet. Men nu stillede Psykiateren mig disse spørgsmål under en time før, jeg blev udskrevet efter mere end en måneds indlæggelse. Bedre sent end aldrig.

Overraskende humor

Under samtalen udviste Psykiateren faktisk glimtvis både humor og ironi, hvilket helt klart var formildende omstændigheder og et tegn på hans menneskelighed. Dog opvejede det ikke den ubehagelige måde, han hidtil havde opført sig på over for mig, siden jeg ankom. Slet, slet ikke. Men det var positivt at erfare, at han også besad disse kvaliteter.

Overlægens konklusion

Psykiaterens konklusion lød, at jeg ikke var psykotisk, ikke skizofren (dér kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet), ikke var autist eller personlighedsforstyrret, samt at jeg var strafegnet. Retspsykologen Søren var af samme opfattelse. Og det gjaldt også for alle andre, der havde brugt mere end en times tid i mit selskab.

Men det essentielle var, at Psykiateren havde konkluderet det, som tilfældet var, for det betød, at ‘nogen’ havde taget alvorligt fejl af mig. At Psykiateren så ingen eller meget ringe forståelse havde for mine håbløse livsvilkår gennem så mange år, at det var rædselsfuldt, at der ikke var en slutdato efter så lang tid, alt dette betød langt mindre i den sammenhæng.

Det var mere angstprovokerende at gå fra P7 til Middelfart Station end jeg havde troet, men efter så forholdsvis lang tids indespærring, men det lykkedes dog. Jeg var blevet vist ud fra afdelingen og igennem resten af hospitalet, som var ret stort. Jeg havde kun set den afdeling, jeg havde siddet på, samt motionshallen, men resten af stedet havde jeg ikke altså ingen fornemmelse af. Jeg havde før udskrivelsen tænkt på, at jeg ville se resten af hospitalet, samt gå en lille runde om hele matriklen, ja, måske oven i købet gå ned til havnen og et smut rundt i midtbyen.

Afskeden

Jeg fik doneret min hårtrimmer til Hypomanen, subsidiært til afdelingen, samt fik sagt farvel til alle indlagte, fraset de to senest ankomne. Det betød utroligt meget at tage ordentlig afsked med de andre. Det var en smule angstprovokerende at gå fra afdelingen til togstationen, men det var til at overkomme, til gengæld havde jeg det utroligt svært ved at skulle “køre på røven”. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud, skammen og omverdenens reaktion på, at jeg var gratist, men jeg havde selvfølgelig intet valg.

Væk!

Men i det sekund døren blev låst op og jeg var fri, havde jeg kun én tanke i hovedet, og det var at komme væk fra Galehuset hurtigst muligt. Jeg skulle bare væk, som gjaldt det livet, væk fra de tarvelige ansatte, væk fra Middelfart og hjem til Amager, hvor mit telt måske stadig befandt sig på Kalvebod Brygge. Problemet var også, at jeg havde meget travlt af en anden årsag, nemlig at det var fredag, at jeg ingen telefon, intet hævekort, tøj eller penge havde, fordi alt sammen lå i Vestre Fængsel til afhentning inden kl. 17.00.

Konsekvenser af nøl

Det var fredag og hvis jeg ikke nåede det, var det en ren katastrofe og jeg tvivlede stærkt på, at jeg ville klare det uden noget som helst helt til mandagen. Hvis Kim B havde afholdt den sidste samtale lidt tidligere på dagen eller for et par dage siden, hvor han burde have afholdt den, så kunne jeg have nået alt uden stress. Og jeg kunne også have fået pengene fra Vestre, hvilket jeg måtte undvære i dag.

Ingen togbillet

Det var lidt af et mareridt. Personalet på afdeling P7 var udmærket klar over mine logistiske problemer og socialrådgiveren havde ringet til Vestre og forgæves forsøgt at få dem til at overføre mit indestående dér til P7, således at jeg kunne købe en togbillet tilbage efter udskrivelsen og også havde penge til mad. Da det ikke var muligt, var der bare ingenting at gøre; afdelingen kunne ikke sørge for en togbillet, så jeg måtte bare klare mig selv og få en bøde. Det var grænseløst småligt.

Meget grænseoverskridende

Det var meget grænseoverskridende og ubehageligt, at jeg blev nødt til at 'køre på røven' fra Middelbart til København. Jeg kunne næsten ikke rumme det, skammen og omverdenens reaktion på at jeg var gratist. Jeg havde bare intet valg.

Giv mig en bøde

I toget fra Middelfart gik kontrolløren et par gange forbi mig, hvor jeg sad i gangen, uden at tage notits af mig. Toget var propfyldt med passagerer. Han så travl ud, men jeg henvendte mig til ham tredje gang, han passerede og fortalte ham om min situation og bad om en kontrolafgift. Det var ekstremt pinligt med alle de andre passagerer, der stod og lytte til samtalen.

Kontrolløren sagde, at han snart skulle afløses, hvorfor han ikke ville give mig en ‘kontrolafgift’, men jeg ville ikke igennem det samme ubehag igen, hvorfor jeg stod af i Odense og prøvede at finde en kontrollør, som kunne give mig en bøde, så jeg kunne få det overstået og dermed slappe af resten af turen. Der var desværre ingen at se nogen steder på selve stationen, så jeg gik op på billetkontoret og bad ekspedienten om en kontrolafgift. Det kunne hun ikke give mig på forhånd, lød svaret, den skulle udstedes i toget.

Fik bøden diskret

Jeg gik derfor ned igen og steg på næste tog mod København. Kontrolløren kom straks forbi, så jeg henvendte mig til hende og forklarede hende om min situation. Hun var venlig og sagde, “det ordner vi bare i god ro og orden” og udskriv diskret kontrollafgiften til mig. Det var perfekt og en sten faldt fra mit hjerte; en belastende opgave var nu klaret og så var der blot den vigtigste opgave tilbage, nemlig at få udleveret mine ting fra Venstre Fængsel i form af tøj, penge, mobiltelefon, hævekort og nøglerne til mit lagerskab. Jeg skulle nå det inden klokken 17, hvor udleveringen lukkede og da det var fredag og først åbnede igen på mandag, ville jeg for alvor være i problemer, for en weekend uden mad eller husly på et tidspunkt om året, hvor det stadig var ret koldt om natten, orkede jeg ikke at gennemleve.

Netop som jeg passerede stoppestedet foran Vestre Fængsel, hvor der stod en mindre gruppe og ventede på bussen, fik jeg øjenkontakt med John Wicks Mekaniker i civil, der også stod og ventede. Jeg smilede venligt til ham og nikkede til hilsen og han gengældte begge dele. Det gjorde mig i godt humør og indgød mig en smule mod.

Et tegn

Mekanikeren var en, man godt kunne lide blandt de indsatte, og jeg følte lidt, at episoden var et symbol på at jeg var trådt tilbage i samfundet efter at have udstået min straf. Det var en form for anerkendelse af mig som menneske og medborger. Det virkede måske som en overfortolkning, men det var den måde, jeg havde det på efter at have været nedværdigende behandlet i Middelfart på retspsykiatrisk afdeling.

Billeder. Udleveringen i Vestre Fængsel udefra og indefra (fra "Anders Agger indefra: Vestre Fængsel").

Billede. Træning i PureGym Brøndbyøster.